Artikler
Februar 7, 2023
Tønder Statsseminarium – igen på danske hænder
Tønder Statsseminarium skulle fortsætte efter 1920. Forstander Albech bød velkommen. En ny seminarielov. Staten overtog en masse bygninger. Nyt fag: ”Seksuel Hygiejne”. Forstanderen dør efter langt sygeleje. Mange tøndringer savnede ”den gode gamle tid”. ”Den ene Forstander var værre end den anden” Sådan blev det sagt, da den ny forstander blev budt velkommen. En forstanderbolig med 30 rum. Skulle man aflyse 150-års jubilæet grundet den politiske situation? De tysksindede fejrede deres egen fest. Den tyske avis fordrejer historien. To hjemmetyskere var kilde til avisen. Tønder havde nazistisk besøg syd fra. 9. april 1940 var som en ”grøn flod”. Ballade om seminariets hagekorsflag. På seminariet fortsatte man undervisningen. Pedel Frandsen var en god forhandler. En forkert melodi kunne have haft følger. En elev meldte sig til ”Værnemagten”. Stor tilslutning til seminariet. Bombe i Jernbanegade. Den første sabotage i Tønder. Elever går under jorden.
Tønder Statsseminarium skulle fortsætte efter 1920
Selvfølgelig skulle de store bygninger ved Vidåen fortsætte som seminarium efter 1920, mente man i Tønder. Men så lige til, var det nu ikke. Tønder seminarium havde mistet langt den største del af sit opland. De fleste elever havde været hjemmehørende i Nordfrisland og Ditmarsken havde søgt andre steder hen.
Der var kommet nye seminarier. Når man nu alligevel i København gik med til at bevare seminariet skyldtes det delvis den ældgamle tradition og et hensyn til Tønder købstad, der havde mistet halvdelen af sit økonomiske opland. Man bøjede sig også over for nødvendigheden at skabe et dansk pædagogisk og kulturelt midtpunkt i grænsebyen.
Forstander Albech bød velkommen
Den 31. august 1920 blev Tønder Seminarium genåbnet som dansk seminarium. Dagen efter begyndte Øvelsesskolen, en dansk folkeskole for Tønder købstad.
I åbningstalen knyttede forstander Pastor Albeck bånd til den 7. januar 1858, da forstander Kühnel havde åbnet det rent danske lærerseminarium samme sted. Nu var begyndelsen beskeden. Forstanderboligen og den største del af seminariets bygninger var under verdenskrigen blevet benyttet som lazaret. Seminariet var dernæst brugt af engelske besættelsestropper. Dernæst var den kaserne for danske tropper. Det havde i den grad efterladt sig spor.
Først i løbet af det første undervisnings-år begyndte istandsættelsen. I løbet af fire år nåede seminariet op på det normale antal på 83 elever i seminarieklasserne og 36 i præparandklassen.
En ny seminarielov
Som følge af den ny seminarielov af 15. april 1930, fandtes der fra 1934 fire klasser. Der måtte også efter denne lov oprettes nye faglokaler. Men også tilgangen af nye elever til Øvelsesskolen kom til at betyde noget. Børnetallet på Øvelsesskolen steg fra 130 til 247 fordelt i 8 klasser, da der ved ministeriets tilladelse den 1. april 1921 indrettedes et 8. skoleår. Allerede i 1932 nåede skolen op på 400 elever.
Staten overtog en masse bygninger
I 1920 overtog Staten følgende bygninger:
I foråret 1921 overtog Staten den ny Øvelsesskole (opført 1916), der indtil da blev ejet af Tønder Kommune. I 1922 opførtes en ny gymnastiksal og et smukt elevhjem ril 20 kvindelige elever. Samme år blev den ene lærerbolig inddraget til skolebrug
Nyt fag ”Seksuel hygiejne”
1931/32 opførtes en nybygning med fire klasselokaler, skolekøkken, lægeværelse og faglokaler. I 1938 tog man forberedelse til opførelse af en gymnastiksal mere.
Som noget nyt blev der indført et fag, der hed ”Seksuel Hygiejne”. Og det blev givet af amtslæge dr. Lausten Thomsen. Og så har det også været samariterkursus med afsluttende prøve.
De fleste elever var for nedsat medlemsbidrag medlem af Tønder Læse – og Ungdomsforening. Så kunne de deltage i foredrags, Teater og koncertarrangementer.
Forstanderen dør efter langt sygeleje
Det kom som en overraskelse for mange, at kongen i 1920 udnævnte en forholdsvis ukendt københavnsk sognepræst til seminarieforstander i Tønder. Men han havde i mange år interesseret sig for Sønderjyllands historie. Fra 1905 til 1920 havde Albeck været præst ved mariendalskirken på Frederiksberg.
I 1937 blev han pensioneret og blev ved den lejlighed udnævnt til kommandør af Dannebrog, På sin 68-års fødselsdag døde han efter et langt og tungt sygeleje.
Mange tøndringer savnede ”den gode gamle tid”
Dr. Lausten Thomas blev fast skolelæge og en skoletandlæge fik man også i 1937. Pigerne i de øverste klasser fik nu skolekøkkenundervisning mens drengene havde sløjd-undervisning. I skoleåret 1938/1939 oprettede man en eksamensfri mellemskole.
Mange tøndringer savnede ”den gode gamle tid”, da seminaristerne ligesom var festligere og mere dominerende i gadebilledet. De kom i nærmere kontakt med borgerhjemmene , hvor de ikke blot boede men også fik deres forplejning og forlovede sig med døtrene.
Den ene forstander var værre end den anden
Med kort varsel måtte Morten Bredsdorff bryde op fra Silkeborg Seminarium. Han måtte tage af sted uden familie, da forstanderboligen var under renovering. Velkomsten var meget uformel og foregik på lærerværelset ved den første frokost. Det var Claus Eskildsen, der bød velkommen:
Dermed var isen brudt.
En bolig med 30 rum
Den ny forstanders familie kunne endelig rykke til Tønder. Og dette forskrækkede i den grad forstanderens kone. Der var hele 30 rum, de 8 befandt sig dog i kælderen.
Et hjemmetysk ægtepar fejrede guldbryllup. De blev kørt i Landauer gennem Østergade, hvor alle både dansk – og tysksindede havde lys i vinduet. Og forstanderen og familie var med til aftenfesten i Tonhalle, hvor den muntre komedie ”Der verschriebene Vetter” blev opført. Og den handlede jo netop også om seminarister i Tønder.
Skulle man holde 150 års fest?
Snart måtte man ansøge om udvidelse og indretning af dobbeltklasser. Man kunne også på seminariet mærke den propagandaombruste nationalsocialisme. En fanatisk pastor Peperkorn råbte op om ”den blødende grænse” ved Kruså. Den skulle flyttes ”bis an die Königsau”.
Den 24. september 1938 skulle der holdes 150 års jubilæumsfest. Kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, der opholdt sig på Gråsten Slot, ville deltage. Amtmand grev O.D. Schack skulle holde festtalen.
Der indtraf dog nogle begivenheder i Europa, der satte spørgsmålstegn ved, om man skulle afholde festen. Men både ministerium og amtmand mente at festen skulle gennemføres.
De tysksindede ville holde deres egen jubilæumsfest
Men man kunne i Nordschleswigsche Zeitung læse, at den tyske lærerforening ville fejre begivenheden for sig selv på Restaurant Skyttegården i Tønder den 10. september.
Fra seminariets side inviterede man formanden for den tyske lærerforening, skolekonsulent Elholm. Han mødte op hos Morten Bredsdorff og bad om lov til at nedlægge kranse ved seminariets mindestene for stifteren Balthasar Petersen og de faldne for Verdenskrigen. Han spurgte derefter om at det kunne tillades de tyske gæster sydfra at hilse på monumentet med ”den tyske hilsen”.
På seminariet ville man for enhver pris undgå et gjaldende ”Heil Hitler” i seminariegården. Og forstandere gav tilladelse til hilsenen uden at nævne ”en fremmed statsoverhoveders navn”. Elholm lovede at det ville ske i tavshed. Man ville heller ikke synge eller på anden måde demonstrere.
En ordre til pedellen om at fjerne den visne, tyske krans fik nogle ubehagelige følger. Det vender vi tilbage til.
Den tyske avis fordrejede historien
Jubilæumsfesten i festsalen blev transmitteret af statsradiofonien, som ikke var så almindeligt dengang. Mange tidligere Tønderelever fra hele landet var mødt frem.
Men pludselig kunne man i Nordschleswigsche Zeitung se et meget skarpt indlæg mod seminariet og dets forstander. Man var dybt forarget over det, man kaldte ”gravskændsel” ved at fjerne den Slesvig – Holstenske lærerforenings krans fra provst Petersens mindesten. Det var en grov fornærmelse mod den tyske befolkning og måtte medføre alvorlig klage til ministeren.
Samtidig blev det oplyst at seminariets nye ledelse havde gjort sig skyldig i en anden grov udfordring, idet en ”jødisk rabbiner” fornyelig havde holdt foredrag for seminariets elever og det endda i undervisningstimen. Den slags ”Unfug” skulle man ikke længere finde sig i.
To hjemmetyskere var kilde til avisen
”Rabbineren” var en tåbelig misforståelse- Det hang sammen med nazismens uhyggelige antisemitisme. Sandheden var, at det var en af forstanderens gode venner, der på den tid var katolsk præst i Esbjerg, der fortalte om digteren Johannes Jørgensen. Bagefter var det Kaj Munk, der førte ordet. Det var i forbindelse med ”nogle frie litterære dansktimer”.
Morten Bredsdorff diskuterede sagen med Claus Eskildsen. De var enige om, at bladets kilde måtte være to elever i tredje klasse, der begge tilhørte det tyske mindretal.
Forstanderen kaldte de to elever ned på sit kontor og fortalte dem, at de havde givet bladet fordrejede oplysninger. De burde selv kunne se, at kransen efter to uger var vissen og grim. Den var blevet fjernet for at give plads for undervisningsministeriets friske krans. De to elever nægtede ikke. Og med besked om, at de ville blive bortvist, såfremt bladet ikke indstillede deres kampagne, blev de sendt afsted til det tyske blads redaktion.
Efter brummende vredesudbrud ebbede sagen ud i de følgende dage.
Tønder havde besøg af nazister syd fra
Søgningen til seminariet var stor. På Schackenborg Slot diskuterede man, hvad man skulle gøre. Amtmanden, Grev Schack fin sin vilje. Man skulle optage 60 i stedet for de sædvanlige 25 – 30 nye elever.
Kort efter nytår 1940 var stemningen i Tønder meget anspændt. Militæret i byen var i beredskab. Sent på efteråret var elever fra en holstensk ”Fahnenjunkerskole” i Tønder i flere dage. De hagekorsuniformerede ynglinge optrådte meget udfordrende. Da et dansk teaterselskab en aften skulle opføre Kaj Munks drama ”Han sidder ved smeltediglen” var de unge nazister posteret ved teatrets indgang og kom med truende tilråb. Nu voksede uroen igen.
Den 9. april 1940 var det som en grøn flod, der fyldte gaden fra mur til mur. De væltede frem mod Ribelandevej. De sang og skrålede. Langs fortovet ved seminariet så man enkelte sort uniformerede soldater med opadvendte bøssepiber. Og himlen var fuld af sorte flyvemaskiner.
Balladen om seminariets hagekorsflag
Kl. 8.45 begyndte nogle nazistiske Tønderborgere at hejse et hagekorsflag på seminariets flagstang ud mod Østergade. Forstander Morten Bredsdorff spurgte anfører om hvilke beføjelser de havde til ulovligt at trænge på seminariets grund. Han svarede, at det var efter ordre af ”den tyske kommandør”. Forstanderen bad nu om en skriftlig ordre. Dette blev der svaret meget groft på. Nu henviste vedkommende til politimesteren som skulle have givet tilladelse til dette. Men en henvendelse til politimester Martensen-Larsen resulterede i at denne aldrig havde givet sådan en tilladelse. I enighed blev politimesteren og forstanderen at man tog flaget ned og afleverede til de indtrængende.
Men kl. 9.15 var et nyt flag blevet hejst af de samme herrer. Efter en ny henvendelse til politimesteren blev enige om at lade flaget hænge indtil spørgsmålet om politimesterens myndighed var afklaret. . Kl. 11.30 samme formiddag indfandt politimesteren sig og flaget blev taget ned og afleveret til de folk, der holdt vagt.
På seminariet fortsatte man undervisningen
Ved et hastigt indkaldt lærermøde besluttede man at gennemføre seminariets undervisning. Kun halvdelen af Øvelsesskolens børn indfandt sig den dag. De allerfleste blev naturligvis holdt hjemme af forældrene. Man mødtes kort i festsalen, hvor forstanderen orienterede om udviklingen.
Den 12. april fik seminariet endelig kontakt med undervisningsministeriet. Og her fortalte statskonsulenten, at de i København havde fået at vide, at seminariet var blevet bombet og alle var flygtet.
Pedel Frandsen var god til at forhandle
Den 20. maj ankom en feldwebel og forlangte et kvarter til 200 mand, formentlig på vej tilbage fra Norge til det nu besatte Frankrig. De krævede klasseværelser, ”skrivestue” m.m. samt anbringelse af nogle ammunitionskasser i kælderen.
Pedel Frandsen, en erfaren frontsoldat fra første verdenskrig viste sine evner til at forhandle. Han bad forstanderen om at blive på sit kontor.
Tyskerne frafaldt deres krav og nøjedes med at beslaglægge gymnastiksalen og beholde deres ”krudt” i redskabsrummet. Indkvartering og anbringelse af vogne og feltkøkkener voldte en del uro. Men efter henstilling til den kommanderende officer om at de fremmede tropper udelukkende benyttede indgangen fra Østergade samt at skildvagten skulle bortvise alle uvedkommende civilister fra seminariets park, lykkedes det at skabe tålelig ro og orden.
En forkert melodi kunne have fået følger
Men det kunne nær være gået galt. Seminariet blev truet med udsmidning og lukket, fordi en klasse for åbne vinduer havde sunget ”Marseillaisen” under en appel i parken. Forstanderen henstillede nu til lærerne at vælge melodier med lidt mere omhu.
Der gik rygter i Tønder om, at selveste rigskansleren med følge skulle dukke op i Tønder omkring den 28. juni. I Vestergade var man parat med middag. I samme anledning var der kommet ekstra politimandskab til Tønder. De opholdt sig i seminariets park og blev bespist i elevhjemmet. Men Rigskansleren kom som bekendt aldrig til Tønder.
En elev havde meldt sig til Værnemagten
En sønderjysk elev fra 3. klasse indfandt sig på forstanderens kontor. Han ville udmelde sig øjeblikkelig. Han havde meldt sig til den tyske ”Værnemagt”. Han skulle på grund af et tidligere afgivet løfte øjeblikkelig rejse syd på. Forstanderen syntes det var meget ubetænksomt, og beklagede dybt at han skulle i tysk krigstjeneste. Eleven var temmelig nedslået. Men han fastholdt sit ønske og afrejste samme dag
Fire måneder senere i oktober 1940 kom han pludselig tilbage. Han havde opholdt sig i en træningslejr i Nordtyskland, men det havde været en frygtelig skuffelse. Han egnede sig heller ikke til at være soldat.
Hans faglige standpunkt havde været særdeles gode. Efter nogen betænkelighed fik han lov til at indtræde i sin klasse med et løfte om ikke at have samkvem med fremmede soldater. Hans kammerater modtog ham ”uden sympati, men på henstilling også uden nogen art af demonstrativ uvilje”.
Stor tilslutning til seminariet
I sommeren 1940 begyndte nedrivningen af en gammel staldbygning fra 1830erne og af det gamle alderdomshjems fløj ind mod seminariet. I løbet af godt et års tid var den gamle ”Helligåndssal” fra Brorsons tid omdannet til en smuk læsesal og bibliotek.
Seminariet fik en ny overlærerbolig, en pedellejlighed og en praktikklasse, som straks blev taget i brug. Der var nu 60 elever i klasse 1. Det var det højeste antal siden 1920.
Tragisk – bombe i Jernbanegade
Da et engelsk bombefly blev skudt ned over Jejsing, var flere af eleverne fra seminariet på sygehuset for at give blod tril de overlevende englændere. En del bygninger blev beskadiget af engelske bomber i Jernbanegade. En lærer mistede sin datter og hustru. Selv blev han alvorlig kvæstet. Flere omkom. Senere under krigen blev et af de samme ejendomme igen ramt.
Den første sabotage i Tønder
I maj 1943 indtraf den første sabotage i Tønder. 6 lokomotiver blev alvorlig beskadiget i remissen ved Tønder H. Utvivlsomt fra hjemmetysk side blev politiets opmærksomhed straks henledt på statsseminariet. Der blev foretaget afhøringer og visitationer.
Politiet bad endda forstanderen om at foretage privat afhøringer af mistænkte elever, men det nægtede han. En bestemt elev blev arresteret med kort efter løsladt. Han betroede sig dog til forstanderen under fire øjne at være medansvarlig. Forstanderen anbefalede ham at gå under jorden, da politiet tilsyneladende havde stærke beviser. Men det ønskede han ikke. Kort tid efter blev han igen arresteret. Men dommer Stegmann løslod ham ”på grund af bevisets stilling”.
Elever gik under jorden
Han fortsatte derefter på seminariet, indtil en stor arrestationsbølge – efter en sabotagehandling på Tønder Øst – i november 1943 gik over Tønder. Det lykkedes for den omtalte elev at slippe bort, mens 6 andre kammerater blev taget. Forstanderen bevarede dog kontakten til den omtalte elev. Efter befrielsen kunne han vende tilbage og fuldføre uddannelsen.
En tredjedel af seminarieeleverne lejede værelser hos hjemmetyske borgere. Dette pålagde naturligvis alle at udvide stor forsigtighed. Adskillige af disse borgere var skræmt af værnemagtens brutale trusler. De følte sig forpligtet til at melde politiet senere Gestapo enhver mistanke. Adskillige gange måtte de unge mennesker gå under jorden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 4, 2023
Hans Mørup var på fløjen
En modig mand med markante holdninger. Provokerede i Sydslesvig. KU-Aabenraa på kollisionskurs. Tilknyttet Dansk samling. I regionsledelsen. Præget af KZ – ophold. Med de Hvide busser- På fløjen – Inspireret af Italien og Tyskland. Mørup mente, at Stauning og Munch var farlige for Danmark. Han bender ideologisk kulør.
En modig mand med markante holdninger
Hans Mørup var en af de første, der gik mod tyskerne. Det var meget tidligt, at han startede det som skulle blive til ”Aabenraa – kredsen”. Ja det var allerede i august 1940. Derefter holdt man regelmæssige møder rundt om på hoteller i Aabenraa.
Han var en modig mand med stærke holdninger. Og selvfølgelig var inde ved Livgarden. Han var nationalkonservativ til fingerspidserne. Og han var medlem af Konservativ Ungdom – først i Sønderborg og senere i Aabenraa.
Inde ved livgarden stiftede han bekendtskab med premierløjtnant Schalburg, der for Mørup var den ideelle officer.
Provokerede i Sydslesvig
Han blev grebet af udviklingen i Tyskland. Og selvfølgelig skulle Danmark ned til Ejderen. Det havde vi historisk ret til, mente han. Han provokerede da også flere gange, når han sammen med andre konservative gik syngende gennem et par sydslesvigske byer. Og det var naturligvis danske nationalsange, som de sang.
KU-Aabenraa på kollisionskurs
KU – Aabenraa kom i stigende grad på kollisionskurs med ungdomsorganisationens landsledelse. De gik efterhånden ind for Christmas Møllers linje. Denne var imod en aktivistisk Sydslesvig – politik. Han ønskede ikke nogen uro ved grænsen.
Det var lige modsat Hans Mørups ønske. Og det gav han sandelig også udtryk for. Da KU – ledelsen meddelte, at nu skulle KU – Aabenraa rette ind, meldte den 25 – årige Mørup kollektiv – afdelingen ud. Dette skete i 1938. Grupperingen fortsatte som en uafhængig nationalkonservativ ungdomsorganisation.
Tilknyttet Dansk Samling
Hans Mørup mente, at KU havde givet køb på sin visionære og kritiske retning var forfaldet til en ren kopi af moderpartiet. I stedet forsøgte han sig med Victor Purschels Nationalt Samvirke og trådte på ruinerne af dette forøg ind i dansk Samling.
Kredsen udviklede sig til at blive et diskret men effektivt netværk med en tæt tilknytning til Dansk Samling. Ja først to år efter begik de deres første egentlige illegale handling. De hjalp en flygtet norsk krigsfange videre til Sverige.
I regionsledelsen
Man brugte kræfterne på træning og åndelig oprustning. Aktiviteterne var propaganda og aktioner mod de danske nazister og mindretallet. Desuden fortsatte de med deres terrænsport.
Efterhånden gled han mere og mere over i decideret illegalt arbejde. I 1944 blev han medlem af regionsledelsen for modstandsbevægelsen i Syd – og Sønderjylland.
Præget af KZ-ophold
I juni 1944 blev han arresteret og nogle måneder senere deporteret til Neuengamme, hvor han sad til kort før krigsafslutningen, hvor han blev hentet af De Hvide Busser. Det vil sige at han på et tidspunkt også var i det berygtede Ausenlager Husum – Schwesing.
Livet igennem var han præget af dette ophold. Vi har tidligere her på siden berettet om denne forfærdelige lejr. Men hans åndsfriskhed bevarede han livet igennem. Fra den britiske hærs overkommando modtog Hans Mørup udmærkelse for sin tapperhed.
Med de hvide busser
Hans Mørup beretter om dengang han kom over grænsen med de hvide busser. Han skulle hjælpes ud af bussen og halvvejs bæres ud over i en barak, hvor han blev lagt på en madras. Han fik besøg af sin køre Ruth. Hun kiggede bekymret på ham. Han manglede cirka 40 pund i vægt, skrev han.
Afskeden med Ruth var vemodig. Han var så tæt ved hjemmet og skulle så fragtes helt til Sverige
På Fløjen
I år 2000 udgav han som 87-årig sine erindringer for perioden 1929 – 1945. Den hed meget passende ”På Fløjen”. Den er baseret på dagbogsnotater. Vi får et dybt indblik i ideologien på den yderste højrefløj dengang.
Denne ideologi mindede ofte om nazisme og fascisme, Men virkeligheden så anderledes ud i 1935. Spændingen mellem danske sønderjyder og hjemmetyskere var stærke. Det var dengang de unge vandrede i støvler.
Inspireret af Italien og Tyskland
”Den Gamle redaktør” har læst bogen. Og det er selvfølgelig et spændende tidsdokument. Men jeg savner nogle kritiske tilbageblik.
Vi får i bogen at vide, at KU ikke var fascistisk. Skaftestøvlerne var kun til praktisk brug. Volden blev kun anvendt fordi det var de ”Røde”, der startede volden. Og så var heil-hilsenen ikke en efterligning af de tyske nazisters hilsen men en gammel nordisk hilsen. Men det skinner dog igennem, at man var inspireret af Italien og Tyskland.
Han mente at Stauning og Munch var farlig for Danmark
Egentlig var Hans Mørup ikke hadefuld over for tyskerne. Han havde familie på den anden side. Gennem hans opvækst forsvarede han alt, hvad der var dansk. Han anså Stauning – Munch for at være farlig for Danmark. Især deres forsvarspolitik var skadelig, mente han.
Han bekender ideologisk kulør
Da jeg læste bogen, fik jeg en mærkelig fornemmelse. Det er et interessant tidsbillede. Men det er alt for meget patriotisme over skildringen. Åbenbart havde han i sin sene alder ikke ændret syn på denne indstilling. Men man må lade Hans Mørup, at i den grad bekender ideologisk kulør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 4, 2023
Vi føler os til grin af Facebook
Badende børn må ikke vises. Holocaust tegning må heller ikke vises. Andre må gerne vise det, som vi ikke må vise. Andre eksempler på repressalier. Skal vi straffes for markante holdninger? Vi må gerne selv blive udsat for hadefuld retorik. Vores arbejdsbetingelser er blevet forværret. Facebook blokerer for ytringer, fotoer og tegninger. Facebook er og forbliver et monopol. Skal Tech-giganter have mere kontrol? Er det ikke regler for udenlandske virksomheder? En ny ”overdommer” har ikke bragt forandringer. Facebook forholder sig ret til at trække grænsen. Er Faktatjekker robotter? Facebook har stor magt over for den offentlige debat. De trækker grænsen før loven. Balancen mellem den digitale ytringsfrihed. En vigtig rapports konklusion. Dengang.dk kan miste 45 pct af dens læsere, når/hvis Facebook droppes.
Badende børn må ikke vises
Så skete det atter engang. Vi fik repressalier af Facebook. Igen engang blev vi nærmest stemplet som seksuelle afvigere. For 14 dage siden bragte vi et billede af badende børn i Ladegårdsåen. Det er imod Facebooks politik. Billedet blev bragt i forbindelse med en af vores 8 -10 temartikler om Ladegårdsåens historie, som nu igen er blevet aktuel.
Vi har i vores arkiv en masse fotos med badende børn i Vidåen, i Søerne i København, i Fælledparken og i Nørrebroparken. Det må man ikke bringe. Man antyder gennem linjerne at vi har pædofile tendenser.
Vi har tidligere bragt fotos af badende børn uden konsekvenser. Hvorfor så nu?
Holocaust-tegning må heller ikke vises
Og denne gang var det en Holocaust – tegning, der viste tre – fire SS-soldater med skydevåben og tre stakkels ofre fra en KZ – lejr, der skulle skydes. De var godt nok nøgne men viste ryggen til. Denne tegning må vi heller ikke bringe for Facebook.
Andre må gerne vise det, som vi ikke må vise
Når vi nu skriver ”vi”, så er det fordi Museum Auschwitz gerne må bringe tegningen.
Det minder os om en episode for et par år siden, hvor vi delte et opslag fra Flensborg Avis, der viste noget om nazister og Flensborg i 1945. Her oplevede vi også repressalier fra Facebook. Vi kontaktede Flensborg Avis, der meddelte, at de ikke havde modtaget repressalier.
Andre eksempler på repressalier
Fornemmelse er, at der er koblet robotter på. Man har så fra Facebook indført et system med at man kan klage. Det har vi gjort utallige gange uden nogen som helst virkning.
Som det vil være læserne bekendt er vi tidligere blevet udelukket fordi vi nævnte et bestemt folkeslag, der begynder med n……Det var i forbindelse med en artikel om Vesterbro i 1914. I søndagsskolen hang en sprællemand formet som en n….
Ja vi fik også advarsel en gang, da vi beskrev den berømte Blushøj – lejr, hvor der var en masse S…… Vi skulle i stedet have skrevet Romaer.
Skal vi straffes for markante holdninger?
Vi kunne have nævnt mange flere eksempler. Vi forsøger at servere interessante historiske artikler for offentligheden. Vi har indtryk af, at de allerfleste føler sig godt, underholdt af disse. Vi respekterer selvfølgelig, at man kan tolke historien forskellig. Man kan sige, at i nogle af vores 16 forskellige kategorier følger vi nok ikke flertallet af den generelle opfattelse. Men skal vi straffes for dette?
Vi må gerne selv udsættes for ”hadefuld retorik”
Vi har gang på gang oplevet ”hadefuld retorik” fra læsere. Det har Facebook accepteret. Men vi har gennem årene oplevet gentagende henvendelser fra Facebook, at vi har brugt ”hadefuld retorik”. Vi har så det system på dengang.dk, at vi en gang om måneden svarer på den kritik som vi modtager.
Vores arbejdsbetingelser bliver forværret
Spørgsmålet er om dengang.dk kan blive ved med at arbejde på Facebook på denne måde. Vi bruger trods alt en del tid hver dag i at lægge 10 – 15 artikler ud hver dag. Vi deler gerne andre grupper. Og så er der grupper, vi ikke har haft de bedste erfaringer med. Hver grupper har selvfølgelig deres individuelle regler. Og de harmonerer måske ikke altid med vores. Og så får vi problemer.
Vi har jo også vores hjemmeside, hvor størsteparten af vores læsere går direkte ind. Men vi kan jo se, at flere og flere kommer ind på den via Facebook. Men arbejdsbetingelserne bliver svære og svære med Facebooks interne regler.
Facebook blokerer for bestemte ytringer, fotoer og tegninger
Måske er Facebook ikke så velegnet til historieformidling. Facebooks robotter er ikke konstrueret til dette. Det handler om krænkelses-fortolkning.
Facebook blokerer for bestemte ytringer, fotoer og tegninger. Den klassiske liberale tilgang har hidtil været, at det må folk bare finde sig i. Facebook er en privat virksomhed, og de bestemmer selv, hvad de vil tillade på deres platforme. Og vi skal være glade for, at vi uden videre ”gratis” kan gøre reklame, for noget vi selv skaber.
Facebook er et monopol
Man mener så at dette monopol ikke udgør nogen trussel eller problem. Og hvis de gør det, så må det bare være sådan. For Facebook er et monopol. Politikerne siger gang på gang at de skal overholde dansk lovgivning – det har de sagt i mange år. Instagram ejes også 90 pct. af Facebook, så der kan vi ikke rigtig smutte over med vores historier.
Man taler så meget om borgerlige rettigheder. Det er gift for samfundet at sidde sådan en udvikling overhørig. Og mon ikke, at Facebook overtræder forskellige lovgivninger. Skal udenlandske interesser bare for frit spil i Danmark. Skal Facebook afgøre danske demokratiske valg? Uwe, overdriver du nu ikke?
Skal Tech-giganter have mere kontrol?
Skal Tech-giganterne fortsætte deres march mod mere kontrol, styring af samfundet og borgernes tilværelse. Magthaverne skal heller ikke bruge Facebook til at bruge Facebook som et politisk værktøj til at holde en opposition nede. Hvad kan man så gøre?
Er der ikke regler for udenlandske virksomheder?
Jeg troede ellers at Danmark havde opsat en række regler for udenlandske virksomheder, der drev virksomhed her. Men vi ser stadigvæk, hvordan Facebook agerer politisk dommer over bestemte holdninger eller en situation, hvor magthaverne danner en alliance med Facebook om at holde bestemte holdninger nede.
En ny overdommer har ikke bragt forandringer
For nogle år siden gik Helle Thorning Schmidt ind i toppen af Facebooks nye ”ankenævn” Hun sagde ved indtrædelsen:
Samtidig siger hun, at man ikke kan se på alle klager. Hver gang, vi har følt os uberettiget anklaget af Facebook har vi klaget. Det har man aldrig taget til efterretning.
Facebook forholder sig ret til at trække grænsen
Facebook har erkendt, at de sidder som overdommer på rigtige og forkerte meninger. De forholder sig ret til at trække grænsen et sted. Hvis man ikke holder sig inde for skiven, så fjerner man indlæg. Og man erkender, at det er et brud på ytringsfriheden.
Facebook censurerer ikke politiske holdninger, men de griber ind, hvor de vurderer at det er ”skadeligt”. Folk må gerne have holdninger, med de skal tænke over, hvad de gør.
Er Faktatjekkere robotter?
Facebook har også ansat faktatjekkere, der registrerer, advarer eller direkte blokerer, hvad de vurdere er usandt eller manipulerende fakta. Og åbenbart vurderer de også, hvem der må bringe et foto eller tegning eller hvem der ikke må.
Ja man påstår at have 70 uafhængige faktatjekkere fordelt ud over verden. De arbejder på 50 – 60 sprog. Men man har indtryk af, at disse er algoritmer eller robotter.
Facebook har stor magt over den offentlige debat
Facebook har stor magt over den offentlige debat ved at afgøre, hvilke folkevalgte politikere, der kan komme til orde. Facebook kan egenhændigt tilsidesætte ytringsfriheden for hvem som helst af mediets milliarder af bruger efter eget skøn. Det har de så gjort over for dengang.dk adskillige gange. Hvorfor ved vi ikke. Vi er ikke en partipolitisk platform Indrømmet vi har til tider nogle markante meninger om historien.
De trækker grænsen før loven
Loven siger også, at der er en grænse for ytringsfriheden, men Facebook trækker grænsen før loven på en række områder. De siger også det gælder mobning på nettet eller diskrimination. Det er en masse steder hvor Facebook trækker grænsen.
Men Facebook tillader at enkelte ligefrem advarer mod vores artikler.
Balancen om den digitale ytringsfrihed
Hvad er balancen mellem digital ytringsfrihed og samfundets ønsker om rammerne for den offentlige samtale. Tænketanken Justitia har udarbejdet en interessant rapport. Datamaterialet for rapporten er omfattende. Der er hentet 724.244 kommentarer fra fem danske nyhedsmediers facebooksider – Danmarks radio Nyhederne, Den Korte Avis, Ekstra Bladet, Politiken og TV2 Nyhederne. Der blev undersøgt, hvor mange af disse kommentarer, der blev slettet
Rapportens konklusion
Rapporten konkluderer at
Hver gang, der fjernes en strafbar kommentar, slettes der 36 generelle holdningsytringer. Grundet det meget store antal kommentarer på Facebook generelt er det rapportens vurdering, at der årligt bliver slettet 366.479 lovlige kommentarer på de fem sider, heraf 213.191 generelle holdningsytringer om for eksempel politik og samfundsforhold.
Dengang.dk kan miste 45 pct. af dens læsere
Rapporten konkluderer, at der årligt kan forefindes op mod 18.930 strafbare ytringer på de fem facebooksider, som ikke er blevet slettet. Dette skal sammenlignes med de 5.400 slettede strafbare kommentarer. Rapporten vurder, at der for hver strafbare kommentar, der slettes, findes tre – fire kommentarer, der ikke slettes.
Rapporten viser at der slettes rigtig meget indhold, som ikke er ulovligt eller strafbart
Hvis nu en dag, hvor dengang.dk ikke er at finde på Facebook er det enten fordi, at vi igen har fået en straf af Facebook eller fordi vi selv har valgt at gå fra Facebook. Vi vil ikke holde op med at skrive. Men så må du direkte ind på vores hjemmeside. I værste tilfælde mister vi ca. 45 pct. af vores læsere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 3, 2023
Erik Bondo Svane – Frihedskæmper fra Aabenraa
Han var interesseret i Sønderjyllands historie. Han fik en stilling i Aabenraa som sommerfuldmægtig. Og så gik han i frihedskampen. Svane kom i ledergruppen og blev advaret mod at Gestapo var på sporet af ham. Han ville dog ikke lade sig skræmme. Han mente at flugt var umulig grundet tysksindede stikkere. Han frøs i cellen. To gange afhørte Gestapo ham. Først var han i Frøslevlejren, hvorefter det gik mod Neuengamme. Her døde der ca. 90 fangere hver dag. Og de 12 ovne i krematoriet kørte i døgndrift. Svane blev udtaget til at arbejde i Dessau Ufer. Det var en lang arbejdsdag. Flere forlangte andel af Røde Kors pakkerne. En tredjedel af Svanes arbejdskollegaer døde. Slev fik han også alvorlige problemer. Lægen turde ikke at indlægge ham. Så fik han prygl, fordi han ikke var i stand til at arbejde hurtigt. Svane døde den 5. marts 1945. Den officielle dødsårsag var ”Død på grund af bronkitis”.
Interesseret i Sønderjyllands historie
Erik Bondo Svane er født i København. Hans far var viceskoledirektør. Det var et stærkt nationalt interesseret hjem, som han voksede op i. Som lille dreng modtog han stærke indtryk af fædrelandskærlighed.
Han blev stærkt historisk interesseret og særligt Sønderjyllands historie interesserede ham, Han søgte alt litteratur som han kunne få fra Sønderjylland. I 1928 var han sammen med to norske kammerater på cykeltur hernede. De nåede også denne gang syd for grænsen.
Sammen med nogle kammerater fra Studenternes Roklub gæstede de den slesvigske østkyst og nåede ned til Kiel. Han blev i 1934 medlem af den sønderjyske studenterforening Heimdal. I 1935 og 1936 deltog han i Heimdals sommerture til Sønderjylland.
Fik en stilling i Aabenraa
I mellemtiden havde han taget juridisk embedseksamen og begyndte som fuldmægtig hos sin ældre bror, højesteretssagfører Oskar Bondo Svane. En overgang blev han sekretær i handelsministeriet.
På en cykeltur i Sønderjylland i 1938 blev han opmærksom på en ledig stilling som dommerfuldmægtig i Aabenraa. Han søgte stillingen og fik den. Han blev også leder af Aabenraas danske ungdomshjem. Han sad også i bestyrelsen for Folkeligt Samfund.
Han kom ind i frihedskampen
Erik Bondo Svane kom ind i frihedskampen i Aabenraa og var med i by-ledelsen, der have overlæge Wollesen som chef. Han organiserede grupper og var Frit Danmarks repræsentant på stedet. Han var mellemmand m.h.t. levering af våben. Han organiserede alternative ruter øst på, hvis Lillebæltsbroen skulle blive spærret.
Han deltog i uddelingen af ret store pengebeløb til trængende frihedskæmpere eller deres pårørende. I København havde han direkte kontakt med Frihedsrådet.
Svane ville ikke lade sig skræmme væk
Overretssagfører Boeck måtte flygte, da overlæge Wollesen blev taget. Svane blev advaret om at bringe sig i sikkerhed. Men han ville nødig lade sig skræmme væk fra sit nationale arbejde i Aabenraa.
Om aftenen den 18. oktober 1944 brændte han alle sine papirer og den 19. oktober foregik arrestationen. Gestapo havde om formiddagen henvendt sig på retsbygningen. Men her blev det sagt, at han var på en udgående forretning.
Han mente at flugt var umulig, grundet tysksindede stikkere
Han fik besked om det tyske politis besøg, men var på sædvanlig måde gået til middag og mødte op på kontoret kl. 2. Tre kvarter efter var tyskerne på stedet. Han blev arresteret og ført til den tyske afdeling af arresten.
Hvorfor han ikke flygtede, virker underligt. Men han havde tidligere hævdet at flugt var umuligt, fordi der var så mange hjemmetyske stikkere i Aabenraa.
Han frøs i cellen
De danske fængselsbetjente hjalp med at udsmugle breve og lod ham høre radio. Og det var selvfølgelig indstillet på London. De stillede radio så højt, at han kunne høre det gennem cellevæggen. Men der blev opsnappet et udsmuglet brev fra en medfange. Herefter blev fængselsopholdet skærpet væsentlig.
Svane frøs i cellen. Og gang på gang læste han arrestens slidte bøger. Tiden faldt ham lang. Den daglige opmuntring var gåturen sammen med de andre fanger rundt om en tøvestak med hænderne på ryggen.
Andre lyspunkter var, at der dagligt blev bragt ham kaffe fra Folkehjem. Det delte han med sine medfanger. Endvidere var der også forskellig besøg fingeret som tjenestelig anliggende fra dommerkontoret. I fængslet fik han i øvrigt tid til at skrive en afhandling om Aabenraa kirke færdig.
To gange i Gestapo – forhør
To gange var han i forhør i Gestapos hovedkvarter i overretssagfører Boecks beslaglagte villa. Første gang klarede han den. Anden gang var han inden forhøret anbragt i en mørk arrest på vand og brød i villaens kolde kælder. Her fandtes kun en træbriks. Han kunne ikke sove grundet kulde. Over for fældende beviser måtte han derfor tilstå en del om sin illegale virksomhed.
Den danske arrestforvarer sørgede på bedste måde for dansk julemad – juleaften.
I Frøslevlejren
Den 30. december blev han kørt til Frøslevlejren. Her blev han anbragt i stue 13 sammen med andre sønderjyder. Her holdt han 3 foredrag om Sønderjylland for ca. 40 kammerater, selv om det strengt forbudt.
Lejrlægen forberedte ham på, at hvis han skulle syd på, så skulle han spise alt, selv det værste hundeæde for at få så meget næring som muligt. Han skulle også bevare viljen for at overleve ligegyldigt hvor galt det gik.
Afsted til Neuengamme
Den 12. januar 1945 var der appel i Frøslevlejren kl. 4 om morgenen. Så vidste man, at nu skulle nogen syd på. Normalt var der appel kl. 6 om morgenen. Den danske kaptajn Digmann – selv fange – råbte 70 navne op. Og herunder var Erik Bondo Svane.
Disse tog hurtigt afsked med deres kammerater og gik ned på venstre fløj. Svane blev udstyret med flere sæt undertøj og en mængde cigaretter. Disse var det egentlige betalingsmiddel i lejrene.
I alt blev 250 personer stuvet sammen i 6 kreaturvogne, der blev låst. Fangerne måtte stå op. De fik hverken vådt eller tørt, bortset fra en frokostpakke fra lejren. De måtte forrette deres nødtørft i et hjørne af vognene. Svane forsøgte at muntre sine kammerater op med historier om de steder, som de passerede.
Turen gik til Neuengamme, hvor toget ankom samme dag. Fangerne fik først en snor om halsen med et nummer. Svane fik Nr. 69.185. Derpå blev alt over – og undertøj taget fra dem. Og ur, vielsesring og medbragt tobak. De blev iklædt gammelt aflagt tøj fra afdøde fanger, usle og snavsede ting, der var overmalet med striber og påsyet brogede lapper.
Ca. 90 fanger døde hver nat
Svane var ved den lejlighed heldig. Han fik fat i en damefrakke med pelskrave. Men på den anden side fik han tildelt noget elendigt aflagt dameundertøj. Desuden blev de klippet fuldstændig skaldet på hovedet og barberet over hele kroppen.
Hver morgen blev ligene af de i nattens løb døde fanger – ca. 80 – 90 mand båret ud og lagt nøgne langs hver barak.
De 12 ovne arbejde dag og nat
På paradepladsen skulle hele styrken på ca. 40.000 mand stå i timelange appeller i al slags vejr indtil man havde fundet ud af at tallet på fangerne passede med listerne.
Krematoriets 12 ovne arbejdede dag og nat. Suppen var uspiseligt. Men straks ved ankomsten fik danskerne en Røde Kors pakke. Svane ville stå det igennem. Han prøvede at hærde sig gennem kolde afvaskninger. I mangel af undertøj forsøgte han at holde varmen med træuld.
Han og Christian Viereck ligeledes fra Aabenraa havde de første 14 dage ikke andet arbejde end at skure toiletter. ”Der Blokälteste”, en tysk kommunist var flink over for danskerne.
Udtaget til Dessau Ufer
Den 28. januar blev ca. 150 danskere udtaget til en såkaldt transport til Hamborg. Danskerne var endnu friske og havde kræfter til et hårdere arbejde. Danskerne bestod af såkaldte asociale. Dem havde tyskerne fundet frem til fra danske strafferegistre. Men der var også patrioter som Erik Bondo Svane.
Arbejdslejren i Hamborg lå ved Dessau Ufer ved Hamborg Sydbanegård og var indrettet i en lade. Det var en forladt krigsfangelejr. Det regnede gennem taget. Under taget var der is under loftet.
De sov to i hver køje på en papirpose med halm og havde hver 1 tæppe. At der var lus og rotter siger sig selv.
Fra denne lejr blev danskerne ført ud på tvangsarbejde på oliefabrikken Renania, der var blevet bombet. Fangerne skulle foretage oprydningsarbejde.
En lang arbejdsdag
Dagen begyndte kl. 4. Først var der morgenappel en times tid. Hver man fik så en kop såkaldt kaffe. Rent vand have været at foretrække. Derefter fik man et tykt stykke rugbrød med 5 gr. margarine.
Derefter tog man enten med sporvogn eller marcherede hen til arbejdspladserne. Til frokost blev der serveret roesuppe. Når de kom hjem, var der atter appel. Ofte var der langvarig luftalarm. Så blev de jaget i beskyttelsesrum. På hver side stod tre tyskere med piske og slog dem, hvis ikke alle 1.000 kom hurtig nok ned gennem en kælderhals på 2 meter.
Herefter var der atter appel. Det hændte at fangerne døde i beskyttelsesrummet eller var så svage, at de ikke selv kunne komme op.
Herefter fik fangerne middagsmad bestående af roesuppe eller kålrabisuppe, som nærmest var opvaskevand. Ofte var klokken 12 om natten og suppen var iskold.
Man blev syge af forholdene
Russere og polakkerne stjal danskernes Røde Kors pakker, mens disse sov. Alle havde Dysenteri. Ofte så man folk vaske bukser. Ved hjælp af rå havregryn fra Røde Kors pakkerne fik man standset Diarreen.
”Kapoerne” var meget opfindsomme i deres afstraffelsesmetoder.
Slimhinderne var ødelagt på grund af vitaminmangel. Næserne løb og de fik vand i benene. Det gjaldt om at organisere sig til smågoder. Selv om Røde Kors pakkerne kom regelmæssig til hovedlejren kom de ikke ud til transporterne.
Flere forlangte andel af Røde Kors pakkerne
Med lidt pølse kunne man organisere sig til nogle lapper til at vikle om benene. Der var intet undertøj. Man brugte bølgepap fra Røde Kors pakkerne. Der var ingen strømper eller vanter, så hænder og fødder var blåfrosne.
SS’ erne forlangte part i cigaretterne for at udlevere pakkerne. Kapoer og ”Blokältester krævede også andel og endelig blev der stjålet fra pakkerne af medfanger.
En tredjedel af Svanes danske arbejdskollegaer døde
På denne transport døde 1/3 af danskerne ca. 50 af 150 mand. Af alle 40 hollændere døde alle. Ligene blev båret over i lighuset. Guldet blev brækket ud af tænderne. Hver 8. dag gik en jernbanevogn til hovedlejren med nøgne lig.
Til at begynde med holdt Erik Bondo Svane modet oppe. Han lærte de ”asociale” kammerater det nødvendige tysk, så de forstod kommandoerne og kunne deres numre.
Svane fik problemer
Efter 14 dages forløb blev han alvorligt syd af Dysenteri og problemer med benene. De var blevet ganske elefantagtige. Benene kunne ikke være i træskoene. Han måtte klare sig med tagpap og ståltråd viklet om benene
SS’ erne var særligt efter Svane, fordi han tog ukendt og kejtet på alt værktøj. En af dem smadrede hans briller, hvad der gjorde ham ret hjælpeløs.
Det lykkedes for Svanes far gennem Røde Kors at få et brev igennem til ham. Hvordan skulle han kunne svare på dette brev. Han måtte kun svare i ganske få linjer. og der var censur på.
Kun to grupper – døde eller raske, sagde tyskerne
Tyskernes råb og skrig og deres råhed sled på Svanes nerver. Yderligere fik han også bronkitis, så stemmen var næsten helt væk. Han kunne ikke officielt komme til læge for som en SS-leder sagde:
Lægerne var selv fanger. Den franske læge turde ikke indlægge fangerne selv om de var syge. Han forgænger, en hollandsk læge var blevet sendt til en strengere lejr, fordi tyskerne syntes at han var for imødekommende over for fangerne.
Svane fik prygl
Til sidst gik Svane over i en døs. Han svarede ikke kammeraterne, når de talte til ham. Han skulle bære en cementsæk, men kunne ikke. Det resulterede i at han blev pryglet. Dagen før han døde, skulle han bære fem mursten af gangen, men var kun i stand til at bære to. Dette afstedkom at han blev slået med gummiknippel og sparket. SS` eren råbte op om at danskere var svæklinge.
Svane dør den 5. marts 1945
Mandag den 5. marts 1945 ved 20 – tiden var han meget svækket. For at gå i beskyttelsesrum måtte han støtte sig til muren med hænderne. Kammeraterne hjalp ham op i køjen og gav ham et glas vand. De så ham pludselig ligge der med sit karakteristiske venlige smil. Men han åndede ikke mere.
Om morgenen den 6. marts udtalte Jul. Berndt fra Aabenraa:
Dødsårsagen
Kammeraterne mente, at dødsårsagen var, at han var slidt op legemligt og nervemæssigt samt pryglene dagen før. Den officielle forklaring var i første omgang – død efter lungebetændelse. Det blev så senere ændret til død efter bronkitis.
Begravet på Fattigkirkegård
I dette tilfælde blev liget ikke ført til Krematoriet i Neuengamme, men er blevet begravet på Fattigkirkegården Ohlsdorf i nærheden af Hamborg. Om det afsjælede legeme efterfølgende er overført til Danmark, vides ikke.
Kilde: (Vi har brugt følgende kilder i tre artikler om Modstanden i Aabenraa):
Hvis du vil vide mere:
Nogle tidligere udgaver (handler om Neuengamme):
Kilde:
Januar 31, 2023
Modstand i Aabenraa
Hans Mørup startede en kreds i 1940. Terrænsportsafdeling. Man støttede Dansk Samling. Overretssagfører Holger Boeck. Sprængning af Transformator. Aktion mod DAPA udført af feriedreng. Farver Jacobsen blev ny by-leder. 13 grupper i Aabenraa og Omegn. Sabotage med store konsekvenser. Politimester døde i Neuengamme. Tyskerne fik uventet sidegevinst. Wollesen ny by – leder. Strejke blandt jernbanearbejderne. Sabotageleder skudt. 26 sabotageaktioner på to måneder. Planer for ventegrupperne. Igen en stor fangst af tyskerne. Tyskerne stod parat, da våbnene ankom. Regionernes styrke nåede op på 4.000 mand kort før krigsophør. Ny fangst af tyskerne – gård sprængt. Langt om længe havde Aabenraa nok våben. Det Sønderjyske råd uenige med regionsledelsen. Den 5. maj blev der foretaget en grænsespærring. Den tyske kommandant i Aabenraa truede. Amtmanden måtte ikke modtage englænderne. Kort levetid for nogle af grupperne.
Hans Mørup startede en kreds i 1940
Det kan godt være svært at beskrive modstandsbevægelsen i Aabenraa. Vi har allerede i artikler fokuseret på den. I slutningen af artiklen vil vi henvise til disse artikler. Mindst tre gange blev bevægelsen opløst og så skulle man starte forfra. I en anden artikel, som vi har arbejdet på sammen med denne, skal vi høre om den risiko og den triste skæbne, der overgik en af modstandsfolkene nemlig Erik Bondo Svane.
Det illegale arbejde udgik fra den såkaldte ”Aabenraa-kreds”. På initiativ af handelsmedhjælper Hans Mørup som leder havde han allerede helt tilbage fra den 15. august 1940 skabt en kreds på 12 – 15 mand som med regelmæssige mellemrum holdt møder.
Terrænsportsafdeling
De fandt det nødvendig at genrejse landet og en af metoderne var en fysisk uddannelse af de unge – en slags militær uddannelse. De startede med at oprette ed terrænsportsafdeling i Aabenraa. Delings – og gruppeførere blev uddannet. Man kunne vel kalde disse for en slags hjemmeværn.
Den offentlige mening skulle påvirkes
”Aabenraa-kredsen” kom i forbindelse med dr. phil. Vilhelm la Cour. Denne skrev artikler som blev trykt i pjecer, som Aabenraa – kredsen uddelte. Og lukkede foredrag blev det til. Hvis tyskerne fik fat i disse pjecer, ville de beslaglægge dem. Den offentlige mening skulle påvirkes.
Man støttede Dansk Samling
Wilhelm La Cour talte såvel tyskerne som samarbejdspolitikken imod. ”Aabenraa-kredsen” gav Dansk Samling sin fulde støtte. De støttede partiet ved folketingsvalget i marts 1943. To af kredsens medlemmer var endda kandidater for partiet. ”Aabenraa-kredsen” betalte partiets sønderjyske valgkamp.
Kredsen havde på dette tidspunkt egentlig ikke lavet noget illegalt arbejde. Og dog, kredsen stillede sig til rådighed for P – Planen. Denne var illegal for så vidt, som den blev holdt hemmelig for tyskerne. Hvis tyskerne opdagede det, ville politiet fortælle dem, at de skulle bruges i tilfælde af en katastrofesituation.
I efteråret 1943 gik kredsen ind i arbejdet med illegale blade. Dansk Samlings leder, Arne Sørensen gik efter den 29. august 1943 under jorden og skrev en række illegale henvendelser ”Niels Jydes Breve”, hvori han anbefalede at man oprettede dannelse af seksmandsgrupper. Kredsen mangfoldiggjorde disse og sørgede for distribution.
Overretssagfører Holger Boeck
Det var dog ikke ”Kredsen”, der kom med de første konkrete ideer til sabotagehandlinger. Denne ære tilkommer overretssagfører Holger Boeck. Vi skal dog helt frem til juli 1943 før de anmeldte sager hæver sig over ubetydelige og ligegyldige.
Det var også Boeck, der havde en ide om sabotage mod Aabenraa Motorfabrik. Det var så i første omgang Esbjerg – organisationen, der skulle stå for dette. Men denne aktion har vi skrevet en selvstændig artikel om. Og det er faktisk Tønder – gruppen, der står for de første egentlige sabotageaktioner i Sønderjylland.
Sprængning mod transformator
I Aabenraa stod man for sprængninger af transformatorer den 15. oktober 1943. Og det var også dem, der stod for brandbomber mod et tysk bil-lager i Voetmanns tømmerhandel den 4. november. Virkningen var dog begrænset.
Aktion mod DAPA udført af en ”Feriedreng”
Men aktionen mod fabrikken DAPA den 29. december 1943 var mere effektfuld. Officielt så var det BOPA, der stod bag den. Men det var nu Jesper Juel Petersen, der stod for denne, mens han var hjemme op juleferie. Vi har beskrevet denne aktion i en særskilt artikel. Krudtet havde han selv taget med fra København.
Farver Jacobsen blev by-leder
Kort efter nytår 1944 blev farver Jacobsen opsøgt af godsejer Flemming Juncker. Der skulle dannes en regionsledelse. Og denne opgave påtog Jacobsen sig. Han bad Hans Mørup indtræde i ledelsen. Regionslederen havde et nært samarbejde med det illegale arbejde i Haderslev og Tønder men slet ikke noget til Sønderborg og Als.
Forbindelserne til Tønder blev overdraget til kontorassistent Sven Aage Lyck. Opbygningen af grupper i Aabenraa blev overladt til landbrugskandidat, løjtnant Jørgen Petersen. Mørup tog sig af forbindelserne til østkysten. Bankassistent Sven Hoffmann fungerede som hans kurer og tillige som våben – og sprængstofinstruktør.
13 grupper i Aabenraa og Omegn
Efterhånden var der dannet 13 grupper i Aabenraa. De kom bl.a. fra terrænsporten, Forsvarsbrødrene og Sct. Georgsgildet. Spredt ud over amtet var der grupper placeret i Løjt Kirkeby, Hellevad, Bolderslev, Rødekro, Sdr. Hostrup, Røllum, Kruså, Tinglev og Gråsten.
I april 1944 ankom der våben og sprængstof til Aabenraa afsendt pr. bane som maskingods fra Viborg.
Sabotage med store konsekvenser
I weekenden den 5. – 6. februar 1944 gennemførtes aktionen mod Aabenraa Motorfabrik, der fik så alvorlige konsekvenser. Det gennemførtes på trods af det gældende sabotageforbud. Et sammentræf af misforståelser og uheldige omstændigheder var skyld i de alvorlige konsekvenser.
Natten til den 1. maj 1944 mellem 3.40 og 7.15 sprængte Aabenraa – folkene otte telefonpæle. Dette var et angreb på tyskernes kommunikationslinjer.
Politimester døde i Neuengamme
I 1943 blev politimester Aage Agersted udnævnt til chef for ordenspolitikommandoen i Jylland. Han fik et nært samarbejde med Flemming Juncker. Dern 30. maj 1944 blev han arresteret i forbindelse med ”Politimesteraktionen. Han døde i koncentrationslejren Neuengamme den 2. december 1944. Et led i denne aktion var også forøget på at arrestere chefen for Grænsegendarmeriet, oberst S.B. Paludan Müller, der blev dræbt efter en langvarig kamp. Her fandt tyskerne en masse dokumenter, som afslørede store dele af modstandsarbejdet i Sønderjylland.
Tyskerne fik en uventet ekstragevinst
Det gav en uventet ekstragevinst for tyskerne. Det betød at mange i regionsledelsen og længere nede i modstandsbevægelsen blev taget. Tyskerne kunne med stolthed indsende en særrapport til Berlin, hvori der bl.a. stod:
Wollesen – ny by-leder
Dette skabte kaos og forvirring i modstandskredse. Regionsledelsen eksisterede ikke mere. Men den 27. juli 1944 afholdtes et hemmeligt møde i Rise Skov, hvor man forsøgte at genskabe det tabte.
Kort tid eftertog dommerfuldmægtig Erik Bondo Svane kontakt til en række vigtige folk bl.a. politifuldmægtig Ivar Møller. Nu blev Wollesen indsat som by-leder mens Svane skulle varetage kontakten til byens ungdomsforeninger med henblik på ventegrupper. Her på siden vil vi skrive en artikel om Erik Bondo Svane.
Strejke blandt jernbanearbejdere
Ivar Møller skulle knytte forbindelse til politiet, hvilket dog ikke blev den umiddelbare succes, som man havde ventet.
Den 15. september 1944 afgik fra Frøslev fanger til koncentrationslejre i Tyskland. Det afstedkom strejke blandt jernbanepersonalet i det sønderjyske.
Sabotageleder skudt
Sabotageleder i Aabenraa, Egon Nørgaard blev den 17. oktober 1944 skudt ”under flugtforsøg” den 8. december 1944 på Skrydstrup flyveplads. Der var en del modsætningsforhold i modstandsarbejdet i Aabenraa.
26 sabotageaktioner på to måneder
Den 9. september 1944 var der kommet en sending på 3-400 kg sprængstof til Hjordkær Station. Dette var forudsætningen for en virkelig offensiv mod jernbanetrafikken. Fra den 14. august til den 22. oktober blev der foretaget 26 sabotageaktioner mod jernbanetrafikken.
Planer for ventegrupperne
Nye ventegrupper blev skabt og andre blev genoplivet. I september 1944 fandtes der således 90 mand i 15 grupper. Når tiden var inde, skulle disse spærre hovedvej 10 både nord og syd for byen. Grupperne skulle afbryde telefonkabler, specielt det tyske Norges – kabel, besætte rådhuset, posthuset m.v. Så skulle man også afbryde strømmen på højspændingsværket.
Politiet, som man omsider fik den ønskede forbindelse til, skulle neutralisere Gestapo. Til brug for grupperne i Aabenraa by ankom seks kasser med våben. De blev foreløbig t samlet oplagret på sygehuset, camoufleret som beredskabskasser fra Det civile Luftværn.
Igen en stor fangst af tyskerne
Men ak, atter en gang var tyskerne på pletten. Hele aktiviteten standsede brat, som følge af en ny arrestationsbølge den 5. oktober 1944. Den rev hele regionsledelsen og samtlige by ledelser over ende. Det lykkedes for Iver Møller og Nis Enemark at undslippe.
I regionens område som helhed konfiskerede tyskerne bl.a.:
For Aabenraa’ s vedkommende blev depoterne på sygehuset og i Hjordkær konfiskeret. Som i juni 1944 måtte arbejdet begynde helt forfra.
Tyskerne stod parat, da våbenleverance ankom
Heldigvis havde Kaptajn Aage Højland Christensen arbejdet som organisator af militærgrupper for ”Ringen” ud over landet. Så det var noget at begynde med.
Efter nytår 1945 accelererede regionsledelsens vækst bl.a. blev politimester E.H. Brix leder af det illegale politi i regionen. Nye by-ledere skulle dannes og også nye grupper skulle etableres. Våben og sprængstof skulle også fragtes til regionen.
Men tyskerne stod parat ved havnen i Kolding, da skibet i begyndelsen af december 1944 lagde til kaj. Man besluttede nu at leverancerne skulle komme drypvis. Den første sending ankom til Vejen med jernbane den 2. januar 1945. Men det var slet ikke nok, der kom. Således var der kun våben til halvdelen af ventegrupperne.
Regionens styrke nåede op på 4.000 mand
Efter de første tre måneders arbejde var regionens styrke oppe på ca. 2,000 mand. Lige inden befrielsen var dette tal vokset til 4.000. Der kom gang i sabotagerne igen i februar 1945. Igen var det jernbanerne, som det gik ud over.
Ny by-leder fra november 1944 blev i Aabenraa grosserer Kristen Dam Sodborg. Han blev i det tidlige forår afløst af dyrlæge Kai Mogensen. Nye folk kom også på de andre poster. Men arbejdsklimaet var meget dårligt. En af årsagerne var forholdet til det illegale politi.
Men ved krigens afslutning kunne Aabenraa bydistrikt stille med 240 mand i 40 ventegrupper og et dusin sabotagefolk i to grupper. Disse tal omfatter både grupperne i Aabenraa by og oplandsgrupper i Hovslund, genner, Løjt, Hellevad, Ndr. Hostrup, Klovtoft, Rødekro, Varnæs, Bovrup, Felsted og Bolderslev.
Ny fangst af tyskerne – Gård sprængt
Der ankom våben til Aabenraa bydistrikt i tre omgange. Den første sending ankom den 4. februar 1945. Den blev oplagret hos gårdejer Hans Lilholdt, Brunde. Det drejede sig om to tons, der skulle viderefordeles ikke blot til Aabenraa, men også til Gråsten, Sønderborg og Padborg.
Kun en mindre del af denne beholdning var blevet videredistribueret, da tyskerne i midten af måneden slog ned på depotet. Senere – den 10. marts 1945 – blev gården sprængt som repressalie.
Langt om længe havde Aabenraa nok våben
I slutningen af marts 1945 ankom en sending, især omfattende sprængstof i dritler til Søst Skov. Endelig ankom i de sidste besættelsesdage i begyndelsen af maj 1945 en større sending, som blev afhentet i Broager. Langt om længe var Aabenraa igen blevet velforsynet med våben.
Fra den 11/12 december 1944 til 26. april 1945 blev der foretaget 26 sabotageaktioner. Nu skal man nok tage lidt forbehold på korrektheden af dette.
Det Sønderjyske Råd uenige med regionsledelsen
I Sønderjylland opererede man også med begrebet ”Modstandsbevægelsens – Det Sønderjyske Råd” men samarbejdet mellem dette og regionsledelsen var ikke særlig harmonisk.
I foråret 1945 blev det klart at krigen nærmede sig afslutning. Muligheden for at allierede ville rykke frem gennem Nordtyskland videre mod nord blev stadig mere aktuel. Tyskerne var allerede for længst begyndt at forberede interimistiske forsvarsanlæg tværs gennem Sønderjylland.
Den svenske radio havde allerede den 1. maj meddelt, at tyskerne kapitulerede, men den forhastede glæde måtte atter afvige fra realiteterne, da meddelelserne viste sig at være falske.
Den 5. maj blev der foretaget en grænsespærring
Efter meddelelsen om den tyske kapitulation var kommet fredag den 4. maj om aftenen, etablerede modstandsbevægelsen en grænsespærring til og fra Tyskland om morgenen den 5. maj. Det var bl.a. 800 mand fra Frøslevlejren og 1.700 mand fra de forskellige bydistrikter, der stod for bevogtningen af grænsen i de første par uger.
Den tyske kommandant i Aabenraa truede
I Aabenraa indtog den lokale tyske kommandant, major Geyer endnu om morgenen den 5. maj. Han truede med at beskyde danske poster og danske frihedskæmpere på gaden. Men ved forhandlinger lykkedes det at overbevise tyskerne i Aabenraa om at modstandsbevægelsen havde fået politimæssige kompetencer, herunder deres ret til at foretage interneringer.
Amtmanden måtte ikke modtage englænderne
Men internt var der stadig problemer, således forhindrede by-ledelsen i Aabenraa, at amtmand Refslund Thomsen deltog i modtagelsen af de første englændere i Aabenraa mandag den 7. maj.
Dette skabte naturligvis en misstemning og denne misstemning rettede sig mod by-lederen, Dam Sodborg.
Kort levetid for nogle af grupperne
Lige som andre steder i regionen, var den illegale levetid i modstandsbevægelsen ofte meget kort – 2-3 måneder. Det lykkedes gang på gang tyskerne at oprulle organisationen. De lokale tab var relativ store.
Vi har i forbindelse med denne artikel lavet fokusartikler på to af de omtalte modstandsfolk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 29, 2023
Det Prøjsiske Seminarium 1884-1920
Seminariet skiftede farve. Germanisering var på vej. Mange direktører. Disciplin på seminariet. En mindeplade for stifteren. Et lystspil handler om seminarieelever og pigerne i Tønder. Dr. Runkel satte sine spor. Ny seminariebygning. Nu kom der gang i den fysiske opdragelse. Vi kan takke dr. Krahe for det gamle stadion. Patriotisk begejstring. De dansksindede tog til Jelling. Kaserne for engelske og danske tropper. Dr. Pott og eleverne tog til Nibøl. Dannebrog var tilbage. 86 elever mistede livet i krigen.
Seminariet skiftede farve
Seminariets farve blev nu den sorte – hvide. Nu skulle alt gøres for at det blev et typisk prøjsisk seminarium. Man skal bl.a. skabe en normalrekrut til den prøjsiske hær. § 5 var blevet slettet i 1878. Germaniseringen fik således fri bane.
Germaniseringen var på vej
Men man begyndte længe før. I 1871 kom en forordning om sproget i de nordslesvigske skoler. Fra det tredje skoleår skulle der indføres seks timers undervisning i tysk om ugen. Det kunne uden videre udvides til 10 timer.
Men i 1878 gik man et skridt videre. Nu blev den tyske ABC indført. I tavleregning skulle der undervises på dansk. I hovedregning skulle der undervises på tysk. Efterhånden blev det danske sprog helt fortrængt. Forordningen lød sådan:
Ja kirkesproget i Nordslesvig var efterhånden blevet dansk. Hjemmesproget var også dansk. Men alligevel skulle undervisningssproget være tysk.
I hjemmene prøvede man med privatundervisning men der blev lagt hindringer i vejen. Forældrene forsøgte at sende børnene på efterskoler på den anden side af grænsen i Danmark.
Mange direktører
Efterhånden havde man slet ikke brug for dansktalende lærere i Nordslesvig. Der kom masser af forskellige direktører, men de fik slet ingen indflydelse på seminariet. Det skulle simpelthen afklædes for sit hjemstavnspræg. I perioden 1864 – 1920 var det hele 10 direktører.
Disciplin på Seminariet
Den enkelte forstander måtte ikke vinde tid til at påvirke anstalten i større grad. Fra Østprøjsen kom en mand ved navn Munther. Efter en højtidelig indvielse skulle han snart mærke at det hele ikke gik så let i Tønder.
Han indførte streng disciplin. Elever på seminariet måtte ikke bære lang skæg. Og der var streng kontrol med, hvilke piger, der blev inviteret med til fester. Der blev også givet regler for, hvilke af byens standspersoner, man skulle hilse på. Og det var landråd, borgmester, provst og deres hustruer.
Han fik også opløst den tyske elevforening Concordia. Med byens borgere lå han i en avisfejde. Så i 1886 vendte han tilbage til Østprøjsen. Hans efterfølger Eckert, der kom fra Prøjsen holdt kun i to år. Så blev han udnævnt til direktør for Kvindeseminariet i Augustenborg.
En mindeplade for stifteren
Under ham fejrede Seminariet sit 100-års jubilæum med en stor højtidelighed. Mange gamle seminarister var mødt op for at hylde deres gamle seminarium. Repræsentanter fra regeringen var ligeledes mødt op. Festens midtpunkt var nedlæggelse af en mindeplade for stifteren provst Balthasar Petersen.
Et lystspil om seminarielever og pigerne i Tønder
En ny seminariereform af 1901 betød store ændringer – også i Tønder. Eleverne tænkte med glæde tilbage på den hyggelige by med dens borgerfamilier i hvilken de hyppigt giftede sig ind. Ja det findes ligefrem et lystspil skrevet af Tønderborgeren, Lorenz Holm Andersen, der hedder:
Eleverne erindrer også et godt sammenhold. Det ringe antal dansksindede forstod at holde deres ”sindelag” inden for vesten. De sad på skolebænken med angelboer, frisere, ditmarskere og holstenere.
Jo nu blev undervisningen rettet til efter tidens krav. Man kiggede på hensynet til elevernes almendannelse og hensynet til forberedelse af den egentlige lærergerning.
Rundt omkring i provinsen var Præparandskoler, hvor unge mennesker kunne forberedes til seminariets optagelsesprøver. Man fik vejledning af en landsbylærer samtidig med at man gik til hånde i skolen. De blev så kaldt for ”Underlærere”.
Dr. Runkel satte sine spor
Det var en skoleinspektør fra Stettin, der skulle indføre den nye reform i Tønder. Han hed Runkel og han efterlod sig positive spor, selv om han kun blev her i seks år. Han forstod at inspirere sine elever. Under ham hævedes seminariet sig til en af de mest ansete i Hertugdømmerne. Men desværre for Tønder så mistede man ham hurtig. Han blev medlem af den grundlovgivende nationalforsamling i Weimar 1920 og blev medlem af den tyske Rigsdag.
Ny seminariebygning
Under hans direktorat blev den gamle seminariebygning revet ned. En ny større og flottere blev bygget i 1905. Det var i denne bygning det danske seminarium rykkede ind i efter indlemmelsen. Der var stor tilslutning til seminariet.
Først i 1915 opførtes en smuk og praktisk Øvelsesskole – bygning, sammenbygget med den ny seminariebygning.
Nu kom der gang i den fysiske opdragelse
Under Dr. Krahe, som i 1908 fulgte efter Dr. Runkel blev der gjort noget ved Seminarie-ungdommens fysiske opdragelse. I sine sidste leveår som tysk gymnasium blev der gjort meget ud af legemsøvelser, sport og idræt. Både i det sværere hjemland og længere syd på fejrede Tønder – semiristerne store triumfer – ikke mindst ved de årlige patriotiske Knivsbjergfester, hvorfra seminariets ungdom hjemførte mange præmier og egekranse.
Vi kan takke Dr. Krahe for det gamle stadion
Det er også Dr. Krahe vi kan takke for det flotte stadion for enden af Lærkevej. Her boltrede vi os meget i vores ungdom. Og det var også her, at vi med skolen holdt idrætsstævner.
Dr. Krahe indsamlede simpelthen penge til det. Og seminariets bibliotek var seminariets stolthed. Det var efter Universitetsbiblioteket i Kiel Hertugdømmernes største. Det var sammensat af forskellige samlinger.
Patriotisk begejstring
Så brød Første Verdenskrig ud. Eleverne meldte sig i patriotisk begejstring under fanerne. Alle ville med. Under disse forhold kunne seminariets undervisning kun med yderste vanskelighed gennemføres.
Eleverne og lærernes rækker tyndede ud. Lokalerne blev lige som i de tidligere krige taget i brug til krigsformål. Den gamle øvelsesbygning blev benyttet som lazaret for krigens sårede. Direktørboligen blev indrettet til lazaretlægen og apotek.
Efterhånden som budskab på budskab om de mange elever, der blev derude og aldrig ville vende tilbage indløb, kølnedes begejstringen og afløstes af mørk alvor.
De dansksindede drog mod Jelling
De dansksindede elever fra seminarierne i Tønder og Haderslev drog mod Jelling Seminarium, hvor de under roligere forhold kunne afslutte deres uddannelse. Seminarieforstander Skat Rørdam oprettede et specielt kursus for sønderjyske seminarister.
Kaserne for danske og engelske tropper
Efter krigens afslutning og under ”den internationale kommissions” civile og militære forvaltning af Slesvig blev seminariets bygninger anvist som kaserne for en engelsk troppeafdeling på ca. 90 mand, som skulle opretholde roen i byen. De skulle også sikre den fri afstemning om Nordslesvigs skæbne.
Også i denne periode fortsatte seminariet sin undervisning men stadig under større vanskeligheder.
Efter afstemningen forlod de engelske besættelsestropper byen. de afløstes af dansk militær, som også fik seminariets bygninger anvist som kaserne. Det tyske seminariums forbliven i Tønder var nu ikke mere en mulighed.
Dr. Pott og eleverne tog til Nibøl
Dr. Pott og eleverne måtte med forståelig smerte drage til Nibøl. Her forsøgte de at bygge seminariet op på ny. Det blev dog en kort levetid. Læreruddannelsen i Tyskland blev organiseret på en ny måde. Seminarierne blev nedlagt og erstattet af pædagogiske akademier, som kun stod åbne for elever, der havde taget studentereksamen (Abitur).
Dannebrog var tilbage
I Tønder by organiserede den danske regering et dansk statsseminarium, efter at det sidste militær, de danske tropper havde forladt seminariets bygninger. Endnu engang blev Dannebrog hejst over den omstridte og omtumlede institution.
86 elever mistede livet i krigen
I seminariets smukke haveanlæg kunne man beskue en mindesten med en alvorlig, værdig og rolig indskrift:
Den er rejst til minde om 86 unge elever i seminariet og præparandanstalten, en lærer og skolens pedel, som ”blev derude”, faldt for deres land.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 26, 2023
Vand i Aabenraa
Mange dramatiske episoder. Aabenraa i farezonen i fremtiden. Voldsom stormflod i 1872. Tømmer og vraggods kastet rundt som bolde. Værftsarbejder i livsfare. Den tyske militærgarnison blev hjemløs. Værftsejer Jacobsen reddet af kaptajn Jebsen. For sent for 945 kreaturer. 189 mm regn på kort tid. Cirkus oversvømmet. I 1954 kunne det have udviklet sig til en katastrofe. Vandet nåede Sønderport. I 1995 var faren ikke varslet. En katastrofe for historieinteresserede. I fremtiden er Aabenraa i fare to gange om ugen. Stormflods-historier fra vestkysten.
Mange dramatiske episoder
Som det nok efterhånden er læserne bekendt, så boede jeg ca. 15 år i Aabenraa. Dengang oplevede jeg flere gange at vandet var gået over sine bredder. Vandet kom ikke op i byen, men holdt sig ned i havneområdet. Men sådan har det nu ikke altid været. Historien kan fortælle om mange dramatiske episoder. Og disse episoder bliver måske hyppigere.
Aabenraa i farezonen – i fremtiden
Ved vestkysten, hvor jeg voksede op, har vi oplevet stormfloder mange gange. Men efter, at det fremskudte dige kom op, har folk herude taget det roligere. Men her vest på, vil der i fremtiden grundet klimaændringer også bliver værre.
Men Aabenraa en af de ti byer i Danmark, der er mest truet af oversvømmelse i forbindelse med klimaforandringer. Det resulterer i højere vandstand, hyppigere stormfloder og voldsomme skybrud.
Det bliver dyrt for byen, når de i fremtiden skal sikre sig mod store ødelæggelser. Byen er truet tre steder fra:
Voldsom stormflod i 1872
Den største oversvømmelse, som man har data fra indtraf tilbage i 1872, hvor vandstanden i fjorden nåede op på 3,35 over normalen. Det var natten mellem den 12. og den 13. november 1872 hvor en voldsom stormflod ramte store dele af Østersøkysten.
En stærk nordvestenvind havde presset store vandmasser ind i Østersøen, men den 11. november sprang vinden pludselig om i nordøst. Den 13. november var vindstyrken vokset til orkan. Nu blev vandmasserne drevet tilbage med voldsom kraft. Vandstanden steg til 3,5 meter over normalen.
Tømmer og vraggods kastet rundt
Dæmningen ved Lindsnakke blev gennembrudt flere steder. Kilen blev fyldt med vand. Hel op til Statsbanegården nåede vandet inden vinden slog om i sydvest og derpå stilnede af. I kølvandet på vandmasserne fulgte både tømmer og andet vraggods, der blev kastet rundt i byen som bolde.
En stor tremastet bark, der var bygget på en af værfterne, drev i land ved Toldhuset. En jagt strandede helt omme i Nygade.
Værftsarbejder i livsfare
I en tidligere artikel har vi berettet om værftsarbejder, der boede i et hus i Søndergade, var ved at drukne. Deres lejligheder lå lige over for værftet i huset var pludselig helt dækket af vand. Og også da de kom ud af huset var vandet dybt. Mirakuløst slap de derfra i live.
Den tyske militærgarnison blev hjemløs
Et andet hus beregnet til værftsarbejdere skyldes helt væk. Måske var det også derfor garnisonen i Aabenraa valgte at flytte til Haderslev. Langhusene ved markedspladsen, hvor den tyske militærgarnison holdt til, blev total ødelagt. De blev simpelthen hjemløse.
Jacobsen blev reddet af kaptajn Jebsen
De materielle skader i Aabenraa var ganske omfattende. Værftsejer Jacobsen, der boede på Gammelhavn nr. 2 har i sine erindringer beskrevet de dramatiske begivenheder. Vandstanden steg over vindueskarmen i huset og til sidst 1,4 meter over gulvet.
Til alt held blev familien reddet, da kaptajn Jebsen hjulpet af fire tømrersvende, fortøjede en båd uden for husets sydlige gavl, så familien kunne fires ned fra vinduet på første sal.
For sent for 945 kreaturer
I 1904 var der igen stormflod, denne gang gik fjorden 2,30 meter over normal vandstand. Det var den 31. december. Vandstanden steg ret hurtig. Klokken 8 om morgenen blev borgerne alarmeret med kirkeklokkerne. Alle de lavtliggende huse skulle rømmes.
Skaderne var betydelige. På karantænestationen på Gammelhavn var der opstaldet 1.900 kreaturer. Her forsøgte man at få kreaturerne væk i jernbanevogne. Men da toget ikke mere kunne køre på grund af vand, måtte man i stedet trække dem over dæmningen, men da var det for sent.
945 kreaturer druknede. Sagen fik et makabert efterspil. De døde kreaturer blev flået, hvorefter kroppene blev sejlet ud på floden og sænket. Men arbejdet må være udført meget sjusket for om sommeren samme år begyndte dyrekroppene at drive ind på stranden. Enden på affæren blev derfor, at man i stedet for at destruere kadaverne sendte dem til for-meling på en benmelsfabrik.
I 1912 kom vandstanden op på 2,3 meter over normalen
189 mm regn på kort tid
I 1931 var det et voldsomt skybrud, der oversvømmede gaderne. Fra tirsdag den 7. juli om aftenen til torsdag den 9. juli faldt der ikke mindre end 189 mm regn i Aabenraa. De vældige vandmasser blev ført fra byens højdedrag ned gennem byen for at løbe ud i fjorden.
Vandløbene løb over deres bredder og oversvømmede store dele af byen. Ved Folkehjem kunne rørene ikke mere klare vandet. Det løb gennem Folkehjems have og ud på Haderslevvej.
Kl. 22 kulminerede det hele. På det tidspunkt var Amtshuset oversvømmet og arealet ved Svinget/Forstalle og Hjelmalle omdannet til store søer.
Cirkus oversvømmet
Kældre var oversvømmet. Cirkus Miehe og deres telte stod i 80 cm vand på Markedspladsen foran Amtshuset. Mange af cirkusfolkene måtte den følgende dag fiske deres telte og ejendele op i den store sø. Vandet i havnebassinet stod samtidig med vand 1,35 meter under dagligt vande. Regnvandet kom med sådan en kraft, at det rev bolværket med bed i havbassinet.
I 1954 var det ved at udvikle sig til en katastrofe
Den 4. januar 1954 var højvandet ved at udvikle sig til en katastrofe. Vandet steg til 1,7 meter over dagligt vande og nåede op til Sønderport. Kloakvandet blev trængt op fra åen gennem kloakken. Store dele af byen stod igen under vand. Værst så det ud i de mange lagerbygninger langs havnen. Folk havde travlt med at lægge sandsække og hindrede dermed en endnu større oversvømmelse.
Beboerne på Gammelhavn fik en forskrækkelse, da vandet trængte ind. De måtte nødevakueres på hotel. Hen på eftermiddagen trak vandet sig tilbage. Nu kunne man atter åbne hovedvejen.
Vandet nåede Sønderport
Den 14. januar 1960 piskede det kolde havvand gennem digerne nord for Amsterdam. 3.000 huse blev oversvømmet og 15.000 mennesker måtte evakueres. Knap så galt gik det til i Aabenraa. Men det blev dog til oversvømmelse både her og i Styrtom. Vandet nåede Sønderport. Mange biler var kørt fast i vandet. Så flere gader og veje måtte afspærres. Mølleåen var atter gået over dens bredder. Vandet løb ud på Flensborgvej
I 1995 var der ingen forvarsel
I 1995 var det oversvømmelse af havneområdet og de lavtliggende områder af byen – først og fremmest kvarteret omkring H.P. Hanssens Gade og Madevej. Det var et sandt Venedig omkring havnet. Vandet var to meter over normalen. Vandet løb op til Madevej og ind i Føtex kælder, hvor hele varelageret blev ødelagt.
På Gasværksvej stod vandet en halv meter over gulvet i ”Teknisk Lager” De fik ødelagt varer for et sekscifret beløb. Ved H.P. Hanssens Gade fik Aabenraa Kino sin nederste sal oversvømmet, så lærredet, gulvtæppet og de nederste stole måtte udskiftes.
På Hotel Europa måtte indehaveren af Fox and Hound se deres skotske pub oversvømmet for anden gang i løbet af et halvt år.
Heller ikke brandvæsnet undgik vandskader. Brandstationen på H.P. Hanssens gade lå i det hårdest ramte område. Da brandfolkene var færdige i den øvrige del af byen, kunne de begyndte at bjerge ting og sager hos dem selv. Brandstationens kælder var fyldt helt til loftet med vand.
Der var ikke indløbet noget varsel. Det var først da vandet begyndte at pible ind på stationen, at de var klar over at noget var galt.
En katastrofe for historieinteresserede
En katastrofe for historieinteresserede indtraf, da 323 meter arkivalier led omfattende vandskade hos Sønderjyllands Statsamt og Tele Sønderjylland. På Aabenraa Museum gik vandet op gennem kloakkerne og oversvømmede kælderen. Heldigvis havde museet installeret fugtighedsmålere, som alarmerede personalet. De kunne så nå at bjerge de vigtigste ting.
I fremtiden – alarmering 2 gange om ugen
Ja også i 2014, 2015 og 2016 har byen oplevet voldsomme skybrud og sikkert også flere gennem de sidste par år. I 2017 igen talte man om en 100- års begivenhed, så meget steg vandet i syv havne i det sydlige Danmark.
Hvis udledningen af CO2 på verdensplan ikke mindskes betragtelig, vil de indre dele af Aabenraa by blive truet af oversvømmelse 110 gange hvert år, når vi nærmer os slutningen af dette århundrede.
I øjeblikket er det mellem nul og 2 gange om året, at vandstanden stiger så meget i Aabenraa Fjord, at DMI må udstede varsler.
Stormflods-historier fra vestkysten
Det var også dengang, da hele Tøndermarsken skulle evakueres og da hærens kommunikationssystem brød sammen. Så måtte Walkie Talkie- foreninger fra hele Sønderjylland møde op. Og min onkel dirigerede så alle tropperne med et stærkt ulovligt anlæg fra politistationen i Tønder. Men den historie kan du læse om i en anden artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 23, 2023
Tønder Statsseminarium og prøjsisk modstand
Hvordan så situationen ud fra 1864 – 1884? Hurtigt arbejde af den østrigsk-prøjsiske Civilforvaltning. Provst Carstens foreslog dobbeltsproget ordning. Afdeling A og B. Genåbnet af provst Valentiner. Pastor Niels Schmidt fik en interessant søn. Prøjsen indførte ny skoleorden. Pastor Schmidt brød sig ikke om det prøjsiske system. I 1870 var der 140 elever. Prøjsisk inspektion. Militære afhøringer på seminariet. C.F. Richter ny direktør (forstander). Ny prøjsisk skolelov. Øvelsesskolen opføres. Var det gnidninger mellem semiristerne. Concordia. Enigheden. Jens Jessen blev kaldt ”Fredsforstyrrer”. Katan: ”Der blev lagt tryk på det danske sind”. Det berømte ”Møgeltønder – slag”. Ny direktør – Castens. ”Enigheden” får forbud mod at bære hue. Den danske forening ”Enigheden” forbydes. Den danske afdeling nedlægges i 1884.
Hurtigt arbejde af den østrigsk-prøjsiske civilforvaltning
Den østrigsk – Prøjsiske Civilforvaltning tog hurtig fat i ar få genåbnet seminariet. Forarbejdet var allerede gjort af den daværende diakon og senere førstepræst ved Kristkirken i Tønder og provst for Tønder Provsti, C. Carstens.
Provst Carstens foreslog den dobbeltsproget ordning
I sproglig henseende var der tre muligheder
Carstens havde foreslået den sidste ordning. Og her fik han medhold hos den prøjsisk – østrigske Civilforvaltning og provst Valentiner. Denne var betroet til at skulle ordne seminarieforholdene i Hertugdømmerne.
Afdeling A og B
Seminariet blev således delt i to afdelinger – en A-afdeling, som var tysksproget og en B-afdeling, der var dansksproget. Man gjorde en adskillelse mellem fagene, så hovedfagene i de to afdelinger blev givet henholdsvis på tysk og dansk.
I verdenshistorie og Naturhistorie som i de rent tekniske fag var hele undervisningen tysksproget. Den tyske afdeling havde en time om ugen – undervisning i det danske sprog.
Genåbnet af provst Valentiner
Seminariet blev genåbnet af provst Valentiner den 30. maj 1864. Det var forholdsvis få i den tyske afdeling – nemlig 40 og kun 6 i den danske afdeling. Fra seminariet i Bernburg havde Valentiner hentet et par af de nye seminarielærere. Hans opgave var nu at finde en ny direktør (forstander), idet han selv ville træde tilbage den 6. september 1864.
Pastor Niels Schmidt fik en interessant søn
Det blev så en af Slesvigs egne sønner, pastor Niels Schmidt, som var født i Hoptrup i Nordslesvig. Ja han er faktisk far til tidligere folketingsmedlem m.m. for Slesvigsk parti, sognepræst i Vodder, Johannes Schmidt. Denne blev født i Tønder 1869.
Niels Schmidt havde ikke en let opgave. Men han blev betegnet som en dygtig og myndig mand. En af vanskelighederne som leder af seminariet var at den gamle hjemmegroede slesvig-holstenske og det nye udefra tilførte prøjsiske ikke harmonerede sammen.
Prøjsen indførte ny skoleorden
Efter at Hertugdømmerne i 1866 var kommet ind under Prøjsen dukkede modsætningerne op. Den nye stil i Prøjsen handlede om at vække den tyske nationalfølelse. Det skulle nu være en tysk folkelig skole, en ny tysk nationalopdragelse. Den skulle afløse den gamle standardopdragelse.
Man var stærk grebet af den frembrydende politiske liberalisme. Man krævede at blive frigjort fra det kirkelige tilsyn. Der var både revolution og ateisme i den nye bevægelse. Særlig efter revolutionen i Berlin i 1848 kom der gang i den nye bevægelse
På skolevæsenets område nåede det højdepunktet ved tre prøjsiske skoleregulativer fra 1854. Værdifulde fag som var blevet optaget i seminariernes fagrække, som pædagogik, psykologi, didaktik m.m. skulle stryges. Man skulle ikke mere have stor viden.
Seminarierne skulle fremover lægges på landet og indrettes som internater, Så kunne man nemlig holde øje med eleverne og holde dem borte fra nye ideer.
Pastor Schmidt brød sig ikke om det prøjsiske system
Pastor Schmidt havde fået statsunderstøttelse til en studierejse til de prøjsiske seminarier, hvor han fik rig lejlighed til at stifte bekendtskab med den ”nye stil”. Efter denne studierejse stod det indlysende klar for den nye forstander, at hvis seminariet i Tønder skulle omdannes efter det prøjsiske forbillede, ville det betyde en sænkning af det faglige niveau for undervisning og liv, hvortil det gamle seminarium havde arbejdet sig op til.
I forvejen havde Pastor Schmidt med sin slesvig-holstenske frihedsfølelse og hjemstavnstroskab ikke meget fidus til den nye model. Han følte sig ikke tiltalt af prøjsisk tvang og trang til at uniformere og regulere. Han ønskede derfor at lede sit seminarium videre på det grundlag, der helle tiden havde været i Tønder.
I 1870 var der 140 elever
I seminaristernes liv var der mere frihed end på de prøjsiske seminarier. Seminaristerne bar huer og bånd som tegn på deres værdighed. Ved højtidelige lejligheder havde de lange støvler og kårde. De sluttede sig sammen i ”Burschenschaften” og snævrere ”Landsmannschaften” Dette var der gang i under direktør Schmidts forstandertid. I de følgende år udviklede det sig til større frodighed. I det hele var seminariet inde i en ny opgangstid i 1870 var det besøgt af 140 elever.
Men fra de prøjsiske skolemyndigheders side så man med noget mishag på dette seminarium med dets partikularisme. Det fjernede sig meget stærkt fra de prøjsiske seminariers gennemsnit. Man forsøgte da også at sætte en stopper for det.
Og se når man beskriver historie er det altid flere sider af samme sag. Vi har som det kan ses under kildeangivelse også læst den prøjsiske version af Seminariets historie. Men den tror vi nu ikke så meget på. Vi har brugt en del materiale derfra men bestemt med et kritisk syn.
Prøjsisk inspektion
Det var i 1870, hvor selve gehejmeråd Stiehl indfandt sig på seminariet for at inspicere. Direktør Schmidt havde bedt eleverne anmodet eleverne om at aflægge huer og båndene under gehejmerådens besøg.
Det vakte Stiehls mishag at undervisningen i så godt som alle fag gik langt over de prøjsiske retningslinjer. Den højere regnekunst var det eksempelvis ikke brug for ifølge de prøjsiske retningslinjer.
Det vides ikke, hvad konsekvenserne blev efter Stiehls besøg. Men direktør tog sin afsked et halvt år efter og søgte et præsteembede på Als. Spændingerne havde taget til efter 1864 på seminariet. Det var ikke kun i ledelsen men også i det indre liv.
Militære afhøringer på seminariet
I 1865 gav en begivenhed anledning til afhøringer. Det var vel nok tale om en slags drengestreger. Den prøjsiske sanglærer Krause havde ladt eleverne i A – afdelingen som overvejende bestod af slesvig-holstensksindede afsynge sangen ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”. Eleverne drillede deres lærer ved at ændre i teksten.
Sådan noget kunne man ikke tolerere. Episoden blev der talt meget om i Tønder. En soldat indberettede sagen for sin Feldwebel. Denne gik videre til sin Hauptmann, som så igen gik til Majoren. Så måtte der ellers foretages afhøringer.
Nogle af eleverne indrømmede deres forseelse mens andre forsøgte at bagatellisere det. En anden gang var andre elever til afhøring fordi de havde udtalt sig nedsættende om Preussen og Bismarck. Flere gange i den tosprogede periode var seminariet skueplads for muntre episoder. Jo, det beviste at de unge mennesker var i besiddelse af humor. Men det var brud på seminariets disciplin.
C.F. Richter – ny direktør (forstander)
Direktør Niels Schmidts efterfølger som leder af seminariet var seminarielærer C.F. Richter, som ved seminariets rekonstruktion i 1864 var kommet fra Køpenick i Prøjsen. Han ledede seminariet i Tønder til 1878, da han blev udnævnt til direktør for lærerindeseminariet i Augustenborg.
Det blev hans opgave at gennemføre en ny seminarielov, som fremkom som led i de såkaldte ”Allgemeine Bestimmungen” under ministeriet Falk 1872.
Ny prøjsisk skolelov
Det var en modernisering af hele skoleloven i Prøjsen. Man lagde på seminarierne meget vægt på elevernes opøvelse i undervisningspraktik og undervisningsmetodik. Der skulle være mere undervisning i sprog, fysik og kemi. Og så skulle undervisning i religion indskrænkes.
Et skolelærerseminarium skulle være organisk forbundet med en Øvelsesskole. Man kan sige at denne lov havde flere lighedspunkter med den nye danske seminarielov, der kom i 1930.
Øvelsesskolen opføres
En af konsekvenserne for Tønder Seminarium var, at nu skulle man have en særlig Øvelsesskole. På seminariets grund lod staten nu opføre en stor anselig Øvelsesskole-bygning, som foruden klasseværelser rummede en festsal og lærerboliger. Desuden opførtes en gymnastiksal. Dette nybyggeri blev gennemført i 1874 – 1875.
Mellem Staten og Tønder Kommune blev der lavet en overenskomst, hvor Staten overtager undervisningen af de børn, som af kommunen henvises til Statens Øvelsesskole. Undervisningen i denne blev helt overladt til eleverne i seminariets øverste klasse, men ganske vist under ledelse og tilsyn af en seminarielærer.
Det siger sig selv at en sådan ordning ikke kunne være tilfredsstillende for børnene. Disse var overladt til unge, uprøvede lærerkræfter som hyppigt skiftede efter en turnusordning. Denne ordning hold dog helt til ”Indlemmelsen” i 1920, da den danske stat overtog seminariet.
Herefter indgik staten en ny kontrakt med kommunen, hvorefter staten forpligtede sig til at undervise 250 børn fra dansksindede hjem, men således at der ved Øvelsesskolen blev ansat selvstændige lærerkræfter, som skulle undervise børnene. Under disse lærere s tilsyn og ledelse skulle seminariets ældste elever få vejledning i undervisningsfærdighed og lejlighedsvis overtage undervisningen.
Var der gnidninger mellem semaristerne?
Var der gnidninger semaristerne imellem? Hver af de to grupper havde deres egen elvforening. Foreningslivet har været meget aktivt i denne del af seminariets historie.
Concordia
Eleverne i A – afdelingen havde deres egen ”Verbindung”. De kaldte den for ”Concordia”. Livet i denne forening var præget af traditionerne fra det tyske universitets – og studenterliv. Den var præget af Burschenschafts – ånd og dens skikke. Som ydre tegn bar medlemmer af Concordia blå huer. Ved festlige lejligheder havde de blå – hvide bånd over skuldrene med foreningens navn broderet på båndet.
Selvfølgelig var denne forening centrum for tysk – nationale følelser og for pleje af tysk kultur. Men foreningen lagde også meget vægt på medlemmernes indbyrdes gensidige opdragelse i de gamle ”Burschen – dyder” som ”Mandighed, Mod, Frihed og Høflighed mod det andet køn. Foreningen havde sine æresbegreber og brud mod disse blev dømt af en særlig æresret.
Samlingsstedet på Schweizerhalle har været vidne til meget i tidens løb. Men ved siden af denne forening, hvor det fælles nationale var det forenede, samledes de tysksindede elever, som kom fra forskellige egne i Slesvig og Holsten i mindre ”Landsmannschaften”, hvor man drøftede og plejede de snævre hjemstavnsinteresser. Der var Friser-, Angelbo-, Nordslesviger-, Holstener- og Ditmarskerklub.
Enigheden
Eleverne i den danske afdeling B havde også deres forening. Den hed ”Enigheden”. Dens medlemmer bar grønne huer og skulderbånd med foreningens navn. Deres samlingssted var Hotel Stadt Kopenhagen.
De dyrkede det danske sprog, sang danske sange og læste dansk litteratur. Men alt måtte foregå i hemmelighed. Der var nemlig kontrol. Det var ikke så let for en Tønder-seminarist at bekende national kulør.
Fra prøjsisk side blev sådan noget betragtet som landsskadeligt og landsfjendtligt. Men trods dette havde man det hyggeligt inden for Enighedens vægge.
Jens Jessen blev kaldt for ”Fredsforstyrrer”
Læser man den prøjsiske fremstilling så var det lutter idyl mellem de to grupper på seminariet. Men det blev bare forstyrret af en enkelt mand. Fredsforstyrreren var den senere redaktør af Flensborg Avis og de dansksindede nordslesvigers repræsentant i den tyske Rigsdag, Jens Jessen.
Denne havde på forskellig vis tilknytning til Tønder by og dets seminarium. Han havde sit hjem i Toghalle ved Møgeltønder. Selv var han elev på seminariet i årene 1871 – 1874. Han var også senere huslærer for advokat Gjessing i Tønder og samtidig med det var en bror elev på seminariet.
I den prøjsiske fremstilling betragtes Jens Jessen som en politisk agitator og spektakelmager af rang. Han blev gjort til syndebuk for de rivninger, der fandt sted mellem dansk- og tysksindede seminarister i 70erne og i begyndelsen af 80erne.
Jo Jessen havde da besøg af de danske seminarister i Toghalle og han besøgte dem da også i Enigheden. Men at lægge skylden på ”dieser Jessen” er en meget overfladisk beskrivelse af tingenes tilstand dengang.
Kaftan: Der blev lagt tryk på det danske sind
Den intelligente generalsuperintendent over Slesvig Stift Theodor Kaftan sagde det på en helt anden måde:
Det berømte Møgeltønder-slag
Det var i disse år det berømte Møgeltønder – slag fandt sted mellem seminariets dansk – og tysksindede elever (1878). Det var også i disse år, at medlemmerne af foreningen ”Enigheden” for at demonstrere deres danskhed aflagde deres grønne huer og anlagde sorte silkehuer med sølvsnor og sølvkors – den danske studenterhue.
Det var uden tvivl tænkt som en demonstration og blev fra ledelsens side også opfattet sådan.
Ny direktør – Castens
I 1878 blev direktør Richter forflyttet og en ny direktør L.H.A. Castens fik ledelsen betroet. Han kom fra Itzehoe, hvor han havde været præst og ledede seminariet i Tønder til 1884, da han blev direktør ved det nyoprettede tyske gymnasium i Haderslev.
Enigheden får forbud mod at bære hue
Allerede ved hans indsættelse demonstrerede eleverne i afdeling B ved at møde med den danske studenterhue. Det ville den nye direktør ikke finde sig i. Han udstedte et forbud mod at bære denne hue, som vakte opsigt.
Da redaktøren af den danske avis ”Dannevirke” i Haderslev omtalte begivenheden i sin avis og kaldte direktørens forbud ”boneret fanatisme” kostede det ham en fængselsstraf.
Den danske forening ”Enigheden” forbydes
I 1883 skred direktør Castens med tilslutning af seminariets lærerkollegium ind mod den danske forening ”Enigheden”. Han sammenkaldte alle seminariets elver til et møde, hvor han meddelte, at han måtte lukke foreningen og forbyde deres møder.
Han begrundede denne foranstaltning med at foreningen havde et helt andet end et slesvig-holstensk eller tysk præg. Tværtimod symboliserede foreningen de ”vrange danske sympatier” som også kunne spores i de nordslesvigske hjem. De danske sympatier blev indpodet gennem foreningen. Denne stod i vejen for den tyske kultur og dette måtte forhindres.
Til slut erklærede han foreningen ”Enigheden” men også de snævrere danske klasseforeninger, Sangforeningen og Læseforeningen for ophævet.
Den danske afdeling nedlægges i 1884
At dette var et hårdt slag for seminariets dansksindede elever, kan forstås. I året 1884 blev den danske B – afdeling ophævet. Således endte det tosprogede Tønder Seminarium sine dage og det blev afløst af et rent tysksproget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 20, 2023
Bankrøver fra Østerbro
Vi har læst en spændende bog af Peter Grønlund og Dorn Mørck Larsen: Bankrøver. Det var en gruppe på 8 mand som begik 16 bankrøverier i 2001 – 2002. De kom til hurtige penge, brugte dem og begik nye røverier. De fleste af dem voksede op på Østerbro. Til sidst gik det galt. 53 års fængsel fik de i alt. Og 3,6 millioner kroner blev det til. De holdt til på et lokalt fitnesscenter. Her planlagde de næste røveri, når pengene var brugt. 222 bankrøverier på et år. Politiet kom efterhånden på sporet. Lederen blev efterlyst og anholdt efter tre måneder Det første røveri indbragte 800.000 kr. De kom og kørte væk på cykler i et par røverier. De brugte ikke fysisk magt og rigtige våben. De kaldte sig ”Partners in Crime”. Nej bogen er langt fra en forherligelse af kriminalitet. Den er en beskrivelse af konsekvenserne. Men vel også en beskrivelse af, hvor let det var dengang.
De holdt til på et fitnesscenter
Vi har læst en meget spændende bog med titlen ”Bankrøver” Den er skrevet af Peter Grønlund og Dorin Mørck Larsen. Den handler om en bande, hvor størstedelen kom fra Østerbro. Ja de fleste af dem voksede op som barndomskammerater.
De holdt til i et fitnesscenter på Østerbro. Det var også her, de planlagde næste kup, når pengene fra det sidste røveri var opbrugt. Jo det var i de glade dage i 2001 og 2002. De fik masser af penge og delte da også ud til vennerne, hvis de var i nød.
222 bankrøverier i Danmark
Det var dengang, der var masser af bankrøverier i Danmark. Det ene sted, hvor de lavede et røveri, var der en slunken kasse, for da var der allerede begået et røveri et par dage forinden. I 2002 blev der begået 222 bankrøverier i Danmark.
Politiet foretog rumaflytning
De nægtede sig stort set skyldige under hele retssagen. Men hele 60 gange svarede nævningetinget ”Ja” til deres skyld under en meget lang votering.
Nu var politiet smarte for de foretog rumaflytning i arresten i Frederikssund, hvor den ene af de anholdte hyggesnakkede med to medfanger. Her fortalte han om de mange bankrøverier.
Efterlyst og fanget efter tre måneder
Allerede den 18. september 2002 kunne man i Jyllands Posten læse, at politiet efterlyste en 25-årig Frederiksberg – borger. Han var mistænkt for at være en del af en bande, der stod bag 16 bankrøverier på Sjælland.
I tre måneder var han på flugt, indtil han blev fanget på Ryparken Station.
Det første røveri indbragte 800.000 kr.
Alene i Slagelse begik de fire røverier. Deres første røveri indbragte 800.000 kr. Det var godt nok lidt uden for Slagelse og de vidste at på et tidspunkt ville politiet komme susende imod dem – netop fra Slagelse.
De kom og kørte væk på cykler
I Hillerød kom tre af dem cyklende hen til Nordea. De truede sig med en pistol til 53.000 kr., inden de atter satte sig på jernhestene. Nu var den pistol eller andre våben, som de havde med aldrig ægte.
På det tidspunkt var allerede en gruppe unge mænd allerede bag tremmer. Nogle havde allerede tilstået. Og for at ingen skal være i tvivl så blev Dorin Jes Mørck Larsens adresse også. Vi kan læse, at han var mistænkt for at have begået et røveri mod Nordea i Lynge den 1. maj samme år.
Det var vel ikke overdrevet, når overskriften lød:
Pengene blev brugt
Røverierne blev begået efter samme mønster, så politiet lagde 2 og 2 sammen. Politiet ville ikke ud med, hvor stor udbyttet har været. Røverierne var begået i Slagelse, Roskilde, Holbæk, Frederikssund og Hillerød politikredse. Måske havde røverne flere ting på samvittigheden, oplyste politiet.
Og åbenbart var pengene brugt til fester og diskoteksbesøg. Men politiet regnede med at de havde et større beløb liggende, som de ville hente, når de engang blev løsladt.
Efter hvert røveri var der fest. Rovet blev hurtig soldet op på hoteller eller i lejede sommerhuse med sprut, kokain, venner og tilkaldte ludere. Pengene blev også brugt til dyre biler, der hurtig blev skiftet ud.
53 års fængsel for 11 bankrøverier og 5 forsøg
Nu var der ikke alle der var med hver gang. Der var forskellige holdopstillinger. De to mest aktive var Dorin Jes Mørck Larsen kaldet Don D og Thomas Meyer Jørgensen, der blev kaldt Fjango fik hver ni års fængsel. De var med i 8 røverier og fem forsøg.
I bankerne havde de optrådt maskeret og bevæbnede.
I 2004 kunne man så læse at de syv venner skulle 53 år i fængsel. Og så fik befolkningen at vide at samlede udbytte var 3,2 mio. kr. 11 bankrøverier og 5 forsøg, havde politiet regnet sig frem til.
De havde altid en taske med, der skulle fyldes. En flugtrute var nøje planlagt.
De brugte ikke fysisk magt og rigtige våben
Forsvarerne mente, at de unge mænd skulle dømmes for ”milde” røverier, fordi de ikke brugte fysisk vold under røverierne. Men det ville anklageren nu ikke gå med til. Flere bankansatte var brudt sammen og måtte have psykologhjælp.
Partners in Crime
De kaldte sig ”Partners in Crime”. De følte hele tiden, at de narrede politiet. Og det gjorde de vel også til en vis grad. De brugte bare en firmabil fra et skadedyrs – firma som en af flugtbilerne ved et røveri. Og der arbejdede den ene af røverne. Han var den eneste, der havde et almindeligt arbejde ved siden af.
De holdt sig på toppen og under radaren. Ingen vidste, hvad de lavede heller ikke familierne. Pludselig havde de en masse penge og festede løs
Men politiet brugte også omfattende skygninger, telefonaflytninger og tekniske undersøgelser.
Ikke en forherligelse af bankrøverier
Nu er bogen ikke en forherligelse af livet som bankrøver. Vi får også en beskrivelse af konsekvenserne for dem og familierne. Hvordan er det at komme på den anden side af kriminaliteten.
To gange røvede de en bank, kun 50 meter fra, hvor far og mor bor. De brændte tøjet bag Østre Gasværk og gik til 1. maj fest i Fælledparken. Jo de fik sandelig også et kick ud af det.
De var en del af Danmarkshistorien. Og de gode barndomsvenner fra Østerbro ses heller ikke mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 18, 2023
Tønder Statsseminarium efter 1848
De dansksindede krævede deres folkesprog tilbage. Prins Christian kritiserede Tønder Seminarium. Seminariets elever forlod stedet. Tysk militær indtog stedet. Man skulle fortsætte undervisningen. Bahnsen fortørnet over både dansk og tysk militær. Kun 10 elever tilbage. Langsommelig affære inden dansk gymnasium oprettes. Dansk indføres i skolerne, men tysk var stadig dominerende. Magistrat og Borgerskab protesterede mod planerne. Undervisningen lå stille i 4 år. Efterhånden var der 80 elever. Det danske seminarium var ikke populært hos det tyske borgerskab. Forstander Kühnel aftvang sig respekt. Endnu en ejendommelig personlighed. En tredje lærer blev ikke længe. Cornelius Appel – en personlighed. Det dansk -slesvigske seminarium havde en kort levetid. Forstanderen søgte tilflugt i Møgeltønder.
De dansksindede krævede deres folkesprog respekteret
I 1830erne og 1840erne var der flere dansksindede, der krævede deres folkesprog respekteret i skoler, kirke, retssal og administration. Mænd fra det dansktalende Nordslesvig søgte til de kongerigske seminarier i Skaarup og Jelling.
Prins Christian kritiserer Tønder Seminarium
Prins Christian var i sommeren 1831 på rundtur i Sønderjylland. Og på den tur skrev han dagbog. Da han var i Aabenraa den 9. juli, skrev han:
Seminariets elever forlader stedet
Krigen kunne i høj grad mærkes på Tønder Statsseminarium. Mange forlod seminariet og lod sig indrullere i den Slesvig – Holstenske armé.
Den 26. marts 1848 erklærede seminariets elever at de ikke længere kunne finde ro til deres arbejde. De ville snarest muligt begive sig til deres hjem. De håbede senere at kunne få adgang til at aflægge eksamen.
Tysk militær indtog seminariet
Den 28. april 1848 rykkede tyske tropper ind i Tønder. En prøjsisk løjtnant indfinder sig hos professoren og begærer et kort over Jylland udleveret. Krigsoperationerne tager sig begyndelse. En Slesvig – Holstensk indkvarteringskommission begærer seminariets bygninger rømmet og overladt til militær benyttelse. Ja selv professorens embedsbolig skal rømmes.
Der skal skaffes plads til lazaret og militær indkvartering. Inden da ser professoren med smerte fra sit vindue i embedsboligen, hvorledes alt skolemateriel, borde, katedre, fysikundervisningens apparater, bibliotekets bøger m.m. fjernes og anbringes tilfældige steder.
Man skulle fortsætte undervisningen
Af den Slesvig – Holstenske regeringskommission havde han fået ordre til at fortsætte undervisningen. Men hvordan skulle dette være muligt?
Alligevel holdtes der både Optagelses- og Afgangsprøver men for et stærkt svindende elevtal. Undervisningen fortsatte på seks forskellige steder i Tønder. Han fandt ud af at ”ovnene” i Tønder var elendige. Lærere og elever sidder og fryser under deres arbejde. Værelserne er fyldt med røg og vinduerne måtte åbnes.
Bahnsen fortørnet over både danske og tyske soldater
Det harmer Bahnsen at se de danske soldater danse i seminariets lokaler mens orgelet spiller dansemusik. Den 20. oktober 1849 så han, hvorledes de tyske soldater fejrede den preussiske konges fødselsdag med stor højtidelighed.
Kun 10 elever tilbage
Undervisningen slæber sig afsted gennem krigsårene. Elevtallet skrumpede stadig ind. Af det før så blomstrende seminarium var der i august 1850 kun 10 elever tilbage. Efter Isted-Slaget rykkede de tyske tropper ud og de danske rykkede ind. Den 27. juli besætter de danske tropper Tønder og rykker ind på seminariet.
Bahnsen fortsætter pligttro undervisningen til det sidste. En mindre opgang af elever var at spore men fremtiden for seminariet var uvis.
Langsommelig affære inden dansk Gymnasium oprettes
Den 30. juli meddeles det at seminariet i fremtiden skulle være dansk. Det tyske seminarium skal flytte. Men ak. Afviklingen af den gamle ordning og indførelse af den ny ordning gik hverken hurtigt eller let. Endnu tre år efter krigens afslutning førte det tysksprogede seminarium under Bahnsens ledelse en stadig mere hensynene tilværelse. Først syv år efter Treårskrigens afslutning skulle det dansksprogede gymnasium under professor Kühnel begynde.
Tiden mellem de to slesvigske krige viser mere end tydeligt, hvor vanskeligt dette første forsøg fra den danske regerings side på at føre en aktiv sprogpolitik i Slesvig skulle blive.
Dansk sprog indføres i skolerne, men tysk sprog er stadig dominerende
Tønder By blev regnet for ”De blandede distrikter”, hvor det danske sprog indførtes som undervisningssprog i byens skoler. Det indførtes straks ved det ny skoleårs begyndelse i begynderklasserne. Men i de mellemste og øverste klasser blev det først efterhånden indført. Det tyske sprog havde stadig en ”fremskudt” plads navnlig i de højere klasser.
Magistrat og borgerskab protesterer over planerne
I Tønder vakte dette sprogskifte uvilje i borgerskabet. Magistrat og skolebestyrelse protesterede kraftigt men uden resultat Bahnsen stod i forgrunden af denne bevægelse. Han skrev en protest til kongen og rejste som ordfører for protestbevægelsen i Tønder til Flensborg, hvor han fik foretræde for Sprogreskripternes energiske leder, departementschef Regensburg.
Undervisningen ligger stille i fire år
Men Bahnsen fik dog en aftale med Regensburg om, at det tyske gymnasium kunne flytte til Eckernförde. I januar 1855 blev alle hjælpelærere ved seminariet fyret.
I fire år ligger undervisningen stille. Bygningshåndværkerne fik travlt. Skolebygningen var under krigen var gået i forfald. En tilbygning blev etableret. Det lykkedes at skabe et smukt bygningskompleks og et nyt orgel blev installeret.
Om – og tilbygninger
Den gamle forstanderbolig blev nedrevet og en ny anselig og rummelig blev opført i stedet for. Omkring bygningerne og langs Vidåens bred blev der lagt et smukt haveanlæg, hvoraf en del stod til rådighed for eleverne.
Efterhånden er der 80 elever på Tønder Statsseminarium
Den nye forstander, A. Kühnel kom fra den lærde skole i Flensborg. To nye lærere blev ansat. 23 aspiranter havde tilmeldt sig og ved en optagelsesprøve i e første dage af januar 1858 bestod de 21.
Den 7. januar 1858 var der officiel åbning. Efterhånden var der 80 elever i de tre klasser. Eleverne kom alle fra Nord – og Mellem-Slesvig.
Det danske seminarium var ikke populært hos det tyske borgerskab
Der mødte de nye lærere og forstanderen meget uvilje i Tønder. Det danske seminarium var ikke populært blandt den tysksindede del af befolkningen. Man kaldte den nye forstander for ”Professor Wurzelreisser” Man påstod at han skulle have sagt, at han ville rykke tyskheden i Tønder op med rode.
Forstander Kühnel aftvang sig respekt
Men Kühnel aftvang sig respekt. Han blandede sig ikke i offentlige anliggender. Hans hovedfag var religion og pædagogik. Hans undervisningsform var den traditionelle med mundtlige foredrag for eleverne, som disse skrev ned i hæfter. Han havde lune og et muntert sind, som hjalp ham i omgangen med de unge, som han samtidig holdt en vis afstand til. Han forlangte meget af sine elever og tillod ingen sløseri.
Endnu en ejendommelig personlighed
En anden ejendommelig personlighed, der arbejdede sammen med Kühnel, var kaptajn cand. Theol. Laurids de Thura. Han var præstesøn fra Ribe og tidligere sognepræst i Seem. Siden sine drengeår var han i berøring med grundtvigsk åndsliv.
Han deltog i krigen og i Fredericia-slaget blev han belønnet for sin tapperhed. Han blev i 1856 rektor ved Borgerskolen og fungerede også som anden lærer ved Seminariet.
En tredje lærer blev der ikke længe
De to var ret forskellige i deres anskuelser, men alligevel arbejdede de godt sammen. En tredjelærer H.H.A. Meier. Han underviste i regning og matematik. Men allerede i 1861 blev han sognepræst i Kejtum på Sild og fordrevet derfra i 1864. En række hjælpelærere blev også ansat.
Cornelius Appel – en personlighed
En af disse var Cornelius Appel. Han underviste i religion og historie. Han var god til at trænge igennem hos de unge. Han var også en af førerne i den såkaldte Klosterpolitik. Det hed sådan fordi det første møde blev afholdt i Løgumkloster. Klosterbrødrene gik ind for en mere rummelig opfattelse af det Slesvigske kultur-og sprogproblem. Man var imod tvangsmæssigt gennemført embedsstyre.
Appel gik også imod statskirketvang. Der udgik et kirkeligt frihedsrøre fra Tønderkredsen. En af Tønders præster J.M. Dahl deltog også i denne bevægelse. Det betød at han i en periode blev suspenderet fra sit embede.
Det dansk – slesvigske seminarium havde en kort levetid
Det dansk-slesvigske seminariums levetid blev imidlertid kun kort. Det opløstes under oprør, krigstummel og bange anelser for landsdelens fremtid. Da det den 6. februar 1864 kom efterretninger til Tønder om, at den danske hær havde opgivet Dannevirke og var på tilbagetog mod nord, kom seminariet i opløsning.
Forstanderen søgte tilflugt i Møgeltønder
Den Slesvig – Holstenske stemning i byens befolkning gjorde en fortsættelse af undervisningen umulig. Lærere og elever splittedes for alle vinde. Forstanderen søgte tilflugt i Møgeltønder. Og det gjorde adskillige dansksindede embedsmænd også.
Den 7. februar ved middagstid var det danske artilleri på tilbagetog gennem Tønder fra Frederiksstad i retning mod Ribe. Da krigen var slut begyndte en helt ny tid for det gamle seminarium.
Og hvad skete der nu efter 1864, da preusserne tog magten – Ja det kan du læse i næste afsnit?
Kilde:
Hvis du vil læse mere: