For anden gang brød slottet i brand. Man manglede stiger og vand. Brandvæsnet var for langsom og folketingets formand blev beskyldt for at pleje egne interesser. Desuden udtalte han, at et tredje Christiansborg ikke ville blive opført. Dette blev betragtet som en fornærmelse mod kongen.

Christiansborg blev anvendt til audienser, kur, tafler, soireer og store og små hoffester: det var et helt fænomen at tænde de mange og prægtige lysekroners tusinde stearinlys i riddersalen. Det tog flere dage. Tanden på hvert eneste lys skulle omvikles med tænd-tråd og alle disse tråde skulle samles neden for lysekronen. Under disse stod lakajerne med små lysestabler. På signalet fra overhof-marskallen løb alle tænd-trådenes utallige småflammer til vejrs, så lysekronen tændtes.

 

Fyret op i kakkelovnen

I forbindelse med rigsdagens sammen-træden fyrede man kraftigt i slottets kakkelovne den 3. oktober. På et tidspunkt mente man, at det lugtede af gas, men det tilskrev man de nyindkøbte møbler.

En rengøringskone ville hente sit tøj, men da hun nåede op af trappen kunne hun høre noget knitren.

I et af folketingets lokaler i fløjen over det gamle kongelige bibliotek og under den vestlige ende af Riddersalen, var der udbrudt brand. Ilden var opstået i stenografernes værelse lige i nærheden af kongelogen.

Slottets og rigsdagens personale tog straks fat på at slukke ilden. Man brugte blandt andet Ildslukningsapparat. I første omgang troede man, at have fået bugt med ilden. Men en halv time senere fandt man ud af at der var ild i Riddersalens gulv. Branden menes, at være opstået klokken lidt over tre.

Der var ganske vist en brandtelegraf i portnerbygningen, men den gik ikke direkte til brandstationen, så portneren mente, at det var lige så hurtig at sende et bud hen til brandstationen.

 

Det burde ikke ske

Man var belært af slottes første brand. Derfor havde man både installeret brandmure, jerndøre vagter og slukningsmateriel. Men bygningen havde den svaghed, at den bestod af en masse hulrum.

Brandvæsnet fra den nærliggende hoved-brandstation i Nikolaj Kirketårn kom hurtig til stede. Man regnede det i starten for en lille brand, som brandvæsnet hurtig kunne få bugt med. Men i datidens aviser blev det berettet.

• Sprøjterne kom ikke hurtig nok, især kneb det for den gamle Damsprøjte til at komme derhen. Der blev straks beordret Militær til hjælp. Brandinspektør, fhv. Ingeniørkaptajn Mejer havde Kommandoen.

Christiansborg var en kompliceret bygning, og der opstod hurtig problemer. Åbenbart var brandvæsnet ikke klar over det utal af hulmure, der var på slottet. Meldingen til stationen kom ført klokken halv fem. Vagtmester Hyller begav sig sammen med stationssprøjten, 2 strålemestre yderligere 10 mand samt håndsprøjte, redningsstige m.m. til slottet. De fire andre indenbys stationer blev ligeledes alarmeret.

Klokken kvarter i fem var der endnu kun tre sprøjter til stede. Rigsdagsfløjen var da i lys lue.

Åbenbart måtte brandfolkene ikke komme ind i Riddersalen for slotsforvalteren. Brandfolkene søgte efter ilden og brød tros slotsforvalteren gulvet op.

Klokken fem var der mødt fem sprøjter op. Man mente på daværende tidspunkt at med den ild, man havde set, at være tilstrækkelig. Kort efter fem mente brandvæsnet, at de havde kontrol over situationen.

 

Rigsfløjen i lys lue

Ilden brød rigtig ud ved halvsekstiden, men først adskillige timer senere vidste man, hvor det bar hen. Klokken kvarter i seks var situationen ændret. Brandvæsnet måtte fra stationen telegrafere efter forstærkning. Pludselig opstod der eksplosioner, antagelig forårsaget af gas. Man meldte om de første sårede brandfolk.

Dampsprøjterne fra Gothersgade var blevet bedt om at komme. Men her havde man kun mandskab til at betjene en af tre.

Man havde tre heste med seletøj, men kun en kusk. En kulvogn burde også have været afsendt, men man savnede en kusk. Først kokken halv otte var alle dampsprøjter i brug. Pludselig manglede man vand. Den ene dampsprøjte fungerede ikke mere.

Efterhånden kom brandkorpsets reserve, sprøjterne fra broerne og suge-værkerne fra depothuset i Gothersgade.  En masse mennesker var i gang med at evakuere malerier, bøger, protokoller med mere. Dette forhold gjorde det bestemt ikke lettere at bekæmpe ilden.

På Det kongelige Teater opførte man den aften Statsmand og Borger. Men man nåede ikke ret langt før forestillingen blev afbrudt. Emil Poulsen trådte frem og fortalte at slottet stod i luer. Det blev ikke til mere skuespil. Folk gik ned til stranden for at betragte et andet mere uhyggeligt skuespil.

I og omkring slottet var det natten igennem en heftig aktivitet. Man kunne have forventet at der skete en evakueringsplan. Men det var ikke tilfældet. Redningen af værdierne foregik til dels efter tilfældighedernes princip.

Indtil kvarter i otte havde man håbet at begrænse ilden til Rigsdagsfløjen, som med en brandmur var adskilt fra hovedbygningen. Men det var umuligt at begrænse flammehavet. Klokken halv otte var der ild i hoved-fløjen.

Ved ni-tiden havde havnevæsnets to dampsprøjter indfundet sig. Marinens samt Amagers dampsprøjte havde ligeledes indfundet sig. Senere mødte Ladegaardens sprøjte op.

 

Tavse og triste

Tilskuerne stod tavse og triste, mens de observerede det sørgelige syn. Himlen var oplyst, de vældige rødgule flammer dannede et kraftigt lys. Et uhyggeligt bulder opstod, da skorstene faldt.

• Skridt for Skridt, Fod for Fod væltede Ilden frem. Sprøjternes Straaler faldt som Draaber i Ildhavet. Og der var Øjeblikke, hvor det hele saae ud
  som vild Flugt for Elementernes Rasen. Kavaler-fløjen faldt.

Plænen omdannet til pulterkammer

Klokken halv tolv brændte alle slottets fløje. Træværket var faldet ned, og man kunne stadig høre knald fra faldene bjælker. Det lød som et helt bombardement. Da ilden brød ind i Dronningefløjen var Thorvaldsens Museum og Slotskirken stærkt truet.

Man råbte hele tiden efter vand og stiger. Men der var hverken det ene eller andet. I kælderen brændte gassen endnu. Man kunne ikke slukke. Ingen vidste, hvor hovedledningen var.

Man frygtede at branden ville brede sig til andre dele af hovedstaden. Alle evakuerede ting blev samlet på plænen foran Frederik den Syvendes statue. Den blev omdannet til pulterkammer.

 

Kirken ødelagt

Brandvæsnet havde forventet, at den dobbelte jerndør til kirken havde været aflåst. Men her fandt man soldater i gang med at brække det kostbare gulv op. Denne vandalisme fik man stoppet og fjernet soldaterne, samtidig med at adgangen til kirken blev bevogtet. Havnevæsnets dampsprøjte ydede en stor hjælp
til at oversprøjte kirken med vand. Den stærke vind spredte ilden med stor hast mod kirken.

Under branden modtog man et telegram fra Malmø, der tilbød dampsprøjte og mandskab. Ved tretiden om natten ankom mandskabet fra Sverige til havnen. Men da var hjælpen ikke mere nødvendig.

Og for at det ikke var nok, så indløb der en brandalarm fra brændevinsbrænderiet i Nyboder om morgenen ved seks tiden. Op af formiddagen den 4. oktober blev der meddelt om brand i slotskirkens tag, men dette blev dog hurtig slukket.

 

Kongen – dybt berørt

Kongen var ved 19 – tiden blevet underrettet om branden. Han kørte derpå straks mod byen og umiddelbart til brandstedet. Han var ledsaget af Prins Valdemar og sin bror, Prins Hans. Prins Valdemar var hele aftenen behjælpelig med at redde, hvad reddes kunne.

Da dronningefløjen var fortabt, gav Kongen ordre til at sprænge den lille mellem-bygning til kirken med dynamit. Sprængningen blev foretaget af Løjtnant Faber fra Ingeniørtropperne.

Ved to – tiden meldtes kirken og museet ude for brandfare. Kongen var dybt berørt over branden. Han udtalte følgende:

• Under den Sorg, som igaar har ramt Os, vor Hovedstad og hele Landet, idet det stolte Christiansborg i Løbet af faa Timer er blevet et Rov for Flammerne, føle Vi Trang til at udtale Vor oprigtige og hjertelige Tak for de Beviser paa Mod og Uforsagthed, utrættelig ihærdighed og
  opfordrende Beredvillighed til at yde Hjælp, der – som Vi selv personlig havde Lejlighed til at overbevise Os om – i saa fuldt Maal aflagdes
  ikke blot af Kjøbenhavns Brandcorps og af Hærens og Flaadens forskjellige Afdelinger, Officerer, Underofficerer og Menige, men ogsaa den studerende Ungdom, saavel som Borgere af alle Samfundsklasser. Det er disse forenede Bestræbelser, det skyldes, at de nationale Skatte, som Slottet husede, I det væsentlige ere blevne frelste fra Undergang.
• Givet paa Amalienborg den 4de October 1884
• Christian R.

 

Formanden i centrum

Folketinget og Rigsdagen måtte holde deres møder under primitive forhold i Fredericiagade. Her forblev man til 1918, hvor man kunne tage det tredje Christiansborg i brug. Højesteret måtte flytte til Det Bernstorffske Palæ i Bredgade.

Og Folketingets formand kom i søgelyset, fordi han udtalte, at der ikke blev bygget et tredje Christiansborg. Dette blev bevidst misfortolket som en fornærmelse mod kongen. Formanden blev også beskyldt for at have ladet redningsmandskabet sørge for sit eget møblement forud for alle kostbarheder i den kongelige malerisamling.

Man regnede med at branden havde kostet tre unge soldater livet. Mindst 15 var blevet kvæstet, mange alvorlig.

 

Anerkendelse og kritik

En del brandfolk fik efter branden tilkendt dusører for deres arbejde. Det overordnede personale måtte nøjes med at have deltaget i det vanskelige slukningsarbejde. Dagbladet roste også brandvæsnets indsats men satte spørgsmålstegn ved materiellet. Men Dagsavisen mente at lederen, Meyer
ikke var sin opgave voksen. Men dette protesterede de menige brandfolk imod. I Berlingske Tidende forsvarede de deres leder.

Men Dagsavisen gjorde brandmændenes udtalelse til grin. Men så trådte kommandør Wilde til og satte tingene på plads. Også Brygger Jacobsen blandede sig i diskussionen. Og resultatet af det hele blev en styrkelse af brandvæsenet i København.

 

Kilde: 

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 

Redigeret 24-03-2022

Tre banegårde har hovedstaden haft. Ikke alt har været lige godt planlagt, når det drejer sig om jernbanedrift. Da Roskilde – banen skulle anlægges gik arbejderne bare. Enten var det for koldt eller for varmt. På Nørrebrogade kom der op mod 67 tog i døgnet, som man skulle stoppe for. Og på Klampenborg – banen brugte man alternative metoder, man skubbede toget ned af bakken. På Nordbanen skete der en ulykke med 40 dræbte. Med Boulevardbanen slap man for at køre ind i de fattige kvarterer, mente aviserne dengang.

De tidligste planer om en jernbane i det danske monarki går tilbage til 1830erne

 

Det sjællandske Jernbaneselskab

Samtidig med at regeringen besluttede sig til at støtte anlægget af Altona – Kiel Banen var der interesse i københavner kredse for baner på Sjælland.

Det begyndte i 1840, da Søren Hjort og Gustav Skram udsendte et meget optimistisk forslag om en jernbane fra København til Roskilde. Men de fleste var afvisende. De mente ikke at trafikbehovet var så stort, at anlægskapitalen kunne forrente sig. Men det lykkedes de to herrer, at få opbakning fra den nystiftede industriforening (1838). Den fik i 1844 koncession fra regeringen, og et aktieselskab Det sjællandske Jernbaneselskab blev en realitet i juli 1844.

I København blev der kun solgt for 250.000 rigsdaler i Aktier. Men i Hamburg var der mere gang i salget. Her blev der rigtig spekuleret i jernbaner og solgt for over en million. Man gik så i gang med at anlægge banen, og københavnerne fulgte dette med stor interesse.

 

Arbejdskraften – et problem

Det største problem var arbejdskraften. De danske arbejdere sivede væk, når høsten nærmede sig. De udenlandske arbejdere fik af en eller anden grund den opfattelse, at vintrene i Danmark var usædvanlig hårde. For en sikkerheds skyld stak de af allerede i juli måned. Og svenskerne kunne ikke tåle den danske mad.

De håndværkere, som man skulle bruge var underkastet de gældende lavsbestemmelser. De gjorde det så kompliceret, at regeringen måtte sætte bestemmelser ud af kraft for så vidt det gjaldt jernbaneprojektet.

Banen gik syd om Vesterbrogade. Valby Bakke blev også gennem-gravet. Det lykkedes lige akkurat at få banen færdig til det fastlagte tidspunkt. Den 16. juni 1847 foregik den højtidelige indvielse. Og det var selvfølgelig med Christian den Ottende i spidsen.

 

Banegården – langt ude for Vesterbro

Københavnerne var begejstrede, skønt banegården langt fra var færdig. Det var nærmest et stort skur, og det var vanskeligt at få billetter. Og så var bygningen af træ. Grundmurede bygninger var ikke tilladt uden for voldene. Ja banegården kom ikke til at ligge i selve byen, for vold-systemet var i vejen. Langt ude for
Vesterport blev den placeret.

Vognene blev overfyldte og der kom ofte til skærmydsler.

Banegården blev åbnet den 26. juni 1847. Den lå omtrent der, hvor den nuværende banegård ligger. Men sporene var vinkelrette på deres retning i dag.

Lokomotiverne havde navne, og turen tog en hel time. Der var fire stationer på vej indtil København og det var Valby, Glostrup, Hedehusene og Køge Landevej. Ved hver station blev der gjort holdt i tre minutter.

Finansielt var banen derimod en skuffelse. Aktionærerne havde håbet på et afkast på 6,5 %. Men dette opnåede de langt fra. Banen havde ikke den erhvervsmæssige betydning, som man havde håbet på. Måske kunne den få dette, når man førte banen helt til Korsør. Målet måtte være at føre banen tværs over øerne til Jyllands vestkyst med direkte forbindelse til England.

 

Til Korsør og Helsingør

I 1852 vedtog man ved lov, at videreføre jernbanen fra Roskilde til Korsør, men staten måtte garantere et udbytte på 4 % til aktionærerne. Atter fik man hjælp af engelske ingeniører, og efter en del vanskeligheder var banen færdig i 1856.

Efter 1856 voksede interessen for en rute til Helsingør. Men selskabet var ikke meget for denne nordgående linje, da banegården var lagt mod syd. Men efter lange forhandlinger blev man enig om en ny banegård nord for Vesterbros passage.

 

Banegård nummer to

Det var den førende arkitekt Herholdt, der stod for det imponerende byggeri med en vældig buekonstruktion. Den lå der, hvor Palads – biograferne og Axelborg ligger i dag. Der lå flere supplerende bygninger ved stationen. Drejeskiver og en godsbanegård, remiser og sporarealer fik hele herligheden til at fylde næsten hele det store område mellem Axeltorv, Gyldenløvsgade og Vester Søgade.

Opholdet i venterummet var dog ikke den store fornøjelse. Der var masser af sus og gennemtræk. Men ak – allerede i 70erne var denne banegård også for lille.

Det var ikke særlig gennemtænkt, for den eneste sporforbindelse til stationen førte over Skt. Jørgenssø via Gyldenløvesgade – dæmningen. På den anden side af søen delte sporet sig mod vest og nord. I Nørrebroparken kan man fornemme en del af strækningen. Den fortsatte langs sydsiden af Lersøen, krydsede over Lyngbyvejen og drejede mod nord til Hellerup og fortsatte videre til Klampenborg som endestation.

 

To stationer på Nørrebro

Først 20 år efter at Klampenborg – banen blev indviet fik Nørrebro en jernbanestation, ja faktisk to på en gang Station A og Station B. Den ene lå ud for Bjelkes Allés udmunding i Stefansgade og skulle betjene kunder mod København. Station B skulle betjene kunder mod nord og lå 250 meter nordligere ud for den senere Hillerødgades Skole.

Overskæringerne i bebyggelserne voldte en del trafikproblemer. Byggematadorer havde i årevis spekuleret på, hvor stationerne skulle ligge og havde bygget efter det. Skulle man til stationen måtte man i efterårs – og vintermånederne have gummistøvler på. Vejene til stationerne på Nørrebro var altid sumpede på disse årstider.

 

Klampenborg – banen

I 1863 blev jernbanerne til Klampenborg og til Lyngby åbnet. Klampenborg – banen blev en vældig succes. Togene blev stormet af sommerglade københavnere, der ville til Dyrehaven. Men ude i Klampenborg og Charlottenlund blev stationerne slemt molesteret under kampen for at komme hjem igen.

Allerede den første søndag var det hele ved at ende i en katastrofe. Fra København blev der afsendt i alt 34 tog med i alt 16.000 passagerer. Alle københavnere skulle prøve den nye damphest, der bragte dem ud til Dyrehaven, Kirsten Piils Kilde og Bakkens mange herligheder. Nu var det jo meget lettere. Før var turen gået i skrumplende kapervogne.

Og gæsterne skulle jo have det hele med. Resultatet blev, at alle ville hjem på samme tidspunkt. Ethvert hensyn til medpassagerer blev kastet bort. Mændene sloges med stokke og næver og børnene hylede og skreg. Kvinderne var mere fornuftige, de besvimede bare.

Togene blev stormet gennem både døre og vinduer. Det arme stationspersonale forsvarede sig med et sandt heltemod. Eder, forbandelse og trusler på livet haglede ned over deres syndige hoveder. Der blev sparket og puffet. Tøjet blev næsten flået af kroppen på dem. Da de endelig ud på natten havde fået det sidste tog sendt af sted mod København, sank de sammen og kunne betragte slagmarken. På Klampenborg Station var det ikke en hel dør eller et helt vindue tilbage.

En sidelinje til Nordbanen

I juni 1864 var Lyngbybanen ført videre over Hillerød til Helsingør. Her gik det slet ikke så voldsomt til. Men banen blev en kæmpe succes særlig om sommeren. Der var stor tilstrømning til de landlige byer Gentofte og Lyngby. Og succesen fortsatte.

Indvielsen fandt sted i overværelse af Kongen, Dronningen, Kronprins Frederik og Prinsesse Dagmar, den senere Kejserinde af Rusland.

Klampenborgbanen blev egentlig betragtet som en sidelinje til Nordbanen. På visse aftener kunne rejsende fra Klampenborg komme med Lyngbytoget, idet dette først kørte til Lyngby, derefter returnerede til Hellerup for endelig at køre til Klampenborg. De rejsende måtte selv bestemme, om de ville vente i Hellerup til toget fra Lyngby kom tilbage, eller om de ville tage hele turen med. Dengang så baneledelsen stort på den slags. Det gør de aldeles ikke i dag.

Det første halvår fragtede Klampenborgbanen ikke mindre end 186.495 personer. Ganske imponerende, må man sige.

 

En alternativ transport

Med hensyn til det første morgentog om sommeren klarede man sig på noget usædvanlig måde. Vognmand Jacobsen fra Lyngby var togfører på den første del af turen. I Lyngby spændte han sin hest for en almindelig 3. klasses personvogn, der var forsynet med skruebremse og kuskesæde fortil. Når det arme udasede dyr – for der var ikke to, som Banen reklamerede med – med møje og besvær havde trukket vognen til toppen af den bakke, hvor Jægersborg Station nu ligger, kravlede kusken ned fra bukken, spændte den sveddryppende hest fra og gav vognen et skub, så den af sig selv rullede ned til Gentofte Station, hvor den blev standset af skruebremsen.

Når passagererne var blevet udskiftet, fik den et nyt skub af stationens samlede personale og dragere, hvorpå den rullede videre til Hellerup Station, hvor den på ny blev standset og hægtet på Klampenborg – toget.

Nu kunne det jo ske, at skinnerne var fedtede på grund af regn og rimfrost, så virkede skruebremserne ikke. Men det var dog kun en bagatel, som man let klarede på Gentofte Station ved at lægge brændestykker ud. Så blev der sendt et telegram til Hellerup Station:

• Lyngbytoget er på vej. Sørg for en god hoben grus.

Dette var jo en meget miljørigtig måde, at gøre det på. Lyngby måtte vente helt til 1881 for at få sit rigtige morgentog. .

I 1848 havde selskabet 5 lokomotiver med 4 tendere, 18 personvogne og 52 fragtvogne. I 1855 var det samme antal personvogne men fragtvognenes antal var steget til 70.  I 1870 kunne man åbne banen fra Roskilde til Masnedsund.

 

Ny station i Helsingør

Nordbanens endestation i Helsingør var placeret ved Trækbanen i byens yderkant. Men det viste sig hurtigt at være en fejlinvestering. Det var alt for dyrt at omlæsse godset til hestevogne for så at transportere det til havnen. Man valgte at anlægge jernbanespor langs kysten fra Snekkersten til den nyopførte Helsingør Banegård ved havnen. Dette omfattende projekt blev indviet i efteråret 1891.

 

Omnibusser i København

I Københavns gader skete der også forandringer. Nu var det ikke mere så almindeligt at se folk til hest. I 1840erne kom der Omnibusser mellem København
og særlig besøgte steder i omegnen op ad Strandvejen.

 

De første sporvogne

I 1863 fik man sporvogne. Det var et engelsk firma under navn Copenhagen Railway Company Ltd. Der gennemførte hestesporvogne fra Frederiksberg Runddel til Trommesalen. Disse blev snart videreført gennem byen til Østerbro.

Politiet gav disse sporvogne forkørselsret. Kørslen startede den 22. oktober 1863. Vognene var indført fra England med åben bagperron, en udvendig spinkel trappe op til de åbne tagpladser. Der var spændt to heste for hver vogn.

En tur kostede 4 eller 8 skilling. Det var for dyrt for den almindelige arbejder, der skulle til og fra arbejde. Så i begyndelsen blev disse sporvogne kun benyttet af det pænere publikum.

 

Kjøbenhavns Sporvejs – Selskab

I 1866 blev driften overtaget af Kjøbenhavns Sporvejs – Selskab. Det var Tietgen, der havde taget initiativ til dette selskab. I 1867 anlagde et nyt selskab en sporvognslinje ud ad Nørrebro og inden længe så flere selskaber dagens lys. Og indbyrdes opstod der en livlig konkurrence.

• 1867 Nørrebros Sporvognsselskab
• 1872 Københavns Forstæders Sporvognsselskab
• 1883 Sølvgades Sporvognsselskab
• 1895 Københavns Omnibusselskab

 

Hyrekuskelavet og Taxameterkompagniet

I 1869 fik man organiseret et system med drosker under offentlig kontrol med faste takster og holdepladser. Jo der var gang i den kollektive trafik. Indtil 1869 var droskekørslen varetaget af Hyrekuskelavet. I 1908 overtog Taxameterkompagniet disse tjenester. De første drosketelefoner på Rådhuspladsen blev indviet.

 

Elektrificering af sporvogne

Hesteholdet hos de forskellige sporvognsselskaber var en stor udgift. Derfor forsøgte man i 1884 at anvende damp, men det mislykkedes. Først i 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hestene, og Nørrebro – linjen var den første, der blev elektrificeret.

Før 1890 var de københavnske gader berygtet for deres hullede brolægning. Det medførte, at der kun kunne anvendes små omnibusser med plads til få passagerer.  Det var ikke særlig rentabelt med alle disse små sporvognsselskaber, så i 1898 sikrede kommunen sig retten til dem for 40 år og bortforpagtede dem til A/S Tuborg – Klampenborg elektriske Sporvej. Det blev senere til NESA som byggede linjer af Strandvejen og Bernstorffsvejen.

Frederiksberg Kommune fik eneret på de frederiksbergske sporveje og linjen ad Falkoneralleen, der blev bortforpagtet til Frederiksberg Sporvejs og Elektricitets A/S.

Indlemmelsen af forstæderne fik kommunen til at overtage sporvejsdriften i 1911. Dette bevirkede en stor udvidelse af nettet.

 

Frederikssundsbanen

I 1879 åbnede Frederikssundsbanen, der løb over Husum, Brønshøj, Vanløse og stødte til Roskildebanen ved Frederiksberg. I 1886 anlagdes en ny person – og godsbanegård på Nørrebro. I 1894 fik denne forbindelse til Frihavnen, og to år efter til Frederiksberg.

I august 1897 åbnede Kystbanen København – Helsingør. Samme år blev stationerne på Østerbro og Vanløse indviet.  Inden strækningen Østerport – Hellerup
var klar blev togtrafikken mod nord Fra hovedbanegården ført over Nørrebro til Ryparken.

 

Kystbanen

Det var også i dette år, at sporene fra Østerport og Hellerup blev anlagt. Før 1917 startede alle kysttog fra Østerbro. Indtil 1935 kørte der udelukkende damplokomotiver på Kystbanen. Men udskiftningen til motortog gik langsomt, således kørte det sidste damplokomotiv på strækningen i 1965.

Anlæggelsen af Kystbanen blev en måned forsinket, da man skulle anlægge en bro over Mølleåen. Man fandt ud af at pælene ikke stod så fast, som de skulle. Bunden viste sig, at være meget blød.

Krigsministeriet ville ikke have at man lagde sporene for tæt på kysten. Tænk hvis en fjendtlig flåde i Øresund ville gøre brug af den. Forstvæsnet havde ikke noget imod en jernbane, bare der ikke skulle fældes et eneste træ. Som følge af servitutter, som Krigsministeriet havde indført skulle Kystbanen gå en stor bue ud over søerne til Nørrebro. Der blev også stillet et krav til Østerport Station, ja egentlig hed den Østbanegården.  Den måtte kun være midlertidig. Først 20 år senere blev strækningen ført igennem til Københavns Hovedbanegård.

 

Protest mod Kystbanen

Der skulle føres jernbanespor langs kysten fra Klampenborg til Helsingør. Samme år i 1897 kunne man også tage hjuldamperen Kronprins Frederik til Helsingborg.  Nu var det ikke alle der var lige begejstret for banerne. Således skriver en borger, C. Christensen fra Hørsholm i 1891:

• Det falder vanskeligt at forsone sig med en Plan, der vil anvende fem Millioner til en Jernbane paa fire Mil., hvis Hovedformaal – en direkte Forbindelse mellem København og Helsingør – kan opnaas paa anden Maade for mindre end den halve Sum. Man spørge uvilkårligt, om de nye Stationsslotte i Helsingør, Lyngby og Holte for Fremtiden skulle afvige Normen for vores Jernbanebygning – Alting dobbelt op? Og det gør ikke Planen mere tiltalende, at Anlægssummen skal laanes.
• At det københavnske Publikum i Almindelighed føler nogen stærk Trang til at faa en jernbane ført ind gennem Dyrehaven, synes ikke rimeligt.
• Man ser i Dyrehaven det herligste Klenodie, som København forud for alle andre Hovedstæder og vil \”for ingen Pris have Højskovens Fred
  forstyrret af Jernbanerummel, Sang overdøvet af Damppibens Hvin eller Skovbundens Duft kvalt i Kulrøg. Man anser det tilstrækkeligt, at der baade til lands og til vands er Overflødighed af Befordringsmidler til Skoven. \”Vil eller kan man ikke bruge sine Ben, saa kan man jo lægge en Hestesporvej, om det skal være lige til det uundværlige Skodsborg og hver Mand kan blive sat af ved sin Gadedør. Det kan dog ingen Jernbane besørge.
• Banen bliver en uheldig Kombination af Lystbane og Trafikbane, som Kystbanen forudsætter.

 

Ulykke på Nordbanen

I Aftenbladet den 12. juli 1897 kunne læserne følge en dramatisk beretning, nedskrevet af bladets medarbejder Herman Bang. Den navnkundige journalist med mere, tog med et hjælpetog fra Hovedbanen. Vi bringer her et uddrag:

• Forfærdende Ulykke paa Nordbanen
• Den frygteligste Ulykke, der I Mands Minde har ramt det kjøbenhavnske Samfund, er i Nat indtruffet paa Nordbanen ved selve Stationen i Gjentofte. Ulykken har en stor Katastrofes Omfang. Der er op imod Fyrretyve Døde og halvandet-hundrede Kvæstede.
• Da vi naar Hellerup, standser Toget, uden at vi forstaar hvorfor. Vi erfarer saa, at der ventes paa Pionererne, der paa Landevejen i Mørket ankommer
  i Løb. Det var, som disse Trin af de mange løbende under Vaaben varslede os Ulykken. Da vi forlod Hellerup, var Klokken ikke langt fra halvet. I frygtelig Hast gik det nu mod Gjentofte. Det var paa selve Gjentofte Station, Katastrofen var indtruffet.
• Vi hørte, strax vi sprang ud af Hjælpetoget, en lang Jamren gjennem Mørket, og vi saa i Mørket en utænkelig Forvirring af Ruiner – de mægtige Jærnbanevogne kjørte ind i hinanden, en forfærdelig Bygning, rejst midt om Natten.
• Ligene laa foran mine Øjne, som var det djækket Bord med dem, Side ved Side. Ansigterne – paa dem, der havde Ansigter – havde man dækket med Klude. Legemerne laa udækkede.
• Jeg saa en ung Pige, hvis Bryst var oprevet, bogstavelig flænget. Hun laa ved siden af et lille Barn, en lille syv a otte Aars Dreng, hvis Bryst er knust, saa Ribenernes Piber stikker frem over hans Blod, der fra Brystet rinder endnu. Hele Perronen synes blodig.
• Man bringer stadig flere, og man lægger dem stadig i Række.
• To af Soldaterne bringer et nyt Lig. Dets Hoved er skaaret af.
• Jeg vender mig og ser, at Pionerene er begyndt at arbejde. De bryder Vogndøre op og haler de kvæstede frem. De klavrer frem mellem Vognruinerne for at vende tilbage med Lig. De klatrer op i Vagonger, der er kjørte op paa Taget af andre, og de medbringer Legemer, der uafladelig skriger.
• Og bestandig bringer Pionererne flere kvæstede, flere haardtsaarede. Mannesker, der har mistet en arm, et Ben, et Haand.  

Og sådan fortsatte de højdramatiske beretning fra en journalist, der ikke sparede på detaljerne.

Lokaltoget fra Holte var blevet stormet af passagerer. Men de kunne ikke alle komme med. Da toget nåede Gentofte var perronen overfyldt. Kupédørene åbnede og folk skulle til at stige ind. Det var en halv snes vogne i toget. De fire af disse blev fuldstændig knuste. De var hovedsagelig fyldt med passagerer fra
Lyngby, hvor der havde været socialdemokratisk fest.

 

Lokomotivføreren blev gjort ansvarligt

Il toget fra Helsingør kom med susende fart. Pludselig så lokomotivføreren et uventet stoppesignal og et tog, der holdt på hans skinner. Han var ikke blevet varslet før dette signal. Hans lokomotiv var vel to hundrede alen fra det holdende tog på samme skinner. Han brugte øjeblikkelig vakuumbremsen, men den svigtede.

Med fuld styrke brasede toget op i det holdende tog. De to tog viklede sig ind i hinanden. Helsingør – lokomotivet havde kløvet de sidste vogne og knust dem og kvast dem – hugget dem til pindebrænde i løbet af mindre end et minut.

Lokomotivføreren i Helsingør – toget gøres ansvarlig for ulykken. Han blev idømt 6 måneders fængsel og en erstatning på en halv million kroner.
Slangerup – banen

Fra 1895 til 1901 blev godsbanegården bygget. I 1906 anlagdes Slangerup – banen og i 1907 Amagerbanen.

Det var et privat initiativ, der var skyld i oprettelsen af Slangerup – banen. Udgangspunktet var Lygten Station lige over den nuværende Nørrebro Station.
Banen gik over Emdrup, Vangede, Buddinge, Bagsværd, Hareskoven, Værløse, Farum og videre til Slangerup. I 1948 overtog staten driften. Den blev lukket i 1977.

 

Den ny jernbanelov

Jernbaneloven af 1904 revolutionerede de københavnske jernbaneforhold.

Man havde allerede i 1901 fremsat forslag om ændring af banegårdsforholdene. Men det kunne først i beskåret stand sættes i værk i 1904 efter en vanskelig gang gennem Rigsdagen. Hovedtanken var at person – og godstrafikken skulle adskilles. Den gamle hovedbanegård nord for Vesterbrogade skulle nedlægges og erstattes af en ny syd for Vesterbrogade.

Den ændrede linjeføring for banerne og den nye hovedbanegård var et hårdt slag for Frederiksberg. Det betød at persontrafikken over Frederiksberg ophørte. Bydelen opfattede det som om de var skudt ud på sidelinjen.

I 1914 blev protesterne hørt. Mod at betale for omkostningerne etablerede man persontrafik fra Vanløse til Frederiksberg.

 

Den nye banegård

Der blev nu bygget en ny hovedbanegård, som blev åbnet i 1911. Det var Statsbanernes overarkitekt Heinrich Wenck der havde tegnet banegården. I årene 1892 – 1902 havde han udarbejdet flere forslag, der dog alle blev forkastet for at være unødigt overdådige. Og datidens medier var nu ikke videre begejstret:

• Togene kører ind hvert under sit Perrontag. Perrontagene løber ikke helt ind til Bygningen. Der er nogle underlige Udbygninger med kalkede Mure
  og Paptag, der ikke svarer til de partier af Hovedbygningen, de er bygget ind mod. Tanken var først at lave en stor samlet Overbygning over Perronerne. Det ville sikkert have virket langt smukkere, men det blev alt for dyrt.
• Den uheldige Sammensætning af rød Mursten, Granit – Sandsten, Kridtsten, Beton, Skifer o.a. forstyrrer Helheden.
• Indretninger gør Helhedsindtrykket uroligt
• Man bliver træt af at vente og sulten, og saa vil man gerne vaskes, inden man spiser, for man bliver så snavset af at køre Jernbane.
• Man kan ikke høre, hvad udråberen råber og for udlændinge er det uden betydning.
• Hvis nu 3. kl. Ventesal kunde slippe for at blive et af Tobak og Øl stinkende Beværtningslokale, vil her også blive hyggeligt at opholde sig, og der er sikkert sørget for rigelig Ventilation.

 

Boulevard – banen

Et stort byggeri var anlæggelsen af Boulevardbanen i en tunnel under Vesterbrogade til Østerbro. Banen var nedgravet og delvis overdækket, delvis i en
åben banegrav. Den underjordiske strækning ved Nørreport Station benævnes populært som Røret.

 Udgravningen af Boulevardbanen startede i 1913 og den 1. december 1917 kunne to af Boulevardbanens fire spor tages i brug. Men på grund af materiale situationen under 1. verdenskrig måtte tog af Nordbanen til Hillerød dog afgå fra den gamle banegård helt frem til 1. oktober 1921. Men så var de sidste to spor også klar.

Nørreport Station åbnede den 1. juli 1918, men først den 15. maj 1934 blev Vesterport Station indviet.

I datidens aviser kunne man så læse, at det var bedre at køre med Boulevardbanen og køre nord på for så slap man at skulle gennem fattigkvartererne.

En omlægning af Frederikssundsbanen blev gennemført og et nyt dobbeltspor mellem Østerport og Hellerup blev anlagt.

Et gods – og rangerstation blev anlagt Ved Lygten mellem Nørrebrogade og Lersøen.

I 1919 indførtes fællesdrift af de københavnske og frederiksbergske sporvognslinjer. Med det nordsjællandske selskab NESA  fik man indført ensartede takster.

Anmeldelse af restauranten

På Hovedbanegården har mange gæster i tidens løb fået et måltid mad. Og dette har da sandelig også afstedkommet madanmelderes besøg. Vi bringer en fra dengang.

• Stedet er Hovedbanegaardens Restaurant og Café. For et Par Aar siden overdroges den i Koncession til Restauratør Viltoft, der i den forløbende Tid
  har haft overordentlig megen Glæde af sin Virksomhed og set den vokse fra Dag til Dag. Her er bestandig myldrende Travlt, naturligvis Travlest ved Togtider, hvor Folk bogstavelig talt staar med Uhret i Haanden og spiser deres Beuf. Serveringen er hurtige, de forskellige Retter klare til øjeblikkelig Udrykning, saa at man undgaar de forskellige Café – ærgrelser, der altid møder En, naar man har mest Hastværk og Priserne er sat saa lavt, at ingen ligestillet Cafè kan gøre det.
• Betegnende er det i saa Henseende, at Banegaards – restauranten var den første københavnske Café, der indførte de nedsatte Priser uden derfor at
  trække ind på Kvaliteten. Pauserne imellem Togtiderne giver et behageligt Pust af Fred. Da virker Restauranten ved Hygge og Ro, og de store smukt
  monterede Lokaler har mere end én hyggelig Krog til sine Gæster men tillige ogsaa aabne vue over caféens morsomt brogede og dog stilfulde Liv.

Ak ja, Bladet havde åbenbart glemt denne anmeldelse, for et par år efter sendte man en ny anmelder. Og den var knap så positiv.

• Min Livsstilling medfører, at jeg ofte maa foretage Rejser til København og jag har adskillige Gange haft Lejlighed til at indtage Maaltider i Hovedbanegaardens Restaurant. Bestandig har jeg befundet mig vel dér i de hyggelige afdæmpede Omgivelser med fortrinlig Mad og gode Vine
  paa Bordet af en overordentlig høflig og vel træneret Tjenerstab.
• Men den Mængde af Rejsende, der fra de forskellige Tog strømmer ind i Caféen og bogstavelig talt på Minutter fylder Restauranten op til sidste Siddeplads har ofte gjort mig fortvivlet. Saaledes er Forholdene nu, men hvorledes vil da Billedet af Fremtiden tegne sig efter at Direktør Viltoft fra den 1ste kærkommen Prisnedsættelse, en Prisnedsættelse, der lader Folk købe sig en Kop Kaffe eller The for 50 øre, Smørrebrød fra 20 øre etc. ligesom ogsaa Priserne på Spiritus er stærkt reducerede. Utvivlsomt vil Tilstrømningen da blive større end nogensinde før.

Hvor skal vi andre gøre af os selv. Var det ikke Tænkeligt at restauranten kunne udvides ved at man for eksempel inddrog Rundrejsebureauets Lokaler.

 

Problemer på Nørrebro

Nørrebro var altid fyldt med en os af kulfyldt røg, og der var en lugt af brændt kul, som lagde et lag sort støv over det hele. Og det var ikke mindst jernbanen, der var skyld i dette. I 1924 var der efterhånden en del færdsel på Nørrebrogade. Men de måtte stoppe for toget. En trafiktælling fra den 26. februar 1924 afslørede at bommen var nede 78 gange på et døgn, for at lade 67 tog passere.

Det var en stor lettelse for beboerne at den nye Nørrebro Station og Højbanen blev indviet i 1930.

 

S – tog

Elektrificeringen af statsbanernes nærtrafik blev vedtaget i 1930. Og i 1934 kørte de første S – tog på strækningen Frederiksberg – Vanløse – Hellerup, Valby – Hovedbanegården – Klampenborg. og Hellerup – Holte. Dette medførte en voldsom udvidelse af nærtrafikken.

S i betegnelsen S – Tog står ikke for noget bestemt. Navnet fandt man frem til, gennem en rundspørge. Der blev enighed om at betegnelserne S – Tog og S – Bane var de bedste forslag. Måske havde man kigget lidt på tyskerne, der tre år tidligere havde indført S – Bahn.

 

Dårlig generalprøve

Det første elektriske tog kørte fra Frederiksberg Station den 3. april 1934. En melhandler fra Frederiksberg havde egenhændig selv sørget for, at stationen var pyntet til lejligheden. Det ville DSB ikke.

Dengang kunne man få en såkaldt Badebillet, og så skulle man lige vende sig til at taget kun holdt 30 sekunder ved hver station. Venstre var meget imod projektet. De mente, at man smed penge ud til københavnernes fornøjelse.

Generalprøven på S – togene forløb nu heller ikke særlig godt. Den fandt sted i november 1933. To elektriske motorvogne og en mellem-vogn blev trukket til Vanløse af et damplokomotiv. Herfra skulle toget af egen drift køre til Hellerup. Ifølge Ekstra Bladet var det en kæmpe fiasko, da der med to timers forsinkelse blev fløjtet afgang:

• Først kl. 11.08 indtraf det historiske øjeblik, da et dansk statsbanetog for første gang bevægede sig ved elektricitet. Det blev dog kun til to – tre timer. Så gik fænomenet i stå igen. Først er det krabben oven på taget, der må slibes, så må kompressoren smøres. Så er det bremserne, der er kludder med.

Toget kom dog af sted med yderligere en halv times forsinkelse og vakte ifølge Ekstra Bladets videre beskrivelse en del opsigt:

• Personalet på stationerne kigger langt, og ud af højbanen på Nørrebro hænger familierne ud af vinduerne flere steder for at se underet.

I 1939 åbnede man en trolleylinje mellem Nørreport og Lyngby – Jægersborg. Desuden oprettede man omni-billinjer fra flere sporvognes endestationer. I 1939 var der 12 linjer, hvoraf 9 blev drevet af private vognmænd.

 

Kilde:-

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• Under København ligger 191 artikler
• Under Østerbro ligger 101 artikler 
• Under Nørrebro ligger 304 artikler 

 

• Linje 18
• Københavns Sporveje – dengang
• Sporvogn på Østerbro
• Amagerbanen
• Strandvejens historie
• Nord for Østerbro
• Dengang, der kom en sporvogn
• Med tog over Lersøen
• Nørrebros mange stadioner
• På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Tog på Nørrebro
• Omkring Nørrebroparken 1-4
• Den Gamle Jernbane på Nørrebro

Redigeret 25. 03. 2022

 

Vi besøger Europas største badeanstalt Helgoland. Vibensgaard bliver præmieret og Sportsridderklubben Store Vibenshus samler 80 deltagere til Hubertusjagt. Blindeinstituttet og den gamle fabrik Øresund bliver besøgt. Man samler ind til Københavns Idrætspark og ser tilbage til dengang Østerbro var idyllisk. Der var
brand i Jerusalemskirken og Hellerup Glasværk. Vi besøger Østerbro handelsskole og Hans Just. Så rejses en skamstøtte for Struensee – og så videre. 

 

Badeanstalten Helgoland (1902)

Den ny store sø – badeanstalt, der ligger i Svanemølle – bugten ved den ny Strandvej, og som sidste år blev åbnet for publikum, har allerede for længst vundet så stor tilslutning fra publikums side, at Aktieselskabet har udvidet den i forvejen omfattende virksomhed, så den i vinter har kunnet byde velkommen i sin fortrinlige vinterbadeafdeling.

Det moderne badeetablissement ligger med sine hvide tage i solen omgivet af Øresunds blå vand. Den omfatter forskellige afdelinger – skolebade, herre – og dameafdeling samt restaurant. Den kan let rumme 4.000 mennesker på badeafdelingen og 4000 tilskuer omkring sportsbassinet. For de badegæster, der dyrker søbad året rundt, er det interessant at vide, at der findes
centralvarme i de hyggelige omklædningsrum, ligesom der er indrettet overdængede bassiner.

De varme saltvandsbade er Helgolands specialitet. Vandet oppumpes direkte fra sundet og badet gives som karbade eller douche. Fyrrenålsbade kan man også få. Og så er der en afdeling for både universal og lokal massagebehandling  Det er hvis nok Europas største søbade-anstalt. Den er bygget på ca. 2.400 pæle og har en facade på 30 meter. Længden er 360 meter. Dette dækker 14.000 kvadratmeter.

En 110 meter lang bro fører fra land til den private afdeling. Et højt tårn med ur til 4 sider viser, hvor den begynder. Bassinet er 32 meter langt og 7 meter bredt. Damerne har deres egen bassin. Endvidere forefindes der på anstalten kiosker til cigarer, blade, postkort, chokolade, blade, chokolade og konfekt. Der er sygeværelse og afdelinger for manicure og fodpleje samt frisørsalon. Der er endvidere en cykelstald til 500 cyklister.

Yderst mod rum sø er der en restaurant med plads til 400 mennesker. Den er indrettet i 4 afdelinger og kan benyttes i al slags vejr. Der er en enestående udsigt ud over Øresund.

Anstalten som kan gøre stor gavn for det badende folk og en stor pryd for byen. Selskabet bag dette ejer også en badeanstalt på Amager, samt den gamle badeanstalt Helgoland ved molen i Kalkbrænderihavnen.

 

Flotte bygninger (1904)

Vibensgaard på Strandvejen lige over for det gamle Vibenshus er blevet præmieret. Arkitekt Rosen har ofte overrasket ved den frodige fantasi.  Bygningen har med sine røde mure og grønne tage sine spir og karnapper sine altaner og forsiringer med sandsten og forgyldte skjolde efterladt et imponerende indtryk. Lejlighederne er lyse og rummelige og indrettet efter alle
den moderne tids fordringer.

 

Fælledparken (1905)

Som bekendt er det meningen, at det store fællesareal som begrænses af Tagensvej, Nørre Allé, Jagtvejen, Østerbrogade og Blegdamsvejen i løbet af nogle få år skal undergå en væsentlig forandring. Man vil beholde fællederne som byens lunger. Vi er ikke forvænt med sådanne parker.

Der har i den anledning været nedsat en kommission og udskrevet en konkurrence, hvis resultat forligger. Der er dog ikke uddelt nogen førstepræmie, da ingen af de indkommende udkast syntes værdig til dette.

 

Sportsridderklubben til Hubertusjagt (1906)

Det var et oplivende syn at se 80 medlemmer af Store Vibenshus Sportsridderklub samle sig ved Posemandens Hus. De mange herrer var i røde jægerfrakker og hvide benklæder og de
elegante damer af hvilke mange red på en så moderne mode a la cavaliér. Efter et kort foredrag af Ritmester Rørdam startede den spændende hubertusjagt.

 

Blindeinstituttet (1907)

Det er 50 år siden, den danske regering ved lov vedtog oprettelsen af det institut som den dag i dag i de samme bygninger udfører sit velsignelsesrige gerning. Administrationen kræver meget arbejde, idet eleverne ikke som i andre skoler, deles i klasser efter alder, men her sysselsættes, dels efter fag i de håndværk, de lærer, dels efter evner og åndelig standpunkt.

Næsten alle instituttets elever kommer fra fattige hjem, det er husmands – og arbejderbørn, og ikke få af dem er født uden for ægteskab. De kommer ofte i en ussel tilstand, med eller de unoder en blind får, ved at blive overladt til sig selv. De skærer de frygteligste ansigter og har mange pudsige snart stygge bevægelsesvaner. Efterhånden som lægevidenskaben skrider frem, fortæller forstander Plesner, formindskes antallet af blinde. Ved folketællingen i 1896 fandtes der 1.153 og i 1901 kun 1.047.

Anstalten huser indenfor sine mure 100 elever, deraf 63 drenge og 37 piger. Drengene oplæres som kurvemagere, børstenbindere, rebslagere og skomagere, eller for de bedst begavedes
vedkommende som musikere. For øjeblikket der 15, der får musikundervisning, og deraf menes 6 – 8 stykker at kunne ernære sig derved. Instituttets elever opnår ofte stillinger som organister og 2 er endda blevet lærere i musik.

 

Fabrikken Øresund har jubilæum (1909)

Netop nu ved professor Julius Thomsens død fejrer Kryolit-fabrikken Øresund sit 50 års jubilæum. På hans undersøgelser og beregninger, på hans initiativ blev denne fabrik grundlagt og den åbnede på hans 33 årige fødselsdag.

Han opnåede i 1853 patent for 10 år på en metode til anvendelse af kryolit til fabrikation af de ret værdifulde produkter natron og lerjord. Disse kom senere i anvendelse ved fremstilling af jernkar og til fabrikation af metallet aluminium.

Øresunds chemiske fabrikker har haft en broget og ikke altid jævn blomstrende udvikling. Den startedes af firmaet Theobald Weber & Co. Og efter deres død var det Tietgen og Julius Thomsen, der førte det videre. I 1869 solgtes virksomheden ved en auktion til G.A. Hagemann og Wilh. Jørgensen. I 1902 omdannedes det til et aktieselskab.

 

Københavns Idrætspark (1910)

En stor kreds af medborgere fra alle samfundsklasser har med grosserer Emil Vett som den energiske hovedkasserer og organisator udstedt et opråb om at støtte arbejdet for ved dannelsen af en idrætshal at sikre opførslen af det store prægtige idrætshus, som arkitekt Søren Lemche har givet tegninger til.

Det er en betydningsfuld national sag, det her drejer sig om. Det store kommunale fællesanlæg vil ved sin idrætspark blive et centrum for at landets sunde og gode sportslige udvikling. Man må håbe, at denne sag får en stor vækst, thi den nation, der sætter noget ind på at give sin ungdom, en sund legemlig udvikling skal nok få at føle, at manddomskraften vil stige i de kommende tider. Hvad har ikke verdens dygtigste folk, englænderne opnået gennem deres systematisk udviklede idræt?

Når Fælledparken nu får sin afdeling for idræt, så må vi også have huset bygget, hvor gymnastikken får sit hjemsted.

 

Østerbro – Erindringer (1912)

Det er næppe nogen bydel som Østerbro, der har forandret sig og skiftet væsen så hurtig. Det var havernes bydel, hvor lystgårde og landsteder lå. Der var udsigt ud på Øresund med de store skibe, der skummede af sted for fulde sejl. Tæt ved Sundet lå det gamle kalkbrænderi med sit mærkværdige udseende. Ovne til at brænde kalken i, og langs sundet gik strandpromenaden, omtrent hvor nu Strandboulevarden er. 

Af den gamle strandpromenade er kun en stump tilbage nedenfor Gefions Plads, men ellers er det af det rigtige gamle Østerbro næppe meget tilbage uden måske nogle træer gemt inde i en gård eller den lille trægruppe, der står på Melchiors Plads.

Alt det andet gamle idylliske, maleriske og træbevoksede Østerbro er konverteret til mursten og atter mursten med brobelægning.  Men søen, Sortedamssøen ligger stadig derude på sin gode plads, og den er da hverken blevet tilkastet eller overbygget.

Ganske rigtigt, søen ligger der. Men den er blevet stukket, og har mere karakter af bassin med særlig af-skårede kanter. Men tidligere var det en rigtig indsø med strandbred, landsteder
på begge sider og de store blegdamme med de agtpågivende vægtere med deres kohorn. I baggrunden kunne man skimte trætoppene fra den nu forsvundne Classens Have, hvis ord er knyttet til livjægerne fra 1807.

I nærheden lå den såkaldte Manchester – Fabrik, senere Meyers Voksdugsfabrik, hvor nu Soldenfeldts Stiftelse er.

I baggrunden til venstre ser man Tutein, senere Rosendal ved hjørnet af den nuværende Slagelsegade. Hvor poplerne ranker sig er nu Willemoesgade og længst til højre ligger kommandør Petersens palæagtige bygning Det hvide Hus ved hjørnet af den nuværende Classensgade, hvor Rosenkilde Senior boede i sin tid med familie.

Bag dette hus, lå en stor dyb dam, der hørte til det Iselinske Kattuntrykkeri på Rosendal. Den gik parallel med Classensgade omtrent i højde med, hvor Kastelsvejen begynder. I begyndelsen af forrige århundrede blev den brugt til svømmeøvelser for eleverne på det Nachtegalske Institut. Dette var blevet oprettet på nuværende Hauserplads af gymnastikpædagogen Nachtegal.

Går man ned af Classensgade, der indtil 1869 hed Citadelsvej, er nu næppe mange, der ved, at der i det nuværende nr. 7 i juli 1857 af en tømmermester Møller blev indrettet en badeanstalt med russiske samt varme Douche – og Styrtebade. Den bestod en halv snes år, men blev så nedlagt. Og der gik da adskillige år inden Østerbro atter fik en Varmebadeanstalt.

Når man kom til det sted, hvor nu Kastelsvejen skiller sig fra Classensgade fortsatte gaden for ca. 70 år siden af en prægtig Kastanjeallé, der bøjede mod nord og som udmundende i nuværende Livjægerallé, der er en del af Classens Haves grund.

Alléen gik langs med de gamle fiskedamme, hvor der i sin tid lå et fiskehus, der i 1746 beboedes af fiskemester Johan Wilhelm Schwermann, som her havde traktørhus. Han ejede også et hus ved det nuværende Nordre Frihavnsgade.

Dammen der senere kaldtes Aggersborg Sø, forsvandt først for ca. 30 år siden, og i denne lå der to øer, en større og en mindre.

På den større havde i midten af forrige århundrede vekselmægler H.C. Aggersborg opført en hyggelig stråtækt villa, indvendig rigt udsmykket. Villaen, der var af træ lå på den nordlige side af øen med facade mod den føromtalte allé. Adgangen til denne førte over en smal træbro. .

I søen var et svanepar, skænket af selveste Fru Heiberg. En bådebro gav adgang til villaens flåde – et par robåde. I 1898 blev det hele jævnet med jorden.

I nærheden heraf var Classens gamle hovedbygning beliggende, det lidet skjønne Justineborg.

Rosenvænget var adskilt til promenaden af en dyb grøft eller nærmere en å, i hvis vand, der forekom den sjældent forekommende røde alge, der hvis nok gav stof til en doktordisputats.

Inde i selve Rosenvænget vil man – så mærkelig det end lyder – finde et minde om det gamle kongelige teater, der på det sted forsvandt for 50 år siden. Det er nemlig de stenstøtter, som omgærder nr. 46 i Rosenvængets Allé.

 

Jerusalemskirkens brand (1914)

Natten mellem den 20. og 21. januar blev Jerusalemskirken – de fattiges kirke – i Rigensgade lagt i aske. Det var hårdt, at se den smukke og brugbare kirke gå op i luer. Det var et tungt slag for menigheden. Gennem årene er der ført en række sociale tiltag fra kirken for byens fattigste. Befolkningen opfordres til at hjælpe kirken med en indsamling. Skal kirken opføres i samme skikkelse, ja så kræves der mindst 100.000 kr.

Pastor Basts virksomhed ligger nu i aske. Der kom ingen til skade, skønt både de hjemløse i krypten, Børnehjemmet og brand – og redningsmandskab ofte var i fare. Forhåbentlig vil kirken snart igen rejse sig fra sin aske.

 

Brand i Hellerup (1915)

Den brand, der for et par dage siden hærgede Hellerup Glasværk vil måske vise sig at få en større og alvorligere rækkevidde and man i første øjeblik skulle tænke. Sagen er nemlig den, at Hellerup Glasværk er det eneste i Danmark, der i udstrakt målestok beskæftiger sig med at fabrikere flasker. Og hvis flaskemaskinerne viser sig at være ødelagt, vil bryggerierne og andre flaskeaftagere på en følelig måde få det at mærke, idet det sandsynligvis vil vise sig umuligt at fremskaffe fra udlandet. Hellerup Glasværk fremstillede 50.000 flasker pr. dag.

 

Østerbro Handelsskole og Læreranstalt (1917)

Ingensinde har kravene til de unges uddannelse været større end nu. Den enkeltes kundskaber og dygtighed er en livsbetingelse ikke alene for samfundet, men også for vedkommende selv, om han eller hun da skal stå videre end til middelmådighedens trøstesløse tilværelse.

Østerbro Læreranstalt og Handelsskole har med heldig hånd løst en betydelig del af den store opgave at bibringe de unge en god uddannelse. Skolen blev oprettet den 1. marts 1915, og har i dette korte tidsrum været besøgt af ca. 700 elever.

Den enkelte elev har lærerstabens opmærksomhed. Derfor sinkes den flittige og intelligente elev ikke af den mindre fremmelige. Skolens ene afdeling – Handelshøjskolen omfatter fagene, dansk, regning, skrivning, maskinskrivning, bogføring og stenografi samt sprog.

Skolens betalingsvilkår er yderst moderate, ligesom den råder over hele og halve fripladser for flinke elever. Undervisning om aftener er selvfølgelig også en mulighed.

 

Et mærkeligt mindesmærke (1918)

Det er i disse dage, takket være en ung dansk historiker rejst en diskussion om den så miskendte danske statsmand Struensee, der den 28. april 1772 mistede livet for bøddelens økse. Han faldt som offer for den smålighed, der desværre også i tidligere tider fandt man det retfærdigt, at den dygtige statsmand blev henrettet.

Det er først i vore dage, altså næsten 150 år efter, at man har fået øjet op for hvordan Struensees reformer i hovedsagen falder sammen med nutidens demokratiske og humane krav. I virkeligheden var Struensee måske en af de største statsmænd, vi har haft.

Han fortjente et bedre mindesmærke end den skamstøtte over dansk småløshed, der rejst ude på Øster Fælled. Det var her hans hoved og højre hånd måtte falde for øksen.

 

Hans Justs Magasiner (1919)

Efter års energifyldt arbejde stod firmaet Hans Just for nogle måneder siden overfor virkeliggørelsen af en ide, der slægtled frem vil skabe det gamle og ansete monument. Det drejer sig om firmaets smukke virkelige granodiøse pakhus i Århusgade. Ved ordet pakhus forbinder man i al almindelighed sikkert begrebet om et let forhutlet, ynkværdigt træskur. Men det er langt fra tilfældet med denne bygning.

Hans Justs Magasiner er lidt af en skyskraber, der fuldstændig dominerer sine omgivelser og dertil fornem og stilfuld. Pakhusets samlede gulvareal er 13.145 m2. Den an klare en samlet belastning på 20.000.000 kg. Trappetårnets højde er 30 meter. En ikke ringe højde, når man betænker at Rundetårn er på 36 m.

Der findes i pakhuset en 1 tons og 2 tons vareelevatorer. En vognelevator kan løfte 12 tons. Så er der en personaleelevator, der kan klare amerikanske hastigheder af 60 meter i minuttet. Man har brugt ikke mindre end 1.000.000 kg cement og 330.000 kg. Jern. Man må lade firmaet, at foretagendet er dristigt og stort slået op, med sikkert blik for Københavns muligheder
som Nordens handelsmæssige stabelplads. Allerede nu er hver en plads i den store bygning optaget.

 

Kilde:

• litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler
• Gamle aviser og tidsskrifter

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du  101 artikler

Redigeret 2.12.2021 

Navnet på kirken er Skt. Alban, opkaldt efter Englands første martyr. Men egentlig eksisterede der i fordoms tider allerede en kirke med samme navn i Odense. Men længe før kirken blev indviet samlede den engelske menighed sig i Brødremenighedens sal i Stormgade.

 

Ja egentlig er kirkens adresse uden for Østerbro, men alligevel tager vi den med her. Den ligger omringet af skønne omgivelser i Grønningen. Lige ved Esplanaden og Churchillparken
ligger den.

 

Prinsessen af Wales ligger grundstenen 

Det var Prinsesse Alexandra af Wales, der lagde grundstenen til den ny kirke. Mange fyrstelige personer var til stede og mange flag prægede hovedstaden. Et telt var rejst på stedet. Højtideligheden begyndte efter de kongelige herskabers ankomst. En salme blev sunget, og herefter blev prinsen og prinsessen af Wales af den engelske gesandt ført frem til en baldakin,
hvorunder grundstenen hang i et tov.  Da en bøn blev afsagt blev stenen hejst ned i et leje og prinsessen murede stenen under vejledning af kirkens arkitekt Mr. Blomfield. Prinsessen brugte en flot sølvmurske.

Prinsen tog derefter ordet, og takkede de danske myndigheder for deres hjælpsomhed. Derpå blev der atter udført en hymne og fremsagt en bøn, og dermed var den egentlige handling
slut. De kongelige herskaber opholdet sig derefter i teltet og efter at både den engelske og danske nationalsang var blevet afsunget begav herskaberne sig til deres vogne. De blev kørt til Toldboden og begav sig ombord i Osborne.

 

Planer om en engelsk kirke

Den engelske menighed i København mødtes inden den engelske kirkes indvielse i Brødremenighedens Sal i Stormgade. Rummet mindede dog ikke ret meget om en kirke. Og i en lukket gård skabte den ikke ret meget opmærksomhed. Det fortælles, at menigheden stammer helt tilbage fra 1834 Men egentlig samlede man sig allerede i 1771. Gudstjenesterne foregik da i det britiske gesandtskabs hotel.

Allerede i 1853 startede interessen for en engelsk kirke. Under opfordring af professor G. Stephens startede man et udvalg, der skulle arbejde for dette. Man blev enige om, at kirken skulle ligne en engelsk landsbykirke og have skønne omgivelser. Men ak, militæret ville ikke afstå den påtænkte grund. Det gik ud over Københavns sikkerhed.

Samtidig bestemte den russiske kejser, at der i den stad, hvor hans gemalinde var blevet født, skulle der dels på stadens bekostning, dels ved kejserlig gavmildhed rejses et kapel, der var den russiske kirke værdig.

 

Indsamling

Dette forhold forstærkede den engelske interesse. Med medvirken af den daværende storbritiske gesandt, H.C. Vivian lykkedes det at erhverve grunden ved Grønningen. Den daværende krigs – og marineminister Ravn stillede sig meget velvillig. En indsamling blev startet både i England og Danmark. En betydelig sum blev indsamlet.

Kirken blev bygget i 1885 – 1887. Man ville undgå mursten og puds. Helst ville man have brugt svensk kalksten, men Faxe kalken var væsentlig billigere. Så man blev enig om at bruge begge sten. Tårnet er hele 45 meter højt. Under den tyske besættelse fortsatte man med at afholde engelske gudstjenester.

 

Englands første martyr

Navnet Skt. Albani stammer fra Englands første martyrer. Han siges at have lidt døden i året 300 efter Kristi. Han var blevet omvendt til kristendommen af Amphibolus, en præst som han modtog i sit hjem i Verulam i Hertfordshire og skjulte under en forfølgelse. Ambifolius slap bort i Skt. Albanis klæder, men hedningenes vrede vendte sig mod denne. Han værgede sig ved at ofre til afguderne. Han blev pint og halshugget. Der, hvor dette skete, rejste der sig en Kirke af vidunderlig skjøn Bygning.

Det var begyndelsen til det store Benediktinerkloster Skt. Albans nord for London, hvis forstander gik forrest blandt alle Englands abbeder, fordi Skt. Alban var Englands første martyr.

 

Skt. Alban i Odense

Det var relikvier af Skt. Alban og Skt. Osvald, som Knud den Hellige bragte til Odense. Disse skulle indgå i en stenkirke, som Knud havde påbegyndt. I mellemtiden blev de opbevaret i en trækirke, hvor kongen dræbtes.

Stenkirken blev indviet til Sankt Knud men Sankt Alban beholdt sin egen kirke helt til reformationen, da den blev nedlagt. Sognet samlede sig derefter om Skt. Knud.  Men i 1867 genopstod Skt. Albani i Odense, som en missionsstation. Katolikkerne indviede den 31. maj 1870 Skt. Mariæ Kirke i nogle gamle bindingsværkshuse. Den 21.10.1906 blev grundstenen til en Skt. Albani Kirke lagt. I 1908 blev kirken indviet af Biskop von Euch.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 2.12.2021

 

Vi skal vidt omkring. Bispebjerg hospital, kirkegård og mølle. Et nyt lærlingehjem, samt to gange på besøg på Nørrebros teater. Et farvel til Lygtekroen og historien om den lille dreng, der var forsvundet i 4 dage. Vi besøger en stor virksomhed i Rådmandsgade og følger en nedskudt betjent til graven. Et børnehjem på Bjelkes Allé og en voldsom brand i Nordvestgade når vi også. En køreskole på Nørrebrogade har undervist 450 elever

 

Kirkegården på Bispebjerg (1903)

De dødes have skal være den sorte ramme om kirkens alvor. Men i vor tid er det ikke råd til at understøtte kirkerne på denne vis. Den store by kræver plads. Huse og gader har rejst sig over fortidens grave, mens kirkegårdene lægges ud, bort, hvor der endnu er vidt til siderne. Koldt og nøgen ser det ud. En have
uden træer, en uendelig sneørken med døden i sig. Sporvejsnettet er allerede draget ud forbi Bispebjergs ensomhed. Hist og her på kirkegården står et frygtsomt træ i ranglet ungdom.

 

Bispebjerg Mølle (1903)

Tilbage er nu kun Bispebjerg Mølle. Den har i flere år ikke været i gang, idet dens afløser, Dampmøllen allerede i længere tid har ligget ved dens side. Lad os dog håbe, at den gamle mølle, på hvilken tidens tand allerede er begyndt at grave, må blive bevaret, selv om den ikke længere kan tjene sit oprindelige formål. Den hører nu engang til det udvidede Københavns mærkepunkter.

I disse dage er Bispebjerg blevet mere kendt, idet den nye sporvognsrute Aladdin – Bispebjerg i løbet af 41 minutter fører sine passagerer fra det yderste Christianshavn helt ud til den gamle mølle.

 

Det Nye Lærlinge – Plejehjem (1904)

Ude på Nordvestvej lige over for Brorsons Kirken har der rejst sig en stor og anselig bygning af røde mursten opført af arkitekt Nørreskov. I både bygningens ydre og de mange morsomme enkeltheder vidner om en god arkitektonisk skole. Det er Varelotteriet, som efterhånden har evnet at opføre den nye afdeling af det gamle Lærlingehjem i Nørre Søgade. Her er plads til 116 lærlinge, som får et hjem, der i alle retninger tilfredsstiller alle fordringer til værelse, renlighed, bekvemmelighed osv. Den store gymnastiksal, den store spisestue, køkkenet og alle de andre rum viser, hvor meget, der gøres for de unge håndværkere for øjeblikket.

 

Hård kamp for Nørrebro Teater (1904)

Nørrebro måtte kæmpe en lige så hård kamp for at få et teater som en jernbanestation. Allerede for en snes år siden kom tanken om at få et teater til bydelen. Først da Hr. Ferdinand. Schmidt og Fru Schwartz – Nielsen for et års tid siden havde vendt henholdsvis Dagmarteatret og Kasino ryggen lykkedes det at få banket på den for alle tilnærmelser hidtil lukkede dør, således at den sprang op og lod en koncession slippe ud. Men sådan en koncession er snæver. Den sætter grænser for antal af personale og stykkets længde. Men den sætter ikke grænser for det gode humør.

For familier med små lejligheder, for pebersvende og for mange andre åbner et teater som Nørrebros mulighed for en selskabelighed, som det hidtil har været umuligt at drive på denne kant af byen.

I stedet for at byde venner og bekendte hjem til sig og have bryderi med at skaffe dem plads og forplejning der, inviterer man dem i Nørrebro teater, hvor der kan skaffes plads til forplejning og underholdning langt bedre end derhjemme.

Så meget er vist, at hvis der på Ravnsborg fortsættes, som det er begyndt med lystspil om vinteren og revy om sommeren.

 

Bygningspræmie til Guldbergsgade 7 (1905)

Man vil påskønne særlige smukke eller praktiske privatbygninger, der bidrager til at hævde byens arkitektoniske niveau.

Sadelmager og tapetserer Reinstrup har ladet opføre et beboelseshus i Guldbergsgade 7. Og det er arkitekt Nicolai Hansen, der står bag. Det søger navnlig sin fortjeneste i den både smukke og sindrige måde, hvorpå gadens ensformige og lidt kedsommelige husrække er brudt ved en indskrænkning i facaden uden
at det er gået ud over lejlighedernes hensigtsmæssige og formålstjeneslige indretning.

 

Farvel til Lygtekroen (1905)

Den gamle Lygtekro er ikke mere. Den er som så meget andet i vor brutale tidsalder bukket under for den stadig voksende storstads krav og puls og let tilgængelige kommunikationer. Det er ikke så mange år siden, at det i københavnernes bevidsthed, var noget af en rejse, når man talte om at spadsere ud til Lygtekroen. I den gamle stue eller ude mellem de krogede træer kunne man så indtage en forfriskning efter strabadserne. Men så kom sporvognen. Distancen
svandt ind, store huse løftede sig rundt om den stråtækte længe. Lygtekroen blev efterhånden lillebitte, trykket af omgivelserne og af konkurrencen.

Et par gange gjorde flammerne forsøg på at gøre det af med bøndernes gamle bedested, men brandvæsnet mødte for hurtigt og de skæve mure hældede endnu en rum tid på det kendte terræn, før dødsdommen endelig blev eksekveret.

 

Brand på Nordvestvej

Onsdag den 12. juli om eftermiddagen kl. 2 fandt en stor ulykke sted på Nordvestvej, idet en pludselig opstået ildebrand greb så heftig om sig, at det ikke lykkedes flere af beboerne at komme ned fra etagerne, for både hoved – og køkkentrappen var omspændte af ild. Den herved opståede ulykkelige situation bevirkede, at to ældre kvinder og en malersvend blev forvirrede og styrtede sig nu delvis fra 4. og 5. sal, inden brandvæsnets ankomst. Andre af beboerne som blev i lejlighederne, bragtes ud af det brændende hus ved hjælp af brandstigen. Den sørgelige ulykke kunne således utvivlsomt være undgået om de forulykkede havde haft besindelse nok til at vente.

Efter flere timers anstrengende og ofte farefuldt arbejde blev brandvæsnet endelig herre over ilden som en kort tid truede med at forplante sig til nabobygningen.

 

Slangerup – Banens indvielse (1906)

Slangerup – Banen er nu altså et faktum. Den er højtidelig indviet, og har haft sin første søndag med to – tre tusinde mennesker. Vejret fristede dog ikke til større udflugter.

Det både regnede og blæste, da man samlede sig ved den hyggelige lille station på Nørrebro. Her var trafikminister Høgsbro, Politidirektøren, Kommissarius, Kammerherre Tobiesen, Admiral Richelieu, der er banekomiteens formand, Overretssagfører Amdrup, Repræsentanter for Rigsdag, Borgerrepræsentationen, Jernbane – Post og Telegrafvæsen, den københavnske presse og mange andre.

Klokken halv elleve holdt toget klar til afgang, et festligt pyntet nyt skinnende tog, trukket af to lokomotiver med moderne gennemgangsvogne, leveret fra Fabrikken Scandia.

 

Fremskridts – cafeer (1906)

Det er en betydelig forandring, der er foregået med de københavnske caféer i de senere år. Som led i storbyens udvikling er der nu opstået Automatcaféer.
Særlig nu den som er beliggende Nørrebrogade 32, står langt over, hvad vi har set i andre storbyer. I stueetagen er automatapparaterne installeret. En elegant tæppebelagt trappe fører til første sal, hvor der for en moderat pris serveres Diner og a la carte retter. Har forbavses man over en samling kunstværker af betydelige malere. Det er også glædeligt at inventaret er dansk.

Man lægger særlig mærke til apparaternes nye konstruktion er, derved at man kan vælge et bestemt stykke smørrebrød. Og så kun til 10 øre.

Et glædeligt tidens tegn er det, at skattefri øl-sorter, der ikke kunne sælges på apparaterne for nogle år siden, nu sælges i store kvanta.

Som et kuriosum kan nævnes, at denne forretning vist nok er den første, der skal søge dispensation i henhold til lov af 20. april 1906 idet borgerskabet først blev løst 8. maj. Men da aktieselskabet kan bevise, at de har udbetalt 20.000 kr. før lovens indbringelse i Folketinget og for øvrigt påtaget sig forpligtigelser
for lignende beløb, kan der næppe være tvivl om, at dispensationen vil blive givet.

 

Politibetjent Gemzøes farvel (1907)

Mærkværdig roligt modtog publikum meddelelsen om anarkisten Sofus Rasmussens mord på politibetjent Gemzøe og sig selv. Der blev ingen opstandelse
i byen, og udenfor aviserne blev emnet forholdsvis hurtig uddebatteret.

Grunden dertil er, at bevidstheden om de hjemlige anarkisters ufarlighed forstås af publikum. Hvad mordet har givet anledning til er en i høj grad usmagelig agitation for og imod politiet dets folk og system. Det vil ikke være let at dele sol og vind lige.

Politibetjenten er i denne sag en uansvarlig så vist som en god soldat, der gør sin pligt. Hundrede af kranse var sendt til hans båre. Begravelsen som foregik fra Frue Kirke var overværet af en mægtig skare politibetjente fra København og Frederiksberg med politidirektøren og de fleste inspektører i spidsen.

Hvis du vil læse mere om denne sag – Dramaet i Husumgade

 

Børnehjemmet Bethlehem (1907)

Ude på Bjelkes Allé ved Jagtvejen ligger Børnehjemmet Bethlehem, som den 8. december kan fejre 25 års jubilæum. Det skyldes Carl Petersen, som også stod bag St. Peders Gæstehjem og Herberg for Hjemløse. Carl Petersen stod bag Foreningen til vildfarne Børns Frelse. Det var den forening, der stod bag børnehjemmets økonomi.

I december 1883 blev hjemmet åbnet kun for drenge. Der var plads til 33 poder, og allerede efter det første år var hjemmet fuld besat. I juni 1885 udvidede man hjemmet til at kunne rumme 53 børn.

I 1897 blev hjemmet igen udvidet takket være gratis hjælp fra håndværksmestre.

 

Dreng forsvundet – og fundet (1908)

En lille 4 års dreng ved navn Ejner Nymann, søn af en på Nørrebrogade boende politibetjent, har for
nogle dage siden vakt en hvis form for sensation ved sin pludselige og uforklarlige forsvinden. Det gik endda rygter om, at han skulle være bortført af en sigøjner, der var set luske rundt i kvarteret.

Slet så romantisk var hans forsvinden dog ikke, men den var for øvrigt mærkelig nok. Det varede hele fire dage, inden han fandtes igen. Disse fire dage havde den lille fyr tilbragt i en slags lyskasse eller kælder under en trappe i ejendommen. Her var han faldet ned, ingen havde hørt hans råb, og her havde han tilbragt
den lange tid. Hvorledes han har kunnet leve så længe uden at få noget at spise, synes at være en gåde. Men et faktum er, at han ved et tilfælde blev fundet, og var i nogenlunde god behold.

 

Det nye hospital på marken (1911)

Ude på den sydøstlige side af Bispebjerg Bakke nærmer byens store nye hospital sin fuldendelse. Den 2. marts 1908 vedtog Københavns Kommunalbestyrelse, at hospitalet skulle bygges. Det skal rumme 1.278 senge og vil koste 9 millioner kroner, altså cirka 7.000 kr. pr. seng.

De to sygeplejerske – bygninger rummer hver 140 værelser til plejersker, elever og piger samt fælles spisestuer, opholdsværelser osv. Udenfor kapellet kommer der til at ligge et lille parkanlæg. Der er i enhver retning gjort alt for, at de syge ikke skal komme til at leve i nedtrykte og u-landskabelige omgivelser.
Der er lagt megen vægt på fuldkommen renlighed og fuldkommen frisk luft. Ved elektriske ventilatorer skal luften suges ind i et kammer, hvor den varmes op og vaskes ved et regn-bad, så den befris for urenligheder og mættes med fugtighed efter ønske. Bygningerne får ikke særlig udsmykning. Det tør da siges at være mere end almindelig velanvendte penge, der her er givet ud.

 

Stor virksomhed i Rådmandsgade (1914)

Ude på Rådmandsgade ligger firmaet Barding. Det var både farveri og renseri. Det er lidt provinsielt herude. Men der fører dog tre sporvognslinjer lige til døren. Fra stoppestedet på Nørrebrogade, går man ned af Gormsgade, et par skridt hen gennem en lille tværgade og så er man i Rådmandsgade. Så tager
man ikke fejl. En skorsten på højde med Rundetårn peger lige op mod himlen.

Det landskendte etablissement har indleveringssteder forskellige steder i byen. To brødre leder nu virksomheden efter at faderen, Johannes Barding i 1908 trak sig tilbage fra arbejdet.

Det er en hel lille by, der hæver sig indenfor det vidtstrakte område. Her er masser af bygninger med masser af arbejdere og maskiner. Allerførst er det afdelingen for den kemiske rensning. Her bliver alt indleveret stof først renset ved støvsugning, som naturligvis fjerner det løstsiddende smuds. Derefter anbringes i en af de store tromler, hvori det ruller rundt i en god times tid. Disse tromler er fyldt med varm benzin og denne benzin skilles under behandling mindst en gang. , hvilket sker af automatisk vej. Derefter suges benzinen ligeledes automatisk ud og bliver afløst af varm kulsyre, som tørrer tøjet.

Derefter bliver tøjet meget omhyggeligt gået efter. De pletter der ikke er fjernet, borttages af kemisk vej og ved hjælp af trykluft som sprøjter rensende væske
på. Alt smuds kan på denne måde fjernes uden at tøjet lider nogen skade eller at farverne taber sig.

Og efterhånden som man kommer gennem strygerierne, farverierne og rumlerne med de store pressemaskiner.

I maskinhallen og kedelanlægget beundrer man den store virksomheds fortræffelige organisation, som jo betinger det udmærkede resultat.

Etablissementet er det største af sin art i Skandinavien, som udelukkende beskæftiger sig med kemisk rensning og farvning er oprettet i 1841 og i 1878 overtaget af Johannes Barding.

Der er masser af kunder. Sporvognenes hvide gardiner kommer under behandling her. Lige fra gulvtæpper og polstrede møbler til alle slags dele af klædedragten kan alt kemisk renses og farves. Fordi tingene er falmet eller plettet behøver man ikke at kassere det. For et ringe beløb kan det komme under Bardings behandling.

 

Køreskole på Nørrebro (1916)

\”Færdselsvæsenet\” er blevet omformet gennem den morderne teknik, som cyklen i sin tid var en sjældenhed. Således er motorcyklen og automobilen godt på vej til det samme om end på en noget anden måde og i mindre udstrækning. Men de præger vores færdselsliv.

Der sker mange ulykker, og årsag til dette ligger hos dem, der har ansvar for kørslen.

En af de køreskoler herhjemme, der i de senere år har taget del i oplysningsarbejde og gjort det på \”fortjenstfuldt\” måde er Hr. A. Amdi – Hansens Aut. Køreskole, Nørrebrogade 220. Skolen har siden den i 1912 begyndte sin virksomhed uddannet 450 elever i automobil – og motorcykelkørsel. Teori og grundig praktisk undervisning går hånd i hånd.

Motorkørslen har sin store behagelighed gennem mange og betydelige fordele. Skal den også eje sin virkelige charme må den mestres med sikkerhed og kyndig indsigt.

 

Sommerrevyen 1916

Revyen på Nørrebros Teater varer omtrent 3 timer og ind imellem alt det gode er der anbragt en mængde ganske tilfældigt vrøvl, så man glemmer at høre efter. Man kan ikke på en gang både revse og lefle for et publikum.

Alligevel skal det slås fast, at forfatterne og de skuespillere, der fremfører Nørrebro Teaters revy, er folk, der kan deres ting. Her er endnu i København et teater, hvor der virkes ved det sagte eller sungne. Ord, hvor det sagte eller sungne replik og minespillet endnu er de fornemste virkemidler. Er der megen staffage – det gør i hvert fald kun fordring på at være staffage, og det forlanges ikke, at dekorationer og raffinementer skal tages for det afgørende.

Hr. Frederik Jensen er ikke den, der bærer denne revy. Han har et par gode viser og foredrager dem ypperligt, men hans viser har en lidt dyster tone. Og står derfor ikke helt godt til den øvrige Tingeltangel. Måske kunne have han har anlagt en maske og antydet karakteristik. Med en sådan havde det måske
ikke været muligt at gennemføre revyen. I øvrigt ærgrede man sig som altid over, hvor langt han på sit felt har bragt det. Fru Friis – Hjorth havde en stor succes som en filmende Bourgeoisie – Damme, fruens komik var meget grovkornet.

Hr. Jørgen Lund gjorde stormende lykke som en smægtende tenor, mens Frk. Jutta Lund og Hr. Holger Petersen nøjedes med at holde de stillinger, de tidligere havde erobret.

Hvis du vil vide mere – så læs Historien om Nørrebros Teater

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 25. – 03. – 2022

Dette er måske ikke en helt almindelig anmeldelse af Kampen for Ungdomshuset. En bog som trods en del indvendinger stærkt kan anbefales. Egentlig stiller den flere spørgsmål end svar. Men bogen er en vigtig dokumentation i samfundsdebatten og som lokalhistorisk bog er den værdifuld. Den tager ikke så meget hensyn til detailhandelen og naboernes holdning under kampen. Og de unge aktivister betragter detailhandelen som kapitalismens forlængede arm.

Kampen for et ungdomshus står mejslet ind i de fleste beboere på Nørrebro. Og ikke mindst detailhandelen. Politiet har endnu eftervirkninger. Det har kostet samfundet mellem 100 – 200 millioner kroner. Men har samfundet taget ved lære af begivenhederne. Jeg tror det næppe. En spændende bog, der dog efterlader flere spørgsmål end svar skal her anmeldes. Det er dog ikke bogens skyld, at mange spørgsmål ikke kan besvares.

Bogen stiller også et stort spørgsmålstegn ved vor retsstat, ved beslutningstagerne og ved politiets rolle. Og hvad med alle dem, der ikke var part i sagen?

– René Karpantschof og Martin Lindblom: Kampen om Ungdomshuset. (Bogforlaget Frydenlund)

Vi har for at forstå de unges bevæggrunde forsøgt at finde svaret i en anden af udgivelserne fra Bogforlaget Frydenlund.

• I bogen Værdikampe – Økonomi og Samfund er der en fremragende artikel af Pil Christensen: Kampen om Fristederne.

 

Er vi kommet nærmere sandheden?

Efterhånden er det nok den 6. bog, der er udkommet efter rydningen på Jagtvej 69. Men er vi i grunden kommet sandheden nærmere. Fordi 6 bøger måske fortæller det samme, er det ikke sikker, at det er sandheden. Hvis vi engang skal skrive Danmarkshistorie over episoderne, er det vigtigt, at vi får det hele med.

 

Midt i venterum

Grunden til dette spørgsmål, er at undertegnede fulgte kampen på nærmeste hånd for Nørrebro Handelsforening. Det blev til et hav af artikler, der blev skrevet mens kampen stod på. Her er de fleste artikler ikke fokuseret på efterrationalisering. Mange af disse artikler afstedkom rekordbesøg på Handelsforeningens hjemmeside. Måske kunne disse artikler en gang redigeres til en bog som modvægt til de bøger, der er på markedet.

Der var linket fra de største dagblade, tv, radio og sågar Ungdomshusets hjemmeside.

• Bagerst i artiklen er der en henvisning til artikler på www.norrebro.dk og www.dengang.dk der har beskæftiget sig med kampe på Nørrebro. Her har vi dog også medtaget Bandekrigen, Politiets og Nørrebro Handelsforenings rolle. 

Trusler

Mine personlige holdninger til Ungdomshuset er, at de unge selvfølgelig skal have et fristed. Men at de midler, de har brugt, tager jeg stærk afstand fra. En masse uskyldige mennesker er blevet ramt. Og ikke mindst detailhandelen på Nørrebro er blevet alvorlig ramt. Ja mange har måttet lukke deres butik. Den \”lille\” detalje er det ikke mange medier og bøger, der har ment, at det var værd at skrive om.

Under skriverierne er der også kommet trusler fra etablerede politikere. Handelsforeningens hjemmeside blev truet med at blive anmeldt til presseetisk nævn (sådan hedder det vist). Og det var politikere, der truede med dette.

Vi kunne følge kampen på nærmeste hold. Fra vores kantine i forlængelse af butikken kunne vi se angrebet mod Ungdomshuset den 1. marts. Dagen var starten på Bogudsalget. Men folk blev væk. Efterhånden var vi den sidste butik, der havde åben. Medierne strømmede til. Ti minutter før lukketid følte jeg at personalets sikkerhed var i fare, så vi lukkede til de få kunders store utilfredshed.

Flere gange kørte ambulancen gennem Heinesgade til ungdomshuset. Først et par måneder efter fik vi at vide, at befrielsesaktionen havde været ekstrem hård og kontant. Politiet fortalte ellers, at det var gået helt glat.

Der er selvfølgelig forskel på brugerne af Ungdomshuset og der er forskel på de betjente, der var med i urolighederne. Undertegnede har både deltaget i radio, tv og i de trykte medier, og ikke alle har været tilfreds med mine meninger.

Nu skal man ikke tilskrive alle uroligheder, der foregår på Nørrebro brugerne af Ungdomshuset. Det ville være uretfærdigt.

 

Største gadeoptøjer

Politiets rydning af Ungdomshuset udløste de største gadeoptøjer i dansk efterkrigstid. Et opgør, der førte til flere end 2.500 anholdelser. Det var en fejlslagen dialog mellem myndighederne og de alternative miljøer, der udløste de mange uroligheder. Mediernes dækning af episoderne var også et kapitel for sig selv.

Men det utrolig, at så få har interesseret sig for, hvad disse kampe, bandekonflikten og de andre episoder har betydet for den lokale befolkning og detailhandelen på Nørrebro.

For på en eller anden måde har Ungdomshusets kamp betydet at nye fristeder er dukket op. Og nye fjender har de unge fået øje på, blandt andet detailhandelen.

I de unges filosofi er detailhandelen en del af kapitalismens forlængede arm. Under urolighederne har man ikke skelnet så meget på om det er en ældgammel familie-butik, der er gået ud over, eller om det var en kædebutik. Man skelnede heller ikke om en selvstændig erhvervsdrivende blot var tilknyttet en markedsførings – kæde. De betragtninger findes ikke i aktivisternes univers.

 

Truet med bål og brand

Pizza – og restaurationsejere blev truet med bål og brand, fordi de serverede for politifolk. Vi havde bogudsalg, den dag da Ungeren blev ryddet. Det benyttede en del politifolk sig af. Vi blev truet på grund af dette. Men de unge glemte, at vi stillede vores toilet til rådighed for dem. Og vi hjalp også de unge på andre
måder. Derfor var det også skuffende for os, at butikken blev overmalet med graffiti.

I fuld offentlighed er det anvisninger på, hvordan man kan fremstille våben, der bedst kan smadre disse butikkers vinduer. Og det nyeste er, at aktivister vil bestemme hvilke erhvervsvirksomheder, der har lov til at bosætte sig på Nørrebro.

 

Solvognen og de andre

Egentlig var jeg i gang med at skrive en bog om min kone, Hanne (Sus)’s oplevelser i, på og med diverse kollektiver, Solvognen og Christiania, Vi Unge, Dan Turell, Jacob Ludvigsen, Gasolin, Støttekoncerter m.m. Men pludselig døde hun, og det som var skrevet blev smidt væk og slettet.

Men mit umiddelbare indtryk var, at datidens unge var mere opfindsomme end de er nu. Men også dengang var der mange eksempler på knippelsuppe. I bogen Kampen om ungdomshuset om sjove aktioner. Blandt andet den gang, da der stod Jagtvej på alle gadeskilte.

 

Den hårde kerne

Det kan undre at aktivisterne hele tiden retfærdiggøre at deres aktioner går ud over uskyldige. Trusler og advarsler, graffiti, knuste ruder, bål og brand. Og hver gang henviser man til grupper, der måske kan have begået ulovlighederne. Men det er sjældent at man tager 100 pct. afstand.

I bogen påstås der, at i gruppen er alle ens. Der findes ikke noget, der hedder den hårde gruppe. Nu har jeg selv snakket med en del af de unge, og her indrømmes, at der findes en hård kerne.

 

Løftebrud

Det var et regulært løftebrud, da Ungdomshuset blev solgt til Faderhuset. Ingen tvivl om den ting. Og det kan undre at politikerne meddelte at det mere var forældrenes ansvar end samfundets, at de unge deltog i uroen. Sikringen af den private ejendomsret stod højere end samfundshensynet i at bevare Ungdomshuset.

Fra starten burde politikerne have vidst, at man ikke kunne putte de unges livssyn og filosofi i nogle etablerede kasser. Både på Christiania og i Ungdomshuset var man imod ensretning og normalisering. Her bliver nye ideer produceret hele tiden. Der er brug for denne mangfoldighed og kreativitet i vores samfund. Det er bedre end regulering og kontrol.

 

Udgifter for over 100 millioner

Udviklingen omkring salget og rydningen af Ungdomshuset kan betragtes som en større bypolitisk proces i København. Eller måske en kontrol og styring af det oprørske Nørrebro igennem de sidste 10 – 20 år. Således gav borgmester Thustrup Hansen udtryk for, at kommunen kunne være lige glad med, om 20 – 30 unge fik noget ud af huset. Han mente også at grunden var meget udsøgt. Nu viste det sig, at kommunen ikke fik ret meget ud af salget. Tværtimod så kostede urolighederne, omsætningstab, ødelæggelser for detailhandelen m.m. over 150 millioner kroner. Dertil kom udgifterne til etablering af et nyt hus.

 

Kamp mod det etablerede

Kampen for et fristed er også en kamp mod det etablerede. Og her er der også kommet nye fjender. Nu er det ikke mere kun banker, ejendomskontorer, Mac Donalds. Nej, nu er det også den lille detailhandler. Graffiti og plyndring hører til dagens orden, når man skal vise sin modstand mod kapitalismen. Et fristed
er også et sted, hvor man konstant udfordrer samfundet. Fristeder opstår ikke kun som fysiske rum men også som sociale rum.  Således er den organisation, der vil bekæmpe den kapitalistiske detailhandel et nyt eksempel på dette. Man vil kæmpe for at bestemme over sit eget liv.

Under kampene tog man det ikke så nøje om det var en bank, der blev ramt, eller om det var den lille dyrehandel på Runddelen, der fik raseret butikken. Bogen tager heller ikke stilling til, hvorfor det lige var Irma, der skulle raseres, så man lige kunne få den værste sult og tørst stillet. Her gik der faktisk også lang tid, inden politiet greb ind.

 

Friheden er blevet lidt mindre

Hvis nu Ungdomshusbevægelsen havde tabt slaget om et nyt hus, var de så gået i sig selv. Friheden er blevet lidt mindre. Man skal nu indordne sig under nogle givne regler. Men det er stadig et alternativ til samfundets ensretning og normalisering. Man repræsenterer en ukontrollabelt kreativitet, der nægter at begrænse sig til, hvad det kan betale sig.

 

To fristeder

Christiania er et produkt af 60erne og 70ernes ungdomsoprør. Ungdomshuset er et resultat af 80ernes bz – bevægelse. De to kulturer ligger egentlig langt fra hinanden, men de har begge manifesteret sig som fristeder. Lighedspunktet er at de begge repræsenterer oprørskulturer, som vil kæmpe for at opnå fysiske fristeder, hvor sociale eksperimenter kan gro.

 

Accepteret form for modstand

Utrolig at Nørrebro stadig efter 40 års kamp skal svømme i tåregas. Hvornår mon parterne lærer at trappe ned. Det er klare psykologiske og politiske grunde til at folk får trang til at hærge. Det forstærkes, når myndighederne ikke kan eller vil bremse en. Vi så det i Hyskenstræde. Myndighederne er åbenbart ikke klar over, hvor store kræfter, der frigøres. Det var også normalt for Ungdomshuset, at de i en årrække afslutte deres demoer med at hærge. I det autonome miljø er rudeknusning og graffiti en accepteret form for modstand.

Både politi og aktivister har optrappet gennem de seneste år. Man er blevet mere og mere militaristiske både i strategi og ledelse.

 

57 knuste vinduer og 50 brændte biler

Og i de unges univers er alle butikker efterhånden kapitalistiske, selv den lille dyrehandel på Runddelen. Ved en af aktionerne foretog formanden for Nørrebro Handelsforening og jeg en tælling på, hvor mange butiksruder, der var smadret. Vi nåede op på 57. I medierne blev det påstået at der kun blev foretaget
lidt hærværk.

Den 2. marts gik 50 biler op i lys lue, to butikker blev udsat for brandstiftelse.

 

Kast tusinde sten

Ja det var allerede i 1981 mod gummi-fabrikken Schiønning & Arve på Nørrebro. Det endte med tåregas og knippelsuppe. Begge parter har lavet nogle grimme ting i de år, hvor gadekampene var voldsomme. Noget nyt er at detailhandlere også er blevet truet med bål og brand.

På offentlige hjemmesider kan man se, hvordan man bygger bomber, hvordan man laver våben, der kan ødelægge butiksruder, og hvordan man bedst kan ødelægge det for politiet. Stenkast er også et accepteret våben.

Ja man kan høre Ulrikke Meinhofs berømte ord:

• Kast en sten, og det er en kriminel handling. Kast tusinde sten, og det er en politisk manifestation.

Politiets rolle

I 1993 mistede politiet kontrollen i flere gader på Nørrebro og skød ind i mængden. Senere nægtede de at komme detailhandelen til hjælp, og kom først, da det hele var overstået. Politiet har i årenes løb ændret taktik. De er blevet mere mobile enten i form af blå mandskabsvogne og de tunge pansrede hollændervogne.

Præventive anholdelser, dvs. frihedsberøvelse op til seks timer uden sigtelse, samt maskeforbud er indført. Dertil kommer at strafferammen for gadeoptøjer er blevet større, og der indført visitationszoner over hele byen. Denne visitation kan du også blive udsat for, hvis du uforvarende kommer til at genere en morgensur betjent. Det har undertegnede oplevet.

Den enkelte betjent skal efterhånden bevæge sig på et knivsæg, hvor han/hun udsættes for kritik uanset hvad der gøres.

Aktivister har fortalt, at politiet ransagede uden kendelse, aflytter og tærsker efter forgodtbefindende. De følte sig selv som trusler mod det herskende samfund.

Bogen hæfter sig ved politilovens § 16, der handler om rimeligheden i politiets magtanvendelse. Det er enten nul – tolerance eller den tilbagetrukne attitude. Mens politiet holdt igen ved nogle ulovligheder slog de hårdt ned ved andre episoder. Bogen giver talrige eksempler.

Et politi i underbemanding har ofte kun to muligheder.

• Enten at give sig og lade aktivisterne for eksempel besætte et hus, smadre vinduer eller andet.
• Eller at gribe til massiv magtanvendelse med tåregas og fare for mange tilskadekommende.  

 

Masseanholdelser

Alternativt klædte unge bliver ofte på Nørrebro betragtet som farlige autonome. Blandt aktivister og demonstranter kan politiets fremfærd og ofte tvivlsomme varetægtsfængsling vanskelig at påvirke tilliden til politi og domstole og dermed staten i negativ retning.

I løbet af tre en halv måned blev 1.300 anholdt og 200 varetægtsfængslet. Kun få blev dømt. Det kan også undre den store forskel der er mellem dommerne i de forskellige retsinstanser. Her kan man godt forstå forfatternes pointe.

I den nye bog har 7 ud af de 12 bidragydere selv været aktive i aktivistmiljøet.

 

Vold kan betale sig

Bogen giver også eksempel på at vold åbenbart kan betale sig. Medierne bliver pludselig opmærksomme. Det bringer politikerne til forhandlingsbordet. Resultatet blev et nyt ungdomshus. Men inden måtte beboerne og detailhandelen på Nørrebro betale. Vi har set det før, vold kan ændre verden.

 

Os – og de andre

Argumentationen er i høj grad – os og de andre. Forsimplinger og overdrivelser fremmer en del steder accepten af ulovlighederne.

Egentlig kunne holdningerne i bogen skræmme en del læsere væk, men det er ikke bidragydernes skyld, at der ikke er kommet et modtræk mod alle udgivelser omkring Ungdomshuset.

 

En lukket verden

Bogen giver et udmærket indtryk i en ellers lukket verden, og der er absolut interessante artikler i bogen. Jeg blev positiv overrasket. Bogen er absolut et meget vigtigt dokument i debatten om vores samfund. Den stiller sig kritisk over for vores retssystem og politiets rolle i kampen om Ungdomshuset. Og hvad det
er lige så vigtig, politikernes rolle.

Måske rummer vores velfærdssamfund ikke de samme muligheder for en alternativ livsform og fællesskaber som tidligere. Måske er det derfor at kampene efterhånden opleves meget mere barsk.

Handelsforeningens rolle

Og problematikken er jo ikke sort eller hvid. Kapitalisterne som i de unges filosofi er detailhandlere var jo ikke imod brugernes krav. På mange områder støttede Nørrebro Handelsforening de unge mennesker. Man brugte hjemmesiden til at lede efter genhusningsmuligheder, og bragte både politiets og ungdomshusets udmeldinger. Det sidste var til stor fortrydelse for mange politikere. Modsat samarbejdede Handelsforeningen også med Dansk Arbejdsgiverforening og HK i forbindelse med, hvordan man skulle opføre sig i tilfælde af uro.

Nørrebro Handelsforening tilbød sig som mægler i konflikten og deltog i et af mandagsmøderne på Rådhuspladserne i forbindelse med en indsamling til de skadelidte. Selv var jeg en slags spindoktor for handelsforeningen og udfærdigede presseinfos og kommentarer til medierne.

 

Spændingsmættet bog

Bogen forholder sig ikke særlig kritisk over for den frygt, angst og frustration, som mange på Nørrebro oplevede. Trods dette er bogen meget spændingsmættet, og en af de bedre bøger omkring emnet.

Både som lokalhistorie og et vigtigt indlæg i samfundsdebatten er bogen meget vigtig. Men som det nu er nævnt flere gange, så må denne bog ikke stå alene.

 

Mediernes rolle

Medierne behandlede det hele som en krigen i Afghanistan Denne fokusering havde den bivirkning, at kunderne holdt sig væk fra Nørrebro i lange tider. Der var dømt Breaking News og helikopter over Nørrebro mange gange.

Ifølge bogen fokuserede medierne for meget på politikerne og politiets holdninger. Egentlige aktivister, der lavede ballade, blev ikke taget som kilde, påstår bogen. Men det var det vel en forklaring på. De udtalte sig ikke til medierne.

Butiksindehavere og handelsforeningen optrådte som konsekvenseksperter, hvilket bogens forfattere også finder ensidig. Men ofte var de jo de skadelidte, som politikerne også lod i stikken.

 

Ingen sympati for vold og hærværk

I de unge aktivisters univers er det lettere at få politikere og pengefolk i tale når der er ballade i luften. Men på Nørrebro var der så bare andre, der betalte for balladen. For aktivisterne var det vigtig at gennemføre noget sammen, og ikke altid bøje sig for politiets magt.

Målet for aktivister var hele tiden at finde nye aktionsformer for at overraske politiet. Aktivisterne brød loven gang på gang. De mente, at de var i deres ret. Det var deres eneste og det stærkeste politiske kort ifølge bogen.

Det er klart at vold og udemokratisk adfærd fylder meget i debatten om ungdomshuset. Bogen påstår, at det bringes på banen af de borgerlige og som tjener til både at dømme 69erne som uværdige til forhandling.

De naboer og detailhandlere, der har oplevet kampene vil ryste på hovedet af dette ordbrug. For mange havde sympati for de unges kamp, men de havde ikke sympati for deres vold og hærværk.

Den fejlslagne politiske dialog mobiliserede og provokerede mange aktivister. Sikkert mange flere end politiet havde forventet

 

Aktivisternes specielle miljø

Vi hører aktivisternes forklaring i bogen. Dem talte vi også med, når de kom ind i butikken. Langt de fleste var søde og intelligente unge mennesker. De fortalte dog til tider meget voldsomme historier om politiovergreb. Mit indtryk var, at der var en speciel gruppementalitet, og at der altid var nogle, der ville gøre det hele lidt vildere.

Miljøet virker dragende på mange. Der er nye muligheder for samvær, det er udfordrende og provokerende. Man kommer i et miljø, hvor spillereglerne er helt anderledes. Det er faktisk meget godt gengivet i bogen:

• – Deltagerne udfordrer både deres egen og andres opfattelse af, hvad der er forbudt, og hvad der tilladt, således at de unge oplever, at både deres egne
  og andres grænser bliver flyttet.

Og så er bogen måske ikke så ensidig endda. Se blot her:

• På trods af ungdomsbevægelsens parole om mangfoldighed, åbenhed, tolerance og nej til ensretning, så er der mekanisme i bevægelsen og dens måde
  at skabe en kollektiv identitet på, der virker i den modsatte retning.

De mange slag mod politiet skaber også en meget unuanceret forestilling om os og de andre. I bogen står det beskrevet således:

• En ensretning og en form for intolerance, der hænger sammen med en tendens til at føle sig moralsk hævet over dem \”udenfor\” bevægelsen,
  der ikke har gennemskuet det undertrykte samfund.

Sorte hættetrøjer havde selvfølgelig en signalværdi. Men de var også praktiske i en demonstration. Politiet kan have svært ved at udpege enkelte demonstranter, når de skal udpeges blandt 6 – 700 demonstranter.

I disse år sker der en forstærket kamp sted mellem markedets og individualismens værdier på den ene side og universelle og solidariske værdier på den anden side.

• Læs bogen – den giver dig ny viden – den provokerer – den stiller spørgsmål og giver svar. Bogen kan stærk anbefales (Artiklen er fra 2009) 

På dengang.dk kan du finde

• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets Historie
• Et Faderhus på Nørrebrogade
• Bulldozersanering ødelagde detailhandelen (1980)
• Terrornatten på Nørrebrogade
• BZ – Bevægelsens historie på Nørrebrogade
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

På norrebro.dk kan du blandt andet finde

• Afmagt, frygt og vrede på Nørrebrogade
• Aktivist træning
• Bandekrig på Nørrebro
• Bandevold præger omsætningen
• Bygges der snart på Ground 69?
• Brand, bål og stenkast
• Er det plads til et Ungdomshuse
• Er Nørrebro en krigszone
• Gadekrig på Nørrebrogade
• Goddag, det er politiet
• Har vi et godt politi?
• I gamle dage havde vi Bent
• Kommer Politiet?
• Hvem skal nu betale?
• Jagtvej 69 – 2200 København N
• Kaos på Nørrebrogade
• Ny ballade på Nørrebrogade
• Nørrebro i gas – og knippelsuppe
• Skud på Nørrebro
• Ungdomshuset med forhindringer
• Ungdomshuset til grin
• Ungdomshuset lever
• Tiden efter Ungdomshuset
• Bliver Ungdomshuset revet ned?
• Ungdomshuset – en oase på Nørrebro 1 – 17
• Stop terroren på Nørrebro
• Opfordring fra Nørrebro Handelsforening
• Hvad mener Ungdomshuset?
• Hvad dækker forsikringen?
• Hvad skal jeg gøre?
• Hvorfor fjernes der ikke graffiti?
• Detailhandelen mistede millioner
• Nørrebro 18. maj 1993
• Brand på Nørrebro
• Rydning og uro
• Et ungdomshus til salg
• I dialog med Ungdomshuset
• Bevar Julefreden og mange flere

– gå ind på hjemmesidens arkiv og find artiklerne

Redigeret 26. – 03 – 2022

Hvornår kom de første sporvogne og hvor kørte de? På Nørrebro blev det andet sporvognsselskab dannet, og her var man også først med den elektriske sporvogn. De første sporvogne kom ikke hurtig frem. Arbejdsvilkårene for de ansatte var frygtelige. I 1915 kunne man stadig observere en hestesporvogn. I slutningen af 1880erne var der 11 sporvognsselskaber i København.

 

Farvel til en epoke

I 1972 kørte den allersidste sporvogn i København. Det skete med linje 5 på Nørrebro. Jo den 22. april var sorgens dag for mange. De fleste sporvogne blev senere brændt på lossepladsen i Sydhavnen. Et par stykker kører i Alexandria, to af dem blev hjemtaget af Sporvejshistorisk Selskab.

 

Den kollektive transport fra 1841

Det første køretøj, der kørte efter en fast køreplan mellem to punkter fik det prangede navn Solen. Den begyndte sin rumlende fart over datidens toppede stenbro i 1841. passagerne blev kastet hulter til bulter inde i vognen, så benævnelsen rumlekasser kom til sin ret.

 

Det første sporvejsselskab

I 1863 oprettedes det første sporvejsselskab af englændere, der havde overtaget koncession på at anlægge linjer til Frederiksberg og Østerbro. Firmaet hed Copenhagen Railway Company Ltd. Man skulle anlægge to sporveje med udgangspunkt fra St. Annæ Plads. Den ene rute skulle gå til Tårbæk, den anden til Frederiksbergs Runddel.

De første hestetrukne sporvogne havde plads til ca. 10 passagerer, og det kunne en enkelt sund hest sagtens klare. Det var elendige arbejds – og lønforhold,
der blev tilbudt de ansatte på de første sporvogne. En arbejdsdag var på 16 – 17 timer. Spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne.

 

Befolkningstæthed på Nørrebro

Vi skal huske på, at i 1863 boede stadig 85 % inden for voldene. Mens Nørre – og Østerbro udgjorde 10 pct. Vesterbro udgjorde de sidste 5 pct. Men efterhånden blev befolkningstætheden så stor, at der boede over 60 mennesker på et grundareal på 100m2. Det var for eksempel tilfældet mange steder på Nørrebro. Der blev overhovedet ikke taget hensyn til byplanmæssige overvejelser. Det fik også betydning for fremtidens sporveje. Efterhånden som befolkningstallet steg på Nørrebro, steg også kravet til den kollektive trafik.

• Befolkningen udgjorde på Indre Nørrebro i 1901 – 83.328. Tallet kulminerede i 1921 med 89.249.
• På Ydre Nørrebro var tallet i 1901 – 22.182 og i 1935 – 57.386.
• I 1925 boede der på hele Nørrebro – 144.000 mennesker. Det var det største antal i bydelens historie.
• I dag bor der cirka 78.000 på hele Nørrebro 

 

Mange selskaber

I 1865 kom det engelske selskab dog i økonomiske vanskeligheder. Her gik Tietgen ind og oprettede A/S Københavns Sporvognsselskab.   Den næste rute, der kom i drift var linjen fra Kongens Nytorv ad Gothersgade, Nørrevold, Frederiksborggade og Nørrebrogade.

I de følgende årtier oprettedes konkurrerende selskaber.

• 1867 Nørrebros Sporvejsselskab
• 1872 Københavns Forstæders Sporvejsselskab
• 1883 Sølvgades Sporvejsselskab
• 1895 Københavns Omnibusselskab

 

Nye ruter

Alle disse selskaber kørte med hestekraft, og det var netop hestene, der udgjorde den største udgift. Derfor forsøgte man sig med damp. Men det mislykkedes.

I 1869 åbnede den såkaldte Sorte Hest Linie fra Frederiksberg Runddel ad Pileale og Vesterbrogade til Tivoli. Samtidig anlagdes Korsgade-linjen, fra Tivoli ad Farimarksgade, Ladegårdsvejen, Ewaldsgade og Korsgade. Udgangspunktet var pladsen foran Sct. Josephs Hospital.  I 1873 kom så Blegdams-linjen.

En del af linjerne blev efterhånden forlænget og ændret. Istedgade-linjen blev først forlænget til Trianglen og derefter af Østre Allé og Lyngbyvej. Valbylinjen, Farimagsgade-linjen og Nørrebrolinjen.  Den sidste blev forlænget til Brønshøj med en sidelinje ad Frederiksborggade til Bispebjerg Kirkegård.

 

Lang vej til Tagensvej

Nørrebro udviklede sig meget hurtig til et industriområde. Men de fleste mennesker og dermed arbejdskraften boede stadigvæk i Indre By. Mange gik den lange vej til fods. Og det hjalp da også, da der i 1878 blev bygget en smal bro over Sortedams-søen. Tidligere måtte de arbejdere, der var ansat i det nye industrikvarter langs Tagensvej vandre den lange vej langs Nørrebrogade eller Østerbrogade. Kommunen ville ikke gå i gang med en så bekostelig affære, at skulle byge en bro til en sporvogn. Derfor tog fabrikant Sophus Hauberg selv et initiativ. Han havde brug for arbejdskraft til sin nye maskinfabrik. Denne kom senere til at hedde Titan.

Den smalle træbro blev erstattet af en dæmning, der var så bred og solid, at der kunne køre en sporvogn over den.

 

Sølvgades sporvognslinje

Hauberg søgte koncession til at drive Sølvgades sporvognslinje. Først efter tre års drøftelser med kommunen fik han et ja. Men dermed var problemerne langt fra løst. Linien skulle føres over Fælleden. Og det var et gammelt militært område. Generalstaben mente ikke, at man kunne have civilister til at krydse frem og tilbage to gange om dagen.

Sagen blev løst ved at der blev opsat bomme, der spærrede vejen for uvedkommende trafik, og sådan forgik det ind til krigsministeriets endelige kapitulation i 1899. Da blev Tagensvej som en af byens nye store færdselsåre ført hen over de grønne enge. Nu skulle kusken ikke længere ned af sit sæde for at åbne og lukke bommen. Senere blev hestevognen erstattet med et moderne elektrisk drevet køretøj.

 

Københavns Sporvejsselskab:

• Frederiksberg – Runddel – Trommesalen åbnet 22.10.1863 (linje 1)- Trommesalen – Skt. Annæ Plads åbnet 22.12.1863 (linje 1)
• Skt. Annæ Plads – Vibenshus åbnet 7. 9 1865 (linje 1)
• Vibenshus – Slukefter åbnet 29.6.1868 (linje 1)
• Frederiksberg Runddel – Halmtorvet (nuværende Rådhusplads) ad Sorte Hest (Linje 2)
• Christiansborg Slot – Amagerport åbnet 18.12.1872 (linje 2)
• Amagerport – Sundbyerne åbnet 1.08.1884 (linje 2)
• Nørrebro – Kongens Nytorv ad Korsgade åbnet 2.11.1869
• Trianglen – Kongens Nytorv ad St. Kongensgade åbnet 10.12.1867 (linje 1 og 6)

 

Nørrebros Sporvejsselskab:

• Nørrebro – Kongens Nytorv ad Gothersgade åbnet 10.12.1867 (linje 7)

 

Frederiksberg Sporvejsselskab:

• Halmtorvet – Kongens Nytorv (Omnibusser) åbnet 1.10.1872
• Halmtorvet – Gl. Kongevej – Smallegade åbnet 22.12.1872

 

Falkoner-alléens Sporvejsselskab:

• Frederiksberg Runddel – Nørrebro – Runddel – ad Falkoneralle åbnet 1.6.1884
• Frederiksberg Runddel – Halmtorvet ad Rolighedsvej åbnet 24.07.1884

 

Forstædernes Sporvejsselskab:

• Trianglen – Halmtorvet ad Blegdamsvej åbnet 22.04.1873 (Linie 3 og 8)
• Trianglen – Halmtorvet ad Farimagsgade åbnet 22.07.1883 (linje 4)
• Sølvtorvet – Gl. Torv ad Nørregade åbnet 10.07.1884 (linje 11)

 

Sølvgadens Sporvejsselskab:

• Tagensvej – Skt. Annæ Plads ad Sølvgade åbnet 19.01.1889 (linje 10)

 

Strandvejens Damp – Sporvejsselskab:

• Trianglen – Klampenborg ad Strandvejen åbnet 23.03.1884 (linje 14)

– Og så er det lige vi skal huske at dengang lå Halmtorvet på den nuværende Rådhusplads.

– Blegdamslinjen førtes oprindelig gennem Læssøegade og Skt. Hansgade til Sortedams-gade, ad denne til Baggesensgade og derfra til Blågårdsgade, men allerede et årstid efter fik linjen en anden retning, ad Fælledvej.

 

Ni forskellige selskaber

På et tidspunkt i slutningen af 1880erne var der ikke mindre end ni forskellige selskaber i byen. Der var overhovedet ingen koordination. Man kørte med forskelligt materiel og havde forskellige uniformer. Ingen havde rede på køreplanen, men det var nu heller ikke så vigtig. Det var også kik og brug, at man kunne stige på og af, hvor det passede en. Et nik til vognstyreren var nok.

Vi skal ikke glemme det selskab, der hed Sporvejsselskabet af 1872, det var en blanding af en mellemting mellem Sporvejs – og omnibusdrift. De populære røde vogne var indrettet til at løbe på et spor et stykke af linjen, nemlig fra Smallegade til Halmtorvet, derefter fortsattes uden spor gennem Strøget til Kongens Nytorv.

I 1895 befordrede man i alt 18 millioner passagerer. Det svarede til at befolkningen i gennemsnit brugte sporvognen 57 gange. De brugte hver 5,49 kroner på sporvognskørsel.

 

El – sporvogn på Nørrebro

Først i 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hestene. Det var i dette år, at Nørrebro – linjen blev elektrificeret. I de følgende år fulgte flere efter. Selskabet eksisterede kun i to år inden det overgik til De Kjøbenhavnske Sporveje.

Prisen for at køre med en el – sporvogn fra Kappelvej til Kongens Nytorv var 5 øre. Indvendig var prisen dog 10 øre.

 

Syrevogne

Inden da havde man forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne, og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derudaf uden heste. På Kongens Nytorv var der opsat lade-opstandere, så akkumulatorerne kunne tankes op inden turen gik hjemad. Problemet var dog, at under opladningen og kørslen blev der udsendt en generende syrelugt. Ikke uden grund blev de kaldt Syrevogne.

En indsamling resulterede i 8.618 underskrifter mod akkumulatorerne. I stedet kom det meget dyre luftledningssystem.

 

Remise på Nørrebro

Nørrebroes Sporvejsselskab anlagde en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade) ved Baldersgade. I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remisen med endnu en bygning opført i Baldersgade 8 med tre spor.

I 1885 havde selskabet på deres generalforsamling meddelt, at man gik over til et andet sporvejssystem. I stedet for træunderlag gik man over til metalunderlag. Vognene ville så have lettere ved at komme frem, og der bliver ikke larmet så meget.

I 1897 blev en ny remise med kontorer, folkerum og kraftværk opført. Dette bygningsværk blev enere ombygget og rummer i dag Nørrebrohallen.

 

En stor vognpark

I starten fik selskabet leveret 9 toetagers vogne bygget af vognfabrikant Elof Jensen St. Kanikestræde 18. Vognene var malet med mørkebrune vognsider, gule vinduesfatninger og hvide undervogne.

I 1871 købte selskabet 3 hesteomnibusser som supplement. Disse blev dog året efter solgt til Frederiksberg Sporvejsselskab. I de følgende år blev yderligere 13 vogne anskaffet. I 1885 blev to vogne fra den lokale leverandør W.C.A. Hansen i Baldersgade anskaffet.

Ved selskabets ophør rådede man over 24 toetagers vogne, 3 sporomnibusser og en saltvogn.

Selskabet var byens anden sporvognsselskab, og det lykkedes for Wolfhagen fra starten at sikre aktionærerne et overskud. Der var planer om en masse nye ruter, men det blev aldrig til noget. Selskabet rådede ikke selv over heste, men lejede dem hos forskellige vognmænd. Som det første selskab overgik man til elektrisk drift.

 

Opdeling i sporvognene

Vognene fra Nørrebro blev trukket af et forspand på to heste. På hoved-strækningerne som på den fra Nørrebro brugte man to – etagers vogne. Det var almindelig praksis at øverste etage var mændenes domæne. Kvinderne måtte af sømmelighedsgrunde ikke bestige de stejle jerntrapper, der førte op til førstesalen.

 

Dampsporvognene

Man havde også forsøgt med damp. Men det var ikke så god en ide. Således blev der på Nørrebro fremstillet en såkaldt Dampomnibus, der skulle bruges på linje 7. Det var nærmest tale om et lille damplokomotiv. Den hvæsede, dampede, savede og peb. Da man rigtig skulle sætte fart på maskinen, skete det ned
af Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.

Allerede fra 1875 prøvekørte Nørrebroes Sporvejsselskab en dampsporvogn bygget af fabrikanterne Smith og Mygind, der havde til huse på Nørrebrogade.
Prøvekørslerne foregik ofte om natten. Men det var bestemt ikke lydløst.

 

På Strandvejen

Et specielt arbejde blev i årene 1883 – 84 udført på strækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlæggene for dampsporvognene. Den 23. marts 1884 startede man driften. Hastigheden var dog meget beskeden – 2 1/8 mil i timen. Og det var åbenbart for meget. I 1887 forlangte ministeriet kørehastigheden nedsat til 1 ¾ mil i timen. Dette bevirkede at man måtte sætte ekstra vogntog ind. Det hændte også at passagerne måtte hjælpe med at skubbe, når man skulle op af bakkerne, og helt galt gik det i snevejr.

Dampsporvognene skabte problemer for den øvrige færdsel. Hestene kunne bestemt ikke lide disse dampvogne. De blev mere og mere upopulære og passagertallet var dalende. Da driften var dyrere end beregnet, kom selskabet snart i håbløse økonomiske vanskeligheder. Den 30. september 1892 indstillede man driften, og borgerskabet på Strandvejen kunne atter nyde deres enspændervogne og tage sig en ridetur.

 

Fyret på grund af fagligt arbejde

I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognsfunktionærer. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op på direktørens kontor og fyret. Direktøren mente ikke at arbejdet i frisk luft var særlig anstrengende. Og medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring i sporvognsselskabet, blev det pointeret.

Men arbejderne holdt stand og meldte sig ind i Arbejdsmændenes Forbund

 

Kommunen overtager driften

I 1898 sikrede kommunen sig retten til alle sporvognsselskaberne for 40 år. Man bortforpagtede dem til A/S Tuborg – Klampenborg elektriske Sporvej,
det senere NESA. De byggede senere linjer ad Strandvejen og Bernstofttsvejen.

Da Brønshøj, Valby og Sundbyerne kom med, besluttede kommunen atter i 1911 at overtage driften.

 

En ring-linje

En kort overgang forsøgte man sig med en ringlinje med Nørrevoldgade som udgangspunkt. En lang rute gik fra Enghavevej ad H.C. Ørstedsvej, Nørrebrogade, Købmagergade til Christianshavn. Det var populært kaldet de gule omnibusser. Der eksisterede også de grønne omnibusser, hvis rute gik fra Skt. Hans Torv ad Købmagergade til Højbro.

 

Et tragisk uheld

I 1897 skete der en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen, Slotsgade ville lige som de store drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængs-apparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.

 

Københavns Sporvejsselskab:

• Højbro – Vesterfælledvej ad Istedgade åbnet 8.10.1893 (linje 6)
• Rådhusplads – Valby åbnet 1.06.1893 (linje 2)

Københavns Omnibus – Kompagni (gul):

• Søtorv – Havnegade ad Købmagergade åbnet 7.12.1895 (linje 12)
• Christianshavns Torv – Højbro åbnet 1896 (linje 2)
• Søtorv – Enghavevej ad Griffenfeldsgade åbnet 1896 (linje 7,8 og 3)

 

Kjøbmagergades Omnibus

• Skt. Hans Torv – Højbro ad Købmagergade åbnet 7. juni 1896 (linje 12)

 

De Københavnske Sporveje:

• Valbylinjen forlænges til Valby Remise åbnet 16.10.1901 (linje 2)
• Sundbylinjen forlænges til Sundby Remise åbnet 22.07.1902 (linje 2)
• Nørrebrogade – Brønshøj åbnet 28.03.1902 (linje 5)
• Hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej – Bispebjerg åbnet 5.11.1903 (linje 5)
• Vibenshus – Østbanegården ad Strandboulevarden åbnet 27.09.1904 (linje 9)
• Trianglen – Lyngbyvej ad Østerallé åbnet 30.12.1904 (linje 6)
• Christianshavns Torv – Bodenhoffs Plads (Aladdin) åbnet 5.10.1906 (linje 9)
• Vestervoldgade – Langebro åbnet 12.01.1907 (linje 5)
• Langebro – Holmbladsgade ad Amager Boulevard åbnet 12.07.1908 (linje 5)
• Vesterfælledvej – Vigerslev Allé åbnet 11.07.1909 (linje 6)

 

Frederikbergske Sporveje:

• Godthåbsvej – Nyelands Plads åbnet 1.11.1903
• Godthåbsvej – Fuglebakken åbnet 5. april 1904.

 

Den sidste hestesporvogn

I slutningen af 90erne var det som om byen voksede sig for stor til hestesporvogne. Men den sidste hestesporvogn kørte dog gennem Nørregade
i 1915. Den blev kaldt for Hønen.

Men man havde stadig problemer de steder, hvor man ikke kunne ligge dobbeltspor. Således var der store problemer i Blågårdsgade. Husejerne kunne ikke holde i den ene side, såfremt der skulle anlægges dobbeltspor. Og ved den halv-årige flytteperiode ville det volde store problemer for flyttemændene.

 

Få nu fart på

Passagerne fik skyld for at være for langsom ved ind – og udstigning. Således havde Blegdamslinjens vogne fået påmonteret et skilt:

• Hurtig Ind – og Udstigning fremmer Konduktørens Tjeneste.

 

Advarsel til damerne

Det var ikke lige let for alle at leve med det elektriske. Og når de kære damer skulle lære at begå sig med de nye tekniske fremskridt, ja så var aviserne over dem. Således kunne man læse i 1902:

• Vore Damer, der har været så vant til med Gratie og elegance, at springe af Hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at Faren og Farten er stærkere. Nu er det sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig nogle slemme Skrammer.
  Vi advarer vore kække Damer med at springe af Sporvognen.

 

Rejsebeskrivelse fra 1902

Ak ja, det med at køre sporvogn var en hel kultur. Således kunne man i en borgerlig avis fra 1902 læse følgende:

• De rigtige Sporvogne var de værste. De havde en egn Evne til at udsprede Kedsommeligheden. Her var man – særlig om Formiddagen – sikker på
  at træffe alle Byens gamle og skrøbelige Mennesker De ældre \”Busser\” fordrede saadan Mængder af Krafter og Bjergbestigningsmod, at Selskabet
  var mere udvalgt. Maaske gjorde den rembrandtske Belysning ogsaa alt til, at Skrøbelighederne ikke traadte saa greelt frem.
• Det var heller ikke saa hyggeligt at se Hesten eller Hestene for Sporvognen slide – som Bæster, for at faa 5000 Pd. Sat i Gang., naar en mer eller
  mindre ældre Dame havde behaget at give Stoppesignal. Men nu er det ogsaa snart en \”Saga Blott\”.
•  Man sidder ikke længere med den pinlige – og ikke ubegrundede Følelse af, at man kunde have gaaet Vejen ligesaa hurtigt. De vinkende Damers Tyrani er ogsaa definitivt brudt. Der er vinket af. Nu gælder det om at være på Pletten, naar Uhyret kommer farende.
• De unge Damer ser nu saa dejlige ud i en sporvogn i elektrisk Lys.

 

Linie 5 i kollision

I 1918 kørte en rangermaskine ind i en linje 5 sporvogn på Nørrebrogade. Jernbaneselskabet blev dømt til at betale 15.000 kr. i erstatning til en stakkels murermester, der blev alvorlig kvæstet.

 

En ekstra bremse

Flittige læsere af denne hjemmeside vil vide, at Alberti blev kørt over af en sporvogn på Nørrebrogade. Jo man kunne godt bremse med en sporvogn. Når skinnerne var glatte kunne friktionen øges ved at vognstyreren med en lille skovl kastede grus gennem et rør ned på den ene af skinnerne, således at gruset
faldt et meter foran hjulet. Det var et yderst primitivt arrangement, som nærmest mindede om jordpåkastelse.

Senere fik man mekaniske sandstrøapparater, hvor sandet også i kurver løb ud lige foran hjulene på begge spor. Han aktiverede det med et håndtag. Senere fik man også den såkaldte skinnebremse.

 

Sporvogns – statistik

I 1935 foretog man en interessant statistik for Københavns sporveje. Den højeste indtægt havde man den 31. december med 112.935 kr. den laveste var den 25. juli med 53.099 kr.

Belastningen af sporvognene var meget forskellige. En sommerdag mellem 8 og 9 om morgenen passerede 2.000 passagerer forbi Dronning Louises Bro på vej mod byen. Mellem 10 og 11 var antallet faldet til 900. Mellem 17 og 18 var antallet ca. 2.500 i modsat retning. På en vinterdag med regn var disse tal forøget med ca. 80 pct.

Ligeledes i 1935 bestod vognparken af 842 sporvogne og 54 omnibusser. I alt beskæftigede sporvognene 3.800 mand. Rejsetiden i 1923 udgjorde 12,5 km i
timen. Dette var i 1935 vokset til 15,6 km i timen.

Den laveste rejsehastighed havde man gennem Blågårdsgade. Den var i 1923 kun på 12 km i timen. Den største hastighed havde man for øvrigt mellem Brønshøj og Husum. Den var helt oppe på 20 km i timen.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

 

 

• Nørrebros mange stationer (under Nørrebro)
• Amagerbanen 
• Linje 18
• Tog til København 
• Københavns Sporveje – dengang 
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens Historie 
• Nord for Østerbro 
• Dengang, der kom en sporvogn 
• Med tog over Lersøen 
• På sporet af Nørrebro 
• Flere spor på Nørrebro 
• Tog på Nørrebro 
• Den gamle jernbane på Nørrebro 

Redigeret 26. – 03. – 2022

Folkehjem kom til at spille hovedrollen i kampen for danskheden. Læs her om Sprogforeningen, Vælgerforeningen, Skoleforeningen og Landeværnet. Mange år efter var det en stor oplevelse at holde 1. maj tale, at arrangere Troels Kløvedal – Foredrag og være til Van Dango koncert. Her blev man også beskyldt for at gå i de borgerliges spor, fordi man frembragte HK s meninger i borgerlige aviser.

 

Gode minder til Folkehjem

Det var her, jeg var på besøg med Jens, hvis forældre bestyrede stedet.. Og her arrangerede jeg foredrag med Troels Kløvedal.. Det var her, jeg blev beskyldt for at gå de borgerliges kurs, fordi jeg fik HK’s meninger omtalt i de såkaldt \”borgerlige aviser\” i Aabenraa. Det var her vi afholdt generalforsamlinger i HK, inden vi kunne gøre det i vores egen hus. Det var her jeg var på juleudstillinger. Og det var her, jeg oplevede en fantastisk Van Dango koncert.

Det var her jeg holdt en af mine 1. maj taler, uden at være medlem af partiet. Det var en skandale. Dycke Hoff og Poul Quist Jørgensen var helt røde i hovedet. Jo, jeg taler om Folkehjemmet i Aabenraa.

 

Köller – politikken

Overpræsident von Köllers styre af provinsen Slesvig – Holsten var en hård tid for de dansksindede sønderjyder og de danske foreninger. Myndighederne lagde pres på kroejerne. De måtte ikke leje ud til danske foreninger.

Danskheden forsøgte man at knække ved mødeforbud, masseudvisninger, fængselsstraffe og fratagelse af forældrerettigheder m.m. Denne benhårde politik lykkedes da også. Tilbagegangen for danskheden var tydelig.

Som modtræk byggede danske foreninger en masse forsamlingshuse. I 1892 blev det første bygget i Skrave. I 1912 var der bygget 46 forsamlingshuse.

 

Folkehjem købes

I 1895 solgte lensbaron Holger Stampe – Charisius til Nysø, Hovslund Mølle. Han skænkede beløbet til Sprogforeningen.

Gæstgiver J.F. Albertz ønskede i 1900 at sælge ejendommen Schweitzerhalle. Albertz havde købt stedet for at afholde ringridning. Men landsråd von Uslar forbød, at man afholdt ringridning på stedet af hensyn til patienterne på det nærliggende hospital.

Stedet var et forlystelsessted med keglebane, dansepavillon og have ud mod  Nørre Chaussé i udkanten af Aabenraa. Her tog byens borgere hen om søndagen.

Da Sprogforeningen overtog stedet ændrede det navn til Folkehjem.

Folkehjem blev hurtig for lille til de mange aktiviteter. Der måtte en udvidelse til. Selve dette arbejde blev overladt til bygmester og arkitekt Jep Fink i 1911.

Efter anden verdenskrig kneb det igen med pladsen, og restauranten levede heller ikke op til den tids standard. I 1964 henvendte Sprogforeningen sig til Aabenraa Kommune. Man magtede ikke selv en udvidelse. Året efter blev Folkehjem omdannet til en selvejende institution.

Men først i begyndelsen af 1970erne kunne planerne realiseres i samarbejde med Aabenraa Kommune. Den 23. juni 1973 kunne det renoverede Folkehjem
indvies i en ny udvidet skikkelse. Pladsen var forøget med en nordlig tilbygning og mod syd en biblioteksbygning.

Sprogforeningen

Når man taler om Folkehjem, må man nødvendigvis også tale om Sprogforeningen.  Efter nederlaget i 1864, frygtede sønderjyderne at den tyske påvirkning ville nedbryde danskheden i landsdelen. Derfor stiftede fremtrædende personer den 10. oktober 1880 Foreningen til det Danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig. Senere blev den blev den blot kaldt Sprogforeningen og på sønderjysk “æ Sprochforening”

Formålet var at bevare og værne om det danske sprog. Dette skete ved udbredelse af den folkelige oplysning ved foredrag, ved oprettelse af bogsamlinger, sognebiblioteker og oprettelse af forsamlingshuse.

Den første formand var J.P. Junggren fra Aabenraa. Kontingentet blev sat til 2 mark pr. år. Folk strømmede til møderne, og der blev testamenterede mange gaver.

Man startede forlagsvirksomhed, og udgav flere publikationer. Man tog Den blå Sangbog og senere Højskolesangbogen med i den nationale kamp.

I 1893 udkom Sprogforeningens Almanak. Den udkom for sidste gang i 1993. Sønderjysk Skoleforening har videreført den under navnet Sønderjysk Almanak.

Takket være salget af Hovslund Mølle i år 1900, blev det muligt at overtage restaurant Svejts i Aabenraa. Det var under den daværende formand H.P. Hanssens ledelse.

I løbet af de kommende år omdannes lokalerne til bogsamlinger. En omfattende udlånsvirksomhed til 60 sognebiblioteker blev resultatet. Folkehjem blev også brugt som restaurant og mødelokaler.

I 1970erne blev Folkehjem omdannet til selvejende institution, som vi allerede har nævnt

Den 17. november 1918 kunne H.P. Hanssen over for en tusindtallig forsamling fra Folkehjems balkon kundgøre at Genforeningen var på vej.

Den 25. juni 1919 blev han minister for sønderjyske anliggender under ministeriet Zahle.

 

H.P. Hanssen

H.P. Hanssen blev født på gården Nørremølle på Sundved den 21. februar 1862. Han blev uddannet både i Tyskland og Danmark. Han fik kontakt med historikeren A.D. Jørgensen og sprogforskeren H.V. Clausen.

Han bosatte sig i Sønderborg og var medstifter af Den nordslesvigske Vælgerforening. Han blev også valgt ind i den preussiske landdag frem til 1908. Da
hans politiske rival Jens Jessen døde i 1906 overtog han dennes post i rigsdagen i Berlin.

H.P. Hanssen var en glimrende organisator og medstifter af talrige organisationer. I 1893 bosatte han sig i Aabenraa og overtog avisen Hejmdal. Som redaktør af denne avis idømtes han mange fængselsstraffe.

Ved en tale i rigsdagen den 23. oktober 1918 forlangte han, at Nordslesvig kom tilbage til Danmark. Under hånden fik han at vide, at det nordslesvigske
spørgsmål ville blive afgjort i henhold til præsident Wilsons 14 punkter.

 

Aabenraa – resolutionen

Et tillidsmandsmøde blev med kort varsel afholdt den 12. april 1933 af Sprogforeningen og Skoleforeningen. Baggrunden var det anspændte forhold i grænselandet. Grænsedragningen havde delt Slesvig op i to. Utilfredsheden var stor. Efter nazisternes overtagelse startede en kraftig propaganda fra nazisterne nord og syd for grænsen. Man ville have det tyske rige udvidet.

Redaktør H.P. Hanssen talte om frygten for nazisternes planer om en grænseoverskridelse. På mødet vedtog man den såkaldte Aabenraa – resolution:

• Vi venter at de danske statsmyndigheder:
• 1. sikrer Nordslesvig imod, at irregulære Tropper overskrider Grænsen
• 2. skarpt overvaager alle Handlinger, som tager Sigte mod Grænseflytningen
• 3. skrider hurtigt og kraftigt imod Urostiftere, hvad enten det drejer sig om enkelte Personer eller Organisationer
• 4. drager danske Embedsmænd, som deltager i en mod Danmark integritet rettet Agitation til Ansvar
• Vi beklager det tyske Mindretals grænsepolitiske Vildfarelser. Vi har aldrig næret Ønske om at leve i Kampforhold til vores tysksindede medborgere, men enhver af det tyske Mindretals Førere fremsat Voldstanke vil vi møde med de skarpeste Midler.

Vælgerforeningen besluttede den 17. november følgende under et møde på Folkehjem:

• 1. Vi ønsker det nordslesvigske spørgsmål løst på den måde, at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.
• 2. Nordslesvig er den del af hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en linje, som går fra syd-pynten af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op ad Krusådalen, sønden om Frøslev, således at Padborg bliver grænsestation og derpå følger skellet mellem Slogs og Kær herred Skelbækken og til sidst Sønderåen og Vidåen til dens bøjning mod nord, hvorfra den går lige ud til Vesterhavet og videre ud om nordpynten af Sild.
• 3. Stemmeret har alle over 20 år – gamle mænd og kvinder, som er a) fødte og har hjemme i Nordslesvig eller b) har boet i Nordslesvig i mindst 10 år eller c)er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende magthavere.
• 4. Stemmeretten udøves skriftligt under former, som sikrer hver enkeltes frie viljesytring. De hidtilværende myndigheder må ikke øver indflydelse på afstemningen.
• 5. Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellem-Sverige, som rejser kravet, har ret til ved en særskilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

Resolutionen blev overgivet den danske gesandt i Berlin, Grev C. Moltke. Hermed fulgte en af de største konflikter i Danmarkshistorien, nemlig grænsedragningen.

I Aabenraa gik man ind for den såkaldte Clausen – linje, som tog hensyn til de faktiske sproglige forhold i Slesvig.

 

Landeværnet

Landeværnet blev stiftet den 24. januar 1927. Tysksindede landmænd med støtte af den nyoprettede Kreditanstalt Vogelgesang kom i besiddelse af gårde, som dansksindede ejere solgte på grund af landbrugskrisen.

Landeværnets opgave var at tilbyde danske landmænd hjælp til at købe gårde og husmandssteder, der alligevel kom til salg.

Vogelgesang var oprettet i håbet om, at grænsen med tiden kunne flyttes mod nord. Kreditforeningen fik store tilskud fra den tyske stat.

Landeværnet derimod måtte klare sig for de midler, de kunne indsamle privat. Dette lykkedes også temmelig godt. Det gode resultat rejste en stemningsbølge
mod Vogelgesang.

Under den nye landbrugskrise i 1930erne slap kapitalen dog næsten op. Men det lykkedes dog indtil 1945 ar at fastholde den danske stilling.  I jordkampen.

I 1936 havde Vogegesang 88 ejendomme i Sønderjylland.

Efter 1945 blev Kreditanstalt Vogelgesang ophævet og dens gårde konfiskeret af den danske stat. Alligevel fortsatte Landeværnet jordkampen mod det tyske mindretal til ind i 1960erne.

Jordkampen havde rødder tilbage i 1890erne, hvor den tyske stat opkøbte 36 store landbrug i Nordslesvig og satte tysksindede forpagter på dem med fordelagtige betingelser. Det blev til de såkaldte domænegårde. Herfra påvirkede man lokalsamfundet i tysk retning.

Meget af kampen foregik også fra Folkehjem i begyndelsen. I dag har Landeværnet kontor i Tinglev.

 

Vælgerforeningen for Nordslesvig

Allerede efter fredsforhandlingerne i Prag (1866) i den såkaldte § 5, blev der stillet i udsigt at der snarlig skulle ske en genforening. Men der skulle gå 54 år inden dette blev virkelighed.

Men den Preussiske regering forlangte at danske embedsmænd, præster, lærere med mere skulle aflægge ed til Preussen. Det samme skulle de nordslesvigske deputerede. Og det ville de kun med forbehold. Dette ville man ikke acceptere.

I den tyske rigsdag forlangte man ikke en edsaflæggelse.

I 1878 ophævede Østrig og Preussen denne § 5. Danske embedsmænd, der var blevet afskediget efter at have nægtet at afgive edsaflæggelse. De var blevet erstattet af regeringstro folk, der arbejde i fortyskningens tjeneste.

I Landdagen skete der pludselig en splittelse, idet landdagsmanden Hans Lassen i 1882 aflagde eden. A.D. Hørlück den anden danske landdagsmand nægtede fortsat. Splittelsen i den danske lejr var total. Og det blev endnu værre. For Hørlücks afløser, Gustav Johansen aflagde også edsaflæggelse. Resultatet blev, at alle danske landdagsmænd derefter aflagde ed.

Forskellige grupperinger blandt de dansksindede opstod. Eds-nægterne fandtes i Aabenraabevægelsen, Flensborgbevægelsen og den yderligtgående Danevirke-bevægelse.

Denne splittelse var årsagen til dannelse af Den nordslesvigske Vælgerforening. H.P. Hanssen indkaldte til et forberedende møde i Flensborg i marts 1888. Det stiftende møde blev holdt i Vojens den 10. juli 1888. Men der herskede stor hemmelighed inden mødets afholdelse. Således fik redaktøren af Flensborg Avis, Jens Jessen først kendskab til mødet, dagen før.

En 21 mands stor bestyrelse blev nedsat. Den første politiske handling var en protest mod skoleordningen af 1888, som ændrede undervisningssproget til tysk. Vælgerforeningen fik hurtig stor folkelig opbakning.

I 1892 havde foreningen tilknyttet 690 tillidsmænd.

Redaktør Jens Jessen var dog meget skeptisk over for foreningen og især over for H.P. Hanssen. Redaktøren var af den mening, at sønderjyderne måtte
øse problemerne selv.

Foreningen fik stor indflydelse på den fremtidige sønderjyske skoleordning, og mange ideer udspandt sig fra Folkehjem.

 

Sønderjysk Skoleforening

Den sønderjyske skoleforening blev stiftet på et møde på Aablings Gæstgiveri i Skærbæk den 30. november 1892. Her var der igen H.P. Hanssen, der spillede en væsentlig rolle.

Foreningen, der enlig var oprettet som Nordslesvigsk Skoleforening udviklede sig hurtig og havde i 1893 244 kredsformænd.

Skoleforeningen var en politisk forening. Alle medlemmer skulle godkendes af bestyrelsen.

I årene efter 1864 blev der oprettet en del efterskoler nord for Kongeåen, hvor unge sønderjyder blev sendt hen – med tilskud. Dette vakte stor irritation hos de preussiske myndigheder.

Også meget af dette arbejde foregik fra Folkehjem

 

Kilde: 

• Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 142 artikler

Redigeret 24. – 01. 2022

Her blev Thomas, vores ældste både døbt og konfirmeret. Dåben skete en uge før han blev konfirmeret. Og det skete i forbindelse med en ungdomsgudstjeneste. De unge havde selv valgt musikken. Det var virkelig en oplevelse. Jo Pastor Levin forstod at engagere de unge mennesker.

 

Indviklet historie

Stakkels de skolebørn, der skal lære Aabenraas historie at kende, for den er ret så indviklet.

Aabenraa har siden Valdemar Sejr været købstad. Den nævnes dog ikke i hans jordebog fra 1231. Byretten stammer fra 1335, men inden har stedet i århundreder været handelsplads.

Første gang byen nævnes er i et kongeligt privilegium for Løgumkloster i 1257. her fremgår det, at byen hører under kongen. Allerede 1259 pantsættes den til bisp Niels af Slesvig.

Middelalderen igennem tilhører byen forskellige herrer. I 1335 og 1366 nævnes den sønderjyske hertug. Inden sin død tilhørte byen dog Valdemar (den Fjerde) Atterdag, men derefter hørte den ind til 1404 igen de holstenske grever.

Samme år fik Dronning Margrethe den i sin besiddelse. Efter en belejring og en erobring i 1429 vendte byen tilbage til de holstenske grever. Ved delingen i 1490 blev byen en kongelig del. Da borgerskabet forblev tro mod Christian den Anden, blev byen i 1524 indtaget og plyndret af Frederiks lejetropper.

 

Aabenraas kirker

Det middelalderlige Aabenraa havde to kirker, Sct. Knud og Sct. Nicolai. I byens nærhed lå Sct. Andreas kapel og Sct. Jørgensgård.  Sct. Jørgens-kirke
skal vi senere beskæftige os med.

Og Kirken på Søndertorv tilhører Sct. Hedwig Søstrene. Den blev opført i 1937, tårnet kom først på i 1957 – 58. Dem vender vi tilbage til i en selvstændig artikel.  Artiklen her er skrevet mange år tilbage. Vi har senere skrevet om stedet som sygehus, behandlingssted og kloster.

 

Sct. Knuds Kirke

Aabenraas første kirke lå antagelig der, hvor ejendommen Skibbrogade 7 nu ligger. Denne kirke er sandsynligvis brændt i 1247, da store dele af Aabenraa blev hærget af brand i kampen mellem brødrene kong Erik Plovpenning og hertug Abel.

Dengang hed gaden Østergade. I 1700 tallet fandt man skeletrester i området, hvilket tyder på, at her har ligget en kirkegård omkring Sct. Knuds Kirke.

Det ældste Aabenraa er antagelig opstået ved Mølleåens udløb i Aabenraa fjord. Og det var her i nærheden, at der blev opført en lille kirke. Men denne kirke har ikke eksisteret i mange år, og om den var viet til Sct. Knud er også usikker.

 

Sct. Andreas Kapel

Kapellet lå syd for byen på en høj, der senere blev kaldt Kapelbjerg. Kapellet var viet til fiskernes patron. Den var meget lille og bygget af træ. Der vides ikke meget om dette sted, omkring reformationen blev bygningen revet ned. Det kunne måske have været byens første kirke og bygget mens stedet endnu kun var
fiskerleje.

 

Sct. Jørgensgård

Sct. Jørgensgård lå nord for byen. Det er sandsynligvis identisk med det hospital i Aabenraa, der betænkes i Knud Snubbes testamente (1279 – 83). Hospitalet rummede et kapel, der synes at have været i brug til ca. 1592. Stiftelsen, der ejede en del jordegods tjente i den sidste tid som fattiggård, men forlenedes fra 1546 til fyrstelige betjente.

Omkring 1596 lagdes jordegodset under slottet og omkring år 1600 blev det tidligere kapel nedrevet.

 

Sct. Nicolai

Efter katastrofen i 1247 gik man i gang med at genopbygge byen. Byen fik en erstatning fra kongen. Byens retsområde blev udvidet og kirke og gejstlighed fik tilkendt jorden ved den daværende by-grav og nordpå til æ Pytgye.

Aabenraas nye sognekirke blev viet til de søfarendes skytsengel Sct. Nicolaus. Og dog – måske var det også en anerkendelse til biskop Niels (Nicolaus)
i Slesvig, der bidrog meget til byens udvikling.

Den nye kirke blev ikke placeret samme sted, men nord for byen på toppen af morænelers-bakken. Måske havde man allerede dengang øje for at byen ville vokse. Men hele middelalderen lå den enkle en-skibede korskirke uden for selve byen.

Første gang vi hørte om kirken fra skriftlige kilder skete omkring 1360. I begyndelsen var det en meget lille kirke.

 

Beviser for en vold

Udgravninger under Mutter Stallbohms hus, der indtil 1949 stod på hjørnet af Store Pottegade og byens hovedgade, gav beviser for, at der har været en vold og en grav nord for kirken. Det er sandsynligt, at kirken i ældre tid har været befæstet.

Sandsynligt er det også, at der har ligget en kongs-borg på stedet, måske bygget af Valdemarerne.

Opførslen af kirken er begyndt omkring 1250 og er sket i to omgange. I 1641 er der sket en udvidelse af kirken.

Antagelig er en del af kirken brændt i 1610, hvor det meste af Aabenraa brændte. I 1908 skete der en større restaurering på kirken. Og det samme var tilfældet i 1949 – 1956.

Kirken har haft flere tilbygninger, bl.a. et ben-hus på vest-skibets sydside. Ifølge Dansk Atlas skal dette ben-hus have haft indskriften:

• Hier ist der Herr und Knecht geleich. Gott – helff uns all ins Himmelreich

Foran vest-skibets syddør har der været et våbenhus, kaldet Karn-hus.

 

Prædikestol fra 1565

Orglet er selvfølgelig fremstillet af det lokale Marcussen & Søn. Prædikestolen er fra 1565 men udvidet i 1641. Lydhimmelen er udført i 1626. Det fremgår af en indskrift på topstykket. To af felterne bærer slægterne Sehesteds og Rantzaus våben.

Altertavlen er fra 1642. Under et lem i koret findes et gravkammer med indskrifter fra 1684.

Standuret i sakristiet er bygget i 1744 af den lokale urmager Peter Green.

I kirken findes en mindetavle over 295 mænd fra Aabenraa, der faldt i krigen i 1914 – 1918.  I kirkens tagrytter hænger tre klokker. Den ældste er fra 1613. de to andre er ophængt i 1921 til erstatning for de klokker, som i 1917 måtte afleveres til omsmeltning, så metallet kunne anvendes til krigsbrug.

Døbefonden har en granitkumme og hviler på en med dyrefigurer ornamenteret senromantisk fod som menes at stamme fra den før reformationen nedrevne kirke i Bjerndrup.

 

Marianer 

Præsterne ved Sct. Nikolai kaldtes efter jomfru Maria for marianer De havde et calender-hus, det vil sige et mødested. I dette hus modtog de bispen, når han var på besøg. Her har præsterne rådslået om kirkens sager. Her har de også dømt i ægteskabssager, den såkaldte tamber – ret. Præsterne har også plejet deres broderskab.

Der var i alt syv præster tilsluttet dette Marianer – samfund. En for hver alter i kirken. De har haft en ret anselig position. Hver af dem havde således sin egen præstegård.

 

Den første evangeliske præst

Reformationen gennemførtes i Aabenraa ti år tidligere and i kongeriget, nemlig i 1526. Den første evangeliske præst kom til byen i 1540. Han kom fra Brandenburg og hed Johannes Bruhn. Hoved-præste-boligen var endnu beboet af sin katolske indehaver. Johannes Bruhn viste så meget hensyn, at han indrettede en ny bolig i Kolstrup.

Ved delingen i 1544 var Aabenraa tilfaldet Gottorperne, under hvem byen lå til 1713. Det meste af byen brændte i 1610. Her blev kirken også ramt. I 1612 bygges et nyt klokketårn

 

Calender-huset

Calender-huset blev nu gildehus, med andre ord forsamlingshus for Sct. Knuds-gildet. Dette gilde bestod sikkert af byens rigeste mand. Det var også dem,
der stod for byens styre, inden der kom rigtigt bystyre. Det gamle calender-hus brændte i 1610.

 

Kirkebog bevaret

I 1631 begyndte provst Hübschmann at føre kirkebogen. Og denne er bevaret. Den giver et godt indblik i bylivet i Aabenraa. Sct. Nicolai kirke blev udvidet, og på et kort af Johannes Mejer ses det tydeligt, at Slotsgade var en selvstændig enhed.

Både i 1641 og 1758 blev kirken forlænget.

 

Kirkegården på toppen

Siden middelalderen lå kirken, Sct. Nicolai Kirke på toppen af By-bakken. Og kirkegården lå rundt om kirken. Men i begyndelsen af 1800 – årene var der ikke mere plads. Man måtte finde en ny kirkegård.

Længe efter kunne man dog se gravsteder fra de gamle Aabenraa – slægter omkring kirken. Endnu efter anden verdenskrig kunne man se enkelte jerngitre som værnede om de gamle gravstene. Men de sidste forsvandt efter at kirken blev restaureret i 1952.

Mange af disse håndplukkede gravminder er i dag forsvundet. Mange blev hugget i stykker og blev brugt rundt omkring i byen blandt andet som trappesten. Ituslående gravsten blev tidligere anvendt som kantsten på kirkepladsen.

Aabenraas nye kirkegård blev placeret vest for byen ved vejen til Søst. Den blev indviet den 27. august 1826. Den var inddelt i fire kvarterer. Den blev udvidet mod nord i 1870, i 1902 og endelig i 1945, da den nordligste halvcirkulære del af kirkegården med de tyske flygtningegrave blev taget i brug.

Herude på Forstallé er der også mindetavler for de faldne under treårskrigen og et britisk mindesmærke. Her ligger de sønderjyske førere J.P. Junggreen (død 1886) og H.P. Hanssen (død 1936). Og her ligger også kaptajn F.J. Hagermann – Lindencrone, der faldt i slaget ved Bov den 9. april 1848.

 

Sct. Jørgens Kirke

Ja, der findes folk, der mener, at denne frimenighedskirke kun blev bygget for at genere prøjserne. Det har nok en hvis form for sandhed i sig. Et samlingssted, hvor guds ord kunne forkyndes på ens modersmål, kunne bruges i den nationale kamp.

Det hele begyndte, da frimenighedspræst Rasmus Thomsen indledte en række møder på Hotel Fønix, i 1895 som var danskernes samlingssted. Men uregelmæssige mellemrum fortsatte dette til kirkens indvielse i 1904.

 

Vanskelige møder

Møderne skulle anmeldes over for myndighederne. Og man så aldeles ikke med velvilje på grundtvigianeres fremtrængen. Man forsøgte med meget kreativitet at forhindre mødernes afholdelse. Således skulle politisergent Carl Matzen overvære møderne og indgive beretning. Matzen fortsatte med dette helt frem til 1908, da den nye forsamlingslov trådte i kraft. I Aabenraa sagde man dengang: Politi – Matzen vil gerne i kirke.

Det var nu ikke mange der mødte op, oftest 30 – 40. De meget bevidste danskere udgjorde et flertal. Det var svært at få lov til at afholde møderne. Hoteller blev truet med at få frataget deres bevillinger. Det hjalp, da Folkehjem blev købt af Sprogforeningen.

 

Grundtvigsk menighed

Den 2. april 1900 dannedes efter forbillede fra Haderslev – Kirkeligt Samfund for Aabenraa og Omegn. Derved kan der siges, at være dannet en grundtvigsk menighed i byen. Bestyrelsen kom til at bestå af gårdejerne Nis Callesen, Lerskov og Jacob Michelsen i Kolstrup samt agent Salomon Refslund.

 

Indsamling

Hvornår man helt nøjagtig begyndte byggeriet vides ikke. Men i et brev fra 1901 gives der gode råd fra pastor Thomsen til kaptajn Fischer om, hvordan man kan lave en indsamling. Man fik indsamlet 5.000 mark. Fra Kongeriget fik man desuden 15.000.

 

Indvielse i 1904

Den 15. april 1904 blev kirken indviet under overværelse af 300 mennesker. Det var frimenighedspræst Poulsen fra Bovlund, der foretog indvielsen. Den ordinære præst var blevet syg. I et halvt års tid efter indvielsen blev der ikke afholdt gudstjenester i kirken på grund af pastor Thomsens sygdom. Først da efterfølgeren Thade Petersen var ordineret, blev der igen afholdt ordinære møder. Pastoren kom cyklende fra Haderslev.

Også Knud Rosendal kom til at fungere som præst.

I 1913 var 63 familier tilknyttet menigheden. I årene 1909 – 1913 blev i alt 24 børn døbt i kirken. Da Genforeningen nærmede sig, trængte frimenighedens fremtidsudsigter sig på. Frimenigheden der aldrig formelt var blevet dannet, opløstes.

Gudstjenesterne fortsatte dog hver anden søndag. Først og fremmest var det Provst Nielsen fra Ensted, der prædikede.

 

Overdraget til menighedsrådet

I 1948 fandt man ud af at tiden var inde til en nyordning. Kirken blev overdraget til menighedsrådet og præsteboligen blev solgt til samme. Efter april 1948 fungerede Sct. Jørgens Kirke som en annekskirke til Sct. Nikolaj Kirke. Men mange brugte den som en selvstændig sognekirke for det nordlige Aabenraa. Men der er stadig lidt grundtvigske holdninger i Sct. Jørgens Kirke.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 

Redigeret 24. – 01. 2022

 

Det var ikke et helt almindeligt mejeri. En offentlig badeanstalt var der også. Kettelein, der var mælkekusk var populær blandt børnene. Og turen for chaufføren ud til grænsegendarmerne kunne være opslidende, særlig når groggen skulle ned. Mejeri bestyreren skulle henvende sig på borgmesterkontoret, når han skulle ud på slusen, også når han kom hjem derudefra.

 

Mange henvendelser

Jeg har fået en del henvendelse fra beboere i Højer, eller dem, der har været beboere i Højer om at skrive om mejeriet. Som det vil fremgå af vores debat på forsiden er der mange, der har været inde og kigge på en efterlysning om informationer om mejeriet. Så kære hævringer her er så et lille bidrag.

 

Mange andelshavere

I 1901 oprettede 72 andelshavere Højer Mejeri. Mindst 45 af disse havde ikke noget at gøre med landbrug at gøre. De betegnede sig selv som arbejder, bager, brygger, bødker,
fabrikant, gartner, glarmester, gæstgiver, købmand, maller, møller, rebslager, skipper, skomager, skrædder slagter m.m.

 

Mejeriets personale

Mejeribestyrer blev Christian Lauritzen Holm. I årene 1929 – 30 blev der indvejet 450.000 kg sødmælk og solgt knap 5.000 kg smør til en eksportforening. Resten blev solgt i byen. Personalet bestod af bestyreren, en mejerist, en kusk til handelsvognen, en kusk ansat af leverandørerne og en chauffør til bilen. Denne hentede den udenbys mælk.

I 1931 havde mejeriet 42 leverandører med 170 køer, men heraf havde de 33 under fem køer.

Handelsvognen var et hestetrukket enspænderkøretøj, der kom rundt i alle byens gader. Mælkemanden annoncerede sin ankomst ved at ringe med en messingklokke, der sad fast på vognen. Så kom husmødrene, der næsten alle var hjemmegående med deres mælkekander og flødepotter. Mælken sad på vognen i galvaniserede transportspande med messinghaner, som man tappede mælk og fløde af.

En del familier købte sødmælk ve æ stalddør. Enkelte i Højer cyklede med deres malkespand ud af markvejen til husmanden i æ Sjøv, Kannikehusvej 2. I regnvejr var vejen næsten ufremkommelig. Men mælken var god og billig. 15 øre pr. liter i 1940. Hvis man hældte mælken op i en skål, kunne man dagen efter skumme et godt lag fløde af.

 

Kettelein

Det var Christian Lorenzen fra Frifelt, der var kusk på det hestekøretøj, der hentede mælken hos leverandørerne. Han var en stor børneven og havde altid vognen fyldt med glade børn. Ja det var flere børn end der var mælkespande. Børnene kaldte ham Kettelein. Hans kørende børnehave var et oplivende moment i Højers bybillede.

 

Ismaskine

En ismaskine befandt sig også på mejeriet. Den fremstillede is i blokke. Som blev knust. I begyndelsen måtte man selv i gang med en hammer. Men senere fik man en knusemaskine. Mejeriet solgte blandt is til slusemesteren u å æ Slus. Isen blev brugt, når der blev transporteret glasål til Tyskland og Sverige. De blev transporteret i kasser, hvor der lå mange lag over
hinanden med trådvæv imellem. Øverst var der et lag knust is, hvor smeltevandet efterhånden løb ned og holdt de små ål våde.

 

Is til udvortes brug

Når så lægen ordinerede is til udvortes brug, kunne dette erhverves på mejeriet, endda uden recept. Isen blev knust i såkaldte isposer. Mon ikke så mange en hævring en tidlig morgenstund har haft brug for sådan en pause til sit kranium.

 

Offentlig badeanstalt

Omkring 1930 var der sandelig også en offentlig badeanstalt på mejeriet. I to rum var der opsat brusere., og de blev opvarmet fra spilddamp fra dampmaskinen. Prisen var cirka 25 øre. Ofte havde skoleklasser også udflugt til denne badeanstalt.

I midten af 30erne blev bruserne taget ned, men så kunne man da altid tage et karbad på mejeriet. Dette benyttede dyrlæge Kragh sig af. Han adviserede altid sit komme, for så var han
sikker på at mejeristens kone eller pige ville hjælpe ham støvlerne af.

I det tidligere Højer Landsogn havde man ikke drikkevand. Leverandørerne til mejeriet havde derfor aftale med mælkekusken, at han altid havde frisk vand med til dem, når han kom fra mejeriet. Men betingelsen var, at han fik mælk med retur.

 

Grog hos grænsegendarmerne

Mejeriets lastvogn transporterede også vand til grænsegendarmerne i Siltoft. De tyske gendarmer på den anden side, fik ikke noget vand. Så mejeribilen fik lov til at passere grænsen og forsyne dem. Og bilen havde også hver gang kærnemælk med til tyskerne. Og det var de temmelig glade for, så glade at chaufføren fik masser af grogger. Det skete ret så ofte, at chaufføren ikke var i stand til at køre tilbage til Højer.

 

Chikane fra myndighederne

Mejeribestyrer Christian L. Holm var født i Gabøl i 1874. Hans far, der var kromand var optant. Det vil sige, at han ved Sønderjyllands afståelse i 1864 benyttede sin ret til vedblivende at være dansk statsborger, selv om han boede i et område, som var under preussisk styre.

Christian Holm var altså optantbarn og dermed statsløs. Det voldte ham en del problemer.  I første omgang bestyrede han Højer Mejeri fra 1901 til 1916.

I 1896 – 1897 havde han været dansk soldat i Fredericia. I 1916 søgte han dansk indfødsret, bilagt anbefalinger fra alle de danske mejerier, hvor han havde været ansat. Han fik sin indfødsret i 1916.

Myndighederne gjorde ham livet svært i Højer. Han havde fået udfærdiget et særligt pas, så snart han skulle bevæge sig ud af Højers område. Skulle han for eksempel en tur ud til slusen, måtte han melde det på borgmesterkontoret. Og der skulle han melde sig, når han kom tilbage.

Det blev efterhånden for bøvlet. Derfor søgte han til Ballum og blev mejeribestyrer der. Børnene kom i Ballum Skole, der stadig havde to ugentlige timer i dansk. Men de to timer deltog Holms børn dog ikke i. For på den tyske skole i Højer, hvor børnene havde gået, havde man ikke dansk timer.

 

Tilbage til Højer

I 1923 manglede Højer Mejeri en mejeribestyrer. Det havde ligget stille et års tid. Så vendte Holm tilbage og købte mejeriet. I 1946 solgte han det til sin søn, der drev det indtil det blev nedlagt i 1965.

Christian L. Holm giftede sig i 1906 med en tysk pige, Elisabeth Mathiesen fra Herbergsgade.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler

Redigeret 6. – 12. 2021

–