Artikler
Februar 15, 2021
Fra Klampenborg til Frederiksdal (b)
Her er anden del af vores cykelberetning op til Nordkysten. Og det er en ny-redigering af en artikel fra 2012. Vi besøger kroerne Holland, senere Postgården og Store kro. Ja og så var det mølleren, der måtte flygte ud af landet. Han snød med metallet. Ved Lyngby Mølle var der våbenfabrikation. Tietgen købte en kirke, og tvebakker blev den store eksport – artikel. En fuld bondekone var skyld i en omfattende brand. Og var Holberg ved Vangede Kilde? Så besøger vi Svanborg, Minelyst og forskellige batterier og meget mere.
På vej til Nordkysten
Dette er anden del af vores historiske cykeltur til Nordkysten. På vores tur nordpå, passerer vi mange historiske steder. Det er disse steder, vi vil besøge. Vi tog flere gange af sted i løbet af en 14 – dages ferie. Det blev til forskellige smutveje.
Så meget at kigge på
Og det sværeste er vel at finde en rigtig overskrift, så man får det hele med. Men det er nok nærmest umuligt, for det er så meget historisk at kigge på.
Vitus Bering
En stor del af området omkring Klampenborg blev i 1666 overdraget til historikeren og digteren Vitus Bering af kongen. Her opførte han et landsted, Christians Holm. Ved Berings død i 1675 gik det tilbage til kronen.
I 1746 fik Just Fabritius det hele overdraget af kongen. Fabritius tjente store penge på handel med Kina og Indien. En ny bygning blev rejst på stedet.
Christiansholms engelske villakvarter
Grev Danneskiold – Samsøe købte landstedet i 1863, og i 1900 blev ejendommen overtaget af et selskab, der hed A/S Christiansholm. Bag dette stod baron Lerche og Gustav Adolph Clauson – Kaas. De påbegyndte udstykning af grunden.
Her blev Christiansholms engelske villakvarter etableret. Ja og navnet gik videre i Christiansholms Batteri og Christiansholmsvej.
Hovedbygningen blev købt af Grev Carl Moltke i 1914.
Det omgivende moseareal blev overtaget af Gentofte Kommune.
Christiansholms batteri
Christiansholms Batteri kigger vi lige lidt på. Det er opført fra 1887 – 1892. Det er hovedværket i det såkaldte Christiansholms linje. På hver side af fortet er der placeret to batterier. Linjen er ca. 700 meter lang. Den østlige del står i forbindelse med Hvidøvre Batteri.
Fortet er i to etager. Her kunne der også indkvarteres soldater. To hånddrevne maskingeværer var dengang opstillet her. Og 4 stk. 15 mm kanoner havde en rækkevidde på ca. 6 kilometer. Og egentlig kaldes disse kanoner for kvindekanoner. Det var 20.000 patriotiske kvinder, der havde indsamlet midlerne til disse og foræret kongen.
Og tænk det hele blev nedlagt i 1920.
Ordrup Krat Batteri
Og når vi nu er ved Københavns Befæstning. Ja så besøgte vi også Ordrup Krat Batteri. Det blev opført i 1887 – 1888. Ja dele af dette ligger på Galopbanens område. Her var det så, at Vestre Ordrup Krat skulle oversvømmes, hvis undertegnede forstod det rigtigt. Og det kunne ske ved hjælp af skud.
Bygningerne er gravet ned i bagskråningen af de eksisterende bakker. Batterier var hver udstyret med 4 hurtigskydende kanoner.
Gentofte Batteri
Vi besøgte også Gentofte Batteri. Den ligger ca. 100 meter øst for Gentofte Sø. Der er vel cirka 2 – 300 meter hen til broen over den såkaldte Fæstningskanal.
Batteriets opgave var at forhindre en fjendtlig overgang over fæstningskanalen. Man skulle også forhindre en fjendtlig overtagelse af broen.
Et såkaldt åbent jordanlæg blev etableret. Det var ca. 90 meter langt med plads til fire stålkanoner. Tidligere var her nedgravet et krudtmagasin i beton i højre del af batteriet.
Her var et 2 meter højt og ca. 10 meter tykt brystværn med bagved liggende kanonbænk.
Efter nedlæggelsen blev batteriet udstykket. Man overvejede dog, at såfremt det var nødvendig i Første Verdenskrig, så skulle de to villaer i nærheden bortspringes i tilfælde af, at fjenden nærmede sig. Jo, man kan godt se, hvor batteriet har ligget.
Vangede Batteri
Så kunne vi lige så godt aflægge Vangede Batteri et besøg. Herfra skulle man beskyde den sydvestlige kant og Gentofte Sø. Dette er at betegne som et lille fort. Det hedder hvis nok en Lynette. Her var to panser – forsvindingstårne.
Her var dog plads til fire belægningsrum, magasiner, køkken m.m. Mobiliserings – styrken dengang bestod af tre officerer, 13 underofficerer og 100 menige. Så hel lille havde fortet sikkert ikke været.
I de to åbne anneksbatterier var der plads til 9 – 10 stk. 12 cm kanoner med en rækkevidde på ca. 7 kilometer.
Sheriffen fra Vesterbro
Pludselig er vi i Dan Turrels Vangede. Længe før Sheriffen fra Vesterbro var her, boede der en masse adelsfolk i området. Hvorfor siger vi nu det om Dan Turrel? For mange år siden mødte min kone, der kendte Dan meget godt, på Hovedbanegården.
Ja sådan spurgte den ældste, Thomas, Dan Turrel.
Store dele tilhørte Bispestolen
Det var en sidebemærkning, men vi skal tilbage til Vangede. Store dele af området tilfaldt på et tidspunkt Bispestolen. Men kort før reformationen kunne kongen give Biskop Lage Urne pant i en gård i Vangede (1524).
Vangede kunne aldrig helt bryste sig med at være krongods. Det var herude, at Universitetsgården lå. Den fik navnet Holmegården, og blev først afhændet i 1848.
Vartov Hospital ejede på et tidspunkt fire gårde på stedet. Antagelig er de blevet skænket hospitalet af kongen.
Svenskerne skyld i meget
Svenskerne var skyld i, at Vangede blev lagt helt øde. Først i 1660 kom bønderne tilbage til deres gamle bopladser. De begyndte at bygget sig hytter til at bo i. Før svenskernes ødelæggelse var der 13 gårde og 10 huse.
I byen var det i det 17. og 18. århundrede en kro, der var blevet nedlagt i Christian den Sjettes tid.
Men i 1750 fik en forhenværende husar, en hvervet ungarer, der giftede sig med en skipperdatter fra Lolland atter lov til at holde kro i Vangede.
Stolpegården
Efter udskiftningen kom gårdene til at ligge ved landevejen, der gik fra Vangede By til Søborghus. Nord for byen lå Stolpegaarden, der fra 1875 blev indrettet som fattiggård for Gentofte, Lyngby, Søllerød, Herlev og Gladsakse Kommuner.
Her lå også Bakkegårdene, Holmegård, Brogård, Ørnegården og Vintappergården.
Og sidstnævnte hed egentlig Nørregård. Men den har nu også heddet Marieberg. Men vinhandler og stadskaptajn i Helsingør, Thomas Baildorn fik ændret på dette.
Vangede Kilde
Lige nord herfor lå en lokalitet som i ældre tid, trak mange mennesker til, særlig St. Hans aften og aftenen før Vor Frue (2. juli). Ja folket valfartede hertil. Det var ikke ualmindeligt, at der i kildeblokken fandtes 100 Rigsdaler. eller mere.
Rygtet gik, om mirakuløs helbredelse af syge og vanføre. Og det er ganske vist. Således skrev læge Torkel Baden i 1774 i sin omtale af Vangede Kilde:
Havde Holberg været her?
Mange nåede slet ikke at smage vandet, kun den medbragte spiritus ved de festlige anliggender.
Så kan man diskutere om det var denne kilde, som Holberg nævner i Kilderejsen. Da Kirsten Pils Kilde blev fundet, tog det meget af tilstrømningen til Vangede Kilde, men tilstrømningen hørte først helt op i anden halvdel af det 19. århundrede.
Dengang blev kilden indrammet, og bønderne holdt øje med at kilde – gæsterne ikke betrådte arealer, hvor de ikke måtte færdes. I 1909 rejstes også en sten til minde om 200 året for kilden.
Masser af gravhøje
I egnen omkring Gentofte og Vangede ligger en del historiske gravhøje. Det vil sige mange er i tidens løb blevet sløjfet. Omkring 1809 fandtes en grusgrav et bronzekar og smykker af guld og sølv.
Sydøst for Gentofte by stødte i 1855 på skeletter samt bronze – og jernsager.
Stednavne omkring Ordrup hed dengang Oredrev, Ored Vang. Endnu i 1507 havde bispestolen gods i Ordrup. Kongen har sikret erhvervet sig hele byen, for at få hovbønder til Hvidøre. Sandsynligvis blev flere af gårdene nedlagt i det 16. århundrede og underlagt Kongens Gaard.
Byen blev pantsat
I 1659 blev Ordrup By pantsat til Batser Seckman, skriver på klædekammeret. Byen blev dog indløst allerede i 1664 af kongen. Byen led ikke videre skade af svenskerne.
Kro blev til lazaret
Byen blev udskiftet i 1764, som den første af de tre bernstorffske landsbyer. Gårdene blev erstattet af landsteder efterhånden som Bernstorffsvej blev anlagt.
Et gæstgiveri havde byen kendt til, før udskiftningen i 1764, men en egentlig kro, kendtes først fra 1768. Den var i samme slægts besiddelse gennem en lang årrække. Det var også her englænderne havde et lazaret i 1807.
Fornemme gæster fandt Ordrup
Allerede tidligt blev Ordrup by søgt af fornemme familier fra København. De lejede sig ind hos bønderne om sommeren. Men også ved vintertid tog de på kanetur i det smukke landskab.
Med de fornemme gæster, kom der også små lyststeder. Det ældste lyststed var nok Baronesse v. Pröcks. Den tilhørte den københavnske brygger, Hans Jespersen Block ved midten af det attende århundrede. Ja egentlig hed stedet Ordrupgaard, men dette navn slog aldrig rigtig an.
Minelyst og Svanborg
Ja så var det også Svaneborg, der i 1790erne blev ejet af Grev Magnus von Dernath. Ja egentlig tilhørte stedet, generalguvernøren i Vestindien, Peter Clausen.
En af de mest betydelige lyststeder var Minelyst. Dette sted havde sit højdepunkt omkring år 1800, hvor der rejste sig mange lyststeder i området.
Stedet tilhørte en overgang den berømte Alberti, som vi tidligere har skrevet om. En ny bygning blev rejst på stedet, og kom til at hedde Ordruplund.
En væddeløbsbane
Egnen nord for Ordrup var bevokset med småskov Ikke langt fra i mosedraget nord for krattet og delvis inde i Dyrehaven, anlagde Selskabet for den ædle Hesteavls Fremme en væddeløbsbane i årene 1907 – 1910.
Grundtvigsk højskole
Her mødtes kunstens og åndens mænd på Skovgaard. Jo sandelig, her kom Thorvaldsen, Eckersberg, Marstrand, Bindesbøl, Bissen, Sonne og mange flere.
Da Orla Lehmann i 1844 ægtede husets datter, ja så udvides de besøgende med datidens politiske personligheder.
Ja her blev også oprettet en Grundtvigsk Folkehøjskole.
Gyldendals indehaver Fr. V. Hegel købte i 1880 gården med et areal på 17 tdr. land.
Lyngby begynder at ligne en købstad
I 1760 skrev Erik Pontoppidan i sit Danske Atlas om Kongens Lyngby, at den ligesom Frederiksberg By begynder at ligne en af vore smaa Købstæder eller Flækker, dels ved Lystgaarde, dels ved Fabrikørers eller deslige Borger – Folkets Hus.
150 år senere var det med sine 1.500 indbyggere en lille købstad. Der var adskillige to – etagers huse, apotek, skole, postkontor, to store gæstgivergårde og flere fabrikker.
Det var dog især byggeriet omkring Kongevejen, som gav byen sit ualmindelige præg. Det var rester af den oprindelige landsby, der strakte sig nordøst for kirken over mod Lundtofte.
Dette stykke lå nogenlunde uberørt frem til 1900, da Lyngby – Vedbæk banen førtes over Smedebakken tværs gennem Bondebyen – som man kaldte denne bydel i modsætning til den nyere bebyggelse.
Flot udsigt fra Kirkebakken
Mange mente, at det nye byggeri gik ud over byens landlige skønhed. Endnu omkring år 1700 kaldte en fransk rejsende den, for en af de smukkeste landsbyer på Sjælland – som den ligger der på et højdedrag ved bredden af en stor sø.
Fra Kirkebakken var der dengang fri og vid udsigt mod mark og skov. Kun en enkelt gård kunne man kalde et lyststed, og den blev beboet af den hollandske gesandt.
Fabrikker oprettes
Længere tilbage i tiden var det kun kongens fæstebønder, der boede i landsbyen. I 1682 var der 19 gårde og jorde. Endvidere var der 6 landgildehuse og 9 holdshuse (huse, der var opført på en gårds grund) Og så var der hele 11 huse, der tilhørte kirken.
I modsætning til gårdene steg husenes antal meget i det attende århundrede. Oprettelse af fabrikker og manufaktur fik tilstrømningen til byen til at stige.
I 1802 opmåltes det 72 huspladser i Kongens Lyngby.
Fuld bondekone skyld i brand
I fortiden har byen ofte været hærget af ildebrande. Det var en katastrofe, når det skete. De stråtækte bindingsværks – huse lå tæt. Det var svært at begrænse ilden.
En ildebrand den 24. juli 1721 blev husket i meget lang tid. En af byens bønderkoner blev mistænkt for at have påsat ilden enten af ondt Forsæt eller af Skødesløshed.
Hun blev sat i Blåtårn og blev dømt ved Højesteret til Spindehuset for Livstid. Her sad hun i adskillige år, trods det, at hun flere gange søgte at komme hjem til hendes børn.
Den pågældende dag havde hun været fuld. Som skik var blandt bønderne, havde hun hentet ild i en træsko. Det kunne bevises i retten, at hun havde været i de huse, hvor ilden opstod.
Hele den midterste del omkring kirken var brændt. Det var ikke blot Fogedgården, men også en række andre bondegårde og femten af byens huse. Kongen gav tilladelse til, at der i hovedstaden og hele Københavns Amt blev samlet ind til de skadeslidte.
Livlig kramhandel
I Kongens Lyngby var der en livlig kramhandel. I 1722 begærede en mand, ved navn Petter Worm, privilegium på at handle med salte vare, samt smør, ost, humle, malt eddike tjære, tran, sæbe og andre ”specier” Jo, det var tydeligt, at han havde været Skibsskriver i flåden.
Men han fik ikke sit ønske opfyldt, da købmandskab med Kramvare på landet var forbudt efter loven. Senere kom man over denne hindring. Kroerne begyndte at sælge fra bod, og en række småhandlende bosatte sig i byerne. Foruden at handle med brød og høkervare, handlede de også med te, kaffe, sukker, sirup og de andre eftertragtede varer som Kompagniernes handelsskibe hjembragte fra Kina og Vestindien, samt isenkram og galanteri.
Ville oprette købmandshandel
Fra begyndelsen af 1760erne udstedte Kancelliet talrige bevillinger til små-handlen i Lyngby.
I 1842 tilbød den københavnske urtekræmmer Sally at etablere en fuldstændig købmandshandel i Lyngby, muligvis beregnet til byens fornemme sommer – gæster. Men Sogneforstander – skabet frabad sig æren af hensyn til Lyngby Hospitals Handelsprivilegium.
En skattet eksport – artikel
I øvrig havde Lyngby en eksport – artikel, som blev meget skattet inde i hovedstaden, de såkaldte Lyngby – Tvebakker.
Det første apotek
Den første læge i Lyngby var nordmand, og hed J.A. Münster. Han praktiserede fra 1798 indtil han blev Landfysikus i Drammen. Han havde stor andel i, at der blev oprettet et apotek i byen.
Det var vanskeligt at få medicin fra København, når portene var lukkede. Og nu var det også kommet et hospital i Lyngby og Søllerød. Münster mente, at de københavnske apotekere bare kunne åbne en filial i byen. Men det vakte ikke genklang.
Men en bevilling blev givet, og Seehausen blev den første apoteker i byen i 1806.
Søerne tilhørte kongen
Mølleåen gennemstrømmer den store Lyngby Sø. Med Bagsværd Sø står den i forbindelse ved kanalen gennem den smalle tange ved Nybro. Og med Furesøen ved den som fæstningskanal regulerende Mølleå.
I gamle dage tilhørte søerne kongen. Rørskæreriet i Lyngby Sø havde ikke den store betydning. Men det havde fiskeriet. I 1576 fik Jørgen Ibsen tilladelse til at fiske i søen med Tene (ruser), med ikke med vod, garn eller andre redskaber. Lensmændene havde ret til at fiske efter eget behov. Oprindelig skulle de selv afholde udgifterne derved. Men i 1629 fik lensmanden et beløb til vedligeholdelse af fiskeredskaberne.
Denne arv gik efter 1660 i arv til amtmændene men dog med nogle indskrænkninger. Siden fik ejerne af Lyngby Vandmølle begrænset ret til ålefiskeri.
Tietgen købte kirken
Fra gammel tid tilhørte Lyngby Kirke kongen. Da Rytterdistriktet blev oprettet, blev den lagt under Ryttergodset. Staten vedblev at være ejer indtil den blev sat på aktion den 6. februar 1868. Den store finansmand C.F. Tietgen købte kirken, men en gårdejer tiltrådte som ejer. Kort før sin død overlod Tietgen ejerskabet til Lyngby Kommune.
Brand i 1681
I maj 1681 nedbrændte præstegården sammen med flere bondegårde i nærheden. Også fem af kirkens huse blev flammernes bytte. Der var ikke nogen fast degn til kirken. Men på præstens jord omtales fra gammel tid en degnebolig.
I de første år af det 17. århundrede var der en pebling fra Vor Frue Skole i København, der hver søndag morgen tog til Lyngby for at synge for menigheden og forrette den øvrige degne – tjeneste.
Fredelig idyl
Indtil midten af det 17. århundrede lå Kongens Lyngby som en fredelig idyl. Stedet var endnu ikke opdaget af hovedstadens beboere. Der var ingen kroer, og det var en lukket kongevej. Denne var kun åben for de kongelige herskaber og folk, der var forsynet med kongelig pas. Bymarken var indhegnet med porte.
Tre energiske personer
Men i løbet af bare 50 år var der især tre mænd, der ændrede det fredelige Lyngby. De tre og deres arvinger købte og solgte, drev industri og indrettede krohuse.
Den første var Casper Herbach, kendt under navnet Kunst – Casper. Den anden var borgmester Anders Jacobsen, senere kendt under navnet Lindberg. Den tredje var diplomaten, Frederik Weiberg.
Guldmageren
Caspar Herbach blev kaldt til Danmark i 1643 af Christian den Fjerde. Han blev ansat som hofsnedker. Men han mestrede også mange andre ting. Han var mekanikus, møntmester, guldsmed – og guldmager. Under Frederik den Tredje beholdt han sin foretrukne stilling blandt Hoffets kunsthåndværkere.
Et mølleværk i Lyngby
Han fik en masse anerkendelse af kongen og en af dem var et Mølleværk i Lyngby i 1650. Ja, og Lyngby Mølle går ligesom de andre møller i området langt tilbage i tiden. Men denne mølle er næppe den, som betegnes som Molendinum Lughna, der tilhørte Roskilde Bispestol ca. 1370.
Lyngby Mølle var kongens ejendom var kongens ejendom inden reformationen. I det 16. og første halvdel af det 17. århundrede var det kun en grynmølle. Her fik de lokale bønder malet deres korn.
Våbenindustri
Lige over for den omtalte mølle oprettede tyskeren, Jacob Petz i 1640 en industri – mølle. Tyskeren mente, at man kunne fremstille bedre våben, end det man kunne få i udlandet. Hans planer blev støttet af regeringen. Og det han byggede, var en Smede – ,Bore – , Slibe – og Poleremølle.
Når man havde forsynet de danske soldater med våben, ville man begynde at eksportere.
Allerede i maj 1640 havde Jacob Petz ca. 300 musketter færdige. Da han overdrog anlægget til Kronen ydedes der en afståelsessum på 2.000 Slettedaler.
Også denne mølle fik Capar Herbach i 1650 skøde på.
Men ak, også dette ødelagde svenskerne. Indtil 1662 lå mølleværket i ruiner.
Flygtede ud af landet
Kort før sin død fik han dog møllerne i gang igen. Og sønnen, Frederik Herbach fortsatte mølle – eventyret. En valsemølle blev ligeledes etableret. Men sønnen bevægede sig på lovens kant. Der blev godt nok slået kongelig mønt, stampet klæde og malet korn, men det skete med en hensynsløshed, som gik ud over de andre mølleværker i området.
Men ikke nok med det. Det viste sig, at Herbach i forståelse med møntmester Krøger sparede på ædelmetallet i de møntstykker, han slog for kongen. Derved bedrog han Staten.
Sagen kom op i 1671. Statskollegiet indstillede ham til Embedsfortabelse og Pengestraf ”efter enhvers yderste Formue”. Møntmesteren fik lov til at blive i sit embede, men Herbach forsvandt skyndsomt ud af landet fra alle sine forpligtelser.
Den åndelige elite
Hans Heuser på Frederiksdal overtog kornmøllen, og indrettede det til Papirstampeværk. Senere blev Arne Jacobsen eneejer af Lyngby Mølle. Han blev i 1690 blevet udnævnt til viceborgmester i København. Han døde i 1717 som højesteretsassessor og Etatsråd.
Lyngby Mølle oplevede en omskiftelig tilværelse efter den tid.
I umiddelbar nærhed opstod Holmsteds Farveri og Preislers Lystgård. Og på sidstnævnte mødtes den åndelige elite, heriblandt den navnkundige Rahbek.
Byens to privilegerede kroer fik plads ved de to Kongeporte. Store Kro lå ved den nordlige port, og Holland ved den sydlige. Også dette forhold skyldes Caspar Herbach.
Udskænkning af øl
Da Casper Herbach var uden næring efter, at svenskerne havde ødelagt møllerne, søgte han tilladelse til udskænkning af øl i Lyngby.
Den 7. december 1661 fik han kongelig bevilling i sit hus i Lyngby:
Smugkro i Lyngby
Navnet Store Kro kom i øvrigt først i brug efter år 1700, da Casper Herbachs kro havde fået en konkurrent ved byens sydlige ende. Før den tid hed det bare Lyngby Kro.
Og dengang blev det opdaget, at der i Lyngby var smugkro. Ofte måtte ridefogeden tilkaldes for at få det uvæsen til at ophøre.
Store Kro bliver til gæstgiveri
Det var nok Grev Carl Ahlefeldt og hans investeringer i Store Kro, der kom til at betyde noget for udviklingen. Han opnåede også tilladelse til selv at brygge øl og brænde brændevin.
Der blev indrettet værelser, vognskur, staldrum og meget mere. Som tillæggende til Sorgenfri kom Store Kro i statens eje. Det vil sige den kom under Rentekammeret. Gæstgiveriet blev forpagtet ud i en periode på seks år, og sådan noget skete under auktion.
Råderetten bliver begrænset
Kromanden var forpligtet til at holde hyrde ved Kongeporten. I 1753 blev råderetten stærk beskåret. Det skyldtes en kongelig gave til naboen, Walter Titley. Nu kunne kromanden ikke mere sætte telte i skoven eller telte ned mod åen. Ved den lejlighed mistede kromanden to tredjedel af skoven.
Enkefyrstinden var utilfreds
På Sorgenfri var kongens moster anbragt. Det var Enkefyrstinden af Ostfriesland. Hun følte sig generet af kromandens kvæg. Hun turde heller ikke vandre i skoven af frygt for at bliver overfaldet af disse bæster. Derfor klagede hun til Rentekammeret.
Og så forbød Rentekammeret kromanden at holde svin og kreatur i skoven.
På et tidspunkt rådede Andreas Kiær over begge byens kroer. Og egentlig var det Enkefyrstinden, der skulle sørge for Store Kros istandsættelse, men i virkeligheden var staten, der måtte spæde til. Det gjaldt også i 1759, da der efter en brand måtte opføres ny stald og lade.
Fallit
Store Kro var ret anseelig. Hovedbygningen, der lå ud mod Kongevejen var på 12 fag. Den store have havde også fiskedam. Men ak, i 1763 gik Andreas Kiær fallit med begge kroer.
Efter en omskiftelig historie med brand i både 1874 og 1891, blev Store Kro nyopført.
Øl og brændevin
Den kongelige jagtskrædder, Jacob Gamb havde fået et bijob, og det var at holde opsyn med Kongevejen. Christian den Femte havde opført et hus til ham ved Kongeporten. Og en god indtægt var at sælge øl og brændevin til de rejsende.
Kroen ”Holland”
Og kroen Holland blev i 1761 fuldt udbygget med syv større og mindre bygninger. Kroens hovedbygning var på hele 25 fag.
Holland forblev i samme families eje indtil 1848. Stedet blev nu også kaldet for Postgaarden.
Utilfreds med kaffen
Og i bladet Politivenner er der en rejsende, der i 1809 klager over servicen på stedet. Han kan ikke uden videre få sig en kop kaffe. Han søger forgæves en opvarter, og finder en romanlæsende pige. For to mark får han nu en grumset væske, der kaldes kaffe. Gæsten klagede til Generalpostdirektoratet, og anbefalede at posten fremover holdt inde et andet sted, med bedre forhold.
Sørgelig slutning
I sidste halvdel af det nittende århundrede, navnlig efter jernbanens åbning mistede Holland sin betydning. Det gamle stolte krosted blev ombygget og indrettet til forretningsejendom. Jordene blev udstykket og bortsolgt.
Farlig omgang med ild
Der skete ting og sager dengang. Således en juli-aften i 1696 på Weibergs Gård, hvor der efter festligt lag blev affyret små salutkanoner. Men det resulterede i at gården plus to nabogårde nedbrændte.
Rustenborg
Men Weiberg anlagde lystgården Rustenborg. Rust betyder hvile eller fred på nederlandsk. Stedet blev både avlsgård og fogedgård. Ja her blev der sandelig også krohold. På søn – og helligdage var søgningen ganske enorm.
Traktørstedet blev videreført med en nybygning Ny Rustenborg.
Frederiksdal i sigte
Vi blev slet ikke færdig med Lyngby. Men det kan vi vende tilbage til på hjemvejen. Undertegnede var præget af så mange indtryk, at det er umuligt at fastholde disse i en enkelt artikel. Så vær beredt. Vi vender tilbage til Fæstningskanalen, de mindre traktørsteder i Lyngby, Søllerød, Sorgenfri, Lundtofte, Virum og meget mere.
Men lige nu nyder den aldrende redaktør synet af Frederiksdal og dens natur. Og den historie får I så i tredje del af vores historiske cykeltur op til Nordkysten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 15, 2021
Masser af fisk i Tøndermarsken
En stormfuld nat I Ny Frederikskog. Masser af fugleliv. Hvorfor bruger man ikke fabrikken? Den begyndte som tangmelsfabrik. Man fik mere held med sømos. Det handler om fiskerettigheder. Vidåen er meget speciel og op til 30 meter bred. Glasål bliver båret over vejen. Det begynder at sande til. Skibene sejlede på grund. Det var frisere, der startede det hele. Opa fangede mange ål. Der var masser af ruser og hyttefade ved Højer Sluse. Tyskerne købte masser af fisk. Mange store og små eventyr ved Højer. Fiskene forsvandt. Ikke alle var tilfredse med afvandingen. Se vores artikeloversigt over Tøndermarsken.
En stormfuld nat i Ny Frederikskog
Ja det handler også om Vadehavet og Vidåen. Jeg husker endnu, at jeg sad i den mørke stue. Derude blæste det ret meget. Min Opa og jeg sad og lyttede til Blåvand Radio, Lyngby Radio og Norddeich Radio. Det var på den såkaldte skibsbølge. Vi sad derude i Ny Frederikskog. Og vejen hed Anden Katastrofevej. Den gik lige op til diget.
Opa havde også en fiskekutter og en lille motorbåd. De lå ikke langt fra fabrikken ved broen. Ofte reparerede han garn nede i bryggerset. Når man var på ferie her, fik man nærmest fisk morgen, middag og aften. Vi så ofte ”Sort Sol” uden at tænke over, at det en gang blev en turistmagnet.
Dengang kaldte vi det ikke for ”Sort Sol”. Men det hedder det, når hundredtusindvis af stære efter at have søgt føde på vaderne ved solnedgang samles i store flokke over sivskovene og på en gang lander. Når de enorme stæreflokke angribes af rovfugle, danner stærenes undvigemanøvre fantastiske mønstre og formationer med solnedgangen som bagtæppe.
Masser af fugleliv
Her er Vadehavet stærkt påvirket af tidevandets stigende og faldende vandstand. Vadehavets bund, vaden, er levested for mange dyrearter, hvoraf nogle lever på overfladen. Andre findes i forskellige dybde i bunden. Flere arter findes i enorme mængder, hvilket er baggrunden for Vadehavets betydning som spisekammer for store mængder af yngle- og trækfugle.
Hvert år raster her 10 – 12 mio. gæs, ænder, vadefugle, måger og terner m.fl. på vej til og fra yngleområderne. Ved lavvande går vadefuglene på de blotlagte vader og æder muslinger, snegle, krebsdyr og orme.
50.000 islandske ryler besøger den danske del af vadehavet, hvor de i løbet af 5-7 uger spiser så mange muslinger, at de fordobler deres vægt. Vadehavet har helt afgørende betydning for både trækfuglene og for fiskene i Nordsøen, fordi tidevandet hele tiden tilfører ny næring til området.
Vi har tidligere lavet artikler både om Sort Sol og Saltvandssøen. Hold øje med de artikler vi henviser til bagerst i denne artikel. Dengang, da jeg var på ferie herude, havde man ikke saltvandssøen. Dengang badede vi i prilerne. Og vi byggede tømmerflåder.
En mindestue for E.H. Jensen
Nu er man så i gang at lave en mindestue til ære for E.H. Jensen eller Europa – Jensen. Det var karosserimageren, der bl.a. lavede kongebiler. Det sker historisk korrekt, der hvor han startede produktionen. Men se han fortsatte ud ved fabrikken ved Vidåen. Og som vi tidligere her på siden har foreslået det var at oprette et oplevelsescenter her. Ideen kommer ikke herfra, men fra familiemedlemmer til E.H. Jensen. For et lidt større erindringssted omkring denne bilproduktion kunne jo kombineres med alt det vi beskriver i denne artikel og som vi beskriver i andre artikler (se liste).
Tangmelsfabrik
Fabrikken herude ved broen var egentlig en tangmelsfabrik som blev opført af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab i 1918. Firmaet havde den ide at bruge det mineralfyldte søgræs i vadehavet til fodermel til dyr. Fiskerbåde leverede søgræs til fabrikken, som tørrede og malede søgræsset til mel og fyldte det i sække.
Der blev ofret store summer på projektet. Men der var ikke nok søgræs i Vadehavet. Så måtte man købe det længere fra. I 1921 gik fabrikken fallit.
Mere held med sømos
Man havde mere held med sømos. Planten blev tørret og farvet. Det blev brugt til dekorationspynt og hattepynt. Man fiskede efter det i august måned. Det var især tyske opkøbere, der var vilde med det. Sidst i 1950’erne var dette eventyr slut. Og det var det to årsager til. Pynten gik af mode og sømoset blev ramt af en sygdom.
Fiskerettigheder
En speciel kultur opstod herude i marsken. Det handler om fiskerettigheder, der går helt tilbage til 1506. Fiskere fra Rudbøl havde 50 pct. af deres indtjening fra fiskeriet, 25 pct. fra landbruget og måske 25 pct. fra indtægter på transport op ad Vidåen indtil Tønder. Man stagede gennem åløbet til Tønder. De 100 fiskere, der var dengang holdt så på den måde Tønder i gang.
Fiskerettigheder var forbundet med de fleste ejendomme, der grænsede op til sø og vandløb. Men hver gang, der kom en ny sluse, så flyttede man fiskerettighederne længere ud. Efterhånden som der er kommet nye diger, er der også kommet større græsningsarealer. Og dengang blev der også høstet masser af siv til stråtage og måtter m.m.
I dag er det ikke let at være fisker. De fiskere, der har fiskerettigheder skal indgive beretning til Fiskeristyrelsen, Skattevæsnet og lignende.
Vidåen er meget speciel
Fiskebestanden i Vidåen er ikke typisk for et vandløb. Den har islæt fra vandløb og hav. Dette skyldes dels at Vidåen er bred og dyb, at Rudbøl Sø indgår i vandsystemet, og at området er påvirket af Vadehavets tidevand.
Her er meget mere fiskefauna end i andre danske vandløb og søer. Her er også havørred og laks. Ja rovfisk kan opleves hele året som f.eks. bækørred, gedde, aborre og sandart. Men her var også en gang masser af ål, brasen og skalle. Ja så er det jo også her som et af de få steder i verden, hvor den totalt fredede laksefisk, snæblen findes.
I 2008 og 2009 blev der skabt fri passage ved Bachmanns Vandmølle i Tønder og ved Rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser. Ved Ubjerg Nørresø syd for Tønder er det skabt lavvandede vådområder, hvor ynglen har gode opvækstmuligheder.
Nu trækker man hvis lod om fiskepladser
Fiskerettighederne handler ikke bare om et fiskekort, som du køber. Det går tilbage i slægternes historie, f.eks. til 1506 da den første sluse blev etableret ved Rudbøl Sø. Denne sluse holdt nu ikke så længe. Allerede i 1511 kom en stormflod, der ødelagde det hele. Først i 1555 fik Hertug Hans etableret et Højer Dige.
Efter 1920 blev fiskeretten varetaget af forskellige lav og foreninger. Mellem Tønder og Rudbøl blev den tildelt fiskere i Lægan, Lyst og Rudbøl. Mellem Rudbøl og Højer er det Rudbøl og Omegns Fiskeriforening, der varetager interesserne. Den omfatter fiskere fra Højer, Rudbøl og Rosenkrans.
Man skiftede en gang om året side. Og hver dag rykkede man så en plads op til næste fiskeplads. Dette tvang fiskerne til at røgte og til at fjerne deres fiskegrej hver dag.
I dag trækker man hvis nok lod om fiskepladserne et år ad gangen. Og der er heller ikke så mange fiskere at vælge imellem mere.
En saltvands-forening
I Højer har man også en Saltvands – fiskeriforening. Den blev stiftet i 1932. De lokale fiskere blev i 1920’erne presset af kapitalstærke Esbjerg – fiskere, der rykkede til Højer med flere kuttere. Men i Højer Fiskeriforening var man smart. For at blive medlem af foreningen skal man have fisket i området i mindst to år.
Esbjerg – fiskerne forsvandt igen. De kunne ikke opbevare deres saltvandsfisk i Vidåens ferske vand.
Frem til 1920 var der mere end 100 fiskere beskæftiget ved Rudbøl Sø og langs Vidåen. To gange om året var de beskæftiget med at reparere Højer – Diget, hvor de boede i såkaldte fiskerhytter. I dag er det vel under 15 fiskere tilbage.
Glasål bliver båret over vejen
På den tyske side af Rudbøl Sø fanges en hel del glasål, som er kommet ind ude fra Atlanterhavet gennem slusesystemet ved Højer. Ved et kraftværk ved Aventoft i Vidåen er der tidligere gået mange glasål i kraftværkets turbine. Men nu sørger de tyske myndigheder for, at mange af de glasål, der vil videre ind til de europæiske flådsystemer slipper helskindet igennem.
Ålene bliver fanget i et trappesystem og sørger fiskere for, at de bliver indfanget og båret over vejen og sluppet ud i den tyske å Smale på den anden side af vejen. Om man stadig bærer ålene over vejen. vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør har været forbi.
Op til 30 meter bred
Vidåen var i min fars ungdom en farlig legeplads. Men her var da også badeanstalt. Som barn badede vi ude i Grønå, en del af det store å – system. Nogle steder er åen 30 meter bred. Vandløbssystemet afvander en tredjedel af Sønderjylland. Der er fire hovedløb, Arnå, Hvirlå, Grønå og Sønderå.
Det begyndte at sande til
I dag kan man slet ikke forestille sig at Tønder var en rigtig havneby. Man kan heller ikke forestille sig at kystforløbet var helt anderledes. Der gik en stor bugt ind til Tønder. Der var anlagt et fæstningsanlæg til at beskytte havnen. Men digebyggeriet som begyndte midt i 1500 – tallet fik efterhånden havnen til at sande til.
Anlægspladserne blev efterhånden anlagt ved Lægan, Rudbøl og syd for Højer. Før anlægget af Højer Sluse i 1861 kunne man uhindret sejle ind i Højer Kanal. Da diget blev bygget i 1861, blev der valgt en åben sluse, så skibe med mast kunne gå ind til Højer Havn, der blev anlagt inde for diget. Denne havn blev først og fremmest brugt som godshavn. Rutedamperne til Sild havde deres anløbsbro uden for slusen.
Fra 1855 Var der dampskibsforbindelse til England med det holdt nu kun i tre – fire år.
Skibene sejlede på grund
Allerede i 1736 fik Højer status som flække og fik en række privilegier på bekostning af Tønder. I 1799 var der kajplads mod nord til Nørremølle. Højer Kanal blev gravet fra Nørremølle til Vadehavet.
I 1861 blev Ny Frederikskog inddiget. Sejlrenden uden for slusen blev uddybet. I 1892 kom jernbanen helt ud til slusen. Kurgæster skulle videre med damperen til Sild.
Men alt dette ændrede sig da Hindenburg – dæmningen blev indviet i 1927. Der blev stille i havnen. Men fiskeriet voksede. Der kom flere fiskekuttere til havnen. Tønder brugte i stigende grad Højer som transithavn for brændsel, kul, kunstgødning, asfalt, cement m.m. fra Tyskland, Holland og England.
Gang på gang sandede sejlrenden til. Og ikke så få gange sejlede skibene på grund.
Også under besættelsen brugte den tyske besættelsesmagt flittigt havnen. De skulle have byggemateriel over til deres befæstningsanlæg på Sild og Rømø.
I 1952 blev en ny sejlrute mellem Højer og Sild etableret. Men den forsvandt igen i 1964 da den nye Rømø Havn var færdig. Det betød at Højer Havn nu sang hen. Fiskeriet forsvandt også til Rømø.
Med det fremskudte dige i 1980 – 82 var havnens skæbne endelig beseglet.
Det var friserne, der startede marsk – kulturen
Selve fiskekulturen har været vigtigt for livet i Tøndermarsken. Redskaber og fiskerbåde har udviklet sig i årenes løb. Det har udviklet sig til traditioner. I løbet af 1900 – tallet forandrede fiskeriet sig. De gamle traditioner forsvandt.
Det var friserne syd fra der befolkede marsken. De bragte en helt ny marskkultur med sig. De opførte gårde på værfter. De drev marsklandbrug, tagrørsbjergning, håndværk, jagt og fiskeri. De var initiativrige og blev velhavende folk. Men de blev også ramt af stormflod, der satte dem tilbage.
På Højer Havn blev det industrialiseret. Flere fiskere kunne nu få en god indkomst ud af fiskeriet. Fiskekutterne blev også mere effektive. At der kom en havn på Rømø, betød også meget. Der kom miljøproblemer og en masse restriktioner. Der kom opstramninger i fiskeri – og miljølovgivningen for Vadehavet. Regler og restriktioner begrænsede småfiskeriet.
Opa fangede mange ål
Min Opa fangede mange ål. Når han besøgte os i Tønder havde han ofte ål med. Ålefiskeri var engang dominerende i Tøndermarsken. De blev fanget med åleruser, slæbegarn og fiskekroge. Efter 1920 begyndte man at stange ål.
Der findes en opgørelse fra 1925, hvor der i Rudbøl Sø blev fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Tønder blev der dengang fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Højer blev der fanget:
Masser af ruser
Mellem Rudbøl og Højer kunne man i perioden 1925 – 54 med 100 – 250 ruser fange op mod 12 tons ål om året. Men 5 tons var hvis nok den normale standard.
I Højer Kanal mellem Højer Sluse og Vadehavet kunne man med 200 – 900 ruser fange op mod 30 tons ål om året. Her var 17 tons gennemsnittet. Der stod åleruser overalt dengang. Min Opa havde en del af alle disse.
Tyskerne købte masser af fisk
Ålefangsterne blev opbevaret i hyttefade langs kajen på Højer Havn. Ude i vadehavet fangede min Opa en del rødspætter, skrubber, slethvar og Pighvar. Han lærte os også begrebet at ”trine båt”. Dette betød, at man under ebbe trådte ud på vaden og spejdede efter nedgravede fladfisk, som stak øjnene op af sandet. Når man så en fisk, så trådte man hårdt på den, så den ikke smuttede væk og så skulle man så samle den op.
Man solgte både til fiskehandlere og til private på Højer Havn. På et tidspunkt var der masser af tyskere, der kom særlig i weekenden. Der var gang i den. Men det blev forbudt for fritidsfiskere. Men min Opa var erhvervsfisker. Men i 1976 var han for længst borte og først da blev det forbudt.
Mange små og store eventyr
Ude i Vadehavet ved Højer blev der også en overgang fanget rokker. Det blev udelukkende solgt til kadaveranstalter og blev aldrig en god forretning.
Hjertemuslingeskaller er det også blevet samlet. Det blev solgt som hønsefødder. Omkring Ballum fortsatte dette eventyr til 1950’erne.
Og så var det muslingeventyret. I 1959 blev Højer Havn udvidet med en 29 meter kaj uden for Højer Sluse, så havnen kunne klare den meget aktivitet med omlæsning og lastbiltransport af muslinger. Men også denne aktivitet flyttede til Rømø.
Fiskene forsvandt
Fra 1950 og frem begyndte antallet af fisk og ål at gå tilbage overalt i og omkring Vadehavet. Årsagerne til dette var mange og mere eller mindre sikre. Der kan nævnes Hindenburg-dæmningen, Rømø – dæmningen, den almindelige havforurening, det voldsomme overfiskeri i Nordsøen, klimaændringer og ændrede havstrømme samt fredningen af skarven og sælerne.
Under bygningen af det fremskudte dige blev der suget så meget sand, at ålene mistede deres slim og døde. Dertil kom endnu flere restriktioner.
Ikke alle var tilfredse med afvandingen
Afvandingen ændrede på disse forhold. Som vi tidligere i artikler har gjort opmærksom på, var det bestemt ikke alle, der var tilfredse med afvandingen. En af de største kritikere var vadehavsmaleren Nolde. Han havde også sine forslag til, hvordan det skulle gøres. Men han gad man ikke at lytte til. Men det har man vel nok gjort i anden omgang.
Læser man Noldes bøger kan man også få indtrykket af den rigdom af fisk, der var i marsken. Også rundt om i nu nedlagte søer. Men dette forsvandt fuldstændig efter afvandingen.
Læs alle vore artikler
Vi har i en masse artikler forsøgt at fastholde den specielle kultur, der er opstået herude i Tøndermarsken. Man forsøger nu at gengive det hele med Tøndermarsk-initiativet. Men kig engang på vores artikler. Her kan du også få en masse at vide. Se oversigten allerbagerst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 12, 2021
Cafe Fodkold – 100 år
Der er ikke plads til kostråd ved en pølsevogn. Svensen Stevns søgte allerede i 1910. Men tilladelsen kom først mange år senere. Det var det første Fastfood i gadebilledet. En delikat ret. Pølsevognen havde mange udformninger. Den udviklede sig til skure. Hvordan var det under krigen. Det blev sværere. Madkultur for både direktør og arbejdsmand. Et stykke dansk kulturarv. Men hvor var det ,lige at ”Hot Dog” kom fra?
Der er ikke plads til kostråd ved pølsevognen
Det var dengang man lige kunne nå to ristet og en kakaomælk i Pølsevognen ved Nørrebros Runddel, inden man skulle til møde i Kvarterløft, Områdeløft eller holde foredrag lige efter arbejde. Og pølsevognen er der endnu.
Jo det er 100 år siden, at den første pølsevogn trillede ud i Københavns gader.
Storhedstiden var i 1960’erne og 1970’erne. Dengang var der vel ca. 700 stk. I dag er det under 100. Men ak, det hele skal være grønnere og sundere. Der kommer det ene kostråd efter det andet. Og her er det ikke plads til pølsevognen.
Men nu er det jo bare det, for pølsemanden har jo også ofte en social funktion. Det havde vi i butikken jo også dengang. Mon ikke pølsemanden kan mærke Corona-krisen er dag. Der er jo langt fra så mange mennesker på gaden.
Han søgte allerede i 1910
Allerede før 1. verdenskrig var der pølsevogne på gaden i større tyske byer som f.eks. Berlin. Grundlaget for denne specielle ”restaurationstype” var opfindelsen af petroleumsbrænderen, der gjorde det muligt mobilt at opvarme kar og beholdere.
Og sådan kunne det da også have været i København. Allerede i 1910 havde Charles Svendsen Stevns søgt kommunen om lov. Men alle indstandser sagde nej. Man frygtede manglende indtægter i restauranter samt uro og griseri på gaderne.
Tænk engang, den 18. januar 1921 rullede seks pølsevogne ud i Københavns gader. I vognen var der en kobberkedel med vand fuld af røde pølser over en primus. Brødet bestod af et daggammelt rundstykke.
Det første fastfood i gadebilledet
Pølsevognen var det første stykke fastfood i gadebilledet. I løbet af de kommende år blev de udbredt til flere danske byer. De første var ikke overdækket. Her var pølsemanden rigtig udsat for vejr og vind. Inde under skjorten havde han aviser.
Hans job var værdsat i lokalmiljøet. Det blev ikke betragtet som et job for samfundets bund. Dengang var der ingen alternativ til det hurtige måltid på gaden.
Og dog, men uden konkurrence. Man havde hidtil haft ”Københavnske Kvinders Kaffevogne”. De skulle lokke arbejderne til at drikke kaffe i stedet for at gå på værtshus. Men de varme pølser – det var nyt.
Der fulgte også senere smørrebrødsvogne og sodavandsvogne. Men det var nu pølsevognene, der havde størst succes. Det er nok heller ikke alle, der gad stå på et gadehjørner og spise et højtbelagt.
Man frygtede også at disse pølsevogne ville blive konkurrenter til kommunens egne folkekøkkener.
Pølserne kostede 25 øre og brødet 5 øre. På det tidspunkt tjente en arbejdsmand 2 kr. i timen. Så det må have været et luksusmåltid.
En delikat Ret
Det kan være svært at acceptere nye tiltag. Hør blot her, hvad formanden for Nørrebro Handelsforening sagde på et medlemsmøde dengang:
Pølsevogne havde mange udformninger
Nu havde de pølsevogne dengang flere fantasifulde udformninger.
En kærre. Som pølsesælgeren skubbede eller trak, en cykel med pølsekar mellem sadel og styr eller et kar formet som et bildæk med seler og anbragt rundt om maven på cykelsælgeren.
Efterhånden kom der dog sådan et nogenlunde ens snit over pølsevognen. Det var oprindelig en trækvogn med en kobberkedel, der blev opvarmet med en primusbrænder. Omkring kedlen var bygget en trækasse som indeholdt bl.a. pølsebrød eller nærmere et rundstykke. Kassen, der var hvidmalet, var monteret på et understel med to store hjul og trækstænger.
Pølsevognene udviklede sig til små skure
Det havde holdt hårdt med at få tilladelse fra Københavns bystyre, som fandt at det ville være:
Men åbenbart var man tidligere fremme i Aarhus. Iflg. En avisartikel gengivet i bogen ”Århus Promenade 1909 – 1959” kunne man der allerede i 1917 købe varme pølser fra pølsevogne i byens gader.
Andre kilder hævder dog, at man i Århus først gav tilladelse til den første pølsevogn i Århus i 1931. I Aalborg oplevede man dette fra 1922 og i Odense fra 1926.
Nogle steder udviklede pølsevognene sig til små skure, hvor man også kunne få lidt varme.
Pølsevognen under krigen
Under krigen i 1942 gik en delegation af ansatte københavnske pølsemænd til byens overborgmester H.P. Sørensen. De vil have ham til at revidere stadeprincippet for pølsevogne. Fremover ønskede de ansatte pølsemænd individuelle tilladelser. Det medførte, at man i København Indførte kravet om, at en pølsemand skulle være invalid og dokumenteret ude af stand til at passe normalt arbejde. Den sociale pølsevogn var født.
Under krigen var der mangel på petroleum. Pølsemændene blev tvunget til at bruge trækulsbækkener, som gav temmelig ukontrollabel varme. Pølserne var rationerede og pølsebrødrene blev ofte kun til en skive franskbrød eller en humpel rugbrød.
Gennem 1950’erne og 1960’erne var salget forrygende
At pølsemændene blev selvejere, ændrede radikalt den danske pølsevogn. Nu ville pølsemændene ikke stå ude i al slags vejr.
Gennem halvtredserne og tresserne var salget forrygende. Vognen skiftede deres primusbrændere ud med gas. Flagermuslygterne blev afløst af batteridrevet lys. Vognene blev større og mere moderne, men fik flere problemer. Nu begyndte nymodens fastfood i grill- og burgerbarer at tage deres bid af kagen. Det medførte at århusianske pølsemænd strejkede i 1973.
Det blev svært for pølsevognen
Da knallerterne kom frem, blev pølsevognen motoriseret. Og mange har sikkert bandet højlydt, når man skulle køre bag denne ”Skinkekutter” med en far af 3-4 km i timen.
I 1970’erne blev det svært for pølsevognene. Der kom masser af fastfood-restauranter. Vi har allerede her på siden skrevet om shawarmaens indtog. I 1977 åbnede Burger King. Udover konkurrence fra burgere og pizzaer begyndte danskere også at anskaffe sig dybfrysere og biler. Man kørte til de store indkøbscentre. Man skulle ikke længere gå fra bager til købmand og slagter. Det hele kunne nås med bil i indkøbscentret.
I 1980 blev menuen med kogte pølser og grillpølser suppleret med den franske hotdog. Senere fulgte bøfsandwich og pølser i baconsvøb til.
Madkultur for både direktør og arbejdsmand
Med ”Den Franske Hotdog” er risikoen for at få snask over det hele blevet minimeret. ”Den Gamle Redaktør’ s” nummer et er medister. Og en pølse ved pølsevognen skal knække, så er den stegt tilpas.
Det er en madkultur, der kan rumme både direktøren og arbejdsmanden. Ved pølsevognen er der en speciel duft, en hyggelig stemning og så den gode smag. Man kommer i godt humør, når man ser en pølsevogn.
I København kunne personer med en invaliditet få fortrinsret, når det gjaldt en stadeplads.
Mange pølsemænd serverer ikke almindelige standardvarer men også kvalitetspølser. De laver specielt agurkesalat, hjemmelavet remoulade og groft sennep. Jo der er skam nogen, der udfordrer rammerne.
Pølsevognen er dansk kulturarv
Spørgsmålet er vel, hvor kreativ man må være, hvis det er Danish Crown, Steff Houlberg eller Tulip, der reelt ejer disse pølsevogne.
Pølsevognen er dansk kulturarv og vi er heldigvis stadig mange, der elsker den. Der er noget retro- nostalgisk romantik over den. Man kommer i godt humør, når man ser en pølsevogn.
Og er det ikke noget med at mad smager bedst i fællesskab. Pølsemanden lægger også øre til rigtige mange historier. Og pølsevognen er en institution vi alle bør støtte. Sammen med lejlighedssange, højskoler og madpakker er det vel nok noget af det mest danske, vi kan komme på.
Hvor kom ”Hot Dog” fra?
Tulip har eksporteret 63 pølsevogne til Sverige. Det var hårdt at overbevise svenskerne om at røde pølser ikke var giftige. Også Rusland importerede en snes danske pølsevogne. Men de forsvandt på mystisk vis om natten. Ingen ved, hvad der blev af dem.
Der er mange forklaringer på, hvor begrebet ”Hot Dog” kommer fra?
En af disse er bragt i medlemsbladet for Danmarks Pølsehandlerforening ”Pølsen”. En tysker ved navn Johann Georghedner fandt i 1600 – tallet på at anbringe en pølse i en bolle og sælge den fra sin bod i Frankfurt som en ”Dachshund” – det vil sige gravhund.
En immigrant tog i 1871 ideen med sig til New York, hvor han begyndte at sælge ”Dachshunde”. Da en avistegner ville tegne ham og hans pølsebod, havde han svært ved at stave til ”Dachshund”. Han skrev i stedet ”Hot Dog”. Ifølge pølsehistorikere så var den første pølsevogn på gaden i storbyen allerede i 1903.
At få sådan en Hot Dog i New York er dog for de fleste danskere i dag en skuffelse.
Det er ofte en slatten pølse langt ned i et blegt stykke brød eventuelt med list sennep og ketchup på. Hotdoggen, som vi danskere kender den med hele svineriet af rå og ristede løg, remoulade og agurkesalat. De er udviklet i danske pølsevogne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 10, 2021
Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård
Dette er historien om den sønderjyske maler C.W. Eckersberg. Bedstefaderen havde været kammertjener. Han havde sans for egnens natur. Optaget på Kunstakademiet. Ikke nødvendigvis lykke at blive uddannet her. Første ægteskab opløst efter seks år. Lang udenlandsrejse. Gift med konens søster. Buste af Thorvaldsen. Hurtig med at male portrætter. Han hadede historiske malerier. Ud i naturen med eleverne. Han elskede musik. Den yngste var altid med. Takket være Heiberg blev han aldrig anerkendt som marinemaler. Da Thorvaldsen kom hjem. Eckersbergs barndom var ikke lykkelig. Manglede altid penge. Kun en skygge af sig selv. Koleraen holdt sit indtog. ”Det største menneske som fader”.
Bedstefaderen havde været kammertjener
Lige syd for Varnæs på Sundeved østkyst ligger Blåkrog. Bortset fra naturen er stedet her ikke så berømt for så meget. Jo det skulle da lige være fordi, at her blev en meget berømt maler, der blev født her. Han hed Christoffer Wilhelm Eckersberg.
I 1782 flyttede et nygift ægtepar fra det nærliggende Blans til Blåkrog. Den 2. januar, blev der født en søn, der blev opkaldt efter bedstefaderen. Han var indvandret fra Sachsen og avanceret til kammertjener for hertug Frederik af Lyksborg. Senere var han skovfoged.
Faderen ernærede sig på det lille sted som snedker. Men det gik ikke så godt. Allerede efter tre år flyttede de tilbage til Blans.
Han havde sans for egnens natur
Allerede som barn havde Eckersberg en udpræget sans for egnens skønne natur. Ofte sejlede han med sin far ud på Alssund og betragtede de store skibe. Det var de oplevelser, der senere kom frem i hans malerkunst.
Han nød at tegne billeder af landskabet og at sejle i sin fars båd. Han elskede at betragte skyerne og havets skiftende farver, forbipasserende skibe og solnedgangens farvesymfoni.
Efter konfirmationen kom han i malerlære hos Jes Jessen i Aabenraa. 17 år gammel fortsatte han hos Joh. Jac. Jessen i Flensborg, hvor han blev svend i 1800.
Optaget på Det Danske Kunstakademi
Mens han var i lære, lavede han gode tegninger og malerier. Hans store ambition var at blive optaget på Kunstakademiet. Og det blev han. Borgere i Flensborg samlede ind, så han kunne komme afsted.
Han lagde grunden til den danske guldalders malerkunst. Hans elever kom som f.eks. Christen Købke til at høre til den danske guldalders hovedpersoner. Han blev i 1803 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Det var ikke nødvendigvis lykke at bliver undervist på Kunstakademiet
Han gjorde gode fremskridt og malede historiske malerier, portrætter og landskaber. Men hans lærer, Nicolai Abildgaard mente nu, at han kunne få større succes som porcelænsmaler. Det var først efter dennes død, at Eckersberg havde chance for at vinde akademiets store guldmedalje.
Abildgård kunne ikke acceptere Eckersberg’ s selvstændighed.
Eckersberg opfattede det ikke nødvendigvis som lykke at blive undervist på Akademiet.
Første ægteskab opløst efter seks år
Han lavede de bedste billeder af Københavns bombardement i 1807. På et tidspunkt boede han hos kobberstikker G.L. Lahde i en kvistlejlighed. Og under bombardementet blev Eckersberg lettere skadet i hovedet.
Den 1. juli 1810 giftede han sig med Christina Hyssing. Dette ægteskab blev dog opløst inden han kom tilbage fra sit udenlandsophold i 1816. Hans søn, Erling kom til at følge i sin fars fodspor med uddannelse på akademiet og en karriere som kobberstikker.
Da han i 1810 rejste til Paris, efterlod har tre skitsebøger, fire mapper med ca. 110 håndtegninger og en mappe med udkast. Hertil om, at han allerede inden 1810 havde malet op mod 110 oliemalerier.
En lang udenlandsrejse
Han boede i tre år hos en række kunstnere med Bertel Thorvaldsen i spidsen. De udviklede et nært og varigt venskab. Eckersberg var meget produktiv under opholdet under de sydlige himmelstrøg og lavede nogle fantastiske landskabsmalerier.
Hans studierejse fra 1810 – 1816 havde temmelig stor betydning for hans udvikling. Han nåede relativt sent en kunstnerisk modning. Måske skyldtes det, at han ikke kunne finde det inspirerende miljø og modspil, som han havde behov for.
På vej hjem fra sin store tur besøgte han sine forældre i Blans.
Da han kom hjem fra sin store rejse, gav Akademiet ham til opgave at udføre Balders død som medlemsstykke. Samme år fik han bestilling på billeder med scener fra danskers kongers historie til Christiansborgs Slot, der var under opførelse.
I 1817 blev han gift med Julie Juel, datter af portrætmaleren Jens Juel. De fik to sønner og fire døtre.
Eckersberg var allerede kommet i det Juelske hjem i 1807. Anledningen var dog trist. Eckersberg skulle male et lille portræt af sønnen, Jens, der var døde kun tre år gammel. Efterhånden blev han ven med huset.
Allerede i 1806 havde han dog malet et portræt af børnene.
Han giftede sig med konens søster
I 1818 blev han professor ved Kunstakademiet. I 1819 fik han adgangstegn til Holmen (Gammelholm), så han fik mulighed for at dyrke sin store passion for skibe.
Eckersberg var direktør for Kunstakademiet fra 1827 – 1829.
Et år efter Julies død i 1827 giftede han sig med hendes søster Susanne Henriette Juel. Med hvem han fik en søn, der døde inden det fyldte år., samt datteren Julie, der skrev sine erindringer om faderen og livet på kunstakademiet.
Den økonomiske situation var ikke god
Eckersbergs økonomiske situation var i lange perioder vanskelig. Han gik på grund af Akademiets dårlige økonomi. Han fik først professorhonorar fra 1827. Han var tvunget til at pantsætte sine værdier, endog sin vielsesring for at skaffe mad på bordet. I januar 1832 skrev han i sin dagbog:
Familien måtte leve meget spartansk. Betænksomme mennesker spædede ofte til med naturalier. De af eleverne på Akademiet som kom fra velhavende hjem fik forældrene til familien på Charlottenborg til at sende vin, kaffe, sukker, smør og andre fornødenheder. Andre skaffede en kurv med frugt. Alt var kærkomment, da der var mange munde at mætte.
En marmorbuste udført af Thorvaldsen
Om aftenen, når alt var rolig i huset, læste vores hovedperson enten i bibelen eller i historiske værker for derfra at hente oplysninger til sine malerier. Derefter skrev han i sin dagbog om dagens begivenheder og i en særlig bog om vejr og vindforhold.
Det var her på Charlottenborg at Eckersbergs skønneste italienske malerier og studier hang. I et hjørne af værelset stod marmorbusten over Eckersberg, som Thorvaldsen havde lavet. De udviklede et varmt venskab.
Eckersberg lavede også et portræt af Thorvaldsen. Det kom senere til at hænge på Charlottenborg.
Børnene skulle være klar kl. 5
Det morede vores hovedperson at se børnene lege med en barnevogn, som var konstrueret af kommerceråd Marstrand, far til professor Wilhelm Marstrand.
Når børnene på sommereftermiddage skulle spadsere med deres fader, måtte de stille i stuen præcis klokken fem. De blev da stillet op efter alder og ved den, der da ikke havde handsker på eller støvlebåndene bundne. De gik da lange ture eller rettere sagt faderen gik. De seks børn måtte løbe med så godt de formåede for eller bag eller som det nu kunne træffe sig.
Farlige fanger på Charlottenborg
Professor Jens Juel, som Eckersberg aldrig nåede at hilse på, boede også på Charlottenborg. Han døde tre måneder før, denne kom fra sin store udenlandstur. Susanne Juel fortalte hendes datter, at dengang Børnehuset på Christianshavn brændte, så blev de mest farlige af fangerne spærret inde i Charlottenborgs kældre.
En lang mørk gang gik ind til disse fængsler. Her sad bl.a. mestertyven Per Mikkelsen. Og man sagde om denne, at han gik igen.
Hurtigt med at male portrætter
Ofte malede Eckersberg såkaldte luftstudier fra det flade tag over det hjørne af Kongens Nyhavn og Nyhavn. Han lå længe ad gangen på ryggen og stirrede op i luften og så på skyerne.
Efter at have drukket sin morgen-te gik faderen en rask tur. Så snart han kom hjem tog han fat på sit arbejde. Klokken 10.30 spistes der frokost. Klokken 3 var der middag. Så blev der arbejdet en times tid. Og så blev der igen spadseret en rask tur. Han elskede at gå langs Langelinie, langs søerne, Blegdammene og ud på Holmen.
Han havde altid en kikkert med. En fortrinlig en havde han fået af H.C, Ørsted. Men den byttede han væk til Weyse. Denne kom ofte og spillede klaver for familien.
Når Eckersberg skulle male portrætter, så var han meget hurtig. Når han malede, talte han altid med modeller. Så mente han, at han fik det bedste udtryk. Det var kun ansigtet han malede. Klædningsstykker og smykker havde han fået tilsendt i forvejen.
Han hadede at male historiske ting
Egentlig hadede han at skulle male historiske ting. Og det var særlig over for historikeren, konferenceråd Engelstoft han ikke brød sig om at skulle lave et historisk maleri. Atter og atter skulle en skitse laves om. Eckersberg mente, at malerierne blev alt for stive med alt for mange personer med højrøde knapper.
Aftenen tilbragte Eckersberg med musik og læsning. Ofte malede eleverne hos ham om formiddagen. Han var glad for hvis eleverne udviste talent. Mern han kunne godt udøve kritik.
Ud i naturen med eleverne
Om sommeren var det ikke sjældent, at han sammen med sine elever kørte på landet eller lejede en sejlbåd for at studere skyerne, bølgerne og det vekslende sollys. Om aftenen blev der så hjemtaget masser af studier.
Eckersberg betegnede kunsten som noget ophøjet og helligt. Det varmede og opløftede sjælen, mente han.
Han elskede musik
Og som vi allerede var inde på, så elskede han musik, ikke alene sang men flerstemmig sang. Han deltog også ofte selv sammen med dygtige amatører. Selv spillede han også violin. Han havde en ret god sangstemme og sang gerne med sin kone og sine børn. I 1835 forærede kunstnere ham et flot klaver.
Han elskede at spille duetter med sin kone, Susanne. Hun besad en smuk dannet sangstemme.
En af dem, der blev undervist hos ham, var fru Ingemann. Hun var en særdeles elskværdig men højst aparte dame. Hun malede altertavler og andre gudelige billeder. Men hendes talent var nærmest mådeligt.
Også Oehlenschläger kendte Eckersberg. Mens han malede ham, læste denne hans tragedier op for ham.
Den yngste var altid med ham
Og så var det lige redaktør Nathanson, som i den grad støttede Eckersberg. Han hjalp med penge og lån. Desuden bestilte han en del værker hos ham. Ja så var det også lige Prins Christian (den senere Christian den Ottende). Han kom ofte på besøg og kom ofte i Frimurerforeningen. Men Eckersberg syntes, at han svigtede kunsten, da han blev konge.
På spadsereturene om aftenen forklarede han altid for den yngste, månens og stjernes stilling. Da hun blev ældre, fulgte han hende i skole hver dag. Og mindst en gang om ugen fik de op til boghandlerne for at se de nyeste udstillinger af litografier og kobberstik.
En ivrig frimurer
Han var en ivrig frimurer. Mindst en gang om ugen var han i ”Logen”, der dengang var i Kronprinsensgade. Om sommeren havde foreningen en ejendom på Blegdamsvejen. Den blev kaldt ”Villaen”. Og den gik med en mægtig havde helt ned til Sortedamssøen, hvor Eckersberg morede sig med at ro. Han var altid glad for at være sammen med ”Brødrene”. Han nød megen anseelse derhenne.
Han fik aldrig anerkendelse som marinemaler
Eckersberg fulgte med i H.C. Ørsteds opdagelser med interesse. Han førte dagligt meteorologiske notater
I 1829 blev han Ridder af Dannebrog og i 1840 Dannebrogsmand.
Efterhånden var der ikke mere så mange portrætmalerier. Han gik så over til landskabsmalerier. Ofte manglede han en figur i forgrunden. Og så anbragte han selv en. Men det havde ofte en uheldig virkning.
En af de bedste malerier malede han under en udflugt til sine forældre i Blans. Det var ”Prospekt af Teglværket Renbjærg ved Flensborg Fjord” Det var i maj 1830.
Ved siden af maleriet og undervisningen på Akademiet holdt han jævnligt forelæsninger om ”Perspektiven” der for ham var alfa og omega for al kunst. Han var myreflittig og pligtopfyldende.
Han elskede at sejle i Kattegat, Skagerrak og i Nordsøen. I en alder af 56 år sejlede han helt til den Engelske Kanal. Oplevelsen gav ham til at male en række marinebilleder.
Egentlig fik han aldrig anerkendelse som marinemaler. Det var nok hans modstander J.L- Heibergs skyld. Dennes indflydelse som kritiker var toneangivende. Han var indirekte skyld i, at Eckersberg blev overset.
Da Thorvaldsen vendte hjem
I året 1838 vendte Thorvaldsen tilbage fra Rom for at henleve sine sidste dage i Danmark. I mange dage havde unge piger på Charlottenborg og andre damer haft travlt med at binde kranse til at smykke hans værelser og atelier med. Det var et glædeligt og fornøjeligt arbejde, som også H.C. Andersen bidrog med ved at læse højt for de unge damer, mens de arbejdede.
Et flag skulle hejses på Nikolaj Tårn når fregatten ”Rota”, som førte ham hertil, var i sigte. Folk strømmede til i store skarer dels til Toldboden, dels til Kongens Nytorv for at få et glimt af den store mester.
Efter den store velkomst og et par ord til de mange gik han ned til sin gamle ven, Eckersberg. Han hilste også på konen og børnene og havde et venligt ord til dem alle.
Den sidste dag han levede besøgte den 24. marts 1844 aflagde to af Eckersbergs børn ham et besøg. Han holdt meget af at tale med dem, mens han arbejdede. Da han tog afsked med dem, sagde at nu ville han ikke arbejde mere i dag. Han ville tage hen til Stampe for at spise, besøge sit museum og besøge det sted, hvor han engang skulle stedes til hvile.
Om eftermiddagen fulgte Eckersberg Emilie hen til en familie i Kronprinsessegade, hvor hun skulle tilbringe aftenen. På vejen mødte de Thorvaldsen. Han ville i Det Kongelige Teater for at se H.C. Andersens sidste stykke ”Griseldis”.
En halv time efter kørte en karet ind på Charlottenborg fulgt af mange mennesker. Med lynets hast rygtedes det at Thorvaldsen pludselig var død.
Hans lig skulle indtil bisættelsen stå i ”Figursalen”, hvor kunstnere holdt vagt dag og nat. Den dag, da hans lig i en zinkkiste blev båret over gården, kom kronprins Frederik (Frederik den Syvende) med sine kavalerer ind ad porten. De blev dybt grebet af synet.
Eckersbergs alderdom var ikke lykkelig
Suzanne døde den 30. december 1840. Eckersbergs alderdom blev ikke lykkelig. Foruden kritik oplevede han at Kunstforeningen vragede hans arbejder. Økonomiske problemer tvang ham til at bede kongen om at købe et par af hans arbejder. Kongen købte dog kun et.
Efter moderens død skulle den ældste datter Emilie som 23 – årig klare situationen. Og det gjorde hun til sine søskendes og faderens store tilfredshed. Alle søgte råd og hjælp hos hende. Hun var som et levende leksikon for hendes søskende og hjalp dem med deres lektier. Hun opmuntrede sin far, der ofte søgte trøst hos hende.
Som 25 – årig blev hun mere og mere legemlig svag. Endnu den sidste aften, hvor hun levede, sagde hun med et smil til sine søskende:
To timer senere sov hun stille hen.
Kun en skygge af sig selv
Efterhånden var den før så friske sunde og lykkelige Eckersberg kun en skygge af, hvad han før havde været både som menneske og kunstner. Før var han elsket af sine elever. Men nu eksaminerede han dem på en ubehøvlet måde.
Efterhånden rystede han så meget på hænderne at blyanten gik gennem papiret.
Blandt de sorger, der trykkede ham, var at hans yngste søn Julius var blandt de første værnepligtige der skulle deltage i den første Slesvigske Krig. Ved Istedslaget blev han lettere såret og skulle ligge en del tid på lazarettet.
Men senere fik han en alvorlig feber som i måneder fængslede ham til sengen. Han havde fået sig til at kunne fortsætte sine studier, men faderen havde ikke råd til at betale det. Så han fik et job på et handelskontor
Hans syn svigtede i slutningen af livet, så han måtte opgive at male. Hans sidste ufuldendte maleri er fra 1851 ”En korvet på stablen”.
Det var også i 1851 at han lige akkurat overlevede en alvorlig lungebetændelse. Det var angstfulde dage for hans børn. Da han atter kom tilbage til livet, var det som om han kunne se endnu mindre. Han faldt nu hen med melankolske tanker.
Koleraen holdt sit indtog
I 1853 Holdt koleraen sit indtog i København. Mange af betjentene og deres børn døde. Eckersberg gik i rundt dem og træstede dem. Han opholdt sig meget i den botaniske have med sin familie, hvor han mente at det var godt at være. Men det var nok en af de mest usunde steder i nærheden af Nyhavn.
Man gøs næsten ved at se ud over Kongens Nytorv, hvor det sørgeligste syn stadig viste sig med ligtog og vognlæs med ligkister, der førtes bort.
En aften, da Eckersberg med sine døtre vendte hjem fra haven, blev de standset af Søren Vægter. Han fortalte at Eckersbergs lille yndling, betjentens datter var død efter kun et par timers sygdom. Næste morgen blev det meddelt at Søren Vægter selv var død i løbet af natten. Det ene døsbudskab efter det andet fulgte.
Den 18. juli befandt Eckersberg sig ikke alt for vel. Lægen, den elskværdige etatsråd Christensen rådede ham til at gå til sengs. Han mente ikke at det var videre alvorligt. Men kræfterne forsvandt efterhånden.
Atter engang måtte døtrene skrive i hans dagbog og hans vejrbog. Om formiddagen den sidste dag sad hans søn, Erling længe hos ham. Til sidst bad han sønnen om at hente professor Roed. Akademiet og eleverne blev længe diskuteret. Klokken fem om morgenen udåndede han.
Ikke nogen af hans 8 børn var blevet angrebet.
Det største menneske som fader
På begravelsesdagen kom de hjem for sidste gang. Først da blev låget skruet på. Ingen uden ligbærerne turde at vove sig ind i huset. Selv præsten og de få, der fulgte den kære afdøde ud til Assistens Kirkegård, valgte at mødes uden for. Skal vi afslutte denne historie med sønnen Julius:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 9, 2021
Aabenraa- under Preussisk/Østrigsk styre
Vi når ikke helt til 1920, og hilser på nogle af danskhedens kæmpere. Det var bestemt ikke kun H.P. Hanssen. Det var apotekeren, Bahnsen og Fischer og ikke mindst Junggreen. Forholdene blev vanskelige. Der var masser af konfrontationer. Og økonomisk gik det tilbage for Aabenraa. Danskerne så hjemmetyskerne og slesvig-holstenerne som fjender. Hjemmetyskerne havde i begyndelsen også et køligt forhold til prøjserne. I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne. ”Bürgerverin” fik stoppet bladet ”Freja”. Endnu i 1867 var der dansk flertal. Splittelsen mellem dansk og tysk voksede. Man troede på Jomfru Fannys forudsigelser. Og så blev kongen til kejser. Men inden da var han på lynvisit i Aabenraa. Og så blev Junggreen dømt seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse. På Junggreens grav står mejslet ”Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner”
Østrigerne holdt ikke så længe
Måske er overskriften lidt vildledende. Det var jo ikke så længe, at Aabenraa var under østrigsk styre. Det vil nok være for omfattende, hvis nu vi to hele perioden til 1920. Det kan vi komme tilbage til i andre artikler. Her vil vi nøjes med tiden ind til 1871.
Det handler om dem, der kæmpede for danskheden. Og det var ikke kun ham, vi hører mest om hele tiden, H.P. Hanssen, der kæmpede for de dansksindedes sag. Men der var sandelig også andre. Dette bliver en lidt længere artikel. Nu er du advaret.
Der kom gang i handelen
Den overvejende indtægtskilde havde været skibsfarten. Indbyggerne var søfarende, som skibskaptajner, styrmænd og matroser. Dertil kom skibstømmermænd og småhåndværkere.
Det var som om, at der i 1850’erne kom mere gang i handelen. Der kom flere købmænd og købmandsgårde opstod. Men vi kigger engang på de 500, der fra 1851 – 63 fik borgerbrev, ja da var 60 købmænd og handlende. Og de fleste af de 47, der fik borgerbrev som gæstgivere drev også høkeri ved siden af.
I 1842 havde byen ca. 4.000 indbyggere. Af den var 5-600 skibsførere og sømænd. På værfterne arbejdede der 250 skibstømrer. I begyndelsen af 1870’erne arbejder der en del af dem endnu i byen.
Enkelte skippere, der havde tjent godt oprettede stiftelser med friboliger for de gamle. Der var ikke så meget forbindelse til bønderne på Løjt. Men der var dog den undtagelse med de bønder på Løjt, der havde været skippere. Her opstod der også nogle flotte kommandørgårde.
Halvdelen af indbyggerne var født i byen
Længe før H.P. Hanssen i 1893 flyttede til byen og brugte Folkehjem (Schweitzerhalle) som kampplads var det Fr. Fischer og Junggreen, der med Hotel Danmark som kampplads kæmpede for danskheden.
Aabenraa havde i 1864 ca. 5.000 indbyggere. Halvdelen af dens indbyggere var født i byen eller amtet. Indvandringen var kongeriget var ikke stor, men det havde været stigende fra Tyskland. En masse skippere fra Løjt tog borgerskab i Aabenraa. Man sagde dengang og måske også nu, at få at være ægte Aabenraaer så skal man tre slægtled have boet i byen. Flertallet af indvandrerne længere væk fra tilhørte de mindre bemidlede.
Man sagde dengang at ”Affenraask” var mere særpræget end i andre sønderjyske byer. Man kunne få bugt med det tyske sprog, først som plattysk senere som højtysk. Det blev også i Aabenraa embeds-og kirkesprog. Der kom tysk skolesprog og selv til danske gudstjenester sang man engang tyske salmer.
I 1850 sagde Martin Bahnsen i stænderforsamlingen, at af byens 800 familier eller fuldstændige husholdninger var kun 30 tysk.
Men ak, så kom 1864 med alle dens ulykker og sorger. Nu var det de tysksindede, der sad i byens ledelse.
Jørgen Bruhn med forsigtig og tilbageholdende stilling
I 1850’erne havde agent Jørgen Bruhn været byens rigeste mand. han var en stor skibsreder og havde på Kalø et skibsbyggeri, hvor der i årenes løb blev bygget mange skibe. Han ejede mange af disse eller havde part i dem. Foruden den store gård på Sønderport, ejede han Slotsvandmøllen og Nymølle. Han havde også bygget Stenbjeg Mølle på Løjt Land.
Han var rådmand indtil 1849, da han trådte tilbage. Han havde stor indflydelse i byen. Han indtog en meget forsigtig og tilbageholdende stilling i national henseende. Frederik Fischer sagde flere gange i 1840’erne, at han inderst inde var dansk, men han ville først og fremmest have fred.
Han døde i 1857 og hans ejendom deltes mellem børnene. Af disse blev eller var de fleste tyskere. Ingen tog del i den nationale kamp. Sønnen Ingvard Bruhn var del dansk og vel også advokat Bruhn, som fik ejendommen på Torvet.
Jørgen Poulsen blev dansk
Det største skibsbyggeri i Aabenraa var Paulsens. Jørgen Poulsen havde oprindelig været slesvig-holstener, men i 1850’erne slag han om. Ved Frederik den Syvendes besøg i 1854 hejsede han Dannebrog. Fra den tid hørte han til i danskernes lejr.
Skibsbygmester Gustav Raben var derimod en af tyskernes ivrigste og mest fremtrædende mænd. Han boede på Store Torv. Af de andre skibsbyggere var Skifter Andersen og Jacobsen danske.
Den rigeste del af borgerskabet
Den rigeste del af borgerskabet bestod af skibsredere, kaptajner og enkelte købmænd. Ynden for denne klasse var de fleste danske. Den største skatteyder i 1863 var dog kommerceråd Jørgen Lorenzen. Han slog over i 1864 og var på tyskernes side. Den næststørste var Dr. Grauer, der var dansk.
Måske stod tyskerne stærkest i mellemklassen
Blandt danskernes første mænd træffer vi farver, fhv. rådmand, stænder deputeret Martin Bahnsen, agent Middelheus, den unge tobaksfabrikant J.P. Junggreen, apoteker Worsaae, fysikus Th. Dahl, udgiver af Freja, boghandler Nicolai Sørensen, skibsbygger N. Elberg samt en del flere.
Blandt hjemmetyskerne skal vi nok også nævne gamle Jørgen Ahlmann, der var den første til at hænge det slesvig-holstenske flag ud af sit hus, da tre prøjsiske dragoner den 10. februar 1864 red gennem byen.
I borgerskabets mellemklasse var der en del tysker mens danskerne stod stærkest i småborgernes klasse.
’
Man så slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden
Den 31. oktober var freden underskrevet. Da flagede tyskerne i Aabenraa. Frederik Fischer fortæller i sine dagbøger, at han var langt nede. Han tilbragte nogle dage hos hans fætter Callesen på Posekær.
Apoteker Worsaae fortæller, at han påtænkte at forlade sin fødeby og tage ophold hos en gift datter i Sverige. Men alligevel var det håb hos Bahnsen og Fischer for hertugdømmets endelige skæbne var endnu ikke afgjort mente de.
Danskerne så først og fremmest slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden. Man kom bedre ud af det med østrigerne end prøjserne. Østrigerne stod med augustenborgerne, som Prøjsen var meget kølig over for.
Hjemmetysker havde en køligt forhold til prøjserne
Hjemmetyskernes begejstring for prøjserne blev hurtig kølnet. Da Kong Wilhelms fødselsdag skulle fejres den 22. marts 1865, deltog hjemmetyskerne ikke i synderlig grad. Dette overlod man til det prøjsiske militær.
Året efter ville man give fødselsdagen et lidt mere festligt præg. Men kun få hjemmetyskere flagede. Den Augustenborg – sindede borgmester, Gottburgsen havde i nogle dage i forvejen ladet flagstængerne nedtage fra kirketårnet.
Amtmand von Levetzau havde forsøgt at få danskerne til at deltage i et festmåltid, men forgæves. Efter måltidet var der bal på Coloseum. Her deltog de prøjsiske soldater med inviterede tjenestepiger.
Farvel til danske embedsmænd
I 1864 havde man sagt farvel til mange danske embedsmænd. Også amtmand Heltzen blev afskediget og Augustenborgeren, herredfoged Petersen blev konstitueret i stedet for. Men den 19. juli blev det så i stedet advokat Jürgensen. Og allerede den 22. september kunne en ny en sætte sig på posten. Det var Kammerjunker Werner von Levetzau. Nu måtte Jürgensen så flytte ud til sin bror, der ejede et teglværk uden for byen. Han var en forholdsvis human embedsmand.
Borgmester Lunn var blevet suspenderet allerede den 15. april 1864. En Richardi fra Rendsborg holdt kun i meget kort tid. Så blev det advokat Gottburgsen ligeledes fra Rendsborg. Han var ikke særlig afholdt af danskerne. Han blev medlem af kredsretten i Flensborg og blev derfor afløst af aktuar A v. Krogh. Han var dog ret ubetydelig.
Man valfartede til Bjolderup
Fra 1850 – 63 var pastor A. Leth dansk præst i Aabenraa. Pator Holdt var præst for den tyske menighed. I 1864 blev Holdt dansk diakon og provst Götting blev hovedpræst. Om denne mærkelig danske sprog er der mange historier. Han manglede, som han selv sagde ”Øverning”. I 1865 blev Holdt præst i Løgumkloster. I Aabenraa fik han en efterfølger, en Ewertsen, der var ganske skikkelig, men han duede ikke som prædikant. I 1868 kom han til Hviding.
Leth var grundtvigsk og havde haft temmelig stor betydning for kirkelivet i Aabenraa. I hans tid var kirken gerne overfyldt. Nu da både han og Holdt var borte, var kirken nærmest tom. Danskerne søgte især til kirke hos pastor Michaelsen i Bjolderup. Han var dansksindet og en begavet taler.
Om søndagen holdt der ligefrem kapervogne uden for byen for at befordre folk til Bjolderup i kirke. Engang da pastor Michelsen var vikar i Aabenraa, var kirken overfyldt. Der måtte anbringes bænke i gangene.
Efter pastor Ewertsen kom pastor Grønning. Han var pietistisk og samlede en kreds om sig og efterhånden holdt tilstrømningen til Bjolderup kirke op.
Tysk skulle indføres som hovedsprog i skolen
Den 8. februar 1865 havde provst Götting stævnet alle byens skolelærere til sig og givet dem ordre til at indføre blandet sprog i skolen. De skulle først fortælle og eksaminere på dansk- derefter skulle de gentage det hele på tysk. Men dette var kun en begyndelse.
I oktober 1864 var der blevet stemt om, hvorvidt skolesproget skulle være dansk eller tysk. Tyskerne havde overrumplet danskerne og havde sejret. Den 10. marts 1865 indstævnedes lærerne for Skolekollegiet for at få meddelt, at de havde deres afsked fra 1. april, da tysk nu skulle indføres som hovedsprog. De fik ventepenge, men disse var nu ikke ret store.
Rektorskolen skulle føres tilbage fra forholdene før 1848. Til førstelærer valgtes en prøjser, Dr. Wolf. En af de afskedigede lærere var anden pigelæreren J.C. Juhler. Han fik tilbudt en pension på 300 mark om året. Han tog imod med den betingelse at han ville oprette en privatskole i Aabenraa.
Han købte et hus i Slotsgade og begyndte her på sin skole i 1866. Her virkede han og sin kone til hans død i 1883. men der blev dog lagt hindringer i vejen for ham og i 1872 blev hans pension taget fra ham. Han har haft en stor betydning for danskheden i Aabenraa.
I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne
I Borgerskolen indførtes tysk helt fra 1. april 1867, hvilket dog ikke kunne gennemføres i de lavere klasser. I rektorskolen måtte der heller ikke tales dansk i frikvarterne. Skete dette blev man straffet ved at skulle at skulle straffes på den store tavle 50 gange:
Også Navigationsskolen indførte nu tysk. Tidligere var der i gennemsnit 20 – 30 elever. Omkring 1870 var der kun tre elever tilbage. De sønderjyske sømænd søgte til skoler på Fanø og i Kolding.
Den 8. april havde Christian den Niende fødselsdag. Man fejede gaden og strøede sand og blomster uden for hvert hus for at markere sin danskhed. Men borgmesteren påbød at det hele skulle være fjernet inden for en time. Skete dette ikke ville de pågældende få en stor bøde.
17 dansksindede blev arresteret
Dagen efter – i 1865, en søndag aften samledes de sandsindede sig i frederiksklubben på Hotel ”Danmark”. Der blev Christian den Niendes skål udbragt og der blev sunget nationale sange. Ved ti-tiden var de fleste gået hjem.
Lidt over 10 viste Gendarm-vagtmester Olsen og politibetjent Gielow sig i salen og bad de tilbageværende om at forlade salen. De fik dog lov til drikke deres punch først. Man sendte bud til bestyrelsen og Junggreen mødte op. Denne bad nu om at de forsamlede gik hjem.
Men nu blev døren hevet op. Politibetjenten, Gendarmen og en vagtkommando med fældede bajonetter trængte ind og erklærede de forsamlede som arresteret, dog med undtagelse af Junggreen.
17 personer førtes nu under eskorte til Rådhuset. Uden for Hotel ”Danmark” stod en skare hjemmetyskere og hoverede. Da man kom forbi Rudebecks Hotel (det nuværende Hotel Royal) hvor tyskerne havde deres forsamlingssted, kom der også en del tyskere for at se optoget.
Arrestanterne anbragtes i fire arrester. De blev læsladt næste formiddag kl. 10. Frederiksklubbens bestyrelse beklagede sig til borgmesteren, der lovede at undersøge sagen.
Endelig efter lang tids venten svarede borgmester Gottburgsen, at politibetjenten og gendarmvagtmesteren havde overtrådt deres beføjelser.
Dansk gudstjeneste kl. 7 om morgenen
Om sommeren blev de danske gudstjenester nu afholdt klokken 7 om morgenen og om vinteren kl. 2. Den danske præst måtte ikke foretage dåbshandlinger og vielser i kirken og i husene kun med den tyske præsts tilladelse.
Borgmesteren havde forlangt at alle skilte skulle være på tysk. Spændingen mellem slesvig-holstenerne og prøjserne var stigende. Den augustenborgske præsident havde fødselsdag den 6. juli. Hjemmetyskerne ville fejre dagen med flagning, blomster, optog, skiveskydning osv. Aftenen før kom der ordre fra amtmanden og borgmesteren om at forhindre optog og demonstrationer.
Amtmanden i lidt for ophøjet stemning
Politibetjenten måtte afsted. Nu var det tyskerne, der måtte til at skaffe sand og blomster væk fra gaden. Det blev fortalt at det var forbudt for embedsmænd at flagre. Det slesvig-holstenske flag kom først op på slottet mellem kl. 7 og 8 om aftenen. Det blev sagt, at amtmand Jürgensen om eftermiddagen var kommet ud til Schweitzerhalle (nu Folkehjem) og der efterhånden var kommet i en så opløftet stemning, at han havde sendt ordre til slottet om at hejse flaget. Muligvis var dette årsagen til at han var blevet fyret til september.
Om aftenen samledes tyskerne sig på ”Rudebecks Hotel”. Da den prøjsiske vagtpatrulje over midnat trak forbi, blev der sunget:
Jagt die Preussen aus dem Land
Patruljen rapporterede det til major von Cranach, der med en kommando ryddede salen og noterede de tilstedeværende. Efter hændelsen blev ”Bürgerverein” lukket i byen. Tyskerne og soldaterne var i den kommende tid i et spændt forhold.
Flere tysksindede borgere blev om aftenen overfaldet af soldaterne. Tre af dem fil sabelhug i hovedet. Soldaterne flygtede inden de blev pågrebet. Heldigvis blev bataljonen kort tid efter kommanderet på øvelse i Lockstedt.
De prøjsiske officerer levede temmelig isoleret. Hverken danskere eller tyskere ville have noget med dem at gøre. Apoteker Worsaae var dog i marts 1866 sammen med nogle af de nyankommne officerer, nogle embedsmænd og nogle danske familier til et middagsselskab.
Bürgerverin genopstod
Den 2. – 6. september 1865 blev der arrangeret en tur til København. Der meldte sig masser af folk fra hele Sønderjylland. Men man havde kun 6 dampskibe til rådighed.
Bürgerverein havde fået lov til at genopstå. Tyskerne havde den 14. oktober under et møde i Rødekro vedtaget at oprette en forening, der skulle modarbejde Slesvigs deling.
Fischer solgte sit blad
Frederik Fischer havde vakt danskheden i byen ikke blot ved sit blad men også med de sammenkomster, der fandt sted hos ham. Efter Treårskrigen var han blevet dybt skuffet over at Sønderjylland ikke var blevet indkoopereret i kongeriget. Han følte sig skubbet til siden.
I 1859 solgte han ”Freja” til boghandler Nicolai Sørensen, men han blev ved med de daglige sammenkomster i sit hjem. I 1865 flyttede Fischer ind i sin nye og sidste lejlighed nede ved havnen, som Jørgen Paulsen og apoteker Worsaae havde indrettet til ham til ham for penge, som hans venner havde skudt sammen.
Her var et stort værelse, hvor han kunne have sine bøger og instrumenter og hvor sammenkomsterne kunne holdes. Her samledes venner hver dag fra kl. 5 til 7. Disse møder fik stor betydning for danskernes sammenhold.
Worsaae indtog en forsigtig rolle
Mange af disse erindringer har vi også fra apoteker Worsaae. Han måtte vel også regnes for en af danskernes ledere. Men han indtog en lidt mere forsigtig rolle. Han skulle passe på sit privilegium. Han foretog et par udenlandsrejser. Og på en af disse tog han til Verdensudstillingen i Paris. På vej hertil besøgte han redaktør Heinrich Kruse fra ”Köllnische Zeitung”. Han skildrede de sande forhold i Nordslesvig. Og Worsaae leverede ham stoffet. Dette blev så oversat af Bahnsen eller Fischer.
Paragraf 5 gjorde det af med et augustenborgsk Slesvig-Holsten. Og fra Aabenraa sendte man en lykønskning til den prøjsiske sejr over Østrig i 1866. Året efter fejrede ”Liedertafel”, ”Bürgerverin” og ”Turnverein” og eleverne fra en drengeskole denne sejr med et optog ud til Hjelm Skov.
Den 18, september besluttede man i By kollegiet at anskaffe et flag med ørn til rådhuset og lade flagstangen male sort og hvidt. Også skilderhusene skulle males ”anordningsmæssigt”
Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen
Den 24. januar 1867 blev Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen fejret.
Fra Rubebecks Hotel gik ”Bürgerverin” med et musikkorps i spidsen til rådhuset. Men egentlig var der kun ca. 80 personer der deltog i festlighederne.
Fysikus Dahl ville ikke aflægge ed til kongen af Prøjsen. Derfor blev han suspenderet og afskediget. Han blev dog i nogen tid bosiddende i Aabenraa som er en af de ledende danske mænd i Aabenraa. Senere blev han stiftsfysikus i Aalborg.
I den følgende tid blev prøjsisk administration og til dels også lovgivning indført i Hertugdømmerne. Amterne blev omdannet til kredse og amtmændene blev til landråder. Der blev oprettet amtsretter og amtsdommere blev ansat.
Valgsejr til danskerne 1867
1867 var et valgår. Der blev i Aabenraa afgivet 516 danske og 469 tyske stemmer. Fra Landsognet 90 danske og 43 tyske stemmer.
100 dansksindede skibstømrere havde søgt til Danmark. Det var sløjt med arbejdet i Aabenraa. Der var indvandret 50 teglværksarbejdere fra Tyskland. En række danske værnepligtige var også fraflyttet byen.
Ballade i Stadt Hamburg
I Stadt Hamburg kom der til ballade. Hel formiddagen holdt Junggreen, Bahnsen og apoteker Worsaae sig her for at alt gik rigtig til i forbindelse med valget. Da en danske var kommet i strid med kaptajn Michael Jebsen, ville Junggreen tale ham til rette, men det fik den tysksindede advokat Schwennsen til at true med knytnæve for Junggreens ansigt:
Efterhånden som der blev drukket mere tæt steg faren for, at der kom håndgribeligheder. Der blev sendt bud efter flere dansksindede. Under stemmeoptællingen var der bnær gået galt. Tyskerne med Michael Jebsen og advokat Schwennsen i spidsen havde igen erobret skænkestuerne. Håndværkssvende og de tyske teglværksarbejdere blev trakteret med drikkevarer og stemningen høj.
Tyskerne tabte valget. De havde bestilt musik og forberedt sig på fakkeltog og et et stort gilde på Rudebecks Hotel. Det måtte aflyses.
Danskerne fejrede sejren
De danske vælgere blev inviteret til et glas punch på Rudebecks Hotel, hvor man kunne fejre sejren. Her blev der skålet og sunget. De fleste var gået hjem inden kl. 8.30, da borgmester Gottburgsen indfandt sig.
Over for værten, Jessenius Hansen bad han ham om at sende de sidste hjem inden kl. 9 og de skulle heller ikke synge. Kort efter kom advokat Schwennesen og en flok tyskere. Idet de sang Slesvig-Holsten – visen sprang de døren til Hotel Danmark. De var kommet fra Hotel Rudebeck.
Der kom til slagsmål, men tyskerne blev drevet tilbage. I stedet begyndte de nu at ødelægge vinduer. Der blev nu sendt bud efter politiet. Borgmesteren kom nu med betjentene og straks efter mødte en militærvagt op. Gaderne blev nu ryddet og bagefter Rudebecks Hotel.
Næste aften holdt Frederiksklubben fest på ”Danmark”. Alle lokalerne var fulde. Da trådte den ny borgmester, A. v. Krogh ind. Han var netop tiltrådt samme dag. Han påbød værten at det ikke måtte synges og at gæsterne skulle sendes hjem kl. 9.
Splittelsen voksede
Den 30. oktober skulle der vælges valgmænd til valg af deputeret til den prøjsiske landdag. Resultatet blev, at der valgtes 10 danske og 9 tyske valgmænd. Dette skabte igen had og ophidselse i befolkningen.
Borgmester og fysikus erklærede nu over for skovrideren at embedsmændene ikke ville deltage i jagterne hvis Bahnsen og Worsaae skulle deltage. Splittelsen voksede. Her havde det altid været både dansk – og tysksindede med til jagt
Økonomisk blev det vanskeligere for Aabenraa
I økonomisk henseende blev årene efter 1864 vanskeligere for Aabenraa. I skibsbyggeriet indtrådte der en stilstand. Folk fra egnen ville ikke mere lade bygge et skib. En mængde skibstømmermænd havde forladt byen. De aabenraaske småskippere ville nødig føre tysk flag. De sejlede derfor uden flag så længe de var på tysk område. Mange virksomheder i Aabenraa gik ned med nakken.
En kaserne blev oprettet
Aabenraa var blevet garnisonsby. De dansksindede havde ikke meget glæde ved at se prøjsiske pikkelhuer. Byen havde ingen kaserne. Soldaterne måtte indkvarteres hos borgerne. Den ivrige hjemmetysker købmand Johan Jacobsen var meget optaget af planer om at få opført en kaserne.
Han ejede nogle arbejderboliger i nærheden af den udtørrede vig af floden. Disse fik han omdannet til kaserne, senere fik han hjælp af byens kasse til at få opført en kasernebygning.
Et stykke af engen, der grænsede op til kasernebygningen, blev grøftet og drænet. Sand og grus blev kørt dertil. Og det blev omdannet til eksercerplads. Da garnisonen tog bort, blev den omdannet til markedsplads.
Vanskelige forhold med den prøjsiske presselov
Den prøjsiske presselov var trådt i kraft. Det betød, at det fra den 1. september 1867 var en ret begrænset frihed for den danske presse. Redaktøren for ”Freja” havde fået at vide, at der fra den 27. marts skulle foreligge en oversættelse på tysk hver gang. Og så skulle kommandanten sætte sit stempel på. Ud der disse forhold kunne Nicolaj Sørensen ikke udgive et blad.
Men senere udkom den dog under lidt mildere betingelser. I 1867 fik redaktøren at vide, at nu var bægeret ved at flyde over. Der ville ikke blive accepteret flere provokationer og man frabad sig artikler fra Junggreen. Alt imens måtte Apenrader Nachrichten kalde folk for ”blödsinning”. Til sidst fik ”Bürgerverin” gennemført et forbud mod ”Freja”.
Jag danskerne ud af landet
Nytårsnat mellem 1867 og 1868 samledes tyskerne på Store Torv. Ved midnat blev et bål antændt. Man afsang en koral ”Des Jahres letste Stunde”. Derefter drog man rundt i gaderne syngende Slesvig-Holsten-visen. Man havde ændret lidt på omkvædet:
Bedre hjemme var man ikke i det tyske. I morgenstunden trak reveillen gennem byen. Denne skik blev så gentaget de følgende år.
I 1868 blev der også arrangeret en rejse til Danmark. 700 sønderjyder aflagde i dagene 4. – 7. juni besøg i Aarhus og Randers. Fra Aabenraa deltog der ca. 60 stk.
Da Kong Wilhelm besøgte Aabenraa
I september 1868 kom kong Wilhelm til Nordslesvig. Myndighederne og tyskerne havde travlt med at planlægge turen. Det skulle selvfølgelig foregå med pomp og pragt. Man forsøgte at samle en deportation, der skulle tale med kongen. Men det ville han ikke.
I en hel uge havde man forberedt besøget i Aabenraa. En masse æresporte var slået op. Og flag var stillet op foran alle de dansksindedes huse. Borgmesteren opfordrede også folk til at sætte lys i vinduerne.
Embedsmænd stod parat ved kongens skib. Områdets præster var forsamlet. Skyttelavet ”Liedertafel” og ”Turnerne” og hvidklædte damer stod parat. Kongen stod med armene ned ad siden og foroverbøjet hoved. Han steg så op på en vogn, der skulle køre ham fra Sønderport gennem hele byen til banegården. Og han kørte i Kommerceråd Jørgen Lorentzens ekvipage. Ja og fra Banegården gik det mod Tønder.
Frederiksklubben fik bøde
Skyttelavet var allerede i 1864 blevet erobret af tyskerne. Dets skyttefest 3. pinsedag havde et fuldstændigt tysk præg.
I 1869 arrangerede Frederiksklubben en skiveskydning ved Schweitzerhalle (Folkehjem). Det var den samme dag som Skyttelavet afholdt deres. 114 deltagere var mødt op hos Frederiksklubben. Man vandrede fra Hotel Danmark til skydepladsen. Man havde fået tilladelse til denne skydning, fordi skydepladsen lå i Kolstrups distrikt.
Men man havde ikke fået lov til at gå det korte stykke på Aabenraas grund. Og det blev betragtet som en meget alvorlig sag. Man forlangte en liste over alle de 114. De ville nu alle få en bøde.
Borgmesteren truede med bøde
De danske topledere var kaldt møde hos borgmesteren. Han gjorde opmærksom på, at han kunne straffe dem, hvis de blev ved med at argumentere for paragraf 5. Borgmesteren mente, at denne paragraf kun var blevet optaget i Prag – Freden af høflighed over for kejser Napoleon. Den ville aldrig komme til udførsel, mente borgmesteren.
Den 15. januar 1870 var der valg til borgmester. Danskerne overvejede om de skulle deltage. Måske var det en fordel at beholde A. v. Krogh på grund af hans ubetydelighed.
Man troede på Jomfru Fanny
Jomfru Fanny havde varslet at store begivenheder skulle finde sted i 1870. I seks år skal Slesvig være under fremmed herredømme, sagde hun. Et stort slag ville foregå omkring Aabenraa. Noget som man aldrig havde set før. Danmarks konge ville komme på den hvide hest. Der ville være blod i gaderne og de danske tropper ville herefter komme tilbage for bestandig.
Jo hendes spådom lever stadig i Aabenraa. Og det gør visheden også, at hun skulle være en kongedatter. Men den store krig, der kom. Ja det var Prøjsen mos Frankrig.
I Sønderborg tænkte man på at flygte. Her var man bange for at blive beskudt af den franske flåde. Jomfru Fanny havde sagt at et prøjsisk skib, forfulgt af seks andre snart ville vise i Aabenraa Fjord.
Aabenraa – Bataljonen i krig
Rundt om i hjemmene spillede danskerne Marseillaisen. Og dette irriterede tyskerne, når de gik forbi på gaden. Den 25. juli om aftenen skulle den garnisonerende bataljon drage afsted. Husene var illuminerede og tyskerne flagede. På banegården musicerede Knacks Musikkorps. Drengene var mødt med stoklygter. Til sidst var alt i orden, så toget bestående af tre lokomotiver og 41 vogne kunne afgå.
Senere kunne man så læse at tyskerne havde taget 40.000 fangere. Det viste sig så at være en trykfejl. Der var kun 4.000.
Efter nogle sejre var rådhuset fuldt oplyst, men slottet var mørklagt. Et planlagt fakkeloptog blev ikke til noget.
Da kongen blev til kejser
Man længtes efter freden. Der kom indberetninger om, at flere unge fra byen var faldet. Den 20. januar 1871 kom så budskabet fra kong Wilhelm at han ville lade sig udnævne til Kejser. Dette fik Fischer til at udbryde:
Landråd v.Levetzau hejste et flag på slottet, men flagstangen knækkede af stormen og flaget forsvandt.
Hvem havde knækket flagstængerne?
Endelig den 2. marts kom efterretningerne om freden. Der blev skudt salut og ringet med kirkeklokkerne. Dansksindede havde også illumineret deres huse, men de blev kaldt for kujoner.
Næste dag var tyskernes flagstænger knækket. De danske topledere blev kaldt til afhøring. Men hvem der havde ødelagt flagstængerne, kom aldrig frem i dagens lys.
Et skuffende dansk nederlag
Den 3. marts var der valg til den tyske rigsdag. Det var ikke med store forventninger danskerne gik til valget. Nu var stemningen tilmed trykket efter den uheldige illumination aftenen forud. Resultatet blev også dårligere, end man havde ventet. 322 danske og 371 tyske stemmer.
Fra dansk side blev der påstået at der var uregelmæssigheder med hensyn til valglisterne. Men resultatet var i hvert faldt, at danskerne havde tabt flertallet af stemmer i Aabenraa og de genvandt det ikke i den tyske tid.
Junggreen blev danskhedens leder
Dagen efter den 4. juli 1871 døde Frederik Fischer af et apoplektisk tilfælde. Martin Bahnsen døde den 12. marts 1875. Og i 1872 solgte Worsaae apoteket og rejste til København. I 1877 forlod også fysikus Th. Dahl byen.
Junggreen trådte til som deres arvtager. Han blev ikke kun Aabenraas fører. Han blev hele Sønderjyllands/Nordslesvigs fører for danskheden. Og snart fandt han ud af, at Prøjsens overherredømme ikke var kortvarig.
Han gik i tysk skole men blev dansk påvirket i hjemmet og navnlig af deres omgangskreds. hvortil hørte mænd som Fischer og Bahnsen. Han drømte om at stå til søs lige som sin far og farfar. Men han tog sin første uddannelse på stedfaderens tobaksfabrik.
Seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse
Denne Junggreen var under den første Slesvigske krig rejst til kongeriget for ikke at blive indkaldt i den slesvig-holstenske hær. I 1853 rejste han udenlands. Og det var som guldgraver. Da han opholdt sig i Virginia studerede han tobaksfabrikation. I løbet af sommeren 1857 vente han tilbage til Aabenraa, hvor han giftede sig og etablerede sig som tobaksfabrikant. Det har vi tidligere skrevet om.
Han skrev ret ofte til Frederik Fischers avis ”Freja”. Han forsøgte at skrive moderat. Men han undgik ikke fængsel. Han skrev at, den tyske kejser skulle gå ind for paragraf fem. Dette blev takseret som majestætsfornærmelse. Det blev takseret til 6 måneders fængsel som blev afsonet i Magdeburg.
Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner
Fra 1868 skrev han i det genoprettede Dannevirke. Fra 1866 – 70 skrev han i Köllnische Zeitung om begivenhederne i Nordslesvig.
I 1881 tog Junggreen initiativet til ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig (senere Sprogforeningen). Han blev den første formand. I 1884 blev han valgt til Rigsdagen. Men han sad der ikke ret længe. Allerede i 1886 døde han – en uventet død. På hans gravsted i Aabenraa står følgende:
Han holdt mange foredrag særlig om historiske og astronomiske emner. Han har sikkert været inspireret af Fischer.
Vi forlader nu Aabenraa under prøjsiske styre. Men vi vender tilbage for det er meget mere at fortælle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 5, 2021
Aabenraa Amt – i den første tid efter 1864
Historien fra dengang handler ikke kun om ”Slaget ved Dybbøl” eller ”Landgangen på Als” Besættelsen kom til at præge hverdagen. Der var mange indkvarteringer. Bare læs om præsten i Ullerup. Bahnsen havde også fuldt hus. Der var flest soldater ved kysten. Der var plads til 1.200 på lazarettet. Der var masser af tropper i Aabenraa. Frederik Fischer skrev om det. Og der var forskel på godtgørelse med hvem man havde boende. Der var masser af tvangskørsel. Fiskerbåde blev inddraget og embedsmænd blev fyret. Men der opstod også romantik. Således blev der over fem år registreret 46 soldaterfædre til ”uægte” børn i Aabenraa
Ikke kun slaget ved Dybbøl
Meget af historien omkring 1864 er koncentreret om slaget ved Dybbøl. Her på vores side har vi forsøgt at nuancere begivenhederne lidt. Vi har en speciel kategori, der beskæftiger sig med denne begivenhed. Men også under Tønder og Aabenraa kan du læse mere om denne begivenhed. Og vi har på nuværende tidspunkt også planer at skrive endnu en artikel om begivenhederne i selve Aabenraa By. Vi gør det inden, at det kommer helt i glemmebogen.
Besættelsen kom til at præge hverdagen
Den preussisk – østrigske besættelse af Nordslesvig kom i den grad til at påvirke befolkningens hverdag. Der skete overgreb på befolkningens ejendom og værdier. Ja det kom også til at påvirke befolkningens hverdag. Det var især mærkbart fra februar til november 1864. Efter den tid var der andre ting, der kom til at påvirke befolkningen.
Tilbagetrækningen fra Dannevirke den 6. februar 1864 kom som et chok. Man havde blind tillid til de danske styrker. Det gjorde det sikkert også for den preussisk – østrigske hær.
Den 10. februar dukkede de første regulære besættelsestropper op i Aabenraa. De tog turen op ad hovedgaden til Nørreport og tilbage igen ud af byen. Senere på dagen kom et kavaleri. Men inden aften var disse også forsvundet.
Men næste dag kom yderligere styrker. Og disse styrker blev i byen. I de første dage oplevede befolkningen det som et rovtogt. Soldaterne forlangte både mad og husrum. Der er også beretninger om at kvæg er trukket fra stalden, slået ned og tilberedt i gårdens gruekælder.
Mange indkvarteringer
Der er også beretninger fra både Ensted og Hjordkær. På Årup Hovedgård blev der indkvarteret 400 mand, der alle skulle have noget at spise.
Flere af teglværkerne omkring Aabenraa blev i februar beslaglagt af militæret med henblik på opstaldning af slagtekvæg blandt andet Frelle Detlefsens værk på lindsnakke og C.C, Callesens ved Posekær. Sidstnævnte sted stod der til tider op til 700 stk. kvæg og ventede på skæbnen.
Rekvireringen af havre, halm og hø til hestene var konstant under hele besættelsesperioden. Særlig dette var en stor byrde for lokalbefolkningen. Særlig i forårsmånederne har man kunnet mærke dette ude på gårdene.
Præsten i Ullerup
N.L. Freiberg, der var præst i Ullerup, et nabosogn til Aabenraa oplevede at køkkenet var belagt med bønder og karle fra nabosognene, der var udskrevet til ægtkørsel (tvangskørsel). De to tjenestepiger måtte deles om en seng i pigekammeret samtidig med at der på gulvet var redt op til drengen i huset og til en gift daglejer. I præstens studerekammer sov jomfruen og stuepigen. I sovekammeret præst og kone. Den øvrige præstegård var belagt med militær. I det ene gæsteværelse sov en gammel bøssemager og fureren. I det andet to sergenter, i det tredje seks underofficerer. I havestuen alle oppasserne, i den blå stue, intendanten, i biblioteket to kaptajner og i salen tre løjtnanter.
Staldene var fulde af heste og hestepassere og kostalden vrimlede med menige. Nogenlunde samme forhold gjorde sig gældende hos pastor Poulsen i Ensted, der allerede den 11. februar fik besked om indkvartering af fire officerer, 21 mand samt 8 heste. I alt lagde præstegården hus til ikke færre end 89 overnatninger af officerer, 718 overnatninger af underofficerer og menige, samt 459 opstaldninger af heste i perioden fra februar til oktober 1864.
Bahnsen havde også fuldt hus
Også hos Bahnsen i Storegade i Aabenraa var der trængsel. I perioden fra juli til september var der i gennemsnit 7 personer indkvarteret om dagen. Det skyldtes nok husets størrelse. Det var et 10 fags hovedhus i to etager. Dertil kom et baghus på 6 fag og en stald på fem fag.
Efterhånden fandt man frem til en form for betaling. Det hed ”Mundportion og det blev sat til 5 skilling, hvis det var uden kød. Og 8 skilling hvis det var med kød. Men åbenbart kneb det lidt for Bahnsen skriver i sine dagbøger, at han havde og konen havde besluttet sig for ikke at give officererne deres fulde forplejning.
Flest soldater ved kysten
På Løjt Land var der i gennemsnit indkvarteret 176 soldater. Og i Felsted og Ensted var der henholdsvis 49 og 45. Der var langt færre inde i landet. Således var der i Hjordkær og Bedsted henholdsvis 10 og 11 personer indkvarteret.
I Aabenraa var der vel omkring 1.100 og 1.200 indkvarterede. Dette er et ganske betragtelig antal, når man betænker at der på daværende tidspunkt ikke boede mere end 5.000 mennesker i byen.
Plads til 1.200 på lazarettet
Bahnsen nævner at der den 8. marts ankom 1.000 østrigere til byen. Den 18. marts tog en bataljon afsted til Sundeved. De havde ligget i standkvarter den sidste månedstid. Den 15. april kom der en afdeling friske tropper på 6.000 mand fra Spandau, fortæller Bahnsen. Den 20. april 6.000 – 7.000 mand osv. Alene på byens lazaret var der februar plads til 500 sårede og til april ca. 1.200.
Frederik Fischer skrev om det
Alle disse indkvarteringer satte sit præg på byen. Den 29. marts skriver Frederik Fischer således:
Den 6. april skrev Fischer:
Der var forskel på folk
Efterhånden indførte man en tarif på logi og service. For ordinært mandskab i gruppe C (menige) er logiet fastsat til 5 mark om måneden.
Underofficerernes logi i gruppe B blev fastsat til mellem 8 mark og 3 skilling op til 25 mark alt efter rang.
Øverst har vi officererne i gruppe A. Her var værdien takseret til mellem 34 og 50 mark. Generalmajorer og brigadekommandørers logi var takseret til 120 mark om måneden. Feltmarskals-løjtnanter, generalløjtnanters og divisionskommandørers logi blev takseret til 150 mark om måneden.
En af disse elitefolk, by-kommandøren i Aabenraa boede i flere omgange hos apoteker Worsaae. Men som han sagde, så drak kommandøren også min vin og røg mine cigarer.
Maser af tvangskørsel
Det greb forstyrrende ind i hverdagen, når man pludselig skulle stille en hest, vogn og sin arbejdskraft til rådighed. Alle jordbesiddere i Rise synes at være involveret i denne tvangskørsel. Det var bestemt ikke kun Risegård og Skrivergården. I perioden fra februar til november 1864 er der ydet i alt 575 dages arbejde.
Det var naturligvis de største gårdmænd, der bidrog mest. Således står Henningsen på Risegård for næsen en femtedel af turene. Også Pastor Kjær og Ernst Petersen på Skrivergården stod for mange ture.
Man skulle bl.a. befordre preussisk militær fra Rise til Tønder og Løgumkloster. Men der også eksempler på, at man skulle køre helt til Nibøl og Flensborg.
Når kuskene så mødte op, så blev de underlagt samme forhold som soldaterne, både disciplinært og rent fysisk. Mødte man for sent, blev kusken mødt med skældsord og eventuelt afstraffelse.
Fiskerbåde blev inddraget
Men også fjordfiskerne ved Aabenraa Fjord fik mærket konsekvenserne. I forbindelse med den planlagte overgang til Als omkring 1. april blev alle årer inddraget tillige med alle de fiskerbåde, der kunne trækkes op på land. Det drejede sig om mellem 50 og 80 både i Aabenraa.
Som bekendt skete overgangen først den 29. juni. For mange af de mindrebemidlede fjordfiskere var disse måneder uden mulighed for indtjening.
Masser af embedsmænd blev fyret
Også for de danske embedsmænd fik besættelsen store konsekvenser med mange afskedigelser og fængslinger. De nye militære myndigheder havde en panisk angst for spionage. Hver gang en større operation var i vente blev de lokale præster og embedsmænd fængslet. Således oplevede præsterne Henrik Roth i Varnæs og M. Mørk Hansen i Felsted i løbet af foråret at være fængslet ikke færre end fire gange enten lokalt eller i Flensborg.
Både amtmand Heltzen og borgmester Lunn i Aabenraa samt herredsfoged Bluhme m.fl. oplevede at blive interneret og fængslet.
36 embeds- og bestillingsmænd blev afskediget. 11 præster i området, to husfogeder, to tingskrivere samt en herredsfoged m.m. måtte samme vej.
Faktisk fik man i Aabenraa lov til at holde de danske embedsmænd længst.
Mange soldaterfædre
Hos familien Callesen kaldte den yngste den gamle hauptman Quast for ”Onkel Hauptmann” Ja og faktisk steg antallet af uægte børn. Det nåede et højdepunkt i 1866. Det var ofte med prøjsiske eller østrigske fædre. Ja i femåret 1865 – 1869 var der ikke færre end 46 soldaterfædre til uægte børn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 3, 2021
Flensborg – i begyndelsen (1) (b)
Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2010. Vi skal høre om en ridder ved navn Flene og et vandløb kaldet Flensbæk. Flensborg kendes fra skriftlige kilder fra 1240. Men byen har eksisteret længe før. Historien er præget af blodige kampe mellem de holstenske grever og kongemagten. Vi kigger på Flensborghus, der senere kom til at hedde Duborg. Efterhånden voksede byen til en anseelig handelsby. Skt. Knuds Gildet havde en stor indflydelse i byen. Dette er første del af en række artikler om Flensborgs historie. Det var ikke altid at kongen kunne betale sin gæld. Ja så blev Flensborg brugt som pant. Efterhånden blev dansk fortrængt af plattysk og til sidst højtysk. Men i de lavere kladder fortsatte man med at tale dansk. Dette er Flensborgs historie frem til ca. 1490.
Hvornår er Flensborg opstået?
Skal man beskrive Flensborg fra begyndelsen er det svært at finde materiale. Sandsynligt er byen opstået i det 12. århundrede. I Knudsgildet er der udsendt et ”Værnebrev”, som er udateret. Det henføres til ”Knud, Konge af alle de Danske”. Det må være tale om Knud den Sjette. Og det må være før 1193. Fra dette år kalder Knud sig nemlig ”Slavernes Konge”.
Små bebyggelser ved fjorden voksede sammen til en handelsplads. Byen opstod på grænsen mellem Vis Herred og Husby Herred. I 1284 fik Flensborg købstadsrettigheder
Byen nævnes 1240
Flensborg Bys navn nævnes første gang i et brev fra 1240 udstedt af Hertug Abel. Man mener at Mariekvarteret er det første sammenhængende byggeri i Flensborg. Man ved, at Mariekirken i 1284 blev opført i sten til afløsning af en tidligere kirke på samme grund. Byens ældste gilde Knudsgildet havde sit alter i Mariekirken.
Men også Nikolai Kirke har haft en forgænger.
Af Kong Valdemars Jordebog (1231) fremgår det, at blandt de kongelige indtægter var told fra Vis og Husby Herreder.
Et Franciskanerkloster tæt ved Nikolai Kirke kan henføres til midten af det 13. århundrede. I efteråret 1247 skalle Valdemar Sejrs datter have mæglet mellem Kong Erik og Hertug Abel.
Ved fjordens vestkyst, hvor større skibe kunne gå ind, er der tegn på en tidlig bebyggelse. Muligvis er dette sket med Knud den Sjettes hjælp. I anden halvdel af det 12. århundrede er der opstået en kongelig eller adelig borg.
Flensbæk
I et gammelt sagn omtales Flensbæk. Fem adelige skulle have lejet bymarken. De skulle også have udøvet stor skade på befolkningen. En af de fem adelsgårde hed Etteborg. Den lå ”Unter dem Holtz. Det vil sige i Marieskoven på den såkaldte Junkerplads.
Her fandt man i det 18. århundrede en vold med en dyb grav. I et brev fra 1301 kan man se, at denne gård blev ejet af en borgmester, der hed Juel.
Flensbæk har ligget i byens nordlige del. Måske er der tale om Flenså. Historikere mener, at Flens har noget med en høj eller et bakkedrag at gøre. Men ifølge sagnet er det måske den tapre ridder Fleno, der gav navnet til byen.
Ifølge det omtalte sagn skulle den danske helgen Knud Lavard have beordret ridder Fleno til at grundlægge en borg ved den indre del af den fjord, der i dag hedder Flensborg Fjord.
Arkæologiske udgravninger har fundet resterne af en borg, hvor Mølleåen udmunder i Flensborg Fjord, for enden af det nuværende Nygade.
I 1261 fremtræder navnet Flensaburgh – Borgen ved Flens Å.
Schauenborg
Valdemar Sejr havde i 1232 givet grænselandet som et fyrsteligt len til sin næstældste søn. Abel. Og denne giftede sig ind i den schauenborgske slægt. Dette viste sig at være skæbnesvangert for Sønderjylland.
I 1248 skulle byen være blevet ødelagt ved en brand. Man flyttede fra den østlige til den vestlige flodbred.
Det var broderlige kampe mellem Abel af Slesvig og den danske konge Erik Plovpenning, der var årsag til nedbrændingen af byen.
Krigen kulminerede med drabet på Erik Plovpenning i Abels hovedby Slesvig.
I 1250 blev Abel konge af Danmark og stod for genopbygningen af Flensborg. Men han faldt i 1252 i et felttog mod friserne.
En række turbulente år fulgte. I 1340 blev Sønderjylland delt i tre dele med slottene, Tørning, Tønder og Gottorp som midtpunkt. Det gamle fjendskab med de holstenske grever med hertugen mod kongen bestod.
En tur rundt om byen
Valdemar Atterdag tog på tugt i hertugdømmet i 1358. Kongen hjemsøgte Angel og Svans. Ifølge Krøniken:
Grev Henrik tillod, at borgerne byggede en mur rundt om byen. Byen skulle også forsvares med bevogtning på ”bjerget”. Han skulle også nord for byen i Bov Sogn have bygget borgen Nyhus. Dette er sket før 1365.
Omkring 1345 byggede flensborgerne en bymur. I forbindelse med opførelsen af Flensborgs byfæstning oprettedes en del byporte som Røde Port og Friserport.
Valdemar Atterdag var i gang med at tilbageerobre danske besiddelser i Skåne og Slesvig – Holsten. Det var derfor at muren blev bygget. Det var en bymur, der gik rundt om datidens centrum Nørretorvet og Søndertorvet.
Først i Valdemars sidste år forsøgte han at tilbageerobre de slesvigske byer. Det lykkedes faktisk i 1373, da Hinrich den Anden overdrog sine slesvigske besiddelser til det danske rige med den såkaldte Flensborg – traktat.
Da Hinrich døde i 1375 uddøde Abels slægtog da Valdemar Atterdag døde kort tid efter underskrev hans efterfølger Oluf den Anden en håndfæstning, hvor hertugdømmet blev afgivet i de næste 15 år.
De Holstenske grever
Valdemar erobrede i slutningen af 1372 med en stor troppestyrke Flensborg og sluttede en fordelagtig fred med greverne og de jyske adelige. Foruden Tørning manglede han kun Gottorp som greverne ikke ville af med.
Men da Valdemar døde, gik alt hvad kongen havde erobret tabt. De holstenske grever kunne atter engang indtage Sønderjylland.
Fra Gerhard stammer det ældst bevarede privilegiebrev for Flensborg. Hertugen bekræfter de friheder, som borgerne havde fået under hertugerne Erik og Valdemar såvel som greverne Henrik og Claus.
Margrethe købte jord tilbage
Efter Gerhard den Sjettes død i 1404 forsøgte dronningen at få genoprettet det, der var tabt. Slot efter slot, herreder efter herreder fik hun købt eller pantsat.
Gerhards enke Elisabeth havde efter kun få år kun Gottorp, Flensborg, Nyhus samt Als og Ærø. I september 1409 blev der på Hindsgavl afsluttet overenskomst, hvor Elisabeth pantsatte Flensborg og Nyhus til dronningen.
Biskoppen blev mishandlet
Men ak freden varede ganske kort. Biskoppen af Slesvig blev under et ophold i Flensborg udsat for brutale mishandlinger af den holstenske adel. En ny fredsaftale blev indgået i Kolding i 1411.
Men allerede året efter var der igen krig om Flensborg. Samtidig opstod der en alvorlig pestepidemi. Enden på det hele var, at byen skulle udleveres til dronningen. Hun var selv mødt op i Flensborg for at modtage byens troskabserklæring. Fire dage efter døde hun på Flensborg Fjord ud For Okseøerne i sit skib.
Vanskelige vilkår for Flensborg
Kongen opholdt sig på Mariebjerg senere Duborg. Herfra udstedte han den 14. september 1413 en stadfæstelse af byens privilegier i udvidet form.
Da en femårig våbenstilstand udløb startede nye kamphandlinger. Et nyt forligsmøde kom i stand, men freden barede heller ikke dengang længe.
I 1423 udråbtes freden atter engang i Flensborgs gader. Men de holstenske grever gav ikke op. På et tidspunkt erobrede de Brundlund Slot i Aabenraa. Det var i 1429. Nu var forbindelsen mod nord afbrudt. Det gav vanskelige vilkår for Flensborg.
Blodige kampe
Atter engang i 1431 overrumplede de holstenske graver, Flensborg. Hovedmanden var tyskeren, Kurt von der Lucht. Med 200 mand lykkedes det for ham at slippe gennem byportene. Efterfølgende kom der til blodige kampe i Flensborgs gader. Det var mellem de holstenske tropper og byens borgere. I byen var der et holstensk mindretal. De stillede sig på troppernes side.
Nogle af borgerne søgte tilflugt i klosteret. Men dette blev snart erobret. Kun slottet stod tilbage. Det blev godt forsvaret af ridder Morten Jensen (Gyrstlinge) og Gert Gyldenstjerne, biskop af Børglum. Fra søsiden fik slottet også hjælp.
Situationen blev dog forværret. Belejringen af området fik efterhånden slottet til at overgive sig. Efter tabet af Flensborg opgav man fra dansk side at fordrive holstenerne. Nyhus faldt også samme efterår.
Kongen havde nu kun Haderslev og Ærø tilbage. Også disse rester blev nogle få år efter overladt til Hertug Adolf.
Stadsret for Flensborg
Påfaldende er det at inden for 200 år findes der fire stadsretter for Flensborg, der på mange måder afviger fra hinanden:
Lov og ret i Flensborg
Ja det kan virke forvirrende med så mange forskelligartede udlægninger. Som retssystem brugte man Jyske Lov.
For manddrab var straffen tre gange 18 marks bod til den dræbtes slægt, samt en overbod på en marks guld. Dertil kom en speciel bod på 40 mark til kongen og lige så meget til byen. Dette var dog ikke nedfældet i Jyske Lov.
Dødsstraf ved tyveri gjaldt når tyven blev grebet på fersk gerning og havde stjålen for ½ mark eller mere.
I det hele taget syntes det som om, at Flensborgs Stadsret behandlede almindelige forbrydelser meget strengt.
Ved køb af en
Ja, da blev der krævet to vidner.
Lovgivningen for Flensborg vidnede om mange ejendommeligheder.
Kirke og klostre
Omkring 1280 omtales en Skt. Jørgensgård. I Flensborg vidner Jørgensby endnu om denne gård. Ifølge Flensborgs Jordebog fra 1450 ejede St. Jørgensgård flere ejendomme i og uden for Flensborg.
Hele komplekset, hospital, kirke og kirkegård syntes af hensyn til smittefaren, at have været omgivet af en grav. Skt. Jørgensgård har lige som Helligåndshuset haft asylret. I 1582 blev den nedrevet og stenene blev anvendt til Skt. Nikolai Kirkes Tårn.
Helligåndshuset ejede i 1451 28 huse i Flensborg og 25 landejendomme. Stedet var en borgerlig stiftelse. Og denne havde sin egen kirke. Skriftlige kilder vidner om, at sygehusene, Helligåndshuset og Skt. Jørgensgård har haft samme ledelse.
Franciskanerklostret er antagelig grundlagt 1263 af Johannes Hviding. Klostret hørte under Ribe og omfattede klostrene i Ribe, Slesvig, Tønder, Flensborg og Kolding. I 1494 kom Husum også med. I årene omkring 1430 førte klosteret en strid med Cistercienserne i Ryd Kloster, der var tysksindede.
Nord for Flensborg lå Krogsris (Klusris) Kapel. Her var gudstjenesterne på grund af manglende indtægt næsten ophørt. Derfor skænkede Hertug Henrik kapellet til klostret i Rud, der lovede at forny gudstjenesten. Da han døde kort tid efter, overlod kongen så kapellet til Franciskanerne. Men ak og ve, da holstenerne så igen fik magten, så var det igen Rud Kloster, der fik kapellet. De beholdt så kapellet til reformationen.
Munkene i Flensborg blev ombyttet med tyske munke. Jo kirkelivet i Flensborg var et vigtigt spil mellem kongen og de holstenske grever.
Franciskanerne stod sig godt med borgerne. De forskellige lav holdt sjælemesser i klosterkirken flere gange årligt. Til gengæld fik klosteret mange gaver. I 1479 blev det bestemt at munkene årligt skulle have 12 ”stob” vin til at holde messe for. I 1495 skete der en revision af munkeordenen og flere danske munke kom til.
Flensborghus og Duborg
På Mariabjerget Blev Duborg til i de urolige år i begyndelsen af det 15. århundrede. Højt over byen ejede den adelige Iver Juel en større ejendom med stenhus, træbygninger og stalde. I 1409 solgte han denne ejendom til dronning Margrete. Hendes hensigt var at bygge en borg her til at sikre byen mod holstenerne.
Det var på denne endnu ufærdige borg, snart kaldet Flensborghus, hvor dronning Margrethe opholdt sig i 1412, inden hun gik ombord på sit skib og døde.
Snart blev Flensborghus kaldt Duborg efter en af dets befalingsmænd Jens Due. Den er for længst sunket i grus. Gader og huse samt den danske skole Duborg Skolen dækker nu området. Endnu i det 18. århundrede har man fundet rester af anlæg med dobbelte volde og grave. I det 19. århundrede fandt man rester af en ringmur.
Når de danske konger var på besøg, gjorde de ophold på Duborg. Christian den Tredje syntes dog ikke at den var standsmæssig nok, så i 1546 lod han opføre et nyt hus på grunden. I 1604 påbegyndte Christian den Fjerde en istandsættelse af slottet.
Endnu indtil 1703 var Duborg sæde for amtmanden. Derefter begyndte slottet at forfalde. I 1719 blev store dele af slottet nedbrudt. Stenene blev blandt andet brugt til det nye Vajsenhus i Nørregade. Men dele af slottet var dog stadig i 1770 i behold.
Det Holstenske Ridderskab
Ifølge Jordebogen var der kun få adelige i byen i 1436. Til gengæld kunne man støde på den gamle sønderjyske adel. Navnlig efter 1440 var det holstenske ridderskab repræsenteret i de mange gilder i byen.
Den adelige juelske slægt havde besiddelser lige uden for byens mure på slotsbjerget. Borgmester Ivar Juel deltog i kampen mod holstenerne på Dronning Margrethe og kong Eriks side. Derfor blev alle hans besiddelser taget fra ham, da holstenerne igen fik magten og han blev taget til fange.
Stor handel
Borgerbefolkningen bestod allerede tidligt af købmænd, skippere og håndværker. Allerede fra 1284 regnedes strækningen helt til Bruusnæs som hørende til byen. Handelens voksende betydning ses af de nye bestemmelser om told indført i Byretten ca. 1300 både af varer til udførsel som heste, kvæg, korn, smør, fisk, huder og skind m.m. De indførte varer var salt, vin, øl, klæde og lærred, kramvarer, voks, kobber m.m.
Der har været mange skibsværfter i byen og Flensborg har været kendt for sine romfabrikker.
Den første velstandsperiode havde Flensborg mellem 1450 og 1600. Byen blev centrum for en omfattende østersøhandel. Byen havde en handelsflåde på 200 skibe.
Den tyske indvandring
Byen opnåede en førerstilling blandt de sønderjyske købstæder. Man prægede egne mønter og høstede gavn af de fredelige vilkår efter 1431. Den tyske indvandring til byen kom som følge af holstenernes erobring.
Erik af Pommeren havde besat byen i 1426. I både 1427 såvel som i 1431 blev byen belejret af Schauenburgerne med opbakning fra Hansestæderne, Ved den sidste belejring lykkedes det Schauenburgerne at sætte sig på såvel borg som by.
I 1440’erne blev der bygget et nyt rådhus, liggende på hovedgaden, hvor Storegade og Holm mødes. Ud- og indførsel foregik som regel med egne skibe. Et privilegium af 1521 indskærpede på ny borgernes eneret på handel med ridderskabet og bønder i lenet.
Ligeledes var handel med okser stor. Flensborgerne købte dem bl.a. i Ribe og Kolding for at føre dem ned ad den gamle Oksevej til de store markeder i Nordtyskland.
Flensborg nød på forskellige områder godt af sit ry som kongelig by. Ret til toldfrihed i Danmark og Norge stammer nok først fra delingen i 1544.
Efter nordiske forhold var Flensborg ved middelalderens slutning en ret betydningsfuld by. Den rangerede efter København, Malmø og Odense. I 1508 var her 420 huse og et indbyggertal på 3.000.
I en årrække var der en slægtsfejde i byen. Borgmester Lasse Siverts blev i 1406 dræbt af Attrupperne. Lasses søn Lyder og dennes svoger Kurt von der Licht tog hævn og dræbte Peter Attrup.
Herefter fulgte en ny hævn idet den unge Sivert i 1420 blev dræbt af Attrupperne.
Den tyske indvandring i købmandsstanden aftog omkring 1440.
Knudsgildet
Knudsgildets skrå i Flensborg er den ældst bevarede gildevedtægt i Norden. Den foreligger dog kun som et sent håndskrift fra 1400. Den er udateret men regnes at føre tilbage til Knud den Sjette. Gildet havde egen retsmyndighed. Når der opstod fejde mellem brødre, hed det:
Skt. Knuds Gildet i Flensborg hørte til de såkaldte værnegilder. Disse gilder var indviet til en national nordisk helgen. Skt. Knud, Skt. Olav eller Skt. Erik. Gilderne i Odense og Flensborg udgjorde en særlig gruppe over for de yngre gilder. Det var dengang et samlingssted for de mest velhavende købmænd.
Skråen har bestemmelser om hjælp ved skibbrud og fangenskab i hedningeland. Det henviser til købmænd på langfart. En senere tilføjelse bestemmer, at gildelaget skal arrangere en sjælemesse for afdøde søstre og brødre, hvortil alle har mødepligt.
Gildet har haft stor indflydelse på rådmændene. De har også haft nær forbindelse med magistraten i pengesager.
Andre kilder
Kalenderen fra 1362 var et gejstligt gilde. Ifølge skråen bestod den af 24 præster, som kunne suppleres af 8 lægmænd, hvis der ikke var præster nok. To gange om året mødtes alle brødre for i tre dage at:
Af andre gilder kan nævnes Laurentiusgildet, Gertrudsgildet og Dragergildet. Ja så var der også Vor Frues Købmandsgilde, Nicolaigilde og Hellig Legemesgilde.
Byens styre
Den fyrstelige myndighed bestod af amtmanden. Byens styre blev varetaget af Rådet. Det var også blandt dem, at borgmesteren skulle findes. Og som i de fleste andre sønderjyske byer var der kun en snæver kreds der kom i betragtning til dette råd.
Ved Kong Eriks privilegium af 1413 fik magistraten ret til at vælge fogeden. Og fogeden var den embedsmand som repræsenterede den kongelige myndighed i byen.
Omkring 1489 nævnes et ”Borgerskab” på 24 medlemmer, som skulle gennemgå byens regnskab. En tilsvarende institution kendes ikke fra andre tyske byer men kom senere i en række danske købstæder.
Byens pengesager styredes direkte af borgmesteren og Rådet. Lønnet var kun byskriveren, der i Flensborg nævnes første gang i 1507.
Dansk eller tysk
Det ældste Flensborg var den by, der voksede frem i Valdemarstiden. Den var omgivet af dansktalende bønder. Mange af dens indbyggere kom fra andre dansktalende byer. En stor del kom dog fra Tyskland.
Knudsgildets skrå og Stadsretten fra omkring 1300 var begge på dansk. Den overvejende del af borgerne talte dansk. De mest indflydelsesrige talte også dansk. Byretten omkring 1300 blev oversat fra latin til dansk.
Slesvig var efterhånden overvejende tysk. En fortegnelse over byens grundejere fra 1406 viser at højest en tredjedel eller fjerdedel af borgerne havde danske navne. Også i Flensborg begyndte de danske navne at blive fortrængt.
I 1436 begyndte man i Flensborg at føre byens bog. Her ses at fremmede navn tydeligt begyndte at dominere.
En fortegnelse over 415 gildebrødre som omtales i tiden 1377 til 1518 var omtrent en femtedel tyskere, mens lidt over halvdelen var danskere. Cirka en fjerdedel var frisere. Efterhånden udgjorde tyskerne blandt de velhavende købmænd et flertal.
Men se disse undersøgelser har den skævhed, at de ikke medtager en del af tyendet, småfolk, daglejere og fattige stakler.
Plattysk
I løbet af det 15. århundrede var kultursproget i Flensborg plattysk. Befolkningen talte både tysk, plattysk, dansk og sønderjysk. Det danske skriftsprog forsvandt omkring midten eller udgangen af det 14. århundrede.
Købmændene fra hansestæderne brugte det plattyske sprog. Tysk adel og dermed det tyske sprog vandt indpas i hertugdømmet.
Kongens og hertugens kancellier brugte allerede plattysk fra omkring 1400.
Dokumenter på rådhuset fra før år 1400 var forfattet på latin, sikkert af gejstlige. Fra 1400 var disse på plattysk. Den lavere klasse fortsatte med at tale dansk. Christian den Anden forlangte dog, at hvis breve skulle sendes til resten af Sønderjylland skulle det forfattes på dansk.
Men snart måtte det plattyske vige for det højtyske.
Under hertug Adolf kom der fred i Flensborg. Han havde venskabelige bånd til kong Christoffer og endnu bedre forbindelser til søstersønnen Christian den Første.
Flensborg som len
I 1460 blev Christian den Første valgt som hertug af Slesvig og greve af Holsten. For Flensborg var det uden betydning, da den stadig hørte under den danske konge. Betydningen viste sig dog først lidt senere lidt efter lidt.
Kong Christians kreditorer tilhørte alle sammen adelen. Her spillede Flensborg by en rolle. Byen blev stillet som sikkerhed for lån.
I oktober 1470 blev byen, lenet og slottet givet til alle kautionister under et som underpant for betaling af gælden. Mæglerne var Lübeck og Hamborg.
Da gælden stadig ikke var betalt i 1472, blev den overgivet til kautionisterne. Foged Otto Walstorp havde fra april 1473 slot og by i forvaring.
Gælden var vokset til 40.500 mark. Og disse skulle betales tilbage i 8 terminer. Pengene faldt også prompte. I 1487 var gælden indløst, og det finansielle grundlag for besiddelsen af hertugdømmerne var hermed sikret.
I 1490 skete der en deling mellem kong Hans og hans yngre bror Frederik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.691 artikler. Under Sønderjylland (198 artikler) finder du bl.a. disse artikler, der omfatter Flensborg:
Under kategorien Indlemmelse, Afståelse, Genforening (141 artikler) vil du også kunne finde artikler, der berører dette emne
Februar 1, 2021
Da Briggen Chico af Aabenraa blev overfaldet (b)
Dette er en redigering af en artikel fra 2012. Den handler om, da briggen fra Aabenraa blev overfaldet af pirater i Hong Kong. Briggen var bygget på Michelsens skibsværft for redder Frederik Callesen. Cirka et halvt år efter skrev førstestyrmand Meinhardt ned, hvad der skete. Det er denne dramatiske beretning, som vi her bringer. Her er også beretningen om ”Familie-ringen”. De kinesiske redningsmænd overvejede flere gange, om de skulle smide Meinhardt i havet. De mente, at han var mere død end levende. Mandskabet havde forladt Chico uden at tage de sårede med. Læs her den gribende beretning.
Søforhør
Vi har mange gange beskæftiget os med søfart fra Aabenraa. Her er det Aabenraa – briggen Chico vi kigger på. Om bord var skipper Meinhardt, der under overfaldet i Kina blev hårdt såret.
Det var ikke langt fra Hongkong Havn at briggen Chico blev overfaldet, plyndret og sat i brand.
I Sydafrika afgav Meinhardt sin beretning ved søforhøret. Denne beretning har vi fået tilsendt af Meinhardts tipoldebarn i Grindsted, Ellen Maria Meinhardt Beck. Og så er den spændende beretning om ringen.
Troels Kløvedal tog samme tur
Troels Kløvedal har taget nøjagtig den samme tur op ad Ganges Floden, som Chico tog. Ellen er meget interesseret, så er det noget til denne historie om Chico, du ved noget om er du velkommen til at give os et praj, så videregiver vi dette til Ellen.
Bygget på Michelsens værft
Chico blev bygget i 1856 på Mads Michelsens værft i Aabenraa for rederiet Frederik Callesen. Skibet sejlede på Østasien og hjembragte ris og oversøiske varer. Kaptajner på skibet var Frederik Callesen selv, kaptajn Dresher og sidst Kaptajn Ohlsen.
Den 21. januar 1864
Hvad skete der med besætningen den 21. januar 1864?
Kaptajn Ohlsen: dræbt – sandsynligvis brændt ihjel
Styrmand Georg Ludewig Meinhardt: Hårdt såret, overlevede, reddet af Herluf Trolle af København. Indlagt på Seamens Hospital i Hongkong. Han skrev en øjenvidneberetning signeret den 12. august 1864 i Cape of Good Hope ombord på det engelske dampskib Vulcan
Anden Styrmand – navn ukendt: Dræbt, sandsynligvis med sabel
Matros: Navn ukendt: Hårdt såret, overlevede reddet af det engelske krigsskib Princess Charlotte, indlagt på Government Hospital i Hongkong
Dæksfolk m.m. Navne ukendte: Overlevede, stjal skibsjollen og efterlod såvel kaptajn som Første og Anden Styrmand til deres egen skæbne.
For meget vind
Briggen forlod, efter endt reparation af sit havari og efter igen at have indtaget sin last Hongkongs havn. Lasten bestod af ris og skibet var velforsynet til den forestående sejlads i god og sødygtig tilstand. Det var torsdag den 21.01.1864 klokken var fem om morgenen. Briggen blev bugseret af bugserbåden Sterling.
Vinden var østen med storm og stærke vindstød. Kaptajnen og styrmanden var først ikke enige, om de skulle sejle eller ikke. Da de kom ud i Leumoo – passagen fandt de ud af, at de højst kunne føre dobbeltrebede mærssejl. De frygtede at den stærke strøm fra nordøst ville sætte dem ud af kurs. Den høje sø ville standse deres fart på grund af den lille sejlføring.
De besluttede derfor at blive inde til næste morgen eller første afsejlings-mulighed. De ankrede derfor omtrent klokken 10 inden for Tamtoo Island for bagbords anker med 30 fod kæde på 8 fod vand.
Kaptajnen frygtede ikke sørøvere
Om eftermiddagen var luften fuld af regn med heftige vindstød. Man lod folkene gå under, bortset fra en mand på vagt. Om aftenen klokken seks var vinden stærkt aftagende. Klokken otte blev vagten sat. Andenstyrmanden formanede som sædvanligt folkene om at være vagtsomme og holde god udkig. Hvis junker eller lignende skulle nærme sig, skulle de holde skarpt øje med dem. Hvis de skulle nærme sig skibet, da skulle de omgående purre frivagten og styrmanden og straks komme agter for at få udleveret våben.
Styrmanden talte senere med kaptajnen om at då geværerne ladt. Der var omtrent tretten stykker, hvor af en var dobbeltløbet. Ligeledes ønskede styrmanden kanonen ladt. Men kaptajnen sagde at man ikke behøvede at frygte sørøvere så tæt ved havnen (omtrent 2 sømil). Styrmanden svarede at der ikke var noget i vejen for at have et skud parat. Kaptajnen fastholdt dog sit nej. De blev dog enige om at lade geværerne men ikke kanonen.
Efter klokken ni gik kaptajnen og førstestyrmanden til køjs efter at sidstnævnte atter engang havde været på dækket for at undersøge vejret.
To junkier nærmer sig
Omkring klokken elleve blev styrmanden vækket af den vagthavende matros (englænder) som sagde, at to junkere (kinesiske skibe) nærmede sig skibet fra agter. Styrmanden sprang ud af køjen og spurgte, om han havde purret folkene og lod ham løbe hen og gøre det. Straks som de kom op på dækket fik de udleveret våben.
Førstestyrmand Meinhardt havde straks kaldt på kaptajnen og andenstyrmanden. Derefter løb de ind i kahytten, hvor han tog en økse og løb op på dækket.
I dette øjeblik var den første junkie på bagbords side, omtrent tre til fem fod fra skibet i begreb med at lægge til siden. En junkie gik styrbords. Styrmanden løb over til rælingen for at skyde langskibs på junkien, idet han råbte til kaptajnen at det var sørøvere. I samme øjeblik kastede de såkaldte stinkpotter over skibets dæk. Styrmanden sigtede efter det sted, hvor stinkpotterne blev kastet over, og skød.
Kvælende røg
Kaptajnen skød ligeledes, efter at have råbt til dem, at de skulle komme væk fra skibet. Manden, der havde vagt, løb forud. Styrmanden løb igen ind i kahytten og kaptajnen fulgte efter for at hente et andet gevær. De hørte nu, at sørøverne var kommet op på dækket. Kaptajnen løb nu tilbage og låste yderdøren. Styrmanden spændte en sabel ved siden, hvorpå han løb ud i kahytsgangen.
I samme øjeblik kastede sørøverne med stor styrke og sikkerhed stinkpotter gennem dørens vinduer og skylightet. Nu var det umuligt at skyde. Der opstod en kvælende rør af svovldampe. Det var umuligt at blive der uden at blive kvalt.
Kaptajnen følte sig allerede helt svimmel i hovedet og gik ind i sit kammer og låste døren. Styrmanden gik ind i sit kammer, hvortil andenstyrmanden allerede var flygtet. Da Førstestyrmanden var kommet ind i kammeret, bemærkede han en mand foran sit vindue. Han tog sit gevær og spændte hanen. Men i samme sekund fik han en brændende stinkpotte gennem vinduet lige i ansigtet. Han lod geværet falde og snappede efter vejret.
I det samme åbnede kaptajnen sin dør og løb over til styrmanden. Sørøverne havde kastet så mange stinkbomber ind gennem vinduet i hans kammer, at han ikke mere kunne holde ud at være der. De låste nu døren. De hørte stor tumult på dækket. De var i gang med at bryde den store luge op.
Styrmanden ville skyde efter dem, men kaptajnen rådede ham til at lade være. De ville alligevel blive overmandet. Og måske kunne de uden at skyde slippe med livet i behold.
Flere stinkpotter blev kastet ind til dem. Efterhånden var det umuligt at opholde sig her uden at blive kvalt. Kaptajnen og førstestyrmanden lagde sig med hovedet under et dække for at beskytte sig mod ilden, røgen og svovldampene, der vat tættest i det øvre lag. Nu havde sørøverne slået bagdøren til kahytten ind og besat den inderste del af kahytten, hvor de slog alt itu eller rendte med tingene.
Begrænset med frisk luft
Kaptajnen og styrmanden klagede nu over smerter i hovedet. Muligvis var der frisk luft under halvdækket, hvor en lille luge i andenstyrmandens køje gav adgang. Nu blev lugen åbnet. De kravlede nu alle sammen ind og satte sig under lugen, så godt det kunne lade sig gøre.
Kort tid derefter forsøgte sørøverne at slå døren til kammeret ind. De opfordrede dem til at komme ud og give dem de penge, der var på skibet. Kaptajnen kunne ikke holde det ud mere. Nu var svovldampene også trængt ind til dem under halvdækket i kammeret.
Kaptajnen svarede dem, at de gerne måtte tage alt. Han ville gerne give dem alle de penge, der befandt sig på skibet, hvis de ville spare deres liv. De svarede på engelsk og talte ganske korrekt. Når de måtte få, hvad de ville have, og han ville give dem pengene, så skulle de vare komme ud på dækket, så ville de ikke gøre dem noget. Sørøverne blev ved med at tale godmodigt om, at de bare skulle komme ud.
Kaptajnen sagde, at nu kunne han ikke holde det ud mere. Han ville gå ud på dækket. Styrmanden rådede ham fra det og sagde at sørøverne var fulde af løgn. De kunne ikke styre deres mordlyst. Men det mente kaptajnen ikke.
Kaptajnen slået ned
Styrmanden foreslog at kaptajnen skulle tage et gevær, som endnu var ladt eller en sabel. Valgte han det ene, ville styrmanden tage det andet og følge med ham derud. Men dette ville kaptajnen slet ikke høre tale om. Han sagde:
Styrmanden frygtede for, at de alligevel ville føre det og rådede kaptajnen til at blive, når han nu ikke ville tage våben med sig. Men han åbnede døren og gik ud. Da han stod i døren, sagde sørøverne til ham, at han skulle gå ud på dækket. Han gik ud på dækket og tog nogle få skridt. Fra kahytten kunne man høre, at han gav et par høje skrig fra sig, derpå hørte de et fald og endnu et par små skrig, mens han lå. Det var ved denne lejlighed opstået stor tumult på dækket, men så blev der stille et par minutter.
Andenstyrmand faldt
Styrmanden var heller ikke til at formå at tage et våben. I stedet begyndte han at råbe, at kaptajnen var død. Han foldede bønderne og bad. De befalede ham at komme ud på dækket. Styrmanden trak sin sabel. En sørøver som stod i kaptajnens kammer med en ladt revolver i hånden så dette. Mens han råbte noget på kinesisk, forsøgte han at spænde revolveren for at skyde styrmanden. Men det var ikke muligt. Åbenbart forstod han ikke at håndtere revolveren.
Men der lød et par skrig fra Andenstyrmanden, hvorefter han faldt.
Førstestyrmanden ramt i panden
Da Førstestyrmanden nu kom ud, var sørøverne klar med nogle som han dog afværgede. Men i det samme kom to hug fra en anden side. De ramte ham til højre i panden. Han kom til at ryste over hele kroppen, men det gik over, da han mærkede det varme blod fra sårene løbe ind i munden. Han blev besat af et ganske ukendt raseri. Han vendte sig mod højre, hvor sørøverne lige så hurtigt veg tilbage.
Styrmanden skønnede, at de var godt to hundrede mand. Mange lossede ris til begge sider over i junkierne. Desuden var dækket og kahytten fyldt med folk, mens andre var i gang med losningen. Styrmanden slog sig igennem for at komme forud på skibet. Han nåede også lykkeligt derud, men ikke uden mange og svære sår. Da han kom til kabyssen, fandt han ingen af mandskabet på dækket.
Tænkte på at svømme i land
Han tænkte han på at springe over bord for at forsøge at svømme i land.
Var han ikke blevet hindret deri, ville han ubetinget straks være druknet. Han var på styrbords side, hvor han slog sig igennem, så løb han til og sprang op på spilhovedet og derfra over mod rælingen, inden han smed sin sabel ind imellem sørøverne. Men da han sprang over mod rælingen, fik han et voldsomt slag i hovedet. Issebenet blev gennemhugget fra den ene side til den anden. Han faldt straks tilbage og lå nu foran spillet nærmest som en død. Da han noget senere kom til sig selv igen, var sørøverne ved at forlade skibet.
Kaptajnen bad drengene finde Andenstyrmanden
Junkerne lå lige agter og drev indefter med strømmen. Mere så han ikke for nu besvimede han igen. Noget senere kom han til sig selv igen. Han opdagede da, at en af folkene Johann von Alsen lå på den anden side af spillet og var såret. Han talte til styrmanden, der atter engang besvimede.
En tid efter kom Førstestyrmanden dog atter engang til sig selv. Han hørte kaptajnen kalde på drengene. Det var henne agter fra. Han befalede dem til at bære ham ind i kahytten, da han frøs meget.
Førstestyrmanden hørte, at de arbejdede med ham. Men de kunne ikke rigtig flytte ham. Derpå hørte han, at de dækkede kaptajnen til med tøj. Kaptajnen spurgte drengene, hvor Førstestyrmanden var. De svarede, at det vidste de ikke. Han befalede dem så at gå forud og se godt efter på dækket.
Kaptajnen frøs stadig
Drengene kom og fandt Førstestyrmanden, der lå midt i en blodpøl med hovedet på den styrbords ankerkæde. Kahytsdrengen, der begyndte at græde, løftede styrmandens hoved bort fra kæden og bad den anden dreng om at hente en hovedpude, som de lagde under hans hoved. Nu vendte de begge grædende tilbage til kaptajnen, som spurgte dem, hvorfor de græd. De sagde at Førstestyrmanden lå forude ved spillet med flækket hoved og helt fuld af sår. Han kunne ikke tale og var næsten død.
Kaptajnen sagde da på dansk:
Førstestyrmanden hørte så kaptajnen sige, at han stadig frøs. Om de ikke atter engang kunne forsøge at bære ham ind. Men mere hørte Førstestyrmanden ikke. Han besvimede atter engang.
Ilden bredte sig
Senere hørte han dog drengene sige til kaptajnen, at sørøverne havde sat ild til skibet. Han befalede dem til at forsøge at slukke branden. Men så var han igen væk. Hvor længe han var væk vidste han ikke. Men han vågnede, da han så to af mandskabet komme ud af logiet. De gik over til bagbords side og blev stående ved forreste kant, tilsyneladende for at vente på de andre, som man kunne høre på trappen.
Det sortnede igen for øjnene. Han kom først til sig selv, da hele agterskibet stod i flammer. Kahytten var næsten helt nedbrændt, men atter engang besvimede han.
Der må have gået lang tid, for da han vågnede sjette gang, så han skibet fra agter til formasten i flammer. Stormasten lå allerede udenbords på styrbords side. Hele dækket fra agter til tæt ved kabyssen var brændt væk, og kun en vandtønde på hver side var tilbage.
Den forreste rigning stod i flammer. Der stod også en heftig ild op af forreste luge. Med dette skrækkelige skuespil for øje vågnede han op. Han følte sig hensat til dybeste elendighed. Men hans kræfter (formodentligt af heden) vendte tilbage. Han følte en forfærdelig tørst. Så snart han kunne røre sig., begyndte han at arbejde på at komme op, hvilket også lykkedes efter lange og store sindsbevægelser.
Han drak en masse vand
Han kunne ikke bevæge venstre fod og arm. Det sidste syntes at være hugget af. Af smerter følte han egentlig ikke noget, kun at hans krop føltes tung. Han arbejdede sig, da den sårede matros var borte, over mod bagbords side hen mod den tilbageværende vandtønde, som også allerede var ved at komme i brand for at stille sin brændende tørst.
Han drak temmelig meget vand, uden at hans tørst blev stillet. Han kunne ikke opholde sig her ret meget længere. Derefter arbejdede han sig tilbage igen og forsøgte at komme op ad bakken, hvilket også lykkedes efter lange og svære anstrengelser.
Det var på høje tid. Det var på høje tid. Ilden fra for-lugen havde nu sat spillet i gang. Han arbejdede sig forud og satte sig ned. Han havde 27 sår, hvoraf flere var svære og dødsensfarlige, uden menneskelig hjælp og bistand.
Han så kun skibshunden, som løb omkring ham og hylede og rystede. Det var det eneste levende væsen, som var at se. Han var forladt af sine egne folk og havde nu store smerter.
Skulle han vælge ilden eller vandet?
Ved daggry indfandt der sig en mængde små kinesiske både. De kom for at stjæle tovværk til sejl. Han kunne dog ikke få nogen til at redde sig selv ikke for 10 dollars.
Ilden bredte sig ud til bakken. Han måtte igen flygte. Trods sine svage kræfter arbejdede han sig ud under bovsprydet. Forsejlene brændte også straks løs. Store stykker af brændende sejldug blev af vinden fra agter ført frem. Det faldt nu omkring styrmanden. Nogle ramte hans hoved og krop.
Til sidst kunne han ikke fjerne stykkerne så hurtigt, som de faldt over ham. I denne tilstand var han nu ved at miste håbet. Hans skjorte var allerede forbrændt på skuldrene. Nu havde han valget til at overgive sig til et af de to modsatte elementer- ilden eller havet. Han valgte det sidste og med Guds hjælp blev han reddet.
Her skulle den sørgelige historie om briggen Chico vel være til ende. Men det er den dog ikke.
Er du en gammel kælling?
Efter at sørøverne havde været borte et stykke tid og folkene ikke havde hørt noget, vovede en af matroserne sig op på dækket for at spejde. Da han så, at junkerne var borte, kaldte han straks de andre op på dækket. Ifølge den sårede matros udsagn gik folkene straks i gang med at sætte en jolle i vandet og fik derefter alle i båden.
Forinden havde den sårede talt til dem, og da han så dem gå i båden, råbte han til dem fra sin plads ved lugen, at de ikke skulle tage bort uden at tage ham med, og at en mand skulle komme og hjælpe ham. Han fik det svar:
Han sagde at han ikke kunne gå og bad dem komme igen, at dog en ville komme hen og hjælpe ham, fordi han havde flere sår på sine ben. En af matroserne (født i Preussen) gav ham et svar:
Den sårede gentog endnu engang sin bøn, men fik samme svar. Derefter gik en efter en i båden. Så arbejde den sårede sig krybende på hænder og fødder så hurtigt som muligt langs dækket hen midtskibs og derfra ned i båden, hvorpå de straks stødte fra og roede væk efterladende den endnu levende kaptajn og Førstestyrmanden og den døde andenstyrmand.
De ville ikke hjælpe den sårede i land
De roede nu hen i Leumoon-passagen, hvor de gik i land, da de var bange for at fortsætte til Hongkong Havn af frygt for sørøverne. Den sårede ville de ikke hjælpe i land, men lod ham ligge i båden, hvor han nær var druknet. Bundproppen var røget ud. Båden løb fuld af vand. Her lå han til næste formiddag, hvor han blev samlet op af en båd fra det engelske krigsskib Princess Charlotte. De havde en læge ombord. Derfra blev han bragt til Government Hospital i Hongkong, hvor vi nu forlader ham. Efter tre ugers forløb var han igen rask og hans sår lægt.
Truet med stor kniv
Førstestyrmanden besluttede sig for at overgive sig til havet. Han ville lade sig falde. En af de mange kinesiske både med fem mand ombord havde iagttaget hændelsen. Båden kom helt hen til ham og tog ham indenbords. En mand kom nu med en stor kniv og holdt hen over Førstestyrmandens hoved og spurgte om og hvor han havde penge. Men han havde ingen.
De spurgte så, hvordan de så skulle få de 10 dollar som han tidligere havde lovet dem. Dem skulle få af den danske konsul, når de bragte ham til havnen i Hongkong, svarede han. De talte nu med hinanden om det på kinesisk, inden de roede afsted.
Kineserne ville først have noget at spise
Da Førstestyrmanden nu så at de roede mod Leumoon – passagen sagde han, så godt han kunne tale, at de roede i den gale retning. Han fik nu at vide, at hvis han ikke straks holdt sin mund, ville de kaste ham overbord.
Efter et stykke tid sagde de til førstestyrmanden, at han ikke skulle være bange. De ville ikke gøre ham noget, men de ville først hjem og hente noget at spise. De roede helt op i bugten med ham. Efter at de havde slæbt båden med Førstestyrmanden op på stranden gik de lystigt syngende ind i landet.
Efter omtrent halvanden time kom de tilbage og roede så mod havnen i Hongkong med ham. På vejen lige inden Leumoon-passagen tabte Førstestyrmanden igen kræfterne og besvimede.
Overvejede at smide Førstestyrmanden over bord
Da han igen kom til bevidsthed, lå kineserne stille og roede ikke. Den ene som kunne lidt engelsk, spurgte om han mente, at han kunne leve så længe til de fik ham i land, ellers ville de ikke ro videre. Hvis han nu skulle dø, ville de ikke få noget for deres ulejlighed. Han mente at de lige så godt straks kunne smide ham ombord, for han synes at Førstestyrmanden virkede mere død end levende. ’
Førstestyrmanden anstrengte sig nu og sagde at han nok skulle leve. De skulle bare ro hurtigt til, hvad de så også gjorde efter at de havde talt sammen om det.
Førstestyrmandens kræfter forsvandt dog hurtigt igen selv om han anstrengte sig meget. Han så den fare som han befandt sig i. Så besvimede han alligevel efter kort tid.
De var i gang med at smide ham overbord
Hvor længe dette varede vidste han ikke. Da han kom til sig selv, var han omgivet af de fem kinesere, der havde taget fat i ham og løftet ham op.
Da han slog øjnene op. Lagde de ham ned igen. De satte sig rundt om ham og talte til ham. De sagde, at nu ville de ikke ro længere men kaste ham overbord, da han ikke kunne leve længere.
Herved ville han dø med det samme. De mente, at jo før det skete, des bedre var det for ham selv. Det gik endnu et stykke tid inden Førstestyrmanden var i stand til at tale. Han bad dem nu inderligt at ro videre. Det vartede dog noget inden de gjorde dette.
Mødet med Herluf Trolle
Kort tid efter så Førstestyrmanden den danske bark Herluf Trolle. Han bad nu kineserne at bringe ham ombord på skibet.
Tæt ved skibet besvimede han igen, men da de kom op på siden af skibet, kom han til sig selv igen. Han fandt styrmand Ravnkilde (en ven af ham). Nu besvimede Førstestyrmanden igen. Og i en periode på ca. 8 dage kan han ikke huske noget som helst.
Førstestyrmand Ravnkilde fra barken Herluf Trolde af København bragte ham straks til Seamenns Hospital ved hjælp af Mr. Rohs eller Ross, som han traf, da de kom i land. Denne havde tømret på Chico og var blevet gode venner med Førstestyrmanden.
Lægerne mente, at der var få timer tilbage
På hospitalet kaldte Resident Mr. Adams doktor Schebeling til hjælp. De behandlede og forbandt så Førstestyrmanden. De opgav dog samtidig håb om at kunne redde ham. Doktor Adams erklærede over for styrmand Ravnkilde, at der kun var få timer tilbage.
Førstestyrmanden fra Aabenraa – skibet, Chico kunne slet ikke tale mere og kendte ingen. Han overlevede dog de næste tre uger. Og nu begyndte han ganske langsomt at gå en helbredelse i møde. I løbet af 4 ½ måned var han nået så langt, at han kunne forlade hospitalet. Han kunne nu begive sig på hjemrejsen, men det skulle foregå under lægetilsyn.
Nedfældet i Sydamerika
Her vil vi nu forlade Førstestyrmand Georg Ludewig (Ludwig) Meinhardt. Historien som du har læst, er skrevet efter hans dagbog som blev nedfældet i Sydafrika:
Simmons Bay
Cape og good Hope 12 te august 1864
Historien om Familie-ringen
Men historien er stadig ikke slut. Der er nemlig tilknyttet historien om Familie-ringen
Ifølge beretningerne skulle Familie-ringen, der er gået i arv til alle de ældste døtre af Meinhardt-slægten siden 1864 være købt på denne rejse.
Onkel Georg i Flensborg, der var søn af Georg Ludwig Meinhardt har fantasifuldt malet historien vedrørende denne smukke guldring med de mange diamanter. Han påstod, at hans far havde gemt ringen under armhulen, alt imens piraterne spredte død og ødelæggelse omkring sig. Og han havde købt denne til sin elskede kone.
En god historie, men nok ikke helt rigtig. Marie født Jessen, som han godt nok senere blev gift med, var på daværende tidspunkt kun 6-7 år gammel. Måske havde Georg Ludwig købt den til sin mor Anna Botilla.
Ingen kan vide, om den er købt før eller efter overfaldet, men det er vel også ligegyldigt. Marie fik i hvert fald ringen og blev gift med vores hovedperson. Om hun så fik den, da hun blev gift eller da svigermor døde i 1877, vides ikke.
Cathrine fik ringen ved sin mor, Maries død i 1902, da hun var 16 år. Tidde, som Cathrine blev kaldt, ejede ringen indtil 1960.
Hun døde hos sin datter Marie Eggertsen, født Meinhardt i Bjæverskov ved Køge. Ringen gik videre til Marie, der kun nåede at eje den i fem år. I 1965 gik den videre til Bodil. Ved hendes død vil den gå videre til hendes datter, Ellen Marie.
Det er ingen tvivl om, at ringen er købt i Sydamerika, diamanternes land.
Denne beretning som I lige har læst kære læsere vil gå videre hos Familien Meinhardt. Og det er klart at familien vil værne om ringen til minde om Førstestyrmanden.
Sådan står det skrevet
Som det så smukt hedder i Familie-beretningen:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.690 artikler. Under Aabenraa finder du 162 artikler, herunder om Søfart:
Kilde:
Hvis du vil vide mere – www.dengang.dk indeholder 1.690 artikler. Under Aabenraa (162 artikler) finder du følgende artikler om Søfart:
Januar 28, 2021
Sønderjysk Kaffebord: 119 opskrifter fra Tønder
På opfordring har vi redigeret to af vores mest sete artikler. Det er blevet til den hidtil længste artikel på vores hjemmeside. Og det handler om Sønderjysk kaffebord. Denne gang med opskrifter. Undertegnede er bl.a. dykket ned i mor’ s opskrifter, der var skrevet på tysk og i gotisk skrift. Jo jeg har sikkert prøvesmagt mange af disse herlige opskrifter der hjemme i Tønder til højtider og familiefester. Ja også hos Oma og Opa ude i Ny Frederikskog syd for Højer. Der indtog vi ”Det Sønderjyske Kaffebord i ”den fine stue”. Lad nu være at tænke på slankekure. Hvis du vil høre om historien bag den tradition, så kan du finde en liste af artikler bagerst. Her er også en liste over artikler om det kulinariske Sønderjylland. Ja og så kan vi vel kun ønske God Appetit og velbekomme.
Dette er en ny – redigering af to artikler fra 2008. En af disse artikler blev fjernet fra en gruppe, fordi der var taste – og mellemrumsfejl. Problemet er nok snarere, at de ældste artikler rent teknisk ikke kunne holde til at komme gennem tre hjemmeside-opdateringer.
Når man skal holde sig til opskrifter, skal det være i orden. Nu er det så lige det, at mange af disse opskrifter er ældgamle – nogle er tilbage fra 1840’erne og vi har også et par krigs-kager med. Dette betyder at målenhederne er forskellige. Her opereres både med kopper og gram. Nogle steder fortælles der heller ikke, hvor længe kagen skal være i ovnen. Men se dengang har man kunne finde ud af det. Så mon ikke det også går i dag?
Den ene af disse artikler har altid ligget fremme blandt de mest sete på vores hjemmeside.
Vi håber nu, at det bliver mere gennemskueligt at gå i gang med alle disse opskrifter.
Vi har skrevet en del historiske artikler om Sønderjysk Kaffebord – se listen bagerst. Det er så diverse foredrag om det historiske bag ”det Sønderjyske Kaffebord”. Listen indeholder også nogle artikler om det kulinariske Sønderjylland.
Men fra hele Danmark er der indløbet forespørgsler på ”Ballumme Knepkache”, ”Goj Raj”, ”Wrein Unge”, ”Brøetort”, ”Kartøffelkach”.
Vi har kigget i gamle opskriftsbøger, bl.a. min mors, der var skrevet med gotisk skrift på tysk. Vi har med vilje bevaret nogle af de gamle måleenheder. Tak til min svigerinde, Annelise, der har hjulpet med fremskaffelsen af disse opskrifter.
I gamle dage var sådanne opskrifter meget hemmelige. Man skulle jo helst overgå naboen. Men her får du hemmelighederne.
Og når du synes, at opskrifterne lyder lidt gammeldags, så er det jo netop fordi mange af opskrifterne er ældgamle.
Du skal ikke begynde at tænke på slankekure, når du går i gang med dette. Og jo, jeg har sikkert smagt mange af de her opskrifter. For vi fik da rigtig sønderjysk kaffebord både hjemme i Tønder, når der var højtider eller familiefester. Og ude ved Oma og Opa i Ny Frederikskog – syd for Højer. Her fik vi Sønderjysk kaffebord ”i den fine stue”
Boller (Pumle)
Boller hørte dengang med til at alle kaffeborde. De smager bedst helt friskbagte. De flækkes og smøres. Derpå lægges de på et fad, således, at halvdelene ligger oven på hinanden. På den måde er det svært at undgå at tage en hel bolle. Denne skik stammer fra dengang, der var brug for ”stopkager”.
Så spiste man ikke for mange ”af æ tort å a æ småkache”
500 gr. Mel
125 gr. Smør
50 gr. Gær
3 æg
2 tsk. Kardemomme
1 ½ dl. Mælk
1 ½ tsk. Salt
Bages ved 225 grader i ca. 15 min. Varm mælken til 30 grader. Rør mælken, gær, mælk og 2 æg sammen, tilsæt kardemomme og det meste af melet. Lad dejen hæve med lidt drysset mel over indtil det fylder det dobbelte. Rul dejen ud i en pølse, skær den i ens stykker, der formes til boller med let melede hænder. Sæt billerne på en smurt pande og lad dem efterhæve ca. 15 min. Bollerne pensles med et sammenpisket æg og bages.
Lene’ s Brødtærte (Brøtort)
Brødtærte af denne type kendes kun i Sønderjylland. Det var en yndet festspise, som jeg ofte har nydt som barn. Vi skal bruge
6 æg
100 gr. Revet rugbrød
250 gr. Sukker
100 gr. Hakkede nødder
1 tsk. Bagepulver
½ l. piskefløde
50 gr. Nødder
Æggene deles i hvider og blommer. Hviderne piskes stive. Sukkeret røres forsigtig i hviderne lidt efter lidt. Derefter røres æggeblommerne en ad gangen. De hakkede nødder og revet rugbrød blandes sammen og tilsættes forsigtigt sammen med bagepulveret.
Dejen kommes i 3 meget velsmurte lagkageforme og bages ca. 10 min. ved 225 grader. De færdige lagkagebunde lægges sammen med flødeskum og pyntes med hakkede nødder.
Oma’ s Brødtærte
4 æg
150 gr. Sukker (1 ¾ dl)
3 kopper revet rugbrød (4 ½ dl)
4-5 dl. Piskefløde
Del æggene og pisk hviderne stive. Pisk sukkeret i og dernæst æggeblommerne. Smid det revne brød i med let hånde. Fordel dejen i 2 lagkageforme (sørg for at formene er godt smurte. Man kan også bruge bagepapir i stedet for) Bag bundene i 12 -15 minutter ved 190 grader. Læg de kolde bunde sammen med flødeskum.
Sønderjysk Appelsinkage
300 gr. Margarine
300 gr. Malis
300 gr. Mel
4 hele æg
1 tsk. Bagepulver
Saften af ½ appelsin og reven skal
Margarine og melis røres til sukkeret ikke knaser. Æggene kommes i et ad gangen. De andre ting blandes i. En sandkageform smøres og drysses med mel. Kagen bages ved 200 grader ca. 60 minutter.
Glasur: Flormelis blandet med saften af den anden halvdel af appelsinen. Pyntes med hakkede mandler.
Sønderjyske kringler
4 stk.
400 gr. Margarine
600 gr. Mel
1 ½ pk. Gær
2 æg
2 dl. Mælk
4 spsk. Sukker
200 gr. Margarine (Fyld)
150 gr. Sukker
2 tsk. Kanel
(evt. marcipan, marcipanbrød og/eller nougat også gerne frugter)
Margarinen sættes ud. Den skal være så blød, at den æltes i dejen. Gæren smuldres. Lunken mælk hældes over og sukker kommes i. mel og mælk hældes i. Dejen æltes og først nu kommes margarinen i. Det er meget fedtet at arbejde med, men det kan virkelig betale sig. Dejen bliver nemlig ikke tør på denne måde.
Husk ikke at komme for meget mel i. Den må gerne hænge fast i fingrene. Dejen lægges i 4 striber på bagepladen. Klappes flade og remonce, marcipan eller andet kommes på.
Dejen samles. Først enderne, så lægges siderne over hinanden. Pensles med æg og drysses evt. med perlesukker. Hæver til den dobbelte størrelse og bages 200 grader i 20 minutter.
Lene’ s kringle
500 gr. Mel
100 gr. Sukker
1/1 dl. Mælk
3 æg
75 gr. Gær
375 gr. Margarine
Gøren opløses i sukkeret. Margarinen tilsættes sammen med æg og mel. Det hele æltes godt sammen. Dejen rulles ud på bordet. Margarinen skæres og rulles ind i dejen. Sum fyld i kringlen. Der kan bruges svesker, rosiner og marcipan. Smøres med æg og stilles til hævning. Bages ved ca. 200 grader i 14 min.
Far’ s Kringler
250 gr. margarine
1 kop fløde
500 gr. mel
Gær
Dejen æltes sammen og trilles i tynde pølser. De formes som kringler, der dyppes i æg og sukker med lidt hakkede mandler.
Favoritkringle
1000 gr. mel
To kopper sukker
2 æg
125 gr. rosiner
250 gr. smør
½ l mælk
Revet skal af en citron
Gær
Smør og mælk varmes. Gær udrøres. Alt æltes sammen, formes som kringle. Pensles med æg og bestrøs med sukker.
Lillebrors Kringler
250 gr. smør
250 gr. margarine
1 æg
6 spiseskeer fløde
1 spiseske sukker
750 gr. mel
Æltes helst om aftenen. Næste morgen formes kringlerne og dyppes i øg og sukker.
Mecklenburger Mørdej
To æggeblommer
120 gr. sukker
300 gr. smør eller margarine
500 gr. mel
Citronskal
Mel, sukker, æggeblommer, det kolde smør og reven citronskal blandes. Dejen udrulles i en cm tykkelse, der flettes sammen og dannes som kant. Bages lysebrun og fyldes med æbler, stikkelsbær eller svesker. Pyntes med flødeskum.
Hamborg Kage
¼ flaske rosenvand
30 gr. smør
1000 gr. sukker
1500 gr. mel
125 gr. mandler
30 gr. Pommerank skal
Citron – skal
½ brev kanel
1 teske Kardemomme
1 teske Hjortetaksalt
Rosenvand, smør, fløde og sukker koges. Når det er afkølet, kommes de andre dele i. Dejen udrulles og skæres med kagesporen i aflange kager.
Hvide Christiansfelder
Tre æg
250 gr. sukker
½ citron
Et brev kardemomme
125 gr. mandler
Et kop Rosenvand
500 gr. mel
En teske Hjortetaksalt
De hele æg og sukkeret røres hvide. Heri kommes saften af en ½ citron, Kardemomme og Rosenvand. Mel og Hjortetaksalt blandes. Det hele æltes sammen, udrulles og afstikkes med et glas. Bages lysebrune.
Herremandens hvepsereder
250 gr. mandler (eller nødder) skæres i små stykker og brunes med 250 gr. sukker på panden. 6 æggehvider piskes stive og blandes med 350 gr. sukker, 125 gr. Kakao eller chokolade.
Den afkølede mandelmasse kommes i og kagen sættes på pladen med en teske.
Pleskner
Fire æg
250 gr. sukker
125 gr. mel
Lidt reven citronskal
En teske Hjortetaksalt
Æg og sukker piskes til det er hvidt og skummende. Melet røres let. Sættes på pladen med teske og bages lysebrune.
Mor Lene’ s Ægteskabspleskner
100 gr. margarine
250 gr. mel
400 gr. sukker
To breve vaniljesukker
Et brev Bagepulver
Æg og sukker piskes til det er hvidt og skummende. Den smeltende margarine og vanilje kommes i. Til sidst det sammenblandede sigtede mel og bagepulver.
Farfars Sirupskage
En stor kop kagesirup
En stor kop flormelis
En stor kop kærnemælk
500 gr. mel
Et brev Kardemomme
Et brev kanel
En hakket Citronskal
1 ½ teske Natron
De flydende dele blandes sammen. Melet og krydderierne kommes i. Dejen hældes i en smurt bradepande og bages ved god varme ca. 45 minutter.
Honningkage
En kop honning
En kop sirup
En kop sukker
En kop sur fløde
To kopper kærnemælk
Et kilo mel
To teskeer Natron
Lidt Ingefær og kanel
Laves på samme måde som Farfars Sirupskage.
Oldemors ”Mornkop”
250 gr. smør
250 gr. hakkede mandler
250 gr. sukker kommes i en stor gryde og brunes ved stadig omrøring. En form skylles med vand og massen kommes deri. Når den er størknet skæres ”Mornkop” ud i stykker og serveres for gæsterne lige inden de skal hjem.
Pladekage fra Tønder
6 æg
500 gr. smør
500 gr. sukker
250 gr. mel
En citron
En teske Hjortetaksalt
125 gr. mandler
50 gr. Korender
Smør og sukker røres hvidt. Æg kommes i, et ad gangen. Citron, Hjortetaksalt, mel, mandler og Korender kommes i. Bages på bradepanden.
Pladekage fra Højer
4 æg
En kop sukker
150 gr. margarine
En kop mælk
Citron
½ brev bagepulver
375 gr. mel
250 gr. sukker
Margarine og sukker røres godt, heri kommes æggeblommerne, en af gangen. Mælk, Citron, Mel og Bagepulver blandes i. Dejen bredes ud i en smurt bradepande, De 4 hvider piskes og 250 gr. sukker tilsættes. Når kagen er næsten bagt, smøres den med Æggehvide-massen og bages til marengsdejen er lysebrun.
Æblepladekage (Æffelplaekach)
Et æg
500 gr. sukker
250 gr. smør eller fedt
500 gr. mel
Et kop mælk
Et brev bagepulver
Lidt citron
En tallerken skrællede skårne æbler drysset med kanel og sukker. Dejen æltes sammen udrulles og deles i to halvdele. Den ene halvdel anbringes i den smurte bradepande. Æblerne kommes over. Den anden halvdel trykkes ned over.
Man rører lidt margarine og sukker i en kop og smører det ovenpå. Bages i ca. 45 minutter.
Tønder Kage (Tynnekach)
500 gr. smør
375 gr. sukker
Fire -seks æg
En kop mælk
Tre spiseskeer Kakao
En teske Kanel
Lidt Nellike
250 gr. Korender
125 gr. rosiner
Sukat
500 gr. mel
Et brev Bagepulver
Smør og sukker røres hvidt. Æg tilsættes hver for sig. Krydderier tilsættes. Mel og bagepulver kommes i. Bages i bradepanden en halv time ved god varme.
Højer Sirupskage
200 gr. sirup
To æg
200 gr. sukker
120 gr. fedtstof
500 gr. mel
To teske Natron
To dl. Kærnemælk og fløde blandet
En halv citron
To teske Kanel
En halv teske Nellike
½ teske Ingefær
Sirup, sukker og fedtstof varmes i en gryde, der afkøles. Mel, Natron og krydderier hældes skiftevis med kærnemælken. Røres godt. Kommes så i den smurte bradepande. Bages ca. en time ved svag varme. Kan smøres med flormelis tilsat lidt Rosenvand.
Sonja’ s Sodakage
To æg
500 gr. mel
500 gr. sukker
250 gr. smør
To kopper mælk
Et brev bagepulver
En teske Kardemomme
Smør og sukker røres hvidt. Æg kommes i en ad gangen. Bagepulver blandes med mel. Mel og mælk røres skiftevis.
Annelises Sodakage
Fire æg
250 gr. sukker
125 gr. smør
250 gr. hvedemel
250 gr. kartoffelmel
Et brev bagepulver
To kopper mælk
Laves lige som Sonja’ s Sodakage
Lene’ s Sølvkage
200 gr. smør eller margarine
200 gr. sukker
125 gr. Flormelis
125 gr. Rismel
Ti æggehvider
Revet skal af en citron
Smør og sukker røres hvidt. Heri kommes de piskede hvider. Melet, der er sigtet og tilsat revet citronskal, tilsættes med let hånd. Bages ved jævn varme i en lille time.
Oma’ s Søsterkage
Seks æg
250 gr. sukker
375 gr. smør
1000 gr. mel
En stor kop fløde
50 gr. gær
En teske Kardemomme
250 gr. rosiner
Smørret blødgøres og røres hvidt med sukkeret. Æg, fløde, gær (gjort flydende i lidt af fløden) og mel irøres efterhånden. Kardemomme og rosiner tilsættes. Hældes i en smurt form og står og hæver ca. en time. Bages i ca. 45 minutter.
Mor’ s Søsterkage
Seks æg
500 gr. mel
125 gr. rosiner
125 gr. Korender
Sukat
150 gr. smør
250 gr. sukker
Et brev bagepulver
Smør og sukker røres hvidt. Æg tilsættes. Mel, rosiner, Korender, Sukat og bagepulver tilsættes. Bages i en smurt form.
Citronkage
250 gr. smør
250 gr. sukker
250 gr. mel
Et brev bagepulver
Fire æg
Smør og sukker røres hvidt. Æg kommes i – bages i en velsmurt form. Skal og saft af en citron og en appelsin koges op med 150 gr. sukker og hældes varm over den varme kage.
Farmors Chokoladekage
Fem æg
250 gr. sukker
250 gr. revet chokolade
50 gr. groft hakkede mandler
500 gr. mel
En teske Hjortetaksalt opløst i lidt lunken vand. Æg og sukker røres hvidt og skummende. De andre ting kommes i en smurt form og bages i cirka en time.
Oldemors Chokoladekage
To æg
250 gr. sukker
500 gr. mel
Tre spiseskeer revet chokolade
To kopper mælk
½ brev Vaniljesukker
Et brev bagepulver
Æg og sukker røres godt rundt. Mælk, mel, bagepulver, Vaniljesukker og Chokolade kommes i og dejen hældes i en velsmurt form. Bages en time.
Familie Brodersens Sandkage
Otte æg
500 gr. smør
250 gr. sukker
250 gr. Flormelis
250 gr. Kartoffelmel
Lidt revet citronskal
En spiseske rom
Smør og sukker røres til salve. Æggeblommerne kommes i en ad gangen. Mel, citronskal og rom tilsættes og til sidst de piskede æggehvider, Dejen hældes i en velsmurt form og bages ved jævn varme i ca. 45 min. til en time.
Oma’ s Sandkage fra Højer
Seks æg
250 gr. smør
125 gr. sukker
500 gr. Hvedemel
125 gr. kartoffelmel
Lidt revet citronskal
Et par hakkede bitre mandler
Et brev bagepulver
Laves lige som Familien Brodersens sandkage.
Scraderkage
Syv æg
125 gr. smør
125 gr. mel
125 gr. sukker
Skal og saft af en citron
Syv æggeblommer røres hvide med sukker. Mel og smør smuldres og kommes i æggemassen. Citron tilsættes og til sidst de piskede hvider. Bages i en velsmurt form ved god varme i ca. 45 min.
Lise’ s brune kage
500 gr. Sirup
250 gr. sukker
¾ l Kærnemælk
125 gr. margarine
Tre teskeer Natron
1500 gr. mel
25o gr. rosiner
Sirup, sukker og kærnemælk røres sammen. Margarine smuldres i melet. Natron og de vaskede rosiner kommes i og røres i den flydende masse. Bradepanden smøres. Dejen kommes i og bages i 45 minutter til en time.
Æbleformkage
Tre æg
250 gr. sukker
250 gr. mel
En tallerken skrællede ituskårne æbler
Et halv brev bagepulver
De hele æg røres hvide og skæmmende med sukkeret, melet, der er blandet med bagepulver, sigtes i og til sidst de småtskårne æbler. Kommes i en velsmurt form og bages 45 minutter.
Chokoladekage fra Møgeltønder
250 gr. smør
To æg
1 ½ kop mel
En teske Natron
Æggeblommer og sukker røres godt. Smør, Kakao og mælk bringes i kog. Det afkøles og blandes med rørte æg. Mel og Natron sigtes i og de to piskede hvider tilsættes. Bages i springform.
Tante Tine’ s Marmorkage
200 gr. smør
300 gr. sukker
420 gr. mel
1/8 l fløde
6 æg
200 gr. chokolade
1 brev bagepulver
Vanilje
Bages som Chokoladekage fra Møgeltønder. Dejen deles i to halvdele og den revne chokolade kommes i den ene halvdel. Hældes i en smurt form. Den anden halvdel sættes oven i den anden. Bages i en time.
Brun krigskage
500 gr. sirup
250 gr. brun sukker
En stor spiseske fedt
En kop Kærnemælk
750 gr. mel
En teske Hjortetaksalt
En teske Natron
Skal af en halv citron
En halv teske nelliker
Bagevejledning mangler
Kardemommekage
500 gr. sukker
250 gr. kartoffelmel
250 gr. Hvedemel
To kopper mælk
Seks æg
En teske Kardemomme
Et brev bagepulver
Smør og sukker røres hvidt. Æg kommes i – et ad gangen. Mælk, mel, Kardemomme og bagepulver kommes derefter i.
Tante Titti’ s Kaffebrød
375 gr. Smør
375 gr. Sukker – røres godt sammen
7 æg – røres i et ad gangen
Derefter 375 gr. Mel
Og 1 tsk. Bagepulver
Det hele røres godt sammen. Smøres på en plade så tynd som muligt. Strøs med korender, sukker eller mandler. Bages ved 200 grader. Når kagen er bagt, skæres den ud i små firkanter. Derefter sættes den i ovnen igen og skal tørres lidt.
Oma’ s sandkage
200 gr. Margarine
150 gr. Sukker
3 æg
125 gr. Hvedemel
125 gr. Kartoffelmel
½ tsk. Bagepulver
Margarine og sukker røres godt. Æggene tilsættes et ad gangen. Mel, kartoffelmel og bagepulver tilsættes. Dejen hældes ud i en smurt form (1 ½ l)
Bagetid: ca. en time ved 175 gr.
Annelise’ s Stribekage (Strifkach)
6 æg
½ del kartoffelmel
½ del hvedemel
Lidt hjortetaksalt
Smør
Sukker
Smør og sukker røres godt sammen og æggene tilsættes en ad gangen, derefter mel og hjortetaksalt. Det bliver ca. 6 -7 bunde alt efter hvor store æggene er. Bunden skal være så tynd som mulig. De lægges sammen med ribsgele mellem hvert lag.
Kagen blev bagt til jul og holdt sig langt ind i det nye år. Skal opbevares køligt. Den skæres i tynde skiver. Hvis man vil flotte sig, kan man servere den med flødeskum. Det var almindeligt, at kagen blev brugt som barselsgave. Det var normalt at invitere til ”Barsels-kaffegilde”.
Sonja’ s Søsterkage
300 gr. Mel
125 gr. Margarine
3 æg
2 spsk. Sukker
1 kop lunken mælk
30 gr. Gær
Rosiner, hakkede mandler eller nødder
Sukat
Reven Citronskal
Lidt Vanilje
Mel og margarine smuldres med hænderne, udtørres med sukker og den lunkne mælk. Der røres i dejen og tilsættes tre hele æg, rosiner, nødder, citronskal, sukat og vanilje. Dejen hældes i en rund bageform, sættes i ovn på 200 grader i 30 minutter. Lad kagen stå til afkøling.
Højer Riskage
1/2 l Riskage eller fløde
80 gr. Grødris
Grøden koges og afkøles, herefter tilsættes
80 gr. Sukker
75 gr. Smør
2 æggeblommer
50 gr. Hakkede mandler
1 tsk. Vaniljesukker
½ tsk. Kardemomme
Skal af ½ citron
Til sidst vendes to stiftpiskede æggehvider
Denne dejmasse hældes i en springform og bages en time i ovnen ved 150 grader. Kagen må ikke være alt for høj. Den skal være som en ny lagkagebund på 2 ½ cm. Der serveres flødeskum og gelé til.
Denne kostelige ret blev ofte brugt ved bryllupper i det sønderjyske.
Mange æg-kage
6 – 8 æg
1 ½ tsk. Bagepulver
1 dl. Sukker
1 dl. Kartoffelmel
Fyld: Brombærsyltetøj eller æblemos
Pynt: 1 ½ dl. Piskefløde
Rør æggeblommerne hvide med sukkeret. Æggehviderne piskes meget stive og vendes forsigtig i æggemassen. Bagepulver og kartoffelmel blandes i. Dejen hældes i velsmurte lagkage/springforme.
Bages 20 min. ved 220 grader. Lægges sammen med syltetøj og pyntes med flødeskum.
Kathrineblomme-tærte
5 æg
1 l fløde
1 stang vanilje
100 gr. Sukker
500 gr. Kathrineblommer eller svesker
Mandler
Æggeblommerne røres med sukker og kommes i en gryde med gløden. Lav et opkog og kog af. De piskede hvider kommes i, når cremen er kold. Blommerne eller sveskerne med mandel lægges i bunden af en ovnfast form. Dejen hældes over.
Ved serveringen vendes kagen ud på et glasfad og pyntes med flødeskum langs kanten. Uden for blommesæsonen kan blommerne erstattes af stenfri svesker, der udblødes i vand. De skal have et let opkog, hvorefter mandlerne puttes i.
Sønderjysk Bryllupskage
1 kg mel
270 gr. Smør
3 spsk. Sukker
6 æg
50 gr. Gær
150 gr. Rosiner
1 tsk. Kardemomme
2 tsk. Revet citronskrald
2 tsk. Sukat
2 tsk. Pomeransskal
4 spsk. Hakkede nødder
3 dl. Mælk
1 dl. Fløde
Bages ved 200 grader i ca. 40 min. Lidt af melet tages fra æltning og rulning. Smørret hakkes med en kniv i melet og smuldres med fingrene. Gæren udtørres lidt i lunken mælk og tilsættes dejen smuldret med krydderier og de let sammen piskede æg samt mælk og fløde.
Dejen æltes, indtil den er blank og slipper fadet. En serviet støres med lidt mel og bindes om dejen, som derpå lægges i en spand koldt vand natten over. Den følgende dag tiltes dejen i to store kringler, der pensles med pisket æg, strøers med groft sukker og nødder. Efterhæver ca. 30 min før bagningen.
Undertiden får kringlen marcipanfyld, og den smager da rigtig godt. Lav fyldet af 100 gr. Smør, der tilsættes 100 gr. Sukker og røres grundigt til sukkeret er opløst. Derpå tilsættes 100 gr. Marcipan. Fyldet lægges i kringlen før den sættes til hævning.
Kringlen var ved siden af lagkagen (æ tort) den vigtigste kage ved Sønderjysk Kaffebord og dette gælder fortsat. Mange af de ældre kagetyper er forsvundet i dag – men ikke kringlen. Før jul bager mange sønderjyder en stor kringle, som serveres ved kaffebordene julen igennem sammen med julesmåkagerne.
Kongestamme
Sukkerbrødsdej:
4-5 æg
150 gr. Mel
150 gr. Sukker
2 tsk. Bagepulver
Ca. 100 gr. Smør
210 grader i 6 – 8 min.
Æg og sukker piskes til en luftig masse. Melet drysses forsigtigt i og dejen hældes straks i en bradepande, beklædt med smørsmurt papir (Det er lettest at tage en pakke smør og høvle tynde skiver af med ostehøvlen) Hele papiret skal være smørdækket, for at kagen ikke hænger i. Kagen er færdigbagt, når den er lidt lysebrun i kanterne.
Så snart kagen tages ud, strøers den med flormelis over det hele og vendes ud på et andet stykke bagepapir. Derpå trækkes det første stykke bagepapir af. Kagen påstryges smørcreme og rulles forsigtig sammen mens man forsigtig holder den i bagepapiret. Rouladen lægges nu til afkøling på en bagerist oven på sammenføringen, så trykket fra papiret kan holde rouladen i form, indtil den er helt afkølet.
Smørcreme:
100 gr. Chokolade
1 dl. Vand
200 gr. Smør
50 gr. Sukker
3 æggeblommer
Pynt: 70 gr. Høvlet chokolade
Sukkeret og vandet koges til en lage., der hældes over de sammenpiskede æggeblommer under stærk piskning som fortsættes indtil cremen, er afkølet. Det blødgjorte smør røres i cremen, kun lidt smør ad gangen. Når cremen er afkølet og smidig, kan den over damp smeltede chokolade røres i.
Når rouladen er afkølet, vil de holde formen. Man kan da dekorere den med resten af smørcremen og pynte den med høvlet chokolade, så kagen illuderer en egestamme.
Undertiden blev denne roulade købt hos en erfaren konditor. Kagen var yndet i begyndelsen af 1900’ tallet og meget anvendt som barselsgave. Efter 1920 var der ikke blot stednavne, der blev oversat til dansk. Også kagenavne blev oversat til dansk. Og rouladen Bismarck-eg blev af bagerne kaldt Kongestamme.
Hanna’ s Lagkage (Tort)
Fem æg
Seks spiseskeer sukker
Fire spiseskeer hvedemel
To spiseskeer kartoffelmel
To teskeer bagepulver
Æggeblommer og sukker røres godt rundt. Heri kommes mel og bagepulver og de fem piskede hvider. Bages i springform.
Fru Brodersens Lagkage (Tort)
Tre æg
En kop sukker
En kop hvedemel
En kop kartoffelmel
Saft af en ½ citron blandes med ¼ kop vand
En teske bagepulver
Æggeblommer og sukker røres hvidt. Citron, vand, mel og bagepulver tilsættes. Til sidst de piskede hvider. Heraf bliver der tre bunde.
Mormor’ s Lagkage (Tort)
To kopper sukker
En kop smør
4 æg
Lidt smuttende finthakkede mandler
Tre kopper mel
En kop mælk
Et brev bagepulver
Skal af en citron
Sukker og smør røres hvidt. Æggene kommes hele i. Mælk, mel, bagepulver, de hakkede mandler og citronskal tilsættes. Kommes i en springform og bages. Skæres i lag og fyldes med gele og creme.
Kartoffelkage fra Tønder (Katøffelkach fra Tynne)
Fire æg
200 gr. sukker
500 gr. kogte kartofler
1-2 spiseskeer mel
Skal og saft af en citron
Æggeblommer og sukker røres hvidt. De mosede kartofler kommes i. Citron og mel tilsættes og til sidst de piskede hvider. Koges i vandbad en halv time i en budding-form. Serveres med rød sauce.
Sønderjysk kartoffelkage (Synnejysk katøffelkach)
12 æggeblommer
250 gr. Sukker
Saften og den revne skal af en citron
500 gr. Revne kogte kartofler
150 gr. Bitre mandler
150 gr. Søde mandler
12 æggehvider
Pynt: Æblekompot kogt med lidt kanel
Æggeblommerne røres godt og længe med sukker. Derpå tilsættes den afsiede saft og den revne skal fra citronen. Lidt efter lidt kommes de revne kartofler i. Først alt er godt rørt sammen tilsættes 12 æggehvider, der skal piskes helt stive på forhånd.
Bages i springform. Her dækkes bunden med dej. Derpå lægges æblekompot og dej skiftevis. Der afsluttes med et lag dej. Bages ved 170 gr. i ca. 50 min.
Sønderjysk julekløben
500 gr. hvedemel
50 gr. smør
½ tsk. Salt
1 tsk. Sukker
50 gr. gær
3 dl. Mælk
2 ½ dl. Rosiner
1 ½ dl. Sukat
125 gr. smuttede hakkede mandler
Smørret smuldres i melet. Gæren udtørres i lunken mælk og tilsættes sammen med det øvrige. Når dejen er tørt godt, sættes den til hævning i ca. 30 min. Derpå æltes den atter, formes til et brød ved at rulle dejen ud i en aflang firkant, der holdes sammen en gang på den lange led. Efterhæves ca. 30 min. Pensles med æggehvide og bages ca. 30 min ved 100 – 225 grader.
Efter bagningen overdrysses brødet let med flormelis. Ved servingen skæres brødet i skiver, der ofte smørbelægges.
Kløben er en let og lækkert rosinbrød som for mange er indbegrebet af sønderjysk julekage. Det fremstilles gennem hele december af de fleste sønderjyske bagere. Undertiden i en luksusudgave med marcipan. Kløben er en særlig variant af den tyske julekage ”Stollen”.
Ordet Kløben er nyt i det danske sprog og først registreret i dette århundrede. Det stammer fra tysk og betegner den længdespalte eller kløft, der opstår, når dejen bliver sammenfaldet.
Sonja’ s Knep-kager
1 kg. Rugmel
500 gr. fedtstof
125 gr. sukker
125 gr. sirup
En stor kop fløde
En teske Kanel eller Kardemomme efter behag
To teske Hjortetaksalt
Fedtstoffet smuldres i melet og de andre tildeles. Dejen udrulles og skæres i aflange kager med kagesporen, pensles med æg og sættes på en smurt pande.
Knep-kager fra Møgeltønder
750 gr. hvedemel
500 gr. smør
¼ l fløde
125 gr. sukker
Kardemomme
En citronskal
1 ½ teske Hjortetaksalt
Dejen æltes sammen, udrulles og skæres i firkanter, smøres med æggeblomme.
Knep-kager fra Højer
500 gr. hvedemel
500 gr. bygmel
500 gr. rugmel
500 gr. fedt
250 gr. smør
250 gr. sukker
375 gr. sirup
En spiseske Kanel
En spiseske Kardemomme
En teske nelliker
En kop fløde
Dejen laves ligesom Knep-kager fra Møgeltønder
Tante’ s Knep-kager
500 gr. mel
2 spiseskeer sukker
375 gr. margarine
2 spiseskeer Eddike
2 spiseskeer vand
Æltes sammen, udrulles og skæres i aflange kager med kagesporen. Pensles med æggeblomme.
Lene’ s Knep-kager
1 kg. Mel
375 gr. sukker
250 gr. smør
375 gr. fedt
3 æg
3 kopper fløde
2 teske Hjortetaksalt
Laves som Tante’ s Knep-kager
Knep-kager fra Ballum
200 gr. rugmel
200 gr. hvedemel
300 gr. sukker
200 gr. bygmel
300 gr. fedt
2 dl. Fløde
Fedtstoffet smeltes. Heri varmes fløden, mel og sukker. Det hele hældes i et fad og æltes grundig igennem. Når dejen er tilpas gennemsmeltet og kold, udrulles den tyndt og skæres i store aflange kager, som smøres med æg og lidt vand. Prikkes med en gaffel og bages ved jævn varme til de er gyldne. Når kagerne spises, smøres de over med lidt sirup.
Knep-kager fra Hjerpsted
500 gr. mel
1 kop fløde
100 gr. fedt
125 gr. smør
1 kop sukker
1 æg
Lidt hjortesalt
Dejen æltes sammen og skæres ud i firkanter og pensles med æg og mel. De bages lysebrune. Smøres med sirup, når de serveres.
Knepkager har fået deres karakteristiske navn efter den lyd, det giver, når man bider i den hårde kage. Sammen med Goderåd (Gojraj) er den en af de ældste småkager, der kendes. De blev dengang bagt i den store bageovn efter rugbrødsbagningen. Undertiden samlede man alle dejrester og æltede dem sammen med fløde. Det er forklaringen på, at der i ældre opskrifter er angivet både rugmel, hvedemel og bygmel i knepkager.
Enkelte ældre husmødre fastholder, at en rigtig knepkage skal laves af rugmel og at der skal anvendes sirup og fedt som bindemiddel i stedet for fløde og smør.
Brodersens Vrejn Unge (Klejner)
1 kop smeltet smør
½ kop Rom
2 kopper god fløde
75 gr. sukker 750 gr. mel
Rommen hældes i den opvarmede fløde. Melet kommes i væsken. Dejen æltes, udrulles og laves til klejner med kagesporen. Bages i 500 gr. fedt.
Klejner (Vrejn Unge)
125 gr. smør
170 gr. sukker
500 gr. mel
3 spsk. Fløde
3 æg
1 tsk. Hjortetaksalt
Lidt vanilje
Reven skal af en citron
Rør smør og sukker sammen, tilsæt det øvrige og ælt dejen sammen. Dejen rulles ud med en kagerulle og dejen snittes med en klejnespore til små klejner, der snittes i midten og vrides til ”Vrejn Unge”. Resten af dejen stikkes ud med et rundt glas og ”gaf hul i æ midt”. De ”Vrejn Unge” koges lysebrune i fedt eller palmin. De tages op på fedtsugende papir, hvor der afkøles.
Klejner er en udpræget jule-småkage ligesom brunkager. Ingen af disse småkager er specielle for Sønderjylland, men klejnerne har en speciel sønderjysk betegnelse. Mange tror at ”Vrejn Unge” eller ”Vrejn drenge og piche” dækker over en særlig sønderjysk variant. Men her – som så mange andre steder – er det sønderjyske og danske identiske begreber. Navnet, der har en vis erotisk undertone, er antagelig en mandlig vits, der er slået an.
Vaniljekranse
500 gr. mel
375 gr. smør
250 gr. melis
2 stænger vanilje tørret st. eller hakket.
Lidt bitre og helst mange søde mandler (helst hakket gennem mandelkværn)
Det hele æltes længe aftenen før bagning. Tag en lille klump ad gangen, ellers bliver dejen blød. Kør dejen gennem bøllesprøjte eller kødhakker med stjernetyllen i. Formes til ringe og sættes på bageplade. Bages ca. 8 min. ved 200 grader. Sættes straks til afkøling.
Annelises Vaniljekranse
500 gr. mel
375 gr. smør
250 gr. sukker
1 æg
1 tsk. Natron
½ stang vanilje
De forskellige dele æltes godt sammen, køres igennem hakkemaskinen, i hvilken der er anbragt kageplader. Her formes kransene. Bages lysebrune.
Smørkranse
2 æggeblommer
500 gr. smør
500 gr. mel
1 lille kop fløde
Smørret smuldres i melet. Æg og fløde tilsættes og dejen æltes sammen. Den udrulles, afstikkes med et større glas og så med en mindre, så der dannes en lille krans. Pensles med æg og dyppes i groft sukker.
Medaljer
500 gr. mel
1 æg
125 gr. sukker
1 spiseske smør
1 lille kop vand
Bagepulver
Udrulles og udstikkes med et glas. Marmelade kommes imellem. Pensles, når de er færdige med flormelis udrørt i citronsaft.
Israelitter
2 æg
250 gr. margarine
375 gr. sukker
500 gr. mel
Hasselnødder eller mandler
Smør og det halve af sukkeret røres hvidt. Heri kommer to æggeblommer og melet. Dejen udrulles og afstikkes med et mindre glas. De to hvider piskes stive og resten af sukkeret kommes i. Kagerne sættes på en smurt plade. En teske af æggehvidemassen anbringes på hver kage med en nød oven i. Bages ved svag varme.
Engelske Snitter
125 gr. smør
125 gr sukker – røres sammen
3- 4 æg kommes i, en ad gangen
4 spiseske fløde, 500 gr. mel og en teske Hjortetaksalt æltes i.
Dejen bredes ud på en velsmurt plade, bestrøs med sukker og hakkede mandler.
Bages ved jævn varme. Når kagen er smuk lysebrun, skæres den ud i firkanter og tørres i ovnen.
Naboens Makroner
Tre æggehvider piskes stive
Heri kommes 250 gr. sukker – 10 udrullede tvebakker og lidt mandelessens. Sættes på plade med en teske.
Mor’ s Makroner
500 gr. sukker
500 gr. mandler
5 æggehvider
Æggehviderne piskes stive og sukkeret tilsættes under piskningen, lidt ad gangen. Tilsidst de smuttede, finthakkede mandler. Anbringes på en smurt plade med teske og bages ved jævn varme.
Havremakroner
2 æg
250 gr. margarine
250 gr. melis
En spiseske mel
En teske Hjortetaksalt
500 gr. havregryn
To spiseskeer Kakao
Dejen æltes sammen og sættes på den smurte plade med en teske
Muslingeskaller
650 gr. mel
375 gr. sukker
375 gr. smør
1 æg
Lidt hakkede og smuttede mandler
Dejen æltes sammen, udrulles og anbringes i Muslingeskaller eller Linseformer.
Mandelsnitter
6 æggeblommer røres med 500 gr. sukker.
250 gr. hakkede smuttede mandler, et strøget teske hjortesalt og 500 gr. mel kommes i og til sidst de stiftpiskede æggehvider. Dejen formes som aflange brød, bages, skæres i aflange stykker på 2 cm’ s tykkelse, afkøles og tørres efter i bageovnen.
Ostepinde
100 gr. reven ost
100 gr. smør
100 gr. mel
Æltes sammen og rulles ud i tynde pølser. Skære i ca. 8 cm* s længde
Mor Lene’ s Chokoladekonfekt
250 gr. sukker kommes i 10 spiseskeer kogende vand og koges til sukkeret er smeltet.
500 gr. kogechokolade og 125 gr. hakkede mandler kommes i. Når det hele er kommet i kog ved svagt blus, tages det af og afkøles.
Det sættes på en smurt plade med en teske og tørres ved svag varme i ovnen i 2 minutter.
Krigskage fra Første Verdenskrig
500 gr. Havregryn
1 æg
4 spsk. Fløde
2 spsk. Kartoffelmel
250 gr. sukker
Bagepulver
Alt æltes sammen og sættes på plade med teske.
Hverdagskiks
40 gr. Smør
180 gr. sukker
500 gr. mel
2 spsk. Fløde
Lidt salt
1 tsk. Natron
Æltes og udrulles. Afstikkes med et glas. Hulles med en gaffel.
Sandmusser
100 gr. smør
125 gr. melis
1 æg
65 gr. mel
250 gr. kartoffelmel
Vanilje
Æltes sammen og formes
Vafler
4 æg
250 gr. sukker
250 gr. smør
250 gr. kartoffelmel
Det kolde smør rulles med sukker. Æggeblommer kommes i, en ad gangen. Kartoffelmel og de piskede hvider tilsættes. Bages i vaffeljern
Meta’ s Jødekager
500 gr. mel
375 gr. smør
125 gr. sukker
2 æggeblommer
Lidt Kardemomme
2 tsk. Hjortetaksalt
Kanel
Smørret smuldres i melet. Sukker, 2 æggeblommer, Kardemomme og Hjortetaksalt kommes i. Det æltes godt sammen. Dejen udrulles og kagerne udstikkes med glas. De pensles med æg og bestrøs med kanel og sukker
Fedtebrød
500 gr. mel
2 tsk. Hjortesalt
500 gr. margarine
250 gr. sukker
260 gr. kokos
Glasur med lidt rom eller romessens
Det hele blandes på en gang. Rulles ud i tre stænger, der trykkes flade og bages midt i ovnen ca. 10 min. ved 200 grader. Smøres med glasur og skæres i strimler med det samme, ellers knækker de.
Chokoladefedtkager
500 gr. fedt
1 kg mel
500 gr. sukker
1 æg
En teske Hjortetaksalt
250 gr. revet chokolade eller 125 gr. Kakao
Dejen æltes sammen og formes til små kugler, sættes på pladen og bages ved svag varme.
Brune Fedtkager
125 gr. chokolade
250 gr. svinefedt
375 gr. sukker
500 gr. mel
1 tsk. Hjortetaksalt
Chokoladen smeltes sammen med fedt. Sukker, hjortetaksalt og mel tilsættes. Rør evt. på maskine. Trilles til kugler og trykkes let. Sættes på bageplade. Bages ved 160 grader i 25 minutter på midterste rille. Ønskes hvide fedtkager udelades chokoladen.
Lene’ s Fedtkager
750 gr. mel
500 gr. fedt
375 gr. sukker
Lidt Hjortetaksalt
Alle dele æltes sammen til en fast dej. Trilles i boller og sættes på pladen. Bages ved svag varme.
Mor’ s Fedtkager
250 gr. fedt
500 gr. mel
250 gr. sukker
1 tsk. Hjortetaksalt
4 spsk. Kakao
Sæt fedtet frem i stuetemperatur helst dagen før bagningen. Ælt fedt, sukker og hjortetaksalt grundigt sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen. Hvis dejen ikke bliver smidig, tilsættes lidt ekstra mel. Del portionen i to lige store dele. Ælt kakao i den ene del.
På smurte plader skal kagerne afsættes med en teske i størrelse som en valnød. Bages med 150 – 170 grader i ca. 10 minutter. Kagerne skal revne lidt på overfladen for at være rigtige.
Ved serveringen lægges både hvide og brune fedtkager på fadet. Denne småkage skal lige som andre ”bækkenødder” (småkager) serveres på en bestemt måde. Mange steder ledsages marengs eller kys af en lille gul flad småkage kaldes ”Klap”. Den er lavet af sukker og den æggeblomme, der bliver til overs af marengsbagning. Et tredje eksempel på småkager, som helst skal følges er ”Vrejn Unge”.
Pebernødder
60 stk.
375 gr. hvedemel
175 gr. smør
½ tsk. Potaske
3 dl. Farin
1 æg
½ tsk. Kardemomme
½ tsk. Peber
Hak smørret ud i melet. Rør potasken ud i lidt koldt vand og kom det i dejen sammen med resten af ingredienserne. Hvis dejen ikke hænger sammen, tilsættes lidt mere vand. Dejen rulles til tynde stænger, der deles i små kugler, som trilles til pebernødder og sættes på bagepapir. Bages ved 180 grader i ca. 10 min.
Hanne’ s Pebernødder
500 gr. rugmel
1 kg hvedemel
250 gr. margarine
250 gr. fedt
500 gr. sukker
½ l mælk
1 teske Potaske opløst i lunken vand. Mel og margarine smuldres. Sukker og væske kommes i. Trilles i tynde pølser, skæres i terninger og kommes på en plade, der er bestrøet med mel.
Hvide Pebernødder
750 gr. smør
500 gr. hvedemel
500 gr. kartoffelmel
500 gr. sukker
Mandler (Hakkede og skoldede)
Citronskal
1 teske Hjortetaksalt
Smør og sukker røres godt, herefter tilsættes mel, Hjortetaksalt, citronskal og mandler. Formes i en pølse og skæres ud. Bages svagt lysebrune.
Ingenting
375 gr. mel
2 æggeblommer
250 gr. smør
2 spsk. Fløde
300 gr. sukker (Pynt)
2 spsk. Hakkede mandler
2 æggehvider
1-2 tsk. Eddike
Dejen æltes sammen og rulles med en kagerulle. Kagerne stikkes ud med et vinglas. Hviderne piskes stive med sukker tilsættes eddike og de hakkede mandler. Kagerne pyntes med den masse og bages i 8 minutter.
Denne opskrift anses af mange sønderjyske husmødre at være de lækreste småkager, der findes. Navnet antyder kagens lette substans. Ingenting kan man altid spise og var egnet som afslutning på et rundt kaffebord. I Mellem-Slesvig kaldes denne småkage undertiden for ”Israelit”.
”Bækkenørre”
1 kg rugmel
375 gr. fedt
375 gr. mørk farin
Lidt fløde
Stødt anis
Potaske
Mel og fedt smuldres, Farin, krydderier og fløde tilsættes. Det hele æltes godt sammen. Rulles ud i fingertynde pølser og skæres af i terninger. Sættes på en smurt plade og bages ved jævn varme.
Berits Brune Kager (Berits brunkache)
2 kg. Sirup
2 kg. Mel
500 gr. smør
7 gr. Kardemomme
7 gr. stødt Nelikke
15 gr. Kanel
65 gr. Sukat
Skal af to citroner
30 gr. Potaske
1 ½ kop fløde
375 gr. topsukker
Smør smuldres i en del af melet. Krydderier og sirup kommes i og dejen står i ca. to timer. Topsukkeret stødes og kommes i dejen med resten af melet. Potasken opløst i lunken vand og fløden. Dejen formes i pølser og skæres næste dag.
Inga’ s Brune Kager
1 kg. Sirup
500 gr. smør
500 gr. Farin
2 kg. Flormelis
1 brev Kanel
1 brev Allehånde
30 gr. Potaske
Mandel
Sirup, smør, sukker, mandel og krydderier smeltes i en gryde, afkøles. Mel og Potaske kommes i. Dejen udrulles og afstikkes med glas. Oven på hver kage kommes en mandel.
Familie Brodersens Brune Kager
375 gr. Sirup
125 gr. sukker
125 gr. smør
65 gr. fedt
En flaske Rosenvand
15 gr. Potaske
3 teskeer Kanel
Fedt smeltes sammen med andet i en gryde. Efter afkøling tilsættes en flaske Rosenvand, Potaske og Kanel tilsættes. Dejen står nogle dage, udrylles så tyndt og afstikkes med et glas.
Brune Kager fra Højer (Hæwe Brunkache)
125 gr. smør
250 gr. sirup
625 gr. mel
15 gr. Kanel
10 gr. Nelliker
Skal af en Citron
Hakket Sukat
Pomeransskal
250 gr. hakket sukker
8 gr. Potaske
Smør, sirup og krydderier smeltes i en ret stor gryde. Efter afkøling blandes mel, Potaske og det knuste hakkede sukker i. Dejen står to dage, udrulles og skæres i firkanter.
Brune Kager fra Møgeltønder (Brunkache fra Møltynne)
625 gr. Sirup
625 gr. Farin
375 gr. Fedt
125 gr. smør
1.375 gr. mel
Skallen af 1 ½ Citron
2 teskeer Nelliker
1 teske Hjortetaksalt
1 teske Potaske
Hakkede mandler
10 gr. Kandis
Laves som Brune Kager fra Højer – Mandlerne hakkes og Kandissen knuses.
Hedegårds – Stænger
500 gr. mel
250 gr. smør
En lille kop fløde
Dejen æltes sammen og trilles i en pølse, der trykkes flad. Den skæres i 2 cm tykkelse. Den pensles med æg og bestrøs med sukker.
Omar’ s Kranse
500 gr. smør
500 gr. mel
1 kop fløde
1 knivspids Hjortetaksalt
Dejen æltes sammen, udrulles og afstikkes med et større og mindre glas til kranse, pensles med æggehvide og groft sukker.
Tønder – Kage (Tynne-kache)
375 gr. smør
500 gr. mel
250 gr. sukker
En spiseske kartoffelmel
50 gr. mandler
Dejen æltes sammen og de smuttede lukkede mandler kommes i. Udrulles og afstikkes med et glas. Bages svagt lysebrune.
Albertkiks
125 gr. smør
250 gr. sukker
750 gr. mel
4 æg
3 teske Vaniljesukker
1 bagepulver
Melet æltes med det kolde smør. Æg, sukker og bagepulver kommes i. Dejen udrulles og afstikkes med et glas. En strikkepind bruges til at stikke huller i kagerne.
Havrebidder
125 gr. sukker
250 gr. havregryn
80 gr. hvedemel
50 gr. smør
1 kop mælk eller vand
Reven skal af en citron
1 knivspids Natron
Sukker og smør røres hvidt. Mælk, gryn, citronskal og Natron æltes i. Dejen udrulles og afstikkes med et glas. Bages lysebrune.
Lene’ s Romkager
375 gr. mel
250 gr. smør
250 gr. sukker
2 æggeblommer
1 glas rom
Smørret smuldres i melet. Sukker, æggeblommer og rom tilsættes. Det æltes til en fast dej. Udrulles og afstikkes med et glas til små kager, der pensles med æggehvide og bestrøs med Kanel eller mandler og sukker.
Oma’ s Gode Råd (Gojraj)
250 gr. smør
125 gr. sukker
1 dl. Fløde
3 æg
Lidt Kardemomme
500 gr. mel
Det hele æltes sammen og formes som små runde boller. ”Goderådjernet” smøres og varmes godt igennem, inden man begynder at bage. Kager bages pænt lysebrune.
Gode Råd (Gojraj)
40 – 45 stykker
500 gr. mel
250 gr. sukker
4 æg
3 stk. kardemomme
1 stk. Vaniljesukker
Sukker og smør røres sammen. Der tilsættes æg, vaniljesukker og kardemomme. Melet røres i lidt ad gangen. Bages på hver side i et særlig ”Gode Råd’ s Jern), som smøres med et flæskesvær efter bagning af hver kage, såfremt det ikke er et moderne teflonbelagt jern.
Disse er smukke at se på. De er imponerende af størrelse og har stor holdbarhed. Godt nok tager det lidt at fremstille dem. Du skal nok regne med ca. 2n time. Gode Råd er lysebrune, helt tynde og sprøde. De opbevares i stabler i en lufttæt kagekasse, der svarer til størrelsen af Gode Råd.
Kys og Klap
En god måde, hvor sønderjyderne får brugt både hviden og blommerne fra æggene.
2 æggehvider (kys)
250 gr. sukker
½ spsk. Eddike
Æggehviderne piskes meget stive. Sukkeret tilsættes lidt ad gangen, sammen med eddiken. Dejen sættes med en teske på en bageplade med bagepapir.
2 æggeblommer (klap)
250 gr. sukker
½ tsk. Hjortetaksalt
Sukker, æggeblommer og hjortetaksalt piskes godt. Dejen sættes på en bageplade med bagepapir med 2 teskeer. Begge slags kager bages ved 160 grader i 10 – 12 minutter. Kagen serveres i samme skål og man tager en af hver.
Små Korender-kager
3 æg
250 gr. sukker
250 gr. margarine
500 gr. mel
2 tsk. Hjortetaksalt
Margarine og sukker røres hvidt. De tre æggeblommer, mel, Hjortetaksalt og til sidst de stiftpiskede hvider kommes i. Pladen smøres og dejen stryges tyndt over den. Overstrøs med korender og sukker. Når de er færdigbagte skæres de ud i firkanter.
Kanelkager
375 gr. smør
625 gr. mel
125 gr. Korender
2 breve Kanel
250 gr. sukker
Dejen æltes sammen, udrulles og afstikkes med et glas.
Mormors Kanelstænger
4 æg
500 gr. mel
1 brev Kanel
3 kopper sukker
1 spiseske fedt
1 teske Hjortetaksalt
Æg og sukker røres. Kanel, Hjortetaksalt og mel æltes sammen med det. Til sidst æltes fedtet i dejen, trilles i pølser, trykkes flad og sættes på pladen. Når kagerne næsten er færdigbagte, skæres de ud på skrå og sættes ind i ovnen til tørring.
Halvmåner
250 gr. margarine
125 gr. sukker
500 gr. mel
2 æggeblommer
2 teskeer Kardemomme
Udrulles og afstikkes med et glas til halvmåner.
Mor’ s Snebolde
500 gr. mel
70 gr. smør
¼ liter vand
Bages op. Når det slipper skeen, afkøles det og seks æg kommes i, et ad gangen. Dejen formes med to skeer som kugler og bages i fedt. De vendes i kanel og sukker. Flormelis kan også bruges.
Snebolde fra Tønder
125 gr. smør
125 gr. mel
2 kopper vand
4 æg
Laves lige som ”Mor’ s Snebolde”
Aristokrater
500 gr. mel
70 gr. smør
375 gr. stødt melis
1 æg
125 gr. mandler
Disse mandler må ikkeskoldes men snittes på langs. Dejen æltes sammen og rulles i en pølse, der står til næste dag. Skæres til tynde kager, der dyppes i æg og mandler.
Smørenødder
4 spsk. Smør
4 spsk. Sukker
Mel, så meget det kan tage.
Kommes i kogende fedt med en barneske
Marskens sommerbagværk
4 æg
250 gr. sukker
250 gr. mel
1 knivspids Hjortetaksalt
Æg og sukker røres godt. Sigtet mel og Hjortetaksalt kommes i Sættes på pladen med en teske. Ligner Pleskener.
Sønderjyske æbleskiver med svesker
30 stk.
2 ½ dl. Mælk
15 gr. gær
3 æg
20 gr. sukker
200 gr. mel
½ tsk. Kardemomme
175 gr. smør/margarine
Ca. 300 gr. stenfri svesker
50 gr. flormelis
Lun kælken til ca. 30 gr. Opløs gæret heri. Del æggene i blommer og hvider. Rør æggeblommer og sukker indtil det er hvidt. Mælk og mel samt kardemomme tilsættes under grundig omrøring. Smelt ca. 1/3 af smørret og kom det i dejen. De stiftpiskede hvider blandes forsigtig i dejen.
Sæt dejen til hæving et lunt sted i ca. 20 min. Imens udblødes sveskerne, og de får et opkog. Bag æbleskiverne ved at komme lidt af fedtstoffet i hvert hul i den varme pande. Kom lidt dej i, lidt efter en sveske. Når dejen er ved at danne skorpe i bunden, vendes æbleskiverne.
Serveres drysset med flormelis. Æbleskiver med svesker fik vi altid til jul hjemme i Tønder. Ofte fik vi det også til frokost. I gamle dage fik man det, når det var pause under høstarbejdet.
Hedeviger
500 gr. margarine
125 gr. sukker
750 gr. mel
½ liter mælk
65 gr. margarine/smør
2 ½ pakke gær
Rosiner
1 ½ æg
Evt. Sukat
Mælken lunes og når den er fingervarm, smuldres gæren i og dejen æltes godt. Hæver en time. Sættes på bageplade i klatter eller som boller. Bagetid: 10 minutter ved 225 grader.
Disse kager/boller er en sønderjysk specialitet til fastelavn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.689 artikler, herunder:
Januar 13, 2021
Danskere begår da ikke krigsforbrydelser
Så let er det altså ikke at komme til arkiverne. Politiet har endnu ikke set på sagen. Kaj Burchards arkiver. Dokumenter blev videresolgt. Politiet fik ikke meget ud af undersøgelserne. Klogt af de to at tilstå. Sagen blev aldrig fuldt afdækket. Der er også stjålet fra andre arkiver. Dokumenter solgt på nettet. Misforhold mellem fakta og udmelding. Efterladt et dybt hul i Danmarkshistorien. Bestillingsarbejde fra tidligere højtrangeret Nazi-officer. E.H. Rasmussen slap gratis fra tyveri. Politiet kendte ham ikke. Manglende forståelse for dokumenternes betydning. Manglende forståelse for dokumenternes betydning. Frikorps-mænd deltog i forbrydelser. SS-erindringer er gengivet ukritisk. Sporet fører til Graz. Dødsmarch forbi kasernen. Der ligger stadig 80 lig i jorden. De danske navne haves. To vidneudsagn. Var der flere forbrydelser. De unge har et heroisk syn på krigen, hvorfor?
Så let er det altså ikke
Det ser så let ud, når diverse ”specialister” boltrer sig rundt i arkiverne i TV. Man får adgang til alt, hvad man spørger om. Sådan er det ikke i virkeligheden. Du skal i den grad forberede dig i forvejen og ansøge om adgang. Du skal sørge for diverse tilladelse. Og efter diverse tyverier er det blevet endnu vanskeligere at få adgang. Der bliver holdt øje med dig. Og du bliver registreret.
Som vi tidligere har underholdt vores læsere med, så endte vores adgang med:
Ja så måtte vi kigge i udenlandske arkiver. Og det gav gevinst.
Selv om vi fandt mange nye spor, så blev ”sagen” ikke taget op igen. Det var lukket. Politiet ringede høflig tilbage og meddelte at man ikke ville tage ”sagen” op igen. Jo vi oplevede mange ting, inden vi udgav vores bog. Nu har vi så en ny sag i grænselandet. Den vil man sikkert heller ikke gøre noget ved.
Politiet har endnu ikke set på sagen
Og i TV har vi fulgt nogle fremragende udsendelser, der hed ”Hitlers danske soldater”. Her fandt man da også frem til, at mindst to nulevende danskere kan have begået krigsforbrydere. En afdød dansker har muligvis været en af lederne ved en massakre begået ved en kaserne i Graz i Østrig. Sagen er afleveret til Politiet i København. Og de har endnu ikke haft tid til at kigge på den. Der sker sikkert heller ikke noget.
Der mangler ca. 10.000 dokumenter
Tyverierne i Rigsarkivet blev først opdaget i 2013. Men det er sikkert foregået over flere år. Vi ved, at arkiver, der berører en redder fra Sønderborg er blevet fjernet. Læs vores artikel. Og sådan er det sikkert i mange tilfælde. Familier hyrer andre til at stjæle dokumenter. Men i dag er dette blevet betydelig svære. Martin Magnussen mener, at der er stjålet hele 20.000 dokumenter, hvoraf kun de 10.000 er leveret tilbage.
Kaj Burchards arkiver
Hovedpersonen i TV – udsendelsen var Kaj Burchard. Han var en man brugte som kilde i bøger, film og radioudsendelser. Han var aktiv i veteranforeninger og åbnede sit hjem for interesserede og for de frivillige, der gik i tysk tjeneste. Det havde især Erik Haaest stor glæde af.
Kaj Burchard påstod, at han kæmpede i Berlin til det sidste. Men det er nu ikke korrekt. Inden da havde han begået faneflugt og var flygtet til Sverige. Og på Rigsarkivet kunne Martin Magnussen ikke finde andet end tre stykker papir om Kaj Burchard. Resten var stjålet.
Dokumenter blev videresolgt
To rockere havde fået adgang til Kaj Burchards arkiver. De kendte ham og havde fået en fuldmagt af ham. De to besøgte ofte Rigsarkivet og var der kun to timer ad gangen. Med en udhulet blok papir lykkedes det efterhånden at smugle en masse dokumenter ud af Rigsarkivet.
Det var faktisk Martin Magnussen, der selv er politibetjent og amatørhistorieker, der lagde mærke til de tos mistænkelige adfærd og meldte dem til Rigspolitiet. Ingen af de ansatte havde fattet mistanke. De to havde forbindelser til veteranmiljøet og til Hells Angels.
Senere fandt politiet i kassevis af de stjålne dokumenter i den enes lejlighed. Ret hurtigt stod det klart, at en masse dokumenter var blevet videresolgt.
Politiet fik ikke meget ud af det
I det meget lukkede samlermiljø er der en stor tavshedskultur. Men det anslås at 10 danske storsamlere har viljen og midlerne til at købe for flere hundrede tusinder af kroner. Blandt de stjålne effekter var bl.a. dokumenter fra Kaj Munks mord.
Fascinationen af effekter – dokumenter, fotografier, armbind og uniformer – fra danske nazister eller østfrontfrivillige opfattes i den brede befolkning stadig som odiøs, at ingen har lyst til at stå frem med navn. Under efterforskningen fandt politiet kun frem til seks købere af stjålne dokumenter. I samlekredse er man galde for, at sagen er blevet lukket.
Det påstås at politiet har brugt fem mand i otte måneder uden at komme særlig langt.
Klogt af de to, at tilstå
Den 15. maj 2013 startede retssagen. Der var afsat 5 dage til retsmødet. Der var bestilt en masse vidner. Men det blev det ikke brug for. De to tilstod. Og det var et smart træk. Så undgik man at få et billede af, hvor meget det egentlig gennem årene var blevet stjålet. På en underfundig måde fandt man frem til at de stjålne effekter havde en værdi under en million kroner. I anklageskriftet var det ellers angivet en værdi på 1,5 til 3 millioner kroner.
I retssalen sagde de to rockere, at de var i gang med at skrive bogen om Kaj Burchard. Men de påstod, at de ikke kunne finde noterne til bogen. Magnussen fandt ud af, at de to også havde solgt dokumenter før 2009. Og det var netop det år, at Rigsarkivet var gået over til det elektroniske bestillingssystem Daisy. Før dette havde man brugt fysiske bestillingssedler. Og disse var alle blevet destrueret.
Rigsarkivet og Københavns Politi stoppede deres undersøgelser efter retssagen vel vidende at langt fra alle dokumenter var kommet tilbage.
Der er også stjålet dokumenter fra andre arkiver
Allerede da Landsarkivet befandt sig på Nuuks Plads på Nørrebro blev der stjålet dokumenter. Dette var ikke blevet nævnt i retssagen. De to rockere har haft adgang til mindst 1.500 arkivkasser. Magnussen har koncentreret sig i alt, hvad der havde med tysk krigstjeneste at gøre. Hurtigt kunne han konstatere, at der manglede dokumenter.
Eftertragtede bilag er simpelthen blevet skåret ud. Ad omveje fik Weekendavisen fat i dokumenter, som måtte stamme fra tyveriet. Men på Rigsarkivet blev der påstået at der ikke manglede noget.
Dokumenter solgt på nettet
I 2016 kunne Magnussen konstatere, at der blev solgt dokumenter på aktionssiden QXL, som stammede fra tyveriet. Også på en lukket Facebookside blev der tilbudt dokumenter. Dette blev nu anmeldt til Rigsarkivet, der nu måtte erkende, at der var mangler hos dem.
Misforhold mellem fakta og udmelding
I 2018 kom der så en udmelding fra Rigsarkivet med at der manglede 4,6 pct. af dokumenterne. Gennemgangen havde dog afsløret, at der i nogle sager manglede 30,6 pct. i nogle af sagerne. Rigsarkivet havde fået nedskrevet manglen til et etcifret tal, idet cykeltyverier, spritkørsler og andet er medtaget i optællingen af sagerne.
Der var et misforhold mellem rigsarkivarens viden og udmeldinger til pressen. Man skal kunne stole på, at offentlige institutioner giver korrekte informationer.
Efterladt et dybt hul i Danmarkshistorien
Men i hvert fald har manglen på dokumenterne efterladt et uopretteligt hul i danmarkshistorien. Et hul, der får mærkbar indflydelse på forskningen fremover. Og de to rockere, der blev dømt, lå stadig inde med dokumenter for millioner af kroner.
Hvorfor Rigsarkivet ikke fortalte sandheden om de store mangler er fortsat uvist.
Under sagen er Martin Magnussen også blevet beskyldt for at have brudt Arkivloven.
Man får også indtryk af, at nu hvor forældelsesfristen på nogle af arkiverne er ophævet, at nogle ikke er interesseret i at sandheden kommer frem.
Bestillingsarbejde
I 2016 beskrev Berlingske Tidende det store tyveri fra Rigsarkivet. Man fandt ud af, at der i sagen også var tal om et bestillingsarbejde. Avisen havde fået fat i dokumenter, der dokumenter at de to rockere skulle finde nogle af arkiver om en bestemt person.
Ifølge politiet kunne man dog ikke identificere vedkommende. Sådan var svaret til avisen. Men ifølge Magnussens bog vidste politiet udmærket, hvem personen, der gav ordren til de to rockere var.
Politiet har aldrig besøgt ham i Sønderborg. Her ved alle hvem E.H. Rasmussen var. På det tyske museum er der en permanent udstilling om ham. Selv på en af de beslaglagte telefoner lå alle kontaktoplysninger. Måske kender de ikke hans fortid. Han var en af byens spidser, der skaffede masser af arbejde.
Højtrangeret Nazi-officer
Ellef Henry Rasmussen var en usædvanlig højtrangeret dansk naziofficer. Han lod sig indrullere i Waffen-SS allerede et år før det blev lovligt ved oprettelsen af Frikorps Danmark i 1941. Han blev uddannet som skarpskytte i Østrig og kæmpede Hitlers krig i store dele af Europa som SS-soldat i Division Wiking. I krigens sidste tid blev han chef for 2. bataljon i SS – Regimentet ”Danmark”. Han stod i direkte kontakt med en af de højest rangerende generaler Felix Steiner.
Det fremgår af bogen ”Troskab” som er E.H. Rasmussens erindringer fra Anden Verdenskrig fortalt til historiker Peter Møller Hansen og udgivet i 2015. Her henvises også til en masse dokumenter i E.H. Rasmussens privatarkiv. Men disse dokumenter burde være i Rigsarkivet.
Meget tyder på, at store dele af E.H. Rasmussens private arkiv bestod af stjålne dokumenter fra Rigsarkivet.
E.H. Rasmussen slap gratis fra sit tyveri
Efter besættelsen fortsatte Rasmussen med sine kontakter til veteranmiljøet inden for SS. Således har han flere gange samlet tidligere SS – folk på en af sine skibe i Flensborg Fjord.
Ifølge Martin Magnussen var der flere i familien, der havde nazistiske synspunkter. Således havde E.H. Rasmussen, der var vagt i Frøslevlejren. Han var også med til at fange den berømte Hvidstensgruppe.
E.H. Rasmussen er sluppet gratis for bestillingen af disse dokumenter. Og ikke nok med det. Den uafhængige Politianklagemyndighed har afvist at kritisere Københavns Politi og Statsadvokaten har tiltrådt den vurdering.
Bestillingslisten på dokumenterne har Københavns Politi leveret tilbage til tyvene.
Manglende forståelse for dokumenternes betydning
Hverken Københavns Politi eller Rigsarkivet selv har været særlig hjælpsomme i opklaringen. Men tyverierne skyldes ikke kun fordi danskernes ugerninger skal fjernes. Man kan tjene masser af penge ved at tilbyde disse dokumenter på nettet.
Det er som om, at myndighederne ikke viser forståelse for dokumenternes betydning.
6.000 danske østfrontfrivillige
Omkring 13.000 danskere blev efter Anden Verdenskrig dømt. De fleste for at gå i tysk krigstjeneste og for at kæmpe i nazisternes geledder ved Østfronten. Størstedelen blev idømt mellem et halvt og fem års fængsel. Men der var dog også flere, der fik markant hårdere straffer.
Ja sådan står det anført nogle steder. Men der var vel kun 6.000 danske østfront-frivillige Og heraf var 1.500 fra det tyske mindretal. Der blev dræbt 2.000 og andre 2.000 blev såret. Og 3.300 blev dømt aktiv krigsdeltagelse.
En del danske militærfolk var fascineret af det tyske militær. Fra 1940 ekspanderede Waffen SS. Her optog man ”folketyskere” fra nabostatens tyske mindretal. Det var kun i begyndelsen man stillede barske fysiske krav.
Division Wiking i front
Da Tyskland marcherede ind i Sovjet den 22. juni 1941 var det med Division Wiking i det vestlige Ukraine. Her deltog de i en række krigs – og folkedrabsforbrydelser samt massakre på jøder og andre civile samt ubevæbnede krigsfanger.
Frikorps Danmark med dansk materiel og kommandosprog
Nu startede hvervningen også til Frikorps Danmark. Det var en ny enhed under Waffen SS med dansk kommandosprog og danske befalingsmænd. Materialet var fra den danske hær.
Godt nok forbød den danske straffelov hvervning til fremmed krigstjeneste men samlingsregeringen gjorde det muligt for frivillige at komme til den tyske østfront. De frygtede, at tyskerne ville kræve at Danmark skulle sende militær til østfronten og blive direkte krigsførende på tysk side.
Frikorpsmænd deltog i forbrydelser
Det var bedre at give en slags blå stempel til den nazistiske hvervning af frivillige som allerede var i gang. Officerer fik endda lovning på at kunne vende tilbage til en dansk militærkarriere bagefter. Radioen stillede sendetid til rådighed for hvervepropagandaen.
De frikorpsmænd, som meldte sig i 1942, blev uddannet i Bobruisk i Hviderusland, hvor frikorpsets reservekompagni blev stationeret. Her deltog de i forbrydelser mod jøder og andre civile på lige fod med de tyske styrker.
I maj 1943 nedlagdes Frikorps Danmark. Frikorpsfolkene blev nu overflyttet til egentlige Waffen – SS. Mange blev overflyttet til Panzerregiment 24 Danmark. Men større grupper af frivillige danskere kæmpede også i Division ”Wiking”.
Mange østfrontfrivillige fortsatte efter deres hjemkomst som grundstammen i Hipo, Schalburg-korpset, Sommerkorpset og andre tyske terrorkorps.
SS-erindringer er gengivet ukritisk
Kun ganske få danskere er blevet dømt for krigsforbrydelser. Og danskerne tror ikke på at deres landsmænd kunne begå sådan noget. Det kan vi jo også se på de talrige erindringer som danske SS – soldater har udsendt. Ganske ukritisk har forlagene modtaget manuskripterne. Og disse har aldrig oplevet eller selv deltaget i krigsforbrydelser.
Kun fem danskere er dømt for mord på jøder. Men vi ved, at danskere deltog i vagttjenester på steder, hvor der blev begået masser af drab på jøder.
Sporet fører til Graz
I TV – serien følger vi Martin Magnussen og Johan Bjarnhofs datter Pernille, der er på jagt efter dokumenter om hendes far. Der blev kun fundet fire sider. Resten er stjålet. Dennis Larsen viser et interessant fotoalbum, der viser at danske soldater deltager i krigsforbrydelser.
Sporet fører videre til Graz, hvor der skete krigsforbrydelser på et tidspunkt, hvor der her befandt sig 60 danske soldater. Dennis Larsen har kigget i britiske arkiver. Han kan dokumentere at mindst to danske soldater deltog i massakren.
Johan Bjarnhof deltog ikke i dette. Han var under en orlov flygtet til Sverige. Da tyskerne endelig åbnede for retssager, fulgte Danmark ikke op på dette.
En ting savner man dog i den omtalte serie og det er Rigsarkivets version af sagen. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at stjæle så mange dokumenter? Og har man overhovedet tjek på, hvor mange og hvilke dokumenter, der fortsat mangler.
Mere end 200 fangere heriblandt jøder, østrigske modstandsfolk, engelske agenter og muligvis to amerikanske piloter blev skudt i Graz. Den afdeling som skød disse, havde en dansk leder. I nogle af de østrigske kilder står der anført, at det var 16 – 17-årige frivillige hollandske drenge, der stod for nedskydningen. I afhøringsrapporten i de engelske arkiver optræder flere danskere endda angivet med navne.
Dødsmarch forbi kasernen
En del af de soldater, der meldte sig til Frikorps Danmark, blev en del af ”Schutzstaffel eller bedre kendt som Waffen SS og sendt til netop den kaserne i Graz, hvor massakren fandt sted.
Det var her, de fik militærtræning eller kom til hægterne, hvis de var blevet såret. Derefter blev de sendt tilbage til fronten og Division Nordland. De kunne også risikere at blive sendt til partisan-bekæmpelse cirka 100 kilometer fra kasernen.
Russerne rykkede nærmere. Nazisterne begyndte i krigens sidste måneder at grave massegrave og brænde lig for at fjerne beviserne fra krigsforbrydelser. Det var også dengang, hvor afkræftede fanger blev beordret til at gå ”dødsmarch” mod det centrale Tyskland. Kunne de ikke klare mosten, blev de skudt.
Tilfældigvis kom 200 – 300 KZ – fanger forbi kasernen den 2. april 1940. De blev gennet ind på fodboldpladsen. Man skyder dem med nakkeskud og smider dem ned i bombekraterne. omkring pladsen. Efterhånden fandt SS-folkene ud af, at det var en dårlig ide.
Der ligger stadig ca. 80 lig i jorden
Det vil sige, at det var SS – Sturmbanführer Wilhelm Schweitzer, der beordrede ligene flyttet til en massegrav, da han vendte tilbage til kaserne lige før 7. april. Ligene blev gravet op og kørt væk fra kasernen og placeret i en massegrav væk fra kasernen.
Men i skyndingen nåede man ikke alle sammen. Der ligger stadig 80 lig i jorden på kasernens område, som nu er overtaget af det østrigske militær.
På tidspunktet for forbrydelsen befandt der sig 3.500 – 4.000 soldater på kasernen. De kan selvfølgelig ikke alle have været med til forbrydelsen. Men de har vidst, hvad der skete.
Mellem den 18. og 21. maj 1945 blev der fundet 142 lig i massegraven. De blev alle bisat den 27. maj.
De danske navne haves
Dennis Larsen og Martin Q Magnussen har navnene på flere hundrede danskere, der var på kaserne og de to nulevende, der med sikkerhed deltog aktivt i massakren. Måske er der flere danske gerningsmænd. Arkivloven forhindrer dog at man henvender sig til disse. Det er noget som politiet må gøre.
Man har flere gange forsøgt at finde gerningsmænd til forbrydelsen. En overgang var kasernens kommandant anklaget. Men han var ikke til stede, da der blev myrdet løs. Ingen er blevet gjort ansvarlig for massakren.
I 1948 havde man ellers rejst en sag mod 9 Waffen SS – folk. Det viste sig at sagen kun var rettet mod forbrydelser mod amerikanske ofre. Og her manglede man håndfaste beviser.
To vidneudsagn
Åbenbart er det måske ikke nogen tilfældige, der kom gående forbi kasernen, hvis man skal tro på disse vidneudsagn. Således har en gartner fortalt, at 120 jøder i begyndelsen af april 1945 blev bragt til kasernen. De blev torteret og bagefter skudt. Og det skete fra midnat til klokken tre om morgenen. Gartneren så, at SS – folk tog, hvad de kunne bruge af jødernes efterladenskaber.
En hollænder, Jonny von Reens beretter, at han så 150 jøder, der blev tortureret på sportspladsen. I grupper af 30 blev de ført væk. De måtte da tage deres tøj, sko og smykker af. Derefter blev de skudt.
Var der flere forbrydelser?
Måske er det tale om, at der er sket flere forbrydelser mellem den 2. april og 2. maj 1945. I hvert fald hævdes det fra forskellige kilder, at der i Nazi – perioden er blevet myrdet ca. 500 personer på dette sted.
Af de 142 lig man fandt var 116 i civil og 21 i uniform. Disse blev alle bisat på Centralkirkegården i Graz. Og her passer disse fund ikke med det ene vidneudsagn. I 1980 blev der opsat en mindetavle.
Det var denne begivenhed, hvor også danskere skulle være involveret, der lå oplysninger om på Rigsarkivet. Men disse dokumenter er også blevet fjernet.
Nogle har kritiseret Magnussen for hans undersøgelser da sagen er afsluttet. Men den har jo følger for vores historieopfattelse. Og vi andre kan jo mærke sikkerheden, når vi som ”amatørhistorikere” går i arkivet. Det er bestemt stadigvæk ikke alt, der må komme frem
Danske unge har et heroisk syn på krigen
Holdningen herhjemme er, at danskere ikke begik krigsforbrydelser. Og sådan er holdningen også hos de unge. For et par år siden blev der gennemført en international undersøgelse blandt unge fra 16 – 25 år. Om hvad de mente om Anden Verdenskrig 1939 – 1945.
Mange af de unge havde fået overleveret erindringer om besættelsen fra familien. Det gjaldt både i Danmark, Tyskland og Finland. Men der forskel på hvilke lange skygger den skelsættende krig har efterladt sig blandt nutidens unge i de tre lande.
De danske og finske unge har generelt et snævert og nationalt syn på Anden verdenskrig. De tyske unge er langt mere opmærksomme på hvilke konsekvenser krigen havde i resten af Europa.
Når de danske unge tænker på verdenskrigen er der imidlertid hverken holocaust, invasionen i Normandiet eller atombomberne i Japan, der står stærkest i erindringen.
De danske unge havde en meget national tilgang til Anden Verdenskrig. De fokuserede i høj grad på modstandsbevægelsen i Danmark og udtrykte fascination og respekt for disse. På den måde havde de danske unge et mere positivt og heroisk syn på krigen end de tyske unge.
Hvorfor har de unge det syn?
Der var langt flere danskere, der arbejdede for den tyske besættelsesmagt end danskere, der meldte sig under de tyske faner. Hverken Holocaust eller Danmarks samarbejdspolitik er i de danske unges erindring.
I Tyskland er de unge udmærket klar over det tunge ansvar og nazismens forbrydelser. De er ikke i tvivl om, hvad krigen handlede om.
Men hvorfor er de unge danskers holdning sådan? Er det fordi, at deres bedsteforældre ikke havde krigen helt inde på livet som de unge tyskeres bedsteforældre? Skyldes det samfundets holdning eller historieundervisningen i skolen?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.686 artikler, herunder