Den troede Politiet på Østerbro alligevel ikke på. At Fru Kocks mand fik struben skåret over, mens hun lå ved siden af. Og uden at hun vidste noget. Morderen var hendes elsker. Man forsøgte, at skjule dette ved at fingere det som et rovmord. Og moderen mente, at kunne se den myrdede i Storebælts mørke vand. Han var nærmest lettet over, at være pågrebet.

 

Det er mange måder, at beskrive et mord på. Vi har valgt at lade datidens aviser beskrive episoden. De sorte overskrifter var også datidens overskrifter i aviserne.

8. – 12. december 1912

Fru Koch i Holsteinsgade meddeler Politiet, at hendes Mand, Blikkenslager Koch, er bleven myrdet om Natten medens hun laa ved Siden af ham.

En frygtelig Tilstaaelse: Fru Koch har tilstaaet, at hendes Elsker, Husejer Hansen – Vinding, har myrdet Koch med hendes Vidende.

• Paa Nordre Frihavnsgades Politistation kom ved 3 ½ Tiden igaar Morges en lille forskræmt Kone ind med Raabet: ”Min Mand er myrdet!”. Det var Fru Anna Koch, gift med Blikkenslager Carl Koch, Holsteinsgade 8. Mordet var begaaet ved 3 – Tiden i deres Soveværelse. Hun vågnede ved, at hendes Mand raabte ”Anna”, og hun saa nogle formummrede Personer kæmpe med Manden. Da hun bevægede sig, fik hun en Dyne over Hovedet, og da hun blev liggende ganske stille, troede Gerningsmanden, at hun var død. Da der atter var stille, fandt hun sin Mand liggende livløs ved Sengen. Hun kastede i en Fart noget Tøj over sig og løb til Politistationen.

 

Fru Koch blev i Nat arresteret

• Da Politiet kom til Holsteinsgade 8, fandt det Blikkenslagermester Koch liggende stiv og død med overskaaren Strube, og Opdagerne spurgte derfor Fru Koch, om hun ikke havde taget Fejl med Hensynet til Tidspunktet, da hendes Mand havde været død i længere Tid. Politiets Undersøgelser og de
  Afhøringer, der straks blev foretaget, resulterede i, at den Dræbtes Hustru i Nat blev arresteret.

 

Den Myrdedes Broder forsvarer Svigerinden

• Den Myrdes Broder, fhv. Kolonibestyrer Koch, har været til Afhøring. Han forstaar ikke, at man sigter Svigerinden for at have noget med Mordet at gøre.
• Det var det bedste Forhold mellem Ægtefællerne, siger Hr. Koch, baade min Broder og min Svigerinde var glade ved Livet og glade ved hinanden. Min broder var i de senere aar lidt svageligh, han havde Aarebetændelse og Nyregrus.
• Jeg talte med min Svigerinde paa Domhuset. Hun var sløv af Træthed og Nervøsitet, men hun fortalte alligevel med forbavsende og beundringsværdig Beherskelse om sine uhyggelige Oplevelser.

 

Fru Koch saa roligt paa, at hendes Mand blev myrdet!

• I Forhøret i Gaar brød Fru Koch sammen og aflagde en fuldstændig Tilstaaelse, der virkede lammende paa selv de trænede og hærdede Politifolk: Morderen er Fru Koch’s Elsker, Husejer Poul Hansen – Vinding, der ejer Huset i Holsteinsgade 7. Selv bor han i Nr. 9 i Holsteinsgad. Fru Koch forklarede, hvorledes hun sammen med Hansen – Vinding havde ventet på Chancen til at udføre Mordet. Mordaftenen vidste de, at Koch havde 3.000 Kr. i Kontanter i Skrivebordet, og de mente, at det var klogest at fingere et Rovmord. Fru Koch laa i Sengen ved Siden af sin febersyge Mand og saa ham blive dræbt. Først slog Hansen – Vinding ham i Ansigtet med en Hammer og skar derefter Halsen over paa ham. Fru Koch stod derpaa op, og lukkede Hansen – Vinding ud. Senere paa natten gik hun saa til Politiet.
• Saa snart det rygtedes, hvorledes sammenhængen var med Mordet, samledes ophidsede Mængder af Folk sig udenfor Mordstedet.

 

Fru Koch er ofte set sammen med Hansen – Vinding

• En medvirkende Aarsag til, at Fru Koch blev fældet, er, at fhv. Skuespillerinde ved Nørrebros Teater frk. Hallenborg har meddelt Politiet, at hun i Café
  ”Premier” paa Østerbrogade har set Hansen – Vinding og Fru Koch sidde sammen i et Separat – Kabinet.
• Ogsaa Husbeboerne har ofte set Fru Koch og Hansen – Vinding sammen. For Familien derimod, kommer meddelelsen om Forholdet mellem Fru Koch og Hansen – Vinding meget overraskende. Man havde Indtrykket af, at hun levede meget stilfærdigt sammen med sin Mand.

 

Morderen er flygtet – Han jages af politiet over hele Landet

• Saa saare Fru Kochs frygtelige Tilstaaelse forelaa blev alt disponibelt Opdager – Mandskab alarmeret for at sikre sig Hansen – Vinding, der imidlertid er sporløst forsvundet.
• Rygtet gik, at han var flygtet sammen med en letlevende Dame fra ”Kisten`s Bar”. Flygtet var han, men alene – og hvordan ved ingen. Der er nu sat alt ind paa at gribe den flygtende Morder, alle Havne og Stationer bevogtes, og de flyvende Opdagere  jagter ham over hele Landet.

 

Morderen fanget, men han slaar sig løs og forsvinder paany

• Hansen- Vinding blev i Gaar paagrebet af Politiet i Skelskør, men han slog sig løs fra Betjentene og forsvandt i Skovene ved Basnæs. Morderen havde maskeret sig som Sømand og havde i Skelskør ladet Skægget rage af.

 

Endelig paagrebet – efter at have tilbragt Natten i en Baad på Storebælt

• I gaar Formiddags Kl. 10 endte Jagten på Rovmorderen. Han blev fanget udenfor Korsør. Natten havde han tilbragt i aaben baad paa Søen. Han var meget forkommen, da han drev ind til Stranden, hvor en Fisker tog sig af ham. Har førtes til Korsør Arrest og derefter i Redningskorpsets Ambulancebil til Vestre Fængsel.
• Rystende fortalte Moderen, at Natten i Baaden i Storebælt er det frygteligste, han har oplevet. Der var hverken maane eller Stjerner, og i det mørke Vand syntes han hele Tiden, at han kunde se Blikkenslager Koch.

 

Dømt til Døden

• Benaadet med livsvarigt Fængsel, der ikke kan ophæves for Hansen – Vindings vedkommende.
• Ved Højesteret dømtes Marie Koch og Hansen – Vinding begge til Døden. Når Højesteretsdommen først faldt saa sent som februar 1914, skyldtes det, at Fru Koch i Fængslet, blev saa angrebet af Fængselspsykose, at hun nærmest maatte betegnes som sindssyg. I et Statsraadsmøde en Maaned senere benaadedes begge med livsvarigt Fængsel, for Hansen – Vindings Vedkommende med den skærpende Bestemmelse, at han aldrig senere kan gøres til Genstand for Benaadning.

 

Kilde: 

• Litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 31. – 01. – 2022

 

Hvilke virksomheder var det på Nørrebro i 1920’erne? Ja det er et spørgsmål, der ofte bliver stillet, når jeg holder foredrag og fortæller om detailhandelens udvikling på Nørrebro. Måske lykkes det os at få fremskaffet yderligere oplysninger om virksomhederne.

Jeg skal indrømme, at denne liste er mangelfuld. Jeg ved for eksempel, at der dengang eksisterede 4 – 5 boghandlere på Nørrebrogade. De er ikke med på listen. Så uvilkårligt vil der komme en artikel mere, om dette emne Flere Nørrebro – virksomheder 1923.  Husnumrene passer ikke.

Allersgade

1. Felix Reyhe, guldsmed

 

Baggesensgade

1. Chr. Funder, vinhandel

 

Baldersgade

1. Balderskilde (Mineralvand)
2. Engelsk Forniklingsanstalt

 

Bjelkes Allé

1. Københavns Låsefabrik

 

Blegdamsvej

1 Blegdammens Selskabslokaler

34- 38 Joh. Bjørkegren Skind

 

Blågårdsgade

1. Emil Johansen, guldsmed
2. Wörts & Rasmussen, snedkere
3. Johan Østenblad, Herretøj
4. Maskinkompagniet, Skotøjsmaskiner
5. Modebørsen
6. Bind & Eriksen, møbelsnedkere
7. Dansk Målerfabrik
8. J. Møller, skrædder

 

Borups Allé

1. Fr. Haagensen, kolonial
2. Georg Johansen, bager

 

Bragesgade

1. Brdr. Henze, jernbanemateriel

 

Elmegade

1. N. Carnøe, manufaktur

 

Esrumgade

1. Kjøbenhavns Møllesten og Maskinfabrik

 

Frederik den 7`s Gade

1. Nordisk Alabastindustri

 

Fælledvej

4  Patricia, café

5 Flora, café

6  Florasalen, restaurant

7  Damgaard Hansen, møbelsnedker

10 Andersen & Petersen, skibe

11 Bjerres Magasin, tøj

18 Jensen & Bentzen, skrædder

27 A. Fredslund, kolonial

 

Griffenfeldtsgade

1. Københavns Møbeletablissement
2. Olaf Jessen, maler
3. 50 – 50A Nolfi, Boligindretning

Guldbergsgade

23  Holger Jensen, tobak

84  J.J. Mollerup, vaskeri

Haraldsgade

1. Laur. Knudsen, elektriske artikler

 

Heimdalsgade
29 – 31 Københavnske Bagermestres Nye Rugbrødsfabrik

 30 – 32 Petersen & Wraae, Maskinfabrik

   39 Glødefri, tændstikfabrik

 

Henrik Runges Gade

1. J.O. Blacke, møbelsnedker

 

Hillerødgade

1. C.A. Boll murermester
2. Aurora, maskiner

 

Holtegade

1. N. Børrsen, metalvarer

 

Husumgade

– 16  M.A. Islin, børster

 

Hørsholmsgade

   Cloétta, chokolade

 

Jagtvej

1. Oluf Hansen, bundtmager

11   Chr. E. Bartholdy, møbler

21  Sofus Jensen, kolonial

59 Friberg, Linnedudlejning   
85 – 87  Chr. F. Kehlet, konfekture

91  Tang Jensen, klaviaturer

101 Darlov & Hansen, køreskole

 103 Tandhjulsfabrikken

111 Lauritz Christensen, auktioner

111 Joachim Christensen, Automobil reparation

113 T.E. Morgan, cykler

 113 Ludvig Andersson, sko

115 W. Bähnke, sennep

 119 V.A. Trebbien, slagter

 123  R.Madsen, bager

 161  Aldersro, cykler

  163B Viggo Jensen, Automobilværksted

Jægersborggade

Gaden er mærkelig nok ikke med på denne liste. Men kig under artiklen

Historien om Jægersborggade.
Her finder du en komplet fortegnelse over den livlige detailhandel her på gaden. Godt nok er fortegnelsen af lidt tidligere dato, men alligevel.

Kapelvej

1. C. Frederiksen, maskinsnedkeri

 

Korsgade

7   Chr. Jørgensen, møbler

37 P. Christiansen, brænde

 

Meinungsgade

10-14  Dansk Guldlistefabrik, rammer

 

Nørrebrogade

1. Sophus Jacobsen, porcelæn

9   Tårnborg, restaurant

13 V. Rønning, drejer

18b H.V. Jensen, barberartikler

21   J.C. Harlev, cigarer

25   Gunnar Saxkjær, køkkenudstyr  
31   Maagen, sko

32   M.L. Rammefabrik

41   N.C. Madsen – Hyldgaard, manufaktur

45  Robert Rasmussen, dekorationsmaler

45  H. Hansen, Emballage

45  Rud Rasmussen, møbler. Læs artiklen

47  Anders Christensen, pianoer

61  Olaf Lenz, kolonial

63  P. Nielsen, bager

64  Th. Johannsen, viktualier

70   P. Hansen, urmager

74   Osvald Nymann, slagter

76  Nora, garnfabrik

84  Ernst Grün, sko

102 E. Møller Pedersen, skrædder

106 Johannes Møller, musikinstrumenter

124 Nørre Central Kafè

148 Fr. Wigh, Automobiler

160 Nørrebro Isenkramhandel

163 C.F. Jensen, hatte

163 Ad. Becker, vin

163 Allegro, musikinstrumenter

164 Christian Scherf, herretøj

166 R.Højland, Kolonial

174 Brdr. Zøllner, slagter

178 Daniel J. Pitzner, bager

186 Nornia, hatte

187 Louis Lillequist, læder

193 N.A. Olsen, slagter

199 Københavns Tin & Blyvarer

201 Carl Jacobsen, sko

201 Louis Hansen, bager

213 J.R. Lykkeberg, træ

215
R. Erichsen, bager

217 Reinvald & Co, træ

223 I.M. Lindegaard, blikkenslager

227 Daniel Lundsteen, cykler

277 V. Borrit, barnevogne

 

Prins Jørgensgade:

7   Fr. Einar Jensen, slagter

 

Rantzausgade

1. A.E. Hansen, viktualier

26  Georg Høgholt, bager

32 V.A. Trebbien, slagter

33  H.W. Sørensen, bager

36  H. Ostmann, viktualier

38  C.V. Larsen, slagter     
42  Oskar Arentzen, fisk

44  H. Sander, bager

 62  Adolf Pedersen, skrædder

 64 H. Nichelsen, isenkram

 

Ravnsborggade

8   Skandinavisk Kartonfabrik

8   Anders Jørgensen, viktualier

8   Julius Rogens, papir

18 Konvolut-fabrikken, Danmark

20 H.P. Hansen, marmor

 

Ryesgade

1. V.Christoffersen, bager

23 N.P. Petersen, møbler

23  Poul Petersen, sølvsmed

 

Rådmandsgade

   9  Rich. Nuller, metalvarer

16 Lauritz Rasmussen, bronze-støberi

 

Sankt Hans Gade:   

3   Dansk Kontormøbelfabrikation

      3 – 5 Georg Dahl, møbelsnedker

 

Sankt Hans Torv

  Håndværkercaféen

22  Flyckt & Co, møbler

 

Sjællandsgade

1. Nordisk Trælampe – og Lysekronefabrik

 

Slotsgade

3    P. Thomsen, Herretøj

 20   Dansk Lædervarefabrik

20 – 22 Arnold Schmitz, Seglmærker

 

Smedegade

19   Olsen & Thustrup, protokoller

 

Stefansgade

 7    L.F. Andersen, model-snekder

 

Stengade

Nissens Fabrikker, sennep

 

Tagensvej

Carl L. Lehmann, Træ

   8    Chr. Nielsen, bager

39  Københavns Automobilværksted

 41  H. A. Schepeler, Elektromekanisk fabrik

41  Dansk Træindustri, Møbelfabrik

 

Thorsgade

1. C.G. Clausen, bager

 

Wesselsgade

13  Carl Petersen, Kolonial

15  Christian Ørnboe, bager     

20   Lars Jørgensen, snedker

 

Ydunsgade

1. Jørgensen & Andersen, elektromotorer

 

Ægirsgade

1. C.C. Clausen, bager
2. Tobias Troelsen, Viktualie
3. Chr. Petersen, bager
4. Peter Østbye, bager

 

Åboulevarden

 Strygehjernet, cafè

5   Flora, honning

12  Chr. E. Dam, maler

26  American House, Herretøj

40  N.H. Nielsen, cykler

44  Jørgen Christensen, snedker

44  L. Bang, blomster

50  Parcelbroens Anti – Automat, restaurant

54  K. Skovgaard, isenkram

 

Ågade

   106 Anton Petersen, bager   

 

På baggrund af K. Bokkenheusers bog Danmarks Hovedstad og dens Erhvervsliv bind 1-4, 1919- 23 (Danske Købstæders Historie og deres Erhvervsliv) har
bibliotekerne lavet et register.

Kilde:
bibliotek.kk.dk

• Vi beklager opstillingen i denne artikel fra 2008 – Og vi beklager at på grund af opstillingsfejl kan du haller ikke altid regne med  gadenummeret. Desuden kan disse numre være ændret i forhold til i dag.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under “Fra Urtekræmmer til Shawarmabar finder du 29 artikler 
• Under Industri på Nørrebro og i Nordvest finder du 37 artikler 

 

Redigeret 10. 04. 2022 

Mindre artikel af Maya Rasmussen 10. maj 2008.

Maya har selv en fantastisk hjemmeside, men den vender vi tilbage til. I denne artikel fortæller Maya om sin slægt. Og hvordan hun finder frem til den.  (Vi har forgæves forsøgt at finde hjemmesiden igen – det er ikke lykkes)

 

Dén overskrift kan jeg som slægtsforsker stå inde for. Det kunne være helt andre steder i landet, mine aner på begge sider (min fars og min mors) slægter, i sin tid valgte at slå sig ned.

Nu, blev det Nørrebro og det er der flere grunde til. Den største var fattigdom på landet, dernæst byggeboom på Nørrebro og der var arbejdsmuligheder.

På min fars side, kom de dels fra Viborg egnen, fra Jystrup egen, desuden Roskilde, Brønshøj, Hvidovre, Langeland, Slagelse, Asminderød. Altså bortset fra Viborg anerne, var de fleste fra Sjællands-området.

På min mors side, kom en enkelt fra Polen og arbejdede i roemarkerne, blev gift med en dansker, hvis aner kom fra Slangerup, Roskilde, Århus, Langeland, Uggeløse, Gladsaxe, Gørløse, Ude Sundby, Oppe Sundby og går jeg rigtig lang tilbage, det indre København.

Igen, (bortset fra Polen), et par Jyske byer og så mange Sjællandske.

Meget mere om historier fra Nørrebro og Nørrebros byggeboom, findes andre steder.

Nu kommer vi til min skæbne, for min far og min mor, mødte slet ikke hinanden på Nørrebro, som man måske ellers ville forvente. Næ, det var en lille Sjællands landsby og kun fordi min far var en søn, af en bekendt, som min morfar kendte fra Nørrebro. Sådan mødte min mor og far hinanden.

Min morfar er opvokset på Nørrebro. Jeg tror de har boet i samtlige Nørrebroske gader.

Med ”De”, mener jeg min oldefar (skomager Rasmussen), og hans brødre fra Slangerup.

Ikke helt ”samtlige”, men næsten. Lad mig nævne: Bagergade, Bangertsgade, Solitudevej, Gentoftegade (nu Vedbækgade), Nørrebrogade, Jægersborggade, Baggesensgade, Rådmandsgade, Frederik den 7sgade, Thorsgade, Dagmarsgade, Jægergade ja m. f.

Min oldefar på min mors side, var en meget fattig skomager, med mindst 14 børn. Nogle af børnene døde som spæd, men børnedødeligheden var jo ret høj, dengang.

Han havde nogle enkelte kælder-værksteder, men aldrig en egentlig skomager-butik. Han arbejdede for de lidt større skomager-mestre. Han slog sig på flasken og kunne ikke bærer penge nok ind i husholdningen, så de kom flere gange på fattighjælp.

Hvis du selv får lyst at grave og studere i Fattighjælp, så står protokollerne på Københavns Stadsarkiv. Her er et lille uddrag fra min forskning i 2004, bare så man kan se hvad Fattighjælp, kunne være/bestå af.

• Fattighjælp/bistand: Stadsarkiv-11-06-04 resultat:
• Fattighjælp/bistand: Indb. Sj.R. Her betyder det sidste R, alfabetet, altså R som Rasmussen.
• Det første nummer 313/92, her er 92, altså 1892, Indenbyes sygeprotokol.
• Videre: I. Intr. betyder Interimshjælp, for indenbys.
• Den 27-1-1892 havde han fået begravelseshjælp 6 kr.
• Den 27-1-1892 havde han fået huslejehjælp 15 kr.
• Han havde oplyst, kone og 4 børn.

 

• Næste post førte til U.F 274/93 U.F.R, betyder Uegentlig fattighjælp.
• Næste post Intr, igen det betyder Interimshjælp: 1578/93, her havde
• han 13-11-1893 fået begravelseshjælp 6 kr. oplyst kone og 4 børn.
• (Det må være hjemmeboende, for de var mange flere).
• U.F.R 203/96 8-4-1896 f. drengebarn, igen ny henvisning:
• U.F.R 203/98 og igen 203/1899, ved 1899 stod 25-5 dreng, altså har de fået en søn mere. (det var her, de fik tvillinger, altså 25. maj 1899).
• Ved U.F.R 204/1900 stod 2-6-1900, dreng og 16-10 lægehjælp.
• Her igen en henvisning til 152/1901.
• Ved U.F.R 152/1901, stod 18-1-1901 lægehjælp. Henvisningen førte mig til 155/1903 hvor der stod: 30/3 pige, der var så henvisning til Indenbyes sygeprotokol, her stod 212/1905 og videre til I.Intr. (Interimshjælp).

Jeg forstår det sådan, at ”noget”, tjente han altså, men ikke nok til at få det hele til at køre rundt. Min skomager oldefar døde, da han var 56 år og min oldemor, døde 2 ½ år efter, hun var da 50 år.

De efterlod 3 mindreårige børn, som kom i pleje rundt omkring på Nørrebro.  De var altså taget til Nørrebro, da de var ret unge. De levede hele deres voksenliv på ”broen” og de har helt sikkert haft et slidsomt liv.

Ikke nok med at min oldefar, skomageren kom til Nørrebro, men i disse år, finder jeg også hans brødre, plus en søster som også kommer til Nørrebro, fantastisk. Så nu er jeg i gang med at kortlægge dén del af familien.

Min morfar tager ud af byen og bosætter sig på landet. Så for min del, har jeg aldrig vist, at jeg havde aner på Nørrebro. Dét var først da jeg begyndte at slægtsforske; en smule i 1970erne, men for alvor i år 2000. Dét at begyndte for alvor, må jeg takke min niece Maria for. Jeg ville så gerne ud på Landsarkivet på Jagtvej, men havde alligevel ikke overskud til det, min lillebror var næsten lige død. Maria (som har bil, dét har jeg (ikke), slæbte nærmest sin moster ud i bilen og sagde;

”Hvis vi ikke gør det nu, så bliver det aldrig til noget”. Hun havde jo ret.

Om Christen på min fars side:

På min fars side, var det mest den fattige arbejder fra Jystrup, (min tipoldefar). Det var ham arbejdsmand Christen fra Jystrup, der kom til København og senere bosatte sig på Nørrebro. Vi er altså en generation længere tilbage, end med min oldefar skomageren, på min mors side.

Christen blev gift et par gange, fik 2 børn med dén første kone og 8 børn med den næste.  Det lidt sjove og måske skæbne, kommer her:

• Christen boede i stort set de samme gader som min oldefar ½ århundrede senere, kom til at bo i. De har været så tæt, nogle opgange på Nørrebro, i samme gader;   Rådmandsgade 21 A, her boede Christen i 1902 (på min fars side), da min skomager-oldefar døde havde han jo tre mindreårige børn. Det ene barn kom til at bo hos nogle venner i Rådmandsgade 21.

Frederik den 7sgade nr. 8, her blev én af Christens (på min fars side), sønner født i 1872. Min oldefars datter (på min mors side), blev født Frederik den 7sgade
nr. 16., i 1886.

Dét var bare et par gader, men langt senere bliver det værre:

• Mine skomager-aner på min mors side, hans kone blev født i Århus, men hendes mor var fra Langeland. Moderen (en tipoldemor), fra Langeland, bliver gift med en fra Flensborg og efter mange omveje, bosætter de sig på Nørrebro, her var igen adresser som:
• Tipoldemor fra Langeland kommer til at bo:

Bopæle:

• 1896 den 1/5 – Brohusgade 2, st
• 1896 den 1/11 – Gjentoftegade 6, 2 sal (Min morfar er født i nr. 10)
• 1897 den 1/5 – Nørrebrogade 184, 2
• 1897 den 1/11 – Brønshøjgade 2 kj.
• 1899 den 28/8 – Todesgade 16, 5 (Dét var skomagerens bror)

Min tip fra Langeland, dør i 1899, 59 år gammel.

Denne tipoldemor fra Langeland dør og ham fra Flensborg, gifter sig med (hold nu fast), min oldefar-skomagers brors, kone. Altså; han tager sin kones datters svoger til hustru. Ikke nok med dét, den kone var skomagersvendens svigerinde. Hvordan kan dét nu lade sig gøre:

• Min skomager oldefar blev gift med Ane, hendes mor hed Christiane og var født på Langeland.
• Christiane var uægte, så Christianes mor gifter sig på Langeland og får 6 børn.
• Dét ene barn, en datter Ane Christine gifter sig med min oldefars bror fra Slangerup.

Da oldefars bror fra Slangerup dør, står Ane Christine alene og da Christiane (Anes mor, min oldemors mor), dør samme år. Ja så gifter ham fra Flensborg sig med enken:
Ane Christine.

• Er I med?
• Dét skete på Nørrebro. Det er for øvrigt, fuldt lovligt. De var jo ikke blodbeslægtet.

Så er dér også en masse sammentræf i Brønshøj området, men det må vi have til gode.  Alt dette og lidt mere ender i min mors og fars lille flirt, et sted på Sjælland og får mig i 1950erne.

Flytter til København og får lige 2 børn mere. Min far har haft familie og venner på Nørrebro, men han boede der aldrig, han var opvokset i Valby.

Min moder, havde altid boet på landet, hun viste godt at hun havde familie i København, men ellers intet. Jeg har aldrig selv boet på Nørrebro, men besøgt mange familiemedlemmer og venner.

Jeg husker mest min farbror og tante i Wesselsgade, men også min mors faster i Rantzausgade.

Min mors faster i Rantzausgade, var gammel allerede da jeg var barn. Hun var rigtig sød, men jeg husker hende mest for en art klunkehjem, med dobbelte gardiner, dobbelte duge osv. Hun røg cerutter og havde (for en dame), et pænt overskæg.

Dette er en artikel, som med tiden skal videreudvikles og måske skrives lidt om.

For nu, bliver den lidt rå – materiale og vil blive sat op til web, på Uwe Broderens hjemmeside

https://dengang.dk + min egen hjemmeside http://www.maya123.webbyen.dk

Mange venlige hilsner til alle
fra Maya R maj 2008

Tak til Maya (Hjemmesiden findes desværre ikke mere) 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Redigeret 10. 04. 2022

Dette er beretningen om (Mac Gun Kelly and) The Tommyguns. På et tidspunkt var min storebror, tilknyttet den populære gruppe, dog ikke som ”udøvende”. Vores familie har hvis ikke rigtig denne musikalske åre. En dramatisk episode udspillede sig på Fyn. Den kunne have fået tragiske følger.

Da jeg får nogle år siden holdt foredrag i Æ Synnejysk Ambassade, var en af deltagerne Helmer Fabricius. Han spillede tidligere bas i The Tommyguns. Men
ellers er det nok mest Jørgen Valentin, der spillede trommer, som jeg kendte. Han kom en del i vores hjem på Lærkevej. Men skal vi ikke lige præsentere gruppen The Tommyguns, der startede den 24. februar 1964.

 

Besætningen

• Finn Pedersen, single
• Knud Erik Petersen, rytme
• Ole Warming Andersen, trommer (fra april 1965, sang)
• Elvig Andersen, sang
• Helmer Fabricius, bas
• Jørgen Valentin, trommer (fra april 1965 til februar 1966 – til The Mods)
• Svend Ove Jørgensen, trommer (fra februar 1966)
• Erik Roth, rytme (fra juli 1966)
• Klaus Uecker, bas (fra juli 1966).

 

Eneste transportmiddel: cyklen

Finn og Erik kom fra Rudbøl. I begyndelsen øvede man sig hos Helmer i Strucksalle 81. Om det blev for meget for naboerne, vides ikke. Men allerede fra maj finder man lokaler i Ubjerg. Problemet var dog, at det eneste transportmiddel var cykler.

Gruppen blev en af de mest kendte i Sønderjylland, og på et tidspunkt, det eneste, der kunne høres på plade. Det var opsamlingspladen fra DM i Pop i februar 1966.

 

I starten: Instrumentalnumre

Som så mange andre grupper, spillede Tommyguns kopier af de mest kendte pop – og rythm`n Blues numre i perioden. I starten satsede man mest på instrumentalnumre. En stor del af disse var Shadows – numre.

Ellers var det stille numre og sjælere som Under the boardwalk, Move on og Tell Laura, I love you.

Men det var også Boom, Boom, Memphis Tennesee, You really got me, Long Talle Sally, Shake Rattle and Roll og Dizzy miss Lizzy.

Men man havde også nogle egne numre, begået af Knud Erik Petersen.

Jeg husker engang, at min bror kom hjem med et lille bånd. Så var det ellers med at hente spolebåndoptageren. Og det var to numre med Chris Andrews.

 

Sønderjyske mestre

Gruppen debuterede i Højer Bio påskelørdag 1964. Det var også her på Prilen at Ole boede i mange år. Den 25. august blev de Sønderjyske mestre på Restaurant Skoven i Ribe. Mods ligeledes fra Tønder kom på tredjepladsen.

Den 27. december bliver gruppen kun nummer fem af otte orkestre ved Sydjysk Pop Grand Prix. Et ganske almindeligt danseorkester (Sonny Boys) vinder og efterlader Tommyguns med en dyb skuffelse. To Aabenraa – orkestre løber med de to første pladser, og et Sønderborg – orkester besatte tredjepladsen. Var det
nogen, der sagde svindel?

 

Keld og The Donkeys vandt

Men skuffelsen rystes af. Den 23. januar 1965 får gruppen en fornem anden plads ved Danmarksmesterskabet i pigtråd på Palads Hotel i Esbjerg. Jørgen Mylius er konferencier, og det var popbladet HIT, der stod for arrangementet.

Denne placering gav adgang til finalen i KB – Hallen den 30.januar 1965. Her blev det til en sjetteplads. The Donkeys med Keld Heick vandt.  Ved åbningen af Højer Pop – Club (Corner Club) var det The Tommyguns, der spillede.

Elvig Andersen blev afløst af Ole Warming Andersen som sanger. Som ny trommeslager kom Jørgen Valentin. Så vidt jeg husker, boede Jørgen på Ryttervej.

 

Mac Gun Kelly kommer til

En engelsk impresario mente, at gruppen ville gøres sig bedre med navnet Mac Gun Kelly and the Tommyguns efter en af Amerikas mest berygtede gangstere.Den 30.10.1965 tog man til Pinneberg for at indspille en grammofonplade. Men pladen blev aldrig udgivet.

 

Utilfredshed hos andre orkestre

Også i 1966 kvalificerer man sig til DM i Popmusik. Men det blev ikke til en særlig høj placering. Ved et arrangement i Toftlund vinder gruppen 600 kr. i præmier. Det skabte en del utilfredshed, blandt de andre orkestre, da Tommyguns samtidig optrådte som solistorkester i stedet for Baronets.

 

Kulilteforgiftning

Gruppen producerer også et fanblad. Men det største problem er dog deres orkesterbiler gennem perioden. Løse tændingskabler, ild i motoren og forgiftning ved udstødningen, endte til sidst som en artikel i Ekstra Bladet.

Kulilte trængte via ventilationsanlægget ind i bilen. Finn Pedersen fik i sidste øjeblik trukket sine bevidstløse kammerater ud af bilen. Her kom de til sig selv og kunne gennemføre arrangementet. Jeg mener, at min storebror fortalte, at det var i Nyborg.

I foråret 1966 forlader Knud Erik Petersen gruppen. Det samme gør Finn Pedersen. Helmer Fabricius gør det samme. Erik Roth og Klaus Uecker bliver nye i gruppen og Finn Pedersen kommer tilbage.

 

Lidt blødere stil

Man fortsætter med en lidt blødere stil som Pretty Flamingo. Langt over hundrede arrangementer fordelt i det sydvestjyske og nordtyske område blev det til. Der blev ikke til mange arrangementer i selve Tønder. Her var det Mods, der regerede.

Det var en stor rivalisering mellem disse to grupper.

 

Gruppen blev kortvarigt gendannet.

Tommyguns var en klassisk pigtråds/beatgruppe. Da tiderne skiftede fulgte de ikke med. Derfor blev det slut med The Tommyguns. Men gruppen blev dog gendannet til et arrangement på Emmerlev Klev i 2007.

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Musik i Tønder 1-5
• Tommyguns er genopstået 

Redigeret 18.03.2022

 

Hun var en betroet bestyrer af et drengehjem på Østerbro. Hun havde en moderne indstilling til børneopdragelse. Pludselig døde en dreng på hjemmet. Hans kammerat havde en mistanke. Bestyreren havde misbrugt og myrdet drengen. Og hvad der var endnu værre. Hun viste sig at være en han. Læs den interessante historie i form af avisartikler.

 

Vilhelmine Møller havde en svær barndom. Hun blev sat i pleje hos bedsteforældrene. Som tjenestepige blev hun sat i fængsel, fordi hun havde stjålet mad til sin mor, der var blevet enke med fire små børn.

 

En agtet person

Hun begyndte, at komme i pastor Frimodts menighed, og blev senere tilknyttet en pigehøjskole. Hun blev ansat som plejemor på Børnehjemmet Godthaab på Frederiksberg, og fra 1881 ledede hun det nyoprettede drengehjem Kana på Østerbro.

Hun blev valgt ind i den første bestyrelse for Kvindevalgretsforeningen. Ofte blev det til artikler i foreningens blad Hvad vil vi.

Hun var modstander af strenge opdragelsesmetoder. Hun var agtet for hendes moderne måde, at opdrage drengene på.

 

Mord på ”Karna”

Men i 1891 skrev aviserne, at det var skadeligt, hvis ugifte kvinder uden et forhold til en mand, skulle bestyre et børnehjem. På det tidspunkt var der 50 børnehjem i Danmark. Først i 1905 blev børneforsorg et offentligt anliggende. Indtil da skulle man drive børnehjem på almisser og gaver.

Vilhelmine Møller havde begået mord på en af de drenge, hun havde i sin varetægt.

 

Vilhelmine blev til Vilhelmi

Hun blev undersøgt af en psykiater og en fødselslæge, der konstaterede, at hun var hermafrodit. Hendes misdannede kønsdele var snarere mandlige, kom man frem til. Derfor skulle hun fremover være mand. Så inden sagen kom frem i 1894 fik hun navneforandring til Vilhelmi Møller.

Hun/han blev idømt dødsstraf. Det blev senere ændret til livsvarigt tugthus. Han/hun blev dog løsladt i 1905 og giftede sig derefter. I 1907 tog han navneforandring til Frederik Vilhelm Schmidt

 

Hvad skrev aviserne?

Den 22. marts 1893 kunne man i aviserne læse følgende:

 

Fra Storstadslivets Skyggeside

• En oprørende Sædeligheds – Forbrydelse og et mord.
• Tragedien i Børnehjemmet ”Kana”
• Siden Meyers Mord er der ikke begaaet en saa oprørende Forbrydelse som den, der for en halv snes Dage siden blev opdaget i Børnehjemmet
  ”Kana”. En Kvinde, hvis hele Livsgerning, det var at opdrage Børn, har forført til Utugt en af de Drenge, der var opvokset under hendes Øjne, og da Tiden kom for hans Bortrejse fra Hjemmet, har hun, af Frygt for at blive opdaget…myrdet Drengen.

  Den grufulde Opdagelse

• Den myrdede Drengs Kammerat fatter Mistanke
• Forbrydersken er Vilhelmine Møller, Forstanderinde for ”Kana”, en velkendt Personlighed, der ofte har holdt Foredrag om Børneopdragelse. Hun er 47 Aar gammel, en høj mager Skikkelse med graasprængt Haar. Paa den skarpe Næse bærer hun Briller. Det stakkels Offer var den 16 – aarige Volmer Sjøgren. Kort tid før han skulle forlade Hjemmet døde han ganske pludseligt. Det var den 28. februar. Lægen mente, at kunne konstatere et Hjerteslag, udstedte Dødsattesten, og Drengen blev begravet. Men en af hans Kammerater, der vidste, at Frk. Møller ofte hentede Sjøgren ind til sig om Natten, satte gennem sin Moder ”Kanas” Bestyrelse ind i Forholdene og Mistanken blev vakt. Politiet alarmeredes, og i et Forhør har Kvinden nu tilstaaet sin usømmelige Adfærd mod Drengen, men afvist al Tale om, at hun skulde have gjort sig skyldig i Mord.

Den 4. april 1893 kunne man læse følgende:

• Tilstaalsen falder
• For et par Dage siden blev den myrdede Drengs Lig gravet op og obduceret. Samtidig benyttede man Lejligheden til at konfrontere frk. Møller med Liget. Mærkeligt nok gjorde Konfrontationen ikke noget særligt stærkt Indtryk paa hende. Men i Paaskedagene, hvor hun, der er meget religiøs overværede Fængselsgudstjenesten, blev hun stærkt grebet og i Gaar faldt Tilstaaelsen. Frk. Møller tilstod at have forført Sjøgren og senere at have myrdet ham ved Hjælp af Opium eller et andet Sovemiddel, som Lægen havde foreskrevet hende selv. Saasnart Drengen var faldet i dyb Søvn, fuldendte hun sin grufulde Gerning ved at kvæle ham med et par Uldtæpper. Grunden til Mordet var den, at hun var bange for, at han efter sin Konfirmation og paafølgende Bortrejse fra Hjemmet skulle røbe hendes Hemmelighed.

I Juli 1893 fik befolkningen så denne opsigtsvækkende besked:

• En fantastisk Afsløring
• Modersken Frk. Møller forvandlet til Hr. Møller
• Ved et Forhør som Assessor brun har holdt over Frk. Møller, og som særligt drejede sig om hendes kønslige Forhold til Volmer Sjøgren, slap der hende en Bemærkning af Munden, som vanskelig kan gengives, men som gjorde, at Forhørsdommeren pludselig fik Mistanke. En øjeblikkelig, af Prof. Stadfeldt foretagen Lægeundersøgelse viste, at Vilhelmine Møller ikke var nogen Kvinde, heller ikke Hermafrodit, men at Hun var en mand
• Efter denne fantastiske Opdagelse blev Arrestanten iført Mandsdragt og overført fra Kvindefængslet til Mandsfængslet paa Christianshavn. Ligeledes
  forandredede man ”hendes” Navn fra Vilhelmine til Vilhelmi. Dog har man givet Fangen Lov til at beskæftige sig med Syning i Fængslet, da han ikke kender til mandlige Sysler.

Den 4. marts 1894 kom der så en foreløbig afslutning på sagen:

Vilhelmi Møller dømt til Døden

• I Gaar blev Vilhelmi Møller for Mordet paa Drengen Volmer Sjøgren dømt til Døden. Han vil nu – da Kongen næppe mere underskriver en Dødsdom
  – komme i livsvarigt Tugthus.

Kilde:

• litteratur Nørrebro
• litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Wilhelmine Møller – en morder fra Østerbro 

Redigeret 31. – 01. – 2022

 

De mange forordninger og privilegier havde stor betydning for Tønders handelsliv. Men det var sjældent, at de blev overholdt. Ofte fik disse forordninger fra konger og hertuger et andet forløb, end man havde forestillet sig. I sidste ende var det nogle af marskens rige bønder, der indirekte var medvirkende til Tønders rige handelsliv gennem en lang periode.

 

Kigger man på Tønders historie får man den opfattelse, at handelen i Tønder var privilegeret. Det var den også på sin måde. Men sandheden var, at mange ikke overholdt privilegier og bestemmelser. Et andet problem var alle enklaver omkring Tønder. Mange bestemmelser virkede heller ikke efter hensigten, og det opdagede man alt for sent.

 

Stadsretten

Med stadsretten fra 1243 gennemgik man detaljeret forskellige forhold for byen. Ja på hele 104 punkter var det stadfæstet, hvad der var væsentligt for byen. Denne stadfæstelse var udformet på basis af den lybske stadsret. Det er ikke usandsynligt, at der før den tid har været regler for Tønder.

 

Håndværkere skulle flytte til Tønder

I 1354 fik Tønder beskrevet sit opland, og det var ikke normalt for den tid. Når det var så vigtigt for Tønder at få nedfældet regler og bestemmelser, skyldtes det forholdet til de nordslesvigske fyrster og den danske monark. Gang på gang var byen offer for plyndringer og indkvarteringsforpligtigelser. Det tappede på byens økonomi.

Alle håndværkere bosiddende i Tønder Herred skulle inden for en seks ugers frist flytte til Tønder. Dog måtte en fra hvert erhverv blive boende i sognet.

Men privilegiet havde ingen gyldighed i for eksempel Trøjborg, som også omfattede størstedelen af Lø Herred. Privilegierne havde naturligvis ingen gyldighed i de kongerigske enklaver.

• Hertug Valdemar af Jylland giver bymænd, købmænd og gæster i Tønder samme rettigheder som borgerne, købmænd og gæster har i Lübeck. Derudover præciseres blandt andet, at indbyggerne i Hvidding Herred, Lø Herred, Slogs Herred, Højer Herred og Tønder Herred kun må handle i Tønder købstad.

Dyr transport fra Højer til Tønder

Besejlingsforholdene blev efterhånden dårlig, og sø-handlen gik stærkt tilbage. Rudbøl kom til at fungere som ud-havn, men dette blev snart overtaget af Højer. I realiteten kom flækken Højer til at fungere som handelsby. De havde losse og ladeplads.

Prisen for en transport fra Hamborg til Højer var efter signende det samme som transporten fra Højer til Tønder.

 

Hvidding til Ribe

Hvidding Herred blev pludselig i 1491 overdraget til Ribe. Og Ribe havde allerede i 1455 fået rettighederne til Vadehavet. Alt så ud til, at Tønder blev lillebror

 

Handel med sild og okser

Den 13. december 1558 blev der udsendt en ”Reces” bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser:

• Der skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Der skal også stå adelen frit for at sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres folder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (& 33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.

 

Afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne

Den 21. juli 1575 blev der udsendt ”et åbent brev” til provster, præster og bønder om, at stald – og græsokser kun måtte sælges på markeder i købstæderne.

Den 20. august 1590 blev der udsendt ”et åbent brev” om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne:

• Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også driften af ulovlige havne skal høre op, når det gælder både op-skibning og udskibning.
  –
• Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskeret af kronen. Det påbydes, at man går til kongens foged eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand gennem fingre hermed, da skal den, der gør, have forbrudt det len, han er fortjent med.

 

Nye havnebyer

Når man læser Tønders historie får man indtrykket, at det kun var dige-byggeriet, der var skyld i Tønders tilbagegang som søfartsby. Det er ikke hele sandheden.

Omkring 1600 befæster en lang række ladepladser og mindre købstæder deres position som havnebyer, og faktisk understøttet af kongelige og hertugelige privilegier. Det sker også for Tønning i Ejdermundingen. I næsten 300 år bliver byen det sydjyske center for studetransport. Ja, man kan godt sige, at Tønning
afløser Tønder.

Efter krigen i 1864 ophører Tønnings og Hamborg – Altonas betydning for Danmarks omsætning. I 1868 besluttes det at anlægge en jernbane og en havn i Esbjerg. Hele egnens storhedstid som ”søfartsnation” ophører endeligt omkring 1900’tallet.

 

Penge på kistebunden

Marskens bønder var rige folk med ”penge på kistebunden”. Denne rigdom endte hos byens købmænd og studehandlere. Pengene satte byens borgere i stand til at opbygge en storhandel af Tønders produktion og eksport af kniplinger. Marskens græs dannede grundlaget for at Vestslesvig gennem tusind år var et af Danmarks rigeste områder.

I 1621 stadfæstede Hertug Frederik den Tredje, Tønder – borgernes ret til fri ind – og udskibning i Åbenrå Havn.

Ingen køb og salg på landet

Den 25. juli 1623 udsendtes en forordning om land – og studehandel. Den blev udsendt på grund af det store misbrug:

• Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græs-stude uden at indberette det. Der skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.

 

Anordning for liggere og kræmmere

Den 19. november 1623 blev der udsendt en forordning omhandlende liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt bissekræmmere:

• Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bisse-kræmmeri på landet og embedsmænd, fogeder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.

 

Forordninger bliver ikke overholdt

Den 9. oktober blev der igen udstedt en forordning mod købmandshandling på landet.

• Baggrunden er at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinsenerne) og en del andre steder – bruger købmandskendskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de
  kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandsskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.

Stranden fra Ballum til Emmerlev var også en del af de kongelige enklaver. Her kunne der sagtens losses varer. Dette udnyttede Højer, og der opstod en længere strid, som Højer til sidst vandt. I 1706 fik håndværkerne lov til at blive boende her.

 

Bonden må sælge sine varer til hvem som helst

Den 15. april 1683 udsendtes Kong Christian den Femtes Danske Lov.

• Den afløste landskabslovene og dermed skabte den rets-enhed i Danmark om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet.
• – Danske Lov var først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ”Om Verdslig – og Huus – Stand”den væsentligste. Heri blev der blandt andet fastslået, at bonden uhindret kunne sælge sine varer til hvem han ville.
• – Men også at han var forpligtiget til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og for-prangere ”som landet omløbe”. Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang) har bonden dog ret til sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder, samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne ”hvor han det bekomme kan”.

 

Ingen kroer på landet

Den 4. juni 1689 gik det ud over krohold på landet:

• Om unyttig krohold samt destillere – pander og brændevinshattens afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destillere – pander og brændevins – hatte på landet

I 1690 indgik Tønder en overenskomst med amtmanden, hvori det fremgik at al indførsel af fremmed øl og vin samt høkervarer, kun måtte ske over Tønder. Det skulle også gælde varer til bryllupper og begravelser.

 

Byerhverv blev bortforpagtet

Helt frem til 1713 var Tønder under hertugstyre. Og det var ikke altid fordelagtigt for byen. Typiske byerhverv blev forpagtet væk til Flensborg. Leverancer til kroerne i amtet gik i en stor periode uden om byen. Det var en stor ulempe, da byen havde forholdsvis mange kroer og beværtninger. Og ude i herrederne
foregik der ulovlig handel.

I 1710 solgte Peder Beyer på Skastgaard egenhændigt varer så langt borte som til Holland. Samme år fik byen tilladelse til at afholde torvedag tirsdag og lørdag. Formentlig har den tilladelse været givet tidligere.

 

Høkere og håndværk forsvandt i nærheden af Tønder

En forordning i 1711 for hertugdømmerne forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis afstand fra byer og flækker, nærmest tre mil på gesten og to mil på marsken. Sådanne ydelser skulle købes i byerne. Men bønderne blev ikke tvungen til at købe i bestemte byer. Der var stadig et stort
opland. I praksis kunne forordningen ikke praktiseres. Det lykkedes dog at fjerne høkere og håndværkere inden for en halv eller hel mil fra byen.

De fleste kroer brændte på denne tid deres brændevin selv, men købte deres øl i Flensborg.

En statholders plakat i 1755 forbød bønderne at købe varer til andet end eget forbrug, hvad tidligere havde været praksis.

 

Succes med markeder

Markederne i Tønder trak adskillige handlende fra Nørrejylland(nord for Kongeåen) og Slesvig.

I 1764 var markedet på Mikkelsdag byens ældste og eneste kræmmermarked.. Men der var også to kvæg – og hestemarkeder. I 1774 blev det afholdt den 4. august og 4. september. Der kom dog tre nye markeder til dette år. Et hestemarked fredag og lørdag efter fastelavn samt to kvægmarkeder, som begge blev afholdt over 4-5 fredage i foråret og efteråret.

Mikkels-markedet varede tre dage, men det var først og fremmest fredagsmarkederne, som tiltrak et købestærkt publikum fra fjerne egne.

 

Ville ikke betale den dyre fragt

En pottemager, der var ankommet til Rudbøl i 1790 ville ikke betale for den dyre fragt til Tønder, så han solgte hele sin last til højestbydende. Det var fuldt lovlig, da den lille by Rudbøl, havde opnået købstadsrettigheder.

 

Handelsberettigelse

En række love og forordninger blev i tidens løb gentaget med forskellig ordlyd. Den 23. april 1817 blev der udsendt en anordning om handelsberettigelse:

• Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf
• .- De bestemmelser i ”Forodning angående kommercen af 4. august 1742” i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet. Og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted, han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.

I 1829 fik Tønder tillige et kram – og uldmarked i pinsen.

 

Sønderjylland skulle betale brændevinsafgift

Den 7. februar 1851 kom der så en forordning, hvori der blev sagt, at nu skulle blandt andet også Sønderjylland betale brændevinafgift.

 

Klager over handelsprivilegier

I 1857 forandredes markedssituationen igen og byen fik nu lovliggjort et september-marked med kram og humle varende tre dage. Markederne gav byen god omsætning og bragte varer til byen, som de ellers havde svært ved at få.

Der indløb selvfølgelig klager over overtrædelser af handelsprivilegierne. I 1833 klagede borgerne i Tønder over, at Tved på markedsdagene udskænkede med et lille marked i samme by.

Ligeledes klagedes i 1847 over krohold og marked i både Tved og Abild.

 

Loven om møllenæring

Den 14. april 1852 kom loven om mølleernæring:

• Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt, at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er til stede i hans mølleværk, og ligeledes
  at udvide værket med en ny kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.

 

Høkerloven

En vigtig lov så dagens lys i 1856. det var forgængeren for næringsloven, den såkaldte høkerlov på landet.

• Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre
  natural-produkter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejdede produkter (husflid) som smør, ost, røget kød og flæsk, kalk og mursten, pottemageri og lign.
• Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te, tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.

 

Næringsloven

Den 29. december 1857 kom så endelig Næringsloven. Loven trådte dog først i kraft i 1858 (flere af bestemmelserne først i 1862) og det betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds – og sundhedshensyn.

Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer. Det var også slut med at aflægge borgered i Tønder.

 

Specielle forhold på Frigrunden

I Tønder var man dog også længe om, at få løst de specielle forhold omkring beboere og erhverv på Frigrunden. I tidens løb var det også et specielt problem med amt og by. Men det kan du læse om i andre artikler her på siden.

 

Kilder:

• Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• En af Tønders patrioter
• Hertugen af Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Studehandel i Tønder
• Tog til Tønder
• Tønders historie i årstal
• De stakkels kniplepiger
• Kanal gennem Tønder
• Drømmen om en havn i Tønder

Redigeret 18. – 03. 2022

H.C. Andersen levede sin sidste tid hos familien Melchior på lyststedet Rolighed. Han kæmpede hele sit liv for at blive anerkendt. Og det var han af familien på Østerbro. På hans sidste rejse tog en fuld domkirke afsked med ham.

På en rejse hjem fra Rom havde H.C. Andersen lært ægteparret Melchior at kende. Ægteparret ejede ejendommen Rolighed på Østerbro. Og det var her den store, barnlige og vanskelige digter tilbragte sine sidste dage.

Han døde den 4. august 1875 klokken 11.05.

Rolighed lå faktisk der hvor Gammel Kalkbrænderivej 13 i dag ligger.

 

Hos familien Melchior

De sidste 10 år af sit liv tilbragte Andersen mere tid hos Familien Melchior end hos Familien Colin Om vinteren havde han fast maddag i lejligheden på 2. sal på Højbro Plads. I sommertiden flyttede familien ud på Rolighed.

Moritz Melchior ejede firmaet Moses & Søn G. Melchior. Han var storkøbmand, og ivrigt interesseret i kunst og litteratur. Han samlede mange kunstnere i sit hjem.

 

Rolighed – et paradis

Allerede i september 1872 blev H.C.A. under et ophold på Rolighed syg. Egentlig boede han i Nyhavn 18. Og det var også her Christian den Niende og den senere Frederik den Ottende besøgte ham.

Den 9. august 1874 beklagede han sig meget under sit besøg på Rolighed:

• Søen stinker, som var den opfyldt med Aadsler. Vejret er koldt og regnefuldt. Maven er daarlig, Nerverne angribes, og Gigten faar saadan Overhaand, at det bliver besværligt at gaa.

Han får feber, og hans tandløse kæber ryster. Men han kommer til sig selv igen. Og fra sin balkon kan han se luftskipper Siwel drive til Sverige.

Fru Melchior havde lavet et telt af tæpper omkring ham ude på verandaen. Her sad han ofte med lukkede øjne og på et tidspunkt sagde han:

• Jeg har det saa godt, saa godt, og Verden er saa dejlig. Menneskene saa gode. Det er et velsignet Sommervejr, og Livet er saa smukt. Det er ligesom jeg sejlede bort til fjerne Lande, bort fra al Smerten og alt det onde.

Han får det dog ikke bedre. Han holdt ikke mere taler ved middage, og skrev ikke flere breve.

• Jeg er saa urimelig, at jeg er en Plage for alle, men tilgiv mig, jeg er saa syg.

 

Håbet lever

Han havde to værelser på Rolighed på første sal med en balkon ud mod Øresund. Kun en gang i løbet af sommeren var han nede i den pragtfulde have. Han havde selv plantet en del træer og blomster. Han kunne ikke mere binde blomster til middagsbordet. Hele tiden spurgte han familien Melchior:

• Tror De, det bliver slemt for mig at dø? Tror De, at jeg bliver dømt?

En måned før han døde, lod han sin kuffert pakke, købe nyt tøj og bestille 200 nye visitkort. Han tænkte også på at bygge sig en villa. Det skulle være et
eventyrhus som lignede fru Heibergs i Rosenvænget.

Entreen skulle være rund med et let glastag over, og så med grønne planter på alle væggene. Til alle sider skulle der gro store træer. I midten skulle der være et
kæmpe springvand med guldfisk. Meningen var, at H.C.A. sammen med Jonas Collin ville rejse til Montreux.

 

Mange ting bliver prøvet

H.C.A. var nu også plaget af slimhoste og forskellige væske-ophobninger. Det gav kraftige hævelser i arme og ben. Gigten havde det heller ikke bedre.

Der var heller ikke længere medikamenter ud over morfinen, der virkede på ham. Han havde ellers prøvet lidt af hvert. Kloral, hoffmannsdråber, valeriane, rosiner syltede i kandis, vineddike, åreladning, søbade, strømbade, russiske dampbade, surdej under fødderne, sennep på håndleddene, spanske fluer tvære over struben, igler på halsen, gulerodsomslag, gurglemælk, rabarberrod og meget andet.

Men også hårpleje, og det virkede på digterens humør.

 

En dårlig jul

Familien Melchior forkælede ham. De beundrede ham som den geniale digter, som han vitterlig var.

H..C.A. havde set frem til julen i 1874. Her kunne han rigtig udfolde sig. Læse op og digte videre. Men allerede kl. 8 bad han om at blive kørt hjem til sit værelse i Nyhavn. Heller ikke Kommandørkorset af Dannebrog af 1. grad overrakt af kongen selv på Amalienborg, kunne få ham til at live op.

 

Jeg er kun skindød

I juli 1875 kunne H.C.A. ikke længere se forskel på birk, bøg og elm. Lyset og vinden mærkede han stadig. Tirsdag den 27. juli sad han ude i tre timer. Fru Melchior skrev i sin dagbog:

• Hans Kræfter tager synligt af og hans Ansigt er svunden ind og seer aldeles ud som en Mumie. Stakkels Andersen.

Den 2. august var der kortvarig kommet nyt liv i ham:

• Oh hvor velsignet, hvor dejligt. God morgen alle-sammen.

Senere på dagen havde han spurgt Fru Melchior, om hun ikke nok ville huske, at lade hans pulsåre skære over, hvis hun fandt ham livløs en dag. Han ville ikke risikere, at blive begravet i levende live. Før i tiden havde han altid en seddel liggende på natbordet, hvor der stod:

• Jeg er kun skindød.

 

Endelig anerkendt

Det var tjener Jens, der fandt ham. Han havde netop spist noget havresuppe. Det meste af indholdet havde han spildt ud over sig selv og sengetøjet.

Den 11. august 1875 var Vor Frue Kirke fyldt op til sidste plads. De var der alle. Kong Christian den Niende, Kronprinsen, Prins Hans og resten af kongefamilien. Familierne Collin, Melchior og Ørested, grever, baroner, ministre osv. De var kommet fra Amerika, Sverige, Finland, Tyskland og England. Endelig var han blevet anerkendt.

Kunstnere og studenter løftede kisten med et Sov vel og bar den ud af kirken fulgt af fanebærere. Vor Frue Kirkes klokker blandede sig med alle andre kirkeklokker i hovedstaden. I spidsen kørte en vogn, fyldt med de mange kranse. Derefter fulgte forskellige sangforeninger. Efter ligvognen fulgte forskellige ekvipager. Fra Nørreport fortsatte man over dæmningen mellem Peblingesøen og Sortedamssøen, videre af den hullede vej til Assistens Kirkegård.

Ved indgangen blev ligtoget modtaget med højtidelig korsang, og hele vejen frem til Familien Collins familiegravsted.

 

Stenørknen breder sig

Da Melchior døde i 1884 havde byggespekulanter klemt Rolighed inde mellem grå stenørkner og idyllen var borte.

 

En hyldest til Rolighed

At det har været idyllisk, fremgår af et digt i Mit livs eventyr. H.C. Andersen skriver:

• Det Hjem er nu et lille Rosenborg
• Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet.
• Hvor Malmø og Landskrona ses i Solskin
• Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund
• I Karavane Skibe gaae forbi
• Slig Svaneflok, saa stor, kun ses i Sundet.
• Naar saa i Aft’nen Himlens Stjerner blinke,
• Og Fyret fra Trekroner lyser vidt om,
• Hvert Fartøj ude tænder sin Lanterne,
• Tror man at se festbesmykt Venedig,
• En svømmende illumineret By.
• Dog sjønnest er her inden fire Vægge
• I Gæstfrihedens lykkelige Hjem.
• Johannes Ewald sang udødeligt
• Rungsteds Lyksalighed. O! Havde han
• I vor tid levet og i dette hjem
• I dette Hjertelag, hos disse Venner
• Han havde siunget da en dejlig Sang
• Om Rolighed og Rosenvængets Roser.
• Mit hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
• Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang
• Dig bringer jeg taknemlig glad min Sang.

Kilder:

• Litteratur Østerbro 
• Litteratur Nørrebro 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 31- – 01. 2022

På den bare mark blev Brumleby anlagt. Det var også her Idrætsparken blev anlagt. Og her blev de legendariske 1. maj møder afholdt. Mange soldater har tilbragt mange timer i Fælledparken. Den gang hed det Fælleden. Og mange endte deres dage i den store kloakgrav langs Blegdamsvejen. Jo, det var også her Karen Spidsmus regerede. Der var fest, når Borgevæbningen afholdt deres store øvelser. Men Fælledens 1.100 kreaturer sultede, når soldater havde ødelagt græsset.

De store fælleder strakte sig fra Nørrebro til Østerbro. Hele 293 tdr. land. Det var trist og ensformigt. Kun nogle enkelte vandhuller brød denne ensformighed.
Gaaseparken lå tæt ved Blegdamsvejen og søen Holger Danskes briller lå lige i nærheden af Nørre Alle. Men et tredje vandhul, Kammerpotten var vi lige ved at glemme. Den gang var der ikke noget, der hed Fælledparken. Det hed bl.a. Nørre, Øster og Blegdams-Fælled.

 

Markmanden kæmpede forgæves

En markmand eller en markfoged skulle sørge for, at der ikke skete overgreb mod Fælleden. En af disse, Holger Dønneke, boede på det sted, hvor Nørrebrogade 68 i dag ligger. Han lagde muligvis navn til vandhullet Holger Danskes briller.

Markmanden kunne dog ikke forhindre, at militæret fik ejerfornemmelser. I 1679 var det første gang, at der blev holdt mønstring. I 1710 kæmpede 15.000 soldater i fire uger på Fælleden. . Kæmneren kunne konstatere:

• Selvraadig opkastet og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som var for dem nødig og det meste unødig.

 

Pas på – den russiske hær.

I 1716 lå en russisk hær på 30.000 mand på lejr her på Fælleden. I første omgang, udgjorde de dog ikke en fare for københavnerne, men alligevel. De var kommet her til sammen med. Zar Peter den Store. Sammen med den danske hær ville man åbne et angreb med Sverige. I begyndelsen blev de modtaget med begejstring, men da angrebet trak ud, fik københavnerne bange anelser. Vagterne blev forstærket, og Kastellets Norgesport blev lukket.

Ravagerne mod Fælleden var dog enorme, efter russernes besøg.

 

Troppelejr og hestevæddeløb

Senere var der ønske om at etablere en farveplantage på Fælleden. Dette blev dog afvist. Også i 1753 og 1755 lå store tropper på lejr på Fælleden. Allerede i 1770 – 72 blev der afholdt hestevæddeløb på Fælleden, sikkert ansporet af Struensee, som havde stor interesse for ridesporten.

 

Struensees henrettelse 

På Øster Fælled i 1772 blev der til lejligheden oprettet et skafot, da greverne Brandt og Struensee skulle henrettes på barbarisk vis. 30.000 indbyggere overværede det makabre skue. Den 27 årige bøddel, Gottschalck Mühlhausen var kendt for ikke altid at kunne ramme. Desuden sagde rygterne, at han var drikfældig. Ingen under med dette job.

Øvrigheden havde bildt befolkningen ind, at greverne havde attentatplaner mod kongen. Sandheden var vel nok, at adelen følte, at kongens livlæge Struensse fik lige lovlig meget, at skulle have sagt.

General von Eickstedts kommando bevogtede retterstedet af 4.000 matroser. Ligeledes var der opmarcheret 1.200 mand fra infanteriet og et ukendt antal dragoner.

Struensse var ankommet i festtøj. Mens bødlen råbte: Dette sker efter fortjeneste, fulgte første øksehug. Blodet stod i en stråle fra den lemlæstede arm. Anden gang hævede bødlen øksen og lod den falde. Hovedet blev skilt fra kroppen. Derefter fulgte kønsdelene.

Der lød ingen jubelråb på Fælleden. Hadet var vendt til medfølelse.

 

Teltlejr og soldaterstøvler

Efter den store brand i 1795 blev fælleden brugt som teltlejr for alle de husvilde Godt nok tilhøret Fælleden kommunen, men militæret havde efterhånden taget magten herude. Elever ved den militære Højskole øvede herude, og Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.

Stakkels kreaturer, der skulle høre på dette. De skulle gå på fælleden om sommeren for at æde sig fede og tykke. Men jordbunden var efterhånden så nedtrådt, af soldaternes støvler, at græsset visnede bort.

 

De vilde øvelser

Når der var øvelse på Fælleden, var der fest. Skønne uniformer og musik i spidsen var ofte det, der proklamerede en øvelse. Normal bestod øvelsen i at angribe Lille Vibenshus. Der kom både jægere og dragoner, lansenerer og de glinsende hestegardister. Men mest populær var Borgerbevæbningens øvelser.  Koner, børn, kærester og koner drev ofte med. Efter øvelserne stod den på druk og hor. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings – og afførings kanal langs Blegdamsvejen. Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde sit kompagni og holde sig på benene. Og sønnen fik lov til at holde fars gevær i marchen på vej hjem.

Der var skik og brug under høstmanøvrerne, at politiet advarede beboerne på Nørrebro om, hvornår, der ville blive skudt med kanoner. Så kunne man nå, at tage sine vinduer af, og undgå for mange sprængte ruder.

 

Kjøbenhavns Borgervæbning

Men hvem var de, dem der ødelagde Fælledens græs?

Borgervæbningen bestod af mange forskellige afdelinger. Livjægerkorpset, Kongens Livkorps (studenterne) eller Brandkorpset, bare for at nævne nogen. Allerede i 1588 fik man et mønsterregister og et korps bestående af 1648 personer.

Man blev delt op i ”roder” af 10 mand. Hver kompagni havde deres egnen chef, der blev kaldt for ”Stadshauptman” I 1772 fik hvervet rang af oberst. I 1799
kom infanteriet til, med efterhånden 12 kompagnier. Hvert kompagni havde deres egen fane. Fantasien kendte ingen grænser.

• Frederiks Kompagni havde en grøn fane med et motiv af København og indskriften Held for Kongen og Staden
• Kjøbmager Kompagniets fane var lyseblå. I midten på hvid baggrund sås en trane med indskriften Hold Vagt – Tiden agt.
• Vestre Kompagni havde en hvid fane. I midten en edderkop, der i sit spind havde en dræbt spyflue med indskriften Ringe magt er i foragt.

De menige, der blev kaldt ”Rotgesellen” blev kaldt til mønstring ved hjælp af trommer. De skulle være beredt inden trommerne havde lydt anden gang, og være
parat i fuld kampudrustning foran fændrikkens gadedør.

På vagterne var” drik og fylderi, Dobbelt, Spil, Sværgen og Banden forbudt”. Det var forbundet med dødsstraf, at bruge våben mod hinanden på en vagt. I midten af 1800 – tallet fik man 50 øre om dagen, når man deltog i en øvelse af cirka 15 dages varighed.

Det borgerlige artilleri blev først oprettet i 1789 med to komagnier. Efterhånden blev de også til 12. begge korps blev forenet til et korps i 1808 under navnet
Kjøbenhavns Borgervæbning.

Borgervæbningen huskes i historien for deres heroiske indsats

• under Københavns Bombardement, tabstallet var 5 dræbte og 23 sårede
• de var med til Filosofgangsfejden i 1789
• Posthusfejden i 1799
• Jødefejden i 1819

Den 4. juli 1807 var der voldsomme sammenstød mellem marinere og matroser. De havde hvis aldrig rigtig kunne lide hinanden. Borgervæbningen gik ind og forhindrede nedslagtning. Kronprins Frederik takkede mange gange fra Kiel.

Borgervæbningens eksercits var efterhånden ikke så mønsterværdig og disciplinen faldt også. Trinde fremstående maver prydede officererne i de højere grader. Dette blev endnu mere synligt, jo snævre uniformen sad. Men Frederik den 6. var tilfreds. Under ”Kongerevuerne” på Fælleden sagde han Tak Børn, Jeg er fornøjet med Jer.

 

Slotsgartnerens undersøgelser

Militærets ejerfornemmelser havde udviklet sig i løbet af de sidste hundrede år. Allerede i 1737 proklamerede kongen, at fælleden skulle bruges til militære gøremål. Det var nu også list af en hobby for Frederik den sjette. Staden turde ikke rigtig, at gøre noget ved det. Men da kongen døde, undersøgte Borgerrepræsentationen, hvilke rettigheder og pligter Staden havde på området. I 1843 fik man fremstillet en oversigt, og så skete der ellers ikke mere.

I 1847 var der næsten kun mos tilbage, til de stakkels kreaturer. Byens indtægt var kun 1370 Rigsdaler, og det var alt for lidt. Slotsgartner Rothe lavede en plan,
der gik ud på, at militæret skulle bruge mindre plads. En stor del skulle så tilsås med kløver. Slotsgartneren mente, at jorden på Fælleden var særdeles frugtbar. Samme år kunne politikerne læse følgende udtalelse:

• Naar alle Troppesamlinger, som i Aarets Løb finder sted på Fællederne, sammenlægges, og alle de Samlinger af Mennesker som Tilskuere ved Vaabenøvelser, ved Vædderidt m.m. lægges dertil, skal det hvis næppe siges, at færre end Hundrede Tusinde Mennesker og maaske ti Tusinde Heste bevæge sig herover de Græsstrækninger, af hvilke det forlanges, at de tillige skulle afgive Føde for nogle Hundrede Kreaturer. Dertil kommer, at disse Græsvæksten ødelæggende Masser, ikke bevæge sig derover alene, naar Jorden er noget tør, Planterne sejge, Væksten mindre frodig, men de strømme
  derover Vinter og Sommer, i tørt og vaadt vejr, og især i sidstnævnte udtvære de jorden om Græsplanterne, sønderslidte Planterne i deres hjerte, og hestene skrabe ofte hele Skiver af Grønsværen af, hvorved al Vækst tilintetgøres. Hvilket areal bliver ikke aarligt ødelagt af Telte, Tribuner, Marketenderier, Cirkus og meget mere, idet der ikke alene nedtrampes og afslides, men der afbrændes og ved Paagydninger forgiftes store Platter, der atter behøve mange Aars Hvile for at frembringe nyt Græs.

Borgerrepræsentationen nedsatte prompte en Komité, der skulle forhandle med krigsministeriet. Man fortalte ministeriet at Fælleden trængte til hvile. Omgående svarede man herfra, at man ikke kunne undvære en eneste centimeter jord. Nu var alt ved det gamle.

Men i 1857 måtte Politiet tage sig af kreaturerne. Politidirektør Bræstrup skrev til Magistraten i slutningen af juli. Han antog at kreaturerne sultede på grund af
vedvarende tørke. Man antog, at 1.100 kreaturer på dette tidspunkt ”græssede” på Fælleden.

 

Selskabet til hesteavlens Fremme

Nu var det ikke kun militæret, der ødelagde jorden. Selskabet til Hesteavlens fremme havde første gang i 1832 fået lov til at afholde Væddeløb på Fælleden. Et andragende om at gentage dette i 1833 blev afslået.

Man forsøgte igen i 1840. Nu var der en særlig omstændighed. Christian den ottende skulle krones. Da Magistraten tøvede, truede Selskabet. Man udbad sig, at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen. Efter denne trussel skyndte Magistraten, at give deres tilladelse.

Det var en sejr. Nu kunne man hvert år afholde hestevæddeløb med eller uden kongelig bevågenhed.

 

Pas på – de røde.

Bladet Socialisten havde en overgang redaktion i Ravnsborggade 21, og det var her Louis Pio blev arresteret den 4. maj 1872. Det var natten før, der var varslet møde på Fælleden. Det var en støtte til de københavnske murere, der krævede arbejdstiden nedsat fra 11 til 10 timer. Politiet havde dog forbudt mødet. Alligevel strømmede folk til mødet.

En kæmpe rød fane var bestilt, og ved en fest i Phønix deklamererede en ung dame, et digt om Murernes skue. En flammende artikel i Socialisten Målet er fuldt, fik myndighederne op af stolene. Krigsminister Haffner mente, at det var opfordring til revolution, og mente ikke, at militæret kunne stå distancen mod en rasende folkemængde. Derfor henstillede han til politimesteren at forbyde mødet.

Politiet rapporterede at flere tusinde strømmede til Nørre Fælled. Politi og Militær forsøgte forgæves at spærre indgangene. Garnisonen på i Kastellet fik udleveret skarpe patroner, marineartillerister blev stationeret på råd – og domhuset. To eskadroner husarer rykkede ud til hest med dragne sabler, foruden
at politiet var mobiliseret til sidste mand. Sammenstødet var uundgåeligt.

Politiet trak kniplerne og slog i hovedet på arbejderne. På fælleden blev der kastet sten og hestepærer mod soldaterne. Arbejderne havde dog et nyt våben – snus, som de smed mod myndighederne. Det regnede med knytnæveslag og spark.

Døren til Johannes Kirken blev presset ind, da militær og politi fordrev menneskemassen fra Skt. Hans Torv, men præsten lod sig ikke forstyrre. I sin prædiken kom præsten med disse ord, På Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne. Det lod pludselig fra baggrunden Det er hørt. Først derefter afbrød præsten gudstjenesten.

Anklagen mod Pio og to af hans bagmænd trak ud. Endelig den 23. marts 1873 faldt dommen. 6 års fængsel. Den blev senere sat ned til 5 års fængsel.

 

Karen Spidsmus – Fælledens dronning – og dog 

I slutningen af 1800 – tallet græssede droske – vognmændenes heste her. I sommermånederne var Fællederne et yndet opholdssted for kvarterets børn. Men også temmelig alkoholiserede personer, hvis faste opholdssted var Lersøen sås herude. Denne Lersø – bande var berygtet. Karen Spidsmus var en af datidens
Fælled – giner. Slagsmål forekom ret ofte og godtfolks passage over fællederne var navnlig ved aftenstide ikke helt uden risiko. Nu var Karen Spidsmus nok mest kendt som en “Lersø – bisse”. Hun var kæreste med Frederik. Det var også disse to, der flygtede til Århus og blev derover i et halvt år, før de blev opdaget.

Nej, hende der virkelig var dronning på Fælleden var Maja Robinsson. Hun skulle have været gift med en læge, sagde man. En gang om måneden kom der penge til hende. Så gjaldt om at være hendes “Første-udfordrer”. Man sagde om Maja, at hun havde været ganske pæn som ung. Hun trak op i kjolen for 5 skilling. Så kunne det godt være at karlene blev røde i hovedet.

Mange havde forsøgt at få Maja tilbage til en normal tilværelse.

 

Militæret slap sine ejerfornemmelser

Først i 1909 slap militæret sine ejerfornemmelser for Fælleden. Men allerede da, havde Boldklubben af 1893 lejet 6 tønder land. Garderhusarkasernen blev bygget i 1896 – 1898. I 1908 bevilligede Borgerrepræsentationen et stort beløb til anlæggelse af en idrætspark på 17 – 18 tønder land. Siden opførtes i 1911 Lawn – Tennishallen, 1912 Atletikbanen og den 6. juni 1914 blev Idrætshuset indviet.

I 1929 skrev den Henrik Cavling i sine erindringer:

• I Tiden omkring de lyse Nætter på Nørrefælled et stærkt besøgt Valfartssted for Beboerne af Nørrebro. At man siden har beplantet denne dejlige aabne
  grønne Fælled og delvis bebygget den, er en uforstaaelig Taabelighed. Man maa erindre Vrimlen af glade Mennesker på Nørrefælled i halvfjerserne
  for til fulde at forstaa, hvad Tab vi lider ved at overgive denne aabne Tumleplads til Bebyggelse for Hospitaler, Privathuse og Frimurerplads.

 

Der er altid rebeller på Nørrebro

På Fælleden blev kampene efterhånden knap så farverige. Dog har FCK og Brøndby fans kæmpet og enkelte 1. maj arrangementer har dog også givet anledning til politiets indgriben.

Græsset holder, trods mange arrangementer, men nu er kreaturerne forsvundet fra Fælleden.

Men inde på Nørrebro har der været mange kampe. Der har altid været rebeller på Nørrebro. Men se, det er en anden historie.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro 
• Litteratur Østerbro 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 31. – 01. 2022

Kigger man i gamle historier om Østerbro, støder man ret ofte, over veje og gader, der for længst er forsvundne. Det vil sige, de fleste veje eksisterer stadig, bare under et andet navn. Listen er sikkert ikke komplet, men vi håber, at du, kære læser kan bidrage med nyt til til listen.

På listen er gengivet det årstal, hvor vejen eller gaden skiftede navn. Gader og veje, der efter 1931 har skiftet navn er ikke medtaget.

 

Adelersborggade,
blev i 1925 en del af Landskronagade

Adolphensgade
blev i 1925 til Taasingegade

Batterivej
blev i 1886 til Viborggade

Li. Blegdamsvej
blev i 1930 til Paa Bleghdammen

Citadelsvej
blev i 1896 til Kastelsvej

Classensvej (sydlige del)

blev i 1925 til Hardangergade

Classensvej(nordlige del)

blev i 1926 til Fiskedamsgade

Dyvekevej
blev i 1928 til Hildursgade

Elbagade
blev i 1892 til Collingsgade

Farimagsvej
blev i 1872 blandt andet til Øster Farimagsvej

Fengersvej (del af)
blev i 1909 til Ryvangs Allè

Fortunasgade
blev i 1889 til Aarhusgade

Fortunas Tværgade
blev i 1889 til Silkeborggade

Frederikshaldsgade
blev i 1915 en del af Livjægergade

Frederikshavnsgade
blev i 1904 Nyborggade

Gefionsgade
blev i 1896 Strandboulevarden

Grønlandsgade
blev i 1875 Øster Voldgade

Haraldsgade (del af)
blev i 1920 en del af Ragnagade

Hinrichsensgade
blev i 1906 Ringstedgade

Kalkbrænderivej (del
af) blev i 1892 Nordre Frihavnsvej

Kalkbrænderivej(del
af) blev i 1906 Nordre Frihavnsgade

Kalkbrænderivej(del
af) blev i 1906 Løgstørgade

Kalkbrænderivej(del
af) blev i 1928 Randersgade

Kristinebergvej
blev i 1923 Omøgade

Livjæger Allè
blev i 1925 Næstvedgade

Mariegade
blev i 1930 Thomas Laubsgade

Marstrandsvej
blev i 1927 A.L. Drewsensvej

Mygindsvej
blev i 1928 Vermundsgade

Nordbygade
blev i 1925 Skarøgade

Nordre Frihavnsvej
blev i 1906 Nordre Frihavnsgade

Nygaards Sidevej
blev i 1925 Strynøgade

Nygaards Tværvej
blev i 1925 Romsøgade

Ny Haraldsgade
blev i 1930 en del af Harraldsgade

Rosendals Tværgade
blev i 1909 Rosendalsgade

Rosendalsvej
blev i 1886 til Slagelsegade

Rosenvængets Paralelvej
blev i 1927 nedlagt

Rosenvængets 1. Tværvej
blev i 1927 til A.F. Kriegersvej

Rosenvængets 2. Tværvej
blev i 1917 nedlagt

Sibbernesvej
Blev i 1892 en del af Gefionsgade og 1896 en del af Strandboulevarden

Stadens Vænge
blev i 1928 Borgmester Jensens Allè

Strandpromenaden
blev i 1892 en del af Gefionsgade og i 1896 en del af Strandboulevarden

Søgade
blev i 1873 til Læssøegade

Wedelborggade
blev i 1922 en del af Vennemindevej

Lille Vennemindevej
blev i 1907 Vennemindevej

Vibenshusgade
blev i 1931 Reersøgade

Relaterede artikler:

• Gader og veje på Østerbro
• Flere gader og veje på Østerbro

Kilder:

• Litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Dette er anden del af gader og veje på Østerbro. Vi starter på Victor Borges Plads og slutter i Århusgade (V – Å)

Vi nåede ikke at blive færdig med Gader og veje på Østerbro. Her er de manglende gader og veje på
Østerbro.

Victor Borges Plads:
Victor Borge (1909 – 2000) blev født i Classensgade. I begyndelsen optrådte han som Børge Rosenbaum. Han debuterede som pianist allerede i 1926. Allerede før flugten til USA i 1940 var han verdensberømt i Danmark for nummeret Fonetisk tegnsætning. Han havde formatet til også at blive verdensberømt uden for Danmark. Han elskede de gamle gader i København.

Vognmandsparken:
Vognmandslavet havde fra gammel tid fæstebrev på arealet. Lavets ældste skrå er dateret 1478. I 1893 overtog Hæren hovedparten, men en del blev udstykket.

Voldmestergade:
Voldmesteren havde opsyn med fæstningsvoldene – i dette tilfælde gartner Johan Gottlob Reeh (1798 – 1877), der boede i voldmesterens hus. Dette blev nedrevet i 1883. Hans far var en af de såkaldte kartoffeltyskere. Han var en af de første københavnere, der dyrkede dette nymodens afgrøde på den jord, han fæstede mellem Kommunehospitalet og Lille Triangel.

Vordingborggade:
Efter den sydsjællandske købstad med Gåsetårnet.. Navnet hentyder til borgen på bredden. Gaden blev omdøbt i slutningen af 1940’erne fra Øresundsgade.

Webersgade:
Grosserer Theobald Weber (1823 – 1886) ejede Rørholm, som han udstykkede i 1880’erne.

Weysegade:
Komponisten Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774 – 1842) satte melodier til bl.a. Ingemanns morgen – og aftensange.

Wiedeweltsgade:
Billedhuggeren Johannes Wiedewelt (1731 – 1802) studerede både i Paris og Rom. Han var også en udmærket grafiker. Figuren Troskaben til Frihedsstøtten på Vesterbrogade, skyldes ham. Det Bodenhoffske monument på Assistens Kirkegård har han også udført. Han led af en uhelbredelig sygdom, og forlod den 17. december 1802 sit hjem på Materiale-gården. Fire dage efter blev han fundet druknet i Sortedamssøen – der ligger for enden af gaden.

Wilhelm Marstrands Gade:
Maleren Wilhelm Nicolai Marstrand (1810 – 1873) er figurmaleren frem for nogen i dansk kunst. Han blev sent gift, men nåede 17 lykkelige år på Østerbro.

Willemoesgade:
Sekondløjtnant Peter Willemoes (1783 – 1808) var endnu ikke fyldt 18, da han blev chef for det Gernerske Flydebatteri nr. 1, som lå i kamplinjens centrum, da englænderne under Parker angreb den 2. april 1801. Admiral Nelson var næstkommanderende. 370 danske var døde, 670 sårede og 1,984 var savnede. De engelske tab var 350 døde og 850 sårede. Willemoes var dagens mand. Efter krigen studerede han jura, var nogle måneder i den russiske flåde, og blev så kommanderet ombord i Prins Christian Frederik – det danske linjeskib. Ved Sjællands Odde blev det angrebet af to engelske linjeskibe. En engelsk kanonkugle bortskød den unge premierløjtnants isse.

Zinnsgade:
Den lokale grundejer, grosserer Ludvig Maximillian Zinn (1808 – 1868) var major i ”Det Borgerlige Artilleri”. En søster var gift med komponisten J.P.E. Hartmann. Familiefirmaet Agent Zinn & Sønner opførtes i 1809 med den næststørste skatteindtægt i København – 58.200 Rigsdaler. Slægten indvandrede fra Bayern i 1700’tallet.

Æbeløgade:
Æbeløgade ligger nord for Fyn. Æblet er kærlighedsgudinden Frejas symbol i den nordiske gudetro.

Øresundshospitalet:
Hospitalet blev grundlagt i 1875.

Østbanegade:
Øst-banen blev anlagt i 1895 fra Nørrebro over Svanemøllen til Frihavnen. I 1898 blev den forlænget til Østerport. I 1917 helt til Hovedbanegården.

Øster Allé:
Øster Allé blev anlagt i 1750 på grænsen mellem Nørre og Øster Fælled, der begge var græsningsarealer. Struensee tillod i 1771 afholdelse af hestevæddeløb på Nørre Fælled. 28. april 1772 blev han halshugget dér, hvor Idrætsparken nu ligger. Midtvejs mellem Parken og Østerbro Stadion lå Struensee – stenen.

Østerbrogade:
Østerbrogade blev den nordligste udfaldsvej med anlæggelse af den nye Øster Vold i 1647. Den afløste den ældgamle Strandvej til Helsingør som ofte var oversvømmet eller føget til med sand. I Frederik den Femtes tid blev Østerbrogade forhøjet og generalkrigskommissær Classen (ham med haven) skænkede træer til dobbeltalléen. I hans tid var der mange traktørsteder på Østerbro, men da Frederik den Sjette forlagde sommerresidensen til Frederiksberg Slot, kom Vesterbro og Frederiksberg med på moden. Så meget at selv færdslen til Lundehuset gik over Nørrebro. Som Poul Henningsen sagde senere: Det er muligt
at folk på Østerbro lever længere, men det er ikke sikkert, at de lever bedre.

Ålborggade:
Ålborg oplevede lige som i København i Middelalderen et sildeeventyr. Byen er så gammel, at ingen aner, hvornår den fik købstadsrettighederne. Navnet betyder antagelig borgen ved strømlejet.

Århus Plads (Århusgade)
Jyllands største by har navn efter beliggenheden åmundingen.

 

PLADSER OG STEDER PÅ ØSTERBRO

ABC – Gade: Passage mellem Østerbrogade og Rosendalsgade med numrene Østerbrogade 54 A – E og Østerbrogade 56 A – D. Udtrykket har været kendt siden 1960’erne

Amorparken:
Det er den del af Fælledparken, der ligger mellem Juliane Maries Vej og Tagensvej.

Bien:
Den runde bygning midt på Trianglen. Oprindelig var det en aviskiosk. Bliver også kaldet Skildpadden, Suppeterrinen og Bistikket.

Billige Langside:

Er de ståpladser, der vender ud mod Brumleby i Idrætsparken. Det er modsat den store tribune ud mod P.H. Lings Allé. Parken er ved at blive bygget
om, men mon ikke begrebet vil bestå.

Brumleby:
Se artiklen om Brumleby. Stammer enten fra oksebremser eller vognstøj fra Øster Allé.

Cementen:
Det er den side i idrætsparken, der vender ud mod Østre Allé. Andre navne er Cementørkenen og Stenørkenen

De Fattiges Dyrehave:
Se artikler under Østerbro. Et område mellem Gammel og Ny Kalkbrænderi. Den lå ved Århusgades og Viborggades udmunding i strandboulevarden. Her lå i 1800 – tallet en del forlystelser og billige værtshuse. Det var især besøgt af folk, der ikke havde råd til at besøge den oprindelige Dyrehave.

Elefantstalden:
Frimurerlogen på Blegdamsvejen. Indgangen kan minde om en elefant.

Elverhøj:
Et græsbeklædt skur mellem drengenes og pigernes skolegårde på Bryggervangens Skole, nu Kildevældsskole. Udtrykket stammer fra 1920’erne.

Fulderiks gade:
F.F. Ulriksgade på Ydre Østerbro.

Hjertepladsen:
Pladsdannelsen mellem Nordre Frihavnsgade, J.E. Ohlsensgade og Ribegade.

Ho Chi-Minh-Stien:
Sti mellem Lipkesgade og Bergensgade. Navnet stammer fra 1970. Måske har det noget at gøre med demonstrationer mod den Amerikanske Ambassade.

Kammerpotten:
Vandhul på Blegdamsfælled. Sandsynligvis efter dens form. Omtalt i V. Christensen: København 1840 – 1857.

Kartoffelrækkerne:
Arbejdernes Byggeforenings bebyggelser mellem Øster Farimagergade og Øster Søgade. De små huse ligger i rækker og kan dermed godt ligne kartoffelrækker.

Kielerkanalen:
Gangsti mellem Lipkesgade og Bergensgade. Navnet er sikkert opstået i forbindelse med det tyske gesandtskab, der lå i området indtil 1945. Se også Ho Chi-Minh-Stien.

Kilometerbroen:
Den nordre arm af lystbådehavnen i Svanemøllen

Koleragangen:
Viadukt under Kystbanen mellem Svanemøllebugten og Øresundshospitalet. Anvendt af patienter med epidemiske sygdomme. Kilde: P.Thomassen: Kystbanen 1897 – 1972.

Kostræde:
Smøge eller lignende i det tidligere klondykekvarter nord for Vibenshus Runddel. Kilde: P. Gertinger: Af en retsmediciners bekendelser.

Krudtøen:
Ø i Ryvanges Sø, udgravet 1894. Også kaldet Kaninøen og Torpedoøen. Kilde: Maare: Ingeniørregimentet 1880
– 25. juli 1955.

Liggende Skyskraber:
Hotel Østerports værelsesfløj langs banegraven, der ligger som en lang, lav længe. Kilde: Pedersen: Fra Østerport til Trianglen.

Ligkisten:
Villaen Øster Allè 29 efter husets langstrakte form og enkle facade. Kilde: Krohn: fra Østerport til Store Vibenshus.

Lynghullet:
Lyngbyvejens Kro, Lyngbyvej 62. Udtrykket kendes fra 1940’erne.

Negerkrålen:
Betegnelse for en by i byen. Er benyttet om Nyboder.

Pamperly:
Den kommunale ejendom mellem Urbansgade, Jacob Erlandsengade, Borgmester Jensens Alle og Jagtvej/Østerbrogade. Den er kendt for sin mange socialdemokratiske beboere, der påstås at have fået lejlighederne som følge af deres partitilknytning.

Plæneklipperen:
Linie 18, der kørte på Jagtvej på et grønt midteareal, der gav en særlig vuggende form for kørsel.

Riget:
Rigshospitalet.

Smede-linjen:
Kontraparten på Kastellets værker mod vest, opkaldt efter en bygning, der tidligere blev brugt af fæstningens smed.

Sølvbryllupskirken:
Sions Kirke, Østerbrogade, hvis opførelse bl.a. blev finansieret af midler indsamlet i forbindelse med pastor P. Krags (Sankt Jacobs Kirke) sølvbryllup. Kilde: Aabel: Mellem Svanemøllen og Rådmandsmarken.

Tyskmannerenden:
Grøften langs Lersøen, fra Emdrup til Rosbækken. Navn, fordi tyske krigsfanger på et ikke nærmere angivet tidspunkt skulle have gravet renden Kilde: Ib Spang Olsen: Lille dreng på Østerbro.

Villaen:
Villaen, Øster Allé 27, er opført i en stram nyklassicisme.

Kilde:

• Bjørn Westerbeek Dahl :Københavnerslang (købnahvnerhistorie.dk
• Litteratur Østerbro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Litteratur – omtalt i teksten 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Forsvundne gader og veje på Østerbro 
• Gader og veje på Østerbro 

Redigeret 31. – 01. – 2022