Gennem tiden har der i Tønder været et hav af virksomheder. Nogle af dem husker man endnu. De fleste er dog glemt. Læs her om Tønders op – og nedture. Særligt indtryk efterlod den særprægede lugt i Vidågade. Læs her om købmænd, bryggerier, trykkerier, slagterier, skohandlere og meget mere. Stor forvirring skabte det hos familien Brodersen, da selvbetjeningen blev indført i Tønder.

 

En parykmager i Tønder

Når en mand var skaldet, og gik med paryk, blev han nødt til at have nathue på om natten, ellers frøs han. Man kan også spekulere på, hvordan det var at bære paryk ude på marsken.

I foråret 1696 ansøgte Hans Petersen hertugen om, at etablere som parykmager i Tønder. Han anførte, at fremmede ofte kom til Tønder og forlangte for høje priser. Desuden betalte de heller ikke skat.

Hertugen synes, at det var en god ide, og beordrede sine embedsmænd at gøre brug af Hans Petersens færdigheder.  Det var bedst at lave parykker af menneske-hår, men hestehår og hår fra andre dyr kunne også bruges. Iflg. Holberg var det jyske hår bedst.

Hvor længe Hans Petersen blev i Tønder vides ikke. På en takseringsliste fra 1710 er han ikke nævnt. Og dog. På listen er der anført 44 personer med
”Allerhand geringe Handwerks – Profession. Brorson var en af de lokale kendisser, der gik med paryk.

 

En ildelugtende sag

Når vi sad i haven foran lysthuset i kolonihaven ned til Vidåen var det meget idyllisk, hvis ikke lige det var for lugten. Den stammede fra Riggelsens Talg-smelteri lidt længere henne af Vidågade. Talg er fedt fra forskellige drøvtyggere som anvendes til margarine, stearin og sæbeproduktion.

Og den ildelugtende virksomhed startede dengang da garver Matthias Riggelsen bosatte sig i ejendommen Østergade 57. ved siden af sit egentlige erhverv solgte han på et tidspunkt skotøj. Men han satsede mest på garveriet og udvidede med en produktforretning, som han drev fra en lagerbygning i Vidågade 56.
Denne ejendom lå i forlængelse med ejendommen i Østergade.

Efter Genforeningen blev virksomheden delt. Sønnen, Peter Friedrich fortsatte med skoforretningen fra lejede lokaler i Storegade 20. Riggelsen opkøbte flere ejendomme i Vidågade. En kæmpe lagebygning, der strakte sig helt ned til Vidåen blev indrettet til opbevaring af uld. Mere værdifulde ting som kobber, bly, messing m.m. blev opbevaret på et indhegnet område i tilknytning til lagerbygningen.

Sønnen Peter lod opføre en villa og udvidede virksomheden. Han fik myndighedernes tilladelse til at udvide talg-smelteriet, men dog med den betingelse, at hverken røg, damp eller ilde lugt kom til at genere naboerne.

Jeg kan godt nok ikke huske lugtgenerne fra min opvækst i Østergade, lige i nærheden. Men det kunne jeg sandelig senere, når vi var på besøg i omtalte kolonihave.

Firmaet havde aftale med det dengang offentlige slagtehus i Tønder om at aftage de slagtede dyrs huder og skind. Om tirsdagen var store slagtedag, og det var denne dag, at Riggelsens lastbiler afhentede skindene.

Men til virksomheden blev der også  indleveret skind af rådyr, harer, ræve, mår, ilder, mink, lækatte og huskatte. Og ulden købte man direkte hos bønderne.

I 1972 blev der opført et nyt hud –  og skindlager i Tønders industrikvarter. Men forudsætninger for at drive virksomheden ophørte. Derfor blev forretningen nedlagt i 1978. Bygningerne blev lejet ud til Hartmann og senere solgt til Teknisk Skole.

En afdeling i Aabenraa blev ført videre af Riggelsen – dynastiet. Og min familie har i generationer købt sko hos Riggelsen i Storegade.

 

Næringsfrihed

De gamle lav holdt sig helt til Næringsfrihedens indførelse med indlemmelse i Preussen i 1867. I 1856 havde Magistraten endnu offentlig indskærpet over for borgerne, at Smedelavet havde rettigheder. Nogle borgere havde tilladt at lade deres heste beslå udenbys og at lade andre end smede lave kakkelovnsrør af jernblik.

Så sent som i 1866 fandt Magistraten anledning til at gøre offentligt opmærksom på Snedkerlavets rettigheder. Da lavene blev opløst trådte håndværker – og handelsforeninger i stedet.

 

Gewerbeverein

Allerede i 1848 var der blevet oprettet en Gewerbeverein til varetagelse af erhvervsstandens interesser. Den afløstes i 1862 af en Industriforening, hvis hovedformål var at drive Søndagsskole for Lærlinge. Som en forlængelse af dette, kan betragtes Tønder Håndværkerforening, der siden 1920 drev Teknisk Skole.

 

Tre boglader i 1890

Omkring 1890 var der tre boglader i Tønder, i dag er der kun en. I Søndergade – på hjørnet af Torvet lå det populære Severins Hjørne.  I et lille beskedent hus i Spikergade boede den flittige Andresen (far til Ludwig Andresen). Ved siden af boghandelen havde han et bogbinderi. I Storegade boede boghandler Dröhse.

En hyggelig handelsby – uden kloakering

Tønder var i 1920 en driftig handelsby, selv med tab af opland. De smukke bygninger og de hyggelige alléer langs Vidåen skabte byens særpræg. Knap så indsmigrende var den ikke særlig velplanerede brolægning og den totale mangel på kloakering. Man brugte rendestenene. Men der var en anseelig andel af butikker og hele 5 banker.

Den store markedsplads, der blev flittig brugt, tiltrak mange kunder. Også de mange beværtninger tiltrak folk. Den ældste var Zum weissen Schwan. Og Humlekærren på Torvet var også trykt på en nødpengeseddel.

 

Elektrisk lys – ved juletid

Der kom gang i Tønder efter anlæggelsen af elektricitetsværk, bedre vandforsyning, kloakering og gadebelysning. Og så hjalp det også at man fik etableret rutebilforbindelser.

Det må have været et stort øjeblik, da der ved juletid 1921 for første gang var elektrisk lys i Tønders gader.  Grænsedragningen i 1920 blev katastrofal for byens handlende. Hen ved en tredjedel af oplandet blev skåret væk.

Luftskibshallen nord for byen tiltrak mange turister. Desværre forstod bystyret ikke i længden betydningen af denne hal.

 

Den store amtsudstilling

I 1925 var det lokale erhvervsliv rigt repræsenteret ved den store amtsudstilling i Tønder. I udstillingshal nr. 1 havde Chr. Skov fra Richtensgade udstillet herrebeklædning, lingeri og trikotage. Det samme gjaldt også Tønder & Mathiesen i Vestergade. Det skiltede med at være byens største specialforretning
inden for moderne herre – og drengebeklædning.

 

Fra sovestue til moderniseret motorcykel

H. Outzen & J.B. Jepsen begge fra Vestergade viste et mahogni og sovestuemøblement og forskellige musikinstrumenter. Det førstnævnte fyldte så meget, at
det lagde beslag på to stande.

Carl Raun fra Storegade, lige ved siden af boghandelen lokkede med cigarer og tobakker. Peter Nissen og Peter Wegener med skotøj. Som barn kan jeg huske, at jeg leverede og hentede familiens skotøj hos Wegener i Østergade.

Nicolaus Andresen (familie-eje siden 1901) og M.C. Christiansen (25 ansatte) viste et udbud af isenkramvarer Og radiomodtagere kunne beskues på I.C. Rasmussens stand fra Østergade.  I udstillingshal 2 havde flere forhandlere udstillet automobiler og vogne samt to moderniserede motorcykler, cykler og tilbehør. I udstillingshal 3 var der bl.a. symaskiner, malkemaskiner og vandpumper, som blev forhandlet af forskellige Tønder – firmaer.

 

Imponerende detailhandel

Det virker jo ganske imponerende, at Tønder i 1925 kunne mønstre 166 detailhandelsvirksomheder. De fordelte sig på 84 forretninger med næringsmidler, 31 med beklædningsgenstande og 51 med alt lige fra guld – og sølvvarer til kul og koks.

Blandt de betydningsfulde var P. Olufsens Kolonialvarer med 4 ansatte og Ernst Klüwers forretning med kolonialvarer og foderstoffer. Dette firma havde hele
7 ansatte. Begge firmaer havde rod tilbage til 1850erne og 1860erne.

Vi vender senere tilbage med en artikel om købmandsfamilien Olufsen.

Købmand A.H. Todsen hørte til en af byens ældste købmandsforretninger. Mange af egnens købmænd havde fået deres uddannelse her. Forretningen blev videreført af sønnen, da faderen overtog stillingen som direktør for Tønder Sparekasse, efter at Oluf P. Olufsen var blevet borgmester.

S.C. Lorenzen havde både engros og detailhandel. Hvor tit har jeg ikke cyklet gennem den storslåede købmandsgård for at hente varer til købmand Kaiser
i Østergade eller P.B. Petersen på Dragonvej. Gennem flere generationer har familien Lorentzen drevet virksomhed her. Og i købmandsgården er der også blevet spillet friluftsteater.

Min storebror var i lære her i virksomheden. En af de ansatte, som min far kaldte Boba beherskede det gamle Tynne – Sproch. Det var en oplevelse at høre min far og Boba føre en samtale på en blanding af sønderjysk, frisisk, tysk og plat.

 

Den nye Brugsforening

En nyskabelse var Brugsforeningen, som ansatte inden for DSB havde taget initiativ til at oprette i 1921. Det var også dem, der udgjorde hovedparten af de 125 medlemmer, der i 1929 måtte hæfte for et opstået underskud.

 

Stort udvalg

Efter købmændene kom der

• 18 brød – og mælkeudsalg
• 12 kød – og viktualieforretninger
• 10 vin – og tobakshandlere
• 7 grønthandlere
• 6 skotøjshandlere
• 25 butikker med manufaktur, trikotage og konfektion
• 5 forretninger med bygningsmaterialer
• 12 møbelforretninger
• 7 isenkræmmere
• 3 brændselshandlere

Blandt de nyeste inden for manufakturforretninger var P. Orbesen, Storegade 13 med hele fem ansatte. Da forretningen nogle år senere blev udvidet og flyttede over på den anden side af gaden til nummer 28 voksede medarbejderstaben til femten. Ganske imponerende.

Inden for trælast skal nævnes Carl Tiedemann, der handlede med trælast, byggematerialer, kul, koks. Her var ansat 25 mand. Og i samme kategori havde B. Selmers kul – og tømmerhandel 5 ansatte.

 

Selvbetjening skabte forvirring

Det kom skam nye tider – også til Tønder. Således forsvandt den 7 – meter lange disk hos M.C. Christiansen. I en lokal avis kunne man læse følgende:

• Nu bliver der praktisk talt over hele butikken fri adgang til varen, lad os kalde det ”frivillig selvbetjening”. De kan herefter selv vælge, hvilken måde De ønsker at foretage deres indkøb på. Foretrækker De den tvangsfrie måde, kan De gå rundt på egen måde, så De kan ta` og føle på den og se priser. Har De fundet noget, der interesserer Dem særligt eller som De har fået lyst til, behøver De kun at tilkalde en af de flinke ekspedienter, som altid er villig til at hjælpe Dem. Har De derimod et bestemt ærinde og måske endda travlt – går de straks til ekspedienten, som vil gøre alt for at betjene Dem på hurtigste og bedste måde. Nemmere og bedre kan det næppe være.

Ja det lød godt, men de nye tider skabte også forvirring hos Tønder – familierne. Det gjorde det i hvert fald hjemme hos familien Brodersen.

 

Supermarkedernes indtog

Antallet af købmænd faldt i 1960erne fra 28 til 21. Afgørende for denne udvikling var at de første to supermarkeder havde indfundet sig i byen.

Den ene var Tønder Brugsforening ude på Plantagevej. Butikken var dengang syv gange større end lokalerne i Vestergade. I tilknytning til butikken var der indrettet en p – plads til 100 biler en benzinstation. Min lillebror Erwin arbejdede mange år herude.

Og inde i byen startede Rita – Supermarked med 20 medarbejdere i det tidligere Grand Hotel i Vestergade.

 

Mælk – alle steder

Også antallet af mælke – og brødudsalg faldt stødt. I 1935 var der ikke mindre end 30 af slagsen. I 1970 var det hvis nok kun 4 stk. tilbage. Men nu kunne man også købe mælk i de fleste købmands – og bagerforretninger. Den kørende mælkemand forsvandt også.

 

Tøj i Tønder

Manufaktur – og trikotageforretningerne klarede sig godt. En af dem var Brdr. Tygesen, der blev grundlagt i 1920. I midten af 1960erne havde butikken 32 ansatte. Dekoratøren blev senere verdensberømt. Det var ham, der var foregangsmand til Tønder Festivalen. Og jeg mener også at ham, Carsten Panduro
var initiativtager til Musikforeningen Downtown.

Og så skal vi da også huske at nævne Herrehuset (fra 1937)med Chr. Petersen. Dengang var det nu ikke så let at få bukser, der var lange nok.

En af de nyere butikker var Svend Kircheiners forretning med el – installationer, grundlagt i 1946. Og så var det Textilhuset fra 1959 som solgte gulvtæpper, gardiner og sengeudstyr.

 

Bilfirmaer bag Lærkevej

Og ude bag ved Lærkevej, hvor vi boede fra mit syvende år, lå C.F. Dela, der solgte Ford-biler. Her arbejdede fætter Günther. Og en række andre automobilfirmaer lå på rad og række over for Dela.

Her lå også det store Bruhn og Knudsen. I mange år gjorde jeg rent for en af indehavernes mor omme på Nygade. Jeg slog græsplæne, flyttede planter og
lugede for en sulteløn. Ved siden af havde jeg andre jobs. Jo vi bestilte noget – dengang. Så skulle skolen jo også passes.

Brdr. Roost og Autogården lå også herude på Ribe Landevej.

 

To velduftende virksomheder

I 1925 var der 12 engroshandelsfirmaer, 7 agenturer og 14 beslægtede foretagender. Vi kan nævne to velduftende firmaer først Tønder Kafferisteri (1919)og firmaet August Müller, der forhandlede Dralles parfumer.

Nævnes skal også Jørgen Jessens Spritgården, der forhandlede chokolade.

 

Modarbejdelse af smuds-konkurrence

I 1906 blev Handelsforeningen oprettet. I 1937 skiftede man navn til Tønder Handelsstandsforening. I vedtægterne stod der bl.a. at man skulle stimulere deres indbyrdes samkvem. Desuden skulle man modarbejde smuds-konkurrence og opretholde en god handelsskole.

 

Verdensrekord i Tønder

I 1925 havde Tønder 32 hoteller og gæstgiverier samt 9 restauranter og pensionater. En gang havde man haft verdensrekord – en beværtning for hver 47 indbyggere.

I Vestergade 25 lå Hotel Tønder, der i 1920erne annoncerede med at det var byens eneste første klasses hotel med 40 senge. I Spikergade lå Hotel Tønderhus med kun 20 senge. Hotellet var i 1927 indviet som dansk forsamlingssted og døjede med store økonomiske problemer.

Blandt de største hoteller var Missionshotellet Hebron i Storegade, der havde 35 senge. Men i Tønder lå også Landmandshotellet, Chr. Petersens Hotel, Hotel Børsen, Hotel Centralhalle, Hagges Hotel og Hostrups Hotel.

Billigst var dog de to vandrehjem – det danske i den tidligere militærlejr ved Ribe Landevej og det tyske i Vestergade 72.

I 1920erne havde Tønder også haft et Grand Hotel, men det blev i 1927 omdannet til et samlingssted for den tysksindede befolknings kulturelle aktiviteter,
drevet af Verein Deutsches Haus Tondern. Da pladsen i Richtsensgade 27 efterhånden blev for trang, erhvervede man Schützenhof i Vestergade. Her reklamerede man med store skilte:

• Tonderns grösste Konzert – Ball – und Gesellschaftslokal.

Tønderhus opstod som et firlænget hotel med 70 sengepladser. Det nye samlingssted for mindretallet på Schweizerhalle kunne rumme 800 personer. Schützenhof blev godt nok genindviet i 1949 efter at have fungeret som flygtningelejr. Men året efter måtte man afstå stedet til Post – og Telegrafvæsnet.

 

Bankerne i Tønder

I 1906 var der 4 banker og 2 sparekasser i Tønder. I de følgende år kom der nye til. Ved overgang til dansk styre forsvandt de fleste tyske banker. Sparekasserne sluttede sig sammen til Tønder Sparekasse. Under navnet Alte Privat Spar – und Leih – Kasse kan denne føres tilbage til 1820.

Fra det tidspunkt, hvor Sparekassen gav overskud, gav den hvert år, alt hvad den havde indtjent til almennyttige formål. Lokalerne var små og tarvelige. Bestyreren fik en lille løn. Den øvrige bestyrelse fik ingenting. Sparekassen har stået bag mange ting i byen. Her skal blot nævnes, varmeanlæg i kirken, gadernes brolægning, flisebelægning på fortovene, broerne ved Anlægget, udsmykning af Statsskolens festsal, byens forskønnelse, svendehjemmet m.m.

Tilbage fra før 1920 var Tønder Landmandsbank (1901) og Tondern Bank fra 1913. Mens landmandsbanken var for de dansksindede, var Tondern Bank for de tysksindede. I 1946 skiftede man navn til Tønder Bank.

 

En guldsmed fra 1761

I 1912 blev Tønder Håndværkerforening oprettet. I 1925 var der 199 håndværks – og industrivirksomheder med 660 ansatte i Tønder. Ved en stor amtsudstilling havde man blandt andet besøg af Kong Christian den Tiende.

En af de ældste virksomheder var guldsmedeforretningen Jacob A. Bödewadt, Østergade 7. Den kunne føres tilbage til 1761. Christian Skov i Richtsensgade havde et 1. klasses herre – og dameskrædderi.

16 virksomheder var i 1925 beskæftiget med fremstilling af beklædning. En stor del af 17 virksomheder, der arbejdede med læder, var skomagere. Hertil kom dog også flere saddelmagere.

Så var det også glarmester Paul Køppen og blikkenslager Fr. Moseberg. Sidstnævnte kunne også klare elektroinstallation.

I Vestergade 8 drev bagermester Thorvald Petersen café og konditori. Her kunne købes fin marcipan, hjemmelavet konfekt og et stort udvalg i honningkager. Hertil kom hollandske tvebakker, der ifølge bagermesteren selv var enestående.

Af slagtere kan nævnes Heinrich Hansen og Edlef Hostrup. Begge var bosat i Vestergade og havde eget pølse-mageri.

Der er foregået meget i Østergade i Tønders historie. Her lå også Brødrene Roosts vogn – og karrosserifabrik – i Østergade 16. Firmaet var oprettet i 1919 og var en af de største virksomheder i Sønderjylland, der fremstillede luksus-køretøjer. Ja det hvis nok også en virksomhed i Højer, der kunne gøre dem rangen stridig.

 

Trykkerier i Tønder

I 1920erne var der flere små trykkerier i Tønder. Flere var tilknyttet de aviser, der udkom i byen. Tønder Amts Centraltrykkeri i Østergade 40 havde rødder tilbage til 1812. I slutningen af 1920erne beskæftigede de 8 mand. Et par år senere overtog en indvandrer nordfra virksomheden – det var Thomas Laursen

Med opsigtsvækkende annoncer gjorde den unge bogtrykker opmærksom på sig selv og sin virksomhed. Gennem dygtighed og gode ledelsesegenskaber blev Lauersens Bogtrykkeri en af landsdelens førende bogtrykkerier.

I 1946 var man flyttet ind i lokaler i Jernbanegade 8, hvor der blev produceret et væld af fagblade, magasiner, videnskabelige tidsskrifter, skønlitteratur og meget mere. I 1957 var virksomheden med 30 – 40 ansatte, en af Tønders største virksomheder. Dengang var der faktisk kun 9 virksomheder, der beskæftigede mere end 5 personer.

Jeg kan huske, at jeg blev vist rundt i bogtrykkeriet i Jernbanegade. Senere flyttede man ud i en kæmpe hal på Nørremarksvej. Jeg gik i klasse og parallelklasse med nogle af Lauersen – børnene. Min gode ven Ingolfs far var i mange år med i ledelsen af bogtrykkeriet.

 

Den gamle vandmølle

Det ældste industrianlæg – bortset fra den ældgamle havn er vandmøllen, der stammer fra 1598. Efter en brand blev møllen nyopført i 1892. Gennem generationer har den været i slægten Bachmanns eje. Der blev drevet forretning med fremstilling af korn og foderstoffer.

I 1931 blev der opført et nyt stort turbineanlæg til fremstilling af strøm. Man kunne levere 200.000 kilowatt.

Når vi er ved industrien, ja så var det Selmers Cementfabrik og Tonnesens Kunststensfabrik. I 1932 opfandt man et nyt facade-puds-materiale Cetodan.
Virksomheden havde op til 15 ansatte.

Tønder Mejeri kan jeg sagtens huske. Den voksede sig temmelig stor og kunne dengang kalde sig Nordslesvigs mest moderne mejeri. Man var de første
der producerede langtidspasteuriseret mælk på flakser. I 1936 producerede man desuden flødeis, ymer – tykmælk, eksportfløde og ost.

 

Bryggerierne

Tønder har i tidens løb haft mange bryggerier. En af de største lå på Strucksallé, lige skråt over for, hvor vi boede i mange år. Det var Tondernsche Victoriabrauerei. Efter første verdenskrig måtte man indstille driften.

I Østergade lå Tondernsche Aktien – Brauerei – Gesellschaft. Det stammer tilbage fra 1888. Ved overgangen til dansk styre mistede man kundekredsen syd på. Man måtte træde i likvidation.

I 1921 blev bryggeriet genetableret under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne var borgmester Olufsen, apoteker Toft og seminarielærer Claus Eskildsen. I anden af halvdel af 1920erne havde de dog kun 10 ansatte.

Tønder Margarinefabrik var et barn af bryggeriet. Man udnyttede simpelthen den ledige lokaleplads. De lokale husmødre fik at vide, at de med Tønder Margarine fik den mest friske kage. Efter en vanskelig start gik det fremad. På grund af krigen blev produktionen indstillet, og kom først i gang efter besættelsens ophør.

 

Slagteriet

I 1921 havde Tønder Kommune erhvervet den gamle mælketørringsanstalt ved Viddingherredsgade. Her blev der så i 1923 åbnet et kommunalt slagterhus. Hele herligheden kostede 300.000 kr. For dette beløb havde kommunen fået et moderne industrianlæg.

Der kunne slagtes 20 svin i timen og 100 stk. kvæg i døgnet. Denne kapacitet blev slet ikke udnyttet. Året efter blev driften overtaget af det nyoprettede Tønder og Omegns Eksport – Svineslagteri.

 

Udviklingsmuligheder savnes

Men det var ikke let at bo i landets syd-vestligste hjørne med høje elektricitetspriser. Havnefaciliteter manglede også og lastbiltrafikken spillede endnu ikke en rolle. Efter anden verdenskrig opstod der stagnation i byen. Fremstillingsvirksomhederne havde oplevet stor tilbagegang.

En af de få industrielle virksomheder, der havde succes efter krigen, var Tønder Savværk og Emballagefabrik, der blev grundlagt i 1946. Efterhånden beskæftigede virksomheden 25 mand. Men virksomheden ville gerne væk fra Tønder. Man mente ikke, at der var udviklingsmuligheder i byen.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 282 artikler
• Tønder – efter krigen
• Tønder – marskens Hovedstad
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935
• En af Tønders patrioter
• Handel i Tønder indtil 1864
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Studehandel i Tønder
• Tog til Tønder
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tønder på en anden måde
• Tønder før og efter Genforeningen
• Da Tønder Handelsforening startede
• Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder  og mange flere 

Redigeret 27. – 12. 2021