Når vi skulle besøge Oma og Opa ue i æ kov (ude i Ny Frederiks Kog) var det en helt verdensrejse – dengang. Vi var i stiveste puds. Klokken 10 skulle vi med rutebilen. Vel ankommet til Højer Rutebilstation, skulle vi så bare lige hen til venstre og gå cirka 3 kilometer ud af Siltoftvej.
Et par gange blev vi hentet af Sepp, en meget klog irsk fårehund. Min Opa sagde bare Ka då hind dem fra Tynne op we æ rutebil (Kan du hente dem fra Tønder, oppe ved rutebilen).

Over Æ vie bro
Min mor var ikke meget for, at vi skulle gå over æ vie bro. Om det skyldtes, at hun i sin barndom var bange for at Opa ikke kom hjem fra fisketuren ude på Vesterhavet, har jeg aldrig nået at spørge hende om. Jeg må da også indrømme, at Vidåen lige der, var ret bred. Vi passerede på turen Æ fryshus. Her kunne man i en slags andelsordning placere kødvarer. Det var praktisk, indtil det var almindelig og indtil man havde råd, til at anskaffe en fryseboks.
Var vi ikke drejet af ned til Oma og Opa, kunne vi være kommet ud til Peter Pørksen ud i Siltoft. Danmarks vestligste grænseovergang. Hans have var halvvejs i Tyskland. Som barn forestillede jeg mig, at der altid stod en grænsebom og en tolder i hans have. Når han så skulle hen efter sine kartofler, skulle han vise pas.

Udsigt til dæmningen til Sild
Vi sagde altid Oma og Opa, i dag siger børnene i familien bedstefar og bedstemor.
Men derude på katastrofevejen, det hed den dengang, hvor de boede, havde jeg mange oplevelser. Oppe fra sovekammeret kunne jeg se, når toget kørte over dæmningen til øen Sild. Ja det så nærmest ud, som om den kørte på vandet.
Inde ved siden var Günthers lille kammer, der har jeg sovet mange gange. Günther er min fætter, han boede i mange år herude. Og inde i æ abseite lå der kasser med mange drengebøger. Efter oplevelser dagen igennem ude på æ forland var det sjovt at læse Tarzan – bøger, Jukan – bøger og hvad de alle sammen hed.

Den kolde stue
Det var ikke altid vi kunne komme ind i æ fin stu. Det var også sjældent, at det var opvarmet der. Men det var herinde juletræet stod.
Ude i bryggerset hang der ofte en masse net, der skulle repareres. Ja, det kunne ikke skjules, at Opa var fisker. Jøggi u fra æ kov hjalp også til, når sluseportene skulle lukkes og åbnes ekstraordinært.

Den lange rejse tilbage til Tønder
Efter et søndags – besøg, måtte vi så gå den lange vej ind til Højer. Men det skete også, at vi fik fat i Kedde Bondes lillebil. Nu var det ikke altid sådan, at han kun komme så det passede med den sidste afgang fra Rutebilstationen. Jamen så måtte vi vente i venteværrelset.
Senere tog vi vores kammerater, kærester og koner med til Højer. Det foregik så på cykel, knallert eller i bil.

Aldrig mere fisk
Det var min far og min onkel, der havde været med til at bygge huset. Vi kan vel godt kalde det et husmandssted. I et skur og en lille mark bagved gik der svin, høns og gæs. Og nogle gange var disse dyr lidt aggressive. Jeg meldte mig bestemt ikke frivillig, til at samle æg.
Når så disse svin skulle aflives, ja så var jeg den, der løb væk. Over til Helmuth. Komme då u å lech. (Kan du lege?). Jo jeg har hørt, når disse svin skriger. Nu foregik aflivningen humant med en boldpistol, men alligevel.
Og så blev der ellers budt på sortsup. Nej tak, sagde jeg bare. Indrømmet, jeg blev kræsen af, at opholde mig ude hos Oma og Opa. Vi fik serveret ål hele tiden, sådan husker jeg det. Røget ål, Stegt ål, og ål i gele.
Ofte tog min Opa knallerten til Tønder med fisk og andet kød. Min far var kasserer i Murerforbundet, og når de arbejdsløse murere kom på besøg for at få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse skete det ofte, at en ål frigjorte sig og krøb over køkkengulvet, til stor morskab for murerne.

De flove får
Når fårene skulle klippes ude i Marsken, havde forskellige bønder eller husmænd samlet sig. Og man kunne godt se på, at fårene skammede sig bagefter. Det var en oplevelse.
Indtil først i 50erne brugte man en håndklipper. Senere gik man over til maskinklipning. Men det var en fynbo, der skulle vise høvringerne, hvordan man maskinklippede. Og det var de sure over.
En tur ned på Opa´s fiskekutter var også sjov, og tænk man måtte styre den lille motorbåd under æ vie bro. Men det måtte min mor ikke få at vide, hun ville aldrig give lov til det.

Den fantastiske natur
Ved siden af slusen var der en masse kar med alverdens fisk. Jo, der var virkelig noget, at se på.
Engang imellem, når Opa var besøg i Strucksalle i Tønder, gik han ud og kiggede på skyerne. Og det hændte, at måtte tage næste bus eller knallerten hjem. Han fortalte mig, den dramatiske historier om Der Schimmelreiter, en historier af Theodor Storm. Her kunne man også ved at aflæse skyerne finde ud af mange ting.
Og når vi nu er ved litteraturen, så kan Tysktimen af Siegfried Lenz, også anbefales. Den handler om maleren Emil Nolde, der blev beskyldt for at være nazist. Han boede oprindelig i Rudbøl, men flyttede til Seeböll, 5 – 6 kilometer sydligere. Prøv at kigge på Noldes malerier fra vestkysten. Det kan du gøre i Noldes museum, et besøg værd.

Sort sol er blevet en turistattraktion, men dengang kunne vi opleve den lige ud foran døren. Lige så barsk naturen kunne være, lige så flot kunne den være. At stå op på diget og kigge ud imod Vesterhavet var virkelig flot. Nu er den udsigt borte med det fremskudte dige.

En skøn ferie
En sommer havde naboen skråt over besøg af en feriepige fra Vester Højst. Jeg har desværre glemt, hvad hun hed. Høj, slank og flot. Jeg blev hvis nok forelsket. Vi tilbragte sammen med Helmuth mange sjove timer ude på forlandet. Byggede tømmerflåde og badede i prilerne (afvandingskanaler). Vi følte os som Tom Sawer og Huckleberry Finn.
Vi afprøvede også om vi var gode til det der med Æ kluhstach (springstok). Ved hjælp af den svang markmanden sig let og elegant over de vandfyldte grøfter. Om vores var elegant, skal vi være op til dyrene, at vurdere. Det var de eneste vidner.
Min Opa havde advaret os om, hvad vi skulle passe på, og hvornår der var flod.
Vi har været heldige, fordi nu er det ikke mere tilladt at færdes herude. Lige i nærheden er der lavet en kæmpe saltvandssø, hvor mange sjældne fuglearter færdes. Hele området syd for den gamle sluse er fredet. Man må kun færdes nede på den anden side af diget.

Blåvands Radio
Der var ofte besøg ude hos Oma og Opa af andre beboere. Nabokonen var god til at lave sut (en slags strandkål, der vokser ude på forlandet). Blandt dem, der var på besøg, var det mange sjove mennesker, et par enkelte vil jeg i senere artikler, fortælle om.
Måske var det min Opa, der viste mig, hvad en radio kunne bruges til. Han sad ofte og lyttede til Blåvands Radio. Denne interesse fik jeg også, måske til stor fortrydelse for mine søskende og far og mor. For inden jeg fik mit eget, var det familiens stueradio, det gik ud over.

Tante Annelise og Onkel Kedde
Min Oma hed Tønder, og af dem fandtes der et par stykker inde i Højer by. Men det var ikke der, jeg kom. Det var ofte i Nørregade hos min onkel og tante Annelise og Kedde, samt mine to kusiner Elke og Christel. Det var en gammel smedje, der eksisterede til jeg var cirka 9 – 10 år gammel. De boede virkelig hyggelig, og var mange gange lidt alternativ. De mente, at håret havde godt af øl. Så mange gange fik jeg vasket håret i øl. Lige overfor for var det en lade med masser af hø, hvor vi kunne boltre os.
På loftet fandt vi engang nogle glasplader over det gamle Højer, Efter signende skulle der have boet en fotograf til leje heroppe. Hvad der blev af billederne vides ikke. Jeg vil da håbe, at et museum eller et lokalarkiv har modtaget dem.

Onkel Pulle og Tante Sonja
Lige for enden af Prilen boede onkel Pulle og tante Sonja med kusine Herdis og June. Min onkel var oprindelig bager, men blev så kørerlærer. Han var meget musikalsk, og spillede hammondorgel. Senere var han meget ivrig trompetist i brandværnsorkestret.
June arvede dette talent. Hun underholdt en gang, vi var til en koncert i pausen.
Ofte var June med, når vi var til bal på Emmerlev Klev. Her spillede Silwer Boys, Shadows, ikke et øje var tørt, og der gled Nonneblod ned i stride strømme. Dette ”blod” var hvis nok en blanding af porter med citronvand.
Når vi så blev smidt ud her, ja så hændte det, at vi tog hjem til Pulle og Sonja, og vækkede dem midt om natten. Vi havde rundstykker med fra Sejerslev. Så hændte det at Pulle gav en koncert på hammondorglet. Når han var træt af det, overtog June orglet.
June var livlig og skøn. Nu må man jo ikke blive forelsket i sin egen kusine.
En gang lavede vi en parodi på Radio Syd. Her var Lisbeth ”Falle” også med. Det bånd vi lavede, sendte vi til Radio Syd. Jeg har da hørt, de har afspillet dele af det i en udsendelse. Journalister derfra har fortalt mig, at de har moret sig meget.

Længere nede af Prilen boede Ole. Han var leder af det legendariske orkester, Macgun Kelly and The Tommyguns. De blev hvis nok nr. 3 i danmarksmesterskabet i pigtrådsmusik det år, hvor Donkeys vandt. De kom i Ekstra Bladet, fordi de var ved at blive forgiftet i et folkevogsrugbrød. En overnatning ved Nyborg kunne have været dyr De tændte for motoren, og faldt i søvn.
Men som min storebror, som kaldte sig manager for gruppen, sagde: Omtale er bedre, end ingen omtale.