Union eller Undergang
Forsøg på anmeldelse af en meget interessant bog – en moppedreng på 2,2 kg og 632 sider. 1814 var et skæbneår, som man glemte. Danmark var tæt på at blive opløst. Svenskerne ville have Danmark delt ved Lillebælt. Så kunne de overtage den ene del og Bismarck den anden del. Efter nederlaget i 1864 var det en ”Undergangsangst” i landet. Bismarck ville forene Skandinavien og danne en alliance mod Rusland. Den danske udenrigsminister: ”Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?” Mange tilhængere af en Skandinavisk Union. Stormagter tillod ikke et Preussen til Skagen. Der skulle være et flag og en konge for hele Skandinavien. Frederik den Syvende fortrak svenske karl den 15. i stedet for Prins Christian (den 9.). Svenskerne kom alligevel ikke til hjælp. Kongen havde lovet 20.000 soldater. Ville Danmark have hjulpet Sverige – Norge? Tre muligheder inden krigen i 1864. Tænk, hvis det var gået anderledes. Det er fortsat mange sten, der skal og kan vendes i historieformidlingen. Men er denne situation overdrevet? En overraskende bog, der varmt kan anbefales. Mon ikke den nordiske historie skal omskrives?
En moppedreng på 2,2 kg
Dette er anmeldelse af sand moppedreng på 2,2 kg og 632 sider. Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen har begået en meget interessant bog Union eller Undergang – Kampen for et forenet Skandinavien. Bogen er udkommet hos Gad.
Det er altid spændende at læse noget, der ryster grundfortællingen. Det er en helt anden forståelse for nationalitet, nationalisme og politik i det 19. århundredes Europa. Måske har historieskrivningen været underbelyst i den periode. Denne bog er vovet fascinerende på en gang.
1814 – et skæbneår, som man glemte
Måske lider vi eller led vi af historieløshed. Der var således ikke afsat midler til markering af tabet af Norge for 200 år siden. Dette år i 1814 var et skæbneår for Danmark. Rasmus Glenthøj skrev netop også en bog om denne begivenhed.
Det var ikke kun danskere, der begræd sammenbruddet. Men også mange nordmænd. Norges økonomi havde det ikke godt dengang. En myte opstod, at kong Frederik den Sette kynisk valgte at ofre nordmændene for at imødekomme de allieredes behov for forsyninger. Nordmændene fik en påtvungen og ulige union med Sverige.
Danmark var tæt på at blive opløst
Det er lidt mærkeligt at tænke sig, at Danmark var tæt på at opløse sig selv. Vi var tæt på at blive en Skandinavisk Union. Indrømmet så har vi været tæt på afgrunden mange gange før.
Svenskerne var tæt på at erobre København. Englænderne forsøgte at smadre København i ruiner. Og det var sørgmodigt at se den danske flåde sejle op ad Øresund, taget af englænderne.
Svenskerne ville have opdelt Danmark ved Lillebælt
Svenskerne ville have haft delt Danmark ved Lillebælt. Så kunne Preussen have fået Jylland. Man talte om det i hele Europa dengang, at de små stater skulle indgå i større stater.
I 1840erne skrev tyske aviser åbent om at hele Jylland havde en naturlig plads i et Stortysk Rige. Så blev der også mere plads til en tysk flåde.
Efter nederlaget i 1864
Efter Danmarks nederlag i 1864 var der mange, der tænkte – enten en tysk lydstat uden større reel selvstændighed, eller gik vi ind i en skandinavisk union med Sverige og Norge.
Udenrigsministeren: Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?
Tidens førende politiske skikkelse, udenrigsminister og konseilspræsident Hall stillede det enkelt op:
- Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?
Bismarck ville forene Skandinavien
Ja Bismarck tilbød faktisk i 1863 den svenske konge, at de kunne dele Danmark mellem sig.
Det var jo Bismarck, der egentlig havde en plan om at forene Skandinavien. Det var helst som et Storsverige. Bismarck var blevet ministerpræsident i Preussen i 1862.
Men ideen vindgik allerede i Preussens udenrigspolitik under Napoleonskrigene og Første Slesvigske krig 1848 – 1851. Man så vel chancen for en alliance med et forenet Skandinavien mod Rusland.
Samtaler med den svenske konge
Frem til midten af 1850erne arbejdede den svenske konge faktisk sammen med så indflydelsesrige folk som Orla Lehmann, D.G. Monrad og C.C. Hall om en union.
Sverige var den ledende stat i Norden. Man arbejdede med København som hovedstad i konkurrence med Stockholm og Göteborg. Hvert land skulle have sin egen grundlov. Men det skulle være et samlet over- og underhus.
Der var i december 1864 planer om at bortføre den danske kongefamilie fra Bernstorff Slot og så indsætte dem i Malmøhus. Samtidig skulle en svensk hær besætte Sjælland.
Så sent som i 1864 forhandlede Danmark med svenskerne om Unionen.
Mange var tilhængere af en Union
I januar 1865 var det planer om at presse Christian den Niende til at indgå i en skandinavisk union. En af Halls agenter skulle have haft hemmelige forhandlinger med Bismarck.
Planen for en Union var realistisk. Både Bismarck, Wilhelm den Første af Preussen og Napoleon den Tredje af Frankrig støttede ideen. Ja det gjorde dronning Victoria også. Og også mændene bag den italienske samling, Victor Emanuel og Camillo Cavour.
Napoleon den tredje mente, at den nordiske stat også skulle inkludere Finland.
Bismarck og Wilhelm den Første mente i sommeren 1864 faktisk at et forenet Skandinavien var en del af løsningen. Nordslesvig blev tilbudt mod en alliance mellem Preussen og et forenet Skandinavien. Ja det var et tilbud som Bismarck gav.
Tillod ikke et Preussen til Skagen
Frankrig og England tillod ikke et Preussen til Skagen mens russerne var imod et forenet Skandinavien. Det ville lukke dem inde i Østersøen.
Tankegangen var, at Europa skulle have færre men større stater. De små stater skulle afskaffes ved at blive forenet med større lande.
Mange intriger og underhåndsaftaler bliver afdækket
Men den svenske konge tøvede. Der var også intern uenighed mellem de skandinaviske regeringer.
Mange intriger og underhåndsaftaler bliver afdækket i bogen. Man bliver helt omtumlet. Millioner af menneskers skæbne stod på spil. Det er til tider fascinerende og rystende læsning.
Man havde helt konkrete planer parat. Da det så ikke blev til noget, har historikere ind til nu afskrevet det hele som et fantasifoster eller en sværmerisk fantasi. Men bogen her beretter om en helt anden historie. Statskup, krig, bortførelse, revolution og indsættelse af Sveriges og Norges konge på den danske trone.
Et flag og en konge for hele Skandinavien
Begrebet ”skandinavisme” blev ikke den succes, som nogle havde ønsket sig. Det lykkedes for Margrethe den Første. Men ikke denne gang. Men man var tættere på, end man hidtil havde regnet med. Begrebet byggede på kulturelle, sproglige og åndelig fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden, det samme gjorde sprogene. Alle tre lande havde været gennem reformationen i 1500 – tallet.
Tænk at de tre lande skulle forenes under et flag og en konge. Det handlede vel også om, at de store spiser de små og så handler det om at blive så stor som muligt. Måske havde det også en god mening i en periode med mange krige, hvor vinderne i det europæiske magtspil var Storbritannien og Rusland.
Frederik den syvende foretrak Karl den 15. fra Sverige
Man var blevet enige om, at det skulle være den svensk – norske konge Karl den 15., der skulle regere Unionen. Det skete også med Frederik den Syvendes velsignelse. Han havde ingen børn selv. Han så hellere denne som dansk konge end prins Christian af Glücksborg.
Prins Christian var en af dem, der modarbejdede planerne. Han ville ikke give slip på den danske trone. Rusland foretrak et splittet og mest mulig autoritært Skandinavien som kunne kontrolleres og ikke udgøre noget ideologisk trussel.
Svenskerne kom alligevel ikke til hjælp
Men da de skandinaviske lande skulle stå sammen og hjælpe Danmark i 1864, sendte svenskerne ingen hjælp. Det viste med al tydelighed, at man alligevel ikke stod skulder ved skulder. Krigen i 1864 kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.
Det var den svenske konge, der ville sende en styrke på 20.000 mand, men den svenske regering sagde nej.
Krigen handlede ikke kun om Slesvig
Krigen i 1864 handlede vel ikke kun om Slesvig. Det var vel også tænkt som en skandinavisk samlingskrig. Når det hele slog fejl, skyldtes det vel bl.a. at den danske konge Frederik den Syvende døde i 1863.
Den nye konge Christian den Niende ville bevare den eksisterende dansk – tyske stat med Ruslands hjælp, men det var en katastrofe. Det medførte et utal af planer om planer om statskup og revolution før, under og efter krigen i 1864.
Danmark led af ”undergangsangst”
De danske politikere gjorde deres bedste for at slette deres spor. Fremtiden for Danmark var, som vi allerede har nævnt særdeles usikker. Ville hele Slesvig og Holsten rive sig løs og blive en del af Tyskland? Sammen med tabet af Norge i 1814 skabte dette en form for undergangsangst og gjorde Danmark til primus motor for en skandinavisk samling.
Der var flere, der var bekymret for Nordens selvstændighed. Tyskland stod foran deres samling og skandinavisterne frygtede at Danmark blev slugt i processen. Hvis dette skete, ville Sverige blive klemt mellem et ekspansivt Tyskland og Rusland.
Ville Danmark have hjulpet Sverige-Norge?
Men en union havde også forpligtelser. I midten af 1800-tallet var den svensk-norske militære kapacitet den ringeste i århundreder. Var det derfor svenskerne svigtede i 1864? Måske lå den svensk – norske interesse ikke i grænselandet. Og måske ville Danmark også svigte såfremt Sverige – Norge kom i konflikt?
Angreb på en, det være sig i Finmark eller Slesvig, skulle være angreb på alle.
Tre muligheder i krigen 1864
En krig i Slesvig var efterhånden uundgåelig og i 1863 så man tre muligheder:
- At genindføre enevælden
- At blive en tysk klientstat
- At bruge en krig til at skabe en ny løsning
Fra dansk side havde man håbet på både skandinavisk hjælp samt hjælp fra stormagterne. Men ak, Danmark stod alene mod Preussen/Østrig. Trods franske opfordringer greb Sverige-Norge ikke ind. Og Christian den Niendes forsøg på at bevare de tyske hertugdømmer forhindrede en forståelse med Preussen.
Danmark led et katastrofalt nederlag.
Tænk, hvis det var gået anderledes
Men tænk engang, hvis historien var gået anderledes. Hvis nu Sverige-Norge havde sendt styrker ned for at hjælpe? Var Danmark så kommet pænere ud af krigen. Hvis Christian den Niende var blevet styrtet? Havde Danmark så haft en Bernadotte som konge i dag?
Fokus i beskrivelsen af Skandinaviens historie har været rettet mod det nationale. Ligheder, samarbejde og fælles interesser har været underspillet. Det har planerne om en Union også været. Der kommer hele tiden ny viden.
Der fortsat mange sten, der skal vendes i historieformidlingen
Der er fortsat mange sten, der skal vendes i historieformidlingen. Måske skal der skrives et nyt storværk om Nordens historie.
Har historikere et tunnelsyn? Burde man ikke sætte sig mere ind i fortidens muligheder? Kigger man for meget på nutiden?
Ti års forskning er det gået forud for denne bogs tilblivelse. Forfatterne har været nede i arkiver, der aldrig tidligere er blevet benyttet.
Er situationen overvurderet?
Faren ved sådan en bog er, at en situation ofte bliver overvurderet. Det var en tendens til at de små nationer samlede sig til større enheder, som vi allerede har skrevet. Det skete både i Tyskland og i Italien. Så hvorfor ikke i Danmark og Norden? Bismarck arbejde aktivt for et forenet Skandinavien. Han så det som en alliance han kunne samarbejde med imod Rusland.
Måske kunne problemet med Slesvig – Holsten have været løst på en anden måde. Godt nok havde Bismarck så sikret sig Holsten og Lauenburg alligevel. Men det havde da sparet Nordslesvig for mange ubehageligheder.
Skandinavisterne blev anklaget for højforræderi. Derfor brændte de en masse af deres arkiver. Og da der ikke var særlig mange dokumenter i de danske arkiver, så mente danske historikere, at en Union nærmest var et fantasifoster.
Mange danskere frygtede at Christian den Niende ville føre Danmark ind i det Stortyske Rige. Denne konge var ikke særlig populær i Danmark.
Bogen er en ”stor overraskelse”
Bogen rummer så meget historie at vi vender tilbage til den. Bogen er en stor overraskelse og veldokumenteret. Den kan også føre til skepsis over for historieformidling, hvor hver en sten skal vendes. Men mange gange kan man ikke finde disse sten. Man forstår godt at denne bog har været ti år undervejs.
Undertegnede sad hele tiden med følelsen ”Kan dette virkelig passe?”. Men dokumentationen var der jo. Men skal historieformidling handle om, hvilke kilder, som man får adgang til? Ja det er denne situation positiv ment. Vi har jo selv en lille erfaring på dette område.
Spændende bliver du nu om man vil acceptere denne nye viden trods beviserne. Eller vil den gamle indgroede holdning fortsætte.
Bogen kan varmt anbefales og vi vil bruge den i vores videre historieformidling
Kilde:
- Rasmus Glenthøj, Morten Nordhagen Ottesen: Union eller Undergang – Kampen for et forenet Skandinavien
- Weekendavisen
- Berlingske Tidende
- dr.dk/nyheder.dk
- kristeligt-dagblad.dk
- videnskab.dk
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 1.779 artikler, herunder 43 artikler under
- 1864 og De Slesvigske Krige
- Slesvig Holsten og Bismarck
- Statskup og enevælde
- Unødvendige krige
- G. Monrad 1-2
- Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (143 artikler):
- Da vi næsten fik en svensk konge