Artikler
Juni 1, 2022
Omkring Rømø – dæmningen
Engang var her enestående flot. Den svorne vej. Da kongen var i Ballum. En krig kom i vejen. Slaget i Vadehavet. Den russiske udenrigsminister truede. Hvad var det nu hans Markmand så? Dengang de var velhavende på Rømø. Da skipperne var Rømø fortalte om deres togter. En besværlig overfart. Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin. Man ville have et havdige. Det startede med franskmænd. Russerne var mere hårdføre. Brorson var også imponeret af naturen. Det var som Tour de France. Forslag om Rømø Dæmning er fra 1939
Engang var der her enestående flot
Naturen mellem Ballum og Astrup Banke er specielt. Hele dette område skiftede karakter fra årstid til årstid. Om foråret er det vældigt spraglet blomstertæppe. Her var engang en masse strand – og vadefugle. Her var engang masser af stude. Engang var her også en mægtig skøjtebane.
Der er nu stadig særdeles skønt og anderledes i området.
Den svorne vej
Her er masser af overleverede sagn og virkelige begivenheder fortalt fra slægt til slægt. Det var bl.a. historien om ”Den svorne vej”.
Bymændene i Misthusum aflagde en højtidelig ed på at de stod på deres egen jord. De havde fyldt jord i deres støvler derhjemme. De svor altså men og kunne aldrig finde fred.
Efter sagnet skal folk i mørke stormnætter have mødt dem ude på det sted, hvor de svor falsk ed. Den dag i dag bærer vejen navnet som et vidnesbyrd om disse mænds forbrydelse.
Og sagnet beretter yderligere, hvorledes hævnen ramte deres by, da den store flod i 1634 brød ind over sletten og ”borttog al det Huus”, som der stod udskåret på en gammel bjælke i en af de nybyggede gårde. Over 40 mennesker fandt deres død i bølgerne.
De tomme banker taler deres tavse sprog om ulykkesnatten den 11. oktober 1634. Denne landsby blev udslettet i løbet af nogle få timer.
Da kongen var i Ballum
Cirka ti år efter var der igen opstandelse på samme egn. Det rygtedes at selve Hans Kongelige Majestæt Christian den Fjerde havde indfundet sig i Ballum. I hans breve fortæller han om formålet med sin rejse i datidens afsides liggende landsby i Riget.
Kongen havde længe syslet med tanken om at rense kysten for fremmede pirater. Siden 1630 var der placeret et ”Leje for en Flådeafdeling” her. Han ville ved selvsyn finde ud af, om der kunne indrettes en havn på dette sted.
Hans tanker gik i retning af ”En fornem handels-stad” for at bruge hans egne ord. Med denne plan traf han også forberedelser til at beskytte kysten. Og den påtænkte handelsbys nærmeste opland med et dige fra Ballum til Astrup Banke.
En krig kom i vejen
Men det blev kun ved tanken. For snart var der atter krig. Det var i 1644 både nord og syd af stærke fjendtlige kræfter. En forenet hollandsk – svensk flåde ankrede op samme forår i farvandet mellem øerne og Ribe.
Slaget i Vadehavet
I Lister Dyb blev de fjendtlige skibe dog overrasket af den gamle konge som fører for 7 større skibe, mens den fjendtlige flåde bestod af 28 mindre fartøjer.
Ivar Vind, der var kaptajn på ”Trefoldigheden” skriver i sine optegnelser:
Kanonernes brag opskræmte naturligvis befolkningen langs hele kysten fra Ribe til Højer. Dr. Joachim Timmermann, der var medlem af Ribe Domkapitel, udtalte kort efter i en latinsk tale, at fjenden der havde besat Ribe, teede sig noget hovmodigt:
Sådanne beretninger fra fortiden kunne fængsle drengenes fantasi.
Den franske udenrigsminister truede
Af landsbyen Misthusum blev kun Markmandens Hytte tilbage bygget på tomterne af den sidste gård. Fortællingen om forholdene i ældre tid vedblev med at leve. De blev blandet med sagn og sære forvarsler som ting der var sket.
Nogle havde set soldater i røde bukser færdes ude ved strandkanten.
I begyndelsen af 1900 – tallet udtalte den franske udenrigsminister som en trussel mod Tyskland, at man kunne landsætte 100.000 på vestkysten af Slesvig Holsten. Dette fik tyskerne til at reagere. Man lagde mærke til visse forsvars-foranstaltninger.
Hvad var det Hans Markmand så?
Og gamle Hans Markmand fra Hundegade, der var synsk, havde gang på gang lagt mærke til to runde ildskriver så store som en tallerken, der i rasende fart inde fra landsbyen suste frem mod havet. Jo den gamle markmand var en pålidelig mand. Men hvad kunne det være?
Overtro?
Dengang de var velhavende på Rømø
Kiggede man ud over markerne kunne det hænde dengang at man kunne se sejlene fra en skude ude i Vadehavet. Det var en skipper fra Rømø, der havde et ærinde inde på fastlandet. Han satte kursen mod det lille brohoved ved åmundingen.
Det var dengang en oplevelse. For godt nok lå Rømø kun en god mils afstand over på den anden side af Vadehavet. Men de var noget for sig. Mennesker derover havde deres eget sprog.
Jo engang havde der boer ca. 40 kommandører på Rømø. De sejlede på Grønland. Dengang var der rige dage på Rømø. Mangen en gård på fastlandet stod i gæld til dem. Siden gik det ned ad bakke.
Da skipperne fortalte om deres togter
Men mændene blev regnet for fode sømænd. Kvinderne, der dengang endnu gik i deres smukke nationaldragt passede landbruget, som ikke gav så meget afkast. De gamle skippere havde buskede fuldskæg, det vejrbidte ansigt, ringene i ørene, den vuggende gang og det syngende tonefald.
De fortalte gerne om deres togter mod nord til Ishavet på hvalfangst eller langt mod syd til Molukkerne i det indiske ocean.
En besværlig overfart
Overfarten fra Rømø til fastlandet skete ellers dagligt ved højvande over Ballum med en færge. Det har altid været en omstændig sejlads. Man skulle altid indrette sig efter vejr og vind. Båden kunne ikke gå ind til kysten.
Både mennesker, fragten og posten måtte det sidste stykke vej befordres i et hestekøretøj med høje hjul.
Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin
Omkring 1900 – tallet, da pastor Jacobsen fra Skærbæk gennemførte alle sine fortyskningsprojekter flere steder på egnen, etablerede han også et dampskibsrederi. Dette skulle skabe en tidssvarende forbindelse til øen over Skærbæk brohoved.
Jo han skabte også bade-stedet Lakolk. Engang var her 2.000 badegæster om sommeren. Men de små dampskibe sad ofte i døgnvis på vaderne. Dette førte til megen morskab hos de lokale. Således forfattede Laurids Krog fra Brøns små sarkastiske digte om pastorens vandgang.
Hele herligheden varede kun et par år. Det blev en kostbar fiasko med disse projekter.
Man ville have et havdige
Nu modnedes tanken mere og mere tanken om at virkeliggøre den gamle plan om anlæg af et stort havdige fra Ballum til Astrup Banke. Dette dige skulle beskytte et areal på 5.000 hektar. Det var den såkaldte Bredeå-lavning, der ofte var oversvømmet.
Stemningen voksede efter den store stormflod den 6. april 1904, der voldte stor skade. Og der kom flere stormfloder den 12. marts 1906, 5. og 6. november 1911 og en endnu større stormflod den 12. juni 1913.
Det startede med franskmænd
Kort efter besluttede et flertal af lodsejere at nu skulle diget bygges. Omkostningerne var beregnet til 1.400.000 mark. Planen udførtes under den Første Verdenskrig i årene 1914 – 1918. Det var til dels ved hjælp af krigsfanger.
Således så man i de første krigsår 120 franskmænd beskæftiget ved dette dige-arbejde. De bar uniform med røde bukser. Varslet var gået i opfyldelse men dog lidt anderledes end man havde forestillet sig.
Russerne var mere hårdføre
Senere blev arbejdet fortsat af muhamedanske russiske krigsfanger. De var mere hårdføre end franskmændene. Man så dem om morgenen ligge kælende derude på den grønne eng med ansigtet vent mod østen i bøn til Allah.
Dette dige forandrede landskabets præg og udseende. Marsk-jorden blev nu taget under kultur. Sammen med dige-arbejdet gav man Brede Å et nyt udløb ved en kanal med sluse. Ved slusen blev der indrettet en landingsplads.
Inden dæmningen brugte man så større motorbåde som færger. I badesæsonen var der meget trafik og broget liv ved ind – og udskibning. Måske var det som Hans Markmand i sin tid så?
Brorson var også imponeret af naturen
Paradiset er delvis ødelagt. Også Hans Adolph Brorson fra Randerup oplevede det. I en af hans kendte salmer siger han:
De blomstrende enge er så godt som forsvundet. De blev brugt til græsning.
Det var som Tour de France
Slut er det også med de festligheder, der var til Sankt Hans. Hele området genlød dengang af landboungdommen.
Pigerne skulle rive det slagne hø ud i lange strenge. Det kunne godt give vabler i hænderne. Græsset var lettest at fælde ved nattetide.
Så kom her en masse stude. De blev så igen afløst af det rige fugleliv. Men er det lige så mange tilbage som dengang da vi cyklede fra Tønder til Rømø? Dette var en Tour de France værdig. Det forekommer mig at vi altid havde modvind.
Og dengang eksisterede øen Jordsand stadig. Denne ø er nu forsvundet. Gad godt nok vide om den dukker op igen engang.
Forslag om Rømø Dæmning fra 1939
Den 9. december 1935 blev der indsendt et forslag til Ministeriet for offentlige Arbejder om etablering af en Rømø-dæmning. Samtidig indeholdt forslaget metoder til indvinding af land. Man mente at sådan en foranstaltning kunne mindske faren for stormflod.
Allerede i 1847 var der bevilliget 400 Rigsdaler til fremme af sådan et foretagende.
Ved lov af 23. marts 1939 bemyndigedes Ministeriet for offentlige Arbejde at
Endnu samme år påbegyndtes det indledende arbejde. Og dæmningen har i dag en længde af 9,2 kilometer og en højde på 6,25 meter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 30, 2022
Myter omkring Frøslev – og Fårhuslejren
Ingen frygtindgydende rædsel. Cirkus Frøslev. Tyskerne var bygherre – på den danske stats regning. Planlægningen. De første fanger. Designet til 1.500 – der kom op til 5.460. Daglige møder. Hausordnung. Truslerne blev ikke ført ud i livet. En stor organisation. Ingen smitte. Stødpudestat. Den danske forvaltning sørgede for de indsatte. 1,500 blev grundet aftalebrud sendt syd på. De indsatte havde hørt om kapitulationen. Spillet lykkedes. Fårhuslejren. Det tyske vagtmandskab afmarcherede. Snart var man oppe på 3.200 indsatte. Vagtmandskabet var urutineret og omgik skydevåben lemfældigt. Der blev udarbejdet en foreløbig instruks. Ledelsen strammede grebet. Vagtmandskabet manglede rutine og uddannelse. En blandet flok. Straffen kom øjeblikkelig. Politi – og domsmyndigheder havde travlt. Aflønnet forskelligt for det samme arbejde.
Ingen frygtindgydende rædsel
Lejren blev oprettet som ”Polizeifangenlager Frøslev”. Undertegnede har set beskrivelser, der kalder dette sted for ”frygtindgydende”. En ældre officer kaldte det engang efter 5. maj 1945 for ”Sanatorieophold”.
Et sanatorieophold er vel langt fra sandheden, når man skal leve under bevogtning af tyske maskingeværer. Og så er det den daglige trussel om deportation til tyske koncentrationslejre.
Nogen særlig frygtindgydende rædsel var det vel heller ikke takket være dansk lune og sammenhold.
Cirkus Frøslev
Sandheden ligger nu midt imellem. Der kommer nok aldrig mere i historien en tilsvarende lejr. I daglig tale kaldte man det også for ”Cirkus Frøslev”. Det blev vel også i praksis cirkusagtigt men med danske tilskuere og tyske artister i mangen.
Tyskerne var bygherre – på den danske stats regning
Måske skal vi lige kort ridse historien op om tilblivelsen af denne lejr. Den opstod som følge af den danske regerings ønske om at bringe størst mulige antal af de i Tyskland internerede danskere tilbage og hindre yderligere overførsel til rædslerne syd for grænsen.
På grund af tysk løftebrud kom lejren aldrig til at svare til sin oprindelige hensigt. Men måske sparede lejren alligevel en del menneskeliv.
Men det er måske mindre kendt, at det var Det Tyske Rige, der var bygherre – på den danske stats regning. Tyskerne accepterede heller ikke dansk kontrol med lejrens opbygning. Det betød at firmaet Nicolaysen og Nielsen, der havde fået arbejdet overdraget kunne aflevere et dårligt stykke arbejde.
Det betød at det var de internerede, der under meget vanskelige vilkår skulle udbedre skaderne.
Planlægningen
Selve planlægningen og placeringen af de enkelte barakker skal efter sigende være foregået på den måde, at den tyske lejrkommandant i Horserød, Sturmbannführer Hillgärtner, som var en brutal og hoven og ikke særlig tiltalende SS – officer, fik en plan over lejr-terrænet og en lille pose modelklodser med hjem.
Under en af sine talrige ”Kammeratskabsaftener”, som de tyske sviregilder blev kaldt, har han formentlig leget med de forskellige barakker. Han var strålende henrykt over dette 8 – 10 millioner kroners legetøj. Han var strålende henrykt og fablede i sine mere elskelige øjeblikke om den vidunderlige lejr, som han var mester for.
De første fanger
En kendsgerning var det imidlertid, at en skønne dag da lejren var der, skete der en overførsel af de 750 fanger i Horserød. Det var den 13. august om aftenen hvor de første store danske busser, der havde hentet de første fangere i Flensborg Havn, rullede ind på Frøslev Polde.
Her så fangerne så for første gang deres nye hjem for de næste ni måneder. Den aften forekom det hele lidt trøstesløst. Det var nok ikke mange, der tænkte på at den enestående natur omkring lejren er fredet i klasse A.
Men dette tog tyskerne nu ikke så meget hensyn til. Lyngen og bakkerne skulle fjernes for at ende i en sandflade som tyskerne af sikkerhedsmæssige grunde skønnede at det var påkrævet.
Designet til 1.500 – der kom op til 5.460 fanger
Egentlig var lejren designet til at kunne rumme 1.500 fanger. Men dette holdt slet ikke. Således var der i april 1945 – 5.460 fanger.
Lejrens første danske lejrchef var kaptajn ved Generalstaben, R. Ploug. På tysk hed det ”Lagerältester”. Men allerede den 15. september var han med første Tysklandstransport – syd på. Han afgik her ved døden af difteri i november 1944.
I sin korte ”regeringstid” var han udsat for hård kritik af sine egne. Hans utvivlsomme dygtighed og utrættelige arbejdsevne var anerkendt. Men han manglede den smidighed, der var nødvendig for at være leder under disse forhold.
Daglige møder
Efterhånden som lejren voksede, blev ledelsen udbygget. Hver barak blev nu styret af en barakformand (Barackenätester). Denne skulle godkendes af tyskerne.
Alle disse samledes daglig til møder for at diskutere vigtige ting. Her modtog de gennem lejrlederen fra tysk side udstedte forordninger, der var talrige og ofte i åben modstrid med sidst udgivende ordre.
”Hausordnung”
De tyske ordensbestemmelser ”Hausordnung” var meget kategoriske og omfattende. Næsten alt var forbudt og alt blev overtrådt, idet det tyske bevogtningsmandskab var ude af stand til og for en stor dels vedkommende heller ikke ønskede bestemmelserne overholdt.
Straffes skulle i henhold til bestemmelserne enhver, der:
Hertil knyttede sig et utal af stadig skiftende bestemmelser, udgivet mundtligt af de enkelte lagerfører og pligten til at melde alle forekommende uregelmæssigheder. Det sidste forekom selvfølgelig ikke.
Truslerne blev ikke ført ud i livet
Straffen bestod i første række i trusler om deportation, mørkearrest på vand og brød eventuelt uden madras eller tæpper, inddragning af brev -, pakke-, og besøgstilladelse, fratagelse af kakkelovn, senge eller enkelte måltider, tildeling af ekstraarbejde m.v. Kun i enkelte tilfælde førtes truslerne ud i livet.
Anvendelse af vold forekom kun undtagelsesvis i selve lejren. De hørte fængslerne og forhørene til.
En stor organisation
Lejrkontoret formidlede alle de talløse henvendelser om flygtninge, besøg, klager og ansøgninger af enhver art. Særlige translatører var knyttet hertil. Pakkekontoret varetog forretningerne med ind – og udgående pakker. Så var det depotet ”Udlevering af Inventar, sengetøj og arbejdstøj. En særlig arbejdsledelse foretog inddeling og udtagelse til arbejde.
Spiseledelsen varetog køkkenarbejde og inddeling til spisning. Til ledelsen af nybygninger, reparation, planering, opmåling m.m. fandtes en teknisk ledelse med stor tegnestue.
Der fandtes biblioteksledelse, barber – og frisørsalon, skomagerværksted, skrædderværksted samt et utal af specialhold (Sonderkommando) af ethvert håndværk og fag.
Ingen smitte
En uhyre vigtig rolle spillede lejrens sundhedsstyrelse med hospitalsledelse, tandlæge, røntgenklinik og operationsstue for mindre operationer.
Skønt der med de fra Tyskland hjemkommende efterhånden tilførtes lejren sygdomme som tyfus, plettyfus, dysenteri, difteri, skarlagensfeber, lungetuberkulose m.m. lykkedes det for lejrens læger at holde epidemierne fra lejren.
Som øverste rets-myndighed fungerede klageretten sammensat af et medlem valgt i hver barak. Rettens medlemmer havde et svært og utaknemmeligt arbejde.
Stødpudestat
Tyskerne selv var klar over, at efterhånden som tiden gik, gled initiativet indenfor selve ledelsen af fangerne mere og mere over på danske hænder. Til tider for de op som brølende løver og forsøgte ”Bessermarchen”. Men efter et par dages ofte kun få timers forløb opgav de ævred og lod danskerne køre videre.
Lejrledelsen betragtede som deres fornemste opgave at være stødpudestat mellem på den ene side ”Tårnet” dvs. det tyske vagtmandskab og de indsatte på den anden side.
Den danske forvaltning sørgede for de indsatte
Det danske fængselsvæsen sørgede for gennem ”den danske forvaltning” at sørge for de indsattes maver og andre fornødenheder i det omfang som tyskerne tillod. Gråsten Svineslagteri og andre danske leverandører havde deres andel.
Så blev der også sørget for julepakker, boggaver m.m. Lokalforeninger over hele landet bragte glæde og hjælp.
1.500 mand blev sendt syd på
Tysklandstransporten var den store, knugende skygge, der i måneder hvilede over lejren. Om morgenen kl. 4 om morgenen lød det ofte:
Men danskerne havde for længst fået opsnappet, hvornår der var Tysklandstransport. Men det var ikke sjovt for de ca. 1.500 mand og 1 kvinde, der blev sendt syd på. De fleste var selvfølgelig sammenbidte. Efterhånden blev alle forsynet med cigaretter. Det var det bedste købemiddel i Tyskland.
Sammenholdet var der. Her var alle aldersgrupper repræsenteret lige fra 15 – 78 år. Det danske flag gik til tops kl. 12.
Man havde hørt om kapitulationen
Frøslevlejren blev ingen rædsel med døde i hundredtal med sult, sygdom og elendighed. Den blev Verdens mest mærkelige fangelejr.
Gennem et af lejrens hemmelige radioer fik man information om kapitulationen. Man lod informationen sive ud i barakkerne samme aften og nat. Men man var ikke klar over den tyske reaktion.
Spillet lykkedes
Den 5. maj kl. 8 gik politimester Brix og kaptajn Digmann til den tyske kommandant, Hauptsturmfûhrer Schriwer og stillede krav om øjeblikkelig tilbagetrækning af alle tyske poster i den indre lejr og frigivelse af alle kammerater i eneceller. I modsat fald ville man ikke garantere for ro og orden i lejren. Svar blev krævet senest kl. 10.00.
Schriwer var meget pikeret over dette ”Ultimatum”. Man måtte forklare tyskeren at nu var man ligesindet. Nu var det ikke noget mere der hed kommandant og indsat. Og så fortalte man ham, at ikke blot de 2.400 indsatte men også en stor del af hans egen mandskab var rede til at støtte kravet.
Såfremt der ikke skete fuld overgivelse af lejren, ville hele den tyske styrke blive interneret. Spillet lykkedes.
Fårhuslejren
Hvad var det nu med Fårhuslejren? Det Tyske Mindretal følte i mange år, at de var blevet ekstremt dårlig behandlet. Den litteratur der er skrevet om denne lejr, siger også det samme. Og os, der har haft familie, der har siddet her, har hørt frygtelige historier. I mange år forlangte Det Tyske Mindretal en undskyldning og økonomisk kompensation. Man talte også om den specielle ”Fårhus-mentalitet.
Det tyske vagtmandskab afmarcherede
De første dage var kaotiske. Over 2.000 mennesker blev løsladt den 5. maj over hals og hoved. I lejren forblev 400 – 500 tidligere fanger. De havde meldt sig til grænsebevogtning.
Ca. 40 ”nye” beboere blev anbragt i en særlig barak anklaget for stikkervirksomhed. I begyndelsen vidste man ikke, hvad den tyske bevogtningsstyrke ville. Men om søndagen afmarcherede de. Nu kunne man trække vejret lidt lettere.
Snart var man oppe på 3.200 indsatte
Samme dag bankede modstandsbevægelsens folk på døren med de første. De kommende dage gik det slag i slag. De nye beboere blev straks sat i arbejde med rengøring og sammendragning. Herved fik de indsigt i noget, som de ikke burde have set.
En taktisk dumhed begik man ved at lade de for ”Stikkeri” blive i lejren. Derved fik de andre kendskab til større og mindre ”Fiduser.
Allerede den 17. maj var man oppe på en belægning på 2.000. De steg i de følgende måneder. I den følgende måned var her 3.200 heraf 180 kvinder.
Den hurtige vækst havde end ikke tilladt en ordentlig registrering af de internerede. Hertil kom en masse nysgerrig, der ville se de nye beboere.
Vagtmandskabet var urutineret
Vagtmandskabet fra frivillige. De havde de bedste hensigter men var urutinerede. Efterhånden voksede denne tjans med trættende ensformighed. Rigtige retningslinjer var endnu ikke udformet. Lejrens styrelse skulle tilrettelægges og opbygges. Den fornødne sikkerhed og ro skulle først skabes. Men myndigheder var også overbelastet.
Foreløbig Instruks
Man forsøgte at fjerne de mest himmelråbende tyske uretfærdigheder. Både skyldige og uskyldige gik rundt i lejren. Og fra dansk side blev fangerne ikke mødt med blødsødenhed. Man forsøgte at være korrekt og retfærdig. I den udstedte:
Blev der givet bl.a. nedanførte forholdsordre:
Et nyt system
I den indre lejr blev der opbygget et system med tillidsmænd, barakformænd, lejrlæge, postkontor m.m.
For forplejningen sørgede Fængselsvæsnet under viceinspektørens ledelse på basis af det gældende kostreglement.
Bevogtningen og lejrens øvrige tilsyn var overladt til et vagtkomagni bestående af modstandsbevægelsens folk. Det blev senere overtaget af Brigaden for til sidst at overgå til hæren. Til varetagelse af den indre tjeneste i lejren oprettedes følgende dispositionsenheder under Kommandoskabet:
Ledelsen strammede grebet
Der var ikke ret meget tid til udarbejdelse af de ønskelige instruktioner. Lejren blev oversvømmet af forespørgsler om alt muligt fra de internereredes familier. Alle besøg var naturligvis ”livsvigtige” og måtte gå forud for alt andet.
Gamle indsatte besøgte også lejren. Det tog også meget tid.
Efterhånden strammede ledelsen grebet. Der blev udstedt specielle legitimationskort og adgangstegn. Uvedkommende fik ingen adgang. Også over for presse og politi blev bestemmelserne strammet. Trods megen modstand mod dette, gjorde ledelsen gældende at dette var nødvendigt. Det blev heller ikke lettere at styre det hele.
Vagtmandskabet manglede rutine og uddannelse
Vagttjeneste kræver nu engang uddannelse og rutine. Den var ikke til stede overalt. Mange gjorde en fremragende indsats. Andre gjorde det af idealistiske motiver. Nogle af de yngste forstod slet ikke alvoren. De var mere indstillet på ”spænding” – et liv med pegefingeren bag aftrækkeren. Derved kom der nogle uheldige episoder.
Efterhånden som der kom styr på organiseringen var der flere, der tabte interessen for arbejdet. Da en af vagter ikke ville arbejde der mere spurgte kommandanten, hvorfor han ville rejse:
Letsindig omgang med skydevåben
Et forhold der voldte mange kvaler, var den letsindige omgang med skydevåben. I en lejr, hvor der var et stort antal internerede i arbejdstiden 8 – 12 og 14 – 17 og hvor man gik forholdsvis frit omkring, fandt ledelsen særlig i begyndelsen ikke sjældent skarpladte våben henlagt på værelserne eller i uaflåste, henstillede vogne. Ejermændene reagerede kun sjældent når de blev taget i forvaring.
Det kunne jo sagtens være en af de internerede, der havde taget sådan et våben. Det er muligt at nogle i enkelte tilfælde har gjort det.
En blandet flok
På den anden side af pigtråden var forholdene alt andet end idylliske. Sammensætningen var broget som i vor tid, men modsætningerne var store. Her var allerede krigsforbrydere, værnemagtsfolk, mistænkte for spionage, Gestapo – og SS-folk, tysk politi, mindretalsmedlemmer, sigtet for større eller mindre, ja ganske små forbrydelser imod det land de havde statsborgerskab til. Her var stikkere, forrædere, frikorpsfolk, Schalburg – og Hipo-medlemmer, feltmadrasser, værnemagere, danske og tyske mellem hinanden.
Ja tænk engang – tyskertøser, de havde haft et kærlighedsforhold til en tysk soldat blev også indsat.
Blandt de indsatte var der stor mistro. De vidste ikke, hvor længe de skulle være her. Der var mistro til naboen og dennes motiver. Stikkeriet florerede livligt.
Straffen kom øjeblikkelig
Der var selvfølgelig også overtrædelser af lejrens bestemmelser. Der var forsøg på brevsmugling, tobaksrygning i arbejdstiden, besiddelser af aviser samt flugtforsøg. I konstaterede tilfælde faldt straffen omgående. Taksten var normalt et vist antal dages mørkearrest på vand og brød.
Politi – og domsmyndigheder havde travlt
Politi – og domsmyndigheder arbejde ihærdigt for at få de internerede i grundlovsforhør. Til dette formål blev tre interimistiske retslokaler og 16 forhørslokaler. Dertil kom lokaler til kriminalpolitiet, der arbejdede i snævert samarbejde med Feltpolitidetachementet og englænderne. Disse havde anbragt allierede krigsfanger i særligt isolerede barakker.
Efterhånden som de internerede blev fremstillet i grundlovsforhør overgik de som varetægtsarrestanter i Fængselsvæsenets tilsyn. Barak efter barak blev indhegnet med pigtråd og blev overladt til Fængselsvæsnets personale.
Aflønnet forskelligt for samme arbejde
Man så det mærkelige fænomen i lejren at folk med omtrent samme beskæftigelse blev aflønnet forskelligt:
Endnu mere grelt var det, da hæren overtog bevogtningen. Her fik en menig kun 1,50 kr. pr. dag.
Den 3. august overtog Fængselsvæsnet lejren som helhed. Modstandsgrupperne og Hærens folk havde overtaget arbejdet på et tidspunkt, hvor myndighederne ikke var i stand til det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 29, 2022
De slagne ved grænsen
Dette handler mest om Tønder og Sæd grænse. Men vi tager også en lille tur til Kruså. Hvad skete der ved grænsen efter 5. maj 1945. Lige før begyndte tyskerne at placere sprængladninger ved broerne. Vi hilser på de to første engelske officerer i Tønder. Det varede lidt inden spærringerne ved grænsen var komplet. Først fra 8. maj var der for alvor visitering af de tyske tropper. De måtte aflevere 90 pct. af deres habengut. Efterladenskaber hobede sig op. Der blev frataget mange penge ved Sæd grænse. Der var også dramaer ved Kruså. Kun enkelte kamphandlinger. De tyske soldater skulle hjem til ruiner og hungersnød.
Sprængladninger ved broer
Aftenen i forvejen hang truende skyer over Sønderjylland. I den silende regn så man tyske soldater travlt beskæftiget med at grave sprængladninger ved broer. Rutebiler havde aflyst deres turer i frygt ofr, hvad der ville ske. Skulle Sønderjylland alligevel blive en slagmark.
De to første engelske officerer i Tønder
Man planlagde at rejse æresport for englænderne. Men hvornår kom de? Der gik masser af rygter om, at de var kommet. Men først mandag den 7. maj kl. 14.40 overskred to officerer fra Royal Air Force Sæd Grænse. De kom kørende ganske langsomt på deres motorcykler.
Styrken befandt sig endnu 35 kilometer syd på. De to officerer, skotten Neil Hender og englænderen Jack Hutchie var ved at drukne i blomster. Hvor skulle de gøre af dem? De aflagde i første omgang et uofficielt besøg på politikontoret i Tønder. Her blev de budt velkommen til Danmark af den konstituerede politimester Bøving og borgmester Paulsen.
Ingen spærring i begyndelsen
Mens man spejdede mod syd, begyndte de slagne tyskere eller ”herrefolket”, som man kaldte dem deres tilbagetog. De var trætte og modløse. For første gang i fem år gik grænsebommen ned. Det varede et par dage inden bestemmelserne om afvæbningen blev gennemført.
De første dage måtte det tyske militær passere uantastet. Store transporter af tanks, panserbiler, cykelkolonner m.m. kørte syd på. Og lastbilerne bugnede af danske fødevarer.
Først sent om aftenen den 7. maj kom en lille styrke frihedskæmpere til Sæd Grænse for at hindre udsmugling. Gennem flere å havde man set såkaldte ”Wehrmachtsgefolge” føre varer over grænsen ved flere daglige ture.
Fra den 8. maj måtte tyskerne aflevere 90 pct.
Men her den 7. maj var man lige glad med, at der nærmest var hungersnød lige syd for grænsen. Men den egentlig afvæbning startede først den 8. maj. Og det blev efterhånden i ret store dimensioner.
Engelske Tanks, Danforce- styrker og udkommanderede frihedskæmper fra flere byer deltog i løsningen af den kæmpemæssige opgave. Der blev foretaget afvæbningssteder inden for et stort område, der strakte sig fra grænsen og til nord for Tønder. Et stykke ude ad Ribe Landevej tog man sig således af cykler og biler.
I de første dage kom der hele tiden nye regler for fremgangsmåden. Tyskerne skulle afvæbnes 90 pct. De skulle fratages alle danske penge. De måtte kun beholde så meget forråd af fødemidler, som man skønnede, var nødvendige for den videre fremmarch.
Engelske officerer administrerede reglerne
Inden reglerne for alvor forelå var det engelske officerer, der stod for at administrere reglerne. En lille trop af engelske tanks var ankommet til Sæd. Mens man gav de engelske soldater en hjertelig velkomst, ville en tysk officer benytte sig af dette og stikke af med sin bil i al ubemærkethed.
Men en engelsk officer opdagede dette. Han stillede sig foran bilen og gjorde tegn til at han skulle standse. Englænderen åbnede roligt bildøren, trak tyskerens pistol ud af hylsteret og rakte den til postassistent Hvid, Tønder, der i dansk løjtnant – uniform kommanderede en styrke frihedskæmpere, der havde præsenteret gevær for de ankommende englændere. Efter kort tid fik officeren lov til at gå videre.
Ikke så disciplineret
Fra alle egne af landet bevægede disse endeløse tog sig mod den danske sydgrænse. Tyskerne havde budt store summer for en barnevogn eller en trækvogn. Ja blot et hjulpar kunne bruges til at fremstille disse fantastiske kærrer, hvorpå de læssede deres habengut.
Tyskerne var langt fra så disciplineret som da de invaderede Danmark. Det var nu men opknappede uniformsjakker, opsmøgede ærmer og vandringsstav eller stok i hånden. Det gik meget langsom fremad. Enkelte grupper forsøgte trods forbuddet at holde modet oppe ved at synge nogle af deres slagsange.
Efterladenskaber hobede sig op
Tyskernes efterladenskaber hobede sig op i og ved Tønder. Bilparker af gigantiske dimensioner voksede time til time. Geværer og pistoler dyngede sig op i tårnhøje lagre.
Alt dette foregik uden alvorlige episoder. Det vil sige, at lige før Sæd grænse på broen kom det til en skudveksling mellem tysk militær og danske frihedskæmpere. Her blev et par danskere alvorligt såret- Vi har tidligere skrevet om dette.
Det har selvfølgelig været nedladende at skulle aflevere alt dette. Men mon ikke de allerfleste tyskere var trætte af krigen og glad for at komme hjem. Militærbegejstringen var væk.
Mange danske penge
Når tyskerne holdt hvil undervejs, kunne man se dem sidde i grøftekanterne og gnave løs af rugbrødshumplerne, men de med en lommekniv skar nogle flæskesider. Når de rejste sig flød grøfterne med bajonetter og andre ting. Den enkelte soldat følte ikke mere så ansvarlig for sit grej. Hjemturen skulle gøres så let som muligt.
Man kan måske undre sig over, at nogle af tyskerne tog så meget med, når det allermeste blev taget fra dem ved grænsen.
Mange havde ret så mange penge med. Ved kolonnernes ankomst tog mange deres punge frem, rev pengesedlerne i stykker og lod stumperne flyve for vinden. Andre soldater betalte børn med hundredekrone-sedler for at få noget at drikke.
Lidt nord for Tønder havde frihedskæmpere fået fat i nogle kvinder, der havde fået fralokket nogle tyskere temmelig store beløb.
Overtoldbetjent Toft kunne sagtens på en dag indkassere 75.000 kr. i kontanter samt 17.000 liter benzin.
Dramaer ved Kruså
Syd fra dukkede pludselig en stor tysk lastbil med påhængsmotor over grænsen syd fra. Chaufføren var en tjekkisk godsejer. Da han ”blev tysker” nægtede han at gøre tjeneste som officer i den tyske hær. Man tvang ham til at køre som chauffør i den store lastbil, som han havde benyttet til sin flugt over grænsen. På bilens lad stod syv tromler benzin.
Han fik ophold i Fårhuslejren for ulåste døre.
Ved Kruså var det hele nok mere dramatisk. Vi har tidligere fortalt, at der på Padborg station ankom to store tog med kvindelige KZ – fangere fra Ravensbrück. Ligeledes har vi fortalt om en glemt ting i danmarkshistorien nemlig karantænestationerne.
Ingen kamphandlinger
Man foretog også her en grænsespærring. Men antagelig kom frihedskæmperne for sent. Det lykkedes for flere bilkorteger med høje og til tænderne bevæbnede Gestapo-mænd at slippe over grænsen.
Det var sikkert kommet til kamphandlinger, hvis man havde forsøgt at standse disse. Og der kom også enkelte svært bevæbnede kolonner, der drejede af inden Kruså – men alligevel nåede over grænsen.
De første engelske jeeps passerede grænsen sy fra. Det var ikke soldater men engelske journalister, film – og pressefotografer.
Hungersnød og ruiner
Mange af de soldater, der gik over grænsen kom hjem til et hungerplaget Tyskland – måske lå deres hjem i ruiner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 26, 2022
Var Rønshoved og andre højskoler brune?
Er historieformidlingen neutral? En god anbefaling. De danske nazister var begejstret for Grundtvig. En fordrejning af historien. Grundtvig har vaccineret danskerne. Først i 1939 tog man endelig stilling. Kaj Munk havde mere tillid til Indre Mission. Den mest Højreorienterede. Venstre-folk tilsluttede sig LS. Kaj Munk mente besættelsestiden var en skamplet for Danmark. Mon Kaj Munk gik over grænsen? Han lod sig inspirere. Det demokratiske styre under pres. Et ”Ungdomsforbund” med anti-demokratisk sigte. Vi glemmer de andre forfattere. Socialdemokrater sprang fra i tide. Kunne ikke forstå kritikken. Foredrag på Askov Højskole. Den levende krop på Ollerup Højskole. Bukh til partidage i Nürnberg. Hans status blev ikke mindre. Aage Møller forstander på Rønshoved Højskole. Han var dybt fascineret af nazismen. Flere tilhængere af den nazistiske ideologi. Mikkel Ejlerslev. I flere nazistiske partier. Folke Trier Hansen. Forundrende læserbrev i Hejmdal. Rønshoved Højskole solgt i 1941 grundet manglende lever.
Er historieformidlingen neutral?
Det kan være svært at finde materiale som forholder sig neutralt til dette spørgsmål. Som det ofte er, når man beskæftiger sig med tiden omkring besættelsestiden, så oplever man ofte at angreb bliver besvaret med modangreb. Og man kan læse en biografi om en person som man slet ikke genkender i en anden kronik. Der er vidt forskellige holdninger. Dette er ofte baseret på forfatternes politiske ståsted. Men egentlig giver det et forkert historisk overblik.
Der bliver citeret ud fra en anden sammenhæng så det passer ind i forfatterens synspunkt. Man glemmer helt at tiden dengang var åben for mange strømninger.
Vi har forsøgt at finde kilder, der giver et rigtigt eller nuanceret billede af situationen dengang.
En god anbefaling
En af de kilder, som vi bruger, er en bog af Jørn Buch om Rønshoved Højskole, som han efter to års arbejde ikke fik lov til at udgive. Flensborg Avis har skrevet om dette. Under kilder har vi lavet et link til meget interessant læsning.
De danske nazister var begejstret for Grundtvig
De danske nazister var i begyndelsen begejstrede for Grundtvig. Men de havde nu svært ved at sælge den nazistiske ideologi til højskolefolk. Da partiet lancerede deres program i 1930, skete det foran Grundtvigs Hus i København.
Det grundtvigske folkelighedsbegreb var tæt knyttet til demokratiet. Og det kan man vel ikke lige mene om nazismen. Grundtvigianere støttede folkestyret, men nazisterne afviste den demokratiske Grundtvig.
En fordrejning af historien
Partibladet skrev dette i 1941:
Grundtvig har vaccineret danskerne
I udgangspunktet var det en sammenhæng mellem for eksempel den nazistiske forestilling om ”Volk” og det folkelighedsbegreb, der blev udviklet af grundtvigianismen. For grundtvigianere såvel som nazister hørte forestillingen om folket, forstået som nationens organiske centrum til det ideologiske kernegods.
Grundtvigianerne brød sig slet ikke om nazismen. Allerede tidligt i 1930’erne var langt de fleste højskolefolk imod. Socialdemokraten og grundtvigianer Frederik Borgbjerg sagde det meget rammende:
Først i 1939 tog man endelig stilling
Diktaturet og nazismen var noget skidt, fordi det var udansk. Det var det generelle argument blandt grundtvigianske højskolefolk. Men først i 1939 tog man klart afstand i Højskolebladet.
Det er usmageligt at historikere pr. automatik knytter Grundtvigianere til nazisme.
Kaj Munk havde mere tillid til Indre Mission
Men også her kan vi knytte nogle vise ord af Kaj Munk:
Kaj Munk mente, at grundtvigianerne havde svigtet landet ved ikke aktivt at støtte modstandsbevægelsen. Han havde i stedet ros til Indre Mission, der i 1942 flere gange offentligt havde kritiseret den tyske besættelse og jødeforfølgelsen.
Den mest Højre – orienterede
Kaj Munk støttede dog Dansk Samling økonomisk. Her sad højskoleforstander Robert Stærmose som ledende DS – medlem. Men den grundtvigianer, der var mest til højre, var nok højskoleforstander Aage Møller, Rønshoved Højskole.
Venstre-folk tilsluttede sig LS
Mange Venstre-folk tilsluttede sig Landbrugernes Sammenslutning (LS). Dets ledelse var klar nazi – orienteret. LS blev i folketinget repræsenteret af Det frie Folkeparti/Bondepartiet. Det var også et udbryderparti fra Venstre som gik i direkte samarbejde med DNSAP.
Flere borgerlige aviser nærede sympati for nazismen
Kaj Munk stemplede besættelsen som en skamplet
Hvorfor har vi så taget Kaj Munk med i denne sammenhæng? Jo han brugte ofte højskolerne til at fremsige sine markante meninger. Han stemplede besættelsen som en skamplet på Danmark. Og det var fordi, at Danmark uden videre havde kapituleret.
Han var fascineret af Hitler, men hvor længe? Ja det diskuterer de lærde stadig. Han kaldte han således nazismen for
Mon ikke Kaj Munk gik over grænsen?
Og måske gik Kaj Munk for vidt, da han i anledning af Grundtvigs 150-års fødselsdag i 1933 udtalte, at Grundtvig ville have set positivt på Hitlers magtovertagelse
Glemt af kritikkere af Kaj Munk er også dette citat fra 9. april 1940:
Han lod sig inspirere
Historikere har haft det svært med Kaj Munk, som også et par gange gæstede Rønshoved højskole og Tønder statsseminarium. Vi har tidligere beskrevet hans specielle forhold til Sønderjylland. Han kom med ret skarp kritik i særdeleshed i den borgerlige presse mod parlamentarismen, statsminister Stauning og i særdeleshed De Radikale.
Han lod sig inspirere af de fascistiske diktaturers ideale fordring, handlekraft og tilsyneladende effektivitet.
Det demokratiske styre under pres
Men historikere glemmer at dengang var den demokratiske tanke og styreform under pres. Kongen havde brændt fingrene under Påskekrisen i 1920. De Konservative var trods KU’ s skaftestøvler, skrårem og cykelpumpe (foretrukket håndvåben), når det kom til stykket ikke så konservative, så det gjorde noget, og fastholdt demokratiet takket være Christmas Møllers insisteren over for de rabiate. Selv Mussolini – forførte Ole Bjørn kraft hummede sig, men strømningerne var aggressive.
Et ”Ungdomsforbund” med antiparlamentarisk sigte
Kaj Munk havde sin daglige polemik til højre og venstre i alle skrivemediets genrer. Han leverede det bedste i omsværmet modvind. Han var lunefuld og temperamentsfuld. Han kan sagtens bruges af socialdemokratiske historikeres angreb på borgerlige og nazisme, når man skærer citater til.
Kaj Munk var to gange på Rønshoved Højskole. Første gang under Aage Møller – anden gang under Hans Haarder i 1943.
Vi skal da heller ikke glemme at Niels Bukh og Kaj Munk havde planer om et ”Ungdomsforbund”, der tydeligvis havde et autoritært og anti-parlamentarisk sigte.
Vi glemmer andre forfattere
K.K. Steincke holdt jøderne ude af Danmark og forbød et skuespil af Kaj Munk opført i Sønderborg for ikke at genere tyskerne. I Gerlev erkendte Kaj Munk, at han engang havde elsket Hitler. Men det var nu ikke alt, han havde elsket. Fra starten var han imod antisemitisme. Han mente, at den var ukristelig.
Det er sjovt nok, at vi glemmer at nævnte at forfattere som Hans Kirk og Martin Andersen Nexø m.fl. aldrig indså deres fejltagelser og vedblev med at forsvare Lenin og Stalin. Jo Munk er uforudsigelig og meget kompliceret.
Socialdemokrater sprang fra i tide
Vi ved jo også at der var en håndfuld socialdemokrater, der var fascineret af nazismen. Det har vi allerede beskrevet i tidligere artikler. Og det var jo med jens Otto Kragh i spidsen. Men de nåede så næsten alle at springe fra i tide. Det lykkedes så ikke lige for Harald Bergsted.
Niels Bukh fra Ollerup var allerede fra 1933 optændt af nazismen. Op gennem 1930’erne nærede han en dyb beundring for Hitler og det nazistiske Tyskland. Han samarbejdede også med nazistiske idrætsautoriteter og propagandaorganisationer.
Kunne ikke forstå kritikken
En af lærerne på Niels Bukhs højskole i Ollerup, Morten Bredsdorff stillede i Højskolebladet 12. og 19. maj 1933 spørgsmålet:
Han kunne simpelthen ikke forstå kritikken af Mussolinis og Hitlers proklamationer.
Foredrag på Askov Højskole
Ved Askov Højskoles traditionelle efterårsmøder i 1933 drejede det sig om Hitlers magtovertagelse. I invitationen hed det bl.a., at man burde
En af foredragsholderne var Hans Haarder.
Den levende krop på Ollerup
I 1942 planlagde Bukh en ”fredsfest”, der skulle markere tyskernes sejr i krigen. Denne sympati for nazismen slår selvfølgelig skår i hele Bukhs omdømme og han genvinder aldrig fordums ry efter besættelsen.
Højskolernes ideologiske grundlag ”Det levende ord” blev på Ollerup til ”Den levende Krop”. Vejen for en mere effektiv mennesketype var banet. Niels Bukh, som vi har beskrevet i en særskilt artikel, dør i 1950 som en bitter og knækket mand. Han mødte ret så stor modstand de sidste fem år af sit liv.
Bukh til partidage i Nürnberg
Bukh nød stor anerkendelse i Tyskland både før og efter nazisternes overtagelse. Ved OL i Berlin var der gymnastikopvisninger med Bukhs hold.
Ollerup Idrætshøjskole har slet ikke noget tilbage af den gymnastikform og ideologi tilbage, som Niels Bukh stod for. Man blev inviteret til partidagene i Nürnberg. En af Bukh’ s store fans var Hitler.
Højskolefolket herhjemme enedes om, at frihed er et afgørende begreb for bevægelsens selvforståelse. Men det var netop forståelsen af frihed, der før, at højskolefolkene har svært ved helt at afvise nazismen.
Bukhs status blev ikke mindre
Man tog heller ikke afstand til Niels Bukh’ s antisemitiske ytringer. Man var generelt stolt af ham. Højskolefolket var ikke meget for at tage direkte stilling for eller imod nazismen. Det var først i 1939 at man i Højskolebladet bekendtgjorde at man gik ind for demokratiet. Men det betød dog ikke at Bukh mistede sin status.
Aage Møller – forstander på Rønshoved Højskole
Rønshoved Højskole blev oprettet lige efter ”Genforeningen” i 1921. Et af formålene var at bevare danskheden.
Forstanderen Aage Møller arbejdede ihærdigt på at løse:
I 1925 blev han af frimenighedspræst Niels Dael ordineret til præst For Rønshoved Frimenighed, der holdt gudstjenester på højskolen. Fra 1942 – 1958 fungerede han som præst for Mellerup – Randers valgmenighed.
Siden boede han på Højbjerggård i Rinkenæs, hvor han fortsatte som præst for Rønshoved Frimenighed frem til 1976.
Han var dybt fascineret af nazismen
Årsskriftet fra Rønshoved Højskole i 1933 viser at højskoleforstander Aage Møller er dybt fascineret af nazismen.
Han skrev en artikel ”Mod Vaarbrud”, hvor han prøvede at vide, hvor meget det har ændret sig for de danske højskoler siden Grundtvigs tid. Til sidst nævnte han de nye vinde, som blæser ind over Danmark og det øvrige Europa.
Flere tilhængere af den nazistiske ideologi
I samme blad fra 1933 er der også en artikel af Frede Bording, som var en af skolens faste støtter. Han skriver om Arv og Race. Hans argumenter støttede klart den nazistiske ideologi. Også pastor Anders Nørgård støttede Aage Møller hele vejen.
Aage Møller betegnes som særpræget og selvstændig. Han vendte sig kritisk imod den nyere såkaldte ”humanistiske retning” i højskolen og ønskede en genoplivelse af de grundtvigske højskoleideer. Hans stærkt drømmende holdning isolerede ham både i grænselandet og fra adskillige samtidige højskolemænd.
Mikkel Ejlerslev
Det er også Aage Møller, der ansætter Mikkel Ejlerslev som lærer. Denne bliver ikke afskediget fordi han er nazist. Men alene på grund af en avisdebat om denne lærer. Dette bevirker så, at der er manglende elever på Rønshoved Højskole. Og det var åbenbart kun for at redde skolen, at Ejlersen blev afskediget.
Denne Mikkel Ejerslev var søn af højskoleforstander Poul Hansen og Sigrid Trier, der var datter af højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde Højskole.
I flere nazistiske partier
Mikkel Ejerslev blev senere medlem af flere nazistiske partier. Han endte dog ikke i Bovrup-kartoteket- Han tog dog afstand til frit Clausen og beskyldte ham for ”abekatteri”.
Der var andre vidnesbyrd om hans nazistiske holdninger, bl.a. i hans samarbejde med den kendte pastor Anders Malling fra Brøns. Denne Malling havde oprettet den nazistiske Forening Dansk Folkefællesskab i 1936. Denne forening var Ejerslev bl.a. medlem af.
Kort efter sin afskedigelse fra Rønshoved i foråret 1934 var han med til at oprette NSA – National Socialistisk Arbejderfællesskab. Og det var sammen med den berygtede Ollerup – lærer Ejnar Vaaben. De havde begge været medlem af DNSAP.
I en række artikler i Årsskriftet afslørede han sin gammeldags og nationalistiske livssyn med fascistiske tendenser.
Et læserbrev antydede at Ejerslev var rejst rundt med højskolelever til en række:
Folke Trier Hansen
Folke Trier Hansen blev gift med Aage Møllers brors datter Karen La Cour. Han skrev i Årsskriftet på Rønshoved Højskole i 1929 om sin begejstring for Mussolini og Italien. Han sluttede sit indlæg med:
Forundrende læserbrev i Hejmdal
H.P. Hanssen talte på Rønshoved Højskole om jordkampen i 1935. Hans blad Hejmdal havde allerede i 1920’erne advaret mod nazismen. En læser i Hejmdal undrede sig over at
– en statsunderstøttet dansk højskole giver husly til en sådan virksomhed.
Rønshoved Højskole sælges i 1941
Aage Møller måtte på grund af svigtende elevtilgang i 1941 sælge til højskolelærerne Hans og Agnete Haarder. De kom fra Askov Højskole. Haarder var kendt i Vestjylland og i landbrugskredse efter en omfattende foredragsrække. Oscar og Martha Haarder overtog gradvist forstanderstillingen i 1970’erne og i 1986 blev Marianne og Laurits Kjær Nielsen forstandere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 24, 2022
Mere om Soldatergraven ved Bøffelkobbel (3)
Jørgen Fink deltog i Treårskrigen og blev alvorlig såret. De var en fattig kådner-familie. Datteren blev sendt i sikkerhed. Tyskerne rykkede frem. Jørgen Fink tog en rask beslutning. Gravfreden blev brudt. Mindesmærket i haven. Bøde for at dekorere gravstedet. Officielt en Soldatergrav”. Drachmann ville skrive en roman fra Grænselandet. En tur til Dybbøl og omegn. Drachmann blev meget betaget af familien Fink. Et populært digt.
Jørgen Fink deltog i Treårskrigen
Så er vi her for tredje gang. Og her skal vi igen beskæftige os med Jørgen og Kathrine Finks smukke handling som vi også kiggede på i første del. De begravede to faldne soldater i deres have, under kampene om Dybbøl i 1864.
Den 21. maj 1941 blev der afsløret en mindeplade på stedet.
Jørgen Fink havde deltaget i treårskrigen. Han blev ramt af en fjendtlig kugle, der gav ham et livsvarigt kranie-ar fra pande til isse. Han blev først ført til Sønderborg og senere til København. Ved ankomsten var han døden nær af betændelse og sårfeber. Han kom sig over sine lidelser.
En fattig kådner – familie
I 1854 blev han gift med Kathrine som stammede fra Dybbøl. De købte det senere så kendte kådner-sted i Bøffelkobbel lige i udkanten af skoven.
Ved siden af deres beskedne landbrug indrettede de et maltgøreri. De var flittige og fattige. De havde kun en hest. Og den sled i det. I 1859 fik ægteparret en datter.
Datteren sendt i sikkerhed
I 1864 var Bøffelkobbel i centrum for kampene. Den danske hær var i tilbagetog. Ægteparret fik ikke nogen søvn i flere nætter. De havde nok at gøre med at forpleje forkomne soldater.
De fleste af egnens befolkning var flygtet. Og dem, der var tilbage gemte sig i kælderen for ikke at blive ramt af et vildfaren skud. Ægteparret Fink blev på det lille sted. Datteren var sendt i sikkerhed på Broagerland.
Tyskerne var rykket frem
Under kampene søgte ægteparret Fink ly i en cementbeholder, der blev brugt ved maltgøreriet. Den 22. februar kom det stærkeste angreb. Tyskerne var nemlig grundet en stærk snetykning ubemærket rykket gennem skoven helt ind imod Finks hjem. De havde besat skoven med en ret stor styrke.
Den danske feltvagt, der førtes af løjtnant Helms blev omringet og taget til fange. De var cirka 100 mand. Blandt de faldne var de to soldater, der ligger begravet i Finks have. Den ene var dragon Jens Christensen og den anden var Hans Hansen.
Jørgen Fink tog en rask beslutning
Da kampene den 22. februar endte, lå de to soldater på gulvet i Finks stue. Her blev de liggende nogle dage, da kampene hele tiden blussede op igen.
Men så tog Fink en rask og stærk beslutning, der vel ikke var helt ufarlig. Han aftalte med tyskerne, der på det tidspunkt havde huset i besiddelse, at de skulle indstille skydningen imens han gik over til den danske linje for at få dem til at afhente de døde.
Det lykkedes da også for Fink at nå frem til den danske linje, idet han under sin tur svingede med et hvidt klæde. Han fik også bragt en sammenkomst i stand i sit hus mellem danske og tyske parlamentærer. Danskerne fik lov til at tage de danske døde med sig. Men så opstod der en del forvirring hos den danske delegation. Man kunne ikke blive enige om de døde skulle bæres eller køres væk.
Så tog Fink og hans kone affære. De udvalgte den bedste plads i deres have til et gravsted. Jørgen Fink gravede selv graven. Hjulpet af naboens karle blev de døde båret ud.
I det samme kom en stor tysk patrulje. Da de nærmede sig huset blev karlene bange og løb deres vej. Jørgen Fink måtte da klare resten alene. De blev lagt ned side om side. Over dem blev lagt dragonernes blå kappe. Han og hans kone stod et øjeblik med foldede hænder. Jørgen Fink sagde stille:
Derpå dækkede han graven til.
Gravfreden blev brudt
Gravfreden varede ikke evig. Da en afløsende tysk styrke besatte egnen så deres chef den ny opkastede jord i Finks have. Han ville have klarhed over, hvad der var sket. Graven blev derfor åbnet så dybt, at dragonens blå kappe kom til syne. Derpå accepterede tyskerne Finks forklaring. Graven blev lukket for anden og sidste gang.
Mindesmærket i haven
Freden rykkede Tysklands grænse mod nord – til Kongeåen. Der blev ikke gjort anstalter til at flytte de to soldater til en kirkegård. Jørgen og Kathrine Fink rejste et minde i den lille have.
Jørgen Fink lavede selv et mindesmærke bestående af et par træsøjler, som bar en plade med en indskrift forfattet af ham selv:
Øverst på hver søjle var anbragt en kanonkugle. På en anden mindre tavle stod et par rørende vers, som Kathrine Fink havde digtet.
Bøde for at dekorere grav
Kathrine Fink sørgede også for at der hver dag kom rød/hvide bånd på. De blev taget ind om natten. Det var ellers forbudt dengang. Det skete da også at disse bånd blev fjernet af gendarmen og amtsforstander Peter Kjer i Sønderborg udstedte en bøde på 3 mark eller en dages fængsel.
Fra den tid nøjedes Kathrine med at dekorere med blomster.
Officielt en Soldatergrav
Efter overenskomst mellem den tyske og danske regering kom Soldatergraven i Finks Have senere ind under de soldatergrave, der var undergivet det danske Krigsministeriums tilsyn syd for Kongeåen.
Drachmann ville skrive roman fra grænselandet
Når vi nu nævner Bøffelkobbel kommer vi også til at tænke på Holger Drachmann. Det var en dag i april 1877 at han var kommet til Sønderjylland/Nordslesvig for at samle stof til en sønderjysk fortælling. Men den påtænkte roman blev aldrig til noget. I stedet blev det til en slags dagbog. Den udkom den 2. december 1877 under titlen:
En tur til Dybbøl og omegn
Da forfatteren atter ville forlade Sønderjylland, foreslog hans vært, at de skulle tage en tur over Sundeved og blandt andet se Dybbøl by. Dette var Drachmann med på. Og næste dag foretog man så turen.
Det blev en skøn tur, hvor Drachmann så alle de historiske minder. Og så gik turen også til Bøffelkobbel – en halv miles vej fra Dybbøl by. Da vognen standser, ser Drachmann det lille hus med en lille have foran. Han ser også stenen i haven.
Dybt betaget af Familien Fink
I hans udgivelse står det ikke noget særligt om dette besøg kun en lille beskrivelse. Men under besøget besøger de også familien Fink. Og Drachmann bliver i den grad betaget af Kathrine Finks beskrivelse og fortælling om graven ude i haven.
Forfatteren hilser også på datteren Marie Fink, som fortæller videre om graven. Kathrine Fink fortæller blandt andet:
Et populært digt
Drachmann havde bestemt ikke glemt besøget. Hans tanker er hos familien Fink, da han skriver et digt, som opnåede noget af en folkeyndest som kun få digte:
Et yndet motiv var De Sønderjyske Piger og her mindes vi også Drachmanns ord:
Du kan læse om dette digt i vores andre artikler om temaet
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 23, 2022
Danskheden i Tønder
Tønder By var i den grad tysksindet. Redaktør Jessen ville gerne holdte vælgermøde i byen. Lokale blev bestilt på Skyttegården bag Posthuset. Ingen erhvervsdrivende ville lægge navn til indbydelsen. Tønders tyske embedsmænd havde truet værten på Skyttegården, derfor aflysning. Der opstod en hadstemning blandt landboerne. Kommende vælgermøde skulle afholdes i anden by. Ombygning af Humlekærren løste ikke problemerne. Der blev ikke plads nok. Snedkermester fortrød salg. Udvalget havde to tilbud. Man købte en grund til 15.000 mark. Skovrøy skulle sørge for byggeprojektet. En 40 meter lang forsamlingshus/hotel til 100.000 mark. Men der kom en trussel fra von Köller. Man skulle nok have reageret langt hurtigere. En kedelig bestyrelse. Et forsamlingshus i Spikergade kom først efter ”indlemmelsen” .
Tønder By var tysksindet
Man kunne vel næppe kalde Tønders opland for tysk. Men det kunne man da sandelig Tønder by. Mens der rundt omkring blev arbejdet for dansk kultur, havde man svært ved at få øje på dette i Tønder by.
Redaktør Jens Jessen ville holde vælgermøde i byen
Rundt omkring ønskede man gerne at se Tønder vokse op ad denne dvaletilstand. Vi er i 1897. Redaktør Jens Jessen født i Toghalle ved Møgeltønder og dansk repræsentant ved den tyske rigsdag havde besluttet at holde vælgermøde i Tønder.
Det blev dog først i 1898 at mødet kunne afholdes. Og det skulle ske på Skyttegården. Det lå dengang i Vestergade. Ja det var lige bag posthuset. Et passende lokale blev lejet.
Bag indbydelsen stod en række kendte mennesker fra området. Sådan var skik og brug dengang. Det var selvfølgelig i Vestslesvigsk Tidende at man kunne se indbydelsen. Med de 46 mænds underskrifter.
Ingen erhvervsdrivende ville lægge navn til det
Der var dog kun en erhvervsdrivende, der turde at lægge sit navn til dette. Og det var bødker Michelsen fra Hostrup. Fra Tønder var det ikke en eneste. Senere var det en Thaysen fra Sønderport, der stod som indbyder. Men var han erhvervsdrivende?
Mødet var ventet med spænding. Man ventede stor deltagelse. Nu skulle man vise de tysksindede at man ikke var bange for at vise sit danske sindelag. Men fra tysk side mente man, at mødet skulle forhindres. Men de tysksindede – ofte store købmænd ville ikke lægge navn til at forhindre et sådant møde. Det kunne ødelægge deres forretning.
Ingen udlejning – aftenen før
Aftenen før mødet modtog H. Aa Knudsen på Trøjborg, der stod for vælgermødet en telegrafisk besked fra værten på Skyttegården at der var indtruffet omstændigheder så han trak sit tilsagn om at udleje lokalet tilbage.
Tænders embedsmænd havde truet værten
Straks næste morgen tog han og en anden af danskhedens ledende skikkelser Frederik Høyberg fra Visby til Tønder for at tale med værten. Han var meget forlegen, men kunne intet gøre.
Byens embedsmænd, som hovedsagelig bestod af tyske tilflyttere og var de daglige gæster på Skyttegården havde truet med at opsige ham ”huld- og troskab”, såfremt han udlejede lokalerne til danskere.
Aflysning
De to omtalte herrer forsøgte nu i hast at finde egnede lokaler. Det varlige før at det var lykkedes med den gamle teatersal i Østergade. Men ak, her fik værten også betænkeligheder. Mødet måtte i hast aflyses. Dette foregik ved hjælp af bude og telegraf.
Men nu var det ikke alle i det tyske borgerskab, der var tilfredse med den behandling de dansksindede fik. Man var ilde berørt over den måde de tyske embedsmænd havde spillet herre på.
En hadstemning blandt landboerne
Mødets aflysning skabte en hadstemning hos landbefolkningen omkring Tønder. Nu opfordrede disse folk fra landet til at handle andetsteds f.eks. Bredebro, Møgeltønder eller Løgumkloster.
Frederik Høyberg skrev senere om det tyske borgerskab som en reaktion i tiden efter aflysningen:
Kommende vælgermøder i anden by
Bagmændene bag vælgermødet besluttede, at et kommende vælgermøde skulle afholdes i Løgumkloster. Man ønskede ikke nok engang at komme i en lignende situation i Tønder. Derfor skulle der arbejdes for et dansk forsamlingshus i byen.
Ombygning af Humlekærren gav ikke nok plads
Og dette arbejde gik man straks i gang med. I første omgang drøftede man om at ombygge Humlekærren. Det var her de dansksindede samledes. Kroens dansksindede ejer, dyrlæge Anders Hage var villig til at sælge eller endda selv stå for en ombygning.
Flere tysksindede købmænd opfordrede ham til at ombygge, ellers var de bange for at miste handel såfremt et mødested blev lagt i Møgeltønder. Men det viste sig at selv en radikal ombygning ikke ville kunne skaffe nok plads. Et lille udvalg blev nedsat. De skulle kigge efter egnede lokaler.
Snedkermester fortrød
Det lille udvalg gik i forhandlinger med snedkermester Borre om køb af Vestergade 12. Det var den tidligere Angelske Gård. Man blev enig om prisen. Man fik tilbuddet og købet godkendt af det store udvalg.
Men ak og ve. Da udvalget dagen efter under ledelse af gårdejer Hans Petersen, Rørkær opsøgte Borre for at afslutte handelen, havde han og hans kone fortrådt salget. Begge græd inderligt og bad om at måtte beholde huset. På den baggrund gik handelen tilbage. Nu stod man igen på bar grund.
To tilbud
Men man mistede ikke modet. Onsdag den 23. juni 1898 indkaldte man igen til møde i Humlekærren. Her kunne Hans Petersen fortælle, at han havde fået tilbudt to ejendomme på henholdsvis 26.000 og 60.000 mark. Med en omkostning på henholdsvis 20.000 og 10.000 mark kunne disse ejendomme ombygges og indrettes til formålet.
En grund til 15.000 mark
Udvalget havde også en grund på ca. ½ tdr. land på hånden i Viddingherredsgade over for Tønder hovedbanegård (Marchbahnhof). Grunden tilhørte en enkefrue Hansen i Hamborg, tidligere Kannikhus ved Møgeltønder. Efter længere drøftelse blev det vedtaget at købe byggegrunden for derpå at bygge en passende forsamlingsbygning.
Prisen på grunden var 15.000 mark. Det var en for sin tid relativ høj grundpris. Det udløste da også kritiske kommentarer fra forsamlingen. Men allerede samme dag var handelen afsluttet.
Allerede under mødet var der blevet tegnet andele for 29.000 mark. Inden ugen var omme var dette tal oppe på 50.000 mark. Men det viste sig at tallet kun var på 40.000 mark.
Skovrøy skulle sørge for tegning m.m.
Det blev overladt til redaktør P. Skovrøy at lade det nødvendige byggearbejde foretage. Han skulle også lade tegninger udarbejde. Nu var han trods sine mange talenter nok ikke det største organisatoriske talent og måske tog arbejdet på avisen for meget af hans tid. Det gik meget lang tid inden arbejdet var færdigt.
En plan til 100.000 mark
Tegningerne viste en imponerende næsten 40 meter langt hotel og forsamlingshusbygning med tårne og forsiringer samt bagbygninger indeholdende bl.a. rejsestald. Hele herligheden beløb sig til 100.000 mark. Det var et anseeligt beløb. Men på baggrund af den tegnede andelskapital inden for rammerne.
Men med tegningerne syntes byggesagen at gå i stå. Man havde regnet med at forsamlingshuset ville rejse sig i løbet af sommeren. Men det hele fortabte sig i efterårstågerne. Udvalget gik nærmest i dvale.
En ny trussel af von Köller
Inden første spadestik dukkede en ny trussel op. Det var overpræsident Köllers skærpede politik over for alt dansk nationalt arbejde. Mange frygtede den ny kurs. Forsamlingshuset havde allerede fået navnet ”Hotel Norden”. Nu frygtede man at dette hus ville få samme skæbne som forsamlingshuset ”Frej” i Christiansfeld.
Her var bordene i 1897 dækket og klar til indvielse. Men så forsejlede de prøjsiske myndigheder indgangsdørene. Et helt år stod lokalerne urørte, indtil de kunne åbnes efter en højesteretsdom. Hertil kom truslen, at enhver der satte sine ben i huset eller bidrog til økonomien, ville få deres danske karle og piger udvist af landet.
Man skulle have reageret hurtigere
Om disse trusler skrev Frederik Høybjerg senere:
En kedelig bestyrelse
Situationen var uholdbar. Byggeplanerne var nærmest skrinlagte, men jorden var købt. Enkefrue Hansen ville næppe lade handelen gå tilbage.
Den 4. marts 1899 blev alle interesserede indkaldt til møde på Visby stationskro. Under overværelse af notar Ritter fra Tønder blev der oprettet et nyt selskab omkring den tegnede kapital og den erhvervede jord. Det nye selskab hed Byggeselskabet i Tønder GmbH.
Den dyre grund skulle sælges og andelene tilbagebetales. Grunden lod sig uden videre sælge. Mange år senere blev den dog solgt til dyrlæge Cl. Nielsen.
Alt imens måtte bestyrelsen lægge øre til masser af bebrejdelser. Frederik Høybjerg skrev senere at det var den mest kedelige bestyrelsespost han havde haft. Med salget af grunden og kapitalens udbetaling var selskabet opløst.
Et forsamlingshus – efter ”Genforening”
Nogle år senere dukkede forsamlingshusplanerne atter op. Hotelejer Manthey-Petersen på Hotel Stadt Kopenhagen tilbød sit hotel til salg for en kreds af danske mænd. Men endnu engang blev det kun ved forhandlingerne.
Først den 27. november 1920 kunne tøndringerne samles i egen forsamlingshus – det gamle Tønderhus i Spikergade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 22, 2022
En spion fra Sottrup
Hjulmanden fra Sottrup. ”Gå på plyndringstogt i Jylland”. Dårligt efterretningsvæsen i begyndelsen. Kampen bølgede over hele linjen. Anholdt på grund af danskhed. En vigtig spion. Gårdejeren roede ud til Hekla. Fjenden holdt øje med ham. Stak af fra fjenden. Under opsyn i egen stue. Fængslet i Slesvig. Brud på våbenhvilen. Smart måde at narre fjenden på Dekoreret. I Felt politiets tjeneste.
Hjulmanden fra Sottrup
Man husker treårs – krigen på Sundeved. Og det er særlig kampene ved Adsbøl, Nybøl, Dybbøl og Ullerup. Nu er alle historier nok ikke lige sande. Nogle har udviklet sig til myter. Midt i alle disse har vi så ”Hjulmanden fra Sottrup”. – æ gal Jolle”. Han var barndomshelten for mange.
Han minder en del om de personer der findes i Carit Etlars folkekære bog ”Gøngehøvdingen”.
”Gå på plyndringstogt i Jylland”
I foråret 1848 gærede det overalt i Europa, og i en hel del stater blev det til revolution. Og det var måske med til at fremme den Slesvig – Holstenske revolution. En Slesvig – Holstener blev af den jævne mand anset for noget af det værste, man kunne blive.
Man mente at den Slesvig – Holstenske regering i Kiel havde frigivet tugthusfanger i Rendsborg med pålæg om, at de skulle drage på plyndringstogt i Jylland. Den såkaldte ”Slavekrig” blev ikke alene forspillet til Treårskrigen, men den fremkaldte en folkevæbning af en ganske ejendommelig karakter.
Måske var bevægelsen lidt naiv. De våben, som man havde kunne næppe modstå skydevåben. Da krigen blev til ramme alvor måtte ”Folkebevæbningen” opløses. De bedte folk giv over til det danske efterretningsvæsen. Det er kendt at både Laurids Skau og Hans Krüger var med i Folkebevægelsen.
Dårligt efterretningsvæsen i begyndelsen
Det danske efterretningsvæsen var i en sørgelig forfatning ved krigens udbrud i 1848. Endnu efter kampene i Sundeved var det under al kritik. Krigsministeriet giver 19. maj 1848 et pålæg om ”at søge tilvejebragt et godt spionvæsen. Samtidig fik man at vide, at der skulle spares på pengene.
Kampen bølgede over hele linjen
Så kom kampene midt i Sundeved den 28. maj og 5. juni 1848, Den 28. maj blev der kæmpet om Nybøl Mølle. Særlig kendt er artillerikampen mellem tyskerne og Batteririet Jessen.
Den 5. juni bølgede kampen over hele linjen. Den danske hær måtte vige hele dagen, indtil de danske reserver kom frem ovre fra Als, Hen på eftermiddagen, da de danske reserver er samlede, går hæren over til storslåede angreb, der jagede de tyske tropper tilbage. Adsbøl – Ullerup – Blans.
Den danske hær trækker sig til en linje Bøffelkobbel – Ragebøl. På den måde kom Nybøl og Broager Sogne til at ligge i en såkaldt ”Ingenmandsland”. Der lå sognene helt fra til våbenstilstanden den 25. august 1848.
Anholdt på grund af danskhed
Natten mellem den 26. og 27. juni bliver der fra tysk side foretaget en større rekognoscering under ledelse af oberst Ranzow (Rantzau). Hans styrke består af 3 kompagnier og en eskadron. Et kompagni af styrken blev stående i Sottrup, mens den øvrige del marcherede videre til Ragebøl. Om ekspeditionens udfald vides intet.
To nætter senere foretager obersten atter en omfattende rekognoscering. Om denne hedder det i Generalstabens Værk:
En vigtig spion
Og her er det, at vi skal nævne Jøren Jørgensen. Faren drev en hjulmager-virksomhed. Han talte plattysk og højtysk som en indfødt. Om han var bosat i Sottrup, kan man nu ikke sige noget om med sikkerhed. Han giftede sig anden gang med en kvinde fra Snogbæk. Den første kone døde i barselssengen. Hjulmanden, som han blev kaldt, blev en vigtig spion i treårs-krigen.
Hans grav på Sottrup Kirkegård er slettet.
Gårdejeren roede ud til Hekla
Efter slaget ved Slesvig den 23. april 1848 gik store dele af den danske hær tilbage til flankestillingen ved Dybbøl. Lederen af Folkebevæbningen i Sottrup var gårdejer Peter Bonefeld. Den danske hærs tilbagetrækning var en kendsgerning. Med stor fare for sin egen sikkerhed roede gårdejeren ud til Hekla, der lå i Alssund, for at give skibets chef underretning om det skete.
Fjenden holdt øje med ham
Da han kom hjem til Sottrup, var fjenden endnu ikke ankommet. Men det gik kun en time, så var Sottrup besat af tyske tropper. Hjulmand Jørgensen og Peter Bonefeld mødte hinanden.
Stak af fra fjenden
Fjenden havde et godt øje til Hjulmanden. De ville hellere end gerne fange ham og uskadeliggøre ham. Selv var han sikkert ikke klar over den fare, han befandt sig i. En morgenstund så han sit hus omringet af fjenden. Han havde ingen anden mulighed end at flygte op på loftet. Underofficeren forlangte at Hjulmanden skulle overgive sig. Men det ville han ikke.
Med dragen sabel forsøgte underofficeren at skaffe sig adgang til loftet. Det kom til en kort kamp i hvilken det lykkedes underofficeren at såre Hjulmanden i foden. Men det lykkedes Hjulmanden at give Underofficeren et sted så at han tabte balancen og falde ned af stigen.
Til alt held måtte patruljen ikke bruge skydevåben. Det havde de fået ordre på. Det var håbløst at fange Hjulmanden så de trak sig fra værkstedet. Nu var det mulighed for Hjulmanden at springe ud ad et vindue i husets nordlige del. Det var godt nok 10 alen ned og så var det lige hans sårede fod.
Patruljen opdagede hans flugt. Og de satte efter ham. Men de havnede i den bløde eng lige nord for Hjulmandens hus. De havde ikke set, hvor han var flygtet hen. Da det var aften, gik han til Sottrupskov, hvorfra han roede over til Als.
Under opsyn i egen stue
Kort tid efter var han atter hjemme. Og åbenbart havde fjenden fået det at vide. Igen var ejendommen omringet. Han kneb sig ind i skorstenen. Åbenbart var det den gammeldags type, der var beregnet til røgning.
På et tidspunkt kigger han ovenud af skorstenspiben for at se om fjenden stadig var der. Og de opdagede ham med det samme. Hjulmanden beordres til at komme ned. Men han fortæller, at der var 500 sten i skorstenen og med dem ville han forsvare sig.
Mern han kunne nu godt se, at han havde fanget sig selv. Det lykkedes for Jørgensen at få overtalt officeren til at behandle ham ordentlig, hvis han overgav sig. Det fortælles at officeren måtte aflægge ed på dette. Hvorom alting er, så blev han bevogtet i sin egen stue. Der blev sendt bud efter en højere officer.
Idet alt dette sker, spurgte Hjulmanden hvilken landsmand officeren er. Han svarede, at han var Angelbo. Alt imens overvejer han muligheder for flugt. Dette ville koste blod. Ved hjælp af en lille kniv, som han havde kunne han vel skabe lidt forvirring. Men det var ikke muligt at komme ud af døren.
Fængslet i Slesvig
Han blev ført til Slesvig. Politimesteren i Slesvig var en ivrig Slesvig – Holstener. Som følge heraf blev fangenskabet strengt. Hjulmanden blev selvfølgelig anklaget for spionage og blev behandlet derefter. Fangevogterens datter har dog nok set på ham med milde øjne. Han nød små opmærksomheder fra hendes side. Han slap dog fri, da våbenhvilen indtrådte.
Brud på våbenhvilen
På vejen hjem kom han op at køre med en mand, der i samtalens løb, røbede at han var på vej med geværer til den Slesvig – Holstenske milits. Da en våbentransport stred mod våbenstilstands bestemmelser, var det vigtigt at den danske hærledelse fik dette at vide. Slesvig – Holstenerne overtrådte disse bestemmelser. Dette var grundlag for, at våbenstilstanden i april 1849 blev opsagt fra dansk side.
Smart måde at narre fjenden på
Da krigen atter gik i gang, var det hærledelsen magtpåliggende at få undersøgt, hvorledes de fjendtlige troppers stilling var. I den anledning blev Hjuler Jørgensen landsat fra Hekla et eller andet sted som ikke er nærmere angivet.
På det sted, hvor han gik i land, fulgte han en markvej. Han var ikke gået ret langt, inden han mødte en fjendtlig patrulje. Det var selvfølgelig skibets nærværelse, der havde udløst patruljeringen. Hjulmanden var på det rene med, at han var blevet opdaget.
Han tog så resolut et mark-led som lå i hegnet på ryggen og stavrede fremad. Det lykkedes i virkeligheden at give det udseende af, at han var en gammel mand. Patruljen tiltalte ham på plattysk, men hjulmanden svarede med et langtrukkent ”Hwaaaaa”.
De spurgte så hvor han skulle hen, og han svarede på samme måde. Følgen var at de så lod ham gå. Jo, der fortælles mange historier om denne spion fra Sottrup. Han blev anerkendt af den danske hærledelse. Og han fik lov til at bære infanteri-uniform, selv om han aldrig havde været soldat.
Dekoreret
Han blev hædret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn ligesom han oppebar en lille pension på 50 Rigsdaler. Dette vidner om at hans efterretninger havde været pålidelige.
Da Sottrup i slutningen af verdenskrigen skulle have nødhjælpspenge, kunne de vise fædre i Sottrup ikke finde noget bedre billede til pengesedlerne end at tegne den mest dramatiske situation i Hjulmandens liv. Som det ses på billedet, sidder han på en skorsten og kaster sten ned mod fjenden for at holde ham fra livet.
I Feltpolitiets tjeneste
Også H.P. Hanssen har i sine erindringer skrevet om Hjulmanden.
Selv ville han ikke kaldes spion. Han sagde bare at han var ansat i
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 22, 2022
Gendarmerne ved Grænsen – 9. april 1940
Den 9. april 1940 var en mørk dag. Kurset var nok ikke så hemmeligt. Tyskerne holdt sig skjult i en barak. Sprængning var sikkert blevet annulleret. En gammel forordning skabte forvirring. Ville tage kollegaer med. Man vidste at tyskerne ville komme. Lederen ville hente et rekylgevær ned. Der forelå ingen forholdsordre. Gendarmerne gik patrulje allerede fra 11. april.
Den 9. april var en mørk dag
For mange er den 9. april 1940 en mørk dag i danmarkshistorien. Ja lige så mørk som i 1864. Vi tabte ansigt udadtil. Vores danske selvagtelse lød et knæk.
Vi har tidligere i tre artikler berettet om, da tre gendarmer i Padborg mistede livet natten til den 9. april 1940.
Kurset var ikke så hemmeligt
Gendarmer var midt i 1930’erne blevet forsynet med et rekylgevær. Et antal gendarmer var sendt på et sprængningskursus. Det var for at de ved en given lejlighed kunne sprænge viadukter og broer i luften.
Nu skulle dette kursus være holdt hemmeligt. Men det halve af Padborg vidste besked om dette og sikkert også det tyske efterretningsvæsen. Der var også spioner i Danmark i form af danske statsborgere, der rapporterede til tyskerne.
Tyskere holdt sig skjult i en barak
Tyskerne vidste, at hvis viadukten blev sprunget i stykker, så ville jernbanetrafikken blive forsinket. Som vi tidligere har nævnt i en artikel, havde tyskerne sendt grupper af soldater over grænsen klædt i civil, der skulle undersøge bestemte mål.
En underofficer og to mænd skjulte sig ca. 30 meter fra viadukten i en ubenyttet barak på den østlige side af banedæmningen.
Sprængning sikkert annulleret
Sprængningen af viadukten var sikkert blevet afblæst som så meget andet, der havde med forsvar at gøre. Således havde gendarmerne i ugen før besættelsen fået deres ammunition fordoblet. Men den blev inddraget igen to dage før den 9. april.
En gammel forordning
Der bestod en gammel forordning for gendarmeriet, der gik ud på, at mandskabet ved krigshandlinger efter nærmere ordre skulle møde ved deres respektive afsnit medbringende våben, et sæt undertøj og en madpakke. Derefter skulle der søges kontakt med hærstyrkerne længere oppe i landet. Ved hjælp af ordonnanser blev denne forordning sat i kraft tidlig om morgenen den 9. april.
Ville tage kollegaer med
Den ene af de tre dræbte gendarmer, – de hørte alle tre til Bov – afsnittet, boede på Frøslevvej, altså vest for viadukten. Han havde bil og benyttede den for hurtigt at nå afsnittet i Bov.
Da han passerer viadukten, traf han to af sine kollegaer, der også var på vej til Bov. Han standsede for at tage dem med. Han standsede op for at tage dem med. Dette skete lig ud foran den før omtalte barak.
En af kollegaerne havde en cykel med. Og bilisten steg derfor ud for at hjælpe med at få den anbragt bag på bilen. Tyskerne i barakken troede givetvis, at det var sprængningskommandoet. De åbnede derfor ild mod gendarmerne med det resultat at den ene var død på stedet, og de to andre blev hårdt såret. De døde kort efter.
Hvis bilisten ikke havde standset for at tage kollegaerne med netop på dette sted, ja så var ulykken ikke sket.
Man vidste, at tyskerne ville komme
Nu kom det sikkert ikke som en overraskelse at tyskerne ville komme. Spørgsmålet var bare, hvornår? Vejene fra Slesvig til grænsen var stopfyldt med kampvogne af alle arter. Og det kunne kun betyde, at en invasion var nært forestående.
Mange gendarmer var i tvivl om den gamle forordning gjaldt, når de nu havde måttet aflevere deres våben.
Lederen ville hente rekylgevær ned
Ved afsnitskontoret var der samlet ca. 20 mand, da afsnitslederen kom ud, gumlede han på et stykke brød. Han så alt andet end krigerisk ud. Det første, han sagde var, at nu måtte de hellere få rekylgeværet ned. Det stod oppe på loftet.
Det blev gendarmerne nu ikke så lidt forbavset over. Skulle de nu alligevel ikke trække sig tilbage og møde de danske tropper længe op i landet. Der var ingen biler at se. Hvem skulle transportere dem derop. Der var noget, der ikke passede.
Der forelå ingen forholdsordre
Nu var der så en af gendarmerne, der spurgte, hvad forholdsordrerne gik ud på. Og lederen svarede, at der ikke forelå nogen. Så var det en gendarm, der indtrængende anbefalede, at geværet foreløbig blev, hvor den var og at de alle skulle forsøge at komme hjem til deres familie. En anden mente, at man da måtte se at få forbindelse med chefen.
Og det var omgående forbindelse med Gråsten. Her var det chefen selv, oberst Paludan – Müller, der tog telefonen. Han gav ordre til, at man omgående skulle begive sig tilbage til egne kvarterer. Der skulle man forholde sig rolig og afvente nærmere ordre.
Alle gendarmer nåede hjem, inden strømmen af tyske kampvogne begyndte. De tyske flyvere fyldte luften med deres larm.
Gendarmerne gik patrulje fra 11. april
Allerede den 11. april begyndte gendarmerne atter at patruljere langs grænsen. Paludan – Müller gik ofte langs grænsen og talte med de forskellige gendarmer. Han mente, at tyskerne havde 90 pct. chance for at vinde krigen. Ingen tvivl om at hans mening var lige som den danske generalstabs mening. To år senere mente han, at de kun havde 40 pct. chance.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 21, 2022
Kükelhaen – en øl fra Aabenraa
Den gode Gud har velsignet denne by med god humle. Humlegårdene havde det godt. Man hældte øllet ned. ”Min kusk roste øllet” – ”Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl”. Historien gentog sig 122 år senere. Nu begyndte man i Aabenraa at importere øl. ”Gud den Almægtige bliver fortørnet”. Det kneb i den grad med ædrueligheden Tre dages fest. Kroer og værtshuse blev undersøgt. Der måtte ikke ryges tobak i gaderne. Øl – brygning skulle betragtes som videnskab. Mange år senere kunne man få en fedtemad og en halv liter Aabenraa – øl til 50,- kr. Så kunne pludselig får en Aabenraa – øl hvert år. Dette er så inspireret af den berømte Kükelhaen”.
Den gode Gud har velsignet denne by
Omkring midten af det 17. århundrede blev der i Aabenraa fremstillet en øl, der blev kaldt ”Kükelhaen”. I indledningen til Claus Organists optegnelser om Aabenraa, som blev skrevet af kartografen Johannes Mejer nævnes det. I 1638 blev disse optegnelser sendt til Frederik af Gottorp
Humlegårdene havde det godt
Humlegårdene havde det godt på den tid. Omkring Ramsherred kunne man også se en ranke slynge sig i et havehegn. Johannes Mejer fortsatte sin beretning:
Man hældte det ned
Jo øl – problemet har i disse tider haft stor betydning. Man drak det ikke, man hældte det ned i spandevis. Jo man fordrede det i rigelige mængder.
Både mænd, kvinder og børn drak øl. Velhavende folk havde krav på 8 – 10 potter daglig. Nogle drak endnu mere. Sådan var det i det 16. århundrede. Hofmarsken på Stockholm Slot drak en novemberdag 1594 over fire potter til frokost og i alt 22 potter til middag og aften.
En god test
Når købstadsbryggeren ville fastslå om han søl var godtøl slog han en skål øl i sædet på en dyb træstol. Derpå satte han sig i stolen. Når han så rejste sig og stolen hang fast i hans skindbukser, havde hans vare bestået prøven.
Min kusk roste det meget
I 1763 var magister Dyssel på vej til Aabenraa. Efter en øl på Brunde Kro, noterede han sig, at øllet der, både var ”feedt og velsmagende”. Nu smagte han det ganske vist ikke selv, men som han skriver:
Desværre så skrev han ikke om øllet var fra Aabenraa eller om det var noget man selv havde brygget.
Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl
Nu vidste Aabenraa – borgerne godt, hvad deres øl var værd. De gav ikke opskriften fra sig. I 1523 blev den afkrævet af fjendtlige tropper. Vægringen kom til at koste Aabenraa dyrt.
De hanseatiske tropper som understøttede Frederik den Første havde slået lejr ved Rise og Toldsted. De sendte et bud ind og forlangte at få et læs øl (24 tdr.).
Amtmand og borgere, der holdt med Christian den Anden, sad den opfordring overhørig. Men så sagde Hanseaterne:
Historien gentog sig 122 år senere
Og det samme gentog sig 122 år senere. Den svenske general Wrangel forlangte øl fra Aabenraa sendt til hans hovedkvarter i Rendsborg. I modsat fald ville han sende et regiment ryttere for at hente det.
På det tidspunkt var der atter gang i ølbryggeriet i Aabenraa. Noget tyder på, at det var begyndt at gå ned ad bakke, i hvert fald var det nok tilfældet i slutningen af det 17. århundrede. Men det gjaldt ikke blot Aabenraa.
Nu begyndte man at importere øl
Værre var det i 1610 efter den store brand havde lagt det meste af byen øde. Da klagede borgerne til hertugen fordi by-skriver Johannes Høier fortsatte med at indkræve øl – skat. Det endte med at bryggerierne holdt op med at brygge. Og så måtte Aabenraa importere fra de kongelige områder. Der blev dog nævnt, at de håndværkere, der skulle genopbygge byen, drak temmelig meget
Gud den Almægtige blev fortørnet
Men hertugen tog hensyn til borgernes ønsker. I de følgende år blev der drukket lidt for meget af de våde varer. Således mått6e byens råd udstede en forordning som vendte sig til folk, der præsenterede deres drukkenskab på åben gade o forulempede folk. Blev man grebet i dette vankede der en bøde på 8 skilling.
Her havde kirken sikkert også noget at tilføje. Det ses i ordlyden:
Det kneb i den grad med ædrueligheden
Galt var det også, at der blev tappet (serveret) øl og brændevin i den tid, der holdtes gudstjeneste. Om natten var der folk som løb fra den ene kro til den anden, råbte, skreg og slog i stenbroen.
Det kostede 3 mark i bøde. By-tjeneren havde ordre til at bringe den slags urostiftere i arresten. Det blev endda anordnet, at by – fogeden skulle holde Ting om sommeren kl. 9 og om vinteren kl. 10 for at parterne kunne mødes ædru for retten.
By – tjeneren skulle ikke give de folk gehør, som kom
Tre dages fest i Aabenraa
Men det gik så småt ned ad bakke med Aabenraa – øllet. Det ses af et gammelt regnskab som er bevaret fra 1616 da hertug Frederik den tredje efter sin far Johan Adolfs død blev hyldet i Aabenraa.
Set blev fejret over tre dage. Her blev der spist – og ikke mindst drukket overdådigt. Fra Tønder fik man to tønder hamburger øl, fra magister Peter Fabricius 5 ½ tønder rostocker øl. Og så fik man også lige 2 tønder Wismar – øl. Man fik også lige 5 tønder Aabenraa – øl. Dette var kun beregnet til tyendet.
Kroer og værtshuse blev undersøgt
Næste gang man hører om Aabenraa – øllet var i 1709. Rådet konstaterede, at der slet ikke mere blev hentet Aabenraa – øl. Man mente, at nu skulle det gøres noget. Kroerne i byen og området skulle besøges. Her skulle man tilse, om kroerne og værtshusene selv bryggede eller hentede øl udefra. Der blev også pointeret at øl heller ikke måtte hentes i Slotsgade. Det hørte ikke med til Aabenraa dengang.
Der måtte ikke ryges tobak
I årene fremover forsøgte man at skabe større orden. Fra prædikestolen blev det kundgjort at det var forbudt at ryge tobak på gaderne i gårdene og i staldene. Denne udvikling fortsatte efter at by og amt atter var blevet kongelig ejendom.
I 1722 vedtog borgmester og Råd, at monsieur Johan Heyszel for fremtiden skulle være bedemand til begravelser. Man havde konstateret en udpræget form for ”rangsyge”.
Øl – brygning skulle betragtes som videnskab
Men hvordan gik det så med øllet? Sikkert ikke for godt. En ny tid var i anmarch også for øllets vedkommende.
Den usædvanlige læge, professor dr. Heinrich Callisen slog til lyd for, at ølbryggeri skulle behandles som videnskab, så at øllets godhed ikke længere blev afhængig af tilfældighed.
En fedtemad og en halv liter Aabenraa-øl
Mange år senere så kunne man i 2015 smage en halv liter Aabenraa-øl og en fedtemad for 50 kr. på Michelsens Gård. Og overskuddet ville gå til Byhistorisk Forenings Bevaringsfond for gamle huse og miljøer i Aabenraa.
Inspireret af den berømte øl
Og så fandt undertegnede ud af, at Aabenraa Vinter Øl kunne købes i Carstensens Tehandel. Ja man kunne endda vælge mellem tre forskellige. Og så skulle den bedste så vælges. Og det skete så i samarbejde med Lundumskov Bryghus ved Horsens. Motivet til øletiketten er designet af Eskild Beck. Og han har så ladet sig inspirere af den berømte Kückelhaen – øl.
Den nye succes er fra 2013
Det havde man i hvert fald ikke i den tid, jeg boede i Aabenraa. Og det var da trods alt i 15 – 16 år. Og jo inde på Byhistorisk Forenings hjemmeside kunne man nu se, at der var en Kückelhaen Vinterøl 2021 og en tilsvarende Sommerøl 2021
Og her kan man så læse, at hver bryg er en ny kvalitet med en ny etiket. Øllet sælges i begrænset omfang og overskuddet ved salg går til Foreningens bevaringsfond. På siden fortælles også, at der på haderslevvej (Bryggergården) har været bryggeri indtil 1933. Og åbenbart er dette så foregået siden 2013.
Sådan som vi så kan forstå, så får vi en kort beskrivelse af smagen og en kort beskrivelse af fremstillingen. Det er godt nok ikke den originale men alligevel en fremragende ide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 20, 2022
Min Far var fremmedarbejder i Hitlers Tredje Rige
Dette er et forsøg på anmeldelse af en by med denne titel af Hans Dal. Og det er vores fjerde artikel om Tysklandsarbejder. Bevidst gav politikere og historikere et forkert billede af disse arbejdere. Det betød for forfatteren at han blev udsat for omfattende mobberi, både af voksne og børn. Han blev udelukket. Hans far åben og fortalte om sit arbejde. Han fandt en østrigsk kone, der ved hjemkomsten blev smidt ud af forretninger i Fredericia. Stadig den dag i dag oplever forfatteren, at folk oplever Besættelsestidens historie som sort/hvid. Der er ikke plads til nuancer. Et flot stykke arbejde, der igen engang afliver besættelsestidens myter.
Omfattende mobning
Man behøver jo ikke at være på den forkerte side, fordi man var Tysklandsarbejder. Det mener forfatteren til denne bog. Han mener, at det er et tabuemne og børn føler skam, når de har været Tysklandsarbejder. Som det vil fremgå af vores tre tidligere artikler om dette emne, så blev langt hovedparten af Tysklandsarbejderne mere eller mindre tvunget til Tyskland med fagbevægelsens accept.
Hans Dal oplevede, at selv viceværten udskammede ham og familien. Både moderen og Hans blev kaldt for ”Nazi-yngel. Den omtalte vicevært lagde en bog om foran ham med et foto af Auschwitz – lejren:
Man talte om Hans far i Fredericia. Og det kunne Hans i den grad mærke. Det var sårende bemærkninger og udelukkelse fra andre drenges leg i efterkrigsårene.
De Samvirkende fagforeninger opfordrede til det
Og det rigtigt når forfatteren fortæller, at både regeringen og De Samvirkende Fagforeninger direkte opfordrede til at man tog afsted. Forfatteren bruger udtrykket ”Frivillig tvang”. Selv ville jeg måske have brugt et stærkere udtryk.
Politikere bidrog til den dårlige stemning
Fra dansk side var en delegation blevet sendt til Berlin. Her skulle man sikre at Danmark stadig kunne få tilført råstoffer. Og det tog tyskerne sig betaling for.
Ja, de fleste forblev tavse. Men også politikerne bidrog til at danskerne skulle tro, at de helt frivillig tog til Tyskland. Jens Otto Kragh var således med til at fortælle danskerne at de have gjort det af helt frivillig vilje. Og var var det lige han sagde:
Fritaget for sociale ydelser, fordi de nægtede
Danskerne skulle tro, at Tysklandsarbejder alle var mere eller mindre nazister. Hans Dal’ s far var modsat så mange andre åben over for at fortælle om det. Og der er masser af historier om, at danske arbejdere fik frataget deres sociale ydelser fordi de nægtede at tage til Tyskland.
30 pct. af den danske arbejdsstyrke var arbejdsløs og de sociale ydelser var meget lave.
Smidt ud af forretninger i Fredericia
Vi får en interessant historie om at arbejde i Tyskland og Østrig, at blive arresteret af Gestapo – ja og så blive gift med en østriger. Hans månedsløn var 220 Reichsmark.
Men tænk engang, at blive smidt ud af forretninger i Fredericia, fordi Hans Dal’ s mor talte østrigsk. Hans Dal’ s faster og svoger tog afstand fra moderen. Og de ville ikke bære Hans. Man har nærmest indtrykket af, at det er en befrielse for forfatteren at skrive bogen.
Ord og handlinger fra voksne, der aldrig bliver glemt
I dag er der mange, der slet ikke har hørt om Tysklandsarbejdere og hvorfor de blev sendt derned. Og dem der så har hørt om dem, tror på den negative fortælling.
Det er bestemt ikke sjovt, at bliver overfuset af en voksen. Ord og handlinger fra voksne som sikkert aldrig bliver glemt. Man kan mærke på forfatteren, at det berører ham dybt.
Han kaldte Frihedskæmpere for ”Sidste dages hellige”
Erindringerne fra Hans Dal* s far dukkede først op i farens dødsbo for ti år siden. I tætskrevne a4-hæfer fortælles historien. Og som tidligere nævnt så talte faren og moren åbenlyst om det i Hans’ s barndom.
Hans far kaldte nogle af frihedskæmperne for ”Sidste dages hellige”. Han mente ikke, at de kendte til krigen, som det foregik i Tyskland og Østrig.
I Danmark arbejde massevis også for tyskerne i befæstningsopgaver. Disse var blevet henvist til dette arbejde af de danske myndigheder.
Besættelsestids – historien er ikke sort/hvid
Og som Hans Dal udtrykker det, så er det ikke plads til nuancer. For mange er historiefortællingen især om besættelsestiden stadig sort/hvid. Der stadig ikke forståelse for de valg, som Hans’ far og andre tog under krigen.
Nu hjalp det nok heller ikke, at Hans og hans storebror blev sendt ud og lege i østrigske læderbukser.
Udrejsepapir fra Østrig
Under krigen lykkedes det for Hans at få udrejsepapirer til Hans’ mor. Hun var blevet gravid. I farens dagbog står det anført, at det undrer moren at man på Jernbanehotellet i Lunderskov kunne få serveret smørrebrød.
Far var ikke nazist
Hans Dal har været nødt til at undersøge om hans far var medlem af et nazistparti. Det var han ikke. Det viser sig jo, at der kun var et begrænset antal af dem, der rejste syd på, der var nazister. Men som vi tidligere skrev, så forsøgte man at bilde danskerne ind at alle arbejdere, der søgte syd på, var nazister.
Udlængsel og eventyrlyst
Nu ser det ikke ud til at Hans’ far var blevet tvunget til at tage derned, som hovedparten. Han valgte at tage derned, fordi det var arbejde at få. Han havde ingen forpligtelser. Han havde udlængsel og eventyrlyst.
Danmarks eksport steg – også efter 1943
Når man først havde skrevet under på en kontrakt, kunne man ikke fortryde. Så hang man på min. et halvt års arbejde. På et tidspunkt bestod arbejdet i at tømme godsvogne med smør, flæsk og oksekød, hvoraf det kom fra Danmark. I frysehuset, hvor han arbejdede, var der minus 30 grader.
I 1940 – 1943 bestod Tysklands indførelse fra Danmark:
I en artikel her på siden har vi påvist at Danmarks eksport til Tyskland steg efter 1943.
En beskeden julemiddag
Og egentlig ville faren have været til Finland og kæmpe mod kommunisterne. Men inden han fik tilmeldt sig, var krigen over.
I bogen får vi også en beskrivelse af menuen den første juleaften:
Ni modstandsfolk fra Fredericia blev henrettet den 19. april i Ryvangen
Den 19. april 1945 blev ni modstandsfolk fra Fredericia henrettet i Ryvangen. Der var en stor antisympati mod tyskere i byen. Måske var det derfor at forfatterens mor blev smidt ud af butikkerne. Man glemte ikke tyskernes regime lige med det samme.
Berigelse at få pillet ved myterne
Flot arbejde af forfatteren. Det er et imponerende stykke arbejde. Det er altid en berigelse at få pillet ved myterne omkring besættelsestiden. Her handler det så om Tysklandsarbejdere, der nærmest blev udnævnt som landsforrædere. Vi må håbe, at denne bog vil få stor udbredelse.
Du kan også læse vores tre artikler om Tysklandsarbejdere her på siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: