Der var masser af miljøsvin. Bladet ”Politivennen” holdt et skarpt øje med dem. Vægterne blev kritiseret. Moden skiftede konstant. Pudder, parykker og frisører kunne udbedre fysiske mangler hos en. Arbejderne satte sig i gæld til familie – højtider. Tjenestepigerne måtte ikke gå i almindeligt tøj. Regeringen indførte forordninger mod ødselheden.

 

Gå en tur og bliv beskidt

Der indløb masser af klager til Magistraten. En af klagerne gik ud på, at hvis det havde regnet i flere dage, kunne man kun med besvær slippe igennem uden at blive snavset. Forordningen af 7. maj 1777 havde ellers givet klare forskrifter på hvad man måtte smide på gaden.

Affald fra køkkener, dødt fjerkræ  og lignende måtte kun smides på gaden til en bestemt tid. Derefter skulle det så samles i bunker, for så at bortkøres af skarnsvogne.   Bestemmelserne blev dog aldrig overholdt. Bunkerne blev gennemrodet af fattigfolk. Affaldet blev derefter spredt af vind og vejr og endte ofte i rendestenen. Uddunstninger forekom jævnligt.

 

Giv agt – miljøsvin

Omkring århundredeskiftet var der nogen, der gjorde noget ved det, nemlig bladet Politivennen. Bladet begyndte at udkomme i 1798, og de begyndte at udpege miljøsvin.

I de mørke vinteraftener var det ikke særlig hyggeligt at færdes i de københavnske gader. Ja, det var mange steder livsfarligt. På midten var der placeret store skarnsdynger. På de uoplyste fortove var der placeret en masse brædder og andre forhindringer.

 

Vægterne var en jammer

Omkring 1784 fandtes der omkring 150 vægtere i byen. De fik den fyrstelige løn af 78 Rigsdaler. Om eftermiddagen mødtes de foran Rådhuset. Opgaven var at forhindre ildebrand, mord og tyveri. Om vinteren skulle en vægter i kulde og slud vandre op og ned af gaden i hele 12 timer. I Morgenposten fra 1798 kan man læse:

• Det er en Jammer at høre alle de ynkelige Toner, som Vægterne istemme om Aftenen. Den ene snøvler, den anden tuder, den tredje har ikke en Tone i Livet, en gølper, en anden kvækker som Frøen, nogle raaber saa hæst og sagte, at man ikke kan høre dem, og en del hyle saa erbarmelig, som om de sang paa det sidste Vers.

Vægter – situationen var genstand for utallige angreb i datidens medier. Politimesteren opkøbte en del eksemplarer af de kritiske blade, og delt dem ud blandt vægterne, med en bemærkning om, at sådan skulle de ikke opføre sig.

 

Filosofigangen

Filosofigangen havde en tiltrækningskraft hos studenter og borgerfolk. Her udspillede der sig også en decideret fejde mellem officerer og studenter. I 1789
kunne man i en af datidens rejseguider læse:

• Her krydse aldrig Rækker af chapeuske Kavalerer med deres stivpudsede Donnaer, der tvinge ved deres Raslen upyntede Mængde til at klemme hinanden ved Siderne. Man ser derimod mangen Haandværker med sin renlig klædte Kone og et par Børn ved Siden vandre her med Miner, som vise, at de havde henbragt Dagen med tilfresgjørende Flid i deres Værksted.
• Naar det begynder at mørkne, plejer der at komme nogle Musikanter, en Harpenist, en Klarinetspiller, en Faguist, disse spiller sager, som behager mængden af spadserende Borgerstand.

Der blev siden klaget over utilladelig Vognfærdsel. Godt nok havde man en bom, men den var åben hele dagen. Det skete dog også alvorlige ulykker, når disse kørte ind i mængden.

 

Det var på  – Frederiksberg

Allerede dengang søgte man mod Frederiksberg Have. Men haven var ikke som nu. Kanalerne fandtes ikke, og hele haven var anlagt i fransk stil. Først i slutningen af århundredet begyndte man at omdanne haven i engelsk stil. Men rygterne ville vide, at haven ville blive lukket for offentligheden. En højere embedsmand måtte i datidens medier benægte dette.

Søndermarken blev omdannet i 1784, og i 1787 blev den åbnet for publikum. Dengang fandtes der nogle ejendommelige lysthuse i parken.

 

Den skiftende mode

Dengang gik borgerskabet også op i mode. Den berømte digter, læge og meget mere, Clement Tode udtalte følgende:

• Ingen Kamæleon skifter saa ofte farve som vore Mandfolk skifte Moder.

Også om damemoden havde en kommentar:

• Alene Kjolens Længde i 36 aar er Stegen og Falden lige som Kviksølvet i et Thermometer.

Og moralisterne havde travlt med at angribe damernes hatte. Hver hat måtte bruges til en bestemt dragt. Regler blev fastsat, hvordan sådan en klædning skulle sammensættes. Muffen skulle eksempelvis være af samme farve som kåben. De hvide strømper skulle være af bomuld eller silke.

Amazondragten bestod af trøje og skørt af forskellige farver, rød trøje – sort skørt., sort trøje – blåt skørt osv. Hertil kom en mægtig fjerbusk samt en tynd spadserestok.

 

De farverige mænd

For mændenes vedkommende var der indtil slutningen af 80erne den trekantede hat, der var mest almindelig. Men denne blev mere og mere afløst af den runde mere eller mindre bredskyggede hat af tysk eller engelsk model.

Så godt som alle brugte kjoler. Først ved slutningen af århundredet blev frakker almindelige. Og disse var nødvendigvis ikke alle sorte. Nej, man så sandelig blå, kaffebrune og røde.

Brandgule og lysegrønne frakker kunne ses om sommeren. De var ikke kedelige dengang.  Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Strømperne var hos de mest fornemme af silke. Skoene var lavvristede og støvlerne forsynet med korte gule kraver.

 

Et pund pudder gør meget

Parykkerne blev mere og mere sjældne. Siden forsvandt de næsten helt. Frisørerne oplevede derimod en storhedstid.  Alderen og håret satte ikke helt en stopper for at følge med moden. Høje toupeer og kunstige nakker kunne erstatte alle mangler.

En kyndig pudring kunne udrette mirakler. Et helt pund pudder kunne få den lyse hårfarve til at blomstre – mere eller mindre naturligt.

 

Unge fruentimmer burde lære noget

Man skulle jo følge moden. Morgenposten kunne dengang berette:

• Det ville måske være nødvendigt for de unge Fruentimmer lærte alle de Dygtigheder med Saxen og Naalen, som kræves for at tilvejebringe alle disse Moders nydelser.
• Hvor meget ville det ikke spare Landets Mænd og Fædre i Udgifter og formindske Pebersvendenes Antal, som daglig tager til, thi hvad efter tænksom Mand tør nu vove at gifte sig, naar han at han skal føde en hel Hofstat af Skræddere og Galanterimænd osv.

 

Ny Dansk Fruentimmerselskab

Ja og så blev Ny Dansk Fruentimmerselskab dannet. Her besluttede man, at moden havde taget overhånd. Det var nok nærmere en selverkendelse. Nu skulle man kun gå i hjemmegjort tøj. Men en katastrofe opstod. For nu viste det sig, at tøjet kom til at ligne det, som tjenestepigerne gik i. Og sådan noget måtte borgerskabet ikke finde sig i.

Dette resulterede i, at tjenestepigerne fik forbud mod at gå i bestemte klædningsstykker.

 

Tjenestepigerne får nykker

Og selskabet lavede en sammenligning omkring tjenestepigernes forhold. Sammenfattet var filosofien nogenlunde som her beskrevet:

• I 1685 gik Tjenestepiger med gode varme islandske eller såkaldte ”Jydestrømper og Pulsvanter”, hat og hue på hovedet, og et rødternet lærredstørklæde om halsen.
• I 1785 gik de med fine bomuldsstrømper og lange fine Randers handsker, Høje ”sætter” og lange ”nakker”, samt fine silketørklæder om halsen.
• I 1685 sad pigerne oppe en times tid om aftenen eller stod op en time før om morgenen og stoppede strømperne, så længe der var noget tilbage af dem.
• Men i 1785 sladrede de enten med kærester eller føjtede rundt i byen. Var der hul på strømperne trak de dem ned i skoen, så længe der var noget tilbage.

 

Nationaldragt ønskes

I medierne talte man om indførelse af en nationaldragt lige som i Sverige, og så skulle der lovgives, hvem der måtte bære den. Man talte om, at datidens mode var udpustninger og opblæsninger over alt. Denne mode var noget der bekom borgerskabet vel. Arbejderklassen var slet ikke med på den bølge. De havde ganske enkelt ikke råd til det.

 

Forordninger mod ødselheden

De rige omkring år 1800 blev endnu rigere. Man kunne få sig endnu en ridehest.

Regeringen havde det ikke godt med denne ødselhed. Man indførte forskellige påbud om at begrænse denne ødselhed. Således også med forordningen af 10. januar 1783 til borgerstandens store fortrydelse.

• Ingen mandsperson måtte bære sølv – og guldgaloner eller broderede klæder. Damerne fik lov til at benytte broderier af silke, når disse først var stemplede. Alle knapper skulle være af tøj eller kamelhår. Brugen af pelsværk var forbudt.
• Tjenestepigerne måtte ikke bære silke eller hovedsæt, der havde kostet mere end et bestemt beløb. Undtagelsen var dog på hendes bryllupsdag.

Minsandten så indførte regeringen også begrænsninger på, hvor mange retter borgerskabet måtte servere. Ikke mere end 8 retter og kun fire forskellige dessertkager. Om aftenen måtte der kun serveres 6 retter. Fine vine og likører samt fremmed øl, måtte ikke serveres. Man måtte dog drikke al den punch,
man ønskede.

En læge udtalte dengang, at kogekunsten havde gjort flere fremskridt end lægekunsten. Og det var den franske kogekunst, der var på vej i borgerskabets maver.

 

Kaffe – og brændevin til arbejderne

De mindre bemidlede slog sig løs til højtider. Kaffe og brændevin begyndte at sprede sig til denne del af befolkningen.

Det blev mere og mere almindeligt i håndværkerstanden at erstatte middagsmaden med kaffe/brændevin og brød – til skade for helbredet, mente moralisterne. En læge skriver om dette fænomen:

• For 50 aar siden saa man Konerne af stærkt arbejdende Haandværkere og deslignende tilbringe deres Mænd en Potte med Ærter og Brød, hvortil de drak en Kande med godt Øl. Saa tage de Flittig sopkener, og man bringer dem en Potte med daarlig Kaffe og en Kringle.

 

Familie – højtiderne

I de små hjem blev der brugt store summer på de store familie-højtider Bryllup, Barnedåb og Konfirmation.

Således skulle et bryllup helst vare i to dage. Den skulle selvfølgelig ikke finde sted i kirken, men i brudens hjem. Mange måtte sætte sig i gæld for sådan en fest.

 

Udvist af kirken

Når der var konfirmation, var der mange, der måtte leje konfirmationstøjet. En forordning fra 27. februar 1784 lagde nøjagtige retningslinjer for, hvordan sådan en konfirmationsdragt så ud. Fulgte man ikke disse retningslinjer, så blev man udvist af kirken, og den vordende konfirmand blev ikke konfirmeret.

 

Foreningen af Tarvelighedens fremme

Alle disse forordninger hjalp slet ikke. Borgerskabet ødslede stadig pengene bort. Den 21. marts 1785 oprettedes Foreningen af Tarvelighedens Fremme. Man skrev under på, at man kun ville indtage tre retter indbefattet suppe. Om aftenen ville man slet ikke indtage varm mad.

Man vedtog 25 forskellige forordninger, men det var frivilligt, om man ville skrive under på de forskellige punkter. Mindst opbakning havde vedtægten om, at man ikke skulle holde værelser og rum til stads, men udelukkende modtage sine venner i almindelige dagligstuer.

Foreningen havde efterhånden 25o medlemmer, men kun 75 skrev under på, at de ville give afkald på at anskaffe Nürnberger Dukketøj. Det har antagelig været foreningens pebersvende.  Der blev trukket meget på smilebåndet af foreningen, som langsom døde hen. Allerede i 1791 blev den opløst.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Forlystelser i København
• Moral, Etik, Horeunger og fattighjælp (under Nørrebro)
• Den stinkende Kloak på Nørrebro (under Nørrebro) og mange andre 

Redigeret 24, -03 – 2022

Vi har efterhånden her på  siden beskæftiget os med mange steder på  Nørrebro. Men måske har vi glemt omtale af nogen. De får så 
plads her i artiklen. Vi besøger Allersgade, en chokoladefabrik, Dardanellerne, Colosseum, Fællesbageriet, Gummi-fabrikken, Hans Tavsensgade, Havremarkens Skole, Hørsholmsgade, Korsgade, En fattiglæge, Københavns første rundkørsel, Hafnia Bryggeriet, Petersdal, Rantzausgade, Station 6, Støberier, Todesgade og meget mere.

 

Allersgade

Allersgade på Ydre Nørrebro er en af de ældste sidegader i området. Den blev navngivet i 1860 efter brygger og brændevinsbrænder Christian Aller (1797
– 1852). Han var en kendt grundejer herude. Selv boede han der dog kun fra 1839 til 1841. Men efter hans død flyttede hans enke tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem nuværende Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej. I mange år var gaden præget af landelig idyl. Men ak, i 1970erne måtte denne idyl vige for institutionsbyggeri.

 

Chokolade og dans

Chokolade-fabrikken Cloetta blev grundlagt 1862 af to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloetta.  Deres første lokale var yderst beskedne i Niels Hemmingsensgade i Indre By. Som noget helt nyt brugte man dampmaskiner som trækkraft.

Chokoladen faldt i folks smag. Derfor flyttede virksomheden i 1901 til en ny stor fabrik i Hørsholmsgade. Efterhånden var 125 personer beskæftiget med med fremstilling af koge – og spisechokolade, kakao samt forskellige slags konfekt.

I 1929 blev virksomheden omdannet til aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. Fra 1954 havde Cloettas Chokoladefabrik adresse i Glostrup indtil 1960, hvor den finske chokoladekoncern Fazer opkøbte virksomheden.

Bygningerne anvendes i dag blandt andet af Dansens hus.

 

Danas Have

Der på Nørrebrogade lå det. Nørrebro Handelsforening holdt deres bestyrelsesmøder der, men efterhånden blev man træt af deres smørrebrød, så man droppede stedet. Her var stedet, hvor man morede sig. Danas Have skiftede indehaver mange gange. Her var også en overgang diskotek.

I 1978 blev det et yndet samlingssted for ældre mennesker. De kom fra hele København. Stedet gik godt og der blev indgået mange forlovelser mellem de 70
– 80 årige. De havde fundet hinanden på dansegulvet.

Et par mennesker blev lejet til at stikke restauranten i brand. Man kunne ikke have at det gik så godt for restauranten.

 

Dardanellerne

Stedet er kendt fra Krim-krigen fra 1856 – navnet Dardanellerne.  Men navnet stammer også fra de hjørneejendomme ved indgangen til Nørrebro ved Dr. Louises Bro. De to hjørne-jendomme blev opført i 1850erne og er kendt for deres karakteristiske tårne. Da det ene af husene skulle renoveres i 1947 søgte ejeren at fjerne det øverste af tårnene, men det ville kommunen ikke give lov til.

 

Dengang Aldi var Biograf

På Jagtvej 65 ligger Aldi i dag. I mange år kæmpede Nørrebro Handelsforening imod, at der skulle bygges en Brugs eller en Irma på stedet. Dengang – den 26. december 1924 åbnede Colosseum – et flot og luksuriøst filmpalæ med plads til ikke mindre end 1.000 tilskuere.

Fem år efter åbningen – i foråret 1929 – var Colosseum blandt de første biografer herhjemme, der viste talefilm. Biografen blev ombygget i 1971 og igen i 1980, hvor den fik tre sale. Repertoiret var tilpasset Nørrebro – publikummet, spændingsfilm lige på og hårdt eller kærlighedsfil uden for megen snak. Man viste et blandet program, til sidst mest pornofilm.

Biografen lukkede i 1982 – 1983 og blev omdannet til supermarked.

 

Fællesbageriet

I 1887 flyttede Arbejdernes Fællesbageri ind i nyopførte fabriksbygninger i Nannasgade. Bageriet var grundlagt året før, som en arbejderbevægelsen første
kooperative virksomheder. Brødpriserne var høje og formålet med fabrikken var, at arbejderne kunne få billigt og godt brød på bordet. Virksomheden blev en succes og de øvrige fabrikker blev nødt til at nedsætte deres priser. Fællesbageriet fik eget mølleri i 1893. Ni år senere kom endnu en udvidelse og produktionen steg yderligere. Arbejdernes Fællesbageri lukkede i 1980, efter at man forgæves havde forsøgt en rekonstruktion af virksomheden. I dag ligger der boliger på det tidligere fabriksareal.

 

Gummi-fabrikken i Heimdalsgade

I 1896 etablerede De Forenede Gummi – og Luftringefabrikker sig i en beskeden bygning i Heimdalsgade. I 1934 blev ejendommen udvidet med en stor ny bygning. Schiønning & Arvé som virksomheden nu hed, blev i 1932 Danmarks førende virksomhed for fremstilling af dæk og slanger til cykler og biler. Men i løbet af 30erne voksede konkurrencen. Dunlop og Avon overhalede virksomheden på Nørrebro. I stedet koncentrerede man sig om markedet for cykler.

Efter at produktionen ophørte, lå  bygningerne ubenyttede hen. Det benyttede BZerne sig af og indtog den gamle fabrik. Den 21. oktober blev der brugt tåregas mod de unge mennesker.

 

Hans Tavsens Gade

Det er Danmarks Luther, der ligger navn til stedet. Hans Tavsen blev født i 1494 og som unge blev han optaget i Johanniterordenen. Han blev blandt andet sendt til studier i Wittenberg.

Her blev Tavsen grebet af de nye lutherske tanker og vendte hjem som protestant. Det var ikke noget munkene kunne lide. Så vores hovedperson blev forvist
til en celle i Viborg. Men han var ikke sådan at kue. Fra sin fængselsvindue begyndte han at prædike. Da han blev sat på fri fod, fortsatte han med at prædike under åben himmel. Hans mange tilhængere ville dog ikke stå og høre på ham i dårlig vejr, så de sprængte kirkedøren til byens store kirke.

Biskoppen forsøgte at sætte ham på  porten, men hans tilhængere forsvarede ham. I 1529 kom han til København og i Nikolaj Kirke fik han lov til at holde protestantisk gudstjeneste. Den katolske biskop forsøgte at stoppe dette kætteri.

I 1536 indførte Christian den Tredje protestantismen i Danmark. Kirkegodset bekom den slunkne statskasse godt. Alle troede, at Hans Tavsen nu skulle stå i spidsen. Men nej, kongen var træt af oprørere. Hans Tavsen fik til opgave at omskole de katolske præster til den rette tro. I 1542 fik han dog et bispesæde i Ribe, hvor han virkede til 1561.

 

Havremarkens Skole

Husumgades Skole blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole. Ved skolens start var der tilmeldt 916 elever, og elvtallet voksede hvert år. I 1912 var der 1.284 elever. Det toppede i 1923, hvor der var hele 1.425 elever.

I 1930 skiftede skolen navn til det nuværende, Havremarkens Skole.

 

Hørsholmsgade

Her passerede Nordbanen. I 1930 lukkede man for passagertrafikken, men heldigvis for de raske drenge fortsatte godsbanen sit virke. De havde i biografen set, hvordan man i cowboyfilm kunne svinge sig op på jernbanevognene. Hvis dørene til vognene var ulåste var dagen redet for knægtene.

Togbetjenten, der fulgte med, havde ikke en jordisk chance for at pågribe knægtene. Farerne lurede dog også  andre steder.

Hellebækkerne var drengene fra Hellebækgade. Og grænsen mellem de forskellige områder gik lige på banelegemet. Når alarmen lød, gjaldt det om at finde en solid lang kæp. Kampen blev indledt med ler-klumper, der var lige til at samle op. Det blev betegnet som fejt, at kaste ler-klumper med sten i.

Normalt bestod banderne af 50 stykker i hver gruppering. De sårede kom hurtig til hægterne. Der var dømt våbenhvile, hvis der pludselig viste sig politimotorcykler i gaden. De fleste på begge sider gik i samme skole. Man bevægede sig ikke selv ind på den andens område. Dette ville få uoverskuelige konsekvenser.

Lige ud for kampområdet i Hørsholmsgade lå Schioldans Stiftelse. På anden sal boede der dengang en hyper sensitiv digter, der havde ungernes bevågenhed. Og selvfølgelig stillede de sig neden for hans vindue og råbte, Digter, digter, dit hoved, det svigter. Og så var det sjovt, når han så bombaderede de hersens unger med kartofler.

Efter nedlæggelse af Nørrebro Station og arealets fritlæggelse kom et omrejsende tivoli af og til på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet gøgl stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik.

Det var dengang Bager Dueholm solgte kanelsnegle til 5 øre stykket.

 

Korsgade

Oprindelig hed gaden Korsvejen, fordi den krydsede Blågårdsgade lige som et kors. Længere nede lå Den røde Plads, efter belægningen. Pladsen ved Sankt Joseph også kaldet Askovgårdens Plads er en gammel endestation og vendeplads for en af Københavns første hestetrukne sporvogne, den såkaldte Korsgadelinje. Ruten gik i 1869 fra Korsgade til Hovedbanegården.

En gammel bygning, der fra 1877 til 1930erne fungerede som Blågårds Apotek blev senere det navnkundige musik – og danseværtshus Allotria. Det var her bz’ere lavede en tunnel til huset overfor på hjørnet af Stengade.

 

Nørrebros fattiglæge

I næsten 50 år var Christian Neumann fattiglæge på Nørrebro – faktisk helt til 1931. Han havde lægepraksis på Nørrebrogade 26.  Men inden da havde han ledet en børneklinik fra 1887 til 1890 og skolelæge fra 1898 til 1923. Ved hans død, skrev hans elev gennem tre år, Per Thygesen:

• Jo bedre jeg lærte Dr. Neumann at kende, jo større blev min beundring for ham. Han var en yderst beskeden Mand, der aldrig talte om sig selv, men i hele sin Færd beviste han, at det Løfte, vi har aflagt ved vor Embedseksamen, bør tages bogstaveligt.
• Om ham kan det siges med Sandhed, at han efter sit bedste Skøn, anvendte sine Kundskaber med Flid og Omhu til Samfundets og sine Medmenneskers Gavn, at han lige samvittighedsfuldt bar Omsorg for den Fattige som den Rige uden Persons Anseelse.

Nørrebros første biograf

På hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej dukkede pludselig under renovering nogle skilte frem. Nørrebros Theater. Men det har været snyd. Dengang dækkede betegnelsen også over biograf.

Nørrebros Biograf åbnede i 1905, og lå på stedet indtil 1922, hvor det flyttede hen til Nørrebrogade 37. I 1975 skiftede biografen navn til Hjerter Dame og i 1981 til Københavneren. Fra årsskiftet 1982 – 1983 blev lokalerne omdannet til teater Kalejdoskop.

 

Nørrebros mange bryggerier

Mange små – og mellemstore bryggerier lå dengang på Nørrebro. Bryggeriet Stefan var en af dem. Det blev stiftet i 1895 af H.C. Meyer, som tre år senere slog sig sammen med to andre mindre hvidtølsbryggerier. Den nye virksomhed fik navnet Hafnia og lå i Stefansgade 51.

Særlig populær blev den såkaldte, Kroneøl. Produktionen var helt oppe på 25.000 flasker om dagen. Fra 1913 fremstillede Hafnia også mineralvand. Under første verdenskrig begyndte det at gå dårligt for de små bryggerier, også for Hafnia.  Resultatet blev, at De Forenede Bryggerier opkøbte Hafnia i 1939. Man valgte at lukke bryggeriet og flytte produktionen til Kongens Bryghus.

 

Nørrebros Runddel

Nørrebros Runddel blev faktisk anlagt allerede i 1750 samtidig med Jagtvej. Dengang var Runddelen det sted kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord for København.

I 1924 var trafikken blevet så  intens, at man anlagde en rundkørsel – den første i København. I 1960’erne forsvandt rundkørslen og er i dag et lysreguleret kryds.

 

Petersdal

Der hvor El – Giganten i dag ligger, på den yderste del af Nørrebrogade lå engang landstedet Petersdal. En del af bygningerne blev i mange år drevet som Café
Petersdal. Dengang lå der rigtig mange værtshuse på Nørrebro.

Bygningen blev nedrevet i 1930erne. I stedet opførtes den store Nora – Bio, som dengang var Københavns tredje største biograf. Biografen lukkede i 1977, og afløst af et supermarked.

 

Rantzausgade

Gaden er opkaldt efter adelsslægten Rantzau, der kom fra Holsten. Nu er det ikke kun godt at sige om denne slægt. Således belejrede Christian den Tredjes feltherre, Johan Rantzau under Grevens Fejde fra 1534 – 36, København. Det var så effektivt, at København blev udsultet. Hunde, katte, mus, rotter og frøer blev fortæret. Da til sidst kun var træerne tilbage at fortære, opgav københavnerne.

På Trøjborg nord for Tønder sad der også en Rantzau, som området ikke var så tilfreds med.

Indtil 1905 hed gaden Nordvestvej, og var hovedgaden i Rabarberkvarteret. Før i tiden var Rantzausgade en livlig handelsgade. Her var masser af trafik og skrumlende sporvogne. Ved Brorsonskirken krydsede Nordbanen.

 

Sortedamssøen

Vi har tidligere indgående beskæftiget os med søerne omkring Østerbro og Nørrebro, men disse historier har vi ikke med. For at skaffe vand til byens voldgrave
opstemmede man allerede i middelalderen søen, der fik navnet Sortedamssøen.

I 1702 klagede Københavns politimester Claus Rask over, at drikkevandet er fordærvet, ildelugtende og har en mudret, forrådnet smag, som forvoldes af moradser i Sortedam.

Nu var det ikke lige vand denne politimester drak mest af. Han kunne drikke de fleste under bordet – og det var ikke i vand. Det var først hans efterfølger, den navnkundige Ole Rømer, der fik oprenset søen.

Og så sent som i 1944 måtte københavnerne atter engang bruge søens vand som drikkevand. Tyskerne havde lukket for gas, strøm og vandforsyning for at få københavnerne til at makke ret.

En gruppe unge besatte i 1967 Fugleøen og erklærede USA krig i protest mod Vietnamkrigen. Udenrigsministeriet fik travlt med at forklare, at det kun var tale om en practical joke. Politiet blev tilkaldt og fik de unge ind på dansk grund igen. De oprindelige
beboere – ænder og svaner kunne igen tage deres ø i besiddelse.

I år 2000 var det unge bz’ere der hejste piratflaget på øen, da Ungdomshuset blev solgt.

 

Station 6

Indtil 1977 fungerede den bygning, der nu rummer Politihistorisk Museum en politistation. Det var politimester Crone, der indførte de seks politikredse i København. Politiets hoved-station var Politikammeret (Domhuset, Nytorv).

Samtlige stationer skulle holde åben dag og nat. Samtidig blev der indrettet bolig for mindst 50 ugifte politibetjente og 6 overpolitibetjente. De seks politistationer fik følgende adresser:

• Station 1: Gråbrødretorv 15
• Station 2: Lille Kongensgade 18
• Station 3: Store Kongensgade 68
• Station 4: Christianshavns Torv 2
• Station 5. Gasvejen 11
• Station 6: Fælledvejen 13

Den navnkundige stationsleder. Rantzau boede i nr. 11. Stationens lokaler var dog under al kritik, så allerede i 1865 flyttede man over i nummer 18, hvor stationen lå til 1884. 6. kreds omfattede alt hvad der lå mellem Ladegårdsåen og Øresund. Vold-terrænet var grænsen mod byen og Lersøparken var grænsen mod Nordvest

Dengang bestod styrken af 1 overbetjent, 3 inspektionsbetjente og 28 almindelige politibetjente. I 1864 boede der 1 overbetjent og 12 betjente på Station 6.

I 1874 blev politiet opsagt af ejeren af Fælledvej 18. Man kunne da godt blive boende, hvis man ville acceptere en lejeforhøjelse på 25 pct. det sagde kommunalbestyrelsen ja til.

 

Støberierne på Nørrebro

Blandt nogle af de største virksomheder, der blev bygget på Nørrebro i 1800 – tallet var to store jernstøberier. Den ene var Heegaards på Blågårds Plads, som blev oprettet i 1828. Det andet var S.H. Ludvigsens på Nørrebrogade 39. Dette eksisterede fra 1838. Ludvigsen fik nogle år senere Hermann som kompagnon.

Det nye Nørrebro havde behov for kakkelovne, gaslygter m.m. I 1860erne var virksomheden en af Københavns førende producenter af lygtepæle, kloakdæksler
og fritstående pissoirer – også kaldet nødtørftsanstalter

Firmaet var nogle af de første, som forsynede københavnerne med vandklosetter og centralvarmeanlæg i velhaverkvartererne omkring Bredgade og Malmøgade. Senere blev blandt andet fjernvarmeanlæg virksomhedens speciale. I 1974 forlod man Nørrebro ud i et nyt industrikvarter i Glostrup

 

Syngepiger på Nørrebro

På hjørnet af Jægersborggade og Jagtvejen optrådte der fra 1889 – 1893 syngepiger ligesom på Bakken. Fra 1894 da stedet fik nye ejere blev syngepigerne
udskiftet med billardborde. Stedet kom til at hedde Café Jægersborg. Helt ind til 1958 var der restaurant på stedet. I dag ligger der en døgnkiosk på stedet.

 

Todesgade

Gaden er opkaldt efter lægen, moralisten og filosoffen Johan Tode (1736 – 1806). Han gjorde sig blandt andet bemærket ved at konstatere forskelle mellem kønssygdomme. Tode var også efter de unge piger, der gik på volden. Her kunne man pådrage sig forkølelse og andre langt ubehageligere ting, der ikke var godt for legeme og sjæl.

Todesgade forandrede fuldstændig udseende efter renoveringen i 70erne. Måske gik man for hårdt frem, for her befandt der sig nogle flotte bygninger. Det var også her man ville fjerne en daginstitution, men det forhindrede demonstranter.  Og medlemmer af Nørrebro Beboeraktion. Aktionen varede over et halvt år. Efter anmodning fra Københavns Kommune satte politiet massive styrker ind og institutionen blev kørt væk en januar-dag 1978.

 

Trafikproblemer på  Nørrebrogade

Vi har i artikler beskrevet jernbanen på Nørrebro. Men jernbanen voldte store problemer for trafikken på Nørrebrogade. Når togene fra Hovedbanegården kørte mod Hellerup og Klampenborg passerede de Nørrebrogade tæt ved Esromgade. Bommende blev sænket og de kørende og gående på Nørrebrogade
måtte vente.

Fodgængerne kunne dog fra 1910 benytte en fodgængerbro, når bommene var nede. En trafiktælling fra den 28. februar 1924 fortæller noget om problemets omfang. Bommene var nede 78 gange i løbet af et døgn – i i alt 212 minutter. Der passerede 67 tog og nogle rangertog. Der standsede 361 biler og 18 motorcykler. Den øvrige trafik – sporvogne, hestevogne, cyklister og fodgængere var man åbenbart ligeglade med.

Overskæringen forsvandt først i 1930 ved åbningen af Højbanen og den nye Nørrebro Station.

 

Ventegodt

På hjørnet af Esromsgade og Nørrebrogade lå landstedet Ventegodt. Her boede familien Melchior. Efterhånden kom byggeriet meget tæt på, og den kæmpe store villa måtte lade livet. Melchiors børn gik i skole inde i byen. De forbipasserende blev stoppet for mod betaling at tage børnene med ind til byen. Når de forlangte for meget, måtte de stakkels børn selv vandre den lange vej.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

Talrige artikler om det gamle Nørrebro står til rådighed

 

Redigeret 10. – 03. 2022

.

 

Skibsfarten var både i frem – og modgang. Kun halvdelen af børnene gik i skole. Borgerskabet fastholdte det tyske sprog. Ved de danske gudstjenester sang man tyske salmer. Kanoner og geværer blev hentet i Rendsborg og kanonbatterier blev oprettet, for at forsvare byen mod de onde englændere

 

Som en Morten Korch – roman

En tysk rejsende var begejstret for Aabenraa. Han skrev:

• Byen med dens huse og røde tage, med dens spidse kirketårn, med dens gamle slot, med dens haver på bakkerne, og dens enge omkring den, lå foran mig. En krans af bjerge, løvklædte med ege – og bøgetræer, omgiver det hele, og i midten ligger denne sø-stad på bakker som en rubin på en grøn krone.

En anden berejst tysker, karakteriserede byen som en temmelig nydelig, folkerig og meget velhavende by. På en tur gennem byens gader fandt han alle indbyggere meget velklædte.

Han roste også Postgårdens mahognikommode og – bordene samt sengenes fine linned.

En pastor Wedel fra Sjælland besøgte byen i 1801. Han fandt de fleste huse smukke, og konstaterede at de næsten alle sammen var udbygget med karnap.

• I denne karnap sidder fruentimmerne om dagen ved deres rok, ramme eller synål for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigående. Uden for døren er desuden sirlige bislag og hvilebænke, som især i aftenskumringen findes besat af damer og mandsfolk, der har lejlighed til på
  den tid at hvile sig fra dagens sysler.
• Ingen nye moder har fordrevet indvånernes gamle tarvelighed, da staden for det meste består af handlende og sømænd, som skønt dragten er simpel, er den dog prægtig og af værdi. Damerne bærer silketøj, guldkæder, guldliv-spænder og mange ringe.
• Torvet er lidet med et vandspring i midten, hvor Neptun står, meget velgjort.

Ja man skulle tro, at man befandt sig i en Morten Korch – roman.

 

Tysk eller dansk?

Hvem var de dem fra Aabenraa?

En stor del var daglejere, sømænd og tjenestefolk, som aldrig nåede at blive borgere i byen. Halvdelen af tilflytterne kom fra Nordslesvig. Og cirka en femtedel kom fra kongeriget. Fra underklassen var der kun en tiendedel, der kom fra de tysktalende egne.

I 1851 lavede borgmester Lunn en undersøgelse over sprogforholdene i byen. Anledningen var, at der i 1850 blev besluttet, at indføre dansk som undervisningssprog i byens skoler.

Af byens 850 familier talte de 42 tysk. Desuden var der 20 familier, hvor der blev talt tysk med børnene, men ellers talte forældrene dansk indbyrdes.

Doktor Neuber ville i 1841 udgive et tysk ugeblad i Aabenraa. Fra Provinsial – regeringen på Gottorp lød beskeden, at det ikke var så god ide, da der næsten udelukkende blev talt dansk i Aabenraa.

I 1811 havde amtmanden og provsten indberettet, at der kun var behov for to tyske eftermiddagsprædikener om ugen.   Nu var det bare sådan, at i Aabenraa
var det ret betydningsfulde mennesker, der talte tysk. Det var embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater, læger m.m. Dette forhold er nok bedre beskrevet i artiklen om Skyttebrødrene.

I retten brugte man det tyske sprog, men det var nok mest på skrift. I Magistratens indberetning fra 1811 blev der ligefrem anført at ved forhør over ringere folk brugtes det danske sprog.

 

Sproget er fattigt?

Nu stod det sikkert ikke så dårlig til med sproget i Aabenraa som provst Paulsen påstod i 1829. Han sagde, at Aabenraa er en af de grænsebyer, der er så ulykkelig ikke at have et egentlig folkesprog.

Senere blev det påstået at den afart af det danske sprog, der tales i Aabenraa, at den er så fattig, at den mangler ord for alt, hvad der ligger uden for hverdagslivets snævre områder, så eleverne for eksempel tænker og udtrykker alt, hvad der har med religion at gøre, på tysk.

Det gjorde det nok ikke bedre da den før omtalte pastor Wedel igen besøgte Aabenraa i 1810 mente, at sproget var vanskelig at forstå, halvt tysk, halvt
dansk med en fordærvet udtale.

Nu er den dialekt, man taler i dag i Aabenraa nok ikke meget forandret fra den gang. Da jeg i oktober 2009 skulle holde foredrag på Landbohøjskolen på
Frederiksberg om Aabenraas historie foregik det på sønderjysk. Og her har min Tønder – herkomst sikkert skindet igennem. Af de 65 tilhørere har mange været fra Aabenraa, og de forstod det udmærket. Forrige gang jeg holdt et foredrag på sønderjysk, var det dog en tilhører fra Sønderborg, der udtalte sig om, at han lige skulle indstille sine sprogøre til Tønder – dialekten.

 

Borgerskabet fastholdte det tyske

Man kan så undre sig at borgerskabet i Aabenraa så længe kunne fastholde det tyske, som øvrighedens sprog. Måske havde det noget at gøre med, at Magistraten kom til at bestå af byens indflydelsesrige skibsredere og købmænd, der så en ære i at holde traditionerne ved lige. Når en rådmand afgik, valgte
magistraten på livstid efterfølgeren. Af de 50 deputerede i tidsrummet fra 1800 til 1850 var der kun 5 håndværkere.

Ja det var håndværkerne, der dominerede. I 1803 talte byen hele 433 håndværkere. Men også sømandsstanden og skibsfarten dominerede byen. Besætningsmedlemmerne kom både fra Aabenraa og Løjt. Skipperne kom i begyndelsen fra Aabenraa, mens Løjt Land senere kunne levere kaptajnerne.

 

Tilbagegang for skibsfarten

Takket være udenlandske fragtfarter var Aabenraa i det 18. århundrede blevet en velhavende by. Krigen fra 1807 – 14 forandrede dette. Aabenraa oplevede et kæmpe formuetab. Aabenraas tab af skibe fra 1801 til 1811 udgjorde hele 66 pct.

I 1819 skrev skolekollegiet til kongen, og fortalte, at 200.000 rigsdaler  aldrig var betalt i fragt, foretaget af Aabenraa – skibe. Af 66 større fragtskibe var de 46 faldet i fjendens hænder og resten havde ligget stille i årevis.

 

Dansk gudstjeneste – med tyske salmer

I det 19. århundrede gennemførtes en række mindre reformer til fordel for det danske kirkesprog i byen. Men der var stor modstand mod disse reformer fra byens spidser. Og til de danske gudstjenester blev der stadig sunget tyske salmer, selv om der var kommet danske salmebøger. Ja en af dem kom endda fra en af nabobyerne – Tønder.

 

Skolevæsnet i dårlig forfatning

I 1742 vendte de deputerede sig imod at ansætte underlærer Johansen som skrive – og regnemester. Hans tysk var simpelthen for dårlig. Man mente, at byens tyske skole var det sted, hvor børnene skulle nyde en grundig undervisning i god og ren tysk – skrivning.

I 1800 var Skolevæsenet i Aabenraa i en meget dårlig forfatning. Der var tre  skoler i byen. Den Kommunale Byskole, den selvejende Günderothske Fattigskole, og et varierende antal bi-skoler.

Byskolens førstelærer kaldtes kantor. Han ledede den såkaldte latinskole for de ældste elever. Skrive – og regnemesteren, der blev assisteret af en underlærer underviste i den såkaldte tyske skole. Den blev besøgt af cirka 100 drenge fra 10 til 14 år.

En del af lærerens løn blev dækket af byens kasse. Resten af lønnen kom fra det beløb, som forældrene måtte betale.

 

Kun halvdelen gik i skole

Fattigskolen havde sine egne penge og lønnede en lærer, som i 1794 underviste 80 elever, både drenge og piger. Skolegangen her var gratis. Det var provsten,
der bestemte, hvem der skulle gå der.

Bi-skolerne var beregnet til børn under 10 år, men da skolevæsnet var forsømt, var det ikke ualmindeligt, at de fortsatte til konfirmationsalderen.  Det var nok kun halvdelen af byens børn mellem 6 – 14 år, der gik i skole. Fattigskolens elever forlod skolen ved 11 års alderen, og bedre så det ikke ud for byens piger.

Amtsstuefuldmægtig Thomas Iversen udtalte i 1804, at ikke en af Byskolens elever kunne skrive en linje korrekt på tysk. Og det blev overhovedet ikke undervist i latin eller på dansk.

Nødvendigheden af en skolereform blev allerede lagt på banen i 1794 af Generalsuperintendent Adler. Reformens gennemførsel blev i årevis forsinket på grund af en strid mellem førstepræst Nissen i Aabenraa og provst Posselt.

 

En ny skoleordning

Den nye skoleordning blev vedtaget af alle parter i 1807. Alle de bestående skoler, bortset fra Fattigskolen blev forsamlet til en fælles byskole, til hvilken drenge og piger havde lige adgang.

Latinskolen blev opgivet, dog skulle kantoren privat kunne forberede elever til universitetet. Alle bi-skoler blev forbudt. Børnene blev skolepligtige fra det 6. år. Lærerne skulle lønnes af kommunen. Børnene skulle hver dag sikres seks timers undervisning. Danskundervisningen blev slet ikke nævnt i skoleordningen. Skolekollegiet indførte den dog på egen hånd, antagelig allerede fra starten i 1807.

Til de 600 skolepligtige børn rådede man over 8 – 9 delvis ustabile og dårligt uddannede lærere. Lokaleforholdene var også elendige. Ikke desto mindre lykkedes det inden for et par år, at få ordningen til at fungere. I 1809 havde pigeskolen fået den krævede indretning.

 

Ud at tjene som 11 – årig

Fra 1815 blev der besluttet, at eleverne i Fattigskolen daglig skulle have fire timers undervisning i religion, læsning, skrivning og regning. Efter det 11. år måtte børnene tage ud og tjene om sommeren og komme i håndværkerlære.

Konfirmationsundervisningen bestod af to timers aftenundervisning de fem af ugens dage.

Kantorklassen fungerede dog ikke helt efter hensigten. Erhvervslivet var ikke tilfreds med standarden. Men skylden for dette fik kantor Matthiesen. Man mente, at han havde for mange skavanker. Manden var ikke læreruddannet og efterhånden var han blevet senil.

Fra 1814 – 1835 var der ansat 15 lærere ved skolevæsenet i Aabenraa. De 7 af dem havde fået eksamen på seminariet i Tønder.

Dansk sproget undervisning foregik et par timer ugentlig skolens højere klasser. Det ansås ikke nødvendigt, at børn i Fattigskolen skulle lære dansk, før de beherskede tysk i skrift og tale. Men der var ingen problemer i Aabenraa med at læse Fischers danske ugeblad.

En utrættelig indsats af provst Poulsen fik hele skolesystemet til at fungere i meget usle lokaler.

 

Aabenraas forsvar

Statholderen Carl af Hessen opfordrede i 1801 havnebyerne til at opbygge et forsvar, da et engelsk angreb kunne forventes. I Aabenraa manglede man dog både kanoner og geværer. Derfor bad man om hjælp. Byen bad amtsforvalter, kaptajn Chr. von Born, der var forhenværende officer i hæren til at lede forsvaret.

Byfogeden, J. Chr. Hojer blev fornærmet over denne udnævnelse. Han mente selv, at være den rette mand, da han havde været Stadshauptmand og forsvaret byen tidligere. Han fandt også borgmesterens og borgernes foranstaltninger latterlige.

Disse foranstaltninger bestod af, at fire fiskere hele natten skulle ro rundt i havnen, forsynet med lygter og bøsser. De skulle skyde, hvis de bemærkede noget fjendtligt.

Overrets-advokat Lorentzen og købmand Hermann Frees fik fuldmagt til at rejse til Rendsborg for at bede om at få udleveret 8 kanoner og 200 musketter til havnens og byens forsvar.

Ved havnen blev byens krudt opbevaret, og udkommanderede folk, holdt skiftevis vagt ved bygningen. Et batteri blev opført ved havnen. Amtmand von Schmettau havde indkaldt tolvmændene fra Løjt og Varnæs for at få dem til frivillig at køre jord til batteriet. Men de ville på ingen måde hjælpe til. De gav udtryk for, at de havde rigeligt at se til.

Borgmester Bendix Schow ønskede at der kom militær til byen, så man fik oprettet et ordentligt forsvar. I december 1807 besluttede hærledelsen at opføre flere kanonbatterier ved Aabenraa. Den mest omfangsrige kom til at ligge på Lindsnakke.

Man lod dog også bygge en kanonbåd, der fik navnet Caroline.

 

Fremmede tropper i byen

I årene 1808 og 1809 var mange spanske og franske soldater indkvarteret i Aabenraa. I december 1813 transporterede frivillige fra Aabenraa kanoner og ammunition fra batterierne i byen til Middelfart og Strib.

Et voldsomt indtryk efterlod det sig, da den første afdeling kosakker i 1814 kom til byen. To uger efter freden i Kiel den 28. januar viste borgerne i Aabenraa
deres kongetro. På borgmesterens initiativ havde byens borgere illumineret deres huse. Der blev affyret kanonskud og i madam Rudebecks gæstgivergård var der bal.

 

Skibsfarten i fremgang

Krigen satte sine spor. I løbet af kort tid erobrede Hamborg handelen på den jyske halvø. Fra København vendte skippere tilbage til Aabenraa.

I midten af 1820erne var skibsfarten på vej frem, og i begyndelsen af 1830erne voksede Aabenraas flåde med yderligere 50 pct. Medvirkende til den positive udvikling var sikkert det gode håndværk, man præsterede på de lokale værfter i byen. Mange af Aabenraas skibe kom til at sejle for de handelshuse fra Hamborg. Der har sikkert også været masser af kapital fra Hamborg i skibene fra Aabenraa.

På Jacob Paulsens Skibsværft var der i 1827 ansat 160 tømrere. Aabenraas erhvervsliv oplevede en sand opblomstring. Hele eventyret bevirkede også en opblomstring i indbyggertallet.

Allgemeines Wochenblatt

Hans Kopperholdt var medlem af en gammel skipper– og købmands-familie, der havde fået sit knæk under krigen mod England. I sin ansøgning om at udgive et ugeblad i Aabenraa, at han havde hustru og fire børn. Han skulle have et erhverv, der kunne ernære ham. Det kom udgivervirksomheden nu aldrig til. Men Koppenholdt drev ved siden af et ølbryggeri, der efterhånden kunne ernære ham.

Bladet Allgemeines Wochenblatt skulle hovedsagelig bringe handels – og skibsefterretninger og være et lokalt annonceorgan. Venner hjalp ham med det økonomiske, herunder borgmester Schow og fysikus Neuber. Egentlig skulle bladet have heddet Hamburger Nachrichten.
I kontrakten med bogtrykker Rathje var nævnt titlen Nordischer Mercur. De første numre udkom i 1826.

Bladet var mere moderne end for eksempel Tondernsches Intelligenzblatt, det haderslevske Lyna eller Flensburger Wochenblatt für Jedermann.

Før 1834 var der kun ganske få  lokale nyheder, og hvad der findes af politisk stof, var beskåret af censuren. Der var påfaldende mange artikler fra kongeriget.
Der var også prøver på Aabenraa – dialekten. Ja man kan sige den var meget tolerant over for både dansk og tysk. Kongefamiliens gøren og laden kunne også læses i bladet.

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk  indeholder  1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Aabenraas fattige
• Muntre historier fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Rådhuset i Aabenraa
• Skyttelavet i Aabenraa

Redigeret 13.01.2022

En mand, der har været fysikus i 55 år, burde efterlade sig spor. Men den dansksprogede litteratur om Peter Dircks er næsten ikke eksisterende. Han havde måske ikke den rette holdning, til at de dansksprogede historikere interesserede sig for ham. Fjerne slægtninge har henvendt sig til dengang.dk. Måske er Peter Dircks skyld i, at man i Tønder udklækkede en meget berømt astronom.

 

Får vi den rigtige historie?

Det er ikke altid historien påtænker dem, der har gjort et stort stykke arbejde for byen. Og det skyldes i høj grad dem, der viderefortæller historien. Derfor arbejder vi her på redaktionen for at få fat i tysksproget litteratur om Tønder. Historien om byen er ofte præget af nationale hensyn. Og det er en skam. For os amatør – historikere kan det være svært at bringe den rette historie.

 

Fysikus i 55 år 

Vi har forgæves ledt efter materiale om den fysikus, der regerede i 55 år – inden den berømte Ulrich/Ulrik kom til byen. Han havde åbenbart en forkert holdning m.h.t. Tønders indlemmelse til Danmark. I grunden er det en trist historie.

 

Sørgetog

Den 6. februar 1861 bredte der sig et langt sørgetog gennem Tønder. Sørgetoget gjaldt en person, der gennem 55 år havde tjent i Vidå – byen.

Det var fysikus – Peter Dircks, der blev stedt til hvile. Han var ikke blot en god læge. Han var også en person, der viste stor barmhjertighed over for befolkningen.

 

Fra Tønning til Tønder

Dircks stammede ikke fra Tønder. Den 6. december 1781 blev han født i Oldenwort i Ejderstedt. Han var søn af landmand, Jann Dircks og dennes kone Cathrine, født Bischow.

Allerede tidligt viste det sig, at Peter ikke ville overtage den fædrene gård. Han ville hellere studere. Derfor besøgte han latinskolen i den nærliggende by, Tønning.

Latinskolen i Tønning havde en fantastisk god lærer i den unge H.J. Stubbe. Han blev senere rektor og professor. Fra 1798 til 1805 var han i Tønning.  Efter Latinskolen studerede Dircks medicin på Kiels Universitet. I 1804 bestod han eksamenen med udmærkelse. Snart kun han kalde sig Doktor i medicin.   Derefter vendte han tilbage til sin fødeby og åbnede en praksis. Men snart efter tog han til Garding, hvor han med stor succes havde praksis i et par år.

Den 17. februar 1806 døde fysikus i Tønder dr. A. C. Hansen pludselig i en alder af kun 36 år. Dircks blev efter Hansens død af den kongelige regering
udnævnt til Interims- physikus.  Han købte et hus i Østergade. Her boede for øvrigt postmester Friccius.

 

Bryllup

På sin fødselsdag den 6. december 1807 kunne han både fejre et års jubilæum i Tønder og sit bryllup. Bruden var Juliane von der Marwehe. Hun overlevede hendes mand med 27 år og døde i Tønder den 13. juli 1888.

 

Ville blive i Tønder

Dircks blev snart en meget populær læge i Tønder Han beskæftigede sig med mange ting.  Han beskæftigede sig også med sin videnskab og søgte nye muligheder i lægevidenskaben. Hans rygte løb ud over byens grænser. Han blev udnævnt som professor ved Kiels Universitet. Men han takkede nej til hvervet. Han ville hellere blive i Tønder.

 

Den højere videnskab

Det var ikke kun medicin, der interesserede ham, men også filosofi. Når han havde tid, kastede han sig over de gamle klassikere. Men også den højere matematik, astronomi og naturvidenskab kastede han sig over i sin sparsomme fritid.

 

En urmager med talent

En gang var han på sygebesøg hos urmager Hansen i Vestergade. Her blev han betaget af den unge begavede Andreas Peter Hansen. Dircks mente, at den unge mand skulle videreuddanne sig. Han anbefalede at han fortsatte med sin drøm, om at blive astronom.  Og det skete faktisk. Den unge mand blev astronom og rektor i Gotha.

• Astronom Hansens gade i Tønder er opkaldt efter ham, og min gamle regnelærer på Tønder Kommuneskole, Kaj Elkjær Larsen har skrevet en lille bog om astronom Hansen.

 

Guldbryllup

Da Dircks kunne fejre guldbryllup i 1857 var han speciel glad for en gave af Andreas Peter Hansen. Han havde sendt ham nogle skemaer omkring månens bane. I et brev fortalte han om, hvor stor betydning Dircks opfordringer til videreuddannelse havde betydet for ham.

Måske havde Tønder ikke kunnet opfostre en astronom, hvis ikke det havde været for fysikus Dircks.   Det omtalte guldbryllup blev omtalt i Merkur – en avis fra Altona.

• I går fejrede den populære læge og fremragende videnskabsmand Dr. Dircks sit guldbryllup. Man havde gjort alt i byen for at markere denne begivenhed. Om morgenen ved 7 – tiden var der musik foran huset. Parret blev fejret med en serenade. Derefter blev et specielt til lejligheden udfærdiget digt overrakt som morgen-hilsen. Mange prominente personer havde sendt en hilsen.

Om eftermiddagen fandt den egentlige fest sted i huset. Festtalen blev holdt af Pastor Carstens. Efter et overdådigt måltid underholdt ”Singverein”. 

Aftenen sluttede med et fakkeltog. Hovedpersonen holdt en følelsesmæssig takketale. En stor del af byen var illumineret. På den måde viste befolkningen sin agtelse for den store personlighed.

 

Ingen pension

I befolkningen var der ryster fremme om, at Dircks skulle sikres en eller anden form for pension. Men det skete ikke.   De sidste par år levede Dircks som en dyb skuffet mand i Tønder. I 1854 blev han fyret som fysikus. Officielt var det fordi man skulle have en ny organisation. Det var nu ikke mange i Tønder, der kunne forstå denne disposition.

Dircks glemte aldrig, hvad der var overgået ham. Hans retfærdighedssans kunne ikke forstå det. I sine ældre dage blev han ofte angrebet af mismod og depression. Hans helbred tog skade. Og den før så stærke mand begyndte at blive svagelig.

Han fik flere slagtilfælde og den 31. januar døde han.

14 dage efter hans død blev der bragt et minde – digt i Tondernschen Intelligenzblatt.

Fakta: Astronom P. A. Hansen

• P.A. Hansen er født i Tønder i 1895. Han kom i urmagerlære i Flensborg. I 1819 nedsatte han sig som urmager i Tønder. I 1820 tog han til København for at studere gradmåling. I 1822 blev han ansat i observatoriet i Altona. I 1825 blev han direktør for observatoriet i Gotha. Han arbejdede blandt andet med månens bevægelser.
  I Vestergade 17 er der isat en marmorplade i huset Vestergade 17. En kampsten med indsat bronze-relief kan ses i anlægget syd for gymnasiet, hvor Nørre Allé krydser Astronom Hansens gade.

 

Hvis du vil læse mere om astronomen  P.A. Hansen:

• Læs Kaj Elkjær Larsen: Astronom Peter Andreas Hansens liv og tid (19 sider) (1995)

 

Kilde:
Det har ikke været muligt i mine arkiver at finde noget om Peter Dircks. En slægtning til Dircks hustru, har sendt noget materiale, som jeg har oversat.

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder kan du finde 283 artikler 
• Soldat i Tønder 1851
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Ulrich – en Fysikus fra Tønder  1-2

Redigeret 26, – 12. – 2021

En af de markante slægter i Tønder var familien Olufsen. Glæder og smerte har præget denne familie. Et af familiemedlemmerne blev borgmester. Trods en vanskelig tid, blev han en af byens mest afholdte. Men han blev vraget af sine egne. Det overraskende var, at familien forstod at bevæge sig i både det tyske og det danske, uden at forråde deres nationale holdning.  Og kigger vi på slægtskabet kommer der mange overraskelser frem.

 

Tønders Matador

På hjørnet af Torvet og Storegade boede byens matador, købmand P. Olufsen. Han var en dygtig og flittig mand, der ofte sad på sit kontor. Hans kontor var et temmelig lille værelse, med glas i døren. Så kunne han holde øje med de fire ansatte i butikken. Han skulle også holde øje med, hvem der kom ind i butikken. En masse af egnens købmænd havde lært deres fag hos ham.

 

Mange gøremål 

Urtekram og produkthandel var han god til. I byens avis annoncerede han på tysk og dansk også  med kakkelovne, komfurer og plovjern fra jernstøberiet Hansen & Petersen i Højer. Desuden havde han en stor engroshandel med bl.a. sukker og salt.

 

Rygter i Tønder

Men han forstod sig også på  penge. Man sagde, at spekulationsforretning under krigen mellem nord – og sydstaterne havde gjort ham velhavende. Sådan fortalte man i Tønder dengang. Han havde været i kompagni med Nissen – Rador, der hvis nok også var købmand. Han var en gammel bekendt af Olufsen.

Nissen – Rador var i sin tid protektioner i det smukke patricierhus i Østergade ved siden af den gamle klosterbygning.

 

Interessant slægtskab

Peter Olufsen bosatte sig i Tønder i 1852. Han stammede fra Rejsby. Faderen var krovært og gårdejer. Moderen hed oprindelig Karen Skak. Hun havde været gæstgiver Kristian Knudsens kone i Ribe. Og denne familien Knudsen har vi skildret i artiklen Bondeslægten fra Trøjborg. Dette slægtskab omfatter også forfatteren Jakob Knudsen. Og denne skrev den meget interessante roman – i denne forbindelse To Slægter.

 

Tiltro til købmanden

Peter Olufsen, købmanden fra Tønder ydede sin bror, der havde overtaget hjemmet nogle betydelige lån.   Olufsen havde ubetinget tillid i vide kredse. De velhavende landmænd kom om efteråret og bad ham opbevare deres penge om vinteren. Han kunne sagtens have dem i sit store pengeskab på det lille kontor.

De kom så for at hente pengene igen til foråret, når de kreaturerne skulle på græs.  Olufsen var modstander af, at der skulle oprettes en dansk bank i byen.  Mange beboere i byen havde stor tiltro til Olufsen. Det gjaldt også for lærer Hagerup på Vajsenhuset. Da han efter megen sygdom skulle skrive sin sidste vilje, bad han Olufsen varetage sine interesser.

Ved siden af Olufsens store butik i Humlekærren boede dyrlæge Anders Hage. Her mødtes de danske bønder, efter at have besøgt Olufsen. Her lå de kongerigske blade frit fremme.

 

Redlefsen fra Marsken

Olufsen var gift to gange. Første gang med Anne Emilie Redlefsen fra Sødam ude på Marsken. Anne Emilie var helt mørk og meget smuk. Slægten Redlefsen havde boet herude gennem århundrede. Først som forpagtere siden som ejere. De havde løskøbt gården fra Schackenborg. Skulle vi gennemgå slægten her, så fører den tilbage til Ribe – bispen Peter Jensen Hegelund og Nansen – familien, hvis nok mest berømte medlem var Fritjof Nansen.

 

Den dramatiske fødsel

En dramatisk fødsel var årsagen til Ane Emilies død. Selv om Fysikus Ulrik var blevet stenet ud af byen af de tysksindede vendte han tilbage i en lukket vogn for at redde fru Olufsen. Han havde søgt tilflugt hos pastor Sonne i Møgeltønder. Hver dag tilså han Ane Emilie. Og begivenhederne i 1864 havde haft en stor indflydelse på fødslen, således skriver pastor Holm efter sin afskedigelse i en beretning til ministeriet:

• Det gudsbespottelige i den hele akt (proklamationen) gjorde et så  stærkt indtryk på købmand Olufsens frugtsommelige kone, at hun faldt -i en krampegråd, senere nedkom hun med et dødfødt pigebarn og døde nogen tid efter under svære lidelser.

 

Ridder af Dannebrog

Der var tre børn af første ægteskab. De to døtre Marie og Cornelia, samt sønnen Peter. Sidstnævnte blev en god og respekteret landmand på Kvidstrup (Quistrup) ved Struer. Det var faderen, der købte gården

En tid var han sågar bankdirektør, landtingsmand og en masse tillidshverv. Han blev også Ridder af Dannebrog.  Han døde i 1933.

 

Liv og glade dage på Torvet

Der var ofte liv og glade dage hos købmandsfamilien på Torvet. Måske endnu mere, da de to søstre blev forlovet. Marie med sagfører Toft og Cornelia med candidat Abrahamsen fra Fanø. Da Cornelia blev gift var det et tilløbsstykke for de dansksindede. Det var sjældent dengang, at der var så stort et dansk bryllup.

Både Toft og Marie døde tidligt. Abrahamsen blev læge og kom ofte til Tønder.

 

Ægteskab nummer to

Et par år efter, at købmand Olufsens kone døde, giftede han sig igen i 1867. Dengang med Anne Sophie Nielsen fra Ribe. Faderen var sognepræst Lars Nielsen
i Nordby på Fanø. I dette ægteskab var der to sønner, tvillingerne Oluf og Lars. Og en datter Christine.

 

Ikke på  Latinskole

 
Drengene skulle have været på Ribe Latinskole, men de bestod ikke optagelsesprøven. Men Oluf sagde meget rammende:

• Det ka osse væ  det sam, for i Danmark fæe æ  beamter eno minder i gehalt end i Tyskland.

Begge drenge kom tilbage til Borgerskolen i Tønder. Efterhånden blev de mere tysksindede. Begge blev gift med tyskere.

 

En dag på  Torvet

I slutningen af 1890erne trådte Rådhusets bud ind hos købmanden på Torvet. Han fungerede samtidig som bedemand, og var iført høj hat. Pigen tilkaldte straks, fru Olufsen. Byrådets tjener, også kaldet Herrendiener forkynder med alvorlig mine:

• Frau Olugsen, Sie werden Bitte Donnerstag Vormittag um halbelf der seeligen Frau Anna Hansen zur letzen Ruhestätte zu begleiten.

Derefter bukkede bedemanden, Rådhusets bud, Herrendiener højtidelig, og fruen hilste ligeledes. Da det ceremonielle var overstået sagde manden med den høje hat

• De forstaw da vel nok, Madamme, de wa jo å tårsda’ formerra klok halvellå.
• Jo tak de æ da viss. Må dæ æt vææ en cigar,svarede fru Olufsen

Og så foregik den videre kommunikation på sønderjysk.

Familien forstod at bevæge sig både i tyske og danske kredse uden at give afkald på deres nationale holdninger. Men mon ikke Peter Olufsen har rystet engang, da han så sine børn blive tysksindet. Dog var det hos Oluf med samarbejde for øje.

 

Lars og Christine

Lars kom i banklære. Man sagde om ham, at han var meget velbegavet. Han blev gift med Sophie Martensen, der var datter af mellemskolelærer, Johan Christian Martensen.

Da faderen døde, den 3. februar 1903 overtog han den store forretning på Torvet. Efter knap et år afgik han ved døden efter en af de talrige tyfusepidemier,
der plagede Tønder dengang. Tre måneder senere døde konen.

 

Oluf og hans familie

Oluf kom i manufakturlære og senere drev han sin egen butik i Tønder. Faderen havde opført en stor forretningsejendom i Storegade 12. Det var da kun med støtte hjemmefra, at det kunne løbe rundt. Lars og Sophies treårige søn, Peter fik ophold her hos farbror. Oluf var gift med Anna Elisabeth Schierning datter af købmand Johann Arndt Schierning.

Ved svigerfars død overtog han dennes hverv som forretningsfører i Tønder Sparekasse i 1906. Samtidig opgav han manufakturforretningen. Han opførte ejendommen Østergade 17, der blev indrettet som forretningslokaler for Sparekassen.  Han gik aktiv ind i politik og kom i borgerrepræsentationen i 1911.

 

Borgmester i Tønder

I 1917 var Tønders sidste retmæssig valgte borgmester Emil Plewka. Men han blev sat af bestillingen på grund af uoverensstemmelser med landråden. Embedet blev herefter varetaget af den erfarende rådmand, P.J. Poulsen. Han førte også forhandlingerne efter byrådsvalget i maj 1920. Men han blev afløst af sparekassedirektør Oluf P. Olufsen. Anledningen var, at Den Internationale kommission bestemte, at der skulle foretages nyvalg af alle formænd og magistrater.

I Tønder opstillede den tyske gruppe og socialdemokraterne en fællesliste, der sikrede Olufsen og malermester J. Bader henholdsvis borgmester og viceborgmesterposten.

 

Forsoningspolitik

Ved sin tiltrædelse takkede Olufsen på tysk. Han sagde blandt andet:

• Det er mit ønske, at lede forhandlingerne upartisk. Vi bør i første række tænke på kommunens vel. Vi bør jo ingen anden politik have her. Når vi bærer det i minde, tror jeg nok, vi skal komme godt ud af det med hinanden

Olufsen var kendt for sin moderate holdning over for de dansksindede. Han lagde da også op til en forsoning mellem dansk og tysk. Således modtog han den 12. juli 1920 Kong Christian den Tiende. På Torvet i Tønder. Ham bød kongen velkommen og udbragte et leve for majestæten.

Olufsen havde et forbilledligt samarbejde med de danske myndigheder.

 

Mange initiativer

I 1921 var Olufsen en af initiativtagerne til at genoplive Tønder Aktiebryggeri.

Den 8. januar 1921 foreslog Olufsen at et Eksportmarked blev placeret på Viddingherredsgade lige i nærheden af banegården.

Han stod også i spidsen for en henvendelse til Krigsministeriet i 1922. Han påpegede, at grænsedragningen havde kostet byen penge. En garnison ville hjælpe byens erhvervsliv. På den baggrund ønskede han også et musikkorps, der kunne sprede lidt glæde i byen.

I januar 1922 skrev Olufsen en artikel i bladet Hejmdal, hvor han anmodede Undervisningsministeriet om at betænke Tønder med et arkiv. Det var også Olufsen, der var en af de drivende kræfter, for at få igangsat kloakeringen i byen.

Vestslesvigsk Tidende kunne i 1923 fortælle, at de åbne rendestene var lige så stor en turistattraktion som de gamle karnapper.  Allerede i 1914 var der kloakplaner fremme.

 

Kasseret af sine egne

Ved Byrådsvalget var Oluf Olufsen rykket ned på 8. pladsen. Krigen om borgmesterposten var anført af slagtermester Erich Petersen og advokat Carl J. Todsen. Fra tysk side ønskede man en skarpere national kurs. Den tyske liste gik tilbage fra 8 til 7 mandater. Og selv om Olufsen og Todsen begge blev topscorer med hver 166 personlige stemmer, så trak Olufsen sig.

Efter at være blevet vraget af sine egne, vel sagtens fordi han fulgte forsoningens kurs, valgte Oluf helt at trække sig ud af alt politisk arbejde. Det var efter amtsudstillingen den 11. juli, at han meddelte sin beslutning.

Men hans efterfølger på borgmesterposten, Johannes Thomsen fulgte faktisk den samme kurs som Oluf.

Oluf fortsatte med at være direktør for Tønder Sparekasse. Han havde ledet Tønder gennem byens meget vigtige periode, og høstet stor anerkendelse for sit arbejde.

 

Fejlinvestering

Fru Olufsen døde i 1919 det betød at Oluf arvede en masse penge og jorde. Desuden var der en masse gode danske værdipapirer, som hans far havde samlet i tidens løb. Men desværre fejlinvesterede han. Han mente at den tyske økonomi ville stabilisere sig. Men som så mange andre, tog han fejl.  Det gik ham ikke så
godt på det sidste. Han døde den 27. august 1937.

 

Flygtet fra byen

Hans søster, Christine blev gift med en søn af kornhandler Jacobsen, der var dansksindet. De boede i mange år i Tønder.

Men desværre fik deres hund skyld for at have revet en del får ihjel. De blev derved involveret i en retssag, der i den grad fik sindene i bevægelse. Jo, de blev nærmest nødt til at flygte fra byen. De døde kort tid efter, de var flyttet fra byen. Deres søn blev opdraget hos den gamle Fru Olufsen. Senere kom sønnen til familien i Danmark.

 

Fru Olufsens søster

Fru Alberts, enke efter den i 1850erne afdøde tingskriver Alberts, var søster til købmand Oluf. P. Olufsens første kone. Hun var en rar og pæn dame, som ejede et hus i Østergade. Hun boede selv i huset, og havde lejet førstesalen ud.

I ægteskabet var der følgende børn, Vilhelmine, Marie og Ferdinand.

Ferdinand kom i lære i en vinbutik. Han startede senere en forretning i København, men det gik ikke så godt. Han udvandrede til Californien, hvor han dyrkede vin. Han døde midt i 20erne.

Vilhelmine var en meget smuk men svagelig. Hun havde været angrebet af tuberkulose. Hun blev forlovet med en tysk sekretær, men døde inden brylluppet.

Hendes søster, Marie gik hjemme hos moderen. Og her kneb det med at få det til at løbe rundt. Så gang på gang gik turen op på Torvet for at låne penge hos købmand Olufsen.

Butikken føres videre

Den store butik på Torvet var blevet taget i forpagtning af Brødrene Andreas og Niels Petersen. Sidstnævnte tog dog efter to år til Højer. Andreas fortsatte butikshandelen indtil han i 1912 købte ejendommen, Storegade 20, hvor han indrettede en kolonialhandel. I 1929 blev han ansat som bogholder i Sparekassen. I 1935 blev han administrerende direktør. Dette hverv besatte han til 1. november 1949.

Lars og Sophies søn, Peter blev gift med Erna Beyer, datter af snedkermester Beyer i Løgumkloster. Han overtog den gamle forretning indtil han i 1935 drog til København og overlod ejendommen til Sparekassen.

 

Mange interessante slægtskaber

Vi har forsøgt at begrænse denne beretning. Det interessante er, at slægtninge kan føres vidt omkring. Lige fra Skærum Mølle, Nørre Vosborg, Quisborg, B&O, ØK. Også slægtsnavnet Retlev kan henføres hertil.

• Tak til Jørgen V. Ingerslev for inspiration og kildehenvisning

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Jørgen V. Ingerslev
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Trøjborg Slot – nord for Tønder
• Ture i Tønder 2
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tøndermarsken
• Ulrich – en Fysikus fra Tønder 1-2
• Vajsenhuset i Tønder
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester 1937?
• Da Tønder Handelsforening startede
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 33
• Tønder 1932 – 1933
• klosterbrødrene i Tønder
• Humlekærren i Tønder
• Socialdemokrat i Tønder 1920 – 1923
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 og mange flere artikler 
• Redigeret 26, – 12, – 2021
   

Midt i Tønder ligger et pragtfuldt hus. Det fik navnet ”Digegrevens Hus”. Men det var en tidligere beboer, der høstede anerkendelse for sin velgørenhed. Tønders bedrestillede borgerskab tjente masser af penge på  kniplingskunsten. Det var de stakkels kniplingspiger, der sled for en sulteløn. Men Carsten Richtsen betalte tilbage.

 

En “richte Tynne – Knajt”

Enhver rigtig Tynne – Knajt har kysset en pige i Æ Liebestempel. Og mange har en ægte Tønder – Knipling. Mange vil allerede nu stoppe op, og sige nu rabler det for Uwe. For hvad har det med artiklen at gøre.?

 

De 120 stavne

Tønder blev inddelt i 120 stavne. Nogle historiker tvivler dog lidt på, om det er hele sandheden. Meningen var at hver borger måtte eje en stavn. Og for at blive borger i Tønder, skulle man gøre sig fortjent til det.

Forklaringen på de mange gavlhuse i Tønder er, at man kun havde en smal grund. Derfor byggede man i længden med gavlen ud mod gaden. Men mange af de rige borger ejede mere end en grund (stavn)

 

Op – og nedture

Allerede i 1354 gav Hertug Valdemar borgerne toldfrihed, og cementerede derved Tønders dominans i handel og håndværk. Tønder oplevede en sand opblomstringstid, indtil krige satte en stopper for dette. Omkring år 1700 måtte man konstatere at havnen var væk og at studeeksporten næsten var lig nul.

Omkring 1750 oplevede Tønder igen en opblomstringstid. Der blev handlet med varer lige fra brændevin til hollandsk porcelæn. Men den store artikel var kniplinger. Allerede i 1854 havde Tønder fået toldfrihed med hensyn til handel med kniplinger.

Der var arbejde til tusinder af kniplingspiger i omegnen. Denne industri havde fremgang helt til 1800 – tallet. Ja man kan sige at storhedstiden var fra 1780 til 1815. Priserne faldt derefter. Men så sent som i 1847 sysselsatte kniplingshandlere i Tønder, 250 kvinder. To kniplingshandlere i Møgeltønder havde 400 piger. To kniplingshandlere i Brede havde 700 ansatte og en i Løgumkloster havde 200 kvinder.

 

Kniplingskunsten lever stadig

I 1920erne havde kniplingsindustrien en kort opblomstringstid. Der efter blev kniplinger en form for identitet for Tønder. Min mor kniplede derhjemme. Var det barnedåb eller bryllup i familien, ja så fik vi Tønder – kniplinger. Og min tante Tinne underviste i den svære kunst.

Men det var ikke kniplingspigerne, der oplevede den store rigdom. De måtte arbejde til en sulteløn, og mange blev handicappede af deres arbejde. Det var det bedre borgerskab i Tønder, der kunne skumme fløden. De fastholdt deres magt ved at indgifte sig i hinandens familier.

 

Det flotte hus

En af disse var Carsten Richtsen, der i 1777 byggede et af Tønders flotteste huse, Vestergade 7. Men det var dog først efter den senere ejer Bendix Todsen, at huset fik sit navn. Todsen var digegreve. Og den ejendom vi taler om er selvfølgelig Digegrevens Hus.

Huset er bygget i Rokoko – stil. Denne type oplevede man første gang i Frankrig omkring 1740. Men også andre stilretninger præger huset. Indgangen har portaler i Rokoko, Barok og Louis seize. Vi oplever de samme fornemme indgange 3 – 4 andre steder i byen. Og de flotte dørpartier oplever vi mange steder
i byen.

Ved opførelsen i 1777 har man ganske givet anvendt bly og kobber.

 

Svamp i huset

I årene 2006 – 2007 gennemførte Realdania en omfattende restaurering af både forhus og baghus. Man fandt ud af, at forhuset var angrebet af svamp. Der måtte fares frem med lempe, da huset allerede i 1918 var blevet fredet.

 

Kniplings – grossist

Carsten Richtsen har været det vi i dag vil kalde grossist. Egentlig havde han ikke butik. Men den store karnapstue ud mod gaden, har nok været stedet, hvor selve forretningen lå.

Færdigfabrikerede kniplinger og råvarer, som eksempelvis hørgarn har været opbevaret på loftet. I ejendommen har man fundet antydninger af et hejselem. Richtsen har i høj grad brugt ejendommen som privat hjem. Piselen blev ofte anvendt til fest og selskabelighed. Måske var det derfor, at panelerne var belagt med bladguld. Fornemheden aftog jo længere væk, man kom fra gaden.

 

Flot renovering

Richtsen har brugt tapeter, som dengang har været ret kostbar. De var håndgjorte og lavet i ark. De blev trykt med tykke klodser i forskellige kulører og motiver. Især blomstermotiver og grønne toner var populære.

Den farve, der også blev anvendt kaldtes preussisk blåt. Og af træsorter blev der anvendt mahogni, ahorn og valnød. Guldstafferinger og bronze-greb er på fornemste vis blevet rekonstrueret.

 

Pakhuset

Pakhuset til bygningen ligger på  adressen, Allégade 15. Carsten Richtsen lod den opføre i 1779 som stald. Købmand F.P. Heyn overtog i 1851 både forhus og pakhus. Han fik baghuset omdannet til kornmagasin. Oprindelig var det beregnet til heste og studeopfedning. Sidstnævnte var dengang en vigtig indtægtskilde i marsk – området.

Da huset efter renoveringen skulle bruges som en tre – etagers bygning med arbejdspladser, var det nødvendigt at pilotere. Den grundmurede syd-gavl var temmelig ustabil.

 

Født i Tønder

Carsten Richtsen var født i Tønder i 1746. Han var søn af en kniplingshandler og blev gift med en datter af en kniplingshandler. Han arvede faktisk to store formuer. På et tidspunkt ejede han Vestergade 7,9,11 og 13.

Han var den næstyngste af i alt seks børn. Hans far var den velhavende kniplingshandler Hans Richtsen, og dennes hustru, Helena Catharina var datter af borgmester Hans Carstensen. Faderen havde fået borgerskab som kniplingshandler i 1739.

Egentlig fik Carsten Richtsen borgerskab som købmand i 1781, men han er altid blevet kaldet kniplingshandler.

 

Gift med kusinen

Det menes, at Carsten Richtsen i 1776/77 fik grunden Nordwest Quartier nr. ni foræret af sin svigerfar, Jacob Richtsen, der samtidig var hans farbror. Denne ejede også grunden i nummer otte.

Et stort stateligt hus stod sikkert allerede færdig, da han den 31. juli 1778 blev gift med sin kusine Ingeborg Richtsen. Det var ikke ualmindeligt at fætter og kusine den gang blev gift med hinanden. Man sikrede på den måde i det bedre borgerskab, at formuerne ikke blev spredt.

Efter svigerfars død arvede han nabohuset. Det lod han nedrive, og i 1800 opførte han et elleve fags dybt gavlhus. Dette blev brugt som gæstehus. Mange af møblerne blev bestilt hos dygtige snedkere i Altona. Nogle af disse møbler findes på Tønder Museum. Flere blomsterkummer udført på en berømt fajancefabrik i Slesvig er også bevaret.

 

Biblioteket gik tabt

Richtsen var en meget belæst mand. Han samlede mere end 2.000 bind. Biblioteket indeholdt værker af Goethe og Schiller samt latinske klassikere. Men også værker om matematik og astronomi indgik i samlingen. Også en del religiøse værker var at finde i biblioteket. Desværre forstod man ikke at bevare samlingen for eftertiden. Den blev fuldstændig spredt.

 

Begge børn døde

Deres ældste søn, Jacob var svagelig ved fødslen og døde blot tre måneder gammel. To år senere fødtes atter en søn, der døde blot seks år gammel. Det tog
hårdt på Ingeborg og det siges, at hun blev tungsindig.  Ægteparret blev grebet af pietismen lige som Brorson og mange andre i Tønder.

 

En stor velgører

Richtsen lod Nørre Allé tilplante og skænkede det til byen. I sit testamente gav han 4.000 Rigsdaler Til dens fremtidige vedligeholdelse. Desuden skænkede han 141 demant marskjord til de fattige og sine 6 kanoner til byen. Disse kanoner blev brugt til festlige anliggender, bl.a. kejserens fødselsdage frem til 1914. De står i dag på Tønder Museum. Ja og hans Harmonium blev skænket til hospitalet.

Beretninger om Carsten Richtsen angiver, at han var en stor velgører

• Han skabte adspredelse ved velgørenhed. Han udførte den ene menneskekærlige Handling efter den anden.
• Snart smykkede han Byens Omegn ved Spadserestier og Beplantninger, snart sit Hus ved udenlandske Kunstners Flid, snart en Kirke eller et Kloster med Helligt Udstyr, snart trøstede han en forladt syg, snart forskede han med Flid efter den stille Taare, der ville være kendt, snart udrustede han en lærenem Yngling til Landets Velfærd.

Ja, det var flotte ord. Og også  rejsedagbogs – forfatteren von Essen var begejstret for, at Carsten Richtsen havde foræret Norderburgdeich til byen.

• Richtsen havde ved denne Handling sat sig et evigt Minde. Promenaden er mere end 800 Skridt lang, beplantet med nogle tusinde Træer ved Siderne, og yder en henrivende Udsigt.

Rejsedagbogen fremhæver også  Richtsens store velgørenhed og den agtelse, han nød.

 

Æ Liebestempel

To steder langs alléen, der startede fra det sted, hvor Laurentiusstrømmen krydsede Vestergade til byens Østerport lod Carsten Richtsen opføre to ens pavilloner af træ. Det var rigtige smukke havepavilloner. Meningen var, at byens borgere der kunne nyde små musikensembler. Den vestlige pavillon forsvandt i midten af 1800 – tallet.

Men den anden eksisterer den dag i dag. Og man er kun en rigtig Tynne – Knajt, hvis man har kysset en pige her i Æ Liebestempel.  Det har vi så gjort. Den sidste var hvis nok fra Odense.

Den gamle Tynne – Knajt, Michael Falck har foreviget Æ Liebestempel i den pragtfulde sang Kærlighedens Lysthus.

 

Richtsen som borgmester

Carsten Richtsen var den sidste borgmester i Tønder, der blev udpeget af Magistraten. Han var borgmester fra 1790 til 1812. Han ansøgte selv om sin afsked.
Hans efterfølger var rådmand Georg Frederik Horup. Han var by-sekretær fra 1781 og regeringen, der udpegede ham mente godt, at han kunne bibeholde dette erhverv. Så behøvede man ikke at have så store udgifter til borgmesterlønnen. Men kort efter sin udnævnelse ansøgte Horup om en ordentlig borgmesterløn.

Richtsen fik som borgmester også sørget for, at Tønder omkring 1790 fik en moderne engelsk brandsprøjte.

 

Digegreven overtager huset

Efter Carsten Richtsens død i 1821 – hans hustru, Ingeborg døde i 1818, trådte ægteparrets testamente i kraft. Efter at niecen Anna Dorthea havde fået sin del, blev der afholdt auktion over det meste af indboet.

En fjern slægtning, Baltzer Schmidt Tygesen erhvervede ejendommen Nordwest Quartier nr. 9, mens gæstefløjen blev solgt som selvstændig ejendom. Ved Tygesens død i 1828 gik huset ud af Richtsen – slægtens eje.

Digegreve Bendix Todsen overtog huset i 1879 og boede der til sin død i 1914.

 

Richtsens eftermæle

Den 17. juli 1881 blev der afsløret et mindesmærke over Richtsen, udført af den lokale billedhugger, Møllgaard.  Foran Tønder Øst (Banegården) stod dengang to statuer, som havde stået i Richtsens private have.

Gadenavnet Richtsensgade vidner også om den store velgører.

I dag kan Tønder være dyb taknemlig for, at restaureringen er forløbet så godt. Et stykke kulturarv er bevaret. Så vidt vides bruges bygningerne i dag som erhvervs – og kulturforvaltning.

Og min mors kniplings – udstyr gik i arv til min lillesøster.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikel

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Brorson – en præst fra Tønder
• En af Tønders patrioter
• Handel i Tønder indtil 1864
• Åndens folk i Tønder  og mange flere artikler 

Redigeret 27. – 12. 2021

Gennem tiden har der i Tønder været et hav af virksomheder. Nogle af dem husker man endnu. De fleste er dog glemt. Læs her om Tønders op – og nedture. Særligt indtryk efterlod den særprægede lugt i Vidågade. Læs her om købmænd, bryggerier, trykkerier, slagterier, skohandlere og meget mere. Stor forvirring skabte det hos familien Brodersen, da selvbetjeningen blev indført i Tønder.

 

En parykmager i Tønder

Når en mand var skaldet, og gik med paryk, blev han nødt til at have nathue på om natten, ellers frøs han. Man kan også spekulere på, hvordan det var at bære paryk ude på marsken.

I foråret 1696 ansøgte Hans Petersen hertugen om, at etablere som parykmager i Tønder. Han anførte, at fremmede ofte kom til Tønder og forlangte for høje priser. Desuden betalte de heller ikke skat.

Hertugen synes, at det var en god ide, og beordrede sine embedsmænd at gøre brug af Hans Petersens færdigheder.  Det var bedst at lave parykker af menneske-hår, men hestehår og hår fra andre dyr kunne også bruges. Iflg. Holberg var det jyske hår bedst.

Hvor længe Hans Petersen blev i Tønder vides ikke. På en takseringsliste fra 1710 er han ikke nævnt. Og dog. På listen er der anført 44 personer med
”Allerhand geringe Handwerks – Profession. Brorson var en af de lokale kendisser, der gik med paryk.

 

En ildelugtende sag

Når vi sad i haven foran lysthuset i kolonihaven ned til Vidåen var det meget idyllisk, hvis ikke lige det var for lugten. Den stammede fra Riggelsens Talg-smelteri lidt længere henne af Vidågade. Talg er fedt fra forskellige drøvtyggere som anvendes til margarine, stearin og sæbeproduktion.

Og den ildelugtende virksomhed startede dengang da garver Matthias Riggelsen bosatte sig i ejendommen Østergade 57. ved siden af sit egentlige erhverv solgte han på et tidspunkt skotøj. Men han satsede mest på garveriet og udvidede med en produktforretning, som han drev fra en lagerbygning i Vidågade 56.
Denne ejendom lå i forlængelse med ejendommen i Østergade.

Efter Genforeningen blev virksomheden delt. Sønnen, Peter Friedrich fortsatte med skoforretningen fra lejede lokaler i Storegade 20. Riggelsen opkøbte flere ejendomme i Vidågade. En kæmpe lagebygning, der strakte sig helt ned til Vidåen blev indrettet til opbevaring af uld. Mere værdifulde ting som kobber, bly, messing m.m. blev opbevaret på et indhegnet område i tilknytning til lagerbygningen.

Sønnen Peter lod opføre en villa og udvidede virksomheden. Han fik myndighedernes tilladelse til at udvide talg-smelteriet, men dog med den betingelse, at hverken røg, damp eller ilde lugt kom til at genere naboerne.

Jeg kan godt nok ikke huske lugtgenerne fra min opvækst i Østergade, lige i nærheden. Men det kunne jeg sandelig senere, når vi var på besøg i omtalte kolonihave.

Firmaet havde aftale med det dengang offentlige slagtehus i Tønder om at aftage de slagtede dyrs huder og skind. Om tirsdagen var store slagtedag, og det var denne dag, at Riggelsens lastbiler afhentede skindene.

Men til virksomheden blev der også  indleveret skind af rådyr, harer, ræve, mår, ilder, mink, lækatte og huskatte. Og ulden købte man direkte hos bønderne.

I 1972 blev der opført et nyt hud –  og skindlager i Tønders industrikvarter. Men forudsætninger for at drive virksomheden ophørte. Derfor blev forretningen nedlagt i 1978. Bygningerne blev lejet ud til Hartmann og senere solgt til Teknisk Skole.

En afdeling i Aabenraa blev ført videre af Riggelsen – dynastiet. Og min familie har i generationer købt sko hos Riggelsen i Storegade.

 

Næringsfrihed

De gamle lav holdt sig helt til Næringsfrihedens indførelse med indlemmelse i Preussen i 1867. I 1856 havde Magistraten endnu offentlig indskærpet over for borgerne, at Smedelavet havde rettigheder. Nogle borgere havde tilladt at lade deres heste beslå udenbys og at lade andre end smede lave kakkelovnsrør af jernblik.

Så sent som i 1866 fandt Magistraten anledning til at gøre offentligt opmærksom på Snedkerlavets rettigheder. Da lavene blev opløst trådte håndværker – og handelsforeninger i stedet.

 

Gewerbeverein

Allerede i 1848 var der blevet oprettet en Gewerbeverein til varetagelse af erhvervsstandens interesser. Den afløstes i 1862 af en Industriforening, hvis hovedformål var at drive Søndagsskole for Lærlinge. Som en forlængelse af dette, kan betragtes Tønder Håndværkerforening, der siden 1920 drev Teknisk Skole.

 

Tre boglader i 1890

Omkring 1890 var der tre boglader i Tønder, i dag er der kun en. I Søndergade – på hjørnet af Torvet lå det populære Severins Hjørne.  I et lille beskedent hus i Spikergade boede den flittige Andresen (far til Ludwig Andresen). Ved siden af boghandelen havde han et bogbinderi. I Storegade boede boghandler Dröhse.

En hyggelig handelsby – uden kloakering

Tønder var i 1920 en driftig handelsby, selv med tab af opland. De smukke bygninger og de hyggelige alléer langs Vidåen skabte byens særpræg. Knap så indsmigrende var den ikke særlig velplanerede brolægning og den totale mangel på kloakering. Man brugte rendestenene. Men der var en anseelig andel af butikker og hele 5 banker.

Den store markedsplads, der blev flittig brugt, tiltrak mange kunder. Også de mange beværtninger tiltrak folk. Den ældste var Zum weissen Schwan. Og Humlekærren på Torvet var også trykt på en nødpengeseddel.

 

Elektrisk lys – ved juletid

Der kom gang i Tønder efter anlæggelsen af elektricitetsværk, bedre vandforsyning, kloakering og gadebelysning. Og så hjalp det også at man fik etableret rutebilforbindelser.

Det må have været et stort øjeblik, da der ved juletid 1921 for første gang var elektrisk lys i Tønders gader.  Grænsedragningen i 1920 blev katastrofal for byens handlende. Hen ved en tredjedel af oplandet blev skåret væk.

Luftskibshallen nord for byen tiltrak mange turister. Desværre forstod bystyret ikke i længden betydningen af denne hal.

 

Den store amtsudstilling

I 1925 var det lokale erhvervsliv rigt repræsenteret ved den store amtsudstilling i Tønder. I udstillingshal nr. 1 havde Chr. Skov fra Richtensgade udstillet herrebeklædning, lingeri og trikotage. Det samme gjaldt også Tønder & Mathiesen i Vestergade. Det skiltede med at være byens største specialforretning
inden for moderne herre – og drengebeklædning.

 

Fra sovestue til moderniseret motorcykel

H. Outzen & J.B. Jepsen begge fra Vestergade viste et mahogni og sovestuemøblement og forskellige musikinstrumenter. Det førstnævnte fyldte så meget, at
det lagde beslag på to stande.

Carl Raun fra Storegade, lige ved siden af boghandelen lokkede med cigarer og tobakker. Peter Nissen og Peter Wegener med skotøj. Som barn kan jeg huske, at jeg leverede og hentede familiens skotøj hos Wegener i Østergade.

Nicolaus Andresen (familie-eje siden 1901) og M.C. Christiansen (25 ansatte) viste et udbud af isenkramvarer Og radiomodtagere kunne beskues på I.C. Rasmussens stand fra Østergade.  I udstillingshal 2 havde flere forhandlere udstillet automobiler og vogne samt to moderniserede motorcykler, cykler og tilbehør. I udstillingshal 3 var der bl.a. symaskiner, malkemaskiner og vandpumper, som blev forhandlet af forskellige Tønder – firmaer.

 

Imponerende detailhandel

Det virker jo ganske imponerende, at Tønder i 1925 kunne mønstre 166 detailhandelsvirksomheder. De fordelte sig på 84 forretninger med næringsmidler, 31 med beklædningsgenstande og 51 med alt lige fra guld – og sølvvarer til kul og koks.

Blandt de betydningsfulde var P. Olufsens Kolonialvarer med 4 ansatte og Ernst Klüwers forretning med kolonialvarer og foderstoffer. Dette firma havde hele
7 ansatte. Begge firmaer havde rod tilbage til 1850erne og 1860erne.

Vi vender senere tilbage med en artikel om købmandsfamilien Olufsen.

Købmand A.H. Todsen hørte til en af byens ældste købmandsforretninger. Mange af egnens købmænd havde fået deres uddannelse her. Forretningen blev videreført af sønnen, da faderen overtog stillingen som direktør for Tønder Sparekasse, efter at Oluf P. Olufsen var blevet borgmester.

S.C. Lorenzen havde både engros og detailhandel. Hvor tit har jeg ikke cyklet gennem den storslåede købmandsgård for at hente varer til købmand Kaiser
i Østergade eller P.B. Petersen på Dragonvej. Gennem flere generationer har familien Lorentzen drevet virksomhed her. Og i købmandsgården er der også blevet spillet friluftsteater.

Min storebror var i lære her i virksomheden. En af de ansatte, som min far kaldte Boba beherskede det gamle Tynne – Sproch. Det var en oplevelse at høre min far og Boba føre en samtale på en blanding af sønderjysk, frisisk, tysk og plat.

 

Den nye Brugsforening

En nyskabelse var Brugsforeningen, som ansatte inden for DSB havde taget initiativ til at oprette i 1921. Det var også dem, der udgjorde hovedparten af de 125 medlemmer, der i 1929 måtte hæfte for et opstået underskud.

 

Stort udvalg

Efter købmændene kom der

• 18 brød – og mælkeudsalg
• 12 kød – og viktualieforretninger
• 10 vin – og tobakshandlere
• 7 grønthandlere
• 6 skotøjshandlere
• 25 butikker med manufaktur, trikotage og konfektion
• 5 forretninger med bygningsmaterialer
• 12 møbelforretninger
• 7 isenkræmmere
• 3 brændselshandlere

Blandt de nyeste inden for manufakturforretninger var P. Orbesen, Storegade 13 med hele fem ansatte. Da forretningen nogle år senere blev udvidet og flyttede over på den anden side af gaden til nummer 28 voksede medarbejderstaben til femten. Ganske imponerende.

Inden for trælast skal nævnes Carl Tiedemann, der handlede med trælast, byggematerialer, kul, koks. Her var ansat 25 mand. Og i samme kategori havde B. Selmers kul – og tømmerhandel 5 ansatte.

 

Selvbetjening skabte forvirring

Det kom skam nye tider – også til Tønder. Således forsvandt den 7 – meter lange disk hos M.C. Christiansen. I en lokal avis kunne man læse følgende:

• Nu bliver der praktisk talt over hele butikken fri adgang til varen, lad os kalde det ”frivillig selvbetjening”. De kan herefter selv vælge, hvilken måde De ønsker at foretage deres indkøb på. Foretrækker De den tvangsfrie måde, kan De gå rundt på egen måde, så De kan ta` og føle på den og se priser. Har De fundet noget, der interesserer Dem særligt eller som De har fået lyst til, behøver De kun at tilkalde en af de flinke ekspedienter, som altid er villig til at hjælpe Dem. Har De derimod et bestemt ærinde og måske endda travlt – går de straks til ekspedienten, som vil gøre alt for at betjene Dem på hurtigste og bedste måde. Nemmere og bedre kan det næppe være.

Ja det lød godt, men de nye tider skabte også forvirring hos Tønder – familierne. Det gjorde det i hvert fald hjemme hos familien Brodersen.

 

Supermarkedernes indtog

Antallet af købmænd faldt i 1960erne fra 28 til 21. Afgørende for denne udvikling var at de første to supermarkeder havde indfundet sig i byen.

Den ene var Tønder Brugsforening ude på Plantagevej. Butikken var dengang syv gange større end lokalerne i Vestergade. I tilknytning til butikken var der indrettet en p – plads til 100 biler en benzinstation. Min lillebror Erwin arbejdede mange år herude.

Og inde i byen startede Rita – Supermarked med 20 medarbejdere i det tidligere Grand Hotel i Vestergade.

 

Mælk – alle steder

Også antallet af mælke – og brødudsalg faldt stødt. I 1935 var der ikke mindre end 30 af slagsen. I 1970 var det hvis nok kun 4 stk. tilbage. Men nu kunne man også købe mælk i de fleste købmands – og bagerforretninger. Den kørende mælkemand forsvandt også.

 

Tøj i Tønder

Manufaktur – og trikotageforretningerne klarede sig godt. En af dem var Brdr. Tygesen, der blev grundlagt i 1920. I midten af 1960erne havde butikken 32 ansatte. Dekoratøren blev senere verdensberømt. Det var ham, der var foregangsmand til Tønder Festivalen. Og jeg mener også at ham, Carsten Panduro
var initiativtager til Musikforeningen Downtown.

Og så skal vi da også huske at nævne Herrehuset (fra 1937)med Chr. Petersen. Dengang var det nu ikke så let at få bukser, der var lange nok.

En af de nyere butikker var Svend Kircheiners forretning med el – installationer, grundlagt i 1946. Og så var det Textilhuset fra 1959 som solgte gulvtæpper, gardiner og sengeudstyr.

 

Bilfirmaer bag Lærkevej

Og ude bag ved Lærkevej, hvor vi boede fra mit syvende år, lå C.F. Dela, der solgte Ford-biler. Her arbejdede fætter Günther. Og en række andre automobilfirmaer lå på rad og række over for Dela.

Her lå også det store Bruhn og Knudsen. I mange år gjorde jeg rent for en af indehavernes mor omme på Nygade. Jeg slog græsplæne, flyttede planter og
lugede for en sulteløn. Ved siden af havde jeg andre jobs. Jo vi bestilte noget – dengang. Så skulle skolen jo også passes.

Brdr. Roost og Autogården lå også herude på Ribe Landevej.

 

To velduftende virksomheder

I 1925 var der 12 engroshandelsfirmaer, 7 agenturer og 14 beslægtede foretagender. Vi kan nævne to velduftende firmaer først Tønder Kafferisteri (1919)og firmaet August Müller, der forhandlede Dralles parfumer.

Nævnes skal også Jørgen Jessens Spritgården, der forhandlede chokolade.

 

Modarbejdelse af smuds-konkurrence

I 1906 blev Handelsforeningen oprettet. I 1937 skiftede man navn til Tønder Handelsstandsforening. I vedtægterne stod der bl.a. at man skulle stimulere deres indbyrdes samkvem. Desuden skulle man modarbejde smuds-konkurrence og opretholde en god handelsskole.

 

Verdensrekord i Tønder

I 1925 havde Tønder 32 hoteller og gæstgiverier samt 9 restauranter og pensionater. En gang havde man haft verdensrekord – en beværtning for hver 47 indbyggere.

I Vestergade 25 lå Hotel Tønder, der i 1920erne annoncerede med at det var byens eneste første klasses hotel med 40 senge. I Spikergade lå Hotel Tønderhus med kun 20 senge. Hotellet var i 1927 indviet som dansk forsamlingssted og døjede med store økonomiske problemer.

Blandt de største hoteller var Missionshotellet Hebron i Storegade, der havde 35 senge. Men i Tønder lå også Landmandshotellet, Chr. Petersens Hotel, Hotel Børsen, Hotel Centralhalle, Hagges Hotel og Hostrups Hotel.

Billigst var dog de to vandrehjem – det danske i den tidligere militærlejr ved Ribe Landevej og det tyske i Vestergade 72.

I 1920erne havde Tønder også haft et Grand Hotel, men det blev i 1927 omdannet til et samlingssted for den tysksindede befolknings kulturelle aktiviteter,
drevet af Verein Deutsches Haus Tondern. Da pladsen i Richtsensgade 27 efterhånden blev for trang, erhvervede man Schützenhof i Vestergade. Her reklamerede man med store skilte:

• Tonderns grösste Konzert – Ball – und Gesellschaftslokal.

Tønderhus opstod som et firlænget hotel med 70 sengepladser. Det nye samlingssted for mindretallet på Schweizerhalle kunne rumme 800 personer. Schützenhof blev godt nok genindviet i 1949 efter at have fungeret som flygtningelejr. Men året efter måtte man afstå stedet til Post – og Telegrafvæsnet.

 

Bankerne i Tønder

I 1906 var der 4 banker og 2 sparekasser i Tønder. I de følgende år kom der nye til. Ved overgang til dansk styre forsvandt de fleste tyske banker. Sparekasserne sluttede sig sammen til Tønder Sparekasse. Under navnet Alte Privat Spar – und Leih – Kasse kan denne føres tilbage til 1820.

Fra det tidspunkt, hvor Sparekassen gav overskud, gav den hvert år, alt hvad den havde indtjent til almennyttige formål. Lokalerne var små og tarvelige. Bestyreren fik en lille løn. Den øvrige bestyrelse fik ingenting. Sparekassen har stået bag mange ting i byen. Her skal blot nævnes, varmeanlæg i kirken, gadernes brolægning, flisebelægning på fortovene, broerne ved Anlægget, udsmykning af Statsskolens festsal, byens forskønnelse, svendehjemmet m.m.

Tilbage fra før 1920 var Tønder Landmandsbank (1901) og Tondern Bank fra 1913. Mens landmandsbanken var for de dansksindede, var Tondern Bank for de tysksindede. I 1946 skiftede man navn til Tønder Bank.

 

En guldsmed fra 1761

I 1912 blev Tønder Håndværkerforening oprettet. I 1925 var der 199 håndværks – og industrivirksomheder med 660 ansatte i Tønder. Ved en stor amtsudstilling havde man blandt andet besøg af Kong Christian den Tiende.

En af de ældste virksomheder var guldsmedeforretningen Jacob A. Bödewadt, Østergade 7. Den kunne føres tilbage til 1761. Christian Skov i Richtsensgade havde et 1. klasses herre – og dameskrædderi.

16 virksomheder var i 1925 beskæftiget med fremstilling af beklædning. En stor del af 17 virksomheder, der arbejdede med læder, var skomagere. Hertil kom dog også flere saddelmagere.

Så var det også glarmester Paul Køppen og blikkenslager Fr. Moseberg. Sidstnævnte kunne også klare elektroinstallation.

I Vestergade 8 drev bagermester Thorvald Petersen café og konditori. Her kunne købes fin marcipan, hjemmelavet konfekt og et stort udvalg i honningkager. Hertil kom hollandske tvebakker, der ifølge bagermesteren selv var enestående.

Af slagtere kan nævnes Heinrich Hansen og Edlef Hostrup. Begge var bosat i Vestergade og havde eget pølse-mageri.

Der er foregået meget i Østergade i Tønders historie. Her lå også Brødrene Roosts vogn – og karrosserifabrik – i Østergade 16. Firmaet var oprettet i 1919 og var en af de største virksomheder i Sønderjylland, der fremstillede luksus-køretøjer. Ja det hvis nok også en virksomhed i Højer, der kunne gøre dem rangen stridig.

 

Trykkerier i Tønder

I 1920erne var der flere små trykkerier i Tønder. Flere var tilknyttet de aviser, der udkom i byen. Tønder Amts Centraltrykkeri i Østergade 40 havde rødder tilbage til 1812. I slutningen af 1920erne beskæftigede de 8 mand. Et par år senere overtog en indvandrer nordfra virksomheden – det var Thomas Laursen

Med opsigtsvækkende annoncer gjorde den unge bogtrykker opmærksom på sig selv og sin virksomhed. Gennem dygtighed og gode ledelsesegenskaber blev Lauersens Bogtrykkeri en af landsdelens førende bogtrykkerier.

I 1946 var man flyttet ind i lokaler i Jernbanegade 8, hvor der blev produceret et væld af fagblade, magasiner, videnskabelige tidsskrifter, skønlitteratur og meget mere. I 1957 var virksomheden med 30 – 40 ansatte, en af Tønders største virksomheder. Dengang var der faktisk kun 9 virksomheder, der beskæftigede mere end 5 personer.

Jeg kan huske, at jeg blev vist rundt i bogtrykkeriet i Jernbanegade. Senere flyttede man ud i en kæmpe hal på Nørremarksvej. Jeg gik i klasse og parallelklasse med nogle af Lauersen – børnene. Min gode ven Ingolfs far var i mange år med i ledelsen af bogtrykkeriet.

 

Den gamle vandmølle

Det ældste industrianlæg – bortset fra den ældgamle havn er vandmøllen, der stammer fra 1598. Efter en brand blev møllen nyopført i 1892. Gennem generationer har den været i slægten Bachmanns eje. Der blev drevet forretning med fremstilling af korn og foderstoffer.

I 1931 blev der opført et nyt stort turbineanlæg til fremstilling af strøm. Man kunne levere 200.000 kilowatt.

Når vi er ved industrien, ja så var det Selmers Cementfabrik og Tonnesens Kunststensfabrik. I 1932 opfandt man et nyt facade-puds-materiale Cetodan.
Virksomheden havde op til 15 ansatte.

Tønder Mejeri kan jeg sagtens huske. Den voksede sig temmelig stor og kunne dengang kalde sig Nordslesvigs mest moderne mejeri. Man var de første
der producerede langtidspasteuriseret mælk på flakser. I 1936 producerede man desuden flødeis, ymer – tykmælk, eksportfløde og ost.

 

Bryggerierne

Tønder har i tidens løb haft mange bryggerier. En af de største lå på Strucksallé, lige skråt over for, hvor vi boede i mange år. Det var Tondernsche Victoriabrauerei. Efter første verdenskrig måtte man indstille driften.

I Østergade lå Tondernsche Aktien – Brauerei – Gesellschaft. Det stammer tilbage fra 1888. Ved overgangen til dansk styre mistede man kundekredsen syd på. Man måtte træde i likvidation.

I 1921 blev bryggeriet genetableret under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne var borgmester Olufsen, apoteker Toft og seminarielærer Claus Eskildsen. I anden af halvdel af 1920erne havde de dog kun 10 ansatte.

Tønder Margarinefabrik var et barn af bryggeriet. Man udnyttede simpelthen den ledige lokaleplads. De lokale husmødre fik at vide, at de med Tønder Margarine fik den mest friske kage. Efter en vanskelig start gik det fremad. På grund af krigen blev produktionen indstillet, og kom først i gang efter besættelsens ophør.

 

Slagteriet

I 1921 havde Tønder Kommune erhvervet den gamle mælketørringsanstalt ved Viddingherredsgade. Her blev der så i 1923 åbnet et kommunalt slagterhus. Hele herligheden kostede 300.000 kr. For dette beløb havde kommunen fået et moderne industrianlæg.

Der kunne slagtes 20 svin i timen og 100 stk. kvæg i døgnet. Denne kapacitet blev slet ikke udnyttet. Året efter blev driften overtaget af det nyoprettede Tønder og Omegns Eksport – Svineslagteri.

 

Udviklingsmuligheder savnes

Men det var ikke let at bo i landets syd-vestligste hjørne med høje elektricitetspriser. Havnefaciliteter manglede også og lastbiltrafikken spillede endnu ikke en rolle. Efter anden verdenskrig opstod der stagnation i byen. Fremstillingsvirksomhederne havde oplevet stor tilbagegang.

En af de få industrielle virksomheder, der havde succes efter krigen, var Tønder Savværk og Emballagefabrik, der blev grundlagt i 1946. Efterhånden beskæftigede virksomheden 25 mand. Men virksomheden ville gerne væk fra Tønder. Man mente ikke, at der var udviklingsmuligheder i byen.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 282 artikler
• Tønder – efter krigen
• Tønder – marskens Hovedstad
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935
• En af Tønders patrioter
• Handel i Tønder indtil 1864
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Studehandel i Tønder
• Tog til Tønder
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tønder på en anden måde
• Tønder før og efter Genforeningen
• Da Tønder Handelsforening startede
• Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder  og mange flere 

Redigeret 27. – 12. 2021

Efter krigen var regnskabets time kommet. Masser af tøndringer blev indsat i Fårhuslejren. I Kommunen var der en stor fyringsrunde. Den nationale udsoning foregik over flere årtier. Og Tønder oplevede et begyndende olieeventyr. Politimester bankede i bordet: Kom så i gang.

 

Englænderne kommer

Allerede den 4. maj gik rygter på, at englænderne var lige syd for grænsen, og at de kunne være i byen når som helst. Den 5. maj blev byens borgere vækket
af 6 jagere, der fløj over byen. Glæden var stor blandt de dansksindede. Statsskolens elever mødtes på Missionshotellet, og herfra sendte de  lykønskning til kongen. Den første betjent, der viste sig, blev båret i guldstol af folkemængden. Ved Sønderbro landede to engelske journalister på en mark.

 

Tyskerne på  vej hjem

Den 6. maj afholdt pastor Magle en takkegudstjeneste. Han var netop vendt hjem fra Frøslevlejren. Først på eftermiddagen kom en afdeling af den danske brigade.

Og tyske soldater kom slukøret vandrende gennem byen trækkende med barnevogne, legetøjsvogne og cykler. Men inden de nåede grænsen var det meste dog taget fra dem.

 

Modstandsbevægelsen – efter krigen

Pludselig dukkede en masse modstandskæmpere op. I Tønder undrede man sig over, at der var så mange. Et kompagni på 550 bevæbnede soldater skulle sørge for ro og orden. Men i de første dage efter besættelsen var modstandsbevægelsen enerådig i byen. Kompetence stridigheder, frygt og selvtægt prægede også byen.

Modstandsbevægelsen tog den 8. maj fat i den store interneringsaktion, der kom til at vare flere dage. Lastbiler kørte gennem gaderne, hver forsynet med en betjent og 4 – 5 bevæbnede mænd. Nu blev alle tidsfrivillige, frontfrivillige, værnemagere, stikkere m.m. anholdt. Og på gader og veje hånede de dansksindede nu de arresterede.

Missionshotellet blev brugt som opsamlingscentral. Nogle fik lov til at sidde der i flere døgn. Samtale var absolut ikke tilladt. Ved udgangen af 1947 var der
afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen.

Byens postbude var nu iført den røde uniform, og forsynet med brækjern og stiger blev alle tyske gadeskilte fjernet.  Den 13. maj overtog politiet de normale
funktioner.

 

Tysksindede i uniform skulle smides ud

Den 19. maj forlangte bogtrykker Laursen på et stort folkemøde arrangeret af modstandsbevægelsen, at alle som af egen vilje havde båret tysk uniform og våben mod det danske folk, skulle fratages det danske statsborgerskab og udvises.

Den 1. juli gik det ud over en fem –  seks hjemmetyske – butikker samt Hoteller. Tre uger efter fandt en skudveksling sted mellem Hipo – folk og modstandsfolk.

I juli forsvandt de fleste brigadesoldater og den 17. juli drog de fleste engelske soldater væk fra byen. De lokale frihedskæmpere blev afløst af C.B. ere.
Stor fyringsrunde

Adskillige funktionærer og tjenestemænd blev afskediget eller suspenderet. Flere af dem sad i Fårhuslejren. Tønder Ringriderkorps og brandværnet skiftede kommandosproget fra tysk til dansk.

I september skiftede Tondern Bank navn til Tønder Bank. I Tønder Håndværkerforening blev der nedsat et udrensningsudvalg.  Ved et møde i 1948 mente bogtrykker Lauersen og bagermester Thorvald Petersen at Dansk Samfund med sin fortsatte beståen, kunne være en hindring for den fredelige udvikling i grænselandet.

 

Det tyske skolesystem afskaffet

I den tyske lejr kom interneringerne som et chok. De mente, at de var blevet behandlet som storforbrydere. Dette skabte stor bitterhed. Mange af mindretallets institutioner var enten ophørt eller havde midlertidig indstillet deres virke. Rigsdagen havde afskaffet hele det offentlige tyske skolevæsen. Den tyske  skolekonsulent var fyret og den tyske børnehave var opløst.

Modstandsbevægelsen havde lukket det tyske bibliotek. Også i den tyske kirke stod det ikke godt til. Pastor Rühmann var blevet fyret. En overgang var den
tyske roklub beslaglagt. Samme skæbne overgik Schützenhof.  Det tyske mindretal måtte starte forfra. I starten gik det meget langsomt. København – Bonn erklæringen hjalp udviklingen på vej.

Den tyske privatskole rejste sig fra en ret beskeden start til en moderne undervisningsinstitution.  I juni 1945 blev Alexandrineskolen i Nørregade og Borgerskolen i Richtsensgade beslaglagt til lazaret for de sårede tyske soldater, som hidtil havde opholdt sig på statsskolen, seminariet og Tønderhus.

De 267 elever fik en meget lang ferie. Omkring 100 af dem blev indmeldt på Øvelsesskolen.

 

Den tyske skole i bådhuset

Der var problemer med at skaffe egnede lokaler til nye skoler. Derfor fungerede det tyske bådhus som skole fra 16. oktober 1946. Man måtte selv skaffe en del af midlerne for at drive skolen. I 1950 havde skolen 123 elever.

Situationen var meget dårlig. Legepladsen var nærmest at betegne som en mudderpøl. Og der kunne ikke indrettes flere lokaler i huset, som var mere end overbefolket.

I foråret 1953 blev der taget fat på  at udgrave grunden i Popsensgade 2 til en ny tysk privatskole. 28. november samme år blev skolen indviet. Den fik navnet Ludwig Andresen Schule, opkaldt efter byens kendte lokalhistoriker.

Fra 1955 kom skolen til at rumme børnehave. I 1958 – 59 blev der foretaget en stor tilbygning.   I 1946 vedtog man at skolen i Nørregade skulle sælges til Justitsministeriet til en ny politigård. Den bagerste bygning i Richtsensgade Skole skulle sælges til Teknisk Skole.

 

Normale tilstande

Efterhånden lagde fjendskabet sig mellem de to befolkningsgrupper. Man hilste på hinanden, giftede sig på tværs af sindelag, handlede hos hinanden og accepterede hinanden. I løbet af 60erne fortsatte den nationale udsoning.

 

Stor tilslutning til kommunisterne

Efter besættelsen stod de 6 stole, hvor der skulle sidde repræsentanter fra Slesvigsk Parti, tomme. Ved byrådsvalget i 1954 vendte man tilbage til normale tilstande. Her var den store stemmesluger, overpakmester Ørneborg. Han stillede op for Socialdemokratiet og hans succes bevirkede en fremgang på to mandater. Bemærkelsesværdig var, at Kommunisterne opnåede 255 stemmer. Her var det min gamle læge, Dahl, der satte sig i byråds – stolen.

Bankdirektør Poulsen blev genvalgt og Slesvigsk Parti tabte tre mandater.

I 1950 genvandt Slesvigsk Parti yderligere et mandat. I alt fik de 23 pct. af stemmerne i Tønder. Johan Poulsen blev genvalgt som borgmester. Og Slesvigsk Parti opnåede 27 pct. af stemmerne.

 

Store investeringer

Borgmesterens økonomiske indsigt viste sig at være en gevinst for byen. Den blev moderniseret, og på lidt længere sigt fulgte erhvervsudviklingen også med. Poulsen formåede at få oppositionen til at være medspiller. I 1970 gik han af både som bankdirektør og borgmester. Efterfølgende blev han udnævnt som æresborger.

Kommunens kæmpestore anlægsprojekt i 50erne var bygningen af Tønder Kommuneskole. Den nye skolebygning blev indviet i januar 1955. I 1960erne blev den udvidet med en venstrefløj. Det skete, mens jeg gik på skolen. Tænk, at jeg var der i 10 år.

I løbet af en kort årrække kom der Teknisk Skole, bibliotek, brandstation, rutebilstation og en ny omfartsvej.

 

Nyt friluftsbad

Det blev også til et nyt friluftsbad, anlagt ved den gamle markedsplads. Med friluftsbadet forsvandt badelivet i Vidåen.

I 1901 var der anlagt en å –  badeanstalt, der hvor Galgestrømmen og Vidåen mødte hinanden nord for Anlægget og jernbanebroen. Her ligger stadig en lille ø. Og på denne lå på den ene side, pigernes badeanstalt ud til Vidåen, og drengenes badeanstalt ud til Galgestrømmen.

 

Omsætning i Tønders butikker

I 1955 berettede Jydske Tidende om, at mange husmødre med fordel kunne købe varer i Danmark, og dette drog Tønder fordel af. Men i 1965 beklagede formanden for Tønder Handelsstandsforening, at de tyske kunder kun måtte tage ganske få varer med over grænsen.

I de følgende år blev bestemmelserne lempet. Byens handlende nød også godt af de mange turister og campisterne, der efterhånden besøgte Tønder.  En særlig form for turisme var bryllups – turisme, der gav Tønder et ry som Nordens Gretna Green. I eftersommeren 1970 nåede man på rådhuset op på at have viet udenlandsk par nr. 1.000.

Mange tøndringer var beskæftiget ved DSB. Det var Tønders største arbejdsplads. Indtil anlæggelsen af Hindenburg – dæmningen til Sild gik langt den største del af person – og godstrafikken til øen over Højer via Tønder.

Med indstillingen af persontrafikken på Højer – banen gik ud over  banegårdens imponerende perronanlæg.

 

Olieeventyr lugtes i Tønder

En kort overgang lugtede man olie i Tønder. Efter en række boringer i 1948 – 1949 i øster Højst, Rørkær, Daler, Dyrhus og Sæd,
vendte Danish American Prospecting Comapny i 1951 tilbage med et 58 meter højt boretårn, som blev hejst lige nord for byen. I januar 1952 fandt man de første oliespor i 3.300 meters dybde. Og Tønder kom i Politiken:

• Spænding i Tønder før olien springer. Produktionsrørene er anbragt.

I byen spekulerede man allerede på, hvad alle olie – millionerne skulle bruges til. Det skete efter, at byens 4 aviser i fællesskab havde udsendt en løbeseddel. Over skriften var skrevet med fede sorte bogstaver: OLIE:

• Kl. 13 kunne boreselskabet ved Tønder meddele, at man har fundet olie. Olielugten er meget kraftig i den kerneprøve, man tog op i middags, og olien formelig sveder ud af dolomitten. Man tør endnu ikke garantere, at olien kan udvindes til produktion. Direktør Pyre, der øverste amerikanske chef er på vej til Tønder.

Men ak og ve, olien sprang ikke i Tønder.

 

Politimester: Kom så i gang

I 1958 slog politimester Bøving i bordet på Tønder Handelsstandsforenings generalforsamling. Han opfordrede tøndringerne til at tage initiativer i stedet for at vente på at stat og kommune skulle tage et initiativ. Tønder måtte ud af deres tornerosesøvn.

En erhvervs-konference blev afholdt i 1959, hvor man diskuterede, hvordan Tønder kom ud af stagnationen. Men efterhånden skete der da også noget. Virksomheder begyndte at dukke op. Barting Maskinfabrik og Kedelsmedie TØMA, System Abstracta, Ribe Jernstøberi og Skandinavisk Emballagefabrik.

I 1960 kunne man melde om fuld beskæftigelse, og de handlende havde en god omsætning.

 

Mange virksomheder i byen

I Tønder lå også firmaerne Selmer og Carl Tiedemann, der handlede med brændsel, træ og byggemateriale. Og så var det også M.C. Christiansens store isenkrambutik. Jeg husker tydelig deres kælder, hvor der befandt sig en del legetøj.

Og ude på Ribe Landevej lå en stribe automobil – virksomheder. Vi gik rundt og tiggede klistermærker som vi satte på vores sæbekassebiler, som vi så kunne ræse op og ned af Lærkevej.  På hjørnet Dragonvej/ Ribe Landevej lå Falck – stationen. Jeg fik fikset min radio så jeg kunne følge med i, hvor de rykkede
ud.

Lige bag ved os på Lærkevej, kunne vi smutte over i Odense Æg-forretnings have, en sjov med ulovlig legeplads. Oppe i byen var der parfumevirksomheden
Dralle og S.C. Lorenzen med købmandsvarer. Her var min storebror i lære. Der kunne nævnes mange flere virksomheder.

På Jernbanegade lå Lauersens Bogtrykkeri. De flyttede senere ud på Nørremarksvej. Jeg gik i skole med Jørgen Lauersen og min gode ven Ingolfs far Frederik var ansat i virksomheden. Og det med virksomheder i Tønder er nok til en ny artikel.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Blomst til Skilsmissebyen
• Flere minder fra Lærkevej
• Minder fra Lærkevej 9
• Tønder under besættelsen
• Tønders tyske sportsforeninger
• Fra Lærkevej til Æ Synnejysk Ambassade
• Fårhuslejren (under Padborg) Og mange flere artikler

Redigeret 27. 10 . 2021

Cornelius Petersen oprettede den mest moderne gård i Tøndermarsken. Gården Vester Anflod havde både malkemaskine og elektrisk strøm. Petersen havde også  nogle gode ideer om selvstyre. Men efterhånden blev disse ideer en tvangstanke. Han endte nærmest nationalsocialist med Frits Clausen som sit store forbillede.

 

Den moderne gård

Vi befinder os i denne artikel midt ud i Tøndermarsken på gården Vester Anflod. Og ikke mindst livet, som det udspillede sig – dengang på en gård i marsken. Gården var arkitektonisk helt anderledes. Den blev drevet meget moderne.

Gården havde et 17 meter højt stråtag, bygget fra længe til længe hen over gårdspladsen. Laden var på  cirka 20 meter gange 20 meter. Ko/ hestestalden var lige så stor.

Manden, der byggede denne moderne gård, var en rebel, en nytænker. Men som til sidst fik nogle ideer, der ikke rigtig svarede til hans oprindelige filosofi.

 

Stormflod opslugte stedet

Helt tilbage i historien kender vi stedet. En stormflod opslugte den lille landsby og kirken. Men en slægtsgård blev senere etableret på stedet. Fra 1680 til 1904 var gården i Familien Carstensens eje. Marskgården Westerfeld blev oprettet i 1849 i forbindelse med en deling af Vester Anflod. Således kunne begge brødre hver få deres gård.

Christian Mathæi Carstensen født på Vester Anflod aflagde borgered i Tønder i 1797 som købmand. I perioden 1811 til 1812 var han kæmner i Tønder.

 

Friser i sit hjerte

Cornelius Petersen var storbonde, friser og ikke mindst rebel. Han blev født på halvøen Ejderstedt. Oprindelig talte man her frisisk. I løbet af 1600 – tallet skiftede dette dog til plattysk. Det var dette sprog, Petersen voksede op med. Ja det vil sige, at hans uddannelses – og kultursprog var højtysk. Senere i livet lærte han frisisk og dansk.

I 1905 erhvervede han gården Vester Anflod lige i nærheden af det dansk talende Møgeltønder. En ny gård blev opført i 1914.

Faderen var skolelærer og interesseret i lokalhistorie. Moderen stammede fra et veletableret gårdejerdynasti i Ejderstedt.  Op væksten var præget af tysk i sproglig og kulturel henseende, med en udpræget slesvigsk farvning åben for frisiske og danske elementer.

 

Slesvig og Holsten skulle forblive sammen

Petersen startede sin karriere som landmand hos en slægtning i Nordfrisland. Derefter gik han på landbrugsskole i Holsten.  Han hadede det preussiske bureaukrati. På den måde kom han i kontakt med danske foreninger, der havde den samme fjende. Efterhånden dukkede han op som gæst ved danske møder
og festligheder.

 

Dannevirke og Slien var den rigtige grænse

Han støttede venstrefløjen af tysk liberalisme. Han var skeptisk over for krigen og sandsynligheden over for en sejr. Efter krigen fortsatte han med at støtte
de tyske venstreliberale. Udsigterne til danskernes overtagelse af Nordslesvig drev ham tættere mod den danske side. Men han ønskede dog ikke en adskillelse mellem Slesvig og Holsten.

Petersen argumenterede for, at alle indfødte slesvigere nord for det gamle etniske skel ved Dannevirke og Slien var nærmere tilknyttet Skandinavien end til Tyskland.

I adskillige artikler udviklede Petersen sin filosofi om Slesvig og især Nordfrisland. Han holdt sig til den danske version af historien, som påpeger at befolkningen i Slesvig ikke har tyske rødder. Men Petersen forlangte, at Danmark indrømmede dem en lokal selvforvaltning.

 

Friserne udsat for vold og overgreb

Han mente, at fremmedherredømme gennem tiden havde bevirket at de lokale mindretal havde lidt overlast. Landbefolkningen havde været underkastet vold og religiøs omvendelse. Han mente, at det var forkert, at man skulle give afkald af det oprindelige sprog for at blive noget i samfundet.

Den skade som især lærere og præster forvoldte, var særlig alvorlige, fordi de ændrede frisernes basale selvopfattelse.

 

Nordfrisland – stadig tysk

Afstemningen i 1920 afspejlede ikke hans ønsker. Hans fødeegn Nordfrisland var blevet ladt tilbage på den tyske side. I 1922 kom hans utilfredshed frem. Hans opfattelse af et bondesamfund var ikke et samfund af ligemænd. De ledende familier skulle have en ophøjet status, men de var samtidig forpligtet til særlige forpligtelser over for fællesskabet og dets svageste medlemmer.

 

Bondens selvstyre

Den økonomiske krise i det sønderjyske landbrug i midten af 1920erne forstærkede hans beslutning om at oprette protestbevægelsen Bondens Selvstyre.
Bevægelsen rettede også en voldsom kritik mod den måde, det danske selvstyre.

I tilknytning til bevægelsen opstod det sønderjyske Bondeværnet. Man udgav bladet Folkets Selvstyre. Og i dette blad havde Cornelius Petersen rig mulighed for at agitere for sine synspunkter. Man ville have indført det nationale diktatur.

Selvstyrebevægelsen ville oprette en selvstændig bonderepublik, delvis efter forbillede af den ældgamle nordjyske bondebevægelse fra Middelalderen. Den blev ledet af Skipper Clement.

 

En god agitator

Man udsendte sågar egne pengesedler. En krone sedlen havde på den ene side et billede af Cornelius Petersen og på den anden side et billede af den imponerende gård, Vester Anflod.

En resolution blev sendt til Christian den Tiende. Man opfordrede til at Sønderjylland fik sin egen administration, men beholdt sit tilkørselsforhold til
Danmark. Men dette afviste kongen.

Petersen havde tæt kontakt til Dannevirke – bevægelsen. I 1924 gik han ind i De jyske Separatister.  Cornelius Petersen var en god agitator. Hans protestmøder samlede mange sympatisører. I de københavnske medier vakte hans gøren og laden store bekymringer.

Men selvstyrer og protestbevægelsen fik kun 2.000 stemmer ved folketingsvalget i 1926. Grunden til den forholdsvise ringe tilslutning, skal nok ses i lyset af, at Slesvigsk Parti var meget smarte. De lagde sig stærk ind til protest – og selvstyrebevægelsens program. Selvstyrepartiet stod som taberen og Slesvigsk Parti
som vinderen.

Den stemning som Cornelius Petersen havde rejst gavnede Slesvigs Parti. Deres stemmetal steg fra 7.715 i 1924 til 10.422 i 1926.

 

Stauning var en røverkaptajn

Petersen blev i høj grad landskendt, da han i 1926 kaldte statsminister Stauning for en røverkaptajn. Udtalelsen fremkom efter, at Stauning på et møde på Bov Kro havde sagt, at 50.000 arbejdere var parat til at overtage de fallerede landbrug.

Cornelius Petersen farede nærmest i flint. Han mindede om, at Friserne i 1252 havde kæmpet mod Kong Abel og dræbt ham:

• Vi kommer til at gøre noget lignende. Vi har hørt, at man vil jage os fra vores gårde og sende os i døden. Over for familie og som kristne mennesker har vi den pligt at sørge for vore nærmeste og bekæmpe det onde. Vi tager altså kampen op. I den kamp gives ingen pardon. Enten skal røverkaptajnen vi må – dø. Vi kunne straks have gjort det af med ham, havde vi været nok mand til stede. Mangen menneske-plager med stjerne og charge har fået en kugle bagfra, uden at øvrighedens arm kunne have set hvem. Sådan kunne Stauning også være nedtrampet af femhundrede bønder, uden at øvrigheden fik at vide, hvem der var hvem.

Og Cornelius Petersen slap ikke for tre måneders fængsel. Man fremkommer ikke ustraffet med sådanne udtalelser. Men han kom aldrig til at afsone straffen.
Hans tilhængere samlede de 2.000 kr. sammen, som bøden var på.

 

Opfordring til kup

Kort tid efter blev der indkaldt til et protestmøde i Aabenraa. Og det var her tanken om et bondeværn fremkom. Politiet havde fået kendskab til, at nogle reserveløjtnanter med forbindelse til Petersen, havde rettet en forespørgsel til et ca. 50 officerer om, hvordan de ville stille sig i tilfælde af et antiparlamentarisk kup.

De påstod, at have hæren og flåden i ryggen. På protestmødet ville man have godtgørelse for tab i forbindelse med kronestigningen og anden økonomisk hjælp. En deputation blev sendt til København med en denne vedtagelse. Men de blev afvist.

 

Psykisk nedbrudt

Han var også med i oprettelsen af Den Slesvigske Brigade. Selv skulle han udnævnes til Hertug af Slesvig og tage de sønderjyske landsdele i direkte besiddelse. I foråret 1928 ophørte bladet. Kort tid efter faldt bevægelsen fra hinanden.

I de følgende år led Petersen både økonomisk og psykisk. Den personlige modgang bevirkede også, at han på et tidspunkt måtte lade sig indlægge på det psykiatriske hospital i Augustenborg. Spekulationer medførte store tab, da kronens værdi pludselig steg.

 

Frits Clausen – det store forbillede

Mange år levede han uden for det politiske spotlys, men dukkede pludselig op, da han udtrykte sympati for nationalsocialismen. Men det var den danske version af denne filosofi, han støttede og ikke den tyske.

Det var måske også derfor, at det var den sønderjyske landmand, DNSAP – lederen Frits Clausen, som tog ordet ved Petersens begravelse i 1935. Det kan overraske den forvirring af kursskifter som Cornelius Petersen gennem årene gennemgik. Han var tysker, dansker og friser, men han var alle disse ting på sin egen måde.

 

Friser – ånden blev ført videre

Mutter Petersen måtte efter hendes mand klare bedriften selv. I 1937 var der ansat en røgter, to karle og en køkkenpige. Enken førte friserånden videre. Der var ikke mange gårde i marsken, der dengang havde malkemaskine, ja endda elektricitet indbygget.

 

Egen elektricitet

En stor dieselmotor producerede elektriciteten. Den pumpede også vand ind i gården. Man kunne dog tydelig mærke, når den var ved at gå i stykker. Lyset blev svagere og svagere, så gik malkemaskinen i stå og til sidst var der ingen vand.

Den eneste, der kunne reparere maskinen, var smed Motzkus fra Møgeltønder. Han kom kørende på sin Nimbus.

 

Svine på anden sal

Oven på kostalden var der svinestalde, ofte med flere hundrede grise stående i båse. Gulvet skrånede en lille smule, så ajle af sig selv sivede ned i ajlebeholderen ved gårdens østre gavl.

Mod øst var ligeledes gårdens hovedindgang, en slags indkørsel foran både stald og stuehus. Møddingen lå under gade-niveau. Gården var bygget på et værft – en ca. 6 – 8 meter høj bakke.

Grisene blev født på loftet, og når de skulle slagtes, kom der en stor lastbil med højt lad, som kørte op foran den første stalddør, hvorefter der var en lem, som førte direkte ind til hoved-gangen i grisestalden. En anordning bevirkede at grisene kunne glide baglæns ned til lastbilens lad.

Hen over båsene var der monteret et tipvognskabel, der gjorde arbejdet meget lettere.

 

Dyrplageri

To gange om året rappede man bugfjer og dun af levende ænder og gæs. I dag kaldes dette dyrplageri. Adskillige kilo fjer og dun til fjerrenseriet et par gange om året.

 

En effektiv gård

Marskgården i tre etager var særpræget. Hø – og kornloftet var 8 – 10 meter højt. Mange systemer var indført for at gøre arbejdet så effektiv som muligt. Fremstilling af fåreost hørte også til det almindelige arbejde. Til gården var der tilknyttet 67 får. En gang imellem måtte man bruge Æ Klustag for at få fat i bortkommende får.

 

”Sabotage” på Rudbøl Skole

Børnene fra arbejderne på gården gik i skole i Rudbøl. Børnene – 16 – 18 drenge i alderen fra seks til fjorten år gik alle i en klasse. Den 9. april gik eleverne
ned i haven, og mens de tyske tykke Bertha `er fløj hen over marskens diger sagde lærer Outzen til børnene:

• Lige nu er Danmark kommet med i krigen. Krigen starter ikke i dag, men begyndte sidste år, da tyskerne angreb Polen… Gå I nu alle hjem, og kom først i skole igen, når jeg giver jeres forældre besked.

Rudbøl danske skole havde skolegård sammen med Rudbøl tyske skole. Skolebygningerne lå i hver sin ende af skolegården. Grænsen mellem de to bygninger var en fælles toiletbygning i midten med danske lokummer i venstre side og tyske i højre. Man bevægede sig absolut ikke ind i hinandens enemærker.

Drengene lavede selvfølgelig nogle sabotageaktioner. Det betød afstraffelse fra Outzen. Ti rap i bagen.

Den moderne gård, Vester Anflod brændte i 1950.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder
• Litteratur Højer
• Litteratur Møgeltønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken – under vand
• Friserne – syd for Tønder
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Dengang – i Højer (under Højer)
• Bådfolket fra Rudbøl (under Højer)
• Højer – Stormflod og diger (under Højer)
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde (under Sønderjylland)
• Sønderjylland til Ejderen? (under Sønderjylland)

Redigeret 27. – 12. – 2021

Tønders omgivelser blev fuldstændig forandret efter afvandingen. Forholdet mellem dansk og tysk blev langsomt forbedret efter 1920. Dog var de tysksindede ikke tilfreds med ”Clausen – linjen”. Men fra 1933 blev tolerancen mindre. En svensk journalist var i tvivl –
Tønder eller Tondern. Denne journalist mødte nazismen i 1936 i Tønder. Fra 9. april 1940 var forholdet præget af en betændt spænding. Under besættelsen var der en slags væbnet neutralitet i byen.

 

Talrige oversvømmelser 

Tønder var en svømmende by. Byen var omgivet af vand og is på tre sider. Landeveje og dæmninger ragede op som diger. Fra Slotsbanken så det ud som et stormpisket hav. I begyndelsen af 20erne måtte man bjærge høsten med båd.

Dengang var Tønder – storkenes by. Det virkede meget idyllisk, men det gjorde de talrige oversvømmelser ikke. Mange led store tab. Halvdelen af de 100 køer som leverede mælk til byen måtte sælges. Ejerne kunne simpelthen ikke skaffe græs til dem.

 

Den store afvanding

I 1925 vedtog Rigsdagen en lov om Tøndermarskens afvanding. Projektet varede i fire år. Der blev gravet ca. 250 km store og små kanaler, anlagt ca. 80
km å-diger og opført 4 pumpestationer.

Tønder – egnen blev fuldstændig forandret. Landskabet blev forandret til frodige marker. Nu kunne man gå tørskoet hele året. Den gamle Skibsbro – kanal var nu helt uanvendelig. Og alle de myg, der sommetider plagede beboerne i byen, forsvandt også.

Men i perioder mærkede befolkningen dog endnu Vesterhavets nærhed. Således i 1946, hvor arealerne mellem jernbanen og Ribe Landevej blev oversvømmet. Og i 1947 oplevede Tønder og andre dele af Vestslesvig en tøbruds – katastrofe. I flere dage var kældre og gader under vand.

Som følge af afvandingen forsvandt storkene også. I 1870 var der således mellem 25 – 30 storkeredder i Tønder. Ifølge min far var der i 1930erne 6 – 7 stykker, og i min ungdom i midten af 60erne var der 2 – 3 stykker. Jeg tror ikke, at der er nogen storke tilbage i Tønder i dag.

 

Frigrunden

Inde i Tønder lå noget mærkeligt, som havde spor tilbage til middelalderen. Slots – og frigrunden lå i en anden kommune. I 1645 blev området udvidet, da Frederik den Tredje skænkede to af sine embedsmænd pladsen mellem Slotsgade (Frigrunden) og Møllevej (Skibbrogade). De huse, der lå i området skulle ikke betale skat, og i 1663 blev det bestemt, at de ikke var undergivet anden jurisdiktion end hofretten på Gottorp. I 1906 var det 17 boliger og 120 indbyggere.

Ved Genforeningen blev de lagt sammen med Tved og Emmerske og kom til at ligge i Tønder Landsogn. Her lå fortsat i enklaven, amtshuset, amtmandens bolig, vandmøllen, badeanstalten, museet og de kommunale værker. Det var først i 1933, at Slots – og Frigrunden sammen med Tved og Dyrhus blev indlemmet i Tønder Kommune.

 

Clausen linjen

At Tønder blev dansk, kan vi blandt andet takke H.V. Clausen for. På en række kort havde han allerede i 1895 tegnet den nuværende grænse. I 1901 gentog han sit forslag i “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”. Han havde simpelt hen kombineret naturen og kulturen og sat en grænse. Og denne grænse fulgte på en del af strækningen Skelbækkens, Gammelåens og Sønderåens løb til Rudbøl Sø.

Et modigt forslag, for Tønder og Højer blev regnet for udprægede tysksindede byer.

H.V. Clausen begrundede sin linjeføring med, at Jejsing, Rørkær og Møgeltønder var udprægede danske byer og måtte med til Danmark.

Clausen – linjen blev bakket op af den danske regering og indgik i Versaillestraktaten som 1. zones sydgrænse. Selv om der den 10. februar blev afgivet 76,5 pct. tyske stemmer i Tønder, bevirkede det store danske flertal i Nordslesvig som helhed, at byen kom til Danmark.

 

Danske gadeskilte

Et andet specielt forhold i Tønder var gadeskiltene. I efteråret bestemte den danske generalstab, at der skulle indføres danske gadenavne. Det gav anledning til en debat om, hvad gaderne skulle hedde på dansk. Og hvad der var lige så vigtig, skulle det danske vejnavn eller det tyske hænge øverst.

Dobbeltskiltningen var symptomatisk for livet i Tønder frem til 1945. Livet i byen var præget af, at her boede to nationaliteter. I skolen var der faktisk et tysk og et dansk skolevæsen. Der var en dansk og en tysk præst. Selskabelige og kulturelle foreninger var opdelte, og det samme gjaldt for idræt og sport. Biblioteksvæsen og forsamlingssteder var også opdelte.

 

Tysk blev brugt mange steder

Sønderjysk, dansk og tysk blev brugt alle steder. Og nogle gange blev disse sprog blandet sammen i en stor bøtte. Fra 1922 til 1937 førte byrådet en protokol på både dansk og tysk.  I menighedsrådet blev protokollen godt nok ført på dansk, men forhandlingssproget var på både dansk og tysk.

Byen havde en dansk borgmester til 1937 og i brandvæsnet var kommandosproget tysk helt frem til 1945. I Tønder Håndværkerforening var forretningssproget og protokollen tysk frem til 1935.

Opdelingen var dog ikke slut med et slag. Jeg har i tidligere artikler underholdt læserne med mine egne iagttagelser fra min ungdom i det opdelte Tønder.

 

Svensk journalist: Tønder eller Tondern

En svensk journalist, der gæstede byen i 1936 skrev en artikel i Göteborg Handels och Sjöfartstidning med titlen Ved Grænsen. Han var i tvivl om, han skulle kalde byen Tondern eller Tønder:

• Nu taler al denne pragt klart og tydeligt tysk – slægtsnavnene, mindetavlerne, indskrifterne, alt sammen. Byen har også statuer af rigstyske hædersmænd, der er født i Tønder. Henne ved kirken står et meget grimt krigsmonument fra år 71 tilegnet ”Wilhelm der Erste unde seinen Kämpfern.
• Samtalen på gaden er visselig tosproget, og i butikkerne betjenes man korrekt på dansk – men det er ofte ikke ren uforfalsket dialekt, men skolesprog.
  Højtalerne inde i patricierhusene gengiver som regel tyske dagsnyheder. Et stateligt Biedermeiertypen præsenterer sig i gotiske bogstaver som
  Deutsches Haus.
• Nazihilsen forekommer ufortøvet blandt de unge mennesker – visselig også det som forsvandt fra Tyskland siden år 33 – rødfront-hilsen med knyttet hånd. Er det ikke et stykke Tyskland, som er havnet inden for Danmarks grænse. 

 

Danskheden i dvale

Danskheden i Tønder var nærmest gået i dvale. Det var tilrejsende, der måtte ruske op i de dansksindede i byen. Denne vækkelse startede med den første danske forening siden 1864 – Tønder Læseforening.

I 1920 skete der næsten daglige ting i Tønder, der vidnede om, at danskheden for alvor var ved at komme tilbage. Således skrev amtsassessor v. Stemann
i sin dagbog den 20. maj:

• Mødte i Tønder det første danske postbud i rød uniform. Det var helt underligt. Postvæsnet fra Danmark begynder i dag.

 

Tysk chikane

Nogle ruder blev slået ind hos dansksindede. Danske soldater blev chikaneret, nogle handlende ville ikke sælge varer til dem, de første par dage. Og et en del gange var der optog gennem byen med afsyngelse af tyske patriotiske sange. De røde postkasser blev hældt over med sort maling. Ved en hjemstavnsfest i 1921 var der slagsmål mellem tyske ringridere og danske soldater.

I 1928 skred politiet ind, da Kyffhäuser – ungdomsgruppen uden tilladelse med trommer og piber i spidsen drog gennem byen og forstyrrede et dansk militærorkester. Lederen af optoget, værtshusholder Buckow fra Schützenhof fulgte ikke politimester Seidenfadens henstilling om, at standse marchen og blev derfor sigtet for gadeuorden.

 

Fornuft – ægteskab

Trods disse uoverensstemmelser fungerede forholdet mellem de to nationaliteter som et fornuft-ægteskab. Der var tale om gensidig tolerance. I modsætning til østkysten omgikkes dansk – og tysksindede hinanden i Tønder.

Danske officerer kom i 1923 tilfældig ind på Schweizerhalle. Spontant blev de inviteret til fest hos de tilstedeværende tyske skyttebrødre.

De fleste sager i Tønder Byråd var præget af konstruktivt samarbejde. Ved valgene blev de nationale synspunkter dog klart trukket op. Det vakte dog også oprørsstemning, da bankdirektør R.P. Rossen som den første vovede at tale dansk i byrådet. Efterfølgende betjente man sig af begge sprog. Til gengæld fastholdt borgmester Johannes Thomsen trods kritik fra dansk side fast ved sin ret at forelægge sagerne på tysk.

 

Gensidig tolerance

Ved amtsudstillingen i 1925 ville de tysksindede ikke udstille i en bygning, hvor Dannebrog vejede. Modsat ville de dansksindede ikke være med, hvis dette ikke var tilfældet. Stemann fandt på en smart løsning på problemet. Ved udstillingsbygningen hejste man et flag, hvor der på en rød flagdug stod Amtsudstillingen i Tønder med hvide bogstaver. Dannebrog blev hejst ved indgangen til pladsen.

Den dansksindede broderihandler Frk. Jacobsen og den tysksindede guldsmedeenke fru Bødewadt drev forretning i Østergade. Når fru Bødewadt handlede hos frk. Jacobsen foregik samtalen på tysk og dermed på kundens præmisser. Når frk. Jacobsen handlede hos fru Bødewadt, talte de begge derimod dansk.

Jo det gik meget bedre i Tønder end i Højer med den gensidige respekt.

 

Den gensidige forståelse forsvinder

Hitlers mange overtagelser i Tyskland i januar 1933, forværrede dog det dansk/tyske forhold. Kræfter var i gang for at generobre Nordslesvig. I Tønder var der kræfter i gang for at styrke det militære beredskab.

Den 23. marts 1933 blev der afholdt møde i Deutsches Haus. Lærer Lutz fra Sønder Løgum holdt en spændene tale, Ein neues Deutschland ist erwacht. Mindretallet oprettede som det første sted i Danmark en nazistisk Ortsgruppe. Andre nazistiske foreninger blev efterfølgende oprettet i byen.

I juli 1933 opstod der et stort slagsmål mellem hjemmetyske nazister anført af Sturmführer Peter Christian Jürgensen også kaldet Peter Sturm og en større gruppe danske arbejdere. Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden.

 

Store spændinger

En stærk spænding opstod mellem nazister, kommunister og socialdemokrater. Navne på handlende, der på  grund af deres tilkørselsforhold skulle boykottes, dukkede op.

I september 1933 blev der afholdt et stort stævne i Tønder. Flensborg Avis skrev følgende:

• Ved firetiden om eftermiddagen marcherede nazisterne med musik i spidsen og otte hagekorsflaget i optoget gennem byen. Langs fortovene stod et stort antal nysgerrige, op på  torvet havde nazisterne samlet sig. De hilste optoget og fanerne med udstrakt arm og Horst Wessel – sangen, da musikken spillede melodien til den. Nogle kommunister, der ligeledes var samlet på torvet råbte ”Heil Moskau”. De søgte at gøre sig bemærkbar ved
  at synge ”Internationale”. Politiet var dog mødt mandstærkt op. En tysk nationalsocialist fra syd for grænsen blev for sin optræden over for anderledes tænkende anholdt af politiet. Han vil nu blive udvist.

I byrådet kom der til en konfrontation i 1934. Bygmester J.D. Wiese fra Slesvigsk Parti bad om ordet. Han overfusede pludselig socialdemokraterne, som han bad forsvinde nordpå til den gamle grænse med henvisning til, at 75 pct. af befolkningen i Nordslesvig var nationalsocialister. Da borgmesteren efter talrige opfordringer ikke fratog Wiese ordet, udvandrede socialdemokraterne og repræsentanterne fra de borgerlige partier. Dermed var byrådet ikke mere beslutningsdygtig.

På et møde et par dage efter beklagede borgmesteren, at han ikke havde grebet ind. Byrådet fungerede stort set indtil et halvt år efter.

Anledning til dette var, at den tysksindede kommuneassistent Franz Hecht på et dansk nazimøde i byen havde stillet krav om en grænserevision. Sagen blev diskuteret vildt og bredt i byrådet. Enden på det, blev at borgmesteren pålagde de kommunalt ansatte, at afholde sig fra ytringer, der kunne virke anstødelige på dele af byens befolkning.

 

En svensker møder nazismen i Tønder

Lidt tidligere omtalte vi den svenske journalists besøg i Tønder. Denne dumpede i 1936 tilfældig ind på  Hostrups Hotel. Her blev han vidne til et møde, som blev afholdt i et sidelokale. Omkring 40 unge med det stejle blik og spændte mine, som er velkendt sydfra. Til sidst kom en “uppstramat” herre med følge. Dørene blev lukket med et sæt, og den svenske journalist hørte tydeligt den indledende sang, “Ich bin ein Preusse, will ein Preusse sein” I sangen var der også hyldest til “Der Führer”. 

Da Tønder i 1937 fik en dansk borgmester, fik de tysksindede et chok. Som den første embedshandling fjernede borgmesteren den tyske forhandlingsprotokol.

 

En avis skyder med skarpt

Og i 1938 skete der noget nyt, der ophidsede parterne. I forbindelse med Tønder Seminariums 150 – års jubilæum nedlagde dem tyske lærerforening den 10. september i forståelse med rektor Morten Bredsdorff en krans ved mindestenen for seminariets stifter, Balthasar Petersen. Da kransen var falmet to uger senere, lod rektor den fjerne.

Denne handling udløste et voldsomt angreb mod ham i Nordschleswigsche Zeitung med skyld for gravskændsel. Det var ifølge bladet en dyb fornærmelse
mod den tyske befolkning. Efter meget skriveri lagde dønningerne sig efterhånden. Eksemplet viser, hvor betændt situationen var i Tønder i skyggen af det 3. rige.

 

Lad os omgås som mennesker

Men situationen var dog ikke værre end, at både dansk – og tysksindede kunne hylde et tysksindet guldbrudepar med lys i vinduerne i hele Østergade.  Man inviterede også Christian den Tiende til Tønder Ringrider Korps 125 års jubilæum. Men Nordschleswigsche Zeitung oplyste i en meget skarp artikel, at ikke alle tysksindede var enige i at kongen skulle inviteres. De dansksindede skulle ikke glæde sig til en forbrødring. Angrebet fra avisen blev dog efterfølgende afvist på korpsets generalforsamling.

Avisen Hejmdal henviste til at også det tyskdominerede brandværn og skyttekorps havde været med til at modtage kongen.

Jydske Tidende skrev:

• Lad enhver være, hvad han nationalt føler trang til at være. Men lad os omgås hinanden som mennesker. Er der en retning inden for tyskheden i Tønder, der billiger dette synspunkt, så ønsker vi naturligvis, at den må finde den fornødne tilslutning.

Mere flot kunne det ikke siges. Men de moderate tysksindede forblev tavse. Det var nazisterne inden for mindretallet, der dominerede medierne.

Det var også tankevækkende, at den mere moderate inden for det tyske mindretal pastor Johannes Schmidt i 1935 fik 67 pct. af stemmerne til folketingsvalget. De to nazistiske udfordrere Wilhelm Deichgräber og Jep Nissen kun fik 26 pct.

 

Nazisterne får stor tilslutning

Det var kun et beskedent antal af Tønders befolkning, der var nazister. Ortsgruppens medlemstal svingede mellem 50 og 75. Men stemningen vendte efterhånden til fordel for Hitler og Heim ins Reich.

Tilslutningen i 1939 var stor. De mange demonstrationer i Tønders gader havde temmelig stor tilslutning. Den nazistiske organisation N.S. Frauenschaft
havde efterhånden 250 medlemmer. Også andre nazistiske foreninger i Tønder mærkede øget interesse.

Under et velbesøgt nazi – møde på Schützenhof den 26. marts 1939 sluttede Jens Møller med ordene:

• Führer mach uns frei.

Det var udtalelser som disse, der fik gode venskaber og naboskab til at krakelere.

 

Krigen nærmer sig

Den 1. september 1939 var der som sædvanlig ordinært byrådsmøde på rådhuset. Samme dag var der dog en begivenhed, som hvilede som en tung skygge over forsamlingen. Tidlig om morgenen havde Tyskland overfaldet Polen. I den anledning havde England og Frankrig blevet stillet over for et ultimatum om krig, hvis kamphandlingerne ikke blev indstillet. I Tønder som andre steder var man klar over, at en ny verdenskrig stod for døren.

Borgmester Paulsen åbnede mødet med en kort tale i anledning af de tunge tider Europas folk gik i møde. Efter talen rejste medlemmerne sig.

Den 8. april 1940 afholdt NSDAPN`s Ortsgruppe i Tønder en såkaldt Gemeinschaftsabend, hvor der blev vist film fra Polen. Det var som et partimedlem senere konstaterede an aften fuld af spænding på grund af rygter om en tysk militær opmarch syd for grænsen. Det viste sig at disse rygter var sande.

 

Jubel over tyskernes indtog

Blandt de tysksindede var glæden stor. De tyske tropper blev hilst med jubel og opfattet som befrier. Hagekorsflaget blev opsat på flere offentlige bygninger. På statsskolen og seminariet blev de dog hurtig fjernet igen.

På Torvet blev en politiassistent forulempet af nogle tysksindede. Om aftenen holdt man fest for de tyske soldater på Schützenhof. Kort tid efter fejrede man samme sted, Hitlers fødselsdag. Her gav Ortsgruppenleiter Chr. Jensen og Kreisleiter Jes Petersen udtryk for, hvor taknemlig den tysksindede befolkning
var, over det skete.

 

Det kniber med renlighed og moral

Arbejdsløsheden steg, trods det faktum at mange håndværkere fik arbejde hos tyskerne. Skolerne blev beslaglagt. En overgang måtte man undervise 9 forskellige steder i byen. Det kneb også med brændsel. Dette forhold fik kirken til at lukke i januar 1945. Skolebadningen blev også indstillet. Efterhånden som renligheden blev mindre god, steg omfanget af fnat. I 1944 fik børnene i en klasse det skudsmål, at de så gennemgående snavsede og forsømte ud.

I medicinalberetningen for 1942 kunne Lausten – Thomsen fortælle, at fnat samt kønssygdomme var i stærk tiltagen. I den forbindelse tilføjede han at

• også  på anden måde viser krigsforholdenes uheldige og moralsk opløsende indflydelse sig, ikke mindst i (de) yngste kvinders opførsel.

Han kom ikke nærmere ind på, hvad han mente, men senere i beretningen, oplyste han at antallet af børn født uden for ægteskabet i Tønder var mere end fordoblet. Generelt var antallet af fødsler også betydelig større i Tønder under besættelsen end i årene umiddelbart før og efter.

 

Mange tøndringer inddraget i krigen

Tøndringerne oplevede rædslerne på  nærmeste hånd. To gange blev det samme hus i Jernbanegade ramt. To tøndringer omkom, da et tog blev bombet. Ved Rørkær omkom to, af en bombe (Vi har i tidligere artikler beskrevet forholdene i Tønder under besættelsen).

Flere tøndringer blev også aktivt inddraget i krigen på den ene eller anden måde. På opfordring af det tyske mindretal meldte mange sig i den tyske hær. Ved udgangen af 1942 var lidt under halvdelen af NSDAPN’s 223 medlemmer gået i krigen. Hertil kommer adskillige andre frivillige. I skolerne blev de unge mennesker presset af deres lære. Også dansksindede kom til at arbejde for tyskerne. Det officielle Danmark sendte arbejdsløse til at arbejde for tyskerne.

Mange genså aldrig deres fødeby. Og dem, der så genså deres hjemby blev sendt til Frøslev, hvor de i mange år kunne tænke over deres gerninger. I adskillige år fremover skulle de ikke tænke på at søge en statslige eller kommunal stilling.

Flere modstandsfolk, gendarmer, politifolk og andre blev interneret. Mange blev angivet til besættelsesmagten af deres naboer. Mange vendte ikke hjem. Og atter andre blev mærket på sjæl og legeme.

 

Agitation og censur

I boghandler Hechts vindue fik den nationalsocialistiske begejstring frit løb. Gennem hele krigen var vinduet udsmykket med hagekors og førerens portræt. Natten til den 7. oktober 1943 blev vinduerne overmalet med årstallet 1918 til minde om Tysklands tidligere storhed og fald. Et velrettet stenkast havde desuden splintret førerens portræt.

Og så skulle man sandelig også  tænke på, hvordan man gav udtryk for sine følelser. Ordet Genforening måtte ikke bruges. Man måtte heller ikke fortælle, at danske skibe blev torpederet. De forliste på en anden måde. Der var ikke tyske soldater i Danmark, kun fremmede. Kongens ansigt måtte ikke være præget af sorg. Ordet alvor skulle bruges i stedet.

De tosprogede gadeskilte skulle tages til indtægt for, at i Tønder lever der to nationaliteter, én hvis sind er vendt mod nord, og én hvis sind er vendt mod syd. Når der kaldes til fest, tager en skare mod Tønderhus og en anden skare til Schützenhof. Når den sidste strid er stridt, samles tøndringerne et sted – i de dødes have mellem Ribe Landevej og Carstensgade.

Midt under krigen bragte Sønderjysk Månedsskrift en artikel af Claus Eskildsen. Han beskrev den nationale udvikling i Tønder. Han konstaterede at den tolerance efter 1933 og navnlig efter den 9. april 1940 var faldet betydelig. Der var sket en væsentlig skærpelse af de nationale modsætninger.

 

Væbnet neutralitet

Den hadske udlægning i Nordschleswigsche Zeitung virkede som en tårn i øjet på de dansksindede. Det samme gjorde besættelsesmagtens overgreb. Det var som om Tønder var i en spændt ligevægtstilstand mellem de to befolkningsgrupper. Men begge parter bestræbte sig på, at få dagligdagen til at fungere. Man kan vel tale om en slags væbnet neutralitet.

I Menighedsrådet røg man i totterne på hinanden, da man skulle vælge et nyt orgel. Det tysksindede mindretal ville have et orgel fra Marcussen i Aabenraa. Dette blev også anbefalet af Kirkeministeriet. Flertallet, bestående af de dansksindede valgte dog Frobenius.

Det gik dog bedre i byrådet. Her var alle parter indstillet på, at få det til at glide. I praksis fungerede det gamle byråd fra 1937 til 1946.

Tønders jubilæum i 1943 var præget af forsigtige taler. Dette overholdt oberst Paludan – Müller dog ikke (se artiklen Obersten fra Tønder).

 

Zeitreivillig

Et dybt indtryk i den danske befolkning gjorde det, da deres hjemmetyske medborgere optrådte som Zeitfreiwillige iført uniform og gult armbind. De blev spottende kaldt Blindesamfundet. Men det skulle man passe på med. Postaspirant Søren Bundesen blev i september 1943 idømt to måneders fængsel for at have fornærmet en Zetfreivillig. Denne Post Bundesen har jeg faktisk kendt.

Boghandlermedhjælper Mogens Thorbek fik to ugers fængsel for usandfærdige og fornærmende beskyldninger over for værnemagtsposter.

 

Stor opbakning til strejke

En anden person, som jeg har kendt er Siegfred Larsen. Hans kamp under besættelsen bliver udførlig beskrevet i en anden artikel. Men denne Siegfred, der var formand for arbejderne i Tønder opfordrede til strejke. Det var blandt andet fordi, at tyskerne var begyndt at deportere fangere fra Frøslevlejren til koncentrationslejrene sydpå. I Tønder vurderede politiet strejken til at være 95 pct. effektiv.

 

Sabotage og modstand

Kun tre dage efter blev politiet afvæbnet og grænsegendarmerne kort efter interneret. Den 16. april 1943 opstod der brand i DSB´s oliedepot i Tønder. Det var den første egentlige sabotageaktion mod faste anlæg syd for Kongeåen.

Som nævnt i en tidligere artikel var min kone og mig udsat for, at man over for udenlandske turister på Frihedsmuseet udtalte, at der ikke forekom sabotageaktioner under krigen syd for Kongeåen.

Kredsen af dem, der beskæftigede sig med illegalt arbejde i Tønder bestod af en række mennesker, som jeg kendte en fem stykker af i min ungdom i Tønder.

Kilde:

•   Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter finder du 362 artikler 
• Bombeangreb mod Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Obersten fra Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder før og efter genforeningen
• Tønder under besættelsen
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken – under vand
• Tønders historie – efter 1900
• Zeppeliner i Tønder
• Tønder Statsseminariums Historie
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935
• Tønder – på en anden måde
• Frøslevlejren (under Padborg)
• Fårhuslejren (under Padborg) Og mange flere artikler 

Redigeret 27. 12. 2021