Artikler
Oktober 22, 2007
Alle de indbudte gæster til Tønders 700 års jubilæum var klædt i sort og hvidt, og forsøgte at være diplomatiske. Men der var en, der ikke holdt sig til reglerne. Oberst Paludan – Müller sagde sin ærlige mening. Det havde han altid gjort, til stor fortrydelse for amtmanden. Obersten blev senere dræbt i en ildkamp med tyskerne.
Ja egentlig er overskriften forkert. Oberst Paludan – Müller er ikke fra Tønder. Men det var her han blev berømt eller berygtet. Han er født i Nordjylland og opvokset i Sydsjælland. Han var ikke inviteret til Tønders 700 – års jubilæum, men mødte alligevel op. Som chef for Grænsegendarmerne var det mærkelig, at han ikke var inviteret, men det havde måske sin forklaring.
Fest i Tønder
Den 5. august 1943 fejrede Tønder 700 – året for stadsretten. Det store værk Tønder gennem tiderne udkom den dag. På den store dag var der gudstjenester,
reception, frokost m.m. De nationale lejre holdt deres egne arrangementer.
På Tønderhus spillede Lauritz Hansens Spillemandsorkester. Skuespilleren Vera Huhns læste op, og Claus Eskildsen fortalte morsomme historier fra Tønder. Weekenden før havde Tønder Amts fire landboforeninger holdt et stort jubilæums – dyrskue. Der kom 14.000 gæster.
Ved det ekstraordinære byrådsmøde udtalte borgmester Poulsen:
Diplomat var påkrævet
Tonen var lagt meget diplomatisk. Man skulle nødig støde nogen. Klokken 9 var der festgudstjeneste i Kristkirken. Hans Magle prædikede. I løbet af besættelsen var han blevet involveret i illegalt arbejde. Han blev arresteret af Gestapo og sad i Frøslevlejren fra december 1944 til befrielsen.
Efter den danske gudstjeneste fulgte den tyske. Egentlig skulle den danske øvrighed have deltaget i denne. Men dommer H.H. Stegmann udbrød
Og to politimestre fulgte den beslutsomme dommer. Den tyske præst Pastor Rühmann holdt ellers en forsonende prædiken.
Festlighederne i opløsning
Receptionen blev holdt i amtsrådssalen. Og på Tønderhus var der frokost for 100 specielt indbudte gæster. Efter tre timers spisen og drikken var alt fordrageligt, indtil Paludan – Müller rejste sig og holdt en, for tyskerne skandaløs tale. Obersten synes at selskabet havde glemt den kendsgerning, at tyskerne havde overfaldt Danmark. Festlighederne var ved at gå i opløsning efter talen. Borgmesteren forsøgte at udglatte trådene.
Et ministerielt pålæg fulgte. Den gik ud på, at man ikke måtte omtale Oberst Paludan – Müllers tale.
Den farmøse tale
Men hvad havde obersten egentlig sagt ?
Amtmand Refslund Thomsen klagede over obersten, og påpegede, at oberstens tale stod for dennes egen regning, og ikke den danske befolknings indstilling over for vores nabofolk. Grev O.D. Schack havde givet udtryk for, at obersten ikke måtte fremstå som martyr efter sine ytringer.
Undersøgelse af embedsførelse
Refslund Thomsen fik foranstaltet en undersøgelse af oberstens embedsførelse. Finansministeren betegnede ham som energisk og flittig med en udpræget national indstilling. Men det var ikke første gang, at amtmanden og obersten var på kollisionskurs.
Gennem 1930’erne herskede der en mistillid mellem Grænsegendarmeriet og Politiet. Denne mistillid prægede også forholdet mellem Grænsegendarmeriets og politiadjudanten som var lig med amtmand Refslund Thomsen. Begge instanser hørte under hver deres ministerium.
Besættelsestiden forbedrede heller ikke forholdet mellem amtmanden og obersten.
Forsigtighed
Den danske regerings politik under besættelsen gik ud på ved loyalt samarbejde med besættelsesmagten at lempe landet, befolkningen og grænsen, så man kom så uskadte som muligt gennem krigen. Det var den linje, amtmand Refslund Thomsen førte. Han var svigersøn til den legendariske H.P. Hanssen og fortsatte dennes tanker og ideer.
Dansk Samfund opfordrede til, at man opførte sig fast og frimodigt. Denne sammenslutning gik dog imod amtmandens betænkeligheder ved, at der blev tilladt danske optog.
National ydmygelse
Paludan – Müller betragtede forholdene som national ydmygelse. Forsigtigheden var næsten værre end besættelsen, mente han. Man måtte melde klart fra. I modsat fald mistede hele verden inklusive Tyskland, respekten for Danmark. Og uden selvrespekt kunne Danmark som nation ikke overleve.
Obersten var en impulsiv natur. Han kendte udmærket konsekvenserne af sine holdninger. Hans standpunkter var rene og klare. Samarbejdspolitikken var en stor prøvelse for ham.
Episoden i Padborg
Nu var det ikke første gang, amtmanden og obersten stødte sammen. Gode borgere i Padborg ville rejse en mindesten over 3 gendarmer, der blev dræbt ved viadukten den 9. april 1940. Tyskerne havde bedt om, at inskriptionen blev ændret. Amtmand Refslund Thomsen havde bedt om støtte hos obersten. Men det fik han ikke, snarere tvært imod.
Da stenen skulle rejses mødte 1.000 borgere frem. Teksten som obersten havde forfattet var skjult med kit. Men teksten var ændret med et digt. Men Paludan – Müller mødte ikke selv frem. Men i regnvejr kunne borgerne i Padborg godt skimte den originale tekst
På klapjagt efter engelsk flyversergent
I september 1941 tilgik der fra politistationen i Tønder til Grænse-gendameriet en eftersøgning af en engelsk flyversergent. Det fik Paludan – Müller til at reagere. Han sendte et brev til politimester Martensen – Larsen. Heri skrev han, at det var med væmmelse og dybeste skamfølelse, at han havde læst efterlysningen, hvor signalementet havde været nøje angivet som hos en tugthusfange.
Obersten påpegede, at Danmark ikke deltog i nogen krig. Hvorfor skulle danske myndigheder tillade krigshandlinger mod englændere, der havde sat deres liv på spil, for at befri Danmark. Han nægtede at stille Grænse-gendameriet til rådighed for en sådan klapjagt.
Amtmanden var forfærdet over disse udtalelser.
Mørklægningsmøde i Gråsten
Ved et offentligt møde i Gråsten den 7. marts 1942 omkring mørklægning, kritiserede Paludan – Müller igen det officielle Danmark og deres holdning.
Finansminister: Pas på
Ved et møde den 17. august 1943 henstillede finansministeren til Paludan – Müller, at han ikke fremover skulle blande sig i lignende tilfælde. Statsminister Scavenius havde fremsat betænkeligheder ved at obersten kunne fortsætte i sit embede. Indenrigsminister Jørgensen, der havde overværet talen ved jubilæet i Tønder, fastholdt dog, at obersten ikke skulle gøres til martyr. Den samme argumentation som Grev Schack var kommet frem til.
Begivenhederne i Danmark tog fat. Der var oprør i flere byer. Modstanden i befolkningen voksede.
Dræbt i ildkamp
Paludan – Müller var kompromisløs. Han døde i en ildkamp med tyskerne den 26. maj 1944. Hans kamp og død fik en symbolsk værdi for Sønderjylland. (Vi har skrevet en artikel om dette tema)
Men prisen var høj. Hans engagement i illegalt arbejde var måske årsag til, at 291 grænsegendarmer den 19. september 1944 blev interneret i Frøslev. 141 af disse blev deporteret til Neuengamme. 38 vendte aldrig tilbage, og 3 døde umiddelbart efter hjemkomst. Ja sådan skrev jeg i 2007. Men senere har jeg dog fundet ud af, at dette ikke havde noget at gøre med Paludan – Müllers provokationer at gøre.
Mindesmærke
Da mindesmærket over Paludan – Müller blev afsløret på ti års dagen for hans død i 1954 blev der udtalt
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9. 04. 2022
Oktober 22, 2007
Denne artikel er skrevet af min gode ven Ib Hansen, Tønder. Det er et skoleeksempel på, hvad slægtsforskning kan føre til. Jeg skal hilse og sige at Ib` s børn er normale, og han har især nogle døtre, der ser aldeles godt ud. Ib er flyttet tilbage, og tøndringerne får ganske sikkert kendskab til Ib` s kreative evner.
Jeg var inviteret til at holde foredrag i Æ synnejysk Ambassade Pludselig var det en yndig pige, der begyndte at skraldgrine, og en mand ved siden af, der blev rød i hovedet. Det viste sig, a manden, der blev rød i hovedet var Ib Hansen, min gamle legekammerat fra Lærkevej i Tønder. Pludselig var det gået
op for ham, hvem jeg var. Den yndige pige ved siden af, var hans datter. Vi havde ikke set hinanden i 43 år. Adskillige bajere og rødvin er senere blevet hældet ned. Ib bor nu igen i Tønder – i Uldgade.
Men læs nu Ib` s fantastiske historie. Vi skal lige gøre opmærksom på at artiklen er fra 2007
Slægtsforskning
Slægtsforskning kan føre til mange ting. Også nogle gange meget overraskende ting. Det handler denne lille artikel om.
I oktober måned 1977 blev jeg skilt fra min dejlige kone, Marianne. Efter at jeg flyttede til Tønder er hun også flyttet ind i huset. Det er altså 30 år siden
vi blev skilt – og nu bor vi sammen igen. Det må da kaldes et jubilæum.
Men jeg har også forsket lidt i Marianne familiemæssige forhold. Og her dukker en ny opfordring op. Vi har en fælles stamfader. Uha, da.
Den fælles stamfader
Cornelius Nielsen blev født i Aabenraa i 1789, hvor han blev døbt den 16. august samme år. Hans far var rytter i det Holstenske Kavaleri Regiment under grev von Wedel, født på Öland medens moderen var Maren Madsdatter, født i Aabenraa. I forbindelse med forældrenes bryllup i 1781 undlades der ikke i kirkebogen at fortælle, at moderen var gravid på tidspunktet for brylluppet:
”..mit der von ihm geschwängerten Maren Matstochter…”
I 1811 Blev Cornelius gift med Catharina/Karen Knudsdatter, fra Hjarup ved Kolding. Han havde en omtumlet tilværelse, idet han ved børnenes fødsler i perioden 1812-1823 benævnes – i rækkefølge – som møllersvend, daglejer, fuhrmann og handelsmand.
Det første barn, født i 1812, medens familien boede i Slotsgade i Aabenraa, hed Metta Catharina. Hende vender jeg tilbage til senere.
I bogen ”Ensted sogns historie” (Historisk Samfund for Sønderjylland), står han opført som ejer af Dybkjær Kro fra 1831 til 1853. Efter at den nye chausse, den nuværende hovedvej A10 blev taget i brug i 1848, var der ingen grundlag for at drive Dybkjær Kro, hvorfor den blev nedlagt i 1872. Da havde den eksisteret
siden 1622.
I sin tid som krofatter var han også en travl person. Førnævnte bog fortæller også, at han, i forbindelse med Treårskrigen 1848-50, som medlem af det absolutte mindretal i sognet sandsynligvis tilsluttede sig det Slesvig – Holstenske oprør, der anførtes af Boy Jürgensen fra Stubbæk og hans bror, Jacob.
Svinkeærinder
De mange jobs og familielivet synes ikke at være nok for den gode Cornelius. I sin tid som rejsende vognmand mellem Tønder og Aabenraa førte vejen forbi Raved.
Her boede Metta Hansdatter, født i Hjordkær i 1784 som datter af husmanden Hans Petersen og hustru Maren Paulsdatter.
Metta havde været gift med gårdmanden Calle Callesen Jepsen, der døde i en relativ ung alder. Den ældste søn, Hans Callesen, overtog gården, hvorefter Metta fortsatte med at bo der.
I 1828 kom den rejsende handelsmand på sin tur mellem Aabenraa og Tønder forbi Raved. Det resulterede i at Metta fødte en pige den 16. november 1828, Metta Nielsdatter. Cornelius blev udlagt som barnefader.
Kirkebogen nævner (oversat til dansk):
Cornelius havde altså 2 døtre ved navn Metta, én født inden for ægteskabet, og én født uden for. Og her begynder historien om familie-sammenfaldet.
Min kones familieforhold
Metta Cathrina Nielsen blev den 16. december 1837 i Ensted kirke gift med gårdmanden Knud Magnus Langhoff, søn af Fridrich Østrup Langhoff fra Silkeborg.
Blandt deres børn var Lovise Laurentine Langhoff, der blev født i Aabenraa den 13. juni 1844. hun blev den 9. december 1864 gift med snedkeren Jochum Nielsen Grodt, søn af borger og kredssnedker i Haderslev, Michael Jochumsen Grodt og hustru Catharina Magdalena Eriksdatter.
Deres søn, Erik Jokumsen Grodt, blev født den 13. november 1869 i Aastrup sogn, Haderslev amt. Han blev gift 1. gang med Karen Margrethe Schmidt, født i 1873.
Efter karens død giftede han sig 2. gang med Marie Bertelsen.
Sønnen fra 1. ægteskab, der også hed Erik Jokumsen Grodt, født den 15. november 1909 i Aastrup sogn, blev i 1932 i Fjelstrup kirke, gift med Rosa Flick, født den 20. august 1910 i Linz, Østrig.
Sammen fik parret 5 børn, heriblandt Agnete Grodt., der igen fik en datter, Marianne Grodt.
Mine familieforhold
Metta Nielsen blev den 19. august 1856 i Bjolderup kirke gift med Jep Petersen Knudsen, født den 24. november 1836 i Søst, Rise sogn. Han var søn af Andreas Paulsen Knudsen, født i Løgumkloster og Cathrine Maria Petersdatter, født i Dyndved, Egen sogn på Als.
Kirkebogen noterer:
En af parrets børn, Anna Metta Knudsen, blev født i Søst den 4. november 1859. Hun blev gift Marinus Christensen, født den 22. januar 1856 i Hee, Ringkøbing amt, som søn af Christen Iversen og Ane Marie Jacobsdatter. Moderen døde i barselssengen.
Parret bosatte sig i Holbøl. Her fik de ét af deres børn, Jeppe Knudsen Christensen, født den 16. januar 1898. Han blev gift med Rigmor Dupont, født den 7. februar 1903 i Fredericia, som datter af maskinsmeden Ivar Dupont og Petra Martha Marie Sørensen.
Blandt deres børn var Rita Christensen, født den 8. marts 1929 i Tønder. Hun blev gift med Hans Ludvig Hansen, født den 3. juli 1920.
Ét af deres børn var Ib Hansen, født den 17. december 1948 i Tønder.
Fælles – langt fra
Og således er Cornelius årsagen til familie sammenfaldet .Min 2xtip-oldefar er den kære Cornelius. Marianne har samme Cornelius som 3xtipoldefar.
Heldigvis så langt ude, at det ikke påvirker generne blandt børn.
Som Uwe flere gange har nævnt:
Jeg har en broget og livlig familie. Ovenstående bekræfter jo bare det.
Tak til Ib
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.04. 2022
Oktober 22, 2007
Mange af de tidligere beboere har skrevet. Vi er desværre mange, der er ramt af barske skæbner i tiden efter Lærkevej, men livet må gå videre. Der er også sket ting på Lærkevej, der ikke skal nævnes her på siden. Vi har fået en mail fra Michael Hansen, tidligere Lærkevej 34. Han nævner en del ting, som jeg for længst har glemt.
Mange har skrevet til www.dengang.dk Også mange af de tidligere beboere på Lærkevej. Jeg er blevet involveret i mange skæbner. Ting jeg ikke vidste, som er hændt, og ting der ikke skal offentliggøres her på siden. Meningen var såmænd ikke at gøre Lærkevej til et glansbillede, men blot at give et tidsbillede.
Der er også et par stykker der har skrevet, at de enten gik i klasse med min afdøde storebror, eller var spejder med ham omme på Ryttervej. Min storebror forlod desværre denne verden alt for tidlig. Men det er der flere i min nære familie, der gjorde.
Lærkevej 34
En af dem, der har skrevet er Michael Larsen. Han er født og opvokset på Lærkevej 34. Pudsig nok var det jo der, min gode ven Ib boede, inden familien Larsen flyttede ind. Ib er nu vendt hjem til Tønder igen og bor i Uldgade.
Den største vognmand på Lærkevej
Men Michaels storebror Jørn Henrik (Heine) var den største vognmand på Lærkevej. Det var ham der havde det største arsenal af Tekno biler, Wilmar biler m.m. Jeg kan ikke huske om der var andre mærker. Men på et tidspunkt fandt Heine ud af, at male alle sine biler i en farve. Det samme gjorde jeg, jeg tror mine blev lyseblå. Ja pludselig var brandbilerne ikke mere røde.
Og motorvejene vi legede på, ja det var sandet og jorden foran Familien Lassen på Lærkevej 34.
Ja og så købte jer også en knallert af Heine. Den kunne så køre fra min gode ven Ingolfs nye Kreidler. Men han snød så, og fik indbygget ulovligt tuning – set
i den.
Michael fortæller, at han boede på Lærkevej indtil 1978. Han roser hjemmesiden, kalder den kanon. Tak for roserne, Michael og for dit indlæg, der hermed følger. Michael har læst artiklen,
Fra Lærkevej til Æ synnejysk ambassade og nævner nogle ting, som jeg havde glemt. Noter til \”Fra Lærkevej til \”Æ synnejysk ambassade\”\”.
Æggepakkeriets have
Her var der en masse frugttræer som bare ventede på at blive ”plyndret”. Gik man for tidlig i gang med plyndringen, for at forhindre at andre kom først, kunne det godt resultere i en noget alternativ mave.
Masser af sport
System Abstracta blev også kaldet \”Cadovius\”.
De røde huse på Lærkevej
På højre side (øst-siden), var de ulige numre.
Thai-piger på Lærkevej
Den yngste af Rasmussens børn hedder Torben
Nabo – fjendskab
Ingrid og Verner har en datter der hedder Jytte. Hun bor stadig i Tønder.
August og Meta
August og Meta Johansen har også en søn der hedder Peter. Han bor for øvrigt stadig i Tønder og er også aktiv i Tønder Festival
Dovn Anton
Ejnar Sørensens kone hed Mary og deres døtre hedder Krista og Lis. Krista er gift Block og bor i dag i nr.26 på Lærkevej.
Brandalarm
Familien Hansens efterfølgere (Lærkevej 34) hed ikke Lassen, men Larsen.
Kristian og Johanne Larsen. Børnene hedder Jørn Henrik( Heine), Flemming Sigurd (Sigge).
Derefter kommer Anne Grethe, Jette, Michael og sidst Doris.
Jens Clausen er IKKE identisk med Nasser, for Nasser hed Westergård til efternavn.
Den yngste af Nasser’ s døtre hedder Jytte, og så var der vist 2 ældre søstre, og jeg mener at den ene hed Conni, men den sidste kan jeg ikke huske navnet på.
En par små personlig slut-anekdoter.
Gudrun og Aksel’ s ene dreng Per, har en datter (Kira) der er kæreste med Kristian og Johanne Larsen’ s
(Lærkevej 34) barnebarn Lasse.- Lasse er Michael’ s dreng.
Tak til Michael
Oktober 22, 2007
Ib Hansen har skrevet denne artikel på baggrund af en henvendelse fra en forfatter, der er ved at skrive en bog om Tinglev – Sønderborg banen. På vores side har vi efterlyst informationer om denne lokomotivfører, der også blev kaldt for Den Landskendte. Andersen førte det første danske tog over grænsen i 1920, og han redede en lille dreng fra døden. Andersen kunne også læse sin egen nekrolog.
En stor tak til Ib og Tønder Lokalhistoriske Arkiv.
Forord
Min ven, Uwe Brodersen henvendte sig for et stykke tid siden til mig for at høre, om jeg kunne grave noget frem om Den Landskendte lokomotivfører, Anders Andersen.
Det var jo en udfordring, og jeg har derfor allieret mig med Lokalhistorisk Arkiv i Tønder og gennempløjet diverse aviser fra 1920 og frem for at finde materiale om Den Landskendte. Der er i materialet anvendt artikler fra Tønder Social Demokrat og Vestkysten.
Da Anders Andersen også var Dannebrogsmand har jeg, for at fuldende en beskrivelse af personen, også anvendt materiale herfra, for at kunne skrive lidt om personen før 1920.
I artiklen er anvendt nutidig retskrivning
Tiden indtil 1920
Anders Andersen blev født den 28. marts 1881 i Husby, Vemb sogn i det daværende Ringkøbing amt. Han har været lidt skrøbelig som barn, idet han blev hjemmedøbt den 21. april 1881 og først fik dåben bekræftet i kirken den 22. maj samme år.
Hans forældre var arbejdsmand Jens Andersen og hustru Ane Kristine, født Christensen. Jens havde tidligere været husmand, men ernærede sig senere som arbejdsmand på Skjærum Mølle Teglværk. Det var en familie med en stor
børneflok, hvor Anders var den næstældste.
Umiddelbart efter sin konfirmation kom Anders i lære som smede- og maskinarbejder. Efter udstået læretid var han værnepligtig soldat ved dragonkasernen i Randers.
Han blev boende i Randers efter soldatertiden og fik arbejde for Vogn-fabrikken Scandia, hvorfra han blev ansat ved Statsbanernes Værksteder i Århus.
I 1908 ansattes han som fast fyrbøder ved D.S.B. i Struer, hvor han gjorde tjeneste til 1920.
Tiden fra 1920
I juni måned 1920 kørte det første danske tog fra Ribe til Tønder. Anders Andersen udtrykker selv denne tur således1 i forbindelse med hans pensionering i
1952:
Anders Andersen var ikke den eneste der blev bevæget. På stationen var også bl.a. Distriktschef Wissenbach, stationsforstander Ulrich og forfatteren Johannes Buchholtz.
Sidstnævnte har indlemmet sine oplevelser i digtsamlingen ”Ravne og Duer”, hvor et af digtene hedder ”På Tondern Station”:
Oplevelsen påvirkede Anders Andersen en del. Den kom også til at give ham tilnavnet ”den landskendte”. Andersen anvendte meget af sin fritid som oplæser i forsamlingshuse, foreninger, soladaterhjem m.m. over hele Nordslesvig. Dette skete sjældent uden at han citerede Buckholtz` s digt. Vestkysten nævner således, at
Carnegie-Fondens medalje
Ribe-Tønder ruten, var ikke den eneste, Anders Andersen kørte. På en af sine ture i sommeren 1936, nærmere betegnet på ruten Tønder-Tinglev den 13. juni 19362 skete en tildragelse, der skaffede ham Carnegie-Fondens medalje.
Mellem Bjerndrup og Tinglev så Anders Andersen en lille dreng sidde og lege ubekymret på skinnerne. Toget kunne ikke standses, inden drengen ville blive kørt over. Andersen sprang resolut af toget og løb frem i håb om at nå foran toget. Det var svært, da han næsten blev blændet af togets dampstråle.
I sidste sekund lykkedes det ham at få revet drengen bort fra skinnerne. Gårdmand Lausen i Bjerndrup, hvis søn det var, blev uden tvivl glad for den raske lokomotivfører.
For denne redningsaktion blev Anders Andersen belønnet med Carnegiefondens medalje og 800,- kr.
Andre tildragelser
Den 9. april 1940 førte Anders Andersen det første tog til Esbjerg fra Tønder. Da han kom til Esbjerg, var tyskernes pansertog kommet. Den tyske stab fra panserafdelingen stod på kontoret med mekaniker Schleemann fra Tønder som civil tolk. Der var ingen, der forstod hvad Schleemann ville, men Andersen slyngede en replik ud, der senere blev landskendt:
Danskerne begyndte at grine, men panserfolkene forstod ikke Andersens specielle humor.
Senere under krigen kunne Anders Andersen læse sin egen nekrolog i aviserne. Den 11. juli 19423 kastede et engelsk fly fire bomber over Tønder. Flere huse i Jernbanegade og på Kongevejen blev ramt. Værst gik det ud over Jernbanegade 10, der blev helt ødelagt. 4 personer blev dræbt og 16 blev såret.
Samme dag blev en fyrbøder og lokomotivfører fra Tønder dræbt, da toget til Ribe blev angrebet fra luften, mens det befandt sig mellem Skærbæk og Døstrup. Et tog med Anders Andersen som lokomotivfører var også ude på ruten. Da toget nåede Skærbæk stoppede lokomotivet og han ydede den hjælp han kunne.
Den dræbte lokomotivfører hed også Andersen. Denne Andersen havde imidlertid kun været ansat i Tønder i 3 måneder
Da hans død rygtedes var folk overbeviste om, at der var tale om ”Den landskendte”. Deraf nekrologerne i aviserne.
Ét alvorligt uheld med sit eget tog, havde Anders Andersen været ude for. Det var omkring 1948, hvor toget skulle køre ind på Visby station. Det var mørkt og sludfuldt, og toget skulle rangere. Med fuld fart kørte toget ud fra vigesporet, hvor sporskiftet var stillet forkert. Toget kørte derfor lige ind i ende-rampen på stationen. Toget borede sig ind i rampen og tykke betonblokke blev sprængt i stumper og stykker.
Andersen og fyrbøderen blev kastet grundigt rundt, men ingen kom alvorligt til skade. Toget led dog en del overlast.
Slut med arbejdslivet
I 1952 sluttede Anders Andersen sit aktive arbejdsliv efter mere end 30 års arbejde som lokomotivfører. Han fortsatte dog sin foredragsvirksomhed.
Inden da havde han den glæde at blive udnævnt til Dannebrogsmand. Det skete den 19. november 1949 med begrundelsen: ”Fortrinlig tjenstvirksomhed”.
Den 14. august 1957 døde Anders Andersen. De senere år havde han været plaget af sygdom, og blandt andet gennemgået flere øjenoperationer. En yngre søster havde plejet ham gennem den sidste tid.
Tak til Ib
Hvis du vil vide mere:
Oktober 22, 2007
Det var ikke helt let at være dansksindet i Tønder. Her blev der udviklet et meget specielt sprog. Den tyske landråd kunne ikke finde danskerne. De tysksindede piger sværmede for seminaristerne. Og gamle Laust fik en kongelig kørertur.
I Østergade var der gasbelysning i 1910. De fleste huse var ved at få eget lokum. Bag ved Østergade lå en klar bæk, der løb ned til Vidåen. Her var der mulighed for en rask svømmetur. Her havde tømmerhandler Ratje en stor villa og en tømmerplads.
Hvor er danskerne ?
Et mirakel skete på Ribe Landevej. I nummer 8 blev der indlagt centralvarme og elektrisk lys i 1912. Det var hvis nok det første sted i Tønder, det skete.
Kun 80 danske stemmer blev det til ved landdagsvalget. Måske kunne det hjælpe, nu hvor Tønder Læseforening var dannet. I en bagejendom til Tønder Landmandsbank blev der på 56 kvadratmeter indrettet bibliotek, læseværelse og mødesal.
Men man måtte gå meget forsigtigt til værks. Danske tjenestemænd turde ikke, at dukke op her. Af og til dukkede en gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op, og hvad der blev sunget. Nu var det jo godt, for ham, der dukkede op var fra Mecklenburg – Schwerin, så han forstod vel ikke så meget.
Selv om det ikke lød af meget med de 80 danske stemmer, så chokerede det alligevel Landrath Rogge:
Hjemmestysk
Når de dansksindede sendte børnene i tysk skole, lærte de korrekt tysk, men ikke nødvendigvis det hjemmetyske, der blev talt omkring i hjemmene i Tønder.
Det specielle Tønder –
sprog
Nu var det specielle Tønder – sprog også mærkelig for uforstående. Tysk og sønderjysk blev mikset sammen i en stor forvirring. Vi ser det også i Højer.
Min far talte sådan med de gamle tøndringer. Jeg husker især, når Bopa kom på besøg. Denne Bopa arbejdede i mange år oppe hos købmand S.C. Lorenzen. Som børn lærte vi også sønderjysk med tyske gloser. Men dog ikke så udpræget som de viste eksempler.
Alexandrine – skolen
I Tønder var der kommet en ny fin skole i Nørregade. Die Höhere Madchenschule rykkede ind i 1915. Skolens protektrice var den tyske kronprinsesse
Cecilie (søster til Christian den Tiende´ s ”dronning” Alexandrine).
Skolen fik navnet efter Cecilies datter – Alexandrine – Schule. Hendes portræt hang overalt på skolen, sammen med et prangende foto af Wilhelm den anden – til hest. Der var også masser af fotos af den barske general Hindenburg.
De stakkels elever skulle indsamle afredt hår (som erstatning for tvist) til kanonerne. De skulle også være med til at indsamle kobberting til krigsindustrien.To af lærerinderne på skolen var søstre, de gik under navnet Grosse Knüppel und Kleine Knüppel. En ny forstanderinde tiltrådte. Hun var krigsenke og hed Frau Major von Fahnland. Hun kom hvis nok fra Pommern.
En pløret tur – på digerne
Seminarieeleverne prægede byen med deres huer, blå for præparanderne, rød for seminaristerne. Især de tyske piger faldt for de vordende lærere. Og så gik man fra Bachmanns Vandmølle ud af diget mod vest. Men det var en ret så pløret tur.
Anholdelse nummer et
Natten mellem den 2. og 3. august 1914 blev mange dansksindede arresteret i Tønder. Grev Schack og redaktør P. Skovrøy var blandt de arresterede. De skulle
føres til Fæstningen Magdeburg. Men inden måtte de overnatte i nogle små uhumske celler i det gamle port-hus til Tønderhus (nu museum).
De blev i samlet flok ført af hovedgaden til stationen. De tyske borgeres hånlige skrigeri og trusler, var ikke rare. Men snart blev arrestanterne løsladt, og måtte for egen regning tage hjem fra Altona ved Hamborg.
Anholdelse nummer to
Men 14 dage efter var den tykke gendarm Bergmann igen i gang. Og så gik det mod Flensborg. Efter seks uger blev de fleste sendt hjem. Men de måtte stille på Amtshuset og høre Landrath Rogges dundertale. Hvis de atter beskæftigede sig med politik, ville de øjeblikkelig blive fængslet igen.
Det gik rygter om, at bankdirektør Rossen havde spioneret for England. Under redaktør Skovrøys gulvtæppe skulle man have fundet planer til fordel for Rusland. Senere gik det rygter om, at Grev Schack, Rossen og Skovrøy var blevet skudt.
I krig
De dansksindede blev også indkaldt til værnemagten. Efter en hård rekruttid var det bedst at blive G.V. (Garnisionsvervendungsfähig) så kom man ikke til
fronten. Det bedste var jo, at blive hjemsendt lige med det samme.
Og når så den tyske hær havde vundet et slag, så fløjtede sirenerne på Tondernsche Zeitung, og der blev udsendt flyverblade. På pigeskolen blev der så også sunget Deuschland über alles.
De danskisndede i Tønder blev mødt med
Hårde tider
Krigsudbruddet ændrede dagligdagen for tøndringerne. Og det blev værre og værre. En officiel opråber gik rundt i byen med sin tromme og forkyndte, hvad man kunne få og hvor.
Det var forbudt at sende fødevarer fra amt til amt. Gendarmerne fortog med jævne mellemrum razziaer i togene og så måtte man aflevere de kostbare sager. Det var godt at kende nogle bønder, der så kunne smugle varerne ind i byen.
Hvor skal Tønder ligge ?
Den 11.11.1918 måtte Tyskland give op. Diskussionerne gik i Tønder om byen ville ligge nord eller syd for den vigtige afstemningszone. Blandt de tysksindede kunne man høre bemærkningen.
Man skulle på et tidspunkt have særlig tilladelse til at rejse til Danmark og man måtte overhovedet ikke importere varer af nogen art.
Fjendtligheder mellem dansk og tysk
Ved revolutionen i 1918 blev der oprettet et arbejder – og soldaterråd i Tønder. Og den 8. november var der et stort møde på Tonhalle. I de sidste måneder før genforeningen forværredes forholdet mellem dansk og tysk i Tønder. Og der kom direkte til fjendtligheder. Folk gik med sløjfer på overtøjet for at vise
deres sindelag. Danskernes rød-hvide og tyskernes schwartz- rot-gold.
Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud. På Tonhalle forsøgte en del tyskere, at ødelægge et møde med deres forhadte slagsang
De dansksindede svarede igen med
Engelske soldater måtte tilkaldes, og amtmanden Grev Schack måtte forhindre direkte sammenstød.
Tropper til Tønder
Først den 5. maj kom Sønderjysk Kommando. Den 9. maj ankom en række dragoner, ridende nordfra ad Ribe Landevej. Den 5. juli blev traktaten om Nordslesvigs genforening med Danmark underskrevet i Paris. Og den 10. juli red Christian den 10. over grænsen på den hvide hest.
Kongefamilien kommer
Da kongefamilien nåede Tønder lovede den tysksindede borgmester, købmand Olufsen, loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af sit uheld ved grænsen. Han blev nemlig kastet af hesten. Han haltede slemt ved sin ankomst.
Tyskerne bukkede, da han hilste på dem. Han havde jo også været soldat, og dronningen, ja hun var jo tysk prinsesse.
Laust får en kongelig køretur
Da kortegen efter, at have været i Højer og Møgeltønder kørte mod nord til Skærbæk, gjorde de holdt i en lille landsby. En af byens gamle bønder, Laust hilste på kongen
Laust ville nemlig gerne være med, når kongen blev modtaget i Skærbæk. Kongen lod ham tage plads i en af de kongelige vogne.
Igen danske tog
Den 17. juni blev jernbanen overtaget af danskerne. Men se det er en helt anden historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9. 04. 2022
Oktober 20, 2007
Dette er en link til Download sektionen på denne side
Gader og veje i Tønder<—–Klik Her
Kilde adresse er http://www.vestsoenderjyllandsbibliotek.dk/PDF/Registrant.pdf
Dette link fra 2007 virker ikke mere – vi forsøger om det findes på en anden link
Oktober 10, 2007
I september 1911 afsendte forretningsudvalget en skrivelse til Københavns politidirektør. Foreningen ønskede ikke at stå som anmelder af nogen sag vedrørende 20 – lukketiden eller helligdagsloven, under henvisning til, hvad politidirektøren havde sagt for tre år tidligere.
Ved den lejlighed havde han sagt, at påtale kunne ske gennem Detailhandlersocietetet, uden at dette eller dets foreninger behøvede at stå som anmeldere.
En ihærdig kampagne mod billigmagere, blev indledt. Desuden var det lagt op til protestmøde, da man erfarede, at Nørrebro Station skulle nedlægges.
Foreningen havde på dette tidspunkt haft 13 formænd, og medlemskabet var gået tilbage fra 550 til 260 medlemmer. Redaktør Juncker havde tilbudt foreningen at bese Gosh Tændstikfabrik og Sojakagefabrikken på Islands Brygge.
Bestyrelsen skulle op til jul kontrollere om der blev givet tilgift i forbindelse med julehandelen. Man bevilligede 50 kroner i avertering mod juletilgift.
Understøttelsesfond dannes – efter spritbøde
Understøttelsesfonden blev stiftet den 27. februar 1912. Det skete med det imponerende beløb af 50 kroner. De var skænket af De Danske Spritfabrikker. En forhandler solgte sprit til underpris, og fik en bøde på 50 kroner. Men Spritfabrikkerne vidste ikke, hvad de skulle gøre med beløbet, og returnerede beløbet til Nørrebro Handelsforening. Her vidste man heller ikke, hvad beløbet skulle bruges til, så man oprettede en Understøttelsesfond, og den eksisterer stadig.
På landsplan blev rettet til at holde udsalg indskrænket til to gange om året. Chokolade og Holmblad lys blev solgt til underpris af Billigmagasinet, Frederikssundsvej 43. Akvavit blev ligeledes solgt til underpris i Gormsgade.
300 til medlemsmøde
I Folkets Hus havde der været et lysbilledforedrag om dansk Vestindien og Magi – selskabet. Omkring 300 mødte frem.
Nørrebro Handelsforening skulle give Tuborg og Carlsberg tilladelse til at levere øl til Brugsforeningen i Lygten. De havde i første omgang givet sig selv tilladelsen. Fra foreningens side synes man ikke, at det var fair, at bryggerierne leverede til den store konkurrent. Men de ville ikke bryde leverancen.
En masse butikker solgte stadig øl til underpris. De burde ekskluderes, og bryggerierne skulle boykotte dem. Problemet var bare, at det var ret mange bryggerier indblandet, blandt andet Phønix og Bispebjerg Øl.
Et nyt problem var Lagermanns vaske – og skurepulver. Bestyrelsen bevilligede 10 kroner til at undersøge, hvorfra billigmagerne fik dette produkt.
Foreningen er ikke engageringsbureau
Nogle handelsfolk ville gerne videreuddanne sig i Danmarks førende indkøbscenter, Nørrebro. Men handelsforeningen sagde nej til at hjælpe. De meddelte, at de sandelig ikke var et Engageringsbureau.
Vanskelig at administrere loven
Vedrørende ulovlig omløben med varer, var det ikke led at administrere de forskellige regler. Foreningen henvendte sig derfor til Lyngbygadens Politistation. Her meddelte Haakon Jørgensen, at der ses gennem fingre med salg af øl, vand, brød, kød og en del andre varer, når det samtidig leveres med, at der gives bestilling på nye varer, når det samtidig er tale om faste kunder. Det så anderledes ud, når det var nye kunder, med mindre vedkommende lovede at blive fast kunde i fremtiden.
Det var sandelig ikke let at administrere.
Konfiskation af varer fandt sted, når vedkommende solgte varer fra egen vogn (vindue) for ham ukendte mennesker, og som ikke var faste kunder. Så vidt mulig skulle konfiskation foregå, når der var plads og tid til det – på Rådhuset!
Ved årets fødselsdagsfest blev der spillet om 12 gæs og 14 ænder. Det tog sin tid, måske var det derfor, at det kun var halvanden time til dans. Trods alt gav festen et overskud på 30 kroner som gik ubeskåret til Understøttelsesfonden.
Handelsmedhjælpere har nok fritid
Indenrigsministeren havde fremsat et forslag Lukning af butikker. Dette emne blev diskuteret i Folkets Hus. De handlende på Nørrebro var interesseret i at lukke klokken 19 mandag til torsdag i sommermånederne.
Kulhandler H.P: Hansen holdt på, at lukketiderne skulle forblive uforandret. Handelsmedhjælpere har nok fritid, sagde han.
Urtekræmmer Hjorth mente, at handelsmedhjælpere var for kortsynede, når de arbejdede for en lukning klokken 19 hele året. De bliver jo også principaler engang.
Lobbyisme
Konfiskeret øl fra bryggeriet Alliancen på grund af ulovlig omløben med varer, gav en pæn slat penge til Understøttelsesfonden.
Folketingsmedlem Winblad var en af de første lobbyister, som Nørrebro Handelsforening brugte. Og det var bestemt ikke den sidste. Man fortalte folketingsmedlemmet, at jernbanekioskerne burde føre et mere indskrænket vareudvalg.
På bestyrelsesmødet den 3. december 1912 blev det oplyst, at Brugsforeningen i Lygten havde haft et underskud på 3.000 kroner det første år.
Et stort medlemsmøde blev afholdt på Nørre Central (lige i nærheden af Runddelen) med følgende emner:
1. Tilgift – og rabatsystem
2. Nedlæggelse af Nørrebro Station
3. Foreningens kiltning
4. Foreningens 21 års beståen
Mange sager i foreningen
Bestyrelsen modtog klager over, at Hedeselskabet ikke længere solgte julereder til forhandlere, med kun til private. De fleste offentlige pladser op til jul var forpagtet af selskaber, der drev julestader. Det var ikke noget foreningen brød sig om, det var illoyal konkurrence.
268 sager havde foreningen behandlet på et år. Lov om urigtig varebetegnelse havde givet meget arbejde. Foreningen havde bekæmpet undersalg på øl, cigaretter, kartoffeltilsætning, Oma Margarine, petroleum, Zeoform sæbe, bouillonterninger, æggepulver, vaske – og skurepulver, Servus skocreme, te i pakker, stearinlys og Heidelberg eddike.
Og så var der stadig ulovlig brændevinshandel.
Man frarådede på det kraftigste, at entrere med afholdsfolkene og studenternes rabatordning.
En Bager med ikke mindre end 38 stk. 25 øres Kager fik lov at løbe, fordi Anmelderen ikke ønskede Kagerne konfiskeret, bagefter fortrød Anmelderen det, fordi han kunne gøre en velgerning imod Betlehems små beboere. Meddelte formand I.C. Koefod på foreningens generalforsamling i 1913.
Til årets tombola var førsteprisen en Trøjborg cykel til en værdi af 125 kr.
Tvang afløser de frie markedskræfter
Rigsdagen vedtog den 7. august en lov, der gav indenrigsministeren lov til at træffe foranstaltninger til regulering af priser på levnedsmidler og andre varer.
Regulering, planlægning og tvang afløste de frie markedskræfter.
Smagsudvalg
Bestyrelsen holdt nu sine møder på Tagensvej 18.
Der var indløbet klager på kvaliteten af portvin. Årsagen var, at der på kapslen stod 2 kroner, men den blev solgt for 1,60 kroner. Foreningen opkøbte prøver, og smagte den. Man kunne så konstatere at portvinen ikke var mere værd, og sagen fik ikke konsekvenser for den handlende. Desværre har foreningen ikke sådan et Smagsudvalg mere.
Dengang havde man dog et whisky – udvalg, der arbejdede tæt sammen med Toldvæsenet. Om dette udvalg også smagte på varerne, melder historien ikke noget om.
Den årlige skovtur gik til Danmarks Schweiz, og det var denne gang med damer.
De stigende el – og gaspriser fik foreningen til at foreslå, at lukke klokken 19. Næsten alle forhandlere fulgte opfordringen.
Generalforsamlingen i 1914 blev afholdt i Danas Have, Nørrebrogade 21. Formanden var dog ikke tilfreds med smørrebrødet, men ville ikke klage, da lokalerne var lejet ganske gratis.
Detailhandlerbanken, som havde opbevaret foreningens formue, var krakket et par år tidligere, så Landmandsbanken fik hvervet overdraget. Men så blev formuen overdraget til Bikuben på jagtvejen, det lå lidt tættere på kassererens bopæl.
Fællesrepræsentationen meddelte, at fremmedhjælp skulle være underkastet ulykkesforsikringen, det være sig tjenestepigen såvel som bydrengen.
Bestyrelsen var forarget over at en Fru Prytz havde skrevet en artikel i Hovedstaden,, hvor hun gav udtryk for, at detailhandelen benyttede situationen til at skrue priserne i vejret. Men formanden ville ikke finde sig i de beskyldninger, og skrev en modartikel.
Sæbehuset, Slotsgade 6 tillod sig den frækhed, at sælge en herlig sandkage og ½ pund kaffe for 70 øre. Overretssagfører Magnussen fik derfor en henvendelse fra foreningen. Det kan ikke være rigtig, at et sæbeudsalg kunne sælge kaffe med brød.
Butikken fik senere en bøde på 15 kroner.
Akvavit blev solgt til gammel pris og Zebra øl til 8 øre. En forhandler blev anmeldt til Sø – og Handelsretten, og prompte faldt bøden på 50 kroner.
Kaffeforhandler – bilen solgte kaffe og gav en gratis bog. Det samme skete, når man købte vegetabil – margarine. Også disse forhandlere fik senere bøder.
Det var stadig problemer med at komme rettidigt til bestyrelsesmøderne. Udeblivelse uden lovlig grund til i to på hinanden følgende møder, medførte udsmidning af bestyrelsen.
Foreningen beskæftigede sig med mange ting. Der indløb således klager over frugtterninger til sødsuppe. Disse var usælgelige og total værdiløse fandt foreningen ud af, ved selvsmagning. Velbekomme, siger vi bare.
Politibetjente har selv kolonihaver og ikke anmelderpligt
Kolonihavehandel var foreningen også utilfreds med. En henvendelse til politidirektøren førte ikke rigtig til noget. Han sagde, at mange politibetjente også havde kolonihaver, men de havde ikke anmelderpligt! Der var heller ikke nok betjente, til at kunne foretage razziaer i kolonihaverne.
En del ismejerier blev anmeldt til sundhedspolitiet.
Kjøbenhavns Detailhandlerforening ønskede optagelse i Fællesrepræsentationen, men efter afstemning, blev der sagt, nej.
Mange erhvervsforeninger på Nørrebro
Der var et hav af Erhvervs – foreninger på Nørrebro. Cigarhandlerforeninger, Viktualieforeningen, Vinhandlerforeningern, Ølhandlerforeningen, Petroleumsforhandlerforeningen, Urtekræmmerforeningen og mange flere.
En af dem, Bagerforeningen havde vist interesse i, at blive indlemmet i Nørrebro Handelsforening. De havde en formue på 7.000 kroner, som så skulle indgå i Understøttelsesfonden. Men efter lange forhandlinger blev det ikke til noget.
Kartoffelmel var annonceret, men det viste sig at være majsmel. Foreningen havde sendt prøver til Steins Laboratorium. Opkøb af flasker ved dørene var forbudt, men det foregik livligt på Nørrebro. Også den sag tog foreningen sig af.
En henstilling fra HK om dyrtidstillæg, kunne man godt gå ind for. Man sympatiserede fuldstændig med tanken, og henstillede til medlemmerne, om at tage dette til efterretning.
Værn mod Tobakstrust
Foreningen tilsluttede sig Foreningen til værn mod Tobakstrust, med opfordring til medlemmerne om at forvisse sig, at de tobaksfirmaer, hvis varer, man ønskede at forhandle, var med i kampagnen mod den amerikanske tobakstrust indtrængen i landet.
Oktober 10, 2007
På et møde i 1900 efterlyste formanden M.F. Schmidt en mere videregående sammenslutning af hele detailhandlerstanden for derigennem at forbedre de handlendes økonomi, ved helt at afskaffe tilgift. Tilgift var en form for rabat. Købte man en bestemt vare, var lokkemaden en gratis tillægsgave.
Tillægsproblematikken var igen oppe at vende i juni. Her vedtog man en resolution i hvilket Nørrebro Handelsforening fordømmer tilgifts systemet og opfordrer kollegaer i de andre bydele til at være behjælpelig med at få systemet udryddet.
På et efterfølgende bestyrelsesmøde vedtog man, at ansætte et bud, der skulle aflønnes med 10 % af medlemskontingentet.
Handelstanden havde lav status
Socialt var handelsstanden ikke højt placeret omkring 1900. Indtægterne var simpelthen for små. Det var ikke uden grund at formanden for Nørrebro handelsforening klagede sin nød. Mange var endnu rystede over næringslovens afskaffelse, der betød en stor tilgang til detailhandelen. Det kneb også med at vinde gehør rent politisk.
16 % af detailhandelen ophørte efter et år. Efter fem år var 40 % lukket. Det blev ikke bedre af, at man gav rabat eller prisnedsættelse.
De fleste arbejdere mødte klokken 6 eller 7 om morgenen, og gik først hjem klokken 18 eller 19.
Principielt var det forbudt at arbejde om søndagen på grund af helligdagsloven af 1891. Men der blev givet et hav af dispensationer. De fleste butikker på Nørrebro havde også søndagsåbent i 1900.
Detailhandelsorganisationer
De Samvirkende Handelsforeninger blev ophævet i april 1897. En ny landsorganisation blev etableret. I løbet af de første frem år meldte 37 foreninger sig ind, heraf 20 fra provinsen.
De Københavnske Handelsforeningers Fællesrepræsentation blev stiftet den 14. november 1890 med grosserer Eskild Solomon som formand. Nørrebro Handelsforening meldte sig dog hurtig ud af denne organisation.
65 cykelhandlere i 1900
Ikke kun sporvogne kørte på Nørrebro. Allerede i 1897 var bicykletten kommet til Danmark. Så borgene behøvede ikke mere at være afhængige af det offentlige transportsystem.
I 1892 kunne man læse at damer ride på Cykle, at ingen Mennesker falder på, at vende sig om efter en Cykelrytterske. Tænk i 1900 var der 65 cykelhandlere i København.
Stormøde i Folkets Hus
Den 27. juni afholdtes stormøde i Arbejderforeningens lokaler med tre punkter på dagsordenen:
1. Handelsstandens organisation og dens betydning og nytte for detailhandlerstanden
2. Afskaffelse af tilgiftssystemet
3. Forhøjelse af afgift på brændevin og akvavit
Efterfølgende skrev 500 detailhandlere under på, at de ikke ville give tilgift, og anmodede om, at det blev gjort ulovligt. Man vedtog, at arbejde for faste priser på akvavit og brændevin.
En voldgiftsret blev nedsat. Den skulle gribe ind over for de forretninger, der ikke overholdt de faste priser.
Søndags – lukning indføres på Nørrebro
I 1901 var medlemstallet i Nørrebro Handelsforening nået op på 452 og lukketiderne blev atter diskuteret. En resolution blev vedtaget, hvor det blev opfordret til, at man lukkede hele året klokken 20, undtagen fredag, dagen før helligdag, samt hele december måned. Her lukkede man stadig klokken 22.
Endelig forelå afstemningsresultatet vedrørende hel – søndagslukket. Resultatet var 1106 stemte for, 612 stemte imod og 169 svarede ikke. Læg lige mærke til den enorme antal afgivende stemmer. Det var virkelig mange butikker på Nørrebro dengang.
Med hensyn til aktieselskabers ret til at drive detailhandel, vedtoges en anmodning til Detailhandlersocietetet, om at virke for et forbud i så henseende.
Endvidere foreslog man oprettelse af et oplysningsbureau, eventuelt et inkassobureau over usolide kunder.
Gadeforstanderne, som foreningen havde udnævnt, blev nu sat til at kontrollere om kollegaer opførte sig kollegialt, og en henvendelse fra Brønshøj Handelsforening gik ud på at Nørrebro Handelsforening ikke kaprede medlemmer på den anden side af Lygten.
Klage til politidirektøren
Mange af foreningens aktiviteter foregik nu i Folkets Hus på Jagtvejen. Et stormøde afholdtes i 1901 med følgende punkter:
1. Organisationens betydning
2. Smør og margarine i rabatordningen
3. Indkøbsforeningen
De 100 medlemmer, der deltog, mente, at det var forkasteligt den måde margarinen blev solgt på. Desuden blev der sendt en klage til politidirektøren, fordi der var udbringning af øl.
Igen problemer med en kasserer
Jo, der var nok af sager. Kassebeholdningen havde nået det astronomiske beløb på 463,77 kr. Kassereren fik bevilliget et årligt honorar på 50 kroner. Sekretæren fik bevilliget det halve.
Senere på året viste det sig, at kassereren ikke havde holdt sig til det bevilligede beløb. Han havde taget 250 kroner. Det var anden gang inden for foreningens 10 årige eksistens, at der var problemer med en kasserer.
Trods dette, var der mødt 250 frem til jubilæumsfesten.
Bestyrelsesmøderne foregik nu på foreningens eget kontor i Griffenfeldsgade 5. Lovlige forfald skulle nu skriftlig meddeles formanden.
Appel til Brugsforeningerne
Alvorlige sager var der nok af. Ølhandler P. Jensen i Allerødgade solgte øl under den af bryggerierne fastlagte pris. Mejeriudsalgene solgte flere varer, end de måtte efter foreningens opfattelse. Det største problem var dog Forbrugsforeningerne (Brugsforeningerne)
Emnet på generalforsamlingen i 1902 var da også:
Kan Detailhandlere aftage Konkurrence med Forbrugsforeningerne?
Frugthandler H. Petersen fra Fælledvej stod for dette interessante foredrag.
Tanken bag brugsforeningerne var, at arbejderne ved fællesindkøb og deling af overskuddet skulle medvirke til at forbedre deres kår.
Forsamlingen vedtog en resolution:
I henhold til den af Arbejdsmændenes vedtagende Beslutning om dannelse af en Forbrugsforening vedtager Nørrebro Handelsforening Følgende:
Vi beklager, at der inden for Arbejderstanden med hvilke vi ved mange Lejligheder har følt os meget nøje forbundne (Såvel ved valg som lockout, strejker m.m.), skulle gøre sig Tanker gældende med konkurrerende Foretagender, at beskære Detailhandlernes i forvejen beskedne Levevilkår.
Foreningen vedtager derfor, at der for vor Stand nu gælder om endnu inderlig Sammenslutning og ved Fælleskøb, at muliggøre de lavest mulige Varepriser, og derved bevare vor Eksistensberettigelse.
Vi håber derved, at kunne overbevise vore hidtidige Kunder om, at Detailhandlerstanden Vedblivende vil arbejde på at sætte sig i Stand til her i Samfundet, at udfylde sin Plads som Forhandler i Detail.
Modarbejdelse af falsk reklame og uhæderlig konkurrence
Man værnede om konkurrencen. Men medlemstallet var dalende. Derfor blev der ansat en agitator, der fik 25 øre for hvert nyt medlemskab. Det første år tjente denne agitator 4,50 kroner.
Detailhandlerbladet skulle være tvunget medlemsblad for foreningen, redaktør Sigurd Andersen var en stor fortaler for dette arrangement.
En kommission skulle udarbejde et forslag til lov om modarbejdelse af falsk reklame og uhæderlig konkurrence. Tilgiften ønskede detailhandlerne stadig afskaffet, men grossisterne ønskede, at den skulle bevares.
Flere medlemmer havde fået bøde, fordi de solgte Viblys. På forespørgsel til politiet fik man det svar, at lysene var at betragte som fyrværkeri, og skulle opbevares i blikdåser. Og så havde American Tobacco Comagni pålagt detailhandelen, at deres produkter kunne måtte sælges med banderoler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26.-10. 2021
Oktober 10, 2007
Nørrebro Handelsforening var sure på bryggerierne og spritfabrikkerne. De tillod sig den frækhed, at levere til private. Bryggerierne til gengæld mente ikke, at de kunne stoppe salget til gamle kunder.
Tilbage til Lille Ravnsborg
Bestyrelsen vedtog at skifte fra Lille Ravnsborg til Hotel Blågård. Det var nu ikke en god ide. Ventilationen var dårlig, måske var det bestyrelsesmedlemmernes store cigarer, der gjorde udslaget. I hvert fald kom man tilbage til Lille Ravnsborg, her var der også mulighed for et slag kegler.
De kom for sent
Formanden henstillede til bestyrelsesmedlemmerne om at være præcise i deres fremmøde. Men det kneb åbenbart også andre steder. Det utænkelige skete, at årets bal blev aflyst på grund af for ringe tilslutning. Man foreslog i stedet en frokost for foreningens medlemmer.
Det lykkedes at forhandle nogle gode tilbud hjem på petroleum og æg.
Aahuset – det nye mødested
Et sommer mødested Aahuset blev brugt fra 1897. Det var en beværtning, hvor man kunne få smørrebrød og brændevin, skrev Christian Christensen i sine erindringer fra Rabarberlandet.
I et lille skrift fra den tid kan man læse om Aahuset.
Det lå lige i nærheden af Jagtvejen. Det var stadens yderste forpost mod landet. Et besynderligt gammelt hus. Muren bugter sig ud og ind. Vinduerne med deres små ruder, når helt ned til jorden, og der er grønmalede skodder at slå for, når mørket falder på, og lysene tændes derinde. Tegltaget er mosbevokset og hænger så langt ned mod jorden, at når man står på vejen, kan man kigge ind i tagrenden.
Medlemsaktiviteter
Den årlige skovtur gik til Bakken og Vedbæk.
På et ” discussionsmøde” behandlede man problemer med udlån af flasker, der kaldes for ulovlig “omløben” med varer. Det var et alvorligt problem. Endnu en skovtur gik til Lejre, Ledreborg og Boserup. Årets pølsegilde kostede to kroner. Menuen bestod af gåsesteg, sorte og hvide kartofler, brød, smør, ost, øl og snaps. Foreningen var vært for en punch.
Formanden: Telefoner – ikke noget for os
Der var mange seriøse udvalg i foreningen, blandt andet handelsudvalget og fornøjelsesudvalget. Foreningen blev spurgt, om man ville være med til at skaffe 50 telefonabonnenter. Det var betingelserne for at få en lokal telefon. Desuden skulle man binde sig i tre år. Opsætningsudgiften beløb sig til 10 kroner.
Det er ikke noget for os forretningsfolk, men mest for private. Der er så mange ubehageligheder ved at få forbindelse osv. Denne udtalelse kom formanden med, men ikke alle var enige med ham.
Kredsformænd i forskellige områder af Nørrebro skulle udpeges. De skulle påvirke de forretningsdrivende til enten at melde sig ind i foreningen eller give møde, når de blev indkaldt.
Foreningen fik en god aftale med tændstik-fabrikken Gosh. For hver solgt 1000 tændstikker tilfaldt der foreningen 25 øre. Det skulle tilfalde kassereren for leje af sit lokale.
Bestyrelsesmøderne begyndte dengang først klokken 21. Butikkerne skulle først lukkes, så det kneb gevaldigt for bestyrelsesmedlemmerne at nå frem til tiden. Formanden påtalte det gang på gang. Og Pølsegildet var nu skiftet ud med Kogt Torsk, velbekomme siger vi bare.
Udvalg, til bekæmpelse af stormagasiner
Rygterne gik på Nørrebro. Magasin du Nord ville etablere sig i en nedlagt urtekræmmerbutik i bydelen. Derfor nedsattes et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner. Magasin du Nord stammer tilbage fra 1876 og et andet stormagasin Illum fra 1891.
De havde deres egne fabrikker og styresystemer. De importerede både færdigvarer og råstoffer, og var en trussel for den lille butik.
Det gik nu ikke så godt for det lille udvalg til bekæmpelse af stormagasiner, de havde svært ved at få bevilliget bidrag fra bestyrelsen til deres udgifter. Og Magasin kom til Nørrebro.
En aftale blev indgået med Galle og Jessen. Foreningens medlemmer skulle aftage bolsjer og chokolade for 6.000 kroner for at få yderligere rabat.
Kassereren – med den lange arm
På et bestyrelsesmøde fik den undrende bestyrelse at vide, at regnskabet var i vild uorden. Formanden truede med politianmeldelse, indtil kassereren tilbød at afvikle gælden med en veksel på 125 kroner og månedlig afdrag på 120 kroner. Episoden udløste en alvorlig krise for foreningen.
Opløsning af foreningen, annulleres
I oktober 1898 vedtog man på en ekstraordinær generalforsamling at opløse foreningen, ikke kun på grund af kassererens lange arm, men også fordi, at medlemmerne aldrig mødte, undtagen når der skulle udbetales bonus. Ophævelsen vedtog man enstemmigt. Men på et møde den 9. november, blev man klar over, at kravet om ophævelse skulle have været udsendt 14 dage forud for en ordinær generalforsamling. Og da man nu, trods ringe fremmøde, fik en ny bestyrelse med Christian Engelborg som formand, annullerede man der igennem ophævelsen.
Københavns Kommune overtog i 1898 det jernstøberi, som isenkræmmer M.A. Heegaard havde anlagt på det nuværende Blågårds Plads. Jernovnene spyede i mange år sod og kulstøv over hele kvarteret., hvilket naturligt gav kvarteret øgenavnet Den sorte Firkant. (det er en af forklaringerne).
Søndagslukning – til debat.
På generalforsamlingen i januar 1899 drøftedes spørgsmålet om hel søndagslukning. Meningerne var dog så delte, at man ikke gik videre med sagen. En omfattende lockout kunne også mærkes blandt Handelsforenings medlemmer. Omsætningen blev trykket i 115 dage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26. – 10. – 2021
Oktober 10, 2007
Fattigdom prægede Nørrebros detailhandel, da Nørrebro Handelsforening blev dannet i 1891. Medarbejderne var bundet af slavelignende forhold. Det store spørgsmål var om kvinderne skulle med eller ikke – til den årlige skovtur. Grossister begik den forbrydelse selv at etablere detailhandel. Foreningen sørgede for billige indkøbspriser til sine medlemmer.
I 1862 trådte en ny lov om næringsfrihed i kraft. Det betød, at nye næringsdrivende kunne etablere sig i hovedstaden. Der var aldrig flere butikker af samme slags, end man kunne brødeføde sig selv. Det regulerede de forskellige lav. Desværre fungerede denne regulering ikke evigt. Efterhånden skød der butikker op overalt. Først i ynkelige kælderrum, og senere erobrede man stueetagen.
Forretningsdrivende havde åbent fra klokken 21 og lørdag til klokken 22. Om søndagen var der åbent fra 7 til 9 om morgenen, og så igen fra kl. 16 til kl. 21. Det var utænkeligt, at have åbent i kirketiden. Men selv om man ikke havde åbent, var der masser af arbejde i butikkerne.
Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 70erne. Pengene var små, og arbejdstiden lang. Det var trange kår for mange på Nørrebro. Befolkningen kæmpede en fortvivlet kamp for at ændre forholdene. Kundernes købeevne prægede butikkernes trivsel.
Detailhandelen på Nørrebro
Alt skulle aftappes, lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen tog man med, for at få tingene færdiggjort. Selvfølgelig var der handlende på Nørrebro dengang i begyndelsen af 1890erne. Men kun på Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Ellers var det mest småbutikker, nogle trin ned i en kælder, eller op i en høj stue.
Det var småt med udstillingsvinduer. Udstillingerne kunne stå i månedsvis, det ville være utænkeligt i dag. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte, med kardusruller eller med rygende matroser, som også kunne finde på at besøge Nørrebro. Kolonialhandlerne havde 2 – 3 træ Sukkertoppe hængende ned ad fra en stang vinkelret ud fra husets facade.
Hørkræmmerne med hør – eller blårruller på opstående jernspidser. Ofte var det dybe kælderforretninger. Duften var bedøvende af spegesild, tjære og blår. Og høkerne ligeledes ofte i
kældre, ville næppe i dag blive godkendt i fødevarekontrollen.
Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Slagterforretningerne (Spækhøkerne) fandtes både i Blågårdsgade og Nørrebrogade. Primitivt var det, men det var datidens befolkning vant til. Forfatteren Sophus Scharndorph beskriver livet på gaden (lettere omskrevet):
Social nød på Nørrebro
Den sociale nød tvang folk til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske og sociale forhold. Det gjaldt om at have en indtjening. Understøttelse var ikke noget man kendte til dengang. Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man ikke kunne forsørge sig selv.
For 25 øre kunne man få ¼ rugbrød og en halv fjerding madfedt. Jordmoderen kostede 8 kroner. og en konfirmation hos præsten kostede 5 kroner. En lejlighed kostede 8 – 10 kroner.
Fattigdommen var enorm. Heldigvis var der nogle, der hjalp. I Gartnergade var der gratis suppe og kød i en sporvognsremise. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege.
For enden af Korsgade var der en politivagt, hvor uartige mennesker blev gennemtævet. Man var konstant på vagt over for politiet. I Rabarberlandet blev politiet betragtet som uniformerede voldsmænd.
Nørrebro Handelsforening bliver født
For de handlende var fortjenesten ringe. Der var ingen grænser for, hvad der blev givet i tilgift. Og for at komme dette uvæsen til livs dannede nogle aktive urtekræmmere Nørrebro Handelsforening. Det skete på det gamle traktørsted Lille Ravnsborg. De allerførste linjer i foreningens forhandlingsprotokol lyder:
Foreningens første formand var købmand Chr. A. Munck, der ligeledes en overgang var formand for den daværende Urtekræmmerforening. Meldingerne i protokollen var sparsomme. I 1893 var der planner om start af en Actie løwetands fabrik. Det har ikke været muligt, at finde ud af mere om dette.
Samme år blev Folkets Hus ( Ungdomshus) på Jagtvejen stiftet som aktieselskab. Huset blev i en årrække samlingssted for mange begivenheder i Handelsforeningen.
Kafferbrænderi
I 1894 diskuterede man oprettelsen af et kaffebrænderi. Samme efterår lavede man en aftale med en sennepsrepræsentant, om at sælge sennep til 25 øre pr. pot. I November meldte foreningen sig ind i Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. En kraftig kontingentstigning blev vedtaget fra 15 øre til 25 øre.
Det var skovtur i juli, og senere på året var der pølsegilde. De forstod allerede dengang at feste i Nørrebro Handelsforening.
Lersø – slaget
I 1895 var det en særlig begivenhed, der rystede medborgerne på Nørrebro – det såkaldte Lersø slag. Banditterne drak på en beværtning i Gormsgade. De lavede indbrud og nød udbyttet på en mark ved Ægirsgade, og tævede en betjent til døde i Lersøområdet. De fortsatte deres hærgen i Søborg og Dyrehaven, inden de blev fanget og sat bag tremmer.
I juli var der skovtur, denne gang uden damer. Foreningen skulle selv skyde 25 kroner til 50 kroner til turen.
Imod grossister og detailhandel
En heftig mødeaktivitet med Urtekræmmerforeningen og Frederiksberg – samt Vesterbro handelsforening fandt sted. Problemet var, at grossister selv førte detailhandel. Det blev betragtet
som illoyal konkurrence. En plan om oprettelse af et detailgrossist – udvalg blev ikke til noget, fordi de andre handelsforeninger ikke ville være med.
På skovtur – med damer
Foreningen var repræsenteret ved indvielsen af Detailhandlerbanken og H.C. Hein blev frigjort for sine forpligtigelser i festudvalget, da han var syg og sengeliggende. Ballet den 26. januar kostede 5 kroner pr. par.
Lille Ravnsborg blev brugt til bestyrelsesmøder, og i juli tog man en vigtig beslutning. Med fem stemmer mod to besluttede man atter, at den årlige skovtur i 1896 skulle være uden damer. Det var andet år i træk – uden damer. Mon det havde noget at gøre med brændevin?
Det havde åbenbart ikke været en succes, for allerede måneden efter blev der arrangeret en skovtur, denne gang, med damer.
Den anden tirsdag i september var der gevinstkeglespil. Et glas punch kunne ikke bevilliges af foreningens kasse, det måtte medlemmerne selv betale.
Nu gik foreningens virke ikke helt op i fest og ballade. Der blev forhandlet på livet løs med leverandører for at skaffe medlemmerne billige indkøbspriser.
Et bidrag på 50 kroner blev bevilliget til Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. Opbakningerne til generalforsamlingerne i de første år var ganske gode. Medlemsantallet var oppe
på 88 medlemmer, og det var 70 – 80 medlemmer, der mødte frem.
De stakkels medarbejdere
For en lærling var udsigterne ikke gode for at overtage mesters urtekræmmerforretning. Med en svendeløn var det desværre umuligt at brødføde en familie. Medarbejderne i 1890ernes
butikker var i en slags afhængighedsforhold til deres arbejdsgivere (principaler) Langt de fleste boede hos deres arbejdsgivere. Ofte var de henvist til usle kamre uden varme, eller sågar sove under disken.
Et kost – og logi system sikrede lige akkurat, at medarbejderne holdt sig over sultegrænsen. Principalens ord var lov. Det var arbejdsgiverens trang til søvn og frihed, der fastlagde arbejdstiden.
Konkurrencen var skarp. Man konkurrerede på åbningstid, ligesom mange gør i dag. Overenskomst og arbejdstidsregler var ukendte begreber. Men i slutningen af 90erne var der nogle medarbejdere, der forsigtig opstillede nogle krav:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26,-10. – 2021