Et drama udspillede sig i Husumgade 12 på Nørrebro, den 13. november om formiddagen 1907. Det endte med mord og selvmord. To civilbetjente fra Lyngbygadens Politistation forsøgte at anholde anarkisten, Sofus Rasmussen. Dennes far beskyldte politiet, for at være skyld i sønnens død.

 

Sofus Rasmussen havde været redaktør af det anarkistiske blad Skorpionen. Han var åbenbart gået for vidt og fik en dom på tre måneders fængsel. Men straks efter dommen flygtede han til Sverige. Men politiet havde fået at vide, at han også holdt sig skjult i København.

En gang imellem besøgte han sine forældre i Husumgade 12. Og det gjorde han også den 13. november 1907. Det var en af politiets meddelere, der gav denne besked. Han ringede til Lyngbygadens Politistation kl. 10.30 om formiddagen.

 

Sofus Rasmussen, en ægte anarkist

Sofus Rasmussen var tidligere dømt for en række forhold..

Egentlig var han uddannet maler. Han havde opholdt sig i Nordamerika, England og Tyskland. Han var tilhænger af anarkistiske ideer. Bladet han redigerede, udkom første gang i 1905. Rasmussen sagde bl.a.:

• Vi hævder Individets Ret til at raade og lede sig selv og ser dette realiseret ved, at Stat, Love, Regering og Autoritet bortryddes, at Ejendomsretten forsvinder og i Stedet for, giver Plads for den fri Nydelse og frivillig Ydelse, som er det eneste Grundlag, paa hvilket Betingelserne for Lykke og Frihed
  kan skabes.

Rasmussen optrådte ved flere lejligheder som taler på offentlige møder. Han opfordrede åbenlys til tyveri, forsvarede barnemord, fremstillede ægteskabet som Privilegium paa Hor og øvrigheden som Samvittighedsløse Blodhunde.

 

Trusler om at myrde ”en Opdagelsesbetjent”.

I en tale Rasmussen holdt den 19. august 1905 havde han tilrådet, at Anarkisterne skulde tage fra neden af, f.eks. myrde en Opdagelsesbetjent. Ingen troede dog, at han ville gøre brug af disse trusler, skønt han altid gik rundt med to skarpladte pistoler på sig.

 

Familien beskyttede ham

De to civile betjente Elmer og Gemzøe blev sendt til adressen. Betjent Elmer gik op af køkkentrappen og Gemzøe gik op af hovedtrappen og ringede på Familien Rasmussens dør.

Familien boede op 4. sal til venstre.

Fru Rasmussen lukkede op, og på betjentens spørgsmål, om Sofus Rasmussen var hjemme svarede hun bestemt, Nej.  Også datteren, der var til stede svarede, nej.

Betjenten forlangte nu adgang til lejligheden, og trådte i det samme over dørtærsklen. Fru Rasmussen forsøgte at forhindre dette. I køkkenet stod Sofus Rasmussens søster med ryggen til pigekammerdøren. Betjenten mente, at den eftersøgte opholdt sig her.

I det samme kom den eftersøgte frem, og gik lige hen til Gemzøe. Denne erklærede ham for anholdt.

 

Angreb og skud

Rasmussen svarede ikke. Pludselig rettede han en revolver mod betjentens hoved og fyrede revolveren af. Gemzøe vaklede såret tilbage, men forsøgte at angribe. Endnu et skud blev affyret mod betjenten.

Sofus Rasmussen styrtede ned af hovedtrappen. På tredje sals trappeafsats dræbte han sig selv med et skud i hjertet.

Husets beboere styrtede frem fra lejlighederne. Betjent Elmer, der havde hørt skuddene løb ned af trappen og ud på gaden. Da han nåede hovedindgangen så han sin kollega segne blødende om i døren. Denne havde endnu lidt kræfter tilbage, skønt at han var ramt i venstre tinding og venstre side. Han var løbet ned af køkkentrappen, over gårdspladsen og ad gennemgangen ud til gaden.

Betjent Elmer fandt Sofus Rasmussen på trappen mellem 2. og 3. sal. Liggende død med revolveren ved siden af. Elmer var gået op af den forkerte køkkentrappe. Han havde fået forkert besked i Brødforretningen nedenunder.

 

Gemzøes børn så ambulancen

Både læge og ambulancer blev tilkaldt.  Rasmussens lig blev kørt direkte til St. Johannesstiftelsens Lighus, mens bilen med Gemzøe blev kørt til Baldersgades Hospital. Ved ankomsten hertil var Gemzøe, dog allerede død.

Gemzøe havde sin lejlighed i Ægirsgade 35 og fra familiens opholdsværelse til gården kunne man se ned i Baldersgades Hospitals have og gård. Skæbnen ville vide, at Gemzøes to småpiger netop sad ved vinduet, da ambulancen med deres far kørte ind til hospitalet. De kaldte på deres mor, for at hun skulle se den syge mand blive båret ind.

 

Rasmussen bevæbnet med to revolvere og dolk

Politiassistent Steffensen afholdt ligsyn over politibetjent Gemzøe. Det ene projektil var trængt ind i hjernen, og det andet i venstre lunge. Ved visitationen af Sofus Rasmussens lig fandt man følgende genstande:

• En læderrem med en pose, hvor han gemte de 2 revolvere, han var i besiddelse af i gerningsøjeblikket, en dolk, bundet fast i læderremmen og en æske
  med skarpladte patroner.

 

Det var politiets skyld!

Ved sønnens død, beskyldte Sopfus Rasmussens far, at det var politiets skyld, at hans søn blev dræbt. Politiet afviste dette. Havde han taget sin straf, var han ikke blevet efterlyst. Og holdt han sig inden for lovens rammer, ville politiet ikke hindre ham i sit arbejde.

 

Kilde:-

• Minde-skrift Oscar Gemzøe,(udgivet af Københavns Politiforening 1910)

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 11-04-2022

Livet i Rudbøl var meget specielt. Man levede med vandet og af vandet. Også teglværker, fiskeri og udnyttelse af marskens bevoksning var en vigtig indtægtskilde. Hele 30 bådsmænd fra Rudbøl fragtede varer på Vidåen. En gang om året var der arbejde ved Højer Sluse. Omkring Rudbøl var der fire kroer, fire købmænd og to bagere. Og så var der kapsejlads på Rudbøl Sø

 

Omkring 1830 var der endnu 30 bådsmænd til bage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Efterhånden kunne bådene ikke mere komme ind til Tønder, og bådsmændene tog deres betaling for den videre fragt. Det var det sandelig mange skippere, der var utilfredse med.

 

Masser af teglværker

Ved Rodenæs lå den sidste af marskens talrige teglværker. Man kunne sejle direkte til stedet. Men størstedelen af produktionen blev sejlet til Nørremølle og udskibet herfra.  I Gudskog lå der hele 8 teglværker, hvorfra der hver dag, sommeren igennem blev sejlet mursten til Tønder via ”Æ Fries Graw”. Det hed ganske naturligt sådan, fordi det var frisernes vandvej til Tønder og til ”Filowt – slusen”.

Næsten alle bådsmændene, der boede mellem Fiskehusene og Nykirke transporterede mursten for Gudskog – teglværkerne. I nærheden af lade – og lossepladsen Gasthafen ved Klixbøl lå der yderligere tre teglværker. Fra Marsken sejledes betydelige mængder tagrør til Gasthafen, som returlast, var der mursten.

Ved gestkanten nær Bosbøl lå et andet teglværk. Ifølge Trap 1864, Hertugdømmet Slesvig fandtes der et større teglværk ”Teglmark” ved Aventoft.

 

Farlig bådfart

Det var ikke helt risikofrit at sejle med disse sten. Rejsens gennemførelse afhang af roligt vejr og vand. Når vinden var strid øst, kunne sejlet ikke bruges. Så måtte der stages, og det kunne mærkes i armene. Her kom bådmændenes kendskab til Vidåen til deres ret. Mange steder var den så dyb, at stagerne ikke kunne bruges, ja så havde man andre metoder.

I begyndelsen af 1900’tallet var det klinker, der blev befordret. Marskens plørede veje blev efterhånden belagt med disse klinker. De kom til Højer fra Hamburg og Cuxhafen på hollandske skibe. Også mergel blev transporteret på Vidåens vande.

 

Søren Jensens tur til Tønder

I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå Købmand Thyssens butik lige vad kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.

Når Søren Jensen anløb Skibbroen i Tønder, besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.

Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum og tjære i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker alt sammen i sække som rummede store kvanta. Søren Jensen foretog sin sidste tur i 1913.

Der var også bådsmænd, der tjente penge ved at transportere for Vandløbsvæsenet. Indtil 1920 blev der gennemført store vedligeholdelsesarbejder på broer, sluser osv.

 

Varer pr. båd

For beboerne ved Nørremølle var det ekstra besværligt, da de store anlægsarbejder på Højer – Rudbøl vejen blev gennemført. Man lejede en bådsmand til at hente og bringe kolonialvarer og brød i Rudbøl.

 

Flytning på vandet

I sin bog Reisen – Ächtung – Befreiung fortæller maleren Emil Nolde, da han i 1927 flyttede fra Utenwarf nord for Vidåen til Seebüll i Gudskogen, at al bohavet blev transporteret i tre både, som hver sejlede to gange.

I Emmersböll fortælles der, at man tidligere sejlede til et sted i nærheden af Danmark for at hente sand til brug ved husbygning. Stedet har sikkert været Møgeltønder, der var kendt for sin fine sand, der også var velegnet til beton.

 

Dyr og korn på både

Dem, der ikke dyrkede korn, hentede det hos Bachmanns Vandmølle i Tønder. Kul og koks købte man på Gasværket. Også dyr blev fragtet på både. Et par ungkreaturer eller en halv snes får kunne sagtens være på en såkaldt togangs-båd.

 

Vedligeholdelsesarbejde ved Højer Sluse

Under de vestlige storme flåede Vesterhavets bølger voldsomt i Højer Kanals uden-digs – skråninger. Der blev ofte revet hul i grønsværen. Dette skulle repareres ellers ville kanalsiderne forsvinde. Før 1. verdenskrig gav dette arbejde til et halvt hundrede mand i hen ved et par måneder hvert år. Det var bådsmændene og fiskerne fra Rudbøl, Rosenkrans og Fiskehusene,
der dengang udførte disse vedligeholdelsesarbejder ved Æ Hoved – forlandet ved Højer Sluse. Daglønnen var 7 mark. Arbejdet begyndte som regel i april/maj og fortsatte til midt i juni.

Arbejdsgangen var bestemt af flod og ebbe. Bådmændenes logi ved Slusen var seks tilt – hytter af tagrør inden for diget. I hver hytte boede 6 – 8 mand.  Mændene havde ikke tid til at lave varm mad, mens de arbejdede her. Hver søndag fik de bragt pandekager og sødsuppe af deres koner eller børn.

 

Maritime bagere

Ligesom i Aventoft var der også en bager fra Rudbøl, der solgte produkter var sin båd. Det var Max Pörksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indladt til krigstjeneste.

Hver torsdag fik han lastet sin båd med Firepundsrugbrød (50 pfennig), sigtebrød, franskbrød, kavinger (tvebakker), wienerbrød og kager. Så gik det ellers ud af Møllegraven til Kehrwieder ved Rudbøl Sø, over denne til Neumark og gennem Filowt – slusen ind i Gudskogens kanalsystem, ad hvilket han kom til Broderskog, Seebüll, Store Hallig, Jacobsværft, Petersböll, Hyltoft og Schreiberstadt.

Bager Hansen sejlede brød til sine kunder ved Nørremølle indtil 1926 – 1927.

 

Masser af jagt

Jagt var også en naturlig foreteelse i marsken. Der var masser af fugle og en stor bestand af harer. Desuden var der vildgæs, oddere og vilde svaner. I Welt und Heimat beskriver Emil Nolde marskjagten:

• Da jeg så erhvervede den meget mindre skyttebåd, og senhøsten kom, var der meget at gøre. Regn-spurvene kom med deres fløjt og lange næb. Og med dem de mange andre fremmede fugle. Med blæst og regnbyger kom hele sværme af vildænder trækkende fra Norge og Spitzbergen og svømmede på alle vandflader omkring os.

 

Lang vej i kirke

Når Rudbøllingerne skulle i kirke, foregik det med båd til Højer Sluse. Herfra gik de til Højer Kirke. Indtil 1893 blev de døde Rudbøllinger fragtet til den hvide bro ved Højer, hvorfra kisten førtes videre med hestevogn.

Havde folk fra Rudbøl, Rosekrans eller Fiskehusene havde ærinde i Tønder eller Højer, ja så sejlede man dertil. Særlig ved disse byers markeder ankom marskboerne i stort tal med båd.

 

Østrigske tropper rekvirerede både

Under krigen i 1864 rekvirerede de østrigske tropper i Højer et stort antal to-gangs-både fra Rudbøl. Fartøjerne blev lagt til ved Højer Sluse med henblik på overførsel til Sild. Den 13. juli blev der sejlet 200 østrigske jægere fra Højer til Munkmarch ombord i 20 to-gangs-både og et større fartøj. De fleste af disse fartøjer blev leveret fra Rudbøl.

 

Wasserpost

I Gudskog havde man ikke et landpostbud. Nej da havde man et Wasserpost. To gange om ugen sejlede han nordpå gennem kanalen langs østsiden af Rosenkrans – Nykirke vejen og drejede før Fiskehusene østpå mod Gudskog – gårdene. Når der var frost og tø, kunne det gå op til 4 uger inden man fik sin post.

 

Æ klusstag

For børnene var det lige så vigtig at tage springstokken som bøgerne med, når man skulle i skole. På sønderjysk hedder den Klusstag. På frisisk er betegnelsen Klöwer. Den er omkring 3,5 meter lang, til børnene dog mindre. I nederste ende er den formet som en slags fod. Nogle marskboer havde en, de kun brugte om søndagen.

Undertegnede har selv prøvet sporten ude i forlandet til Ny Frederikskog. Efter nogen øvelse, er det faktisk meget sjovt. Mange børn kunne dog ikke nøjes med Æ Klusstag. De måtte transporteres i skole på hesteryg eller med båd.

 

Kampen for drikkevand

Først i 1958 fik beboerne i Rosenkrans, Fiskehusene og Nykirke vandværksvand indlagt i deres huse, mens folk i Rudbøl først kom med i 1959. Emil Nolde skrev:

• Marsken – det af havet opskyllede vand – havde intet kildevand og ingen brønde. Af damme og grøfter, hvor frøer og ænder huserede, tog beboerne vand.

Vandet i kanaler og grøfter kunne være hvidligt og leret. Det indeholdt smådyr (vandlus), foruden større insekter og padder. Herfra hentede man vand. Men helst gjorde man det fra ny-gravede kuler. I selve Rudbøl tog beboerne vandet fra Vidåen lige ved Rudbøl Bro.

Fra Rosenkrans sejlede man ud på Vidåen med deres spande for at hente vand. Når kvinderne havde vasket tøj, skyllede de det fra en båd ude på Vidåen, hvilket var meget lettere end at bære store mængder skyllevand hjem.

Men fra 1930 kunne man ikke mere hente drikkevand fra Vidåen. Da var det forurenet af kloakudløb. Efterhånden måtte beboerne i Rudbøl have vand fra Højer Mejeri. Det kom så leveret i en tankbil, men det betød, at der kun var frisk vand hver anden dag.

Nogle anskaffede sig i 20’erne store beholdere, der kunne rumme 1.000 liter. Så hentede de vandet i Møgeltønder.

 

Stadig hø fra Gudskog

Grænsedragningen i 1920 medførte store ændringer i erhvervsforholdene syd og nord for den nye grænse. For beboerne i Rudbøl og Lyst betød det, at de var afskåret fra Gudskog, hvor de fra gammel tid hentede hø. Mange familiers eksistens var truet. Men Grev Schack greb ind og efter lange forhandlinger med de tyske myndigheder fik man lov til at hente hø.

 

Modstand mod afvandingen

En meget stor del af marskboerne var modstander af afvandingen. Særlig omkring Rudbøl var modstanden stor. Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del af marsken dog, at de ønskede afvanding. I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En vanskelig omstillingsproces fulgte for mange marskboer.

 

Biindtægt

En del beboere i Rudbøl havde en biindtægt ved at sælge måtter og sko, fremstillet af sumpplanten Søkogleaks.

Fik man mælk til overs fra kvæget laverede man det til mejerierne. Først til Møgeltønder, senere i Rodenæs og sidst til Højer.

 

Lille have

Til hvert hus i Rudbøl hørte en have (kolgor), hvor der blev dyrket krydderurter. Haverne var dog meget små. Jorden bestod mest af klæg. Men så kunne man blande sand i. Det hentede man på Sønderås bredder.

 

Masser af ål

Bag husene ved østsiden af Rosekrans – Nykirkevejen løber en uanseelig grøft, den tidligere ”forgrav” til bådtrafik. Om foråret trak ålene gennem denne kanal ud i de mindre vandløb og grøfter. Om efteråret vandrede de tilbage. Imens blev der sat ruser fra alle husene ved kanalen.

 

Emil Noldes redningsaktion

Med så meget vand omkring, skete der selvfølgelig en del ulykker. Ikke alle havde heldigvis en dødelig udgang. Emil Nolde fortæller i bogen En Kunstners Kampår følgende historie om Willie Carstensen fra Rudbøl, der gerne ville have sig en lille en:

• Forbi mine vinduer kom denne mand dinglende, stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pram-rælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom ham hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at han, en fisker og pramdrager, skal reddes af en kunstmaler.

 

Kapsejlads på Rudbøl Sø

Der er sikkert ikke mange, der ved, at der har været afholdt  “Vædde-sejlløb” på Rudbøl Sø. Kort efter den fransk – tyske krig, enten i 1874 eller 1878 startede det. Angiveligt helt frem til første verdenskrig. “Æ Væddesejlen ” blev afholdt 1. eller 2. pinsedag.

Formiddagen brugte bådfolket til forberedelserne. Blandt andet blev sejlene overdænget med vand, ved hjælp af øsekarret. Over middagen begyndte kapsejladsen. Bådene, der havde numre syet på sejlene, startede da fra Rudbøl Bro og ud på banen, hvis fjerneste punkt var Ringsværft på søens syd-bred.

De tre hurtigste både fik præmier. En bolle Punch udgjorde som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol også havde været førstepræmien.

 

Hjuldamper under Rudbøl Bro

Mellem Højer Sluse og Sild sejlede før 1920 en lille hjuldamper ”Sylt”, hvis skorsten kunne lægges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

På kapsejladsdagen var den udtaget af sin rute og sejlede i stedet passagerer fra Højer gennem Vidåen og Rudbøl Sø til Filowt, bugten ved Ringsværft og Lægan.

I forbindelse med dette, var der en kæmpe folkefest med skydetelte, karruseller, gøgl, musik og meget mere.

 

Verdens mærkeligste grænse

Hvorfor har Rudbøl så mærkelig en grænse?

Det var en international kommission, der skulle afstikke grænsen. Denne kommission bestod af en franskmand, en italiener, en tysker, en dansker, en englænder og en japaner. De havde i første omgang bestemt, at Vidåen skulle danne grænse efter 1920, men det blev anderledes.

Ifølge historien var der en, der hed Anton Nielsen fra Rudbøl, der henvendte sig til kommissionen.:

• I har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit største ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar, drejer det sig om?, spurgte japaneren.
• Ca. 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen.
• Nå, så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Ja, på min side vil de alle sammen godt være danske.

Efter at kommissionen havde talt sammen, sagde japaneren til Anton:

• Nu får du lov til at lave en lille privat afstemning her i gaden, og så ser vi resultatet.

Resultatet blev syv tyske og fem danske stemmer. Men foruden dem, der havde stemt, var der to koner, hvis mænd var faldet i krigen. De to enker ønskede at komme med til Danmark, men af hensyn til deres krigsrente, havde de ikke vovet at skrive under.

Japaneren henvendte sig derefter igen til Anton Nielsen:

• Nu skal vi skabe verdens mærkeligste grænse, hvor mennesker – ja et enkelt menneske får sit livs største ønske påfyldt.

Og så blev grænsestenene lagt på langs – ned i midten af gaden i Rudbøl – Rosenkrans. Anton Nielsens hus ligger i  Danmark. Kroen, hvor man spiser fantastisk og hvor man har det gode navn Brodersen (er ikke i familie, tror jeg) ligger i Tyskland.

Kilder: 

• Litteratur Højer 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Emil Nolde: En kunstners Kampår
• Emil Nolde: Welt und Heimat

 

•  Hvis du vil vide mere: 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Aventoft – Byen ved grænsen
• Travlhed ved Højer Sluse
• Tøndermarsken under vand
• Rudbøls Historie 

Redigeret 8. 12. 2021

Det var lige før, at manglende fleksibilitet hos Pastor Peter Steen, kunne have medført et arbejderoprør på Assistens Kirkegaard, den 2. december 1887. Det var den store smed og socialdemokrat Adam Pedersen, der blev begravet og ført til graven af 10.000 arbejdere.

Den 2. december 1887 blev den store socialdemokrat, smed Adam Pedersen, begravet. Man startede med en højtidelighed i Forsamlingshuset i Rømersgade. Kisten førtes derefter til Assistens Kirkegaard. 10.000 mennesker fulgte den afdøde.

 

Forbud fra præsten

Den afdøde havde frabedt sig ”præstelig begravelse”. Man havde forhandlet sig frem til, at den fungerende kirkebetjent indskrænkede sig til ritualet. Endvidere havde man ønsket at medarbejdere og partikammerater skulle bringe ham partiets tak og farvel.

Men på kirkegården skete følgende. Efter at der var udført en Koral, trådte Pastor Peter Steen frem og sagde, at der var nedlagt forbud mod, at der taltes efter at jordpåkastelsen havde fundet sted. Pastoren udtalte:

• Jeg opfordrer derfor alle til ikke at vise usømmelig adfærd her på dette hudindviede sted ved at overtræde forbuddet. Jeg skal indskrænke mig til ritualet Og nu vil jeg se, om nogen af denne forsamling har mod til at blotte deres hoveder for Guds hellige ord. Jeg henstiller til Hr. politiassistent
  Rantzau, at sørge for forbuddets overhold.

Derefter bad Pastor Steen fadervor og foretog jordpåkastelsen, men kun ganske få af forsamlingen fulgte opfordringen til at blotte hovederne.

 

Et pinligt indtryk

I det store følge på 10.000 mennesker, hvoraf ingen gjorde forsøg på at bryde det således nedlagte forbud, gjorde præstens ord et pinligt indtryk. Ganske særlig vakte det forargelse, at præsten kaldet det usømmelig adfærd, at en af afdødes venner havde ønsket at sige afskedsord ved en gammel partifælles grav.

Stille og rolig spredtes den store menneskemængde, efter at man havde ladet blæse en Koral over graven. Mange havde dog lyst til at fortælle præsten nogle ”sandhedsord”.

Denne Adam Pedersen var en af de store fortaler for, at de danske arbejdere skulle organisere sig. Med de havde svære vilkår. Og præstens opførsel blev betragtet som diskrimination.

 

Internationale bliver dannet

I sommeren 1871 startede man en afdeling af en Dansk afdeling af Den internationale Arbejderforening (Internationale). Tidligere havde det dog været en hvis forståelse fra de danske arbejdere til at man skulle organisere sig.

 

Ny næringslov

Ved den ny næringslov i slutningen af 1850’erne ophævedes lavtvangen. I 1862 opløstes hovedparten af de bestående lav. Mange arbejdere var tydeligvis meget tilfredse med at stå helt frit. Ude i Europa var man længere fremme. I Danmark var det som om enhver er sin egen lykkes smed.

 

Mange måtte have ekstra hjælp

Men de store dønninger fra Europa kunne man ikke dæmme op for. Lønningerne blandt danske arbejdere blev holdt nede på et absolut minimum. 2/3 af arbejderne hos Burmeister måtte have offentlig hjælp, for at kunne klare sig. Og når man dengang fik offentlig hjælp, ja så mistede man sine borgerlige rettigheder, og valgret kom slet ikke på tale.

 

Den første spæde start

Pio, Brix og Geleff blev inspireret og en organisering af de danske arbejdere tog sin begyndelse. De første, der startede var i 1869 – 1870 typografer, træskomagere og skibstømrere.

I 1873 blev der dannet en halv snes fagforeninger, og blandt dem, var Københavns Smede – og Maskinarbejderforening. Og det er så her, vi finder Adam Pedersen.

Men provinsen måtte også med, ellers nyttede det ikke noget. Og de københavnske arbejdsgivere kunne let skaffe uorganiseret arbejdskraft. Derfor stod fagbevægelsen faktisk temmelig svag.

 

En dyr kamp

I 1876 – 1877 lykkedes det at få oprettet fagforeninger ude i landet, men arbejdsførernes flugt til Amerika og det hårde tryk fra arbejdsgiverne og samfundet var lige ved at kvæle fagbevægelsen.

I 1885 udløste en arbejdsnedlæggelse for bedre løn, en smede – lockout. 24 fabrikker smed smedene ud og forlangte at de skulle melde sig ud af deres fagforeninger.

Konflikten varede i 4 måneder og omfattede 1.000 mand. På papiret tabte arbejderne. Men man havde opnået at få ret til at organisere sig. Efter konflikten faldt medlemstallet dog fra 1.500 til ca. 300 i april 1886.

 

Dansk Smede – og Maskinarbejderforbund dannes.

I 1888 vedtog man at danne Dansk Smede – og Maskinarbejderforbund., men det oplevede den store smed og socialdemokrat Adam Pedersen ikke.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse) 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

 

• Livet på Assistens Kirkegaard
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderne på Nørrebro
• Industri og Arbejdere på Nørrebro
• Kampen på Fælleden
• Stauning på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Da arbejderne organiserede sig og mange flere 

Redigeret 11.04. 2022

2. Fodfolkspionerbataljonen fra Tønder Kasserne måtte patruljere langs grænsen i 1945 – 1946. De holdt vagt ved Eksercergården, Sæd grænse, Siltoft, Rudbøl, Lyst, Nørremølle og Højer Sluse.

 

Først skulle rekruttiden ved 2. Fodfolkspionerbataljon på Tønder Kasserne overstås. Nogle af befalingsmændene på kasernen havde deltaget i begivenhederne den 9. april 1940. På kasernen var der masser af engelske militærkøretøjer, der var hentet i Hamborg.

 

Ikke mange sønderjyder

De fleste var københavnere, nogle jyder og kun enkelte sønderjyder. Det havde sikkert noget med følelser at gøre omkring det dansk/tyske, mente man. Mange af rekrutterne var ældre. Det skyldtes, at der ikke var session i en del år. Rekruttiden blev delvis tilbragt på feltbanen, springbrættet over åen, hvor enkelte faldt i og hængebroen.. Der var også klatretårnet og en kravle- tur over pigtrådsspærringen. Man kunne heller ikke undgå det 3,4 meter høje springtårn.

Efter rekruttiden gik turen til vagttjeneste i Højer. Kompagniet blev først indkvarteret på Hotel Sylt

Cirka 30 af soldaterne havde tilladelse til at medbringe egne cykler. Men turen til Højer foregik i march, trækkende med cyklerne. Men da fortroppen efterhånden var taget op af mandskabsvogne fik de sidste 30 dog lov til at cykle det sidste stykke vej.

 

Afsted til Højer

Da man så endelig kom til Højer, var der munderingseftersyn på Torvet. De først ankommende fik til opgave at fylde halm i sække til madrasser, og at samle etagesenge til anbringelse i hotellets festsal. Det var ikke plads til alle i festsalen, så de sidste blev anbragt i pulterrummet på hotellets loft. Her blev man så glemt, og det betød 14 dages ”vagtfrihed”. Senere blev det flyttet til baraklejren. Her blev de sidste 4 – 5 måneder af indkaldelsen tilbragt.

Den havde først været brugt til tyske flygtninge, derefter til engelske soldater.

 

Nytår med flygtninge

Folk med realeksamen blev udnævnt som vagtkommandør. En gang imellem blev man udkommanderet til vagttjeneste ved flygtningelejren ved Eksercergården på Ribe Landevej i Tønder.
Og det skete også i december/januar 1945 – 1946.

Både blandt flygtningene i lejren samt hos soldaterne var det glæde over, at man kunne holde det første nytår i fred.  Soldaterne var også inde i lejren for at fejre nytår, de havde et par  flasker Pullimut med – tidens bedst mulige, men elendige krigsvin. Selvfølgelig havde de også cigaretter med. En gammel mand, en flytning underholdt med harmonikaspil. Alt forløb fredeligt og venligt. Men det var forbudt for soldaterne at omgås flygtninge.

 

Den tyske løjtnants kærlighed

I januar blev en tysk løjtnant anholdt. Han havde en kæreste i lejren. Han blev anholdt og anbragt i ”kachotten”. Men det lykkedes ham, at stikke af. Om aftenen lykkedes det ham, at forcere muren, få pigen ud til et ventende køretøj og flygte. Soldaterne gjorde, hvad de skulle. De forsøgte at indhente dem – på cykel. Men det var vel ingen der kunne forvente, at de brugte deres skydevåben. De tænkte sikkert

• Fred være med dem, gid de må nå velbeholdne hjem.

Skolebøger med ”Hitler – citater”

Et af de steder, der skulle holdes vagt var ved Nørremølle. Den tyske skole her, blev beslaglagt af englænderne. Men det var de danske soldater, der måtte rydde op. Skolebiblioteket var væltet ud på gulvet. Soldaterne fandt læsebøger med Hitler – citater på hver anden side. Ved Nørremølle var der også placeret en stor lyskaster. Efter flere døgns vagt kunne cyklen pakkes og så gik turen atter ind til baraklejren i Højer.

En vagttørn på diget kunne være en meget kold fornøjelse. Men også ved Rudbøl, Siltoft og Lyst skulle der patruljeres. Ofte skete det sammen med gendamerne.

 

De tunge støvler ved Højer Sluse

Når der holdtes vagt ved slusen kunne man søge tilflugt i et lille læskur ved Pørksens kro. Vagten foregik på den måde, at der var 4 timers vagt og 4 timers fri. Men når man var ude i flere døgn af gangen, kunne man indbyrdes aftale 8 timers vagt, 8 timers fri.

Man havde meget store tunge og varme støvler på. Der var bly i støvlerne. Efter 4 timer måtte man befries for støvler, og knæene kom i vejret.

 

Jernbanevognen i Siltoft

I Siltoft var tilholdsstedet en gammel jernbanevogn. Det lugtede fra en lille brændeovn, som blev fyret op med tørv og brænde. Nogle perioder kunne strække sig over 8 døgn, når det gik kludder i vagtlisterne i Højer. Tjansen med at tømme det udendørs lokum gik på omgang, ellers trak man lod om tjansen. Man livede altid op, når madvognen kom.

Endnu patruljerede engelske soldater langs grænsen. Det var en god adspredelse. Men også de tyske gendarmer kunne man tale med.

 

Den 9. april 1946

Den første 9. april efter besættelsen rejste Kompagniet rundt om i Sønderjylland og nedlagde kranse for at mindes de faldne danske soldater og gendarmer ved træfninger ved overfaldet på Danmark i 1940. På Søgård var der dækket op til de soldater, der var med til dette. Dagen sluttede på Dybbøl, hvor en historiker ridsede begivenhederne op fra 1864 og tiden efter.

 

Afmønstring

Den 15. april 1946 var der afmønstring. Overnatningen foregik i en gymnastiksal i Tønder, efter en våd aften i byen.

• Tak til Gerd – Uwe fra Tønder for materiale og inspiration

Hvis du vil vide: 

• www.dengang.dkindeholder1.783 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 9. – 12 – 2021

Et dramatisk røveri, der godt kunne ligne en amerikansk gangsterfilm fandt sted i august 1913 midt på Østerbrogade. ”Letlevende Pigebørn” bragte politiet på sporet. Den ene af røverne blev fundet med ”en kugle for panden” i Ladegårdsåen.

 

Et stort og uhyggeligt bankrøveri fandt sted i 1913, den 17. august ved 15 – tiden i Sparekassen for København og Omegns Østerbroafdeling, Østerbrogade 120. Det var lige på hjørnet af Nøjsomhedsvej.

 

9.000 kr. røvet

To mænd trådte ind i lokalet. Da de var kommet i lokalet, trak de pludselig deres revolvere frem. Den ene holdt det forskrækkede personale i skak, mens den anden tømte beholdningen – i alt 9.000 kr.

 

De ansatte blev bundet

Under røveriet var fuldmægtig Leudersdorf og assistent Schinkel tilstede. De blev af revolvermændene tvunget op af lokalets bagvæg. Røverne havde selv reb med, og de ansatte blev bundet og kastet ned i kælderen. Det lykkedes dem, at binde sig løs. Men da var røverne for længst forsvundet.

Politiet blev tilkaldt, og politiassistent Tvermoes optog rapport. Han mente, at røverne var tyskere. Røveriet vakte opsigt. Ja, man talte om, at der var kommet amerikanske tilstande, og man snakkede om at sikre bankerne meget bedre.

 

Glade dage hos ”letlevende pigebørn”

Efter to ugers opklaring, fandt man frem til, hvem der var gerningsmændene. Den ene, viste sig at være Lindorff Larsen, der optrådte som agent, rejsende og maskinist. Den anden var en tysk maskinsmed, Gütting, der arbejdede hos Nielsen & Winther på Blegdamsvejen.

Man fandt frem til de to, ved at udspørge nogle letlevende Pigebørn. I to dage havde de levet i sus og dus med de to herrer. Afslutningen foregik på Damhus-kroen.

Da politiet ville anholde Larsen på det pensionat, hvor han boede, var han for længst forduftet.

 

Penge i værktøjskasse

Man henvendte sig derfor til Larsens gode ven, Gûtting, for at høre om, hvor Larsen eventuelt kunne befinde sig.

Samme dag fik politiet en melding om, at arbejdskammerater til Gütting, havde fundet en stor sum penge i dennes værktøjsskuffe. Gûtting blev anholdt og fængslet. Eftersøgningen af Larsen fortsatte nu med blodhunde.

 

Lindorff – Larsen blev fundet – druknet

Befolkningen i København fik gennem avisernes løbesedler, at vide, at man nu havde fundet Larsen – dog ikke i live.

Lørdag aften havde Lindorff Larsen besøgt en gammel kammerat og bedt ham om et skjulested. Det havde han ikke fået, tværtimod havde kammeraten kontaktet politiet. Politiet rykkede derfor ud i området omkring Fuglebakken, der hvor kammeraten boede. Og det skete med stor forsigtighed, fordi Larsen var
i besiddelse af en ladt pistol.

Men en hel nats eftersøgning var resultatløs.

En ung mand, der sad og fiskede i Ladegårdsåen søndag morgen gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig flyde i åen. Han tilkaldte en betjent, og ved fælles hjælp fik de trukket liget i land.

 

En dramatisk tragedie

Det var ingen tvivl. Sparekasserøveren Lindorff Larsen var fundet. Allerede lørdag aften var han vadet ud i åen, og her havde han skudt sig en kugle for panden, lige over øjet. Således endte det dramatiske røveri med en endnu mere dramatisk tragedie.

I dag ligger der en 7 – eleven på det sted, hvor banken lå.

 

Kilde: 

• Litteratur Østerbro 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 31. 01. 2022

Aventoft blev en gang beskrevet som fattig, og beboerne som storsnuede. Det var inden danskerne valfartede til den lille by og forsynede sig mel alskens cigaretter, vin og øl. Men aventofterne har altid været kreative, når det gjaldt indtægter. Og så har byen engang været storleverandør af måtter til Hamburg – Amerika linjen.

Vi tog til Aventoft for at få en lille ”Gewesen”, og søndag formiddag til en ”Frühshoppen”. Men også om aftenen. Men ofte lukkede grænsen, så måtte vi hjem
over Sæd.

Endhver Tynne – knajt har drukket af Æ Støvl i Aventoft. Det er noget med, at du skal have den i en helt bestemt retning, når du når et vist punkt. Har du ikke det, så skvulper øllet ud over dig, til stor morskab for alle andre end dig selv.

 

Import af varer

Vores import af diverse varer, afhang faktisk af hvem der sad i det røde skur. Var det nu en tolder, som vi kendte? Eller var det en af de emsige. Vi regner ikke med at læserne går videre med denne oplysning.

 

I familie med ”Der Wirt”

Det var også her de store supermarkeder begyndte at skyde op. Armin (staves det ringtig) med efternavnet Bruhn, havde også en Gaststätte. Her var familien ofte på besøg. Meget sent har vi så opdaget, at vi sandelig er i familie med denne ”Bruhn”. Vi kunne have opnået en klækkelig familie-rabat.

Jeg husker også Armin, da vi lavede blindebånd i Tønder Båndamatørklub. Her fortalte han om julehandelen. Så er det også Sonja og Volfgang. Vores store søn gik i gymnasium i Aabenraa. Med deres den store.

 

Beskyldt for at være storsnuet

Fra gammel tid, har der hersket fattigdom i Aventoft. Beboerne passede deres eget. Derfor blev de af andre ofte betragtet som storsnuede. I Tynne sagde om dem i Aventoft:

• Æ Tag dæ groe dem inden for æ Dørre
• Å æ Fisk svømme dem ind a æ Dørre
• Und wenn das verdammte Wirtshaus niks vær
• Dann vær de Aventofter en formøgende by.

Nu vil yngre tøndringer sikkert påstå, at dette var fuldt af stavefejl. Men sådan skrev og talte vi dengang.  Mange år senere, når vi sad i Aventoft og fik en lille en, sad vi og sang til melodien Dovntown
med Petrula Clark:

• Bisst du allein, von allen Sorgen verlassen
• Dann gehe in die Stadt – Awntowt, Awntowt o.s.v.

 

Lægan Kro

På vej til Aventoft passerede man engang Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været båd-byggere. Folk kom fra Tønder for at drikke kaffe, og spise hjemmebagt honningkage. For at tiltrække kunder, havde kromanden en net-overtrukket vandfyldt båd, hvori der befandt sig to sælhunde.

 

Fiskeri i Aventoft

Kigger man i Trap’ s beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig fra 1864 står der følgende om Aventoft:

• De mange Husmands Familier ernærer sig ved Dagleje, Fiskeri og Bådfart. Landbruget er ikke Hovederhvervet i Sognet. Afsætning af Rør er ikke ubetydelig

Nu skal man ikke tro på alt, hvad der står i bøger. Beskrivelsen var også kun delvis rigtig.  Bådfart var ikke et selvstændigt erhverv i Aventoft. Der var godt
nok engang en lade – og losseplads. I tiden mellem 1900 og afvandingen, var der omkring 14 – 20 fiskere i byen, mens 16 – 17 havde andre erhverv.

Enkelte fiskere havde helt op til 25 ruser.

Når vinden var i øst, glædede fiskerne i Aventoft sig. For så var der rigtig mange ål i ruserne ved Fressmark Gaf. Alle disse ål kunne man ikke selv spise. Så de blev solgt til fiskerøger Petersen eller købmand Dethlefsen i Tønder.

 

Konen med fangsten

Som regel var det konen, der måtte til Tønder og sælge en del af fangsten.

Hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange, at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.

Det skete også, at man tog rundt i nabobyerne og solgte fisk. Men her var der helt bestemte regler, hvor man måtte sælge.  Ved Aventoft Sø havde 10 mand
såkaldte hø-parter.

Skulle man i kirke kunne man tage via en kanal hertil. Ude foran kirken kunne der fortøjes op til 50 både.

 

Gode kartofler

Man havde ikke problemer med drikkevandet, da grundvandet var ret godt. Her kunne man nøjes med brønde og senere pumper.

Byen lå på en sandmuldet geestø. Her kunne man drive jordbrug. Og det gjorde de flittigt. Devar kendt for deres kartofler. Og dette er slet ikke nævnt i Trap´ s
beskrivelse.

Indtil 1900’tallet dyrkede aventofterne en sort, de kaldte blanke kartofler eller æggekartofler, som var særlig velsmagende. Men denne art blev angrebet af en sygdom. Så blev de nødt til at finde en anden slags.

 

Giv agt, Sejkat

Ved byen var der store områder med tilgroet sump, kaldet sejkat. Nogle steder med et græslag så tyndt, at børnene sank igennem og blev tilsølet af mudder. Så måtte de ud i søen og skylles rene.

 

Kvæg til Nibøl

En række storbønder i Vidding Herred købte hvert år et par hundrede kreaturer i Tønder. De blev så opfedet på marsken. Dyrene blev så sejlet fra Tønder til Nibøl på store pramme. Hver pram kunne måske rumme en halv snes. Og hver pram blev staget af fem – seks bønder.

 

Hamborg – Amerika – linjen storaftager

Nogle af aventofterne bjergede bødkerfleg. Det var en slags dunhammere, som voksede i marsken inden afvandingen. De blev solgt i bundter til bødkere i Tønder og Flensborg, som anvendte dem til fremstilling af tønder og kar.

Sumpplanter blev flittig dyrket i Aventoft. Af søkogleakslens stængler kunne man således fremstille måtter og sivsko. I tidligere tider lå der tæpper fremstillet af disse sumpplanter i et hvert hus i marsken. De lå som regel i æ Frankel (forstuen).

Folk valfartede til Aventoft, for at købe disse produkter. Blandt dem var købmændene Chr. Johansen og Peter Sørensen samt grosserer S.C. Lorentzen, alle fra Tønder. Det siges, at Hamburg – Amerika linjen fra storaftager.

 

Bånd og Kalmus

Også bånd blev fremstillet i stor stil Aventoft. Købmand Petersen i nærheden af Skibbroen i Tønder var blandt aftagerne. Kalmus anvendte marskboerne til sengefyld. Det erstattede halm, på grund af mangel på dette under krigen.

 

Oprensning af Sønderå og Grønå

En anden vigtig indtægtskilde var arbejdet med at renholde Sønderå og Grønå, som skulle oprenses to gange om året. Renholdelsespligten påhvilede amtet, der lejede aventofterne til at udføre oprensningen.

 

Bager Andersens gode ide

Bager Andersen fik den gode ide, at sejle rundt og sælge brød fra sin båd. Det foregik så til beboerne i Ubjerg, Grippenfeldt, Lyst, Fiskehusene, Rosenkrantz og
Rudbøl helt frem til Første Verdenskrig.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken under vand
• Bådfolket fra Rudbøl
• Syd for Tønder og mange flere 

Redigeret 18. – 03. – 2022

Østerbro og Nørrebro mærkede i høj grad englænderne i 1807. Masser af bygninger blev brændt ned, for at forstærke forsvaret. Mange soldater måtte lade livet på Østerbro og Nørrebro. Inde i København blev 1.700 bygninger beskadiget og 1.600 københavnere måtte lade livet.

Der var masser af folk på gaden. De nød det gode vejr den 3. september 1807. Men pludselig slår granaterne ned. Først på Kongens Nytorv og Nikolaj Plads. Bombardementet fortsætter de følgende dage, og bliver mere intenst. Da spiret på Vor Frue Kirke styrter ned, opgiver Københavns kommandant, dagen efter.

Angrebet var skånselsløst. Der blev ikke taget noget som helst hensyn til lokalbefolkningen. Målet for englænderne var den danske flåde.

 

Masser af forsvarsværker

Ved et gamle salpeterværk ved Trianglen blev der placeret 60 mand og fire kanoner. På nordenden af dæmningen mellem Sortedams og Peblinge Sø blev der indsat 120 mand og to kanoner. Hovedportene blev også forstærket

På Strandvejen blev rytterpatruljer sendt ud. De kunne berette, at englænderne var på vej.

Over for englænderne stod danske forposter ved Kalkbrænderiet, Blågården (Stengade/Baggesensgade) og Ladegården. Fremskudte poster stod i Classens Have, ved Øster Alle og på vejen mod Nørrebro.

 

Forgæves kamp mod Svanemøllen

Den 20. august rykkede 4.000 danske soldater frem mod Svanemøllen. Ni kanonrobåde rykkede også frem. Den overordnede plan var at angribe og sløjfe batteriet. En anden gruppe skulle angribe ved Falkonergården og Lygten, for at aflede opmærksomheden.

Det hele kunne være gået godt, hvis de danske tropper havde kunnet sneget sig frem i tågen. Men kanonbådene åbnede ild alt for hurtig. De danske landtropper skød uden at kunne se fjenden.

De ni kanonbåde blev tvunget tilbage, og engelske tropper løb de danske tropper over ende.

 

Masser af afbrænding

Man kunne ikke stoppe englændernes fremmarch, så derfor beordrede man at afbrænde de bygninger, der lå mellem Sortedamssøen og volden, og mange andre steder. På Østerbro havde fjenden allerede kanoner på broen ved Tuteins Gård.

 

Lukket for drikkevand

Englænderne forsøgte at afskære byens vandforsyning ved at dæmme op for vandet fra Emdrup Sø. Yderligere anlagde de en løbegrav fra Jagtvejen ind mod Nørrebro, så man kunne færdes uforstyrret. Man anlagde kanonbatterier i henholdsvis Toksværds have (Møllegade/Peter Fabers Gade og på Assistens Kirkegård.

Den 23. august havde General Peymann iværksat et modangreb mod nogle engelske batterier ved Svanemøllen. Angrebet var kun delvis succesfuldt.

 

Danskerne presset tilbage

Den 24. august gik englænderne frem mod Østerbro og kalkbrænderiet, mod Jagtvejen, Nørrebro og Frederiksberg Allé samt udkanten af Vesterbro. Danskerne blev presset tilbage.

Brokvarterenes  befolkning flygtede ind mod byen. Her var der ikke megen plads.

 

Mange faldne på Nørrebro

Den 25. august rykkede man frem mod nogle batterier på Assistents Kirkegården på Nørrebro. Under ledelse af major Holstein rykkede 500 soldater frem.
Omkring Blågårds Plads skulle det store slag foregå. De danske styrker blev trængt tilbage til Blågård og Nørrebros sydlige del. Ved Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. De danske tropper havde lidt et tab på 21 faldne og 55 sårede.

I løbet af aftenen trængte englænderne frem til Østerbro, Blegdamsvej, Blågård, Ladegården og Vesterbro.

Ved Trianglen var man ved at anlægge en større skanse. Men her blev arbejderne løbet over ende, og mange blev taget til fange.

Englænderne kunne nu beskyde dæmningen (nu Dronning Louises Bro). Det samme var gældende ved Ladegårdsvejen. Her kunne de beskyde dæmningen mellem Peblinge og Skt. Jørgens Sø.

 

Søfolk dræbt ved Classens
Have

Den 26. august forsøgte ro-kanonbåden Stubbekiøbing at få ram på de britiske styrker i Classens Have. Men det resulterede i, at halvdelen af besætningen blev dræbt.

Den 28. august blev de sidste rydninger i skudfeltet inden for Sortedams, Peblinge og Skt. Jørgens Sø gennemført af danskerne ved at jævne huse, haver og hegn med jorden.

 

Rapport til Kronprinsen

Den 29. august sender general Peymann følgende rapport til kronprinsen:

• Underdanigst Rapport
• For at undersøge Assistens-kirkegaarden, hvor jeg formodede, at Fjenden havde begyndt at anlægge et Batteri og at plante Mørsere (morterer) lod jeg samtidig Jægere under Major Holstein udrykke 25de hujus(denne måned) (Henvisning til Rapport nr. 1 ) Under retiraden (tilbagetrækningen)kom en stærk Kolonne gjennem Østerallé og over Fælleden til Classens Have, hvorfor et detachement Marinere af omtrent 140 mand under Kapitajn Lassen blev til Forstærkning udsendt fra Citadellet (Kastellet) og kom strax i Fægtning med de engelske Jægere. Det blev imidlertid ikke muligt at fordrive disse fra Haven, hvor de nu ere. Et Forsøg herpå blev gjort den 26de, men forgæves (henvisning til Rapport nr.2). Imidlertid havde vi stærkt beskudt den Classenske Have fra Citadellet og fra Kanonèrbaaden ”Stubbekjøbing” under Løjtnant Bruun sprang i luften (hvorom Rapport Nr.3 handler).

 

Nyt batteri anlægges

Den 30. august begyndte englænderne at anlægge en ny batteristilling ved det ny kalkbrænderi (krydset Vordingborg -/Løgstørgade) som supplement til Svanemøllebatteriet.

 

Ny kamp i Classens Have

Den 31. august rykkede man ind igen ind i Classens Have, og det lykkedes at fordrive fjenden. Træerne blev fældet, så man ikke senere kunne bruge haven som skjulested. Livjægerkorpset bestod af 2.200 mand. Tropperne havde fire feltkanoner med. Men de havde også ildstøtte fra kanoner og moterer fra Kastellet.
Fra søsiden deltog tre ro-kanonfartøjer. I løbet af tre timer fik de danske tropper ryddet op i området.

Kampen i Classens Have var den eneste vellykkede aktion, som danskerne havde held til at iværksætte. Det var her Peymann blev skudt i foden.

Desværre kom angrebet så sent, at det ikke havde den store indflydelse på englændernes dominans.

 

Parat til angreb

Inden det store bombardement havde englænderne udstedt et ultimatum om overgivelse. Dette havde kronprinsen afslået.

Englænderne havde placeret 40 morterer, der ikke kunne ses fra voldene. Det var såkaldte krum-bane-skyts, som ikke behøvede frit udsyn til målet. Fra positioner som Rolighedsvej, Nørrebrogade ved Assistens Kirkegård og Øster Allé kunne man snildt ramme de tætbefolkede boligkvarterer omkring Frue Plads.

 

To englændere ved Østerport

To englændere, Jones og Sanders havde i begyndelsen af 1800 – tallet forsøgt at etablere et jernstøberi uden for Østerport. Og det var ikke lige til. Mange tilladelser skulle indhentes. Det kunne tage år. Inden afgørelsen blev taget, gik englænderne i land i Vedbæk den 16. august 1807. de to englændere forsvandt sporløst dagen efter.

 

Kapitulationen

Den 7. september blev Kapitulationen underskrevet. Følgende ting skulle blandt andet ske:

• Englænderne skulle besætte Kastellet og Holmen
• Krigsskibe af alle typer og alt flådetilbehør skulle afleveres
• Engelske transportskibe skulle indlades i havnen for at kunne indskibe og laste ekspeditionskorpset og dets materiel.
• Senest seks uger efter kapitulationen skulle Kastellet tilbageleveres, og de engelske tropper indskibes.
• Fjendtlighederne på hele Sjælland skulle ophøre
• Personer, personlig ejendom og dansk politi skulle respekteres, ligesom beslaglagt engelsk ejendom skulle tilbageleveres.
• Alle fanger skulle vende tilbage til egne styrker, og de officerer, der var fanger bundet af deres æresord, skulle løstages for denne forpligtigelse.

 

Et godt udbytte

Da englænderne endelig tog hjem, tog de 18 linjeskibe, 17 fregatter og 42 mindre skibe med sig. I alt 400 skibe sejlede den 21. og 22. oktober hjem til England. Danmarks store rolle som flådenation var endelig forbi.

Kronprinsen havde ellers befalet, at flåden skulle afbrændes. Men denne ordre nåede aldrig frem.

 

Dommen

Den 20. juli 1808 fremlagdes anklageskriftet. Peymann, Bielefeldt og Gedde blev ført til arresten i Kastellet. Dommene faldt den 16. november 1808.

Peymann og Bielefeldt blev dømt til døden og deres ejendom konfiskeret, fordi de unødvendigt havde overgivet fæstningen. Gedde blev dømt til døden, fordi han ikke havde sat fæstningen i forsvarsstand.

Kronprinsen, der nu var blevet Frederik den Sjette formidlede dommen. Peymann og Bielefeldt skulle ikke henrettes med afskediges i unåde uden tilladelse til at bære uniform og felttegn. Men efter Napoleons fald i 1815 fik alle tildelt pension og lov til at bære uniform.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• Under www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Classens Have 1807 
• En dansk drengs kamp i Classens Have 

Redigeret 2.02.2022

Detailhandlere har det altid været mange af på Nørrebro, i hvert fald efter 1852. Før den tid måtte man en besværlig vej ind til Staden.
Social nød, druk og arbejdsløshed har også præget detailhandelen på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening fungerede som politi og fødevarekontrol i mange år.

En enkelt urtekræmmer, en enkelt spækhøker, et bageri og et mælkeriudsalg , sådan så Nørrebros detailhandel ud i 1840. Ville man have et større udvalg, måtte man gå ind til staden. Men snart skulle det vise sig, at blive helt anderledes. Nørrebro Handelsforening blev landets største handelsforening med ca. 750 medlemmer. Dengang holdt man sammen.

 

Arbejdere skulle betale port – afgift

I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før klokken 6 om morgenen. Men politimester Bræstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidlig om morgenen. Desuden ville tyverierne stige, såfremt portene blev åbne.

Man tænkte ikke på de stakkels arbejdere ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport.

Selv om der ikke var mange butikker endnu på Nørrebro, så var der mange der arbejdede herude.

 

Trætte af voldene

Der var mange på Nørrebro, der var trætte af voldene. I en lov underskrevet af Christian den Fjerde i 1685 hed det sig, at alle husene uden for demarkationslinjen skulle nedrives, undtagen husene langs Blegdamen. Ligeledes skulle der oprettes tre værtshuse. Men loven blev overtrådt gang på gang.

 

Forslag til ny befæstningslinje

Brændevinsbrænder Wium på Nørrebro fremlagde i 1846 en plan til en ny befæstningslinje omkring København, så man kunne nedlægge voldene. Han foreslog anlæg af en række batterier fra Flaskekroen ved Kallebodstrand (Kalvebodsstrand)  langs Damhussøen forbi Bispeengen til Lygten, langs Lersøen til Tre Flasker og ud mod stranden

• omtrent saaledes at den ene Kanonkugle i Mag kunne forsvare den anden.

 

Ridderen af Nørrebro

Landlig idyl og masser af romantik var der på Nørrebro, inden butikkerne kom.

Tænk at man i 1841 måtte borthugge hver andet træ på Nørrebrogade. Kun på den nordlige side var der fortov, der brat blev afbrudt ved Fælledvej, af det såkaldte Barrierehus. Her boede en stakkels enke. Magistraten lod huset stå til 1847, skønt det var til hinder for Passagen og til Vansir for hele Gaden.

Lige over for lå den to etagers store Grams Have. Det var Nørrebros mest populære traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende 4 smukke døtre. De var veninde med enkefru Hansens døtre Emilie og Marie, der boede lidt længere henne af Nørrebrogade. De seks piger
sad så mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther. Han blev kaldt Ridderen af Nørrebro. Og det blev den 19 årige Marie Hansen, der løb med ridderen.

Den farlige bro

Der var masser af plads på Nørrebro, før det store byggeboom kom. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat sig. Flere havde fået dispensation til at opføre bygninger til fremstilling af diverse industri. Den største var Heegaard på det nuværende Blågårds Plads. Byggegrundene var forholdsvis billige.

Men der var lange gåture for arbejderne. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedams Søen. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart over søen.

Arbejderne strømmede til byen. Befolkningstallet mellem de to verdenskrige var helt oppe på 100.000. familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården, rotter på loftet og i kældre.

På et tidspunkt lignede bydelen et persisk marked. Slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i baggårdene.

 

Sammenhold og fællesskab

En ny lov om næringsfrihed var trådt i kraft. Det betød, at næringsdrivende frit kunne etablere sig. Efterhånden skød der butikker op overalt. Først i ynkelige kælderrum, og senere lykkedes det at erobre stueetagen.

Butikkerne havde åbent til klokken 21, om lørdagen til klokken 22. Om søndagen var der åbent fra klokken 7 til 9 om morgenen, og så igen fra 16 til 21. man kunne ikke have åbent i kirketiden.

Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 1870’erne. Men pengene på Nørrebro var få, og det kunne mange butikker mærke. Mange måtte lukke igen efter få år. Den sociale nød tvang befolkningen til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn, og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske og sociale forhold.

Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man ikke kunne forsørge sig selv. Fattigdommen var enorm. I Gartnergade var der gratis suppe og kød. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege. To gange om året samlede man tøj sammen til de allerfattigste.

 

Børnene rapsede

Havde man ikke penge til de mest nødvendige indkøb, ja så gik man hver mandag hen og afleverede sit pæne tøj på lånekontoret, og lånte penge. Om fredagen hentede man tøjet og betalte renterne, når man havde fået løn. Så var det måske også råd til lidt mere havregrød.

Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningernes udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så holdt man en lille pause, indtil man gik i gang igen.

Havde man slet ingen penge, kunne man stille sig foran rullekonens forretning og synge en vemodig sang. Så fik man måske en tiøre, der kunne investeres i et rosenbrød. De mest populære butikker for børnene var dem, hvor der var en slikmutter. I Skyttegade hed hun Musse.

 

Raahed, Uredelighed og Usædelighed

Langt om længe kom der også gang i byggeriet på Ydre Nørrebro. En skribent skrev følgende:

• Fattigdommen hersker. Mændene drikker, og Kvinderne sladrer Tiden bort.

I en artikel i Illustreret Tidende i forbindelse med Stefans Kirken kunne man læse:

• Her er Haab, om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædeligheds Medarbejdende Aaand vil blive det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

De forstod virkelig, at bruge det danske sprog, dengang.

Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en i de daværende medier til at skrive:

• Et Mylder af Gadestumper kommer op i Kirkens Nabolag, for alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

 

Duft af spegesild, tjære og blår

Alt skulle aftappes lige fra petroleum til brændevin. Andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen tog man med, for at få tingene færdiggjort.

På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Det var småt med udstillingsvinduer. Og de kunne stå i månedsvis uden at blive udskiftet. Tobaksforretningerne lignede hinanden, men ens skilte. Urtekræmmer og hørkræmmere var der efterhånden mange af på Nørrebro. En duft af spegesild, tjære og blår bredte sig. Gik man et stykke ned af sidegaderne kunne man fornemme duften af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt
kaffe. Hvis der havde været en fødevarekontrol dengang, ville der næppe være mange, der fik en smiley.

Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Slagterforretninger (Spækhøkere) fandtes både i Blågårdsgade og Nørrebrogade.

 

Nørrebro Handelsforening bliver født

I 1893 besluttede en række urtekræmmere at stifte en handelsforening, den kom til at hedde Nørrebroe Handelsforening. Foreningen sørgede bl.a. for at dens
medlemmer fik gode indkøbsmuligheder.

Men foreningen fungerede også som en slags politi. Man kontrollerede, om priserne blev overholdt, at varerene svarede til det, der stod på etiketten, og at konkurrenceloven ikke blev overtrådt. Man havde også et såkaldt whisky – udvalg, der skulle smage på varen. Om varen overholdt kvalitetskravet. Dette udvalg har man desværre ikke mere.

Foreningen kæmpede blandt andet mod tilgift. Og her var især kaffeforretningerne slemme. De blev støttet af brænderierne. Foreningen undrede sig over,
at ministeriet gav en kaffehandler tilladelse til at blande tilsætningsstoffer i ren kaffe og sælge blandingen til billigere pris.

 

Forening fungerede som politi

Det var kunderne, der rettede henvendelse til foreningen, over varer, man var utilfredse med. Butikker, der følte, at kollegaerne overtrådte reglerne, kontaktede også foreningen. På et år kunne foreningen godt have 400 sager, man beskæftigede sig med. Foreningen ansatte en person, der skulle forfølge alle disse sager, om nødvendig helt til retten. Denne person kaldte man for tillidsmand

 

Ejendom oprettes

En butik kunne dog nøjes med at betale en bod til foreningen. Denne bod gik så til en understøttelsesfond. Det skete også for en spritforhandler, der solgte sprit under den fastsatte pris. Han blev idømt en bod på 50 kr. Handelsforeningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker, der returnerede pengene til foreningen.

Understøttelsesfonden voksede, og i 1924 kunne man for pengene købe en bygning i Prinsesse Charlottes gade, hvor ældre detailhandlere kunne tilbringe deres sidste tid. Denne bygning har foreningen stadig. Her bor de gamle detailhandlere dog ikke mere.

 

Politisk indflydelse

Fra starten af sin eksistens gjorde Nørrebro Handelsforening meget ud af, at få politisk indflydelse. Lobbyvirksomhed var noget som foreningen meget tidlig gjorde brug af. Og det var ikke kun detailhandelen, der fik gode af dette. Også lokalbefolkningen har gennem årene, mærket det.

Denne politiske påvirkning  praktiserer foreningen stadig til stor fortrydelse for mange politikere, Det gøres bl.a. gennem foreningens meget besøgte hjemmeside www.norrebro.dk, som nutidens medier også gør brug af.

I 1925 undrede Dagbladet Politiken sig over, at handelsforeningerne ikke respekterede de love som Rigsdagen havde vedtaget med hensyn til prisfastsættelse. Det fik Nørrebro handelsforening til at fare i flint:

• Hvis en Handlende sælger sine Varer under den pålydende Pris, er det ikke af Kærlighed til det købende Publikum, men mere for at trække Kunder fra sine Kollegaer. Den ærede Presse vil gerne have vores Annoncer, ligesom den gerne vil have deres Blade forhandlet af os, kunne vi så ikke forlange af Pressen, at den ikke griber ind på Steder, hvor vi har loven på vor Side.

En dejlig duft

Det varede længe inden man fik kloakeringen i orden på Indre Nørrebro. Det var ikke særlig behageligt at gøre sit indkøb på Nørrebro dengang. Men også for kunderne omkring Nørrebros Runddel var det en blandet fornøjelse helt op i slutningen af 1890’erne.

Der var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel ud til Lyngbyvejen. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver, var det eneste, der var at finde. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil hed Sortevej, men i folkemunde hed det selvfølgelig noget andet. Her kom natmændene i nattens løb
med deres såkaldte chokoladevogne, hvorpå der stod åbne latrintønder. Det forudsagde selvfølgelig en frygtelig stank.

En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vinden var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.

Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelsen med Runddelen. I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens
gartnerier og brugt som mødding.

 

Mange butikker lukkede

Socialt var handelsstanden ikke højt placeret i 1900. Indtægterne var simpelthen for små. Man var også imod, at der blev givet rabat eller tilgift, som det hed dengang. 16 % af butikker lukkede efter det første år, og efter 4-5 år var 40 % lukket.
Irma startede på Nørrebro

På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden i Ravnsborggade. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Her måtte man ikke tale privat sammen. Hvis en af de kvindelige ansatte blev afhentet af en mand, blev
de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn.

Snart begyndte han selv at fabrikere og sælge andre varer. Siden åbnede andre filialer. Den lille butik som han startede i 1886 blev i 1907 til Irma.

 

Overflødighedsgøre

Nogle grossister ville også drive detailhandel, dette var ikke særlig populært hos den øvrige detailhandel. Man betragtede det som illoyal konkurrence. En af de største ”synder” fra Schous Sæbehus.

• Køb ikke hos overflødighedsgøre, opfordrede detailhandelen.

 

Handelsmedhjælpere har nok fritid

For en lærling var udsigterne ikke særlig gode for at overtage mesters urtekræmmerforening. En udlært tjente ikke nok til at kun brødføde en familie. Medarbejderne i 1890’ernes butikker var underlagt mesters luner. Mange boede hos ham. De var ofte henvist til usle kamre uden varme, ja nogle måtte sågar sove under disken. Medarbejderen kunne lige akkurat holde sig over sultegrænsen. Konkurrencen var skarp, man konkurrerede på åbningstiden lige som
i dag.

Overenskomst og arbejdstidsregler var ukendte begreber. Men der var ikke meget forståelse hos arbejdsgiverne. Kulhandler H.P. Hansen udtalte:

• Handelsmedhjælpere har nok fritid.

Det tilsluttede urtekræmmer Hjorth:

• De bliver jo selv principaler engang.

 

Arbejdernes egne butikker

115 dages lockout i 1899 ramte detailhandelen på Nørrebro meget hårdt. Store dele af butikkerne støttede arbejderne. Hundredvis af butikker fra hele København samlede sig på restaurant Kæden i Dronningens Tværgade, og krævede lockoutens ophør.

Mange kooperative butikker og industri foretagender opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner, drikke Star. Man kunne købe kød i Arbejdernes Kødforsyning. Brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. Sko for sidste gang, ja så klarede
Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

 

Søndagslukket

Principielt var det forbudt at arbejde om søndagen på grund af helligdagsloven af 1891. Men der blev givet et hav af dispensationer. De fleste butikker på Nørrebro havde også åbent i 1900.

Men i 1901 lavede man en afstemning om søndagslukning. 1.106 stemte for, mens 612 stemte imod. Kun 169 gad ikke at stemme. Læg mærke til, hvor mange butikker, der var på Nørrebro dengang.

 

Cykelhandlere

Der var kommet en del cykelhandlere til Nørrebro, ja i hele København var der efterhånden 65 cykelhandlere. Ja det hed ikke cykler, det hed faktisk bicykletten. Man kunne læse i dagens avis

• at Damer ride på Cykle, at ingen Mennesker falder på, at vende sig om efter en Cykelrytterske.

I begyndelsen hed de Velocipeder.  I Ryesgade havde løjtnant H. Schow undervist folk i at ride. Annoncer fortalte, at folk der lejede Velocipeder på Schow`s
plads kunne ride til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.

 

Pas på billigmagere

Butikkerne blev sure på bryggerierne. De tillod sig den frækhed, at levere direkte til kunderne. Det kunne man bare ikke.

Og butikkerne måtte heller ikke sælge under den fastlagte ølpris. Det gjorde øl-handler P. Jensen i Allerødgade. Man kaldte sådanne forretninger for billigmagere. Tænk de solgte Phønix øl og Bispebjerg øl til underpris.

 

Brugsforeningen – de handlendes fjende

Butikkerne var ikke glade for, at der kom en brugsforening til bydelen. Man mente, at brugsforeningen fik for mange fordele. Handelsforeningen appellerede derfor til arbejderne om, stadig at støtte de lokale butikker.

I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Den første næringslov er fra 1857, og den forsøgte at imødegå illoyal konkurrence. Detailhandelen måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev indført, for at sikre de mindre handlende mod ”storkapitalen”. Men brugsforeningerne var ikke omfattet af denne lov. De kunne frit etablere sig.

Der blev også nedsat en kommission, der skulle modarbejde falsk reklame og uhæderlig konkurrence. Ved siden af Nørre Central Cafe (i nærheden af Nørrebros Runddel) blev Hovedstadens Brugsforeninger dannet. I et foredrag om de handlendes vilkår, blev der oplyst, at blandt byens 10.000 – 11.000 handlende, ja så havde de 7.000 fra 800 til 3.000 kr. i årlig indkomst.

 

Beskatning af fattigmandssnaps

Tænk, at man kunne finde på at beskatte fattigmandssnaps.

Den 2. marts 1916 udbrød der kaos på Nørrebro. Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre, der ligger inde med spiritusbeholdninger skulle inden klokken 9 ”afgive beretning om beholdningens størrelse. Overtrædelse af spiritusforbuddet straffes med bøder indtil 9.000 kr. eller fængsel. Denne mangel skabte kaos. Inden forbuddet trådte i kraft hamstrede bydelens befolkning på livet løs. Afholdsselskabernes Landsforbund proklamerede, at forbuddet skulle gøres permanent. Den 24. marts kunne befolkningen på Nørrebro ånde lettet op. Det midlertidige spiritusforbud var ophævet, men sprutten var blevet temmelig dyr.

• Taffelakvavit nu 2 kr. 40 øre
• Whisky 9 kr.
• –Cognac 12 – 14 kr.

Detailhandelen blomstrer

Omkring 1920 var Nørrebro nok det sted i  Danmark, hvor detailhandelen blomstrede mest. Nørrebrogade og Blågårdsgade var de store forretningsgader, men også i sidegaderne skete der meget. Problemet var, at for mange butikker solgte det samme. Der var et hav af erhvervsforeninger på Nørrebro. Cigarhandlerforening, Viktualieforening, Vinhandlerforening, Øl-handlerforening, Petroleumsforening, Urtekræmmerforeningen og mange flere.

Nye ting kunne være svære at acceptere for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej udtalte formanden for Nørrebro Handelsforening:

• Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på åben Gade. Og at Vedkommende, som sælger disse varme Pølser, skal levere gratis Sennep til Pølserne. Når så et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer på samme Tallerken som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat Ret.

 

Ændring af Nærringsloven

Nørrebro Handelsforening havde nogle konstruktive forslag til ændring af næringsloven:

• En Grosserer skal løse Borgerskab, hvorpå kun må handles en Gros.
• Detailhandlerborgerskab afskaffes, i stedet indføres et Branche – og et Købmandsborgerskab. Fra et Købmandsborgerskab må der drives blandet Handel. Det skal koste 600 – 800 Kroner. Brancheborgerskab giver Ret til Handel til den Branche, hvor den er løst
• I en Kaffehandel må der kun handles med Kaffe, Te, Kakao, Chokolade, Sukker, Kiks og Biskuit.
• Gadehandel skal helt afskaffes eller indskrænkes betydelig, og da kun udstedes til svagelige, eller uarbejdsdygtige Folk.
• Fabrikanter må kun have Udsalg, og kun i den By, han har Fabrik. Helst i samme Ejendom, hvor Fabrikken er.
• En Håndværker må kun forhandle det, han selv eller hans Folk tilvirker, og han kan ikke få Brancheborgerskab til Handel ved siden af Håndværkerborgerskab.
• Udlændinge kan ikke få Borgerskab af nogen Art, før de har haft Ophold her i Riget i 10 År.
• Aktieselskaber må kun have Borgerskab, enten en Gros eller en Detail.

 

Butikker skulle yde særrabat

Socialminister K.K. Steincke foreslog, at de handlende skulle yde særrabat til de arbejdsløse ved disses køb af de vigtigste levnedsmidler. Man var dog ikke så begejstret på Nørrebro, fordi handelsministeren ville forbyde al rabat. Og skibsredder A.P. Møller var nok ikke særlig populær på Nørrebro i 1926, da han udtalte:

• Vi må se bort fra Understøttelse, så Lediggangen kan komme til at trække direkte på Lønnen.

 

Ballade på Blågårds Plads

Det er ikke ukendt for forretningerne på Nørrebro, at de skal fejre glasskår. Det skulle de også den 30. september 1934. Konservativ Ungdom havde arrangeret et møde på Blågårds Plads. Højrepartiets ledere, Christmas Møller og Pürchel var blandt talerne. Politiet havde i forvejen renset pladsen for kommunister, men
de vendte tilbage. Et sammenstød var uundgåelig.

 

Detailhandelen protesterer

Efter krigen var der akut varemangel og restriktioner blev indført. Man skulle også spare på lyset, så udstillingsvinduerne på Nørrebrogade var mørklagte.

I slutningen af 40’erne var bruttoavancen for butikkerne op Nørrebro kun 14,2 %. Handelsminister Jens Otte Krag kommer i skarpt krydsforhør af butiksejerne på Nørrebro, der var utilfredse med situationen.

 

En velsignelse af specialbutikker

En legetøjshandler på hjørnet af Jagtvejen og Nørrebrogade solgte figurer lavet af tysk krigs-materiale i aluminium. En ny brødrister, hvor brødet selv sprang op, blev det nye hit hos isenkræmmerne.. Mor fik nye køkkenredskaber og blender. Far fik el – shaver.

Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige sprog. I Ota` s havregrynspakke fulgte klippeark med helte og skurke fra det vilde vesten. Og sandelig om man ikke i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om Davy Crockett.

I 1950’erne havde Nørrebro en velsignelse af specialbutikker. På næsten ethvert gadehjørne lå der en købmand og et ismejeri. Butikkerne var domineret af disken, med hylder fra gulv til loft. Man kunne købe på klods. Og i Brugsen kunne man få dividende.

Det var en hørm af brunkål, piskefløde og nybagt bagerbrød. Senere blev luften blandet med kautisk soda. Alt skulle pludselig afsyres. Masser af små værksteder opstod.

 

Bulldozerne rykker ind

Da bulldozerne rykkede ind i 1972, gik det hurtigt. I en sky af grus var en fjerdedel af kvarteret væk i løbet af få uger. Pludselig gik det hele i stå. Der var ikke
penge til at fortsætte. Det var ikke boligsanering med beboersanering, sagde mange. Og butikkerne lukkede i stribe.

I 1950 boede der på Nørrebro 132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Grunden til dette var saneringen. Man foretog en gennemgribende ændring af det fysiske miljø. Mange Nørrebro – borgere følte, at deres rettigheder blev taget fra dem.

For detailhandelen på Blågårdsgade betød fjernelsen af trafikken omfattende lukninger af butikker. Andelsboligforeningen Peter Fabersgade 5 – 19 uddelte en løbeseddel, hvor de opfordrede Magistratens 4. afdeling til at koordinere gennemførelsen af saneringen i Den Sorte Firkant. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej, Fredensgade og Sortedams-Dosseringen:

• Vi har gennem længere tid set, hvordan der rundt omkring i kvarteret sker ændringer. Et hus rives ned, et tømmes og bliver stående. Forretninger lukker, institutioner bygges om, her og der moderniseres og udstykkes til ejerlejligheder. Men det hele sker planløst.

 

Butiksantallet falder

Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. I 1981 kunne der fremvises 120 tomme ubenyttede butikslokaler. I Blågårdsgade var 44 % af butikslokalerne tomme.

Nu var det ikke kun saneringens skyld at butikkerne lukkede. Supermarkedernes fremmarch var skyld i, at mange familieejede købmandsbutikker på Nørrebro lukkede.

Jagtvej 69, tilbudt for en krone

På et tidspunkt overtog Brugsen, Jagtvej 69. Nørrebro Handelsforening kæmpede for at bevare huset. Man brugte argumentet Historisk værdi. Men det var nok kampen mod endnu et supermarked, der fik handelsforeningen til at kæmpe for huset.

Meget senere, den 13. juli 2000 diskuterede foreningens bestyrelse, om man ville overtage huset. Foreningen havde fået det tilbudt – for 1 kr.  Men man sagde
pænt, nej tak.

 

Stigende butiksdød

Formanden for Nørrebro Handelsforening, slagter Knud Schou sagde i 1983 nogle rammende ord:

• Lavprisvarehusene har ansat såkaldte prispatruljer og leverandørerne sælger til forskellige priser og betingelser. Vi har brug for monopoltilsynet. Der gives rabatter fra 5 til 20 %. Disse rabatter er allerede opstået hos leverandørerne. Omsætningen i de resterende butikker på Nørrebro vil dale med 65
  millioner kroner de kommende år. Det vil selvsagt betyde endnu mere butiksdød. Først og fremmest er det forbrugerne, der selv er skyld i den stigende butiksdød.
• Nøgleordene er service og specialisering. Vi er nødt til hver eneste dag, at behandle vore kunder med omhu. Det er forrykt at møde en vrissen butiksindehaver, der samtidig klager over, at omsætningen går nedad. Et venligst smil, en faglig betjening kan supermarkederne ikke hamle op med. Så er det bedøvende lige meget om prisen på en vare til 20 kroner, er 50 øre billigere. Det er en kold tid, vi lever i, og mange mennesker, især de ældre og enlige, som vi har mange af i vores område, sætter pris på lidt varme og menneskelighed.

 

Dårlig trafikplanlægning

Og butikkerne var slet ikke tilfreds med kommunens planlægning af trafikforholdene. Således skrev Butiksejer Poul Wilcke:

• Set på Nørrebrogade – 1 stk. lastvogn belæsset med sten, beregnet for etablering af busholdeplads. Lastvognen blokerer totalt trafikken i 30 minutter, en hverdag klokken 15. Vi troede, at dette ville foregå uden for myldretiden. Mit fortov har været gravet op de sidste 12 dage. Kunderne har adgang til min butik ad et forholdsvis snævert bræt. Jeg må konstatere en omsætningsnedgang på 40 %.

 

Masser af ødelæggelser

Og de handlende var også utilfredse med de unge. Der blev udsendt en presse-information, hvor man blandt andet udtalte følgende:

• Detailhandlende på Nørrebro kan under ingen omstændigheder tolerere de metoder, som de unge tager i anvendelse for at markere deres synspunkter. Vi vil ikke længere være passive tilskuere til at en gruppe voldelige unge ødelægger vort kvarter, og gør det livsfarligt, at færdes i, for
  kvarterets beboere.

Butiksejere på Nørrebro har mange gange måttet feje glasskår. Sådan var det også tilfældet i 1993, da CNN berettede fra Nørrebro. Politiet affyrede 113 skud.
Med ødelæggelserne for butikkerne var større den 8. – 9. november 1999. Den gang udsendte Nørrebro Handelsforening en presse-information:

• Vi føler, at vore næringsdrivende bliver taget som gidsler, da en gruppe af udemokratiske hærværksfolk og terrorister får lyst til at vise deres foragt over for samfundet.
• Samfundet må stå til regnskab for politiets manglende indsats, da deres indsats eller mangel på samme, har resulteret i betydelig ekstra omkostninger for de implicerede virksomheder.

Ingen klassekamp – uden gadekamp

Men ligesom den gang og mange gange efter lod politikkerne. Nørrebros detailhandlere i stikken. De måtte klare sig selv. Forsikringerne blev skruet op, og langs muren på Assistens Kirkegården kunne man dagen efter læse:

• Ingen klassekamp – uden gadekamp.

 

Man støttede Bydelsrådet

Nørrebro Handelsforening var ikke enig med alt hvad Bydelsrådet foretog sig, men man havde et godt samarbejde. Man støttede aktivt en bevarelse af dette råd, fordi det forstærkede nærdemokratiet.

 

Indkøbsordning støtter de ældre

Bydelsrådet støttede også oprettelsen af NH Distribution. De ældre fik deres varer leveret på Christianiacykler, der ikke belastede miljøet. Priserne blev holdt
nede, fordi man også lavede indkøb i Netto, Fakta m.m. Senere skiftede selskabet navn til Handelsstandens Indkøbsordning. Men Københavns Kommune brød pludselig en aftale, og selskabet blev solgt. Resultatet blev et stort tab for Nørrebro Handelsforening.

Handelsforeningen var også med til at stifte en arbejdsløshedskasse for erhvervsdrivende samt et forsikringsselskab.

Detailhandelen trives stadig på Nørrebrogade. Omsætningen her er langt større end i Fields. Det tænker man nok ikke så meget over i det daglige.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro 
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• www.norrebro.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings Historie) finder du 29 artikler 

Redigeret 11.04.2022

For at illustrere historien startes der med undertegnedes egne lidelser. Læsere er derfor velkommen til at springe de første kapitler over. Tønder har været plaget af stormflod, brand, sygdom, vagabondplage, og mangel på social omsorg. Mange har frivillig bidraget til den sociale omsorg i Tønder.

I Tønders historie, er der tre plager, der går igen:

• Stormflod
• Brand
• Sygdom/Epidemier

Og det er det sidste, denne artikel handler om.

 

Mine egne lidelser

For mit eget vedkommende fylder min lidelseshistorie ikke så meget i statistikkerne. Jeg har dog i høj grad mærket det i min nærmeste omgangskreds. Mange taler om sygdom ligesom der tales om vejret. Nogle gange er dette berettiget. Det er altid legalt at få medynk.

Måske, kære læser, kan du springe de første afsnit over, for de fortæller om min egen lidelseshistorie.

 

Elefantmanden

Jeg var kun et halvt år gammel, da jeg fik fjernet mine mandler eller var det polypperne? Som 8 – 9 årig fik jeg røde hunde og fåresyge på en gang. Jeg blev et tilløbsstykke på Lærkevej. Naboer og familie strømmede til. De skulle se, hvordan sådan en elefantmand, så ud.

 

Skoletandlægen

Noget af det værste var, at møde op hos skoletandlægen. Det foregik på Kongevej. En lang smal gang førte ned til Skafottet. Inde i venteværelset var der sådan en blå IQ – terning. Hvis denne IQ – terning og det venteværelse eksisterer endnu er den terning fuld af angstens sved fra mig. Tandlægen hed hvis nok Jensen, og havde også et fly stående ud på Tønder Flyveplads.

En gang ville han fjerne to hjørnetænder hos mig. Min mor nedlagde veto. Måske er det derfor jeg i dag har et mærkeligt bid. Min nuværende tandlæge har kun set et lignende tilfælde. Det hedder noget meget fornemt på latin.

I dag er jeg ikke bange for at gå til tandlæge. Om det skyldes min tandlæges pædagogiske evner, eller hans skønne klinikassistenter, ved jeg ikke. Og de to kindtænder sidder der stadig.

 

Skideballe af Bulder og præsten

En dag besvimer jeg på Tønder Kommuneskole med et vindue over mig. Festsalen skulle bygges om, og man havde valgt at stille disse vinduer alle steder. I stedet for at spørge efter min velbefindende måtte jeg stå ret for Bulder (sådan blev skoleinspektøren kaldt). Jeg fik en ordentlig skideballe med spyt og det hele.

Et par dage efter, troede præsten, at jeg var faldet i søvn i forbindelse med konfirmationsforberedelse. En ny skideballe. Jeg fortalte, at jeg var syg. Jørn Jepsen fulgte mig over til det nærmeste toilet, som faktisk lå et stykke derfra. Jeg fik vand i hovedet, men det hjalp ikke.

Præsten må have modtaget en velsignelse, for han afbrød undervisningen, og kørte mig hjem i en himmelsk Folkevogn. Det var stort for min mor. Det var ikke hver dag en præst ringer på hendes dør.

Om eftermiddagen kom Dr. Jark, der kunne fortælle, at en byld i halsen var undervejs. En masse penicillin blev udskrevet, og hele 14 dage var jeg væk fra skole. Bylden forsvandt.

 

Akut til Sønderborg

Mange år efter var jeg i byen med bagermestre og bagerjomfruer i Aabenraa. Det var sjovt. Jeg drak et par under bordet i Gammel Dansk.

Næste morgen var den hel gal. Heldigvis var en af bagerjomfruerne, min daværende kæreste, Anne Magrethe hjemme hos mig. Jeg gjorde fagter og skrev på en seddel, at hun skulle ringe efter en vagtlæge med det samme. Min hals var ved at lukke.

En vagtlæge ankom efter nogen tid. Men det lugtede af ”meget Gammel Dansk”. På en eller anden måde havde den læge ikke humoristisk sans. Han var ved at gå igen. Men min veninde, som ikke sådan lod sig kue af noget som helst, stillede sig i vejen for lægen. Han var tvunget til at kigge ned i min løgnhals.

Nu gik alvoren op for ham.

• Uwe skal til Sønderborg med det samme. Har I kørelejlighed elles ringer jeg efter en ambulance.

Jeg kører, svarede min veninde.

• Gør du det, så ringer jeg efter politiet, du er spirituspåvirket.

Heldigvis havde hun en veninde, der ikke havde drukket Gammel Dansk hele natten. I Sønderborg diskuterede de, om jeg skulle opereres. Overlægen mente, at det kunne klares med penicillin og observation.

 

Anne Magrethe, du redede mit liv

Efter en uge blev jeg udskrevet. Efter at penicillinen var sluppet op, henvendte jeg mig til min lokale læge, den berømte Carsten Vagn Hansen. Men han var på ferie. En vikar kaldte mig for et pjok. Han kunne ikke se, at det var noget galt.

Næste dag var smerterne uudholdeligt. Min kæreste ringede til hendes læge. Han tog imod mig med det samme, ringede til Sønderborg, hvor jeg straks blev indlagt. Operationen blev foretaget dagen efter. Overlægen havde måttet afbryde en vagt for at operere.

• Tak Anne Magrethe, du reddede faktisk mit liv.

 

Jeg var tæt i hovedet

Tilbage igen til Tønder Kommuneskole. Her var det Dr Dahl vore årlige check.

Jeg klagede over, at jeg ikke kunne høre, og altid havde ondt i hovedet. Han fandt ud af at jeg var tæt i hovedet. Det var det sikkert mange, der ville have skrevet under på. Men jeg havde både pandehule – og bihulebetændelse. Og det havde jeg haft i mange år. Ingen havde opdaget det, heller ikke mig selv.

Så oven over Børnenes Paradis skulle jeg så levere snot i en bakke, mens meget smukke assistenter overværede dette. Det var lidt ydmygende. Ellers var det
lidt mærkelig, når de brød gennem næsen op til panden. Det kunne man faktisk godt høre.

Alt dette skete under realeksamen. Så jeg mødte op med vat i næsen o.s.v. Måske var det af medlidenhed, at jeg fik ret gode karakterer. Lærer Runge og Lærer Sørensen mente dog, at der var taget lidt for meget, også noget hjernemasse.

 

Mors Kamillete og fars øl hjalp

Takket være min mors Kamillete og varm mælk med honning, samt min fars kop eller to – guldøl, som han brugte som medicin har jeg ikke været mere syg
– heller ikke efterfølgende.

 

Tønders mange lidelser

I 1349 prægede den sorte pest i Tønder, og 13 år efter druknede en masse mennesker under en stormflod. Den 1. november 1436 er der igen stormflod. Det samme gentager sig i 1593, 1597, 1615 og 1634

I  1539 dræber pesten 600 indbyggere. Og 10 år efter må 149 dukke under for den samme epidemi. I 1580 plager pesten igen, og i 1602 er der 600 mennesker der dør. Pesten kommer igen i 1627, 1628 og1639. I 1808 dør en masse indbyggere af dysenteri.

Der er brand i byen i 1517,1522, 1581, 1586, 1622, 1642, 1649 og 1725

 

En slurk varmt øl er bedre end Medicus

I Tønder var det langt tilbage i tiden omvandrende medicinmænd, der stod for lægehjælpen. Ellers kunne man altid få hjælp hos barberen, når det gjaldt sår og småskader. Godt nok var der nogle læger, der slog sig ned i byen i midten af 1600 – tallet, men de fortrak hurtigt igen. Om det var fordi, borgerne var utilfredse med dem, eller omvendt, vides ikke.

De fleste ville hellere lade sig kurere ved

• en slurk varmt øl end en Medicus.

 

To apoteker

Først i 1691 fik man ansat en Physicus.

Allerede fra 1623 havde man et apotek i byen. Apotekeren havde en særstilling. Han blev betragtet som en embedsmand, der var fri for borgerlig tyngde.
Han havde også ret til at holde vinstue.

Magistraten så med lidt ublide øjne på apotekerens rolle. Derfor blev der i 1650 oprettet en såkaldt Nebenapotheke. Den fortsatte helt til 1920 under det missigende navn Alte Apotheke.

 

Helligåndshus

Enhver købstad havde i middelalderen et Helligåndshus. Her kunne gamle og svagelige finde pleje. Det var en blanding af vore dages syge – og plejehjem. Et sådant hus har sikkert eksisteret i Tønder, før det omtales første gang i 1523.

Det vides, at Frederik den 1. tillod at indsamle midler til en ny bygning. Den gamle var antagelig brændt ved Østergades brand i 1517. Tønder har desuden haft et Sct. Jørgens Hospital for Spedalske. Hertug Frederik ofrede en Gylden til Sct. Jørgen i Tønder. Måske har Gørresmark (Georgs Mark) haft sin oprindelse herfra.

En ny brand i 1647 ødelagde igen Helligåndshuset. Stiftelsen bag dette hus var dog efterhånden blevet velstående. Efter en ny ordning i 1705 kunne hospitalet dog kun rumme 24 personer.

 

De fattige gik for lud og koldt vand

Den sociale forsørg havde ligget i kirkens hånd. Men ved reformationen tog fyrsterne kirkegodset, men de glemte at overtage forsorgen for fattige, gamle og syge. Om Sct. Jørgens Hospital forlyder det intet. Men Helligåndshospitalet beholdt dog sine jorde og vedblev med at være alderdomshjem. Også i 1725 brændte hospitalet atter.

De fattige gik for lud og koldt vand. Prakker – og Stodderfogeden drev de fremmede tiggere til kommunegrænsen med sin pisk. De syge og svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor de blev kastet af på fremmed grund.

 

Hver lørdag, tiggeri fra dør til dør

Dem der var hjemmehørende i byen blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede stodderkongen dem i en flok og drog dem på tiggeri fra hus til hus. Dem, der var så svage, at de ikke kunne gå med i flokken, ja dem var der også tænkt på. Der var opstillet bøsser ved byens porte, og der blev lavet indsamlinger ved bryllupper og andre fester.

 

Fattigskat

I 1787 fik Fysikus Kvichauff ved frivillige bidrag rejst et sygehus i Østergade, men på en eller anden måde kom der aldrig gang i det.

Fattigvæsnet var blevet ny-organiseret. Enhver borger tegnede sig for en frivillig ugentlig fattigskat, der blev opkrævet af fire borgere, en fra hvert kvarter. Hver lørdag blev pengene så udbetalt.

 

Peter Strucks skjulte testamente

Kniplingshandler Peter Struck testamenterede 91 demant (1 demant = ½ ha) jord ude i marsken til oprettelse af et vajsenhus, men hans svigersøn havde efter Peter Strucks død holdt det hemmeligt. Provst Schrader opdagede ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor sum penge i tilgift.

Det blev både til et vajsenhus og hjælp til genrejsning af Helligåndshospitalet. I første omgang blev der plads i vajsenhuset til 12 forældreløse drenge.

I den anden tilbygning indrettede Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård. Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky personer blev tvangsindlagt og opdraget til nyttigt arbejde.

 

Fattigkollegium, Folkekøkken og Fattiggård

I 1820 anlagde kommunen kolonihaver til de fattige, og i 1826 oprettedes en arbejderanstalt i Østergade. Et folkekøkken blev oprettet i 1831. Her tilberedte man den første vinter 7.550 portioner mad.

Ved et regulativ af 1842 blev der oprettet et Fattigkollegium og byen inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.

I 1847 brændte Gørresmark. Seminariet som gården tilhørte, havde ikke råd til at genopføre gården. I 1853 indgik kommunen en kontrakt med seminariet om at forpagte jorden i 50 år. Man genopførte bygningerne og på den måde opstod fattiggården på Gørrismark. Her blev de arbejdsduelige beskæftiget i landbruget.

 

Herberge zur Heimat

I 1855 byggedes der på Fysikus Ulrichs foranledning et nyt sygehus i Østergade ved indgangen til anlægget.  Efter 1870 var den store plage Vagabondplagen. Gang på gang bankede en tigger på døren. I Tønder dannede man Foreningen mod tiggeri. Medlemmerne gav madbons i stedet for penge.

I 1880 indrettede man i Østergade Herberge zur Heimat. Her overnattede hvert ¨år 2.000 vagabonder og rejsende svende. I 1921 overtog kommunen bygningen, og indrettede dem til boliger for enlige gamle kvinder. Ejendommen blev kaldt Carsten – Wilms Stiftelsen til minde om initiativtagerne.

 

Nyt sygehus

I 1892 vedtog Tønder Kredsdag at give tilskud til oprettelse af kredssygehuse i Tønder, Højer, Løgumkloster, Nibøl, Læk, Westerland og Wyk. Grev Schack
foreslog, at der blev bygget et stort sygehus i Tønder, men forslaget blev nedstemt. Og byen var det sidste sted, hvor sygehuset var færdigt. Det blev taget i brug i 1898.

I 1925 foretog Tønder Amt og By en stor udvidelse af sygehuset. Det var stor anerkendelse til overlæge Dr. Med. Friherre v. Wetheren.

 

Nyt alderdomshjem

Det gamle Helligåndshospital ved Østerport havde i århundrede varetaget den filantropiske forsorg. I Tønder. Hospitalets formue var i 1920 blevet forøget med en gave af Kaptajn A. Leonhardt på Cuba. Kaptajnen, der var født i Tønder blev ved den lejlighed udnævnt til æresborger.

For Helligåndshospitalets midler blev der i perioden 1939 – 1940 rejst et smukt alderdomshjem ved Leos Allé for 36 ældre mennesker. Samtidig opførtes to bygninger med tilsammen 16 lejligheder for byens egne midler, beregnet for aldersrentenydende.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Brand i Tønder
• De stakkels kniplepiger
• En af Tønders patrioter
• Lov og ret i Tønder
• Tønder statsseminariums historie
• Tønders historie i årstal
• Dige-byggeri i Tøndermarsken og flere artikler 

Redigeret 18. – 09. 2022

En kraftig storm ødelagde afskibningen fra Jordsand. I stedet måtte dette forgå fra Højer. Den engelske konge havde bedt om hjælpetropper fra Danmark. Dette betød at landsdelen skulle sørge for proviant. Det kunne mærkes. Et skib sprang læk, flere kolliderede, og en del sejlede på grund. Men størstedelen af flåden ankom til England. Et enkelt skib strandede ved Hollands kyst, og et skib blev kapret af franskmændene.

 

I den første artikel om øen Jordsand ud for Højer, blev vi af Gerd Uwe fra Tønder gjort opmærksom på, at der var blevet udskibet over 6.000 soldater fra den nu forsvundne ø. Vi fortsætter i denne artikel med den mærkelige historie om alle de soldater, der skulle vade ud til øen.

 

En veltrænet hær

Danmark havde efterhånden fået en veltrænet hær. 30.000 godt klædte og vel øvede folk. Dette rygte var også nået til England. Her ville Wilhelm den 3. erobre Irland, men James den 2. ville ikke uden videre give det land tilbage til England. Og han havde endda fået tilsagn om støtte fra Ludwig den 14 af Frankrig. Ja det befandt sig hele 10.000 franske soldater i Irland.

 

Den engelske konge låner danske tropper

Den engelske konge ville låne danske tropper. Og den 15. august 1689 blev der underskrevet en aftale:

• Kongen af Danmark overlader kongen af England
• 1.000 mand kavaleri
• 6.000 mand infanteri med officerer og alt tilbehør.
• Disse tropper skal straks efter traktatens ratifikation afsendes enten til England, Skotland eller Irland efter den engelske konges ønske.
• De skal konvojeres af seks skibe, fire på 300 mand og 40 kanoner, to på 250 mand og 30 kanoner.
• Anvendelsen af disse tropper overlades til kongen af England, men han skal ikke uden højeste nød, skille dem af.

 

Hest mere værd end en infanterist

Lejen for korpset blev fastsat til 240.000 rigsdaler, men såfremt, som tilfældet blev, korpset skulle til Irland, blev lejen forhøjet til 325.000 rigsdaler. Betaling skulle ske med halvdelen ved ratifikation af traktaten, resten ved korpsets ankomst til deres bestemmelsessted.

Tre måneder efter endt krig skal tropperne sendes tilbage, og kongen forpligter sig til at tilbagelevere så mange mænd, som han havde modtaget, eller erstatte manglende infanterister med 10 rigsdaler og manglende heste med 50 rigsdaler (Var en tabt hest mere værd end en tabt soldat?).

 

Stor styrke samlet

Kongen beordrede skriftligt Land – og Søetatens deputerede,

• at man uden allerringeste tidsspilde sørgede for de nødvendige fartøjer til transporten for proviant, fersk vand og fourage, så flåden, hvis vinden var føjelig, kunne gå til søs den 22. september, men hvis vinden skulle være kontrær, så opholdet på landjorden skulle komme til at trække sig over længere tid, da at drage omsorg for tilstrækkelig føde.

Styrken skulle samles ved Ribe. De forskellige afdelinger kom bl.a. fra København, Odense, Kolding og Skanderborg. Kongen inspicerede personlig de enkelte afdelinger inden deres afmarch fra Ribe. Generalstaben bestod af Hertug Ferdinand Wilhelm af Würtenberg – Neustadt som ledende chef.

En samlet styrke på 7.102 personer og 1.719 heste foruden officerer, knægte og vogne blev samlet.

Styrken flyttet til Ballum – Hjerpsted området

Kongen beordrede en kortlægning og pejling af indløbene ved Ribe og List, hvilket blev udført af katografen Niels Hegelund. Han betegnede List dyb som en mod vest
beskyttet ankerplads med 19 favne vand, mans han ikke anså Ribe dyb som egnet til udskibningen.

 

Proviant skulle fremskaffes

Kongen havde håbet på udskibning fra Ribe. Efter ankomsten til Ribe blev hæren flyttet til Ballum – Hjerpsted området.

Det krævede stor planlægning.
Derfor skrev han til amtsskriverne Jens Christensen,
Ribe og Nicolaus Tych, overinspektøren på Schackenborg:

• Hans kongelige Majestæt allernådigst haver behaget at lade sammenkalde syv tusinde Mand, Kavaleri og Infanteri, ved Ribe, som derfra eller fra Lister Dyb skal embarkes til England er der højligen fornøden, at der til deres subsistence straks bages et tusind Tønder Hartbrød, og at der forefindes 1300 Læs Hø, hvert på 16 Listepund (256 pund).

Den gang fandtes der i Ribe kun tre bagere, og de kunne dagligt bage 450 brød. Det daglige behov til tropperne var 1.750 stk., idet hver soldat fik et seks punds brød hver fjerde dag. Der henstilledes derfor til de borgere, der ejede bageovne, at træde hjælpende til.

Ridefoged Jakob Kling i Haderslev fik ordre til at holde 500 tønder mel i beredskab, for deraf at lade 3000 brød bage.

Borgmesteren i Ribe blev anmodet om at indkøbe 177 skippund ost, 88 skippund smør og 1,500 – 2.000 tønder skibsøl.

På Schackenborg havde man oplagret 22.237 pund ost og nogle og tyve tønder smør. Med Københavns Bryggerlav var der blevet afsluttet kontrakt om en ugentlig levering af 3.000 tønder velbrygget øl. Men også fra Ribe, Haderslev, Flensborg og Sønderborg kom der øl.

Fra Flensborg blev der leveret 100 ruller allerbedste sejldug. Og i Glückstadt købte man 500 oksehoveder til at føre vand i. I København blev der indkøbt et skibsapotek med kirurgiske instrumenter.

Og vi er slet ikke færdige endnu. Der blev også købt flæsk, gryn, ærter, salt, olie til lamper, hængemåtter, klæder, sko, strømper og skjorter.

Til hver hest blev der pr. dag indkøbt ½ skæppe hakkelse og atten pund hø.

 

Stor kraftanstrengelse for
landsdelen

Kongen fulgte med på nærmeste hånd. Den 9. oktober var han ved Ballum og Hjerpsted. I hans dagbog skriver han.

• Den 9. beså jeg, hvad de skulle transportere, og befandt Stedet meget deficilt og ej bedre Sted at finde der omtrent end det ved Hjerpsted og så over til Jordsand til dybet ved List.

For landsdelen var det en stor kraftanstrengelse, at skaffe de store leverancer af proviant m.m. Det kunne godt mærkes i vinteren 1689 – 1690.

Børnene havde det sjovt. Troppernes passage var en enestående oplevelse med farver, musik og leben. Men for de voksne var det en kostbar og bitter fornøjelse, at skulle sælge store dele af deres vanskeligt bjergede høst til næppe ret store priser.

 

Regimenterne på plads

Den 10. oktober var hæren stort set samlet i en lejr ved Ribe på nær Oldenborgske Regiment, der var sejlet til Rømø, hvorfra man besluttede at udskibe det direkte.

Generalstaben skulle indkvarteres i Hjerpsted. En stor lejr blev arrangeret ved Skærbæk. Denne by og Brøns fik pålagt at fremskaffe 30 læs tørv, 40 læs halm og 60 læs hø til troppernes ophold.  En del af hæren ankom 12. oktober til Ballum, hvor den slog lejr.

Den 19. oktober ankom rytterregimenterne, der blev indkvarteret i Mjolden, Randerup og Emmerlev Sogne. Disse blev indkvarteret under tag på gårdene.

 

Præsten i Hjerpsted ville have dækket udgifter

Den samlede styrke blev ensidigt lagt på den kongelige enklave, og der blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, at de gottorpske undersåtter var fritaget for forpligtigelser i forbindelse med troppestyrkens passage. Således foreligger der en skrivelse fra den daværende præst i Hjerpsted, Pastor Trans, hvori han oplyser, at han den 12. til 23. oktober har haft opstaldet 12 af hertugens (af Württemberg) heste i præstegården, og at de i denne tid, havde fortæret fire læs hø. Desuden er der på bøndervogne ført fire læs hø til Jordsand. Han anmoder om, at måtte få erstattet disse in natura med tolv læs byg – og rughalm, to læs lyngklapninger, nitten læs tørv og fire læs flaver, som er blevet anvendt. Præstegården hørte ikke til enklaverne og havde derfor ingen forpligtigelser af denne art over for kongen.

 

Udskibning fra Højer

Den 21. oktober blev infanteriets heste taget ombord, mens generalstaben blev taget ombord den 23. Samme dag marcherede Det Juelske Kavaleri-regiment til Jordsand, men blev overrasket af en stærk sydveststorm., som satte hele øen under vand. Da regimentet havde opholdt sig her i tre dage, en del af tiden under vand, opgav man videre udskibning over Jordsand. Rytterregimentet blev under uhyre vanskeligheder ført tilbage til Hjerpsted. Man vadede i vand til livet og efterlod dele af bagagen. Straks efter blev man beordret mod Højer.
Herfra fandt den resterende udskibning sted i dagene den 28. 29. og 31. oktober, samt 1. 2. og 3. november.

 

Masser af skibe

Til overførslen af såvel tropper som proviant havde man samlet alle mindre skibe fra oplandet. Fra Rømø havde man fået 22 store og 12 små både, fra Ballum 2 smakker, fra Fanø 15 store både, fra Hjerting en skude, fra Ribe 3 pramme og fra Dagebøl og Galmsbøl 6 store og 12 små både. Dertil kom orlogsskibenes chalupper og både.

Transportflådens 80 skibe fra de fleste jyske havne samledes ved Listerdyb. Der var udskrevet skibe fra Sønderborg, Flensborg, Egernførde, Husum, Randers og Horsens.

 

Stort ubehag for befolkningen på sild

Ventetiden brugte soldaterne på Sild, til stort ubehag for beboerne. Præsten i Kejtum beretter, at besætningen stjal både gæs, høns og får:

• Mange af mine Duer på Kirken er blevet nedlagt. Den 14. og 15. oktober stormede 400 Mand mod Land. De havde ingen Officerer med. De lå her i to Dage, og Husejerne blev fuldstændig ruineret. Til gengæld fik over 50 af Øens Søfolk Ansættelse ved Konvojtjenesten, og det betød vel en Indtægt for dem.

 

Dårlig planlægning

Det kan undre, at kongen under sin planlægning ikke havde kontaktet lokale kræfter, for vejret ved Vestkysten kan være meget lumsk, særlig om efteråret. Det hårde vejr satte soldaternes moral på prøve. Der udbrød også børnekopper blandt mandskabet. Adskillige døde, mens andre så deres snit til at stikke af.

Ballum – præsten F. Blichenberg fortæller i 1754:

• Ved denne Bielke (Bavnehøjen,Ballum) har en gammel Mand set to Krigsfolk efter kort Proces at være Ophængt, dend ene fordi han havde bestjålet sin Ritmester, dend anden fordi han med sin Hest var deserteret. Har siden hørt, at dend ene hafde brudt en rustvogn og udtaget en Flæskebørste.

 

Klar til afsejling

På trods af alle genvordigheder blev ombord-tagningen gennemført med nogen forsinkelse. De første ombordtagende kom til at opholde sig i næsten 3 uger på skibene, inden afsejlingen
fandt sted. Forsinkelsen fordrede yderligere proviant tilvejebragt, og i de sidste dage tilgik der troppestyrken endnu 300 vogne med 500 tønder øl og 10.000 brød.

Endelig den 6. november var man klar til afsejling. Et befrielsens suk har ganske givet lydt hos beboerne i Ballum, Hjerpsted og Højer. Tilbage står erindringen om en byrdefuld og begivenhedsrig måned, der endnu kan spores i overleveringer på egnen.

 

Kollisioner og grundstødninger

Da von Stoecken ville føre den store flåde ud gennem Listerdyb gik flere skibe på grund, ligesom der ved kollisioner og andre uheld opstod flere større eller mindre skader. Blandt dem, der gik på grund var korpsets chef Hertugen af Würtemberg.

Von Stoecken lod de skibe, der var kommet i åbent vand, vente til alle skibe var bragt flot, men den 7. november blæste en storm op fra øst, og den tvang flåden til at lette anker med de ca. 70 skiber, der var sejlklare.

 

Landgang ændret

Meningen var, at man skulle have sejlet til Edinburgh, men allerede den 9. november fik hoved-flåden på nu 46 skibe Englands kyst i sigte ved Flamboroughs Head. Man søgte at krydse mod nord med flåden, men måtte opgive forehavendet med at nå Edinburgh. I stedet returnerede flåden til Flamboroughs Head. I mellemtiden var flåden vokset til 59 både.

Lidt syd for Flamboroughs Head gik skibet Det Kongelige Håb på grund med to kompagnier af Livgarden ombord. Skibet mistede begge sine ankre og fik brækket de to forreste master. Den begyndte også at tage vand ind.

Man kom i land ved Bridlington, hvor enhederne blev meget vel modtaget af befolkningen. Den øvrige flåde fik lov til at gå i land ved Hull. Et skib var dog ankommet til Edinburgh, hvor det ventede på hoved-floden. På grund af massiv østenstorm gik man i land ved Newcastle.

Kun 10 mand af de 7.000 omkom på vej over Nordsøen.

 

”Det gode håb” sprang læk

Dronningens Livregiment som bestod af seks kompagnier på hver 113 mand. Bataljonsstaben samt 1. og 2. kompagni var blevet taget ombord i skibet Dansche Havfrue, mens 3.4.og 5. kompagni var blevet indskibet på  Samson. Sidstnævnte sprang læk straks efter afsejlingen ud for Listerdyb. Man besluttede at returnere til Elbe – mundingen. Herfra sendte man de fire kompagnier i land og sendte dem tilbage til deres hjem-garnison i Glückstadt, indtil et nyt transportskib var blevet fundet.

 

Overmandede franskmændene

Den 3. december indskibedes de fire kompagnier igen. Den 4. december sejlede to skibe mod England. Men 5 dage senere under vindstille blev de angrebet af den franske kaperkaptajn
Jean Bart. Der var ikke muligt, at sætte sig til modværge. Det ene af de to skibes danske soldater overmandede dog franskmændene. Skibet strandede ved Zeeland på Hollands kyst, med alle ombordværende blev reddet. Ved hollændernes hjælp blev denne del af styrken bragt til England, hvor den forenedes med hovedstyrken i Yorkshire.

 

Danske soldater i den franske hær

Men franskmændene tog 16 officerer samt 305 underofficerer og soldater til fange.. Den franske konge så dem som krigsfanger, men det gjorde den engleske konge William den 3. ikke, da endnu ikke var trådt i hans tjeneste.

En stor del af de danske soldater indtrådte i den franske hær. Alternativet var skumle fængsler. Et nyt regiment opstod i Frankrig under navnet Yul Danois.

Men ingen af de danske officerer brød deres troskabsed til den danske konge. De måtte opleve 18 måneders fængselsophold under kritiske vilkår. Først i juni 1691 blev de danske fangers situation endelig løst, idet de af englænderne blev udvekslet med et tilsvarende antal franske officerer fra Irland.

 

Duel i England

En lille mindetavle på ydervæggen af St. Marys Church, ca. 10 km nord for Kingston – Upon – Hull, minder om danske soldaters tilstedeværelse. To danske soldater blev begravet ved kirken den 23. december 1689. den ene henrettet for i en duel, at have slået den anden ihjel, og den anden som første offer for duellen.

Den 27. marts 1690 var den danske styrke 5.600 infanterister og 996 kavalerister. Siden afgangen fra Danmark havde man mistet 99 infanterister samt 6 kavalerister og så dem, der befandt sig i Frankrig.

 

Sejr over irlænderne

Den hær som danskerne nu indgik i, bestod af 36.000 mand. De var sammensat af englændere, hollændere, tyskere, irske protestanter samt et finsk regiment. De danske soldater var de mest frygtede af irerrne. Fra vikingetiden havde den tradition overlevet, at danskerne engang skulle komme tilbage for at ødelægge landets børn.

Over for Wilhelm den 3`s sammenbragte styrke stod James den 2.`s styrke med 20.000 irer og 10.000 franskmænd.

Den 1. juli 1690 stod det store angreb. James den 2. led et klart nederlag. For Wilhelm den 3. betød det, at han fik adgang til Dublin og de frugtbare dele af Irland.

 

Stort tab for Livgarden

Den irske hær trak sig tilbage til befæstede byer og til fæstningen med hovedstyrken til Limerick. Den 27. august forsøgte man et angreb på hovedstyrken. Men irerne havde held til at afvise, og påføre den engelske hær betydelige tab. Livgarden mistede ved denne aktion alene over 100 mand.

• Dette var den dramatiske historie om soldaterne fra Jordsand.
• Tak til Gerd Uwe fra Tønder for materiale og inspiration.

 

Kilder:

• E. Gotfredsen: Et dansk hjælpekorps i engelske tjeneste 1689
• Jahn: Det danske auxillaikorps i engelsk tjeneste fra 1689 til 1697
• Mørch: En dansk militærafdeling gennem 325 år
• Gade: Den dansk – norske sømagts historie
• Sønderjydske årbøger: Pastor Blichenbergs beretning fra 1754, W. Christiuansen: En militær aktion i Vestslesvig 1689
• Dronningens Livregiments historie 1657 – 1957
• Thaulou: Den danske soldat gennem tiderne
• Prinsens Livregiment Soldaterforeningens medlemsblad 51. årgang nr. 3 marts 1970
• Tuxen: Royal Danois, Ludvig XIV`s dansk – norsk regiment (1888)
• 12. Bataljons Historie 1679 – 1929
• Premierløjtnant Th. Søgaard, Bidrag 12 Bataljonens Historie (1907)
• Bremer: Livgardens historie 1658 – 1908
• Ikke alle kilder har været benyttet ,da de ikke kunne fremskaffes.

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 

Redigeret 9. 12. 2021