Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Sygdom og andre lidelser i Tønder

Marts 30, 2008

For at illustrere historien startes der med undertegnedes egne lidelser. Læsere er derfor velkommen til at springe de første kapitler over. Tønder har været plaget af stormflod, brand, sygdom, vagabondplage, og mangel på social omsorg. Mange har frivillig bidraget til den sociale omsorg i Tønder.

I Tønders historie, er der tre plager, der går igen:

  • Stormflod
  • Brand
  • Sygdom/Epidemier

Og det er det sidste, denne artikel handler om.

 

Mine egne lidelser

For mit eget vedkommende fylder min lidelseshistorie ikke så meget i statistikkerne. Jeg har dog i høj grad mærket det i min nærmeste omgangskreds. Mange taler om sygdom ligesom der tales om vejret. Nogle gange er dette berettiget. Det er altid legalt at få medynk.

Måske, kære læser, kan du springe de første afsnit over, for de fortæller om min egen lidelseshistorie.

 

Elefantmanden

Jeg var kun et halvt år gammel, da jeg fik fjernet mine mandler eller var det polypperne? Som 8 – 9 årig fik jeg røde hunde og fåresyge på en gang. Jeg blev et tilløbsstykke på Lærkevej. Naboer og familie strømmede til. De skulle se, hvordan sådan en elefantmand, så ud.

 

Skoletandlægen

Noget af det værste var, at møde op hos skoletandlægen. Det foregik på Kongevej. En lang smal gang førte ned til Skafottet. Inde i venteværelset var der sådan en blå IQ – terning. Hvis denne IQ – terning og det venteværelse eksisterer endnu er den terning fuld af angstens sved fra mig. Tandlægen hed hvis nok Jensen, og havde også et fly stående ud på Tønder Flyveplads.

En gang ville han fjerne to hjørnetænder hos mig. Min mor nedlagde veto. Måske er det derfor jeg i dag har et mærkeligt bid. Min nuværende tandlæge har kun set et lignende tilfælde. Det hedder noget meget fornemt på latin.

I dag er jeg ikke bange for at gå til tandlæge. Om det skyldes min tandlæges pædagogiske evner, eller hans skønne klinikassistenter, ved jeg ikke. Og de to kindtænder sidder der stadig.

 

Skideballe af Bulder og præsten

En dag besvimer jeg på Tønder Kommuneskole med et vindue over mig. Festsalen skulle bygges om, og man havde valgt at stille disse vinduer alle steder. I stedet for at spørge efter min velbefindende måtte jeg stå ret for Bulder (sådan blev skoleinspektøren kaldt). Jeg fik en ordentlig skideballe med spyt og det hele.

Et par dage efter, troede præsten, at jeg var faldet i søvn i forbindelse med konfirmationsforberedelse. En ny skideballe. Jeg fortalte, at jeg var syg. Jørn Jepsen fulgte mig over til det nærmeste toilet, som faktisk lå et stykke derfra. Jeg fik vand i hovedet, men det hjalp ikke.

Præsten må have modtaget en velsignelse, for han afbrød undervisningen, og kørte mig hjem i en himmelsk Folkevogn. Det var stort for min mor. Det var ikke hver dag en præst ringer på hendes dør.

Om eftermiddagen kom Dr. Jark, der kunne fortælle, at en byld i halsen var undervejs. En masse penicillin blev udskrevet, og hele 14 dage var jeg væk fra skole. Bylden forsvandt.

 

Akut til Sønderborg

Mange år efter var jeg i byen med bagermestre og bagerjomfruer i Aabenraa. Det var sjovt. Jeg drak et par under bordet i Gammel Dansk.

Næste morgen var den hel gal. Heldigvis var en af bagerjomfruerne, min daværende kæreste, Anne Magrethe hjemme hos mig. Jeg gjorde fagter og skrev på en seddel, at hun skulle ringe efter en vagtlæge med det samme. Min hals var ved at lukke.

En vagtlæge ankom efter nogen tid. Men det lugtede af ”meget Gammel Dansk”. På en eller anden måde havde den læge ikke humoristisk sans. Han var ved at gå igen. Men min veninde, som ikke sådan lod sig kue af noget som helst, stillede sig i vejen for lægen. Han var tvunget til at kigge ned i min løgnhals.

Nu gik alvoren op for ham.

  • Uwe skal til Sønderborg med det samme. Har I kørelejlighed elles ringer jeg efter en ambulance.

Jeg kører, svarede min veninde.

  • Gør du det, så ringer jeg efter politiet, du er spirituspåvirket.

Heldigvis havde hun en veninde, der ikke havde drukket Gammel Dansk hele natten. I Sønderborg diskuterede de, om jeg skulle opereres. Overlægen mente, at det kunne klares med penicillin og observation.

 

Anne Magrethe, du redede mit liv

Efter en uge blev jeg udskrevet. Efter at penicillinen var sluppet op, henvendte jeg mig til min lokale læge, den berømte Carsten Vagn Hansen. Men han var på ferie. En vikar kaldte mig for et pjok. Han kunne ikke se, at det var noget galt.

Næste dag var smerterne uudholdeligt. Min kæreste ringede til hendes læge. Han tog imod mig med det samme, ringede til Sønderborg, hvor jeg straks blev indlagt. Operationen blev foretaget dagen efter. Overlægen havde måttet afbryde en vagt for at operere.

  • Tak Anne Magrethe, du reddede faktisk mit liv.

 

Jeg var tæt i hovedet

Tilbage igen til Tønder Kommuneskole. Her var det Dr Dahl vore årlige check.

Jeg klagede over, at jeg ikke kunne høre, og altid havde ondt i hovedet. Han fandt ud af at jeg var tæt i hovedet. Det var det sikkert mange, der ville have skrevet under på. Men jeg havde både pandehule – og bihulebetændelse. Og det havde jeg haft i mange år. Ingen havde opdaget det, heller ikke mig selv.

Så oven over Børnenes Paradis skulle jeg så levere snot i en bakke, mens meget smukke assistenter overværede dette. Det var lidt ydmygende. Ellers var det
lidt mærkelig, når de brød gennem næsen op til panden. Det kunne man faktisk godt høre.

Alt dette skete under realeksamen. Så jeg mødte op med vat i næsen o.s.v. Måske var det af medlidenhed, at jeg fik ret gode karakterer. Lærer Runge og Lærer Sørensen mente dog, at der var taget lidt for meget, også noget hjernemasse.

 

Mors Kamillete og fars øl hjalp

Takket være min mors Kamillete og varm mælk med honning, samt min fars kop eller to – guldøl, som han brugte som medicin har jeg ikke været mere syg
– heller ikke efterfølgende.

 

Tønders mange lidelser

I 1349 prægede den sorte pest i Tønder, og 13 år efter druknede en masse mennesker under en stormflod. Den 1. november 1436 er der igen stormflod. Det samme gentager sig i 1593, 1597, 1615 og 1634

I  1539 dræber pesten 600 indbyggere. Og 10 år efter må 149 dukke under for den samme epidemi. I 1580 plager pesten igen, og i 1602 er der 600 mennesker der dør. Pesten kommer igen i 1627, 1628 og1639. I 1808 dør en masse indbyggere af dysenteri.

Der er brand i byen i 1517,1522, 1581, 1586, 1622, 1642, 1649 og 1725

 

En slurk varmt øl er bedre end Medicus

I Tønder var det langt tilbage i tiden omvandrende medicinmænd, der stod for lægehjælpen. Ellers kunne man altid få hjælp hos barberen, når det gjaldt sår og småskader. Godt nok var der nogle læger, der slog sig ned i byen i midten af 1600 – tallet, men de fortrak hurtigt igen. Om det var fordi, borgerne var utilfredse med dem, eller omvendt, vides ikke.

De fleste ville hellere lade sig kurere ved

  • en slurk varmt øl end en Medicus.

 

To apoteker

Først i 1691 fik man ansat en Physicus.

Allerede fra 1623 havde man et apotek i byen. Apotekeren havde en særstilling. Han blev betragtet som en embedsmand, der var fri for borgerlig tyngde.
Han havde også ret til at holde vinstue.

Magistraten så med lidt ublide øjne på apotekerens rolle. Derfor blev der i 1650 oprettet en såkaldt Nebenapotheke. Den fortsatte helt til 1920 under det missigende navn Alte Apotheke.

 

Helligåndshus

Enhver købstad havde i middelalderen et Helligåndshus. Her kunne gamle og svagelige finde pleje. Det var en blanding af vore dages syge – og plejehjem. Et sådant hus har sikkert eksisteret i Tønder, før det omtales første gang i 1523.

Det vides, at Frederik den 1. tillod at indsamle midler til en ny bygning. Den gamle var antagelig brændt ved Østergades brand i 1517. Tønder har desuden haft et Sct. Jørgens Hospital for Spedalske. Hertug Frederik ofrede en Gylden til Sct. Jørgen i Tønder. Måske har Gørresmark (Georgs Mark) haft sin oprindelse herfra.

En ny brand i 1647 ødelagde igen Helligåndshuset. Stiftelsen bag dette hus var dog efterhånden blevet velstående. Efter en ny ordning i 1705 kunne hospitalet dog kun rumme 24 personer.

 

De fattige gik for lud og koldt vand

Den sociale forsørg havde ligget i kirkens hånd. Men ved reformationen tog fyrsterne kirkegodset, men de glemte at overtage forsorgen for fattige, gamle og syge. Om Sct. Jørgens Hospital forlyder det intet. Men Helligåndshospitalet beholdt dog sine jorde og vedblev med at være alderdomshjem. Også i 1725 brændte hospitalet atter.

De fattige gik for lud og koldt vand. Prakker – og Stodderfogeden drev de fremmede tiggere til kommunegrænsen med sin pisk. De syge og svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor de blev kastet af på fremmed grund.

 

Hver lørdag, tiggeri fra dør til dør

Dem der var hjemmehørende i byen blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede stodderkongen dem i en flok og drog dem på tiggeri fra hus til hus. Dem, der var så svage, at de ikke kunne gå med i flokken, ja dem var der også tænkt på. Der var opstillet bøsser ved byens porte, og der blev lavet indsamlinger ved bryllupper og andre fester.

 

Fattigskat

I 1787 fik Fysikus Kvichauff ved frivillige bidrag rejst et sygehus i Østergade, men på en eller anden måde kom der aldrig gang i det.

Fattigvæsnet var blevet ny-organiseret. Enhver borger tegnede sig for en frivillig ugentlig fattigskat, der blev opkrævet af fire borgere, en fra hvert kvarter. Hver lørdag blev pengene så udbetalt.

 

Peter Strucks skjulte testamente

Kniplingshandler Peter Struck testamenterede 91 demant (1 demant = ½ ha) jord ude i marsken til oprettelse af et vajsenhus, men hans svigersøn havde efter Peter Strucks død holdt det hemmeligt. Provst Schrader opdagede ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor sum penge i tilgift.

Det blev både til et vajsenhus og hjælp til genrejsning af Helligåndshospitalet. I første omgang blev der plads i vajsenhuset til 12 forældreløse drenge.

I den anden tilbygning indrettede Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård. Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky personer blev tvangsindlagt og opdraget til nyttigt arbejde.

 

Fattigkollegium, Folkekøkken og Fattiggård

I 1820 anlagde kommunen kolonihaver til de fattige, og i 1826 oprettedes en arbejderanstalt i Østergade. Et folkekøkken blev oprettet i 1831. Her tilberedte man den første vinter 7.550 portioner mad.

Ved et regulativ af 1842 blev der oprettet et Fattigkollegium og byen inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.

I 1847 brændte Gørresmark. Seminariet som gården tilhørte, havde ikke råd til at genopføre gården. I 1853 indgik kommunen en kontrakt med seminariet om at forpagte jorden i 50 år. Man genopførte bygningerne og på den måde opstod fattiggården på Gørrismark. Her blev de arbejdsduelige beskæftiget i landbruget.

 

Herberge zur Heimat

I 1855 byggedes der på Fysikus Ulrichs foranledning et nyt sygehus i Østergade ved indgangen til anlægget.  Efter 1870 var den store plage Vagabondplagen. Gang på gang bankede en tigger på døren. I Tønder dannede man Foreningen mod tiggeri. Medlemmerne gav madbons i stedet for penge.

I 1880 indrettede man i Østergade Herberge zur Heimat. Her overnattede hvert ¨år 2.000 vagabonder og rejsende svende. I 1921 overtog kommunen bygningen, og indrettede dem til boliger for enlige gamle kvinder. Ejendommen blev kaldt Carsten – Wilms Stiftelsen til minde om initiativtagerne.

 

Nyt sygehus

I 1892 vedtog Tønder Kredsdag at give tilskud til oprettelse af kredssygehuse i Tønder, Højer, Løgumkloster, Nibøl, Læk, Westerland og Wyk. Grev Schack
foreslog, at der blev bygget et stort sygehus i Tønder, men forslaget blev nedstemt. Og byen var det sidste sted, hvor sygehuset var færdigt. Det blev taget i brug i 1898.

I 1925 foretog Tønder Amt og By en stor udvidelse af sygehuset. Det var stor anerkendelse til overlæge Dr. Med. Friherre v. Wetheren.

 

Nyt alderdomshjem

Det gamle Helligåndshospital ved Østerport havde i århundrede varetaget den filantropiske forsorg. I Tønder. Hospitalets formue var i 1920 blevet forøget med en gave af Kaptajn A. Leonhardt på Cuba. Kaptajnen, der var født i Tønder blev ved den lejlighed udnævnt til æresborger.

For Helligåndshospitalets midler blev der i perioden 1939 – 1940 rejst et smukt alderdomshjem ved Leos Allé for 36 ældre mennesker. Samtidig opførtes to bygninger med tilsammen 16 lejligheder for byens egne midler, beregnet for aldersrentenydende.

 

Kilde: 

  • Litteratur Tønder
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
  • Under Tønder finder du 283 artikler 
  • Brand i Tønder
  • De stakkels kniplepiger
  • En af Tønders patrioter
  • Lov og ret i Tønder
  • Tønder statsseminariums historie
  • Tønders historie i årstal
  • Dige-byggeri i Tøndermarsken og flere artikler 

Redigeret 18. – 09. 2022


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder