Artikler
Juni 14, 2020
Bødler fra Tønder
Æ Kagmand kom tilbage til Tønder med tak for lån. Skarpretteren var en ”uærlig” person. Skarpretter-dynastier. Kendes i Tønder fra 1593. Støklers enke var en bestemt person. Arveretten til embedet til familien. Skarpretteren havde bestemte pligter. Udstødt af samfundet selv efter mindre forbrydelser. Skarpretteren boede over for hospitalet i Østergade. Uhyggelige regninger. Faste priser blev ikke overholdt. Ingen ville opstille ”Æ Kagmand”. Liget af bødlen lå der i mindst et halvt år. Problemer da Asthusen og hans datter skulle begraves. Skarpretterne optrådte som kirurger. Borgmesterens datter døde af ”en brækket arm”. Skarpretteren blev tituleret som læge i kirkebogen. Du har noget at tænke over, når du passerer Roland ”å æ torv i Tynne”
Tak for lån
I 1993 blev der sat en kopi af Tønders berømte kagmand op på torvet i Tønder. Det var kopi af en embedsmand, som man havde i enhver by. Kagmanden forestiller en gottorpsk profos, bøddel eller skarpretter. Den originale kagmand, som nu er på Tønder museum, blev opstillet i 1699 på Lilletorv ved siden af Rådhuset. Men den har formentlig ikke stået her i mange år.
Efter nedtagningen lå den på Rådhusets loft for i 1898 at blive deponeret på Thaulow-museet i Kiel. I 1922 kom den sammen med andre udlånte genstande tilbage til Tønder.
Skarpretteren var en ”uærlig” person
Jo, skarpretteren var i ældre tid en uundværlig person i alle byer. Han var ikke desto mindre hadet af befolkningen. Han var en såkaldt ”uærlig” person. Omgangen med ham eller hans ansatte, rakkerne gjorde en selv ”uærlig”
Dette uærlighedsbegreb klæbede ved professionen langt op i tiden. Først i slutningen af 1700-tallet lysnede det for disse mennesker og deres familier. I århundreder havde de levet som mere eller m indre udstødte af samfundet.
Skarpretter-dynastier
Professionen dukkede op i 12 – 1300 – tallet og nåede sin fulde udfoldelse efter Reformationen, specielt efter trediveårskrigens afslutning. Da spredtes arbejdsløse skarprettere fra Tyskland op til Danmark.
Her opstod skarpretter-dynastier, der var stærkt indgiftede og sad inde med embederne i flere generationer. Man træffer overalt i landet tysk-klingende navne som Wagner i Odense, Seyler i Fredericia, Müller i Husum, Liebknecht, Bokkenheuser og Mühlhausen i København.
Et sådant skarpretterdynasti var også familien Støckler i Tønder, der fik bevillingen i 1729. De sad inde med embedet, til det blev ophævet i 1847.
Kendes fra 1593 i Tønder
Skarprettere i Tønder kendes fra 1593. det år nævnes en Tobias Hansen som udøver af embedet. Det første udnævnelsesbrev stammer fra 1616, da Christian Volckers fra Neubrandenburg blev ansat. Bevillingen findes i stærkt beskadiget tilstand på arkivet i Aabenraa. Her kan man så iagttage bøddelens bomærke. Det er et hjerte gennemboret af et sværd.
Dynastier i Tønder
I 1633 nævnes Gottfried Geltzer fra Flensborg til det upopulære hverv. Familien sad inde med embedet til 1683. Den sidste fungerende bøddel med navnet Gletzer blev dræbt på åben gade af kollegaerne fra Ribe og Flensborg. Herefter blev hvervet overtaget af Eberhard Asthausen, der tilhørte et berømt skarpretterdynasti fra Hamborg.
Da han døde, tiltrådte Johan Christopher Støckler som den første af denne familie. Han var formodentlig tidligere regimentsskarpretter, der var uden arbejde efter Den store nordiske Krigs afslutning. Familien kom fra Arnstadt ved Schwarzburg i Thüringen og havde også der været skarprettere og rakkere.
Støcklers enke var en myndig person
Familie og embede var i høj grad sammenhørende, sådan at hvervet efter Johan Støcklers død i 1739 blev overtaget af hans enke, der var datter af Eberhard Asthausen. Hun drev bøddellivet ved lejet arbejdskraft. Hun opnåede også i 1742 at overtage bøddel- og rakkerprivilegierne i Aabenraa. Hendes datter blev senere gift med en senere skarpretter i Aabenraa, Hans Christian Røseler. Det blev her som andre steder i landet tale om nære slægtskabsforbindelser med andre skarpretterfamilier.
Hendes søn giftede sig således med en datter af Odense-skarpretteren Vitus Wagner. Hun syntes at være en myndig dame. Da en skarprettersøn fra Mecklenburg, Bokkenheuser, ansøgte om bestaltningen i Aabenraa og samtidig ville ægte hendes datter skrev hun til Aabenraas borgmester:
Hun meddelte derfor, at:
Arveretten til familien
Det var ikke enestående, at enken beholdt embedet. I de privilegier, der i 1693 blev givet til Herman Müller i Flensborg, fastslås, at embedet sågar kunne overdrages til umyndige børn i tilfælde af indehaverens død. De kunne så via formyndere drive embedet med lejet arbejdskraft, så det blev i familien.
Skarprettere havde bestemte pligter
Skarpretterne havde bestemte pligter, der var nedfældet i skarpretterregulativet. Et sådant udstedes i 1686 og det var således det Eberhard Asthusen arbejdede efter. Arbejdet var omfattende og præget af den barbariske retsopfattelse, der herskede i de tidligere tider.
De anklagede skulle tortureres og evt. henrettes på den forskrevne måde. Bødlen skulle piske folk, der var dømt til kagen, som det kaldtes. Kagen var den pæl, som afstraffelserne foregik ved.
Han skulle bortvise folk fra byen, når dette var bestemt. Han skulle holde torvet rent og eventuelt holde svinene fra kirkegården. Ligeledes skulle han gøre nødtørftshuset bag rådhuset rent. Dette skete nok et par gange årligt.
At fjerne og flå døde dyr hørte også med til embedet. Til dette havde bødlen dog rakkere, der også tog sig af meget andet. Rakkerne var om muligt endnu mere foragtede og udstødte end skarpretterne, der også selv betragtede sig som hævede over dem.
Udstødte af samfundet – selv efter mindre forbrydelser
De, der havde forset sig, blev selv for mindre lovovertrædelser pisket, bundet til bundet til byens kag. Princippet var, at det foregik i fuld offentlighed, således af ofret på den måde blev ydmyget og vanæret. Samtidig blev vedkommende ofte brandmærket. Disse mennesker blev så nærmest betragtet som udstødt af samfundet.
De var ude af stand til at få arbejde for de var gjort uærlige. Der var så ingen anden udvej end at begå kriminalitet. De blev efterhånden et problem for samfundet. Fro at løse dette problem blev der i 1742 udstedt et kongeligt reskript, hvorefter alle, der af højesteret var idømt kagstraf tillige skulle idømmes fæstningsstraf på livstid for mændenes vedkommende.
For kvindernes vedkommende var der livstidsstraf i tugt – og spindehuset.
Skarpretteren boede i Østergade over for hospitalet
Den sidste offentlige kagstrygning fandt sted i Tønder i 1830, da en mand, der havde begået indbrud i nogle kirker, blev offentligt pisket på torvet.
Skarpretterne blev naturligvis betalt for deres arbejde. De havde embedsbolig i Østergade, det daværende ”Nordøstquarteer nr. 92”. Det var omtrent over for hospitalet. Bøddelen boede ved siden af fattigfogeden.
Uhyggelige regninger
Bødlerne fik fast løn men blev også honoreret efter regning pr. eksekution. Vi har i nogle af vores artikler her på siden gengivet sådan en regning. Det er i grunden uhyggelig læsning. Det er lige fra forevisning af torturinstrumenterne til torturens udførelse, kagstrygning og til den sluttelige henrettelse ved hængning. Regningen indeholder poster for både tobak, brændevin og vin.
Den sidste skarpretter i Tønder, Eberhard Støckler, blev den foretrukne ved henrettelsen af en morder i Gram i 1816. (Læs artiklen. Et mord i 1814.)
Man havde forhørt sig rundt omkring men Tønderbødlen var billigst. Han blev assisteret af sin bror, der var bøddel i Sønderborg. Tønder – skarpretteren udførte i øvrigt halshugninger i Eckernförde i 1822 og i Haderslev i 1826. hans virke var ikke begrænset til Tønder by og amt.
Faste priser blev ikke overholdt
Bødlerne havde ellers deres faste områder. Tønder – bødlen Støckler havde således Tønder og Løgumkloster Amter. De lå i indbyrdes strid om udvidelse af deres embedsområder.
Skarpretterne havde monopol, også af den grund, at ingen andre ville have med embedet at gøre. Dette medførte at de ofte skruede priserne op, hvilket gjorde det det nødvendigt, at der i 1692 udstedtes takster, som de skulle rette sig efter, for eksempel:
Dette standsede dog ikke prisstigningerne. Asthusen overskred allerede efter få år taksterne.
Ingen ville opstille ”Æ Kagmand”
Embedernes arvelighed var noget positivt for familierne. Det negative var de uærlighed og foragt, der klæbede til embedet. Det medførte også isolation.
Bødlerne sad bagerst i kroen og kirken, og selv på kirkegården havde de deres egen begravelsesplads i det nordvestlige hjørne op mod den gamle latinskole.
Der findes gentagne eksempler på uærlighedens betydning i Tønder. Da Kagmanden skulle opstilles, var der ikke let at få håndværkere til et sådant uærligt arbejde. Først da borgmesteren og to rådmænd sammen med kæmner og byfoged havde indviet arbejdet, lykkedes det.
Liget af bødlen lå der i mindst et halvt år
Da bødlen Hans Geltzer i 1683 blev dræbt på åben gade i Tønder af kollegaer fra Ribe og Flensborg var det starten på et begivenhedsforløb, der til fulde viser, hvad uærligheden betød. Provsten i byen skildrede ikke afdøde i blide vendinger efter drabet. Sammen med Rådet bestemte han, at bøddelen skulle begraves om morgenen eller om aftenen og kun med ringning fra den lille klokke.
Det har han nok fortrudt, for resultatet var at ingen ville bære liget. Efter 14 dage vidste Rådet ikke anden udvej end at skrive til hertug Christian Albrecht og Gottorp og bede om vejledning.
Svaret var, at de modvillige skulle tvinges. Det lykkedes dog ikke. Trods hertugens befaling var bøddelen stadig ubegravet et halvt år efter! En begravelse ved nattetide var også foreslået, men lige meget hjalp det for ingen ville have med bødlen at gøre. Uærligheden og foragten hang ved. Hvordan denne sag blev afsluttet, vides ikke.
Problemer da bødlen og hans datter skulle begraves
Foragten knyttede sig til hvervet. Det samme afspejlede sig i 1704, da et af Eberhard Asthusens børn døde. Ligbrænderlauget i Tønder værgede sig ved at bære barnet til kirkegården. Først da lauget blev truet med en bøde på 200 rigsdaler, faldt man til føje.
Da Asthusen selv skulle begraves i 1721måtte 12 borgere efter lodtrækning bære kisten, mens Magistraten fulgte efter.
Skarpretteren optrådte som kirurger
I perioder drev skarpretterne en ret udstrakt virksomhed som kirurger. De var således konkurrenter til barberkirurgerne, hvilket ofte førte til stridigheder mellem disse. Bødlerne havde gennem deres virksomhed erhvervet sig en solid anatomisk viden, som de udnyttede og myndighederne så ofte gennem fingrene med denne side af skarpretternes virksomhed.
Fra Tønder kendes også eksempler på, at bødlerne må have udøvet virksomhed som kirurger. I 1760 søgte Heinrich Philip Müller, der havde været i tjeneste hos skarpretteren, om at blive fri for denne og den dermed forbundne foragt for sin person. Det var hans agt at ernære sig som kirurg:
Byens fysikus blev bedt om en udtalelse, hvorved ansøgeren blev ligestillet med andre mennesker, vel næppe var mulig på grund af den almindelige mands alt for dybt indgroede mening om de pletter, der klæbede til hans profession. I stedet blev det forslået, at han nedsatte sig et andet sted.
Borgmesterens datter døde af et brækket arm
Da borgmester Thomas Andersens datter i 1638 brækkede armen blev hun behandlet af kirurgen Jovers. Han havde ikke heldet med sig. Patienten døde.
Faderen fik til retten, der fik bistand til sagens vurdering af en række mænd, der tituleres som læger, en ”Gliedsetzer” samt bødlerne fra Flensborg og Tønder. Man må således i datiden have betragtet bødlerne som kompetente til at bedømme lægelige anliggender.
Skarpretteren blev tituleret som læge
Da skarpretter Hans Gottfried Geltzer trak sig tilbage, bosatte han sig i Sæd. Her blev han tituleret som læge og kromand i kirkebogen.
En Hans Gotfred Geltzer, der var broksnider (dvs. barberkirurg) , der opererede brok i Århus i 1707 angives at stamme fra Sæd. Han havde fået uidstedt et lærebrev af Johannes Geltzer:
Med overnævnte udtryk menes, at Geltzer fungerede som sårlæge, opererede for blæresten og stær og foretog ellers kirurgiske indgreb i øvrigt.
Du har noget at tænke over, når du passerer ”Æ Kagmand”
Se nu har du fået noget at tænke over næste gang du passere Æ Kagmand å æ torv i Tynne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.582 artikler, heraf 255 artikler fra Tønder:
Under Aabenraa (150 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler):
Under Østerbro (86 artikler)
Under København (173 artikler)
Under Andre Historier (59 artikler)
Juni 13, 2020
En tobaksplantage i Aabenraa
Tobaksplantage i Aabenraa. I 1779 kom der tobaksfrø i den aabenraaske jord. I Fredericia var det en stor succes. Tobaksfrø fra Amerika. Tobaksplantage ved ”Gammeldam”. En god kvalitet. Han skulle have maskiner og en mølle. I begyndelsen rådede han over store pengemidler. Men senere søgte Cornelsen forgæves efter penge. I en af afslagene stod der ”Til Cornelsens bedste”. Han mistede også alle sine skibe som skibsreder.
Tobaksplantage i Aabenraa
I sidste halvdel af det 18. århundrede var transportforholdene endnu ret mangelfulde. Prisen på tobak var ret høj især det, der kom fra udlandet. Det var lige som kaffe og sukker. Det var kun velstillede folk, der kunne tillade sig at nyde tobak. Men nydelsen af det bredte sig ret hurtig i alle samfundsklasser.
Derfor var interessen for dyrkning herhjemme af stor interesse. Begunstiget af regeringens handels – og erhvervspolitik opstod der tobaksplantager i København, Køge, Stubbekøbing, Aarhus, Fredericia og Aabenraa.
Men også i Nordslesvig blev dyrkning af tobak indført. Æren for dette skal tilskrives den meget aktive Cornelius Cornelsen. Han var virksom på mange områder. Han var en betydelig og velanset borger i Aabenraa. Her var han også i en årrække Raadmand.
I 1779 kom der tobaksfrø i den aabenraaske jord
Han ville ikke alene sælge men også dyrke og tilberede tobakken. Tobaksdyrkning var egentlig blevet almindelig i Europa. Man ville gøre sig uafhængig af de amerikanske og asiatiske tobaksavlere. Cornelsen havde længe barslet med planerne om at anlægge en tobaksplantage. Måske har han læst disse to bøger:
I 1779 såede Cornelsen for første gang tobaksfrø i den aabenraaske jordbund. Han har sikkert også fået impulser fra England, hvor han opholdt sig i nogen tid. Her havde tobaksindustrien allerede opnået en høj udvikling.
I Fredericia var det en stor succes
For Cornelsen har det været et patriotisk foretagende. Det gjaldt om at få fremskaffet de rigtige råstoffer. Kunne råstofferne fremskaffes i eget land var det selvfølgelig det bedste og sikkert og så det billigste.
På dette tidspunkt henimod overgangen til det 19. århundrede indførtes fra udlandet til Danmark – Norge årlig 3-4 mio. pund tobak.
Det københavnske tobaksinitiativ beskæftigede i disse år 4-500 personer og sidst i 1790’erne fandtes der i de danske provinser 114 privilegerede tobaksskærere og 20 tobaksfabrikanter.
Det var dog kun i Fredericia tobaksavlen i en årrække kom til at spille en betydelig rolle. Her havde 90 – 100 familier deres udkommende.
Tobaksfrø fra Amerika
Den tobaksplantage som Cornelsen anlagde, havde dog ikke samme størrelse som den i Fredericia. Men det var dog alligevel en plantage, der skabte stor opmærksomhed.
En hovedbetingelse for, at tobaksdyrkningen skulle lykkes var, at der anvendtes det bedste frø, der kunne skaffes. Der blev i de andre europæiske lande, hvor man havde taget tobaksdyrkningen op, brugt både amerikansk og asiatisk frø.
Men til vores ofte ublide klima betragtede man dengang tobaksfrøet fra Amerika, nærmere betegnet fra Virginia som det bedste. Cornelsen skaffede sig derfor frø fra anerkendte amerikanske tobaksplantager.
Tobaksplantage ved ”Gammeldam”
I året 1779 lejede han et stykke land som dengang blev kaldt ”Gammeldam”. Det var sandsynligvis det areal der var beliggende ved den nordlige side af landevejen, der førte forbi kirkegården og vestpå.
Det pågældende areal, der tidligere bar navnet ”Humlekobbel” fik siden navnet ”Tobakskobbel” efter tobaksplantagen.
Cornelsen plantede det amerikanske frø i mistbede. Da det havde spiret og var kommet op, blev de små tobaksplanter sat ud i plantagen efter at jorden var blevet bearbejdet og tilberedt til formålet.
En god kvalitet
Forsøget blev kronet med held. Cornelsen passede sine planter med omhu. I 1780 høstede han sine første tobaksblade. Høsten blev betegnet som gunstig. Han høstede 1.226 pund tobaksblade. I kvalitet var den bedre end den tobak, der blev dyrket andetsteds i landet.
Det gode resultat fik Cornelsen til at tage et nyt stykke land i brug. Atter blomstrede tobakken i plantagen på ”Gammeldam”. Mon ikke mange har lagt turen forbi for at beundre tobaksplanterne fra slutningen af juli til september, hvor tobaksplanterne stod i blomst.
Mon ikke Cornelsen har tænkt, at dette kunne blive fremtiden for Aabenraa. I 1781 høstede han 1.431 pund. Kvaliteten var lige så god som i det første år. Atter blev et nyt stykke jord taget i brug. I 1783 var høsten på 8.037 pund.
Han skulle have maskiner og en mølle
Tilberedningen af tobaksbladene både til røgtobak og snus var ikke så god herhjemme som i udlandet. Hvis tobaksavlen skulle være effektiv, skulle der fremstilles maskiner, der kunne give tobakken den rigtige behandling. Røgtobakken skulle have ”det engelske snit”. Man brugte håndmaskiner.
I Malmø fandtes en tobaksfabrik, som blev ”drevet af heste”. Og det lykkedes da også for Cornelsen at bygge en tobaksmølle som blev trukket af en hest. Ved sin nye mølles hjælp kunne Cornelsen skære 5 – 600 pund røgtobak efter engelsk metode og af lige så god kvalitet. I samme tid kunne han tilskære og findele op til 200 pund snustobak.
I begyndelsen rådede han over store pengemidler
I begyndelsen så det ud som om, at Cornelsen rådede over store pengemidler. Måske har han fået statsstøtte. Men i 1785 henvender han sig til kongen og beder om understøttelse, der skulle bruges til indkøb til indkøb af et større parti råtobak, således han kunne få fuldstændig udnyttelse af sin mølle. Han forsøgte flere gange at få støtte.
Åbenbart har han vedlagt prøver af sin produktion. Men også statholderen prins Carl af Hessen – Kassel nærede interesse for hans tobakproduktion. I begyndelsen bad statholderen om, at Magistraten i Aabenraa skulle tilsende ham oplysninger om produktionen i Aabenraa.
Cornelsen fortalte Magistraten om resultaterne
Sidst i 1770’erne var der godt 10 små virksomheder i Aabenraa, der forarbejdede tobak, mens der var mindst 13 – 14 tobakshandlere. Men der var kun en tobaksfabrik.
Cornelsen har selv oplyst følgende til Magistraten:
Det udenlandske marked svigtede i 1783-1784. Og stigningen i salg på det indenlandske marked havde kun en ubetydelig fremgang. Den dyre og udviklede drift krævede gode indtægter. Disse var ikke tilstrækkelige.
Han ansøgte forgæves om penge
I de følgende år forsøgte Cornelsen flere gange om at få tilskud. Har forsøgte også at søge 10-12.000 Rigsdaler i lån. Som sikkerhed for kapitalen ville han stille sin fabrik, mølle og alt dertilhørende værktøj, rå – og færdigvarer, sit beboelseshus og pakhus m.m.
Den 1. juni 1790 fik han afslag, men allerede den 7. juni samme år søgte han igen.
Afslag ”Til Cornelsens bedste”
Forholdene var økonomisk blevet meget vanskeligere. I et bønskrift den 13. april 1791 beder han statholderen om hjælp. Han skriver at såfremt han ikke får hjælp, vil han gå konkurs og ”hans ejendele vil blive solgt fra ham. Statholderen sender som svar herpå en skrivelse dateret Gottorp, den 20. april 1791, til Magistraten i Aabenraa, hvori han afslår ansøgningen:
Mistede sine skibe som skibsreder
Det har vel nok været til Cornelsens fordel, at man fra kapitalstærk side ikke længere havde ønsket at sætte flere penge i hans tobaksfabrik og plantage. Det er formentlig også gået op for den initiativrige mand selv, at den danske tobaksavl ikke havde nogen fremtid.
Det er kun sparsomme efterretninger, der efter 1791 foreligger om Cornelsen, men han nævnes i alt fald senere som skibsreder.
Som sådan har han dog heller ikke haft heldet med sig, idet han mistede alle sine skibe i kampen mod englænderne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.581 artikler heraf 150 fra Aabenraa.
Juni 13, 2020
B.S. Ingemann – Den Skjønne Litteratur
Af Lisa Hildegardt
Han levede sammen med Lucie i 40 år. Hun måtte dog vente i 10 år, inden de kunne gifte sig. Huset ved Sorø Akademi ligger der endnu. Akademiet startede i 1586, men lukkede et par gange. Ved sidste åbning blev den unge digter B.S. Ingeman ansat. Til Bernhardts store ærgrelse forblev deres ægteskab barnløst. Lucie blev kendt som altertavle – maler. Og B.S. Ingemann kender vi nok mest som salmedigter, men dengang blev han også kendt for sine historiske romaner. Stedet blev sted, hvor de kendte inden for kultur og litteratur mødtes. B.S. Ingemann døde i 1862. Trods et svageligt helbred overlevede Lucie sin mand med seks år.
B.S. Ingemann
1789-1862
Det ligger der endnu, Ingemanns hus. Her levede han sammen med hustruen Lucie i fyrre år, fra han blev lektor i dansk ved Sorø Akademi i 1822 til sin død i 1862. Huset ligger sydøst for hovedbygningen.
Parret samlede mange kulturpersoner i deres hjem i den periode, vi nu kalder dansk guldalder. Blandt dem, H.C. Andersen, der fandt et fristed i perioden på Slagelse Latinskole med den forhadte rektor Meisling. En del af parrets ejendele er udstillet på Sorø Museum sammen med en række bøger skrevet af Ingemann.
Akademiet blev grundlagt af Frederik 2. ved en af ham udstedt fundats den 31. maj 1586 som skole og opdragelsesanstalt for 30 adelige og 30 ufrelste elever, styrkedes af Christian 4., først ved oprettelsen af en
overbygning til skolen – det var det, der kaldtes Akademi – derefter ved at få status som Universitet. Det lukkede dog igen for så at genopstå i 1747 under Frederik 5., der lod opføre flere bygninger, herunder Ingemanns hus.
I 1754 arvede Akademiet stort set hele Ludvig Holbergs formue, men lukkedes atter i 1798 for dog igen at genopstå i begyndelsen af 1800-tallet. Det kan ikke undre, at skolens emblem viser Fugl Phønix eller
Føniks, som det også ses stavet. I forbindelse med denne genoprettelse ansattes den unge digter Bernhard Severin Ingemann, som lektor ved Akademiet, hvor han som kolleger blandt andet havde Christian Wilster, der oversatte Homers Odysseen, kritikeren, sproghistorikeren og filosoffen Peder Hjort og digteren Carsten Hauch.
Præstesønnen fra Falster, som blev født i selveste revolutionsåret 1789, havde et ufuldført jurastudium bag sig sammen med en kort udlandsrejse og en ti år lang forlovelse med Lucie Marie Mandix.
De to unge havde sendt hinanden øjekast tværs over Sankt Peders Stræde hvor den kommende digter boede på Valkendorfs Kollegium, mens Lucie som god borgerdatter gik bly rundt i sin far Jacob Mandix’ lejlighed.
Om kontorchefen i Rentekammeret – datidens finansministerium – var begejstret for datterens bejler, står hen i det uvisse. Ganske imod partiet kan han ikke have været, for hans invitation til Bernhard om at
komme på visit, skrev han: “Førend jeg kan tilråde min datter at indgå en forbindelse med Dem, må jeg vide, hvad udsigter De har for fremtiden”.
Lucie mente nok, hendes bejler havde brug for en noget skarpere spore, for hun ændrede ordet ’tilråde’ til ’tillade’ for at animere sin elskede til at tage sig sammen og skaffe sig en eksamen, der kunne føre til et
lønnet embede.
Ti år fik hun alligevel lov at vente, da Bernhard hellere ville skrive digte end fordybe sig i juraens kringelkroge. I 1818-19 drog han på en kongeligt finansieret dannelsesrejse. En sådan var obligatorisk for datidens skønånder, men skønt Ingemann kom til såvel Paris og Rom som Napoli og Dresden, var denne en af de korteste, litteraturhistorien kender til. Han fik dog i Napoli tid til at forelske sig kort og heftigt, men valgte at vende hjem til den ventende i Sankt Peders Stræde.
Mens han var af sted, nåedes han måske af rygterne om, at man syslede med tanken om at genoprette Akademiet i anledning af hundredåret for Holbergs debut som komedieforfatter med “Den Politiske Kandestøber”.
Rygterne havde talt sandt, og i 1822 kunne Ingemann modtage udnævnelsen til lektor i dansk ved Sorø Akademi, og ugen senere den 30. juli føre den da 30-årige Lucie op ad kirkegulvet i Hyllested Kirke i Vestsjælland.
At Ingemann er glad og tilfreds, skriver han i sine erindringer:
Ægteskabet var lykkeligt om end i hvert fald til Ingemanns sorg barnløst. Lektorens forpligtelser indskrænkede sig til to ugentlige timers forelæsning og noget stilerettelse, derudover var han fri til at dyrke
sin muse.
Lucie malede og fik faktisk udstillet sine værker på Charlottenborg Slot i både 1824 og 1826. Begge gange var det blomstermotiver, som absolut var hendes styrke, men hun havde en ambition om at slå igennem som altertavlemaler. Hun forærede ikke så få altertavler til kirker i og omkring Sorø; men også kirker på Falster, på Fyn og i Jylland fik altertavler af hende, ja, helt til Færøerne, Island og Grønland
nåede hendes arbejder.
Fru Ingemann var ude for et uheld, der gjorde det svært for hende at gå, så gemalen anskaffede et æsel, han kunne trække hende rundt på, hvilket eleverne fandt grinagtigt, ligesom de syntes, det var affekteret, at
ægteparret lod sig ro ud på søen i en båd overspændt af et løvtag af grønne bøgegrene.
Til gengæld var de direkte vrede over hans vane med ved højtidelige lejligheder at stille sig med ryggen til dem, men have et spejl foran sig, som han kunne holde opsyn med dem i.
I dag er det salmedigteren B.S. Ingemann, vi husker. Vi stiger med solen op i østen, titter til hinanden som blomsterne og leder ikke om fristed.
Ved juletid synger vi hans tekst til Franz Gruber “Stille Nacht, Glade Jul, glædes over det jordnære billede om barnet, der danser på moderens skød, og følger ham i Sjælenes glade Pilgrimssang, der bekom ham
bedre end tanken om kødets opstandelse.
Hans salmedigtning var da også kendt og elsket i samtiden, ligesom den blev brugt på Sorø Akademi, der allerede kort efter hans tiltræden havde opfordret ham til at skrive nogle morgensalmer, der kunne anvendes ved skolens morgensamlinger.
Men det var hans historiske romaner, der gjorde ham til en bred, folkelig digter. Politisk var Ingemann tilhænger af den oplyste enevælde, som han så som garanten for landets og folkets åndelige såvel som timelige velfærd, medens demokratiet for ham stod for åndløshed, materialisme og
laveste fællesnævner.
Nationalismen havde han ikke opelsket, tværtimod. I modsætning til Grundtvig og i nogen grad Oehlenschläger havde han ikke dyrket den nordiske oldtid, men i sin digtning som i sit verdenssyn været europæisk, og alligevel bliver han vores nationalromantiske forfatter parexcellence.
Anledningen er tredelt. For det første er han sig ganske bevidst, at lektoratet er en hædersport, hvilket alene forventningerne til undervisning fastslår, hvorfor han finder, at det påhviler ham at betale kongen, der for ham er lig med nationen, tilbage.
For det andet havde Grundtvig i 1819 begavet ham med et eksemplar af sin Saxooversættelse sammen med opfordringen til at skrive en folkelig fortælling om Valdemarerne.
Og endelig stiftede han i sit udnævnelsesår bekendtskab med Walter Scotts historiske romaner. Scott havde skrevet to nationer ind i litteraturhistorien: Skotland med romanen “Waverley” fra 1814, England med “Ivanhoe” fra 1819, og i 1823 skulle han gentage kunststykket for Frankrigs vedkommende med “Quentin Durward”.
De tre inspirationsbække løb nu sammen ved Sorø Sø, hvor Ingemann bogstavelig talt omgikkes Valdemarerne. Ikke blot lå kongerne af den slægt begravet i Skt. Bendts Kirke i nabobyen Ringsted, deres trofaste støtter Hviderne lå i Sorø Klosterkirke, og desuden havde de præget landskabet, der omgav ham.
Bjernede og Pedersborg kirker begge ved Sorø, samt Fjenneslev Kirke midtvejs mellem Sorø og Ringsted, var grundlagt af henholdsvis Sune Ebbesen, Peder Torstensen og Asser Rig, alle mægtige Hvider. Sorø
selv skyldtes den i Ingemanns øjne største af dem alle, biskop Absalon der hviler under kirkegulvet sammen med sine forældre og bror.
Ingemann tog udfordringen op, og i 1824 udkom verdensromanen, “Valdemar den Store og hans mænd”, hvis fortale og programerklæring er citeret her:
…
Digteren opfordrer de døde til at stige frem og selv fortælle – med ham som tolk, selvfølgelig – om deres bedrifter, der skal mane nutidens danskere til store gerninger. Og som tolk ved digteren, hvordan bøgerne skal skæres til: De skal medrivende fortælle om spændende dåd, krig, og kærlighed skal være vigtige ledemotiver, og personerne skal være farve- såvel som blodrige, de gode skal være ædle og appellere til efterfølgelse.
Og så skal de ikke blot være nationale, men hvad man kunne kalde person-nationale. Hvor Scott benytter sig af historiske begivenheder, men lader de historiske skikkelser være bipersoner og frit opfundne hovedpersoner, er Ingemanns ærinde at holde de historiske aktører op for læseren som helte og eksempler til efterfølgelse.
Som hovedperson kan alle romanerne siges at have “folkeånden”. Denne så ubestemmelige ånd, der ifølge romantikken udspringer af fælles sprog og historie og giver sig udslag i folkets – ikke nationens eller civilisationens – religion, digtning og sædvaner.
Det var ikke uden betydning, at Saxooversættelsen var en inspiration. Ingemann så sig selv som den ny tids Saxo; kronikøren der med sin malende pen kunne få fortidens helte til at stige op af graven.
I Valdemar Sejr fra 1826 møder vi Saxo selv som omviser for den unge Carl af Rise i Sorø Klosterkirke:
“‘Jeg vil nu vise dig i hvad Selskab vi ere,’ sagde Saxo og følte sig selv helt underlig stemt ved i den natlige Stund at nærme sig sine store Henfarnes Grave”.
Nøgleordene er ‘selv’ og ‘sine’. Den underlige følelse, Ingemann beskriver, er den, der greb ham selv ved besøg i kirken, og som Saxo tager han ansvaret for sine personer, der er fremmanet af ham i bøgerne.
Kritikken var hård ved romanerne, som ved en sammenligning med Scott da også falder ganske igennem. Men hvad brød læserne sig om kritikken, de slugte tværtimod bøgerne. Valdemar Sejr udkom syv gange i forfatterens levetid, med første genudgivelse allerede to år efter den første, men Ingemann havde dog lyttet så meget til kritikken, at direkte unøjagtigheder blev ændret i denne og senere udgaver.
At de blev læst og elsket, skyldes selvfølgelig den bevidste måde, de var skrevet på. Det var ikke historiske opslagsværker så lidt som videnskabelige fremstillinger af begivenhederne; men drøje, medrivende og
pirrende fortællinger, der i spænding ikke stod tilbage for nogen og i fremmaningerne af ægte helte, tilbød læseren idealer til efterfølgelse, og de havde et klart sigte:
De skulle vise, at landets og folkets lykke kun sikredes i det tætte samarbejde mellem konge, kirke og folk. Eller som Grundtvigs ord fra 1839:
Konge-Haand og Folke-Stemme;
Begge stærke, begge fri;
De har havt i Danmark hjemme.
Mange hundred Aar før vi,
Trods al Brøst, al Frygt og Fare,
Gid de vinde maa og vare,
Skabe i et Gyldenaar
Gamle Danmark gode Kaar!
Folkets stemme skal ikke kastes i valghandlinger, men hviskes i kongens øre, så hans faste hånd kan udføre det, der er fornødent. Kun når folkeånden tager monarken i hånden, opstår den sande nation.
I september 1861 skrev Ingemann sit sidste digt “Den hemmelighedsfulde port”. Den 20. februar 1862 havde han en kreds af venner i sit hjem. Her læste han et digt, der handler om døden og det der måske skal ske derefter.
Næste dag blev han syg og fire dage senere døde han. Lucie offentliggjorde det på denne måde:
“Den 24. Februar henimod klokken 11 aften, gik digteren
Bernhard Severin Ingemann over fra dette liv til en højere tilværelse, hvori hans tanker alt i flere år daglig havde levet”.
Der blev trykt mange mindedigte af såvel H.C. Andersen, Paludan-Møller, Carsten Hauch og af Grundtvig. Grundtvigs digt lyder sådan:
Mellem Nordens hovedskjalde,
som jeg hilsed fjern og nær,
Ingen turde ‘ven’ jeg kalde
uden ham, som dåned her,
Mellem højolds bavtastene
står jeg med luren alene.
Trods Lucies svage helbred overlevede hun sin mand med seks år. Efter et besøg hos hende i 1867 skrev H.C. Andersen:
“Fru Ingemann sad underlig forladt i sin egen stue”.
Lucie døde således i 1868. Bernhardt og Lucie havde været gode støtter for hinanden gennem livet. Men det forblev en stor sorg for Bernhard, at de ikke fik børn. Men sådan blev det.
Ingemann ligger begravet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke sammen med sin hustru Lucie.
Tak til Lisa Hildegardt
Juni 12, 2020
Slesvig-Holstenisme, et flag og en sang
Dette fylder ikke meget, når man i øjeblikket fokusere på Sønderjyllands historie, Hertugdømmerne og 1920. Men det er egentlig en vigtig del af vores historie. De borgerlige og spidserne satsede på Slesvig-Holstenismen. Redderne i Aabenraa udskiftede Dannebrog til fordel for det slesvig-holstenske flag. I Augustenborg mente Hertugen helt sikkert, at han havde rettighederne på sin side for at blive hertug i Slesvig-Holsten. Vi kigger også lige på adelen. Det var egentlig dem, der sad på magten i mange hundrede år i Slesvig Holsten. Det var faktisk nogle kvinder i Slesvig, der første gang præsenterede det flotte slesvig-holstenske flag. Og det var også her, at den patriotiske sang blev skabt. Den sang var forhadt af de dansksindede. Den danske konge forbød både sang og flag. Men dette skabte så lige den modsatte effekt. Og den tyske kampsang var med til at skabe en sangerkrig i Tønder. I 1658 blev Slesvig løst fra lens-forholdet til Danmark og var egentlig en suveræn stat.
Vi skal også kigge på denne del af historien
Dette emne fylder ikke ret meget, når danskerne diskuterer afstemningen 1920, grænsedragning, afståelse eller genforening. Det er som om, at man har glemt denne bevægelse. Den havde egentlig stor tilslutning mest i de bedre kredse også i Nordslesvig. Og også under afstemningen i 1920 provokerede de tysksindede med en bestemt sang. Og selv den dag i dag kan man syd for grænsen se det blå-hvid-røde flag. I dag har dette flag en lidt anden betydning.
Når vi nu i stigende grad fokuserer på historien i grænselandet, er det sandelig også nødvendig, at vi lige kigger på denne del af historien.
Der kom mange adelsslægter syd fra
Det er nok ikke mange, der tænker over, at egentlig var det adelen, der havde magten i Hertugdømmerne. Allerede omkring 1200 opstod en stand af herremænd, der var skattefri mod at yde omfattende krigstjeneste. Tjenesteforhold var i begyndelsen personligt. I 1200 kunne både kongen og hertugen ”tage mænd” i Sønderjylland. Ja for at gøre historien mere forvirret, så hed Slesvig-Holsten dengang sådan.
Gradvis blev rangen som herremand arveligt. Betegnelsen adel slog dog først igennem år 1500. Fra 1300 og 1400-tallet ved vi, at der fandtes en talrig herremandsgruppe i Nord- og Mellemslesvig. Blandt de mest markante navne dengang var Holck, Lindenov og Emmiksen.
I 1200-tallet foregik der en systematisk bosætning sydfra i den sydøstlige del af hertugdømmet på gammel kongelig jord. Her opstod en adel, som i navne- og arveskik fulgte tyske mønstre og formentlig var tysktalende. Blandt de mest markante slægter var Limbek, Sehested og Ahlefeldt.
Disse slægter anses som holstenske men kan godt stamme andetsteds fra Tyskland. De trådte i 1300 – tallet i de sønderjyske hertugers tjeneste og i løbet af århundredet bredte de sig over hertugdømmet, hvor de erhvervede gammelt krongods som pant og ejendom. Da de holstenske grever omkring 1375 overtog hertugdømmet Slesvig blev disse slægter absolut politisk førende i Slesvig og Holsten sammen med rent holstenske slægter som Rantzau, Pogowisch, Reventlow og Brockdorff.
Første gang vi hører om bevægelsen er omkring 1815 – 1816. Det var Nicolaus Falck og F.C. Dahlmann fra universitet i Kiel. De ønskede en liberal slesvig-holstensk forfatning via en genoplivning af de gamle stændermøder.
Mange lægger vægt på Ribe – brevet.
Fortalerne fandt især historisk belæg i deres program i Det slesvig-holstenske Ridderskabs privilegier fremført i Ribebrevet fra 1460. Her blev det sagt, at Slesvig – Holsten skulle forblive evig udelt. Nu var det Ridderskabet, der dikterede dette brev. Dette brev er nok tillagt en større historisk betydning, end det egentlig havde.
Kongen skulle regere Slesvig, Holsten og Danmark hver for sig. Allerede der, blev styreformen delt.
Ribe – brevet var egentlig glemt. Men det blev fundet frem til lejligheden.
Dengang i 1460’erne dannede slægterne med rod i Holsten og det sydlige Slesvig et politisk forbund. Dette anses normalt for grundlæggelsen af det slesvig-holstenske ridderskab. Man regner normalt ikke de nord- og mellemslesvigske slægter med til det.
Det var under ledelse af Ahlefeldt – slægten, at kongen blev udnævnt som hertug af Slesvig og greve af Holsten.
Adelen gjorde deres indflydelse gældende
Før 1600 kunne adelen møde op til de såkaldte landdage. Her kunne de gøre deres indflydelse gældende. Adelen fra de gamle nord- og mellemslesvigske adelsslægter fik de vigtige embeder som amtmænd på de hertugelige slotte eller medlemmer af de hertugelige råd. Ved delinger af hertugdømmerne blev adelen også holdt udenfor.
Ved oprettelse af stænderforsamlingerne i 1834 fik ridderskabet også pladser i disse. I klostrene og de institutioner der fulgte i disse, har ridderskabet den dag i dag stor indflydelse.
I 1815 blev Holsten en del af Det tyske Forbund. Men man hørte stadig sammen sagde man med henvisning til aftalen fra 1460. I 1816 gjorde Falck opmærksom på, at ved fredsslutningen mellem den danske konge og den gottorpske hertug i 1658 var Slesvig blevet løst fra lensforholdet til Danmark og dermed havde opnået fuld suverænitet. Derfor gjaldt kongeloven fra 1665 og enevælden ikke i Slesvig.
Falck var mere slesvig-holstener med tysk sprog og kultur end Dahlmann, der var mere nationaltysker.
Man forsøgte at øge Hertugdømmernes selvstændighed
I 1830 kæmpede landfoged Uwe Jens Lornsen forgæves for en liberal forfatning for et Slesvig Holsten. Han blev senere anholdt og mere eller mindre frivillig udvandrede han til Brasilien.
Lornsen var tilhænger af den liberale tyske enhedsbevægelse.
I 1840’erne voksede en egentlig slesvig-holstensk bevægelse frem under ledelse af Wilhelm Beseler. Samtidig blev den augustenborgske linjes arvekrav til den danske trone en brik i hele kampen. Det fremstod som et alternativt fyrstehus til det regerende danske.
Man forsøgte at styrke Slesvig og Holstens indbyrdes samhørighed og øge Hertugdømmernes selvstændighed i forhold til Kongeriget Danmark og opnå en eller anden tilknytning til et forenet Tyskland.
Knæfald for ”den danske propaganda”
Op igennem 1840erne frem til den slesvig-holstenske rejsning blev modsætningsforholdet mellem hertugdømmernes tysksindede beboere og dansksindede nordslesviger og kongerigets befolkning stadig uddybet. Årsagerne dertil var flere.
Som i kongeriget blev de liberale i hertugdømmerne skuffet over den nye kong Christian den Ottendes bryske afvisning af forfatningsønskerne i forbindelse med tronskiftet 1839/1840. Kongens sprogreskript af 14. maj 1840 med indførelse af dansk rets – og forvaltningssprog i det dansktalende Nordslesvig blev tolket som et forsøg på fra kongerigsk side at tilrane dig Nordslesvig og anset for knæfald for ”den danske propaganda”. Og endelig nåede de nationale følelser i Tyskland generelt op i de høje toner i 1840’erne som reaktion imod Frankrigs forsøg på at rykke den fransk – tyske grænse frem til Rhinen. Det virkede afsmittende nordpå.
I 1841 blev et digt fra Fysikus Neuber fra Aabenraa noget af et tilløbsstykke. Jo Neuber var ret aktiv og skrev også en række patriotiske sange. Hans slagord blev trykt på pibehoveder, tørklæder, litografier m.m.
Hertugen forsøgte at gøre brug af sine rettigheder
Vi skal også huske arvefølgesagen. Hertug Christian August af Augustenborg knyttede fra 1842 i stigende grad sin slægts fremtid til den slesvig-holstenske bevægelse. Dermed håbede han at få støtte til det augustenborgske arvekrav, det vil sige påstanden om, at den rent mandlige arvefølge modsat kongeriget var gældende i såvel Holsten som i Slesvig, hvorfor begge disse hertugdømmer ville tilfalde augustenborgerne, når den oldenborgske kongeslægt som forventet snart ville uddø.
Mulighederne for at få sin egen hertug var yderst tillokkende for slesvig-holstenerne. I agitationen fik det augustenborgske arvekrav mere og mere plads ved siden af de andre mærkesager – stændernes forening og en fælles slesvig-holstensk forfatning, Hertugdømmernes finansielle adskillelse fra Danmark og oprettelsen af en slesvig-holstensk landsbank og lignende krav fra den økonomisk betonede agitation, der også skærpedes i disse år.
Aviserne bakkede bevægelsen op
I 1844 vedtog de holstenske stænder en såkaldt ”retsforvaring”. Heri hed det kort og præcist:
De fleste aviser i Hertugdømmerne bakkede op om den slesvig-holstenske bevægelse.
Masser af patriotiske fester
Man kombinerede de patriotiske bevægelser med initiativer som dyrskuer, håndværksudstillinger og forsøg på sparekassegrundlæggelser med politiske manifestationer for almindelig værnepligt og jernbaner – og selvfølgelig det slesvig-holstenske flag.
Der var masser af fester, ikke kun i Sydslesvig men så sandelig også i Nordslesvig bl.a. på Mønterhøj ved Aabenraa. Det var som modtræk til de danske fester på Skamlingsbanken. Der fulgte en masse folkefester bl.a. sangerfestival.
I 1848 var der hele 120 forskellige sangforeninger i Slesvig-Holsten. Dette skal vi høre nærmere om senere. I 1845 blev bådenationalsang og nationalflag forbudt af kongen. Dette fik den modsatte virkning.
Det var mest spidserne, der bakkede op
Hertug og adelen var generelt tilhængere af et selvstændigt Slesvig-Holsten, men deltog sjældent direkte i agitationen. Den slesvig-holstenske bevægelse var i første omgang et byfænomen. Adskillige købmænd, skibsredere og fabrikanter var fremtrædende i bevægelsen. Dog var der en del, der holdt lav profil af hensyn til deres virksomhed. Journalister, advokater, læger, apotekere, universitets- og gymnasielærere og i noget mindre udstrækning embedsmænd, herunder også præster var aktive.
Købstædernes håndværkere var også aktive Arbejdere, daglejere, tyende og menige søfolk var derimod så godt som fraværende i den slesvig-holstenske bevægelse.
På landet havde organisationen fat i de højere lag blandt de borgerlige godsejere, forpagterne på de augustenborgske ladegårde, proprietærerne og storbønderne, møllerne, teglværksarbejderne og de gårdejere, som udover landbruget drev brændevinsbrænderi, krohold, kreaturhandel o.l. men også mange jævne gårdmænd sluttede op om bevægelsen. Men der var kun få husmænd og landhåndværkere. Fra underklassen var der kun tilslutning i områder, hvor gårdmændene over en bank var slesvig-holstenere og derfor kunne disciplinere daglejere og tyende politisk.
Der er brug for symboler og tegn
Men under ingen af de efterfølgende krige sejrede det slesvig-holstenske program. I Treårskrigen 1848-1850 led slesvig-holstenerne nederlag efter at have mistet Preussens opbakning.
I perioden 1864-1867 blev Slesvig, Holsten og Lauenborg lagt ind under Preussens herredømme efter Danmarks nederlag til Preussen og Østrig i krigen i 1864 og efter Østrigs nederlag til Preussen i 1866.
Der var brug for symboler og tegn, forenklede paroler og sange for at retfærdiggøre sig. Sydgrænsen for staten var Ejderen.
Ved en folkefest i Aabenraa i 1843 blev den slesvig-holstenske fane fremvist. Et våbenskjold dannet af de to hertugdømmers våben på rød bund. Men dette flag fik kun en kort levetid.
Kvinder skabte det slesvig-holstenske flag
Først det følgende år i 1844 opstod i Slesvig by den blå-hvid-røde fane. Det var en række kvinder, der havde nær forbindelse til den slesvigske sangforening (Schleswiger Liedertafel) der havde besluttet at skænke foreningen en fane. Man ønskede at fremstille fanen fra de to hertugdømmers våben. To såkaldte eksperter mente dog, at der skulle laves om på rækkefølgen af farverne. Men dette behagede ikke damerne.
I forbindelse med den store sangerfest i Slesvig i juli 1844 blev den nye trikolore vist offentlig frem for byens borgere.
I 1845 optrådte slesvig-holstenske sangere ved den store sangfest i Würzburg med en blå-hvid-rød fane syet af damer fra den augustenborgske hertug-familie. Fra nu af blev disse tre farver i næsten hele Tyskland forbundet med Slesvig-Holsten. Hvad symboliserede da denne trefarvede fane: Et tysk Slesvig-Holsten fra Kongeå til Elben.
Flaget symboliserede anti-danske holdninger
Der var stadig også den sort-rød-gyldne fane. Den symboliserede en national tillige borgerlig-liberalfrihedsbevægelse. Den Blå-hvide-røde symboliserede den regionale, nationale og ikke mindst anti-danske holdning.
Hertug Friederich den Syvende af Augustenborg og hans tilhængere forsøgte i 1863 – 1865 at skabe en selvstændig slesvig-holstensk stat. Da satte de blå-hvid-røde farver deres præg på optog og sammenkomster.
Også i forbindelse med afstemningskampen 1919 – 1920 som fra tysk side blev ført under traditionelle slesvig-holstenske argumenter og paroler viste man især de blå-hvide-røde farver på faner, plakater og nødpengesedler.
Flaget godkendt i 1957 som landsflag
I perioden efter 1867, hvor Slesvig-Holsten var en preussisk provins fik den blå-hvid-røde fane aldrig officiel karakter. Man viste den ved nationale sammenkomster, ved hjemstavns- og mindefester, men den blev ”aldrig officielt anerkendt”.
Først oprettelsen af forbundslandet Slesvig-Holsten i 1946 markerede en indfrielse af de slesvig-holstenske mål, selvom landet ikke kom til at få sin egen fulde selvstændighed eller kom til at omfatte hele det historiske landområde, som hertugdømmerne udgjorde.
Først herefter blev den blå-hvid-røde fane den officielle landsfane. Rent juridisk blev dette dog først fastlagt så sent som i 1957.
Den blå-hvid-røde fane har nu længe været symbol på det demokratiske forbundsland Slesvig-Holsten. At vi finder denne fane smuk, kan vi takke damerne fra byen Slesvig i 1844 for.
Det truende Norden
Sangen om det havomslyngede Slesvig-Holsten blev i 1844 slagsang for den slesvig-holstenske bevægelse. Den var i høj grad med til at skabe opmærksomhed om det slesvig-holstenske spørgsmål i hele Tyskland.
Den blev skabt tre år efter at digteren Hoffmann von Fallersleben havde skrevet ”Deutschland über alles”. Denne blev i 1922 ophøjet til tysk nationalsang af Tysklands præsident, socialdemokraten Friedrich Ebert.
Slesvig-Holsten – sangen opstod som politisk kamp- og bekendelsessang. Det bliver klart, når man læser alle syv vers. Og det bliver tydeligere, når man synger sangen på dens fængende melodi i ”marchagtig” firefjerdedelstakt. Kampen er rettet mod noget konkret, nemlig ”det truende Norden” (vers 3) Sangen indeholder også en bekendelse til ”tysk skik” og ”tysk dyd”.
Begrebet ”fædreland” bruges ikke længere om Slesvig-Holsten. I den forbindelse er ordet blevet erstattet af ordet ”hjemland” eller ”hjemstavn”.
Sangen bliver stadig sunget
I perioden under Det tyske Forbund (1815 – 1866) blev hver enkelt medlemsstat imidlertid forstået som ”fædreland”. Det gjaldt også den gennem stammefællesskab og historisk tradition forbundne region Slesvig-Holsten. Ganske vist hørte Slesvig ikke til ”Det tyske Forbund”.
Sangen bliver stadig sunget ved fester. En krigerisk holdning mod det danske Norden er den derimod ikke længere forbundet med.
Den havde engang en meget antidansk karakter.
Både danske og tyske nationale bevægelser satte spørgsmålstegn ved helstaten. Stridsspørgsmålet var, hvilken vej Slesvig skulle gå ved opløsningen af helstaten. De forskellige sangforeninger havde stor betydning for den slesvig-holstenske bevægelse.
Sangen blev skabt i Slesvig
Det var Carl Gottfried Bellman, der var kantor og organist ved det adelige St. Johannis Kloster og leder af Slesvig Sangforening, der tog initiativ til en rigtig kampsang.
Han kendte tilfældigvis justitsråd dr. Strass fra Berlin. Denne havde før fået sat musik til sine digte. Han kom så med tekst til ”skønne lande” Slesvig og Holsten.
Men digtet tilfredsstillede ikke helt det slesvigske mandskor. Det var ikke patriotisk nok til at træde op mod de danske nationale bestræbelser. Der skulle lægges meget mere vægt på de to hertugdømmers enhed og bekendelse til tysk sprog og kultur.
Nu tog en af sangforeningens medlemmer, advokat Matthäus Friedrich Chemnitz fat. Han omdannede det følsomme hjemstavnsdigt til et tysk fædrelandsdigt. Nu blev Schleswig-Holstein forbundet med bindestreg og udvidet med tre vers.
Det blev en kæmpe succes
Melodien behøvede en vis tilpasning, som Bellmann sørgede for. Nu var man rustet til sangfest. Omkring 400 sangere fra alle slesvig-holstenske sangforeninger var til stede. Og der var vel 12.000 mennesker, der hørte de forskellige sangkor.
Og sangen blev i den grad modtaget med begejstring. Der brød en storm af jubel løs. Bellmann og Chemnitz kunne næsten ikke værge sig for lykønskninger. Sangen gik sin sejrsgang gennem de tyske lande.
Flaget og sangen blev en national identitet
Flaget og sangen blev en national identitet. På tysk side handlede det om at bevare den slesvig-holstenske egenart, sådan som de tysksindede indbyggere opfattede den. Dertil hørte den påståede tætte kontakt med de to hertugdømmer.
Jo det var denne sang som skabte sangerkrig i Tønder og sikkert også andre steder. Ved afstemningen i Tønder i 1920 måtte engelske soldater splitte en demonstration. De tysksindede sang netop denne sang, mens de dansksindede sang ”Den gang jeg drog afsted”.
Kilde:
Juni 11, 2020
Højer omkring 1930
Tøndermarskens afvanding. På Tønder station. Rudbøl – et eksotisk sted. Om bord på ”Æ bagger” Et lille miserabelt hus i Søndergade. 50 år bag i tiden. Familien ”overlevede” i Højer. Herman ville ikke kendes ved Ole. Den lille og den store klasse. To gode lærere. Ole’ s projekter. Efterår og jul i Højer. Til aftenmøde i forsamlingshuset. På Hindrichsens firlængede gård. Store forhold. Hindrichsen blev en god ven. Højer havde næsten alt. Møg på de toppede brosten. Ole blev bådejer for 10 kr. Båden flød som en svane. Sejlads på Vidåen. Dækselev hos Lauritzen.
Tøndermarskens afvanding
Hvordan var det at være barn i Højer i 1930? Ja det skal vi se gennem Ole’s øjne. Faderen var skibsfører i Vandbygningsvæsnet. Han var blevet forflyttet i forbindelse med det store afvandingsprojekt i Tøndermarsken.
Vi er i 1927 og den 9 – årige Ole rejser med sin mor og fires søskende til Højer fra Esbjerg. Det var som at rejse til et fjernt ukendt land. Det som en fremmed verdensdel.
Faderen var rejst i forvejen og var fører af vandbygningsvæsnets uddybningsfartøj med den sjove betegnelse U/F Nr. 2. men i Højer nøjedes man med at sige ”Æ bagger”.
På Tønder Station
Efter en togrejse, der forekom uendelig lang. Det eneste imponerende var synet af Ribe domkirkes imponerende tårn. Endelig ankom man til Tønders Hovedbanegård, der dengang var et knudepunkt med tog i alle verdenshjørner.
U/F nr. 2 havde hjemsted i Højer, men ved ankomsten befandt den sig på Rudbøl Sø, hvor den virkede i tilknytning til det omfattende projekt – Tøndermarskens afvanding. Fartøjet sørgede for opgravning og oppumpning af de enorme mængder af fyld, der var påkrævet af digebygningen langs Vidåen. Det var et arbejde, der strakte sig over flere år.
På Tønder Station ventede far. Han fortalte, at man nu befandt sig på et sted, hvor store flokke af løsgående kvæg blev drevet gennem gaderne, og hvor det var forekommet, at en stud havde taget sig en tur gennem en butiksrude. Ole havde håbet på, at det var rigtige cowboys, der jagtede kvæget.
Rudbøl – et eksotisk sted
I en lejet bil kørte familien nu vest på. Det var en overraskelse for Ole at se den vidstrakte flade marsk og den høje himmel. Ved Møgeltønder blev kursen sat mod Rudbøl. Men man nåede dog lige at beundre det smukke hvide Schackenborg med voldgraven og parken. Men greven fik man dog ikke hilst på. Faderen fortalte at han havde travlt, fordi han også var amtmand.
Og så fik Ole at vide, at den første Schack i Møgeltønder var en dygtig general, der engang for længe siden havde reddet os i fra ikke at blive svenskere.
Rudbøl var også et eksotisk sted for Ole. Tænk man kunne se over til et fremmede land. Her gik mænd med geværer i blå uniformer. De blev kaldt gendarmer. Og der var politifolk med mærkelige høje kasketter, som man ikke kendte nordpå.
Om bord på ”Æ bagger”
Ved bredden af Rudbøl Sø blev familien nu indskibet i storbåden fra U/F Nr. 2. med raske åretag bragte bomstærke matroser familien ombord til midlertidig indkvartering på ”Æ bagger”. Først næste dag gik det mod Højer.
Splitflaget vejede agter og skibskokken havde sørget for en god velkomstmiddag. Nu var det ikke en køje til alle fem børn, men en plyssofa var ikke at foragte.
Sejlturen til Højer ad Vidåens brede vandvej var imponerende. En del maleriske møller fandtes endnu dengang langs bredderne. Man følte sig hensat til Holland, som faderen havde fortalt om.
Et lille miserabelt hus i Søndergade
Der blev lagt til kaj et stykke øst for Højer Sluse ved den store fabriksbygning, hvor man tidligere havde forsøgt sig med at producere fodermel af tang.
Herfra var der et godt stykke at gå ind til Højer. Men vejen var bundløs af ælte. Det var begyndt at blive mørk. Regn satte ind med en strid vind fra vest. Jo familien var fremmede og egnen viste sig afgjort ikke fra den venlige side. Endnu værre blev det, da familien omsider nåede frem til deres fremtidige bolig i Søndergade, et lille miserabelt hus, der skulle rumme den store familie.
Det havde været umuligt at opdrive andet. Afvandingsprojektet havde bragt et stort antal fremmede til byen. Der herskede den rene Klondike – stemning. Mange måtte lade sig indkvartere under ret kummerlige forhold.
50 år bag i tiden
For de handlende var der gyldne tider, og gode lejeindtægter kunne indkasseres af husejerne.
Det var et jammerligt syn, der mødt familien, da de havde låst sig inde i de iskolde små stuer. Alt flyttegods stod urørt i kasser på gulvet. Så det havde lange udsigter med at få bragt mad på bordet og gjort senge klar til de sultne og trætte børn.
Faderen var vant til at tage tingene som de kom, han var ukuelig. Omsider kom der nogenlunde styr på det herskende kaos. Der blev tændt op i kakkelovnene og det kolde komfur. Vand til madlavningen blev hentet ind fra pumpen. Den var placeret ude i gården.
I Esbjerg havde det været indlagt vand, bad med toilet, køkken med gasapparater og afløb til et fungerende kloaksystem var en selvfølge. Men her var det som om tiden var skruet 50 år tilbage i tiden. Intet af dette fandtes her. Ole spekulerede på, om man kunne overleve på dette tilsyneladende ugæstfrie sted.
Familien ”overlevede” i Højer
Heldigvis skulle det vise sig, at det kunne man sagtens. Særlig Ole’ s mor kom til at føle sig hjemme i grænselandet. Men man skulle dog lige vænne sig til dialekten.
Den omvandrende fiskemand, Martinsen spurgte:
Det undrede moderen at det ikke var tale om en forudbestilling men varen var medbragt til levering, her og nu.
Hermann måtte ikke kende Ole
Dagen efter ankomsten stiftede Ole bekendtskab med en jævnaldrende dreng, der hed Herman Sigismund. Han var kommet for at bære vand og brændsel ind til sin voksne søster som var nabo. Ole satsede på bekendtskabet for det kunne være til gavn, når han nu skulle starte i Højer Skole. Men her havde Ole lige forregnet sig.
Det viste sig at bygningen var delt i en tysk og i en dansk afdeling. Da Herman hørte til den første afdeling, ville han ikke kendes ved Ole, da de mødtes i den fælles skolegård. Han måtte klare sig uden, men fandt dog hurtig gode kammerater blandt de danske børn.
Den lille og den store Klasse
At komme fra en byskole i en stor by som Esbjerg til en lille skole, der kun var opdelt i to klasser, ”æ lille o æ stouer Klas”, var en ret besynderlig oplevelse. Ole kom til at tilbringe det første år i ”æ lille klas” inden oprykningen til ”æ stoer”. Det var ydmygende at skulle være sammen med små rollinger, der lige var kommet i skole og nu var i gang med den ABC, som for Ole syntes at ligge en menneskealder tilbage. Og tænk engang! Man skrev på tavler med grifler, der skreg og hvinede.
Ole måtte gå den tunge gang til boghandler Martinsen og købe en af de tavler, som han troede var afskaffet for 100 år siden. Den forhadte tavle blev han dog kvit efter det første års prøvelser.
To gode lærere
To unge lærere, Olav Jensen og Thomas Sølbeck stod for undersiningen i Højer Skoles danske afdeling. Mellem de skolebørn, der var født og opvokset på stedet og lærerne var der ingen problemer.
Gennem forældrene som havde gået i tysk skole, havde børnene lært, at lærere var ophøjede personer, som man skyldte ærbødighed og respekt. Noget anderledes kunne det være med tilflyttere nordfra. Der kunne godt opstå situationer, hvor spanskrøret måtte tages i anvendelse.
Olav Jensen var tilhænger af kristen Kolds undervisningssystem med fortælling og højtlæsning for børnene som vigtige faktorer. Mange af hans kollegaer på egnen var af samme opfattelse, og ingen af dem havde meget til overs for den såkaldte sorte skole.
Lærer Sølbeck var en venlig mand, der udover at undervise i ”æ lille klas”, stod for tegning og geografi. Han havde som helt ung været tysk soldat i Verdenskrigen, hvorfra han fra tid til anden fortalte om rystende oplevelser.
Undervisningen i tysk blev leveret af lærer Brockmann fra den tyske afdeling. Der blev givet en vis indsigt i dette vanskelige sprog, men nogen forøg på at lære eleverne den komplicerede grammatik blev der ikke gjort.
Ole’ s projekter
Lommepenge var et ukendt begreb hos Ole’ s familie. Så måtte han selv ud at tjene. Han havde bemærket en masse uld på pigtrådshegnene. Han samlede en masse uld i en plasticpose og gik hen til Højer Tæppefabrik. Men den venlige fru Kærby kunne desværre meddele at produktet ikke egnede sig til tæppefremstilling.
Så begyndte Ole at dyrke den lille køkkenhave foran huset. Dertil kom lørdagsfejning samt indebæring af brændsel og vand. Overskuddet af disse aktiviteter blev omsat i en forretning, der forhandlede grøntsager of slik. For 5 øre kunne man erhverve et stykke chokolade, der bar bogstaverne BLOCK.
Efteråret i Højer
Når sæsonens store ålefiskeri i Vidåen og uden for Slusen var afsluttet, var efteråret gået på hæld. Kæmpe flokke af stude var hentet i kogene, hvorfra de under brøl og skrål blev drevet til banen, hvor kreaturvogne ventede på at føre dem til en uvis skæbne. Nogle af studene kom på stald og kunne således se frem til nok en sommer i fennernes frodige græs.
Vildgæs i talløse højtflyvende kileformationer drog larmende sydpå og vestlige storme satte ind. At forlandet dermed kom til at stå oversvømmet med bølgeslag nær digefoden, blev dengang betragtet som en helt naturlig hændelse, der sjældent påkaldte pressens interesse.
Jul i Højer
Dagene blev stadig kortere. Det blev vinter og julen nærmede sig. Det frivillige brandværn ”Æ Feuerwehr” musicerede under tysk kommando på Torvet med ”Oh Tannenbaum” som glansnummer. Bagerbutikkerne i Højer bugnede med juledyr i mange varianter. De blev solgt for maget små penge, så børnene var flittige aftager. Selv de mindste butikker i byen strålede af lys og pynt.
I skolen blev der gjort juleforberedelser med indøvelse af julesalmer. Det foregik også om aftenen, hvor voksne var inviteret med som deltagere. En festdag var det inden jul, når store mængder af gode bøger og usolgte julehæfter fra forrige år var lagt frem til uddeling. De var indsamlet og sendt som gaver af venlige mennesker oppe i ”det gamle land”.
På skift kunne man gå frem og forsyne sig med en favnfuld af eget valg. Alt blev læst og genlæst med den største interesse i juleferien.
I en længere periode op mod jul blev der i Højer Kino efter skoletid kørt den samme underholdende film. Handelsstandsforeningen var den gavmilde sponsor. Adgang fik man ved at fremvise billetter, som man fik gratis, når man havde ærinde i butikkerne. Filmen var udmærket, men det kunne blive trættende, når de mange børn, der efterhånden havde set den utallige gange. Derfor kunne man sangene udenad. Nu kunne man så efterhånden overdøve de optrædende på lærredet.
Gamle traditioner, som de fleste steder var ophørt i kongeriget, fandt man dengang lyslevende i Sønderjylland. Minsandten om man ikke juleaften sendte anden til stegning hos bageren. Den blev så fin brun og sprød at mor næppe kunne have gjort det bedre i egen ovn. Egne småkager kunne man også få bagt hos bageren.
For byens danske børn var årets højdepunkt julefesten i det nye forsamlingshus ”Højerhus”, på Ballumvej. Her blev der danset om juletræet. Der blev oplæst julefortællinger af lærer Sølbeck, som også legede de elskede sanglege. Til slut fik hvert barn udleveret en herlig godtepose indeholdende et æble, en appelsin, konfekt og et stykke chokolade.
Til aftenmøde i forsamlingshuset
I de kommende år gik Ole nødig glip af aftenmøderne i forsamlingshuset, hvor der kom mange interessante foredragsholdere fra nær og fjern. At han var der som den eneste mindreårige mødte aldrig indvendinger. Mødesales vægge var beklædt med ribber. De blev benyttet ved vinterhalvårets frivillige gymnastik.
Der fandtes også en scene, som blev anvendt, når der blev spillet dilettantkomedie og ved besøg af professionelle skuespillere.
På Hindrichsens firelængede gård
Et par år efter familiens ankomst til Højer var afvandingen af Tøndermarsken i det store og hele tilendebragt. ”Æ Bagger” havde for stedse forladt Vidåen gennem broerne, der måtte afspærres og demonteres mens det stod på. Herefter var dens opgave at holde sejlrenden gennem Højer Kanal åben for den endnu ret anselige skibsfart.
Afvandingsfamiliernes bortrejse skabte albuerum og den anstrengte boligsituation lettede. Projektets generalstab forlod også den bygning, der havde rummet såvel tegnestue som ingeniørernes private lejligheder.
Det var stuehuset til en firelænget gård i byens østligst udkant. Den tilhørte familien Hindrichsen, og da man indtil videre ikke havde brug for boligen, blev den udlejet. Den kom i folkemunde til at hedde ”Æ ingeniørgoer”.
Store forhold
I denne spændende kæmpestore bolig kom Ole og hans familie til at tilbringe nogle gode år. En større kontrast til det hidtidige tilholdssted i Søndergade kunne man dårligt tænke sig. Nu havde familien næsten for meget plads med kæmpestore stuer og værelser, køkken, gange og bryggers som balsale. Hele herligheden lå midt i en imponerende have med plæner og høje træer.
Under disse forhold gav familien gerne afkald på moderne faciliteter. I de højloftede stuer skulle der fyres i de store flisekaminer, hvorfra varmen havde en kedelig tendens til at forsvinde op under loftet. Ved vintertide var det isnende koldt på køkkengulvets og gangenes skakbrætmønstrede flisebelægninger.
Her var dog den fordel, at pumpen stod indendørs i bryggerset. Her befandt retiraden sig også. Over køkkenets enorme komfur kunne man læse den rammende indskrift:
Hindrichsen blev en god ven
Landbruget blev drevet sammen med Hindrichsens ejendom inde på Nørrevej. Den rummelige stald var om vinteren fyldt med prægtige stude, der blev fodret og tilset af folk, der kom ud fra Nørrevej. Bortset fra stald og lade, stod avlsbygningerne tomme. Der var således intet i vejen, at Ole måtte benytte hønsehuset i den østlige længe. Ret hurtig kom han op på at have en bestand af 20 høns, duer og fire gæs, som gav et rimeligt afkast.
Hans Fedder Hindrichsen som ofte kom derud, blev Oles gode ven. Han lærte hurtigt Ole meget om kvægopdræt og agerbrug. Det skete ofte i den lune stald, når han selv røgtede. Ole var nu ikke så velset ved aftensbordet, når en stram lugt fra hans trøje bredte sig.
Højer havde næsten alt
Skulle man dengang handle kunne man tage toget til Tønder, hvor udvalget var større. Men egentlig var det ikke nødvendigt. Højers butikker kunne levere alt, hvad der behøvedes af fødevarer. Hertil kom at byen var velforsynet med dygtige håndværkere.
Et større antal små og store landbrug lå inde midt i byen, hvor de satte deres tydelige præg. De åbne møddinger og rendestenene tog folk som en selvfølge. Det var tradition for, at folk i Højer levede længe.
Møg på de toppede brosten
Der kunne dog være gener, når der skulle køres møg ud. Det dækkede på det nærmeste gadernes toppede brosten, når de fyldte vogne dagen igennem var skramlet hen over dem på vej til marks med læs efter læs. Heller ikke over dette blev der klaget. Enhver fejrede for sin egen dør, når dagen var forbi.
Ole blev bådejer for 10 kr.
I en tidlig alder havde Ole besluttet for at søge sit levebrød til søs. Hans højeste ønske var at få sin egen båd. Men den slunkne kasse i Tønder Landmandsbank havde hidtil været en hindring for sådan et projekt. Men en dag var heldet med ham.
En bagerlærling havde en ældre med brugbar båd, som han blev nødt til at skille sig af med, da han skulle til en anden by. Det var undgået Ole’s opmærksomhed. Da det ikke var lykkedes for ham at slippe med båden, stod han nu med foden på togets trinbræt, klar til afrejse. Ole kom forpustet løbende.
Ja sådan lød svaret. Løbende ved siden af toget rakte Ole ham sedlen. Nu var han blevet bådejer.
Båden flød som en svane
De næste dag var det besigtigelse og afprøvning. Ole blev beroliget. Den trak ikke vand ind i faretruende mængder. Det var eller havde i det mindste været en særdeles solid båd i kravelbygget i eg og med svære tætsiddende spanter. Alderen var ubestemmelig.
Båden trængte dog til en kærlig hånd. Efter års misrøgt. Hjælp fandt Ole hos den enøjede Skak Bossen, der havde et imponerende håndelag til en opgave netop af denne art. Svøb og essing blev fornyet – dog ikke med eg. Det skete med forskallingsbrædder i svensk fyr.
Kvaliteten blev med omhu udsøgt hos tømmerhandler Johs. Pørksen i Mellemgade. Efter opmaling flød båden på vandet som en svane. Ole var stolt.
Stagfok og sprydsejl blev syet af lagenlærred og alt var i skønneste orden. Båden kom til at hedde ”Denisse” opkaldt efter en amerikansk penneveninde.
Sejlads på Vidåen
Sejlads såvel på Vidåen som uden for slusen blev Oles kæreste fritidsbeskæftigelse ofte ifølge af en eller to kammerater. Når vinden var sydlig så var der ingen sag at stå kanalen ud.
Oftest var vinden dog i vest. Det betød en langsommelig og sej udtur med kryds på kryds mellem kanalens bredder indtil man nåede åbent vand, omtrent hvor Hjerpsted Kirke tonede frem nord for Emmerlev Klev.
Tidevandsstrømmen var en hjælp eller hindring alt efter forholdene, og man gjorde klogt i at tage den i betragtning. Langt fra land blev der nu sjældent sejlet, men en enkelt sommertur til Rømø blev klaret med bravour, med telt og proviant medbragt til nogle dages campering derovre.
Dækselev hos Lauritzen
Da skoletiden var forbi og tiden var inde til udmønstring som dækselev i et af rederiet Lauritzens skibe, måtte båden atter skifte ejer. Den blev solgt til den lokale købmand, These Nielsen. Prisen blev 100 kr. som dog skulle afregnes i butiksvarer.
Dengang vidste Ole ikke, at næste gang han kom under sejl i en åben båd, skulle det blive på Atlanten efter et dramatisk krigsforlis. Men den historie kan vi evt. vende tilbage til en anden gang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.578 artikler:
Juni 8, 2020
Paul Fischer – en ikke helt anerkendt maler
Afbrød Kunstakademiet. Der kom flere farver på. ”Aldrig mere end det halve”. Han var alt for produktiv. Nekrolog i Berlingske. Topografien er let genkendelig- Parisisk stemning. En stor udvikling i København. Han kom ud til hele befolkningen. Han fravalgte byens sociale skyggesider. Tjenestepigerne. Den sidste guldalder – maler. Mågerne fodres fra Dronning Louises bro. Alle ”ismer” gik hen over hovedet på ham. Simon Spies var en stor fan. Det hele var så pænt. Hans værker solgt for store summer.
Afbrød på Kunstakademiet
Paul Fischers far var malermester og her kom Paul i lære efter at han ikke fuldførte uddannelsen på Kunstakademiet 1876 – 1878. Inden da gik han til tegneundervisning på Teknisk Institut. Han stod også halvanden år i lære hos terrakottafabrikant C. Møller.
Men inden da blev han som 9 – årig sat I Efterslægtens Skole. Dengang lå den i rentemester Henrik Müllers smukke renæssancegård fra 1640. Denne lod stormagasinet Illum brutalt nedrive og erstatte af det nuværende marmorpalæ, der stod færdigbygget i 1916.
Han tog på studierejser i en række europæiske lande især til Sverige og Norge.
Der kom flere farver på
I 1886 giftede han sig med Dagny Grønneberg og fik tre børn. Ægteskabet blev opløst i 1908. Og i 1913 giftede han sig igen med Martha Jensen med hvem han fik to døtre.
Han var faktisk døbt Poul, men fik det ændret efter et ophold i Paris. Paul fik ansættelse hos det litterært orienterede ugeblad Ude og Hjemme. Men bladet holdt ikke så længe. Han leverede også tegninger til Juleroser, Illustreret Tidende og Klods Hans.
I begyndelsen var det gråvejrsstemninger eller vinterstemninger. Men efter Parisrejserne kom der mere farver på.
I 1893 illustrerede han en række bøger ”Kunstnerportrætter” og den indbydende børnebog ”Alfabet”.
”Aldrig mere end det halve”
Han fik tilnavnet postkortmaleren, da han primært tegnede gadelivet og især kvinder. Hans malerier solgte godt og i dag sælges de for store beløb. Men ikke til landets museer. Malerisamlingen på Frederiksborg Slot købte en enkelt og det samme gjorde Varde Museum. Men Statens Museum for Kunst ejer ingen af hans malerier.
Fischer oplevede også den tort at udstillingen på Charlottenborg afviste en af hans malerier. Hans udstillinger blev sjældent omtalt eller anmeldt i aviserne. Man anså åbenbart hans værker for at mangle kunstnerisk format.
Kunsthistorikeren Emil Hannover anerkendte Fischers dygtighed til at skabe harmoniske kompositioner, men skrev også, at
Han var alt for produktiv
Han var bedst i begyndelsen dengang han var præget af det franske. Grunden til, at han ikke blev anerkendt, var sikkert, at han var alt for produktiv. Det var for meget af det samme. Efter Første Verdenskrig var det for meget i den samme rille.
Han var en af de første plakatkunstnere herhjemme. Og her har han ladet sig inspirere af Henri de Toulouse – Lautrec.
Nekrolog i Berlingske
Fischer har bevaret sin popularitet blandt de private kunstkøbere. I 1921 testamenterede Julie Hegel – enke efter Forlaget Gyldendals direktør Jacob Hegel – familiens malerisamling til Gentofte Kommune, herunder en række malerier af Poul Fischer. Disse findes nu på Øregaard Museum som råder over 15 af hans værker.
Sådan lød det meget rammende i Berlingske Tidendes nekrolog, da Paul Fischer (1860 – 1934). Ingen har skildret byens gader, bygninger og folkeliv så eminent som ham, og hans stemningsfulde malerier fortæller om tiden omkring år 1900, hvor byen var sluppet af med sine omkransende volde og udviklede sig til en moderne storby med nye transportmidler, menneskemylder og heftig byggeaktivitet.
Topografien let genkendelig
Topografien er let genkendelig, og som kulisse for sine skildringer anvendte Fischer særligt gaderne og torvene i den gamle bydel mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. I et af de festlige værker fra 1925 marcherer Den Kongelige Livgarde i gallauniform langs Strøget i anledning af Christian den Tiendes fødselsdag.
Nogle af det faste persongalleri er fiskerkonerne på Gammel Strand, mænd der skovler sne ved Vor Frue Kirke og borgerskabets velklædte fruer på Rådhuspladsen.
Parisisk stemning
Men vi tager også lidt væk fra centrum. En ung kvinde ved navn Jenny Bröchner er i en hestedrosche på vej over Dronning Louises Bro med kurs mod Nørrebrogade. Hun er elegant klædt i mærk kjole og fjerprydret hat. Med sit gådefulde blik ser hun fjernt frem for sig, mens storbylivet og menneskemylderet pulserer bag hende.
Fischer bevæger sig her lidt ud for centrum. Spørgsmålet lyder – Hvor er den yndige kvinde på vej hen? Med inspiration hentet fra fransk kunst har han beskåret motivet, så hun kommer forbavsende tæt på beskueren. I det hele taget er der udpræget parisisk stemning over maleriet, der blev til i 1902.
En stor udvikling i København
På Paul Fischers tid udviklede byen sig fra at være en stillestående lukket fæstningsby tæt omkranset af volde, voldgrave og byporte til en åben morderne storby. I anden halvdel af 1800-tallet rasede industrialiseringen. Folk flygtede i hobetal fra et kriseramt landbrug for at søge lykken i hovedstaden.
Pladsen var trang og København kunne ikke længere rumme sine indbyggere. I 1880’erne var nedrivningen af Christian den Fjerdes gamle fæstningsværk afsluttet og dermed var vejen banet for byens ekspansion. Dette medførte massiv byggeaktivitet og anlæggelse af brede boulevarder, pladser, grønne parker, for eksempel H.C. Andersens Boulevard fra 1890, Rådhuspladsen fra 1905 og Ørsted Parken, Østre Anlæg og Botanisk Have fra 1870’erne.
Omkring 1870’erne kunne man nu frit bevæge sig ud og ind ad byen. Men københavnerne måtte samtidig sløjfe deres indre volde og vænne sig til forandringerne. Udviklingen satte dybe spor i mentaliteten hos indbyggerne. Den ny storbyerfaring fandt hurtig vej til kunstlivet.
Malerne hentede ikke alene nye motiver i den pulserende storby – de forsøgte ved hjælp af et helt nyt formsprog at indfange de flygte øjebliksbilleder fra byen. Men inspiration fra fransk kunst var det Poul Fischer, der med størst konsekvens satte spot på storbyen og dens forandringer. Man har i dag kendskab til omkring 500 af hans værker.
Ingen kritisk blik på samtiden
Han malede byen i det bedste lys. Det var de elegante kvinder, stolte fiskerkoner, ranke gardere, der færdedes på gader og stræder. Det var ikke den fulde arbejder eller spritterne på Nørrebro.
Damerne bar kokette kjoler, elegante hatte og havde kokette smil. Mændene havde høje hatte, overskæg og flirtende blikke. Der var et mylder af slagterboder, læredrenge og andet godtfolk. Der var ingen kritisk blik på samtiden.
Han kom ud til hele befolkningen
Paul Fischers reklameplakater til cykelhandlere med cykelpige er af høj kunstnerisk kvalitet og meget charmerende.
Han skildrer bygninger og mennesker med en kærlighed og indlevelse, så man ikke kan undgå at forelske sig i byen. I både regn, sol, sne og slud stråler Fischers kærlighed til København.
Han fremstillede bådepostkort, plakater og billeder. På den måde lykkedes det for ham at komme helt ud til befolkningen.
Han fravalgte byens sociale skyggesider
Han var en af de første, der tog fotografiet til sig og bruge det i sin kunst. Selv om det blev set ned på det i danske kunstkredse, blev fotografiet en integreret del af Poul Fischers metode. Tænk engang – 5.000 fotos tog han.
Han havde sans for det smukke og nostalgiske. Hans skildringer var romantiske. Billederne er fyldt med referencer til tidens moderne frembringelser. Det var lige fra automobiler og cyklister til gaslygter og cafeer.
Men han fravalgte nøje byens sociale skyggesider og sidegadernes faldefærdige huse. Han fik et hvert socialt spændingsforhold til at virke harmonisk og uproblematisk. Selv det gråmelerede hverdagsliv blev i hans behandling en malerisk drøm om København, som vi i dag kan se med nostalgisk længsel.
Tjenestepigerne
Vi ser de afbildede tjenestepiger, der i overensstemmelse med tidens dresscode for standen – korte ærmer og gåsehud – gik på gaden for at sørge for herskabets forsyninger og i øvrigt nød det sjov, der kunne opstå undervejs.
Når disse tjenestepiger var i byen med fruerne, skulle de holde sig et passende stykke bagved. Sådan var det i hvert fald i 1890’erne.
Den sidste Guldalder-maler!
Det var hjemme i sit atelier hjemme på Sofievej i Hellerup, at han overførte sine fotos med arkitektonisk akkuratesse til lærrederne.
Måske var Fischer ”den sidste guldalder-maler”. Måske var han ikke nostalgiker. Han var uhyre modtagelig for dynamikken. Han maler hele tiden ”nu-sker-der-noget-her” Vi har set både ildebrand, fodring af duer, køb og salg af varer, vagtparaden og meget mere.
Mågerne fodres på Dronning Louises bro
Det var som om, at Dronning Louises bro blev Nordens Paris. Man tror at det er Seinen. Her er typiske københavner – typer som politimanden med hjelm, slagtersvenden, to gardere med uniform og blå huer. Der er liv i gaden, der elegant er komponeret af Paul Fischer. En lille dreng fodrer duerne og tiltrækker de forbipasserendes blikke.
Værket vi her referer til hedder ”Mågerne fodres på Dronning Louises bro” og er fra 1908.
Der var charme, elegance og tidskolorit. Kvinderne var smukke og modebevidste
Alle ”ismer” gik hen over hovedet på ham
Han skildrer også, hvordan både mennesker, cykler, sporvogne, taxier ja sågar sportsvogne i årene 1900 – 1930 tager til og fylder byrummet. Alle tidens store ismer i billedkunsten, både dadaisme, ekspressionisme, surrealisme og kubisme, gik helt hen over hovedet på Paul Fischer. Han malede det, han troede fuldt og fast på – Nuet og fremskridtet.
Simon Spies var en stor fan
Hvis han nu var blevet i Paris, var priserne på hans værker sikkert steget endnu mere. I 1970’erne var den nu afdøde rejsekonge Simon Spies med til at sætte fart i priserne på Paul Fischers Københavner – billeder.
Spies købte på et tidspunkt, hvad der dukkede op hos auktionshusene i København både hos Bruun Rasmussen og Kunsthallen.
Det hele var så pænt
Man kan måske savne en personlig opfattelse af byen. Det hele er så ”pænt” og ”salonfähige” . Motiverne er topografisk så korrekt gengivet, så man forledes til at tro, at det er tale om fotografier
Under konservatorarbejde med et maleri på Københavns Bymuseum mente konservator at maleriet ””Glassalen i Tivoli” malt i 1890, at det var tale om et fotografi, hvor Paul Fischer bare havde påført skraveringer.
Man må sige, at der var mere personlighed i ”Barbermalerens” malerier fra Nørrebro.
Levede Paul Fischer for meget på rutinen? Der var ikke nogen udvikling i hans kunstneriske produktion.
Værker solgt for store summer
I november 2007 blev maleriet af Højbro Plads fremstillet i 1890 solgt for 4 mio. kr. hos Bruun Rasmussen. Det hører nok til en af Paul Fischers allerbedste værker. Det skildrer et sandt leben med hustru og datter i forgrunden og det nedbrændte Christiansborg i baggrunden.
I 2014 blev ”Sommerdag på Højbro Plads” solgt for 490.000 kr. Værket er fra 1930 og viser Amagerkoner, der sælger blomster.
I maj 2016 blev ”En vinterdag med livlig trafik på Amagertorv solgt for 1,1 mio. kr. hos Bruun Rasmussen.
Man ser cigargrosserer W.Ø. Larsen i døråbningen til sin forretning længst til højre i billedet. Der siges, at grossereren selv bestilte maleriet hos kunstneren.
Den 19. september 2017 blev maleriet ”Kongens Fødselsdag” solgt for 2,1 mio kr. hos Bruun Rasmussen.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: Om malere- www.dengang.dk indeholder 1.577 artikler herunder:
Juni 7, 2020
Outze og Information
I Tønder 9. april 1940. Børges oldefar så ”Slaget på reden”. Mit Appelsintræ. Censur i dansk presse. Husk at vande blomsterne. Fra Radikalt til konservativt miljø. Den Illegale presse. Radikale holdninger. Information – første gang august 1943. Journalistisk fyrtårn. Involveret i mordplaner. Kongen var interesseret i det illegale arbejde. Dronning Dagmar fik også særudgave – dengang. For mange jøder i Gilleleje. Mange abonnenter. Et aktivt liv. Tre nakkeskud. Gestapo fandt ud af ulovlighederne. Magtkamp mellem Frihedsrådet og politikerne. Gestapo fandt vigtige lister. En indre og ydre krig. Stikkerliste fra Modstandsbevægelsen. Outze havde også hemmeligt kontor på Politigården. Arresteret af Gestapo. Outze i ”kraftigt” forhør. Tilbød at blive tysk spion. Syg og afkræftet til Sverige. Underkendt af major Stevenson. Livvagt for Christmas Møller. Udsat for masser af angreb. Han delte vandene.
I Tønder den 9. april 1940
Børge Outze var i Tønder den 9. april 1940 og skulle berette direkte fra fronten. Han var dengang ansat på den konservative avis Nationaltidende. I nogle dage havde avisens korrespondent fra Berlin, Jakob Kronika forgæves råbt ”Vagt i gevær”. Ja han havde endda ringet til Udenrigsministeriet.
Men avisen nåede aldrig at trykke Outzes beretning fra Tønder. De havde valgt at beholde tøjet på om natten. Ruth Outze var taget med hendes mand. Han havde talt med en grænsegendarm, der var helt sikker på, at en invasion var på vej.
Ægteparret Outze nåede lige den sidste færge fra Nyborg. Om bord var personer, der absolut skulle til København, bl.a. politikere. Outze opdagede Frits Clausen. Der var ikke rigtig nogen, der gad tale med ham.
Børges oldefar så ”Slaget på Reden”
Børges oldefar stod i 1801 og iagttog ”Slaget på Raden” fra Toldboden. Bagefter skrev han det ned, som han havde oplevet. Han blev senere lærer på Jonstrup Seminarium. Det blev et hele dynasti af lærere. Børge Outze var den første, der brød ud.
Mit Appelsintræ
Allerede i skolebladet i Odense imponerede han med historien om ”Mit Appelsintræ”. Det var i 1926. I mellemskolen forhørte han sig om man skulle have studentereksamen for at blive journalist. Man kunne nøjes med realeksamen. Jo det som 11 – årig han proklamerede over for Fyns venstreblad at han ville være journalist.
I 1928 mødte Børge så op på Fyns Venstreblad – 16 år med Realeksamen. Snart fik han så lov til at skrive i avisen.
Censur i dansk presse
Men snart efter 9. april 1940 ændrede forholdene sig for dansk presse. Men allerede inden var der censur. Af hensyn til forholdet til Tyskland havde Stauning – Munch regeringen skredet ind over for pressens skriverier om vores store nabo i syd. Men efterhånden kom censuren også til at omfatte nyheder om landets indre forhold.
Samarbejdspolitikken betød at censuren blev udført af danske embedsmænd frem til august 1943. Det foregik i Udenrigsministeriets Pressebureau.
Det gjaldt for eksempel om folkelig utilfredshed om samarbejdspolitikken og om den tyske tilstedeværelse. Der opstod et mylder af publikationer. Og egentlig findes der kun en af disse illegale publikationer tilbage. I mellemtiden blev det så legalt, og det var redigeret af den unge journalist Børge Outze.
”Husk at vande blomsterne”
Natten mellem den 4. og 5. maj stormede frihedskæmpere Store Kongensgade 40. Ejendommen havde tilhørt det nazistiske blad Fædrelandet. Man havde efterladt en seddel:
I forbindelse med Informations 75-års fødselsdag har bladet så udgivet ”I Krig for Information”. Det er så bare kommet et nyt forord. For egentlig er det bogen, ”Outze i Krig”, der bliver genudgivet. Det er en meget spændende og underholdende bog. Den er tilbage fra 2008.
Fra Radikalt til Konservativt miljø
Han kom fra et radikalt miljø, men blev ansat ved den konservative avis Nationaltidende. De unge Konservative havde meget imod Børge Outzes ansættelse. De mente ikke at han skulle have lov til at have noget med politik at gøre. Derfor blev Børge Outze en meget succesfuld kriminalreporter med et stort netværk i politiet.
Allerede fra 1936 blev Outze ansat på Nationaltidende. Han syntes godt om avisen. Han betragtede den som dristig og udpræget antinazistisk, og det betød noget for Outze, der senere blev modstandsmand.
Den illegale presse
Egentlig så en illegal presse først dagens lys efter at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) blev forbudt i sommeren 1941. Fra oktober 1941 udgav DKP bladet ”Politiske Maanedsbreve, som fra marts 1942 og indtil befrielsen kaldtes ”Land og Folk” Efter befrielsen udkom bladet som legalt dagblad indtil 1990.
Konservative kredse i København udgav fra december 1941 bladet ”De frie Danske” Modstandsorganisationen ”Frit Danmark”, der også var under kommunistisk indflydelse, udgav fra april 1942 et landsdækkende illegalt blad under samme navn. Bladet ”Frit Danmark” henvendte sig modsat ”Land og Folk” ikke kun til arbejdere. Tonen var knap så agitatorisk og mere argumenterende.
Den illegale bladskov fortsatte med at vokse i 1942 og 1943. Særlig efter august 1943 voksede antallet af illegale blade. I slutningen af besættelsen udkom Frit Danmark i oplag op mod 150.000 eksemplarer.
I de lokale blade var der også historier om grønthandleren i Nørregade, der solgte varer til tyskerne. Og hvis datter der gik ud med tyske soldater, hvis nok flere tyske soldater.
I land og Folk var det allerede i 1942 opfordringer til sabotage.
I begyndelsen var det kun yderfløjene, der læste de illegale blade. Men efter august 1943 nåede de ud til et flertal af befolkningen.
Radikale holdninger
Denne illegale presse var med til at ændre holdningen hos danskerne. Særlig i den sidste del af besættelsestiden var de illegale blade med til at skabe et hadforhold til de tyske flygtninge. Her er et citat fra ”Den tredje Front”:
Information – første gang august 1943
I august 1943 udkom Information for første gang. Et internt nyhedsbrev på Nationaltidende blev efterhånden et kraftcenter for den ikke kommunistiske del af modstandsbevægelsen.
Men Information holdt også hele tiden kontakt med det legale Danmark, til politikerne, departementscheferne, politiets ledere
Ud fra dette udviklede Børge Outze et illegalt blad. Det var til tider en voldsom proces med frygten for at blive taget. Han stod i relation til mange andre modstandsgrupper og levede et liv på madrasserne i diverse forladte københavnske lejligheder.
Journalistisk fyrtårn
Vores hovedperson er blevet en slags journalistisk fyrtårn både under og efter krigen. Bogen er vel lige så meget pressehistorie som modstandshistorie. Det er en krig på ord frem for våben. Han var en stor patriot, dygtig journalist og stålsat modstandsmand.
Han gjorde en forskel. Men det satte også sine spor på krop og sjæl. Han greb aldrig selv til våben.
Involveret i mordplaner
I oktober 1943 blev Børge Outze blandet ind i mordplaner mod den forhadte tyske rigskommissær i Norge, Josef Terboven, der var på besøg i København. Initiativet kom fra en dansk agent i SOE. Denne bad Børge Outze om at samle et hold. Medlemmer fra Holger Danske-Gruppen blev hentet i ambulancer.
Men pludselig opstod der på Hovedbanegården en diskussion om, hvilke følger, der kunne opstå såfremt man skød Terboven. Efter en afstemning valgte man at afblæse aktionen.
Kongen var interesseret i det illegale arbejde
Der kom også en forespørgsel fra kongen, om han nevø, prins Gorm var sluppet over til Sverige som planlagt. Det kunne Outze bekræfte. Og så ville kongen i næste omgang vide, hvem han var sammen med. Dette var lidt mere prekær. Det var en blandet flok. En af dem var Frits Clausens hjælpere, der var hoppet af. Outze fik fat i listerne fra den pågældende nat. Han fik byttet om på nogle af navnene, inden han svarede kongen.
Sandelig om kongen ikke spurgte om betalingen. Sandheden var at prins Gorm ikke havde penge på sig, men de andre havde betalt et par hundrede kroner hver. Efter dette bad kongen generelt om at blive orienteret om det illegale arbejde.
Niels Jørgensen og Børge Outze fremstillede efter dette et ugentligt informationsbrev som udelukkende blev sendt til kongehuset.
Dronning Dagmar fik også en særudgave
De to journalister morede sig over at man to årtier forinden havde fremstillet Nationaltidende i periode i en særudgave til kejserinde Dagmar, der havde været gift med den russiske zar, og som i 1919 var vendt hjem til Danmark efter den russiske revolution.
Foruden kongeparret modtog også kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid et eksemplar af særtjenesten.
For mange jøder i Gilleleje
Outze havde fundet ud af gennem sine forbindelse at bevogtningen af Øresund var blevet mindre fintmasket efter den 29. august 1943. Outze var med til at formidle kontakt mellem jøder og transporten over Øresund.
Efterhånden havde der på et tidspunkt samlet sig alt for mange, der skulle over Øresund i Gilleleje. Det førte til at Kriminaloberassistent Hans Juhl gennemførte en razzia natten mellem den 6. og 7. oktober 1943. Dette afstedkom en anholdelse af 117 jøder.
Mange abonnenter
Og i Sverige var Dansk Pressetjeneste blevet etableret. Hertil sendte Outze også illegale informationer.
Nu er stoffet til bogen taget fra Outzes egne gemmer. Men det er forfatterne nu også klar over. Han havde en stor indtægt og egen bil.
Hans illegale aktiviteter tog til og nyhedstjenesten forgrenede sig til betydelige beslutningstagere i det illegale miljø Ja Kong Christian den Tiende var abonnent nr. 100. Formelt set arbejde han i begyndelsen fuldt legalt i sit eget hjem og på Nationaltidende i begyndelsen.
Nyhedsbrevene blev samlet i kuverter med teksten ”Til Information”. Snart blev dette forkortet til ”Information”.
Et aktivt liv
Hans nyhedstjeneste blev fødekæde for mange illegale blade og ikke mindst BBC. I februar 1944 måtte han opgive sit dobbeltliv, da Gestapo – heldigvis forgæves – mødte op for at arrestere ham på Nationaltidende.
Hver eneste dag publicerede han et nyhedsbrev. Han kom også til at stå for Frihedsrådets bladudvalg. Dermed kom han i kontakt med ledende aktører. Han havde fingeren på pulsen mange steder.
Næsten dagligt mødtes Børge Outze med sin tidligere chefredaktør, Aage Schoh og dennes sambo, Kate Fleron. Også næsten daglig var det møder med Mogens Fog på forskellige dækadresser.
Efterhånden havde Information også fået et fintmasket net af meddeler fra hele Danmark. Nationaltidende fungerede som en central for illegale aktiviteter således udgav forskellige medarbejdere et illegalt blad, der hed Dannebrog.
Tre nakkeskud
I december 1943 kunne Information berette om, at tre fangere fra den tyske afdeling i Vestre Fængsel var dræbt under flugtforsøg. Allerede dagen efter kunne Information berette om, at de tre fangere var dræbt af nakkeskud. Meddelelsen havde man fået fra Retsmedicinsk Institut. Mistanken var, at det var den tyske SS – mand Pancke, der havde dræbt dem.
Tidligt på året 1944 havde Outze møde med folk fra Nordisk Nyhedstjeneste, hvor man aftalte en fordeling af arbejdet.
Gestapo havde fundet ud af ulovligheder hos Nationaltidende
Fra februar 1944 var det slut med dobbeltspil fra Nationaltidende. Gestapo havde fundet ud af at her foregik der mange ulovlige ting. Her blev også ”Hjemmefronten” produceret.
Nationaltidende betalte Outzes løn under hele besættelsen.
Magtkamp mellem Frihedsrådet og politikere
Under Folkestrejken i 1944 var der åbenlys magtkamp mellem Frihedsrådet og de ledende politikere på Christiansborg. Børge Outze blev sat i en situation, hvor han var en lus mellem to negle. Begge parter ønskede Information på deres side. Umiddelbart før strejken havde han et alvorligt sammenstød med Frihedsrådets ledende skikkelse, Mogens Fog. Og lige efter strejken lokkede socialdemokraterne ham med penge, hvis han ville være deres talerør.
Under selve Folkestrejken var der 15 mand, der indsamlede stof til Information.
Gestapo fik fat i vigtige lister
Hvis tyskerne fik fat i abonnementslisterne på Information ville de kunne optrevle en stor del af modstandsbevægelsen. Det lykkedes da også for Gestapo at få fat i disse lister både de ukodede og kodede lister.
Den 24. juli 1944 blev Robert Jensen dræbt efter en ildkamp med tyskerne. Stik imod alle aftaler havde han lister liggende over både S- og L – kontakter. Godt nok var de forsynede med dæknavne, men alligevel!
Et par dage efter gik man i forbindelse med fundet af disse papirer i gang med anholdelser og arrestationer i Århus – området.
En indre og ydre krig
Efter at være gået under jorden kæmpede Outze en ydre krig mod besættelsesmagten, værnemagere og stikkeri samt en indre krig, hvor fjenden var hans egen tvivl og moralske overvejelser.
Pludselig måtte man i hast forlade dækadressen i Holbergsgade. Tyske soldater havde omringet bygningen. Næste sted var Frederiksberg Alle, men her opholdt man sig under 24 timer. Beboerne var ikke glade for at have illegale boende sammen med dem.
Stikkerlister fra Modstandsbevægelsen
Børge Outze fik at vide, hvornår en sabotageaktion ville løbe af stablen. Således vidste han, hvad der ville ske med Dansk Riffelsyndikat. Han kunne selv berette fra aktionerne.
Længe efter at Outze var gået under jorden deltog han i politiets møder. Han blev ofte spurgt til drabssager. Ja han fungerede som en slags konsulent for politiet. Modstandsbevægelsen havde overbevist politiet om at stikkerdrab ikke skulle undersøges.
Outze modtog endda stikkerlister fra Modstandsbevægelsen. Det var lister med personer som man anså for at være farlige Ja han deltog endda i møder, hvor Modstandsbevægelsen diskuterede hvem der skulle på denne liste. Politiet ringede endda til Outze om han kendte de dræbte personer.
Efter Outzes mening blev der dræbt alt for få stikkere under besættelsen. Om landsforrædere sagde han at de lige så godt kunne slippes fri, når de nu engang ikke var blevet skudt.
Som det vil være bekendt, så udgav denne sides ”Gamle redaktør” en bog i 2017. her fandt vi frem til ca. fem uopklarede og mystiske dødsfald i Padborg – området som aldrig blev ordentlig undersøgt.
Outze havde også hemmeligt kontor på Politigården
Den 19. september 1944 anholdte tyskerne 2.182 politibetjente. Som erstatning oprettede tyskerne HIPO. De blev hurtig kendt for deres brutalitet og uberegnelighed. Knap 750 danske frivillige havde meldt sig til dette korps – de fleste kom fra Schalburgkorpset. I Informations ekstraudgave blev denne aktion detaljeret gengivet.
Også inde på den nu besatte Politigård havde Outze et kontor. Han var også redaktør af Politibladet. Her havde han også illegalt materiale liggende.
Arresteret af Gestapo
Under dramatiske omstændigheder blev Outze arresteret på en dækadresse, hvor han var sat i stævne for at mægle mellem to stridende parter inden for frihedsbevægelsen. Ja de kunne såmænd heller ikke altid sammen. Det skete den 14. oktober 1944. Også Mogens Fog blev anholdt.
Børge Outze var bange for at blive taget af tyskerne. Han var også bange for sit liv. Så han skrev ”testamente”.
Gestapo var hele tiden i hælene. Den 2. september var redaktør for Nationaltidende Aage Shoh og journalisten Kate Fleron anholdt i hendes illegale lejlighed. De havde papirer liggende, der kunne have afsløret hele Frihedsrådet. De lå i hundekurven. Det lykkedes for Børge Outze at fjerne disse vigtige papirer.
Angivet af en KU’ er
Outze var blevet stukket af den samme KU’ er, som havde stået i spidsen for demonstrationen mod hans ansættelse på Nationaltidende. Denne KU’ er var i pengenød. Han var blevet tilbudt 2.000 kr. af tyskerne. Så han angav personer i tilknytning til KU, Nationaltidende, Hjemmefronten og Børge Outze. 131 blev i alt angivet af denne person. Tre af disse døde i Neuengamme.
Efter besættelsen blev han idømt 20 års fængsel for sin omfattende stikker – virksomhed. Han blev dog benådet i 1952.
Denne person ringede også til Gestapo, da Børge Outze sammen med tre andre holdt møde i Tivoli. Ved denne lejlighed undgik Børge Outze dog anholdelse.
Outze i ”kraftigt” forhør
Arrestationen af Outze førte til lidt af panik i de illegale kredse. Men nu var det nøje planlagt, hvem der skulle tage over, når han blev arresteret. Betalingen af Information blev afskaffet. Den kom på finansloven.
Outze blev straks sat i ”kraftigt” forhør. Til at begynde med holdt han tæt for tyskerne, så han ikke røbede væsentlige hemmeligheder i de første timer efter arrestationer. Det betød at forbindelserne udenfor kunne tage deres forholdsregler. Desværre skete det hele op til en weekend. Nogle af Outzes forbindelser blev hentet til forhør i løbet af weekenden. For nogles vedkommende betød det at de blev sendt videre til Frøslevlejren.
Både Bovensieben, Karl Heinz Hoffmann og Ib Birkedal afhørte Outze. Når han bedst troede, at nu kunne han få et par timers søvn, blev han igen afhentet i vestre Fængsel. På den måde forsøgte tyskerne at stresse ham.
Tilbød at blive tysk spion
Efter et stykke tid kølnedes interessen for Outzes person. Børge Outze tilbød at blive tysk spion mod Sovjetunionen. Dette medførte at han præcis en måned efter sin anholdelse fik lov til at flygte efter dramatik. Han skulle springe af i farten, hvorefter tyskerne ville skyde ud i luften. Det skulle se ud som om han flygtede. Men Outze var alligevel i tvivl om tyskernes hensigter.
Der er så delte meninger om dette. Enten handlede han ædelt og taktisk klogt eller også mener man at han var fej og politisk opportunist. Mange mennesker havde svært ved at tro på detaljerne omkring hans flugt. Også hans illegale kollegaer havde svært ved at acceptere hans studehandel.
Syg og afkræftet til Sverige
Men to dage efter løsladelsen/flugten var han ombord på en fiskekutter over Øresund. Han var nummer 1.444, som Dansk – Svensk Flygtningetjeneste havde fragtet over Sundet.
Han følte sig i den grad syg og afkræftet. En læger undersøgte ham og kunne konstatere, at han havde slæbt tre slags lus ud af Vestre Fængsel, men hvad der var endnu værre, var at han havde fået konstateret Gulsot. Det krævede øjeblikkelig indlæggelse
Underkendt af major Stevenson
Men det have Outze slet ikke tid til. Han havde vigtige informationer til den danske efterretningstjeneste i Stockholm. Han opsøgte det russiske og britiske diplomati. Den britiske major Stevenson stolede overhovedet ikke på Outze og havde stor mistillid til ham. Men Stevenson glemte, at det britiske efterretningsvæsen for længst havde godkendt Outzes historie.
Han måtte nu gå under jorden i Sverige. Fra Stockholm fortsatte han arbejdet for den frie danske informationstjeneste.
Livvagt for Christmas Møller
Outze fungerede også som livvagt for Christmas Møller, da denne foretog en rundtur i Sverige. Dette havde svensk politi forlangt. I London blev Christmas Møller betragtet som en lidt kantet person, der havde svært ved at holde på hemmeligheder. Derfor blev han i en hvis grad isoleret i London.
Den 1. maj 1945 tog han uventet tilbage til Danmark. Uventet dukkede han op på Amager Strandvej hos hans familie. Her havde Gestapo et par dage i forvejen holdt razzia.
Udsat for masser af angreb
Efter besættelsen var Outze udsat for masser af angreb på hans person for hans rolle i forbindelse med aftalen med tyskerne. Blandt andet fra advokat Carl Madsen. Outze skrev en tre siders rapport og forklarede sin version af historien til Carl Madsen.
Også land og Folk mente at have en god historie, de angreb Outze. På en eller anden måde havde de fået fat i afhøringsrapporterne af Karl Heinz Hoffmann efter besættelsen.
Han delte vandene
Egentlig var han også en person, der delte vandene. Han elskede striden og diskussionen. Hans modstandere mente ofte, at han i sit journalistiske virke efter krigen var præget af moralisme, dømmesyge samt bedreviden.
Outze var chefredaktør i næsten 30 år. Han er nok den bladleder som har ført sin avis gennem flest identitetskriser. Han døde i 1980 kun 68 år gammel.
Kilde:
Ikke anvendt litteratur:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.576 artikler, heraf 319 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter).
Juni 5, 2020
Buchenwald-Lægen Værnet er stadig aktuel
Han er portrætteret i mindst tre dokumentarfilm. Der er bøger om ham på dansk, tysk og fransk. Nu er han igen blevet aktuel efter at en argentinsk sundhedsminister skal hædres på en pengeseddel. Han blev aldrig straffet for sine handlinger. To kollegaer skrev bemærkelsesværdige lægerklæringer, så han via Sverige kunne flygte Argentina. Her fortsatte han sine eksperimenter med at ”kurere” homoseksuelle. Heller ikke danske regeringer mente, at han skulle straffes for sine handlinger. Indtil 1933 var der også strafbart i Danmark at være homoseksuel. Det kunne give syv års fængsel. Indtil 1981 blev det betragtet som en sygdom. Himmler mente, at de udgjorde en fare for den nazistiske ideologi. I KZ – lejrene blev de placeret nederst i det livsfarlige hierarki med en lyserød trekant på fangedragten. Værnets forsøg i Buchenwald førte ikke til noget. Det var en meget tynd rapport, han afleverede til Himmler.
En argentinsk sundhedsminister
Der er massiv kritik af, at den argentinske centralbank vil sætte billedet af en tidligere sundhedsminister på en pengeseddel. Det skyldes, at han i sin tid var sympatisør med det nazistiske styre i Tyskland og blandt andet hyrede en dansk SS – læge, der havde forsøgt at udradere homoseksualitet.
Ramon Carrillo’ s ansigt skal sættes på en 5.000 peso pengeseddel. Han var sundhedsminister i Argentina fra 1949 – 1954.
Værnet blev hyret i fem år
I 1947 hyrede Carrillo i 1947 på en femårig kontrakt den danske SS – læge Carl Værnet. Fra hele verden lyder det protester. Den israelske ambassadør i Argentina siger:
Det fremgår også, at den latinamerikanske del af Simon Wiesenthal Centre også har kritiseret beslutningen:
Argentinas manglende opgør med fortiden
Denne sundhedsminister gjorde skam også gode ting. Han fik udslettet malaria i landet og halverede børnedødeligheden i sin embedsperiode.
Men valget af denne sundhedsminister udstiller også Argentinas manglende opgør med landets venligtsindede politik over for nazister under og efter Anden Verdenskrig. Han var lige som Værnet læge og de to udviklede et tæt forhold.
Storbritanniens ambassadør i Argentina siger:
Hvordan homoseksuelle blev udslettet
Menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell, der har særligt fokus på homoseksuelles rettigheder, undrer sig over, at et demokrati som Argentina hylder en mand, der hjalp Carl Værnet:
Denne menneskeretsforkæmper vender vi tilbage til senere i artiklen.
Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina
Som vi tidligere i artikler har nævnt, så modtog Juan Perron masser af nazister og krigsforbrydere. Her i Argentina kunne de leve i fred og fordragelighed efter Anden Verdenskrig uden fare for at blive udleveret. De skulle bare stille deres viden til rådighed.
Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina. Blandt de mest berømte var lægen Josef Mengele og Adolf Eichmann, der var en af hjernerne bag massedeportationer af jøder.
Og her i Argentina fortsatte Værnet ”sit videnskabelige speciale”. Han arbejdede for regeringen og bagefter åbnede han sin egen lægepraksis.
Det taler man ikke om
Regeringen i Argentina er såkaldte peronister – de identificerer sig med den tidligere præsident Juan Peron. Et angreb mod Carillo er et angreb mod hele regeringen.
Forfatteren Uki Goni, der har skrevet ”The real Odessa” siger, at samarbejdet mellem Argentinas regering og en række topnazister er ikke noget som man taler om. Nazismens historie i Argentina er stadig et tabu – det har aldrig været større.
Argentina benægter deres samarbejde med nazisterne. Den omtalte 5.000 – peso-seddel er sendt i trykken, men er endnu ikke sendt i omløb. Behovet for den ny seddel skyldes landets inflation, der i år ventes at være på 50 pct.
Jeg har en historie til dig
I 2009 sad der blandt publikum en person, der henvendte sig til instruktøren af en film om SS – manden Adolf Eichmann, der blev forevist i et teater i Argentinas hovedstad Buenos Aires:
Det blev til filmen ”Den lyserøde trekant – og nazi – kuren mod homoseksualitet”. Det var netop filmen om Carl Peter Værnet, der her i Argentina skiftede navn til Carlos Pedro Varnet.
Bøsser blev i store bundter sent i KZ – lejre og anbragt nederst i den livsfarlige hakkeorden med en lyserød trekant syet på fangedragten.
Den danske regering svarede ikke
Men allerede tidligere i 1998 henvendte menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell sig til statsminister Poul Nyrop Rasmussen og spurgte, hvordan det efter Anden Verdenskrig havde kunnet lade sig gøre, at Carl Værnet var flygtet til Argentina fra retsforfølgelse, selv om han sad i dansk varetægtsarrest i 1946.
Nu har danske politikere aldrig været så meget interesseret i danske krigsforbrydere. Og statsministeren svarede da heller aldrig på henvendelsen.
Værnet blev anholdt
Efter befrielsen vente Værnet tilbage til Danmark. Han blev lige som andre nazi – sympatisører anholdt og interneret. Værnet erklærede sig uskyldig i krigsforbrydelser og mente, at han kun havde fungeret som almindelig læge.
Imens hobede beviserne sig op mod ham. Ved hjælp af tro medsammensvorne læger bluffede han sig til en kritisk sygdom.
To kollegaer hjalp Værnet til at flygte
Niels Birger Danielsen den ene af de fire forfattere bag den danske bog om Værnet fandt ud af, at han blev hjulpet ud af landet af to læger – Tage Bjering og Gunnar Kelstrup. De havde attesteret, at han led af en kritisk hjertesygdom, som kunne kureres i Sverige. Sygdommen var forkalkning af kranspulsårerne, noget der i 1940’erne var uhelbredeligt.
Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste) og overlæge dr. Med. Tage Bjerring fra Kommunehospitalet afgav begge i 1945 og 1946 gentagende erklæringer på, at Værnet led af denne alvorlige hjertesygdom.
Den 24. januar 1946 skrev Tage Bjerring:
Syv måneder senere den 22. august 1946 erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at:
Pressenævnssag
Men offentliggørelse af disse læge – navne førte til en pressenævnssag mod Niels Birger Danielsen efter en klage fra en søn til af en af lægerne. Klagen blev afvist af nævnet med tre stemmer mod en.
Samtidig arbejdede Værnet imidlertid aktivt for at få lavet en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet
Symbol på undertrykkelse af homoseksuelle
Carl Værnet overlevede dog til 1965 efter et mere ind imellem strabadserende liv. Han døde som 72 – årig efter et trafikuheld. Men 56 år efter hans død er SS – læge Carl Værnet stadig et symbol på undertrykkelse af homoseksuelle.
Han var håndlanger for nazismens førende raceideolog Heinrich Himmler. I Buchenwald udførte han eksperimenter på bøsser for at gøre dem til heteroseksuelle og dermed kurere dem for homoseksualitet, der dengang blev betegnet som en sygdom.
Og selv om det er 56 år siden lever historien om hans ugerninger i bedste velgående takket være bøger, afhandlinger og dokumentarfilm og nu også en pengeseddel.
En streng opvækst
Han havde en streng opvækst på en gård med sine fire brødre. Hans far var en dygtig hesteavler. Det var i den lille by Løjenkær mellem Århus og Odder vores hovedperson voksede op. Faderen havde et voldsomt temperament. Han kunne finde på at binde Carl til to stolper i hestestalden og afstraffe ham med en ridepisk.
Da han begyndte på medicinstudiet, skiftede han navn fra Jensen til Værnet. Han mente, at doktor Værnet lød bedre end doktor Jensen.
Han oprettede en konsultation på Frederiksberg. Tilstrømningen til klinikken gav ham hurtigt tilnavnet ”modelægen”, som tilsyneladende kunne kurere hvad som helst. Han var kortbølgespecialist. Han gav løfter om helbredelse af alskens alvorlige lidelser. I den egenskab udviste han til tider en bizar moral i behandlingsmetoderne samt omgangen med patienter.
Da Carl Værnet i slutningen af 30’erne havde opfundet og udviklet en kunstig hormonkirtel, fremkaldte det højst hovedrysten fra den øvrige lægestand.
Underskud af testosteron
I løbet af 1940’erne svigtede patienterne klinikken på Platanvej, da de fandt ud af at lægens sympati lå hos besættelsesmagten. Siden, da klinikken blev solgt til tyskerne, blev den sprængt i luften af sabotører fra Holger Danske – gruppen.
Værnet mente i strid med hovedparten af tidens medicinske sagkundskab at homoseksualitet hos mænd skyldtes et sygeligt underskud af det mandlige kønshormon testosteron. Han tilbød at kurere dem ved at tilføre dette hormon og ville ved forsøg dokumentere, at det kunne ske ved hjælp af en ”kunstig kirtel”, han havde udviklet.
Kirtlen bestod af en stav med et depot af hårdt sammenpressede lægemidler, indpakket i guldfolie, som blev indopereret i kroppen og derefter lidt efter lidt frigjort i en jævn strøm over en lang periode. Opfindelsen fungerede grundlæggende som vore dages P-stav og blev patent anmeldt af Værnet i Danmark i 1943 og USA i 1946.
Også restriktioner i Danmark
Homoseksualitet var i Danmark strafbart helt frem til 1933 og kunne give syv år i tugthuset. Og det blev betragtet som en sygdom helt frem til 1981, hvor det blev slettet på Sundhedsstyrelsens sygdomsliste.
På Rigshospitalet lavede man forsøg med testikeltransplantioner på homoseksuelle i 1920’erne i et forsøg på at gøre dem tiltrukket af det modsatte køn.
Nazismens syn på homoseksuelle
Nazismen anså homoseksuelle mænd som moralsk degenererede og kriminelle. De blev sat i bås med, hvad nazisterne kaldte ”asociale”. Nazisterne så det blandt andet som en trussel mod nationens fællesskab, at bøsserne ikke fik børn. Dermed kom det tyske befolkningstal i fare og følgelig hele den tyske nation.
I 1937 sagde Himmler:
Lesbiske kvinder var ikke nær så problematiske, da de trods deres seksualitet stadig kunne føde børn og bidrage til riget. Nazisternes undertrykkelses – og disciplineringspolitik var derfor særligt rettet mod bøsser, som skulle ”helbredes” for deres sygdom, så de kunne bidrage både til krigsindsatsen og befolkningstallet.
”Rigscentralen til bekæmpelse af homoseksualitet og abort” ledede propagandaindsatsen imod homoseksualitet og støttede forskningen i fænomenet.
Blandt de medstuderende var Frits Clausen, der senere blev formand for DNSAP. Her meldte Værnet sig ind i 1930’erne.
En trussel mod den ariske race
Værnet var mere end velkommen hos Himmler. Han kunne godt lide at homoseksualitet åbenbart kunne helbredes. Denne ide sikrede Værnet store pengemidler fra SS. For nazisterne var homoseksualitet en trussel mod den ariske race.
Værnet fik et laboratorium stillet til rådighed hos Deutsche Heilmittel i Prag. I fire omgange opholdt han sig i Buchenwald for at udføre forundersøgelser, operationer og efterkontrol.
Nogle af mændene var blevet kastreret engang i 1930’erne og her gik det ud på at vise at den kunstige tilførsel af testosteron gav dem kønsdriften og evnen til at gennemføre samleje tilbage. For de andres vedkommende handlede det om, at hormontilskuddet skulle få deres seksualdrift til at rette sig mod kvinder.
Det blev efterfølgende testet ved at flytte dem til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück og kommandere kvindelige fanger til at forsøge at lokke dem til seksuel kontakt. Hvis det lykkedes, kunne de betragtes som ”helbredt”.
En meget tynd rapport til Himmler
De tyske lægekollegaer begyndte at gennemskue Værnet og skrev stadig mere skeptiske interne rapporter om danskeren og hans forsøg. I februar 1945 troppede Carl Værnet op i Himmlers hovedkvarter i det sønderknuste Berlin og afleverede sin endelige rapport.
Også i brevvekslingen mellem Værnet og Buchenwald, som er delvis bevaret, ses eksempler på lægeligt sjusk. Efterhånden mistede både Deustsche Heilmittel og SS’ økonomiforvaltning tilliden til ham. Dog ikke mere end at SS – rigslægen Dr. Ernst Grawitz i februar 1945 udbetalte ham 5.000 Reichsmark (svarende til i dag ca. 210.000 kr.) for hans arbejde.
Ud over en masse nazistiske floskler og evig troskab mod Himmler indeholdt rapporten ingen reel videnskabelig dokumentation og refererede især nogle behandlinger Værnet påstod at have lavet mod homoseksuelle i Danmark. Uden dokumentation, tal eller reel forskning.
De 93 sider rummede primært sygehistorier om succesrige behandlingsforløb, som Værnet angiveligt havde gennemført tilbage i sin tid i København, men i nogle tilfælde havde plagieret fra en amerikansk førkrigsundersøgelse. Forsøgene i Buchenwald blev kun beskrevet ganske overfladisk, så reelt leverede han intet bevis for sin teori.
Han blev aldrig gjort ansvarlig
Allerede i 1945 blev han beskrevet af et øjenvidne i Eugen Kogon’ s bog ”Der SS-Staat”.
Som vi tidligere har nævnt, flygtede han via Sverige til Argentina. Han blev nævnt under Nürnberg-processerne:
Men på forunderlig måde blev der aldrig rejst en sag mod Værnet. Værnet nåede at være gift tre gange og blive far til seks børn.
Stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse
Han var en mand, der stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse. Han var parat til at støtte hvem som helst, hvis det kunne tjene hans karriere. De fleste læger, der arbejdede i KZ – lejrene var unge og ambitiøse og uden større videnskabelige kompetence.
Også Ib Markwarth har lavet en 30 minutters dokumentarfilm om Carl Værnet.
Nu blev han ofte kaldt ”Danmarks svar på Dr. Mengele”. Men sammenligningen er nok vild overdrevet. Mengles forsøg resulterede i tusinder af dødsfald. Værnets forsøg var ikke drevet af ondskab. Han var langt fra en sadist. Men han havde en nærmest sygelig fortrængningsevne og blindhed over for egne motiver.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.575 artikler, herunder 318 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) inkluderet:
Juni 4, 2020
Anna og Michael Anchers hjem i Skagen
Af Lisa Hildegardt
Michael Ancher, landmandssøn fra Bornholm kom til Skagen første gang i midten af 1870’erne. I 1880 giftede han sig med Anna, datteren af en sand matador i Skagen. Datteren Helga, selv kunstner testamenterede ægteparrets bolig til Skagen Kunstmuseum. Skagensmalerne blev efterhånden slaver af deres egen succes. Eventyrprinsen blandt malerhoffet var P.S. Krøyer. Anna Ancher var husets gode fe. Men rigtig Skagensmaler blev hun ikke anset for – dengang. Men det har nu senere ændret sig.
Billedkunstnere skyr ikke rampelyset. Deres værker er til for at blive set, og skulle det knibe med opmærksomheden, må kunstneren gøre sig umage for selv at blive synlig. Lidt drama skader ikke, og en snert af forargelse er et pikant krydderi. Derfor er kunstnerbiografier også ofte bygget op efter traditionsrige modeller for dramatisk effekt som gamle skuespil.
“Man gaaer først saa gruelig meget ondt igjennem, og
saa bliver man berømt”.
Citat: H.C. Andersen
Det gælder dog ikke Skagensmalerne. Det kan godt være, de ville have snappet efter vejret, hvis de havde kunnet erfare, hvad et lærred med to damer på en strand (Anna Ancher og Marie Krøyer) skulle indbringe på en aktion i vore dage, men de kunne hverken klage over mangel på anerkendelse eller mangel på levebrød i deres egen tid.
Michael Ancher, landmandssønnen fra Bornholm, kom til Skagen første gang i midten af 1870’erne, da han var 25 år gammel. I 1880 udstillede han billedet “Vil han klare pynten?”, som vi vist ikke behøver at skildre
nærmere – og der opstod slagsmål mellem køberne. Kunstforeningen veg for Kunstmuseet, der atter veg for kongehuset. Samme år giftede han sig med Anna, datter af Erik Brøndum, købmand- og gæstgiver, og lidt af en matador i Skagen.
I deres ægteskabs første år boede de i et havehus bag Brøndums gæstgiveri, men købte så en ejendom på Markvej, dengang i byens udkant med fri udsigt over landskabet. Den sidste er der ikke mere, men huset er i behold, og ikke bare huset og stuerne, men også inventaret lige fra ægteparrets billeder og møbler og ned til kaffekopper og viskestykker. Det kan vi takke datteren Helga for, der også selv blev kunstner. Helga Ancher levede indtil 1964, og hun testamenterede familiens hjem på Markvej til en fond, som nu er en del af Skagens Kunstmuseer.
Det var et stort hus, Ancher købte, men ikke stort nok, så med årene voksede det indtil det herskabelige, et lille residensslot for det ukronede kongepar i en verden af malerkunst, der så at sige fra det øjeblik, den ytrede sig, blev ombrust jubel og knæsat som klassisk. Den slags sker ikke ustraffet. Anchers barkede søgutter med sydvest og olietøj, skipperskæg og snadde lever stadig deres mekaniske gengangerliv i trommesalsbilledernes udødelige repertoire. Man kan forstå, at det ikke var Michael Anchers skyld, men hvis var det så? Og man kommer næppe uden om, at Skagensmalerne blev slaver af deres egen succes, af deres begejstrede publikum og dets forventninger.
Eventyrprinsen ved malerhoffet var P.S. Krøyer. Det var bl.a. Michael Anchers skyld, at Krøyer med den brillante, kosmopolitiske baggrund sluttede sig til kredsen, men da det først var sket, følte Ancher sig på det nærmeste detroniseret. Kunne Krøyer ikke finde andre motiver end dem, Ancher selv dyrkede; skulle han absolut stjæle den fattige mands lam? Det var – og netop med de ord – Anchers reaktion, men det nære venskab med Krøyer holdt livet ud. Og det blev Krøyer, der med sine billeder af frokosten på Brøndums Hotel og “Hip, Hip, Hurra”, det glade selskab i haven ved Anchers hus, eksponerede stemninger, man helst forbinder med et begreb som kunstnerkoloni. Her er alt, hvad der tjener til fornægtelse af askese – brændevin så kold, at flasken trækker rim, rugbrød og smør, tempereret bourgogne, frisind, velvære og glæde.
Men eventyrprinsen flammede hurtigt op og brændte ud i sindssyge og jalousi, og det sled hårdt på hans omgivelser.
Den svenske komponist Hugo Alfvén og Marie Krøyer satte frisindet på prøve, og det er takket være dem, at Skagensmalerne i vore dage har gjort sig værdige til filmatisering “Marie Krøyer” fra 2012. Ingen ville drømme om at forbinde Michael og Anna Ancher med noget, der kan bære en kostumefilm i widescreen, endsige en tv-føljeton.
Medens P.S. Krøyer døde blot 58 år gammel – og efterlod en regnbue af lærreder, som man skiftevis beundrede og nedvurderede som overfladiske, arbejdede Michael og Anna støt videre, udvidede huset og hægede om økonomien og familielivet. Martha Johansen gift med maleren Viggo Johansen, og kusine til Anne Ancher, var ikke alt for begejstret. Efter en udstilling i 1915 måtte hun konstatere, at Michael Anchers flid nu langt overgik hans kvalitetssans, “har man holdt af Ancher som kunstner, skal man helst ikke se udstillingen”.
Men der kom altså et stort hjem ud af det, og et originalt hjem. Møbler og andet bohave blev samlet sammen i årene, ofte hentet på pulterkamre i byen, hvor rokokokommoder, empirespejle og barokstole var havnet, da borgerskabet kom til penge og klunkerne holdt deres indtog. Og Anna Ancher var hjemmets gode fe, hustru, moder, værtinde og maler. Det sidste vidste man naturligvis godt, og hun modtog også nogen anerkendelse, men! “Rigtig” Skagensmaler, det anså man hende nu ikke for at være. Dengang.
Hun havde sit eget atelier, man så hende undertiden ude i byen i kittel med en håndfuld, pensler og et lille lærred på et staffeli. Det var dog ikke anderledes, end at man i 1964 ved husets genåbning fandt et helt
lager af hidtil ukendte billeder. Medens det er gået op og ned og op igen med Krøyers omdømme, og medens Michael Ancher har fastholdt sin stilling på pointtavlen, har Anna måttet ventet længe på sin berømmelse.
Man sagde om hende, at hun fjernede sig “aldrig ret langt fra sin moders køkken”. Og siden, da hun fik sit eget køkken, fjernede hun sig ikke ret langt fra det, Størstedelen af sine motiver fandt Anna Ancher i det hus, hvor hun var hustru, moder og værtinde; datteren Helga i den blå stue, et vindue med gardiner, tre kvinder omkring et bord i gang med at sy en kjole til en fest, ung pige foran et spejl, for ikke at tale om billedet af Michael, der samler kræfter til en jagttur ved en ensom frokost.
Huset var Michael Anchers hjem, og fordi det var det, blev Anna Anchers kunstneriske univers, et stort hus, men endnu større på grund af hende!
I 1904 modtog Anna Ancher Eckersbergs Medaillen. Medaljen blev indstiftet i 1887 i til minde om hundredårsdagen for maleren C.W. Eckersbergs fødsel, 2. januar 1783. Uddelt 1. gang 1889 og eksisterede indtil 1923 både i sølv og bronze, nu kun i bronze.
Michael Ancher (1849-1927) og hustruen Anna Ancher (1859-1935) er begravet på Assistens Kirkegård i Skagen. Helga Ancher (1883-1964) var ugift og er begravet ved siden af sine forældre.
http://skagensiden.dk/skagensiden/asp/page.asp?id=116&fbclid=IwAR3qa5FyykmHjOlW5mIg9UbD5aRAYe_B
fM4xqUgtRoF02QShWiqL4QqGPIM
Vi håber senere at kunne bringe dette foto – Vi har gemt det.
Juni 3, 2020
Satans-kulten på Anholt
Da Satan – kulturen kom til Danmark. Mærkelige fund på Anholt. Fanden er ikke færdig med Danmark. Satan – kulturen var et mysterium. Falske læserbreve. Afsender var en ”rigtig” heks. Invitation til satanistiske fester. Masser af skibe strandede ved Anholts kyst. Ikke alt var lige trist. Mange påstod at have opklaret mysterierne. Anholt på vrangen. 50 – 75 breve i Vor Frue Kirke. Man skal kysses af en ung smuk præst af kvindekøn. Præst på Anholt opklarede det hele i slutning af 1990’erne. Møntsamler gemte også mønter. ”Den Danske Satan-kult”. Han tog på kirkegården nytårsnat. Knud ønskede ikke at leve et halvt liv. På samme plads i 25 år. Han afleverede en pakke på nationalmuseet. Hans pas blev fundet på Køge Museum. Lige så godt som teatergruppen Solvognen.
Da Satan – kulturen kom til Danmark
I 1973 kom satanismen for alvor offentligt til Danmark. Rundt omkring i landet opstod forskellige grupper. Men specielt et sted gik den okkulte dyrkelse af Djævelen helt amok. Lokaliteten kunne ikke være bedre valgt, hvis man ville dyrke sin hornede gud i fred.
Satan-kulten holdt nemlig til i landets eneste ørken på Danmarks mest isolerede ø – Anholt. Jo det er et meget okkult sted.
Mærkelige fund på Anholt
Omkring 17. maj 1973 blev der pludselig gjort mærkelige fund i Anholts ørken. Der var arrangeret djævelske mønstre i sandet. Indetørrede abehoveder, sorte lys, messingkander, messingklokker, dæmonmasker, et primitivt tryk, en dæmonisk hjort, et messingskrin med seks menneskeknoglestykker, et stykke menneskelig hjerneskal med malede tegn, en stensætning, et imiteret menneskehoved på en træstage, der var smykket med en armring og stukket igennem ankelremmen på en barnesko og meget andet.
I forbindelse med fundet af barneskoen sagde rygterne at der i den sorte messe havde fundet barneofring sted, men dette blev aldrig bevist.
Hele 13 offersteder fandt man på Anholt.
Fanden er ikke færdig med Danmark
I 1973 udtalte Ebbe Kløvedahl Reich til BT, at Fanden åbenbart ikke var færdig med hverken Anholt eller Danmark.
Pressen kastede sig med det samme over nyheden. Nogle satte spørgsmålstegn ved hele historien, men eksperterne var ikke i tvivl. Den tidligere heks, satanist og skuespiller Hanne Smyrner sagde til Jyllands Posten:
Satan – kulturen var et mysterium
Grenå Politi bekendtgjorde at man inden næste fuldmåne ville sende en betjent til øen for at opklare sagen, men det blev aldrig fundet nogen officiel forklaring eller synder. Satan-kulten var et mysterium og blev i løbet af efteråret til et mareridt for flere af øens beboere, der modtog truende og underlige breve.
En lærer fik tilsendt en pakke med et symbolsk afhugget hoved og andre modtog gule blomster og andre djævlesymboler. Teksten til et af brevene lød:
Et andet brev opfordrede læseren til som middel mod hårtab at sælge sin sjæl til ”Mørkets fyrste på Anholt” ved at puste ni gange gennem nøglehullet til øens kirke omkring midnat den 31. oktober, læse et bestemt digt og derefter vende sin nøgne bagdel tril alteret. Forsendelserne var underskrevet af ypperstepræsten i satan-bevægelsen på Anholt.
Selv om man gjorde flere fund på Anholt efter det aktive år i 1973 var Satan – bevægelsen aktiv i mange år.
Falske læserbreve
I City Avisen i København skrev kulten falske læserbreve. Det var skrevet i inspektør på Nationalmuseets navn, Kjeld Grinder-Hansens navn. Samtidig blev der sendt truende breve til denne. Kuverterne havde hjemmelavede poststempler ”Tag til Anholt for Satan” og ”Alt ondt kommer fra Grenaa”. Samtidig blev der fundet Satan – mønter på nationalmuseet.
I kirker og på museer rundt omkring i landet blev der fundet satanistiske mønter i sølv og kobber og breve. Mønterne var typisk lidt større end gammeldags femkroner.
Afsender var en ”rigtig” heks
Der var skrevet breve på en gammel skrivemaskine. De havde forskellige afsendere. Ofte var det ”Alice Mandragora”. ”De Flyvende Koner” ”Svovlpølevej 13, Anholt” m.m.
Navnet ”Mandrogora” er et rigtigt ”heksenavn”. Det er nemlig det latinske navn for alrune – planten som ifølge den sorte magi kan bruges til hekseri.
Der er ikke noget under at satanismen er begyndt på Anholt. Gennem tiden er øen blevet kendt for at have mange heksebøger. Et sted på øen findes der flere af dem i privateje. Men alt tydede på at kulten var blevet landsdækkende.
Invitation til satanistiske fester
I 1994 fandtes der to breve på loftet på en kirke på Djursland komplet med satanistiske poststempler. På samme loft blev der fundet en hue og endnu en skrivelse. Brevet påstod at huen havde tilhørt forfatterinden Thit Jensen. I andre kirker blev der fundet sølvmønter.
I efterårsferien 1995 blev der fundet ”glemte” Satan – kult – breve på Djursland Museum. Disse var stilet til navngivne præster. Under et af museets udstillede senge fandt man en pung med vættelys, lavastykker, flintesten, et stykke af en ægyptisk mumie og ”Fandens kindtand”.
Nogle af brevene inviterede modtagerne til satanistiske fester, hvor man skulle sprøjtes til med blod fra en friskslagtet sort hane.
I 1996 blev Karlebos pastor i et klassisk brev fra Anholts satanister budt til ”en lille dyst med mørkemagere” på et specifikt sted og tidspunkt, hvor man ville blive budt på menneskekød og djævlevin.
Masser af skibe strandede ved Anholts kyst
Der er en stor og sagnomspunden tradition for blodige møder med mærkelige havdyr omkring Anholt. Alene mellem 1858 og 1885 forliste 50 skibe ved øen. Man anslår at der findes i nærheden af 500 skibsvrag på havbunden omkring den.
I tre dage måtte anholterne samle lig op fra kysten da et engelsk skib engang var forlist ud for øen. Der var så mange døde, at man måtte grave dem ned på stedet. Derfor vrimler Anholts klitter med forskellige former for spøgelsesfænomener.
Ikke alt var lige trist
Anholterne har været selvskrevne til at bjerge vraggods, samle lig og gøre rent på deres strande efter at havet har krævet sine ofre. Det var dog ikke alle strandinger, der var lige drabelige og dystre.
Engang gik et skib på grund ved kysten. Det sad fast der i tre år. Men de lokale havde intet imod at det blokerede for deres havudsigt. Skibet var nemlig ladet med vin, som anholterne drak af i tre år – uden at ladningen løb tør.
Mange påstod, at de havde opklaret mysteriet
Satan-kulten beskæftigede flere aviser sig med i mange år. Der blev også lavet to dokumentarfilm om emnet. Masser af tidsskrifter skrev om emnet. Flere fortalte, at nu havde de opklaret mysteriet.
Den 24. maj 1973 skrev Ekstra Bladet på forsiden ”Satan-kult afsløret på Anholt”. Det var i forbindelse med den første dokumentarfilm om emnet. Folk på øen var meget skeptiske over for projektet. Men efter at den lokale præst havde givet sin velsignelse så hjalp de lokale dog filmfolkene.
Man arbejdede med filmen i tre år. I avisen kunne man så læse at om det var drengestreger eller bare for sjov eller om det var ren satanisme, det var den ene af filminstruktørerne ikke overbevist om.
Anholt på vrangen
I 1983 udkom der en bog af forfatteren Knud Langkow, der hed ”Anholt på vrangen”. Den er trykt hos Holm Grenå i 1983.
Her fortæller forfatteren Knud Langkow, der på et tidspunkt befinder sig på Anholt med et græstørv på hovedet. En hugorm forvandler sig til en gammel kone, der bede ham gætte hvem hun er:
Det er mærkeligt at man i 1983 ikke reagerede på denne udgivelse.
50 – 75 breve fundet i Vor Frue Kirke
I 1995 finder man først 11 breve i Vor Frue Kirke. Dette forsøger man at skjule for offentligheden. Snedkeren Kim fandt vel i alt 50 – 75 breve mellem plankerne i de tre år han arbejdede i kirken. Brevene blev brændt. Det skulle man ikke tale om.
Folkemindesamler Gustav Henningsen var en af de få, der turde at have sin helt egen mening om hele temaet:
Man skulle kysses af en ung smuk præst af kvindekøn
Præst og forfatter Elisabeth Lyneborg fik også en del breve underskrevet af Alice Mandragora, ypperstepræstinde ved Satankulten på Anholt:
Nogle af brevene blev fundet på loftet i Thorsager kirke andre i hendes postkasse ved præstegården i Farum.
Præst på Anholt opklarede mysteriet i 1990’erne
Allerede i 2002 afslørede Dialogcentret i Aarhus, at det var Knud Langkow, der var ophavsmand til alle disse påfund. Men de var nu ikke de første. Det var skuespilleren Peter Reichardt, der i 1990’erne udpegede vores hovedperson.
På Kronprinsessegade i det Indre København mødte Peter Reichardt op et par gange. Her havde han af sin svigermor, der boede på Anholdt fået at vide, at han kunne finde en mand ved navn Knud Langkow.
Svigermoreren arbejdede dengang på biblioteket. Hvis det lykkedes for skuespilleren at få fat i ham, skulle han lokke en underskrift ud af ham. Præsten og bibliotekaren undrede sig også. Bag altertavlen i kirken fandt man manuskriptet til Knud Langkows bog. På den baggrund ringede Peter Reichard på i Kronprinsessegade. Men han traf ham aldrig.
Præsten på Anholt forsøgte flere gange at ringe til Knud Langkow. En gang fik han kortvarig kontakt med ham. Og han benægtede ikke, men han indrømmede heller ikke direkte.
Møntsamler gemte også mønter
Den kontroversielle møntsamler Jørgen Sømod fortæller at den tredje søndag efter påske, 13. maj 1973 var nogle satanister draget til Anholt for efter bedste evne at udføre et antal ritualer. Det blev snart mindet med en jeton, kaldet satan-mønt og rigtig mange satan-mønter er i årenes løb anbragt på steder, hvor særlig kirkelige præster har kunnet blive forfærdede efterhånden som satan-mønterne blev fundet, hvilket igen til satanisternes store fornøjelse og hånlige latter har medført megen avisomtale.
Møntsamleren omtaler fire forskellige Satan – mønter. Han opdagede, at de var blevet fremstillet på fabrikken Meca på Frederikssundsvej. Åbenbart har han uafhængigt også spredt Satan – mønter. Han har ikke kendt Knud Langkow personlig, men var en stor beundrer af ham.
Kultfilm: ”Den Danske Satankult”
I 2020 fremkommer så pludselig en ny film på DR2 med titlen ”Den danske satankult”. Man omtaler overhovedet ikke den film, der er kommet ni år tidligere og som peger på den samme person.
Den gamle film blev en ”kultfilm”. Den havde premiere på Copenhell i juni 2011. Og i august 2013 udkom den på DVD.
Folkene bag den gamle film havde forgæves forsøgt at sælge den til TV.
Breve og mønter dukkede op overalt
Det var også i 2013, at dagbladet Politiken i seks afsnit gennemgik hele historien. Måske er der mange, der er blevet skuffet over, at der i virkeligheden ikke var tale om en rigtig kult. Men det er noget ”Olsen-Banden-agtig” over hele historien.
Også i Frederiksberg Kirke dukkede en mønt op under renovering. Nationalmuseet betragter mønten som danefæ. Menigheden trak på smilebåndet, da de fik mønten forevist. Efterhånden var der masser af disse mønter indleveret til Nationalmuseet.
Christians kirken og Brorsons kirken har også fundet mønter.
I et antikt møbel på Køge Museum lå en novelle ”Mit møde med døden”
Forfatter inviteret til kødelig fest
Forfatteren Bo Bomuld Hamilton – Wittendorf var oprevet. Han var slet ikke stolt af næsten at have fået stjernestatus hos djævledyrkerne på Anholt. Han var nævnt som afsender til et brev til Inge – Lise Wagner, hvor forfatteren skulle have blodpenge for drab på hendes to gravhunde i 2011.
Forfatteren bliver rost for sin bog ”Det okkulte i Danmark. Her skriver han bl.a. at kulten på Anholt langt fra er død.
Ja og så blev han inviteret til Anholt. Der medfulgte en Ruko nøgle, der passer til et sommerhus på Anholt. Her ville der ifølge afsenderne blive afholdt en livlig fest allerhelgens aften. De kødelige lyster bliver fejret, dans og midnatstur til ostebakken og meget mere. Underskriveren var ”Djævlens Elskerinde, Hellvira 9”.
Niecen kendte håndskriften
I 2015 bragte TV2 Øst en reportage om et brev og en hinkesten, der blev fundet 15 år inden. Det var formentlig ikke fra en kvinde fra 1918, som det stod i brevet. Det hele blev fundet bag en radiator i Vordingborg Kirke.
TV2 Øst efterlyste folk, der kunne genkende kvinden på billedet. Lene Langkow Saaek kunne genkende hendes farbrors skrift på brevet. Hun kunne så fortælle, at hun mener, at farbroren havde fundet billedet på et loppemarked.
Farbror stod alene for Satan – kulten
Det var ham, der alene stod bag Satan – kulten på Anholt. Ifølge niecen så var det et udtryk for hans finurlige og lune sind, men som til tider kunne være ret så ironisk. Han gjorde det for at lave grin med borgermusikken. Mange præster kunne føle sig selvhøjtidelige, så han gemte breve og Satan – mønter i sprækker i kirker og på museer. Men det var aldrig for at være ondskabsfuld.
Gennem fire årtier blev 370 mønter placeret rundt omkring. De blev ofte placeret sammen med breve og okkulte redskaber.
Han lagde sig på kirkegården nytårsaften
Han skrev otte cifre på en seddel og placerede den midt på bordet. Ved siden af lagde han sine nøgler. Det var alt, han ville efterlade sig. Han havde brændt alle sine papirer. Nogle dage tidligere havde han afleveret et fotoalbum til sin niece. Han havde virket afklaret. Niecen troede, at han var kommet sig efter Vitas død.
Udenfor eksploderede raketterne over himlen over København. Folk skålede for det nye år, 2004. Han var alene, da han trængte ind på Vestre Kirkegård og gik mod Østre Kapel. Hun lå i askefællesgraven, og han vidste hvor.
Næste morgen blev den 72 – årige mand fundet liggende på græsset. Den nat havde det været minus 8 grader. Sådan sluttede livet for Knud Langkow. Det var politiet, der ringede på hos Lene og kunne overbringe nyheden om selvmordet. Lene var en af de få, der kendte til Knuds hemmelighed.
Knud ønskede ikke at leve et halvt liv
Knud var dygtig i skolen. Han fik ug, men han var ikke praktisk anlagt. Vita og Knud flyttede sammen på Christianshavn i 1972. Før hende var der andre dambekendtskaber. De syntes måske han var en tosset rad. I familien, der kendte til hans bizarre aktiviteter, havde nogle af dem ondt af ham.
Vita havde sagt, at det skulle han da bare gøre. Da hun døde i 2003, havde Knud sagt, at han ikke ønskede at leve et halvt liv.
Knud var ikke satanist. Men han var imod alt det som kirken stod for. Han fejrede heller ikke jul. Normaliteten irriterede ham. Han ville måske sætte sig spor i livet. Det er sandelig i den grad lykkedes for ham.
På den samme plads i 25 år
Han hadede at sidde på den samme plads i 25 år, hvor der var birketræer lige ude foran vinduet. Knud var allergisk over for birkepollen. Det var på Statens Museum for Kunst. Han sad over for Rosenborg Slot. Og hertil sendte han et brev med en tand. Det var Vorherres kindtand skrev han i et brev til inspektøren med en hilsen fra Peter Seeberg og dennes underskrift fra Viborg Stiftsmuseum.
Knud havde problemer med det gamle omstillingsbord. Ledelsen ville ikke ofre penge på et nyt. Det var en hierarkisk arbejdsplads, hvor Knud ikke rigtig blev regnet for noget. Måske følte han sig forbigået.
Han afleverede en pakke på Nationalmuseet
I september 2003 afleverede Knud Langkow en pakke på Nationalmuseet. Det var en gave bestående af hundredvis af falske breve og et restoplag på 23 Satan – mønter og 5 stempler i stål.
Pas blev fundet på Køge Museum
På Køge Museum har man fundet Knud’ s pas. Den var blevet placeret i museets udstillingssale mellem 2003 og 2005, meddelte museet. Det er Satans – stempler og frimærker på de sidste sider.
Knud Langkow har kort før sin død ikke blot sørget for, at hans mønter og stempler blev optaget i Nationalmuseets samling. Han har også givet sig til kende ved at efterlade sine personlige identitetspapirer.
Stemplerne på passets sidste sider er identiske med de Satans – stempler, der optræder på utallige breve, man for eksempel har fundet på kirkelofter og bag museumsmalerier.
Passet er Knud Langkow’ s signatur. Og det ligner hans endelige indrømmelse. Hans måde at sige:
Lige så godt som Solvognen
Her i 2020 har Lene udgivet en bog om hendes spændende farbror, Knud.
Indiana Jones kunne ikke have gjort det bedre. Opklaringsarbejdet har sikkert også været sjovt. Tænk at Klaus Rifbjerg også spiller en rolle i dette spil. Ja og stort set alle medier blev gjort til grin.
Måske var det lige så genialt som teatergruppen Solvognen dengang, som min afdøde kone også medvirkede i. For egentlig er hele denne historie en gang totalteater eller gigant – happening.
Er det småmoraliserende at tilføje, at nogle faktisk følte sig truede?
Der dukker formodentlig stadig mønter og breve op rundt omkring i Danmark.
Kilde: