Artikler
Maj 30, 2020
Stor opmærksomhed om Grænselandet
I øjeblikket er der stor interesse for Grænselandet i medierne. Årsagen er 100-året for den såkaldte ”Genforening”. Men det er nu ikke alt, der er lige brillant. Og så undlader man bevidst nogle ting. Andre debattører bilder os så ind, at det kun er tysksindede, der undlader ordet ”Genforening”. Men det er nu intet i vejen for at kalde det for deling eller grænsedragning. Slesvig-Holsten var ikke en nationalstat tilhørende Danmark. Heller ikke alle danskere bruger ordet ”Genforening”. Kongen blev degraderet til ”Anden Hertug” i Holsten. Den holstenske dominans begyndte tidligt. Hvad er en helstat? Hertugdømmerne bestemmer selv. En dansk-svensk overklasse. Hamburg havde stor økonomisk indflydelse. Sproget blev brugt som politisk virkemiddel. Vi efterkom tyskernes ønsker. Hvis nu englænderne kom. Man kasserer ikke bare de historiske sammenhænge. Tre kulturer og fem sprog. Det giver øretæver at beskæftige sig med sønderjysk historie.
Heller ikke alle danskere bruger ordet ”Genforening”
I øjeblikket kører der mange serie i TV om Grænselandet. Noget af det er formidabelt. Noget andet er plat og intetsigende. Men det er da i hvert fald fokus på landsdelen. Nu er det ikke alt, der bliver sagt. Og en del bliver undladt.
Vi kan tydelig se på vores hjemmeside, når det har været en udsendelse. Så skal Familien Danmark ind og have flere oplysninger.
I et debatindlæg får vi at vide, at tyskerne og de tysksindede ikke anerkender ordet ”Genforening”. De bruger i stedet ordene Abtrennung,(deling) grænsedragning m.m. En byrådspolitiker fra Sønderborg ville tvinge de tysksindede til at anerkende ordet genforening. Vi får at vide, at alle danskere og dansksindede anerkender ordet ”Genforening”. Men det svarer nu heller ikke til sandheden.
Kongen blev degraderet til ”Anden hertug” i Holsten
Det er jo rigtig, at det ikke var med tyskernes gode vilje, at den nordlige del af Slesvig gik til Danmark. Tyskerne mente jo lige som danskerne at det var deres land. Og det er også rigtigt at man forsøgte at gøre Nordslesvig tysk med at tvinge det tyske sprog ind over alt. Men man glemmer at fortælle, at danskerne gjorde det samme i Mellem – Slesvig.
Holsten havde for længst meldt sig under Det Tyske Forbund. Det betød at den danske konge kun var 2. hertug efter kejseren. Dengang kongen blev valgt til dette, fik han udtrykkelig at vide, at han skulle lede Danmark, Slesvig og Holsten hver for sig. Det er for nedladende at kalde kongens rolle for en ”kransekagefigur”.
Den holstenske dominans begyndte tidligt
Men i mange år var det den holstenske adel, der bestemte både i Slesvig og Holsten. De gav aldrig afkald på deres rettigheder.
Efter tysk forbillede blev Sønderjylland i 1200 – tallet forlenet til de slesvigske hertuger (et arveligt fyrstelen) Hertugdømmet Slesvig var indtil de slesvigske krige i 1848 – 1851 og 1864 et dansk len (konge – og rigslen) ligesom Holsten var et tysk len.
Den holstenske indflydelse startede da Abel blev gift med Metchild af Holsten. Hun var datter af den holstenske grev Adolf den Fjerde. Dette skete i 1237. Mellem 1375 og 1459 havde især Schauenburgerne stor indflydelse. Fra 1544 var det Gottorpernes tur.
Hvad er en helstat?
De danske konger har siden 1460 været hertuger af Slesvig og grever, fra 1474 hertuger af Holsten. Hertugdømmernes talrige delinger mellem forskellige fyrstehuse i 1500 – 1700- tallet svækkede i den grad centralmagten og bevarede mange stænders og områders nedarvede særrettigheder.
Dette forhold er ikke rigtig forklaret i de udsendelser vi har set. Det er også vanskeligt at forklare begrebet Helstat. Det vil også forsøge her.
Helstaten er den statsdannelse, der opstod i 1814. Den varede til 1864 og omfattede:
Kongeriget:
Hertugdømmerne:
En række bilande:
Kolonierne:
Helstaten var reelt en personalunion. I alle henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater. Men den centrale overordnede forvaltning fandt sted i den kongelige residensstad København. Her var det i særdeleshed to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for de hertugdømmerne (Tyske Kancelli)
Hertugdømmerne bestemte det meste selv
Vi skal da lige huske på, at disse administrative steder langt fra bestemte det hele. Hertugdømmerne havde en stor selvbestemmelsesret. Hertugdømmerne havde også deres helt egen lovgivning. Grundloven gjaldt heller ikke her.
Lige siden tidligste middelalder havde det været statsretslige og økonomiske forbindelser mellem det danske kongerige og hertugdømmerne. Sønderjylland/Nordslesvig havde oprindelig været en del af det danske kongerige langt tilbage i historien. Men dets tilknytning hertil var svækket ved en kompliceret arvelighedsdeling hvis virkninger blev forstærket ved indvandring af fremmed, fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder på bekostning af statens nationale særinteresser.
En danskfjendsk overklasse
Dette førte til opkomsten af en reel danskerfjendsk overklasse. De kvitterede for sine fordele ved ikke at støtte den danske stat men ved at undergrave den. Det Slesvig – Holstenske ridderskab, der nok tålte de skiftende danske kongers formelle overherredømme, men de havde sandelig ikke i sinde at give afkald på deres særrettigheder.
Endelig havde Lauenborg i tidligste middelalder måttet anerkende de danske konger som sit formelle statsoverhoved. Det var egentlig denne tilstand, som blev genskabt, da hertugdømmet blev tilbyttet til gengæld for det tidligere Svensk Forpommern.
Syd på var det det tyske sprog, der dominerede. Men egentlig var en tilknytning til en stortysk stat ganske fremmed. Det var heller ikke i Ridderskabets interesse.
Hamborg havde stor økonomisk indflydelse
Men Hamborg havde en stor økonomisk indflydelse på hertugdømmernes økonomi. Denne indflydelse føltes langt stærkere end indflydelsen fra den fjerne og i lange tider stagnerende danske hovedstad. Ganske vist begyndte København fra omkring midten af århundredet at genvinde økonomisk styrke, men for hertugdømmernes vedkommende gik de økonomiske forbindelser i overvældende grad sydover.
Nej Helstaten var ikke en stor traditionel nationalstat. Der lå både politiske og økonomiske spændinger indbygget i den. Den brød også sammen.
Sproget blev brugt som politisk virkemiddel
Egentlig spillede sproget ikke nogen rolle i det daglige. Men det var først da myndighederne brugte det tyske sprog som administrationssprog at spændingerne opstod. Ja og så begyndte man efterhånden også at bruge sproget som politisk virkemiddel. Kultursproget var også tysk. Det var handelssproget også.
I 1843 blev den store danske fest afholdt på Skamlingsbanken. Året efter var det den Slesvig – Holstenske sangfest i Slesvig. Det var her den berømte og berygtede Schleswig – Holstein Lied blev lanceret.
Godt nok vandt vi den første slesvigske krig. Men kigger man på fredsbetingelserne var det jo nærmest et halvt nederlag. Historikere på pager, at man bare dengang kunne have taget Slesvig eller en del af hertugdømmet. Men det satte fredsbetingelserne en stopper for.
Preusserne stjal ikke Nordslesvig
Og så var det november – forfatningen, hvor Danmark vedtog en lov, der stred mod internationale forordninger. En forordning Danmark havde skrevet under på efter Første Slesvigske Krig. Dette førte til krigen i 1864. Så man kan vel ikke tale om, at Preussen stjal Nordslesvig.
Der fulgte nu mange år under preussisk styre. Og det var bestemt ikke let for de dansksindede. Man forsøgte i den grad fra preussisk senere tysk side at germanisere Nordslesvig.
Håbet levede at hele Slesvig kom til Danmark
Nederlaget i 1864 var en bitter pille at sluge for Danmark. Alligevel levede håbet om at generhverve Slesvig. Det var Preussen helt bevidst om. De befæstede bogstavelig talt Dybbøl.
I 1870 udbrød der krig mellem Frankrig og Preussen. Danmark undgik med nød og næppe at blive inddraget. Frankrig tabte og så brast ethvert håb om at få Slesvig tilbage.
Knivsbjerg
Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret på Knivsbjerg. Året efter blev grundstenen lagt til det kæmpestore Bismarck – tårn. Dette blev dog først indviet i 1901. Tårnet symboliserede også hele Slesvig – områdets tilhørsforhold til Tyskland.
Allerede fra juli 1919 begyndte man at ”afmontere” Bismarck – monumentet. Man kunne godt se hvilken vej det gik. Og resterne blev bortsprængt efter besættelsen af danske modstandsfolk.
”Köller-politik”
En af de værste perioder var under overpræsident Ernst Matthias von Köller. Det var ham der stod for den berygtede ”Köllerpolitik”. En masse dansksindede blev udvist. Det var i den grad forbudt at agitere for Danmark.
Men det var ikke kun det danske mindretal i Nordslesvig, der var utilfredse. Det var Socialdemokraterne i den Tyske Rigsdag også. Efterhånden voksede modstanden fra tysk side mod Köllers politik. I 1901 forlod denne især fra dansk side forhadte person området.
Vi efterkom tyskernes ønsker
Danmark bevarede deres neutralitet under Første Verdenskrig. Men det var kun fordi vi efterkom tyskernes ønsker, at det ikke gik helt galt. Var englænderne kommet havde det hele set anderledes ud.
Tyskerne havde ellers allerede dengang planer om at besætte Danmark eller i hvert fald dele af Danmark. Højsøflåden skulle have bedre betingelser og bedre handlefrihed i de danske farvande. I 1916 ønskede marinen kontrol med Jylland op til en linje Esbjerg – Fredericia, der efter Fyn. København skulle eventuelt bombes fra luften.
Angrebet var blevet iværksat hvis englænderne havde valgt at sende store flådestyrker ind i Østersøen for at komme de hårdt trængte russere til hjælp.
Et stort forsvarsværk
Trods det byggede Danmark et stort forsvarsværk omkring hovedstaden. Der blev opstillet en sikringsstyrke på 58.000 mand. Man havde set, hvor let tyskerne kom gennem belgiernes forsvarsværker, der var bedre end danskernes. Forsvarsværket gik helt fra Køge bugt. Det skulle have været forlænget ved Roskilde Fjord men så langt kom man aldrig. Den danske hær manglede middeltungt artilleri for at kunne forsvare sig.
Tyskerne frygtede at de neutrale nationer Nederlandene og Danmark ville blive så hårdt ramt, at de ville være fristet til at tilslutte sig de allierede.
Hvis nu englænderne kom
Vi har tidligere skrevet om Sikringsstilling Nord, der blev anlagt i Nordslesvig fra 1916 – 1918. Det omfattede næsten 900 betonanlæg med tilhørende broer, anlæg til opstemning af åer, jernbanelinjer, telegraflinjer, telegrafer og signalblinkanlæg på en strækning af 50 kilometer tværs over Nordslesvig fra øst til vest.
Det var et grundigt stykke arbejde med 30 mindre batteristillinger med mere end 100 kanoner. Hertil kom bunkere med maskingeværer og revolverkanoner. Tre til fem kilometer fra første linje kom så anden linje.
Jo, tyskerne var bange for at englænderne ville besætte i hvert fald Jylland. De var godt forberedte, tyskerne. Der ventede englænderne en varm velkomst. Men de blev væk.
Ved fredsforhandlingerne mente især franskmændene at danskerne skulle tage en stor del af Slesvig. De ville gerne have hævn.
De tysksindede var skuffet
Allerede i 1891 havde H.V. Clausen tegnet grænsen. Imponerende er, at man næsten fulgte denne. Pastor Johannes Tiedje havde tegnet en anden linje. Den var ca. 20 kilometer nordligere end Clausens linje.
Fra tysk side var man skuffet over at man ignorerede, at det var tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Det tyske mindretal håbede på, at Hitler ville bringe balance i regnskabet.
Først efter en loyalitets-tilkendegivelse i 1945 anerkendte det tyske mindretal grænsen. Dermed gav man også afkald på en grænserevision.
En kampsang blev omskrevet
En gang imellem ser vi danske politikere, som mener, at vi skal have hele Slesvig tilbage. Det var også det som briterne pludselig tilbød Danmark i 1947. Men det kom åbenbart helt bag på Danmark.
Ja så havde vi debatten om ”Det haver så nyeligen regnet”. Der var lavet om på teksten. Sangen var en gammel ”kampsang” for de dansksindede sønderjyder. Men egentlig er det en gammel folkemelodi.
Op til 100 års – dagen var der nogle, der mente, at der skulle laves om på teksten. Men hvorfor dog? Følgerne af krig, invasion, landafståelse og sindelagskontrol bliver i den nye sang reduceret til et spørgsmål om ”fremmedhad”.
Man kasserer de historiske sammenhænge
Husk på at i Sønderjylland har historien stadig en langt dybere klangbund end i resten af landet. Det var ikke en selvfølge, at grænsen kom til at løbe, hvor den løber i dag. Hvorfor skal litteraturen og historien omskrives i en højere sags tjeneste? Man kasserer uden videre de historiske sammenhænge. Så bliver der kun plads til løsrevne betragtninger.
I tidligere historier har vi fortalt om dengang min afdøde kone lavede en film om manden bag ”EDB – sproget” Comal 80 fra Tønder. Hun brugte en instrumental-indspilning af Det haver så nyeligen regnet”. TV-Syd ville ikke bringe filmen, før musikken var fjernet. Det kunne genere det tyske mindretal, sagde man.
Vi måtte ikke tale sønderjysk
På Tønder Kommuneskole måtte vi ifølge viceskoleinspektør Werner Christiansen ikke tale sønderjysk i timerne. Det kan jo undre, fordi Werner Christiansen interesserede sig så meget for historie.
Tre kulturer og fem sprog
Sønderjyllands historie består ikke af tomme banaliteter. Selvfølgelig må vi dansksindede også nægte at bruge ordet ”Genforening”. Og vi skal heller ikke foragte at de tysksindede siger ” Abtrennung” (deling). Det handler heller ikke om at bruge den tyske ”jargon”. Det er jo slet ikke det, der handler om. Kig dog på historien.
Og selvfølgelig må vi kalde os for ”sønderjyder”. Vi er født og opvokset der og bruger gene det sønderjyske sprog. Også i foredrag.
Det gamle Sønderjylland havde engang tre kulturer og fem sprog og en masse dialekter. Den dag i dag hader sønderjyderne at folk udefra skal komme og bestemme hvad de skal tænke og tro.
Sådan som DR – 1 serien ”Grænseland” fortæller os, hvordan man talte dengang, er et spørgsmål om formidling. Det er ikke historisk korrekt. Hvis man brugte sønderjysk med danske undertekster ville meget af formidlingen forsvinde. Dialekten gør nemlig formidlingen vanskelig.
Det giver øretæver at formidle den sønderjyske historie
Jo man skal forholde sig kritisk til historiefortolkning. Men Sønderjyllands historie er kompliceret, så på en eller anden måde må man i formidlingen finde et kompromis. Det skal give øretæver, når man formidler Sønderjyllands historie og måske ikke altid følger flertallets fortolkning. Det kan vi i den grad mærke her hos www.dengang.dk
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.570 artikler herunder:
Maj 28, 2020
Da voldene forsvandt
Modstand mod sløjfning af Voldene. Frederik den Syvende ville stadig foretage rideture. To porte forsvandt 1857. Den store Nordiske udstilling. Den gamle rebslager. Harme og smerte. Der var 25 bastioner og ni møller. Storhedstid omkring 1800. Skildvagterne tiggede. Filosofgangen. Der manglede respekt. Bommen måtte fjernes ved kongens begravelse. I Stokhuset sad Ole Kollerød. Efterhånden var det hele ved at forfalde. Børnene blev nægtet adgang. Kongen påså portene og voldene. 50 rødkjolede soldater passede på. En morgentur var almindelig En tur Store Bededagsaften. Langelinie blev Voldens afløser.
Modstand mod sløjfning af voldene
Datidens medier havde længe ment, at man skulle sløjfe de gamle volde. De kunne helle ikke mere bruges til at forsvare hovedstaden, dertil var krigsførelsen blevet en anden.
Men da beslutningen så blev truffet, kom der alligevel en protest fra flertallet af byens borgerskab. Nu kunne de ikke mere gå promenade på voldene. Men udviklingen skulle gå sin gang. København var blevet for indeklemt.
I 1867 blev det vedtaget at voldene skulle rives ned, og nu kunne man så gå i gang med opførelsen af de nye voldkvarterer.
Frederik den Syvende ville stadig foretage sine rideture
Allerede langt tidligere var de gamle porte, der efterhånden havde gjort tilkørslen til byen for besværlig, revet ned. Selve voldenes funktion som fæstning var ophørt den 30. juni 1856. Alle vagter blev inddraget og overtaget af politiet.
Først faldt Nørreport. Volden blev gennemskåret i en bredde, der svarede til Frederiksborggade. Men da Frederik den Syvende stadig ønskede at kunne foretage sine rideture volden rundt, som han før var vant til, blev der over gabet i volden bygget en bro med jernrækværk.
Det var denne bro der senere ved sløjfning af volden. Ved anlægget af Ørstedsparken blev flyttet til denne park.
To porte forsvandt i 1857
I 1857 forsvandt Vesterport den 16. maj og Østerport fulgte efter den 1. november. Nu var det kun minderne tilbage om disse porte, der havde stor arkitektonisk interesse.
Også møllerne måtte efterhånden overgive sig. Eneste undtagelse var Kastelsmøllen (nærmest Østerport). Det var her H.C. Lumbye havde ligget og en sommernat skrevet ”Champagnegaloppen”.
Den store Nordiske Udstilling
I 1870’erne begyndte man at jævne Christian den Fjerdes gamle voldanlæg med jorden. Det første spadestik blev gjort 1870. Det gik dog en hel menneskealder inden alle var fjernet med undtagelse af Christianshavns Vold. Dog fik Kastellets voldanlæg også lov til at være i fred.
Endnu i firserne strakte det gamle voldanlæg sig fra Langebro til Halmtorvet (Rådhuspladsen). Så sent som 1885 faldt den sidste del af volden her. Og på dette terræn åbnedes i 1888 ”Den Store Nordiske Udstilling”, hvis ejendommelige nordiske bjælkepavillon var bygget af Martin Nyrop, der senere opførte Københavns Rådhus her. Her blev Vestre Boulevard anlagt og ført igennem.
Rysensteens Badeanstalt
For enden af Volden på Rysensteens Bastion ved Langebro, lå den gamle fabriksbygning, der i 1825 blev taget i brug som Rysensteens Badeanstalt, der omfattede varmvandsbadene og Søbadene eller Strømbadene, der lå udenfor på Estakaderne, som badegæsterne blev færget over til.
Artisterne fra Tivoli kunne med robåde kom ud til Rysensteen ad Stadsgraven.
Den grundmurede bygning blev revet ned i 1893, og Søbade-anstalten blev erhvervet af et konsortium, der fortsatte den – en tid under navnet Sct. Helena.
Mange mente, at fjernelsen af voldene var vandalisme. Og denne harme nåede nye højder, da ”Østbanegaarden” skulle anlægges i 1895 og ”Boulevardbanen” skulle gennemføres. Da gik det endnu engang ud over de skønne steder.
Den gamle rebslager
Det sidste, der faldt, var voldsresterne ved Stokhuset på Østervoldgade, og dermed fulgte også ophævelsen af den gamle reberbane langs Stokhuset og Sølvgadens Kaserne, hvor den gamle rebslager Hasselpflug i et halvt hundrede år:
Harme og smerte
Blandt de udtryk af smerte og harme som nedrivningen af voldene fremkaldte, kan nævnes et brev fra Norge. Det er skrevet af Conrad Neumann, der var blevet præst i Svelsvig i Norge, og som ikke i og for sig følte sig krænket over, at meget af det gamle blev erstattet med nyt – men:
Der var 25 Bastioner
Efter Christian den Fjerde’ s bestemmelser var voldene anlagt således, at de skulle være 4 ½ meter høje. Dertil kom et to meter højt brystværn med bænk. Voldene bredde var ca. 12 meter. Voldgravens bredde var ca. 39 meter og dybden var godt tre meter.
Det gamle befæstningsanlæg med mure og tårne var blevet afløst af fæstningsværker med regelmæssigt basionsgrundlag. Ved foden af volden var der en gangsti langs voldgraven og en lignende gangsti fandtes også på voldgravens anden side. Her hævede terrænet sig atter noget og skrånede derpå jævnt udefter, den såkaldte ”Glacis”.
Voldene sluttede næsten som en rundkreds omkring byen med bastionernes takkede udbygninger. Der var i alt 25 bastioner, der som oftest var opkaldt efter kendte personer.
9 møller ved Voldene
Christianshavns Volde var i deres endelige skikkelse opført af Christian den femte. Den havde 12 bastioner omkring havnen. Den sluttede tæt omkring havnens indløb med anlægget af Nyholm over for Kastellet og Toldboden.
Det var endnu i midten af forrige århundrede 9 møller på Voldene. Oprindelig var voldene uden spor af vegetation. Og det var ikke for at skabe en idyllisk vold at den blev beplantet. Men det var for under krig at forsyne forsvaret med det allernødvendigste brugs – og brændselstræ. Beplantningen fandt sted så sent som under ”Den Store Nordiske krig”.
Det hele endte som pragtfulde promenader, om sommeren endda skyggefuldt.
Storhedstid omkring 1800
De smukke alleer på voldene gav dem en særlig tiltrækning for borgerne. Omkring år 1800 havde Voldene sin storhedstid som offentlige spadser-gange. Men det var noget, der holdt folk tilbage. Og det var for det første, at det var forbudt at ryge tobak på Voldene. Man huskede endnu den store eksplosion.
Skildvagterne tiggede
For det andet måtte brystværnet ikke betrædes, og dette hindrede i nogen grad udsynet.
Og for det tredje var man hele tiden stadig under bevogtning af skildvagterne. Voldene skulle straks forlades, når Tappenstregen lød. Man blev ofte, hvor mærkelig det end lyder antastet af skildvagterne der:
Disse forfulgte ivrigt de promenerende med bøn om hjælp.
For at få adgang til den idylliske kirsebærgang uden for Volden matte man have nøgle og tegn, som man kunne erhverves for en årlig afgift hos kommandanten.
Filosofgangen
Der var også mange spadserende særlig studenter og borgerfolk, der søgte ”Filosofgangen” eller ”den philosophiske Gang, som dens navn oprindelig var. Den lå i Voldgaden imellem Farvergade og Ny Kongensgade.
Den var oprindelig anlagt ”til bekvemmelighed for det kongelige Herskab”, når det begav sig til og fra Christiansborg. I tidsskriftet Minerva blev dette sted fremhævet som særlig tiltalende med den tilføjelse, at der hverken var kanoner, ”Fyrgab eller Brystværn”.
Her blev der ikke ringet ud som i Kongens Have og Tappenstregen gjorde ikke ende på spadsereturen.
Der manglede respekt
Ved mørkets frembrud plejede der at komme nogle musikanter, en harpenist, en klarinetspiller og en fagottist, der spillede rigtig godt. Filosofgangen var forsynet med bomme og to skildvagter, der skulle holde uvedkommende køretøjer, det vil sige alle ikke – kongelige vogne borte.
Dette blev dog ikke respekteret. Og soldaterne måtte ikke bruge ”strenghed”. Renovations – og arbejdsvogne benyttede denne passage. Og det gik ud over fodgængerne. Her var også en kærkommen tumleplads for byens ryttere, der holdt meget af at galopere frem og tilbage blandt mængden, hvad der ikke sjældent førte til ulykkestilfælde.
Ved Vesterport
Vesterport var byens mest trafikerede indgang. Gennem denne port hedder det:
To prægtige lindealleer, der i halvbuer gik på hver side af frihedsstøtten – som under banegårds – terrænets omregulering blev flyttet lidt – førte frem til fæstningsgraven, hvor vejen gik over en bro, der i skæv retning ført ind til Ravelinen, en lille ø midt i Stadsgraven. Her lå bomhuset med bommen og den bygning, i hvilken konsumtionsbetjentene holdt til.
Bommen måtte fjernes ved kongens begravelse
Bommen var en almindelig landevejsbom, der kunne slås ned tværs over kørebanen. Ved Frederik den Sjettes begravelse måtte bommen fjernes, fordi passagen var for smal. To vogne kunne ikke passere hinanden her. Bommen blev senere sat op igen.
Vejen gik videre til en anden bro, der af hensyn til forsvaret lå skævt for den første. For enden af denne åbnede der sig det lange mørke hvælvede portrum ca. 3 ¾ meter bredt og 4 ½ meter højt, der kunne lukkes med vældige, sømbelagte portfløje.
Langs Volden indad mod Vestervoldgade strakte den idylliske Filosofgang med sin alle af gamle træer.
Rideøvelser
En særlig skøn udsigt havde man over landet på den del af Volden, der lå midt for Ny Vestergade. Her i Holchs Bastion fik Ridehuset sin plads. Når man om formiddagen spadserede på Volden, fortælles det, kunne man more sig med at se på rideøvelser over i Bastionen. Det var også en yndet fornøjelse her om aftenen at betragte fyrværkeriet i Tivoli her oppe fra.
Rosenborgs begrænsning mod nordøst var Sølvgade og her på det sidste stykke inden Østerport havde Voldene tre bastioner. Grønlands Bastion var den sidste i rækken. Den lå nærmest Kastellet. Vi passerer også Stokhusgade, hvor Stokhuset lå.
I Stokhuset sad Ole Kollerød
I Stokhuset, som var opført af Frederik den Fjerde sad ”Slaverne”, som de kaldtes. Det var de grove forbrydere, der var dømt til slaveriet. En af de mest kendte var morderen Ole Kollerød. Skønt han efter sit flugtforsøg fra Blåtårn ved Langebro var blevet anbragt i den inderste celle i den dybe fængekælder, havde han dog skrevet på muren:
Og han mente det. Han havde fået en særlig human fangevogter i Stokhus – forvalteren kaptajn Agerholm. Han skaffede lidt ekstraforplejning og forsynede ham med bøger. I sin fængselstid læste Ole Kollerød 200 bøger.
Ole Kollerød skrev også en slags biografi, hvori han giver brændevinen skyld for sin ulykke. Han dømtes til døden. Og det skete ude på retterstedet på Amager den 17. november 1840.
Ved Østerport
Østerport var genopført af Frederik den Fjerde. Gennem den skete:
Fæstningsværkerne og Voldene var ved at forfalde
Fra midten af det 18. århundrede begyndte fæstningsværkerne og Voldene at forfalde. Det var som allerede i tidligere tid de ”løsgaaende Bæster”, der beskadigede dem ved at færdes ugenert på skrænterne, indtil der i 1776 blev udstedt en forordning, hvorefter de skulle:
Arbejdet på Voldene blev udført af slaver under militær bevogtning. Den almindelige voldvagt blev varetaget af borgerne. Kun ved krudttårnene var der soldater, der holdt vagt.
Børnene nægtet adgang
Møllerne var omgivet af små beboelseshuse til konsumtionsbetjentene. Og Voldenes omgivelser havde et fuldkommen landligt og idyllisk præg. Der var vid udsigt fra Voldene over landet Det var derfor det her var så populært at promenere.
Men Voldene led overlast af alle disse mennesker. Overtrædelse af det strenge forbud mod at nedtrampe banketterne, klatre op af brystværnet eller løbe ned af de såkaldte ”Faussebrais”, hvis populære navn var Kirsebærgangen var både mulkt og korporlig straf.
Fra 1777 blev børnene helt og holdent fornemt adgang til Voldene. I 1784 blev det forbudt alle og enhver – med undtagelse af kongehuset, møllerne, forpagterne af græsningen og brændselsleverandørerne til konsumtionshusene at køre på Voldene. Det var kun tilladt enkelte særlig begunstigede, som de fremmede gesandter og ”Personer af Distinktion”, at færdes til hest på Volden. Både græsning på skrænterne, rørskæring og fiskeri i Stadsgraven blev bortforpagtet.
Kongen påså Voldene
Almindelige mennesker, der ville nyde udsigten og frisk luft i lungerne blev jaget væk. Hvis en stakkels hund vovede sig herop, så blev den skudt.
I Frederik den Sjette’ s tid var bevogtningen af Voldene særlig indgående. Kongen påså for eksempel lukningen og åbningen af byens porte. Dette foregik med stor militær højtidelighed. ”Stadsmajoren” eller en anden af kommandantskabets officerer var til stede ved denne vigtige begivenhed.
Nøglerne til Østerport blev endda under bedækning bragt til majestæten selv, eller, når residensen var uden for byen, til kommandanten, som i øvrigt hver morgen havde at aflægge rapport.
Ingen kunne være i tvivl om, at de befandt sig i en fæstning. Når kongen for eksempel skønnede, at nu skulle portene lukkes, så skete det omgående. Det skete under Reformationsfesten i 1836, hvor befolkningen fra forstæderne var rasende over af denne grund ikke at kunne komme med til den store kirkefest.
Vester- og Østerport blev lukket ved midnatstid. Man åbnede om morgen:
Det var bestemt ikke gratis
Nørreport havde stod på et tidsrum altid åbent hele natten. Mod ekstra portpenge kunne man komme igennem. Dette gjaldt dog ikke for fragtvogne og bøndervogne med læs.
Og gratis kom man bestemt ikke igennem. Først skulle der betales ved ”Acciseboden” eller ”Konsumtionskontoret”, hvor toldbetjente med lange stålstænger undersøgte et hvert hø – og halmlæs, som bønderne førte til byen.
Så skulle man også holde ved bommen, hvor bommanden med sin blikbøsse indkasserede portpengene af hver luksusvogn og rytter, som passerede bommen.
Konsumtionsafgifterne blev ført afskaffet i 1851-52, hvorved ”Posekiggerne”, som var hovedpersoner i så mange vittigheder, forsvandt.
50 rødkjolede soldater passede på
Om morgenen i vintertiden blev bommene åbnet kl. 7 og sommeren blev bommen åbnet kl. 4.
Ti bestridelse af ”passagen” var der flere vagter, med i alt 50 rødkjolede soldater, der hver ved sit rødmalede skilderhus stod vagt fra Østerport til Quintus, den sidste af bastionerne på Christianshavns Vold.
Frederik den Sjette holdt af at gå aftentur på Volden og da også visitere. Vagtinstruktionen siger:
Som vi allerede har antydet så var portene ret smalle. På torvedage var færdslen gennem dem så stor, at der holdt lange rækker af vogne.
En morgentur var almindelig
Det var også almindeligt for mange af byens borgere at tage en morgentur på Volden. Og man begyndte denne tur med at drikke et bæger vand ved Gothersgades Post. Der var berømt for sit gode vand. Så travede de gamle rundt, helst rundt om alle bastionerne, før de tog fat på dagens alvorlige gerning.
Jo man troede på vandets helbredende virkning. Således blev Vandkureanstalten oprettet ved Klampenborg. Også ved Almindeligt Hospital havde man fået øje på det.
En tur Store Bededagsaften
Store Bededagsaften i mangfoldige år var Voldens største dag. Alle københavnere skulle derop. Hele Volden var som en summende bikube. Man hørte klokkerne ringe fra kirkerne. Man præsenterede de nye sommertøj og gik så bagefter hjem og fik varme hveder ved temaskinen.
Arveprins Ferdinand vandrede her folkelig med sin elskede gemalinde Caroline, som var Frederik den Sjettes datter.
Egentlig var Store Bededagsaften 1873 den allersidste af disse folkelige festaftener, da promenaden, der i alt bød på tre kilometer ubrudt spadseregang, og som det tog tre kvarter at tilbagelægge, endnu havde den gamle karakter. Men allerede dengang kunne man mærke at alt ikke var som i gamle dage.
En yndet fornøjelse var det at høre klokkespillet fra Vor Frue Kirke.
Langelinie blev Voldenes afløser
Det så ud som om, at Langelinie blev Voldens afløser. Hertil gik forårets første folkevandring både af gamle og unge. Kvindelige og mandlige studenter havde hvide huer på hovedet. De samledes omkring Søfartsmonumentet eller i Kastellet, hvor der holdtes taler og blev sunget studentersange.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.569 artikler herunder:
Maj 24, 2020
Da vi næsten fik en svensk konge
Kunne du tænke dig at være svensker? Kalmar-unionen. De store spiser de små. Forskellige formål. Svenske studenter vandrede over isen. H.N. Clausen var en stor tilhænger. Det kunne måske løse det slesvigske spørgsmål. De danske myndigheder forsøgte med forbud efter russisk pres. Den danske konge ville hellere have den svenske konge end prins Christian. Prins Christian modarbejder ideen. Hertugen af Augustenborg var udelukket. Svenskerne trak sagen i langdrag. Man stod ikke skulder ved skulder. Unionen mellem Norge og Sverige oplæstes i 1905. Stemningen var krigerisk. Skåne og Blekinge ville hjem til Danmark. Danmark og Norge kendt i 800 år. Dansk styre i Norge i 400 år. Svenskerne ville tidligt have et ”Kejserrige”. Svenskerne løb Danmark over ende. Man drak en svensk spion fuld. Skandinavien blev neutraliseret af stormagterne.
Kunne du tænke dig at være svensker?
Hvorfor placere en sådan artikel under denne kategori? Situationen i grænselandet var måske både årsag til at vi skulle have en svensk konge og årsag til at det ikke blev til noget. Er du forvirret? Ja så bliver du det endnu mere, når du læser denne artikel.
Kunne du tænke dig, at Danmark var en delstat, og at du skulle til at tale svensk? Landet blev styret fra Stockholm og vi havde en svensk kongefamilie. Lyder det lidt vildt? Ja i midten af 1800 – tallet var disse tanker ikke urealistisk.
Hvis du ikke har hørt om ”skandinavisme” før, så gør du det nu. Nu blev bevægelsen ikke den store succes, derfor har du måske ikke hørt om det før.
Kalmar – unionen
Vi har jo haft den Skandinaviske Union før – dengang under Magrethe den Første og Kalmarunionen. Og dette handler ikke om Stormen mod København, hvor svenskerne tabte. Ja de tabte faktisk hele krigen, da de kom anden gang. Og vi fik ikke de gamle besiddelser igen. Det tillod stormagterne ikke.
De store spiser de små
Her skal vi tilbage til 1800 – tallet. Man ville opbygge en bevægelse, som skulle være en enighed, der byggede både på kulturelle, sproglige og åndelige fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden. Det gjorde sprogene også
Det hele skulle samles under et, under et flag og en konge. Jo det skulle være en helt ny stat. Men hvorfor ville man det? Nu var det dengang slet ikke det guldaldermaleri, som tiden ofte bliver fremstillet som. Stemningen i Europa var kaotisk. Den var præget af revolutioner og krige. I kølvandet på de krige fulgte nye landegrænser, der blev besluttet af krigens vindere.
Ideen opstod også på grundlag af, at ”De store spiser de små”. Det var dengang, hvor vinderne i det store magtspil var de store nationer som Storbritannien og Rusland.
Forskellige formål
Reelt handlede det vel mere om en styrkelse af den svenske nationalstat. I Danmark handlede det om en styrkelse over for tyskerne om Slesvig Holsten.
Bevægelsen startede faktisk af danske og svenske studenter. I starten blev bevægelsen støttet af blade som Fædrelandet og Aftonbladet. Specielt i Treårskrigen, hvor Sverige – Norge tilbød støtte i form af en ekspeditionshær, der dog aldrig kom i kamp.
Det gode forhold frøs
Ja allerede i 1787, da den svenske kong Gustav den tredje var på besøg i København, kunne man i tidsskriftet Minerva læse om, hvor dejligt det var at se det nordiske folk hånd i hånde. I 17932 blev der holdt et foredrag i Nordisk Forening i London om betydningen af et nordisk fællesskab. I 1796 blev Skandinavisk Litteraturselskab dannet i København. Selskabet udgav i en årrække et tidsskrift ”Skandinavisk Museum”.
Men ak, Danmark angreb Sverige i 1808 under Napoleonskrigene. Og den svenske Gustav den Fjerde Adolf havde planer om at besætte Norge og Sjælland.
Svenske studenter vandrede over isen
Trods dette, blev der i 1828 oprettet fast ruteforbindelse mellem Malmø og København med dampbåd. I 1838/39 frøs Øresund til is. Et stort antal svenske studenter gik over isen til København, hvor skåltaler blev udbragt for den ”nordiske treenighed”.
Der var nu ikke helt enighed om en skandinavisk sammensmeltning. Den svenske konge Karl den tredje Johan var således en udtrykkelig modstander af projektet. Og den svenske udenrigsminister Gustaf af Wetterstedt udsendte i 1837 et cirkulære til de svenske ambassadører, hvor han advarede mod et forsøg på at forstyrre den eksisterende orden.
H.N. Clausen var stor tilhænger
Skandinaviske sympatier fandt man i 1830’erne fortrinsvis blandt de liberale, men i takt med den skærpede konflikt og oplevelsen af pres fra Tyskland, vandt sympatien for Sverige – Norge ud over oppositionen. De forestillinger, der lå til grund for den bredere tilslutning til den skandinaviske ide, blev udtrykt af professor H.N. Clausen i hans erindringer:
Skandinavismen var først og fremmest en reaktion på først en udansk enevælde og senere truslen fra syd.
Det kunne måske løse det slesvigske spørgsmål
Nu var bevægelsen hovedsagelig et københavnsk foretagende med tilslutning fra studenter og akademikere. Det blev betragtet med interesse fra borgerskabet.
Et fællesnordisk tidsskrift Brage og Idyn blev udgivet 1839 – 1842. I 1839 blev det første skandinaviske naturforskermøde afholdt i Göteborg.
I 1840’erne var der også ryster fremme i Tyskland, der talte for en indlemmelse af Danmark i et kommende forenet tysk rige.
Herhjemme mente Orla Lehmann og Carl Ploug, at en skandinavisk sammensmeltning kunne løse det slesvigske spørgsmål. Slesvig kunne så knyttes tættere til Danmark. Lehmann blev i 1841 på baggrund af en tale som han holdt på Falster idømt tre måneders fængsel ved Højesteret. Man mente, at han havde skabt ”had og misnøje” mod forfatningen.
Et fælles skandinavisk bogmarked
Selv da Grundtvig levede, ja så gik han ind for en fælles nordisk stat. Senere blev han dog mere nationalistisk.
Der blev også gjort forsøg på at skabe et fælles skandinavisk bogmarked. Dels ville et fælles marked danne et bedre økonomisk grundlag for forfattere, udgivere og boghandlere, dels ville et fælles marked være vigtigt for at udbrede en fællesskandinavisk identitet.
Man kiggede også på den fælles historie, for eksempel vikingetiden, og så prøvede man at nedtone den svensk – danske modsætning.
De danske myndigheder forsøgte med forbud efter russisk pres
Ploug holdt i 1843 en tale for svenske studenter, hvor han understregede, at den tyske trussel med Danmark fra syd og den sussiske trussel mod Sverige – Norge fra øst kunne afværges gennem etablering af en ny Kalmar – union. Den svenske regering var stadig imod. I 1844 holdt Lehmann en brandtale på det årlige møde på Skamlingsbanken.
Efter russisk pres anlagde de danske myndigheder en hård kurs over for tilhængere af denne bevægelse. Ved retsforfølgelse, beslaglæggelser og forbud forsøgte man at kvæle bevægelsen.
I offentligheden fremstod Lehmann som Ejderpolitikens ivrigste fortaler. Men egentlig foretrak han en deling af Slesvig, så de nordligste sogne tilfaldt Danmark og de sydligste egne tilfaldt Holsten.
En af planerne gik ud på at prins Oscar (den senere Oscar den Første af Sverige) skulle regere et forenet Skandinavien med sydgrænse ved eller nær Dannevirke.
Den danske konge ville hellere have Karl den 15. end Prins Christian
I Danmark/Sverige/Norge havde man udpeget den svensk – norske konge Karl den 15. som en oplagt kandidat til at overtage en samlet skandinavisk trone. Det var bl.a. med den danske konge Frederik den Syvendes velsignelse. Han havde ikke nogen børn selv. Han så gerne, at hans ven Karl den 15. sad på tronen. Hellere det end prins Christian af Lyksborg der senere blev udpeget som hans efterfølger med russisk velsignelse.
I begyndelsen var der en stor politisk modstand. Men man nåede egentlig langt i arbejdet. Så sent som i 1864 var der forhandlinger mellem Danmark og Sverige, hvor man diskuterede den struktur, som skulle forme forbundssten. Man havde udkast til en fælles forfatning. Men vi kom ikke til at tale svensk. Det endte aldrig med et forenet Skandinavien.
Prins Christian modarbejder ideen
Den udpegede arving til den danske krone, prins Christian af Lyksborg – der senere blev Christian den Niende – modarbejdede ideen. Han ville absolut ikke give afkald på tronen. Han ville også helst indføre enevælden igen, hvis han ellers kunne.
Flere steder i historien står der anført, at danskerne foretrak en konge af tysk afstemning. Men var det ikke en person, vi fik påtvunget? London-protokollen i 1852 bestemte arvefølgen til den danske trone og den forfatningsmæssige ordning af helstaten. Dette var også med til at fælde den skandinaviske union. Stormagterne var ikke begejstret.
Den danske kongeslægt var i fare for at uddø. Og så gjaldt det også forskellige arveregler i Hertugdømmet Slesvig Holsten og Kongeriget Danmark. Danmark måtte forhandle med Rusland, England, Preussen og Østrig. De skulle anerkende den nye tronarving.
Man bestemte sig ført for arvestorhertug Peter af Oldenburg. Men det viste sig, at han var alt for meget Slesvig – Holstener af sind og tanke. Det var russerne, der anvist denne.
Man enedes så om Prins Christian af Lyksborg, som var gift med Christian den Ottendes søsterdatter, prinsesse Louise af Hessen. På den måde tog man også hensyn til den tilsidesatte oldenborgske kvindelinje. For danskerne var det vigtigt at vide, at Prins Christian under oprørskrigen havde støttet den danske sag og tjente den danske hær.
Hertugen af Augustenborg var udelukket
Forinden havde også hertugen af Augustenborg mod at den danske regering for en i forhold til værdien for en meget stor sum afkøbte hans slesvigske godser. Samtidig måtte han ved sin hertugelige ord og ære på egne og familiens vegne love intet at foretage sig, der kunne true ”roligheden” i det danske monarki eller den nye tronfølgeordning. Med andre ord den danske stat købte sig til tavshed hos den hertugelig familie fra Augustenborg. Ja det gjorde de faktisk to gange. Og familien havde også glemt alt det, de havde lovet omkring 1920. Ja så sent om under besættelsen havde kongen problemer med et familiemedlem og udviste hende efter besættelsen.
Svenskerne trak sagen i langdrag
Men Frederik den Syvende og Karl den 15. fortsatte deres sonderinger. Og centralt placerede danske politikere arbejdede for tanken. Det var C.C. Hall, Orla Lehmann og D.G. Monrad.
Den 11. januar 1863 henvendte Monrad sig til den svenske diplomat Henning Hammilton med en plan for den skandinaviske forbundsstat med fælles parlament i Stockholm og fælles konge. Man mente, at Prins Christian så skulle tildeles Holsten som en slags kompensation.
Svenskerne trak sagen i langdrag. Efter Frederiks død i november 1863 foreslog Napoleon den Tredje en skandinavisk union, der også omfattede en deling af Slesvig. Men endnu engang trak svenskerne følehornene til sig. De dækkede sig ind under de internationale bestræbelser for at finde en løsning på Slesvig – spørgsmålet.
Da den 2. slesvigske krig brød ud, mente opinionen i Sverige, at man skulle hjælpe ”broderfolket”. Karl den 15. lovede at stille med en hær på 20.000 soldater og sendte gesandter til London, Paris og St. Petersborg for at skabe opbakning til en europæisk aktion mod Østrig – Preussen. Da ingen neutrale nationer ville stille med en hær, ville Sverige heller ikke.
Henning Hamilton, der havde lovet den danske regering Sveriges støtte, søgte straks sin afsked. Han følte sin ære krænket.
Måske anså man i Sverige-Norge Slesvig-Holsten problematikken som et dansk problem og ikke et skandinavisk problem.
Man stod ikke skulder ved skulder
Det blev det tydeligt, at Danmark og Sverige – Norge ikke stod skulder ved skulder. Krigen kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.
Svenskerne skulle ikke nyde at være i konflikt med Det Tyske Forbund. Og for Danmark blev det et totalt og knusende nederlag. Men svenskerne ville ikke risikere en konfrontation med Preussen, der fremstod som en af de kommende magtfaktorer i Europa.
Men måske var svenskernes også bange for russernes reaktion, når de hjalp Danmark.
Bevægelsen led et hårdt nederlag som den aldrig helt overvandt, da den Anden Slesvigske krig brød ud. I Danmark var man dybt skuffet over den manglende svenske hjælp.
Men den skandinaviske forbundsstat var næppe blevet til noget. Russerne og englænderne kæmpede hele tiden imod. De så det som et styrket Sverige.
Unionen mellem Sverige og Norge ophørte i 1905
Unionen mellem Sverige og Norge opførte først i 1905. men forløbet var langt mere kompliceret end det normalt bliver gengivet.
Historien kunne have taget en helt anden drejning. Den svenske konge havde i 1814 påtvunget en modvillig norsk befolkning en personalunion efter at Norge havde erklæret sig selvstændigt, da Danmark måtte opgive landet ved freden i Kiel i 1814.
Med hjælp fra den senere danske konge Christian Frederik vedtog udvalgte nordmænd den frieste forfatning i hele Europa på Eidswoll den 17. maj 1814.
Carl den 14. Johan (Bernadotte) var dog ikke til sinds at opgive sit bytte. Hans løfte om at kompensere Sverige for tabet af Finland til Rusland i 1809 med Norge var baggrunden for, at han som Napoleons marskal var blevet valgt til Sveriges konge. Det blev ikke en danske som det ellers var påtale.
Nordmændene måtte acceptere unionen
Efter en kort krig med Carl Johans krigsvante tropper måtte nordmændene acceptere unionen med arvefjenden. Nordmændene beholdt dog deres frie forfatning og levede i et yderst selvstændigt liv uden at mærke den svenske tilstedeværelse. Kun udenrigspolitik, forsvarspolitik, flag og kongehus var fælles. Kulturen, herunder skriftsproget var dansk. Økonomien og forvaltningen stod nordmændene selv for.
I 1884 kom den nationalistiske venstrefløj til magten i Norge. I 1895 spidsede konflikten til i forbindelse med en kamp om økonomisk politik og politiske symboler, især flaget samt et norsk krav om egne konsulenter ude i verden.
Stemningen var krigerisk
En folkeafstemning blev afholdt i sommeren 1905. Kun 184 stemte nej til løsrivelsen. 368.208 stemte ja. Norge stod samlet som konsekvens af den nationale mobilisering i årene forud. Mens de var i union med Sverige, havde nordmændene forberedt sig militært ved at opbygge egen hær og opføre forter langs grænsen til Sverige. Til den norske hær var der indkøbt hypermoderne maskingeværer og haubitser. En flåde var Norge også i gang med at opbygge. Stemningen var meget krigerisk i begge lande. Blodet kunne nemt være kommet til at flyde.
Efter intense forhandlinger blev dette dog undgået. Kompromiset indebar blandt andet demilitarisering af grænsen og nedrivningen af fæstningerne. I november valgte den norske befolkning den danske prins Carl til konge under navnet Hakon den Syvende.
Denne begivenhed var også et slag mod Skandinavismen.
I 1919 oprettedes Foreningen Norden, der lagde grunden til et enestående nordisk samarbejde.
Skåne og Blekinge ville hjem til Danmark
Inspireret af den norske afstemning og afstemningen i Slesvig krævede befolkningerne i Skåne, Halland og Blekinge også afstemning om tilhørsforholdet, I skåne stemte et klart flertal i 1920 for genforeningen med Danmark, i Blekinge var et lille flertal for, mens det i Halland var et flertal for fortsat at være en del af Sverige.
Danmark og Norge kendt i 800 – tallet
Men hvad skete er i Skandinavien op til alle disse begivenheder? Her er et kort rids af den skandinaviske historie.
Navnene Norge, Danmark og Sverige har rødder tilbage i de ældste skrifter. Betegnelsen Norge optræder i Ottars tillæg til Kong Alfreds oversættelse af Orosius verdenshistorie fra 800 – tallet. Danmarks og Sveriges oprindelse fortaber sig i det dunkle. Vi ved at navnene betyder ”danernes mark” og ”sveernes rige”. Men hvem disse folkeslag var og hvilke grænser deres riger havde, fortaber sig i folkevandringens tåger.
Kun ordet ”mark” antyder, at det tidligste Danmark blev organiseret i forbindelse med Karl den Stores rige omkring 800 på samme tid som den ”spanske mark” (Katalonien) og Ostmark (Østrig). Sverige blev først til et fælles rige med basis i egnene omkring Mälaren et par hundrede år senere end de to andre kongedømmer.
Dansk styre i Norge i 400 år
Det danske styre overtager magten og styre Norge i 400 år. Norges indfødte aristokrati blev næsten udslettet af pest og landbrugskrise som følge af klimaændringer i anden halvdel af 1300-tallet. Derfor gled landet, i modsætning til Sverige smertefrit ind under den danske krone med Kalmar – unionen i perioden 1397 – 1523.
Efter Christian den Tredjes sejr i borgerkrigen 1534 – 1536 (Grevens Fejde) og reformen i 1536 blev Norge på samme vis som de øvrige dele af det Oldenborske monarki administreret direkte fra København, også selv om der i perioder var en statholder i Oslo (Kristiania) Indbyggerne var sig meget vel deres norske karakter bevidst, men det er omstridt, om de derved adskilte sig fra andre provinser såsom Nørrejylland, Slesvig og Holsten.
Svenskerne ville tidligt have et ”kejserrige”
Danmark var længe det mest folkerige af de tre monarkier, og dets bestræbelser på at opnå eneherredømme i det nordlige Europa mislykkedes kun, fordi den danske adel før nederlaget i 1600 – tallet ikke lod sig tæmme af et stærkt monarki.
Omvendt lykkedes det ikke den tværnationale adel med godser i såvel Sverige som Danmark at realisere en reel adelspolitik under valgte konger, som det skete på samme tid i Polen – Litauen. I stedet overtog Sverige under Vasa – dynastiet mellem 1630 og 1709 Oldenborgernes hegemoni over Østersøområdet og det nordlige Europa.
Danmark-Norge bestod af Island og Færøerne, samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I sidstnævnte regerede den danske konge som hertug i nogle dele og sammen med arveberettigede i andre dele i et indviklet mønster. De gamle norske bilande Orkney og Shetlandsøerne var blevet pantsat til Skotland i1469.
Svenskerne havde allerede tidlig planer om et ”Skandinavisk Kejserrige”. Ideen stammer fra Gustav den Anden Adolf, der i 1630 med stor succes greb ind i trediveårskrigen. Det var på grund af hans effektive hær, der i begyndelsen bestod af udskrevne svenske og finske bondesoldater.
For Christian den Fjerde var det en fiasko. Den svenske hær kom efterhånden til at bestå af tyske, engelske, skotske og irske lejetropper. De sejrede gang på gang. Tyske historikere debatterede i 1800 – tallet om den svenske konge var ved at oprette en skandinavisk stormagt.
Svenskerne løb Danmark over ende
I 1643 – 1645 vendte de svenske hære sig mod Danmark og erobrede Jylland. Ved hjælp af Holland besejrede svenskerne den danske flåde ved Femern. Ydmyget måtte den danske konge slutte fred og afstå øerne Gotland og Øssel samt Halland for 30 år. Dermed havde svenskerne opnået det gamle mål at bryde en dansk indespærring mod vest. Gustav Adolfs skandinaviske kejserdømme var dog ikke realiseret med freden Brømsbro, som ud over at svække Danmark havde givet store handelsfordele for Sveriges allierede, Nederlandene, der med freden i Westfalen i 1648 var blevet en af Europas stormagter.
Carl Gustav var kørt fast i Polen. Og for ham var det kærkommen med den danske krigserklæring. I januar – februar 1658 rykkede den svenske konge frem i Jylland. Fyn og Sjælland lå åben og modløse hen. Over en tredjedel af det danske rige blev afstået, Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, Bohuslen, Jemtland, Hejredalen og Trondhejm.
Trods den store succes havde den svenske konge ikke fået nok. Han fortrød, at han havde ladet den oldenborgske monarki bestå. I august 1658 samlede han sin hær i Kiel og sejlede til Sjælland for at tage resten af det lemlæstede rige. Frederik den Tredje gjorde sig klar til at dø i ”sin rede”.
Man drak den svenske spion fuld
Vi har tidligere her på siden beskrevet, hvordan det gik. På et hængende hår undgik vi at blive elimineret som en selvstændig stat. Carl Gustav undervurderede sine modstandere. Danske officerer havde fattet mistanke til den svenske ingeniørofficer, da han var på besøg. De havde drukket ham fuld. Måske var det derfor, at han havde indberettet, at Slotsholmen ude for Kalvebod Brygge var det svageste led.
Skandinavien blev neutraliseret af stormagterne
Svenskerne måtte afbryde angrebet efter at have mistet en tredjedel af deres tropper. Samtidig tabte svenskerne mod polske og brandenborgske tropper i Jylland og på Fyn. København blev nu stadig metropol i en mindre stat.
Den holstenske adel kom reelt til at styre og reformere den oldenborgske helstat efter dens konsolidering i 1700 – tallet. Storbritannien havde overtaget hollændernes rolle som dominerende flådemagt.
Skandinavien blev reelt neutraliseret af stormagterne i 1800 – tallet. De blev delt op i små, homogene nationalstater. I årene efter 1814 var de officielle relationer mellem Danmark og Sverige – Norge også blevet kølige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.569 artikler bl.a.
Om Svenskerne:
Om Augustenborgerne:
Om Kalmarunionen:
Maj 21, 2020
En Rytterskole i Brønshøj
Skole fra 1724 til 1932. Bygningen anvendt til mange formål. En platte med Rytterskolen. Militæret blev omorganiseret. Opført efter samme grundplan. Altid i nærheden af kirken. Forældre og præster skulle opdrage til kristendom. Konfirmation indførtes i 1736. Protester mod udgifterne. Brønshøjs præst skrev til Provsten. Biskop balle kom på besøg. En beskrivelse fra 1834. Forandringer på bygningen. En tavle på bygningen
Skole fra 1724 til 1932
Brønshøj Museum havde til huse i en af de 240 almueskoler, som Frederik den Fjerde lod opføre i Danmarks tolv rytterdistrikter. Derfor blev de kaldt rytterskoler. Rytterskolen i Brønshøj blev taget i brug i 1724 og fungerede uafbrudt som skole indtil 1932.
Skolen gennemgik flere ombygninger i løbet af 1800-tallet. I 1899 blev der opført en ny skole i Brønshøj. Den bliver i dag kaldt Brønshøj Gamle Skole på Brønshøjvej. Men undervisningen fortsatte i den gamle rytterskole.
Bygningen anvendt til mange formål
Siden 1904 blev bygningen også anvendt til distriktsbibliotek. Det fortsatte til 1939, hvorefter bygningen blev anvendt til beboelse. Det var senere tale om at rive rytterskolen ned, da huset var blevet temmelig forfaldent. Men huset blev reddet og anvendt som hjemmeværnsgård og lager.
Ja bygningerne har også tjent som mandskabslokaler for Københavns Sporveje og depot for Beredskabsafdelingen.
Fra 1986 til 2011 var det hjemsted for Brønshøj Museum
Men ak en stor brand opstod i august 2010 ødelagde en masse. Omkring 100 kvm stråtag blev brandskadet og 150 kvm af museet blev vandskadet som følge af slukningsarbejdet.
Derefter skete en omfattende restaurering.
En platte med Rytterskolen
Det er intet tilbage af den oprindelige inddeling. Og tænk engang. Bing og Grøndal fremstillede en platte af Rytterskolen i Brønshøj.
Militæret blev omorganiseret
I slutningen af 1600-tallet blev militæret (Rytteriet) omorganiseret, og kongens ejendom, Krongodset blev inddelt i rytterdistrikter.
Ryttergodserne skulle også sørge for at rekruttere soldater fra lokalbefolkningen. Rytterskolerne var med til at få bedre uddannede soldater. Og man kan vel sige at Rytterskolerne var forløberen for vore dages folkeskole.
Københavns rytterdistrikt bestod af 20 sogne. Hvert sogn var et stort ryttergods, og i hvert af dem skulle der oprettes en skole. Hvert rytterdistrikt skulle årligt forsyne et regiment på 700 ryttere med indkvartering og forplejning.
Frederik den Fjerde fandt det nødvendigt, at soldaterne kunne læse og tælle til tyve. I den ånd blev Rytterskolerne opført.
Det blev udtrykkeligt fremhævet at skolerne i deres udseende burde være mere anseelige end almindelige huse.
Opført efter samme grundplan
De sidste rytterskoler blev opført i Danmark i 1727. Der blev udstedt instrukser om skolepligt og undervisning samt om lærernes ansættelse og aflønning. Alle skolerne blev opført efter samme grundplan.
Bygningen skulle være 13,2 meter lang og 7,5 meter bred. Fra gulv til loft var der 2,8 meter. Skolerne indeholdt forstue og skolestue. Ja så var det lige et sovekammer og et spisekammer og et køkken til læreren. Og ikke at forglemme en stald til lærerens kreaturer.
Opført i nærheden af kirken
I køkkenet var der efter sjællandsk tradition en åben skorsten med ildsted og bageovn. Fra skorstenen blev der også fyret i ler-kakkelovnen som opvarmede både skolestuen og læreboligen.
Flere steder blev de oprindelige tagsten efterhånden skiftet ud med stråtag. Teglstenene blev nemlig knust, når drengene kastede sten på taget.
Skolerne blev for det meste opført lige i nærheden af kirken. Det var normalt præsten, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Undervisningen omfattede katekismen og læsning. Mod betaling kunne der også undervises i skrivning og regning.
Forældre og præster skulle opdrage til kristendom
I danske Lov havde enevælden i 1683 formuleret det som, at forældre og præster opdrog børnene til kristendom. Den første egentlige bestemmelse om undervisning skete i en fattigordning i 1708, hvori det bestemmes at degnen skulle forstå undervisning for de børn, hvis forældre ikke selv havde råd.
Og så var det i 1702, at Frederik den Fjerde tog initiativ til opførelse af Rytterskolerne. Det var først og fremmest kristendom, som man skulle satse på og så loyalitet mod kongen og fædrelandet.
Nu var det sådan at ryttergodserne kun omfattede en sjettedel af landets områder. Men flere store godsejere støttede initiativet ved at lade bygge skoler på deres godser. Alligevel var der endnu områder på landet, hvor der ingen undervisning fandt sted.
Konfirmation indførtes i 1736
Under Christian den Sjette indførtes konfirmation i 1736. Det blev en betingelse for at fæste en gård eller blive gift. Derved måtte de børn, som tidligere var blevet unddraget undervisning af deres forældre gå i skole. Ydermere fulgte enevælden op med den 23. januar 1739 at udstede en forordning om skolerne på landet, der blev læst op fra prædikestolene over hele landet.
Protester mod udgifterne
Udgifterne til skoler, lærerlønninger og bøger skulle betalers af alle lokalsamfundets medlemmer fra de øverste til de nederste. Tiltaget faldt imidlertid sammen med en alvorlig økonomisk krise. Dette bevirkede en storm af protester. Den 29. april 1740 måtte kongen ophæve sin forordning med en plakat. I stedet bekendtgjorde Christian den Sjette, at:
Kongen gjorde dog også lige godsejerne opmærksom på:
Resultatet var imidlertid, at det var vidt forskelligt fra gods til gods hvilken undervisning, der blev givet.
Brønshøjs præst skriver til provsten
Det var et problem med børnenes lange skolevej. I en beskrivelse fra 1737 meddelte præsten i Brønshøj, Hieronimus Larsen Aaschou således til provsten:
Først en menneskealder senere nedsattes i 1789 ”Den store Skolekommission, hvis arbejde førte til folkeskolelovene af 1806 og 1814.
Biskop Balle kommer på besøg
I slutningen af 1700-tallet blev Rytterskolen forsynet med et lille udhus sydvest for bygningen. Og den 24. maj 1805 visiterede selveste Biskop Balle skolen og noterede i visitatsbogen, at:
En beskrivelse fra 1834
I 1823 skete der en udvidelse af bygningen, og i 1834 beskrives skolen således:
Forandringer på bygningen
Skolen gennemgik igen flere ombygninger i løbet af 1800-tallet, og i 1894 blev der opført en vinkelret tilbygning, som vat stråtækt på samme måde som skolen.
Ved gennemførelsen af Brønshøjvej efter 1901 blev der skåret et fag af den vestlige ende af bygningen. I den ny gavl er der indsat vinduer.
En tavle på bygningen
På Rytterskolerne blev der ofte over indgangen opsat en sandstenstavle med samme indskrift med Frederik den Fjerde’ s spejlmonogram med en latinsk tekst og nederst et vers på dansk. Da ”Den Gamle Redaktør’ s latin-kendskab ikke er, hvad den har været gengives teksten her kun på dansk:
I Brønshøj blev haven i mange år passet af Rytterskolens Havelaug. Og Rytterskoletavlen er i dag indmuret over døren i højre side på facaden af den oprindelige bygning. Teksten er trukket op med sort farve, så den er forholdsvis letlæselig.
Istandsættelsen blev præmieret af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.566 artikler herunder:
Om Nordvest
Om Skoler og Undervisning
Under København (170 artikler)
Under Nørrebro (287 artikler)
Under Tønder (254 artikler)
Under Aabenraa (149 artikler)
Under Højer (72 artikler)
Maj 21, 2020
Carlstad – en svensk by i Brønshøj
Vi kunne have blevet en svensk landsdel. Danmark havde erklæret Sverige krig. Svenskerne afbrød deres krig i Polen. De løb os over ende. Hollænder kom os til hjælp. Store konsekvenser for civilbefolkningen. 1.500 danskere blev dræbt, da fæstning blev indtaget. Adelen var ikke meget bevendt. Den endelig storm mod København. Spioner havde luret det. Civilbefolkningen hjalp til. Truslen mod Danmarks selvstændighed var overstået. 30.000 i Carlstad. Fjendebyen bestod i 22 måneder. Mange folkeslag forsamlet. Lejren var en åben fæstning. Borgerskabet bød på bøndernes ejendele. En vold omgav lejren. ”Frugt” efter begivenheden. Adskillige fund fra den tid.
Vi kunne have blevet en svensk landsdel
Danmarks eksistens som selvstændig stat har aldrig været mere truet end i årene 1657-60. Udfaldet af en række mere eller mindre tildragelser kunne meget nemt have gjort Danmark til svenske landsdele og hermed ændret vores historieforløb.
Efter Christian den Fjerdes død i 1648 blev kronen overdraget til hans søn Frederik den Tredje. Han var indesluttet, tænksom og lidt livsfjern. Det var lige det modsatte af den svenske konge.
Danmark erklærede Sverige krig
Det var hans rådgivere på Københavns Slot, der fik ham til at erklære arvefjenden, Sverige krig. Formelt skete det efter, at man på et stændermøde i Odense i februar 1657 havde forhandlet sig til rette om en bevilling på 3 mio. Rigsdaler til anskaffelse af våben og andet militært udstyr.
Desuden blev det besluttet, at hvert af Danmarks dengang 2.000 sogne skulle stille med fire ryttersoldater og otte karle til fodfolket. Hertil kom hvervet mandskab. Herved blev hærens mandskab op på ca. 25.000 soldater.
Det var en stor hærstyrke. Men det var præget af manglende erfaring og tarveligt udstyr. Rytteriet havde erfarende ledere og forholdsvis stærkt. Men de tvangsudskrevne bønder til fodfolket udviste ”trods og genstridighed”. Trods sin størrelse var den en hær, der langtfra kunne måle sig med svenskernes erfarende landsknægthær.
Fra dansk side var formalia i orden i modsætning til hvad svenskerne ved deres overfald i 1644 og senere ved den uventede landgang i Korsør den 7. august 1658 provokerede med.
Svenskerne afbrød deres krig i Polen
For kong Carl kom krigserklæringen fra Danmark meget kærkommen. Han kunne komme ud af de opslidende felttog i Polen, hvor hans hære havde vundet sejr på sejr. Men han havde ikke opnået hverken politiske eller militære resultater, fordi hans polske modstandere efter hver slag omgrupperede sig. Nu kom så krigserklæringen fra Danmark den 1. juni 1657.
Fra dansk side var der forvirring fra starten. Det lykkedes ikke at koordinere den danske krigsindsats. Men de danske styrker indledte med erobringer af Bremen og Verden. Men det lykkedes ikke at erobre hovedfæstningen Stade ved Elben.
Det overraskede kongen at han afbrød sine kampe i Polen og drog mod Danmark. Svenskekongen vandrede over de tilfrosne bælter, og det var en sønderlemmende Roskilde – fred, der blev indgået.
Svenskerne løb os over ende
Vi mistede vores besiddelser i Sverige. Men den svenske krigerkonge Karl 10 Gustav havde lang fra fået nok. Han havde til hensigt at underlægge sig Danmark og gøre os til svenskere. En uhyggelig tanke.
Han løb os over ende og havde nær udslettet Danmark som selvstændig nation. Han lavede en hurtigmarch sydfra og erobrede Jylland. Så marcherede han med sine tropper en iskold vinter over bælterne og erobrede først Fyn og derpå Sjælland. Derefter lå København åben for angreb, og kun held, modangreb, alliancer med hollænderne og et modigt forsvar reddede landet.
Hollænderne kom os til hjælp
Jo det gik meget let for kongen, så han ville have mere. Og snart havde vi igen besøg af ham. I august 1658 gik han i land på Sjælland og rykkede mod hovedstaden. Byen rustede sig energisk til forsvar. Snart lå de svenske hære i en jernring om byens lave volde. Danmark modtog til alt held hjælp fra Holland, som sendte en flåde til København. De kæmpede sig forbi de svenske skibe i sundet og medbragte tiltrængt forstærkning til det danske forsvar. Men svenskerne fortsatte deres belejring.
Krigen havde store konsekvenser for Danmark, idet vi ved Roskildefreden i 1659 mistede vores danske besiddelser i det nuværende Sverige. Politisk og socialt blev krigen ligeledes vigtig, fordi adelen mistede magt. En alliance mellem borgere og konge resulterede i en enevældig konge.
Store konsekvenser for civilbefolkningen
Krigen havde også frygtelige konsekvenser for civilbefolkningen, hvor overgreb, pest og sult lagde store dele af landet øde. Mange mænd måtte gå ind i hæren, tabene var store og kvinder blev udsat for voldtægt.
Kvinderne skulle have indsmurt sig i sod og tjære for at gøre sig uattraktive, men det hjalp åbenbart ikke. Mange danske kvinder fødte børn efter voldtægt. Men der er dog også eksempler på, at danske kvinder var sammen med svenske soldater og fik børn. Det kan man se sort på hvidt i kirkebøgerne.
Havde den svenske konge vundet, havde han også vundet den indbringende Øresundstold, og kongeriget ville være blevet udslettet.
1.500 danskere døde, da fæstning blev indtaget
Allerede i 1645 betød freden mellem Danmark og Sverige i Bremersbro, at Sverige var den førende nation i Norge. De danske beslutningstagere følte, at Sverige var ved at indeslutte Danmark.
Da fæstningen Frederiksodde faldt gik de svenske tropper helt amok. De plyndrede og nedhuggede både soldater og civile. Muligvis døde 1.500 danskere ved fæstningens fald. De flygtende civile fordelte sig over hele Jylland.
Adelen var ikke meget bevendt
Adelen levede slet ikke op til sine forpligtelser, da krigen kom. Mange var hurtige til at sikre sig eget gods og udviste ikke kampberedvillighed. Denne udvikling gjorde borgere og bønder bitre og man sagde at adelsfolk gemte sig, når fjenden nærmede sig.
Frederik den Tredje indledte fredsforhandlinger med svenskerne. Det endte med Roskildefreden, hvor Danmark blev presset til at frasige sig danske besiddelser. Men som allerede skrevet. Den svenske konge ville have mere.
Den endelig storm mod København
I februar 1659 var Carl Gustav træt af at vente ude i Carlstad. En storm på København havde længe været forberedt. Spioner havde udset sig de svageste punkter, hvor angrebet skulle sættes ind. Det var således den nye Østervold, der næppe var færdigbygget.
Men hovedangrebet skulle sættes ind over isen, som året før havde hjulpet svenskerne så godt. Hen over havet i Kalveboderne skulle stormtropperne styrte sig direkte mod kongeslottet og Tøjhusets våbenarsenal på Slotsholmen. Her lå en muret hjørnebastion (Bryghuset) og nogle ret lave volde, samt en 180 meter lang, lukket bro af sten. Løngangen. Der førte fra Slotsholmen ind mod byen.
Flere gange afprøvede svenskerne byens forsvar med mindre angreb. Ved et af disse angreb mistede svenskerne en af de stormbroer på hjul, de havde forberedt for at bane sig vej over de brede våger. Disse holdt danskerne dagligt åbne i den tykke is på voldgrave og hav. De sørgede for, at lave vågerne akkurat så brede, at de svenske stormbroer ikke kunne nå.
Danskerne vandt forskellige slag under belejringen. Dette styrkede sejrsviljen.
Danske spioner havde opsnappet tidspunktet
Svenskerne afbrød vandforsyningen, som blev ført i rørledninger fra forskellige søer i omegnen. Man forsøgte også at tørlægge voldgravene. Københavnerne måtte trække på byens brønde og man etablerede pumper ved Øresund.
Danske spioner havde fundet ud af, at hovedangrebet skulle finde sted mellem den 10. og den 11. februar 1659. Svenskerne fandt ikke en uforberedt by, da de iført hvidt camouflagetøj i mørke og snefog gik tavse frem mod byen over det tilfrosne hav.
Den danske kommandant på Christianshavn bemærkede meget ”hensynsfuldt” selv iført sig deres ligtøj. Da angrebet begyndte brød helvede løs fra bøsser og kanoner. Svenskerne gik i stå. De kæmpede sig kun frem til forsvarsværkerne.
Her brød angrebet endeligt sammen. Da svenskerne trak sig tilbage, var isen dækket af lig og efterladte stormstiger, broer, våben og dragtdele.
Angrebet på Østervold gik ikke bedre. Den svenske konge opgjorde dagen efter svenskernes tab til 532 døde og 894 sårede. Snart efter blev sødstallet sat til 580. De danske tab var 12 døde.
Civilbefolkningen hjalp til
Længst nåede en svensk officer op af skråningen ved den nuværende hovedbrandstation. Han nåede at råbe sejrsbrølet. Men så blev han ramt af Claus von Ahlefeldt, der stod klar med et spydlignende stagevåben. Svenskeren styrtede ned af skråningen dødelig ramt.
Knap halvdelen af dem, der forsvarede København, var studenter og civile borgere. Der blev indrulleret 266 studerende, 115 kræmmersvende og 296 håndværkssvende. Den professionelle hær talte omkring 3.000 mand sammen med 3.500 fra Borgervæbningen.
Træningstilstanden var ikke særlig god. Man gruppen talte mange officerer så organiseringen var alligevel effektiv. Det nyoprettede Kongens Livregiment til fods under Hans Schack var de eneste fuldtallige og gennemprøvede tropper.
Svenskerne forsøgte at udsulte københavnerne
Indimellem blev der indgået våbenhvile for at få begravet de døde. Svenskerne forsøgte at udsulte københavnerne. Tilstanden i byen nærmede sig da også hungersnød, og samtidig var der ekstrem vinterkulde. Ved isens opbrud i marts forsøgte man at sejle forsyninger ind, men svenskerne havde held til at blokere indsejlingen. Den blev først brudt, da den hollandske flåde vendte tilbage den 3. juli 1659.
Truslen mod Danmarks selvstændighed var overstået
Kun gradvis lykkedes det danske styrker i samarbejde med udenlandske hjælpetropper at erobre Jylland og Fyn tilbage fra svenskerne. Først den svenske konges død af sygdom den 7. februar 1660 bragte freden nærmere. Den 26. maj 1660 blev der underskrevet en fred i København.
Stormagterne var ikke interesseret i at se danskerne på begge sider af Øresund igen, så freden ændrede ikke det danske tab af Skåne, Halland og Blekinge. Men truslen mod hele Danmarks selvstændighed var overvundet.
Men først den 11. juli blev Nørreport åbnet. Tre dage senere var der fri passage for bøndernes markedsvogne.
30.000 ude i Carlstad
Ude i Carlstad var der en befolkning på 30.000. Det svarede til cirka det samme antal som inde bag voldene. Men der var vel nok kun 10.000, der var soldater. Resten var civile. Der var koner, børn, oppassere, håndværkere, musikere, handlende, ludere og lommetyve.
Det var herude ved Brønshøj og Bellahøj cirka 6 kilometer nord for det daværende København, at svenskerne etablerede sig under belejringen. Byen eller lejren var allerede etableret i efteråret 1658. Stedet var valgt, fordi der herfra var en enestående udsigt over byen og dens tårne.
Mange folkeslag var forsamlet
Rundt omkring foregik der talrige plyndringer. Snart stod Jægersborg Slot uden vinduer og kakkelovne- Mange andre bygninger var tilsvarende udplyndret.
Byen omfattede området fra Brønshøj kirke i nordvest til Bellahøj Kirke og Bellahøj – husene i nord- og sydøst.
Mange folkeslag var forsamlet her, svenskere, polakkerne, baltere, tyskere og finner. De opbyggede sammen med tvangsudskrevne sjællandske bønder den store svenskelejr, som i en næsten 2-årige levetid udviklede sig til et bysamfund
Fjendebyen bestod i 22 måneder
Barakker, telte og murede bygninger blev opført. Men også uden for voldene var der svenske forlægninger.
I 22 måneder eksisterede denne ”fjendeby” med militærbarakker, telte og huse opført af tømmer fra de nedbrudte omkringliggende landsbyer, Utterslev, Emdrup, Gladsaxe, Rødovre, Husum og Vanløse.
Men også fra sjællandske købstæder og andre landsbyer hjembragtes tvangsudskrevne forsyninger til såvel Carlstad som til de militærforlægninger, svenskerne havde andre steder på Sjælland.
Carlstad må have været et blandet skue. En datidig storby med velordnet militær disciplin og med tilfældigt handelsliv og anden aktivitet mellem boder, barakker og talte.
En dagbog fra dengang
En københavnsk borger har i sin dagbog berettet om Carlstad:
Brønshøj Kirke blev brugt til formålet
Ifølge gamle notater skulle Brønshøj Kirke være blevet indrettet til militære formål. Her blev efter sigende fremstillet ammunition bl.a. små granater, der kunne kastes mod fjenden.
Der kan dog sættes spørgsmål ved, om selve kirkeskibet blev anvendt til depot og ammunitionsværksted.
I et bysamfund af Carlstad må der naturligvis har været mindst en kirke. Det mest nærliggende ville naturligvis være at bruge den eksisterende kirkebygning til det egentlige formål med feltpræster, der fulgte med landsknægtehæren.
Mange af landsknægtene var polske katolikker, så det kunne udmærket have været flere kirker imellem bebyggelserne i Carlstad.
At en del af Brønshøj Kirke og den daværende kirkelade er blevet anvendt til ammunitionsfremstilling kan udmærket være tilfældet, samtidig med at kirkerummet har tjent sit egentlige formål.
Lejren var en åben fæstning
Mange vejnavne i området er i dag opkaldt efter perioden såsom Svenskelejren, Skansebjerg ved Bellahøj Skole og kirke. Så er det også Højenhald (navnet på et dansk skib) og Karlstads Alle.
Den eneste bygning fra den tid, der endnu står, er Brønshøj Kirke.
Flere kirker blev revet ned for at bidrage med sten til at huse i lejren. Lejren var en åben fæstning. De lokale i Brønshøj og omegn indlod sig med fjenden uden at blive betragtet som forrædere. Danskere og svenskere besøgte hinanden under belejringen. De gik også på værtshus sammen.
I lejren var svenskerne veldisciplineret
Egentlig var de svenske tropper ude i Carlstads veldisciplineret. Man holdt styr på dem ved at sætte dem i gang med fæstningsarbejde. De polske hjælpetropper som den danske konge havde engageret, var meget mere udisciplineret da de drog gennem Jylland, hvor de plyndrede hele vejen og førte ”Den Sorte Død” med sig.
Borgerskabet bød på bøndernes ejendele
Da svenskerne senere forlod Carlstad holdt de auktion over de mange koster og sager, de havde skaffet sig. Auktionen blev holdt for borgerskabet i København. Men de fleste af tingene havde svenskerne taget fra bønderne. I en dagbog stod følgende at læse (omskrevet til nutidssprog):
Med andre ord. Først tog svenskerne alt det mest værdifulde med hjem. Dernæst holdt de aktion for Københavns borgerskab over frarøvede og efterladte effekter – og alt det, som herefter var tilbage, blev tilbageleveret til rette ejere, forudsat de kunne bevise, det tidligere havde tilhørt dem.
Det kunne være vanskeligt at bevise, at en forkullet bjælke i Carlstad var taget fra en afbrændt mølle i Tåstrup.
I mange år var området her lige uden for København præget af dyb armod.
En vold omgav lejren
Midt i striden var der et rend af desertører fra begge sider. Lejesoldaterne kæmpede kun for dem, der gav mest.
Carlstad lå beskyttet af bastioner og en 4 km lang og ca. 2 meter høj vold. Østvolden forløb nogenlunde gennem de nuværende Bellahøjhuse. Lejrfæstningen lå et meget gunstigt sted. Den var beskyttet mod angreb ved moser og vandløb. Man kunne herfra beherske en betydelig del af Københavns forterræn.
Et uappetitligt vandreservoir
Degnemosen lå inde i Carlstad. Formentlig har man brugt den som vandreservoir. Med 30.000 mennesker med tilhørende kreaturer, så kan man godt forestille sig at vandet ikke lige var at bade i. Det har nok heller ikke lugtet så godt.
”Frugt” af begivenhederne
Såvel kirke- som tingbøger fra årene 1656 – 59 er gået tabt. I Brønshøj Kirkes nye tingbog fra 1660, er der den 16. december 1660 registreret, at en ryttersoldat fra belejringshæren ved navn Jens, er blevet far til en uægtefødt dreng, der blev kaldt Jens som sin far. Moderen var Kirsten N. Jens er formentlig ikke eneste ”frugt” fra begivenhederne 1657 – 60.
Adskillige fund fra den tid
Området var udplyndret, bygningerne ødelagt, agre befængt med misvækst. Mange borgere var fordrevet eller døde af de smitsomme sygdomme som fulgte med krigen.
Voldene omkring Carlstad bestod en del år endnu. Fra 1682 er der tingbogsoptegnelse af en vogn fra København der væltede i februar. Kusken kom under vognen og blev dræbt. Tinbogsnotatet nævner, at han blev fundet på Brønshøj Mark ved gærdet ”inde i lejren”.
Adskillige brugsgenstande fra Carlstad f.eks. potteskår, kridtpibestumper, ben-knapper, stentøj og teglsten ligger der sikkert meget af nede under Brønshøjs havemuld.
Kun metalting, der direkte vidner om militært brug er i dag bevaret som spor fra Carlstad. Under Brønshøjs udbygning i 1920’erne blev der fundet en del f.eks. to stormhjelme. Da Brønshøj Skole opførtes i 1923. Ved Holcks Plads er der fundet en kanonkugle. Stikvåben, sabel m.m. er også fundet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.565 artikler, herunder:
Om svenskere:
Om Nordvest:
Maj 21, 2020
Langs Frederikssundsvej (1)
Dette er en meget lang artikel. Det skulle have været et foredrag. Men det blev aflyst. Vi går/cykler langs Frederikssundsvej fra Hyltebro til Husum. Og så tager vi nogle gevaldige sidespring. Imens så springer vi i historien. Kulsort røg strøg over kvarteret. Her var masser af industri. Langs Frederikssundsvej var der masser af værtshuse. Vi besøger et par stykker. Vi besøger klunsere, kræmmere, prangere og hesteslagtere. Her var meget mørkt om natten. Man skulle passe på ikke at dratte om i Louisehullet. Her var ekspeditioner i store ukrudtsmarker. Og mælk kunne hentes på Tomsgården. Vi møder Skrå-Syre og så var hundepropper under sporvognen. Man var fattige men rig på børn. På Bispebjerg Skole var der mærkelige afstraffelsesformer. På lossepladsen fandtes der slik. Og så er det idylliske Husum forsvundet. Her lå en meget berømt porcelænsfabrik. Vi skal da lige besøge si..(Forbudt ord) og ”det rejsende folk”. Vi ønsker en god tur.
Fra Hyltebro til Husum
Vi har været her mange gange før. Nu tager vi en ny cykeltur og finder de mest interessante steder. Måske gentager vi os selv. Og vi tager nogle gevaldige afstikkere fra Frederikssundsvej.
Og denne vej går lige fra Lygten Station igennem Københavns Nordvest-kvarter, Brønshøj og helt til Frederikssund. Men så langt vil vi nu ikke. Vi stopper i Husum.
Ja egentlig burde vi starte ved Hyltebro. Denne bro har vi tidligere omtalt. Men den markerede kommunegrænsen mellem Københavns Kommune og Brønshøj-Rødovre Kommune indtil 1901 var her ved denne bro.
Det kan også være du får flere historier om Lersøen. Men du finder også en masse artikler om dette under Nørrebro. Mange af disse grænser spærrer for en masse god historie. Således er den gamle Lygten kro i Nordvest. Og egentlig burde Nørrebro Bycenter have heddet Nordvest Bycenter.
I gården på Atlas
Lige i nærheden havde vi Mælkeriet Enigheden. Blåkilde Mølle og Glud & Marstrands Fabrikker på H.C. Jensensvej. Atlas fabrikkerne ved Fasanvejen hørte også med til kvarterets kendetegn.
I 1929 var kontrolurene afskaffet hos Atlas. Men direktøren og eneherskeren stod med sin krydder i hånden kl. 8 ved porten. Anden gang man kom for sent, lød det således:
Man måtte ikke ryge, fløjte eller synge på tegnestuen. En lirekassemand spillede lystigt i gården en lørdag formiddag. Direktøren kaldte på maleren, der gik og malede kontoret:
Næste lørdag spillede lirekassemanden igen. Direktøren sagde nu til maleren:
Men maleren svarede:
Kulsort røg over kvarteret
Der var en ildelugt og stank når døde kreaturer og rådne ben lå ude i gården hos benkogeriet Blåkilde Mølle.
Med mellemrum sendte kvarterets skorstene store portioner kulsort røg ud over kvarteret. . Det var blevet en rigtig industriby, hvor arbejdstidens start, frokost og fyraften blev markeret af høje hyl fra dampfløjterne på fabrikkernes skorstene.
Egentlig er det svært at sætte grænser for kvarteret. Det er derfor vi har benævnt artiklen, dom vi har. Og vi starter med Lygten station. Endestationen for Slangerup – banen. I dag foregår der hvis nok kulturelle ting derinde. Men det er nu et dårligt sted at holde foredrag. Det har Den gamle Redaktør forsøgt.
Svært at finde grænserne
På Lygten slige syd for Rentemestervej var et maskinsnedkeri. Og ved banearealet helt op til Tagensvej var der indtil 1948 en masse oplagspladser. Her var en mase skurbyggeri.
Bispebjerg-kvarteret blev bebygget fra 1930’erne med Den Gule By. Dengang var det mest 2- værelses lejligheder. Men disse ældre betegnelser har også i dag flyttet grænser. Og mange af gaderne har fået navneforandringer.
En tur mod Frederikssundsvej 82
I 1899 lejede familien en lejlighed i et hus under opførsel på Frederikssundsvej 82. men byggeriet var forsinket, så de skulle bo midlertidig i nr. 84. Det er en interessant fortælling om dengang, da kvarteret hed Utterslev Mark.
Frederikssundsvej blev nået. Til højre lå Lygtekroen lige ude til vejen uden fortov imellem. Staldmuren var skæv og bulet. Man undrede sig over at det kunne stå helt alene. Hele Lersøen havde man nu liggende. Her vovede man sig så nogle gange ind. Her i Pilegrenene levede Lersøbøllerne som Ferdinand og Karen Spidsmus.
Normalt var det fredeligt herude. Men om sommeren kunne man være så uheldig at møde og blive overfaldet af bøllerne fra Lersøen, der ofte udstrakte deres betler – og tyvetogter langt ud i landskabet.
Frederikssundsvej blev gjort bredere
I 1890’erne var der flere lave huse omkring Frederikssundsvej. Omkring 1910 var der nogle steder større bredde på nogle strækninger af den grusbelagte landevej. I 1930’ erne blev vejen udbygget som hovedfærdselsåre og fik en bredde på 25 meter.
Jo det gik mange år inden sporvognen kom ud til Brønshøj og Bispebjerg, først i 1902 og 1903 var linjerne færdige.
Tidlige planer med Slangerup – banen
Men allerede i 1890 havde Stenberg planer fremme om en bane fra Nørrebro til Værløse. Det lykkedes ham at få gennemført en lov herom, så Københavner – stationen skulle ligge ved Helligåndskirken eller evt. Lygten. Der skulle skaffes sporforbindelse til Nordbanen et sted på Nørrebro.
Formålet med banen skulle dels give de små landsbyer forbindelse til København, dels at skabe mulighed for ad denne vej at skaffe den voksende storby af med sin dagrenovation og andet affald. Stenberg måtte dog opgive sit forehavende.
Men det lykkedes for overretssagfører Amdrup at skaffe privat finansiering af banen. Han fik oprettet jernbanekomiteer i de forskellige distrikter langs banen. Banens anlægskapital blev på 2,4 mio. Kr. Man anskaffede det letteste materiale. Og gennem 23 år kæmpede det private jernbaneselskab en håbløs kamp mod andre befordringsmidler.
Efterhånden blev den flotte udsigt ødelagt af tømmerpladser og andre vederstyggelighed. Men der var stadigvæk åbent land helt ind til byen, først Lersøparken, så bakkerne op mod Emdrupborg, lidt rester af marker ved Emdrup.
Men ak, Slangerup-banen kunne ikke overleve.
Et hus i Hønserækken
Jo her var mange tønder pilekrat og så en brakmark med rødtjørn og hvidtjørn og masser af træer til at kravle i. I dette ”Lygtekvarter” omkring Frederikssundsvej, Frederiksborgvej og Alexandravej lå ”Hønserækken”, ”Slagterstien” og ”Svalen”.
Et hus i ”Hønserækken” havde en stor forhave, tagetagen var uudnyttet. Der var udhus og gård bag til. Der var også geder og lam mange steder. Ca. 12 huse havde høns. Adressen på nogle af disse huse var Lille Frederiksborggade.
Stueetagen rummede tre værelser af tre gange tre meter og et meget lille køkken. På første salen var der tre endnu mindre værelser og et endnu mindre køkken. Der var en lille kakkelovn ca. en meter høj i kun et af værelserne på første sal
Foran huset var der en lang smalhave i husets bredde, en lille baggård med udhus. Bag nogle af husene løb Rosenåen. Ja det var nærmest en åben kloak med spildevand fra Thors vaskerier.
På alle sidder var Hønsehusene omgivet af fabrikker og lagerpladser. Olieraffinaderiet ”Norden” lå lige i nærheden Ved siden af var der en vognmandsforretning og så fulgte en tømmerplads. Fore enden af husrækken på Lille Frederiksborgvej lå kaffebrænderiet Rønberg, Jensens Foder – og Kornforretning, et rebslageri, en lagerplads for byggematerialer, mejeriet Enigheden. Derover for asfaltfabrikken og så den store metalfabrik ”Glud & Marstrand”.
Øl måtte ikke drikkes på offentlige veje og pladser
Det var også ved Enigheden, at mælkekuske og mælkedrenge spillede ”Streg”. Sommetider spillede de hele ugelønnen op. På hjørnet af Løve Allé og Alexandrinevej lå der et lille skur. Her solgtes is og øl. Nu var det bare det ved det, at der vankede bøder, når man drak øl på offentlig vej. Så hvis arbejderne trængte til at få støvet ud af halsen så gemte de sig over ved Rosenåen bag ”Hønserækken” Trak det lidt for længe ud her, kom konerne i håb om at redde bare lidt af ugelønnen.
En gang imellem var der skorstensbrande hos kaffebrænderiet Rønberg. Så dalede der et helt ”snevejr” af afbrændte kaffeskaller ned over de små haver. Selv om husene var faldefærdige rønner på et tidspunkt, var det, måske netop derfor kastet glans over området ved at give vejene kongelige navne: Christian- og Louisevej, Alexandra-, Dagmar- og Thyravej.
Klunsere og Kræmmere
Der var masser af klunsere og kræmmere dengang. 50 klunsere hørte til hos Alvi på Blytækkervej. Og 15 var et finde ved Hovedstadens Pakhus på Brofogedvej. Ja og hos Jernhandleren på Svanevej var der ca. 10 stykker.
Mange af klunserne havde dækadresse på herberget på Bellahøj. Men der skulle man betale en formue på halvanden krone pr. dag. Men der kunne også blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
På Blytækkervej var der et skærmende plankeværk. Og ude på vejen holdt der et hav af trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt omkring så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for den pinlige orden.
Jo disse mennesker så frem til den årlige skovtur, der var sponseret af de forskellige købmænd rundt omkring. Her brugte disse mennesker deres indtægt til flydende kost.
De havde navne som Ballet-Ole, Løgne-hans, Luse Karl, Skræppeskideren, Prima – Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude-jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten og mange flere.
Læs mere om disse i artiklen: Klunsere og Kræmmere på Nørrebro (og Nordvest!)
Utterslev – prangerne
Så var det lige Utterslev-prangerne. De gik i blankpudsede træsko, som blev kaldt for køjebunde. De var spidse og stak lidt ud. Og en rigtig pranger havde en broget vest på – selvfølgelige toradet – og et halstørklæde. Den var bundet i en sirlig knude.
De havde også hatte på, mange forskellige slags. Sportskasketter, bløde hatte eller bowlerhatte. Disse prangere kørte helt til Præstø efter kirsebær. Så solgte de dem til konservesfabrikker eller på Torvet. De handlede med alt muligt. Jern, metal, frugt og grøntsager. Det var en pærevælling.
Slagterne i Utterslev
Det var et helt eldorado for slagtere herude før Første Verdenskrig. Foruden en hel masse almindelige slagtere, der slagtede alle muligt, køer, kalve, grise i egne slagtehuse, var der også to meget aktive hesteslagtere, Johan Bekker og Wenzel Försteling. Sidstnævnte nævner vi også i denne artikel. Han havde også butik sammen med sin kone.
Nu ved jeg ikke, om der var et dyreværn dengang. Men særlig dyrevenlig syntes slagtemetoden nu ikke at have været. Man havde en trekantet trækølle man daskede hesten med. Når den så væltede omkuld, så blev halsen skåret over. Huden blev så sprættet af, og så blev kadaveret hængt op.
Det var ikke kun de fattige, der spiste hestekød dengang. Kødet kostede ikke mere end tre pund for en krone. Og grunden til dette var, at der var masser af heste. Prisen for en hest, der som regel blev købt i Sverige, lå mellem 20 og 35 kroner.
Den gode sygekasselæge
I Tykke – Jensens hus på hjørnet af Lille Frederiksborggade og Alexandervej, havde Fru Tinn en ganske lille butik, hvor hun solgte mange mærkelige ting som kamme, hårnåle, tændstikker, bolsjer, te, kaffe og meget andet.
Sygekasselægen doktor Peronard var en statelig mand, som børnene var lidt bange for. Det var jo nok fordi han skulle vaccinere dem mod kopper og meget andet. Engang kom han forbi til en, der havde fået ørebetændelse. Her gav han udtryk for, at det skulle forbydes at bo i ”sådanne jordhuler”.
Den blinde sanger
Det var også dengang, der her boede en blind sanger. Ja han boede i Christiansvej 2. Det var et meget lille og fugtigt hummer. Han havde stadig lidt stemme tilbage. Men det var nu tydeligt at høre at han ikke kunne komme op på en almindelig gårdsangers niveau. Men lejlighedens indehaver, en lille forslidt rengøringskone tog ham en gang imellem under armen. Og så gik det fra gård til gård, til der var til en flaske kirkevin.
Gratis boller og ”Strutter”
Når der var fastelavn, lod bagermester Jensen kundgøre, at der ville blive uddelt boller og strutter til kvarterets børn mandag. Klokken 12 om mandagen stod børnene så parat. Bagersvendene stod på bageriets tag og kastede boller og ”strutter” ud over Alexandravej. Så var der vild kamp i vejens støv og hestepærer. Hestepærer? Ja for lige bag bageriet lå den gamle smedje, et spændende sted.
Her kunne knægtene så se hestene blive beskoet og rødglædende jernringe blive lagt om vognhjul. Vejene lå betydelig lavere end vejbanen på Lygten, så ved Thyravej var der en ret høj skrænt – ideel til kælkning. Ved Louisevej var der trapper op til Lygten og på Christiansvej var der en gangbro over et udtørret å-løb.
En ko – holder på Thyrasvej
”Svalen” på Frederiksborgvej var meget faldefærdige rønner. Men ”Slagterstien” var meget hyggelig.
På Alexandravej lå et karetmagerværksted og en smedje. Man fremstillede datidens elegante vogne til de mange velhavere. Bag ved huset løb der grise omkring. Og her havde man en lille ponyvogn med hest.
På Thyrasvej bag ved smedjen længere nede af vejen lå et hus, hvor manden holdt køer. Han kaldte sig ko-holder. Hver morgen kunne man aflevere sin mælkespand. Så kunne man komme senere og hente mælken.
En ”Købmandsforretning” lå på hjørnet af Thyrasvej og hos Bispebjerg Bryggeri kunne man købe hvidtøl.
Karens Lyst
Så var det gården Karens Lyst, der var ejet af grosserer Dahlman. Han lejede jorden ud til kolonihaver. Det var dem med tårne og spir på de små skure. Det var ham, der havde limfabrikken og ejede en stor del af Lersøen. Han gav lov til, at man måtte trække gederne derover og så hente dem hjem hver aften.
Der var også lossepladsen over i Lersøen. Den trak mange rotter til.
Lygteåen, som var ret snavset, blev passeret. Til venstre var en lille dalsænkning, hvor der mange år efter kom de første ishuse og det hed Ålykke. En is med to flade vafler kostede 5 øre, med stort kræmmerhus 10 øre.
Mange små værtshuse
På Frederikssundsvej var der grøfter på hver side. Om vinteren var der pløre. Om sommeren med bare lidt blæst var der som en støvsky. På hele vejen op til Brønshøj, var der fyldt med små værtshuse. Lygtekroen var passeret. Ved Frederiksborgvejens udmunding blev Hotel Børsen passeret. Bygningen lå lige ud til vejen med en stentrappe, som havde opgang på hver side. Den lå faktisk på fortovet. For at gå forbi, måtte man ud på vejen.
Fra Lygtekvarteret og op ad Frederiksborgvej mod Møllen og brødfabrikken på Bispebjerg Mølle, var der en enestående udsigt.
Gas- og vandværket med en rigtig pumpestation og en plads på 7 tønder land overtog Københavns Kommune i 1902. bestyrerboligen var stor. Her var masser af plads. Der var en stor have med springvand og en høj flagstang. Masser af lysthuse og flotte frugttræer var der også.
Slagteren handlede med hestekød
Vi skal da også lige huske den store købmandsforretning Albrechtsen på hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej. Her var også en smedje og en træskoforretning.
Det var også her at Hr. Og Fru Försterling havde slagterforretning. De handlede udelukkende med hestekød. Når man så skulle gå, så havde fru Försterling altid lige en luns hestekød, der alligevel skulle have været smidt ud.
Et stort krus øl for 15 øre
Ja hvad slukkede man egentlig tørsten med dengang omkring 1900. Var det om morgenen, skulle det være bitter af flere slags med hugget sukker, sødmælk, kærnemælk eller et glas øl. Et glas øl kostede 10 øre. Et stort krus 15 øre.
På vejen kom man forbi de mange små beværtninger. En af dem hed Dukkehuset. Det var der, hvor Nørrebro Cementstøberi senere kom til at ligge. Det var en stor have med keglebane, gynger og en papegøje i bur. Og så var der også en abe bundet til en stolpe.
Så blev det berømte P. Ibsen Terracotta Fabrik passeret. Her lavede de meget fine kunstgenstande.
Værtshuset ”Hold an”
Og endnu et værtshus blev passeret. Det hed ”Hold An”. Værten var en lille tykmavet person med en urkæde tværs over maven. Hans kone var høj og meget tynd.
Lokalet bestod af en lille forstue, hvor der stod en skænk med en hane til øl. På de små hylder bag ved stod brændevinen, rommen og bitteren samt nogle få glas, som blev skyllet i et lille fad med koldt vand. Så var der et rum på størrelse med en stor stue, et stort rundt bord i midten samt en halv snes stole med spanskrørsflet.
Udsmykningen var ”Den tørstige mand”. Det er ham, der tørrer sig på panden. Her var også Tuborg og Carlsberg platter. Her var også en stor baghave med dertil åbne lysthuse – abe – papegøje og en stor keglebane. Her kunne de store knægte tjene fem øre for at rejse keglerne.
En firlænget gård – Tomsgården
Dengang følte man det som at bo ude på landet. Her var masser af kornmarker og enge. Der var ingen fortov. Foruden grøfterne var der gamle træer i siderne af vejen. Der var meget sparsom belysning. I de dejlige grøftekanter kunne man plukke blomster og flere krydderier som kommen, timian, lyre og Kamilleblomster.
Her var små huse, bondegårde med dyr, der bare gik omkring. Der var møllen og haveforeningerne. Så var der masser af kolonihaver og gartnerier.
Der var den store firelængede gård Tomsgården på Frederikssundsvej. Der kunne man købe en spand mælk og æg for billige penge.
Endelig kom der et apotek
Ved krydset Tomsgårdsvej – Frederiksborgvej ligger Apoteket Rosen. Før apoteket kom i gang udarbejdede enhver grundejerforening i området en udtalelse til kommunen for di de havde behov for at apotek i området. Beboerne måtte før etableringen langt ind på Nørrebro for at få fat i deres medicin.
Over for apoteket har vi nu muren omkring Bispebjerg kirkegård. Denne kirkegårdsmur strækker sig hele vejen op langs Skoleholdervej og vinkelret videre hen til indgangen til Bispebjerg Kirkegård. Den blev opført som et beskæftigelsesprojekt under Anden verdenskrig. Disse arbejdsløse, der stod for dette skulle ellers væres sendt til Tyskland.
En hestevogn eller en Væltepeter
Dengang var der ikke meget færdsel. Der kom i ny og næ en hestevogn. Af og til kom der også en væltepeter. Ja sådan blev de kaldt. Det var disse høje cykler med et stort forhjul og et lille baghjul. Den var meget svær at bestige og ned af igen. Men så kom cyklerne med faste ringe.
Det var meget mørkt om natten
I 1911 var Frederikssundsvej 36 endnu et havehus, som de hed dengang. Det bestod af et mellemhus og et forhus. I forhuset var der en tre værelses lejlighed. Mellemhuset blev dengang benyttet som hestestald med høloft. På dette hus stod der med store typer ”Villa Hansa”.
For at kunne betale huslejen måtte moderen også arbejde. Hun vaskede spande på et mejeri. Hun gik klokken halv fire om morgenen. Men det var meget mørkt. Hun turde ikke at gå selv. Så måtte en af børnene gå skiftevis med hende.
Ja det var meget mørkt. Frederikssundsvej var præget af landlig idyl. Men om aftenen var der masser af skumle strækninger.
Hyggelige Frederikssundsvej
Brønshøj begyndte først ved Lille Bellahøjgård. Her lå senere apoteket. Skråt over for denne havde Kongsberg sin smedje. Herfra lod både mand og kone de taktfaste hammerslag lyde ud over de åbne marker.
Herfra og helt til Brønshøj gik eller kørte man gennem den smukke poppelallé, de store træers kroner nåede næsten sammen foroven, så den dengang ret smalle Frederikssundsvej havde et helt løvtag over sig. De dybe grøfter fortsatte gennem Brønshøj og Husum gjorde vejen til en rigtig landevej.
Langt og øde stykke
Fra Kongsberg Smedje var der et forholdsvis langt og øde stykke. Det var derfor, at de unge damer, der kom fra byen de mørke aftner gjorde holdt ved smedjen og ventede til at de kunne få følgeskab.
Der fandtes på denne strækning kun få huse. Vaskeriet ”Louisedal” lå nede ved den fredelige sø, der trods sit fredelige udseende har krævet flere menneskeliv. Vaskeriet fik senere navnet Brønshøj Dampvaskeri.
Louisehullet
Her ved søen lå også nogle ishuse samt Priors Ildtændefabrik.
Denne sø blev kaldt ”Louisehullet”. Der er to bud på søens navn. Det ene er, at der i 1920’erne skal være druknet en gravid pige. En anden tidligere historie er om en Louise, der tvunget af ulykkelig kærlighed til en svensk soldat, i 1650’erne skal have druknet sig i søen, da hun fik at vide, at soldaten var faldet under stormen på København.
Området dengang var meget kuperet med stejle skråninger ned til vandet. Det var Frederiksberg Isværk, der med sin hvide bygning lå her. Her lå også på et tidspunkt en ildtænderfabrik, der arbejdede med sværtekogere. Her skete temmelig meget. I dette moseområde var der også losseplads, her vaskede man storvask og her badede man.
Bellahøj – husene
Det var her Brønshøjparken blev etableret i 1935 og fredet i 1966. Her kom også Bellahøjhusene. Og nu er der lys over det hele.
Tænk engang, at her er amfibieteater, og her afholdes et berømt kræmmermarked. Her er der mange kendte, som har givet koncert.
Det var Københavns Kommune, der tog initiativ til Danmarks første højhusbyggeri i 1944. Det var meningen at tvangsarbejderne fra Tyskland skulle bo her. Ind til da havde man kun haft op til seks etager i København. Nu blev det hvis også meget dyrere end beregnet. Allerede efter tre uger skulle man fremvise vielsesattest.
Ja de blev også kaldt for ”Danmarks første skyskrabere”. Meningen var at arbejderne også skulle flytte herud. Men i første omgang var det middelklassen, der flyttede ind. Den lidt dyrere leje skyldtes ikke mindst den kvalitet, der gennemsyrede byggeriet.
Det er fire separate boligselskaber, der administrerer byggeriet.
Nu kunne man rykke ind i nye moderne boliger og grønne omgivelser. Man fik lys ind fra tre sider. Men det hele blev forsinket. Første spadestik til de 28 højhuse blev først taget i 1951. Husene veksler mellem 8 og 13 etager og fra 1 til 5 værelser. I alt er der 1.300 lejligheder.
Bellahøjparken og Degnemosen
Her kom også en skøn kælkebakke. Og lige bag ved har vi den kendte Restaurant Bellahøj. Den har vi her på siden tidligere beskrevet. Ja tænk engang, Bellahøj er på 37 meter. Det er det højeste punkt i København. Det kan man godt mærke, når man cykler op af den.
Meget tidligt har der boet folk her på stedet. Således har man fundet tre – fire gravhøje fra bronzealderen. Egentlig burde vi også skrive om Carlstad. Ja det var den by, hvor svenskerne holdt til. Og vi burde også fortælle om Rytterskolen. Men de to historier får du i en særskilt artikel.
Så er det Bellahøjparken og Degnemosen. Man siger, at her kan man finde hele 79 fuglearter.
Ungdommen mødtes hos Falkes Konditori
Her lå også Nielsens store velholdte gartneri med den høje smukke hæk. Overfor lå Brønshøj Mølle, hvis vinger snurrede lystig i en frisk vind. Her kunne man også købe store hvedeboller for 2 øre stykket.
Hvor Enighedens huse ligger lå Haagensens gamle faldefærdige gård omgivet af grønne marker. På modsatte side havde konditor Falke sit bageri og sin forretning. Her var samlingssted for byens ungdom i de lange vinteraftener. Her kunne de fortælle historier mens de indtog Falkes veltillavede Napoleonskager.
Distriktsjordmoder Madam Lyhne
Et stykke længere henne havde Søstrene Hansen deres købmandsforretning. Det var en af disse rigtige landforretninger, der lugtede af spegesild og petroleum. Her kunne man købe lige fra et par træsko til et fed stoppegarn.
Omtrent ved kroen lå distriktsjordmoder Madam Lyhnes stråtækte hus. Denne for sognet nødvendige dame praktiserede langt op mod de 80 år. Mange Brønshøj – borgere har hun hjulpet frem til denne verden.
Børnekopper og Byldepest
I slutningen af 1750’erne hærgedes Brønshøj af børnekopper og byldepest. Det var en hel epidemi, der krævede mange dødsofre. Heller ikke præstegården undgik sygdommen. I et brev til biskoppen skriver den daværende sognepræst P.L. Hersleb således:
Denne Pastor Hersleb var en meget aktiv person i Brønshøj og nok en af de mest skrivende. Han udarbejdede en lang og grundig beskrivelse af Brønshøj Kirke.
Københavns ældste bygning?
Ja vi skal vel også lige præsentere Københavns ældste bygning. Ja det er netop Brønshøj Kirke. Man antager, at det er Absalon, der har opført den. Han nævnes i både 1186 og 1193 som ejer. Kridtsten fra Stevns Klint blev brugt til at bygge både kirkeskibet og et kor i romantisk stil.
Kirken blev oprindelig indviet til Sankt Laurentius. Den ligger ved Brønshøj Torv omgivet af kirkegården. Tårnet er tilføjet i 1400 – tallet og opført af røde munkesten i gotisk stil. Våbenhuset kom til i 1891. Sakristiet med nord er først opført i 1942. Kirken har en meget speciel altertavle fra 1587.
Den ældst kendte beskrivelse af Brønshøj, hvor stedet blev kaldt for ”Brunshoga” stammer fra et pavebrev dateret 21. oktober 1186. Det indeholder bl.a. pave urban den Andens bekræftelse af ærkebiskop Absalons ejendom i landsbyen og kaldsret til kirken. Kirken stammer også fra den tid.
Der kommer altid en sporvogn og en pige til
Vidste du, at på en af bænkene på Brønshøj Torv sad Ove Sprogø og Dirch Passer og sang:
Det var i filmen ”I Kongelunden”.
Store forandringer
Allerede i 1928 var der sket meget i kvarteret. Henning W. Jensen kunne fra vinduerne i et boligkompleks på Frederikssundsvej se forandringerne. Der var endnu mange ubebyggede arealer, der bare lå hen som ukrudtsmarker. Bebyggelsen var dengang en mærkelig blanding af høje huse og resterne af lave bygninger fra dengang, da Frederikssundsvej var en landevej. De mange høje skorstene viste, at der var mange fabrikker.
De mange små og lave huse indeholdt ofte værksteder for selvstændige håndværksdrivende lige fra blikkenslagere, snedkere, gørtlere og endda en enkelt træskomand. Sporvognens linje fem kørte på Frederikssundsvej og passerede ved Tomsgårdsvej en stor landejendom, Tomsgården med stråtag og en stor mødding. Det var en stor besætning af køer, der i sommertiden græssede på de omkringliggende marker bagbrandstationen.
Ekspedition i meter høje ukrudtsmarker
Da gården og brandstationen lå på hver sin side af vejen blev al trafik stoppet, når køerne skulle på græs.
Dengang kunne man lege i gården. Men de omkringliggende marker var tillokkende om sommeren for udendørs lege. Udstyret med madpakke og sodavandsflaske med mælk blev der foretaget mange spændende ekspeditioner i de meterhøje ukrudtsskove. I forbavsende hurtigt tempo var de ubebyggede marker pludselig fyldt op med høje beboelsesejendomme. Langsom forvandlede det hele sig til en stenørken.
Afstraffelse på Bispebjerg Skole
Bispebjerg Skole var færdigbygget i 1913 og lå på Bispebjerg Bakke. På alle sider lå der kolonihaver. Foran skolen lå der en gylden kornmark. Sanglæreren i første klasse var en mærkelig mand. Vi skulle synge og han skulle spille violin til. Han elskede at revse. I sin violinkasse havde han ikke et spanskrør men en kæp.
Der var næppe en sangtime, hvor den ikke blev taget i brug. Men skete det, blev et helt ritual sat i gang:
Der var altid en, der ville være en rigtig dreng. Læreren vaskede sine hænder og sæbeskummet fik drengen så på sin næse. Trækæppen blev taget ud af violinkassen. Drengen skulle så først ae den, kærtegne den, og så fik han sine rap.
Hundepropper under sporvognen
Når sporvognen, linje 16 kom larmende og nærmede sig stoppestedet ved Løve Allé, nu Rentemestervej, havde drengene i forvejen lagt hundepropper ned i skinnerne. Når sporvognen knuste dem, lød nogle forfærdelige knald. Sporvognen bremsede og ud for både vognstyrer og konduktør og stirrede så på vognens understel. Det gjaldt så om at komme væk. Dagen var reddet.
Når ”Skrå – Syre” kom kørende
En anden oplevelse der kunne redde en trist dag, var, når ”Skrå-Syre” kom kørende ned ad bakken. Det var en lille mand klædt i nogle forfærdelige snavsede pjalter. Han kom kørende på et ganske lille hestekøretøj med en ganske lille hest foran. Hestens pels var indsmurt i indtørret ko- og hestegødning.
Skrå-Syre var ikke på bukken, næh han sad på højre hjørne af ladet, så vognen var helt skæv. Han havde som pisk en kæp i hånden. Den truede han knægtende med, når de løb efter vognen og råbte ”Skrå-Syre, Skrå-Syre”.
På ladet havde han som regel en rusten jerntønde fyldt med vådt køkkenaffald. Det var ikke unormalt, at han rakte armen bagud mod tønden for at tage en håndfuld rå kartoffelskræller, putte dem i munden og spise dem.
Der var masser af andre originaler dengang. Det var også Hurtigkarl som løb i rendestenen og trampede på hestepærer.
Ja så var det Rasmus Vognbund en stakkels syg mand, som ingen hjem havde. Han sov omkring i lader og vognporte, hvor en vognbund var hans eneste tilflugtssted, deraf navnet. Hans eneste trøst var brændevin.
Også flot udsigt i 1935
Fra Svanevej kunne man i 1935 se over markerne til Møllen og kroen og til haveforeningen Karens Lyst, der strakte sig langs Tagensvej til Lygten og langs Frederiksborgvej til Alhambra var også en haveforening. De eneste huse på Frederiksborgvej var slagtermester Becker, sukkervarefabrikant Petersen og Bispebjerg Skole. Kun hver anden linje 5 kørte til Bispebjerg. Der var ikke nogen huse ned mod mosen. Om vinteren kælkede børnene ned ad affaldsbunkerne. Grundtvigskirkens tårn blev bygget og efterhånden kom der boliger rundt om kirken samt Tagensbo og Bispeparkens flotte bygninger.
En beboelse i 1940 til 14 kr. om måneden
Omkring 1940’erne blev mange beboelsesejendomme revet ned. Man kunne indtil da have en god lejlighed med 3 værelser, køkken og have til for kun 14 kr. om måneden. Men så var der heller ingen bekvemmeligheder. Man måtte vaske op i køkkenet på komfur. Der var petroleumslampe. Hvis man skulle på lokum, så skulle man ned i gården.
Fra Stengade til Mølleloden
Mange flyttede herud fra det sorte slum omkring Stengade på Nørrebro. Kommunen planlagde tre store karreer mellem Tomsgårdsvej og Skoleholdervej. Gaderne imellem bygningerne fik navnene Møllerlodden, Klokkerhøjen og Gravervænget. Men der var forskel på 35 kr. for 2 små huller i Stengade til nu 75 kr. for godt nok tre store værelser En arbejdsmands ugentlige løn var dengang på 45 kr. Dengang sagde man, at en husleje alene skulle klares med en ugeløn.
Foruden de tre værelser var der et fint køkken og toilet med håndvask. Der var vaskeloft med gasvaskekedel, tørreloft, brændselskælder samt eget cykelrum. Lejligheden var udstyret med to kakkelovne. Men når man skulle hente koks, faldt man ikke mere over rotterne som på Nørrebro.
Industri, værksteder og småforretninger
Utterslev mark strakte sig fra Lygtekroen og Lersøen, der markerede bygrænsen ved det yderste Nørrebro og op til Utterslev Landsby og Bispebjerg Mølle. Det udviklede sig hastigt frem mod 1950. Ved indlemmelsen i 1901 havde kvarteret næsten 7.000 indbyggere. I 1950 var her godt 70.000.
Ved indlemmelsen bestod kvarteret overvejende af en række bøndergårde med omkringliggende marker og haveforeninger. Der var bebyggelse omkring Utterslev landsby og langs Frederikssundsvej. Mellem Lersøen og Frederiksborgvej var der en barakagtig bebyggelse.
Mellem Frederikssundsvej og Glentevej var der hestehandlere, slagtere, købmænd, småværksteder og industri blandet med træhuse og skure. Efterhånden kom der murede etageejendomme.
I 1950 var området et egentligt bykvarter, hvor industri, værksteder og småforretninger omkransedes af større og planlagte ejendomskomplekser.
Industrien var stadig dominerende
I den sydlige del af området afgrænset af Glentevej, Lygten og langs Rentemestervej var industrien stadig dominerende i det byplanlæggerne kaldte for ”blandet område”. De gamle marker og bøndergårde vest for Glentevej ved Borups Allé og op mod Utterslev landsby erstattet af boligkarreer i en mere rendyrket beboelseszone.
På Bispebjerg Bakke var møllen væk og stedet kendetegnet af skole, kirkegård, hospital og den monumentale Grundtvigs Kirke med omkringliggende boligkompleks. Bispeparken var på opførselspunktet 1940-41 det største samlede boligkompleks.
Utterslev Mark var blevet til Nordvest-kvarteret, et arbejderkvarter, der skulle bære Danmarks fremtid som velfærdssamfund.
De fattige børn
Ligesom på Nørrebro var der også herude en masse fattige. Der var husvilde – boliger. Og når man boede bestemte steder herude i kvarteret, blev man stemplet som fattige.
Børnene blev sendt til uddelingsstederne med spande for at hente varm mad, rugbrød-sigtebrød og meget mere. Ellers var der rester, der skulle afhentes. Børnene var stolte, hvis der var kommet meget i spandene.
Men egentlig hadede man den spand. Der kom man med ”fattig-maden”. Det symboliserede den fattiges ydmygelse og fornedrelse. Fattigdomstegn var også manglende udstyr, huller i tøjet, lus og lopper. Man fik en ”tiggerseddel” så man kunne få træsko udleveret på skolen eller få skolebespisning.
For at få en gang gratis mad på skolen skulle man aflevere et spisekort i tykt pap for at få maden. Disse kort blev senere bragt op i klassen. Det var navn på. Og så blev man råbt op i klassen, og så skulle man afhente kortet ved katederet. Det skulle hver dag bæres i en snor om halsen. På den måde kunne man se, at man var fattig.
Dem, der fik de bedste karakterer i skolen, var dem, der boede i de bedste bebyggelser lige omkring skolen. Det var nødvendigvis ikke de dygtigste. Men barakunger var altid nederst.
Fattige – men rige på børn
Der var utrolig hjælpsomhed blandt folk. Selvom man ikke kan påstå, at borgerne var særlig trofaste kirkegængere, så må det indrømmes at den lille Kapernaumskirkes menighedspleje udførte et fantastisk stykke socialt arbejde.
Folk var meget fattige men rige på børn. Mange halvsultede og måtte gå på Samaritanen for at få lidt varm mad.
Der blev sparet mange steder
Med brun sæbe vaskede man tøj med, gjorde rent med og det blev også benyttet til hårvask. Strømper blev stoppet, damestrømper blev masket, ærmer på silketrøjen blev vendt, inden albuerne ved slid var gået igennem.
De fleste drak vand til aftensmadens varme retter. Det var dage, hvor man sparede på middagsmaden ved at nøjes med at spise en gang rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billig mad var dengang spegesild og klipfisk. Og så købte man læder hos læderhandleren så far eller mor kunne forsåle sko.
Ofte fik man kålrabi tilberedt på forskellige måder. Kartofler blev lavet til mos. Det var i stedet for smør og margarine.
Det kneb også med at skaffe brændsel dengang. Men for 25 øre kunne man i Hillerødgade få en stor sæk høvlspåner på et savskæreri. De blev taget direkte fra maskinerne. Hvis formanden ikke var til stede, kunne man snildt fylde to sække.
På lossepladsen var der slik
På hjørnet af Hillerødgade og Nordre Fasanvej var en stor losseplads. Her gik børn hver søndag formiddag for at samle koks og brænde. Her var husaffald og affald fra de omkringliggende fabrikker. Ja her kunne man være heldig at finde karameller eller bolsjer. Det var børnene dengang ikke forvænt med. Det lå i store klumper fra H.N. Mathiesens Fabrikker, som havde til huse på Fasanvej. Det blev så vasket, når ungerne kom hjem med det.
Hjemme blev der produceret ildtændere og margarinekapsler
Mange fattige producerede også ildtændere. Der skulle bindes 1.000 stk. hver dag. Hver morgen skulle de så afleveres på Sankt Nikolaj vej på Frederiksberg. De blev kort derud i barnevogn.
Ja det blev også pakket margarinefarver (kapsler) i papir som udgik fra ”Blauenfeldt & Tvede. Det var et svinearbejde, da farverne (kapslerne) først skulle tørres rene inden pakningen. Der skulle pakkes fra 5.000 – 10.000 hver dag.
Husum bestod af to dele
På et tidspunkt bestod Husum af to dele. Gårdene var på østsiden. Men allerede i 1920erne var her kommet en masse ”byhuse”. Her boede landarbejdere, håndværkere, vognmænd, arbejdsmænd m.m. Husum var på vej ind i det københavnske storbyssamfund.
Villaerne skød frem i 1920’erne og især i 1930’erne. Men i 1940’erne kom alle etageejendomme. Da Ny Gadelandet blev anlagt og Voldparken blev bygget forsvandt den nordlige del af landsbyen Efterhånden forsvandt landsbyen helt.
Endnu i 1931 boede der i Husum en tækkemand. Og der boede bryggeriarbejdere som arbejdede på Husum bryggeri.
Brønshøjs gadekær var etableret, men Husums var en sø med tilløb og udløb fra Gyngeåen, hvor afløbet er fra Gyngemosen. Denne markerer grænsen mellem Husum og Mørkhøjs landsbyer.
Børnene fik at vide, at de ikke måtte lege på Frederikssundsvej, men de gjorde et nu alligevel. Det var meget idyllisk med de stråtækte huse. Her på Gammel Gadelandet lå også et stenhuggeri. På Bryggerens Vej lå Bryggeriet.
Jo Gammel Husum havde skam også et gadekær. Men det skulle man nu ikke vove sig ud i for det var bundløst.
Men se alt den idyl er borte. Man startede med at bygge busgarager. Og så blev der bygget boliger. De blev så dyre, at almindelige mennesker ikke havde råd til at bo der.
Resterne af landsbyen Husum forsvandt
I slutningen af 1960erne var det halve af Husum landsby nedrevet. I tiden op til 1993 forsvandt den øvrige del af Husum’ s byhuse. Bondegårdene lå oprindelig øst for Gl. gadelandet. Disse gårde forsvandt i løbet af 1930’erne og 1940’erne.
Da Vestvolden blev anlagt i 1880’erne blev store af markerne nord for Husum landsby ”skåret over”. Med den begyndende udbygning af Husum af 1930’erne blev arealerne syd for Vestvoldens bynære og mulige byudvikling. En stor del af arealerne blev i en årrække benyttet til midlertidige koloni- og nyttehaver.
Si (Forbudt ord) og ”Det Rejsende Folk”
(Forbudt ors) fik lov til at opholde sig i området dengang. og det gjorde ”Det Rejsende Folk” også. Disse var oprindelig holstenske lejesoldater som i slutningen af 1700-tallet blev afskediget af den danske konge, da han fik soldater fra anden side.
Som kompensation fik de rejsebreve til at måtte optræde og handle overalt i riget, når de havde meldt sig til en politimyndighed.
Der var meget med omrejsende Tivoli. De ville ikke bo i lejlighed. Klistermarken var en fabrik, der under Første Verdenskrig lavede stivelser og skoklister og senere var, hvor Dahl – Jensens Porcelænsfabrik lå øst for Gl. Gadelandet. Her fik de lov at holde ”vinterkvarter”, mens de rejste rundt med deres Tivoli om sommeren.
De fik denne plads i 1925 og havde den til 1945, hvor de fleste fik en lejr, der blev kaldt for Brushøjlejren efter vejen i det vestlige Valby Idrætsplads.
En berømt porcelænsfabrik
Vi nævnte Dahl – Jensens Porcelænsfabrik. Den skal vi sandelig ikke forbigå i tavshed. Dahl – Jensen var aktiv i dansk porcelænsproduktion i meget lang tid. Han var nyuddannet på Kunstakademiet og blev modelmester i 1897 hos Bing og Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.
Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der ønskede at man startede en virksomhed sammen.
Virksomheden var indrettet med det nyeste grej. Men al begyndelse var svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lille bitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.
Egentlig var det kun ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede tæt. Georg fandt sin kone blandt porcelænsmalerne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til mange af de fine børnefigurer, som Dahl – Jensen var kendt for.
I 1960 videreførte en dygtig efterslægt fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.
Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér- porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.
Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre- og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.
De havde indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.
Og der kommer også en del 2 til denne artikel ”Langs Frederikssundsvej – endnu mere (2)” Vi har også kigget på ”Industri i Nordvest”. Meningen var, at vi skulle have holdt foredrag på Biblioteket på Rentemestervej. Men dette blev aflyst/udskudt. Vi beklager at have brugt et måske to forbudte ord. Det drejer om et bestemt folkefærd, som vi på ingen måde har forsøgt at genere.
Kilde:
Maj 19, 2020
Asmus Jensen – opdatering 2020
I 2017 udgav vi en bog ”Grænsen er overskredet”. Bogen blev ikke særlig godt modtaget i lokalområdet. Man mente, at vi manglede beviser på vores påstande og at vi var fulde af konspirationsteorier. Det handler om Asmus Jensen, der blev myrdet med to nakkeskud på nært hold. Dette bekræftes af ligsynsrapporten. Men Den danske Brigade fastholder, at han blev skudt på meget lang afstand på flugt ind i Tyskland. Dette skete kort tid efter besættelsen. Vi fandt en masse falske rapporter, afhøringer m.m. Nu er det nyt i sagen.
I 2017 udgav vi en bog, der hed ”Grænsen er overskredet”. Hovedhistorien handlede om Asmus Jensen fra Kiskelund nede ved Padborg, der blev skudt efter besættelsen. Det var familiemedlemmer til ham, der havde henvendt sig. Vi fik lov på familiens vegne og gå ind og efterforske sagen. Men ret hurtig måtte vi erkende, at myndighederne spændte ben for os.
I historiebøger stod der, at han var blevet skudt, da han forsøgte at flygte over grænsen. Men ret hurtig fandt vi ud af at dette ikke kunne passe. Vi har under vores efterforskning været i meget tæt kontakt med Asmus Jensens datter og kone. Sidstnævnte er i mellemtiden afgået ved døden i Frankrig.
For at få afklaret begivenhederne har vi talt med en masse ældre mennesker i det gamle Bov Kommune. Men det var bestemt ikke alle steder vi var velkomne. Og mange steder i lokalområdet oplevede vi endda fjendskab. Det var tydeligt, at mange ikke ville have, at sagen blev opklaret.
PET og Politiforeningen forsøgte fra starten, at lægge hindringer i vejen for, at vi fik noget som helst at vide. Vi forsøgte også dengang at anmelde hændelsen som mord. Men et par timer efter ringede Aabenraa Politi, ar sagen var afsluttet allerede i 1947. det vidste vi nu udmærket.
I forbindelse med sagen fandt vi også en masse andre mistænkelige dødsfald i området. Det var tydeligt at nogen havde forsøgt at slette diverse spor. Men åbenbart havde de glemt at slette kommentarer i kirkebogen.
Vi nåede at finde frem til en masse materiale, inden det hele stoppede. Og det viser manipulerede afhøringsrapporter, undersøgelser og forsøg på at indsætte falske beviser.
Efter gennemgang af sagen forstår vi måske godt, at de to organisationer ville stoppe for vores undersøgelser. Men vi var forbavset over at de lokale viste så stor foragt over for vores undersøgelser.
Familien til Asmus Jensen har aldrig modtaget en undskyldning. Efter mordet på Asmus Jensen var stor interesse for at hjælpe familien bl.a. fra medlemmer af modstandsbevægelsen.
Måske erkendte de, at det var en stor fejltagelse at skyde Asmus Jensen på nært hold med to nakkeskud. Det står der i ligsynsrapporten, som ikke er manipuleret som alle de andre papirer i denne sag.
De københavnske medier var ikke så interesseret i vores bog, men det var en del af de sønderjyske medier. Derfor har vi også lagt vores efterforskning ud efterhånden som vi fandt ud af mere og mere.
Det ville måske være interessant at forske i de andre mystiske dødsfald som vi fandt begået lige efter besættelsen i Bov Kommune. De mennesker det gik ud over efterlod sig også familie lige som Asmus Jensen.
Men det er svært at komme til bunds i sagerne, når også myndighederne er indblandet. På arkiverne er mapperne stemplet med mange advarende budskaber. Vi har fået at vide, at det skyldes gerningsmændenes efterladte. Men hvad så med ofrenes familie?
Du kan læse en masse artikler om sagen. I slutningen af denne artikel giver vi dig en oversigt over, hvad vi har skrevet om dette. Vi vil ikke her gentage os selv.
En modstandsmand, som hvis nok var den sidste i området havde lovet os, at aflevere et brev til sin advokat, hvor han ville nedfælde alt om, hvad der virkelig skete dengang. Han er nu afgået ved døden.
Men nu har en søn til en person med forbindelse til modstandsbevægelsen afleveret en besked til os fra sin far, som også er afgået ved døden.
Vi har selvfølgelig fået at vide, hvem den kendte person er, men af hensyn til de efterladte, holder vi i første omgang denne besked for os selv.
Der var meget kort proces. Om der var hold i beskyldningerne var Modstandsbevægelsen lige glad med. Meget tyder på, at Asmus Jensen var udsat for tortur, inden han blev skudt.
Men selv med disse nye oplysninger undrer det os stadig, hvorfor Den Danske Brigade forholdt sig som de gjorde. De udarbejdede en falsk rapport, der endte med at tre navngivne personer skrev under på, at de skød Asmus Jensen under flugt over grænsen til Tyskland. Dette passer slet ikke med ligsynsrapporten.
De tre personer, der skrev under, fik senere store stillinger i Bruxelles.
Vi har forsøgt flere gange at få en forklaring på dette. Men det vil man ikke tale med os om.
Hvis du vil læse mere om sagen, så se her. Masser af det er gentagelser. Du kan måske nøjes med at læse de artikler, der er understreget med sort.
Under Padborg/Kruså/Bov (59 artikler)
Under Sønderjylland (187 artikler)
Under Besættelsestiden Før/under/efter (314 artikler)
Under Grænsen er overskredet (5 artikler)
Maj 16, 2020
Dengang på Ydre Nørrebro og Lygten Kro
Der var masser af værtshuse efter kirkegangen. Fastelavnsboller til børn. Pære i Slagtergården. En anden tiltaleform. En tur i ladegårdsåen. Pas på – Å-far kommer. Skovtur til Klampenborg. En tur på jernbanebommen. Rådmandsgades Skole. Spanskrør sad løst. En særlig afstraffelsesform. Lang arbejdsdag som bybud. De Danske Mejeriers maskinfabrik. Det blev drukket om lørdagen. Ventegot, Petersdal og Petershvile. Baptister blev døbt i Lersøen. Da fugle blev fanget. Hyltebro braste sammen. Da Lygtekroen fik besøg af Utterslev-kræmmere. Da Amager – slagteren mistede sit skæg. Et besøg på Lygtekroen. Over grænsen til Nordvest.
Masser af værtshuse efter kirkegangen
Vi går en tur fra Stefans Kirken ud til den gamle Lygtekro. Vi går også ned ad sidegader. Det var et udpræget arbejderkvarter. I næsten hver anden ejendom var der et værtshus eller et snapseting, som det blev kaldt dengang. De hed sådan noget eksotisk som ”Himmerig, Paradis, Enfert (Helvede) og Frejas Hall. Der var noget at vælge imellem efter kirkegangen.
Fastelavnsboller til børn
Over for kirken på hjørnet af Gormsgade lå den gamle bagergård. Hver fastelavnsmiddag kl. 12 kom bagermesteren med to af hans svende bærende på to store kurve med boller og strutter. Oppe fra et halvtag blev disse herligheder kastet ned til børnene. De huskede altid at være til stede den dag. Mange af bollerne havnede på stenbroen, hvor de blev trådt flade af de mange træsko. Men så var det jo også noget til gråspurvene.
Pære i Slagtergården
Slagtergården lå mellem Gormsgade og Allersgade. Inde midt på gårdspladsen lå et dejligt pæretræ. Men havde knægtene vovet sig ind og nappet en pære, blev man som regel nappet af en slagtersvend i porten. Så måtte man aflevere pæren og fik tilmed en over nakken.
En anden tiltaleform
Tiltaleformen var anderledes mellem de handlende og kunden dengang. De blev spurgt om, hvad madammen ønskede, og hvordan fatter havde det og om ungerne var raske. Det var meget hyggeligt. En pose fedtegrever fik man gratis når man var med høkeren og gøre indkøb.
Her lå også Skæremøllen, et gammelt landbageri med brødudsalg i gavlen ud mod Nørrebrogade. Her kunne man købe dejligt friskbagt rugbrød og landbrød til en billig pris.
En tur i Ladegårdsåen
Børnene kunne tumle sig i markerne og ved de små vandhuller ude ved Lersøen. Der fangede vi salamander og hundestejler. På Bekkers Mark, der hvor Nørrebroparken og Lundtoftegade nu ligger blev der udkæmpet fodboldkampe. Bolden var et gammelt fodboldsdæk stoppet ud med papir. Men knægtene gik til den med fuld energi. Her blev der også udkæmpet drabelige kampe mellem de forskellige gader og områder på Nørrebro.
Blev det for varmt lå Ladegårdsåen i nærheden. Så løb man derover og forfriskede sig i åens ikke alt for rene vand. Det hændte, at der kom en død hund eller en død kat drivende med strømmen. Men det tog man sig ikke så nøje.
Pas på – Å-far kommer
Værre var det, når Å-far kom. Så blev der råbt: ”Nu kommer Å-far”. Så gjaldt det om at få fat i bukser, skjorte og bluse. Så gik det i løb langs med åen over på den anden side af Borups Allé, der hvor nu telefonbygningen ligger. Så fortsatte man med at bade der, indtil Å-far kom. Og så gik turen tilbage.
Å-far var en kommunalarbejder, der gik og rensede op i åen. Det var hans sølvdresserede kasket, som børnene havde respekt for. Men børnene gjorde han nu ikke fortræd.
Skovtur til Klampenborg
Man glædede sig til den årlige skovtur til Klampenborg med forældre og søskende. Det startede fra Nørrebros Station, som dengang lå i Stefansgade. Det var et stort øjeblik når toget endelig var fyldt op og satte i gang. Børne råbte ”Hurra”. Men det varede lidt, inden man rigtig kom i gang. Det var mange vogne at slæbe på.
Dagen endte på Bakken, hvor ungerne morede sig med en gynge eller karruseltur for ikke at glemme Pjerrot og Kramers Gøglertelt. På turen hjem var folk godt stuvet sammen. Det var ikke lige behageligt, for mandfolkene var ikke helt appelsinfri. Kvinderne skældte ud og de mindste børn græd.
En tur på jernbanebommen
Når jernbanebommen gik ned, varede det altid et stykke tid inden toget kom. Bommen bestod af fire lange jernmaster, hvorpå der var hængt en masser jernstænger. Bommanden brugte to sving til at dreje bommen ned med. Samtidig med at han drejede svinget, var der en dims, der slog på en stor klokke som advarsel.
Som en rask knægt var det en sport at stå at hænge på bommen, når bommanden skulle hejse den op. Men så havde han en kasse med groft sand, som han smed i hovedet på dem, der gjorde det. Så skulle man nok komme ned. Den samme metode brugte han, når der løb en hund ind på sporene.
Rådmandsgades Skole
De fleste af kvarterets børn gik på Rådmandsgades skole. Skolen blev indviet som friskole i 1889. Den første inspektør hed Ingvor Bondesen. Han var også en flittig forfatter og ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Niels Chr. Damgård Geleff var skolens inspektør fra 1902 til 1914. Derefter blev han inspektør på Stevnsgades Skole. Han var ved siden af løjtnant i Københavns Borgervæbning.
Spanskrøret hang løst
Spanskrøret hang løst og blev flittig brugt både i tide og utide. Hr. Shøler var forud for sin tid med sin pædagogik. Han var populær blandt børnene. Blandt kollegaerne blev han betegnet som en original. Han gik klædt lige som Drachmann med bulehat og flagreslips. Og så havde han et lang fuldskæg.
Tysklæren hed Janus Nielsen. Det var spændende at høre om hans rejser.
Geografilæreren var Hr, Korsgård. Han var udgiver af en bog om geografi. Så længe kunne remse op fra denne var alt i orden. Men kunne man ikke det, så blev man kaldt op. Så skulle man lægge sig på en skammel. Og så fik man tre slag over halen med spanskrøret.
Hr. Korsgård løftede sig helt op på tæerne og strakte armen med kæppen højt op i luften, for at slagene skulle blive så effektive som muligt.
En særlig afstraffelsesform
En anden lærer, hr. Rosenkjær udøvede en særlig afstraffelsesform. Han var en lille kraftig mand. Man sagde om ham, at han ledede efter oldsager. For enden af hans stok sad en lille spade, som han gik og pillede i jorden med.
Når de stakkels børn havde forset sig, og der skulle ikke så meget til, tog han børnene enten i øret eller i håret ved tindingen og løftede det stakkels barn op på tæerne. Imens så så bankede han med den anden hånd knoerne oven i hovedet, så det sang i hele kraniet. Ham skulle man helst undgå at komme i nærheden af.
Lang arbejdstid for et bybud
Dengang havde man også byplads. Der var arbejde fra kl. 14 til 19. Men om fredagen og lørdagen helt til kl. 20 – 21. Men så fik man da også 2,50 kr. om ugen. Som lærling fik man det første år 3,00 kr. i timen for en arbejdsdag på 10 ½ time – også om lørdagen.
De danske Mejeriers Maskinfabrik
Vi har her på siden omtalt en del industrivirksomheder – også på Ydre Nørrebro. Men vi kan da som eksempel også nævne De Danske Mejeriers Maskinfabriks Filial i Rådmandsgade 38. Her var læretiden 5 år. Man mødte kl. 6 om morgenen og sluttede kl. 6 om aftenen. Det var en halv times frokost og en times middag.
Lærlingen skulle tænde essen op, inden smeden kom. Så blev man sendt ud efter en ”pægl” rød og en ”pægl” grøn bitter til smeden. Efter at forskellige kollegaer havde været inde og hilse på smeden og fået en bitter, skulle den yngste læredreng i byen for svendene inde på værkstedet. Indkøbene var meget forskellige. Om lørdagen gav det drikkepenge – lige fra 2 til 10 øre.
Der blev drukket om lørdagen
Der blev drukket tæt om lørdagen. Det begyndte med bitter om morgenen, brændevin til frokost og efter frokost blev der klunset om bajere. Når klokken var 10 – 11 var svendene godt berusede og forsvandt en efter en over hos ”Anarkisten” som var et værtshus som lå over på den anden side af gaden. Ja de kunne også finde på at gå hen på Tagensvej i Skanse Nr. 3, som også var et værtshus.
Ventegot, Petersdal og Petershvile
Det var herude at det idylliske landsted ”Ventegot” blev opført i starten af 1700 – tallet. I 1800 – tallet blev gården overtaget af slægten Melchior. Man talte om ”Jøderne på Ventegot”. Og børnene gik på skole inde i byen. De skulle hver dag tage den på stop. De havde et lille beløb med. Kunne de ikke komme til at køre med nogen for det lille beløb, ja så måtte de gå den lange vej.
Herude lå også Petersdal og Petershvile som havde den samme jer, nemlig renteskriver Peter Feddersen., en chef fra rentekammeret. Han blev senere amtsforvalter i Rendsborg. Derfra har vi også navnet på de to gårde.
På Petersdal boede skarpridderen i gamle dage. Han blev også kaldt bødlen.
Baptister blev døbt i Lersøen
Skellet mellem Københavns byjorder og Utterslev Landsbymark løb langs Lygteåen. Denne å blev gravet under Kong Hans. Via Ladegårdsåen løb vandet ud i Peblingesøen. Vandet kom fra Gentofte Sø, Emdrup Sø og Lersøen, Emdrup – eller Lundehussøen løb oprindelig ud til Øresund gennem Rosbækken. Den blev forbundet med Gentofte Sø, opdæmmet ved Lyngby og ledt ind til Lersøen.
Navnet Lygten menes at stamme fra det gamle ord ”Løgh”. Dette betød sump. Området ned til åen var i mange i år et sumpet engdrag.
Vi har tidligere beskæftiget meget med Lersøen her på siden. Der var vand nok i den til at Danmarks første og stærkt forfulgte baptister i 1839 kunne lade sig døbe her. På de sumpede bredder groede der et tæt pile- og rørkrat. Her hentede Københavns kurvemagere deres råmaterialer helt ind til 1900 – tallet.
Da fugle blev fanget
Byens drenge kunne skaffe sig en hurtig ekstraskilling. I pilekrattet levede og ynglede i tusindvis af små sangfugle. Ungersvende satte en lokkefugl i bur ud i krattet. Grenene omkring lokkefuglen påsmurte de så med klister. Når de små fugle så slog sig ned på grenene, hang de muligvis fast. Så kom drengene ud, frigjorde fuglene og samlede dem. De fangne fugle kunne de så sælge til byens fuglehandlere.
Sangfugle i bur var den store mode i slutningen af 1800-tallet. Danske fugle overlevede dog ikke særlig længe i fangenskab. Derfor blev de efterhånden afløst af importerede kanariefugle og undulater.
Hyltebro braste sammen
Der hvor Nørrebrogade krydsede Lygteåen og gik over i frederikssundsvej lå fra 1500-tallet en bro, der blev kaldt Hyltebro Indtil 1717, var denne af træ. Men den faldt sammen. Og så blev den afløst af en stenbro.
På Lygtekroen kom Utterslev – kræmmerne
Fra starten af 1700-tallet lå her en ydmyg landevejskro. Her var både have foran og rejsestald. Den lå på et godt sted og var meget besøgt. Den bayerske øl kom frem i 1840-erne. Det reklamerede Lygtekroen med at man kunne få ”gammelt Øl i Kælderstuen og bajersk Øl i Gæstestuen” Men det var hvis det samme øl, til to forskellige priser.
Her på kroen kom de berømte Utterslev – kræmmere. De bar en uniform bestående af sort bowlerhat, halsklud bundet i typiske prangerpunge og et par blankpolerede ”køjetræskoer”. De havde også et stort flot cykelstyrtsskæg sat op til narrestreger.
Da Amagerslagteren mistede sit skæg
Der var mange historier om disse prangere. En af disse historier var dengang, da Luse-Laurids og Stærke-Harald sad på Lygtekroen. De fik sig en spids eller to. Som de nu sidder der, kom der to slagtere ude fra Amager.
De var så venlige at give de to Utterslev – kræmmere en tår med. Slagterne havde også cykelstyrskæg og så havde de bowlerhat. Den ene af slagterne spørger så, om de kender noget til de slagsbrødre, der var herude. Det vidste Stærke-Harald nu ikke noget om. Så begynder den ene slagter at genere Luse-Harald og spørger ham, hvorfor han gnubber sig.
Slagteren mener, at han nu godt kunne banke de lus af Luse-Harald. Så var det, at Stærke-Harald sagde, at så må de hellere tage mig. Den ene slagter og Stærke-Harald rejste sig nu op. Stærke-Harald huggede ham i skægget og gav slagteren en skalle. Og han røg gennem vinduet og tog sprossen med helt ud i Lygteåen – og der lå han så ude og skreg.
Og den anden slagter skreg ud til staldkarlen, ”Spænd for – Spænd for” Lad os komme hjem – og de røg afsted mod Amager. Men stærke Harald, han stod med slagterens skæg i hånden.
Det hele blev forandret
Lygteåen blev lagt i rør og overdækket fra Lersøen. Åen fik gaden Lygten opkaldt efter sig. Og egentlig er vi nu over i Nordvest. Den gamle Hyltebro forsvandt også og fik en lille gade opkaldt efter sig. Lersøen blev ryddet. En del blev forvandlet til det nye jernbaneterræn. Resten blev til kolonihaver.
Et besøg på Lygtekroen
Lygtekroen så ikke godt ud til sidst. Den var faldefærdig. Den faldt helt i 1904. Og i 1906 opførtes Slangerupbanens endestation. I løbet af 1920erne rejstes rampen til Nørrebro Station, som blev indviet i 1930. Vi citerer her en rejsebeskrivelse fra Illustreret Tidende fra 1905. Det kan hvis ikke gøres bedre:
Over grænsen til Nordvest
En gammel fabriksejendom ved Lygten blev i 1934 ombygget til Cafe Lygten, der med sin lille beværterhave og berømte danske køkken, har ført den gamle kros traditioner videre. I dag sælger Camilla tysk inspireret mad på stedet.
Landstedet Ventegodt store grund mellem Nørrebrogade, Hyltebro, Lundtoftegade, Fredensborggade og Esromgade blevet bebygget med imposante boligkarreer.
Der er masser af gode historier her ved grænseområdet til Nordvest. Vi er gået over grænsen. Det er irriterende, når man fortæller historier, at man hele tiden skal passe på ikke at gå over grænsen. Mange en god historie bliver dermed ødelagt. Følg vores næste artikel, der kommer til at hedde ”Langs Frederikssundsvej” Her fortsætter forbi den gamle Lygten Kro og tager nogle gevaldige sidespring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere – www.dengang.dk har i alt 1.562 artikler, heraf er 324 artikler fra Nørrebro. – God Fornøjelse
Maj 13, 2020
Henrik Kauffmann og Grønland
Vi vælger at placere denne artikel under besættelsestiden. Det var her Henrik Kauffmann blev kendt. Uden mandat lavede han en aftale med amerikanerne. Var det genialt eller egenrådigt? Han blev først kaldt forræder siden helt. Hande USA overtaget Grønland, hvis ikke aftalen kom i stand? Den originale befolkning blev tvangsforflyttet. Den danske stat mente, at man skulle kalde det frivillig flyttet. De kørte en mangeårige sag mod Danmark, men fik kun en meget lille erstatning ud af det. Amerikanerne byggede hele 50 anlæg på Grønland. Da et amerikansk bombefly styrtede ned, hjalp ca. 1.200 Thule-arbejdere med oprydningen. Mange døde senere af kræft. I begyndelsen forsøgte både USA og Danmark at løbe fra ansvaret. Hver arbejder fik tilkendt en erstatning på sølle 50.000 kr. I dag er der ikke så mange tilbage på Thulebasen. Imod aftaler så har amerikanske firmaer fået kontrakter m.h.t. driften af basen og transport til og fra basen. Da de amerikanske soldater forlod Grønland, glemte de at rydde op. Og Henrik Kauffmanns liv sluttede dramatisk og tragisk.
En økonomisk hjælpepakke til Grønland
Det er ikke længe siden, at USA ville købe Grønland, og det er ikke første gang, at de kommer med et tilbud. Da statsministeren fortalte, at Grønland ikke var til salg, ja så mødte Trump ikke op i København.
Nu har den amerikanske ambassadør, Carla Sands så præsenteret en ”økonomisk hjælpepakke” fra USA til Grønland.
Det civile og det militære holdes ikke mere adskilt
I knap 80 år har Danmark, Grønland og USA haft den forståelse, at USA’s militære tilstedeværelse så vidt muligt holdes adskilt fra det civile Grønland. Men det er nu slut med den hjælpepakke på 83 millioner kroner, der nu kommer fra USA til blandt andet at udvikle råstofbranchen, turismen og uddannelsessystemet i Grønland.
En aftale – uden mandat
Det var ellers i 1941, at Kauffmann uden mandat indgik en aftale med USA. Den satte rammerne for USA’ s militære tilstedeværelse i Grønland. Allerede den 9. april 1940 udnævnte han sig selv som dansk ambassadør i USA. Samtidig meddelte han også, at han ikke ville modtage ordrer fra den danske regering, da de var under tysk påvirkning.
Da Thule-basen blev bygget, blev den oprindelige befolkning tvangsflyttet. Man spurgte ikke grønlænderne om det var i orden at amerikanerne kom. Det vender vi tilbage til.
På samme dato et år senere indgik han en aftale om på Danmarks vegne, at amerikanerne måtte oprette vigtige baser på Grønland. Samtidig sørgede han også for forsyninger til grønlænderne.
Fra forræder til helt
I første omgang blev Kauffmann anklaget for højforræderi og bedt om at komme hjem. Men han blev derover. De danske generalkonsuler støttede ham, så de blev også fyret. Reaktionen fra den danske regering skyldtes tyskernes reaktion. De blev rasende, da de hørte om aftalen.
Da han så kom hjem efter besættelsen, blev han nærmest modtaget som en krigshelt. Kongen dekorerede ham med Storkorset. Han blev udnævnt som minister uden portefølje i Wilhelm Buhl – regeringen. Officielt blev han genindsat på ambassadeposten i Washington. Helt sikkert har hans initiativ gavnet Danmark, så de kom til at stå på sejrherrernes side.
Beslutningen om, at amerikanerne fik adgang til Grønland, fik konsekvenser for mange i tidens løb. Vi kan bl.a. kigge på det sted, hvor Thule – basen blev etableret.
Hvem kom først til Thule?
Det var Gustav Olsen fra Sisimut som i 1909 blev den første missionær på den daværende boplads Uummannaq, og det var Knud Rasmussen, som året efter oprettede kap York Stationen Thule for private midler. Staten viste ikke nogen særlig interesse for området.
Dansk suverænitet over Grønland blev stadfæstet ved den Internationale Domstol i Haag i 1933. Og Handelsstationen i Thule forblev imidlertid privatejet frem til Knud Rasmussens enke afhændede den til staten i 1937.
Han slog en handel af med amerikanerne
Kauffmann var ikke traditionel modstandsmand. Men han mente, at et lille land som Danmark burde knytte sin skæbne så tæt til USA som mulig. Han forstod, at vi ikke skulle lægge os så tæt til Tyskland, som et flertal af de danske politikere ønskede.
Danmark og Grønland kunne ikke sætte sig op imod hvad USA så som vitale interesser. I Kauffmanns perspektiv gjaldt det om at få så meget som muligt ud af det og dæmme op for USA’ s civile interesser for USA. Så han slog en handel af med USA.
Det var afgørende for Kauffmann at holde USA’ s baser og militær adskilt fra det civile liv i Grønland. Den linje er nu ophørt. Godt nok blev der underskrevet den såkaldte Igaliku – erklæring fra 2004, hvor også det tekniske og økonomiske samarbejde skulle styrkes. Men det var samarbejde omkring baserne. Det sigtede ikke mod øget civil amerikansk tilstedeværelse.
Danmark skulle ud af neutralitetspolitikken
Henrik Kauffmann var Danmarks gesandt i Washington og han handlede helt på egen hånd. Danmark var besat af tyskerne. Imens fik Kauffmann skabt gode kontakter i det amerikanske udenrigsministerium og i Det Hvide Hus.
Han fik også overbevist de amerikanske embedsmænd og politikere om, at det var ham, som de skulle indgå en aftale sammen med. Øen var vigtig for amerikanerne under krigen.
I 1945 deltog Kauffmann sammen med Hartvig Frisch og Erik Husfeldt i San Francisco-konferencen, hvor De forenede Nationer blev oprettet. De to havde Kauffmann et meget nært samarbejde med. Disse to var også fortaler for, at Danmark skulle ud af deres neutralitetspolitik.
Pludselig blev vi bange for russerne
Henrik Kauffmann kørte et dobbeltspil, Han indgik vidtrækkende aftaler i Washington uden at holde det danske udenrigsministerium og den danske regering orienteret om dette. Amerikanerne gjorde ham tidligt opmærksom på, at de ønskede at fortsætte deres tilstedeværelse på Grønland. Kauffmann informerede ikke den danske udenrigsminister om dette, men sendte i stedet en beroligende meddelelse.
Der opstod en vanskelig situation fordi russerne var på Bornholm. Den danske regering vidste ikke, hvordan russerne ville reagere på den melding. Også Kauffmann selv reagerede med frygt. Men det var dog ingen grund til frygt
Dette medførte at udenrigsminister Gustav Rasmussen var helt uforberedt, da han skulle møde amerikanerne, hvor de fremlagde deres krav. Dermed var befrielsesregeringens tillid til Kauffmann brudt. I København mistede man tilliden til Kauffmann.
Det førte til at man i årtier ikke oplyste offentligheden om, hvad der foregik i Grønland.
Amerikanerne søgte efter uran på Grønland
Det er velkendt, at danske geologer siden Anden Verdenskrig har kortlagt indholdet af uran og andre interessante grundstoffer og mineraler i Grønlands undergrund. At amerikanerne allerede var i gang med dette, er sikkert overraskende for mange.
Det var dog intet i den aftale, som Kauffmann underskrev, der gav amerikanerne adgang til minedrift. Men amerikanerne fik lov til at sende en ekspedition til Grønland bestående af geologer og mineingeniører til Grønland for at eftersøge mineraler betegnet som ”ferro-legeringer”. Det var den officielle dækhistorie for ”Manhattan – projektet”, der havde til hensigt at udvikle en amerikansk atombombe.
Union Mines meddelte at der var tale om en eftersøgning efter et sjældent mineral, som ellers kun var fundet i Nigeria og Brasilien. Det havde stor betydning for krigsindustrien. Åbenbart havde Kauffmann ikke mistanke om, at det var uran, amerikanerne var ude efter. Man var slet ikke klar over, hvad man havde givet grønt lys til. Åbenbart blev der ikke fundet nogen forekomster.
USA byder 100 millioner dollars for Grønland i 1946
Ukendt for mange er sikkert også, at allerede i 1946 tilbød USA at købe Grønland for 100 millioner dollars.
Grønland var dog ikke til salg, for som udenrigsminister Gustav Rasmussen sagde det dengang:
Rabat hos NATO
Grønland spillede en rolle for selve dannelsen af Nato. Det var ikke på grund af Grønland USA stillede sig spidsen af Nato. Men Grønland var en meget vigtig brik i det puslespil end vi hidtil har forstået selv om der var andre store brikker. Det var Henrik Kauffmann, der lagde skinnerne til Danmarks medlemskab af forsvarsalliancen NATO.
Danmark blev indskrevet som en af de første lande i 1949. Både Færøerne og Grønland blev også indlemmet i NATO – også denne gang uden at blive spurgt. Færøerne protesterede men dog uden virkning.
Her tydede noget på, at Danmark også fik en særstilling. Man fik rabat på diverse ydelser. Måske kan man også takke Kauffmann for dette.
Ofte gik amerikanerne til Kauffmann, som en slags repræsentant for USA. Men lige så ofte tvivlede de på ham. Man havde indtryk af at han kørte sit eget spil.
Grønlænderne blev ikke spurgt
Da efterfølgende regeringer rejste spørgsmålet om USA’ s rømning af Grønland var amerikanerne ikke villige til at give slip på de etablerede baser. De påpegede i en svarskrivelse på dansk henvendelse, at for dem var det afgørende, at Grønland fortsat blev anskuet som en del af den vestlige halvkugles forsvarsinteresser. Grønlænderne blev ikke spurgt.
Kauffmann’ s tanker om atombomben
En speciel side af Kauffmanns verdensbillede vedrører hans udlægning af ”Atombombens politiske betydning”. Det ses af en 22 siders lang analyse som han i 1945 sendte til Udenrigsministeriet. Atombomben indebar vidtrækkende og afgørende brud med hidtidige forudsætninger for landenes omgang med hinanden. Det eneste og politisk acceptable svar på bombens eksistens er en markant styrkelse og forpligtende samarbejde og effektiv kontrol med de enkelte landes atomprogrammer. Tolkningen havde klare ligheder med Niels Bohrs tanker.
Nu var Grønland ikke mere en koloni
I årene 1945 – 1954 blev spørgsmålet om Grønlands statsretlige stilling et vigtigt led i dansk FN – politik. Den danske regering forsøgte ihærdigt via en række forhandlinger i FN at bevare Grønland som en del af det danske rige. Det lykkedes for regeringen og ved ændring af grundloven den 5. juni 1953 ophørte Grønlands status som koloni, og landet blev formelt en ligestillet del af Danmark. Statusændringen blev i 1954 anerkendt af FN.
I 1947 – 1948 overdrev amerikanerne sikkert den russiske trussel mod Grønland. Det kunne være et middel til at retfærdiggøre deres tilstedeværelse på Grønland.
Vi vidste ingenting
I 1952 erkendte den danske regering, at de ikke kunne få indflydelse på eller vetoret på USA’s militære operationer på og fra Grønland. Men man erkendte også, at man måske ville stå bedst i sådan et forhold. Så kunne man ved et evt. amerikansk angreb mod Sovjet stå tilbage og sige:
Originalbefolkningen blev tvangsflyttet
Staten accepterede det som Kauffmann uden mandat havde forhandlet sig frem til med amerikanerne. I 1951 gav de tilladelse til, at de måtte opføre Thule – bassen. Den oprindelige befolkning ”Inughuit” blev tvangsforflyttet.
Staten foreslog, at det var tale om en frivillig flytning og fastholdt denne løgn til domstolene kunne bekræfte, at befolkningen blev tvangsforflyttet og anerkendte at dette indebar indgreb i såvel individuelle som kollektive rettigheder.
Ved to domme ved Østre Landsret 1999 og Højesteret i 2003 opnåede Inughuit den juridiske sejr over staten. Erstatningen var imidlertid minimal, ligesom befolkningen heller ikke fik anerkendt ejendomsretten til området.
Det skyldes en ufin detalje, fordi staten og Hjemmestyret i forbindelse med ratifikationen af ILO-konventionen 169 i 1994 fik det strikket sådan sammen at Inughuit og Tunumiut (Østgrønlænderne) ikke længere kunne have særegen status som det oprindelige folk.
Amerikanerne byggede 50 anlæg
Interessen fra amerikansk side er ikke mindsket snarere tværtimod. Det handler om råstoffer og stærkere tilstedeværelse i Arktis. Desuden har kineserne også vist interesse for Grønland.
Aftalen tillod USA at oprette flyvepladser, radiostationer og metrologiske stationer, bygge havne, veje, fæstningsanlæg samt leje de nødvendige områder dertil. Aftalen kan kun opsiges, når begge parter siger nej. Overenskomsten skulle forblive i kraft, indtil der var enighed om at de bestående farer for det amerikanske kontinents sikkerhed er ophørt.
I løbet af 1950’erne og 60’erne blev Thule og Sønder Strømfjord voldsomt udbygget. Basserne dækkede ikke kun flyvepladser, men alle anlæg, der forsynes via disse lokaliteter eks. Radarsystemer, vejrmeldingsstationer og radiotjenester samt forsøgsområder. Der fandtes på det tidspunkt ca. 50 anlæg. Fra disse anlæg blev hele det arktiske og nordatlantiske område overvåget. Udgifterne blev på det tidspunkt delt mellem Danmark og amerikanerne og delvis af NATO – fonde.
Man glemte at rydde op efter sig
For få år siden traf det amerikanske luftvåben en kontroversiel beslutning om at opsige serviceaftale på Thulebasen til skade for Grønlands økonomi og beskæftigelse. Men man glemte lige at rydde op efter sig.
Der har været meget lidt åbenhed omkring de konkrete opgaver og funktioner. Baserne har været omgivet af hemmelighedsholdelse af politiske handlinger, farefulde eksperimenter og miljøforureninger. Stik imod dansk politik og dansk lovgivning. Men den danske regering har set gennem fingrene med dette. Her skal vi blot kigge på et par af sagerne:
Byen under isen
Der er mange uafklarede spørgsmål omkring den mystiske ”By under Isen”, Camo Centery, som ligger 200 km fra Thulebasen. Camp Century var en del af USA’s hemmelige koldkrigs – atommissilprogram, der gik under navnet ”Project Iceworm”. Dette projekt har efterladt enorme mængder affald i Grønland. Det er også usikkerhed om mængden af radioaktivt affald, der er efterladt i området, dukker frem, når isen smelter på grund af klimaforandringer.
Hældte man dieselolie i søerne?
Der går også rygter om, at soldater i Grønland ikke skulle få myggestik, så hælte de tusinde liter dieselolie i søer og vandhuller omkring deres base for at ødelægge myggenes levesteder. Olien ligger stadig og stinker til stor skade for naturen og fødekæderne. Den amerikanske forurening af Grønland er så omfattende at sagen er bragt for FN’ s Menneskerettighedskommission.
Thulearbejderne blev ramt af mange kræftformer
Efter nedstyrtningen af et B52 – bombefly i januar 1968 var der mange Thule – arbejdere, der hjalp med oprydningen. Efterfølgende blev mange af disse syge. Den amerikanske regering stod klar med erstatning, påstod de. Men den danske regering bad ikke om det.
Grunden til det var, at den danske regering påstod, at der ikke var atomvåben på Grønland. Så kan der heller ikke ske atomuheld. Nu var det sådan, at de amerikanske arbejdere arbejdede med beskyttelsesdragter. Det gjorde de danske arbejdere ikke.
Thule – arbejderne blev ramt af forskellige kræftformer. Mange af dem døde efterfølgende. Der var fire brintbomber ombord. De tre blev først fundet efter en måned. Den sidste bombe ligger stadig på Grønland et eller andet sted.
Radioaktivt materiale blev spredt
Flyet var styrtet ned gennem isen og efterladt et hul, der var 800 meter langt og 200 meter bredt. Det var et stort sort hul. Det var buldrende mørke i begyndelsen og 40 graders kulde.
Der udbrød brand i flyets kabine. Det søgte mod Thule Air base for at nødlande, men mandskabet måtte forlade flyet.
Ved styrtet eksploderede brintbombernes indhold af konventionelt sprængstof, hvilket spredte flyvragdele over et stort område. Brintbombernes indhold af radioaktivt materiale blev spredt uden dog at udløse en nuklear eksplosion. Den kraftige varmeudvikling ved eksplosionen og forbrændingen af flyets brændstof medførte at havisen smeltede og større mængder af vragdele sank ned på havets bund.
Der var en masse vragrester på et stort område. Ret hurtig kom der specialfly fra USA med et team på 6-700 mand. Det vigtigste var at få fat i den såkaldte ”mission – folder”, som er en forseglet ordrer. Den måtte ikke komme i fjendens hænder.
Bliv nu ikke hysteriske
Der blev straks foretaget radioaktive målinger. De gav udslag på det, som svarer til 4.500 gange højere end det amerikanske hærs nedre grænser. Men folk fra Københavns Universitet beroligede og sagde, at der såmænd ikke var mere radioaktivitet i området, end det var i Roskilde Fjord. Strålingen var ikke farligere, end at den kunne standses med en avisside.
I BT lød overskriften:
En Thule- arbejder påstod ellers noget andet dengang:
Amerikanske eksperter skyndte sig at fortælle, at:
Staten: Det skyldes deres livsstil
De fire brintbomber havde en sprængvirkning, der svarer til 24 mio. ton konventionelt sprængstof.
Staten lukkede foreløbig sagen i 1995. Deres konklusion forblev at:
DR – journalisten Poul Brink interesserede sig for de arbejdere, der havde ryddet op efter flystyrtet. Han fandt ud af at statsminister H.C. Hansen i 1957 havde set gennem fingrene med, at amerikanerne havde atomvåben på Grønland. Det var en praksis, der fortsatte gennem flere årtier. Nogle medier mente at det var ren konspiration, det som Poul Brink foretog sig. Men han fik en Cavling – pris for sit arbejde. Det skete i 1997.
Ingen undskyldning – hverken fra USA eller Danmark
Der var ca. 1.200 danske arbejdere til stede i bjergningen af vragdele m.m. De har hverken fået en undskyldning fra USA eller Danmark. Ingen af staterne har været Thule-arbejderne behjælpelig med at opklare, hvor meget stråling og hvor meget plutonium de rent faktisk var udsat for i 1968.
Den Kolde Krig var ikke nogen glorværdig tid for små indeklemte lande som Danmark. De danske beslutningstagere forsøgte igen engang at få det bedste ud af en uhyre vanskelig situation.
Little America
Der sker stadig noget på Thulebasen. Det er ikke Danmark eller Grønland, der har noget som helst at skulle have sagt her. Der er godt nok en dansk politimester. Han har bemyndigelse til at skyde en isbjørn Og han har bemyndigelsen af de civilt ansatte, men resten tager amerikanerne sig af. Det er også dem, der bestemmer, hvem der må rejse til basen fra Danmark.
Omkring 600 civilt ansatte fra blandt andet Danmark og Grønland samt knap 200 amerikanske soldater bor på bassen. Men det hele virker som Little America. Engang var her 10.000. Det var det under ”Den Kolde krig”.
Nasa har opstillet et teleskop her, så man kan kigge efter sorte huller. Den store radar ligger 20 minutters kørsel fra basen. Den vil være den første, der kan se missilerne, hvis Kina og Nordkorea en dag beslutter at affyre ballistiske missiler mod Nordamerika. Radaren gør USA i stand til at svare igen inden de selv bliver udslettet. Og det holder modparten i skak.
Amerikanske firmaer får tildelt arbejdet
Egentlig havde man en aftale med amerikanerne at det var grønlandske firmaer, der skulle stå for sejladsen til Thule. Men et amerikansk rederi har vundet en kontrakt på mere end 150 millioner kroner på sejladsen til og fra Thulebasen. Inden da var det et grønlandsk rederi, der tog sig af dette.
Og det amerikanske forsvar følger sin praksis med at tildele kontrakter relateret til den civile drift af basen til amerikanske firmaer. Egentlig burde lejeindtægter m.m. komme det grønlandske samfund til gode.
De civile leverancer til Thulebasen er delt op i flere kontrakter. Den største af dem er den såkaldte servicekontrakt på driften af basen. Den havde Greenland Contractors i mere end 40 år. Men nu har det amerikanske Vectrus overtaget dette i 2017. Dette første til et juridisk efterspil og voldsomme dønninger mellem Grønland, Danmark og USA.
Hvor langt vil man gå?
Det er ikke kun i Danmarks interesse, at der er et rigsfællesskab. Det er der sandelig også på Grønland. Og det er op til de to parter at finde ud af, hvor langt USA kan komme i den retning, som de har ønsket i 80 år
Lod Henrik Kauffmann sig udnytte?
Henrik Kauffmann huskes måske kun for at han lod sig udnytte af USA og mere eller mindre forærede dem Grønland. Men det er vel svært at forestille sig at Danmark var sluppet ud af Anden Verdenskrig uden at USA ville have etableret sig i Grønland. Men havde han ikke gjort dette havde vi måske ikke haft et rigsfællesskab med Grønland. Så kunne det måske have været at USA bare havde overtaget den kæmpe ø.
Måske var Henrik Kauffmann en overordentlig strategisk diplomat.
De første sig frem med stil
Men er det ikke på sin plads lige at præsentere Henrik Kauffmann. Han blev født i 1888 i et aristokratisk miljø. I Frankfurt am Main. Han er født Henrik Louis von Kauffmann.
Hans familie tilhørte den europæiske elite. De omgikkes særdeles indflydelsesrige kredse. De havde i flere generationer tjent det danske militær og kongehus.
I 1902 vendte familien tilbage til København. Henrik Kauffmann fik sin uddannelse på Metropolitanskolen og siden på universiteter i Oxford og Geneve og på Københavns Universitet.
Umiddelbart efter sin eksamen blev han ansat i Udenrigsministeriet. Han gjorde tjeneste som ambassadør i Rom, Peking, Oslo og Washington. Gennem hele livet var han på rejser over hele verden. Sammenlagt var han kun 15 år i Danmark.
Kauffmann giftede sig i 1926 med den amerikanske admiraldatter Charlotte McDougall. Dermed blev han en del af det amerikanske high society. Parret førte sig frem med stil, smukke, solbrændte og elegante. De levede med stil.
60-års fødselsdag på Matterhorn
I tiden i Rom havde Kauffmann Rolls Royce og boede i et af byens fornemste paladser over for Den Spanske trappe. I Washington ejede parret et herskabeligt palæ, Woodland Drive.
Han var sportsmand og lagde vægt på at være fit. Han joggede og i tiden som ambassadør i Oslo gjorde han sig bemærket i de norske medier ved på en måned at tilbagelægge 500 km på ski. Fra 1932 til 1939 forsøgte han at mildne spændingerne mellem Norge o Danmark, der havde grund i stridighederne til den del af Grønland nordmændene kaldte Eirik Raudes Land.
På sin 60-års fødselsdag valgte Kauffmann at tage på bjergbestigning. 60-årsdagen blev fejret på toppen af Matterhorn. I sine sidste år som ambassadør var Kauffmann en myte i Udenrigsministeriet. Han blev omtalt som manden med ”det blå hår”.
Pyjamas som dansk nationaldragt
Han var kendt for sin excentriske optræden. De sidste år i Washington skiftede han, iført duffelcoat af militært tilsnit sin diplomat-limousine ud med en åben jeep.
En af de mange historier om ham handlede om dengang han under en rejse i Kina i 1920erne blev inviteret til souper hos en lokal krigsherre. Kauffmann havde ingen smoking i kufferten. I stedet iførte han sig ifølge anekdoten sin nystrøgne pyjamas. Han lod, som om det var den danske nationaldragt og gennemførte aftenen med værdighed og uden at fortrække en mine – til almindelig tilfredshed.
Dramatisk og tragisk afslutning
I 1963 sluttede Kauffmanns liv dramatisk og tragisk. Han blev ramt af en alvorlig kræftsygdom. Han tilbragte den sidste tid på Skodsborg Badesanatorium. Tidligt om morgenen den 5. juni dræbte hans kone, Charlotte, ham med en brødkniv. Kort efter tog hun sit eget liv. I tre efterladte breve talte hun om medlidenhedsdrab.
Henriks og Charlottes lange rejse endte brat og råt med mord, på sin vis med dobbeltmord, der gav genlyd i flere verdensdele.
Skal sandheden altid frem?
Den amerikanske ambassadør i Danmark har gentaget det budskab, som var fremme, da amerikanerne anlagde basserne på Grønland i 1950’erne, at øget amerikansk indflydelse på Grønland er den bedt mulige løsning for Danmark og Grønland. Alternativet er, at Rusland og Kina kommer og tager Grønland.
Skal sandheden altid frem? Kan et land eller et samfund tåle at afsløre alle sine hemmeligheder over for sin befolkning? Er det fordele ved løgnen, og hvor langt kan man gå før en løgn bliver et overgreb?
Kilde:
Maj 10, 2020
Hafnia – Branden
Vi skal møde Danmarks værste seriemorder – eller skal vi? Hotel Hafnia blev bygget 1899. Lenin har spist her. Bent Nielsen havde fået udgang. Han brugte falsk navn og blev mistænkt. 85 mand overnattede på hotellet. Brandmænd var uden beskyttelse. Det var en international katastrofe. Sladderen dømte ejendomshandler Ole Olsen for mordet på 15 – årige Anette på Fanø. Solbakke-Hansen fik tillid til kriminalassistent Per Caspar og tilstod en række forbrydelser. Politiet skriver i en rapport, at der stod et ”nokkefår” og betragtede branden. Caspar kørte forbi Hotel Hafnia og Solbakke tilstod. Han tilstod også Fanø – mordet. Der er ingen tekniske beviser. Et nævningeting havde sikkert afvist sagerne. Bevidst eller ubevidst blev Solbakke ledt til tilståelser. Forklaringerne ændrede sig fra forhør til forhør. Var det hele manipulation? Et alibi blev aldrig undersøgt. Anonym betjent: ”Drabet i Finnerup Lade ville også være blevet opklaret”. Tv2 har lavet en dokumentar om emnet i fire afsnit.
Danmarks største seriemorder
Den 2. april 1997 døde en 49 – årig mand på Centralsygehuset i Nykøbing Falster. Han bukkede under for en leversygdom. Han efterlod sig intet heller ingen familie. Hans adresse havde i mange år været Kofoedsminde på Lolland – en lukket institution for åndssvage. Hans navn var Erik Solbakke Hansen. Han blev beskyldt og dømt for at være Danmarks største seriemorder – skyld i 38 menneskers død.
Ja vi skal i vores artikel både kigge på, hvad der skete i 1973 og vi skal se på, hvad der skete syv år senere på Fanø. I 1986 blev en mand anholdt for at have voldt brandskader for over 138 millioner kroner. To mennesker indebrændte.
Hotel Hafnia bygget i 1899
Vi skal lige først kigge på hotellets historie. Den blev i 1899 indrettet på en grund, hvor man forinden havde revet Fabers hus ned. Arkitekten Philip Smidt var utrolig aktiv. Han har stået for talrige bygninger i Indre By omkring århundredeskiftet.
Folk fra provinsen var utilfredse med den behandling man fik på hoteller i København, men den opfattelse ville Hafnia ændre på. Oprindelig havde det været en stor vognport på højre side. Hele tagetagen var beregnet til kuskenes overnatninger. I 1919 var hotellet overtaget af Herman Seifer Løbbe fra Rønde. Han allierede sig med Leo Andersen. De to var i syv år sammen om at administrere Hafnia, derefter var det Løbbe alene.
Tre renoveringer
I 1919 blev hotellet moderniseret og endnu grundigere i 1926, hvor alle værelser fik telefon og rindende varmt og koldt vand. I 1933 fulgte en totalrenovering, der medførte at hotellet nu fuldt ud levede op til europæisk standard. Købmænd og andre forretningsfolk var stamgæster og ikke mindst danske og udenlandske sportsfolk.
Restaurantens overdådige frokost var populær hos skuespillere og kunstnere. Hafnia lå siden 1949 i hænderne på den kendte hotelmand Marinus Nielsen. Han startede som postkortsælger omkring 1897 i en alder af 12 år. Han havde den urokkelige opfattelse, at Danmark var det land i verden, der havde de bedste tjenere.
Lenin har spist her
Hafnia havde en meget søgt restaurant i stuen og en opvarmet serveringshave, hvor nisseklædte servitricer i juletiden serverede gløgg og ristede kastanjer. Midt i gårdhaven var der et fiskebassin med fisk, krebs og hummere. Restauranten havde københavnerrekord, hvad angår krebssalg. Selveste Lenin siges at have spist forloren skildpadde her. Maden var dansk, men stedet var meget afholdt af udenlandske turister. Fra 1965 reklamerede hotellet med et berømt spisekort, hvor der var påtrykt historiske motiver fra København med engelsk tekst. Men så var det i 1973 at der skete noget forfærdeligt.
Bent Nielsen har fået udgang
Men den uhyggelige historie begynder den 31. august 1973. Den 33-årige Bent Nielsen havde i godt en måned været indsat i Statsfængslet i Horserød. Nu skulle han have sin første orlov. En ven havde skrevet under på, at han kunne sove hos ham. Men efter en delsnaps og øl beslutter han sig for at overnatte på Hotel Hafnia. Han lader sig indskrive under falsk navn, så Kriminalforsorgen ikke kan efter spørge ham.
Han ankommer til Hotel Hafnia kl. 2.20. Han får et værelse på fjerde sal. Det gør tegneren Ib Antoni også. Han er sammen med en god veninde Anne A. Hun siger godnat og går hen mod elevatoren for at køre ned til første sal, hvor hendes toårige datter sov.
85 mand overnattede på hotellet
Ingen så en mand der sneg gennem receptionen og gik op på anden sal og ind i et lille tekøkken, hvor han tog en æske tændstikker frem og satte ild til en papirpose. Bagefter gik han samme vej tilbage og forlod hotellet.
I alt 85 mennesker overnattede på Hotel Hafnia. For mange var det den sidste nat. På vej ned i elevatoren lugtede Anne A. røg. Hun steg ud på første sal og hentede hendes datter. Hun gik ned til receptionen og berettede om lugten.
Receptionen forsøgte at redde gæsterne
Sammen tog de op på femte sal for at gå ned ad trappen, så de kunne lokalisere røget. På tredje sal væltede røgen ud under døren. Fra receptionen blev der kl. 2.41 ringet efter brandvæsnet, der var der få minutter efter. Man ville telefonisk vække alle gæster men 2.45 brød omstillingen sammen.
Ole Hansen som receptionisten hed, gik op og hentede dem, som han kunne på 1. og 2. sal indtil røg og varme tvang ham ud af huset.
Alt var kaos
Alt var kaos i Vester Voldgade. Brandvæsnet kunne næsten ikke få stigerne ind i baggården. Ud fra vinduerne hang folk, og der var lagner fra mange vinduer. Bent Nielsen blev også reddet ud af en stigevogn. Nogle af gæsterne stod på altanerne ud mod gaden.
Fra hotellets vinduer råbte gæsterne desperat om hjælp, mens ilden med stor hast åd sig ind på dem. Enkelte gæster kunne flygte ud på hotellets gesims. I gården gik ensomme overlevende fortvivlet rundt og søgte efter familiemedlemmer.
Først kl. 9 om morgenen var branden slukket
Efterhånden kom flere og flere overlevende ud, nødtørftigt påklædt. Hafnias direktør, Poul Holst fik de fleste af dem indkvarteret på forskellige adresser i byen. 35 dybt rystede gæster foretrak at blive i nabobygningen Hotel Kong Frederiks vestibule. De var ikke kommet sig efter chokket. Efterhånden fik de at vide, hvem brandmændene havde fundet i live og hvem de havde fundet døde.
Sluknings – og redningsarbejdet tog det meste af natten. Først omkring klokken 9 om morgenen var rækken af omkommende bragt ud, en efter en dækket med presenning. 31 af de 35 var udlændinge.
På den modsatte side stod en 25 – årig mand med tændstikker i lommen. Eller gjorde han?
Bent Nielsen blev mistænkt
Den store hvidmalede bygning var røgsværtet og med gabende vinduesåbninger i den morgenstille Vester Voldgade. Den skulle aldrig genåbne som Hotel Hafnia.
I løbet af lørdagen blev navnene sat på de 35 mennesker, der blev flammernes bytte der i blandt tegneren Ib Antoni.
Den hyggelige fængselsudgang blev nu til et mareridt for Bent Nielsen. Politiet havde travlt med at finde en mistænkt. Og da han havde indlogeret sig med falsk navn, blev han mistænkt. Han blev dog heldigvis reddet af en af Ekstra Bladets billedserier, der viste, at han vitterlig blev reddet at en stigevogn, som han hele tiden havde hævdet.
Men han blev i mange år kaldt for ”Mordbrænderen fra Hafnia”.
Brandrapport blev udarbejdet
En brandrapport blev udarbejdet. Ilden var antændt på anden sal af brandbar væske, der var hældt ud på gulvet. På hylderne i tekøkkenet stod der også husholdningssprit. Der opstod røggasser, der eksploderede. Flere døre stod åben på anden, tredje og fjerde salt så ilden fik rigelig med ild så den hurtigere kunne sprede sig. Ilden var antagelig påsat kl. 2.00
Brandmænd uden beskyttelse
En stuepige på sjettesal på Hotel Hafnia var fanget, mens flammerne slikkede op af hotellets facade. Dødemandsknappen på brandvæsnets 31 meter lange stige blev trykket. Det betyder, at så kan den maksimale belastning på stigens kurv overskrides. Brandmanden tog en kollega med og sammen fik de stuepigen ned, så hun kunne komme på hospitalet. Det var også et forældrepar fra USA, der mistede deres to børn i branden.
Men det var ikke kun hotellets gæster og personale, der blev hårdt ramt den nat. Det gjorde brandmændene også. De fik en hel masse kulilte i deres kroppe. Man havde sparet på beskyttelsesdragter dengang.
Dengang efterslukkede storbyens brandmænd uden åndedrætsbeskyttelse. Inde på hotellet sov de fleste ind på grund af røgforgiftning.
Det skulle gå 14 år før man fik fat i vedkommende der havde forårsaget branden. Eller var det ham?
En international katastrofe
Få år senere blev bygningen istandsat og ombygget. Hafnia – branden var den største brandkatastrofe i Nørre Kvarter siden branden i juni 1795.
Danmark og omverden var i chok. Det var tale om en international katastrofe. Fra FBI blev der sendt et specialfly til Danmark fyldt med udstyr. Sagen skulle hurtig opklares.
Hotellet blev sammenlagt med naboen
I forbindelse med sammenlægningen med Hafnia blev hotellets vestibule flyttet til Hafnia indgang. Hafnias facade blev stærkt forenklet. Den pyntede gavl og spiret forsvandt. I 1980’erne blev Hafnias berømte gårdhave fornyet. Men ejeren fik kun lov til at overdække med glastag i tagetagen, fordi Københavns Brandvæsen var utryg ved en overdækket gårdsplads i stuehøjde. Hotel Kong Frederik har nu 110 værelser og hører ligesom samme ejers Hotel D’ Angleterre til den indre bys fornemste overnatningssteder.
Et mord på Fanø
En anden historie fra den 20. maj 1980 indgår også i vores historie. Det var en varm og solrig dag på Fanø. På den nordlige del af øen er det fyldt med sandede klitter og gryder. Der kunne man sagtens solbade i læ for den kølige vind.
Anette Thomsen, 15 år gik ved middagstid på stranden. Hun var iført bikini og havde medbragt sololie, et håndklæde og en bog. 350 meter syd for den asfalterede nedkørsel ved vesterhavsbadet fandt hun en klitgryde, hvor hun slog sig ned.
Omkring kl. 14.20 så to piger Anette sidde og læse i klitten. De vinkede til hende, og de vinkede tilbage. Pigerne var de sidste, som så hende i live.
Flere havde set hende ligge der i løbet af dagen. Forældrene var blevet urolige. Datteren var ikke kommet hjem som aftalt. Faderen begyndte at lede efter hende. Klokken 18.40 fandt faderen hende dræbt i klitterne på Fanø.
Ejendomshandler Ole Olsen ændrede forklaring
Rygterne gik hurtigt på Fanø. Alt tydede på en seksualforbrydelse. Morderen skulle findes hurtig. På mordstedet blev der fundet en blodig mursten.
Om onsdagen fik landbetjenten besøg af en lokal ejendomshandler, den 38 – årige Ole Olsen. Han ville bare fortælle, at han havde siddet sammen med en bekendt tæt på klitgryden, hvor Anette blev fundet. De havde drukket noget øl og var derefter kørt fra stedet. Han var iført brune frotte-bukser. Han var to timer hos landbetjenten.
To dage efter henvendte Ole Olsens sig igen. Han ville ændre forklaring. Han var kommet i tanke om, at han havde blå bukser på. Han fik at vide, at han skulle komme igen den følgende dag. Det gjorde han så, og var igennem 14 timers afhøring.
Sladderen dømte Ole Olsen
I alt blev 700 mennesker afhørt. Men snart gik sladderen på Fanø, at det var Ole Olsen, der var moderen. Nu blev han også mistænkt af politiet. På stenen fandt man samme blodtype som den mistænkte. Det var blodtype B, som 40 pct. af Danmarks befolkning har. Ole Olsens forsvarer kærede til Landsretten med begrundelsen, at beviserne var for tynde.
Vestre Landsret mente også, at beviserne var for tynde. Ole Olsen blev frigivet. Men fire måneder og 15 dage skulle det gå inden sigtelserne blev opgivet. Ole Olsen var en færdig mand, dømt af sladderen. Hans liv blev aldrig det samme.
En 53 – årig mistænkt for Hafnia -branden
I oktober 1982 var en brandmand omkommet under slukningsarbejde på lysfabrikken Asp – Holmblad. Skaderne var opgjort til 54 millioner kroner. Branden var påsat.
Den 19. juli året efter slog pyroman atter til i Helsingør. En 22 – årig kvinde døde af kultilteforgiftning.
Mindre end 24 timer efter var der atter alarm. Der var brand i tre DSB – vogne, der stod på rangerterrænet ved Helsingør Banegård. Brandmændene fik hurtig bugt med ilden. En 53 – årig sindsforvirret mand blev pågrebet. Dommeren fandt at der var særlig mistanke for at han også havde begået mordbranden. Nu troede Helsingør – borgerne at de kunne gå trygt til ro. Men den 20. juli kl. 4.30 indløb der en melding om, at der var brand i ejendommen på hjørnet af Torvegade og Sudergade. Den 53 – årige var ellers straks sat i forbindelse med Hafnia – branden. Men det kunne ikke være ham.
Erik Solbakke Hansen taget på fersk gerning
Den 1. december 1985 hældte storpyromanen for sidste gang sin medbragte benzin over nogle aviser i en togvogn. Kort efter blev Erik Solbakke Hansen taget på fersk gerning på Hillerød Station.
Under forhør om brandene overraskede den da 40 – årige Solbakke – Hansen flere gange politiet ved pludselig at tilstå brande, man ikke satte ham i forbindelse med. Blandt andet branden på Asp – Holmblad, hvor den 54 – årige brandmand omkom, samt den omfattende brand i oktober 1982 – bare tre dage efter Asp – Holmblad på stearinlysfabrikken Pia Lys. Branden betød, at 53 mennesker blev hjemløse. Der skete skader for 54 millioner kroner.
Masser af tilståelser
Totalt var der sat navn og gerningsmand til 29 ildspåsættelser i Nordsjælland og København. Solbakke Hansen var retarderet i middelsvær grad. Han var på institutionen Følstrup, da alle brande i Hillerød og omegn fandt sted. De fleste blev antændt af benzin som han tog med fra sin arbejdsplads, det beskyttede værksted på Følstrup. Han satte benzindunken på bagagebæreren og cyklede rundt i omegnen og påsatte brande.
Det stød på i tre år uden at plejepersonalet eller politiet fattede mistanke. I de fleste tilfælde stod han på stedet og betragtede flammerne. Han blev seksuelt opstemt ved at se ild.
Solbakke-Hansen fik tillid til Per Casper
En af de få som den evnesvage mand havde tillid til var kriminalassistent Per Casper. Han blev hidkaldt til arresten to dage før retssagen om de 29 brande. Solbakke havde tænkt meget på at få gjort rent bord, blev det sagt. Nu ville han også lige fortælle at han havde Hafnia – branden på sin samvittighed. Casper var overrasket over tilståelsen. Den blev ind til videre holdt hemmelig for offentligheden.
Men denne fortælling har åbenbart flere sider. For det forlyder også, at Caspar tog ham på en tur forbi Hafnia, hvor denne spurgte ham, om han kunne huske hvad der var sket her. Solbakke skulle da have reageret mærkelig afvisende på spørgsmålet, oplyser politiet.
Der stod ”et nokkefår” og betragtede branden
Da Caspar rekvirerede papirerne fra Hafnia – branden, stod det anført, at den første politimand, der ankom til brandstedet anførte, at der havde stået et ”nokkefår” uden for bygningen og betragtet branden. Betjenten havde karakteriseret ham som slank iført et par markante sorte briller. Utroligt at dette kunne lade sig gøre med alle dem, der stod og kiggede på branden.
Solbakke skulle have forklaret, at han den skæbnesvanger dag var stukket af hjemmefra og tilfældigvis kom forbi Hotel Hafnia og gik ind. Men i dette tilfælde er det andre, der påstår, at han har et alibi. Det vender vi tilbage til.
Politiet: Han havde en udmærket hukommelse med sans for detaljer
Såkaldte påvisninger blev lagt til grund for hans tilståelser. Det vil sige, at Solbakke blev kørt rundt i landet sammen med efterforskere. Ifølge politiet har han i detaljer vist, hvordan han har begået forbrydelserne.
Politiet oplyser desuden, at trods sit mentale handicap havde han en udmærket hukommelse for detaljer og kunne meget præcis beskrive begivenhedsforløbende.
Nogen moralske overvejelser gjorde han sig tilsyneladende aldrig om forbrydelserne.
Efter fire måneder fik offentligheden besked
I første omgang blev Solbakke – Hansen dømt for de 29 ildspåsættelser. Dommen lød på tidsubestemt anbringelse på sikringsafsnittet på Rødbygård. Retslægerådet havde fundet ham uegnet til fængselsstraf. Ifølge en mentalundersøgelse var han åndssvag i lettere til middelsvær grad og lidende af en svær personlighedsforstyrrelse.
Politiet var nu helt overbevist om, at Solbakke – Hansen var gerningsmanden bag Hafnia – branden. Hans tilståelse blev offentliggjort den 13. februar 1987.
Han tilstod Fanø – mordet
Den massive omtale af Hafnia – brandens opklaring fik nu en bekendt til Solbakke at kontakte politiet. Ja det var nu en socialpædagog på en institution. Han kunne nemlig huske, at han ferierede på Fanø i maj 1980, da Anette Thomsen blev myrdet.
Og Per Casper havde heller ingen problemer med at få Solbakke til at erkende sin skyld. Bid for bid kom tilståelsen. Det gik fire måneder før offentligheden fik besked.
Folk troede stadig, at det var ejendomshandler Ole Olsen, der var den skyldige. Men den 9. juni 1987 bekræftede Hillerød Politi, at Hafnia – pyromanen havde tilstået drabet på Anette Thomsen.
Ole Olsen var gået konkurs med sin virksomhed. Han genoptog sit gamle erhverv som styrmand og sejlede på langfart. Han kæmpede i mange år for at få erstatning men fik aldrig en rød øre fordi han havde ændret forklaring.
En forfatter tvivler
Det var åbenbart på en køretur til København, som vi har skrevet at Solbakke-Hansen indrømmede, at han havde sat ild til Hotel Hafnia. Han blev derefter forhørt flere gange om denne forbrydelse. En ny bog ”Den dømte mand” sætter dog et spørgsmålstegn ved om man har fat i den rette gerningsmand.
Per Kaae, som forfatteren hedder mener, at kriminalassistenten udnyttede sit venskab med Erik Solbakke-Hansen til at få en tilståelse ud af ham. Han mener, at der blev manipuleret med den formodede gerningsmand. Erik Solbakkens blodtype fandtes således ikke på den mursten, der dræbte Anette Thomsen.
Ingen tekniske beviser
Solbakke påstod, at han havde taget bogen, men politiet fandt aldrig hans fingeraftryk på bogen. Desuden var der slet ingen vidner, som så Solbakke på stranden, selv om han var en mand man nok kunne ligge mærke til. Han var kejtet med store sorte briller.
Forældrene til Anette troede overhovedet ikke på, at det var Solbakke, der var moderen.
En politidirektør anbefalede at kigge på sagen
Efter sin bog om Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej havde den tidligere politidirektør Jørn Graversen foreslået Per Kaae, at han skulle kigge på denne sag.
I senere afhøringer fortæller Solbakke, at han ikke havde benzin med. Nu tændte han ild til en affaldspose med papir i et rengøringsrum.
Bevidst eller ubevidst blev den evnesvage ledt på rette vej
Per Casper får udleveret rapporter fra politiets arkiver med tilhørende farvefotos fra hotellet, så han kan teoretisk have ledt den evnesvage afhørte på rette vej – bevidst eller ubevidst. Ved mindst 12 afhøringer om hovedbranden var de to alene, hverken en kollega til Per Casper eller Solbakkens forsvarsadvokat overværer afhøringerne.
Tilståelsen halter gevaldig. Hans forklaring bliver helt bogstaveligt mere og mere farverig efterhånden som afhøringerne skrider frem. I et senere retsmøde oplyser Solbakke faktisk, at han er farveblind. Det bliver dog ifølge en ekspert ikke undersøgt ordentligt.
Forklaringerne ændrede sig fra forhør til forhør
Forklaringerne ændrede sig fra afhøring til afhøring. Hvornår fortalte den afhørte Solbakke en væsentlig detalje fra gerningsstedet? Og hvornår have den afhørende Caper selv fundet ud af den selvsamme detalje?
I en rapport skriver Per Caspar, at Solbakke fortæller, at han kan huske en bil på Fanø (fra den 20. maj 1980, hvor Anette Thomsen blev slået ihjel) og det er ekstremt godt husket – otte år efter. Pludselig er Volvo’ en grøn. Forfatteren mener, at Caspar har siddet og rettet sine rapporter til.
Var det manipulation?
Han er kommet til at skrive, at den er sort. Så ser han på billederne, at den er grøn og retter det til i rapporterne. Hvis man så lægger til, at Solbakke er farveblind!
Et andet eksempel er fra rapporterne fra Hotel Hafnia i 1973. Her fortæller en stuepige, at der stod nogle flasker sprit, hvor der stod ”sprit” på det i tekøkkenet, hvor branden var startet.
Så siger Solbakke pludselig i en rapport:
Et andet eksempel er med en støvsuger. I første omgang siger Solbakke, at han ser en rengøringsvogn på gangen på Hotel Hafnia, men da Per Caspar så finder ud af, at der ikke er en rengøringsvogn, men en støvsuger. Ja så ændrer Solbakke sit udsagn. Og sådan er det gennem hele forløbet.
Et alibi, der aldrig blev undersøgt
Erik Solbakkes udsagn var modstridende og fulgte tilsyneladende Per Capers ønsker. Solbakke fortalte også, at han på brandaftenen var på besøg hos sin moster og ikke havde påsat branden. Politiet undersøgte aldrig dette alibi ved at udspørge mosteren. Mosteren er nu død, men hendes datter, der var venner med Erik Solbakken benægter, at Erik Solbakken kan være voldelig og afviser hans skyld.
Problematikken bliver ikke mindre af, at også Erik Solbakke – Hansens forsvarer mente, at han var skyldig.
Anonym betjent: Drabet i Finnerup Lade ville også være blevet opklaret
En anonym politibetjent har til forfatteren Peer Kaae sagt:
Problemet er også at Solbakke ændrede forklaringer hele tiden, det skiftede fra øst til vest. Han havde en IQ på 55, hvordan var han så i stand til at huske tingene så detaljeret?
Kriminalassistent Per Casper fra Rejseholdet døde i 2017.
TV 2 har lavet en dokumentar i fire afsnit
Læser man Peer Kaaes bog kan man sandelig godt blive skeptisk. Spørgsmålet er bare om forfatteren er tilstrækkeligt objektiv. Forfatteren er overbevist om, at hvis sagen var kommet for et nævningeting med egentlig bevisførelse, så var han nok ikke blevet dømt.
TV2 tager spørgsmålet op den 25. maj i dokumentaren ”Tilståelsen”. Der var ingen øjenvidner eller tekniske beviser, der knyttede Erik Solbakken til de mange forbrydelser. I alle sagerne var det afgørende bevis mod Erik Solbakke hans egne tilståelser. Men var de troværdige?
I fire afsnit vil TV2 kigge intens på sagen. Politiets efterforskning og afhøringer vil blive undersøgt til bunds. I halvandet år har en række journalister arbejdet på sagen. Hele sagen og Erik Solbakkens tilståelser vil komme frem i et nyt lys. For spørgsmålet er om det overhovedet har været belæg for at dømme Erik Solbakke skyldig for de grove forbrydelser.
Du kan læse bogen – Den dømte mand eller afvente TV 2’ s dokumentar.
Alt dette tilstod Erik Solbakke Hansen:
Kilde: