Artikler
August 6, 2023
Et slot i Augustenborg
Et gammelt sagn. Augustenborg Fjord gik længere ind. Det er ingen rester af en gammel borg. En gammel landsby. Det blev solgt til hertugen af Sønderborg. Slot opkaldt efter hustruen, Ernst Günther blev ”Guvernør af Als”. Da Louise Charlotte igen blev sendt hjem. Ernst Günther havde i sin alderdom mange sorger. I 1725 kom Gråsten til. Hoveriet voksede. Et nyt slot. Slotskirken. Et palæ til kærlighedsbarnet. Det Røde Palæ. En filosofisk hertug. Kampen om at blive svensk tronfølger. Et stort stutteri med 60 fuldblodsheste. Den danske Krone betalte erstatning. Slottet blev brugt som lazaret. Ernst Günther blev på Gråsten Slot. Så kunne seminariet fortsætte på slottet. Den hertugelige familie solgte til den danske stat. Psykiatrisk Hospital 1932 – 2025. Natur – og Erhvervsstyrelsen. Ingen offentlig adgang men museum.
Et gammelt sagn
I Danckwerths store atlas fra 1652 står følgende under Sønderborg Bys beskrivelse
Dette beror på et gammelt sagn. Dankwerth vil slå fast, at man først ville bygge Sønderborg Slot ved Stavnsbøl Færgested. Her var det forbindelse mellem Nord og Sydals.
Augustenborg Fjord gik længere ind
Dengang må Augustenborg Fjord have skåret sig længere end i landet end nu, op til Bro, videre gennem Miang Dam op til Pæleværk, hvad stednavne også tyder på. Fladbundede skibe kunne gå helt herop. Det kunne have givet anledning til at anlægge en borg til værn mod Venderne.
Der er ingen rester af en gammel borg
Ifølge sagnet gik det ikke så godt. For det der blev bygget om dagen, var om natten blevet ødelagt. Det lå spredt over hele pladsen næste morgen. Til sidst bandt man en bjælke om halsen på en okse. Man lod den løbe, hvorhen den ville. Den løb ud på pynten ved den smalleste del af Alssund, hvor den lagde sig og lod sig drive bort. Man mente at Gud havde ledet oksen derhen, og derfor byggede man slottet der.
Andre fortæller, at man bandt et tørklæde for øjnene af to okser. De drev først omkring i nogen tid, indtil de endelig gik ud i vandet ved Alssund og standsede på det sted hvor man derpå byggede det første slot ude i vandet. Mod disse sagn taler den kendsgerning, at der aldrig er fundet rester af den gamle borg.
En gammel landsby
Hvor nu byen Augustenborg ligger, lå i gammel tid den lille landsby Stavensbøl (eller Steffenbull). Den omtales først 1271, da en from og rig kone ved navn Margrethe, enke efter Agge Nummesen, skænkede den og landsbyen Sebbelev til bispen over Slesvig, der residerede i Schwabsted (Svavsted). De to landsbyer nævnes i et dokument fra 1523, der omhandler de biskoppelige besiddelser. Under punkt 7:
Efter reformationen tilfaldt godserne Kronen.
Det blev solgt til Hertugen af Sønderborg
1651 solgte Frederik den Tredje Stavensbøl samt 8 gårde, 8 huse og i alt 19 plove land i Sebbelev til Hertugen af Sønderborg Ernst Günther. Hans bedstefar var Hans den Yngre. Efter Hans den Yngres død 1622 deltes hans besiddelser mellem hans fem sønner, så Alexander, Ernst Günthers far, fik Sydals med Sønderborg Slot. Dette arvede Ernst Günther ved faderens død 1727. Han trådte i Christian den Fjerdes tjeneste og lærte her den senere Frederik den Tredje at kende.
Slot opkaldt efter hustruen
Efter købet af Stavensbøl nedlagde Ernst Günther straks landsbyen og byggede på grunden et slot, som efter hans hustru Auguste af Glücksburg, fik navnet Augustenborg. Pontoppidan nævnte, at bygningen var ret anseelig. Foran slottet lå en flække med 50 huse, hvoraf de fleste var beboet af hofbetjente.
Det første slot var en stor bindingsværksbygning.
Ernst Günther udnævnt til ”Guvernør af Als”
Ernst Günther, der allerede fra 1664 fik en årlig pension af den kongelige kasse, blev nogle år efter udnævnt til Guvernør på Als. Med titlen fulgte en årlig indtægt på 2.000 Thlr. Han døde i 1689 – 80 år gammel. Men hans sidste år havde ikke været uden sorger.
Da Louise Charlotte igen blev sendt hjem
Enkedronning Sophie Amalie ønskede nemlig en forbindelse mellem kansleren Griffenfeld og hertugens datter Louise Charlotte. Hertugen var ikke glad for den forbindelse, men rettede sig til sidst efter hoffets ønske. Bryllupsdagen var fastsat. Der blev forfattet et brudedigt på latin. I 1675 rejste prinsessen fra Augustenborg med København som mål.
I Korsør blev hun modtaget af Griffenfeld. Men den mægtige mand ved hoffet, sendte hende tilbage igen. I Augustenborg Slotspark står tre ege, om hvilken, der på egnen fortælles, at under dem skal Hertugen af Augustenborg, der var fortørnet over denne hån fra Griffenfelds side, sammen med Hertug Johan af Plön og grev Frederik Ahlefeldt til Gråsten have svoret deres medvirken til Kanslerens fald.
Men den påstand afviser historikeren A.D. Jørgensen som løs snak. Hertugen havde sikkert endnu ikke opgivet sine forhåbninger m.h.t. datterens ægteskab. A.D. Jørgensen at sammensværgelsen mod Griffenfeld stammer fra Lyksborg.
Ernst Günther havde mange sorger
Ernst Günther havde andre sorger på sine sidste dage. Hans ældste søn giftede sig med en barbers datter fra Kiel. Det var alt for langt under stand.
Hans næstældste søn Ernst August trådte over til den katolske kirke. Det var faderen så fortørnet over, at han gjorde ham arveløs. Ved sin død 1689 testamenterede han alle sine ejendomme til sin gemalinde som uindskrænket arving. Han testamenterede grundejendommen til sin yngste søn Frederik Wilhelm og gav den katolske Ernst August alt for lidt i års-penge. Ernst August var meget utilfreds med dette.
Efter familiestridigheder var han vendt tilbage til den lutherske kirke. Han blev af kongen udnævnt til Guvernør af Als og residerede som sådan på Sønderborg Slot. Man søgte længe på et forlig i familien, men det lykkedes aldrig. Da Hertug Frederik Wilhelm døde i 1714, blev Ernst August hertug til sin død i 1731.
I 1725 kom Gråsten til
Efter Ernst August fulgte Christian August, søn af Frederik Wilhelm. 1725 kom Gråsten til de augustenborgske besiddelser. Christian August døde 1754 og efterlod sig to sønner Frederik Christian (den ældre) og Emil, der blev dansk general.
Et nyt slot
Det er Frederik Christian den Ældre, der 1770 – 76 har bygget det slot, der står der nu. Han lod det gamle slot nedrive og et nyt opføre fra grunden. Det består af en treetagers hovedbygning med to toetagers sidefløje. Alle værelser vendte ud imod parken og alle gangene strakte sig langs gården. Eneste undtagelse herfra var Riddersalen, der lå i midterfløjens stueetage med døre og vinduer både mod gård og park.
Hovedbygningen er pudset og kalket i gult og hvidt og er kronet med blåglaserede teglsten. Staldgården er bygget af gule mursten og røde tegltage. I dag bliver slottet anset for et af Danmarks flotteste barokslotte.
Slotskirken
I den sydlige sidefløj boede hertugen. I den nordlige er Slotskirken, der den dag i dag bruges til sognekirke for Augustenborg by som før 1776 hørte til Ketting Sogn. Den vestlige ende var beregnet for den hertugelige familie. Til hertugens plads var der indgang fra slottet.
Kirken er hvid med meget forgyldning. Den er bygget i overgangen fra Rokoko til Klassicisme. Døbefonten er af hvidt marmor og er en gave fra kejser Alexander den Første fra Rusland, der sad fadder for Hertug Christian Augusts førstefødte, Alexander født 1821.
Kirken er forsynet med et stort orgel, en gave fra den tyske kejserinde, der tilhørte den augustenborgske slægt. Kirkebøgerne begynder med 1776. Hofpræsten stod ikke under provsten heller ikke under biskoppen. 1848 måtte han nedlægge sit embede og byens beboere måtte gå i kirke i Ketting. Først i 1874 blev der igen oprettet et selvstændigt embede.
Et palæ til et Kærlighedsbarn
Lidt senere blev der nede i parken bygget Palæet til Hertugens Frederik Christian den Førstes svagelige datter Louise. I 1815 blev det overtaget af enkehertuginde Louise Augusta – kærlighedsbarn af livlæge Johan Struensee og Caroline Mathilde.
Til hendes død i 1843 var hun et flamboyant og kunstnerisk menneske. Palæet dannede frem til hendes død i 1843 rammen om et farverigt liv – fuld af fester, kultur, leben og romantik.
Det blev brugt til 1843 som hertugeligt enkesæde. Denne statelige bygning bliver kaldt ”Det Hvide Palæ. Siden har huset været sporadisk beboet og har blandt andet tjent som bolig for overlæger samt fritidshus for psykiatriske patienter.
Det røde Palæ
Det Røde Palæ er også kendt som Prins Emils Palæ og Prinsens Hus. Det er opført i 1764 af prins Emil August (bror til hertug Frederik Christian den Første) som pensionistbolig. Her boede den ugifte pensionerede general indtil sin død 1786. Herefter har det lille harmoniske palæ med tilhørende sidebygning tjent mange forskellige formål.
Benævnelsen ”Prinsens Hus” kendes fra et reglement, som hertugen i 1775 udsendte om fordelingen af stolepladser i den da netop fuldførte slotskirke.
Den ugifte pensionerede general boede her med sin lille tjenerstab indtil sin død 1786. Ved sit testamente havde prinsen da bestemt, at hans ejendom fremtidig skulle være en del af det Augustenborgske fideikommis, men brugsretten med alt dets indboskulle for livstid nydes af hans niece, prinsesse Louise.
En filosofisk hertug
Frederik Christian den Ældre samlede meget jordegods til slottet. Hertug Frederik Christian døde i 1794 og efterfulgtes af sin søn, Frederik Christian den Yngre. Han var født 1765 og havde fået en god opdragelse. I 1783 blev han sendt til Leipzig for at studere. Her beskæftigede han sig med filosofi og pædagogik. I 1785 kom han tilbage, samme år blev han forlovet og året efter gift med kronprins Frederiks søster, Louise Augusta. Det var et politisk ægteskab udtænkt af A.P. Bernstoft. I begyndelsen af 1780erne regnede han det for meget vigtigt at dæmpe fremtidige arvestridigheder.
Kampen om at blive svensk tronfølger
Hertugens broder Christian August var i 1809 blevet valgt til svensk tronfølger. Da han døde i 1810, var det udsigt til, at svenskerne ville vælge Frederik Christian til tronfølger. Men alt hvad der skete, på Augustenborg blev af hertuginden bragt videre til Frederik den Sjette, som også var på tale til svensk tronfølger. Derfor modarbejdede han hertugen på alle mulige måder. Ingen af dem blev dog valgt. Bernadotte blev svensk tronfølger.
Et stort stutteri
Frederik Christian døde 1814 og efterfulgtes af sin søn Christian August, den fra 1848 kendte ”Oprører”. Hans søster var gift med den senere Christian den Ottende. Han havde et stort og kostbart hestestutteri på Augustenborg Slot. Dette stutteri var blevet bygget til i 1829. I 1836 var der 60 fuldblodsheste i de hertugelige stalde.
Vi har tidligere berettet om Prins Frederik af Nør og den Slesvig – Holstenske bevægelse. Straks ved oprørets begyndelse måtte han flygte fra Augustenborg. Han vendte aldrig tilbage.
Den danske Krone betalte erstatning
Efter krigen underskrev han i Frankfurt am Main den 30. december 1852 en affindelses-erklæring. Den danske Krone overtog hans godser, mod at hertugen fik 1 ½ Mill. Specier (3 Mill. Rigsdaler). Blandt de dansksindede på Als var der stor glæde over at han efter krigen ikke vendte tilbage. Der blev digtet mange skillingsviser om ham.
Slottet blev brugt som lazaret
Under krigen 1848 – 50 blev Augustenborg Slot brugt som lazaret. Fra 1850 – 1864 var det kaserne. Det var det også i den første tid under prøjserne. Under krigen 1864 var det også igen lazaret. På Augustenborg Kirkegård findes grave af soldater, der døde her. Der er også rejst en mindesten i Parken for en norsk militærlæge, der døde på slottet.
Midt i slotsgården står en lind, der er plantet efter krigen 1870 – 71 til minde om sejren over Frankrig. I 1878 blev slottet indrettet til Kvindeseminarium, hvad det var til 1919, da det blev forladt. Det ejes nu af den danske stat.
Ernst Günther blev boende på Gråsten Slot
Hertug Christian August bosatte sig på sit gods Primkenau i Schlesien. Her døde han i 1869. Hans søn Frederik Christian blev fader til Auguste Victoria, der i 1881 blev gift med Kejser Wilhelm den Anden.
I 1885 blev slottet givet tilbage til den hertugelige familie. Men Ernst Günther den Anden af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg foretrak at blive boende på Gråsten Slot. Så seminariet fortsatte på Augustenborg Slot.
Den hertugelige familie solgte til den danske stat
Efter Ernst Günthers død i 1921 blev hans fætter Albert John af Augustenborg (1869 – 1931) den sidste titulære hertug af Augustenborg. Fra 1931 var ”hertugerne af Glücksborg de eneste sønderjyske hertuger, der var tilbage.
Efter indlemmelsen i 1920 solgte hertugfamilien, der i 1884 havde fået overdraget ejendomsretten i 1921 slottet til den danske stat.
Psykiatrisk Hospital fra 1932 til 2025
Det er sikkert ikke mange, der ved det, men lige efter besættelsestiden måtte kongen udvise et medlem af hertugfamilien i Augustenborg.
Natur og Erhvervsstyrelsen
Slottet blev anvendt som psykiatrisk hospital fra 1932 til 2015. Her blev plads til hele 500 patienter I 2016 oprettede Natur/Erhvervsstyrelsen en afdeling på slottet med 60 arbejdspladser. Meningen er hvis der skal komme i alt 300 medarbejdere.
Ingen offentlig adgang
I dag er slottet ikke tilgængelig for offentligheden. Men der findes dog et lille museum, man kan besøge. Dog er der adgang til slotsparken, gårdspladsen og Augustenborg Slotskirke
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 4, 2023
Skamstenen fra Sæd – endnu mere (2)
Masser af sagn og historier om skamstenen i Sæd. Stenen ligger ved tidligere hovedvej. Hun skulle komme fra Sønder Løgum. Et mord på en kniplingskræmmer. En rig og en fattig bror. Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg. En herremand og en rådmands kamp. To historiker kigger i arkiver. Tilbage i 1772. Som en løbeild – fra hus til hus. Et bud fra Amtshuset i Tønder. Rets – kommissionen ankommer til huset. En ”studeret” læge og en barberers arbejdsopgaver. Hvad sagde protokollen? Hun led af tungsind. Den lokale præst ville give hende en kristen begravelse. Retten kendte ingen barmhjertighed. Anvisninger fra Hertugen. Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet. Stenen blev rest med det samme. Provsten ville fordrive djævlen ud af Karen Christens.
Masser af sagn og historier om skamstenen
Historien vi fortalte i vores første del, var sådan set korrekt gengivet. Men historien indeholder meget mere. En masse sagn og vandrehistorier og nærmere sandfærdige historier er knyttet til fortællingen om skamstenen. Således har både Claus Eskildsen og Ludwig Andresen beskæftiget sig med historien.
Der kommer pludselig helt nye fortællinger frem, der kan relatere sig til Sæd og Ubjergs historie. Men læseren bliver nok lidt udfordret. Det bliver en lidt længere artikel.
Stenen ligger ved tidligere hovedvej
Stenen ligger ved den gamle hovedlandevej Tønder – Husum. Den er meget medtaget. Og omgivelserne har ikke altid været lige velplejet. En skam, for der er flere historier knyttet til stedet. Og sjove sagn og andet er knyttet til stenen. Og den bliver benævnt – Skamsten – men er den nu også det?
Hun skulle komme fra Sønder Løgum
Den ældste trykte beretning om stenen finder vi omkring 1840. Dengang vandrede topografen J.A. Petersen gennem de frisiske egne. Hans oplevelser gengav han i:
Og hvad skrev Petersen?
Et mord på en kniplingskræmmer
Åbenbart har spørgsmålet allerede dengang optaget sindene:
En rig og en fattig bror
Den næste beretning om stenen ved Sæd finder vi i Müllenhoffs berømte samling:
Og følgende beretning skulle være meddelt af toldforvalter Tamsen i Tønder:
Man sagde engang i Sæd, at drengene brugte stenen som skive ved stenkastning og indskriften på den måde blev udslettet. Og dette var sket gennem generationer.
Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg
En gammel mand i Sæd fortalte, at man ikke ville rejse en sten for en barnemorder. Han mente, at den historie, der blev fortalt i Jugendfreund var rigtig. Denne gammel mand hed Lorenz Holm Andersen. Han skrev forskellige skuespil bygget over hjemlige sagn, bl.a. ”Die true Ose von Sylt” ”Der Sorgennacker og ”Dyrhuus” Han behandlede også sagnet fra Sæd i et skuespil ”Der Stein von Seth”. Dette skuespil opnåede at blive opført på Flensborg Stadttheater.
En herremand og en rådmands kamp
Og endnu en mulighed til stenens oprindelse kommer fra historikeren Ludvig Andresen fra Tønder. Han minder om et drama, der den 8. juli 1554 udspillede sig på landevejen mellem Sønder Løgum og Sæd.
Rådmand Anders Momsen fra Tønder af den mægtige slægt Andersen eller Ambders, som en gren af slægten, som de senere kaldte sig. På en kro i Sønder Løgum kom denne i strid med herremanden Erik Emmiksen fra Tyrstrupgaard af den kendte Emmiksen – slægt. Erik Emmiksen havde året i forvejen arvet 19 gårde i Slogs Herred efter fru Beke Holk på Store Tønder. Han var en vild krabat.
Anders Momsen foretrak at forlade kroen. Men Erik Emmiksen indhentede ham mellem Sønder Løgum og Sæd. Han trængte ind på ham med draget sværd. I nødværge dræbte rådmanden den stridbare herremand. Derfor måtte han rømme ud af landet. Stenen kunne så efter Ludvig Andresens teori være sat af slægten Andersen/Ambders til bod eller af den dræbte herremands frænder til hans minde.
To historikere har kigget i arkiver
Overnævnte Ludvig Andreasen har ved arkivet i Kiel og ved kig i Ubjerg Sogns kirkebøger fundet yderligere oplysninger. Claus Eskildsen har fundet yderligere oplysninger. Alt sammen giver et interessant tidsbillede.
Tilbage i 1772
Vi går tilbage til 1712. Den store nordisk krig har bragt dyrtid og øget skattetryk. Værst gik det ud over de amter, der står under det hensygnende gottorpske styre, deriblandt Tønder Amt. Den samvittighedsløse Baron Gørtz og hans venner i det gottorpske råd plyndrede landet ved gamle og nyopfundne skatter. Småfolk lider virkelig nød.
Flere gamle beretninger er enige om, at småfolkene i Sæd var særlig hårdt ramt. Pesten dræbte 125 mennesker i byen. Det var halvdelen af befolkningen. I stormfloden den 1. december 1615 var der druknet 11 personer og meget kvæg.
Wallensteins tropper, svenskere og polakkerne havde bragt armod og nød over hele landet. I den sidste tid havde det gottorpske ”onde styre” plyndret landet. Den tidlige udskiftning i Vestslesvig øgede elendigheden. Bønderne havde allerede omkring 1680 begyndt at udskifte jordene. Kådnere blev derved berøvet den jord, de hidtil havde brugsretten over. De snak ned i arbejderbefolkningens klasse, der allerede var unormalt stor.
Som en løbeild – fra hus til hus
Tirsdag en 19. april 1712 går det som en løbeild fra hus til hus, at der i et af byens fattigste hjem er hændt noget forfærdeligt. Chresten Klampes hustru Karen Chrestens har givet sig selv og sine fire børn rottegift! De ældste var allerede døde, da man opdagede udåden. Moderen og den lille pige ligger hen i en ynkelig forfatning.
Et bud fra Amtshuset i Tønder
Der går bud til Amtshuset i Tønder og amtsforvalter Gottfried Bleul træffer straks de nødvendige anordninger.
Rets-kommissionen ankommer til huset
Så gik der bud til herredsfoged Friedrich Bøttger, til retsskriver Daniel Witt, til de to sandemænd, gårdejerne Lorens Andersen i Bremsbøl og Andres Andersen Holm i Sæd.
Rets-kommissionen skynder sig til det til det lille ulykkeshus i Sæd. Byens befolkning havde allerede forsamlet sig foran huset. Fysikus, Johann Andreas Gorman er til stede. Han var kort tid i forvejen kommet til Tønder fra Hamborg. I længere tid havde man søgt efter en egnet læge.
En ”studeret” læge og en barbers arbejdsområde
En ”studeret” læge behandlede dengang kun ”indre sygdomme” og gav sig ikke af med kirurgi. Dette halvt urene arbejde, der tidligere endda var blevet overladt til bøddelen og rakkerdrengene, tilkom barbererne. Endnu 1665 udvirkede barbererne Hinrich Lorentzen og Peter Jürgensen i Tønder et hertugeligt forbud imod at skarpretteren, Hans Gottfriedsen gav sig af med at behandle sår og andre legemsbeskadigelser, da kun de nævnte mestre havde kirurgi – og barberfrihed i byen.
Her i Sæd skulle der foretages obduktioner. Derfor måtte kommissionen altså suplleres med en sjette mand – barbereren fra Tønder. Da de seks mænd kommer ind i huset, finder de endnu den stakkels kone i en så åndsfrisk tilstand, at hun kan afhøres.
Hvad siger protokollen?
Protokollen får følgende ordlyd: (Nej det er ikke stavefejl i det følgende)
Hun led af tungsind
Udåden var opklaret i alle enkeltheder. Svigerinden Merret, Peter Klampes hustru havde ikke givet den stakkels kone giften. Hun havde endog låst den inde i en kiste fra mandag til tirsdag og havde nægtet at udlevere den direkte til Karen. Hvorfor det? Karen Christens havde i længere tid lidt af ”Tungsind”.
Den lokale præst mente hun skulle have en kristen begravelse
Derfor synes sognepræsten også, at det var synd, når det følelsesløse retsmaskineri vil behandle hende som en koldblodig morder. Han tager affære, gør sig dog den ulejlighed at opsøge nabopræsten i Hostrup og de to præster møder med følgende erklæring i sagen (oversat til nudansk, forkortet og redigeret):
Man kan tænke sig, hvorledes den gode pastor Wegner om natten mellem tiedagen og onsdagen flere gange har vendt sig i sin senge. Han har slet ikke kunnet få den stakkels Karen Christens ud af sine tanker. Straks om morgenen havde han sat sig ned og skrevet en erklæring og fået denne attesteret af sin kollega, at Karen Christens åbenbart har været sindssyg. I nabosognet er man gået i forbøn for hende. For hendes og familiens skyld burde der skaffes hende en kristelig begravelse.
Retten kendte ingen barmhjertighed
Men de to gode mænds anstrengelser var forgæves. Retten kendte ingen barmhjertighed i denne tid. I Tønder sad den ortodokse provst, Samuel Reimarus fra Pommern, der også ved andre lejligheder havde vist sit hårde sind.
Anvisninger fra Hertugen
Amtet meddelte Hertugen at de fire børn ville blive jordfæstet, men at Karen Christens kun kunne modtage en ”hundebegravelse” for de mord som hun havde begået. Man ville nu fra Hertugens side havde retningslinjer for, hvad der videre skulle ske.
Og af svaret fremgik det, at Karen Christens den følgende dags aften skulle slæbes ud på åben mark og begraves der, da hendes med gift inficerede lig helst ikke måtte transporteres gennem Tønder for at begraves under galgen. Men det var muligt, at
Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet
Samme dag den 20. april blev de fire børn jordfæstet. Næste dag fulgte så dramaets sidste akt. Om formiddagen udgår der en ordre til herredsfoged Friedrich Bøttger:
Ved solnedgang om aftenen den 21. april mødtes rets-kommissionen igen ved det fattige hjem i Sæd. Karen Christens lig blev kastet ud af vinduet, af rakkerkarlen slæbt hen til vejkanten, sikkert med et stort nysgerrigt følge, og der begravet ”som en hund”.
Pastor Wegner skrev i kirkebogen:
Karen Christens og hendes mand var fra byen. De havde mange familiemedlemmer.
Stenen er rejst med det samme
Stenen er rejst med det samme. Måske har den ligget på en gård. Den er rejst over graven i hedensk jord. Men er det sket af medynk eller til skræk og advarsel?
En lærer fra Sæd fra 1841 til 1859 skrev i 1855 til ”Digterinden Anna”. Han fortalte at man lod en hund spise af giften. Den døde straks og blev begravet sammen med Karen Christens. På stenen står (stod):
Provsten var på vej til Sæd for at fordrive djævlen
Samuel Reimarus har sejret! Karen Christens sindsforvirrede gerning var et forbandet mord! Stenen er en virkelig skamstøtte, vistnok den eneste, der står på sim oprindelig plads.
Ifølge Neue Tonderische Zeitung skulle provsten i Tønder også være rejst mod Sæd for at ”bedrive dette helt forvildede Faar fra Helvedesulven, som allerede holdt det i sit Gab”. Men inden provsten nåede frem var hun allerede død.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2023
Hohenwarte
En tur til Slusen. Jordejerne måtte selv betale for inddigningen. Carsten Angel var heldig. Som en kopi af universitet i Kiel. Døde af blindtarmsbetændelse. Hohenwarde brugt som lystgård. Et hus med stor selskabelighed. I 1943 flyttede familien til Højer. Hans Wind var driftsleder i mere end 20 år. En kold flygtningelejr. Ingen drikkevand i 1946. Undervisningsbøgerne var nazistiske. Diplomatiske forviklinger. Bange for sikkerheden bag digerne. Fremskudt dige i 1982. Statens Planteavlerforsøg. Nye staldlænger. Der blev rejst fredningssag. Gården indrettet til bondegårdsferie. Tredje generation har overtaget. Mange muligheder på ården i dag. Historien om gården fortælles i kælderen.
En tur til slusen
Når vi gik fra Oma og Opa i Ny Frederikskog op til Højer Sluse kunne vi fra diget kigge ned på Hohenwarte. Det gjorde vi altid efter middagsmaden inden der blev dækket op til kaffebordet ”i den køn stue”. Efter den friske gåtur var der plads til mere. Her i den fine stue var det aldrig opvarmet.
Men se dengang var det forsøgsstation, da vi kiggede ned til gården. Men hvordan er det lige gårdens historie er.
Jordejerne måtte selv betale for inddigningen
Ny Frederikskog blev som bekendt inddiget i 1860 – 1861. Det var jordejere i Gammel Frederikskog, som havde retten til det daværende forland. De betalte selv for inddigningen og bygningen af Højer Sluse. Det kostede 455.000 rd.
Carsten Angel var heldig
De nye inddigede jorder blev fordelt ved lodtrækning den 25. maj 1861. Carsten Angel fra Bjerremark ejede 62 demat i Gl. Frederikskog. Demat er et gammelt frisisk ord for et jordmål især i marskegnene. En demat er noget mindre end et tønder land.
Han var så heldig at trække lod nr. 10 som lå inde bag det nye havdige. Disse jorder var sat til halv takst, fordi der var var gravet græstørv til beklædning af diget. Det betød at Carsten Angel fik 130 demat langs diget og helt op til Vidåen.
Allerede det første år byggede Carsten Engel en ejendom i røde teglsten og med stråtag. Bygningen indeholdt stald, lade og formentlig en bolig til bestyreren.
Som en kopi af universitetet i Kiel
Sønnen Hans Richtsen Angel overtog i 1878 gården. Han lod under stor bekostning opføre en hovedbygning. Arkitekt var Heinrich Moldenwaschardt. Han udformede hovedbygningen som en miniature af universitetet i Kiel, hvis hovedbygning Angel var blevet fascineret af. På den høje kælder rejste sig en etage med næsten fladt tag, og på midten af huset opførtes en gennemgående frontispice. Omkring huset blev gravet grøfter og jorden lagt omkring huset. I begyndelsen hed stedet faktisk Haus Angel.
Hans Angel gav gården navnet Hohenwarte, som betyder ”højt værft” eller ”høj høj”.
Døde af blindtarmsbetændelse
Familien Angel levede som rige storbønder, der fedede stude og handlede med stude. Hans Richtsen Angel blev i 1880 gift med Ingeborg og de fik 11 børn.
Hans Richtsen Angel døde i 1901 af blindtarmsbetændelse. Han blev kun 49 år. Enken sad med Hohenwarte til 1909, hvorefter hun flyttede til Flensborg.
Hohenwarte brugt som lystgård
De gamle landbrugsbygninger nedbrændte i 1901 efter et lynnedslag. Vest for hovedbygningen opførtes en bygning i røde sten med høj trempel. I den sydlige del var der kvæg – og hestestald. I den nordlige del var der indrettet lejlighed til driftslederen.
I 1909 blev gården solgt til bryggeridirektør Anton Schifferer i Kiel. Han var landdagsmand for Tønderkredsen til 1918. Han brugte Hohenwarte som lystejendom. I 1918 testamenterede han gården til sine to sønner. I 1923 blev Friz Schifferer eneejer.
Et hus med stor selskabelighed
Han havde deltaget i Første Verdenskrig og fik landmandsuddannelsen på store gårde i Sønderjylland. Han var velhavende og rejste meget bl.a. i Syd – og Nordafrika. Efter forældrene arvede han en bolig på Sild, hvor familien boede i nogle år i 1930érne. Her havde han omgang med officerer i den tyske hær. I 1938 flyttede familien ind på Hohenwarte, hvor der førtes stort hus med megen selskabelighed.
I 1930’erne og under krigen var der stor handel med heste til tysk militær. Under tiden var der op til 40 heste på stald. Familien Schifferer havde samarbejde med handelsmand Boyskov i Aabenraa. Han købte en del af jorden og byggede i 1934 gården Siltoftvej 42.
I 1943 flyttede familien til et hus i Højer
Fritz Schifferer havde været løjtnant i slutningen af Første Verdenskrig. Han var tysksindet og meldte sig frivillig i Anden Verdenskrig. Det meste af krigen gjorde han tjeneste ved havnekommandanten i Esbjerg. Han havde administrative opgaver, hovedsagelig med ansvar for madforsyningen til de tyske tropper i Danmark og Norge.
Det gav mulighed for en stor handel med stude, bl.a. fra Tøndermarsken. I 1943 flyttede familien til et hus i Højer.
Omkring 1930 var gårdens samlede areal 147,9 ha, deraf var 146,4 ha marskjord og 1 ½ ha var have og gårdsplads.
Hans Wind var driftsleder fra 1921 – 1943
Hans Wind var ansat som driftsleder på Hohenwarte fra 1921 til 1943. Han boede på gården sammen med sin familie i den nordlige ende af landbrugsbygningen. Besætningen bestod primært af 12 malkekøer og et par heste. Derudover var der handel med stude og græsning af stude. Kun 2-3 fenner blev dyrket med korn. Foruden driftslederen var der fodermester og anden medhjælp. I hovedbygningen var tre piger og en privatchauffør.
En kold flygtningelejr
Fra 1943 til 1947 fungerede gården som flygtningelejr. Her fik børnene dagligt lov til at bade på et afspærret område. Og hver dag gik et par børn op til mejeriet efter mælk. Her var ikke kun tyske flygtningebørn, men også forældreløse børn fra mange andre lande.
Her var ofte koldt ude og inde, men en udmærket kok sørgede for varme ved måltiderne. I stalden sov drengene. Her var et stengulv og ingen kakkelovn eller varmeapparat.
De ældste børn blev forberedt til en mellemskoleeksamen. De yngste børn gik i en børnehave. Sundhedstilstanden var god hos børnene. En sygeplejerske stod til rådighed ved sygdomstilfælde, men dem var det ikke så mange af på Hohenwarte. Høje Sluse var afspærret af det danske militær, så det var lidt svært at få kontakt med lokalbefolkningen. Men det skete dog at befolkningen i Højer til jul sendte lækkerier ud til børnene.
Ingen drikkevand i 1946
Der var ingen drikkevand i 1946. Det skulle hentes i spande inde i Højer. Det var en ret afsondret tilværelse dengang. Ikke alle i Højer vidste, at der her var en flygtningelejr. I 1946 talte man at flytte lejren til Tønder. De danske myndigheder mente, at det ville være synd for børnene at opleve overdreven medlidenhed og opmærksomhed. Dette lyder mærkeligt, da Tønder i forvejen havde en masse flygtninge boende.
Undervisningsbøgerne var nazistiske
Lejren på Hohenwarte blev ledet af tyske myndigheder og personale. Undervisningsbøgerne var da også nazistiske. Lederen af lejren Dr. Kuhlmann var en særlig person. Han var i 1919 udvandret til Brasilien, hvor han blev gift med en svensker. Der havde de en lille bondegård. I 1939 var han på familiebesøg i Tyskland, men på grund af krigens begyndelse kunne han ikke komme tilbage.
Han havde siden 1942 drevet et internat i Rheinsberg. I april 1945 var fjenden rykket nærmere. På en åben lastbil havde han transporteret internatets elever til Højer. I 1946 tog han tilbage til Brasilien. Han ville ikke forlade børnene før deres fremtid var afklaret. Over 70 af Hohenwartes børn stammede fra dette internat.
Diplomatiske forviklinger
Der gav en del diplomatiske forviklinger vedrørende nogle af børnene på Hohenwarte. Åbenbart havde de danske myndigheder ikke registreret børnene. Det viste sig, at der her var børn fra 23 nationer. Også børn, der havde været anbragt under private forhold i Danmark, kom til Hohenwarte. 23 drenge fra Danzig mellem 11 og 14 år var strandet her.
Den 26. marts 1947 kunne 18 voksne og 93 børn forlade Hohenwarte. De kom til Offenbach, men hvad der egentlig skete med dem, interesserede ikke de danske myndigheder.
Bange for sikkerheden bag digerne
Da landbrugsministeriet overtog Hohenwarte i 1947, var det for at gården skulle indrettes til landbrug. Men man var bange for dige-sikkerheden. Landbrugsministeriet nedsatte i 1950 et udvalg, der afgav betænkning fem år senere.
Fremskudt dige først i 1982
Konklusionen var, at der burde skabes dobbelt digesikring for hele Tøndermarsken. Enten ved forstærkning af de gamle bagvedliggende diger, eller ved opbygning. Tønder Amtsråd besluttede at give tilskud til landvinding i Vadehavet med henblik på bygning af et nyt dige. Det endte med etableringen af det fremskudte dige – med det blev først indviet i 1982.
Hohenwartes jorder blev dengang lejet ud og bygningerne stod tomme.
Statens planteavlerforsøg
Fra 1. januar 1954 blev Hohenwarte med 69 ha overdraget til Statens planteavlsforsøg ved et mageskifte med Nørregård i Højer Kog. Hohenwarte blev indrettet til Statens marskforsøg.
Hovedbygningen blev ombygget i 1955-1956. Det blev et nyt stejlt tag med stort udhæng. Udsmykningerne omkring vinduerne blev fjernet. Der blev sat kvadratiske vinduer i. Frontispicen til gården blev fjernet mens frontispicen til gården blev fjernet, men den til haven blev bevaret. Den står som et bevis på fordums storhed i arkitekturen.
Ruminddelingen blev bevaret, men lofterne blev sænket i alle stuerne. Huset blev indrettet til bolig og kontor for forstanderen. På loftet var der fem værelser og badeværelse til karlene. I stueetagen var der pigeværelser, stort køkken og folkestue.
Nye staldlænger
I 1957 – 1959 blev der bygget nye, moderne staldlænger med plads til 25 malkekøer plus opdræt, og svinestald med plads til 80 fedegrise og stor lade ed silo.
Fra 1956 til 1963 boede forstander, agronom Viggo Nielsen med hustru på gården sammen med det nødvendige folkehold. Fra 1963 til 1985 boede forstander lic. Agro. Lorens Hansen på Hohenwarte med hustru og fem børn. Det var en husassistent og om sommeren syv mand på kost og logi. Folkeholdet blev nedlagt i 1967.
I stuehusets kælder blev der indrettet kontorer, laboratorier, frokoststue og personalerum. Senere blev det også indrettet kontorer og laboratorier i nogle landbrugsejendomme. Gennem årene var der beskæftiget 16 – 18 personer ved forsøgsarbejde i markerne, laboratorierne og kontor.
Der blev rejst fredningssag
Da Statens planteavlsforsøg overtog Hohenwarte, blev jordene drænet, grøfterne sløjfet og jorden blev pløjet. Markerne blev benyttet til parcelforsøg med kornsorter, grøntsager, afprøvning af kemikalier, jord-behandling og nitrat-vaskning. Da der blev rejst fredningssag for området, besluttede man at nedlægge statens marsk-forsøg fra november 1987.
Bygningerne stod stort set ubenyttet frem til 1991. De fleste af jordene indgik i jordfordelingerne i forbindelse med fredningen i 1988. Fredningen betød at drænudløbene blev stoppet. Alle grøfter blev gravet op igen. De holdes fulde af vand i sommerperioden. Jordene er udlagt til græsning.
Gården indrettet til Bondegårdsferie
I 1991 købte Andreas Paulsen Hohenwarte med bygninger og 17,4 ha jord. Han indrettede gården til bondegårdsferie. I første omgang var det kun i dele af stuehuset, men efterhånden blev kontorer, laboratorier og kostald indrettet med værelser. I svinestalden og laden blev der indrettet køkken og festsal. Man kunne byde de første gæster velkommen den 1. marts 1992.
I 1999 overtog datteren Vivi Paulsen og hendes mand Hohenwarte. De har yderligere ombygget gården. I 2009 fortsatte Vivi Paulsen selv videreførelsen. Og i 2010 kom hendes nuværende mand, Andreas med i driften af feriestedet. Her kommer både gamle stamkunder og førstegangsbesøgende.
Tredje generation har overtaget
Nu er Hohenwarte mere end simpel bondegårdsferie. Der serveres både morgenmad og aftensmad, hvis man ønsker det. Her har også været arrangeret ”Sønderjysk Kaffebord” og Pers Awten, samt familiefester. Således har min familie også afholdt fest her på stedet.
Og nu efter 30 år på Hohenwarte har tredje generation taget over. En masse dyr er kommet til. Det er ikke kun marskdyr. Du kan opleve hunde, ænder, heste, dådyr, geder og lamaer. Og sikkert endnu flere.
Mange muligheder i dag
På stedets hjemmeside kan man downloade en brochure med alt, hvad stedet kan tilbyde. Og det er skam ikke så lidt. Der er hele 31 værelser til rådighed. Men man kan også få teltplads, shelter eller komme i campingvogn eller autocamper.
Her er mest travlt i skolernes sommerferie. Og familien bor på Hohenwarte. Det er altid godt at have en handyman, der ordner alt – og det er Andreas ”Dres” Nielsen Poulsen.
Historien fortælles i kælderen
I kælderen på Hohenwarte kan man opleve Hohenwartes arkitektur og bygningshistorie, beboernes historie og livsformer. Her vil være en gennemgang af herskab og tjenestefolk på stedet samt danskhed og tyskhed i området. Gad vide om man har læst artiklerne her på siden.
Kilde:
Juli 31, 2023
En degn fra Ballum
Lærer og degn i 60 år. Skoleholder. Først ”Søndre Våbenhus senere Tinghuset. Der var ikke plads til ”Germaniseringsanstalt”. Kaysen forlangte nøjagtig svar. Provsten fra Døstrup meget tilfreds. Biskop Møller mente, at det var ”fortrinlig vejledning i kristendomskundskab” Balles lærebog var omfangsrig. Kold havde lagt balle på hylden. ”Indbyrdes undervisning” var det nu ikke alle, der brød sig om. Biskop mente, at Kaysen var en udmærket lærer. Kongen var på besøg på skolen. ”Skal du modsige din lærer” Afslutning med samme ordlyd, hvert år. ”Unge Kaysen” hjalp far i 13 år. Og sønnen blev mærkelig nok ikke faderens efterfølger. Ulrik Kaysen ville ikke aflægge ed. En mindesten for gamle Kaysen i Visby.
Lærer og degn i 60 år
Han var lærer og degn i 60 år i Ballum. Jo, Knud Kaysen var en af egnens mest kendte og ansete lærere. Han var ud af en kendt lærerslægt. Vi har nævnt slægten i tidligere artikler. Oldefaderen var degn i Skast, bedstefaderen i Hjerpsted. Selv fik han tre sønner, der blev lærere. Nikolai i Daler, Christian i Emmerlev og Ulrik i Visby.
Knuds far var styrmand og boede i Emmerlev Sogn. Ja det var på Vrågård. Her blev Knud Kaysen født i 1775. Kaysen lagde også navn til begrebet ”Degnefennen”. Men det kan vi komme tilbage til i en senere artikel.
Skoleholder
Lærerne kaldtes dengang skoleholdere. De fleste havde ikke fået nogen videre uddannelse. Kaysen havde taget eksamen fra Tønder Seminarium, der officielt blev oprettet i 1786. Da havde seminariet endnu ikke egen bygning og egne lærere. I de første 15 år dimitteredes i alt kun 52. Kaysen tog eksamen 1798,
Som du kan læse at vores artikler om Tønder Statsseminarium så sad eleverne sammen med børnene i barneskolen, hvor deres undervisning blev ledet af førstelæreren med bistand af de øvrige lærere. Desuden havde de nogle timer hos latinskolens rektor. Fremfor alt øvedes de i at katekisere. Dette blev anset for det vigtigste. Skolesproget var tysk. De unge mennesker, der skulle undervise på dansksprogede skoler, fik ingen undervisning i dansk. Man henviste disse til at høre den danske froprædiken.
Først Søndre Våbenhus enere Tinghuset
I 25 år underviste Kaysen børnene i kirkens nu længst forsvundne søndre våbenhus. I 1825 blev Tinghuset, et godt og rummeligt hus, taget i brug som skole. Og dette hus står der endnu. Som sådan har det gjort tjeneste i over hundrede år.
Der var ikke plads til ”Germaniseringsanstalt”
Sidst i 1880erne blev der efter højere ordre opført en cementeret brandgavl om indgangsdøren. Skoleforstanderskabet lod ved den lejlighed male ordet ”Skole” over døren. Men ak et dansk ord kunne ikke få lov til at blive stående. Det blev derfor overkalket. Der kom ikke noget i stedet for.
Som det stod i Flensborg Avis. så var grunden til dette, at der ikke var plads til det lange
Cirka 30 år efter, på ”Genforeningsdagen” stod der sandelig igen ”Skole”. Kalken var regnet af.
Kaysen forlangte nøjagtig svar
I den første tid har Kaysen vist kun undervist i kristendomskundskab, læsning, skrivning og regning. Med skoleloven fra 1814, om ikke før kom der nye fag til. I katekationens kunst var Kaysen en mester og forlangte som det hør og bør sig, nøjagtig svar på sine spørgsmål. Han accepterede ikke at børnene svarede ”Johannes”. Nej de skulle sige ”apostlen Johannes” eller ”Johannes den Døber”.
Provsten fra Døstrup var meget tilfreds
Provst Koch fra Døstrup var sandelig tilfreds. I 1846 skriver han efter en visitats i Vesterende – Ballum Skole:
Biskop Møller mente, at det var fortrinlig vejledning i kristendomskundskab
Biskop Tage Møller skriver herefter en visitats at:
Balles lærebog var omfangsrig
Skolens vigtigste bøger var Balles omfangsrige lærebog og læsebogen. Stort flere har de hvis ikke haft. Tidens bedste læsebog, Hjorts ”Børneven” brugte man ikke.
Kold havde lagt Balle på hylden
Balles lærebog blev omhyggelig gennemgået og lært udenad. I Forballum traf Kaysen Christen Kold, der havde lagt Balle på hylden. Han havde store planer om en reformation af børneskolen. Kaysen skulle have sagt:
”Indbyrdes Undervisning” var det ikke alle der brød sig om
Den praktiske Kaysen hentede stof til retskrivning fra læsebogen, aviserne og private forretningsbreve. Han brugte især meget at lade børnene referere fra religionstimerne. Børne brugte endnu penne af gåsefjer. Skriften er kønnere end med fyldepen.
”Indbyrdes undervisning” blev efter Frederik den Sjettes ivrige tilskyndelse indført i de fleste af landets skoler. Nogle mente, at den voldte meget ulejlighed og forstyrrede undervisningen.
Det var et par englændere, der havde fået den ide, at mange børn i forskellige aldre kunne undervises samlet, hvis de større børn under lærerens kontrol underviste de mindre. Som en løbeild bredte metoden sig til mange lande. Det militære præg tiltalte kongen. Han så hvis også en kærkommen lejlighed til at spare.
Lærerne var ikke glade for de nye ”hundekunster”. Børn egner sig ikke til lærere, og det hele apparat, der stilledes til afbenyttelse – stave-, læse-, regne-, m.m. lavet af folk, som ingen dorstand havde på undervisning. Metoden afgik da også ved en blid og rolig død efter at have skabt ravage i en snes år.
Biskop mente, at Kaysen var en ganske udmærket lærer
Biskop Jørgen Hansen, der var præst i Ballum i 1827 – 32 skriver i sine erindringer:
Kongen var på besøg på skolen
I 1832 fik Vesterende-Ballum Skole fornemt besøg. Det var af Frederik den Sjette. Kongen fandt behag i Kaysens undervisning, heftede dannebrogsmændenes hæderstegn på hans bryst og udnævnte hans skole til ”Normalskole”. Og det var en betegnelse for en skole, hvor man kunne få vejledning i den indbyrdes undervisnings metoders rette brug.
Skal du modsige din lærer
Det var mange år, Kaysen blev ved med at undervise, efter at havde overskredet, hvad vi vil kalde for aldersgrænsen. Det var nu ikke altid at børnene tog hans værdighed alvorlig. En dreng havde lyst til at gengive en straffescene, som de havde været vidne til i skolen. Han tog fat i en mindre elev og gjorde forberedelser. Den lille gjorde indvending men fik til svar:
Afslutning med samme ordlyd
En takketale som Kaysen plejede at holde til børnene efter en veloverstået eksamen, havde i årenes løb fået omtrent samme ordlyd, så de større ventede efter slutningen:
”Unge Kaysen” hjalp far i 13 år
Da den gamle var 71 år, fik han sin søn, Ulrik, der havde taget eksamen fra Lyngby seminarium til medhjælper. Børnene kom til at holde meget af ”unge Kaysen”, som de kaldte ham.
Hans undervisning var mere barnlig og han havde ikke en tamp, et stykke reb med knuder i baglommen Hans Jefsen Christensens mor sagde:
Skulle en straffes tog Kaysen, kæmpe som han var, drengen i kraven og holdt ham ud i stiv arm.
Sønnen blev mærkelig nok ikke faderens efterfølger
Det var mærkeligt, at han ikke fik embedet efter sin far. Han var trods alt hans fars medhjælper i 13 år. Han fik et mindre embede i Visby. Hans far tog da sin afsked og flyttede til Visby, hvor han døde året efter i 1861.
Ulrik Kaysen ville ikke aflægge ed
Som så mange andre danske lærere kunne Ulrik Kaysen ikke aflægge ed i1867. Han ville ikke aflægge troskabsed til den prøjsiske konge. Han fik derfor sin afsked men blev boende i Visby som driftsbestyrer af Lø Herreds Brandforsikring. Her døde han i 1894 og blev begravet på Visby Kirkegård ved siden af sin far.
En mindesten for gamle Kaysen i Visby
På begge grave har elever og venner rejst mindesten. På gravmælet over den gamle står:
Født i Emmerlev sogn den 3. november 1775,
Kom til Ballum den 3. september 1800 som degn og skolelærer,
Afgik fra embedet i Ballum i januar 1860,
Død i Visby den 27. marts 1861
Du var den nidkjære Lærer herneden
Gud lønne dig derfor i Evigheden.
Det aldrig glemmes, men dagene rinde,
dybt i vort Hjerte, der lever dit Minde.
Minde fra hans Disciple
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 29, 2023
Marcus Lauesen venter på skib
Han skulle så meget igennem. De gyldne laurbær. Gyldendal løb med kassen. Konsulent på Reitzel blev fyret. På et halvt år blev der solgt 38.000 eksemplarer. Anmelderne kendte ingen nåde. Hovedperson i romanen datter af Hans Bruhn. Fast bopæl i Kina. Nyt blod i familien, da Marcus Lauesen kom til. Skibsrederiet i bogen er Jebsen. Aabenraas borgerskab kendte hinanden. Vi hilser på nogle spændende og aparte mennesker. Den gamle dame viste stor fortællekunst. Opvokset i fattigt landarbejderhjem i Løjt. Fik hjælp af H.P. Hanssen. Nøglen til hans forfatterskab. Hans hovedværk var tilegnet H.P. Hanssen. Han havde ramt landsdelens tone. Højskolelærer og journalist. Det var ikke hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Hele 28 udgivelser blev det til. Og laurbærrene fik han på et ”ikke så respekteret forlag”. Bjarne Nielsen Brovst hyldestbog til ham blev af anmeldere betegnet som ”Sentimental mytologisering” Forventningspres førte ham ud i misbrug.
Han skulle så meget igennem
Han var en stor forfatter, der desværre skulle så meget igennem. Og hans store gennembrudsroman byggede på virkelige personer.
De Gyldne Laurbær
Han fik boghandlernes Gyldne Laurbær. Og det er stort. Der har jeg har jeg også stået. Nej ingen af mine tre udgivelser, har fået disse. Men jeg stod der et år på Nimb og holdt en hyldesttale til modtageren – Jane Aamund. Hun havde tårer i øjnene, under mit indlæg. Jeg fik et kram og et kys på kinden. Og det fik jeg også af Susanne Bjerrehus og et dunk på skulderen af Asger Aamund.
Sikke en anerkendelse til Marcus Lauesen, en forfatter fra Løjt. Han fik priden for sin såkaldte ”comeback – roman eller hyldest til sin mor ”mor”.
Det bliver en lang artikel. For det kommer til at handle om forfatteren og personerne i hans største roman.
Gyldendal løb med kassen
Det var i 1931, at Marcus Lauesen havde sendt manuskriptet ”Og nu venter vi på skib” til Reitzels Forlag. Her havde den 23- årige forfatter allerede fået udgivet en digtsamling og to mindre sønderjyske romaner. Det var samme år, hvor Nis Petersen fik udgivet Sandalmagerens Gade.
I grunden har de to romaner meget til fælles selv om de er langt fra tid og sted.
Men det som der ikke er nævnt mange steder, er at Forlaget C.A. Reitzel havde en meget bidsk kritikker, der kasserede romanen og kaldte det for et makværk. Han blev da også fyret, for Gyldendal løb med hele kassen
På et halvt år blev der solgt 38.000 eksemplarer
Marcus Lauesen var den første sønderjyske forfatter, der tænkte og skrev anderledes på dansk. På blot et halvt år solgte ”Og nu venter vi på skib” 38.000 eksemplarer. Et helt årti frem til besættelsestiden var Marcus Lauesens roman om Sønderjylland og Nis Petersens om Rom de mest læste i Danmark.
Anmelderne kender ingen nåde
Og Lauesens bog er en nøgleroman – bygget over virkelige personer. Sådan hedder det vist.
Bogen handler om skibsrederenken Juliania Hagemeyer der går til grunde i en ny tid omkring Første Verdenskrig. Det er en egensindig og afmægtige kamp for stolthed og dens langsomme erkendelse af nederlaget, der er bogens tema.
Det var en kæmpe omvæltning for den unge forfatter. Han tjente rigtig mange penge på kort tid. Han blev feteret og efterspurgt. Forventningerne til hans følgende produktion var næsten ødelæggende. Hans senere tilværelse med litterære nederlag og social nedtur skulle på en ret så direkte måde føre til hans død i 1975. Anmelderne kendte ingen nåde.
Marcus Lauesen var proletaren
Og i et interview fra 1964 fortæller han at hans opvækst som søn af en fattig dansksindet arbejderfamilie gjorde ham uværdig til at komme sammen med datteren af en tidligere rig, tysksindet skibsreder – og kaptajn-familie.
Det var Lucie Sophie Kirschstein. Hun var hovedperson i bogen – Juliane Hagemeyer.
Men den gamle dame ønskede at se ”proletaren”. Hun inviterede Marcus og sønnedatteren til søndagsmiddag. Hun tog begges hænder og udbrød_
Datter af kaptajn Hans Bruhn
Nogle gik ned med flaget i Aabenraa, med værdigheden i behold. Andre var præget af nedgangen, da sejlskibsperioden var over.
Den gamle dame imponerede Marcus. Han kendte hende kun i en ganske kort periode fra 1928 – 1930, da var hun over 80 år gammel. Hun var den navnkundige og kongelige agent Jørgen Bruhns ældste søns datter og født 1842 på Nymølle – datter af kaptajn Hans Bruhn Hendes mand var kaptajn J.C. Kirschstein, som var søn af møller Kirschstein i Sønderborg.
Fast bopæl i Kina
Den unge Kirchstein kom straks efter sin konfirmation i huset hos familien Bruhn og fik sin uddannelse i rederiet. Da Lucie fyldte 19 år, blev de forlovet og få år efter fulgte hun sin mand ud til Kina. De fik fast bopæl i Nordkina.
Det var skik og brug at kaptajnen havde sin kone med på de mange langstrakte ture. I 1872 blev deres første barn født. Da Kirschstein fyldte 50 år havde han tjent nok og vente hjem til Aabenraa. Som så mange andre Kina – kaptajner byggede han et hus på Nørre Chausse (Haderslevvej). Han døde i 1907 og hans enke overlevede ham i 23 år.
Hendes to sønner er også hovedpersoner i Marcus Lauesens bestseller. Så var det Juliane’ s søster Jenny i romanen. Hun viser tydelige tegn af Lucie Kirchsteins yngste søster. Hun elskede at gå imod strømmen.
Nyt blod i familien
Det fortælles at hun som ung kom ridende fra Nymølle for at aflevere sin fars fine kravetøj til vask og strygning hos Jomfru Fanny. For at chokere folk sad hun baglæns på hesten. Da hun fik at vide at hendes grandniece var blevet forlovet med Marcus Lausen var hendes kommentar:
Lægen ”Dr. Bachmann” i bogen har meget tilfældes med den gamle dames huslæge dr. Dibbern, der havde praksis i sit store hus, Skibbrogade 7.
Skibs-rederiet var Jebsen
Det skibs-rederi, der kaldes ”Michelsen” hentyder til rederiet Jebsen. Fætteren ”Hans Jessen” i bogen repræsenterer de medlemmer af familien, der blev Kina – kaptajner. I meget ligner han Lucie Kirschsteins fætter, Jørgen Bruhn, der i sine senere år var havnefoged i Aabenraa.
Sindslidelser, tungsind, særheder og selvmord er også forekommet i den store familie. Folk i Aabenraa sagde, at det var fordi fætre og kusiner giftede sig.
Aabenraas borgerskab kendte hinanden
Byen Aabenraa, der i 1920erne kun havde 7.000 indbyggere. Her kendte alle i det såkaldte ”borgerskab”. Landet er Løjt Land, den skønne halvø, som forfatteren kendte særdeles godt og hvis natur han beskriver så levende i mange af hans bøger.
”Skovmølle” er en opdigtet gård på Løjt. Den ligner nok mest gården ”Dalholdt” i Barsmark. Men der er også lånt træk af gården ”Høgebjerg” i Skovby. Marcus Lausen har ladet den fremstå som Juliane Hagemeyers fødested, vel nok fordi han ikke vidste ret meget om hovedpersonens fødegård ”Nymølle” vest for Aabenraa. Måske ville han også begrænse ”landet” til Løjt Land.
Øen med værftet er Kalø i Genner Bugt. Den ø har vi tidligere beskrevet i artikler. Måske skal vi lige afvige lidt fra bogen, for ikke alle medlemmer af borgerskabet i Aabenraa er med i bogen. Men her skal vi da lige møde nogle af dem.
Spændende og aparte mennesker
Der kom masser af spændende og aparte mennesker hos Lucie Kirschstein. Det var den gamle fru provst Götting, der talte plattysk. Så kom de uadskillelige tvillingsøstre fru Emilie Sommer og fru Marie Offersen, der gik under et navn ”Æ Mille-Midde”. Her kom også en lille forsagt kaptajnsenke, der var kendt som ”Æ Trauerweide”.
Så var det Anna Davidsen (Dåfitsen) ”mæ æ Hat”. Hun bar Aabenraas største og tungeste damehatte. Så var det lige Jacob Bruhn ”æ havnemest. Han var meget elskelig men kunne bande så stygt med sin statelige kone, Dora, datter af orgelbygger Marcussen. Hun lignede grangiveligt de billeder man havde set i skolen af ”Kaiserin Auguste Victoria.
En trofast ven var den gamle kaptajn C.C. Fischer, bror til redaktør Frederik Fischer. Venskabet opstod, da kaptajn Fischer, der havde kone og børn ombord forliste med sit skib på Kinakysten. Her blev han optaget hos familien Kirschstein, da de boede i Nordkina. Her måtte de vente i flere måneder, indtil der kom et nyt skib hjemmefra, som Fischer kunne overtage.
Den gamle dame viste stor fortællekunst
Det betagede Marcus Lauesen, at den gamle fru Kirschstein trods hendes høje alder foruden hendes klogskab besad en stor fortæller-kunst. Og han beundrede også den værdighed som hun beholdt og hvormed hun bar sin skæbne. Første Verdenskrig havde tæret på den formue, som hendes mand havde efterladt. Inflationen var i den grad brudt ud.
At hun syntes godt om den unge mand, der skulle giftes med hendes barnebarn, fremgår af et brev som hun skrev til barnebarnets forældre. Sympatien var gensidig. Det kan vi i hvert fald læse i den fremragende roman ”Og vi venter på skib”.
Opvokset i fattigt landarbejderhjem i Løjt
Marcus Lauesen voksede op i et fattigt landarbejderhjem. De dansksindede var tvungen i krig i første verdenskrig. Men allerede til den fransk – tyske krig i 1870 – 71 blev unge nordslesviger uanset nationale tilhørsels-forhold udskrevet. Derfor foregik der en massiv udvandring til Danmark eller USA.
Den begavede dreng voksede op som, hvad man kaldte ”gammelmandsbarn”. Hans far var 68 år ved hans fødsel og moderen var over 40. Faderen var vejmand, graver og krigsveteran fra 1864.
Drengen levede under forhold, hvor pietistisk – missionsk moral og tysk skolegang var vilkår i det snævre sognemiljø. Disse forhold prægede hans forfatterskab.
Trods sin ungdom ved Lauesen meget om livet og menneskene. Især smerten og lidelsen. For ham betød Første Verdenskrig noget afgørende. Og det til trods for han endnu var meget ung, da krigen holdt op.
Nøglen til hans forfatterskab
Hans debutbog udkom i 1928. Det var en digtsamling, der hed ”Guds Gøglere”. I hans digtsamling fra 1930 ”Høstelegi står der på omslaget:
Måske er dette citat nøglen til hans forfatterskab.
Hans hovedværk er tilegnet H.P. Hanssen
Hovedværket ”Og nu venter vi på skib” tilegnede Lauesen den ledende sønderjyske politiker H.P. Hanssen og hans hustru Helene. De havde som flere andre på egnen tidligt set det unge menneskes evner og anlæg. De hjalp ham praktisk videre gennem gymnasiet i Aabenraa og senere til videre studier i København. Også Løjts tyske præst hjalp Marcus.
Senere blev han optaget i pastor C.J. Ludvigsens hjem i Aabenraa, hvor han et par år boede som en slags plejesøn.
Han havde ramt landsdelens tone
Til H.P. Hanssens 70-års fødselsdag i 1932 skrev han bl.a.:
Det skal leve som et solskin
Over tidens flod
Han havde ramt landsdelens tone. Således er verset sat på genforeningsstenen i Sønderhav.
Højskolelærer og journalist
Han virkede også som foredragsholder og skrev mange kronikker i hovedstadsbladene. Han rejste i det meste af Europa og 1936 – 37 til Malya, Filippinerne, Kina og Japan. Siden slog han sig ned i sin fødeby og tog del i det danske grænsepolitiske arbejde.
Marcus blev højskolelærer og journalist. Han blev inspireret af Helge Rode og Amartin Andersen Nexø og blev forfatter.
Ikke hjemstavnslitteratur med dialektpræg
Nej det er ikke jovial hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Lauesen skrev roligt ofte som personernes indre, eftertænksomme undren på, hvorfor det nu skulle være sådan, ensomt, ubegribeligt og med døden som en selvfølgelig, velkommen afklaring. Der er også noget umærkelig humor, underfundig, med det der engang hed klogskab.
Hele 28 udgivelser
Han lå bestemt ikke på den lade side. Hele 28 udgivelser blev det til. Blandt de bøger, der her skal fremhæves, er fra 1940 en bog om faderen, gengivet med titlen ”Far” Og med mindebogen ”Mor”. Fik han så boghandlernes De Gyldne Laurbær. Og det er ikke anmelderne, der uddeler denne, men boghandlerne.
Anmelderne var hårde ved ham. Havde det været for dem, så havde han nok ikke fået nogen laurbær.
På et ”ikke så velrespekteret forlag”
Marcus Lausens bog om sin mor udkom på Stig Vendelkærs forlag. Dette forlag var vant til at udgive ”mindre pæne bøger”. Når tyskerne kom ind i boghandlen i Tønder dengang og købte forlagets bøger, skulle vi huske at sige:
Man kaldte ”Mor” for Marcus Lausens ”Comeback – bog”.
Sentimental mytologisering
Da Bjarne Nielsen Brovst skrev en hyldestbog til Marcus Lauesen, skrev anmelderne, at her var der tale om en sentimental mytologisering.
Hver gang Lauesen udgav en ny bog, måtte han ustandselig høre for, at berømtheden fra 1931 var langt bedre. Den succes døjede han med resten af sit liv. I diverse litteraturhistorie, der er så grundige, at de overhovedet nævner ham, ja så undlader de ikke at påpege den store romans dominans.
Forventningspres førte ham ud i misbrug
Det blev en del af de barske vilkår, han måtte leve under resten af sit liv. Men han er stadig en væsentlig, menneskelig digter.
Det store forventningspres fra omverdenen og sikkert også fra ham selv førte ham ud i alkoholmisbrug. Han døde på Kirkens Korshærs Herberg på Nørrebro. Han ligger begravet på kirkegården i Løjt.
I 2000 udkom en samling af hans digte og samlinger udvalgt af digterens søn, Nils Lauesen og udgivet af Lokalforeningen i Løjt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 27, 2023
Var der egentlig en præsident på Als?
Dette er 4. artikel om dette emne. Begivenhederne er efterhånden præget af myter, usandheder, fortielser og fordrejninger. Mon der er fremkommet nye kilder? Der kom også et forsvarsskrift for at glorificere vores hovedperson. Men du må sandelig ikke anfægte historiker. Det har vi prøvet. Problemet er også at huske fakta, når erindringer skrives efter temmelig mange år. Sagde han nu også det? Topff indkaldte både landråd og borgmester. Oprøret startede nu engang i Wilhelmshafen. Den tyske republik blev udråbt. Noske var en stærk rigsdagsmand. Han fulgte med i hvad der skete i Nordslesvig. Topp udnyttede slet ikke de muligheder, han havde, hvis han ville være præsident. Bankerne skulle oplyse deres kassebeholdning. Sonderburger Zeitung udsat for censur. Hvorfor skrev Topff ikke sine erindringer, så ville vi være meget klogere. Norske skrev om revolutionen i Sønderborg. Havde Noske så meget magt, som han giver udtryk for? Topff var handlingens mand og enerådig. Vi får en anden forklaring på, hvad Topff egentlig sagde. Topff var ike sagesløs. Landrådens bil blev beslaglagt. Han førte sig frem som ”Præsident”. Arbejder- og Soldaterråd skulle betale for indlæggelsen. Efter revolutionen kunne han ikke holde sig i ro. Han var særdeles politisk aktiv på venstrefløjen, selv om kilder siger det modsatte. Hvad beskæftigede han sig egentlig med. Han var for syg til sit almindelige arbejde. Han døde kun 34 år gammel. Begravet i Berlin. Nej, han var ikke en stor politiker. Revolutionen kom skam først i Tønder. En dansk forfatter fordrejede historien, Bruno Topff – selskabet opløst efter 37 år. En mindeplade blev lagt i Berlin i 1993.
En ny bog
Dette er egentlig den 4. artikel med dette tema. Og anledningen til den nye artikel er, at der er kommet en ny bog af Martin Lätzel, der hedder: ”Wie ein Schneider eine Revolution machte”.
En masse myter og usandheder
I tre dag var Bruno Topff præsident af Als – eller var han nu det? Der findes masser af myter og usandheder om denne historie. Desuden forekommer der også tvivlsomme vidneudsagn. Det hele efterlader desværre en slags ”Der Hauptmann von Köpenich – historie. Man trækker på skulderen og griner.
Og hvorfor er det kommet så vidt? Man har simpelthen troet på alle vidner og gjort myter til sandhed. Forfatteren til den nye bog siger til Der Nordschleswiger:
Historien handler også om autoritet, loyalitet og illoyalitet.
Har forfatteren fundet nye kilder?
Vi har endnu ikke fået læst denne bog. Gad nok vide om, forfatteren har fundet nye kilder. Dem har vi haft svært ved at finde. Og det er der så mange andre, der også har haft svært ved at finde. Når man skal vurdere Topff som person har mange gjort brug af deres fantasi.
Forsvarsskrift har glorificeret Topff
Og så er det dem, der har glorificeret Topff og forsvaret ham med næb og klør, hvis der kom noget kritisk eller ting blev bagatelliseret. Ja man skulle tro, at det var et forsvarsskrift.
Selv med begrænset kildemateriale bør man fortælle sandheden. Det er stadig mange huller om revolutionen i Sønderborg og vores viden om Bruno Topff bagefter.
Det er upopulært at anfægte historien
Vandrehistorier og myter er også sjove at fortælle. De giver også ofte farver på historien. Men problemet er, at når alle disse historier gøres til sandheder. Når dette så er nedfældet som sandheder tilpas mange gange, ja så betragtes det som sandhed. Og så må du sandelig ikke anfægte dette. Det har undertegnede oplevet i en anden sammenhæng omkring en historisk begivenhed omkring en bogudgivelse.
Problemer er, når man skal gengive fakta så mange år efter
Der gik mange rygter dengang. Således skulle der være et skib på vej fra Kiel med ”røde” matroser. Det fortalte en marinesoldat og senere advokat ved navn A. Thysen. Problemet er bare at hans erindringer kom så mange år efter.
Man var blevet kaldt sammen på kasernepladsen. Der stod en matros i en flagrende, stribet hospitalsfrakke og med huen uden kokarde bag i nakken. Denne person var Bruno Topff. Og åbenbart var denne god til at holde tordentaler.
Han fortalte der på kasserne-pladsen den 7. november 1918, at i Kiel var der blevet skudt 600 officerer. Men det var heldigvis pral. Topff havde ikke været i Kiel. Indtil dagen før havde han været indlagt på Marinehospitalet i Sønderborg.
To officerer havde nægtet at nedtage krigsmarinernes flag. De blev truet, hvis de ikke hejste det røde flag. Topff skulle have brugt ordet ”niedergemacht”.
Topff sagde, at i havnen lå nogle krydsere med kanonerne rettet mod skolens bygning. Og dette var sådan set rigtigt.
Sagde han nu også det?
Han sluttede sin tale med at fastslå, at enhver forbindelse over pontonbroen var afbrudt. Og så skulle han ifølge A. Thysen have sagt:
Problemet er nu bare, at han er den eneste, der har hørt Topff sige dette. Og der foreligger ikke noget skriftligt omkring dette. Nu har dette da heller ikke vundet så meget genklang. Hukommelsen kan være skrøbelig. Disse erindringer fremkom først i 1966.
Topff indkaldte borgmester og landråd
Allerede den 6. november havde Topff hidkaldt Sønderborgs borgmester Henry Petersen og Landråd Curt von Schönberg. De skulle møde op i værelse 23 – officerskasinoet på marinestationen. Topff meddelte at Soldaterrådet havde påtaget sig opgaven at sørge for ro og orden i Sønderborg.
Oprøret startede i Wilhelmshafen
Efter talen måtte officererne defilere forbi og aflevere deres sabler for fødderne af ”præsidenten”. Nu kunne det vel ikke overraske, at det ville ske noget på kaserne og de andre militære institutioner. For allerede om aftenen den 29. oktober var mytteriet i gang i Wilhelmshafen. En del af flåden blev beordret tilbage til Kiel. Flere tusinde mytterister blev arresteret og sendt til militærfængsler for at blive stillet for en krigsret.
Nej oprøret startede ikke i Kiel, som nogle kilder hævder. Tyske flådefartøjer havde fået besked på at gøre sig klar til det afgørende slag og besætningerne skulle være på skibene. Mange søfolk opfattede meldingerne som om, at det der var på vej et sidste og selvmorderisk slag uden nogen krigsmæssig betydning. Krigen var tabt og de ville ikke længere risikere deres liv for en uduelig kejser.
Socialister og mytterister forenede sig og kæmpede sammen. Men de blev angrebet af sidste loyale soldater.
Den tyske republik blev udråbt
I Kiel bredte oprøret sig. Resultatet blev ni dræbte og adskillige sårede. Om aftenen den 9. november udråbtes den tyske republik.
Det blev SPD’ s moderate politik, der sejrede. Man fik ret hurtig kontrol med oprørsbevægelsen i Kiel.
Mange af de mange forklaringer rundt omkring er modstridende og ganske usande. Det kniber også med de rigtige datoer.
En stærk rigsdagsmand – Noske
En vigtig mand i det hele er rigsdagsmand Noske. Han blev sendt fra Berlin til Kiel for at dæmpe gemytterne. Han var en national – sindet højre – Socialdemokrat, der ikke ønskede nogen voldelig ændring af samfundet. Samtidig viser hans indsats i revolutionsdagene at han var en mand med en betydelig handlekraft, autoritet og evnen til at bevæge både gamle og ny magthavere til kompromisser. Han blev valgt til guvernør i Kiel.
Han fulgte med, hvad der skete i Nordslesvig
Noske fulgte også interesseret med i, hvad der foregik i Nordslesvig. Et medlem af soldaterrådet i Flensborg havde således været i Kiel den 9. november for at få rådgivning. Denne person skrev følgende efter mødet med Noske, der havde sagt følgende:
Hvis nu der havde eksisteret en republik Als vente sig, hvis den fandtes?
Topff udnyttede ikke sine muligheder som ”Præsident”
Den 7. november havde Soldaterrådene overtaget magten i byer som Cuxhaven, Eckernförde, Rensborg og Aabenraa.
Topff sørgede for forbud mod udskænkning af spiritus, danseforlystelser og koncerter. Alting forløber stille og rolig lige som andre steder i Nordslesvig.
Man diskuterer stadig om det var Noske, der udpegede Bruno Topff og i givet fald, hvorfor? Men ingen aviser benævnte ham som ”præsident” Og Dybbøl Posten nævnte det kun i ”forbifarten”, at han var gået af på posten.
Og Topff brugte ikke pressen til at markere sig som ”Præsident”. Det mærkelig er, at Soldaterrådet først efter 9. november havde noget at skulle have sagt. Først den 10. november blev der dannet et Arbejderråd.
Hvis han nu havde været ”Præsident” havde han sikret sig magten over de tre krydsere med 1.000 mand, der lå nede i havnen. Men han forklarede kaptajnløjtnant Bode, at når de skulle afsejle til Kiel skulle de stryge det kejserlige flag og sejle under det røde flag. Den Kejserlige Tyske Flåde eksisterer ikke mere, sagde han.
Bankerne skulle oplyse deres kassebeholdning
Han kørte rundt til bankerne for at få deres kassebeholdning at vide. Han beslaglagde ikke beholdningen. Men samtidig sendte et telegram til Kiel og forespurgte om de betalte lønnen.
Men det forlød at banker og sparekasser alligevel skulle betale en vis sum til rigets styrelse.
Sonderburger Zeitung blev udsat for censur
Sonderburger Zeitung skulle underkastes censur, fordi de havde bragt en artikel om kejseren. Men Dybbøl Posten oplevede ikke dette. Dog gik landråden ind og opblødede denne censur.
Han ændrede nogle plakater og skrev sit eget navn under og slettede Noskes navn. I Sonderburger Nachrichten blev der nævnt, at Topff fratrådte grundet helbredsmæssige tilstande.
Ingen tvivl om at han var syg. Men kunne hans afsked har noget at gøre med, at han var uenig med Soldaterrådet og indgriben fra soldaterrådet i Kiel.
Hvorfor skrev Topff ikke sine erindringer?
Borgmester Dr. Petersen såvel som landråd Schønberg måtte afgive magt. Sidstnævnte måtte også afgive sim bil til Topff, der kørte rundt i den med 4 vagter.
Det var en kæmpe arbejdsindsats som Topff ydede. Han var helt afkræftet ved sin afsked. Han havde handlet langt ud over sine beføjelser og handlede i ”jeg-form” i stedet for ”I Tysklands navn”.
Hans post blev overdraget til tre mand.
Intet i hans handlinger tydede på, at han arbejdede hen mod at blive præsident. Topff tog sig ærlig af de gøremål som revolutionen havde pålagt ham.
Noske skrev også om revolutionen i Sønderborg
Det ville jo være skønt, hvis Noske selv havde skrevet noget om revolutionen i Sønderborg. Og det har han faktisk. Og se det har ikke alle været opmærksomme på – dem, der helt ville afskaffe republikken på Als. Således hedder det sådan her i bogen om begivenhederne på Als:
Det er klart at Noskes udsagn må være en vigtig kilde. Det er nedskrevet kort efter begivenhederne. Noske har selv truffet Topff.
Havde Noske så meget magt?
Men det kan jo undre at Noske havde magt til at kunne indlægge Topff. Han havde vel ikke noget at skulle have sagt på Als! Men historikere har også accepteret Noskes udtalelser som sande.
Topff var handlingens mand
Som vi tidligere artikler om emnet har nævnt, så er Topff skrædder og født i Potsdam. Det har ikke været fremme, at han skulle have været politisk aktiv. Da revolutionsbudskabet kom til Sønderborg, var han indlagt på marinehospitalet i Sønderborg. Men han formåede alligevel at komme i spidsen. Han blev valgt af andre marinesoldater.
Han forhindrede også en modrevolution. En Hauptmann Specht forsøgte sig. Men hans kammerater orkede ikke at bakke ham op. Og Topff sørgede for, at han blev arresteret.
Men uanset, hvad man synes om Topff, så var han i de tre dage handlingens mand, han kunne organisere og træffe beslutninger. Han påtog sig en enevældig ledelse uden at bruge tid på valg af næstformand og andre til rådet.
Arbejderrådet blev først valgt den 20. november.
Topff forsvarede sin handling
Han blev indlagt på sanatoriet i Silkeborg og ikke i sin fødeby i Potzdam. Han nedsatte sig som skræddermester i en lille forretning bag Kosmorama. Men er det nu også rigtigt?
Den 20. marts 1919 havde Topff et langt læserbrev i Sonderburger Zeitung. Her forsvarede han sin rolle under revolutionen. Han skrev at han gjorde det helt alene. Særlig oplysende er brevet nu ikke. Men han fremstiller sig selv som mådeholdets mand, der af ren idealisme satte sig i spidsen for at hindre at det udartede sig. Kammeraterne reduceres til en tøjteløs masse. Politiets opmærksomhed har skræmt ham.
En anden forklaring på, hvad Toppf egentlig sagde
Men et modsvar i avisen er ret så interessant. Det kommer fra Philip Weiglein og er fra den 3. april 1919. Denne mente, at han havde bagvasket tidligere kammerater i marinen.
Denne Philip Weiglein var åbenbart Topffs efterfølger.
Åbenbart var politiet bange for at Topff ville iværksætte en ny aktion.
Brevskriveren spørger, hvorfor Topff var tre uger i fængsel. Og åbenbart skulle Topff dengang på Marinekasernes grund ifølge brevskriveren have sagt:
Se dette var en anden forklaring, end den vi tidligere har bragt.
Toppf var ikke sagesløs
Topff blev også beskyldt for at foranstalte salg på marineskolen af ”en række beklædningsgenstande, der umuligt kunne være hans.
Topff svarede igen i et læserbrev af den 7. april 1919. Han skrev bl.a. at Weiglein umulig kunne have skrevet læserbrevet selv – så intelligent kunne han ikke være.
Kigger vi i Noskes erindringer så var frifindelsen af Topff ikke et udtryk for at han var sagesløs, men primært fandt man ham ikke tilregnelig i revolutionsdagene.
Hidtil har vi fået at vide at Topff var særdeles populær hos sine kammerater. Men det tyder på, at han havde mange uvenner særlig i hæren.
Landrådens bil blev beslaglagt
Topff tog æren for et fredeligt forløb af revolutionen i Sønderborg. Og det gør Topff Selskabet også. Men det var det jo egentlig også i de andre nordslesvigske byer.
I Sønderborg blev der åbenbart opereret på en anden måde end i de andre byer. Således blev der spurgt fra Årøsund om Sønderborg var styret fra Kiel. De ventede at få besøg af en delegation. Om denne delegation kom afsted, vides ikke.
Topff første sig frem som ”præsident”
Vi ved at landrådens bil, som Topff havde beslaglagt var i Flensborg om aftenen den 8. november. Om Topff havde været med, vides ikke. Det kunne jo være, at han havde forhandlet.
Med det kildemateriale, der er til rådighed, kan det næppe føres bevis for, at Topff skulle have erklæret Als for republik med sig selv som præsident. De proklamationer som han udsendte, peger faktisk i en anden retning. Republikken blev heller ikke nævnt i Weiglein lange anklagebrev. Det ville jo have været naturligt.
Topff førte sig frem som om det var ham, der bestemte det hele. Flensborgrådet sendte den 17. november et telegram til Noske. Det hedder heri ”at lignende forhold som i Sønderborg er blevet afværget af ”besindige mænd”.
Alle dem, som Topff var i forbindelse med fik det indtryk af ham, at man kunne kalde ham ”præsident”. Det kan jo også tænkes, at har tænkt at Als nu efter at kejserdømmet ikke eksisterede mere var et befriet område.
Arbejder – og soldaterrådet skulle betale for indlæggelsen
Natten mellem den 9. og 10. november var landrådens bil i Kiel. Det var repræsentanter fra det nye soldaterråd. De havde Topff med i bilen. Han var indlagt på Provinzial Heilanstalt ved Slesvig i dagene fra den 11. til 16. november. Arbejder – og soldaterrådet blev ovenikøbet nødt til at betale regningen senere. Regningen inkluderede betaling til en privat oppasser. Topff havde åbenbart været under opsyn.
Topff kunne ikke holde sig i ro
Topff var endnu ikke hjemsendt fra flåden og almindelig indlæggelse på lazaret ville ikke resultere i regning til arbejder – og soldaterrådet. Topff kan været blevet indlagt på lazarettet i Sønderborg igen. I hvert fald blev han arresteret i Sønderborg og overført til Slesvig den 12. december 1918.
Skal man tro Noskes erindringer så kunne Topff ikke holde sig i ro efter at have trukket sig fra soldaterrådet.
Han kunne ikke bestride sin hidtidige beskæftigelse
Topff boede fire forskellige steder efter at være hjemsendt. Om han fik sit gamle job som skrædder er nok tvivlsomt. Den 19. oktober 1919 søgte han understøttelse fra Røde Kors Komiteen for vanføre og lemlæstede krigsinvalider under Den Sønderjyske Fond. Her angav han, at han ikke kunne genoptage sin tidligere virksomhed, da han til stadighed måtte være i frisk luft. Han oplyste desuden, at han havde en ”lungelidelse ifølge krigsstrabadser”, en hjertelidelse og nervøse tilstande.
Hvad beskæftigede han sig egentlig med?
Han fik i forvejen 60 pct. invalidegodtgørelse. Måske er det denne godtgørelse han har levet af. I Sonderburger Zeitung den 8. juli 1919 betegnes han som automobilforhandler. Redaktør Kai Edward Larsen, der selv har truffet Topp, mener at han i den sidste tid mest ernærede sig ved smug-handel og at mange ”formummede skikkelser færdedes i hans hjem”. Men heller ikke dette kan dokumenteres.
Stærkt politisk engagement efter revolutionen
I kilderne hævdes det at Topff i 1918 ”trak sig tilbage med rolighed i sindet”. Dette stemmer dog ikke overens med andre kilder. I løbet af 1919 udviklede Topff et stærkt politisk engagement på venstrefløjen som han forfægtede med lidenskab og rastløs energi, så vidt man kan dømme efter avisomtalerne. Og det var ganske ofte han var i datidens medier.
Den 19. august 1919 er Topff indskrevet som taler for Spartacus-forbundet ved en demonstration mod de høje priser og små madrationer
Død kun 34 år gammel
Men hans dårlige helbred tvang ham efterhånden bort fra offentlig virksomhed. Den 31. december 1919 beklagede han sig i et læserbrev over utilstrækkelig sygekassehjælp:
På et tidspunkt var han på kurophold i Silkeborg. Det har så først været i 1920. Den 5. november 1920 blev han indlagt på hospitalsafdelingen på Krigsinvalideskolen i Sønderborg:
På to års dagen efter sin afgang døde han på Krigsinvalidernes Hospital i Sønderborg. Han var da kun 34 år gammel. Og han var skam ikke glemt, som kilder skriver. I Dybbøl Posten blev der skrevet en flot artikel om ham.
Begravet i Berlin
De efterladte annoncerede i en stor tospaltet dødsannonce i Sonderburger Zeitung den 11. november 1920. Hans lig blev ført bort med Flensborgdamperen og siden begravet i Berlin. Hans enke flyttede fra Sønderborg til Berlin samme dag. De efterlod sig ingen børn.
Han var ikke en stor politiker
Han var ikke en stor politiker, ensidig statsmand. Hans indsats for arbejderbevægelsen i Sønderborg blev kortvarig og af begrænset betydning. Hans virke appellerede måske bedre til eftertidens overbærenhed og medlidenhed end til egentlig beundring. Alligevel blev der i 1978 dannet Bruno Topff Selskabet.
En væsentlig grund til selskabets eksistens, er at man ville ære Topff. Fordi han ”sørgede i væsentlig grad for, at revolutionen blev en fredelig affære.
De var skam først i Tønder
Nu var Sønderborg jo ikke det første sted, hvor revolutionen blev gennemført. Det får man altid indtryk af, når man læser kilderne. Allerede den 5. og 6. november var revolutionen gennemført i Tønder. Det var marinesoldater ude fra zeppelinstationen, der gennemførte den. Også den foregik fredelig.
En dansk forfatter fordrejede historien
Den danske digter Johan Skjoldborg skrev en artikel i 1926, som blev gengivet i 60 socialdemokratiske aviser, som ukritisk gengav de forkerte og falske udsagn, som artiklen indeholdt. Forfatteren var i pengenød og var glad for at have fundet et interessant tema. Og artiklens overskrift var ”Republikken Als”. Det skabte en del forvirring rundt omkring.
De ukritiske bidrag om disse begivenheder fortsatte. Selv i Sønderjyske Årbøger optog man ukritisk indlæg, der fordrejede historien.
Bruno Topff – selskabet ophørte efter 37 år
På kasernen i Sønderborg samledes medlemmer af Bruno Topffs Selskab hvert år for at mindes ham. Men den 10. november 2014 kunne Jyske Vestkysten meddele, at Bruno Topp Selskabet var ophørt – efter 37 år.
Selskabet har gjort en særlig fortjeneste at opspore Bruno Topffs grav. Her fik man lagt en mindeplade.
En mindeplade lagt i 1993
En af de lokale medier bragte en ironisk artikel om begivenheden. Her spørger man om det er det hemmelige ønske for danskerne at være med til en revolution. Det lille kongerige mod nord er gennem 1.000 år et kongerige.
På en tåget eftermiddag den 6.11.1993 forsamlede 14 danskere sig på den ny kirkegård 12 Apostle i Schöneberg for at minde en tysk revolutionær. Kurt Philipsen, som er valgt på livstid som ”præsident for Bruno Topff selskabet fra Sønderborg mener, at de nye medlemmer godt nok alle er royalister, men at de vil mindes denne revolutionær.
Det er en blanding af alvor og humor i hans stemme. Og komisk ser de ikke helt unge mennesker ud i deres marine – hatte. På disse stod Bruno Topff.
Blandt de deltagende gæster fra Danmark var en skoledirektør, en tv-reporter, en forhenværende museumsdirektør og en pensioneret borgmester.
Og så sammenligner mediet begivenheden med ”Der Hauptmann von Köpenick”. Vi får så en gengivelse af episoderne. Artiklen slutter med at fortælle at gæsterne fra Danmark selv havde medbragt en mindeplade. Den blev lagt af stenhuggeren selv – Knud Grage fra Frederiksborg. Indskriften:
Matros Bruno Topff
2-11-1886 i Potsdam
9-11-1920 i Sønderborg
Danmark
”Præsident ” på øen Als
Nordslesvig 7. – 9.11.1918
Kilde:
Juli 25, 2023
Et tredobbelt mord i Øster Gasse
Hvor og hvad er Øster Gasse? God udsigt fra Gasse Høje. En trold på Gasse Høje. Vi er tilbage i vinteren 1847. Det gik 12 timer inden mordene blev opdaget. Skolelærer Thornum udgav et flyverskrift. Et frygteligt syn. Hvem var ofrene? Dannevirkes omtale Man var hurtig på sporet. Amtmand fra Haderslev udsender efterlysning på mistænkt. Den ene morder var nordmand. Begge mordere blev hurtig pågrebet. De skyldige blev ført til gerningsstedet. Nordmanden begik selvmord. Forbrydelsen var planlagt i tugthuset.
Hvor og hvad er Øster Gasse
Vi er syd for Skærbæk i Sønderjylland.
Og læser vi om Gasse får vi at vide, at det er et udpræget landområde med gårde og enkelte håndværkere. Øster og Vester Gasse havde fælles skole, som lå midt mellem de to landsbyer. Første gang Gasse omtales er i 1756. Skolen blev fornyet i 1788 og bygningen ligger stadigt ved indkørslen til Gasse fra vest.
I 1872 blev der opført en ny skole med 2 klasseværelser og plads til 60 elever i hver klasse. Skolen blev nedlagt i 1959. Midt i byen lå købmandsgården. I 1939 blev her brugsforening og i kroens kørerstald blev der i 1948 indrettet forsamlingshus. Brugsen blev nedlagt i 1970. Derefter var der købmand i en mindre årrække. I dag er det privat beboelse i bygningen. Ja sådan skriver forfatteren H.E. Sørensen.
God udsigt fra Gasse Høje
I en artikel (Det Vestlige Sønderjylland) skriver vi selv, at der på Gasse Høje, der ligger 51 meter over havets overflade er der en enestående udsigt. Mod syd skimtes Vadehavet og Ballum – marsken. Mod nord skimtes landskabet omkring Brøns Å. Mod vest skimter man Skærbæk og mod øst Lovtrup Skov og skovene ved Arrild.
Her ligger også 11 gravhøje fra sten – og bronzealderen.
En trold på Gasse Høje
Og så siger man at på Gasse Høje levede der en gang trolde. Og det er ganske vist. Man kan se det i Skærbæk Kirke.
Men vi skal fra myter og sagn til en frygtelig sandfærdig historie
Det gik 12 timer inden mordene blev opdaget
Natten mellem den 11. og 12. marts 1847 rasede en stærk snestorm over det vestlige Sønderjylland. Folk holdt sig inden døre. Kun dem, der var nødt til det, færdedes af de gamle landeveje, som bugtede sig gennem landskabet. Efterhånden var disse veje ufremkommelige.
Således gik det til at det gik omkring 12 timer før man opdagede, at der var sket en frygtelig forbrydelse. Denne var foregået i et afsidesliggende aftægtshus syd for Gasse. Rygtet om udåden nåede ud over hele sognet. En følelse af uhygge og rædsel bredte sig fra by til by.
Gerningsmændene havde fået et temmelig stort forspring.
Skolelærer Thornum udgav et ”Flyverskrift”
Om selve mordet beretter den daværende skolelærer N.J.K. Thornum i Øster Gasse. Skolelæreren var kendt som forfatter af salmer og lærebøger. Han fremstillede et ”Flyveskrift” med følgende titel:
Et frygteligt syn
Hans skildring begynder således (redigeret og oversat til nydansk):
Hvem var ofrene?
Åbenbart kendte læreren udmærket de myrdede. Han fortsætter sin beretning:
Dannevirkes omtale
I avisen Dannevirke den 13. marts findes en kort omtale af mordene. Der tilføjes denne meddelelse:
Man er allerede på sporet
Allerede et par dage efter var der en ny omtale i avisen. Den er dateret:
Og lyder således:
Den 17. marts udlover Hvidding og Nørre Rangstrup Herreder i samme blad en belønning for den eller dem, der vil pågribe dem og aflevere dem til nærmeste politimyndighed.
Bladet fortæller at de rejsende var ude i stalden ved Uhlmølle Kro, hvor de tabte de myrdedes brødkniv. Derpå var de inde i et hus mellem Kirkeby og Roager for at hvile sig.
Amtmand i Haderslev udsender efterlysning af mistænkt
Disse og andre oplysninger fra øvrigheden viser, at man meget hurtigt har fundet gerningsmændenes spor. Efter yderligere otte dage indeholder Dannevirke følgende ”Efterlysning”, udstedt på Haderslev Amtshus den 26. marts 1847 af selve amtmanden Fr. Johannsen:
Man tabte sporet
Det varer ikke mange dage før ”Ribe Stiftstidende kan bringe udførlige oplysninger om den ene forbryders anholdelse. Den 30. marts meddeler bladet, at morderne om morgenen efter forbrydelsen var inde i et hus i Kirkeby i Roager Sogn:
Den ene morder er nordmand
Sporet blev fulgt et godt stykke op i landet men desværre tabte man sporet. Mændene kom tilbage med uforrettet sag. Den lokale politimester havde været inde hos en købmand, der fortalte, at den ene af mændene talte med norsk dialekt.
Man fandt ud af at denne mand havde været bosat i Ditmarsken, men nu var flyttet til Fåborg Sogn i Skads Herred, hvor han drev handel. Han blev nu eftersøgt og anholdt den 18. marts i et hus. Man fandt på stedet en del af de røvede sager. Nogle af disse var nedgravet ved huset.
Den anholdte, som hed Niels Bjerregaard var født i Bergen i Norge. Han havde også siddet indespærret i Tugthuset i Glückstadt og forskellige andre steder. I forbryderalbummet blev han genkendt.
Begge mordere blev hurtig pågrebet
De myrdedes venner og bekendte kunne genkende en masse tyvegods. Man havde nok af beviser mod ham. Men han ville ikke tilstå. Han blev transporteret til Haderslev.
Den 3. april udsender amtmand Johannsen en bekendtgørelse i Dannevirke:
Myndighederne havde været hurtige og heldige.
Om de nærmere omstændigheder har Villads Beier i Gesing, der var barnebarn af den myrdede Villads Pedersen fortalt lærer J.A. Jensen. Dette har denne nedskrevet blandt sine optegnelser fra Skærbæk Sogn.
De skyldige blev ført til gerningsstedet
Man kan bl.a. takke sognefogeden i Skærbæk, den myndige og ansete Hans Timmermann, som styrede sognet enevældigt i en menneskealder for sin hurtige indgriben. Ligeledes skal herredsfoged Krogh i Varde også udvist megen snildhed ved forfølgelsen.
Efter mordene blev ligene lagt i kister. Disse blev henstillet i en åben grav på Skærbæk Kirkegård. Lærer Thornum fortæller:
I Skærbæk blev der først hos Hans Timmermann foretaget en foreløbig afhøring af synderne. Pastor Koch holdt en indtrængende tale til dem, hvorefter de blev konfronteret med deres ofre.
Nordmanden begik selvmord
Nordmanden, den gamle tugthuskandidat, lykkedes det aldrig at få til at tilstå. Da han alligevel indså, at hans liv var forspildt, begik han selvmord i undersøgelsesarresten i Haderslev.
Den yngre Søren Christensen Bjert gik som nævnt til bekendelse og gav en udførlig skildring af den rædselsfulde forbrydelse.
Forbrydelsen planlagt i tugthuset
I Glückstadt Tugthus havde de begge lært en person at kende, som havde tjent hos Hans Christoffersen Villadsen i Gasse og fortalt om de mange penge, den gamle aftægtsmand i reglen lå inde med. Ved denne fortælling var tanken om mordet opstået hos de to løsladte fanger.
For at udføre dette forsæt gik de den lange vej gennem Holsten og Slesvig til Øster Gasse. Det fremgår af den yngre morders forklaring at den gamle havde været ophavsmanden. Det var ham, der først slog oldingen til jorden med en stok. Og det skulle være ham, der var skyld i, at man til sidst dræbte den unge pige.
Søren Christensen Bjert døde i tugthuset.
Beretningen om det tredobbelte mord i Gasse har levet i folkemunde på egnen og fortælles fra generation til generation. Men historien er sand.
(Vi har i avisomtale og beretninger redigeret en lille mule og oversat det til nogenlunde nutidigt sprog).
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 24, 2023
Ubjerg Kirke og Præstegård
Vi har delt vores artikel i tre hovedafsnit – PRÆSTEGÅRD – KIRKEGÅRD – KIRKE. Det er Danmarks ældste præstegård. En fornem gård, må man sige. Vi hilser på præsteslægten Wolff. Dokument, der viser bygningen af præstegården. Den ”uduelige” præstegård blev revet ned. Det første par på præstegården fik 15 børn. En beskrivelse af præstegården – dengang. Kongen beordrede bygning af et nyt bage – hus. Pastorens fiskedam tørrede ud. Slesvigsk byggeskik. Fungerede som præstegård indtil 2005. Bygget på værft (Forhøjning) Originalt inventar i stalden. Den traditionelle lig – dør finder vi også 262 folkekirkemedlemmer har ikke råd til en præstegård. Trist hvis kirker og præstegårde forfalder. Kulturarven må ikke forfalde. En håndfæstning fra 1376. Præstegården var en kraftkilde. Ubjerg Præstegård var med i Hammerslag. Klokketårnet repareret flere gange. Provsten dikterede opgravning af begravet. Fritgående dyr kunne føre til bøder. Kirken istandsat flere gange. Mindetavler. Skiftende ejerskab. Klokke fra 1400. Var der en underjordisk gang til Tønder Slot? Våbenhus var utæt. Stole blev uddelt efter lodtrækning.
Præstegården
Danmarks ældste præstegård
Ubjerg Præstegård kunne engang kalde sig for Danmarks ældste Præstegård. Ja det kan den vel stadig, men den fungerer ikke mere som fungerende præstegård. Den fredede bygning er i dag i privat eje, men dette vender vi tilbage til i slutningen af artiklen.
Tænk engang, den smukke gård er opført i 1675. Og egentlig står gården nærmest uforandret bortset fra en tilbygning mod nord, der opførtes 1790. Der skulle bygges:
En fornem gård
Kigger man på bygningen bliver man henrykt. Og det gælder ikke kun dem, der er begejstret for den danske bondekultur og kan glædes over den gamle rene vestslesvigske byggestil.
Præsten var i gamle dage den første mand i sognets bolsmandskaste, som degnen blev regnet til kådnerne. Præstens gård var sognets første og fornemste gård. Og man må sige at Ubjerg Præstegård var en fornem bondegård fra slutningen af det 17. århundrede.
Der var lo i midten mellem stald og stuer. Præstearkivet rummer informationer om, hvordan gården blev opført. Således skrev Pastor Jessen:
Præsteslægten Wolff
I 1606 døde Ubjerg – præsten, Andreas Hansøn Gonsager. Hans sønner kom i ”ærefulde embeder”. Hans eneste datter var gift med bolsmand Lorents Todsen i Ubjerg.
En vidt udbredte præsteslægt i Nordslesvig, der stammede fra Uldal i Haderslev Amt, voksede frem i Ubjerg. Her kaldte de sig Wolffius, senere Wolf. Med Georg Wolf begyndte et præstedynasti, der sad inde med embedet fra 1606 til 1737. Herfra voksede også bolsmandsslægten Wolf, hvis sidste mandlige medlem døde i 1916.
Et kendt medlem er Dethlef Wolff. Herfra stammer også slægtsnavnet Dethlefsen. Georg Wolf døde i 1652. Tre år i forvejen havde han afstået embedet til sin svigersøn Christianus Petri, en degnesøn fra Felsted.
Dokument, der viser præstegårdens opførelse
Det er hvis nok ham, der har forfattet følgende dokument, et smukt vidnesbyrd om verdenserfaring og gamle dages sognefællesskab. Vi har oversat det og redigeret det let til nydansk:
12 personer har den 6. oktober 1674 underskrevet dokumentet.
Den ”uduelige” præstegård blev revet ned
Den gamle Christianus Petri gik i graven med den gamle præstegård. Han døde den 21. januar 1675 begrædt af hustru og mange børn, hvoraf den yngste kun var 4 år gammel.
Den 28. februar 1675 blev hans enkes brodersøn Johannes Wolff, søn af bolsmand Dethlef Wolff på Bjerremark introduceret i embedet. Den unge ugifte mand kunne bo hjemme, mens byggeriet stod på.
I foråret 1675 nedrev man så den gamle ”uduelige” præstegård. I løbet af året opførtes den ny. Omkostninger beløb sig i alt kun til 1.211 mark og 3 skilling, da sognemændene selv udførte alt arbejde og desuden leverede det meste af materialet.
Det første par på præstegården fik 15 børn
I østgavlen anbragtes med jernankre årstallet 1675. Den 13. juni 1676, da den nye statelige går var helt færdig, hjemførte den unge præst sin 19-årige brud, kusinen Maria Petreja, forgængerens datter. Det første ægteskab i den nye flotte præstegård blev velsignet med 15 børn.
En beskrivelse af præstegården – dengang
Pastor Wegener (1701-1737) var Johannes Wolffs søstersøn, svigersøn og efterfølger beskriver huset på følgende måde (oversat på nogenlunde nudansk og lettere redigeret):
Kongen beordrede et nyt bage-hus
Det omtalte bage-hus var blevet så brøstfældigt, at det måtte fjernes. Den daværende sognepræst Todsen (Oldefar til den tidligere overborgmester Todsen i Flensborg) krævede at sognet skulle give bidrag til opførelse af et nyt bage-hus. Men sognemændene protesterede. Sagen gik helt op til kongen, der den 29. november 1789 gav præsten medhold.
Derefter blev der bygget en nordfløj, indeholdende bage-rum, vaskerum og konfirmandstue. Hundrede år efter var bageovnen opslidt igen. I 1897 blev konfirmandstuen og bage-huset slået sammen til en stue, som præsten tog i brug.
Pastoren havde ikke nok plads til sine 8 børn
I 1856 blev der foretaget en grundig istandsættelse af hele præstegården. Da pastor Gøttge med sine 8 børn ikke have tilstrækkelig plads, blev der indrettet vest for den søndre indgangsdør en stue. Pladsen blev taget fra loen.
Pastorens fiskedam udtørrede
Til præstegårds-værftet hører selvfølgelig også gårdsplads og have. Pastor Wegener beskriver disse på følgende måde:
Haven nord for huset blev af pastor Gottfriedsen (1879 – 83 – senere provst i Nustrup) omdannet til opkørsel med statelig indgangsport til vejen. Pastor Wegners fiskedam udtørrede efterhånden som følge af afvandingen.
Slesvigsk byggeskik
Bebyggelsen er typisk slesvigsk byggeskik, der udviklede sig med friserne gennem 1500 og 1600 – tallet. Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentlig fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800 – tallet.
I det træ-fattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligst bygget i grundmur. Desuden var grundmuring også mere modstandsdygtig overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl.
Fungerede som præstegård indtil 2005
De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode negtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt.
Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden. Særlig fra Ballum var der gode muligheder.
Stråtaget på Ubjerg Præstegård blev udskiftet som følge af stormskade i 1998. Præstegården blev gennemgribende restaureret i 2006. Ubjerg Præstegård fungerede som præstegård frem til 2005, hvorefter den overgik i privat eje.
Bygget på værft (forhøjning)
Det er typisk en marskgård, der ligger på en naturlig forhøjning i landskabet vest for Ubjerg Kirke. Det var beboelsen mod øst og stald mod vest, hertil er bygget en bred, lidt højere lade mod syd og en lidt lavere, smallere udløberlænge mod nord. Rundt om anlægget er lagt bredt bånd af pig-sten.
Originalt inventar i stalden
I stalden forefindes originalt staldinventar i form af båse, fodertrug, krybber, hø-hække, midtergang med kørerbræt i midten og grebninger på hver side, Hele staldgulvet er pigstensbelagt. I et hjørne af stalden er bevaret et gammelt lokum. Fra staldene er der adgang til laden, der fremstår med delvis lerstampet gulv, der er åbent til kip og store tagkonstruktion fremstår synlig. Stråtaget er syet på med tjæret hamp.
Blot en hæk og en låge adskiller præstegården fra kirken.
Den traditionelle lig-dør
I øst-gavlen har vi den traditionelle lig-dør. Her skulle de afdøde bæres ud, og så skulle døren så lukkes igen. Ifølge folketroen kunne den afdødes sjæl vende tilbage gennem den samme dør. Døren skulle derfor være lukket indtil næste begravelse.
Ladens konstruktion er typisk for marskgårdene og kendetegnes med de solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.
262 folkekirkemedlemmer har ikke råd til en præstegård
Den kulturhistoriske perle er som skrevet solgt til en privatperson. Og det kan man være glad for. Mange præstegårde i Danmark er blevet nedlagt eller nedrevet efterhånden. Og denne er som så mange andre fredet og bevaringsværdig.
Hvorfor beholdt man den ikke? I sognet er der kun 262 folkekirkemedlemmer, der ikke mere kan bære denne præstegård økonomisk. At vedligeholde sådan en gård er ikke helt billig. Sognet er lagt sammen med Møgeltønder og det er her præsten bor. Rundt omkring vælger præsterne også efterhånden at bo i et almindeligt parcelhus.
Trist, hvis kirker og præstegårde forfalder
Når nu Ubjerg Præstegård er fredet sker det vel ikke så meget ved, at den er blevet solgt til en privat! Det er vel retningslinjer, hvad man må og ikke må. Tiden er måske løbet fra at overbeskytte gamle kulturværdier. Og dog. Det vil være trist, hvis kirker og præstegårde forfalder.
Kulturarven må ikke forsvinde
På et tidspunkt var Ubjerg Præstegård udlejet. Og i Møgeltønder ligger en forholdsvis moderne præstegård. Så kan man dog undre sig over, at Tønders præst nummer to ledte efter et sted at bo. Men han måtte ikke bo på Ubjerg Præstegård. Han skulle blive boende i Tønder Sogn.
Man skulle tro at præstegårde er et vigtigt element i den danske, historiske kulturarv. Helt op til 1960’erne og 1970’erne jævnede man rask væk præstegårde. Denne arv skal nu engang ikke bare forsvinde.
En håndfæstning fra 1376
Præstegårdens tilknytning til sognets kirke nævnes første gang i en håndfæstning fra kong Oluf i 1376. På det tidspunkt var en del af de gamle kirker bygget. Præstegården med tilhørende landbrugsjord skulle sammen med bøndernes tiende være præstens eksistensgrundlag. Præsten var fritaget for skat.
Ordningen gik åbenbart ikke glat igennem med det samme, for den er indskærpet i andre kongebreve helt frem til 1515, hvor det blev understreget, at præsten skulle have den bedste gård i byen. I landsbyen var præsten ofte den højest og ofte eneste uddannede person i landsbyen. Han skulle have råderet over de bedste jorder. Anderledes så det ud i byen.
Præstegården var en kraftkilde
Præstegården blev en kraftkilde som normdannende faktor i landsbyen. Det danske skriftsprog blev dannet i præstegårdene, længe før skolen fik betydning. Jo det var her kulturlivet var i centrum. Men også politisk spillede præstegården en vigtig rolle. Præsten spillede en vigtig rolle som hele sognets og ikke kun menighedens samlingsperson. Enevældens genrejsning og landboreformerne hundrede år efternød godt af de aktive præsters medvirken. Senere flyttede det naturlige magtcentrum sig væk fra præstegårdene i takt med at religionens statsbærende funktion forvandt og udvandringen fra landet satte ind – men se det er en helt anden historie.
Ubjerg Præstegård var i Hammerslag
Og tænk engang – i 2012 var Ubjerg Præstegård så med i det populære TV – program Hammerslag. Jo man skulle gætte, hvad sådan en præstegård kan koste.
Kirkegården
Og vi skal da også lige en tur gennem porte i hækken ind og besøge kirken i Ubjerg. Nej vi skal ikke igennem det hele. Det kan du læse et andet sted. Og kirkegården er omgivet af jorddækkede diger af kløvet kampesten mod nord, nordøst og vest, mens kirkegårdens skråning mod syd og sydøst er beplantet.
Klokketårn repareret flere gange
Ved kirkegårdens sydøstligste hjørne stod der indtil 1857 et klokketårn i træ. I 1595 var dette klokketårn ved at styrte sammen. Det blev repareret 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret og malet i 1820, tjæret i 1830.
Provsten dikterede opgravning
Det var også her på kirkegården, at en kvinde blev opgravet igen efter at være blevet begravet. Det bestemte provsten i Tønder. Hun havde forgiftet sine tre børn og efterfølgende begået selvmord. Men læs historien om skamstenen et andet sted.
Fritgående dyr kunne betyde bøder
I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som værn mod dyrene. Hvis der alligevel blev antruffet heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt bøde.
Kirken
Ubjergs oprindelige murværk er kun delvis synligt på skibets syd – og vestside ellers er det pudset og hvidkalket. Tidligere havde kirken et våbenhus mod nord. Hele kirken er bygget af munkesten. Først omkring 1300 lykkedes det at bygge skibet. Kirken er måske fra 1100 – tallet.
Kirken istandsat flere gange
I 1595- 1597 blev kirken istandsat. I 1690 blev apsissens oprindelige hvælv og bue fjernet og erstattet af bjælkeloft. I kirken er der flere loftsmalerier fra 1747. Der findes ingen kalkmalerier i kirken.
Altertavlen indeholder bl.a. to helgenfigurer fra begyndelsen af 1500- tallet. Alterbordet er muret og pudset og fra romansk tid. Det er fra omkring 1250. Korbue- krucifikset er fra slutningen af 1500 – tallet. På kirkens nordvæg hænger syv malerier fra 1747. Prædikestolen stammer fra 1783. Denne er skænket af Maren Seewangs
Mindetavler
I kirken hænger et mindesmærke over sognepræst Michael Wulf. Det hænger også to enkle marmortavler over faldne i den fransk – preussiske krig i 1870. Og en trætavle over sognets faldne i første verdenskrig 1914 – 1918.
Kirken blev i 1514 viet til Skt. Laurentius. Efter reformationen var kirken i længere tid omstridt, men 1576 – 78 tilkendtes den hertug Hans og blev samtidig udskilt fra Ribe Stift.
Skiftende ejerskab
Den blev lagt under Slesvig og vendte først tilbage i 1920 til sit gamle stift. Ved hertug Hans død 1580 kom kirken under Gottorp., hvorfra den 1713 – 21 overgik til kongen. Under alt dette havde menigheden en vis valgret, mens kongen skulle konfirmere valget. I 1841 synes kirken at have været selvejende.
Klokke fra 1400
Kirken havde intet tårn. Men i 1857 blev der anbragt en tagrytter med et svejset pyramidespir på taget i skibets vestlige ende. Kirken har to klokker. Den ene er fra ca. 1400.
Var der en underjordisk gang til Tønder Slot?
Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte under Tønder Slot hvormed det stod i forbindelse gennem en underjordisk gang. Under pesten 1602 – 1604 skulle der i sognet have været stiftet et begravelsesgilde.
Våbenhus var utæt
I 1595 vedtog man en fuldstændig istandsættelse af kirken både inde og ude. Til taget skulle man bruge gode tagsten og ”Isdach” (rørtag). Udenfor skulle kirken skalmures. I 1685 blev der indlagt nye bjælker og loft.
Et ”nordre Våbenhus skulle i 1595 ”gøres tørt med brædder for at folk til nød kunne stå og sidde tørre, må være revet ned kort tid efter.
Salig Jens Petersen havde omkring 1590 skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men denne var blevet tilmuret, så pengene ”sattes på renter til kirkens bedste”.
I 1947 skete der en istandsættelse af træværk og malerier i kirken.
Stole blev tildelt ved lodtrækning
Stoleværket med gavle er udført i 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen ligeledes fra Tønder. Der er 15 mandsstole og 14 kvindestole i kirken. Disse stole afløste et sæt fra 1595. Der blev samlet ind i sognet til disse stole. Og egentlig var der 20 mandsstole. Hvem, der skulle sidde på disse stole, blev afgjort ved lodtrækning.
Præstekonen, kirkegangskoner samt dåbsbørn fik også stole. I 1676 fik præstekonen en ny stol og i 1709 kom der en ny stol ved siden af degnestolen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 21, 2023
Søslaget i Vadehavet – endnu mere
Et søslag i Listerdyb. Rømø kunne have fået en ny havn. Mange sørøvere. Krigen stopper havneprojekt. Øresundstolden bragte mange penge til Danmark. Torstensson kom hurtigt frem. Rov og tyvegods blev solgt i Ribe. En forræder i vadehavet – blev hængt. To sejre over svenskerne. En hollandsk/svensk købmand lejede skibe i Holland. 40 hollandske koffardiskibe. Effektive danske krigsskibe. Den svensk/hollandske flåde fik 700 ”bøsseskyder ombord. Kampen varede kun i 4 timer. Der meldes om 800 døde fjender. Beboerne fulgte med inden fra land. En dårlig stemning i Holland. Men disse hollændere kom igen og hjalp svenskerne. En dyr fredsaftale i 1645. Sejren i Listerdyb vil blive husket.
Et søslag i Listerdyb
Det er sikkert ikke mange, der tænker over det, når de tager over til Sild fra Havneby på Rømø at her blev engang udkæmpet et stort slag. Det var i Lister Dyb.
Rømø kunne have fået en ny havn
Vi har allerede i en række artikler beskrevet at kongen den 7. september 1642 pludselig indfandt sig i Ballum. Han havde længe haft planer om at oprette en havn på dette sted. Her havde i fordoms tid sørøvere holdt til. Og herfra havde fribyttere en gunstig mulighed for at opsnappe de mange studeskibe, der hvert år sejlede fra Ribe, Ballum og Højer og andre steder på vej mod Holland.
Mange sørøvere
I 1588 var man fra dansk side nødt til at udsende orlogsmænd til at rense kysten for fremmede pirater. Siden 1630 var der til stadighed indrettet en ankerplads til en flådeafdeling her ved Vadehavet.
Risikoen var også at fjendtlige tropper her kunne gøre landgang og gøre angreb mod kongens besiddelser i syd eller nord.
Krigen satte stopper for havneprojekt
Kongen brugte selv udtrykket ”En fornem handelsstad” som han havde udpeget her ved Ballum. Der skulle også etableres et dige fra Ballum til Astrup Banke. Helt frem til januar måned 1644 var kongen optaget af planens gennemførelse. Men så fik han andet at tænke på.
Mørke skyer trak for Danmarks vedkommende op på den storpolitiske himmel. Christian den Fjerde havde med voksende misfornøjelse set på svenskernes magtudvidelse mod syd under Trediveårskrigen. År efter år havde Danmark forhøjet Sundtolden. Det ville svenskerne ikke mere finde sig i.
Øresundstolden bragte mange penge til Danmark
I året 1639 havde alene denne told sikret Danmark en indtægt på anseelige 600.000 Rigsdaler. Det gik især ud over svenske og hollandske skibe. Derfor kunne det ikke overraske at netop de to nationer i 1640 besluttede at kæmpe for afskaffelse af denne sundtold.
Torstensson kom hurtig frem
I 1643 modtog Lennart Torstensson – den største af Gustav Adolfs feltherre, netop som han var på tilbagetog fra et angreb i Mehren en befaling at han uden krigserklæring syd fra skulle angribe det danske monarki. Planen gik ud på, at man samtidig nord fra ville angribe via Sundet.
I hurtig fremrykning begav Torstensson sig nu mod nord. Den 12. december overskred hans hær Holstens grænser. I begyndelsen af januar 1644 nåede han op til Nørrejylland (nord for Kongeåen). Foreløbig tog han ophold på slottet Hansborg i Haderslev. Omkring 10. januar blev Ribe besat.
Rov og tyvegods solgt i Ribe
I Døstrup Sognekrønike er optegnet adskillige vidnesbyrd, hvorledes svenskerne huserede på egnen. De røvede heste, kreaturer og alskens bohave. Det hele blev opbevaret på Riberhus. Og så solgte de det videre fortrinsvis til hollandske købmænd. Men også flere af byens købmænd og almindelige borgere købte svenskernes rov og tyvegods.
En forræder i Vadehavet
I februar måned erobrede svenskerne Rømø og Sild. Her begik den engelskfødte Marcus Whitte forræderi. Ham havde kongen sat til at beskytte farvandet med en flotille af pramme og galejer. Whitte overgav skibene og trådte i svensk tjeneste. Nu kunne svenskerne opnå uhindret forbindelse til Holland.
To sejre over svenskerne
Svenskerne beherskede nu ikke blot hele Slesvig og en stor del af Nørrejylland men også Vadehavet og den vigtige handelsforbindelse til Nederlandene. Denne situation var dog kun af kort varighed. Danske krydsere ødelagde snart samkvemmet med hollænderne. Allerede i marts tilbageerobrede en dansk styrke under oberst Buchwald øerne og fangede de svenske besætninger, deriblandt forræderen Whitte, der blev ført til Glückstadt og hængt.
Torstensson skulle hurtigst muligt rykke over til Fyn. Ved Haderslev samlede han alle fartøjer og besatte uden vanskeligheder Baagø uden for Assens. Derfra søgte svenskerne i ca. 70 både mod Fyn. Men de danske flådefartøjer var på deres plads og tvang svenskerne til at vende tilbage til Haderslev. De 300 svenskere, der var efterladt på Baagø, blev taget til fange. Heller ikke fra Snoghøj lykkedes det svenskerne at komme til Fyn.
En hollandsk/svensk købmand lejede hollandske skibe
Den svenske storkøbmand Louis de Geer, der var hollandsk af fødsel, blev sendt til Amsterdam for at hyre skibe, der kunne stilles til Torstenssons rådighed. Hollænderne opfattede det nærmest som en forretning. Der blev ikke sparet på løfter om krigsbytte fra Danmark. Der måtte udredes 489.000 Rigsdaler for at leje op imod 40 koffardiskibe, der blev indrettet og udstyret med orlogsmænd.
40 hollandske koffardiskibe
Under anførsel af den hollandske admiral Maarten Thijssen, som senere blev adlet under navn af Anckarhem, en prøvet sømand, styrede den svensk – hollandske flåde, bemandet med nederlandsk besætning efter et ophold på Elben engang i april måned mod nord mod de danske farvande.
Nogen stor kampværdi havde disse skibe næppe. Men Danmark var nu truet både nord og syd fra. I en ældre Danmarkshistorie af A. Fabricius Kunne man læse at folket var grebet af rædsel og panik. Adelsmænd forsøgte at flygte bort med deres gods til Norge i stedet for at kæmpe mod fjenden.
Effektive danske krigsskibe
Det lykkedes for kongen at få sine skibe i søen før den svenske flåde kunne lægge ud. Af de danske orlogsmænd nævnes blandt andet:
Dertil kom en række mindre fartøjer. Den 1. maj satte kongen kursen mod syd for at møde den svensk – hollandske flåde. Otte dage senere fik han informationer om, hvor fjenden befandt sig.
Den svensk/hollandske flåde fik 700 bøsseskytter ombord
Ved Før fik man at vide, hvor fjenden befandt sig. Og den 14. maj lagde den danske flåde sig ud for Listerdyb.
Nogle dage i forvejen havde fjenden lagt sig mellem Øerne og Ribe, hvor en del af skibene provianterede. Admiralen gik i land for at besøge general Torstensson, der lå syg i Haderslev. Den svenske hærfører måtte hele tiden transporteres i bærestol. Han kunne hverken ride eller gå. Hans lidelser svækkede dog ikke hans evner og energi.
I Ribe eller Ballum tog admiralen 700 ”bøsseskytter” ombord.
7-9 danske mod 28 svensk/hollandske skibe
Torsdag den 16. maj ved daggry opdagede hollænderne fra List den danske flåde. Den hollandske admiral forsøgte med sit eget skib ”Den Gyldne Svane” at bryde igennem. Men Trefoldighed med kongen ombord optog øjeblikkelig kampen. På det tidspunkt udgjorde antallet af danske skibe 9 stykker. Kilderne angiver antallet forskelligt. Fjendens antal af skibe var på det tidspunkt 28 i antal.
Kampen varede i fire timer
Kongen havde allerede forsøgt at komme ind til fjenden, men hans store skibe stak for dybt. Ifølge forskellige beretninger var der på dansk side 11 sårede/døde. Men de danske kanoner fik beskadiget fjendens skibe eftertrykkelig. Fjenden søgte ind mod lavvande, så den danske flåde kunne ikke forfølge fjenden.
Kampen startede kl. 10 om formiddagen og varede til kl. 14. Fjendens skibe var efterhånden skudt til ukendelighed. Fodfolket, der var blevet bragt ombord, var blevet slemt tilredte.
Der meldes om 800 døde fjender
I alt blev der meldt om 800 døde, foruden de sårede og kvæstede.
På List blev der i fem grave lagt cirka 500 døde. Groteske fremstillinger fortalte at nogle var uden hoved, andre var uden arme og ben. Ved Ballum Kirke blev 8 officerer begravet. 6 andre officerer var blevet bragt til Ribe og Haderslev.
På Jordsand har vi i tidligere artikler meldt om fundet af skeletter. Antagelig er det svenske og hollandske søfolk.
Beboere fulgte med inde fra land
Mandefaldet var stort og til sidst opstod der kamp på liv og død mellem matroser og soldater. Den hollandske admiral berettede hjem at hans skib var gennemhullet. Han fortalte, om de store tab. Han fortalte også, at han ikke fik nogen hjælp ”fra de troløse kaptajner, som holdt til i en mils afstand”.
Inde på land stod beboerne i spændt forventning om kampens udfald. De hører store brag. De kan efterhånden godt se, at sejren er sikret. Fjenden søgte mod land. Der kunne de danske skibe ikke følge dem.
En dårlig stemning i Holland
Fjendens skibe var så ilde tilredte, at de ikke kunne bruges. Den 18. maj satte kongen kursen mod Kattegat. Men et par skibe blev tilbage ved Lister Dyb for at forhindre at fjenden flygtede. Den 23. maj tog Torstensson til Ballum for at få Maarten Thijssen til at forsøge. Torstensson sendte en oberst Douglas til den hollandske admiral med både en mundtlig og skriftlig befaling om igen at angribe den danske flåde.
Det lykkedes for resterne af den hollandske flåde at undslippe, men det gik lige hjemad til Flandern. Da flåden kom tilbage til Holland, var stemningen ikke god. Mange af de sårede som var med skibene blev sendt til pest-huset uden for Amsterdam. Og andre 60 sårede blev anbragt i borgenes huse og sygehuse.
En dyr fredsaftale i 1645
Hen på sommeren blev en ny hollandsk flåde bemandet og sendt nord på. I Østersøen blev den forenet med den svenske flåde. Og dette togt førte til Danmarks endelige nederlag ved fredsaftalen i 1645. Det danske monarki måtte afstå nogle gamle besiddelser.
Sejren i Listerdyb vil blive husket
Sejren i Listerdyb og det andet søslag nogle uger senere er de eneste lyspunkter i denne uheldige krig. Mindet om den heltemodige gamle konge og hans stolte bedrifter om bord på Trefoldighed vil blive husket.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 19, 2023
Folmer Bendtsen – en maler fra Nordvest-kvarteret
Han er kendt som arbejder-maleren og maleren fra Nordvest-kvarteret. En plads foran Nørrebro station er opkaldt efter ham. Men han er født på Vesterbro og vi skal mange steder hen. Faderen var velhavende. Moderen gik fra strygekone til butiksindehaver. Han boede i Absalonsgade og var sømand. Forældrene var kærester i 20 år inden de giftede sig. Folmer Bendtsen bosatte sig i Lygte-kvarteret. Han havde været i pleje på Nørrebro. Her lærte han socialismen at kende. I Folkekøkken på Møllegade. Han blev gadehandler i Nordvest-kvarteret. Gift første gang i 1927. Bibliotek i Stefansgade gav ham inspiration. Motiver fra Vesterbro, Sydhavn og Nokken. I kamp mod mælkedreng. Konen drømte om grønforretning. Med på et afbud. Justitsminister købte to af hans malerier. Masser af udstillinger fulgte. Kunstmedarbejder på Socialdemokraten. Skilt og ny kæreste. Gift anden og tredje gang. Ny bopæl ved Frederikssund og masser af udsmykninger. Han sagde ja til Ridderkorset.
Kendt som Arbejder – maleren
Ja vi skal vidt omkring, når vi skal beskrive denne person. Nej, han er ikke engang født i Nordvest-kvarteret. Og han er død langt fra København. Han er også kendt som arbejder – maleren. Vi skal vidt omkring.
Plads på Nørrebro opkaldt efter ham
Foran Nørrebro Station har man navngivet en plads – Folmer Bendtsens Plads. Men i grunden er det på den forkerte side af Nørrebro Station. Men det har nu altid været lidt kludder med området, således hedder det også Nørrebro Bycenter. Bycenteret ligger i Nordvest. På Lygten Station har kvarterløft Nordvest hørt til.
Postdistriktet for Ydre Nørrebro og Nordvest kvarteret hed indtil 1939 København L.
Nordvest-kvarteret hed før Utterslev Mark
Lygtekvarteret er en del af Nordvest-kvarteret, som før i 1901 i Kraks Vejviser blev kaldt for Utterslev Mark. Utterslevgårds marker gik helt ned til Nørrebro station og den daværende Lygte Å – Kvarteret omfattede et område nord for Frederikssundsvej fra nuværende Tommsgårdsvej til nuværende Nørrebro station.
Født på Vesterbro
Folmer Bendtsen er født den 8. februar 1907. Han døde den 6. januar 1993 som 85 – årig. Han er født i Sankelmarksgade, en sidegade til Dybbølsgade ved Enghave Plads på Vesterbro. Hans mor var strygerske, Christine Bendtsen, som var kommet til København fra Bornholm.
Faderen var velhavende
Faderen hed Christoffer Larsen og var møbelfabrikant og – handler på Frederiksberg. Hans møbelværksted og – forretning og senere bolig lå på Godthåbsvej 75. Christine Bendtsen får endnu to børn med ham. Barn nummer to, som hun får i 1913, bliver bortadopteret. Folmer møder ham først senere i livet, da de begge er voksne.
Fra strygekone til butiksindehaver
Barn nummer tre er Harriet. Efter at have fået hende får hun en trikotagebutik med tilhørende bolig i Absalonsgade tæt ved Istedgade. Derved bliver Christines udkommende sikret. Folmer flyttede hjem til hende igen efter at have været i pleje hos en familie på Nørrebro. Han kommer nu til at gå på Gasværksvejens Skole. Faderen kommer dog stadig jævnligt hos moderen. Og Folmer besøger ofte den tidligere plejefamilie på Nørrebro.
Denne familie var vant til at tale med ham. Moderen står i forretningen fra tidlig morgen til 8-9 om aftenen. Hun havde ikke så meget tid til at tale med ham. Det gør ham lidt rodløs.
I Absalonsgade
Boligen i Absalonsgade var beliggende i en korridorejendom med toilet i gården. Hans skolegang på Gasværksvejens Skole gik stort set godt. Han var god til dansk og både til at læse og skrive. Men i sangtimerne blev han smidt ud af klassen. Tegnelæreren syntes ikke om hans specielle måde at tegne på. Han havde ikke set noget lignende.
Alligevel fik han 200 kr. i flidspræmie ved skoleafslutningen. Det var mange penge i 1921. Dem gav han pligtskyldig sin mor, der i begyndelsen troede, at han havde rapset dem.
Sømand
Han bor ca. syv år hos moderen og går ud af skolen som 14 – årig. Derefter er han bud hos firmaet Nielsen & Co. Der er han i to år og slutter med en fin anbefaling. I 1923 stikker han til søs. Faderen og moderen bliver gift og flytter ud på Godthåbsvej 75. Efter fire års ægteskab får de deres fjerde og sidste barn – Valdemar. Tilsyneladende er det kun Harriet, der flytter med ud på Frederiksberg.
Folmer Bendtsen sejler med et handelsskib mod Sydafrika. Senere i 1923 går han i land i Hamborg. Derefter sejler han med et dampskib mod England og rundt omkring i Skandinavien som ungmand. Han tager med et andet handelsskib til Østasien og bl.a. Ceylon.
Han afmønstrer i januar 1925 i Århus. Christoffer Larsen – Folmers far dør I 1941, men Christine bliver boende i ejendommen til 1968. Her kom hendes to børn Harriet og Valdemar med deres familie også til at bo som voksne med deres familie.
På Bornholm erhvervede ægteparret et sommerhus, hvor de holdt ferie. Og hertil tager Folmer Bendtsen også sammen med sin ven Jørgen Sandved i et af deres togter i sejlbåd
20 år som kærester
Folmer Bendtsens mor Christine havde det barsk på Vesterbro som strygekone. Til sidst endte hun som velstillet borgerfrue på Frederiksberg. Men hun glemte ikke sin fortid og havde hele livet et godt forhold til hendes søn, Folmer.
Muligvis var Folmers forhold til faderen ikke så godt. Faderen og moderen holdt sammen i 40 år, heraf de 20 år som ”kærestepar. Det var måske lidt usædvanligt. Det havde samtiden og måske også Folmer svært ved at forstå. Da faderen er ved at dø, kalder han Folmer til sig. Faderen beder om tilgivelse.
Folmer Bendtsen bosatte sig i Lygte-kvarteret
Som 19 – 20-årig bosatte Folmer Bendtsen sig i Lygte-kvarteret som dengang var et af de socialt lavest rangerede kvarterer i København. Og det var ikke fordi han ikke ville have hjælp af faderen.
Ganske vist kom moderen på besøg hos ham i Alexandravej (nu Rebslagervej) med mad og nogle penge, så han ikke ligefrem skulle sulte, især før han blev gift i 1928.
Plejefamilien på Nørrebro
Plejeforældrene Jens og Marie Nielsen var et ældre ægtepar, hvis børn var flyttet hjemmefra. Jens Nielsen var formand for Murerarbejdsmændenes Fagforening, som havde kontorer i Wesselsgade på Indre Nørrebro. Jens havde tilnavnet ”Dragonen” og ”Jens med Stål-armen”. Han holdt en modvillig entreprenør i strakt arm ud fra et vindue på tredje sal.
Marie var i tresserne, da Folmer igen flyttede hjem. Men han bevarede kontakten til dem. Hende blev han ved med at kalde mor. Hans socialistiske livsopfattelse havde han efter dem og især fra fagforeningsmanden, Jens. Folmer gik dengang på Prinsesse Charlottes Gades Skole. Her gik han dog kun i meget kort tid.
Men jens og Marie havde åbenbart også en kolonihave ved Tagensvej, nord for Alexandravej. Det ved vi fra maleriet ”Fest i kolonihaverne 1950”.
I Folkekøkkenet i Møllegade
Efter at have været til søs i ca. to år får Folmer Bendtsen arbejde som medhjælper for tjenerne på restaurant H.F. Müller på Købmagergade ved Kultorvet. Men der er han kun et halvårs tid. På det tidspunkt bor han i etagen over snedkerværkstedet på Ndr. Fasanvej.
For det meste er han arbejdsløs. Måske havde han nogle småjobs nu og da. Han kom meget i folkekøkkenet i Møllegade ved Guldbergsgade. Det var også her han mødte handelsmanden Ejnar Nielsens kone, Magda, der laver socialt arbejde. Hun og hendes mand bor på Skt. Hans Torv og har en produkthandel ude i Lygtekvarteret. Han sælger appelsiner og anden frugt fra en frugt-vogn.
Gadehandler i Lygte-kvarteret
Efter at have boet kort tid hos parret flytter han ud til Ejnar Nielsens produkthandelsplads og bor oven på hans hestestald, hvor han har en ”russerhest” med navnet ”Carl”.
Her i Lygte – kvarteret lærer han at klunse og handle fra frugt-vogn. Formentlig bliver han hurtig selvstændig og får handelsbrev som frugthandler. Han samler flasker, klude og jern på lossepladser m.m. For pengene køber han blomster og sælger dem som gadehandler. Nogle af blomsterne henter han uautoriseret fra de store haver i Ryvangs-kvarteret-
I Nordvest-kvarteret var der flere produkthandlere. I hele perioden var han tilmeldt på forældrenes adresse og et par måneder i 1927 hos plejeforældrene. Men på et tidspunkt får han sin egen lejlighed på Alexandravej og her bor han frem til omkring 1937.
Gift første gang i 1927
I en alder af 21 år bliver han den 21. april 1928 gift med smørrebrødsjomfru Jenny Petersen. Det må formodes at han hele tiden har boet i kvarteret omkring Alexandravej. Det hus han boede med Jenny Petersen, er i dag nedrevet. Det var et lille gult 1 ½ etages hus, hvor de boede i tagetagen.
Bibliotek i Stefansgade gav inspiration
Det må formodes at han efter giftermålet begynder som selvstændig frugthandler med ladvogn rundt i hele byen. Det kunne være bidende koldt. Han måtte ofte gå indendørs for at få varmen. Det kunne være i folkekøkkenerne i Møllegade eller Axeltorv eller biblioteket i Stefansgade. Her læser han dagens aviser.
Her på biblioteket skaffede de ham bøger om kunst. Han var særlig glad for maleren Wilhelm Lundstrøm.
Motiver fra Vesterbro, Sydhavn og Nokken
Hans frugt-vogn som senere i hans malerier blev kendt som bananvognen, var en ladvogn eller trækvogn med to store træk-hjul med to støtteben og med håndtag bagtil, så man kunne skubbe/trække afsted med vognen.
Til at begynde med turde han ikke male på Alexandravej og havde ikke råd til et staffeli. Så satte han lærred op på en plade og drog med bananvognen ud til Vesterbro, Sydhavnen og over på Nokken på den anden side af Sydhavnen på Amager.
Her var der muligheder for enkelte motiver og fred og ro til at male. Det var faktisk langt at gå med sin trækvogn. Men allerede i 1928 havde han malet på en kakkelovnsskærm hos Ejnar Nielsen.
I kamp mod Mælkedrenge
Da han kunne male nogenlunde og fik råd til staffeliet, begyndte han at male motiver på Alexandravej. Der blev hurtigt ballade med de skrappe mælkedrenge fra Mælkeriet Enigheden. Mælkedrengene ville drille ”den fine Kønstner”, som de troede at han var. De sparkede bl.a. til staffeliet. Men den fine kunstner bankede dem efter mange slagsmål.
Konen drømte om en grønforretning
Endelig opdagede de at han var en ”fra vejen”. Og han blev gode venner med dem. Han begyndte at male oppe i lejligheden. Dette syntes konen dog ikke om. Hun ville have et pænt hjem og blev meget vred over maleklatterne i stuerne. Hun drømte om en grønforretning og så ville hun gerne bo i Thorsgade inde på Nørrebro. At manden skulle være maler, var ikke det, som hun havde drømt om. Det kunne aldrig blive en ordentlig levevej, har hun vel ment, Hun havde den småborgerlige drøm og han ville være revolutionær.
Men konen tog fejl. Han kom til at slå igennem som maler.
Med på et afbud
Folmer Bendtsen havde hele tiden købt sine farver, pensler og lærreder hos kunsthandler Henning Larsen i Knabrostræde. Denne lagde mærke til den unge mand med bananvognen og var blevet nysgerrig. Da han i oktober 1935 var blevet brændt af en kunstner, som skulle udstille hos ham, syntes han, at han skulle se nærmere på denne mand som købte så mange farver og lærreder hos ham.
Folmer Bendtsen var målløs og havde medlidenhed med kunsthandleren. Han var en fattig gadehandler og en forhenværende sømand og hvordan i alverden skulle hankunne blive en fin maler, der udstillede. Men kunsthandler Henning Larsen må have haft gode forbindelser.
Justitsminister købte to af hans malerier
Nu kom Folmer Bendtsen sandelig også i Ekstra Bladet, hvor journalisten ”Spada” interviewede ham. Her fortalte Folmer Bendtsen, at han håbede at få råd til at uddanne sig på kunstakademiet.
Kunstskribenten Ole Vinding skrev en strålende anmeldelse i Ekstra Bladet. Næste dag dukkede justitsminister K.K. Steincke op i galleriet og købte to malerier for 150 kr. stykket. Det var en formue for kunstneren. I bladene kunne man læse at Folmer Bendtsen ikke havde råd til at gå på museer og udstillinger for at kigge på kunst.
Masser af udstillinger
Efter udstillingen hos Henning Larsen gik det stærkt. Samme år debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling og året efter i 1936 på Charlottenborgs Forårs-udstilling, hvor der blev indleveret 3.000 værker. Heraf blev 500 udtaget.
Han kom med i en nystiftet kunstnersammenslutning ”Kammeraterne”. Her var han medlem ind til 1947. Han var gæst hos Grønningen i 1952 og medlem fra 1953.
Et arbejde hos Social – Demokraten
Han var blevet socialdemokrat og blev kunstmedarbejder på Social – Demokraten fra 1938 til 1943. Dermed fik han frihed til at male og kunne deltage i kunstdebatten. Folmer Bendtsen fik også mulighed for at deltage på et efterårskursus i 1936 på Kunstakademiet i litografisk kunst. Dette fik stor betydning for hans udvikling som maler. Men det var også det nærmeste han kom kunstakademiet.
I 1937 opnåede hans malerier sammen med maleren Olaf Rude de højeste priser. Det blev også mulighed for en studietur til Paris.
Skilt og ny kæreste
Omkring 1937 er han flyttet ind på Gråbrødre Torv. Og sandelig i 1938 fik han telefon. Det var en bedre lejlighed end den på Alexandravej. Hans gennembrud som maler var så voldsom, at hans ægteskab med Jenny Petersen bliver opløst. Men han er dog ikke alene ret længe. Han flytter sammen med Inga Zetterstrøm, som er fotograf. Dette forhold varede formentlig til slutningen af 1940erne.
I 1950 gift anden gang
I 1939 flytter han med venners hjælp ind i en attalier-lejlighed på Bülowsvej 40. Her er der et stort rummeligt atelier med udsigt o0ver Landbohøjskolen. På denne adresse bliver han boede til omkring 1950.
Den 28. december 1950 bliver han gift anden gang med Birte Vibeke Jensen. Hun er 30 år. Han er 42 år. Derefter flytter de til Gammel Kongevej 136. Her bor de indtil 1961. Ægteskabet bliver opløst i 1957.
I 1959 gift tredje gang
Men to år efter bliver han gift tredje gang den 14. maj 1959. Hun er 27 år gammel. Han er 52 år. Dette ægteskab varer til hans død. Hun døde i 1997.
Ny bopæl ved Frederikssund
Kort tid efter forlader parret Københavns – området. Turen går til Lille Kregme ved Frederiksværk. Det er et fiskerhus som kaldes for Bakkehuset. Det var egentlig brugt som sommerbolig. Men nu var det udbygget til helårsbolig med atelier. I 1962 får parret datteren Kristine.
I 1994, året efter kunstnerens død bliver pladsen foran Nørrebro station navngivet.
Udsmykninger
I 1965 udfører han også udsmykningen i byrådssalen i det lokale rådhus her i denne arbejder-by med stålvalseværket som den store arbejdsplads. Egentlig minder Frederikssund om Lygtekvarteret dengang.
Måske burde vi have nævnt at Folmer Bendtsen også udsmykkede Korsør Rådhus og Radiohusets kantine. På trods af sin tilknytning til arbejderklassen sagde han i 1964 ja til blive ”Ridder af Dannebrog”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Malere på www.dengang.dk