Artikler
April 5, 2010
Gårdejerne fik fyret pastor Freuchen, fordi han kritiserede dem. Ikke en gang de velhavende bønder gad at sende deres børn i skole. En kvægdriver frøs ihjel foran Ensted Kirke. Ulrik Brand mistede hovedet, han havde dræbt en fattig knægt. Der blev drukket øl og brændevin både til bryllup, barnedåb, begravelser og menighedsrådsmøder.
Ægteskab inden for egen stand
I 1700 – tallet hændte det næsten aldrig at en bondesøn eller datter giftede sig uden for sin stand. Kun sjældent blev ægtefælden fundet uden for sognet. Hvis det skete var det så i allernærmeste sogn. Ægteskab mellem gårdejere og Kådnere forekom næsten aldrig.
Gårdmændene var sognets overklasse. Kådnere og inderste levede af at arbejde for bønderne og lidt skovarbejde blev det også til. I Hostrupskov
og Styrtom har det sikkert været nogen som levede af fiskeri ved fjorden og som daglejere inde i Aabenraa.
Håndværk i Ensted Sogn
Antallet af håndværkere i Ensted Sogn var ikke stor. I Aabenraa vogtede de mange lav på deres rettigheder. I sognet var der i 1743:
I Røllum havde hjulmager Jepsen stor succes. Han afsatte i perioden 1777 – 91 hele 150 vogne til Tønder, Aabenraa og Flensborg Amter.
Der blev fremstillet både arbejdsvogne til bønderne, fragtvogne og stadsvogne.
Præsten forsvarede de små
I 1774 fandt sognepræsten Nicolaus Freuchen det nødvendig at være talsmand for småfolkene i sognet.
Årsagen var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned bragte deres skat til Amtsstuen i Tønder. Nu forlangte man at Kådnere og indersterne skulle være med til at betale, hvis de ville være med i ordningen. Men det ville de ikke. Præsten valgte de smås side.
Budbringeren fik en skilling fra hver. Hvad det endte med, vides ikke.
Moserne havde stor betydning for sognets indtjening. Tørvene blev solgt inde i Aabenraa. Stubbæk – bønderne udskibede træ og tørv fra stranden.
Skovbrug
Omfanget af skoven var svundet kraftig ind. Et kort fra 1652 vidnede om, at skoven dengang dækkede et temmelig stort område. Men man kunne ikke bare gå ud og fælde.
Hertugen i Augustenborg/Gråsten og embedsmændene i Tønder anviste, hvor der måtte fældes. I 1701 – 1703 fældede Tønder – bønderne dog store mængder af træ. Og i slutningen af 1700 tallet blev der solgt store mængder til skibsbyggeri i Aabenraa.
Finanskrise
Omkring 1802 oplevede sognet en sand finanskrise. Konkurser blev almindelige. Dette skyldtes blandt andet, at den ene skat efter den anden belastede bønderne. Men også møllere og teglværksarbejdere måtte melde konkurser.
I midten af 1840erne blev tiderne bedre i sognet. Skatterestancerne var næsten forsvundet.
Mord og selvmord
Den 8. april 1750 mistede Ulrich Brand hovedet. Derefter blev han lagt på stejle. Han havde myrdet en fattig dreng, som havde nogle få skilling på sig. Under galgen blev også selvmordere begravet. Dem tog bødelen sig også af. De fik lov til at ligge sammen med mordere og andet pøbel.
Den 9. januar 1742 skulle en fattig mand drive fire okser fra Flensborg til Aabenraa. Han frøs ihjel ved Ensted kirke. Han blev begravet på kirkegården.
Strandvejen undermineret
Skibsfarten havde brug for sand som ballast. Det betød, at der blev gravet ved Styrtom. Det betød så igen at vejen langs stranden blev undermineret. I årene
omkring 1764 blev vognen dog forbedret. Det betød at diligencen blev lagt over Aabenraa forbi Ensted Kirke.
Anlæggelse af vejen Altona – Kolding
Statschausseen Altona – Kolding blev ført igennem sognet fra 1846. der skulle dog mange møder til, før den endelige linjeføring lå klar. Et bomhus blev anlagt ved Styrtom i 1848. Her fik bommanden rigelig at se til.
Pastor Meyer klagede over at udenlandske arbejdere, der arbejde med anlæggelse af vejen ikke overholdt sabbatsforordningen. Også arbejdernes drikfældighed var der problemer med.
De mange kroer
Før den nye vejføring lå de fleste kroer langs den store hærvej. Ældst var Dybkær Kro under Årup Gods. Den mistede sin betydning i 1840erne, men forsvandt
dog først helt i 1886.
fra 1806 kom Ensted Kro til. Den blev nabo til både kirken og galgen. Dengang brugte man udtrykket Salighed – syn – fordømmelse. Også Stubbæk Kro
måtte lade livet på grund af den nye vejføring. Som erstatning fik kroejeren dog lov til at drive høkeri. Men dette blev afslået grundet den ringe afstand til Aabenraa.
Også Lundsbjerg Kro blev anlagt. I Styrtom havde det været et værtshus siden 1700 tallet. Men en egentlig tilladelse til kro med herberg og logi blev først givet i 1841.
Både Røllum, Torp og Sdr. Hostrup havde kro i midten af 1800 tallet.
Møllerne
I Sønderjylland var det ofte godsejere eller kongen, der havde monopol på mølleri, og bønderne havde møllepligt. Bønderne i Stubbæk og Sdr. Hostrup
skulle søge Felsbæk Vandmølle i Felsted Sogn.
Røllum og Torp hørte under Bjerndrup Vandmølle i Kliplev Sogn.
En del frimøller opstod. Officielt måtte disse kun male gryn. Blandt de frie møller var Laksemølle ned mod Aabenraa Fjord. I den nærliggende bæk var der masser af laks. I 1778 overtog Hans Lautrup bedriften. Og det blev en blomstrende virksomhed. I 1786 forpagtede Lautrup bryggeri – og brændevinsrettigheder på Årup Gods.
Gennem sønner og svigersønner blev familien placeret på møller rundt omkring, bl.a. Skovlund, Bjerndrup, Rødding, Tørning og Jørgensby Mølle ved Flensborg. Også Jørgensgård Teglværk ved Aabenraa erhvervede den initiativrige Lautrup.
I begyndelsen af 1800 tallet blev mølletvangen løsnet. Derved opstod der møller ved Dybkær kro og Røllum.
Mindst 34 borgere i sognet havde beskæftigelse i teglværksindustrien. Og det gik fremad indtil 1857. Efter dette årstal faldt beskæftigelsen og produktionen.
Ville ikke give tiende
I begyndelsen af 1800 tallet steg antallet af Kådnere, inderste og Jordløse i sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes på kirkens økonomi. Bønderne betalte således for stolestade i kirken.
I 1826 blev der bygget et klokketårn. Bønderne mente, at Kådnere og andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.
I 1798 havde sognet fået en ny præst – Lorentz Peter Hoeck fra Løgumkloster. Men snart skulle han komme ud for vanskeligheder. Otte – mændene nægtede at give tiende til præst og degn.
Det kunne præsten ikke være tjent med, så han truede med sin afsked efter kun et års ansættelse. I år 1800 blev man dog tvunget til at give tiende.
Årsagen til dette skyldtes antagelig, at bønderne følte sig trynet af embedsmændene. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over dem, mente de.
Måske havde pastor Freuchen også været årsag til denne holdning. Det lykkedes for bønderne at få ham fyret.
I kirken var der masser af gravøl ved begravelser. Men også ved barnedåb og bryllupper blev der drukket meget tæt. Også ved menighedsrådsmøder blev der drukket brændevin og øl.
Barn – uden for ægteskab
Ensted Kirke var også stedet, hvor man gik til bekendelse. I 1765 måtte den 19 – årige Hans Rossen søn af den ansete bonde og lens-foged Rasmus Rossen knæle ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han havde fået et barn med en gårdmandsdatter fra Torp – uden for ægteskab.
Flere offentlige fester
Den megen vold, druk og overtrædelse af det sjette bud var efterhånden på retur i begyndelsen af 1800 tallet. Den borgerlige ærbarhed var ved at vinde frem. Den store velstand i midten af det 18. århundrede resulterede i fester rundt om i sognet. Ringridning, bal og især skiveskydning var populært.
I 1855 indbød kromand P. Sønnichsen i Ensted Kro til skiveskydning. Førstepræmien var et fedt svin.
Masser af skoleforsømmelser
Det var ikke noget, der hed skolebøger dengang. I 1710 kunne ingen af sognerepræsentanterne læse eller skrive. Amtmanden måtte erkende, at sognefogederne havde svært at udfærdige skattelister. Derfor måtte duelige skolemestre tages med på råd.
Skoleforsømmelserne var store. Det var kun en fjerdedel af sognets børn, der en gang imellem gik i skole Og pigerne fik næsten ingen undervisning dengang i 1700 tallet.
Og senere var det ikke blevet meget bedre. Pastor Meyer anførte således i 1841, at selv de mest velhavende bønder mente, at deres børn kun skulle møde en halv dag i skole om ugen om sommeren.
Og længe før Meyer, så mente pastor Freuchen at bønderne frygtede fornyelser, især når det kostede penge. De satte kun pris på fordele, som fyldte maver
og pung. En stor del mente desuden, at kirke, skole, præst og skolemester skulle afskaffes, for at spare.
Som skrevet fik bønderne den kritiske præst fyret.
Bønderne var imod skoleregulativerne
I sognet havde man en degnskole i Stubbæk, omegnsskoler i Røllum og Torp. I Sdr. Hostrup havde man et skolehus, betjent af en omgangslærer. Tønder Provsti fik et nyt skoleregulativ i 1804 og i 1814 fik Slesvig Holsten en ny skolelov.
De nye regler betød meget i Ensted Sogn. De greb ind i bøndernes selvbestemmelse. Og det syntes de selvfølgelig ikke om. De tøvede da også med at rette sig efter forskrifterne.
Modvillig måtte de dog efterhånden give sig. Fra 1830erne var alle sognets lærere uddannet på seminariet. Men det varede meget længe inden alle regler var indført i Ensted Sogn.
Social omsorg – dengang
Omstrejfende tiggere og fattige voldte store problemer. Hertug Christian August befalede, at der ikke måtte gives husly til omstrejfende. Det skete for at hindre den hidtidige modtagelse af meget omstrejfende unyttigt pak. Som i dag forsøgte sognene at skubbe ansvaret over til andre sogne, når det gjaldt social omsorg.
Således blev den fattige kone Annich Lausdatter i 1749 kørt fra Store Emmerske til Ensted Sogn. Hun døde samme aften i Torp.
Det samme gentog sig i 1774. En fremmed vogn læssede en dødssyg kone og to små børn på by-hyrdens mødding. Inden nogen kunne forhindre det, var vognen borte og Ensted Sogn måtte tage sig af de fremmede. Her var kun to eksempler af mange.
Landsbyerne kunne ikke enes om at aflønne tigerfogederne. I 1848 blev der indført fattigskat. Hertug Frederik Christian mente, at fattigdom skyldtes arbejdsløshed. I 1787 oprettede han derfor en spindeanstalt i Gråsten. Her kunne fattige få uld, hør og blår til spinding. De kunne så på den måde, tjene en skilling. Flere kvinder fra Ensted benyttede sig af tilbuddet.
I januar 1847 bevilligede hertugen 15 rigsdaler til hjælp for de trængende og ikke mindst de mange løse og forsumpede eksistenser på Årup Gods. Det var de uægte børn, der voldte kvaler, mente pastor Meyer.
Tvangsanbragt på Arbejderanstalt
Niels Nielsen Ellemose bad Fattigkollegiet om penge til nyt tøj. Man sørgede for, at nogle af hans møbler blev solgt, så han havde penge til nyt tøj. Da han senere beklagede sig, blev han sendt til Arbejderhuset i Persillegade i Aabenraa. Han bad dog om at blive fritaget fra dette fængsel, efter et stykke tid på anstalten. Men pastor Kjær kunne ikke hjælpe.
Sognet indgik i 1857 med Kliplev Sogns fattiganstalt på Bjerndrup Mark. I 1862 tog man initiativet til egen fattiggård i Røllum.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.-01. 2022
April 5, 2010
Læs om sognets styreform. Og om præsten der kunne tale i to timer usammenhængende. Om Herrnhuternes indtog. Og præsten, der døde af druk. Og så fandtes der en trolddomsbog hos præsten. I Løjt begyndte man at få soveværelse. Efterhånden son velstanden steg, spiste tjeneste – og herrefolket ikke mere sammen ved langbordet.
Bulhuset
Fra ældre tid var den mest udbredte byggeform i Løjt – Bulhuset. Det er et rent træhus, båret af lodrette stolper. Væggene udgøres af vandret tømmer. I store dele af landet blev denne byggeform anvendt. Det krævede store mængder af egetræ og bidrog til at skovene blev afhugget. Derfor forbød Christian den Tredje denne byggeform i Nordjylland i 1554.
Anderledes var det i det skovrige Nordslesvig. Bulhusene blev bygget til langt op i 1700tallet. Og især på Løjt kan vi se rester af denne byggeform. Rundt om i landet afløste bindingsværk denne byggeform. Men det blev aldrig rigtig populært på Løjt.
Her var det den hollandsk – frisiske byggeskik med grundmurede huse med tegl, der slog igennem.
De var mere solide, tættere og mere anseelig. Laderne forblev dog bulhuse.
Eget soveværelse
!850 – 1860 var en meget velstående periode for Løjt. Dengang blev der bygget meget. Fra slutningen af 1700tallet fik de mere velstående hjem eget soveværelse.
Både herre – og tjenestefolk spiste for det meste sammen. Man færdes også inde i huset i arbejdstøj. Ved spisetiderne samledes man om langbordet.
Men i løbet af 1800tallet vandt den fine stue med polstrede stole og sofa indpas, og separat soveværelse blev mere og mere almindelig i sognets gårde og huse.
Herredsfogeden
Den overordnede lokalforvaltning stod amtmanden for. Han var også den som borgerne klagede til, når de var utilfredse med afgørelser på et lavere nivue
I 1660erne hørte det meste af Løjt Sogn – herunder alle selvejergårde – under Aabenraa Amt. Det hørte så igen under Hertugen af Gottorp.
Kancelli- godset Høgebjerg hørte direkte under landsregeringen i Gottorp og gården Dalholt var en del af Gråstens godser.
Herredsfogeden ledede herredstinget og fungerede også som politimyndighed. Indtil 1700tallet var det typisk storbønder, der beklædte dette hverv. Efterhånden blev disse dog erstattet af professionelle.
Løjt hørte til Rise Herred, hvis tingsted imidlertid fra 1771 lå i Aabenraa. Præsterne var også at betragte som professionelle embedsmænd.
Sognefogeden
Sognefoged – hvervet var det vigtigste hverv for bønderne. Også dette hverv kunne betragtes som en lokal politi – myndighed. En af opgaverne var at fortælle lokalbefolkningen om nye love og forordninger. De havde opsynet med gårdene og dets vedligeholdelse. Når det var nødvendigt, skulle de opkræve restancer.
Men det kunne godt knibe for sognefogeden at få folk til at forbedre vejene. I 1782 måtte sognefogederne i Løjt opgive at få forbedret vejen fra Kirkeby
til Barsmark.
Ejeren af Fladsten forlangte, at lovændringer skulle forkyndes ham personligt, ellers ville han ikke overholde dem. Sognefogeden skulle sørge for at indkassere
de ekstraordinære skatter. Den særlige kopskat havde sognefogederne store problemer med at indkassere. Amtmanden brugte sognefogederne til at skaffe sig oplysninger om blandt andet høstudbytte, kvægsyge og vejvæsen.
Sognefogeden fik i det meste af 1700tallet 24 rigsdaler. Om året samt skattefrihed for sin gård. I praksis gik hvervet i arv. Nogle steder valgte man at vælge to sognefogeder på grund af den store arbejdsbyrde.
Barsø lå uden for sognefogedens distrikt. Øen havde sin egen foged, der ofte fejlagtig blev kaldt sognefoged. Embedet gik i arv, men mindst tre slægter nåede dog at varetage hvervet mellem 1700 og 1864.
Sandemænd
Jyske Lov foreskrev, at der ved hvert herredsting skulle være 8 sandemænd. Ved danske Lov i 1683 blev denne lov indført i hele kongeriget, men reelt kom den ikke til at virke. I Sønderjylland beholdt man dog sandemændene frem til 1864. Deres hoved-funktion var at dømme i mordsager. Men de tog sig også af syns – og skønsager, især i forbindelse med udskiftninger.
Sandemændene var ulønnede, men de fik en hvis betaling for deres arbejde. Og det var kun selvejerbønder, der kunne beklæde dette hverv. Også dette hverv gik i arv. Mindst fire generationer af slægten Bruhn på Nørre Brunsgård i Skovby havde hvervet efter hinanden. Alle sandemændene havde store gårde.
Alle repræsentanter svor loyalitet til landsherren. Efter 1721 var det kongen. Hver gang en ny konge kom til, svor fogeder og sandemænd troskab.
Kirkeværger
Der var også bonde – embedsmænd ved kirkerne. Allerede i middelalderen var det ved hver kirke én eller to kirkeværger, også kaldet kirkejurater, som forvaltede kirkens indtægter og formuer, der gik til vedligeholdelse af kirkebygningen. Mange steder mistede kirkeværgerne deres betydning, men ikke i Løjt. Sådanne kirkeværger blev udnævnt for livstid. I Løjt var der to kirkeværger, og i lang tid var det sandemænd af slægten Bruhn fra Skovby, der sad inde med det ene embede.
Tolvmænd
Et specielt sønderjysk fænomen var tolv sognemænd, der var en blanding af menighedsråd og sogneråd. De blev kaldt tolvmænd. De fleste steder blev de valgt tre år ad gangen. I Løjt blev de valgt et år ad gangen. Disse tolvmænd havde indflydelse på præstevalget. De kom også til at forvalte skole – og især fattigkassen.
De borgere, der ikke var så velhavende, havde stort set ingen indflydelse på sognets udvikling. Det var gårdmændene, der var sognets herskende klasse. De forskellige embedsposter var også med til at skabe en elite blandt gårdmændene selv. På Løjt var det de samme slægter, der gennem generationer var indflydelsesrig.
Guds ord
Frem til midten af 1700 tallet gik førstepræsteembedet i Løjt i praksis i arv til slægterne Villadsen og Fabricius. I 1754 skulle det nybesættes. Andenpræsten i
Løjt, Lars Hübschmann bad om at få embedet uden valg. Men de forskellige udvalg og råd ønskede dog at få deres valgret respekteret. Man havde tre ansøgere, at vælge imellem, og et lille flertal valgte fængselspræst Bendixen fra Glückstadt.
Men det var nu ikke meget løjtningerne blandede sig i kirkens liv. Jørgen Madsen, gårdejer på Fladsten i midten af 1600 tallet, skrev for hvert nyfødt barn, Gud regere hende (eller ham) med sin Hellig Aand, Amen. Og de døde fik ønsket om en lykkelig opstandelse med.
Storbonden Paul Hansen påkaldte i 1740erne altid Guds lykke og velsignelse, når ét af de skibe, han havde interesser i, stod til søs. Bemærkningerne om deres
lykkelige tilbagevenden blev ledsaget af et Gud ske lov og tak. Gud blev også takket, når der kom brev fra sønnen i det fremmede, og når høsten var kommet sikkert i hus.
Trolddom hos præsten
Pastor Fabricius måtte mane en kromands genfærd i Mørkesø nord for Kirkeby. Om pastor Bendixen, Fabricius afløser fortaltes det, at han havde Cyprianus troldomsbog. En tjenestepige skulle have fået fat i den, og havde læst rotterne til præstegården. Præsten havde dog fået dem læst bort igen.
Kirkelivet i Løjt Sogn
På initiativ af generalsuperintendant (biskop) Adler blev der skabt en ny agerende gudstjenesteordning for Slesvig – Holsten. Den nye ordning begrænsede salmesangen og messedelen i gudstjenesten. Den indførte nye alterbogstekster, som kun talte lidt om synd og nåde, men så meget mere om rationalistiske
grundtanker visdom og dyd. I 1797 indførtes dette system i alle sogne i Aabenraa Provsti.
I Løjt samlede gårdejer Hans Petersen i Boesgård 118 familieoverhoveder til protest mod den nye ordning. Man ville have den gamle ordning tilbage, men præsten ville ikke bøje sig.
Man bestemte så, at der skulle laves en afstemning. Alle dem, der var imod skulle møde op på Amtshuset i Aabenraa. Der mødte 118 op, godt og vel en tredjedel af de stemmeberettigede. Dem der så ikke mødte op, tog man til indtægt for, at de var tilhænger af den nye ordning. Dette ville beboerne ikke finde sig i. der blev foretaget en ny afstemning, og den viste et svinende nederlag til præsten.
Herrnhuter i sognet
På et tidspunkt skete der en vækkelse på Løjt. En ny præst, Andreas Matthiesen var stærkt inspireret af Herrnhuter, og samarbejde med Brødremenigheden i Christiansfeld.
I 1819 var der 110 vakte sjæle i sognet. Helt i herrnhutisk mønster blev man organiseret i særlige grupper for ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker som om hverdagen holdt møder hver for sig, men alle samledes om søndagen. For de vakte var der tale om en ægte Guds oplevelse.
Provsten Paulsen i Aabenraa var stærk bekymret over kirkelivet i Løjt Sogn. I 1815 skrev han således:
Præst død af druk
Ak ja, Matthiesen fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen satte sin andenpræst Backmann ind i kampen mod den rebelske præst fra Løjt. Men Backmann forfaldt til druk og endte med at drikke sig ihjel.
Matthiesen talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var det kun Herrnhuter, der gik i kirke i Løjt Sogn. Vækkelsen var måske årsag til, at det var Indre Mission og ikke den grundtvigske bevægelse, der vandt større fodfæste i Løjt. Præsterne tog også som de fleste andre præster i Sønderjylland parti for Slesvig Holsten i den nationale strid.
Skoleliv i Løjt Sogn
Allerede i 1544 blev der påbudt kapelanerne eller andenpræsterne – på landet, at de skulle undervise børnene i den kristne børnelærdom, læsning, skrivning og regning. Påbuddets virkning er dog yderst tvivlsom.
Bønderne oprettede egne skoler. Hvornår man startede i Løjt, vides ikke. Tilbage fra 1704 nævnes der dog en håndværker, som hidtil (har) holdt skole.
I 1704 foreskrev amtmanden og provsten i Aabenraa, at der skulle oprettes sogneskoler i alle sogne i Aabenraa Amt. De fleste steder løb dette dog ud i sandet. Men i Løjt blev der opført et skolehus på 6 fag i Løjt. Erich Kruhl fra Øster Løgum blev ansat til at oplære ungdommen i skrivning, regning og katekismus. Kirkens folk lagde stor vægt på at bibringe befolkningen læsningens kunst. De mente, at man ved at læse Luthers lille Katekismus kunne få gode kristne. Bønderne mente dog, at det var nok, at de kunne regne og skrive. Og i Løjt havde bønderne råd til at holde skole.
Sognebørnene skulle hver søndag lægge en “søsling”(6 skilling) til skolen, men det kneb at få pengene ind hos borgerne i Barsmark, Skovby og Stollig. De havde i forvejen selv holdt skole. Men disse bondeskoler var myndighederne imod. Dem kunne man ikke uden videre føre kontrol med. Og særlig kirken imod dem, da bønderne som skrevet ikke var så meget for, at man blev undervist i katekismus.
Da skolemestrene i Kirkeby klagede over, at bønderne i Skovby selv havde antaget en lærer, svarede gårdmændene, at de i over 70 år havde holdt egen lærer, og at der var over 20 børn i Skovby der behøvede undervisning.
Det var som om, skoleundervisningen i Løjt var væsentlig længere fremme end andre steder i Sønderjylland.
I 1746 stod der både i Barsmark og Skovby nye skolehuse på 5 fag hver, som rummede skolestue, almindelig stue og køkken.
Nogen egentlig uddannelse var det kun ganske få af lærerne der havde inden 1800. Skolemesteren i Kirkeby, Ludvig Brencken, der virkede til 1744, var ifølge præsten, vel sikket nok til at oplære ungdommen, men for voldsom over for børnene. Samme klager kom fra Skovby. Her blev skolemesteren beskyldt for at behandle eleverne som matroser.
Og så var det Hans Mikkelsen, der også var forfatter og poet. Han blev beskyldt for ikke altid at bruge nok tid på skolehvervet. Han fik også løn for at være klog
mand og landmåler. Men nu var lærerlønningerne dog ikke særlig store. Mikkelsen fungerede som skolelærer i 53 år.
Oplyse forstanden og opvække hjertet
Myndighederne lagde stor vægt på, at skolerne skulle opdrage befolkningen moralsk. Det gjaldt om at vække og fremelske både fornuft og moral. Men lad os bruge lærer Ebbesens ord på Barsø: oplyse forstanden og opvække hjertet.
Bøndernes og de søfarendes behov lå især i regning, matematik, dansk, tysk, skrivning og læsning. Og måske er det her vi har forklaringen på, hvorfor Løjt
udklækkede så mange kaptajner og styremænd.
Ingen dansk nationalfølelse
Hverdagssproget var sønderjysk. Man var vant til, at myndighederne betjente sig af tysk. Den nationale bevægelse bredte sig. Slesvig – Holsten skulle gøres til én stat. Men før 1848 kunne man ikke rigtig mærke noget til disse bevægelser i Løjt Sogn.
Fischer inde fra Aabenraa udtalte i 1843, at man ikke kunne mærke nogen dansk nationalfølelse. Efter slaget ved Slesvig den 23. april 1848 besatte Slesvig – Holstenske soldater oprørssoldater hele Løjt Sogn med undtagelse af Barsø. Det var ikke de voldsomme fysiske overgreb, der forekom. Oprørsregeringen
afsatte og udnævnte embedsmænd, opkrævede skatter og udskrev soldater til den Slesvig – Holstenske hær.
En af de afsatte lærere, anden-lærer i Kirkeby, Paul Nissen startede en underskriftsindsamling for en fortsat forbindelse til Danmark. Jørgen Jørgensen på
Harbogård ved Bodum, skrev ved siden af sit navn:
Embedsmænd afskediget
Under våbenhvilen i 1849 – 1850 gik den danske administrator i Slesvig i gang med en udrensning blandt embedsmændene. I Løjt samlede interessen sig om de to præster, Kaftan og Posselt. De to havde været ivrige Slesvig – Holstenere under krigen. Sognefoged Reuter, der egentlig var dansksindet ville dog bevare præsterne. Men præsterne blev afskediget.
Et dansk bibliotek blev oprettet i Kirkeby, og sidst i 50erne også ét i Barsmark. Forholdet til de tysksindede var normalt.
Preusser indkvarteret på gårdene
Krigen i 1864 kom i højere grad til at berøre Løjt. Efter rømningen ved Dannevirke blev Løjt Sogn besat af preussiske og østrigske styrker. De blev indkvarteret rundt om på gårdene.
Sociale skel voksede
De store gårde ansatte flere folk, og det sociale skel voksede. Der blev større forskel på under – og overklasse i Løjt Sogn. Det nationale skel voksede i sognet.
De dansksindede var godt nok i flertal. Men de tysksindede havde store gårde og masser af jord.
Skibsfarten havde skabt stor velstand hos en talmæssig lille klasse af redere og kaptajner. Landbruget var dog ind til 1960 sognets største indtægtskilde.
Fra 1860 til 1890 faldt indbyggertallet med ikke mindre end 500. Børnedødeligheden var stigende og udvandringen var ikke uvæsentlig. En del flyttede også til det nærliggende Aabenraa.
I 1860 var der ca. 200 søfolk i Løjt Sogn. Heraf var de tre fjerdedele menige, altså matroser, dæksdrenge, kokke og skibstømrere. I 1880 udtalte pastor Mumsen:
I Aabenraa kom skibsfarten og skibsbyggeriet i 1870erne og 1880erne i en alvorlig krise. Dette forplantede sig til Løjt.
Det var langt fra kaptajnen til skibsdrengen og fra præsten til kirkegårdsgraveren. Men det var knap så langt fra mesteren til lærlingen. Kun få mestre havde overhovedet medhjælpere.
Det var nemmere for en husmand at blive håndværker ved siden af landbruget end at blive ejer af en gård.
De borgerlige idealer i Løjt
Med den stigende velstand nærmede de store gårde sig efterhånden de borgerlige idealer i byen. Der kom malerier på væggene. Og det gamle fællesskab mellem tjenestefolk og herrefolk blev ophævet. Det var slut med langbordet. Tjenestefolkene spiste nu i såkaldte folkestuer.
Landbrugskrisen nåede også Løjt. Til biskoppen skrev pastor Mumsen i 1880:
Det første andelsmejeri
Hovedproduktet i landbruget i Løjt Sogn var kødkvæg, derfor var krisen ikke så kraftig her som andre steder i Sønderjylland.
Meget sent fik man oprettet andelsmejerier i sognet. Omkring 1870 var produktionen af smør på et meget primitiv stade. Det var heller ikke den gode pris, man fik hos købmanden.
Først da mælken fra flere gårde blev behandlet på en mere hygiejnisk måde med vand eller is-afkøling af mælken, kunne man opnå en bedre kvalitet og dermed få en bedre pris. I årene fra 1885 til 1893 var der hos Jes Eschelsen på Rundemølle et sådant fællesmejeri. Men i december 1893 kunne Hejmdal meddele:
Lukningen gav dog stødet til oprettelse af Løjt Kirkeby Andelsmejeri – ti år efter at det første andelsmejeri i Sønderjylland blev opført i Mejlby ved Lintrup.
Første verdenskrig sætter landbruget tilbage
Første verdenskrig betød at mange af brugene blev overladt til kvinder, børn og gamle. Fra 1915 kom der ganske vist russiske krigsfanger, men de kunne ikke erstatte den fraværende driftsleder. Svineholdet blev skåret ned og mælkemængden faldt også katastrofalt. Det kunne mærkes på Stollig Andelsmejeri og Løjt Andelsmejeri.
Bygninger, maskiner og redskaber blev forsømt. Mange løjtninger gemte deres formue til bedre tider, men pludselig faldt markens værdi.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 01. 2022
April 5, 2010
Oppe fra et soveværelse i Ny Frederikskog kunne toget ses, men ikke dæmningen. Turiststormen mod Sild er enorm. Den truer med at stresse øen. Læs her om Hindenburg – dæmningens bygning og om den spændene ø, den fører over til. Inden dæmningens bygning, tjente hotel – og restaurationsfolk i Tønder og Højer mange penge på de tyske kurgæster.
Et tog i det fjerne
Oppe fra mine bedsteforældres soveværelsesvindue kunne jeg mod sydvest se et tog køre på vandet. Det var toget mod og fra Sild, der kørte på Hindenburgdamm eller Hindenburg – dæmningen. Ude på den gamle sluse i Højer kunne vi uden problemer se den nordlige del af Sild.
Tysklands mest eksklusive strand
Med dæmningen fik de rige og smukke bedre mulighed for at komme til vel nok Tysklands mest eksklusive strand. Inden første verdenskrig tjente både Tønder og Højer meget på disse gæster. I første omgang ankom de til Tønder, hvor de så overnattede på byens hoteller. Derefter gik turen til Højer med vogne.
Men da togforbindelsen blev etableret til Højer gik turen direkte til Højer Sluse, hvor kur – og strandgæsterne så blev transporteret med skib til Sild. Vi har i tidligere artikler beskrevet
gæsternes ankomst til de to byer. På banegården i Tønder holdt de flotte salonvogne fra Tyskland. Efter første verdenskrig var de plomberet. Men dog ikke mere, end at min far besøgte disse vogne. Han kunne berette om vild luksus.
Uberegnelige Vadehav
Dæmningen fra Nibøl er udelukkende beregnet til togtrafik. Den er 11 kilometer lang. Den 1. juni 1927 blev dæmningen indviet efter en byggetid på fire år. Egentlig var den kun ensporet.
Men blev senere tosporet. Dæmningen er en del af Marschbahn fra Hamborg til Westerland. Allerede i 1887 gik banen via Husum og Niebøl til Tønder. Derfra gik turen til Højer Sluse.
Med hjuldamper gik det så til Munkmarsch.
Også en forbindelse mellem Hamborg og Hörnum blev oprettet.
Men Vadehavet var uberegnelig, allerede dengang. En overfart kunne let tage seks timer. Om vinteren endda op til tre dage. Isen kunne gøre overfarten til en uovervindelig barriere. Østenvind kunne give manglende vand, og tåge kunne give forsinkelser.
1856: Gør Sild landfast
I 1856 foreslog C.P. Hansen, at man mellem Keitum og Højer eller fra Morsum eller fra Nösse til Viddingherred byggede to parallelle diger. På den måde kunne Sild gøres landfast med fastlandet. Denne C.P. Hansen var skolemester, forfatter og lokalhistoriker.
I 1868 skrev Eiderstedter Nachrichten, at det ville være ønskværdigt, hvis der fra østsiden af øen blev anlagt en dæmning. Fra Tønder eller Højer burde der anlægges en vej eller jernbanelinje. Allerede fra 1875 til 1876 undersøgte Ludwig Meyn mulighederne for at bygge en dæmning fra fastlandet til Silds østlige punkt Nósse.
Han fandt ud af at Vadehavet godt kunne bære en dæmning. På Sild var der dog delte meninger om dette forehavende. Man mente, at blive fremmedgjort og at det ville gå ud over den frisiske kultur på Sild.
Ikke alle var glade for en dæmning
I 1910 besluttede man at gennemføre et projekt. Men den første verdenskrig satte et stop for disse planer. Øens betydning som feriemål var efterhånden betydelig. På naboøerne Amrum og Før var man ikke begejstret for planerne. I stedet ville de have, at der blev sørget for at større skibe kunne komme til øerne. Men protesterne blev afvist.
Via Tønder og Højer
Gæsterne til øen måtte efter 1920 tage til Danmark (Tønder). Det krævede visum. Dette blev så i 1922 afløst af en ordning, hvor vognene var plomberet når man befandt sig på dansk område. Ved Højer Sluse måtte de rejsende gå gennem et afspærret område ned til Vidåen for at gå ombord på hjuldamperen.
Men den danske regering havde kun givet tilladelse til dette i en begrænset tid. Ja man havde givet en tidsfrist på tre år for at finde en løsning. Derfor var det tvingende nødvendig for de tyske myndigheder for at finde en løsning.
I 1925 – 1926 var der via Tønder og Højer 25.215 rejsende mod Sild. Visumtvangen blev dog afskaffet i 1926.
Et enormt bygningsprojekt
Vejforholdene i det nordvestlige Tyskland var ikke gode dengang. Derfor blev der lagt en ekstra jernbanespor til Klanxbüll, så man kunne få transporteret materiale frem. I 1923 begyndte anlæggelsen af dæmningen. Man man var knap begyndt, da det hele druknede i en stormflod. Det skete blot efter fire måneder.
Man måtte anlægge dæmningen mere nordlig end man oprindelig havde planlagt. Ekstra sikkerhedsforanstaltninger blev taget i brug for at sikre dæmningen. Mellem 1.000 og 1.500 arbejdere blev beskæftiget ved dæmningen. Efter fire års byggetid blev tre millioner kubikmeter sand og mudder flyttet. Endvidere blev 120.000 sten transporteret til dæmningen fra fastlandet.
Materialerne blev leveret af forskellige fladbundede både inde fra Husum. Andre materialer blev leveret via nye skinner. Hver dag kom 70 jernbanevogne med materialer. Dertil kom 30 sejlbåde, 3 slæbebåde og yderligere 20 andre både. Dæmningen blev dyr. Og det måtte passagerne på dæmningen betale for. Et tillæg blev beregnet fra 1933 til 1940.
Nord og syd for dæmningen på fastlandet blev der anlagt diger. Derved opstod Wiedingharder Neue Koog og Dreieckskoog.
Problemer med navnet
Den første officielle passager var Rigspræsident Paul von Hindenburg. Det var også ham, der indviede dæmningen. Efter blot et par timer forlod han igen øen. Og har efter sigende aldrig mere været på øen. Egentlig havde dæmningen ingen navn. Men ved en indvielsesmiddag fik dæmningen sit officielle navn.
Men efter anden verdenskrig, var der mange tanker fremme for at ændre navnet på dæmningen. Man beskyldte Rigspræsidenten for at have banet vejen for Hitler. Der var mange initiativer i gang for at ændre navnet. Forslag som Sylt – Dæmningen, Fredens – dæmningen eller Nordfrislands – dæmningen kunne dog ikke rigtig trænge igennem.
Et biltog på 550 meter
Fra 1932 blev der også taget biler med toget. Indtil første verdenskrig blev bilerne kun taget med som almindelig gods. Fra 1951 indførtes rigtige biltog. Kun fire af disse kørte dagligt på sporene. Men der var utilfredshed at spore. Mange forlangte at der blev bygget en direkte vej til øen, så biler ikke var afhængig af toget.
Man gennemførte nogle ændringer, så flere og kunne køre til øen. Således kunne man i påsken 1957 overføre 450 køretøjer. I 1961 indførtes to – etagers biltog. I dag kaldes togene for SyltShuttle. Og endelig i 1972 blev der anlagt et ekstra spor.
I 2001 blev der indsat 5 nye biltog på en længde af 550 meter. De kunne befordre op til 190 personvogne pr gang.
Hver sommer transporteres 700.000 gæster
Nu er det ikke kun biltog, der kører over dæmningen. Regionaltog, Intercity og eksprestog kører flere gange i timen mod og fra Sild. Man regner med at alene jernbanen hver sommer transportere 700.000 gæster til og fra øen. Et enkelt biltog kan medtage 160 personbiler. På en enkelt dag i forbindelse med højtiderne kan der i løbet af en dag sagtens køre 120 tog over dæmningen.
På dæmningen blev der opført en lille barak. Her sad en person og styrede trafikken. Dette sker nu elektronisk fra Niebøl. Den lille barak blev i folkemunde kaldet Villa Havudsigt.
To alvorlige ulykker
Den 3. september 2009 skete et tragisk uheld på dæmningen. En lastbil på toget blev ramt af stormvejret og slynget af toget. Chaufføreren blev dræbt ved ulykken. Også i 1993 var der sket en ulykke på dæmningen, hvor to personer blev alvorlig kvæstet. Der er eller strenge regler for, hvornår man må medtage køretøjer. Alt dette er afhængig af vindstyrken.
Efter redningsindsatsen havde redningsmandskabet kritiseret redningsvejen. Den var ikke blevet vedligeholdt og mandskabet havde svært ved at nå frem.
Adskilt fra fastlandet
Men hvad er der for en ø, dæmningen fører over til?
For cirka 8.000 år siden blev Sild skilt fra fastlandet. Øen Sild var besøgt af vikinger. Det viser flere fund. Fra omkring år 500 blev Sild beboet af østfrisere. Strandfriserne kom først omkring år 1000. Ifølge overleveringer skulle jyderne og anglerne i 450 have begivet sig ud på havet for at kolonisere de britiske øer. I mange år har området været næsten affolket.
Øen har været beboet siden den yngre stenalder. På øen findes en del gravhøje og stendysser. Bedst kendt er Denhoog, Hanhoog og Tinumhoog. Således minder familie-graven Denhoog
ved Venningstedt om masser af aktivitet i forhistorisk tid.
Sild nævnes i 1141
Navnet Sild dukkede første gang op i skriftlige kilder i 1141. øen blev også nævnt i Valdemars jordebog fra 1231. Muligvis stammer ordet fra det danske ord for fisken sild. Andre muligheder er det gammeldanske ord sylt, der betyder salt eller strandeng. Men fra 1668 brugte man silden i våbenskjoldet.
I 1236 blev Sild en del af hertugdømmerne. Men Nordfrisland udgjorde et særligt utland under kongen. Med tiden kom større og større dele under hertugen. Kongemagten beholdt dog lige til 1864 øen Amrum, den vestlige del øen Før og List på nordsiden af Sild under sit direkte herredømme.
I 1769 havde øen ca. 3.000 indbyggere.
Rømø og Sild i hver sin retning
De to Nordsø – øer Rømø og Sild udviklede sig helt forskelligt. Keitum var egentlig Silds hovedstad. Men da de første badevogne i 1855 blev opstillet i Westerland, tog udviklingen fart. Denne by var et lokomotiv for de andre byer på øen. Det var også det år, hvor det første fyrtårn blev tændt.
Rømø gik efter 1920 en helt anden vej. Man tog imod campister og individuelle gæster, som søgte den naturnære ferie i et sommerhus, i klitterne eller ved Nordeuropas bredeste strand. Det var dog overvejende tyske turister, der opsøgte Rømø, som de kaldte for de fattiges Sild.
Ø – banen på Sild
I 1888 åbnede ø-banen mellem Munkmarch og Westerland. Senere blev den udvidet til Hørnum og List. Ø-banen var en såkaldt smalsporet bane. I 1970 blev trafikken på strækningen indstillet og skinnerne demonteret. Banen blev erstattet af rutebiler.
Faktisk var det ombyggede Borgward – lastbiler, der udgjorde en del af materialet. Disse ombyggede lastbiler blev taget i brug i 1956, da damplokomotiverne ofte kørte fast i fygesand.
En langstrakt ø
Det var kejserrigets populæreste rejsemål og blev kaldt Dronning af Nordsøen. I 1905 fik byen købstadsrettigheder. Allerede i 1911 havde byen Vesterland 30.000 gæster om året. Ganske vist siger man, at Sild ligger 20 kilometer fra fastlandet. Men fra øens østligste del er der kun 8 kilometer til Friedrich – Wilhelm – Lübke – Koog på fastlandet. Fra nord til syd er øen 38,5 kilometer lang.
På det smalleste sted er øen kun 350 meter bred. Det er mellem Rantum og Hörnum. Det bredeste sted er mellem Westerland og Morsum. Her er der 12, 5 kilometer. Det højeste punkt er Uwe – klitten på 52,5 meter.
Stormfloden i 1362 ændrede øens form. Store marskområder blev mistet, og øen mistede forbindelsen til fastlandet. Allehelgensfloden i 1436 medførte endnu større landtab. Byen Ejdum sank i havet og Rantum forsvandt i klitterne. Men det var dog først i slutningen af det 14. århundrede at øen fik sin nuværende karakteristiske form.
En tredjedel af øen er dækket af klitter. Resten består halvt af gest og halvt af marsk. Gesten er bevokset af lyng. I marsken findes græsenge og landbrugsjord. På hele den vestlige del finder
man en ca. 39 kilometer lang sandstrand. Brændingen og den kraftige vestenvind medfører konstant ændringer af landskabet. Man ofrer store beløb på at sikre øen. Regelmæssige strandfodringer er nødvendig. Og husk, at du skal betale for at bade på Sild.
Foruden toget, kan man tage med Rømø – Sild overfarten og ligeledes med ruten Nordstrand – Hörnum. Ja så kan man også tage fly til lufthavnen. Hovedstaden hedder Westerland
og har 10.000 indbyggere. Det er halvdelen af øens befolkning. Kunsthåndværkere og gallerier har sat sit præg på byen.
Byen Wenningstedt er nærmest vokset sammen med Westerland. Her findes også kasinoer og banegården. Her er læsseramperne til biltoget. En masse klinikker og kursinstitutioner findes her. Mod syd i Ramtum fremstilles en eksklusiv mineralvand. Her i klitterne findes nok Tysklands dyreste vinkælder.
Kirke fra 1020
De ældste kirker på øen er Sankt Severin Kirken ved Keltum og Sankt Martin Kirken. Den første kirke blev opført allerede i 1020. Her skulle have ligget et kultsted. Måske har man tilbedt Odin. Kirken hørte under klosteret i Odense og er viet til den hellige Knud.
Keitum er en gammel er en gammel kaptajnslandsby. To museer fortæller her om historie, sprog og frisisk kultur. Her er der også mulighed for at se de originale friser – gårde. Mod nord ligger den gamle havneby Munkmarsch. Det var her ruten gik mod Højer Sluse.
Omkring Tinnum er priserne nogenlunde acceptable. Her er de ikke skruet kunstig i vejret. Det er også her i nærheden, at Tinnumburg ligger. Det er et ca. 2.000 år gammelt rigsvoldsanlæg.
Braderup er også et kursted, men knap så mondænt som Westerland. Når vi nu snakker om det mondæne, ja så er Kampden nok det mest mondæne på hele Sild. Her holder de mest lækre biler i Whiskeystrasse. Helt nordpå ligger List. Her fandtes tidligere massive militære anlæg.
Syd på ligger Hörnum. Herfra er der forbindelse til Nordstrand. Tidligere var der forbindelse herfra til Helgoland.
Kurgæster ud – soldater ind
Fra 1914 – 1918 forandrede livet sig på Sild. I stedet for kurgæsterne var det nu soldaterne, der rykkede ind overalt, på hoteller, i pensioner og på børnehjem. Og skolen i Westerland blev indrettet som lazaret. Dampskibsselskabet stillede skib til rådighed for transport af tropper og materiel. Ved vestkysten blev der opstillet 5 batterier. Bunkere med kommunikationscentre blev anlagt.
Og på Sild kunne man sagtens høre slaget i Skagerak i 1916. I dagene efter flød døde soldater ind på stranden.
I november 1918 havde de fleste soldater forladt øen . Mandskab fra et amerikansk krigsskib undersøgte om alt, var gået rigtig til. De sørgede også for at flyvemaskinerne havde fået demonteret deres bomber.
Göring i Wenningstedt
Efter 1933 satte nazisterne sine spor på øen. Cirka 10.000 soldater blev stationeret og en række bunker opført. I 1934 fik jøderne strandforbud i Westerland, og efterhånden også på resten af øen. Mange hotelværter erklærede deres huse for jødefri. Det var også i Wenningstedt, at Göring og mange af hans tilhængere holdt til. Hans hus Mein Lütten, eksisterer endnu. Ja egentlig var huset hans kones.
Indtil anden verdenskrig ferierede også folk som Rosa Luxemburg og Thomas Mann i Wenningstedt.
En ny flyveplads blev anlagt ved Westerland. Et lazaret blev anlagt i den nordlige del af byen. Rigs – arbejdstjenesten ( Reichsabeitsdienst) anlagde fire barakbyer på øen. Marinen byggede desuden forskellige steder på øen.
Invasion fra Sild
Mange øvelser foregik fra Silds vestkyst. Meningen var, at tyskerne herfra ville invadere England. En betonvej blev anlagt fra Kampden mod List. Her foregik en masse militær – transport. Flere gange under krigen blev øen bombarderet af engelske flyvere, men der skete ikke større skader. Efter krigen strandede et stort antal fordrevne fra Østtyskland på øen. Militære anlæg blev sprunget i luften af besættelsesmagterne.
Udsat for naturens luner og farer
Den fortsatte erosion er til fare for øens fremtid. Især i den sydlige del omkring Hørnum sker der store tab af land. Også ler-klinterne bliver mindre. Det store antal besøgende især om sommeren stresser øen. Den langstrakte ø er en slags bølgebryder foran fastlandet. Men øen er konstant udsat for naturens luner.
Gennem de sidste 400 år er øen godt nok vokset med 2 kilometer i længden, men den er blevet smallere og smallere. På det smalleste sted er der fare på færde, hver gang der er optræk til stormflod. Ja det er kun 350 – 400 meter, at gøre godt med.
Meget værdifuld marskjord er blevet begravet af sand, og flere byer er i løbet af historien forsvundet under klitterne. Der er i nyere tid indført sikkerhedsforanstaltninger. Mange steder på øen er der ikke adgang. Men ikke alle overholder bygningsforbud. Ældre bygninger er forsvundet. Det gælder blandt andet hotelkomplekset Zur Kronprinzen eller en strandcafé ved Wenningstedt. Disse komplekser blev offer for naturens kræfter.
I 1907 blev der på privat initiativ startet bygningen af en mur, der skulle beskytte byen Westerland. Den startede med at være 68 meter lang. Men byen fortsatte med at udvide muren. I 1924 var den 774 meter lang og havde en højde på cirka 6 meter.
Nye gæster til øen
Med dæmningen kom der også andre besøgende til øen. Det var ræve, muldvarpe og andre dyr. Dette gik ud over fuglelivet. Spørgsmålet er dog om man i længden kan stå imod naturens kræfter. Man bruger hvert år enorme summer på at sikre øen. På den anden side sikrer den voldsomme turisme på øen også enorme indtægter.
6,5 millioner overnatninger
I 2007 blev der registreret 6,5 millioner overnatninger. Øen råder over cirka 12.000 sommerhuse og i alt 50.000 gæste-senge.I højsæsonen er der opstillet mere end 11.000 strandkurve.
De mange biler var en trussel for øen. Man havde ikke tænkt på indretning af p – pladser. Og bilisterne ville så tæt til stranden som mulig. De lavede deres egne p – pladser midt i det truede område. I 1960erne gik man i gang med udbygning af vejene og p – pladserne på øen. Nu skulle man så have styr på de 450.000 biler, der hver sommer drøner rundt på øen. Og hvis man ellers vil betale sig fra det, så er der nu 84 officielle gange gennem klitterne ned til stranden
En kraftig brænding
Brændingen ind mod Sild er meget kraftig. Ja man kan ligefrem bliver masseret af den. Men i 1976 blev der illustreret, hvor kraftig den egentlig er. En dansk fiskekutter, der havde fået motorstop drev ind mod stranden. Den var fuldstændig ubeskadiget. Men efter to dage ved stranden var den fuldstændig slået til pindebrænde.
Kurophold
Vi har tidligere fortalt om de rige og de smukke, der besøger øen. Ja min far, der et par somre i min ungdom arbejdede på øen kunne berette om en perlerække af tyske filmskuespillere,
han havde talt med på øen. Men mange almindelige mennesker, tager til øen få at få helbredt en af deres lidelser. Således har vi i flere artikler beskrevet tøndringer der er taget til øen om sommeren på et kurophold.
Blandt disse tøndringer var Hans Bulgar. Ja egentlig hed han Hans Stehr og var vært på Schweizerhalle i Tønder. Han var påfaldende ivrig med sine hurraråb, da Dronning Elisabeth af Rumænien besøgte øen i 1888. men det kneb lidt med geografien for Hans. Så han råbte, Længe leve Bulgarien. Og sådan noget skal man ikke gøre, når man kommer fra Tønder. Så får man et øgenavn.
Provisor Peter Nielsen fra Tønder Apotek elskede at tage til Sild, og var stamkunde i Wellenbad i Westerland. Ja, han kom så til at hedde Peter Wellenbad.
Luften på Sild er nemlig helbredende for astma, luftvejssygdomme og muskelinfektioner. Allerede i 1857/1858 havde man fundet ud af, luftens gavnlige virkning på helbredet.
Nøgenbadning
Meget populære er øens nøgenbadestrande. Den første blev oprettet allerede i 1920. Men i begyndelsen blev kønnene opdelt. Længst mod syd var det damerne. Mod nord var det mændene. Og i den neutrale zone kunne man muntre sig. Her var der musiktelte og restauranter. Her var også såkaldte Giftbuden. Her kunne man få en kryddersnaps. Det var også strenge regler for,
hvornår man måtte bade.
Orgelkoncert og rummelpot
Øen er præget af både dansk, tysk og frisisk kultur. Øens nordfrisiske dialekt kaldes sólring. Men det menes at kun 4 pct. af øens befolkning efterhånden behersker denne dialekt, som har lånt mange ord fra dansk. Især på det nordlige Sild omkring List tales også sønderjysk. På øen er der en dansk kirke og skole.
En tur langs Vadehavet ved solnedgang er befriende for liv og sjæl. Eller en koncert med sømandssange, eller måske en orgelkoncert i Sankt Severin Kirken i Keitum er nogle af mulighederne. Mange gamle traditioner har overlevet masseturismen. I februar har man således birkebrænding. Om sommeren er der ringridning. Nytårsaften er der rummelpot eller som det kaldes på øen maskeløb. Ved juletid opstiller mange øboer et jöölboom.
Ligesom på naboøerne Amrum, Før og Rømø har Sild også ¨deres egen folkedragt”. Den bliver også kaldt Sildedragten. Allerede i 1597 bliver den beskrevet. Den har stor lighed med Rømødragten.
Sagnet om Ekke Nekkepenn
Et meget kendt folkesagn fra Sild er Ekke Nekkepenn. Havguden Ekke havde en forkærlighed for Hørnum på Sild. Har havde han nemlig forelsket sig i Inge fra Rantum. Og hun havde givet sit ja. Senere fortrød den unge pige og forsøgte, at blive ham kvit.
Ekke lovede hende omsider, at hvis hun kunne nævne ham ved sit navn, så skulle hun få sin frihed. Hun spurgte overalt, om hans navn. Men ingen vidste det. Bedrøvet gik hun rundt og opsøgte de ensomme steder. Tiden nærmede sig, hvor han ville hente hende. Da hørte hun en sang, da hun gik nede ved stranden. Sangen kom inde fra en stor klit.
Nu vendte hun glad hjem. Og da havguden kom til den aftalte tid, sagde hun: Du hedder Ekke Nekkepenn, og jeg er Inge fra Rantum. Da forlod havguden hende straks og vendte aldrig mere tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. – 12- 2021
April 5, 2010
Vi besøger Hostrup Sogn. Og hører om ulykker i Tønder by, skrevet af en præste-familie i Hostrup. Vi besøger et slot i Lydersholm, en borg og en hellig kilde i Rørkær. En tidligere adelsgård i Solvig og Hostrup Kirke besøger vi også. Både præstegården og Fattiggården afbrændes som hævn. Stakkes skæbner som ingen gad at hjælpe døde på gaden.
Dagbog fra 1540 – 1692
En dagbog gik i mange år i arv hos præsteslægten Rigelsen. De afløste alle hinanden som sognepræster i Hostrup. Bogen har også tilhørt Nicolaus Christian Lorentzen, præst i Oxenvad, der døde i 1707. Bogen er skrevet på latin og plattysk. Vi tillader os her på redaktionen den frihed at gøre teksten mere tidsvarende. Når vi nu bringer en del af indholdet fra denne bog, hører det sammen med, at vi får et fantastisk indblik i tiden 1540 – 1692 om livet i Tønder By og Hostrup Sogn.
Hvad betyder det?
Hvad betyder Hostrup. Ja fra 1390 kender vi navnet som Hostorp. Måske kommer det fra ordet hord, der betyder hest. Og Jejsing blev kaldt Gejsing.
Jejsing fra det 6. århundrede
Vi har her på dengang.dk beskæftiget os meget med livet i Tønder, men hvad med Hostrup Sogn?
Ja vi ved, at Jejsing er det ældst kendte bosted i Hostrup Sogn. Endelsen -ing vidner om, at dette er et bynavn fra folkevandringens tid i det 6. og det 7. århundrede.
Jejsing og Rørkær er beliggende på Jejsing Bakkeø. Hostrup og Solderup ligger på en hede-slette. Og landsbyen Lydersholm er beliggende i den sydøstligste del af området.
Gamle dage i Hostrup
I gamle dage var det ikke gadenavne i Hostrup. Landsbyen var delt i tre dele.
Da sognet i 1972 kom ind i Tønder Kommune kom vejene til at hedde Solderupvej, Nørretoften, Smedjen, æ Stoksti og Kirkevænget.
Fra Tønder gik man eller red man til Emmerske, Solderup, ned til Lydersholm og til Beiers Kro.
Mod nord går Solvigvej, som Melchior Rantzau lod grave gennem engene ca. 1585, for at de kunne komme til Hostrup Kirke.
Rantzau ejede ellers Højst Kirke (Øster Højst Kirke). Men beboerne og herskabet blev uenige om præsteansættelse ved kirken. Derfor kørte herskabet til Hostrup Kirke. Men Rantzauerne blev dog begravet i Højst Kirke.
Hvorfor hedder det Æ Stoksti?
Der hvor præstegården ligger, fører vejen til det gamle Jejsing. Vejen har det mærkelige navn Æ Stoksti. Det er faktisk forskellige forklaringer på, hvorfor den hedder sådan.
Den ene forklaring går på, at der dengang var en sti, der gik gennem et lavt terræn, hvor man skulle gå på pæle eller stokke, som var rammet ned i jorden. Folk gik simpelthen på stokkene – ikke med stokkene.
Præstegården ligger på vejen. Og egentlig var den også den gamle kirkesti fra Rørkjær til Hostrup.
Og her kommer så forklaring nummer to på navnet Æ Stoksti. Stien gik nemlig over Hvirlå. I gammel tid gik der en smal gangbro af træ over åen. Den blev benævnt æ stok.
Præstegårdens brand var en hævn
I 1734 brændte præstegården. Det var en lang lerklinet bygning. Med bygningen brændte alle kirkebøger. Disse kunne have medvirket til at gøre denne artikel lidt nemmere at skrive. Ilden menes at være påsat af en person, der ikke kunne lide præsten Georg Eichel.
Denne præst var en meget dygtig og fremsynet mand.
Han sørgede blandt andet for at hans jord blev drænet. Dermed fik han større udbytte af sin jord.
By-dammen
I den sydlige del af Hostrup lå Byssens jord med den gamle by-dam. Her kom by-hyrden med kreaturerne for at vande. Endnu i trediverne lå Bydammen
der. Den blev senere brugt som branddam.
Det var også her på Byssens jord blev bygget en skole i 1876. Og det var skole helt til 1948.
6 kroer i sognet
De må have været tørstige derude, for på et tidspunkt var der seks kroer i sognet. Hostrup Kro er en af de ældste kroer, antagelig opført i slutningen af 1700 tallet. Et kort over Hostrup viser at pladsen foran kroen stadig var ubebygget.
Nu var det ikke kun på kroen, at sladderen og nyhederne blev udvekslet. Det foregik også på smedjen og hos æ hjuler.
Vi får også i Danske Atlas, at vide, at tre åer gennemløber sognet. De har sikkert alle forbindelse til Vidåen. Den første kommer fra Burkal Kirke og går forbi Jejsing og Rørkær. Den anden kom fra Ravsted by og går forbi præstegården. Den tredje kommer fra Hellevad Mølle og flyder forbi Solvig.
Men hvad med Grønå, hvis vand blev brugt til voldgraven omkring jagtslottet ved Lydersholm?
Solvig
Store dige-arbejder har ikke kunnet dæmme op for de katastrofer som sognet har måttet opleve. I midten af 1600 tallet lagde svenske tropper nærmest egnen øde. Gårdene i Jejsing har været fæstegårde. De fleste gårde hørte under Solvig, nogle under Tønderhus og enkelte under Kogsbøl syd for Visby.
Solvig hørte oprindelig til Højst Sogn. Kigger vi tilbage i historien hedder det sig:
Abel Valdemarsøn´s søn Erik Abelsøn Ryd født ca. 1300 i Sønderjylland, har den 20. juni 1319 af Henneke kaldet Moltke købt al den gods, som denne havde i Jejsing, Rørkær, Hestholm og Tidsholm.
Godset går i arv i familien frem til 1495, hvor Mads Gjordsen driver den. Efter hans død overtager datteren, Anna godset. Da hun var 7 år gammel blev hun forlovet med Hans Pogovitz til Trøjborg.
Nægtede at gifte sig med fæstemanden
Da hun blev voksen ville hun ikke ægte sin fæstemand. Familien måtte betale Vedje Pogovitz 3.000 mark og bede om tilgivelse på et møde i Kolding. Jomfru Anna blev derefter forlovet med Axel Bonner. Men ak, han døde før brylluppet. Hun giftede sig derefter med Erik Nielsen Lange til Engelsholm. Han døde dog i 1572.
Senere giftede hun sig med Albert Galstyrt. Hun beholdt Solvig. Sønnen Erik Lange, der var en kendt guldmager overtog gården.
I 1586 solgte han godset til kongen for 5.800 rigsdaler. I skødet nævnes alle i Slogs Herreds 66 gårde. Heraf lå de 56 i Højst og Hostrup Sogne.
En måned senere mageskiftede kongen med Torskov i Gram Herred. Ejeren var Melchior Rantzau. Han døde i 1589, og enken Dorothea Rantzau til til Kværnbek. Hun valgte efter mandens død at bo på Solvig.
Amtmanden i Tønder administrerede gården fra 1597 til 1601. Derefter fortsatte familien Rantzau driften.
Da bønderne klagede over hoveriet blev godset udpagtet til amtmanden i Tønder for en særlig afgift. I 1624 blev hoveriet afløst med en pengeafgift på 629 Rigsdaler.
I 1624 blev Kogsbøl og Søndergårde overdraget til Frederik Ahlefeldt og hans brødre. I 1693 solgte Frederik Ahlefeldt gården og godset til samtlige undersåtter for 4.400 Rigsdaler. Bønderne blev hermed selv herremænd. De forpagtede gården til Johan Jessen for 800 rigsdaler.
I 1706 købte hertugen gården tilbage og i 1759 blev den bortforpagtet.
Prins Joachim bliver ejer
Godsejer Johann Ludolph Outzen født i Ballum overtog godset, der således gik i arv, inden det blev solgt til Schack – familien. Vi har stødt på familien Outzen fra Ballum i forbindelse med artiklerne om ”Bondefamilien fra Trøjborg og Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder.
I 1884 blev Solvig solgt til Grev Otto Diedrich Schack, amtmand i Tønder. Han efterfulgtes af sønnen Hans Schack. Sammen med Schackenborg overtog Prins Joachim i 1993, Solvig.
Solvig Mølle
Solvig Mølle var en af de ældste møller i hele landet. Mølle har i mindelige tider hørt under Solvig. Antagelig har der på stedet allerede ligget en vandmølle på stedet i det 12 århundrede. I 1924 solgte Grev Schack møllen til 30 lodsejere. Dermed standsede møllehjulet og Arnå blev reguleret.
Det flotte mølle-hus er fra 1770. Under Solvig var også en kro. Den blev skilt ud i 1791.
Store Tønde
I 1481 hører man om et øde gods i Hostrup Sogn (Hostorp) kaldet Tønde. Det tilhørte Eggert Ghortze, som i 1484 købte det af abbed Claus
i Løgumkloster.
En af de første fattiggårde i Hostrup
Der var masser af fattige i sognet. Og meget tidlig som nogen af de første i Slesvig – Holsten fik man etableret fattiggård. Det var i 1819.
På Nørretoften en del af jorden blev købt af af Hostrup Sogns fattigkasse. Fattiggården blev kaldt for æ Armhus. Livet i fattiggården skulle virke afskrækkende. Instruksen var meget klar:
Beboer afbrænder gården
I 1832 var der 32 personer, børn og voksne på fattiggården. De der var arbejdsduelige hjalp til ude i landbruget og inde ved husholdingen . Fattigforstanderen skulle få det hele til at fungere. Han skulle sørge for, at de ikke flygtede, og han skulle sørge for de syge. Livet var hårdt. Man fik utilstrækkelig kost og havde elendige boligforhold.
I 1842 brændte gården. Det var en af beboerne, der satte ild til gården, der blev bygget op igen.
I 1700 tallet havde man også i Hostrup Sogn ansat en fattigfoged. Han skulle ikke hjælpe de fattige, nej tværtimod. De stakkels mennesker havde ingen ting
at leve af eller nogen sted at bo.
Det var mange fattige mennesker i sognet før i tiden. Børn som forældrene ikke havde råd til at have hjemme, blev sendt til dem, der får laveste bud, ville have dem i pleje. Det var sognet, der skulle betale.
Stakkels skæbner i sognet
En af skæbnerne var Marica Gregersen. Hun var født i Solderup i 1800. Det skete, mens hendes forældre opholdt sig i sognet som tiggere. Ingen ville hjælpe hende. Pastor Lytzen afviste hende, fordi hun var forsørgelsesberettiget. Hun blev fundet bevidstløs på vejen mellem Rørkær og Jejsing. Hun blev bragt til Rørkær, hvor hun døde dagen efter.
En anden af egnes tiggere var Niels Lund. Han blev fundet ca. 1830, frosset ihjel. Hans kone Maren Lund vandrede derefter alene rundt og tiggede til føden. Hun døde i Solderup i 1853.
Skolen i Hostrup
Fru Dorothea von Rantzau forærede en af sine piger en gård i Hostrup. Pigen giftede sig med degnen, og her blev Hostrup Sogns første skole oprettet.
På den lille vej, Kirkevænget ligger huset, hvor den gamle skole lå. Den blev bygget i 1799. Nu var det et godt job, at være degn i Hostrup. Det skyldes et flot tilskud fra familien Rantzau. Degnen Nis Nissen behøvede ikke at være fast lærer. Men han drev derimod en tysk privatskole, der var godt besøgt af elever fra
omegnen. Den gamle degne – bolig brændte i 1913.
En del af lærerens løn blev betalt af indehaveren af degnegården. Degnen skulle sørge for børnenes undervisning, foruden at være kirkesanger. Så måtte man da håbe, at han kunne synge.
I 1920 blev pladsforholdene i skolen i Hostrup for trange. 14 skolesøgende børn fra Fattiggården skulle have undervisning.
Et slot i Lydersholm
Egnen var dengang ret skovrig, men en stor del blev brugt til diger i marsken. Hele 18.000 læs træ blev brugt til dige-byggeri mellem Rudbøl og Vidding Herred.
Der, hvor vi som unge kørte på udborede knallerter – sig det ikke til nogen – omkring Lydersholm, lå en gang et slot. Ja man tror det næppe.
Det var Hertug Hans den Ældre, bror til Christian den Tredje, der byggede jagtslottet Grøngård. Helt korrekt hed det Lusthus Thom Gronehagen.
Slottet blev lagt i en kunstig sø. Og det var bønderne i området, der kom til at betale gildet. De blev pålagt en speciel afgift.
Efter hertugens død blev slottet sjældent benyttet, og midt i 1600 tallet blev det lille kunstværk solgt til nedbrydning.
Slottet var på tre etager og opført af røde teglsten. Omfanget var på 16 gange 18 meter. Fire ottekantede tårne var der også og taget på slottet var pyramideformet.
En hellig kilde
I nærheden af Rørkær lå en brønd kaldet Hellig Kirke. Det var en meget søgt lægedomskilde I Danske Atlas (1781) kan man læse følgende:
Men borgere fra Tønder klagede over, at det overhovedet ikke hjalp på helbredet. Men brønden eller kilden blev flittig besøgt af syge og krøblinger. Ved brønden stod en blok, hvor man kunne lægge penge i, beregnet til de fattige i sognet.
En borg syd for Rørkær
I de såkaldte el-hjemske enge syd for Rørkær ligger den såkaldte Elhjelmvold, en sandet banke. Efter sagnet skulle der her har ligget en borg, Muurgruus. Pæle og grave bestyrker rigtigheden af dette. Der findes også spor af den brolagte vej, der har ført fra Rørkær hen til borgen.
Præstefamilien Rigelsen
Vi skal følge en præst, Peder (Peter) Rigelsen, og som det senere vil blive fremhævet, så var han ud af en større præste-familie. Dengang havde man med at bruge det latinske, så de præster, vi senere i artiklen skal stifte bekendtskab med er følgende:
Men lad os lige kigge på arbejdspladsen Hostrup Kirke. Den anden arbejdsplads inde i Tønder, kan du læse om i artiklen, Kristkirken i Tønder.
En trold byggede kirken
Hostrup Kirke er en meget gammel kirke – fra omkring 1130. Andre kilder fastslår, at den er fra 1198. Den er viet til Maria Magdalene, S. Laurentius og S. Andreas. Men efter en overlevering skulle den også være viet til S. Jacob.
Ifølge sagnet er kirken bygget af en trold. Denne lovede at hjælpe bygmesteren mod at denne fandt ud af, hvad den hed. I 1298 nævnes en præst ved kirken,
men senere i middelalderen havde den fælles præst med Højst. Slesvig – bispen bestemte dog i 1506, at hver kirke skulle have hver sin præst, valgt af menigheden.
Ved reformationen kom kirken under landsherren. Fra 1544 var det Hertug Hans. Efter dennes død under de gottorpske hertuger og herefter 1713 – 21 til kongen. Menighedens valgret blev dog til en vis grad bevaret.
Kirken ligger nogenlunde midt i sognet. Kirkegården var omgivet af en kløvstens-mur i nord og de andre sider af jordvolde, som udvendig var beklædt med kløvede sten. I 1637 købtes der 1.300 mursten til kirkegårdsporten.
Lynet ramte kirken
Kirken består af apsis, kor og skib fra omkring 1200 – 75, et tårn i vest, hvis underste etage stammer fra gotisk tid og i syd et våbenhus, som vel i hovedsagen stammer fra 1862.
Ifølge Højst Kirkebog brændte Hostrups kirketårn efter et lynnedslag natten mellem den 11. og 12. september 1650. Det faldene tårn slog tagsten itu fra karnhuset (våbenhuset).Tårnet har formentlig været kronet af et spir.
Vindfløjen over tårnets vest-gavl har fane med årstallet 1757. Sidealterbordene er fra 1556, og alterklædet er i 1668 skænket af Hans Clausen til Solvig.
Brand i 1860
I 1860 havde degnen glemt at slukke alterlyset, inden han gik hjem. Forbipasserende havde godt nok set et lysglimt derinde fra kirken. Men de turde ikke, at få derind, fordi de troede, at det spøgte.
Da man endelig vovede sig derind, var altertavlen og prædikestolen ødelagt. Altertavlen, der kom op efter branden blev i 1927 kasseret af Nationalmuseet,
da man restaurerede kirken. Altertavlen lå mange år oppe på kirkens loft. Men man tog det ned, og anbragte det i tårnrummet.
Tårnet blev ikke bygget op igen
Tårnet blev bygget i 1400 tallet. Det menes, at have været 8 meter højt. Tårnet blev ikke bygget op igen. Det skyldtes sikkert fattigdom dengang på grund af de mange krige.
Messehagel blev anskaffet i 1645 til 160 mrk. og betalt godvilligt af sognets indbyggere. Den nuværende prædikestol er fra 1862 – 63. i dagbogen senere omtales imidlertid en prædikestol som sognets beboere sparede sammen til.
Åbenbart har mon også i denne kirke kunne købe sig til en god plads. Således omtales en stol Ein Buhr oder Gesitz i 1726 som tilhørende Hans Haustedt i Jejsing.
Der eksisterer faktisk et stolestaderegister fra kirken fra 1726.
Bødewadt fra Tønder har også haft sin gang her i kirken, som i så mange andre kirker. Deres tømrerarbejde var velkendt og respekteret. Det tidligere smukke altersæt fra 1592 gik til grunde ved degneboligens brand i 1913.
På alterstagerne står der Til minde om Jfr. Laurette Rasch 1860. De to par er henholdsvis 64 cm og 49 cm høje. Kun de sidste er i brug.
Klokker og orgel
Orgelet er bygget op af Frobenius med syv stemmer. Men orgelfacaden er fra 1635. Og der findes også rester af et orgel fra Ribe Domkirke (indtil 1843 – 44 ).
Der findes to store præstemalerier i kirken. Den ene er Paulus Claudius – i 28 år sognepræst i Hostrup. Den anden – en vi hører om lidt senere, Johannes Mauritius sognepræst i Hostrup og Tønder. Ja så har kirken øjensynlig udlejet ligklæder med lagener. Dette omtales første gang i regnskaberne i 1680.
Klokkerne er fra 1790, støbt i Lübeck, men også i 1644 omtales klokker og i 1779 nævnes en transport af klokker til og fra Rendsborg.
10 rigsdaler for at blive begravet i kirken
Den 21. februar 1752 fik Las Petersen på St. Tønde (Store Tønder) efter ansøgning amtmandens tilladelse til for sig og sine arvinger at indrette og vedligeholde en begravelse under kirkegulvet mellem mands – og kvindestolene. For dette blev der betalt 10 rigsdaler. Således denne begravelse som andre tilhørende gården Solvig samt præsterne, sløjfedes ved den store renovering i 1862. Rester af murede begravelser blev fundet under restaureringen i 1956.
Enken ville ikke betale
Nu gik det ikke altid lige godt, hvis man skulle begraves i kirken. I 1733 døde Andreas Nissen, Store Tønde. Da man skulle have kisten ind i kirken, var den så stor, at man skulle hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene, for at få den ind.
Kirken ville have at enken skulle betale for dette. Men det havde hun nu ikke i sinde. Hun forklarede, at Store Tønde havde foræret kirken lysekrone og meget andet. Omkring 12 stolestader i kirken tilhørte Store Tønde.
En undtagelse
I 1805 blev begravelserne i kirken forbudt. Den sidste, der blev begravet var hustru til Johan Outzen, Solvig, der døde i 1828. Selv om det var forbudt, havde Pastor Høck forhørt sig ved de kirkelige myndigheder. Der havde man ingen betænkeligheder ved at omgå loven. Man skulle bare sørge for, at graven blev godt
tilkastet med jord.
Tag dog mere tøj på
Omkring 1860 fik man lidt varme i kirken. En kakkelovn blev sat op i den nordøstlige del af kirkeskibet, foran kvindesiden. Det var dog meget modstand fra befolkningen. Man mente, at folk bare kunne tage mere tøj på, når der var koldt.
Kakkelovnen kunne dog næppe varme hele kirkerummet op. I 1923 blev der indlagt et andet varmesystem.
Brug ikke plastikmaling
I mange år var kirken hvidkalket. For nogle år siden fik man så den geniale ide, at male den med plastikmaling. Og det skal man ikke gøre. Resultatet blev, at kirken ikke kunne ånde. Som følge heraf blev det meget fugtigt inde i kirken.
Så måtte man i gang med at skrabe al maling af igen og kalke igen.
I dag er det vel plads til cirka 200 i kirken. Dengang i 1700 tallet kunne der være 400. Bænkene stod tættere.
Inddelingen på kirkegården
Fra gammel tid blev man begravet efter den rækkefølge, hvor landsbyerne lå i sognet. På Hostrup Kirkegård lå dem fra Rørkær og Tidsholm begravet mod vest. Derefter kom dem fra Jejsing, så dem fra Hostrup og længst mod øst lå dem fra Solderup. Mod nordøst havde Bimpel en gravplads.
Betaling for eftermælet
Præsten var bestilt til at holde talen ved begravelsen. Og det var pengebeløbet, der afgjorde hvor lang denne tale, skulle være.
Et trækors viste, hvor den sidste var begravet. Senere blev disse kors lavet af smeden, hvis man da havde råd. Efterhånden begyndte man at sætte sten op på gravene. De ældste sten på Hostrup Kirkegård er fra begyndelsen af 1800 tallet.
Dagbogen begynder i 1540
Og så er vi nået til den omtalte dagbog fra præstefamilien:
I 1540 efter at regnskabet for Hostrup Kirke var aflagt, beordrede amtmanden i Tønder Godsle Rantzau det nedbrændte præsteenkehus ombygge.
Den 28.april 1553 døde den velbyrdige matrone Fru Belke Holdt til Tønder.
Den 17. november 1572 døde på Solvig den højtædle Hr. Erik Lange den Ældre, arveherre til Solvig og Engelsholm. Jeg skrev en kort mindetale over ham, indeholdende hans levnedsløb, som jeg i 1578 læste op ved Præstesynoden og som endnu findes i mit bibliotek.
Tønder i brand
Den 29. september 1581. Natten efter St. Mikkelsdag, mellem lørdag og søndag er store dele af Tønder nedbrændt. Det skete i den vestlige del ned mod Torvet.
På den søndre side af gaden fra Peter Lavrens hus, som hans mor lod bygge indtil Jannikes Gade, er kun to huse blevet reddet. Det ene var det hus, hvor Anders Hinrichsen boede. Og delvis var Peter Matzens hus uskadt, dog er den ene kvist brændt. Han lovede folk øl, hvis de hjalp med at forhindre ilden i at angribe sit hus.
På den nordlige side af Jacob Vits hus til Torvet langs gaden er ikke et eneste hus tilbage. Deriblandt er også min svigerfars hus nedbrændt.
Man mener, at ilden er begyndt i Negels Holdensens stald. Det er den forrige borgmester. Tjenestepigen er løbet bort, og hendes husbond levede ikke længe efter denne katastrofe. Hans hustru solgte sit hus til den ærbare Peter Holst, og flyttede til Husum.
Den 2. august 1585 klokken 4 om eftermiddagen er den ærværdige Hr. Jørgen Petersen, pastor og provst i Tønder rolig og kristelig hensovet i min og flere fromme folks nærværelse.
Ulvegade brænder
Den 29. juli 1586 klokken 5 henimod aften er Ulvegaden i Tønder og hele pladsen Hinter den Stellen, lige som husfogedens hus og hele gaden som lå vest for porten, brændt.
1592 Amtmand Otto van Qualens søn, som kun var barn er blevet begravet i Tønder. Drengens begravelse fandt sted onsdag i den stille uge. Dette var den
første prædiken i den ny kirke. Talen holdtes af Hr. Anders Thomsen, vores præst. Den anden prædiken holdtes ved den dydsirede Matrone Catharine, den fornemme Borger udi Tønder Hr. Peter Laurensens Ægtehustrus Begravelse.
Jomfru Rantzau begraves
Den 24. april 1592 døde den højædle Jomfru Dorothea Rantzau, den højædle Hr. Benedicti Rantzovii (Bendix Rantzau til Møgeltønder, søn af Christopher Rantzau) Herre til Store Tønder, hans datter, prydet med stor fromhed, godhed og sædernes renhed, ligesom hun af alle berømmedes for sjældne dyder og åndens gaver.
I sin sidste dødskamp formanede hun, moden trods sine unge år, sin far på sømmelig og prydelig vis til gudsfrygt, retfærdighed, billighed og nåde mod hans undergivne.
Hun bad ham ikke at straffe hans undergivne, der kun havde forsynet sig i ringe grad med den spanske kappe, mindre de vare dømte til Døden. Hun blev begravet i Møgeltønder Kirke.
Ægteskabsdjævlen i Hostrup
Den 7. juli 1592 har Laurens Frellesen ´s hustru, Mette i Hostrup Sogn født et barn. Det var en lille pige af gruelig Skabning. Barnet var dødfødt. Fra den tid førte Laurens et forargeligt liv med sin hustru og dennes mor. Banderi, råb og skrig
var ikke usædvanligt i huset.
In summa Ægteskabsdjævlen Asmodeus havde der sin største Lyst.
Den 17. januar 1593 døde Andreas Petersen født i Emmerschede, min gode svigersøn, der elskede fromhed, retfærdighed og retskaffenhed. Han havde levet i ægteskab med min datter Kierstina i 31 uger og 4 dage.
Samme dag døde om eftermiddagen mellem 3 og 4 i en alder af 35 år, Hr. Thomas Petersen, Guds ords forkynder i Burkal.
Den 27. februar 1593 er Andreas Lassen, den fornemste borger i byen Tønder, en from og god mand, hensovet i den sande Tro og sikker Erkendelse af sine Synder.
Den Store vandflod 1593
Juleaften 1593 kom den store Vandflod. Den ramte Husum, Friesland, Tønder, Ribe og andre steder langs kysten.
Hostrup Sogn mistede Nis Jepsen og hans søn fra Jejsing. De ville ved højlys dag ride til Tønder, men druknede.
Den ædle og ærbare og dydsirede Fru Dorothea Rantzau, enke til Solvig, havde juleaften været i Tønder i egne Ærinder. Men på grund af vejrets beskaffenhed måtte hun blive på Tønderhus.
Min vogn var på samme tid i Tønder. Men min karl måtte overnatte i byen.
Mange heste, køer, svin, får og føl blev offer for Vandfloden og kom drivende til Tønder og Hostrup Sogn.
1593. Den ærbare Dorothea Rantzau har skænket en ny alterkalk til kirken i Hostrup. Den blev brugt af mig, Petrus Rigelius, juledag 1593.
Den gamle Rantzau dør
Den 18. marts 1596 døde blidt og roligt den højædle og nådige herre Christophorus Rantzowius, fordum Herre til Quarnbek udi Kiel, fader til de ved deres Lærdom og Dyd, velbekjendte Brødre Benedict Rantzowius, Christophorus Rantzovius, nu Herre til Quarnbek og Georgius Rantzovius, samt Fru Dorothea Rantzau udi Solvig, som hele Familiens Senior, i sin Alders 93. Aar og blev jordet med Hæder i sin Begravelse i Kiel den 7. April.
Den mislykkede hængning
1598 Ludde Jensen, som bor i Blesborg og født i Kraulund er blevet forsøgt hængt i Draved Skov. I sine unge år huggede han armen af sin far. Nu har han så hugget en masse træ i skoven og antændt det fyrstelige Vogterhus.
Mandag den 19. juni fik skarpretteren sine to fingre klemt mellem Galgestolpen og Strikken. Han lod tyven hænge så længe, at han troede at forbryderen var død.
Skarpretteren måtte skære snoren over, for at få sine fingre ud. Komplikationer opstod, fordi skarpretteren var fuld. Da forbryderen faldt ned rejste han sig
meget overraskende igen. Torsdag den 22. juni blev han igen hængt. Galgen var hejst samme sted, hvor mistænkte havde afbrændt den fyrstelige vagt.
35 år i Hostrup Kirke
Den 19. maj 1600 blev Kai Hansen fra Aabenraa gift med sin dydige hustru, Kierstine i Lübeck.
Den 14. marts 1601 blev Tønder dækket af en gruelig røgsky eller røg. Man kunne slet ikke se ben udefra. Hvad den kjære Gud har villet tilkjendegive hermed, vil Tiden vise.
Den 17. maj om morgenen klokken 7 er Henrik Willemsen, den fornemste og rigeste borger i byen Tønder kristelig hensovet i Herren og begravet i kirken foran koret på den søndre side. Han er den første, som blev begravet i den nye hvælvende Grav.
Den 21. marts 1601 er Jacob Vitt, en fornem borger i Tønder, min synderlig gode ven, med stor højtidelighed og med et stort følge ført til sit hvilested. Den 16. marts 1603 er min salig fader, Peder Rigelsen, som i 35 år har forkyndt Guds ord i Hostrup Kirke, hensovet mellem klokken 9 og 10 i en alder af 66 år.
Den 25. juli 1606 er jeg, Peder Rigelsen blevet ordineret i Slesvig af M. Fabricius. Otte dage senere blev jeg introduceret af provsten i Tønder, Dr. Johannes Mauritius.
Den 25. oktober 1608 er min kære mor, Maryne Peters salig hensovet i en alder af 60 år. Hun havde levet i ægteskab med min far i 34 år.
Præsten bæiver gift
Den 22. januar 1609 stod mit, Peder Rigelsens bryllup i Tønder i Christian Johansens hus med Margreta Fryddesdatter.
I 1611 har samtlige indbyggere i Hostrup Sogn foræret kirken en ny prædikestol. Hver indbygger har efter evne givet 160 Mark Lybsk, selv Boelsmænd og Kådnere.
Den første prædiken på den nye stol, blev afholdt af mig, Peder Rigelsen. Det var Skærtorsdag den 21. marts. Den 1. januar 1611 blev min datter ved navn Marina født klokken 1 om eftermiddagen. Gud styrke Moder og barn.
11 mennesker drukner i Sæd
Den 1. december 1615 er Vandfloden brudt ind omtrent klokken 2 om eftermiddagen. Den har medført store skader mange steder.
I Rørkær har den anrettet mange store skader. Peter Ouerdebeck og Michael Hansen er blevet skyllet ud af deres huse. Vandet stod to alen over deres hø i laderne. Indbyggerne i Sæd led også stor skade. Her druknede i alt 11 personer, heriblandt en kone, der netop havde været i kirke.
Meget vraggods blev skyllet op i sognet Den 15. oktober 1624 er vor salige amtmand Hans von der Wisch på Tønderhus blevet begravet i kirken i Tønder. Den 20. oktober 1631 blev min datter Marie gift med Tyge Jebsen.
Præsten syg på
prædikestolen
Den 9. februar 1634 blev Hr. Johannes Mauritius i Tønder syg på prædikestolen. Kun med møje og besvær kom han ned af den. Han lagde sig straks til sengs. I de følgende 8 dage blev han hver dag svagere og svagere. Natten mellem lørdag og søndag hensov han i Herren og mange gode folks nærværelse i en alder af 74 år. Han blev begravet i Løgum.
Brand i præstegården
Den 6. april 1672 skød Johan Henrich Vogt en købmand ihjel i Stockholm. Det gjorde han for at tage hans penge. Han blev derfor halshugget og hans hoved blev sat på en pæl. Hans far var den berømte astronom i Stade.
Den 20. september 1691, på hvilken dag min salig hr. Broder ( Claus Lorentzen, præst) blev kaldt til Stepping og Fryrup Sogne, døde om natten og blev begravet 4. oktober.
Fire år før blev han gift med Ingeborg Nisdatter. Han er den femte bror af seks præster, der er død. Jeg er den eneste, der lever endnu takket være Guds naadige Godhed. Den 6. februar 1693 er min svoger, Hr. Jacob Caspergaard i Starup afgået ved døden.
Den 12. oktober 1698 var min salig broders Hr. Karstens (Christian Lorentzen) datters bryllup i Ulkebøl med Hr. Johan Krag (Johan Knudsen Krag), præst i Hørup. Dagen efter nedbrændte den skønne præstegård i Ulkebøl, som min salig broder, havde ladet bygge.
Selv mistede jeg og min hustru ved den lejlighed, to Rejsekapper, Hestedækkener, et Sølvbælte og andet mistede vi i denne ulykkelige Ildebrand.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 12. 2021
April 5, 2010
Her er så artikel nr. 3 om Trøjborg. Det kan undre at Knudsen lod slottet nedrive. Vi følger Chresten Kold og hans arbejde i Forballum, samt den berømte forfatter Jacob Knudsen og hans far til både Askov, Mellerup, Aggersborg og Birkerød. I vores research støder vi pludselig på slægtsnavnet Mærsk. Er Knudsen slægten langt ude i familie med Knudsen – slægten? Pludselig kommer Trøjborg tilbage til kongehuset. Grevinde Schack fra Schackenborg arver Trøjborg, og prins Joachim overtager det.
Dette er den tredje artikel om Trøjborg og dens beboere. I forhold til artiklen Bondeslægten fra Trøjborg vil det være nogle gentagelser, for at denne artikel kan læses som en selvstændig artikel.
Rantzau – slægten skamroses
Slottet Trøjborg som var det andet slot på stedet var et solidt slot. Ellers havde det nok ikke stået i mere end 300 år. Godsets bønder følte sig forurettet og en kongelig reprimande pålagde Peter Rantzau om at behandle bønderne ordentlig.
Men læs her, hvad Valdemar Rørdam skrev om en anden Rantzau som var herre på Trøjborg:
Selv om navnet Rantzau bliver lovprist i den nok mest kendte nationalsang på egnen For en fremmed barsk og fattig, så var det sikkert ikke mange bønder dengang, der ville skrive under
på en lovprisning af slægten Rantzau.
Overtager slot og fæstemø
Daniel Rantzau fandt heltedøden. Hans bor, Peter arvede både Trøjborg og hans fæstemø, den holstenske adelsfrøken Katherina von Dahm.
Efter reformationen blev Trøjborg igen inddraget under kronen. Kongen indsatte nu sine adelsmænd som lensmænd. Det var som regel holstenere. De var vant til at behandle bønderne hårde. Bønderne skulle:
Christian den Tredje befalede også at Trøjborgs bønder i 1554 skulle arbejde på graven ved Riberhus.
Den værste i familien
Da Peter døde overtog Godske Rantzau driften, og han var endnu værre. I 1644 forsøgte svenskerne forgæves at erobre slottet.
Det flotte slot
Det virker i dag fuldstændig meningsløst at slottet skulle nedbrydes.
Slottet var firfløjet opført af røde mursten med enkeltheder af sandsten. De fire fløje var lige store og i gårdens hjørner stod trappetårne, foroven afsluttet med pyntelige kugler og etagespir.
Nord – og sydfløjen havde svungne sandstens udsmykkede gavle. Fra hvis afsatser 16 sandstensløver med våbenskjolde mellem portene skuede over landskabet.
Porten i nordfløjen var prydret med en vældig portal ligeledes af sandsten. Den var efter tidens skik forsynet med en indskrift på plattysk. .Direkte og på latin henvender det sig derpå til bygherren, som det formaner til ikke i sin iver efter at samle sig skatte at glemme, at døden har bud til alle, store som små. Mange af bygherrerne dengang var stillet over for det vanskelige valg. Skulle de flytte deres borge eller lade deres borge eller lade blive liggende, hvor de lå. Rantzau valgte at bygge oven over den gamle borg.
Den dominerende bygning i den ældste borg må have været et firkantet tårn på 13 gange 13 meter og med næsten 4 meter tykke teglstensmure. Hoved-tårnet ved Kalø Slotsruin har samme dimensioner. Det ældste Trøjborg var bygget på en kunstig ø omgivet af en kunstig grav. Det hele var anlagt i sumpet terræn. Der måtte piloteres, da det nye slot skulle bygges. Borgen var tænkt som et vandslot. For at slette resterne af øerne hævede man vandspejlet.
Slægtskab med købmandsfamilien Olufsen
Kigger man på diverse anetavler for at finde ud af familiernes indbyrdes sammensætninger møder man overraskende sammenfald. Vi har under artiklen Købmandsslægten Olufsen beskrevet et sammenfald mellem denne slægt og så Knudsen – slægten.
Er Knudsen i familie med Mærsk?
Men kigger man på Gydes familie dukker endnu en overraskelse frem. Vi møder slægtsnavnet Mærsk. Vi ser denne slægt tilbage fra 1660. Her møder vi Maren Christensdatter Mærsk. Havde vi haft mere tid, kunne vi måske spore den endnu længere tilbage. A.P. Møllers farmor Kiersten Pedersdatter Mærsk levede i området fra 1808 – 1875. Navnet er præget af områdets
særegne marsklandskab, og kan spores tilbage til begyndelsen af 1600tallet.
Men vi kan hermed fastslå, at en af Danmarks mægtigste mænd, A.P. Møller på moderens side er i familie med Knudsen – slægten.
Gyde – et godt parti
Maren og Chresten Knudsen tog fra Rejsby som nygifte til Ribe. Deres ældste søn Knud Lausten Knudsen måtte fri tre gange før den rigeste pige på egnen endelige sagde ja. Hendes far var ikke vild med Knud. Denne besøgte Hans Ocksens gård i Forballum Her traf han Gyde Ocksen. Egnens rigeste pige. Hun så tilmed også godt ud.
Den tredje gang hun afslog Knuds frieri fortrød hun. Karlen blev sendt afsted og nåede ham ved Brede Å. Hun arvede ikke mindre end seks gårde og en tønde guld (100.000 dl.). Det sidste var noget man påstod på egnen.
En vækkelse i Forballum
Knuds yngre bror Jens kom til Forballum og arbejdede under sin bror. Han boede i karlekammeret og også han var meget interesseret i Chresten Kolds tanker og ideer. Knudsen
havde søgt efter en privatlærer til deres børn. Chresten Kold (1816 – 1870) var født i Thisted. Han var blandt andet i Lilleasien som missionær. Han vendte hjem og blev huslærer hos Knud L. Knudsen og Niels Andersen Hansen i Forballum.
Det var præsten i Mjolden sogn, Ludvig Daniel Hass, der skaffede Kold jobbet. Denne Hass var egentlig den første grundtvigianske lærer i Sønderjylland.
Nu var det ikke alle, der var lige begejstret for Kolds pædagogik . Han fik en sag på halsen fra myndighedernes side. Både ham og Grundtvig var enige om, at den megen terapi og udenadslære var udtryk for vanetænkning, præstehovmod og indskrænket-hed.
Myndighederne påbød Kold at han skulle undervise efter Balles lærebog. Men han brugte den kun som forlæg, og afskar sig dermed enhver ansættelse i det offentlige skolevæsen på livstid.I mange år var hjemmet i Forballum et åndeligt centrum for hele Vestslesvig. Om aftenen samledes egnes unge til sang, foredrag og oplæsning. Den nationale og kristne vækkelse foregik herude vest på.
En ny undervisningsform
Kristian (Christen) Kold fandt ud af, at Knudsens børn ikke fik meget ud af, at skulle lære biskop Balles lærerbog udenad. I stedet for begyndte han, at fortælle bibelhistorien som en slags eventyr. Hans forsøgsvirksomhed gav pote. Han andre og ikke mindst børnene kunne hurtig se resultaterne.
Her i Forballum i Mjolden Sogn med dens 430 indbyggere og 85 hustande var Kold blevet lidt af et trækplaster. Det var Kolds undervisningsmæssige opdagelse der var så banebrydende. Og selv om Knud L. Knudsen og ham på et tidspunkt blev uenige, så Kold måtte flytte ind hos naboen, så støttede han Kold hele vejen.
Og det var mest hos Knud og Godskes barn Maren man kunne se de største resultater. En slags aftenskole blev etableret i det lille samfund. Fra 1840 kunne 15 unge bønderkarle deltage. I forvejen underviste Kold både Knudsens og naboernes skolebørn, og denne undervisning fortsatte senere på Trøjborg.
Kold fik hjælp under møderne af Knud L. Knudsens søn Jens Lassen Knudsen. Han sang blandt andet fra det grundtvigske sanghefte Danske Samfund med sin smukke sangstemme. Denne Jens Lassen Knudsen er far til den berømte digter, Jacob Knudsen.
Rødding Højskole
Denne vækkelse førte til oprettelse af Danmarks første folkehøjskole i Rødding i 1844. Blandt stifterne var selvfølgelig Knud Knudsen. Ja, Christen Kold var nærmest adopteret ind hos familien Knudsen. Og havde det ikke lige været for denne familie, havde vi sikkert ikke haft en Christen Kold.
Knudsen overtager Trøjborg
K.L. Knudsen var også fortaler for bønderne. Det resulterede blandt andet i en aktion sammen med andre bønder, hvor man besatte Tønder. Han måtte senere flygte til Kongeriget. I 1851 købte K.L. Knudsen Trøjborg under en auktion for 770.200 rigsdaler.
Mellem 1848 og 1864 var Knud Lausten Knudsen Vestslesvigs ukronede konge. Danskheden betød meget for ham. Han var talsmand for frihed på alle åndelige områder. Han var modstander af regeringens forsøg på indførelse af dansk skole – og kirkesprog , hvor befolkningen var generelt tysktalende. Han mente at enhver frit skulle leve sit nationale liv.
Ingen herremandsnykker
En af grundene til at Trøjborg blev revet ned, var at hans sønner ikke skulle få herremandsnykker. Han tilbød dog også hele komplekset til staten og sagde ved denne lejlighed:
Tilbuddet blev dog ikke modtaget. Men den kendte politiker og minister P.G. Bang var dog positiv. Han mente sagtens, at der kunne bo 50 seminarister på slottet. Og det var godt for moralen, at de kunne befinde sig på uddannelsesstedet.
Skøn over slottet
Det ville efter Bangs skøn kun koste 15.000 rigsdaler. At istandsætte hovedbygningen. Det ville koste det dobbelte, for at etablere et nyt byggeri. Bang gav en meget detaljeret beskrivelse af bygningen. Man kan ud fra den sagtens forestille sig, hvordan det hele så ud.
Dengang anså man det ikke for en statsopgave, at sikre Trøjborg Slots fremtid. Man ville heller ikke sikre det for den sum, som Bang nævnte.
Som indenrigsminister og minister for Slesvig indtil juli 1851 havde F.F. Tillisch modtaget Knudsens tilbud. To gange blev sagen behandlet, men tilbuddet fandt man ikke egnet til et seminarium.
Men seminarie – sagen trak ud. Tre – års krigen kom, og spørgsmålet om et seminarium blev politisk. Først i 1858 kunne Tønder Seminarium åbne som dansksproget seminarium.
Et slot rives ned
Knudsen udsatte nedrivningsplanerne. Men i 1854 tog han fat. Men da en af broerne brød sammen under nedrivningen blev lidt af Trøjborg stående. Det må have været mærkeligt.
Slottet stod der endnu – firlænget med fire hjørnetårne, og en pragtfuld port ind til gården. Her kunne en firspand akkurat vende. I hundehullet under borggraven sad endnu de fastmurede jernlænker til for og hånd.
I slotskapellet var alteret det samme som Katharina von Dam havde knælet for. I Riddersalen sad vældige hjortehorn og råbukke af dyr, som Peder Rantzau havde fældet. Hans og hans hustrus våben prydede de hollandske plader omkring kaminerne. Alle opholdsrummene stod med billeder og møbler uforandret siden 1580.
Det ville også have været en stor økonomisk belastning at vedligeholde slottet. Fæstebønderne var der ikke mere, så billig arbejdskraft måtte Knudsen se bort fra.
De vilde børn på Trøjborg
Der var mange børn og det var ikke stille børn. Christen Kold havde rigelig at se til. Her var også en Sven, Knud og Valdemar. Knud blev lektor på Katedralskolen i Ribe. Han var kendt under navnet Knud Bisp. Han havde en god sangstemme, men også et godt sug.
Den farlige leg
To af drengene Harald og Gudmund manglede hvert et øje, og det mistede de som små. . En yndet leg på Trøjborg var at kigge gennem nøglehullet og stikke en strikkepind igennem for at se, om der var nogen på den enden side. Ja og så gik det galt.
Engang mødte Harald en ven, som mente, at det måtte være svært kun at have et øje. Hertil svarede Harald: Jeg ser mere med mit ene øje end du med dine to. Og så stillede han sig foran vennen og sagde: Hvor mange øjne ser du nu? Jeg ser to.
Fra Knudsen til Frøfirma
En af sønnerne Hans Aagesen (Ochsen eller Oksen) overtog Trøjborg efter K.L. Knudsens død i 1866. I 1906 solgte han stedet til Boy Høyer fra Tornumgård. Han overlod det i 1927 til Statens Jordlovsudvalg, der udstykkede en del af jordene til husmandsbrug. Hoved-parcellen solgtes i 1951 til Hans Hinrichsen, der i 1962 afstod det til frøfirmaet Chr. Olsen.
En biskop og en Holberg – skuespiller
Vi hørte i første artikel, at Jens Lassen Knudsen læste til præst. Jens og hans kone Nanna F.A. Boisen fik sønnen, Jacob. Det var den berømte forfatter Jacob Knudsen.
Boisen slægten stammede fra Emmerlev, hvor Geske Marie og Boy Hansen efter at have båret fire børnekister til kirkegården fik en levedygtig dreng. Deres femte barn, Peter Outzen Boysen blev en kendt biskop på Lolland. Han var Jacob Knudsens oldefar.
Og en bror til forfatteren Jacob Knudsen var den gudsbenådede, Holberg – skuespiller, Lars Nannestad Knudsen.
Ville indstille til Nobel – pris
Kollegaer til Jacob Knudsen ville indstille ham til Nobel – prisen Han blev født på Rødding Højskole i 1858. Kold havde sat gang i Jacobs far, så denne tog en teologisk eksamen. Forældrene var dog bestemt ikke enige i den beslutning. Jacobs far blev kandidat i 1852 og mødte en række centrale figurer, blandt andet selveste Grundtvig. Som 32 årig og nygift begyndte Jens Lassen Knudsen som lærer på Rødding Højskole.
Præst i Aggersborg
Jens Lassen Knudsen søgte et præstekald i Aggersborg i Hanherred. Det var ikke uden betænkelighed, for han var meget optaget af Kierkegaards opgør med kirken som offentlig institution.
Jacob boede her fra han var 6 til 14 år. Egnen var kirkefremmed og præstefamilien levede egentlig et isoleret liv. Jacob blev undervist derhjemme. Inden for fag som dansk, læsning og skrivning skulle der efter faderens synspunkter være absolut lydighed. Men i fagene Danmarks – og bibelhistorie var der absolut frihed. Faderen mente, at denne pædagogik skulle modvirke rastløshed og angst i tilværelsen samt styrke viljen og livsmodet.
Askov Højskole
I 1872 blev Jens Lassen Knudsen sognepræst i Lejrskov – Jordrup i nærheden af Kolding. Her lå Askov Højskole, som var flagskibet i den bevægelse, der gik tabt, da Rødding blev preussisk i 1864. Jacob deltog i undervisningen på Askov Højskole. I 1875 blev han sendt til København på studenterkursus. Hurtig fik han også en teologisk embedseksamen. Egentlig ville han have været filosof, men karaktererne rakte ikke til det. Men studierne sagde ham heller ikke noget. Ikke engang en Georg Brandes kunne inspirere ham.
I 1881 fik han en stilling som hjælpelærer på Askov Højskole. Senere giftede han sig herskabeligt ind i en københavnsk overklasse-familie. Her udviklede han sig til en eminent foredragsholder. Hans enmandsopførelser af Holberg – komedier blev berømt.
Han begyndte så småt sine skriverier. Først lejlighedsdigte, senere anmeldelser og digte i højskoleverdenens tidsskrifter. Hans litterære debut kom med versfortællingen Bent
Kongebroder i 1884. I mange af hans senere romaner gengiver han samtaleformen i dialekt.
Til Mellerup
I 1890 bliver han præst for den grundtvigske menighed i Mellerup ved Randers. Det var i forbindelse med Højskolen her. Han blev skilt efter nogle turbulente år. Dette var i sig selv en skandale i hans stilling. Ret hurtig efter giftede han sig med forstanderens purunge datter. Det var svært at finde en præst, der ville gifte dem. Og på skolen kunne han ikke mere være
moralens vogter. Som åbenlys “hore-karl” kunne han ikke være vejleder for de unge.
En villa i Birkerød
Han og hans barnebrud flyttede til trange kår, først til Randers senere til Sjælland. I Birkerød blev der bygget en statelig villa for de midler han efterhånden tjente som foredragsholder og forfatter. Jakob Knudsen døde i 1917.
De sløsede køkkenpiger
I 1957 begyndte man en restaurering af ruinen. Fra voldgraven fjernede man efterhånden 600 m3 dynd, og her gjorde man adskillige fund. Tusinde af potteskår, østersskaller, træredskaber,
keramik og et større antal snabelsko. Voldgraven har åbenbart fungeret som skraldespand. Fangerkælderens fodlænke, våben, spisegrejer, drikkekrus og nips. Dyreknogler, østersskaller i store mængder og desuden de smukkeste brugsting, sølvskeer, tinfade, pragtglas. Måske er det grund til at sige tak til sløsede køkkenpiger.
Ikke megen omsorg
Portalens store sandstenstavle, søjler og ornamenter lå ubeskyttet hen mod græssende køer i en elendig forfatning. Kridtpiber og skårede jydepotter dukkede pludselig frem. Og noget så absurd som et wc uden træk og slip er dukket frem ved senere renoveringer.
Munkesten fra Trøjborg er anvendt til gårdene Nørmark og Visby Hovedgård.
Elementerne til Peter Ranzaus statelige borgerportal lå hulter til bulter i grønsværen. Dette historiske monument var overgivet til vejr og vind, samt kreaturer og vandaler. Man kunne måske nok have ønsket, at man havde draget mere omsorg for de sidste rester af et stort betydelig slot.
Tilbage til kongehuset
Det sjove med Trøjborg var at det igen kom i kongelig eje. Gården blev nemlig købt af frøgrosserer Chr. B. Olesen, Odense. Ved hans død overtog hans datter stedet. Og datteren var ikke mindre end grevinde Karin Schack på Schackenborg.
Og som bekendt overtog kongehuset ved prins Joachim godset for en del år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
-www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Februar 4, 2010
En hel egn er præget af teglværksindustrien. Hele 62 teglværker var det engang omkring Flensborg Fjord. Vi besøger bl.a. Christiansminde og fortæller, hvad disse teglværker betød.
Materialet lå klar
Teglværksindustrien havde sit hovedsæde på halvøen ved Broager. Et stenfrit, sandblandet ler afgiver et ideelt råmateriale. Og sådan var de naturlige forhold på stedet. Afsætningsforholdene med skib var de allerbedste. I højsæsonen beskæftigede de 50 teglværker omkring fjorden cirka 1.000 arbejdere.
Gennem 300 år var egnen storproducent af tegl. Det første teglværk blev oprettet i Fiskenæs ved Gråsten i 1603.
Leret lå langs kysten. Og også tørvene fra moserne udgjorde en del af brændet til ovnene. Det blev kørt til Rønshoved og Sønderhav og udskibet herfra.
Ringovne og dampmaskiner
De store byggerier til marinen og Kieler – kanalen medførte at teglværkerne fik råd til anskaffelse af ringovne og dampmaskiner. Men åbningen af kanalen betød større konkurrence fra teglværkerne ved Elben. I 1896 forsøgte man at oprette et fælles salgskontor. Men særlig i 1906 og 1908 løb teglværkerne ind i store vanskeligheder, og efter Genforeningen måtte mange værker lukkes. De nye toldgrænser gjorde det svært for værkerne.
Under første verdenskrig lå driften stille på mange værker, fordi mandskabet var ved fronten.
Gang i skibsfarten
Det var et sandt eldorado for småskibsfarten på Flensborg Fjord i 1700 – tallet. De var beskæftiget med tørvesejlads til teglværkerne og tegleksport fra teglværkerne. I 1800 – tallet blev skibene lidt større. Der blev også købt fladbundede skibe fra vadehavs kysten.
På et tidspunkt havde Egernsund en af de største handelsflåder herhjemme. Fra 1950erne gik det stærkt tilbage for skibsfarten. DSB og lastbiler havde overtaget fragten.
Cathrinesminde – et industriminde
I 2007 blev Cathrinesminde Teglværk udnævnt som et af de 25 nationale industriminder. Og netop her er der en enestående mulighed for at studere dansk teglværkshistorie og sønderjysk industrihistorie.
Et beskæftigelsesprojekt fra 1986 til 1993 gjorde det muligt at restaurere de forfaldne bygninger.
Et levende museum
Den faste udstilling illustrerer teglproduktion gennem århundreder og teglsten fra forskellige tider og steder. Her er både ringovn, tørrelader, lergrave, æltemølle, valseværk, strengpresse.
Her er også afskibningsmole, og der er mulighed for at se de gamle arbejderboliger. Tankeværende er det, at den sidste beboer fraflyttede så sent som i 1981. Ellers var indkvarteringsforholdende meget beskedne.
Mange af arbejderne kom fra Ærø, Sverige, Posen og Lippe – Demold. Mange af disse blev på egnen.
Familieejet gennem generationer
Teglværket i Cathrinesminde var i funktion fra 1732 til 1968. De første 148 var det et bondeteglværk. Siden 1837 var det i familien Hollesens eje. I 1892 fik man tilladelse til at placere den store ringovn. Den blev senere erstattet af den såkaldte tunnelovn.
Ringovnene kunne gøre det muligt at brænde stenene kontinuerligt. Disse ovne blev fyret med kul, som måtte importeres. Men fordelen var at ovnene var meget effektive og sikrede en større produktivitet. I 1920erne gik man fra at have brugt dampmaskiner til at bruge elektricitet som trækkraft.
Langs Flensborg Fjord lå teglværkerne. Det stenfrie ler var særdeles velegnet til teglproduktion. Fra skovene i nærheden fik man brændsel.
Omkring år 1900 lå der endnu 62 teglværker langs Flensborg Fjord. I 1938 var der endnu 12 teglværker tilbage.
Huse af mursten
Takket være teglværkerne kunne man nu bygge huse af mursten, og ikke kun af bindingsværk. Det gjorde husene mere brandsikre. Vi så nogle skrækeksempler fra København i 1728 og 1795.
En ny dvd med kultur
– egns og industrihistorie
Renbjerg Teglværk var det fornemste teglværk dengang, ejerboligen eksisterer endnu. Mange kunstnere slog sig ned i området efter 1864. Motiverne var enestående. Byggekunsten er i dag præget af teglværksindustrien. Mange steder kan man beskue flotte murerværker på eksisterende bygninger.
På dvd’en får vi et indblik i de mange arbejdsprocesser. Og også i de sanitære forhold, som ikke altid var de bedste. Hele generationer har arbejdet på teglværkerne.
Et stort egnsspil, Teglværksspillet er blevet set af hen ved 10.000. Dette beskriver en del af den omfattende historie omkring teglværkerne, som betød så
meget for livet her på egnen. Fortællingen gjorde et stort indtryk på tilskuerne.
For at bevare det enestående stykke kultur, industri og egnshistorie lykkedes det i sidste øjeblik at redde det for eftertiden. En selvejende institution blev
etableret. Ved hjælp af beskæftigelsesprojekt – penge samt fonde lykkedes det at få skaffet12 millioner kroner. Men det var ikke lykkes uden en stor folkelig
opbakning.
En støtteforening blev etableret. Og på stedet kan skoler og andre gennemgå virkeligheden som det så ud – dengang. En god ide var det, at få flyttet Teknisk Skole fra Aabenraa til stedet en kort overgang. Resultatet blev, at murerkunsten på fornemste vis kan beskues her på Cathrinemindes Teglværk.
Den 19. august 1993 blev hele herligheden indviet i overværelse af Dronning Ingrid. I dag bliver stedet drevet som en filial af Museet på Sønderborg Slot.
Teglværks – dvd’en kan varmt anbefales og forhandles gennem
Museumstjenesten: Telefon: 86 66 76 66
e– mail: mtj@museumstjenesten.com
Pris: 150,- incl. Moms plus forsendelse
Februar 4, 2010
På det multietniske Nørrebro kan man grine af Sønderjysk. På Tønder Kommuneskole havde man ikke humor. Den fromme Brorson blev censureret af prøjserne. Præsten fra Flensborg blev ”danskerfjendsk”. De gamle krøniker om landsdelen var uden humor. Numsen blev vist både i Flensborg og Sønderborg. Så skal Isted Løven stå på Bov Bakke og kigge over mod Flensborg.
De griner af sønderjysk
Når man midt på Nørrebro bryder ud i sønderjysk, griner de lokale beboere. Men det er jo ikke humor i sig selv. Vi er bare nogle, der holder fast i vores modersmål. Og takket være vore forældre kan vi efter mange år stadig beherske denne dialekt. Og det glæder da også tilhørere, når man kan holde foredrag på denne dialekt.
Respektløs over for øvrigheden
Den sønderjyske humor er respektløs over for konger, prinser, præster og øvrighedspersoner. Den sønderjyske humor er ikke næsvis som den københavnske. Vi har bevaret den tørre, brede jyske lune. Kun hvis det gælder om at værne den nationale værdighed, kan humoren blive hård og skånselsløst.
Erling Jepsen
Sønderjysk humor er tør og overraskende. Erling Jepsens fantastiske to bøger om forholdene i flækken Højer er både humor og ironi. Og de film, der er lavet over de to bøger fastholder denne ironiske stemning. Dog er der masser af alvor i bøgerne og filmene.
Asger og Willys Kaffeklub
Når jeg ser Asger Reher fra Ørkenens Sønner ja så er man bare fortabt. Eller dengang, jeg havde slæbt en sød serbisk pige til at overvære en optræden med Willys Kaffeklub. Hun kunne genkende nogle af typerne fra hendes hjemegn.
Isted Løven på Bov Bakke
Morsomt var det også, da min gode ven, Per Borgaard mente, at Istedløven skulle stå på Bov Bakke og kigge over mod Flensborg. Dette gav han udtryk for under et møde, som jeg arrangerede for Kulturelt Samråd på Smedeby Kro. Senere gengav vi indlægget i medlemsbladet og det blev det brugt i
den kommunale valgkamp – ak ja.
Ingen humor på Tønder Kommuneskole
Men tingene kan åbenbart også blive for morsomme. Således fik jeg i skolen at vide, at jeg skulle begrænse min kreativitet. Jeg havde skrevet en mini – krimi på 4 – 5 sider, der hed Mord i skraldespanden. Det skete 7 mord, inden jeg var færdig.
Ikke alle lærere på Tønder Kommuneskole var lige humoristiske dengang.
Alvorlige krøniker
I ældre tid træder den sønderjyske humor ikke frem. Middelalderens krøniker er gravalvorlige. De har ingen sans for humor. Den daglige brydning mellem dansk og tysk var den sønderjyske folkevids frugtbarske grobund.
En anelse humor kan vi ane i sagnet om Uffe hin spage. Også landsdelens høvding, Knud Lavard kan få en til at trække på smilebåndet. Men nu var han jo ikke sønderjyde.
En skæmtefuld tone oplever vi i den fromme Brorsons digt om David og Goliat. Kaptajn Werner Abrahamson fremkommer med den satiriske vise: Min Søn, om du vil i verden frem, saa buk.
Den fromme Brorson blev censureret
Morsomt er det også, at tænke sig, at den fromme præst og senere biskop Brorson i sin salme Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind blev beskyldt for at skrive politisk ophidsende sange. Den blev udlagt som opfordring til sej modstand mod undertrykkerne.
Derfor forbød preusserne denne sang i Köllertiden. Det mærkelige var, at preusserne helt overså Brorsons digt om David og Goliat.
Æ Rummelpot
En del humor findes i Svend Thorsen: Lunets Sønner (1937). Men det er nu småt med udbuddet. Så har Nikolaj Andersen i samlingen Sønderjyske Digte og Historier (1930) meget mere at byde på.
Og i dag har vi også Æ Rummelpot. Men kigger vi tilbage i Sønderjyllands historie kan vi også finde oplivende historier.
Præsten fra Svenstrup
Omkring 1630 hed præsten i Svenstrup på Als Carsten Lorenzen. Hans fyrstelige herskab var Hertug Frederik af Nordborg. Han var kendt som en rå og hensynsløs person.
I 1637 fandt han ud af på en helligdag at stævne Svenstrups bønder som klappere til en jagt. Men pastoren fritog dem. Det var ulovligt.
Derefter kom hertugen galopperende i fnysende arrigskab. Han langede præsten en over øjet med sin ridepisk. Men præsten lod sig ikke skræmme. Han tog fat i hertugens lange bukkeskæg, halede ham ned på jorden og holdt en dundrende tordentale. Denne formastelige handling kostede kjole og krave.
Men kong Christian den Fjerede, der godt kendte hertugens udskejelser, lønnede den tapre og spøgefulde præst til et bedre kald i Odense.
Krokonen fra Arrild
Krofolkene i Arrild var godt hjemmetyske. En dag kommer en dansk gæst ind på kroen. Han får øje på en tysk – national plakat, der pranger på væggen med
Bismarcks kæmpebillede og nedenunder hans stolte valgsprog:
Gæsten spørger krokonen, om hun nu også ved, hvad der menes med det. Troskyldig svarer hun:
Præsten fra Flensborg
Et af de grelleste eksempler på hovedkulds overgang fra flammende dansksind til tysksind er en provst Jacobsen fra Flensborg Provsti et eksempel på. I 1811 havde han endnu været pæredansk og kvædet hyper-loyale fædrelandsrytmer:
Men på sine gamle dage havde piben rigtig nok fået en anden lyd:
Fischer fra Aabenraa
En hjemmetysk pastor Jens Wrang udtalte om den meget danske urmager i Aabenraa og stifter af bladet Freja:
En smuk anerkendelse fra en modstander.
Vers til v. Köller
Til ære for Overpræsident Mathias v. Köller under sit felttog mod danskerne, blev der skrevet et vers:
Smedevers mod Eskildsen
I et anonymt stridsskrift mod Eskildsens ”Grænselære” findes citeret følgende smædevers mod rigsdanskere:
Så viser vi røv
Prins Frederik af Nør var i 1848 i Rendsborg. Her bildte han garnisonen ind, at Frederik den Syvende var taget til fange af københavnske oprørere,
og at det nu var den provisoriske Slesvig – Holstenske regering varetog hans rettigheder. Han var iført dansk generalsuniform.
Men allerede tidligere vidste beboerne i Flensborg, hvad han bar på.
I 1846 var han kommet til Flensborg med sit kongelige følge. Da hans vogn kom forbi det sted, hvor gildebrødrene fra St. Knuds Gildet stod, gjorde de kort omkring og fremviste den legemsdel, hvor ryggen bliver fræk. Således markerede de deres manglende troskab.
Det var gildets oldermand, værkmester Kruse, der havde iscenesat den velmotiverede demonstration.
Numsen vises også i Sønderborg
I 1868 fik Kong Wilhelm af Preussen lyst til at besøge de to hertugdømme, som hans soldater så tappert havde tilkæmpet sig. Han skulle også besøge Sønderborg. Lige inden besøgte en delegation ham, og takkede for at han anerkendte løftet i Prag – fredens § 5 om landsdelens genafståelse til Danmark. Dette nægtede han dog.
Så var det at slagtermester Reimers sagde til sit folk:
Kongen kom sejlende til byen og steg over i sin ekvipage for at køre op ad den stejle perlegade. Der stod alle stovte alsinger stille og rolig og røg deres piber. Sikke en masse loyalitet, tænkte kongen. Men pludselig lød en kommando: – Omkring
Nu viste de alle en mindre respektfuld del deres legeme. Kong Wilhelm kom aldrig til Sønderborg igen.
Djævelen på Augustenborg Slot
En nevø til Prinsen af Nør fik også sit Rap over Snerten.
Det var på Augustenborg Slot i 1844. Det var maskerade, og i en sofa sad to danske præster og snakkede gemytlig sammen på deres modersmål. Den ene var alsingeren Jørgen Hansen, der senere blev biskop. Han var kendt for sin slagfærdighed.
Pludselig stod der foran dem som skudt op af jorden, en festdeltager, maskeret som djævel, med store sorte horn, en ildrød tunge ud af halsen, og en lang sort sært bagud. Han skulede ondt til de to dansktalende præster og til sidst hvæssede han arrig:
Men Jørgen Hansen lod sig ikke bringe ud af fatning:
Djævlen forsvandt hurtig uden at svare. Da maskerne faldt, viste det sig, at djævelen var Prins Frederik af Augustenborg.
Bismarck og Prinsen
I 1864 dukkede Herzog Friedrich der Achte (Prins Frederik af Augustenborg) pludselig op hos Bismarck. Denne jagede prinsen ned af trapperne med en bemærkning på plattysk, at man har lov til at dreje halsen om på den kylling, man selv havde udklækket.
Løgn blev en videnskab – i Kiel
Omkring 1848 sagde Fanden:
Sønderjyderne var blevet trætte af den tyske historieforfalskning. Således holdt professor Kaufmann i 1923 et foredrag for flensborgske pigeskoleelever:
Lige så galt gik det for professor O. Brandt i Slesvig – Holstens Historie udgivet i 1925. her kaldte han Gorm den Gamle som en vild tyskerforfølger.
Præsterne havde det svært
Da de tyske præster havde overtaget alle hverv fik de det meget svært med sproget. Det havde provst Götting i Aabenraa. Han var ellers en brav mand, men mishandlede i den grad det danske sprog. Engang skulle han introducere en ny lærer:
En anden præst skrev i en piges poesibog:
En tredje præst stævnede kirkeforstanderskabet til forhandling om følgende emne:
Lærerne kunne ikke undervise i dansk
Lærerne havde det lige så svært med de danske sprog. En af de værste var seminarieforstander Rickmers i Tønder. Engang sagde han:
Da seminaristerne lo, spurgte han forarget:
Svend kunne ikke Laut noget
Lille Svend skulle møde på sin første skoledag, og sige sit navn. Men han talte ikke så tydeligt. Læreren råbte Laut.(højere) Det hjalp nu ikke meget. Så læreren skreg igen Laut. I stedet for at svare begyndte Svend at snøfte og snuse. Læreren gentager igen: Laut. Nu var det i en vred tone. Da brast det for lille Svend, han begyndte at græde:
Æ Feuerwehr i aktion
Kommandosproget i det frivillige brandværn i Sønderjylland, var helt op til 1945 tysk. Det var det i hvert fald i Tønder.
Og så skete det, at en brandmajor ville gøre sig vigtig. Han for rundt og kommanderede. Leute her, Leute her (folk herhen).
Men så var det en lun sønderjyde blandt tilskuerne, der udbrød på sønderjysk:
Da Schweizerhalle brændte
Æ Feuerwehr i Tynne var kaldt til brand på Schweizerhalle. Man manglede vand, og brandfolkene kunne lige så godt tage sig en lille en. Det fik en gendarm til at udbryde:
En dansksindet brandmand vender sig om til ham:
Latrinvognen fra Aabenraa
Kalle og Fidde kørte ind ad Ramsherred i Aabenraa med deres såkaldte latrinvogn. Det var i middagspausen. Pludselig råber Kalle:
Ondt Naboskab
På en telegrafpæl stod følgende ”kvad”, der vidner om ondt naboskab:
Vos oll te Skræk å Plaw
Uffe hin spage og Sakserne
Vi kender alle sagnet. Men kender du den i den sønderjyske version. Den kommer her:
Ja og sådan kunne vi blive ved. Meget sjovt, er også at læse gamle sagn og eventyrer fra Løjt. Men dem har vi bragt under Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8,-01-2021
Februar 4, 2010
Magistraten ville ikke bygge oven over dag – og nat renovation. Politiet fik serveret 25 øl. Dyremishandling skulle trække ”øl havegæster” til. Apotekerenes opfindelse var starten til Porcelæns – fabrikken. Den stakkels pige fra Fanø blev lukket inde i Christianshavns kvindefængsel. Moral og etik var i højsæde, da Christianshavns Døtreskole blev dannet. Børnedødeligheden var enorm stor og vi skal høre om 1930ernes pædagogik på Sofiegades Skole og meget mere.
Andreas Bjørn
Andreas Bjørn var en meget driftig mand. Ikke blot lod han kanalen mellem havnen og Overgaden ”indpæle”. Han foretog også en kæmpe opfyldning og indrettede Københavns første egentlige Skibsbygger – fabrik.
I alt byggede han ca. 50 skibe, deriblandt orlogsskibet Kjøbenhavns Slot med 44 kanoner.
Eksplosion på Christianshavn
På terrænet bag Frederiks Tyske kirke lå Land-artilleriets Laboratorium mellem Wildersgade og Overgaden neden Vandet og ud til sejlløbet lå Sø-etaten. To gange var Gamle Laboratorium sprunget i luften. Den 6. august 1679 formedelst Guds Vejr og Tordenslag. Ligeledes den 16. juni 1683, da
Den største arbejdsplads
I 1843 fik Hans Heinrich Baumgarten kongelig bevilling til at oprette et maskinværksted i København. Tre år senere overtog den velhavende unge ingeniør Carl Christian Burmeister firmaet. Der blev købt en ejendom på hjørnet af Overgaden neden Vandet og Lille Sofiegade, der dengang gik igennem til Wildersgade .
I de følgende år erhvervedes tilstødende huse og pladser. I 1872, da Baumgarten for længst havde trukket sig ud af firmaet, var han blevet erstattet af englænderen, William Wain.
Fra Langebro i syd til Lynetten i nord, så meget fyldte B&W. Allerede i 1847 udgik den første dampmaskine fra værkstedet i Lille Sofiegade. Det var til dampbåden Dragen, der sejlede i Næstved kanal.
Af Jacob Holm lejede firmaet Engelskmandens Plads mellem kanalen og havnen i den hensigt, at bygge skibe. I 1854 udgik det første skib herfra. Det var træskibet Hermod bestilt af Generalpostdirektoratet til passagerfart. Passagerdamperen Hjejlen fra 1861, som nu sejler på Silkeborg – søerne, blev også bygget her.
Kjærulfs Have
Kjærulfs Have startede som dansesalon. Den var hovedsagelig besøgt af befalingsmænd. De besøgende kom fra to artilleriets skoler, som lå i nærheden samt
søfolk fra de mange skibe, der havde hjemsted på Christianshavn.
Dette eventyr stoppede i 1788, hvor en tidligere styrmand, N.V. Kjærulf købte stedet. Nu blev det borgerskabet, købmænd og andre handelsfolk, der besøgte stedet. Efter måltiderne gik man til spillebordene. Man tog også visebøgerne frem for at afsynge Rahbeske drikkeviser. I haven var der også jævnlig koncerter. I 1827 mens Kjærulfs datter endnu ejede stedet, blev det sat til salg. På et tidspunkt var stedet et væverherberg. Fra 1846 blev det opslugt af B&W.
Det kan være svært at forestille sig, at der her engang har været det rene idyl. Rygter vil vide, at Baumgarten har slået katten af tønden ved en fastelavnsfest på stedet.
Wildersgades Kaserne
Den tidligere Wildersgade Kaserne var en stor monumental bygning . Har havde Væverlavet efter Christianshavns indlemmelse grundlagt den første lærredsfabrik i Danmark. Til kasernen hørte i sin tid foruden depotbygningerne i Overgaden neden Vandet bl.a. Frelsens Hærs lave længe i Wildersgade.
En af de ældste huse
Brogade blev sløjfet i 1938. Men i nr. 3 lå en af Christianshavns ældste huse opført i 1688 af brygger og rådmand i København, Rejmer Wilde. Ved nedrivningen fandt man ud af, at dele af bygningerne var betydelig ældre.
Apoteket og starten til porcelæns-fabrikken
I Brogade 19 havde Christianshavns Apotek til huse. Dette var først blevet oprettet i 1707. En forordning fra 1672 forbød nemlig nye apoteker i København:
Apoteket flyttede ind i nabobygningen og senere til Torvegade. Det blev overtaget af Franz Heinrich Müller i 1785. Han fandt ud af, at fremstille porcelæn af bornholmsk ler. Dette var grundlaget for oprettelsen af Den Kongelige Porcelænsfabrik. I øvrigt så indførte hans efterfølger J. Chr. Hauberg, at alle Christianshavn:
Børnehusbroen
Børnehusbroen eller som den tidligere blev kaldt Den røde bro var anlagt samtidig med Christianshavn. Den forfaldt ret hurtig. I 1688 var det ene rækværk væltet og brolegemet:
Den fik først en hovedreparation i 1727, da der var forbundet med virkelig livsfare at passere den.
Dyremishandling
I 1700 – tallet lå Bremers Have herude ved volden. Bremer annoncerede med, at man kunne se tyre, bjørne og hunde. Man kunne blandt andet se en bjørn blive bragt til vanviddets kant ved at få anbragt raketter og andet fyrværkeri på kroppen. Ja, Bremer annoncerede end dog med, at man selv kunne medbringe sin hund, der så kunne være med til at mishandle bjørnen. Senere på året kunne man være med til at hidse en tyr til døden.
Måske var denne form for mishandling ikke noget for københavnerne, for Bremer gik konkurs kort tid efter.
Øl-haven lukkede dog først et halvt århundrede senere, da englænderen Thomas Potter oprettede et jernstøberi på stedet.
Snorrebroen
Mens Børnehusbroen var offentlig, så var Snorrebroen privat. Den var afspærret med en Snorre for at forhindre unødvendig kørsel. I 1785 var den så forfalden, at det var farligt at benytte den. Den kunne dog vanskelig undværes i ildebrandstilfælde. Den lettede også tilgangen til Frelsers Kirke og Sø-kvæsthuset.
Der blev foretaget en frivillig indsamling for at skaffe midler til dens vedligeholdelse . Senere påhvilede det dog Christianshavnerne selv at vedligeholde den. Det skete blandt andet ved at forhøje vægterpengene.
Knippelsbroen
Og nu, hvor vi er ved broerne, skal vi atter engang høre om Knippelsbro. Denne bro, som har haft hele tre forskellige placeringer.
Sådan skriver en af Christianshavns ældste historikere, Præsten Paludan. Han mente endda, at Christian den Fjerde ville have ledet hele sejladsen fra Østersøen mod syd på grund af den store dybde mellem Amager og Sjælland. Men en sandbanke ud for Amager mod Køge Bugt umuliggjorde dette foretagende.
Den første Knippelsbro var lidt af et ingeniør – arbejde. Helt praktisk var det nu ikke altid. Således skulle der bruges 10 mand, når broen skulle op og i. Og det var ikke altid lige nemt at få fat i dem.
Johanne Ludvig Holberg
Som tre – årig flyttede Johanne ud på Christianshavn. Hendes far havde et værtshus på Nørrebro og fortsatte nu i Brogade 2. Som voksen flyttede Johanne
lige over for sit bardomshjem i Brogade 3. Det var et par år efter, at hun havde giftet sig med Johan Ludvig. Ja, det var Johanne Louise Holberg.
Bjørnholm
Ude for enden af Strandgade lå en ø, Bjørnholm. Her lå resterne af en kølhalingsplads fra sejlskibenes gyldne tid. Skibet blev ved hjælp af et maskineri fra kajen, der trækker masterne ned på jorden, bragt til at krænge over, så bunden i den ene side kunne repareres fra en robåd.
Øen kom senere til at hedde Wilders Plads Ejeren af øen Bjørn fik 20 års skattefrihed. Efterhånden kom der flere ejere til øen, blandt andet Grønlands handel.
I Bjørns tid var der en kort overgang skydebane for Det Kongelige Skydeselskab på øen.
Sladderrækken
Wildersgade hed i ældre tider Lille – og Store Kongensgade. Sidstnævnte var strækningen mellem Torvegade og kanalen. Den kaldtes også for Sladderrækken. Navnet Wildersgade fik gaden i 1859.
Heering
Peter F. Heering havde en af de største virksomheder på Christianshavn. Virksomheden blev grundlagt i 1818 i en urtekræmmerbutik på hjørnet af Boldhusgade og Admiralsgade. Kirsebærlikøren blev efterhånden også eksporteret til det sydlige udland.
I 1833 begyndte han også på rederivirksomhed og fire år efter havde han ti skibe i søen. Ved hans død i 1875 var der dog kun to skibe tilbage. Men eksporten af likøren var stigende.
Sort, skiden og smudsig
En jysk bondeknold, der under krigen 1848 – 1850 var udstationeret i København fortalte lidt om forholdene på Christianshavn – dengang. Efter en march til Amager gik man gennem Christianshavn.
25 øl til politiet
En skrøne fortæller om en politistation med et værtshus i kælderen. Det kunne godt stamme fra Christianshavns Torv. Da lå politistationen henne ved hjørnet af Overgaden. Man skulle have haft den ordning med værtshusholderen i kælderen, at når vagthavende bankede i gulvet, skulle han komme op med det antal
øl, der svarede til det antal af dunk. En dag kom værten op med 25 øl. Man havde anholdt en fuld mand med træben.
Den stakkels pige fra Fanø
Borgerdydskolen på Christiansborg var den første skole i Danmark, der udklækkede kvindelige studenter. Det skete så sent som i 1877. En af de første var Nielsine Nielsen, som også blev den første læge i Danmark.
På vej hjem fra eksamen, mødte hun sin gamle lærer gennem tre år, Ludvig Trier. Hun ville takke for hans indsats, men han forbød hende at tale om det.
Nielsine blev senere læge på Kvindefængslet på Christianshavn.
I sine erindringer fortæller Nielsine en frygtelig historie fra Fanø. Der var fundet et barnelig. Forhørsdommeren fik til opgave at finde moderen for en hver pris. En tilfældig unge pige blev anholdt. Forhørsdommeren, der var berygtet for sine metoder, fik under torturlignende forhold den unge pige til at tilstå. Hun skulle efter fødslen have dræbt sit barn. Både hende og moderen blev sendt til Kvindefængslet på Christianshavn. Moderen blev dømt for at have været medskyldig i barnets drab.
I fængslet trak hun tilståelsen tilbage, og Nielsine Nielsen besluttede at undersøge hende. Det viste sig, at hun var jomfru. Hende og moderen blev løsladt med det samme.
Christianshavns Døtreskole
På et eller andet tidspunkt opstod tankerne om en pigeskole efter alle drengeskoler. Den skulle leve op til de idealer man havde dengang i slutningen af 1700 – tallet.
I Dronningensgade 67 blev Christianshavns Døtreskole oprettet. Hele 44 paragraffer havde man i den første grundlov. Døtreskolens guvernante sørgede for at pigerne var renlige og anstændig påklædte, samt anførte pigerne til en god og sædelig levemåde. Den anden lærer skulle give undervisning i linned – og skrædder-syning, broderi og andet Fruentimmerarbejde.
Desuden blev pigerne undervist i fransk sprog og dannelse. Til blomster – og landskabstegning blev antaget en tegnemester, og så var der 2 – 3 eftermiddage om ugen, undervisning i dans.
Børnedødeligheden stor
Noget af det værste slum overhovedet, lå på Christianshavn. Skrupelløse husejere foretog en oprørende sammenstuvning af mennesker i skumle, svinske kasser, hvor trapperne var livsfarlige hønsestiger uden rækværk.
I en et – værelses lejlighed kunne der i 1867 være anbragt op til 14 mennesker.
En overgang lejede Københavns Fattigvæsen, Søkvæsthuset i Overgaden for at råde bod på den værste bolignød. Det var nu ikke den mest smarte løsning, man fandt på. I store uhyggelige sale lod man ophænge et sækkelærred, som adskillelse mellem små familie lejligheder. Man levede sit mest intime liv for åben tæppe. Under disse forhold levede 150 familier. De fleste med mange børn.
Børnedødeligheden var dengang uhyggelig stor på Christianshavn. 36 ud af 100 børn døde inden de nåede 18 år.
Ville ikke bygge på Dag – og natrenovation
Artillerikasernen optog hele den nordre side af Bådsmandsstræde fra Prinsessegade til Volden. Grundene syd for gaden var endnu til dels ubebyggede. Et større areal havde Den Kongelige Porcelænsfabrik benyttet til oplagsplads, men i 1850erne ville staten afhænde grunden og forsøgte at interessere Magistraten i en forlængelse af Amagergade henover den.
Bystyret mente det midlertidig ikke hensigtsmæssig at bebygge dette areal. Det var fyldt med dag – og natrenovation. Og tidligere havde den været benyttet som Fattig – og Slavekirkegård.
Skinddød
Bodenhoffs Plads ligger ude i det triste Aladdin – kvarter. Området blev anlagt af den rige tømmerhandler og skibsreder Andreas Bodenhoff i årene 1766 – 68.
Han anlagde et skibsværft, men havde også med skibsfragt og meget mere at gøre. Han døde i 1796 og overlod sin forpligtigelser til sønnen. Denne giftede sig i 1796 med den yndige 17 – årige Gertrud Birgitte Rosted. Bodenhoff døde kun et halvt år efter, mens den rige enke Gertrud kun blev 20 år.
Hendes famøse begravelse og hvad der sidenhen hændte har vi beskrevet i artiklen Da Gertrud rejste sig fra kisten (under Nørrebro) Var hun kun skinddød, da hun døde? Gertruds bror mente bestemt, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten. Men hun lå i med en klokke tilsluttet foden, da hun lå i huset på
kirkegården inden hun blev lagt i graven.
Huggeblokken
En læser af dengang.dk har spurgt til værtshuset Huggeblokken. Det er nu ikke så meget, vi har fundet ud, som læseren ikke vidste i forvejen. Den blev besøgt af Christianshavns fiskere. Dette ændrede sig efterhånden. Stedet blev kendt for dens gode smørrebrød. Den hyggelige kælderbeværtning lukkede i 1968.
1930ernes pædagogik
På Sofiegades Skole blev regnelæreren kaldet for Nummerbasse. Han elskede at kalde eleverne op til katederet, tage fat i ørerne eller kinden, mens han med den anden hånd gned den anden hånd.
Pludselig gav han en ørefigen, så det sved. Nogle måtte trække deres bukser ned. Så fik de tre slag med spanskrøret, mens Nummerbasse skreg:
Ja sådan var pædagogikken i 1930erne på Christianshavn.
Frikadellen
Engang kunne man føle sig hensat til Mississippi når man kiggede på en grim hjuldamper i kanalen. Jo det var rigtig nok, der lå en slags floddamper. Det var et
skib, der sikkert ikke har været anvendt til andet. Datidens medier kaldte den for Christianshavns Jammersminde, mens befolkningen kaldte skibet for Frikadellen. Andre igen kaldte det for Verdens længste bar.
Skibet blev bygget på B&W i 1926. det var beregnet som cafeteria for arbejderne på Strandgade – værftet. Da B&W endelig fik bygget et nyt marketenderi blev skibet i havnen overflødigt. Men hvad skulle det så bruges til? Ja ideerne var mange, men det hele endte med at det blev købt for 50.000 kr. til ophugning ude ved Skudehavnen. Under transporten hertil, var det ved at synke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22, – 03. – 2022
Februar 4, 2010
Kongen måtte bæres hjem efter at have været til fest hos Tordenskjold. Kvinder der var skyld i kønsforstyrrelser blev anbragt i Kvindefængslet. Store slag fandt sted mellem amagerkanere og christianshavnere på Volden. Et kræmmerhus med fedtegravere
kostede 5 øre. Ko-yver kostede 20 øre. Man spiste vandgrød og sur-vælling. Og Bådsmandsstrædes Skole blev kaldt for det røde fængsel
Skattefrihed
Christian den Fjerdes ordre til storkøbmand Johan de Willem i 1616 var at han skulle få velstående nederlandske købmænd og gode håndværkere til at komme til Danmark. Til gengæld ville han garantere religionsfrihed samt 12 års frihed for skat, told og anden tyngde. Dog kunne der kun gives 7 års frihed for udførselstold.
Uden modydelser måtte de så bosætte sig på et land, der hed Amager. Og dog betingelsen var, at man opførte et godt købstadshus på grunden. I første omgang havde kongen tænkt og et centralt torv med 8 gader. Ambitionerne var høje. Men de blev ikke helt indfriet. Men Strandgade er et godt eksempel på, hvor flot der kunne bygges. Vi tager på en vandretur op af Strandgade.
Vandretur i Strandgade
En perlerække af velbevarede ejendomme ligger på denne gade. Vi begynder ved Christians-kirken. Den var omgivet af B & W´s mange bygninger. I 1755 – 59 blev den bygget som kirke for den tyske del af garnisonen. Dens oprindelige navn var Friederichskirche. Det var faktisk Eigtved, der var skaberen. Siden 1901 har kirken været dansk sognekirke under det nuværende navn.
Kongen måtte bæres hjem
Her i Strandgade boede Grundtvig fra 1829 til 1840. I nabohuset Strandgade 6 boede Tordenskjold. Bygningen er opført af vindhandler Abraham, en af Københavns 32 mægtiske mænd (forløberen for Borgerrepræsentationen)i enevældens tid.
Da Tordenskjold boede her, var Frederik den Fjerde ofte på besøg. Kongen blev ofte så fuld, at han måtte bæres hjem til slottet på den anden side af havneløbet.
Strandgade 14 blev kaldt for Rhodske Gård. Midt i 1600 – tallet blev den opført af borgmester Norman Hiort. Ofte er gården blevet udnævnt som Christianshavns Rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to etager. Under et engelsk luftangreb i 1943 blev ejendommen beskadiget, men bygget om i 1945.
I sangerinde – knejpernes gyldne tid i 1860erne lå et etablissement i ejendommen kaldet Christian den Fjerdes Hal. Det senere kælderværtshus på samme sted, Christian den Fjerde er nærmest legendarisk.
Før Torvegades udvidelse lå der her en række gamle renæssancegårde. Blandt dem var Strandgade 22 – 24 opført i begyndelsen af 1630erne. Den var ejet af købmanden og tolderen af købmanden og tolderen Nikkel Kock. Han blev beskrevet som en brutal person, der hverken kunne læse eller skrive. Men han var som øverste chef for toldmyndighederne god til at få penge til den slunkne statskasse. På den måde var han en god ven af kongen.
Her på Strandvejen lå restauranten, Kabyssen, dansestedet Charlie Brown og Færgekroen. Og en række gamle ejendomme ombygget til ukendelighed. I nr. 26 er det Behagens Gård fra 1626. Her var engang politistation.
I nr. 28 er det Sivert Gubbes gård. Gubbe var en af Christian den Fjerdes personlige venner. I mange af sine erindringer har han berettet om drukture sammen med kongen i hans unge dage. I Norge havde de således smadret flere værtshuse.
Strandgade 30 er fra 1636. Den er opført af Jens Petersen. Senere blev den bryggergård. Således er porten indrettet i 1710 af bryggeren, Niels Sørensen.
Christianshavns ældste hus
Christianshavns vel nok ældste hus er sikkert Strandgade 32, opført af Mikkel Vibe i begyndelsen af 1620erne. Han var jyde og senere borgmester. Han fik af kongen ordre til at føre tilsyn med byggerierne på Christianshavn. Men jyden nåede aldrig, at se sit eget hus færdig.
På den anden side af Sankt Annægade fortsætter en række af de gamle bygninger. Vi skal her nævne Torps Gård fra 1733.
Ved siden af i nummer 36 – en ejendom opført af Niels Brock i 1780. Legatstifteren er blandt andet navngiver til en handelsskole. I nummer 46 ligger så Anders Bjørns gård. Denne person omtales senere her i artiklen. På den modsatte side af Strandgade lå Asiatisk Kompagni.
Kæmpe voldanlæg
På kort fra 1617 er 934 hussteder indtegnet. Et voldanlæg blev planlagt. Og for at få dette finansieret skulle der udskrives en ekstra skat. Der tages kontakt til hollandske ingeniører. Planlagt var op til 65 projekter, hvori indgik en del kanaler.
Meningen med det hele var at militæret skulle flytte ud til det nye sted, og når det hele stod færdig skulle der udstedes købstadsrettigheder. Selve fæstningen bestod af en fæstningsring med 5 bastioner. Af de oprindelige bastioner er der i dag kun to tilbage.
På Møllebastionen lå der selvfølgelig en mølle, den hed Breslaus Mølle. En fæstningsby havde brug for forsyninger i form af mel og gryn, så der blev opstillet mange møller på bastionerne rundt om i København. Også på Bastionen ved Kirken blev der opstillet en mølle. Den blev kaldt Lille Mølle.
Helt let var det nu ikke at bygge på dette sted – Amager. Det hele skulle bygges på pæle.
Knippelsbro
I 1620 stod en bro og en dæmning til København færdig. Det var den første Knippelsbro. I ældre historiebøger har jeg set beskrivelser af, at broen er opkaldt
efter det rundtømmer – knipler – broen var belagt med. Men det er ikke korrekt.
Den første bro blev oprindelig kaldt Christianshavns Bro eller Lange Bro (det var før Langebros tid).
Hans Knip fik i 1642 lov til at købe den grund, der lå lige op til broen. Hans opgave var også at hejse vindbroen op og ned. Desuden skulle han opkræve
bropenge af de skibe, der passerede.
Efter Hans Knips død, hed hans ejendom stadig Knippenshus. Og det er efter denne brovagt, broen har sit navn. Den første Knippelsbro var en primitiv træbro. I 1725 – 28 blev den grundig forbedret og i 1869 afløst af en jernbro. I 1908 blev der anlagt en ny, men den blev afløst i 1930 af en endnu nyere bro. Og det er den, der i dag er anlagt for enden af Torvegade.
Første Langebro blev bygget i 1686. Flere gange blev den ombygget. I 1930 opsatte man en interimistisk bro, som i 1954 blev afløst af den nuværende.
Frelsers kirke
I 1630 flyttede den senere byfoged, Johan Lauridsen til stedet. Han kunne berette om oversvømmelse og højvande. Ja han påstod, at der var tre alen vand, da han overtog grunden.
Et stort befæstningsanlæg skulle rumme både Tøjhus og Flåde. Sådan var tanken. Men det gik knap så hurtig, som kongen havde tænkt sig. Voldanlæggene havde fremspringende bastioner. Bydelen var systematisk ordnet med hovedgade og sidegader placeret systematisk. Oppe fra Frelserkirkens kirketårn kan man endnu se meningen med det hele, hvis man ellers tør at gå op af vindeltrappen.
Ja den første kirke var en beskeden træbygning, der dog snart blev utidssvarende. Vor Frelsers Kirke blev påbegyndt i 1682, men først indviet i 1696. Det tårn som arkitekten havde planlagt til kirken, blev aldrig bygget. I stedet tilfaldt opgaven til Lauritz de Thurah, der i 1749 – 50, der opførte det enestående spiralsnoede spir med udvendig trappe. Spiret krones af en globus, som bærer en 3 meter høj figur af Frelseren med sejrsfanen. Alt er udført i forgyldt kobber.
Som lovet fik Christianshavn sine købstadsrettigheder. Det skete den 8. juni 1639. Byvåben og segl blev fremstillet. To borgmestre og 4 rådmænd blev udnævnt.
Kvindefængslet
I 1662 skænkede Frederik den Tredje en bygning på Christians Torv. Den skulle bruges til Børnehus. Det var til forældreløse, fattige, ulydige og vanartede
børn. Der blev også indrettet en tvangsanstalt og en straffeanstalt for forbrydere, særlig kvinder, der var skyldige i kønsforbrydelser eller tyveri.
Kvindefængslet lå ved Christianshavns Torv. Dengang under Frederik den Tredje, blev der fejret enorme fester. Her boede adelsmanden Kai Lykke. Og tænk dette flotte patricierhus blev forvandlet til det skumle og berygtede Tugt, rasp – og Forbedringshus. Og senere fængsel for kvinde – ja dengang det eneste.
Engang forelskede en tømmersvend sig i en de ansatte kvinder. Tømmersvenden, der arbejde på tårnet ved Frelserens Kirke, kommunikerede via en blyplade, hvor han havde skrevet teksten. Med sikker hånd kastede han den ned til fangen, når hun havde sin halvtimes gåtur i fangegården. Hun svarede med tegn. Uheldigvis greb vinden en dag blypladen. I stedet for at lande i fangegården landede den uheldigvis gennem ruden til lægens kontor. På den måde blev kommunikationen afsløret.
I 1674 var der 400 kvinder i fængslet. Der var endelig kun plads til 200. Sundhedsforholdene var elendige og den ene epidemi efter den anden afløste hinanden. I 1741 opførte man en ny bygning. Nu kan fængslet rumme 500 fanger.
Men forholdene var endnu ikke ideelle. I 1841 opstod der oprør i fængslet, og militæret måtte sørge for ro og orden.
Ved Christianshavns udvidelse i 1670 blev bastionerne kraftig udbygget. Møllens Bastion kom til at hedde Elefantens Bastion og Bastionen ved Kirken kom til at hedde Løvens Bastion
Internationalt liv
Det var et meget internationalt liv herude på Christianshavn. Det var sejlskibenes og koffardifartens muntre og morsomme by. Kinesere og malaysier viste deres gule og brune ansigter midt i vrimlen med de brogede Amager – bønder. Det var grundmurede borgergårde, der kom til at ligge langs Strandgades østre side. Det var brogede facader og dekorative gavle. Barokken satte sit præg
Skibene kom ind med kostbare varer som krydderier, silke og porcelæn. Det var handelsfyrsten og kompagniernes tid. Teen fra Ceylon duftede i redernes stuer. Oppe under pakhuslofterne lyste kasser med gyldne silkestoffer. På de mange beværtninger sad sømændene og pralede om det, de havde oplevet i alverdens havne.
Det var i en af de prægtige borgerhuse, at Tordenskjold festede. Det var også her af Johan Ludvig og Johanne Louise Heiberg boede. Oppe på volden gik Georg Brandes og Julius Lange og drøftede oldnordisk mytologi og græsk kunst.
Slut med selvstændigheden
I 1674 var det slut med Christianshavn som selvstændig købstad. Den blev indlemmet i København. Peter Villadsøn blev indsat som byfoged på Christianshavn og birkefoged på Amager. Inde fra byen havde man klaget over ulig konkurrence fra Christianshavn
Carl Wilder
En af de store handelsmænd var dengang Carl Wilder. Han var desuden mægler og skibsværftsejer I 1762 oprettede han sit skibsværft for enden af Strandgade, hvor Wilders Bro ligger.
På Gammel Estrup havde han oprettet den første spåner-fabrik i landet:
Men dette projekt måtte han opgive i 1760 på grund af uoverensstemmelser med Isenkræmmerlavet. En plads, en bro og en gade blev opkaldt efter den initiativrige mand og hans familie. Ja også en café er opkaldt efter Wilder.
Carl Wilder´ s søn, Lars førte skibsværftet videre. Han forblev ugift og blev en stor velgører. Han testamenterede sin store formue på 50.000 rigsdaler til velgørende formål.
Værfts-by
På øen havde Andreas Bjørn tidligere anlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2. Egentlig skulle Christianshavn udvikle sig som en købmands-by, men efterhånden udviklede den sig til en Værfts-by
For at drive værftet skulle der indkøbes tømmer, hamp, tjære, sejl, tovværk samt jern, kobber og bly.
Flåden havde også travlt. Til skibenes udrustning skulle der bruges kanoner, kugler og krudt. Og besætningen skulle have proviant. Der blev indkøbt store partier af flæsk, ærter, gryn, smør, brød, samt store kvantum øl og brændevin.
På Holmen satte man en stor ære i at fremstille det hel selv. Men man købte en del varer og serviceydelser hos de handlende og håndværkerne. Når de egne værksteder var booket op, måtte man i byen for at købe glarmester, maler, blytækker og blikkenslager-arbejde. Men også byens smede og metalstøbere fik rigelig med arbejde herude. Og affaldet skulle fjernes, så der var arbejde til de lokale vognmænd. Skulle der bygges, ja så var der masser af arbejde til byens murermestre og stenhuggere.
Det gamle revet ned
Tiden har sat sine spor. Det morsomme lille bomhus ved Langebro – Fischers Beværtning, hed et også med Dannebrog malet over loftet, er borte. Også
Skibet i Torvegade og Jødens Hule med de stejle trapper op til lejlighederne er revet ned. Også de gamle broer er borte, og afløst af nyere og mere moderne.
Og de jyske fiskere anløber ikke mere Christianshavn
Men i Brogade 4 kunne Holberg godt have boet, da han flygtede over Amagerbro i 1728, da byen bag ved ham, brændte. Bag de grønne småruder kan
man godt skimte Jeronimus, Magdalone, Henrik og Pernille.
Efterhånden ændrede forholdene sig på Christianshavn. Hvordan så forholdene ud omkring år 1900. Vi kigger lidt på området.
Køerne på første sal
Indtil 1897 boede der i Sofiegade 10 – lige på hjørnet af Dronningegade et brændevinsbrænderi. Der var ko-hold til. Køerne var opstillet i bagbygningen både i stueetagen og på første sal. Bønderne hentede bærmen og ofte spildte de. Men det var hønsene ganske glade for. De fik en bimmelim på. Om eftermiddagen blev spilkogende vand lukket ude gennem et jernrør til gaden. Og så kan det nok være, at madammerne kom med deres spande.
Liv på volden
Reberbanen under voldskrænten hører fortiden til. De raske knægte kun tjene nogle håndører ved at dreje det store hjul for rebslageren. Her lå også stadsgraven, en gang med siv og ællinger. Der er heller ikke plads til vindmøllerne på volden.
Lille Mølle er den sidste af Christianshavns voldmøller. Den blev bygget i 1783 og rummede var i brug til 1832. En dampmølle klarede produktionen frem til 1909. Inden skolerne afslutning herskede der fred og ro på voldene. Men så kom der liv. Og om aftenen kunne bander godt indfinde sig her. Omkring voldene havde militære institutioner samlet sig. Her lå Bådsmandsstrædes store artillerikasserne. Bag ved havde hærens laboratorium sin plads.
Længere oppe af Langebro sås over på den anden side af voldgraven, gevær-fabrikken. Masser af soldater benyttede også voldene, når de skulle til og fra øvelser.
Ved voldene holdt spritterne til, både kvinder og mænd. En halv flaske brændevin og en falske skibsøl kostede den gang, den formidable sum af 19 øre.
Det var også her, at Amagerkanerne og Christianitterne udkæmpede store slag med stave, som var fundet på byggepladser. De vakse drenge sprang en tur i voldgraven selv om det var forbudt. Når politiet dukkede op, løb drengene ned ad gaden med alt tøjet i armene.
Nede i Voldgade var der en Gaspumpestation. Her samledes man og spillede klink med penge til streg. Der blev også drukket øl til sang og harmonika spil.
Masser af druk
Nogle steder på volden havde man fornemmelsen, at man befandt sig hele ude på landet. Forkrøblede haver med ukrudt der voksede vildt. På Langebro
havde man udsigt til Gasværksgaden. Her kunne man også skimte Vesterbros grimme arbejderkasser. Til den anden side lå Vestre Boulevard med Glyptotekets u-dekorative murstensmasse.
For at man kunne gå nogenlunde tørskoet var rendestenene dækket med brædder. Når det så regnede kraftigt flød disse brædder ovenpå, og knægtene brugte dem som tømmerfloder. Var man så heldig at fange en rotte, ja så fik man 10 øre på brandstationen.
Inden arbejderne skulle på arbejde, gik den ofte forbi beværtningerne i Prinsessegade, hvor morgenbitterne stod på rad og række. Her boede også en masse polakkere. Slagsmål og omfattende druk var der meget af.
Vandgrød og sur-vælling
Om vinteren, når arbejdsløsheden hærgede, var det svært at få pengene til at række. Men hos viktualiehandleren på Torvegade kunne man for 5 øre få et helt kræmmerhus fedtegrever. Når de blev brunet smagte de godt med en gang kogte kartofler. Nede på Samaritanen kunne man få vandgrød med varm mælk eller
øl, og nogle margarine klemmer.
Gik det helt galt, ja så kunne man gå hen i et spisehus for børn i Prinsessegade. Her kunne man få varm mad hver anden dag. Mange kogte skinkeben, så blev
der også kogt sulevælling eller kålsuppe. Så var der mad til et par dage.
Men det var langt fra hver dag, man fik varm mad. Den daglige kost var kaffe, nogle tykke skiver rugbrød med lidt fedt med salt. Måske et stykke leverpostej til lidt afveksling. En tynd suppe med et eller andet spiseligt var normalt. Noget af det bedste var rismelsgrød med kanel, sukker og dertil en kop varm øl
med sukker i.
Kneb det med pengene, kunne man altid gå hen til pantelåneren med lidt tøj og sengelinned. Så fik man et par kroner. Tøjet blev så hentet om lørdagen mod
at betale renter. Et menighedshus hjalp med rugbrød og mælk samt brugt tøj. Her var der også søndagsskole. Så kunne man også få varmen nogle timer.
Det røde fængsel
Det Røde Fængsel, ja sådan kaldte man Bådsmandsstrædes Skole. Her fik man en ved siden af hovedet for den mindste forseelse, spanskrøret var ikke langt væk. Når der var fastelavn, samledes man på volden. Her var der hængt 4 tønder op. Bagefter gik turen til Bådsmandstrædes Kasserne, hvor der blev serveret chokolade og boller.
Spytbakke på værtshusene
Her var en masse små listige beværtninger. Særlig i Torvegade. Ved Skibet ved Volden sad en kakadue og snakkede løs. Amager – bønderne foretrak Falken,
når de kom fra Torvet. Et par andre steder kaldte sig Det grønne træ, Christian den Fjerde og Røde Lygte.
Mange af disse værtshuse lå i dybe kældre kun oplyst af en petroleumslampe med sand på gulvet og med spytbakker fyldt op med sand. Et sirligt klippet papirunderlag lå under bakken. Der var ikke alle, der ramte plet.
Inde på værtshusene blev der stillet øl frem til politibetjentene. Ofte måtte de træde til, når en fuld mand eller kvinde måtte slæbes hen på stationen, Strandgade 28. Der var altid en lang hale af børn med på slæb. Senere blev stationen længere ud mod Amager. Så blev de fulde afhentet i hestevogn. Datidens betjente var iført hjelme og lange stave.
Politiet holdt hele tiden flyttedag
Den første politistation kom til at ligge i Børnehuset, Torvet 2 på hjørnet af Torvet og Overgaden. Den blev oprettet i 1815. Men allerede i 1823 blev den nedlagt. Men i 1863 blev stationen genoprettet på samme adresse. Efter nogle få år flyttede man hen på Christianshavns Torv. I 1892 blev bygningen, der var fra ca. 1640 dog revet ned. Derefter holdt stationen til i Strandgade 26 mellem Torvegade og Sct. Annægade.
I 1923 skete der igen en omorganisering. To lejligheder i Under Elmene 7A blev lagt sammen og fungerede som politistation helt frem til 1970. Atter engang flyttede man til Hørhusvej 7 og endnu senere flyttede stationen helt ud til Kastrup.
Brand i gaden
En brand var en begivenhed. Imponerende var det at se de store hestetrukne brandsprøjter i fuld fart. Den lange Stigesprøjte – damptromle med fyr under kedlen og en klokke. Særlig til nytår var der brand i gaden. Gamle sofaer og madrasser og juletræer blev flammens offer. Brandvæsnet havde nok at lave.
Gaderne var brolagte, så det var tydeligt at høre, når Amager – vognene kom kørende til Torvet med grøntsager. Om aftenen kunne man høre latrinvognene.
Pas på – fattigvæsenet
Trods fattigdom var der masser af sammenhold. Der var ingen socialkontor. Det blev betragtet som skam, når man skulle henvende sig hos Fattigvæsenet.
Var man først kommet under det, mistede man sin stemmeret og sine borgerlige rettigheder. De som søgte hjælp fik to kort, et grønt og et rødt. For disse kort kunne man på udvalgte steder få udleveret et sigtebrød og et stort rugbrød.
Hver morgen vandrede en stor strøm af arbejdere i blå bluser og træsko ud af Refshalevejen for at arbejde på B&W. Ugelønnen var på 14 – 15 kroner for en 60 timers arbejdsuge.
Is i skægget
Dengang kunne man godt have medfølelse for vognstyreren på den gamle linje 9 Papegøjen. Der var ingen skærm med vinduer foran hans plads. Han var udsat for vejr og vind. Sne og kulde kunne ses i hans kraftige overskæg. Hans kappe var et panser af is, når han stod af ved endestationen på Bodenhoffs Plads.
Kirsebær og Bismarcksklumper
Man så som barn op til de unge kadetter, som kom fra Orlogsværftet om eftermiddagen. Det var nogle vældige flotte uniformer og en dolk. Så mange drengeønsker gik op i, at blive kadet. Men ak, det var ikke noget for fattigfolk.
Man kunne i stedet drømme om, at få en tur med motorfærgen fra Christianshavn til Kongens Nytorv for 5 øre.
Men sådan en investering kunne også bruges til brystsukker, for eksempel 3 Bismarcksklumper med røde streger, eller blokchokolade. Det kostede også 5 øre dengang.
Når man kom fra Torvegade til Kanalen og gik til højre kam man til et stort hus, der blev kaldet Heerings Hus. I den smukke gård sad kvinder og arbejde
med kirsebærplukning. Store vogne belæsset med kirsebærbuketter eller klasser skulle ren-plukkes. Når portene blev åbnet, styrtede vakse knægte ind, og fik lov til at plukke grenene helt rene.
I Torvegade lå også den gamle oliemølle. Her kom mange kvinder med en spand i hver hånd og hentede kogende vand, når de havde vaskedag.
Dengang var der virkelig mange flotte huse i Store Torvegade. De er for længst revet ned. En af dem blev kaldt for vinhuset. Det havde en meget stor firkantet gård med gulkalkede mure og en meget ujævn stenbelægning. Når man gik i træsko, var det svært at holde balancen.
Lejekaserner
I de store lejekaserner var der ikke vand i køkkenerne. Der var en vask for hver ende af gangen, hvor man måtte hente sit vandforbrug. Der var dog gasblus på trappen. Man kunne dog kun få gas fra 18 til 21.
Lige neden for vinduerne stod skraldebøtterne. Så der var ikke just frisk luft, når man åbnede vinduerne. Der stod en hørm ind af vinduerne og i tilgift fik man om sommeren en sværm af fluer ind. En af disse bygninger havde fået et specielt ry og blev kaldt Loppekroen. En anden blev kaldt treogtredive Lige over for denne lå en symaskinefabrik.
Marskandisere og spækhøkere
I mange af gaderne var der butikker, især marskandisere, nogle pantelånere. Mange stegekældre fandtes i mørke og gasbelyste rum. Her kunne man for en billig penge købe en skål varme kartofler for 5 øre, ligeså stegte sild, stegt lever og stegte ko-yvere, der dog kostede 20 øre. Om aftenen kørte en mælkevogn rundt i gaderne. Manden havde en klokke i hånden og ringede med dem. Ustandselig råbte han:
Der fandtes også specielle butikker, der solgte varme æbleskiver. Tre skiver, lidt syltetøj og et glas mælk for 5 øre. Disse butikker var altid rene og pæne og havde en stor søgning af især soldater. Tre kaserner og et orlogsværft skulle nok holde gang i disse butikker.
På hjørnet af Amagerbrogade tæt ved Volden lå et gammelt smukt bindingsværkshus med en spækhøkerbutik. I gården var en smuk svalegang. Her kunne man se udskårne hoveder af mennesker og dyr, der så vrede ud.
Amager Port
Skulle bønderne ind til København måtte de gennem Amager Port. Her lå også en kontrolbygning – Acciseboden. Bygningen blev flyttet, da Torvegade
skulle gøres bredere. Acciseboden var samtidig bolig for portvagten og hans familie. Den nuværende bygning er fra 1724, men den blev væsentlig udbygget i 1829. Den blev opført samtidig med den nye Amager Port.
Her skulle betales afgift, men mange forsøgte at snyde. Men vagterne havde gode hunde, der kunne snuse sig frem til afgiftspligtige varer. Accise, konsumptionsagtigt eller skat skulle erlægges for varer, som skulle indføres til hovedstaden.
Adgangen til Amager Port var beskyttet af et fremskudt forsvarsværk, en Ravelin. På denne blev der i 1728 opført en bygning i lighed med vagthuset inden for volden. Denne bygning husede den militære magt, og blev kaldt Bomhuset.
Da konsumptionen ophørte i 1852 og Amager Port blev revet ned i 1857. Bomhuset blev overflødigt, men bygningen fik lov til at blive stående, og er i dag en del af en restaurant, som meget passende hedder Ravelinen.
Christianshavns Skole
I Prinsessegade 45 ligger en markant bygning. Den rummer i dag Christianshavns Skole. Men oprindelig var bygningen i 1915 opført som hospital for flåden.
I 1928 blev et militærhospital indviet på Tagensvej, så Prinsessegade 45 blev overtaget af Østifternes Åndssvageanstalt. Bygningen blev brugt til dette formål ind til 1940.
Efter 9. april 1940 overtog Hærens Flyvertropper stedet. Det skete efter, at man måtte rømme Værløse flyveplads. I den periode blev stedet kaldt Prinsessegades Kaserne. Men i slutningen af besættelsestiden overtog tyskerne bygningen, og den blev brugt som lazaret.
I 1949 blev bygningen købt af Københavns Kommune, og i august 1950 blev den taget i brug til den nuværende funktion.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23-03-2022
Februar 4, 2010
Denne linje var før en del af min hverdag. Men så købte jeg en cykel. Nu forligger der en ny bog om den 125
år gamle linje. (Artiklen er fra 2010). Dengang var man helt nede på et interval på 3 ½ minutter. Hestesporvogne blev afløst af motorsporvogne. Nye spor skulle ligges. Problemer med at finde endestationen.
Det startede i 1884
I dag er det 125 år siden, den første linje 18 så dagens lys. Linien føres stadig ud af Falkoner Allé. Men i 8 år eksisterede linjen ikke. Det var Falkoner Alléens Sporvejsselskab, der oprettede linje 18. Den første del gik fra Nørrebros Runddel til Frederiksberg Runddel. Kørslen startede den 1. juli 1884.
Ny bog
En ny bog har set dagens lys. Det er bog nr. 32 i Sporhistorisk Selskabs Bogserie. Og den hedder ganske enkelt Linje 18. Den er skrevet af Henrik Lynder.
Bogen er på 120 sider og koster 285 kr. Vi har af forfatteren fået overrakt bogen til anmeldelse og omtale. Det gør vi gerne
Halmtorvet – Frederiksberg
Den 24. juli kunne omtalte selskab åbne driften af ruten Halmtorvet – Frederiksberg Runddel. Dagen efter blev hesteomnibuskørslen ad
Bülowsvej til Falkoner Allé indstilles.
Den 22. september 1885 vedtog man med vinterkøreplanens ikrafttræden, at ruten kun skulle fra Nørrebros Runddel til Rolighedsvej.
Om søndagen blev der dog kørt helt igennem til Frederiksberg Runddel.
Hansen fra Baldersgade
Den 4. juni 1888 afgav FAS en ordre til W.C.A. Hansen, Baldersgade 4. Ved selskabets start i 1884 rådede man over 50 heste. I 1888 indkøbte man yderligere 59, og solgte de urangerede. Ved selskabets ophør i 1897 rådede man over 123 heste. Selskabet var godt tilfreds med Nørrebro – vognene. I tilbuddet skrev Hansen blandt andet:
Hansen kom godt nok også med et billigere tilbud, man frarådede dog, at man anvendte dette.
To – etagers vogne
Nye to etagers vogne blev bygget hos Scandia i Randers. Et ruteskilt over vinduerne langs siden af vognen var påmalet Halmtorvet – Frederiksberg – Nørrebro. Så kunne man altid dække det, der ikke var aktuelt.
Fra 1892 kørte man 11 minutters drift på Nørrebro – linjen.
Nyt selskab
I forbindelse med elektrificering vedtog FAS den 22. marts 1897 at træde ind i selskabet Frederiksberg Spovejs – og Elektricitets Aktieselskab. Sidstnævnte selskab blev stiftet den 13. november 1897.
Forskellige undersøgelser viste, at det mest hensigtsmæssige var anvendelse af luftledninger, dog med undtagelse af Strøglinjen. Ret hurtig fandt man ud af, at alle spor skulle være dobbeltsporede. De gamle spor til hestesporvognene skulle også udskiftes til kraftigere spor.
Motor – sporvogne
Hestesporvognene kunne tage 20 – 22 passagerer. Nørrebros akkumulatorvogne kunne tage 40 passagerer. Man ønskede i det nye selskab en type, der kunne medtage 20 passagerer indvendig og 10 – 12 passagerer udvendig.
I midten af september 1899 var vognleverancerne så langt fremme, at man kunne foretage prøvekørsler på linjen mellem Frederiksberg Runddel og Nørrebros Runddel.
På begge runddele blev der lagt drejeskiver til vending af de ensrettede motorvogne. Prisen var 5 øre for en tur. Og man kan sige, at forbindelsen var bedre end nu til dags. Man kørte nemlig hver 6. minut.
Skal linjen forlænges?
I foråret 1912 indledte kommunalbestyrelsen på Frederiksberg interne drøftelser om udvidelse af sporvognsnettet. Det gik blandt andet ud på forlængelse af tværlinjen fra Frederiksberg Runddel ad Pile Allé til Valby Langgade.
Fra Nørrebros Runddel til Valby Station tog det i 1915, 23 minutter.
Københavns Kommune kunne erhverve eneretsbevilling på en forlængelse af Jagtvejslinjen (Linie 9) fra Lille Vibenshus til kommunegrænsen ved Borups Allé.
Men forhandlingerne trak ud.
1.juli 1919 skete der en sammenlægning mellem det københavnske og frederiksbergske linjenet. Der blev indført 10 øres enhedstakst med omstigning mellem samtlige linjer i det nu fælles net.
Fra Svanemøllen
Onsdag den 1. oktober 1919 begyndte sporvognslinje 18 sit rigtige virke. Det skulle få en levetid på knapt 39 år. Den blev afkortet ved Frederiksberg Runddel.
Men den blev forlænget ad Jagtvej og Østerbrogade til Svanemøllen. To etagers frederiksbergske motorvogne blev sat ind i driften.
Om søndagen var ruten forlænget til Charlottenlund.
Svanemølle Remise blev bygget. Den var 70 meter lang og var inddelt i tre afsnit. Der var plads til i alt 105 vogne. Linie 18 forblev stationeret i denne remise, ind til rutens nedlæggelse i 1958.
Endestation i Valby
I begyndelsen af 1920 blev man klar over, at man havde lavet en fejl ved at udnævne Frederiksberg Runddel som endestation. Anvendelsen af drejeskiven var omstændig og langsom.
Man kunne med fordel forlænge ruten til hjørnet af Pile Allé/ Roskildevej. Men pludselig havde Frederiksberg Kommune indvendinger, da det ville forstyrre trafikken. Resultatet blev, at linje 18 blev forlænget til Valby Station.
Endestation – Vigerslev Allé
Den 11. juni 1930 foreslog sporvejene at forlænge linje 18 fra Valby Station til Vigerslev Allé. I 1936 var det sidste sommer at linje 18 kørte til Charlottenlund. I oktober 1932 blev der lagt nye spor på strækningen fra Lille Vibenshus til Vibenshus Runddel. Sporet blev samtidig flyttet til et areal midt på vejen.
Økonomien halter
Sporvejens økonomi var ikke god efter krigen. Passagertallet faldt fra 178 millioner i 1951/52 til 162 millioner i 1955/56. En takstforhøjelse i 1956 betød yderligere nedgang i passagertallet. Sporvejene måtte indføre ansættelsesstop.
En ny buslinje (39) var blevet indført. Den tog en del af linje 18´s passager.
Linie 18 nedlægges
Sporvejene indstillede i maj 1958 til Magistraten, at linje 18 skulle nedlægges. Mandag den 21. juli 1958 blev driften af linje 18 indstillet. Søndag den 1. maj 1966 begyndte buslinje 18 kørslen. Busserne på linje 18 var enmandsbetjente busser af typen Leyland, bygget hos DAB i Silkeborg. Linje 18 begyndte på Toftegårds Allé og gik via Strandboulevarden til Nordre Frihavnsgade. Man var helt nede på en 3 ½ minuts interval.
Endestation: Melchiors Plads
Der blev talt om en fælles endestation for linjerne 3, 9 og 18 på Melchiors Plads Så kunne man også etablere en busterminal på pladsen. Linie 18 skulle køre fra Strandboulevarden ad Marstalsgade til Melchiors Plads. Retur skulle der køres af Nordre Frihavnsgade til Strandboulevarden.
Den 1. oktober 1974 begyndte en ny æra i den københavnske trafikhistorie, idet Hovedstadsområdets Trafikselskab HT indledte sin virksomhed ved overtagelse af de offentlige trafikselskaber i hovedstadsregionen.
Endestationen på Melchiors Plads fik ingen lang levetid. Beboerne havde klaget over støjen, og mange læserbreve i lokalpressen gav ligeledes udtryk for store gener. I forbindelse med sommerkøreplanen den 15. april 1984 blev endestationen Nordhavn Station.
Hovedstadsrådet nedlægges
HT var i begyndelsen underlagt Hovedstadsrådet men i 1984 vedtog Folketinget at nedlægge dette. Den nye lov bragte sparekrav og privatisering med sig. Ved køreplaneskiftet i 1989 var der sparet mange bustimer væk.
I 1994 blev det bestemt, at 45 pct. af al HT – kørsel skulle udføres af andre end HT.
Dette betød, at DSV – bus havde kørslen på en fireårig kontrakt på linje 18 fra den 1. april 1990. Selskabet skulle tvangsindkøbe busser, og disse var ofte behængt med fejl.
Mange selskaber på linje 18
Busselskabet blev i 1992 solgt til det svenske Linjebus. Ved licitationen i 1994 vandt dette selskab linje 2,13 og 18. Man havde skaffet 27 helt nye Volvo
– busser.
Efter en ny licitation i 1998 overtog Combus linje 18. Og linje 18 blev forlænget til Mozarts Plads. Selskabet Combus ophørte i 2001. Connex overtog driften. I 2005 blev der indsat nye busser på linjen.
Fra 1. maj 2006 skiftede selskabet navn til Veolia transport Danmark. Selskabet blev solgt til Arriva, der derefter overtog driften. HT var fusioneret med to andre sjællandske busselskaber og kaldte sig nu Movia. Dette logo blev busserne nu forsynet med.
Linie 18 – ikke for store skanker
For mig selv var linje 18 en del af min hverdag. Men når man er født med lange skanker, er det ikke altid en fordel at køre bus. Det skal da lige være, når man kan finde plads nede bag ved.
I København er indstillingen den, at den almindelige trafik må vige for bussens fremkommelighed. Men efter at mine knæ ikke mere kunne holde til at
løbe, valgte jeg cyklen. Dermed sagde jeg farvel til linje 18. men en gang imellem punktere man på cykelstien og så må man bøje sig, og tage linje 18.
Sporvejshistorisk Selskabs udgivelser
For sporvogns – nørder og os andre lokalhistoriske – nørder er bogen Linie 18, en fornøjelse. Sporvejshistorisk Selskab har udgivet følgende bøger:
(Listen er fra 2010)
Kilde:
Henrik Lynder: Linie 18 – Falkoner Allé – linjen
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. 03. 2022