Artikler
Juni 15, 2021
Er Facebook fortid for www.dengang.dk
Vi har før haft problemer med Facebook. En uskyldig artikel om Vesterbro i 1914 indeholdt et forbud ord. Vi blev kriminaliseret for at bringe ”hadefulde ytringer”. Besøgstallet på vores hjemmeside vil falde drastisk. Men vi kan ikke formidle historie, når vi skal være underlagt algoritmer. Helt ærligt, så føler vi os til grin. Hvor mange ”forbudte ord” er der? Uden at næve ordet, beskriver vi det hermed. Man må ikke træde andre over tæerne. Og selvfølgelig skal der være regler. Og vi er også altid modtagelig for konstruktiv kritik. En plade på Assistens kirkegård skaber røre. Og hvorfor det? Jo, tanken erm, hvad bliver det næste. Skal vi kigge på Christian den Fjerdes jagt på hekse. Hvorfor skal det rettes på historien. Og hvorfor er det politikere der skal gøre dette? Kulturløsheden/historieløsheden har også ramt Facebook. Det er oppe i tiden at sige undskyld. Vi skal også se på en klog mands fortolkning. Vi fortsætter på vores hjemmeside – men på Facebook holder vi en tænkepause.
Vi har før haft problemer med Facebook
Der er ingen hemmelighed, at vi før har haft problemer med Facebook. Og det er da heller ingen hemmelighed at vi har været glade for at formidle vores artikler via Facebook. Således har vi delt ca. 10 – 15 stykker hver dag. Og mange er gået ind og læst artiklerne.
Mediet er ikke klar over, at det er historieformidling
Men vi har netop fået en advarsel fra Facebook igen engang. En artikel, som vi har bragt flere gange – ”Vesterbro 1914” er blevet beskyldt for at indeholde ”hadefuld retorik”. Dette har vi selvfølgelig ikke accepteret. Det er tale om historiefortælling og Facebook er ikke gået i detaljer med, hvor vi har overtrådt reglerne.
Fortiden kan ikke beskrives med nutidens øjne
Vi er meget påpasselig med ikke at genere nuværende personer. Men når man beskriver fortiden, kan det undgås at nogle bliver ramt. Vi indrømmer også at særlig når det gælder Besættelsestiden, De Slesvigske Krige og Genforeningen har vi nok en mening, der ikke altid er forenelig med historiebøgerne. Men vi begrunder og dokumenterer også vores mening.
Man kan nu engang ikke beskrive fortiden med nutidens øjne. Det er der så en del politikere, der gerne vil.
Besøgstallet vil dale drastisk
Vi bruger en del tid på Facebook med at formidle historien, men det kan være fortid. Pludselig falder hammeren fra Facebook. Man kan sætte nogle flueben, men ellers kan man ikke rigtig komme i forbindelse med dem og fortælle, hvorfor man mener, at deres afgørelse er uretfærdig.
Vi er da godt klar over, at uden Facebook vil besøgstallet til vores hjemmeside falde markant. Men hvad kan man gøre?
Vi vil ikke formidle historie efter Facebook – forordninger
Skal man navigere historieformidlingen efter Facebook – forordninger, så bliver historieformidlingen forkert. Og det vil vi ikke.
Vi ved godt, at vores historiefortolkning omkring ”Genforeningen” og besættelsestiden er lidt anderledes end den, der står i de fleste historiebøger. Vi har været i arkiver og gjort opdagelser. Og det er ikke altid i overensstemmelser med læserne.
En såre uskyldig artikel om Vesterbro i 1914 er efter fjerde gang pludselig ”krænkende”
Når sådan en uskyldig artikel, som at beskrive Vesterbro omkring 1914 kan få Facebook til advare os, så kan en hvilken som helst af vores artikler om ”Genforeningen” eller ”Besættelsestiden” vel også få Facebook op af stolen.
Endnu ved vi ikke, hvad vi vil. Men måske bliver det så bare at gengive gamle fotos og så opfordre folk til at gå ind på vores hjemmeside.
Reglerne er læst igennem atter engang
Vi har selvfølgelig læst Facebooks regler igennem nok engang, men kan stadig ikke se, hvor vi lige har forbrudt os. Når man så ser de bemærkninger, som vi har mødt i vores historieformidling, så undrer det os, at dette overhovedet ikke har haft nogen konsekvens for disse.
Godt nok spørger Facebook om vi er enig i deres afgørelse, så kan man sætte et flueben. Men allerede ½ minut efter, kommer de til samme afgørelse efter at de påstår at have gennemlæst 1.743 artikler.
Facebook har en forbudt – liste
Vores teknikker har fundet ud af, at vi har brugt et ord/begreb fra Facebooks forbudt-liste. Så sker der noget automatisk fra Facebook’ s side. De tager ikke hensyn til, at man beskriver en epoke i Vesterbro’ s lokalliv. Åbenbart er det en algoritme, der har reageret.
Hvad kan vi gøre?
Ja egentlig burde vi få fat i Facebook’ s forbudt – liste. Og den skal så tages bogstavelig. Hver gang et af forbudt – ordene/begreberne er med i en artikel.
Når vi så har fået fat i den liste, skal alle 1.743 artikler gennemgås.
Vi føler os til grin
Helt ærligt, så følger jeg mig som redaktør af www.dengang.dk og som administrator af FB – gruppen til grin. Vi bruger oceaner af tid til research og i nogle tilfælde er vi også i arkiver, hvis vi ellers får lov. Det er fin nok på hjemmesiden. Men når vi så ikke passer på enkelte ord, så klappe fællen.
Vi støder ind i Facebook – algoritmer
Vi ved godt, at mange bruger Facebook til at dele følelser og mere. Vi deler så historieformidling. Men når man nu er på dette medie, er det mange uskrevne regler, som du skal følge. Men gang på gang støder man ind i Facebook – algoritmer.
Det gule kort – nok engang
Vi kan godt forstå, at der skal være nogle regler og retningslinjer. Men så gør dem dog tydeligere. Man bliver jo nærmest gjort til kriminel, fordi man har brugt et ord, der ikke mere må bruges i USA. Det er hadytring, siger Facebook. Men i deres fortolkning er der ikke nuancer. Man har fået det gule kort – nok engang.
Hvilke ord, skal man nu passe på at bruge? Når man beskriver historien, er det sikkert meget er det ikke glemt og befinder sig på Facebook’ s forbudt – liste.
Retningslinjer?
Selvfølgelig ved man, at det er etiske retningslinjer, man skal overholde. Direkte trusler, selvskade, farlige organisationer mobning/chikane, angreb på offentlige personer, kriminalitet. Man må ikke angribe offentlige personer m.m.
Men hvad er farlige organisationer. Waffen SS blev dømt som ”kriminel kommunikation” Og hvad med ordet ”nazist” Og hvad med alle de stygge personer under Anden verdenskrig, som man har beskrevet.
Hvor mange forbudte ord er der?
Det hele passer jo ikke ind i begrebet ”dansk frisind” eller ytringsfrihed. Der er ingen gennemsigtighed i Facebooks afgørelser. Vi har fundet ud af at der er ”forbudte ord”. Men hvor mange er der? Og hvor kan vi finde listen?
Selv, hvis du deler et indlæg, der indeholder nogle af ”de forbudte ord” kan du blive stemplet. Du skal passe på den racistiske terminologi og passe på at omtale bestemte befolkningsgrupper med deres gamle navn.
Svært at komme op mod et privatejet monopol
Facebook er blevet et sted, hvor man deler viden, nyheder m.m. Der er i den grad behov for mere tydeligere spilleregler. Din historiske tekst kan ret hurtig blive kriminaliseret i forhold til de såkaldte ”Fællesskabsregler”
Gang på gang bliver dine argumenter afvist. Afgørelserne ligner lemfældigheder. Det er en slags retshåndhævelse med tilbagevirkende kraft.
Vi får hele tiden at vide, at Facebook er et privat monopol. Her gælder ytringsfriheden ikke. De danske retssystemer har ingen virkning. Og egentlig er Facebook et flygtigt medie med en uendelig strøm af ligegyldigheder. Så snart du har postet dit opslag er det i princippet glemt.
Algoritmer kan ikke tolke alt
Facebook siger, at deres politikker er baseret på feedback fra et fællesskab og en rådgivning af eksperter. Den gør plads til forskellige synspunkter og overbevisninger. Folk kan udtrykke sig og blive hørt, skriver man. Ja så længe man holder sig inden for den almene historiefortolkning.
Håndhævelse af standard afhænger af de oplysninger, som de har til rådighed. Jamen en algoritme kan åbenbart ikke finde ud af, at det er historie, man prøver på at formidle.
Konsekvenser varierer
Det står også i Facebooks regler, at konsekvenserne at overtræde Fællesskabsreglerne varierer alt efter, hvor alvorlig overtrædelserne er. Men også over personens historik. Og da ser vores ikke for godt ud. Det betyder et snarligt farvel, fordi vi har brugt et ”forbudt ord”
Det ord – som kriminaliserede os
Det ord som har kriminaliseret os er før blevet brugt i børnesange og børnelitteratur. Og så er det brugt i flødeboller. Det er betegnelsen for en person med en anden hudfarve end hvid. Det kommer fra et latinsk ord, der næsten hedder det samme som det forbudte ord.
Nu er det så blevet stødende at bruge ordet. Det kan undertegnede godt forstå. Men i den artikel vi skrev, befandt vi os på Vesterbro i 1914, og da blev ordet anvendt hele tiden. Mange ældre mennesker, bruger ordet endnu uden at det på nogen måde er stødende eller hadefuldt.
Oprindeligt var det den amerikanske borgerretsbevægelse, der frabad sig at blive kaldt det ord på engelsk, som vi ikke må nævne. Men hvem har herhjemme bestemt at vi ikke må nævne ordet?
Det er ikke ”Sprognævnet” og det er heller ikke Staten. Det er så åbenbart ”sprogsamfundet” og Facebook.
Politisk korrekthed handler om respekt for mennesker
Ordet er gradvist blevet politisk ukorrekt, fordi det er mennesker som føler at det er stødende. Og åbenbart deler det forbudte ord os op i et hierarki, der er baseret på hudfarve.
Antropologer forklarede mentale og kulturelle forskelle ud fra den menneskelige biologi og som noget, der var forbundet med hudfarve. Og Facebook kriminaliserer en for at bruge ”hadefuld retorik” eller sagt på ”mere dansk” som racist.
Den amerikanske borgerretsbevægelse har en stor del af æren for at ordet er blevet direkte politisk ukorrekt. Men vi bærer jo historien i os. Vi er opvokset med dette ”forbudte ord”.
Politisk korrekthed handler om respekt for andre mennesker. Selv om man ikke bruger dette forbudte ord i en ond hensigt, er det en betegnelse, som er ladet med betydninger, at det er mest respektfuldt ikke at bruge det.
Men i Danmark har vi jo slet ikke set den samme racediskrimination, som vi har set den i USA.
Man må ikke træde andre over tæerne
Men åbenbart er det også problemer med at nævne andre befolkningsgrupper. Disse kommer eller er måske allerede på Facebooks ”forbudte” liste. Det gælder også for navnet på en meget velsmagende is, som vi gennem tiden har konsumeret en del af.
Vi må heller ikke mere omtale en bestemt hårfarve på en pige. Det kan både refererer til hendes intelligens og så har det skabt problemer i forbindelse med en meget velkendt dansk sang.
Det handler om ikke at træde nogle over tæerne. Og når man begår sig på Facebook, må man åbenbart tænke sig ind i den amerikanske ideologi og historie.
Vi er modtagelige over for konstruktiv kritik
Historieformidling handler vel også om identitetspolitik. Vi har mærket det omkring besættelsestiden og ”genforeningen”. Der er mange, der er lodret uenige i vores fortolkning. Som vi tidligere har fortalt, har vi ikke noget imod konstruktiv kritik. Men den kritik vi får er langt fra – konstruktiv. Mange gange har kritikkerne kun læst den indledende tekst.
Vi er ofte blevet inviteret ud at holde foredrag for eksempel om ”Genforeningen”. Invitationen er så trukket tilbage, når man har sat sig ind i vores artikler. I en pause under et foredrag om Besættelsestiden på Nørrebro kom fire studerende op og sagde, at jeg var fuld af løgn.
Hvad bliver det næste?
Men det er en farlig tendens i samfundet. Det er som om, at Danmark skal sættes op i glorværdigt skær, når man diskuterer vigtige emner i Danmarkshistorien. Dette mærker vi tydeligt på Facebook.
Og så er det lige det med identitet. Verden over diskuterer man at diverse tiders undertrykkere, racister og lignende statuer skal fjernes. I Danmark gik det ud over en buste af Frederik den Femte, der blev smidt i Københavns Havn.
Snart er det måske også forkert at Christian den Fjerde jagtede hekse. Og sådan udvikler det sig. I øjeblikket diskuteres det, om det er rigtigt at arrangere en udstilling med Nolde og Kirchner på SMK. Det er så en udstilling med historiefortælling.
En plade på Assistens Kirkegård
Vi kunne pludselig se rød maling på Hans Egede statuen i Grønland. Man ønskede den fjernet. Statuen blev et symbol på Danmarks udnyttelse af Grønland.
Og for ikke lang tid siden brød der pludselig en debat ud om Danmarks rolle under kolonitiden. Politikere påstod, at man ikke havde den rigtige historie. Nu findes der oceaner af faglitteratur omkring De vestindiske øer og Danmark som kolonimagt. Også på nettet kan du finde meget.
En plade på Assistens Kirkegård har i den grad vakt debat. Først ønskede politikere den fjernet, senere har man så besluttet sig at ændre teksten. Vi har tidligere beskæftiget os med dette. Sagen er egentlig med følgerne kan blive store. Og på Facebooks forbudt – ord kan det sagtens blive tilført nu ord, uden at du opdager det.
Hvorfor skal det ”rettes” på historien
Det kan jo være rigtigt at korrigere fortiden og forsøge at ”rette” synspunkter i relation til et andet syn på kolonialisme, ligestilling m.m. Det vidner om at man ikke kan sætte sig ind i fortidens holdninger og værdinormer. Politikere skal da ikke på den måde rette i historien så det passer til ens verdensbillede.
Jo, det er rigtigt, at von Scholten har udstedt dødsdomme over slaver. Det var jo hans job som guvernør. Men han giv imod kongen og plantageejernes udnyttelse af slaveriet. Han har sparet mange slavers liv, ved at afskaffe slaveriet.
Vi skal tage ved lære af historien
Vi skal tage ved lære at historien. Den skal ikke ignoreres og vi skal heller ikke slette den. Vi kan godt drage paralleller til nutiden og til at forstå, hvem vi er i dag. Slaveriet er en del af Danmarkshistorien. Det ændrer vi ikke ved at fjerne mindeplader, bygninger eller statuer.
Hvorfor laver man ikke bare en QR – kode ved Peter von Scholtens mindeplade. Så kan man lynhurtig få mere information om hans virke. Noget andet er, at man skulle tro, at der i dag var vigtigere ting for politikerne i København at tage sig af, bl.a. erhvervslivet’ s virke i en corona-tid.
I øvrigt har Man lavet en udmærket oplysende video om Peter von Scholten fra kirkegårdens side. Men den kan politikerne måske finde på at kalde manipulerende?
Konfronteret med upopulære begivenheder
Vi mærkede også stor antisympati, da vi udgav vores bog om en hændelse i Padborg lige efter besættelsestiden og om det dansk – tyske forhold. Det er fint, at vi i nogle tilfælde forholder os kritisk over historiske begivenheder. Vi skal tåle at blive konfronteret mod upopulære begivenheder.
Kulturløsheden/Historieløsheden har ramt Facebook
Kulturløsheden/historieløsheden har også ramt Facebook’ s holdning til historien. Algoritmer kan nu engang ikke styre historieformidlingen. Vi skal hele tiden veje vores ord, når vi formidler historien. Det kan godt være at dengang.dk’ s holdning på nogle områder er lidt kontroversiel. Men vi har nu engang ikke spredt hadefuld retorik, som Facebook nu flere gang har beskyldt os for. Men kan godt diskutere historien. Men man skal ikke gå ind og slette gamle spor.
Historisk uvidenhed og manglende evne til at sondere mellem nutidens racisme som bør og skal bekæmpes, kan algoritmer og politikere heller ikke altid finde ud af.
Det er oppe i tiden at sige undskyld
Det er oppe i tiden at sige undskyld for historiske ugerninger, ikke mindst med relation til vestlige landes kolonisering af lande i Den Tredje Verden. Man skal sige undskyld til mennesker, der ikke slev har været koloniseret eller har været slaver. Der er ingen grænser for, hvad vore dages moralske og politiske målestok kan finde på, at der skal undskyldes for. Skal vi også undskylde for vikingernes erobringstogter?
Der er grundlæggende mangel på forståelse for historiens betydning for, hvordan historie kan og skal tolkes. Hvordan så datidens mennesker på sagen?
En klog mands fortolkning
Fortidens begivenheder og fortidens mennesker kan nu engang ikke vurderes efter fores dages holdninger. Men kan ikke ændre på historiens gang. Der er fortsat mennesker i live, der har lidt overlast. Magtfulde nationer har haft kolonier og udnytter mennesker og gør det endnu.
Gennem de sidste 100 år har vi gradvist opbygget et ideal om alle menneskers ligeværd, uanset køn, race, hudfarve, seksualitet og så videre. Det betyder ikke at fortidens uret er gjort god igen, men det betyder. At vi er kommet videre og blevet klogere.
En klog mand, Nikolaj Bøgh siger det på denne måde:
Dengang.dk holder en tænkepause
Det ville jo være kedeligt atter engang at skulle smides ud af Facebook. Derfor bliver vi i øjeblikket nødt til at holde en lav profil. Vi har ikke så meget lyst til at gennemsøge alle vore artikler efter såkaldte ”forbudte ord”. Vi kender ikke disse ord.
Som vi har forsøgt at beskrive, så kommer der flere ord til. Vores læserskare har til tider været oppe på et par tusinder om dagen. Det er der ikke i øjeblikket, hvor vi holder lav profil. Jo, vi vil gerne have mange læsere, men ikke for enhver pris.
Vi synes selv og det gør mange af vores læsere også, at vi laver et seriøst stykke arbejde. Men vi vil ikke være til grin for en eller anden mærkelig filosofi.
Vi fortsætter med vores artikler, som vi så bare lægger direkte ind på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 11, 2021
Slesvig Holsten og Bismarck
Ja egentlig handler det om krigen 1864. men det er nok i en hel anden version end den, som skoleeleverne får undervisning i, og den version, som medierne elsker at bringe. Hvorfor blev Danmark svigtet af alt og alle? Kom Bismarck bare og stjal et stykke af Danmark? Liberale var åbne for et selvstændigt Slesvig – Holsten med Frederik af Augustenborg som præsident/hertug. Og sådan ville kong Wilhelm også gerne have det. Men ikke Bismarck. Hans politik gik ud på at komme af med Østrig og indtage magten i Det Tyske Forbund. Og her skulle Slesvig Holsten bruges. For ham var det ikke 1864, der gjaldt, men 1866. Da Frederik den Syvende pludselig døde vågnede de tyske småstater op. Og det gjorde de også på Augustenborg. Englænderne kunne ikke få opbakning på noget som helst. Deres opbakning til Danmark indskrænkede sig til en indkaldelse af en konference. Her viste Danmark en total mangel på smidighed. De afviste alle kompromisforslag. De ville heller ikke have forlænget våbenhvilen. Og så følte de sig som sejrherre. Holdningen hos stormagterne var nærmest så kunne ”Danmark sejle deres egen sø”. Først da Jylland og Als var indtaget og Bismarck truede med at indtage Fyn kom den danske regering til forhandlingsbordet. Man kunne ellers have fået noget der ligner den nuværende grænse i London.
En anden version
Skolebørn får at vide at Bismarck var ond og at et stykke ”Danmark” blev tyvstjålet. Og så får de også at vide, at ingen kom Danmark til hjælp. Vi stod helt alene. Men der er heller ikke blevet fortalt, hvorfor Danmark ikke fik hjælp.
Vi forsøger atter engang at komme bar de historier og myter, der bliver fortalt.
Et af de store problemer med 1864 er forklaringen på, hvorfor det gik så galt for Danmark og så godt for Preussen. Man har peget på Monrad og hans ministeriums udygtighed og på Bismarcks statsmandskunst.
Andre mener, at det var uventet engelsk tilbageholdenhed og at Rusland lod Danmark i stikken.
Vi er godt klar over, at det ikke er denne version som man får fortalt i skolen. De hænger stadig noget ”Helteagtigt” over 1864. Ja nogle mener stadig at vi vandt krigen dengang.
Et bedre militær og bedre politikere havde ikke kunnet forhindre katastrofen
Ved treårskrigen 1848 – 1851 blev Danmark reddet af en stormagtsintervention, men denne udeblev i 1864. Forskellen skyldes nu ikke forskellige danske ministerier. Da situationen i 1864 gik i hårdknude, kunne Danmark sandsynligvis kun være blevet reddet af en anden stormagt.
Et større eller dristigt dansk militær indsats eller mere habile politiske ledere kunne næppe have afværget krigen eller undgået afståelsen af i hvert fald en stor del af Slesvig.
En kamp mellem liberale og konservative
Slesvig-Holsten var som nationalt samlingssymbol og som en bestanddel af kampen mellem liberale og konservative imidlertid ikke et element i de forskellige tyske staters indenrigspolitik. Det var også et europæisk problem.
I Europa var der en slags blokopdeling mellem de liberalt orienterede vestmagter England og Frankrig på den ene side. Op den anden side havde de konservativt orienterede østmagter, Preussen, Østrig og Rusland.
London – kontrakten fra 1852
Vi skal også kigge på den såkaldte London – kontrakt fra 1852. Den regulerede arvefølge-spørgsmålet i hertugdømmerne og anerkendte opretholdelsen af dansk integritet som en ”almindelig europæisk interesse”.
Det er af betydning for forståelsen af ”1864”, at Preussen var den af stormagterne, som led mest af splittelsen mellem konservative og liberale. Statsapparatet var simpelthen ved at gå i stå, da Bismarck som ”konservativ” politiker blev udnævnt til at løse denne indre konflikt.
Situationen i Europa
Til den indenrigske konflikt kom med Krimkrigen 1853 – 1856 en alvorlig udenrigs – og sikkerhedspolitisk problem.
Den konservative solidaritet mellem Preussen, Østrig og Rusland blev sprængt ved Ruslands forsøg på en sydvestlig ekspansion. Østrig følte sig truet og gik ind i krigen på Englands og Frankrigs side.
Rusland blev slået og var svækket. Det var nu Frankrig der for første gang siden 1815 var Europas dominerende nation. Det forbunds sikkerhedspolitiske stilling blev hermed forringet, da det begyndte med en rivalisering mellem Preussen og Østrig. Og hvordan med et samlet Tyskland, hvis Frankrig begyndte med en aktiv udenrigspolitik.
Liberale ville have et selvstændigt Slesvig-Holsten
Preussen blev en af de dominerende kræfter i den politiske kamp i næsten alle Europas lande. Slesvig – Holsten var blevet en liberal mærkesag i Tyskland.
De liberales ønsker om oprettelse af en selvstændigt Slesvig-Holsten under hertugen af Augustenborg, kunne Bismarck ikke imødekomme. Slesvig – Holsten kunne derfor ikke bruges som udsoning med de liberale. Men hertugdømmerne kunne måske bruges til splitte de liberale.
Fransk aggression
I 1851 var der en voldsom rivalisering mellem Preussen og Østrig om overherredømmet i Tyskland. Østrigerne forsøgte af sikkerhedsmæssige grunde at få mere magt. Den fransk – østrigske krig i 1859 understregede Østrigs udsatte sikkerhedspolitiske situation endnu mere.
Da det slesvig-holstenske problem blev akut i efteråret 1863, skete det netop som forventningen om en fransk aggression i Europa nåede sit højdepunkt. Den preussisk – østrigske krig mod Danmark fandt sted i skyggen af frygt for fransk aggression i foråret 1864.
Bismarck ville hindre Østrigs magt
Det preussisk – østrigske samarbejde mod Danmark skete ganske vist for en populær sag, men ingen af disse to stormagter tog hensyn til det tyske forbunds ønske om et selvstændigt Slesvig – Holsten. Forbundet var stærkt uenige med de to stormagter om krigsmålene.
En stor del af Bismarcks politik gik ud på at hindre østrigsk magt. Han var også bange for en fransk – russisk alliance. I begyndelsen troede Bismarck ikke på det tyske forbund. Han ville ikke i alliance med Frankrig, men kun skabe en mulighed for sådan en.
Da det Slesvig Holstenske problem var akut var muligheden der for en preussisk alliance med Frankrig bedre end nogensinde samtidig men at Østrig var afskåret fra sådan en.
Hvordan kunne man tilgodese tyske indbyggers interesse
Diskussionen om Slesvig-Holsten drejede sig udelukkende fra tysk side om hvordan man kunne tilgodese tyske indbyggers interesse. På trods af den ophidsede opinion i Tyskland mod de e danske overgreb I Slesvig-Holsten anbefalede man en forhandlingspolitik.
Men i et brev til Bismarck fra november 1862 argumenterede Bismarcks forgænger i udenrigsministeriet, Bernsdorff for en radikal inddragelse af det Slesvig – Holstenske problem i den tyske magtkamp. Det ville efter Bernsdorff’ s mening være muligt at splitte den østrigske ledende fløj på forbundsdagen ved en aggressiv politik mod Danmark.
De tyske småstaters regeringer ville på grund af det Slesvig – Holstenske problems nationale karakter blive nødt til at følge Preussen. En aggressiv preussisk ledet politik over for Danmark er ”et rigt og nyttigt våben” mod Østrig. Og så ville sådan politik være populær i befolkningen.
Østrig ville i Det Tyske Forbund
Efterhånden fandt Bismarck ud af, at han ikke kunne regne med Frankrig. De var kun ude på at skabe splittelse i det Tyske Forbunds,
Bismarck havde spurgt sin krigsminister von Roon om de militære synspunkter i tilfælde af krig mod Danmark.
I august 1863 måned indkaldte Østrig til en fyrstekongres i Tyskland og det var ret sandsynligt, at Østrig i vid udstrækning ville sætte sine krav igennem. Ønsket var at få landet optaget som fuldbyrdet medlem i det Tyske Forbund. Dette ville Bismarck forhindre.
De tyske småstater var ikke alle enige om krig
Preussen havde fået et godt forhold til Rusland. Dette var af stor betydning, bl.a. fordi at England stod som Danmarks beskytter i hertugdømmerne. De måtte nu tage en mindre tyskfjendtlig holdning.
Den 1. februar 1864 befandt Preussen og Østrig sig side m side i krig mod Danmark. De var i dyb uenighed med de tyske småstater om krigens formål.
Den 9.juli besluttede forbundsdagen at ville stille følgende ultimatum til Danmark. Marts-patentet skulle sættes ud af kraft og forbundsforsamlingen skulle inden 6 uger have bevis for, at man i Danmark ville indføre en fællesforfatning enten i overensstemmelse med 51/52 – aftalerne eller med Lord Russells forslag i Gotadepechen fra 24. september 1862. Den 27. august afviste Danmark disse krav.
Da Frederik den Syvende døde
Den 13. november blev den nye danske forfatning med en endelig etablering af Ejder – Danmark. To dage efter døde Frederik den Syvende pludselig. Nu havde det Slesvig -Holstenske problem en endnu farligere karakter.
Både Preussen og Østrig havde underskrevet London-Traktaten, som anerkendte at prins Christian af Glücksborgs arveret til hele monarkiet, altså også i hertugdømmerne. Men forbundsdagen havde aldrig anerkendt traktaten.
Hidtil havde argumentationen holdt sig til Danmarks traktatlige forpligtelser over for hertugdømmerne og forbundet. Efter kong Frederiks død rejste det tyske forbund en arveretsligt spørgsmål ved siden af det traktatmæssige.
Den ophidsede stemning i Tyskland steg til kogepunktet ved meddelelsen om kong Frederiks død og kong Christians godkendelse af november-forfatningen den 18. november.
Prins Frederik af Augustenborg erklærer sig som præsident
Da prins Frederik af Augustenborg den 16. november erklærede sig som præsident, blev han hurtigt et symbol for den tysk – nationale opinion. Den 21. november mødtes forbundsdagen for første gang efter det danske tronskifte. Her proklameredes det, at augustenborgeren som ”Frederik den 8, af Slesvig-Holsten. Preussen og Østrig fik dog hurtigt begravet anerkendelsesproblemet i et udvalg.
På Forbundsdagen rejste der sig nu et krav om gennemførelse af en ”okkupation” af Holsten og Lauenburg med det formål at sikre landet for dets ” retmæssige arving”.
En sådan handling var et brud på London-aftalen. Men man var bange for at befolkningen ville reagere, hvis der ikke blev fortaget.
I Europa var der en spændt atmosfære. Bismarck havde opnået den ønskværdige stilling som den søgte forbundsfælle, hvor han kunne spille Frankrig og Østrig ud mod hinanden.
Flertal i Forbundsdagen for kamphandlinger
Bismarck havde nu knyttet nogle krav til at acceptere London – aftalen. Og det var at Danmark skulle trække november-forfatningen tilbage. Bismarck var klar over, at det nok skulle et andet ministerium til i Danmark.
Den 5. december tog Franz Joseph det hidtil uhørte skridt at overlade Preussen overkommandoen over de 20.000 østrigske soldater, der stod klar til de første kamphandlinger.
Efterhånden lykkedes det efter stærk pression at få flertal for de første kamphandlinger med stemmerne 8-7 og det til trods for at Danmark havde opfyldt en del af betingelserne, nemlig marts – patentet. Den 23. december gik eksekutionstropperne over grænsen til Holsten og Lauenburg, der på forhånd var rømmet af danskere.
Bismarck var ligeglad med opbakning fra Forbundsdagen
Bismarck gjorde sine overvejelser. Han mente, at en besættelse af Slesvig ville minimere en europæisk krig. Desuden mente han også at ingen af stormagterne ville komme Danmark til hjælp sådan som situationen var i Europa. En besættelse af Holsten ville alligevel ikke have den store betydning for Danmark.
Kong Wilhelm så helst at hertugdømmerne blev erobret fra Danmark og givet til augustenborgeren. Bismarck så helst at hertugdømmerne blev preussiske.
Bismarck mente ikke, at forbundsdagen ville give mandat til at erobre Slesvig. Men så ville det være et foretagende bestående af Preussen og Østrig.
De andre stater ville tvinge Danmark til at overholde aftalen fra 51/52. men fra Bayern lød det, at man ville indsætte augustenborgeren som hertug af Slesvig Holsten ved hjælp af bayerske tropper.
Ingen forpligtelser over for Danmark
Østrig mente, at samarbejdet med Preussen ville udvikle sig til et samarbejde mod Frankrig.
Den 21. januar marcherede de preussisk – østrigske tropper ind i Holsten. Den første februar rykkede man over Ejderen.
Efter træfningen ved Mysunde var Preussen løst fra enhver forpligtelse over for Danmark, mente Bismarck. Uroen i de små tyske stater havde lagt sig.
Taktiske overvejelser
Ville Kong Wilhelm få sit ønske opfyldt ville det gå ud over Preussens magt. Hvis der i løbet af krigen skulle komme til et brud med England, ville Frankrig presse på for at få en alliance med Preussen. Hvis den blev afvist, ville Frankrig forsøge at opnå en forståelse med England.
En preussisk anneksion af hertugdømmerne kunne imidlertid hverken gennemføres med forbundets, Østrigs, Englands eller Ruslands støtte. Kun Frankrig havde nævnt anneksion. Frankrig mente at det danske monarki ville til at indgå i en skandinavisk union med Sverrig -Norge, hvorved det fra fransk side var muligt at udøve et så stærkt pres på Rusland, at et selvstændigt Polen kunne blive en realitet. Så kunne Tyskland måske blive en fransk lydstat.
Udadtil så det ud som om Bismarck tilstræbte en løsning i retning af en personalunion mellem hertugdømmerne og Danmark. Problemet for Frankrig var at de tyske småstater efterhånden bakkede Preussen op. De kunne ikke splitte tyskerne.
Englænderne så gerne en Ejder-løsning
Fra England kunne Bernsdorff nu berette, at englænderne ikke ville se roligt på, hvad der skete i Slesvig. Man havde forsøgt at få en forståelse fra russerne. Lord Russel havde forklaret at den engelske regering i tilfælde af besættelse af Slesvig var nødsaget til at understøtte Danmark. Men det var ikke blevet nævnt hvilken understøttelse. Englænderne så gerne en Ejder – løsning.
Englændernes forsøg på at få støtte i Rusland mislykkedes. Ja de kunne heller ikke få støtte i Wien. Paris indtog en noget lunken holdning.
Ingen opbakning til England
Russel ændrede nu strategi. En konference skulle ikke indkaldes før Danmark havde ændret november-forfatningen. Samtidig appellerede han til at Bismarck udsatte sin besættelse af Slesvig. Dette var en stor indrømmelse over for Slesvig. Nu mente englænderne pludselig at en besættelse af Slesvig ikke var urimelig under visse forhold.
Bismarck mente at det var urimeligt at udsætte en besættelse af Slesvig. Endvidere svarede han meget klogt at et stigende engelsk pres kunne betyde at han blev afsat. Og det kunne få katastrofale følger for Europa.
Palmerston og Russel kunne heller ikke få parlamentets godkendelse for at England gik enegang i en hjælp til Danmark.
Englænderne indkalder til konference
Russell indkaldte nu i stedet til en konference. Men det tog alligevel tre måneder. Først efter 18. april kunne der fastsættes en dato for konferensens begyndelse. Preussen og Østrig ville ikke mere diskutere 51/52 – aftalen. Man ville heller ikke diskutere integritet princippet.
Et fransk forslag om løsning i forbindelse med ”Folkeretten” ville man heller ikke anerkende. Personalunionen ville man heller ikke mere diskutere.
I tilknytning til Bismarcks omtale af et kanalprojekt tidligere på måneden, mente franskmændene at denne så kunne danne den fremtidige grænse til Danmark. Det ville dog være nødvendigt at spørge befolkningen.
Bismarck forstod det franske forslag som at Danmark skulle afstå Holsten, Lauenborg og en del af Slesvig. Frankrig foreslog en Slien – linje.
Bismarck foreslog nu en linje fra Tønder til Flensborg, næsten som vores nuværende grænse.
Bismarck advarer mod afstemning
Men Bismarck gjorde opmærksom på at en afstemning i hertugdømmerne eller i Slesvig alene ville for øjeblikket med sikkerhed føre til fordel for en total adskillelse fra Danmark. Og så ville augustenborgeren blive hertug. En deling ved Haderslev eller Aabenraa ville ikke engang kunne opnås, sagde Bismarck.
Det var ikke muligt for England, Frankrig og Rusland til at komme til en fælles forståelse.
Danmark havde udvist mangel på smidighed
Fra dansk side fastholdt man den helt umulige linje Eckernförde – Frederiksstad. England forsøgte til sidst med en voldgift. En folkeafstemning blev også nedstemt.
Våbenstilstanden varede kun til 26. juni. Danmark ønskede overraskende nok ikke en forlængelse, før man havde fået acceptable fredsudsigter. Den 25. juni opløstes konferencen og krigen begyndte igen dagen efter.
Danmark havde udvist en bemærkelsesværdig mangel på smidighed. Danmark forkastede alle kompromisforslagene, hvor Preussen havde tilbudt at være ”rimelig”.
Ministeriet Monrad var bestemt ikke deres opgave voksen. Krigens genoptagelse ville betyde nye tab og et afgørende nederlag.
Hårdnakket dansk afvisning af alle kompromisforslag
Preussen ville naturligvis altid have kunnet stille yderligere betingelser til forslagene. Danmark overlod ikke en eneste gang initiativet til preusserne med hensyn til forklaringer af kompromisløsningerne.
Der var stor europæisk velvilje over for Danmark. Og det ville have været muligt at opnå en grænsedragning, som den der er nu. Dette var Bismarck indstillet på og det var Østrig også. Den hårdnakkede danske forkastelse af alle kompromisforslag og endda en forlængelse af våbenhvilen blev forkastet af Danmark.
De velvillige europæiske stormagter havde ikke meget råderum til at hjælpe danskerne. Danskerne rokkede sig overhovedet ikke og opførte sig som sejrherre. Den spændte europæiske situation opdagede danskerne slet ikke. Den danske regering virkede svag og uerfaren. Man håbede på det sidste at stormagterne kom til hjælp.
Danmark kunne ”sejle deres egen sø”
Rusland er bl.a. blevet beskyldt for at lade Danmark i strikken. Nu var de stadig hårdt ramt af Krim – krigen. Deres forhold til Preussen og Østrig var uhyre vigtig. Den russiske stemme i Europa var ikke med stor vægt.
De franske tilbud om at ”hjælpe” Preussen til erhvervelse af Holsten, Lauenburg og en mindre del af Slesvig var som det tydeligt skulle være fremgået, hverken bestemt af velvilje over for Danmark eller af nationalitetsprincippet. Det var ganske kølige politiske overvejelser, der lå bag.
England tilbød for lidt. De kunne ikke føre fastlandskrig og var for svag en allieret.
Konferencen var sprængt ag flere nationer kunne nu med rette over for deres befolkning erklære, at nu måtte Danmark sejle sin egen sø. Danmark var helt isoleret.
Danmark indledte fredsforhandlinger
Krigen gik ikke godt for Danmark. Den 29. juni lykkedes det de tyske tropper at indtage Als og hele Jylland blev taget i en håndevending. Østrig ville ikke trods Bismarcks tilskyndelser ikke gå med til en invasion af Fyn. Men man traf skinforberedelser, som kunne tyde på noget sådant.
Den 8. juli blev ministeriet Monrad afløst af ministeriet Bluhme. Man bad om optagelse af direkte fredsforhandlinger med Preussen og Østrig. Bismarck syntes at tidspunktet var gunstigt ellers måtte der nødvendigvis foretages en invasion af Fyn. Der blev sluttet våbenhvile den 31. juli. Det første fortrolige møde blev afholdt i Wien den 25. juli.
Den 30. oktober blev fredsafslutningen underskrevet i Wien.
Et nyt Tyskland – uden Østrig
Bismarck vandt også opgøret mod Østrig. Det skete på slagmarken ved Königgrätz i sommeren 1866. ved freden i Prag blev Slesvig-Holsten endelig indlemmet i Preussen. Østrig måtte acceptere forbundets opløsning og dannelse af et nyt Tyskland uden Østrigs deltagelse.
Krigen var endt så hurtigt, at Napoleon ikke kunne nå at gribe ind. Han måtte endda acceptere fuld preussisk anneksion af en række tyske småstater.
Det var 1866 ikke 1864, der var vigtig for Bismarck
Det var i 1866 og ikke i 1864, der betegner opfyldelsen af Bismarcks politiske helhedsopfattelse og målsætningen fra 1850’erne. En erhvervelse af Slesvig-Holsten for Preussen eksisterede kun som et element i Bismarcks politik for så vidt erhvervelsen af en preussisk magt i Tyskland.
Bismarcks Slesvig – Holstenske politik var i sin intention i højere grad rettet imod Østrig end imod Danmark.
Kilde:
Juni 7, 2021
Hændelser på Nørrebro – dengang
Vi kigger på et blad, der hedder Politivennen. Og vi kigger på hændelser på Nørrebro fra 1827 – 1831. Der var både håndgemæng og brand på Nørrebros Teater. Og så var det et uanstændigt skue. Ja man hørte pistol – og geværskud midt om dagen. Der var dårlige veje og fortove. Også vejen fra Nørrebro til Søborghus var dårlig. Her væltede mange vogne. Også ved den mosaiske kirkegård var det uorden, når der var begravelse. Men det var det såmænd også på jagtvejen, når der var begravelse på Assistens Kirkegård. Så skulle man helt ud i rabatten for at komme forbi. Og her man antastet af frække damer. Bladet kaldte dem for ”menneskehedens afskum”. Hyrdekonen ude på Fælleden var en dårlig hyrde. Hun tænkte kun på at sælge kager. Hun mishandlede dyrene. Og så kunne man observere en ny måde at opbevare kålhoveder. På en ny vej til ladegårdsvejen havde en mand bygget en svinestald med 55 svin. Meningen var at denne skulle udvides til 200. men det skabte en meget ”besværlig” lugt. Urinen kunne ende i Peblingesøen. Vi skal også kigge på et smittende plankeværk. Og en person fik noget ulækkert i hovedet.
Hvad er Politivennen?
Små hændelser på Nørrebro kan samlet give en god ide om, hvordan livet udfoldede sig dengang. Der findes nemlig en herlig hjemmeside, der bringer disse små anekdoter. Og disse er holdt i den humoristiske tone. Eller sagt på en anden måde. Historierne er lettere redigeret ellers kan man måske hurtig køre lidt træt af den måde man kommunikerede på dengang. Se under kilde. Vi har fået lov til at låne nogle historier. Vi har så også foretaget en lettere redigering.
Politivennen eller Politievennen eksisterede med få afbrydelser fra 1798 til 1846. Det var ikke så sært at bladet flere gange kom i strid med Trykkefrihedsforordningen af 1799. Der blev idømt bøder og bladet kom til sidst under censur. Frygten for at komme i bladet var meget stor.
Frederik den Sjette læste bladet med stor opmærksomhed. Der opstod konkurrenter i form af ”Sandhedsfalken” og ”Kjøbenhavnerposten”.
Alle numre er blevet digitaliseret men prøv en gang at gå ind på vores kilde. Man får et lidt andet indblik i kulturen, samfundet og historien, når man læser dette blad. I første udgave kigger vi på Nørrebro mellem 1827 og 1831.
Og så skal man måske også vænne sig til sproget i bladet. Det er ofte meget lange indviklede sætninger.
Noget om Branden på Nørrebros Teater (Natten mellem 3. og 4. april 1829)
Nogle tømmersvende var til stede ved et rejsegilde hos hr. Steen på en af Blågårds parceller. Der opdagede de først ilden og hidkaldte hr. overbrandmester Weiss. Øjeblikkelig ilede han til brandstedet. Da han ingen nøgler kunne få til de vel tillåste døre, lod han dem sprænges af de tilstedeværende tømmersvende.
Imens dette foregik, besørgede han selv sprøjten hentet, og da ingen slusser var ankommet, anmodede han de tilstedeværende borgere og børn om at hente vand til at fylde sprøjten med.
Med livsfare vovede han sig derpå ind på teatret, der var fyldt med røg. Fulgt af nogle tømrersvende trængte han frem til orkestret, hvor han snart opdagede, at ilden måtte være kommet fra kælderen i hvilken maskineriet, var anbragt.
Ved hjælp af en økse borthuggede han nu bræddebeklædningen fra orkestret og fik derved plads til at anbringe sprøjten. Ilden havde da grebet vidt om sig og havde antændt den del af gulvet hvor kulisserne stod.
Af disse var omkring 40 stykker opstablede ved siden af hinanden på det sted, hvor ilden brød frem. Teatret ville sikkert have været uden redning, hvis disse kulisser var blevet angrebet. Men ved hr. Weiss’ åndsnærværende og konduite blev sprøjten så godt anbragt, at ilden inden 5 minutter var slukket.
Heraf vil vist enhver indse at denne mand med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest er den, der har frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse. Og ydes derfor ham, som de øvrige borgere, der understøttede ham, indsenderen og vist også Nørrebros såvel som hr. bager Schiens og brandassurancens tak.
I denne anledning kan indsenderen ikke undlade at fremkomme med det ønske at Nørrebro for fremtiden måtte blive forsynet med lygter, da måske derved mange ulykker for fremtiden kunne forebygges.
(Politivennen 694)
Håndgemæng på Nørrebros Teater
Den 4. juli 1829 opstod der et håndgemæng på Nørrebros Teater. Førstedirektøren burde vide at besejre sin overordentlige hidsige og stridbare adfærd og endelig, at det ikke er første eller anden gang det er kommet til håndgribeligheder mellem ham (førstedirektør) og forskellige af de andre (teatrets personale)
Det er almindelig kendt at privilegium til at indrette teatret på Nørrebro allernådigst er forundt den hos os i en række år hæderligt bekendte Philippo Pettoletti. Denne mand er altså de facto teatrets første, ja vel egentlig eneste direktør, så mange og blandt disse anmeldere, har troet, at det var ham, der blev peget på i nævnte blad. Og med forundring antog man at den joviale mand der så ofte har moret københavnerne med sit udmærkede komiske talent, forvandlet til en gulsottig kamplysten klopfægter.
Men senere har man erfaret at ophavsmanden til dette spektakel uden for teatret var den bekendte Levin (som for øvrigt under ophold her kun såre lidt har glædet publikum ved sin kunstfærdighed) Og anmelderen tror at burde gøre opmærksomhed på det for at forebygge en misforståelse, der let kunne opstå, da den pågældendes navn i den artikel i Morgenposten ikke er nævnt og han hele tiden benævnes teatrets førstedirektør. Hvilket formentlig har sin oprindelse i, at man i de udenlandske skuespillerskaber har direktører for de forskellige grene af forestillingerne, således som en for dansen, en for skuespillet, en for musikken osv.
For den første direktør er dog som sagt egentlig Pettoletti, hvem man virkelig må beklage, da han efter de mange uheld han har haft ved det med så megen smag indrettede teater, nu endog ser den huslige fred brudt. Efter rygtet skulle han endog haft en proces med Hr. Levin, som nyligt havde være til sinds at forlade landet.
I øvrigt tillader anmelderen sig at bede Hr. Lewin om for sin egen skyld at erindre at han her til lands ikke mere end noget andet sted i Europa lever blandt uopdragende mennesker og bjørne. En tanke som desværre end ikke skal være udryddet hos uvidende udlændinge. Men at hans færd sikkert vil blive lige så bekendt i udlandet, som han var kendt her før sin ankomst hertil.
Gid det øvrige personale ved dette så vel indrettede, smagfulde teater hvis hr. Lewin skulle udføre sin rejseplan, må ved egen erfaring finde sandheden af det bekendte ”Concordia res parva crescunt”.
Beeken
(Politivennen nr. 705)
Et uanstændigt skue på Nørrebro
Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er gang af en almindelig ports bredde, der fører hen til rebslagerne forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke er overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stakit, der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev taget bort.
Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembryder sig for dem der passerer Nørrebro et meget udelikat skue.
For så vidt det kan være tilladt eller i al anstændigt og passerende af naboerne besværes af sådant naboskab, eftersom stakittet udgør en slags skillerum, mens dog af publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver aflukket.
(Politivennen nr. 1019)
Gadeuordenen ved Den Mosaiske Kirkegård
Ved at gå forbi har jeg flere gange været vidne til slem uorden ved begravelser på overnævnte sted. Når liget nemlig er indsat og følget igen skal i kareterne, sker dette hulter til bulter, da alle følgepar søger deres vogne som da på den ikke just brede vej opkører i tre rækker, hvorved det både for kørende og gående gøres umuligt at komme forbi.
Og da vognene nu jager forbi hinanden, er det yderst farligt for fodgængere hvis liv og lemmer udsættes for beskadigelse. Ja man har dog set at de har bemægtiget sig det blyantspenne fabrikshus, der ligger lige overfor fra hvis gadedør de stiger op i vognene der kører så nær at endog kælderskuret står i fare for at blive kørt ned.
Det var ønskeligt om en foranstaltning blev føjet at kareterne som ved kristne lig holdt eller kørte i en række og at følget efter ur steg i samme
(Politivennen nr. 797) (1831)
Uordener
På Nørrebro klages der over at beboerne i nærheden af gården i nr. 41 forskellige gange er blevet foruroliget af gevær – eller pistolskud. Fx den 7. juli (1836) om morgenen da alle naboer derved blev opskræmte fra deres ro og skrækken havde en aldeles skadelig indflydelse på et nervesvagt individ. Og lige ledes den 12. i denne måned om eftermiddagen.
Sådant skyderi tør vist næppe finde sted i indesluttede haver eller mellem bygninger. For ikke at tale om de ubehagelige følger som kunne opstå deraf for svagelige personer.
Kan et velordnet brandvæsen tillade noget sådant?
I øvrigt havde vi hørt så meget om de kongelige vildtbanes udstrækning og at der på den intet skud turde gøres uden af de privilegerede, så at det også i denne henseende forekommer os besynderligt, at der falder skud på det overnævnte sted.
(Politivennen 1.073)
Betragtninger på Nørrebro
Nørrebro har i de senere år været genstand for en del anker i Politivennen. De har alle tilsigtet at bevirke en bedre og mere bekvem passage for dens beboere og dem som færdes der. Gavnligheden af lygter og et par vægtere har ofte været bragt på bane, og nu er det endeligtaget den beslutning og ’ønsket eller forslaget bliver opfyldt.
I Politivennen nr. 700 af 30. maj 1829 er fremsat ønske om at fortovet fra hjørnet af Blegdamsvej op til vejen, der fører til den mosaiske kirkegård, måtte blive stampet da det er så ujævnt og har så mange opstående spidse sten at det falder vanskeligt at betræde det.
Dette ønske er endnu lige påtrængende, ja endnu mere da den færdsel på jordvejen er er forøget med cirkus og teatret på den modsatte side af nævnte fortov og den meget vandhenten og spilden fra den post der er der, forøget ved beriderselskabets kreaturer har gjort nævnte jordvej i forhold til forrige år næsten upassabel og på tidspunkter, hvor den dog var det.
Den indkørsel, der er omtalt i samme blad, er senere forøget med flere. Da de ikke som de egentlig burde er brolagt, forværrer meget jordvejenes ufremkommelighed. For fodgængere. Op nævnte jordvej på højre side af det stykke mådelige stenbro som fører ind til Blågårds hovedbygninger, findes i vejen en fordybning som er farlig for gående og som er fremkommet ved en dårlig bedækning eller tilkastning af som det lader til den udløsende som udløbs-rende, som er der, hvorover er det, hvorefter er lagt nogle mådelige brædder.
I Politivennen nr. 699 af 13. maj 1829 blev foreslået at rækværk, der er anbragt for enderne af de alleer som ligger straks uden for barrieren, måtte sættes således at det tillige sluttede grøfterne. Da disse i sommer blev godt opkastede ville denne forandring bidrage til at de vedligeholdt sig i længere tid, i stedet for de nu snart vil blive nedtrådt for enderne, når den allerede længe påbegyndte indgang fra siderne ikke forhindres ved den forslåede forandring. Man kan ikke se til hvilken nytte de interimistiske lægter er anbragt i flugt med rækværket som det nu står i alleen på højre side fra byen.
Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten, kan han ikke undlade tillige at berøre det efter hans mening upassende skue som viser sig inden for nævnte port, lige over for den daværende vagt og umiddelbart på den der stationerede skillevagts post. Den murede gemme som er i volden, benyttes af handlende, der bor i nærheden til pakhus for, anmelderen tror brænde, korn og fedevarer.
Sådant kunne måske være uden omtale. Men udenfor dette gemme og langs op ad volden findes dagligt stående en halv snes foderkasser, tomme tønder og ankre, stiger, bærebøre, en lille materialevogn og andet skrammel der i høj grad støder øjet og vel med rette kan kaldes et upassende oplag ved stadens hovedport og umiddelbart ved en vagt og en skildvagt hvis fornødne respekt næppe synes at burde tåle et sådant naboskab.
Forannævnte forskellige genstande og hvad derved kan være at gøre til opnåelse af det øjemed i hvis hensigt anmelderen har nedskrevet disse linjer, henstilles til høje vedkommendes mere indsigtsfulde bedømmelse.
(Politivennen nr. 783) (1831)
Om spærringen af vejen ved Assistens Kirkegård
Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro fandtes denne ved Assistens Kirkegård besat af kareter, hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde.
På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bagerste tølpere idet han måtte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset – der gik vognen til hjulnaverne – og slap efter temmelig nær at være væltet lykkelig igennem, men den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.
På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling da at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.
(Politivennen nr. 748) (1830)
Vejen forbi Assistens Kirkegård
Det uvæsen på overnævnte vej er så vidt erindres allerede før blevet påanket i dette blad. Indsenderen som ofte må passere denne vej om aftenen, da han om dagen har forretninger inde i byen, har ofte været vidne til hvorledes kvinder af det laveste og den mest usle klasse har antastet forbigående mandfolk der. Og når disse ikke vil følge dem, da overlæsser dem med skældsord og forbandelser.
Ved enden af Assistens Kirkegården, i Rundingens grøfter ved Falkoneralle skal især sådanne menneskehedens afskum (både mandfolk og fruentimmere) opholde sig og opvarter de forbigående med taler af det mest gemene indhold. Man beder derfor de ansvarlige om at befri denne ellers så smukke vej for dette udskud.
(Politivennen nr. 712) (1829)
Den ikke gode hyrde
Den hytte som står ved indgangen fra Nørrebro på Nørre Fælled, er nu flyttet noget nærmere ind på stenbroen. Og ved samme er ansat en hyrdekone til at have opsigt med de køer, der græsser på Fælleden, ikke undviger og løber hjem før tiden.
Denne hyrdekone har kageudsalg, og beskæftiger sig langt mere end det med køerne. For disse jages af en del mest blåklædte drenge under meget skrig og støj ved stokke og kæppe frem og tilbage mellem Fælleden og den nyindkøbte bom ved stenbroen og omsider også ind igen på Fælleden. Dog således at en del drenge dygtigt prygler dyret, mens en anden ved at holde det i halen lader sig slæbe et godt stykke vej.
Men køerne bliver ikke blot mishandlet af drengene. Hyrdekonen gør også sit bedste til det. Hun har rigtignok en pisk stående bag døren med sejlgarnsnet. Men hun betjener sig af en ganske anden krabask.
Dette var således tilfældet den 7. juni om eftermiddagen, da en af overnævnte omkring jagede køer, en gråspraglet meget mager ko, af drenge hvoraf to hængte sig ved halen, under slag af stokke blev drevet forbi og bag hytten mellem denne og leddet, hvorved den måske forstyrrede hendes udsalg.
Hun lod sig syne med en knudret vandringsstav af tykkelse som et godt kosteskaft og gav dyret som endnu slæbte de to drenge ved halen, en halv snes dygtige slag.
Dog forsikrede hun senere, da nogle forbigående tiltalte hende for det, at det ikke var koen, men drengene hun havde haft til hensigt at prygle. Og som bevis på sin mildhed foreviste hun den omtalte pisk som stod bag døren.
Da det imidlertid ikke kan være de af stadens indbyggere som har køer til græsning på Nørre Fælled ligegyldigt om disse på grund af brugen af hendes knippel kommer mishandlede hjem eller med ituslåede ribben., så tror anmelderen i forening med flere nærværende ikke at burde undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på det.
(Politivennen nr. 703) (1829)
Nye måder at opbevare kålhoveder
Ved at passere Ladegårdsvejen har man i haven, der støder op til Ladegården, set en stor mængde kålhoveder opstablet oven på jorden, ligesom kuglestabler, og at disse i lang tid har ligget der, udsat for luftens og vejrligets påvirkning indtil fredag den 19. i denne måned (december), da blev fundet tildækket med gammelt foder eller tang.
En landmand som er vant til at opbevare sådanne havevækster i dertil gravede jordkældre, hvilket kostede ham arbejde og penge at indrette og vedligeholde, tillader sig at spørge om kål og sådanne have-sager kan gemmes og holdes uforfærdet på en så u-bekostelig måde, nemlig blot at opstable dem oven på jorden, eller om det muligvis er en ny måde at tilberede surkål i mængde?
(Politivennen nr. 678) (1828)
Klage over vejen fra Nørrebro til Søborghus
Et mærkeligt bidrag til de mange ulykker som næsten dagligt sker for de passerende på vejstykket mellem Nørrebro og Søborghus, og som så himmelråbende taler for at forbedringen af dette vejstykke som passeres, af mange dog engang blev påtænkt, synes det at være, at en mand for ikke længe siden væltede midt på vejen af dette vejstykke og tilmed blev slået ihjel, uden at der på vognen var noget sådant læs som kunne bidrage til dens væltning. Og at dette ikke behøvedes, vil enhver som passerer vejen. Endog på denne årets tid (juli) hvor dog ellers ethvert føre er fremkommeligt, ikke alene kunne overbevise sig om, men må endog undre sig over at der ikke høres oftere om sådanne ulykker.
En anden, men dog mindre sørgelig tildragelse som ligeledes er indsenderen bekendt, synes heller ikke her at stå på urette sted. En karl væltede nemlig ligeledes midt på denne vej for omtrent to år siden og brækkede sit ben to steder, hvoraf han er en krøbling, skønt husbonden måtte betale 40 rigsbank-daler badskærerløn for ham.
Da væltning i øvrigt hører til dagens orden på omtalte vejstykke, er det altså ikke i vejen, men forsynet man har at takke for at der ikke dagligt høres om sådanne ulykker, hvorom indsenderen har haft lejlighed til at overbevise sig om, da har set holstenske vogne vælte på denne vej med 8 – 10 personer på, dels kavalerer, damer og børn.
(Politivennen nr. 656) (1828)
Besværlig stank ved Blågård
Ved at passere den vej som nu anlægges fra Nørrebro forbi Blågårds Have over Blågårds førhen tilhørende jorde indtil Ladegårdsvejen, møder man en væmmelig, gennemtrængende. Utålelig stank, der kommer fra en svinegård, hvis bygninger er opført tæt ved den nævnte vej og hvoraf svine-urinen gennem små render ledes ned i en grøft gravet ved siden af samme vej og synes at være omtrent ½ alen dyb.
Da denne svine-urin på grund af grøftens lave beliggenhed ikke kan få nødvendigt afløb, må den blive stående i grøften til den kan synke ned i jorden.
Og man forbavses ved at høre rygtet sige at antal af omtrent 50 svin, som nu holdes i førnævnte svinegård efter ejerens bestemmelse skal kompletteres til 200 stykker.
Man frygter at denne svine-urin, når den varme sommertid kommer, vist bliver langt farligere stinkende end den er nu for de mangfoldige mennesker som er nødsaget til dagligt at benytte berørte sti og arbejde i dens nærhed, samt for de utallige som gerne passerer den.
Så derfor ængstes man også ved forestillingen om at anførte urin ved at synke ned i jorden muligt træffer på adskillige sandrevler, hvor igennem den kan ledes ud i Peblingesøen og forpeste dens vand for Københavns indbyggere.
Rimeligvis ønskes det derfor at ejeren af overnævnte svinegård, som skal være hr. drejermester Ulrichsen, vil vise så megen agt for menneskehed at han ufortøvet fjerner sit anlagte svineri og nærer derhos det håb at høje vedkommende vil sørge for dette rimelige ønskes hastige opfyldelse.
(Politivennen nr. 650) (1828)
Et smittende plankeværk
Når man på Nørrebro kommer forbi Peblingesøen, findes på højre hånd et plankeværk, der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg. Dette plankeværk er malet med en rød farve, der smitter meget stærkt af og er altså især skikket til at ødelægge folks klæder. I søndag eftermiddag så anmelderen at en dames hvide kjole blot ved at blive ført af vinden hen imod plankeværket, blev ganske oversmurt med rød farve,
Og flere mandspersoner som da de ville vige for modgående, nærmede sig derhen var ikke mere heldige med deres kjoleærmer.
Man tvivler på at det er tilladt en grundejer at lade sin mur eller plankeværk, der vender ud mod en alfarvej, male med afsmittende farve. Men håber at ejeren til det førnævnte efter at være gjort opmærksom på det, vil rette fejlen og sikre de mange fodgængere der især på helligdage passerer der forbi, mod at få deres bedste klæder ødelagt.
(Politivennen nr. 647) (1828)
Et slemt styrtebad på Nørrebro
Tirsdag den 11. i denne måned (september) gik anmelderen sammen med et par venner for at spadsere til skoven. Men da de kom lige ud for stedet nr. 23 på Nørrebro, mødet de nogle bekendte, hvorfor de kom til at standse ved det nævnte sted.
Mens de stod der for at samtale fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet.
Anmelderen blev meget fortrydelig herover. Men da han ikke kunne få øje på gerningsmanden, eftersom denne havde forladt stedet, hvorfra væden var blevet udkastet, måtte han tie til fornærmelsen.
Han finder sig derfor foranlediget til offentligt at advare enhver mod at standse uden for omtalte sted, for at det ikke skal gå lige sådan. Og tillige at give vedkommende en påmindelse om at vogte sig for sådan utilbørlig fremfærd for eftertiden.
(Politivennen nr. 612) (1827)
Vi vender snart tilbage til Politivennen.
Kilde:
Juni 4, 2021
Mindeplade for Peter von Scholten
Politikere mener, at en mindeplade på Assistens Kirkegård skal fjernes. Man vil nedtone Peter von Scholtens indsats. Men hvad bliver det næste? Hvad med alle de bygninger i København, der er etableret for slavepenge, skal de nedrives? Og skal vi i sidste ende i gang med bogafbrændinger? Tidligere har det været fremme, at der ikke er nok oplysning om kolonihistorien. Kig engang på nettet og se engang på litteraturlisten. Aldrig har det været så let at tilegne sig viden. Det er en farlig vej vi er i gang med. Hvis man gennemgår bare Assistent Kirkegård er der masser af ting, der ikke svarer til moderne historieopfattelse. Skal vi til at have en ”statshistorie” lige som i Polen? Dette er en omtale af familiegravstedet på Assistens Kirkegård. Og Peter von Scholtens kamp for slaverne. Han kæmpede imod plantageejerne og kræfter i København. Liberale kaldte ham ”fej og eftergivende”. Indtrykket er, at politikerne ikke har sat sig nok ind i historien. I første omgang blev Peter von Scholten dømt senere blev han frikendt ved Højesteret.
Politikere mener, at Peter von Scholtens rolle skal nedtones
En mindeplade på Assistens Kirkegård på Nørrebro vækker nu efter 50 år, forargelse. Politikere mener, at den skal fjernes. På mindestenen står anført:
Politikerne mener, at det ”er en nedtoning af hans rolle som håndhæver af den koloniale undertrykkelse”
Nu er det jo forholdsvis let at fjerne en mindeplade. Politikerne har allerede forespurgt den fond, der står for gravstedet, om de har noget imod en fjernelse.
Er det politikere eller historikere, der skal stå for historieformidlingen?
Men er det politikerne eller historikerne, der fremover skal stå for historieformidlingen? Hvad bliver det næste. Skal man nu til at gennemgå alle de bygninger i København, der er bygget af penge fra plantageejere fra kolonitiden? Ender det så med bogafbrænding på de bøger, der ikke lever op til politikernes holdning.
Vi har tidligere fra politikere set en holdning med, at der ikke fandtes nok information om Danmarks rolle i kolonitiden. Og det postulat er ikke sandt. Både på nettet og i litteraturen er det et righoldigt udvalg.
Flugter ikke med vores nuværende forståelse for historien
Den omtalte mindeplade er fra 1973. Og nu påstår politikere, at den ikke flugter med vores nuværende forståelse for historien.
Vi har også set statuer blive fjernet og overmalet. Det er som om at politikere ikke er klar over, at det var en anden tid dengang. Og så bruger man som undskyldning, at vi i dag ved mere end for 50 år siden. Med andre ord, så skal vi i gang med at omskrive hele vores historie.
Vi har ikke fri adgang til arkiverne
Så længe vi ikke alle sammen har den samme frie adgang til arkiverne er det en farlig udvikling, der er i gang. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med dette problem. Alt tyder på, at det kommer vi også til i fremtiden.
I Polen har man fået en ”Statshistorie”. Skal vi fremover have en historieformidling, der bygger på magthavernes holdning?
Fra starten kæmpede han for slavernes sag
Når vi nu kigger på Peter von Scholten. Det er rigtigt at Vest-inderne ikke så frigørelsen som en gave fra Peter von Scholten. Men hvorfor gjorde de ikke det? De var i gang med et stort oprør og truede med at brænde det hele ned. Peter von Scholten havde jo ikke andet valg. Man glemmer jo at han fra starten kæmpede for slavernes sag.
Men politikerne mener, at skiltet skal antyde at han fra starten stod i spidsen for et styre der stod i spidsen for et styre, der anerkendte slaveriet. Skiltet skildrer ikke en version af historien, der yder anerkendelse af, at slavegørelsen af mennesker kræver universelle idealer.
Vi får sandelig travlt
Hvis hele vores historiefortælling skal leve op til vores nuværende idealer, så får vi sandelig travlt alle sammen. Så skal masser af ting omformuleres, glemmes og fjernes.
Peter von Scholten var søn af kaptajn ved Kronprinsens Regiment, Casimir Wilhelm von Scholten. Familien von Scholten var en officersfamilie, hvis første repræsentant var tyskeren Jobst von Scholten, der stammede fra grevskabet Tecklenburg.
Som 20-årig satte han første gang fødderne på De Dansk vestindiske Øer
Peter von Scholten Landkadetakademiet fra da han var otte år. Det tog ham lidt længere tid end normalt at blive fændrik. Hans familie boede bl.a. i Boldhusgade 4 og Højbrostræde 2. Hans far tog ham med til Sankt Thomas. Som 20 – årig den 13.august 1804 som 20 – årig fændrik satte sine fødder på De Dansk Vestindiske Øer.
Den 22. november 1804 opstod der ved syvtiden om aftenen brand ved siden af Toldboden i Charlotte Amalie på St. Thomas. Branden bredte sig meget hurtigt fra hus til hus, da de lå meget tæt og bygget af træ. Halvdelen af byens huse nedbrændte.
Branden opstod over for kommandant Casimir Wilhelm von Scholtens hus. Hans kone havde i fire dage været syg af den vestindiske feber med var nu i bedring. Men hun måtte evakueres og bæres bort. Derved tiltog hendes sygdom og hun døde.
I engelsk fangenskab
Her opholdt han sig under faderens kommando i perioden 1804 – 1807. På det tidspunkt var faderen kommandant på Sant Thomas. Efter et kort ophold i England som krigsfange efter den engelske besættelse af De Vestindiske øer kom von Scholten til Danmark, hvor han opholdt sig fra 1808 til 1814.
Optaget i ”De Røde Fjer”
I de følgende år blev han optaget blandt ”De Røde Fjer” i Frederik den Sjettes adjudantstab. I 1808 blev han sekondløjtnant ved sjællandske jægerkorps. I 1811 premierløjtnant og 1813 kaptajn. Det vigtigste var dog at han via adjudantstaben knyttede en personlig kontakt til kongen.
Skal man karakterisere ham som menneske og embedsmand, så var han autoritær, patriarkalsk, gæstfri, ødsel, festglad og jovial men uden intellektuel dannelse. Modsat politikerne i dag så fastslog Hermann Lawaetz i en biografi fra 1940, at Peter von Scholten allerede fra første færd en frigørelse af slaverne. Såvel den danske historiker Jens Vibæk og den tyske historiker Christian Degn er af samme mening.
Konen ville ikke med tilbage til Dansk Vestindien
I 1810 giftede han sig med den 24 – årige Anna Elisabeth Thortsen (Lise). Hendes familie tilhørte handelsmarinen. De fik tre døtre sammen. I 1814 returnerer han efter eget ønske til Sankt Thomas som vejermester og postmester.
Efter en rejse til England i 1816 valgte hun at tage tilbage til Danmark, mens han tog til de vestindiske øer. Hun kom aldrig sidenhen hertil.
Han fik mange modstandere
I løbet af kort tid steg han i graderne. Han blev valgt til generalguvernør for De Dansk Vestindiske Øer, hvilket betød at han nærmest var en slags enevældig hersker. Men han havde ikke kun beundrere.
Plantageejere og rivaler involverede ham gang på gang i retssager, som medførte mange rejser mellem Vestindien og København. Han klarede altid frisag så længe Frederik den Sjette levede.
Forsøgte hele tiden at forbedre forholdene for slaverne
Allerede i 1829 fremkom han under et besøg i København med en masse forslag om forbedringer af slavernes forhold. Bl.a. skulle slaverne have en ugentlig fridag. Men hvis de nu arbejdede denne fridag, kunne de spare penge til at købe sig fri. Denne plan mødte modstand. Og først i 1834 kom der så et forslag igennem, der gav ret til frikøb, ejendomsret for slaver, ret til skifte herrer og begrænsning af tugtelsesretten.
Position svækket under Christian den Ottende
Men hans position i Danmark blev svækket under efterfølgeren Christian den Ottende. Von Scholten var en tilhænger af slavernes frigørelse allerede fra 1830. Han arbejdede målrettet på forbedring af deres og de frigivnes retsstilling. Slavernes og de fire farvedes forhold lå von Scholten og hans farvede samleverske stærkt på sinde. Trods modstand fra plantageejerne fik han gennemført forbedringer for slaverne.
Von Scholtens indsats for ligestilling mellem sorte og hvide indbyggere afspejler et menneskesyn, der var usædvanligt blandt danske koloniembedsmænd i både samtiden og eftertiden.
Hele tiden forsøgte Von Scholten at komme igennem med forslag til forbedring af slavernes forhold. I 1843 blev plantageejerne tvunget til at lade lørdagen være fridag.
Han var modstander af det kongelige reskript fra 1847, der lovede ophævelse af slaveriet først efter en periode på 12 år, og at ”Børn af ufrie, som fødes efter Datum af denne vor allerhøjeste Resolution skal fra Fødselen at være frie”
Denne løsning tilfredsstillede hverken slaverne eller deres ejere.
Andre kæmpede også for slaverne
Allerede i 1843 havde det engelske Anti-Slavery Society sendt to medarbejdere til Danmark for at agitere mod slaveriet. I Danmark førte dette til ”Comiteen for negerslavernes frigivelse. Blandt dens medlemmer var D.G. Monrad, J.F. Schouw og N.F.S. Grundtvig. I 1844 rejste denne komite på Østifternes stænderforsamling spørgsmålet om slaveriets ophævelse i Dansk Vestindien. Men kongen var ikke så varm for ideen. Han mente først at slaveriet skulle ophøre i 1859.
På Sankt Croix levede von Scholten i mange år sammen med den frie farvede kvinde Anna Elisabeth Heegaard. Sammen købte de den smukke ejendom Bülowsminde. De fik ingen børn sammen. Også Peter von Scholtens bror Frederik gjorde som forvalter karriere på De vestindiske Øer.
Oprøret i 1848
I 1848 gjorde slaverne på Sant Croix oprør, hvilket fik Peter von Scholten til på eget initiativ og med hans egne ord ”for at undgå megen blodsudgydelse” med øjeblikkelig virkning at proklamere frigivelse af alle slaver. Det skete den 3. juli i Frederiksted.
Flere hundredeslavegjorte arbejdere stod klar til at ødelægge og afbrænde Frederiksted og resten af St. Croix, hvis de ikke fik deres frihed.
På US Virgin Island gav guvernøren ikke slaverne fri. Slaverne tog sagen i deres egen hånd og krævede frihed.
Liberale mente at von Scholten var ”fej og eftergivende”
Presset på von Scholten var nu enormt. Han fik et nervesammenbrud. Og på dagen den 14. juli 1848 (om natten) nøjagtig 21 år efter hans ankomst som generalguvernør forlod han Vestindien for bestandig.
I liberale kredse med dagbladet Fædrelandet i spidsen blev Peter von Scholten kritiseret for ”vaklen og fejhed” i forbindelse med slavefrigørelsen. Ministeriet stævnede ham for embedsforsømmelse. Den nedsatte kommissionsdomstol dømte ham til at have sit embede forbrudt med fortabelse af retten til pension.
Von Scholten blev frifundet ved Højesteret
Von Scholten appellerede til Højesteret og denne frifandt ham enstemmigt.
Peter von Scholtens hustru døde i 1849. Nogle år senere flyttede han ned til sin datter og svigersøn general du Plat i Altona. Der døde han 69 år gammel den 26. januar 1854 kun to år efter Højesterets dom.
Han blev overført til Danmark og begravet fra Holmens Kirkes kapel den 6. februar 1854. Hans blykiste blev senere den 7. marts 1854 overført til Assistens Kirkegård i kirkegårdens eneste mausoleum.
Familiegravsted fra 1813
Da von Scholten stammede fra en tysk-reformeret familie ligger han begravet på afdeling D (Den reformerte kirkegård). I dag ligger her kun generalguvernørens og hans hustrus kister.
Det nygotiske mausoleum er bygget på et familiegravsted fra 1813 og blev formentlig færdig i 1825. Det er restaureret mindst tre gange sidste gang i 2009.
Lidt over et år efter hans begravelse på Dansk Vestindien blev Peter von Scholtens far begravet her. Åbenbart var stedet stråtækt. Det blev fornyet i 1856.
Slaverne fik det ikke meget bedre
Formålet med at producere tropiske produkter var at dyrke ting, som ikke kunne dyrkes i Danmark. Det var bomuld, kaffe og sukkerrør. Med tiden var det særlig produktion af sukker som fik en stor betydning.
Efter afskaffelsen af slaveriet i 1848 blev der lavet en ny lovgivning, ”Arbejdsregulativet af 1849”. Den bestemte, hvad daglønnen skulle være. Desuden måtte man kun skifte arbejdsplads en gang om året.
De forhenværende slaver fik nu ansættelse på de samme plantager, hvor de før var slaver. Deres levevilkår blev ikke i væsentlig grad forbedret. Nu var plantageejerne ikke mere forpligtet til at forsørge ældre og uarbejdsdygtige. De skulle heller ikke mere betale for lægebesøg.
Endnu et oprør i 1848
Arbejdernes løn var så lav, at de havde svært ved at forsørge sig selv og betale for de nye ydelser samtidig. Utilfredsheden voksede. Ved skiftedagen den 1. oktober 1878 opstod der uroligheder. Politiet tog så hårdt fast, at en landarbejder, Henry Trotman måtte på hospital. Rygtet gik på, at han var død.
Politi og militær blev nødt til at trække sig. Arbejderne begyndte at storme fortet men det lykkedes dem ikke at komme ind. Ud på natten blev mange huse i Frederiksted sat i brand og butikker plyndret.
Den følgende morgen kom soldater fra Christiansted til undsætning. Men dagen igennem fortsatte afbrændingen af marker og plantageejendomme. Det meste af Frederiksted blev efterhånden brændt ned. Derfor har opstanden fået navnet ”Fireburn”.
De tre dronninger
Specielt tre kvinder, der deltog i dette oprør, er i Vestindien i dag et vigtigt symbol på deres modstand mod kolonimagten. Kvinderne er kendt som ”Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilda. De blev alle anholdt med en fjerde kvinde Bottom Belly. De endte med at afsone dele af deres straf i København i kvindefængslet på Christianshavn i 1870’erne.
Efter opgøret opnåede landarbejderne mindre forbedringer, bl.a. en højere løn. Deres kamp for rimelige arbejdsforhold under det danske styre endte ikke her, men fortsatte indtil Dansk Vestindien blev overdraget til USA.
Solgt for 25 mio. Dollars
Den 31. marts 1917 blev Dansk Vestindien overdraget til USA for 25 mio. dollars i guld. Denne dag betegnes som Transfer Day, hvilket betyder overdragelsesdag. Øerne skiftede herefter navn til U.S. Vigin Islands. Denne beslutning blev ikke taget fra den ene dag til den anden. Forhandlingerne med USA havde stået på siden midten af 1860’erne.
Pengene gik til indlemmelse af Nordslesvig i Danmark. Det blev en dyr affære som kostede endnu mere.
Kolonien gav underskud
Og Danmark valgte at sælge Dansk Vestindien, fordi kolonien fra midten af 1800-tallet var blevet en underskudforretning. Mens sukkerproduktionen voksede stødt på de andre caribiske øer, navnlig Cuba, gik det tilbage på de danske. Ny teknologi kunne ikke vende udviklingen alene for jorden var ikke tilstrækkelig frugtbar. Og så fik man langt billigere rørsukker fra Brasilien og Østasien.
USA havde brug for et militært holdepunkt i Caribien. Skt. Thomas var et godt bud på grund af den gode naturhavn. Efter at Danmark havde tabt krigen i 1864, frygtede USA desuden, at Østrig kunne kræve de danske øer som krigsbytte.
De første forhandlinger i 1865 omhandlede kun St. Thomas og St. Jan Prisen blev sat til 7,5 mio. dollars. Den danske konge ville dog ikke sælge øerne før der var gennemført en afstemning. Resultatet blev et klart ja. I 1867 blev kontrakten underskrevet fra dansk side. I USA havde kongressen dog fået betænkeligheder.
Nu sagde Danmark nej
I 1898 overtog USA Puerto Rico og fik dermed et militært holdepunkt i Caribien. Men interessen for de danske øer svandt ikke. Tilbage stod frygten at andre stormagter ville overtage øerne. Efter 1873 verserede det rygte, at tyskerne kunne tænke sig at bytte disse med Nordslesvig.
I 1900 kom der et nyt tilbud fra USA. Der blev udfærdiget en ny traktat, denne gang for alle tre øer. Prisen lød på 5 mio. dollars. I 1902 lykkedes det at få godkendt den i den amerikanske Kongres.
Til gengæld blev der nu gjort protester fra dansk side. Salget blev stemt igennem i Folketinget. Men i Rigsdagens Landsting stemte konservative kræfter imod bl.a. fordi erhvervslivet lovede at skubbe fang i økonomien på øerne.
I det nystartede Plantageselskabet Dansk Vestindien forsøgte man at eksperimentere med andre afgrøder som bomuld, majs, kartofter og ananas. Og med den nye Koloniallov i 1906 blev kolonien eftergivet sin gæld ligesom det blev besluttet, at den danske stat fremover skulle afholde udgifter til guvernement, militær og skolevæsen.
Tredje gang lykkedes det
Salgstankerne gik dog ikke i stå. I 1914 brød Første Verdenskrig ud. Amerikanernes frygt for at tyskerne skulle etablere en base i Caribien blev igen aktuel. Samtidig bød verdenskrigen på nye udfordringer for den danske kolonial administration. Som følge af verdenskrigen steg priserne på fødevarer i Vestindien, men ikke arbejdernes lønninger. Det førte til stigende protester blandt arbejderne under ledelse af david Hamilton Jackson, grundlægger af fagforeningen Labour Union.
Da de danske plantageejere frygtede for et oprør som i 1878, sendte Danmark i november 1915 krigsskibet Valkyrien til Vestindien.
I tredje forsøg gik man igen i gang med forhandlingerne med USA. Holdningen var forskellig blandt politikerne. Regeringen var for et salg, men Venstre og De Konservative var imod. Spørgsmålet skulle afgøres ved en folkeafstemning 14. december 12916. det var første gang kvinder og tyende havde stemmeret Henved 2/3 af de danske vælgere stemte for et salg af øerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Assistens Kirkegård –
Maj 31, 2021
Ved den gamle grænse
Grænsen mellem Slesvig – Holsten og Danmark gik stort set langs Kongeåen, men syd om Ribe. Og det er her vi befinder os. Vi starter dog syd på i Brøns og besøger Brøns Mølle og en initiativrig familie. Det var en velstående og betydningsfuld by. Stationskroen havde et turbulent liv. Vi besøger Danmarks længste landsbykirke. Her var oldtidsfund fra Jernalderen. Og i Rejsby finder vi en kirke fra 11 75. 19 digearbejdere druknede i august 1923. Her var nazi – lejr og eksercits med blankpudsede spader. Man lærte spadesangen til melodien af Edelweis. Sognet mistede mange under første verdenskrig. Og under Anden verdenskrig omkom et barn. Hun trådte på en mine foran digerne. I Hviding var en af Europas længste banegårde. C.F. Tietgen tilbød at betale for banen. DSB overtog banen efter 1920. 40 familier blev berørt af dette. Her kom så et statshospital. Og engang havde Hviding kirke to tårne. Ved kirken er fundet en vikingegård.
Grænsen mellem Slesvig – Holsten og Danmark
Vi er oppe ved den gamle grænse mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Sognegrænsen mellem Rejsby Sogn og Høgsbro i Hviding Sogn var 1970 – 2006 grænsen mellem Ribe og Sønderjyllands amter og mellem Ribe og Skærbæk kommuner.
Fra 1864 til 1920 hørte Hviding og Rejsby Sogne til Tyskland.
Vi starter i Brøns
Hovedgaden, der fører fra kirken til stationen, hedder Tingvej efter den gamle Tingskrivergård, der lå, hvor præstegården er i dag. Den hørte omkring 1900 Hans Peter Evald. En del af gården brændte i 1913. Selv boede Evald på Toldergården vest for kirken. Den brændte i 1917 og blev først genopført 5 år senere.
Omkring 1900 fandtes der en masse i Brøns, mange slags håndværkere og handlende. Men dog ikke et mejeri.
Brøns Mølle
Brøns Mølle er en gammel kongeligt privilegiet vandmølle, der har rødder tilbage i middelalderen. I 1688 fik møllen overfaldshjul og mølledammen blev anlagt.
I 1804 kom møllen i privateje. I 1807 blev den ældste af de bevarede møllebygninger opført. I 1826 kom møllen i familien Jacobsens eje. Hans Christian Jacobsen moderniserede møllen og opførte den nuværende hovedbygning i 1844.
Sønnen Lydik Jacobsen overtog møllen i 1868. Han var en meget dynamisk mand. I 1871 tørlagde han mølledammen. I 1881 påbegyndte han plantningen af Brøns Skov og Kalby Skov. I 1887 – 95 opfører han den høje møllebygning og yderligere en bygning.
En rigtig iværksætter
Det var også ham, der fik jernbanen til byen. Dette sikrede så byen et postkontor. Ja og så stod han for sparekassen i Brøns, Brøns Margarinefabrik, Brøns Forsamlingshus
Han døde i 1927. Hans kone fik et mosaikvindue opsat af ham i Brøns Kirke. Endvidere rejstes en mindesten for ham på en lille høj i Brøns Skov. Sønnen Aage Jacobsen drev møllen videre i mage år. I 1960 blev møllen nedlagt og afløst af et dambrug. Dambruget blev senere nedlagt og mølledammen blev genoprettet i 1991.
Velstående og betydningsfuld by
I mange år har Brøns været hjemsted for Hviding Herredsting. Byen har egentlig altid været velstående og betydningsfuld. Det vidner landsbyens meget store kirke også om.
I 1862 blev landevejen fra Ribe til Husum ført igennem Brøns. I 1887 kom jernbanen til byen. Det fik byen til at vokse mod øst.
Stationskro med turbulent historie
Brøns Stationskro blev opført samtidig med stationen. Den var formet som en gård med en kørelade ud mod vejen mellem Brøns og Frifelt. Kroen har gennem tiden haft en turbulent historie. Den brændte ned i 1905, men blev genopbygget igen. Den har været lukket og været i forfald. Men i dag lever den i bedste velgående. Selve stationsbygningen blev revet ned i 2017.
Danmarks længste landsbykirke
Brøns Kirke er Danmarks længste landsbykirke. Den blev bygget omkring 1200 i romansk stil. På skibets nordvæg er der flere kalkmalerier fra 1520’erne, bl.a. med Skt. Christoffer og jesusbarnet. Samt Skt. Jørgen og dragen.
Oldtidsfund
Man har fundet fortidsminder i form af en masse gravhøje, hvoraf 10 er fredet. Her har været mindst en boplads fra jernalderen.
Hvad betyder Rejsby og Høgsbro?
Vi skal ikke glemme mindestenen for slaget ved Brøns i 1849. men den har vi tidligere omtalt i to artikler.
Vidste du, at Rejsby betyder ”Byen ved Riskrattet og Høgsbro betyder ”broen med høgene”.
Rejsby findes første gang på skrift i 1294 (Risby) I 1417 staves det Rysby. Ris eller rys betyder (ris)krat. Nabolandsbyen Høgsbro staves 1475 Høxbro. Høx betyder høg og bro var et overgangssted.
Både Rejsby Sogn og Hviding Sogn hører under Hviding Herred. Herredet har en gammel inddeling helt fra Oldtiden.
Gårdene i de to sogne har været selvejere, ejet af Ribebispen, at Haderslevhus, adelen, borgere i Ribe m.fl.
Kirke fra 1175
Op til kirken i Rejsby ligger den tidligere kro – og købmandsgård opført i 1885. Rejsby blev stationsby og i 1900 blev der opført en Bahnhofshotel. Det blev til Rejsby Kro, der nu er nedlagt.
Rejsby Kirke ligger nordligst i byen ud mod engen til Rejsby Å. Den har et ejendommeligt spir fra ca. 1500. Det ser ud som om at det er trykket ned over tårnet. Måske er inspirationen kommet fra gravkirken i Jerusalem.
Den blev grundlagt ca. 1175 ved vadestedet på den vigtige drive – og handelsvej mellem Ribe og Tønder
De store stormfloder i 1909 og 1911 gav stødet til, at Ribemarsken blev inddiget i 1911 – 14 og Ballummarsken i 1914 – 1919
19 digearbejder druknede
I maj 1922 skulle der opføres et 13, 4 km dige med sluser ved Rejsby Å og vester Vedsted Bæk, mens en sluse allerede fandtes ved Brøns Å’s udløb.
Den 30. august1923 var der tale om en af de sjældne sommerstormfloder. Vandstanden nåede 4.20 m over DNN. Vandet var kommet pludselig om eftermiddagen. Først næste morgen var det muligt at nå ud til slusen. Da redningsmandskabet nåede frem til, hvor barakbyen til digearbejderne havde været havde været, fandt man en overlevende, der noget forkommen sad på det ufærdige dige.
Nazi – lejr
Ja man vil helst glemme det. Men der lå en nazistisk ungdomslejr for danske 18 til 25-årige i Rejsby, hvor de unge fik kost og logi, redskaber samt lommepenge. Undervisning i militær eksercits foregik med blankpudsede spader og kolonnemarch med Spadesangen til melodien Edelweiss.
Mindesten
Her finder du også en mindesten for de faldne under første verdenskrig. Ikke mindre end 80 mand måtte trække i den tyske uniform, svarende til hver femte i sognet. Af disse blev 19 dræbt, mens andre blev mærket for resten af deres dage.
Her er også gravstenen fra Anden Verdenskrig, der gemmer en livshistorie om et barn, der mistede livet i det tyske minefelt uden for diget.
Hviding
Vi er her ca. 6 km fra Ribe. Ude ved kysten var der gennem middelalderen og nyere tid en ladeplads og havn for Ribe ved sandbanken Hviding Nakke. I 1600 – tallet blev tusindvis af okser udskibet her.
En af Europas længste banegårde
Det tidligere amtssygehus i Egebæk – Hviding var oprindeligt en af Europas længste jernbanestationer. Stationen blev placeret midt på landegrænsen mellem Danmark og Tyskland. Bygningerne blev indrettet med en dansk og en tysk afdeling.
Nederlaget betød også et praktisk problem, da jernbanen mod syd skulle anlægges. Jernbanen kom til Ribe fra Bramming i 1875 og den danske regering havde et ønske om at føre den videre mod syd.
C.F. Tietgen ville betale for banen
Det blev en realitet i 1886, hvor finansmanden C.F. Tietgen tilbød at bygge jernbanen for egen regning. Grænseproblemet blev løst ved at dele stationen i to spejlvendte bygningsdele. Den danske Vedsted – station og den tyske Hviding – station.
Foran den lange stationsbygning fandtes et materialehus, boliger for jernbanefunktionærer samt toldfunktionærer samt toldfunktionærer, opdelt efter over – og underordnede. Desuden fandtes flere udhuse med vaskehus for stationsforstanderen samt brændselsrum.
I stationsbygningen fandtes flere ventesale, opdelt efter billetklasserne – og alt dette var alene på den danske side. Et smedejernsgitter markerede grænsen, ligesom taget havde forskellige niveauer for at vise forskellen.
DSB overtog banen
Oprindeligt var der fire daglige afgange mellem Bramming og Vedsted, samt to daglige afgange mod Hamburg – Altona. Togdriften fortsatte under Første Verdenskrig med bevogtning af dansk og tysk militær på hver sin side.
Personalet kunne dog krydse grænsen for at udveksle toglister.
Med indlemmelsen i 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Der var stadig enkelte gennemgående tog fra Tyskland til Danmark, både person – og godstog. En omfattende kreaturtransport havde nu afløst de tidligere studedrifter til fods.
40 familier blev berørt
Omkring 1919 boede der omkring 40 danske og tyske funktionærfamilier i bygningerne. Det stod nu klart at grænsen sandsynligvis ville blive flyttet mod syd. Derved ophørte Vedsted – Hvidings funktioner som toldsted og grænseby.
Bygningerne var stadig forholdsvis nye og brugbare.
Statshospital
I 1920 blev det vedtaget at indrette dem til statshospital. Dette blev taget i brug i 1923. Samme år blev den nye danske station i Vedsted taget i brug.
Fra begyndelsen tog hospitalet sig af de psykiatriske patienter. I 1976 overgik det til amtet og tog navneforandring til Amtssygehuset i Egebæk – Hviding. Oprindelig var det to landsbyer. Men de voksede efterhånden sammen.
I 2015 overtog Tønder Kommune hospitals-bygningerne og drev AsylSyd i bygningerne.
Hviding Kirke
Hviding Kirke ligger 3 km sydvest for byen nær Gammel Hviding, en gårdsrække fra marskranden. Af den oprindeligt anselige kirkebygning står kun den romanske apsis, kor og skib tilbage. Skibets vest forlængelse, der blev bygget senere, flankeredes i 1200 – tallet af to tårne, som senere styrtede sammen. Er sidealter stammer fra 1400 – tallet Og selve altertavlen er fra 1520’erne.
Ved kirken blev der i 1986 – 95 udgravet en større gård fra vikingetiden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 30, 2021
Statskup og Løjtnant-skandalen fra Tønder
Cornelius Petersen, gårdejer på Vester Anflod var en markant herre. Landbruget i Sønderjylland var efter indlemmelsen i Danmark i dyb krise. Mange oplevede at komme på tvangsauktion. Vores hovedperson angreb Stauning efter at denne i Bov havde sagt, at 50.000 arbejdsløse bare kunne overtage de ejendomme, som bønderne ikke kunne drive. Angrebet var af sådan en karakter, at Cornelius Petersen fik tre måneder i fængsel og 2.000 kr. i bøde. Tre løjtnanter på Tønder Kaserne blev anklaget af statsmagten. Stor afstraffelse var i vente, men de blev pure frifundet. Og Cornelius Petersen blev indlagt på psykiatrisk anstalt på Augustenborg. Tønder var i den grad kommet i medierne. Men der var nu stor forskel på den lokale og københavnske udmelding
Selvstyreforbund
Nej det er ikke en tanketorsk. I 1920’erne kæmpede Selvstyreforbundet for uafhængighed fra de ”københavnske røverkaptajner”. Målet var et væbnet optog til København, hvor man ville kræve sønderjysk selvstændighed.
Og det er jo ikke første gang, at der et oprør i gang fra Tønder. Hvis man læser sidste del af artiklen om ”Revolutionen i Tønder” vil man kunne se, at arbejdere i byen arrangerede et større oprør. Her brugte myndighederne og militæret udemokratiske metoder.
Men læs engang her om en gårdejer fra Vester Anflod, der også forsøgte med en revolution. Og her i Tønder kunne tre officerer komme i en meget vanskelig situation.
Baggrunden er tragisk
Man kan måske i dag trække lidt på smilebåndet. Og det måske derfor, at historien ikke bliver fortalt i forbindelse med ”Genforeningen”. Men baggrunden for dette er nu ret så alvorligt. Og det er heller ikke noget, der fortælles i dag.
Siden Grevens Fejde har en dansk borgerkrig ikke eksisteret i Danmark. Men det var nogle i Sønderjylland der ville det anderledes. Dette er historien om Cornelius Petersens selvstyreforbund, der planlagde et kup.
De sønderjyske bønder var utilfredse
Som det efterhånden burde være kendt, blev der afholdt folkeafstemninger i Nord- og Sydslesvig om man ville være dansk eller tysk. Fremgangsmåden bliver ofte rost som eksemplarisk konfliktløsning.
Det var dog ikke alle, der var tilfredse. De sønderjyske bønder skulle efter indlemmelsen døje med den aktive danske pengepolitik og de høje skatter. Fra 1926 til 1927 blev antallet af tvangsauktioner fordoblet.
Bondens selvstyre
I januar 1926 udkom første gang bladet ”Bondens Selvstyre”. Bagmanden var friseren Cornelius Petersen. Han agiterede med store ord for at Sønderjylland skulle løsrive sig fra Danmark og blive selvstændig. Det skulle hellere være i dag end i morgen. Han åbnede også døren for tysk indflydelse igen.
Ja nu ville han jo også have Sydslesvig med. Grænsen skulle gå nede ved Ejderen. Men hans ideologi, filosofi og politik havde ikke meget med Slesvig – Holstenismen at gøre. Forbilledet var måske den nordjyske bondebevægelse under ledelse af Skipper Clement i middelalderen.
Hovedfjenden var H.P. Hanssen, der desuden måtte lægge øre til beskyldninger som ”hottentot – udrydder og lignende.
Karismatisk fremtræden
Petersen delte ikke fascismens dyrkelse af den stærke stat og den stærke fører. Men Mussolinis march mod Rom i 1922 spillede en rolle i bevægelsens mytologi. Han forkastede det moderne landbrugs liv og dets institutioner som for eksempel højskoler. Og det til trods for, at havde en af de mest moderne gårde i Tøndermarsken.
Hans succes som bondefører skyldtes fortrinsvis hans karismatiske fremtræden, hans budskab om løsning på landbrugets problemer og den status som bonden tildeltes i hans utopi. Han var underholdende men temmelig grov i munden.
”Parlamentarismen havde spille fallit”
Ved Folketingsvalget i 1926 fik partiet kun 3,2 pct. af de sønderjyske stemmer. Topscore var Løgumkloster Landsogn, hvor partiet fik hele 23,5 pct. Historikere kalder partiet for ”højre anarkistisk”
Parlamentarismen havde spillet fallit under krigen. Der var pengesvindel, folkebedrag og folkeudplyndring. Oh så var embedsmænd uproduktive. Sønderjyderne burde tilbage til en styreform, der mindede om den, der foregik i middelalderen. Statsmagten skulle begrænses til kongedømme, udenrigstjeneste, politi, militær, retsvæsen og veje. Dette skulle finansieres gennem jordskatter. Kun stormænd skulle have stemmeret.
I skolerne skulle der undervises i hjemstavnshistorie og verdenshistorie i stedet for prøjsisk historie. Der skulle tales tysk som tidligere i kirke, skole ved domstole og i forvaltningen. Børnene skulle frivilligt lære dansk til husbehov
Bondeværnet havde en militær organisation
Bondeværnet skulle have en militær organisation. Værnet havde 278 medlemmer. Rygterne gik på, at de bl.a. havde maskingeværer. Cornelius Petersen gjorde nu heller ikke store anstrengelser på at dementere dette. Planen var at gå til København for at gennemføre et kup.
”Naragtighed og barnagtighed”
Statspolitiet havde tidlig kig på Cornelius Petersen og hans bevægelse. I første omgang mente de at det var ””naragtighed og barnagtighed”. Man mente ikke, at der var grund til at rejse straffesag.
Men Dybbøl – Posten kunne afsløre, at medlemmerne skulle skrive under på en formålsparagraf, der fastslog at Bondeværnet var en militær organisation. Medlemmerne skulle ligeledes skrive under på en anden håndfæstning, hvori man lovede at overholde Værnets love, overholde givne befalinger, bistå kammerater og bevare tavsheden over for fremmede om Værnets anliggender.
Statspolitiet fandt dog, at bevægelsens ledere fortsat skulle holdes under nøje observation. Heri indgik også forespørgsler til sønderjyske politimestre og sognefogeder om tilslutningen til selvstyrebevægelsen i deres kredse og sogne.
Forbindelse til Fascistisk nationalkorps
En efterfølgende undersøgelse af mulige forbindelser mellem Bondeværnet og det nærmest fascistiske Nationalkorps i København blev iværksat efter at der ved en ransagning på Vester Anflod blev fundet dokumenter. Denne ransagning blev 11. oktober iværksat i forbindelse med løjtnant-affæren.
Dagen forinden havde bevægelsen holdt et møde i Aabenraa med 3.000 deltagere.
Et såkaldt ”Løjtnant – oprør”
I Tønder blev tre officerer anholdt. De blev beskyldt for at være i gang med et kup. De skulle have sendt breve ud til deres kollegaer. Heri blev det spurgt, hvordan de ville forholde sig i tilfælde af et selvstyrebondeoptog.
Dette ”Løjtnant – oprør” blev en besynderlig blanding af drama, tragedie og farce. ”Oprøret førte til at tre yngre officerer blev stillet for retten tiltalt for forbrydelser mod statsforvaltningen.
Løjtnanterne blev pure frikendt af et nævningeting i Søndre Landsret i Sønderborg.
Følsom forbindelse til dele af den sønderjyske befolkning
Sagen rørte ved følsomme strenge i forholdet mellem den danske stat og regeringen og dele af den sønderjyske befolkning efter indlemmelsen. Indlemmelsens succes stod på spil.
For folk i Nordslesvig Strukturtilpasning krævede kapital. Man så Danmark som landet, der flød med mælk og honning, hvor der var social tryghed for alle.
God grobund for Selvstyrebevægelsen
Dengang var Nordslesvig et udpræget landbrugsområde. Indpasning af den danske landbrugsstruktur var af afgørende betydning. Gælden i det sønderjyske landbrug var i 1925 steget med 42 pct. i forhold til 1914. Kronen var blevet opskrevet. Det betød et drastisk fald i landbrugets eksportpriser. Følget blev en kraftig stigning i tvangsauktioner i det sønderjyske. Rigsdagen gik ikke alvor ind og hjalp det sønderjyske landbrug. Der var god grobund for Selvstyrebevægelsen.
Efter indlemmelsen i 1920 var der oprettet garnisoner i Sønderborg, Haderslev og Tønder. Danmark ville forsvare ”det tabte land”
Usikkerhed i Sønderjylland
Tilstedeværelsen i Slesvig Holsten af paramilitære friskarer, der agiterede mod den nye grænse, skabte usikkerhed. Sønderjyderne kunne også se, at der blev ført en svag forsvarspolitik. Stauning havde afrustning på programmet.
Sønderjyder tog initiativ til Grænseværnet. Det tog så navneforandring til Jyske Værn. Værnet blev officielt anerkendt. Men det fik ingen økonomisk støtte. I 1930 blev værnet nedlagt.
Begavet nok – men også et stykke af en fantast
Tilbage til de tre officerer med tilknytning til Tønder Kaserne. De to af dem ville man forsøge at anklage for oprørsforsøg. Jo de blev sandelig isolationsfængslet i Tønder Arrest.
Kommandanten på Tønder Kaserne mente om den ene af officererne:
I soldaterpapirerne fra 1925 blev vedkommende betegnet som myndig, alvorlig personlighed med en naturlig autoritet.
Drabelige konsekvenser
De konkrete beviser gik på, at de tre officerer havde forsøgt på at anstifte, henholdsvis medvirket til oprør ved at have udsendt en skrivelse til et antal officerer med opfordring til at deltage i en ikke nærmere defineret aktion mod det parlamentariske system. Anklagen var drabelig i sine mulige konsekvenser for de anklagede.
Københavnske aviser overdrev
Tønder var i den grad kommet i mediernes søgelys. Social – Demokraten i København fortalte, at alle tjenestegørende hærofficerer i Sønderjylland hade fået en opfordring til at stille sig til kamp mod parlamentarismen. National Tidende kunne fortælle: At der var konstateret ”virkelige planer” for et ”sønderjysk kup”. Det ville ske ved at Bondeværnet ville besætte alle offentlige bygninger i Sønderjylland. Hans folk ville overtage administrationen og diktere fredsbetingelser over for København.
Berlingske Tidende gik et skridt videre og kunne fortælle, at der ”kæmpedes på liv og død i Sønderjylland”.
De sønderjyske aviser var mere nøgtern
Nu var de sønderjyske medier mere nøgtern i deres vurdering. Modersmålet fra Haderslev skrev ”Barnlige planer til et kupforsøg og at ”oprørsbrevet” ikke var sendt til alle men kun til nogle få bekendte.
Dybbøl-Posten skrev ”Farce og tragedie og om ”unge bruse-hoveder”.
Cornelius Petersen sagde i retten, at han kunne ikke se noget ulovligt i at spørge militærpersoner, hvordan de forholder sig til en demonstration.
Nævningene var ikke i tvivl. Det var frifindelse for alle tre. Men det har nok været en af de mest bizarre retsforhandlinger i nyere tid, der stoppede den 17. januar 1927. Flensborg Avis havde fyldt en hel side med overskriften:
Blev modtaget som frihedshelt
Men hvad skete der egentlig med de tre officerer. Alle tre havde været suspenderet fra tjeneste under retssagen. De tre kunne nu fortsætte deres militære tjenester uden anmærkning i papirerne. Den første fortsatte sin lærergerning og sin militære karriere. I 1932 sagde han op ved militæret.
Han var blevet modtaget som en folkehelt ved hjemkomsten efter frifindelsen. Han var en markant figur i det lokale forenings-og kulturliv. Han bevarede sine national-konservative synspunkter men blandede sig ikke i den partipolitiske debat. Han døde i 1963.
Den anden blev en stor mand i Canada
Den anden kunne ikke rigtig finde sig til rette i Tønder efter frifindelsen. Han havde været ansat hos Cornelius Petersen og dette ansættelsesforhold stoppede på et tidspunkt. I 1927 var han i Tønder kirkebog registreret som repræsentant.
Inden for det næste år emigrerede han til Canada men bevarede tilknytning til hæren. I 1931 blev han fritaget. I Canada blev han med tiden en succesrig industrimand og endte karrieren som generaldirektør for Frankrig for et canadisk stålfirma. Han døde i 1968.
Den tredje meldte sig til Frikorps Danmark og fik tre års fængsel
Den tredje sigtede i sagen genoptog sin militære karriere og avancerede som kaptajn. Karrieren var ikke uplettet. Han fik to disciplinærsager på halsen. Men det forhindrede ham ikke i, at han den 6. juli 1941 blev tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen.
Ti dage senere fulgte forklaringen, idet han udtrådte uden for nummer og fik ”rejsetilladelse indtil videre”. Han havde ladet sig hverve til Frikorps Danmark, hvor han avancerede til Sturmbannführer.
I retsopgøret efter krigen blev han idømt tre års fængsel.
Cornelius Petersen fik tre års fængsel
På et møde i Bov havde Stauning udtalt, at der er ejendomsbesiddere der ikke kan bevare ejendommene. Men så var der 50.000 arbejdsløse, der kunne overtage, mente Stauning.
I Bondens Selvstyre svarede Cornelius igen om mindede læserne om hvordan kong Abel var blevet dræbt af nordfriserne og fastslog:
Højesteret idømte den 10. marts 1927 Cornelius tre måneders fængsel og en bøde på 2.000 kr. for disse ord.
Falske penge
Redaktør på Folkets Røst fremkom med et forslag til selvstyrebevægelsens egen valuta. Ja man fik endda trykt 7- 8.000 SOS (Selvstyre Organisationens Seddelbank) – kroner i Hamborg.
Jo og Cornelius Petersen kom endda i audiens hos kongen. Her forlangte han Sønderjyllands selvstændighed.
Indlagt i Augustenborg
Cornelius Petersen blev indlagt på det psykiatriske hospital i Augustenborg. Uden deres handlekraftige leder svandt selvstyrebevægelse inde. Men bladet Folkets Selvstyre udkom indtil juni 1928.
Da Cornelius Petersen kom ud, forholdt han sig rolig indtil sin død i 1935. Hans gode ven, Frits Clausen talte ved hans begravelse.
Drama, Tragedie eller Farce?
Drama tragedie eller farce? Der var mange dramatiske forløb omkring opgøret og omkring Selvstyrebevægelsen. De dramatiske fængslinger af vores hovedpersoner. Den drakoniske sigtelse mod dem, Selvstyrebevægelsens stadig mere desperate forsøg på at bevare kontrollen over begivenhederne m.m.
Det tragiske lå i de mange menneskeskæbner, som blev kørt over i tvangsauktionernes kølvand og i de skuffede forventninger til ”Genforeningen” (Indlemmelsen) hos en bredere kreds af sønderjyder.
Farcen blev udspillet på flere planer. For det første kunne adskillige af enkeltepisoderne kun kalde på smilebåndet. Dernæst blev farcen bevidst taget i brug, både af de anklagede i deres forsøg på at klare frisag efter tåbeparagraffen, og af det sønderjyske publikum for at give den grundlæggende sympati til kende.
I den afgørende fase, retssagen den 17. januar 1927 sejrede farcen fordi dommerkollegiet tillod det og fordi anklagemyndigheden veg tilbage for en konfrontation med folkestemningen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 28, 2021
Et besøg i Saksborg
Det er længe siden, at undertegnede har gjort ophold i Saksborg. Man er kørt igennem et par gange. Det er en meget speciel natur heromkring. På stier kan man nyde naturen. Arkæologiske fund har godtgjort, at der har boet mennesker her fra bronzealderen. Heromkring har der været mange aktive mennesker, der har holdt liv i Slogs Herreds Hus og i foreningslivet. Under Prøjsertiden forsøgte man meget ivrigt at holde danskheden nede. Læs her om de metoder, som man brugte.
De første mennesker var her for mange år siden
Det er længe siden, at jeg har opholdt mig i Saksborg. Men jeg er dog kørt igennem en del gerne gange.
Det er også længe siden, at de første bosatte sig i Saksborg. Således fandt man under udgravninger til en cykelsti mellem Saksborg Skole og Bylderup Bovspor af et hegnshus til et gårdanlæg fra 200 – 525 e.Kr. Dengang boede mennesker og dyr under samme tag. Man byggede lange treskibede huse. Husenes tag blev båret af to rækker indvendige stolper, der var placeret i sæt. Væggene var som regel bygget med stolper og lerklinet.
Husenes indgange befandt sig i midten af begge langsider. Dette fund var fra 2013. Men allerede i 1925 fandt man en jættestue med efterbegravelse fra bronzealder og ældre jernalder kun 500 meter fra dette fund.
Kritik af denne artikel
Lokale har ment, at undertegnede ikke rigtig har styr på sogneinddelingen. Det er alt for meget Bylderup Bov i denne artikel, der kun skulle beskæftige sig med Saksborg. I forvejen har vi her på siden skrevet en del om området. Det gælder både Lydersholm, Grøngrøft, Burkal, Bylderup Bov m.m. Det kan være svært, når man beskrive natur og et historieforløb. Men vi skal nok fremover være mere opmærksom på disse sogneforhold.
Kære læser, du får en masse Bylderup Bov i denne artikel, selv om det står i indledningen at vi kun besøger Saksborg.
Slogsådalen
Lige op til den lille by ligger Slogsådalen. Her var også engang en jernbanestation. Dvs. man skulle lige til Bylderup Bov. Nu må man så med bussen.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Slogs herred, hvor vi befinder os. Og her finder vi da også Slogsåen, som nok i sig selv hører til nogen større å. Den er vel cirka 6 km lang. Men den hører til et større vandløbssystem.
Åen flyder forbi Lendemark deler Bylderup og Bylderup – Bov. Øst for Saksborg løber Slogsåen og Uge Bæk sammen, hvor det bliver til Grønåen, hvor vi som børn ofte har badet. Det hele bliver så senere til Vidåen.
Her i ådalen er det talrige stier. Over Uge Bæk fører den såkaldte Kineserbroen. Broen har fået sit navn efter den specielle konstruktion. Engarealerne her er aldrig afvandet og fremtræder derfor som naturen har skabt den.
Noget af denne enestående natur er blevet fredet.
Møder på Lendemark Mølle
Som vi tidligere har beskrevet, var der en del tysksindede i området, men der var dog også små danske enklaver. Bylderup blev kaldt ”Det lille Danmark”.
Fra østkysten kom ægteparret Lise og Jes Jacobsen. De var bestyrere af Bylderup Bov mejeri. De købte også Lendemark Mølle. Her blev der holdt selskabelige sammenkomster for danskheden. Politisk aktivitet var forbudt dengang.
I 1905 stiftede man Selskabelig Forening
Der kom flere og flere. Lise Jacobsen var i København på et oplæsnings-kursus, hvor en kongelig skuespiller underviste. Nu og dag havde man også besøg af en foredragsholder fra ”Det Gamle Land”.
I 1905 stiftede man ”Selskabelig Forening”
Efterhånden samledes man på kroen. Men her begyndte de tyske myndigheder at chikanere. Et møde på kroen blev bl.a. aflyst, fordi der var en revne i gipsloftet.
En anden gang blev kvinderne forment adgang. Det var i strid med foreningsloven, men det så de tyske myndigheder stort på.
Mange måder at chikanere på
Sognets afholdsforening holdt i 1908 et møde på Bylderup kro. Den tyske amtsforvalter nedlagde forbud mod mødet, hvis ikke døren til forstuen stod åben – af hensyn til brandfaren!
Det måtte heller ikke være mere end 40 personer i lokalet. Det var lærer Lorenzen, der talte. Han gik op og ned ad gulvet med sin store frakke på.
Og foredraget blev holdt to gange den aften. Men foredraget havde konsekvenser. Hans Lorentzen mistede sit embede.
Sognets præst pastor Braren, som vi tidligere her på siden har beskrevet skulle også tale. Men han var forsinket. Og når det var en halv time mellem foredragsholderne, skulle der anmeldes på ny. Så betragtede tyskerne det som et nyt møde. En person rejste sig i salen og sagde:
Det var alt, så var det fred i 29 minutter.
Da præsten så endelig kom, mente man at det var bedst at flytte mødet. Så inviterede præsten alle de tilstedeværende i præstegården.
Man fik bygget et forsamlingshus
En række mindre ejendomsbesiddere gik nu sammen for at få bygget et hus, hvor man kunne samles om de aktiviteter som ”Selskabelig Forening” stod for. De store ejendomsbesiddere var for det meste tysksindede. I 1908 gik man så i gang. Planen så ud til at kunne realiseres, da der var tegnet tilstrækkelig med aktier.
Man fik det ikke lettere
Huset stod klart i 1910. Men det tyske bygningstilsyn mente at der manglede et bræt fra kvisten til skorstenen til brug for skorstensfejeren. Det skulle naturligvis lige rettes.
Slogs Herreds Hus blev indviet den 22. januar 1911. Ved indvielsen skulle der være en tysk gendarm med kendskab til det danske sprog til stede. Han aflagde beretning til de tyske myndigheder. Der var 180 mennesker til stede.
Den første formand for Slogs Herreds Hus var Mathias Mathiesen, Sønder Bylderup. Nu havde man fået sit eget hus. Men det gjorde nu ikke arbejdet i foreningen lettere.
Foreninger i tre kategorier
Lovgivningen inddelte foreninger i tre kategorier, nemlig:
De to første foreninger var under politieftersyn. Det betød, at der ikke måtte afholdes møder uden polititilladelse. Møderne skulle anmeldes 3 gange 24 timer før afholdelsen. Myndighederne var meget strikse med, at tidspunktet blev overholdt.
Kvinder, lærlinge og andre elever måtte ikke være medlemmer af politiske foreninger og de måtte heller ikke være mødedeltagere. Det betød at myndighederne bestræbte sig på at få så mange foreninger til at bliver erklæret politiske som overhovedet mulig. På den måde kunne de styre det danske foreningsarbejde.
Nogle steder gik man så vidt, at overvågning også gjaldt gudstjenester, bryllupper m.m. Den slags chikane bevirkede også at det var svært at finde oplysninger om foreningernes arbejde på den tid.
Ikke mange annoncer fra dengang
Den 18. januar 1913 kunne man i Vestslesvigs Tidende fine en annonce om en dilettantforestilling. Bagefter var der kaffebord og bal bagefter – madkurve måtte medbringes.
Den 30. marts 1913 startede der en gymnastikopvisning kl. 4 af et pigehold og et karlehold ligesom der var opvisning af folkedansere fra Hjordkær. Bagefter var der fælles kaffebord.
Den 1. august 1914 begyndte Første Verdenskrig. Straks efter blev de stærke agitorer ført til Flensborg. En af disse var Lise Jacobsen. Og Mathias Matthiesen, forman for Slogs herreds Hus.
En tysk kromand kunne holde soldaterne i ørerne
Under krigen var forsamlingshuset beslaglagt. Det blev benyttet til lager af korn, madvarer, uniformer og våben. Det var navnlig gamle landstormtropper, der var her.
Oven over forsamlingshuset var der en lejlighed til værten. Den var ikke beslaglagt. Men der var ingen, der kunne omgås tyskerne. En gammel tysk kromand var kommet til Bylderup før krigen. Her drev han kro. Men solgte den. Han blev nu vært i det danske forsamlingshus. Han kunne holde de tyske soldater i ørne. Så var alle tilfredse.
Dansk flertal i Bylderup Sogn
I 1919 blev beslaglæggelsen af Slogs herreds Hus ophævet. Den gamle bestyrelse kunne nu igen samles for at få bragt orden i sagerne. ”Selskabelig forening” tog fat på arbejdet igen. Den 31. januar 1919 var der generalforsamling. Hvis nok på denne generalforsamling blev gartner Christian Jepsen valgt som ny formand – en post som han havde i ca. 40 år.
Jes Jacobsen havde været med i krigen. Imens havde hans kone Lise Jacobsen passet det hjemlig så godt som hun kunne. Men møllen havde det ikke for godt. Økonomien havde det elendigt. Gode venner skaffede Jes Jacobsen arbejde i Tønder, og han flyttede dertil med familie.
Nu fulgte tiden op til afstemningen. Der blev holdt adskillige møder og selve afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev ”Glædens Dag”. Der var 63 pct. danske stemmer i Bylderup. I Burkal Sogn var der 51 pct. danske stemmer stemmer.
Foreningen skiftede navn
Hvornår foreningen skiftede navn vides ikke. Men i 1922 står den omtalt som ”Selskabelig Forening” og i 1924 og 1925 som ”Selskabelig – og Foredragsforening”. Der var en ivrig brevveksling mellem H.P. Hanssen og Christian Jepsen.
H.P. Hanssen repræsenterede Sprogforeningen som gav penge til støtte for foredragsrækker i de forskellige forsamlingshuse i Slogs Herred. Pengene blev fordelt efter størrelsen af de enkelte foredragsforeninger. Man kunne opleve at eftertragtede talere ”gik på omgang”.
Gunnar Jepsen havde også en del at gøre med de store to – dages møder, som Sprog og Skoleforeningen afholdt hvert efterår i Slogs Herreds Hus. Lørdag eftermiddag var møderne ”fortrolige”. Så spiste man sammen og der var underholdning om aftenen. Søndag var der gudstjeneste og derefter foredrag om eftermiddagen.
I 1938 døde formanden for forsamlingshuset, Mathias Matthiesen. Derefter blev gartner Jepsen foruden at være formand for foreningen også formand for ”huset”
Karle og piger blev inviteret med
Man begyndte at kæde vinterens foredrag sammen til en ”foredragsrække” som man solgte kort til om efteråret. Der blev solgt mange, for landmændene købte også kort til deres karle og piger.
Dilletant
Udover foredrag ene var det især dilettant, der kunne samle folk. Det begyndte allerede inden Første Verdenskrig. Man måtte så holde en pause efter 1920.
Mange unge ville gerne være med i de forskellige stykker og gik gerne langt i de kolde og mørke aftener to gange om ugen for at øve. Det var som regel gartner Jepsen, der bandt stykkerne sammen og instruerede. Det var i mange år en del gengangere blandt skuespillerne. De kunne tit klare det hele selv. Dragter fik man udefra. Der var mindst to forestillinger om året, nemlig fastelavn og ”kartoffelhøtte”
Dilettantforestillingerne har holdt sig op gennem årene og har været en god indtægtskilde for foreningen.
I årenes løb var der mange unge – såvel karle som piger – der dyrkede gymnastik i ”huset”.
Modsætninger mellem dansk og tysk
I tyverne og trediverne kunne der godt være modsætninger mellem dansk og tysk. Men gartner Jepsen var en god mand at have i området. Han formåede at styrke det danske. Den store aktivitet i Forsamlingshuset gjorde, at det blev nødvendigt at udvide. Der blev skaffet kapital. I 1936 ved 25 – års jubilæet blev der bygget en ny føj til.
Der var blandt andet kommet bedre varme og bedre køkken. Scenen var blevet gjort væsentlig større. Der var også lavet en orkestergrav af lokale håndværkere – vederlagsfrit.
Det var lokale musikere, der spillede. Der var plads til 5 – endda med klaver. De spillede dels til dilettant og dels til dans. Hvad der så ikke var råd til, var nye toiletter. Man skulle fortsat gå den lange vej i kulde til de gammeldags ”das”, som var omme bagved – det var navnlig ikke sjovt for kvinderne.
Nedtoning af aktiviteter under Anden Verdenskrig
Da Anden Verdenskrig kom blev foreningens aktiviteter mere og mere nedtonede, dels på grund af mørklægning, udgangsforbud og mangel på varer. I den sidste ende også fordi at i den sidste del af krigen var kroen belagt med tyske soldater.
Efter krigen mødte folk hurtigt op igen. Der var et stort behov for at mærke fællesskabet. Nu kom der også professionelle teatre. Et kort til en foredragsrække kostede 7 kr. Og en billet til en rejsende biograf der kom en gang om måneden kostede en krone.
I 1966 kom et ungt lærerpar til Bylderup. Og det varede ikke længe før Tage Madsen blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 1958 blev valgt som formand. Christian Jepsen blev æresmedlem for hans store indsats Han fortsatte dog som formand for ”huset”. Derefter blev ”huset” og foreningen mere adskilte.
Der blev oplyst at foreningen et år havde 2.300 deltager til 17 arrangementer samt at der afholdtes fester med alkoholbevilling.
Igen et ansigtsløft
I 1960 fik ”huset” et tiltrængt ansigtsløft og blev udvidet med en ny garderobe, ny lillesal, nyt køkken, forlængelse af den gamle sal og nye toiletter. Dertil kom så en forbedring af værtens lejlighed.
I 1962 arrangerede foreningen en tur til Harzen. I 1964 blev en friluftsscene indviet.
Succes med aftenskoler og Højskoledage
I 1976 blev Slogs herreds Hus atter udvidet med en tilbygning, der rummede en ny stor sal og skydebane i kælderen.
Rammerne var nu i orden til projekt ”5 højskoledage”. Første gang var der 65 deltagere. Men man var helt oppe på 200 deltagere.
I 1980’erne startede man med aftenskole. Og så lavede man diverse udstillinger i ”huset”.
Ja og egentlig var der meget mere at fortælle om Saksborg. Men vi vender garanteret tilbage en anden gang. Kig engang på artikelserien nedenunder dette. Du kan finde meget mere om området heromkring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 26, 2021
Kirke, Klinik og Plejehjem i Fiskergade
Her sad Aabenraa-dammerne og lavede gode ting til soldaterne ved fronten i 195. Dr. Jansen oprettede en privatklinik på stedet. Biskoppen henvendte sig til søstrene i Breslau, da klinikken var til salg. Man havde glemt overnatnings – muligheder for søstrene. Dr. Abild indrettede sig i klinikken. Senere kom øjenlæge dr. Beyer og hudlæge dr. Unna til. Havehus blev brugt til kapel og kirke. Kirken blev bygget på et halvt år. I 1957 kom tårnet til. Orgelet var selvfølgelig fra Marcussen. Dr. Abild havde altid en selvbevidst fremtræden. Flere udvidelser fulgte. Hospitalet ophørte i 1975 og blev til plejehjem. I 2011 var der ballade i kirken. Klostret kom til salg i 2014.
Gode ting til soldaterne ved fronten
Jo det var dengang, at der var soldater i Aabenraa. Der fortælles, at I Fiskergade, der hvor klinikken senere kom til at ligge, da sad Aabenraa – damer og lavede muffediser, mavebælter, knævarmere og andre ting til de soldater, der skulle til fronten. Og ikke nok med det. De samlede også ind, så soldaterne kunne få chokolade, cigarer og mange andre ting med til fronten. Det må have været omkring 1915.
Dr. Jansen oprettede privatklinik
Da dr. Jansen den 31. december 1921 fratrådte sin stilling som ledende læge ved Aabenraa Amtssygehus havde han kort tid forinden købt Dr. Wiemers ejendom i Fiskergade. Her havde han indrettet en privatklinik med fem senge. De blev senere udvidet til 9 senge.
Biskoppen henvendte sig til søstrene
Klinikken blev afhændet til Skt. Hedvigsøstrene var Breslau.
Ja egentlig var det biskop Johs. Brems, der henvendte sig til Hedvigsøstrenes moder-hus i Breslau og bad om at der måtte komme søstre til Aabenraa. I maj 1926 havde søstrene efter store betænkeligheder sagt ja til anmodningen.
Man havde glemt at sørge for overnatning
Søstrene var kommet i øsende regnvejr. Der var arrangeret kaffebord med det hele. Men det var lige en ting, som man havde glemt. Og det var at skaffe overnatningsmuligheder til søstrene. To loftskamre blev hurtigt ordnet., så her kunne søstrene Placida og Lazarina overnatte. Søster Bernada måtte nøjes med at ligge på gulvet.
Søstrene kom fra Dalum Kloster. I løbet af årene kom der stadig flere.
Dr. Abild indrettede sig i klinikken
Nu var det sådan, at dr. Abild havde nedsat sig i byen som specialist i hals, næse- og øresygdomme. Fra 1925 kunne han ikke mere behandle sine patienter på Amtssygehuset. Så var han nødsaget til at fremskaffe operations – og sengeplads til sine patienter.
En midlertidig klinik på Missionshotellet med 8 senge viste sig at være utilstrækkelig.
Men så var der en anden mulighed. Den 15. september 1926 indrettedes en klinik med 30 senge under navnet Skt. Ansgar Klinik. Det var med Dr. Abild som læge og søster Placida som priorinde. I 1927 havde klinikken 427 patienter.
Dr. Jannsen brugte hele 1927 til at få afviklet sit hospital. Så specialklinikken var først oppe at køre fuld styrke i løbet af 1928.
Øjenlæge dr. Beyer og hudlæge dr. Unna kom til
I slutningen af 1927 nedsatte Dr. med. Alfred Beyer sig som øjenlæge i byen. Han havde også ønske om at indlægge patienter på klinikken, så Ansgar Klinikken måtte udvides. Ordenen købte derfor naboejendommen, der tilhøret Aabenraa Kommune. Sengepladserne blev nu udvidet til 50. Klinikken fik ny røntgeninstallation og Finsen – lys.
Efter 1945 var det dr. Unna, der tilsluttede sig med en hudafdeling. I 1930 havde det været indlagt 656 patienter.
Havehus til kapel og kirke
Til messen den 16. september 1926 om morgenen havde Dr. Jannsen stillet sit havehus til rådighed. Og det var med dr. Wolf. Gennem årene blev man af til nød til at holde messen på et hotel. Men ellers blev det afholdt i det lille kapel som havehuset nu blev kaldt.
I 1929 blev kapellet udvidet og tjente som kirke indtil 1937.
Planerne om at bygge en egentlig kirke fremkom snart. Man havde forskellige tanker om dennes placering, indtil man i 1934 købte klinikkens naboejendom på Søndertorv samt den bagvedliggende ejendom, hvor der hidtil havde været hestestald. Derved hindrede man også at der kom et planlagt forlystelsessted på stedet.
Menigheden var i mellemtiden vokset, idet konvertitter kom til. Den første var Frk. Marie Petersen fra Varnæs. Hun var fra 1932 ansat 40 år på klinkens kontor.
I 1957 kom tårnet til
Man havde også tænkt på at bygge en menighedssal som midlertidig kirke. Men man besluttede dog alligevel at bygge en egentlig kirke. De dygtige hovedkræfter med hensyn til arkitekturen og opførelsen af kirken stod Niels Nielsen fra Aabenraa samt pastor Hubert Messerschmidt fra Sønderborg for. Det var lidt af et kunststykke at placere en kirke på det smalle grundstykke. Men det lykkedes nu ganske godt.
Kirkens indre udsmykning kom til efterhånden. I 1957 byggedes tårnet. Samtidig blev tre klokker indviet. Tårnet blev opført or lokale bidrag, som de lokale aviser stod for.
Klokkerne var en gave fra Katolischer Männerverein zu Paderborn.
Orgelet er selvfølgelig fra Marcussen
Orgelet blev bygget i 1959 af orgelbyggeriet Marcussen, Aabenraa. Det blev indviet Palmesøndag 1960. I maj måned samme år var der radiotransmission af en søndagsandagt. Orgelet var i det væsentlige en storstilet gave fra direktør Zachariasen, der døde kort tid efter.
Tidligere tyske flygtninge har foræret kirken et krucifiks.
Kirken bygget på et halvt år
Kirkens grundsten blev nedlagt 15. juni 1937 af biskop Brems. Allerede 15. november samme år kunne han foretage kirkens højtidelige indvielse assisteret af 28 præster fra nord og syd for grænsen.
Højtideligheden blev desuden overværet af amtmanden, borgmesteren, politimesteren samt andre officielle repræsentanter for staten og byen.
Skt. Hedvigsøstrene var repræsenteret ved generalpriorinde moder Margaretha fra Breslau, provincial – priorinden fra Dalum moder Dominica samt mange søstre fra den danske provins.
Der blev modtaget en masse gaver i løbet af dagen. Den 14. juni 1959 kunne Skt. Hedvigsøstrene fejre 100-års jubilæum.
Søstrenes arbejde i Aabenraa skete under mottoet: ”Bed og arbejd”
Dr. Abild med selvbevidst fremtræden
Arbejdet på hospitalet var forudsætningen for at søstrene kunne leve i et liv i bøn og næstekærlighed. Skt. Ansgars klinik blev til Skt. Ansgars hospital. Dette skyldtes ikke kun søstrene men også lægernes dygtighed. Dr. Abild, dr. Bayer og dr. Unna kan takkes for meget. Mange mennesker i Sønderjylland er blevet behandlet af dem.
Dr. Abild var en personlighed, som måske havde en vis selvbevidst fremtræden, der bevirkede, at man ikke glemte ham. I det ydre havde han den hårdhed, som man ofte med udrette, tillægger øre/næse og halsspecialister. Men hjertet var godt.
Han havde en tendens til at betragte det hele inklusive kirken, som sit værk. Mange anekdoter fortæller om dette. En af disse stammer fra en dame fra Haderslev. Umiddelbart før en operation, spurgte hun frygtsomt:
Hertil svarede dr. Abild:
Hertil svarede damen:
Flere udvidelser
Dr. Abild døde i 1960. Hans efterfølger blev dr. T.T. Møller, som fortsatte til hospitalets nedlæggelse. Dr. Beyer døde i 1861 og efterfulgtes af Vagn Jensen. Mens Dr. Unna efterfulgtes af sin søn, dr. Paul Unna. Begge fortsatte deres virke til 1975.
Dr. Beyer, dr. Unna og dr. Møller var i en vis udstrækning i en vis modsætning til dr. Abild de stille og fine lægetyper, hvis faglige dygtighed lå langt over det almindelige.
I 1939 fik hospitalet en udvidelse, som gav et stort og moderne køkken og en bedre præstebolig. I 1955 kom endnu en tilbygning nemlig en forlængelse af fløjen mod haven, så det blev en helt ny præstebolig, så hver kunne få sit eget.
I 1956 fik kommunen på hospitalet en afdeling for efterbehandling som blev foreslået af by – sygehuset.
Under Anden Verdenskrig og efterkrigstid kiggede søstrene ikke på nationale og politiske grænser. Dette kom ikke mindst flygtninge og andre indirekte krigsofre til gode.
Hospitalet ophørte i 1975 og blev ombygget til plejehjem
I januar 1975 ophørte Akt. Ansgar hospitalet endeligt. Men søstrene gav ikke op. Hospitalet blev ombygget og omdannet til Skt. Ansgars Plejehjem.
Efter en kort periode hvor menighed og søstre blev betjent af konventual-franciskanere, udnævntes pastor Ebbe Simonsen pr. 1. september 1972 til sognepræst for Sønderborg og Aabenraa menigheder med bolig i Sønderborg. Pastor Simonsen læste dog den daglige hverdagsmesse i Aabenraa, mens søndagsmesserne varetoges af pastor Niels Oppermann, der som pensionist boede i Bovrup.
I 2011 ballade i kirken
I 2011 kunne man pludselig læse i Kristeligt Dagblad at der gennem fem år havde været en konflikt mellem præst og menighedsråd. Det drejede sig om økonomi og manglende samarbejde mellem præst og menighedsråd. Også den katolske biskop var indblandet.
Den katolske biskop mente heller ikke at menighedsrådet skulle gå til pressen. Ved en søndagsmesse havde præsten kaldt nogle af menighedsrådsmedlemmerne for ballademagere. Den polske præst mente dog at det hele fungerede fint med menigheden.
Klosteret til salg i 2014
I starten af 2013 blev det kendt at klosteret i Aabenraa skulle sælges. Men kirken skulle bevares. Et år efter flyttede de fire søstre, der var tilbage til Provinshuset Dalum Kloster i Odense. Ejendommen i Fiskergade var ikke mere rentabel og trængte til renovering.
Kilde:
www.skt-ansgarkirke-aabenraa.dk
Hvis du vil vide mere:
Maj 24, 2021
Dramaet ved Viadukten – endnu mere (2)
Vi har været her før. Men i denne artikel finder vi morderne. De var besættelsens første ofre – de tre gendarmer. Forholdsordren for gendarmerne blev ændret. Det ene offer blev bragt hjem til Doktor Due. Hvem var morderne? Ja i første omgang var det agenterne. Og i anden omgang var det de virkelige mordere fra Brandenburg – bataljonen. De var i tre grupper sneget over grænsen aftenen i forvejen. 28 troppe – og forsyningstog skulle der køres over viadukten i Padborg den 9. april. Der blev rejst en mindesten. Den danske regering mente at teksten kunne støde tyskerne. Flere gendarmer døde i løbet af besættelsen. Ingen blev nogensinde stillet til ansvar for mordet på de tre gendarmer i Padborg.
Besættelsestidens første ofrer
Røde signallys blev skudt op i luften på den tyske side af grænsen som tegn på at tropperne kunne begynde fremrykningen. Det er den 9. april 1940. Klokken er 4.15.
Men allerede et kvarter før havde det tyske overfald krævet sine første ofre. Tre medlemmer af Grænsegendarmeriet blev skudt ned af civilklædte personer ved viadukten under jernbanen i Padborgs sydlige udkant.
Grænsegendarmeriet
Grænsegendarmeriet blev oprettet i 1838 som et halvmilitært korps. De skulle dengang forhindre ulovlig grænsepassage og smugleri langs den daværende grænse til Slesvig – Holsten ved Elben.
I forbindelse med krigen i 1864 var korpset en kort overgang stationeret ved Ejderen. Derefter blev de indsat til bevogtning af Kongeågrænsen. I 1920 kunne de atter rykke syd på nu ved den nye grænse ved Skelbækken.
I 1930’erne bestod korpset af ca. 350 mand fordelt på 16 bevogtningsafsnit langs sø – og landegrænsen fra Kegnæs på Als til Rudbøl ved Vadehavet. I disse afsnit blev grænsen afpatruljeret til fods og på cykel dag og nat året rundt.
Grænsegendarmerne havde lyseblå uniformer og var bevæbnede med et gevær. Den enkelte gendarm boede som regel i det afsnit han hørte til. Grænsebevogtningen blev således varetaget af folk, som var stedkendte ned til mindste detalje.
Forholdsordren blev ændret
De havde også en rolle at spille i tilfælde af et angreb på landet. De skulle tage det første stød og herunder sikre, at de vigtigste broer ved grænsen blev sprængt, før fjenden kunne erobre dem.
Så sent som den 8. april om eftermiddagen den 8. april stod det klart at et angreb var nært forestående. Forholdsordren blev nu ændret. Nu måtte gendarmerne ikke skyde. De skulle samles i deres afsnit og derefter køres nordpå.
I København havde man allerede i nogen tid været betænkelig ved den gældende ordning på grund af gendarmernes høje alder. De fleste var i 40’erne eller ældre. En ny ordning var dog ikke blevet forhandlet på plads før situationen nu krævede, at der blev gjort noget.
Tre gendarmer skudt ned
Det var den 9. april tidligt om morgenen at overgendarmerne Albert Sørensen Albertsen og Anders Andersen Hansen var på vagt ved viadukten under jernbanebroerne i Padborg. De to broer var forberedt til sprængning ved at der var boret huller til sprængstof i betonen. Men bortset fra det var der ikke truffet foranstaltninger til at sprænge broerne.
Syd på hørtes motorlarm og kommandoråb. De to gendarmer havde fået ordre til at møde ved afsnittes kontor i Bov for sammen med kollegaerne at blive transporteret nord på. Ven 4-tiden kom en tredje overgendarm, Johannes Petersen Birk kørende til viadukten i bil. Han standsede for at tage de to kollegaer med.
Overgendarm Hansen nåede inden sin død at fortælle, hvad der skete. Mens de tre gendarmer stod og talte sammen, kom tre unge civilklædte personer hen mod dem. Da gendarmerne spurgte, hvor de skulle hen, blev der på tysk svaret, at de skulle til banegården. Pludselig trak de tre unge mænd pistoler og skød på kort afstand på gendarmerne. Derefter løb de gennem viadukten og forsvandt ned mod grænsen.
En død og tre sårede
Dr. Lorentzen kom til stede kort efter og kunne konstatere at overgendarm Birk var dræbt på stedet, ramt af skud i hjertet. Albertsen og Hansen var hårdt sårede. Albertsen var blevet båret hen til doktor Due’ s lægebolig. Hansen havde været i stand til at nå sit hjem få hundrede meter fra viadukten.
En tysk officer som også var kommet til stede havde travlt med at fortælle, at udåden ikke var begået af folk fra den tyske Værnemagt. Man kunne se på de efterladte patronhylstre, at der var brugt småkalibrerede lommepistoler. Det var ikke Værnemagtens almindelige pistoler.
Dr. Lorentzen valgte at tilkalde ambulance fra Sønderborg, da han regnede med at vejen til Åbenrå havde været spæret af kamphandlinger. Først ved 10 – tiden kom den første ambulance frem. Da de endelig nåede frem, kom de straks på operationsbordet. Men det var for sent.
Hos doktor Due
En sygplejerelev, der tjente hos doktor Due i Padborg fortæller, at hun blev vækket den 9. april kl. 5 om morgenen af fru Due, der fortalte at tyskerne havde besat landet. Da hun lidt efter kom ned ad trappen så hun læge Hans Lorenzen fra Bov og doktor Due. De stod med en bevidstløs gendarm. De lagde han på gulvet i konsultationsstuen. De trak en sprøjte op og gav ham. Det har sikkert været morfin.
Han lå og sparkede på gulvet. De tude ikke at lægge ham på lejet. Først om eftermiddagen kom ambulancen efter ham.
De tre overgendarmer var alle mænd i 40 års – alderen. De var gift og alle tre havde voksne eller halvvoksne børn. Albertsen og Hansen blev begravet på kirkegården i Bov. Birk blev begravet i sit fødesogn Taps lige nord for den gamle grænse.
Hvem var morderne?
Men hvem var morderne? Først efter befrielsen har man fundet ud af, hvem der begik disse lumpne snigmord. Det fremgår af de tyske militære befalinger for angrebet på Danmark, at man var meget bange for at jernbanebroerne i Padborg og broen over Vidåen syd for Tønder skulle blive sprængt. Det måtte for enhver pris undgås.
Derfor blev det besluttet at indsætte to grupper af en nyuddannet specialstyrke, som senere blev kendt som Brandenburg – bataljonen efter deres hjemsted Brandenburg an der Havel.
På daværende tidspunkt talte bataljonen 1.000 mand. Det officielle navn for Bataljonen var:
Bataljonen blev også kaldt ”Lahousen-bataljonen efter chefen for Abwehr 2, dvs. en gren af den tyske spionagetjeneste under admiral Canaris. Enheden blev senere udvidet betydeligt.
Den fik sin ilddåb ved overfaldet på Polen idet den ved angrebet på radiostationen i Gleiwitz på den polske side af grænsen gav Hitler en art påskud til at udløse Anden verdenskrig.
Masser af spioner
Den tyske grænsespionage imod Danmark i tiden op til angrebet blev ledet af en major Herrlitz. Majoren ledede særlige afdelinger i Hamborg, Flensborg, Kiel og Stettin. Spionagen imod Danmark blev intensiveret op til den 9. april bl.a. ved at anvende et ukendt antal nazistiske og/eller tysksindede sønderjyder.
En af disse landsforrædere, der betegnes som agent 2 i de officielle dokumenter var skyld i mordene ved den danske grænse den bitre morgen. Han havde rapporteret til sine arbejdsgivere, at jernbanebroen ved Padborg blev mineret.
28 troppe – og forsyningstog skulle denne vej
Det tyske angreb mod Danmark blev foretaget af det tyske militærkorps 31. På grundlag af spionagemeddelelsen blev det besluttet at iværksætte ”Operation Sanssouci”. Det betød at Brandenburg – folkene skulle besætte jernbanebroerne i Padborg, banegården i Tinglev og enkelte andre steder.
Ifølge planen skulle 31. korps anvende den østlige længdebane til at føre 28 troppe – og forsyningstog længere op i Danmark.
En dansk spion’ s rapport
I den danske agents rapport hedder det bl.a.:
Tre grupper gik over grænsen
Ni Brandenburg – folk blev sat til opgaven. De blev inddelt i tre grupper. Og allerede den 8. april sneg de sig over grænsen. Patruljen der skulle ”ordne” viadukten ved Tinglev kom over grænsen ved hjælp af en nazistisk agent, der havde marker på begge sider af grænsen.
En anden agent førte an, da de på cykler begav sig til Tinglev station. Her ”beslaglagde” de et sprængstofdepot som rummede godt 1.000 kg sprængstof. Tyskerne mente, at der var meget mere.
De to grupper sneg sig i ly af mørket over grænsen. De var civilklædte og var bevæbnede med småkalibrede lommepistoler. Hvorfor aktionen i Padborg fik den tragiske udgang er aldrig blevet opklaret.
Ved Tønder gik det ikke så galt. Her blev fire gendarmer holdt op og afvæbnet af den tyske gruppe. De to grupper tilhørte Værnemagten. Det var hverken SS eller Gestapo-folk., som man ofte ser anført.
At de var civilklædte og bar deres våben skjult, var en klar overtrædelse af de folkeretslige regler for krigsførelse. Men det var hverken første eller sidste gang under Anden verdenskrig, at det blev set stort på disse regler.
En mindesten
På stedet, hvor de gendarmer blev skudt, rejstes året efter en mindesten. Pengene til stenen blev samlet ind i Bov Sogn. Området hvor stenen blev stillet blev stillet til rådighed af det daværende Aabenraa Amt.
Stenens motiv – en fredsengel – er udformet af billedhuggeren Utzom Frank. Teksten kom til at volde problemer. Det siges, at det var Grænsegendarmeriets daværende chef, oberst Svend Bartholin Paludan Müller, som bestemte, at der under gendarmernes navne skulle stå:
Regeringen var bange for at støde tyskerne
I regeringen i København var man imidlertid bange for, at denne tekst ville virke stødende på den tyske besættelsesmagt. Derfor fik amtmanden i Aabenraa, Kresten Refslund Thomsen besked på at fjerne teksten. Han kunne ikke forhindre at den blev hugget ind i stenen, men fik gennemtrumfet at ordene ”Skudt af civilklædte ” blev skjult under et lag stenkit.
Først efter besættelsen kunne kittet fjernes, så hele ordlyden nu kunne ses. På stenens bagside står et lille vers af forfatterinden Hansigne Lorenzen fra Ballum:
Flere gendarmer døde
Den 26. maj 1944 blev chefen, oberst Paludan – Müller dræbt, da han satte sig til modværge i sin embedsbolig i Gråsten.
Og den 19. september 1944 blev knap 300 gendarmer arresteret og ført til Frøslevlejren. Nogle uger senere blev 141 af dem sendt videre til KZ – lejren Neuengamme. Af de deporterede gendarmer kom 36 ikke hjem igen. Fem døde senere af følgerne af KZ – opholdet.
Ingen blev straffet for mordene
Tyskernes danske agenter blev i de fleste tilfælde sluses uden om retsopgøret. Betydningen for deres indflydelse blev bagatelliseret. Den agent, der var årsag til mordet blev slet ikke straffet.
Og de tre tyskere, der begik mordet er aldrig blevet straffet. Og Danmark har aldrig bedt om at få dem udleveret til strafforfølgelse.
Korpset gik lov til at leve i 130 år
I 1952 forsvandt de flotte lyseblå uniformer. Korpset blev nu helt civilt under navnet Toldgrænsekorpset. I 1969 blev korpset nedlagt og dermed var 130 års historie slut.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 23, 2021
Hipo- og Schalburg – korpset
Pludselig var en ny rigspolitichef på banen. Schalburg-korpset har et dårligt eftermæle. Og tyskerne ville have beholdt dansk politi og omorganiseret dem. Tyskerne blev trætte af Frits Clausen. Korpset kom til at spille en helt anden rolle. Martinsen og Best var uenige. Det blev nærmest et terrorkorps. Vi møder Poul Sommer og Søren Kam. Racebiologisk og propaganda – afdeling var der også. Frimurere var fjender af Tyskland! Schalburgkorpset indtog Frimurerlogen. Ud af ET opstod Hipo. Medvirkede til opløsning af mange modstandsgrupper. Hipo opnåede aldrig autoritet. Vi har fået et andet syn på deltagerne. Blodige episoder på Nørrebro. Kørte rundt i biler uden døre. Hvorfor slap bagmændene så billigt?
Pludselig var en ny rigspolitichef på banen
SS – politichef Günther Pancke fandt det danske politi ”illoyal”. Han ville have dem med til bekæmpelse af den danske modstandsbevægelse. Det bidrag ville departementscheferne ikke levere.
Konsekvensen faldt den 19. september 1944. Det var den dag dansk politi blev taget. Tyskerne havde taget et par tusinde, resten ca. 7.000 gik under jorden.
Pancke opfandt ekspeditionssekretær i justitsministeriet Carl Popp-Madsen som ny politichef. Han var både jurist og nazist. Han ringede ved middagstid den 19. september til departementschef Niels Svenningsen fra Panckes kontor på Dagmarhus.
Han tilbød sin tjeneste som rigspolitichef. Som sidegevinst kunne man måske undgå at sende de 2.000 betjente syd på. Men den gik bare ikke.
Det havde aldrig været Panckes mening at politiet skulle gå i opløsning. Han ville bare omorganisere korpset.
Danske vagtkorps blev stablet på benene. Det var ubevæbnede kommunale vagtkorps. Men det hjalp ikke meget. Kriminaliteten steg.
Schalburgkorpset har et dårligt eftermæle
Schalburgkorpset har efter krigen fået et lidet glorværdigt eftermæle, som udøver af den værste danske kollaboration og terror under besættelsen. Ti tidligere Schalburgmænd blev også henrettet.
Germanische Leitstelle havde allerede i maj 1942 indkøbt Høveltegård som en base for en dansk SS – skole. Skolen blev indviet den 15. oktober 1942. Dengang samarbejdede man med Frits Clausen og DNSAP for hvervningen til skolen.
Tyskerne blev trætte af Frits Clausen
Clausen havde slået på, at der skulle undervises på dansk på skolen. Man nåede at få afholdt to seks-ugers kurser. Men hurtig blev Clausen og DNSAP lagt på isen af Germanische Leitstelle og lederen af skolen, Gottlob Berger.
Første april 1943 blev Germansk Korps oprettet. I september 1943 blev dette omdøbt til Schalburgkorpset.
Korpset blev aldrig det rekrutteringskorps til østfronten som flere havde tænkt. Endvidere havde korpset vel allerede udspillet sin rolle i sommeren 1944 som mere eller mindre selvstændigt dansk nazistisk enhed og herefter blev næsten fuldstændig indrulleret i den tyske bosættelsespolitik.
Korpset kom til at spille en helt anden rolle
Himmler havde en ide om at danskerne skulle kæmpe for det storgermanske rige. Korpset skulle være et organ for national vækkelse og samling omkring nationale værdier. I praksis kom korpset til at spille en helt anden rolle.
Som følge af krigsudviklingen og modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet endte Schalburgkorpset med at blive et SS – kontrolleret våben til brug i besættelsesmagtens terror og modsabotage. Det blev det tyske sikkerhedspolitis forlængede arm. Fra starten stod det i et markant modsætningsforhold til det danske nazistparti (DNSAP).
Under Folkestrejken 1944 var et af Frihedsrådets vigtigste krav således at korpset øjeblikkeligt blev fjernet fra Danmark.
Martinsen og Best var uenige
Schalburgkorpsets chef, K.B. Martinsen mente at korpset skulle være aktivistisk og realistisk alternativ til det danske nazistparti. Best så dog helt anderledes på sagen og søgte med al magt at holde korpset fast på dets underordnede rolle.
En politisk gren af korpset blev kaldt for Folkeværnet og blev ledet af kaptajn Poul Sommer, den tidligere leder af Sommerkorpset. Som Best mente at kunne styre.
Folkeværnet kuldsejlede og blev afløst af Dansk Folkeværn. Man havde fra tysk side håbet på 200.000 medlemmer. Men man nåede aldrig over 2-3.000.
Et terrorkorps
Fra maj til december 1943 bar Schalburgkorpsets sorte uniformer. Men fra nytåret 1944 blev uniformerne udskiftet med danske kakifarvede M 1923 uniformer, der var blevet konfiskeret i forbindelse med undtagelsestilstanden den 29. august 1943.
Det kom derved til at koncentrere sig om vagt – og efterretningsopgaver samt terroren. Men Schalburgfolkene kom langt fra til at stå for det hele.
Poul Sommer og Søren Kam
Da Martinsen kom hjem efter at have ledet Frikorps Danmark kom han i konflikt med Poul Sommer og søgte orlov. Poul Sommer ledede korpset frem til november 1943, hvor han gav op. Så fik Martinsen igen ledelsen.
Skolelederen var SS – Untersturmführer Søren Kam. Han blev senere varetægtsfængslet for mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen in absentia.
Racebiologisk og Propaganda – afdeling
Man havde også en racebiologisk afdeling. En ”arierattest” havde hele tiden været en adgangsbillet til korpset. Men dette blev dog ikke altid overholdt.
Ukendt er sikkert også, at man havde en propaganda-afdeling. De skulle reklamere for korpset og sprede negativitet omkring modstandsbevægelsen. De udgav også tre medlemsblade.
Frimurere var modstandere af Tyskland
Allerede i Mein Kampf kunne man læse at ”frimurere” var fjender af tyskerne lige som jøderne, kommunisterne, sigøjnere og homoseksuelle.
Hitler var overbevist om at Frimurerordenen var en del af den ”jødiske sammensværgelse”. I Hitlers øjne var frimurerne derfor medskyldige i Tysklands nedgang efter Første Verdenskrig.
Schalburgkorpset indtager Frimurerlogen
I de første år efter besættelsen var forholdene i Danmark for frimurerne mere tålelige end i andre besatte lande. Men dette ændrede sig efter den 29. august 1943. Man ville dog ikke angribe de danske frimurere vel sagtens fordi at Christian den Tiende var medlem. Ja han havde endda rang af stormester. Dog var en anholdelse af de vigtigste frimurere og beslaglæggelse af deres ejendom en mulighed.
Det skete så den 21. september 1943, da besatte tyskerne det såkaldte stamhus på Blegdamsvej. Frimurerne blev smidt på porten. Det vil sige at de fik fire dage til at rømme bygningen.
Angreb mod Schalburgkorpset
Om aftenen den 19. juni 1944 indledtes en aktion af modstandsgruppen ”Gruppe 1944” en aktion mod Schalburgkorpset på Blegdamsvej. Målet var at trænge ind i bygningen og sprænge det i luften. Tiden var den afgørende faktor.
De patruljerende vagter foran huset faldt om efter at være ramt af skudsalver. Men egentlig var aktionen vel tabt forhånd. Skudsalverne kunne høres over det meste af byen. Det var kun spørgsmål om minutter inden besættelsesmagten havde sendt forstærkning.
Fra bygningen forsvarede medlemmer af Schalburgkorpset angrebet. Hurtigt fandt man ud af at angrebet mod huset måtte afbrydes.
Schalburgkorpset havde også ejendomme i Karsemoselejren i Asserbo, Krogeruplejren. De færdiguddannede blev anbragt på artillerikasernen i Ringsted. Fra oktober 1944 havde man også støttepunkter i Køge, Slagelse, Næstved, Fredericia og Århus. Det anslås at cirka 1.000 mand havde gennemgået den militære uddannelse.
Ud af ET- gruppen opstår Hipo
Ud fra Schalburgkorpsets ET – afdeling (Efterretningsvæsen) voksede HIPO (Hilfs-Polizei) frem. Volden og terroren voksede til nye højder. Og Hipo var en tysk opfindelse.
ET var oprettet som et SS-loyalt alternativ til Frits Clausens kuldsejlede DNSAP. Det blev egentlig dannet i slutningen af efteråret 1943.
Der var cirka 700 mand i de to korps, der var en blanding af kollaboratører og stikkere. Det var et sammenrend af nazister, tidligere østfrontfrivillige og antikommunister.
Under ET var tilknyttet terrorkorpsene Schiøler-gruppen, Lille-Jørgen Gruppen og Lorentzen gruppen. Dertil kom et hav af gademeddelere, sporvognslyttere, logistiske medarbejdere samt Hipokorps.
Medvirkede til opløsning af mange modstandsgrupper
ET havde også et gendarmeri med stationer i 24 provinsbyer, der ligesom Hipo assisterede Gestapo og andre tyske politiorganer i gadepatruljering og bekæmpelse af modstandsbevægelsen.
ET’ s leder var den tidligere ordensbetjent Erik V. Petersen. Det var ham, der egentlig stod bag oprettelsen af Hipo-korpset. Han blev likvideret af en Holger Danske – gruppe den 19. april 1945.
Det hele blev sat i værk på et tidspunkt, hvor de fleste vidste at tyskerne ville tabe krigen.
Egentlig var Hipo ikke et særlig stort korps. De led hele tiden under mandskabsmangel. De havde alligevel held til at medvirke til optrevling af flere modstandsgrupper.
Der var kun ganske få medlemmer med en politimæssig uddannelse. De sorte uniformer som de bar var blot omsyede politiuniformer.
Hipo opnåede aldrig autoritet
Hipo nåede aldrig den autoritet på gaden, som en politiindsats bygger på. De reagerede med trusler, brutalitet og tæsk. Almindelige borgere og husvagter risikerede at blive brutalt gennembanket i mødet med Hipo – folket og tilfangetagende modstandsfolk blev ”henrettet” på gaden.
Fra september 1944 til maj 1945 blev 70 – 80 modstandsfolk dræbt af tyske håndlangere. Omkring halvdelen i april måned. Omkring 35 ET – folk blev likvideret eller dræbt i ildkamp, halvdelen i april 1945.
Et ændret syn på medlemmerne
Dengang mente overlæge i psykiatri ved politiet at Hipo – folkene (og andre landssvigere) var ”ret lavtstående og bestående af et ret defekt materiale”. Det var syge mænd, der var ude efter store støvler.
Men senere forskning har vist, at de var unge begavede mænd med ingen eller lavere uddannelse. De var ikke specielt kriminelle men som oftest i et nazistisk netværk.
Fra Nytår 1945 erklærede modstandsbevægelsen dem for fredløse. Det betød, at modstandsfolk til en hver tid måtte skyde dem.
Hipo – folkene fortsatte med terror helt til den bitre ende. Mange af dem turde ikke at tage hjem. Det var farligt for dem og deres familie.
Tyskernes fundamentale interesser i Danmark havde ikke ændret sig under krigen/besættelsen og som Hitler bekræftede to gange i 1944 så var Danmark fortsat et leveringsdygtigt, ydedygtigt samfund, som lagde beslag på så få tyske ressourcer som muligt.
Blodige episoder på Nørrebro
Den 27. februar 1945 befinder vi os på Nørrebro i kvarteret omkring Korsgade – Blågårdsgade – Åboulevarden. Her ville to ET’ er købe cigaretter af en sortbørshandler. Pludselig fik denne indkøbstur en kedelig drejning. Folk råbte efter dem. Om det var ”Hipo – svin” eller ”Stop tyven” vides ikke.
En del folk begyndte at trænge sig ind mod de to. De to forsøgte at flygte. Og under flugten skød den ene mod mængden og sårede en skotøjsarbejder og en murersvend. Den anden søgte nu ly i en fiskeforretning. Men her blev han slået ned og var bevidstløs. En Hipo – udrykning ankom og hentede de to.
Små tre timer efter var en patrulje fra Politigården i aktion i bydelen. De var blevet tilkaldt af civile ET’ere, der havde beslaglagt en motorcykel i Baggesensgade hos cykelhandler Hansen. Tysk politis rapport fra samme dag beretter, at hipoerne skulle afhente motorcyklen, da de pludselig blev beskudt fra et autoværksted i nærheden.
Hipoerne var formentlig kommet fra Baggesensgade og et stykke ned ad Blågårdsgade, da flere af dem blev fanget af kraftige skudsalver inde i deres udrykningsvogn. Tre døde mens yderligere to – tre fra patruljen blev såret.
Det var to mænd med maskinpistoler, der beskød Hipoerne fra fortovet.
Skyderierne udviklede sig. De danske ambulancer måtte transportere ca. 15 personer bort. En 14 – årig var blevet skudt i ryggen.
Gengældelsen kom ved 22 – tiden. De blev udført af to mænd fra Schiølergruppen og tre Hipo – folk. De kastede håndgranater ind i de aftenlukkede cafeer Lynet og Sevilla i Blågårdsgade og begik muligvis flere anslag. Ingen mennesker kom til skade. Senere på dagen blev der begået tre mord forskellige steder i København som hævn for det, der var foregået på Nørrebro.
To modstandsfolk fra Amager blev sat på fri fod på hjørnet af Todesgade og Baggesensgade. På tæt hold blev de skudt ned bagfra. De blev fundet ved 23 – tiden. Begge var skudt med otte skud. Hipo – folk havde også skudt efter vagtfolk i Blågårds-kvarteret med blev stoppet af tysk politi.
Kørte rundt i biler uden døre
Gengældelsen var helt i Panckes filosofi. Denne episode førte til an nu kørte Hipo rundt i biler uden døre for ikke at blive fanget hjælpeløst i bilerne.
Hipos opløsning efter befrielsen var i øvrigt ikke uden dramatik. Den 6. maj 1945 opstod der en voldsom ildkamp mellem politisoldater hjemkommet fra Sverige og Hipofolk. Kuglerne fløj i gadekrydset Ågade, Jagtvej og Falkoneralle. Flere forbipasserende blev ramt og flere døde. Enkelte lejligheder blev også raseret af skud.
Hipos hærgen satte sig varige spor i den danske bevidsthed. Den dag i dag bruges betegnelsen Hipo, som en af de værste skældsord i det danske vokabularium
Hvorfor slap de så billigt?
Hvordan de tyske krigsforbrydere kunne slippe så billigt i Danmark modsat Norge, er en gode. Kan det have noget at gøre med vores samarbejdspolitik og at de gamle politikere vendte tilbage? Således var Pancke allerede en fri mand i 1953.
Flere af hans underordnede, der skriftlig havde givet ordre til mord og terror slap helt uden dom.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: