Artikler
Juni 22, 2022
Da Løjt havde to Præster og to præstegårde
Vi kigger i denne artikel på noget af det specielle ved kirken. Og selvfølgelig også altertavlen som egentlig var provokerende dengang. Og her havde biskop Godske Ahlefeldt mere end en finger med i spillet. Og på Løjt er man gode til sagn. Vi skal da også høre et par stykker. Det var bl.a. dengang, da Løjt fik to præster og præstegård. Et digt fortæller, at man engang blev nødt til at sælge orglet på grund af fattigdom. En kirke fra 1100-tallet med en paradishave og en unik altertavle. Biskoppen var klar over den romersk – katolske kirkes problemer. Kirken blev udvidet flere gange. Tataren kunne ikke prædike. Find selv en udvej. Hvem var kirkens værnehelgen. ”Den hellige Ved”. Da løjtningerne måtte sælge deres orgel. Genforeningsklokke. Lig-stene blev flyttet ud til gårdene.
En kirke fra 1100-tallet
Engang i 1100-tallet blev Løjt kirke bygget af kløvede marksten og i slutningen af 1400-tallet fik kirken i store træk den bygningskrop som den har i dag.
En Paradishave og en unik altertavle
Omkring 1500 skabte kalkmaleren Peter Ly..kt ? en Paradishave i koret. Ideen er at man fra skibet ser Guds himmel. Fantasifulde blomster gror ud af mennesker – og dyrehoveder. Og midt i denne frodighed står alterhaven der i al sin pragt som Livets Træ. En plattysk indskrift daterer tavlen til 1520. Altertavlens hovedtema er Jesu lidelseshistorie. Vi følger en masse dramatiske mysteriespil.
At bestille en altertavle som den i Løjt Kirke var ingen lille eller enkelt sag, der var talrige forholde at gennemtænke, tage stilling til og planlægge. En altertavle var ingen hyldevare.
Hvilke personer og begivenheder skulle afbildes i hvilken stilart eller hvilke forlæg skulle de udføres. Hvilke helgener skulle udvælges og hvor skulle de optræde?
Slesvigs bisp havde mere end en finger med i spillet
Meget tyder på at biskop Gotschalk van Ahlefeldt, slesvigernes biskop har haft mere end en finger med i spillet. Han har sikkert også sørget for finansieringen af den meget kostbare tavle. I 1507 blev han valgt som biskop. Han var en periode hertugens kansler og udførte desuden betroede diplomatiske opgaver for kongen.
Klar over den romersk – katolske kirkes voksende problemer
Ahlefeldt var godt klar over den romersk – katolske kirkes voksende problemer. Martin Luthers 95 teser mod især kirkens afladepraksis begyndte i 1517. Vores biskop fik trykt hele tre liturgiske bøger som skulle have til formål at gøre gudstjenesterne mere ensartede.
Det er let at se, at Ahlefeldt voksede op i Italien. Man kan se det på de kunstneriske principper. De var ny og fornyende i kunst som i kirke. Kongen var interesseret i at skubbe kirken ned ad magten. Han fik også oversat Det Nye Testamente til dansk.
Altertavlen havde to hovedformål
Efter revolutionen havde Godske von Ahlefeldt ikke noget at frygte. Han kunne fortsatte uanfægtet i sit embede til sin død i 1541.
Altertavlen skulle jo løse to store opgaver. Den ene var at smykke kirken og fryde og opbygge menigheden i Løjt, men samtidig skulle den for den indviede være et klart indlæg i den teologiske og kirkelige debat.
Politiserende og provokerende
Altertavlen var for den tid både politiserende og provokerende. Hvorfor den lige skulle placeres i Løjt hænger sammen med den geografiske placering. Løjt Sogn var det nordligste, der var underlagt Slesvig. Nord for var der et forholdsvis selvstændigt kollegieatskapel i Haderslev. Og havde dansk gudstjenestesprog. Kollegiatskapitlet, der bl.a. rummede en præsteskole skulle vise sig særdeles lydhørt over for de lutherske tanker.
Det er Aabenraa – maleren Jes Jessen, der har smykket stolene med yndefulde blomster. Ved opgangen til prædikestolen stammer et processionskrucifiks.
Temmelig ”vidtløftig kirke”
Prædikestolen er fra 1550’erne, men blev ombygget i 1784. Kirken blev i 1781 karakteriseret som en ”temmelig vidtløftig kirke” med sin uensartede bygningskrop men også imponerende på sin høj midt i Løjt Kirkeby. Ca. 2.500 store sten samt uanede mindre er båret til kirkebyggeriet.
Udvidet flere gange
Kirken er blevet udvidet flere gange i løbet af historien. Allerede i 1277 forlængedes koret med tre store vinduer i østvæggen. Og i slutningen af 1400-tallet blev to sidekapeller mod syd og nord tilføjet.
I 1727 opførtes pulpituret på kirkens sydvæg over indgangen betalt af Bendix Caspar Kamphøvender i Løjt Skovby.
To præster og to præstegårde
Vidste du, at Løjt Sogn har haft to præstegårde og to præster. Hvor længde det var sådan kan ikke rigtig fastslås. Men det skulle have været sådan gennem 300 år. Om oprindelsen af denne begivenhed eller diakonatet vidste de meget gamle på Løjt Land at fortælle dette herlige sagn, som der findes så mange af på Løjt. Her skal vi forsøge at gengive det.
Da de unge Løjt – karle for til søs havde man udensogns folk til at grave tørv i sognets moser. Det var ofte omstrejfende pak, der kom i arbejde. Således var engang en natmandsflok eller tatere kommet hertil.
Ammes slog sig ned på Ammes Bjerg
En af dem ved navn Ammes slog sig ned i Kirkeby, hvor en bakke ved Gildegaden endnu kaldes Ammes Bjerg. Denne Ammes var en eventyrer, som havde strejfet mange lande igennem. Han havde tillige gennemgået ”Den Sorte Skole”.
Mangfoldige var de kunstner, han kunne. Således var han i stand til at standse brand, mane genfærd ned og øve megen anden trolddom. Det var netop i den tid, hvor præsten Willads Knudsen var præst i Løjt fra 1611 til 1636. Præsteembedet var ledigt i fire år til hans søn, Jesper Willadsen kunne overtage embedet.
Selveste Hertugen var på besøg i Løjt
I en gammel dagbog står der, at Hertug Frederik den tredje af Holsten – Gottorp og de kirkeældste gav lov dertil. I den tid fik Løjt besøg af selve Hertugen Frederik den Tredje, som var kirkens patron.
Under sit ophold i Løjt Kirke tabte Hertugen en kostbar guldring. Og hvor meget man end søgte efter den, var og blev den borte. Hertugen var meget bedrøvet over tabet og lovede, at den, der bragte ham ringen igen, måtte få præsteembedet i Løjt.
Chresten Bossen havde en mistanke
Imidlertid havde den myndige Chresten Bossen af Bossensgård i Barsmark, der også ejede Tosthøj og Brøde og meget land på Kirkeby Mark og var en ven af Hertugen fået opdaget at kæltringen Ammes havde stjålet ringen.
Men den myndige Chresten Bossen havde en vis respekt for den trolddomsskyldige tater. Da han ikke gerne ville være uvenner med ham, opsøgte han ham i Kirkeby og sagde at han vidste bestemt, han havde stjålet ringen og at Hertugen ville have ham klynget op på galgen.
Find selv en udvej
Chresten Bossen rådede ham selv til at finde en udvej. Ammes klarede sig på den måde, at han selv drog til Hertugen og tilbød sig som Hertugens køkkenmester med Chresten Bossens anbefaling. Hertugen antog ham.
Ammes lod nu ringen bage ind i dej, som han lod en gås sluge. Nu fortalte han Hertugen, at han vidste, hvor ringen var. Hertugen lod gåsen slagte og ringen kom for dagens lys.
Tateren kunne ikke prædike
Hertugen blev glad og opfyldte sit løfte. Og overlod Løjt sognekald til tateren. Men da Ammes ikke evnede at prædike, måtte han antage en vikar til at prædike for sig. Således fik Løjt Sogn to præster, og denne ordning opretholdt man siden.
Således lyder sagnet som de meget gamle kan huske til vor tid.
I 1786 havde Løjt to præster og to præstegårde
I 1786 hedder det, at kirken havde to præster, amtmand og provst præsenterede, mens menigheden både valgte og udstedte kaldsbrevet, der dog skulle underskrives af amtmand og provst, hvorpå kongen konfirmerede.
Hvem var egentlig kirkens Værnehelgen?
Og mens vi nu er ved Løjt Kirke så er kirkens værnehelgen ukendt. Ifølge Danske atlas troede man
1521 omtales klerken Petrus Wendl fra Cammin stift som evig vikar ved S. Annæ Alter i Løjt.
”Den hellige Ved”
Ifølge et andet sagn blev kirkens grundvold under opførelsen hver nat flyttet fra Elberg Lokke til det sted, hvor kirken nu ligger. Nogle sten blev liggende i skoven ved den første byggeplads, der siden da kaldtes ”den hellige Ved”
En anden version lader den første byggeplads være på ”Smedbjerget”, der på Johs. Mejers kort fra 1641 betegnes ”Kirchberg”. Et andet sagn fortæller, at i Løjt Kirkeby, hvor den store præstegård lå, lå der et kloster, at hvilken murlevninger endnu i 1800’erne var synlige.
Da Løjtningerne måtte sælge deres orgel
Et orgel blev anskaffet i 1845. Allerede i 1841 gav Marcussen og Reuter tilbud på et nyt orgel. I 1892 blev restsummen på 740 mark betalt til firmaet i Aabenraa. I 1944 ”om-disponeret” af samme (15 stemmer, to manualer og pedal, elektrisk.
Ifølge Danske Atlas fik kirken sit første orgel 1764. Følgende sagn er optegnet:
”Genforeningsklokke”
I Danske Atlas fandt vi også følgende historie med at der i kirken var en klokke fra 1626 og en fra 1633. I 1827 blev den lille klokke omstøbt hos Beseler. I 1917 blev de afgivet til krigsbrug.
Og så skal vi da også lige have med, at den såkaldte ”Genforeningsklokke” fra De Smithske Jernstøberier ankom i 1920 med et vers af Helge Rode.
Ligstene blev flyttet ud til gårdene
I Danske Atlas fortælles også, at der på kirkegården stod henved 300 ligstene, hvis antal årlig formeres. Men disse stene var alle gået til grunde undtagen de få, der var taget hjem på de respektive gårde, hvor de er opstillet i gården.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Egentlig har Løjt en stor andel i Aabenraa’ s søfartshistorie, så det er relevant med disse:
Juni 20, 2022
Hvem var H.P. Hanssen
Historien om Krogs – manden. Jeg er ikke Hans Peters hund. Historien om Bovrups Bæk. Han hjalp mange mennesker. Sønderjyllands Historie var hans store lidenskab. Til Nørremølle. Masser af unge forlod Nordslesvig Uddannelse som landmand og Askov Højskole. En bondeknøs. Ikke alle var enige med H.P. Hanssen. Læretiden ophørte i 1888. Mange aktiviteter. I den preussiske landdag. Dansk til danskernes møder. Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi. 10.000 dansksindede til årsmøde i 1914. Han tog selv initiativ til at kontakte tyskerne. Vælgerforeningen valgte deres krav. Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik. Men i Nordslesvig og Sønderjylland var han en af de store, der aldrig blev helt anerkendt. Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær” Optaget af litterære værker.
Historien om Krogs – manden
H.P. Hanssen boede i Nygade 41 i Aabenraa. Han var en sjælden børneven. Børnene forgudede ham dengang. Han tog altid et eller andet op af lommen til disse børn. Det kunne være et minidyr, en glaskugle eller et stykke chokolade.
Hans sans for at glæde børn dukkede særlig op i juletiden. Når juletræet skulle pyntes, kom der altid masser af godter op på træet. Omkring Helligtrekonger blev hans egne børnebørn, fætre og kusiner inviteret til ”plyndring af juletræer”.
Så blev de rare sager taget ned og lagt på bakker. Derefter gik rouletten til alt var fordelt. Så kunne H.P. Hanssen finde på at fortælle uhyggelige historier om ”Krogs-manden”. Det var en grim fyr, der lever under vandet, som med en kroget stav kunne hale små børn ned i dybet.
Jeg er ikke Hans Peters hund
En gang imellem kunne hans kone Helene Petersen finde på at afbryde ham med bemærkningen:
Men det var han så vant til. Hun var for resten meget interesseret i frimærker og efter 1920 ønskede hun sig en rød postkasse.
Det var nu heller ikke altid, at Helene gade at tage telefonen, når den ringede:
Historien om Bovrup Bæk
Når H.P. Hanssen var på tur stoppede han altid op ved Bovrupbæk og fortalte at her var grænsen mellem Sundeved og den øvrige del af verden. Grænsen var stærk markeret og det skyldtes, at der ikke var meget sympati mellem folk i Ullerup og folk i Bovrup.
Det skyldtes ifølge H.P. Hanssen, at syv piger fra Ullerup en gang ved vintertid havde været til fest i Bovrup. Da de skulle hjem var Bovrup bæk svulmet op efter et regnskyl og gangbrættet skyllet bort. En af de syv piger sagde da:
Næppe var det sagt, så stod der en sort hest med ildøjne. Hesten sagde:
Men da den syvende pige skulle op på hesten, udbrød hun:
Og næppe var Herrens navn udtalt, før hesten var borte, og alle syv piger lå i bækken.
Han hjalp mange mennesker
Han kunne mange historier. Og en sen efterårseftermiddag havde en af beboerne stillet siden træsko nedenfor og gik nu i strømpesokker op til H.P. Hanssens arbejdsværelse på første sal. Det var en renovationsarbejder:
Den pågældende havde problemer med selvangivelsen.
Han var hjælpsomheden selv i egen høje person. Mange har hos ham hentet råd og vejledning.
Sønderjyllands historie var hans store lidenskab
Jo H.P. Hanssen var meget interesseret i Sønderjyllands historie. Således foragtede han Hans den Yngre, der fra 1572 til 1622 rådede over Als og Sundeved. Han nedlagde adskillige landbrug bl.a. Sandbjerg og Rønhave for at oprette et stort gods til sig selv. Dermed tvang han bønderne til hoveriarbejde. Han var en slem bondeplager.
Mon ikke denne H.P. Hanssen kan tåles at ses gennem sømmene.
Til Nørremølle
Den 20. december 1936 mistede han sin elskede hustru. Næppe et halvt år efter var det hans tur. Der var ikke noget, der tydede på, at han skulle blive Nordslesvigs politiske fører. Hans tipoldefar havde taget rejsen fra Angel til Sundeved. Her havde bedste-faderen i 1825 købt det lille landboldssted Nørremølle. Dette blev efterhånden udvidet ved jordkøb.
Fader Christian Hansen sad i en stor og blomstrende bedrift, der ikke blot omfattede landbrug men også købmandshandel, brænderi m.m. Hans ældste bror var udvandret som optant. Det så derfor ud til at vores hovedperson nu skulle arve den fædrene gård.
Masser af unge forlod Nordslesvig
Det var dog dengang ikke så lige til. Ikke blot før 1870 men også efter den tid var en strøm af unge gået fra Nordslesvig, dels nord på til Kongeriget, dels over havet til Amerika. Man havde jo løftet i paragraf 5 og fandt derfor ingen grund til i tre år at springe prøjsisk soldat. Men som årene gik svandt håbet om en ”genforening” med Moderlandet.
Man var klar over, at skulle Nordslesvig nogensinde blive dansk måtte udvandringen stoppe. Det var ikke let. Valget skulle allerede træffes i 17 – års alderen. Man skulle nu en gang gennem prøjsisk militærtjeneste for at bevare sin hjemstavnspligt. Dette havde H.P. Hanssen også erkendt.
Uddannelse som landmand og på Askov Højskole
De følgende år uddannede han sig som landmand. I vintermånederne 1881-1883 og 1885 – 1886 besøgte han Askov Højskole. Han knyttede stærke bånd til skolen.
Deltagelse i nationalkampen greb ham mere og mere. Han var allerede begyndt som journalist med småindlæg i ”Dybbøl – Posten”. I de følgende år var han mere eller mindre ledede driften på Nørremølle voksede hans journalistiske virksomhed.
Han lærte den danske historiker A.D. Jørgensen at kende. Denne havde nøgterne holdninger om en grænsedragning i overensstemmelse med sprog og sindelagsgrænsen.
En bondeknøs
Rundt omkring i kongerigske blade og Højskolebladet kunne man nu møde jævnlige indlæg under mærket ”En Bondeknøs”. Samtidig begyndte han at optræde som foredragsholder. Han knyttede personlige forbindelser til politiske førere som Junggreen og først og fremmest Reimars.
Ikke alle var enige med H.P. Hanssen
Det var bestemt ikke alle, der var enige med H.P. Hanssen. Særlig i Flensborg Avis, kom der masser af modsvar. Redaktøren af Flensborg Avis, Jens Jessen havde i modsætning til H.P. Hanssen havde en konservativ grundholdning og søgte en kompromisløs politisk kurs. Rent politisk drejede han nok mod partiet Venstre. Han stod på et tidspunkt med valget, om han skulle fortsætte som fri bonde eller politikerens usikre lod. Han valgte det sidste.
”Læretiden” var overstået i 1888
Han tog til Leipzig og hørte forelæsninger på universitetet. Senere tog han til Berlin, hvor han besøgte de to nordslesvigske parlamentarikere Gustav Johannsen og Hans Lassen. Han tog også på længere studieophold i København. Dette fik først og fremmest betydning for her lærte han så A. D. Jørgensen at kende. Gennem Johan Ottosen og H.V. Clausen kom han i berøring med Studentersamfundets frisindede kredse at kende.
Disse havde indtil da ikke rigtig beskæftiget sig med det sønderjyske spørgsmål.
I foråret 1888 var hans ”læretid” overstået. Han ægtede sin forlovede, Helene Iversen, der ikke blot i hjemmet, men også i hans offentlige liv blev hans bedste rådgivere og støtte.
Mange aktiviteter
Det unge par tog bolig i Sønderborg, hvor han blev fast medarbejder på Dybbøl – Posten. Han tog også redaktionen af ”Sønderjydske Årbøger”. I 1888 var han med til at stifte ”Den nordslesvigske Vælgerforening. Reimars blev dens formand. H.P. Hanssen blev foreningens sekretær.
I 1892 var han medstifter af Den nordslesvigske Skoleforening. Han gik i gang med bygning af forsamlingshuse. Han blev i disse år en slags national konsulent for hele Nordslesvig. Han skrev for eksempel love for en selskabelig forening på Als og hjalp en borger i Ribe med at få et lån. Han sagde sin mening om et skattespørgsmål i Aabenraa. Han skaffede danske teaterstykker til Haderslev.
I 1892 blev han også medstifter af Den Nordslesvigske Skoleforening, som skulle modvirke den preussiske skolesprogsinstruks fra 1888, der stort set forbød at tale andet en tysk i skolen.
I 1893 flyttede de til Aabenraa, hvor Hanssen overtog Hejmdal.
I den preussiske landdag
Ingen sag var ham for lille som vi også kunne læse om i indledningen. Ved Hans Lassens død i 1896 skulle han tage hans plads i den prøjsiske Landdag. Men så let gik det nu ikke. Redaktør Jessen tog afstand fra ham. Forholdet mellem disse to havde aldrig været det bedste.
Ved prøvevalget fik H.P. Hanssen dog 120 af de 125 danske valgmands stemmer. I foråret 1896 indtog han sit sæde i landdagen. Her hjalp hans gode ven Gustav Johansen ham til rette i de uvante forhold. Men han var målbevidst forberedt på dette hverv i Berlin.
Han var medlem af den preussiske landdag fra 1906 til 1908. Han var tysk rigsdagsmedlem fra 1906 til 1919.
Dansk til danskernes møder
Mellem 1907 og 1908 opnåede H.P. Hanssen at opnå det faktum at de dansksindede måtte tale dansk på deres foreningsmøder. Der var ellers lagt op til, at der ikke måtte bruges andre sprog end tysk. Men dette blev udskudt i 20 år og traf derfor aldrig i kraft.
Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi
Selv om han nu opgav sin stilling som Vælgerforeningens sekretær, lagde forholdene hjemme dog stærkt beslag på hans kræfter. Ikke mindst da Køller-politikken fra efteråret 1898 satte ind for alvor, blev der brug for indgående kendskab til tysk forretnings – og forvaltningsteknik, som han efterhånden havde erhvervet sig.
Han kom han snart ud for en stærk storm. I 1895 var han blevet fængslet anklaget for ”forberedende handlinger til højforræderi”. Men myndighederne måtte lade anklagen falde. Nu gravede man imidlertid igen den gamle sag op. Da Køllers masseudvisninger i 1899 blev fremdraget i Landdagen rettede indenrigsministeren og en række konservative landdagsmænd et voldsomt angreb på ham på grundlag af løsrevne stykker af forhørsprotokollen.
Han imødegik dem imidlertid ikke blot med ro og værdighed, men også med megen taktisk dygtighed.
Det nationale og politiske engagement førte ikke sjældent til sammenstød med den tyske presse og preussiske myndigheder. Værst var det i 1906, hvor han blev dømt for højforræderi og måtte afsone tre måneders fængsel. Det har vi allerede nævnt.
Udsat for mistænkeliggørelse
Han fik i 1907 gennemført en Optantkonvention. I mellemtiden havde han også mærket Køller-politikkens hårde hånd. I Sønderjydsk Årbog skrev han om falske vidner som landråden i Haderslev førte i 1906. Det førte til tre måneders fængsel til H.P. Hanssen i Neumünster.
I 1906 genvalgtes H.P. Hanssen som rigsdagsmand. Men der var dog stærke kræfter imod ham. Man syntes at han de senere var blevet for veg og eftergivende. Han blev også udsat for personlig mistænkeliggørelse.
Gentagende gange forsøgte han at få oppositionen til at tage sin del af det parlamentariske ansvar. Første gang i 1908 da han nedlagde sit landdagsmandat, dernæst i 1910, da han nægtede at lade sig genopstille.
Oprettelse af Kreditforeningen
Herhjemme fortsatte han i alle disse år ihærdigt sit arbejde på alle punkter at styrke danskhedens organisation og modstandskraft. Han tog nu initiativet til oprettelsen af Kreditforeningen, gav stødet til Arbejdersekretariatet og Vælgerforeningen socialpolitisk kursus.
Da krigen brød ud, var han med til at få de dansksindede løsladt. Han fik ophævet censuren på de dansksindede blade. Ved hjælp af en dansk – tysk traktat fik han løst de ”hjemløses” problem i Nordslesvig.
I 1914 blev han sammen med 172 dansksindede arresteret som ”politisk mistænkt”. Han blev løsladt allerede den følgende dag på grund af sin parlamentariske immunitet og medvirkede efterfølgende til sine medfangers løsladelse.
De skulle aftjene den preussiske militærtid
H.P. Hanssen mente ikke alle dansksindede skulle forlade Nordslesvig. Så ville der ikke være mere tilbage de dansksindedes interesse. De skulle aftjene den preussiske militærtid og derigennem opnå deres borgerlige rettigheder.
10.000 dansksindede til årsmøde
Ved årsmødet for dansksindede nordslesvigere den 14. juni 1914 i Haderslev, som skulle vise sig at blive det sidste, samledes ca. 10.000 deltagere, der hørte en af H.P. Hanssens mest berømte taler, hvori han udtrykte stærk tiltro til danskhedens overlevelsesmuligheder på trods af, at landsdelen var under tysk styre. H.P. Hanssens tale rummede også et gensvar til de tyske taler, der blev afholdt på Dybbøl 18. april 1914 ved 50-års festen for erobringen af Dybbøl Skanser.
Han tog selv initiativ til at henvende sig til tyskerne
I Den Tyske Rigsdag rejste han i oktober 1918 spørgsmålet om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Det stod i efteråret 1918 klart at tyskerne ville tabe krigen. Derfor kontaktede H.P. Hanssen den danske regering med meddelelsen om at løsningen var inden for rækkevidde. Af frygt for at støde tyskerne valgte man dog fra dansk side at se tiden an.
Den 23. oktober gad han ikke mere at vente på den danske regering. Han tog sagen i egen hånd og krævede i i Den Tyske Rigsdag uafhængigt af den danske regering at Nordslesvig skulle indlemmes i Danmark med henvisning til Pragfredens § 5 og folkets selvbestemmelsesret. En underskriftsindsamling sørgede for opbakning fra 287 dansksindede foreninger i Nordslesvig. Efter forhandlinger med den tyske regering lykkedes det Hanssen at få et skriftligt tilsagn fra den tyske udenrigsminister den 14. november 1918.
Vælgerforeningen udvalgte deres krav
H.P. Hanssen blev endnu mere toneangivende. På et dramatisk todagesmøde den 16. og 17. november udarbejdede Vælgerforeningens Tilsynsråd den såkaldte Aabenraa – resolution. Her krævede man en folkeafstemning for Nordslesvig som helhed nord for en linje stort svarende til den nuværende dansk – tyske grænse.
Den 21. november blev resolutionen med den tyske udenrigsminister tilsagn overrakt den danske regering, som blev bedt om at rejse sagen ved den kommende fredskonference i Versailles.
Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse
Grænsestriden blev endnu bittere. De glade dage på Folkehjem var forbi. H.P. Hanssen blev i juni 1919 medlem af Ministeriet Zahle. Det var vel ingen som ham, der havde så godt kendskab til de nordslesvigske forhold.
En følge af striden og grænsekampens bitterhed blev, at H.P. Hanssen ikke fik den fremtrædende rolle ved ”Genforeningens officielle festceremonier den 10. og 11. juli 1920, som hans politiske virke ellers berettigede ham til. Med ”Genforeningen” havde Vælgerforeningen udspillet sin rolle som politisk organisation. Splittelsen i forbindelse med grænsedragningen havde umuliggjort Hanssen tanker om en særlig sønderjysk gruppe i den danske Rigsdag.
Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik
Han blev minister for sønderjyske anliggender. Nogen betydelig rolle i dansk politik kom han ikke til at stille.
Det skadede ham dog at han blev brugt i den indrepolitiske strid. Efter ”Genforeningen” mente Hanssen, at de sønderjyske rigsdagsmænd foreløbig burde danne en særlig gruppe for at orientere sig i Kongeriget for at orientere sig i Kongeriget for dem praktisk taget ukendte forhold. Da dette ikke lod sig gøre, ønskede han ikke valg. Først i 1924 lod han sig opstille som Venstres kandidat, men han trak sig allerede i 1926.
Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær”
Dette betød dog ikke, at han lagde politikken på hylden. Ligesom i Hejmdal gjorde han skarp front mod ”bevægelser” der for en tid for over landet. Han holdt øje med stadig stærkere tyske fremstød.
Han blev aldrig træt af at råbe vagt i gevær mod den fare, der truede og arbejdede til det sidste med opførelsen af forsamlingshuse og på anden måde at styrke den nationale stilling i grænseegnene.
Optaget af litterære værker
Han var i disse år stærkt optaget af litterære arbejder. Han har oplevet fuld opbakning. Men der har også været tider, hvor der stod storm og strid om hans navn. Flere mente, at H-P. Hanssen med sin politik havde hindret Flensborgs indmeldelse i Danmark. Men man tænkte slet ikke på, at der kun var 26 – 28 pct. danskere. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden.
Han var en af de store, men aldrig rigtig anerkendt
Nazismens fremmarch i Tyskland skabte uro ved grænsen. I foråret 1933 kom der et krav fra de tysksindede at komme ”Heim ins Reich”. H.P. Hanssen advarede meget tidligt mod nazisterne.
Han var en af de store i Sønderjysk politik selv om han aldrig blev rigtig anerkendt
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 16, 2022
Fortsatte Riffelsyndikatet?
Fra 1930 havde Mærsk ejerandel. 15.000 Madsen-Geværer uden om eksportforbud. Man opsøgte selv tyskerne under Anden verdenskrig. Den danske regering motiverede også. Sporene måtte ikke finde tilbage til USA, men gerne til Danmark. Det handlede om amerikanske interesser Danske maskingeværer ændrede historiens gang og var medårsag til folkemord. Mærsk fik 30 pct. af aktierne. I 1950’erne blev der solgt våben til Colombia. Et specielt våben blev leveret til Nicaraguas diktator. CIA spillede en aktiv rolle. Og så var det dengang, da Berlingske Tidende blev solgt. Skal det bare glemmes, ignoreres eller forblive aktiveret. Hos Mærsk har de været dygtige og diskrete. Men var alt dette her forenelig med dansk udenrigspolitik? Man må omfavne og erkende sin fortid. Det må virksomheder også.
Fra 1930 havde Mærsk ejerandel
Som de vakse læsere sikkert har bemærket, har vi skrevet flere artikler om dette interessante tema. Det er bestemt ikke alle, der er interesseret i at dette kommer frem. Og det var det heller ikke omkring Riffelsyndikatet i besættelsestiden. Og da nogle journalister fra Berlingske Tidende – så skrev bogen ”Krigens Købmænd” så kom der ellers røre i andedammen. Men se den historie havde vi jo allerede skrevet.
Allerede i 1896 blev Riffelsyndikatet eller Dansk Rekylriffel Syndikat dannet. I 1930 var selskabet blevet en del af Mærsk. Og i 1959 havde de øget deres ejerandel så meget, at de havde fuld kontrol over firmaet.
15.000 Madsen – geværer uden om eksportforbud
Danmark var neutral under Første verdenskrig. Derfor måtte man ikke eksportere våben. En russisk handelsagent mødte dog op og fandt en løsning. 15.000 Madsen – geværer blev der solgt til russerne. Man omgik dansk eksportforbud ved gennem et russisk datterselskab at opbygge en fabrik nordøst for Moskva. Men det blev lidt af et økonomisk mareridt.
Man opsøgte selv tyskerne
Det var Riffelsyndikatet, der selv tog kontakt med tyskerne med henblik på at eksportere våben. Selskabet blev mere eller mindre dømt for værnemageri. En del af fortjenesten af våbensalget med tyskerne måtte de betale tilbage. Det var 6,7 millioner kroner.
Nej, de var ikke presset til at fremstille våben til tyskerne. De tog selv initiativer til at øge salget.
Den danske regering motiverede også
Men den danske regering bidrog nu også til øget produktion. Således henstillede regeringen til at man producerede 500 Flak – Madsen – kanoner og 2.400 Madsen geværer til Tyskland.
Efter krigen slut med våben?
Efter krigen kunne man så læse at nu blev der fremstillet barnevogne, børnecykler, brændeovne, oliefyr, grensakse og hængelåse. Og så hører man ellers kun om industri – produktion.
Men måske fik vi alligevel ikke skrevet det hele.
Sporene måtte ikke finde til USA – men godt til Danmark
Hvis Mærsk – familien i dag skulle have investeret i DISA – Riffelsyndikatet ville de have sagt nej. Således er det også kommet frem at Mærsk nu forhenværende datterselskab DISA har solgt våben til CIA, der senere fordelte disse til diktatorer i Latinamerika.
Det var ikke fordi at USA ikke havde våben nok. CIA havde brug for våben, de kunne levere til grupper, som de i hemmelighed støttede og hvor afsenderen af våbnene ikke kunne spores tilbage til USA.
Det handlede om at gavne amerikanske interesser
At CIA var hovedkunde, viser dokumenter fra Riffelsyndikatet, der i årevis har været skjult på et loft. Sådan var det også med afsløringer af våbensalget under krigen. De blev først gravet frem via journalisternes gravearbejde, der blandt andet fik adgang til ellers ukendte dokumenter.
CIA købte 100.000 maskinpistoler til en pris i nutidskroner på 462 millioner kroner. Vi ved at CIA i disse år støttede grupper i Cuba og en række lande i mellem – og Sydamerika med det mål at vælte regeringer eller støtte regeringers undertrykkelse af opposition. Det handlede om at gavne amerikanske interesse uden at kunne spores til USA.
Danske maskinpistoler medårsag til masser af folkemord
Det fremgår af papirerne, at Riffelsyndikatet solgte en stor mængde våben til Indonesien, hvor der var borgerkrig. Riffelsyndikatet solgte her blandt andet maskinpistoler for 471 millioner kroner i nutidsværdi. De blev brugt af præsident Sukarno, der ville nedkæmpe oppositionen mod ham. Det førte til et enormt folkemord med mellem 500.000 og en million døde, primært kommunister.
Dette våbensalg var til meget skade ude i verden. Men det blandede danske politikere sig åbenbart ikke i, Det lunede i hvert fald godt i selskabets kasse. Der er nok stadig ikke nogen, der ønsker disse dokumenter frem i lyset.
Som vi tidligere har skrevet, så kom firmaet i søgelyset, da det kom frem, at der var blevet solgt masser af våben og ammunition til Hitlers Nazityskland under Anden verdenskrig.
Mærsk fik 30 pct. af aktierne
I 1930’erne havde A.P. Møller – koncernen 15 pct. af aktieposten i en virksomhed, der var i alvorlige økonomiske problemer. Op til Anden verdenskrig købte A.P. Møller – koncernen en tredjedel af aktierne.
I 1935 kunne syndikatet for første gang i 15 år udbetale udbytte til aktionærerne. Man opnåede også et godt ry for lønninger og arbejdsforhold på fabrikken.
Var man ikke vidste hos A.P. Møller var, at der inde på Rigsarkivet ligger 100 kasser med hidtil ukendt DISA’ historie. Måske kan vi så opleve nye afsløringer af DISA s rolle under Den Kolde Krig.
I 1950erne blev der solgt våben til Columbia
Åbenbart fortsatte Riffelsyndikatet/DISA med at sælge våben til andre, da der ikke mere var afsætning hos Hitler. Der har blandt andet været masser af salg fra Anden Verdenskrig til 1960’erne. Mellem 1947 og 1957 er der solgt våben og ammunition for 176 mio. kr. Hvis man nu korrigerer dette tal for inflation, så svarer det faktisk til en omsætning på 2,5 milliarder kroner i dag.
I 1950’erne blev der solgt våben til Columbia, der var plaget af borgerkrig.
Et specielt gevær til Nicaragua’ s diktator
Den 10. juli 1953 forlod 34 kasser med maskingeværer Københavns Havn på dampskibet ”S.S. Califonia” Især et af de i alt 500 geværer skilte sig ud. Her var der påført en sølvplade med en helt personlig hilsen. Det var til Nicaraguas berygtede diktator. Han havde massevis af liv på samvittigheden. Og nu var han den heldige ejer af et specialfremstillet Madsen – gevær.
Våbensalg til lande som Paraguay og Guatemala spillede en væsentlig rolle i regionens blodige militærkup.
CIA spillede en meget aktiv rolle
Riffelsyndikatet eller DISA blev brugt af amerikanerne til at vælte venstreorienterede fjender og støtte højreradikale allierede.
Der er tydelige tegn på at den amerikanske regering er involveret. Åbenbart er CIA stråmandsvirksomhed for diverse diktatorer. CIA spillede en meget stor rolle under Den Kolde Krig. Syd – og Mellemamerika var USA’ s baggård.
Åbenbart har denne eksport foregået over mange år. Således fik Paraguay allerede i 1947 sendt 200 maskingeværer.
De danske våben blev også brugt som instrument i et kupforsøg i Costa Rica i Mellemamerika i 1950erne.
Et våben, der ændrede historiens gang i mange lande
Og her gik man så og troede at Danmark bare var en politisk harmløs lille stat. Men det våben som Mærsk fremstillede ændrede historiens gang i mange lande.
Man kan så spørge om alt dette er forenelig med dansk udenrigspolitik, blot fordi Danmark er allieret med USA. Man kan vel godt hævde, at en dansk virksomhed kom på tværs af dansk udenrigspolitik. Det var vel ikke dansk politik at støtte amerikanerne i denne sag.
Hvorfor har man været så tavse. Der må da være nogen som vidste, at de 100 kasser lå på Tøjhusmuseets loft.
Også Venezuela var en stor aftager af danske våben. Det kunne jo være at man atter engang skal have revideret vores efterkrigshistorie.
Mærsk har åbenbart været involveret i kontroversielle våbensalg. DISA eksisterer stadig men ikke mere med våbensalg.
Da Berlingske Tidende blev solgt
Som vi tidligere har skrevet, blev man fra A.P. Møllers side meget vrede på Berlingske Tidende og deres journalister, fordi de ryddede op på Riffelsyndikatet. Det resulterede i en fyring af chefredaktøren vel sagtens fordi han ikke kunne ”styre” medarbejderne. Efterfølgende blev avisen sat til salg.
Skal det glemmes, ignoreres eller forblive arkiveret
Mærsk – koncernen er gået meget op i etik og moral og moral. Men de vil ikke kommentere DISA/Riffelsyndikatets historie. Øverste chef havde ikke haft tid til at læse mediernes artikler. Kan man bare feje det sådan væk i stil med:
Vi kender jo næsten alle rederiets historie fra 1904. Og historien om DISA/Riffelsyndikatet er siden sidst blevet endnu mørkere. Skal denne historie bare glemmes – ignoreres – eller forblive arkiveret.
De har været dygtige og diskrete
De må have været dygtige og diskrete dengang hos DISA/Riffelsyndikatet. Men for Mærsk må det være traumatiserende. Det må åbenbart have været meget større og vigtigere end hidtil antaget. I de kilder, vi har brugt indtil nu, har der ikke været antydet som helst.
Man må omfavne og erkende sin fortid
Vi får ofte at vide, at vi ikke kan bedømme fortidens handlinger med nutidens briller. Men er tavshed vejen frem. Man bør omfavne og erkende sin fortid. Både de gode sider og de traumatiske sider.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 15, 2022
Da Barsøerne blev arresteret
Hyggen forsvandt på Barsø. En trop med 8 mand tog afsted fra øen. Hvad skulle der ske. På grund ved Skærrev. Ingen åbnede Amtshuset i Aabenraa. De skulle i fængsel. Fire mand i hver celle. Lommerne skulle tømmes. Der manglede sovepladser. Man kom i forbindelse med folk på gaden. De var sultne og tørstige. De måtte nu bruge ”hele lejligheden” Nu skulle de tvangsarbejde, årsagen var, at de var dansksindede. Men hvad med deres eget arbejde på Barsø? Jørgen Grau blev sendt til fronten Præsten i Løjt hjalp den ældre Lars Larsen. Endelig kom frihedens øjeblik. Men de ville ikke skrive under. Man ville forlange, at de skulle fortælle hver gang de forlod øen. Endelig kom de tilbage til deres ø.
Hyggen forsvandt
Det var i de kritiske dage i 1914, lige inden Verdenskrigen brød ud. Man talte om at krigen næppe kunne undgås. Men dog håbede man ikke det skete. Så længe der endnu ikke var erklæret krig var der et håb.
Ovre på øen Barsø sad fredag den 31. juli et par af mændene fra øen samlet hos gårdejer Lauritz Grau på Bjerggaard. Foruden Lauritz Grau og hans familie befandt gårdejer Jes Paulsen, der senere boede på Sønderport i Aabenraa. Øens lærer Schenck befandt sig i hjemmet.
Man havde spist til aften og Lauritz Graus hustru var ved at servere kaffe til selskabet. Netop på det tidspunkt blev man gjort opmærksom på, at to politimænd nærmede sig gården.
En trop med 8 mand
De var kommet med motorbåd direkte fra Aabenraa og havde lagt til ved badebroen. Et par af folkene gik imod betjentene. Det viste sig at være overvagtmesteren fra Aabenraa og vagtmester Jebe fra Løjt. De førte gårdejer Lars Chr. Larsen med sig.
Politiet mødte med en ordre, hvorefter Grau og Paulsen skulle følge med. Måske ville turen gå til Aabenraa. Den tyske lærer skulle ikke følge med. Man vidste godt at ordren stod i forbindelse med deres danske sindelag og den kommende krig. Det var ikke andet at gøre end at følge med
Den hyggelige aften som man havde forberedt sig på, var ødelagt. Politimændene havde hastværk. Der var ikke noget med en kop kaffe eller en kage. Andre og usædvanlige begivenheder forestod.
Fra Bjerggården gik politiet ledsaget af tre de tre gårdejere Grau, Paulsen og Larsen til flere andre af øens gårde. Hvert sted gentog den samme historie sig. Gårdejeren og enkelte andre blev purret ud og fik ordre til at følge trop.
Efterhånden var der samlet en trop på 8 personer. Man forstod på overmesterens holdning at han ikke ønskede diskussion. Hver især spekulerede nu på, hvordan de kom hjem igen til øen.
Hvad skulle der ske?
Jørgen Grau ejede en god motorbåd. Laurits Grau foreslog overvagtmesteren at lade denne båd følge med til Aabenraa, så de otte mand på forholdsvis nem måde kunne komme hjem igen.
Det afværgede overvagtmesteren med bemærkningen:
Han var allerede på det tidspunkt klar over, at det ikke blot var for nogle timer, Barsøerne så pludselig blev hentet bort fra deres ø. Ingen af de otte mænd sagde noget under hele turen. Det var håbløst at spørge. Spørgsmålet om, hvad hensigten var med deres rejse, lød kort og godt, at de:
På grund ved Skærrev
Nede ved broen lå en motorbåd ført af en fisker fra Aabenraa. I al stilhed blev de anholdte ført ombord, mens politimændene nøje fulgte enhver af Barsøernes bevægelser. Det var mørkt ved den tid, da motorbåden gled ud fra Barsø.
Klokken havde været ca. 22. Det var med bange anelser, bådens passagerer så øen forsvinde bag sig. Ingen vidste, hvad de gik ind til. Der herskede en tung og trykkende stemning i båden.
Vagtmændene sagde ingenting og passagererne var ikke oplagte til at tale, hverken til deres bevogtere eller til hinanden indbyrdes. En begivenhed, der ikke stod på programmet, skete ved Skærrev. Her fik motorbåden motorstop. Den gik på grund.
Ved fælles hjælp lykkedes det at få båden fri igen. Men det tog alligevel nogen tid. Det var henimod midnat, da båden endelig nåede Aabenraa.
Ingen åbnede på Amtshuset
Båden lagde til i i den gamle havn ved nordre kaj. De otte Barsøere steg i land i den mørke mennesketomme by. Med overvagtmesteren i spidsen og vagtmesteren som bagtrop drog kolonnen gennem den nattestille by.
De drog gennem de kendte veje langs Skibbroen, forbi markedspladsen og hen til Amtshuset. Der må have bestået af aftale om at de anholdte skulle føres herhen. Men de embedsmænd, efter hvis ordre det skete, har ikke haft tålmodighed til at vente. Overvagtmesteren konstaterede skuffet:
De skulle i fængsel
Kolonnen satte sig nu i bevægelse. Det gik nu op ad Rådhusgade til Rådhuset. Her var det uvis af hvilken grund, forsamlet en del mennesker. Dette foranledigede overvagtmesteren til at dirigere sine Barsøere ad bagporten og ind i Rådhusets gård. Nu skulle de anholdte ikke længere lades i tvivl:
En nattevægter indfandt sig med nøgler til fængselscellerne som dengang fandtes bag rådhuset. Ledsaget af vagtmesteren og natvægteren med sit raslende nøgleknippe blev de otte mænd ført op i bagbygningen og ind på gangen fra hvilken, der førte døre ind til en række celler.
Fire mand i hver celle
Mens overvagtmesteren forlod fangerne, idet han ville gøre forsøg på at komme i forbindelse med landråden eller en af dem fra amtet knyttede embedsmænd for at få nærmere ordre om, hvad der skulle foretages med de 8 mænd. Nu blev vagtmester Jebe tilbage hos dem.
De måtte stadig opholde sig ude på gangen. Der gik over en halv time, og da overvagtmesteren stadig ikke viste sig, blev natvægteren utålmodig. Han ville åbenbart ikke spilde mere tid på disse folk fra Barsøe. Inden han låsede døren op sagde han:
Lommerne skulle tømmes
Inden de fik lov til at betræde cellerne, måtte de aflevere, hvad de havde i lommerne – penge, lommeknive og hvad de ellers havde på sig. Det tog nattevægteren i sin varetægt.
Lauritz Grau havde i sin lomme en æske tændstikker med skoleforeningens mærke på. Da han var overbevist om, at det var politiske grunde, de var fængslede, foretrak han at skjule æsken, hvis indhold også kom til gavn i nattens løb i den mørke celle. Så snart de havde afleveret deres værdigenstande etc., smækkede fængselsdørene i bag dem og de hørte nøglen blive drejet om i låsen. Straks efter hørte de natvægteren og vagtmesteren fjerne sig fra gangen.
Der manglede sovepladser
Fangerne, som nu var overladt til deres egen triste betragtninger, orienterede sig nu så godt de kunne. I hvert lokale fandtes to brikse, den ene med soveplads til to mand, den anden med plads til en.
Da der nu var fire mand i cellen, opstod et problem som ingen af dem kunne løse. Hvor natvægteren havde tænkt, den fjerde mand skulle sove. Spørgsmålet blev heller ikke løst af den yngste af arrestanterne. Han sad det meste af natten på kanten af den ene briks.
Hen på morgenstunden rejste den gamle Lars Larsen sig. Da han ikke kunne tåle at ligge længere, fik Lauritz Grau lejlighed til at sove lidt. Det var i det hele taget ikke blevet til meget søvn. For det første var tankerne hos arrestanterne alt for optaget af nattens hændelser til at de rigtig kunne falde til ro, og for det andet kom natvægteren hver time og ruskede i døren for at se, om den var lukket.
I forbindelse med folk
Om morgenen, da der begyndte at komme folk på gaden, lukkede arrestanterne et vindue op – det kunne nok lade sig gøre – og søgte ved råb at komme i forbindelse med folk, der passerede Rådhusgangen.
Sult og tørst begyndte at gøre sig gældende, og man gjorde flere forsøg på at få forbipasserende til at gå over hos købmand Danielsen og købe noget spiseligt. Langt de fleste hverken ville eller turde indlade sig på et sådant foretagende.
Købmanden kom selv over
Til sidst forbarmede en modig mand sig alligevel over de indespærrede og gjorde Hans Danielsen opmærksom på, at nogle kunder i arresten ville i forbindelse med ham.
Efter kort tids forløb dukkede Hans Danielsen personlig op i arresten, hvor han fik en samtale med politivagtmester Aagaard, der imidlertid ikke var glad for situationen, fordi hans Danielsen også var kendt som en god dansk mand.
Han tillod dog trods alt Danielsen, mens Aagaard var til stede at komme ind i cellerne og spørge, hvad man ønskede. Forhandlingerne endte med at Aagaard lovede mod betaling at lade sin kone bringe kaffe og morgenmad op. Det var en rigtig god forplejning. Og da Hans Danielsen kort tid efter sendte en kasse cigarer op, tegnede situationen sig pludselig i et lysere skær.
De måtte bruge ”hele lejligheden”
Beroliget af Barsøernes stilfærdige holdning åbnede Aagaard celledørene op og tillod arrestanterne at bruge hele ”Lejligheden”.
De var da heller ikke i tvivl om at denne efter forholdene udstrakte frihed ville få en brat ende, når natvægteren viste sig. Men det skulle Aagaard nok ordne, sagde han.
Aagaard sørgede altid at holde yderdørene til gården lukket. Når der kom forplejning. Et par af Barsøerne mente, at de kunne gå en tur ud i gården. Men nu kom Aagaard styrtende. På dansk sagde han:
Det var de eneste danske ord Aagaard sagde under hele fængselsopholdet.
Nu skulle de tvangsarbejde
Mandag formiddag den 3. august indfandt overvagtmesteren sig i fængslet og Barsøerne begyndte nu så småt at håbe at befrielsens time var nær. Det var et forfængeligt håb.
Men han kom blot for at sige at nu skulle arrestanterne ud at arbejde hos forskellige landmænd på Aabenraa – egnen. De skulle gøre gavn for føden. Det vil sige at det var frivilligt, hed det sig. Man havde ikke andet end at sige ”Ja Tak”. Det var i høj grad et aldeles urimelige forlangende.
Hvad med deres eget arbejde?
Alle de arresterede var landmænd, hvis landbrug i høj grad trængte til deres nærværelse. Men de blev nu udkommanderet til at arbejde på en anden gårdejers marker. I løbet af eftermiddagen blev de hentet af forskellige landmænd.
Lauritz Grau kom ud til gårdejer Chr. Nissen i Brunde, Christian Grau hos gårdejer Jes Schmidt i Rise Hjarup, Lars Larsen kom ud til gårdejer Petersen, Dybæk ved Varnæs og de øvrige hos andre gårdejere.
Jørgen Grau kom senere til fronten
Jørgen Grau som endnu var militærpligtig var allerede søndag eller mandag ført til Haderslev, hvor han blev modtaget af to soldater med opplantede bajonetter og derefter ført hen til en del andre fanger fra Årø, hovedsagelig fiskere og sømænd. Denne gruppe fanger måtte i nogle dage blive i Haderslev, for derpå at blive transporteret til Rügen.
Her opholdt de sig en tid men kom så til Altona, hvor de blev stillet for Krigsretten. Retsforhandlingerne resulterede for Jørgen Graus vedkommende i, at han fik lov til at rejse hjem til Barsø indtil videre. En tid efter blev han indkaldt og kom til fronten i Frankrig.
Præsten i Løjt hjalp Lars Larsen
Den gamle Lars Larsen kom ikke ud på landet om mandagen. Den landmand, han skulle arbejde for, kom ikke og hentede ham. Dagen efter blev han under ledsagelse af en politibetjent ført til Kværs, til den landmand han skulle have været hos.
Da en anden betjent tilfældig rejste samme vej, sluttede han sig til eskorten. Lars Larsen, den fredeligste af hele selskabet nød den ære at blive ført til Kværs ledsaget af to betjente. Da han var gammel og svagelig tog pastor Treplin i Løjt af hans sag og fik ham snart sendt hjem.
Endelig kom frihedens øjeblik
Efter den 2. september efter at de seks Barsøere havde arbejdet for andre landmænd hele august måned var frihedens øjeblik inde. De havde fået ordre til at møde på Hotel Danmark, hvor der blev forelagt dem en lang række paragraffer, som de skulle underskrive for at komme på fri fod.
De ville ikke skrive under
En af paragrafferne gik ud på, at de skulle melde sig hos kommuneforstanderen, dersom de ville fra øen over til fastlandet. Ingen af de seks mænd var i sinde til at underskrive denne paragraf.
Ja sådan sagde den ene af dem.
Den officer, der ledede sagen, spurgte nu en skriver om, hvem der havde skrevet paragraffen – militæret eller Landrådskontoret. Da svaret lød, at paragraffen var formuleret af Landrådskontoret. Så satte officeren en tyk streg over paragraffen.
Tilbage på Barsø
Så skrev Barsøerne under og derpå stillede officeren en motorbåd til rådighed. Kort efter rejsen gik rejsen efter det lange ufrivillige fangenskab tilbage til den fredelige ø, hvor familie og venner med glæde hilste på de hjemvendende velkommen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 10, 2022
Danskerne kaldte dem ”Parasitter”
Læserne har ikke just været begejstret for de tidligere artikler om tyske flygtninge. 250.000 flygtninge til Danmark. Den danske Lægeforening nægtede. Efter besættelsen fandt masser af lig. Den danske regering bakkede lægerne op. Virksomheder brugte flygtninge som billig arbejdskraft. Mange døde i lejrene især børn. Flygtninge blev udnyttet. 34 gravlunde passet af tyskere. Flygtninge måtte ikke sendes retur. I illegale blade blev flygtninge kaldt parasitter. Hjælp betød forlængelse af krigen, fortalte medierne. 60 præster protesterede. De blev forlangt fyret. Man kaldte deres indlæg for ”Medlidenhedskampagne. En mærkelig beskrivelse af tyske flygtninge. Poul Henningsen blev også upopulær. Kjærbøl rejste en injuriesag mod ham. Kirsten Lylloff blev også kritiseret for at være for ensidig, da hun beskrev børnenes forhold i lejrene. Desværre dømmer man kollektivt mennesker. Det gør man den dag i dag.
Danskerne var ikke begejstret
Danskerne havde ikke meget til overs for tyskerne. De fem års besættelse havde sat deres spor. Nu var Danmark nok ikke den nation, der led mest. Men alligevel! Der var foragt og efter 5. maj kom der også hævntørst.
Og de artikler, som vi allerede har bragt på vores side om tyske flygtninge, er det nu heller ikke nu til dags lutter begejstring over.
250.000 flygtninge til Danmark
250.000 tyske flygtninge blev fra den 11. februar frem til den 5. maj 1945 sejlet over Østersøen til Danmark. Nogle af disse kom med både, hvor forholdene var ekstrem slemme. De danske myndigheder var på forhånd blevet orienteret. De frabad det på det kraftigste. En protest, der ikke gjorde indtryk på de tyske myndigheder. Faktisk svarede antallet af flygtninge til 7 – 8 pct.
Der var i alt 70.000 børn og mest kvinder og gamle. Alle disse blev gjort medansvarlige for de ufattelige nazistiske forbrydelser.
Den Danske Lægeforening nægtede
I foråret 1945 havde tyskerne ønsket, at danske læger skulle bistå besættelsesmagten med at behandle de tyske flygtninge, så de tyske læger kunne frigives til andre formål f.eks. tjeneste på fronten.
Den Danske Lægeforening mente ikke at danske læger skulle arbejde for tyskerne specielt ikke fordi de danske læger fortsat sad i tyske KZ – lejre og tyske håndlangere havde skudt flere danske læger.
Efter besættelsen fandt man masser af lig
Tyskerne mistede kontrollen over flygtningestrømmen. Det flød med lig i Frihavnen. Man fandt 300 døde flygtninge. Efterfølgende fandt man 300 lig på skoler, fabrikker, idrætshaller m.m.
Mange kunne ikke identificeres og blev smidt i masse grave. Kister blev i en fart flikket sammen af tynde rå u-malede brædder. Men man kunne ikke nå at følge med.
I juli 1945 var hele 10.000 danskere beskæftiget i flygtningelejrene. Det var på det strengeste forbudt at fraternisere med flygtningene, der på forhånd havde fået at vide, at de ikke kunne få varigt ophold i Danmark.
I maj 1945 var 64 ud af 70 københavnske skoler belagt med tyske flygtninge. I byen var flygtninge anbragt på halmmadrasser på gulvet i fabrikshaller m.m.
Den danske regering bakkede lægerne op
Forholdene var mange steder elendige. I de første måneder døde flygtninge i tusindtal. Ofte fik de ikke lægehjælp. Den danske regering havde meddelt lægestanden, at den ikke skulle føle sig forpligtet af lægeløftet i forbindelse med de tyske flygtninge.
Madrationerne i lejrene var meget sparsomme og fik flygtningene mad smuglet ind udefra blev det dem frataget. Al post var under streng censur.
Virksomheder brugte billig arbejdskraft
I mange lejre boede flygtninge i u-isolerede træbarakker købt i Sverige beregnet til skovarbejdere. De danske lagre af brændsel til varme var blevet brugt af tyske soldater. Under besættelsen var der ikke reserver til opvarmning af lejrene.
På trods af forbuddet mod at drive omgang med de tyske flygtninge fik flere danske virksomheder tilladelse til at anvende flygtninge som arbejdskraft. De blev under bevogtning transporteret til og fra lejrene – om de fik løn for deres arbejde har vi ikke kunnet finde ud af.
Mange døde i lejrene
Antallet af døde skal naturligvis ses i forhold til det samlede antal flygtninge var omkring 250.000. At så relativt mange døde skal også ses i sammenhæng med den elendige forfatning ældre og små børn var i, da de – efter måneders umenneskelige strabadser – nåede frem til Danmark. Frem til befrielsen var det 6.580 i de tyske lejre og andre forlægninger.
Flygtninge blev udnyttet
Der går historier om at storgrinende århusianske mænd pralede med deres ture til flygtningelejre ved Karup og Silkeborg, hvor de ved at betale småpenge til en fangevogter, kunne få sex med en tysk kvinde og – som de udtrykte det – hvis de var heldige også med lidt større børn.
Tænk at mennesker kunne behandle og udnytte medmennesker i nød så usselt.
Forsøgte flygtningene at flygte havde vagterne ordre til at skyde. Vi har tidligere skrevet om sådanne episoder.
34 Gravlunde
De mange døde tyske flygtninge – og soldater – blev stedt til hvile på omkring 475 kirkegårde rundt omkring i landet, hvilket afgjort ikke var lige velset af alle danskere. Flere kirkegårde klagede over pladsmangel. Den 3. oktober 1962 blev en dansk – tysk aftale underskrevet ud fra hvilken Volsksbund Deutscher Kriegsgräberfûrsorge samlede de mange i 34 gravlunde fordelt over hele landet. Vedligeholdelsen af disse gravlunde påhviler dem frem til i år. Det vides ikke om der er indgået en ny aftale.
Flygtningene måtte ikke sendes retur
Den danske stat mente efter besættelsen, at nu kunne man sende flygtninge hjem. Vi har i forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 talt med en tidligere modstandsmand, som fortalte at han var med til at sende modstandsfolk retur lige efter besættelsestiden syd på via tog selv om dette var imod de allieredes ønsker.
Man mente at de tyske flygtninge ikke skulle retur før infrastruktur og forsyningssituationen i det ødelagte Tyskland var i orden. Desuden var Sovjet slet ikke indstillet på forhandlinger, selv om aftalen fra Potsdam var, at flygtningene skulle tilbage, hvor de kom fra. Men russerne havde tildelt de flygtendes boliger til andre.
Var domineret af nazister
Flygtningene var utilfredse med at de ikke kunne gå frit omkring. Myndighederne ønskede kontrol med dem. Derfor blev lejrene indhegnet. De kunne også blive udsat for hævnaktioner fra danskere, sagde myndighederne. De var også bange for, at flygtningene kunne viderebringe smitte.
Rygter opstod at staten ville bruge flygtningene som gidsler og at man tjente penge på dem.
I lejrene var det selvstyre. Nogle historikere påstår, at disse var domineret af nazister. Der var problemer med disse i nogle af lejrene.
Parasitter
Det illegale blad ”Frit Danmark” bragte i april 1945 en artikel med overskriften ”Parasitter”. Og det handlede om de tyske flygtninge.
Artiklen starter med at Danmark husede wienerbørn, antinazistiske emigranter og tyske jøder. Bladet oplyser om, at vores gæstfrihed var så omfattende, at vi undertiden var alt for naive. Bladet påstod, at den tyske befolkning hoverede og lo, da man udryddede jøderne. Eller i hvert fald størstedelen af tyskerne.
Bladet fortsætter så med ironisk at konstatere, at nu skal vi vise medlidenhed med et folk, der ikke selv kan gøre for det. Disse flygtninge skulle nu stå til regnskab for, hvad Pancke, Best og Lindemann har gjort af ugerninger mod det danske folk.
Hjælp – betød forlængelse af krigen!
Og Frit Danmark konstaterer, at enhver hjælp, vi frivilligt tilbyder de tyske flygtninge i Danmark ville betyde en forlængelse af krigen.
Nu var det ikke kun modstandsbevægelsen, der havde denne holdning. Den gik igen i mediernes opfattelse af situationen dengang. De fleste danskere havde samme opfattelse.
60 præster protesterede
Men for 60 præster blev det for meget. De udsendte en skrivelse, som vi bringer dele af nedenunder. Efterfølgende rejste det sig en proteststrøm mod disse. Mange danskere ville have disse præster afskediget. Det samme ville Information og andre dagblade. Men hvad var det lige præsterne skrev, Ja de skrev bl.a.:
En medlidenhedskampagne
Det varede ikke længe inden der også i Information kom et modsvar. Det forståelige fjendebillede omfattede også de tyske flygtninge. I den illegale presse kørte der op mod den tyske kapitulation en kampagne mod flygtninge, hvor de blev fremstillet som led i en tysk ”medlidenhedskampagne”, som det danske folk måtte forhærde sig imod og afvise kategorisk.
En beskrivelse af de tyske flygtninge
Ifølge besættelseshistorikker Aage Trommer, så var Information ”spydspidsen” i formidlingen af den anti-tyske holdning, hvor der ikke blev skelnet mellem de forhadte nazister og de forhutlede flygtninge. Den 9. april 1945 skrev Information om de flygtende tyskere.
De blev beskrevet som:
De blev kaldt:
Man spekulerede på, om der findes danskere:
Og så sættes der ellers action på men en sammenkædning af de mange flygtende kvinder og børn med invasionsstyrker, Gestapo og udryddelseslejre:
Poul Henningsen blev også upopulær
Også Poul Henningsen blev meget upopulær i befolkningen og i medierne fordi han flere gange gjorde opmærksom på forholdene i flygtningelejren på Kløvermarken. Han kendte til forholdene i lejren, fordi han kendte lederen af lejren. Han skrev bl.a. en kronik i Politiken den 27.2. 1946:
Kjærbøl rejste sag
Lederen af Flygtningelejrene i Danmark var uenige med dem, der kritiserede at man ikke overholdt flygtningenes rettigheder. De skulle ikke have det bedre end de fattigste danskere. Han mente også at tyskerne snarere fik for meget mad end for lidt. Der skulle heller ikke laves en indsamling til flygtningene så længe danskere i de lande, som tyskerne havde udplyndret, havde det så dårligt.
Kjærbøl erklærede om forholdene i lejren i Kløvermarken:
Det endte med at Kjærbøl rejste en sag mod Poul Henningsen som han vandt. Der kunne nemlig findes beviser for at Kjærbøl misinformerede.
Kirsten Lylloff blev også kritiseret
Senere er Kirsten Lylloff blevet kritiseret for at være alt for ensidig i hendes bog Barn eller fjende? Her gennemgår hun behandlingen af de 10.000 uledsagede børn. Hun konkluderer:
Anette Warring, der er professor i historie, er enig i denne konklusion og tilføjer:
Over halvdelen af dødsfaldene blandt børnene indtraf efter befrielsen. Hovedparten døde af underernæring, marve-tarminfektioner og banale børnesygdomme. Ifølge Lylloff var de væsentlige forklaringer manglende lægehjælp, utilstrækkelig ernæring, den elendige hygiejne og de usle indkvarteringsforhold.
Man dømmer kollektivt mennesker
Den debat, der var dengang om de danske flygtningelejre fra 1945 – 1949 bør stå som et skrækeksempel. Man dømmer kollektivt mennesker – børn, kvinder og gamle. Historien dokumenterer risikoen for at anskue individer som repræsentanter for en foragtet national, religiøs eller kulturel gruppe.
Det er en tendens i dag, hvor vi også kollektivt bedømmer mennesker, takket være medierne. Og hvorfor lige medierne? Ja de beskriver ofte forhold ensidigt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 9, 2022
Frederikslyst ved Aabenraa
En udmærket badestrand. Aabenraa Museum har fem billeder af Frederikslyst. Det var en meget produktiv Dr. Neuber. Han fik frataget sin bevilling. Ville overtage et ugeblad. Han var betaget af Aabenraas skønhed. Han oprettede for egne midler badehus. Kongen støttede et nyt projekt. Men ikke alle fik betalt. Måtte anmode om lån hos kongen Masser af publikationer om stedet. Han ville videre. Aabenraa skulle være ”Nordens Athen”. Udflugter og fester blev en succes. Syge blev raske, påstod lægen. Ved indvielse sagde Neuber ”Kilde til helbredelse og harmløse fornøjelser”. Frederikslyst opnåede fremgang. Man manglede Logihuse. Kunstig opskruet optimisme. Tallene så mørke ud og stadig færre gæster. Opløsning af selskabet i 1826. Et nyt ”Genbrugs – Rådhus”. Neuber tabte ikke modet. Badeanstalt i Sydhavnen.
En udmærket badestrand
I de første år efter 1818 gjorde en kreds af Aabenraa-borgere en bemærkelsesværdig indsats for at støtte byens erhvervsliv. Mange kystbyer havde Badeetablissementer. Så hvorfor skulle Aabenraa ikke også have det. Man havde jo en udmærket badestrand.
Efter Aabenraa-forhold var det dyreste projekt at opføre et ”Selskabshus”. Men der skulle også bygges badeanstalt og købes badevogne.
Fem billeder af et Selskabshus
På Aabenraa Museum har de ikke mindre end 5 billeder af dette Selskabshus. På et af billederne kan man også se badefaciliteterne, Og man kan se havnen. I havnen kan man se ikke mindre end 7 skibe – 6 danske og et med engelsk flag.
I mange år levede borgerne i Aabenraa om en strålende fremtid for byen som et berømt og mondænt Østersø-bad. Men hurtigt – alt for hurtigt gik denne drøm knust. Og sælen i foretagendet fysikus A.W. Neuber har vi også tidligere her på siden stiftet bekendtskab med.
En meget produktiv læge
I 1811 fik Neuber praksis i Aabenraa. Han var en livsglad og ualmindelig initiativrig mand. Han var udrustet med fremragende talenter som selskabsmand. Han havde en sjælden evne til at vinde folk til sine projekter.
I de første år lagde Dr. Neuber en iøjefaldende loyalitet for dagen over for det danske kongehus. I 1822 tilegnede han sin første digtsamling til Frederik den Sjette. I tidens løb udgav han flere digte og adskillige andre publikationer – lærde og ulærde afhandlinger i snesevis.
Frataget sin bevilling
I 1836 fratages Neuber sin stilling fordi han modtog penge ved sessionerne, så kommende soldater kunne slippe for tjeneste. Denne begivenhed betød, at Neuber resten af sit liv nærede fjendtlige følelser over for Danmark.
Ville være redaktør af et ugeblad
I efteråret 1840 søgte Neuber tilladelse til at udgive et tysk blad i Aabenraa ”Allgemeines Wochenblatt”. Hans Kopperholdt havde mistet sit privilegium som følge af for stærk liberalisme.
I Aabenraa var man betænkelig ved at give en mand et job som redaktør, som var fradømt fysikatet på grund af embedsforseelse.
Hvor stammer Aabenraa fra?
Blandt Dr. Neubers talrige publikationer var også et skrift, der udkom i 1840:
Dette afstedkom en farlig ballade i Aabenraa.
Jo det var denne mand, der ville gøre Aabenraa til et internationalt søbade-sted.
Betaget af Aabenraas skønhed
Straks da han ankom til Aabenraa, blev han betaget af stedet og den skønne og storslåede natur. I sin egen praksis tog han snart brug af søbade i sin anvendelse over for patienter.
Ved velynders og venners hjælp fik han i 1813 bygget et badehus ved den yderste ende af den daværende skibbro. Det bestod af et på vandet strømmende hus med to badeværelser – det ene til kolde og det andet til varme bade.
Et badehus
De første år blev det kun brugt af Dr. Neubers egne patienter, hans vennekreds og dem, der havde ydet penge til det.
Af hensyn til økonomien var huset ikke opført på nedrammede pæle, men det synes at være karakteristisk for gode hr. Neuber, at han i sine talrige propagandaskrifter så fremhævede det befordrende for sundheden og helbredelsen i, at huset vuggede på bølgerne.
Et nyt badehus
Men efterhånden var der tilgang fra flere i Aabenraa og omegnen. I 1818 byggede han for egne penge et stort nyt badehus ved enden af skibbroen. Det bestod af fire temmelig rummelige værelser og var forsynet med alle de bekvemmeligheder man med rimelighed kunne forlange, Det gamle badehus indrettede Dr. Neuber til svovl – og staalbade. Under arbejdet på dette opstod tanken om at få det hele i lidt mere faste former og indrette til et bade-sted.
Kongen støttede projektet
Men se dette krævede mange flere penge. Neuber forsøgte at finde velyndere. Han bearbejdede borgmesteren, Magistraten og byens velrenommerede borgere. Der skulle bygges et større fast badehus. Og et selskabshus med sidebygning. Det skulle være på en stor grund, så der kunne etableres et stor park- eller haveanlæg.
Dr. Neuber havde udpeget en plads foran Jørgensgård Skov, der skrånede ned mod havnen som den bedst egnet til formålet. Byrådet gav ham løfte om pladsen.
I 1817 sendte Dr. Neuber en redegørelse for projektet til Frederik den Sjette med anmodning om hjælp. Da kongen det næste år gæstede amtmand von Stemann, der selv var meget gunstig stemt for planen, lykkedes det at gøre kongen interesseret i planen. Den 13. november 1818 bevilligede kongen 2.000 Rigsdaler.
Kongens gave var ledsaget med en bemærkning om, at Majestæten overlod det til ledelsen ved aktietegning eller på anden måde at skaffe det manglende beløb.
En masse havde ikke betalt
Det var ikke småting, der manglede. Der skulle mange penge til og der manglede endnu mange. På det tidspunkt da gaven fra kongen indtraf, havde Dr. Neuber fået stiftet et Aktieselskab ”Frederikslyst Søbade-anstalt”. Der blev nedsat en direktion.
Efter aktietegning i Aabenraa manglede der endnu 27.600 Rigsdaler. Det var meget vanskeligt at tegne det nødvendige antal aktier.
Da ”Selskabshuset” var halvt færdigt, fandt man ud af at en underskrift ikke var nok. Der var en masse, der endnu ikke havde betalt.
Måtte anmode om et lån hos kongen
I 1819 bad man kongen om at yde et rentefrit lån på 4.000 Rigsdaler i 10 år. Lånet blev bevilliget, men man opnåede ikke rentefrihed. Der var mange fornemme folk blandt dem der havde tegnet aktier.
Masser af publikationer om stedet
Dr. Neuber havde flere gange gjort rede for bade-stedet både i form af publikationer og artikler. Han fortalte bl.a. om sin egen begejstring for stedet. Han fortalte at klimaet her var mildere og behageligere end mere syd på. Fjordens vand var meget saltholdigt og besad fortræffelige egenskaber.
Han skrev også at byens befolkning var godmodige, fredelige og venlige. De ville være med til at gøre det behageligt for gæsterne at besøge området.
Det var Dr. Neuber’ s drøm, at Aabenraa ved hjælp af bade-stedet skulle blive et samlingssted, hvor ingen nationalpolitiske spændinger eksisterede, og som derfor skulle samle alle dannede af begge nationaliteter. I det følgende afsnit af samme pjece skriver han nemlig, at gæsterne enten kommer fra Tyskland eller Danmark, ikke ville fæle sig fremmede:
Han mente at stedet kunne være et samlingssted, hvor de kom hinanden nærmere.
Det skulle være ”Nordens Athen”
Men den fantasifulde læge ville endnu mere. Det fremgår af hans brev til Dr. Stierling i Hamborg. Aabenraa skulle være Nordens Athen, hvor ikke alene sportens udøvere, men også kunstnere og videnskabsfolk hver på sit felt skulle kæmpe for at vinde Laurbærkransen.
Der kom stadig flere badegæster. Og for at afhjælpe savnet af et samlingssted byggede Dr. Neuber i nærheden af badehuset en pavillon af træ, hvor badegæsterne kunne opholde sig, nyde en forfriskning og læse aviser og blade. Denne pavillon var indrettet sådan at den kunne tages ned om vinteren. I sommeren 1819 var der 300 gæster.
Kom i bedring eller blev raske
Af badelisten fra 1819 kan vi se at der var 216 fremmede og 84 indførte. Men der befandt sig også blandt disse 50 veritable kursøgende. Af disse led:
Dr. Neuber skrev, at kun den tungsindige og den pågældende med sygdom i luftrøret måtte forlade badeanstalten uden resultater. Alle de andre var mere eller mindre i bedring eller delvis raske. Det tegnede på at blive en succes.
Udflugter og fester var en succes
Dr. Neuber, der var en fortræffelig festarrangør, foranstaltede forsøgsvis udflugter i omegnen, hvilket deltagerne var begejstrede for. I festerne deltog gæster fra forskellige egne af Danmark lige som der var deltagere fra Hamborg, hvorfra man regnede med mange gæster i fremtiden.
Den første fest, der holdtes i 1819, fandt sted i de tre første dage af august. Den 1. august begyndte festen med middag hos Hartmeyer og klokken fire om eftermiddagen kørtes deltagerne til Høgelsbjerg. Turen foregik i øsende regn og alle blev gennemblødte.
På Høgelsbjerg nøjedes gæsterne med at danse. I omegnen blev der afskudt kanoner. Den 2. august var der hjorteskydning på Jørgensgård. Den sidste dag den 3. august sejlede selskabet til Laksemølle, hvor man drak te. Kl. 10 0m aftenen sejlede man tilbage. Flere steder var der bål. Sommerpavillonens vinduer strålede i festlig illumination. Dagen endte med et prægtigt bal hos Madam Rudebeck.
Ansættelse af personale
Arbejdet på opførelsen af Selskabshuset blev som nævnt påbegyndt i 1819, men det lykkedes ikke at få bygningen færdig det år. I foråret 1820 var arbejdet dog så vidt fremskredet, at man på en generalforsamling, der blev afholdt den 31. maj gik til at ansætte vært på Selskabshuset.
Der var knyttet en restaurant, hvor der nu skulle ansættes personale. Også til badehusene skulle der ansættes personale.
Der manglede stadig penge
I begyndelsen af juli 1820 var Selskabshuset færdigt. Men direktion manglede stadig 3.200 Rigsdaler. Det var aktionærer, der endnu ikke havde indbetalt.
I foråret 1820 blev der indsendt en beretning til kongen. Heri blev der oplyst, at der manglede udsmykning i Selskabshuset. Man havde bygget en stor badevogn. Det kommende år ville man anskaffe hele 6 vogne.
Kilde til helbredelse og harmløse fornøjelser
Selskabshuset ville, når det var færdigt, indeholde to entreer, seks store værelser og en balsal, der gik gennem begge etager. Stueetagen var beregnet til restaurant. Så var det hensigten at man ville lægge promenader i Jørgensgård Skov.
Neuber fortsatte med sine skriverier. Han fortalte, at der i nærheden af Selskabshuset skulle indrettes et hotel. Ligeledes fortalte han, at man fra huset kunne følge Aabenraas livlige skibstrafik.
Frederikslyst fik sin højtidelige indvielse den 11. juli 1820.
Ved indvielsen sagde Neuber bl.a.:
Frederikslyst opnåede fremgang
Hver søndag eftermiddag blev der spillet, musiceret og danset til midnat. Hasardspil var dog bandlyst. I sommeren 1820 blev der foruden indvielsesfesten afholdt en fugleskydning og en høstfest.
Den opblomstring, ”Frederikslyst” kunne glæde sig over i de første år, blev dog kun af kort varighed. Den pengemangel som de unge foretagende vedvarende måtte kæmpe med, voldte hindringer i en hver retning.
Man manglede logi – huse
Det var fremfor alt påtrængende nødvendigt at bygge hoteller, eller som man sagde dengang ”Logihuse”, som skulle ligge ved fjorden. Under de foreliggende omstændigheder var badegæsterne tvungne til at tage ophold i byen, hvilket i almindelighed føltes som en gene. Men på grund af pengemangel måtte man udskyde opførelsen af ”Logi – Huse”.
Bade-stederne på Föhr og ved Travemünde, der var oprettet efter Aabenraas forbillede kun fra starten tilbyde logihuse, som var indrettet med al moderne kunst.
Kunstig opskruet optimisme
Hele foretagendet blev båret oppe ved Dr. Neubers enestående virksomhedstrang og viljekraft i forbindelse med en kunstigt opskruet optimisme, der skulle virke udadtil. Indadtil så det knap så godt ud. Offentligheden fik slet ikke noget at vide om økonomien.
Tallene så mørke ud
Ved Generalforsamlingen de 12. februar 1822 så man med bange anelser på de svigtende indtægter. Af hensyn til den slunkne kasse undlod man at enhver nyanskaffelse til den kommende sæson.
Ved et nyt møde den 15. april 1822, hvor der foruden de fem direktionsmedlemmer kun var mødt fem aktionærer frem så tallene endnu mørkere ud.
I 1822 var der dannet et specielt Skyttelav for Frederikslyst. I badesæsonen afholdt de tre skydninger. Man måtte aflyse de store bade-fester. De var alt for dyre.
Efter 1823 stadig færre gæster
Stedet kunne slet ikke klare sig i kapløbet med de andre bade-steder. Efter 1823 kom der færre og færre gæster. I 1826 dækkede indtægterne ikke mere de løbende udgifter. Der var også andre forhold, der gjorde sig gældende. I 1825 var de svømmede badehuse blevet fuldstændig ødelagte af højvande og storm.
Opløsning af selskabet
Hvis man ønskede at fortsætte, måtte der bygges nye. Det var umuligt. Kassen var tom. En ekstraordinær generalforsamling fandt sted den 10. marts 1826. Den var meget dårlig besøgt. Men enstemmigt besluttede man at opløse selskabet.
Tabet bar man i fællesskab. Der var ingen, der kom til at betale mere end den anden. Aktionærerne gav afkald på deres indbetaling. Hele inventaret blev stillet til rådighed for direktionen.
Et nyt ”Genbrugs – Rådhus”
Til alt held trængte Aabenraa by til et nyt rådhus. Ideen var nu at rive Selskabshuset ned og opføre det som et nyt rådhus. Planen vandt tilslutning. Magistraten købte Selskabshuset for billige penge.
Bygmester P. Callesen der i sommeren 1820 havde fuldendt bygningen af Frederikslyst fik nu til opgave at rive det ned og genopføre det som rådhus. Og det var efter vor berømte arkitekt C.F. Hansens tegning. Man kan sige det var efter en bunden opgave. Denne bygning var i hvert fald, da jeg boede i Aabenraa en pryd for øjet.
Inventaret blev solgt ved en auktion. To lysekroner blev købt af agent Bruhn og major Hansen. I 1840 blev kronerne erhvervet af Magistraten og ophængt i rådhuset.
Neuber tabte ikke modet
For Neuber har det sikkert ikke været let. Men han tabte ikke modet. Han købte badehusene og badevognene og under store bekostninger lod han dem restaurere. Han fortsatte virksomheden under mere beskedne former.
Og restauratøren fra Selskabshuset købte bro – pavillonen og fortsatte restaurationen derfra.
Skønt vejret i 1828 ikke var særlig gunstigt for søbade havde dr. Neuber den tilfredsstillelse, at badeanstalten var bedre besøgt end de foregående år.
Om Neuber fortsatte med at drive badeanstalten til hans død i 1849 vides ikke.
Et glas på Aabenraa Museum
Et glas med navnet Caroline Neuber, Neubers hustru befinder sig på Aabenraa Museum. Det har tilhørt kaptajn C.C. Fischers svigermor, den senere fru Offersen fået af fru Neuber , da hun var en ung pige hos dem i deres hjem, Slotsgade 33.
Badeanstalt i Sydhavnen
Efter mange år efter dr. Neubers død, lå der en badeanstalt ved havnen. Senere blev den flyttet til Sydhavnen. Indtil 1920 kaldte tyskerne endnu Aabenraa, ”Ostseebad Apenrade”. Nu er badelivet flyttet til yderfjorden. Og her har undertegnede badet mange gange.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 7, 2022
En sort dag i Højers historie
Den 8. juni 1952 er ikke kun en sort dag for Roklubben Højers historie med også for hele byen. På denne dag druknede fem unge roere. Disse blev mindet på 70 års dagen for den tragiske hændelse ved Pinsegudstjenesten i Roklubben nede ved Vidåen ved Højer. Dansk – og tysksindede fandt sammen. De var kyndige sportsfolk. Færgeforbindelsen til Sild var blevet genoptaget. Alarm 4.30 om morgenen. De var ikke på Jordsand. Mange deltog i eftersøgningen. Redningsbåd fra List fandt båden. Specielle forhold i vadehavet. En mindetavle i klubben. Man talte ikke om tragedien. Den blev tiet ihjel. Dog taler man om den i klubben. Her er også en mindetavle.
Fem unge mennesker druknede
Den 8. juni er det 70 år siden at fem roere fra Højer druknede. Det var
Pinsegudstjenesten fandt sted den 5. juni ved den tyske roklubs klubhus, der ligger mellem den gamle fabrik og Højers gamle sluse.
Dansk – og tysksindede fandt de sammen
Den var ikke kun en sort dag for roklubben, men også for hele Højer. Den tragiske hændelse førte tyske og danske familier sammen. Dem fem unge mennesker fra Højer, hvis lig delvis først blev fundet flere uger efter.
Kyndige sportsfolk
De fem medlemmer som tilhørte ”Regatta-mandskabet” i roklubben var således kyndige sportsudøvere på vandet.
De var i gang med at træne til ro-regatta i Kiel. På den skæbnesvanger dag roede de fra Højer – kanal ud i Vadehavet. Fra den dag er det forbudt for Roklubbens medlemmer at ro ud i Vadehavet. Det står endda nedfældet i klubbens vedtægter.
Færge – forbindelse til Sild genoptaget
Få dage før den tragiske begivenhed havde de fem unge mennesker fejret en begivenhed med andre af Højers indbyggere, nemlig genoptagelsen af færgeforbindelsen mellem Højer og Sild.
Alarm kl. 4.30
Familierne bekymrede sig i første omgang ikke om at roerne som forventet ikke var kommet hjem. De specielle tidevands – strømme mellem Sild, Rømø og fastlandet var ikke ufarlige. Nogle gange søgte skibsbesætninger ved dårligt vejr tilflugt på øen Jordsand.
Først mandag morgen omkring kl. 4.30 blev der slået alarm. Det var faderen til roeren, Johannes Pörksen, der alarmerede politiet. Eftersøgningen indebar også brug af fly. På fastlandet langs kysten blev der også søgt efter roerne.
Var ikke på Jordsand
Johannes Pörksen tog til søs sammen med Højer fiskeren Willy Kühn. De tog i retning af Jordsand for at undersøge om de havde søgt tilflugt her. Det var desværre ikke tilfældet.
Mange deltog i eftersøgning
I flere uger ledte man uden resultat efter de savnede roere. Bønderne Christian Johansen og Hans Fedder Hindrichsen stillede til dette formål heste til rådighed. Et udvalg under ledelse af Højer – betjenten Gregers Jørgensen, Tæppefabrikant Johannes Kjærby og købmand Waldemar Ohlsen organiserede den videre eftersøgning. Også smedenes fagforening opfordrede sine medlemmer til at deltage i eftersøgningen.
Redningsbåd fandt båden
En redningsbåd fra List fandt roernes båd med bunden i vejret drivende i Lister Dyb. Den bevægede sig i retning mod Jordsand i den stærke strøm
Specielle forhold i Vadehavet
Ved stærk vind og ved springflod med højere højvande og lavere lavvande dannes der i det over 30 meter dybe område mellem Rømø og Sild mange gange forræderiske hvirvler, som gør det umuligt at nå den frelsende bred.
Kaptajnen på en tysk redningsbåd havde udtalt, at der om eftermiddagen på ulykkesdagen var observeret flere skypumper over sundet mellem Rømø og Sild. Derfor må man gå ud fra at robåden fra Højer er blevet taget af sådan en.
Borgere fra Højer havde nævnt at på ulykkesdagen var at det blæste lidt mere. Men det skulle ikke volde de erfarende roer nogen problemer. De kendte forholdene.
En mindetavle i klubben
Efter besættelsestiden og efterkrigstiden havde dansksindede og tysksindede i Højer måske et horn i siden mod hinanden. Men under eftersøgningen kom de meget tættere på hinanden. Borgmester Jens Matthiasen holdt under et byrådsmøde en mindetale. Også en indsamling blev iværksat.
Pastor Andreas Schau tog sig af begravelsen af de fire af roerne, der tilhørte det tyske mindretal. Den femte blev begravet på Sjælland.
En mindetavle i roklubben minder om de fem roere.
Man talte ikke om tragedien
I Volkert Truelsens familie blev der aldrig talt om ulykken. Onkel Andreas var en af de omkommende roere. Til Der Nordschleswiger fortæller han:
Hans onkel Heinrich kom ikke hjem fra Anden Verdenskrig. Han faldt i Rusland. Kun syv år efter enden på krigen sørgede bedsteforældrene over deres anden søn, Andreas.
Sådan fortæller Volkert Truelsen, der ved bådulykken kun var to år gammel. På dagen, hvor onklen blev begravet, var moderen taget til Tønder med ham og en fætter. Det var for at de ikke skulle få noget med. Sådan er det blevet fortalt ham. Det er også blevet fortalt ham, at det var ro-kammeraterne, der bar kisten fra kirken til kirkegården.
Tragedien har ikke afskrækket Volkert Truelsen i at sætte sig i en robåd. Hans forældre forbød ham heller ikke at ro.
Ulykken blev tiet ihjel
Æresmedlemmet Karin Thimsen bekræfter udtalelserne fra Volkert Truelsen, at det er sjældent at man taler om bådulykken.
Sådan udtaler den 85 – årige fra Sæd. Siden 1960 bor hun i Højer og blev hurtig medlem af roklubben. Også hendes tre børn har alle roet.
I klubben taler man om det
Hos medlemmerne i roklubben Højer bliver ulykken med de fem medlemmer med jævne mellemrum nævnt. Dette sørger mindetavlen i Bootshaus (klubhuset) også for.
Dette understreger Karin Thimsen, der i årtier har arbejdet med i roklubbens bestyrelse.
Hvis du vil vide mere
Juni 7, 2022
Briggen ”Gazelle” af Aabenraa
Der var andre skibe med samme navn. Dette skib var på vej til Formosa fra Hongkong. To kinesiske junker var på vej. Alle forsøgte at gemme sig. Man troede at kineserne ville slå alle ihjel. Det var ikke Hans, som Søren hørte. Søren Møller sank sammen på dækket. Senere fik han også et spark i siden. Røg fra en damper i sigte. Det var et tysk krigsskib. Det optog forfølgelsen af sørøverne. Pludselig kunne man høre kanon – torden i det fjerne. Rejsen til Formosa kunne fortsætte.
Andre skibe med samme navn
Det var i 1868, at briggen Gazelle fra Aabenraa under kaptajn J. Green løb ind i en ubehagelig overraskelse.
Under vores efterforskning fandt vi ud af, at en båd med samme navn var havareret i 1862. Den stammede fra Sønderborg. Ligeledes havde preusserne et krigsskib med samme navn. Og det opererede på et tidspunkt i det samme område, hvor vores historie foregår.
På vej til Formosa
Skibet havde i Hongkong indtaget en ladning stykgods og 36 kasser Opium, som skulle transporteres til Takao på øen Formosa. Man forlod havnen hen ad morgenstunden med let sydlig vind for fulde sejl.
Hen på formiddagen var man kommet et stykke fra land. Nu blev det næsten helt stille. Nogle af sejlende blev taget ned. Der var ingen skibe i nærheden bortset fra to kinesiske junker som besætningen mente var fiskere. De firede deres sejl og begyndte nu at ro hen til Gazelle.
To kinesiske junker på vej
Ingen havde nogen fornemmelse af, hvad der nu ville ske. Kaptajnen gav derfor ordre til at gå til middag. Da vejret var godt og luften klar blev bådsmand Søren Møller, som den eneste tilbage på dækket.
Før kaptajnen gik ned i kahytten, bad han bådsmanden gik besked, når der kom lidt mere vind. Bådsmanden havde ikke nogen særlige arbejdsopgaver så han holdt øje med de to kinesiske fartøjer. De havde nu sat farten op og nærmede sig Aabenraa – skibet.
Da de nu var 100 alen, agter for Gazelle, roede de længere fra hinanden og lidt længere ud. Men de var dog stadig i retning mod Gazelle. Derfor kaldte Søren Møller nu alle mand på dæk.
Alle forsøgte at gemme sig
I det samme lød der et kanonskud fra den ene båd. Nu gik det op for mandskabet at man havde med sørøvere at gøre. Der opstod nu angst og fortvivlelse hos mandskabet. Enhver forsøgte at skjule sig. At gøre modstand mod så mange kunne der ikke blive tale om. Man var nødt til at overgive sig til skæbnen og så håbe på det bedste.
Den første kugle var gået gennem et af sejlene. Søren Møller løb nu bort fra roret og foran i skibet. Her rev han låget af den store klyds (beslag) som ankerkæderne går igennem ned til kædekassen. I den krøb han ned. Han begyndte at tænke på sin skæbne og på sine kammerater.
Kort tid efter mærkede han et voldsomt stød mod skibssiden. Derefter stormede kineserne op på dækket, hvor der blev et forfærdeligt spektakel. Men Søren sad lige så stille som en mus i en fælde.
Kineserne slår dig ihjel
Sådan sad han i flere timer og tænkte i sit stille sind:
Og mon ikke resten af besætningen tænkte det samme? Han hverken hørte eller så noget til dem. Mens han sad og tænkte blev han pludselig forstyrret og krøb endnu mere sammen af angst.
Lugen foran blev pludselig åbnet. Hele for-lasten var nu fuld af kinesere. De begyndte at losse lasten. Han forholdt sig ganske rolig i sit skjul. Der var ingen, der tænkte på, at han sad ganske tæt i nærheden af dem. Kun en bræddevæg var imellem.
Det var ikke Hans
Efter en god halv time blev alt stille. Han kunne nu høre at de var midtskibs. Kort tid efter kunne han nu høre, at der kom en mand ned i for-lugen. Så vidt han skønnede var det dog en fra besætningen, en anden letmatros. Han var dansker og hed Hans.
I sin dumhed råbte Søren Møller nu:
Til sin skræk fandt Søren Møller nu ud af, at det ikke var hans men en kineser. Og da denne hørte råbet skreg han alt hvad han kunne efter hjælp.
Søren Møller sank sammen
Søren Møller var nu tvunget frem fra sit skjul ellers ville de have skudt ham. Da han var kommet langt nok op, tog de Søren i håret og hev ham helt op. Han skreg nu højt. Han regnede med at de ville dreje halsen om på ham. Det skete dog ikke.
Men da han kom op på dækket, sprang der straks en til og gav ham nogle slag i nakken med et eller andet. Søren Møller faldt nu bevidstløs om på dækket.
Efter et stykke tid, kom han til sig selv Han havde en frygtelig hovedpine og øjnene var stærkt ophovnede. Han konstaterede, at han måtte have ligget der længe, for solen begyndte allerede at forsvinde bag bjergene. Det måtte være sent på eftermiddagen.
Han fandt det nu bedst at blive liggende, hvor han lå. Så kunne kineserne gøre med ham, hvad de havde lyst til. Fra hans plads kunne han se, at de var i gang med at losse lasten ned i bådene. Det som de ikke havde brug for, gik over bord.
Nogle af sine kammerater fik han også øje på. De måtte arbejde med. Nogle af dem havde et tørklæde om hovedet.
Et spark i siden
Da solen var borte, holdt kineserne op med lastningen og gik om bord i deres egne skibe. Alt gik efter kommando. Da de fleste var om bord, kom to af dem som vist nok var kaptajnerne, forud, Hvor Søren Møller lå og havde en hemmelig samtale med hinanden i det kinesiske sprog, som Søren Møller ikke forstod.
Begge var bevæbnet med sabel og revolver. De tog slet ikke notits af Søren Møller. Da de gik, gav den ene ham et ordentligt spark i siden. Søren Møller bed tænderne sammen, dels af smerte og dels for ikke at skrige. De sprang så op på rælingen, gik om bord og gav kommando til at kaste los. Alle årer blev sat i vandet. Så gik det i en fat nordpå op under landet mod Swatau.
Røg fra en damper i sigte
Gazelle lå helt stille. Der var ikke et skib eller damper i sigte, skønt det var tæt under indsejlingen til Hongkong. Man var uden proviant og sejl. Det som røverne ikke havde taget med, havde de ødelagt. Selv kompasset og kortene havde de taget med.
Da kineserne nu var borte, kom Søren Møller op i en fart og løb agter. Mandskabet gjorde store ansigter. De troede at kineserne havde slået ham ihjel og kastet ham over bord.
På kahytsdækket samledes hele mandskabet. Man fik talt om, hvad de alle havde måttet lide og hvad de nu skulle gøre. Pludselig rejste en af matroserne sig og så stift mod den østlige horisont. Så råbte han:
De andre mente dog at det bare var en sky men matrosen holdt stædigt på sit. Kort efter kunne nu også se, at det var en damper, der kom nærmere. Klokken var i nærheden af 20. Det var lyst nok til at damperen eventuelt kunne få øje på dem.
Det var et tysk orlogsskib
Til deres store glæde viste det sig at være et tysk orlogsskib, så nu kom der hjælp.
Da skibet var kommet op på styrbordsside, stoppede maskinen. Der blev spurgt på engelsk, hvilket skib, det var.
Kaptajnen svarede, at det var den preussiske brig ”Gazelle” af Aabenraa, at det kom fra Hongkong og skulle til Formosa samt at der havde været sørøvere ombord som havde taget alt.
Kommandanten spurgte så, om de ønskede hjælp, hvilket blev besvaret med:
Og svaret var så, at den straks kom.
Orlogsskibet optog forfølgelsen
Nu blev der liv på det tyske krigsskib. To af kutterne blev sat i vandet. Efter en kort manøvre kom også to både roende over til Gazelle. De var fuldt bemandede med nogle høje officerer. En af disse spurgte Gazelles kaptajn om en hel masse.
Det hele blev skrevet op i en bog. Så blev der ført en slæbetrosse om bord på krigsskibet, der satte fuld damp op og slæbte afsted med Gazelle i nordlig retning. Henimod klokken 23 lod Gazelle ankeret falde. Man var nu tæt på land. Fra krigsskibet kom nu en båd med proviant. Og alt hvad der manglede af lamper og olie kom der også.
Krigsskibets mandskab kom ombord og holdt nu øje med eventuelle sørøvere.
Da nu alt var i orden for natten dampede krigsskibet nord på for at indhente kineserne som dog sikkert var gået ind under land for at søge sig et skjulested.
Kanontorden i det fjerne
Mens besætningen nu sad og diskuterede med marinerne, som var ombord på Gazelle råbte vagten til officeren på dækket, at han kunne høre kanontorden i nordlig retning. Det varede i cirka et kvarters tid.
Klokken cirka to om natten kunne vagten se nogle raketter stige til vejrs. Endnu en time senere kunne man se krigsskibet, som havde en kineser – junke på hver side. Den dampede hen imod Gazelle.
Næste morgen kom kommandanten selv ombord på Gazelle og tog kommandanten og styrmanden med over til kineserne. En times tid senere kom båden tilbage igen med Gazelles sejl og meget andet, som kineserne havde taget.
Lidt efter kom en bådladning proviant og vand Mandskabet på Gazelle måtte nu til at binde sejl.
Rejsen til Formosa kunne fortsætte
Da Gazelle efterhånden havde alt om bord til rejsen, tog officeren afsked med mandskabet. En underofficer og 10 mand blev dog om bord på Gazelle for at hjælpe med rejsen til Takao.
Krigsskibet satte fuld damp med begge junker på slæb mod Hongkong.
Rejsen til Takao varede kun kort. Livet var reddet for denne gang. For den gode hjælp kunne man takke den brave kommandant på korvetten Medusa som til alt held på den tid opholdt sig her på kysten i de kinesiske farvande.
Det var ikke alle Aabenraa – skibe, der var lige så heldige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 5, 2022
Endnu flere zeppeliner i Tønder
Et militærfly faldt ned på den gamle landingsbane i 1930’erne. Det var en dårlig landingsbane. Tyskerne havde en del luftskibe. En kæmpe dobbelthal med plads til 150.000 mennesker. Store tab af luftskibe, Tønder mistede også mange luftskibe. L 19’ s rørende undergang. Besætningen på L 15 reddet i sidste øjeblik. Angreb allerede i 1914. En snestorm forhindrede angreb i 1916. Marineminister Churchill modsatte sig planen. Ingen ansvarlig officer til stede da englænderne kom. To bump vækkede Tønders befolkning. To angreb. Endelig skød tyskerne. Tre af flyene landede ved Esbjerg. Tyskerne: ”Kun ringe materiel skade”. Englænderne: ”Det var vigtigt at sætte Tønder Stationen ud af spil”.
Et militærfly styrtede ned
Vi har efterhånden skrevet en del om zeppelinerne i Tønder. Meget af det bliver på en eller anden måde gentagelser. Åbenbart styrtede et dansk militærfly ned her engang i 1930’erne. To mand blev dræbt.
En dårlig landingsbane
Der hvor flyet styrtede ned var engang en landingsbane. Og der lå og ligger en flyhangar. Og denne hangar er blevet renoveret og står der endnu. Men de store luftskibshaller er for længst revet ned. Men inden da var disse haller genstand for et par engelske angreb.
En del luftskibe
Den tyske marine disponerede ved krigens udbrud (Første Verdenskrig) over en del luftskibe. Men de var nu ret små i begyndelsen. Disse luftskibe blev brugt i bevogtningen og til rekognoscering, Senere fik de større opgaver. Stationerne kom til at ligge i Cuxhafen, Oldenburg, Wilhelmshafen og Tønder. Under krigen kom der flere til.
Ja der er mange der ikke ved det, men cirka tre kilometer nord for Tønder blev der bygget to kæmpehaller og en mindre. Den ene af dem blev allerede revet ned i 1918, da den var blevet overflødig. De sidste to blev ødelagt helt eller delvist ved det engelske angreb i 1918.
En kæmpe hal
Et større gasanlæg blev anlagt til fyldning af luftskibene. Her var også mandskabsbarakker. Hele stationen dækkede et meget stort areal. Den største af hallerne var 275 m lang og 75 m bred. Ja og hele 45 m høj. Den kunne vel rumme en forsamling på 150.000 mennesker.
Stationen var beskyttet af de sædvanlige batterier med luftværnskanoner. Der var også anlagt en radiostation, der både skulle tjene som korrespondance med skibene, når de var ude. Og så var den tillige pejlestation.
Store tab af luftskibe
Tjenesten om bord på luftskibene var nok den farligste og den mest romantiske. Hvor farligt det var fremgår af nogle tal:
Tønder mistede også mange luftskibe
Mange af de luftskibe, der under krigen lå i Tønder gik tabt. Man talte aldrig om det, mens krigen varede. Efter krigen kom sandheden frem. Man har gennem officielle dokumenter, memoirer osv. Erfaret de mange skæbner.
Her skal blot nævnes nogle enkelte. L 12 var med på en af de første ture til England. Det blev ramt over London. Det måtte nødlande uden for den hollandske kyst og blev ødelagt. L 48 blev skudt ned i England. L 45 gik ned i Frankrig med havari efter et Englands – angreb. Det gik dem omtrent på samme måde. Kun deres levetid var forskellig.
L 19’ s rørende undergang
Mest gribende var L 19’ s undergang. Den begivenhed blev meget omtalt. I januar 1916 deltog det i et angreb mod England og blev ramt af granater. Kort efter styrtede det ned i Vesterhavet. Skibet brækkede i to dele. Besætningen på 16 reddede sig op på vragets øverste top.
Om morgenen nærmede en engelsk fisketrawler sig, men den nægtede at tage de skibbrudne om bord. Der sås aldrig mere til L 14. Men i april dukkede en flaske i land. Den indeholdt to sedler, som var de sidste hilsner fra L 19. På den ene stod:
Og på den anden:
Løwe var chefens navn.
King Stephans kaptajn undskyldte sig senere med, at man ikke turde tage tyskerne om bord. De var flere end hans besætning, så de kunne have erobret skibet.
Tyskerne tog en ædel hævn. De erobrede i 1918 skibet med hele dets besætning. Men både kaptajnen og mandskabet blev godt behandlet trods L 19 – affæren.
Besætningen på L 15 reddet i sidste øjeblik
En lignende tragedie havde i april samme år nær ramt besætningen på L 15, der også var styrtet ned. Den blev også fundet af nogle trawlere, som nægtede at tage tyskerne op. Men så kom en engelsk jager til, som bjergede de skibbrudne.
Angreb allerede i 1914
Efter krigens udbrud ventede man en række angreb af engelske flyvere på tyske havne og luftskibsstationer. De kom da også i hurtig rækkefølge i efteråret 1914. Men det lykkedes ikke.
De første angreb rettedes mod luftskibshallerne i Köln og Düsseldorf. Men ingen af dem blev ramt. I oktober kom de igen over Düsseldorf. Denne gang lykkedes det at ramme en af hallerne og et luftskib blev ødelagt.
Juledag 1914 foretoges et større angreb mod Norderholz, der var den største marinestation og mod Tønder med ringe resultat.
De nåede aldrig Tønder
Over Tønder nåede de ikke engang frem. Så var der fred i halvandet år. I den periode forstærkede tyskerne deres luftforsvar. Angrebsmulighederne var for små indtil materiellet blev væsentlig forbedret. Flyvemaskinernes aktionsradius og bæreevne var bragt en del i vejret.
En snestorm forhindrede angreb
I slutningen af marts 1916 var Tønder atter målet for et engelsk angreb. Tønder lå nærmest krigsskuepladsen i Nordsøen. Så det havde stor betydning at kunne ødelægge stationen.
Det lykkedes dog heller ikke denne gang. Angrebet udgik fra et flyvemaskine – moder-skib , der løb over mod den tyske kystunder dækning af den såkaldte Harwich – Eskadre. Samtidig var en del af krydserafdelingen fra Rosyth ude, så var det livlig røre på havet. Den dag.
Der kom også til nogle mindre sammenstød mellem de lettere stridskræfter. Men luftangrebet var mislykket.
Der deltog 5 maskiner i fremstødet, men de nåede ingen resultater. De kom ind i en snebyge, netop da de var over hallerne. Man kunne dårligt orientere sig. Deres bomber ramte ikke. Tre af de engelske fly var tvunget til at lande. Kun de to nåede tilbage. Seks piloter blev taget til fange.
Churchill modsatte sig planen
Tønder undgik dog ikke sin skæbne. Angrebet den 19. juli 1918 lykkedes. Også denne gang foregik angrebet fra et flyvemaskine-moderskib, der tog position dækket af krydsere og jagere 80 sømil fra kysten. Moderskibets navn var ”Furious”.
Dette skib var oprindelig bygget til særligt brug i Østersøen. I krigens første år arbejdede ”Første Sølord, admiral Lord Fischer” for at få gang i et angreb mod Tyskland gennem Østersøen og lod derfor sætte på stablen nogle svære skibe med ringe dybde.
Marineminister Churchill modsatte sig planen.
Ingen ansvarlig officer
Men angrebet lykkedes denne gang. Tyskerne blev taget på sengen. Lidt før kl. 5 blev stationen alarmeret fra en af stationerne på øerne. Men ude ved hallerne var man sent om at stå op. Der havde været en større fest om aftenen. Og det så ud til at der manglede en officer, der kunne tage affære.
Der var ingen flyvemaskiner til stede til forsvar. Det viste sig at landingspladsen ikke var egnet til at lande på. En maskine var netop i de sidste dage landet på hovedet. Derfor var alle maskiner sendt til Sild.
To bump vækkede Tønders befolkning
Tønder vågnede ved to dumpe brag syd for byen. Flyvemaskiner var over byen. De havde runde mærker på vingerne. Det var englændere. Der var fire i alt. Den ene gik lavt syd om byen. Den kastede to bomber. Den ene ramte i marken, hvor en kone sad og malkede. Den slog et mægtigt hul på størrelse med en branddam. Konen blev dog ikke ramt.
Den anden bombe ramte på kvægmarkedet. Det var lige ved siden af en vagtsoldat, der chokeret løb sin vej. Der var længe et stort hul i brostensbelægningen. Maskinen fortsatte i lav højde ud til hallerne. Den kom lige forbi borgmester Plewkas sovekammervindue.
Efterfølgende var vittigheden i Tønder, at borgmesteren strakte hånden ud for at anholde piloten.
To angreb
Imens var de tre andre fly gået lige mod hallerne. Propellernes snurren havde fået mandskabet på benene. Maskinerne strøg ganske lavt over hallerne. Bomberne begyndte at regne ned. På det tidspunkt var der kun to haller. Den tredje hal var næsten nedrevet.
Den mindste af de to haller var tom. Den store dobbelthal indeholdt to zeppelinere L 54 og L 60. Pludselig slog røgen op fra den store hal. Det kvalmede op i store skyer. Luftskibene brændte. Portene havde stået åbne, så en eksplosion blev derved undgået. Luftskibene brændte langsomt op.
De tyske besætninger sprang uden betænkning hen til de brændende haller og begyndte at slæbe de store bomber ud. Det lykkedes at få dem væk fra flammehavet så en frygtelig eksplosion blev undgået.
De engelske fly havde slået et sving ud over markerne. Men nu kom de igen. De havde opdaget at den lille hal ikke brændte. De kunne ikke vide, at den var tom. Den skulle dog også ødelægges.
Endelig skød tyskerne tilbage
Endelig var mandskabet på basen parat. Nu knaldede både kanoner og geværer imod dem. Ved det første angreb var der ikke løsnet et eneste skud mod flyene. Man kom ganske lavt ind over pladsen og lod bomberne falde. Der lød brag efter brag. Den lille hal blev ramt flere gange, men den ville ikke gå i brand.
Et par bomber faldt i nærheden af nogle jernbanevogne med benzin. Men nu var flyene så lav, at kanonerne ikke kunne anvendes. Og så fortsatte englænderne øst på. Tyskerne lagde mærke til at den ene maskine havde tabt landingshjulene. Da den stadig gik længere ned, troede de at den var beskadiget og ville nødlande.
Der udbrød et jubelskrig. Men tyskerne blev skuffede. Flyet gik under telefonledningerne og rev den ene ledning ned. Han gik nu nord på.
Tre af flyene landede ved Esbjerg
De engelske piloter var kommet ganske uskadte fra angrebet. Men de nåede ikke hjem igen. De havde ikke benzin nok til at nå ud til Furious. Derfor satte de kursen mod den danske grænse ved Kongeåen.
Den ene af maskinerne søgte ud mod havet. De tre andre landede ved Esbjerg, en i Guldager og to ude på Skallingen. Efter landingen satte piloterne ild til deres maskiner.
Oprindeligt havde det været 6 fly. To af dem måtte dog returnere kort efter start. De nåede ikke engang på tysk område.
Tyskerne: ”Kun ringe materiel skade”
Dagen efter angrebet meddelte tyskerne, at der kun var anrettet ”ringe materiel skade”. Sandheden var at hallerne var ødelagt og to luftskibe var brændt. Den lille hal blev ikke istandsat. Den store hal blev repareret og stod der stadig i 1920.
På den store marine – flyvestation i Aabenraa var alle maskiner klar til at gå op, hvis fjenden skulle vise sig. Alle de mange maskiner lå i rækker ude på fjorden.
De engelske piloter blev interneret i Danmark. Men et par af dem så deres snit til at flygte. De nåede da også England tidlig nok til at komme ud på nye togter.
Tønder Stationen var vigtig at sætte ud af drift
Efter våbenstilstanden blev Tønder besøgt af en allieret kommission. Da var den store hal netop igen gjort klar til brug. Resterne af de to andre haller bestod kun af fundamenterne. Efter krigen meddelte englænderne, at det var Tønderstationens geografiske beliggenhed, der gav en særlig betydning. Luftskibene herfra kunne bedre end andre følge de engelske minelægninger mellem Norge og de skotske havne.
Det var det, man havde ønsket at gøre en ende på. Det var givet piloterne ordre på at flyve nordpå, hvis de mente, ikke at kunne nå moderskibet igen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 4, 2022
En spillemand fra Rørkær
Brødrene fra Rørkær. De var meget forskellige. De levede i små kår. Smart måde at tjene penge på. Han byggede et nyt hus uden hjælp. Børnene havde arvet evnerne. Dr. Ulrich var en personlig ven. Fuld af skøre indfald. Noder til afskrivning. Man skulle gå langt med en kontrabas. Hævnen i Løgumkloster. På landet havde man en sundere smag. Dresen havde mange talenter. Musik kan godt forenes med afholdenhed. Leder af Rørkær bibliotek. Hvad skete der med familien.
Brødrene fra Rørkær
De var meget udbredte dengang – Landsby – spillemændene. Det var dengang, da den landlige ungdom trådte dansen på ler-gulvet.
Blandt de mere kendte spillemænd fra dengang var brødrene Dresen og August fra Rørkær. I en hel menneskealder har de spillet. Fra Rørkær til Ribe eller Nibøl og Læk og østpå helt til Aabenraa.
De var meget forskellige
De to var meget forskellige. Den ene var fuld af humor og komik. Han fik mange pudsige indfald. Han var en meget lystig spillemand. Men August var en mere stille og rolig person.
Jo Dresen havde endda Kongelig Musikprivilegium. Det var ham, der var den kendte og populære. August var bare med son ”anden violin”.
De levede i små kår
Dresen blev født i 1829. Han var søn af skræddermester A.P. Petersen, en kendt patriot i den tid. Som dreng tog han undervisning hos byens skolemester. Dengang skulle det ikke så meget til at underholde som nu til dags. Han blev en meget dygtig musikant efter datidens forhold.
Efter konfirmationen tog han i lære hos en tømmermester i Ravsted. Han blev skibstømrer i Sønderhav på Fanø. Han tog dog snart hjem igen til Rørkær og fortsatte sit musikliv hjemme fra. Han giftede sig og i mange år levede han sammen med sin kone i små kår.
De fik mange børn. De boede i en gammel rønne, der tilhørte gårdejer Hans Petersen. Men snart var huset så forfalden, at det skulle nedbrydes. Der var ingen anden lejlighed at få i Rørkær dengang.
Smart måde at tjene penge på
Dresen tænkte på at bygge et nyt hus, men hvor skulle han få pengene fra? En skønne dag stod Dresen og opmålte byggepladsen. Det var lige uden for gårdejer Kresten Rask’ s ejendom. Grundstykket tilhørte nu ikke gårdejeren.
Men byggeriet ville komme til at genere gårdejeren. Det ville gå ud over hans udsigt. Men vores spillemand var nu ligeglad. De blev dog enige om, at såfremt gårdejeren betalte Dresen 100 Daler, så ville han ikke bygge der.
Dagen efter begyndte han så at opmåle et grundstykke foran gårdejer Christian Hostrups ejendom. Det var lige over for vinduerne på den anden side. Med denne gårdmand sluttede Dresen ligeledes en handel af. Ja han fik endda et grundstykke i tilgift.
Han byggede et nyt hus – uden hjælp
Nu kunne Dresen begynde at tænke på at bygge et nyt hus. Materialet havde han liggende fra det gamle hus. Dette var blevet ham tilbudt gratis. Huset byggede han selv uden nogen som helst hjælp. Om det står der endnu vides ikke. Det er mange år siden undertegnede har været i Rørkær.
Børnene havde arvet evnerne
De fleste af de seks børn kunne spille særlig den ældste af dem – Agate. Hun var ofte sammen med faderen ude at spille. Og hele natten igennem sad hun sammen med sin far og spillede ved familiefester.
Den eneste søn, A.P. Petersen havde særlige evner. Han blev sendt på Musikkonservatoriet i København. Det var byens dansksindede, der samlede sammen, så han kunne drage afsted. Han blev elev af Niels Gade, Svendsen og Rung.
Han blev optaget i pension hos Neergaards, Reedz Thotts og Dr. Ulrichs hjem.
Dr. Ulrich var en personlig ven
I den forbindelse skal da lige nævnes, at Dr. Ulrich var Dresens personlige ven. Som vi tidligere har skrevet her på siden, var Dr. Ulrich blevet stenet ud af Tønder By.
Dr. Ulrich tog flugten til sine venner i Rørkær. Vi troede her på siden, at tog til Møgeltønder. En sten, som blev kastet efter ham og landede i vognen gemte familien. I mange år blev den brugt som brevpresser.
Efter to års uddannelse på skolen fik A.P. Petersen friplads. Men han døde desværre meget ung til stor sorg for Dresen og hans familie.
Fuld af skøre indfald
Dresen var kendt i vide kredse. Med kalveskindstasken på ryggen kom han milevidt omkring. Ved bryllupsfester og barselsgilder måtte Dresen lige afstemme hans gøremål med præsten. Det skete ofte at Dresen spillede en rask hopsa, når brudeparret kom ud af kirken.
Engang da brudgommen hed Peter spillede Dressen ”Dumme Peter”, da brudeparret kom ud af kirken. Hele følget morede sig meget over dette. Ofte var det præsten, der måtte rette sig ind efter spillemanden.
Når Dresen var alene ude benyttede han for det meste violinen eller klarinetten, som dengang var af buksbom med højst fem klapper.
Noder til afskrivning
Noderne blev lånt hos andre spillemænd til afskrivning. Det var bl.a. af spillemand Christiansen fra Vimmersbøl og spillemand Davidsen fra Skast. Denne var faktisk far til den kendte godsforvalter Davidsen på Schackenborg.
Trykte noder kendtes endnu ikke herhjemme. De første trykte noder kom til Rørkær i 1870 fra Carl Møller, Skive. Det var først her at spillemændene begyndte at spille i flere tonearter. Var det fejl i noderne gjorde det ikke så meget. Der blev altid spillet i takt.
Man gik langt
Utallige gange er spillemændene fra Rørkær gået herfra med kontrabassen på ryggen til ringridning i Ravsted. Også mellem jul og nytår i bidende kulde. De spillede også til ringridning i Rens. Top dage spillede de til Mikkelsdag i Tønder, derfra til marked i Læk. Et par dage derefter til Kongens Fødselsdag i Sdr. Sejerslev. Nogle gange fik de ikke sovet i otte dage. At spille til 60 – 80 bryllupper i et år var ikke unormalt.
De gamle skikke og ceremonier der fulgte med til gilderne kendte spillemændene til – dengang. Ved bryllupper skulle musikerne være de første om morgenen. Alle gæster skulle spilles ind. De første gæster ankom ved 9 – tiden.
Hævnen i Løgumkloster
Hvad betød det kongelige privilegium? Ja det gjaldt 2 mil i luftlinje. I Løgumkloster havde Dresen de bedste offentlige steder. Musikeren Bestmann var ikke glad for dette og gjorde alt for at gøre ham umulig her. Men befolkningen ville have den populære spillemand fra Rørkær.
Engang mente Bestmann at grænsen var overskredet. Det var mere end 2 mil. Dresen var bestilt til Mikkels marked. Og konkurrenten havde klaget til borgmesteren. Dresen skulle stille med en kaution på 100 mark. Og Bestmann fik medhold.
Midt på aftenen kom gendarmen og forbød Dresen at spille videre. De 100 mark måtte betales. Samme nat gik han nu til Tønder for at klage til herredsfoged Dirks. Denne ville endnu samme nat medsende to gendarmer for at ophæve borgmesterens afgørelse i Løgumkloster. Men ak natten var over. Og selv om Dresen i sidste ende fik ret, så havde Bestmann fået sin hævn.
På landet havde de sundere smag
Selv om det ofte var anstrengende ture, som de var på – de to spillemænd fra Rørkær holdt de sig sunde og raske. De spillede endnu i deres 80. år.
På landet blev de gamle folkelige dansemelodier bevaret. Det var en sundere smag end de nymodens Varité-Melodier. Disse gamle, ofte kønne melodier hørte til hjemstavnens ejendommeligheder.
Nu var indtægten fra spillevirksomheden ikke nok til at brødføde en familie. Det var nødvendigt at have et erhverv ved siden af. Dresen var en begavet mand. Han var dygtig til det, som han tog fat på. Således var han en dygtig drejer. Mange pæne ting har han lavet.
Dresen havde mange talenter
Han var ligeledes kendt som en dygtig urmager. Hvis en eller anden i Tønder havde et gammelt Bornholmerur så skulle Dresen nok få urværket til at gå. Hvis en eller anden havde noget værdifuldt porcelæn eller lignende som var gået itu, så gik man til Dresen. Ingen satte en klinke på som ham.
Endvidere havde han et lille landbrug, som hans kone, Maren passede. Men han elskede at komme ud og spille. Det hjalp også på hans humør. Var det en periode, hvor han ikke var ude at spille kunne han godt blive sur.
Musik kan forenes med afholdenhed
På et tidspunkt led han af gigt og måtte gå med stok. Da fik han ingen musikbestillinger. Så han smed stokken. Han var afholdsmand og dette var beviset på at musik godt kan forenes med afholdenhed.
Men Dresen var afhængig af skråtobak. Det skulle han have. Og maren sørgede for at han aldrig udgik for det.
Leder af Rørkær Bibliotek
Jo også var han leder af Rørkær Bibliotek. Dette bibliotek var oprettet af hans far og lærer Kloster i 1839. Bogsamlingen havde til huse hos Dresen. Fra 1864 til sin død i 1907 passede han biblioteket. Den største stue ofrede han til bogsamlingen. Et gammelt taffelformet klaver tjente som bord.
Udlånet foregik på gammeldags måde. Det var sjældent at en bog forsvandt. Da biblioteket overgik til Sprogforeningen, blev bogsamlingen forøget til en af de største i landet. Således var den i 1920 på 3.000 bind.
Hvad skete der med familien
Dresen døde i 1907. Det gamle spillemandshjem blev solgt. Enken flyttede til Sønderborg til den yngste datter Christine. Tre af døtrene flyttede til Amerika og en til Sønderho på Fanø. Den yngste datter tog til Flensborg. Hun blev tidlig enke og flyttede til datteren Helene, der var ansat i den danske Borgerskole som lærerinde.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: