Flere fabrikker i Nordvest

Vi fortsætter vores vandring i Nordvest og besøger gamle fabrikker. Denne gang besøger vi Tekno, Glud & Marstrand, P. Ibsens Enkes Keramikfabrik, Dampvaskeriet Thor, N.J. Plast, Schous fabrikker og ISS. Der var masser af fabrikker i Nordvest dengang. Og her var masser af arbejde at få. Vi ønsker en god tur.

 

Tekno, Rentemestervej

Det startede i det små. Så blev det stort, men det endte med ”Made in Holland”.

 

Han var fra Sydslesvig

Mellem 1928 og 1972 var Tekno, Dansk Legetøjs Industri en dansk legetøjsfabrik, der producerede millioner af legetøjsbiler, som var uhyre populære. Vi legede også med dem dengang.

Fabrikken blev grundlagt den 1. september 1928 af blikkenslager A. Siegumfeldt i en villakælder i Vanløse.

Han kom fra en lille bebyggelse ved Flensborg Fjord, der hed Siegum. Oprindelig hed familien Anthonsen. Familien boede på Nørrebro. Og det var hos et Nørrebro – firma, Carl Peter Chr. Blehm, at vores hovedperson kom i lære.

Efter sin læretid etablerede han sig som selvstændig Vand – og Glarmester på Amager. Allerede i 1928 afviklede han dette firma og etablerede selskabet Dansk legetøjs Industri. Tekno blev først officielt registreret i 1932.

 

I 1932 startede han på Rentemestervej

Han beskrives ofte som lidt genert, flink og rar. Men ledende medarbejdere på Tekno betegnede ham som stædig, forfængelig og enerådig i en grad, så det blev ulideligt.

I 1930 modtog man Industrirådets højeste pris og diplom for bliklegetøjet Tekno ingeniørsæt.

Der blev fremstillet sandkasselegetøj, trækvogne, køkkenlegetøj, kraner m.m.

I 1932 flyttede fabrikken til en lejet fabriksbygning på Tranevej. Denne bygning blev hurtig for lille. I 1935 flyttede fabrikken til en nyopført fabriksbygning på Rentemestervej med 600 kvadratmeter etageareal. Produktion og efterspørgsel voksede stadig.

 

Kontrollerede salget

Legtøjsbranchen var præget af karteldannelser, hvilket i dag er strengt forbudt. Siegumsfeldt var imod dette. Derfor var han ikke særlig populær i legetøjsbranchen.

I 1937 startede han en meget populær serie af Falck – biler. Denne produktion stoppede først i 1955.

Vores hovedperson kunne ikke lide Lego – familien. Han kunne ikke lide Kirk – familiens kristne måde at dyrke forretning på.

Fra nytår 1938 overtog fabrikken selv hele salget. Nu var det kun specialforretninger, hvor fabrikken var i stand til at kontrollere den fastsatte udsalgspris, der fik lov til at sælge Teknos varer.

I 1940 kom der forbud mod brug af hvidblik. Det var en af de vigtigste råvarer til de store Falck-blikbiler. Forbuddet blev først ophævet i 1952. Råvaren blev nu i stedet en zink – legering.

Man måtte fremstille helt nye maskiner til dette formål.

 

16 døgn i spjældet

Under besættelsen fandt tyskerne ud af, at Tekno fremstillede små legetøjs-flyvemaskiner som kunne blive farlige for dem. Produktionen blev konfiskeret og fabrikanten blev anholdt og måtte ind og sidde i 16 døgn.

Efter krigen blev det igen tilladt at bygge og man byggede til på Rentemestervej. Der blev desuden bygget en fabrik for trælegetøj i Frederikssund. Der var på det tidspunkt ca. 200 ansatte.

Inden da havde man lejet lokaler på Tomsgårdsvej, hvor man fremstillede trælegetøj.

Efter udvidelserne i 1946 – 47 råder Tekno over 2.000 m2 etageareal på Rentemestervej.

Man etablerede et samarbejde med Brio i Sverige og det danske firma H. Lange.

 

Tekno made in Holland

Eksport til Sverige og Norge kom i gang. En del af produktionen til det norske marked foregik i Norge. Efterhånden kom der også en eksport i gang til USA, England, Tyskland, Holland og flere andre lande. På højdepunktet nåede produktionen op på 1 million modelbiler om året. 75 pct. gik til eksport.

Pengene fossede ind. Det var måske Teknos største svaghed, at man ikke lagde en klar strategi for udvikling af Tekno i fremtiden.

Efter fabrikant A. Siegumfeldts død i 1967 overtog datteren, Esther den daglige ledelse af firmaet. Hun forsøgte at drive firmaet videre i faderens ånd. På grund af økonomiske og driftsmæssige vanskeligheder valgte hun at ophøre med produktionen i Nordvest.

Der blev etableret kontakt til firmaet Algrema-Tekno i Hjørring. Og der blev etableret en sammenlægning med de to firmaer. Den 12. august 1972 gik dette firma konkurs.

Det hollandske firma AP Teknik fortsatte produktionen. I bunden stod der:

• Tekno made in Holland.

 

 

Glud & Marstrand

Ja egentlig er det lidt snyd, at vi kategoriserer den som en Nordvest – fabrik. Fabrikken startede på Rantzausgade 22 – 24 i 1879. Det var dem, som producerede nationalklenodiet ”Madam Blå”. Det var blikkenslager Poul Glud og isenkræmmer Troels Marstrand, der sluttede sig sammen. Allerede i 1895 blev selskabet omdannet til aktieselskab.

Selskabet fremstillede et stort sortiment af brugsgenstande i metal, bl.a. spande, kasseroller, petroleumslamper, kogeapparater og kakkelovnsplader. I 1880’erne blev sortimentet udvidet med bliklegetøj. Blandt de tidlige produkter var de emaljerede køkkengrej og den meget populære Madam Blå kaffekande.

I 1930’erne indgik man kompagniskab med fabrikant Lund, som i 1889 havde bygget et stort fabriksanlæg på Amager. Glud & Marstrand overtog senere denne fabrik. På Amager begyndte man produktionen af madam Blå – serien, petroleumslamper, spande m.m.

 

Ny fabrik på Rentemestervej

Fabrikken blev udvidet med en ny fabrik på Rentemestervej i Nordvest.

 

Sabotage under krigen

Da firmaet lå på rentemestervej fremstillede man stålhjelme, patronkasser, olietønder m.m. til militært brug for tyskerne.

Natten mellem den 23. og 24. juni 1944 skete der en sabotageaktion mod fabrikken. Selv om der lød skud udefra skulle man fortsætte aktionen.

Et kolossalt rødt glimt opstod og en ildsøjle rejste sig. Hundredvis af vinduesruder raslede ned på gaden. Politiken bragte en leder, hvor man kaldte aktionen som et attentat, hvad der vitterligt også var. Men bladet tog afstand fra aktionen.

Politiken skrev at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. Sabotagen ramte først og fremmest Danmark, skrev Politikken. Nationaltidende kaldte det for hærværk.

 

Burmeister & Wain over tog det

Markedet for metalemballage voksede i 1950’erne. Glud & Marstrand indledte et samarbejde med American Can Company.

Der blev også produceret dåser til et af Danmarks største eksportsuccesser – skinke.

I 1970’erne flyttede man produktionen fra Amager. Her blev øresundskollegiet opført på grunden.

Glud & Marstrand blev i 1978 overtaget af Burmeister & Wain. Året efter gik selskabet konkurs.

 

Overtaget af Kirbi

Glud & Marstrand blev i 1981 genetableret af investeringsselskabet Kirkbi, der også står bag LEGO. I årene derefter fulgte flere opkøb af konkurrenter i Danmark. Efterhånden blev firmaet Skandinaviens største leverandør af metalemballage.

I 2005 blev Glud & Marstrand opkøbt af den hollandske kapitalfond ABN AMRO Capital, der siden overdrog selskabet til et mexicansk selskab.

 

I dag et mexicansk firma

I dag producerer firmaet emballage til bl.a. kød, mejeriprodukter, fisk, grønt, konfekture, småkager, øl, tobak og skocreme. Man eksporterer til 30 lande. Virksomhedens danske hovedkontor er placeret i Løsning.

I 2006 omsatte firmaet for 1,7 mia. kr. og beskæftigede 1.063 ansatte.

 

 

1. Ipsens Enkes Keramikfabrik

Det hele begyndte på Bornholm

Fabrikken hed noget så så flot som P. (Peter) Ipsens Kongelig Hof Terracottafabrik . Det var en fabrik, der producerede brugskunst og kunsthåndværk til den spirende københavnske middelklasse og de borgerlige hjem fra 1843 til 1955.

Det hele begyndte i Rønne på Bornholm. Faderen var styrmand og derfor sjældent hjemme. Men det blev først rigtig hårdt for familien, da faderen dør af gul feber i 1826. Det tvang den 12 – årige Peter i arbejde på en teglfabrik, hvor han efter eget udsagn bar 4.000 teglsten dagligt.

Han blev syg af bare overanstrengelse og udviklede en form for kronisk sygdom. En svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.

 

En lille fabrik på Nørrebro

Efter sin konfirmation fik han tilbud om uddannelse som porcelænsdrejer. Det kom som en slags velsignelse. Han var der sammenlagt 9 år heraf 6 års læretid og 3 års arbejdstid som ”Former og Drejer”.

Peter kom til at bo i gaden Aabenraa. Her blev han forelsket i naboens datter Louise og blev gift med hende- Peter var logerende sammen med sin kollega Frederik Grøndahl, senere indehaver af Bing og Grøndahl fabrikken.

Samme dag som de gifter sig, grundlægger Peter også sit eget pottemagerværksted. Han var ikke tilfreds med bare at være en lønnet porcelænsdrejer.

Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. Det svarer i dag til Nørrebrogade 66. Han havde sin egen ovn. Han fik også lov til at låne Den Kongelige Porcelænsfabriks ovne.

 

I 1847 startede fabrikken i Nordvest

Rasmus Peter Ipsens købte den store grund på 4 tønder land på en auktion i efteråret 1847 til 1.410 rigsdaler. Det begyndte som et beskedent værksted. Men udviklede sig med tiden til en reel fabrik.

I 1860 føder Louise familiens fjerde barn. På et tidspunkt beskæftigede fabrikken knap 30 ansatte. Peter forstår at invitere de rigtige mennesker og udvikler kunsthåndværk i den højeste kvalitet.

Samme år deltager har i et foredrag i Industriforeningen. Men han må forlade arrangementet med høj feber. Han dør to uger efter, kun 44 år gammel. I begravelsesprotokollen for Assistens Kirkegård står der blodforgiftning. Men der var nok blindtarmsbetændelse, der var årsagen.

 

Louise og Bertel fortsætter

Louise fortsætter nu alene ledelsen af fabrikken. Da deres førstefødte, Bertel var færdig med sin keramikeruddannelse, deltager denne også i ledelsen. Nu får fabrikken så navnet ”P. Ipsens Enke”. Man får nu international ros. I 1871 kan man kalde sig Kongelig Hofleverandør.

Man inviterede de største kunstnere, Thorvald Bindesbøll og sølvsmeden Georg Jensen. Fabrikken vokser og vokser. I 1873 kom der ekstra etager på Frederikssundsvej.

Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet for virksomheden i næsten 60 år. Virksomheden kommer på andre hænder og er ikke længere et familieforetagende.

Fabrikken bliver i 1917 overtaget af Stenders forlag.

Industrialiseringen af brugskunst må anses for årsagen til at fabrikken lukker i 1955. Man mindes storhedstiden med Peter Ipsens Allé, som er en sidegade til Frederikssundsvej.

 

• Se også filmen på Assistens Kirkegårds hjemmeside.

 

 

Dampvaskeriet Thor

Dampvaskeriet Thor blev grundlagt i september 1889 af Thomas Sørensen. Det blev omdannet til aktieselskab i 1917.

I 1016 blev der givet tilladelse til opførelse af det nye vaskeri i en speciel barokstil, der er typisk for ældre industribygninger i Københavns Nordvest – kvarter. Dengang blev det kaldt Utterslev Mark.

Dampvaskeriets adresse står opført som Thoravej 7 – 1, men bygningens specielle byggestil er i dag synligt fra dens bagside på Theklavej.

Dampvaskeriet Thor var et moderne vaskeri. Her blev dækketøj, duge, servietter m.m. vasket i store industrivaskemaskiner. I datidens industri fandtes en klar arbejdsdeling mellem kønnene. Dette gjorde sig gældende hos Dampvaskeriet Thor.

 

En flot film

I den korte film på lidt over et minut skildres arbejdsgangen på vaskeriet. Her ses, hvordan kvinderne først sorterer vasketøjet. Herefter kører mændene det til de store vasketromler og står selv for vasken. Herefter sorterer vaskekoner, ruller og lægger tøjet sammen.

Det fremgår, at filmen er optaget og produceret i 1916, samme år som bygningen fik sin byggetilladelse. Af byggesagsarkivet fremgår det ikke at der lå større bygninger på matriklen før det nye vaskeri blev opført.

Sammenlignes bygningen i filmen med bygningen fra de oprindelige tegninger fra 1916 er der flere ligheder. Det skyldes, at filmen er optaget nogle år senere end angivet.

 

 

N.J. Plast

N.J. Plasts fabrik blev bygget i 1934 og er noget af det tidsligste industrielle funkisbyggeri i Danmark. Bygningen blev fredet i 1993.

Men vi skal helt tilbage til 1911, da den 25 – årige Svend Reenberg Jespersen blev udstationeret på De Vestindiske Øer for Kemp & Lauridsen. Her lærte han en ny plastiktype at kende.

Vel hjemme igen indviede Svend Reenberg Jespersen elektrikeren Adolf Nielsen i sin nyerhvervede viden. I Svends køkken blev den første bakelit fremstillet.

I 1917 startede de to Danmarks første bakelitfabrik på kapelvej. Fabrikken fik navnet Nielsen & Jespersen. Bakelitten var velegnet som elektronisk isolering. Derfor satsede de to på den elektroniske industri.

 

Man arbejdede i døgndrift

Blandt fabrikkens første kunder var firmaet Lauritz Knudsen. N.J. plast leverede masser af stikkontakter til dem. To år efter åbnede Nordisk kabel og tråd også bakelit fabrikker.

Man begyndte nu også at fremstille støvsugerdele til Nilfisk. Man modtog hele tiden nye ordre. Og maskinerne var i gang i døgndrift. Succesen fortsatte i 19340’erne, hvor produktionen efterhånden var blevet så stor at fabrikken måtte ansætte flere folk og direktøren ser sig om efter nye lokaler.

Lige så fremsynet er Svend Reenberg Jespersen var i sit valg af produktion lige så fremsynet var han i valg af arkitektur, da man startede i Nordvest i 1934.

 

Nye maskiner

I løbet af 1930’erne begyndte man at anvende bakelitten til køkkengrej. Hos N-J. Plast var man begyndt at fremstille etuier, toiletbrædder og kasserollehåndtag.

I Tyskland havde man i 1926 opfundet den såkaldte sprøjtemaskine. Det gjorde plastikken meget billigere. Også i N.J. Plast fik man sådan en. I 1940’erne blev lokalerne udvidet med en stor fabrikshal på Rentemestervej 14.

Helt ufarligt var det ikke at arbejde med de nye maskiner. Flere af arbejderne endt ofte på hospitalet. Fabrikken havde efterhånden 200 ansatte, der hver især arbejdede 50 timer om ugen.

Smedene krævede svejsebriller og arbejderne en ny rygepolitik. De ville ryge overalt på fabrikken.

 

Plastikspande

Nu kom der også nye plastikspande og hønseringe til børn. Mange plastikfabrikker måtte ellers lukke. De fulgte ikke med tiden. Men det gjaldt ikke for N.J. Plast. I 1955 døde grundlæggeren, men hans 23 – årige søn overtog. Et par år efter kom yderligere en søn ind i ledelsen.

Et år efter faderens død kunne man udvide med endnu en fabrik på Bispevej.

I løbet af 1960’erne blev der færre og færre medarbejdere. De nye maskiner krævede ikke mere så mange medarbejdere. Kravene til sikkerhed og arbejdsvilkår blev mere og mere udtalte i 1960’erne.

 

Det endte med betalingsstandsning

I 1990’erne var der endnu hårdere krav til plastikfabrikkerne. Den lave løn i Østeuropa og Asien lokkede mange danske firmaer til. Også når det gjaldt plastik. Der var nu selvkørende computerfremstillet produktion, som kun krævede 20 mand.

I 2001 flyttede Nilfisk deres produktion til Asien. Og dette var en katastrofe for N.J. plast. De mistede nu deres største kunde. Man søgte efter lys og lygte efter nye kunder. Men disse kunne ikke erstatte dem, som man mistede.

I efteråret 2003 opgav Knud Reenberg Jespersen derfor kampen og erklærede N.J. Plast i betalingsstandsning. Den sidste ordre blev overgivet til et fynsk plastfirma. Maskinerne blev solgt og fabrikken sat til salg.

 

 

Schous Fabrikker

Man startede i Nordjylland

Jens Chr. Schou lagde grunden til en kæmpe virksomhed. Mar startede allerede i Nordjylland i 1865.

I 1888 flyttede man til Frederiksberg. Her blev der fremstillet farver og kemiske varer. I 1892 blev produktionen flyttet til Skt. Peter Stræde. Året efter startede man produktionen af sæbe. Det var nu begrænset i starten. Det første produkt kom til at hedde ”Elektra”.

Lauritz Schou var kommet hjem fra USA og havde taget vareprøver med hjem. Han tog sig nu af produktionen. I 1897 fik man solgt købmandsgården i Nørre Sundby til en god pris.

I 1901 fortsatte man i Ryesgade med produktion af sæber, der både var brun og grøn samt krystalsoda.

 

På Rentemestervej fra 1904

En stor grund blev købt på H.C. Jensensvej 4 i 1904. Det kom senere til at hedde Rentemestervej 11. Med denne base kom Schous fabrikker til at blomstre. Lauritz blev formand for bestyrelsen.

I 1911 kunne man i Illustreret Tidende læse om fabrikker maskinsæbe, sæbespåner, skocreme, soda, bløde husholdningssæber, glycerin og parfume.

Man forsøgte tidligt at oprette egne udsalgsbutikker. I 1911 var der allerede oprettet 200 udsalg. Der var både dem, der var ejet af Schou selv og dem, der solgte Schous varer for egen regning.

Man oprettede automobilværksted til reparation og vedligeholdelse af virksomhedens bilpark.

 

En socialindstillet chef

Lauritz Schou støttede tidligt, at medarbejderne organiserede sig. I 1920 blev der indført overskudsdeling. De kvindelige ansatte fik i 1929 stillet et sommerhus ved Karlslunde Strand til rådighed.

Han oprettede også en fond på 100.000 kr. til medarbejdere, der havde brug for for hjælp under sygdom og fødsler.

 

Man lagde an på selvforsyning

Allerede i 1911 oprettede han et maskinsnedkeri.  De fremstillede reoler, diske, glasmontre m.m. Omkring 1930 var dette overdraget til datterselskabet Hema.

Man beskæftigede også et stort antal maskiningeniører og elektrikere. På Rentemestervej havde man egen kraftcentral og vandforsyningsanlæg. Fabrikken sørgede selv for vedligeholdelse, reparationer og ombygninger af selskabets ejendomme.

Selskabet havde også egen æskefabrik. Ja så havde man også eget bogtrykkeri, hvor man fremstillede etiketter og små tryksager. Kort sagt, der blev lagt vægt på selvforsyning.

I 1916 blev firmaet omdannet til aktieselskab.

 

Adresser mange steder

I 1913 var der hele 63 danske sæbefabrikker. Men i 1927 var der kun 29 tilbage.

Inden for få år ejede Schou-familien to store virksomheder med tilsammen flere hundrede udsalg, store varelagre og mange maskiner.

Man havde den mening, at de ting, som man importerede fra udlandet, kunne man selv fremstille. Så efterhånden fik man en produktion af toiletartikler, stearinlys, papirvarer, kartonnage, isenkram, børstevarer, legetøj, lædervare, beklædningsgenstande, trikotage, keramik m.m.

Der var efterhånden adresser på rentemestervej, Dortheavej, Bispevej og Peter Ipsens Alle. Inde på Blågårdsgade havde man også sæbeproduktion.

Man havde bl.a. også datterselskaberne A/S Tatol, Ilka A/S, Ira m.m.

Der blev fremstillet de kendte mærker, Ilka oliven sæbe, Ilka barbercreme, Lindes svovlmælk – sæbe, Leciten sæbe og parfumeri – serierne Shira og Tamari.

Hovedkvarteret var placeret på Kronprinsessegade 28 og andre kvarterer lå inde i Adelgade. Virksomheden ejede også en gård i Måløv.

Man kastede sig også over bakelitvarer og overtog endnu flere virksomheder.

 

En populær chef døde

I 1938 døde Lauritz Schou. Hans betydning for virksomheden med nu 4.000 ansatte blev understreget, da der deltog 2.000 ved hans begravelse fra Frue Kirke. Statsminister Stauning og borgmester Julius Hansen var med i følget.

Broderen, Holger fortsatte i virksomheden frem til sin død i 1948. Andre familiemedlemmer deltog også i ledelsen.

 

Faresignalerne blev overset

I 1960’erne rykkede 4. generation af Schou-familien ind på direktionsgangen. Fra og med regnskabsåret 1961/62 begyndte det at gå skævt. Overskuddet faldt. I 1965/66 var det første gang med underskud.

I 1966 ejede man 40 fabrikker. I årene efter 1970 forsøgte man at omlægge virksomhedsstrukturen men sikkert alt for sent. Man begyndte at oprette varehuse Schou – Epa. Men i 1974 gik det galt. Man gik i betalingsstandsning.

Alt for sent havde virksomheden set faresignalerne. Måske var det fordi, at Schou-familien både sad i ledelsen og direktionen. Den sidste Total-butik lå i Skals og lukkede i 2009.

 

 

ISS

Det hele startede i 1901

ISS – koncernen blev grundlagt i 1934 men virksomhedens rødder kan spores helt tilbage til 1901. Her var et lille sikkerhedsfirma med 20 nattevægter, der tilbød at passe på lokale virksomheder om natten.

Dette firma hed Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Og det blev grundlagt af manufakturgrossist Marius Hogrefe. Få år efter købte den ambitiøse og driftige forretningsmand C.L. David sig ind i selskabet, hvilket fik stor betydning for det lille sikkerhedsfirmas succes. Det var allerede her, at grundstenene blev lagt for ISS, som vi kender i dag.

 

De Forenede Vagtselskaber

De kommende år bød på en løbende, stabil vækst for virksomheden, der undervejs skiftede navn til De Forenede Vagtselskaber /DFVS). De ansatte den iderige direktør Philip Sørensen.

 

Det Danske Rengøringsselskab

I 1934 fik direktør Sørensen en god ide, der førte til, at ISS gik ind i rengøringsbranchen og stiftede Det danske Rengøringsselskab som et selvstændigt firma til sikkerhedsfirmaet.

Siden vægternes vagt sluttede kl. fire om morgenen og virksomhedens ansatte først mødte ind klokken otte, var det altid et tidsrum, hvor virksomhedens bygninger stod tomme. Da skulle der gøres rent. Så var det oplagt også at tilbyde virksomhederne en rengøringsservice. Derved stod deres bygninger aldrig ubemandede.

Det var her ideen om ”Integreret Facility Service blev født.

 

Bedre arbejdsforhold

I 1940 var det Gerda Buhl der stod i spidsen for professionaliseringen af arbejdet som servicemedarbejder i ISS. Hun skabte bedre arbejdsforhold, indførte uniformer og titler til de forskellige grupper af ansatte samt introducerede løbende træning og uddannelse til servicepersonale.

Derudover oprettede Gerda Buhl en ”velfærdsafdeling”, der hjalp socialt udsatte medarbejdere med blandt andet låneordninger, boligformidling og aflastningsferier.

I 1962 overtog Poul Andreasen direktørstolen. Han fik skabt en entreprenørånd og gjorde ISS til en international virksomhed og introducerede særlige uddannelsesprogrammer for ledere.

 

Det blev et stort selskab

Det Danske Rengøringsselskab (DDRS) havde gennem årene vokset sig til en stor og omfattende virksomhed med datterselskaber i flere end 10 lande. Derfor startede DDRS i 1973 ISS – koncernen under navnet International Service System (ISS) Group.

Blot 11 år efter, at Poul Andreasen havde overtaget direktørposten i 1973, bestod selskabet af 32 datterselskaber i 11 lande med i alt 35.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 650 mia. kr.

I 1989 havde ISS 100.000 ansatte og blev derved en af verdens største servicevirksomheder. Og det var kun i begyndelsen for både medarbejderstaben og omsætningen steg over de kommende år, hvor ISS opkøbte lokale og internationale virksomheder.

 

ISS overtog I 1997-98 Schous Sæbefabrik

Sæbetårnet på Schous fabrikker blev revet ned, da ISS i 1997-98 overtog Schou-fabrikkerne. ISS byggede nyt.

Den 1. december 2014 var der store flyttedag. Efter 30 år i Nordvest-kvarteret rykkede ISS nu til det nye hovedkvarter. Det var til Gladsaxe i den 14 meter høje bygning, hvor Danmarks Radio’ s Tv- by tidligere havde til huse.

270 af ISS’ s 8.000 medarbejdere i Danmark har deres daglige gang i denne historiske bygning, som nu bliver betegnet som ISS Tower.

 

• Hvis du vil vide mere. På dengang.dk finder du 1.652 artikler

 

• Dette er en fortsættelse af ”Projektet Industri på Nørrebro” med Industri på ”Nørrebro Nordvest” Her er i alt 61 artikler
• Under Nørrebro finder du 293 artikler
• Under fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Nørrebro Handelsforenings Historie finder 29 artikler:

 

• Litteratur Utterslev, Nordvest og Brønshøj 2020
• Lersø Ismejeri
• Med tog over Lersøen
• Svenske tropper på Nørrebro
• Utterslev Mose dengang og nu
• Turen går til Nordvest
• Fra Bellahøj til Husum
• Et rovmord i Utterslev Mose
• København NV
• En Rytterskov i Brønshøj
• Langs Frederikssundsvej
• Emdrup-for længe siden
• Bispebjerg Hospital dengang
• Bispebjerg Hospital – under Besættelsen
• Præsten fra Brønshøj
• Utterslev – dengang
• Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn

 

• Enigheden:
• Fra Mælkedreng til Pensionist
• En Mælkedreng fra Enigheden
• Mælkedreng fra Nørrebro (NørLiv)

 

• Lersø-bøllerne:
• Valdemar Skrupskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Spidsmus og alle de andre
• Derude på Lersøen
• Lersø – bøller

 

 

 

 

 

 

 

 

Urtekræmmere og andre handlende

Foredrag den 5. oktober 2020, Handicaphuset, Tåstrup arrangeret af Foreningen Danske DøvBlinde FDDB. Dette er hele manuskriptet, men der var dog ikke tid til at holde hele foredraget. Vi skal advare om, at det er en lang artikel. Og vi starter med Torvehandlens glade dage. Man indførte regler om, på hvilke markeder hvad skulle sælges. Det var Urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. Og i denne forening kunne man bestemt ikke have, at det var en kommunist, der var formand. Mellem 1910 og 1920 udviklede Nørrebro sig til Danmarks handelscenter nummer et. Foreningen havde 800 medlemmer. Både urtekræmmerne og ølhandlerne og Nørrebro handelsforening havde stiftelsesejendomme til deres medlemmer. Vi kigger også på de sociale forhold dengang. Og så var det lige Brugsforeninger. Dem brød almindelige detailhandlere sig ikke om. Man mente, at de blev forfordelt og fik for mange særrettigheder.

 

Man lærer hele tiden

Som foredragsholder er det altid spændende at komme nye steder hen. Og holder da op det godt organiseret her hos FDDB. Der var hjælpere, der havde styr på alle hjælpemidler. Og man blev forsynet med både mad, drikke, chokolade m.m.

En anden ting er, at man får et indblik i en gruppe, handicappedes forhold og kamp. Men de klarede sig på en meget beundringsværdig måde. Og jeg ved, at de på en eller anden måde også er i stand til at læse dette.

Tak for en stor oplevelse for undertegnede at være sammen med jer.

 

De mange markeder

Meget tidligt i historien mødte bønder op på markeder inde i byerne og falbød deres varer. Det så vi også i København. Efterhånden fik hvert marked sit særpræg. Ved portene skulle der betles afgift.

Amagerbønderne kom med alle deres grøntsager og nordfra kom de berømte fiskerkoner.

På Frederik den Sjettes tid var gaderne omkring torvepladserne fyldt op med folk på vej til deres daglige indkøb. Her færdedes madammer mellem hinanden fulgt i hælerne af deres tjenestepiger, som skulle bære de indkøbte varer. En hver husmoder, der ville bevare sin værdighed, og bildte sig ind at have en position, og det gjorde de fleste, fandt det under deres værdighed selv at bære en kurv.

 

To ugentlige handelsdage

Ved vandposterne, som ingen af torvene manglede, gik sladren lystig mellem de mange koner, som her hentede deres daglige forsyning af vand. Det var der nemlig ikke i ejendommene. Nogle var så heldige at have indlagt vand i gårdene, Sommer og vinter formede livet sig derfor hyggeligt og fornøjeligt rundt om på byens torve.

Mange af torvebønderne kom langvejs fra og turen ind til byen var fuld af forhindringer. København var jo indtil 1856 lige som en fæstning. Der blev ført kontrol med enhver, der passerede ud og ind af de fire byporte.

Gennem Nørreport var det dog mulighed for mod betaling at slippe igennem efter lukketid. Om vinteren blev portene først åbnet kl. 7. På de to ugentlige torvedage onsdag og lørdag var der lange rækker af vogne, som ventede at blive kontrolleret. Det kunne også være dyrt for bonden, for byen forlangte sit, inden den åbnede sig.

Og inden bonden nåede portene, havde han måttet igennem adskillige landevejsbomme, hvor der også skulle betales afgift. Endelig nåede vognen og bonden frem til Acciseboden, hvor toldbetjente gennemstak læsset med en stang. Jo der skulle da også betales bropenge.

 

Halmtorvet

Lige inden for Vesterport lå Halmtorvet, der udgjorde den østlige del af den nuværende Rådhusplads. Her lå en dårlig vedligeholdt vagtbygning og et sprøjtehus. Til højre lå en vejerbod. Her var også et smudsigt plankeværk og nogle væmmelige latriner. Pladsen var dårlig brolagt. I regnvejr var det sølet og ufremkommeligt. Pladsen blev også brugt til at parkere gamle arbejdsvogne og til at tørre tøj.

 

Gammeltorv

Oprindelig havde pladsen ligget øde og ubebygget hen. I 1682 gav kongen tilladelse til at den blev indrettet til høtorv, To år senere blev tilladelsen udvidet til, at der på torvedage og andre søgnedage måtte sælges korn, gryn, fødevarer, kalve, svin, gæs, ænder, høns, duer m.m. Desuden måtte der sælges kul, brænde, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd og en hver slags egetømmer. Denne tilladelse fik andre torve også:

 

• Og maa Amagere, Urtegaardsfolk og Fiskeblødere tilstedesat sidde ved Siderne med hvis have Vækst, Fisk og andet, de kan sælge. Dog saaledes, at ikke de gaaende og kørende derved forhindres.

 

Da Gammeltorv derfor snart blev fyldt med, hø- og halmlæs, udstedte politimesteren Ole Rømer den 7. februar 1705 en forordning om, at alle vogne:

 

• Skulde holde paa de Pladser som ere inden Volden ved vester – og Nørre Porte, og der have deres Torve.

 

Et forslag om, at holde høtorvet uden for portene blev afslået med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre opkrævningen af ”Konsumptionen”.

 

Torvet udvides

I virkeligheden var Halmtorvet ikke særlig stort, idet dets sydlige del fra Lavendelstræde til Farvergade blev benyttet for beboerne i Vartov og senere også fra Vajsenhuset på Nytorv.

Først da kirkegården i 1760 blev nedlagt, fik torvet den udstrækning, der blev bevaret til voldenes fald. Men det var i grunden mærkelig, at pladsen fortsatte med at være forfalden. Det var det første indtryk de rejsende fik, når de kom fra vest. Og København var trods alt en ”Kongelig Residensstad”.

Størst var torvehandelen på Gammeltorv. Spækhøkerne turde ikke forsyne sig, før Torvevægteren havde ringet med sin Torveklokke. Her sad værdige Valbykoner og falbød deres fjerkræ. Her så man bønder og slagtere sælge kød fra åbne vogne eller ”skidenfærdige Kludetelte”.

 

Trommesalen

Handelen med fjerkræ var en vigtig indtægtskilde for bønderne i Valby. Mange havde ligefrem opkøbere, som rundt om i landet opkøbte kalkuner, høns, kyllinger, gæs og andet til videresalg på torvet i København. I 1820 siges det, at der var 120 personer beskæftiget med dette.

Konerne havde deres faste stader på Gammeltorv, hvor de sad i flere rækker lige som Skovserkonerne på Gammelstrand. Valby-konerne solgte også æg og smør. Det var dog knap så indbringende som salg af fjerkræ.

Fra gammel tid var slagtning inden for voldene forbudt inden for voldene. Derfor havde slagterne slået sig ned på Vesterbro i nærheden af byens første kvægtorv, Trommesalen. Denne var oprettet 1671 af hofslagter og konsumptionsforpagter Niels Olufsen. Når det nu blev kaldt Trommesalen skyldtes det, at markederne indledtes og blev afsluttet med trommeslagning.

 

Slagterne mødtes på Nytorv

Slagterne var et djærvt folkefærd, der på gammeldags manér sluttede en handel med håndslag og bagefter drak lidkøb i en af de små beværtninger, Vesterbro dengang var berømt for.

Langt op i forrige århundrede var denne bydel kendt for sine slagtergårde. Men efterhånden som bebyggelsen bredte sig, især efter voldenes fald, flyttede mange slagtere ud til Omegnens landsbyer., hvor de erhvervede sig gårde til kvægopdræt. Skønt adskillige af dem efterhånden var holdne folk, var de dog hver dag at finde i deres boder i Maven ved Nikolaj Kirketårn eller i andre af byens slagterboder. Men på torvedage mødtes de alle på Nytorv.

 

Et broget liv

Når bønderne kom til byen, var vognene læssede med kornsække. Oven på lå der svinekroppe. Bønderne var klædt i en lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldsokker. På hovedet havde de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. De fleste havde langt hår. Efterhånden forandrede påklædningen sig. Bønderne fik lange blå benklæder og langskaftede støvler.

På torvene blandede de forskellige samfundsklasser sig med hinanden. Det var ikke kun i klædedragten, der var forskel. Sprog og manerer var også forskellige. Bønderne talte med uforfalsket sjællandsk dialekt, så var det slagternes djærve og ligefremme gloseforråd og det københavnske borgerskabs kultiverede udtryksformer og gadedrengenes slang og mange morsomme indslag på torvedagene.

Handelen foregik direkte mand og mand imellem. Bønderne stod jo ved vognene med varerne. Selvfølgelig tingedes der om priserne, men det gik nu hurtigt. Enhver handel blev afsluttet med håndslag. Det var absolut lige så bindende som en underskrift.

Men tingene ændrer sig som bekendt. Den 16. august 1910 afholdtes for sidste gang torvedag på Nytorv. Handelen med slagtekvæg blev flyttet til den nye flæskehal ved Godsbanegården. København havde mistet et festligt sceneri.

 

Nikolaj Plads

Endnu nogle år holdt slagterne stand på Nikolaj Plads. De slagterboder, der i 1852 var bygget på Gråbrødretorv, blev allerede nedrevet i 1902 med torvets regulering.

Nikolaj Plads blev brugt som øvelsesplads for brandvæsnet. Enkelte håndværkere brugte stedet som lagerplads. Men størstedelen af den var fyldt med skure og boder i hvilken slagtere, amagere, høkere og kallunmænd havde deres primitivt indrettede butikker. I alt fandtes der i 1840 på Nikolaj Plads 82 boder og stadepladser.

Men det var en torn i øjnene på myndighederne. De fandt forholdene under al kritik. Men det gik en del år, inden man besluttede sig for at rydde pladsen og indrette nye boder. Arkitekten P.C. Hagemann opførte i 1845 – 46 af støbejern i nygotisk stil i alt 68 større og 10 mindre butikker, der blev udlejet til byens slagtere. Til disse blev også slagtere henvist. Der endnu i 1845 havde deres boder bl.a. på Gammelstrand, muren ved Helligånds Kirkegård og på Christianshavn. Maven som de nye boder blev kaldt, blev først revet ned i 1917, da den nuværende kirke blev opført.

 

Gråbrødretorv

På Gråbrødretorv eller Ulfeldts Plads, som det hed til 1841, var forholdene ikke bedre. Omkring Ulfeldts skamstøtte i nationalmuseets Have, blev der lige som på Nikolaj Plads drevet handel fra boder og skure. Her var det med brugte klæder og alskens andet skrammel. Men der fandtes også 13 slagterboder og flere grøntudsalg. Også dette sted ville myndighederne gerne have reguleret.

Beboerne ville gerne have fjernet skarnstøtten. Men først i 1852 blev der opført 230 slagterboder ligesom dem på Nikolaj Plads. Disse forsvandt igen i 1902.

Nu levede københavnerne jo ikke af kød alene. I enhver husholdning skulle man have fisk mindst en eller to gange om ugen. Og fisk købte man blandt andet hos fiskerkonerne på Gammelstrand.

 

Fiskerkonerne fra Skovshoved

Konerne fra Skovshoved skaffede familierne hjemme i det lille fiskerleje deres daglige brød. Derhjemme måtte børnene tidlig hjælpe til. Mændene tilbragte ofte nætterne på havet. Det var navnlig sildefiskeriet, der spillede en stor rolle. Ingen sild smagte bedre end dem fra Skovshoved.

Når mændene kom hjem med deres fangst, stod konerne og børnene parat. De levende sild blev anbragt i store rektangulære kurve, som konerne bar på ryggen, støttet af en kort stok under armen. Denne kurv blev en del af deres dragt, der bestod af græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, et sort liv og et stivet, hvidt hovedklæde, hvorunder de i ældre tid havde en metalbroderet hue.

Disse koner var et festligt indslag. Når de blev uenige, så kunne det hænde, at de vaskede hinanden med en torsk eller en rødspætte, eller hvad de lige havde ved hånden. Dette har sikkert moret mange.

Dag efter dag, år efter år i al slags vejr, sad de samme koner på de samme pladser, lige frejdige og altid parate til en munter og vovet spøg.

 

Masser af andre salgssteder

Foruden fisk blev der også handlet med andre ting langs kanalerne. Mellem Højbro og Holmens Bro lå der små fartøjer, der drev detailhandel med forskellige varer. Nærmest Højbro lå både fra Bornholm med pottemagerarbejde.

Ved Holmens bro solgte norske skippere laks. Holstenske skippere solgte smør og ost, mens finske skibe solgte træ ud for Børsen.

Det såkaldte Loppetorv var måske et lidt trist syn. Det lå indtil 1870érne som en del af gammelstrand. Det var her, at det tidligere Assistenshus lå. Her blev al muligt ragelse solgt. Klæder, billeder, porcelæn og jernkram. Det stammede fra dødsboer og fattigfolk. Dette marked fortsatte senere til Vandkunsten, hvor det lå, indtil det blev nedlagt i 1887. Det var foran det hys i Rådhusstræde ud for Vandkunsten, at Tallotteriet blev trukket, indtil det blev ophævet i 1851.

 

Højbro Plads

Ja egentlig har vi allerede her på siden fortalt om torvene på Strøget i tidligere artikler, men måske er det godt med en uddybning. I forbindelse med brandene 1728 og 1795 skete der noget i byen. Masser af bygninger måtte nedrives, og man fokuserede også på brandbælter. Det vil sige at torvene i sig selv kom til at fungere som brandbælte.

Gammel – og Nytorv blev forenet til et stort torv ved at rådhuset blev flyttet hed til det nedbrændte vajsenhus plads mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde.

Store Færgestræde og Højbrostræde blev ikke genopført, men blev erstattet af det nye torv, det nuværende Højbro Plads.

Der var store planer med dette torv. Også fordi, at det var omgivet af stilfulde ny klassiske bygninger. Men i stedet for et fornemt og velklædt publikum blev den befolket af lurvet klædte handlende, der solgte gamle bøger og landkort, skilderier, jernkram og sønderslaget porcelæn, umage spænder m.m.

Men efterhånden blev forholdene dog bedre. Det blev midtpunkt for et broget og afvekslende folkeliv. Boder og rullende butikker blev udlejet til slagtere, amagerkoner, bissekræmmere m.m.

 

Jøderne havde deres egen plads

Jøderne havde fra gammel tid deres stader på hjørnet af Læderstræde. Her solgte de piskebånd, galanterisager og hvidevarer. Kvarterets tjenestepiger mødtes ved pumperne, hvor de udvekslede nyheder om deres herskaber, Særlig livligt gik det naturligvis til på de to torvedage. Onsdag og lørdag følte man sig hensat til Paris og London.

Magistraten måtte dog atter gribe ind og skabe ordnede forhold. Højbro Plads udviklede sig nu til et frugt – og blomstertov, hvor man kunne fryde sig over synet af de kønne Amagerkoner med deres grøntsager.

 

Et projekt, der forblev i skrivebordet

Men ak og ve. Heller ikke det kunne tilfredsstille de forvente københavnere. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” besluttede i 1888, at nu skulle der gøres en virkelig indsats for at gøre torvet smukt og attraktivt. Derfor lod man arkitekten Martin Nyrop udarbejde et projekt til et blomstertorv, grupperet omkring en fontæne med afløb i et stort bassin. Men ak, projektet nåede kun til papiret.

I en beskrivelse af København 1856 havde man en plan om et torv inden for Nørreport. Det skulle på torvedage aflaste Gammel Frederiksborggade og lille Købmandsgade, hvor handel med brændsel havde foregået. Ny Nørretorv som Kultorvet egentlig hed var beregnet til den plads, hvor kulsviervogne fra Skovengen i nordøst Sjælland falholder deres varer.

 

1807 ødelagde en masse

Men størstedelen af det nærliggende universitetskvarter, de nærliggende gader og selve Kultorvet blev delvis ødelagt under det engelske bombardement i 1807. Forgæves kæmpede brandmænd, politi og vægtere mod flammernes hærgen. Alene på Kultorvet nedbrændte 13 ejendomme.

 

Hauser Plads

Da det hele igen kunne tages i brug, blomstrede handlen. Vognene blokerede efterhånden Frederiksborggade. Derfor blev man nødt til at tage Hauser Plads i brug som hjælpetorv. Dette torv var opkaldt efter den schweizisk fødte forretningsmand, konferenceråd Conrad Hauser. Han havde opkøbt en del grunde i den nuværende Hausergade. Ved hans død i 1824 var hele gaden bebygget, selv boede han i nr. 32.

I 1819 var det lykkedes ham at få anlagt et torv på en stor brandtomt, hvor der havde ligget et Tvangshus. Men først i 18348 blev pladsen officielt taget i brug.

Det var kulsvierne, der kom her. Det var også de bønder, der gravede tørv i deres moser. Allerede i 1780 havde Kultorvet været overfyldt med vogne. Man sagde dengang, at man for enden af Købmagergade ikke kunne se andet end blå og grå kasketter og hoveder af heste og folk.

Alle former for brændsel blev bragt til hovedstaden. Så sent som i 1869 havde man udsendt en ny ”Rådhus – Plakat, der forkyndte, at handel med Tørv, Pindebrænde, trækul og andet indenlandsk Brændsel og Riskoste kun måtte finde sted på Kultorvet og eventuelt også Hauser Plads.

Det hed yderligere at:

 

• Handel tillades saavel fra Vogne eller trillebøre, naar varene er ført til Torvet paa saadanne, som ved at holde dem til fals eller siddende.

 

Næringsloven 1857

Ved næringslovens indførelse af 29. december 1857 bortfaldt torvetvangen, der skulle forhindre bønderne på landet at handle med ”omløbende høkere og prangere” eller købe deres varer andre steder end på torvene.

Dette betød dog ikke en væsentlig ændring af torvehandelen.

Borgerskabets kvinder stod for indkøbet af de daglige varer. I modsætning til de lavere samfundslag, hvor kvinderne var tvunget til at påtage sig et usselt job som sypige eller rengørings eller vaskekone, indtog borgerskabets kvinder en privilegeret stilling i samfundet. De brugte dagen på at visitere, modtage visitter og så gå på indkøb i Strøgets fine butikker.

 

Gadehandlerne

I hushjørnernes skygge, i porte og kælderhalse blev der handlet med brød, pølse, grøntsager m.m. Skuespilleren Julie Sødring fortalte i sine barndomserindringer følgende:

 

• I Porten ud til Adelgade sad vor gamle Amagerkone, Kirsten med sine Grøntsager. Hun forærede mig Blomster, Hanekamp, Krusemynte, Gyldenlak og Balsam. Dem plantede jeg nede i Baggården og legede Have.
• Paa den anden side af Gaden var en Kælder, uden for hvilken stod Ballier med dampende Kartofler, og hvor der solgtes Kartoffelkage.

 

Disse gadesælgere var ofte specialister. En kvinde havde specialiseret sig i hampen frø, koren frø og dansk kommen. Og så var det konen med ræddiker og de to mænd der falbød brøndkarse. Der var også en, der var leveringsdygtig i flintesten til fyrtøj. En mand solgte gulvmåtter og sandmanden solgte gulvsand.

 

Fuglekræmmeren

Og der var sandelig også Fuglekræmmeren som i skovene omkring København indfangede mejser, drosler, stære og nogle gange endda nattergale. Det morede folk at have disse i bure i deres hjem. Men den mest populære af alle gadehandlere var mælkekusken.

 

Byens ældste storcenter

Byens ældste storcenter er faktisk Børsen. I begyndelsen af 1800-tallet var hele stueetagen optaget af hørkræmmernes boder. Boderne eller basaren på første sal var udlejet til mange forskellige handlende:

 

• Silke- og klædekræmmere, Legetøjshandlere, Boghandlere, Glashandlere, Møbelhandlere m.m.

 

Der var ikke behov for flere urtekræmmere på Vesterbro

I begyndelsen af 1860’erne var København kun en stor provinsby med 170.000 indbyggere. Der var kun lidt spredt bebyggelse uden for voldene. En del udflyttere på Vesterbro havde henvendt sig til lavsformanden om flere urtekræmmere.

Men han mente nu ikke at bydelen havde behov for flere urtekræmmere. Der boede faktisk to urtekræmmere på hvert hjørne af Frederiksberggade, der kunne man jo bare købe sine varer. Senere blev der brug for et utal af urtekræmmere på Vesterbro.

 

En pyntelig dragt

På Strøget var der masser af urtekræmmere. Der var også på de hjørner af Gammeltorv, i den dybe kælder på hjørnet af Købmagergade.

Endnu i 1890’erne kunne man mange steder se den pyntelige dragt med mørk jakke og hvide forklæder. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vestergade optrådte indehaveren i hvid tætknappet toradet jakke med store benknapper.

 

Kælderbutikkerne var varmere

På disken stod et skilt med:

 

• Prøv ½ Cacao kr. 1.00 (sådan blev det stavet dengang)

 

Ak ja, som man sagde en del år senere:

 

• Også denne butik måtte vige for andre med lidt mere morderne anstrøg.

 

Nu var de butikker, der lå i kælderen lidt varmere end de andre butikker. Her havde man ikke varme på. Man kunne let for frosne fingre. Men til gengæld var sommeren behagelig. Og den gang brugte man heller ikke markiser. Men nu havde man heller ikke vinduesudstillinger dengang, hvor varer kunne tage skade.

 

Urtekræmmerne forvandt fra Strøget

På Kongens Nytorv nr. 6 var der en stor Urtekræmmerbutik, der brændte i 1896. det var ved den lejlighed, hvor prinsesse Marie oplevede så stor popularitet. Det var byens ældste urtekræmmerbutik etableret i 1799.

Efterhånden forsvandt urtekræmmerne fra strøget. Huslejen blev for dyr og avancen var for lille. Til gengæld kom der masser af urtekræmmere i brokvartererne både i baggårds – og mellemgårds-butikker.

 

Der var gang i Købmandsgårdene  

I provinsen kunne man sagtens få øje på de store købmandsgårde. I København skulle man kigge efter skiltet over indgangsdøren. De handlende havde ingen særlig grund til at gøre noget ud af forretningens ydre. Den primære opgave dengang var at distribuere frem for at sælge varen.

Købmandsgårdene havde et bredt udvalg i levnedsmidler, beklædningsgenstande, isenkram m.m. Desuden solgte de fleste håndværksprodukter.

Op mod jul blev kunderne trakteret med cigarer, klejner, skrå og brændevin. Specielt sirup blev der solgt meget af til jul. Sirupstønderne stod parat. Der var også bønder, der tog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønner. Og at købe 10 pund tobak for en storryger var ikke unormalt. Sukker købtes i stor stil sukker-toppe. Mel, svesker og krydderier købtes for en længere periode.

Tidligt på færde var også de såkaldte lærredskræmmere. Dem, der havde et begrænset udvalg blev ofte bare kaldt høkere.

 

Øl-handlerne snød

Men allerede i 1251 hører vi om øl-handlerne. Meget tidligt begyndte de at snyde deres kunder. Bryggerne kom i lav sammen med købmændene. Og tidligt stoppede man for import af tysk øl for at fremme den danske øl. Der var tre slags øl:

 

• Slet øl blev solgt for 1 Rigsdaler pr. tønde
• Middel øl blev solgt for 2 Rigsdaler pr. tønde
• Brunt øl eller dobbelt øl blev solgt for 3 Rigsdaler pr. tønde

 

114 bryggergårde

På et tidspunkt hører vi om hele 114 bryggergårde i København og i 1709 er der registreret 539 bryggere i byen, heriblandt en masse fribryggere.

Egentlig var meget af det udpint maskevand, men måske var det sundere end almindeligt drikkevand dengang. I et skrift fra 1781 kan man læse:

 

• Smager og lugter ilde fra en del bryggerier.

 

Ofte kun man i de mange øl kældre kun få slet øl. Men så kom brygger Jacobsen og gik i gang med Bajersk øl.

Også ølhandler – foreningen byggede en flot stiftelsesejendom, og det var på Elmegade 6 på Nørrebro.

 

Brød-butikkerne solgte gammelt brød

Brødbutikkerne blev truet med, at hvis de blev ved med at sælge gammelt brød til fuld pris så blev de ekskluderet af foreningen. I 1918 forsøgte at producere en ”Standard-mælk med en fedtprocent på tre. Det blev en kæmpe fiasko. Foreningen oprettede deres egen margarinefabrik for at få lidt mere fortjeneste.

 

Store markeder

På landet var befolkningen indtil midten af 1800-tallet stort set selvforsynende med levnedsmidler lige som en del af deres eget tøj. Andre varer blev købt i byerne eller hos omvandrende kræmmere. Enkelte steder på landet havde man fra gammel tid opnåede tilladelse til at holde et årligt marked.

Min fødeby Tønder var kendt for deres store kvægmarkeder. Men de havde også andre markeder i løbet af året. Det betød at hele byen stod på den anden ende med tivoli og gøgl og masser af værtshuse. Således opnåede Tønder at få verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger.

Man havde ligefrem lavet en sti ned til banegården, så folk kunne vakle fra det sted, hvor der var størst koncentration af værtshuse. Og meget passende fik denne sti navnet ”Æ Punchsti”.

 

Man aftalte priserne

Der midt i 1850’erne havde man indbyrdes i lavene aftalt priserne. Da industrialiseringen tog fat, begyndte den voksende arbejderklasse at efterspørge billige fabriksvarer. Landbrugskrisen i 1857 havde også ført til lavere landbrugsvarer. Folk begyndte at spørge efter andre varer, end de dem som købmændene eller urtekræmmerne normalt førte.

Der opstod et behov for at gøre forskel på detailhandlen. I den gamle købmandshandel eller urtekræmmer kunne man købe alt på et sted. Efter indførelse af næringsfrihed voksede en stor mellemklasse af mindre detailhandlere frem især fra 1880’erne.

 

Høker- og Næringsloven

Med høkerloven i 1856 var der tilladt at forhandle høker- og urtekramvarer, dvs. hovedsagelig indenlandsk producerede fødevarer i landdistrikterne uden for byernes nærmeste opland.

Med næringsloven af 1857 bortfaldt byernes eneret på detailhandel. Herefter kunne enhver fuldmyndig person med indfødsret, som ikke var under fallitbehandling eller fundet skyldig i en vanærende handling, få udstedt borgerskab eller næringsbevis, der gav mulighed for at drive handel i en købstad eller i et landdistrikt undtagen inden for en radius af 1 ½ mil uden om hver købstad.

Næringsloven var købmændenes og urtekræmmernes grundlov.

 

1857 – ”Det mærkværdige år”

H.C. Andersen betegnede 1857 som ”det mærkværdige år” – et år, hvor det gamle måtte vige for udviklingen. Københavns byporte blev revet ned, gadernes tranlygter blev skiftet ud med gaslygter. Og så blev en af Danmarks ældste indtægtskilder Øresundstolden, indført af Erik af Pommern i 1429 ophævet med en engangserstatning på 33 ½ millioner rigsdaler betalt af de søfarende nationer.

 

Ingen byggevedtægter

Der blev nu i den grad bygget på livet løs især på Nørrebro. Byggevedtægter så man stort på. Der blev bygget så meget som muligt på så lidt plads. Meget af dette byggeri blev først bortsaneret omkring 1980. Det betød, at befolkningen ikke havde råd til at bo her mere. Og mange blev tvangsflyttet. For detailhandlen betød det en katastrofe. Pludselig forsvandt cirka halvdelen af kundeunderlaget. En masse butikker måtte lukke.

 

Butikker lukkede på stribe

I 1950 boede der 132.000 på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borger følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Derfor oprettede de Nørrebro Beboeraktion. I har sikkert hørt om Kampen om Byggeren.

I 1958 var der 2.326 butikker på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage. I Blågårdsgade stod 44 pct. af alle butikker pludselig tomme.

De såkaldte læbælter blev først afskaffet fra 1903 i en række købstæder og i 1920 i hele landet. Næringsbeviset kunne udstedes til købmandshandel, høkerhandel eller ringe handel.

 

Lærlingen havde masser at lave

Små detailhandlere med få medarbejdere var lette at etablere. Det krævede ikke meget startkapital. Indehaveren behøvede heller ikke en særlig uddannelse eller viden. Efterhånden var det mange af butikkens varer, der begyndte at blive masseproduceres. Ofte var de færdigpakket, f.eks. tobak, mælk eller rengøringsmidler.

Men hos den rigtige urtekræmmer, kolonialhandel eller i købmandsgårdene skulle det meste stadig måles og vejes og pakkes. Ofte fik man brændevin og øl i tønder. Det skulle alt sammen hældes på flasker. Her var der stadig masser at lave for lærlingen.

 

Mange etablerede sig som detailhandler

Håndværkeren slog sig ned som detailhandler. Skomageren blev skotøjshandler og væveren manufakturhandler. Men desværre holdt disse detailhandlere ikke længe. Bønder, der oprettede en butik, kom fra en gård, der ikke kunne løbe rundt. Arbejderen, der oprettede en butik var blevet syg og kunne ikke få hjælp. Også enker med en masse børn forsøgte at etablere butik.

Men efter et til to år var det slut og de havde mistet en masse penge.

 

Brugsforeningerne var ikke populære

I 1899 indtraf den store lockout. Det var en styrkeprøve mellem arbejder og arbejdsgiver. Den varede i 4 – 5 måneder. Det betød krise for urtekræmmerne.

I 1854 var der opstået den første forløber for brugsforeningstanken i Nyboder:

 

• Foreningen for billige livsfornødenheder.

 

Fra 1866 opstod de rigtige brugsforeninger. De blev ikke betragtet som detailhandel i egentlig forstand og kunne placeres andre steder end egentlig detailhandel. Urtekræmmerne og senere handelsforeninger betragtede dem som unfair konkurrence.

Urtekræmmerforeningen mente, at det var konkurrenceforvridende for de skulle hverken betale skatter eller lavs-afgifter.

I 1871 var der allerede 80 brugsforeninger. Med årene blev de en alvorlig konkurrent til den selvstændige urtekræmmer eller købmand. Ved århundredeskiftet var der omkring 100.00 medlemmer i brugsforeningerne landet over.

I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Det var næringsloven fra 1857, der dannede læbælterne, et slags beskyttelsesbælte for detailhandlen.

Men brugsforeningerne var jo baseret på medlemskab. De kunne etablere sig overalt også i læbælterne. Og kooperationen voksede sig stærk. I 100 år var brugsforeningerne skattefrie og kunne derfor udbetale dividende – det var noget kunderne kunne forstå.

I 1925 sad kooperationen på 25 pct. af dagligvarehandlen.

 

Et værn mod storkapitalen

En anden ting var, at man måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev etableret for at beskytte de mindre handlende som et værn mod ”storkapitalen”. Men igen engang var kooperationens butikker ikke omfattet af denne regel. De kunne oprette lige så mange filialer, som de ønskede.

Sådan var det også for Irma, der startede på Nørrebro. En anden ting var så måske Irmas personalebutik, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Hvis kvindelige ansatte giftede sig, blev de fyret.

Det var her i Ravnsborggade 13 at Carl Schepler startede med et ismejeri i 1895. Ved sin død i 1942 eksisterede der 110 Irma – butikker.

 

Fabrikanter måtte ikke gå direkte ud til kunderne

I 1866 var der også dannet en kolonialhandler-forening. Om man startede med hele 280 medlemmer. Men levetiden for denne forening var sølle to år.

Cirka fire år efter vedtagelsen af næringsloven af 1857 blev der rettet en henvendelse til fabrikanter og mellemhandlere til ikke at gøre indgreb i detailhandlernes rettigheder. Med andre ord, man ville ikke have at disse gik direkte ud og solgte varerne til slutbrugerne.

Og Urtekræmmerforeningen etablerede allerede i 1865 en lærlingeskole, der blev opretholdt indtil man fik oprettet købmandsskoler.

 

Ud med forbrugsforeninger

Uha – Uha i 1866 blev man præsenteret for noget der hed ”Embedsmændenes Forbrugsforening” Det var en institution, der i virkeligheden gjorde fortræd, mente urtekræmmerne. De ville nemlig have rabat.

Urtekræmmerne lavede et udvalg, der skulle afskaffe tilgiften. Og det handlede om, at man ikke måtte give noget gratis for at få folk til at købe noget, f.eks. en lille gratis bog, når man købte et pund kaffe.

Ja maskinmestrene havde en forening som gav op til 15 pct. rabat. Og de havde allerede 34 leverandører. Og handelsforeningerne og Urtekræmmerforeningen truede deres medlemmer med eksklusion hvis de var med i en spareforening.

Nørrebro Handelsforening bevilligede et år 50 kr. til en annonce, der advarede mod juletilgift.

 

Ikke mange specialbutikker

Endnu i 1890 var der ikke noget i København ikke noget der hed specialbutikker for i en urtekræmmerbutik, kunne man få alt, hvad man behøvede i husholdningen. Den gang brugte man ikke mange hygiejneartikler. Jo man havde skam også frugt og grønt.

Urtekræmmer havde også et svar parat, når mejerierne bebrejdede dem, at de solgte smør:

 

• Ja men det er kun indpakket smør

 

Urtekræmmerne var sure over, at Ismejerierne solgte øl om søndagen.

 

Urtekræmmerne: det var ikke os

Kaffebutikkerne er nok de ældste af specialbutikkerne. Men de fik sandelig også mange vare ind stammende fra porcelænsvarebutikker og isenkrambutikker. Urtekræmmerne sagde dengang:

 

• Det var ikke os, der gav anledning til kampen
• Det var ikke os, der bravt huggede til os
• Vi har derimod stadig måttet afgive

 

Gadehandlerne

Gadehandlen tog også til og blev en konkurrent til urtekræmmerne. Da foreningen startede, blev der kun solgt fisk på gaden. Måske lidt grøntsager og måske lidt sjældnere frugt. Senere kom der kørende vogne, hvor sælgerne falbød deres varer.

Magistraten gav arbejdsløse og handicappede lov til at sælge deres varer. Urtekræmmerne var sure over, at det stadig stigende antal gadehandlere ikke skulle betale leje.

 

Lus og andet udyr

Understøttelse kendte man ikke noget til i begyndelsen. Hvis man ikke kunne forsørge sig selv, blev man sendt retur til den kommune, som man kom fra. I 1873 kunne man få 174 rugbrød og en halvfjerding madfedt, En jordemoder kostede 8 kroner og en konfirmation 5 kr.

Mange kvinder var dengang enlige forsørgere. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem. De boede i bag – og sidehuse øverst oppe. Der var lus og andet udyr. Lejlighederne var utætte. Man havde ikke råd til at varme dem op.

Når man om natten skulle på toilet, skulle man ned af den uoplyste køkkentrappe. I gården var retiraderne placeret. Her var der også andre gæster. Nemlig rotterne.

Mange havde natpotte. Det var så den store knægt, der skulle tømme den hver morgen. Dette hverv gav ikke mange point hos de andre knægte i gården.

Nu var det ikke alle der gjorde som fru Petersen oppe på 4. sal. Når hun havde gjort det, kunne man lugte det over hele ejendommen.

 

Skolen var en kronisk krigstilstand

De små piger stod tidlig op om morgenen. De skulle hjælpe mor med at gå med aviser. Knægten var sendt hen til bageren for at købe rester. Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler. Velbekomme.

Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret blev sparket ud af deres fulde fædre. I skolen fortsatte man med at få prygl. Det var datidens pædagogik. Man fik med spanskrør for den mindste forseelse. Forfatteren Martin A. Hansen mente:

 

• At skolen var en kronisk krigstilstand.

 

For øvrigt blev revselsesretten indført i 1685. Den sagde:

 

• Husbond må revse sine børn med kæp og vand og ej med våben

 

Tænk revselsesretten blev først ophævet i 1986.

 

Urtekræmmerne undrede sig

Man skulle ikke tro, men man havde et sundheds-politi dengang, men de var nu ikke særlig aktive.

Urtekræmmerne spurgte, hvor gadehandlerne opbevarede deres varer om natten? Var det bare i et skur eller en gård, hvor der var adgang for dyr. Måske var varerne bare overdækket med et lærred?

Og så syntes man det var mærkelig, at en jernbanekiosk skulle have lov til at sælge te. Ja og tænk engang, en husmoderforening solgte te ved garderoben. Så mente man også at Hovedstadens Brugsforening misbrugte statistikker til egen fordel.

EPA – forretningerne var nok de første discountforretninger vi havde herhjemme. De almindelige forretninger kunne slet ikke hamle op med disse priser. Man henstillede til leverandørerne at tænke på de almindelige detailhandlere.

 

Man skulle arbejde hele søndagen

Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra kl. 16. Det var ikke rart at skulle møde på dette tidspunkt. Men det var utænkeligt at have åbent i kirketiden.

Men nu var de allerfleste allerede begyndt kl. 7 søndag morgen. Man måtte nemlig godt have åbent fra 7 – 9 og så igen fra kl. 16. Men søndagen skulle bruges til at veje og pakke. Dette blev det meste af søndagen brugt på.

 

Hvorfor skulle bajersk øl beskattes?

Det var også dette år, at man fik en forsmag på beskatning af Bajersk øl. Før den tid havde man kunne købe en bajersk øl for 7 øre. Men beskatningen af øllet skulle føre til lavere priser på sukker og petroleum.

 

Handelsforening fungerede som politi

Undersalg var også noget som Handelsforeninger beskæftigede sig med. Man ville gerne inden for hele detailhandlen konkurrere på lige fod under lige vilkår. Men der var nogen, der ikke overholdt de priser, man havde aftalt.

Det var også problemer med varernes beskaffenhed. Således havde Nørrebro Handelsforening 268 sager på et år. Det var lige fra fortyndet whisky til Heidelberg Eddike. Og fandt man ulovligheder så gav man bøder. Således blev en forhandler dømt en bøde på 50 kr. for at have solgt sprit til underpris. Foreningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker, der dog returnerede dem. De vidste ikke, hvad de skulle bruge pengene til. Og sendte pengene retur.

Det var starten til handelsforeningens understøttelsesfond. Gennem årene er der udbetalt mange penge fra denne fond. Og netop for øjeblikket bliver de sidste 400.000 kr. fra denne fond udbetalt.

Handelsforeningen havde ansat en prøvemand, der fik 2 kr. pr. sag. Og 5 kr. hver gang han skulle møde i retten. Desuden fik en han en fast løn på 30 kr. om året

Det var også problemer med billig øl. Og det var bryggerier, der indblandet, bl.a. Phønix øl og Bispebjerg øl. Handelsforeningen skulle give Tuborg og Carlsberg lov til at levere øl til brugsen på Lygten, men bryggerierne havde selv givet sig lov. Konfiskeret øl fra Bryggeriet Alliancen gav masser af penge til Understøttelsesfonden.

Man udnævnte også gadeforstandere, der skulle tjekke om kollegaerne opførte sig kollegialt og efter reglerne.

 

Man var træt af Brugsforeningerne

Godt og grundig træt var man af brugsforeningerne. Handelsforeningen vedtog i 1902 en resolution:

 

• I henhold til den af Arbejderstanden med hvilke vi ved mange Lejligheder har følt os meget nøje forbundne (såvel ved Valg som Lockout, Strejker m.m.) skulle gøre sig Tanker gældende med konkurrerende Foretagender at beskære Detailhandlernes i forvejen beskedne Levevilkår
• Foreningen vedtager derfor, at der for vor Stand nu gælder om endnu inderlig Sammenslutning og ved Fællesskab at muliggøre de lavest mulige Varepriser, og derved bevare vor Eksistensberettigelse.
• Vi håber derved at kunne overbevise vore hidtidige Kunder om, at Detailhandlerstanden vedblivende vil arbejde paa at sætte sig i Stand til her i Samfundet, at udfylde sin plads som Forhandler i Detail.

 

Politiet hjalp de skyldige

Man lavede kampagner mod billigmagerne. Således var der problemer med Lagermanns vaske – og skurepulver. Bestyrelsen bevilligede 10 kr. for at finde ud af, hvor man fik produkterne fra.

Ude i kolonihaverne solgte mobile marketenderier sprit og andre drikkevarer. Dette var ulovligt men politiet ville ikke gøre noget ved det. Sundhedspolitiet foretog dem ikke meget, syntes Urtekræmmerforeningen og de forskellige handelsforeninger. Nu havde politibetjente også selv kolonihaver.

Nørrebro Handelsforening var også efter ismejerierne fordi de forbrød sig mod lovgivningen. Man anmeldte ismejerier, som solgte varer, som de ikke måtte. Men politiet gad ikke at gøre noget ved det. I stedet fortalte de ismejerierne, at Nørrebro Handelsforening var efter dem.

 

Pludselig skulle alt udregnes i meter

Men de gjorde dog deres indflydelse gældende og efterhånden skulle man til at sætte sig ind i lovgivninger om kunstige sødemidler i levnedsmidler, konkurrencelov og lukkelov, læbælternes og tilgift-forordningernes ophævelse og meget mere. Dette kom i høj grad til at præge urtekræmmernes og købmændenes hverdag.

Ja og så kom der en ny lov om det metriske system. Et pund kaffe blev nu til et halvt kilogram. Det krævede behændighed. Hekseriet begyndte først, når alen og fod skulle omsættes til meter og en skræppe eller pot skulle sælges i litermål.

 

Man startede med en mælketoddy

Der var kommet masser af industri til Københavns brokvarterer. Og især til Nørrebro. Inden arbejderne skulle på arbejde kunne de nå at få sig en mælketoddy på en af de mange morgenværtshuse. Den bestod af en snaps og et stort glas mælk. Det var godt at starte arbejdet med en eller to af disse.

 

Rutebilen betød meget

Omkring 1900 kunne man køre i rutebiler ind til byerne. Udvalget af butikkerne blev større. I Købmandsgårdene var det særlig op til højtiderne der var gang i den. Her havde man stald i forbindelsen med købmandsgården. Det var ikke småting, der her blev handlet. Og købmanden gav en lille en eller to til stamkunderne.

Rutebilerne blev nu også brugt til at fragte varer ud på landet.

 

Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene

Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene omkring århundredeskiftet. De lod sig ikke nøje med politisk indflydelse – de ville også have økonomisk indflydelse. En rækker kooperative virksomheder skød op – som bønderne med deres mejerier og grovvareselskaber, etablerede arbejderne brødfabrikker, kul – og koksimport, dagblade og en lang række andre – dengang succesrige – virksomheder.

Man havde et motto med at fra vugge til grav skulle man benytte arbejderbevægelsens virksomheder. Særlig på Nørrebro kom der mange af disse virksomheder.

Man blev klippet hos Figaro – frisørerne, man drak Star Pilsner. Man kunne købe kød hos Arbejdernes Kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og sko købte man hos A.K.S. Og så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

 

Borgerskabet kunne ikke lide socialister

50.000 arbejdere demonstrerede den 1. maj 1890 for en 8 – timers arbejdsdag på Fælleden. Der fulgte adskillige lockouter og arbejdskampe. Udgangspunktet var ofte Nørrebro. Borgerskabet kunne aldeles ikke lide socialister.

Borgerskabet kunne heller ikke tolerere dem, der måske var endnu mere yderliggående. Således havde Nørrebro handelsforening indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Man havde opdaget, at formanden Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk hilsen i Land og Folk. Uha – uha.

 

Udvalg til bekæmpelse af stormagasiner

Efterhånden opstod der flere og flere specialbutikker. Det var tobakshandlere, kulhandlere, trikotagehandlere, isenkræmmere og boghandlere, foruden mere specialiserede levnedsmiddelforretninger, der solgte mejeriprodukter, fisk eller kaffe.

Hovedparten af disse butikker var familieforetagender – mand/kone-butik.

Der gik snart rygter på Nørrebro, at en filial af Magasin du Nord ville etablere sig. Det skulle da forhindres, så man nedsatte et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner.

Urtekræmmerne havde også på et tidspunkt deres egent bank og bladvirksomhed. Men en annonceagent snød foreningen for 1.890 kr.

 

De ansatte havde krav

I december 1901 rejstes kravet til ”Kost – og Logisystemets afskaffelse”. Ja man havde allerede fremsat det krav nogle år før sammen med

 

• Normal arbejdstid daglig på 12 timer
• Gennemførelse af ugentlig fridag
• Helligdag og søndagslukningens gennemførelse

 

Det var sådan, at en lærling fik det mindste værelse i bygningen ofte uden el og varme. Ja det er også eksempler på, at lærlingen sov under disken i butikken. Hans arbejdstid var bestemt af chefens luner.

Nu mente urtekræmmer Hjort, at medarbejderne havde nok fritid.

 

Børn havde erhvervsarbejde

I 1905 kom der en ny bekendtgørelse om ansættelse af bydrenge. Det var forbudt at anvende drenge under 12 år. Under 14 år kunne de bruges til varetransport med den ”lette vogntype”. Men en urtekræmmer blev straffet fordi han anvendte en dreng under 14 år til at køre med trækkervogn.

Kigger vi i en skoleklasse i 1899 så var klassekvotienten 37 elever. Den var netop sat ned til dette i 1899. Og det var næsten kun udenadslære. Ofte var det afdankede militærfolk, der underviste i legemsøvelser. Spanskrøret blev også flittig brugt.

Men højst halvdelen af eleverne fulgte med i ”undervisningen”. Resten sad og sov eller var meget åndsfraværende.

Årsagen var at de fleste børn havde erhvervsarbejde ved siden af skolen. I mange tilfælde var skolepligten ikke opfyldt. Børnearbejde var vidt udbredt på fabrikkerne, især glasværker og væverier. På Nørrebro var det meget farligt arbejde på tændstikfabrikkerne.

For forældrene var det vigtigere at der blev tjent penge til familien end at børnene kom i skole. Det betød, at børnene hver anden dag arbejde på fabrikkerne i stedet for at gå i skole.

Først i 1901 blev det forbudt at arbejde på fabrik for børn under 12 år. Fra 1913 gjaldt det hele den skolepligtige alder.

Forbuddet mod fabriksarbejde betød, at der var rift om bypladserne. 75 pct. af drengene og 55 pct. af pigerne havde byplads i købstæderne viser en lærerundersøgelse fra 1908. Stort set alle arbejderbørn havde arbejde ved siden af skolegangen.

Før århundredeskiftet var en arbejdsdag på 12 timer ikke usædvanligt, men fra 1925 måtte skolebørn højst arbejde 4 timer om dagen. Loven kunne dog omgås med snilde, hvis man tog en tørn som mælkedreng inden skolen og bragte ud for købmanden efter skoletid.

Mælkeriet Enigheden startede på Lygten ude i Nordvest i 1896 som et kooperativt fortagende. Ja her arbejdede mælkedrenge fra 4 til 12 og fra kl. 13 til 18 gik de i skole. Det betød, at de oftest faldt i søvn.

Børnenes løn var helt nødvendigt tilskud til de ofte meget børnerige familier. Også da vi andre havde sådanne bypladser hjemme i Tønder skulle vi bidrage for at bo derhjemme.

For købmandsforretningerne og urtekræmmerne var bydrengen i mange år et helt naturligt led. Mange kunder ikke mindst ældre mennesker, kom sjældent i butikken, men nøjedes med at bestille varerne over telefonen. Men en tur til 4. sal med en 50 stk.’ s kasse øl var hårdt slid for en skoleelev. Der var ikke garanti for drikkepengene stod i forhold til anstrengelserne.

 

Far investerede i flydende kost

Det var dengang, at der var lønningsdag om lørdagen. Man ventede længselsfuldt på, at far skulle komme hjem med lønnen. Men fabrikkerne havde selv indrettet værtshuse. Det var smart så kunne dette igen indbringe nogle af deres udgifter. Mange fædre investerede deres løn i flydende kost.

Så var der ingen penge til petroleum til lampen. Og så måtte man gå meget tidlig i seng om vinteren for at holde varmen. Måske måtte mor selv hente far på værtshuset.

 

Telefon er ikke noget for os, forretningsfolk

Nørrebro Handelsforening blev bedt om at skaffe 50 telefonabonnenter. Opsætningsafgiften var 10 kr. og man skulle binde sig i tre år. Men svaret fra handelsforeningen var:

 

• Det er ikke noget for os forretningsfolk, men mest for private, og der er mange ubehageligheder ved at få forbindelse

Men formanden for foreningen urtekræmmer Kofoed udlånte dog sin telefon for 5 øre pr. samtale. Men det måtte han sandelig ikke for Københavns telefonaktieselskab. De truede med at afbryde hans forbindelse.

 

Man kunne ikke lide Schous Varehus

Man kunne ikke lide Schous Varehus for som man sagde:

 

• Køb ikke hos ”overflødighedsgører”

 

Sådan sagde formanden P. Petersen. Og det var fordi, at Schous Fabrikker havde deres egne butikker. Og det kunne hverken urtekræmmere eller handelsforeninger lide.

 

Den første lukkelov

Det var i 1904 at den første lukkelov blev indført. Her indførtes søndagslukning.

I 1908 blev loven om lukning af butikkerne kl. 20 juleaften vedtaget efter anmodning af den samlede handelsstand og Grundlovsdag kl. 12 middag. Ja man indførte, at der ugens første fem dage blev lukket kl. 20. Om lørdagen måtte man have åben til kl. 23. Butikkerne måtte tidligst åbne kl. 4 om morgenen. Men allerede året efter kunne man så holde åben til kl. 21 alle byens hverdage.

Efter at søndagslukket var besluttet var urtekræmmerforeningen ikke særlig begejstret for, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De var heller ikke begejstret for nogle af de kommunale tiltag over for socialt dårlig stillede så som folkekøkkener. Man mente at gå glip af omsætning.

Kaffeforretningerne voksede i antal i København fra 50 til 150. De var støttet af de lokale kaffebrænderier.

 

Urtekræmmerne var bestemt ikke de rigeste

Bestselleren hos boghandlerne var Skattebogen, som var udgivet af kommunen. Heri kunne man se, hvad naboen tjente. Den magiske grænse var 2.400 kr. Var man under dette beløb var man mindrebemidlet. Var man over var man velstillet.

På grænsen fandt man detailhandlere med gode forretninger, værtshusholdere, småfabrikanter, overordnede funktionærer og tjenestemænd af lidt højere grader.

Den største del måtte klare sig for langt mindre. For en faglært arbejder var lønnen 1.200 kr. Kigger vi i skattebogen kan vi under Ahornsgade 66 se en vis cigarsorterer T.A.M. Stauning som havde tjent 1.400 kr.

Urtekræmmere og ismejerier havde ikke altid den bedste placering. Og fortjenesten var heller ikke noget at råbe hurra for. Bedre stod det til med slagteren og spækhøkeren. Allerede tidlig gjorde begrebet ”brancheglidning” sig gældende.

 

Cigaretter og aviser

Det var dengang man kunne købe cigaretter i tre forskellige prisklasser. Den mest populære var 7 – øres pakkerne, der hed Prinsesse Marie. Ja der var et stort billede af den populære prinsesse.

Aviserne kunne man købe for 2 øre. De koster lidt mere i dag. Det ar Aftenposten, København og Folkets Avis. Så var det også de tvivlsomme aviser som Figaro. Ja den var ligefrem uartig.

Hof og Tuborg kostede 11 øre. Rød Aalborg 55 øre, Brøndum snaps 40 øre. En stor pose kagekrummer kunne man købe for 2 øre.

Ja så kunne man købe et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle brugte det som kattemad, men det var mange det spiste det til aftensmad. Uha – Uha.

Hos tobakshandleren kunne man købe tre cigarer til 17 eller 21 øre. Skråtobak var i enkelte stænger, snus i kræmmerhus.

Og hvad kostede en mælketoddy. Ja en lille rund kostede 4 øre og en stor rund kostede 8 øre.

Fra store mælkejunger kunne man købe mælk til 25 øre pr. liter. De mest populære butikker hos børnene var hos Slikmutter.

På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker særlig inden for manufakturhandel. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte. Urte – og hørkræmmere var der særdeles mange af på Nørrebrogade.

Og endelig kom der så en opfordring fra købmandsskolerne at få forbedret resultaterne så skulle man nu op til eksamen.

 

Man kan da ikke beskatte fattigmandssnaps

I 1915 henvendte afholdsfolket sig til urtekræmmerne. De ville have et forbud mod salg af alkohol hos urtekræmmerne. Der kom også nye retningslinjer med hensyn til bogføringsloven.

Som en slags medlemsaktivitet havde Urtekræmmerforeningen fugleskydning på programmet. Og som man anførte så var det bestemt ikke for at undervise urtekræmmerne i våbenbrug. Den dag, dette foregik på blev betragtet som en fridag for medlemmerne.

Spiritusbeskatningen slog især på Nørrebro meget hårdt. Her var der masser af brugere. Men de handlende skulle betale for deres lagerbeholdning nok engang.  Man kunne også spærre ens beholdning inde bag et ståltrådsnet, så kom toldvæsnet og plomberede det. Man kunne også opgive halvdelen af sin lagerbeholdning og så sælge spritten med dårlig samvittighed.

Men som formanden for Nørrebro Handelsforening sagde dengang:

 

• Man kan da ikke beskatte Fattigmands – snaps

 

Foreningen sagde til deres medlemmer, at de kun skulle betale brændevins-afgiften under protest.

 

Nørrebro – Danmarks største handelscenter

Urtekræmmerne var ikke begejstret for hjemmefremstilling af brændevin. Det berør jo deres fortjeneste.

Nørrebro udviklede sig efterhånden til Danmarks største handelscenter. De fine, flotteste og største butikker befandt sig på Nørrebrogade. Også Blågårdsgade udviklede sig til en fin handelsgade. Og så de mindre og måske knap så pæne butikker opstod i alle sidegaderne.

Der var mange unge handelsfolk, der ville videreuddanne sig i Danmarks største handelscenter, men det sagde foreningen nej til:

 

• Vi er da ikke et engageringsbureau

 

Der var masser af bagere dengang og steder, hvor man kunne købe hestekød. Overraskende mange skohandlere. For ikke at tale om cykelhandlere. Ja det er der nu til dags også på Nørrebrogade. Der var også masser af smørhandlere og rigtige slagtere. Der blev også solgt masser af manufakturvarer.

Jo, Nørrebro Handelsforening blev Danmarks største handelsforening med 800 medlemmer. Den blev netop oprettet i 1891 af urtekræmmere, der var trætte af at skulle give tilgift hele tiden, altså gratis varer.

 

Da pølsevognen kom

Men det var ikke altid lige let at acceptere nye ting. Således gav formanden for Nørrebro Handelsforening udtryk for pølsevognene:

 

• Jeg ser i forskellige blade, at der bliver givet tilladelse til at forhandle pølser fra vogne på åben gade, og at vedkommende som sælger disse varme pølser, skal levere gratis sennep til disse. Når et lille vindpust vil levere en gang tørrede hestepærer på samme tallerken som pølser og sennep, så bliver det en delikat ret.

 

Handelsforeningerne fik stor indflydelse på mange ting. De fungerede mange steder som en slags politi over for de virksomheder, der snød og ikke overholdt både de skriftlige og mundtlige regler. Ja det har vi allerede kunnet høre.

 

Lærlingeloven med ejendommeligheder

Der var også dem der tjente på Første Verdenskrig. Og gullaschen som man kunne købe i dåser, blev dårligere og dårligere. Men den blev også dyrere og dyrere. Deraf har vi begrebet Gullasch – baron.

Lærlingeloven af 1920 havde den ejendommelighed, at hvis en lærling forlader sin plads før tid kan politiet bringe ham tilbage. En arbejdsgiver skal kunne bevise at grunden til at hans lærling ikke lærte nok skyldtes dovenskab eller mangel på intelligens. Så kunne han måske slippe for at betale erstatning.

 

Man fulgte sine principper

Nørrebro Handelsforening havde fået en ny bank, nemlig Bikuben på Nørrebros Runddel. Men de hørte så noget som de ikke kunne lide at høre. De overvejede så at skifte bank, men den fik så lige lejlighed til at besvare nogle spørgsmål:

 

• Finansierer I brugsforeningerne?
• Finansierer I Schous Sæbehus?
• Finansiere I Arbejdernes Brændselsforsyning?

 

Urtekræmmeren var højest på rangstigen

Det var jo også spækhøkerne dengang. De solgte flæsk, skinker, pølser, høns, gæs, æg, smør, mel, brød, øl og brændevin. Han var lidt højere på den sociale rangstige end hørkræmmeren, der forhandlede jern, kul, sild, salt og hør. Men det var urtekræmmeren, der stod højest. Han solgte kaffe, te, sukker, krydderier og citroner og meget mere.

 

Kvinder ud på arbejdsmarkedet

Før århundredeskiftet fødte kvinderne i gennemsnittet 4,4 børn – igennem 1920’erne og 30’erne faldt tallet til det halve. Dermed skabtes der grobund for at kvinderne i stigende grad søgte ud på arbejdsmarkedet. De fleste kvinder fik husligt arbejde – først efter krigen steg antallet af kvinder i industri, håndværk, handel og kontor ganske mærkbart.

 

En duft af mange ting

Gik man ned ad sidegaderne duftede af sild i tønde, klipfisk, brændt kaffe og krydderier, tjære og blår, røget flæsk, gammel ost, krydderier.

Omkring 1900 havde bagerne kun de allernødvendigste typer af brød. Det var ikke noget med wienerbrød eller flødeskumskager

Og i mange butikker på Nørrebro stod der to underkopper. Den ene med 2 – ører og den anden med 5- ører. De var beregnet til ”spækkerne” fra Almindeligheden, der kom om mandagen. Og om torsdagen kom ”lemmerne” fra Ladegården.

Under disken stod der en flaske med øl og en snaps. Det var beregnet til politibetjenten, som man gerne ville holde sig gode venner med.

 

Mange slags butikker

Omme i Elmegade lå Nørrebros flotteste bagerforretning. Her kunne man få fyldt ens kasket med 2 – øre gammelt brød.

Og i Nørrebrogade 53 lå Apoteket. Her var en ejendommelig lugt. Det var fordi man her lavede afkog af forskellige urter. Af disse kunne man for eksempel lave en slags nervemedicin.

I mange viktualieforretninger lavede man pølser, sylte eller leverpostej. Der satte sig ofte fedt på nabovinduerne.

En anden slags butikker, der var mange af, var pantelånere. For en dug og to lagner kunne man låne to kroner.

Der var også skotøjshandlere. Men dengang omkring 1900 gik drengene barbenet om sommeren. Om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.

Ved Skæremøllen på Nørrebrogade kunne man købe et helt specielt sigtebrød. Der lå nemlig en bager lige her.

 

En af matadorerne

Der var også et par enkelte matadorer på Nørrebrogade. Det var rige butiksindehavere. Den ene var en man kaldte Niels Mangepenge. Han havde hele 7 slagtersvende under sig. Når lørdagen var slut købte han en Linje-akvavit, et par dåser hummer og lidt tatar:

 

• Det gør sig på en streng dag med lidt hummer og et par stykker tatar

Om søndagen spændte Niels Mangepenge og husholdersken for. Og så var det ellers et par markante skikkelser der tog nord på ad Strandvejen.

Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, rundskivet nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker. Mester var i jaket med stribede bukser – endda meget stribede. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var for at understrege tilhørsforholdet til hans blodige fag.

 

Stiftelsesejendomme

Når man blev optaget i Urtekræmmerforeningen skulle man samtidig betale 28 Rigsdaler til Stiftelsen. Man byggede en stiftelse i Læssøesgade, der blev taget i brug i 1866. Den bestod af to opgange med to værelses lejligheder.

Efterhånden blev lejlighederne utidssvarende og man byggede et temmelig stort og flot byggeri i Ægirsgade. Her indrettede man moderne lejligheder og mødelokaler. Det eksisterer stadig i dag som privat Andelsboligforening.

Det var ikke unormalt at foreninger dengang hjalp sine medlemmer med støttefonde og stiftelsesejendomme. Således har Nørrebro Handelsforening stadig sin egen ejendom. Dengang var det ejendom for ældre butiksejere, i dag fungerer det som et billigt opholdssted for medlemmernes ansatte.

 

Der var gang i Nørrebro

I 1920 blomstrede detailhandlen på Nørrebro. Man havde både en cigarhandlerforening, viktualiehandlerforening, vinhandlerforening, ølhandlerforening, petroleumshandlerforening, mælkehandlerforening, urtekræmmerforening og meget mere.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• norrebro.dk
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år (2001)
• Kjøbenhavns Beskrivelse – en veiledning for Reisende (1856)
• Bokkenheuser: Saa By som Borger (1905)
• Carstensen, Rothenborg: Fra Nytorv til Kødby (1964)
• Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
• Davidsen: Fra det gamle Kongens København (1910)
• Grudtzmann, Lind: Stor – København 1-2 (1907)
• Langberg: Fra Torv til Torv (1943)
• Lindvald m.m.: Danmarks Hovedstad, fra Landsby til Hovedstad (1948)
• Lindvald: Rådhuspladsen i fortid og nutid (1950)
• Lindvald: Skovshoved, et fiskeleje i støbeskeen (1959)
• Lindvald: I byens skammekrog (1962)
• Lindvald: i portens skygge (1965)
• Lindvald: Vandringer i København (1965)
• Lindvald: gadens Cirkus (1975)
• Mackeprang: Kulturlivet (1950)
• Neiiendam: Byens Liv på Gader og Torve (1949) KBH. før og nu (1)
• Plenge: Livet i Kjøbenhavn for en menneskealder siden (1873)
• Schiørring: København, Mindernes By (1947)
• Sødring: Erindringer (1951) (ny udg.)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.652 artikler herunder:

• Historier fra Nørrebro (293 artikler)
• Historier fra København (178 artikler)
• Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Historien om Nørrebro Handelsforening (29 artikler):

 

• Adspredelse i Det gamle København
• Ballade ved portene
• Den tidlige handelsstand
• Dengang på Strøget
• Fra ildebrand til kæmner
• Gamle Lav og gilder i København
• København 1840 – 1880
• Strøget – endnu mere
• Strøgets historie
• Igen – på Strøget (4)
• Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro
• Ture gennem Nørrebro 1820 -1867
• Det begyndte med Urtekræmmere (NørLiv 10)
• Liv og Handel på Nørrebro
• Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne
• Gamle detailhandelsforretninger på Nørrebro (1920)
• Ølhandlernes historie
• Københavns Brød- og Mælkehandlerforening
• Urtekræmmerforeningen
• En stiftelse i Ægirsgade
• En stiftelse i Elmegade
• Et væld af butikker på Nørrebro i 1920
• Kampen om illoyal konkurrence på Nørrebro (1915)
• Nørrebro Handelsforening – efter 1910
• År 1900 på Nørrebro
• Dengang i halvfemserne på Nørrebro
• De første år i Nørrebro Handelsforening
• Torvehandlens glade dage

 

1920 – Fortolkninger og Debat

Der er fremkommet kritik af diverse artikler om 1920. det handler om brugen af ordet ”Genforening”. Hvilket ord er egentlig rigtig at bruge? De dansksindede talte om ordet ”Genforening”. men er det egentlig et historisk faktum? En historiker modsagde statsminister Neergaard. Tysk historiker kalder det ”Historieforfalskning”. Måske lige grov nok. Men hvad var den danske helstat? ”Det sker efter sønderjydernes vilje” Hvad med ordene ”afståelse” og ”deling”. I 1848 så vi de første tegn på Slesvigs deling. De to områder gled mere og mere fra hinanden. Dette tema er ikke ”Tysklandshistorie”.

 

Kritik af artikler

Vi modtager hele tiden kritik af vores skriverier omkring 1920 og vores fortolkning af begivenhederne. Det er altid rart, når folk reager på det man skriver. Men derfor behøver vi heller ikke at ændre vores synspunkt. Vi mærker også forbavselse, når vi ude i foreninger med foredrag om dette tema.

Vi har tidligere berettet om at politikere mener, at det tyske mindretal skal anerkende ordet ”Genforening” og tone rent flag. Ja under denne artikel kan du se henvisninger til andre artikler.

 

Hvilket ord er egentlig det mest rigtige?

Hvilket ord er mest korrekt er at bruge, afståelse, grænsedragning, indlemmelse, Genforening eller et helt femte ord?

Da Danmark blev forenet med Nordslesvig, hed det ifølge artikel 110 i Fredstraktaten af 28, juni 1919:

 

• Indlemmes i Kongeriget og benævnes de sønderjyske landsdele.

 

Der blev i den forbindelse vedtaget hele 75 love for Sønderjylland. Det er et statsretligt faktum at landsdelen blev indlemmet i Danmark.

 

Kongen talte om Genforening

Men egentlig kan man godt forstå forvirringen for også Christian den 10. talte om Genforening. Det var den dominerende grundfortælling dengang.

Avisen ”Fædrelandet” brugte ordet med j Gjenforening i 1864. Men egentlig foretrak hertugdømmerne en løsere forbindelse til Danmark. I september 1864 havde 5.678 nordslesvigere skrevet under på dette:

 

• At kunne blive og leve i forbindelse med Danmark, ja vi modtage hellere en deling af Slesvig eller nationaliteten, end vi ønsker at følge Holsteen til Tyskland og derved danne et Slesvigholsten.

 

Også Frederik Fischer i Aabenraa brugte ordet ”Gjenforening”:

 

De dansksindede talte om ”Genforening”

De dansksindede tog hurtig ordet ”Genforening” til sig. Også i november 1866 nævnte Christian den Niende ”Genforeningen” i sin trontale.

I 1887 skrev H.P. Hanssen, om at man måtte forberede sig på en langvarig nationalkamp. I 1889 talte han i Løgumkloster om:

 

• At blive genforenet med vort eget folk

 

Den uretfærdige grænse kom til udtryk i Henrik Pontoppidans digt om:

 

• En røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.

 

Er Genforening et historisk faktum?

Ifølge denne tradition staves Genforeningen med stort G som en historisk begivenhed.

Fortællingen indgår i dag i Folkeskolens historieundervisning i denne version. Og den fastholdes ved de traditionelle ”Genforeningsfester”.

Men gør dette Genforeningen til et historisk faktum? Glemt er, hvad statsminister Niels Neergaard fremhævede i sin tale ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920:

 

• Vi taler om Genforening. Sagen er, aldrig i vor tusindårige historie har Sønderjylland været ét med Danmark. Først nu sker det efter sønderjydernes egen lykkelige vilje.

 

Kun Hejmdal citerede hele passagen. De andre aviser fandt den historiepolitisk ukorrekt i forhold til den dominerende danske fortælling.

 

En historiker modsagde Neergaard

Neergaard fastholdt sit synspunkt i 1923. Men han blev irettesat af historikeren Vilhelm La Cour i Grænsevagten. Han talte om, at der siden begyndelsen af 1200 – årene ikke har været en påviselig forskel på Sønderjylland og det øvrige kongerige.

 

Tysk historiker kalder det historieforfalskning

Den tyske historiker Klaus Alberts skriver i sin bog ”1920 – Volksabstimmung – Als Nordschleswig zu Dänemark kam” at genforeningsfortællingen er en uholdbar historieforfalskning som hører hjemme i ”historiens ringbind med afsluttede sager”. Han finder også, at Christian den Tiendes genforeningsridt var en overflødig ”komedie”

Men mon ikke Alberts har fortolket Genforenings – begrebet for snævert. Der var vel ingen, der var i tvivl om Slesvigs århundrede gamle status som hertugdømme. Der var stærke bånde over Kongeåen forud for 1864.

 

Den danske Helstat er en kompliceret størrelse

Den danske helstat er også en kompliceret størrelse. Finansvæsen, udenrigstjeneste, hær og flåde var ”fælles anliggender” for kongeriget og hertugdømmerne. Og det samme gjaldt toldvæsen, post – og telegrafvæsen, post – og televæsen, statslige godser og skov m.m.

Kigger vi på Nordslesvig var embedsmændene dansktalende, dansk sprog var blevet dominerende i retsvæsnet, forvaltning, kirke og skole. Alt dette før 1864.

 

Det sker efter sønderjydernes vilje

Venner nord for Kongeåen opfattede begivenhederne i 1864 som en adskillelse og en genetablering af den gamle forbindelse måtte være en Genforening. Folkelig kunne man tale om en Genforening.

I pagt med folkenes selvbestemmelsesret og afstemningen er det så ikke en Genforening? Neergaard sagde jo også:

 

• Først nu sker det efter sønderjydernes vilje

 

Hvad med ordet afståelse?

Ved afstemningen følte et flertal af vælgere i Sønderjylland at de stemte sig ”hjem til Danmark” Således hed det også i den danske Vælgerforenings afstemningsopråb.

Er det kun op til jurister og historikere til at finde ud af, hvilket ord, som vi skal bruge? Men hvilken tolkning er mest rigtig? Er det de tysksindede nordslesvigers og slesvig-holstenernes tolkning ”Afståelse”, der er den rigtige?

Ved at bruge navnet ”Nordslesvig” som betegnelse for området fremhæver man også samhørigheden med Sydslesvig og dermed med hertugdømmet Slesvig. Siden 1460 var Slesvig knyttet sammen med Holsten.

Ifølge Versaillestraktaten artikel 110 skulle Tyskland give:

 

• Endeligt afkald på enhver højhedsret

 

Over de områder af Slesvig, som skulle tilfalde Danmark. Det er således et faktum, at Tyskland via de allierede afstod Nordslesvig til Danmark. Ordet kan ses som en påtvungen begivenhed. Vendingen signaliserer et krav eller i det mindste en forhåbning om, at grænsen atter blev flyttet nordpå- Men det tyske mindretal har i 1945 afgivet loyalitetserklæring.  Så egentlig må bibetydningen bortfalde.

 

Eller skal vi bruge ordet deling

Troels Fink kaldte grundlæggende situationen for en ”deling”. Han ser det som en positiv ting. Og det gjorde Inge Adriansen og Broder Schwensen også i deres bog. De så det som den eneste fornuftige løsning på de stadig skærpende nationalitetsproblemer. Hver part fik sin del.

Ordet ”deling” synes at være et bedre ”demokratisk” ord. Men endnu i begyndelsen i 1840’erne følte mange i hertugdømmet sig endnu som ”Slesvigere”. De levede fredeligt sammen, hvad enten de talte sønderjysk, plattysk, højtysk eller frisisk. Og de delte sig først op efter at den slesvig-holstenske bevægelse begyndte at agitere.

 

De første tegn på Slesvigs deling

De nationale fortællingers helte blev nu til skurke, til demagoger som påtvang slesvigerne deres nationale statsdrøm. Kniplingskræmmer jens Wulff fra Brede betragtede i sin dagbog det store nationale brud i 1848 som en tragedie, som førte til Slesvigs undergang.

Det var jo netop også i disse år at ideen om en deling af Slesvig første gang fremkom. Men hverken danskere eller tyskere ville give afkald på kravet om hele Slesvig. På lignende vis blev der fremsat et mæglingsforslag i 1864. Hvis danskerne dengang havde de tilsluttet sig havde vi en grænse, der svarer nogenlunde til den nuværende og sønderjyderne/nordslesvigerne havde været sparet for ”de preussiske år”.

 

De to områder glider mere og mere fra hinanden

Et velfungerende Slesvig-Holsten blev reduceret til to periferier i henholdsvis den danske og den tyske nationalstat. Og efter 1920 gled de to områder mere og mere fra hinanden.

Det danske mindretal syd for grænsen følte sig forrådt af Aabenraa-folkene.

 

Det er ikke Tysklandshistorie

I Tyskland er der ingen, der fejrer ”Genforening” – først og fremmest fordi folkeafstemningen i 1920 ikke er en ”Tysklandshistorie”, der på samme måde som i Danmark tæller bland de vigtigste historiske begivenheder. For tyskerne henviser orden ”Genforening” udelukkende til den tysk – tyske Genforening i 1990, Og mindet om 1920 er fuldstændig blegnet, også i Slesvig – Holsten.

Der er mange facetter og fortolkninger af den sønderjyske historie.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• danmarkshistorie.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
• Klaus Albertz: 1920 – Volksabstimmung – Als Nordschleswig nach Dänemark kam
• Inge Adriansen, Broder Schwensen: Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling
• Kratholm Ankjærgaard, Sønnichsen: genforeningen 1920. da Danmark blev samlet
• Schultz Hansen, Becker-Christensen: Sønderjyllands Historie 2
• Schultz Hansen: Genforeningen. 100 danmarkshistorier

 

På www.dengang.dk finder du 1.651 artikler, herunder 138 artikler under kategorien ”Indlemmelse, Afståelse eller Genforening”.

• I artiklen ”Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du en lister over 119 artikler om emnet.
• Sønderjylland eller Slesvig?
• Så let var indlemmelsen heller ikke
• Hvordan blev tyskheden fastholdt?
• Genforening – juridisk: nej – Folkeligt: Ja
• Slesvig – Holstenisme, et flag og en sang
• Stor opmærksomhed om Grænselandet
• Da vi næsten fik en svensk konge
• Flensborg skulle absolut til Danmark
• Historien bag 1920 er svær at forstå
• Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
• 100- års festlighederne bliver overskygget
• Afstemningsfest 10. februar 2020 på Rens Efterskole
• Manden, der skabte grænsen
• Vi skal styrke historiebevidstheden
• Da Danmark blev samlet
• Det er 100 år siden
• Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
• Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening

 

 

Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn

Vi skal besøge Dahl-Jensens Porcelænsfabrik, Mejeriet Enigheden og Bispebjerg Mølle. Her var en meget billig husleje og masser af plads. Det var et blandet håndværker – og industriområde. Beboerne klagede over lugt – og forureningsproblemer. Der var masser af eksport af porcelæn. Lyngsie fra Enigheden hjalp de ufaglærte. Her var masser af Mælkedrenge. Og så var det en langvarig proces at oprette en mølle. Det kan knibe med økonomien, når man skal dele en arv med 10 søskende.

 

Vi er nu gået over grænsen til Nordvest, hvor der også kom masser af industri.

 

Meget plads og billig husleje

Slangerup Banen, der udgik fra Lygten Station havde lige som Godsbanegården betydningen for industrien i Nordvest. Det hører vi også om senere.

Mejeriet Enigheden havde betydning for udviklingen og her arbejdede de berømte mælkedrenge. Heldigvis har vi endnu den smukke bygning.

Inden 1900 kom her en række virksomheder. Der var masser af plads og billig husleje. Her kom fabrikker med store skorstene. Området udviklede sig snart fra landsbypræg til industrikvarter. Snart blev området også indlemmet i København.

Fra slutningen af 1890erne var det især industriarbejdere, der for manges vedkommende arbejdede på de nørliggende fabrikker. Der blev i den grad bygget i kvarteret.

Fra 1910 kulminerede indbyggerantallet. Der boede mange mennesker i de små lejligheder. To voksne og seks børn på 29 kvm var ikke ualmindeligt.

 

Et blandet håndværker – og industriområde

Et blandet håndværker – og industriområde udviklede sig. Her opstod Tekno Legtøjsfabrik, Schous Fabrikker og Thors Kemiske Fabrik og renseri. Her finder vi også den berømte Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955.

Der var en bestemt lugt over kvarteret i 1920’erne. Her var garveri, benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand. Man strides så om sidstnævnte er en Nørrebro- eller en Nordvest-fabrik.

Den voksende industri skabte rigeligt med arbejdspladser, men også konflikter mellem industri og beboere. Forureningen var massiv og beboerne klagede ofte til politiet over sod, nedfald og lugtgener.

I 1934 fik kvarteret industriservitut. I 1940 tog Magistraten konsekvensen og udlagde området som regulært industrikvarter, hvor det ikke var meningen at mennesker skulle bo, men ikke desto mindre gjorde det.

Fra Rentemestervej og op til Bispebjerg Bakke var der næsten udelukkende fabrikker. Fabrikkerne gav arbejde og arbejderne slog sig ned i området.

Beboerne i ejendommene havde både op og nedture. I 1960’erne og 1970’erne kom den store fabriksdød, hvor de store industrivirksomheder i kvarteret lukkede. Kvarteret oplevede en regulær nedtur.

 

Dahl – Jensens Porcelænsfabrik

Der var indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.

Denne fabrik skal sandelig ikke forbigås i tavshed. Den har været aktiv i dansk porcelænsfremstilling i meget lang tid. Dahl – Jensen var nyuddannet på Kunstakademiet og modelmester i 1897 hos Bing & Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.

 

Det var faderen, der ville have et samarbejde

Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der mente, at de skulle have en virksomhed sammen.

Virksomheden blev indrettet med det nyeste grej. Men som bekendt er al begyndelse svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lillebitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.

Egentlig var der ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede her. Georg fandt sin kone blandt porcelænsarbejderne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til de mange børnefigurer, som Dahl – Jensen blev kendt for.

 

Masser af eksport

I 1960 var det en dygtig efterslægt, der videreførte fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.

Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér-porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.

Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre – og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.

 

 

Mejeriet Enigheden

Det var en overraskelse, hvis en mælkedreng gik videre til næste skoleår. Nogle lærere accepterede at Mælkedrengen sad og sov nederst ved bagerste pult. Men det var det nu langt fra alle der gjorde.

 

Lyngsie forsvarede de ufaglærte

Lyngsie forsvarede de ufaglærte. Og det var den store strejke i 1896, der førte til fagbevægelsens eget mejeri Enigheden. Strejken startede i november 1896. Kuskene havde taget deres egne drenge med. Det blev bestemt, at de skulle have løn under strejken, så de ikke skulle tage arbejde for strejkebryderne.

Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere i at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind. Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.

Den 11. marts 1897 kørte 20 nye mælkevogne paradekørsel gennem København. Dagen efter startede Mejeriet Enigheden med at levere til de københavnske borgere.

 

En svær start

Den nye kooperative virksomhed havde ikke en let start. Det var sandelig ikke alle, der ville have levereret varer fra socialister. Og i begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke levere flasker til virksomheden. Men de kom på andre tanker og nøjedes med et forskud på 3.000 kr.

Dette blev et af de kooperative virksomheders største succeser. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af fagforeningerne og medlemmerne.

 

Mælkedrengene

Det var bestemt ikke alle skoler, der var begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Allerede i 1897 skrev den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen til M.C. Lyngsie og beklagede sig. Denne skoleinspektør var landskendt. Han havde skrevet en lang række ungdomsbøger i bedste Familie-Journal stil. Han var også kendt som en pædagog af den gamle skole.

Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene var strenge over for drengene. De brugte pisken.

Nogle af drengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var ingen lys på køkkentrapperne dengang.

Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde mælkeklokker, som de ringede med når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var en kunst for kusken, at huske, hvad Fru Petersen på fjerde og Fru Andersen på anden skulle have.

Nogle af kunderne havde smurt madpakker til mælkedrengene, som var meget populære.

 

Stor konkurrence

Det var M.C. Lyngsie, der stod bag dette. I 1906 købte man en gammel limfabrik fra 1888, der lå på Lygten 39 – 41. Ja denne flotte bygning ligger der stadig.

I 1922 købte Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup med to køer, to får og 12 gamle heste. Ikke særlig imponerende, men det blev det.

Der var stor konkurrence mellem mejerierne, særlig Enigheden, Trifolium og Københavns Mælkeforsyning. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og i jungerne. Og at de aldrig blev renset.

I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. De stod op kl. 4 om morgenen og gik i skole fra 12 – 18. Måske var det også eftersidning fordi de ikke havde lavet lektie.

 

Man kunne lugte en passer på 100 meters afstand

Først blev det forbudt for disse drenge at arbejde om søndagen. Men knægtene kunne lugte en panser på 100 skridts afstand. Nu var det lidt af en sensation, hvis disse mælkedrenge rykkede op i næste klasse. Skoletimerne var ofte spildt. Men meget blev opnået, da deres arbejdstid blev begrænset til 4 – 5 timer daglig.

Enigheden var gået i spidsen for korte arbejdstid og højere løn.

Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet med en kundgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918:

 

• Vedtægt for Staden København angaaende Børn og Unges Arbejde i visse Arter af Erhvervsvirksomhed.

 

Denne lov trådte i kraft den 1. januar 1919. Men man rettede sig dog ikke efter den. Den eneste forskel var, at de undlod at tage mælkeblusen på i skole.

Nogle af mælkedrengene arbejdede sig op til kusk. Her var det en ganske god løn at tjene i hvert fald bedre end en almindelig arbejdsmands – løn.

 

Antallet af mejerier blev skåret ned

I 1941 blev man enige om, at der var for mange mejerier. Disse blev skåret ned til 14. Antallet af vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet klagede over, at Enigheden havde fået lov til at overleve. De påstod at borgmester Julius Hansen holdt hånden over Arbejderbevægelsens Mejeri.

Kampen om produktionen af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveretog Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Garantifond til at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.

 

En af de største kooperative virksomheder

Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med nicheproduktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.

I første omgang blev 50 pct. af aktiekapitalen solgt til Arla. Men også de resterende aktier måtte sælges.

Et år før sit 100-års jubilæum måtte firmaet bukke under. Enigheden var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.

 

 

Bispebjerg Mølle

Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte det af Det Ørholmske Selskab. Han bevarede retten til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle i stedet for blev oprettet.

 

Der var brug for en mølle i Brønshøj

Han mente nu, at der var kunne være brug for en mølle ved Brønshøj. Han søgte derfor om at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt på Ørholm som muligt.

 

En langvarig proces

Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente heller ikke, at der var brug for en mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.

Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Ejlert Møller skulle skaffe sig nogle attester fra de omkringliggende møllers ejere og forespørge dem, om de havde noget imod, at der blev anlagt en mølle på dette sted. Der var nogle, der ikke havde nogle indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelavet i København også.

Rentekammeret mente dog at indvendingerne var mindre væsentlige. De foreslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.

Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 tdr. land for 600 Rigsdaler. Og møllen blev opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk med årlig afgift på 10 Rigsdaler Sølv.

 

Ikke meget kapital

Ejlert Møller døde i 1816, 71 år gammel. Møllen overgik til hans enke. Ved skiftet efter hende i 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rigsdaler Sølv og jorden til 600 Rigsdaler. Men arven skulle fordeles til hele 11 børn, så der blev ikke meget til sønnen Poul Møller, der nu overtog møllen.

Han havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne efterhånden ikke svare renter af disse. I 1824 kom Bispebjerg Mølle på tvangsauktion.

 

Jens Andersen Borum, der tillige var møllebygger, overtog møllen. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende og to mølledrenge.

 

Møllen revet ned i 1908

Nogle år senere drev Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke Albrechtsens bror, Albrecht Ludvig, der også var møllebygger. Denne solgte i 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede et bageri ved møllen. Dette og selve møllen overgik 1896 til et aktieselskab. Der i 1906 blev overdraget til Firmaet ”Brødfabrikken Danmark”.

Det gamle navn ”Bispebjerg Mølle” blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der oprettet et dampbageri.

 

• Hvis du vil vide mere: På dengang.dk finder du 1.650 artikler

 

• Dette er en fortsættelse af projekt ”Industri på Nørrebro”, som vi kalder ”Industri Nordvest”
• Under Kategori ”Industri Nørrebro/Nordvest” finder du 60 artikler
• Under ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” Nørrebro handelsforenings Historie finder du 28 artikler.

 

• Hvis du vil vide mere om Nordvest:
• Under Nørrebro (293 artikler) og København (178 artikler):
• Litteratur Utterslev-Nordvest-Brønshøj 2020
• Lersø Ismejeri
• Med tog over Lersøen
• Svenske tropper på Nørrebro
• Utterslev Mose – dengang og nu
• Turen går til Nordvest
• Fra Bellahøj til Husum
• Et rovmord i Utterslev Mose
• København NV
• En Rytterskole i Brønshøj
• Langs Frederikssundsvej
• Emdrup – for længe siden
• Bispebjerg Hospital – dengang
• Bispebjerg Hospital – under besættelsen
• Præsten fra Brønshøj
• Utterslev – dengang

Enigheden:

• Fra Mælkedreng til Pensionist
• En Mælkedreng fra Enigheden
• Mælkedreng på Nørrebro (NørLiv)

Lersø-bøllerne

• Valdemar Skrubskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Kren Spidsmus og alle de andre
• Derude på Lersøen
• Lersø-bøller

 

 

 

 

 

Rise Sogns Historie – et strejftog

Der er masser af fortidsminder. Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i Middelalderen, men navnet Ønlev stammer fra Jernalderen. Vi går på jagt efter en kirke, der skulle være nedbrændt i 1411. Måske var kirken et kongeligt patronat. Der kendes 125 gravhøje. De fleste er dog ødelagte. Præstegård plyndret og kirke nedbrændt. Var der en militærlejr her? Hvem boede på Risgård? Et voldsted hed Risborg. Det ældste fra den nuværende kirke er fra 1140. Brand i kirken og uddunstninger fra børn. De kom ud af skolen med nogenlunde sprog – og regnekundskaber

 

Masser af fortidsminder

Apple havde besluttet sig at bygge et data – hotel ved Kassø sydvest for Rødekro. Men de fortrød det. Man har også i området nedgravet en højspændingsledning. Og så var det også lige en naturgasledning. Derfor kendes der noget til fortiden i området.

Fortidsminderne består overvejende af huse, gårdanlæg og landsbyer fra slutningen af bondestenalderen (2400 f.Kr.) til tidlig middelalder (1000 – 1200 e.Kr.) Der er også fundet en enkelt gravplads med urnegrave fra ældre romersk jernalder (o-200 e.Kr) samt fire gravhøje, der daterer sig fra stridsøksetid til ældre bronzealder (2800 – 1000 f.Kr.)

Bevaringsforholdene har vist sig at være usædvanlig gode – især for den del af bebyggelsen som hører hjemme fra Kristi fødsel og frem til 550 e.Kr.

 

Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i Middelalderen

Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i middelalderen, da den oprindelige landsby blev delt. Navnet Ønlev stammer dog fra jernalderen. Navnet er sammensat af to dele. Første del er et mandsnavn. Øn er en forkortelse af Øthan og – lev står for et arvelod. Med andre ord navnet det betyder Øthans arvelod.

Som udgangspunkt har man ment at Sdr. Ønlev måtte være identisk med den oprindelige landsby. Men middelalderhusene ved Ndr. Ønlev er ældre.

 

Rester af borg/kloster

I 1920 fandt man et kapel, der antagelig havde hørt til Ønlevgård. I 1939 fandt man rester af en gammel borg eller et kloster i Ndr. Ønlev.

 

På jagt efter en kirke

Og i 1954 ledte man efter en kirke, der skulle have ligget i Sdr. Ønlev. Men antagelig er det tale om Guldelev Kirke, der skulle have stået her indtil den, blev afbrændt i Erik af Pommerns krige. Og det skulle have været et sted nord for Ndr. Ønlev by.

Det pågældende sted er ca. 100 meter nord for den nordligste gård i byen på en lav flad bakketop. Det er en snes meter øst for vejen mod øst.

Men der blev ikke fundet spor af nogen bebyggelse. Der var hverken sten eller kalksmuld. Man må nok tage lokaliseringen med forbehold. Der blev antaget, at der er anvendt munkesten der er anvendt som gulvsten i svinestalden til en af de sydligste gårde. De skulle stamme fra dette sted.

I 1981 fandt man på stedet ingen grave men en stor grube med tydelige sodsværtede teglsten og middelalderkeramik.

 

Kirken nedbrændt i 1411

Kirken omtales i 1200-tallet men åbenbart er kirken allerede forsvundet ind i 1400 – tallet. Omkring 1280 omtales kirken. Efter nedrivningen af resten af kirken blev sognet fordelt mellem Rise, Bjolderup og Hellevad sogne.

I 1520 blev det meste af det gamle Ønlev Sogn lagt under det nyoprettede Hjortkær (Hjordkær) sogn.

I en efterretning fra 1920 omtales en forhøjning, hvor der blev pløjet mursten op. Ved en prøveudgravning i 1981 blev hverken kirketomten eller grave lokaliseret.

Ifølge lokale beboere blev der i 1950’erne fundet menneskeknogler ved en pløjning øst for den sydligste gård i Nørre Ønlev.

Det er muligt, at det er hold i fortællingen om at kirken er nedbrændt i 1411 i forbindelse med Erik af Pommerns kampe i Sønderjylland.

 

Var kirken et kongeligt patronat?

Enlev Kirke eller også Guld(e)lev Kirke er nævnt i et udateret dokument fra årene 1279 – 83 men forekommer ikke i Slesvigbispens opgørelse omkring 1436 og omkring 1509. Det er Niels Heldvad der mener at kirken er blevet afbrændt af Erik af Pommerns soldater. Ifølge kong Valdemars jordebog var Søderup et kongelev. Det var her, at Sven Estridsøn døde i 1074. Muligvis var kirken et kongeligt patronat?

Hjordkær Kirke blev først bygget i 1522

I et dokument fra 1280 nævnes at Enleff (Ønlev) Kirke var beliggende et par kilometer nordvest for Hjordkær.

Man skulle tro at murene havde stået tilbage efter en brand. Man mener at det store antal profilerede sokkelkvadre i Rise Kirkes tårn kommer fra Enlev Kirke. Er dette rigtigt, må Enlev have været opført af granitkvadre.

Da disse så var blevet opbrugt fortsatte man med at bygge af teglsten.

 

Der kendes 125 gravhøje

I sognet kendes der 125 gravhøje. En større stribe er samlet omkring Oksevejen/Hærvejen. Størstedelen af gravhøjene er dog blevet overpløjet. Vest for Rise er der gjort et egekistefund fra ældre bronzealder. Ved kirken har der ligget en stendysse, der er blevet sløjfet.

I dag er 20 høje heraf flere ret anseelige fredet. Det er bl.a. Fladhøj og en anden høj vest for Rise, Kongenshøj

 

Præstegård plyndret og kirken nedbrændt

Da Christian den Fjerde havde lidt nederlag i 30-års krigen i slaget ved Lutter am Barenberg forfulgte tyske tropper under ledelse af Wallenstein de danske tropper op igennem Sønderjylland.

De flygtende danskere plyndrede præstegården og tyskerne afbrændte kirken. Et vidnesbyrd om disse begivenheder, kan den store kirkeklokke være. Den bærer årstallet 1631.

 

Sognets galger

På Meyers kort over Søst fra 1641 nævnes ”Galgenberg Weide”. Der også omtales i 1704. Den støder op til en lokalitet af samme navn i Årslev i Hjordkær Sogn. Den har fået navn af Galgebjerg, der findes på Årslev Mark. I den tyske matrikel nævnes Stejleløkke på Ndr. Ønlev mark.

På Meyers kort nævnes i Mjøls ”Dingholtz”, der vel oversættes med ”Tingskov”. Den lå nord for byen. Lige nord herfor har Meyer skrevet ”Salve Justitia” Det bruges normalt om bestående galger. Det kan tyde på at Sdr. Rangstrup Herreds tingsted i 1641 har ligget i Mjøls. Lidt senere blev den flyttet til Rødekro.

I 1642 lod en tidligere skytte hos amtmanden opføre et lille hus ved Rødåen. Her anlagde han en kro og Sdr. Rangstrups Herredsting flyttede hertil. Rødekro nævnes som tingsted i 1687 og endnu i 1837 blev der her holdt Ting.

Ved Vrågård (1641 Wragarde Heck) syd vest for Rise-Hjarup skulle der have ligget en borg. Den tilstødende agerjord hedder ”Skanse”.

 

Et ”Helligsted”

Ved Rise Kirke ligger en stor granitsten. Måske har det været en offersten. Dengang var man også afhængig af naturen. Man blev nødt til at holde sig gode venner med blæsten, regnen, lyset og ilden. Måske tilbad man solen.

Der hvor kirken er bygget, har der fra hedensk tid været et ”helligsted”. Ved Vældekilden sydøst for kirken har der været afholdt gudstjeneste.

 

Var der her en militærlejr?

I et gammel kort over ”Risgård” fra 1770 forekommer det mærkelige ord ”Lager”, Oster Lager og ”Wester Lager”. Måske er det betegnelsen for en lejr (Leyer) kan det så være en militærlejr.

På Meyers kort af 1641 findes der ikke antydning af navnet. Hos Dankwerth heller ikke. Blandt byens udgifter (Aabenraa) for 1660 er der forskellige poster, der tegner på, at her var sådan en lejr. Der opføres løn til bude, som er i byens ærinde eller for en højere officer, bliver sendt til Rise (Ris). Der er således udgifter for at have bragt 5 breve til en oberstløjtnant. Der er også betalt kørsel fra Aabenraa til Rise og fra Rise til Flensborg eller Genner.

Der er også kørt tre vognfuld ”kommishavre af Peter Andersens zum Köngl. Artillerie zu Ries hin auff”. Der er også mange ”sager” med havre, hvedebrød, øl, lys, skinke, eddike, peber og sidst men ikke mindst brændevin.

Og leverandørerne i Aabenraa kan godt genkendes. Det er Karsten Hagensen, Bartell og Hans Becker, Peter Duborg og Hans Taysen.

”Einen Bimpell” (en lille tønde) var et ord man brugte på sønderjysk i mange årtier. Og en for en sådan tønde brændevin fik Peter Höck 12 skilling. Disse blev der sendt mange af til lejren.

Hvor længe lejren eller lejrene har eksisteret vides ikke. Rise Kro har sikkert haft mange gæster. I en af sine bøger påstår Hugo Matthiesen at Røde kro og Rise kro var den samme, men det må være en misforståelse.

I august 1657 blev der sendt 26 tønder øl til de svenske lejre ved Bolderslev og Bevtoft.

Lejren ved Rise har eksisteret, da Torsteinsons tropper ankom. Lejren er åbenbart opstået i tidsrummet 1643 – 1645.

 

Risgård

Risgård (Risegård) blev tidligere kaldt for Risborg blev i 1661 overdraget fra Chr. Albrecht til amtmand over Aabenraa Amt Heinrich Brockdorff, da arvingerne efter den tidligere ejer Thomas Andersen ikke kunne få den på fode igen. Ja den var faktisk blevet ”lagt øde”.

I 1672 blev frihedsbrevet fornyet af Heinrich Brockdorffs enke, Mette Rumohr. I 1684 var det sønnen, Christian Albrecht Brockdorff, der fornyede frihedsbrevet. I 1709 var det slut med skattefriheden. Ejeren kunne dog ikke indfri denne, så gården blev sat til salg.

I 1720 købte kammerråd Lyders gården for 1.500 Rigsdaler. I 1731 klagede Lyders forgæves til rentekammeret over gårdens sørgelige forfatning. I 1733 solgte han godset til staten for 2.000 Rigsdaler. Derefter blev gården forpagtet. Og det skete bl.a. til Hans Paulsen, der i 1740 afløstes af borgmester i Aabenraa, Burchard Chr. Kamphövener. Denne efterfulgtes i 1746 af Andreas Petersen.

Han mistede i 1748 – 1749 32 køer ved kvægpest. Ved hans død i 1750 blev Hans Chr. Schmidt forpagter

Den forblev i statens eje til 1774, da der blev foretaget en udstykning.

En ny udstykning blev foretaget i 1924.

 

Et voldsted, der hed Risborg

Der var også et voldsted, der hed Risborg. Den lå øst for byen på en banke. Men har fundet murbrokker, men ellers er der ikke mange spor. Det er familien Lindenov, der til sidst har ejet stedet.

Den ene ende af det gamle stuehus på Risgård skal være opført af mursten fra Risborg.

 

Kirke fra 1140

Det menes at den ældste del af Rise Kirke er fra 1140 bortset fra soklen, der er endnu ældre.  I kirkens nordside hørte kvinderne til. I sydsiden holdt mændene til.

Der blev lagt helgenknogler i kirkens alter. De menes at stamme fra St. Laurentius. I Rise Kirkes segl ses stadig en rist og et ris.

 

Indtægt til kirken

For at drive en kirke måtte man have en indtægt. Derfor skulle man have jord. Indtægterne blev delt mellem biskoppen, præsten, kirkebygningen og sognets fattige. En rest af denne ordning er Rise Præstegårdsjord samt Præsteskoven. De drives/forpagtes af menighedsrådet.

Der var også to gårde i Søst, Søstgård og Elmely, der blev kaldt Svavsted-gårdene. De hørte til Slesvigbispens gods i Svavsted (ved Husum).

I kapellet til Rise Kirke er pastor Chr. Petersen blevet gravsat. Ligeledes er hans halvbror, provst Baltazar Petersen gravsat her. Det var ham, der grundlagde Danmarks første lærerseminarium i Tønder.

Rise Kirke har 400 siddepladser- Og orglet er bygget af Marcussen fra Aabenraa i 1894.

 

Brand i kirken

Den 29. maj 1893 udbrød der brand i et af landsbyens huse. Med en rask nordvestlig vind bredte ilden sig hurtigt til fire huse. Den nærmede sig rask kirken, hvis tårn foroven var tækket med spåner. Dybbøl-Posten beretter om episoden:

 

• Og snart hørtes råbet: ”Der er ild i tårnet”. Tårnet brænder. Omtrent midt oppe på tårnet så man, at ilden havde fat. Det greb om sig med rasende hastighed. Først opefter, dernæst nedad. I det følgende øjeblik var hele tårnet en eneste ildpyramide.
• Ilden gik nu videre ind i kirken, hvor den fandt næring i loftet. Det var af træ, samt i stolestaderne på kirkegulvet. Kort tid efter brød ilden ud gennem tagrenderne, der så under en voldsom larm regnede ned på kirkegulvet. Alting brændte, hvad der kunne brænde.
• Da ilden netop opkom på den tid, da alle folk var gået til ro og lå i deres bedste søvn, varede det nogen tid, førend der kom slukningsmandskab og sprøjter til stede. Foruden byens sprøjte, mødte sprøjterne fra Bolderslev, Hjordkær og Genner på brandstedet. Fra Aabenraa mødte derimod hverken folk eller sprøjte, da man der ikke vidste noget om branden.

 

Genopbygningen blev ikke dyr. Håndværksudgifterne beløb sig til 16.615 mark. Arkitekthonoraret beløb sig til 1,4 pct. af de samlede byggeomkostninger.

 

Uddunstninger fra børnene

Vi har tidligere beskæftiget os med skolehistorie i Rise. Rise Gamle Skole var den ældste i sognet. Der var også skoler i Brunde, Rise Hjarup og biskoler i Mjøls, Lunderup og Søst.

Skolen var proppet med børn, skønt der var opstillet bænke allevegne. Præsten skrev dengang:

 

• Dertil kom den mefitiske luft som følge af uddunstningerne fra så mange børn. Ca. 80, som næsten gjorde mig opholdet i skolestuen uudholdeligt (unausstehelich). Børnene sidder som skruet sammen, og luften er så fordærvet, at man næppe kan udholde det ud over en time.

 

Nogenlunde sprog – og regnekundskaber

I 1807 noteres der i protokollen:

 

• I tysk og i skrivning gode fremskridt. Men særningsbygningen gård det ikke rigtig. For eksempel ”Der Dæne sscheint noch zu viel hervor”.

 

Hvad angår solsystemet med planeterne og deres biplaneter, måneskifte og grunden dertil, jordens bevægelse omfang og gennemsnit osv., om det skriver præsten:

 

• Hvor mange sproglige studenter, hundrede år senere ville være i stand til at give mig rigtig og grundige svar på de fremsatte spørgsmål af den matematiske geografi.

Selv om der var en del uoverensstemmelser mellem præst og degn, gik de fleste børn ud af skolen med nogenlunde sprogkundskaber og regnekundskaber og de lærte to sprog under forhold, hvor de hjemme fra stalden og belysningen var petroleumslamper både hjemme og i skolen.

Skolen var opført 1894-1895, den havde sit virke til 1915, da der i Rise og Rødekro blev opført nye skoler. En lang række skoler blev nedlagt bl.a. Rise Skole. Som helt op til kommunalreformen i 1970 var bolig for lærere og organister,

 

Kilde:

• msj.dk
• danmarkskirker.natmus.dk
• kulturarv.dk
• tidsskrift.dk

www.dengang.dk  div. Artikler

• risekirke.dk
• Trap bd. 9 (1930)
• Trap bd. 26 – Aabenraa og Sønderborg Amter (1967)

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk finder du 1.649 artikler, herunder 156 artikler fra Aabenraa inclusive bl.a.

 

• Fra Hjordkær til Rødekro
• En pastor fra Rise
• Skolen dengang i Rise Sogn
• Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved

Tysklandsarbejdere – var ikke ”de bedste elementer”

Ja sådan sagde Jens Otto Krag. Og sådan fortsatte historikerne. Vi skulle tro, at hele bundtet var nazister. Og så skulle vi tro, at de rejste frivillig. En tredje ting var, at tysklandsarbejderne blev sendt syd på, for at danskerne kunne få kul og koks. Men er det nu den fulde sandhed? Fagbevægelsen var bange for radikalisering grundet stor arbejdsløshed. De var også bange for at stå helt uden for indflydelse. Regeringen var bange for både nazister og kommunister. De unge kunne vælge at komme i indhegnede ungdomslejre efter tysk forbillede i stedet for at blive sendt syd på. Myndighederne og organisationerne reklamerede i diverse blade og avisen ”Broen” for at få flere Tysklandsarbejdere. Her blev det fortalt om de fortræffelige forhold syd på. Men virkeligheden var en helt anden. Brød man kontrakten stod man til afstraffelse. Glemt er også, at 500 arbejdere mistede livet dernede. Nogle af disse i KZ – lejre.

 

Jens Otto Krag var ikke begejstret for Tysklandsarbejdere

• Det var ikke de bedste elementer, der rejste ud. Der skal naturligvis ikke vises større moralsk overbærenhed over for arbejdere end andre samfundsgrupper, der gik tyskerne til hånde”

Ja sådan sagde tidligere statsminister Jens Otto Krag. Men endnu i dag er der mange, der deler hans mening. Det kan vi bl.a. se på se reaktioner, som vi har fået på de to andre artikler, vi har skrevet om Tysklandsarbejdere.

 

Man har bildt os ind, at de var nazister

Det er Tysklandsarbejderne og ikke samarbejdspolitikken, der har været stemplet i den officielle danske historieskrivning. Det skulle skjule den danske regerings beredvillighed. Og for den sags skyld også Jens Otto Krags parti samt fagbevægelsens støtte.

Man har bildt os ind, at det var nazister og ”Tysklands-elskere”, der blev Tysklandsarbejdere. Men sådan var virkeligheden ikke. Her var ikke flere nazister end der var i befolkningen nemlig 2 – 4 pct.

 

Jens Otto Krag glemte noget

Man glemmer, at danske entreprenørvirksomheder i udlandet samarbejdede med nazisterne. Og man glemmer, at danske virksomheder brugte jødiske slavearbejder og andre. Man glemmer at danske virksomheder byggede for nazisterne. Men man glemmer ikke tysklandsarbejderne.

Man glemmer også at endnu flere danskere arbejdede for værnemagten hjemme i Danmark.

Jens Otto Krag skrev overstående i Specialarbejdernes ”Fagbladet” efter tyskernes kapitulation i 1945. Krags dom var hård. Tysklandsarbejderne blev ligestillet med de danske frivillige på Østfronten. Krag glemte så lige at nævne, at Specialarbejderforbundet accepterede vilkårene.

 

En form for tvang

Selv om Tysklandsarbejdere ikke var tvangsarbejdere så var det vel en form for tvang, der var årsag til, at de tog arbejde i Tyskland. Allerede den 16. maj 1940 havde regeringen udsendt et cirkulære om, at der skulle skaffes arbejdskraft til selve Tyskland og til virksomheder i Norge, der arbejdede for den tyske industri.

De som rejste syd på kunne ikke se at det var noget problem. Regeringen og fagbevægelsen havde godkendt det. Danmarks landbrug, handel og industri arbejdede direkte eller indirekte for tyskerne. Det blev også lovbestemt at tysklandsarbejdere skulle fritages for fagforenings – kontingent. Dette skete ved lov af 1. februar 1941.

For at bevare indtægten blev kontingentet så sat op hos alle andre. Det var ikke særlig populært.

 

Glemt er, at 500 danske arbejdere mistede livet

Glemt er at 500 danske arbejdere mistede livet i Tyskland. Det anslås at 400 døde ved ulykker, mens over 80 ikke overlevede en barsk behandling, sult og sygdom i de nazistiske koncentrationslejre.

I forbindelse med tysklandsarbejdere foregik der også stikkervirksomhed. Justitsministeriet havde sat det i system. De havde folk ansat til at gennemgå navnelisterne over tysklandsarbejdere. De ”mistænkelige” blev afmærket med rødt og listerne returneret til Gestapo.

 

Tyskerne sendte kul og koks for arbejdere

Samme måned blev der allerede afsendt de første 5.000 arbejdere. I alt 129.910 arbejdere tog til Tyskland. Det nøjagtige antal kender man ikke. Men vi ved at 11.755 blev sendt til Norge og 8.000 – 10.000 blev i Danmark og hjalp med de tyske militærinstallationer.

Det var i princippet en frivillig sag om man ville gå op på den tyske arbejdsanvisningskontor og indgå en arbejdsaftale. Frivillighedens princip blev fastslået i den dansk – tyske aftale fra maj 1940 om hvervningens iværksættelse og ikke siden antastet.

Tyskerne forlangte danske arbejdere til gengæld for koks og kul. Men var det nu den fulde sandhed? Og så er det også myterne om, at hvis man ikke havde givet tilladelse til tysklandsarbejderne så ville tyskerne have tvangsudskrevet danskere. Mon ikke dette forbliver en myte?

 

DsF forhandlede uden om de offentlige myndigheder

Kulkoncernen Hugo Stinnes manglede arbejdskraft. DsF forhandlede uden om de danske og tyske myndigheder og medvirkede til at firmaet fik 1.000 danske arbejdere til gengæld for en ekstra leverance af kul og koks. Denne ordning blev indgået uden tvang og havde fuldstændig opbakning i DsF

 

Man følte sig ydmyget

Der var massearbejdsløshed. Understøttelsen blev udhulet af prisstigninger og socialhjælpen forringet. Arbejdsmændenes fagblad kaldte i september 1940 Tysklands-arbejderne for arbejdere der ”havde gjort det danske samfund en stor tjeneste”

Socialkontorerne opfordrede direkte de nødstedte til at søge arbejde i Tyskland. Og det gjorde datidens hovedorganisation De Samvirkende Fagforbund også.

I 1940 var arbejdsløsheden gennemsnitlig 23,9 pct. af de organiserede. Mange kom aldrig rigtig ind på arbejdsmarkedet. Mange havde kun socialkontoret som eksistensgrundlag og følte sig ydmyget.

 

Man hjalp ved at ”tvinge” de arbejdsløse

Straks efter at Danmark blev besat blev trykket på arbejdere og de arbejdsløse forøget. Venstre pressede forringelser af de sociale ordninger igennem, såvel som særskat på lønindkomster. Og landets indespærring fra verdensmarkedet bevirkede at arbejdsløsheden steg yderligere.

Myndighederne ville mindske arbejdsløsheden og undgå tvangsudskrivninger. Man ville også sikre de nødvendige energiforsyninger. Derfor accepterede man hvervning på frivillig basis. Men det skete ikke hurtig nok. Derfor hjalp man til ved at ”tvinge” arbejderne.

Socialkontorerne og A-kasserne nægtede at udbetale understøttelse hvis man ikke søgte arbejde i Tyskland.

De sociale udvalg i kommunerne fik af Arbejds- og Socialministeriet lov til at lukke for socialhjælpen, hvis en mand eller kvinde ikke ville søge arbejde i Tyskland. I begyndelsen var fagbevægelsen passiv men så gik de med på tyskernes krav. Den høje arbejdsløshed kunne nemlig også skade fagbevægelsen.

 

Toppen skulle tages af arbejdsløsheden

De arbejdsløse var i en risiko for politisk radikalisering. Regeringen frygtede at for mange arbejdsløse danskere enten ville blive kommunister eller nazister. Det syntes for den socialdemokratiske regering at være lige slemt. Regeringen ville undgå en sådan udvikling ved at tage toppen af arbejdsløsheden.

I Arbejdsmandsforbundet gik bølgerne højt. Her var overhalvdelen af medlemmerne uden arbejde. Forbundsformand Axel Olsen blev beskyldt for at være for ”tyskervenlig”. Fra tysk side var han blevet foreslået som minister i en ny dansk regering.

Det vides om ham, at han slet ikke var enig i regeringens økonomiske politik, som efter hans mening gav bønder og industrileder store gevinster, mens hans forbundsmedlemmer sloges med arbejdsløshed, arbejdsfordeling og fastlåsning af lønnen samtidig med at priserne galoperede opad hele tiden.

 

Egentlig burde tyskerne sende arbejdere herop!

Bestyrelsesmedlemmer hos de københavnske støberi-, special- og maskinarbejdere kunne godt forstå at tyskerne ønskede folk fra Danmark:

 

• Da en meget stor del af de tyske arbejdere er soldater. Men de behøvede vel ikke at få danske arbejdere for kul, da tyskerne kan få både flæsk og smør her, uden at de behøver at sende folk op.

 

I Holland var fagbevægelsen blevet nazificeret. Det var man også blevet bange for i Danmark. Man var nu enige om at tage en mere positiv holdning. Man blev nu mere imødekommende for at få goodwill hos tyskerne. Derved kunne man mindske risikoen for opløsning af organisationerne. Nu kunne man stadig kontrollere arbejderklassen.

Hvis arbejdernes kår blev forbedret kunne man måske undgå radikalisering.

 

Ungdomslejre herhjemme – efter tysk forbillede

Halvdelen af tysklandsarbejdere var ungkarle. Men der var også mange unge, der hvis de sagde nej til Tysklandsarbejde risikerede at blive sendt i ungdomslejre hjemme i Danmark. Disse unge blev i de officielle identifikationspapirer stemplet som ”arbejdssky”.

Disse lejre mindede nærmest om fængsler. Man blev lønnet symbolsk. Omkring lejrene var der hegn og vagter holdt øje med disse ungdommelig ”arbejdssky” elementer. Med den tyske besættelse blev dette system af ungdomslejre udvidet kraftigt. Fra 5 – 6.000 indsatte før besættelsen blev det nu i 1940 udvidet til 12 – 16.000 Inspirationen fra de tyske KZ – lejre var tydeligt.

Den danske stat og organisationerne indførte en formynderisk politik allerede i 1938. man ville fastholde en gruppe svage unge i samfundets lavest rangerede jobtyper som husassistenter, arbejdsmænd og landarbejdere. Det var i 1938, hvor der kom en samlet beskæftigelseslovgivning.

De unge opfattede skovl- og trillebør – lejrene på den jyske hede som deportation. Deres modstand forsøgte man at bryde ved at gøre deltagelsen obligatorisk for alle med en vis ledighed. Vægring medførte bortfald af arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp.

 

De unge skulle holdes væk fra gadehjørnet

Men ved hjælp af Værnemagten opstod der efterhånden en god beskæftigelsessituation, så disse lejre efterhånden stod halvtomme. Alligevel opretholdtes lejrene men en ny lov af 1947 som en art arbejdstekniske skoler for unge arbejdsmænd. Men her var der kun tale om nogle få hundrede om året. Efterhånden havde man indtryk af at lejrene kun blev opretholdt af hensyn til lærer, administratorer og ungdomsledere.

Formålet var at unge ledige skulle væk fra gaderne og sættes under opdragelse gennem arbejde helst i sunde og landlige omgivelser. Forbilledet var den tyske ”Reichsarbeiterdienst”

 

Fagbevægelsen reklamerede efter arbejdskraft

Gennem fagblade og avisen Broen reklamerede Fagbevægelsen og regeringen efter arbejdskraft. I Broen kunne man også se flot omtale af Frikorps Danmark.

Egentlig blev bladet udgivet for danske tysklandsarbejdere. Men det var tale om et skønmaleri af forholdene. Der var en læserkonkurrence, hvor man kunne skrive ind og fortælle om hvor fortrinligt man havde det. En dansk buschauffør fortalte om, hvordan han fik

 

• Flere hundredepakker cigaretter af sine gavmilde passagerer.

 

En læser fik 20 mark i præmie for et indlæg med overskriften:

 

• Jeg kan sende 4-500 Kroner hjem om Maaneden

 

Arbejderne underkastede sig tysk arbejderdisciplin

Arbejderne underskrev kontrakter på typisk seks måneder af gangen. I disse stod der anført timeløn og arbejdstid, men det blev som regel ikke overholdt. Man havde en ugentlig arbejdstid på op til 78 timer.

Privat indkvartering var de færreste forundt. Normalt måtte man bo i lejre, værelser eller sovesale sammen med arbejdere fra andre lande.

Arbejderne kunne købe en standard – levnedspakke, der blev sendt ned fra Danmark. Disse pakker blev ofte omsat på den sorte børs eller brugt til bestikkelse.

Man skrev under på at underkaste sig tysk arbejdsdisciplin.

 

Mange blev hentet af Gestapo

Mange blev hentet af Gestapo for små lovovertrædelser. Det kunne være pjækkeri eller uforsigtige ytringer. En uheldig tysklandsarbejder endte sine dage i en arbejderlejr, hvor han blev anbragt efter at have sunget ”Internationale” i beruset tilstand sammen med krigsfanger.

Til gengæld så blev en arbejder straffet, hvis han ikke overholdt de seks måneder. Blev han pågrebet i Tyskland kunne han risikere seks måneder i en arbejdslejr eller i en KZ – lejr.

Men hele 10 pct. rejste hjem i utide

 

Nægtet hjælp i Danmark

Var han så heldig at komme til Danmark blev han nægtet hjælp og kunne hverken få socialhjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette system havde både regeringen og fagbevægelsen accepteret.

 

DKP var en trussel for Socialdemokraterne

Med arrestationen af kommunisterne den 22. juni 1941 skabtes grobund for en illegal opposition i fagbevægelsen. Selvom DKP kun havde fat i en begrænset del af arbejderklassen, udgjorde kommunisterne alligevel en potentiel trussel mod det etablerede socialdemokratiske system på grund af deres stærke kritik af Socialdemokratiet og fagbevægelsens svigtende omsorg for arbejderklassen. Både parti og fagbevægelsen forsøgte da også at få kommunistiske tillidsmænds til at trække sig fra deres poster.

Kort tid efter kom de første illegale blade, der stillede spørgsmålstegn til hvervningen af tysklandsarbejdere. I Politisk Månedsbrev (det senere Land og Folk) beskrev DKP i november 1941 situationen således:

 

• For hver dansk arbejder, der kommer til Tyskland, bliver en tysk arbejder taget ud af produktionen og sendt til fronten. Den, der rejser til Tyskland, hjælper således Hitler med at få kanonføde til sin krig. Og den der hjælper Hitler med krigen, skader Danmark.
• Fagforeningerne og forbundene bør i stedet for at eksportere de arbejdsløse til Tyskland og sætte deres magt ind over for stat og kommune og tvinge det offentlige til enten at fremskaffe ordentligt arbejde til alle arbejdsløse, eller give de arbejdsløse ordentlig hjælp.

 

Til trods for den kommunistiske kritik af den socialdemokratiske samarbejdsvilje fastholdt DsF og hovedparten af fagforbundene samarbejdslinjen og gik fortsat positivt ind i hvervningen.

 

Værnemagten skabte beskæftigelse

Da Værnemagtens store anlægsarbejder i 1943 – 1944 startede skabte det en ekstraordinær høj beskæftigelse i Danmark. Så tog andelen af tysklandsarbejdere af. Men det var dog stadig mange, der søgte syd på. Men nu søgte de til de nu mere foretagsomme danske entreprenører, som havde sikret sig entrepriser dernede. Men der var også en del danske virksomheder, der simpelt hen udlejede dansk arbejdskraft til tyske firmaer.

De danske metalarbejdere kom i den tyske rustningsindustri. Nogle blev anbragt i Ruhr-distriktets kulminer.

 

Tyskerne måtte ikke omgås de fremmede

Direktør Lehner fra Sporvejene i Leipzig udsendte denne løbeseddel til samtlige tyske medarbejdere:

 

• Mine arbejdskammerater!
• Tvunget af krigsforholdene har vi i stort omfang måttet ansætte udenlandske arbejdere. Alle disse udenlandske arbejdskræfter skal medvirke til, at vi kan vinde sejren, og på den måde også beskytte deres fædreland mod at blive tilintetgjort af bolsjevismen. Vi må derfor forvente af dem, at de strenger sig an, at de arbejder og ikke på nogen måde holder deres arbejdsydelse tilbage.
• De udenlandske arbejdere må ikke få følelsen af, at de hos os uden beskyttelse er udleveret til vilkårlighed, på den anden side må den nødvendige strenghed ikke mangle, hvis de gør sig skyldige i forseelser.
• Vi tyskere skal vise mere nationalstolthed. Vi kan i enhver henseende være stolte af vores forfædre og frem for alt vores egen tids præstationer.
• Når vi er os bevidst, at vi er tyskere, vil den rigtige indstilling til udlændige ikke falde os svært.
• Vi indlader os ikke med dem udover det rent arbejdsmæssige. Personlig omgang med dem kan ikke komme på tale. Den tyske kvinde og unge pige bør være alt for stolt til at indlade sig med en udlænding på nogen som helst måde. Det samme gælder den tyske mand, som overhovedet ikke bør interessere sig for udenlandske kvinder.
• Sentimentalitet og medlidenhed har ganske vist hidtil været en del af den tyske egenart, men sådanne følelser er meget uhensigtsmæssige og malplacerede.
• Udlændingen skal mærke at hver eneste tysker er ham skyhøjt overlegen.

 

Tysklandsarbejdere arbejdede klos op af dødsfabrikkerne

Mindst 150 danskere arbejdede i perioden 1943 – 45 på IG Farbens Bunawerke i Auschwitz.

Da dødsmarcherne startede, befandt endnu 13 danske civilarbejdere sig på kemikoncernens IG Farbens enorme byggeplads. Men at tysklandsarbejdere blev sendt til selve hjertet af folkedrabet på Europas jøder klos op ad dødstrafikkerne,

Danskerne har ikke kunnet undgå at se de udhungrede fanger, som i tusindvis befolkede byggepladsens arbejdskolonner. Dagligt fik de tæv men næsten intet at spise. Var danskerne selv med til at kommandere rundt med slavearbejderne?

De arbejdede, boede og gik ture i et nærmiljø, hvor røgen fra Birkenaus krematorier få kilometer borte kunne ses fra Monowitz og lugtes overalt på egnen.

Det var den anerkendte entreprenør Dahl-Jensen, der stod for rekrutteringen af dansk arbejdskraft her ved dødsfabrikken. Danske entreprenører hjalp Tyskland med at få fat i dansk rustningsøkonomi og dermed visionen om den nazistiske ”endelige sejr”.

 

Myterne om Tysklandsarbejderne fortsætter

De Tysklandsarbejdere, der overlevede KZ – lejre fik heller ikke erstatning lige som andre tidligere koncentrationslejrfanger fik.

Selv om tysklandsarbejderne tog arbejde i Det Tredje Rige på et helt lovligt grundlag oplevede stort set alle efter 1945 at blive udskammet som landsforrædere eller det, der var værre. Mange tysklandsarbejdere overlevede de nye tider efter 1945 ved enten at lyve sig fra deres fortid eller flytte til andre byer og begynde på en frisk.

Mange Tysklandsarbejdere blev skadet både fysisk og psykisk af deres ophold og modtog aldrig erstatning fra hverken den danske eller tyske stat. Lige efter krigen begyndte der så en tilsviningskampagne anført af Jens Otto Krag, der jo tog ”frivillig” afsted. Og historikerne fortsatte på samme linje.

 

Kilde:

• oktobernet.dk
• kulturkapellet.dk
• berlingske.dk
• faktalink.dk
• dengang.dk – div. Artikler
• Hans Jørgensen: Mennesker for kul
• Steen Andersen: De gjorde Danmark større
• Hans Sode-Madsen: Ungdom uden arbejde
• Jensen m.m.: Fagbevægelsen under Krig og Besættelse
• Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet bd. 2
• Henning Tjørnehøj: Fremad og atter Fremad (Lo’ s Historie 1871 – 1960 bind 1)
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Hans Kirchoff: Kamp eller tilpasning – Politikere og modstanden
• Joachim Lund: Hitlers Spisekammer
• Årbog for Arbejderbevægelsen Historie 1994
• Arbejderhistorie (div. Udgaver)
• Siden Saxo 1995

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.648 artikler herunder under København (178 artikler) – Besættelsestiden (Før/Under/Efter) (331 artikler):

• Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejdere
• Tysklandsarbejdere og Dansk Erhvervsliv
• Dansk cementfabrik med Slavearbejder
• Besættelsestiden – stadig masser af huller
• Historikernes besættelsestid
• Besættelsestiden – det vi har glemt
• Krigens købmænd
• Riffelsyndikatet på Østerbro
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Sandheden om besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Tilfældet Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Politik under besættelsen
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
• Besættelsestidens fortrængninger
• Du skal omgås fortiden med varsomhed
• Krigens Købmænd

Ringborge ved Vadehavet

På Århus Universitet påstod man at Ringborgen nord for Højer er fra Vikingetiden. Men den er langt ældre. Hvilken funktion havde den? Det var Anglerne, der fungerede her. Men Ringborgen kan ikke sammenlignes med dem på de nordfrisiske øer. De er fra 800 – tallet. Valdemar Atterdag havde sin egen borg. Hvordan så ”Verden” ud dengang? Allerede i 500-tallet var der danskere på stedet. Hemming ønskede fred med kejseren. Kong Godfred regerede et stort område. Ludvig den Fromme invaderede området. Frankerne afviste et angreb i 817. Hedeby blev igen dansk i 983. Ofte glemmer historien alt syd for Kongeåen.

 

Ringborgen ved Højer

Skal man altid tro på det, der står i bøgerne? Tag nu for eksempel Ringborge. Og her tænker vi på dem der ligger på de nordfrisiske øer og ved Højer. De er ikke nødvendigvis alle fra Vikingetiden, som nogle prøver på at bilde os ind.

Hvis vi nu starter med Ringborgen på kanten af Tøndermarsken. Den er blevet kaldt Trælbanke, Trælborg, Troldeborg og Troldbanke. Den har en diameter på 125 meter.

Den består af en vold som er omgivet af tre voldgrave. Inden for volden findes endnu en voldgrav. De tre voldgrave udenfor har ikke eksisteret samtidig.  De er 2,5 meter brede og ca. 1 meter dybe.  Volden er omkring 1,5 meter høj. Oprindelig var den noget højere.

Dateringen viser, at de er fra tiden omkring Kriti fødsel. Man har undersøgt det egetræ, der lå i voldgravene. Men det stemmer ikke helt overens med den keramik, der er fundet. Det er fra ældre romersk jernalder (50 f.Kr. – 200 e.Kr.).

Lerskårene som man har fundet på stedet stammer fra 1 århundrede e.Kr.

 

Hvilken funktion havde stedet

I den nordvestre side har man opgravet store kampesten. Man har også opgravet en potte med en rusten nøgle.

Hvilken betydning havde nærliggende Trøjborg egentlig haft? Var det et værn mod røvere eller var det selv en røverborg? Har Trælbanke været opbevaringssted for fanger? Eller var det blot en skanse?

 

Har det en sammenhæng

Skal Trælbanke her ses i et større perspektiv? På samme tid som Ole Harck undersøgte denne ringborg havde han udgravet et anlæg på Sild Archsumburg. Her var der også fundet spor af huse.

I det 1. århundrede anlagde Anglerne Olgerdiget mellem Aabenraa Fjord og Vidåen syd for Tinglev. Det har vi tidligere skrevet om. Det var et mere end 11 kilometer langt forsvarsværk, der bestod af palisadehegn, voldgrav og vold.

Har de tre anlæg haft noget med hinanden at gøre? Er Trælbanke, Archsumburg, Vidåen og Olgerdiget udtryk for samme anlæg, så det har gået tværs over Jylland som Vikingetidens Dannevirke?

 

Det var Anglerne, der fungerede her

Da Henrik Nissen i 2010 skulle opføre en ny stald 900 meter vest for Trælbanke fandt museum Sønderjylland en boplads fra ældre romersk jernalder. Skår fra bopladsen viser, at denne har eksisteret samtidig med Trælbanke. Måske har dem, der har boet her været med til at bygge Trælbanke?

Nogle af de huse, der blev udgravet, er bygget som det var normalt hos Anglerne.

 

De tager fejl på Århus Universitet

Nej Harald Blåtand har ikke haft noget at gøre med denne ringborg. Ringvolden er 1.000 år ældre. Det var ellers noget, som man har hævdet hos Aarhus Universitet.

 

Ringvoldene på de nordfrisiske øer er fra 800 – tallet

På Sild og Før ligger der flere storslåede ringvolde og en del mindre ”voldsteder”. Men måske er disse voldsteder fra år 800, og kan således ikke knyttes sammen med et samlet forsvarsværk. Men er der forskel på dateringen på Ringborgene på de nordfrisiske øer?

Tinnumborg på Sild er de største arkæologiske monumenter. I J. Meyers kort over Sild fra 1652 er Archsumburg indtegnet som et voldsted.

Her finder vi også Lembecksborg. Om denne har haft en fast besætning eller kun været en tilflugtsborg vides ikke. En rigtig tidsbestemmelse kan kun afgøres ved en større udgravning.

En historisk overlevering mangler. På Før ligger Borregn cirka 400 meter nordvest for landsbyen Utersum. I 1845 blev der beskrevet, at man her fandt en møntskat fra det 11. århundrede.

 

Valdemar Atterdag havde også sin egen borg

Vi ved at Valdemar Atterdag var borgherre på Før.  Han blev af borgerne kaldt for Valdemar Zappi. Denne borg skulle have ligget mellem Utersum og Borgsum. Men kan den være identisk med et af de fund, som man har gjort?

Hvorvidt ”Raniumborg” på Sild har været et ringformet voldsted eller en tårnborg vides heller ikke. En øjenvineberetning fra omkring 1800 henviser bare til en ”græsbevokset” jordvold”.

Ifølge overleveringen findes der under klitsandet i et område syd for landsbyen Rantum kaldet ”Burgtal eller Borig”. I et kort fra 1804/05 findes henvisningen ”Borgrudera” ud for denne klitdel.

I det første århundrede efter Kristi fødsel opførtes der forskellige kultsteder.

 

Det er slet ikke afklaret

Men forskerne er hvis enige om, at Tinnumborg på Sild er en vikingeborg.

Men problemerne med voldstederne på de tre nordfrisiske øer er langt fra afklarede. En ting er dog sikkert. Både oldtidens ringvolde og vikingetidens forsvarsværker – Middelalderens tårnborge kan man se bort fra.

Ole Harck mener ikke at alle disse fund har noget at gøre med Olgerdiget.

Lembeksborg på Før virker ganske imponerende. Tinnemborg på Sild ligner den. Men egentlig har de ikke noget med de danske ringvolde at gøre. Trelleborg er 180 år yngre.

 

Hvordan så ”Verden” ud – dengang

Men hvordan så ”Verden” ud dengang de nordfrisiske voldanlæg eller ringborge skulle være bygget?

Fra de Frankiske Rigsannaler ved vi, at der i Danmark fandtes en konge ved navn Godfred, en konge der optrådte selvsikkert og egenrådig i egnene omkring Slesvig og Hedeby.

Da Frankerne i 804 havde afsluttet erobringen af Sachsen, ankom kong Godfred ”med sin flåde og hele sit lands rytteri” til Sliesthorp. Det blev sagt at det var hans riges sydligste del mod ”Saxonia”. Det siges også, at han nægtede at mødes med frankernes hersker, kejser Karl den Store.

Godfred havde gjort to tredjedele af det slaviske (vendiske) nabofolk Abodriterne skatteskyldige. Det var et folk, der samarbejder med Frankerne under disses krig mod Sakserne.

I dokumenterne nævnes det, at Godfred besluttede at befæste sit land med en vold fra hav til hav.

 

En dansk flåde med 200 skibe

Kejser Karl nøjedes med at sende sin søn af samme navn med en hærstyrke til Elben. Der blev også foretaget nogle straffeekspeditioner mod et par vendiske stammer.

Frankerne anlagde en fæstning ved floden Stör. Den er blevet til byen Itzehoe.

I år 810 fik kejser Karl underretning om at kong Godfred med en flåde på 200 skibe havde gjort landgang i Frisland (det må være de vest – og østfrisiske øer). Efter tre slag inde på fastlandet havde de sejrrige danskere pålagt friserne at betale 100 pund sølv. De var straks blevet udbetalt.

Kejser Karl samlede øjeblikkeligt sine tropper. Men da han nåede Wesers munding, fik han underretning om at den danske flåde var væk. Godfred skulle ikke selv have været med i slaget. Han var blevet myrdet af en af sine egne.

 

Hemming ønskede fred med kejseren

Hans efterfølger var brodersønnen Hemming, der ønskede fred med kejseren. En beslutning, der blev besejlet på et fredsmøde i 811. men allerede året efter døde Hemming. Nu opstod der kamp mellem forskellige tronkrævere. To kongebrødre sikrede sig dog magten. Der kom til et fredsmøde igen engang med kejseren i 813.

Men i de frankiske annaler står beskrevet, at danskerne måtte helt op til Vestflod ved Oslo – fjorden for at få nordmændene til at skrive under.

 

De norske vikinger havde været på rov

Nordmændene havde konstrueret krigsskibe, der var i stand til at krydse havet. Allerede i 793 havde det første angreb på den engelske kyst fundet sted. Den kendte plyndring af klostret Lindisfarne på Holy Island i det nordøstlige England havde fundet sted.

Nordmændene var ikke mere afhængige af forbindelsen til Vesteuropa og de danske kyster ned til Hedeby.

Allerede i 515 meldes om en dansk konge Hugleiks optræden på den frisiske kyst. Og fra 600 og 700 – tallet meldes også om dansk tilstedeværelse i denne egn. Vi ved også at Dannevirkes ældste datering er fra 737.

Åbenbart har Jyderne deltaget i Anglernes og Saksernes erobring af England i 400 – årene.

Måske er det den danske kongemagt, der i 700 – og 800 – tallet har skabt de store ringvolde på Før og Sild. Måske burde forskerne kigge i de Frankiske Rigsannaler.

 

Kong Godfred regerede et stort område

I begyndelsen af 800-tallet beherskede kong Godfred ikke alene Jylland. Hans herredømme anerkendtes også i det sydlige Norge og formentlig også i Skåne. Jyllands magthavere kunne takket være den heldige beliggenhed let kontrollere trafikken mellem Østersø – landene og det vestlige Europa. Det gav dem indflydelse i hele Skandinavien. Et tidligt dansk overherredømme i landene omkring Kattegat kan måske forklare hvorfor det oldnordiske sprog i Middelalderen endog på Island som ”den danske tunge”.

Også navnet Danmark skyldes Danerne. Det nævnes første gang i Ottars og Wulfstans rejsebeskrivelser som er skrevet i 800 – tallet. Wulfstand var vistnok englænder, mens Ottar hørte hjemme langt nordpå i Norge.

Ifølge Ottar var Hedeby i Jylland dansk.

Ved Karl den Stores død i 814 herskede der i Danmark to forskellige opfattelser af, hvorledes man skulle forholde sig over for den store nabo.

 

Ludvig den Fromme invaderede

Den nye frankerkejser Ludwig den Fromme sendte en hær over Ejderen ind i ”det normanniske landskab Sinlendi” På syvende dagen – lejrede invasionsherren sig ved havets kyst. Her blev den i tre dage. Men ved en ø, tre mil fra fastlandet havde Godtfreds sønner opbrudt en stor hærmagt og en flåde på 200 skibe.

Danske historikere beretter om, at det kunne være Fyn. Men mere sandsynligt ville det være at opfatte ”øen” som Før eller Sild.

Noget tyder på at Frankerne var på tilbagetog.

 

Frankerne afviste dansk angreb

I 817 foretog danskerne igen et angreb. Hensigten var at få fordrevet Frankerne fra det nordlige Elben. Men det lykkedes for Frankerne at afvise angrebet. Dette betød, at Ejderen stadig var grænsen.

Men nåede tyder på et vist samarbejde. Således blev tronkræveren Harald Klak døbt i domkirken i Mainz i 826 og Ansgar blev i samme år sendt til Danmark.

Vikingetiden var først lige begyndt. Vi hører ikke mere til den store danske flåde. Og de store nordfrisiske ringvolde synes at have mistet deres betydning.

 

Hedeby blev generobret i 983

I året 983 tilbageerobrede danskerne Hedeby fra tyskerne. Det skete i forbindelse med en krig, hvor Sven Tveskæg formentlig var sin fars medkonge, at dømme efter indskriften på et par runesten fra Hedeby – egnen. Hvis det er tilfældet, kan kong Sven også haft en finger med i spillet og måske mere end det, da de danske trælleborge blev bygget,

Den tyske besættelse dengang varede i ni år.

Det mærkelige er, at disse ringvolde er så ukendte i dansk litteratur. Jo Vilhelm La Cour havde dem med i Sønderjyllands Historie bd. 1. Nu blev denne også udgivet før 1930.

 

Man glemmer ofte alt syd for Kongeåen

Men det er vel den opfattelse, at alt syd for Kongeåen først blev dansk i 1920. Men Før, Sild og Amrums ældste stednavne tyder på, at der her har været en dansk – nordisk befolkning i masser af år.

Måske har ringvoldene i Nordfrisland og ved den nederlandske kyst været opført som base for de store vikingehære.

I 1951 blev der ved Lembeksborg påvist ”Skandinavische Funde”.

Vi blev nu heller ikke så meget klogere på voldanlægget nord for Højer

 

Kilde:

• oldtidsglimt.dk
• kulturarv.dk
• jv.dk
• fredninger.dk
• danmarkshistorien.lex.dk
• dengang.dk – div. Artikler
• Sønderjyske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk 1.647 artikler herunder:

• Under Sønderjylland (191 artikler):
• Sundeveds Fortid
• Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
• Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
• Meyer – en korttegner fra Husum
• Føhr – en ø i Vadehavet

 

• Under Højer (76 artikler):
• Øerne – syd for Højer
• Vadehavet ved Højer

 

• Under Tønder (269 artikler):
• Vikinger i Vadehavet

Sundeveds Fortid

Hvor ligger Sundeved. Man kunne komme dertil med skib. Her var masser af skov. Masser af oldtidsminder er blevet ødelagt. Her er stadig masser af dysser, rester af bopladser og jættestuer. Der er fundet 271 kæmpehøje. I jorden har der været masser af potteskår og urner. Der er kommet ny viden med motorvejs-projktet. Det var ikke tyndt befolket, som man har troet. Anglerne er kommet tidligere end, man har troet. Vi kigger på de nyeste fund. Men de mest berømte fund er foregået i Nydam Mose. Og man bliver ved med at finde nyt. Egentlig vat det ”Brorbøl – folket”, der kom vandrende fra vest mod Alssund. Katolicismen havde godt tag i folket. Bønderne tabte deres jord.

 

Hvor ligger Sundeved?

Det er måske alle, der ved, hvor vi er. Sundeved er en halvø mellem Aabenraa Fjord og Flensborg Fjord. Vi er vest for Alssund. Og navnet kommer fra ”sundet” som skiller Als fra fastlandet.

Det gamle herredssegl viser et træ og vand. Beboerne blev kaldt ”de Skovbo-mænd”. Man har hele tiden ment, at halvøen her blev beboet senere end andre steder i landsdelen. Men den opfattelse er hvis nok blevet revideret efter fund ved etableringen af motorvejen Kliplev – Sønderborg.

I Kong Valdemars Jordebog hedder det sig, at Sundeved strakte sig fra Alssund i øst til Dyrbæk og Alnor i vest, fra ”Nørhav” til Sønderhav, og fra indløbet til Aabenraa Fjord til Flensborg Fjord.

 

Til halvøen med skib

Forbindelsen mellem Sundeved og de andre landsdele skete nok så meget til søs som til lands. Mod syd var der overfart fra Broager Land til Angel mellem de to fremspringende næs, som bærer gammel danske personnavne Brunsnæs og Halsdan-næs. Sidstnævnte hedder nu Holnæs.

Mod nord fandt overfarten sted fra Varnæs til Løgtved-næs (Løgtved, en blomsterlund, nu Løjt). Varnæs nævnes også særskilt i den såkaldte ”Kong Valdemars Jordebog. Således har stedet hørt til kongehusets slægtsgods.

 

Masser af skov

På gamle kort bl.a. fra 1788 ses en skovbræmme fra Nybøl-nor til Alssund, der nogenlunde følger halvøens vestgrænse. Det var sikkert den sidste ret af de store skove, der engang dækkede alle seks sogne i Sundeved. Landet var bølgeformet og ret jævnt. Kun i Dybbølbjerg, Nybøl Mølle, Bøgebjerg i Ullerup samt i Broager Sogn var der bakker og banker.

Der var få moser og jordene var gennemgående frugtbare hvedejorder. De store skove har sikkert forhindret at der blev bygget overalt.

I oldtiden har de indvandrende folk slået sig ned hvor jorden lå højest og hvor der var en lysning i skoven. Agerbrug var kendt tidligt i Danmark. Men meget dyrket jord har oldtidsfolkene næppe behøvet. Jagt og fiskepladser var en livsbetingelse for dem.

 

Masser af oldtidsminder er ødelagt

Halvøen viser måske nogle triste forhold. De allerældste oldtidsminder er ødelagt. Dysser og jættestuer er enten forstyrrede eller helt væk. Kæmpehøjene er sløjfede eller overpløjede. Sundeved-borgerne har næppe ødelagt dysserne for at få et par granitsten, endnu mindre for at grave efter guld i højene.

Disse har nok allerede i middelalderen været gennemgravede. De har været anset for værdiløse ruiner. De har sikkert været i vejen for agerdyrkningen så man har bare pløjet over dem. Meget er blevet ødelagt på markerne, i kirkerne og på kirkegårdene.

 

Masser af Dysser

Der foreligger ingen optegnelser om fund fra rensdyrtiden, køkkenmøddinger, kystfund og bopladser fra den ældre stenalder. Men fundene ved motorvejsbyggeriet har lavet lidt om på historiefortællingen. Hvis vi nu kigger på, hvad Nationalmuseet i København har fået indberettet fra ældre tid og så lige efter kigger på, hvad der er fundet mellem Kliplev og Sønderborg.

 

1. Adsbøl sogn: Otte forstyrrede dysser, alle i Gråsten Dyrehave
2. Broager sogn: Syv forstyrrede dysser. De fire ved kysten i Kobbelskov. Ligeledes en forsvundet jættestue. Fire fund i høje
3. Nybøl sogn: Fem forsvundne dysser, der lå ca. 600 meter fra kirken. En forsvunden jættestue lå tæt syd for kirken
4. Dybbøl sogn: En forsvunden jættestue, der stod tværs over vejen som fører ind til et prøjsisk krigsmonument.
5. Sottrup sogn: En ødelagt gravhøj i Snogbæk i vestskoven, 200 meter fra stranden
6. Ullerup Sogn: Nordvesthjørnet af ”Avnbøl Snej” en forstyrret langdysse. Syddelen af Nørremose Skov, en forstyrret langdysse. 400 meter nord for den tomt af en langdysse med tre kamre (et lerkar, to flinteøkser, tre flintflækker – disse befinder sig på Nationalmuseet).

 

Bopladser og jættestuer

I Blans er der en tomt af en jættestue ved stranden og en sløjfet høj sydvest for byen. 200 meter nordøst for Blansgård en tomt for en stor langdysse og 400 meter nord nordøst derfor en tomt af en jættestue i alt otte.

Der har altså været mindst fire bopladser i Sundeved i stenalderen, nemlig i Ullerup, Adsbøl, Broager og Nybøl. Det tal er senere blevet forøget.

Sottrup og Dybbøl er blevet befolket senere. Og som det synes kun med hver en stamme. Det er folkene ved vestgrænsen, der har anlagt de nye kolonier og Nybøl sogn har også sine første indvandrere fra samme egn. Broagerland må på dette tidspunkt have været en ø.

Rund- og langdysser er den ældste begravelsesform i dette tidsrum. Jættestuer noget yngre. I nærheden af disse store og stærke huse som blev bygget for de døde, boede folket. De holdt gravene i ære. Mindet om fædrene blev ikke glemt. De veg kun langsomt fra de gamle bopladser, hvor stammen oprindeligt havde slået sig ned.

I Bronzealderen breder befolkningen sig meget stærkt og indtager hele landet.

 

271 kæmpehøje

En sammentrængt, kort og sikkert mangelfuld liste viser følgende forhold:

 

1. Adsbøl sogn: 17 bevarede kæmpehøje, alle ved Gråsten – og 8 overpløjede
2. Broager sogn: 6 bevarede, 73 overpløjede, 13 er forsvundet, 2 urnefund på jævn mark og et større enkeltfund
3. Nybøl sogn: 4 bevarede, 28 overpløjede, 8 forsvundne og 1 urnefund
4. Dybbøl sogn: 29 overpløjede, 6 forsvundne og 1 urnefund
5. Sottrup sogn: 34 overpløjede, deraf 15 i Snogbæk. Et par gennemgravede kan endnu ses. 13 i Sottrup nord for Nydam og 6 syd for Øster Sottrup By.
6. Ullerup sogn: 45 kæmpehøje. Deraf tre i Nørremose ved Bovrup Bæk og en langhøj kaldet ”Brudehøj” i den idylliske egn ved overnævnte bæk neden for gården Lille-Stabel. Den blev fredet af prøjserne kort før krigen. Resten er overpløjede. Deraf syd for Blans i en linje fra Brobøl til Blansgård i alt 16. Ved Ullerup nordøst skel 6 og nær derved Moltkes Høj. Her fandt man dele af en bronze-sværd.

 

Det ser ud til, at der i disse seks sogne har været en stor befolkning. Man har fundet hele 271 kæmpehøje fra Bronzealderen.

 

Potteskår og Urner

De store skove har måtte vige pladsen for bronzealderfolkets raske indhug. Den gode jord blev efterhånden taget i anvendelse.

I Jernalderen er der andre forhold i Sundeved. Jernet kom til Danmark 300 før Kristi Det gav en rig udvikling og vækst mange steder. Men i Sundeved er der kun få fund fra den tid. Der er fundet mest i Ullerup sogn fra den tid.  Nord for Aabenraa Landevej mellem Brobøl og Rebhof blev der i 1853 fundet en guldbarre og endnu et fund i 1856 med runeskrift.

Omkring 1.000 meter øst derfra i marken ”Brændkær” blev der fundet en stor gravplads med mange urner og en oval slibesten.

Under den skarpe jordkultivering og mergling blev der fundet mange potteskår og urner allevegne i Ullerup og sikkert overalt i Sundeved. Der har stået urner i snesevis på jævn jord. Men intet af dette er registreret.

I Avnbøl fandtes i 1912 en grav fra vikingetiden. Sværd, stigbøjler, sporer, bidsler m.m. findes på museet i Sønderborg.

 

Ny viden fra Motorvejs-projektet

Det er stadigt vanskeligt at vurdere omfanget af den ny viden, som motorvejsprojektet har kastet af sig. Skal man alligevel forsøge at indkredse, hvor der er opstået mest ny viden, så må man pege på to perioder: Ældre Stenalder og perioden 0 – 500 efter Kristi (Romersk Jernalder og Ældre Germansk Jernalder). Men også kendskabet til den landelige middelalderbebyggelse særlig omkring Dybbøl og Nybøl er blevet betragtelig forøget. Der er i alt gjort 1.400 fund af forskellig værdi.

Fra den Ældre Stenalder er der gjort fund, som nok oftest overses. På disse fundpladser har få mennesker opholdt sig. Der er foretaget forskellige aktiviteter over en kort periode på måske kun et par timer eller en dag.

 

Det var ikke tyndt befolket

Periodens befolkning opholdt sig øjensynlig ikke kun på hovedbopladser, men anvendte mindre specialpladser til forskellige primært jagtrelaterede aktiviteter. Det kunne være organiseringen af selve jagten, fremstilling af både dagligdags redskaber og jagtvåben, forarbejdningen af byttet m.m.

I perioden 0-500 efter Kristi sker der et generelt opbrud i de gamle stammesamfund og den tidligere rigsdannelse sætter ind over store dele af Nordeuropa og Skandinavien. Tidligere var det opfattelsen at områderne omkring de store våbenfund (f.eks. Nydam Mose) var folketomme eller meget tyndt befolkede. Motorvejsundersøgelserne har vist, at dette ikke er tilfældet.

 

En overraskende befolkningsgruppe

Området omkring Nydam Mose var tæt befolket i tidsrummet 200 – 400 efter Kristi. De huse, man boede i, syntes at være bygget på en anden måde end den, der kendes fra tidligere og senere århundreder. Husene fra 200 – 400 efter Kristi har haft meget mere tilfældes end byggeskikken hus Anglerne. Det var en befolkningsgruppe, man hidtil har troet primært boede syd for den nuværende grænse til Tyskland.

Hvis man virkelig i nogle perioder kan aflæse en befolknings etniske tilhørsforhold ud fra den anvendte byggeskik, så åbner der sig et væld af nye muligheder for boplads- arkæologien

 

Væsentlige jordfaste fortidsminder

Undersøgelserne har også ført til en væsentlig forøgelse af lokaliteter i perioden 1000 – 1200 efter Kristi. Fortrinsvis nord for Dybbøl Kirke op mod Ragebøl.

På hele strækningen mellem Kliplev og Sønderborg har både stenalder-jægere og jernalder-befolkningen bosat sig. Der er tale om hele 182 lokaliteter. Man havde kun kendskab til 15 lokaliteter i forvejen.

 

Oversigt over væsentlige jordfaste fortidsminder i ”Motorvejs – undersøgelsen”:

• Ældre Stenalder (15.000 – 4.100 f.Kr.) 7
• Yngre Bronzealder (1.000 – 500 f.Kr.) 2
• Jernalder (500 f.Kr. -1.050 e.Kr.) 4
• Ældre Jernalder (500 f.Kr. – 200 e.Kr.) 4
• Førromersk Jernalder (500 f.Kr. 50 f.Kr.) 3
• Førromersk Jernalder/Ældre romersk Jernalder (200f.Kr. -200e.Kr.) 3
• Ældre romersk Jernalder (50 f.Kr. – 200 e.Kr.) 5
• Ældre romersk Jernalder/Yngre romersk Jernalder (0 – 350 e.Kr.) 2
• Yngre romersk Jernalder (200 – 350 e.Kr.) 8
• Yngre romersk Jernalder/ældre germansk Jernalder (200-525 e.Kr.) 5
• Ældre germansk Jernalder (350 -525 e.Kr.)1
• Middelalder (1.050 – 1.537 e.Kr.) 7
• Oldtid (før 1050 e.Kr.) 1
• Historisk tid (efter 1.050 e.Kr.) 2

 

Nydam Mose

De mest berømte fund er foregået i Nydam nær Alssund ved Sandbjerg Slot. I sommeren 1859 – 62 og 63 undersøgte professor Engelhardt mosen arkæologisk og gennemgravede en plads på godt10.000 fod.

Kong Frederik den Syvende var en ivrig oldgransker. Han aflagde to besøg i mosen, sidste gang 27. oktober 1863, kort tid før han døde på Lyksborg Slot. Hovedfundet og egetræsbåden blev først indlemmet i oldtidssamlingen i Flensborg. Efter krigen førte tyskerne fundet til Kiel. Fyrretræsbåden blev ødelagt. Flere fund blev bjerget. Nogle af disse gik tabt ved Frederiksborg Slots brand.

Den 8. august 1864 gravede den belgiske prins Ahrensberg i østrigsk tjeneste i Nydam og fandt et jernanker. Ankerets skæbne er dog ukendt.

De mange sager i eller uden for bådene var tilrettelagt af menneskehænder og siden ikke rørt. Hestene havde dybe øksehug i hovederne. Den ene båd var gennemhugget under vandlinjen.

Var sagerne lagt nedlagt som ofre til guderne? Egnens folk var hedninger. Sagerne kan derfor være nedlagt som takkeoffer for en lykkelig begivenhed eller som et offer for at formilde de vrede guder imod sygdom, hunger m.m.

Mændene gav lanser, buer, piler, økser, sværd, skjolde og skibe. Kvinderne gav toiletsager, smykker, husholdningsredskaber. Og de gamle gav mønter. Høvdingerne gav deres udtjente rideheste med bidsler og sporer.

Nydambåden stod højst 7 fod nede. Bådene var efterhånden sunket ned i mudderet. De var gået fra i sammenføjningerne og groet til.

I Salomonsens Leksikon bliver det hævdet at Nydam-sagerne er nedlagt på en gang ca. 400 e.Kr. Og det er sket efter en kamp. Dette er en forkert opfattelse.  Disse store fund skulle være ofringer efter sejren. Men se dette er der også delte meninger om. Det kan jo også være krigsbytte, der er blevet ofret.

 

Helt tilgroet

I perioder har vandstanden kun været en meter. Omkring 400 efter Kristi var den helt tilgroet. Over en periode på knap 300 år (fra ca. 200 til 500 efter Kristi) blev den lave sø ved gentagende lejligheder brugt som offerplads for krigsbytte – både våben og anden udrustning.

I årene 1859 – 1863 blev de første udgravninger foretaget i mosen under ledelse af Conrad Engelhardt. Engelhardt mente at den bedst bevarede af bådene – den berømte ”Nydam – båd” skulle forblive i dansk eje. Båden er dog i dag i tysk eje. Danmark har forgæves forsøgt at få den i dansk eje. I 1888 blev der igen gjort et betydeligt fund i Nydam Mose – 100 genstande – fortrinsvis forgyldte sværdskedebeslag af sølv.

Knap 100 år senere i 1984, i 1984 gravede Nationalmuseet for første gang i mosen og fandt ved denne lejlighed en større samling sværd, skjolde, spyd og lanser – næsten 1.500 genstande.

 

Endnu flere fund

I 1989 indledtes rekognosceringer i mosen med magnetmeterudstyr og en mindre udgravning afslørede en større ofring af militært udstyr, omfattede mere end 1.000 enkeltdele.

I 1992 genfandt man Engelhardts udgravningsområde, hvor de store både var blevet fundet. I 1995 – 1999 undersøgte man bl.a. et offerlag over skibsresterne med yngre ofringer. I 2009 kunne det konstateres, at oldsagerne i mosen er truet af planten padderok. Disse planters rødder trænger langt ned i jorden. Undervejs borer de sig gennem oldsagerne og vil med tiden ødelægge dem. En mindre undersøgelse i 2011 har derfor bl.a. haft til formål at kontrollere bevaringsforholdene for de genstande, der endnu ligger gemt i mosen.

Foreløbig har man kunnet udskille militært udstyr fra seks ofringer, mn fremtidige udgravninger vil uden tvivl bringe flere ofringer frem i dagens lys. De gode bevaringsforhold for metaller og træ i mosen betyder at hovedparten af de genstande, der oprindelig blev ofret. er yderst velbevarede. Dette giver et unikt indblik i Jernalderens skibskonstruktioner og våbenteknologi samt i detaljer viser, hvordan Jernalder-krigerens udrustning var sammensat.

Den almindelig befolkning ofrede lerkar med mad. Søen fungerede som forum for sejrherrens triumf og tribut.

Udgravninger ved Ravnhøjgård, Klosterbjerg, Ullerup, Tavhave og Søgårdsmark har afsløret bebyggelser fra tidsrummet 128 – 400 efter Kristi. Sundeved har været mere attraktivt end man hidtil har forestillet sig.

Anglerne har fået fodfæste i Sundeved meget tidligere end beregnet.

 

 

De gamle byer

Først i Vikingetiden i det 8. – 10. århundrede er der blevet bygget byer. Lige vest for den skovbræmme som vi har omtalt, lå der en by, som 1543 hed Kydingh. Den var på 10 – 12 gårde. I 1716 blev den brækket ned. Herregården Kiding blev bygget som ladegård til Søgård. Kiding er den ældste by på egnen.

I Sundeved er der stort set kun tre slags navne på byer, marker og gårde.

”Bøl”- byerne må være de ældste. ”Bøl” betyder bolig, et sted hvor bonden slog sig ned med sin familie. Vi kender Skodsbøl i Broager sogn også måske Smøl (Småbøl), Brobøl, Avnbøl i Ullerup sogn. Ragebøl i Dybbøl Sogn og Nybøl og Adsbøl.

”Torp” – byerne er det ikke så mange af. ”Torp” betyder et sted, hvor man samles, en udemark, en plads hvor bønder bor. Vi kender Stenderup, Sottrup, Ullerup (1352 Ugeltorp, 1439 Uldrop).

Mange af byerne har også navne efter mande-navne eller efter naturen.

Kun få tyske navne findes som et minde om junker- eller hertugtiden f.eks. Schnaubeck, Rackebüll, Lundsgardt, Gravenstein. (Snogbæk, Ragebøl, Lundsgaard, Gråsten)

De første indvandrende folk i Sundeved har sikkert slået sig ned ved vestgrænsen langs Bovrup Bæk og ned efter Flensborg Fjord.

 

Brorbøl – folkene

Vestfolkene med et fællesnavn ”Brorbøl-folkene har sikkert befolket halvøen imod øst helt ud til Alssund. I vikingetiden fik Ullerup Sogn, hvis vestgrænse er Bovrup Bæk ikke mindre end tre ”bøl”-byer” – Brorbøl, Avnbøl og Adsbøl.

Disse byer må anses at være ældst. I gamle dage var Ullerup Sogn meget stort. Et gammelt sagn siger, at de første folk i Sundeved, der afsagde hedenskabet, lod sig kristne – døbe i Bovrup Bæk. Sagnet melder, at det skete på et meget tidligt tidspunkt. De var kommet til at tvivle om ægtheden af den gamle nationale tro.

Et andet sagn fortæller, at Ullerup Kirke oprindeligt skulle have været bygget i Brørbøl ”å æ Striffel” (ved Sognets vestgrænse), men der skete sære tegn. Der blev set lys og underlige lyde hørtes. Om natten blev stenene slæbt længere ind i Sognet og fandtes å æ Pold, hvor kirken blev opført og endnu ligger.

 

Katolicismen havde godt tag i borgerne

Katolicismen må have slået godt igennem i det vidtstrakte sogn. Så højt op i tiden som 1506 indstiftede præsten Tomas Jensen (Jacobi) barnefødt i Blans et Sct. Annagilde i Ullerup.  Til ære for den højt ansete helgeninde Jomfru Marias moder. Meningen med gildet var at stifte et broderskabsforbund til gensidig hjælp ved bøn, forbøn, retshjælp og støtte i forskellig retning. Medlemmerne var mænd og kvinder af adel og bondestand. Gildet holdt dog kun en snes år, så kom en ny kirkelære og Ullerup Sogn tog straks imod den.

Ved vestgrænsen i Ullerup Sogn lige over for Bovrup Bæk byggedes i middelalderen en stærk befæstet gård, der hed Brådborg. Voldstedet kan ses endnu. Der var en dyb grav om gården. Den nævnes første gang under Valdemar Atterdag. Men den er sikkert meget ældre.

 

Bønderne tabte deres jord

Bønderne blev ikke ved med at være frie som de havde været i gamle dage. Først kom Junkertiden. Denne afløstes af hertugtiden, da Hans den Yngre købte junkerne ud.

I Ullerup Sogn var der ikke mindre end otte sådanne gårde, Brådborg, Avnbøllund, Avnbølgård, Lundsgård, Blansgård, Ballegård, Philipsborg og Lakær.

I junker- og hertugtiden tabte bønderne en del af del af deres jord og blev hovbønder i lange tider. Gods- og adelsherrerne fik betydelig magt. Håndværkere, husmænd og bønder dannede deres egen kreds

1500 nævnes Sandbjerggård øst for Øster Sottrup for første gang, og ca. 1750 grundlagde hans den Yngste af Sønderborg Sandbjerg Gods. Hertugen lod bygge en dæmning ud mod Alssund, hvorved en vig fra sundet omdannes til Møllesøen. Han byggede også en vandmølle, hvis rester endnu kan ses ved Møllehuset på Sandbjerg.

I 1788 lod Conrad Georg Reventlov det nuværende Sandbjerg Slot bygge på pynten mellem Møllesøen og Alssund.

 

Kilde:

• oldtidsglimt.dk
• da.wikepedia.org
• dengang.dk – div. Artikler
• Heidemann Lutz, Sørensen: Med gravske gennem Sønderjylland
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.647 artikel herunder

• Sønderjylland (191 artikler):
• Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
• Da Augustenborgerne fyldte 100 år
• I Rinkenæs Sogn
• Gråsten – en flig af historien
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Sønderborg i begyndelsen (1)

 

• Aabenraa (155 artikler)
• Litteratur Varnæs-Kliplev-Bovrup-Felsted
• En degn fra Varnæs
• Et pottemageri ved Kliplev
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Kliplev Marked
• Felsted Sogn – dengang 1-2
• Bønder – syd for Aabenraa
• Mere om Urnehoved
• Hvor ligger Tumbøl?
• Fra Varnæs til Felsted
• Kirker- syd for Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgård
• Syd for Aabenraa
• Urnehoved 1-2

Nørrebro – i Børnehøjde

Foredrag – Empire Bio – Nørrebro i forbindelse med Buster Børnefilm-festival (1928 – 1975). 26.09.2020. Dengang havde man ikke mobiltelefon. Og det første fjernsyn var i sort/hvid. Der var danseskole i Ungdomshuset. Der kom flyvemaskiner og skolerne blev besat. Knægten skulle ned mad natpotten. Åh skræk så var det tandlægen og lusemor kom. Dengang plankede man den og der var teater i Nørrebroparken. Der var masser af gadekampe og man fik en blodtud. Så kom transistorradioen. Og man narrede politiet. Musik var anderledes.

 

Ingen mobiltelefon

I er stået meget tidlig op. Jeg skal fortælle jer en ganske lille smule om hvad der skete på Nørrebro dengang, og hvordan det var at være barn dengang på Nørrebro og det er i den periode, hvor filmen foregår.

Jeg har selv solgt tusindvis af børnebøger, måske også til jeres forældre. Og selv har jeg skrevet tre bøger – måske skulle jeg også skrive en børnebog.

Dengang havde man ikke mobiltelefon eller computer. Man havde i begyndelsen heller ikke fjernsyn. Og da denne så kom, var det kun i sort/hvid.

 

En dejlig legeplads

Se jeg vil fortælle jer om, hvordan Nørrebro så ud fra 1928 – 1975. Se den film I skal se, foregår over i England. Der skete måske lidt andre ting på Nørrebro.

På Nørrebro var der en dejlig legeplads, som hed Ladegårdsåen. Den var godt nok ved at blive overdækket. Men der var nogle steder, hvor man endnu kunne bade og fange fisk. I gamle dage kaldte man stedet ”Ved Havet”. Her var en ”kontrolmand”, der skulle sørge for, at børnene ikke badede i åen.

Om vinteren kunne man løbe på skøjter her på åen. Og så kunne man fange salamander.

Ude i Peblingesøen var der et indhegnet sted, hvor man kunne soppe.

 

Danseskole i Ungdomshuset

På Jagtvej kunne man gå i danseskole. Her kunne man gå til bal om lørdagen, hvis man ellers var gammel nok. Og man kunne gå i teater. Ja det var i et hus, der ikke er der mere. Men i kan sikkert huske det. Det var, hvor Ungdomshuset lå. Her var også boksestævner og juletræsfest.

De unge der kom her til bal, havde noget underligt tøj på. De havde bl.a. vat i skuldrene. De dansede til noget underligt musik. I synes sikkert også at de dansede underligt.

Her var også noget, der hed Zigøjnerhallen. Her kom jeres oldeforældre måske for at se en spille violin, der hed Wandy. Og så var der en, der hed Børge som spillede på klaver. Han skaftide senere navn og kom til hed Victor. Og de voksne blev så fjollede, at de dansede på bordene.

Og jeres oldeforældre har sikkert også kendt en der hed Holger Fællessanger. Det hed han, fordi alle skulle synge lige som han.

 

Da der kom flyvemaskiner på himlen

En morgen meget tidlig kom der masser af flyvemaskiner over Nørrebro. Det var tyskerne, der besatte Danmark. De var her i fem år. De sagde, at hvis danskerne ikke ville gøre som de sagde, ville de bombe København.

Det var nogen, der ikke ville finde sig i det. Det var sabotører og modstandsfolk- De sprang de fabrikker i luften som hjalp tyskerne med at fremstille våben og ting til u – både.

Dem var tyskerne så efter, og mange af dem blev også skudt. Et stort varehus på Nørrebro, der hed Bulldog blev brændt ned af beboere på Nørrebro. Det var ved at blive farligt for branden bredte sig. Og hvorfor gjorde man så det? Jo, man mente, at ham, der ejede varehuset, var alt for tyskervenlig.

 

Skolerne blev besat

På et tidspunkt var der mange der strejkede og sporvognene kørte ikke. Der var rigtig ballade på Nørrebro. Så skød tyskerne med kanoner ned gennem gaden. Og der kørte biler rundt med dansker, der hjalp tyskerne og skød efter folk på fortovet.

Efterhånden tog tyskerne alle skoler på Nørrebro. Men derfor fik eleverne ikke bare fri. De blev så undervist i kirker og andre steder.

Grunden til dette var, at der kom masser af flygtninge til Nørrebro. Det var kvinder, børn og ældre mennesker. Men forældrene sagde til børnene, at de ikke måtte snakke med dem, selv om de syntes at det var spændende.

Og så var der nogle børn, der spurgte om de skulle købe wienerbrød til dem. De fik pengene af flygtningene. Men de så aldrig wienerbrødet, for børnene spiste det selv.

 

Da man kom på koloni

Børnene på Nørrebro kom på koloni i Jylland. De blev sammen med en masse andre sat på et tog. Om halsen havde de så et skilt, hvor der stod, hvad de hede, og hvor de skulle hen.

I 14 dage var man så ude på landet, og fik noget sundt at spise. Det gjorde man nemlig ikke altid dengang på Nørrebro. Husene var ikke så sunde. Man kunne ikke en gang åbne vinduet så stødte de mod muren på nabohuset.

 

Knægten skulle ned med natpotten

Kun hver tredje lejlighed havde bad. Og kun halvdelen havde toilet. Ikke engang ude på gangen var der toilet. Man skulle helt ned i gården. Der var der skure med toiletter. Og det var ulækkert. Her var masser af rotter. Når man så nærmede sig, skulle man huske at banke med sine træsko, så de kunne forsvinde.

Hvis man nu skulle lave noget om natten, så var det ikke sjovt at skulle gå fra femtesal ned af bagtrappen og så ud i gården. Det var næsten heller ingen lys. Så indførte man natpotte. Og om morgenen skulle den ældste knægt så bære det ned, og hælde det ud i toilettet ude i skuret i gården. Det var ikke noget, der gav mange point hos de andre knægte i gården.

 

Den mindste skulle sidst i bad

Man klarede det med bad ude i køkkenet hver lørdag. Over kakkelovnen stod kedlen og snurrede. Og så fyldte man vand i en zinkballe. Dengang var der mange børn i en familie. Og det var altid den mindste, der kom sidst i badet. Og ved I hvorfor? Han kunne risikere at tisse i vandet.

Så gik mor ellers i gang med en tættekam.

 

Når lusemor kom

Man sagde at børn fra Nørrebro lugtede af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Det var måske fordi mange var fattige dengang på Nørrebro.

Mange lejligheder var rene loppereder. Det var fugtigt og børnene følte at det kriblede og krablede over det hele. Opdagede man disse lopper, så gulve og paneler vaskes i noget der hedder salmiakspiritus. Og møblerne skulle skoldes.

I skolerne fik man besøg af en, der hed Lusemor. Det var en sygeplejerske og hende frygtede børnene. Fordi når hun opdagede de der små væsner, så skulle børnene gennem en ikke særlig behagelig behandling.

At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene.

 

Åh skræk – til tandlæge

Man skulle også til skolelæge dengang. Og når han opdagede, at man havde fnat, som var ret udbredt dengang, måtte man en tur på hospitalet. Så blev man smurt ind i en ulækker fed substans. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand.

To gange om året skulle man til tandlæge. Og det var ikke særlig rart. Man blev ikke bedøvet så meget som i dag. Og tandlæger dengang var ikke særlig rare over for børn.

 

I skolen skulle man lære alt udenad

I skolen skulle man lære alt udenad. Hver gang, der ringede ind til timerne, skulle man stille sig i to rækker. Man måtte ikke tale med sidemanden. Så skulle man gå rolig op til klasseværelset. Derefter skulle man stille sig rolig bag ved pulten/bordet og væres stille indtil læreren kom. Og se dengang kom lærerne aldrig for sent.

Man fik ofte lussinger og slag med spanskrøret. Men se egentlig blev dette forbudt allerede i 1951, men det glemte man bare at fortælle lærerne.

 

Jul og nytår dengang

Det var ikke alle der havde råd til at spise flæskesteg på Nørrebro til jul dengang. Nogle blev sendt ud efter en and ude i søerne eller også blev det til haresteg.

Så var det mere gang i den på Blågårds Plads til nytår. Man havde samlet alle kvarterets juletræer og dem antændte man. Snart kunne man høre sirenerne fra Fælledvej, hvor brandstationen lå. Og så skete det, at brandfolkene også sprøjtede på dem, der kiggede på bålet.

 

Dengang plankede man den

Man havde forskellige bolde, man legede med i gårdene. Men hvis den røg over til nabogården, var den sikkert fortabt. For normalt var man fjender med nabogården. I gården blev der leget smugler, tolder, røver og soldater. Man legede også tysker og sabotør. De fleste ville hellere være det sidste.

Dengang plankede man det. Det vil sige man klatrede over til alle de andre baggårde. Og så gjaldt det om ikke at blive taget af viceværterne, som for det meste var fjender. Og så skulle man sige ”De” til ham. Og så var det mode dengang at rapse. Det vil sige stjæle. Og det var særlig hos grønthandleren i Stefansgade. Dengang blev man også meget populær hvis man gik på æblerov over i villakvarterne over hos de rige på Frederiksberg.

 

Teater i Nørrebroparken

I Hans Tavsens park var der skøjtebane. Og i Nørrebroparken var der teater. Da kunne man se Robin Hood og her var Tivoli. Så var der også en, der hed Tribini. Han sagde altid:

 

• Mine herskaber, grevskaber, klædeskabe, rullemænd, nullermænd og tullemænd.

 

Så var det ”verdens Stærkeste mand”, der hed Abdullah. En bil kunne køre over brystet på ham.

 

I biografen råbte man Buuuh

Der var masser af legetøjsbutikker på Nørrebro dengang. men de fleste måtte nøjes med at drømme om det. Figurer med cowboys, bondegårdsdyr, indianere og dyr fra zoo koster 1,25 kr.

Man kunne få gratis klistermærker i havregrød, så det spiste man meget af dengang. En speciel dille ramte Nørrebro i 1958. det var Hulla – Hop ringe.

Og så gik man i biografen for at se sine cowboy-helte. Der var mange. Og når man sad på cowboy-rækkerne som var de tre første rækker, skulle man altid råbe Buuuuuh, når helten kyssede en smuk pige.

Så var det Zorro. Og så forsvandt alle tøjsnore i et stort område på Nørrebro. For alle drenge skulle imponere pigerne med piske lige som Zorro.

 

Masser af gadekampe

Fra gammel tid har det været gevaldige gadekampe på Nørrebro mellem forskellige gader. Blandt de mest blodige var Ryerne fra Ryesgade og Rakkerne fra arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvej/Tagensvej. Ja så var det også Rabarberne fra Rabarberkvarteret. De gik over og tæskede de blege over på Frederiksberg.

Man havde bestemte afstraffelsesmetoder, når man fik fat i en enkelt knægt. De kunne få buksevand, Binding på tørrestativ eller en almindelig røvfuld.

Men se, der var noget der hed Rock*n Roll. Og da en film, der hed Rock arround the Clock havde præmiere i 1956, så var det ballade med politiet.

Knægtene dengang havde en sjov sport. Det gik ud på med en snebold at skyde efter nogle gammeldags lamper, der hed glødelamper. Når snebolden ramte, skete der en mindre eksplosion. Det var vældigt sjovt.

Den slags lamper har man ikke mere. De sidste fortsatte i 1963.

 

Da transistorradioen kom

Og så kom noget helt nyt. En transistorradio. Det var en radio, man kunne tage med sig, når man ville høre musik. Det var helt fantastisk. Rulleskøjterne. Der blev lavet kapløb, og man kunne spille en slags hockey med almindelige kæppe og så en bold.

Man kunne få små hæfter med cowboyhelte, det var med Dawy Crocket , kaptajn Mickey og mange andre. Der kom store børnebøger, der hed Mit Skattekammer med masser af historier.

 

Piratradio

Hver dag, når vi kom hjem fra skole, skulle vi høre et program, der hed ”Efter Skoletid”. Her var det ofte musik, som ens far og mor ikke kunne lide. Og så lærte man at bygge forskellige spændende ting som lysanlæg, forstærker og piratsender. Jo man kunne bygge sin egen radiostation. Det var der også andre, der havde gjort. Ude i Øresund lå et skib, der sendte meget godt musik. Den radiostation hed Radio Merkur.

Og så kunne man lege med biler, der hed Tekno. De blev lavet ude i Nordvest. Der kom også nogle mindre biler. De hed Matchbox.

 

Man narrede politiet

Det blev dyrt at bo på Nørrebro og andre steder. Det fik unge mennesker til at besætte en masse forladte bygninger. Og det blev med ballade med politiet.

På et sted der hedder Allotria havde man lavet en tunnel under vejen over til et værksted. I kan tro, at håndværkeren der fik et chok, da alle de unge kom vandrende op af et hul. Og lige så stort et chok fik politiet, da de opdagede, at der slet ingen var inde på Allotria.

 

Anderledes musik

På Jagtvej var der en kæmpe biograf med 1.000 stole. Men de var alt for hårde at sidde i, så de blev skiftet ud med 650 bløde stole.  I fjernsynet kom en der hed Jørgen Clewin. Ham var børnene helt vilde med.

De unge lavede en slags protest med noget gadeteater, som de kaldte Solvognen. De kom også til Nørrebro.

I biografen så man nogle film, der hed Grease og Satyrday Night Fewer. Man gik på diskotek med blinkende lygter. Og jeres forældre kender sikkert nogen der hedder Sweet, Slade og T – Rex.

Og nu skal I have lov til at se en spændende film.

 

• dengang.dk indeholder 1.646 artikler herunder 292 artikler fra Nørrebro bl.a. følgende:
• En Nørrebro-drengs oplevelser
• Mælkedreng på Nørrebro
• Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
• Et barn på Nørrebro
• Nørrebro – børn
• En mælkedreng fra Enigheden
• En gadedreng fra Lundtoftegade

 

Papirfabrik, Senneps-, Tændstik-, og Motorfabrik

I denne artikel besøger vi Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik, Bänckes Senneps – og Eddikefabrik, De Forenede Papirfabrikker, Schiønning & Arvé, Brødrene Hentze, Motorfabrikken Dan og Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik. I 1912 producerede Motorfabrikken Dan 10.000 motorer på licens i fire lande. Bäncke lå 60 år på Jagtvejen. Glødefri og Hellerup Tændstikfabrik producerede 95.000 æsker tændstikker hver dag. ØK overtog aktiemajoriteten i Schiønning og Arvé, Unge mennesker blev mødt med tåregas. Efter 46 år stoppede De Forenede Papirfabrikker på Nørrebro. Men længe inden de startede var der papirfabrikker på Nørrebro.

 

De Forenede Papirfabrikker

Ja stedet endte med at hedde ”De Forenede Papirfabrikker”. Men det har også heddet ”Dansk Bølgepap Industri” og Colon. Ja og så hed det hvis også Scandinavia på et tidspunkt. Nogle af bygningerne kan også ses endnu. De er bygget om til ungdomsboliger. Men vi skal også kigge på pladsen, hvor Mjølnerparken ligger i dag og Tagensvej 135.

 

Virksomheden oprettet i 1933

De Forenede Papirfabrikker startede i 1889. Men så længe har fabrikken her ikke været i familie med de store. Men Nørrebro Papirfabrik blev oprettet allerede i 1873 og blev en del af sammenslutningen. Driften ophørte og maskineriet blev bortsolgt i 1933. Men samtidig startede Københavns Papir – & kartonfabrik. Dette blev så solgt i 1949. Men denne fabrik var grundstammen i De Forenede Papirfabrikker, der blev etableret i 1933 i et større industrikvarter her ved Tagensvej.

Københavns Papir – og Kartonfabrik hed i daglig tale Kartonfabrikken, og det var også dækkende for produktionen. Fabrikken producerede karton, pap og gråt kardus, især til emballageindustrien. Råstoffet var i vid udstrækning gammelt papir.

Kartonfabrikken startede med en kartonmaskine i 1933 og fabrikken udvidede dramatisk med kartonmaskine nr. 2 i 1956. Kartonmaskine nr. 1 var en kombineret ”langwire og rundwiremaskine”, mens maskine nr. 2 var en ”rundwiremaskine”.

 

En stor dansk koncern

I 1937 var den samlede produktion på omkring 70.000 tons. Der var dengang ansat 1.800 arbejdere og 250 funktionærer i koncernen.

”De Forenede Papirfabrikker” var en stor dansk koncern. Den var skabt ved en sammenslutning af diverse papirmøller og papirfabrikker. Ja virksomheden havde nærmest i sin levetid monopollignende status i Danmark.

Efter sammenslutningen skete der en centralisering og en koordinering af produktionen. Nørrebro papirfabrik producerede de grove papirkvaliteter. Også Frederiksberg papirfabrik blev erhvervet til koncernen.

Der skete hele tiden nye rationaliseringer og opkøb. Men dette kunne ikke forhindre at virksomheden kom i en krise, der blev åbenbar i 1970’erne.

 

Efter 46 år stoppede man på Nørrebro

Koncernens modtræk var decentralisering af virksomheden. Det var et kulturchok for den gamle hæderkronede virksomhed, der var vant til en ganske anden stram og centralistisk virksomhedskultur. Den nye struktur skabte dynamik men også forvirring. Det var ikke nok til at skabe stabilitet og fremgang for koncernen.

Men da De Danske Sukkerfabrikker i 1979 købte aktiemajoriteten i De Forenede Papirfabrikker blev der tilsyneladende skabt ro om fremtiden. Økonomien blev genoprettet. Der blev satset på genbrugspapir, et afsværtningsanlæg blev opført og De Danske Papirfabrikker blev atter attraktiv. Men det betød farvel til den store papirfabrik på Nørrebro.

Kartonfabrikken stoppede den 31. juli 1979 – efter 46 år sluttede denne københavnske industrihistorie. Med lukningen havde DFP ikke længere produktionsanlæg i København.

 

Schiønning og Arvé

Ja denne virksomhed havde egentlig et temmelig langt navn:

• A/S De Forenede Gummi og Luftringe Fabrikker Schiønning & Arvé

Det var en dansk gummifabrik, der lå i Heimdalsgade 45 – 47. Tænk engang, fabrikken eksisterede som selvstændig virksomhed 1896 – 1983.

 

Unge mødt med tåregas

De fleste kan sikkert huske virksomheden i forbindelse med BZ-bevægelsen. Den blev besat den 24. oktober 1981 og var kampplads for konfrontationer mellem BZ’ere og politi, der for første gang anvendte tåregas.

Det vil sige, at det var først to dage efter, at politiet mødte talstærkt op. Over megafon meddelte man, at virksomheden ville blive stormet og alle ville blive anholdt. Kort efter brugte man tåregas. Det gik panik i folk. Man kunne ikke lige komme ud. Der manglede stiger. Og for dem, der lykkedes at komme ud, ja så stod politiet parat med stavene og huggede løs.

98 blev anholdt. Ingen blev varetægtsfængslet eller retsforfulgt for lovovertrædelser.

Tåregas kan være farligt. En pige, der deltog hostede blod op i månedsvis. Det var en syrlig lugt og svider med det samme i øjnene. Det er om at komme væk for at få luft.

 

ØK overtog aktiemajoriteten

Fabrikken havde allerede i 1924 fremstillet ballondæk ud fra corslærred. I 1928 var man nået op på at kunne fremstille ringe med meget lavt tryk selv for svære vogne. I 1934 kunne luftringe klare vogne med akseltryk over 10 tons.

Det var en sensation, da man i løbet af 1920’erne fik pålidelige luftringe til bilerne, som førhen havde kørt på tunge, massive gummihjul.

Fabrikken blev udvidet i 1932.

ØK overtog i 1914 aktiemajoriteten i Schiønning & Arve for selv at kunne oparbejde en del af den fra Østen hjemførte rågummi og udvidede året efter aktiekapitalen til 2 ½ millioner kr.

I 1981 ophørte produktionen i Heimdalsgade. To år senere blev virksomheden opkøbt af Codan Gummi A/S. Dette firma udvidede nok engang og blev til Codan Tech.

Fabrikken i Heimdalsgade blev revet ned for at give plads til AAB’s 250 lejligheder. De stod indflytningsklare i september 1984.

 

Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik

I maj 1901 startede Edward Hans Jørgensen en tændstikfabrik i Heimdalsgade 37 – 39. han fandt på det geniale navn glødefri. 40.000 – 50.000 æsker pr. dag blev det produceret.

 

Imprægnerede tændstikker

Det var den første fabrik herhjemme som blev anlagt udelukkende for produktion af Glødefri – altså imprægnerede tændstikker. Den kaldte sig Aktietændstikfabrikken Glødefri.

Glansperioden var da man lancerede mærket Niels Ebbesen, Sort Sats og Glødefri, Rød Sats.

I 1906 blev virksomheden anklaget af Gosch for at kopiere deres produkter. Dette kostede lige 500 kr.

Samme år nedlagde kvinderne arbejdet på fabrikken. Dette blev også dyrt for virksomheden.

 

Hellerup Tændstikfabrik fusionerer med Glødefri

Vi skal også lige hilse på en senere samarbejdspartner, nemlig Hellerup Tændstikfabrik. Fabrikken var grundlagt i 1904. Allerede i 1912 havde man 50 mand ansat.

Både tændstikker og tændstikæsker bliver lavet af træ. Og til dette brug har man hos denne virksomhed alene brug for 10.000 store træstammer hvert år. De blev fragtet med skib fra Rusland til Tuborg havn.

Æskerne havde et kendt logo med Christian den Tiende, der signaliserede, at der var tale om et dansk produkt. Derfor sikrede dette et godt salg i Nordslesvig.

Efter krigen fik man endnu flere maskiner og kunne udvide produktionen.

Og så i december 1921 gik Hellerup Tændstikfabrik sammen med Glødefri på Nørrebro. Alt foregik nu på Heimdalsvej. Maskinerne blev alle flyttet fra Hellerup til Nørrebro. Man sænkede løbende priserne for at klare sig i konkurrencen.

 

Fabrikken på Nørrebro blev bibeholdt

Tændstikfabrikkernes Salgscentral blev oprettet. Det blev oprettet som en underafdeling af Handelsselskabet Hafnia. Det var kun gennem disse, at Hellerup & Glødefri solgte deres produkter.

Egentlig var det svenskerne, der ejede virksomheden. Efter nogle års forhandlinger blev det slået sammen med Gosch. Men man valgte dog at bibeholde fabrikken på Nørrebro.

I 1938 udskiftede man portrættet af kronprins Christian til portrættet af Kong Christian den Tiende.

Den 20. november 1944 blev virksomheden offer for schallburgtage. Men fabrikken blev dog genopført. Den 22. november 1945 kunne grundstenen til en ny fabrik lægges.

Selv om mange kvinder i mellemtiden havde fået job andre steder kunne fabrikken genåbnes.

 

Dagligt 95.000 æsker dagligt

I 1950 nåede produktionen til næsten 95.000 æsker dagligt. I 1955 begyndte Monopoltilsynet at interessere sig for ejerforholdene. Datidens medier interesserede også for det og i især i 1957 og 1958 var disse tændstikfabrikker ofte i mediernes søgelys.

Og den eksisterede helt til 1960. Da besluttede man at samle det hele på Islands brygge. Man lukkede Tændstikfabrikken på Heimdalsvej.

 

Bänckes Senneps – og Eddikefabrik

Fabrikken blev grundlagt i Kiel i 1830. Den blev overflyttet til København i 1858 af Wilhelm Bäncke, der ledede virksomheden til sin død i 1907. Firmaet blev videreført af hans to sønner, Emil og Albert.

Den første sennepsfabrik i København blev etableret i Sølvgade 6 i 1858. Og så fik man patent på at bruge sennepspulver. Nu kunne det blødes op på 15 minutter i stedet for tidligere 24 timer.

 

Fra 1919 etablerer man sig på Nørrebro

I 1869 opnår man sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Altona. Og i 1884 indvier man et eddikebryggeri på Kathrineberg. I 1917 får man solgt assuranceafdelingen fra så man nu kun koncentrere sig om fødevarer.

Fra 1919 etablerer firmaet sig på Jagtvej 113 – 115. I 60 år drev familien under ledelse af Emil Bäncke en fabrik her på stedet. Efterhånden omfattede produktionen også tomatpuré, ketchup, syltede agurker, asier m.m.

Det var først i 1929 at Emil Bäncke fik opført den flotte ejendom, Jagtvej 113. Han flyttede selv ind i den men fik ikke meget glæde af den. Han døde et par år efter af hjertelammelse.

 

Slutter først på Nørrebro i 1979

Afdelingen her bliver moderselskabet. Den blev moderniseret i løbet af 1940’erne. Ved 100-års jubilæet i 1958 beskæftigede man 100 medarbejdere. Senere opkøbte man forskellige mindre fødevare-virksomheder.

I 1931 blev firmaet omdannet til et familie – og aktieselskab. I 1958 byggede man en fabrik i Ballerup. Men produktionen på Nørrebro fortsætter til 1979

I 1932 lancerede man det kendte slogan ”Intet bord uden Bäncke”.

I 1982 blev virksomheden en del af De Danske Spritfabrikker og i 1989 en del af Danisco A/S. Men i 2005 blev det overtaget sf den norske koncern Orkla. Bäncke blev så lagt sammen med Beauvais Foods A/S til Orkla Foods Denmark.

Det var her Ægirs Apotek lå i mange år. Ja nogle kan sikkert også huske Nørrebros Byggecenter.

 

Brødrene Hentze

I Bragesgade 8 lå Brødrene Hentze’ s Skruebolte & Møtrikfabrik. Den blev grundlagt i 1881. Den 1. januar 1936 blev den overtaget af Københavns Bolte – og Møtrikfabrik. På fabrikken var der beskæftiget 200 – 250 ansatte.

Virksomheden eksisterede frem til omkring 1950.

 

Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik

Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik blev grundlagt i år 1900. Ja hvis man bare skal oversætte det, så betyder det, dansk – engelsk kiksefabrik, men det andet lyder jo bedre. Her blev der fremstillet småkager og meget mere til den helt store guldmedalje.

Fra 1912 havde virksomheden til huse i Heimdalsgade 35 – 37.

Man kan stadig se de flotte bygninger i nationalromantisk stil tegnet af arkitekten Olaf Petri.

Fabrikken, der hovedsagelig beskæftigede kvinder lukkede i 1978.

Gamle kagedåser med firmaets navn er stadig meget eftertragtet. De dukker nu og da op på loppemarkeder.

 

Motorfabrikken Dan

Peter Jørgensen fik sit næringsbrev den 1. februar 1887 som smedemester. Han havde længe gået med tanken om at bygge en motor, der var billigere og mere driftssikker end de hidtil brugte dampmaskiner. Den eneste forbrændingsmotor, der var fremme på det tidspunkt, var motorer bygget hos B&W. Den var god men også dyr.

 

Petroleumsmaskiner

I 1894 konstruerede P. Jørgensen sin første petroleumsmotor med glødehoved. Det var en 4 takts på 2HK. Den skulle kun bruge blæselampe under start. Under drift holdt den selv flødehovedet varmt. Denne motor kan i dag opleves på Teknisk Museum i Helsingør.

Det blev fiskeriet, der aftog de fleste motorer. Allerede i 1895 leverede Jørgensen 14 motorer til fiskerne. Disse var dog ikke til fremdrift af bådene. De blev brugt til at trække spil for indhaling af fiskeredskaber. Dette havde hidtil foregået med håndkraft.

En del både havde dog fået installeret dampspil på dækket, men de var ustabile. De krævede også en mand til at passe kedlen. Fra 1895 – 1905 fik petroleumsmotoren udkonkurreret dampspillene.

Peter Jørgensen døde allerede som 49 – årig grundet sygdom i 1909. Da havde petroleumsmotoren allerede vundet tre guldmedaljer ved verdensudstillinger. Firmaet i Bragesgade 10 blev overtaget af hans bror, Chr. Emil Jørgensen.

 

I 1912 laver man i alt 10.000 motorer

Den 5. juli 1910 blev firmaet omdannet til Aktieselskabet P. Jørgensens Dan Motorfabrikker. Aktiekapitalen var på 300.000 kr. Fabrikken kørte på højtryk. I 1912 havde man en årsproduktion på 400 motorer og en stab på 150 ansatte.

Alle bygninger i Bragesgade var fyldt op. På dette tidspunkt havde Dan leveret 3.100 motorer. Man antog at med licensfremstillingen i 4 lande var der i 1912 bygget 10.000 motorer. I sommeren 1912 udvidede man produktionen af motorer over 50 HK. Derfor opkøbte man en fabrik på Finsensvej.

Allerede fra 1900 havde man eget jern – og metalstøberi i Glostrup. I årene op til Første verdenskrig steg produktionen voldsomt. Man leverede også motorer til landbrug og industri.

 

En tak til fabrikken

I Norge blev fabrikken etableret af den fjerde lærling, som P. Jørgensen havde udlært, Isidor Nielsen. De leverede en motor til Roald Amunsens skib Gjøa, der i tre år udforskede Polarområderne. Efter hjemkomsten sendte Roald Amunsen et takkebrev til fabrikken.

I 1915 trak Chr. Emil Jørgensen sig ud af fabrikken i Bragesgade og fortsatte sin egen virksomhed Nordan maskinfabrikker. I 1918 blev Motorfabrikken Dan reorganiseret.

I oktober 1953 flyttede fabrikken til Smedeholm i Herlev. I 1958 blev produktionen flyttet til Esbjerg Havn. Og i 1975 flyttede man uden for Esbjerg til Kvaglund.

 

• Denne artikel er en del af Projekt ”Industri på Nørrebro”

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.646 artikler:

 

• Under ”Industri på Nørrebro” finder du 58 artikler

 

• Under ”Historier fra Nørrebro” finder du 291 artikler

 

• Under ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” – Nørrebro Handelsforenings Historie finder du 28 artikler.