Artikler
Januar 28, 2021
Sønderjysk Kaffebord: 119 opskrifter fra Tønder
På opfordring har vi redigeret to af vores mest sete artikler. Det er blevet til den hidtil længste artikel på vores hjemmeside. Og det handler om Sønderjysk kaffebord. Denne gang med opskrifter. Undertegnede er bl.a. dykket ned i mor’ s opskrifter, der var skrevet på tysk og i gotisk skrift. Jo jeg har sikkert prøvesmagt mange af disse herlige opskrifter der hjemme i Tønder til højtider og familiefester. Ja også hos Oma og Opa ude i Ny Frederikskog syd for Højer. Der indtog vi ”Det Sønderjyske Kaffebord i ”den fine stue”. Lad nu være at tænke på slankekure. Hvis du vil høre om historien bag den tradition, så kan du finde en liste af artikler bagerst. Her er også en liste over artikler om det kulinariske Sønderjylland. Ja og så kan vi vel kun ønske God Appetit og velbekomme.
Dette er en ny – redigering af to artikler fra 2008. En af disse artikler blev fjernet fra en gruppe, fordi der var taste – og mellemrumsfejl. Problemet er nok snarere, at de ældste artikler rent teknisk ikke kunne holde til at komme gennem tre hjemmeside-opdateringer.
Når man skal holde sig til opskrifter, skal det være i orden. Nu er det så lige det, at mange af disse opskrifter er ældgamle – nogle er tilbage fra 1840’erne og vi har også et par krigs-kager med. Dette betyder at målenhederne er forskellige. Her opereres både med kopper og gram. Nogle steder fortælles der heller ikke, hvor længe kagen skal være i ovnen. Men se dengang har man kunne finde ud af det. Så mon ikke det også går i dag?
Den ene af disse artikler har altid ligget fremme blandt de mest sete på vores hjemmeside.
Vi håber nu, at det bliver mere gennemskueligt at gå i gang med alle disse opskrifter.
Vi har skrevet en del historiske artikler om Sønderjysk Kaffebord – se listen bagerst. Det er så diverse foredrag om det historiske bag ”det Sønderjyske Kaffebord”. Listen indeholder også nogle artikler om det kulinariske Sønderjylland.
Men fra hele Danmark er der indløbet forespørgsler på ”Ballumme Knepkache”, ”Goj Raj”, ”Wrein Unge”, ”Brøetort”, ”Kartøffelkach”.
Vi har kigget i gamle opskriftsbøger, bl.a. min mors, der var skrevet med gotisk skrift på tysk. Vi har med vilje bevaret nogle af de gamle måleenheder. Tak til min svigerinde, Annelise, der har hjulpet med fremskaffelsen af disse opskrifter.
I gamle dage var sådanne opskrifter meget hemmelige. Man skulle jo helst overgå naboen. Men her får du hemmelighederne.
Og når du synes, at opskrifterne lyder lidt gammeldags, så er det jo netop fordi mange af opskrifterne er ældgamle.
Du skal ikke begynde at tænke på slankekure, når du går i gang med dette. Og jo, jeg har sikkert smagt mange af de her opskrifter. For vi fik da rigtig sønderjysk kaffebord både hjemme i Tønder, når der var højtider eller familiefester. Og ude ved Oma og Opa i Ny Frederikskog – syd for Højer. Her fik vi Sønderjysk kaffebord ”i den fine stue”
Boller (Pumle)
Boller hørte dengang med til at alle kaffeborde. De smager bedst helt friskbagte. De flækkes og smøres. Derpå lægges de på et fad, således, at halvdelene ligger oven på hinanden. På den måde er det svært at undgå at tage en hel bolle. Denne skik stammer fra dengang, der var brug for ”stopkager”.
Så spiste man ikke for mange ”af æ tort å a æ småkache”
500 gr. Mel
125 gr. Smør
50 gr. Gær
3 æg
2 tsk. Kardemomme
1 ½ dl. Mælk
1 ½ tsk. Salt
Bages ved 225 grader i ca. 15 min. Varm mælken til 30 grader. Rør mælken, gær, mælk og 2 æg sammen, tilsæt kardemomme og det meste af melet. Lad dejen hæve med lidt drysset mel over indtil det fylder det dobbelte. Rul dejen ud i en pølse, skær den i ens stykker, der formes til boller med let melede hænder. Sæt billerne på en smurt pande og lad dem efterhæve ca. 15 min. Bollerne pensles med et sammenpisket æg og bages.
Lene’ s Brødtærte (Brøtort)
Brødtærte af denne type kendes kun i Sønderjylland. Det var en yndet festspise, som jeg ofte har nydt som barn. Vi skal bruge
6 æg
100 gr. Revet rugbrød
250 gr. Sukker
100 gr. Hakkede nødder
1 tsk. Bagepulver
½ l. piskefløde
50 gr. Nødder
Æggene deles i hvider og blommer. Hviderne piskes stive. Sukkeret røres forsigtig i hviderne lidt efter lidt. Derefter røres æggeblommerne en ad gangen. De hakkede nødder og revet rugbrød blandes sammen og tilsættes forsigtigt sammen med bagepulveret.
Dejen kommes i 3 meget velsmurte lagkageforme og bages ca. 10 min. ved 225 grader. De færdige lagkagebunde lægges sammen med flødeskum og pyntes med hakkede nødder.
Oma’ s Brødtærte
4 æg
150 gr. Sukker (1 ¾ dl)
3 kopper revet rugbrød (4 ½ dl)
4-5 dl. Piskefløde
Del æggene og pisk hviderne stive. Pisk sukkeret i og dernæst æggeblommerne. Smid det revne brød i med let hånde. Fordel dejen i 2 lagkageforme (sørg for at formene er godt smurte. Man kan også bruge bagepapir i stedet for) Bag bundene i 12 -15 minutter ved 190 grader. Læg de kolde bunde sammen med flødeskum.
Sønderjysk Appelsinkage
300 gr. Margarine
300 gr. Malis
300 gr. Mel
4 hele æg
1 tsk. Bagepulver
Saften af ½ appelsin og reven skal
Margarine og melis røres til sukkeret ikke knaser. Æggene kommes i et ad gangen. De andre ting blandes i. En sandkageform smøres og drysses med mel. Kagen bages ved 200 grader ca. 60 minutter.
Glasur: Flormelis blandet med saften af den anden halvdel af appelsinen. Pyntes med hakkede mandler.
Sønderjyske kringler
4 stk.
400 gr. Margarine
600 gr. Mel
1 ½ pk. Gær
2 æg
2 dl. Mælk
4 spsk. Sukker
200 gr. Margarine (Fyld)
150 gr. Sukker
2 tsk. Kanel
(evt. marcipan, marcipanbrød og/eller nougat også gerne frugter)
Margarinen sættes ud. Den skal være så blød, at den æltes i dejen. Gæren smuldres. Lunken mælk hældes over og sukker kommes i. mel og mælk hældes i. Dejen æltes og først nu kommes margarinen i. Det er meget fedtet at arbejde med, men det kan virkelig betale sig. Dejen bliver nemlig ikke tør på denne måde.
Husk ikke at komme for meget mel i. Den må gerne hænge fast i fingrene. Dejen lægges i 4 striber på bagepladen. Klappes flade og remonce, marcipan eller andet kommes på.
Dejen samles. Først enderne, så lægges siderne over hinanden. Pensles med æg og drysses evt. med perlesukker. Hæver til den dobbelte størrelse og bages 200 grader i 20 minutter.
Lene’ s kringle
500 gr. Mel
100 gr. Sukker
1/1 dl. Mælk
3 æg
75 gr. Gær
375 gr. Margarine
Gøren opløses i sukkeret. Margarinen tilsættes sammen med æg og mel. Det hele æltes godt sammen. Dejen rulles ud på bordet. Margarinen skæres og rulles ind i dejen. Sum fyld i kringlen. Der kan bruges svesker, rosiner og marcipan. Smøres med æg og stilles til hævning. Bages ved ca. 200 grader i 14 min.
Far’ s Kringler
250 gr. margarine
1 kop fløde
500 gr. mel
Gær
Dejen æltes sammen og trilles i tynde pølser. De formes som kringler, der dyppes i æg og sukker med lidt hakkede mandler.
Favoritkringle
1000 gr. mel
To kopper sukker
2 æg
125 gr. rosiner
250 gr. smør
½ l mælk
Revet skal af en citron
Gær
Smør og mælk varmes. Gær udrøres. Alt æltes sammen, formes som kringle. Pensles med æg og bestrøs med sukker.
Lillebrors Kringler
250 gr. smør
250 gr. margarine
1 æg
6 spiseskeer fløde
1 spiseske sukker
750 gr. mel
Æltes helst om aftenen. Næste morgen formes kringlerne og dyppes i øg og sukker.
Mecklenburger Mørdej
To æggeblommer
120 gr. sukker
300 gr. smør eller margarine
500 gr. mel
Citronskal
Mel, sukker, æggeblommer, det kolde smør og reven citronskal blandes. Dejen udrulles i en cm tykkelse, der flettes sammen og dannes som kant. Bages lysebrun og fyldes med æbler, stikkelsbær eller svesker. Pyntes med flødeskum.
Hamborg Kage
¼ flaske rosenvand
30 gr. smør
1000 gr. sukker
1500 gr. mel
125 gr. mandler
30 gr. Pommerank skal
Citron – skal
½ brev kanel
1 teske Kardemomme
1 teske Hjortetaksalt
Rosenvand, smør, fløde og sukker koges. Når det er afkølet, kommes de andre dele i. Dejen udrulles og skæres med kagesporen i aflange kager.
Hvide Christiansfelder
Tre æg
250 gr. sukker
½ citron
Et brev kardemomme
125 gr. mandler
Et kop Rosenvand
500 gr. mel
En teske Hjortetaksalt
De hele æg og sukkeret røres hvide. Heri kommes saften af en ½ citron, Kardemomme og Rosenvand. Mel og Hjortetaksalt blandes. Det hele æltes sammen, udrulles og afstikkes med et glas. Bages lysebrune.
Herremandens hvepsereder
250 gr. mandler (eller nødder) skæres i små stykker og brunes med 250 gr. sukker på panden. 6 æggehvider piskes stive og blandes med 350 gr. sukker, 125 gr. Kakao eller chokolade.
Den afkølede mandelmasse kommes i og kagen sættes på pladen med en teske.
Pleskner
Fire æg
250 gr. sukker
125 gr. mel
Lidt reven citronskal
En teske Hjortetaksalt
Æg og sukker piskes til det er hvidt og skummende. Melet røres let. Sættes på pladen med teske og bages lysebrune.
Mor Lene’ s Ægteskabspleskner
100 gr. margarine
250 gr. mel
400 gr. sukker
To breve vaniljesukker
Et brev Bagepulver
Æg og sukker piskes til det er hvidt og skummende. Den smeltende margarine og vanilje kommes i. Til sidst det sammenblandede sigtede mel og bagepulver.
Farfars Sirupskage
En stor kop kagesirup
En stor kop flormelis
En stor kop kærnemælk
500 gr. mel
Et brev Kardemomme
Et brev kanel
En hakket Citronskal
1 ½ teske Natron
De flydende dele blandes sammen. Melet og krydderierne kommes i. Dejen hældes i en smurt bradepande og bages ved god varme ca. 45 minutter.
Honningkage
En kop honning
En kop sirup
En kop sukker
En kop sur fløde
To kopper kærnemælk
Et kilo mel
To teskeer Natron
Lidt Ingefær og kanel
Laves på samme måde som Farfars Sirupskage.
Oldemors ”Mornkop”
250 gr. smør
250 gr. hakkede mandler
250 gr. sukker kommes i en stor gryde og brunes ved stadig omrøring. En form skylles med vand og massen kommes deri. Når den er størknet skæres ”Mornkop” ud i stykker og serveres for gæsterne lige inden de skal hjem.
Pladekage fra Tønder
6 æg
500 gr. smør
500 gr. sukker
250 gr. mel
En citron
En teske Hjortetaksalt
125 gr. mandler
50 gr. Korender
Smør og sukker røres hvidt. Æg kommes i, et ad gangen. Citron, Hjortetaksalt, mel, mandler og Korender kommes i. Bages på bradepanden.
Pladekage fra Højer
4 æg
En kop sukker
150 gr. margarine
En kop mælk
Citron
½ brev bagepulver
375 gr. mel
250 gr. sukker
Margarine og sukker røres godt, heri kommes æggeblommerne, en af gangen. Mælk, Citron, Mel og Bagepulver blandes i. Dejen bredes ud i en smurt bradepande, De 4 hvider piskes og 250 gr. sukker tilsættes. Når kagen er næsten bagt, smøres den med Æggehvide-massen og bages til marengsdejen er lysebrun.
Æblepladekage (Æffelplaekach)
Et æg
500 gr. sukker
250 gr. smør eller fedt
500 gr. mel
Et kop mælk
Et brev bagepulver
Lidt citron
En tallerken skrællede skårne æbler drysset med kanel og sukker. Dejen æltes sammen udrulles og deles i to halvdele. Den ene halvdel anbringes i den smurte bradepande. Æblerne kommes over. Den anden halvdel trykkes ned over.
Man rører lidt margarine og sukker i en kop og smører det ovenpå. Bages i ca. 45 minutter.
Tønder Kage (Tynnekach)
500 gr. smør
375 gr. sukker
Fire -seks æg
En kop mælk
Tre spiseskeer Kakao
En teske Kanel
Lidt Nellike
250 gr. Korender
125 gr. rosiner
Sukat
500 gr. mel
Et brev Bagepulver
Smør og sukker røres hvidt. Æg tilsættes hver for sig. Krydderier tilsættes. Mel og bagepulver kommes i. Bages i bradepanden en halv time ved god varme.
Højer Sirupskage
200 gr. sirup
To æg
200 gr. sukker
120 gr. fedtstof
500 gr. mel
To teske Natron
To dl. Kærnemælk og fløde blandet
En halv citron
To teske Kanel
En halv teske Nellike
½ teske Ingefær
Sirup, sukker og fedtstof varmes i en gryde, der afkøles. Mel, Natron og krydderier hældes skiftevis med kærnemælken. Røres godt. Kommes så i den smurte bradepande. Bages ca. en time ved svag varme. Kan smøres med flormelis tilsat lidt Rosenvand.
Sonja’ s Sodakage
To æg
500 gr. mel
500 gr. sukker
250 gr. smør
To kopper mælk
Et brev bagepulver
En teske Kardemomme
Smør og sukker røres hvidt. Æg kommes i en ad gangen. Bagepulver blandes med mel. Mel og mælk røres skiftevis.
Annelises Sodakage
Fire æg
250 gr. sukker
125 gr. smør
250 gr. hvedemel
250 gr. kartoffelmel
Et brev bagepulver
To kopper mælk
Laves lige som Sonja’ s Sodakage
Lene’ s Sølvkage
200 gr. smør eller margarine
200 gr. sukker
125 gr. Flormelis
125 gr. Rismel
Ti æggehvider
Revet skal af en citron
Smør og sukker røres hvidt. Heri kommes de piskede hvider. Melet, der er sigtet og tilsat revet citronskal, tilsættes med let hånd. Bages ved jævn varme i en lille time.
Oma’ s Søsterkage
Seks æg
250 gr. sukker
375 gr. smør
1000 gr. mel
En stor kop fløde
50 gr. gær
En teske Kardemomme
250 gr. rosiner
Smørret blødgøres og røres hvidt med sukkeret. Æg, fløde, gær (gjort flydende i lidt af fløden) og mel irøres efterhånden. Kardemomme og rosiner tilsættes. Hældes i en smurt form og står og hæver ca. en time. Bages i ca. 45 minutter.
Mor’ s Søsterkage
Seks æg
500 gr. mel
125 gr. rosiner
125 gr. Korender
Sukat
150 gr. smør
250 gr. sukker
Et brev bagepulver
Smør og sukker røres hvidt. Æg tilsættes. Mel, rosiner, Korender, Sukat og bagepulver tilsættes. Bages i en smurt form.
Citronkage
250 gr. smør
250 gr. sukker
250 gr. mel
Et brev bagepulver
Fire æg
Smør og sukker røres hvidt. Æg kommes i – bages i en velsmurt form. Skal og saft af en citron og en appelsin koges op med 150 gr. sukker og hældes varm over den varme kage.
Farmors Chokoladekage
Fem æg
250 gr. sukker
250 gr. revet chokolade
50 gr. groft hakkede mandler
500 gr. mel
En teske Hjortetaksalt opløst i lidt lunken vand. Æg og sukker røres hvidt og skummende. De andre ting kommes i en smurt form og bages i cirka en time.
Oldemors Chokoladekage
To æg
250 gr. sukker
500 gr. mel
Tre spiseskeer revet chokolade
To kopper mælk
½ brev Vaniljesukker
Et brev bagepulver
Æg og sukker røres godt rundt. Mælk, mel, bagepulver, Vaniljesukker og Chokolade kommes i og dejen hældes i en velsmurt form. Bages en time.
Familie Brodersens Sandkage
Otte æg
500 gr. smør
250 gr. sukker
250 gr. Flormelis
250 gr. Kartoffelmel
Lidt revet citronskal
En spiseske rom
Smør og sukker røres til salve. Æggeblommerne kommes i en ad gangen. Mel, citronskal og rom tilsættes og til sidst de piskede æggehvider, Dejen hældes i en velsmurt form og bages ved jævn varme i ca. 45 min. til en time.
Oma’ s Sandkage fra Højer
Seks æg
250 gr. smør
125 gr. sukker
500 gr. Hvedemel
125 gr. kartoffelmel
Lidt revet citronskal
Et par hakkede bitre mandler
Et brev bagepulver
Laves lige som Familien Brodersens sandkage.
Scraderkage
Syv æg
125 gr. smør
125 gr. mel
125 gr. sukker
Skal og saft af en citron
Syv æggeblommer røres hvide med sukker. Mel og smør smuldres og kommes i æggemassen. Citron tilsættes og til sidst de piskede hvider. Bages i en velsmurt form ved god varme i ca. 45 min.
Lise’ s brune kage
500 gr. Sirup
250 gr. sukker
¾ l Kærnemælk
125 gr. margarine
Tre teskeer Natron
1500 gr. mel
25o gr. rosiner
Sirup, sukker og kærnemælk røres sammen. Margarine smuldres i melet. Natron og de vaskede rosiner kommes i og røres i den flydende masse. Bradepanden smøres. Dejen kommes i og bages i 45 minutter til en time.
Æbleformkage
Tre æg
250 gr. sukker
250 gr. mel
En tallerken skrællede ituskårne æbler
Et halv brev bagepulver
De hele æg røres hvide og skæmmende med sukkeret, melet, der er blandet med bagepulver, sigtes i og til sidst de småtskårne æbler. Kommes i en velsmurt form og bages 45 minutter.
Chokoladekage fra Møgeltønder
250 gr. smør
To æg
1 ½ kop mel
En teske Natron
Æggeblommer og sukker røres godt. Smør, Kakao og mælk bringes i kog. Det afkøles og blandes med rørte æg. Mel og Natron sigtes i og de to piskede hvider tilsættes. Bages i springform.
Tante Tine’ s Marmorkage
200 gr. smør
300 gr. sukker
420 gr. mel
1/8 l fløde
6 æg
200 gr. chokolade
1 brev bagepulver
Vanilje
Bages som Chokoladekage fra Møgeltønder. Dejen deles i to halvdele og den revne chokolade kommes i den ene halvdel. Hældes i en smurt form. Den anden halvdel sættes oven i den anden. Bages i en time.
Brun krigskage
500 gr. sirup
250 gr. brun sukker
En stor spiseske fedt
En kop Kærnemælk
750 gr. mel
En teske Hjortetaksalt
En teske Natron
Skal af en halv citron
En halv teske nelliker
Bagevejledning mangler
Kardemommekage
500 gr. sukker
250 gr. kartoffelmel
250 gr. Hvedemel
To kopper mælk
Seks æg
En teske Kardemomme
Et brev bagepulver
Smør og sukker røres hvidt. Æg kommes i – et ad gangen. Mælk, mel, Kardemomme og bagepulver kommes derefter i.
Tante Titti’ s Kaffebrød
375 gr. Smør
375 gr. Sukker – røres godt sammen
7 æg – røres i et ad gangen
Derefter 375 gr. Mel
Og 1 tsk. Bagepulver
Det hele røres godt sammen. Smøres på en plade så tynd som muligt. Strøs med korender, sukker eller mandler. Bages ved 200 grader. Når kagen er bagt, skæres den ud i små firkanter. Derefter sættes den i ovnen igen og skal tørres lidt.
Oma’ s sandkage
200 gr. Margarine
150 gr. Sukker
3 æg
125 gr. Hvedemel
125 gr. Kartoffelmel
½ tsk. Bagepulver
Margarine og sukker røres godt. Æggene tilsættes et ad gangen. Mel, kartoffelmel og bagepulver tilsættes. Dejen hældes ud i en smurt form (1 ½ l)
Bagetid: ca. en time ved 175 gr.
Annelise’ s Stribekage (Strifkach)
6 æg
½ del kartoffelmel
½ del hvedemel
Lidt hjortetaksalt
Smør
Sukker
Smør og sukker røres godt sammen og æggene tilsættes en ad gangen, derefter mel og hjortetaksalt. Det bliver ca. 6 -7 bunde alt efter hvor store æggene er. Bunden skal være så tynd som mulig. De lægges sammen med ribsgele mellem hvert lag.
Kagen blev bagt til jul og holdt sig langt ind i det nye år. Skal opbevares køligt. Den skæres i tynde skiver. Hvis man vil flotte sig, kan man servere den med flødeskum. Det var almindeligt, at kagen blev brugt som barselsgave. Det var normalt at invitere til ”Barsels-kaffegilde”.
Sonja’ s Søsterkage
300 gr. Mel
125 gr. Margarine
3 æg
2 spsk. Sukker
1 kop lunken mælk
30 gr. Gær
Rosiner, hakkede mandler eller nødder
Sukat
Reven Citronskal
Lidt Vanilje
Mel og margarine smuldres med hænderne, udtørres med sukker og den lunkne mælk. Der røres i dejen og tilsættes tre hele æg, rosiner, nødder, citronskal, sukat og vanilje. Dejen hældes i en rund bageform, sættes i ovn på 200 grader i 30 minutter. Lad kagen stå til afkøling.
Højer Riskage
1/2 l Riskage eller fløde
80 gr. Grødris
Grøden koges og afkøles, herefter tilsættes
80 gr. Sukker
75 gr. Smør
2 æggeblommer
50 gr. Hakkede mandler
1 tsk. Vaniljesukker
½ tsk. Kardemomme
Skal af ½ citron
Til sidst vendes to stiftpiskede æggehvider
Denne dejmasse hældes i en springform og bages en time i ovnen ved 150 grader. Kagen må ikke være alt for høj. Den skal være som en ny lagkagebund på 2 ½ cm. Der serveres flødeskum og gelé til.
Denne kostelige ret blev ofte brugt ved bryllupper i det sønderjyske.
Mange æg-kage
6 – 8 æg
1 ½ tsk. Bagepulver
1 dl. Sukker
1 dl. Kartoffelmel
Fyld: Brombærsyltetøj eller æblemos
Pynt: 1 ½ dl. Piskefløde
Rør æggeblommerne hvide med sukkeret. Æggehviderne piskes meget stive og vendes forsigtig i æggemassen. Bagepulver og kartoffelmel blandes i. Dejen hældes i velsmurte lagkage/springforme.
Bages 20 min. ved 220 grader. Lægges sammen med syltetøj og pyntes med flødeskum.
Kathrineblomme-tærte
5 æg
1 l fløde
1 stang vanilje
100 gr. Sukker
500 gr. Kathrineblommer eller svesker
Mandler
Æggeblommerne røres med sukker og kommes i en gryde med gløden. Lav et opkog og kog af. De piskede hvider kommes i, når cremen er kold. Blommerne eller sveskerne med mandel lægges i bunden af en ovnfast form. Dejen hældes over.
Ved serveringen vendes kagen ud på et glasfad og pyntes med flødeskum langs kanten. Uden for blommesæsonen kan blommerne erstattes af stenfri svesker, der udblødes i vand. De skal have et let opkog, hvorefter mandlerne puttes i.
Sønderjysk Bryllupskage
1 kg mel
270 gr. Smør
3 spsk. Sukker
6 æg
50 gr. Gær
150 gr. Rosiner
1 tsk. Kardemomme
2 tsk. Revet citronskrald
2 tsk. Sukat
2 tsk. Pomeransskal
4 spsk. Hakkede nødder
3 dl. Mælk
1 dl. Fløde
Bages ved 200 grader i ca. 40 min. Lidt af melet tages fra æltning og rulning. Smørret hakkes med en kniv i melet og smuldres med fingrene. Gæren udtørres lidt i lunken mælk og tilsættes dejen smuldret med krydderier og de let sammen piskede æg samt mælk og fløde.
Dejen æltes, indtil den er blank og slipper fadet. En serviet støres med lidt mel og bindes om dejen, som derpå lægges i en spand koldt vand natten over. Den følgende dag tiltes dejen i to store kringler, der pensles med pisket æg, strøers med groft sukker og nødder. Efterhæver ca. 30 min før bagningen.
Undertiden får kringlen marcipanfyld, og den smager da rigtig godt. Lav fyldet af 100 gr. Smør, der tilsættes 100 gr. Sukker og røres grundigt til sukkeret er opløst. Derpå tilsættes 100 gr. Marcipan. Fyldet lægges i kringlen før den sættes til hævning.
Kringlen var ved siden af lagkagen (æ tort) den vigtigste kage ved Sønderjysk Kaffebord og dette gælder fortsat. Mange af de ældre kagetyper er forsvundet i dag – men ikke kringlen. Før jul bager mange sønderjyder en stor kringle, som serveres ved kaffebordene julen igennem sammen med julesmåkagerne.
Kongestamme
Sukkerbrødsdej:
4-5 æg
150 gr. Mel
150 gr. Sukker
2 tsk. Bagepulver
Ca. 100 gr. Smør
210 grader i 6 – 8 min.
Æg og sukker piskes til en luftig masse. Melet drysses forsigtigt i og dejen hældes straks i en bradepande, beklædt med smørsmurt papir (Det er lettest at tage en pakke smør og høvle tynde skiver af med ostehøvlen) Hele papiret skal være smørdækket, for at kagen ikke hænger i. Kagen er færdigbagt, når den er lidt lysebrun i kanterne.
Så snart kagen tages ud, strøers den med flormelis over det hele og vendes ud på et andet stykke bagepapir. Derpå trækkes det første stykke bagepapir af. Kagen påstryges smørcreme og rulles forsigtig sammen mens man forsigtig holder den i bagepapiret. Rouladen lægges nu til afkøling på en bagerist oven på sammenføringen, så trykket fra papiret kan holde rouladen i form, indtil den er helt afkølet.
Smørcreme:
100 gr. Chokolade
1 dl. Vand
200 gr. Smør
50 gr. Sukker
3 æggeblommer
Pynt: 70 gr. Høvlet chokolade
Sukkeret og vandet koges til en lage., der hældes over de sammenpiskede æggeblommer under stærk piskning som fortsættes indtil cremen, er afkølet. Det blødgjorte smør røres i cremen, kun lidt smør ad gangen. Når cremen er afkølet og smidig, kan den over damp smeltede chokolade røres i.
Når rouladen er afkølet, vil de holde formen. Man kan da dekorere den med resten af smørcremen og pynte den med høvlet chokolade, så kagen illuderer en egestamme.
Undertiden blev denne roulade købt hos en erfaren konditor. Kagen var yndet i begyndelsen af 1900’ tallet og meget anvendt som barselsgave. Efter 1920 var der ikke blot stednavne, der blev oversat til dansk. Også kagenavne blev oversat til dansk. Og rouladen Bismarck-eg blev af bagerne kaldt Kongestamme.
Hanna’ s Lagkage (Tort)
Fem æg
Seks spiseskeer sukker
Fire spiseskeer hvedemel
To spiseskeer kartoffelmel
To teskeer bagepulver
Æggeblommer og sukker røres godt rundt. Heri kommes mel og bagepulver og de fem piskede hvider. Bages i springform.
Fru Brodersens Lagkage (Tort)
Tre æg
En kop sukker
En kop hvedemel
En kop kartoffelmel
Saft af en ½ citron blandes med ¼ kop vand
En teske bagepulver
Æggeblommer og sukker røres hvidt. Citron, vand, mel og bagepulver tilsættes. Til sidst de piskede hvider. Heraf bliver der tre bunde.
Mormor’ s Lagkage (Tort)
To kopper sukker
En kop smør
4 æg
Lidt smuttende finthakkede mandler
Tre kopper mel
En kop mælk
Et brev bagepulver
Skal af en citron
Sukker og smør røres hvidt. Æggene kommes hele i. Mælk, mel, bagepulver, de hakkede mandler og citronskal tilsættes. Kommes i en springform og bages. Skæres i lag og fyldes med gele og creme.
Kartoffelkage fra Tønder (Katøffelkach fra Tynne)
Fire æg
200 gr. sukker
500 gr. kogte kartofler
1-2 spiseskeer mel
Skal og saft af en citron
Æggeblommer og sukker røres hvidt. De mosede kartofler kommes i. Citron og mel tilsættes og til sidst de piskede hvider. Koges i vandbad en halv time i en budding-form. Serveres med rød sauce.
Sønderjysk kartoffelkage (Synnejysk katøffelkach)
12 æggeblommer
250 gr. Sukker
Saften og den revne skal af en citron
500 gr. Revne kogte kartofler
150 gr. Bitre mandler
150 gr. Søde mandler
12 æggehvider
Pynt: Æblekompot kogt med lidt kanel
Æggeblommerne røres godt og længe med sukker. Derpå tilsættes den afsiede saft og den revne skal fra citronen. Lidt efter lidt kommes de revne kartofler i. Først alt er godt rørt sammen tilsættes 12 æggehvider, der skal piskes helt stive på forhånd.
Bages i springform. Her dækkes bunden med dej. Derpå lægges æblekompot og dej skiftevis. Der afsluttes med et lag dej. Bages ved 170 gr. i ca. 50 min.
Sønderjysk julekløben
500 gr. hvedemel
50 gr. smør
½ tsk. Salt
1 tsk. Sukker
50 gr. gær
3 dl. Mælk
2 ½ dl. Rosiner
1 ½ dl. Sukat
125 gr. smuttede hakkede mandler
Smørret smuldres i melet. Gæren udtørres i lunken mælk og tilsættes sammen med det øvrige. Når dejen er tørt godt, sættes den til hævning i ca. 30 min. Derpå æltes den atter, formes til et brød ved at rulle dejen ud i en aflang firkant, der holdes sammen en gang på den lange led. Efterhæves ca. 30 min. Pensles med æggehvide og bages ca. 30 min ved 100 – 225 grader.
Efter bagningen overdrysses brødet let med flormelis. Ved servingen skæres brødet i skiver, der ofte smørbelægges.
Kløben er en let og lækkert rosinbrød som for mange er indbegrebet af sønderjysk julekage. Det fremstilles gennem hele december af de fleste sønderjyske bagere. Undertiden i en luksusudgave med marcipan. Kløben er en særlig variant af den tyske julekage ”Stollen”.
Ordet Kløben er nyt i det danske sprog og først registreret i dette århundrede. Det stammer fra tysk og betegner den længdespalte eller kløft, der opstår, når dejen bliver sammenfaldet.
Sonja’ s Knep-kager
1 kg. Rugmel
500 gr. fedtstof
125 gr. sukker
125 gr. sirup
En stor kop fløde
En teske Kanel eller Kardemomme efter behag
To teske Hjortetaksalt
Fedtstoffet smuldres i melet og de andre tildeles. Dejen udrulles og skæres i aflange kager med kagesporen, pensles med æg og sættes på en smurt pande.
Knep-kager fra Møgeltønder
750 gr. hvedemel
500 gr. smør
¼ l fløde
125 gr. sukker
Kardemomme
En citronskal
1 ½ teske Hjortetaksalt
Dejen æltes sammen, udrulles og skæres i firkanter, smøres med æggeblomme.
Knep-kager fra Højer
500 gr. hvedemel
500 gr. bygmel
500 gr. rugmel
500 gr. fedt
250 gr. smør
250 gr. sukker
375 gr. sirup
En spiseske Kanel
En spiseske Kardemomme
En teske nelliker
En kop fløde
Dejen laves ligesom Knep-kager fra Møgeltønder
Tante’ s Knep-kager
500 gr. mel
2 spiseskeer sukker
375 gr. margarine
2 spiseskeer Eddike
2 spiseskeer vand
Æltes sammen, udrulles og skæres i aflange kager med kagesporen. Pensles med æggeblomme.
Lene’ s Knep-kager
1 kg. Mel
375 gr. sukker
250 gr. smør
375 gr. fedt
3 æg
3 kopper fløde
2 teske Hjortetaksalt
Laves som Tante’ s Knep-kager
Knep-kager fra Ballum
200 gr. rugmel
200 gr. hvedemel
300 gr. sukker
200 gr. bygmel
300 gr. fedt
2 dl. Fløde
Fedtstoffet smeltes. Heri varmes fløden, mel og sukker. Det hele hældes i et fad og æltes grundig igennem. Når dejen er tilpas gennemsmeltet og kold, udrulles den tyndt og skæres i store aflange kager, som smøres med æg og lidt vand. Prikkes med en gaffel og bages ved jævn varme til de er gyldne. Når kagerne spises, smøres de over med lidt sirup.
Knep-kager fra Hjerpsted
500 gr. mel
1 kop fløde
100 gr. fedt
125 gr. smør
1 kop sukker
1 æg
Lidt hjortesalt
Dejen æltes sammen og skæres ud i firkanter og pensles med æg og mel. De bages lysebrune. Smøres med sirup, når de serveres.
Knepkager har fået deres karakteristiske navn efter den lyd, det giver, når man bider i den hårde kage. Sammen med Goderåd (Gojraj) er den en af de ældste småkager, der kendes. De blev dengang bagt i den store bageovn efter rugbrødsbagningen. Undertiden samlede man alle dejrester og æltede dem sammen med fløde. Det er forklaringen på, at der i ældre opskrifter er angivet både rugmel, hvedemel og bygmel i knepkager.
Enkelte ældre husmødre fastholder, at en rigtig knepkage skal laves af rugmel og at der skal anvendes sirup og fedt som bindemiddel i stedet for fløde og smør.
Brodersens Vrejn Unge (Klejner)
1 kop smeltet smør
½ kop Rom
2 kopper god fløde
75 gr. sukker 750 gr. mel
Rommen hældes i den opvarmede fløde. Melet kommes i væsken. Dejen æltes, udrulles og laves til klejner med kagesporen. Bages i 500 gr. fedt.
Klejner (Vrejn Unge)
125 gr. smør
170 gr. sukker
500 gr. mel
3 spsk. Fløde
3 æg
1 tsk. Hjortetaksalt
Lidt vanilje
Reven skal af en citron
Rør smør og sukker sammen, tilsæt det øvrige og ælt dejen sammen. Dejen rulles ud med en kagerulle og dejen snittes med en klejnespore til små klejner, der snittes i midten og vrides til ”Vrejn Unge”. Resten af dejen stikkes ud med et rundt glas og ”gaf hul i æ midt”. De ”Vrejn Unge” koges lysebrune i fedt eller palmin. De tages op på fedtsugende papir, hvor der afkøles.
Klejner er en udpræget jule-småkage ligesom brunkager. Ingen af disse småkager er specielle for Sønderjylland, men klejnerne har en speciel sønderjysk betegnelse. Mange tror at ”Vrejn Unge” eller ”Vrejn drenge og piche” dækker over en særlig sønderjysk variant. Men her – som så mange andre steder – er det sønderjyske og danske identiske begreber. Navnet, der har en vis erotisk undertone, er antagelig en mandlig vits, der er slået an.
Vaniljekranse
500 gr. mel
375 gr. smør
250 gr. melis
2 stænger vanilje tørret st. eller hakket.
Lidt bitre og helst mange søde mandler (helst hakket gennem mandelkværn)
Det hele æltes længe aftenen før bagning. Tag en lille klump ad gangen, ellers bliver dejen blød. Kør dejen gennem bøllesprøjte eller kødhakker med stjernetyllen i. Formes til ringe og sættes på bageplade. Bages ca. 8 min. ved 200 grader. Sættes straks til afkøling.
Annelises Vaniljekranse
500 gr. mel
375 gr. smør
250 gr. sukker
1 æg
1 tsk. Natron
½ stang vanilje
De forskellige dele æltes godt sammen, køres igennem hakkemaskinen, i hvilken der er anbragt kageplader. Her formes kransene. Bages lysebrune.
Smørkranse
2 æggeblommer
500 gr. smør
500 gr. mel
1 lille kop fløde
Smørret smuldres i melet. Æg og fløde tilsættes og dejen æltes sammen. Den udrulles, afstikkes med et større glas og så med en mindre, så der dannes en lille krans. Pensles med æg og dyppes i groft sukker.
Medaljer
500 gr. mel
1 æg
125 gr. sukker
1 spiseske smør
1 lille kop vand
Bagepulver
Udrulles og udstikkes med et glas. Marmelade kommes imellem. Pensles, når de er færdige med flormelis udrørt i citronsaft.
Israelitter
2 æg
250 gr. margarine
375 gr. sukker
500 gr. mel
Hasselnødder eller mandler
Smør og det halve af sukkeret røres hvidt. Heri kommer to æggeblommer og melet. Dejen udrulles og afstikkes med et mindre glas. De to hvider piskes stive og resten af sukkeret kommes i. Kagerne sættes på en smurt plade. En teske af æggehvidemassen anbringes på hver kage med en nød oven i. Bages ved svag varme.
Engelske Snitter
125 gr. smør
125 gr sukker – røres sammen
3- 4 æg kommes i, en ad gangen
4 spiseske fløde, 500 gr. mel og en teske Hjortetaksalt æltes i.
Dejen bredes ud på en velsmurt plade, bestrøs med sukker og hakkede mandler.
Bages ved jævn varme. Når kagen er smuk lysebrun, skæres den ud i firkanter og tørres i ovnen.
Naboens Makroner
Tre æggehvider piskes stive
Heri kommes 250 gr. sukker – 10 udrullede tvebakker og lidt mandelessens. Sættes på plade med en teske.
Mor’ s Makroner
500 gr. sukker
500 gr. mandler
5 æggehvider
Æggehviderne piskes stive og sukkeret tilsættes under piskningen, lidt ad gangen. Tilsidst de smuttede, finthakkede mandler. Anbringes på en smurt plade med teske og bages ved jævn varme.
Havremakroner
2 æg
250 gr. margarine
250 gr. melis
En spiseske mel
En teske Hjortetaksalt
500 gr. havregryn
To spiseskeer Kakao
Dejen æltes sammen og sættes på den smurte plade med en teske
Muslingeskaller
650 gr. mel
375 gr. sukker
375 gr. smør
1 æg
Lidt hakkede og smuttede mandler
Dejen æltes sammen, udrulles og anbringes i Muslingeskaller eller Linseformer.
Mandelsnitter
6 æggeblommer røres med 500 gr. sukker.
250 gr. hakkede smuttede mandler, et strøget teske hjortesalt og 500 gr. mel kommes i og til sidst de stiftpiskede æggehvider. Dejen formes som aflange brød, bages, skæres i aflange stykker på 2 cm’ s tykkelse, afkøles og tørres efter i bageovnen.
Ostepinde
100 gr. reven ost
100 gr. smør
100 gr. mel
Æltes sammen og rulles ud i tynde pølser. Skære i ca. 8 cm* s længde
Mor Lene’ s Chokoladekonfekt
250 gr. sukker kommes i 10 spiseskeer kogende vand og koges til sukkeret er smeltet.
500 gr. kogechokolade og 125 gr. hakkede mandler kommes i. Når det hele er kommet i kog ved svagt blus, tages det af og afkøles.
Det sættes på en smurt plade med en teske og tørres ved svag varme i ovnen i 2 minutter.
Krigskage fra Første Verdenskrig
500 gr. Havregryn
1 æg
4 spsk. Fløde
2 spsk. Kartoffelmel
250 gr. sukker
Bagepulver
Alt æltes sammen og sættes på plade med teske.
Hverdagskiks
40 gr. Smør
180 gr. sukker
500 gr. mel
2 spsk. Fløde
Lidt salt
1 tsk. Natron
Æltes og udrulles. Afstikkes med et glas. Hulles med en gaffel.
Sandmusser
100 gr. smør
125 gr. melis
1 æg
65 gr. mel
250 gr. kartoffelmel
Vanilje
Æltes sammen og formes
Vafler
4 æg
250 gr. sukker
250 gr. smør
250 gr. kartoffelmel
Det kolde smør rulles med sukker. Æggeblommer kommes i, en ad gangen. Kartoffelmel og de piskede hvider tilsættes. Bages i vaffeljern
Meta’ s Jødekager
500 gr. mel
375 gr. smør
125 gr. sukker
2 æggeblommer
Lidt Kardemomme
2 tsk. Hjortetaksalt
Kanel
Smørret smuldres i melet. Sukker, 2 æggeblommer, Kardemomme og Hjortetaksalt kommes i. Det æltes godt sammen. Dejen udrulles og kagerne udstikkes med glas. De pensles med æg og bestrøs med kanel og sukker
Fedtebrød
500 gr. mel
2 tsk. Hjortesalt
500 gr. margarine
250 gr. sukker
260 gr. kokos
Glasur med lidt rom eller romessens
Det hele blandes på en gang. Rulles ud i tre stænger, der trykkes flade og bages midt i ovnen ca. 10 min. ved 200 grader. Smøres med glasur og skæres i strimler med det samme, ellers knækker de.
Chokoladefedtkager
500 gr. fedt
1 kg mel
500 gr. sukker
1 æg
En teske Hjortetaksalt
250 gr. revet chokolade eller 125 gr. Kakao
Dejen æltes sammen og formes til små kugler, sættes på pladen og bages ved svag varme.
Brune Fedtkager
125 gr. chokolade
250 gr. svinefedt
375 gr. sukker
500 gr. mel
1 tsk. Hjortetaksalt
Chokoladen smeltes sammen med fedt. Sukker, hjortetaksalt og mel tilsættes. Rør evt. på maskine. Trilles til kugler og trykkes let. Sættes på bageplade. Bages ved 160 grader i 25 minutter på midterste rille. Ønskes hvide fedtkager udelades chokoladen.
Lene’ s Fedtkager
750 gr. mel
500 gr. fedt
375 gr. sukker
Lidt Hjortetaksalt
Alle dele æltes sammen til en fast dej. Trilles i boller og sættes på pladen. Bages ved svag varme.
Mor’ s Fedtkager
250 gr. fedt
500 gr. mel
250 gr. sukker
1 tsk. Hjortetaksalt
4 spsk. Kakao
Sæt fedtet frem i stuetemperatur helst dagen før bagningen. Ælt fedt, sukker og hjortetaksalt grundigt sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen. Hvis dejen ikke bliver smidig, tilsættes lidt ekstra mel. Del portionen i to lige store dele. Ælt kakao i den ene del.
På smurte plader skal kagerne afsættes med en teske i størrelse som en valnød. Bages med 150 – 170 grader i ca. 10 minutter. Kagerne skal revne lidt på overfladen for at være rigtige.
Ved serveringen lægges både hvide og brune fedtkager på fadet. Denne småkage skal lige som andre ”bækkenødder” (småkager) serveres på en bestemt måde. Mange steder ledsages marengs eller kys af en lille gul flad småkage kaldes ”Klap”. Den er lavet af sukker og den æggeblomme, der bliver til overs af marengsbagning. Et tredje eksempel på småkager, som helst skal følges er ”Vrejn Unge”.
Pebernødder
60 stk.
375 gr. hvedemel
175 gr. smør
½ tsk. Potaske
3 dl. Farin
1 æg
½ tsk. Kardemomme
½ tsk. Peber
Hak smørret ud i melet. Rør potasken ud i lidt koldt vand og kom det i dejen sammen med resten af ingredienserne. Hvis dejen ikke hænger sammen, tilsættes lidt mere vand. Dejen rulles til tynde stænger, der deles i små kugler, som trilles til pebernødder og sættes på bagepapir. Bages ved 180 grader i ca. 10 min.
Hanne’ s Pebernødder
500 gr. rugmel
1 kg hvedemel
250 gr. margarine
250 gr. fedt
500 gr. sukker
½ l mælk
1 teske Potaske opløst i lunken vand. Mel og margarine smuldres. Sukker og væske kommes i. Trilles i tynde pølser, skæres i terninger og kommes på en plade, der er bestrøet med mel.
Hvide Pebernødder
750 gr. smør
500 gr. hvedemel
500 gr. kartoffelmel
500 gr. sukker
Mandler (Hakkede og skoldede)
Citronskal
1 teske Hjortetaksalt
Smør og sukker røres godt, herefter tilsættes mel, Hjortetaksalt, citronskal og mandler. Formes i en pølse og skæres ud. Bages svagt lysebrune.
Ingenting
375 gr. mel
2 æggeblommer
250 gr. smør
2 spsk. Fløde
300 gr. sukker (Pynt)
2 spsk. Hakkede mandler
2 æggehvider
1-2 tsk. Eddike
Dejen æltes sammen og rulles med en kagerulle. Kagerne stikkes ud med et vinglas. Hviderne piskes stive med sukker tilsættes eddike og de hakkede mandler. Kagerne pyntes med den masse og bages i 8 minutter.
Denne opskrift anses af mange sønderjyske husmødre at være de lækreste småkager, der findes. Navnet antyder kagens lette substans. Ingenting kan man altid spise og var egnet som afslutning på et rundt kaffebord. I Mellem-Slesvig kaldes denne småkage undertiden for ”Israelit”.
”Bækkenørre”
1 kg rugmel
375 gr. fedt
375 gr. mørk farin
Lidt fløde
Stødt anis
Potaske
Mel og fedt smuldres, Farin, krydderier og fløde tilsættes. Det hele æltes godt sammen. Rulles ud i fingertynde pølser og skæres af i terninger. Sættes på en smurt plade og bages ved jævn varme.
Berits Brune Kager (Berits brunkache)
2 kg. Sirup
2 kg. Mel
500 gr. smør
7 gr. Kardemomme
7 gr. stødt Nelikke
15 gr. Kanel
65 gr. Sukat
Skal af to citroner
30 gr. Potaske
1 ½ kop fløde
375 gr. topsukker
Smør smuldres i en del af melet. Krydderier og sirup kommes i og dejen står i ca. to timer. Topsukkeret stødes og kommes i dejen med resten af melet. Potasken opløst i lunken vand og fløden. Dejen formes i pølser og skæres næste dag.
Inga’ s Brune Kager
1 kg. Sirup
500 gr. smør
500 gr. Farin
2 kg. Flormelis
1 brev Kanel
1 brev Allehånde
30 gr. Potaske
Mandel
Sirup, smør, sukker, mandel og krydderier smeltes i en gryde, afkøles. Mel og Potaske kommes i. Dejen udrulles og afstikkes med glas. Oven på hver kage kommes en mandel.
Familie Brodersens Brune Kager
375 gr. Sirup
125 gr. sukker
125 gr. smør
65 gr. fedt
En flaske Rosenvand
15 gr. Potaske
3 teskeer Kanel
Fedt smeltes sammen med andet i en gryde. Efter afkøling tilsættes en flaske Rosenvand, Potaske og Kanel tilsættes. Dejen står nogle dage, udrylles så tyndt og afstikkes med et glas.
Brune Kager fra Højer (Hæwe Brunkache)
125 gr. smør
250 gr. sirup
625 gr. mel
15 gr. Kanel
10 gr. Nelliker
Skal af en Citron
Hakket Sukat
Pomeransskal
250 gr. hakket sukker
8 gr. Potaske
Smør, sirup og krydderier smeltes i en ret stor gryde. Efter afkøling blandes mel, Potaske og det knuste hakkede sukker i. Dejen står to dage, udrulles og skæres i firkanter.
Brune Kager fra Møgeltønder (Brunkache fra Møltynne)
625 gr. Sirup
625 gr. Farin
375 gr. Fedt
125 gr. smør
1.375 gr. mel
Skallen af 1 ½ Citron
2 teskeer Nelliker
1 teske Hjortetaksalt
1 teske Potaske
Hakkede mandler
10 gr. Kandis
Laves som Brune Kager fra Højer – Mandlerne hakkes og Kandissen knuses.
Hedegårds – Stænger
500 gr. mel
250 gr. smør
En lille kop fløde
Dejen æltes sammen og trilles i en pølse, der trykkes flad. Den skæres i 2 cm tykkelse. Den pensles med æg og bestrøs med sukker.
Omar’ s Kranse
500 gr. smør
500 gr. mel
1 kop fløde
1 knivspids Hjortetaksalt
Dejen æltes sammen, udrulles og afstikkes med et større og mindre glas til kranse, pensles med æggehvide og groft sukker.
Tønder – Kage (Tynne-kache)
375 gr. smør
500 gr. mel
250 gr. sukker
En spiseske kartoffelmel
50 gr. mandler
Dejen æltes sammen og de smuttede lukkede mandler kommes i. Udrulles og afstikkes med et glas. Bages svagt lysebrune.
Albertkiks
125 gr. smør
250 gr. sukker
750 gr. mel
4 æg
3 teske Vaniljesukker
1 bagepulver
Melet æltes med det kolde smør. Æg, sukker og bagepulver kommes i. Dejen udrulles og afstikkes med et glas. En strikkepind bruges til at stikke huller i kagerne.
Havrebidder
125 gr. sukker
250 gr. havregryn
80 gr. hvedemel
50 gr. smør
1 kop mælk eller vand
Reven skal af en citron
1 knivspids Natron
Sukker og smør røres hvidt. Mælk, gryn, citronskal og Natron æltes i. Dejen udrulles og afstikkes med et glas. Bages lysebrune.
Lene’ s Romkager
375 gr. mel
250 gr. smør
250 gr. sukker
2 æggeblommer
1 glas rom
Smørret smuldres i melet. Sukker, æggeblommer og rom tilsættes. Det æltes til en fast dej. Udrulles og afstikkes med et glas til små kager, der pensles med æggehvide og bestrøs med Kanel eller mandler og sukker.
Oma’ s Gode Råd (Gojraj)
250 gr. smør
125 gr. sukker
1 dl. Fløde
3 æg
Lidt Kardemomme
500 gr. mel
Det hele æltes sammen og formes som små runde boller. ”Goderådjernet” smøres og varmes godt igennem, inden man begynder at bage. Kager bages pænt lysebrune.
Gode Råd (Gojraj)
40 – 45 stykker
500 gr. mel
250 gr. sukker
4 æg
3 stk. kardemomme
1 stk. Vaniljesukker
Sukker og smør røres sammen. Der tilsættes æg, vaniljesukker og kardemomme. Melet røres i lidt ad gangen. Bages på hver side i et særlig ”Gode Råd’ s Jern), som smøres med et flæskesvær efter bagning af hver kage, såfremt det ikke er et moderne teflonbelagt jern.
Disse er smukke at se på. De er imponerende af størrelse og har stor holdbarhed. Godt nok tager det lidt at fremstille dem. Du skal nok regne med ca. 2n time. Gode Råd er lysebrune, helt tynde og sprøde. De opbevares i stabler i en lufttæt kagekasse, der svarer til størrelsen af Gode Råd.
Kys og Klap
En god måde, hvor sønderjyderne får brugt både hviden og blommerne fra æggene.
2 æggehvider (kys)
250 gr. sukker
½ spsk. Eddike
Æggehviderne piskes meget stive. Sukkeret tilsættes lidt ad gangen, sammen med eddiken. Dejen sættes med en teske på en bageplade med bagepapir.
2 æggeblommer (klap)
250 gr. sukker
½ tsk. Hjortetaksalt
Sukker, æggeblommer og hjortetaksalt piskes godt. Dejen sættes på en bageplade med bagepapir med 2 teskeer. Begge slags kager bages ved 160 grader i 10 – 12 minutter. Kagen serveres i samme skål og man tager en af hver.
Små Korender-kager
3 æg
250 gr. sukker
250 gr. margarine
500 gr. mel
2 tsk. Hjortetaksalt
Margarine og sukker røres hvidt. De tre æggeblommer, mel, Hjortetaksalt og til sidst de stiftpiskede hvider kommes i. Pladen smøres og dejen stryges tyndt over den. Overstrøs med korender og sukker. Når de er færdigbagte skæres de ud i firkanter.
Kanelkager
375 gr. smør
625 gr. mel
125 gr. Korender
2 breve Kanel
250 gr. sukker
Dejen æltes sammen, udrulles og afstikkes med et glas.
Mormors Kanelstænger
4 æg
500 gr. mel
1 brev Kanel
3 kopper sukker
1 spiseske fedt
1 teske Hjortetaksalt
Æg og sukker røres. Kanel, Hjortetaksalt og mel æltes sammen med det. Til sidst æltes fedtet i dejen, trilles i pølser, trykkes flad og sættes på pladen. Når kagerne næsten er færdigbagte, skæres de ud på skrå og sættes ind i ovnen til tørring.
Halvmåner
250 gr. margarine
125 gr. sukker
500 gr. mel
2 æggeblommer
2 teskeer Kardemomme
Udrulles og afstikkes med et glas til halvmåner.
Mor’ s Snebolde
500 gr. mel
70 gr. smør
¼ liter vand
Bages op. Når det slipper skeen, afkøles det og seks æg kommes i, et ad gangen. Dejen formes med to skeer som kugler og bages i fedt. De vendes i kanel og sukker. Flormelis kan også bruges.
Snebolde fra Tønder
125 gr. smør
125 gr. mel
2 kopper vand
4 æg
Laves lige som ”Mor’ s Snebolde”
Aristokrater
500 gr. mel
70 gr. smør
375 gr. stødt melis
1 æg
125 gr. mandler
Disse mandler må ikkeskoldes men snittes på langs. Dejen æltes sammen og rulles i en pølse, der står til næste dag. Skæres til tynde kager, der dyppes i æg og mandler.
Smørenødder
4 spsk. Smør
4 spsk. Sukker
Mel, så meget det kan tage.
Kommes i kogende fedt med en barneske
Marskens sommerbagværk
4 æg
250 gr. sukker
250 gr. mel
1 knivspids Hjortetaksalt
Æg og sukker røres godt. Sigtet mel og Hjortetaksalt kommes i Sættes på pladen med en teske. Ligner Pleskener.
Sønderjyske æbleskiver med svesker
30 stk.
2 ½ dl. Mælk
15 gr. gær
3 æg
20 gr. sukker
200 gr. mel
½ tsk. Kardemomme
175 gr. smør/margarine
Ca. 300 gr. stenfri svesker
50 gr. flormelis
Lun kælken til ca. 30 gr. Opløs gæret heri. Del æggene i blommer og hvider. Rør æggeblommer og sukker indtil det er hvidt. Mælk og mel samt kardemomme tilsættes under grundig omrøring. Smelt ca. 1/3 af smørret og kom det i dejen. De stiftpiskede hvider blandes forsigtig i dejen.
Sæt dejen til hæving et lunt sted i ca. 20 min. Imens udblødes sveskerne, og de får et opkog. Bag æbleskiverne ved at komme lidt af fedtstoffet i hvert hul i den varme pande. Kom lidt dej i, lidt efter en sveske. Når dejen er ved at danne skorpe i bunden, vendes æbleskiverne.
Serveres drysset med flormelis. Æbleskiver med svesker fik vi altid til jul hjemme i Tønder. Ofte fik vi det også til frokost. I gamle dage fik man det, når det var pause under høstarbejdet.
Hedeviger
500 gr. margarine
125 gr. sukker
750 gr. mel
½ liter mælk
65 gr. margarine/smør
2 ½ pakke gær
Rosiner
1 ½ æg
Evt. Sukat
Mælken lunes og når den er fingervarm, smuldres gæren i og dejen æltes godt. Hæver en time. Sættes på bageplade i klatter eller som boller. Bagetid: 10 minutter ved 225 grader.
Disse kager/boller er en sønderjysk specialitet til fastelavn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.689 artikler, herunder:
Januar 13, 2021
Danskere begår da ikke krigsforbrydelser
Så let er det altså ikke at komme til arkiverne. Politiet har endnu ikke set på sagen. Kaj Burchards arkiver. Dokumenter blev videresolgt. Politiet fik ikke meget ud af undersøgelserne. Klogt af de to at tilstå. Sagen blev aldrig fuldt afdækket. Der er også stjålet fra andre arkiver. Dokumenter solgt på nettet. Misforhold mellem fakta og udmelding. Efterladt et dybt hul i Danmarkshistorien. Bestillingsarbejde fra tidligere højtrangeret Nazi-officer. E.H. Rasmussen slap gratis fra tyveri. Politiet kendte ham ikke. Manglende forståelse for dokumenternes betydning. Manglende forståelse for dokumenternes betydning. Frikorps-mænd deltog i forbrydelser. SS-erindringer er gengivet ukritisk. Sporet fører til Graz. Dødsmarch forbi kasernen. Der ligger stadig 80 lig i jorden. De danske navne haves. To vidneudsagn. Var der flere forbrydelser. De unge har et heroisk syn på krigen, hvorfor?
Så let er det altså ikke
Det ser så let ud, når diverse ”specialister” boltrer sig rundt i arkiverne i TV. Man får adgang til alt, hvad man spørger om. Sådan er det ikke i virkeligheden. Du skal i den grad forberede dig i forvejen og ansøge om adgang. Du skal sørge for diverse tilladelse. Og efter diverse tyverier er det blevet endnu vanskeligere at få adgang. Der bliver holdt øje med dig. Og du bliver registreret.
Som vi tidligere har underholdt vores læsere med, så endte vores adgang med:
Ja så måtte vi kigge i udenlandske arkiver. Og det gav gevinst.
Selv om vi fandt mange nye spor, så blev ”sagen” ikke taget op igen. Det var lukket. Politiet ringede høflig tilbage og meddelte at man ikke ville tage ”sagen” op igen. Jo vi oplevede mange ting, inden vi udgav vores bog. Nu har vi så en ny sag i grænselandet. Den vil man sikkert heller ikke gøre noget ved.
Politiet har endnu ikke set på sagen
Og i TV har vi fulgt nogle fremragende udsendelser, der hed ”Hitlers danske soldater”. Her fandt man da også frem til, at mindst to nulevende danskere kan have begået krigsforbrydere. En afdød dansker har muligvis været en af lederne ved en massakre begået ved en kaserne i Graz i Østrig. Sagen er afleveret til Politiet i København. Og de har endnu ikke haft tid til at kigge på den. Der sker sikkert heller ikke noget.
Der mangler ca. 10.000 dokumenter
Tyverierne i Rigsarkivet blev først opdaget i 2013. Men det er sikkert foregået over flere år. Vi ved, at arkiver, der berører en redder fra Sønderborg er blevet fjernet. Læs vores artikel. Og sådan er det sikkert i mange tilfælde. Familier hyrer andre til at stjæle dokumenter. Men i dag er dette blevet betydelig svære. Martin Magnussen mener, at der er stjålet hele 20.000 dokumenter, hvoraf kun de 10.000 er leveret tilbage.
Kaj Burchards arkiver
Hovedpersonen i TV – udsendelsen var Kaj Burchard. Han var en man brugte som kilde i bøger, film og radioudsendelser. Han var aktiv i veteranforeninger og åbnede sit hjem for interesserede og for de frivillige, der gik i tysk tjeneste. Det havde især Erik Haaest stor glæde af.
Kaj Burchard påstod, at han kæmpede i Berlin til det sidste. Men det er nu ikke korrekt. Inden da havde han begået faneflugt og var flygtet til Sverige. Og på Rigsarkivet kunne Martin Magnussen ikke finde andet end tre stykker papir om Kaj Burchard. Resten var stjålet.
Dokumenter blev videresolgt
To rockere havde fået adgang til Kaj Burchards arkiver. De kendte ham og havde fået en fuldmagt af ham. De to besøgte ofte Rigsarkivet og var der kun to timer ad gangen. Med en udhulet blok papir lykkedes det efterhånden at smugle en masse dokumenter ud af Rigsarkivet.
Det var faktisk Martin Magnussen, der selv er politibetjent og amatørhistorieker, der lagde mærke til de tos mistænkelige adfærd og meldte dem til Rigspolitiet. Ingen af de ansatte havde fattet mistanke. De to havde forbindelser til veteranmiljøet og til Hells Angels.
Senere fandt politiet i kassevis af de stjålne dokumenter i den enes lejlighed. Ret hurtigt stod det klart, at en masse dokumenter var blevet videresolgt.
Politiet fik ikke meget ud af det
I det meget lukkede samlermiljø er der en stor tavshedskultur. Men det anslås at 10 danske storsamlere har viljen og midlerne til at købe for flere hundrede tusinder af kroner. Blandt de stjålne effekter var bl.a. dokumenter fra Kaj Munks mord.
Fascinationen af effekter – dokumenter, fotografier, armbind og uniformer – fra danske nazister eller østfrontfrivillige opfattes i den brede befolkning stadig som odiøs, at ingen har lyst til at stå frem med navn. Under efterforskningen fandt politiet kun frem til seks købere af stjålne dokumenter. I samlekredse er man galde for, at sagen er blevet lukket.
Det påstås at politiet har brugt fem mand i otte måneder uden at komme særlig langt.
Klogt af de to, at tilstå
Den 15. maj 2013 startede retssagen. Der var afsat 5 dage til retsmødet. Der var bestilt en masse vidner. Men det blev det ikke brug for. De to tilstod. Og det var et smart træk. Så undgik man at få et billede af, hvor meget det egentlig gennem årene var blevet stjålet. På en underfundig måde fandt man frem til at de stjålne effekter havde en værdi under en million kroner. I anklageskriftet var det ellers angivet en værdi på 1,5 til 3 millioner kroner.
I retssalen sagde de to rockere, at de var i gang med at skrive bogen om Kaj Burchard. Men de påstod, at de ikke kunne finde noterne til bogen. Magnussen fandt ud af, at de to også havde solgt dokumenter før 2009. Og det var netop det år, at Rigsarkivet var gået over til det elektroniske bestillingssystem Daisy. Før dette havde man brugt fysiske bestillingssedler. Og disse var alle blevet destrueret.
Rigsarkivet og Københavns Politi stoppede deres undersøgelser efter retssagen vel vidende at langt fra alle dokumenter var kommet tilbage.
Der er også stjålet dokumenter fra andre arkiver
Allerede da Landsarkivet befandt sig på Nuuks Plads på Nørrebro blev der stjålet dokumenter. Dette var ikke blevet nævnt i retssagen. De to rockere har haft adgang til mindst 1.500 arkivkasser. Magnussen har koncentreret sig i alt, hvad der havde med tysk krigstjeneste at gøre. Hurtigt kunne han konstatere, at der manglede dokumenter.
Eftertragtede bilag er simpelthen blevet skåret ud. Ad omveje fik Weekendavisen fat i dokumenter, som måtte stamme fra tyveriet. Men på Rigsarkivet blev der påstået at der ikke manglede noget.
Dokumenter solgt på nettet
I 2016 kunne Magnussen konstatere, at der blev solgt dokumenter på aktionssiden QXL, som stammede fra tyveriet. Også på en lukket Facebookside blev der tilbudt dokumenter. Dette blev nu anmeldt til Rigsarkivet, der nu måtte erkende, at der var mangler hos dem.
Misforhold mellem fakta og udmelding
I 2018 kom der så en udmelding fra Rigsarkivet med at der manglede 4,6 pct. af dokumenterne. Gennemgangen havde dog afsløret, at der i nogle sager manglede 30,6 pct. i nogle af sagerne. Rigsarkivet havde fået nedskrevet manglen til et etcifret tal, idet cykeltyverier, spritkørsler og andet er medtaget i optællingen af sagerne.
Der var et misforhold mellem rigsarkivarens viden og udmeldinger til pressen. Man skal kunne stole på, at offentlige institutioner giver korrekte informationer.
Efterladt et dybt hul i Danmarkshistorien
Men i hvert fald har manglen på dokumenterne efterladt et uopretteligt hul i danmarkshistorien. Et hul, der får mærkbar indflydelse på forskningen fremover. Og de to rockere, der blev dømt, lå stadig inde med dokumenter for millioner af kroner.
Hvorfor Rigsarkivet ikke fortalte sandheden om de store mangler er fortsat uvist.
Under sagen er Martin Magnussen også blevet beskyldt for at have brudt Arkivloven.
Man får også indtryk af, at nu hvor forældelsesfristen på nogle af arkiverne er ophævet, at nogle ikke er interesseret i at sandheden kommer frem.
Bestillingsarbejde
I 2016 beskrev Berlingske Tidende det store tyveri fra Rigsarkivet. Man fandt ud af, at der i sagen også var tal om et bestillingsarbejde. Avisen havde fået fat i dokumenter, der dokumenter at de to rockere skulle finde nogle af arkiver om en bestemt person.
Ifølge politiet kunne man dog ikke identificere vedkommende. Sådan var svaret til avisen. Men ifølge Magnussens bog vidste politiet udmærket, hvem personen, der gav ordren til de to rockere var.
Politiet har aldrig besøgt ham i Sønderborg. Her ved alle hvem E.H. Rasmussen var. På det tyske museum er der en permanent udstilling om ham. Selv på en af de beslaglagte telefoner lå alle kontaktoplysninger. Måske kender de ikke hans fortid. Han var en af byens spidser, der skaffede masser af arbejde.
Højtrangeret Nazi-officer
Ellef Henry Rasmussen var en usædvanlig højtrangeret dansk naziofficer. Han lod sig indrullere i Waffen-SS allerede et år før det blev lovligt ved oprettelsen af Frikorps Danmark i 1941. Han blev uddannet som skarpskytte i Østrig og kæmpede Hitlers krig i store dele af Europa som SS-soldat i Division Wiking. I krigens sidste tid blev han chef for 2. bataljon i SS – Regimentet ”Danmark”. Han stod i direkte kontakt med en af de højest rangerende generaler Felix Steiner.
Det fremgår af bogen ”Troskab” som er E.H. Rasmussens erindringer fra Anden Verdenskrig fortalt til historiker Peter Møller Hansen og udgivet i 2015. Her henvises også til en masse dokumenter i E.H. Rasmussens privatarkiv. Men disse dokumenter burde være i Rigsarkivet.
Meget tyder på, at store dele af E.H. Rasmussens private arkiv bestod af stjålne dokumenter fra Rigsarkivet.
E.H. Rasmussen slap gratis fra sit tyveri
Efter besættelsen fortsatte Rasmussen med sine kontakter til veteranmiljøet inden for SS. Således har han flere gange samlet tidligere SS – folk på en af sine skibe i Flensborg Fjord.
Ifølge Martin Magnussen var der flere i familien, der havde nazistiske synspunkter. Således havde E.H. Rasmussen, der var vagt i Frøslevlejren. Han var også med til at fange den berømte Hvidstensgruppe.
E.H. Rasmussen er sluppet gratis for bestillingen af disse dokumenter. Og ikke nok med det. Den uafhængige Politianklagemyndighed har afvist at kritisere Københavns Politi og Statsadvokaten har tiltrådt den vurdering.
Bestillingslisten på dokumenterne har Københavns Politi leveret tilbage til tyvene.
Manglende forståelse for dokumenternes betydning
Hverken Københavns Politi eller Rigsarkivet selv har været særlig hjælpsomme i opklaringen. Men tyverierne skyldes ikke kun fordi danskernes ugerninger skal fjernes. Man kan tjene masser af penge ved at tilbyde disse dokumenter på nettet.
Det er som om, at myndighederne ikke viser forståelse for dokumenternes betydning.
6.000 danske østfrontfrivillige
Omkring 13.000 danskere blev efter Anden Verdenskrig dømt. De fleste for at gå i tysk krigstjeneste og for at kæmpe i nazisternes geledder ved Østfronten. Størstedelen blev idømt mellem et halvt og fem års fængsel. Men der var dog også flere, der fik markant hårdere straffer.
Ja sådan står det anført nogle steder. Men der var vel kun 6.000 danske østfront-frivillige Og heraf var 1.500 fra det tyske mindretal. Der blev dræbt 2.000 og andre 2.000 blev såret. Og 3.300 blev dømt aktiv krigsdeltagelse.
En del danske militærfolk var fascineret af det tyske militær. Fra 1940 ekspanderede Waffen SS. Her optog man ”folketyskere” fra nabostatens tyske mindretal. Det var kun i begyndelsen man stillede barske fysiske krav.
Division Wiking i front
Da Tyskland marcherede ind i Sovjet den 22. juni 1941 var det med Division Wiking i det vestlige Ukraine. Her deltog de i en række krigs – og folkedrabsforbrydelser samt massakre på jøder og andre civile samt ubevæbnede krigsfanger.
Frikorps Danmark med dansk materiel og kommandosprog
Nu startede hvervningen også til Frikorps Danmark. Det var en ny enhed under Waffen SS med dansk kommandosprog og danske befalingsmænd. Materialet var fra den danske hær.
Godt nok forbød den danske straffelov hvervning til fremmed krigstjeneste men samlingsregeringen gjorde det muligt for frivillige at komme til den tyske østfront. De frygtede, at tyskerne ville kræve at Danmark skulle sende militær til østfronten og blive direkte krigsførende på tysk side.
Frikorpsmænd deltog i forbrydelser
Det var bedre at give en slags blå stempel til den nazistiske hvervning af frivillige som allerede var i gang. Officerer fik endda lovning på at kunne vende tilbage til en dansk militærkarriere bagefter. Radioen stillede sendetid til rådighed for hvervepropagandaen.
De frikorpsmænd, som meldte sig i 1942, blev uddannet i Bobruisk i Hviderusland, hvor frikorpsets reservekompagni blev stationeret. Her deltog de i forbrydelser mod jøder og andre civile på lige fod med de tyske styrker.
I maj 1943 nedlagdes Frikorps Danmark. Frikorpsfolkene blev nu overflyttet til egentlige Waffen – SS. Mange blev overflyttet til Panzerregiment 24 Danmark. Men større grupper af frivillige danskere kæmpede også i Division ”Wiking”.
Mange østfrontfrivillige fortsatte efter deres hjemkomst som grundstammen i Hipo, Schalburg-korpset, Sommerkorpset og andre tyske terrorkorps.
SS-erindringer er gengivet ukritisk
Kun ganske få danskere er blevet dømt for krigsforbrydelser. Og danskerne tror ikke på at deres landsmænd kunne begå sådan noget. Det kan vi jo også se på de talrige erindringer som danske SS – soldater har udsendt. Ganske ukritisk har forlagene modtaget manuskripterne. Og disse har aldrig oplevet eller selv deltaget i krigsforbrydelser.
Kun fem danskere er dømt for mord på jøder. Men vi ved, at danskere deltog i vagttjenester på steder, hvor der blev begået masser af drab på jøder.
Sporet fører til Graz
I TV – serien følger vi Martin Magnussen og Johan Bjarnhofs datter Pernille, der er på jagt efter dokumenter om hendes far. Der blev kun fundet fire sider. Resten er stjålet. Dennis Larsen viser et interessant fotoalbum, der viser at danske soldater deltager i krigsforbrydelser.
Sporet fører videre til Graz, hvor der skete krigsforbrydelser på et tidspunkt, hvor der her befandt sig 60 danske soldater. Dennis Larsen har kigget i britiske arkiver. Han kan dokumentere at mindst to danske soldater deltog i massakren.
Johan Bjarnhof deltog ikke i dette. Han var under en orlov flygtet til Sverige. Da tyskerne endelig åbnede for retssager, fulgte Danmark ikke op på dette.
En ting savner man dog i den omtalte serie og det er Rigsarkivets version af sagen. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at stjæle så mange dokumenter? Og har man overhovedet tjek på, hvor mange og hvilke dokumenter, der fortsat mangler.
Mere end 200 fangere heriblandt jøder, østrigske modstandsfolk, engelske agenter og muligvis to amerikanske piloter blev skudt i Graz. Den afdeling som skød disse, havde en dansk leder. I nogle af de østrigske kilder står der anført, at det var 16 – 17-årige frivillige hollandske drenge, der stod for nedskydningen. I afhøringsrapporten i de engelske arkiver optræder flere danskere endda angivet med navne.
Dødsmarch forbi kasernen
En del af de soldater, der meldte sig til Frikorps Danmark, blev en del af ”Schutzstaffel eller bedre kendt som Waffen SS og sendt til netop den kaserne i Graz, hvor massakren fandt sted.
Det var her, de fik militærtræning eller kom til hægterne, hvis de var blevet såret. Derefter blev de sendt tilbage til fronten og Division Nordland. De kunne også risikere at blive sendt til partisan-bekæmpelse cirka 100 kilometer fra kasernen.
Russerne rykkede nærmere. Nazisterne begyndte i krigens sidste måneder at grave massegrave og brænde lig for at fjerne beviserne fra krigsforbrydelser. Det var også dengang, hvor afkræftede fanger blev beordret til at gå ”dødsmarch” mod det centrale Tyskland. Kunne de ikke klare mosten, blev de skudt.
Tilfældigvis kom 200 – 300 KZ – fanger forbi kasernen den 2. april 1940. De blev gennet ind på fodboldpladsen. Man skyder dem med nakkeskud og smider dem ned i bombekraterne. omkring pladsen. Efterhånden fandt SS-folkene ud af, at det var en dårlig ide.
Der ligger stadig ca. 80 lig i jorden
Det vil sige, at det var SS – Sturmbanführer Wilhelm Schweitzer, der beordrede ligene flyttet til en massegrav, da han vendte tilbage til kaserne lige før 7. april. Ligene blev gravet op og kørt væk fra kasernen og placeret i en massegrav væk fra kasernen.
Men i skyndingen nåede man ikke alle sammen. Der ligger stadig 80 lig i jorden på kasernens område, som nu er overtaget af det østrigske militær.
På tidspunktet for forbrydelsen befandt der sig 3.500 – 4.000 soldater på kasernen. De kan selvfølgelig ikke alle have været med til forbrydelsen. Men de har vidst, hvad der skete.
Mellem den 18. og 21. maj 1945 blev der fundet 142 lig i massegraven. De blev alle bisat den 27. maj.
De danske navne haves
Dennis Larsen og Martin Q Magnussen har navnene på flere hundrede danskere, der var på kaserne og de to nulevende, der med sikkerhed deltog aktivt i massakren. Måske er der flere danske gerningsmænd. Arkivloven forhindrer dog at man henvender sig til disse. Det er noget som politiet må gøre.
Man har flere gange forsøgt at finde gerningsmænd til forbrydelsen. En overgang var kasernens kommandant anklaget. Men han var ikke til stede, da der blev myrdet løs. Ingen er blevet gjort ansvarlig for massakren.
I 1948 havde man ellers rejst en sag mod 9 Waffen SS – folk. Det viste sig at sagen kun var rettet mod forbrydelser mod amerikanske ofre. Og her manglede man håndfaste beviser.
To vidneudsagn
Åbenbart er det måske ikke nogen tilfældige, der kom gående forbi kasernen, hvis man skal tro på disse vidneudsagn. Således har en gartner fortalt, at 120 jøder i begyndelsen af april 1945 blev bragt til kasernen. De blev torteret og bagefter skudt. Og det skete fra midnat til klokken tre om morgenen. Gartneren så, at SS – folk tog, hvad de kunne bruge af jødernes efterladenskaber.
En hollænder, Jonny von Reens beretter, at han så 150 jøder, der blev tortureret på sportspladsen. I grupper af 30 blev de ført væk. De måtte da tage deres tøj, sko og smykker af. Derefter blev de skudt.
Var der flere forbrydelser?
Måske er det tale om, at der er sket flere forbrydelser mellem den 2. april og 2. maj 1945. I hvert fald hævdes det fra forskellige kilder, at der i Nazi – perioden er blevet myrdet ca. 500 personer på dette sted.
Af de 142 lig man fandt var 116 i civil og 21 i uniform. Disse blev alle bisat på Centralkirkegården i Graz. Og her passer disse fund ikke med det ene vidneudsagn. I 1980 blev der opsat en mindetavle.
Det var denne begivenhed, hvor også danskere skulle være involveret, der lå oplysninger om på Rigsarkivet. Men disse dokumenter er også blevet fjernet.
Nogle har kritiseret Magnussen for hans undersøgelser da sagen er afsluttet. Men den har jo følger for vores historieopfattelse. Og vi andre kan jo mærke sikkerheden, når vi som ”amatørhistorikere” går i arkivet. Det er bestemt stadigvæk ikke alt, der må komme frem
Danske unge har et heroisk syn på krigen
Holdningen herhjemme er, at danskere ikke begik krigsforbrydelser. Og sådan er holdningen også hos de unge. For et par år siden blev der gennemført en international undersøgelse blandt unge fra 16 – 25 år. Om hvad de mente om Anden Verdenskrig 1939 – 1945.
Mange af de unge havde fået overleveret erindringer om besættelsen fra familien. Det gjaldt både i Danmark, Tyskland og Finland. Men der forskel på hvilke lange skygger den skelsættende krig har efterladt sig blandt nutidens unge i de tre lande.
De danske og finske unge har generelt et snævert og nationalt syn på Anden verdenskrig. De tyske unge er langt mere opmærksomme på hvilke konsekvenser krigen havde i resten af Europa.
Når de danske unge tænker på verdenskrigen er der imidlertid hverken holocaust, invasionen i Normandiet eller atombomberne i Japan, der står stærkest i erindringen.
De danske unge havde en meget national tilgang til Anden Verdenskrig. De fokuserede i høj grad på modstandsbevægelsen i Danmark og udtrykte fascination og respekt for disse. På den måde havde de danske unge et mere positivt og heroisk syn på krigen end de tyske unge.
Hvorfor har de unge det syn?
Der var langt flere danskere, der arbejdede for den tyske besættelsesmagt end danskere, der meldte sig under de tyske faner. Hverken Holocaust eller Danmarks samarbejdspolitik er i de danske unges erindring.
I Tyskland er de unge udmærket klar over det tunge ansvar og nazismens forbrydelser. De er ikke i tvivl om, hvad krigen handlede om.
Men hvorfor er de unge danskers holdning sådan? Er det fordi, at deres bedsteforældre ikke havde krigen helt inde på livet som de unge tyskeres bedsteforældre? Skyldes det samfundets holdning eller historieundervisningen i skolen?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.686 artikler, herunder
Januar 10, 2021
En Tolder – Familie fra Hærvejen (b)
Vi følger i denne artikel Familien Arnkiel på Toldsted. Da amtmanden pludselig fik en uægte datter, skulle han sørge for hende. Han fandt en ægtemand og et job til ham på Toldsted. Så var det slut med Arnkiel. Den første i familien hører vi om i 1420. I 1568 er der et mord på Toldsted. Og så bliver en Arnkiel – ungerne henrettet. Uægte børn og slagsmål hørte med til hverdagen. Familiemedlemmer flygter til Sverige og Norge. Dybt fjendskab mellem provst og amtmænd. Og så viste en komet sig over Aabenraa. Mange gange blev Toldsted nedbrændt. Køer, svin og får græssede på kirkegården. Og diakonen blev fyret. Han opførte sig meget ”upassende” Og så måtte gejstlige ikke drikke.
Denne meget lange artikel er en ny redigering af en tidligere artikel fra 2010. Desuden har vi fået mere materiale. Vi har set familienavnet Arnkiel stavet på forskellige måder. Vi har valgt at bibeholde denne stavemåde. Det er muligt at den nyere gren af familien bruger stavemåden Ahrenkiel.
Toldsted nævnes i 1487
Hertug Adolf den Syvende kunne ikke øjes med den indtægt han fik fra tolden i Gottorp. Han ville også have noget fra nordgrænsen af sit rige. Beslutningen er nok taget mellem 1435 og 1440.
Første gang Toldsted nævnes ved navn er i 1487. Her er det tale om en kro ved Hærvejen. En søndag aften i dette år fik Kong Hans tiden til at gå med at spille kort med Hertug Magnus. Han måtte via sin sekretær skaffe 10 rigsdaler til at ”doble” med.
Fra nord kom især heste- og oksehandlernes mænd. Fra syd kom de handlende med humle, klæder og alt det, der samledes under begrebet kramvarer. I 1522 brændte det hele ned og måtte genopføres.
Den første Arnkiel
Og navnet Arnkiel er uløseligt forbundet med Toldsted. Det ældste ejendomspapir som familien kunne fremvise i 1690’erne stammede fra året 1500. Det vedrørte dg kun noget tilkøbt jord. Det foreligger ingen beviser for, at familien Arnkiel overtog hvervet omkring 1435.
Den første Arnkiel som vi kender er en Hartlich Arnkiel, der nævnes engang efter 1420. Sandsynligvis er det den samme som nævnes i Flensborgs ”Vor Frue Købmandsgilde”. Navnet Hartvig er blandt de ældst kendte i familien.
I blodslægt med Urneslægten
Arenkielernes våben svarer nøje til det våbenskjold som Urne-slægten første, et ørnelår med tilhørende klo.
I Danmarks ældste kirkebog som findes i Hjordkær Kirke, har præsten tegnet dette mærke ud for alle indførsler, der vedrørte familien Arnkiel.
Den jord, som Toldsted og Nybøl ligger på, har engang været Urne-slægtens jord. Måske har det været blodfællesskab mellem Arnkielerne og Urne-slægten?
Bolderslev var Urnernes hovedsæde og Bolderslev Frigård var i Urne-slægtens eje. Nogle historikere hævder at Arnkiel har forbindelse til lokaliteten Arnkiel på Als. Ordet ”anar” kan henledes til ”ørn”. Efterleddet ”kilde” kan tolkes af tysk ”kiel” for fjer.
Langt ude
Måske kan navnet henføres til det gamle mandsnavn ”Arnketil”. Og her støder vi på det ældst kendte Urne – navn, Ketil Urne. Og så er vi fremme ved en anden stor slægt i Nybøl, de hed Eskelsen (Eschelsen). Fornavnet, Eskild, As – ketil indeholder også navnet Ketil, Kjeld.
Eskelsen-slægtens jord i Nybøl stødte lige op til Toldsted. Nu er vi måske kommet lidt for lang ud. Resten må vi nok hellere overlade til de garvede slægtsforskere.
Den første omtale af en tolder på Toldsted stammer fra Aabenraa Amts ældste regnskaber fra 1535, hvor der nævnes ”Asmus tor Tolnestede (Asmus til Toldsted). Han kaldes i 1539 for Asmus Arnkiel.
Kukelhan (Kückelhahn) var utvivlsom et øgenavn til kromanden på Toldsted. Undertiden blev han også kaldt Asmus Kröger (plattysk for kromand). Ja og begrebet kendes også fra en god øl, der blev brygget i Aabenraa.
Et nyt sogn
Asmus Arnkiels ungdomsår har været præget af megen uro. Med egne øjne har han set Hertug Frederiks og Johan Rantzaus landsknægte og ryttere under deres færd nordpå ad Hærvejen. I 1523 kom de forbi det nedbrændte Toldsted.
Undervejs slog de sig ned ved Rise. Efterfølgende stormede de Aabenraa. Han har sikkert også oplevet bondeopstanden ved Urnehoved.
En ny kirke blev i det tidsrum opført i Hjordkær. Toldsted med Nybøl, Kassø og Årslev samt Sønder Ønlev blev lagt ind i det nye sogn.
En ny præst med en ny lære
Den unge junker Christian med sin kun 14 – årige hustru var begejstret for den nye lære. Og allerede i 1528 havde man i sognet en ny præst, der var fortrolig med Martin Luthers lære.
Præsten Andreas Generanus var bondesøn fra Genner. Hans søn, Jacob Generanus indførte kirkebogen.
I Aabenraa Amts regnskaber fra 1535 findes der en udgiftspost, der viser at feltherren og drabanten på Gottorp sammen med 14 heste (ryttere?) havde fortæret for 7 mark dansk på Toldsted.
Mord på Toldsted
Ganske givet har det været mange gøremål for Asmus Arnkiel på Toldsted. Hans pligt var at holde øje med gæster, der tog sig af de våde varer. Han skulle også holde øje med smugleri. Og så skulle han holde håndhæve husordenen. Det var ikke altid lige let.
Således kom to karle op at slås den 21. april 1568. Det endte med et mord, der fik et retsligt efterspil.
Christoffer Arnkiel
Da Jacob Generanus i 1573 begyndte at føre kirkebog i Hjordkær, var Asmus Arnkiel åbenbart død, siden han ikke nævnes i den. Hans søn og efterfølger Christoffer Arnkiel omtales første gang i 1575 i forbindes med hans søns dåb.
Han var gift to gange. Først med Kirsten, der døde i 1595 og derefter med den tredive år yngre, Anna, der levede helt til 1645. Selv døde Christoffer i 1616 – 81 år gammel.
I den tid, hvor Christoffer var tolder og kromand var krigene langt borte fra Sønderjylland. Det betød opgangstider for stedet. Udlandet var villige til at betale høje priser for landbrugsvarerne, især stude, heste og svin.
Dette betød velstand i mange sønderjyske bondehjem. De rige sønderjyder bestående af storbønder, herreds- og sognefogeder, frigårdsejere, møllere, toldere og sognepræster indgik økonomisk og socialt særdeles velovervejede ægteskabsforbindelser.
Herved skabtes der en mærkbar afstand til de jævnere fæstere og Kådnere.
Det vil sige, det var nu ikke altid dette gjaldt for præster. Mange gange måtte de gifte sig med enken for at få et job.
Standsmæssig gift
Tolder – familien på Toldsted tilhørte den absolutte bonde – overklasse. Christoffers datter, Meta (1581 – 1659) blev gift med Ensteds sognefoged, Jens Thaysen i Stubbæk. Deres sønner blev begge herredsfogeder over Lundtoft Herred. Først var det Peter Thaysen i Stubbæk, der blev gift med en præstedatter fra Løjt. Dernæst var det Michel Thaysen, der var ejer af Buskmose i Rinkenæs Sogn. Sidstnævnte var gift med enken efter Hans Bennich til Buskmose. Hun var datter af herredsfoged Friedrich Benzen, Tønder Herred. Hele tiden var det tale om standsmæssige ægteskaber.
Det samme kom til at gælde for Jürgen Arnkiel, som var Christoffer Arnkiels ældste søn af andet ægteskab. Han fortsatte som tolder på Toldsted. Hans hustru var Voldborg Troelsdatter fra Hjerndrupgård.
Og det var fra hende den berømte Troels Arnkiel fik sit fornavn.
Den ”vilde” præst fra Hellevad
Omkring 1600 opstod der en krise. Priserne var skruet op. Men det var ikke mere det overskud som var der før. De fattigste led stor nød. Det fik Hellevad – præsten Nicolaus Helduaderus (Heldvad) til at angribe købmænd, stor-bønder og møllere. Hans sprogbrug var meget bombardisk.
På Toldsted var der stor utilfredshed med den opfarende præst. Senere skrev Troels Arnkiel artikler om den bramfrie og ”uværdige” præst.
I Aabenraa var der også ballade. 125 af amtets bønder besluttede sig for at samles på Toldsted og drage mod Gottorp for at protestere over for hertugen. Det endte med, at sekretæren Wolf Kalundt blev forflyttet til Løgumkloster.
Amtmanden, Friedrich Ahlefeldt tog senere konsekvensen og opgav sit embede i 1605.
I 1608 måtte Hellevad – præsten forlade sit embede. Siden reformationen havde familien beklædt dette embede.
En storbrand i Aabenraa i 1610 og mordet på borgmester Claus Esmarch vakte røre. En række markante personer var involveret, blandt andet Heldvads efterfølger i Hellevad, Jørgen Lund. Han blev henrettet i Flensborg anklaget som medgerningsmand til drabet. Dette betød, at den tidligere Hellevad – præst nu mente at han atter kunne beklæde posten. Men i juli 1611 måtte han igen ud i landflygtighed, denne gang for stedse. Han fik dog et job hos kongen.
Såret af naboen
Fra første ægteskab havde Christoffer Arnkiel tre sønner. Asmus (født 1583), Hartvig (født 1589) og Jacob (født 1597) I anden ægteskab var det Jørgen (født 1597) og Frederik (født 1603).
I det travle hjem på Toldsted har det sikkert ikke været tid til at tage sig af børnene. Alle drengene kom til at stå i datidens bøde – og strafferegister.
I 1601 var det dog de to naboer, Jes og Peter Eschelsen, der fik en bøde, fordi de i ”mere end blot overdreven kådhed havde forvoldt den dengang 18 – årige Asmus Arnkiel skade på Toldsted.
De vilde sønner
I 1612 var det dog Asmus Arnkiel, der var den skyldige. Han blev idømt 2 Rigsdaler i bøde, fordi han havde slået Peter Eschelsen. Opgøret fra tidligere var åbenbart ikke blevet glemt.
Året efter var den gal igen. Brødrene Asmus og Hartvig Arnkiel stod da anklaget for Aabenraa Byting. Jacob Petersen fra Tønning beskyldte dem for at have tilføjet hans bror stor skade på åben gade, da han var på vej til sit herberg. Men ikke nok med det. I amtsregnskabernes bøderegister fremgår det, at Asmus Arnkiel havde slået en fremmed barbersvend og hugget to fingre af hans venstre hånd. Han slag med en bøde på 4 Rigsdaler.
Hartvig Arnkiel havde slået samme svend med sit spyd over halsen.
Flere voldshandlinger fulgte de næste år. Men i starten af 1615 fik et slagsmål med Aabenraa’ s byvægter, Jørgen Hansen og hans medhjælper alvorlige følger Det var Asmus, Hartvig og Jacob Arnkiel, der havde taget sig en gevaldig bytur. Det endte med at byvægteren døde.
Et nævn på 12 mand dømte ved Bytinget både Asmus og Jacob skyldige i drab. Samtidig blev der udstedt en arrestordre på Hartvig Arnkiel, for den skade, som han havde forvoldt medarbejderen.
Asmus slap dog ud af drabssagen. Familien havde gode forbindelser. Men den yngste af brødrene slap ikke, selv om familien forsøgte alt muligt. Han havde også lige fået en bøde på 5 Rigsdaler for at have besvangret Bunde Lorentzens datter fra Nybøl.
Ved hjælp af penge og gaver havde familien fået den dræbtes bror til at give afkald på dødsstraf over Jacob Arnkiel. Men det hele hjalp ikke så meget. Hertugen traf en afgørelse. Og den 27. maj 1616 fandt henrettelsen af Jacob Arnkiel sted i Aabenraa.
Den gamle far var død en måned forinden og slap for at opleve udgangen af den sørgelige sag.
Flugt til Blekinge
Mord, hor og strid prægede familien Arnkiels omdømme. Måske var det derfor Hartvig brød op fra hjemstavnen. I 1610 kun 18 år gammel blev han gift og blev gårdmand i Sønder Ønlev. Men i 1617 rejste han med hustru og fem børn til Blekinge. Det var Danmarks østligste provins. Her blev han i 1632 nævnt som Kongelig Majestæts Laksefoged på Mørum Laxebo.
Ifølge lens-regnskaberne søgte han i 1637 om at blive gift igen.
Uægte børn og vild bryllupsfest
Christoffer Arnkiels embede blev efter hans død i de første par uger år varetaget af hans enke Anna Arnkiel. I 1621 blev hvervet overdraget til hendes ældste søn, Jørgen.
Denne havde et iltert temperament. Ved et bryllup havde han såret en gæst i hovedet. Det kostede ham 3 Rigsdaler i bøde.
I sine ungdomsår levede han papirløst sammen med Anna Lorenzdatter. For at besvangre hende anden gang måtte han betale en bøde i 1624. Han indgik et lovformeligt ægteskab, dog ikke med Anna. Hun var sikkert ikke fin nok. Nej, det blev rent standsmæssigt med Valborg Troelsdatter. Han spildte ikke tiden. De fik efterhånden ti børn.
Sidste gang, Jørgen Arnkiel nævnes i bøderegistrene er i Aabenraa Amtsregister i 1630, da han må bøde for at have slået Peter Eschelsen. Det var den samme mand som hans broder Asmus et par gange havde haft et udestående med.
Flugt til Norge
Lillebroderen Frederik (Friederich) slog i 1623 Aabenraa’ s byfoged Claus Årup (Claus Clausen fra på Årup). Denne var kendt som voldelig og endte sine dage på en voldsom måde kort tid efter.
Efter handlingen i 1623 forlod Frederik Arnkiel sin hjemstavn. Han tog til Bohuslen, hvor han i 1667endte sine dage som borgmester i Kongslev (Kungälv). Hans halvbror endte som svensk undersåt. Resten af denne gren af slægten findes endnu i Sverige og Finland.
Toldsted nedbrændt
Det lystige liv blev brat afbrudt, da krigen rullede ind over hertugdømmet og videre ind i kongeriget. I september 1627 var den kongelige lejehær på vild flugt op ad Hærvejen. Den kejserlige feltherre Albrecht von Wallenstein rådede over en hær fra alle dele af det Tysk – Romerske Rige og så de fremartede kroater. Disse kroater blev af sønderjyderne kaldet ”vilde krabater”.
Uge, Bolderslev, Rise og Øster Løgum blev alle flammernes bytte. Heller ikke Toldsted undgik denne skæbne. I 1627 havde alle forladt stedet. Alt var nedbrændt. Handelen var ophørt og der fandt ingen toldopkrævninger sted.
Christian den Fjerde fik forhandlet en tålelig fred igennem i 1629.
Nye trængsler
Næppe var freden indført før Jørgen Arnkiel gik i gang med at opføre sit ødelagte hjem. Skaderne blev opgjort til 4.500 mark. Dengang havde det nok været det største gæstgiveri på Hærvejen. Og toldbygningen var offentlig ejendom. Arnkiel gik derfor til hertugen for at få hjælp og bistand.
Resultatet af genopbygningen var dog noget beskeden. Ove Juel skrev således i sin dagbog i 1639:
Men trængslerne var ikke forbi. I 1643 trængte Wallenstein igen ind i landsdelen. I Hjordkær Kirkebog nævnes:
”Nicht ein Pfennig” havde Jørgen Arnkiel til sig selv i 1643. Atter engang måtte han starte forfra. Han var efterhånden en knækket mand. Den 9. december 1653 blev han ført til sin grav på Hjordkær Kirkegård.
Hans ældste søn, Christoffer skulle føre hvervet videre. Foruden denne efterlod Jørgen Arnkiel endnu to sønner Asmus og Troels. Sidstnævnte blev en meget navnkundig provst og meget mere i Aabenraa.
Asmus Arnkiel blev ejer af Stubbum. Helt frem til 1820 ejede familien Arnkiel halvparten af gården. Så på Haderslev – egnen findes der også en gren af Tolder – familien.
I efteråret 1657 lod Karl den Tiende Gustav sin hær marchere op ad Hærvejen og videre over isen til øerne. I slutningen af 1658 overskred Brandenburger, Kejserlige og Polakker grænsen til Holsten. For befolkningen var det en sand pest. Soldaterne begik selvtægt og stjal mad og andre fornødenheder. De bragte også andet med sig nemlig plettyfus.
En stor del af sognet blev udryddet
I lille Hjordkær Sogn har præsten i 1659 gjort krigens ofre op. Det var antagelig en tredjedel af sognets befolkning. Epidemien havde gjort sit indtog. På Toldsted anførtes der kun et dødsfald. Det har antagelig været en af Christoffers medarbejdere. Alle andre havde forladt stedet.
Familien havde opgivet toldeftersynet på grund af plyndringer. De havde taget ophold på hertugens ladegård ved Aabenraa. Den lå vest for Brundlund Slot omtrent der, hvor kolonihaverne nu ligger.
Atter engang måtte familien nu bede myndighederne om at få Toldsted genetableret.
Kongelig besættelse
Selv om freden holdt sit indtog i 1660 blev det også de efterfølgende år en trang tid ikke blot for Toldsted og dets beboere men for det ganske land og rige. Den kongelige besættelsesmagt fratog Christoffer Arnkiels beføjelser fra 1676 til 1679. Hertugen kunne atter efter landflygtighed besætte stolen i Gottorp i 1679.
I 1684 rykkede kongelige tropper atter engang ind i den gottorpske del af hertugdømmet. Christoffer Arnkiel følte sig klemt af situationen. Hans bor, provst Troels Arnkiel var kendt ud over det ganske land for sin troskab mod hertugen. Det havde sikkert også indflydelse på, hvordan man betragtede Toldsted.
Stedet blev besat af tropper under ledelse af oberst Bernsdorff, senere var det dragoner, en korporal med fire menige under oberstløjtnant du Mont.
En kongelig kommissær
Pludselig var der en mand ved navn Karsten Haagensen, der blev ansat som chef på Toldsted. Ja han blev endda udnævnt som kongelig kommissær. Han var bestemt ikke ukendt og en gammel kending af Arnkiel. I sine unge år havde Karsten Haagensen forladt sin fødeby, Aabenraa.
Han havde turet rund i Europa som ”krigskarl” i forskellige hære. Derefter havde han i en årrække været borgmester i sin hjemby. Men han røg hurtigt uklar med borgerskabet. Efter en række opgør også af korporlig art besluttede den gottorpske regering at afskedige ham i 1681.
Men Haagensen havde forskellige strenge at spille på. Hans ældste datter var grev Conrad Reventlows mætresse. Og greven var amtmand i Haderslev. Nu kunne Haagensen vende tilbage og vise sin magt over sine tidlige landsmænd. Selv regnede han med atter at blive borgmester i Aabenraa.
Men det endte med, at Haagensen blev forflyttet til Løgumkloster og Christoffer Arnkiel kunne igen overtage sit embede.
Skatteforhold på Toldsted
En anden grund til at man tvivlede lidt på Christoffer Arnkiel var hans skatteforhold. Han havde meddelt at hans familie altid havde haft skattefrihed. Og den samme konklusion kom amtsforvalter Caspar von Saldern frem til.
Men Christoffer Arnkiel var blevet en træt gammel mand. Hans hustru Maria døde den 12. september 1689. Christoffers modstandskraft var svækket. Sygdom satte ind, først og fremmest af psykisk art. Den 9. februar 1694 døde han kun 51 år gammel.
Allerede den 12. februar 1696 måtte også hans søn Friedrich Arnkiel føres til graven. En datter. Margrethe blev gift med oberförster Bertram Buchwald. Hendes grav findes i Galten Kirke mellem Århus og Silkeborg. Inde i Hjordkær Kirke minder en stol med trekløveragtigt topstykke om den afdøde tolder og hans hustru. Den er fra 1676. På den står der:
Christopfer Arenkiel
Familiens tid er forbi
Og så skulle man tro at sønnerne overtog hvervet som sædvanlig. Men det skete ikke. Arenkielernes 200 års tilknytning til Toldsted var forbi. Toldernes nærmeste foresatte Friedrich von Günderoth havde andre planer. Normalt var det sådan at slægterne Arnkiel, von Saldern, Kampenhövener og Gündenroth kunne afgøre alt omkring Aabenraa imellem sig.
Friedrich von Günderoth var standsmæssig gift med Adelheit von der Wisch. Men han havde fået en datter med en kvinde af betydelig lavere stand. Hun hed Metha (Mette) Ivers. Som skik og brug var dengang, sørgede barnefaderen for sit illegitime afkom. Metha var derfor i 1693 blevet gift med en af amtmandens medarbejdere, Johann Rönnau. Hun var dermed placeret på et samfundsmæssigt passende trin.
Amtmandens plan var at Rönnau skulle være den nye tolder på Toldsted. En sådan plan kunne ikke gennemføres uden et større opgør med provst Troels Arenkiel, der varetog slægtens arvinger. Dette medførte nu et alvorligt brud mellem provsten og amtmanden.
Angreb mod embedsmanden
Og amtmanden fulgte det gamle trick, at hvis man ville af med en embedsmand og dennes arvinger skulle man finde et eller andet, som ikke var i orden.
Troels Arenkiel påviste at Toldsted havde tilhørt slægten siden Kong Hans tid. Men de gottorpske myndigheder fastslog at bygningerne ved Hærvejen egentlig stod på selve vejen, og derfor tilhørte offentligheden. Desuden påviste man at bygningerne flere gange var istandsat på det offentliges bekostning.
Men amtmanden var den øverste myndighed, og han bestemte. Den 18. april 1694 klokken ti om formiddagen blev børnene tvunget til at forlade deres fædrene hjem. En fodknægt (betjent) fra Aabenraa foretog udsættelsen og tilkaldte bønder fjernede møblerne.
Med amtmanden i ryggen trak Johann Rönnau det længste strå. Sagen blev afsluttet med, at amtmanden betalte Troels Arnkiel et beløb på 500 Rigsdaler. Nu kunne amtmand von Günderoths uægte datter vokse op i trygge og standsmæssige omgivelser.
Men ak, Johann Rönnau fik kun en kort tid som tolder på Toldsted. Allerede den 5. juni 1700 døde han kun 44 år gammel. Enken giftede sig allerede det følgende år med bygningsinspektør Christian Albrecht Thomsen. I 1703 modtog han bestalling som tolder.
Troels Arnkiel udgav teologiske og historiske værker
Troels Arnkiel udgav flere teologiske og historiske værker. I sin barndom var han ved at miste livet. I sidste øjeblik blev han reddet fra druknedøden efter at være faldet i et vandhul. Måske var det denne hændelse, der fik ham til at studere teologi. Han studerede i Leipzig og Estland. Og han var en af de første studenter fra Universitetet i Kiel.
Da Aabenraas præst Georg Hübschmann døde i 1672 kaldte man på Troels Arnkiel. Aabenraas daværende borgmester, Haagensen forsøgte at stikke kæp i hjulet. Men amtmand Hans Blomme på Brundlund skar igennem.
Efter sin ansættelse giftede Troels Arnkiel sig med en datter af en præst ved Slesvigs Domkirke, Theodor Neumann og enke efter hofpræsten i Husum, Georg Volckhard. Hun havde en dreng og en pige, der begge endte deres dage i Bjolderup Præstegård. Selv blev Troels far til en søn og en datter.
I 1680 og 1681 viste der sig en komet over Aabenraa. Det fik Troels Arnkiel til at udsende nogle teologiske betragtninger over dette naturfænomen. Arnkiel konkluderede at dette var en advarsel til menneskerne.
Vestergade i Aabenraa nedbrændte tre uger efter. Fra prædikestolen i Nicolai Kirke tordnede pastoren mod befolkningen, at nu skulle de gøre bod. De fromme havde derimod ingen grund til at frygte dette fænomen. Menigheden pegede på Romerbrevets 8. kapitel vers 28:
Den kongelige besættelsesmagt suspenderede Troels Arnkiel den 1. juni 1677. I 1689 kunne han vende tilbage til Aabenraa, da de kongelige besættelsestropper havde forladt byen. I hele området arbejdede han meget for at få konfirmationen indført i området.
En medhjælper
I år 1700 havde Troels Arnkiel antaget en adjunkt eller medhjælper til embedet. Det var Christian Gottlieb Koch, der var født i Magdeburg. Han var en utrolig selvsikker herre, der straks krævede menighedens opmærksomhed ved at optræde som viceprovst. Og det hjalp også på det hele, at han viede Troels Arnkiels datter Ida. Så var han sikker på at arve provst – førstepræst-embedet. I Aabenraa.
Besynderlige tilstande
Diakonen måtte dog ned med nakken. Han blev anklaget for usømmelig vandel. Han var altid den sidste til en fest, og han drak rigelig selv. Dette var ikke tilladt dengang for en gejstlig. Hen på natten havde han lagt sig på gulvet og ladet trusseløse piger hoppe over sig. Uha – uha. Han havde drukket ”de vakre pigers skål” og revet hatte og parykker af festdeltagerne. Der herskede besynderlige tilstande i Aabenraa.
For gang på gang mødte kantoren op i beruset tilstand. Det ham der sang og spillede for. Han gik ofte i gang med de forkerte salmer. Af og til kunne han slet ikke finde tonen. Først i 1704 blev han afskediget. For Troels Arnkiel var dette meget pinlig.
Amtmand og provst var uvenner
Efter hændelserne på Toldsted var amtmanden og provsten blevet forbitrede fjender. Og mon ikke provsten har påtalt amtmandens moralske vandel. Amtmanden gik nu til angreb mod provsten gang på gang. Først var det kirkegården, hvor der ifølge amtmanden var skarn, snavs og svin, tilmed provstens svin. Men her gik også nogle får, en ko og en del gæs.
Og med hensyn til manglende indtægt, sagde provsten at nogle af de gårde i Kolstrup, der skulle aflønne provsten, var lagt ind under amtmandens ladegård. Og med hensyn til orden på kirkegården, så var det skarpretterens dreng, der skulle sørge for orden. Her havde provsten slet ikke myndighed.
Kegler på kirkegården
Ikke sjældent var der støj under gudstjenesten fra kirkegården. Det hændte ofte, at Aabenraas befolkning tog sig et spil kegler her under gudstjenesten.
Efterhånden led Troels Arnkiel mere og mere af en psykisk sygdom. Og svigersønnen måtte overtage jobbet. Amtmanden protesterede for ingen havde spurgt ham.
Det første efterfølgeren Koch forlangte var en ny tjenestebolig. Hvordan skulle han passe sine studier, når der i præstegården kun fandtes en jernovn. Men borgmester Caspar von Saldern afviste pure. Fra gammel tid havde man sørget for provsten og diakonen. Men man kunne ikke sørge for en tredje.
Kunne ikke komme af med Arnkiel og svigersøn
Det var ikke rart i gejstligheden i Aabenraa dengang. Borgmester og amtmand forsøgte flere gange at komme af med Arnkiel og svigersøn.
Arnkiel sad i gode økonomiske kår. I 1696 købte han Grøngård i Burkal Sogn for 6.000 Rigsdaler.
Grundet flere brande i Aabenraa skulle stråtag fjernes fra tagene. Det samme gjaldt også for præstegården. Men øvrigheden ville ikke betale. Det måtte præsten selv sørge for. Troels Arnkiel skrev flere gange til hertugen om denne sag.
Den 7. september 1712 udåndede den lærde teolog, forfatter og historiker, Troels Arnkiel.
Sønnen Friedrich studerede ved forskellige tyske universiteter. I 1721 nedsatte han sig som advokat i Aabenraa. Fra 1723 til sin død i 1728 var han tillige borgmester.
Et teglværk i Aabenraa
Troels Arnkiels svigersøn, Christian Gottlieb Koch underkastede sig de nye forhold og skrev under på lydighed og troskab til Frederik den Fjerde. Men hans sindelag forblev gottorpsk.
Ven en arveforpagtning i 1705 fik han overdraget Jørgensgård Teglværk. Han byggede også arbejderboliger på Klinkbjerg. Da der i forvejen lå et hus på grunden, der ikke var skatteberettiget søgte han skattefrihed for de nye boliger.
Først efter hans død kunne myndighederne tage sig sammen. Der var kun de huse, der var beboet af teglværksarbejdere, der fik skattefrihed.
Rod i kirkeregnskabet
Kirkeregnskaberne skulle efter skik aflægges på Rådhuset i Magistratens nærværelse. Koch påberåbte sig en hertugelig forordning af 20. april 1639, hvorved han gjorde krav på disposition over kirkens midler og Magistratens udelukkelse for regnskabet. Dette resulterede i at kirkeregnskaberne var i håbløs uorden ved provstens død i 1736.
Ægteskabet med Ida Arnkiel afstedkom en søn født omkring 1703. Hans navn var Joachim Hinrich Koch.
Vi er nu blevet færdig med Arnkiels rolle men vi slipper ikke helt Toldsted for det er meget mere at fortælle. På et tidspunkt kommer der en tredje artikel om stedet. På listen forneden kan du få nærmere informationer om nogle af de ting, som vi har berørt i denne artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.685 artikler, herunder:
ærvejen
Januar 4, 2021
De Statsløse i Nordslesvig
Det er mange historier, som vi ikke fik fortalt i jubilæumsåret. Den danske regering accepterede afskaffelse af §5 og accepterede Kongeågrænsen. Vi har ikke fået historien om ”De Statsløse”, Optanterne og ”De hjemløse”. Hvad er en Optant? Wienerfreden og Folkeretten. Masser af udvandring og udvisning. Vilkårlig udvisning. De ”dansksindede” blev undertrykt. Trusler fra tyskerne. Köller – perioden” Den danske agitation skulle knækkes. Modsætningen mellem dansk og tysk blev skærpet. Ulykkelig situation for mange. Man kunne/skulle give afkald på danske interesser. Aabenraa – borgmester truede med udvisning. De kunne indkaldes til militæret og skulle betale den samme skat – men de havde ingen borgerlige rettigheder. 40 ”hjemløse” blev truet med at blive skudt. Landbruget blev hårdt ramt.
Den danske regering accepterede afskaffelse af §5 og Kongeågrænsen
Det er en del historie, som vi ikke hørte noget om, nu hvor jubilæumsåret er forbi m.h.t. ”Genforeningen”. Og det er for eksempel at den danske regering accepterede at § 5 blev ophævet ligeledes accepterede de Kongeågrænsen. Men inden vi nu forarges over dette, så var det noget som den danske regering blev presset til at acceptere, for at Optanternes forhold skulle forbedres. Vi skal også høre om de ”Statsløse” og de ”Hjemløse”.
Hvad er en Optant?
Men hvad er en Optant, vil du sikkert spørge? I folkeretten er det den borger i et afstået landområde, som ved eget valg (option) beholder sit borgerskab i den stat, som vedkommende forud tilhørte til trods for at vedkommende vælger at blive boede i det afståede område.
En sådan ret for borgerne at vælge hvilken stat, de ville tilhøre, blev fastlagt i traktater fra midten af 1700 – tallet. Siden freden i Paris den 30. maj 1814 har det været en regel ved alle landafståelser at medgive en sådan ret, sikkert med en uudtalt forhåbning om, at vedkommende senere ville udvandre til det land, som han eller hun ønskede at tilhøre.
Folkeretten og Wienerfreden
Nu var det bare sådan at prøjserne administrerede denne folkeret på helt deres egen måde. Dette vakte forargelse i udlandet men stormagterne greb dog ikke ind.
Ved afståelsen af Slesvig efter den tabte krig i 1864 skiftede Hertugdømmernes indbyggere statsborgerskab til prøjsisk siden tysk. Paragraf 19 i Wienerfreden 1864 åbnede dog mulighed for at dansksindede sønderjyder inden for en periode af seks år kunne ”optere” for Danmark, dvs. bevare det danske statsborgerskab med henblik på udvandring til Danmark, idet de stadig kunne besidde fast ejendom i Nordslesvig. De mennesker der valgte denne ordning, kaldes ”Optanter”.
Wienerfreden bestemte, at Optanterne ikke måtte:
Men det blev i den grad misligholdt fra prøjserne/tyskernes side.
Masser af udvandring
Indførelse af en treårig prøjsisk værnepligt i 1867 og ikke mindst Den Fransk – Tyske Krig 1870-71 fremkaldte en kraftig bølge af optioner og udvandringer. Mange nåede ikke forinden deres udrejse at få afklaret deres optionsforhold. Fra de prøjsiske myndigheders synspunkt var den blotte udrejse dog tilstrækkelig grund til fortabelse af prøjsisk statsborgerskab.
Vilkårlig udvisning
Man vedtog i 1872 den såkaldte Aabenraa-Konvention. Den tillod de udvandrende til at vende tilbage til hjemstavnen mod at de forholdt sig politisk og nationalt passive. Hvis de ikke gjorde dette, risikerede de udvisning.
I 1870’erne var der omkring 25.000 optanter i Nordslesvig, hvoraf en del dog blev udvist, fordi de ifølge myndighederne ikke havde overholdt betingelserne.
Det var som om, at udvisningerne tog til år for år. Politiet udviste næsten vilkårligt for at være ”Lästig”.
Da den fransk – tyske krig uventet sluttede fordelagtigt for Tyskland og da håbet for en snarlig folkeafstemning svandt, vendte størstedelen af Optanterne tilbage til Nordslesvig.
På et tidspunkt var hele 20 pct. af den nordslesvigske befolkning Optanter.
De ”dansksindede” blev undertrykt
Baggrunden for den skærpede nationalkamp op mod århundredeskiftet skal ses i det forhold at Bismarck fra omkring 1878 valgte politisk at støtte sin position som rigskansler på de tyske højrefløjspartier.
For at sikre sig folkelig opbakning slog han i stigende grad på de tysknationale strenge, der kun levnede plads til ”rigstro” borgere. De nationale mindretal – derunder de danske sønderjyder – blev undertrykt.
Trusler fra tyskerne
Ved nytårstid 1883 indfandt den tyske gesandt sig i København in Udenrigsministeriet. Her meddelte han at alle i Slesvig-Holsten boende danske statsborgere i fremtiden vil blive udvist efterhånden som de nåede den værnepligtige alder medmindre de lod sig optage i den tyske lægdsrulle og derefter neutralisere.
Ti dage senere blev det bekendtgjort i Nordslesvig, at alle i 1863 fødte danske undersåtter ville blive udvist hvis de ikke inden 1. februar var blevet optaget i den tyske lægdsrulle.
Den danske regering protesterede men Grev Bismarck svarede, at Optanter ikke havde større ret end andre udlændinge.
Köller-perioden
På et tidspunkt forbød man at danske statsborgere giftede sig og flytte måtte de heller ikke. Kun rent undtagelsesvis kunne landråderne give tilladelse.
Denne systematiske undertrykkelsespolitik blev især tydelig i den såkaldte Köllerperiode 1897 – 1901. Den er opkaldt efter overpræsident Ernst Mathias von Köller. I den tid blev danske foreninger på stribe opløst. Danske skoler blev udsat for uhørt pres Og det skete masseudvisninger af danske tjenestefolk og optanter.
Det kølige men i almindeligvis fredelige forhold mellem dansk og tysk i Nordslesvig udviklede sig i Köllers og hans efterfølgers tid til en regulær forfølgelse af den danske befolkningsgruppe ivrigt opmuntret af den tyske Kejser Wilhelm den Anden.
Köller er født i Pommern. Han var i 1888-1889 politipræsident i Frankfurt am Main. I 1894 blev han preussisk indenrigsminister. I 1884 stemte han for forlængelsen af Socialistloven, som forbød socialistiske og socialdemokratiske organisationer og aktiviteter i Tyskland. I 1895 måtte han gå af, fordi han havde givet kejseren underhåndsoplysninger om interne kabinetsforhold. Men allerede to år senere blev han overpræsident i Slesvig-Holsten.
Han udvidede i den grad den chikanepolitik, der var indført. Formålet var at standse den danske bevægelse og fremme Slesvigs fortyskning. Köllers politik førte til tilbagegang for de dansksindede, men blev også kritiseret fra moderat tysk side. Til sidst blev det for meget og i 1903 måtte han forlade sin post.
Den danske agitation skulle knuses
I Köllerperioden fulgte en ny bølge af udvisninger, der især ramte tjenestepiger og Optanter.
Til Politiken udtalte Köller, at han ville:
Danskerne skulle lære at hæfte solidarisk.
Modsætningen mellem dansk og tysk blev skærpet
I Sønderborg blev der meddelt forældre til unge på skole i Danmark, at hvis ikke deres børn kom hjem inden for en vis frist, ville samtlige danske ”undersåtter” i området blive udvist. Forældrene bøjede sig ikke for presset og Köller måtte lade sagen falde.
Køller betjente sig af loyale embedsmænd, som kom sydfra uden kendskab til områdets danske kultur og med den ene ambition hurtigst muligt at udmærke sig og dermed opnå avancement til stillinger længere syd på.
Köllers politiske målsætning var at skabe ro i Sønderjylland omkring det nationale spørgsmål, men i kraft af hans hårdhændede metoder, chikane og forfølgelse fik han det stik modsatte resultat. Modsætningen mellem dansk og tysk blev voldsomt skærpet i Köller-perioden.
En ulykkelig situation
Nu blev sønderjyder med prøjsisk statsborgerskab simpelthen erklæret for danske statsborgere hvis det kunne påvises at de selv eller deres far havde opholdt sig i Danmark i en korte eller længere periode i tidsrummet 1864 – 70. På den konto blev 1.200 mennesker erklæret for Optanter eller Optantbørn. Og igen blev mange af disse udvist. Samtidig blev det brugt som pression mod de dansksindede.
Situationen for børnene var ulykkelig. Problemet var at der var forskellige kriterier i Tyskland og Danmark for statsborgerskab. I Tyskland bestemmes statsborgerskab af afstamning, så børn født af forældre med tysk statsborgerskab automatisk blev tyske statsborgere. Fra 1776 til 1898 gjaldt de i Danmark at kun personer født i Danmark fik dansk statsborgerskab.
De dansksindede havde ikke mere nogen ret til at stemme sig til Danmark
Dette betød at børn født mellem 1864 og 1898 af danske statsborgere bosat i Sønderjylland – som regel Optanter – reelt var statsløse. De havde ingen borgerlige rettigheder og var underkastet vilkårlig behandling fra myndighedernes side. Denne nærmest retsløse gruppe omfattede trods alt næsten 10.000 personer.
Først i 1907 fandt man en løsning på dette problem. Tyskland erklærede sig villig til at anerkende de statsløse børn som tyske statsborgere hvis de ansøgte om det. Det gjorde omkring 3.600 som derefter blev tyske statsborgere. Til gengæld måtte Danmark udtrykkelig acceptere Pragfredens paragraf 5 som endegyldigt ophævet. Med andre ord, de dansksindede nordslesvigere havde ikke mere nogen ret til at stemme sig til Danmark.
De ”hjemløse”
Men i alt dette glemte man en gruppe – de såkaldte – ”hjemløse”. Det var betegnelsen for de personer, der var født i Nordslesvig mellem 1864 og 1898 som børn af indvandrende danske statsborgere. De havde hverken dansk eller prøjsisk statsborgerskab.
Disse ”hjemløse” havde ingen valgret, ingen adgang til offentlige erhverv. De måtte under trussel om udvisning afholde sig fra at deltage i danske politiske møder. De måtte kun gifte sig og bosætte sig efter at de havde fået bevilliget og udstedt en bosættelsestilladelse (Niederlassungs – Erlaubnis) i den pågældende kommune.
Hvis en kvinde blev gift med en ”hjemløs” eller en dansk undersåt så mistede hun sin tyske indfødsret.
Man kunne/skulle give afkald på ”danske interesser”
En ”hjemløs” der meldte sig ind i ”Det Frivillige Brandværn” fik et plus hos de tyske myndigheder. Ville man give afkald på sine danske interesser og slutte sig til den tyske forening, kunne man få tysk statsborgerret for 50 mark eller mindre.
Som gift mand sad man som ”hjemløs” med kone og børn i en noget utryg stilling. Var man ansat hos en arbejdsgiver, der bekendte sig til at være hjemmehørende i de danske rækker, kunne man også blive udvist.
Efter et ophold på en dansk efter- eller højskole var der stor fare for en udvisning. Man måtte heller ikke videreuddanne sig på danske læreanstalter. Det skulle ske på tyske.
Aabenraa – borgmester truede med udvisning
Rigsdanske murere blev fjernet fra et byggeri af et dansk forsamlingshus i Agerskov. Borgmester Rickmers i Aabenraa truede med udvisningsordre, hvis de dansksindede murer ikke straks forlod deres arbejde med at bygge den danske frimenighedskirken i Aabenraa.
Fra 1909 nægtede de tyske myndigheder at give dem tilladelse til bosættelse. Fra dansk side traf man den utrolige beslutning at man ikke ville blande sig med henvisning til at det var et internt tysk anliggende.
De kunne indkaldes til militæret
Selv om de manglede retslig status så kunne de ifølge tysk militær lovgivning indkaldes til den tyske hær, hvilket skete fra 1914. Dette førte til, at mange trods manglende statsborgerskab blev tvunget til at kæmpe for en sag, der ikke var deres.
Det var først efter pres fra de danske nordslesvigers leder H.P. Hanssen, der også var medlem af den tyske rigsdag at der skete noget. Nu ændrede den danske regering endelig holdning.
Men alt var ikke i orden. I januar 1916 blev de ”hjemløse” beordret til session. Alle statsløse blev indkaldt. Selv om de ikke havde nogle borgerlige rettigheder kunne de godt bruges til militærtjeneste.
40 hjemløse blev truet med at blive skudt
Et hold på 40 ”hjemløse” fik en kortvarig uddannelse ved Pionerbataljonen i Harburg. De blev ført til kirken, hvor de fik besked om at aflægge faneeden. De nægtede dog alle sammen. Men en officer holdt en tale for dem, hvor han foreholdt dem, at de løb risikoen for at blive skudt uden for kirken. Fire af de hjemløse bøjede sig for presset.
Smør og flæsk til de ”hjemløse”
Endelig den 27. november 1916 blev der i den danske rigsdag vedtaget en lov, efter hvilken de ”hjemløse” kunne få dansk indfødsret, hvis der blev ansøgt om det.
I tiden derefter blev der skam også sendt mindre tildelinger af smør og flæsk til de ”hjemløse” fra Danmark
Landbruget var hårdt ramt
Preussernes udvisninger ramte især det nordslesvigske landbrug. Der var hundredvis af dygtige landmænd, men de turde ikke investere i nye bygninger m.m. Frygten for udvisning var der hele tiden. Systematisk udvisning af mejerister i Nordslesvig ramte også landbruget.
Man skulle betale skat – trods manglende rettigheder
Optanterne havde de samme forpligtelser som preussiske statsborgere. De skulle betale det samme i skat og de skulle underkaste sig landets love, men de havde slet ikke de samme rettigheder.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.685 artikler:
Januar 2, 2021
Hvorfor ikke bare bruge ordet ”Genforening”?
Det er stærkt overdrevet at beskylde ”Den Gamle Redaktør” for historieforfalskning. Spørgsmålet er, hvem der bedriver historieforfalskning. I 1920 skabte man en ny situation. Der findes både en dansk og en tysk opfattelse af samme situation. Hertugerne overtog mere og mere kongens magt. Danmark brød aftalen. Sønderjylland blev indlemmet i Danmark. Begrebet ”Genforening” blev brugt i de dansksindedes kamp. Nationalpolitiske plakater fra begge sider. Skal man ”tvinge” nogen til at bruge ordet ”Genforening” I Sydslesvig har mindretallet ingen problemer med at acceptere det tyske mindretals opfattelse. Det er grænsen, der har flyttet sig. Tysk historiker mener at det er ”Erhvervelse af land”. Det er tale om historiske kendsgerninger kontra følelsesstemning. Det bliver aldrig tale om en ”Historisk Genforening”. Hvorfor udelukker man alle de andre ord?
Hvem bedriver ”Historieforfalskning”?
Vores artikler om ”Besættelsestiden” og ”Genforening” møder ikke forståelse alle steder. Men derfra og så beskylde ”Den Gamle Redaktør” for historieforfalskning er nok overdrevet. Se engang de kilder, som vi anvender.
Man har endda mente, at ”Den Gamle Redaktør” med det navn, han har. tilhører det tyske mindretal. Derfor foragter han ordet ”Genforening”. For det første har undertegnede aldrig tilhørt det tyske mindretal og for det andet har han aldrig ”foragtet” ordet ”Genforening”. Han har udelukkende mente at det rent historisk er forkert at bruge det. Følelsesmæssigt er det nok i orden.
Nu er det jo heller ikke altid alle journalister der sætter sig rigtig ind i sagerne. Her på siden har vi efterhånden 140 artikler om emnet. Indrømmet så er meget af det gentagelser. Nogle af indlæggene er foredrag som undertegnede har afholdt.
Der er kommet udmærkede bøger om emnet, men det er nu ikke alle indlæg i diverse aviser, der er lige korrekte. Måske er undertegnede for meget sønderjyde eller for meget ”historienørd”
Man skabte en ny situation
Statsminister Neergaard sagde i Dybbøl den 11. juli 1920, at Sønderjylland i sin tusindårige historie ikke havde været dansk. Hel nøjagtig var det vel nok nærmere 800 år. I 1920 vendte man ikke tilbage til en gammel situation. Man skabte en ny. Er det så tale om en genforening?
Det var så i 2020 at alle festlighederne skulle have været afholdt. Og som man efterhånden sikkert har lagt mærke til, så nåede undertegnede til afstemningsfesten i Rens. Men kan man så bare udskyde det hele til 2021? Bliver det så det samme?
Der findes forskellige opfattelser af begivenheden
Når nu Slesvig ikke har været en del af Danmark, hvorledes kan det så være man i den offentlige debat her i landet kalder det for ”Genforening”. Er det en speciel dansk fortolkning af begivenheden. Der findes andre opfattelser af begivenheden.
Danmark var i en personalunion
Hertugdømmet Slesvig var frem til 1864 et landområde, der var underlagt den danske konge som lensherre. Den danske konge var indtil det tidspunkt såvel hertug som medhertug som konge i hertugdømmet Slesvig.
Kongeriget Danmark var således i personalunion med det både dansk- og tyskprægede Slesvig. Kongeriget var også i personalunion med de sydligere beliggende hertugdømmer Holsten og Lauenburg, der var rent tyskprægede. Frem til 1806 var det en del af det politiske konglomerat Det Romerske Rige. Fra 1816 medlem af Det Tyske Forbund – et forbund af 35 tyske lande og fire fristeder.
Hvor stor betydning havde håndfæstningen?
Det er ikke altid let at forklare. Set fra tysk perspektiv har Slesvig og Holsten siden 1460 været betragtet som en helhed. Det var dengang med Ribe-brevet. Men var dette brev ikke bare en håndfæstning? Længe før dette årstal var det ikke mere dansk.
Denne håndfæstning blev brugt af de tyskorienterede slesvig-holstenere i den nationale kamp i 1800 – tallet. Slesvig Holsten blev betragtet som en helhed, der ikke kunne adskilles. Problemet er bare, at de to hertugdømmer havde hver deres lovgivning. Og som vi tidligere skrev, så var Holsten en del af Det Tyske Forbund.
Ikke alle historikere tillægger denne håndfæstning lige stor alvor. Egentlig var den glemt. Men for Slesvig-holstenerne i 1800 – tallet fik den stor betydning. Retorikken og selvopfattelsen voksede. Men havde håndfæstningen lige så stor betydning efter 1460, som den fik i løbet af 1800-tallet?
Hertugerne overtog kongens magt
Allerede fra 1232 udviklede Slesvig sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog kongens magt. Den slesvigske hertugslægt uddøde i 1375, hvor greverne fra Holsten tog over. Slesvig-Holsten forblev derefter i personalunion helt frem til 1864. De to områder voksede derefter sammen i en politisk enhed.
Danmark brød aftalen
Fra 1830 opstod der forskellige vækkelser i Slesvig. Den frisiskfødte Uwe jens Lornsen ønskede et forenet Slesvig-Holsten. I Londonaftalen efter den Første Slesvigske Krig, hvor Danmark vandt, indgik man den aftale, at Slesvig ikke måtte inkorporeres i kongeriget.
I 1863 vedtog den danske regering alligevel November forfatningen, der var en fælleforfatning for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Dette bragte Danmark på kollisionskurs mod de tyske stater inden for Det Tyske Forbund men også stormagterne. Derfor var der ingen hjælp at hente i 1864.
Indlemmelse i Danmark
Med virkning fra 1867 blev provinsen Slesvig-Holsten indlemmet i Preussen. Hermed fortsatte man fra tysk side at betragte de nu tidligere hertugdømmer som en helhed.
Statsretligt betegnes Nordslesvigs forening med Danmark efter folkeafstemningerne i 1920 som:
I samtiden blev begivenhederne også omtalt som:
En isoleret national fortolkning
På tysk bruges udtryk som ”afståelsen” eller ”indlemmelsen i Danmark”. Disse betegnelser gengiver på samme måde som ordet ”Genforening” en isoleret national fortolkning af begivenhederne.
Begrebet ”Genforening” bliver brugt
Begrebet ”Genforening” blev udbredt i årene efter Pragfredens paragraf fem fra 1866. Denne paragraf i fredsaftalen mellem Preussen og Østrig åbnede muligheden for em senere folkeafstemning om de nationale tilhørsforhold i de nordlige områder af Slesvig således at disse områder kunne blive ”forenet” med Danmark.
Der står ”forenet” og ikke ”genforenet”.
I 1869 dukkede begrebet ”Nordslesvigs genforening” op i den danske offentlighed såvel i Nordslesvig som kongeriget Danmark. Den preussiske regering slog meget hårdt ned på betegnelsen.
Ordet ”Genforening” bliver brugt i de dansksindedes kamp
Der var steder i Nordslesvig, hvor der blev udbragt skåler for ”genforening”. i mødet mellem rigsdanske og dansksindede sønderjyder. Ordet ”Gjenforening” optræder i en underskriftsindsamling i 1869, da cirka 27.000 dansksindede sønderjyder skrev under på, at de ønskede en ”Gjenforening” med Danmark på baggrund af Pragfredens paragraf fem.
De dansksindede sønderjyder har således siden afståelsen af landsdelen til Preussen betegnet deres nationalkamp som en ”Gjenforening”
Forskellige opfattelser
Men ret bogstaveligt kan man ikke betegne det som hændte i 1920 som en genforening.
Fra dansk side har man siden 1864 uafbrudt betragtet Nordslesvig/Sønderjylland og kongeriget Danmark som en helhed.
Fra tysk side har man betragtet hele Slesvig-Holsten som en helhed (inklusive Nordslesvig). Det kan aflæses af afstemningsplakaterne op til de to afstemninger i Slesvig 1920.
Nationalistiske plakater
I den danske plakatpropaganda bruges gennemgående Dannebrog som et optisk symbol på fællesskab. Der spilles på den fælles fortid selv om der er gået meget lang tid. Man bruger ordet ”hjem”, der antyder at Slesvig/Sønderjylland i et stykke tid har været borte fra Danmark.
I Flensborg brugte man ”den historiske ret”:
De tysksindede afstemningsplakater benyttede sig ikke af det tyske nationalflag i sort-rød-gylden i propagandaen men det slesvig-holstenske flag i blå-hvid-rød. Det er fordi, at Slesvig-Holsten opfattes som en helhed:
Skal man “tvinge” nogen til at bruge ordet ”Genforening”?
Et socialdemokratisk medlem af byrådet i Sønderborg startede i oktober 2019 en debat. Han krævede en tysk accept af ordet ”genforening”. Det tyske mindretal burde anerkende ordet. Han kritiserede, at de tyske tekster brugte ordet ”Grænsedragning”. Han mente, at man skulle bruge ordet ”Wiedervereinigung” Og han synes, at det var forkert, at når de brugte ordet så var det i citationstegn.
Nu er det jo sådan, at for tyskerne er Wiedervereinigung genforeningen mellem DDR og Vesttyskland. Tyskerne sætter fokus på afstemningen og den nye grænse, der blev resultatet. Nu kan man vel ikke påtvinge et mindretal en bestemt holdning, der passer ind i en eller anden selvopfattelse. Det er vel både imod Ytringsfriheden og København – Bonn erklæringen.
I Sydslesvig har man ingen problemer med det tyske mindretals fortolkning
Nu fejrer hverken Det tyske mindretal i Danmark eller i Det danske mindretal i Sydslesvig Genforeningen.
Og syd på har det danske mindretal ingen problemer med at tyskerne ikke kalder det for genforening. Som danskerne syd på lægger vægt på den nære tilknytning til Danmark i den nordlige del af Slesvig helt tilbage til 400-tallet. Her anerkender man at der fra tysk side er fokuseret på, der ikke var tale om en genforening. De lægger vægt på, at hertugdømmet Slesvig-Holsten aldrig var en del af kongeriget. Det danske mindretal lægger vægt på, at der var stærke forbindelser geografisk og statsligt til kongeriget Danmark før 1864.
Det er Grænsen, der har flyttet sig
I magasinet Grænsen udtaler formanden for det tyske mindretal, Heinrich Jürgensen:
Tysk historiker: ”Erhvervelse af land”
Den tyske historiker, Klaus Alberts mener, at det er tale om ”erhvervelse af et land”. Han hæfter sig ved Neergaards tale på Dybbøl Banke i 1920 og kalder det bemærkelsesværdigt at Neergaard satte spørgsmålstegn ved begrebet ”Genforening”.
Alberts tilføjer, at Neergaard modsagde sig selv, fordi han i sin tale talte om ”det gamle danske Sønderjylland” og ”vort gamle land”.
Alberts er af den opfattelse at Niels Neergaard var underlagt tidens patriotiske stemning.
Historikeren og juristen Alberts fremhæver at territoriet Slesvig frem til 1864 var et dansk domineret statsforbund og at Sønderjylland/Slesvig i 1920 indgik en helt anden form for statsforbund. Slutningen er, at udtrykket ”Genforening” er et udtryk for anakronisme.
Vi har så slået dette ord op i Den Danske ordbog og det betyder:
Her forholder historikeren sig kun til det statsretslige aspekt og ikke den følelsesmæssige begrundelse.
Historiske kendsgerninger kontra følelsesstemning
Den Nordslesvigske Vælgerforening brugte ordet ”Genforening” i Aabenraa – resolutionen den 17, november 1918.
Det handler på den ene side om historiske kendsgerninger og på den anden side om den nationale følelsesstemning i Danmark. Den ”følte” Genforening kan vel godt forstås efter det som de dansksindede nordslesvigere var igennem fra 1864 – 1920.
Det bliver aldrig en ”historisk Genforening”
Det bliver aldrig en historisk Genforening. Men hvorfor afviser man så hele tiden begrebet ”Slesvigs deling”. Det var jo i århundreder et hertugdømme helt for sig selv før det blev tysk i 1864 og dansk i 1920 – altså Nordslesvig.
Indtil modsætninger hobede sig op i 1800-tallet, så var det jo slesvigere, der boede her. Først dengang delte man sig i danske og tyske grupper. Ja så var det jo også lige de såkaldte ”blakkede”
Dengang var Slesvig en af de mere velstillede områder inden for den danske helstat. I dag er både Sønderjylland og Sydslesvig økonomisk og kulturelt to yderpunkter i hver deres nationalstat.
Man udelukker andre ord
Man må respektere at ordet ”Genforening” har en stor følelsesmæssig betydning. Men det kan ikke respekteres, at man er fuldstændig fastlåst i dette ord og slet ikke vil lukke andre ord ind. Nogle gange har man indtrykket, at debattører, politikere m.m. ikke har sat sig ind i den rigtige historie.
Ordet ”Genforening” er et ord, der isoleret kun bruges fra dansk side og det er i den grad følelsesmæssig betonet. Men det udelukker dog ikke alle de andre ord:
Måske har ordet ”Genforening” for meget glansbillede over sig. Man glemmer at fortælle alle facetter af historien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 31, 2020
Krigshelt – med rødder til Aabenraa
Historien er ikke ny. Vores hovedperson stammer fra en berømt familie fra Løjt. Da Johann var 12 år, fik faderen tysk statsborgerskab. Vi har tidligere haft en dobbeltagent fra Aabenraa. Forbindelse til det berømte rederi, M. Jebsen. De vilde playboys fra Freiburg. En fordel at kende finansministeren, hvis man vil slippe for østfronten. Jebsen sprang to klasser over. Økonomisk kriminalitet for SD. Gift og med en masse elskerinder. To dobbeltagenter. Canaris beordrede Jebsen til Lissabon. Gestapo kom tættere på. De mødte manden bag James Bond. Masser af hemmelige informationer. FBI troede ikke på meldinger om Pearl Harbor. På amfetamin i Lissabon. Elskerinder med kontakter. Hvorfor advarede briterne ikke mere alvorligt mod Hans Brandes. Denne fodrede Abwehr med falske informationer om Jebsen for at redde sig selv. Georg Hansen var bange for at Jebsen skulle afsløre planerne om Valkyrien. Jebsen blev kidnappet og tortureret. De skulle mødes ved Flensborg efter krigen. Briterne sørgede for Jebsens kone. Hans minde nyder respekt. En død mand blev fundet i en skov. Popov levede livet. En død man blev fundet i en skov.
Historien er ikke ny
Egentlig er historien slet ikke ny. Det er historien om Johnny Jebsen eller hans rigtige navn Johan Nielsen Jebsen. I Aabenraa har ”Historier fra Bybakken” beskrevet ham. En række udenlandske aviser som Independent og Der Spiegel beskrevet ham. På Wikipedia er han i hvert fald omtalt på norsk, engelsk og tysk. I 2018 havde Der Nordschleswiger en længere artikel om ham. Mellem jul og nytår havde selveste Berlingske Tidende tre længere artikler om ham.
Han er bestemt ikke glemt. I diverse bøger og opslag på nettet finder vi ham beskrevet. Men måske har vi ikke herhjemme beskæftiget os så meget med ham. Og når vi beskriver ham, så må vi ikke glemme hans ven fra studentertiden og det meste af krigen. Ja begge to levede en sand playboy-tilværelse næsten som James Bond.
Han beskrives som skrøbelig af natur. Men han var også en kyniker med en meget høj begavelse. Og så havde han humor.
Allerede for seks år siden udkom der en roman, hvor engelsk/tyske dobbeltagenter optræder. Den hed ”Dobbeltspil”, som er fortællinger om mod, fantasi, forræderi og grådighed. Den er skrevet af den engelske historiker, Ben Macintyre. Han har også skrevet historiske bøger. Og bl.a. har han skrevet en bog om Double Cross, hvor vores hovedperson og hans ven er nævnt.
Groteske forhold i den nazistiske topledelse
Historien viser også om groteske forhold i den nazistiske topledelse. Og Abwehr, som nok ikke var kendt for det bedste efterretningsvæsen lod sig narre. Måske vidste Abwehr-lederen ”Canaris” udmærket, hvad der foregik. Da en officer i det tyske efterretningsvæsen antydede, at det kunne være løgn det som de engelske agenter overbragte blev han øjeblikkelig sendt til østfronten. Og med i alt dette er vores hovedperson ”Johnny”.
En berømt familie fra Løjt
Vores hovedperson er født i Hamborg i 1917. Men i 1896 blev en person med samme navn født i Kolstrup. Men han døde allerede i 1916 ved Somme i Frankrig som underofficer. Det var vores hovedpersons halvbror. Dengang boede familien i Villa Scotland”.
Men ikke nok med det. Danmarks største redder og Aabenraas rigeste mand i 1850’erne, den kongelige agent Jørgen Bruhn viser sig at være vores hovedpersons tiptipoldefar. Dennes søn, kaptajn Hans Bruhn fra Nymølle, hvis erindringer hører til en af standardværkerne i Aabenraas søfartshistorie, er vores hovedpersons tipoldefar.
I året 1864 giftede Hans Bruhns datter, Maria Margretha, Johan Nielsen Jebsen fra Fælsbæk Mølle. Deres fælles søn, som også hed Johan Nielsen Jebsen – giftede sig i 1915 i Zürich med Elisabeth Marie Møller fra Broager. Det var vores hovedpersons forældre. På et tidspunkt var Johann (Johnny) ’s far smørgrosserer i Rødekro.
Da Johan var 12 år, fik faderen tysk statsborgerskab
Parret flytter fra Nymøllevej i Aabenraa først engang til Flensborg og så videre til Hamborg. I 1930’erne mistede vores hovedperson begge sine forældre og bliver eneste arving til rederiet ”Jebsen og Søn” i Hamborg.
Først da Johann var 12 år fik faderen tysk statsborgerskab. Og det var kun fordi, at så var det hele mere praktisk for ham. Han betragtede sig hele tiden som dansker. Det fortalte han i hvert fald briterne.
En anden dobbeltagent fra Aabenraa
Den opmærksomme læser vil sikkert kunne huske den artikel som vi bragte om dobbeltagenten Wulf Schmidt med kodenavnet Tate, der også var fra Aabenraa. Han voksede op omkring Lindsnakkevej. Han var tysk agent, men blev taget til fange i England kort tid efter at han landede med faldskærm. Han blev også dobbeltagent.
En forbindelse til det berømte rederi M. Jebsen
Men har denne historie noget med det berømte rederi M. Jebsen at gøre? Jo der er en forbindelse. Og den kan netop kobles til Fælsbæk Mølle ved Varnæs for 200 år siden.
De vilde playboys i Freiburg
Det var på universitetet i Freiburg, at Jebsen mødte Dusko Popov søn af rige forældre fra Dubrovnik. Det var omkring 1936 at de levede det vilde playboyliv i Freiburg. Popov kørte BMW og Johann ”Johnny” Jebsen kørte Mercedes 540 K. De elskede hurtige biler og frække piger. De havde åbenbart nok af penge.
Popov studerede jura og Jebsen økonomi. De havde begge afsky for nazismen. Det så ud som om, at Jebsen tog til London for at studere ved Oxford University. Men det så ud som han aldrig gjorde det. Egentlig tog de ikke noget alvorlig. Det var to rige drenge, der sikkert har været øretævende indbydende. De kunne heller ikke tage nazisterne alvorlig.
Dusko Popov gennemførte ikke sit studium, men han havde andre talenter. Og det havde Jebsen også. Han startede med at lægge en kuvert med penge foran politidirektøren og sagde, at nu betalte han alle sine bøder på forhånd.
Jebsen sprang to klasser over
Jebsen sprang to klasser over. Han var en rigtig gulddreng. Hans far tjente store penge. Og hans mor arvede en masse penge, som var tjent bl.a. ved handel af bananer. Jebsen havde altid noget forretning kørende. Han var kendt for sin mange smarte tricks.
Åbenbart irriterede Dusko Popov nazisterne så meget, at han blev anholdt i 1937 af Gestapo. Og det var hans gode ven Jebsen, der tog til Schweiz, hvor han ikke blev aflyttet og ringede til hans far. Og hans far kontaktede den jugoslaviske præsident. Der så igen kontaktede Hermann Göring, som så fik Popov løsladt.
En fordel at kende finansministeren
Jebsen ville ikke til østfronten. Han benyttede sig af familiens bekendtskab med den tyske finansminister Hjalmar Schacht som faktisk er født i Tinglev. Faderen kom fra Tønder og var gift med en baronesse.
Han var fra 1934 – 37 økonomiminister og fra 1937 – 43 minister uden portefølje. Han sad faktisk i KZ – lejr 1944 – 1945. Han blev frikendt ved Nürnbergprocessen i 1946. Men han blev dømt ved en tysk afnazificeringsdomstol.
Økonomisk kriminalitet for SD
Det lykkedes for Jebsen at få job i efterretningsvæsnet. Snart gik det op for ham, at der var masser af intriger og magtspil i Abwehr. Han blev bl.a. sat til at forvalte falske pengesedler og sætte valuta i schweiziske banker. Og det var for ledende folk i SD (Sicherheitzdienst). Jebsen fik kendskab til intriger i de inderste kredse. Og det var det, der blev hans skæbne. På et eller andet tidspunkt ville Gestapo finde ud af det hele.
Jebsen blev sendt til Schweitz for at veksle falske pundsedler til tyske D-mark. Disse falske penge blev fremstillet i KZ – Sachsenhausen. Og de var så gode, at ikke engang englænderne kunne se forskel.
Feltmarskal Göring brugte Jebsen til at hente nationalskatte og andre værdier i Athen. Han blev sendt til Prag og Wien, hvor jøderne skulle betale for at slippe ud af Det Tredje Rige.
Hans antifascistiske indstilling førte også til mange sammenstød med SS Sicherheitsdienst.
Gift og med masser af elskerinder
Jebsen havde mulighed for at rejse frit rundt på forretningsrejser. Og på en af disse rejser giftede han sig med Eleonore Bothilde Peterson, en skuespillerinde fra Frankfurt. Men han havde mange andre elskerinder rundt om i Europa.
To dobbeltagenter
Han foreslog også at Popov fik job i Abwehr. Men denne svarede, at han ikke ville gøre det mindste for Tyskland. Men han lod sig overtale og fik også job som agent i England. Men lige så snart han begyndte dette job tilbød han englænderne sine tjenester.
Popov blev nu dobbeltagent. Det tyske kodenavn var Iwan og det engelske kodenavn var XX Tricycle. Senere fik Jebsen kodeordet XX Artist. Popov fik alle informationer fra Jebsen og videregav disse til engelske MI15 – det britiske efterretningsvæsen. Dette dobbeltspil varede i flere år.
Gennem krigen betalte tyskerne hvad der i dag svarer til 37 mio. kr. til disse dobbeltspioner/agenter.
MI 15 forsynede agenter med falske og vildledende informationer.
Popov og hans bror forsøgte at hverve spioner for briterne i Jugoslavien. Men inden de blev det skulle de i spionskole hos Jebsen. I sidste ende endte de så i Storbritannien for at arbejde for MI15
Canaris beordrede Jebsen til Lissabon
Jebsen bosatte sig i Lissabon og henvendte sig i det britiske konsulat og tilbød sine tjenester. Og fra engelsk side var man meget interesseret i en fra den inderste kreds. Jebsen forlangte, at briterne skulle hjælpe ham til at få dansk statsborgerskab og så sørge for hans kone, hvis der tilstødte ham noget.
Det var faktisk Canaris, der beordrede Jebsen til Lissabon. Gestapo var begyndt at komme tættere på.
Da de mødte manden bag James Bond
Dusko optræder også i London som kvindebedårer. Og når han besøger Jebsen i Lissabon så lever de to livet på Casino og blandt masser af dejlige piger. Særlig på Casino Estoril foregår løjerne. Her møder de så åbenbart den engelske forfatter Ian Flemming. Det er manden bag James Bond bøgerne. Dengang var han også agent.
Jo det var i et kasino, hvor de lærte Ian Flemming at kende. Popov spillede Baccara, som er et kortspil mod en litauer og vandt 50.000 dollar. Hændelsen kan man se i filmen Casino Royal.
Masser af hemmelige informationer
Men ved siden af bliver briterne også informeret om tyskernes planer om at invadere Storbritannien – den såkaldte Operation Seelöwe
Og her fra Portugal informerede Jebsen nu briterne om tyskernes ”Wundervaffe” V1 og mange andre hemmeligheder. Briterne vidste, at der ville blive affyret 120 – 150 raketter samtidigt og at hver bombe havde en effekt som en 2.000 kg bombe. Denne advarsel røg direkte op til Churchills bord.
Og sammen med Dusko vildledte han tyskerne om Operation Overlord – den såkaldte D – dag. De bildte tyskerne, at briterne ville invadere Norge og Danmark samt dele af Frankrig. Desuden ville briterne gå over det smalleste sted over Den Engelske Kanal.
FBI troede ikke på meldinger om Pearl Harbor
Knap så heldige er Jebsen og Dusko om at informere FBI om et kommende angreb på Pearl Harbor. M15 havde sendt Dusko afsted. Men han var ikke lige J. Edgar Hoovers kop te. Han kunne ikke lide hans livsstil og i det hele taget så havde denne slet ikke tillid til dobbeltagenter.
På amfetamin i Lissabon
Dusko er nu ofte i Lissabon. Men selv om de to lever playboy – livet så er nerverne på højkant. De er nervøse og lider af panik og angst. De bedøver det med alkohol, piger, nikotin, penge, sovepiller. Indimellem tager de også amfetamin. Popov har nu hele tiden en revolver på sig.
Jebsen leverer den ene gode information efter den til britiske konsulat. Men Gestapo er ved at komme på sporet af ham omkring de økonomiske transaktioner som han foretog for ledende personer i SD (Sicherheitsdienst).
Han forudsagde feltmarskal Rundtstedts og Görings fald og Himmlers intriger og Abwehrs fald. Han tegnede en skitse til briterne over Gestapos og SS-hovedkvarter ved Wilhelmstrasse i Berlin. Det lagde Royal Air force i ruiner.
Elskerinder med kontakter
Jebsen levede livet i Lissabon. Han købte en Rolls-Royce og havde fire tjenestefolk. Han indrettede sig i en villa i Estoril, som er Portugals svar på St. Tropez. På en og samme tid havde han tre elskerinder.
Den ene var baronesse von Örtken, som var fortrolig med den tyske våbenproducent Oscar Henschel. Den anden var Lilly Graas, som var sekretær for Abwehr i Lissabon. Den tredje var baronesse von Gronau, som var sekretær for den tyske kontraspionage i Lissabon med gode forbindelser til de bedste kredse i Berlin.
Hvorfor advarede briterne ikke mere kraftig mod Hans Brandes
Admiral Canaris blev fyret i Abwehr. Næstkommanderende Georg Hansen blev udnævnt til chef. I Lissabon overtog en mere bister mand ledelsen, Aloys Schreiber.
En af Jebsens bekendte i Lissabon var Hans Brandes. Han var en fupmager og det vidste Jebsen udmærket. London vidste det også. Men de advarede ikke Jebsen kraftig nok mod ham. Briterne kunne endda se at han dolkede sin kammerat i ryggen i hemmelige meddelelser. Det kunne de se via Enigma. Det kan jo undre at briterne ikke tog det mere alvorligt.
Men nede i Lissabon grinede de og drak champagne sammen. Men denne Brandes havde over for Aloys Schreiber spredt løgnehistorier om Jebsen for at redde sit eget skind. Og disse blev nu videregivet til Berlin.
Georg Hansen var bange for at Operation Valkyrien blev afsløret
Georg Hansen tog beskyldningerne meget alvorlig. Han var en af bagmændene til Operation Valkyrien som den 20. juli 1944 med kuffertbombe skulle gøre det af med Hitler. Han var nu bange for at Jebsen skulle afsløre dette.
Efter dette attentat skulle hærenheder tage magten. SS og Gestapo skulle afvæbnes. Himmler skulle dræbes. Hvis Jebsen hoppede af til England, som Brandes hævdede ville Hitler og Himmler forlange en aktion mod Abwehr.
Georg Hansen forlangte Jebsens anholdelse. Egentlig var det en opgave for Gestapo men Abwehr ville komme dem i forkøbet.
Jebsen blev kidnappet
Den 29. april 1944 bliver Jebsen bedt om at møde op på den tyske modefterretning. Her skulle lederen, Aloys Schreiber anholde Jebsen men denne troede at han skulle modtage en hædersbevisning. Men pludselig fattede han mistanke og forsøgte at flygte. Men han blev slået ned, Sammen med en kammerat blev han bedøvet med et sovemiddel og anbragt i hver sin kuffert. Derfra blev de kørt til Biarritz det nordlige Spanien som var besat af tyskerne.
Herfra blev de så fløjet til Berlin. Briterne var pludselig uden kontakt med Jebsen. Men de fik opfanget en hemmelig besked fra Portugal. Jebsen var informeret om alle detaljer omkring D – dag. Briterne var nu bekymret for om Jebsen ville røbe disse detaljer under tortur. Men han holdt sin mund.
Et vidne ser ham med en blodig skjorte. Jebsen vender sig om til Gestapo – folkene med ønsket om en ren skjorte. Vidner havde set, at Jebsen i flere måneder ikke kunne rejse fra sengen grundet tortur.
I begyndelsen var det på Gestapo – hovedkvarteret, at han blev tortureret. Forskellige kilder hævder, at det var på grund af hans økonomi – kriminalitet. Således skulle han have bedraget flere SS – officerer. Andre kilder hævder, at han blev stukket af en god ven i Portugal, der hævdede at han ville springe over til englænderne. Vennen kom med flere løgnehistorier om Jebsen for at redde sit egen skind. Og det var jo, som vi har skrevet netop tilfældet. Åbenbart var man ikke klar over, at Jebsen allerede arbejdede for englænderne.
Han forsvandt uden at efterlade spor
Han blev bragt til KZ – Sachsenhausen i juli 1944. Da han ankom, havde han knækkede ribben og var underernæret. Han tænkte hele tiden på flugt. Han samarbejdede med nogle britiske soldater, der også var fanget i lejren om dette. I februar 1945 blev han endnu engang bragt til afhøring. Derefter vender han ikke tilbage til sin celle. Han forsvinder uden at efterlade sig spor.
De skulle mødes ved Flensborg
Popov forsøgte fortvivlet at befri sin ven. Efter at krigen er forbi forsøger Popov at finde Jebsens morder og finder ham til sidst. Men det lykkedes ham ikke at skyde ham.
Efter krigen blev baronesse von Gromau afhørt. Hun fortalte, at hun ikke havde været forelsket i Jebsen. Hun havde været ”fascineret” af ham. I de glade dage i Lissabon havde han fortalt hede, hvor hun kunne finde ham efter krigen:
Kroen var ejet af hans gamle danske skolekammerat Hans Christensen. Gennem krigen havde Jebsen sendt penge og malerier til ham til opbevaring. Men Jebsen selv dukkede aldrig op.
Popov fandt Jebsens kone
Popov ledte efter krigen efter Jebsens kone, Lore. Hun var fanget i den russiske besættelseszone. Han smuglede hende ud og fik hende bragt til vesten.
Briterne sørgede for Jebsens kone
Fra britisk side engagerede man en tysk advokat til at omsætte alle Jebsens værdier til kontanter for at sikre hans hende. Men man havde aldrig henvendt sig til Danmark med hensyn til Jebsens danske statsborgerskab.
Hans minde nyder respekt
I 1950 bliver Johan Nielsen Jebsen erklæret død af myndighederne i Berlin. Men hans minde nyder respekt. På Kalø er der en forening ”Det Maritime Kalø”, der endnu mindes det store værft og vores hovedpersons forfædre.
En død mand i en skov
Lørdag den 17. april 1971 fandt naturelskere en bil parkeret på en jordvej i en skov. I bilen sad en mand. En død mand. Retsmedicinerne fastslog at han havde været død i to dage. Dødsfaldet var omgivet med megen mystik. Til sidst bekræftede politiet, at manden var død af forgiftning. Mandens navn var Hans Brandes.
Popov lever livet
Popov flytter til Cöte d´Azur og bliver forretningsmand. Han flytter ind i herskabelige omgivelser og gifter sig efter et mislykket ægteskab en 19 – årig svensker. Hun får tre sønner med ham. I 1974 udkommer der en bog, hvor Popov fortæller om sine oplevelser. I 1981 dør han fredelig i sit hjem.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder1.684 artikler – herunder 340 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) og 160 artikler om Aabenraa
December 25, 2020
Sådan boede arbejderne dengang
Sidegader med små usle lejligheder. Det høje beboerantal forringede hygiejnen. Byggespekulanternes motto: ”By Højt. Byt tæt, Byg billigt”. Vi kigger på Absalonsgade 37. På retiraderne var der fire sæder til 171 personer. Byggespekulanterne sparede på dyre trappeanlæg. Og så udlejede arbejderne. Man klemte sig sammen. Skatteloven af 1802 var ikke så smart. Stuelejlighederne og kvisten var de billigste og dårligste. Det meste af lønnen gik til husleje og mad. Der var ikke overskud til ret mange møbler. Det blev betragtet som skam, hvis man skulle begraves på Fattigvæsnets regning. Det var forfærdelige forhold. Politiet tog ikke klagerne alvorligt. De kom fra samfundets bund. Latrinerne var smittebærere. Rosenåens omlægning kostede feberepidemier. De fleste var arbejdsmænd. Der var ikke toilet og bad. Nej, arbejderne der kom til storbyen, fik sjældent et bedre liv.
Udviklingen tog fat i 1880
Vi har her på siden beskrevet en række industrivirksomheder hovedsagelig på Nørrebro og i Nordvest. Her vil vi så kigge på, hvordan arbejderne dengang boede. Og her tager vi udgangspunkt på Vesterbro. Men det kunne også sagtens have været på Nørrebro, hvor forholdene var hverken bedre eller dårligere.
Vesterbro opstod først som selvstændig bydel, da demarkationslinjen i 1852 blev flyttet fra den nuværende Falkoner Allé ind til søerne. Indtil 1850’erne fandtes der kun lidt og spredt bebyggelse på det område som vi kender som Vesterbro.
Indbyggertallet var på under 2.000, men op gennem 1860´erne og 70’erne tog udviklingen fat. I 1880 boede der næsten 25.000 personer. I første omgang blev der kun bygget langs Vesterbrogade. Her opførtes store lejligheder til de mange erhvervsdrivende og deres familier.
Sidegader med små usle lejligheder
Først senere og i takt med at byens befolkningstal steg, opførte man nede i sidegaderne de små usle lejligheder. Mellem 1854 – 58 anlagdes Viktoriagade, en del af Istedgade, Vesterbros Torv, Gasværksvej, Badevej (senere Knudsgade, nu Eskildsgade), Absalonsgade og Oehlenschlägersgade.
Her var recepten den at først byggedes der til gaden og siden hen begyndte man, at opføre de mange baghuse.
Det høje beboerantal forringede hygiejnen
På Gasværksvej og Absalonsgade var der en større koncentration af baghuse, end der var i de omkringliggende gader.
Dårlige forhold for landbruget var en af de forklaringer på, at et stort antal løstansatte og besiddelsesløse landarbejdere vandrede mod byerne for at søge arbejde ved den voksende industri.
Allerede i 1850’erne havde det i forbindelse med koleraepidemien været rettet opmærksomhed mod, at de mange små og usunde boliger. Men det var ofte det høje beboerantal, i den grad forringede de hygiejniske forhold.
Byg højt, Byg tæt, byg billigt
Alligevel fik mange allerede opførte huse i perioden 1870 – 80 påført bag- og sidebygninger. Mulighederne blev udnyttet optimalt. Afstanden mellem for-og baghus måtte ikke være under 1,88 meter. Bestemmelserne blev udnyttet på den måde at beboerne i for – og baghuset kunne trykke hinandens hænder seks meter over gårdspladsen.
Recepten var:
Da det blev bygget for den fattige arbejderbefolkning, måtte standarden være så ringe, at de kunne betale huslejen. Det var ofte ensbetydende med dårlige lys- og luftforhold. Det var på trods af disse forhold nok af lejere til boligerne.
Transportforholdene gjorde, at arbejderne måtte bosætte sig tæt på arbejdet. Baghusene blev kaldt for byens skjulte boliger, fordi man ikke kunne se dem ude fra gaden. Her kunne man kun se det pæne forhus, mens de miserable baghuse lå gemt inde bag ved.
Absalonsgade nr. 37
Absalonsgade nr. 37 er et godt eksempel på, hvordan baghuslejlighederne så ud. Det var en grundmuret bygning på 48 lejligheder, heraf 20 etværelses og 28 toværelses lejligheder. Der var en hoved- og en køkkentrappe. Bygningens kælder havde jordgulv og var indrettet som brændselsrum. Afstanden mellem baghuset og mellemhuset var 6,2 meter.
Den tætte afstand mellem de to femetagers bygninger betød at lysmængden i de nederste lejligheder og i særdeleshed i gårdrummet var yderst begrænset. Der fandtes kun vinduer til den ene side. Dette betød, at der ikke var mulighed for ordentlig udluftning. Halvdelen af lejlighederne havde ingen entre, men alle lejligheder var udstyret med et lille køkken og en kakkelovn. Lejlighederne havde tapetserede vægge, og der var indlagt vand og gas.
Fire sæder til 171 personer
I gården, der var brostensbelagt, fandtes en retiradebygning med fire sæder. De fire ”rum” blev benyttet af ejendommens 171 personer, heraf var de 60 børn under ti år.
At det var arbejderklassen, som boede i baghusene, viser en gennemgang af folketællingslisterne. I 19 af de 38 familier havde manden arbejde som arbejdsmand. Resten af mændene fordelte sig ud over en lang række erhverv som smede, skomagere og cigarmagere. Det var her de ufaglærte og arbejdere, de enligstillede kvinder med børn og fattiglemmerne boede.
Absalonsgade 37 var et af kvarterets store og tæt befolkede ejendomme. I gennemsnit boede der 4,5 personer i hver lejlighed. Men i omkring 15 af lejlighederne boede der helt op til 8 personer. I en lang række tilfælde havde familierne fire-fem børn, der var under ti år.
Byggespekulanter sparede på dyre trappeanlæg
Ejendommen var en af de såkaldte korridorejendomme. En korridorejendom. der indtil 1880’ernes midte var karakteristisk for store dele af det byggeri, som på Vesterbro var bestemt for arbejderfamilierne, bestod af en lang midtergang med lejligheder på hver side af gangen og med trapper i hver ende.
Forklaringen på dette er at man ved denne hustype sparede på de dyre trappeanlæg. Byggeloven af 1856 havde nemlig påbudt, at lejligheder i nybyggerier skulle have adgang til to trapper.
Da de to toværelseslejligheder ofte lå med et værelse på hver side af gangen, måtte beboerne for at komme fra det ene rum til det andet ud på den ”offentlige” gang.
Man udlejede
Grundet arbejderfamiliernes økonomiske livssituation benyttede de familier, der kun havde få børn ofte muligheden for at udleje et værelse. Hos de omkring 200 familier som levede i baghusene, boede der 49 logerende.
I en del tilfælde var det enlige kvinder (enker eller ugifte). Den overvejende del af disse kvinder beskæftigede sig med håndarbejde (15) rengøring (9) eller dameskrædderi (4).
I 1880 havde 10 pct. af samtlige husstande logerende.
Man klemte sig sammen
Mange familier kom således til at bo i en etværelses lejlighed, selv om lejligheden reelt bestod af to rum.
Med en eller flere logerende boende har det været nødvendigt at klemme sig sammen i de i forvejen små lejligheder. Man må antage at familien klemte sig sammen i det ene værelse for at give plads til en eller flere logerende. Familien kom så ofte til at bo fire – fem personer i et rum.
Her skulle de både spise, opholde sig og sove. Havde kvinden hjemmearbejde fungerede lejligheden også som hjemmearbejdsplads. I andre tilfælde, hvor den logerende måske har været en kvinde med små børn, kan man forestille sig, at hun sov på en udtræksseng i f.eks. køkkenet.
Skatteloven af 1802 var ikke smart
Grunden til at værelserne var så små var også det såkaldte skattelettelses-politik. Skatteloven fra 1802 fritog al byggeri, dvs. nyopførelser af lejligheder på under 69 kvadratalen (ca. 27 kvm) for at skulle betale byggeafgift. Man kom reelt til at sætte loft for hvor store lejligheder arbejderne måtte bo i.
I Absalonsgade 37 så det sådan ud:
I perioden omkring 1885 var alle toværelses lejligheder på 27 – 31,5 kvm.
Stuelejligheden og kvisten var billigst
Den billigste husleje blev betalt for lejligheder enten i stueetagen eller oppe under taget (5.sal eller kvisten).
Stuelejlighederne havde mindst lys og har sikkert været de mest fugtige lejligheder, da ejendommen i flere tilfælde ikke havde støbt fundament i kælderen eller blot jordgulve. Dermed har fugten kunne trænge op i ejendommen og forårsage fugtproblemer i stuelejlighederne.
I Absalonsgade 33 var der sågar jordgulve i selve stuelejlighederne. På samme måde var kvistlejlighederne dårligt isoleret og varmen, kulde og fugt kan have haft nemt ved at trænge ind i lejlighederne. I samme ejendom havde man ikke noget køkken men kun en kogekakkelovn.
Det meste af lønnen gik til husleje og mad
En arbejdsmand tjente typisk omkring 600 – 700 kr. om året. Hertil skal så lægges nogle hundrede kroner for kvinder og børns arbejde. Men sjældent nåede den samlede årsindtjening over 1.200 kr.
Store dele af dette beløb gik til enten husleje eller mad, så det var yderst begrænset, hvad der var tilbage til f.eks. at møblere en lejlighed. Som en naturlig følge heraf var arbejderboligerne yderst sparsomt indrettet.
Ikke mange møbler
Hos en cigarmager bestod indboet af et bord, to stole, et klædeskab og en gyngestol. Der må vel også have været en seng, der ikke var med i opgørelsen.
En arbejdsmand havde en sofa, et bord, fire stole, et klædeskab, en gyngestol, et spejl og en seng. Andre steder kunne man finde en kommode og lidt køkkentøj, oftest til en samlet pris, der ikke oversteg 20 kr. Klædeskabe fandtes sjældent. På grund af de trange forhold var der næppe plads til et sådant møbel. Ja nogle lejede endda møbler og betalte så en fast månedlig leje. Nogle var også nødt til at pantsætte deres møbler for at få råd til at leve.
Betragtet som skam, hvis man skulle begraves på Fattigvæsnets regning
Man regner med at arbejderne havde to sæt klæder. En til arbejde og et til søndagsbrug. Men sådan var det næppe for de familier der boede i baghusene. Tøjet blev vasket, når lejligheden bød sig.
Flere arbejdere døde på Almindelig Hospital, hvor de som oftest efterlod sig beskedne kontant beløb. De få personlige effekter, der fandtes, blev overladt til Fattigvæsnet som kom til at stå for begravelsen. En del arbejdere tilhørte en begravelseskasse, da det både for den døende selv men også for de pårørende var forbundet med stor skam at skulle begraves på Fattigvæsnets regning.
Forfærdelige forhold
Kigger man på Københavns Sundhedspolitis protokoller så har forholdene været forfærdelige. Sagerne spænder lige fra klager vedrørende de sanitære forhold til svineri i baggårdene, fugt i nyopførte bygninger eller klager over snegle og råd i kvistlejligheder.
I Absalonsgade 37 skulle der i 1883 være menneskeekskrementer og andet snavs, ligesom trappen ikke var blevet vasket i lang tid. Beboerne frygtede at når det blev varmt var der farer for beboernes sundhed. I mellemgården fandtes der ikke nogen døre til retiraderne og pissoir i baggården. Endelig så var der en mand, der hed Petersen på 1. sal i baghuset, som opkøbte klude og ben, som han opbevarede en hel uge i sin lejlighed, hvilket forårsagede en ilde lugt.
Adskillelsen mellem lejlighederne bestod kun af tynde vægge så lugtgener bredte sig hurtig. Der var ikke ordentlige udluftningsmuligheder.
Flere steder var der rene rottereder, mens der andre steder var kældre, der mest af alt mindede om åben sump. Rendestene blev ikke rengjort i ugevis. Derfor flød der med snavs og urenligheder.
Politiet tog ikke klagerne alvorligt
Retiradetønder til potter flød over og dannede en ubehagelig pyt på gulvet. Andre steder var der væmmelige bunker af gårdrenovation, hvorpå indholdet fra beboernes natpotter blev kastet.
Et sted var køkkenet befængt med snegle. Som regel undersøgte politiet forholdene sagerne og fandt dem slet ikke så slemme, som klagerne hentydede til. De tog ikke klagerne alvorlige. Arbejderfamilierne skulle ikke stille krav om bedre forhold og skulle derfor ikke forvente at få deres klager taget alvorligt.
Beboerne i de mange baghuse befandt sig på samfundets bund og havde sikkert derfor svært ved at få deres klager behandlet på en lovmæssig korrekt måde.
Latrinerne kunne blive smittebærere
Generelt var der lugtgener i baggårdene. Husholdningsaffald, hestemøddinger samt overfyldte og urensede lokummer har specielt om sommeren skabt ulidelige forhold i de snævre baggårde.
Meget tyder på, at afhentning og udtømning af retiraderummenes tønder var et stort hygiejnisk problem. Retiraderummene i de mange baggårde indeholdt trætønder som en gang om ugen blev borttaget om ombyttet med tomme tønder.
Tønderne blev kørt bort, tømt og blev herefter betragtet som udskyllet, selv om en sådan en ikke havde fundet sted. Herefter blev tønderne blot kørt tilbage til en ny baggård godt smudsige og tilsølet med rester fra latrinerne. På den måde blev latrinerne nemt smittebærere af forskellige smitsomme sygdomme.
Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det må have været at leve i disse indesluttede mørke og fugtige gårdrum med stillestående usund luft.
Rosenåens omlægning var skyld i feberepidemi
Da Rosenåen skulle omlægges, opstod der en feberepidemi. Vandet var blevet ledt gennem bydelen og medførte bl.a. spildevand fra Blågårdskvarteret. Bundfaldet medførte en del lugtmæssige gener.
Ejendommen Vesterbrogade 54 havde direkte afløb til Rosenåen. Her fandtes der både kostald og mælkeriudslag. I denne ejendom opstod der 19 febertilfælde. Stadslægen formodede, at Rosenåens bundfald havde indeholdt bakterier, der havde forplantet sig til mælken. På Vesterbro var der i løbet af 1880 hele 4.825 tilfælde af anmeldte sygdomstilfælde. I 1885 hærgede en mæslingeepidemi bydelen.
Der vat flest arbejdsmænd
Beboerne i baghusene på Gasværksvej og Absalonsgade var i halvdelen af tilfældene var arbejdsmand indvandret fra landet. De øvrige mænd fordelte sig på en lang række forskellige erhverv, hvor de to største grupper var smede og skomagere.
Langt den overvejende del af kvinderne oplyste ikke deres erhverv, men det er sandsynligt, at de kan have haft beskæftigelse som hjemmesyersker eller rengøringskoner.
Ingen bad og toilet
De fleste lejligheder havde selvstændigt køkken men ingen af lejlighederne havde toilet eller bad. Der var var oftest kun en kakkelovn i hver lejlighed. Det var tale om dårligt byggeri som blev opført i perioden. Dette førte til dårlige hygiejniske forhold som udgjorde en sundhedsfare.
Ofte manglede den lovbefalede vandlås på håndvasken, sådan at luften fra kloakkerne sivede ud i køkkenrummet.
Selvom en stor del af urinen fra folks retiradebesøg endte i tønderne, røg en lige så stor del ned i kloakken. Det siger sig selv at lugten i de små køkkenrum især om sommeren må have været ulidelig.
Godt nok var det ved lov af 1871 påbudt med vandlås på køkkenhåndvaske. Men loven gjaldt kun for alle nye køkkener.
De fik ikke et bedre liv
De fleste familier som havde søgt mod byen i håbet om at få et bedre liv højst sandsynlig aldrig indfriet deres forventninger. De kom til at bo under trange kår stuvet sammen i små lejligheder. Beboerne i baghusene befandt sig på samfundets bund og levede en ussel tilværelse i byens skjulte huse.
Boligspekulanter byggede også en mængde usle barakker, der var opbygget af materialer fra mange ældre nedrevne huse.
Kilde:
December 6, 2020
Hvad der videre skete i Aabenraa
Dette er Aabenraa historie fra 1500 – 1920. Vi skal også kigge på søfartshistorie og så laver vi en hurtig byvandring. Byen har været præget af mange op – og nedture. Slotsgade var en selvstændig del og havde egne privilegier, der var bedre end byens. Smugling var ikke et ukendt begreb. Byen havde også sin klassiske guldalder. Jørgen Bruhn satte gang i søfarten igen. Der gode bådebyggere i Aabenraa, der byggede efter tegninger. Men ak ingen ville investere i dampskibe i Aabenraa.
Årsmarkederne
Byen led meget under indkvarteringer af soldater og hårde skatter. En opmuntring var at byen fik sine privilegier bekræftet i 1530. Det store årlige marked blev flyttet fra Rise til Aabenraa i 1533.
Årsmarkederne i byen var forholdsvis betydningsfulde og tiltrak handlende så langt syd på som Ardennerne og Schwartzwald. I 1666 fik Aabenraa endda tilladelse til at afholde tre årlige markeder, hver med tre dages varighed.
Det første var med start 12. april, det andet med start på Magrethes dag den 13. juli. Og det tredje den 16. oktober.
Første marked var rent krammarked og de sidste to var kvæg – og hestemarkeder, hvor det dog på sidstedagen var tilladt at handle med kram.
I 1723 blev de tidligere markeder afskaffet. Nu blev der markeder på Maria Magdelene dag den 22. juli og på Severini – dagen den 23. oktober.
I 1833 blev dette så igen ændret
Administrationssproget var tysk (plattysk)
Fiskeri og handel ad søvejen var købstadens oprindelige hovederhverv i Middelalderen. Husene fra middelalderen har overvejende været trækonstruktioner, bul-huse og bindingsværk som alle sammen er forsvundet på grund af nedslidning og ikke mindst de store brande, der hærgede købstaden i 1500 – og 1600 – tallet.
Katolicismen blev afløst af lutherdommen. Ved Sønderjyllands deling 1544 mellem Christian den Tredje og hans brødre tilfaldt Aabenraa by og amt til hertug Adolf på Gottorp. De næste knap 200 år er det en del af det gottorpske hertugdømme med tysk som administrationssprog.
Op- og Nedture
En begyndende fremgang blev brutalt standset i 1610, hvor byen næsten totalt udbrændte. Ja byen brændte flere gange i 1600’tallet.
Borgmester Claus Esmarch blev myrdet med efterfølgende offentlige henrettelser af moderen.
Det blev hele tiden nødvendigt at præcisere handelsrettighederne. Egnens bønder stod forholdsvis stærkt F.eks. blev borgerne pålagt at betale dagsprisen for bøndernes produkter.
Det efterfølgende arbejde med genopbygningen blev igen standset af plyndringer under kejserkrigen 1627 – 29. En voldsom pestepidemi fulgte efter. I 1630’erne begyndte søfarten på nye veje, som pegede fremad. Byen var blandt de førende med sejlads mod Gotland.
Fra 1631 og fremover er den af pastor Hübschmann førte ældste kirkebog bevaret med mange oplysninger om dagliglivet i byen.
I 1640’erne blev en ny skole opført. Sct. Nicolai Kirke blev udvidet. Johannes Meier tegnede det berømte kort, som viser byens daværende udstrækning.
Slotsgade var en selvstændig enhed
Slotsgade var en selvstændig enhed, hvis indbyggere bl.a. påførte byens handel og håndværkere stor konkurrence. Man havde egne privilegier og slap billigere, idet hertugerne ikke havde et ønske om at gå imod deres egen stand.
I 1643 nægtede borgerne at lade Slotsgrundens beboere at købe varer på skibsbroen, men typisk for tiden endte det blot med at hertugen truede borgerne med bøder.
Den positive udvikling i næringslivet blev dog på ny bremset af plyndringer under Svenskekrigene 1644-45 og 1657-60, hvor hertugen stod på svenskernes side.
Fra 1660 begyndte en frugtbar fredsperiode, hvor byens ledende personer tilhørte den von Saldern – Günderothske familiekreds, som stod i nær kontakt med hertugerne på Gottorp.
En besættelse under Skånske krig betød ikke et varigt tilbageslag, Skibsbyggeriet tog fart. Byen fik et apotek og en barber. Ikke mindst søfarten tilførte velstand med sejlads på Vâstervik og Gotland, fra 1682 på Nordrusland og snart efter også Riga, Newcastle og Frankrig.
Smugling var ikke et ukendt begreb
Smugling var bestemt ikke et ukendt begreb på Aabenraa – egnen. I 1680 fik skipper Laue Jacobsen konfiskeret fire tønder tjære som han forsøgte at pramme ind i nattetimerne.
Andre var dog mere snedige og lod lasten ro ind til Løjt Land eller Varnæsvig. I 1632 købte en borger ligefrem øl i Varnæs til sin datters bryllup. Det var også normalt at købe tysk øl i tønder helt uden om købstadens bryggere.
Byens håndværkerstand havde ikke helt samme problemer som købmændene. Årsmarkederne var en succes og gav dem øget omsætning. Skomagerlavet i byen var kendt overalt i Sønderborg Amt, ikke kun for gode produkter, men også for at sælge på landet i andre distrikter.
Skrædderlavet havde godt nok eneret i købstaden, men da Slotsgade formelt set ikke hørte til byen og hertugerne dækkede over dem, var det svært at stoppe ulovlighederne.
I dagene inden Aabenraas årsmarkeder var der livlig handel i Kolstrup. Herfra blev der solgt øl og drevet borgerlig næring. I 1698 blev de konstateret ulovlig handel ved Løjt Kirkeby, Varnæs og Brunde.
Løjt Land var klart værst i den henseende. Og pastor Wilhad Fabricius bryggede f.eks. selv mjød i 1703.
I 1704 fik Aabenraa formelt set eneret på handel med øl og vin. Men dette blev ikke rigtig respekteret. I 1747 blev det besluttet at udstationere soldater for at undgå den ulovlige handel. Men i 1770 var problemerne dog stadig ikke løst.
Brændevinsbrænderi var et stort problem. I 1709 blev forbuddet præciseret.
Kongelige tropper besatte byen
I de sidste år under gottorpsk styre til Store Nordiske Krig nød byen godt af Gottorps alliance med Sverige. Men i sidste ende kom det til at svide til byen. Reelt var man i krig med Danmark. I 1713 blev man da også besat af kongelige tropper og fik 700 svenske krigsfanger indkvarteret.
Mange skibe gik tabt. I 1717 blev den tilbageværende del af byens stolte handelsflåde beslaglagt til transporttjeneste. Aabenraa holdt så længe som muligt fast ved Gottorp, men i 1721 blev den nu forarmede by indlemmet ”inkorporeret” i den kongelige del af hertugdømmet. Den lange periode med såvel nedgangstider som opgang under hertugen på Gottorp var uigenkaldelig forbi.
Et kongeligt reskript i august 1736 fastslog, at handel og håndværk var forbudt i tre mils afstand fra byerne.
Aabenraas klassiske guldalder
Egentlig bliver tiden fra 1721 – 1864 betegnet som Aabenraas klassiske guldalder. Det var næsten ubrudt fredsperiode, skibsfartens blomstring, stor befolkningstilvækst og velstand. Billedet er for så vidt sandt nok men betydelig mere nuanceret.
Det var en forarmet lille by med kun ca. 1.250 indbyggere, der i årene efter 1720 skulle forsøge at komme på fode igen. Det lykkedes forbavsende hurtigt takket være gode muligheder for skibsfarten og fred i landet.
I 1750 var indbyggertallet over 3.000. I årene 1744 – 64 blev der bygget ca. 50 nye huse på ubebyggede grunde. I 1769 var der i alt 350 huse plus ca. 40 i Slotsgade. Mange af disse gavlhuse vidner stadig om fremgangen med deres karakteristiske tavler på plattysk og latin, som Gud alene giver æren ”soli deo gloria”
Efter opblomstring igen tilbagegang
Men efter denne hurtige opblomstring indtrådte der atter en periode med tilbagegang. Først et stykke tid efter Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet kom befolkningstallet igen over de 3.000. I 1860 var befolkningstallet 5.133.
Den samme udvikling kan ses på søfarten, hvor antallet af skibe blev mere end halveret fra de 115 hjemmehørende skibe i 1748 til 44 skibe i 1800 for at nå absolut lavpunkt i 1811 med kun 13 skibe tilbage som ganske vist var noget større.
Jørgen Bruhn satte gang i søfarten
Herefter gik det midlertidig stærkt, ikke mindst takket være Jørgen Bruhn fra Strågård, hvis rederi blev grundlagt i 1806. Hurtig efter krigen optog han sejlads på Sydamerika og senere Kina-kysten. 1819 rundende han som den første Cap Horn.
I 1836 var 62 skibe hjemmehørende i byen, de fleste ude på langfart. Selv om der i 1856 kun var 48 skibe var lastevnen øget betydeligt. I 1850’erne havde byen 6 skibsværfter med 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne.
Glemmes må det ikke den betydning det fik for byen at Jørgen Bruhn 1849 grundlagde værftet på Kalø hvorfra de store clippere som Cimber blev søsat.
Fattigdom et alvorligt problem
I begyndelsen af 1800-tallet havde fattigdommen været et meget alvorligt problem. Det forsøgte man at tage hånd om med økonomisk hjælp og sociale foranstaltninger som for eksempel nødbespisning.
1818 oprettede man en sparekasse og 1831 fattighaverne ved Hjelm. Befolkningen bestod omkring 1850 af 4 pct. velhavere, en middelklasse af håndværkere og handlende på 44 pct. samt 52 pct. arbejdere, tjenestefolk og regulært fattige. Den begyndende industrialisering viste sig med flere tobaksspinnerier som for eksempel J.P. Junggreens, i 1836 med oprettelsen af Marcussens Orgelbyggeri og 1852 med Stalknechts jernstøberi i Slotsgade.
Katastrofen indtraf i 1864
Fra 1847 til 53 byggedes chausseen Flensborg – Aabenraa – Haderslev færdig. 1856 blev Kilen inddæmmet og 1861 blev Slotsgade indlemmet i byen. Som kronen på værket opførtes et gasværk. I 1863 var der opstillet 74 gaslygter i byen.
Tiden efter Treårskrigen 1848 – 51 betegner en solid fremgang under dansk styre, men så kom katastrofen i 1864.
Byens fremtrædende position som søfartsby sluttede i sidste del af 1800-tallet, da jernskibe afløste de hidtidige træskibe med masser af sejl. Men havnen blev fortsat udbygget, da det stadig var en af byens vigtigste aktiver.
En ny økonomisk fremgangsperiode opstod frem til 1914. Byen voksede mod nord og vest, men afsatte også spor i nybyggeri i byens hovedstrøg i form af markante, officielle preussiske bygninger.
Aabenraa – kollegaer i Kapstaden
Vi har skrevet en del om søfartshistorien i Aabenraa i diverse artikler og ja måske kommer vi også til at gentage nogle ting her
I sommeren 1873 lod Aabenraa-skonnerten Clara ankeret op ved Kapstaden i Sydafrika. Bådsmanden Søren Møller gik nu i land og kunne til sin store tilfredshed konstatere, at der befandt sig en hel lille flåde af Aabenraa-skibe i havnen.
Søren mødtes med otte andre søfolk fra Aabenraa og i samlet flok gik man nu hen til en cigarmager, hvis butik var mødested for søfolkene. Her viste det sig, at cigarmageren og hans kone også var fra Aabenraa.
Gode bådebyggere i Aabenraa
Mange af Aabenraa – skibenes søfolk blev rekrutteret fra bondegårdene på Løjt. Af samme årsag var her opstået et velstående søfartssamfund.
I 1748 var Aabenraas handelsflåde vokset til 115 fartøjer. Man stod nu rustet til at gå i kast med nye muligheder. Primusmotorerne i denne udvikling var ikke mindst familierne Bruhn og Bendixen. De investerede i skibsbyggeri, værfter, rederi og trampfart.
Den korte afstand til Hamborgs kapitalstærke handelshuse og Aabenraas kyndige skibsbyggere, der som noget nyt byggede efter tegninger, frem for som tidligere blot stolede på øjemål, var også væsentlige forklaringer på Aabenraas succes.
Handelen med Sydamerika klingede af i 1860’erne
Aabenraa-søfarten på de syv have tog sin begyndelse i 1820’erne, hvor man via Hamborg og Portugal fragtede salt, vin og passagerer til Brasilien. Herfra gik turen så videre til næste havn med bomuld, sukker, kobbermalm, fuglegødning eller tørret kød ombord.
I kølvandet på den franske revolution og Napoleonskrigene var Sydamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed nemlig et oplagt sted at finde nye fragtmarkeder og afsætningsmuligheder for både sydamerikanske og europæiske varer og råstoffer.
Og mere ville have mere. Allerede i 1820 rundede det første Aabenraa – skib Kap Horn, men da handlen på Sydamerika klingede af omkring 1860, vendte man i stedet blikket mod øst, nærmere bestemt mod Kina
Ingen ville investere i dampskibe i Aabenraa
Søfarten på Sydafrika blev Aabenraa – skibenes svanesang. Sejl var hastigt i færd med at blive afløst af damp som skibsfartens primære energikraft. Allerede i 1840 havde kaptajn Christoffer C. Fischer noteret sig:
Det var ved Mississippi-floden ud for New Orleans. Det var kun begyndelsen. 1885 – 1892 blev størstedelen af Aabenraas gamle træskibe solgt til udlandet. Dampskibsværfter og dampskibe vakte aldrig investorernes interesse i den ellers så driftige by. Tilbage var de hjembragte opiumspiber, samurairustninger, modelskibe og Aabenraa-kvarteret Chinatown, der fik navn efter de mange skibskaptajner, der bosatte sig her.
Også mange triste fortællinger
Søfartshistorien er også fortællingen om utallige skibsforlis, skørbug, gul feber, menneskeædere, piratangreb (med stinkbomber), preussiske kaperskibe, pludselig død, forfærdelige tragedier og års fravær fra familie og hjem.
En hurtig byvandring
Skal vi lige slutte af med en hurtig byvandring?
Turen starter fra Skrænten, som på siden mod bybakken giver et godt indtryk af bebyggelsen langs ”bagsiden” af byens hovedgade. Storegade – Ramsherred var tidligere beboet af byens velhavende købmænd og redere. Det gule pakhus på skrænten (lidt forvirrende: Storegade 11b) som er opført i første halvdel af 1800-tallet. Det har hørt til en af de store købmandsgårde.
Måske skal vi lige huske, hvad vi tidligere har skrevet nemlig at Ramsherred startede som slum, hvor der boede flygtninge. Her boede en masse skarnsunger og tyveknægte.
Ad smøgen ved Storegade 11 b findes et af de få bevarede gavlhuse på gågaden. Bindingsværket i husets bagerste del er fra omkring 1625. Hustavlen over sidedøren er sat op i 1752, da facaden er grundmuret.
Skolestuer på Kirkepladsen
Oppe på bybakken er kirken blevet renoveret og ændret mange gange i historien Kirken er omgivet af huse til kirkens ansatte, tidligere skolestuer i nr. 7 og 8. Og i nr. 2 har vi ern af byens boligstiftelser opført i 1893. På den tidligere kirkegård findes et mindesmærke for de faldne soldater 1914 – 1918.
Fra Kirkepladsen fortsætter turen ad Pottegade til Store Pottegade. Sydsiden af Store Pottegade er præget af såkaldte ”boder” for eksempel nr. 11 – 14. Her boede arbejdere og håndværkere og en pottemager i nr. 14.
Store Pottegade slutter mod vest i Vægterpladsen og Jomfrugangen, hvor man finder nogle af byens mest særprægede huse. De tre tidligere vægterboliger 3 – 5 og de velbevarede gavlhuse nr. 2 ”Tresuren” og nr. 1 a ”Det blinde æsel. Ja så er det også Langhuset nr. 1 fra 1744.
I Nygade
Fra enden af Jomfrugangen finder vi Nygade der, som navnet antyder er anlagt senere end byens hovedgade. Ser man til venstre (mod syd) ser man på hjørnet to meget karakterfulde bygninger begge tegnet af arkitekt L.A. Winstrup i henholdsvis 1847 og 1860.
I huset over for boede den centrale politiske danske leder, redaktør, rigsdagsmedlem H.P. Hanssen som skabte muligheden for at Sønderjylland i 1920 kom til at stemme om et fremtidigt tilhørsforhold til Danmark eller Tyskland.
Nygade blev en udpræget håndværkergade. Flere af gadens huse blev fornyet i 1800 – tallet. Hvor Nygade møder Wollesgyde ser man Bulhuset fra 1754. Huset var oprindeligt anvendt som udhus for at gæstgiveri og en købmand. Det er grundmuret i stueetagen og har bulværk på 1. sal. Dette er en bygningskonstruktion som ellers næsten er helt forsvundet i bybilledet. Murstensgavlen stammer fra en senere reparation.
For at opleve Persillegades små, men meget atmosfærefyldte bygninger må man tilbage ad Nygade mod syd. Dette var gaden for folk med mere beskedne kår. Nr. 6 var oprindeligt et sygehus og i nr. 3b boede Jomfru Fanny.
Gildegade
Ved den sydlige side af byens centrale plads over for den tidligere busstation finder man Gildegade, som er præget af bygninger som oprindelig var lejeboliger opført i 1700-tallet.
Det var små trefagsboder blev oprindeligt beboet af sømænd, skibstømrere, sejlmagere og arbejdere. I nr. 15 byggede byens første værftsejer, Jacob Poulsen i 1752 et smukt dobbelthus med karnapper. De brede gavlhuse nr. 1 og nr. 5 var også lejehuse, hver med fire boliger i stueetagen.
Skibbrogade
Gildegaddegang er en sti, der snor sig mellem beskedne huse og baghuse. Fra gennemgangen i Porten til Skibbroen 12 er der et fint udkig over gammelhavn, som er byens ældste havn.
Kære læsere, jeg ved at der er sket masser af nybygninger på stedet så egentlig ved jeg om vi stadig har disse muligheder.
Nordfløjen af den tidligere toldbod er opført efter tegninger af L.A. Winstrup i 1853 – 54. Toldboden blev i 1941 udvidet til et trefløjet anlæg På muren ved husets nordøstlige hjørne er markeret vandstanden ved de store stormfloder, der har ramt byen, bl.a. i 1872 og 1904.
Skibbrogade var indtil ca. 1860 byens eneste adgangsvej til havnen. Den blev præget af lidt større huse, hvoraf flere er fornyet i 1800-tallet.
I Fiskergade 8 ses en af byens fine pilaster – portaler med en hustavle. Tavlen fortæller at huset er opført i 1779 af købmand Jh. Sehl og hans hustru.
Byens smukkeste hus
Søndergade 20 er byens eneste palæ fra 1700-tallet. Det er et af byens smukkeste huse med fine proportioner og mange fine detaljer. Det blev opført i 1758 og fungerede som postmesterbolig indtil 1850. Bag det smukke hus findes en fredet smuk have tegnet af den tyske havearkitekt Kaiser i 1933.
Men der er også en historie bag dette hus. En privatmand i Hamborg fik koncession på al postkørsel i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Han skulle sørge for, at der fandtes lokale postmestre, der bl.a. skulle varetage personbefordringer med diligencerne. I 1729 fik Aabenraa sin første postmester Thomas Thomsen, hvis hus blev postkontor.
Dets placering var i Fiskergade. Som tredje postmester i Aabenraa udnævntes i 1754 Hermann Daniel Linde, der i mange år havde været tjener hos den stedlige amtmand von der Lühe på Brundlund. I hans tid som postmester skete der store forandringer af postvæsnet. Privatiseringen af postvæsnet ophørte.
Den afløstes af den kongelige post, der besørgede pakke – og postforsendelser samt personbefordring i diligencer ad postruterne.
Aabenraa blev i 1765 en station på hovedruten gennem hertugdømmerne, hvor diligencen fremover afveg fra hovedruten af Hærvejen og tog turen ned til Aabenraa. Forinden var der foretaget store vejanlæg. Mod vest blev vejen gennem bakkerne fra Kolstrup til Brunde planeret og mod nord blev vejen til Haderslev udbedret. Forud for vejbyggeriet blev der bygget et hus for postmesteren. Et par gavlhuse i Søndergade blev revet ned.
For lånte penge fra den kongelige kasse lod postmester Linde bygge et lille palæ, som blev en særdeles fornem bygning sammenlignet med Aabenraas mange små gavlhuse og langhuse. Postmestergården blev opført i typisk rokokostil.
Arkitekten er ukendt, men det drejer sig med stor sandsynlighed om egnens førende bygmester Lorentz Jacobsen i Aabenraa, der bl.a. har stået for Ballegård, Skovbølgård og delvist Augustenborg Slot.
Palæet blev et brandmuret tværhus i to etager med stald, bryggerhus i bindingsværk samt et halvtag. Omkostningerne var store, men Linde fik et 30 – årigt lån af Generalpostamtet.
Smukke Slotsgade
Sønderport 1 blev opført af købmand Jacob Schwennesen i 1792 og indrettet som boligstiftelse for fattige. Fortil er huset grundmuret med to gavlkviste og tre indgangsdøre i dybe nicher, mens det bagtil er opført i bindingsværk.
Den østlige ende af Slotsgade er præget af gavlhuse opført efter en brand i 1707. Længere mod vest bliver langhuse fremherskende, blandt andet nr. 24 opført i 1756 – 66. og nr. 31 og 33 fra henholdsvis 1788 og 1740’erne.
Ved den vestlige ende af Slotsgade når man frem til Brundlund Slot.
Byens gamle rådhus
Efter besøget i Slotsgade kan man vende tilbage til bymidten. I Storegade ligger byens gamle rådhus, som er tegnet af C.F. Hansen og opført 1828 – 1830 på samme sted som de foregående rådhuse tilbage fra Middelalderen.
Oprindeligt lå på stedet et mindre rådhus opført i 1616 efter den store brand. Rådhuset rummede bl.a. to til tre fængselsceller, Netop fængselscellernes dårlige tilstand og rådhusets generelt dårlige tilstand blev anledningen til, at bystyret efter mange overvejelser fik murer og bygmester Peter Callesen til at opføre det nye rådhus efter tegninger af landbygmester i Holsten, C.F. Hansen.
Til opførelsen blev der i udstrakt grad anvendt materialer fra det tidligere Frederikslyst på Lindsnakke nord for fjorden.
I 1885 blev trappen forsynet med et muret gelænder. Trappen blev senere fjernet og erstattet med den nuværende trappe og opført i 1930 i forbindelse med rådhusets 100-års jubilæum. I 1899 blev der opført et selvstændigt baghus til fængsel og cellerne blev senere indrettet til folkeregister.
Gamle værkstedsmiljø
Mod syd på hjørnet til Storetorv ligger Redergården, som er opført i 1780’erne, men ombygget i 1825 for en af byens mest betydningsfulde personer, skibsreder Jørgen Bruhn.
I Storegade 24 ligger et af byens få gamle to – etagers grundmurede huse. Bag husets port skjuler sig et sjældent og velbevaret miljø af værkstedsbygninger fra 1724 – 44, der omslutter gården. Bygningerne er opført for orgelfabrikken Marcussen & Co som stadig har til huse her.
Jeg ved ikke engang om dette miljø eksisterer endnu. Det er en del år siden, jeg er gået denne tur.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.681 artikler, heraf 160 artikler fra Aabenraa:
Hvis du vil læse om Søfart i Aabenraa:
December 4, 2020
Aabenraa – i begyndelsen
”Det er mere roman end historie”. Ja sådan blev en historisk bog om Aabenraa anmeldt. Vi håber ikke dette bliver anmeldt på samme måde. Byen opstod omkring et fiskerleje. Der var tre bebyggelser inden for kirkesognet. Og de var afgrænset af skov. Hvis man skulle til Haderslev så foregik det via Rise. Kirken blev anbragt på en banke. Og en borg blev bygget for enden af Vestergade. I 1335 fik Aabenraa en ”Skraa” Det var en Stadsret med 53 punkter. Gildebrødrene havde særrettigheder. 1247 var et rædselsår. En dyb voldgrav blev anbragt nord for byen. Varnæs havde engang købstadsrettigheder. Erik af Pommern havde mange fjender. Der var tysk op til Kongeåen. Ramsherred bestod af skarnsknægte og tyve. Fra 1500-tallet voksede byen.
Det er en roman og ikke historie
Når man skriver om dengang, er man afhængig af kilder og arkiver. Man er afhængig af udklip, tidsskrifter og bøger. Man er også afhængige af kloge mennesker.
Men det gælder om at være kildekritisk. Måske har man ikke altid været det. Men i dette tilfælde skal man ikke tro for meget på Vilhelm Marstrands bog, Aabenraa 1028 – 1523. Den udkom i 1933. Det fortælles at amtslæge Michelsen, der som byrådsmedlem var med til at bestille dette værk havde set noget forkert ud af øjnene, da han så resultatet om Aabenraas fortid.
I en anmeldelse i ”Historisk Tidsskrift” måtte landsarkivar Frode Gribsvad da også fælde den dom, at Marstrands bog:
Kære læser forhåbentlig får du her den rigtige historie.
Byen opstået som et fiskerleje
Efter sejren over venderne (1169) udvikledes handelslivet ud over Østersøen, oder opstod handelsbyer, købstæder ved de danske kyster. En af disse var Aabenraa.
Ifølge gammel ret var stranden kongens. Og kongen havde ret til at opkræve told af handelen mod til gengæld at tage købstædernes indbyggere i sit værn.
Formentlig er Aabenraa opstået som et fiskerleje og blevet til en by omkring 1100 – tallet. Hvornår byen fik sin egentlige købstadsret er uvist. Men vi ved, at i 1257 fik Løgum Kloster toldfrihed til havnen. Det var Kristoffer den Første der gav frihed til ”vor havn”.
Byen hed dengang Opnør og ordet betyder ”åben strandbred”. Det er rimeligt at antage, at gårdene lå et sted ved den åbne morænelers-banke, der i dag udgør den centrale del af Aabenraa.
Tre bebyggelser inden for kirkesognet
Allerede i tidlig middelalder fandtes der således tre bebyggelser inden for kirkesognets område. Det var den oprindelige hovedby Opnør på bybakkens top, udflyttersamfundet Kolstrup og nede ved vandet fiskerlejet Opnørå
Vægterpladsen har antagelig været midtpunktet for landsbyen Opnør. En af beboerne (professor Troels Fink) har klaget over fugt i sin kælder. Det kunne tyde på, at grundvandsstanden tidligere har været så høj, at det godt kan have været et gadekær midt på Vægterpladsen.
Herfra har det ikke været langt til den lille trækirke, der nok har ligget på Skt. Nikolaj kirkes plads.
Herfra gik vejen ned til fjorden. Andre veje søgte mod vest bl.a. (via Jomfrugang) til Kolstrup. Som endeleddet fortæller er Kolstrup en udflytterby fra hovedbyen. Opnør. Udflytningens leder Kol eller Kolr bliver den første person som vi kender af navn i Aabenraas historie.
Afgrænset af skov
Opnør Sogn var klart afgrænset mod nord og syd af Nørreskov og Sønderskov. Mod øst Jørgensgård skov som i middelalderen hed Østerskov. Navnet Vesterskov overlevede ikke på grund af Hjelm.
I takt med at købstaden voksede opstod navnet Gammel Opnør. Men egentlig ved man ikke hvor den helt nøjagtig lå. Man går ud fra at det var ved Mølleåens udløb i fjorden.
Endnu er der ikke fundet arkæologiske fund fra det ældste Aabenraa. Det startede med en lille bebyggelse af håndværkere og fiskere, der var samlet ved en havn.
Havnen er anlagt mellem 1252 og 1257. Det må antages, at udtrykket ”vor havn” svarede til en skibsbro til datidens kogger og ikke blot til en simpel placering i åen eller for anker.
Navnet ”Obenroe” nævnes første gang 3. maj 1257. I Skraaen skrives navnet ”Openraa. I løbet af 1400 – og 1500- tallet begynder stavemåden at ændre sig til Apenra. Den tyske skriftform Apenrade opstod ret tidligt omkring år 1600
Kirken blev anbragt på en banke
Til den lille handelsplads var der opført en kirke. Forskellige kilder fra 16 – og 1700-tallet omtaler, at den lå på nordsiden af Skibbrogade sandsynligvis på grundene Skibbrogade 5-9. Om kirken har været Skt. Knuds kirke som Pontoppidan skriver om i midten af 1700 – tallet er dog usikkert.
Kirken fik ikke nogen lang levetid, idet der i midten af 1200-tallet blev opført en helt ny kirke til den stadig voksende by. I modsætning til andre byer, hvor man også byggede ny kirke på samme sted, valgte man i Aabenraa ikke at lægge den nye kirke på samme sted som den gamle. I stedet placerede man den nord for byen på toppen af morænebakken.
St. Nicolai Kirke ligger 16 meter over havet. Banken er ca. 800 meter lang fra Nørreport til Nyvej og ca. 450 meter bred fra Møllegade til Madevej.
Til Haderslev via Rise
Syd for bybakken løber Mølleåen og lige syd – sydvest herfor ligger der store engarealer, der muligvis oprindelig var en del af fjorden. De vidstrakte eng – og moseområder syd for byen og det kuperede terræn nord for byen gav i de første århundreder af byens historie betydelige problemer for landtrafikken.
Så sent som i 1635 skriver kartografen Johannes Mejer således:
Her passerede Hærvejen, som fulgte det store vandskel. De lavtliggende arealer som til stadighed blev oversvømmet af Mølleåen eller af fjorden er også en af de væsentligste årsager til. At området først blev bebygget i begyndelsen af 1900-tallet.
På de våde flade områder var Brundlund Slot opført i første halvdel af 1400 – tallet – længe den første bebyggelse.
En borg for enden af Vestergade
Til den ældste by har det naturligvis også været knyttet et tov. Men det er endnu usikkert om det var Søndertorv eller en forsvundet markedsplads placeret i nærheden af den ældste kirke og havnen.
I løbet af 1200-tallets anden halvdel lod landsherren opføre en borg, kaldet Aabenraahus, vest for byen. Den blev anlagt for enden af det snorlige gadestrøg, der skabte forbindelsen til havnen. Midt på dette strøg blev Storetorv anlagt som det sted, hvor der blev udvekslet varer med folk fra oplandet. Gaderne til hver side fik navnet Vestergade og Østergade (nu Skibbrogade) Søndergade førte syd på ud af byen.
Der er ikke længere spor af denne borg, der blev nedrevet i begyndelsen af 1400-tallet. Den har sandsynligvis ligget i Vestergade, hvor der er fundet spor af forskellige voldgrave omkring borgen.
En ”Skraa” i 1335
I 1259 holdt byen torv. Måske fik byen sine købstadsrettigheder under kong Valdemar den Anden i perioden 1201 – 1241. Men først i 1335 har vi beviset på papir, hvor byen får sin første stadsret, den såkaldte ”Skraa”. Den er nedskrevet på latin og dateret i Sønderborg.
Rådmændene ønskede sikkert hertugens godkendelse af deres gamle rettigheder fra kong Valdemars tid, uden de senere økonomiske belastninger af købstaden. Måske ønskede rådmændene også en vis udvidelse af deres rettigheder. Hertugen godkendte alle Opneraas ønsker.
Byen havde sikkert allerede i Valdemars Sejr’ s regeringstid fået købstadsprivilegier.
De tre sønderjyske byer, Tønder, Haderslev og Aabenraa samt den kongerigske by, Ribe var noget for sig selv med hver deres særlige stadsret.
Tønder havde i 1243 lånt den hanseatisk by Lübecks stadsret og forblev uden for den danske købstadslovgivning. Haderslevs stadsret 1292 og Aabenraas ”Skraa” fra 1335 blev derimod givet af de slesvigske hertuger og de lå tættere på de danske stadsretter.
Lovgivning med 53 punkter
Denne består af 53 punkter, der præciserer byens lovgivning. De første 22 paragraffer indeholder købstaden Opneraas borgers retsområder, rettigheder og pligter. Dernæst kommer de gæsteretlige regler for fremmede købmænd i købstaden.
De efterfølgende paragraffer hører ikke logisk sammen med det og er ikke i nogen systematisk rækkefølge.
I bestemmelserne stod det bl.a. at de fremmede kræmmere kun måtte opstille deres varer på torvet med borgernes samtykke. De sejlende fremmede måtte kun købe bestemte mængder til sig og deres besætning. Undtaget var køb af heste og hopper, der ikke var til skade for borgerne, hvilket kaldtes forkøb.
Gildebrødrene havde særrettigheder
Generelt søgte lovgiveren at hindre gæsterne i at konkurrere med borgerne i detailsalg og opkøb af landbrugsprodukter med videresalg for øje.
Først nævnes begrænsninger i fogedens ret til at fængsle. Han måtte ikke fængsle en borger, hvis han kunne stå inde for sine forseelser eller han havde gode personer, der ville stå inde for ham.
Opneraa havde efter gammel skik otte sandemænd, der skulle behandle grove sager som drab, voldtægt og lemlæstelse. Desuden skulle rådmændene udvælge fire nævninge, der skulle afgøre mindre sager som brud på husfred, hærværk og tyveri.
Gildebrødrene havde deres egne regler om, hvordan den anklagede skulle forsvare sig.
Da borgerne dengang almindeligvis drev landbrug ved siden af deres købstadshverv, handel, håndværk og fiskeri, støttede kongen dem ved at tildele dem græsningsrettigheder i syv omkringliggende landsbyers marker,
Endelig er omtalen af et Skt. Knuds gilde et vidnesbyrd om handelens betydning for byen. Skt. Knuds Gilder fandtes omkring år 1200 i mange Østersø – byer.
I Aabenraa havde man også egen Skt. Knuds kirke på hjørnet af Skibbrogade og Gildegade.
1247 – et rædselsår
Men ak, så nåede vi til år 1247. I sin ”Danmarks Riges Krønike” fra år 1600 skriver Arild Huitfeld, at Kolding, Haderslev, Aabenraa og ”mange bondebyer” blev afbrændt under Erik Plovpennings kamp mod Abdel. Selv om kilden er af sen dato, synes den bekræftet af det nye kirkebyggeri, der satte ind i de nævnte byer omkring 1250.
Skt. Knuds kirke blev antagelig nedbrændt. Det samme skete med de fleste af borgernes stråtækte træhuse. Efter brandkatastrofen måtte aabenraaerne i gang med at genrejse deres ødelagte by. Samtidig tør det antages, at Opnør, der i Skraaen 1335 kaldtes ”Gammel Opnør” har været en af de ”bondebyer” som Huitfeld nævner som nedbrændt. ”Gammel” har nemlig utvivlsomt betydningen af den ”tidligere”, den ”oprindelige” landsby.
Landsbyen Opnør blev ikke genopført, da de overlevende var flyttet til Aabenraa eller Kolstrup. Der var heller ikke kræfter til at genopføre Sct. Knuds Kirke.
Skt. Nikolaj ejede den nedbrændte Skt. Knuds kirkes store jordareal under betegnelsen ”Præstens Humlegård. På denne grund står det bekendte ”Dibbernhaus”.
En voldgrav uden om kirken
I 1300 – tallet er Skåne-handelen vigtig for byen. Gennem århundreder har søfarten været vigtig for byen. I de tidligste tider var det fiskerne, der spillede en hovedrolle for byens borgere. Landbruget spillede også en rolle men ikke på samme måde som andre byer.
Dog skal vi dog ikke glemme humlens høje kvalitet.
I hele middelalderen lå den enkle en skibede korskirke, der var viet til Sct. Nicolai uden for selve byen. Og det var nogle hundrede meter nord for stadsgraven. Derfor blev det nødvendigt at inddrage det kirkelige område omkring Skt. Nikolai under byens værn. Og det skete ved, at der nord for kirken (langs med ”Putgyde og Store Pottegade) blev anlagt en vest – østgående vold og grav.
Inden for dette område var der plads til præsteskabets huse, især til de syv ”Marianere” om hvem der hedder, at de havde deres egne huse.
Lige nord for Stadsgraven lå Kalenderhuset, en større bygning, der som i flere byer efter reformationen blev gjort til Rådhus.
”Marianerne” var et præsteskab, der i senmiddelalderen samlede sig om dyrkedelsen af Jomfru maria. Et Kalenderhus var et forsamlingshus for byens og omegnens præster. Deres møder blev afholdt på månedens første dag (på latin: calandae) deraf navnet.
En dyb voldgrav om byen
I 1300-tallet er der masser af konflikter. Den Sorte Død betyder stilstand for Aabenraa. Ved århundredets slutning begynder Aabenraa dog igen at udvikle sig. Væsentligst er her opførelsen af en stør mølle ved Mølleåen. I den forbindelse etableres en mølledam vest for byen. Der graves en omløbskanal tværs over bybakken, syd for den nuværende Rådhusgang. Denne godt 20 m brede og mere end 4 m dybe grav komme til at danne byens afgrænsning mod nord.
Til de andre sider var engstrækningerne beskyttelse nok for Aabenraas indbyggere.
Dette betød at borgerne igennem flere århundreder herefter måtte gå over voldgraven og ud af byen for at komme i kirke.
Varnæs havde købstadsrettigheder
I 1200-tallet havde Varnæs, som lå godt to mil fra købstaden fået købstadsprivilegier. Men i de efterfølgende århundreder ved man ikke meget om byen. Byen er nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Byen betalte arnegæld, stud og gårdsædegæld. Der fandtes også mølle og færgefart, som gav kongen indtægter.
Man må formode at købstadsanlægget ved Varnæs blev droppet igen senest i slutningen af 1400-tallet. Varnæsborgerne tog det meget ilde op. Lang op i nyere tid foretrak de at rejse de 50 kilometer til Flensborg i stedet for at handle i Aabenraa.
Erik af Pommern fik mange fjender
Endnu så sent som i 1680 i forbindelse med en smuglerhistorie ved vi at man kunne sejle ind ad åen til en af grundene ved Slotsgade.
Dronning Magrethe den Første fandt at den gamle borg Aabenraahus var uegnet og begyndte i 1411 at opføre Brundlund Slot ude på en holm, der hed Kongslund. Hun nåede dog ikke at se det færdige resultat, da hun døde i 1412.
Hendes efterfølger Erik af Pommern søgte også at hæve den dansk – nordiske herredømme over Sønderjylland. Men på grund af sin handelspolitik (f.eks. Øresundstolden) fik han også hanseaterne som fjender. Og det blev farligt for ham.
I 1429 blev Aabenraa overrendt af en hanseatisk lejetroppehær, der plyndrede byen for alt af værdi. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolket fra Løjt flygtede nordpå og mod vest nedbrændte kirken i Ønlev (senere afløst af Hjordkær Kirke) samt landsbyerne. Årslev og Søst. Det lille bondesamfund Hessel i det nuværende Tøndervejskvarter forsvandt for stedse og mindes nu kun med et gadenavn.
Brundlund Slot blev indtaget af hertug Wilhelm af Braunschweig – Lüneburg og slottet blev udsat for krigshandlinger.
Tysk op til Kongeåen
I 1431 faldt afgørelsen, da de danske tropper måtte rømme Flensborg. For Sydslesvig betød det, at denne landsdel, der havde været under tysk administration helt siden 1325, også fremover blev styret på tysk med et sprogskifte til følge.
Hele landet op til Kongeåen og Kolding Fjord blev derfor styret på tysk, det vil sige, at det var på plattysk dengang. Derfor blev Aabenraas gamle Skraa fra 1335 nu oversat til plattysk.
Ribe – brevet
Ja og så er vi fremme ved Ribe – brevet i 1460, som betød at Christian den Første blev valgt til ”:
Dette betød ikke at kongeriget bestemte over disse landsdele. Man kan sige, at de to hertugdømmer fik en ny grundlov, der holdt helt til 1848.
Ramsherred bestod af skarnsknægte og tyve
Fra 1250 til 1450 skete der en klimaændring. Det blev en smule køligere, mere blæsende og regnfuldt.
Flygtninge fra de mange krige flygtede til østkysten. Men de normale borgere ønskede ikke at dele deres daglige brød med disse flygtninge. Det gjaldt også for Aabenraa.
I Aabenraa opstod Ramsherred. Dengang var det et bykvarter. Det stammer fra det plattyske ”Ramsch”. Det er omtrent det samme som ”slum”.
Borgerskabet så med alt andet end venlige øjne på de mange elendigt stillede mennesker. Det fremgår klart af Aabenraa Bykrønike. Ifølge denne var Ramsherred et sted, hvor:
Det vandløb, der i Skraaen kaldes ”Bækken norden by” fik nu navnet ”Tyvkærbæk”.
Smøgen er der endnu
I middelalderen var kirken eneste instans, der tog sig af de socialt usselt stillede. I Haderslev og Flensborgs slumkvarterer oprettedes Skt. Gertruds stiftelser og gilder med tilhørende kirkerum. Sådanne eksisterede ikke i Aabenraa vel sagtens fordi Skt. Nikolaj Kirke lå lige i nærheden, hvor Marianer-præsterne har kunnet tage sig af dem.
Den lille smøge mellem de to nordligste ejendomme på Storegades vestside er den dag i dag et minde om ”Ramsherred-folkets” adgang til Skt. Nikolaj kirke.
Afslutningen på middelalderen blev voldsom for Aabenraa. Det hang sammen med Christian den Andens fordrivelse i 1523.
Danmarks Rigsråd havde opfordret kongens farbror, Frederik den Første til at blive ny konge. Han lod sine tropper rykke nord på ad Hærvejen. Undervejs slog de lejr i Rise. Herfra måtte Aabenraaerne finde sig i at blive udplyndret. Aabenraa var ved Sønderjyllands første deling i 1490 blevet tillagt kongens andel af hertugdømmet. De måtte så undgælde, at havde været på den forkerte side i kampen mellem Christian den Anden og Frederik den Første.
Fra 1500-tallet voksede byen
Først i løbet af 1500-tallet nåede byen en størrelse, der betød at den sprang over graven og voksede imod nord, ud af Storegade. Langsomt begyndte Aabenraa at skifte centrum fra området omkring Søndertorv og Skibbrogade til strækningen mellem Store Torv og Skt. Nicolai kirke.
Og vi følger lige op på denne historie og følger den videre udvikling i Aabenraa
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland (196 artikler) finder du:
December 1, 2020
Henrettet på Østerfælled 1772
30.000 mennesker var ankommet. Det var en stor begivenhed. Hele to mand skulle henrettes. Men de fortrød sikkert. Det var meget blodigt og dramatisk. Skarpretteren skulle bruge hele tre hug, før Struensees hoved var adskilt fra kroppen. Bagefter blev det hele kørt til Vesterfælled, hvor hoved og hænder var anbragt på stejle. Ja ligene blev parteret i fire dele. Hvorfor skulle det være så blodigt, ja det kigger vi også på. To præster var udkommanderet til at få Struensee og Brandt til at bekende deres synder. Bagefter udgav de så hver en bog. Og det har vist sig at store dele af disse var falsum. Vi kigger på Struensees hurtige og korte vej til toppen. Og Brandt blev hurtig træt af sit arbejde og af kongen. Denne bed han i fingeren under et slagsmål. Det var ikke på grund af Struensees forhold til Caroline Mathilde, at han blev henrettet. Han fik mange fjender bl.a. fra adelen, der mistede deres indflydelse. Og enkedronningen, der følte sig tilsidesat af en borgerlig stod i spidsen for kuppet mod Struensee og Brandt.
Hele to henrettelser
30.000 mennesker var der mødt op på Østerfælled den 28. april 1772. Det var ikke for at se en fodboldkamp, væddeløb eller en af Borgervæbningens øvelser. Nej det var for at se en henrettelse. Hele to mand skulle henrettes.
Og stedet, ja det er vel der hvor Parken ligger i dag. Og de to, der skulle henrettes fra den 34-årige livlæge, tyskfødte Johan Friedrich Struensee og hans medsammensvorne Enevold Brandt. De var dømt for landsforræderi.
Præsterne beroligede de dømte
Der var udkommanderet masser af soldater. Og de slog på tromme, da de to dødsdømte ankom i hver deres karet med hver deres præst. Provst Hee gelejdede Brandt og den tyske præst Mynter gelejdede Struensee. De forsøgte at holde modet op hos de dødsdømte.
Brandt troede til det sidste at han ville blive benådet.
Borgerskabet var nøje placeret efter deres værdigheder, rang, ordener og adelskab.
Et stort skafot var opstillet til lejligheden.
Man havde hastet dommen og eksekutionen igennem. Man var bange for at en stormagt ville have begæret formidlende omstændigheder.
Bødlen brugte tre forsøg
De mange, der var mødt op, fortrød det nok bagefter. Det var ret så blodigt. Og det var fordi det skulle være til skræk og advarsel for dem, der overvejede at udfordre kongens magt – og så ovenikøbet få et barn med dronningen Caroline Mathilde, som Struensee gjorde.
Først var det Brandts tur. Først røg lænkerne og så røg hans klæder. Hans højre hånd røg af med et øksehug. Han nåede at råbe:
Nu røg også hovedet.
Så var det Struensees tur. Efter at have fået sin højre hånd hugget af vred han sig så meget, at skarpretteren Gotschalk Mühlhausen ikke ramte ordentligt i første hug. Det skulle yderligere to hug til inden Struensees hoved helt var skilt fra kroppen.
Bødlen fremviste derefter hovedet til en usædvanlig tavs folkemængde.
100 år senere overtog Danmarks sidste aktive skarpretter, Theodor Seistrup, Mühlhausens økse og påstod så sent som i 1880’erne, at den bar mærke efter Mühlhausens fejlslag under henrettelsen af Struensee.
Kun knoglerne var tilbage
Ligene blev parteret i fire dele og lagt på hjul og hovederne sat på stave. Det hele blev placeret på Vester-Fælled omkring det sted, hvor spillestedet Vega ligger i dag. Her lå ligene i flere år til skræk og advarsel.
De hang her til kun knoglerne var tilbage. Ingen ved, hvor de derefter blev begravet, men nogen havde kravlet op på en stige og trukket en fortand ud af munden på Struensee. I 1895 fandt man ved udgravning på Enghavevej to skeletter med de løse kranier placeret mellem benene. Da det ene hoved manglede en fortand, antog man, at det drejede sig om Brandt og Struensee. De blev så begravet på Vestre Kirkegård.
I 1920’erne blev kisterne anbragt i gravkapellet under Sankt Petri Kirke. Men åbenbart blev de begravet i jorden og det er aldrig blevet rigtig undersøgt, om det var Brandt og Struensee’ s rester.
Hvorfor skulle det være så blodigt og brutalt?
På Frederiksberg Slot kunne herskabet se det, og det har sikkert behaget enkedronningen. Her befandt enkedronning Juliane Marie sig og betragtede den store menneskehob på afstand. Kongen derimod var ført til Amager mens henrettelsen foregik.
Hvorfor skulle det være så blodigt og brutalt? Handlingen var nærmest blevet et teater – et dødens og skrækkens teater. Frederik den Anden af Preussen havde indført en række stafferetsreformer, der bl.a. omfattede afskaffelse af tortur og indførelse af halshugning i stedet for drukning i en sæk for barnemord, samt ophævelse af dødsstraf for tyveri.
Det skulle virke afskrækkende
Han påbød også at den der dømtes til radbrækning, skulle stranguleres inden eksekveringen af dommen – men hemmelig. Formålet ”ikke at pine forbryderen, men at gøre et afskrækkende eksempel ud af ham, så det kunne vække andres afsky.
Frederik mente i øvrigt, at hvis der var færre henrettelser, ville de til gengæld gøre større indtryk. Det var altså tale om en rationel opfattelse af den offentlige afstraffelse som en slags pædagogisk teater med afskrækkende funktion. Dette tog Danmark ved lære af.
Der opstod også en debat om, hvorfor præsternes deltagelse i henrettelsesritualet. Det var betænkeligt, at den ”uoplyste pøbel” troede, at den dømte døde i en tilstand af nåde, når formålet var, at hans død skulle virke så afskrækkende som muligt.
Man fulgte Moseslovens ti bud
Efter reformationen fulgte retsreglerne Moseslovens ti bud. Straffelovgivningen blev således strengere og dødsstraffen blev i højere grad aktiveret. Forbrydelser som blodskam, sodomi, trolddom og manddrab førte dødsdom med sig. Ofte indebar dødsstraffen også en form for tortur.
Flere blev knebet med gloende tænger, pisket eller fik afskåret et øre, men der er også eksempler på, at forbryderen kom på pinebænken, blev strakt eller gik sine knogler knust – det, man kalder radbrækket – med et vognhjul og levende blev placeret på hjul og stejle til offentligt skue. Man anså det for ekstra nedværdigende, hvis kroppen blev mærket og udstillet.
Over 3.000 blev henrettet i Danmark
Halshugning med sværd var den mildeste og mindst vanærende form for dødsstraf. Halshugning med økse frem til omkring 1790 var alvorligere.
Hængning og halshugning var de mest udbredte henrettelsesreformer. Derudover talte metoderne også afbrænding på bål og nedgravning levende.
Fælles for langt de fleste dødsdømte var, at de kom fra samfundets nederste lag. Hvor mændene især blev dømt til døden for tyverier, drab og grove voldsforbrydelser, var årsagen for mange kvinder fødsel i dølgsmål.
Fra 1537 til 1892 er der antagelig henrettet 3.000 mennesker i Danmark. Antallet er sikkert lang højere, da meget kildemateriale er gået tabt.
Struensee fik mere og mere indflydelse
Struensee mødte Christian den Syvende, da han var på Europaturne i 1768. Struensee havde god indflydelse på Christian den Syvende, der var begyndt at vise tegn på sindssyge, og derfor hyrede man ham som livlæge.
Han havde en god stilling i Altona, hvor han var anerkendt som en god læge.
Struensee fik hurtigt mere og mere indflydelse på den sindssyge konges beslutninger. Til sidst lykkedes det ham at få kongen til at afskedige statsrådet, da Struensee var den eneste, der kunne få kongen til at underskrive love.
I de knap to år, Struensee reelt sad på magten i Danmark, gennemførte han flere reformer, blandt andet trykkefriheden, som dog ramte ham selv. Der blev udgivet en del smædeskrifter om hans forhold til dronning Caroline Mathilde.
Kabinetstyre
Men Struensee fik en kort men kometagtig karriere. Det lykkedes ham at afsætte de ledende embedsmænd fra Statsrådet. Det var muligt, fordi Kongeloven – den danske forfatningslov – ikke havde regler for den situation at kongen var ude af stand til at styre riget.
Der eksisterede i forvejen et udpræget kabinetstyre. Dette var indført fordi Frederik den Femte i det meste af sin regeringskarriere havde udvist meget begrænset interesse for regeringshandlingerne. Nu skulle kongen bare sætte sin underskrift under dokumenterne.
Struensee slap af med Holck og Bernstorff
Bernstorff havde magten som præsident for tyske Kancelli og som udenrigsminister. Denne accepterede at kongens yndlings-drikkekammerat grev Holck, der kunne stille kongens lyster med hensyn til udskejelser.
Struensee gennemskuede hurtigt forholdene. Han anså, at Holck måtte fyres. I maj 1769 blev Struensee udnævnt til etatsråd. Også Bernstorff slap Struensee af med. Anledningen var at ministeren havde sendt to orlogsskibe på straffeaktion mod de algierske pirater, som havde opbragt talrige danske og andre europæiske handelsskibe i Middelhavet. Togtet endte som en katastrofe.
Velgennemtænkte reformer
Den nye rigsgreve, som han blev kaldt, havde ingen praktisk erfaring med statsstyre. Men han indførte inden for kort tid en masse nye love. Dette betød bedre sociale forhold, et mildere straffevæsen. Udenrigspolitikken blev gjort mere fredelig. Derfor var der ikke brug for så meget militær. Der blev skåret i ansættelser og pensioner.
Reformerne var velgennemtænkte, ekstrem moderne og sammenhængende.
Med et hug ændrede han bøndernes hoveribestemmelser. Det var bestemt ikke noget som godsejerne og adelen brød sig om.
Struensee fik mange fjender
I sommeren 1771 udnævnte Struensee sig selv som geheimekabinetsminister. Han fik ansat sin bror Carl August som leder af finanskollegiet. Og det klarede han fint.
Struensee fik derfor mange fjender. Derfor var hans forhold til Christian den Syvendes dronning en appelsin i turbanen.
Forholdet til dronningen skadede det danske hofs anseelse i udlandet. I julen 1771 diverterede kongehusets jordemoder, madam Ørslev, julestuerne i København med en usand historie om, at dronningen atter var gravid, Denne historie gav kongens stedmor, Juliane Marie, den sidste undskyldning for at være samlingspunktet for et kup.
Struensee’ s datter blev bl.a. mor til prinsesse Caroline Mathilde, der gennem sit ægteskab med Christian den Ottende endte som dronning af Danmark.
Og moderen der også hed Caroline Mathilde, blev som 15 – årig engelsk prinsesse sendt til Danmark for at blive gift med den både af krop og sind så skrøbelige 17 – årige danske konge, som ikke ville vide af hende. Den lykkelige men kortsigtede redning var Struensees ankomst.
Kongen ”ville rase et år”
Muligvis led kongen af skizofreni. Efter sin kroning udtalte han, at han ”ville rase et år” Sammen med Støvlet Cathrine foretog han hærgende togter igennem Københavns natteliv. Det har vi tidligere berettet om. Blågården på Nørrebro blev købt til kongen, hvor han kunne afreagere.
Koppeindpodningsanstalt
I 1769 blev Solitude på Nørrebro købt af staten Og Struensee og Berger oprettede her en koppeindpodningsanstalt. En ny form for vaccination skulle afprøves her. Man havde plads til 48 personer. 16 betalende og 32 som fik gratis kost, klæder og medikamenter.
Anstalten som var under Frederiks Hospital, åbnede i 1770. Kuren mod kopper mødte dog modstand. Mange blev syge og flere døde.
Opdragelsen af kronprins Frederik
Opdragelsen af kronprins Frederik skete på en meget speciel måde. Han skulle ikke have en lærer, der indprentede ham alt. Han skulle lære at klare sig selv. Han boede afsondret fra voksne. Da han viste frygt for trapper, blev maden serveret på toppen af en lille trappe som stod midt i rummet.
I starten havde han kunnet løbe frit rundt i Hirscholms haver, men en dag var han faldet i havens dam. Derfor blev der bygget en indhegning. Som 2-årig blev den unge prins vaccineret mod kopper.
Struensee var tilhænger af kolde bade, og selv om vinteren skulle kronprinsen udsættes for dem. Han gik uden sko og strømper og fik frostknuder i benene om vinteren. Følgen af denne opdragelse var, at kronprinsen selv i fireårsalderen havde svært ved at tale. Rygterne gik, at Struensee prøvede at tage livet af ham, for at kunne indsætte sin egen linje i form af prinsessen som arveberettiget.
Enkedronningen førte an i kuppet
Det usømmelige forhold blev udnyttet af fjenderne. Uden vanskeligheder fik de enkedronningen Juliane Marie og hendes søn arveprins Frederik til at stå i spidsen for et oprør. Deres grunde var vægtige. Det var bittert for dem at se kongehusets autoritet falde i hænderne på en borgerlig. Og at arveprinsen retmæssig burde have den egentlige magt i riget.
Arveprinsens lærer var Ove Høegh-Guldberg, der fra 1764 havde været arveprinsens lærer. Han hjalp enkedronningen i bestræbelserne på et kup.
Generelt var der udbredt utilfredshed med Struensee i store dele af befolkningen. De vidste ikke hvor slemt det stod til med kongens sindstilstand. For dem var det frækhed, at en læge pludselig kunne opnå så store beføjelser. De mente, at han holdt kongen som gidsel. Og denne vildfarelse forstod kupmagerne at udnytte.
Under et karneval den 16. juni 1772 lykkedes det de sammensvorne under to officerers ledelse at få kongens underskrift på en arrestordre til J.F. Struensee. Det falsterske regiment havde fået udleveret skarpe patroner og stod opmarcheret ved slottet. Nu er det dog ikke alle der i dag mener, at de to officerer havde kongens underskrift på anholdelsen.
Caroline Mathilde skulle også være dømt til døden
Caroline Mathilde blev sendt til Helsingør, men efter Struensees dom blev hun sendt til Celle uden børn. Her døde hun allerede i 1775. Hun døde af skarlagensfeber kun 23 år gammel.
Da kongen hørte om hendes dødsfald kommenterede han det på denne måde:
Meningen var at hun også skulle være dømt til døden. Men hjemme i England raslede hendes bror kong Georg den Tredje med sablen. En engelsk fregat afhentede hende
Struensee blev dømt efter Danske Lovs bestemmelse om majestætsfornærmelse. Men hver af de involverede havde deres egen dagsorden. Reelt blev han dømt efter den politiske magt, som han havde tiltaget sig i den sindssyge Christian den Syvendes sted.
Brandt ville af med Holck
I januar 1772 blev hans medsammensvorne, Enevold Brandt anholdt og anklaget for forræderi.
Brandt havde studeret jura og blev i 1764 assessor i højesteret. Men han valgte at få en karriere ved hoffet. Han havde tidligere mødt Struensee.
Han forsøgte at få Christian den Syvendes gunst ved at klage over kongens yngling, Holck. Det brød kongen sig ikke om. Han fik 24 timer til at pakke sit gode tøj og forsvinde ud af landet. Han tog ophold i Frankrig fra 1768 – 1770. Men indimellem var han også i Tyskland
Han var en kejtet mand, der ikke havde meget held hos damerne. Han besluttede at han ikke ville gøre karriere i støvede retssale.
Brandt blev træt af sit arbejde
Men da Struensee kom til magten, hentede denne Brandt hjem. Han deltog dog ikke i Struensees reformprogram men tog sig af kongens forlystelsesliv og garderobe. Han var desuden kongens sygevogter. Det var et job som Struensee ikke mere havde tid til.
Og det lykkedes for Struensee at få Holck sendt væk. Det var en glæde for Brandt at se sin gamle rival, Holck falde i unåde. Alt hvad han havde ønsket sig blev nu opfyldt.
Det var bare et problem. Kong Christian brød sig ikke om Brandt. Og Brandt blev hurtigt træt af sin rolle som den syge konges oppasser. Brandt behandlede kongen med større og større irritation og nonchalance, mens kongen forsøgte at undgå Brandts selskab.
Brandt bed kongen i fingeren
Ved et eftermiddagsselskab, hvor omkring 20 af Hoffets ansatte var til stede var Christian den Syvende i dårligt humør. Og Brandt førte sig som sædvanlig frem som verdensmand. Pludselig greb kongen en citron og kylede den tværs over bordet lige i synet på Brandt.
Som den perfekte hofmand forsøgte denne at lade som om intet var hændt. Men efter taflet opsøgte Brandt kongen i hans private gemakker. Han ville have en undskyldning.
Kongen var forbløffet. Både fordi han allerede havde glemt optrinnet og fordi det var helt uhørt, at en hofmand krævede oprejsning fra en enevældig konge af Guds nåde. Kongen nægtede overhovedet at høre på Brandt, man Brandt var ikke til sinds at lade kongen slippe.
Situationen udviklede sig og endte snart i slagsmål. I kampens hede bed Brandt kongen i fingeren. Snart kom nogle lakajer ilende til gemakkerne. Og Brandt efterlod den forslåede konge liggende fortumlet på gulvet.
Ved et hvert andet hof var Brandts opførsel blevet alvorlig straffet. Men Struensee lod Brandt blive ved Hoffet, fordi han mente at kongen havde fået sig en lærestreg. Siden episoden blev den i forvejen ængstelige konge nervøs hver gang han så Brandt.
Brandt blev senere anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen.
Brandt tog ikke anklagen alvorlig
Efter Struensees og Brandts arrestation blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge forholdene omkring Struensees magtovertagelse og dømme de fængslede. Og begge blev de dømt for majestætsfornærmelse. At Brandt havde overfaldet kongen, var en skærpende omstændighed.
Brandt skrev dog til sin mor:
Han var stadig sikker på at få en amtmandspost i Holsten.
Sådan skulle det dog ikke gå. Kongen glemte aldrig at Brandt bed ham i fingeren. Brandt var næsten en karikatur på stereotypen på den frivole og ubekymrede hofmand fra 1700-tallet for hvem dans, teater, musik, kortspil og kærlighedsaffærer var det eneste livet handlede om.
Præster beordret til at kigge til fangerne
De to grever blev anbragt i Kastellet. Kommandant Levin Ludvig von Hobe forhindrede at personer med tvivlsomme hensigter kom dem nær.
Struensee blev afhørt den 21. februar. Han svarede afvigende og endda ofte smilende på spørgsmålene. Indtil spørgsmål 239 om han havde haft seksuel omgang med dronningen. Her skiftede hans tone til ”klynkende”. Protokollen anfører at han tilstod.
Præsterne Balthasar Münter og Jørgen Hee blev af inkvisitionsdomstolen beordret til at besøge fangerne for at få dem til at skrifte og bekende deres synder. De to præster var de samme som i 1771 var idømt bøder for at have prædiket mod Struensees styre.
Skrifter, der nærmede sig falsknerier
Münther udgav nogen tid efter skriftet:
I dette fortæller præsten om sine 38 samtaler, hvordan han blev omvendt fra materialistisk ateisme til kristendom og fortryder alle sine handlinger.
Også Hee udgav Brandts omvendelseshistorie i skriftet:
Især Münthers skrift blev populær i hele Europa. Men vor tids historiker mener, at det meste var falsk. Struensees angeren var ikke overnes med afhøringsrapporterne. Desuden var de breve, der bliver gengivet i hans bog ikke at finde andre steder. Og de var slet ikke lig Struensees sprog og skrivemåde.
Ingen formidlende omstændigheder
Dommen blev diskuteret i Statsrådet, hvor der var flere der argumenterede for en formildelse af straffen, men det blev ikke godtaget af det nye regerende parti. Da Christian den Syvende skulle underskrive dødsdomme, prøvede J.O. Schack – Rathlou at overtale ham til en formildelse. Men kongen holdt på, at når dommen var afsagt i overensstemmelse med lovene, så skulle den også gennemføres.
Nogle af reformerne blev ikke ændret
Mange af Struensee’ s reformer blev ændret. Men de blev nu ikke alle nødvendigvis ført tilbage til det gamle.
I løbet af 1770’erne genopstod kabinetstyret, som Struensee havde anvendt, men nu med blot Ove Høegh-Guldberg, enkedronningen og arveprinsen som ledere.
Torturen blev genindført ved politiafhøringer. Københavns administration under de 32 mænd blev genindført. De fyrede embedsmænd blev genansat. Retten til at få familiemedlemmer sat i tugthus som havde ført ”et dårligt liv” blev genindført. Og så blev det genindført straf for ”lejemål” (samleje uden for ægteskab).
Struensee kom stort set ikke videre end til at fastsætte hoveriet på landboområdet men det var tydeligt at han havde planer. De blev udført efter Guldbergs fald i 1784. Trykkerifriheden blev igen afskaffet og der blev indført forhøjede straffe.
Kongen efterlod sig nogle oplysninger
Struensee var måske ikke så folkelig som filmen med Mads Mikkelsen viser. Og der er ingen dokumentation for tortur. Han lod sig selv ophøje som greve. Og hans våbenskjold blev smadret af bødlen efter hans henrettelse.
Den skrøbelige konge har efterladt sig nogle tegninger af dronning Caroline Mathilde, Struensee og Brandt. Han skrev ved tegningerne, at Struensee var en stor mand. Ved Brandt skrev han, at han var en fin, vild mand.
Under tegningerne tilføjede han, at han gerne ville have reddet Struensee og Brandt, men at enkedronningen Julianne Marie og hendes søn, arveprins Frederik ikke ville.
Kilde: