Artikler
September 18, 2023
Rømø i 1807
På Rømø var man bekymret. Kom englænderne? 7.000 søfolk var allerede fanget. En mand forsøgte selv at fange ”Engelskmanden”. Han blev taget og det kostede ham 7 år i fængsel. Om der var kaperskibe på Rømø, vides ikke, men der var en på Amrum. Regler for de frivillige på Rømø. Det var måske en lidt naiv tilgang, men hensigten var god nok. Læs her, hvilke regler, der gjaldt, når englænderne kom!
På Rømø var man bekymret
Man var bekymret på Rømø i 1807. Kunne briterne finde på at angribe øen? De havde overfaldet København og taget flåden. Det var ret så ydmygende.
Rømø – kaptajnen Christian Hansen Mikkelsen førte kaperskibet ”Dyrehaugen” af København. Det havde to kanoner og et mandskab på 13 mand. Skibet blev opbragt af englænderne og mandskabet sendt i fangenskab i England.
7.000 danske søfolk var fængslet
Her sad i alt 7.000 danske søfolk. På det tidspunkt var der 450 søfolk bosiddende på Rømø. Hvor mange af disse, der sad i fangenskab vides ikke.
Thade Petersen fortæller at en mand fra Kongsmark egenhændig forsøgte at få fat i ”Engelskmanden”. Men han blev taget og sad 7 år i fængsel. Under dette fik han koldbrand i begge ben.
Et kaperskib på Amrum
Om der var egentlige kaperskibe på Rømø, vides ikke. Men i hvert fald på Amrum var der et kaperskib, der hed Roland. Men også dette blev taget af englænderne.
Danmark havde næsten udspillet sin rolle som sø-magt. Mandskab som havde taget hyre, blev nærmest arbejdsløs. Danmarks handel var nærmest ødelagt. Den yderste fattigdom herskede på Rømø.
Regeringen indførte et reglement
Kaperiet opstod, for at bringe indtægter til staten blandt andet for de tab, som de havde lidt. Den 14. september 1807 indførte Regeringen et:
Det var dog vanskeligt at skaffe våben til disse både. Det skulle nedskrives, hvor stor andel hver enkelt skulle have. Der opstod hurtigt et proletariat af redere og mandskab
Regler for de frivillige på Rømø
Man havde lavet et beredskab på Rømø – et slags hjemmeværn for et beskytte sig. Heldigvis fik Rømø – boerne aldrig brug for at give ”Engelskmanden” en ”God prygler og stav”.
På Rømø blev der advaret om at øen kunne blive overfaldet af englænderne. Sønderlandets beboere havde besluttet at der skulle gøres fælles modstand for at jage englænderne væk. Der blev udarbejdet et dokument på 15 punkter, der dannede retningslinjer for dette hjemmeværn, der blev dannet. Nu har vi forsøgt at redigere teksten til nogenlunde nudansk.
Hensigten med retningslinjerne er jo god nok. Der er så gennem historien nogle, der har forsøgt at latterliggøre disse. Dette synes jeg ikke man kan. Det kan da godt være at se med nutidens øjne at tilgangen er noget naivt. Men tænk lige på, hvilke muligheder de havde dengang.
De 15 regler på Rømø
Ved landgang bør to eller flere, der kan gøre sig forståelig på det engelske sprog nærme sig og spørge til hvem de er og hvad deres hensigt er. Hvis det er englændere, skal der samles en styrke af mandfolk, der er dobbelt så mange som de landsatte. Disse skal så vidt uden blodsudgydelser forsøge at fange dem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 17, 2023
Bov Sogn-folkeminder-sagn og bare historier
Der blev taget og givet efter 1920. Masser af kampe ved Nyhuus Sø. Frøslevstaven. Haraldsdal-Hvorfor hedder det sådan. Kirken skulle have ligget i Smedeby. Inden Første Verdenskrig kun 50 mand i Padborg. En trold skabte Frøslev Polde. Røverhøvdingen Elfing. Bommerlund Kro i ”Den lille Hornblæser”. Derfor hedder det Ellund. Tyvvejen – en del af Hærvejen. Den forkrøblede tjørn ved Simondys. Engang en kæmpe høj ved Ellund. Da man byggede en kirke i Hanved. De spanske soldater i Frøslev. Den frygtelige heks i Ellund. Et genfærd i Simondys. Man vidste 60 år før, at jernbanen kom. Når en person ikke skulle gå igen. Når man blev indbudt til bryllup. Fjernelse af bylder og vorter i Bov Sogn.
Der blev taget og givet
Måske lander vi uden for sognet i denne historie. Dengang var det jo noget, der hed Vis Herred og det gik jo syd for grænsen. I 1920 mistede sognet jo både Kobbermøllen, Wassersleben (Sosti) og Nyhuus, som nu danner Harreslev Sogn.
Til gengæld kom der til Bov Sogn den store by, Frøslev som hidtil havde hørt til den 1 mil derfra billigende Handeved. I mange år fortsatte folk fra Frøslev at blive jordfæstet i familiegravstederne pa Handeved Kirkegård.
Masser af kampe ved Nyhuus Sø
Og hvorfor hedder det egentlig Bov? Ja de kloge historikere siger at det er udledt af den mystiske angelsaksiske helt – ”Beowulf”.
Ved Nyhuus Sø lå en stor borg bygget af Grev Clavs. Det var til værn mod Valdemar Atterdag.
I ældgammel tid har stedet her været genstand for mange kampe. Her har været mange kæmpe høje. De fleste er med tiden blevet ødelagt. På begge sider af Hærvejen er der foregået oldtidsbegravelser.
Frøslevstaven
Engang lå der Padborg en villa, der hed Paddehatten. Her fandtes kromand Thomsens Mark og her var en kæmpehøj med en stav med runer – den såkaldte ”Frøslevstav”. Den er kun 19,5 cm lang og befinder sig på et museum syd for grænsen.
Haraldsdal – hvorfor hedder det sådan?
I Haraldsdalen skal der have været et slag. Og det handler om Harald Klarks flugt til Frankerne og hans dåb 826. I engen findes Kongekilden, af hvilken strømmer sort sand. En smuk skov strækker sig langs Nyhus Sø. Det var godt nok noget, der imponerede os, da vi var flyttet til Padborg – dengang.
Kirken skulle have ligget i Smedeby
Under svenskekrigen 1659 og 1660 led Bov i udstrakt grad. Kirken blev ødelagt og berøvet sit blytag. Og selvfølgelig er der knyttet et sagn til Bov Kirke. For kirken skulle egentlig have ligge i Smedeby. Natlige forstyrrelser af byggearbejdet måske fra troldenes side, forvoldte at man valgte den nuværende plads. Fra dette sagn skal hidrøre talemåden:
Det er provst Rønnekamps ihærdige bestræbelser man kan takke for det høje smukke granittårn. Ved den gamle hærvej er der rejst en mindesten om ”Slaget ved Bov”. Men se det slag har vi allerede skrevet om.
Og så er det jo også Valdemarstoft og Oldemorstoft. Dette har vi også skrevet om. Men vi har sikkert glemt at Christian den Fjerde har overnattet på den ene af gårdene den 19. december 1616.
Inden Første Verdenskrig kun 50 mennesker i Padborg
Inden Første Verdenskrig var Padborg bare en ubetydelig stationsby med bare 50 indbyggere med et par kroer, mølle, en større byggematerielhandel samt en bankfilial. Men i løbet af få år voksede byen. Ikke langt derfra har vi så Frøslev. Og så er det jo lige Frøslev Polde. Og også her har vi et herligt sagn.
En trold skabte Frøslev Polde
En trold vestpå blev opbragt over den påbegyndte kirkebygning i Bov. Han fyldte en sæk med sand og begav sig på vej mod Bov, for at ødelægge værket. Undervejs gik der hul på sækken og sandet dryssede og dannede ”Frøslev Polde”.
Disse skyder sig frem i retningen fra nordvest mod sydøst. Ved Ryttergabet, passet med de høje lyngklædte banker, skal i sandflugtens dage en rytter have fundet døden. Fra denne tildragelse skal navnet stamme. En anden banke bærer navnet Valdemars Sandbjerg.
Røverhøvdingen Elfing
Før i tiden var her til dels skov og til dels mose. Her skal en røverhøvding Elfing eller Eflund have drevet sit spil. Den højeste klint hedder Eflunds stenbro og på Slotsbjerget findes murbrokker. Kragelundgårdhørte vistnok til herresædet, som blev ødelagt med sine ryggesløse beboere. Nu bærer poldene navnet Frøslev Polde. Frøslevnavnet udledes af navnene Frø eller Frejr.
Bommerlund Kro i ”Den Lille Hornblæser”
Vi skal måske lige nævne Bommerlund Kro, for det var her overkommandoen lagde planerne for sejren ved Bov. I den kendte ”kult – bog” ”Den Lille Hornblæser af H. P. Holst hedder det bl.a.:
der ligger kroen Bommerlund bekendt i hele landet
Der er den bedste danske snaps.
Jo og dengang, der var masser af fisk i søen ved Kruså Vandmølle var der amtmanden, der havde eneret til fiskeriet
Derfor hedder det Ellund
Da Gottorp Slot ved Slesvig var bygget, skulle der lægges vandrør i jorden. Disse render skulle for at kunne holde længst mulig være af Elletræ. Det var lettere sagt end gjort. I nærheden af Slesvig var der ingen skove, hvor der groede Elletræer.
De store Elletræer lå, hvor landsbyen Ellund ligger. Og man siger, at det er derfor, at byen har sit navn ”El-lund”.
Tyvvejen – en del af Hærvejen
En gammel vej, som kan følges fra Frøslev og nord på samt syd på havde navnet Tyvvej. Tyvvejen skilte Harreslev og Gotrupel jorder og gik videre over Hanved Sogns jorder. Engang har vejen været bredere, men så blev den forsynet med jordvolde ved dens sider. Men i mange år var vejen ikke blevet benyttet som færdselslov. I 1880erne henlå den overgroet med Lyng og Gyvel og de spor som vognhjul tidligere havde sat. Jo i ældre tid havde dette været en færdselsvej.
Tyvvejen er nok et navn af nyere dato, men ”Stine Kagku’n” kunne i 1890erne fortælle et sagn om denne vej. De Harreslever og Hanved Sogns mænd kunne ikke enes om skellet mellem deres jorder. De beskyldte hinanden gensidig for at de stjal deres jorder. For at gøre ende på striden blev den kaldt for Tyvevejen.
Et andet sagn fortæller at vejen i de ældste tider var en del af Hærvejen både mod syd og nord før Hærvejen kom til at ligge øst for den. At vejen har været kendt i ældre tider, vidner også de mange gravhøje ved vejens sider.
Den forkrøblede tjørn ved Simondys
På Harreslevs jorder ved den vej, som menes før at have været Hærvejen ved Søndermose i nærheden af Simondys findes der en forkrøblet tjørn. Og ved denne tjørn spøges der. Ikke alene ses der to mennesker gå omkring. Men her rider der også mænd til hest forbi. Disse ryttere ser alle til den side, hvor tjørnen gror.
Det fortælles, at de krigere, som rider her, slog en fjende i det store slag, som en gang blev udkæmpet ved Simondys. Rytterne rider syd over Tyvevejen mod Skovkroen. Jo det var på denne vej, de red syd over, da de havde slået fjenden.
Engang en kæmpehøj ved Ellund
Tæt op til Grænsen mellem Tyskland og Danmark ved Ellund er (var) der en kæmpehøj. Den er desværre næsten ødelagt med en plov. Noget mod vest for kæmpehøjen var der en fodsti. Den benyttes nu ikke mere efter at grænsen satte et skel mellem Frøslev og Ellunds jorder. Men før var der en ”skolefodsti” fra kolonihusene Julianneaa (Julianehåb) på Frøslevmark, da børn herfra gik i skole i Ellund.
På denne kæmpehøj spøger det i midnatstimen, Der er mange, som har set, når de kom gående på fodstien, at der stod en kæmpe på højen. Kæmpen var klædt i rustning, Han holdt en dragen sværd i sin hånd og spejdede syd over efter Ellund. Omkring kæmpehøjen hørtes der våbenalarm. Det var larmen fra denne kæmpes krigere, der engang kæmpede mod fjenden oppe i Sønderjylland, da der stod et slag her.
Kæmpen, der streg her, faldt i slaget. Han blev gravlagt med fuld rustning i kæmpehøjen, som hans krigere bar jorden sammen til i hjelme på Ellund – Nørager.
Hver nat rejser kæmpen sig. Han træder ud på kæmpehøjen og holder vagt der. Han spejder efter fjenden, han venter, skal komme syd fra, for at han til rette tid kan kalde sine mænd under våben.
Da man skulle bygge en kirke i Hanved
Da man skulle bygge en kirke i Hanved kunne man ikke blive enige om, hvor den skulle ligge. I lang tid diskuterede man det. Så blev man enige om at der skulle spændes to stude for en bjælke. Hvor de fandt de to stude og bjælken ville man bygge kirken.
Og de fandt de to stude og bjælken på en bakke. Og der skulle kirken bygges.
De spanske soldater i Frøslev
Engang lå en masse spanske soldater i lejr i Frøslev. De spanske soldater rapsede uldtøj såsom uldne skjorter, strømper og andet tøj, der varmede. Beboerne satte vagt på. Hos Jørgen Post holdt en pige vagt. Da soldaten så pigen trak han sablen og gik løs på hende. Hun flygtede men fortalte hendes husbond, hvad der skete.
De sendte bud til Hans Post på Nørvang. Det er en gård nord for Frøslev. Hans Post var en kraftkarl, som det ikke var godt at nappes med. Hans Post lovede at ordne det med den spanske soldat men sagde:
Længe varede det heller ikke, så var Hans Post på pletten. Han blev sat ind i sagerne. Den spanske soldat var endnu til stede. Han kunne åbenbart ikke finde det, som han søgte. Da soldaten så den stærke bonde studsede han lidt. Men så tog han sin sabel og gik løs på Hans Post. Men denne lod sig ikke kyse, lynsnart greb han med den ene hånd fast om sablens æg og ved hjælp af den anden hånd frarev han spaniolens sabel og tvang ham til at sætte ham på en stol:
Den spanske soldat rystede som et espeløv, så forskrækket var han over den medfart Hans Post havde givet ham.
Det rygtedes snart blandt spaniolerne i Frøslev over hvilken tort, der var overgået en af deres kammerater, at en simpel bonde afvæbnede en af deres egne. Kom Hans Post siden gående og så spanioler i nærheden, så forsvandt de skyndsomst. Dog var det bedste af det hele, at fra den dag blev der ikke mere stjålet ulden tøj i Frøslev.
Den frygtede heks i Ellund
For mange år siden boede der i Ellund en led heks. Hun var frygtet, for hun var en af de værste. Det var mange, der havde set hende ridende på et kosteskaft Skt. Hans nat på Korsvejen vest for Harreslev. Hun havde det ikke godt med småbørn.
Vidste hun, at der et sted var født et barn skulle hun besøge barselskonen. Mange af de børn som heksen havde rørt ved var pukkelryggede eller blev syge på anden måde.
Børn skulle vende om, når de mødte heksen. Kom hun til et hus, hvor børn var selv hjemme skulle børnene med det samme låse døren. Jo Ellund – heksen var frygtet og kendt langt ud over Hanved Sogns grænser.
Et Genfærd i Simondys
I begyndelsen af 1700-tallet boede der på den sydligste af de to gårde, der kaldtes Simondys en mand, der hed Jespersen. Og han fortalte, at der her opholdt sig en genfærd eller et spøgelse.
Han holdt til i hestestalden. De heste, som stod på stald, gik løse hver morgen. Folkene på gården kunne binde hestene fast til krybben på forskellige måder men alligevel var de løse hver morgen. Desuden var de våde af sved. Der stod en damp omkring dem. Det var et genfærd/et spøgelse, der havde fat i dem.
Til sidst blev hestene staldet op et andet sted. Her kunne de holdes bundet. Om morgenen var de ikke badet i sved. Men det bedste var at der på gården ikke mere var spor af et genfærd/et spøgelse.
Man vidste 60 år før – at jernbanen kom
Bejl kaldes et engstykke vest for Ellund. Her var også noget mose. Og vejen, der første hertil blev kaldt Bejlvej. Der hvor vejen drejede, kunne man ofte se to lys komme farende fra vest mod øst – snart var de på vejen og snart var de ved siden af den. De der levede dengang sagde:
Det var forvarsel for togforbindelsen fra Tønder over Tinglev til Sønderborg. Dette forvarsel var kommet 60 år før, der her blev anlagt en jernbane.
Når en person ikke skulle gå igen
I området var der en bestemt skik. Når et menneske havde taget sig selv af dage eller forset sig mod sine medmennesker og ikke havde gjort bod, før det døde og som dermed ikke kunne finde ro i sin grav, ja da skulle en nær slægtning hjælpe den døde.
Den dag, der var begravelse, skulle en nær slægtning til den døde før liget blev bragt fra hjemmets grund tage vand og kaste det over liget. Da var den døde udfriet for helvedes pine og gik derfor ikke igen.
Når man blev budt til bryllup
En gammel bryllupsskik fra Hanved Sogn er som følger. Traf den, der skulle byde til bryllup ikke nogen hjemme, så skulle ”Bydemanden tage fat i taget over husets dør og rive noget af taget ned, så det hang ned over døren. Så kunne man se, at man var indbudt til bryllup. Man må så håbe, at de vidste, hvem der havde indbudt.
Fjernelse af bylder og vorter i Bov Sogn
Hvordan kommer man af med vorter og bylder i Bov Sogn? Ja det kunne da være praktisk at vide.
Hvis en var plaget af vorter, så kunne man komme af med dem ved fuldmåne. Dog skulle det gøres uden at andre vidste det. Der skulle slås et kors over vorterne med hånden og kigges op til månen mens der siges:
Den der er plaget med bylder, kan bruge følgende råd.
På et stykke rugbrød skal der stryges materie fra bylden. Er det gjort skal dette placeres udendørs så høns ikke kan komme til at spise det eller hakke det i stykker. Men fugle må gerne gøre det. Og hvis de gjorde dette, forsvandt bylden og fremover vil man heller ikke få nye bylder.
Ja sådan kunne vi blive ved med mere eller mindre sande historier, folkeminder og sagn. Vi må vende tilbage til flere ved en senere lejlighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 15, 2023
Aabenraa-starten på historien (1)
Historiske Strejftog – Aabenraa (1) Aabenraa var isoleret. Fiskerbefolkningen startede. En gammel bonde-by var det også. Gammel Opner. Hvor lå de første bebyggelser. ”Skraaen” har sikkert været gældende længe før. Første byggeri har været ringe og vanskelig. Et livligt liv på byens torve. Byen omgivet af volde og grave. Aabenraa – brændt af Vendere i 1148. Det samme skete 99 år efter af andre. Et kapel til fiskere. Aabenraahus – Kongsgården. Magrethe den Første bygger nyt slot. Aabenraa pantsættes flere gange. Aabenraa vokser ud over volden. Udendørs Ting. Ramsherred – ikke for godtfolk. Sankt Jørgensgård. Tre Gilde – broderskaber. Broderskaber omtalt i ”Skraaen”.
Aabenraa var isoleret
I mange århundreder lå Aabenraa mere isoleret end andre sønderjyske byer. Det fattige bysamfund opstod uden tvivl som et fiskerleje omkranset på tre sider af skovklædte højdedrag. Dette betød en hindring for frit og uhindret samkvem med det øvrige land. Datidens vigtigste trafiklinjer trak uden om det vanskelige tilgængelige terræn omkring Aabenraa.
Den store færdsel ind og ud af riget foregik vest for byen ad den gamle Oksevej eller Hærvej. Denne havde ingen direkte forbindelse til Aabenraa som lå gemt bag de store skove.
Kun mod øst, hvor fjorden glimtede, var der en åben vej.
Fiskerbefolkningen startede
Den ældste bydannelse må sikkert søges på den sydlige skråning af den bakkeø, på hvilken byen er vokset op. Her har sin tids fiskerbefolkning skabt en bebyggelse i nærheden af stranden.
Kvarteret, der startede det hele, har været grupperet omkring den nu værende Skibbro, Skibbrogade, Fiskergade og Gildegade. Overleveringen fortæller os, at det var Skibbrogade, der i ældre tid var Østergade. Og i dette kvarter lå byens første kirke eller kapel indviet til Sankt Knud.
En gammel bonde-by
Men nu har fiskerlejet ikke været den første begyndelse til Aabenraa. Det fremgår af Kong Valdemars jordebog af 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby, hvorfra Aabenraa har hentet sit navn. I jordebogen nævnes en landsby, Opnør. Her ejede kongen også noget jord.
Gammel Opner
Byens gamle ”Skraa” blev stadfæstet af Hertug Valdemar den Femte af Jylland på Sønderborg Slot den 1. maj 1335. Her finder vi betegnelsen ”Gammel Opner”, I ”Skraaens” paragraf fire omtales græsningsrettigheder, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er ”Gammel Opner”. Men ”Skraaen” giver ingen antydning af, hvor dette sted skal findes.
Hvor lå det?
Forskellige kloge historikere har fremsat teorier om Opnørs eller Gammel Opners belligenhed.
Den å der har flydt forbi Opnør, nu Mølleå har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen (Opnør – Aa). Efterhånden dukker der forskellige omskrivninger af orden op:
Så er det diskussionen om, hvad slutningen ”Ør” i ”Opnør” betyder. I gammeldansk betyder ”Ør” ”grusset strandbred”. Måske er den allerførste bebyggelse sket herfra.
Ja egentlig var det jo en tredje teori med hensyn til, hvor Gammel Opnør lå
”Skraaen” har sikkert været gældende længe før
Denne ”Skraa” eller vedtægter som hertug Valdemar stadfæstede i 1335 har sikkert været gældende lov i Aabenraa længe før. Antagelig kan den føres tilbage til Valdemar Sejrs regeringstid (1207-1241), fra hvilken periode man almindeligvis regner, at byens købstadsrettigheder stammer.
Allerede i 1231, hvorfra ”Skraaen” stammer var der ind- og udførsel af varer i Aabenraa.
Første bebyggelse har været ringe og uanselig
Den første bebyggelse har været ringe og uanselig. Det har været mere hytter end huse, fiskerne boede i. Men da det opblomstrende bysamfund voksede op, har byen allerede fået købstadsrettighed. Vi kan gå ud fra at hytterne er afløst af huse og byen er i vækst.
Fra tidlige kilder ved vi, at der i fjorden har været gode fangstmuligheder. Og efterhånden lykkedes det at finde afsætning for disse fangster. Men vi kan se ud fra ”Skraaen” at også andre erhverv har gjort sig gældende. Således har landbruget spillet en rolle.
Et livligt røre på byens torve
Aabenraa – Fiskere har også deltaget i det rige silde-fiskeri, der efter år 1000 satte ind i Øresund og i flere hundrede år. I ”Skraaen” nævnes også sømænd og skippere. Der tales i ”Skraaen” om gejstlige og Rådmænd, om handel og købmandskab.
Der har udspillet sig et livligt røre på byens torve – Storetorv og Søndertorv.
Byen omgivet af volde og grave
Byen har været omgivet af volde og grave. En by-grav med vold foran strakte sig fra Kilen i øst til vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmunding i Nybro. Heraf er by-graven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret eller Indvandet og således i en halvcirkel omsluttet hele byen.
Nu var det vel så som så med den sikkerhed disse volde afgav. Aabenraa har næppe følt voldanlægget som nogen beskyttelse mod de farer og krige, der kom udefra. Trods sin forholdsvis afsides beliggenhed dengang er Aabenraa ikke blevet skånet.
Aabenraa – brændt af Venderne i 1148
Overleveringer, der dog savner bekræftelse, går ud på at Venderne i 1148 har afbrændt byen. Danckwerth skriver, at det her skete, da Kong Svend – Eriks søn og Kong Knud – Mogens søn kæmpede mod hinanden om Danmarks rige. Det er denne lejlighed, Venderne skal have benyttet sig af. Alt hvad der på dette tidspunkt var bygget op i Aabenraa, gik op i luer.
Det samme skete 100 år efter
Hundrede år senere i 1247, har krig og brand hærget byen. Slottet er blevet brændt ned, men dog igen opført. Men omkring denne tid har der på banken nord for by-volden rejst sig en kirkebygning, indviet til de søfarendes beskytter, Sankt Nikolaj. Kirken blev lagt nord for banken. Den blev lagt så højt, så den kunne tjene sømænd og fiskere som sømærke. 1248 nævnes som det år, hvor bygningen af kirken skulle være påbegyndt. Men det kan nu ikke udelukkes at kirken allerede var bygget på det tidspunkt.
Et kapel til fiskerne
Et tredje Gudshus har der også været i byen. Det var et kapel, indviet til fiskernes skytsengel Sankt Andreas, som skulle skærme og bevare fiskerne, når de var ude på det lunefulde hav. Dette kapel var kun lille og uanseeligt. Det findes på et kort fra 1641 og det lå på et højdedrag syd for byen og vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Endnu i 1641 hed det Kapelbjerget.
Kapellets præst holdt messe hver dag. Mange mennesker menes at have valfartet hertil. Ved Reformationens indførelse tabte Kapellet anseelse. Muligvis er det derefter blevet revet ned. Kapellets jorder blev overgivet til byens borgere til ”kålhaver”
Aabenraahus – kongsgården
Ude i den vestlige del ved Vestergade – Nybro ragede den gamle kongsgårds mure op. Foruden Aabenraahus blev slottet her kaldt Gamle Brundlund Slot og Kongelund. Stedet, hvor det har ligget, er ikke nøjagtigt fastslået. Nogle mener således ikke at det har ligget ved udmundingen af Vestergade men længere syd på.
Dette slot var omgivet af volde og grave. Det spillede en rolle i datidens kampe om riget og magten. Bisp Valdemar Knudssøn skulle således have siddet som fange på slottet, efter at han i 1192 havde taget kongenavn og stræbt efter den danske trone.
I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde med slottet. I Valdemar Atterdags sidste leveår var denne konge i besiddelse af slottet. De holstenske grever erhvervede Aabenraahus ved list og svig efter Kong Valdemars død, idet de ved at betale kongens foged, fik ham til at åbne slottets porte for sig.
Margrethe den Første bygger nyt slot
Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev det nemlig erhvervet af dronning Margrethe, hvis navn er uløseligt knyttet til Aabenraa. Hun fik i 1411 en overenskomst i stand med holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen gik ind på at pantsætte bl.a. Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronning Margrethe. Hun fik en aftale om at hun frit kunne rykke det gamle slot ned og bygge et nyt på det sted, der passede hende.
Og det gik hun straks i gang med. Indtil 1635, der regnes for Claus Møllers dødsår, kunne man endnu se rester af det gamle slot. Og egentlig var det Dronning Margrethes plan at bygge et stort og prægtigt slot men det undte skæbnen hende ikke. I oktober 1412, da hun befandt sig ved Okseøerne efter at have besøgt Flensborg døde hun.
Margrethes oprindelige porthus på Brundlund Slot blev indrettet til herskabelig embedsbolig, ligesom slottet har været stærkt befæstet med palisadeanlæg og vindebro. Mange gange er dette slot blevet angrebet.
Aabenraa pantsættes flere gange
Efter en belejring, der varede i en måned i 1429 under den krig Kong Erik af Pommern i flere år førte mod Hansestæderne og de Holstenske grever faldt Aabenraa i de holstenske grevers hænder. Aabenraa By blev udplyndret. Soldaterne til egnede sig alt, hvad borgerne havde af guld, sølv og værdifuldt husgeråd.
Slottet og byen har flere gange været genstand for pantsættelse. I 1470 pantsatte kong Christian den Første slottet til Henrik Rantzau for 24.000 Mark. I 1525 fulgte Kong Frederik den Første dette eksempel og satte slot og by i pant hos Bennedict Pogwisch for 10.000 Mark lybsk.
Ved Kong Christian den Tredjes deling af hertugdømmerne i 1544 blev Aabenraa tillagt den gottorpske del, var dette beløb endnu ikke betalt. Ved delingen valgte Hertug Adolf den gottorpske del. Han blev således den første gottorpske Hertug og blev stamfader til det gottorpske hus.
I 1589 har der fundet en ny pantsættelse sted, idet Hertug Johan Adolf, der var gift med prinsesse Augusta, en datter af Kong Frederik den Første og dronning Sofie straks efter sin svigerfaders død satte Aabenraa i pant til sin svigermor for et stort pengebeløb, hun lånte ham.
Aabenraa vokser ud over volden
Befolkningstilvæksten sprængte de rammer, som volden dannede for byen. Det var næsten udelukkende mod nord bebyggelsen skød op. Men der skete også ændringer mod vest, da det gamle slot blev revet ned. Nybro og Nygade hidrører naturligt fra tiden efter slottets nedrivning.
Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalandhuset. Det blev efter sigende opført af de katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Åbenbart har huset været Gildehus for byens gildebroderskaber og blevet taget i brug som rådhus.
Udendørs Ting
Uden for rådhuset under åben himmel mellem fire tingstokke havde Tinget fundet sin plads. Her blev retssager afgjort. Tinget blev afholdt hver mandag frem til den store brand i 1610.
Der har også været meninger fremme, at Tinget holdt deres møder på selve Storetorv.
Ramsherred – ikke for godtfolk
På Kirkebjerget havde de syv Marianere nedsat sig i deres huse og bygninger nær kirken. Lidt længere mod nord blev Ramsherred anlagt omkring 1470. Det var en lille bydel for sig selv. Det var som navnet antyder ikke godtfolk, der holdt til her. Tyve, løsagtige kvinder og deslige har her ført deres forargelige levned til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere.
Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden af denne rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de skarns folk i Ramsherred.
Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere syd for byen, indtil galgen fik sit blivende sted på Arnsbjerg, et højdedrag umiddelbart nord for det daværende Aabenraa.
Sankt Jørgensgård
Foruden de to kirker, der er nævnt og Sank Andreas – kapellet har der eksisteret endnu et Gudshus i Aabenraa, indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller rettere kapel har været knyttet til Sankt Jørgensgård. Ja det var vel et slags hospital for spedalske. Denne frygtelige sygdom – spedalskheden vakte tidligt de gejstlige og verdslige autoriteters opmærksomhed. Allerede i det 5. og 6. århundrede træffer vi sådanne hospitaler. Af hensyn til sygdommens karakter blev disse hospitaler lagt uden for byens porte. Det er efter et sådant hospital bydelen Jørgensgård har fået sit navn. Efter et fund i 1929 kan man ganske nøjagtig stadfæste Jørgensgårds beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten. Her har antagelig ligget en teglovn som har hørt til hospitalet. Fundet blev gjort ved Karpedam.
Vi ved at bygningen og jordene blev givet til den fyrstelige lensmand ”Svarte Hans”. Senere er Sankt Jørgens Kirke (Kapel) samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer.
Han ombyggede kirken (kapellet) til et beboelseshus og benyttede det en tid lang som sådant. Efter knap fire års forløb drog han bort, hvorpå jordene atter blev lagt til Brundlund Slot og siden forpagtet ud til borgere i Aabenraa.
Tre Gilde-broderskaber
Før ”Skraaens” konfirmering i 1335, måske allerede længe før, har der i Aabenraa været ikke færre end tre gildebroderskaber:
Broderskaberne omtalt i ”Skraaen”
Det største og betydeligste var Knuds – gildet opkaldt efter Knud Lavard, som havde været Oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At Sankt Knuds Gildet havde betydning i Aabenraa fremgår af § 20 i ”Skraaen”:
Sankt Knuds-Brødrene øvede stærk indflydelse på valget af byens rådmænd og borgmester. I Statsretten for Aabenraa-Flensborg Stadsret, der ved år 1514 var tillempet efter aabenraaske forhold og anvendtes ved siden af ”Skraaen” – siges således, at Sankt Knuds Goldes Oldermand skal være med til at indsætte og afsætte Rådmændene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 12, 2023
Tønders mange legater
Mange kniplepiger måtte betale for at få blev rige. Var det samvittigheden eller Pietismens godhed, der bevirkede så mange legater i Tønder? Hvad er en Legatfenne? Ja det ved de syd for Højer. Peter Struck. Skoleundervisning. Svigersøn snød med testamente. Balthasar Petersen. Hans Friedrich Leo. Paul Popsen. Uforanderlig ægteskabelig kærlighed. Carsten Richtsen. Vestergade 9 viser velstanden. Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse. Den flittige håndværker og arbejder. Georg Friedrich Horup. Han blev Carsten Richtsens by-sekretær. Kapitalen skulle ”sættes på renter” Spillere og drankere skulle ikke forventes at få noget. Hvem var legatmodtagerne 1. Ældre Mennesker 2. Yngre enker med uforsørgede børn. 3. Yngre Familier med en stor Børneflok. 4. Familier med syge eller handicappede Børn. 5. Yngre Håndværkere i akut nød. Og så var afslagene uden begrundelse. Modtagere af fattighjælp blev offentliggjort i den lokale avis. Offentlig hjælp var en ydmygelse. Man skulle sandelig ikke begraves på ”Fattigjord”. Suppelegater og andre.
Legater og stiftelser var i alle byer medvirkende til at begrænse antallet af personer, der måtte have fattighjælp.
Det kan ikke skjules at Tønder har været berømt for alle dens kniplinger. Mange er blevet rige på den bekostning. Men også mange af kniplingspigerne er blevet handicappede fordi de arbejdede under dårlige arbejdsforhold og i for højt tempo.
10 gadenavne opkaldt efter sig
Mange af kniplingsgrossererne har stiftet legater m.m. til byens fattige i tidens løb. De har så til gengæld fået gader og veje opkaldt efter sig. Derfor hedder det i dag Strucksalle, Horupsgade, Leosalle, Popsensgade, Richtsensgade m.m. Tæller vi nu sammen er hele ti gadenavne i Tønder præget af disse velgørere.
Klosteret og den katolske kirke tog sig af de fattige og syge. Man betalte tiende. Med reformationen forsvandt hele det sociale arbejde i Tønder. Gråbrødreklostret blev nedlagt og munkene smidt ud af byen. Nu måtte byens befolkning selv klare det.
Nogle få bliv rige af kniplinger
I løbet af 16-1700 – tallet blev nogle få af byens borgere meget rige på grund af kniplingerne. Nu var det vel ikke kun på grund af samvittighed at disse grossister eller kniplingshandlere stiftede disse legater. Det kunne være at de følte en vis forpligtelse!
Personlig fromhed opstod i forbindelse med at pietismen opstod. Dette var måske med til at fremme antallet af legater og stiftelser i Tønder
Hvad er legatfenner?
Mange af Tønders legater byggede på indtægter af jord i Tøndermarsken. Dukker vi ned på et kort fra 1. januar 1954 kan vi se at der ligger jorder tilhørende 23 forskellige legater og stiftelser. Legatejendommene ligger hovedsagelig vest for Højer – Rudbøl diget, dvs. i de nyere koge som Rudbøl Kog (1715), Gl. Frederikskog (1692) og Ny Frederikskog (1861).
Ja man kalder stadig disse marker for ”Legatfenner” Mon ikke den allerførste blev oprettet af Anne Cathrine Hansen i Højer i 1766. Det var 2,7 ha i Rudbøl Kog
Det var indtægterne af udlejningen af jorderne i Tøndermarsken, der udgjorde finansieringen af legaterne og stiftelserne. Det er det såkaldte Land-udvalg, der udlejer fennerne. Går du en tur derude kan du genkende disse fenner. Således benævnes Richtsens legatmarker med R.L. Posens Legat er lige med P.L. og Leos Legat er L.L.
Nu skal vi da også lige huske at nævne, at der i Tøndermarsken ligger legatjord, der tilhører Aabenraa Kommune.
Peter Struck
Han var den første legatstifter. Han var rådmand og kniplingshandler. Og hans legat var for fattige i Tønder. Strucks legat finansierede opførelsen af Vajsenhuset i 1731,
Allerede i 1703 stod han i spidsen for indsamling til udvidelse af byens hospital. Efter at have afregnet med provst Reimarus i 1709 indførte han sit testamente i kollektbogen. Af teksten kan man se at han var grebet af pietismens ideer. Han omtaler sig selv som et værktøj for den almægtige Gud.
Han ser det som sin opgave at hjælpe fattige børn til en kristen opdragelse, et betryggende legemligt underhold og en god skoleundervisning.
Skoleundervisning
Han er meget konkret, således skal lejeindtægten fra den jord han giver, betale for 12 forældreløse drenges ophold i byens hospital, hvor de skal oplæres i læsning, skrivning, regning og kristendom. Desuden skal 38 fattige børn i Tønder have gratis undervisning, ligesom degnene i fem forskellige sogne i Vidding Herred have betaling for at undervise 20 børn hver.
Du kan læse hele den historie i vores artikler om Vajsenhuset i Tønder.
Svigersøn snød med testamentet
I en kuvert i kollektbogen har Struck lagt en lille levnedsbeskrivelse. Han er født i Aabenraa i 1659 – tre måneder efter sin fars død. En arv satte ham som voksen i stand til at blive selvstændig inden for handel. I mere end 20 år betalte han Tønders højeste skat.
Struck døde i 1713 og hans hustru Beate Maria året efter. Testamentet trådte imidlertid ikke i kraft før 1731, fordi ægteparrets svigersøn og arving i første omgang fortav dets indhold. Også den historie kan du læse i vores tidligere artikler om Vajsenhuset.
Balthasar Petersen
Provst Petersens Legat blev stiftet 1786. Som vi tidligere har skrevet studerede Balthasar Petersen teologi i Jena. Han lavede sin egen præsteskole. Hans elever behøvede ikke så meget søvn, mente han. De skulle desuden læse, mens de spiste. De skulle ikke spilde tiden.
I 1786 testamenterede Balthasar Petersen den store gård Gørrismark til Tønder Seminarium. Indtægterne af gården skulle komme 18 unge mennesker til gavn for deres uddannelse. I 1847 brændte gården. I 1854 opførte Tønder By her en ny kommunal fattig – og arbejderanstalt, der fungerede som fattiggård indtil 1937.
Hans legat stod bl.a. for oprettelsen af Tønder Seminarium. I nyere tid har midler fra dette legat været med til at finansiere Provst Petersens Kollegium i Tønder.
Hans Friedrich Leo
Kolonialhandler Leo døde ugift i 1812. I hans testamente er en mangeårig assistent og husven, Nis Iversen indsat som hovedarving. Men der er også afsat store beløb til velgørende formål.
Byens hospital blev tilgodeset med jorder, hvis overskud skal anvendes til at forbedre levestandarden for beboerne. 3.000 rigsdaler i obligationer blev deponeret hos Magistraten og for renterne heraf skal byens fattige have hjælp, specielt i sygdomstilfælde.
Han oprettede i 1808 et legat bestående af 30 ha. Jord i Frederikskog til gavn for hospitalet i Tønder.
Leos Plejehjem er oprettet ved optagelse af lån i dette legat.
Paul Popsen
Ægteparret Helena og Poul Popsens testamente afspejler gensidig respekt og et fuldstændigt ligeværd. Man har nemt ved at tro på ordene om, at kniplingskræmmeren og hans hustru i mange år har levet i ”et fornøjet ægteskab”
Uforanderlige ægteskabelige kærlighed
De havde ingen livsarvinger og ønskede derfor at efterlade et minde om deres:
Rådmand Paul Popsen døde som den sidste af ægtefællerne i 1800. Et jordtilliggende på 163 Demat tilfaldt et legat til fordel for kirker, skoler og fattighjælp i og uden for Tønder by. Specielt har ægteparret ønsket, at pengene skal anvendes til at begrænse tiggeriet og fremme beskæftigelsen.
Carsten Richtsen
Carsten Richtsen var søn af en velhavende kniplingshandler. Hans legat skulle gå til byens fattige. Carsten Richtsens legatfenne er på hele 74 ha. Mange af disse legatfenner var i sin tid placeret syd for grænsen. Efterhånden nåede man at tilbytte dem, så de nu alle ligger nord for grænsen.
Vestergade 9 viser velstanden
Han er nok den, som vi ved mest om. Således har vi også tidligere skrevet om ham. Hans hus, Vestergade 9 er i dag et synligt minde om købmandens velstand. Ved sin død i 1821 var han justitsråd, deputeret borger, kniplingshandler og tidligere borgmester.
Hans kone, Ingeburg var død først og parret efterlod sig ingen arvinger. Bag dette gemmer sig en familiestrategi, idet Richtsens to sønner døde som børn. Måske ligger årsagen til hans godgørenhed her.
Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse
Han efterlod byen et offentligt anlæg med to stk. Liebestempel, hvoraf de ene er bevaret og netop restaureret. Et stueorgel og nogle kanoner testamenterede han også. Men det var særlig hans 146 Demat jord til byens fattige, der skabte glæde. Lejeindtægterne af jorden skulle anvendes til:
Ned i mindste detalje giver testamentet anvisninger på, hvorledes hjælpen skulle foregå rent praktisk i form af brændselshjælp, hushjælp, uddeling af rug og brød, linned m.m. plus hjælp til betaling af skat. Alt i alt er der afsat 700 rigsdaler til fast årlig understøttelse.
Den flittige håndværker eller arbejder
Hvis det derefter var penge til rådighed, skal disse anvendes til:
Det kan være flittige håndværkere eller arbejdere, der ufortjent er kommet i nød, forældre der har flere børn, end de kan ernære eller trængende enker eller mænd, ansat i byens tjeneste,
Jo hans testamente var præget af klogskab og indhøstede erfaringer fra deltagelse i byens styre. Det er den erfarende kommunale embedsmand, der taler.
Georg Friedrich Horup
Det har været driftige købmænd med deltagelse i byens styre med undtagelse af Leo. De har været optaget af tanken om at hjælpe de medborgere, der var kommet i en tvangssituation. Det har nu ikke altid været dem, der befandt sig på samfundets grund, de har haft i tankerne. Denne velgører har fået Horupsgade opkaldt efter sig.
Han blev Carsten Richtsens by-sekretær
Han stammer fra Holsten, hvor faderen var godsforvalter på et adeligt gods. Horup opnåede titlen ”Studierter Justitzrat”. Med den titel fik han ansættelse som by-sekretær i Tønder. Carsten Richtsen, der ikke havde studeret skulle have en kyndig mand ved sin side.
Da Carsten Richtsen havde sin afgang i 1812, var det naturligt at byens by-sekretær blev byens borgmester. Han forblev i sit embede indtil 1834.
Kapitalen ”skulle sættes på renter”
I sit testamente bestemte han, at når de personer, der havde stået ham nær, var blevet tilgodeset, skulle der oprettes en
Denne havde ved stiftelsen en formue på 8.005 Rigsdaler og 9 Schilling. Frem til 2003 blev den i det væsentlige styret efter de i Horup testamenterede regler. De væsentligste punkter bestemte, at hele kapitalen skulle ”sættes på renter”.
Det var først renterne af renterne der skulle komme understøttelsesformålet til gode. Understøttelsen blev givet til de af byens borgere, der havde eget hus og som på grund af sygdom, dødsfald, mange børn eller på grund af andre uforskyldt indtrufne omstændigheder ikke så sig i stand til at indfri deres forpligtelser.
Spillere og drankere kunne ikke få noget
Kun uformuende, men gode ærlige, ordentlige og flittige folk kunne forvente at modtage en understøttelse. Udelukket var sendrægtige og omsorgsløse værtsfolk, spillere, drankere og i øvrigt alle, der førte et udsvævende og uordentligt levned.
Der blev sandelig ført bog, som blev administreret af Horups advokat Bargum. Administratorerne tilkendte Martin Altmann som den første understøttelse med følgende begrundelse:
Det var stor interesse for at komme ind i administrationen af denne fond. Således mødte 64 personer frem for at stemme på fire kandidater i 1873.
Legatmodtagerne
En del af legatpengene er fra starten øremærket til diverse institutioner. Sideløbende har Tønders Magistrat fordelt betydelig beløb ud fra direkte ansøgninger. De fleste af disse ansøgninger er skrevet på tysk. I mange tilfælde har ansøgeren haft hjælp til ansøgningen eller betalt sig fra det.
Ansøgerne kan deles ind i forskellige kategorier
Ældre mennesker
På grund af ælde og svigtende helbred er de ikke længere i stand til at forsørge sig selv. De lægger vægt på, at de gennem hele livet har været gode skatteborgere. Nogle vil have hjælp til husleje, beklædning eller forfalden skat.
Skomagermester Thaysen vil gerne have hjælp til husleje. Grundet svigtende syn kan han ikke mere flikke træsko.
Yngre enker med uforsørgede børn
Her går hjælpen ofte til børnetøj. En alene – far C.H. Hansen blander sig også i denne gruppe:
Yngre familier med en stor børneflok
Skomagermester Peter Jacobsen søger gennem flere år jævnligt om penge. På et af brevene har myndighederne tilføjet:
Familier med syge eller handicappede børn
Skomagermester Jacob Andersen beder om hjælp til at oplære sin forkrøblede datter i syning, så hun ikke:
En anden fader beder om hjælp, så hans blinde søn kan komme til behandling hos en øjenlæge i Fredericia.
Yngre håndværkere i akut nød
De beder om hjælp til at kunne fortsætte med deres erhverv:
Maler Nicolai Garmsen har i 1851 skrevet et særligt smukt brev, hvori han fortæller, at han efter udstået læretid i Haderslev har været på valsen i Tyskland, men nu er tvunget til at vende tilbage til sin fødeby Tønder på grund af krigsuroligheder.
Afslag eller Godkendelse
Mange ansøgninger blev imødekommet. Men der var også afslag – uden begrundelse. Men det er nærliggende at tro, at Magistraten i den forholdsvis lille by (2.849 indbyggere ved folketællingen i 1845) har haft førstehåndskendskab til den faktiske nød. Typisk for de mange brevskrivere er:
Kun i ganske få tilfælde ligger ansøgeren dokumentation for sin påstand, f.eks. helbredelsesattest fra fysikus Ulrich.
Modtagere af fattighjælp blev offentliggjort i avis
Legathjælpen bestod typisk halvårlige beløb på enten 7 mark og 8 skilling eller 15 mark. Til sammenligning kan anføres, at daglønnen for en snedker i 1842 er 1 mark og 8 skilling.
Side om side eksisterede der også et offentligt fattigvæsen med forordninger fra 1736 og 1841. Men det var forbundet med mange ulemper. Alle der modtog offentlig hjælp blev registreret. I 1835 gik man så vidt at offentliggøre en fuldstændig fortegnelse over modtagerne og hvilket beløb man modtog. Det blev så offentliggjort som et tillæg i Tondersches Intelligenzblatt.
Offentlig hjælp var en umyndiggørelse
Offentlig hjælp var lig med umyndiggørelse, hvilket også var et slag mod ens stolthed. Det var det også hos dem, der søgte legater.
Offentlig hjælp var lig med arbejdstvang for en arbejdsduelig person. Fra 1834 var denne arbejdstvang også bopælstvang idet der blev oprettet en offentlig arbejdsanstalt.
Og i 1831 var der blevet oprettet en kogeanstalt. I stedet for hjælp til daglige fornødenheder fik man udleveret spisebilletter.
Man skulle helst ikke begraves i ”fattigjord”
Når man fik legater, var der mulighed for at få hjælp i særlige tvangssituationer, så som begravelseshjælp. Så skulle afdøde ikke i fattigjorden. Men vigtigst for alt. Legatmodtagere slap for tab af borgerlige rettigheder og den nedklassificering i samfundet som blev fattighjælpsmodtagere til del.
I en ansøgning fra 1853 skriver Peter Jacobsen:
Suppelegater og andre
Der fandtes også en mængde andre legater. Næppe en by som Tønder har haft så mange legater. Der har været masser af suppelegater, der blev udleveret til de fattige på bestemte mærkedage. Og pengelegater eksisterer stadig. Mange har ikke overlevet grundet skiftende inflationer.
Således var statsbankerotten i 1813 og den tyske marks værdiløshed efter Første Verdenskrig et hårdt slag mod alle disse legater og stiftelser.
I dag administreres de fleste af de tilbageværende legater af Socialudvalget i Tønder Kommune.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 10, 2023
Østerbro – dengang
Rosendal. Ved det gamle kalkbrænderi. Rakkerkulen. Classens Have var et vildnis. Nattergalen larmede. Da englænderne tog flåden. Fiskerhuset blev købt til. Ikke alle bygninger i Classens Have var lige smukke. Badeanstalterne. Rosenkildes datter beskrev ”Det Hvide Hus”. Da Rosenkilde skulle følges hjem. Masser af tropper på Østerbro. ”Adolph – hent pusterøret”. Det blev mere fredeligt på Østerbro. Et vendepunkt i Østerbros historie. Den stakkels billedhugger.
Rosendal
Tuteins ejendom hed Rosendal, hvor han i 1766 anlagde sit kattuntrykkeri. Tidligere havde det her ligget et klædemanufaktur. Det var dengang man gennem diverse svingninger gennem det nuværende Nordre Frihavnsgade kom fra Trianglen til Kalkbrænderierne.
Rosendal gik lige så lidt som Classens Have helt op til Østerbrogade. Foran lå nogle småhuse, hvoraf et hed ”Pæretræet”, et bryggeri og en barkmølle, som brændte under belejringen. På hjørnet af Kalkbrænderivejen ved Nordre Frihavnsgade lå ejendommen Petershåb.
Ved det gamle kalkbrænderi
Her i nærheden lå også Schwermannsdal. Det var opkaldt efter fiskeriforpagter I.L. Schwermann. Det lå ved det gamle kalkbrænderi og nævnes i 1783 i anledning af en fest på dronning Juliane Maries fødselsdag. Til denne anledning skrev Johannes Ewald en sang.
Rakkerkulen
Ved stranden lå Rakkerkulen imellem Gammel og Ny Kalkbrænderi. I 1792 blev der her opført et rettersted i stedet for det gamle uden for Vesterport, hvor Amerika Mølle senere lå. Justitsstedet på Østerbro blev dog allerede i 1806 på ny flyttet og fik plads ved Renovationskulen på Amager. Grunden til dette var, at det ofte var oversvømmet på Østerbro på grund af oversvømmelse ved højvande fra Sundet.
På hjørnet af Øster Allé og Trianglen på Øster Fælleds grund lå et salpeterværk anlagt i 1801 af to svenske saltpeter-sydere. Men også dette ødelagde englænderne i 1807.
Classens Have var et vildnis
Nu var Classens Have i mange henseender mere interessant end Tuteins. Den sidste var langt bedre holdt og bar mere præg af at være til lyst og glæde. Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer voksede med det tætte krat. Det dannede ligefrem skovtykninger.
Brød man så igennem disse stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudelys og muskedonnere førte tanken langt fra byens nærhed.
Nattergalen larmede
Midt i haven lå en skummel grå bygning, hvor man sagde, at der i svenskekrigens tid havde siddet fanger i bolt og jern. Fra Classens Have lød i de lyse nætter nattergalens sang så stærkt over mod ”Det Hvide Hus”, at man havde svært ved at sove.
Ja egentlig hed dette hus, Søholt. Det fik adressen, Østerbro 107 og lå ved Lille Triangel. Det var opført i 1700 – tallet af Etatsråd Niels de Hofman. I årene 1778 – 1813 blev det ejet af den tids største skibsreder og tømmerhandler Lars Larsen.
Da englænderne tog flåden
Det var også her, at man i 1807 forhandlede freden med englænderne i 1807. Jo, da kunne man langs kysten ud mod Sundet se englænderne sejle med hele vores flåde. Her boede Peter von Scholten også i kort tid.
Fiskerhuset blev købt til
I Classens Have lå bl.a. to ejendomme nemlig generalmajor I.F. Classens, hvis officielle navn var Frederikslund og broderen konferenceråd P.H. Classens. Før generalmajoren i 1755 erhvervede stedet tilhørte stedet, tilhørte en del af det de Danneskjold-Laurvigske arvinger mens en anden del blev ejet af gehejmeråd Hans v. Ahlefeldt.
I 1799 blev det kendte traktørsted Fiskerhuset på hjørnet af det nuværende Classensgade og Strandboulevarden tilkøbt. Haven, hvorfra det var en glimrende udsigt over Sundet havde en parklignende karakter med kanaler, øer og fiskedamme, hvoraf der i 1806 var ikke mindre end tolv.
Ikke alle bygninger i Classens Have var lige smukke
På den tid lå her en bygning, der var mere ejendommelig end smuk. Det var Justineborg. Hovedfacaden var romersk med søjler. Bagsiden forestillede et kloster, den ene ende et maurisk hus, den anden en gotisk eller engelsk borg. Der fandtes desuden et Antonieborg, et norsk hus med stråtag og lignende anlæg.
Badeanstalterne
Nede ved Sundet lå dengang badeanstalterne. Her lå også den militære. Her sad en gammel kagekone, der bl.a. forhandlede nogle dejlige hårde skibsbeskøjter, som smagte herligt. Her lå også Bechs og Engelbrechts badeanstalt.
Ved Holmens Kirkegård lå en Sangerindepavillon. Her begik en student engang selvmord af kærlighed til en af disse optrædende.
Rosenkildes datter beskrev stedet
Rosenkilde spillede ofte kort til ud på natten. Og dengang var det ikke sjovt at gå gennem det mørke Østerbro. Det var heller ikke altid at han kunne få militær eskorte fra vagthuset ved porten.
Jo skuespilleren Christian Rosenkilde boede i Det Hvide Hus fra 1834 – 42. Hans datter var den berømte Julie Sødring. Hun skrev:
Da Rosenkilde skulle følges hjem
En vinternat, da der var et spejlglat føre, spurgte han således den vagthavende underofficer, om han kunne få en soldat til at følge sig hjem. Det blev da stillet en skikkelig knøs til hans tjeneste. Vederlaget blev bestemt til en mark. Rosenkilde fik pludselig den ide at lade som om han havde drukket for meget. Og belønningen blev en hel rigsdaler.
Masser af tropper på Østerbro
På et tidspunkt spillede militæret en stor rolle på Østerbro. Flere gange om ugen kunne man opleve militærmusik. Ofte var der øvelser på Fælleden. Det var som regel Store Vibenshus, der skulle indtages. Der var mange brogede korps, der optrådte. Det var Kastels jægerne, de jyske dragoner, Lanserne og den strålende Heste-garde.
Adolph – Hent pusterøret
Adolph Rosenkilde – den senere skuespiller, havde en særlig sport og det var at skyde efter de soldater, der red forbi. Og det gjorde han med et pusterør. Til kugler brugte han kit. Han listede sig ned ved plankeværket ud mod Østerbrogade. Gennem et hul i plankeværket fyrede han nu af. Men en dag opdagede hans far, hvad han lavede og forklarede det forkerte i det han gjorde.
Men ak – dagen efter stod den gamle i haven og råbte:
Det blev mere fredeligt på Østerbro
Efter Frederik den Sjettes død blev det lidt fredeligere på Østerbro. Østerbro var den bydel, der holdt sig længst mulig landlig. Det kan vi bl.a. læse i Søren Kierkegaards ”Forførerens Dagbog”, hvor han betagende fortæller om en spadseretur langs Blegdammene på den ene side og Sortedamssøen på den anden, først ved solnedgang, senere ved midnatstid, hvor månen skinner og jægerens horn giver genlyd over de stille øde marker.
Også ”Ægteskabsstien” – mere folkelig kaldet ”Kærlighedsstien” på den anden side Søen var engang romantisk. Men ak senere kunne man risikere og synke ned til knæene, hvis det havde regnet.
Et vendepunkt i Østerbros historie
Året 1852 dannede et vendepunkt i Østerbros historie. Nu blev demarkationslinjen ved lov af 6. januar 1852 flyttet til indersiden af Søerne. Udenfor denne linje var der fuldstændig byggefrihed. Vesterbro og Nørrebro faldt i byggespekulanternes hænder. Men på Østerbro kom der først rigtig gang i den omkring 1880.
Loven af 1852 betød faktisk, at de gamle fæstningsværker var opgivet. De gamle volde var prisgivet og snart trængte bebyggelsen sig på. Østerport var den sidste port, der faldt. Det var i 1858.
Den stakkels billedhugger
Glemt er også at Johannes Wiedewelt den 17. december 1802 kastede sig i Sortedams bølger og døde. Han var Danmarks mest berømte billedhugger. Men selv om han var det måtte han ligefrem kæmpe mod fattigdom. Han giftede sig aldrig. Han måtte ikke alene ernære to gamle søstre men også en fattig slægtning.
Han havde bestilt og betalt nogle marmorblokke. Men skibet, som transporterede disse gik til bunds ved Læsø. Alt dette kunne han ikke bære. Først fire dage efter at han var sprunget ud blev han fundet. Juleaften blev han begravet på Assistens Kirkegård.
Og på Fælleden holdt alskens hjemløse til ved ”Holger Danskes Briller.
Vi har skam allerede fortalt om Fælledbisserne og om den brutale henrettelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 9, 2023
Ballum – for mange år siden
Der var også fattige i Sognet. Brede Å blev reguleret. Det skrev Saxo. Udgravning ved Misthusum. 44 mennesker fra Misthusum blev begravet i 1534. ”Den svorne Vej” i to versioner. De sidste beboer forlod stedet i 1814. Markmandens Hus. Galgehøj og Tinghus. Religiøse strømninger fra Ballum. En ny præst satte sig i respekt. En fattiggård i Ballum. Rigdom hos mange – dog ikke hos alle. På søen. Bønderne satte selv deres regler. Opfedning af stude. Fælles vandings-projekt. En grevelig udsending blev meget populær. I 1856 – 59 gårde og 186 huse. Endelig Ballum – marsken inddiget. Urmager og sølvsmede i sognet. Vi afventer resultatet af Brink – udgravningerne.
Der var også fattige i sognet
Man sagde om dem i Ballum, at de var rige. Ja bønderne var så rige, at de ikke selv skulle lave markarbejde. Jo, det er da sådan set rigtig nok, men man glemmer lige at nævne at ca. hver tiende i området fik fattighjælp. Og matroserne i området fik sandelig også problemer, da det gik tilbage for skibsfarten.
Allerede omkring 1200 slog friserne sig ned i sognet.
Brede Å blev reguleret
Man fik reguleret Brede Å’ s løb ud i Vadehavet. Det skete bl.a. via en sluse. Herved kunne man regulere afvandingen af marsken. Det er nu ikke altid at Ballummarsken har været egnet til beboelse
Det skrev Saxo
Jernalderens mennesker holdt til ved geeststranden ved Hjerpsted Banke. Her kunne man også overskue et større område. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår bebyggelsen af Ballummarsken er begyndt. Formodentlig er det begyndt omkring tidlig middelalder. Saxo skriver i hvert fald i slutningen af 1100-tallet:
Udgravninger ved Misthusum
Saxo henviser til den tidligere middelalder og den udgravning af landsbyen Misthusums sydligste værft, som Nationalmuseet foretog i 1932. Man fandt nogle krukker, der kunne dateres til 1200- tallet.
Landsbyen Misthusum (navnet betyder ved Mist Å og Mist Å er det gamle navn for Brede Å) var opført på otte menneskeskabte forhøjninger i marsken øst for Brede Å omkring1200. Disse forhøjninger kaldes i dag for værfter.
Landsbyen nævnes første gang i skriftlige kilder med navnet Misthusum i 1394, hvor en mand, Lave Degn, som betaling for årlige sjælemester testamenterede sit øde gods i Misthusum Mark til Ribe Domkirke.
Alt tyder på, at Misthusum blev lagt øde ved den store stormflod i 1362 og at Lave Degn har været en af jordejerne i Misthusum. Imidlertid blev de fleste værfter atter bebygget efter 1362 – katastrofen.
44 mennesker fra Misthusum blev begravet i 1634
Da den næste store stormflodskatastrofe indtraf i 1634, var der i Misthusum ni halvgårde og en helgård i landsbyen. Alle gårde og huse blev ødelagt. Måske druknede alle de mennesker, der befandt sig i landsbyen under stormfloden. I hvert fald berettede sognepræsten i Skærbæk, at han efter stormen begravede 44 mennesker fra Misthusum på Skærbæk Kirkegård.
Mon det var hollandske kolonister?
”Den Svorne Vogn” i to versioner
Sagnet om den svorne vej, der næsten altid fortælles i forbindelse med Misthusum, skal også relatere sig til tiden før reformationen. Her får du den i den korte version:
En anden version henlægger sagnet til efter reformationen, idet det skal have været stormfloden i 1634, der berøvede de elleve livet. Det skulle her være en ung kvinde, der i løbet af sit liv sonede de elleve menederes brøde.
Den sidste beboer forlod stedet i 1814
Landsbyen Misthusum blev genopbygget efter stormfloden i 1634, men den havde vanskeligt ved rigtigt at komme til fode. Omkring 1760 var der ganske få tilbage. I 1803 var der kun to familier med i alt fem børn tilbage. Det hævdes at den sidste beboer forlod Misthusum i 1814.
Markmandens Hus
Af nedbrydningsmaterialer herfra blev Markmandens hus bygget. Og dette var så dennes sæsonbolig til 1900 – tallet. Det nedbrændte i 1991 men blev genopbygget. I dag er det et slags vartegn for 600 – 700 års bebyggelse på stedet.
Galgehøj og Tinghus
I Ballum Sogn nævnes i 1754 ”Gallehøy. Den betegnes som en flad høj ”ved udsigten i sognet til sydøst for kirken”. Det siges, at der her for lang tid siden har stået en galge. Der var egentlig tale om to høje, som lå øst for Harknag. Lidt ude på marken syd for kirken var der et sted, man kaldte for Kagen ”hvor i gamle dage skal have stået en kag og en været kagestrøgen” I 17843 skulle Tinget være holdt i et hus i Ballum. Dengang var der ingen Tinghus. Det blev først opført i 1788. Her var også plads til dårekiste og to arrestanter og en arrestforvarerbolig. Ja og stedet lige ved kirken eksisterer stadig. Bygningen har også fungeret som skole.
Religiøse strømninger fra Ballum
Og her fra Ballum er der kommet pietistiske strømninger. De udgik fra kredsen omkring H.A. Brorson, der var præst i nabosognet Randerup i begyndelsen af 1700-tallet. Senere har både Luthersk Mission og Indre Mission haft mange tilhængere i Ballum. Luthersk Mission havde tag i de små i samfundet.
En del af arbejderne holdt sig væk fra kirken. De følte ikke, at den var noget for dem. På et tidspunkt havde både Ydre Mission, Indre Mission og Luthersk Mission hver deres søndagsskole, ungdomsklub m.m. i Ballum.
En ny præst satte sig i respekt
I 1827 fik Ballum en ny præst. Han hed Jørgen Hansen og blev kun i sognet nogle få år. Men i det tidsrum fik han skabt røre om sin person. Han gjorde opmærksom på, at der herskede stor fattigdom i sognet. Ja det hører man vel ikke så meget om, når vi læser Ballums historie.
En fattiggård i Ballum
Skibsfarten var skrumpet ind og det samme var tilfældet med afsætning af kniplinger. Priserne på landbrugets produkter var faldet til et minimum. Hvert tiende menneske i sognet søgte Fattigkassen.
Også blandt gårdmændene var der folk, der måtte ty til hjælp. I 1829 lykkedes det for den unge præst at oprette ”Forsørgelses – og Arbejderanstalt” eller bare Fattiggården i Ballum. Tre år tidligere var der oprettet en i Døstrup Sogn.
Rigdom hos mange
Alligevel var Ballum sogn – ligesom de sydlige marsk egne – et velhavende bondesamfund. Velstanden var hovedsagelig grundlagt på opfedning af stude, Der var nemlig brug for vældige tilførsler af fødevarer til de store bysamfund, som fra 13 – 1400 – tallet og fremefter udvikledes i Nederlandene
Rigdommen gav sig bl.a. til udtryk i bygnings – og boligkulturen, i dragter og sølvtøj og i at bonden havde råd til at overlade det daglige slid til andre. Det var ikke passende hvis ejeren af de store Ballumgårde selv var med i det almindelige arbejde.
På søen
I 16-, 17- og 1800-tallet deltog Ballummerne ivrigt i sejladsen på Vadehavet langs kysten. Man tjente som matroser og kaptajner på hollandske skibe. Senere var det også på skibe fra Hamborg, Altona, Flensborg og København
Bønderne satte deres egne regler
Også på landbrugets område var den unge præst en foregangsmand. Fra Als havde han medbragt en plov, der var meget lettere end den, man brugte i Ballum.
Langt ind i det 19. århundrede blev Ballums enge kaldt for sognets guldgrube. Det var de 48 gårde i sognets fire nordligste byer – Vesterende, Østerende med Mølby, Husum og Bådsbøl, der i fællesskab ejede dem.
Når høet var kørt hjem omkring 1. juli, blev engarealerne frigivet til græsning. Hver gård måtte græsse 12 stk. voksent kvæg, 12 stk. ungkvæg og 12 heste. Ja sådan gjaldt reglerne for Ballum – bønderne.
Opfedning af stude
Man specialiserede sig tidligt i opfedning af stude. Særlig stor indtjening havde man her i marsken. Marskbønderne engagerede sig også i søfarten men den ebbede ud. Studedriften fortsatte helt frem til 1950 – 1960. Masser af disse stude blev udskibet.
Mens størstedelen af de sydlige marskkroge rekrutterede størstedelen af deres bestand af stude og heste fra Jylland og hvert år indsatte magert jysk ungkvæg til opfedning, så opfedede man i Ballum kun sit eget kraftige marskkvæg af lys, rød farve. Dette var kendt som ”Ballumkvæg”.
Fælles vandings-projekt
Det skulle sikres, at kreaturerne på markerne havde drikkevand. For at sikre dette for Ballums Enge stiftede man ”Interessentskabet Ballum Enge” i 1842. Til dette formål blev der opsat tre bevandings-møller som ved hjælp af vandsnegle kunne trække vand op fra Brede Å. De to af disse fungerede indtil 1964, hvorefter de blev erstattet af en dieselpumpe.
En grevelig udsending blev meget populær
Få år inden den unge præst var kommet til Ballum kom der fra Møgeltønder en mand ved navn Christian Nielsen. I en længere årrække havde han gjort tjeneste på Schackenborg Godskontor, først som skriver senere som fuldmægtig. Men fra 22. september 1822 blev han bestikket til t være ”Grevskabets Delefoged” for to distrikter Ballum og Lustrup.
Sin bolig fik han på en af grevskabets gårde i Ballum. Han skulle inddrive grevskabets indtægter i særdeleshed fæste – og kongelige skatte, holde fæstehusene i orden føre tilsyn med grevens ejendomme og tage sig af skatte – og fattigvæsen, så vidt dette tilkom Grevskabet.
Biskop Hansen skrev i sine erindringer at denne ”grevelige Oppebørselsbetjent” var en udmærket støtte for hele sognet.
I 1856 – 59 gårde og 186 huse
Omkring 1855 var der i sognet i alt 59 gårde og 186 huse. De var alle kongerigske. De Schackenborgske undersåtter var tingpligtige til Ballum Birk, de trøjborgske til Lø Herred. Ballum Sogn hørte under Ribe Stift bortset fra årene under fremmedherredømmet
Det varede ganske længe inden Ballum-marsken blev inddiget. Man talte om det i 1861, da Højermarsken var inddiget. Men prisen på 900.000 mark afskrækkede grundejerne. Men der var stormfloder både i 1881, i slutningen af 1890erne samt i 1904. Men først efter stormfloderne i 1909 og 1911 kom der skub i sagerne.
Endelig blev Ballum-marsken inddiget
Et knebent flertal i de besluttende organer vedtog i 1913 at der skulle bygges et havdige ved Ballummarsken. Prisen på dige og sluse blev anslået til 718.300 mark. Men Første Verdenskrig bevirkede, at det var svært at finde arbejdskraft.
For at bøde på dette blev 100 franske krigsfanger udkommanderet til dige-byggeriet i 1915 og senere 100 – 200 russiske og polske krigsfanger. Ballum dige og sluse blev færdiggjort med disse fremmede arbejders hjælp og kunne indvies i 1919.
Ballumdiget er 9,9 kilometer langt og dets højde er 6,2 meter over normalt nul. Otte katastrofeveje fører ud til diget, foruden vejen fra Skærbæk til Rømødæmningen.
Urmager og sølvsmede i sognet
I sognet var der talrige håndværkere og i perioder var der så avancerede fag som urmagere og sølvsmede. De forsynede de velhavende bønder og sø-kaptajner med luksusvarer.
Vi afventer Brink-udgravningerne
Det kan være spændende at få mere at vide om de seneste udgravninger ved Brink. Ifølge fortællingerne skulle der yderligere have ligget et par store gårde i sognet. En herregård ved navn Staverskov skulle have ligget på et sted i vadehavet mellem Ballum og Rømø, ved noget der hedder Vese(n). Ja så var det også lige Gundermark og Grove, der begge lå i Vesterende – Ballum i Ballum enge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Ballum
Rømø
I nærheden
September 7, 2023
Til Marked i Tønder
”Te mærken i Tynne”. Antallet af værtshuse efterhånden stærk begrænset i Tønder. Markederne befordrede musiklivet. Der var forbudt viser. Politiet holdt øje. Det vrimlede med musikere. De samme folk kom igen og igen. Mange forskellige slags markeder. Dengang markedsplads på Torvet. Uvedkommende skulle ikke færdes her. Mange havde fået fri. ”En mærkenskærest holle kun i tre daw”. Mændene kiggede på dyr. ”Studehovedet”. Masser af kager. En havfrue, der levede af chokolade. Sydtyske opkøbere sluttede med håndtryk. En enkelt kvinde blandede sig. Byens borgere havde vænnet sig til det. Pastor Koks mindeord. 3.000 – 4.000 stykker kvæg pr. dag. Mange sprog og dialekter. I 1930erne stoppede det på Torvet. Der var gang i Tønder. Skovrøys mindeord.
”Te Mærken i Tynne”
Det ville jo nok have lydt bedre, hvis over skriften havde lyst sådan:
Jo det var dengang, der var gang i den i Tønder. Vi har allerede berettet noget om disse markeder, bl.a. tjente min far som barn en masse penge ved at betjene en ismaskine dengang. Og Valdemar Rasmussen oplyste at hvert hus i Tønder dengang havde en kro. Det var på sangen Æ Punchsti. Det var en genvej ned til ”Æ Toch”.
Antallet af værtshuse var stærkt begrænset
Måske var det der med antallet værtshuse lidt overdrevet, men i hvert fald, så havde Tønder verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger. Og byen blev bl.a. omtalt i en brasiliansk avis for dette. Senere hed det sig at man drak tæt i Tønder. Da jeg for mange år siden forlod byen, var antallet af værtshuse efterhånden stærk begrænset.
Markederne befordrede musiklivet
Der var ret så store markeder dengang. Det var jo så til restaurationernes fordel. Og det er ikke rigtig nogen, der har knyttet Tønders rige musikliv sammen med disse markeder. Men gennem 1800- og 1900-tallet har Tønder haft et rigt og varieret musikliv.
Markederne var den livlige ramme for den meget musikudfoldelse, blandt andet gademusikanter og visesangere. Emsige politiembedsmænd gik rundt og lyttede. Man måtte sandelig ikke synge forbudte ting. Og på repertoiret var både krig, kærlighed og dramatiske begivenheder – mere eller mindre autentiske.
Der var forbudte viser
Politimester Poul Sibbern har sikkert haft en fortegnelse over, hvilke melodier, der var tilladt og hvilke, der ikke var tilladt. Politimesteren havde bedt lærer Clausen om at gennemgå, hvilke skillingsviser, der skulle forbydes. Den stakkels mand gennemgik således til Mikkels-markedet i 1830 hele 202 viser, hvoraf de 16 blev anset for at være forbudt. Der blev sunget både på dansk, tysk, plattysk og en enkelt svensk.
De viser, man sang solgte man også. Ofte var det invalide, der gik rundt med lirekasser. Man så på dem som tiggere. Der var også ofte benamputerede. Som spillede på harmonika. Kasketten lå ved siden af så man kunne putte penge i.
Så var der spåkonerne, der ofte opholdt sig i et telt dekoreret med ugler og katte. Sommetider sad spåkonen i teltets dør med en sort kat på skulderen.
Der vrimlede med musikere
På Tønder markederne vrimlede det med musikere. Nej de fik ikke penge for at komme, det var nærmest modsat. De betalte for stade og for at have en medhjælper med. Der blev sandelig optrådt med obo og violin. Klarinetter og harper var der også i 1830. Der blev handlet ret så livligt. Mænd fra Anderlecht og Trummelsbach solgte skrivematerialer. Fra Flensborg kom modehandlere og optikere.
De samme folk kom igen og igen
Jernvarer og mekaniske kasser blev solgt. Fra Frederiksstad kom tre jøder og solgte tørv og ovne. Pilster fra Husum solgte keramikvarer. Han havde både karl og pige med. Karrusellen fra Arnis skulle man prøve, men hvem turde bestige gyngen? Jo, der gik sandelig en skriver rundt og tjekkede om alle havde betalt for deres stade.
Alenvarer, linned, drejl, flonel og strikkevarer blev handlet i stor målestok. Fra Sønderborg kom der kvindehuer.
Der var salg af fint brød, sukkerbrød, jødebrød, vafler m.m. Den slags fik man nu ikke hver dag. Meget af dette brød blev taget med hjem og gemt i lang tid. Men af de tretten koner, der handlede med det, var der kun, der selv havde bagt det. Resten var kagesælgersker, der hovedsagelig kom fra Flensborg.
Handelsmønstret har sikkert været det samme år for år. Og de samme folk er sikkert gået igen. Men lidt upraktisk kunne det godt blive – tænk, man skulle vente et helt år med at klage over sine briller.
Mange forskellige slags markeder
Fatter skulle helst have et klædningsstykke med hjem til mutter og en lommekniv til sønnike, en kysse til datteren. Og hvis han ikke blev for fuld, skulle han da også have kage med hjem til hele familien.
Bønderne kom kørende til byen og stillede deres vogne inde i gården hos de forskellige købmænd gik gennem skænkestuen og ud på hovedgaden, hvor markedet foregik.
Der var mange slags markeder, der blev afholdt. Mange af disse varede flere dage. Gøglere og bods-ejere overnattede der, hvor der var billigst. Heste – og kreaturhandlere overnattede på kroer og hoteller.
Dengang – markedsplads på byens torv
Tønder var fra gammel tid blevet samlingssted for de mange studedrifter. År efter år blev de fra nær og fjern ført hertil. Hver fredag morgen i forårsmånederne fik byen rykind af det såkaldte magerkvæg, der sommeren igennem skulle opfedes på marskens frodige græsgange.
Dengang havde byen ingen markedsplads. Studene blev derfor anbragt på Torvet. På kort afstand fra rådhuset blev der opsat et rækværk. Også de tilstødende gader blev taget i brug. Man stillede dem på begge fortove. Man bandt dem til jernringe inde i muren. Hvor der var fare for, at et dyr kunne øve ravage på ruderne, garderede man sig ved at anbringe brædder for vinduerne.
Uvedkommende skulle nok ikke færdes her
Det var ikke tilrådeligt for uvedkommende at færdes ad disse gader med de opstaldede kreaturer. Elever, der havde deres skolegang på seminariet, valgte på sådan en markedsdag, klogeligt at benytte sidegaderne. Sælger og køber måtte nok være indstillede på, at de slap helt pletfri fra sådan en dag.
Hvis det var en regnfuld dag, blev gaderne forvandlet til pløre. Det hændte ikke så sjældent at man måtte skovle snavset ud af butikslokalerne og krostuerne. Men det måtte man tage med. En markedsdag gav en god omsætning og det var af stor betydning for de næringsdrivende.
Mange havde fået fri
Til Kræmmermarkederne mødte hele Tønder op. Hele familien var der. Karle og piger fik fri. Børnene havde skolefri og det havde de også i omegnskommunerne. Tjenestefolk og karle havde fået fri. Ofte fik de lidt ekstra og det gjorde børnene også,
”En mærkenskærest holle kun tre dav
Forlystelserne skiftede efterhånden, men der var nogen, der gik igen år efter år. På markedsdagen gik børne fra bod til bod. Så var det jo Lykkehjulet og andre lykkespil. Og balloner blev sendt til vejrs – måske med en hilsen.
Børnene var blevet advaret mod gøglerne, fordi man frygtede de ville stjæle børnenes penge. Og børnene kunne finde på spilopper. Sådan en var min far. Og så var der eller dans på diverse kroer. Her kunne man så betale for enkelt dans eller man kunne simpelthen købe et dansekort og med det kunne man danse fra start til slut. Dengang havde man et slogan:
Det var nu ikke tradition for, at de skulle have en særlig gave eller trakteres på en bestemt måde. Men derfor kunne man jo godt:
Mændene havde andre interesser
Mændene var først og fremmest interesseret i heste, kreatur-, fåre- og grisemarked. Kvinderne gik sammen med de mindste langs boderne og talte med slægtninge og bekendte. Traditionen tro var der mange familier, der til sådan et marked blev forsynet med nye sko.
Studehovedet
Jo her var også en karrusel, der blev trukket af en hest. På drejepladen var der sat små heste og svaner. Studehovedet – æ stuehoej – var en kraftprøve. På tysk blev den kaldt ”Haut den Lukas”. Man slog på en træklods. Hvis slaget var hårdt nok, for der noget til vejrs op ad en stang, og det kunne få en lille mand af træ til at dreje sig en eller flere gange. Den lille mand var anbragt i 5-6 meters højde.
Hvis man slog meget kraftigt, fik man som præmie en stor papirblomst til at fæstne på jakkekraven.
Finere folk deltog ikke i at slå på studehovedet. De vittigheder manden ved Studehovedet kom med, var ikke altid lige pæne. Det skete også at man slog på Studehovedet for at finde ud af, hvem der skulle give den næste omgang.
Der var også forskellige kastespil, hvor man kunne vinde forskellige spil. Man kunne vinde små gaver som dukker, gummibolde eller små figurer. Der var masser af skydetelte.
Masser af kager
Et ældre ægtepar solgte kager fra en vogn, der havde buet sejldugstag. De solgte også honningkager ”Echte Braunschweiger” . Der var masser af kager. Kager i hjerteform hang og dinglede.
Spadserestokke, piber og tovvarer var her også. Æbler, pærer, røget fisk og stegt ål kunne købes. Jo, her var en duft af lidt af hvert.
En lokal bødker tilbød vaskebaljer og malkespande af træ. Grydeskeer – træskeer kunne også købes. En saddelmager havde udstillet seletøj til salg. Kasketter, legetøj og billige smykker kunne også købes.
Man havde udkommanderet ekstra vagtmandskab. Slagsbrødre dukkede garanteret op. Det var ikke kun i Tønder, der var marked. Også i den nærmeste omegn var der jævnlig marked bl.a. Nibøl, Skovlund, Hanved, Læk m.m.
Man kunne genkende dem
Der kom opkøbere helt nede fra Sydtyskland, Jo en rigtig handelsmand havde en hvid kittel på og en stok i hånden. Hestehandlere havde desuden en pisk med. Kreaturhandleren havde en saks i den ydre brystlomme. Den måtte gerne stikke lidt op over lommens kant, så enhver kunne se det.
Sydtyske opkøber afsluttede med håndtryk
Når en køber kom for at syne en hest, blev den først forestillet stående, så blev den travet indtil 50 meter frem og tilbage, så førtes den ”i skridt” ca. 25 – 30 meter frem og tilbage. Hesteopkøbere havde næsten altid agenter. De skulle kigge på hestens tænder for at fastslå dens alder. Hovedopgaven var dog at få prisen ned. Senere på dagen skulle han hjælpe med at ”tage hestene af”. Selv om hestene blev købt om morgenen blev de først overtaget henimod middag.
Når kreaturerne blev synet, skulle man altid trække dem fra rækværket for at køberen rigtig kunne se dem. Når dyret var synet, forlangte sælgeren en pris som måske lå i nærheden af dyrets værdi. Der blev altid tinget så meget som muligt.
Det blev altid fejret med en lille en og et håndslag. Sydtyske opkøbere afsluttede som regel med et håndtryk. Mange sluttede på beværtning. Efter et stykke tid kørte de hjemad bare for at stoppe i næste by på næste beværtning.
En enkelt kvinde blandede sig
Hele postyret var et mandfolkeforetagende. Og dog – en kvinde dristede sig ind i laget. Det var Ulrikke Auguste Jessen, som altid gik under navnet Ulrikke fra æ Kog. Hun lejede engarealer, som hun lod pløje og tilså korn. Det var en dyrkningsmåde som var ny i marsken dengang. Udbyttet var meget indbringende. Hun var en ofte set skikkelse på markederne i Tønder. Efterhånden blev hun næst efter lensgreve Schack den største grundskyldsyder i det gamle Tønder Amt.
Hun ydede et lån på 10.000 mark ved oprettelse af Ballum Mejeri i 1901 og hun dækkede den største part af byggeudgifterne ved opførelsen af Ny Gamsbøl Kirke. Hun viste også stor interesse for fåreavl. Hun døde i 1907. På kirkegården er der rejst en stor sten til ære for hende.
Byens borgere havde vænnet sig til det
Byens borgere havde vænnet sig til de ugentlige markedsdage, det hørte nu engang til. Men mon ikke det hilstes med glæde, da man i slutningen af 1880erne havde besluttet at henlægge en markedsplads uden for byen. I 1886 var vest-banen blevet åbnet. Flere mente, at det ville være passende at lægge en ny markedsplads der i nærheden. Meget af kvæget skulle jo syd på med banen. Ja denne historie har vi allerede skrevet en artikel om.
Hestemarkederne, der tidligere blev afholdt vest for byen skulle nu også afholdes her. Anlæggelsen af det nye kvægtorv var nu ikke helt billig – prisen var 122.200 mark. Det var efter datidens forhold en betydelig sum.
Pastor Koks mindeord
Hele Søndergade var tætpakket dengang. På markedspladsen var det gæster i alle aldre – lige fra drenge, der havde fir fra skole for at agere trækkere for en løn på et par mark til de aldrende landmænd, der stavrede afsted med stokken. Pastor Kok, der var præst i Burkal mellem de to slesvigske krige, skrev engang i en egnsbeskrivelse:
3.000 – 4.000 stykker kvæg pr. dag
På markedsdagene blev velstanden vist frem. Men også slatne pengepunge og den aldrig svigtende brændevinsbottel blev vist frem. Her var storbønder, husmænd, opdrætter, hestetrækker og studedrivere. Her var håndværkere som rebslagere, kurve – og sadelmagere med deres frembringelser, men her var først og fremmest kreaturer og heste. På de store dage kunne der godt være mellem 3.000 og 4.000 stk. kvæg.
Mange sprog og dialekter
På pladsen kunne man høre sønderjysk, plattysk, frisisk og højtysk. Det samme var tilfældet inde i krostuerne. De danske bønder holdt mest til på Humlekærren. Friserne tog ind på Weisser Schwan, hvor den kendte te-punch satte stemningen i vejret.
I 1930erne stoppede det på Torvet
Det brogede folkelivsbillede på en markedsdag hører fortiden til. I 1921 opførtes der eksportstalde og handelen med slagtekvæg gik nu gennem disse. Bil og tog kom til at besørge transporten. De to krammarkeder Pinse- og Mikkels-marked, har lidt samme skæbne. Det var i 1930erne at den sidste karruselmusik lød på Torvet. Børn og unge flokkedes ved de mange telte.
Der var gang i Tønder
Ved at læse dommer Gjessings barndomserindringer får vi kendskab til, hvordan det foregik. Han skriver at når klokken slog fire onsdag eftermiddag stod der to række telte gennem hele Storegade. Når det kneb, blev der også placeret telte i Vestergade og Østergade. På Torvet var der samlet skydetelte og her var der kraftprøver, vaffeltelte og en levende havfrue, der blev fodret med chokolade. På Svinetorvet stod en ”Pracht – und Reisekarusell” som var belyst på to etager og trukket af en hest.
I Søndergade på hjørnet af Apoteket stod nogle jødiske købmænd og solgte det utroligste kram. Der herskede travlhed for byens fire natvægtere. De havde besvær med at dæmpe ungdommens overstadige lystigheder.
Skovrøys mindeord
Der blev spillet, råbt og trommet. Råb og spektakel varede til langt ud på natten. Skovrøy udtrykker sine indtryk på en lidt vel overdreven måde:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 5, 2023
Tønder 1851 – 1864
Folk blev erstattet af folk nord fra. Skolesproget i Tønder blev dansk. Nye magistratsmedlemmer. Det danske element listede sig frem. En eksklusiv og mere jævn klub blev dannet blandt de dansksindede. En tandløs avis. En beskrivelse fra 1863. Bedre trafikale og industrielle forhold indtraf. Dansk flertal i 1863. Danske soldater på tilbagetog gennem Tønder. Danske embedsmænd tilsluttede sig. Også en dansk fejhed. ”Ordenens Overholdelse”. Uro i Tønder. Tyske naboer hjalp gravid frue. Prøjsiske og østrigske tropper til Tønder. Et ekspeditionskorps til Schackenborg. Ny borgmester i Tønder. Hanquist får nyheder nede fra Ratskeller under Rådhuset. Man diskuterede situationen. Hanquists berømte søn i Husum.
Erstattet af folk nord fra
Velkommen til anden del i vores lille serie, hvor vi følger Tønder fra 1840 – 1920. Du kan med fordel også læse Tønder statsseminariums historie og så er det lige vores rubrik 1864 og De Slesvigske Krige. Men vi laver en henvisning til artikler i tilknytning til denne artikel.
Slaget ved Isted afgjorde foreløbig Slesvigs skæbne. I 1850 begyndte den ”Første Danske Periode” i Tønder. De mest kompromitterede embedsmænd og præster afskediges og blev til dels erstattet af folk nord fra.
Skolesproget i Tønder blev dansk
Ved Sproganordningen af 1851 blev skolesproget i Tønder dansk. Det svarede godt nok til modersmålet med var i modstrid til flertallet. De tysksindede betragtede det som et overgreb. I kirken var dansk og tysk ligeberettiget. Men det var nu en vis fortrinsret for det tyske. Førstepræsten og provst Odin Wolf Tidemannn prædikede altid på tysk, fordi han var førstepræst.
Dette ændrede sig i 1860, da pastor Hjort afløste ham. Anden præst og dansk præst var Mathias Dahl. Tredjepræst den tysksindede pastor Carstens.
Nye magistratsmedlemmer
De fire magistratsmedlemmer Angel, Radoor, Jürgensen og Hanquist blev afskediget. Sidstnævnte vender vi tilbage til i vores serie. Farver Asmus Diemer og bogbinder Ernst Jacobsen var de to dansksindede, der afløste. En halvt år virkede herredsfoged Drøhse. Han blev 1848 afskediget af den provisoriske regering, som kommissarisk borgmester og politimester. Så blev han afløst af borgmester Kiær. Han bliver herredsfoged. Derefter kommer borgmester Holm, der fungerer til 1864.
Det danske element viste sig frem
Det danske element viser sig nu frem. Nej Tønder var langt fra en tysk by. De mindre bemidlede bestod næsten kun af dansksindede. Den naturlige fører for de dansksindede var farver og rådmand Diemer.
Det danske element i Tønder bestod mellem krigene af to grupper, de hjemmehørende og de nordfra tilflyttede. Blandt dem, der kom nordfra bør nævnes, borgmester Holm, fysikus Ulrich, Amtmand Grev Brockenhuus – Schack, tingskriver og koginspektør Refslund, pastor Dahl og lærerne Appel og Hagerup. Nu var Refslund og Appel dog fødte slesvigere.
En eksklusiv og en mere jævn dansk klub
Men ikke alle var dog lige heldige og de fandt ikke den rigtige tone. Vilhelm Hagerup talte med bitterhed om de høje embedsmænds overlegenhed og indbyrdes intriger. Seminariet lå i en evig kamp med byen. De fine danskere dannede den eksklusive ”Klubben af 1850”. Den jævne dansker kom sammen i den folkelige klub ”Dansk Samfund”, der med Cornelius Appel også havde forbindelse til omegnens bønder.
En tandløs avis
Hvordan reagerede de tysksindede i Tønder på de nye forhold? En god tysker havde dengang den faste tro på, at han var bestemt til at gøre andre folk lykkelige. J.C. Todsen solgte alt i 1850, hvad han ejede og flyttede til det fri Hamborg. Dermed mistede han også al indflydelse.
Han blev også i Hamborg efter 1864. Her døde han omkring nytår 1880. Tond. Int. Blatt blev farveløst og fyldte de frie spalter med anekdoter. Først efter 1856 blev den danske linje repræsenteret og det var med Den Vestslesvigske Tidende udgivet af bogtrykker Larsen i Møgeltønder.
En beskrivelse af Tønder fra 1853
Da Vilhelm Hagerup i 1853 kom til Tønder skildrede han forholdene således:
Ja sådan så det ud i 1853. I løbet af de næste 10 år indtrådte der dog en væsentlig ændring. Det danske element blev styrket. Og den tyske indstilling blev mere velvillig indstillet.
Bedre trafikale og industrielle forhold
De økonomiske forhold arbejdede nu også for danskerne. Landbruget havde også fået bedre tider. Tønder fik landevejene til Husum og Ribe. Til de bestående industrier føjedes der nye til – to uldvarefabrikker, en cikoriefabrik, et jernstøberi og andre. Tønder var i 1864 en ikke helt ubetydelig industriby.
Fysikus Ulrich fik i 1855 oprettet et sygehus og i 1859 et børneasyl. En realskole blev oprettet i 1862. Der blev gjort noget for byens forskønnelse. Der blev forberedt opførelsen af et gasværk. Der var projekter fremme om en jernbane til Tønder. Jo halvtredserne var i national og økonomisk henseende, viste gode år.
Dansk flertal i 1863
Resultatet til Stænder-valget i 1863. De to danske kandidater fik 194 og 188 stemmer. Så meget opnåede de tyske kandidater ikke. Dermed blev rådmand Diemer Tønders første Stænder – deputerede. Det skal dog lige bemærkes at Tønder ved dette valg dannede valgkreds med Løgumkloster, Højer og Vyk på Før.
Lillejuleaften 1863 trak skyerne op og Vilhelm Hagerup skrev:
Mellemkrigstiden havde bragt en stærk udvikling i dansk retning. Men så kom krigen og afbrød denne udvikling.
Danske soldater på tilbagetog gennem Tønder
Fastelavnssøndag den 7. februar 1864 ved middagstid kom det danske militær med kanonerne fra Frederiksstad på tilbagetoget gennem Tønder. Soldaterne blev godt beværtet af både danske og tyske borgere.
Også en dansk fejhed
De drog videre og de fleste danske embedsmænd og lærere sluttede sig til dem i bar panik. De forlod byen nord på. Med bitterhed nævner Hagerup særlig Kühnel og Thurah, der så ofte havde holdt festtaler om
Nu var de så de første, der løb deres vej. Værst var det, at også alle betjente og gendarmer forlod byen og egnen. Nu var der pludselig ingen til at vogte offentlig sikkerhed. Dette blev naturligvis udnyttet af urostiftere fra by og land.
Ordenes Overholdelse
12 tyske borgere dannede en sikkerhedskomité til ”Ordenens Opretholdelse”. Men de havde slet ingen autoritet. Provst Hjort nævner i sin indberetning til regeringen at en række tysksindede borgere virkede meget aggressive. Det var især købmændene Angel-Stein, Th. A. Todsen, forpagter Fröhlich, Ellehus og godsejer Mommsen, Store Tønde.
Uro i Tønder
Søndag aften kom der til uro i Tønders gader. De danske skilte blev revet ned. Vinduer blev slået ind. Da fysikus Ulrich, som var blandt de udpegede til at forlade byen, nægtede, indtog en større mængde en truende holdning og stener ham ud af byen. Vi har tidligere skrevet to artikler om dette tema.
Tyske naboer hjalp den gravide frue
Tirsdag den 9. februar 1864 proklameres Hertugen på Torvet. Men ingen af de førende tysksindede ønskede ved den lejlighed at komme frem i forreste række.
Apoteker Dreger holder en forvrøvlet tale. I tilslutning til proklamationen er der optog gennem byen. Singvereins musikkorps er i spidsen. Flere dansksindede borgere tvinges til at hænge tyske flag ud, bl.a. Hage på Humlekærren. Lærer Hagerup og andre danske tjenestemænd og lærere kunne stadig færdes uantastet i byen. Hos lærer Appel blev vinduerne slået ind. Og tyske naboer tager sig venligt af hans kone, der ligger i barselsseng.
Prøjsiske og østrigske tropper i Tønder
Om fredagen kom der preussiske tropper til byen. De beslaglægger de offentlige kasser og bestiller kvarter. Dagen efter rykker Anden Bataljon af et preussisk garderregiment ind i byen modtaget med flag og jubel, illumination og fakkeltog. Dagen efter følger østrigske tropper. Det meste af 1864 og 1865 ligger der østrigske tropper, suppleret af ungarer og kroater i Tønder,
Et ekspeditionskorps til Møgeltønder
Den 20. april afgår et ekspeditionskorps på 300 jægere og 60 dragoner på 61 vogne til Schackenborg, hvor de beslaglægger Hans Schacks gamle kanoner fra ”Slaget ved Nyborg i 1659”. Bogtrykker Larsen blev anholdt. Kanoner blev som sejrstrofæer sendt tilbage til Wien men måtte returneres, da det her var tale om privateje.
Ny borgmester i Tønder
Nu blev alt igen vendt på hovedet. I februar 1864 blev Bleichen, en ung jurist, der stammede fra Keitum på Sild borgmester. Det er han til september 1865, hvor han rykker ind i Amtsgården som landråd.
De to danske magistratsmedlemmer afskediges og erstattes af fire tyske, deriblandt Thomas Andreas Todsen og Graus Graussen Weddersøe, der havde fået nye bogstaver knyttet til sit navn.
Skolesproget blev igen tysk. Der var blevet foretaget en afstemning. Af de 650 stemmeberettigede blev der afgivet 504 stemmer for tysk og kun en for dansk skolesprog. Pastor Carstens blev provst. Og seminariet blev tysk under ledelse af pastor Schmidt, far til den enere danske folketingsmand Pastor Schmidt.
Hanquist får nyheder fra Ratskeller
Oluf Christian Hanquist var den sidste i familien, der drev et betydningsfuldt handelshus i byen. I storhedsperioden var det kniplinger, der var handelshusets største indtjening. Med jævne mellemrum sad Hanquist, der som tidligere nævnt også havde siddet i byens råd og skrev til sine børn om udviklingen i Tønder.
Dagligt gik Hanquist ned i Ratskeller under rådhuset for at få nyt omkring udviklingen. Vi får et indblik i udviklingen fra tysk side i disse breve.
Den 2. januar kunne han berette om, at to af aviserne i Slesvig var blevet forbudt af regeringen i Slesvig. Han fortalte også at den tidligere amtmand, Grev Reventlov var taget væk fra byen.
I slutningen af januar 1864 skulle der åbenbart være session i Tønder. Og det gik åbenbart også ud over en af Hanquists ansatte. I et af brevene undrer Hanquist sig over, at den danske regering først ville forhandle om november-forfatningens tilbagetrækning efter at hele Slesvig – Holsten var besat.
Man diskuterede situationen
Og så var der åbenbart koncert ved Blegen i Tønder. Her havde der været ballade. Åbenbart var seminarister indblandet. På Rådhuset i Tønder ville man foretage en nærmere undersøgelse. Af brevene fremgår det at familierne Hanquist, Popsen og Hemsen havde diskuteret den aktuelle situation.
Den 19. april ankom provst Valentiner til Tønder. Ja hvem er nu det, spørger læseren sikkert. Det skulle ikke undre, dette var faderen til den berømte ubådskaptajn, der fik frataget sit æresborgerskab i Sønderborg.
Hanquist berømte søn
En af Hanquist sønner er Theodor med efternavnet Storm. Den skarpe læser vil nu spørge om det ikke er den berømte forfatter til bl.a. Der Schimmelreiter. Og svaret er jo. Han var også advokat. En ivrig samfundsdebattør var han også. Den danske regering forsøgte at ligge ham hindringer i vejen. Efterhånden tog han afstand fra prøjserne og blev Slesvig – Holstener i sin tankegang og filosofi. Ja Storm blev også dommer i Husum.
Kilde: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)
Hvis du vil vide mere: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)
September 3, 2023
Ladegården og Kirken
Masser af artikler om dette tema. Dette er 14. artikel. Et nyt Pest-hus ved Kalvebod Strand. Lemmerne flytter til Ladegården. Flytningen blev indført i Kirkebogen. Ingen behandling af ”Vanvittige og Gale”. Nu hed det Skt. Hans Hospital. Man kunne betale sig for en kur mon veneriske sygdomme. Inden for 31 år fandt her 151 fødsler sted. En optegnelse af Lemmer fra 1787. Englænderne ødelagde inventar for 22.000 Rigsdaler i 1807. Flytning af Lemmer til Borup Gods. Kongen bestemte i 1816. For dyrt at Ladegården skulle nedrives. Nedbrydningen blev standset – det blev for dyrt. Man forsøgte flere gange at sælge Ladegården. Fra 1822 – en Arbejderanstalt. I 1833 en Tvangsarbejderanstalt. Lemmerne satte ild til gården. Den 1., 2. og 3. kirke. Drabelige dødsfald – i kirkebogen. 30 lemmer, der ikke var ”vanvittige” eller ”gale”. Ordre til at ophøre med gudstjeneste. Oprettelse af tvangsskole.
Masser af artikler
Nogle kan måske undre sig over denne overskrift. Men man kan faktisk gå ind på kirkebogen fra kirken på Ladegården og finde nogle interessante ting. Efterhånden kan du vores serie omkring Ladegården finde mange artikler. På YouTube ligger der også to optagelser fra et foredrag i Stefans Kirken med en masse fotos. Dette er vores 14. artikel om gården og åen. Se i slutningen af denne artikel en fortegnelse over alle vores artikler.
Som bekendt var gården egentlig en kæmpe avlsgård, der blev ødelagt i en orkan/storm. Den blev bygget op igen. Men under belejringen i 1658 – 1659 blev gården ødelagt.
Et nyt Pest-hus ved Kalvebod Strand
Et nyt pest-hus blev opført i nærheden af Kalvebod Strand. Og ladegården stod tom i nogle år. Men under pesten i 1711 blev den indrettet til Pest-sygehus. Efter pestens ophør blev bygningerne givet til bage til ”Krigsbestyrelsen”. De havde udlånt dem til Sundhedskommissionen.
Lemmerne flytter til Ladegården
I 1733 blev Ladegården efter at være genopbygget benyttet til krigshospital. Den blev taget i brug 1. juli 1733. Derefter blev bygningerne brugt til fattighus, Sygehus og Straffeanstalt for Militæretaten. Ladegården blev derefter solgt til Københavns Kommune for 22.000 Rigsdaler.
Fra pest-huset, der lå ved Kalvebod Strand blev nu ”lemmerne” flyttet til Ladegården. Det fraflyttede sted havde været anvendt til ”Lazaret for smitsomme sygdomme” og senere ”Opholdssted for afsindige og uhelbredelige syge”.
Flytningen blev nedfældet i kirkebogen
Pest-huset havde i 1766 efter sin velgører Claudi Rosset fået navnet ”St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse”. Dette navn blev nu overført til Ladegården. Det sjove er at det er indskrevet i en kirkebog. Det må enten være skrevet af degnen eller præsten. Vi skal her forsøge at gengive det på nogenlunde nudansk:
Ingen behandling af de ”vanvittige og afsindige”
Søndag den 8. oktober 1769 var der igen gudstjeneste på Ladegården: Præsten fremover var Henric Becker, Degnen eller ”Sygetrøsteren” Peder Strange.
I 1770 var der på Ladegården 3 sygestuer med 25 lemmer og to stuer for 53 lemmer. Desuden var der to stuer for 53 lemmer. Men så var der også 2 stuer med 35 kister, 19 ”Dårekister” og 3 ” såkaldte ”honnette” ”Dårekister” samt 18 forvaringskamre.
Hvad er en ”Dårekiste” spørger læseren sikkert om? Det er tale om en burlignende kiste med ribber eller aflukke af tømmerværk. Her indespærte man de ”afsindige” Med dårekisten tilstræbte man ingen behandling af de syge. Og de sindssyge måtte heller ikke forlade området.
I 1770 havde Skt. Hans 200 patienter, som man benævnede ”vanvittige” og ”afsindige”. Man mente dengang at sindssygdom var et moralsk onde, der skulle undertrykkes med tvang og straf.
Nu hed det Skt. Hans Hospital
Der fandtes en kirke i Pest-huset. Men det var nærmest et aftrædelsesværelse for præsten, der tillige var præst ved Ladegården og havde bolig der.
Nu hed det St. Hospital på Ladegården. I en skrivelse fra 11. november 1784 fra inspektøren blev det bestemt til at modtage til forvaring og pleje:
Kunne betale for ”en kur mod veneriske sygdomme”
På sygestuerne modtoges en kur mod veneriske sygdomme for egen betaling. Kunne man ikke dette, betalte Fonden. Andre igen blev sat til arbejde for det, som det hele kostede.
Inden for 31 år fandt 151 fødsler til stede
Men åbenbart kom kvinder også her på Ladegården for at føde. Fra 1735 til 1766 er der således fundet 151 fødsler sted. Og uha i 33 tilfælde var forældrene ikke gifte. I 8 tilfælde var fædrene soldater. Muligvis har begge forældre været anbragt på hospitalet og tilhørt de fattigste. Men dog. Så vidt det kan ses, er der også optaget tatarer, som er kommet til landet.
En optegnelse af Lemmer fra 1787
Fra 1787 opførte man en ugentlig liste. Kigger vi på den ser vi:
Englænderne ødelagde for 22.000 Rigsdaler
Ladegårdens bygninger havde i årenes løb lidt meget. I efteråret 1792 blev der foretaget en hovedreparation, som kostede 2.049 Rigsdaler. I 1807 forvoldte bombardementet stor skade på bygningerne. Den blev opgjort til 2.800 Rigsdaler. Men ak og ve skaden på inventaret var langt større, nemlig 22.000 Rigsdaler.
Flytning af Lemmer til Bistrup Gods
Efter krigens afslutning købte Københavns Kommune i 1808 Bistrup Gods ved Roskilde. Hertil blev St. Hans Hospital flyttet. Flytningen begyndte i 1814.
Der skulle transporteres:
Denne transport ønskede man foretaget med artillerivogne. Men problemet var bare at artilleriet ikke kunne afse de nødvendige heste. Kongen mente, at man passende kunne indskrænke befordringen med artillerivogne til de sindssvage lemmer, så det blev stillet så mange med 4 heste forspændte artillerivogne til rådighed til 40 personers transport. Desuden blev der sendt en bereden officer til at holde orden under transporten.
Hvorledes de øvrige lemmer er blevet befordrede, foreligger der intet om. De er forhåbentlig ikke gået – det er da godt nok et stykke vej?
Kongen bestemte i 1816, at Ladegården skulle nedrives
I 1816 bestemte kongen at Ladegårdens bygninger skulle nedrives på grund af hospitalets beliggenhed i nærheden af byens fæstningsværker. Nedbrydningen begyndte i februar måned med to – af de største og bedste længer, nemlig mellem – og kirkebygningen og den venstre ende-bygning.
Materialerne fra disse bygninger blev transporteret til Bistrupgård for at bruges ved opførelsen af to sidefløje. Senere blev også brænde – og sprøjtehusene nedbrudt.
Nedbrydningen standsede – det blev alt for dyrt
Hermed standsede nedbrydningen. Direktionen for Fattigvæsenet havde fundet ud af, at nedbrydningsomkostningerne var for store i forhold til materialernes værdi. Derfor kom der nu en kgl. Resolution for, at de endnu ikke nedbrudte bygninger indtil videre måtte blive stående. De måtte dog ved et angreb på Københavns Fæstning nedbrydes.
De lemmer, der var tilbage, blev nu anbragt i de ikke nedbrudte bygninger. I alt var der vel kun en 30 stykker tilbage. De var for størstedelen sengeliggende.
Man forsøgte flere gange at sælge Ladegården
Mange gange forsøgte man at udleje Ladegårdens bygninger og i 1821 forsøgte man at afhænde Ladegården ved at sætte den med dens bygninger til auktion. Der var i alt 7 bygninger.
Bygningerne blev efterhånden meget brøstfældige. Man havde efterhånden opgivet at få dem solgt. Den 25. september 1821 bestemte Kancelliet at bygningerne skulle sættes sådan i stand, at de kunne henstå uden at forringe dens nuværende værdi, hvilket efter et overslag ville koste 600 Rigsdaler.
Fra 1822 – en Arbejderanstalt
I 1822 blev bygningerne taget i brug som Arbejderanstalt, hvor Københavns Fattigvæsen:
Ved en kongelig resolution blev det nu bestemt at Ladegården skulle omdannes til ”fabriksindretning” som i den anledning fik ”tilordnet et fabrikskyndigt medlem”. Endvidere blev det pointeret at ”her kunne Fattigvæsenet give arbejdsføre-trængende stadig og hensigtsmæssig beskæftigelse”.
I 1833 Tvangsarbejderanstalt
Nu fik stedet igen navneforandring, Nu hed det ”Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbejderanstalt. Ved en plakat af 9. oktober 1833 blev der givet nærmere regler for dens benyttelse. Heri fastsættes det bl.a. at straffen for betleri, der hidtil havde været fængsel på vand og brød fremtidig skulle afsones med hensættelse i tvangsarbejderanstalten således at det nu blev en måneds tvangsarbejde trådte i stedet for 5 dages fængsel på vand og brød.
Lemmer satte ild til gården
Den 14. august 1839 forsøgte nogle ”Lemmer”, der også tidligere der var grebet på fersk gerning at sætte ild til bygningerne. De ville hævne sig. Nu var der nemlig opsat et plankeværk som adskilte mandlige og kvindelige ”Lemmer”.
En del varer og redskaber samt over 100 sengesteder blev dels fordærvede, dels opbrændte. Omtrent 50 af lemmerne blev flyttet til Vartovs loft.
Den første kirke
Det er nok ikke mange, der tænker over det, men da Ladegården den 1. juli 1733 blev taget i brug som krigshospital måtte der også søges for kirkelige forhold. Der var selvfølgelig ingen kirke fra starten.
Men allerede den 22. september blev hospitalet for første gang betjent af sognepræst for den danske Garnison mag. Sechmann. Gudstjenesten blev afholdt første gang i den store spindestue af student Nicolai Isenfeldt.
Den 28. november 1734 blev den første kirke på Ladegården indviet af biskop Christen Worm. Denne kirke holdt ikke så længe. Den 4. november 1753 blev den nye kirke indviet. De to kirker lå samme sted og den gamle eksisterede endnu i 1747. Cirka 12 præster havde i tidens løb tilknytning til denne kirke.
Til kirken fik man efterhånden foræret diverse ting. Der kom alterdug og klæde til prædikestol, messinglysestager og meget mere. Også ungdommen på Ladegården blev af præster, studenter m.m. undervist i ”undervisning af ungdommen”.
Drabelige dødsfald – i Kirkebogen
I den såkaldte ”ministerialbog” findes der oplysninger om dødsfald og andre oplysninger, som man normalt ikke finder i andre kirkebøger. Det minder om til tider et hårdt liv på Ladegården. Igen engang har vi tilladt os for gøre indholdet lidt mere nydansk:
30 lemmer, der ikke var ”vanvittige” eller ”gale”
Efter al ”Lemmerne” var flyttet til Bistrupgård blev kirken nedbrudt. Det blev oplyst, at der kun var 30 ”Lemmer” tilbage. Og de var hverken ”vanvittige” eller ”gale”.
Ordre til at ophøre med gudstjeneste
I en skrivelse af 3. februar gav Kancelliet ordre til at ophøre med gudstjeneste. Men præsten burde dog fortsat besørge det forfaldende arbejde for de syge. Der lød også en befaling til at indsamle alt ”kirkelige materiale”, der efter nærmere bestemmelse ville blive sendt videre til Bistrupgård.
Oprettelse af Tvangsskole
I 1834 blev der på Ladegården indrettet en ”Tvangsskole”. Der var blevet diskuteret om børnene på Ladegården fik den nødvendige viden til at blive konfirmeret:
En lærer blev antaget til ”Undervisningsanstalten Ladegården”. Han forberedte børnene til konfirmation. Men han var ikke ordineret, så han måtte ikke konfirmere dem. Åbenbart var det vanskeligt at få dem transporteret ind til hovedstaden. Og Ladegården havde ikke mere et kapel. Nu blev kandidaten så ordineret, så han kunne konfirmere dem. Og det foregik i en sal på Ladegården.
En tredje kirkesal blev indviet
En ny kirkesal, som nok skal betegnes som den tredje var planlagt i 1848. Men den blev først indviet den 23. juni 1850. Rummet fik hovedsagelig lys fra fire store vinduer i bygningens gavl ud til vejen. I tværbygningens langmure fandtes et tilsvarende stort vindue i hver side som gav lys til kirken.
Den 12. februar 1853 blev en præst ved Døvstumme instituttet beskikket til at være præst på Ladegården. Men det var han kun i fire år.
I den sidste tid er et lokale som man kaldte bede-værelse blevet indrettet som kirkesal. Søn – og helligdage afholdtes her gudstjenester så længe der var mennesker i bygningerne indtil 1908.
Kilde:
Hvis du vil vide endnu mere:
September 1, 2023
Et Orgelbyggeri gennem 219 år
Se bare Storegade 24. Længe inden var der kirkemusik. Havde ingen plads i kirkemusikken. Et primitivt orgel i år 700- Jürgen Marcussen uddannet hos onkel. I 1806 byggede Marcussen sit første eget orgel. Men det allerførste orgel blev bygget i år 700. Han fik ret til at restaurere orgler i Slesvig – Holsten. Da Reuter kom ind i billedet. I 1830 flyttede firmaet til Aabenraa. Sønnen oparbejdede et godt navn. Fornemme folk har boet her på Storegade. Et orgel til Christiansborgs Slot. Orgel til Lund på 60 stemmer. Sønnesøn af datter overtog firmaet. Syvende generation sidder i dag i ledelsen. I dag nyder ”Marcussen og Søn” international anerkendelse. Ny byggehal blev etableret. Nu er det tid til restaurering af forhuset. Ejerkredsen er blevet udvidet. Kun 70 – 80 tilbage i orgel-virksomhederne. Der skal arbejdes længe for at få en ordre. En enkelt stemme koster alt efter størrelse ca. 200.000 kr.
Se bare Storegade 24
Jeg husker godt, at jeg stod i denne gård for efterhånden mange år siden. Det var mens, at jeg arbejdede i Aabenraa. Det ligner en stor købmandsgård. Imponerende at her arbejder i dag syvende generation af stifteren dengang i 1807. Og nu har Real Dania meddelt, at de skal i gang med at renovere forhuset. Det bliver stort.
Se bare på Storegade 24 med forside, sidebygninger og baghus. Her ligger Danmarks ældste orgelbyggeri. Her flyttede de ind i 1830.
Længe inden var der kirkemusik
Men længe inden havde et været kirkemusik orgelbyggeri i Danmark. Udviklingen i europæiske kirkemusik stammede tilbage fra slutningen af Middelalderen. Oprindelig var kirkemusik en – og siden flerstemmig korsang. Efter reformationen udvikledes salmen i den lutherske del af Europa. Luther skrev selv sine salmer og allerede i 1528 udkom den første salmebog.
I 1570 havde Hermann Raphael bygget et orgel i Dronning Dorotheas kapel på Sønderborg Slot. Matthias Mahbn byggede i 1590erne instrumenter til Sct. Nikolaj Kirke, Aabenraa og Kristkirken i Tønder. Nicolaus Maas afleverede i 1609 et stort orgel til St. Nikolai, Flensborg.
Havde ingen plads i gudstjenesten
De tidligste orgler akkompagnerede slet ikke salmesangen. De havde egentlig ikke nogen plads i gudstjenesten. Det var først i slutningen af 1600 – tallet at orglet fik til opgave at ledsage menighedens sang. Op gennem 1600-tallet fik orglet til opgave at ledsagede menighedens sang.
Et primitivt orgel allerede i år 700
Pibeorgelet har eksisteret i sin nuværende form siden det 14. århundrede, mens en mere primitiv udgave har spillet i kirken siden omkring år 700.Pibeorgler kan bygges i varierede størrelser med forskellige antal manualer, registre, stemmer og piber. Der findes mange retninger og stilarter inden for orglernes klangverden – lige fra det barokke over i det romantiske.
I baroktiden komponerede Johan Sebastian Bach orgelværker. De tyske orgelbyggere havde stor succes. De nordtyske byer og hansestæderne fik flotte orgler.
Jürgen Marcussen uddannet hos onklen
Jürgen Marcussen er født i Snogbæk. Han grundlagde firmaet. Faren Jürgen Marcussen Reventlov var tømrer på Sundeved. På grund af den store børneflok blev sønnen, Jürgen Marcussen sat i pleje os en slægtning, nemlig snedker Alexander Andersen i Sottrup. Her fik han meget naturligt en uddannelse som snedker.
Og det som sådan kom han i orgelbyggerlære hos Hans Fr. Oppenhagen I Rudkøbing, som mest kendt blev for at levere et næsten ubrugeligt orgel til Vor Frue Kirke i København.
Det første orgel blev bygget i 1806
Men i 1806 kom han tilbage til Sønderjylland, hvor han byggede sir første orgel. Det blev leveret til Tønder Seminarium. Året 1806 opfattes derfor som firmaets grundlæggelse. Han blev gift med Anna Marie Andersen. Sit første værksted havde han hos sigerfaderen. Denne var snedker i Lundsgårdmark vest for Vester Sottrup. Senere flyttede han sit orgelværksted til ”Lindely” i Vester Sottrup.
Restaurationsarbejde i Hertugdømmerne
Marcussen slægtede ikke sin læremester på. I løbet af kort tid fik han en position gennem komponisten C.E.F. Weise, at få opgaven at restaurere det gamle orgel i Sct. Maries Kirke i Haderslev. I 1811 fik Marcussen koncession til at udøve orgelbyggerhåndværket i Slesvig Holsten af Frederik den Sjette. Dette første til en række restaurationsarbejder i hertugdømmerne.
Da Reuter kom ind i billedet
Marcussen havde snart flere mænd i sine tjenester. En af disse var Andreas P.W. Reuter, som Marcussen snart knyttede sig tættere til. I 1825 gjorde han sin han ham til kompagnon. Nu skiftede navnet til Marcussen & Reuter.
Endnu holdt firmaet til under beskedne forhold i Sottrup og på Skovbølgård i Felsted Sogn, hvor Marcussen havde lejet en del af hovedbygningen.
I 1830 flytter firmaet til Aabenraa
Men i 1830 flyttede firmaet til større forhold i Aabenraa.
En masse restaureringsarbejde fulgte bl.a. af orglet i Møgeltønder. Dette var Danmarks ældste kirkeorgel. Også orglet i Roskilde Domkirke fik i begyndelsen af 1930erne en hovedreparation af Reuter. Derfor var det alvorligt for firmaet, da Reuter døde i 1847 af kort tids sygdom kun 49 år gammel.
Jürgen Marcussen var på dette tidspunkt selv op i tresserne. Men en række ordre i ordrebogen blev sønnen Jürgen Andreas Marcussen kaldt hjem for at overtage Reuters plads. Firmaet skiftede nu navn for anden gang navn.
Sønnen oparbejdede et godt navn
Sønnen oparbejdede meget hurtigt et godt ry. I begyndelsen af 1850erne var firmaet præget af leverancer til mindre- og mellemstore by – og landsbykirker. Det var i disse år, der var over 20 beskæftiget. Og det var på Storegade firmaet i 1856 overtog bygningerne.
Marcussen opfandt den såkaldte ”kassebælgen” inspireret af ideer, der opstod mens han var i færd med at reparere sin hustrus sybord. I kassebælgen dannes lufttrykket bed, at et indvendigt stempel sænkes ned i den ydre kasse. Således presser luften ud i orglets kanalsystem – det svarer omtrent til et sybord, hvor en løs kasse til småting er anbragt i en tætsluttende sort kasse. Kassebælge blev anvendt i ca. 100 år, indtil elektriske blæsemotorer vandt indpas i begyndelsen af det 20. århundrede.
Fornemme folk boede her på Storegade
I indskriften på forsiden af huset står der 1723. Forhuset er opført dette år. Den fem fags vinkelfløj i gule normalsten er opført mellem 1723 og 1744. Vinkelfløjen er antagelig opført af justitsråd Christopher Trogelius Koch, der fra 1730 til sin død i 1775 drev Jørgensgård Teglværk. Det er måske derfor, der er skiftet i teglstenene.
I starten af 1700 – tallet boede den daværende borgmester Hans Peter Thaysen på stedet. I 1802 stod kancelliråd Kantüs som ejer, og i 1815 blev gården overtaget af herredsfoged Sivers.
I 1830 overtog Marcussen og Kornmann gården, som allerede nævnt, men allerede i 1859 var Jørgen Andreas Marcussen blevet eneejer.
Et orgel til Christiansborg Slotskirke
Chr. Koch overtog i 1735 Skovbølgård, hvor Marcussen havde værksted inden han tog til Aabenraa. Det var her på Skovbølgård at Marcussen og Reuter forarbejdede store dele af orglet til Christiansborg Slotskirke. I perioden 1826 – 1829. I forlængelse af vinkelhuset følger et seksfaget sidehus med stor tagudhængning som Marcussen enten overtog som nybygning eller lod opføre umiddelbart efter overtagelsen af ejendommen.
Foran huset står ”Soli Deo Gloria /Iam. Det er fra 1859. Dermed hyldede man en tradition i Aabenraa, hvor man hylder Gud på hus-tavlen.
Orgel til Lund Domkirke med 60 stemmer
Firmaet leverede i disse år hovedsagelig orgler til kunder i kongeriget og Sverige, Det sidste orgel i lang tid blev leveret til Kastels kirke på Kastellet i København. Med nederlaget i Dybbøl i 1864 fik hele firmaet hele Tyskland som hjemmemarked. Marcussen leverede nu kun til det tyske marked.
I 1867 – 1868 stod firmaet dog for ombygningen og restaureringen af Lund Domkirkes orgel med 60 stemmer. Efter 1920 begyndte firmaet igen at levere orgler til Danmark.
Sønnesøn af datter overtog
. Marcussen & Søn blev overtaget af Andreas Marcussens søn, Hartvig, men skæbnen ville, at han døde i 1897 kun 38 år gammel. I stedet overtog Johannes Lassen Zachariasen, en sønnesøn af datteren af stifteren Jørgen Marcussen firmaet fra arvingerne i 1902 efter Jürgen Andreas Marcussens død i 1900.
Romantikken gav udtryk for udtryksfulde, intensive grundtonerprægede orgler, men det blev det ændret på efter 1902.
Syvende generation på toppen
Inden da havde han siden 1897 deltaget i ledelsen af firmaet. Med Johannes Zachariassen gik firmaet over til den del af Jürgen Marcussens efterslægt, som endnu sidder i ledelsen. Således sidder Claudia Zachariassen stadig ledelsen og det har hun gjort siden 1995.
Hun er i dag 7. generation af familien Marcussen – Zachariassen. Orglerne fremstilles stadig med respekt til håndværket og i tråd med tidens smag.
En sand ”bevægelse” for nutidens pibeorgel
I 1922 0vertog den 21 – årige søn Sybrand Zachariassen ledelsen. Han foretrak en et mere driftssikkert orgel med sløjfevindlader, en enkelt og præcis spillemekanik og et bredt tonespektrum. Der blev dagligefrem lavet en bevægelse for nutidens ”pibeorgel”.
I dag nyder Marcussen international anerkendelse
Marcussen og Søn er i dag Danmarks ældste og største orgelbyggeri, der nyder international anerkendelse for sine instrumenter. De er i dag at finde i både Europa, USA og Sydafrika. Firmaet har således rundet 1.100 orgler siden deres grundlæggelse. Således er orgelet at finde i Grundtvigs Kirke og Københavns Domkirke. Men også i mindre kirker som Ulkebøl, Østby og Æresborg Kirke.
I dag er vel ansat ca. 30 medarbejdere hos Marcussen. Det er også mange håndværksfag, der spiller sammen. En pibemager omformer til orgelpiber. En intonatør giver piberne deres klang. Og til sidst sker der en finpudsning i kirkerummet eller kirkesalen.
Og der leveres også orgler til Japan, Israel og Filippinerne.
Firmaet har flere gange udsendt festskrifter i anledning af jubilæer, Den flotte Orgelgård blev fredet i 1977. Den skal vi lige høre lidt mere om.
Ny byggehal
I 1980erne blev der opført en ny stor orgelbyggehal i en treetagers grundmuret bygning blev sammenbygget med tværhuset langs nordsiden, ligesom de ældre sidehuse ligger med denne orientering.
I 1997 blev gaden Skt. Nicolaigade, umiddelbart vest for grunden anlagt og herefter havde portåbningen mod Storegade ikke samme funktion oprindelig. Dermed fik orgelbyggeriet andre adgangsforhold
Tid til restaurering
Nu skal forhuset i gang med at blive restaureret. Uanset om det ikke umiddelbart er sket nogen forandring, er det dog sket store forandringer gennem de 300 år bygningen har eksisteret. Uoriginale vægge, lofter, lamper og kabler og ledninger er blevet fjernet. I alle rum er der sat arbejdslamper. Den velbevarede bygning kan fortælle historie om Aabenraa købstads historie.
Hidtil har for bygningen været anvendt til kontorer, arkiv og kantine. Den ene etage har været udlejet. Men orgelbyggeriet vender tilbage, når restaureringen er gennemført.
Ejerkredsen udvidet
I 2019 udvidede Marcussen & Søn med ejerkredsen, idet Daniel Schmidt Christensen blev medejer af virksomheden. Samtidig tiltrådte han som en ny stilling som salgsdirektør. Han varetager og så den overordnede projektledelse. Han er selv uddannet som orgelbygger.
Det er noget af en udfordring for Marcussen at skulle ”intonere” Aahus Domkirkes orgel. Her er 96 registre og mere end 6.000 piber. Menighedsrådet ønskede at tilbageføre hovedorgelets lys til 1928.
I den 11 meter høje sal bliver orglerne samlet for igen at blive adskilt og fragtet ud til kirkerne.
Kun 70 – 80 tilbage
Men efterhånden er det også en kamp om ordre. De største to er Frobenius i Birkerød og Marcussen og Søn i Aabenraa. Konkurrencen fra udlandet er hård. Men han svært at konkurrere med prisen, når det hele er håndlavet i Danmark.
I dag er det vel kun 70 – 80 tilbage i Danmark, der er beskæftiget med at lave orgler. De 30 er fra Marcussen & Søn.
Der skal arbejdes længe for at få en ordre
Der skal arbejdes længe for at få en ordre. Bestilleren skal først igennem grundige økonomiske overvejelser og mange forhandlinger med diverse myndigheder skal drøftes. Det er jo tale om en millionudgift. Der er også mange ting, der skal falde på plads, inden orgelbyggeren går i gang. Når det så endelig sker, strækker leveringstiden sig over flere år, når det drejer sig om store orgler. For et mindre orgel er det leveringstiden cirka et år.
200.000 kr. pr. stemme
Under fremstillingen skal det udskæres, formes og samles. Forinden skal orgelbyggeren have aflagt kirken et besøg. Der skal mange streger på papiret inden det hele er klar.
Skal man ”bare” have stemt sit orgel afhænger prisen selvfølgelig af størrelsen. En tommelfingerregel siger at et orgel groft sagt koster ca. 200.000 kr. pr. stemme. Et orgel i en landsbykirke har næppe under ti stemmer mens de store orgler ofte har et halvt hundrede stemmer eller flere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: