Artikler
November 24, 2020
Luftwaffes hovedkvarter – Skanderborg Bunkerne
Skanderborg Bunkerne – Luftwaffes hovedkvarter
Mod slutningen Anden Verdenskrig frygtede tyskerne en allieret invasion i Vesteuropa og ønskede blandt andet at styrke forsvaret i Danmark ved at samle hovedkvartererne for de militære værn i Jylland.
Man besluttede derfor at etablere Luftwaffes danske hovedkvarter i Skanderborg. I februar 1944 beslaglagde den tyske besættelsesmagt anstalten Sølund til kontorer og tilholdssted for Gestapo. Kort tid
efter fulgte kravet om beslaglæggelse af Skanderborg Dyrehave. Området blev afspærret med pigtråd, løbebane og spanske ryttere; adgangsvejene blokeret med pansergrave, og tyskerne begyndte opbygningen af et større anlæg i skoven.
Luftgeneralens kommandocentral blev etableret tæt ved søen i to bunkers. En bunker ved Sølund blev opført som telefon- og fjerskrivercentral. I skoven blev der bygget 87 barakker til besætningen på 500 mand. Her var der bl.a. værksteder, forplejning, slagteri og vaskeri samt en masse flyverskjul for køretøjer.
Ud mod søen ikke langt fra kommandobunkeren opførtes generalens bungalow og tæt derved opførtes et stort blokhus til officersmesse.
Allerede i april 1945 kom de første tyske flygtninge til Skanderborg, og efter befrielsen i maj blev Luftwaffes hovedkvarter omdannet til flygtningelejr, som var i brug frem til sommeren 1946.
I april 1948 overtog kommunen officersmessen og de andre blokhuse og de blev til Skanderborg Vandrerhjem, hvilket stadig fungerer i dag. Samme år lod man hele det tyske anlæg sløjfe, undtagen bunkerne. Med deres metertykke betonvægge var de for svære at fjerne.
De to bunkers ved søen blev i 1979 indrettet til museum på initiativ af en gruppe frivillige under navnet Frihedsmuseet. I 1995 blev museet en afdeling af Skanderborg Museum.
På anstalten Sølund indrettedes forskellige stabskontorer og tilholdssted for Gestapo. Da de tyske soldater forlod Luftwaffes hovedkvarter i Dyrehaven, blev Sølund omdannet til flygtningelejr.
November 24, 2020
Danske våben til Tyskerne
Der blev solgt masser af varer til tyskerne under besættelsen. Regeringen opfordrede til, at man samarbejdede med tyskerne. Så egentlig kan man vel ikke forarges over dette. Man kan så sætte spørgsmålstegn ved fremstillingen af krigsmateriel. Og man kan sætte spørgsmålstegn ved retsopgøret. Havde du meldt dig til Waffen SS fik du 2 ½ i Fårhuslejren. Små husmandssteder ved Kollund Fjord blev truet og chikaneret af den lokale modstandsbevægelse, fordi de havde solgt brød og æg til tyske soldater, der holdt vagt langs Flensborg Fjord. Der var forskellige slags straf for landsforræderi og værnemageri. Men man gik efter de små. De var lettest at få fat i. De havde ikke råd til advokat. De A.P. Møller – ejede virksomheder måtte af med det, der i dag svarer til 137 millioner kr. Han havde også ca. 30 pct’ s andel i Riffelsyndikatet. Og lederne af denne virksomhed opsøgte selv Berlin for at få gang i våbensalget. Først efterfølgende fik de tilladelse til eksport. Men læs engang her i artiklen, hvorfor hverken ledere eller ejere af Riffelsyndikatet fik dom for landsforræderi.
Kun navnet tilbage
I dag kan du ikke mere se i Århusgade på Østerbro og kvarteret deromkring, at her lå der engang en kæmpe våbenfabrik. Og dog – navnet går igen.
Riffelsyndikatet blev oprettet i 1900 som Compagnie Madsen A/S, hvis hovedprodukt var Madsen Maskingeværet, I få år. Og egentlig var det kun i folkemunde, at det hed Riffelsyndikatet.
Navnet er kommet til ”ære og værdighed” efter at tre journalister fra Berlingske Tidende gravede nye informationer frem. De oplevede nu ikke den store begejstring fra myndigheder, institutioner og virksomheder, da gik i gang. Og virkningen var også mærkbar, da deres artikler blev bragt i Berlingske Tidende.
Dansk Industri havde det generelt godt
Nu var det ikke kun våben som vi solgte til tyskerne under besættelsen. Dansk industri havde det generelt godt. De skruede hele tiden op for priserne og solgte til tyskerne. Dem, der havde det dårligst i Danmark, fik det endnu dårligere, for de ikke kunne blive ved med at betale de forhøjede priser.
Lige efter besættelsen gled det danske erhvervslivs rolle under krigen stille og roligt ind som en del af den nationale myte om det samlede Danmark i kamp mod besættelsesmagten. Virkeligheden var dog en anden.
Virksomhedsledere kunne i årene 1940 -1943 ikke se en modsætning mellem at producere for Tyskland og det at handle i sit lands interesse. Samtidig med at den danske regering opfordrede til samarbejde med tyskerne, mente mange fabriksejere, at det var en vigtig samfundsmæssig opgave at bevare landets sammenhængskraft ved at sikre arbejdspladser og sørge for at landet blev forsynet med de vigtigste varer.
Da fortielsen ophørte
Da fortielsen omkring samhandelen blev ophævet og forskningen omkring århundredeskiftet afslørede at flere kendte danske virksomheder handlede med tyskerne skabte det store overskrifter. Det var ikke kun Dansk Rekylriffel Syndikat med storaktionær A.P. Møller, der tjente penge i samhandel med tyskerne.
Det var også firmaer som Højgaard og Schultz og F.L. Smidth, der som vi allerede i en artikel har nævnt beskæftigede tvangsarbejdere henholdsvis på østfronten og i Tyskland. Det var også Århus Oliefabrik og Vognfabrikken Scandia, der leverede adskillige togvogne til Tyskland og efter en krise i slutningen af 1930’erne fik en opblomstring under krigen.
Det danske firma Contractor byggede veje i Polen med brug af tvangsarbejdere. Contactor var et datterselskab stiftet af Højgaard & Schultz sammen med entreprenøren Wright, Thomsen & Kier
Ja det var også Christiani og Nielsens ingeniørarbejde i Norge fra 1941 til 1945. Nej danske virksomheder var på ingen måde blot passive elementer i et politisk spil under krigen. De forfulgte i høj grad deres egne økonomiske interesser. Vi har også tidligere beskrevet landbruget og fiskeriets fremgang under besættelsen.
Entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kier med underleverandører, der havde bygget tyske flyvepladser i Jylland, bunkers på Vestkysten og Dueodde, måtte betale. De blev betegnet som den største værnemager i mange år. Andre kendelser ramte Novo, B&W og ikke mindst maskinfabrikkerne Atlas og Vølund, der havde produceret krigsmateriel til tyskerne.
A.P. Møller-ejede virksomheder måtte betale 137 mio. kr. (2000 – priser)
Og det var ikke kun Riffelsyndikatet men også A.P. Møllers rederier, Dampskibsselskabet af 1912 og Dampskibsselskabet Svendborg og hans værft, Odense Staalskibsværft, der fik konfiskeret store beløb i retsopgøret. I Kalundborg måtte også Motorfabrikken som A.P. Møller ejede til kassen. De producerede motorer og sikkerhedsventiler til tyskernes ubåde.
Alt i alt måtte de A.P. Møller-ejede firmaer af med i alt 137 millioner kroner i 2000 – priser. Nu hæftede han ikke selv for alle pengene. Der var også andre aktionærer i selskaberne. Men han var den erhvervsleder, der fik den største økonomiske lussing.
Værnemagere var ikke bare få ”tykke herrer”
Mange virksomheder brød også loven ved at medvirke i sortbørshandel. Værnemagerne var ikke bare nogle få ”tykke herrer”. Der var mange tusinder der handlede med tyskerne. Hvem skulle de ellers handle med? Deres samhandel var en integreret del af samarbejdspolitikken.
Der blev efter krigen behandlet hele 50.000 sager om avancebegrænsning. Det viste sig at være store vanskeligheder med at få virksomhederne dømt for overtrædelse af de skrappe værnemagtslove.
Kendelserne foregik for lukkede døre. Ingen skulle vide noget. Hensigten var, at det hele først skulle offentliggøres i 2040.
Både det juridiske og de økonomiske retsopgør blev forfusket og afsporet af politikerne og resultatet kom til at ligge langt fra frihedsbevægelsens intentioner. Der blev nedsat et særligt Revisionsudvalg for Tyske Betalinger. Ved kendelse af 10, august 1950 blev det pålagt Dansk Industri Syndikat at tilbagebetale godt 6,7 mio. kr. Det svarer i dagens penge til 90 mio. kr.
I alt indkom der kun 318 mio. kr. i tilbagebetalinger. Det siger lidt om, hvordan det lykkedes politikere, erhvervsfolk, revisorer og advokater at afspore hele det såkaldte retsopgør.
Sabotage var forberedt mod Danfoss
En del af den sønderjyske modstandsbevægelse var under besættelsen parat til at sprænge Danfoss i luften, fordi de vidste eller troede, at fabrikken i Nordborg leverede varer til den tyske værnemagt. Der var en voldsom diskussion, om der skulle laves en sabotage. Nogle var imod for Danfoss var en god dansk arbejdsplads og mads Clausen var en god mand.
Den planlagte sabotage mod Danfoss fandt aldrig sted. På vej tilbage med sprængstoffer døde de to modstandsfolk, Anker Hansen og Karl Laursen i en af besættelsestidens mest drabelige skuddueller på Strandhotellet i Kollund, da de var blevet afsløret at et par stikkere.
Danfoss havde kun to direkte men små leveringer til tyskerne. Og de to leveringer var ikke engang frivillige.
Under krigen leverede Danfoss også ventiler og termostater for 400.000 kr. til store virksomheder som igen leverede til tyskerne. Danfoss skulle efter krigen kun betale 30.000 kr. Det var vel nærmest kun skat af fortjeneste.
Danfoss ville ikke fremstille patronhylstre
Faktisk havde DIS (Riffelsyndikatet) kontaktet Danfoss om de ville fremstille patronhylstre. Man modtog tegninger, der viste, at man ønskede, at der skulle fremstilles patronhylstre i forskellige størrelser. Og det var på et tidspunkt, hvor der ikke var meget at lave på fabrikken. Med Danfoss sagde nej. De kunne godt regne ud, at disse skulle leveres til tyskerne.
Riffelsyndikatet gik uden om de danske myndigheder
Den tysk – nazistiske besættelse af Danmark er stadig sprængfarlig. Visse af begivenhederne er så ømtålelig at omtale af dem kan få vidtrækkende følger. Det fremgik at Riffelsyndikatet ligefrem pressede det danske udenrigsministerium for at få godkendelse af våbensalget. De gik også uden om de danske myndigheder i samarbejdet med tyskerne.
Først i 1943 trak A.P. Møller sin betroede repræsentant ud af Riffelsyndikatets bestyrelse, men beholdt sine aktier. Syndikatet fortsatte sit våbensalg til tyskerne også efter, at den danske regering i august 1943 opgav videre samarbejde med tyskerne.
En del af sine indtægter herfra lod A.P. Møller dog ad omveje tilflyde modstandsbevægelsen til våbenkøb.
Hvor stor en andel fik modstandsbevægelsen?
De kulegravende journalister ønskede blandt andet at få Mærsk-virksomheden til at oplyse, hvordan forholdet var mellem indtægterne fra Riffelsyndikatet og udgifterne til modstandsbevægelsen. Men skibsreder Mærsk McKinney Møller ønskede intet at oplyse. Han skrev i et brev til journalisterne:
Havde Riffelsyndikatet gjort mere
Journalisterne på Berlingske Tidende havde oplevet deres daværende chefredaktør, Peter Wivel, som utilpas ved at trykke historien. Det førte til faglig uro. Wivel havde givet en ordre, som journalisterne opfattede som en ordre til at standse arbejdet med historien.
Peter Wivel mente, at oplysningerne om Riffelsyndikatet var baseret på rygter. Han skrev til journalisterne, at sådan en historie ikke ville blive bragt i en avis som han havde ansvar for.
Hvis graverholdet kunne vise, at Riffelsyndikatet havde gjort mere, end man kunne forvente af det, så var det en anden historie. Det kunne journalisterne. De fandt ud af, at koncernen efter krigen blev dømt efter ”Landsforræderiparagraffen”. Men bortset fra en kæmpe bøde, så var der ingen i ledelsen, der blev dømt. Dette kan i den grad overraske. Tusindvis af danskere blev dømt til internering og fængsel for langt mindre.
Berlingske overtaget af norske Orkla
At Berlingske Tidende endte med at trykke historien, førte til alvorlige repressalier fra Mærsk. Chefredaktør Wivel blev fyret. Danske Bank og Mærsk trak deres aktier ud af koncernen og bladhuset blev bortsolgt til den norske koncern Orkla.
Inden da havde en rasende Mærsk McKinney-Møller afbestilt sit abonnement. Han mente, at bladet i den grad sværtede hans far til.
I 1982 havde han ellers tegnet en stor aktiepost på 160 mio. kr. og reddet bladet fra konkurs. Efter den store konflikt med typograferne i 1977 udkom bladet ikke i 141 dage så bladet var i store økonomiske vanskeligheder. Redningsaktionen fra A.P. Møller kostede 160 mio. kr.
En række af erhvervslivets tunge drenge sad i bestyrelsen, bl.a. folk fra FLS Industries, efterfølgeren af værnemagerfirmaet F.L. Schmidt.
Også på Christiansborg rullede dønningerne
Også på Christiansborg rullede dønningerne. Enhedslistens frank Aaen stillede som betingelse for at stemme for SR – regeringens finanslov, at der blev afsat en bevilling til en uvildig undersøgelse af dansk erhvervsliv under besættelsen.
Der blev givet 5 mio. kr. til dette initiativ. En konference blev holdt og et udvalg nedsat. Og man blev enige om at prioritere forskningsprojekter inden for industri, landbrug, fiskeri, arbejde i Tyskland og entreprenørbranchen.
Konferencens titel var for øvrigt:
Gyldendal ville have en bog ud af det
Forlaget Gyldendal mente, at der kunne spindes guld på en fortælling om godt og ondt. De overtalte de unge journalister til at skrive en bog. Og den måde, den bliver skrevet på, skal man lige vænne sig til. Det er tydeligt at de ikke er historikere.
Forfatterne diskuterer ikke, hvad fabrikkerne ellers skulle have gjort for at sikre arbejde, hvis de ikke havde samarbejdet med tyskerne. De er også ukritiske, når de omtaler øjenvidner, selv om disse er langt oppe i årene. For nazisterne var Danmark et mønstersamfund. Vi var ikke så besværlige som Norge.
Interessant bog med saftige nyheder
Og når tyskerne rapporterede tilbage til Berlin om samarbejde og handel, så kunne de jo være, at der var en grund ti, at man var optimistiske
Det er moralsk overhøjhed og helte og skurke stilles over hinanden uden rum og tid. Men når det er sagt, så er det en interessant bog med masser af saftige nyheder.
Historien om Dansk Rekylriffel Syndikat er interessant. Det startede med Hermann Madsen, der deltog i krigen i 1864 som 19 – årig. Bagefter begyndte han en karriere som matematiker og våbenproducent. I samarbejde med forretningsfolk startede han så dansk Rekylriffel Syndikat.
Et dyrt russisk eventyr
Selv om Danmark også var neutral under Første Verdenskrig, så leverede man maskingeværer til russerne. En russisk handelsagent dukkede op i 1915 med en løsning på dette problem. Planen var at omgå det danske eksportforbud ved gennem et russisk datterselskab at opbygge en fabrik nordøst for Moskva. Men det russiske eventyr udviklede sig til et økonomisk mareridt. Og det blev kun værre med den russiske revolution i 1917.
Den fejlslagende russiske satsning kostede ti års hårdt arbejde og den internationale salgssucces var tabt på gulvet. Det var også i 1930, hvor direktør Werner Haubroe aflagde A.P. Møller et visit. Der skulle ny kapital til.
Leveret våben uden eksporttilladelse i 1938
I 1930erne havde Riffelsyndikatet fortsat fremgang selv om P. Munchs stramme neutralitetspolitik irriterede firmaet. Da Danmark blev besat, havde A.P. Møller lidt over 30 pct, af aktiekapitalen i selskabet, der nu hed Dansk Industri Syndikat.
Allerede i 1938 havde DIS (Riffelsyndikatet) leveret våben til Tyskland uden eksporttilladelse, som var nødvendige. Man udfoldede store bestræbelse på at opfylde tyskernes købelyst. Ja man rykkede også for råmateriale, når det ikke gik hurtigt nok.
Christmas Møller noterede: ”Landsforræderi”
DIS accepterede ordre før ministeriet var hørt. Christmas Møller noterede ordet ”Landsforræderi” i sine notater, da han hørte om det. Nu blev A.P. Møllers navn knyttet til firmaet, der udviste stor ”Lieferfreude”. Det var lige som dansk landbrug og fiskeriet. De fleste danskere handlede med og producerede for tyskerne både herhjemme og i Tyskland.
Hitler var blevet Danmarks største handelspartner. Der havde været en bilateral handelsaftale siden 1934.
Kort efter besættelsen modtog man en ordre på 500 Flak Madsen-kanoner og 2.400 Madsen-geværer til Tyskland.
Moralske overvejelser spillede ingen rolle
Hvem var de skyldige? Var det arbejderne på fabrikken, der vidste at der blev leveret våben til tyskerne? Var det ledelsen på fabrikken? De repræsenterede vel kun ejernes økonomiske interesser.
Moralske overvejelser spillede ingen rolle. Det var omsætningen, der var afgørende. Det var både fabrikken selv og tyskerne, der tog initiativet. De danske myndigheder godkendte så salget på efterbevilling.
Regeringen spillede dobbeltspil
Hærens Våbenarsenal leverede med regeringens vidne våbendele til Tyskland. Var det derfor DIS ikke blev dømt efter de allerhårdeste værnemagtslove, da man så ville have røbet regeringens dobbeltspil. Dette kan man aldrig bevise.
Ofte var det tekniske udfordringer, der fik Riffelsyndikatet til at give Hærens Våbenfabrik ordren.
Selv lang tid efter 29. august 1943 lovede DIS at stille den danske hærs våbenfabrik, Hærens Våbenarsenal til rådighed for tyskerne.
Riffelsyndikatets to øverste ledere, Werner Haubroe og Aage Henckel anmodede i et brev af 25. maj 1944 Tysklands rustnings – og våbenforsyningsafdeling i Danmark kaldet Rüstungsstab Dänemark, om at skride ind og få fremskyndet en ordre på 37 mm luftværnskanoner, som delvis skulle udføres på Våbenarsenalet.
Det særligt bemærkelsesværdige er, at denne aktion til fordel for tyskerne fandt sted ni måneder efter, at regeringen var blevet fyret af befolkningen. Dette må da i den grad kaldes for ”Landsforræderi” Men det blev DIS, lederne eller dem, der havde økonomiske interesser i fortagenet aldrig dømt for.
Det militære samarbejde startede allerede i 1941
Måske er forklaringen at den danske stat i hemmelighed koblede hærens våbenfabrik, Våbenarsenalet på våbenproduktionen og salget til tyskerne. Det skete efter pres både fra tyskerne og Riffelsyndikatet allerede i 1941. Det danske udenrigsministerium og hæren gik med under forudsætning at, det dansk – tyske militære samarbejde måtte forblive hemmeligt for offentligheden og de allierede. Det kunne skabe tvivl om Danmarks stilling under krigen.
Den 15. april 1940 redegjorde forsvarsminister Alsing Andersen således et tysk ønske om at overtage 24 antiluftkanoner til opstilling ved Lillebælt, Storebælt og Storstrømsbroen. Udenrigsminister P. Munch mente, at udlevering af kanoner lå ”uden for” rammerne af samarbejdsaftalen. Han fik støtte af den konservative minister Christmas Møller.
Oberstløjtnant: ”Det giver god beskæftigelse”
Men i løbet af de følgende dage blev man nødt til alligevel at bøje sig for det tyske pres. Der kom flere anmodninger fra tyskerne. Hærens Våbenarsenal var blevet koblet på Riffelsyndikatets produktion for tyskerne. Dette var ikke sket ved almindelige forhandlinger men efter pres. Allerede i november – december var Våbenarsenalet begyndt at fremstille reservedele til den tyske overkommando:
Ja sådan skrev en oberstløjtnant ved arsenalet til sin overordnede i Hærens Tekniske Korps. Man blev så enige om at leveringen skulle ske gennem Dansk Industri Syndikat. Det skulle være sådan, at ingen dansk militærenhed måtte træde i kontraktforhold med den tyske værnemagt.
Krigs – og Udenrigsministeriet bremsede ikke dobbeltspillet.
De danske myndigheder var indforstået med at arbejde for tyskerne
Og efter august 1942 var de danske myndigheder parate til at fortsætte våbenproduktion for tyskerne. Officielt skulle det fremstå, som om Hærens Våbenarsenal arbejdede for Riffelsyndikatet og ikke havde direkte forbindelser til tyskerne.
I virkeligheden var både Hærens Tekniske Korps, Krigsministeriet og Udenrigsministeriet indforstået med fabrikkens arbejde for værnemagten.
Det er derfor en retssag ved en offentlig domstol ville indebære en regulær risiko for at dobbeltspillet blev afsløret. Syndikatets advokater kunne bevise, at våbenproduktionen havde regeringens fulde accept men også egentlige deltagelse. En sådan afsløring ville have skadet landets anseelse.
Myterne trives stadigvæk
Der var fire værnemagtslove. Efter de to af dem kunne man idømmes egentlig straf, mens de to andre omhandlede tilbagebetalinger af ulovlige fortjenester.
Industrirådet nægtede forfatterne adgang til arkiverne, 60 år efter. Det var også det som vi oplevede med vores bog i 2017. På den måde trives myterne om besættelsen fortsat. Og de enkelte virksomheders historie er man bange for at få belyst. Man vil heller se fremad giver de som undskyldning.
Det var ikke det vi fik fortalt i skolen
Jo der var helte dengang og hurra for det. Men langt de fleste koncentrerede sig om at få dagen og vejen til at gå og om at slippe uskadt igennem. Derfor handlede de danske virksomheder med tyskerne. Derfor arbejdede danske arbejdere langs vestkysten. Men ofte var det ikke frivilligt. De blev truet af fagbevægelsen med at de ingen dagpenge ville få, hvis de sagde nej. Sådan var det også med Tysklandsarbejderne.
Det var dem, som jens Otto Kragh nedgjorde. Han kaldte dem for ”ikke de bedste elementer”.
Men det var bestemt ikke det som vi fik fortalt i skolen. Skal besættelsen blive ved med at skjule sine kedeligste hemmeligheder.
Tre gange blev Riffelsyndikatet saboteret.
I vide kredse var der stærk uvilje mod den danske våbenproduktion for besættelsesmagten.
Hele tre gange blev DSI saboteret – to gange i 1943 og en gang i 1944. Det var alle sabotørers drøm at se denne virksomhed lagt ned.
Sabotageaktionen 22.juni 1944
Den 22. juni 1944 skete det med stor succes. Fabrikken var indhegnet og afspærret efter alle kunstens regler. Den var faktisk gjort til en ”uindtagelig ” fæstning under direkte tysk kontrol. Ud over egen vagtstyrke på 60 – 70 mand, der var opdelt i tre hold, blev området dag og nat afpatruljeret af svært bevæbnet tyske politisoldater. Tysk militær kunne tilkaldes vis direkte telefonledninger.
Modstandsfolkene havde allierede blandt vagtkorpset på våbenfabrikken. Efter at være trængt ind på området skulle det gå stærkt med at overmande og afvæbne de andre vagter på stedet.
Der var gået måneders minutiøs planlægning i den store modstandsgruppe BOPA. Egentlig ville man ikke foretage sabotageaktionen. Det var først efter at have fået kontakt med tre vagter at man alligevel gjorde det.
De tre vagter skaffede tegninger over fabrikken og dens sikkerhed. Det lykkedes stort set gnidningsfrit. Dog gjorde to vagter så meget modstand at de måtte slås ned. Der blev ikke løsnet skud.
Indtrængningen på fabrikken var indtil da forløbet så stilfærdigt, at mange af arbejderne på fabrikken endnu ikke havde opdaget noget. Nu kunne hovedporten åbnes og selve sabotagen udføres.
Tre lastbiler kørte ind på fabriksområdet og endnu flere modstandsfolk trængte ind bevæbnet med maskinpistoler og almindelige pistoler. I lastbilerne lå i alt 400 kg pulverformigt trotyl.
Så blev der virkelig travlt. Der blev anbragt fire bomber a 50 kg i hovedbygningen, to på 25 kg i maskinhallen. I hver bygning blev bomberne forbundet indbyrdes, så de detonerede samtidigt.
Et stort våbenudbytte
Mens nogle anbragte sprængstoffer, fyldte andre de nu tomme lastbiler med nye våben fra fabrikken til brug for fremtidige aktioner. Byttet blev cirka 40 maskingeværer, 60 maskinpistoler fra vagterne, to maskinkanoner og store mængder granater og patroner. Nu gjaldt det om at komme ud.
Arbejderne fra fabrikken forlod deres arbejdsplads, da modstandsfolkene satte luftsirenen i gang for at tømme fabrikken.
Der skete skader for 10 mio. kr. – svarende til 200 mio. kr. i dag.
Werner Best og hans medskyldige hævnede sig
I de samme dage havde det været mange andre aktioner med andre aktioner, som var stærkt følgelig for tyskerne. Der var bl.a. angreb på fabrikken Globus, der hørte til F.L. Smidth – koncernen, som med minister Gunnar Larsen i spidsen udnyttede slavearbejder og KZ – fanger i Estland og Tyskland.
Werner Best og hans medskyldige hævnede sig ved fra den 23. – 26. juni at nedskyde otte modstandsfolk i Ryvangen.
En aftale mellem BOPA og Riffelsyndikatet
En højtstående funktionær og BOPA fik ad uransagelige veje kontakt med hinanden. Der blev herefter indgået en aftale om, at fabrikken kunne blive sparet for yderligere sabotageangreb, hvis den til gengæld kunne levere våben og ammunition til BOPA. Den skulle desuden levere løb til de maskinpistoler, som BOPA fremstillede på sin illegale våbenfabrik i Holte nord for København.
Som følge af aftalen og uden at løsne et skud blev en tysk transport på Køgevej syd for København standset og man ”erobrede” seks 20 mm maskinkanoner, der skulle leveres til den tyske besætning på Mosede batteri.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 14, 2020
Henrettelser i Undallslund
Der fandt også henrettelser sted i nærheden af Viborg. 16 stykker blev ”Stats-henrettet” i Undallslund Plantage. ”Gadens Parlament” ville have haft endnu flere dødsdømt. Der var ikke straffe, der var hårde nok. Politibetjente blev bødler. Hvem var til stede ved en henrettelse? Der var travlhed, når en henrettelse skulle finde sted. Vi følger to af de henrettede. Franz Toft var Gestapo – mand. Børge Thorkild Jensen var en effektiv stikker. Han startede i modstandsbevægelsen. Og så meldte han sig til Waffen SS. Tre gange blev han sendt til videreuddannelse. Han angav hele Dannevirke – gruppen og havde ni mand på samvittigheden. Retspsykiateren mente, at han var en mand med appetit på livet. Den 23. maj 1947 var det slut.
”Gadens parlament” ville have endnu flere dødsdømt
101 mand og 2 kvinder blev efter krigen dømt til døden for landsforræderi. 78 dødsdomme blev stadfæstet ved alle tre retsinstanser. 46 af dommene blev udført. 30 mænd og 2 kvinder blev benådet af justitsministeren og fik ændret deres straf til livsvarigt fængsel.
Var disse mennesker sadister, eller kæmpede de for en sag, som de troede på i den grad, at hensigten kunne hellige alle midler? Var de måske drevet af et behov for at hævde sig og føle, at de havde magt over andre menneskers liv og helbred.
Havde ”Gadens Parlament” fået hele magten var det sikkert blevet likvideret endnu flere og endnu flere var blevet dømt til døden. Men dem, der gav ordren, ja de blev i begyndelsen af 1950’erne udvist og ikke alle blev senere dømt.
Der fandtes ikke straffe, der var hårde nok
Hverken politikere eller befolkningen mente, at der i straffeloven fandtes straffe, der var hårde nok til at straffe danskerne tilstrækkeligt. Derfor blev dødsdommen indført med tilbagevirkende kraft. Man var sultne efter at stille nogen til regnskab for krigstidens ugerninger.
Tilfældighedens præg
Henrettelserne fik tilfældighedens præg. Det var de små fisk, der var nemme at få fat på og som tilstod, der blev henrettet. De virkelige slemme tilstod intet. Det betød, at deres sager trak i langdrag, så de endte med at blive benådet.
Det var betjente, der blev bødler
Forsvaret havde sagt nej til at være bødler. De var bange for befrielsesaktioner. Fængselsvæsnet havde modsat sig at straffene blev fuldbyrdet i fængslerne. Derfor faldt valget på udendørs henrettelser.
Det var betjentene, der blev udtaget som bøddel, selv om ordensmagten ikke ønskede det. Det var deres opgave at skyde de dømte. Inden for egne kredse var der også blevet ryddet op. 333 betjente var blevet afskediget.
Det var ikke meningen, at henrettelserne skulle udføres af folk, der ønskede hævn. I stedet udvalgte ledere inden for politiet, de folk, som de mente, havde de nødvendige skydefærdigheder og ro i sindet. Men der er ingen mennesker, der har det godt med at stå på fem meters afstand og slå folk ihjel.
De betjente, der stod for det fik ordre om ikke at fortælle om deres oplevelser.
Hvem var til stede ved henrettelsen?
Fire mænd knælede og fire mænd stod op og skød på kommando den dømte.
Til stede ved henrettelserne var udover pelotonen en repræsentant for anklagemyndigheden, dvs. statsadvokaten, læger, repræsentanter for politiet, en præst, og i plantagen i de fleste tilfælde Viborgs domprovst., samt to frivillige hjælpere, der var plejere på Sindssygehospitalet.
Nærmest borgerkrigslignende tilstande
Danmarks Frihedsråd havde ellers i november 1943 afstået fra dødsstraf. Men i det sidste halvanden år inden befrielsen den 5. maj 1945 skærpedes situationen imidlertid med hårdere tysk undertrykkelse, regulær terror og hårdere modstand fra dansk side – blandt andet i form af stikkerlikvideringer.
I de sidste ti måneder af krigen var der i de større byer tale om noget, der lejlighedsvis antog karakter af borgerkrig mellem modstandsbevægelsen og danske håndlangere i tysk tjeneste. Folkestemningen blev også præget i retning af stærkere had mod besættelsesmagten.
Udrensning i folkelegemet
Holdningen til retsopgøret blev ivrigt debatteret i illegale blade. Der blev ikke lagt fingre imellem. Man krævede dødsstraf over de værste landsforrædere. Man krævede ”udrensning i folkelegemet”,
Der var et stærkt had mod dem, der havde gået besættelsesmagtens ærinde. Nuancerede betragtninger i retning af at hele det danske samfund havde nydt godt af det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten havde ikke en chance i maj 1945. Hvor gik grænsen mellem det straffrie og det strafbare? I juni 1945 gik 91 pct. af danskerne ind for dødsstraf.
Også et ”Skydeskur” ved Viborg
De fleste har hørt om skyde-skuret på Amager. Men det er nok ikke så mange, der har hørt om henrettelserne i Undallslund ved Viborg. Her foregik der også stats-henrettelser af såkaldte landsforrædere efter besættelsen. Ja her blev 16 henrettet.
På Amager blev 30 henrettet.
Plantagen nordvest for Viborg blev etableret i 1852. Den er opkaldt efter fængselsinspektør kaptajn Laurids Christian von Undall som stillede fanger fra Viborg Tugt- og Arresthus til rådighed for arbejdet. Den vestlige del har tidligere været militært område uden adgang for offentligheden.
Her ligger en række bunkere. En af disse blev brugt til at opbevare rengøringsremedier, der blev brugt i forbindelse med overnævnte henrettelser.
Selve eksekveringerne med riffelskud af danske politibetjente foregik i en såkaldt tankgrav tæt derved. Denne er dog i dag kun kendt af få. Stedet bliver ejet af Viborg Kommune.
Det vil sige, at det var på et militært område. Efter den sidste henrettelse den 12. juli 1949 blev pansergraven dækket til og alle spor slettet. Skal man kunne finde stedet, skal man være stedkendt.
Der var travlhed på politigården
Henrettelserne skete mellem kl. 12 midnat og kl. 1. De dømte blev ført til Viborg fra de byer i Jylland og på Fyn, hvor de blev dømt. De sidste dage før deres henrettelse blev tilbragt i arresten i Viborg.
Man kunne godt se i Viborg, når nåede var på færde. Pludselig kom der fremmede politibiler og politifolk til Viborg. Der var travlhed på politigården. Fængselsbygningen befandt sig bag rådhuset. Og området blev afspærret før en henrettelse. Der var tændt lys over det hele. Biler kørte ustandselig til og fra området.
Herfra blev den dømte så kørt ud i en bilkortege til plantagen, hvor henrettelsen fandt sted.
Franz Toft – Gestapo – mand
En af dem, der blev henrettet i Undallslund Plantage, var Franz Toft. Han var Gestapo-mand under besættelsen. Efter befrielsen blev han dømt til døden for medvirken til tortur, angiven m.v. I flere tilfælde var det tale om forbrydelser af særlig modbydelig karakter. Toft var den første, der blev henrettet. Det skete den 8. oktober 1946. kl. 1.00.
Toft fik tilladelse til at få besøg af familien. Både hans far og hans søskende kom og sagde farvel til ham. To betjente overværede besøget. Han fik dog ikke lov til at omfavne sin familie.
De talte om barndommen og Toft’ s livsforsikring. Desuden mente han, at det havde været bedre, hvis modstandsbevægelsen havde fået ram på ham.
Da klokken blev 21.30 kom arrestforvareren og bad familien om at gå. De var alle meget rolige. Men det kneb med at få sagt farvel. De kunne ikke rigtig gå fra hinanden. Franz Toft græd. Da familien var gået, skrev Franz Toft et sidste brev.
Den 7. oktober fik han lov til at tale med en præst.
Den 8. oktober var det slut
Da han den 8. oktober ankom til plantagen, blev han bagbundet og ført i tankgraven til henrettelsespladsen. Toft blev bundet i skuret og fik en hætte over hovedet. Et øjeblik efter var Franz Toft død. To læger konstaterede at døde var indtrådt. Liget blev lagt i en kiste. På en lukket lastbil og under eskorte blev liget kørt til kremering.
Børge Thorkild Jensen – en effektiv stikker
Den 10. oktober 1946 blev landssvigeren Børge Thorkild Jensen dømt til døden ved Aalborg Kriminalret. Dommen blev appelleret og sagen blev prøvet i vestre Landsret. Her stadfæstede man dommen. Og i Højesteret nægtede man at benåde den unge mand.
Fra hans gang i kommuneskolen ved vi, at han var den ringeste af i alt 36 elever. Han måtte gå 3., 4. og 5. klasse om og blev udskrevet af skolens 6. klasse. Børge kom i tømrerlære. De første to år gik fint. Men så mistede han interessen. Han fuldendte lærlingeuddannelsen men ikke den tilsvarende skoleuddannelse. Efter svendeprøven fik han arbejde hos en anden mester. Men efter et halvt år blev han afskediget.
Mange jobs
I 1939 lod han sig hverve til at arbejde på Grønland for Kryolitselskabet i Ivigut, Herfra forsøgte han forgæves at blive soldat i den canadiske hær. Da dette mislykkedes tog han hjem til Danmark.
Efter hjemkomsten arbejdede Børge indtil 1942 i Marinen. I en kort periode arbejdede han for en entreprenør på den tyske flyveplads i Karup.
I modstandsbevægelsen
I oktober 1943 var han medlem af modstandsbevægelsen Dannevirke. Han deltog i afhentning af våben til depoter og illegale transporter til Sverige.
I Waffen SS
Men allerede i november 1943 trak han sig ud af modstandsbevægelsen. Han manglede penge. Han forsøgte at blive optaget i Frikorps Danmark. Her var der ventetid. Han lod sig overtale til at gå ind i Waffen SS. Efter en kortvarig uddannelse blev han sendt til Danmark, hvor han skulle deltage i bekæmpelse af modstandsbevægelsen.
Han angav hele Dannevirke – gruppen
Han blev tilknyttet sikkerhedspolitiets chef, Otto Bovensiepen på Dagmarhus. Her angav han hele Dannevirkegruppen til Kriminalrath Bunke.
Efter en måned blev han sendt til yderligere uddannelse i Oranienburg. Ved hjemkomsten blev han bedt om at melde sig hos Gestapo-cheferne i Århus og Aalborg, Han deltog i opsporing af grupper, der tog mod allierede våbennedkastninger. Han viste sig som en ganske effektiv sporhund og stikker.
Efter et par måneder blev Børge for tredje gang sendt til Oranienburg. Nu gennemgik han en uddannelse som faldskærmsjæger, snigskytte og sprængstofkyndig. Denne gang gik vejen til Jugoslavien til bekæmpelse af Titos partisaner. Han blev kastet ned med faldskærm, men angrebet blev brudt.
Til Østfronten
Det lykkedes for Børge at komme ind i Tyskland. Han fik orlov den 22. december 1944 og rejste hjem til Danmark. Han gemte sig på Ærø. Men han blev angivet og arresteret af tyskerne og sat i Vestre Fængsel. I krigens sidste måneder sendte tyskerne ham til fronten. Under de sidste kampe deserterede han og løb over til amerikanerne. Han endte i engelsk fangelejr. Men han flygtede og satte kursen mod den danske grænse.
En mand – med appetit på livet
Her blev han anholdt 1. oktober 1945. Resten af tiden til henrettelsen tilbragte han i fængsel. Han havde mindst ni liv på samvittigheden. Man sagde om ham, at han angav folk af trang efter oplevelse og penge. Retspsykiateren sagde bl.a.:
Den 23. maj 1947 var det slut
I Viborg Arrest var der konstant lys i de dødsdømtes celler og Viborgs indbyggere vidste, at hvis en celle var oplyst om natten betød det, at der forestod en henrettelse.
Børge nåede at sidde 11 dage i arresten, før han om natten den 23. maj 1947 i en lukket lastbil blev kørt til Undallslund Plantage. I Børges tilfælde var det en Baptistpræst, der overværede henrettelsen.
Efter kremeringen blev urnen bragt tilbage til Viborg Arrest. Her afhentede slægtninge den og fik den placeret på en kirkegård.
Det er typer som Børge Thorkild Jensen, der måtte bøde for den optimale straf, medens der har været megen kritik af, at den politiske og økonomiske kollaboration blev straffet relativt mildt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.672 artikler, herunder 337 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):
Under København (180 artikler):
November 13, 2020
Stormfloden 1976
Der var ingen truende tegn. Det var stille og rolig i Tønder. Vejrudsigten for det kommende døgn lovede godt nok blæst men alligevel! På Tønder Politistation startede den 3. januar stille og rolig. For en sikkerhed skyld sendte man en patrulje til Højer Sluse. Nu blev man opmærksom. Træer begyndte nu at vælte og situationen forværredes. Alarmknappen virkede ikke og det gjorde ”Stormflods – computeren” heller ikke. Grænsen ved Møllehus måtte lukkes. Nu var der melding om vandstand 4 meter over DNN. Og hovedpersonen var nu i bil fra Lemvig mod Tønder. Almindelig og kort efter blev der indført forhøjet beredskab. Nu var det varsel om 5 meter over DNN. 15. – 20.000 mennesker var i gang med at blive evakueret. Min mor mente ikke, at der var grund til panik. For vinden var jo vendt. Og miraklet skete, vandet faldt pludselig. Det lokale beredskab fungerede. Men der var i høj grad manglende kommunikation syd på. Tyskerne havde for længst indført forhøjet beredskab. Brud på et dige syd på bevirkede fri adgang til Tøndermarsken. Diget havde sine begrænsninger. 17 dage kom næste stormflod. Og siden har det været tryk på.
Ingen truende tegn
Stormfloden den 3, januar 1976 mindede en del om ”Århundredets stormflod” i 1962. Vejrsituationen mindede om den foregående – en orkanlignende storm fra vest. Med blot ti timer inden stormfloden kunne man ikke iagttage nogen særlig truende tegn.
Men kl. 7 kunne man i det Tyske hydrografiske Institut se, at en voldsom stormflod var på vej. Man frygtede vandstande på over tre meter over DNN. Men noget tyder på at disse meldinger ikke var givet videre til politiet i Tønder.
Kigger man på Stormflodssøjlen ved Højer Gamle Sluse, kan man få et godt indtryk af, hvor højt vandstanden var i 1976.
Mange grufulde historier
Og egentlig kunne vi fortælle endnu flere grufulde historier om stormfloder, bl.a. om den gravide kvinde, der mistede sin forstand. Eller da Fattighuset i Højer blev ødelagt i en stormflod. Man måtte ride derhen, for at komme de fattige til hjælp. På Kiers Gård fossede vandet bare ind, da en hoveddør var brast sammen. I præstegården i Ballum sejlede pastorens datter, der var otte år rundt i hendes seng inde i stuen.
Ved Rudbølkog landede et stort skib oppe på diget. En stormflod havde revet dele af Emmerlev Klev væk.
Stille og rolig i Tønder
Der var kun enkelte knuste ruder i Tønder den 31. december 1975. Så var der lidt væltede skraldespande og nogle rister, der var fjernet.
Næste dag var stemningen lidt mat. Betjentene tog en patruljering for evt. at kigge på mere hærværk. Men om aftenen kom der en alvorlig melding. Kl. var 19.15 og meldingen lød, at der var blevet skudt gennem et stuevindue. En melding om en mistænkelig ”finne” ved en slagtermesters dør. Og så var der noget med en tysk indregistreret bil.
Aktiviteten næste dag var endnu mindre. Falck – Zonen bad om assistance til en afspærring mellem Tyvse og Ellum. Da politiet ankom, lød meldingen, at tre vogne var hjulpet på højkant, ingen personskade.
Midt på dagen blev der anmeldt om en bilbrand i Østergade. Det Frivillige Brandværn blev tilkaldt. Men ellers var alt roligt. Den lave aktivitet i Tønder kunne skyldes en kraftig snestorm.
Den lokale avis kunne dagen efter berette om at flere kuttere havde været i havsnød og om at politiet i Ringkøbing løbet af dagen måtte opgive patruljekørsel.
Vejrudsigten – det kommende døgn
Men hvordan var vejrudsigten for det kommende døgn?:
Men man skulle nu lige huske at læse næste afsnit:
En stille og rolig start for politiet
På politistation i Tønder den 3. januar 1976 kl. 6.50 er alt roligt. Det har blæst kraftigt fra vest, så man holder øje med vejrsituationen.
En patrulje ved Højer Sluse
For en sikkerheds skyld er der sendt en patruljevogn ud til Højer Sluse. Overbetjenten melder tilbage derudefra.
Vandet står ved digefoden. Hele havneområdet er oversvømmet dog ikke værre end, at patruljevognen kan vende. Samtidig indløber en melding til stationen, at et træ er væltet på hovedvejen ved Bredebro. Man beder Falck om at fjerne det.
Man får nu gennem telefonen bekræftet at vandet ved Højer står til 2,25 meter- Politimesteren og vicepolitikommissæren underrettes.
Alarmknappen er ude af drift
Kl. 9.20 konstateres det ”at alarmknappen vedr. stormflodsvarsling er ude af drift.
I computerrummet konstateres det at computeren formentlig er ude af drift, da en masse lamper lyser. Kystdirektør H.B. Sørensen er klar over defekten. Gennem Radio-Jespersen forsøger man at få gang i den.
I døgnrapporten konstateres det også, at kystdirektøren i Lemvig har været i kontakt med Metrologisk Institut. En ny prognose blev forventet kl. 11. Men nu meldes der om at
Intet tyder på, at man i Lemvig har været i kontakt med de tyske kollegaer, der for længst har sat gang i forhøjet beredskab.
Træer vælter
Kl. 9.20 meldes om et væltet træ i Tinglev. Minuttet efter et tag og en gesims ved at styrte ned inde i Tønder by. Ejeren bliver underrettet og får pålæg om at sikre og afspærre. Tyve minutter senere drysser tagsten ned et andet sted i byen. Her anmodes en murermester om at afspærre og sikre.
Uvejr trækker op, og et lynnedslag får tyverialarmerne på Tønder Museum og i Handelsbanken til at alarmere kl. 9.45. Lyset på politistationen blinker. Samtidig går strømforsyningen til radiostationen på Vongshøj. Men heldigvis virker nødstrømsanlægget og en time efter virker den almindelige strømforsyning igen.
Situationen forværres
Kl. 10.25 rapporteres der fra Rømø, at vandstanden ved havnen er 30 cm fra at løbe over kajen. Vanden står også ved dæmningens fod. Med kortere og kortere mellemrum indløber der nu om rapporter om storm og stormflod.
Kl. 10.40 rapporteres der om væltede træer to forskellige steder i politikredsen. Kl. 10.45 konstaterer man at brandsirenerne i Møgeltønder er gået i gang. Det viser sig at være en kortslutning.
Grænsen ved Møllehus lukkes
10.50 meldes det om en elmast ved Møllehus, der er ved at vælte. Ledningerne hænger ned over vejen. Elselskabet underrettes, og der opsættes en afspærring. Grænsestedet lukkes efter aftale med tyskerne.
Der kan forventes en vandstand på 4 meter over DNN
10.55 meldes om stigende vandstand ved Højer. Nu er det vindstyrke 10 med 11 i stødene. Samtidig konstateres det, at der er en stærk trafik ud mod Slusen. Der etableres vejspærring. Få minutter senere er et tag ved Rudbøl ved at blæse af.
11.10 er der melding fra Kystinspektoratet i Lemvig. Meldingen går ud på at:
– at der ved eftermiddagshøjvande kan forventes en vandstand på ca. 4 meter over
DNN (Dansk Normal Nul).
Fra Lemvig til Tønder
Kystinspektoratet anmoder om, at samtlige digegrever mellem Tønder og Ribe underrettes. Samtidig fortæller Kystinspektøren, at han i en hvid Citroen vil køre mod Tønder fra Lemvig og at hastighedsgrænsen sikkert overskrides. De berørte politikredse underrettes.
Det virker underligt, at hovedmanden nu under et meget kritisk tidspunkt skal bruge flere timer på en køretur i bil. Ja undskyld udtrykket – det virker amatøragtigt.
Kl. 12 indfører politiet ”almindeligt beredskab”
Fra metrologisk Institut meldes, at man arbejder med en prognose for de næste tre og seks timer. Resultatet ville ligge klar ved 13 – tiden.
Samtidig dukkede der flere meldinger op om knækkede elmaster, flagstænger og træer. Kl. 11.20 meldes der om, at kioskerne ved parkeringspladsen ved Lakolk på Rømø er ved at vælte omkuld. Men fra Tønder kan man ikke hjælpe. Kl. 12 indfører politistationen i Tønder ”almindeligt beredskab”.
Befolkning på 15-20.000 skal evakueres
Kl. 12.13 underrettes Danmarks Radio og der gør klar til udsendelse af forhøjet beredskab. Ekstramandskab indkaldes og man går over til minutrapportering. Radio Syd afbryder nu deres almindelige programmer og sender direkte.
Man får nu at vide, at der 12.30 forventes en vandstand på 4.15 over DNN. Ved højvande omkring kl. 15 forventes en vandstand på 4,88 over DNN. Da digerne ved Højer er disponeret til 4.60, er sagen ganske alvorlig.
Der indføres øjeblikkeligt alarmberedskab med varsling og evakuering af hele det stormflodstruede område. Det vil sige alt under kvote 5 meter. Det er for en befolkning på mellem 15 – 20.000 mennesker.
Minutrapporten bliver mere og mere hektisk. Kl. 12.40 melder landbetjenten på Rømø, at dæmningen er oversvømmet. 12.46 spærrer politiet i Skærbæk landsiden af dæmningen og landbetjenten på Rømø østsiden.
Kl. 12.51 rekvireres civilforsvarskolonnen fra Haderslev til Løgumkloster. Kl. 12.53 starter evakueringen af sygehuset i Tønder. 12.55 meldes om at norddiget på Rømø er sprængt. Kl. 13.05 er Rudbøl evakueret. Kl. 13.08 overskylles diget ved Rejsby. Samtidig er der personer, der nægter at lade sig evakuere.
Varsel om 5 meter
Kl. 13.13 er diget ved Emmerlev Klev ved at blive overskyllet. Kl. 13.15 er man i fuld gang med at evakuere Tønder by. Kl. 13.21 melder digegreven fra Ballum, at han frygter at digerne ”går”. Kl. 13.22 er der gennembrud på diget 500 meter fra Rømø-dæmningen. Kl. 13.24 meldes det, at vejen mellem Koldby og Rejsby er oversvømmet. Kl. 13.44 meldes om, at kreaturer drukner ved Koldby.
Kl. 13.45 rapporteres det, at Ballum by er oversvømmet. Kl. 13.50 går vandet over diget syd for Kammerslusen. Kl. 14.02 går vandet over digerne ved Åstrup.
Kl. 14.05 kommer en ny prognose, der forudser at vandet om to timer vil være 5 meter over DNN. Kl. 14.07 meldes fra Højer, at vandet pisker over digerne. Kl. 14.10 sendes Hjemmeværnet til Emmerlev. Her forventes snart brud.
Kl. 14.11 evakueres en del af det sydlige Højer. Kl. 14.19 melder Blåvand Radio, at fiskekuttere har revet sig løs i Rømø havn og driver mod sikringsdigerne.
Miraklet sker – vandet falder
Men lige før kulminationen (højvande) sker miraklet. Kl. 14.21 og det vil sige en time før højvande, meldes det fra Ballum Sluse, at vandet ser ud til at falde. 30 kilometer længere sydpå kæmper man dog stadig med vandmasserne.
Kl. 14.33 er det et regulært digebrud ved Ny Frederikskog. Men kl. 14.43 oplyses det fra flere patruljer, at vandet nu er begyndt at trække sig tilbage. Kl. 14.47 kan det konstateres at vandet er faldet ca. en meter ca. en meter på Rømø ved Juvre. Kl. 16.08 kan alarmberedskabet afblæses.
Det lokale beredskab fungerede
I det store og hele fungerede beredskabet. Tønder by med ca. 8.000 indbyggere var rømmet inden for halvanden time. Skoler, haller, forsamlingshuse i oplandet blev inddraget. Civilforsvaret blev tilkaldt, digegrever, hjemmeværn og lokale brandværn arbejdede på højtryk med rapportering og alarmering.
Søværnets Operative Kommando var alarmeret og parat til at hjælpe. DSB havde kørt et evakueringstog frem til Visby lige nord for Tøndermarsken. Landsdelens sygehuse var blevet anmodet om at holde sig i beredskab og så videre.
Det, der ikke måtte ske, var lige ved at ske
Når man efterfølgende kigger på situationen, så må man nok sige, at Politiet i Tønder viste stor ansvarlighed. De havde ikke fået så voldsomme alarmer inden. Heller ikke fra Kystinspektoratet.
Det synes også mærkeligt at Kystinspektoratets computer var ude af drift. Og hvorfor skulle kontoret flyttes fra Tønder til Lemvig, to år tidligere? Det, der ikke burde ske, var lige ved at ske. Vi har i tidligere artikler skildret situationen her ved Vadehavet.
Flere steder om eftermiddagen var der digegennembrud, bl.a. nord for Rømø – dæmningen og syd for grænsen. De værste oversvømmelser fandt sted mellem Ballum og Koldby. Adskillige gårde og huse fik ødelagt stueetagen.
Stof til eftertanke
Den 3. januar 1976 gav stof til eftertanke. For det første var der åbenbar mangel på reelle varslingssystemer. Der var ingen på stationen, der kunne betjene Kystinspektoratets computer, som inspektoratet åbenbart vidste var defekt.
Først da folk Lemvig dukkede op, kom der gang i den. Men da var det hele for sent. Kystinspektør H.B. Sørensen udtalte til Vestkysten den 5.1.1976:
Den forklaring lyder godt nok helt vanvittigt.
Mor mente ingen grund til panik
På det tidspunkt, boede jeg i Aabenraa. Jeg ringede hjem til min mor på Lærkevej i Tønder og spurgte om hun var ved at pakke til evakuering. Det første hun sagde, at det troede hun ikke på, for hun mente at blæsten var vendt. Lige et øjeblik, sagde hun. Så kom hun tilbage. Jeg har lige kigget på Dreds (Lillebil) vejrhane og rigtig nok, vinden havde vendt sig. Hun regnede ikke med hun skulle evakueres, for nu kunne de lige så godt annullere katastrofeberedskabet, mente hun.
Det at hun er vokset op i Højer, fornægter sig ikke.
Men først længe efter, kl. 16.09 blev alarmen ophævet. De var blevet evakueret til Abild. Beboerne i kogene syd for Højer var blevet evakueret til Digeskolen inde i Højer.
Ingen kommunikation mod syd
Den dag havde kommunikationen over grænsen ladet meget tilbage at ønske. Et digebrud ved Ny Vidingskog syd for grænsen, der reelt set kunne have åbnet hele Tøndermarsken var ikke kendt nord for grænsen! Heldigvis blev bruddet stoppet af det lokale beredskab, inden katastrofen indtraf.
Syd for grænsen virkede varslingssystemet men blot ikke over grænsen. Der opstod strømsvigt. Tidligt kunne man på Sild måle orkanstyrke. Efter 1962 var digerne blevet forstærket. Men der skete to betydelige skadesteder i Kremper marsken og i Hasseldorfer marsk, hvor digerne brød sammen.
Ja i alt skete der syd for grænsen 20 digebrud på diger, der ikke var blevet forstærket. 16 km dige blev svært beskadiget og 23 km middelsvært. I Tyskland kaldte man orkanen for ”Capella”
Der blev beskadiget ca. 150 gårde syd for grænsen og hundredvis af køer, får, svin og høns druknede.
Diget havde sine begrænsninger
Vi har tidligere fortalt i 1634 stod vandet 1,70 meter i Ribe Domkirke. Under ”Den Store Mandedrukning” i 1362 omkom 200.000 ifølge overleveringer, men historikere mener at det ”kun” var 10.000.
Det blev også klart, at det gamle Højer dige fra 1861 havde sin begrænsning. Diskussionen om et nyt dige havde før været oppe at vende. Politikerne kunne ikke blive enige om de skulle forstærke det gamle dige eller bygge et helt nyt.
17 dage efter kom næste stormflod
Kun 17 dage efter indtraf den næste stormflod. Denne gang var det ”kun” 4,12 over DNN. Men problemet var at digerne skulle holde vandet tilbage i hele fire timer. Det var meget belastende. Digerne blev også meget ramponeret efter denne omgang.
Arbejdet på det fremskudte dige begyndte i 1979 og stod færdigt med den nye Vidå Sluse i foråret 1981.
Der har været tryk på
Siden har det i den grad været tryk på. Blot et halvt år efter stod vandet med 4,97 meter ved Højer og 5,01 meter ved Ribe. Sandsynligvis have det gamle dige ikke kunnet klare dette. Græsbevoksningen foran klarede ikke prøven. Det var nok fordi, den var så ny. Senere resultater har vist, at anlæg af slikgårde på vaden gav et bedre resultat.
I 1999 var det 5,12 meter ved Ribe.
Det fremskudte dige ved Højer har en højde på 7,45 meter og er dimensioneret til at kunne klare en stormflodsvandstand (det vil sige bølger) på 5,35 over DNN.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.671 artikler:
November 11, 2020
Østerbros Kirker
Vi skal besøge Østerbros kirker. Nu gik det ikke altid lige nemt med at bygge disse kirker. Således blev et forlystelsessted overtaget og ombygget til kirke. Det var det bestemt ikke alle, der var tilfreds med. Og så lavede Kirkeministeriet pludselig om på Sognegrænser efter at en kirke var blevet opført. En kunstner ville gerne lave sin altertavle om, men han var for længe om det. Først mange år efter hans død, fandt et menighedsråd ud af, at det kunne da hvis være en meget god ide. Og så var det lige en jernkirke, der var meget kold om vinteren og meget varm om sommeren. Når der var søndagsgudstjeneste, smed børnene sten på bliktaget. Sankt Johannes Kirkens præst på Nørrebro fik lov til at udtage to nye præster. Ja og så var der en præst, der modtog en kirke i sølvbryllupsgave. Bagerst i artiklen har vi en oversigt over 68 artikler om Kirker, præster, åndsliv og kirkegårde, som du kan finde her på siden.
Sankt Jakobs Kirke
I 1856 blev Sankt Johannes kirke på Nørrebro opført som den første kirke uden for Københavns bymure efter det var blevet besluttet at udvide byen med nye bykvarterer uden for murene. Sankt Johannes kirkes første sognepræst Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye hastigt voksende bykvarterer.
Det ledte til at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs kirke var den anden, der blev opført og den første på Østerbro. Den blev opført i 1876 – 1878 af arkitekten Ludvig Fenger. Han stod også for Sankt Matthæus kirke på Vesterbro, der blev opført to år senere.
Beboerne havde samlet 85.000 kr. ind. Og fra Københavns kommune kom der yderligere 40.000 kr. Kommunen havde også skænket grunden på Østerfælled.
Kirken kostede 175.000 kr. at opføre. Kirken er vel det man kalder moderkirke til de andre Østerbro – kirker.
Området på Østerbro var sparsomt bebygget dog var nærliggende Brumleby blevet opført. Sleve kirken er opført i nygotisk stil med inspiration fra engelsk arkitektur, Bygningen er konstrueret i røde mursten med tårn i øst, tredelt skib og kor mod vest.
Altertavlen er en gentagelse fra 1877 af Carl Blochs opstandelsesbillede i Frederiksborg Slotskirkes bedestol
Man talte dengang om at man nu modsat Nørrebro skulle bygge i et velstående kvarter. Men det var på tide, der kom en ny kirke. Rygter fortalte, at man i Sankt Johannes kirken skulle klare 25 vielser på en gang. Og Johannes havde en bor, der hed Jakob, så det var jo ganske naturligt at denne kirke skulle hedde Jakobs kirke.
I Det Ny testamente berettes der om at Jakob blev henrettet 40 år efter Kristus på grund af sin tro.
Den første præst, Peter Krag blev kaldet til af den meget dynamiske præst fra Skt. Johannes Kirken, Rudolf Frimodt, som næsten videregav sit åndelige testamente til Peter Krag.
Han blev dog også manden bag byens største menighedssamfund som indtil menighedshuset var færdigbygget samledes i Ryesgade skole. Senere da samfundet var vokset fra 300 til 1.200 medlemmer i Bethesdas festsal. Fra menighedssamfundet udsprang Østerbros kirkeligt sociale arbejde.
Over selve hovedindgangen ses et relief af Sankt Jakob med en muslingeskal. Og kirken er vel Østerbros største – med ca. 400 pladser. Det er et rigt dekoreret træloft. Altertavlens maleri er Carl Blochs ”Opstandelsen” Kirkens orgel er et Frobenius orgel, der i 1987 blev udvidet til 37 stemmer.
Mellem 1985 og 1987 var kirken igennem en omfattende restaurering. Trælysekronerne er fra 1928. Forbilledet er fra Fødselskirken i Betlehem.
Under restaureringen blev der ophængt yderligere fem ottekantede messinglysestager.
Tænk engang at tårnet er 55 meter højt. Og kirkens tårnur er oprindeligt fra Københavns Hovedvagt.
Ved siden af kirken ligger præsteboligen opført samtidig med kirken. Sankt Jakobs sognegård blev opført i 1901 og restaureret i 1983 – 84. Den rummer store og små mødelokaler samt kordegnekontor.
Lutherkirken
Søndag den 15. december 1918 blev en ny kirke indviet på Østerbro til minde om 400 året for Reformationen. Og det var af biskop Ostenfeld. Den smukke bygning skyldes et samarbejde mellem arkitekterne professor Martin Norup og Julius Smith. Hvis man kigger ind i kirken, kan man godt lede tankerne hen til rådhushallen.
Indvielsen foregik under festlige former allerede tidligt på formiddagen. Kongen, dronningen, enkedronningen og flere af kongehusets øvrige medlemmer var forsamlet i kirken. Ikke mindre end 40 præster i ornat gik i procession op ad kirkegulvet.
Kirken er bygget i røde mursten og har stilelementer fra såvel romansk som gotisk arkitektur. Over det teglhængte tag rejser sig en ottekantet tagrytter med spir. De falsede vinduer er store og rundbuede.
Indvendigt er kirken overdækket med et fladt kassetteret betonloft. Der er politurer i kirkens bagerste del. Af hensyn til den underliggende krypt er koret hævet hele ottetrin over skibet.
Under Anden verdenskrig anvendtes denne krypt til beskyttelsesrum og til sidst også som illegal operationsstue. Den hvide rose, som var Luthers våbenmærke genfindes som udsmykningselement flere steder i kirken.
Korets fem glasmosaikvinduer, der fremstiller syndefaldets historie, udgør baggrunden for alterets gyldne krucifiks. De er udført af Martin Nyrops datter, Ernestine Nyrop.
Uden for kirken står en figur af reformatoren Martin Luther udført af billedhuggeren Rikard Magnussen. I sidebygningen til kirken mod Randersgade findes i dag to store mødelokaler, børnehave, kordegnekontor og præstebolig.
Orgelet er bygget af Frobenius i 1918 og er på 26 stemmer. Der er 500 siddepladser i kirken.
Rosenvængets sogn blev udskilt fra Sankt Jakobs sogn i 1912. Den nye menighed samledes med sin præst til gudstjeneste henholdsvis i Davids kirken og i Frihavnskirken indtil menighedshuset blev opført i 1914. Heri findes en sal, der kan rumme 250 mennesker og som var kirkesal fra 1914, indtil kirken stod færdig i 1918.
Kirken med menighedshus har kostet 380.000 kr. De er tilvejebragt ved Kirkefondets indsamlinger i hele landet, en kollekt i anledningen af reformationsjubilæet. Byggeriet blev forsinket på grund af mangel på byggemateriale under Første verdenskrig.
Davids Kirke
Davids sogn er under Sions søndre sogn udskilt fra Sions sogn i 1908. Indtil kirkens indvielse i 1910 holdtes gudstjeneste i Sions Kirke.
Davids Kirke blev bygget af ”Foreningen til Smaa Kirkers Opførelse i København” efter tegning af arkitekt Johan Nielsen, der ud over andre kirkeprojekter som f.eks. Blågårds Kirke senere var med til at bygge Paladsteatret.
Byggesummen var 100.000 kr. Kirken blev ved indvielsen overdraget til Kirkefondet med henblik på vedligeholdelse og præsteansættelse. Davids Kirke er af hensyn til sin placering i flugt med husfacaderne i Koldinggade orienteret med indgang i syd og kor i nord. Den er opført i røde håndstrøgne mursten på granitsokkel og er dækket af rødt tegltag.
Ved et 29 meter højt klokketårn er kirken sammenbygget med naboejendommen mod sydøst. Over indgangsportalen, som flankeres af koblede romanske halvsøjler, er der indsat et stort rosevindue. Gavlen krones af et kortstrammet granitkors.
Loftet er et tøndehvælvet mørkebrunt og udskåret træloft. Davids Kirke adskiller sig fra andre kirker ved at være opbygget omkring et helt sæt færdigt kirkeinventar.
Altertavle, døbefonten i grøn porfyr og alterbord og prædikestol i bemalet træ fulgte nemlig med kirkens første præst Enrique With fra Mariæ Kirkesal. Denne midlertidige kirke var i perioden 1898 – 1908 indrettet i ”Valkyrien”, et tidligere danseetablissement på Vesterbrogade 17.
Det var arkitekten Valdemar Koch, der stod for kirkesalens ombygning og inventar. Huset findes stadig og er i dag hjemsted for den færøske hjemstavnsforening.
Alterbilledets motiv ”Mariæ bebudelse” er Joakim Skovgaards forarbejde til hans store bebudelsesbillede i Helligåndskirken på Strøget.
Den oprindelige karton blev skænket til Mariæ Kirkesal af biskop Skat Rørdam. Kartonen blev senere erstattet af en kopi, udført af kunsternes søn, Johan Thomas Skovgaard. En anden udgave af samme motiv findes i Sankt Lukas kirke på Frederiksberg, som også er tegnet af Valdemar Koch. Valget af netop dette motiv er måske inspireret af, at Koch tidligere havde arbejdet for arkitekten Daniel Herholdt under restaurering af Helligåndskirken.
Navnet Davids Kirke stammer sandsynligvis fra citatet over bebudelsesbilledet:
Det var den mindste og billigste af alle kirkesagens stationære kirker. De gamle bænke er erstattet af løse stole. Kirken havde fra 1928 til 2015 regelmæssig haft gudstjenester på grønlandsk. Det skyldtes at kirkens forhenværende sognepræst Erik Balslev-Clausen gennem 25 år var næstformand i Den grønlandske kirkesag.
Det siges at kirken havde 500 siddepladser. Det kan man nu ikke forestille sig. I dag har kirken 125 siddepladser.
Hans Egedes Kirke
Davids Østre Sogn er udskilt fra Davids Kirkes sogn i 1923. Indtil den havde fået sin egen kirke holdt menigheden gudstjeneste i Davids Kirken og Luther kirken. Den nye kirke fik sit navn til minde om Grønlands apostel, Hans Egede, med anledning i 200 års – jubilæet for dennes ankomst til Grønland i 1721.
Den er bygget som en del af et trefløjet kompleks på en grund, som Kirkefondet ejede på hjørnet af Vardegade og Øresundsgade (som Vordingborggade dengang hed). Vareskurerne som tidligere stod her, blev revet ned og gav plads for en velgennemtænkt udnyttelse af hjørnegrunden ved arkitekterne Wittmaack og Hvalsøe.
Allerede i 1923 blev menighedshuset opført med boliger og foreløbigt kirkerum i den nuværende menighedssal. Men først i 1930 stod hele bygningsværket færdigt med kirken mod nord, sammenbygget med menighedshuset og de oprindelige to boliger for graver og en præst. Det havde da kostet 255.000 kr., indsamlet af Kirkefondet, søstermenigheder på Østerbro og selve Hans Egede menighed.
Kirken er opført på sumpet grund af saneringsopfyld, nær Øresund. Den er opført som en palæbygning i røde mursten med hjørnepilastre, glatte gavle og let opskalket tegltag. Midt på taget rejser der sig en ottesidet tagrytter med lanterne, som bærer et slankt kobbertækt rytterspir.
Vinduerne er store og rundbuede i en stil, der lige som de fleste øvrige træk er hentet fra dansk barokarkitektur omkring 1700. Under vinduet i vestgavlen er der en portal af kalksten med kvaderbosserede sider kronet af to siddende engle, der flankerer en mindetavle for Hans Egede.
Det hvidkalkede kirkerum dækkes af et nærmest romansk tøndehvælv af træ. Over indgangen er der et orgelpulpitur og langs sidevæggene er der pulpiturer i espaliertræ. Alt træværk i kirkerummet er ludbehandlet. Bag rækken af piller, der bærer pulpiturerne, kan fløjene åbnes ind til de tilstødende lokaler. Korpartiet er hævet tre trin over den øvrige kirke.
Kirkens døbefont var oprindelig en træfont i nyklassisk stil, som stammede fra Michaeliskirken i Fredericia. Den nuværende font er fra 1955 og udført i grønlandsk marmor.
Kirkekompleksets to fløje med henholdsvis mødelokaler, præstebolig og kontorer har gennemgået omfattende istandsættelser i 1955. Graverboligen blev nedlagt i den forbindelse og benyttes i dag til kontorer.
Der er 240 siddepladser i kirken.
Sions Kirke
Den 27. september 1896 blev Sions Kirke indviet ved Sjællands biskop i nærværelse af kongehuset. Og Skt. Jacobs menighed havde skænket 70.000 kr. Og det var i anledning af pastor Krags sølvbryllup.
Københavns kommune skænkede byggegrunden.
Tegningerne til kirken er udført af arkitekt O.V. Kock. Murene er opført af røde håndstrøgne sten med rigelig anvendelse af kridtsten fra Stevns. Maler Poul Steffensen har udført og skænket altertavlen. Maleren brugte lokale modeller.
Taget er dækket af fransk skifer.
Døbefonten har relieffer af billedhuggeren Anders Bundgaard, skaberen af Gefionspringvandet.
Ved indvielsen talte man om 700 siddepladser, men mente at kirken kun rumme 1.000 mennesker. Men i dag er der 400 siddepladser i kirken.
Ved indvielsen var der heller ikke råd til tårn og spir men kun til en tagrytter, hvori klokken blev anbragt. Tårnet er tegnet af Kristoffer Varming og er tilføjet kirken i 1921. Det var en gave fra fabrikant H.V. Christensen til pastor E. Borregaard.
Den første præst var pastor Obel.
I Nyborggade 4 ligger Bethania, Sions Kirkens menighedshus, der er opført i 1903. I en tilbygning til kirkens korgavl findes sakristi, mødelokaler og kordegnekontor som alle er opført og indrettet i slutningen af 1960’erne.
Sions sogn er udskilt af Sankt Jacobs sogn i 1896. Det var den anden kirke, der blev bygget i det ny Østerbro kvarter.
Kildevældskirken
For lidt over 100 år siden var der 380.000 indbyggere i København, 18 kirker og 49 præster. Der var store forskelle mellem de enkelte sogne. Et par sogne nåede over 60.000 mennesker. Det Københavnske Kirkefond blev dannet på privat initiativ og sørgede for, at der blev bygget nye kirker og dermed grundlagt nye sogne.
Det skete ved en slags knopskydning. Først en kirke, så blev der udskilt et sogn fra en kirke osv. I 1920’erne var Sion Sogn blevet det næststørste sogn i København. Man begyndte derfor i 1925 at lægge planer for at bygge Kildevældskirken og en komité blev nedsat til dette formål.
Kirkefondet påtog sig at skaffe grunden og købte den af vinhandler Teilmann, der meget gerne så, at der lå en kirke på dette ”tiloversblevne” stykke jord, thi på den måde blev kirken genbo til den store flotte stiftelse han havde oprettet og givet navnet ”Frederik den Ottendes minde”.
Kildevældskirken blev indviet den 2. oktober 1932.
Kildevældskirken er en typisk Kirkefondskirke i den forstand, at den er en ”arbejdskirke” med kryptlokaler til det vidt forgrenede menighedsarbejde, som dengang udfoldede sig blandt alle aldersgrupper, og gjorde kirken nærværende i sognet også i hverdagene.
Foruden alt det som skete og sker i kirke og krypt, kan det fortælles, at tilblivelsen af ”Kildevæld Sogns Plejehjem og ”Søster Andreas Hjem for Tunghøre”, der blev indviet den 13. maj 1975 først og fremmest skyldes den indsamling og det utrættelige arbejde sognepræst ved Kildevældskirken Otto E. Helms udførte igennem adskillige år.
Arkitektens valg af materialer såsom røde teglsten, naturfliser og plankegulv giver sammen med bygningsmæssige fif indtryk af ælde og soliditet.
Alterbilledet er malet i 1930 af arkitektens far, professor Oscar Matthiesen.
Under kirkerummet findes krypten, som tidligere var indviet til kirkesal, men som nu er lokaler til kirkens mødeaktiviteter. Kordegnekontoret ligger i den ene af kirkens korsarme.
I dag er det 350 siddepladser i kirken. Oprindelig var der 600 siddepladser i kirken.
Kildevælds sogn er udskilt af Aldersro og Sion sogne i 1930. Kirken ligger som en romansk landsbykirke ved lille Kildevældssø. Og intet mindes om den voldsomme kirkepolitiske fejde dens opførelse udløste i 1930.
Og så man ud af at byggegrunden lå i Aldersro sogn og ved grænsen mellem Sion og Aldersros sogne. Sions menighed skaffede 92.000 kr. til opførelse af en ny kirke i sognet. Kirkefondet samlede 150.000 kr. ind.
Byggesummen beløb sig til 267.739 kr. Pludselig meddelte Kirkeministeren en omlægning af sognegrænserne med kongelig resolution, hvoraf det fremgik at Kildevælds sogn skulle tillægges halvdelen af Aldersro sogn og kun en meget lille del af Sions sogn.
Man havde således samlet ind på falske præmisser for at afhjælpe situationen i Sions sogn. Kirkefondet som ejede kildevældskirken nedlagde veto mod at kirken benyttedes ud fra de ændrede præmisser.
Af hensyn til det sociale kirkelige arbejde i området måtte krypten højest anvendes som midlertidig t prædikenlokale, mens alle kirkelige handlinger skulle henlægges til nabokirkerne.
Kirkeministeriet indgik hårdt trængt den kompromisløsning med Kirkefondet, at en del af Aldersro sogn overgik til Sankt Jakobs sogn og en tilsvarende større del af det oprindelige Sions sogn tillagdes Kildevæld sogn mod at krypten blev indviet til gudstjenestebrug i 1931. Den egentlige kirke blev så først indviet i 1932.
Kirkefondet ansatte andenpræsten mens sognepræsten arbejdede på Kirkeligt Centrums linje. Dele af sognet er senere udskilt til Lundehus sogn.
Esajas Kirke
Dengang den 7. januar 1903, da grundstenen blev lagt hed Malmøgade, Upsalagade. Bygningens underbygning stod færdig samme år. Men først i 1911 begyndte man på bygningens fuldførelse.
Sognet var i mellemtiden blevet så stor at man fik en anseelig kirke.
I 1903 blev man udskilt fra Skt. Jakobs sogn. I første omgang var det tale om en såkaldt Kryptkirke. Den gik under navnet ”Den underjordiske kirke”. Den kunne rumme 450 mennesker og her var altid ”stoppende fuld”. Den midlertidige kirke blev betalt af penge i9ndsamlet i Sankt Jakobs sogn og en nystiftet kirkekomité.
Den fungerede som kirke indtil 1912, hvor man så havde samlet 112.000 kr. ind så man kunne opføre den ”overjordiske” kirke.
Esajas Kirke ligger i dag som en majestætisk mastodont midt i et provinsielt kvarter omgivet af byggeforeningshuse, herskabslejligheder, en skole og børneinstitutioner og kigger ud over Holmens Kirkegård, Østre Anlæg og Sortedammen.
Det er en anseelig korskirke. Stilarten er vel nærmest romantisk. Arkitekten Thorvald Jørgensen var vant til monumentale byggerier. Han stod bl.a. for det tredje Christiansborg. som vi har i dag.
I 1912 rykkede gudstjenesten op i det øvre kirkerum. Krypten blev overtaget af menighedssamfundet som mødesal.
Kirkens indre er meget lyst, dels fordi det er hvidkalket, dels på grund af lyset fra vinduerne i det pyramideformede tårn over korsskæringen. Midtskib og korsfløje dækkes af tøndehvælv. Alle kirkens hvælvinger er af træ.
Koret er hævet fire trin over skibets gulv. Som altersmykning fungerer en glasmosaik fra 1914 af Joakim Skovgaard.
Siden 1932 har der været tradition for at den kirkelige retning ”Tidehverv” har været knyttet til kirken. I dag er det plads til 700 i kirken.
Nazareth Kirke
På en smal men dyb grund i Ryesgade skulle Victor Nyebølle bygge en kirke. Stedet er omgivet af høje bygninger. Kirken får også kun lys et sted fra. Men det giver en særlig stemning. Arkitekten fik dengang store roser for sin indre udsmykning af kirken.
Kirken stod færdig i 1904 og havde kostet 138.890 kr. Den var opført helt uden tilskud fra stat og kommune.
Nazareth sogn blev udskilt af Sankt Johannes sogn på Nørrebro i 1900. Oprindelig var distriktet opdelt i to sogne. Den ene siden 1905 har udgjort Fredens sogn.
Arkitekten var tydeligvis inspireret af Norditaliens romanske kirker. Indvendig dækkes skibet af et kassetteret bjælkeloft og har kun vinduer mod nordøst mens det fire trin hævede kor har vinduer i begge sider. Langs de tre af væggene er der pulpiturer i træ. Bænkene er forsynet med gotiserede gavle.
Under kirkerummet er der en høj krypt, så selve kirkerummet ligger betydeligt over gadeniveau. I krypten er der menighedslokaler og andre rum.
Indtil der var indsamlet penge nok til en stenkirke, opstillede Kirkefondet i 1891 – 92 en midlertidig kirke på fabrikant Nyrops grund i Ryesgade 105. Efter engelsk forbillede anvendte man en slags færdig fremstillet samlesæt i bølgeblik importeret fra London.
Jernkirken i Ryesgade havde plads til 800 mennesker og kostede 25.000 kr. Det fortælles at den var glohed om sommeren og iskold om vinteren. Børn kastede sten på bliktaget under søndagsprædiken. Kirken var den allerførste af de mange midlertidige vandrekirker, Kirkefondet lod opføre i København og senere i hele landet, mens lokale kirkebyggekomiteer samlede penge ind til at bygge permanente kirker.
Jernkirken i Ryesgade havde status som ”midlertidig hjælpekirke” eller ”distriktskirke” for 14.000 af Sankt Johannes sogns dengang 63.000 indbyggere. I 1902 kunne jernkirken vandre videre ud på Nørrebro, hvor den indtil 1914 gjorde tjeneste som foreløbig kirke for Simeons sogn. Kirken har i dag plads til 550.
Nazareth og Fredens sogne blev i 1989 slået sammen til et fælles pastorat. De to kirkers menigheder er præget af stor opslutning af KTS (Kristelig Forening for Studerende).
Fredens Kirke
Fredens Kirke ligger der, hvor før forlystelsesstedet ”Sortedamslund” lå. I slutningen af 1800-tallet var her danselokale, keglebane og restauration.
At forvandle et forlystelsessted til kirke sådan som det også var tilfældet med Valkyrien på Vesterbro forårsagede en voldsom debat mellem Folkekirkens højre – og venstrefløj. Resultatet var, at Grundtvigianerne trak sig ud af samarbejdet med Kirkefondet af etiske grunde.
Det er Kirkefondet, der har stået for byggeriet. Og det er arkitekt L. Knudsen, der har stået for det. Således er det tale om ombyggede lokaler.
Byggegrunden kostede 130.000 kr. Og selve ombygningen kostede 30.000 kr. Kirken modtog mange værdifulde gaver, deriblandt orgelet og døbefonten. Kirken havde dengang 600 siddepladser. I dag er der ca. 350 siddepladser.
Fredens Kirke var tænkt som en aflastningskirke for den såkaldte jernkirke i Ryesgade. I 1906 fik kirken tillagt en tværfløj i to etager, der indeholdt våbenhus og sakristi. På anden sal kom der en menighedssal samt et centralt placeret spinkelt tårn, tegnet af Martin Nyrop.
Da undertegnede en overgang kom meget her i lokalerne i forbindelse med organisationen IKON (Information af Kristendom og Nyreligiøsitet) synes jeg at kunne huske, at man kunne se resterne af keglebanen og madelevatoren. Men det er vel efterhånden 15 – 20 år siden.
Frihavnskirken
Sognet blev udskilt fra den østre del af Sank Jacobs sogn i 1905. Grunden blev skænket af Det Classenske Fideikommis på Kirkefondets foranledning. En indsamling på 125.000 kr. betalte for opførelsen. En lokal kirkekomité samlede ind til et menighedshus ved siden af kirken.
Kirken er opført af Thorvald Jørgensen, og det er ham bag det tredje Christiansborg. Grundens placering og bygherrens ønsker om disposition over ekstra lokaler gjorde opgaven vanskelig. Det hindrede normal symmetri i kirkeanlægget.
Anlægget er en slags forløber for vore tiders kirke- eller kulturcentre med en kirkesal og mange omgivende rum til aktiviteter af mere eller mindre kristeligt tilsnit.
Selve kirken består af et rektangulært langhus med længdeaksen nord-syd af hensyn til placeringen mod Willemoesgade og har tårn med løgspir ved nordøsthjørnet. Den er af røde mursten i en fri gendigtning af 1700-tallets danske barokarkitektur.
Den store hvidkalkede og tøndehvælvede kirkerum virker i dag lidt nøgternt, men har oprindeligt været forsynet med pulpiturer og bænke i mørkt træ. Fra menighedslokalerne i første og anden etage i tværfløjen kunne der efter Kirkefondets sædvane tidligere åbnes ind til kirkerummet.
Korpartiet er hævet tre trin over den øvrige kirke og Afskærmet fra skibet ved hjælp af en korskranke af kridtsten. Kirkens oprindelige alterbillede fra 1905 er der stadig. I 1970 blev bænkene erstattet af læse stole. I dag er det plads til 220 i kirken.
Kirken blev i dens første år en ”frihavn” såvel for samfundets fattigste som for dem, der stod i udkanten af folkekirken. Det skyldtes kirkens første præst H.P. Mollerup, der af sognepræsten ved Sankt Jakobs Kirke, Peter Krag, blev kaldt hjem fra sit embede som sømandspræst i England for at være med til at bygge menighedslivet op omkring Frihavnskirken.
Mollerup stiftede Østerbros Blå Kors Hjem, var formand for den danske afdeling af Evangelisk Alliance og medstifter og chef for Kirkens Korshær.
Taksigelseskirken
Aldersro sogn er udskilt af den østlige og yderste del af Sankt Stefans sogn og den vestlige og yderste del af Sions sogn i 1908. Dengang boede her 3.000 mennesker som hovedsagelig arbejdede på fabrikker.
I 1921 blev der bygget nye beboelsesejendomme. Antallet af beboere var nået op på 10.188. Og i 1931 var man kommet op på 21.000 indbyggere. Det betød, at en del af sognet blev til kildevælds sogn.
Den 27. september 1908 blev Aldersro kirke i Aldersrogade indviet. Den var bygget på en grund skænket af tømrermester Tesch. Det var en såkaldt vandrekirke ejet af Kirkefondet. Vandrekirken var tegnet af arkitekt Aage Bugge og opført i træstillads med påsømmede plader af en blanding af affald fra kokosnødsskaller og gips, den såkaldte kokolith. Kirken havde ca. 300 faste og 50 løse siddepladser. Døren ind til sakristiet kunne åbnes til endnu godt 50 pladser.
I 1905 – 1908 havde denne kirke tjent som midlertidige kirke for menigheden til den senere Mariedalskirke på Nitritvej på Frederiksberg. Ved genbrugen af vandrekirken i Aldersro sogn blev den udstyret med et tårn.
Da efterfølgeren, den nye Taksigelseskirke blev taget i brug i 1927 udlåntes vandrekirken til et mekanikerværksted. I 1931 blev kokolithkirken købt af den katolske menighed i Tåstrup, som gav den navnet Sankt Pauls Kirke. Man beklædte den med bjælker udvendigt. I 1990’erne blev kirken solgt videre til den koptiske menighed i Danmark og hedder nu Sankt Maria og Sankt Marcus Kirke.
Efter at Kirkefondet i en årrække havde samlet sammen til opførelsen af en stationær kirke gennem de såkaldte 10-øreindsamlinger i alle landets sogne kunne den nye kirke indvies i 1927.
Denne havde da kostet 400.000 kr., hvoraf grunden alene stod i 60.000 kr. Kirken er tegnet af Frederik Kiørboe som en moderne og nøgtern udgave af en middelalderkirke med gotiske træk.
Kirkens nuværende navn er valgt for at give udtryk for taknemlighed over Sønderjyllands genforening med Danmark – og for at Danmark ikke blev inddraget i Første Verdenskrig.
Bygningen er opført i røde sten og består af et højt langhus med bemærkelsesværdig rund apsis og sideskibe, der omkranses af tre par ”kapeller” vinkelret på kirkeskibet med gavle mod sydvest og nordøst.
Indvendig er kirken hvidkalket og streng i sin mangel på udsmykning. Midterskibet overdækkes af en tøndehvælv. Tre arkader i hver side åbner sig med de smalle sideskibe. Kirkens altertavle forestiller ”Kristi Genkomst” og ”Dommedag”
Den oprindelige altertavle til Aldersro Kirke var ”Den Spedalske” malet af socialisten og arbejdermaleren Aksel Jørgensen. Maleriet skulle vise Jesus som den humane og barmhjertige. Maleren brugte altid modeller til sine malerier. Og der var også genkendelige fra søndagsskolen dengang. Det var naturligt.
Han skulle også lave altertavlen til den ny kirke. Men nu ønskede han, at den skulle udvides. Han rejste til Italien for at lade sig inspirere. Men i 1937 var menighedsrådets tålmodighed opbrugt. De meddelte kunstneren, at de ikke længere ønskede hans alterbillede og sendte det retur. Det stod i mange år i Axel Jørgensens atelier på Charlottenborg, hvor han virkede som professor.
I 2007 besluttede Taksigelseskirkens menighedsråd at genskaffe og genopsætte altertavlen på dens gamle plads. Det lykkedes at skaffe de økonomiske midler hertil, og ved indvielsen den 11. maj 2008 kunne man igen opleve ”Den spedalske” placeret som i 1927.
Aksel Jørgensens visionære tilføjelser var dog ikke kommet med. Niels Henrik Kirkegaard blev bedt om på baggrund af Axel Jørgensens detaljerede skitser at arbejde videre med det.
Syv nye billedfelter blev tilføjet. Ved en gudstjeneste den 2. marts 2012 blev den helt nye altertavle markeret.
Under kirkerummet er der en stor krypt. Den rummer mødelokaler og et kordegnekontor, som indtil for få år siden indeholdt altermaleriet fra kokolithkirken, et kolossalt freskomaleri af hjortene, der drikker af livets kilde.
Bag kirken er der typisk for kirkens opførselstid en menighedsbørnehave. I kirken er der plads til 500.
Lundehus Kirke
Lundehus Sogn har ”naturlige” grænser og afgrænses mod syd og vest væsentligt af banelinjerne mod Hellerup, Svanemøllen og Farum. Mos øst af Ryvangens naturpark og mod nord er sognegrænsen kommunegrænsen mod Gentofte Kommune.
Lundehus Sogn blev i 1938 udskilt fra Bispebjerg Sogn, som området havde tilhørt siden 1927, hvor den første del af Grundtvigskirken var blevet indviet. Bispebjerg Sogn blev ved den lejlighed udskilt fra Brønshøj Sogn med den gamle middelalderkirke fra omkring 1180. Området omkring den gamle Emdrup landsby var i århundreder det yderste mod øst i det store Brønshøj Sogn, der strakte sig fra Damhussøen til Øresund.
I løbet af 1930’erne var lejlighederne i Ryparken blevet opført, og der opstod blandt beboerne et ønske om egen kirke. Fabrikant Julius Hansen, hvis trikotagefabrikker lå mellem Gartnerivej og Bomhusvej, stillede en grund og en bygning til rådighed. Det var den første Lundehus Kirke.
Bygningen ligger stadig på Rygaards Allé, og er en del af Københavns Kommunes børneinstitution ”Rypen” (tidligere ”Lillegården”).
Dette var en midlertidig ordning. Menigheden begyndte hurtigt at samle ind til en mere permanent kirke. Dengang kunne kirkebyggeri ikke finansieres over kirkeskatten. På grund af byggerestriktioner i tiden efter krigen måtte lånet af bygningen på Rygårds Allé imidlertid forlænges.
Først efter næsten 20 år stod den nye Lundehus Kirke færdig i parkområdet ved Strødamvej – en grund, som Menighedsrådet på næsten mirakuløs måde havde fået lov til at købe af Københavns Kommune. Kirken blev indviet den 1. december 1957.
Kirkens arkitekt Holger Jensen valgte at bygge en pyramideformet kirke, hvor klokketårnet indgår som en åben del af taget. Ideen er, at kirken udefra skal minde om et sømærke af den slags, man se ved den jyske vestkyst. Kirken er således tænkt som et fast punkt og et pejlemærke i sognet.
I 2007 ønskede menighedsrådet en ombygning. Ombygningen var nu ikke så ligetil. Nu er der pludselig kommet mere lys og kirkehaven er indtænkt i selve kirken.
Kastelskirken
Kirken var oprindelig forbeholdt Kastellets garnison, men fik i 1902 et civilt sogn. Kastelskirken fejrede 300-års jubilæum i 2004.
På Hendrick Ruses plan over Kastellet fra omkring 1661 er indtegnet en bygning, der minder om en kirke. Men der blev ikke opført en kirke, og der var heller ikke planer om det dengang.
Nord for Artilleristok havde Ruse opført et kommandanthus. Huset beskrives som havende grundmuret kælder, to etager bindingsværk. Omkring 1666-67 stod bygningen ubenyttet hen, indtil flyttede ind et sted mellem 1672 og 1676. Kirken lå på 1. sal med udvendig trappe.
Der var ellers lavet tegninger over noget, der lignende den nuværende kirke. Men den bygning blev ikke udført. Ombygningen blev ikke udført, man nøjedes med at reparere nødtørftigt, i venten på en ny og større kirke.
I 1697 blev der foreslået en kirke, der hvor den ligger i dag. Byggeriet blev sat i gang i 1703 under ledelse af ”entreprenør” Domenico Pelli og blev afsluttet i 1704. Kirken blev indviet den 26. november.
Der findes en grundig beskrivelse af kirken fra 1709 som giver et grundigt indtryk af, hvordan kirken så ud dengang. Tårnet havde to klokker og et ur.
Hvornår kobbertaget udskiftes med tegl vides ikke, måske i 1722, hvor der også kommer kvistvinduer – to på hver langside og et på hver korside – måske i 1725, hvor fængslet bygges til. Kvistvinduerne forsvinder igen ved den store ombygning i 1857.
Fængslet som i 1725 bygges til kirkens vestside, spærrer for de fire vestvendte vinduer. Men ikke mere end at der stadig falder noget lys ind på det vestre pulpitur. Der blev konstrueret et system af lydkanaler fra kirken ind i fængslet, så fangerne kunne følge gudstjenesten fra deres celler.
Fra 1750 til 1850 hører man næsten ikke noget om kirken. Arkivet gik tabt ved den engelske besættelse af Kastellet i 1807. I 1857 skete der en stor ombygning af kirken. I 1880 ændres nordportalen så den kommer til at ligne østportalen.
I 1895 spreder en brand i fyrrummet sig til taget, der må være blevet delvis udskiftet.
I 1985 begyndte en omfattende restaurering af bygningen. Tagkonstruktionen viste sig at være angrebet af svamp. Store dele af træværket måtte udskiftes. En del murkronen måtte ommures.
Præste- og menighedsrum blev indrettet i det tidligere fængsel. Kirken blev genindviet i marts 1987. I 1988 modtog kirken Europa Nostras bronzeplakette for restaureringen.
I dag står Kastelskirken som en enkelt barokbygning uden den store udsmykning. Murværket er kalket gul og taget er tækket med sortglasserede tegl. Tårnet er nærmest en tagrytter som er beklædt med kobber.
Selv om østdøren ikke længere er spærret, er det nordindgangen, der normalt benyttes. Nordindgangens portal fra 1880 er bevaret. Kirkerummet virker nærmest spartansk uden de store udsmykninger. I 1859 leverede Marcussen og Søn et nyt orgel godkendt af organisterne J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade. Men der fulgte senere to andre orgler.
Kirkeskibet er fregatten Jylland. Det er udført af Gorm Clausen fra Marstal i 1930.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.670 artikler. Hvis du vil vide mere om kirker, præster, tro og åndsliv så se her:
November 6, 2020
Turen går til Bylderup
Der var rigeligt med foder og græs til dyrene. Her har boet mennesker i adskillige år. Vi kigger på tingsted, rettersted og galge. Jo, der er også lige en regning fra en skarpretter. Og her er også meget gamle veje. To vandmøller kan der også bydes på- Og mange adelige og kongelige har huseret i sognet. Og så kom kolonisterne, men det var nu ikke en succes. Men hvem boede i sognet og hvad lavede de? Bylderup sogn har ikke været forskånet for ildebrand. 8 kommuner var der i sognet under det prøjsiske styre. Hvad nu hvis man var dansksindet skulle man så aflægge en ed til den tyske kejser? Nu var det et udpræget dansk sogn. Men efter første verdenskrig fulgte en trist tid. Mange i sognet faldt. Vi bringer også en liste over 36 artikler fra området.
Rigeligt foder og græs
Vi har været her før. Prøv engang at se bagerst i artiklen, så kan du se, at vi efterhånden har været i området mange gange.
Bylderup kirkesogn ligger midt i Slogs Herred. Det dækker et areal på 4.300 ha. Ja det er næsten en regulær firkant på 6-7 km på hver led. Sognekirken fra 1200-tallet ligger i den vestlige del næsten op ad sognegrænsen.
Alt agerland består af let sandmuld, der i ældre tid kun har givet et ringe udbytte. Men da sognet gennemløbes af en række vandløb fra nordøst mod sydvest, har de omkring åerne liggende ret store engarealer før i tiden givet rigeligt foder og græs til heste og kreaturer.
Lundbæk og Søderup å løber sammen og danner Slogsåen. Uge bæk optager Terkelsbøl å og danner med Slogs å Grønåen på den vestlige sognegrænse. Hvirlåen er sognegrænse et langt stykke mod nord.
Her var tidligt mennesker
Sognet har i historisk tid altid bestået af 8 landsbyer. Bylderup, der i 1200-tallet var ”Biulethorp” og i 1324 ”Biuldthorp” havde flest gårde og huse. Lendemark var i 1493 ”Lendemarck”, Sottrup var i 1482 ”Sotterup”, Bredevad var i 1421 ”Bredewatt”, Duborg var i 1543 ”Duffborch”, Frestrup var i 1445 ”Frestorppe”. Hajstrup var i 1436 Hasdrup. Heds var i 1470 Heis, i 1496 Hedes.
Vi skal ikke glemme Søllingvrå, der havde vandmøllen og et par gårde til nabo. Slogsmølle ved Lundbæks udløb i Slogsåen. Den blev udplyndret og afbrændt under 30-års krigen i 1628. Efternyopførelsen på samme sted fik den navnet Nymølle.
Vi er slet ikke færdig, for det er også Karlsvrå, som i 1238 hed ”Karlsswhra”. Den var tilbage i 1200 årene en adelsgård. I 1245 nævnes en Ridder Lage de Karlswhra. Endnu længere tilbage var der mennesker på egnen. Herom minder de to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds.
Yderligere skal der have været 11 mindre høje, der er forsvundne, ødelagte eller overpløjede, så de ikke mere kan påvises.
De første beboere har nok været jægere og fiskere. Bosættelsen er sket tæt ved åerne. I Bylderup og Lendemark lå alle gårdene helt ud til engkanten mellem åen og bygaden. Det samme i Hajstrup, Frestrup og Heds. Sidstnævnte bestod endnu for 200 år siden af fire gårde foruden Hedsgård.
Tingsted og galge
Bylderup sogn ligger midt i Slogs Herred og har i århundreder været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige tingsted har ikke kunnet stadfæstes. Handlingen foregik i fri luft inden for fire tingstokke. Det har ikke været det store problem at flytte.
Foruden at være en straf skulle henrettelserne og hængningerne også tjene til skræk og advarsel for ”ligesindede”. Galgen og dens ofre skulle kunne ses af forbipasserende og helst viden om. Det kunne være grunden til, at galgen blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.
Men herredstinget har i hvert fald siden begyndelsen af 1500-årene haft sin plads i Bylderup formentlig i nærheden af kirken og kirkekroen. Og først i 1850 blev galgen fjernet, da den var i en dårlig forfatning, og den kunne og skulle ikke bruges mere.
Herredstinget skulle dømme i stridigheder om mange ting, uenighed om markskel, arveskrifter, klager over vejes og broers tilstand og vedligeholdelse samt de tildelte vejstykkers længde, der var tildelt de forskellige ”bolsmænd”.
En regning fra en skarpretter
De store sager som røverier og mord kom for Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden foregik henrettelsen i det hjemlige herred. I Herredsregnskabet for 1725 findes en side i regnskabet, hvor skarpretter Christoff Støckler får udbetalt løn for arbejde, 6 rigsdaler og 32 skilling. Kun købstæderne havde en skarpretter. Støckler blev ansat i Tønder i 1729, men må åbenbart have arbejdet som stedfortræder før den tid.
De gamle veje mellem købstæderne berørte kun Bylderup sogns sydlige, østlige og nordligste landsbyer. Tønder – Flensborg landevej kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. En gammel vejvisersten ved Frestrupskov fortæller, at her drejede en vej over Tinglev mod Aabenraa.
De gamle veje
Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad. Vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad, hvorefter den nordvest for Bredevad passerede Lundbækken, formentlig i oldtiden over et bredt vad. Også her står en gammel vejsten til at retlede de vejfarende, at her drejede Løgumklostervejen efter Hornse og Ravsted.
En ny vejforordning af 29. oktober 1784, der omfattede lodsejernes betaling for anlæggelse, vedligeholdelse med pligtkørsel og projektering af gennemgående veje, satte i årene derefter gang i udbedringen af de gennemgående veje ved amtets foranstaltning og var i nogle tilfælde medvirkende til ændringer i vejforløbet. Tønder – Aabenraa landevej blev således omkring 1800 forlagt til at gå over Stemmild – Bov – Lendemark – Bredevad i stedet for det nordligere forløb.
Udover disse gennemgående veje gik der en såkaldt herredsvej fra Hajstrup over Bylderup – Lendemark til Bredevad. Bylderup Kirkekrønike fortæller, at der var fire broer i sognet. De lå over alle åerne på denne herredsvej.
Man kan have en mistanke om, at det har været herredsfogederne på Hajstrupgård, der har fået gennemført, at denne vej var en herredsvej. Selve tinget har aldrig været afholdt i Hajstrup.
To vandmøller
Der var to vandmøller i Bylderup sogn, Søllingvrå og Nymølle. Bønderne i de forskellige landsbyer havde møllepligt til disse møller. De bønder, der boede nord for Slogsåen, havde mødepligt til Nymølle. Denne pligt påhvilede også bønder i nabolandsbyer uden for sognet. Syd for Slogsåen var der mødepligt til Søllingvrå vandmølle, der også malede korn for bønder uden for sognet øst fra. Fra de to landsbyer, Frestrup og Hajstrup, der ligger syd for Uge bæk havde bønderne mødepligt til Jyndevad Vandmølle.
Adelige og kongelige i sognet
I 1353 pantsatte hertug Valdemar og hans søn Valdemar ”vort sogn Biuldthorp” til marsken Erik Holck, der i 1362 lod panten gå videre til Johan Grymersen.
Hertug Frederik, der senere blev Frederik den Første af Danmark købte nogle år senere af 6 brødre Rantzau, Karlsvrå med tilliggende. Dette tillæggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. I 1500-tallet var der masser af sådanne handler.
Klosteret i Løgum ejede også mange gårde i området. Omkring 1548, da klostergodset overgik til det offentlige, havde klosteret en gård i Lendemark, en i Bylderup, en i Bredevad og fem i Sottrup.
Ahlefeldterne på Søgård havde købt gods af klosteret i 1527, heriblandt gårde i Bylderup, Sottrup og Bredevad. Disse gårde er dog blevet videresolgt undtaget to gårde i Sottrup, der i 1709 blev samlet til en gård.
Lendemark Kro var en kongelig ejendom, der hørte under Bolderslev Fogderi, hvor fogeden havde titel som ridefoged.
Da kolonisterne kom
I midten af 1700-årene opstod tanken om at skaffe nybyggere til de øde hedeegne i den vestlige del af Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland og berettede om de gode forhold som de kunne opnå i Danmark med tildeling af jord og statslån til bygninger og køb af besætning. I Vestjylland kaldte man dem ”Kartoffeltyskere”. Her kaldte man dem ”Kolonister”.
I den nuværende Tinglev Kommune blev der oprettet 4 kolonier, der hver bestod af 6 – 10 ejendomme. De fik navne efter den kongelige familie. Julianeborg kolonien, der bestod af 8 ejendomme, fordelte sig med 4 i Bylderup sogn, 3 i Ravsted og 1 i Hostrup.
Der skulle være blevet oprettet 4 mere, men det blev ikke til noget. Man havde lovet tilflytterne langt mere, end der var grundlag for, og de blev dybt skuffede. De fleste forsvandt ret hurtig igen til hjemegnen eller til andre egne i andre lande. En familie, der hed Kraus holdt dog ud i en årrække.
Masser af kanaler
I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler for at få det opstemmede vand så langt ud og så godt fordelt som muligt. Før den store afvanding i 1920’erne med inddigning og reguleringer, gravning af kanaler med pumpestationer, der pumpede afvandingskanalernes vand op i åerne, var engene i vintertiden oversvømmede helt fra Tønder til Hajstrup og Bylderup – Lendemark.
Et andet problem var sandflugten. Drivende skyer af jord og fygende sand over markerne var årligt tilbagevendende begivenhed i forårstiden. Enkelte initiativrige bønder plantede læhegn af gran i markskellene. Men ellers var der fri passage for blæsten.
Plantagerne, der efterhånden var groet til, var ikke noget værn. Der skulle en regulær katastrofe til i 1938 før det rigtig kom gang i plantningen af læhegn.
Hvem boede i sognet?
Ved folketællingen i 1840 var der 851 personer i sognet. Foruden gårdejere, husmænds, aftægtsfolk, præst og degn var der:
Med børn og voksne var der 30, der fik fattighjælp dengang. Og de var virkelig fattige dengang. De fik lidt brød, lidt rug, lidt boghvede eller når det var rigtig flot, en høne til slagtning. De måtte også ud med tiggerposen for at få penge til mad og tøj. Det var mest aflagt og brugt tøj, de blev betænkt med.
Ildebrand
I de gamle landsbyer med tætliggende gårde og huse, der alle var tækkede med strå, kunne en ildebrand blive en katastrofe. Således kunne man i Dannevirke torsdag den 17. august 1876 læse følgende:
Også dengang var aviserne fulde af trykfejl. Det var ikke hos Martin Christensen, men hos Martin Christian Martensen ilden opstod. Hans gård lå mellem Kirsten og Hans Chr. Søndergårds hus og den nu nedbrændte Bylderup Kro.
En brand var dengang næsten umulig at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om gårdene næsten alle lå tæt på åen med rigeligt vand, så var der ikke noget effektivt slukningsapparat.
Brandforsikringer var i ældre tid ukendte. I landdistrikterne blev de først almindelige fra omkring 1740.
Sognet bestod engang af 8 kommuner
Under den preussiske administration var Bylderup sogn inddelt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Hver landsby havde sin egen kommune, desuden udgjorde Hajstrupgård med kroen og smedjen en selvstændig kommune.
Det administrative overhoved for hele sognet var fra 1889 amtsforstanderen. der var udnævnt af højere myndigheder. Kommuneforstanderne var valgt af dem med fast ejendom for seks år ad gangen.
Bylderup sogn blev kaldt ”Lille Danmark”. Det gode forhold mellem de dansksindede og de tysksindede blev ødelagt, da pastor Holden Lützhøft blev afskediget fra sit embede. 120 af 135 stemmeberettigede havde eller skrevet under på at de gerne ville beholde ham.
Skulle man aflægge ed til den tyske kejser?
Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, faneeden. Kunne man aflægge faneeden og så alligevel være en god dansker? Men hvis ikke man ville indkaldes måtte man forlade landet. Men der blev henstillet til de unge i grænselandet, at de skulle tage militærtjenesten for ikke helt at affolke grænselandet.
I 1911 kunne man indvie et forsamlingshus Slogs Herreds Hus. I Sottrup blev der en vækkelse under Luthersk Mission, der kom til at gøre sig gældende. De byggede deres missionshus i 1905.
Dansksindet sogn
Forholdet mellem dansk og tysk kan man se på stemmetallene fra et valg i 1871. Her var der 103 danske og 34 tyske. Det var kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret dengang.
Ved afstemningen den 10. februar 1920 var fordelingen således, når der korrigeres for de tilrejsende:
Den sidste tid var en hård tid
Den sidste tid i den preussiske tid var en ond tid. Den første verdenskrig gav sorg og savn i mange hjem i sognet. Det tyndede ud i rækkerne af unge mænd. Især Bredevad var hårdt ramt. Ikke færre end 12 fra Bredevad faldt i krigen. I Bylderup var der 34, der måtte lade livet, de fleste for en sag, der ikke var deres. Af dem var 6 brødrepar og 3 familiefædre, hvoraf de to efterlod en børneflok.
Bredevad
Bredevad var den næststørste landsby i Bylderup sogn med ret så mange gårde og kådnersteder samlede i en kreds uden om bytoften og ud mod de laver liggende arealer nord og syd for bebyggelserne.
Fra fordumstid har Bredevad været skæringspunkt for de to gennemkørende veje Flensborg – Løgumkloster og Tønder – Aabenraa. De to veje var sammenfaldende over en strækning på 300 meter gennem Bredevad og forbi Bredevad kro. Her kunne de vejfarende hvile benene og slukke tørsten. De ridende og kørende kunne få heste skoet og vogne repareret hos smeden., der boede lige ved siden af.
Rantzauerne havde en del jordegods i Bredevad.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler heraf 194 artikler fra Sønderjylland og 269 artikler fra Tønder:
November 4, 2020
En tolkning af ”Min Genforening”
Foredrag i Davids Kirken, Østerbro den 9. september og 4. november 2020. Den sønderjyske og københavnske udlægning er forskellig. Skoleelever tror, at vi vandt i 1864. Det dansk – tyske forhold. Sønderjyllands historie er kompliceret. Et skær af nationalromantik og glansbillede. I 811 var Ejderen dansk grænse. Ribe-brevet. Et flag og en sang. H.C. Andersen forstod det ikke. Slesvig – Holsten havde deres egen lovgivning. Danmark fik ikke meget ud sejren under 1. Slesvigske Krig. En fiasko i London. Hertugerne fik mere og mere magt. 60.000 nordslesvigere udvandrede. Nogle danske sange blev forbudt. TV – Syd ville ikke bruge ”Det haver så nyeligen regnet”. I 1907 godkendte Danmark Kongeå – grænsen. Manden, der skabte grænsen. De københavnske politikere forstod ikke problematikken. Ikke nødvendigvis socialdemokratisk opbakning. Danmark lagde miner. Tyskland fik lov til at betale efter 1. verdenskrig. Kongens ridt i detaljer. Hvem var Jomfru Fanny? Næsten hungersnød i Nordslesvig. 10. februar i Rens. Gud havde forladt Otto i Højer. Det blev dyrt for Danmark.
Er den sønderjyske og den københavnske udlægning forskellig
Der snakkes meget om Genforeningen i disse tider. Meget af det er et glansbillede. Her stilles danskheden op på en pilestal og det tyske som et onde. Andre steder roses det gode dansk – tyske forhold.
Men det er også som om, at den københavnske og den sønderjyske version er forskellig. Og så er det som om man vil tvinge en bestemt holdning igennem. Men der også kommet mange udmærkede bogudgivelser om historien.
Skoleelever tror at vi vandt i 1864
Vi skal selvfølgelig have at vide om kongens hest var hvid, og hvem Jomfru Fanny var? Og hvem var det lige der sad op på hesten ved kongen. Da kongen kom til Sønderjylland, var han så lige velkommen alle steder. Og hvorfor var det lige, at han haltede?
Den såkaldte ”Genforening” handler meget om følelser, og det må man respektere. Men gad egentlig vide, hvad de unge mennesker lærer om dette emne i skolen. De tror, at vi vandt krigen i 1864 og ”Slaget ved Dybbøl”.
Vi havde behov dengang for noget heltedyrkelse. Men kigger vi på politikernes handling dengang, så korser man sig. Men vi ved også, at vi ikke skal tolke datidens hændelser med nutidens øjne.
Det dansk – tyske forhold
Måske har vi sønderjyder lettere ved at tolke denne del af historien. Vi har også alle vores version af det dansk-tyske forhold. Min sidste bog handler delvis om dette. Den tidligere redaktør af Der Nordschleswiger, Siegfried Matloch mente, at jeg skulle undervise tysksindede unge i en studiekreds på Det Tyske Bibliotek i Tønder.
Nu er fejlen ikke kun hos de dansksindede men også hos de tysksindede selv. Vi har nogle åndssvage eksempler fra begge sider. En byrådspolitiker fra Sønderborg ville tvinge de tysksindede til at anerkende ordet ”genforening”. Borgmesteren i Aabenraa vil ikke give hånd, når man skal sige tillykke ved statsborgerskab. Det minder ham om en Nazi – hilsen. Og det tyske mindretal sammenlignede en bestemt politiker fra Dansk Folkeparti med en nazist.
Det tyske mindretal erkendte medansvar
Og så havde vi for nogle år siden debatten om dobbeltsporede skilte i Sønderjylland. Aabenraas borgmester mener ikke at det tyske Mindretal kan fejre 100-års fødselsdag. Man burde trække de fem besættelsesår fra på grund af det tyske mindretals optræden.
Det varede også uhyggelig længe inden Det Tyske Mindretal erkendte en medskyld for det, der hændte under og efter besættelsestiden. En anden ting som man har fortiet, var det danske mindretals syn på racepolitikken syd for grænsen efter besættelsestiden.
I 2005 lavede Wilstrup en undersøgelse, der viste at halvdelen af danskerne mente, at deres forhold til tyskerne var præget af begivenhederne fra 1940 – 1945.
Ti år senere kunne Woxmeter fortælle at 7 ud af 10 har en overvejende positiv opfattelse af tyskerne.
Sønderjyllands historie er kompliceret
Sønderjyllands historie er kompliceret. Og egentlig burde vi gennemgå Hertugdømmernes historie fra A til Z. Det har vi gjort på vores hjemmeside. Men i et foredrag vil det nok virke for kedeligt med alle disse årstal konge – og hertugnavne.
Det handler også om hvornår det hed Slesvig, og hvornår det hed Sønderjylland. Det er lige så kompliceret. For på et tidspunkt hed hele Slesvig – Holsten faktisk Sønderjylland.
Under det preussiske herredømme hed det Nordslesvig. På et tidspunkt forbød tyskerne at man nævnte ordet Sønderjylland.
Et skær af nationalromantik og glandbillede
Men egentlig handler det om kongerne og deres sønner, om pantsætning og de holstenske grevers enorme magt. Margrethe den Første forsøgte at opkøbe diverse godser i Nordslesvig. Herved opstod ”De Kongerigske Enklaver” Det var små stykker ”Danmark” midt i det hertugelige. Her skulle de unge aftjene deres værnepligt under den danske konge.
Fortællinger om den såkaldte ”Genforening” er indhyllet i et skær af nationalromantik i vores kollektive erindring, Det er selvros og hyggenationalisme. Vi har en tendens til at have en glansbilledehistorie om danmarkshistorien. Om gode retfærdige konger og et folk, der løser problemerne gennem samtale og forhandling. Men sådan er denne fortælling langt fra.
Hertugdømmernes historie har handlet om konflikter og krige, der handlede om hvilke stormænd, hertuger og konger, der skulle have retten til at pine naturalier, penge og andet ud af undersåtterne.
I 811 var Ejderen den danske grænse
Helt tilbage i året 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk – romerske kejser Karl den Store.
I de følgende århundreder blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen.
Ribe – brevet
Vi skal også huske årstallet 1460, da blev Ribe-brevet underskrevet. Det var egentlig dikteret af de holstenske grever. Det sagde at den danske konge skulle regere i Slesvig og Holsten samt kongeriget – men hver for sig.
Historikere er uenige i tolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har det også været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange andre steder. De holstenske grever ejede på et tidspunkt det meste af Danmark.
Og hver del havde sin egen lovgivning.
Et berømt motto udskilte sig fra dette brev:
Et flag og en sang
Bevægelsen ”Slesvig – Holstenerne” lagde meget vægt på dette brev. Men egentlig var det kun en håndfæstning, som kun forpligtede kongen til hans død. Egentlig havde man glemt dette brev, men det blev så fundet frem til lejligheden, da bevægelsen opstod i 1800-tallet.
Fra starten var denne bevægelse splittet i to grupper. Den ene gruppe ville administreres af den danske konge. Den anden gruppe ville tilknyttes det tyske forbund. Men egentlig fik bevægelsen stor magt.
De fik deres eget flag og deres eget form for nationalsang:
Både flag og sang blev brugt til at provokere de dansksindede helt frem til 1920. ja sandelig også efter den tid. Den danske konge forsøgte at forbyde både sang og flag.
Og de onde i historieskrivningen blev Augustenborgerne. Det var dem, der stod for oprøret i Rendsborg i 1848. Men den danske konge havde nu bøvl med dem både i 1920 og under besættelsen.
H.C. Andersen forstod det ikke
Egentlig havde man det godt at være et selvstændigt hertugdømme. Erhvervspolitisk søgte man mod Hamborg i 1840’erne.
Den særegne Sønderjyske kultur er historisk blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen, hvor det hed Nørrejylland og tyskernes syd for Ejderen.
Halvvejs i sit liv mødte H.C. Andersen de nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos den danske kongefamilie på øen Før tog han ophold på Augustenborg Slot. Men eventyrdigteren fattede slet ikke, hvad der foregik.
Nu skulle der tales dansk
I 1844 forbød man Hjort Lorentzen at tale dansk i Slesvigs stænderforsamling. Dette førte til megen surhed hos de dansksindede.
I årene fra 1850-1864 gjorde man en stor indsats i det sydlige Slesvig for at vinde befolkningen for danskheden. I 41 sogne skulle skolesproget nu være dansk. Men dette var yderst upopulært.
I København var der en sand eufori efter sejren i Første Slesvigske krig. Man følte sig nu uovervindelig. Og det gjorde man vel også i starten af krigen i 1864, trods det at preusserne have oprustet. Og det havde man ikke i Danmark.
Med reformationen og senere de tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16. 17. og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Det skete både i Slesvig – Holsten og i det danske kongerige.
Man påtvang længe før prøjserne kom, nordslesvigerne det tyske sprog. Det blev brugt i kirken, skolen og i retsvæsnet.
Særlig i 1700-tallet talte man i de højere kredse og i Hoffet tysk og fransk. Man sagde at den dansk adelstand:
Man kunne have gjort noget ved det
Rent juridisk kunne de danske konger og embedsmænd have gjort Slesvig Holsten dansk mange gange men de formåede det ikke. Men egentlig kunne man fra tysk side også have gjort det.
En af dem, der kæmpede hårdest, var Erik af Pommern. I 1448 blev sidste retssag afgjort. Den store vinder var hertug Adolf.
Det var svært at få en ny konge
Med største besvær og balancegang og stormagternes indgriben lykkedes det i 1852 at udpege prins Christian som kommende tronfølger efter Frederik den Syvende. Denne Christian var bestemt ikke danskernes valg. Han kunne jo ikke engang tale rent dansk.
Prins Christian forsøgte to gange at overbevise politikerne om, at der skulle begås statskup og at enevælden skulle genindføres. Og så ville han ellers gerne med i Det Tyske Forbund.
Regeringen havde ellers talt om en skandinavisk sammenslutning og en svensk konge, der også skulle være konge i Danmark. Men dette forslag brød russerne sig slet ikke om.
Ja og Augustenborgerne mente, at de var de retsmæssige ejere af den danske kongetrone, men sådan blev det ikke. I starten var det hertugens lillebror, prins Frederik af Nør der piskede en oprørsstemning op mod Danmark. Men egentlig var det nok mod deres egen svoger, den danske kong Christian den Ottende, der i sit andet ægteskab havde giftet sig med brødrenes søster, Caroline Mathilde.
I to omgange måtte den danske stat betale Augustenborgerne til tavshed. Man købte deres slotte til overpris.
Slesvig – Holsten havde deres egen lovgivning
Tænk engang, at i 1855 havde kun 6.000 danskere stemmeret i Kongeriget. Og siden 1815 havde Holsten været med i Det Tyske Forbund.
Man glemmer hele tiden at fortælle, at Slesvig-Holsten havde deres egen lovgivning. Det havde de også indtil 1864. Det kunne være meget vanskeligt at samarbejde med embedsmændene. Således tog det hele 70 år at anlægge vejen fra Tønder til Ribe, fordi vejen gik gennem nogle kongerigske enklaver.
Danmark fik ikke meget ud af sejren
Det kan da godt være, at Prøjsen stjal Nordslesvig. Men vi skal lige huske på, at det var den berømte november-forfatning, som Danmark indførte. Og den var imod de internationale spilleregler. Slesvig blev knyttet nærmere til Danmark.
Vi skal ikke komme nærmere ind på hverken 1. eller 2. Slesvigske krig. Men egentlig fik Danmark ikke meget ud af den 1. Slesvigske krig, hvis vi kigger på fredsbetingelserne.
En fiasko i London
Og efter 2. Slesvigske Krig gik man jo helt forkert i London efter fredsafslutningen der og så senere i Wien, hvor der var nærmest et diktat.
Danmark forpassede muligheden i London med at få den grænse som vi nærmest har i dag. Man mente, at grænsen skulle trækkes ved Ejderen selv efter nederlaget. Det var uerfarende forhandlere man havde sendt til London
Under forhandlingerne kom det til en krise mellem Monrad og kongen. I et par dage var Danmark ret beset uden regering. Det lykkedes dog ikke for kongen at finde egnede personer, der kunne danne en ny regering. Nu var det kun kongen, der bestemte. Og han dikterede, at der skulle være en grænse ved Dannevirke. Desuden afslog han en folkeafstemning.
Man sløjfede § 5
Og så var det at krigen gik i gang igen. Det var så her, at Als blev erobret uden nævneværdig modstand. Ja faktisk var det meste af Jylland besat. Stormagterne bestemte, at Bismarck skulle trække sig til syd for Kongeåen.
I Prag mente Napoleon at nordslesvigerne skulle have en paragraf 5, hvor nordslesvigerne selv kunne bestemme, hvor de ville hen. Men den sløjfede man uden de andre støjmagters indvending.
Ved det første forbundsvalg i 1867 gik skillelinjen mellem de danske og tyske syd for Flensborg og nord for Tønder og Højer. Denne linje blev forrykket omkring Flensborg. Her blev der sat massivt ind for at få den gjort tysk.
Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes
I Nordslesvig blev alle danske embedsmænd forjaget. I 1867 forlangtes at man aflagde ed til kongen af Preussen. Pressefrihed blev garanteret af forfatningen men sådan kom det ikke til at gå.
Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes. Og det forsøgte Preusserne med alle midler. Modsvaret var netop de danske foreninger og det Sønderjyske Kaffebord.
Og ved hjælp af smart valggeometri bevarede tyskerne kontrollen.
Hertugerne fik mere og mere magt
Hertugdømmet Slesvig bestod fra 1200 – 1867. Jo det var især fra 1241, at hertugerne fra Holsten fik større og større magt på bekostning af den danske konge. Det er så en af grundene til, at man ikke kan tale om ”Genforening”.
Det hjalp jo også på det, at hertug Abel blev gift med den holstenske grevedatter Mechilde. Hertugerne fik flere rettigheder. Det var at kræve skat og slå mønt. De fik også eget landsting – Urnehoved. Fra 1326 overtog hertugerne alle kongens kompetencer.
Hvad er der egentlig galt
En anekdote vil være særdeles godt anbragt på dette sted. Lord Pammelstone fik et spørgsmål af Dronning Victoria:
Og Lord Pammelstone svarede:
60.000 nordslesvigere udvandrede
Danmark er en af de få lande der mindes sit nederlag. Pludselig kom 200.000 nordslesvigere under preussisk styre. Politiske danske foreninger blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord. Der blev oprettet såkaldte domænegårde for at få dem under tyske hænder.
Frem til år 1900 udvandrede hele 60.000 nordslesvigere. Denne udvandring kunne have fået udslag ved afstemningen 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog en del modstand og den virkede også modsat selv om tyskerne udviste en masse dansksindede.
Danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger blev dannet. Danske forsamlingshuse som Folkehjem i Aabenraa blev oprettet. Der var danske aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.
Nogle danske sange blev forbudt
Allerede den 12. juli 1865 blev der udsendt en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Den Blå Sangbog i Sønderjylland kom i alt i 20 udgaver og startede med at hedde Dansk Sangbog, den sluttede med at hedde Højskolesangbogen.
I 1884 blev 16 unge piger dømt for til en privat fest at have sunget danske sange. Mange blev dømt for at have sunget ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.
I Haderslev blev fire dømt for at have sunget ”det er et yndigt land”. I udgaven af den Blå sangbog i 1899 var alle de forbudte sange markeret med en stjerne. Den Tyske Forening mente, at nu var det på tide helt at forbyde ”Den Blå Sangbog”.
”Den Tyske Forening” ville have forbudt 100 sange
Sangbogen blev dog ikke forbudt, men de ”forbudte sange” måtte ikke mere trykkes. Den Tyske Forening mente, at 100 sange skulle forbydes, men Retten nøjedes med at forbyde i alt 18 sange.
Når man så havde besøg fra Danmark sang man dog ”de forbudte sange”. Men det var kun hvis gendarmen ikke var til stede. Og man havde vagter på, hvis han skulle dukke op.
Man ville ikke genere de tysksindede
Mange år efter lavede min afdøde kone en film om Børge Christensen fra Tønder, der havde opfundet EDB – programmet Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens video-selskab BIS – Video. Meningen var at filmen skulle vises på TV – Syd. Hun fik en af Aabenraa’ s musikere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet” Det var kun som instrumental udgave. Som bekendt er melodien en gammel dansk folkemelodi. Men det var for meget for TV – Syd. De ville ikke bringe filmen, hvis ikke musikken blev fjernet.
Den oprindelige tekst blev skrevet af Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny let satirisk tekst, der første gang blev sunget ved sønderjydernes besøg i København i marts 1890.
TV – Syd mente, at melodien kunne genere det tyske mindretal – og det så mange år efter.
Det er juridisk usandt
Ordet ”Genforening” var præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Men det er nu for meget glansbillede over. Og juridisk er det usandt.
Mange har misforstået begrebet helstat. Den varede fra 1814 til 1864. En helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater men dog i praksis samleledes den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København og her i særdeleshed med to kancellier, en for de kongerigske enklaver (Dansk Kancelli) og en for hertugdømmerne (Tysk kancelli).
Allerede i 1907 godkendte Danmark Kongeå-grænsen
En af de mest mærkelige traktater blev underskrevet den 11. januar 1907. Danmark lovede at forbedre forholdet til Tyskland. Danmark sagde også definitivt ja til Kongeå-grænsen og nej til §5-aftemningen. De dansksindede i Nordslesvig følte sig i den grad svigtet. Det vil sige, at den danske regering forsøgte at skjule, hvad man havde skrevet under på.
Manden, der skabte grænsen
Grænsen var tegnet af en lektor fra Frederiksberg faktisk allerede i slutningen af 1890’erne. Han hed H.V. Clausen. Han havde ved studier afgjort hvor den skulle ligge. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse3. Disse fulgte nødvendigvis ikke ad. Han foreslog grænsen syd om Tønder og Højer, selv om han vidste, at der her var langt flere tysksindede end dansksindede.
Grænsen gik nord om Flensborg på nogle af kortene. På andre kort stoppede linjen ved Padborg.
Klagen, der blev afvist
I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg spurgt Folketinget om man kunne få tyskerne til lade være med at nægte danske skibe lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge danskere fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark det gik ud over.
Det fik Scavenius til at bemærke, at
Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50 – årets fejring af 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det nødvendige hensyn over for tyskerne.
Ud med danskerne – Tyskland til Skagen
Tyskernes holdning var lige modsat. Her blev der ved alle forsamlinger råbt:
I 1914 blev en masse prominente dansksindede anholdt og sat i arrest. Takket være H.P. Hanssens indsats blev de efter nogle måneder igen frigivet.
Zahle faldt de dansksindede nordslesvigere i ryggen
Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark og Nordslesvig. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer Krabbe, da dennes datter Fru Wildenrauch – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske nordslesvigere i ryggen.
Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssen og hans indflydelse. Og udenrigsminister Scavenius var ikke særlig glad for den såkaldte Aabenraa – resolution, der fastslog retningslinjer for indlemmelsen.
Scavenius nægtede at indlemme folk, der kun blev dansk af nød og ikke af overbevisning. . Dem, der ikke viste den danske nationalfølelse skulle ikke være danske. Et stort tysk mindretal skulle ikke komme til Danmark.
Zahle mente, at det var meget uheldigt at dansk politik skulle dirigeres fra Nordslesvig.
Det Radikale Venstre havde stor mistro til dem, der havde været tysksindet pludselig, blev dansksindede. Man ønskede sig en tysk – dansk ordning. Men det var tyskerne, der skulle tage initiativet.
Pludselig brød ”Socialdemokraten tavsheden
H.P. Hanssen kritiserede Scavenius fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig. Scavenius havde bedt aviserne om ikke at beskæftige sig med Nordslesvig. Det kunne nemlig irritere tyskerne.
Men den 6. oktober 1918 tog ”Socialdemokraten” emnet op i en stor artikel. Men hvad der ikke stod i artiklen var, at Socialdemokraterne havde afvist en afstemning i Nordslesvig.
Egentlig interesserede de københavnske politikere sig ikke så meget om Sønderjylland under krigen. Man stod pludselig total uforberedt, da tyske politikere henvendte sig angående spørgsmålet om Nordslesvig. Allerede i 1915 var de første tyske henvendelser kommet.
Mange forslag fra politikkerne
Tidligt kom meldingen fra tyskerne om, at man ikke ville frigive Als, fordi der her lå en tysk flådestation. Det fik så Munck til at foreslå Årø som flådestation i stedet for. Gad vide, hvad englænderne synes om det forslag?
Så var det også fremme, at man jo bare kunne bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Senere blev disse solgt til USA. Og de var med til at betale for Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Men det var langtfra nok penge.
Den 10. februar 1917 fremkom Scavenius med en overraskende meddelelse. Han mente, at der skulle laves en overenskomst mellem Tyskland og England. Danmark skulle have Nordslesvig og England skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, de havde taget af tyskerne
Ikke nødvendigvis socialdemokratisk opbakning
Til et politikermøde i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om partiets holdning til de danske nordslesvigere:
Da Stauning blev konfronteret med Danmarks accept af grænsen i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra ”genforenings – kravet”, ikke fra ”genforenings – håbet”.
Så sent som i 1919 mente Danmarks gesandt i Berlin, at det bedste var, hvis nordslesvigerne lod sig germanisere.
Legater i Tønder kun for tysksindede
Det havde også sine udfordringer at tilhøre et dansk mindretal i Tønder i 1919. Der var mange legater i Tønder som følge af de rige knipling-grosserer. Men de blev fortrinsvis givet til de tysksindede. En mor henvendte sig til magistraten og ville gerne have hjælp til datterens konfirmation:
Danmark lagde miner
Godt nok var Danmark neutral under Første Verdenskrig men man førte en meget tyskervenlig politik. Således blev der lagt miner ud i de danske farvande for at forhindre britiske flådefartøjer i at nå frem til Østersøen. Havde Danmark ikke gjort det, var man blevet besat. Men disse miner blev først lagt efter briternes accept.
Store konsekvenser
Tænk engang 30.000 nordslesvigere var med i Første Verdenskrig. For de dansksindede var det en mærkelig følelse at skulle kæmpe mod Sønderjyllands befrier. 5.300 vendte aldrig hjem igen. Mange blev ramt hele livet. I Nordslesvig betød det, at krigen efterlod:
En uvildig handling
Tyskerne ville faktisk gerne forhandle med Danmark om løsning af Nordslesvig – problemet. De henvendte sig selv. Og Scavenius var klar til at forhandle. Men USA og England sagde nej til dette ønske. De advarede Danmark mod at indlede forhandlinger med tyskerne. Det ville blive opfattet som en ”uvildig handling”. Ja stormagterne truede Danmark direkte med handelsmæssige konsekvenser. Det var derfor, at Scavenius var tvunget til at opfordre stormagterne til at tage spørgsmålet op ved fredsforhandlingerne.
Grænsen ikke som ønsket
Fra tysk side bruger man ordet ”afståelse”. For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød det grænsedragningen en deling af Slesvig. Og det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.
For begge mindretal – det danske syd for grænsen og det tyske – nord for grænsen blev grænsedragningen ikke som ønsket. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.
Var det sønderjyderne, der ville flytte grænsen
Pludselig opdagede sønderjyderne her i 2020 at man på en sten på Frederiksberg havde skrevet, at det var sønderjyderne, der ønskede grænsen flyttet mod syd.
Man har bebrejdet tyskerne at de ikke anerkendte grænsen i 1920. Det tyske mindretal i Sønderjylland anerkendte den først i 1945.
Tyskland får lov til at betale
Tyskerne havde intet andet valg end at underskrive traktaten i Versailles. Ellers havde de lidt den totale undergang. Den amerikanske præsident Wilson havde i januar præsenteret 14 punkter, der baserede sig på samhandel, mere åbenhed og nedrustning. Hans ide var at Tyskland skulle behandles som ligeberettiget men ikke som de andre folks herre.
Men da det kom til stykket, var de noble principper forsvundet. Nu var det England og Frankrig, der bestemte. I fire år havde de kæmpet lange og udsigtsløse slag i skyttegravene. Nu var hævnens time kommet. Med den engelske premierminister Lloyd George egne ord:
Man mærkede også sult i Nordslesvig
Tyskerne mistede selv 2 mio. soldater. 2,7 mio. blev såret. Befolkningen fik ikke noget at spise og der kom følgesygdomme. Det mærkede man også i Nordslesvig.
Der 27 møller i Tønder Amt kunne ikke mere male korn til brød. Og i Aabenraa var der mangel på kartofler. Bønder nægtede at sælge til de meget lave statslige priser. Landbruget var stærkt nedslidt, ja næsten ødelagt. Mange kreaturer var inddraget og mælkemængden var faldet til 25 pct. af det normale. Som følge af krig og nød faldt moralen.
Der blev i den grad smuglet. Og det var ikke ufarligt at krydse grænsen til Danmark. Folk fra Haderslev tog båden til fra Årøsund til Assens bare for at få noget mad.
Afleveringspligt
Fra 1915 var der indført rationeringsmærker. Hver person måtte kun købe 2 kg. Brød om ugen. Der opstod masser af mangelsituationer. Det kunne være kaffe fremstillet af brændt rug elle kålrabi. Der blev nedsat kommissioner i byerne, som skulle fordele de sparsomme levnedsmidler i byerne.
På landet var der nedgang i dyreholdet på grund af mangel på foderstoffer. Byg, der blev brugt som foder til svin blev nu anvendt til brødfremstilling. Også kvægholdet blev beskåret Der var ikke nok til at passe dyrene. Godt nok kom russiske krigsfanger og hjalp.
I efteråret 1916 blev ernæringssituationen i Nordslesvig forværret. Kartoffelhøsten slog fejl. I 1917 måtte bønderne tvangsaflevere så godt som alt, hvad de producerede. Det var kun tilladt at beholde det mest nødvendige til sig selv.
Lokale gendarmer blev sat til at inspicere om der blev bagt brød og slagtet i smug. Myndighedernes kontrol blev mere og mere omfattende.
Ved krigens afslutning var befolkningen i Nordslesvig nedslidte og delvis udsultede. Der var masser af bestikkelse og sortbørshandel. Dette påvirkede også holdningen til myndighederne. Man blev mere og mere ligeglade.
Revolutionen i Sønderjylland
Og revolutionen, der startede hos søfolkene nede i Flådestation Kiel, bredte sig til Nordslesvig. Den 6. nov. 1918 erklærede Bruno Topf Als som republik. Nu var han præsident. Han forlangte, at alle flådens skibe skulle sejle med rødt flag.
I Tønder måtte borgmesteren ofre konens røde nederdel til et rødt flag på Rådhuset. Der var ikke til at opdrive egnet rødt stof i butikkerne i Tønder. Ved at banke hårdt i bordet til et byrådsmøde fik oprørerne penge til deres revolution. Overalt i Nordslesvig var der revolution.
Hvor er de dumme danskere
Her i Tønder spurgte Landrath (Amtmand) Rogge et interessant spørgsmål, for han kendte ikke så mange af dem:
Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:
Der var undtagelsestilstand
Egentlig var det undtagelsestilstand i Slesvig – Holsten for ca. 100 år siden. Rammebetingelserne skulle gøres så neutral som mulig. Fra den 24. januar var den nationale kampzone således et statsløst område. Det tyske rige og provinsen Preussen var frataget samtlige beføjelser. 3.000 fremmede tropper besatte området.
Tyskerne mente at afstemningen ikke var retfærdig. I afstemningszone 1 skulle man stemme en-block. Og i afstemningszone 2 skulle man stemme pr. kommune. Dette betød at for eksempel Tønder og Højer kom med til Danmark, selv om det var et kæmpe tysk flertal.
Blæst og slud den 10. februar 1920
Mange havde håbet, at den 10. februar 1920 var en skøn dag. Men det var alt andet end det. Det var blæsende og det var sludbyger. Det var valgdag. Ved en fejl var der sendt 1.000 tyske og næsten ingen danske stemmesedler til Rømø. Hurtig fik man fat i danske stemmesedler og en båd blev sendt over med dem fra Ballum. Det viste sig, at der var 514 danske stemmer og 92 tyske.
I Haderslev var der dansk flertal. Det blev i den grad fejret. Beværtningerne lukkede ikke til tiden. Det skred de franske alpejægere dog ikke ind over for. Men Bismarck – statuen blev dog dækket over på afstemningsdagen. Måske var det fordi, at de franske alpejægere ikke ville se på deres, betvinger fra 1870.
Der var tysk flertal i flere af de store byer
I godt 30 landsogne var der tysk flertal.
Den 10. februar i Rens
100 år efter afstemningen stod undertegnede i Rens mellem Tønder og Tinglev og holdt foredrag på sønderjysk. Vi spiste ligesom dengang for 100 år siden. En del bekendte fra min sønderjyske tid var mødt op. Det var virkelig hyggeligt.
Men dengang rådede man kun over 10 danske flag. Men en god dansk mand sørgede for yderligere 13 danske flag. Og så blev der ellers fabrikeret flagstænger. Her var det ellers tvivl om resultatet. Man var enige om. At mødes på kroen for at høre, hvordan det var gået. Der viste sig, at der var 114, der havde stemt dansk og 99 tysk.
Da man ville høre resultaterne andre steder fra stødte man ind i problemer. Der var kun en telefonlinje til Rens og betjeningen på centralen var tysk og ret modvillig.
Engelske soldater måtte træde til
I min fødeby, Tønder sagde man, at der nærmest var orkan. Flagstængerne var ved at knække. På Tonhalle skulle den danske fest afholdes og engelske soldater patruljerede rundt om i byen. Klokken 23 kom så afgørelsen:
På grund af en-block afstemningen så blev Tønder dansk.
Senere kom det til dansk – tysk ballade i Storegade. Det engelske militær måtte i aktion. Der var også sangerkrig: ”Schleswig Holstein meerumschlungen” mod ”Dengang jeg drog afsted”.
Soldaterne endte ved kreaturstaldene
Den 5. maj kom Sønderjysk Kommando til byen og den 7. maj kom Dragonerne.
Den Sønderjyske Kommando havde fået strenge ordre til at opføre sig ordentlig og korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære danske fædrelandssange udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.
De kom med toget. Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde de militære vogne fra. Først da han blev truet med en pistol kom lokomotivføreren på andre tanker.
Ved den første sønderjyske station, Vedsted, stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag. Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Man rangerede ekstra kraftig og længe og soldaterne endte over ved kreaturstaldene.
Vi ses om fem år
I øvrigt så kom det første danske tog fra Bramming den 14. juni. To dage efter rejste det tyske personale med tog bestående af 10 lokomotiver med afrejse fra Marchbahnhof nu Tønder H.
Man lod alle lokomotiver pibe på en gang. På siden af lokomotiverne havde man hængt plakater med teksten:
Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske stationsforstander. Den var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflig korrekt over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig tilbage. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.
Et par dage efter overmalede de tysksindede alle Tønders røde postkasser.
Jeg forstår ikke dansk
Det første valg efter ”indlemmelsen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede ville ikke tale tysk i byrådssalen. Det fik skræddermester Petersen til at rejse sig. På tysk forkyndte han:
Politik med hjertet og ikke med hjernen
Vi kunne måske have nævnt Påskekrisen. Zahle sukkede og mente følgende om kongen:
Stauning sagde til kongen:
Det berømte ridt over grænsen
Arrangørerne gik langt for at få kongens ridt over grænsen til at foregå i et mytologisk skær. Han skulle ride over grænsen på en hvid hest. Det var netop det som Jomfru Fanny fra Aabenraa havde forudset. Kongen gjorde sit til at det skulle lykkedes.
Den 10. juli 1920 klokken var lidt over ti om morgenen. Christian den Tiende var reddet gennem æresporten på den gamle grænse nord for Christiansfeld, da den stærkt bevægede konge fik øje på en lille lyshåret pige i menneskemængden. Hun havde et dannebrogsflag i den ene hånd og i den anden hånd en kurv med roser i rød og hvid.
Hendes hvide kjole var pyntet med røde bånd. Da kongen så pigen fik han lyst til at tage hende op og omfavne hende. Han kunne ikke vide, at pigen Johanne var adoptivdatter med så beskidte sokker, at hendes mor havde vendt vrangen ud på dem tidligere på dagen. Kongen grab fat om den lille hånde under roserne. Kongen spurgte pigens mor.
Hun blev helt paf og svarede ikke, men så spurgte han anden gang:
Der blev så svaret ”Ja Tak”. Og så løftede han den hvidklædte pige op på sin saddel og kyssede hende. Så spurgte kongen:
Den ni – årige pige svarede, men kongen hørte hende ikke. Han var allerede videre på den hvide hest. Johanne Braren brød sig ikke om, at kongen tog hende med:
Kongen havde ikke bemærket at hun græd
Oppe på hesten lagde pigen sin arm om kongens hals, mens hendes mor forsøgte at følge med gennem menneskemængden. Den niårige pige var begyndt at græde, men kongen registrerede det ikke. Han skrev følgende i sin dagbog:
Hvem var Jomfru Fanny?
For at forstå mytologien i alt det her skal vi lige tilbage til årene omkring 1805, hvor en anden lille pige dukke op i Aabenraa. Hun hedder Franzisca Elise Enge. Der gik og går stadig rygter om, at hun var af fornem slægt, måske endda barn af kronprinsen, den senere kong Christian den Ottende.
I virkeligheden var hun sandsynligvis uægte datter af en tjenestepige fra Mecklenborg i Tyskland og en skovridder fra samme egn. Hun arbejde som syerske og begyndte at få drømmesyn. Den synske pige blev kaldt for jomfru Fanny.
Hun blev landskendt, fordi Fyens Avis bragte en artikel om, at hun havde forudset Treårskrigens udbrud allerede i 1837. Hun forudså, at det hele ville ende med en dansk sejr. Det skete i maj 1849 – altså inden de afgørende slag ved Fredericia og Isted, som danskerne vandt.
Hendes forudsigelser blev bragt som skillingstryk i København. Trykkene var den tids ugeblade. Derfor nåede historierne vidt omkring. Da Danmark vandt krigen i 1850, havde Jomfru Fanny for alvor skabt sig et navn.
Hun spåede, at der ville komme endnu en krig, som Danmark ville tabe. Efter det store danske nederlag i 1864 med beroligende ord til apotekeren i Aabenraa. Spåkonen forudså, at der i 1870 ville komme en krig, man aldrig havde set mage. Efter et stort slag uden for Aabenraa ville Danmark genvinde tabt land.
En dansk konge vil ride over på en hvid hest
Danmarks konge ville komme ridende på en hvid hest, der ville vade i blod i gaderne, lyder det fra apotekerens referat. Det kom faktisk til en stor krig i 1870 mellem Preussen og Frankrig, men resten passer ikke.
Jomfru Fanny glemte dog ikke drømmesynet. Kort før hendes død i 1881 kom hun så med en spådom:
Stoppet af politiet
Men tilbage til kongens berømte ridt. Elisabeth Braren kunne se at hendes datter var ulykkelig. Hun forsøgte at mase sig gennem tilskuerne. Det lykkedes hende at komme ned i en grøft, hvor hun kunne løbe efter kongens hest. Men pludselig blev hun råbt an ad tre politibetjente. Så måtte den bekymrede mor forklare sig til ordensmagten, mens kongen red væk med hendes datter på vejen.
Den hvide hest
I de kongelige stalde var der ikke en hvid hest. Men grev Knud Danneskjold – Samsøe fra Visborggård ved Hadsund havde lige inden Første Verdenskrigs udbrud i 1914 købt en hvid hest i Paris. Den hed Malgré Tout eller på dansk ”trods alt”. Den var blevet trænet i flere måneder så intet kunne gå galt.
Ulykkelige Johanne
Mens Johanne Braren sad oppe hos kongen, tog en ældre herre sit sidste åndedrag lidt længere nede af vejen. Han syvårige barnebarn så på mens det skete. Manden, hans Jørgen Bylling var faldet om. Da folk havde råbt ”Kongen kommer” havde barnebarnet set sin bedstefars stok flyve op i luften, da den gamle faldt bagover.
Den døende bedstefar blev båret ind på Høkkelbjerg Skole, hvor han udåndede på et bord. Den lille dreng huskede resten af sit liv, hvordan ”bedstefar døde af glæde”.
Mens den tragiske situation udspillede sig i skolestuen, slap Johanne Brarens mor forbi politiet og nåede hen til kongens hest, hvor hun fik standset Majestæten. Denne spurgte:
Elisabeth Braren turde dog ikke udsætte hendes barn for mere. Hun løftede datteren ned og trak hende i sikkerhed i grøften. Hun havde fået et lille nerveanfald som udtrykte sig i klagende toner. Moderen fik bragt hende til ro. Hun fik hatten på og stille gik de bagefter sværmen.
Og Johannes far blev tysk præst i Højer. Det gik også godt indtil der kom en dansk præst. Så skete der ellers ting og sager.
Masser af drama
Men der var mere drama ved kongens ridt over grænsen. Kongen steg af ved Tyrstrup Kirke, hvor han skulle deltage i en kort andagt. Da kongen kom ud af kirken, gik han hen og hilste på de krigsveteraner, som havde været med ved nederlaget i 1864.
En af veteranerne var den 82 – årige snedkermester Peter Wandt fra Bjerndrup. For ham var øjeblikket så bevæget, at han faldt om og døde ved kirkemuren. Men det blev også kongens tur til at falde.
Kongen faldt
Efter ceremonien i Tyrstrup Kirke fortsatte Majestæten mod Haderslev i bil. Lidt uden for byen skulle kongen så til hest igen og her gik det galt.
Den hvide hest havde opfyldt spådommen, så kongen skiftede til en af sine egne gangere. Hesten veg til side, da han ville sætte sig op. Men Christian den Tiende der var en erfaren rytter, ville ikke lade hesten bestemme så han svingede sig op alligevel.
Men så sprang dyret til siden, væltede den hjælper, der holdt tøjlerne. Kongens sabel kom i klemme mellem ben og hest og så faldt majestæten til jorden.
Kongen red ind i Haderslev på en anden hest, men så kunne han hellere ikke mere. På resten af turen gennem Sønderjylland var han tydeligvis plaget af store smerter. Resten af turen foregik i bil.
Men så var myten også skabt. Påskekrisen var så godt som glemt. Billeder af kongen på den hvide hest var et nationalt ikon.
Kongen glemte aldrig Johanne
Kongen glemte aldrig den lille pige. Han inviterede hende til arrangementer, når han var i Sønderjylland. Hun fik gaver af ham, både da hun blev konfirmeret og gift. Selv om det var en stor oplevelse for Johanne kom livet til at gå med hårdt arbejde. En overgang var hun bagerfrue i Vejle. Men butikken kunne ikke løbe rundt.
I 1945 blev hun skilt efter 10 års ægteskab. Men hun fandt kærligheden igen i 1947, men det gik kun seks år før hun blev enke. Hun hed nu Johanne Herlak og var alene med to små piger, som hun måtte forsørge ved at arbejde som kogekone. Hun døde i 1999 i Aarhus, 87 år gammel.
Masser af myter
Kongen glemte aldrig sin ridetur og heller ikke den hvide hest. I 1921 fik hesten dårlige ben. Den måtte aflives. Man talte om at udstoppe den, men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. Man lagde en sten på dens grav.
Jo der var også mange myter om denne hest. Således sagde man, at den ikke var hvid. Arveprins Knud, de red ved siden af sin far skulle således have fået kalk på sig. Ja og kongen havde været oppe at besøge hesten i sin stald.
H.P. Hanssen blev nærmest gjort til landsforræder
Dagen efter- den 11. juli 1920 var det den store fest i Dybbøl. H.P. Hanssen var nærmest blevet udråbt som landsforræder af københavner – politikkerne. Det var fordi han ikke mente at Flensborg skulle med til Danmark. Grunden var, at der kun var cirka 25 pct. dansksindede i byen.
Forgæves havde H.P. Hanssen forsøgt at overbevise københavnerne om, at Flensborg var blevet tysk. Da resultatet forelå, var man nærmest chokeret og det var kongen også.
Dette skyldtes en massiv tilflytning syd fra.
Det er ikke tale om Genforening
Nogle mente, at han slet ikke skulle have taleret. Han blev da også placeret langt nede. Det var på dette møde statsminister Nørregaard sagde følgende:
Men det er som, at denne udlægning vil vi helst glemme.
Ballade inden kongen kom til Tønder
Det var en bevægende rundtur rundt omkring i Sønderjylland. Men det var nu ikke uden problemer. Da kongen skulle til Tønder havde den tyske avis opfordret til at man både flagrede med det slesvig-holstenske og det tyske flag.
Og ikke nok med det. Kongen skulle også besøge Amtsgården, hvor amtmanden ville flagre med et stort Dannebrog. Da den tidligere tyske forgænger hørte dette, proklamerede han, at så ville han rive Dannebrog ned og sørge for at det tyske flag kom op samtidig ville han sørge for at der kom 100 tyske skolebørn og viftede med det tyske flag.
Ved hjælp af en tysk talsmand fik amtmandens sekretær forhindret disse ting i sidste øjeblik.
Ballade i Højer
To dage efter skulle kongen til Højer. Men allerede tidlig om morgenen kom der meldinger til ham, at han skulle undlade at komme. I løbet af natten var æresporten revet ned og der var bebudet demonstrationer i løbet af dagen mod kongen.
Men kongen ville ikke undlade at besøge Højer. Foran byen stod hvidklædte piger for at tage imod ham. Han tog nogle af dem med på bilen, og sådan kørte han på Torvet i Højer. Det kom ikke til nogen som helst problemer.
Den stedlige borgmester holdt en tale på tysk, men to år efter da kongen igen besøgte byen var talen på dansk.
Kongens store ører
Selvfølgelig er der opstået historier i forbindelse med kongens besøg. Således stod to piger fra det tyske mindretal på Torvet i Tønder og betragtede kongen:
Men det hørte kongen, han vente sig om til pigerne:
Fritz ville hellere kravle
Aftenen inden kongens besøg i Højer havde gamle Fritz været på værtshus. Han havde fået en ordentlig ”Gewesen” og var drattet om i rendestenen. To unge mennesker ville hjælpe ham. Så spurgte han på sønderjysk:
De to unge måtte så indrømme, at de var dansksindede. Gamle Fritz sagde nu til de to:
Laust kom på en kongelig køretur
Og nord for Tønder havde Laust ventet længselsfuld på kongen og hans følge. Det var meningen, at kongen skulle gøre et kort ophold her. Laurids henvendte sig til kongen:
Laust ville gerne opleve kongens modtagelse i Skærbæk men kongen havde travlt. Han skulle besøge mange byer. Men han tilbød dog Laust at kunne få lov til at komme med i en af ledsager-vognene.
Erhvervsmæssige udfordringer
Jo der var virkelig erhvervsmæssige udfordringer, der måtte overvindes. De traditionelle markeder var var forsvundet. Fra dansk side forsøgte man at skabe en fysisk virkningsfuld grænse, der ret hurtig kunne integrere Sønderjylland i den danske stat.
Fra tysk side forsøgte man for at få størst mulig trafik på tværs af grænsen for at undgå en svækkelse af specielt Flensborg. I Danmark blev der udstedt særlige grænsepas til landmænd hvis marker lå på begge sider af grænsen. For flertallet var der både pas – og visumpligt for at komme over på den anden del af hertugdømmet Slesvig, der havde været udelt.
Indtil 1927 måtte tyskere, der skulle på kurophold på Sild via Sønder Løgum og Tønder med tog til Højer og derfra med hjuldamper til øen Sild. Under det korte ophold i Danmark blev passagerne bevogtet at dansk militær.
Nu røg de tyske embedsmænd
Allerede den 20. maj 1920 var den danske krone blev indført som erstatning for den tyske mark, der de kommende år oplevede en galoperende inflation.
Nu var det tyske embedsmænd. Der måtte ryge på bekostning af danske. I nogle sogne lavede man dog en afstemning om man ville beholde den tyske præst.
Det tyske mindretal nord for grænsen havde dengang 25.000 – 30.000 medlemmer. Det danske mindretal syd for grænsen væsentlig mindre tilslutning. Først i slutningen af 1920’erne kunne de oprette deres egne skoler.
Stakkels Adolf Tysker
Efter afstemningen i 1920 blev grænsen justeret nogle steder. Det var ikke godt for Adolf Ewensen fra Lydersholm. Han blev også kaldet for Adolf Tysker. Han ville absolut ikke være dansk statsborger.
Han pakkede sine ejendele og flyttede over på den tyske side. Her byggede han sig en jordhule og levede med sine dyr. Han havde ikke råd til at bygge eller leje hus eller lejlighed.
Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård syd for grænsen. Familien betalte med danske penge.
Gud havde nærmest forladt Otto
En gammel beboer i Højer, Otto troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung” (Adskillelsen) I hans bibel skrev han:
Det blev dyrt for Danmark
Det blev dyrt for Danmark at få indlemmet Sønderjylland i Danmark – 300 mio. kr. – i 1920-priser. Det var en betydelig økonomisk belastning for de danske statsfinanser de kommende år.
Vejforbindelserne og jernbanenettet var nedslidt og forældet.
Store kulturelle forskelle
For sønderjyderne var det ikke let. Der var store kulturelle forskelle mellem Nordslesvig og Kongeriget. Det tog lang tid inden man fik normale livsformer og vilkår.
I 1921 var det ”Heimatfest” i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Man hørte ”Oprørssangen” og Oprørsflagene” Og hele tiden lød der:
Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tysksindede ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve de tysksindede. De blev selvfølgelig tilsvinet i de tyske medier.
I 1923 udtalte borgmester Todsen i Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen.
Cornelius Petersen kæmpede stadig for en selvstændig stat
Gårdejer Cronelius Petersen fra Vester Anflod mellem Møgeltønder og Højer planlagde en selvstændig stat. Han havde oprettet bevægelsen ”Bondens selv styre”
Men et fængselsophold på tre måneder forsinkede hans planer. Han havde kaldt Stauning for en røverkaptajn efter en tale i Bov. Stauning havde sagt, at der stod 50.000 arbejdsløse parat til at overtage det fallerede landbrug i Sønderjylland.
Det gik ikke som Wilson havde forestillet sig
Wilson ville genopbygge, men englænderne ville knuse. Han havde en ambition om, at fredsforhandlingerne skulle forhindre kommende krige. Men lige det modsatte skete. I Tyskland blev National Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) oprettet året efter. Kigger vi på deres formål, så var det:
NSDAP – N har i høj grad påvirket det dansk – tyske forhold i Sønderjylland.
Og tænk engang – først i 1973 forsvandt Holsten fra vores rigsvåben.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler herunder 138 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening.
November 4, 2020
Rutebilernes Aabenraa
Den første hjemmelavede bus i Aabenraa blev lavet i 1921 i Barkmøllegade – min gamle bolig i mange år. Nu kører bussen ikke mere den lige vej til Tønder. Der var dårlige veje i Sønderjylland i 1920. Aabenraa Automobilselskab blev stiftet i 1926. Amtsbanegård blev til rutebilstation. Vanskeligheder under besættelsen. Man kørte for de rejsende, ikke for kyllinger. Og så var det lige Aabenraa Gadeomnibus. Ruter omlagt og nedlagt. Sydbus oprettet. I 2004 kørte en speciel bus ud ad porten. I 1920 var der 715 busruter i Danmark. Der var rutebil i Aabenraa fra 1913. Så var det lige karetmager Hans Petersen og hans søn, Peter fra Varnæs. Og så opstod et samarbejde med Skifter Andersen. Og den første bus af 5.000 strøg ud af porten i 1948.
Ikke den lige vej til Tønder
Når man nu har skrevet om Aabenraa – Rødekro Banen og Æ Kleinbahn, så skal man da også skrive om rutebilerne. Dem har man da i den grad været afhængig af. Jeg havde en kæreste i København. Hver anden uge besøgte hun mig og hver anden besøgte jeg hende. Eller alle de gange jeg skulle til Tønder til familien. Og til jul slæbte man julegaver med i sorte poser ind i rutebilen. Dengang kørte den nogenlunde direkte til Tønder. I dag skal vi via Tinglev.
Og dengang i gamle dage fik vi altid biksemad på rutebilstationens restaurant, når der var generalforsamlinger.
Men se der blev jo også fremstillet rutebiler i Aabenraa. Men først skal vi lige kigge på Aabenraa Automobilselskab.
Dårlige veje i Sønderjylland
Efter 1920 var vejenes tilstand i Sønderjylland en udfordring. Man lagde derfor en plan, der blev vedtaget i 1921. 406 km provinsvej skulle istandsættes og 428 km ny vej skulle anlægges. Det varede selvfølgelig også en del år før dette var færdigt. Dette kom også til at betyde noget for Aabenraa Automobilselskab. Således kunne man i mange år ikke køre den korteste vej til Gråsten over Felsted. Man blev nødt til at køre en længere strækning over Tørsbøl.
Aabenraa Automobilselskab stiftet i 1926
Selskabet blev stiftet i 1926, da Aabenraa Amts Jernbaner indstillede driften. Allerede dagen efter blev der åbnet for strækningen Rødekro – Løgumkloster med Aabenraa Automobilselskab. Den blev drevet efter en særlig overenskomst med statsbanerne som en slags reklame for den nye statsbane, der blev vedtaget ved lov i 1924. Men man forventede først at være klar med banen i 1927. I mellemtiden kørte der så to rutebiler hver vej dagligt.
Varigheden af rejsen med tog fra Aabenraa til Rødekro og videre med bil til Løgumkloster var knap to timer eller en time hurtigere end den nogensinde havde kunnet lade sig gøre med amtsbanen over Hovslund.
Amtsbanegård til rutebilstation
Den tidligere amtsbanegård i Aabenraa blev købt og indrettet til rutebilstation. I 1930’erne var der kamp om at få lov til at uføre rutetrafik. Men Aabenraa Automobilselskab fik fodfæste i oplandet og klarede sig godt. Selskabet havde kronede dage i slutningen af 1940’erne og først i 1950’erne, hvor privatbilismen endnu ikke var kommet i gang.
Under Besættelsen
Men helt galt stod der nok ikke til for selskabet anskaffede under besættelsen to passagerpåhængsvogne fra Triangel med plads til 24 personer. Disse vogntog blev indsat på Aabenraa – Sønderborg linjen. Det blev også anvendt som blikfang på selskabets brevpapir.
Man manglede benzin, olie og dæk. En del af vognparken måtte udstyres med gasgenerator. Kørslen blev også skåret ned. I første omgang med 40 pct. Og senere med nok engang 20 pct. Der kom flere udgifter på. Og en takstforhøjelse blev en nødvendighed. Men i 1941 nåede man op på at befordre hele 275.000 passagerer. Man fik samtidig befordret 100.000 pakker.
Ved besættelsestidens afslutning stod det klart, at Automobilselskabet stod med en ganske slidt vognpark. Det stod klart, at der skulle bruges op mod en halv million kroner for at få vognparken op på samme niveau som før besættelsen.
Aktiekapitalen var i maj 1944 blevet udvidet til 125.000 kr. Salget af de nye aktier gik væsentligt lettere end ved etableringen i 1926. Det var stor tiltro til det lokale busselskab. Den likvide kapital var på 240.000 kr. Så i løbet af 1945 blev der afgivet ordre på seks nye 31 personers Triangel rutebiler til en samlet værdi af 300.000 kr.
Man kører for de rejsende ikke for kyllinger
Nu var det ikke alle der var tilfredse med busselskabet, bl.a. en af oplandets hønseriejere. Og denne alvorlige problematik havde Jydske Tidende selvfølgelig taget op den 29. maj 1947:
Aabenraa Gadeomnibus
Siden 1924 kørte Aabenraa Gadeomnibus. Den blev startet af Willy Kortlepel med en 10 – personers bus. Og det var med 12 ture gennem byen fra banegården i nord til Sønderport i syd med endestation ved Hotel Bellevue. På fire ture blev ruten dog forlænget sydpå til Skelbæk og nordpå ved Folkehjem. På en række af turene kom bussen også forbi Kolstrup
I 1950 overtog Heinrich Schmidt bybussen i Aabenraa under fordelagtige vilkår. Han kunne nu kalde sig for vognmand. Han lagde ud med at fordoble turantallet til 14-15 ture i hver retning samtidig med at han inddrog nye bydele i betjeningsområdet bl.a. til Landsarkivet. Heinrich Schmidt drev bybussen frem til 1964. Den blev i folkemunde kaldt Heine Bybus.
Ruter omlagt og nedlagt
I 1951 begyndte man opførelsen af garager til syv busser ved rutebilstationen i Aabenraa.
På Aabenraa – Sønderborg strækningen kørte man med 53 – personers busser. Men efterhånden blev man grundet det faldende passagertal nødt til at anskaffe 29 – personers busser.
Det var dog ikke så meget den lokale busfabrik fik lov til at levere i 1960’erne. Efterhånden var der en del ruter, der blev omlagt og mange efterhånden nedlagt.
I 1964 fortsatte bybussen under navnet Aabenraa Buslinjer under Peter Beck, der i en årrække havde kørt turistkørsel under Becks Busser.
Sydbus
I 1965 fik Aabenraa så en ny og mere moderne rutebilstation. Men privatbilismen blev mere udbredt og passagertallet faldt. DSB fraflyttede i 1969 AA’s garager i Aabenraa hvilket betød at den gensidige aftale mellem AA og DSB om at bo frit hos hinanden bortfaldt. Det betød for AA, at deres busser i Sønderborg kom til at stå ude.
I 1971 udtrådte AA af samarbejdet om driften af Aabenraa – Tønder ruten.
I begyndelsen af 1970’erne var økonomien blevet lidt anstrengt. Der måtte offentlige tilskud til for at holde busdriften i gang. Nu leverede selskabet så kørsel til det nystartede Sønderjyllands Trafik (ST) som i 1990’erne blev til Sydbus.
Konkurrencen øgedes markant, og det betød at Aabenraa Automobilselskab endte med at sælge til sin kørselskontrakter videre til DSB i 1997.
En speciel bus ud ad porten
Den 30. september 2004 kørte en speciel bus ud fra porten på Aabenraa Karrosseri. Den lignede de øvrige. Men det særlige ved bussen var, at det var den sidste, der blev bygget på fabrikken. Mere end 5.000 er det blevet til i virksomhedens historie. Men det var egentlig også den sidste danske bus. Efter 100 års historie var produktionen af danske busser blevet historie.
I 1920 – 715 busruter i Danmark
Og tænk engang. En bus består af 23.000 dele. Og alligevel er det sjældent at to busser er ens. De er nærmest blevet skræddersyet til deres opgaver.
I midten af 1920’erne var der 715 busruter i Danmark. De var i gennemsnit 27 km lange.
Aabenraas første hjemlavede bus fra Barkmøllegade
Den første bus i Aabenraa blev fremstillet et sted, hvor ”Den Gamle Redaktør” har boet i mange år, nemlig Barkmøllegade 8. Det var karetmager Carl Daus, der en dag i 1921 kunne stille sig til fotografering foran sit lille værksted. Med stolthed kunne han præsentere den første bud bygget i Aabenraa.
Han havde fået chassis fra en bilfabrik, hvorpå han havde bygget karrossen. Selve de tekniske ting ved bussen havde han ikke noget at gøre med. Før havde chaufføren altid siddet i det fri.
Da De Forenede Danske Motorejers blad Motor i 1912 skulle anmelde en af de første busser, hvor chaufføren sad indendørs, skrev de, at chaufføren burde have siddet i det fri for her var bedre udsyn.
En rutebil i Aabenraa fra 1913
Men den første bus eller rutebil i Aabenraa havde siden 1913 haft ”busstation” ved holdepladsen ud for Hotel Danmark. Allerede i 1914 måtte vognmand Nygaard udskifte den med en større. Han kørte en rute til Haderslev. Han startede med en Opel, der kunne tage 6 – 8 passagerer.
Det siges at hans nye bus kunne tage 28 passagerer, men oplysningerne må tages med forbehold for sådan en bus ville have hørt til de absolut største på det tidspunkt. Under Første Verdenskrig blev han kommanderet til at køre sygetransport
Bussernes kvalitet blev bedre
Man havde kun en indgang. Den var beregnet for både de passagerer der skulle ud, og dem der skulle ind. Det tog længere tid, men det gjorde ikke så meget. Disse busser var langt hurtigere end hestekøretøjer.
Omkring 1930 havde samfundet omstillet sig til bilkørsel. Men afgiften for buskørsel havde kun givet få hundrede tusinder af kroner i indtægt, mens vejene var blevet forbedret for 35 mio. kr.
Bussernes kvalitet var blevet bedre. Oppustelige gummihjul var nu blevet obligatoriske. Benzin kunne købes ved mindst en købmand i byen. Tekniske nedbrud blev mere sjældent. sjældne. Og fra slutningen af 1920’erne kunne busserne opvarmes. Og så blev der indsat polstrede stole.
I 1926 fandtes der 9 større ruteforbindelser fra Aabenraa.
Karetmager Hans Petersen, Varnæs
Skal man fortælle om Aabenraa Karrosseri, så må man ikke glemme Hans Petersen ude i Varnæs. Han blev kaldt ”e joller”. Han var en lille karetmager, der leverede hjul og andre dele til det lokale samfund. Han havde også et savskæreri, så han selv kunne skære planker ud. Ved siden lå et smedeværksted og de to virksomheder arbejdede godt sammen.
Sønnen, Peter starter i Aabenraa
Hans søn Peter fik også lyst til at arbejde med træ. Og i 1930 havde han startet sit eget værksted i Varnæs, hvor han begyndte at fremstille førerhuse til lastbiler. Han tog den lange vej på cykel til Sønderborg for at aflevere tilbud.
Virksomheden blev snart for lille. Ja myndighederne forlangte at hvis han ville fortsætte i Varnæs så skulle han bekoste et nyt tag til naboen, som havde stråtag. Så Peter flyttede til Aabenraa. Imens fortsatte faderen sin mere traditionelle virksomhed med at lave smørdritler til mejeriet og med at reparere landbrugsmaskiner.
Peter startede op i Vestergade 25. Pladsen var trang og udvidelsesmulighederne ringe. Han tog med glæde imod et tilbud fra kommunen om at købe en grund på Tøndervej på favorable vilkår. Har var der god plads til at bygge værksted og parcelhus.
Under besættelsen
Langsomt blev virksomheden bygget op. Det var svært i besættelsestiden at få større arbejder. Og han blev lige som mange andre i transportbranchen truet af tyskerne til at samarbejde med dem.
Mange af de biler, man skulle reparere for tyskerne, kom direkte fra fronten. Og det kunne være ret så ubehageligt. En tidligere ansat fortæller således at man kunne risikere at finde fingre og andre legemsdele i bilen.
Den første bus blev startet i 1947
Det var bl.a. Peter, der byggede træbarakker for kommunen for at imødegå boligmangel. På sin grund boede to af hans medarbejdere i sådan en træbarak. På et tidspunkt fik Peter en forretningsforbindelse med en, som han senere fik meget med at gøre nemlig Knud Skifter Andersen, der i 1945 blev medejer af Aabenraa Automobilhandel.
Denne kendte en del til bygning af buskarosserier og havde en ide om, at der skulle laves en lokal karosserifabrik. Derfor spurgte Skifter Andersen, Peter Petersen om denne havde lyst til at bygge buskarrosserier. Denne sagde ja, og den første bus blev startet i 1947.
Peter sorterede sine arbejdere
Møbelsnedker Verner Heine blev ansat hos Peter Petersens Karrosserifabrik i 1945. Få dage efter besættelsen var han kørt ud til fabrikken ude på Tøndervej for at høre, om der var arbejde at få. Peter Petersen så ham lidt an og sagde han godt kunne få lidt arbejde, men at det ikke var fast. Det viste sig at Heine kom til at arbejde her fast i 36 år.
I begyndelsen var der blandet arbejde. Peter Petersen sorterede nøje sine medarbejdere. De dårlige håndværkere fik kun få dages arbejde. De dygtige fik lov til at blive. Snart var der ikke flere at få i Aabenraa. En del kom til fabrikken fra Fårhuslejren. De husede bl.a. landsforæddere og tidligere SS-folk. Men Peter Petersen mente, at de havde udstået deres straf.
Virksomheden voksede og nu kom der også karetmagere og saddelmagere fra andre karrosserifabrikker. I 1950’erne udnævnte han flere værkførere men han slap aldrig det overordnede ansvar.
Den første bus rullede ud af porten
Fredag den 15. oktober 1948 kunne Petersen med stor tilfredshed fejre en stor begivenhed på Rutebilens Restaurant. Han havde lige prøvekørt den første bus, der var kommet fra hans værksted. Ledelsen i Tønder -Kolding Rutebiler kunne også være tilfredse. Det var en flot bus til 35 passagerer som de havde erhvervet sig for 80.000 kr. De flotte sæder betrukket med blåt-gråt plys var udført af saddelmager Sørensen i Varnæs.
Rygtet spredte sig. Her kunne man få fremstillet flotte busser. Og så blev der lavet fire busser til Amagerbanen.
I 1952 kom der en ordre fra en senere meget stor kunde nemlig DSB. De skulle have bygget en stor bus til 45 passagerer. Ja og sådan kunne vi blive ved med at fortælle om Rutebilernes Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.668 artikler herunder 158 artikler fra Aabenraa og Omegn: Om den kollektive trafik – Se her:
November 2, 2020
En barakunge fra Aabenraa
Det var ikke det mest fashionable sted at bo i Aabenraa, her i ”Æ Steenbarakke” men det var trods alt bedre end i ”Æ Træbarakke”. Det var bygget i en meget dårlig kvalitet. Man havde ”Lokum i Gården”. Og så skulle man dele vaskehuset med hele 50 beboere. Her kom natrenovationen om dagen efter ”Æ Skiespand” Her gik en bæk, hvor der var noget grønt og noget sort stads. Der skulle man ikke falde ned i. I voldgraven til slottet, der nærmest var en sø, var der masser af fisk. Jo den gang var der skam masser af originaler i Aabenraa. Der var også marchmusik på Langebro. Hos tyskerne ude i Sønderskov kunne man bytte sig til en kikkert. Og så skulle man gå i skole i en konfektionsfabrik.
Æ Steenbarakke
Husene på Langebro var ikke egentlige husvildeboliger. Det var ikke boliger man fik anvist, hvis man ikke havde noget at bo i. men det var noget af det mest usle, som man kunne bo i dengang i Aabenraa.
Der var tre huse med fire lejligheder i hver. I forlængelse heraf, adskilt fra disse af en bæk lå yderligere tre huse af samme type på adressen bag Møllen. I nogle af husene kom der aldrig en solstråle ind ad vinduerne. Der var knaphed på brændsel. Og specielt i de hårde vintre under krigen, hvor der var mangel på brændsel, var det koldt og klamt.
Finere end ”Æ Træbarakke”
Husene gik under betegnelsen: ” Æ Steenbarakke”. Det var ikke den mest fashionable adresse, som man kunne ønske sig. Dog var de lidt finere end de ”rigtige” barakker ”Æ træbarakke”, der lå syd for byen.
Disse var bygget af kommunen som egentlige husvildebygninger, altså til mennesker, der absolut ikke havde andre muligheder. I samme klasse fandtes ”Bakkehusene”. Det havde dog absolut ingen lighed med ”Bakkehuset” i København at gøre.
De lå ved bakken ved Vandrehjemmet og var bygget af træ.
Bygget i dårlig kvalitet
Husene på Langebro var også bygget af kommunen og lejen var rimelig – 21 kr. Men alligevel svarede det til lidt under halvdelen var en tømrersvend fik i ugeløn.
Det var simpelthen et byggeri, der var bygget i dårlig kvalitet. Nogle blev syge af at bo her især børn.
Husene var bygget af tegl i en ubestemmelig grågul farve. De havde krybekælder. Og taget bestod af tjæret pap. Der var et enormt fælles loftsrum. De fire soveværelser lå op ad hinanden i husets midte. Mellem væggene i lejlighederne var der kun opsat normale skillevægge.
Når man kom ind i lejligheden, altså i køkkenet, havde man i hjørnet til venstre for sig et lille bord belagt med voksdug. Her stod to gasblus. Gasmåleren hang på væggen i forstuen sammen med elmåleren. Gas blev betalt ved at fodre måleren med gasmønter, der blev købt hos købmand Høffner i Sønderport. Al energi var ellers rationeret under krigen.
”Kach i æ Kaffe”
Der skulle nu ikke så mange pinde til før komfuret kunne skabe lidt varme i køkkenet. Der plejede moderen at have morgenmaden parat. Som regel gik man havregrød. Det fyldte godt og var billigt. Om sommeren kunne den bestå af rå havregryn med mælk. Somme tider bestod morgenmaden af ”kach i æ kaffe”, Det var nu ikke kaffe, men ”Richs” eller ”Danmarks”, hvori der blev puttet stykker af franskbrød i og sukker, hvorefter der blev moset rundt i det med en teske.
I hjørnet modsat komfuret befandt lejlighedens eneste tekniske installation sig. Det var en koldtvandshane over en støbejernsvask. Under vinduet stod et spisebord med langsiden mod væggen.
Stuen var domineret af et mørkpoleret spisebord med seks tilhørende stole. Det var hyggeligt i den stue om vinteren. Kakkelovnen gav god varme. Og det var hyggeligt at sidde foran den og kigge på flammerne bag marieglasset.
En radio med antenne og jordledning
Lejlighedens eneste ekstravagance var en TO-R radio, Den stod på et lille bord mellem vinduerne. Den havde en flot skala med et magisk øje. Den var forsynet med en udvendig antenne, der gik over til naboens hus. Så var der en jordledning, der bestod af en ledning gennem vinduet til en metalplade i jorden.
Her kunne mas så høre Pressens radioavis, Middagskoncerten fra Vivex, hørespil og børnetime. Og det var den karakteristiske susende og hylende lyd, når man skulle høre nyhederne fra BBC
Lokum i gården
Almindelig vask foregik ved køkkenvasken. I skolen var man sikret brusebad et par eller tre gange om ugen. Men der var ikke toilet i lejligheden. Der var i bogstaveligste forstand ”Lokum i gården”.
Aftrædelsesmuligheder, vaskerum og plads til opbevaring (pulterum) var for de tre huse placeret i to rødmalede udhuse. Hver lejlighed havde sit private lokum. Vaskerummene var beboerne fælles om. Her var trækar, vaskebrætter, en vridemaskine og en enorm gruekedel.
Man kan undre sig over at to vaskerum var nok til de ca. 50 mennesker, der levede i de tre huse. En del af vasken, herunder blevask foregik dog i køkkenerne.
”Æ skiespand”
Det var en speciel stemning over det der ”das”. Det kunne godt være en kold fornøjelse. Dørene sluttede ikke tæt, og der kunne godt være sne på brættet. Hængslet kunne løftes, når man skulle tisse.
En gang om ugen skulle man skifte ”æ skiespand”. Man skelnede normalt imellem dag- og nat renovation. Dog ikke på Langebro. Her foregik udskiftningen i fuldt dagslys. Lugten var nu ikke være end at mændene kunne sidde på vognen og spise deres klemmer.
Dagrenovationen blev kørt på ”Æ Losse” mens lokumstønderne blev kørt til ”æ Abfuhr”, hvor ”det tynde” blev skilt fra ”det tykke”. Førstnævnte blev kørt på marker, akkurat som gylle nu om stunder, mens sidstnævnte blev forarbejdet til en meget kraftig kompost, man kunne købe.
Mellem de to udhuse var der lavet et beskyttelsesrum. Man kan så diskutere, hvor meget det kunne beskytte. Det var lavet af træ. Det havde dobbelte kraftige plankevægge, der kunne holde den egentlige beskyttelse på plads, 40 – 50 cm sand, der var placeret mellem loftet og taget.
Der var små haver omkring husene.
En bæk med sort og grøn stads
Langebro var dengang en smal asfalteret vej uden fortove. Der var græs mellem vejen og havehækkene på den anden side var der en smal stribe græs og en morrebæk. Denne bæk indeholdt klumper af noget sort og grønt stads. Så det at falde ned i bækken skulle man helst undgå. Afløb fra toiletter kunne i hvert fald udelukkes. Den har sikkert været forurenet, mn det var svært at sige af hvad. Køkkenvaskens afløb kunne godt være ført igennem denne.
Her var masser af fisk
Mod øst på den anden side af bækken var der en stor mark, hvor der om sommeren græssede køer. Og der var udsyn til et stykke af ”æ Sønneskassé”, der dengang stort set var ubebygget.
I Sønderport lå bager Skovs bageri og butik. Og Brundlund Slot var dengang amtmandsbolig for Kresten Refslund Thomsen. Omkring slottet var der en voldgrav, der havde dimensioner som en egentlig sø. I søen var der fisk, karper og sudere. Det siges også, at der var nogle store gedder.
Originaler i Aabenraa
Lige i nærheden boede enkefrue Nissine Rasmussen med sine voksne børn. De blev kaldt Zitte eller Sitte. De var mærkelige. De blev kaldt Zitte – bøh. De blev også kaldt Skjeern Zitte og det er en hentydning til at de ikke særlig ofte vaskede sig.
Og når vi nu er ved øgenavne. Så var det på den tid, at Lange Hannes, Tumbe Frantz, Anton mæ æ hach og Tulle Møllemand huserede i Aabenraa. Jo og så var det jo også æ Hornmine, æ Schwumpukkel, General Schmidt og hans søn, Løjtnant Schmidt og Smukke Hansen, der var politibetjent.
Marchmusik på Langebro
Under besættelsen var der masser af lavtflyvende krigsfly. Her var pansrede mandskabsvogne. Og der var også marchmusik hen ad Langebro, midt på gaden og syngende i fire geledder, med stålhjelm og karabin, med bajonet i bæltet og gasmaskehylsteret i en rem over skulderen.
Der var også de danske frivillige, de såkaldte zeitfreiwilligen. De sang og marcherede også. De var ofte i gymnastiktøj, det vil sige en hvid undertrøje og sorte korte bukser. Og de sang ”Wir fahren gegen England”.
Ofte fløj amerikanske og engelske flyvere ganske lavt over Aabenraa og Sønderjylland på vej til bombetogter i Flensborg og Hamborg.
Da amerikanerne kom. havde de cigaretter med til de voksne og tyggegummi (Wrigley’s) til børnene
Man kunne bytte sig til en kikkert
De tyske soldater havde kvarterer forskellige steder. De blev efterhånden smidt ud af deres kvarterer. En tid boede de i telte i Sønderskov, inden det gik syd på. Der kom Aabenraa – knægtene ofte. Man kunne altid bytte sig til noget spændende. Således kunne en kikkert erhverves for brød og fedt.
Der var også mange tyske flygtninge i Aabenraa. De blev indkvarteret på skolerne. Og efter besættelsen blev mange samlet i en stor lejr på Loddenhøj.
Tobak var en mangelvare. Derfor var det genstand for sortbørshandel. Man skulle være 15 år for at få tildelt en ration. Men kvaliteten var meget ringe. Det var også et cigaretmærke, der hed Powhattan. Det gik under navnet ”Puhattan”. Alle kiggede efter skodder på gaden.
I skole i en konfektionsfabrik
Konfektionsfabrikken KOFA i Nygade blev indrettet til skole. Der var nu ikke meget tid afsat til dette, men der var mange, der skulle bruge de samme lokaler.
Og dengang læste man ”Tykke Niels Skolehistorier, Tarzan – bøger og så J.F. Coopers bøger om Læderstrømpe, Den sidste Mohikaner m.m.
Restriktioner op til 1950’erne
Der var stadig rationering, den fortsatte faktisk op i 1950’erne. Kaffe var noget af det sidste, der var pålagt restriktioner. Ja appelsiner og bananer kendte børne knap nok.
Modsat var det med smør og margarine. Det vil sige under krigen kendte man ikke margarine. Man brugte fedt til at stege med. Og smørret blev strakt til at blive blandet med noget der hed ”Mixum”.
Den margarine, der kom efter besættelsen, hed Solo. Og den smagte forfærdeligt. Nogle kaldte den for ”negerfedt”. Ja det udtryk må man ikke bruge i dag. Nogle påstod også, at man blandede hvalolie i margarinen.
Ja og så kunne man i stedet for kaffe drikke erstatning, Richs eller Danmark.
Dengang blev der spist masser af fisk. Fiskehandler Hanstein kom en gang om ugen på sin ladcykel. Han havde en klokke med og råbte op: ”Sild, torsk, skrubbe, hiesige /lokalt fangede makreller). Der blev mest spist sild, de var også de billigste.
Ja så fik man også Kålrabigrød. Det er kogte kålrabi som moses sammen med kartofler og serveres med røgede flæsketerninger.
Mælk blev også leveret til døren af mælkemanden fra en hestetrukken mælkevogn. Og denne mælkemand solgte også ost.
Og oppe i Hjelm Skov var der et areal, der i pinsen blev brugt til Tivoli. Der var karruseller, luftgynger, dødsdrum og alskens anden gøgl.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 30, 2020
Livø – en mandelejr – endnu mere
Dette er anden artikel. Familier fik først hjælp, når Staten opbevarede deres børn. De måtte ikke sætte ”defekt” afkom i verden. Tvangssterilisation og – kastration samt ægteskabslovgivning blev følgen. Chr. Keller var en enevældig høvding. Begrebet ”Moralsk handicappede” opstod. Sprogø og Livø var Danmarks svar på Gullag. Man blev anbragt på ubestemt tid. Det var som regel ”Utilpassede mænd”, der blev anbragt på Livø. Og det var på ubestemt tid. Lægerne satte selv kriterierne og bestemte, hvem der skulle under kniven. Mange forsøgte at flygte. Dovenskab og uopdragenhed kunne føre til ophold på Livø. Her tilbragte Oluf Nyrup Rasmussen 7 år af sit liv. Man opfandt bare nogle tyverier. Han gik i ”Sinke – skole” og så var det nok. Først i 1961 blev ø-lejrene nedlagt. Tvangsindgrebenes ophævelse kom først senere. Tænk engang, 700 har været interneret på Livø. Nogle oplever samme kost i dag.
Den anden artikel
Vi har allerede en artikel på vores side om denne lejr, men her kommer endnu en. Og her på siden kan du også finde to artikler om kvindelejren i Sprogø. Og endelig så tog nazisterne glad imod Danmarks forskning i racehygiejne. Det kan du læse i artikler om ”Jagten på det perfekte menneske”. Og det hele startede på Nørrebro med de ”Kellerske Anstalter.
Fra 1865 fandtes der to anstalter for åndssvage i Danmark: Gamle Bakkehus og De Kellerske Anstalter. I 1895 overgik De Kellerske Anstalter til at blive en selvejende institution,
Familier fik først hjælp, når Staten opbevarede deres børn
I 1911 oprettede Christian Keller den første øanstalt på Livø. Den var beregnet til ”anti-sociale” og kriminelle åndsvage mænd. I 1923 oprettedes en lignende på Sprogø for ”seksuel løsagtige” åndsvage kvinder. Begge anstalter blev først nedlagt i 1961.
Åndsvage-asylet Karens Minde var også blevet oprettet. Det var nærmest en opbevaringsanstalt for børn, der ikke kunne hjælpes. Det var vigtigt for Johan Kellers søn, Christian Keller at få indfanget og dermed stoppe formeringen af de åndssvage.
Familier med åndssvage børn kunne ikke få tilskud fra staten, hvis de selv ønskede at passe barnet hjemme. Men hvis de sendte deres børn på institution, så kunne de få tilskud. Det var vigtigt for samfundet at få styr på disse bærer af dårlige gener. Når først barnet var overgivet til de Kellerske anstalter, så skulle de være her resten af livet.
Måtte ikke sætte ”defekt” afkom i verden
Udvælgelsen af patienter gjaldt ikke kun de åndsvage, der blev også interneret ordblinde, homoseksuelle og andre ”afvigere”, der fysisk ikke fejlede noget.
Hvor meget åndssvage de var på de to øer kan nok diskuteres. Det var nok først og fremmest deres mangel på selvbeherskelse. Her var der ikke så mange chancer for at sætte ”defekt afkom” i verden. Der var ikke mulighed for samkvem med det modsatte køn. Her blev man så anbragt på ubestemt tid eftersom det var overlægen, der bestemte, hvornår man måtte forlade øerne igen.
Tvangssterilisation og -kastration
I 1929 gennemførtes en lov, som gav adgang til at sterilisere og kastrere personer med legemlige handicaps, sindssygdomme, epileptikere og åndssvage. I de første fem år bestod det af frivillighed. Hvis man gik med til det, var det mulighed for at forlade øerne.
Og Danmark var de første. I 1934 blev loven gjort permanent. Nu var det hele op til overlægen. Filosofien var, at alle mennesker havde ret til hjælp, men de ”degenererede” skulle til gengæld miste retten til at sætte afkom i verden.
Inde bag de tykke mure boede de. De gale, De unormale, De afsindige, Afvigerne. Originalerne. Vanskabningerne. Idioterne. Tåberne. Tosserne. Undermålerne. Minusindividerne.
Fællesbetegnelsen var ”åndssvage”, men i virkeligheden havde mange af dem ikke problemer med forstanden. De var ”stumme”, døve, ordbline, lovbrydere, arbejdssky, løsagtige, vagabonderende eller på anden måde ”arveligt belastede”. Ofte blev de kvalificeret som antisociale eller moralsk åndssvage.
Christian Keller – en enevældig høvding
Christian Keller fik bemidlet mange midler til opførelsen af pragtanstalter i Brejninge og ølejrene. Han overskred hele tiden budgetterne. Men hans overtalelsesevner var formidable.
Han var den enevældige høvding. På samme tid var han forstander, læge og administrator. Samtidig opfattede han sig selv som de åndsvages sande beskytter. Et selvbillede han formåede at udbrede til omverdenen. Også til de åndssvage selv.
Moralsk handicappede
Beboerne havde intet privatliv. De sov i store sovesale og var underlagt et fast regimente med dagen opdelt i arbejdstid, en smule fritid og sengelægning kl. 20 om vinteren og en time senere om sommeren.
Man var åndssvag, hvis ens intelligenskvotient var under 75. Man havde udviklet forskellige prøver der omfattede hukommelse, opfattelsesevne, talefærdighed og sprog – og definitionsevner. Men også moral og æstetisk sans. Man skulle give et bud på, hvad der var smukt og grimt.
For lægerne var der kun en bestemt retning, der talte.
Der var ikke kun tale om fysisk eller mentalt handicappede, men også moralsk handicappede. Til det sidste talte de vagabonderende og arbejdssky og især de seksuelt overaktive. Fokusering på seksualitetens farer var voldsom.
Danmark blev foregangsland. Socialminister K.K. Steincke var den drivende kraft. Man havde vurderet, at der i landet var 7.000 ”åndssvage” men med de nye grænsetilfælde og kriterier blev dette antal udvidet til 17.000 i løbet af 1930’erne.
Kendetegn pålagt af lægerne selv
Samtidig blev landets læger, lærere, præster og embedsmænd pålagt at indberette alle døve, blinde og åndssvage mennesker til myndighederne. Der blev givet store beføjelser til at inddrage disse mod deres og familiens vilje og beholde dem under statens forsorg.
De kendetegn, hvorved mændene på Livø blev udskilt fra det øvrige samfund, for en stor del var opfundet af lægerne selv.
Sprog og Livø – Danmarks svar på Gulag
Et par år senere blev loven fulgt op af endnu et par racehygiejniske stramninger. En lov om svangerskabsafbrydelse i 1937 og en ny ægteskabslov i 1938, som forbød alle sindssyge, åndssvage, psykopater, alkoholikere og epileptikere at indgå ægteskab.
Jo man kan godt kalde både Sprogø og Livø for Danmarks svar på Gulag – to isolerede fangeøer. De husede hver deres anstalt for ”underlødige”. Sådan kaldte myndighederne dem dengang. Det var en gammel tanke, at de syge, de farlige, de fattige og de uønskede skulle spærres inde på en ø.
Anbragt på ubestemt tid
Her blev man anbragt på ubestemt tid. For nogle var anbringelsen livsvarig. Livø sås som et fremskridt dengang. Da Christian Keller købte øen i april 1911, var det i den bedste mening. Helt op til 1800-tallet burede man de åndssvage inde. Man byggede en bås i en stald.
I en bog, der udkom i 1904, skrev forfatter og redaktør C.C. Clausen:
De indsatte på Livø udviklede sig hurtigt til at blive en sammensat skare. Der var ganske vist adskillige kriminelle sædelighedsforbrydere og brandstiftere blandt de indsatte, men flertallet var set med nutidens øjne ikke forbrydere.
Utilpassede mænd
Det var utilpassede unge mænd, der havde svært ved at fastholde et arbejde og derfor også bolig. De gjorde sig dermed skyldige i løsgængeri og vagabondring, som man engang så strengt på. Nogle af dem havde også begået en række smårapserier. Det var tilstrækkeligt til, at de blev anset som moralsk åndssvage og derfor blev deporteret til Livø.
Det er heller ingen tvivl om, at mændene på Livø har virket afvigende i forhold til de fremherskende normer i samtiden. De udgjorde således et klart modbillede til forestillingerne om den gode, solide, disciplinerede og mådeholdne arbejder.
Overlægen afgjorde, hvem der skulle under kniven
Behandlingen på øen bestod derfor i arbejdstilvænning og disciplinering, ja og efter 1929 og så med kastration og sterilisation. Det var overlægen på øen, der skulle afgøre, hvem der skulle under kniven. Jo disse mænd i hvide kitler havde magten.
Man kiggede også nøje efter, hvad der blev skrevet. Ofte skrev journalisterne bare af efter, hvad overlægerne havde skrevet.
I en artikel havde en journalist fra Vendsyssel Tidende nævnt ordet ”fangekoloni”. Da han ville besøge øen, blev det ham nægtet. Han måtte kun besøge øen på en betingelse:
Man skulle passe på
I 1937 havde en 39 – årig mand skrevet til ”Hans Majestæt Kongen af Danmark” med en klage over, at Socialudvalget i Aarhus ikke ville støtte ham med penge til etableringen af et skomagerværksted. Sagen overgik til Socialministeriet der behandlede sagen. Det endte med at embedsmændene i Socialministeriet anmodede bestyrelsen om at sende ham til Livø.
Hvis nogle af de unge mænd viste det mindste tegn på øget seksualitet, blev den ofte fjernet med en rask lille operation. Skulle dette begrundes skrev man ”hensyn til sædeligheden” eller ”dårlig arv i familien”.
Mange forsøgte at flygte
Der boede fast 200 på øen. Det var plejere og håndværkere sammen med deres familie. Derudover var der cirka 100 som drev øens landbrug samt gartneri og skovbrug. Gennem anstaltens historie har der kun været to knivstikkerier. Den ene var med dødelig udgang. Det var i 1930’erne, da øens skrædder blev stukket ned og forblødte. Det var skrædderens kone vedkommende var ude efter.
Adskillige druknede, når de forsøgte at svømme væk fra øen eller sejle væk på hjemmelavede tømmerflåder. Der var også dem, der flygtede på en drivende isflage. Flugtforsøg blev straffet med langvarigt ophold i en isolationscelle på øen.
Der er ikke tal på, hvor mange der omkom under flugtforsøg. Det har ikke været så interessant at føre statistik omkring dette.
Dovenskab og uopdragenhed kunne sende folk til Livø
De kunne jo sagtens læse og skrive alle sammen. Men alt blev gennemlæst af personalet. De måtte hverken få besøg af familie eller venner. Alt blev taget fra dem. Nogle var måske udviklingshæmmede men normaltbegavede.
På grund af dovenskab, uopdragenhed eller fattigdom mente myndighederne også, at det var bedst, at børnene kom på en anstalt for livet.
Oluf Nyrup Rasmussen – 7 år på Livø
Ofte var dem, der blev anbragt på Livø mænd som ikke havde fået en domsfældelse. En af dem, der blev anbragt på øen, var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf. Han var her fra 1924 til 1931. Og den måde, han endte på Livø, var typisk for mange andre på den tid.
Faderen havde forladt familien, da Oluf var fire år. Moderen sled derfor fra morgen til aften for at ernære familien. Imens gik Oluf for lud og koldt vand. Både fysisk og mentalt blev han langsomt udviklet.
Han kom i hjælpeskole og lavede drengestreger
Han var ud af en stor børneflok, hvor moren var alene. Han havde svært ved at følge med i skolen, fordi han blev mobbet. Derfor skulkede han. Moren ville slippe for at have en mere til at mætte, så hun bad om at få sendt ham afsted. Men man kunne ikke finde noget rigtigt at fælde Oluf for.
Så opfandt man da bare nogle tyverier
Gode råd var dyre. Så nu blev der konstrueret et tyveri af nogle sølvskeer og nogle penge. Pludselig havde Oluf stjålet 28 kr. fra søsterens bankbog, en af familiens sølvskeer og et fotografiapparat.
I sagsmapperne kan man se, at drængens lærer taler pænt om Oluf Nyrup Rasmussen. Men kredslægen talte moderens sag og bedømte drengen til at være sinke og klar til at komme på åndssvageanstalt. Og sådan blev det.
Han kom til Livø, der blev anset for at være den ”farligste” af alle anstalter. Det pudsige var, at der ikke blev foretaget nogen intelligentest. Det var nok at gå i sinkeklasse og blive beskyldt for tyveri. Så blev man bare kaldt åndssvag og så fik man ellers frataget sine rettigheder.
Overlægen fra De Kellerske Anstalter kom på besøg på Livø og tilså de nyankomne. Han skrev i protokollen, at Luf gav et forkælet indtryk og intet begreb havde om pligter. Lægen noterede også at drengen kunne være fejlanbragt.
For at jage dovenskaben ud af teenageren straffede personalet ham med at være sengeliggende. Drengen fik simpelthen ikke lov til at stå op. Dette fik efterhånden Oluf Nyrup Rasmussen til at adlyde og blive pligtopfyldende. Inspektøren på Livø anede dog, at drengens forstand ikke fejlede noget. Oluf fik lov til at gå til hånde for inspektørparret som en slags plejebarn.
Forargelse – medlem af Nazist-parti
Som 20 – årig kom Luf på prøve på et mejeri i Løgstør. På mejeriet tilbød de ham øl. For første gang blev Oluf beruset og flygtede tilbage til Esbjerg. Men næste dag skrev han et brev til overlægen på Livø, hvori han bad om at komme tilbage til Livø. Men han fik lov til at blive i Esbjerg.
Men dermed slap forsorgen ikke op. To år efter kom overlægen på uanmeldt besøg i Esbjerg og noterede blandt andet at tøjet var lagt nydelig sammen. Til sidst blev Oluf udskrevet af forsorgen.
På grund af rygtet som åndssvag havde Oluf svært ved at få arbejde. For at bevise, at han ikke var mentalt tilbagestående tog han i 1939 en intelligenstest på De Kellerske Anstalter i Brejning. Oluf svarede rigtig på samtlige spørgsmål. Efter tre klager til politimesteren fik han endelig lov til at tage sit kørekort.
I 1940 var der ledige jobs at få i København. Selv om jobbet var på et nazistisk hvervekontor, fik Oluf sit første job som 31 – årig. Af praktiske grunde meldte han sig derfor ind i nazistpartiet. Efter en tjans i Kiel vendte han efter et år igen tilbage til Esbjerg og lod være med at betale kontingent og blev dermed automatisk meldt ud.
Men da det så senere kom frem, vakte det vild forargelse i Danmark.
Oluf Nyrup Rasmussen kom derefter i mesterlære, stiftede familie og levede et normalt liv. Hele sit liv var han i nær brevkontakt med overlægen fra tiden under forsorgen.
Først i 1961 blev ø-anstalterne nedlagt
I april 1961 blev ø -anstalterne på Livø og Sprogø nedlagt. Samtidig fik patienterne på De Kellerske Anstalter nu lov til at gå i deres eget tøj. Anstalternes store sovesale blev også nedlagt.
Da ønstalten blev lukket bragte Politiken en reportage fra Livø. Her mødte han en tavs mand, der havde været på øen i 38 år, men journalisten reflekterede ikke over, hvorfor vedkommende var tavs.
Tvangsindgreb afskaffet
Muligheden for tvangsindgreb over for udviklingshæmmede i Danmark blev afskaffet i 1967 og over for kriminelle i 1972. På det tidspunkt var 11.000 kvinder blevet steriliseret.
Først i 1989 blev ægteskabslovens særparagraffer helt afskaffet og året efter blev De Kellerske Anstalter nedlagt. Da havde 13.000 patienter opholdt sig hos dem i tidens løb.
700 har været interneret på øen
I de 50 år Livø havde været i funktion som øanstalt havde 700 været interneret på øen i korte eller længere tid.
Anstalten på Livø lagde beslag på de fleste bygninger på øen, hvor af mange kan ses den dag i dag. I dag bliver pavillonerne brugt som hotel og kursusejendom.
Langt de fleste bygninger var under De Kellerske Anstalter. Gårdene blev efterhånden også opkøbt og brugt som anstalt for eksempel avlsgården, hvorfra de anbragte mænd arbejdede på markerne.
Også daglig kost i dag
Denne historie handlede om umenneskeliggørelse af svage og sårbare. Det er også daglig kost i vore dage. Der bruges også i dag mange mærkelige talstørrelser til at definere nogle mennesker som afvigere, så de kan behandles og kontrolleres.
Kilde:
Hvis du vil vide endnu mere: www.dengang.dk indeholder 1.667 artikler
Under Nørrebro (293 artikler) finder du:
Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) (336 artikler) finder du:
Under ”Andre Historier” (66 artikler) finder du:
Under København (180 artikler) finder du: