Artikler
Marts 30, 2008
For at illustrere historien startes der med undertegnedes egne lidelser. Læsere er derfor velkommen til at springe de første kapitler over. Tønder har været plaget af stormflod, brand, sygdom, vagabondplage, og mangel på social omsorg. Mange har frivillig bidraget til den sociale omsorg i Tønder.
I Tønders historie, er der tre plager, der går igen:
Og det er det sidste, denne artikel handler om.
Mine egne lidelser
For mit eget vedkommende fylder min lidelseshistorie ikke så meget i statistikkerne. Jeg har dog i høj grad mærket det i min nærmeste omgangskreds. Mange taler om sygdom ligesom der tales om vejret. Nogle gange er dette berettiget. Det er altid legalt at få medynk.
Måske, kære læser, kan du springe de første afsnit over, for de fortæller om min egen lidelseshistorie.
Elefantmanden
Jeg var kun et halvt år gammel, da jeg fik fjernet mine mandler eller var det polypperne? Som 8 – 9 årig fik jeg røde hunde og fåresyge på en gang. Jeg blev et tilløbsstykke på Lærkevej. Naboer og familie strømmede til. De skulle se, hvordan sådan en elefantmand, så ud.
Skoletandlægen
Noget af det værste var, at møde op hos skoletandlægen. Det foregik på Kongevej. En lang smal gang førte ned til Skafottet. Inde i venteværelset var der sådan en blå IQ – terning. Hvis denne IQ – terning og det venteværelse eksisterer endnu er den terning fuld af angstens sved fra mig. Tandlægen hed hvis nok Jensen, og havde også et fly stående ud på Tønder Flyveplads.
En gang ville han fjerne to hjørnetænder hos mig. Min mor nedlagde veto. Måske er det derfor jeg i dag har et mærkeligt bid. Min nuværende tandlæge har kun set et lignende tilfælde. Det hedder noget meget fornemt på latin.
I dag er jeg ikke bange for at gå til tandlæge. Om det skyldes min tandlæges pædagogiske evner, eller hans skønne klinikassistenter, ved jeg ikke. Og de to kindtænder sidder der stadig.
Skideballe af Bulder og præsten
En dag besvimer jeg på Tønder Kommuneskole med et vindue over mig. Festsalen skulle bygges om, og man havde valgt at stille disse vinduer alle steder. I stedet for at spørge efter min velbefindende måtte jeg stå ret for Bulder (sådan blev skoleinspektøren kaldt). Jeg fik en ordentlig skideballe med spyt og det hele.
Et par dage efter, troede præsten, at jeg var faldet i søvn i forbindelse med konfirmationsforberedelse. En ny skideballe. Jeg fortalte, at jeg var syg. Jørn Jepsen fulgte mig over til det nærmeste toilet, som faktisk lå et stykke derfra. Jeg fik vand i hovedet, men det hjalp ikke.
Præsten må have modtaget en velsignelse, for han afbrød undervisningen, og kørte mig hjem i en himmelsk Folkevogn. Det var stort for min mor. Det var ikke hver dag en præst ringer på hendes dør.
Om eftermiddagen kom Dr. Jark, der kunne fortælle, at en byld i halsen var undervejs. En masse penicillin blev udskrevet, og hele 14 dage var jeg væk fra skole. Bylden forsvandt.
Akut til Sønderborg
Mange år efter var jeg i byen med bagermestre og bagerjomfruer i Aabenraa. Det var sjovt. Jeg drak et par under bordet i Gammel Dansk.
Næste morgen var den hel gal. Heldigvis var en af bagerjomfruerne, min daværende kæreste, Anne Magrethe hjemme hos mig. Jeg gjorde fagter og skrev på en seddel, at hun skulle ringe efter en vagtlæge med det samme. Min hals var ved at lukke.
En vagtlæge ankom efter nogen tid. Men det lugtede af ”meget Gammel Dansk”. På en eller anden måde havde den læge ikke humoristisk sans. Han var ved at gå igen. Men min veninde, som ikke sådan lod sig kue af noget som helst, stillede sig i vejen for lægen. Han var tvunget til at kigge ned i min løgnhals.
Nu gik alvoren op for ham.
Jeg kører, svarede min veninde.
Heldigvis havde hun en veninde, der ikke havde drukket Gammel Dansk hele natten. I Sønderborg diskuterede de, om jeg skulle opereres. Overlægen mente, at det kunne klares med penicillin og observation.
Anne Magrethe, du redede mit liv
Efter en uge blev jeg udskrevet. Efter at penicillinen var sluppet op, henvendte jeg mig til min lokale læge, den berømte Carsten Vagn Hansen. Men han var på ferie. En vikar kaldte mig for et pjok. Han kunne ikke se, at det var noget galt.
Næste dag var smerterne uudholdeligt. Min kæreste ringede til hendes læge. Han tog imod mig med det samme, ringede til Sønderborg, hvor jeg straks blev indlagt. Operationen blev foretaget dagen efter. Overlægen havde måttet afbryde en vagt for at operere.
Jeg var tæt i hovedet
Tilbage igen til Tønder Kommuneskole. Her var det Dr Dahl vore årlige check.
Jeg klagede over, at jeg ikke kunne høre, og altid havde ondt i hovedet. Han fandt ud af at jeg var tæt i hovedet. Det var det sikkert mange, der ville have skrevet under på. Men jeg havde både pandehule – og bihulebetændelse. Og det havde jeg haft i mange år. Ingen havde opdaget det, heller ikke mig selv.
Så oven over Børnenes Paradis skulle jeg så levere snot i en bakke, mens meget smukke assistenter overværede dette. Det var lidt ydmygende. Ellers var det
lidt mærkelig, når de brød gennem næsen op til panden. Det kunne man faktisk godt høre.
Alt dette skete under realeksamen. Så jeg mødte op med vat i næsen o.s.v. Måske var det af medlidenhed, at jeg fik ret gode karakterer. Lærer Runge og Lærer Sørensen mente dog, at der var taget lidt for meget, også noget hjernemasse.
Mors Kamillete og fars øl hjalp
Takket være min mors Kamillete og varm mælk med honning, samt min fars kop eller to – guldøl, som han brugte som medicin har jeg ikke været mere syg
– heller ikke efterfølgende.
Tønders mange lidelser
I 1349 prægede den sorte pest i Tønder, og 13 år efter druknede en masse mennesker under en stormflod. Den 1. november 1436 er der igen stormflod. Det samme gentager sig i 1593, 1597, 1615 og 1634
I 1539 dræber pesten 600 indbyggere. Og 10 år efter må 149 dukke under for den samme epidemi. I 1580 plager pesten igen, og i 1602 er der 600 mennesker der dør. Pesten kommer igen i 1627, 1628 og1639. I 1808 dør en masse indbyggere af dysenteri.
Der er brand i byen i 1517,1522, 1581, 1586, 1622, 1642, 1649 og 1725
En slurk varmt øl er bedre end Medicus
I Tønder var det langt tilbage i tiden omvandrende medicinmænd, der stod for lægehjælpen. Ellers kunne man altid få hjælp hos barberen, når det gjaldt sår og småskader. Godt nok var der nogle læger, der slog sig ned i byen i midten af 1600 – tallet, men de fortrak hurtigt igen. Om det var fordi, borgerne var utilfredse med dem, eller omvendt, vides ikke.
De fleste ville hellere lade sig kurere ved
To apoteker
Først i 1691 fik man ansat en Physicus.
Allerede fra 1623 havde man et apotek i byen. Apotekeren havde en særstilling. Han blev betragtet som en embedsmand, der var fri for borgerlig tyngde.
Han havde også ret til at holde vinstue.
Magistraten så med lidt ublide øjne på apotekerens rolle. Derfor blev der i 1650 oprettet en såkaldt Nebenapotheke. Den fortsatte helt til 1920 under det missigende navn Alte Apotheke.
Helligåndshus
Enhver købstad havde i middelalderen et Helligåndshus. Her kunne gamle og svagelige finde pleje. Det var en blanding af vore dages syge – og plejehjem. Et sådant hus har sikkert eksisteret i Tønder, før det omtales første gang i 1523.
Det vides, at Frederik den 1. tillod at indsamle midler til en ny bygning. Den gamle var antagelig brændt ved Østergades brand i 1517. Tønder har desuden haft et Sct. Jørgens Hospital for Spedalske. Hertug Frederik ofrede en Gylden til Sct. Jørgen i Tønder. Måske har Gørresmark (Georgs Mark) haft sin oprindelse herfra.
En ny brand i 1647 ødelagde igen Helligåndshuset. Stiftelsen bag dette hus var dog efterhånden blevet velstående. Efter en ny ordning i 1705 kunne hospitalet dog kun rumme 24 personer.
De fattige gik for lud og koldt vand
Den sociale forsørg havde ligget i kirkens hånd. Men ved reformationen tog fyrsterne kirkegodset, men de glemte at overtage forsorgen for fattige, gamle og syge. Om Sct. Jørgens Hospital forlyder det intet. Men Helligåndshospitalet beholdt dog sine jorde og vedblev med at være alderdomshjem. Også i 1725 brændte hospitalet atter.
De fattige gik for lud og koldt vand. Prakker – og Stodderfogeden drev de fremmede tiggere til kommunegrænsen med sin pisk. De syge og svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor de blev kastet af på fremmed grund.
Hver lørdag, tiggeri fra dør til dør
Dem der var hjemmehørende i byen blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede stodderkongen dem i en flok og drog dem på tiggeri fra hus til hus. Dem, der var så svage, at de ikke kunne gå med i flokken, ja dem var der også tænkt på. Der var opstillet bøsser ved byens porte, og der blev lavet indsamlinger ved bryllupper og andre fester.
Fattigskat
I 1787 fik Fysikus Kvichauff ved frivillige bidrag rejst et sygehus i Østergade, men på en eller anden måde kom der aldrig gang i det.
Fattigvæsnet var blevet ny-organiseret. Enhver borger tegnede sig for en frivillig ugentlig fattigskat, der blev opkrævet af fire borgere, en fra hvert kvarter. Hver lørdag blev pengene så udbetalt.
Peter Strucks skjulte testamente
Kniplingshandler Peter Struck testamenterede 91 demant (1 demant = ½ ha) jord ude i marsken til oprettelse af et vajsenhus, men hans svigersøn havde efter Peter Strucks død holdt det hemmeligt. Provst Schrader opdagede ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor sum penge i tilgift.
Det blev både til et vajsenhus og hjælp til genrejsning af Helligåndshospitalet. I første omgang blev der plads i vajsenhuset til 12 forældreløse drenge.
I den anden tilbygning indrettede Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård. Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky personer blev tvangsindlagt og opdraget til nyttigt arbejde.
Fattigkollegium, Folkekøkken og Fattiggård
I 1820 anlagde kommunen kolonihaver til de fattige, og i 1826 oprettedes en arbejderanstalt i Østergade. Et folkekøkken blev oprettet i 1831. Her tilberedte man den første vinter 7.550 portioner mad.
Ved et regulativ af 1842 blev der oprettet et Fattigkollegium og byen inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.
I 1847 brændte Gørresmark. Seminariet som gården tilhørte, havde ikke råd til at genopføre gården. I 1853 indgik kommunen en kontrakt med seminariet om at forpagte jorden i 50 år. Man genopførte bygningerne og på den måde opstod fattiggården på Gørrismark. Her blev de arbejdsduelige beskæftiget i landbruget.
Herberge zur Heimat
I 1855 byggedes der på Fysikus Ulrichs foranledning et nyt sygehus i Østergade ved indgangen til anlægget. Efter 1870 var den store plage Vagabondplagen. Gang på gang bankede en tigger på døren. I Tønder dannede man Foreningen mod tiggeri. Medlemmerne gav madbons i stedet for penge.
I 1880 indrettede man i Østergade Herberge zur Heimat. Her overnattede hvert ¨år 2.000 vagabonder og rejsende svende. I 1921 overtog kommunen bygningen, og indrettede dem til boliger for enlige gamle kvinder. Ejendommen blev kaldt Carsten – Wilms Stiftelsen til minde om initiativtagerne.
Nyt sygehus
I 1892 vedtog Tønder Kredsdag at give tilskud til oprettelse af kredssygehuse i Tønder, Højer, Løgumkloster, Nibøl, Læk, Westerland og Wyk. Grev Schack
foreslog, at der blev bygget et stort sygehus i Tønder, men forslaget blev nedstemt. Og byen var det sidste sted, hvor sygehuset var færdigt. Det blev taget i brug i 1898.
I 1925 foretog Tønder Amt og By en stor udvidelse af sygehuset. Det var stor anerkendelse til overlæge Dr. Med. Friherre v. Wetheren.
Nyt alderdomshjem
Det gamle Helligåndshospital ved Østerport havde i århundrede varetaget den filantropiske forsorg. I Tønder. Hospitalets formue var i 1920 blevet forøget med en gave af Kaptajn A. Leonhardt på Cuba. Kaptajnen, der var født i Tønder blev ved den lejlighed udnævnt til æresborger.
For Helligåndshospitalets midler blev der i perioden 1939 – 1940 rejst et smukt alderdomshjem ved Leos Allé for 36 ældre mennesker. Samtidig opførtes to bygninger med tilsammen 16 lejligheder for byens egne midler, beregnet for aldersrentenydende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 09. 2022
Marts 30, 2008
En kraftig storm ødelagde afskibningen fra Jordsand. I stedet måtte dette forgå fra Højer. Den engelske konge havde bedt om hjælpetropper fra Danmark. Dette betød at landsdelen skulle sørge for proviant. Det kunne mærkes. Et skib sprang læk, flere kolliderede, og en del sejlede på grund. Men størstedelen af flåden ankom til England. Et enkelt skib strandede ved Hollands kyst, og et skib blev kapret af franskmændene.
I den første artikel om øen Jordsand ud for Højer, blev vi af Gerd Uwe fra Tønder gjort opmærksom på, at der var blevet udskibet over 6.000 soldater fra den nu forsvundne ø. Vi fortsætter i denne artikel med den mærkelige historie om alle de soldater, der skulle vade ud til øen.
En veltrænet hær
Danmark havde efterhånden fået en veltrænet hær. 30.000 godt klædte og vel øvede folk. Dette rygte var også nået til England. Her ville Wilhelm den 3. erobre Irland, men James den 2. ville ikke uden videre give det land tilbage til England. Og han havde endda fået tilsagn om støtte fra Ludwig den 14 af Frankrig. Ja det befandt sig hele 10.000 franske soldater i Irland.
Den engelske konge låner danske tropper
Den engelske konge ville låne danske tropper. Og den 15. august 1689 blev der underskrevet en aftale:
Hest mere værd end en infanterist
Lejen for korpset blev fastsat til 240.000 rigsdaler, men såfremt, som tilfældet blev, korpset skulle til Irland, blev lejen forhøjet til 325.000 rigsdaler. Betaling skulle ske med halvdelen ved ratifikation af traktaten, resten ved korpsets ankomst til deres bestemmelsessted.
Tre måneder efter endt krig skal tropperne sendes tilbage, og kongen forpligter sig til at tilbagelevere så mange mænd, som han havde modtaget, eller erstatte manglende infanterister med 10 rigsdaler og manglende heste med 50 rigsdaler (Var en tabt hest mere værd end en tabt soldat?).
Stor styrke samlet
Kongen beordrede skriftligt Land – og Søetatens deputerede,
Styrken skulle samles ved Ribe. De forskellige afdelinger kom bl.a. fra København, Odense, Kolding og Skanderborg. Kongen inspicerede personlig de enkelte afdelinger inden deres afmarch fra Ribe. Generalstaben bestod af Hertug Ferdinand Wilhelm af Würtenberg – Neustadt som ledende chef.
En samlet styrke på 7.102 personer og 1.719 heste foruden officerer, knægte og vogne blev samlet.
Styrken flyttet til Ballum – Hjerpsted området
Kongen beordrede en kortlægning og pejling af indløbene ved Ribe og List, hvilket blev udført af katografen Niels Hegelund. Han betegnede List dyb som en mod vest
beskyttet ankerplads med 19 favne vand, mans han ikke anså Ribe dyb som egnet til udskibningen.
Proviant skulle fremskaffes
Kongen havde håbet på udskibning fra Ribe. Efter ankomsten til Ribe blev hæren flyttet til Ballum – Hjerpsted området.
Det krævede stor planlægning.
Derfor skrev han til amtsskriverne Jens Christensen,
Ribe og Nicolaus Tych, overinspektøren på Schackenborg:
Den gang fandtes der i Ribe kun tre bagere, og de kunne dagligt bage 450 brød. Det daglige behov til tropperne var 1.750 stk., idet hver soldat fik et seks punds brød hver fjerde dag. Der henstilledes derfor til de borgere, der ejede bageovne, at træde hjælpende til.
Ridefoged Jakob Kling i Haderslev fik ordre til at holde 500 tønder mel i beredskab, for deraf at lade 3000 brød bage.
Borgmesteren i Ribe blev anmodet om at indkøbe 177 skippund ost, 88 skippund smør og 1,500 – 2.000 tønder skibsøl.
På Schackenborg havde man oplagret 22.237 pund ost og nogle og tyve tønder smør. Med Københavns Bryggerlav var der blevet afsluttet kontrakt om en ugentlig levering af 3.000 tønder velbrygget øl. Men også fra Ribe, Haderslev, Flensborg og Sønderborg kom der øl.
Fra Flensborg blev der leveret 100 ruller allerbedste sejldug. Og i Glückstadt købte man 500 oksehoveder til at føre vand i. I København blev der indkøbt et skibsapotek med kirurgiske instrumenter.
Og vi er slet ikke færdige endnu. Der blev også købt flæsk, gryn, ærter, salt, olie til lamper, hængemåtter, klæder, sko, strømper og skjorter.
Til hver hest blev der pr. dag indkøbt ½ skæppe hakkelse og atten pund hø.
Stor kraftanstrengelse for
landsdelen
Kongen fulgte med på nærmeste hånd. Den 9. oktober var han ved Ballum og Hjerpsted. I hans dagbog skriver han.
For landsdelen var det en stor kraftanstrengelse, at skaffe de store leverancer af proviant m.m. Det kunne godt mærkes i vinteren 1689 – 1690.
Børnene havde det sjovt. Troppernes passage var en enestående oplevelse med farver, musik og leben. Men for de voksne var det en kostbar og bitter fornøjelse, at skulle sælge store dele af deres vanskeligt bjergede høst til næppe ret store priser.
Regimenterne på plads
Den 10. oktober var hæren stort set samlet i en lejr ved Ribe på nær Oldenborgske Regiment, der var sejlet til Rømø, hvorfra man besluttede at udskibe det direkte.
Generalstaben skulle indkvarteres i Hjerpsted. En stor lejr blev arrangeret ved Skærbæk. Denne by og Brøns fik pålagt at fremskaffe 30 læs tørv, 40 læs halm og 60 læs hø til troppernes ophold. En del af hæren ankom 12. oktober til Ballum, hvor den slog lejr.
Den 19. oktober ankom rytterregimenterne, der blev indkvarteret i Mjolden, Randerup og Emmerlev Sogne. Disse blev indkvarteret under tag på gårdene.
Præsten i Hjerpsted ville have dækket udgifter
Den samlede styrke blev ensidigt lagt på den kongelige enklave, og der blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, at de gottorpske undersåtter var fritaget for forpligtigelser i forbindelse med troppestyrkens passage. Således foreligger der en skrivelse fra den daværende præst i Hjerpsted, Pastor Trans, hvori han oplyser, at han den 12. til 23. oktober har haft opstaldet 12 af hertugens (af Württemberg) heste i præstegården, og at de i denne tid, havde fortæret fire læs hø. Desuden er der på bøndervogne ført fire læs hø til Jordsand. Han anmoder om, at måtte få erstattet disse in natura med tolv læs byg – og rughalm, to læs lyngklapninger, nitten læs tørv og fire læs flaver, som er blevet anvendt. Præstegården hørte ikke til enklaverne og havde derfor ingen forpligtigelser af denne art over for kongen.
Udskibning fra Højer
Den 21. oktober blev infanteriets heste taget ombord, mens generalstaben blev taget ombord den 23. Samme dag marcherede Det Juelske Kavaleri-regiment til Jordsand, men blev overrasket af en stærk sydveststorm., som satte hele øen under vand. Da regimentet havde opholdt sig her i tre dage, en del af tiden under vand, opgav man videre udskibning over Jordsand. Rytterregimentet blev under uhyre vanskeligheder ført tilbage til Hjerpsted. Man vadede i vand til livet og efterlod dele af bagagen. Straks efter blev man beordret mod Højer.
Herfra fandt den resterende udskibning sted i dagene den 28. 29. og 31. oktober, samt 1. 2. og 3. november.
Masser af skibe
Til overførslen af såvel tropper som proviant havde man samlet alle mindre skibe fra oplandet. Fra Rømø havde man fået 22 store og 12 små både, fra Ballum 2 smakker, fra Fanø 15 store både, fra Hjerting en skude, fra Ribe 3 pramme og fra Dagebøl og Galmsbøl 6 store og 12 små både. Dertil kom orlogsskibenes chalupper og både.
Transportflådens 80 skibe fra de fleste jyske havne samledes ved Listerdyb. Der var udskrevet skibe fra Sønderborg, Flensborg, Egernførde, Husum, Randers og Horsens.
Stort ubehag for befolkningen på sild
Ventetiden brugte soldaterne på Sild, til stort ubehag for beboerne. Præsten i Kejtum beretter, at besætningen stjal både gæs, høns og får:
Dårlig planlægning
Det kan undre, at kongen under sin planlægning ikke havde kontaktet lokale kræfter, for vejret ved Vestkysten kan være meget lumsk, særlig om efteråret. Det hårde vejr satte soldaternes moral på prøve. Der udbrød også børnekopper blandt mandskabet. Adskillige døde, mens andre så deres snit til at stikke af.
Ballum – præsten F. Blichenberg fortæller i 1754:
Klar til afsejling
På trods af alle genvordigheder blev ombord-tagningen gennemført med nogen forsinkelse. De første ombordtagende kom til at opholde sig i næsten 3 uger på skibene, inden afsejlingen
fandt sted. Forsinkelsen fordrede yderligere proviant tilvejebragt, og i de sidste dage tilgik der troppestyrken endnu 300 vogne med 500 tønder øl og 10.000 brød.
Endelig den 6. november var man klar til afsejling. Et befrielsens suk har ganske givet lydt hos beboerne i Ballum, Hjerpsted og Højer. Tilbage står erindringen om en byrdefuld og begivenhedsrig måned, der endnu kan spores i overleveringer på egnen.
Kollisioner og grundstødninger
Da von Stoecken ville føre den store flåde ud gennem Listerdyb gik flere skibe på grund, ligesom der ved kollisioner og andre uheld opstod flere større eller mindre skader. Blandt dem, der gik på grund var korpsets chef Hertugen af Würtemberg.
Von Stoecken lod de skibe, der var kommet i åbent vand, vente til alle skibe var bragt flot, men den 7. november blæste en storm op fra øst, og den tvang flåden til at lette anker med de ca. 70 skiber, der var sejlklare.
Landgang ændret
Meningen var, at man skulle have sejlet til Edinburgh, men allerede den 9. november fik hoved-flåden på nu 46 skibe Englands kyst i sigte ved Flamboroughs Head. Man søgte at krydse mod nord med flåden, men måtte opgive forehavendet med at nå Edinburgh. I stedet returnerede flåden til Flamboroughs Head. I mellemtiden var flåden vokset til 59 både.
Lidt syd for Flamboroughs Head gik skibet Det Kongelige Håb på grund med to kompagnier af Livgarden ombord. Skibet mistede begge sine ankre og fik brækket de to forreste master. Den begyndte også at tage vand ind.
Man kom i land ved Bridlington, hvor enhederne blev meget vel modtaget af befolkningen. Den øvrige flåde fik lov til at gå i land ved Hull. Et skib var dog ankommet til Edinburgh, hvor det ventede på hoved-floden. På grund af massiv østenstorm gik man i land ved Newcastle.
Kun 10 mand af de 7.000 omkom på vej over Nordsøen.
”Det gode håb” sprang læk
Dronningens Livregiment som bestod af seks kompagnier på hver 113 mand. Bataljonsstaben samt 1. og 2. kompagni var blevet taget ombord i skibet Dansche Havfrue, mens 3.4.og 5. kompagni var blevet indskibet på Samson. Sidstnævnte sprang læk straks efter afsejlingen ud for Listerdyb. Man besluttede at returnere til Elbe – mundingen. Herfra sendte man de fire kompagnier i land og sendte dem tilbage til deres hjem-garnison i Glückstadt, indtil et nyt transportskib var blevet fundet.
Overmandede franskmændene
Den 3. december indskibedes de fire kompagnier igen. Den 4. december sejlede to skibe mod England. Men 5 dage senere under vindstille blev de angrebet af den franske kaperkaptajn
Jean Bart. Der var ikke muligt, at sætte sig til modværge. Det ene af de to skibes danske soldater overmandede dog franskmændene. Skibet strandede ved Zeeland på Hollands kyst, med alle ombordværende blev reddet. Ved hollændernes hjælp blev denne del af styrken bragt til England, hvor den forenedes med hovedstyrken i Yorkshire.
Danske soldater i den franske hær
Men franskmændene tog 16 officerer samt 305 underofficerer og soldater til fange.. Den franske konge så dem som krigsfanger, men det gjorde den engleske konge William den 3. ikke, da endnu ikke var trådt i hans tjeneste.
En stor del af de danske soldater indtrådte i den franske hær. Alternativet var skumle fængsler. Et nyt regiment opstod i Frankrig under navnet Yul Danois.
Men ingen af de danske officerer brød deres troskabsed til den danske konge. De måtte opleve 18 måneders fængselsophold under kritiske vilkår. Først i juni 1691 blev de danske fangers situation endelig løst, idet de af englænderne blev udvekslet med et tilsvarende antal franske officerer fra Irland.
Duel i England
En lille mindetavle på ydervæggen af St. Marys Church, ca. 10 km nord for Kingston – Upon – Hull, minder om danske soldaters tilstedeværelse. To danske soldater blev begravet ved kirken den 23. december 1689. den ene henrettet for i en duel, at have slået den anden ihjel, og den anden som første offer for duellen.
Den 27. marts 1690 var den danske styrke 5.600 infanterister og 996 kavalerister. Siden afgangen fra Danmark havde man mistet 99 infanterister samt 6 kavalerister og så dem, der befandt sig i Frankrig.
Sejr over irlænderne
Den hær som danskerne nu indgik i, bestod af 36.000 mand. De var sammensat af englændere, hollændere, tyskere, irske protestanter samt et finsk regiment. De danske soldater var de mest frygtede af irerrne. Fra vikingetiden havde den tradition overlevet, at danskerne engang skulle komme tilbage for at ødelægge landets børn.
Over for Wilhelm den 3`s sammenbragte styrke stod James den 2.`s styrke med 20.000 irer og 10.000 franskmænd.
Den 1. juli 1690 stod det store angreb. James den 2. led et klart nederlag. For Wilhelm den 3. betød det, at han fik adgang til Dublin og de frugtbare dele af Irland.
Stort tab for Livgarden
Den irske hær trak sig tilbage til befæstede byer og til fæstningen med hovedstyrken til Limerick. Den 27. august forsøgte man et angreb på hovedstyrken. Men irerne havde held til at afvise, og påføre den engelske hær betydelige tab. Livgarden mistede ved denne aktion alene over 100 mand.
Kilder:
Redigeret 9. 12. 2021
Marts 30, 2008
Dette er Nørrebros historie fra 1527 – 1850. Vi har forsøgt at fange de væsentligste ting. Magistraten kunne ikke lide den stærke mand og dampkraften. En jøde blev begravet under politi – og militærskorte. Det lystige liv foregik på Blågården. Nye ejere glemte dog at betale afgift til Staten.
Nørrebro – området var egentlig en del af Serridslevs område. Siden 1527 har den hørt under København. Før den tid strakte byen sig kun til søerne.
Serridslev forsvandt
Serridslev tilhørte kongen og Roskildebispen. Selve landsbyen lå omtrent der hvor Vibenshus ligger i dag. Antagelig forsvandt Serridslev i 1523, da Johan Rantzau efter Christian den Andens flugt slog sig ned i omegnen med en hær på cirka 6.000 mand. Man ville tvinge København til overgivelse.
Efter et halvt års belejring gav byen op.
Frederik den 1. overtog magten. Han foretog store befæstningsarbejder, blandt andet fik han søerne opdæmmet. To år efter overtog han også Roskildebispens andel. Den største del af landsbymarken blev udlagt til fælleder, hvor borgerskabet kunne græsse deres kreaturer. Resten blev dyrket.
Ny belejringshær
Allerede i 1535 lå en ny belejringshær i Serridslev. Det var Christian den 3.`s hær. På et møde på Nørre Fælled i juli 1536, måtte man bede kongen om nåde. I 1539 fik byens borgmestre og rådmænd overladt en vang i Serridslev Mark som en tak for deres arbejde med stadens anliggender.
Nørre Landevej
Over Fælleden strakte Nørre Landevej sig. Det var datidens Nørrebrogade. Den havde dog ikke samme linje som i dag. Dengang var Sortedams-søen og Peblingesøen en sø. Vejen fra Nørreport gik ud i landet på dæmningen mellem Peblingesøen og Skt. Jørgens sø. Derefter drejede den mod nordøst og overskred bygrænsen ved Hyltebro.
Den nuværende Nørrebrogade er antagelig blevet anlagt i sin nuværende retning i slutning af 1600 tallet. Fra 1560 eksisterede der nemlig en dæmning, der adskilte Sortedams-søen og Peblingesøen.
I 1562 kaldes denne overgang, Fjellebroen. Senere hed den Langebro. Og i Christian den Fjerdes tid hed den Peblinge-broen.
Kongevej
Den nuværende Lynbyvej og Øster Allé eksisterede også meget tidlig, dog i en lidt anden retning. Frederik den Anden lod i 1580’erne bygge en kongevej, som endte ved Vibenshus. Her lå allerede en vej, der gik ud af byen.
Møllen og Teglgården
I begyndelsen af 1600 – tallet opstod der en spredt bebyggelse på den tidligere Serridslev Mark. Byens teglværk, Teglgården flyttede herud i 1616 – 1617. Den havde tidligere ligget ud for Østerport.
Fuglestangen blev hejst ved Teglgården. Den blev brugt til afretning af falke til fuglejagt. Det var også her det tidligere Tagenshus lå. En hollandsk mølle blev rejst her. Den blev i 1635 solgt til to garvere. De to flyttede senere til den senere Guldbergsgade. Men en tid hed denne gade dog Barkmøllevejen.
Vibenshus
I 1629 opstod Store Vibenshus som
Navnet stammer fra Hans Andersen Vive, der boede her omkring 1635. Op til 1700 – tallet hed huset Vivens Hus.
Kongen anlagde en jagtvej
Da Christian den Fjerde gennemførte sin store udvidelse af Københavns befæstning, planlagde han også befæstningen langs søerne. Udenfor Sortedams-søen påbegyndte han Ravnsborg Skanse. Den skulle betales af byen, men den blev aldrig helt færdig. I 1658 måtte den rømmes,
da svenskerne dukkede op.
Det var også Christian den Fjerde, der i 1622 anlagde en bro over Ladegårdsåen, omtrent ud for den nuværende Gartnergade. Kongen anlagde også en jagtvej på Nørrebro. Det eneste der er tilbage af denne, er Møllegade.
De første grundejere indfinder sig
I 1661 fik Johan Merhof tilladelse til at anlægge et hus udenfor Sortedams-søen tæt ved Nørre Landevej med ret til at udskænke øl til de vejfarende. På nabogrunden, Store Ravnsborg havde borgmester Kristoffer Hansen og Hans Nansen allerede anlagt fiskedamme.
I slutningen af århundredet ejedes Store Ravnsborg af kammerjunker Vind. Og langs den nuværende Skt. Hans Gade havde borgmester Batholemæus Jensen fæstet en grund. Helt ude ved Hyltebro havde Jacob Rustmaster fået overladt en plads.
Den første industri kommer til Nørrebro
Foruden den omtalte barkmølle lå der i slutningen af 1600 – tallet seks andre møller, desuden et limsyderi beliggende tæt til kongelige Majestæts Jagtvej.
Dette limsyderi omtales første gang 1694 og lå i nærheden af det nuværende Solitudevej.
Demarkationslinje i 1682
Mellem Nørrebro og Østerbro nede ved Sortedams-søen lå der omkring 1670 en del småhuse. Det var blegmændene, der holdt til her. Men de måtte flytte.
For i 1682 blev demarkationslinjen lagt ud i en afstand af 2.000 Alen fra voldene, således at den største del af området mellem søerne og den nuværende Jagtvej kom til at ligge inden for den. Men en kongelig resolution fra 1685 kundgjorde godt nok, at alle huse skulle sløjfes med undtagelse af blegmændenes huse og møllerne.
Men hvis man havde de rette forbindelser, kunne der godt gøres undtagelser.
Blågården
I 1694 erhvervede deputerede i Generalkommissariatet Reinhold Meyer en lystejendom, som lå på Teglgårdens tidligere plads. Teglgården var lagt øde efter svenskernes belejring i 1658, og blev ikke senere opbygget.
Efter krigen erhvervede erhvervede Christoffer Gabel den tilliggende grund, Teglgårdsvangen, som dækkede størstedelen af området mellem Nørre Landevej, Peblingesøen, Ladegårdsåen og den nuværende Griffenfeldtsgade. Han indrettede en lille sommerbolig på området.. Og det var den ejendom, Meyer købte.
En del af det store område blev lagt ud som en park med fiskedamme, og Meyer byggede et større lyststed. Han indrettede også et Hollænderi og et gartneri på grunden. I 1706 købte Frederik den Femtes bror, Prins Carl ejendommen, og fra den tid blev den kaldt Blågård.
Langs søerne blev der bygget på arealer, der før var fælled.
Markmanden
De store fælleder var Nørre Fælled og Øster Fælled.
Til at varetage det daglige tilsyn, var der ansat en Markmand eller Markfoged. En af disse var Holger Dønneke som i 1682 boede på det sted, som nu er Nørrebrogade 68. Han lagde også navn til det vandhul, der lå ved Nørre Allé, Holger Danske.
Han kunne forhindre, at man skar tørv eller tog sand, de steder, hvor det var forbudt. Men han kunne ikke stille noget op mod militæret.
Militæret på Fælleden
I 1679 var det hvis nok første gang, der blev holdt mønstring på Fælleden. Helt op til vort århundrede skændtes byen og militæret om brugen af Fælleden.I 1710 kæmpede 15.000 soldater i 4 uger på Nørre Fælled. Da de var væk indberettede kæmneren, at de havde:
I 1716 lå en del af den russiske hær på Fælleden. Da de havde forladt området, så Fælleden heller ikke godt ud.
Efter lange forhandlinger forhandlinger lykkedes det for en række bryggere, at få tilladelse til at bygge en stald på Fælleden. Men under byggeriet i 1728 trådte en deling soldater til, og arresterede håndværkerne. Efter langvarige forhandlinger fik huset lov til at stå. Men kongen greb resolut ind:
Man lagde fra militærets side vægt på, at de fik så meget plads som mulig. I 1753 og 1755 lå store troppekoncentrationer på Fælleden. For at lette troppernes Mouvements og Evolutions var der forud givet ordre til, at en del af de omkringliggende marker skulle forblive udyrket.
Rådmandsmarken
Uden for Fælleden lå Rådmandsmarken. Til dagligt var der stille og fredeligt. Vangemandens hus var den eneste bebyggelse. Men i slutningen af det 17. århundrede var det en tilbagevendende begivenhed, når de gode borgmestre og rådmænd om sommeren i fællesskab besigtigede høsten på deres vang. De sluttede med et ordentligt gilde. Der var indrettet festplads, og rejst telte.
De høje herrer havde selv medbragt kok og fine vine, som de nød i hinandens selskab. Tjenestefolket måtte tage til takke med en lidt anden form for fortæring. Her på Rådmandsmarken havde skydeselskabet holdt til i en halv snes år. Det var også her fredsforhandlingerne med svenskerne foregik i 1659.
De store veje anlægges
Vejene i området var ikke gode. Og bedre var det ikke, da nogle af bydelens hoved- færdselsårer blev anlagt. Nørre Allé blev påbegyndt i 1744, Blegdamsvejen er fra 1770’erne. Begge veje udgik fra fra Fælledvejen, den gamle vej ved kvægets malkeplads. Pladsen blev senere kendt som Skt. Hans Plads.
Herfra blev kildegæster til Dyrehaven og Kirsten Piils kilde i sidste del af det 18. århundrede fragtet. Øster Allé blev i sin nuværende skikkelse anlagt i 1750, og Jagtvejen, der forbandt Falkonergården med Vibenshus blev anlagt omtrent samtidig.
Den gamle hovedvej, nu kendt som Nørrebrogade blev reguleret og omlagt i 1780’erne.
Masser af lyststeder.
Langs Blegdamsvejen ved den inderste del af Nørrebrogade fortsatte den langsomme bebyggelse.. det var lyststederne, der dominerede herude. I 1755 blev der lempet en del m.h.t. hvad der måtte bygges. Størstedelen af husene var stadig lave bindingsværkslænger.
Forlystelser på Nørrebro
Befolkningen bestod mest af håndværkere, arbejdere, møllere, gartnere og øltappere. Værtshuslivet florerede ganske godt herude. Det var som regel kvarterets egne, der holdt disse værtshuse i live, men Nørrebro tiltrak efterhånden også borgerne inde fra byen. I året 1800 fortæller Nyerup således:
I begyndelsen af århundredet havde Nørrebro oplevet et forlystelsesetablissement, som også trak folk fra byen hertil. Det var den stærke mand, tyskeren Eckenberg, som i 1722 overtog Barthalemæus Jensens tidligere grund langs Skt. Hans gade. Her startede han et forlystelsessted, hvor han optrådte med sine kunststykker. Et skrift beretter om dette:
Bystyret så ikke med gode øjne på hvad der skete. De havde bragt i erfaring at
Stedet blev lukket. En ny ejer kom i 1763, som kunne tilbyde at
Ærbarheden var vendt tilbage til Nørrebro.
Masser af industri
Lige op til dette lå Store Ravnsborg. Her var et meget besøgt gæstgiveri. Langs Blegdammene voksede store gartnerier frem. Flere fabrikker, der beskæftigede
sig med manufaktur dukkede frem.
I 1719 indrettede Fr. Holmsted et Kattuntrykkeri ved Blegdamsvejen. Ved den 8. Blegdam blev et andet oprettet. Grev Daneskjold Laurvigens sømfabrik etablerede sig i nærheden. I 1780 startede en stor bomuldsfabrik på den anden Blegdam, med staten som største aktionær.
Den lille skole ved Blegdammen
Alle disse fabrikker trak folk til. Derfor var der behov for en lille skole. I 1761 blev der oprettet en lille skole på den 12. Blegdam. Det var omtrent der hvor Trepkasgade udmunder i Blegdamsvejen.
Raadmand Volteren inspicerede skolen i 1787. Han vendte meget mismodigt tilbage. Bygningerne var forfaldne, plankeværket var væltet, og Blegdamsgrøften, der løb udenfor, udbredte “ret en pestilentisk Stank”
Først i begyndelsen af det 19. århundrede blev det gjort noget ved problemerne. Digteren, Fr. Høegh – Guldbergs blev en energisk leder af en ny skole. Efterhånden blev det den bedste Almueskole i Byen.
Den jødiske kirkegård
Langs den nordlige del af Nørrebrogade var det en sparsom bebyggelse ved Fælledvejen og mellem denne og Møllegade, hvor der allerede i 1694 blev gjort klar til anlæggelse af den jødiske kirkegård.
Det var de tyske jøder, der først fik tilladelse til at indrette en begravelsesplads på dette sted, langt ude for byen. Jøderne var dengang ilde set. I 1729 førte byens politimester selv an i løjerne
Det forlød nemlig at prokurator Gedeløches var overgået til jødedommen inden sin død. Men uheldigvis var han blevet begravet ude på Garnisons Kirkegården. Han måtte graves op, og ligvognen måtte eskorteres med både politi og militær til Nørrebro. Politimesteren brugte lejlighed til at håne jøderne ved denne lejlighed.
Lygten Kro
Udenfor kirkegården opstod der i løbet af det 18. århundrede nogle reberbaner. Helt ude ved Hyltebro overtog Konrad Berg i 1718 Lygten Kro. Han forsynede den med nye bygninger.
Mange ejere på Blågården
På den sydlige side af Nørrebrogade, dominerede Blågården. Prins Carl udvidede mod syd, så grunden nåede næsten helt ned til Ladegårdsåen. Han lod også en ny hovedbygning opføre. Helt ned til Peblingesøen var det et storslået haveanlæg med fiskedamme og lindealléer. Der var statuer, blomsteranlæg og lysthuse. I 1765 købte Knud Jacobsen Lyne, Blågården og bosatte sig i økonomiboligen. Statsminister Rosenkrantz havde lejet sig ind i hovedbygningen.
Fire år senere erhvervede Christian den Syvendes gode ven, Grev Conrad Holck ejendommen, og nu kom der rigtig liv på Blågården.
Kongen besøgte ofte Holck, og ofte var det dennes kun 12 – årige hustru der var værtinde. Trods pengegaver fra kongen var Holcks økonomi dårlig. Men det afholdt ham ikke fra stor selskabelighed. Der kom drivhuse og nyttehaver på ejendommen. Men i 1770 faldt Holck i unåde, og kunne ikke mere klare sine forpligtigelser.
Efter at Blågården var blevet forpagtet ud, overtog købmand Peter Tutein ejendommen. I 1780 var det Generalmagasinet og en tysk fabrikør Kalckenberners tur. I nyopførte fabriksbygninger på ejendommen blev der oprettet klædeindustri. Men det gik slet ikke. En række mindre virksomheder rykkede ind i længerne, og i 1790 blev hovedbygningen sæde for landets største seminarium.
Solitude
Nu vat det slut med at være landsted. Men hos naboen, Solitude varede dette ind i det 19. århundrede. Denne lystgård lå for enden af Solitudevej. Der var grev U.A. Holstein, der indrettede gården som landsted. Da kronprins Christian (den Sjette) og Sofie Amalie blev gift i 1721 blev de modtaget på Solitude, hvor ministre modtog dem.
Senere ejede Grev Danneskjold – Samsøe gården. I 1728 overtog Grev Sponneck gården med ret til krohold. Denne Grev Sponneck var byens kommandant.
I 1770 blev stedet indrettet til Inokulationsanstalt. Det var et hospital beregnet for børn, hvor man kunne podes mod Kokopper. Det var en af Struensees påfund. Men i 1783 ophørte dette, og Solitude fortsatte som landsted.
I 1790’erne samlede Det Forenede Musikalske Selskab sig herude. Mere folkelig var Lille Ravnsborg. Det lå på hjørnet af Kappelvej og Nørrebrogade. Her var
der mulighed for keglen og billard. Traditionen var, at det var her, at man skulle drikke gravøl efter den lange vandring ud til Assistens Kirkegården.
Ventegodt
Kirkegården blev indviet i 1760. Og det var jo J.S. Augustin, der som den første standsperson blev begravet herude. Tidligere var grunden blevet brugt til tobaksdyrkning.
På den anden side af Jagtvejen var der i denne periode ikke megen bebyggelse. Vi skal dog ikke glemme gården Ventegodt, i nærheden af det nuværende Esromgade. I 1762 blev de ejet af Kammerråd von Schmeiden., senere af vinhandler Ole Hofgaard. Fra 1794 var det overkrigskommissær, Johan Wiewilds ejendom.
Uden for Jagtvejen havde vi Havremarken, Kløvermarken, og Brudesengen. Sidstnævnte lå mellem Nørrebrogade og den nuværende Mimersgade.
Borgerskabet holder sommerferie på Nørrebro
Byens borgerskab flyttede efterhånden på landet. Således siges det at generalprokurør, Henrik Stampe i 1770’erne om sommeren boede paa Blegdammen.
Adskillige havde sommerboliger på Nørrebro.
De trange omgivelser inde i København fik borgerskabet til at søge ud til de landlige omgivelser på Nørrebro. Pensionister og tidligere erhvervsdrivende nød deres alderdom herude.
Der var kun få butikker på Nørrebro på daværende tidspunkt. En bager, en urtekræmmer, et mælkeudsalg, og nogle spækhøkere. Skulle man have andet, måtte man vandre den lange vej ind til staden. Det gjaldt også for skolebørnene, såfremt forstadens visdom ikke var nok for dem.
Idyllen på Nørrebro blev forstyrret af englænderne i 1807. Beboerne havde fået at vide, at de ikke måtte komme ind i byen. De skulle søge ud i landet. Efter at englænderne havde forladt området, blev tilsynet med byggeriet ude foran voldene skærpet.
Nye foreninger
På Assistens Kirkegård vendte livet tilbage. Mange mente, at der foregik for megen lystighed herude. Den bestandige Borgerlige Forening holdt til på Store Ravnsborg. Her holdt man broderskabet, borgersindet og fædrelandskærligheden ved lige. På Solitude holdt en anden forening til, nemlig Holbergs Minde. Keglebanerne og de mange beværtninger prægede forlystelseslivet på Nørrebro.
Det første teater
Italieneren Pettoletti havde fået bevilling til at oprette et teater udenfor stadens porte.. Det foregik på Blågården. Med adgangen til teatret var ret besværlig.
Gæsterne måtte balancere på en meget smal bro over en dyb vejgrøft. Derefter skulle man forcere en bundløs vej. En svensk gæst, der i 1830 havde besøgt teatret skrev således, at underholdningen ikke kunne måle sig med det, der foregik på Vesterbro Teater, og publikum bestod for størstedelen af pak.
Teatret brændte i 1833 og blev ikke senere opført. Omkring 1800 boede der 700 indbyggere på Nørrebro. I 1850 var der lidt over 3.000 indbyggere herude. Bebyggelsen fandt sted langs Blegdammene, Fælledvejen, og Nørrebrogades midterste del.
Overfor kirkegården lå der en stor reberbane, der gik helt hen til Runddelen. Og helt herude lå Ølunds Mølle.
Den ”farlige” dampkraft
Farver Holmblad havde lejet betydelige arealer på Blågården. Men i 1816 købte to af Frederik den Sjettes adjudanter, Oberst Remeling og Kaptajn Scholten hele Blågårds – området uden for søerne, og begyndte at udstykke jorden. Men de glemte dog at betale afgift til staten.
Så efter en halv snes år tog staten ejendommen. De solgte så de sidste arealer.
Blandt dem, der købte grunden var M.A. Heegaard. Han havde etableret en sommerbolig med en stor have omkring. To år senere indrettede han et jernstøberi på grunden. H.J. Bing ansøgte om tilladelse til at anlægge en papirfabrik i Blågårdskvarteret. Men Magistraten var ikke så begejstret for dampkraften.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 11. – 04. – 2022
Marts 30, 2008
Byen var i høj grad præget af Tæppefabrikkens storhed og fald. Mange beboere i Højer har i tidens løb været ansat på fabrikken. Det har dog ikke altid været lige
let for fabrikken. Krig, oliekrise og nationale modsætninger, var nogle af barrierene. I dag lever navnet dog videre.
Højer Tæppefabrik var for Højer det samme som Danfoss for Nordborg. Min tante Sonja arbejdede der i mange år. Og jeg tror også, at flere andre familiemedlemmer i byen, arbejdede der. På min mormors (Oma) side, var der hvis nok nogle fra familien Tønder, der også arbejdede på Tæppefabrikken.
Den mest betydningsfulde aktør i Højer
Fra 1930 og cirka 40 år frem var Højer Tæppefabrik den mest betydningsfulde aktør i Højer. Og det var ikke mindst fabrikant A.R. Kjærbys fortjeneste. Ja det officielle navn var for fabrikken var Sønderjydsk Tæppefabrik.
Dampmaskinen kommer
Egentlig var det et uldspinderi oprettet i 1877. Det var Mads Madsen, der startede det. Året efter var det Mathias Ebbesen, der førte virksomheden videre. 2 – 3 mennesker var ansat på det
lille spinderi, og det var bønderne på egnen, der leverede ulden.
Ved Ebbesns død i 1890 blev O.K. Amstrup chef. Han giftede sig med Ebbesens enke. Og snart skete der noget nyt idet Amstrup fik en dampmaskine i brug.
Udvidet produktion
Ved en brand i 1899 kom der flere maskiner til og et par væve. Produktionen blev udvidet til garnproduktion, vævede stoffer. Og så småt begyndte man at fremstille præstegårdsløbere.
I 1918 solgte Amstrup virksomheden til E. Kieler. Men efter kun et år overtog A.R. Kjærby, fabrikken med den klausul, at handelen kunne gå tilbage, såfremt den ny grænse blev trukket nord om Højer.
Fra en uldspinder-familie
Anders Rasmussen Kjærby var 3. generation af en fynsk uldspinder-familie. Efter en uddannelse på Brandts Klædefabrik i Odense arbejde han forskellige steder i ind og udland. Sin hustru, Emmy Keidel fandt han i Hannover. De blev gift i 1903. I 1906 flyttede de tilbage til Danmark.
I 1920 havde fabrikken ansat 6 – 7 personer. Nu blev der også vævet stof til damekjoler og herretøj, samt uldtæpper og rejseplaids. Og det gik ret godt
En bestilling fra København redder fabrikken
Men de fleste kunder kommer sydfra. De var nu afskåret fra at handle med virksomheden i Højer. I Foråret 1922 var Kjærby på fallittens rand.
En bestilling på 300 meter løbestof fra et københavnsk firma, blev fabrikkens redning. Fabrikken var ikke beregnet til tæppefremstilling, så en masse praktiske problemer måtte løses i stor hast. Tæppestoffet blev leveret.
Bedre maskiner
Bedre maskiner og udvidelse af bygningerne, betød at der i 1931 var 25 beskæftigede.
Nationale modsætninger hindrer udvidelse
Efterspørgslen var stærkt stigende. Den disponible grund blev for lille. Kjærby skulle bruge bedre elforsyning, vandforbrug og kloakafløb og mere plads til udvidelse. Men det tyske flertal i Højer byråd satte sig i 1936 på bagbenene.
Ved kommunalvalget i 1933 blev der igen syv tyske og fire danske stemmer. Der blev valgt to viceborgmestre: 1: urmager, Laurids Mathiesen, tysk og 2: fabrikant A.R. Kjærby, dansk.
Tre arbejdere fra fabrikken tog til København og bad statsminister Stauning tage affære. Der var allerede lavet forberedelser til at fabrikken skulle flytte til Bogense, men i 1937 blev problemerne løst. I 1939 var der 130 beskæftigede, og fabrikken var den største industrivirksomhed i Tønder amt.
Mangel på uld
Under anden verdenskrig var der mangel på uld. Den blev på fabrikken blandet med klude af alle slags. For at holde produktionen i gang, gik man over til at fremstille papirtæpper.
Kreativiteten var stor. Man kunne ikke købe nye maskiner i udlandet under krigen, så fabrikken fik indrettet et maskinværksted, der selv skulle fremstille maskiner. På den måde klarede man sig gennem krigen. Man havde ansat mellem 90 og 100.
Familie-aktieselskab
I 1937 var virksomheden blevet omdannet til et familie-aktieselskab. A.R. Kjærby var bestyrelsens formand, desuden bestod den af bankdirektør Johs. Poulsen, Tønder, Kjærbys svigersøn, J.C. Nielsen, sønnen Johannes Kjærby og endnu en svigersøn, Vilhelm Mathiasen.
Ingen overenskomst
A.R. Kjærby og hustru var i 1937 flyttet til Kolding, men allerede året efter bosatte de sig i Aabenraa. Men samme år døde han pludselig.
Kjærby ville ikke lave overenskomst med tekstilarbejderforbundet. En blokade mod fabrikken var virkningsløs. Lokalbefolkningen ville gerne arbejde på fabrikken. De betragtede Kjærby som deres far. Konflikten varede i fire år. Først i 1936 blev der oprettet overenskomst.
Stor udvidelse
I 1949 påbegyndtes en stor udvidelse af fabrikken. Mod vest blev der etableret et nyt kedelhus med vaskeri og farveri og lidt senere en stor ny væverihal. Man begyndte nu også at fremstille Axminstertæpper. Og i 1951 solgte man to km løbestof til plenar-salen i FN – bygningen i New York. Til Aalborghallen lavede man Danmarks største tæppe.
Statsafgift på gulvtæpper
I 1952 begyndte man at lave Wiltontæpper. Det var blandt andet takket være Johannes Kjærbys tekniske snilde.
I 1954 blev der lagt 25 % statsafgift på gulvtæpper, og da tolden på udenlandske tæpper samtidig var lave, skabte det i en periode vanskeligheder, med afskedigelser til følge. I 1954 brændte spinderibygningen og nopperiet. Skaden androg cirka en million kroner.
Succes med eksport
Først i 50’erne var man begyndt på eksport. I løbet af en halv snes år, var man oppe på at eksportere ca. halvdelen af produktionen, og antallet af beskæftigede nåede op på 200. Fra 1959 samarbejde man med kunstnerparret Rita og Vincent Lerche. Det betød en stor fornyelse i farver og mønstre. Nye eksportmarkeder som Canada, USA og Japan kom til.
Rationaliseringer
I 1966 gennemførte fabrikken en rationalisering. Man opgav selv at fremstille garn, og koncentrerede sig om vævningen. Det varede dog adskillige år inden denne ændring blev gennemført.
Direkte fra fabrik til forbruger
Pludselig kneb det med afsætningen. Der blev ikke solgt det antal tæpper, man havde regnet med. I 1972 stoppede man pludselig med at sælge gennem tæppeforretninger. Nu gik man udelukkende over til at sælge direkte fra fabrik til forbruger..
Man havde overtaget den nedlagte kommuneskoles bygninger, og i gymnastikfløjen blev der indrettet udstillings – og salgslokaler i to etager. I forbindelse med dette, blev der indrettet
et cafeteria. Man fik dispensation af kommunalbestyrelsen til at holde åbent i weekenden. Dette fremkaldte voldsomme protester af tæppehandlere. En salgsfilial i Odense og Herning blev også oprettet.
Arbejdsdeling
I 1973 satte oliekrisen ind, hvilket resulterede i en afmatning på eksportmarkedet. I 1974 måtte man lave en arbejdsdeling blandt de 130 ansatte. Den 5. juli 1974 måtte virksomheden standse sine betalinger. I årets første halvdel havde man oparbejdet et underskud på en million kroner. Fabrikkens gæld var på 12 millioner kroner. Men fabrikkens værdi var dog over dette tal.
Fabrikken fortsætter med 40 medarbejdere
Den 15. september 1975 købte fabrikant Per Campen virksomheden med det formål, at føre den videre som tæppefabrik, og stadig satse på kvalitetsvarer. Man fortsatte med 40 medarbejdere, og filialerne i Odense og Herning blev nedlagt. Ligeledes ophørte det direkte salg fra fabrikken og man forsøgte at genetablere forbindelsen til tæppehandlerne. Omkring 1980 blev spinderiet nedlagt.
Billige udenlandske tæpper ødelagde det efterhånden for fabrikken. Man satsede nu på tæpper til intuitioner.
Efter fabrikant Campens død, førte enken, Lissi Campen fabrikken videre og senere blev den overtaget af datteren, Carina Campen. Af hensyn til konkurrencen begyndte man at gå på akkord med hensyn til kvaliteten. Denne kvalitet havde været varemærket i Kjærbys tid.
Konkursbegæring
I 1991 var der kun beskæftiget 14 medarbejdere, men året efter blev staben yderligere formindsket. I September 1992 indgav firmaet konkursbegæring. Dermed var det definitivt slut med Højer Tæppefabrik.. Byen Højer har i høj grad været påvirket af Tæppefabrikkens storhed og fald. Og mange borger i Højer kan den dag i dag berette om deres arbejde på Højer Tæppefabrik i dens storhedstid
Navnet lever videre
Men navnet Højer Tæppefabrik bliver videreført. I dag fra en adresse i Skævinge, drevet af Familien Degn – Hansen. Virksomheden beskæftiger sig udelukkende med vævning og slag af gulvtæpper. På deres hjemmeside står bl.a.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Redigeret 10 – 12 – 2021
Marts 30, 2008
Nogle gange kan vi tage fejl. Vi holder på de forkerte historiske kilder. Det har vi gjort med hensyn til, hvem der boede på og ejede Kiers Gaard. Vi retter på fejlen
I artiklen Højers Historie skriver vi blandt andet
Dette har fået Kjærbys oldebarn til at reagere. Joa B. Kjærby skriver:
Og vi skal beklage over for Joa. Hun har helt ret. Vi har brugt nogle forkerte historiske oplysninger.
Fæstegård under Schackenborg
Kiers Gaards nuværende firlængede bygning er opført i 1759, efter at gården brændte i både 1756 og 1758. Fra 1739 var gården i familien Todsens besiddelse, som fæstegård under Schackenborg.. Hans Chr. Todsens datter giftede sig i 1849 med løjtnant Johannes Ernst Kier, søn af borgmesteren i Haderslev. Det var Todsens ikke meget for, og det var Johannes egen far, der giftede dem.
Deres søn Hans Chr. Kier overtog gården i 1884. Den var i familiens eje indtil 1973.
Forpagter for østersskrabninger
I 1700 – tallet var gårdens besidder forpagter af østersskrabningerne i Vadehavet. Der var en dyb pril, der gik tæt ind til gården, så man kunne transportere østerserne lige ind til det pakhus, der ligger sydvest for gården. Det kaldes den dag i dag for Østershuset.
Indtil slutningen af 1800 – tallet var det almindeligt, at der blev serveret østers ved bryllupper i Højer.
Russiske krigsfangere
I 1906 blev Christian Kier ejer af gården. Han blev indkaldt som soldat i 1914. To år senere døde han. Hans enke sad da tilbage med fire børn. Hun drev ejendommen videre, og sønnen Hans overtog ejendommen, da han blev voksen.
I den periode var der russiske krigsfangere, der arbejde på egnens gårde. Der arbejde også en på Fedder Rolls gård i Østerende. Man lavede en aftale om, at de to fangere arbejde skiftevis på de to gårde, og det fungerede fint.
Seminarium for Tekstildesign og brugsgrafik
I 1939 blev gården nedlagt som landbrugsejendom, og jorden solgt fra. Hans Kier boede på ejendommen til sin død i 1971. To år efter solgte hans enke den til Højer Kommune og Sønderjyllands Amt.
Kiers Gård tiltrak mange kunstinteresserede, og i gårdens lade blev der indrettet en teatersal for amatørteaterforeningen Teatergaleasen. I 1986 startede der et Seminarium for Tekstildesign og Brugsgrafik på ejendommen.
På græsplænen foran findes en jættestue fra den yngre stenalder. Den er dog flyttet hertil.
Kilde:
Hvis du vil læse mere
Redigeret 10. – 12. 2021
Marts 30, 2008
Denne lange liste indeholder størstedelen af gader og veje på Østerbro. Ofte fortæller navnene en god gang lokalhistorie. For Østerbros vedkommende er det tydeligt, at der har været masser af militær i området. Men også havnen spiller en rolle. Der er en hel serie af danske byer og øer, samt komponister.
Vi har brugt en hel masse kilder i vores efterforskning. Disse kilder vil senere foreligge på en liste, som vi kalder Litteratur Østerbro. Det er en liste, som vi arbejder på. Den vil du kunne finde omkring 1. maj 2008 her på siden. Vi ønsker god fornøjelse. Hvis du vil udprinte, så husk, at have en masse papir parat. Listen er nu opdateret som almindelig artikel.
I de foreliggende samt kommende artikler om Østerbro, vil du kunne læse meget mere om de forskellige gader, veje og pladser på Østerbro.
A.E. Kriegersvej:
Anders Frederik Krieger (1817 – 1893) var politiker, og boede på hjørnet af Rosenvængets Tværgade og A.L. Drewsensvej. Krieger var politiker og nær ven med skuespillerinden Johanne Louise Heiberg.
A.L. Drewsens Vej:
Justitarius Adolph Ludvig Drewsen (1803 – 1885) var gift med en datter af gamle Colin, og boede i en villa på vejen. H.C. Andersen var en kær gæst. Han kom hver tirsdag og blev bespist. Drewsen stiftede foreningen af 1837 til Forsømte Børn.
Abildgaardsgade:
Maleren og grafikeren Nicolai Abildgaard (1743 – 1809) var bror til lægen, senere stadsphysikus Peter Christian Abildgaard, grundlægger af Veterinærskolen på Christianshavn,
Aggersborggade:
Vekselmager Hans Christian Aggersborg (1812 – 1895) var en af de største villaejere i Classens have.
Amerikakaj:
Her lagde amerikabådene til
Annekegade:
Nederlandsk og tysk kæleform for Anna
Arendalsgade:
Efter byen Arendal ved den norske kyst.
Askøgade:
Efter en ø i Smålandshavet
Baltikavej:
”Mare Balticum” er den latinske betegnelse for Østersøen og Bælterne
Bechgaardsgade:
Komponisten Julius Andreas Bechgaard (1843 – 1916) var organist ved den katolske Sankt Ansgar Kirke.
Bellmans Plads (Bellmans
Gade): Efter den svenske viseforfatter og komponist, Carl Michael Bellmann (1740 – 1795). Bellmann blev for alvor populær i 1840’ernes København.
Bergensgade:
Efter Norges næststørste by
Berggreensgade:
Komponisten Andreas Peter Berggreen (1801 – 1880) Huskes bl.a. for Den yndigste rose er fundet og Vær velkommen Herrens år.
Biskop Krags Vænge:
Efter Roskilde – bispen Krag (død 1300). I 1294 gav han købstaden København en udvidet stadsret. Han grundlagde i 1296, Helligaandshospitalet, som senere blev sammenlagt med Vartov. Gammel Kloster ligger i Biskop Krags Vænge.
Blegdamsvej:
Blegmændene lagde de fugtede stoffer frem i solen, og siden blev de hærdet i nattekulden. Der var i alt 24 blegdamme, der startede fra Skt. Hans Gade. I 1672 blev disse blegmænd beordret væk på grund af voldenes forsvar. I 1800’tallet dukkede de dog op igen. Den sidste mand lukkede og slukkede i 1867.
Blindestien:
Løber langs Blindeinstituttet
Bogensegade:
Efter den nordfynske købstad.
Bolandsvej:
Boland er et distrikt i den nordvestlige del af Grib Skov med navn efter en forsvunden gård. Navnet betyder opdyrket jord.
Bopa Plads:
Modstandsgruppen Bopa, startede som Kopa, Kommunistiske Partisaner, men skiftede navn til Bopa. Det betyder Borgerlige Partisaner, for at narre Gestapo. Med cirka 1.000 aktioner var det den mest aktive af alle modstandsgrupper.
Borgmester Jensens Allé
Jens Jensen (1859 – 1928) måtte ud at tjene som 12 –årig. Han blev uddannet som malersvend. Han var formand for De Samvirkende
Fagforbund. Han var Københavns første socialdemokratiske borgmester, valgt i 10. kreds. Han var ophavsmanden til Idrætsparken.
Borthigsgade:
Kammerherre Christian Frederik Neve Bothig (1822 – 1905) solgte byggegrunde til Arbejdernes Byggeforening.
Brammingegade.
Efter jernbaneknudepunktet ved Esbjerg.
Bredelandsvej:
Bredeland ligger ved Mårum i Nordsjælland.
Bryggergade:
Bryggeriet Aldersro blev nedrevet i 1900, efter først at være fusioneret med Marstrands Bryggeri på Vodroffsvej, hvorpå begge indgik i De Forenede Bryggerier.
Bryggervangen:
Her havde Københavns bryggere indtil 1500’tallet et stort græsningsareal for heste og kreaturer.
Børskovvej:
Efter den fældede skov mellem Esrum Kloster og Villingerød i Nordsjælland.
Carl Johans Gade:
Den svenske konge Karl 14. Johan (1783 – 1844)var vel Napoleons bedst begavede marskal. Han var døbt Jean – Baptiste Bernadotte. Blev i 1810 tronfølger. Dronning Ingrid var sjette led efter Karl 14. Johan.
Carl Nielsens Allé:
Komponisten Carl Nielsen (1865 – 1931) var vel nok Danmarks mest betydelige komponist. Vi kender Du danske sommer, jeg elsker dig og Jens Vejmand.
Christiansmindevej:
Landstedet Christiansminde var opført af murermester og brandkaptajn Christian West.
Classensgade:
Opkaldt efter generalmajor Johan Frederik Classen (1725 – 1792). Han oprettede Frederiksværk, tidens største kanon – og krudtfabrik. Hans store formue gik til velgørende formål. Dengang var Classensgade adgangsvej til Justineborg, opkaldt efter hustruen til Peter Hersleb Classen, bror til overnævnte. Broderen arvede jorden, og købte Det Kongelige Fiskehus. Det var i Classens Have der blev udkæmpet nogle slag mod englænderne i 1807. I øvrigt blev Victor Borge født i nummer 40.
Collinsgade:
Embedsmanden Jonas Collin (1776 – 1861) huskes dels for at have anlagt Kongelunden, dels for sin omsorg for H.C. Andersen. Collin var i to perioder direktør for Det Kongelige Teater.
Containervej:
På vejen ligger en containerterminal.
Dag Hammarskjölds
Allé: FN´s generalsekretær døde i et flystyrt. Indtil 1962 var gaden en del af Østerbrogade.
Dampfærgevej:
Færgeruten til Malmø åbnede i 1895.
Danstrupvej:
Efter landsbyen nord for Fredensborg. I Vikingetiden har en vis Dan lagt sin gård her.
Drejøgade:
Den sydfynske ø, danner dette navn.
Eckersberggade:
Guldaldermaleren, professor C.W. Eckersberg (1783 – 1853) var ven med Thorvaldsen og fra 1919 professor for Akademiet. Har præget dansk malerkunst som ingen anden. Han blev offer for den tids koleraepidemi i København. (På vores hjemmeside kan du læse om denne sønderjyske maler)
Edward Griegs Gade:
Den norske komponist Edvard Grieg (1843 – 1907) komponerede bl.a. musikken til Peer Gynt.
Egebæksvej:
Efter den forsvundne landsby ved Espergærde.
Emdrup Bakke:
Emdrup har sikkert navn efter det gamle mandsnavn Imbri.
Emdrupvej:
Følger nogenlunde den gamle landevejs forløb. Siden 1580 forsynede den opstemte Emdrup Sø – eller Lundehussø – København med vand. I årenes løb er udhulede træstammer fra det gamle ledningsnet fundet mange steder.
Engelstedsgade:
Carl Sophus Neergaard Engelsted (1823 – 1914) deltog som marinelæge i De Slesvigske Krige. Han var overlæge ved Almindeligt Hospital under koleraepidemien i 1853 og påpegede tidligt, at tuberkulose kan helbredes.
F.E. Ulriks Gade:
Fattiglægen Frederik Ferdinand Ulrik (1818 – 1917) var medstifter af Arbejdernes Byggeforening. Han var efter krigen 1864 blevet udvist fra Hertugdømmene og blev fattiglæge i København. Folk har ikke kunnet dy sig for at kalde gaden Fulderiksgade. (På vores hjemmeside har vi to artikler om denne populære læge, der blev stenet ud af Tønder)
Faksegade:
Efter stationsbyen.
Fanøgade:
Efter øen ved vestkysten.
Farimagsgade (Lille):
Den tidligere Farimagsvej fra Østerbro til Vesterbro gik i zigzag og forbandt Østerport, Nørreport og Vesterport. Den nuværende er anlagt på det tidligere fæstningsareal efter 1870. Navnet hænger måske sammen med at Christian den Fjerde skulle være kommet kørende på vejen, hvor han så mødte en bonde, der ikke ville vige for kongen. Kongen havde så beordret sine vogne til side, for at bonden kunne køre forbi. Så far da i mag, skulle kong Christian have sagt, idet bonden passerede. Men historien er dog lidt tvivlsom.
Fiskedamsgade:
Svenske lejetropper fik blandt andet også ødelagt fiskedammene uden for Vesterport. Derfor beordrede Frederik den Tredje 12 karpedamme anlagt på Østerbro tæt ved kysten. Kongens jæger Johan Dantzer fik 1679 fribolig i Kongens Fiskehus på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden. Han fik tilladelse til udskænkning af vin og øl. Han anlagde også skydebane og andre forlystelser, og stedet blev et meget søgt traktørsted.
Folke Bernadottes Allé:
Grev Folke Bernadotte (1895 – 1948) evakuerede efter forhandlinger med SS – føreren Himmler i 1945 med de hvide busser danske og norske KZ – fanger. Dræbt i Jerusalem af den jødiske Stern – organisation, da han fungerede som mægler i Palæstina – konflikten. (På vores hjemmeside har vi tre artikler om “De Hvide Busser”).
Frederik den Femtes Vej:
(1723 – 1766). Han var Danmark/Norges konge fra 1746. Han indførte pietismen til hoffet. Han var udskejende og fordrukken. Han grundlagde Frederiks Hospital i Bredgade i 1752, som i 1910 blev flyttet til Rigshospitalet.
Fritjof Nansens Plads:
Polarforskeren Fritjof Nansen (1861 – 1930) var den første, der krydsede Grønland på ski. Med skibet Fram udforskede han havstrømmene nord for Sibirien. Efter Første Verdenskrig udførte han et stort humanitært hjælpearbejde. Han medvirkede til hjemsendelse af 45.000 krigsfanger. Han skaffede fødevarer til sultne i Volgaområdet, hvor bolsjevikkernes forfølgelse af bønder havde skabt en hungerkatastrofe. I 1922 modtog han Nobels fredspris.
Fruebjergvej:
Fruebjerg er en af de højeste bakker i Grib Skov i Nordsjælland – 65 m. Ved foden ligger en kilde, som i den kristne tid fik navnet Vor Frue Kilde, og blev udstyret med et kapel af munkene på Ebeltoft Kloster. Stedet var helligt i forvejen, så Vor Frue har nok afløst Freja.
Fåborggade:
Den fynske købstads forstavelse betyder hun-ræv.
Gammel Kalkbrænderi Vej:
I 1731 blev kalkbrænderiet efter et par år ved Langebro flyttet ud omkring Nordhavns S – station – lige ud til kysten. Otte år senere opførtes yderligere et brænderi. Kalkbrænderihavnen blev anlagt samtidig med Frihavnen i 1895. I nutidens nr. 16 lå dengang familien Melchiors landsted, Rolighed. Her døde H.C. Andersen den 4. august 1875.
Gartnerivej:
Tidligere lå der et orkidégartneri på vejen.
Gefionsgade:
Gefion var en evig ugift frugtbarhedsgudinde, der havde avlet fire sønner med en styg jætte. Dem omskabte hun til okser, som trak ploven. Hun pløjede Sjælland ud af Sveriges land, derved opstød søen Vänern.
Gittervej:
Efter Frihavnsgitteret omkring Frihavnen.
Glænøgade:
Øen sydøst for Skælskør har måske navn efter sine klinter – det betyder klar og lys.
Gribskovvej:
Efter Danmarks største skov. Betydningen er jord som kan gribes. Skoven har været kongejord.
Gunhildsgade:
Kvindenavnet var meget populært i den tidligere Middelalder. Begge led betyder kamp. Svend Tveskægs mor hed Gunhild.
Gunnar Nu Hansens Plads:
Gunnar Nu Hansen (1905 – 1992) var i generationer indbegrebet af dansk sportsjournalistik. Tilnavnet røber hans begejstring.
Gustav Adolfs Gade:
Efter den svenske krigerkonge Gustav 2 Adolf (1594 – 1632) der i Trediveårskrigen tog over efter Christian den Fjerde.
Gyritegade:
Det nordiske kvindenavn betyder gudinde og skøn.
H.C. Lumbyes Gade:
Hans Christian Lumbye (1810 – 1874) var med på noderne ved Tivolis åbning i 1843 valgte at gå i Johann Strauss den Ældres fodspor. Hverken Champagnegaloppen eller musikken til balletten Napoli er gået af mode.
H.P. Ørums Gade:
Lægen Hans Peter Ørum (1847 – 1904) blev borgerrepræsentant i 1894 og tog initiativ til oprettelse af Lægevagten og Boserup Seminariet.
Hallinsgade:
Værkmester Niels Hallin (1832 – 1870) var medstifter af Arbejdernes Byggeforening og foreningens første formand. Han var anden-mester på Burmeister og Wain. Han havde arbejdet i England som jernstøber, hvor han noterede sig forskellen på spekulationsbyggeri og socialt byggeri.
Halskovsgade:
Efter halvøen nord for Korsør. Betyder en skovklædt skråning.
Hammershusgade:
Efter middelalderborgen på Bornholms nordspids. I lang tid Nordens stærkeste, men ingen fæstning er stærkere end penge. Det lykkedes for Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine at flygte.
Hans Knudsens Plads:
Pastor emeritus Hans Knudsen (1813 – 1886) stiftede i 1872 Samfundet som antager sig vanføre og lemlæstede børn, der i 1930 erhvervede en grund ved pladsen. Knudsen havde en kort tid været præst i den danske koloni Trankebar i Indien.
Haraldsgade:
Kong Harald Blåtand (død 986) hævder på den store Jellingsten, at have gjort danerne kristne. Han flyttede i alle fald hovedstad – fra Jelling til Roskilde.
Hedemannsgade:
Hans Christopher Frederik Hedemann (1792 – 1859) var den yngste oberstløjtnant ved udbruddet af det Slesvig – holstenske oprør i 1848. Han blev alligevel øverstbefalende for den danske hær og udnævnt til generalmajor. Selvom de danske styrker stod sig ved både Bov, Slesvig og Als, var krigsministeren klogere og Hedemann blev fyret.
Heisesgade:
Peter Arnold Heise (1830 – 1879)har komponeret melodier til en mængde romancer, bl.a. Jylland mellem tvende Have. Det er også blevet til en mængde operaer, korværker, balletter m.m.
Helgesensgade:
Officeren Hans Helgesen (1793 – 1858) var født i Oslo. Efter krigen mod Sverige 1813 – 1814 nægtede han at aflægge ed til den svenske konge. Han fik tilladelse til at indtræde i den preussiske hær, og deltog ved slaget ved Waterloo, hvor Napoleons skæbne blev beseglet. Fransk gift og senere officer i Nationalgarden. Hustruen døde, så han rejste til Norge. Og derfra til Danmark, hvor Christen den Ottende gav ham en lille pension. Det Slesvig – holstenske oprør i 1848 betød fast arbejde. I 1849 blev han oberstløjtnant og får kommando over en brigade, hvormed han indtager Frederiksstad. Han forsvarede byen
tappert. Helgesen var en rigtig helt.
Helsingborggade:
Efter Helsingørs svenske genbo, Helsingborg.
Henrik Harpestrengs Vej:
Efter dansk middelalders mest berømte læge, ”kannikken” Henrik Harpestreng (død 1244). Han var kendt for sin beskrivelse af lægeurterne.
Herninggade:
Endnu i 1840 havde den midtjyske tekstil-by kun 21 indbyggere. Navnet er tydet som horn. Et fremspringende bakkeparti.
Hesseløgade:
Hesselø ligger i Kattegat, 27 km nord for Hundested.
Hildursgade:
Valkyrienavnet Hilde betyder kamp og Hildes leg er sagaens omskrivning for det samme. Den skønne Hildur blev bortført til Orkneyøerne, men faderen indhentede sin svigersøn. Det kom til en drabelig kamp mellem de to hære, som varede ved til solen gik ned. Næste morgen vækkede Hildur ved trolddom de faldne krigere til ny kamp, og det skal hun fortsætte med lige til Ragnarok.
Hjalmar Brantings Plads:
Hjalmar Branting (1860 – 1925) dannede Sveriges første socialdemokratiske regering. Han støttede de norske ønsker om selvstændighed, og talte imod at føre krig på spørgsmålet. Det norske Storting havde god grund til at tildele ham Nobels fredspris i 1921. Indtil Brantings død hed pladsen, Stockholms Plads.
Hjelmsgade:
Marsk Stig residerede ifølge folkevisen på Kattegatøen ud for Ebeltoft – betyder den hjelmformede bakke.
Hjortøgade:
Efter en lille ø mellem Tåsinge og Drejø.
Hjørringgade:
Efter Vendsyssels gamle købstad.
Hobrogade:
Efter købstaden ved Mariager Fjord. Ho er en gammel betegnelse for bugt.
Holbækgade:
Efter Tuse Herreds købstad – navnet betyder hule eller hul.
Holstebrogade:
Den nordvestjyske købstad har navn efter et hul. Her lå i årtusinder vadestedet over Storåen.
Holsteinsgade:
Frederik von Holstein (1771 – 1853) var chef for de frivillige kongelige Livjægerkorps. Under den engelske belejring i 1807 angreb de det engelske hovedkvarter på Hellerupgård. Angrebets tyngdepunkt lå i Holsteinsgade. Eftersom Holstein havde vist mere end almindelig vovemod på krigsskuepladsen blev han fundet egnet som chef for Det Kongelige Teater. Her blev han fra 1811 til 1840. I 1849 blev Johan Ludvig Heiberg chef, og sendte den gamle herre en fribillet – ståplads. Det fik Holstein til at sprutte, at han aldrig mere ville sætte sine fødder i teatret.
Hornemans Gade:
Johan Ole Emil Horneman(1809 – 1870) komponerede bl.a. musikken til Dengang, Jeg drog af sted og Højt fra træets grønne top.
Horsensgade:
Den østjyske købstads navn er afledt af hest især gammel hoppe.
Horserødvej:
Efter landsbyen vest for Helsingør – også afledt af hors, gammel hoppe.
Hovgaardsgade:
Polarforskeren Andreas Peter Hovgaard (1853 – 1910) deltog i svenskeren Nordenskjölds berømte Vega – ekspedition i 1882 – 1883. Med
Dijmphna drev han indefrosset over et år i Karahavet for at finde nogle store øer, som han formodede fandtes nord for Sibirien. Han fandt dem ikke, men det viste sig senere, at han havde ret. I sine sidste år var han kongens jagtkaptajn.
Høyensgade:
Niels Laurits Andreas Høyen (1798 – 1870) var den dominerende – og første – danske kunsthistoriker i 1800`tallet. For ham var det nationale alt afgørende, så han var skræddersyet til sin tid. Kunstforeningen i København skyldes ham. Han var imponerende aktiv, både som videnskabsmand og folkelig foredragsholder. Det var ham, der opfandt de danske middelalderkirker.
Indiavej:
Indiakajen anlagdes med henblik på Indiens – handelen.
Irmingersgade:
Johan Heinrich Georg Irminger (1798 – 1854) havde været adjudant hos Christian den Ottende og Frederik den Syvende. I 1849 fik han under de slesvigske krige kommandoen over en bataljon. I København tvivlede man på hans evner. Men efter udfaldet mod Fredericia, tog han kommandoen efter Ryes fald. I slaget ved Isted optrådte han på ny i den klassiske stil. Han forsvarede også de vestlige marskegne. Men Irminger var nedslidt. To år efter krigen tog han sin afsked. Året efter rejste han til Tyskland. Han døde på et sindssygehospital i Sachsenberg.
J.A. Schwartz Gade:
Kunstdrejer Johan Adam Schwartz (1820 – 1874) blev i 1868 indvalgt i bestyrelsen for Arbejdernes Byggeforening. En af de første gader foreningen opførte, fik hans navn. Han var engageret i forbedring af den faglige uddannelse og ville forene kunst og håndværk. Hans berømte elfenbensdrejeri lå i Sværtegade 3, hvor en mindeplade er opsat i porten. Lokalet er bevaret af Nationalmuseet.
J.E. Ohlsens Gade:
Jørgen Ernst Ohlsen (1814 – 1862) overtog gartneriet ved faderens død i 1845. Han var den første, der arrangerede blomsterudstillinger og avlede frø. Enken Albertine og sønnen lagde hovedvægten på frøerne og firmanavnet J.E. Ohlsens Enke blev berømt.
Jagtvej:
Den blev anlagt i 1750 fra Falkonergården til Store Vibenshus. Resten til Østerbrogade fulgte i 1768. Vejen var fra start forbeholdt hoffet. Dele af Jagtvejen var før den blev anlagt en sti til jagtselskaber. På Nørrebro havde kongen længe før anlagt en Jagtvej, som ikke har noget med denne at gøre. Af den gamle Jagtvej er kun Møllegade tilbage.
Jellingegade:
Gorm. Thyra og Harald Blåtand gjorde Jelling berømt. Højanlægget er Danmarks største gravanlæg. Jelling er måske afledt af gul.
Jens Juels Gade:
Maleren Jens Juel (1745 – 1802) er ophav til motiver på pengesedler. Han var hofmaler og vel den betydeligste portrætmaler i dansk kunst overhovedet. Født på Fyn.
Jens Kofods Gade:
Ved Roskildefreden i 1658 blev også Bornholm afstået til Sverige. Jens Pedersen Kofoed (1628 – 1691) var en voldsom natur. I 1654 fik han et manddrab på samvittigheden og blev skyndsomst soldat i den danske hær. Ved freden blev han hjemsendt som menig rytter. Han deltog i en konspiration mod de svenske besættelsesstyrker. Da den svenske kommandant, oberst Printzenskôld en dag uden følge red ind i Rønne for at opkræve skatter, tog de sammensvorne ham til fange. Da han ikke ville makke ret, skød Kofod ham med sin pistol. Ved at foregive, at Prinzensköld var i live, fik man enken og den lille garnison på Hammershus til at åbne portene og overgive sig. Efter krigen overgav bornholmerne sig til Frederik den Tredje. Kofod fik slået en streg over drabene, blev udnævnt til landkaptajn, fik gården Maglegård ved Svaneke uden afgift, og levede til sine dages ende.
Jens Munks Gade:
Christian den Fjerde sendte Jens Munk (1579 – 1628) ud for at finde en søvej til Amerika. Kun Munk og et besætningsmedlem overlevede. Torkild Hansen har i en meget spændende bog beskrevet dramaet.
Johan Svendsens Vej:
Johan Svendsen (1840 – 1911) var født i Norge. Han var førstekapelmester for Det Kongelige Kapel. Festpolonaise er hans mest kendte komposition.
Juliane Maries Vej:
Juliane Marie (1729 – 1796) var Frederik den Femtes anden dronning. Kongen tog initiativ til oprettelse af Frederiks Hospital i Bredgade. Nu flankerer Juliane Maries Vej og Frederik den Femtes Vej Rigshospitalet. Dronningen skulle i den grad hade Struensee, at rygterne gik på, at hun dagligt havde kikkerten rettet mod hans jordiske levninger på stejlen ved Amerikamøllen nedenfor Frederiksberg Bakke. Behjertede mennesker fik dem en nat fjernet. Anledningen til at knytte hendes navn til vejen, skulle være at Frederiks Hospital (nu Kunstindustrimuseum) blev flyttet til Rigshospitalet.
Kalkbrænderihavn:
Den ny kalkbrænderihavn afløste i 1895 en ældre lidt længere inde.
Kastellet:
Den officielle betegnelse er Citadellet, Frederikshavn til ihukommelse af Frederik den Tredje, der i 1663 beordrede en ny Fæstning opført til afløsning af Faderens. Her sad Struensee og ventede sin halshugning. Her sad Griffenfeld osv. Tyske tropper sprængte sig den 9. april 1940 gennem Norgesporten. Helt
frem til 1950’erne brugte Kastelbageren en surdej, maleren Købkes far havde lavet. (På vores hjemmeside har vi 7 – 8 artikler om Kastellet)
Kastelsvej:
Vejen hed egentlig Citadelvejen, og var kørervej fra Østerbro til Kastellet.
Kattegatvej:
Måske er det hollænderne, der har døbt farvandet. Vikingetidens betegnelse var Jyllandshavet eller Norgeshavet.
Keldsøvej:
Efter en nu udtørret sø vest for Havreholm i Nordsjælland. Tolket som Kedelsø.
Kertemindegade:
Efter den nordfynske købstad. Navnet er sammensat af fjordens gamle navn Kirt. Betyder indskæring og munding.
Kildevældsgade:
Landstedet Kildevæld og senere traktørsted lå på hjørnet af Østerbrogade og Borgervænget. Her lå faktisk en kilde.
Kildevænget:
Efter Vartov Kilde – også kaldt Sankt Hans Kilde.
Kirsteinsgade:
Finansmanden Carl Ludvig Kirstein (1793 – 1862) steg konstant i graderne indenfor statsadministrationen – student 1811, etatsråd 1832. Han blev medlem af direktionen for Det Kongelige Teater. Allerede i 1838 havde han fået nok og trak sig tilbage til landstedet Nøjsomhed.
Klosterrisvej:
Klosterris Hegn er en lille skov syd for Hornbæk i Nordsjælland.
Klostervænget:
Se under Gammel Kloster.
Klubiensvej:
Højesteretssagfører Anton Hieronymus Klubien (1834 – 1893) var Frihavnsselskabets første juridiske konsulent. På rejser i ungdommen blev han ven med
nordmanden Henrik Ibsen.
Koldinggade:
Efter den østjyske købstad. Bynavnet er afledt efter fjorden eller øen den kolde.
Kong Oscars Gade:
Oscar den Anden var Sveriges konge 1872 – 1907 – og Norges til 1905. En irsk doktor Wilde hjalp han over en ”stæroperation”. Og betalingen? Det var nok for Wilde, bare sønnen måtte hedde Oscar.
Korsørgade:
Korsør har altid været det vigtigste overfartssted til Fyn. Navnet kan betyde et kors, et gammelt sømærke.
Krausesvej:
Harthugger – stenhugger – J.W. Krause (1803 – 1889) var medejer og senere eneejer af Kalkbrænderiet.
Kristianiagade:
Oslos gamle navn var i brug fra 1624 til 1925 – efter byggekongen Christian den Fjerde.
Kroghsgade:
Gerhard Christoph von Krogh (1785 – 1860) var kommanderende general under slaget ved Isted den 25. juli 1850. Slaget var en af de største udkæmpet på åben mark i Norden. 41.000 danske overfor 27.000 Slesvig – Holstenske. Krogh blev fændrik som 5-årig, sekondløjtnant som-10 årig, generalmajor som 62-årig. Kavaler hos Frederik den Sjettes dronning Marie Sophie Frederikke i 28 år.
Kuhlausgade:
Komponisten Daniel Friedrich Kuhlau (1786 – 1832) var født i fyrstedømmet Hannover. Det er ham, der komponerede musikken til Elverhøj.
Langelinie (Langelinie Allé)
(Langeliniekaj) Siden promenaden foran Kastellet blev åbnet i 1848 blev åbnet for offentlig adgang, har den været udflugtsmål. I endnu højere grad, da Den Lille Havfrue kom på plads i 1913. Langeliniekajen er anlagt i 1895 for at adskille Frihavnen fra Københavns Havn.
Langøgade:
Hvor stammer dette navn fra? Mindst otte danske øer hedder Langø.
Lautrupsgade:
Skibsbygger C.N. Lautrup (1835 – 1913) havde værft, først på Østerbro – siden i Hellerup.
Lersø Parkallé:
Lersøen eller Rørsøen havde forbindelse til Sundet gennem Rosbækken, indtil Lygteåen blev gravet for at skaffe drikkevand til København. Lygteåen gemmer sig stadig under Lygten. I 1800’tallets slutning var søen tørret ud, og afløst af et morads, hvor kurvemagere i omegnen hentede råmaterialer, og hvor Lersø-bøllerne holdt til. Bøllen er en nydelig blomst, men måtte ligge navn til de mere – især mere – eller mindre ”besofne” eksistenser, der huserede i mosen. (Vi har her på siden 5 – 6 artikler om disse Lersø – bøller)
Levantkaj:
Det Nære Østen hedder også ”Levanten” og har lagt navn til Frihavnens nordkaj.
Lindenovsgade:
Efter admiral Godske Lindenov (død 1612) som Christian den Fjerde sendte over Atlanten. Han vendte hjem til København, og blev åbenhjertigt fejret. Som uigendriveligt bevis på Grønlands fortsatte eksistens havde den barske ”hugaf” bare kidnappede to grønlændere.
Lipkesgade:
Portrætmaler Alexis Christian Lipke (1819 – 1895) meldte sig blandt de første liebhavere til grunde i Classens Have. Var tegnelærer ved københavnske skoler, men drev de sidste år land – og havebrug her på Østerbro. Hans ”Wilhelmine” var gartnerdatter.
Livjægergade:
Livjægerne og Herregårdsskytterne gjorde udfald mod de engelske belejringsstyrker den 31. august 1807 fra Classens Have.
Lundehusvej:
Lundehus var et vagthus ved Lyngbyvejen, hvor der skulle betales vejpenge. Når man alligevel havde pungen fremme, kunne man lige så godt skylle støvet fra halsen. Derfor voksede stedet til en stor gæstgivergård. Den blev nedlagt i 1929.
Lundingsgade:
General Niels Christian Lunding (1795 – 1871) sad som kommandant i fæstningen Fredericia både under krigen 1848 – 1850 og i 1864. Da han overtog kommandoen i december 1863, tilrådede han at opgive fæstningen. Det ville man ikke i København, så han gik energisk i gang med at forstærke den. Han forsvarede den også med stor dygtighed. Da ordren så kom om at rømme, nedlagde Lunding kommandoen.
Lundsgade:
Efter Lund i Skåne – Danmarks ærke-bispe-by i den katolske tid.
Lüdersvej:
Ferdinand Vilhelm Lüders (1827 – 1895) blev i 1872 havnekaptajn, dvs. øverste chef for Københavns Havnevæsen.
Lyngbyvej:
Er et afsnit af den gamle kongevej til Hillerød (Frederiksborg) og Hørsholm (Hirschholm). Fra slutningen af 1700 – tallet fik den almindelige trafik lov at færdes på vejen mod at betale bompenge.
Løfasvej:
Rederiet Løfa blev dannet i 1901, og havde adresse her.
Løgstørgade:
Efter købstaden ved Limfjorden. Navnet er nok dannet af løgh, gammeldansk for vaskevand og ør betyder stenet strandbred.
Malmøgade:
Skånes største og Sveriges tredje-største by.
Manøgade:
Vadehavsøens navn er udledt af mand. Måske er det fordi, at øen er brugt som begravelsesplads.
Marmorkaj (Marmorvej)
Henføres til Den Ankerske Marmorforretning.
Marskensgade:
Marsken var i Middelalderen hærens leder og efter rigshofmesteren og kansleren den mægtigste i riget. Titlen var lånt fra Frankrig, marechal. Det betød oprindelig (heste)staldmester.
Marstaldsgade:
Efter handelspladsen på Ærø. Betydningen er hestestalden.
Marthagade:
Efter Martha – Maria Magdalenas og Lazarus` søster – hende der ærlig spurgte om ikke også Maria kunne give en hånd med. Det aramaiske kvindenavn
betyder fruen eller herskerinden. Lazarus var formentlig adelig.
Masnedøgade:
Efter øen mellem Falster og Sjælland.
Melchiors Plads:
Grosserer Moritz Gerson Melchior (1816 – 1884) ejede landstedet Rolighed. – opført 1790 – 1791. Dengang gik den lige ud til Øresund. Her kom H.C. Andersen og her døde han 4. august 1875. Melchior var den første jøde, der var medlem af grosserersocietetet, og han var formand 1873 – 1884. Han var medstifter af Privatbanken.
Mellem-kaj:
Efter Mellem-bassinet i Frihavnen.
Middelfartgade:
Efter den fynske købstad – det mellemste overfartssted.
Møllegårdsvej:
Møllegården brændte i 1903.
Mårumvej:
Efter den nordsjællandske landsby – betydningen er i skoven. Navnet passer stadig. Landsbyen ligger i et hak i Grib Skov.
Niels W. Gades Gade:
Komponisten og dirigenten Niels Wilhelm Gade (1817 – 1890) komponerede otte symfonier og blandt andet musikken til Bournonville – balletterne Napoli og Et Folkesagn.
Nordhavnen (Nordhavnsvej):
Nordhavnen betegner området mellem Langeliniekajens yderspids og søfortet Trekroner.
Nordkaj:
Havneanlægget begyndte i årene 1885 – 1894.
Nordsøvej:
Tyskerne kalder naturligt nok Vesterhavet for Nordsee.
Nyborggade:
Den fynske færge-by lå i Middelalderen så praktisk midt i det hele, at man holdt Danehof her.
Nygårdsvej:
Opkaldt efter ejendommen Nygård.
Nøjsomhedsvej:
Landstedet Nøjsomhed lå ved Østerbrogade 118.
Nørre
Allé (ulige nr.): Alléens linde blev plantet i 1744 – den blev også kaldt Kongevejen til Helsingør.
Oliemøllegade:
Efter Danske Oliemøller og Sæbefabrikker A/S. Nu ligger der et forretningscenter på grunden.
Oluf Palmes Gade:
Efter den svenske statsminister Olof Palme (1927 – 1986), der blev myrdet.
Olufsvej:
Udstykkeren, Oluf Bang Winge (1785 – 1867) var kul – og vinhandler. Det var dengang, da børnene på vejen kaldte sig olerødderne.
Omøgade:
Storebæltsøens navn er tydet som højere (end Agersø).
Oslo Plads:
Indtil 1962 blev pladsen regnet for en del af Østerbrogade. Det gamle navn Oslo er sammensat af Oss (en as, nordisk Gud) og lo (lysning).
Otto Mallings Gade:
Komponisten Otto Valdemar Malling (1848 – 1915) komponerede bl.a. balletten Askepot.
Ourøgade:
Øens navn betyder øen ved bredden.
Ove Rodes Plads:
Politikeren Ove Rode (1867 – 1933) var medstifter af Det Radikale Venstre og redaktør på dagbladet Politiken. Indenrigsminister 1913 – 1920.
Per Henrik Lings Allé:
Den svenske digter Per Henrik Ling (1776 – 1839) er udnævnt til den svenske gymnastiks far. Alléen ligger ved Idrætsparken.
Petersborgvej:
Tsar Peter den Store kom i 1716 til København for at starte en krig mod Sverige. I september ankom 19.000 russere fra Warnemünde. Da Tsaren begyndte at undersøge voldenes højde og tykkelse, fæstningsgravenes bredde, de danske geværer, kanonernes kaliber osv., troede københavnerne inklusive Frederik den Fjerde, at han måske ville angribe hovedstaden. Artilleristerne ved Øster – og Nørreport – byportene nærmest den russiske lejr på Fælleden var i højeste alarmberedskab. Det russiske besøg blev opgjort til 5.699 rigsdaler og 14 skilling. Efter besøget blev villaen ude på landet opkaldt efter den by zar Pjotr havde bygget sig. Russiske officerer havde haft kvarter her, mens soldaterne boede i telte. Den gamle landvillas navn overgik senere til beboelsesejendommen
Petersborg.
Poul Henningsens Plads:
Arkitekt, vise – og forfatter, dragebygger, lys-menneske og såkaldt samfundskritiker, Poul Henningsen (1894 – 1967).
Ragnagade:
Det nordiske kvindenavn er sammensat af ord for guderne, de styrende og strid.
Ramløsevej:
Efter den nordsjællandske lokalitet ved Arre Sø. Det betyder skråning eller græsgang ved en sump.
Randersgade:
Efter den østjyske købstad. Det betyder sandsynligvis bakkekam og stendynge.
Redhavn, Nordre:
Red er betegnelsen for en ankerplads ud for en by eller havn.
Reersøgade:
Efter en lokalitet syd for Kalundborg. Afledt af ordet Reidar.
Ribevej:
Ansgar grundlagde efter sigende Danmarks første kirke i Ribe. Navnet betyder nok flodbred.
Ringkøbinggade:
Den vestjyske købstad er opkaldt efter det nærliggende Rindum – bebyggelsen ved renden.
Ringstedgade:
Købstaden Ringsted er Sjællands gamle tingsted. Mange af de ældste kongelige ligger begravet i Sankt Bendts Kirke – et tidligere Benskinner kloster – bl.a. Valdemar 1. og 2. plus Knud Lavards skrin. Omkring 1400 opregnede man 20 kongegrave. Bynavnet kan hentyde til tingstedets tre sten eller mandsnavnet Ring.
Romsøgade:
Efter øen i Storebælt
Rosbæksvej:
Rosbækken afvandede Lersøen. I Middelalderen drev den Rosbæks Mølle ved Gammel Vartov. De tre mølledamme blev anvendt til dambrug. Ros betyder (strids)hest.
Rosendalsgade:
Den hovedrige schweizer – statens salpeterleverandør med mange jern i ilden både i Danmark – Norge og resten af verden Reinhard Iselin (1715 – 1781) blev optaget i friherrestanden i 1776. Den initiativrige mand havde i 1761 anskaffet sig et landsted på hjørnet af Østerbrogade og Slagelses-vej. Året efter fik det navnet Rosendal.
Rosenvængets Allé:
Se også ovenstående. I 1857 blev ejendommen udstykket til et fornemt villakvarter, hvor bl.a. fru Heiberg, malerne Vilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard flyttede ind. Kvarteret var fashionabelt. Her boede også politikere, vekselerere og fabrikanten, William Wain (B&W). (Du kan finde en artikel om dette sted på vores hjemmeside).
Rothesgade:
Juristen, dr. Phil. Carl Ludvig Kirstein Rothe (1859 – 1923) var en tid redaktør af Berlingske Tidende. Spændte vidt. Kursusleder på Søofficer- og Officersskolen, formand for bestyrelsen af Dansk – Vestindisk lotteri. Sidste ejer af landstedet Nøjsomhed, hvorpå vejen er anlagt.
Rovsingsgade:
Lægen Niels Thorkild Rovsing (1862 – 1927) var en af sin tids ypperste kiruger. Professor ved Frederiks Hospital.
Rubikonvej:
Da Cæsar overskred floden, Rubicon, erklærede han den populære overlevering
Rudolph Berghs Gade:
Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824 – 1909) var zoolog og læge med speciale i hud – og kønssygdomme. Hans fordomsfri syn på prostituerede patienter vakte opmærksomhed i samtiden.
Ryesgade:
Generalmajor Olaf Rye (1791 – 1849) førte i ni uger klogt sin 5. brigade langsomt op gennem Jylland og ud på Helgenæs. Her blev man udskibet og overført til fæstningen Fredericia.. Den 6. juli gik de danske styrker på de Slesvig – Holstenske stillinger. Efter timers nærkamp var sejren dansk. Blandt de 500 døde danske, var Rye. Ingen så hvordan eller hvornår. Siden har man sagt om faldne, at de er gået til Ryes brigade. Han er begravet på Garnisons Kirkegård.
Rymarksvej:
I 1766 oprettede Torkel Baden, Rygård. Gården blev udstykket i 1902 af C.L. Ibsen. Hovedbygningen var indrettet til kloster af den katolske Sankt Mikaels Stiftelse, som driver Den Franske Skole. Gårdnavnet er indledt af et ord for rydning.
Ryparken:
Under navnet, Seksualparken udødeliggjorde Hans Scherfig bebyggelsen i romanen Idealister. Det gamle navn var Ole Nielsens vej – efter samme Nielsen (1834 – 1900), der var medejer af Møllegården ved Lyngby – Emdrupvej.
Ryvangs Allé:
I 1622 anlagde Christian den Fjerde et område mellem Sankt Jørgens Sø og Kalveboderne til Ladegården. Som erstatning fik København nu Ryvangen på 196 tdr. Land, der til da havde været en del af Gentoftes jorder. Ved vejen til vangen, som var delt i tre – Strandagrene, Vestagrene og Engeskifterne – blev Vangehuset bygget til opsynsmanden. Ryvangen er også blevet kaldet Bryggervangen – fra det gamle marknavn. I Ryvangen ligger mindelunden for henrettede frihedskæmpere.
Rønnegade:
Navnet på Bornholms hovedstad er sikkert udledt af rådden (tang?).
Samsøgade:
Efter Kattegatøen.
Sankt Jakobs Gade:
Ligger over for Sank Jacobs kirke.
Sankt Kjelds Gade (Sankt Kjelds Plads):
Sankt Kjeld (død 1150) er en af de få danske helgener. Han var biskop i Viborg, og gavmildheden i egen person.
Scherfigsvej:
Bagermester Christian Adolf Scherfig (1800 – 1880) var grundejer i Hellerup. Han ankom fra Pommern i 1817 som bagersvend, blev seks gange fagets oldermand, var borgerrepræsentant og politiker.
Sejrøgade:
Efter øen i Kattegat.
Silkeborg Plads (Silkeborggade):
I 1844 anlagde Michael Drewsen – kendt fra Strandmøllen – en papirfabrik i Silkeborg og dermed fik byen det, som gjorde den til købstad i 1900. Bynavnet er forbundet med silke og silende vand.
Sionsgade:
Efter slotskirken fra 1896. Zions bjerg er en af de høje, Jerusalem er bygget på.
Skanderborggade:
Skanderborg har navn efter slottet, som blev nedrevet efter 1767. Frederik den Anden holdt lige så meget af Skanderborg som af Frederiksborg Slot. Navnet er efter en middelalderlig landsby, Skanderup – Skandis landsby. Skandi er formodentlig et mandsnavn.
Skarøgade:
Skarø ligger ved Tåsinge – betydningen er skår.
Skovgårdsgade:
Maleren Peter Christian Thomsen Skovgaard (1817 – 1875) boede godt nok på Østerbro, men i Rosenvænget.
Skudehavnen (Skudehavnsvej):
Skudehavnen lå færdig i 1921.
Smedelinien:
Spadserestien fra Churchillparken til Bernadottes Allé. I 1853 blev der bygget et hus til 15. Bataljons bøssesmed ved Lollands Kontre-garde. I de gode gamle dage stod der en vagt ved hver af Kastellets porte og Smedelinien afpatruljeredes
Sortedam Dossering:
Dossering betegner en vold eller en vej på en vold. – afledt af dos, et fransk ord for ryg. Der har været nogen forvirring om hvilken af søerne navnet har været
knyttet til, men ikke om betydningen. Allerede i Middelalderen har en dæmning stemmet Ladegårdsåens vand op, dels for at skaffe byens drikkevand,
dels for at skaffe vand til voldgraven og møllerne. Siden 12. november 1687 har det været strengt forbudt at vaske vogne og klæder i søen, såvel som at kaste ådsler i den. I gamle dage kom de små københavnere ikke med storken – de små (peblinge) blev fisket op af søen.
Sorøgade:
Sorøs navn er måske udledt af et oldnordisk ord, for smuds eller dynd.
Spangbergsgade:
Morten Petrovitj Spangberg (1698 – 1761) var født i Strandby ved nutidens Esbjerg. I 1720 trådte han i russisk tjeneste. Deltog i Vitus Berings ekspedition til Ishavet, og grundlagde både byen, Okhotsk og den russiske Stillehavsflåde. Han satte sig ud over forholdsordren om at forblive i Sibirien efter Berings død og rejste til St. Petersborg. Dommen var selvfølgelig en dødsdom. Men det man ikke kan få tilladelse til, kan man undertiden få tilgivelse for. Tsaren lod ham slippe med en mindre degradering. Spangsberg er blevet karakteriseret som tyrannisk og ”havesyg”.
Stadens Vænge:
Rede penge undgik man gerne, så byens embedsmænd fik aflønning i form af jord, som de selv eller andre kunne dyrke.
Stavangergade:
Efter den sydnorske havneby som er landsted for norsk olieproduktion.
Steen Billes Gade:
Steen Andersen Bille (1751 – 1833) var søn af en kontreadmiral, og blev selv admiral. I 1787 – 1800 chef for en dansk styrke. I 1797 overvandt han en flåde ud for Tripolis. To år efter fik en algerisk flåde det glatte lag. København var trætte af nordafrikanske pirater og/eller kapere. Under slaget på Rheden var Bille chef for forsvaret af Københavns søside, og meget imod Peymanns kapitulation til Nelson. Bagefter var han en energisk leder af kanonbådskrigen – måske havde han lært af piraterne i Middelhavet.
Stjernestok:
En stjerne markerede at bygningen rummede marketenderi.
Stockholmsgade:
Gaden ligger på den nedlagte fæstnings for-terræn. Navnet skyldes en plads med have og beværtning lige som de Frederiksbergske familie-haver. I 1682 angives Stockholm at ligge ved Gammeltoftsgade nær nutidens Sølvtorv. Forklaringen kan have sammenhæng med belejringen, men også at stedet med københavnernes øjne ligesom ”Stockholm lå pokker i vold”. Blandt lækkerierne fandtes friskmalet gedemælk.
Strandboulevarden:
Gaden blev anlagt i 1896 samtidig med Frihavnen. Først året efter fik den sit navn.
Strandpromenaden:
Overskudsjorden fra gravearbejderne i forbindelse med anlægget af Boulevardbanen medgik til Strandpromenaden. Servitutter sikrede grundejerne sundudsigt frem til 1999.
Strandvejen (59 – 95, 2 – 32E):
Siden den utålmodige Christian den Anden den 10. august 1515 hentede sin brud, Habsburgeren Elisabeth, selveste Karl den Femtes søster, på Hvidøre, gik det slemt tilbage for Strandvejen. Dengang var det Adelsvejen til Helsingør. Med tiltagende vejtrafik var det uheldigt at den hele tiden sandede til eller blev oversvømmet. Nedladende blev den kaldt Sandvejen. De, der havde råd, brugte Kongevejen over Fortunen – selv gæster til Dyrehaven. Men i begyndelsen af 1800 – tallet fik behjertede privatfolk sat skik på vejen, som så blev kildegæsterness foretrukne rute. 1865 åbnede Københavns anden sporvognslinje
– Sankt Annæ Plads – Lille Vibenshus. Det følgende år blev den forlænget til Hellerup. Fra 1883 kom der dampsporvogn mellem Trianglen og Bellevue, men den fik hestene til at stejle og løbe løbsk. Strandvejen blev dengang kaldt En terrorismens alfavej. I 1892 kom der en elektrisk sporvogn. (På vores hjemmeside kan du også læse en artikel om Strandvejens Historie)
Strømsvej:
Højesteretssagfører Rasmus Nyerup Strøm (1842 – 1918)var medlem af Frihavnsaktieselskabets bestyrelse, folketingsmand, nationalbankdirektør og borgerrepræsentant.
Stubkaj:
Efter et tidligere havneforløb.
Studsgaardsgade:
Lægen Carl Ludvig Studsgaard (1830 – 1899)havde ry som sin tids bedste kirurg. Under krigen 1864 gjorde han sig bemærket ved flere lazaretter. I 1875 blev han overkirurg ved Kommunehospitalet.
Sundkrogsgade (Sundkrogen):
Bugten ved Kalkbrænderihavnen forsvandt, da havnen blev anlagt i 1965.
Svanemøllevej:
Svanemøllen var en såkaldt hollandsk mølle syd for Tuborg. Vingerne brændte i 1892, men møllebygningen overlevede. Den blev drevet videre som restaurant Fokina indtil 1944, hvor sabotører sprængte den i luften, fordi den blev frekventeret af tyske soldater. Svanemøllen markerede Strandvejens begyndelse.
Svanevænget:
Før udstykningen tilhørte arealet Svanemøllen.
Sølundsvej:
Efter ejendommen, Sølund.
Søpassagen:
Fører til Sortedams Sø.
Saabyesvej:
Billedhuggeren August Vilhelm Saabye (1823 – 1916) var kolossalt stærk. En gang gik han fra København til Frederiksborg Slot med et udkast, som han ville vise kongen – Frederik den Syvende. Samme dag gik han vejen tilbage. Kongen købte ikke. H.C. Andersen – monumentet i Kongens Have og J.P.E. Hartmann på Sankt Annæ Plads er af Saabye. Deltog som frivillig i krigen i 1848. En søn og en sønnesøn blev admiraler.
Teglstrupvej:
Efter en forsvunden middelalderlig gård i Nordsjælland. Navnet eksisterer i Teglstrup Hegn – navnet er forbundet med thegn. Dette betyder, en fri mand. I dette tilfælde: den fri mands gård.
Teglværksgade:
George Owen anlagde i 1856 teglværket Aldersro. To år efter begyndte ølbryggeriet af samme navn. Aldersrogade er opkaldt efter dette.
Thomas Laubs Gade:
Komponisten Thomas Linnemann Laub(1852 – 1927) er en af de store komponister af danske sange. Fra 1891 var han organist ved Holmens Kirke. Det var
Laub, der stemte rådhusklokkernes tonesammensætning efter en stump skånsk middelaldermode.
Trepkasgade:
Johan Christian Mathias Trepka (1809 – 1850) var i maj 1850 forfremmet til oberst. Under slaget ved Isted 25. juli, blev han ramt i brystet.
Trianglen:
Pladsen er trekantet og var allerede i 1700’tallet holdeplads for kapervogne, der tog søndagsgæster til Dyrehaven, eller hvor de nu skulle hen.
Tronhjems Plads (Trondhjemsgade):
Den norske domkirkeby hed tidligere Nidaros.
Trælastkaj:
Hentydning til firmaet Nordisk Træimport.
Tåsingegade:
Øen Tåsinge er nok navngivet efter Thos, farvandet mellem Fyn og Tåsinge.
Ulvesundvej:
Efter sundet, der skille Møn og Sjælland
UNICEF
– plads: United Nations Children’s Fund – FN’s organisation for børn og unge oprettet i 1946 har lagerfaciliteter i frihavnen
Universitetsparken:
Universitetsparken er anlagt på den gamle Nørre Fælled. Tandlægehøjskolen var den første institution som rykkede ud.
Upsalagade:
Efter domkirkebyen Uppsala, hvor Sveriges ældste universitet blev grundlagt i 1477.
Urbansgade:
Pave Urban den Tredje stadfæstede 21. oktober 1186 Absalons overtagelse af byen Havn til Roskilde Bispestol. Dokumentet er det ældst kendte med relation til København. Urban døde det følgende år.
Vangehusvej:
Markvogterhuset Vangehuset blev nedbrudt i 1950’erne. Det lå på Strandvejen 87.
Vardegade:
Efter den vestjyske købstad.
Ved Vænget:
Hentyder til Rosenvænget.
Vejrøgade:
Flere øer bærer navnet, der er forbundet med både vejr og vædder.
Vennemindevej:
Københavns Bryggerlav ejede et mindre hus på Bryggervangen med navnet Venneminde. Det blev før englandskrigene ombygget til en decideret lystejendom Wenners Minde. Den lå på østhjørnet ved Jagtvejen. Men gadens navn er hentet fra en yngre ejendom – Lille Venneminde, nede ved Otto Mallings Gade.
Venøgade:
Limfjordøens navn er uklart.
Vermundsgade:
Ifølge Saxo var Kong Vermund far til ”Uffe hin Spage”.
Vibekegade:
Vibeke er en plattysk kæleform af det nordiske Viborg – kamp eller helligdom, vi eller værn.
Vibenshus Runddel:
Store Vibenshus var fra 1629 bolig for opsynsmanden ved Kongevejen. Her var også kro, vejene var støvede dengang. Navnet minder om Hans Andersen Vive, der blev myrdet i 1649. Om det var hans nidkær med opkrævningen af bompenge, der kostede ham livet, vides ikke. Vej patruljerne blev afskaffet ved kongelig resolution 29. september 1767. To år senere var chausséen fra Vibenshus til Lyngby åben for trafik – mod betaling. En borgmester Hersleb lod i 1700’tallet en trædesten for ryttere anbringe ved Vibenshus. Krydset var trafikknudepunkt også efter at Jagtvejen
mellem Falkonergården og Runddelen var åbnet i 1750. Det gamle hus nedbrændte i 1925. Ti år før var det slut med opkrævning af bompenge.
Viborggade:
Efter den jyske købstad, hvor kongevalg i århundrede fandt sted. Betydningen er afledt af vi, der betyder helligdom.
Victor Bendix Gade:
Victor Emanuel Bendix (1851 – 1926) var komponist og professor ved Konservatoriet, hvor han blev Wagner – fan. Som dirigent fremførte han Wagners storværker længe før de kom op på Det Kongelige Teater.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 01.01.2022
Marts 30, 2008
I et område med omfattende oldtidsfund, med vikingetogter ude i Vadehavet, med en historie fuld af dramaer og våben, er det mærkeligt at man først hører om Tønder midt i 1100 – tallet. Gemmer byen på en hemmelighed? Hvordan er byen opstået? Foregik der vikingetogter fra Tønder? I artiklen åbnes der også en flig af Danernes tidlige historie.
Måske er Tønder opstået som en landsby, godt beskyttet på en lille holm, omgivet af Vidåen på den ene side og Laurentiusstrømmen på den anden side. Midt på denne holm førte en landevej ud til den gamle by, Møgeltønder. Man kunne fra Tønder sejle til Vesterhavet. Det kunne man ikke fra Møgeltønder. Måske har dette været muligt en gang. Den gamle kyststrækning var ikke langt fra Møgeltønder.
Dansk eller tysk?
Der er forskellige opfattelser af, om Tønder opstod som en tysk eller dansk by. Danske forskere mener, at Tønder er opstået som en dansk by. Ældre tyske forskere, som blandt andet Tønders egen Carstens mener, at Tønder var en frisisk by.
En anden kendt historiker Ludvig Andreasen mener at sproget i begyndelsen både var tysk og dansk. Han mener desuden, at Tønder var grundlagt af tyske købmænd.
Kigger vi på det første stednavn, der dukker frem, møder vi navnet Litlætunder. Dette navn er sammensat med det danske tillægsord Litlæ, der betyder lille.
Ordet Mykæltunder indeholder det gamle danske ord mykæl, der betyder stor.
Undersøgelser af Tønder Bys ældste marknavne, som er nedskrevet mellem 1533 og 1594, viser undersøgelser, at navnene er opstået blandt en dansk talende befolkning. Med andre ord. Tøndringernes modersmål var dansk, da disse navne opstod.
Hvad betyder Tønder?
Hvad betyder ordet Tønder? Der er mange forklaringer. En af dem finder vi hos Uwe Thomsen
Min navnefætter mener, at navnet har noget at gøre med udvinding af salt:
Saltbålene var et vigtigt pejlemærke for skibsfarten. Og for de vejfarende. Måske var Tønder et handelscentrum for udvinding af salt?
Vi graver i jorden
Kigger man på Tønders allerældste historie, er det som om, man fuldstændig har glemt, hvad der skete rundt omkring. De såkaldte eksperter har overhovedet ikke beskæftiget sig med de omfattende oldtidsfund især vest og nord for Tønder. Man har heller ikke beskæftiget sig med udviklingen lige i nærheden. Det
synes utænkelig, at Tønder ikke har været med i denne udvikling. I denne artikel får vi jord under neglene, vi graver simpelthen i jorden.
Jylland rejser sig fra havet
For 23 millioner år siden rejste Jylland sig fra havet, og Vesterhavet blev trængt i en sydvestligretning. Og omkring 7.000 år før Kristi var Vadehavets mange øer landfast med Jylland. På et tidspunkt gik den gamle kystlinje lidt nord for Højer, syd for Daler, syd for Møgeltønder indtil 2 km vest for Tønder.
Jægerfolket
For 12.000 år siden levede rensdyrjægere hernede. Man mener, at de er kommet syd fra. Elsdyr og urokser blev jaget i fyrskovene. I åerne og søerne, samt på havet fangede man fisk.
Potteskår, flinteskærver, enkelte øksefund og lerkar beviser dette. Spirende til landbrug findes helt tilbage til stenalderen. I ler-karerne findes aftryk af hvede –
og bygkorn.
Området befolket i Oldtiden
Store dele i det vestlige Sønderjylland har været befolket i hele oldtiden. Især mellem Gallehus og Møgeltønder, Mellem Østerby og Gærup, og mellem Emmerlev og Ballum. Brøns og højderne ved Skærbæk og Hjerpsted er særdeles interessante, når det gælder oldtidsfund.
Meget tidlig i historien har det været en bygd omkring Hjerpsted, der strakte sig over Daler mod Møgeltønder. Antagelig har der ligget en betydelig bygd mellem Hjerpsted og Emmerlev. Her er fundet smukke bronze-sværd. Man foretrak høje, sunde og tørre steder.
Mange strækninger synes, at være ubeboelige dengang, blandt andet strækningerne langs Vidå, Arnå, Hvirlå, Grønå, Slogså, Sønderå, Gammelå og Skelbæk.
Kig på endelserne i stednavnene
Hvis man ikke har fundet noget, efter at have gravet, kan man måske opdage noget ved at kigge på de gamle stednavne. Gamle stednavne, der ender på lund, vidner mange steder om tidligere skove, som vi intet kender til i dag.
De ældste bebyggelser mener man har endelserne – ing og – lev. Yngre er endelserne – høj og um.
Stridsøkser fra den yngste stenalder er fundet ved Nørre Løgum og ved Bylderup. Flintedolke er fundet ved Fogdrup og Hjerpsted.
En skalp i den kristne jord
I den ældre bronzealder blev man begravet i egekister. Sådanne er fundet i Lille Dragshøj ved Højrup og Nøragerhøj ved Emmerlev.
Det fund man gjorde ved Lille Dragshøj i 1860 var en velbevaret egetræskiste med liget af en mand som var gravlagt med hele sit udstyr, klæde og våben, som skulle følge ham på vejen hinsides.
Rygter vil dog vide, at kun dele af fundet nåede frem til Det Oldnordiske Museum i København. Indsenderen, den lokale præst havde ønsket at begrave den døde i kristen jord. Forinden havde han dog skåret en skalp af den dødes hoved.
Ved Nøragerhøj havde ko-hud foret kisten. På huden lå rester af uldtøj, som dog var så skørt, at kun små prøver kunne udtages.
Midt i kisten lå den døde mands udstyr. En spiralring af dobbelt guldtråd, et bronze-sværd og et ko – horn, formentlig et drikkehorn. En af Højfolkets fornemme krigere havde kisten rummet. Fundet blev gjort i 1856. Dengang havde man ikke de samme metoder, som man har i dag.
600 bronzealderhøje
Alt tyder på, at der i bronzealderen var en betydelig aktivitet i området. Således er der i det gamle Tønder Amt fundet ikke mindre end 600 bronzealderhøje.
Jernalder – fund
Ved Roager er afdækket en næsten fuldstændig jernalderlandsby med hytter af ler, træværk, smedje og en ”kirke”. En anden betydelig boplads strakte sig i jernalderen
fra Ottersbøl over Mjolden til Forballum.
Ved Emmerske er der fundet smelteovne fra jernalderen. Dette tyder på at man har forarbejdet myremalm.
Alsinger vandt slaget
På Nordals ligger Hjortespring Mose to kilometer fra kysten. Her gik en fjendtlig hær i land i det 4. århundrede før Kristi.
De kom i hurtige krigskanoer. En tre – fire stykker var hver bemandet med cirka 20 krigere. Hver kriger havde et træskjold, et tungt spyd eller en lanse, samt et kastespyd. Enkelte havde et sværd med. Inde bag ved kysten stod en anden hærstyrke og ventede.
Det var alsingerne, der vandt slaget. Men hvem de kæmpede mod, vides ikke. Måske kom de fra egnen omkring Elben.
Ruten kunne være gået fra Elbmundingen og Vesterhavet via Ejderen, floden Trene og Slien til Østkysten. Denne rute blev senere brugt af Vikingerne. De senere fund i mosen efterlader flere spørgsmål end svar.
Masser af kriger – grave
Fra Ældre Romansk Jernalder er der fundet cirka 50 gravfund i egnen omkring Tønder, Højer og Ballum. Allerede i slutningen af Den Keltiske Jernalder var der masser af krigergrave i Syd – og Sønderjylland, og de var rigt udstyret. Krigerne blev begravet under udførelse af overdådige begravelsesritualer.
Mange våbenfund i sønderjyske moser tyder på, at der har været en del angreb fra kontinentet i de første to århundrede efter Kristi fødsel.
Dankirke – en stor handelsplads
En blomstrende handelsplads befandt sig i år 200 i Dankirke tæt ved vandet og marsken syd for Ribe. Handelspladsen var allerede grundlagt i slutningen af den keltiske jernalder. Man kan se, at der var import af glas, og der er fundet mange romerske mønter.
Glasset man fandt stammede fra Frankerriget. Meget tyder på, at der har været direkte kontakt mellem Dankirke og den nedre Rhin.
I 400 efter Kristi var stedet vokset til en rig boplads. En stormandsgård befandt sig på stedet helt ind i 700 – tallet..
Navigation efter stjernerne
Dengang 200 efter Kristi sejlede man om natten og navigerede efter stjernerne. Der var masser af sejlads i Vadehavet og langs Jyllands vestkyst ned til Rhinen. Man kaldte sejladsen for Nattespringet. Man skulle helst nå sit mål inden daggry.
Offermoser
Ejsbøl Mose ved Haderslev fungerede som offermose. Her har man fundet mange våben. Meget tyder på, at et angreb østfra, er slået tilbage engang i 300 efter Kristi. I alt er der fundet 2.500 dele i mosen.
Også i Nydam Mose i nærheden af Sandbjerg Slot nord for Sønderborg, er der gjort enestående fund. Her indgik skibe også i våbenofringerne. En sønderhugget egetræsbåd er blandt fundene. Helt indtil 420 efter Kristi blev der ofret våben i mosen.
Spørgsmålet er om de fjender, der gang på gang angreb den sønderjyske østkyst også engang imellem nåede til Tønder – egnen?
Sø-spærringer
I Haderslev Fjord lavede man dengang sø-spærringer for at forhindre fjenden i at nå land. Det var for at forhindre fjenden i at nå land. Ned-hamrende pæle og vandretliggende træpæle havde til formål at lukke for fjendtlig sejllads. Disse spærringer kaldtes Magrethes Bro og Æ Lei.
Olgerdiget
Inde på land blev der bygget store voldanlæg. Det ældste er Olgerdiget, en kæmpe konstruktion afbrudt af vådområder, der dækker en strækning på 12 km. Dette blev formentlig opført omkring 219 efter Kristi. Anlægget gik fra det sumpede terræn fra Urnehoved sydvest for Aabenraa til Gårdby syd for Tinglev.
Det bestod af en voldgrav og øst for den tre til fem rækker med tætstillede egestammer. Der er gået i alt 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Det må have været en stærk fjende, der dengang har truet landsdelen.
Omtrent samtidig blev Æ Vold opført. Den lå omkring Lerskov og Genner. I 1912 blev den beskrevet som overordentlig velbevaret Vold med Grav foran.
Graven var omtrent 4,5 meter bred. Ved Dollerup lå det 12 kilometer lange Trældige. Det er yngre end den keltiske jernalder.
Ubesvarede spørgsmål
De store konstruktioner krævede store mandskabsstyrker. Noget tyder på, at samfundet var styret af en overordnet myndighed. Hvem var det?
Hvem var alle de krigere og soldater i Sønderjylland? Og frem for alt, hvem var fjenden? Var det dem fra Svearnes land, eller var det Daner?
Masser af fund
I Mølleparken ved Løgumkloster har man udgravet et over 35 meter langt hus, hvori der var ildsteder i begge ender.
På Hjemsted Banke i nærheden af Skærbæk lå en landsby som i 500 – tallet bestod af seks indhegnede gårde. En gravplads er også fundet. Den rummede grave fra ældre tider, blandt andet en snes grave fra den ældste germanske jernalder.
Både i nærheden af Møgeltønder og Tønder er der fundet guld fra ældre germansk jernalder, og en flot kvindeskat i guld er fundet ved Skodborg. En sølvskat er fundet ved Simmersted.
Guldhornene fra Gallehus har vi beskæftiget os med i andre artikler. De stammer antagelig fra 400 efter Kristi.
Den robuste ”Bondestand”
Den såkaldte Bondestand
levede i området 3 – 4.000 før Kristi. De var særdeles robuste mennesker. Udgravninger har vist, at man kunne foretage hoved-operationer. Cirka
halvdelen overlevede en sådan operation.
Dengang blev mændene 1,68 m, mens kvinderne blev 1,55 m. Den gennemsnitlige levetid var 35 år. Enkelte blev 50 – 60 år. Der var nedslidte tænder, men ikke tegn på karies og heller ikke tegn på fejlernæring. Tøjet bestod af grov hessian og sækkelærred.
Man har fundet mange rester af datidens dysser og jættestuer.
Højfolket
Højfolket
levede her 1.500 – 1.100 før Kristi. Man brugte lerkar og en ny ligbrændingsteknik. En del keramik blev også anvendt. Især findes mange fund på Sild. Mange fund af Højfolkets egekister er gjort i Sønderjylland. Det var også i denne periode, at vi kender Solens Folk, det er dem med det kendte fund Solvognen fra Trundholm.
Bronzealderens styreform
I Bronzealderen var der små høvdingedømmer, hvor magten lå i hænderne på en krigselite, hvis spor vi finder i talrige stenhøje. Bygderne lå i en afstand af
20 – 40 km. Man havde en slags alliance i en afstand på 100 – 200 km. Mellem disse alliancer udvekslede man varer og metal og i nogle tilfælde også mennesker, når der blev udvekslet ægteskabspartnere. Dengang kunne man allerede bygge både med plads til 30 mennesker.
Mange bopladser langs Vadehavet
Den yngre bronzealder var fra 1.100 – 700 år før Kristi Langs Vadehavet findes mange bopladser. Her holdt man får og gedder som husdyr.
Drengsted – en jernalderlandsby
Fra cirka 750 – 500 før Kristi havde vi Jernalderen. I Drengsted syd for Ribe har man fundet en stor jernalderbosættelse. I begyndelsen bestod landsbyen af 11 gårde, der lå i to rækker. Her er foregået en omfattende jernproduktion.
Mens vi sidder her og redigerer denne artikel er man i gang med en udgravning ved Rosinfeldt i nærheden af Tønder. Her har man fundet en stor gård fra Jernalderen.
De gamle veje
Man har påvist nogle ældgamle veje i området. En vej gik fra Vonghøj mod nordvest over Lovrup og Gasse til havet ved Brøns. Gennem Ravsted sogn gik en vej syd om Bredevad, nord om Terkesbøl over Kravlund og Gårdeby ud til ”Olgerdiget.
Ribe anlægges
I Jylland og andre dele af Danmark var der et eller flere kongedømmer under opbygning, derom vidner en plads som Ribe. Fra det 8. århundrede nævner frankiske kilder også direkte eksistensen af konger i det danske område, hvis magt strakte sig ud over lokale områder.
Det var Ongendus eller på nordisk Angantyr, der grundlagde Ribe i 700 – tallet. Ad Ribe å kunne man sejle ud i Vadehavet. På en markedsplads blev der spundet garn, fremstillet skeder, punge, bælter, remmer, seletøj og sko. Smede arbejdede med bronze, messing og sølv. Forarbejdning af glas og rav fandt også sted.
Man anlagde antagelig handelspladsen for at tiltrække frisiske købmænd. Egentlig burde vi også nævne handelsstedet Hedeby og Dannevirke fra 700 – tallet.
Samfundet ændrede sig
Omkring år 1000 opstod der et egentlig dansk Nordsø-imperium. Med rette kan man tale om, at den danske konge var hersker over både England, Danmark, Norge og en del af Sveaernes land. Men der var intet, der forbandt det store rige, derfor faldt det hurtigt fra hinanden. Og inden det kom så vidt, måtte Danerne meget igennem.
Samfundet ændrede sig. Danerne blev kristne. Storgodser og kongsgårde opstod.
Den engelskfødte Willibrord begyndte allerede tidligt i 700 – tallet at kristne friserne, og dermed kom han i kontakt med Danernes konge, Angangtur. Denne blev beskrevet som
Dannevirke anlægges
Det første kongedynasti begynder blindt og ender ligesådan. Vi hører om en normander-konge, der hed Sigfred, der blandt andet hjalp sakserne mod frankerne.
Det forhindrede dog ikke Karl den Stores tropper at foretage en ren udryddelseskrig. Ved den lejlighed blev store dele af befolkningen nord for Elben udryddet eller deporteret og erstattet af frankerne. Den farlige nabo mod syd, fik den danske konge Godfred til at bygge en vold, der strakte sig
Rigtig gættet, det var Dannevirke.
Godfred dræbt af sine egne
Godfred iværksatte et storstilet angreb mod Frisland fra søsiden, men blev ombragt af sine egne hirdmænd. Frankerne havde ganske givet en finger med i spillet. Efterfølgeren Hemming indgik våbenstilstand på en ø i Ejderen. Men roen var ikke genoprettet. Der berettes om krige mod det karolinske rige i 815 og 817.
Fra konge til sørøver
I Danernes land var der uro. Det resulterede i, at Harald Klak , den fordrevne danske konge flygtede til Saksen og sluttede sig til fjenden, men henved 100 skibe. Herfra ville han erobre Danernes land. Han blev døbt og kejseren havde udnævnt to munke Ansgar og Autbart, der skulle ledsage Harald til Danerne.
Men Harald Klak blev aldrig mere Danernes konge. I stedet drev han omfattende sørøvervirksomhed fra sit eksil i Frisland.
Ansgar
Ansgar blev ærkebiskop i Hamborg, men måtte flygte, da vikinger i 845 plyndrede byen. Dette var hvis nok organiseret af Daner – kongen. Ansgar, der skulle missionere i Danmark døde i 865. Han fik bygget kirker i Ribe, Hedeby og Birka i Sverige.
Vikingetogter gennem Vadehavet
Vikingerne erobrede i 844 Lissabon og Sevilla. De hærgede i Nordafrika, Sydfrankrig og plyndrede også Pisa i Italien. Turen til alle disse togter gik gennem Vadehavet.
Meget tyder på, at Danernes rige var splittet i flere mindre riger, hver med deres hersker. I slutningen af 800 – tallet nedtonede vikingerne for en tid, deres aktiviteter. I Vikingetiden var Sønderjylland tæt bebygget. Der er fundet viking – landsbyer i Gl. Hvidding og Vilslev. Her er fundet rester af plove. Så jorden må være blevet bearbejdet.
Gravpladser fra vikingetiden er fundet på Sild, nord for Tønder, ved Tinglev og en masse nord for Skærbæk. Endnu flere på øen Føhr. Omkring Tønder er der fundet mønter fra 900 – tallet. På de nordfrisiske øer er der fundet mønter fra 800 – tallet.
Dynasti i Sønderjylland
I begyndelsen af 900 – tallet skulle der efter sigende herske et dynasti i Sønderjylland, der skulle være kommet fra Sverige. Angiveligt var det styret af Hardegon, Gorm den Gamles Far.
Jellinge – stenene betegnes som Danmarks dåbsattest, mens Saxo mener, at Danmarkshistorien begynder med Dan og Angel, Humbles sønner.
Historieskriveren, Widukind (ca. 970)beretter om et tysk angreb mod de frisiske øer.
Tysk overherredømme
Det tyske herredømme varede dog kun 9 år. Harald Blåtand udbyggede derefter Dannevirkes øst-flade. Et mystisk brev dukker op i 965, efter at Kong Harald var gået over til kristendommen. Brevet var fra den tyske kejser, Otto den 1. hvori han tilstod biskopperne i Slesvig, Ribe og Århus fritagelse for alle afgifter til den tyske kejser.
Betød det, at Harald havde anerkendt tysk overherredømme over Danmark? Eller skyldes det et udtryk for tysk imperialisme? Ifølge Widukind var danskerne
et fremmed og fjendtlig folk. I 970 indgik Harald Blåtand en alliance med den tyske kejser, Otto den 2. efter et slag mod Slesvig by. Kejseren erobrede også Dannevirke. Men krigslykken vendte nogle få år senere.
England erobres
Derhjemme var der udbrudt borgerkrig. Sven Tveskæg havde taget magten fra sin far, Harald Blåtand. Denne Sven Tveskæg angreb England og aftvang dem 10.000 pund sølv. Han angreb alt og alle. I 1013 ville han erobre hele England. Året inden havde englænderne ellers måtte punge ud med 48.000 pund sølv. For at blive fri for danskerne.
I begyndelsen havde Sven Tveskæg ellers samarbejdet med den norske Olav Trygvarson. Men omkring år 1000 besejrede han sin kompagnon i et søslag.
Under englandstogtet døde han. Hans søn Harald overtog tronen i Danmark, mens den anden søn, Knud overtog England. Sidstnævnte blev kaldt Knud den Store. Han slog sig ned her, og to af hans sønner fulgte efter. I 1042 faldt Nordsø – imperiet fra hinanden.
Hedeby udslettes
Odinkar, biskop i Ribe døde i 1043. Han var angivelig søn af Toke Jarl, og dermed af kongeslægt, arvede en tredjedel af Sinland (benævnelsen for Sønderjylland). Møgeltønder var som bekendt en af disse enklaver. Hedeby var det vigtigste handelscentrum i vikingetiden. I 1050 angreb den norske konge, Harald Hårderådes byen, som blev fuldstændig raseret.
Besøg i Ribe i 1070
Sven Estridsen herskede fra Roskilde til 1074 eller 1076. Dengang var det Adam af Bremen, der kunne fortælle om Danmark, mens Saxo fortalte om landet i 1100 – tallet. Han fortalte, om dige-byggeri langs vestkysten.
Da Adam af Bremen besøgte Ribe skrev han:
Den første grænsejarl
Knud Lavard blev i 1115 valgt som en slags Grænsejarl. Han blev myrdet, og det førte til 25 års borgerkrig. Senere måtte Valdemar den Store acceptere den tyske kejser som sin overherre. Ved slaget i Bornhøved ved Kiel i 1227 mistede Valdemar, dengang med tillægsnavnet Sejr, hele det nordtyske område.
Den første sønderjyske hertug
Valdemar Sejrs søn Abel blev sønderjysk hertug. Broderen Erik blev myrdet af Abels mænd ved Slien i 1250. Kong Abel lod sin ældste søn, Erik (Abelsen) fortsatte som hertug af Sønderjylland, da han selv blev konge af Danmark. Hermed var der skabt en tradition, der gjorde Sønderjylland til et specielt område helt indtil 1864/1920.
Gemmer Tønder på en hemmelighed?
Og da var, der en der havde gæstet Tønder. Den arabiske geograf Al Idrisi, Han beskrev nærmest havnen i Tønder som en naturhavn, omgivet af bygninger.
Og det var 100 år inden byen fik sine købstadsrettigheder i 1243.
Mon ikke byen bærer på store hemmeligheder?
Alle disse fund og den historie, der er beskrevet i denne artikel, kan da ikke være gået Tønder forbi? For så vidt, kan det være ligegyldigt om byen er startet som en tysk, dansk eller frisisk by. Men mange forskere har baseret deres konklusioner på byens oprindelse på et forkert grundlag.
Byens arkiv kunne måske have givet svar på mange spørgsmål, men det gik tabt under en af de talrige brande, byen har været udsat for.
Omkring slottet har det været drevet landbrug, allerede i 1100 – tallet, og ved Nygade har der været liv i jernalderen.
Hjælp med at besvare spørgsmålet
Mit formål med dette er udelukkende at stille spørgsmål. Der er sikkert professionelle, der er bedre til at besvare spørgsmålet om Tønders oprindelse. Jeg er sikker på, at læserne vil være med til dette. Indtil videre henvises til.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 03. – 2022
Marts 30, 2008
Et mønsterbyggeri, der snart gik i forfald. Læs om borgernes utrættelige kamp mod offentlige myndigheder. København var en rotteplage. Kolera var årsagen til Brumlebys tilblivelse. Man havde egne butikker, sygekasse, bibliotek, badeanstalt, asyl og badeanstalt. Men man skulle opføre sig ordentlig, ellers blev man smidt ud.
I 1853 hærgede koleraen atter København. Hvis myndighederne havde lyttet til lægerne, var der måske ikke omkommet 4.700 mennesker.
Bedre hygiejne ønskes
Allerede i 1840 havde læge Emil Hornemann i skrift og tale gjort myndighederne opmærksom på, at byens dårlige hygiejniske tilstand med åbne latrinkuler, dårlig vandforsyning og arbejdernes elendige boligvilkår. Også den dårlige ernæring var et problem..
I 1845 havde ingeniør F.G. Kabell udsendt et skrift med baggrund i de lægelige krav om bedre hygiejne. Ingeniøren foreslog en kloakering af hele København med stikledninger til hver enkelt af byens ejendomme til spildevand og toiletafløb.
Ridestøvler, som følge af rotteplagen
Holmens Kanal havde i mange år været kendt som Københavns åbne kloak. Rotterne trivedes i store mængder. Ofte invaderede de Det Kongelige Teater i så store mængder, at herrerne for en sikkerheds skyld iførte sig deres ridestøvler. Damerne havde større problemer. De havde store kjoler i flere lag.
Drikkevand og spildevand fra samme sted
Toiletter i vores forstand eksisterede ikke. I stedet havde man åbne latringruber, dvs. En mødding, som blev tømt 2 gange om året. Latringruberne i gårdene var utætte. De såkaldte chokoladevogne kørte latrinen til Amager. Drikkevand fik man fra forskellige ”kilder”. Vandet blev ledt i render fra Københavns omliggende søer og endte f.eks. i Rosenborg Slotsgrav, der både blev brugt til drikkevand og til spildevand. Det samme gjaldt for de tre store søer i København.
I 1847 offentliggjorde Hornemann artiklen, Om adskillige mangler ved den offentlige Renlighed i Danmark og om en forbedret Vandhygiejne som Middel herimod. Hornemann havde forskellige måder, hvordan man kunne løse problemerne.
Et besøg hos de fattige
En københavnsk præst, pastor Visby fortæller om et besøg i et udlejningshus for fattige familier:
Politikerne i 1850: Det er for dyrt
Borgerrepræsentationen lod i 1850 udarbejde et projekt til nedlægning af vandledninger, gasledninger og kloakledninger. De store udgifter fik både Borgerrepræsentationen og indenrigsministeren til at afvise projektet.
Man lavede også et forsøg, der dog kun varede i to måneder. Det var alt for dyrt, sagde politikerne
7.200 personer blev angrebet af koleraen i 1853, heraf døde 4.700. Sygdommen ramte mest i de fattige kvarterer. Særlig slemt stod det til i Fattigvæsnets stiftelser og de specielt indrettede kolerahospitaler.
I stedet for at forebygge ved evakuering, leje af lokaler, bestilte fattigvæsnets direktør 200 ligkister.
Berlingske Tidende skrev ironisk:
Lægeforeningen
Den 9. juni stiftedes Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse. Man havde udsendt et brev til alle husstande i byen, der fortalte, at man ville aflægge et besøg. Man ville fortælle om sygdommen og dens bekæmpelse, skaffe trængende al mulig hjælp og ordentlig mad. I særlige tilfælde ville man evakuere beboerne og skaffe dem en anden bolig.
Foreningen indsamlede selv midlerne blandt de mere velhavende, men vigtigst var, at næsten alle københavnske læger sluttede op om initiativet, der naturligt nok blev lededes af Horneman. De værste huse blev evakueret, og beboerne ført til midlertidige nødboliger i Livgardens Kasserne samt i teltlejre på Christianshavns eksercerplads og glaciset tæt ved Sankt Jørgens Sø.
Brumleby opføres
Lægeforeningen havde allerede inden koleraens udbrud luftet planer om, at opføre en sund by for arbejdere. Et areal på Øster Fælled blev stillet til rådighed. Arkitekt blev ingen ringere end professor G. Bindesbøll.
I løbet af 1854 blev de første huse færdige, og i 1857 var der otte blokke parat. I 1867 udvidedes Brumleby med endnu otte blokke, denne gang tegnet af arkitekt Vilh. Klein.
Disse bygninger burde have givet inspiration, men byggespekulanter havde kronede dage, især på Nørrebro.
Ved indgangen til Lægeforeningens boliger, Brumleby, sidder et skilt med teksten:
De færdigbyggede Bindebøll – blokke havde pr. 1. oktober 1858 knap 200 børn i alderen 0 – 6 år.
Af dem var der plads til 30 i det nærliggende asyl på Blegdamsvej, som boligerne støttede økonomisk. Fra starten var det ikke plads til et asyl i boligerne.
I 1871 befandt der sig 400 børn under den skolepligtige alder i Brumleby. Men heller ikke i ”Klein – byggerierne” var der planlagt asylbyggeri. I løbet af året fik man dog etableret et asyl til 100 børn.
Moral og sundhed skulle højnes
Formålet med opførelsen af Brumleby, var foruden at forbedre sundhedstilstanden også at højne moralen i arbejderstanden. Hornemann skrev i 1876 et skrift om arbejderboliger:
Fundatsen for Lægeforeningens boliger omtaler formålet med foreningens byggerier
Omfattende kontrol med beboerne
Pladsmænd blev ansat. De skulle holde øje med, at beboerne opførte sig ordentlig. De var en slags lokal ordenspoliti, der overvågede og kontrollerede beboerne. Den fysiske renhed var forudsætningen for den åndelige renhed.
Man ville forbedre på de mennesker, man tog under vingerne. I vedtægterne §2 stod at man ville
Disse pladsmænd havde uniformer. Deres arbejdsbluser var lavet af samme stof som det mælkedrengene havde på. På hovedet havde de en uniformskasket med et grønt bånd om. Her stod Lægeforeningens Boliger.
2.500 mennesker i Brumleby
Bestyrelsen måtte selv finansiere
lejeboligerne. Brumleby var karakteriseret ved, at der var lys og luft mellem de toetagers blokke, der bestod af et – og toværelses lejligheder med separat indgang, bestemt for familier, enlige og enker.
Husene var billige, der var ingen overflødig dekoration, og lejlighederne var små. Men det var det første sociale boligbyggeri i Danmark.
Da byggeriet var fuld udbygget, var der ca. 550 lejligheder i Brumleby med 2.500 mennesker. De gule og hvide husblokke er 50 meter lange med syv indgangsdøre, der hver fører til en eller flere lejligheder. De første blokke blev færdiggjort i 1854 og de sidste i 1872.
Til stuelejlighederne hører småhaver, mens arealerne mellem blokkene er delt mellem privathaver og fællesareal.
Nedslidt og belastet
Brumleby var smukt og gennemtænkt fra starten. Men snart blev det et nedslidt og belastet boligområde. Bestyrelsen skulle selv finde lånemuligheder. Man havde ikke råd til ret mange dårlige betalere.
Allerede i 1888 klagede beboerne over dårlig vedligeholdelse. Således havde de første bygninger ingen tagrender. Arkitekten, Bindesbøll døde i 1856, og først i 1861 – 62 ansatte man en murermester, der skulle gøre noget ved vedligeholdelsen.
Først ved århundredeskiftet var der foretaget ordentlig kloakering, og der var ikke toiletter i alle lejligheder, som oprindelig var planene.
Koleraen kunne brede sig til velhavere
Man havde vel også et politisk motiv med arbejderboligerne. Koleraen som raserede i arbejderkvartererne kunne jo tænkes at brede sig til velhaverkvartererne.
Bestyrelsen i Brumleby ville ikke økonomisk støtte opførelsen af Jacobs kirken på nabogrunden, men de havde ikke noget imod, at kirken kom ind i Brumleby. I Mødesalen blev der også holdt søndagsskole. Mellem blokkene var der friluftsmøder.
Kvinderne ville ikke bruge badeanstalten
Klein – blokkene fik lagt vand ind fra starten, mens det første byggeri først fik det i ombygningen 1895 – 1904. Så det var meget naturligt at Brumleby fik en badeanstalt i 1892.
Denne badeanstalt indeholdt 10 brusebade-celler, hver med sit påklædningsrum, et lille kontor og venterum, kedel – og kul-rum, samt passende bolig for bademesteren og familie. Et bad med håndklæde kostede 10 øre og et stykke sæbe 3 øre. Antallet af badende har man også tal på. 31.000 i 1893 og hele 40.880 i 1896.
Uorden, ufred og uvederhæftighed
Fra 1871 til 1908 blev der ført statistikker over udsmidninger. Og det svingede mellem 20 og 50 hvert år. Grunden var som regel inden for tre kategorier: Uorden, ufred eller uvederhæftighed. Det sidste var i forbindelse med huslejen.
Lejerestancen udgjorde fra januar 1860 – maj 1862 6.000 rigsdaler, hvilket var cirka halvdelen af den samlede lejeindtægt. Dertil kom der også, at inspektøren bedragede foreningen.
Strengere kontrol
I de følgende år blev kontrollen forstærket. Forbud med logerende blev også indført. I bebyggelsen var der på 48 adresser eksempler på ulovlige logerende. I Årsberetningen fra 1863 kan man læse:
Kønsopdelte værelser ønskes
Man var også bekymret for, hvordan beboerne sov, specielt om ugifte af forskelligt køn sov i samme værelse. Hornemann gav i Danske Arbejderboliger
en beskrivelse af de herskende forhold i Brumleby:
Nu var Brunleby – lejlighederne ret små. Det var bedre i Nyborggade. Her blev der bygget 48 3 – værelses lejligheder, beregnet for familier med flere børn, hvor der kunne skaffes soverum for hvert køn særskilt.
Da denne bebyggelse blev revet ned i 1959, var der nogle der nægtede, at flytte. Så kom der presenning over.
Politiske møder var forbudt
Kostalden eller Mødesalen blev bygget 1897 – 1898. Grunden til, at den ført blev bygget på det tidspunkt, var at møder blandt beboere kunne være politisk farlige. Man var bange for, at socialisterne tog magten.
I 1880’erne var det forbud mod at holde politiske møder på området. Men rundt om i lejlighederne kunne man ikke forhindre sådanne møder. Inspektørerne forespurgte bestyrelsen, om de kunne få udvidet deres beføjelser til at kontrollere denne utugt.
Men den 21. august 1885 blev Østerbro Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet. Man lagde vægt på, at man var en diskussionsforening og ikke en vælgerforening. Bestyrelsen bestod næsten udelukkende af beboere fra Brumleby. I 1894 havde man 300 medlemmer.
Østerbro Husholdningsforening blev også stiftet i Brumleby. Gamle Danses Venner og Gamle Danses Værn holdt til i Kostalden.
Skole til de mindre børn
Da Klein – blokkene blev tilført i 871 var der ca. 400 børn mellem 7 og 15 år i Brumleby. De måtte gå den lange vej til Sankt Hansgades Skole på Nørrebro.
Dengang var der ingen kommuneskole på Østerbro.
I 1878 blev et lokale i Brumleby indrettet til skole for de mindre skolepligtige børn.
Man havde overvejet at bygge en rigtig skole, men i 1882 blev der bygget en kommunal skole i Ryesgade, hvor børnene begyndte at gå.
Østerbro Husholdningsforening
Østerbro Husholdningsforening (ØHF) indrettede den første butik i 1868. Et medlem havde stillet sit dagligværelse til rådighed. De første varer man kunne
købe var brød, mælk, fløde, gryn, øl, svovlstikker og pindebrænde.
I 1875 indrettede foreningen en hørkram under urtekræmmeren for handel med tungere købmandsvarer, øl og brændsel. I 1878 startede men en spækhøker – butik bag urtekræmmeren., og i 1886 et ismejeri.
Et bibliotek fik man også indrettet. I 1898 var man således oppe på 3.000 bind. Og to sygekasser var der også i bebyggelsen. Konfirmations – og begravelseshjælp var også noget som foreningen ydede tilskud til.
Lange ventelister
Boligernes popularitet ses samtidig af ventelistens størrelse. I de første mange år lå tallet i reglen på 200 – 300 ansøgere. Men i slutningen af 1920’erne
og i 30’erne voksede listen enormt. For at bringe listerne ned, skrev man på indtegningslisterne i 1930:
I 1935 var tallet oppe på 800. Man satte en grænse for at komme på listen til 65 år, og grænsen for indflytning til 75 år. I 1938 toppede listen med 1.000 ansøgere.
Pludselig dalede listen med ansøgninger. Bestyrelsen vedtog nemlig at give aldersrente – og invalidepensionister forret frem for børnefamilier.
Efterhånden udviklede man traditionsrige fester bl.a. boligblokkene og i Kostalden. Sommerfest, Høstfest, Julefest, Nytårsfest, Fastelavnsfest, teater – og filmforestillinger.
Brumleby fredet
I 1958 modtog Københavns Magistrat de første planer til et højhusbyggeri på Brumlebys jord. To tredjedel skulle overdrages til naboen, Københavns Idrætspark. Til gengæld skulle byggeriet gå i højden på resten af arealet, langs Øster Allé med 6 etager, langs Olufsvej med 11 etager og langs Østerbrogade med
7 etager.
De 602 lejligheder skulle bygges som socialt boligbyggeri. Men ildsjæle fik hele bebyggelsen fredet.
Forfald
I Brumleby var bebyggelsen ved at forfalde.
Tagdækningens skifersten er porøse. Forsvarlige og holdbare reparationer er næppe mulige. Bjælkelag, gulve, døre kræver udskiftning i stort omfang. For flere bygningers vedkommende må stadig tilbagevendende svampeangreb bekæmpes og fornyelse af råddent tømmer og træværk finde sted. Fugtighed i vægge og gulve skaber alvorlige gener i et stort antal lejligheder.
Selve miljøet i det eksisterende Brumleby blev mistænkeliggjort, og også brugt som et argument for nedrivning.. Man mente pludselig at nabokontakten indeholdt for store mængder. Brumleby syntes sin ende nær. I 60’erne var der gået spekulation i boligbyggeri og – standard under devisen:
En kamp mod myndighederne
I Årsberetningen fra 1969 kan man læse:
I 1970’erne var der store slagsmål mellem beboerne og myndighederne. Københavns Kommune var indstillet på, at lade bebyggelsen forfalde, så der kunne komme luksus-byggeri på stedet. Dette medvirkede til stærkt beboersammenhold, der eksisterer den dag i dag.
I 1971 besluttede Borgerrepræsentationen, at Brumleby skulle rives ned og erstattes af en plan fra 1965 med terrassehuse.
Beboerne havde i 8 år kæmpet med kommunen om at få vedligeholdt lejlighederne. Men kommunen ville hellere lade dem forfalde. Utætte tage og tagrender, u-malede vinduer og døre, slidte trapper uden lys, var noget af det, beboerne måtte kæmpe med.
Beboerne ville ikke finde sig i den behandling, og demonstrerede på Rådhuspladsen mod politikernes beslutning. Kommunen havde anmodet om ophævelse
af fredningen af Brumleby. I Brumleby blev der nedsat en Bevaringsgruppe. Gruppen fik til opgave at udarbejde et forslag til billigere modernisering.
Lejerforeningen gjorde hårdnakket modstand. De besatte lejligheder, lavede huslejeboykot og førte retssag. Beboerne var bestemt ikke tilfredse med, at Ungbo skulle overtage indstillingsretten til ledige lejligheder. Beslutningen kom som et lyn fra en klar himmel.
Og endnu mere forbløffet blev de, da de så overborgmester Weidekamps plan i 1976. Han foreslog en luksus-modernisering af bebyggelsen. Lejlighederne skulle koste 3.000 kr./mdl. Ligeledes foreslog han en skrabet vedligeholdelse fra kommunens side.
Mord i Brumleby
I 1978 skete der et mord i Brumleby. Den 20. marts blev den 40 – årige bogbinder, Kurt Svensson myrdet i sin lejlighed. Han var blevet stukket adskillige gange med en kniv. Morderen blev senere pågrebet.
Brumleby bliver hædret
Fra 1990 – 96 blev Brumleby renoveret i samarbejde med beboerne. I 1997 blev Brumleby sammen med Øksnehallen og Ny Carlsberg Glyptotek tildelt Europa Nostra Pris for bevaring og renovering.
I 2002 blev Brumleby solgt af Københavns Kommunes Byfornyelsesselskab og omdannet til Brumleby Almene Andelsboligforening, administreret af KAB.
I 2004 blev Brumleby medtaget i den såkaldte kulturkanon under arkitektur. Nyt tag, fjernvarme og indlagte toiletter med brusebad blev installeret i alle lejligheder. I en 8 måneders periode måtte beboerne genhuses.
Hvad koster det?
Og hvad koster det så at bo i Brumleby? En lejlighed på 60 m2 med 60m2 loft koster 4.500 incl. Varme, antenne og a conto varme/el. (Det er godt nok en del år siden, vi skrev denne artikel)
Hvorfor hedder det Kostalden?
Hvorfor hedder mødesalen – Kostalden?
Vinduerne sidder helt oppe, lige som i en kostald. Nogle gange flygtede kvæget ned af vejen til Trianglen. Og døren til mødesalen stod åbent om sommeren. Så kunne det hænde, at en ko forvildede sig herind.
Hvorfor hedder det Brumleby?
Hvorfor hedder det egentlig Brumleby?
Ja, der er mange forklaringer. Brumleby blev bygget på Fælleden med kreaturerne græssende på den anden side af hegnet. Koen brummer dybt sin melodi, hedder det i Aakjærs Jeg er Havren. Fra kvæget kom oksebremserne summende og brummende ind over Brumleby.
En anden forklaring er, at de oprindelige blokke faktisk hed Brumleby, mens de nye Klein – blokke blev kaldt for Kolyst. Da brokvarterene blev brolagte,
kunne beboerne høre, at de gamle kærrer rumlede, deraf navnet brumle.
Brumleby blev kendt som et kampnavn, for drengebander der spredte død og ødelæggelser i nabo – kvarterne. Og denne forklaring er netop gengivet i Martin
Andersen Nexø i ”Et lille Kræ”. Det handlede om kampene på Fælleden mod naboerne, Rabarberne fra Nørrebro
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1.02. 2022
Februar 10, 2008
Inden byggeboomet på Østerbro, var der masser af natur til ungerne. I denne artikel følger vi de privilegerede. Dem var der mange af på Østerbro i 1880’erne. Embedsfolk og militærfolk søgte mod Østerbro. Men dengang var det en landsby på 3.000 mennesker med en masse mondæne villaer.
Dengang havde Østerbro kun 3.000 indbyggere. I slutningen af 1880’erne og i begyndelsen af 1890’erne var der masser af idyl herude.
Rosenvænget
Rosenvænget var en hel lille verden for sig selv. Den var fornem og eksklusiv, en idyl, hvortil der kun var fri adgang fra Rosenvængets Allé gennem den røde låge. Herfra kunne man let komme ud på Strandpromenaden, den nuværende Strandboulevard. På alle andre sider var det lukket med låger, som kun beboere havde nøgler til. Her var ingen Finsens Institut. Det hele var beregnet til villaer.
Størstedelen af den grund, hvor instituttet ligger, ejedes dengang af cirkusdirektør Hinné.
Masser af dyreliv
Her var også et hel særegent dyreliv. Ja, man fristes til at sige, her herskede skoven og skovens dyr. Der fandtes ugler i haverne. Rovfugle holdt til her og der. Nattergale var der i overflod, og var man heldig kunne man i den senere omtalte Røverborg se såvel grævling som mår.
Badeliv
Rosenvænget stødte på søsiden op til Strandpromenaden, hvis østside blev beskyllet af Øresund. Her var et yndet badested. Det vidner de husrækker, der er opført i dag, ikke noget om.
Ved enden af Strandpromenaden, hvor Lautrups Skibsbyggeri lå, var der en bom op ad Lille Ejegod. Det er omtrent der, hvor Classensgade munder ud i Strandboulevarden. Her skete det ofte, at en østenstorm bevirkede oversvømmelser så Strandboulevarden stod under vand.
Drengene fra kvarteret kunne så tjene en ekstra skilling ved at befordre folk i trillebør, så de kunne forblive tørskoede. Der blev også badet fra Bechs Badeanstalt og fra Militærbadeanstalten. Til sidstnævnte havde kun militærfolk og familie til disse adgang.
Ved siden af badeanstalterne holdt roklubberne til. Ja og her var der også adgang til en strandet kæmpehval for 10 øre. Men hold da op, hvor den lugtede.
Vandet, der blev badet i, var ikke særlig rent. Kloakkerne løb ud her, og på den tid kneb det med hygiejnen – også på Østerbro. For ikke at få hovedpine efter et
bad, var det en god ide, at tage sin hue (kasket) på, lige efter badet.
Lipkesgade og Holsteinsgade
Lipkesgade blev lige som Holsteinsgade, opkaldt efter henholdsvis portrætmaleren Lipke og livjægeren Holstein anset for at være de fineste gader i kvarteret. 13 fag vinduer var ikke unormalt i gaderne. I Holsteinsgade nr. 25 lå den rige jernstøber Rubows store dejlige villahave, indrammet af et højt jerngitter. Senere blev villaen overtaget af Guvernør, general Arendrup.
Ved siden af i Lipkesgade lå i mange år en stor byggeplads. Arealet mellem nr. 25 og Hinrichsensgade forblev også i lang tid ubebygget. Grunden blev senere beplantet med kål.
Ned mod sundet lå i lang tid store åbne marker, med mange store jordbærgartnerier.
Aggersborg sø
Også i Livjægergade blev der snart bygget på vestsiden. Mod øst lå den store Unmack` ske Tømmerplads. Derefter endnu en åben mark, der gik ned til Aggersborg sø, der lå gemt bag høje træer.
Det var en god tumleplads om vinteren for kvarterets børn. I søen lå en ret stor ø, med en smal kanal, adskilt fra en sti mod øst, der løb langs Strandpromenadens haver, som atter afgrænsedes fra Strandpromenaden af en stinkende å, Rosenåen.
En gren af denne ”kloak-å” løb langs Rosenvængets sydligste haver. Maleren Niels Skovgaards så ofte ”besungne” villa samt maleren Thorvald Læssøes. Her på Livjægergades nordside boede også enkegrevinde C. Schulin og senere fabrikant Goldschmidt. Jo, det var ikke hvem som helst, der havde fundet herud.
Den omtalte sø var også ideel til skøjteløb. Den var opkaldt efter ejeren, vekselmager H.C. Aggersborg. Han brugte stedet til sit sommerophold, ellers boede han om vinteren ved Holmens Kanal.
En ikke særlig velholdt bro førte over til stien. Her var indgangen til Aggersborgs villa. Den var bygget i 1840 og omgivet af rosenbede. Et sandt eventyr. Fra øens modsatte side førte en bro over til ”fastlandet”, hvor køkkenhave, stald, gartnerbolig og drivhus lå.
I søen var der svaner, noget som fru Heiberg, der boede lige i nærheden, havde sørget for.
Overleveringer fortalte, at der i forums tid skulle have ligget et kloster på dette sted. I 1895 døde Aggersborg, og tre år efter var øerne solgt og udstykket. Resultatet blev grimme gader og huse.
Den nordligste villa i Classens have, der mod syd stødte op til Aggersborgs køkkenhave, hvor gartner Hansen residerede, var den afsides liggende Halkiers Villa, som i begyndelsen af 80’erne blev købt af Langelinies bygmester, Holger Hammerich. I hans tid hed villaen Sølund. Den forsvandt i 1898, ligeledes til fordel for høj bebyggelse.
Røverborgen
Nær Aggerborgs villa lå det før omtalte hus, kaldet Røverborgen, et henrivende lillebitte poetisk hus. Det lå i Holsteinsgade nr. 27 og var hvis nok det allersidste hus fra den gamle Classenske tid. Det lå på en slags glacis, bygget af Christian den Fjerde, som hørende til fæstningen Vartov. Huset havde oprindelig været bolig for den kongelige fiskemester, der skulle holde opsyn med fiskedammene på Holbergs tid. Siden var det en meget besøgt beværtning på grund af sin smukke beliggenhed.
Mest kendt blev det dog efter Livjægernes udfald fra Classens Have i 1807. Herfra blev der affyret mange skud mod englænderne i 1807. Fru Cecillie Holst
født Hinrichsen boede her i mange år, ligesom det også var her, ingeniør Busck, med en husleje på 300 kr. om året, havde sin ungkarlelejlighed.
Senere stod huset ubeboet og haven forfaldt efterhånden. Det blev da ejet af Gamle Fogh, bogholderen i Suhrske Stiftelse. For drengen var det alle tiders legeplads til røvere og soldater, særlig når man også fik nøglen til huset. I 1892 blev Røverborgen jævnet med jorden.
Kastelvejen
På strækningen ned mod Kastelvejen lå der på den tid også marker, delvis henliggende som byggegrunde, delvis udlagt som gartnerier. Dem var der mange af
på den tid på Østerbro. Så kom de store institutter for blinde og døve i nærheden af Glacis’ et. Her var der også militær øvelsesplads. Og her kunne drengene more sig på jernbaneanlæg, broer, hulrum og skyttegrave.
Prinsen løb på skøjter
I dette terræn spillede drengene meget bold, både fodbold og cricket. Disse sportsgrene blev også udøvet i gaderne. Det var ikke altid man viste hensyn til færdslen og beboerne. Det kunne godt ske, at en bold eller to gik tabt. Ruder gik dog også til, og en enkelt gang gik det ud over en islandsk hest, der trak en
brødvogn.
Der blev også spillet Trænge, som nærmest kan sammenlignes med håndbold. Den lange Holsteinsgade, var perfekt til dette.
På Aggersborg Sø løb også prins Christian, den senere konge på skøjter. Dengang var han kadet. Og det skete da også, at Kong Christian den niende kiggede forbi.
Kvarterene inden for voldene var blevet overbefolket. Bygningerne derinde var efterhånden blevet uegnede til beboelse. Østerbro tiltrak mange nye beboere, både militære og civile embedsmænd. Her fandt man både bedre og billigere boliger. Men hvem boede her egentlig? Vi kigger på Lipkesgade 25.
Hvem boede i Lipkesgade?
I stuen boede urtekræmmer Petersen, kaldet Lam, fordi han var lidt skæv i den ene side, samt værten murermester Rasmussen, kaldet Kra – mor. Han havde et helt kammer med fodtøj, som han måtte overtage i byggehonorar. En af hans sønner havde Østerbros fineste forniklet cykel., som han pudsede i gården hver lørdag foran hestestalden. Her havde de i ejendommen boende officerer deres tjenesteheste opstaldede.
I gården gik en mængde høns. De blev fodret med rugbrødsskorper. Og det skete ofte, at drengen havde dyppet dem i brændevin. Så det var sjove høns man af og til fik at se.
Her lå datidens W.C. på godt gammeldags Lokummer. Alle havde et privat lokumshus, når der skulle besørges i mørket. På 1. sal boede auditør Jacabæus og familien Pontoppidan. En farbror boede der også, han var reserveofficer fra krigen.
På 2. sal boede kulgrosserer Christensen og kaptajn N.M. Jensen (senere oberstløjtnant Ekdal). På 3. sal boede tandlæge Haderup. På 4. sal boede der i 1885
en gammel oberst Thestrup. Hans kone var altid vredladen. Hun gik altid rundt med en botanisk have (hat) som ofte var mål for drengenes skyts.
Masser af børn
Mange af familierne havde op til syv børn. Så man kunne meget let samle en hel bande. Og der var ofte kampe med nabogaderne. Vilde kampe med kastanjer og snebolde forekom hyppig. Indianerbål blev tændt både på marker og i gaderne. Der blev cyklet meget. Børn på jerncykler, voksne på den såkaldte bicykel.
Det var denne med højt forhjul og pedaler på akslen, og et ganske lille baghjul.
Vinterlege
Om vinteren blev der sejlet på isflager i sundet. Som regel kom poderne drivvåde hjem, og så var det lige i seng. For det var farligt, og det måtte man ikke. Der blev lavet hjemmelavede ski. Af brædder blev den spidse ende stukket ind i askerummet på en kakkelovn med en stol under brættet, som så blev bøjet mere og mere. Ved stadig at skubbe stolen ind mod ovnen.
Om aftenen tog man på kælketur med lygter og klokker. Folk troede, at det var kaner, der kom og kiggede frem i vinduerne. Odensegade ned mod Rosenvænget
var ideel som kælkebane. Fik man frost i finger og fødder, ja så løb man barbenet en tur i nyfalden sne. Det hjalp. Man var ikke så pibet dengang.
Drengestreger
Andre udendørs beskæftigelser var dog mere barnlige. Man løb i lange rækker med tøndebånd, der var større end en selv. Nogle gange gik man på forbudte veje, og bankede på de lavere ruder.
Den gang gik man med høje hatte, og så gik en af legene ud på, at pille hatten af de fine herrer med en udspandt silkesnor. Der blev spillet Terre (med småsten), klink og selvfølgelig top.
I Sortedamssøen og på Fællederne blev der sejltur med små modelskibe, som grosserer Christensen byggede til børnene. Der blev også leget Sat i brand og Saltebrød.
Ofte var værten efter poderne. Så gik den vilde flugt op over loftet og ned af køkkentrappen og ind i det skærmende køkken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 01. – 02. – 2022
Februar 10, 2008
Indgangen til København fra Østerport, var flot. Kongen befalede 8 lamper til belysning. Allerede i 1649 forelå der en byplan for Østerbro. Svenskerne var hård ved Østerbro. Læs om Rolighedsdal og Nøjsomhed, Kalkbrænderierne, Kaperkuskenes paradis og de to kirkegårde. Frihavnen efterlod dele af Østerbro i et mudderbad.
Byens østligste forstad hed egentlig Ny København. Østerport blev i 1647 flyttet fra hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade ud for enden af Rigensgade. Og det var vel først her, at Østerbro blev en del af hovedstaden.
Gamle søer
De tre søer, som vi i en senere artikel skal høre om blev i 1600 – tallet foreslået omdannet til et mægtigt havnebassin.
Peblingesøen blev anlagt i Middelalderen for at forsyne byens vandmøller med rindende vand. Sortedams Søen og St. Jørgens Søen er først opstået efter Københavns belejring i 1523, da dæmningen ved Østerbrogade, den såkaldte Sortedam blev opført. Peblinge-dammen ved Gyldenløvsgade blev af hensyn til
vandstanden i voldgravene ved samme lejlighed forhøjet.
Kloster flytter til Vartov
Da det tidligere Helligaandskloster, som var byens ældste stiftelse for gamle og svagelige i 1606 – 07 blev indrettet til tugt – og børnehus, flyttede dets beboere ud til gården Vartov på Strandvejen. Hidtil var den blevet brugt som kongens lystgård, når han var på jagt i Dyrehaven.
Navnet stammer fra plattysk Vare to, det betyder vare på eller giv agt.
Det var en pragtfuld natur herude, men nok ikke særlig velegnet for ældre mennesker. Det var ensomt og koldt, særlig når den stride østenvind stod ind over de
flade strandenge.
Efter at Christian den Fjerde havde udbygget sin befæstningslinje langs søerne, blev en ny bygning efter kongens “Afrisning” opført mellem Sortedams Søen og Trianglen, hvor de gamle overflyttedes i 1630.
Den ”fornemste Landefart”
Hvordan så det egentlig ud dengang? Ja vi har hospitalets præst på svenskerkrigenes tid Anders Mathisen Hjørring, der fortæller:
Vejen gik tværs igennem det nye Vartov, der med sine volde og grave ligesom Ladegården ved den senere Åboulevard og Store Ravnsborg ved Nørrebrogade tjente som fæstningsanlæg til byens forsvar. På hver sin side af vejen lå to anselige firkantede bygninger. Den ene rummede hospitalet, der havde
I den anden var ladegård, “fæhus”, stald, hestemølle, tørvehus m.m. Ifølge Hjørring:
Tidlige planer for Østerbro
På et par håndtegnede kort fra 1647 – 49 kan det ses, at der mellem Helsingørs Port, som Østerport blev kaldt og Vartov var planlagt en helt ny forstad, hvis gader var anlagt efter skakbræt-princippet.
I fortsættelse af vejen gennem porten lå Helsingørgade, der havde en lidt anden beliggenhed end Østerbrogade.
Allerede i begyndelsen af 1650’erne synes grundene at være udstykket og velhavende københavnere begyndte at indrette sig med sirlige haver og lysthuse.
I 1654 udkom Encomion Regni Daniæ (Danmarks Riges Lov). I den kan man læse:
Svenskerne brændte det hele ned
Under svenskernes belejring i 1658 – 60 bliver de fleste af disse ”flotte” huse ødelagt. Umiddelbart efter krigens udbrud bliver Vartov besat. Den 9. december 1658 fortæller Hjørring i sin bog Layers Krantz
Terrænet uden for Østerport blev i 1672 erklæret for demarkations- område. De bygninger, der lå mellem volden og søerne i lige linje ud til Sundet skulle rives ned.
Rettersted flyttes
Det tidligere rettersted Hallands Aas (Kongens Nytorv) blev flyttet ud i nærheden af Kastellet. Samtlige tømmermestre og svende deltog i dette, og så gik det med Pibe og Tromme i Proces – hver med sin Økse, Sav, Navr og hvad dertil fornøden blev eragtet.
I spidsen gik byfogeden, så fulgte kæmmeren og underfogeden, lavets oldermand og bisiddere, mestre og svende.
Da flytningen var overstået
De to kirkegårde
De to kirkegårde blev der rigelig brug for. I 1711 under pesten, døde en tredjedel eller godt 22.000 københavnere. Men selv om der engang var tale om forholdsvis nye kirkegårde herude på Østerbro, så var forholdene ikke i orden. I et cirkulære kan man læse:
På Skibskirkegården (Holmens Kirkegård) på den anden side stod det ikke bedre til. Når søfolkene kom med et af deres kammeraters lig og ikke fandt en åben grav, som de kunne bruge, efterlod de det simpelthen på den bare jord. De kunne også finde på at bestikke fangerne fra Bremerholm, der var udkommanderet til at grave de store fællesgrave til pest-lignende, til at grave en grav for dem.
De mange lig, der ventede på at komme i jorden udbredte en frygtelig stank, og først efter at der var sat vagt på kirkegården, blev forholdene bragt nogenlunde i orden.
Der hvor den amerikanske ambassade i dag ligger, var der fra 1770 – 1858 fattigkirkegård for Almindeligt Hospital i Amaliegade. Den nordligste del var for stokhus-slaver og henrettede forbrydere. Her var også engang hundekirkegård. Her blev Østerbros mange flotte Fidoer og Vaks’er begravet oven over forbryderne.
Efter at kirkegården var blevet nedlagt blev Lille Amalienborg i 1916 opført på stedet.
Befaling: 8 lygter
Uden for Østerport blev der i 1780’erne plantet nogle flotte lindetræer. Det skulle være flot at komme ind til København. Langs de små alléer, lå dybe grøfter, der især om vinteren, når de var dækket af is og sne, var vanskelige at passere. Derfor befalede kongen den 19. november 1801, at vejen udenfor Østerport skulle forsynes med otte lygter. Et spørgsmål er dog, hvor meget disse dårligt lysende tranlygter egentlig hjalp. Der var næppe den store trafik. På det tidspunkt havde Østerbro 659 indbyggere.
Trianglen – Kaperkuskens Paradis
Trianglen, blev kaldt Kaperkuskens Paradis og Skuepladsen for uendelig mange komiske Scener. Navnet har pladsen efter den trekantede facon. I begyndelsen af forrige århundrede fremstod pladsen som en grøn plet. En stor del blev udlejet til hønsegård.
På hjørnet af Kalkbrænderivej, det nuværende Nordre Frihavnsgade lå dengang et større hus, der kaldtes St. Petersborg. Her havde Peter den Store
hovedkvarter, da han i 1716 slog sig ned på Øster Fælled.
Ved siden af lå et kendt værtshus Dyrehavskælderen, som især blev besøgt af kaperkuske, der var på vej til og fra Dyrehaven. Trianglens øvrige bebyggelse bestod af småhuse, der nu alle er forsvundet
Rolighedsdal og Nøjsomhed
I nærheden lå Rolighedsdal. Den nuværende Nordre Frihavnsgade var da en allé, der førte op til dette lyststed. Vi må heller ikke glemme den store villa Hjørnelund, på hvis grund Ingrid Jespersens Skole blev bygget. Et af de mest kendte landsteder var Nøjsomhed. Den var beliggende mellem Gustav Adolfs
Gade og Sankt Jakobs Plads.
Da stedet i 1801 blev erhvervet af student Johannes Liebenberg omfattede det 9 ½ tønder land. Bygningerne bestod af et ti fag langt, et etages højt, grundmuret stuehus og et otte fags langt bindingsværkshus med forpagterbolig, stald, karlekammer, tærskerum og kornloft.
I 1803 blev Nøjsomhed købt af legationsråd Ernst Kirstein. I mere end 100 år forblev det nu i denne slægts besiddelse. I 1923 blev ejendommen revet ned. Til minde om dette storslåede lyststed har vi i dag, Nøjsomhedsvej, Kirsteinsgade og Rothesgade.
Kalkbrænderier
I 1700 – tallet var der to kalkbrænderier på Østerbro. Jonge beretter i sin beskrivelse af København i 1780’erne.
Den ene af brænderier lå der, hvor Nordhavn station ligger. Det var ved den såkaldte Baadmands Skandse. Det var praktisk at kalkbrænderierne lå i nærheden af hovedstaden, især efter byens genopbygning efter branden i 1728.
Jagtvejen og Øster Allè
Jagtvejen og Øster Alle blev først anlagt i sin nuværende skikkelse i 1750, men længe før har de eksisteret som markveje. I 1600´tallet har der i forlængelse af Møllegade ligget en nu helt forsvunden vej tværs over Blegdamsfælled, der udmundede ved de nuværende indgang til Fælledparken fra Trianglen.
Tæt ved på elektricitetsværkets grund i Øster Allé lå helt op til dette århundrede en trefløjet gård, der var opført 1804 med et såkaldt Kikkenborg – et lille udsigtstårn – midt på stuehusets tagrygning. De egentlige fælleder blev benyttet til græsning for kreaturer, ligesom de var yndet udflugtsmål for københavnerne.
Arbejderboliger
Når man taler om Østerbro, skal vi også nævne opførelse af de 250 boliger til arbejderklassen på Øster Fælled. Dette behandler vi i en senere artikel.
I 1878 – 79 blev der bygget en masse boliger ved Strandvejen(Østerbrogade), nord for Jagtvejen, beregnet for Østre Gasværks arbejdere. Disse boliger er dog i dag revet ned.
Fælleden bliver bebygget
Nord for Østerbros første kirke, Skt. Jacobs Kirken (1876 – 78), blev Københavns Idrætspark anlagt. Begyndelsen til dette var Boldklubben af 1893`s lejemål af seks tønder land til fodboldbaner. Men først i 1908 blev de nødvendige midler bevilliget til en egentlig idrætspark på 17 – 18 tønder land.
Samtidig blev Rigshospitalet opført på Blegdamsfælled, som genbo til det allerede i 1876 byggede Blegdamshospital.
Christiansminde forsvinder
Ret hurtigt bredte bebyggelsen sig til nord for Jagtvejen. Her lå det smukke landsted Christiansminde. Her blev blandt andet Øresundshospitalet bygget. Svanemøllens brand i 1892 gav stødet til en moderne forstadsgade. Strandvejen fik navneforandring til Østerbrogade.
Frihavnen
Den 9. november 1894 blev Frihavnen åbnet for almindelig trafik. Der var planlagt en stor Festivas. I sidste øjeblik blev dette aflyst på grund af den russiske kejser Alexander den 3`s pludselige død.
Den gamle havn havde i adskillige år været for lille. Man var også bange for konkurrencen fra Kielerkanalen, der skulle åbnes i 1895.
Terrænet omkring havnen lignede to år efter påbegyndelse af havnebyggeriet et jordskælv. Man talte om De gamle vaklende Badeanstalter med deres plumrende, grumsende vand. Eller Muddergrøften udenfor Rosenvænget med sit stinkende blinkende Andemad.
Cirka 2.000 arbejdere havde været beskæftiget med at flytte jord, grus sten og tømmer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 01-02-2022