Artikler
April 5, 2010
Vi besøger Hostrup Sogn. Og hører om ulykker i Tønder by, skrevet af en præste-familie i Hostrup. Vi besøger et slot i Lydersholm, en borg og en hellig kilde i Rørkær. En tidligere adelsgård i Solvig og Hostrup Kirke besøger vi også. Både præstegården og Fattiggården afbrændes som hævn. Stakkes skæbner som ingen gad at hjælpe døde på gaden.
Dagbog fra 1540 – 1692
En dagbog gik i mange år i arv hos præsteslægten Rigelsen. De afløste alle hinanden som sognepræster i Hostrup. Bogen har også tilhørt Nicolaus Christian Lorentzen, præst i Oxenvad, der døde i 1707. Bogen er skrevet på latin og plattysk. Vi tillader os her på redaktionen den frihed at gøre teksten mere tidsvarende. Når vi nu bringer en del af indholdet fra denne bog, hører det sammen med, at vi får et fantastisk indblik i tiden 1540 – 1692 om livet i Tønder By og Hostrup Sogn.
Hvad betyder det?
Hvad betyder Hostrup. Ja fra 1390 kender vi navnet som Hostorp. Måske kommer det fra ordet hord, der betyder hest. Og Jejsing blev kaldt Gejsing.
Jejsing fra det 6. århundrede
Vi har her på dengang.dk beskæftiget os meget med livet i Tønder, men hvad med Hostrup Sogn?
Ja vi ved, at Jejsing er det ældst kendte bosted i Hostrup Sogn. Endelsen -ing vidner om, at dette er et bynavn fra folkevandringens tid i det 6. og det 7. århundrede.
Jejsing og Rørkær er beliggende på Jejsing Bakkeø. Hostrup og Solderup ligger på en hede-slette. Og landsbyen Lydersholm er beliggende i den sydøstligste del af området.
Gamle dage i Hostrup
I gamle dage var det ikke gadenavne i Hostrup. Landsbyen var delt i tre dele.
Da sognet i 1972 kom ind i Tønder Kommune kom vejene til at hedde Solderupvej, Nørretoften, Smedjen, æ Stoksti og Kirkevænget.
Fra Tønder gik man eller red man til Emmerske, Solderup, ned til Lydersholm og til Beiers Kro.
Mod nord går Solvigvej, som Melchior Rantzau lod grave gennem engene ca. 1585, for at de kunne komme til Hostrup Kirke.
Rantzau ejede ellers Højst Kirke (Øster Højst Kirke). Men beboerne og herskabet blev uenige om præsteansættelse ved kirken. Derfor kørte herskabet til Hostrup Kirke. Men Rantzauerne blev dog begravet i Højst Kirke.
Hvorfor hedder det Æ Stoksti?
Der hvor præstegården ligger, fører vejen til det gamle Jejsing. Vejen har det mærkelige navn Æ Stoksti. Det er faktisk forskellige forklaringer på, hvorfor den hedder sådan.
Den ene forklaring går på, at der dengang var en sti, der gik gennem et lavt terræn, hvor man skulle gå på pæle eller stokke, som var rammet ned i jorden. Folk gik simpelthen på stokkene – ikke med stokkene.
Præstegården ligger på vejen. Og egentlig var den også den gamle kirkesti fra Rørkjær til Hostrup.
Og her kommer så forklaring nummer to på navnet Æ Stoksti. Stien gik nemlig over Hvirlå. I gammel tid gik der en smal gangbro af træ over åen. Den blev benævnt æ stok.
Præstegårdens brand var en hævn
I 1734 brændte præstegården. Det var en lang lerklinet bygning. Med bygningen brændte alle kirkebøger. Disse kunne have medvirket til at gøre denne artikel lidt nemmere at skrive. Ilden menes at være påsat af en person, der ikke kunne lide præsten Georg Eichel.
Denne præst var en meget dygtig og fremsynet mand.
Han sørgede blandt andet for at hans jord blev drænet. Dermed fik han større udbytte af sin jord.
By-dammen
I den sydlige del af Hostrup lå Byssens jord med den gamle by-dam. Her kom by-hyrden med kreaturerne for at vande. Endnu i trediverne lå Bydammen
der. Den blev senere brugt som branddam.
Det var også her på Byssens jord blev bygget en skole i 1876. Og det var skole helt til 1948.
6 kroer i sognet
De må have været tørstige derude, for på et tidspunkt var der seks kroer i sognet. Hostrup Kro er en af de ældste kroer, antagelig opført i slutningen af 1700 tallet. Et kort over Hostrup viser at pladsen foran kroen stadig var ubebygget.
Nu var det ikke kun på kroen, at sladderen og nyhederne blev udvekslet. Det foregik også på smedjen og hos æ hjuler.
Vi får også i Danske Atlas, at vide, at tre åer gennemløber sognet. De har sikkert alle forbindelse til Vidåen. Den første kommer fra Burkal Kirke og går forbi Jejsing og Rørkær. Den anden kom fra Ravsted by og går forbi præstegården. Den tredje kommer fra Hellevad Mølle og flyder forbi Solvig.
Men hvad med Grønå, hvis vand blev brugt til voldgraven omkring jagtslottet ved Lydersholm?
Solvig
Store dige-arbejder har ikke kunnet dæmme op for de katastrofer som sognet har måttet opleve. I midten af 1600 tallet lagde svenske tropper nærmest egnen øde. Gårdene i Jejsing har været fæstegårde. De fleste gårde hørte under Solvig, nogle under Tønderhus og enkelte under Kogsbøl syd for Visby.
Solvig hørte oprindelig til Højst Sogn. Kigger vi tilbage i historien hedder det sig:
Abel Valdemarsøn´s søn Erik Abelsøn Ryd født ca. 1300 i Sønderjylland, har den 20. juni 1319 af Henneke kaldet Moltke købt al den gods, som denne havde i Jejsing, Rørkær, Hestholm og Tidsholm.
Godset går i arv i familien frem til 1495, hvor Mads Gjordsen driver den. Efter hans død overtager datteren, Anna godset. Da hun var 7 år gammel blev hun forlovet med Hans Pogovitz til Trøjborg.
Nægtede at gifte sig med fæstemanden
Da hun blev voksen ville hun ikke ægte sin fæstemand. Familien måtte betale Vedje Pogovitz 3.000 mark og bede om tilgivelse på et møde i Kolding. Jomfru Anna blev derefter forlovet med Axel Bonner. Men ak, han døde før brylluppet. Hun giftede sig derefter med Erik Nielsen Lange til Engelsholm. Han døde dog i 1572.
Senere giftede hun sig med Albert Galstyrt. Hun beholdt Solvig. Sønnen Erik Lange, der var en kendt guldmager overtog gården.
I 1586 solgte han godset til kongen for 5.800 rigsdaler. I skødet nævnes alle i Slogs Herreds 66 gårde. Heraf lå de 56 i Højst og Hostrup Sogne.
En måned senere mageskiftede kongen med Torskov i Gram Herred. Ejeren var Melchior Rantzau. Han døde i 1589, og enken Dorothea Rantzau til til Kværnbek. Hun valgte efter mandens død at bo på Solvig.
Amtmanden i Tønder administrerede gården fra 1597 til 1601. Derefter fortsatte familien Rantzau driften.
Da bønderne klagede over hoveriet blev godset udpagtet til amtmanden i Tønder for en særlig afgift. I 1624 blev hoveriet afløst med en pengeafgift på 629 Rigsdaler.
I 1624 blev Kogsbøl og Søndergårde overdraget til Frederik Ahlefeldt og hans brødre. I 1693 solgte Frederik Ahlefeldt gården og godset til samtlige undersåtter for 4.400 Rigsdaler. Bønderne blev hermed selv herremænd. De forpagtede gården til Johan Jessen for 800 rigsdaler.
I 1706 købte hertugen gården tilbage og i 1759 blev den bortforpagtet.
Prins Joachim bliver ejer
Godsejer Johann Ludolph Outzen født i Ballum overtog godset, der således gik i arv, inden det blev solgt til Schack – familien. Vi har stødt på familien Outzen fra Ballum i forbindelse med artiklerne om ”Bondefamilien fra Trøjborg og Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder.
I 1884 blev Solvig solgt til Grev Otto Diedrich Schack, amtmand i Tønder. Han efterfulgtes af sønnen Hans Schack. Sammen med Schackenborg overtog Prins Joachim i 1993, Solvig.
Solvig Mølle
Solvig Mølle var en af de ældste møller i hele landet. Mølle har i mindelige tider hørt under Solvig. Antagelig har der på stedet allerede ligget en vandmølle på stedet i det 12 århundrede. I 1924 solgte Grev Schack møllen til 30 lodsejere. Dermed standsede møllehjulet og Arnå blev reguleret.
Det flotte mølle-hus er fra 1770. Under Solvig var også en kro. Den blev skilt ud i 1791.
Store Tønde
I 1481 hører man om et øde gods i Hostrup Sogn (Hostorp) kaldet Tønde. Det tilhørte Eggert Ghortze, som i 1484 købte det af abbed Claus
i Løgumkloster.
En af de første fattiggårde i Hostrup
Der var masser af fattige i sognet. Og meget tidlig som nogen af de første i Slesvig – Holsten fik man etableret fattiggård. Det var i 1819.
På Nørretoften en del af jorden blev købt af af Hostrup Sogns fattigkasse. Fattiggården blev kaldt for æ Armhus. Livet i fattiggården skulle virke afskrækkende. Instruksen var meget klar:
Beboer afbrænder gården
I 1832 var der 32 personer, børn og voksne på fattiggården. De der var arbejdsduelige hjalp til ude i landbruget og inde ved husholdingen . Fattigforstanderen skulle få det hele til at fungere. Han skulle sørge for, at de ikke flygtede, og han skulle sørge for de syge. Livet var hårdt. Man fik utilstrækkelig kost og havde elendige boligforhold.
I 1842 brændte gården. Det var en af beboerne, der satte ild til gården, der blev bygget op igen.
I 1700 tallet havde man også i Hostrup Sogn ansat en fattigfoged. Han skulle ikke hjælpe de fattige, nej tværtimod. De stakkels mennesker havde ingen ting
at leve af eller nogen sted at bo.
Det var mange fattige mennesker i sognet før i tiden. Børn som forældrene ikke havde råd til at have hjemme, blev sendt til dem, der får laveste bud, ville have dem i pleje. Det var sognet, der skulle betale.
Stakkels skæbner i sognet
En af skæbnerne var Marica Gregersen. Hun var født i Solderup i 1800. Det skete, mens hendes forældre opholdt sig i sognet som tiggere. Ingen ville hjælpe hende. Pastor Lytzen afviste hende, fordi hun var forsørgelsesberettiget. Hun blev fundet bevidstløs på vejen mellem Rørkær og Jejsing. Hun blev bragt til Rørkær, hvor hun døde dagen efter.
En anden af egnes tiggere var Niels Lund. Han blev fundet ca. 1830, frosset ihjel. Hans kone Maren Lund vandrede derefter alene rundt og tiggede til føden. Hun døde i Solderup i 1853.
Skolen i Hostrup
Fru Dorothea von Rantzau forærede en af sine piger en gård i Hostrup. Pigen giftede sig med degnen, og her blev Hostrup Sogns første skole oprettet.
På den lille vej, Kirkevænget ligger huset, hvor den gamle skole lå. Den blev bygget i 1799. Nu var det et godt job, at være degn i Hostrup. Det skyldes et flot tilskud fra familien Rantzau. Degnen Nis Nissen behøvede ikke at være fast lærer. Men han drev derimod en tysk privatskole, der var godt besøgt af elever fra
omegnen. Den gamle degne – bolig brændte i 1913.
En del af lærerens løn blev betalt af indehaveren af degnegården. Degnen skulle sørge for børnenes undervisning, foruden at være kirkesanger. Så måtte man da håbe, at han kunne synge.
I 1920 blev pladsforholdene i skolen i Hostrup for trange. 14 skolesøgende børn fra Fattiggården skulle have undervisning.
Et slot i Lydersholm
Egnen var dengang ret skovrig, men en stor del blev brugt til diger i marsken. Hele 18.000 læs træ blev brugt til dige-byggeri mellem Rudbøl og Vidding Herred.
Der, hvor vi som unge kørte på udborede knallerter – sig det ikke til nogen – omkring Lydersholm, lå en gang et slot. Ja man tror det næppe.
Det var Hertug Hans den Ældre, bror til Christian den Tredje, der byggede jagtslottet Grøngård. Helt korrekt hed det Lusthus Thom Gronehagen.
Slottet blev lagt i en kunstig sø. Og det var bønderne i området, der kom til at betale gildet. De blev pålagt en speciel afgift.
Efter hertugens død blev slottet sjældent benyttet, og midt i 1600 tallet blev det lille kunstværk solgt til nedbrydning.
Slottet var på tre etager og opført af røde teglsten. Omfanget var på 16 gange 18 meter. Fire ottekantede tårne var der også og taget på slottet var pyramideformet.
En hellig kilde
I nærheden af Rørkær lå en brønd kaldet Hellig Kirke. Det var en meget søgt lægedomskilde I Danske Atlas (1781) kan man læse følgende:
Men borgere fra Tønder klagede over, at det overhovedet ikke hjalp på helbredet. Men brønden eller kilden blev flittig besøgt af syge og krøblinger. Ved brønden stod en blok, hvor man kunne lægge penge i, beregnet til de fattige i sognet.
En borg syd for Rørkær
I de såkaldte el-hjemske enge syd for Rørkær ligger den såkaldte Elhjelmvold, en sandet banke. Efter sagnet skulle der her har ligget en borg, Muurgruus. Pæle og grave bestyrker rigtigheden af dette. Der findes også spor af den brolagte vej, der har ført fra Rørkær hen til borgen.
Præstefamilien Rigelsen
Vi skal følge en præst, Peder (Peter) Rigelsen, og som det senere vil blive fremhævet, så var han ud af en større præste-familie. Dengang havde man med at bruge det latinske, så de præster, vi senere i artiklen skal stifte bekendtskab med er følgende:
Men lad os lige kigge på arbejdspladsen Hostrup Kirke. Den anden arbejdsplads inde i Tønder, kan du læse om i artiklen, Kristkirken i Tønder.
En trold byggede kirken
Hostrup Kirke er en meget gammel kirke – fra omkring 1130. Andre kilder fastslår, at den er fra 1198. Den er viet til Maria Magdalene, S. Laurentius og S. Andreas. Men efter en overlevering skulle den også være viet til S. Jacob.
Ifølge sagnet er kirken bygget af en trold. Denne lovede at hjælpe bygmesteren mod at denne fandt ud af, hvad den hed. I 1298 nævnes en præst ved kirken,
men senere i middelalderen havde den fælles præst med Højst. Slesvig – bispen bestemte dog i 1506, at hver kirke skulle have hver sin præst, valgt af menigheden.
Ved reformationen kom kirken under landsherren. Fra 1544 var det Hertug Hans. Efter dennes død under de gottorpske hertuger og herefter 1713 – 21 til kongen. Menighedens valgret blev dog til en vis grad bevaret.
Kirken ligger nogenlunde midt i sognet. Kirkegården var omgivet af en kløvstens-mur i nord og de andre sider af jordvolde, som udvendig var beklædt med kløvede sten. I 1637 købtes der 1.300 mursten til kirkegårdsporten.
Lynet ramte kirken
Kirken består af apsis, kor og skib fra omkring 1200 – 75, et tårn i vest, hvis underste etage stammer fra gotisk tid og i syd et våbenhus, som vel i hovedsagen stammer fra 1862.
Ifølge Højst Kirkebog brændte Hostrups kirketårn efter et lynnedslag natten mellem den 11. og 12. september 1650. Det faldene tårn slog tagsten itu fra karnhuset (våbenhuset).Tårnet har formentlig været kronet af et spir.
Vindfløjen over tårnets vest-gavl har fane med årstallet 1757. Sidealterbordene er fra 1556, og alterklædet er i 1668 skænket af Hans Clausen til Solvig.
Brand i 1860
I 1860 havde degnen glemt at slukke alterlyset, inden han gik hjem. Forbipasserende havde godt nok set et lysglimt derinde fra kirken. Men de turde ikke, at få derind, fordi de troede, at det spøgte.
Da man endelig vovede sig derind, var altertavlen og prædikestolen ødelagt. Altertavlen, der kom op efter branden blev i 1927 kasseret af Nationalmuseet,
da man restaurerede kirken. Altertavlen lå mange år oppe på kirkens loft. Men man tog det ned, og anbragte det i tårnrummet.
Tårnet blev ikke bygget op igen
Tårnet blev bygget i 1400 tallet. Det menes, at have været 8 meter højt. Tårnet blev ikke bygget op igen. Det skyldtes sikkert fattigdom dengang på grund af de mange krige.
Messehagel blev anskaffet i 1645 til 160 mrk. og betalt godvilligt af sognets indbyggere. Den nuværende prædikestol er fra 1862 – 63. i dagbogen senere omtales imidlertid en prædikestol som sognets beboere sparede sammen til.
Åbenbart har mon også i denne kirke kunne købe sig til en god plads. Således omtales en stol Ein Buhr oder Gesitz i 1726 som tilhørende Hans Haustedt i Jejsing.
Der eksisterer faktisk et stolestaderegister fra kirken fra 1726.
Bødewadt fra Tønder har også haft sin gang her i kirken, som i så mange andre kirker. Deres tømrerarbejde var velkendt og respekteret. Det tidligere smukke altersæt fra 1592 gik til grunde ved degneboligens brand i 1913.
På alterstagerne står der Til minde om Jfr. Laurette Rasch 1860. De to par er henholdsvis 64 cm og 49 cm høje. Kun de sidste er i brug.
Klokker og orgel
Orgelet er bygget op af Frobenius med syv stemmer. Men orgelfacaden er fra 1635. Og der findes også rester af et orgel fra Ribe Domkirke (indtil 1843 – 44 ).
Der findes to store præstemalerier i kirken. Den ene er Paulus Claudius – i 28 år sognepræst i Hostrup. Den anden – en vi hører om lidt senere, Johannes Mauritius sognepræst i Hostrup og Tønder. Ja så har kirken øjensynlig udlejet ligklæder med lagener. Dette omtales første gang i regnskaberne i 1680.
Klokkerne er fra 1790, støbt i Lübeck, men også i 1644 omtales klokker og i 1779 nævnes en transport af klokker til og fra Rendsborg.
10 rigsdaler for at blive begravet i kirken
Den 21. februar 1752 fik Las Petersen på St. Tønde (Store Tønder) efter ansøgning amtmandens tilladelse til for sig og sine arvinger at indrette og vedligeholde en begravelse under kirkegulvet mellem mands – og kvindestolene. For dette blev der betalt 10 rigsdaler. Således denne begravelse som andre tilhørende gården Solvig samt præsterne, sløjfedes ved den store renovering i 1862. Rester af murede begravelser blev fundet under restaureringen i 1956.
Enken ville ikke betale
Nu gik det ikke altid lige godt, hvis man skulle begraves i kirken. I 1733 døde Andreas Nissen, Store Tønde. Da man skulle have kisten ind i kirken, var den så stor, at man skulle hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene, for at få den ind.
Kirken ville have at enken skulle betale for dette. Men det havde hun nu ikke i sinde. Hun forklarede, at Store Tønde havde foræret kirken lysekrone og meget andet. Omkring 12 stolestader i kirken tilhørte Store Tønde.
En undtagelse
I 1805 blev begravelserne i kirken forbudt. Den sidste, der blev begravet var hustru til Johan Outzen, Solvig, der døde i 1828. Selv om det var forbudt, havde Pastor Høck forhørt sig ved de kirkelige myndigheder. Der havde man ingen betænkeligheder ved at omgå loven. Man skulle bare sørge for, at graven blev godt
tilkastet med jord.
Tag dog mere tøj på
Omkring 1860 fik man lidt varme i kirken. En kakkelovn blev sat op i den nordøstlige del af kirkeskibet, foran kvindesiden. Det var dog meget modstand fra befolkningen. Man mente, at folk bare kunne tage mere tøj på, når der var koldt.
Kakkelovnen kunne dog næppe varme hele kirkerummet op. I 1923 blev der indlagt et andet varmesystem.
Brug ikke plastikmaling
I mange år var kirken hvidkalket. For nogle år siden fik man så den geniale ide, at male den med plastikmaling. Og det skal man ikke gøre. Resultatet blev, at kirken ikke kunne ånde. Som følge heraf blev det meget fugtigt inde i kirken.
Så måtte man i gang med at skrabe al maling af igen og kalke igen.
I dag er det vel plads til cirka 200 i kirken. Dengang i 1700 tallet kunne der være 400. Bænkene stod tættere.
Inddelingen på kirkegården
Fra gammel tid blev man begravet efter den rækkefølge, hvor landsbyerne lå i sognet. På Hostrup Kirkegård lå dem fra Rørkær og Tidsholm begravet mod vest. Derefter kom dem fra Jejsing, så dem fra Hostrup og længst mod øst lå dem fra Solderup. Mod nordøst havde Bimpel en gravplads.
Betaling for eftermælet
Præsten var bestilt til at holde talen ved begravelsen. Og det var pengebeløbet, der afgjorde hvor lang denne tale, skulle være.
Et trækors viste, hvor den sidste var begravet. Senere blev disse kors lavet af smeden, hvis man da havde råd. Efterhånden begyndte man at sætte sten op på gravene. De ældste sten på Hostrup Kirkegård er fra begyndelsen af 1800 tallet.
Dagbogen begynder i 1540
Og så er vi nået til den omtalte dagbog fra præstefamilien:
I 1540 efter at regnskabet for Hostrup Kirke var aflagt, beordrede amtmanden i Tønder Godsle Rantzau det nedbrændte præsteenkehus ombygge.
Den 28.april 1553 døde den velbyrdige matrone Fru Belke Holdt til Tønder.
Den 17. november 1572 døde på Solvig den højtædle Hr. Erik Lange den Ældre, arveherre til Solvig og Engelsholm. Jeg skrev en kort mindetale over ham, indeholdende hans levnedsløb, som jeg i 1578 læste op ved Præstesynoden og som endnu findes i mit bibliotek.
Tønder i brand
Den 29. september 1581. Natten efter St. Mikkelsdag, mellem lørdag og søndag er store dele af Tønder nedbrændt. Det skete i den vestlige del ned mod Torvet.
På den søndre side af gaden fra Peter Lavrens hus, som hans mor lod bygge indtil Jannikes Gade, er kun to huse blevet reddet. Det ene var det hus, hvor Anders Hinrichsen boede. Og delvis var Peter Matzens hus uskadt, dog er den ene kvist brændt. Han lovede folk øl, hvis de hjalp med at forhindre ilden i at angribe sit hus.
På den nordlige side af Jacob Vits hus til Torvet langs gaden er ikke et eneste hus tilbage. Deriblandt er også min svigerfars hus nedbrændt.
Man mener, at ilden er begyndt i Negels Holdensens stald. Det er den forrige borgmester. Tjenestepigen er løbet bort, og hendes husbond levede ikke længe efter denne katastrofe. Hans hustru solgte sit hus til den ærbare Peter Holst, og flyttede til Husum.
Den 2. august 1585 klokken 4 om eftermiddagen er den ærværdige Hr. Jørgen Petersen, pastor og provst i Tønder rolig og kristelig hensovet i min og flere fromme folks nærværelse.
Ulvegade brænder
Den 29. juli 1586 klokken 5 henimod aften er Ulvegaden i Tønder og hele pladsen Hinter den Stellen, lige som husfogedens hus og hele gaden som lå vest for porten, brændt.
1592 Amtmand Otto van Qualens søn, som kun var barn er blevet begravet i Tønder. Drengens begravelse fandt sted onsdag i den stille uge. Dette var den
første prædiken i den ny kirke. Talen holdtes af Hr. Anders Thomsen, vores præst. Den anden prædiken holdtes ved den dydsirede Matrone Catharine, den fornemme Borger udi Tønder Hr. Peter Laurensens Ægtehustrus Begravelse.
Jomfru Rantzau begraves
Den 24. april 1592 døde den højædle Jomfru Dorothea Rantzau, den højædle Hr. Benedicti Rantzovii (Bendix Rantzau til Møgeltønder, søn af Christopher Rantzau) Herre til Store Tønder, hans datter, prydet med stor fromhed, godhed og sædernes renhed, ligesom hun af alle berømmedes for sjældne dyder og åndens gaver.
I sin sidste dødskamp formanede hun, moden trods sine unge år, sin far på sømmelig og prydelig vis til gudsfrygt, retfærdighed, billighed og nåde mod hans undergivne.
Hun bad ham ikke at straffe hans undergivne, der kun havde forsynet sig i ringe grad med den spanske kappe, mindre de vare dømte til Døden. Hun blev begravet i Møgeltønder Kirke.
Ægteskabsdjævlen i Hostrup
Den 7. juli 1592 har Laurens Frellesen ´s hustru, Mette i Hostrup Sogn født et barn. Det var en lille pige af gruelig Skabning. Barnet var dødfødt. Fra den tid førte Laurens et forargeligt liv med sin hustru og dennes mor. Banderi, råb og skrig
var ikke usædvanligt i huset.
In summa Ægteskabsdjævlen Asmodeus havde der sin største Lyst.
Den 17. januar 1593 døde Andreas Petersen født i Emmerschede, min gode svigersøn, der elskede fromhed, retfærdighed og retskaffenhed. Han havde levet i ægteskab med min datter Kierstina i 31 uger og 4 dage.
Samme dag døde om eftermiddagen mellem 3 og 4 i en alder af 35 år, Hr. Thomas Petersen, Guds ords forkynder i Burkal.
Den 27. februar 1593 er Andreas Lassen, den fornemste borger i byen Tønder, en from og god mand, hensovet i den sande Tro og sikker Erkendelse af sine Synder.
Den Store vandflod 1593
Juleaften 1593 kom den store Vandflod. Den ramte Husum, Friesland, Tønder, Ribe og andre steder langs kysten.
Hostrup Sogn mistede Nis Jepsen og hans søn fra Jejsing. De ville ved højlys dag ride til Tønder, men druknede.
Den ædle og ærbare og dydsirede Fru Dorothea Rantzau, enke til Solvig, havde juleaften været i Tønder i egne Ærinder. Men på grund af vejrets beskaffenhed måtte hun blive på Tønderhus.
Min vogn var på samme tid i Tønder. Men min karl måtte overnatte i byen.
Mange heste, køer, svin, får og føl blev offer for Vandfloden og kom drivende til Tønder og Hostrup Sogn.
1593. Den ærbare Dorothea Rantzau har skænket en ny alterkalk til kirken i Hostrup. Den blev brugt af mig, Petrus Rigelius, juledag 1593.
Den gamle Rantzau dør
Den 18. marts 1596 døde blidt og roligt den højædle og nådige herre Christophorus Rantzowius, fordum Herre til Quarnbek udi Kiel, fader til de ved deres Lærdom og Dyd, velbekjendte Brødre Benedict Rantzowius, Christophorus Rantzovius, nu Herre til Quarnbek og Georgius Rantzovius, samt Fru Dorothea Rantzau udi Solvig, som hele Familiens Senior, i sin Alders 93. Aar og blev jordet med Hæder i sin Begravelse i Kiel den 7. April.
Den mislykkede hængning
1598 Ludde Jensen, som bor i Blesborg og født i Kraulund er blevet forsøgt hængt i Draved Skov. I sine unge år huggede han armen af sin far. Nu har han så hugget en masse træ i skoven og antændt det fyrstelige Vogterhus.
Mandag den 19. juni fik skarpretteren sine to fingre klemt mellem Galgestolpen og Strikken. Han lod tyven hænge så længe, at han troede at forbryderen var død.
Skarpretteren måtte skære snoren over, for at få sine fingre ud. Komplikationer opstod, fordi skarpretteren var fuld. Da forbryderen faldt ned rejste han sig
meget overraskende igen. Torsdag den 22. juni blev han igen hængt. Galgen var hejst samme sted, hvor mistænkte havde afbrændt den fyrstelige vagt.
35 år i Hostrup Kirke
Den 19. maj 1600 blev Kai Hansen fra Aabenraa gift med sin dydige hustru, Kierstine i Lübeck.
Den 14. marts 1601 blev Tønder dækket af en gruelig røgsky eller røg. Man kunne slet ikke se ben udefra. Hvad den kjære Gud har villet tilkjendegive hermed, vil Tiden vise.
Den 17. maj om morgenen klokken 7 er Henrik Willemsen, den fornemste og rigeste borger i byen Tønder kristelig hensovet i Herren og begravet i kirken foran koret på den søndre side. Han er den første, som blev begravet i den nye hvælvende Grav.
Den 21. marts 1601 er Jacob Vitt, en fornem borger i Tønder, min synderlig gode ven, med stor højtidelighed og med et stort følge ført til sit hvilested. Den 16. marts 1603 er min salig fader, Peder Rigelsen, som i 35 år har forkyndt Guds ord i Hostrup Kirke, hensovet mellem klokken 9 og 10 i en alder af 66 år.
Den 25. juli 1606 er jeg, Peder Rigelsen blevet ordineret i Slesvig af M. Fabricius. Otte dage senere blev jeg introduceret af provsten i Tønder, Dr. Johannes Mauritius.
Den 25. oktober 1608 er min kære mor, Maryne Peters salig hensovet i en alder af 60 år. Hun havde levet i ægteskab med min far i 34 år.
Præsten bæiver gift
Den 22. januar 1609 stod mit, Peder Rigelsens bryllup i Tønder i Christian Johansens hus med Margreta Fryddesdatter.
I 1611 har samtlige indbyggere i Hostrup Sogn foræret kirken en ny prædikestol. Hver indbygger har efter evne givet 160 Mark Lybsk, selv Boelsmænd og Kådnere.
Den første prædiken på den nye stol, blev afholdt af mig, Peder Rigelsen. Det var Skærtorsdag den 21. marts. Den 1. januar 1611 blev min datter ved navn Marina født klokken 1 om eftermiddagen. Gud styrke Moder og barn.
11 mennesker drukner i Sæd
Den 1. december 1615 er Vandfloden brudt ind omtrent klokken 2 om eftermiddagen. Den har medført store skader mange steder.
I Rørkær har den anrettet mange store skader. Peter Ouerdebeck og Michael Hansen er blevet skyllet ud af deres huse. Vandet stod to alen over deres hø i laderne. Indbyggerne i Sæd led også stor skade. Her druknede i alt 11 personer, heriblandt en kone, der netop havde været i kirke.
Meget vraggods blev skyllet op i sognet Den 15. oktober 1624 er vor salige amtmand Hans von der Wisch på Tønderhus blevet begravet i kirken i Tønder. Den 20. oktober 1631 blev min datter Marie gift med Tyge Jebsen.
Præsten syg på
prædikestolen
Den 9. februar 1634 blev Hr. Johannes Mauritius i Tønder syg på prædikestolen. Kun med møje og besvær kom han ned af den. Han lagde sig straks til sengs. I de følgende 8 dage blev han hver dag svagere og svagere. Natten mellem lørdag og søndag hensov han i Herren og mange gode folks nærværelse i en alder af 74 år. Han blev begravet i Løgum.
Brand i præstegården
Den 6. april 1672 skød Johan Henrich Vogt en købmand ihjel i Stockholm. Det gjorde han for at tage hans penge. Han blev derfor halshugget og hans hoved blev sat på en pæl. Hans far var den berømte astronom i Stade.
Den 20. september 1691, på hvilken dag min salig hr. Broder ( Claus Lorentzen, præst) blev kaldt til Stepping og Fryrup Sogne, døde om natten og blev begravet 4. oktober.
Fire år før blev han gift med Ingeborg Nisdatter. Han er den femte bror af seks præster, der er død. Jeg er den eneste, der lever endnu takket være Guds naadige Godhed. Den 6. februar 1693 er min svoger, Hr. Jacob Caspergaard i Starup afgået ved døden.
Den 12. oktober 1698 var min salig broders Hr. Karstens (Christian Lorentzen) datters bryllup i Ulkebøl med Hr. Johan Krag (Johan Knudsen Krag), præst i Hørup. Dagen efter nedbrændte den skønne præstegård i Ulkebøl, som min salig broder, havde ladet bygge.
Selv mistede jeg og min hustru ved den lejlighed, to Rejsekapper, Hestedækkener, et Sølvbælte og andet mistede vi i denne ulykkelige Ildebrand.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 12. 2021
April 5, 2010
Her er så artikel nr. 3 om Trøjborg. Det kan undre at Knudsen lod slottet nedrive. Vi følger Chresten Kold og hans arbejde i Forballum, samt den berømte forfatter Jacob Knudsen og hans far til både Askov, Mellerup, Aggersborg og Birkerød. I vores research støder vi pludselig på slægtsnavnet Mærsk. Er Knudsen slægten langt ude i familie med Knudsen – slægten? Pludselig kommer Trøjborg tilbage til kongehuset. Grevinde Schack fra Schackenborg arver Trøjborg, og prins Joachim overtager det.
Dette er den tredje artikel om Trøjborg og dens beboere. I forhold til artiklen Bondeslægten fra Trøjborg vil det være nogle gentagelser, for at denne artikel kan læses som en selvstændig artikel.
Rantzau – slægten skamroses
Slottet Trøjborg som var det andet slot på stedet var et solidt slot. Ellers havde det nok ikke stået i mere end 300 år. Godsets bønder følte sig forurettet og en kongelig reprimande pålagde Peter Rantzau om at behandle bønderne ordentlig.
Men læs her, hvad Valdemar Rørdam skrev om en anden Rantzau som var herre på Trøjborg:
Selv om navnet Rantzau bliver lovprist i den nok mest kendte nationalsang på egnen For en fremmed barsk og fattig, så var det sikkert ikke mange bønder dengang, der ville skrive under
på en lovprisning af slægten Rantzau.
Overtager slot og fæstemø
Daniel Rantzau fandt heltedøden. Hans bor, Peter arvede både Trøjborg og hans fæstemø, den holstenske adelsfrøken Katherina von Dahm.
Efter reformationen blev Trøjborg igen inddraget under kronen. Kongen indsatte nu sine adelsmænd som lensmænd. Det var som regel holstenere. De var vant til at behandle bønderne hårde. Bønderne skulle:
Christian den Tredje befalede også at Trøjborgs bønder i 1554 skulle arbejde på graven ved Riberhus.
Den værste i familien
Da Peter døde overtog Godske Rantzau driften, og han var endnu værre. I 1644 forsøgte svenskerne forgæves at erobre slottet.
Det flotte slot
Det virker i dag fuldstændig meningsløst at slottet skulle nedbrydes.
Slottet var firfløjet opført af røde mursten med enkeltheder af sandsten. De fire fløje var lige store og i gårdens hjørner stod trappetårne, foroven afsluttet med pyntelige kugler og etagespir.
Nord – og sydfløjen havde svungne sandstens udsmykkede gavle. Fra hvis afsatser 16 sandstensløver med våbenskjolde mellem portene skuede over landskabet.
Porten i nordfløjen var prydret med en vældig portal ligeledes af sandsten. Den var efter tidens skik forsynet med en indskrift på plattysk. .Direkte og på latin henvender det sig derpå til bygherren, som det formaner til ikke i sin iver efter at samle sig skatte at glemme, at døden har bud til alle, store som små. Mange af bygherrerne dengang var stillet over for det vanskelige valg. Skulle de flytte deres borge eller lade deres borge eller lade blive liggende, hvor de lå. Rantzau valgte at bygge oven over den gamle borg.
Den dominerende bygning i den ældste borg må have været et firkantet tårn på 13 gange 13 meter og med næsten 4 meter tykke teglstensmure. Hoved-tårnet ved Kalø Slotsruin har samme dimensioner. Det ældste Trøjborg var bygget på en kunstig ø omgivet af en kunstig grav. Det hele var anlagt i sumpet terræn. Der måtte piloteres, da det nye slot skulle bygges. Borgen var tænkt som et vandslot. For at slette resterne af øerne hævede man vandspejlet.
Slægtskab med købmandsfamilien Olufsen
Kigger man på diverse anetavler for at finde ud af familiernes indbyrdes sammensætninger møder man overraskende sammenfald. Vi har under artiklen Købmandsslægten Olufsen beskrevet et sammenfald mellem denne slægt og så Knudsen – slægten.
Er Knudsen i familie med Mærsk?
Men kigger man på Gydes familie dukker endnu en overraskelse frem. Vi møder slægtsnavnet Mærsk. Vi ser denne slægt tilbage fra 1660. Her møder vi Maren Christensdatter Mærsk. Havde vi haft mere tid, kunne vi måske spore den endnu længere tilbage. A.P. Møllers farmor Kiersten Pedersdatter Mærsk levede i området fra 1808 – 1875. Navnet er præget af områdets
særegne marsklandskab, og kan spores tilbage til begyndelsen af 1600tallet.
Men vi kan hermed fastslå, at en af Danmarks mægtigste mænd, A.P. Møller på moderens side er i familie med Knudsen – slægten.
Gyde – et godt parti
Maren og Chresten Knudsen tog fra Rejsby som nygifte til Ribe. Deres ældste søn Knud Lausten Knudsen måtte fri tre gange før den rigeste pige på egnen endelige sagde ja. Hendes far var ikke vild med Knud. Denne besøgte Hans Ocksens gård i Forballum Her traf han Gyde Ocksen. Egnens rigeste pige. Hun så tilmed også godt ud.
Den tredje gang hun afslog Knuds frieri fortrød hun. Karlen blev sendt afsted og nåede ham ved Brede Å. Hun arvede ikke mindre end seks gårde og en tønde guld (100.000 dl.). Det sidste var noget man påstod på egnen.
En vækkelse i Forballum
Knuds yngre bror Jens kom til Forballum og arbejdede under sin bror. Han boede i karlekammeret og også han var meget interesseret i Chresten Kolds tanker og ideer. Knudsen
havde søgt efter en privatlærer til deres børn. Chresten Kold (1816 – 1870) var født i Thisted. Han var blandt andet i Lilleasien som missionær. Han vendte hjem og blev huslærer hos Knud L. Knudsen og Niels Andersen Hansen i Forballum.
Det var præsten i Mjolden sogn, Ludvig Daniel Hass, der skaffede Kold jobbet. Denne Hass var egentlig den første grundtvigianske lærer i Sønderjylland.
Nu var det ikke alle, der var lige begejstret for Kolds pædagogik . Han fik en sag på halsen fra myndighedernes side. Både ham og Grundtvig var enige om, at den megen terapi og udenadslære var udtryk for vanetænkning, præstehovmod og indskrænket-hed.
Myndighederne påbød Kold at han skulle undervise efter Balles lærebog. Men han brugte den kun som forlæg, og afskar sig dermed enhver ansættelse i det offentlige skolevæsen på livstid.I mange år var hjemmet i Forballum et åndeligt centrum for hele Vestslesvig. Om aftenen samledes egnes unge til sang, foredrag og oplæsning. Den nationale og kristne vækkelse foregik herude vest på.
En ny undervisningsform
Kristian (Christen) Kold fandt ud af, at Knudsens børn ikke fik meget ud af, at skulle lære biskop Balles lærerbog udenad. I stedet for begyndte han, at fortælle bibelhistorien som en slags eventyr. Hans forsøgsvirksomhed gav pote. Han andre og ikke mindst børnene kunne hurtig se resultaterne.
Her i Forballum i Mjolden Sogn med dens 430 indbyggere og 85 hustande var Kold blevet lidt af et trækplaster. Det var Kolds undervisningsmæssige opdagelse der var så banebrydende. Og selv om Knud L. Knudsen og ham på et tidspunkt blev uenige, så Kold måtte flytte ind hos naboen, så støttede han Kold hele vejen.
Og det var mest hos Knud og Godskes barn Maren man kunne se de største resultater. En slags aftenskole blev etableret i det lille samfund. Fra 1840 kunne 15 unge bønderkarle deltage. I forvejen underviste Kold både Knudsens og naboernes skolebørn, og denne undervisning fortsatte senere på Trøjborg.
Kold fik hjælp under møderne af Knud L. Knudsens søn Jens Lassen Knudsen. Han sang blandt andet fra det grundtvigske sanghefte Danske Samfund med sin smukke sangstemme. Denne Jens Lassen Knudsen er far til den berømte digter, Jacob Knudsen.
Rødding Højskole
Denne vækkelse førte til oprettelse af Danmarks første folkehøjskole i Rødding i 1844. Blandt stifterne var selvfølgelig Knud Knudsen. Ja, Christen Kold var nærmest adopteret ind hos familien Knudsen. Og havde det ikke lige været for denne familie, havde vi sikkert ikke haft en Christen Kold.
Knudsen overtager Trøjborg
K.L. Knudsen var også fortaler for bønderne. Det resulterede blandt andet i en aktion sammen med andre bønder, hvor man besatte Tønder. Han måtte senere flygte til Kongeriget. I 1851 købte K.L. Knudsen Trøjborg under en auktion for 770.200 rigsdaler.
Mellem 1848 og 1864 var Knud Lausten Knudsen Vestslesvigs ukronede konge. Danskheden betød meget for ham. Han var talsmand for frihed på alle åndelige områder. Han var modstander af regeringens forsøg på indførelse af dansk skole – og kirkesprog , hvor befolkningen var generelt tysktalende. Han mente at enhver frit skulle leve sit nationale liv.
Ingen herremandsnykker
En af grundene til at Trøjborg blev revet ned, var at hans sønner ikke skulle få herremandsnykker. Han tilbød dog også hele komplekset til staten og sagde ved denne lejlighed:
Tilbuddet blev dog ikke modtaget. Men den kendte politiker og minister P.G. Bang var dog positiv. Han mente sagtens, at der kunne bo 50 seminarister på slottet. Og det var godt for moralen, at de kunne befinde sig på uddannelsesstedet.
Skøn over slottet
Det ville efter Bangs skøn kun koste 15.000 rigsdaler. At istandsætte hovedbygningen. Det ville koste det dobbelte, for at etablere et nyt byggeri. Bang gav en meget detaljeret beskrivelse af bygningen. Man kan ud fra den sagtens forestille sig, hvordan det hele så ud.
Dengang anså man det ikke for en statsopgave, at sikre Trøjborg Slots fremtid. Man ville heller ikke sikre det for den sum, som Bang nævnte.
Som indenrigsminister og minister for Slesvig indtil juli 1851 havde F.F. Tillisch modtaget Knudsens tilbud. To gange blev sagen behandlet, men tilbuddet fandt man ikke egnet til et seminarium.
Men seminarie – sagen trak ud. Tre – års krigen kom, og spørgsmålet om et seminarium blev politisk. Først i 1858 kunne Tønder Seminarium åbne som dansksproget seminarium.
Et slot rives ned
Knudsen udsatte nedrivningsplanerne. Men i 1854 tog han fat. Men da en af broerne brød sammen under nedrivningen blev lidt af Trøjborg stående. Det må have været mærkeligt.
Slottet stod der endnu – firlænget med fire hjørnetårne, og en pragtfuld port ind til gården. Her kunne en firspand akkurat vende. I hundehullet under borggraven sad endnu de fastmurede jernlænker til for og hånd.
I slotskapellet var alteret det samme som Katharina von Dam havde knælet for. I Riddersalen sad vældige hjortehorn og råbukke af dyr, som Peder Rantzau havde fældet. Hans og hans hustrus våben prydede de hollandske plader omkring kaminerne. Alle opholdsrummene stod med billeder og møbler uforandret siden 1580.
Det ville også have været en stor økonomisk belastning at vedligeholde slottet. Fæstebønderne var der ikke mere, så billig arbejdskraft måtte Knudsen se bort fra.
De vilde børn på Trøjborg
Der var mange børn og det var ikke stille børn. Christen Kold havde rigelig at se til. Her var også en Sven, Knud og Valdemar. Knud blev lektor på Katedralskolen i Ribe. Han var kendt under navnet Knud Bisp. Han havde en god sangstemme, men også et godt sug.
Den farlige leg
To af drengene Harald og Gudmund manglede hvert et øje, og det mistede de som små. . En yndet leg på Trøjborg var at kigge gennem nøglehullet og stikke en strikkepind igennem for at se, om der var nogen på den enden side. Ja og så gik det galt.
Engang mødte Harald en ven, som mente, at det måtte være svært kun at have et øje. Hertil svarede Harald: Jeg ser mere med mit ene øje end du med dine to. Og så stillede han sig foran vennen og sagde: Hvor mange øjne ser du nu? Jeg ser to.
Fra Knudsen til Frøfirma
En af sønnerne Hans Aagesen (Ochsen eller Oksen) overtog Trøjborg efter K.L. Knudsens død i 1866. I 1906 solgte han stedet til Boy Høyer fra Tornumgård. Han overlod det i 1927 til Statens Jordlovsudvalg, der udstykkede en del af jordene til husmandsbrug. Hoved-parcellen solgtes i 1951 til Hans Hinrichsen, der i 1962 afstod det til frøfirmaet Chr. Olsen.
En biskop og en Holberg – skuespiller
Vi hørte i første artikel, at Jens Lassen Knudsen læste til præst. Jens og hans kone Nanna F.A. Boisen fik sønnen, Jacob. Det var den berømte forfatter Jacob Knudsen.
Boisen slægten stammede fra Emmerlev, hvor Geske Marie og Boy Hansen efter at have båret fire børnekister til kirkegården fik en levedygtig dreng. Deres femte barn, Peter Outzen Boysen blev en kendt biskop på Lolland. Han var Jacob Knudsens oldefar.
Og en bror til forfatteren Jacob Knudsen var den gudsbenådede, Holberg – skuespiller, Lars Nannestad Knudsen.
Ville indstille til Nobel – pris
Kollegaer til Jacob Knudsen ville indstille ham til Nobel – prisen Han blev født på Rødding Højskole i 1858. Kold havde sat gang i Jacobs far, så denne tog en teologisk eksamen. Forældrene var dog bestemt ikke enige i den beslutning. Jacobs far blev kandidat i 1852 og mødte en række centrale figurer, blandt andet selveste Grundtvig. Som 32 årig og nygift begyndte Jens Lassen Knudsen som lærer på Rødding Højskole.
Præst i Aggersborg
Jens Lassen Knudsen søgte et præstekald i Aggersborg i Hanherred. Det var ikke uden betænkelighed, for han var meget optaget af Kierkegaards opgør med kirken som offentlig institution.
Jacob boede her fra han var 6 til 14 år. Egnen var kirkefremmed og præstefamilien levede egentlig et isoleret liv. Jacob blev undervist derhjemme. Inden for fag som dansk, læsning og skrivning skulle der efter faderens synspunkter være absolut lydighed. Men i fagene Danmarks – og bibelhistorie var der absolut frihed. Faderen mente, at denne pædagogik skulle modvirke rastløshed og angst i tilværelsen samt styrke viljen og livsmodet.
Askov Højskole
I 1872 blev Jens Lassen Knudsen sognepræst i Lejrskov – Jordrup i nærheden af Kolding. Her lå Askov Højskole, som var flagskibet i den bevægelse, der gik tabt, da Rødding blev preussisk i 1864. Jacob deltog i undervisningen på Askov Højskole. I 1875 blev han sendt til København på studenterkursus. Hurtig fik han også en teologisk embedseksamen. Egentlig ville han have været filosof, men karaktererne rakte ikke til det. Men studierne sagde ham heller ikke noget. Ikke engang en Georg Brandes kunne inspirere ham.
I 1881 fik han en stilling som hjælpelærer på Askov Højskole. Senere giftede han sig herskabeligt ind i en københavnsk overklasse-familie. Her udviklede han sig til en eminent foredragsholder. Hans enmandsopførelser af Holberg – komedier blev berømt.
Han begyndte så småt sine skriverier. Først lejlighedsdigte, senere anmeldelser og digte i højskoleverdenens tidsskrifter. Hans litterære debut kom med versfortællingen Bent
Kongebroder i 1884. I mange af hans senere romaner gengiver han samtaleformen i dialekt.
Til Mellerup
I 1890 bliver han præst for den grundtvigske menighed i Mellerup ved Randers. Det var i forbindelse med Højskolen her. Han blev skilt efter nogle turbulente år. Dette var i sig selv en skandale i hans stilling. Ret hurtig efter giftede han sig med forstanderens purunge datter. Det var svært at finde en præst, der ville gifte dem. Og på skolen kunne han ikke mere være
moralens vogter. Som åbenlys “hore-karl” kunne han ikke være vejleder for de unge.
En villa i Birkerød
Han og hans barnebrud flyttede til trange kår, først til Randers senere til Sjælland. I Birkerød blev der bygget en statelig villa for de midler han efterhånden tjente som foredragsholder og forfatter. Jakob Knudsen døde i 1917.
De sløsede køkkenpiger
I 1957 begyndte man en restaurering af ruinen. Fra voldgraven fjernede man efterhånden 600 m3 dynd, og her gjorde man adskillige fund. Tusinde af potteskår, østersskaller, træredskaber,
keramik og et større antal snabelsko. Voldgraven har åbenbart fungeret som skraldespand. Fangerkælderens fodlænke, våben, spisegrejer, drikkekrus og nips. Dyreknogler, østersskaller i store mængder og desuden de smukkeste brugsting, sølvskeer, tinfade, pragtglas. Måske er det grund til at sige tak til sløsede køkkenpiger.
Ikke megen omsorg
Portalens store sandstenstavle, søjler og ornamenter lå ubeskyttet hen mod græssende køer i en elendig forfatning. Kridtpiber og skårede jydepotter dukkede pludselig frem. Og noget så absurd som et wc uden træk og slip er dukket frem ved senere renoveringer.
Munkesten fra Trøjborg er anvendt til gårdene Nørmark og Visby Hovedgård.
Elementerne til Peter Ranzaus statelige borgerportal lå hulter til bulter i grønsværen. Dette historiske monument var overgivet til vejr og vind, samt kreaturer og vandaler. Man kunne måske nok have ønsket, at man havde draget mere omsorg for de sidste rester af et stort betydelig slot.
Tilbage til kongehuset
Det sjove med Trøjborg var at det igen kom i kongelig eje. Gården blev nemlig købt af frøgrosserer Chr. B. Olesen, Odense. Ved hans død overtog hans datter stedet. Og datteren var ikke mindre end grevinde Karin Schack på Schackenborg.
Og som bekendt overtog kongehuset ved prins Joachim godset for en del år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
-www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Februar 4, 2010
En hel egn er præget af teglværksindustrien. Hele 62 teglværker var det engang omkring Flensborg Fjord. Vi besøger bl.a. Christiansminde og fortæller, hvad disse teglværker betød.
Materialet lå klar
Teglværksindustrien havde sit hovedsæde på halvøen ved Broager. Et stenfrit, sandblandet ler afgiver et ideelt råmateriale. Og sådan var de naturlige forhold på stedet. Afsætningsforholdene med skib var de allerbedste. I højsæsonen beskæftigede de 50 teglværker omkring fjorden cirka 1.000 arbejdere.
Gennem 300 år var egnen storproducent af tegl. Det første teglværk blev oprettet i Fiskenæs ved Gråsten i 1603.
Leret lå langs kysten. Og også tørvene fra moserne udgjorde en del af brændet til ovnene. Det blev kørt til Rønshoved og Sønderhav og udskibet herfra.
Ringovne og dampmaskiner
De store byggerier til marinen og Kieler – kanalen medførte at teglværkerne fik råd til anskaffelse af ringovne og dampmaskiner. Men åbningen af kanalen betød større konkurrence fra teglværkerne ved Elben. I 1896 forsøgte man at oprette et fælles salgskontor. Men særlig i 1906 og 1908 løb teglværkerne ind i store vanskeligheder, og efter Genforeningen måtte mange værker lukkes. De nye toldgrænser gjorde det svært for værkerne.
Under første verdenskrig lå driften stille på mange værker, fordi mandskabet var ved fronten.
Gang i skibsfarten
Det var et sandt eldorado for småskibsfarten på Flensborg Fjord i 1700 – tallet. De var beskæftiget med tørvesejlads til teglværkerne og tegleksport fra teglværkerne. I 1800 – tallet blev skibene lidt større. Der blev også købt fladbundede skibe fra vadehavs kysten.
På et tidspunkt havde Egernsund en af de største handelsflåder herhjemme. Fra 1950erne gik det stærkt tilbage for skibsfarten. DSB og lastbiler havde overtaget fragten.
Cathrinesminde – et industriminde
I 2007 blev Cathrinesminde Teglværk udnævnt som et af de 25 nationale industriminder. Og netop her er der en enestående mulighed for at studere dansk teglværkshistorie og sønderjysk industrihistorie.
Et beskæftigelsesprojekt fra 1986 til 1993 gjorde det muligt at restaurere de forfaldne bygninger.
Et levende museum
Den faste udstilling illustrerer teglproduktion gennem århundreder og teglsten fra forskellige tider og steder. Her er både ringovn, tørrelader, lergrave, æltemølle, valseværk, strengpresse.
Her er også afskibningsmole, og der er mulighed for at se de gamle arbejderboliger. Tankeværende er det, at den sidste beboer fraflyttede så sent som i 1981. Ellers var indkvarteringsforholdende meget beskedne.
Mange af arbejderne kom fra Ærø, Sverige, Posen og Lippe – Demold. Mange af disse blev på egnen.
Familieejet gennem generationer
Teglværket i Cathrinesminde var i funktion fra 1732 til 1968. De første 148 var det et bondeteglværk. Siden 1837 var det i familien Hollesens eje. I 1892 fik man tilladelse til at placere den store ringovn. Den blev senere erstattet af den såkaldte tunnelovn.
Ringovnene kunne gøre det muligt at brænde stenene kontinuerligt. Disse ovne blev fyret med kul, som måtte importeres. Men fordelen var at ovnene var meget effektive og sikrede en større produktivitet. I 1920erne gik man fra at have brugt dampmaskiner til at bruge elektricitet som trækkraft.
Langs Flensborg Fjord lå teglværkerne. Det stenfrie ler var særdeles velegnet til teglproduktion. Fra skovene i nærheden fik man brændsel.
Omkring år 1900 lå der endnu 62 teglværker langs Flensborg Fjord. I 1938 var der endnu 12 teglværker tilbage.
Huse af mursten
Takket være teglværkerne kunne man nu bygge huse af mursten, og ikke kun af bindingsværk. Det gjorde husene mere brandsikre. Vi så nogle skrækeksempler fra København i 1728 og 1795.
En ny dvd med kultur
– egns og industrihistorie
Renbjerg Teglværk var det fornemste teglværk dengang, ejerboligen eksisterer endnu. Mange kunstnere slog sig ned i området efter 1864. Motiverne var enestående. Byggekunsten er i dag præget af teglværksindustrien. Mange steder kan man beskue flotte murerværker på eksisterende bygninger.
På dvd’en får vi et indblik i de mange arbejdsprocesser. Og også i de sanitære forhold, som ikke altid var de bedste. Hele generationer har arbejdet på teglværkerne.
Et stort egnsspil, Teglværksspillet er blevet set af hen ved 10.000. Dette beskriver en del af den omfattende historie omkring teglværkerne, som betød så
meget for livet her på egnen. Fortællingen gjorde et stort indtryk på tilskuerne.
For at bevare det enestående stykke kultur, industri og egnshistorie lykkedes det i sidste øjeblik at redde det for eftertiden. En selvejende institution blev
etableret. Ved hjælp af beskæftigelsesprojekt – penge samt fonde lykkedes det at få skaffet12 millioner kroner. Men det var ikke lykkes uden en stor folkelig
opbakning.
En støtteforening blev etableret. Og på stedet kan skoler og andre gennemgå virkeligheden som det så ud – dengang. En god ide var det, at få flyttet Teknisk Skole fra Aabenraa til stedet en kort overgang. Resultatet blev, at murerkunsten på fornemste vis kan beskues her på Cathrinemindes Teglværk.
Den 19. august 1993 blev hele herligheden indviet i overværelse af Dronning Ingrid. I dag bliver stedet drevet som en filial af Museet på Sønderborg Slot.
Teglværks – dvd’en kan varmt anbefales og forhandles gennem
Museumstjenesten: Telefon: 86 66 76 66
e– mail: mtj@museumstjenesten.com
Pris: 150,- incl. Moms plus forsendelse
Februar 4, 2010
På det multietniske Nørrebro kan man grine af Sønderjysk. På Tønder Kommuneskole havde man ikke humor. Den fromme Brorson blev censureret af prøjserne. Præsten fra Flensborg blev ”danskerfjendsk”. De gamle krøniker om landsdelen var uden humor. Numsen blev vist både i Flensborg og Sønderborg. Så skal Isted Løven stå på Bov Bakke og kigge over mod Flensborg.
De griner af sønderjysk
Når man midt på Nørrebro bryder ud i sønderjysk, griner de lokale beboere. Men det er jo ikke humor i sig selv. Vi er bare nogle, der holder fast i vores modersmål. Og takket være vore forældre kan vi efter mange år stadig beherske denne dialekt. Og det glæder da også tilhørere, når man kan holde foredrag på denne dialekt.
Respektløs over for øvrigheden
Den sønderjyske humor er respektløs over for konger, prinser, præster og øvrighedspersoner. Den sønderjyske humor er ikke næsvis som den københavnske. Vi har bevaret den tørre, brede jyske lune. Kun hvis det gælder om at værne den nationale værdighed, kan humoren blive hård og skånselsløst.
Erling Jepsen
Sønderjysk humor er tør og overraskende. Erling Jepsens fantastiske to bøger om forholdene i flækken Højer er både humor og ironi. Og de film, der er lavet over de to bøger fastholder denne ironiske stemning. Dog er der masser af alvor i bøgerne og filmene.
Asger og Willys Kaffeklub
Når jeg ser Asger Reher fra Ørkenens Sønner ja så er man bare fortabt. Eller dengang, jeg havde slæbt en sød serbisk pige til at overvære en optræden med Willys Kaffeklub. Hun kunne genkende nogle af typerne fra hendes hjemegn.
Isted Løven på Bov Bakke
Morsomt var det også, da min gode ven, Per Borgaard mente, at Istedløven skulle stå på Bov Bakke og kigge over mod Flensborg. Dette gav han udtryk for under et møde, som jeg arrangerede for Kulturelt Samråd på Smedeby Kro. Senere gengav vi indlægget i medlemsbladet og det blev det brugt i
den kommunale valgkamp – ak ja.
Ingen humor på Tønder Kommuneskole
Men tingene kan åbenbart også blive for morsomme. Således fik jeg i skolen at vide, at jeg skulle begrænse min kreativitet. Jeg havde skrevet en mini – krimi på 4 – 5 sider, der hed Mord i skraldespanden. Det skete 7 mord, inden jeg var færdig.
Ikke alle lærere på Tønder Kommuneskole var lige humoristiske dengang.
Alvorlige krøniker
I ældre tid træder den sønderjyske humor ikke frem. Middelalderens krøniker er gravalvorlige. De har ingen sans for humor. Den daglige brydning mellem dansk og tysk var den sønderjyske folkevids frugtbarske grobund.
En anelse humor kan vi ane i sagnet om Uffe hin spage. Også landsdelens høvding, Knud Lavard kan få en til at trække på smilebåndet. Men nu var han jo ikke sønderjyde.
En skæmtefuld tone oplever vi i den fromme Brorsons digt om David og Goliat. Kaptajn Werner Abrahamson fremkommer med den satiriske vise: Min Søn, om du vil i verden frem, saa buk.
Den fromme Brorson blev censureret
Morsomt er det også, at tænke sig, at den fromme præst og senere biskop Brorson i sin salme Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind blev beskyldt for at skrive politisk ophidsende sange. Den blev udlagt som opfordring til sej modstand mod undertrykkerne.
Derfor forbød preusserne denne sang i Köllertiden. Det mærkelige var, at preusserne helt overså Brorsons digt om David og Goliat.
Æ Rummelpot
En del humor findes i Svend Thorsen: Lunets Sønner (1937). Men det er nu småt med udbuddet. Så har Nikolaj Andersen i samlingen Sønderjyske Digte og Historier (1930) meget mere at byde på.
Og i dag har vi også Æ Rummelpot. Men kigger vi tilbage i Sønderjyllands historie kan vi også finde oplivende historier.
Præsten fra Svenstrup
Omkring 1630 hed præsten i Svenstrup på Als Carsten Lorenzen. Hans fyrstelige herskab var Hertug Frederik af Nordborg. Han var kendt som en rå og hensynsløs person.
I 1637 fandt han ud af på en helligdag at stævne Svenstrups bønder som klappere til en jagt. Men pastoren fritog dem. Det var ulovligt.
Derefter kom hertugen galopperende i fnysende arrigskab. Han langede præsten en over øjet med sin ridepisk. Men præsten lod sig ikke skræmme. Han tog fat i hertugens lange bukkeskæg, halede ham ned på jorden og holdt en dundrende tordentale. Denne formastelige handling kostede kjole og krave.
Men kong Christian den Fjerede, der godt kendte hertugens udskejelser, lønnede den tapre og spøgefulde præst til et bedre kald i Odense.
Krokonen fra Arrild
Krofolkene i Arrild var godt hjemmetyske. En dag kommer en dansk gæst ind på kroen. Han får øje på en tysk – national plakat, der pranger på væggen med
Bismarcks kæmpebillede og nedenunder hans stolte valgsprog:
Gæsten spørger krokonen, om hun nu også ved, hvad der menes med det. Troskyldig svarer hun:
Præsten fra Flensborg
Et af de grelleste eksempler på hovedkulds overgang fra flammende dansksind til tysksind er en provst Jacobsen fra Flensborg Provsti et eksempel på. I 1811 havde han endnu været pæredansk og kvædet hyper-loyale fædrelandsrytmer:
Men på sine gamle dage havde piben rigtig nok fået en anden lyd:
Fischer fra Aabenraa
En hjemmetysk pastor Jens Wrang udtalte om den meget danske urmager i Aabenraa og stifter af bladet Freja:
En smuk anerkendelse fra en modstander.
Vers til v. Köller
Til ære for Overpræsident Mathias v. Köller under sit felttog mod danskerne, blev der skrevet et vers:
Smedevers mod Eskildsen
I et anonymt stridsskrift mod Eskildsens ”Grænselære” findes citeret følgende smædevers mod rigsdanskere:
Så viser vi røv
Prins Frederik af Nør var i 1848 i Rendsborg. Her bildte han garnisonen ind, at Frederik den Syvende var taget til fange af københavnske oprørere,
og at det nu var den provisoriske Slesvig – Holstenske regering varetog hans rettigheder. Han var iført dansk generalsuniform.
Men allerede tidligere vidste beboerne i Flensborg, hvad han bar på.
I 1846 var han kommet til Flensborg med sit kongelige følge. Da hans vogn kom forbi det sted, hvor gildebrødrene fra St. Knuds Gildet stod, gjorde de kort omkring og fremviste den legemsdel, hvor ryggen bliver fræk. Således markerede de deres manglende troskab.
Det var gildets oldermand, værkmester Kruse, der havde iscenesat den velmotiverede demonstration.
Numsen vises også i Sønderborg
I 1868 fik Kong Wilhelm af Preussen lyst til at besøge de to hertugdømme, som hans soldater så tappert havde tilkæmpet sig. Han skulle også besøge Sønderborg. Lige inden besøgte en delegation ham, og takkede for at han anerkendte løftet i Prag – fredens § 5 om landsdelens genafståelse til Danmark. Dette nægtede han dog.
Så var det at slagtermester Reimers sagde til sit folk:
Kongen kom sejlende til byen og steg over i sin ekvipage for at køre op ad den stejle perlegade. Der stod alle stovte alsinger stille og rolig og røg deres piber. Sikke en masse loyalitet, tænkte kongen. Men pludselig lød en kommando: – Omkring
Nu viste de alle en mindre respektfuld del deres legeme. Kong Wilhelm kom aldrig til Sønderborg igen.
Djævelen på Augustenborg Slot
En nevø til Prinsen af Nør fik også sit Rap over Snerten.
Det var på Augustenborg Slot i 1844. Det var maskerade, og i en sofa sad to danske præster og snakkede gemytlig sammen på deres modersmål. Den ene var alsingeren Jørgen Hansen, der senere blev biskop. Han var kendt for sin slagfærdighed.
Pludselig stod der foran dem som skudt op af jorden, en festdeltager, maskeret som djævel, med store sorte horn, en ildrød tunge ud af halsen, og en lang sort sært bagud. Han skulede ondt til de to dansktalende præster og til sidst hvæssede han arrig:
Men Jørgen Hansen lod sig ikke bringe ud af fatning:
Djævlen forsvandt hurtig uden at svare. Da maskerne faldt, viste det sig, at djævelen var Prins Frederik af Augustenborg.
Bismarck og Prinsen
I 1864 dukkede Herzog Friedrich der Achte (Prins Frederik af Augustenborg) pludselig op hos Bismarck. Denne jagede prinsen ned af trapperne med en bemærkning på plattysk, at man har lov til at dreje halsen om på den kylling, man selv havde udklækket.
Løgn blev en videnskab – i Kiel
Omkring 1848 sagde Fanden:
Sønderjyderne var blevet trætte af den tyske historieforfalskning. Således holdt professor Kaufmann i 1923 et foredrag for flensborgske pigeskoleelever:
Lige så galt gik det for professor O. Brandt i Slesvig – Holstens Historie udgivet i 1925. her kaldte han Gorm den Gamle som en vild tyskerforfølger.
Præsterne havde det svært
Da de tyske præster havde overtaget alle hverv fik de det meget svært med sproget. Det havde provst Götting i Aabenraa. Han var ellers en brav mand, men mishandlede i den grad det danske sprog. Engang skulle han introducere en ny lærer:
En anden præst skrev i en piges poesibog:
En tredje præst stævnede kirkeforstanderskabet til forhandling om følgende emne:
Lærerne kunne ikke undervise i dansk
Lærerne havde det lige så svært med de danske sprog. En af de værste var seminarieforstander Rickmers i Tønder. Engang sagde han:
Da seminaristerne lo, spurgte han forarget:
Svend kunne ikke Laut noget
Lille Svend skulle møde på sin første skoledag, og sige sit navn. Men han talte ikke så tydeligt. Læreren råbte Laut.(højere) Det hjalp nu ikke meget. Så læreren skreg igen Laut. I stedet for at svare begyndte Svend at snøfte og snuse. Læreren gentager igen: Laut. Nu var det i en vred tone. Da brast det for lille Svend, han begyndte at græde:
Æ Feuerwehr i aktion
Kommandosproget i det frivillige brandværn i Sønderjylland, var helt op til 1945 tysk. Det var det i hvert fald i Tønder.
Og så skete det, at en brandmajor ville gøre sig vigtig. Han for rundt og kommanderede. Leute her, Leute her (folk herhen).
Men så var det en lun sønderjyde blandt tilskuerne, der udbrød på sønderjysk:
Da Schweizerhalle brændte
Æ Feuerwehr i Tynne var kaldt til brand på Schweizerhalle. Man manglede vand, og brandfolkene kunne lige så godt tage sig en lille en. Det fik en gendarm til at udbryde:
En dansksindet brandmand vender sig om til ham:
Latrinvognen fra Aabenraa
Kalle og Fidde kørte ind ad Ramsherred i Aabenraa med deres såkaldte latrinvogn. Det var i middagspausen. Pludselig råber Kalle:
Ondt Naboskab
På en telegrafpæl stod følgende ”kvad”, der vidner om ondt naboskab:
Vos oll te Skræk å Plaw
Uffe hin spage og Sakserne
Vi kender alle sagnet. Men kender du den i den sønderjyske version. Den kommer her:
Ja og sådan kunne vi blive ved. Meget sjovt, er også at læse gamle sagn og eventyrer fra Løjt. Men dem har vi bragt under Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8,-01-2021
Februar 4, 2010
Magistraten ville ikke bygge oven over dag – og nat renovation. Politiet fik serveret 25 øl. Dyremishandling skulle trække ”øl havegæster” til. Apotekerenes opfindelse var starten til Porcelæns – fabrikken. Den stakkels pige fra Fanø blev lukket inde i Christianshavns kvindefængsel. Moral og etik var i højsæde, da Christianshavns Døtreskole blev dannet. Børnedødeligheden var enorm stor og vi skal høre om 1930ernes pædagogik på Sofiegades Skole og meget mere.
Andreas Bjørn
Andreas Bjørn var en meget driftig mand. Ikke blot lod han kanalen mellem havnen og Overgaden ”indpæle”. Han foretog også en kæmpe opfyldning og indrettede Københavns første egentlige Skibsbygger – fabrik.
I alt byggede han ca. 50 skibe, deriblandt orlogsskibet Kjøbenhavns Slot med 44 kanoner.
Eksplosion på Christianshavn
På terrænet bag Frederiks Tyske kirke lå Land-artilleriets Laboratorium mellem Wildersgade og Overgaden neden Vandet og ud til sejlløbet lå Sø-etaten. To gange var Gamle Laboratorium sprunget i luften. Den 6. august 1679 formedelst Guds Vejr og Tordenslag. Ligeledes den 16. juni 1683, da
Den største arbejdsplads
I 1843 fik Hans Heinrich Baumgarten kongelig bevilling til at oprette et maskinværksted i København. Tre år senere overtog den velhavende unge ingeniør Carl Christian Burmeister firmaet. Der blev købt en ejendom på hjørnet af Overgaden neden Vandet og Lille Sofiegade, der dengang gik igennem til Wildersgade .
I de følgende år erhvervedes tilstødende huse og pladser. I 1872, da Baumgarten for længst havde trukket sig ud af firmaet, var han blevet erstattet af englænderen, William Wain.
Fra Langebro i syd til Lynetten i nord, så meget fyldte B&W. Allerede i 1847 udgik den første dampmaskine fra værkstedet i Lille Sofiegade. Det var til dampbåden Dragen, der sejlede i Næstved kanal.
Af Jacob Holm lejede firmaet Engelskmandens Plads mellem kanalen og havnen i den hensigt, at bygge skibe. I 1854 udgik det første skib herfra. Det var træskibet Hermod bestilt af Generalpostdirektoratet til passagerfart. Passagerdamperen Hjejlen fra 1861, som nu sejler på Silkeborg – søerne, blev også bygget her.
Kjærulfs Have
Kjærulfs Have startede som dansesalon. Den var hovedsagelig besøgt af befalingsmænd. De besøgende kom fra to artilleriets skoler, som lå i nærheden samt
søfolk fra de mange skibe, der havde hjemsted på Christianshavn.
Dette eventyr stoppede i 1788, hvor en tidligere styrmand, N.V. Kjærulf købte stedet. Nu blev det borgerskabet, købmænd og andre handelsfolk, der besøgte stedet. Efter måltiderne gik man til spillebordene. Man tog også visebøgerne frem for at afsynge Rahbeske drikkeviser. I haven var der også jævnlig koncerter. I 1827 mens Kjærulfs datter endnu ejede stedet, blev det sat til salg. På et tidspunkt var stedet et væverherberg. Fra 1846 blev det opslugt af B&W.
Det kan være svært at forestille sig, at der her engang har været det rene idyl. Rygter vil vide, at Baumgarten har slået katten af tønden ved en fastelavnsfest på stedet.
Wildersgades Kaserne
Den tidligere Wildersgade Kaserne var en stor monumental bygning . Har havde Væverlavet efter Christianshavns indlemmelse grundlagt den første lærredsfabrik i Danmark. Til kasernen hørte i sin tid foruden depotbygningerne i Overgaden neden Vandet bl.a. Frelsens Hærs lave længe i Wildersgade.
En af de ældste huse
Brogade blev sløjfet i 1938. Men i nr. 3 lå en af Christianshavns ældste huse opført i 1688 af brygger og rådmand i København, Rejmer Wilde. Ved nedrivningen fandt man ud af, at dele af bygningerne var betydelig ældre.
Apoteket og starten til porcelæns-fabrikken
I Brogade 19 havde Christianshavns Apotek til huse. Dette var først blevet oprettet i 1707. En forordning fra 1672 forbød nemlig nye apoteker i København:
Apoteket flyttede ind i nabobygningen og senere til Torvegade. Det blev overtaget af Franz Heinrich Müller i 1785. Han fandt ud af, at fremstille porcelæn af bornholmsk ler. Dette var grundlaget for oprettelsen af Den Kongelige Porcelænsfabrik. I øvrigt så indførte hans efterfølger J. Chr. Hauberg, at alle Christianshavn:
Børnehusbroen
Børnehusbroen eller som den tidligere blev kaldt Den røde bro var anlagt samtidig med Christianshavn. Den forfaldt ret hurtig. I 1688 var det ene rækværk væltet og brolegemet:
Den fik først en hovedreparation i 1727, da der var forbundet med virkelig livsfare at passere den.
Dyremishandling
I 1700 – tallet lå Bremers Have herude ved volden. Bremer annoncerede med, at man kunne se tyre, bjørne og hunde. Man kunne blandt andet se en bjørn blive bragt til vanviddets kant ved at få anbragt raketter og andet fyrværkeri på kroppen. Ja, Bremer annoncerede end dog med, at man selv kunne medbringe sin hund, der så kunne være med til at mishandle bjørnen. Senere på året kunne man være med til at hidse en tyr til døden.
Måske var denne form for mishandling ikke noget for københavnerne, for Bremer gik konkurs kort tid efter.
Øl-haven lukkede dog først et halvt århundrede senere, da englænderen Thomas Potter oprettede et jernstøberi på stedet.
Snorrebroen
Mens Børnehusbroen var offentlig, så var Snorrebroen privat. Den var afspærret med en Snorre for at forhindre unødvendig kørsel. I 1785 var den så forfalden, at det var farligt at benytte den. Den kunne dog vanskelig undværes i ildebrandstilfælde. Den lettede også tilgangen til Frelsers Kirke og Sø-kvæsthuset.
Der blev foretaget en frivillig indsamling for at skaffe midler til dens vedligeholdelse . Senere påhvilede det dog Christianshavnerne selv at vedligeholde den. Det skete blandt andet ved at forhøje vægterpengene.
Knippelsbroen
Og nu, hvor vi er ved broerne, skal vi atter engang høre om Knippelsbro. Denne bro, som har haft hele tre forskellige placeringer.
Sådan skriver en af Christianshavns ældste historikere, Præsten Paludan. Han mente endda, at Christian den Fjerde ville have ledet hele sejladsen fra Østersøen mod syd på grund af den store dybde mellem Amager og Sjælland. Men en sandbanke ud for Amager mod Køge Bugt umuliggjorde dette foretagende.
Den første Knippelsbro var lidt af et ingeniør – arbejde. Helt praktisk var det nu ikke altid. Således skulle der bruges 10 mand, når broen skulle op og i. Og det var ikke altid lige nemt at få fat i dem.
Johanne Ludvig Holberg
Som tre – årig flyttede Johanne ud på Christianshavn. Hendes far havde et værtshus på Nørrebro og fortsatte nu i Brogade 2. Som voksen flyttede Johanne
lige over for sit bardomshjem i Brogade 3. Det var et par år efter, at hun havde giftet sig med Johan Ludvig. Ja, det var Johanne Louise Holberg.
Bjørnholm
Ude for enden af Strandgade lå en ø, Bjørnholm. Her lå resterne af en kølhalingsplads fra sejlskibenes gyldne tid. Skibet blev ved hjælp af et maskineri fra kajen, der trækker masterne ned på jorden, bragt til at krænge over, så bunden i den ene side kunne repareres fra en robåd.
Øen kom senere til at hedde Wilders Plads Ejeren af øen Bjørn fik 20 års skattefrihed. Efterhånden kom der flere ejere til øen, blandt andet Grønlands handel.
I Bjørns tid var der en kort overgang skydebane for Det Kongelige Skydeselskab på øen.
Sladderrækken
Wildersgade hed i ældre tider Lille – og Store Kongensgade. Sidstnævnte var strækningen mellem Torvegade og kanalen. Den kaldtes også for Sladderrækken. Navnet Wildersgade fik gaden i 1859.
Heering
Peter F. Heering havde en af de største virksomheder på Christianshavn. Virksomheden blev grundlagt i 1818 i en urtekræmmerbutik på hjørnet af Boldhusgade og Admiralsgade. Kirsebærlikøren blev efterhånden også eksporteret til det sydlige udland.
I 1833 begyndte han også på rederivirksomhed og fire år efter havde han ti skibe i søen. Ved hans død i 1875 var der dog kun to skibe tilbage. Men eksporten af likøren var stigende.
Sort, skiden og smudsig
En jysk bondeknold, der under krigen 1848 – 1850 var udstationeret i København fortalte lidt om forholdene på Christianshavn – dengang. Efter en march til Amager gik man gennem Christianshavn.
25 øl til politiet
En skrøne fortæller om en politistation med et værtshus i kælderen. Det kunne godt stamme fra Christianshavns Torv. Da lå politistationen henne ved hjørnet af Overgaden. Man skulle have haft den ordning med værtshusholderen i kælderen, at når vagthavende bankede i gulvet, skulle han komme op med det antal
øl, der svarede til det antal af dunk. En dag kom værten op med 25 øl. Man havde anholdt en fuld mand med træben.
Den stakkels pige fra Fanø
Borgerdydskolen på Christiansborg var den første skole i Danmark, der udklækkede kvindelige studenter. Det skete så sent som i 1877. En af de første var Nielsine Nielsen, som også blev den første læge i Danmark.
På vej hjem fra eksamen, mødte hun sin gamle lærer gennem tre år, Ludvig Trier. Hun ville takke for hans indsats, men han forbød hende at tale om det.
Nielsine blev senere læge på Kvindefængslet på Christianshavn.
I sine erindringer fortæller Nielsine en frygtelig historie fra Fanø. Der var fundet et barnelig. Forhørsdommeren fik til opgave at finde moderen for en hver pris. En tilfældig unge pige blev anholdt. Forhørsdommeren, der var berygtet for sine metoder, fik under torturlignende forhold den unge pige til at tilstå. Hun skulle efter fødslen have dræbt sit barn. Både hende og moderen blev sendt til Kvindefængslet på Christianshavn. Moderen blev dømt for at have været medskyldig i barnets drab.
I fængslet trak hun tilståelsen tilbage, og Nielsine Nielsen besluttede at undersøge hende. Det viste sig, at hun var jomfru. Hende og moderen blev løsladt med det samme.
Christianshavns Døtreskole
På et eller andet tidspunkt opstod tankerne om en pigeskole efter alle drengeskoler. Den skulle leve op til de idealer man havde dengang i slutningen af 1700 – tallet.
I Dronningensgade 67 blev Christianshavns Døtreskole oprettet. Hele 44 paragraffer havde man i den første grundlov. Døtreskolens guvernante sørgede for at pigerne var renlige og anstændig påklædte, samt anførte pigerne til en god og sædelig levemåde. Den anden lærer skulle give undervisning i linned – og skrædder-syning, broderi og andet Fruentimmerarbejde.
Desuden blev pigerne undervist i fransk sprog og dannelse. Til blomster – og landskabstegning blev antaget en tegnemester, og så var der 2 – 3 eftermiddage om ugen, undervisning i dans.
Børnedødeligheden stor
Noget af det værste slum overhovedet, lå på Christianshavn. Skrupelløse husejere foretog en oprørende sammenstuvning af mennesker i skumle, svinske kasser, hvor trapperne var livsfarlige hønsestiger uden rækværk.
I en et – værelses lejlighed kunne der i 1867 være anbragt op til 14 mennesker.
En overgang lejede Københavns Fattigvæsen, Søkvæsthuset i Overgaden for at råde bod på den værste bolignød. Det var nu ikke den mest smarte løsning, man fandt på. I store uhyggelige sale lod man ophænge et sækkelærred, som adskillelse mellem små familie lejligheder. Man levede sit mest intime liv for åben tæppe. Under disse forhold levede 150 familier. De fleste med mange børn.
Børnedødeligheden var dengang uhyggelig stor på Christianshavn. 36 ud af 100 børn døde inden de nåede 18 år.
Ville ikke bygge på Dag – og natrenovation
Artillerikasernen optog hele den nordre side af Bådsmandsstræde fra Prinsessegade til Volden. Grundene syd for gaden var endnu til dels ubebyggede. Et større areal havde Den Kongelige Porcelænsfabrik benyttet til oplagsplads, men i 1850erne ville staten afhænde grunden og forsøgte at interessere Magistraten i en forlængelse af Amagergade henover den.
Bystyret mente det midlertidig ikke hensigtsmæssig at bebygge dette areal. Det var fyldt med dag – og natrenovation. Og tidligere havde den været benyttet som Fattig – og Slavekirkegård.
Skinddød
Bodenhoffs Plads ligger ude i det triste Aladdin – kvarter. Området blev anlagt af den rige tømmerhandler og skibsreder Andreas Bodenhoff i årene 1766 – 68.
Han anlagde et skibsværft, men havde også med skibsfragt og meget mere at gøre. Han døde i 1796 og overlod sin forpligtigelser til sønnen. Denne giftede sig i 1796 med den yndige 17 – årige Gertrud Birgitte Rosted. Bodenhoff døde kun et halvt år efter, mens den rige enke Gertrud kun blev 20 år.
Hendes famøse begravelse og hvad der sidenhen hændte har vi beskrevet i artiklen Da Gertrud rejste sig fra kisten (under Nørrebro) Var hun kun skinddød, da hun døde? Gertruds bror mente bestemt, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten. Men hun lå i med en klokke tilsluttet foden, da hun lå i huset på
kirkegården inden hun blev lagt i graven.
Huggeblokken
En læser af dengang.dk har spurgt til værtshuset Huggeblokken. Det er nu ikke så meget, vi har fundet ud, som læseren ikke vidste i forvejen. Den blev besøgt af Christianshavns fiskere. Dette ændrede sig efterhånden. Stedet blev kendt for dens gode smørrebrød. Den hyggelige kælderbeværtning lukkede i 1968.
1930ernes pædagogik
På Sofiegades Skole blev regnelæreren kaldet for Nummerbasse. Han elskede at kalde eleverne op til katederet, tage fat i ørerne eller kinden, mens han med den anden hånd gned den anden hånd.
Pludselig gav han en ørefigen, så det sved. Nogle måtte trække deres bukser ned. Så fik de tre slag med spanskrøret, mens Nummerbasse skreg:
Ja sådan var pædagogikken i 1930erne på Christianshavn.
Frikadellen
Engang kunne man føle sig hensat til Mississippi når man kiggede på en grim hjuldamper i kanalen. Jo det var rigtig nok, der lå en slags floddamper. Det var et
skib, der sikkert ikke har været anvendt til andet. Datidens medier kaldte den for Christianshavns Jammersminde, mens befolkningen kaldte skibet for Frikadellen. Andre igen kaldte det for Verdens længste bar.
Skibet blev bygget på B&W i 1926. det var beregnet som cafeteria for arbejderne på Strandgade – værftet. Da B&W endelig fik bygget et nyt marketenderi blev skibet i havnen overflødigt. Men hvad skulle det så bruges til? Ja ideerne var mange, men det hele endte med at det blev købt for 50.000 kr. til ophugning ude ved Skudehavnen. Under transporten hertil, var det ved at synke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22, – 03. – 2022
Februar 4, 2010
Kongen måtte bæres hjem efter at have været til fest hos Tordenskjold. Kvinder der var skyld i kønsforstyrrelser blev anbragt i Kvindefængslet. Store slag fandt sted mellem amagerkanere og christianshavnere på Volden. Et kræmmerhus med fedtegravere
kostede 5 øre. Ko-yver kostede 20 øre. Man spiste vandgrød og sur-vælling. Og Bådsmandsstrædes Skole blev kaldt for det røde fængsel
Skattefrihed
Christian den Fjerdes ordre til storkøbmand Johan de Willem i 1616 var at han skulle få velstående nederlandske købmænd og gode håndværkere til at komme til Danmark. Til gengæld ville han garantere religionsfrihed samt 12 års frihed for skat, told og anden tyngde. Dog kunne der kun gives 7 års frihed for udførselstold.
Uden modydelser måtte de så bosætte sig på et land, der hed Amager. Og dog betingelsen var, at man opførte et godt købstadshus på grunden. I første omgang havde kongen tænkt og et centralt torv med 8 gader. Ambitionerne var høje. Men de blev ikke helt indfriet. Men Strandgade er et godt eksempel på, hvor flot der kunne bygges. Vi tager på en vandretur op af Strandgade.
Vandretur i Strandgade
En perlerække af velbevarede ejendomme ligger på denne gade. Vi begynder ved Christians-kirken. Den var omgivet af B & W´s mange bygninger. I 1755 – 59 blev den bygget som kirke for den tyske del af garnisonen. Dens oprindelige navn var Friederichskirche. Det var faktisk Eigtved, der var skaberen. Siden 1901 har kirken været dansk sognekirke under det nuværende navn.
Kongen måtte bæres hjem
Her i Strandgade boede Grundtvig fra 1829 til 1840. I nabohuset Strandgade 6 boede Tordenskjold. Bygningen er opført af vindhandler Abraham, en af Københavns 32 mægtiske mænd (forløberen for Borgerrepræsentationen)i enevældens tid.
Da Tordenskjold boede her, var Frederik den Fjerde ofte på besøg. Kongen blev ofte så fuld, at han måtte bæres hjem til slottet på den anden side af havneløbet.
Strandgade 14 blev kaldt for Rhodske Gård. Midt i 1600 – tallet blev den opført af borgmester Norman Hiort. Ofte er gården blevet udnævnt som Christianshavns Rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to etager. Under et engelsk luftangreb i 1943 blev ejendommen beskadiget, men bygget om i 1945.
I sangerinde – knejpernes gyldne tid i 1860erne lå et etablissement i ejendommen kaldet Christian den Fjerdes Hal. Det senere kælderværtshus på samme sted, Christian den Fjerde er nærmest legendarisk.
Før Torvegades udvidelse lå der her en række gamle renæssancegårde. Blandt dem var Strandgade 22 – 24 opført i begyndelsen af 1630erne. Den var ejet af købmanden og tolderen af købmanden og tolderen Nikkel Kock. Han blev beskrevet som en brutal person, der hverken kunne læse eller skrive. Men han var som øverste chef for toldmyndighederne god til at få penge til den slunkne statskasse. På den måde var han en god ven af kongen.
Her på Strandvejen lå restauranten, Kabyssen, dansestedet Charlie Brown og Færgekroen. Og en række gamle ejendomme ombygget til ukendelighed. I nr. 26 er det Behagens Gård fra 1626. Her var engang politistation.
I nr. 28 er det Sivert Gubbes gård. Gubbe var en af Christian den Fjerdes personlige venner. I mange af sine erindringer har han berettet om drukture sammen med kongen i hans unge dage. I Norge havde de således smadret flere værtshuse.
Strandgade 30 er fra 1636. Den er opført af Jens Petersen. Senere blev den bryggergård. Således er porten indrettet i 1710 af bryggeren, Niels Sørensen.
Christianshavns ældste hus
Christianshavns vel nok ældste hus er sikkert Strandgade 32, opført af Mikkel Vibe i begyndelsen af 1620erne. Han var jyde og senere borgmester. Han fik af kongen ordre til at føre tilsyn med byggerierne på Christianshavn. Men jyden nåede aldrig, at se sit eget hus færdig.
På den anden side af Sankt Annægade fortsætter en række af de gamle bygninger. Vi skal her nævne Torps Gård fra 1733.
Ved siden af i nummer 36 – en ejendom opført af Niels Brock i 1780. Legatstifteren er blandt andet navngiver til en handelsskole. I nummer 46 ligger så Anders Bjørns gård. Denne person omtales senere her i artiklen. På den modsatte side af Strandgade lå Asiatisk Kompagni.
Kæmpe voldanlæg
På kort fra 1617 er 934 hussteder indtegnet. Et voldanlæg blev planlagt. Og for at få dette finansieret skulle der udskrives en ekstra skat. Der tages kontakt til hollandske ingeniører. Planlagt var op til 65 projekter, hvori indgik en del kanaler.
Meningen med det hele var at militæret skulle flytte ud til det nye sted, og når det hele stod færdig skulle der udstedes købstadsrettigheder. Selve fæstningen bestod af en fæstningsring med 5 bastioner. Af de oprindelige bastioner er der i dag kun to tilbage.
På Møllebastionen lå der selvfølgelig en mølle, den hed Breslaus Mølle. En fæstningsby havde brug for forsyninger i form af mel og gryn, så der blev opstillet mange møller på bastionerne rundt om i København. Også på Bastionen ved Kirken blev der opstillet en mølle. Den blev kaldt Lille Mølle.
Helt let var det nu ikke at bygge på dette sted – Amager. Det hele skulle bygges på pæle.
Knippelsbro
I 1620 stod en bro og en dæmning til København færdig. Det var den første Knippelsbro. I ældre historiebøger har jeg set beskrivelser af, at broen er opkaldt
efter det rundtømmer – knipler – broen var belagt med. Men det er ikke korrekt.
Den første bro blev oprindelig kaldt Christianshavns Bro eller Lange Bro (det var før Langebros tid).
Hans Knip fik i 1642 lov til at købe den grund, der lå lige op til broen. Hans opgave var også at hejse vindbroen op og ned. Desuden skulle han opkræve
bropenge af de skibe, der passerede.
Efter Hans Knips død, hed hans ejendom stadig Knippenshus. Og det er efter denne brovagt, broen har sit navn. Den første Knippelsbro var en primitiv træbro. I 1725 – 28 blev den grundig forbedret og i 1869 afløst af en jernbro. I 1908 blev der anlagt en ny, men den blev afløst i 1930 af en endnu nyere bro. Og det er den, der i dag er anlagt for enden af Torvegade.
Første Langebro blev bygget i 1686. Flere gange blev den ombygget. I 1930 opsatte man en interimistisk bro, som i 1954 blev afløst af den nuværende.
Frelsers kirke
I 1630 flyttede den senere byfoged, Johan Lauridsen til stedet. Han kunne berette om oversvømmelse og højvande. Ja han påstod, at der var tre alen vand, da han overtog grunden.
Et stort befæstningsanlæg skulle rumme både Tøjhus og Flåde. Sådan var tanken. Men det gik knap så hurtig, som kongen havde tænkt sig. Voldanlæggene havde fremspringende bastioner. Bydelen var systematisk ordnet med hovedgade og sidegader placeret systematisk. Oppe fra Frelserkirkens kirketårn kan man endnu se meningen med det hele, hvis man ellers tør at gå op af vindeltrappen.
Ja den første kirke var en beskeden træbygning, der dog snart blev utidssvarende. Vor Frelsers Kirke blev påbegyndt i 1682, men først indviet i 1696. Det tårn som arkitekten havde planlagt til kirken, blev aldrig bygget. I stedet tilfaldt opgaven til Lauritz de Thurah, der i 1749 – 50, der opførte det enestående spiralsnoede spir med udvendig trappe. Spiret krones af en globus, som bærer en 3 meter høj figur af Frelseren med sejrsfanen. Alt er udført i forgyldt kobber.
Som lovet fik Christianshavn sine købstadsrettigheder. Det skete den 8. juni 1639. Byvåben og segl blev fremstillet. To borgmestre og 4 rådmænd blev udnævnt.
Kvindefængslet
I 1662 skænkede Frederik den Tredje en bygning på Christians Torv. Den skulle bruges til Børnehus. Det var til forældreløse, fattige, ulydige og vanartede
børn. Der blev også indrettet en tvangsanstalt og en straffeanstalt for forbrydere, særlig kvinder, der var skyldige i kønsforbrydelser eller tyveri.
Kvindefængslet lå ved Christianshavns Torv. Dengang under Frederik den Tredje, blev der fejret enorme fester. Her boede adelsmanden Kai Lykke. Og tænk dette flotte patricierhus blev forvandlet til det skumle og berygtede Tugt, rasp – og Forbedringshus. Og senere fængsel for kvinde – ja dengang det eneste.
Engang forelskede en tømmersvend sig i en de ansatte kvinder. Tømmersvenden, der arbejde på tårnet ved Frelserens Kirke, kommunikerede via en blyplade, hvor han havde skrevet teksten. Med sikker hånd kastede han den ned til fangen, når hun havde sin halvtimes gåtur i fangegården. Hun svarede med tegn. Uheldigvis greb vinden en dag blypladen. I stedet for at lande i fangegården landede den uheldigvis gennem ruden til lægens kontor. På den måde blev kommunikationen afsløret.
I 1674 var der 400 kvinder i fængslet. Der var endelig kun plads til 200. Sundhedsforholdene var elendige og den ene epidemi efter den anden afløste hinanden. I 1741 opførte man en ny bygning. Nu kan fængslet rumme 500 fanger.
Men forholdene var endnu ikke ideelle. I 1841 opstod der oprør i fængslet, og militæret måtte sørge for ro og orden.
Ved Christianshavns udvidelse i 1670 blev bastionerne kraftig udbygget. Møllens Bastion kom til at hedde Elefantens Bastion og Bastionen ved Kirken kom til at hedde Løvens Bastion
Internationalt liv
Det var et meget internationalt liv herude på Christianshavn. Det var sejlskibenes og koffardifartens muntre og morsomme by. Kinesere og malaysier viste deres gule og brune ansigter midt i vrimlen med de brogede Amager – bønder. Det var grundmurede borgergårde, der kom til at ligge langs Strandgades østre side. Det var brogede facader og dekorative gavle. Barokken satte sit præg
Skibene kom ind med kostbare varer som krydderier, silke og porcelæn. Det var handelsfyrsten og kompagniernes tid. Teen fra Ceylon duftede i redernes stuer. Oppe under pakhuslofterne lyste kasser med gyldne silkestoffer. På de mange beværtninger sad sømændene og pralede om det, de havde oplevet i alverdens havne.
Det var i en af de prægtige borgerhuse, at Tordenskjold festede. Det var også her af Johan Ludvig og Johanne Louise Heiberg boede. Oppe på volden gik Georg Brandes og Julius Lange og drøftede oldnordisk mytologi og græsk kunst.
Slut med selvstændigheden
I 1674 var det slut med Christianshavn som selvstændig købstad. Den blev indlemmet i København. Peter Villadsøn blev indsat som byfoged på Christianshavn og birkefoged på Amager. Inde fra byen havde man klaget over ulig konkurrence fra Christianshavn
Carl Wilder
En af de store handelsmænd var dengang Carl Wilder. Han var desuden mægler og skibsværftsejer I 1762 oprettede han sit skibsværft for enden af Strandgade, hvor Wilders Bro ligger.
På Gammel Estrup havde han oprettet den første spåner-fabrik i landet:
Men dette projekt måtte han opgive i 1760 på grund af uoverensstemmelser med Isenkræmmerlavet. En plads, en bro og en gade blev opkaldt efter den initiativrige mand og hans familie. Ja også en café er opkaldt efter Wilder.
Carl Wilder´ s søn, Lars førte skibsværftet videre. Han forblev ugift og blev en stor velgører. Han testamenterede sin store formue på 50.000 rigsdaler til velgørende formål.
Værfts-by
På øen havde Andreas Bjørn tidligere anlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2. Egentlig skulle Christianshavn udvikle sig som en købmands-by, men efterhånden udviklede den sig til en Værfts-by
For at drive værftet skulle der indkøbes tømmer, hamp, tjære, sejl, tovværk samt jern, kobber og bly.
Flåden havde også travlt. Til skibenes udrustning skulle der bruges kanoner, kugler og krudt. Og besætningen skulle have proviant. Der blev indkøbt store partier af flæsk, ærter, gryn, smør, brød, samt store kvantum øl og brændevin.
På Holmen satte man en stor ære i at fremstille det hel selv. Men man købte en del varer og serviceydelser hos de handlende og håndværkerne. Når de egne værksteder var booket op, måtte man i byen for at købe glarmester, maler, blytækker og blikkenslager-arbejde. Men også byens smede og metalstøbere fik rigelig med arbejde herude. Og affaldet skulle fjernes, så der var arbejde til de lokale vognmænd. Skulle der bygges, ja så var der masser af arbejde til byens murermestre og stenhuggere.
Det gamle revet ned
Tiden har sat sine spor. Det morsomme lille bomhus ved Langebro – Fischers Beværtning, hed et også med Dannebrog malet over loftet, er borte. Også
Skibet i Torvegade og Jødens Hule med de stejle trapper op til lejlighederne er revet ned. Også de gamle broer er borte, og afløst af nyere og mere moderne.
Og de jyske fiskere anløber ikke mere Christianshavn
Men i Brogade 4 kunne Holberg godt have boet, da han flygtede over Amagerbro i 1728, da byen bag ved ham, brændte. Bag de grønne småruder kan
man godt skimte Jeronimus, Magdalone, Henrik og Pernille.
Efterhånden ændrede forholdene sig på Christianshavn. Hvordan så forholdene ud omkring år 1900. Vi kigger lidt på området.
Køerne på første sal
Indtil 1897 boede der i Sofiegade 10 – lige på hjørnet af Dronningegade et brændevinsbrænderi. Der var ko-hold til. Køerne var opstillet i bagbygningen både i stueetagen og på første sal. Bønderne hentede bærmen og ofte spildte de. Men det var hønsene ganske glade for. De fik en bimmelim på. Om eftermiddagen blev spilkogende vand lukket ude gennem et jernrør til gaden. Og så kan det nok være, at madammerne kom med deres spande.
Liv på volden
Reberbanen under voldskrænten hører fortiden til. De raske knægte kun tjene nogle håndører ved at dreje det store hjul for rebslageren. Her lå også stadsgraven, en gang med siv og ællinger. Der er heller ikke plads til vindmøllerne på volden.
Lille Mølle er den sidste af Christianshavns voldmøller. Den blev bygget i 1783 og rummede var i brug til 1832. En dampmølle klarede produktionen frem til 1909. Inden skolerne afslutning herskede der fred og ro på voldene. Men så kom der liv. Og om aftenen kunne bander godt indfinde sig her. Omkring voldene havde militære institutioner samlet sig. Her lå Bådsmandsstrædes store artillerikasserne. Bag ved havde hærens laboratorium sin plads.
Længere oppe af Langebro sås over på den anden side af voldgraven, gevær-fabrikken. Masser af soldater benyttede også voldene, når de skulle til og fra øvelser.
Ved voldene holdt spritterne til, både kvinder og mænd. En halv flaske brændevin og en falske skibsøl kostede den gang, den formidable sum af 19 øre.
Det var også her, at Amagerkanerne og Christianitterne udkæmpede store slag med stave, som var fundet på byggepladser. De vakse drenge sprang en tur i voldgraven selv om det var forbudt. Når politiet dukkede op, løb drengene ned ad gaden med alt tøjet i armene.
Nede i Voldgade var der en Gaspumpestation. Her samledes man og spillede klink med penge til streg. Der blev også drukket øl til sang og harmonika spil.
Masser af druk
Nogle steder på volden havde man fornemmelsen, at man befandt sig hele ude på landet. Forkrøblede haver med ukrudt der voksede vildt. På Langebro
havde man udsigt til Gasværksgaden. Her kunne man også skimte Vesterbros grimme arbejderkasser. Til den anden side lå Vestre Boulevard med Glyptotekets u-dekorative murstensmasse.
For at man kunne gå nogenlunde tørskoet var rendestenene dækket med brædder. Når det så regnede kraftigt flød disse brædder ovenpå, og knægtene brugte dem som tømmerfloder. Var man så heldig at fange en rotte, ja så fik man 10 øre på brandstationen.
Inden arbejderne skulle på arbejde, gik den ofte forbi beværtningerne i Prinsessegade, hvor morgenbitterne stod på rad og række. Her boede også en masse polakkere. Slagsmål og omfattende druk var der meget af.
Vandgrød og sur-vælling
Om vinteren, når arbejdsløsheden hærgede, var det svært at få pengene til at række. Men hos viktualiehandleren på Torvegade kunne man for 5 øre få et helt kræmmerhus fedtegrever. Når de blev brunet smagte de godt med en gang kogte kartofler. Nede på Samaritanen kunne man få vandgrød med varm mælk eller
øl, og nogle margarine klemmer.
Gik det helt galt, ja så kunne man gå hen i et spisehus for børn i Prinsessegade. Her kunne man få varm mad hver anden dag. Mange kogte skinkeben, så blev
der også kogt sulevælling eller kålsuppe. Så var der mad til et par dage.
Men det var langt fra hver dag, man fik varm mad. Den daglige kost var kaffe, nogle tykke skiver rugbrød med lidt fedt med salt. Måske et stykke leverpostej til lidt afveksling. En tynd suppe med et eller andet spiseligt var normalt. Noget af det bedste var rismelsgrød med kanel, sukker og dertil en kop varm øl
med sukker i.
Kneb det med pengene, kunne man altid gå hen til pantelåneren med lidt tøj og sengelinned. Så fik man et par kroner. Tøjet blev så hentet om lørdagen mod
at betale renter. Et menighedshus hjalp med rugbrød og mælk samt brugt tøj. Her var der også søndagsskole. Så kunne man også få varmen nogle timer.
Det røde fængsel
Det Røde Fængsel, ja sådan kaldte man Bådsmandsstrædes Skole. Her fik man en ved siden af hovedet for den mindste forseelse, spanskrøret var ikke langt væk. Når der var fastelavn, samledes man på volden. Her var der hængt 4 tønder op. Bagefter gik turen til Bådsmandstrædes Kasserne, hvor der blev serveret chokolade og boller.
Spytbakke på værtshusene
Her var en masse små listige beværtninger. Særlig i Torvegade. Ved Skibet ved Volden sad en kakadue og snakkede løs. Amager – bønderne foretrak Falken,
når de kom fra Torvet. Et par andre steder kaldte sig Det grønne træ, Christian den Fjerde og Røde Lygte.
Mange af disse værtshuse lå i dybe kældre kun oplyst af en petroleumslampe med sand på gulvet og med spytbakker fyldt op med sand. Et sirligt klippet papirunderlag lå under bakken. Der var ikke alle, der ramte plet.
Inde på værtshusene blev der stillet øl frem til politibetjentene. Ofte måtte de træde til, når en fuld mand eller kvinde måtte slæbes hen på stationen, Strandgade 28. Der var altid en lang hale af børn med på slæb. Senere blev stationen længere ud mod Amager. Så blev de fulde afhentet i hestevogn. Datidens betjente var iført hjelme og lange stave.
Politiet holdt hele tiden flyttedag
Den første politistation kom til at ligge i Børnehuset, Torvet 2 på hjørnet af Torvet og Overgaden. Den blev oprettet i 1815. Men allerede i 1823 blev den nedlagt. Men i 1863 blev stationen genoprettet på samme adresse. Efter nogle få år flyttede man hen på Christianshavns Torv. I 1892 blev bygningen, der var fra ca. 1640 dog revet ned. Derefter holdt stationen til i Strandgade 26 mellem Torvegade og Sct. Annægade.
I 1923 skete der igen en omorganisering. To lejligheder i Under Elmene 7A blev lagt sammen og fungerede som politistation helt frem til 1970. Atter engang flyttede man til Hørhusvej 7 og endnu senere flyttede stationen helt ud til Kastrup.
Brand i gaden
En brand var en begivenhed. Imponerende var det at se de store hestetrukne brandsprøjter i fuld fart. Den lange Stigesprøjte – damptromle med fyr under kedlen og en klokke. Særlig til nytår var der brand i gaden. Gamle sofaer og madrasser og juletræer blev flammens offer. Brandvæsnet havde nok at lave.
Gaderne var brolagte, så det var tydeligt at høre, når Amager – vognene kom kørende til Torvet med grøntsager. Om aftenen kunne man høre latrinvognene.
Pas på – fattigvæsenet
Trods fattigdom var der masser af sammenhold. Der var ingen socialkontor. Det blev betragtet som skam, når man skulle henvende sig hos Fattigvæsenet.
Var man først kommet under det, mistede man sin stemmeret og sine borgerlige rettigheder. De som søgte hjælp fik to kort, et grønt og et rødt. For disse kort kunne man på udvalgte steder få udleveret et sigtebrød og et stort rugbrød.
Hver morgen vandrede en stor strøm af arbejdere i blå bluser og træsko ud af Refshalevejen for at arbejde på B&W. Ugelønnen var på 14 – 15 kroner for en 60 timers arbejdsuge.
Is i skægget
Dengang kunne man godt have medfølelse for vognstyreren på den gamle linje 9 Papegøjen. Der var ingen skærm med vinduer foran hans plads. Han var udsat for vejr og vind. Sne og kulde kunne ses i hans kraftige overskæg. Hans kappe var et panser af is, når han stod af ved endestationen på Bodenhoffs Plads.
Kirsebær og Bismarcksklumper
Man så som barn op til de unge kadetter, som kom fra Orlogsværftet om eftermiddagen. Det var nogle vældige flotte uniformer og en dolk. Så mange drengeønsker gik op i, at blive kadet. Men ak, det var ikke noget for fattigfolk.
Man kunne i stedet drømme om, at få en tur med motorfærgen fra Christianshavn til Kongens Nytorv for 5 øre.
Men sådan en investering kunne også bruges til brystsukker, for eksempel 3 Bismarcksklumper med røde streger, eller blokchokolade. Det kostede også 5 øre dengang.
Når man kom fra Torvegade til Kanalen og gik til højre kam man til et stort hus, der blev kaldet Heerings Hus. I den smukke gård sad kvinder og arbejde
med kirsebærplukning. Store vogne belæsset med kirsebærbuketter eller klasser skulle ren-plukkes. Når portene blev åbnet, styrtede vakse knægte ind, og fik lov til at plukke grenene helt rene.
I Torvegade lå også den gamle oliemølle. Her kom mange kvinder med en spand i hver hånd og hentede kogende vand, når de havde vaskedag.
Dengang var der virkelig mange flotte huse i Store Torvegade. De er for længst revet ned. En af dem blev kaldt for vinhuset. Det havde en meget stor firkantet gård med gulkalkede mure og en meget ujævn stenbelægning. Når man gik i træsko, var det svært at holde balancen.
Lejekaserner
I de store lejekaserner var der ikke vand i køkkenerne. Der var en vask for hver ende af gangen, hvor man måtte hente sit vandforbrug. Der var dog gasblus på trappen. Man kunne dog kun få gas fra 18 til 21.
Lige neden for vinduerne stod skraldebøtterne. Så der var ikke just frisk luft, når man åbnede vinduerne. Der stod en hørm ind af vinduerne og i tilgift fik man om sommeren en sværm af fluer ind. En af disse bygninger havde fået et specielt ry og blev kaldt Loppekroen. En anden blev kaldt treogtredive Lige over for denne lå en symaskinefabrik.
Marskandisere og spækhøkere
I mange af gaderne var der butikker, især marskandisere, nogle pantelånere. Mange stegekældre fandtes i mørke og gasbelyste rum. Her kunne man for en billig penge købe en skål varme kartofler for 5 øre, ligeså stegte sild, stegt lever og stegte ko-yvere, der dog kostede 20 øre. Om aftenen kørte en mælkevogn rundt i gaderne. Manden havde en klokke i hånden og ringede med dem. Ustandselig råbte han:
Der fandtes også specielle butikker, der solgte varme æbleskiver. Tre skiver, lidt syltetøj og et glas mælk for 5 øre. Disse butikker var altid rene og pæne og havde en stor søgning af især soldater. Tre kaserner og et orlogsværft skulle nok holde gang i disse butikker.
På hjørnet af Amagerbrogade tæt ved Volden lå et gammelt smukt bindingsværkshus med en spækhøkerbutik. I gården var en smuk svalegang. Her kunne man se udskårne hoveder af mennesker og dyr, der så vrede ud.
Amager Port
Skulle bønderne ind til København måtte de gennem Amager Port. Her lå også en kontrolbygning – Acciseboden. Bygningen blev flyttet, da Torvegade
skulle gøres bredere. Acciseboden var samtidig bolig for portvagten og hans familie. Den nuværende bygning er fra 1724, men den blev væsentlig udbygget i 1829. Den blev opført samtidig med den nye Amager Port.
Her skulle betales afgift, men mange forsøgte at snyde. Men vagterne havde gode hunde, der kunne snuse sig frem til afgiftspligtige varer. Accise, konsumptionsagtigt eller skat skulle erlægges for varer, som skulle indføres til hovedstaden.
Adgangen til Amager Port var beskyttet af et fremskudt forsvarsværk, en Ravelin. På denne blev der i 1728 opført en bygning i lighed med vagthuset inden for volden. Denne bygning husede den militære magt, og blev kaldt Bomhuset.
Da konsumptionen ophørte i 1852 og Amager Port blev revet ned i 1857. Bomhuset blev overflødigt, men bygningen fik lov til at blive stående, og er i dag en del af en restaurant, som meget passende hedder Ravelinen.
Christianshavns Skole
I Prinsessegade 45 ligger en markant bygning. Den rummer i dag Christianshavns Skole. Men oprindelig var bygningen i 1915 opført som hospital for flåden.
I 1928 blev et militærhospital indviet på Tagensvej, så Prinsessegade 45 blev overtaget af Østifternes Åndssvageanstalt. Bygningen blev brugt til dette formål ind til 1940.
Efter 9. april 1940 overtog Hærens Flyvertropper stedet. Det skete efter, at man måtte rømme Værløse flyveplads. I den periode blev stedet kaldt Prinsessegades Kaserne. Men i slutningen af besættelsestiden overtog tyskerne bygningen, og den blev brugt som lazaret.
I 1949 blev bygningen købt af Københavns Kommune, og i august 1950 blev den taget i brug til den nuværende funktion.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23-03-2022
Februar 4, 2010
Denne linje var før en del af min hverdag. Men så købte jeg en cykel. Nu forligger der en ny bog om den 125
år gamle linje. (Artiklen er fra 2010). Dengang var man helt nede på et interval på 3 ½ minutter. Hestesporvogne blev afløst af motorsporvogne. Nye spor skulle ligges. Problemer med at finde endestationen.
Det startede i 1884
I dag er det 125 år siden, den første linje 18 så dagens lys. Linien føres stadig ud af Falkoner Allé. Men i 8 år eksisterede linjen ikke. Det var Falkoner Alléens Sporvejsselskab, der oprettede linje 18. Den første del gik fra Nørrebros Runddel til Frederiksberg Runddel. Kørslen startede den 1. juli 1884.
Ny bog
En ny bog har set dagens lys. Det er bog nr. 32 i Sporhistorisk Selskabs Bogserie. Og den hedder ganske enkelt Linje 18. Den er skrevet af Henrik Lynder.
Bogen er på 120 sider og koster 285 kr. Vi har af forfatteren fået overrakt bogen til anmeldelse og omtale. Det gør vi gerne
Halmtorvet – Frederiksberg
Den 24. juli kunne omtalte selskab åbne driften af ruten Halmtorvet – Frederiksberg Runddel. Dagen efter blev hesteomnibuskørslen ad
Bülowsvej til Falkoner Allé indstilles.
Den 22. september 1885 vedtog man med vinterkøreplanens ikrafttræden, at ruten kun skulle fra Nørrebros Runddel til Rolighedsvej.
Om søndagen blev der dog kørt helt igennem til Frederiksberg Runddel.
Hansen fra Baldersgade
Den 4. juni 1888 afgav FAS en ordre til W.C.A. Hansen, Baldersgade 4. Ved selskabets start i 1884 rådede man over 50 heste. I 1888 indkøbte man yderligere 59, og solgte de urangerede. Ved selskabets ophør i 1897 rådede man over 123 heste. Selskabet var godt tilfreds med Nørrebro – vognene. I tilbuddet skrev Hansen blandt andet:
Hansen kom godt nok også med et billigere tilbud, man frarådede dog, at man anvendte dette.
To – etagers vogne
Nye to etagers vogne blev bygget hos Scandia i Randers. Et ruteskilt over vinduerne langs siden af vognen var påmalet Halmtorvet – Frederiksberg – Nørrebro. Så kunne man altid dække det, der ikke var aktuelt.
Fra 1892 kørte man 11 minutters drift på Nørrebro – linjen.
Nyt selskab
I forbindelse med elektrificering vedtog FAS den 22. marts 1897 at træde ind i selskabet Frederiksberg Spovejs – og Elektricitets Aktieselskab. Sidstnævnte selskab blev stiftet den 13. november 1897.
Forskellige undersøgelser viste, at det mest hensigtsmæssige var anvendelse af luftledninger, dog med undtagelse af Strøglinjen. Ret hurtig fandt man ud af, at alle spor skulle være dobbeltsporede. De gamle spor til hestesporvognene skulle også udskiftes til kraftigere spor.
Motor – sporvogne
Hestesporvognene kunne tage 20 – 22 passagerer. Nørrebros akkumulatorvogne kunne tage 40 passagerer. Man ønskede i det nye selskab en type, der kunne medtage 20 passagerer indvendig og 10 – 12 passagerer udvendig.
I midten af september 1899 var vognleverancerne så langt fremme, at man kunne foretage prøvekørsler på linjen mellem Frederiksberg Runddel og Nørrebros Runddel.
På begge runddele blev der lagt drejeskiver til vending af de ensrettede motorvogne. Prisen var 5 øre for en tur. Og man kan sige, at forbindelsen var bedre end nu til dags. Man kørte nemlig hver 6. minut.
Skal linjen forlænges?
I foråret 1912 indledte kommunalbestyrelsen på Frederiksberg interne drøftelser om udvidelse af sporvognsnettet. Det gik blandt andet ud på forlængelse af tværlinjen fra Frederiksberg Runddel ad Pile Allé til Valby Langgade.
Fra Nørrebros Runddel til Valby Station tog det i 1915, 23 minutter.
Københavns Kommune kunne erhverve eneretsbevilling på en forlængelse af Jagtvejslinjen (Linie 9) fra Lille Vibenshus til kommunegrænsen ved Borups Allé.
Men forhandlingerne trak ud.
1.juli 1919 skete der en sammenlægning mellem det københavnske og frederiksbergske linjenet. Der blev indført 10 øres enhedstakst med omstigning mellem samtlige linjer i det nu fælles net.
Fra Svanemøllen
Onsdag den 1. oktober 1919 begyndte sporvognslinje 18 sit rigtige virke. Det skulle få en levetid på knapt 39 år. Den blev afkortet ved Frederiksberg Runddel.
Men den blev forlænget ad Jagtvej og Østerbrogade til Svanemøllen. To etagers frederiksbergske motorvogne blev sat ind i driften.
Om søndagen var ruten forlænget til Charlottenlund.
Svanemølle Remise blev bygget. Den var 70 meter lang og var inddelt i tre afsnit. Der var plads til i alt 105 vogne. Linie 18 forblev stationeret i denne remise, ind til rutens nedlæggelse i 1958.
Endestation i Valby
I begyndelsen af 1920 blev man klar over, at man havde lavet en fejl ved at udnævne Frederiksberg Runddel som endestation. Anvendelsen af drejeskiven var omstændig og langsom.
Man kunne med fordel forlænge ruten til hjørnet af Pile Allé/ Roskildevej. Men pludselig havde Frederiksberg Kommune indvendinger, da det ville forstyrre trafikken. Resultatet blev, at linje 18 blev forlænget til Valby Station.
Endestation – Vigerslev Allé
Den 11. juni 1930 foreslog sporvejene at forlænge linje 18 fra Valby Station til Vigerslev Allé. I 1936 var det sidste sommer at linje 18 kørte til Charlottenlund. I oktober 1932 blev der lagt nye spor på strækningen fra Lille Vibenshus til Vibenshus Runddel. Sporet blev samtidig flyttet til et areal midt på vejen.
Økonomien halter
Sporvejens økonomi var ikke god efter krigen. Passagertallet faldt fra 178 millioner i 1951/52 til 162 millioner i 1955/56. En takstforhøjelse i 1956 betød yderligere nedgang i passagertallet. Sporvejene måtte indføre ansættelsesstop.
En ny buslinje (39) var blevet indført. Den tog en del af linje 18´s passager.
Linie 18 nedlægges
Sporvejene indstillede i maj 1958 til Magistraten, at linje 18 skulle nedlægges. Mandag den 21. juli 1958 blev driften af linje 18 indstillet. Søndag den 1. maj 1966 begyndte buslinje 18 kørslen. Busserne på linje 18 var enmandsbetjente busser af typen Leyland, bygget hos DAB i Silkeborg. Linje 18 begyndte på Toftegårds Allé og gik via Strandboulevarden til Nordre Frihavnsgade. Man var helt nede på en 3 ½ minuts interval.
Endestation: Melchiors Plads
Der blev talt om en fælles endestation for linjerne 3, 9 og 18 på Melchiors Plads Så kunne man også etablere en busterminal på pladsen. Linie 18 skulle køre fra Strandboulevarden ad Marstalsgade til Melchiors Plads. Retur skulle der køres af Nordre Frihavnsgade til Strandboulevarden.
Den 1. oktober 1974 begyndte en ny æra i den københavnske trafikhistorie, idet Hovedstadsområdets Trafikselskab HT indledte sin virksomhed ved overtagelse af de offentlige trafikselskaber i hovedstadsregionen.
Endestationen på Melchiors Plads fik ingen lang levetid. Beboerne havde klaget over støjen, og mange læserbreve i lokalpressen gav ligeledes udtryk for store gener. I forbindelse med sommerkøreplanen den 15. april 1984 blev endestationen Nordhavn Station.
Hovedstadsrådet nedlægges
HT var i begyndelsen underlagt Hovedstadsrådet men i 1984 vedtog Folketinget at nedlægge dette. Den nye lov bragte sparekrav og privatisering med sig. Ved køreplaneskiftet i 1989 var der sparet mange bustimer væk.
I 1994 blev det bestemt, at 45 pct. af al HT – kørsel skulle udføres af andre end HT.
Dette betød, at DSV – bus havde kørslen på en fireårig kontrakt på linje 18 fra den 1. april 1990. Selskabet skulle tvangsindkøbe busser, og disse var ofte behængt med fejl.
Mange selskaber på linje 18
Busselskabet blev i 1992 solgt til det svenske Linjebus. Ved licitationen i 1994 vandt dette selskab linje 2,13 og 18. Man havde skaffet 27 helt nye Volvo
– busser.
Efter en ny licitation i 1998 overtog Combus linje 18. Og linje 18 blev forlænget til Mozarts Plads. Selskabet Combus ophørte i 2001. Connex overtog driften. I 2005 blev der indsat nye busser på linjen.
Fra 1. maj 2006 skiftede selskabet navn til Veolia transport Danmark. Selskabet blev solgt til Arriva, der derefter overtog driften. HT var fusioneret med to andre sjællandske busselskaber og kaldte sig nu Movia. Dette logo blev busserne nu forsynet med.
Linie 18 – ikke for store skanker
For mig selv var linje 18 en del af min hverdag. Men når man er født med lange skanker, er det ikke altid en fordel at køre bus. Det skal da lige være, når man kan finde plads nede bag ved.
I København er indstillingen den, at den almindelige trafik må vige for bussens fremkommelighed. Men efter at mine knæ ikke mere kunne holde til at
løbe, valgte jeg cyklen. Dermed sagde jeg farvel til linje 18. men en gang imellem punktere man på cykelstien og så må man bøje sig, og tage linje 18.
Sporvejshistorisk Selskabs udgivelser
For sporvogns – nørder og os andre lokalhistoriske – nørder er bogen Linie 18, en fornøjelse. Sporvejshistorisk Selskab har udgivet følgende bøger:
(Listen er fra 2010)
Kilde:
Henrik Lynder: Linie 18 – Falkoner Allé – linjen
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. 03. 2022
Februar 4, 2010
De fine damer med bådene fik ufrivillig fodbad. Frederiksberg var et yndet udflugtsmål, men forhindringer på vejen måtte overvindes. Middelklassen kunne ikke undgå at se udyder. Missionærer, der ville beskytte de udsatte, blev overfaldet. De første organiserede transportmidler opstod. Læs her om Københavns brogede liv.
Nøglen hos kongen
Nøglerne til portene skulle hver aften bæres op til slottet. For dem, der var kommet ind i byen, var det ikke et imponerende syn, der mødte den fremmede. Kom man ind ad Vesterport, mødte man et terræn fuld af morads. Her ved Halmtorvet lå gamle arbejdsvogne og en kongelig vejerbod.
På den anden side lå vagthus og et sprøjtehus og spærrede for udsigten. Og inde i byen vrimlede der med alskens afskum på gaderne.
Fra kajplads til stenhuggerplads
Byens engang fornemste kajplads Skt Annæ Plads var blevet omdannet til en simpel stenhuggerplads.
Men ikke var alt lige dårligt. Ved Langebro ved Rynestenens Bastion havde man indrettet en sø-badeanstalt.
Bygningen indeholdt 13 badeværelser, hvoraf de syv var til kvinder. Her kunne man både få varme og kolde bade. Desuden var der restauration på stedet. Langs Stadsgraven var der en sti, der var forbeholdt gæsterne.
Ufrivillig fodbad
Ude i havnen tillod havnepolitiet ikke, at ingen dampere måtte anløbe Toldboden, før ilden under Fyrstedet var slukket. Derfor var passagererne tvunget til at tage en jolle til 1 mark ind til land. Og var der tilfældigvis højvarme, ja så fik man et ufrivilligt fodbad og de flotte kjoler led sikkert skade af det snavsede havnevand.
Adskillige dampskibe lå på reden. Flere havnebyer i Danmark havde ugentlige forbindelser til hovedstaden. Og der var også forbindelser til Kiel, Lübeck, Göteborg og Malmø
Det optog folk meget, at ombygningen af den skandaløse Knippelsbro tog ret lang tid. Også problemer med den stejle Højbro, kunne ikke løses med det samme. I 1859 blev det besluttet, at flåden skulle flytte fra Gammelhavn til Nyholm. Dermed var det mulighed for bebyggelse af området.
Mange udflugtsmål
Voldene med dens bastioner frembød til en spadseretur. Her var altid mange mennesker. Særlig på Store Bededag var der en hel folkevandring. Her kunne man så hilse på Prins Ferdinand.
Men ikke alle var tilfredse med den store trafik. Man gik og røg cigarer, hvilket var en uskik.
På voldene ved Langelinie havde man indført en skildvagt. Et adgangskort skulle man betale for, og vagten kunne endda afvise uheldige elementer. Men i den modsatte ende ved Esplanaden kunne man gratis på omtrent en snes alen se et glimt af det åbne hav ud til Øresund.
Vejen til udflugtsmålet på Frederiksberg var visse steder brolagte, men man måtte indstille sig på forhindringer. Det var blandt andet rester fra Vesterbros
slagtere, man lige skulle passe på ikke at træde på.
Ved Trommesalen skulle man dreje til højre og ud mod Gl. Kongevej. Men heller ikke her skærmede træerne mod solen og støvet. Og duften af svinesti var helt normalt.
I 1842 fik Frederiksberg en særlig tiltrækning. Specielt udvalgte fik udleveret en nøgle til Søndermarken. Særlig fredag eftermiddag var tilstrømningen stor,
da Studenter – sangerne begyndte at foredrag sange.
Ja man kunne da også ved Blaagaardsvejen nyde synet af den smukke have ved Heegaards Etablissement.
Landbohøjskolen var lige taget i brug, og Bülowsvej lignede en markvej. Zoologisk Have kunne præstere Nordiske Dyrearter. På Gammel Kongevej lå Heymanns Bajerske Øl-pavillion – Svanholm med en lille have og rislende springvand. Selv tjenerne Louis og Heinrich var fra Bayern.
Det vakte en del forargelse, at se kvinder drikke bajersk øl og spise bajerske pølser.
Mere transport
Drosker og Omnibusser stod parat på udvalgte steder i hovedstaden. Til de nærmeste byer var der fast forbindelse med diligencer. Men dette forhold blev også kritiseret i datidens medier:
Droskerne havde ikke så meget at se til. Kun ved højtidelige lejligheder hyrede borgerskabet en karet. Det så mere standsmæssigt ud.
Men så kom omnibusserne. Disse var forstadiet til sporvognene. Hyrekusk Petersen i Møntergade tog initiativet til oprettelse af omnibusserne i 1840. En gul omnibus, der selvfølgelig blev kaldt Solen var pludselig på gaden. Den gik fra Møntergade til Frederiksberg. Senere dukkede andre op, Flora, Hjorten, Løven m.m.
Men det var nu ikke den store komfort, der blev budt kunderne. Vognene havde plads til 13 – 14 personer, og man kunne ikke undgå at berøre at hinanden. Det var noget som borgerskabet anfægtede. Men disse omnibusser slog godt an. Snart kom der konkurrenter.
Petersen indførte en ny rute, der hver morgen klokken 9 kørte fra Møntergade ad Nørreport op ad Blegdamsvejen til Østerbro. Ture til udflugtsmålene Lyngby, Charlottenlund og Dyrehaven blev efterhånden også udført af omnibusser.
Torvehandel
Torvehandelen blev indført i København fordi befolkningen for billig penge skulle kunne få adgang til landmandens produkter. Husmoderen måtte stå tidligt op. Hun havde følgende muligheder:
Skulle man servere en 4 – retters, ja så måtte man handle mange steder. Men det var det nu de færreste, der havde råd til.
Der blev anført, at torvehandelens indførelse var konkurrenceforvridende over for de lokale detailhandlere. Og denne kritik var ikke ubegrundet, for efterhånden bredte detailhandelen sig til sidegaderne, uden at myndighederne kunne gribe ind.
Oprindelig var det husmødre og landmænd, der mødtes ved torvehandelen. Senere blev det prangere og tjenestepiger.
Omsætningen på Kvægtorvet og Halmtorvet var overladt til mænd. Men på de andre torve fik kvinderne efterhånden nogenlunde ligeberettigelse. På Fisketorvet kom kvinderne dog i flertal.
Dårlig detailhandel
Butikslivet blev drevet under meget simple og tarvelige vilkår. Man forsøgte med en bazar af industrielle produkter i 1841
Tallotteri
Tallotteriet formåede at lokke masser af danskere ud af bussen. Det spillende København var på mærkerne. Masser af folk overværede trækningen af de fem numre.
Det indeklemte folk
I 1859 boede der 150.000 indbyggere ind i det indeklemte København. Befolkningen trængte til luft og udvidelse. Det tog faktisk 8 år før voldene blev helt opgivet som fæstningsværker.
Gas og vand
Fra 1857 var gassen begyndt at skinne. Folk kunne i skumringen se lygtetænderne på deres lange stiger. Forsyningen var nu ikke videre pålidelig. På Frederiksberg var tran – lygterne en kort overgang blevet indført. Den store nyhed var vandværket. Spildevandet løb endnu i åbne rendestene ud i havnen, kanalerne og stadsgraven. Den første rigtige kloak var blevet lagt i Blågårdsgade. I Indre By måtte man vente yderligere et år eller to, inden der blev lagt kloak.
Latrin – indholdet blev ved nattetid kørt ud til kulerne på Amager. Men ofte måtte man også bruge dagtimerne til hjælp. De brædde – vogne, man brugte var nu ikke altid lige tætte. Så en ulidelig stank bredte sig ofte, når latrin – vognene havde været der.
Ude på Vesterbro hjalp Rosenåen og de mange slagterier med at udbrede de mange lugte.
En tur på Strøget
En spadseretur på Strøget var i 1880erne startede på Kongens Nytorv omkring Hestens Jern – og Stengitter. Derefter fulgte en tur op ad Østergade forbi Ranch Ur til Niels Hemmingsens Gade (dengang, Helliggejststræde). Dengang hørte den snævre Nygade og Frederiksberggade ikke rigtig til Strøget.
Her på Strøget slentrede borgerskabet hver dag især mellem 14 og 15.30, hvis det var godt vejr. Dengang kunne man se københavnere med k lige i hælene på
adelen og diplomaterne ud ad Bredgade til Langelinie og endda helt ud til Strandpromenaden. Turen kunne også gå til den fornemt aflåste Rosenvænget.
Men til Kalkbrænderiet, Nej det gjorde man ikke. Det var ikke god tone. Byens mest noble og fineste damer gik op og ned ad Østergade. Ikke for at blive set, ville de selv påstå, nej udelukkende for at kigge vinduer.
Dengang var gaden brolagt, og der var spor af heste. Ny Østergade var helt ny. Der var adgang til Pater Madsens Gang gennem en port. Her boede meget lyssky personer, som forbrydere og skøger. Her kom de noble damer aldrig. Ja borgerskabet ville aldrig kunne finde på at indfinde sig her. Her var sjofelt, skiden og sundhedsfarligt.
Mens vi holder os på den pæne side, kigger vi på restauratør Ketts: Café Anglais. Den havde især søgning af lækkersultne herrer. Om aftenen kom der dog også damer.
På vej til Torvet passerer vi sølvvarefabrikant Christensens butik. Og inde i Hirschsprungs butik kunne man få udmærkede cigarer for 10 øre stykket. Billard kunne man spille på Madsens Café – på hjørnet af Lille Kongensgade.
Det var kun få vogne på Strøget. Som regel var det Keiferske Sporvogne med et lille skinnehjul foran.
Vi driver langsomt op ad gaden igen og passerer Morescos ny-købte gård. Hans virksomhed lå fornyelig på hjørnet af Helliggejststræde. Vi passerer Raphaels Tæppefabrik Under denne lå en cigarfabrik, hvor man ved nattetide kun få en bajer. Her fik politibetjente varmet deres medbragte lommeflasker med cognac, vand og sukker.
Her kunne man også finde Bernth Nielsens lille men meget succesfulde blonde- forretning.
På hjørnet af det yderst smalle Christian Barnikowstræde – senere udvidet til en pompøs hovedgade, lå et forsømt gammelt hus. Her lå Vildanden. En tarvelig restaurant med billard og varieté af dårlig kvalitet.
Cirkus i byen
På det senere Grøntorv havde Cirkus Rentz rejst en kæmpe telt. Rentz var en fattig mand, da han kom til København. Nu var han blevet rig, og vakte opsigt. Ja man lavede ligefrem skillingsviser om ham.
Sikkerheden i byen
Sikkerheden lod også meget tilbage at ønske. Vægterne gik stadig rundt og klokken 22 sang de:
Kunne vægterne ikke skabe respekt, mødte politibetjente frem med bambusstok i hånden. Datidens medier angreb politiet. Således udtrykte Dagbladet det således:
Velgørenhed
De rige havde ikke noget imod at hjælpe dem, der var i nød, bare de ikke fik det ubehagelige inden for døren. Mennesker, der levede et forkasteligt liv, var stødende for borgerskabet. Selv om man ikke kom der, hvor der var værst, kunne det ikke undgås, at borgerskabet, når de promenerede forbi, lagde mærke til tuskhandler, bondefangeri, gade-trækkeri, tiggeri, lommetyverier og andre udyder.
Middelklassen opfattede gaden som et farefuldt og anstødeligt opholdssted.
Pastor Steins advarsler
For de unge piger kunne et enkelt fejltrin være katastrofalt. Et enkelt fald med svangerskab til følge, var nok til at puffe en ung pige fra de hæderlige tjenestepigers række og ned i rendestenen. Sædelighed var en meget vigtig dyd. Pastor Stein sagde det meget rammende:
Denne Pastor Stein, der var formand for Indre Mission omdannede missionens lokale i København til et samlingssted for tjenestepiger.
Det var mænd, der gjorde gaden til et usikkert sted. Men i Indre Mission var filosofien, at det var de familie-løse tjenestepiger og fabrikspiger, der kunne være farlige for de unge mænd.
Soldater og sømænd
Soldaterne var de mest udsatte. Deres fritid tilbragte de i små værtshuse omkring kasernerne. Her kunne de spille kort, drikke øl og brændevin og underholde sig med de letlevende damer.
Også sømænd var udsatte. Knap havde de sat foden på kajen, før de blev antastet af Landhajer, der fandt et logihus til dem. Og i Nyhavn kunne de meget let falde i usædelighedens pløre.
Prostitution en hån mod middelklassens dyder
Prostitution var en hån mod de dyder, som middelklassen satte pris på´. De forsøgte med tilskud til velgørende organisationer at få renset deres samvittighed. De havde jo deres på det tørre.
Missionærer gennembanket
Og missionærerne fra de kirkelige og velgørenhedsmæssige organisationer måtte finde sig i, at blive gennembanket og spyttet på. Både utugtskunder, alfonser og skøger angreb.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 03. – 2022
Februar 4, 2010
Løjt var præget af store gårde og rige gårdmænd. Lærredsvævning var en specialitet i mange år. Karle og tjenestefolk fik en del af lønnen udbetalt i naturalier. Fattigvæsnet fungerede fint, bare det at myndighederne ikke fik for store udgifter. Og så havde man ikke tiltro til tiggerfogeden. Han delte i porten med tiggerne.
Befolkningstilvækst
I perioden 1769 – 1803 skete der en større befolkningsfremgang på Løjt Land. Bodum tredoblede sit indbyggertal. Men mest bemærkelsesværdig var det at
Løjt Kirkeby opslugte ca. 70 pct. af tilvæksten.
Overklassen
Landbruget var hovederhvervet. Knap en fjerdedel af befolkningen var håndværkere. Mellem 1769 og 1845 ernærede en sjettedel af områdets befolkning sig af søfarten. Egentlig var den gruppe større, da en del gårdejer også sejlede som kaptajner. Gruppen med fiskere var efterhånden svundet helt ind. Inden for landbruget steg antallet af tjenestefolk.
I 1845 bredte søfarts – erhvervet sig over hele øen og andelen steg væsentlig. Sognets overklasse, der bestod af gårdmænd, styrmænd og kaptajner var indfødte, mens underklassen stammede fra andre egne. Matroser, jungmænd og skibstømrerne var ligesom kaptajnerne indfødte løjtninger. Det var som om de unge fra Løjt fortrak søen frem for det, at blive karl.
På de store gårde fandt man de store formuer. Bodel Matzes på Fladsten og hendes søn Jørgen Matzen havde i første omgang opgivet en samlet formue på 1.200 rigsdaler. Men myndighederne troede ikke på dette beløb. Gården var blandt sognets bedste. Hun endte dog også med at blive sat til 5.000 rigsdaler.
Derefter fulgte Hans Paulsen på Nørre Jakobsgård – Barsmarks største og måske sognets bedste. Han, der var søn af den kendte storbonde, studehandler og skibsreder Paul Hansen, betalte skat af en formue på 4.000 rigsdaler.
Til sognets allerrigeste hørte også mølleren på Runde Mølle. Laurids Holdt var også en velhavende herre. Han var skipper og medejer på en af
Aabenraa – skibene. Han var desuden medejer på mindst to andre skibe. Til denne gruppe skal også nævnes Nis Bruhn i Stollig og Nis Bendixen.
I den anden ende, kan det nævnes, at der i Kirkeby var 107 inderste uden formue. Krigen mod englænderne berørte dog også løjtningerne.
Præsterne, mølleren og kroholderne hørte til de mere velstillede. Men til de øverste lag af overklassen og bedre middelklasse regnedes desuden kaptajner, styrmænd og lærere. Lærerne og styrmændene havde i kraft af deres uddannelse højere prestige end en typisk husmand.
Underklassen
Som underklasse kunne der udpeges daglejere, menige søfolk og fiskere. Kigger man på skattelisterne fra 1789 og 1810, ja så var det enkelte smede og håndværkere, der var at finde i middelklassen. Tyendet var en særlig gruppe og folk uden erhverv var samfundets absolutte bund.
I 1769 udgjorde det øvre lag ca. en tredjedel af befolkningen i Kirkeby. I 1845 var dette tal faldet til en femtedel. Kirkeby tiltrak de fattige. Det var som om de samlede sig omkring kirken. Ved siden af gårdmændene fandtes der allerede en stor gruppe daglejere. Tørvemoserne omkring Bodum tiltrak mange. I 1845 talte man om, at Kirkeby og Bodum var sognets fattiggård.
I Høgebjerg var næsten samtlige gårdejere også kaptajner. I 1845 var dette sted samt Stollig, Løjt Lands udprægede søfartsby.
Høgebjerg
Endnu i 1660 ejede den gottorpske hertug Høgebjerg. Men siden afløsningen af hoveriet havde den næsten konstant været bortforpagtet. I 1665 afhændede hertugen godset. I 1685 blev stedet købt af slægten Kamphøvener. De beholdt ejendommen i knap hundrede år.
Under denne slægt var der også tale om landbrugsbedrift. Det var absolut den største gård på Løjt Land. I 1774 var der endnu 27 køer og 6 kvier på gården.
Det dyrkede areal blev stærkt udvidet. Især i godsets sydlige område, Duborg – Dyrehave blev der ryddet en masse skov. En række selvstændige brug groede senere frem i rydningerne.
I 1640 var der i alt 3 kåd på godsets område, foruden hovedgården selv. I 1812 var antallet vokset til 16 kåd.
I midten af 1700tallet hævdede mølleren på Runde Mølle, at fem af de daværende inderste på godsets grund selv havde heste og vogne og lige så meget jord som den kongelige gårdmand. Nogle af dem gav 30 – 35 rigsdaler i årlig afgift.
I 1760erne gik ejerne fra Høgebjerg over til også at udstykke de arealer, der hidtil havde været drevet direkte under hovedgården. Udviklingen kulminerede 1773 – 75, hvor næsten hele jorden blev udstykket. Der opstod dog ikke nye gårde ved den lejlighed. De nye parceller blev solgt til bønder i de omgivende
landsbyer.
Bondelandet
Bondelandet på Løjt var i 1660 nogenlunde ligeligt fordelt mellem selvejere og kongelige og hertugelige fæstere. Nørby, Barsø og Bodum var udelukkende fæstejord og Stollig var det for størstedelens vedkommende.
Selvejet var fremherskende i Kirkeby og især Barsmark og Skovby. Forskellen mellem selvejere og fæstere var dog ganske lille, og den blev stadig mindre.
I årene efter svenskekrigene kneb det med at få hentet afgifterne. Større restancer blev ophobet, og endnu i 1704 var der for næsten hver eneste ejendom tale om store beløb.
I begyndelsen af 1700tallet valgte både den kongelige og den hertugelige administration at nedsætte restancerne til et beløb, som bønderne kunne betale.
Endelig i 1800tallet var en 200 årig udvikling tilendebragt. Med et kongeligt pennestrøg var kronfæsterne i Løjt og det øvrige Nordslesvig blevet selvejere. I den øvrige del af kongeriget måtte bønderne købe deres gårde af godserne.
Ganske vist blev også sognets Kådnere og mange inderste selvejere, men gevinsten ved at få overladt små brug var langt mindre, da de ikke gav meget indtægt.
Gårdmændene på Løjt var en lukket gruppe. Allerede før arvefæstets indførelse gik de fleste Løjt – gårde reelt i arv. I 1800 var 123 af 144 gårdmænd selv
sønner af gårdmænd på Løjt.
Fra ældre tid drev Løjt – bønderne bymarken i fællesskab, men det ophørte efterhånden. Den sidste fællesjord forsvandt i 1730. Men helt frem til 1829 dyrkede
Bodum – bønderne, noget af deres jord i fællesskab.
Det var sikkert lettere at forbedre sin egen jord, uden at skulle vente på naboen.
I 1739 blev bønderne i Løjt spurgt om de dyrkede andet end de traditionelle kornsorter. Her fremhævede de hør og humle. Humle blev brugt i den ølbrygning, enhver gård selv foretog. Allerede Aabenraa Amts Jordebog fra 1605 vidner om udbredt humleavl.
I 1840 tjente man på Blåsholm – gården cirka 4 pct. af indtægten ved salg af humle.
Specialiteter fra Løjt
En Løjt – specialitet var hør-avl og lærredsvævning. Endnu i 1800tallet var der hør-avl overalt. Et stort antal væversker levede af at forarbejde hørren.
I løbet af 1800tallet dukkede endnu en afgrøde op – kartoflen.
Men man har muligvis også forsøgt sig på andre områder, for i 1739 erklærede sognefogeden og andre gårdmænd, at avl af hamp og tobak ikke var mulig i Løjt.
Kvægpest
Den 1. april 1745 ramte et pestudbrud på Peder Jespersen den ældres store gård i Stollig. I løbet af april og maj bredte den sig til andre gårde på Løjt. I efteråret kom pesten igen til området. Kvægpesten hærgede flere gange.
Lønnen
I 1845 var der ansat 190 karle og tjenestedrenge og 230 tjenestepiger i sognet. Karlene arbejde i mark og stald og udførte det hårdeste arbejde med at pløje, høste tærske og meget mere. Pigerne deltog både i hus – og landbrugsarbejde. De havde meget at gøre med at lave mad, vaske, gøre rent m.m. Men de var også med til at bjerge hø, høste korn og sprede møg.
Lønnens vigtigste del, som er svær at måle, var kost og logi. De sov i alkover i stuer og køkken. Normalt spiste de med ved gårdmandsfamiliens bord. Men nogle steder var det meget skilt op. Således belærte en gårdmandskone sine børn om, at man ikke skulle omgås tjenestefolk. En gårdmand insisterede på, at
karlen skulle gå bag ham i marken og hilse på ham hver morgen med hatten i hånden.
Man kunne også få naturalier som løn. I 1740 hyrede Paul Hansen på Jakobsgård en karl for 11 rigsdaler og to skjorter. En pige, der blev fæstet på Paulsgård
i 1858 fik 10 rigsdaler, 10 alen lærred, 1 lispund hør og 1 pund uld, hvorimod karlen fik kontant løn – 34 rigsdaler.
Tjenestefolkene var fra 1832 forpligtet til at have skudsmålsbøger, hvor deres husbond, gav dem en udtalelse med. I 1858 havde familien på Paulsgård
fæstet en pige, men hun blev sendt væk igen, da hendes Skudsmaalsbog var slet.
Det var meget stor forskel på lønnen. På Blåsholm betalte man i 1840erne helt ned til 4 skilling i dagløn i vinterperioden. Om sommeren, hvor arbejdsdagen var betydelig længere og hvor der var behov for mere arbejdskraft voksede lønnen helt op til 12 skilling.
Smedene
De fire smede i Barsmark og Løjt aftalte fælles priser i 1755. Der var yderligere 3 – 4 smede på Løjt Land. Men myndighederne tillod ikke uden videre, at der blev oprettet nye smedevirksomheder. Både i Stollig og i Skovby søgte man forgæves om at få en smed. Først efter 1800 kom der en i Stollig.
Aabenraa – smedene følte sig trængt af smedene i Løjt. De mente, at der var alt for mange og inde fra byen forsøgte man på mange raffinerede måder, at begrænse antallet af smedene på Løjt Land. En smed kunne heller ikke bare uden videre ansætte en svend. Så fik han problemer med smedelavet i Aabenraa.
Der var også problemer med at nogle af Løjt – smedene producerede leer og knive, som de solgte i både Jylland og på Fyn. Men modsat smedene på Als og andre steder, så var Løjt – smedene selvstændige og ikke ansat af bønderne.
Andre håndværkere
Hjulmagere, bødkere og ikke mindst tømrer var også håndværkere, der blev brugt af bønderne. Fra midten af 1800tallet var det dog efterhånden murerne, der blev den største gruppe inden for håndværkerne.
Skræddere, skomager og træskomager, der alle havde noget at gøre med beklædning var den tredje største gruppe. Tjenestepigerne fremstillede selv en del af deres tøj, mens gårdmandsfamilien fik andre til det.
Træsko blev lavet på bestilling, og det gjorde andet fodtøj og almindelig tøj uden tvivl også. I Aabenraa kunne man sikkert få lidt mere moderne snit og lidt bedre kvalitet end det skrædderne på Løjt kunne tilbyde. Mange Løjt – borgere var velhavende og kunne betale for det.
Møllere og krofolk brændte selv brændevin og folk klarede selv fremstillingen af fødevarer. I 1845 var der kun en enkelt slagter i sognet og i 1860 en bager. Og samme år dukkede en urmager op.
Lærredsvævning
I 1837 sammenlignede pastor Mathiesen lærredsvævningen i sognet med knipleindustrien i Tønder. Fra før år 1700 og frem til 1860erne var et usædvanligt stort antal kvinder i sognet beskæftiget med at spinde og væve. Løjt – væverske var kendt for deres fine hørlærred.
Løjt og søfarten
Søfarten overhalede håndværket som Løjts næst vigtigste erhverv. Som landsogn havde man ikke ret til at holde en selvstændig Løjt – flåde. Løjt – søfarten
var en del af Aabenraas skibsfart. Sidst i 1700tallet var der nogenlunde lige mange søfolk i Løjt som i Aabenraa. Løjtningernes indflydelse blev langt større
i 1800tallet, da man nu repræsenterede en stor del af kaptajner og styrmænd.
I 1713 var der mindst 11 Løjt – bønder blandt de 125 personer, der ejede parter i Aabenraa – skibene. De store Løjt – gårde gav overskud, og dette skulle investeres.
Betydningen af udlængsel og eventyrlyst har sikkert haft stor betydning. Indtjeningen på søen var også større end på landjorden. Springet til styrmand betød en fordobling af lønnen. Alle måtte dog starte som skibsdreng.
En privat søfartsskole eksisterede i mindst et århundrede i Løjt Sogn. Og det har åbenbart eksisteret navigationsskole i både Kirkeby og Skovby.
Eksotiske ting på Løjt land
Mange løjtninger tog på langfart. De så ikke deres hjem i flere år. Turen over Atlanten tog lang tid. En rejse fra Havanna til Fallmouth ved Englands sydvestligste hjørne tog i 1845 hele 35 dage. Den lange rejse fra det sydlige Argentina til Europa varede 82 dage.
Hjemme i Løjt sad søfolkenes koner og kærester, familie og venner. Ofte gik der år uden at de så sømanden. Med stor interesse fulgte man i Løjt de søfarende løjtningers færd.
Mange Løjt – hjem kom til at rumme eksotiske skatte fra mange lande. Ting som te, kaffe, porcelæn og silke kom meget tidligt til Løjt.
På aftægt
Når de ældre gik på aftægt, så blev der udfærdiget en kontrakt, så de ældre kunne få em tålelig tilværelse. Som regel bestod den afgift som den yngre generation skulle af med, af fødevarer. I 1800tallet blev ydelsen forhøjet.
Mange gange måtte generationerne deles om for eksempel køkkenet. Normal foregik dette harmonisk uden komplikationer. Men på Løjt er der dog eksempler, hvor det ikke gik helt så godt. Så måtte myndighederne ind og blande sig.
Fattigkassen
Dem, der ikke havde arbejde eller nogen til at forsørge sig, måtte indtil 1736 leve af almisser og tiggeri. Dette år blev der indført fattigløn i Slesvig. Man ville forsøge at begrænse tiggeriet. Midlerne kom fra kling-pungen i kirken. Men også indsamlinger blandt sognets beboere skulle give penge til fattigkassen.
I 1736 – 37 undersøgte tolvmændene, hvor mange værdigt trængende, sognet rummede. Fattigvæsenet dengang blev forvaltet af præsterne, kirkeværgerne og tolvmændene i fællesskab. De mødtes en gang i kvartalet.
Fra 1760 havde man lister over, hvem der skyldte bidrag til fattigkassen. Disse bidrag var efterhånden ikke mere frivillige.
I 1736 havde man fundet frem til 21, der var værdig til fattighjælp. Deriblandt var en mand på 24 år, der nærmest var krøbling. De 17 af de 21 var 60 år eller derover og ofte samtidig lamme, halvblinde eller svagelige. De fire, der var yngre, var stærkt handicappede.
I 1820 var der 67, der modtog fattighjælp, og i 1847 var der 67. I videst mulig omfang søgte fattigforstanderne at henvise folk til at klare sig selv.
Et problem blev løst
I 1776 bad tjenestekarlen Jep Pedersen Broe fattigvæsenet om at tage sig af hans bror og svigerinde, da de hverken havde mad, drikke og brændsel og kun få klæder, så de risikerede at sulte eller fryse ihjel i vinterens løb. Bønnen blev dog ikke hørt lige med det samme. Sagen kom dog for provst og amtmand. De besluttede, at de to skulle have hjælp, hvis ikke slægtningene kunne forsørge dem.
Herredsfogeden konstaterede, at parret havde almindeligt ry for at være vanvittige, men at de kun var forstyrrede – især konen, der uafladeligt talte om djævle, hekse og gespenster.
De to blev skilt ad. Mandens moder blev overtalt til at tage sig af sin søn. Og det gjorde hun gratis, mens konen blev anbragt hos en kurator. Det fik han 2 mark om måneden for. Han fik samtidig befaling til at holde hende til arbejde, da herredsfogeden mente, at hendes “forstyrrethed” kom af, at hun arbejde for lidt.
Ja sådan løste man sociale problemer på Løjt – dengang.
En mand med uhelbredelig ben-skade fik i juli 1832 afslag på fattighjælp, fordi han havde skilt sig fra sin kone, der kunne forsørge ham, men ikke ville.
Sparekasse
Sparekassetanken opstod meget tidligt. Allerede omkring 1820 oprettede pastor Matthiesen en sparekasse. Men den havde svært ved at klare sig selv, så den gik ind sidst i 30erne. I tilknytning til sparekassen oprettedes en almissekasse.
Tiggerfogeden kunne ikke bruges
Fattige fra andre sogne fik ikke noget. Og udenbys tiggere blev bortvist. I 1780 anholdte tiggerfogeden en tigger, der var søn af en velstående gårdmand fra et andet sogn. Tiggeren blev fordrevet og det indsamlede beløb blev taget fra ham.
Men tolvmændene var ikke begejstret for deres tiggerfoged. De mente, at han stod i ledtog med tiggerne og delte i porten. Og systemet med denne foged sluttede i 1831. Tolvmændene mente, at han kunne spares væk, og så overtog de selv opsynet på skift.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13.01.2022
Januar 16, 2010
Hollænderne kunne ikke betale deres afgifter. Jorden blev taget fra dem. Der var store fester i Prinsessegården. Zar Peter bebrejdede kongens forhold til Anna Sofie Reventlow. Enkedronningen kunne betragte Struensees og Brandts afsjælede legemer fra slottet. Kongen sejlede rundt på kanalerne i Frederiksberg Have. Vi skal kigge på brande i 1892 og 1906 samt et mord i 1889. Den første politihund måtte anskaffes for betjentens egne midler.
Den gamle landsby, Solbjerg
I gamle dage lå her den gamle bondeby, Solbjerg. Den forsvandt i begyndelsen af det 17. århundrede, og dens jorde blev lagt under Københavns Slots ladegård.
I nærheden af dette sted lå St. Jørgens Hospital, der har givet navn til søen. Kongevejen til Roskilde gik ad Gammel Kongevej forbi Damhussøen.
Landsbyen Solbjerg lå der, hvor Frederiksberg Bredgade ligger. Byen var opkaldt efter Solbjerget, det nuværende Valby Bakke.
Solbjerg nævnes i Pave Urban den Tredjes brev til Biskop Absalon i 1186. I 1377 nævnes det i Roskilde bispens jordebog, at der var 17 gårde i Solbjerg. En by Nyby anlægges. Det er cirka i nærheden af Jakob Dannefærds Vej og H.C. Ørsteds Vej.
Ny Hollænder by
Den første grund til byen Frederiksberg blev lagt, da Frederik den Tredje i 1651 gav 20 hollandske bønder fra det overbefolkede Amager lov til at nedsætte sig i 20 gårde på begge sider af den nuværende Allégade
Derude fik de deres egen kirke og kro og meget naturligt blev stedet kaldt Ny Hollænder by. Eller Ny Amager. Nybyggernes skæbne blev dog trist. Krig, ildebrand og dårlige år betød, at de ikke betalte deres afgifter til kongen. Jorden blev ved århundredets afslutning taget fra dem, og benyttet til græsning for Majestætens heste. Hollænderne fik dog lov til at beholde hus og have.
Vodroffsvej
Men der var begyndt at komme liv i bydelen. Enkelte københavnere bosatte sig herude. Således anlagde assessor Würst et teglværk ved Smallegade
og regimentskvartermester Vodroff fik udlagt grund til en mølle. Navnet Vodroffsvej angiver stedet.
Prinsessegården
Den kongelige familie slog sig ned på Ny Amager. Det begyndte meget beskedent. Omkring 1663 skænkede Frederik den Tredje sine fire unge døtre en gård, som lå der, hvor hovedindgangen til Frederiksberg Have lå.
Prinsessegården eller Kaningården var i sig selv ikke en kongelig bygning. Den tjente da også kun som en slags legeplads for de unge kongelige. Herude havde de kaniner, duer, kanariefugle m.m. Gården blev ikke brugt til kongelig beboelse. Men fyrstelige gæster, der besøgte hovedstaden blev ofte festligt modtaget på Ny Amager, mens kanonerne på Københavns volde saluterede.
Den ukendte fætter
Højtideligt gik det til, da storfyrstens fætter, Pashaen af Jerusalem Gigala Ottoman i august 1669 ankom til gården. Han blev afhentet af Majestætens ceremonimester i kongens karosse med seksspand og ført til audiens på Københavns Slot.
Men lidt flovt må det have været, da man kort efter opdagede, at Pashaen ikke var den, han udgav sig for, men en forløben jøde, der havde den frækhed at bedrage selveste kongen.
Falkonergården
Omkring 1670 blev der anlagt en lukket vej for Frederik den Fjerde´ s personlige falkoner. Den gik fra Gammel Kongevejs slutning til Falkonergården, som lå ved Ladegårdsåen og Jagtvejs begyndelse. I begge ender – ved Allégade og Jagtvej var vejen lukket med porte. Først i slutningen af 1700 – tallet blev vejen offentlig.
Islandske falke blev ofte givet som gaver til konger og fyrster, som de danske konger besøgte i udlandet. Disse falke blev opdrættet på Falkonergården,
som Christian den femte opførte for enden af Falkoner Allé.
Prinsens Gård
Da prinsesserne efterhånden blev gift og drog hjemmefra, gik lystgården over til deres brodersøn, kronprinsen, den senere Frederik den Fjerde. Gården blev nu kaldt Prinsens Gård.
I begyndelsen har han sikkert kun besøgt Ny Amager i ny og næ. Men senere hørte man om de pragtfulde fester som kronprinsen afholdt på gården. Man mødte udklædt og så var det ellers dømt dyster på ridebanen. Man stak til Straamanden eller Ringen. Ridebanen lå omtrent der, hvor Frederiksberg Runddel
nu befinder sig.
Ved fastelavnstider blev der slået katten af tønden. Her deltog hele hoffet i lystighederne ligesom i 1692, hvor Christian den Femte ”verkleidet in Amacker Habit” indfandt sig.
Om aftenen var der som regel komedier eller et kæmpe fyrværkeri i haven. Gården var firfløjet og lav. Dertil kom forskellige gartneri og havebygninger. Frederiksberg var datidens Versailles.
Frederik den Fjerde fremkom med planer om at bygge et rigtigt slot i nærheden af sin barndoms tumleplads. Og hovedstadens kongetro borgere valfartede snart til Frederiksberg for at beskue det nye vidunder.
Kronprinsen har sikkert stået på den nærliggende Valby Bakke, hvorfra man havde en udmærket udsigt til Roskilde og skovene mod nord. Man kunne også beskue de mange sejlere i Købe Bugt.
Frederiksberg Slot
Det var først efter en rejse til Italien at kronprinsen for alvor gav sig i kast med sit slot. I 1699, da han blev konge påbegyndtes opførelsen. Den nordlige del mellem de to høje sidefløje blev færdige i 1704. I årene 1707 – 1709 blev de høje sidefløje føjet til. I 1730erne udvidede Christian den Sjette herlighederne. Selv om slottet er bygget over tre perioder, ser det imponerende ud.
Christian den Syvende foretog en del ændringer i slottets indre.
I den østlige fløj ligger Prinsessernes Pandekagekøkken. Oprindelig var det indrettet som tekøkken for Christian den Sjettes dronning, Sofie Magdalene
og udstyret med denne dronnings smag for det pragtfulde. Senere blev det fornøjelseskøkken for Frederik den Sjettes døtre.
Her på slottet boede de fem danske enevælds-konger fra Frederik den Fjerde til Frederik den Sjette.
Zar Peter den Store har været gæst på slottet. Det var i sommeren 1716. Det var her at zaren kom med nogle uforsigtige ytringer om kongens forhold til Komtesse Anna Sofie Reventlow, der var ophøjet til Fyrstinde af Slesvig.
Da dronning Louise døde i 1721 var kongen ikke længe om, at gøre ægteskabet med fyrstinden officielt.
I Slotskirken
Kort efter min kone Hannes død var jeg til barnedåb i slottets kirke. Det var en lidt voldsom oplevelse. Mange kongelige har været til andagt her. Og en af de første konfirmationer i Danmark er foregået her. Det var Kronprins Frederik, senere Kong Frederik den Femte, der her blev konfirmeret palmesøndag 1740.
Og denne påstand som står i adskillige historiebøger er ikke helt sand. For nede ved Møgeltønder forlangte en af de onde grevinder fra Schackenborg, at de unge i den lille by Daler skulle konfirmeres. Det skete adskillige år før kronprinsen blev konfirmeret.
Enkedronningen og de afsjælede legemer
Prinsesse Caroline Mathilde tog ophold på slottet, da hun i 1766 kom fra England. Hendes egen og Struensees tragedie begyndte her. Fra østfløjen kunne Enkedronning Juliane Marie efter traditionen iagttage Brandts og Struensees afsjælede legemer, der var lagt på stejle nær den nuværende Amerikavej.
Frederik den Sjette og hans dronning blev de sidste kongelige beboere på slottet, der dog på den tid også var hjem for en anden konge af Guds nåde i digtningens kunst Adam Oehlenschläger.
Slottet i forfald
Under de Slesvigske Krige blev slottet brugt som lazaret. Man overvejede på et tidspunkt at indrette slottet til en invalidestiftelse.
På et tidspunkt var slottet i stærkt forfald. Men heldigvis fik behjertede sjæle det flotte bygningsværk reddet i tide. Alle der har løbet i Frederiksberg Have
ved hvor befriende det er, at nå toppen. Det var snart værre at løbe ned af bakken igen.
I 1862 blev slottet taget i brug som officersskole. Kunstværker og malerier blev overført til Fredensborg og Rosenborg. Men det var skandaløse tilstande, således var gasledninger ført direkte gennem de malerier, der ikke var fjernet. Andre steder var der malerier, som man simpelt hen har skudt til måls efter.
Endnu en kongevej
Den nye Frederiksberg Allé var dog spærret for menigmand, så turen måtte gå via Kongevejen. Men det var en rejse værd. Alléen førte gennem frodige marker
og beplantninger helt fra Vesterbro til slottet. Ved begge ender, var vejen spærret med solide aflåste træporte. Gennem mange år bestod dette forhold. Først i 1833 blev alléen åbnet om dagen for fodgængere og for vogne, der ikke blev benyttet til arbejdskørsel.
Slotshaven – kun adgang for godtfolk
Slotshaven fristede enhver, der kom forbi vagten, der ivrigt sorterede bukkene fra fårene. Kun godtfolk fik adgang. I 1749 hedder det sig:
Værtshuse i smug
Når københavnerne havde taget den lange tur herud trængte de til en opstrammer. Og bønderne fra Frederiksberg var ikke sent til at opdage, at her lå en rig lejlighed til at forøge de knappe indtægter.
I smug udskænkede de våde varer. Da man i 1784 foranstaltede en undersøgelse viste det sig at 34 af borgerne herude holdt værtshus. Dengang havde bydelen kun ca. 1.000 indbyggere.
Grunde blev solgt
I 1765 havde kongen ladet slottes marker sælge ved en auktion. Køberne var for det meste københavnske forretningsmænd. der anlagde fabrikker herude. Dog var der forbud mod at anlægge bygninger, der skæmmede slottes omgivelser.
Det varede lidt længe, inden der blev opført egentlige lystgårde herude. For borgerskabet var rejsen nok lidt for lang.
Flintholm
Gården Flintholm var en beskeden gård med et stuehus, stald til 4 heste og 6 køer. Den var opkaldt efter bonden Jacob Nielsen Flindt. Han købte gården i slutningen af 1700 – tallet. Den lå i nærheden af gårde og landsteder som Godthåb, Grøndal og Lykkesholm.
Frederiksberg Kommune købte grunden og indrettede et lazaret eller hospital for epidemipatienter. Hospitalet bestod af selve gården, hvor der var 12 sengepladser og to teltbarakker med i alt 40 pladser.
Flintholm Hospital var beregnet for patienter, der led af epidemier. Efterhånden blev den overflødig. Det nærliggende Frederiksberg Gasværk havde brug for jorden. I 1945 blev hospitalet lukket og gården revet ned.
Egen præst
Frederiksberg, der er opkaldt efter slottet hørte egentlig under Taarnby Birk. I 1721 blev det indlemmet i Københavns Amts Rytterdistrikt. Først i 1819 kom det under det nyoprettede Søndre Birk, og endelig udskiltes Frederiksberg Birk i 1887 – 88.
I 1737 fik Frederiksberg sin egen præst og Vesterbro blev lagt til sognet. Denne ordning varede til 1880, da Matthæuskirken blev indviet. Den ældste kirke, der lå i Pileallé var kun opført af træ og bindingsværk. Den blev i 1734 af løst af en ottekantet kirke. Sognets bønder var ikke særlig begejstrede for denne konstruktion.
Omkring 1770 havde byen 21 gårde. Blandt de ældste avls – og lystgårde kunne nævnes Grøndal, Vordroffsgård, Alléenlyst, Mariendal, Forhåbningsholm
og det senere så velkendte Bakkehus ved Vesterbro.
Til slottet hørte Falkonergården og Fasangården. Fasaneriet blev nedlagt i 1785 og Falkonergården tjente som bolig for digteren Oehlenschläger.
Slotshaven blev kongens eje
Det var efter statsomvæltningen i 1784, at kronprins Frederik, den senere Frederik den Sjette for en stor del af året tog bolig på Frederiksberg Slot, der lige til hans død, vedblev med at være hans kæreste opholdssted. I hans tid blev Slotshaven folkets eje. De stive regler blev ophævet og slotshaven blev omlagt til en egentlig park.
I årene efter 1785 blev Søndermarken under slotsforvalter Voigts ledelse omdannet efter den nyeste mode. I 1801 blev Frederiksberg Haves omdannelse afsluttet. Her blev haven også udvidet mod vest, og det er fra det tidspunkt at kanalerne stammer. Schweitzerhuset og en the-pavillion blev bygget. Gamle billeder viser også en del småhuse samt Eremit-hytter i parkerne.
En tur i parken
På Frederik den Sjettes tid var der hver søndag og onsdag regimentsmusik fra slotsterrassen. Folk fra alle samfundsklasser drog derud medbringende madpakker. Efter taflet begav den kongelige familie sig ofte ned til kanalerne, hvor den højtidelig lod sig ro omkring efterfulgt af en båd med musikkorpset.
Hvorfor nød kongen dog ikke naturens musik i stedet for? Folk strømmede sammen langs kanalerne for at nyde synet af den kongelige familie. Til andre tider nød kongen at spadsere rundt i haven. Helst gik han da ukendt og i jævn Dragt.
En aften da kongen gik sammen med sin generalløjtnant i Frederiksberg Allé, mødte han en tjenestepige, der bar en guitar, og øjensynlig var bange for at instrumentet skulle komme noget til. Kongen var i sit gemytlige hjørne og sprang hen mod pigen og slog nogle toner an på guitaren. Pigen kunne ikke genkende kongen og tog det meget ilde op.
Kongen gav sig ikke til kende, men gik blot leende videre.
Den sjove krovært
Blandt de mange traktørsteder, der fandtes på Frederiksberg må især nævnes Lars Mathiesens i Allégade. Værten, der døde omkring 1850 var velkendt af
enhver københavner. Sine kunder kaldte han slet og ret for Sønnike. Der fortælles mange historie om livet i hans skænkestue.
Under Københavns belejring holdt de engelske officerer til hos ham, og det fortælles, at han engang udfordrede 11 af dem til en drikkekamp. Man drak skåler i det uendelige for det engelske og for det danske kongehus. Men da den 14. Bolle Punch var sat til livs, sad Lars Mathiesen alene tilbage. De 11 englændere lå under bordet.
Rahbeck, der var en af Mathiesens hyppigste gæster, skal engang drillende have spurgt værten, hvor han var henne, da Vorherre uddelte hår til menneskerne. Men det skulle han ikke have gjort. Lars Mathiesen svarede blot, at han var kommet for sent, for da jeg kom, var der ikke andet end røde hår tilbage, men det brød jeg mig ikke om. Rahbeck var rødhåret.
Fra Frederik den Sjettes tid stammer en del af lystgårdene på Frederiksberg. I 1834 fandtes der 32 af slagsen på Frederiksberg. Mange af gadenavnene vidner om disse lystgårde.
Byggeboom
Frederiksbergs egentlige vækst til by begyndte i 1850erne. Marker blev efterhånden inddraget til villagrunde. Villaer blev efterhånden afløst af husrækker.
Det var blandt andet rådmand F.C. Bülow, der opkøbte et kæmpe areal mellem Gammel Kongevej og Åboulevarden.
I 1851 blev de første nye veje anlagt. Nyvej. På samme tid anlægges Bianco Lunos Allé, Grundtvigsvej, Lykkeholmsallé og Forhåbningsholmsallé. I 1853 anlægges på Gammel Kongevej P. Andersens maskinfabrik og Jernstøberi.
Frederiksberg bliver en selvstændig kommune
Den 20. december 1857 stadfæstede Kong Frederik den Syvende en række love, såsom næringsloven, loven om ugift kvindes myndighed og hvad der var meget vigtig, loven om Frederiksbergs kommunale styrelse.
Indtil 1857 var Frederiksberg bare et ganske almindeligt landsogn, oven i købet slået sammen med Hvidovre. Men med den nye lov fik Frederiksberg et egenartet kommunalt styre.
Først fra 1900 skiltes Frederiksberg fra Københavns Amtsrådskreds.
Pensionisternes Paradis
I mange år blev Frederiksberg regnet for Pensionisternes Paradis. Omkring år 1900 forandrede søndagen det normale liv i det rolige kvarter. Ud på eftermiddagen blev livet livligere og mere højrøstet. Forlystelsesanstalterne tog rigtig fat. Aléenbergs lirekasser lod tonerne klinge. Karrusellerne gav en ekstra tur til de forelskede. Der var kraftprøver og masser af luftbøsser inde på de mange forlystelsessteder.
I 1868 flyttede Fajance-fabrikken ud på Frederiksberg, og i 1883 kom Porcelæns-fabrikken.
Da man i 1856 vedtog oprettelse af Den Kongelige Veterinær – og Landbohøjskole købte staten ejendommen Rolighed på Frederiksberg. Den nye ejendom var på 60 tdr. land og kostede 130.000 kr. Her oprettedes højskolen med dens forsøgslaboratorium og serums-laboratorium.
Brand på Frederiksberg 1892
På Frederiksberg havde man et velordnet Brandvæsen med de fornødne Rednings – og Slukningsapparater. I december 1892 trådte dette Væsen i aktion.
En morgen ved 2 – tiden var der opdaget ildløs i snedkermester L. N. Holms ejendom på Falkoneralle 94, mellem Rolighedsvej og Ladegårdsåen. Ilden var udbrudt i kælderen i baghuset, der ligesom forhuset bestod af 4 etager. Trapperne var omspændt af flammer og op imod 100 beboere kom derved i livsfare. For beboerne i de underste etager lykkedes det at komme ud. Oppe fra 4. sal og kvist lød der fortvivlede råd om hjælp fra nøgne mennesker.
Det varede længe inden brandvæsnet kom, og da de endelig indfandt sig efter en time, havde de ingen redningsstige med. Denne skulle hentes af de samme heste, som havde ført den første sprøjte til stedet.
Beboerne på 4. sal forsøget at kravle op på taget. Men seks personer nåede det ikke og en syvende person omkom, da han faldt ned fra taget.
Ved redningsaktionen opførte arbejdsmand Niels Pedersen sig som en helt. Efter at han, som boede på anden sal, havde bjerget sin hustru og børn, ilede han kun iført en skjorte, de ulykkelige til hjælp, der skreg ved den brændende kvist.
I første omgang blev kritikken rettet mod brandværnet, men også bygningskonstruktionen fik en hård kritik. Efter branden blev der iværksat en indsamling ledet af overlærer Jensen fra Godthåbsvejens Skole.
Brand på
Frederiksberg 1906
I 1906 var der brand i Frederiksberg Træskæreri ude på Finsensvej. Det var den 24. september, og åbenbart var det nogle børns uforsigtighed, der var skyld i katastrofen.
De tre tilkaldte sprøjter under ledelse af overassistent Lampe, forsøgte at begrænse ildens omfang. Men på grund af vandmangel blev en nærliggende hestestald også ildens bytte.
En overgang så det ud, som om at Frederiksberg Glasværk skulle angribes af ilden. Men man havde æret så smart at lægge våde sække og presenninger på tagene. Først ved 8 – 9 tiden om aftenen dæmpedes ilden, der på et tidspunkt sendte lange flammende ildtunger ud over banelinjen. Desværre havde ilden kostet den ene af de små brandstiftere livet, den otte – årige, Kaj Olsen.
Industri kommer til Frederiksberg
Omkring år 1900 havde Frederiksberg var der etableret gas – vand – og elværk, sporvejsdrift og en moderne vand – og kloakforsyning. Et omfattende net af veje var etableret og der var opført syv skoler samt fattighus og hospital.
I 1907 blev Frederiksberg beriget af en stor fabrik. Det var Nordisk Kabel – og Traadfabrik, der havde erhvervet en grund i udkanten af området. Grunden var på hele 6.000 m2. Antallet af medarbejdere steg til 400.
Frederiksberg Politi
Frederiksberg Politi havde et godt ry. Før 1881 blev lov og orden håndhævet af et vagtkorps. Før 1884 bestod styrken af 28 mand. De skulle holde styr på 35.000 indbyggere. Men nu fik de dog også hjælp af et Gendarmeri-korps, der havde en station på Lille Grundtvigsvej.
Mord på Frederiksberg 1889
Politiet fik en mordsag på halsen i 1889. På Howitsvej, der oprindelig hed Lampevej, fandt arbejdere en mand liggende i grøften. Det viste sig at være snedkermester Carl Sørensen fra Vanløse. Ret hurtig fandt man ud af, at det var tale om et rovmord. Vognmand og restauratør Schick, Gammel Kongevej,
der ejede beværtningen Cafe du American, blev straks anholdt og sigtet. Han var den sidste, der var blevet set med den afdøde.
Der var dog ikke beviser nok. Schick fik i hast solgt sin beværtning og udvandrede til De Forenede stater. På sit dødsleje skulle han angiveligt have tilstået mordet.
Den første politihund
I 1910 oprettedes Frederiksberg Politiforenings Politiskole. Her blev der undervist i boksning og japansk kampsport. Selve styrken blev udvidet til 110 mand. Befolkningen var nu vokset til 94.000.
For egen regning anskaffede politiassistent Hr. J. Jensen en politihund. Men de firbenede ordenshåndhævere blev snart et kommunalt projekt. Det var ikke let at blive betjent på Frederiksberg. Det krævede nemlig et prøve-år, og blev dette ikke bestået, blev man afskediget.
Snart fik korpset to politibiler, der var udstyret med knipler, revolvere, håndjern, forbindsstoffer og snore til afspærring af gader. De blev brugt til transport af anholdte og ikke som i København, hvor Anholdte blev slæbt gennem Gaderne til almindelig forargelse eller vrede. Ja og så ejede korpset også en motorcykel.
Frederiksberg Borgerforening
Frederiksberg Borgerforening blev oprettet i 1888. I syv år frem til 1895 nøjedes man med lutter lystighed som keglespil og fugleskydning. Men efterhånden fandt man ud af, at man ville gøre noget for byen. Man købte en grund på Ørstedsvej og opførte en foreningsbygning.
En af de første sager, man beskæftigede sig med, var bevarelsen af udsigten fra Frederiksberg Bakke. Der blev startet et medlemsblad Frederiksberg i 1909.
Kilde. Se
Hvis du vil vide mere: