Havde Absalon dog bare skrevet ned, hvad han så, ja så havde Københavns Historie været meget lettere. Historikkerne har nemlig taget fejl. Det som Absalon overtog var ikke bare en lille samling fiskerhytter. Det var allerede en etableret handelsplads, som var væsentlig større, end det som historikerne hævder. Læs her Københavns Historie fra før Absalon til ca. år 1290.

 

Vi har lært det forkerte

Vi har lært i skolen, at det var Absalon, der grundlagde København, men det er ikke rigtig. Da han overtog byen var det allerede en bydannelse. Og den er åbenbart større end man har antaget.   Den første jordebog, som Roskilde bispen udarbejdede er fra 1367. De arkæologiske spor bliver der stadig flere af. Og det er kun godt. For der findes ikke meget skriftligt, man kan gå ud fra.  Og måske er denne artikel også allerede forældet. Den blev skrevet i 2012.

 

Beboet i uendelige tider

Kystlinjen forløb lidt syd for Strøget og der var et ca. tre kilometer bredt vandbælte til Amager. Sådan så det ud 3.000 år f.Kr. Efterhånden var det muligt at bosætte sig her. Der er således fundet rester af en boplads fra ældre stenalder, der hvor Frederiksborggade i dag udmunder i Nytorv.

Under rådhushallen er der fundet rester fra en boplads fra endnu ældre tid. I Livjægergade på Østerbro var en boplads for 2.500 år siden.

Fem flintflækker er fundet ud for Mikkel Bryggersgade 2, en stenøkse i inderhavnen og en ornamenteret armring ved  Knippelsbro. Og det dukker sikkert meget mere op, når Metro – byggeriet for alvor går i gang. (Ja under dette arbejde blev der gjort en masse interessante fund).

Men allerede disse fund vidner om, at der på et forholdsvis snævert område har været masser af bebyggelse i meget lang tid. Hvordan kunne Absalon så overtage en så lille by, som, der blev påstået?

 

Først nævnt i 1043

Kystområdet har været særdeles sumpet. Første gang vi hører benævnelsen Havn er i 1043 i Knytlinge – sagen. Den er så godt nok først skrevet omkring 1250 – 1270. Her skulle Svend Estridsen have søgt hen efter at have tabt et søslag mod kongen, Magnus den Gode. Senere inddelte kongen landet i bispedømmer.

 

Byen som gave

Absalon levede fra 1128 til 1201. Han fik byen Havn som gave. Og det er så her vi får det berømmelige bevis. Byen havde tidligere været kongens eje. Historikere taler om en lille by, fordi man opfatter en beskyttelsesvold mod en handelsplads for en by-vold. Byen har på daværende tidspunkt sikkert allerede været stor. Og en stormand, der har været en slags bestyrer for kongen har haft en storgård i byen.

At byen voksede hurtig, kan måske ikke udelukkende tiltænke Absalon. Den var måske stor i forvejen.

Vi har noget materiale fra Saxo. Men hvem var det lige, der havde bestilt denne krønike. Jo det var Absalon. Det er dermed klart, at denne skulle omtales som den store skaber.

Det som Valdemar den Store (1131 – 1182) skænkede omfattede foruden byen Havn også Utterslev, Vanløse, Vigerslev, Serridslev, Valby og Emdrup. Desuden var der områder i Brønshøj, Gentofte, Hovedgård, Mørkhøj, Bagsværd, Virum, Høsterkøb, Rødovre, Nærum og Borgby (Løjtegård).

 

Overladt til Bispestolen

Absalon havde været biskop i Roskilde. Hele gaven blev overladt til Roskilde Bispestol, dog mod selv at have råderet i hele sit liv. Det er ikke gået helt stille for sig. Paven stadfæstede gaven i 1186. Syv år senere forbød paven en afhændelse af borgen i Havn. Måske var det fordi, at Havn var hovedbyen Roskildes adgang til omverdenen. Denne borg var blevet opført i 1167. Der findes fragmenter af denne under Christiansborg. 

 

Havn som handelsplads

Havnen lå godt beskyttet. En landevej førte til Roskilde. Rester af en stor gård eller var det borgen Havn er fundet under Vingårdstræde 6 (Magasin du Nord).

Indtil nu har historikerne påstået, at bebyggelsen var koncentreret om nutidens Frederiksberggade. Kirken var viet til Sankt Clemens, de søfarendes og handelens beskytter. Men de nyeste fund viser, at der har været en trækirke samt en kirkegård før denne kirke.

Historikere har påpeget, at Absalons by havde stenbelægninger på de vigtigste veje. Det var blandt andet tilfældet med de to nordgående udfaldsveje Købmagergade og Nørregade samt Vimmelskaftet, Skindergade og linjen Kattesundet, Larsbjørnsstræde til omtrent midtvejs mellem Studiestræde og Sankt Peters Stræde.

Byen Havn var et eftertragtet fiskerleje, som blev søgt af mange. Der var masser af sild i Øresund. Mon ikke historikerne undervurderer Havns betydning som handelsby. Nye fund vil sikkert påvise dette.

 

Den gængse opfattelse

Den gængse opfattelse er at

•  Biskop Absalon får udleveret et gavebrev af Konge Valdemar, der bekræfter, at han har fået tildelt byen. Den berømte skriver Saxo er den første, der for alvor omtaler byen i sit store værk om Danernes historie. Værket blev skrevet på bestilling af biskop Absalon i årtierne omkring 1200.
• I værket omtales byen Portus Mercotorum, det vil sige Købmændenes Havn eller på datidens dansk Købmanahavn. Saxo nævner, at Absalon er ejer af Københavns borg, men ellers er dens beskrivelser af selve byen yderst sparsomme.

 

Historiker tager fejl

Historikerne må til tasterne igen. Det var ikke bare en sølle landsby som Absalon fik foræret af paven. Man har aldrig troet, at der var så meget bebyggelse, så tidligt. Byens første overhoved boede måske på den stormandsgård, som man har fundet på Kongens Nytorv. .Her eksisterede der jo en sand gavebod med Øresundssild.

Hvorfor skulle en så magtfuld mand som biskop Absalon nøjes med en samling fiskerhytter? Københavns historie er bygget på lidt for mange myter. I de kommende år vil vi formentlig kunne lægge spændene brikker til det nye historiske publikationer.

 

Allerede mange overraskelser

Arkæologerne må derfor i gang med at grave for at finde den hele sandhed. Om mon ikke Metro – byggeriet finder nye sandheder? I 2010 vil der foregå den største udgravning i Nordeuropas historie. Måske finder man de helt rige fund, der gør København til en rigtig storby før år 1000.

Og allerede nu har man fundet en mængde overraskelser.

1. Under udgravningen til Metro – byggeriet på Kongens Nytorv i midten af 90’erne fandt arkæologer fra Københavns Bymuseum grøfteskel, der kan have tilhørt en prægtig stormandsgård fra omkring 1020. Udgravningen er foregået på et gigantisk område. Ud over stormandsgården fandt man også et smukt håndtag skåret i hjortetak fra sen vikingetid, dvs. Fra 1000 – tallet.
2. Under en udgravning i Pilestræde fandt man en velbevaret brønd bestående af to tønder træ, der var stablet oven på hinanden. Brønden havde sidt været i brug i slutningen af 1100 – tallet.
3. Da man ville erstatte et ødelagt fundament på adressen, Gammeltorv 18, fandt arkæologerne sporene efter en brønd eller grøft, der er dateret mellem 1027 til 1213.
4. I foråret og forsommeren 2008 udgravede Københavns Bymuseum den berømte kirkegård, som ifølge historiske optegnelser lå ved den middelagtige kirke Sankt Clements fra 1100 – tallet, der i sin tid lå tæt ved Strøgets udmunding til Rådhuspladsen – nær adressen Frederiksborggade 38. Hidtil har arkæologerne regnet Sankt Clemens kirke for at være Københavns ældste kirke, men under udgravningerne fandt arkæologerne ud af, at der allerede i 1000 – tallet lå en kirke i området, der dog havde en lidt anden placering. I en af de ældste grave fandt man et skelet af et barn, der var begravet med et kobbersmykke, der er dateret til 1000 – tallet.

De fire fund ligger i et område mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen, men fælles for dem alle er, at de ligger uden for den lave og meget lille befæstning, som man hidtil har ment omsluttede og afgrænsede byen, da Absalon overtog byen i 1160’erne.

Man må derfor antage, at København er ældre end hidtil antaget, og at Absalon ikke er byens grundlægger. Endelig viser fundene, at byen havde en helt anden opdeling, end man hidtil har antaget.

 

København lå  ikke inden for befæstningen

Igennem de sidste 100 år har arkæologer arbejdet ud fra den teori, at det oprindelige København lå inden for befæstningen, der kørte op langs Lavendelstræde og Mikkel Bryggersgade langs indersiden mod øst af Vestergade og ned langs vestsiden af Gammel Torv.

I 1800 – tallet fandt man rester af befæstningen langs denne strækning. Man konkluderede uden videre, at befæstningen var en by-vold, selv om det viste sig, at den var for lav til at have en afgørende effekt.

Dateringerne viser, at den halvanden meter høje befæstning blev bygget i 1140’erne eller 1150’erne. Det er kort før, at biskop Absalon overtager byen i 1160’erne.

Det område som befæstningen omkranser, er ikke mere end tre hektar. Hvis befæstningen virkelig fungerede som by-vold i sin tid, så var det ikke plads til mere end en lille samling af huse inden for området.

Denne vold er dateret til at være bygget i midten af 1100 – tallet, hvor biskop Absalon overtog byen. I midten af 1200 – tallet begynder man at anlægge en høj mur rundt om byen, der gik helt ud til Nørre – og Vestre Voldgade, og arkæologer og historikere har altid været imponeret over, at byen har kunnet udvikle
sig så hurtig i løbet af så kort tid.

 

Beskyttelse af handelsplads

Den voldsomme tilbygning er hidtil blevet forklaret med at biskop Absalon investerede massivt i byens udvikling, men den teori passer ikke mere. Volden må nu opfattes som en omkredsning af byens handelsplads.

I 1000 – tallet var der mange befæstede handelspladser rundt om i Danmark. I København gik handelspladsen ned til vandet. Bebyggelsen er skudt op omkring denne handelsplads.

Denne teori bliver understøttet af, at der på stedet er fundet utallige fiskeben og keramikskår.. Pladsens størrelse vidner om en handel af anseelig størrelse.

 

Øresundssild

Mange af byerne, der opstod omkring Øresundsregionen opstod, fordi der er tjent mange penge på sild. Fiskene var også  meget eftertragtet i udlandet. Når der var fasteperioder, måtte man gerne spise fisk. Eksporten til Tyskland var meget stor.

Særlig omkring Mikkel Bryggers Gade er der fundet mange keramik – fund. Her har man fundet det første sammenhængende byggeri fra 1000 – tallet op til 1400 –  tallet.

Under de utallige udgravninger har man også fundet en masse redskaber fra stenalderen, så der har været menneskelig aktivitet her i flere tusinde år.

 

Den tidlige kirke

Den tidlige kirke, som senere blev erstattet af Sankt Clemens, blev naturligt nok bygget lige uden for handelspladsens befæstning. Det var her, der var mest aktivitet, og her man kunne få mest indflydelse. Den tilhørende kirkegård har serviceret de bebyggelser, der lå bag ved handelspladsen.

Kirken har været i funktion i 1000 tallet, hvor Danmark blev kristent. Kirkerne blev bygget der, hvor der var størst aktivitet. Sankt Clemens kirke nævnes første gang i en skriftlig kilde i 1192. Den blev revet ned under reformationen i 1534 – 36.

Beboelse siden stenalderen

Byens vækst er ikke sket på en gang. Det strakte sig over flere århundreder, måske endda årtusinder af år. 12 kg flinteredskaber er der fundet fra stenalderen under udgravningen af Sankt Clemens kirke. København har sikkert været et fantastisk sted med rigelig fisk og gode havneforhold. Det har sikkert ikke været en stor byplanlægning.

Det sted, hvor man mener at stormandsgården har befundet sig har indtil i dag været et meget mondænt område. Forskerne ved, at der i Middelalderen også blev slået mønt i området.

 

Byen hed Kiøbmannehavn

Når man i dokumentet til paven brugte navnet Havn, var det sikkert blot den daglige og mere mundrette betegnelse. Betegnelsen Kiøbmannehavn har sikkert også eksisteret i Absalons tid. Dette navn vidner også om, at byen dengang allerede havde en stor handel. Det var ikke kun fiskeri, som kendetegnede byen. Også dengang blev der drevet landbrug.

Tre paver stadfæstede Absalons ejendom. I 1191 havde Absalon overladt bispestolen til sin slægtning Peter Sunesen.

Efter Absalons død overtog Peder Jacobsen byen. En halv snes år senere overtog Niels Stigsen, der var slægtning til Absalon dette hverv. Han holdte sig gode venner med kongen, men i 1245 gik det skår i dette venskab. Niels Stigsen kom i en dobbeltrolle. Han deltog i et bispemøde i Odense. Temaet for mødet var den stigende kongemagt.

Niels Stigsen tog ophold i Lyon. Derefter overtog kong Erik Plovpenning byen. Han udskiftede den biskoppelige høvedsmand med en kongelig.

 

Byen overfaldet

Men i 1249 erobrede lübeckerne byen. Det var dels for at støtte Hertug Abel der var i strid med sin bror Kong Erik og dels fordi Kiøbmannehavn allerede på det tidspunkt var blevet en konkurrent til Lübeck. Byen blev plyndret og kirkerne brændt. Udviklingen var sat tilbage. Stridighederne mellem konge og bisp fortsatte. Man var uenige om ejerforholdet af byen.

 

Kirkerne

• Sankt Clemens Kirke blev anset som Københavns første kirke, men det har ikke sin rigtighed. Det var som beskrevet en kirke før. Måske var Sankt Clemens Kirke bygget omkring 1030. Den nævnes første gang i 1192.
• Vor Frue Kirke nåede Absalon ikke at se færdig. Denne kirke blev indviet i 1209.
• Sankt Peders Kirke ved man ikke hvornår er opført. Den nævnes i 1304 i et testamente. Og der er heller ikke fundet rester af den.
• Sankt Nicolai Kirke blev omtalt i 1261, da kirken skænkede 100 mark og nogle skibe som indfrielse af et korstogsløfte.

I 1238 fik Gråbrødrene foræret en grund til et kloster nord for den gamle vest – østgående hovedgade (Vimmelskaftet) med port-hus ud mod det senere Klosterstræde.

Der er ikke nogen endelige beviser på, at det var Absalon, der lod byen befæste. Historikere har ellers hævdet dette. Men det får vi måske en forklaring på, efterhånden som der bliver gravet ned i byens undergrund.

 

Krig mellem kirke og konge

Erik Plovpenning nægtede at overdrage byen til den nye bisp. Men da han blev dræbt af broderen Abels mænd i 1250, banede det vejen for bispen. Abel døde kort tid efter. Hans efterfølger Christoffer den Første ragede uklar med Erlandsen. Inden denne tog afsted til sit nye job som ærkebiskop i Lund, nåede han at udforme en stadsret. Det skete i 1254.

 

Stadsretten

Stadsretten blev oprettet som en kontrakt mellem Roskilde – bispen, byens herre og borgerne. Hvordan borgerne var organiseret i den forbindelse, vides dog ikke. Stadsretten byggede på Ret, Sædvane og Vedtægt. I alt 17 punkter blev nedfældet. Planer om byens befæstning var også nedfældet i stadsretten:

• Naar i Fredstid Gravene ved nogens Ligegyldighed eller Forsømmelse forringes eller Plankerne falde ned, skal han inden 3 Dage begynde at gjøre dem i stand og bringe dem i deres tidligere Stand. Frygtes der for Krig, skulle de gjøres i stand samme Dag. Gjør han det ikke, skal Kommunen gjøre det og tage i hans Hus de Panter, der findes, og siden skal alligevel hans Bøde vurderes paa overnævnte Maade efter Brødens og Retløsens Beskaffenhed.

Stadsretten indeholdt også regler for handel, skatter og afgifter. Ingen gæst måtte drive handel med nye huder og fåreskind, klæde og lærred i større mængde eller i det hele taget sætte Skamler med Handelsvarer paa Torvet. Gæster måtte ej heller købe flæsk eller korn i skæpper.

Dette viste sig, at være smart nok, men bispen sørgede for, at det kun var hans tilhængere, der kunne blive grundejer.

Lübeckerne, der havde overfaldet byen, blev lyst i band af paven. Men i 1266 blev de tilgivet, da de lovede at betale for deres ugerning.

 

Byen igen angrebet

I 1259 blev Erlandsen arresteret. Stadens bestyrer Peder Skalmsøn Bang forbød derefter de sjællandske præster til at holde kirken åbne, indtil Erlandsen igen blev frigivet. Da dette ikke blev respekteret rejste han til Rügen for at alliere sig med fyrst Jaromar.

I mellemtiden havde Christoffer den Første taget Kiøbmannehavn til sig som ejendom. Men dette ejerskab varede kun kort tid, for fyrst Jaromar trængte med sine styrker igennem forsvarsanlægget. Pontoppidan skrev om episoden:

• Den Gang blev Slottet Axelhuus, som ogsaa kaldes Stakkeborg , brændt, og Byen ilde medhandlet paa kirker og andre Bygninger.

Atter engang blandede paven sig, og krævede under bødestraf, at borgen skulle genopføres af dem, der havde nedbrudt den.

Pludselig døde Kong Christoffer. En norsk flåde stævnede pludselig ind i byen, for at markere deres støtte til den nye konge, Erik Klipping. I 1274 indgik denne et forlig med bispen. Men i mellemtiden var der dannet et byråd på 12 rådmænd, som havde tilegnet sig en domsret. I 1279 fik borgerne ret til at skære kalksten på Saltholm, uden at betale til biskoppen, hvis ø, det faktisk var. På det tidspunkt var de fleste huse dog endnu opført i træ.

 

Atter et kongemord

Det var farligt at være konge dengang. I 1286 blev Erik Klipping slået ihjel. Man antog at drabsmændene var marsk Stig Andersen og den hallandske grev Jacob. De blev dømt fredløse. Begge søgte til Norge, og byen følte sig nu truet herfra. Borgene henvendte sig til biskop Ingvar Hiort for at få midler og tilladelse til at forstærke fæstningsanlægget.

Vester, Nørre og Øster Vold blev anlagt. Men det er uvished om det blev færdiggjort. Voldens bredde var fra 11 til 14 meter og højden var 2 – 3 meter Halvøerne lå som på Absalons tid. Kun Strandholmen var beboet.

 

De ældste veje

Det er lidt uklart, hvordan vejforløbet var dengang. Der har været stenvej i det der senere fik navnet Sankt Clemensstræde og Kattesund. En jordvej stammede allerede fra dengang, og har formentlig ligget på Mikkel Bryggers Gade, Lavendelstræde, Vombadstuestræde og Vestergade.

Skindergade har sikkert været forbindelsesvej til Købmagergade, eftersom Gråbrødre Klosteret skulle have en adgangsvej. Også Badhusstræde og Hyskensstræde må antages at være anlagt omkring det samme tidspunkt. Vimmelskaftet og Øster Vold blev bebygget gennem 1200 tallet.

De må også have været en vej langs Pilegårds jorder fra det senere Amager Torv og ud mod Volden  i østlig retning (Østergade). Pilestræde må være anlagt for at give adgang til Pilegård.

Forskellige steder er der fundet rester af lergrave. En mere end fire meter dyb lergrav er fundet på  Vestergade nær volden.

 

De ældste bygninger

Den gamle kridtstens-borg bygget mellem 1167 og 1171, blev forsøgt afbrændt af fyrst Jeromar. Pilegården strakte sig fra volden og fra byens rende til et dige parallelt med Østergade – gårdene.

En meget tidlig bygning var De Spedalskes Hospital – Sankt Jørgen. Den omtales første gang i 1261, men er nok yngre end 1254. Der er heller ikke noget belæg om, hvilke sygdomme, der på daværende tidspunkt blev behandlet på hospitalet.

 

Råd fra en gammel lægebog

Man måtte åbenbart ty til Harpenstrengs Lægebog, nedfældet i begyndelsen af 1200tallet. Her kunne man få hjælp til næsten alt. Purløg kunne bruges mod gammel hoste. Det skulle enten blandes op med kvindemælk og drukket eller rørt ud i honning og stoppet i næse og ører.

I rå tilstand var mixturen god mod drukkenskab. Den var tillige velegnet til at ligge på benbrud. Karse kunne bruges mod hårtab og hudorme. Kamilleblomsten blandet op i vand kunne bruges mod søvnløshed.

Men Københavns tidlige historie, som vi her på dengang.dk vender tilbage til, ville have været meget lettere at forstå, såfremt Absalon havde nedskrevet, hvad han så.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Videnskab.dk
• www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 

Redigeret 22.03. 2022

Intelligent og en god politiker var hun. Men også hensynsløs over for sine fjender. Hun vidste, hvad hun ville og de holstenske grever frygtede hende. Hun var i konstante konfrontationer med dem. En tidligere elsker fik hun antagelig halshugget.

 

Kalmar – unionen var genial

Som 10 årig prinsesse blev hun gift med den norske konge. Det var i 1363.  Senere var skabelsen af Kalmar – unionen en genial ide. Jo hun var genial Dronning Magrete den Første. Det var helt sikkert bevidst, at hun ikke giftede sig igen, da hun blev enke i en alder af 27 år.

 

Valdemar Atterdag samlede Danmark

Hendes far, Valdemar Atterdag overtog et rige, der var aldeles svækket. Man kan godt vove den påstand, at vi kan takke denne konge for, at Danmark stadig er en selvstændig stat. Da han startede sin regeringsperiode hørte kun en fjerdedel af Jylland under den danske konge. Resten var pantsat til den holstenske adel.

Niels Ebbesens mord på lederen af de holstenske grever, Gerhard den tredje åbnede for Valdemars muligheder. Han fik ved at indgå ægteskab med den slesvigske hertug Valdemars søster Helvig mulighed for at indløse en række landsdele, som havde tilhørt hertug Valdemar. Nu tilhørte store landområder pludselig Valdemar Atterdag som medgift.

Med utrættelig energi lykkedes det for Valdemar at samle riget. Valdemars succes udløste krige med hansestæderne i 1362 – 64 og 1367 – 70.  I 1348 kontrollerede han hovedparten af landet.

 

Mecklenburg-erne ville have tronen

Ved Valdemars død i 1375 ønskede Mecklenburg-erne at overtage kronen. Kongens eneste søn var død. Margrete var allerede begyndt at købe sig til indflydelse.

Men syd på opgav de ikke så  let. De holstenske grever fik lovning på Slesvig, Als og Langeland. Det vil sige, at det var Mecklenburg-erne, der lovede dette. Dertil kom Åholm og Ravnsborg med hele Lolland og Ribe Len.

Greverne skulle selvfølgelig støtte Mecklenburg-erne. Og det gjorde den tyske kejser også. Man ville have Albrecht til konge af Danmark. Og denne Albrecht var søn af den ældste datter (Ingeborg) af Konge Valdemar og Hertug Henrik af Mecklenburg

En række adelsfolk, der var kendt i det sønderjyske blandt andet Limbek – slægten støttede Mecklenburg-erne. Denne slægt kender vi fra Trøjborg.

Men allerede her trådte Magrete frem som en stor strateg. Hun gav hansestæderne en række indrømmelser, hvis de stemte på hende.

 

Hun fik sin vilje

Den 3. maj 1376 faldt afgørelsen på  Danehoffet i Slagelse. Her var alle landets stormænd forsamlet. Valget faldt på Oluf, Margretes og Haakons søn. På grund af hans alder blev det under Dronning Margrete og Kong Haakons formynderskab.

Der måtte en håndfæstning til, for at tilgodese ridderstandens privilegier. Således måtte en krig ikke startes uden denne stands accept.

Men Mecklenburg-erne accepterede ikke valget. Men åbenbart blev et forlig indgået i 1376.  i 1380 døde Haakon. Nu stod Margrete alene som formynder.

Hertugerne havde mistet meget af deres position i Sønderjylland under Valdemar. I 1374 nåde han at tilegne sig Haderslev Slot og By.

 

Greverne – de egentlige magthavere

Margretes direkte fjender var hertugerne Heinrich og Claus. De stillede sig i spidsen for de holstenske grever. Økonomisk stod de meget bedre rustet end det danske kongehus. Hele Als kom under tysk ledelse og Haderslev blev besat. Tønder blev frataget Henneke Limbeck, som en overgang havde slottet.

Reelt var de holstenske grever nu Sønderjyllands egentlige magthavere.

 

Grevskabet fik godkendt deres besiddelser

I 1376 fik grevskabet godkendt deres besiddelser. Der findes faktisk et referat fra dette godkendelsesmøde . I den Lübske Krønike har franciskaner – munken Dietmar nedskrevet fredsbetingelserne:

1. Holstenerne skal besidde hertugdømmet Slesvig i arv fra far til søn, og derfor yde riget mandskab og tjeneste
2. Den holstenske greveslægt skal altid have en til herre og hertug i Slesvig
3. Ingen på begge sider må føre eller tillade nogen strid. Opstår der trods dette ufred, skal danskerne vælge to repræsentanter af det holstenske råd
   og holstenerne skal vælge to af det danske rigsråd. Disse fire skal forlige striden, hvis de kan. Kan de ikke det, skal de vælge en overdommer.
4. Om slottet Tranekær, som hører til hertugdømmet, skal følgende gælde. Kongen af Danmark skal besidde det i tre år, og i den periode skal holstenerne have friserne under sig. Efter tre år skal det forblive således, hvis det behager begge parter, ellers kan de bytte og forblive venner.
5. I nød skal de hjælpe hverandre mod fjender, hvis de bliver bedt derom, og holde en landefred med riget til lands og vands mod røvere.

Reelt beherskede holstenerne området, men de havde lovet troskabsed over for den danske dronning. Dermed skulle freden være sikret.

 

Den ”Fuldmægtige” Frue

Men pludselig i 1387 døde Margretes søn, Oluf, bare 17 år gammel. Margrete var sidste led i den ældgamle kongeslægt. Hertug Albrecht mente sig nu helt sikker på den danske krone. Han antog titlen Hertug Albrecht – arving til Danmark.
Han anbragte også det kongelige danske våben med de tre leoparder i sit segl.

Men kun en uge efter sønnens død, blev Margrete valgt til Fuldmægtig Frue og Husbond og til hele Danmarks Riges Formynder.

 

Efterfølgeren Burgislav

Men der skulle jo også vælges en efterfølger. Og det blev en lille dreng i Pommern. Han var barnebarn af hendes Margretes søster, Ingeborg. Hans navn var Burgislav. Der var hermed en lille smule blåt blod i årene.

Men man kunne jo ikke i Danmark have en konge af dette mærkelige navn. Så han fik omdøbt sin navn til Erik. Margrete antog ham som Fostersøn.

I 1388 overgav de svenske stormænd i rigsrådet regeringsmagten til Margrete.  I 1389 vandt Margretes hær et stort slag i Skåne. I 1396 blev Erik af Pommern
formelt hyldet på Landstinget. Dengang var han 15 år. I 1397 blev de tre nordiske kongeriger forenet i et samlet monarki – Kalmarunionen.

 

Brundlund Slot bygges

I begyndelsen af 1400tallet lå for enden af Vestergade i Aabenraa – Aabenraahus. Den blev nedbrudt samtidig med, at Margrete begyndte at bygge Brundlund Slot. Det skete samtidig med påbegyndelsen af Duborg Slot i Flensborg.

Brundlund Slot blev bygget på en holm i engene sydvest for byen. I befæstningen af Brundlund Slot indgik et vandmølleanlæg , som i dag er Danmarks ældste vandmølle.

 

Duborg Slot

De første fæstninger i Flensborg By er placeret på en høj banke, der blev kaldet Vor Frue Bjerg eller Mariebjerget. Her lå tidligere en adelsgård tilhørende
Ivar Juel. I 1409 solgte adelsmanden arealet til Margrete. Fra 1411 lod hun Duborg Slot opføre som et værn mod de holstenske grever. Borgen blev opført på kun fem år, men man fortsatte med at bygge efter dronningens død.

Duborg var centrum for den danske kongemagt  i Slesvig – Holsten i 1500 – og 1600 – tallet. I samme periode var det opholdssted for kongefamilien. Christian den Femte blev født på slottet. I 1709 begyndte man at nedbryde slottet. I dag er Duborg Skolen opført på arealet.

 

Den falske Kong Oluf

I 1402 skete der noget mærkeligt i landsbyen Grudentz i Preussen. Her fandt nogle købmænd en stakkels fattig mand. De spurgte, om han var kendt i Danmark, for han lignede Kong Oluf meget. Han benægtede i første omgang, at være konge af Danmark, men mændene omkring ham, tilbød ham.

Der opstod nu forskellige konspirationsteorier om, at dronningen havde forsøgt at forgifte ham, dengang. Senere blev den stakkels mand dømt som
bedrager og brændt på bålet i Kalmar.

 

Bryllup med prinsesse Philippa

Indledende forhandlinger blev ført om ægteskab mellem Erik af Pommern og den engelske prinsesse Philippa, samt mellem den engelske tronfølger, prinsen af Wales og Eriks søster, Katherina.

Englænderne forlangte ændringer i den danske arvefølge, men dette blev ignoreret fra dansk side. Efterhånden gik forhandlingerne i hårdknude. I 1405 skulle Kong Erik dog modtage sin Philippa i Belgien. Men ak, hun var forsinket. Man måtte tage hjem igen med uforrettet sag.

Den 8. december 1405 fejredes brylluppet første gang i Westminster Abbey med en stedfortræder for Kong Erik. Nu var Philippa officielt Danmark, Norge
og Sveriges dronning – uden i øvrigt på nogen tidspunkt at have set sin brudgom.

Først i sommeren 1406 sejlede Philippa med et større rejseselskab på 204 personer fra havnebyen Lynn. Det var en hel lille flåde på 10 store og 4 mindre skibe. Men vejret var dårligt og selskabet skulle så meget igennem. Og den lille prinsesse var dengang kun 12 år gammel. Men langt om længe kunne den store bryllupsceremoni finde sted i domkirken i Lund.

Eriks søsters bryllup gik i vasken, fordi hun ikke kunne blive dronning i England.

 

Margrete udnytter situationen

Ved forleningen i 1386 havde Dronning Magrete overdraget hertugdømmet Slesvig til Grev Gerhard. Men denne blev dræbt under et felttog mod
det oprørske Ditmarsken. 300 adelsmænd blev dræbt under dette felttog.

Margrete udnyttede situationen. Elisabeth, enken efter Gerhard ledede hertugdømmet, men havde fået en stor gæld. Hun måtte pantsætte Tønder Slot
med tilhørende herreder og hovedparten af Nordfriesland. Samtidig overtog dronningen Haderslevhus efter Henrik Ahlefeldt, der også faldt i det store slag i 1404.

Inden længe overtog hun Trøjborg. I 1406 fik hun Slesvig Bispestol med dens to borge. Svabsted og Stubbe fik hun for en seksårig periode.

Gennem målbevidste godskøb og til-pantninger havde Margrete efterhånden fået herredømmet over det meste af Slesvig.

 

Enkehertuginden mister jord

Enkehertuginden beherskede nu kun hoved-slottet Gottorp, byerne Sønderborg og Flensborg samt øerne Als og Ærø. Men landefreden blev truet hele tiden.
Den holstenske adel følte sig truet af dronningen.

Enkehertuginden blev gjort ansvarlig for en række plyndringer og lovovertrædelser til et beløb af 11.400 mark. For at dække dette beløb overtog Margrete Flensborg med borgen Nyhus til dronningen.

 

Ny krig med greverne

Men holstenerne oprustede. De tog den dansksindede biskop Johannes Skindelev til fange. Såret og halvnøgen blev han ført fra Flensborg sydpå. Enkehertuginden tilbød at købe Flensborg tilbage, men dronningen afslog.

Kong Erik samlede en hær, der i sommeren 1410 erobrede Ærø og Als. Men den 12. august led en jysk troppedeling et afgørende nederlag i landsbyen Eggebæk.  Besættelsen af Ærø og Als blev dog fastholdt.

Et fredsmøde på Koldinghus blev afholdt i 1411. Her aftalte man, at genoprette tilstanden fra før krigsudbruddet. Holstenerne skulle tilbagelevere bispestolen
i Slesvig og dens to borge. Kong Erik skulle rømme Als og Ærø. Flensborg og Tønder forblev dog under dansk styre.

 

Mystikken om ridder Abraham Brodersen

Margrete var en god strateg, men hun var også hensynsløs. Der var ikke nogen der på nogen måde skulle træde hende over tæerne. Og det har ridderen
Abraham Brodersen sikkert gjort. Han fik en meget fin begravelse. Men hvad skete der egentlig?

Abraham Brodersen var af Hallands adel. Han blev meget brugt af dronningen, og han blev meget rig. Til sidst er han ejer af 200 landsbyer i Skåne og Sverige.

Han blev høvedsmænd på de vigtige hallandske borge, Varberg og Laholm. Han blev udnævnt til lensmand i Kalmar, og hun bruger ham som feltherre.

I 1393 førte hun dronningens hær mod Stockholm. I 1403 – 1404 blev han sendt til Gotland, så denne ø også kunne blive lagt under Danmark. Han blev rigsråd og var med i alle unionsmøder.

Abraham Brodersen hjalp Kong Erik i Sønderjylland. Als, Nordborg og Sønderborg bliver belejret. Men pludselig blev Abraham Brodersen anklaget for alt muligt. Først anklages han for, at der ikke var kraft nok i hans felttog. Siden bliver han anklaget for voldtægt. Til sidst anklages han for tyranni, selvtægt og andre slemme ting.

Den 27. august 1410 blev Abraham Brodersen halshugget uden for Sønderborg. Rygterne gik på, at han var Margretes elskerinde. Var det hende der stod bag, eller var det Kong Erik der var jaloux på hans succes.

Margrete inddrog hele hans formue. Dronningen fik fremtvunget at familien frasagde sig retten til arv og de måtte fremsige, at dommen var retfærdig.

Allerede året efter Margretes død, skænkede Kong Erik alt det gods som Abraham Brodersen har ejet med rette tilbage til arvingerne. Men nok engang skulle
de godkende, at han er rettelig undlivet efter landsloven.

 

Død på Flensborg Fjord

En nat i 1412 lykkedes det holstenerne at indtage dele af Flensborg. Men en dom afgjorde at holstenerne skulle rømme byen.

Den 24. oktober kunne Kong Erik og Dronning Margrete hyldes af befolkningen i Flensborg. Sympatisører med de holstenske grever blev anholdt, og mange af dem dømt til døden, deriblandt to præster. Den ene af dem fordømte hende og fortalte hende, at hun inden to dage ville dø.

Tre dage senere – natten til den 28. oktober døde dronningen ombord på sit skib i Flensborg Fjord. (Se artiklerne Okseøerne i Flensborg Fjord
– under Padborg).  Dronning Margrete den Første er begravet i Roskilde Domkirke. 

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Andre Historier finder du 73 artikler 
• 
  
• Abel og hans sønner
• Enklaverne i Sønderjylland
• Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
• Trøjborg Slot – nord for Tønder (under Tønder)
• Bondeslægten fra Trøjborg 1-2 (under Tønder)
• Tønderhus – slot, borg og fæstning (under Tønder)
• København i 1400tallet (under København) 
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov
• Okseøerne i Flensborg Fjord 1-2 (under Padborg/Kruså/Bov)
• En Dronning og en film (under Andre Historier) og mange flere 

Redigeret 4-01-2022

 

Hvordan levede man på Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på deres kirke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder – købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.

 

Mange tyskere til Rømø 

Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø. Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø, fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.

Antallet af ferieovernatninger på campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner. I modsætning til det mondæne Sild er adgangen til stranden gratis.

 

Tour de France var vand

Jeg husker også vores cykeltur til Rømø. Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser, der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem. Rømødæmningen var en frygtelig forhindring.

Egentlig havde man længe haft planer om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 – dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år, men først i 1948 var man klar til indvielsen.

Men den historie er nok ikke helt rigtig. Min far var der allerede i 1939. I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand på projektet.

Talrige gange er den blevet repareret, således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt under vandet.

Man valgte at anlægge dæmningen så den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs tidevandsområder. Men nærmest Rømø fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.

Tænk at der er brugt 2 millioner m3 jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter.

 

Rømø omtales i 1226

Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer fra det jyske og betyder langstrakt forhøjning og ø. På frisisk hedder øen Rem og på tysk Röm

Røm  omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231 i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.

Hvornår øen er blevet befolket, vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost, som Øregården og en anden gård på Rømø skulle erlægge.

Øregården er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på et tidligt tidspunkt.

Omkring midten af 1600-tallet boede der cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til 802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark og Amerika. Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.

 

Rømø var opdelt

Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.

Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete den Første omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.

Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra hertugdømmet Slesvig.

Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand Lister Dyb.

 

Et langt farvel

Når en sømand skulle på langfart, så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel. Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.

 

Skibsbjælker i Rømø – huse

Rømø – gårdene er gene bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning. Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade. Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret med skær-kalk.

Den mørkerøde farve farve, står godt til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen, opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.Mange bjælker i de gamle Rømø – huse har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede tidligere mange skibe på Rømø. Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning. De blå – hvide hollandske fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede disse fliser.

 

En spansk grundstødning

Vi talte om strandinger. I 1716 strandede den kongelige spanske fregat Princesse ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer. En bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en spansk gesandt sammen med sin familie.

 

En stranding og 10 retssager

Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting, seks behandlinger i Ballum ting og en gang på Fanø Birketing.

Søndag den 26. september 1717 opdages et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø, tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand ca. 1 mil ude i vandet.

Nogle Nørlands – folk tog derud i Peder Præsts båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen i Kongsmark.

Der kom også to både fra Sønderlandet med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem Blådybet, der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.

Om natten drev vraget længere sydpå og ind på Sønderlandets forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes det at få vraget bugseret ind til Havneby.

De mange retssager endte med, at Sønderlandets fiskere fik bjergningslønnen.

 

Mange værdifulde laster

Det var en livlig sejlads der foregik omkring øen. Og bjergninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før 1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere for efter en storm for at se, om noget kunne bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.

I 1760 kom en sag for Ballum Tinget. 11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det pågældende skib strandet ved Helgoland. En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af vinen.  Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.

 

90 pct. er ren natur

Egentlig er det mærkeligt at forstille sig men 90 pct. af øen er ren natur. Mod nord er øen afgrænset af Juvre Dyb på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.

En 3 meter klitzoner går ned gennem øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har dog ikke kunnet stoppe vandet.

 

“Nordseebad” Lakolk

Stik mod vest ligger Lakolk. Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. Sandstranden er enestående. Så mangen en Tynne – Knajt har taget sine første køretime her hos far.

Ikke så sært, at turisme er øens vigtigste erhverv.

Moden med strandbadning går kun tilbage til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt at tage til stranden. Langs vadehavskysten havde bademoden bredt sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819. Mon ikke Christian den Ottende og H.C. Andersen har været ude at bade her?

“Nordseebad Lakolk” blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk og en enkelt gæstgiver fra Hvidding købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.

Men det var lidt af en rejse, at komme hertil. Først kom man med toget til Skærbæk. Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk med damperen Röm til Kongsmark. Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.

Omkring 1900 blev der opført omkring 40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle.

Og en troljebane, som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet til Kongsmark på Rømøs østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv. Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet:

• politimæssig tilladelse til drift af en hestebane for person – og godstrafik mellem Kongsmark og Lakolk.

Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den blev først nedlagt i 1939.

 

Selskabet går fallit

To varmbadshuse uden toilet blev indrettet, og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit. Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.

Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket og solgt til private.

Drachenburg brændte i 1965 og Kaiserhalle forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.

 

Natur – hele året

Hvis man ikke lige er til strandlivet, så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store skarer.

Når efteråret går ind, viser havet sit sande ansigt. Det barske Vesterhav går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.

Før dæmningen lå Rømø hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet sig. Meget sjældent forekommer hugorme.

På vej ned mod Havneby ligger Kommandørgården. Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede fra Rømø. Den er bygget i 1748.

 

Mystik omkring Borgbjerg

Lige nordøst for Kommandørgården rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg, der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet være brændt.

Men det kunne også være hændt før. I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete den Første lod en mængde små borge nedrive.

I alle årene var Borgbjerg forladt. Og spøgeriet tog fat.

 

Guldet forsvandt

Engang fandt en mand således en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?

 

De underjordiske og jordemoderen

En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.

Den omtalte borg gik der mange rygter om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente, at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede havde bygget den. Mærkelig nok bestod højen af ler, som ellers ikke fandtes på Rømø.

 

Fodstien til Frudal

Et sagn fortæller om en fodsti, der fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken. Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste, der boede derude.

I Frudal skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer for en sandflugt. I Riberhus Jordebog fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.

 

Heksen fra Rømø 

Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med Maren Peder Bodzers, som var indespærret på Møgeltønderhus.

 

Den lille skole

I nærheden af Kommandørgården ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen 40 børn.

Mod syd ligger Havneby med færgeforbindelse til Sild. Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.

 

Østers i massevis

På havbunden ud for Ribe, Rømø og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet. De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.

Men pas lige på, når du begiver dig ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på ebbe og flod er cirka to kilometer.

 

Rømø Kirke

Rømø kirke, der stammer fra 1100 tallet, har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten fra 1600 til 1800.

Kirken er selvfølgelig viet til Sct. Clemens – sømændenes skytsengel.

Som så mange andre steder solgte man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken. Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers oldeforældre.

Meget særpræget så hænger der 15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes initialer.

 

Gravstene fortæller historie

Den store tilknytning til havet og havets folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring Rhinmundingen. Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod også en plads åben til kommandørens og hans kones død.

De meget talende billeder gengiver ofte skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik, da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn står og vinker inde på stranden.

Andre sten bærer udtryk for glæden over ægteskabet:

• See her er vi og de Børn, som Herren har givet os, står der under et relief, der viser kommandøren og hans kone med deres 12 børn. En anden gravsten beretter, at den kommandør, som stenen er rejst over, og som døde i en alder af 45 år, foretog 27 rejser fra Hamburg til Grønland.

 

Sildeeventyr

Fra gammel tid var øens beboere knyttet til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle. Omkring år 1500 deltog Rømø – fiskerne i den store silde – fangst ved øen Helgoland. Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr. Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var der en del rokker, som dengang var en yndet spise.

 

Sælfangst og Tønder – købmænd

Rygter vil vide, at Rømø – fiskere sammen med fiskere fra Helgoland deltog i sælhundefangst. Men her på dengang.dk har vi  kunnet finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælfangsten var på sit højeste i 1685 var der på Rømø ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.

Sandsynlig er det dog, at et mindre antal Rømø – skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland. Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch. Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.

Noget tyder også på, at der var nær forbindelse mellem Tønder – købmænd og  Rømøs Grønlands – skibe. I Tønders relations-protokol  fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands – skibe skulle fritages for flådetjeneste.

I 1730 skulle Tønder – købmændene have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland. I Tønder blev der således i 1769 oprettet  et Grönländisches Comagnie.

Og i 1716 havde Tønder – købmændene bygget et pakhus på Rømø for 1.748 rigsdaler. Af toldbogen 1769 fremgår det, at Søren Amders den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk. skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.

Samarbejdet mellem Tønder og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.

 

Østers

Meget tidligt var der tale om et betydeligt antal østersbanker i Vadehavet. Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers. I 1643 befalede Christian den Fjerde at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten fra bankerne ved Lister Dyb. I 1740 drev 14 både østersfangst fra Rømø.

Fra Havneby blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket fra det nu forvundne Helmodde på Rømøs sydkyst. Fiskeriet s betydning fremgår blandt andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.

 

På hvalfangst

I 1700 – tallet spillede øens søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe, der opererede ved Svalbard. I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske eller hamborgske skibe. I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved skibsforlis under Grønlands østkyst.

 

Fanget af sørøvere

Sørøvere mødte Rømø – sømændene også. Men ofte tog man nord på, og sørøverne opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier. Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.

Men også på fastlandet og de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand. Fra ca. 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart mere almindeligt. Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.

 

Udehavn for Ribe

For længe siden, da Ribe havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre til Ribe. Men da Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.

I storhedstiden tjente rømøboerne store penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe. Også Christian den Fjerdes saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.

Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,

• Borgerne i Ribe fri Besiddelse af deres Forstrand, List, Manø og alle Kyster, som ligger mellem fornævnte Steder og Ribe By, tillige med deres eget Dyb

Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein advarede i en navigations – guide at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.

Hvorvidt Ribe havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men  et er sikkert , Ribe tjente på tolden.

Rømø  fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i 1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø. I 1608 passerede 23 skibe Øresund.

 

Svenskerne brændte Rømø – flåden

Under Torstensson – fejden i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har været årsag til meget ondt i Sønderjylland – disse svenskere.

Men trods store vanskeligheder rejste man sig igen på Rømø. Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen.  Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads. Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark et trankogeri.

 

Landbrug

Landbrug har ikke givet det store på  Rømø. Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu ikke meget, han fik.

I 1902 blev der foretaget en såkaldt kvægtælling på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker hornkvæg, 1696 får og 66 svin. Det var kvinderne, der stod for landbruget. Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.

I 1840erne, da skibs – eventyret forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.

 

Brændselsbjergning

Brændselsbjergning var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
eller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.

Tørvegravningen foregik på bestemte dage i forsommeren. Efter tilsigelse af “æ Pandmand” måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge en velegnet plads. Klokken 9 hejste “æ Pandmand” sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl. 12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.

 

De fattiges ø 

Ofte taler man om, at Rømø var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en Degnebolig, fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø – og sandflugt ødelagde jorden.  Men i midten af 1700tallet syntes velstanden at have fundet vej til øen.

 

Den rige kaptajn

Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens i Toftum så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn Petersen i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert, viser det hus, som Harcke Thades boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.

 

De rige fungerede som bank

Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand, var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt til mænd på Rømøs Sønderland.

Men omkring 1813 ramte krisen Rømø. Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var ikke så meget værd. Modløshed fulgte.

Og så siger man, at skibsreder A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø. Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener, at den første Mærsk – slægt går tilbage til Ballum – egnen i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien Olufsen fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.

Og tænk et par gange, er der strandet kaskelothvaler på Rømø.

 

Kystsejladsen forsvandt

Flere gange barslede man med planer om en kæmpe havn på sydsiden af Rømø ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om dette. Med anlæggelsen af Rømø – dæmningen forsvandt kystsejladsen.

 

Rømø – dragten

Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -, kirke og sørgedragt.

 

Naturligt at blive sømand

Man spurgte aldrig en dreng på Rømø dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands isbjerge og Kina og Indiens særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet. Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for øen.

 

Hvervekontor

Kaptajn P.J. Michelsen i Toftum var agent for Donners Kompagni i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 – 84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø. Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby, Emmerlev og Højer Sogne.

 

Den lange forlovelse

Man forlovede sig i en meget ung alder, men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen). Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge, der selv traf valget.

Tre ugers tid før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangtem tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.

 

Brudeseng

Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en rede-kone, fire skænker og fire brudepiger.

En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser (et Fad Mad), som brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.

I rede-konens påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning, og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr. Når de, der var mødt til Brudeseng havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af rede-konen. Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.

Så blev der drukket skål på det, og gæsterne dansede hele natten.

 

En bryllupsindbydelse

To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:

• Æ skuld helsen fra Peter Fisk å hans kjærest om I vild væe så goj o komm å Torsde Morn å drikk en kop Kaffe å følle mæ dem te kirk å høe æ viels å følle mæ hjem te ma å tej del i æ fornøjels.

Skænkerne lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til gildet.

Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.

 

Mor blev i køkkenet

Rede-konen sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at tjekke om alt gik rigtig for sig.

Brudepigerne og skænkerne var opvarter.

På bryllupsdagen om morgenen blev gæsterne mødt af brudepiger og skænker.  Mændene blev budt på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød og tvebak af et fad.

Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med rosiner og krydderier i ). Dertil tre til fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en Rumpunch. Derefter tog man i kirke.

Ved middagen bærer skænkerne på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.

Anden ret er vinsuppe med mange rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl til. Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.

Dansen om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø en hel uge.

 

Begravelse på Rømø 

Når en person var død på Rømø blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand, en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.

• Æ Klok 5 i gåe døe Peter Slaute.

Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til Kest-læg. Samme dag gik Æ By – mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.

I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.

En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt.

På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt Ærr´øl.

 

Gilder på Rømø 

På skibene herskede der respekt og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen og julen.

Julegildet var et almindeligt aftenbesøg, kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med kaffe og anden gang med the til.

Til høstgildet Æ Opslit blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam. Svineslagtningen var en af årets begivenheder. Foruden en so og et par ung-svin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og lam i en husholdig. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.

Om aftenen blev naboer og venner indbudt til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser. De store folkefester som fastelavn og Peders Dag forsvandt efterhånden på Rømø.

Peders Dag eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest. Og det var det på alle øer i Vesterhavet. Dagen til “Pers Awten” drog drengene i skare i byen rundt og bad om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider samledes ungdommen om disse bål.

Inden prøjserne satte grænser for friheden morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på kroen.

 

Nazisterne holdt møde

Og dem, der tror, at man ikke mærkede noget til anden verdenskrig på Rømø, må tro om igen. I 1938 holdt nazisterne propagandamøde på øen under ledelse af Kreisleiter for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum og Ortsgruppenleiter for Tønder By, margarineagent Jessen.

I september 1939 mente flere beboere, at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der havde været på opklaringsflyvning over Skagerrak blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september ankom der 10 grænsegendarmer.

Et større fly styrtede i havet lige syd for øen, en måned efter.

I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly tre bomber ned over Rømø. Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild. Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø mod syd.

I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt fra et stort bombeangreb mod Sild.

 

De tyske soldater ankom

Den 9. april ankommer en masse tyske soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat ved Havneby.

Luftværnskanoner ankom til øen. Ved stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte  fra et fly, der styrtede ned ved Sild. Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt til eksplosion.

 

Tøj af spærreballoner fra London

I marts 1941 blev der igen kastet engelske bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og begravedes på kirkegården. Den 27. september styrtede et engelsk fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.

Den 1. november kastes en masse brandbomber ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.

Den 1. september 1942 blev en landmand kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.

I 1944 blev ø-kommandant Seeger arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse. Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.

 

Badning forbudt

Den 5. januar kunne Rømøs befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.

Den 11. februar blev to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly blev hyppigere. Den 1. maj var det slut med at bade på  Rømø. Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder. Der var ingen adgang for civilpersoner.

Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber. Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til Rømø skærpet.

Natten mellem den 16. og 17. august krydsede mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel og Stettin.

 

Tysk soldat skulle hældes ned i jord

Den 30. august begik en tysk soldat selvmord. Han skød sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.

I 1945 steg antallet af tyverier på øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette. I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på øen.

 

Befrielsen

Efter befrielsen blev et 10 – mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af, hvem der arbejdede for den tyske værnemagt. Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav sig til to betjente og to frihedskæmpere.

En engelsk oberst, en engelsk marinemajor samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild. Efter en time returnerede de igen. 600 soldater forlod øen i fire store og 4 små skibe med kurs mod syd.

26 englændere og 10 danske frihedskæmpere ankom til øen den 22. maj. Om aftenen  returnerede englænderne igen.

I slutningen af maj ankom 30 soldater fra Royal Air force. De overtog bevogtningen af de militære anlæg. Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på øen. Under dette arbejde dræbtes flere.

 

Et skønt minde

• Vi forlader den dejlige ø, Rømø med et fantastisk minde, som må være 40 år gammel. Vi var et par stykker, der en tidlig morgen i begyndelsen
  af juni indviede badesæsonen på Rømø Sønderstrand. En fantastisk surrealistisk oplevelse, der var både godt for sjæl og legeme. En mennesketom strand, en fantastisk natur og en kold morgendukkert. Det står stadig mejslet i mit sind.  

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Soldater på Jordsand (under Højer)
• Søslaget ved Højer (under Højer)
• Øen Jordsand – engang ud for Højer (under Højer)
• Travlhed ved Højer Sluse (under Højer)
• Højers historie (under Højer)
• Højer – stormflod og diger (under Højer)
• Fiskeri ved Højer (under Højer)
• Bådfolket i Rudbøl( under Højer)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
• Øerne – syd for Højer (under Højer)
• Vadehavet ved Højer (under Højer)
• Aventoft – Byen ved Grænsen (under Tønder)
• Digebyggeri i Tøndermarsken (under Tønder)
• Friserne – syd for Tønder (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Sønderjyllands Wild West (under Tønder)
• Tøndermarsken (under Tønder)
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tøndermarsken – under vand (under Tønder)
• Vadehavets maler – Emil Nolde (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• Langs Vadehavet 1-2 
• På jagt efter Mærsk – familien 
• Endnu flere anekdoter fra Rømø 3 
• Anekdoter fra Rømø (1) 
• Flere anekdoter fra Rømø (2) 
• Borrebjerg på Rømø 
• Færge fra Ballum til Rømø 
• Da Rømø fik et “Nordseebad” 
• Rømø – den tredje tur 
• Rømø – endnu en gang 
• Rømø – under Besættelsen og mange flere 

Redigeret 5. – 01 – 2022

Læs om Lersø  – kongen, der blev omvendt, knejpen, der blev kaldt Sumpen. Store Vibenshus brand og et hus med 150 enlige kvinder. Vi kigger på  tårer i Frihavnen. Grundtvig var mere heldig end Kierkegaard. Og så  sponserede Otto Mønsted færgerne ved Østerbrogade. Stauning gav et lille glas i Kanslergade. Barbersalonen havde en spytbakke og 50 gr. Tobak kostede kun 60 øre.

 

Biskoppen, der gav stadsret

Omkring Aldersrogade, Lersø Parkallé og Jagtvej finder man et lille sted, der hedder Biskop Krags Vænge.

Jo, stedet er opkaldt efter Roskilde – bispen, Jens Johannes Krag. Det var ham, der i 1294 gav købstaden København en udvidet stadsret. To år senere grundlagde han Helligåndshospitalet. Dette hospital blev senere sammenlagt med Vartov. Gammel Kloster, der ligger på Biskop Krags Vænge er en slags videreførelse.

 

En hollænder skabte Kastellet

Allerede i 1626 etablere man et voldanlæg, der dannede grundlag for Kastellet. Efter svenskernes belejring besluttede Frederik den Tredje at udvide anlægget. Det var hollænderen Henrik Riise, der fik ansvaret for dette.

 

Industri til Østerbro

I 1859 blev Kryolit- fabrikken Øresund for enden af Vordingborggade (Øresundsgade)indviet. Fabrikken fik adgang til egen havn. Her blev malm modtaget fra Grønland. Dette blev forarbejdet til kryolit, der blev brugt til soda – fremstilling.  Men der kom flere fabrikker i området. Således åbnede Philip Heymans svineslagteri  og August Neuberts bomuldsvæveri
i området ved det det senere Viborggade.

Østre Gasværk blev åbnet i 1878.

 

Arbejderne tog magten

Brumleby oplevede første spadestik i 1853. I 1860 står ni blokke færdig. I 1867 stod yderligere 4 blokke klar. I 1870 var fire mere klar. Og endelig i 1872 stod de sidste 2 blokke færdige. Arbejderne erobrede samtlige bestyrelsesposter i 1872.

 

Egen politistation

I 1885 blev Østerbro et selvstændigt politi – distrikt. Politiet skulle da holde styr på 13.000 borgere.  Nordhavnen blev indviet i 1884, og Frihavnen i 1894.   Asps Stearinlysfabrik og Østre Elektricitetsværk åbnede i 1902.

 

Hvem var Classen?

Der blev bygget en masse boliger på  Østerbro. En ny bygningslov i 1889 gavnede bydelen. Der blev færre korridorejendomme og bredere veje. Området omkring Classens Have blev bebygget omkring 1880, Århusgade 1883 – 85.Gammel Kalkbrænderivej omkring 1890.

Hvem var ham der Classen? Det var industriens førstemand – dengang, generalmajor Johan Frederik Classen. (1725 – 92). Han oprettede tidens største kanonfabrik og krudtværk Frederiksværk. Hans store formue gik til velgørende formål.

Classensgade var adgangsvej til Justinensborg. I området lå Det Kongelige Fiskehus. Det var også her at Livjægerne frembragte en af de få lyspunkter i krigen i 1807. Victor Borge
blev for resten født i  Classensgade nr. 40. En ikke særlig vellignende figur er senere blevet opstillet på Victor Borges Plads.

 

Engelske soldater fundet

Østerbro Møbelmagasin lå i Classensgade 34 på hjørnet af Kastelvej. Indehaveren var Jens Helleskov. Han var gift og havde tre børn. Senere blev der indrettet et Italiensk Vinlager på stedet.

Ved udgravningen til Ved Classens Have i 1924 stødte man på nogle sørgelige rester af kister og skeletter af de englændere, der faldt i 1807 under træfningen ved Classens Have. Lige i nærheden var der stadig kolonihaver her i 1924. De bredte sig fra Livjægergade til Strandboulevarden.

I Classensgade 48 – 50 på hjørnet af Nordborggade lå August D. Jacobsens Colonial – Material – og Delikatessehandel.

 

Kendte mennesker på
Østerbro

Landets magthavere og matadorer byggede pragthuse til sig selv omkring Kristaniagade, Dag Hammerskjölds Allé og Kastelsvej. Her lå byens fornemste kvarter. Her boede Otto Mønsted, Theodor Wessel, P.S. Krøyer og mange flere kendte.

Her byggede man en kirkegård til borgerskabets hunde. Og da advokater, grosserer og fabrikanter ikke havde råd til at bo her mere, ja så passede det perfekt til ambassader, advokatkontorer og ledelseskontorer.

 

Den første sporvogn

Den første sporvogn ankom i 1865. Trianglen blev et trafikalt knudepunkt med elektriske sporvogne fra 1901. I 1907 blev den karakteristiske bygning Bien bygget.  Ja og så blev Fælledparken officielt indviet som park i 1909. Idrætsparken i1911 og Østerbro Stadion i 1912. I 1930 opførtes en svømmehal og badeanstalt. Ja sidstnævnte havde man dog længe haft i Brumleby.

Et markant bygningsværk så dagens lys i 1910. Det var Rigshospitalet. Allerede  i 1903 var byggeriet blevet besluttet, og i 1930erne diskuterede man udvidelser.

 

Molepavillonen

Knap så markant var Langelinies Molepavillon. Den lå yderst på Langeliniemolen bag Toldvagt 5. Når den åbnede, var foråret kommet til havnen. Restauranten var et yndet udflugtsmål for københavnerne. De kom ofte herud med en hestedrosche. På tagterrassen kunne restaurantens gæster nyde den smukke udsigt over Frihavnen, Langelinie, havneløbet og Yderhavnen. Bygningen blev nedrevet i 1960erne og erstattet af en isbod uden tagudsigt.

 

Tårer i Frihavnen

Når Amerika – damperen forlod Frihavnen opførtes i et folkeligt skuespil, der tiltrak tusindvis af københavnere. Under bevægende afskedsscener blev det mægtige skrog bugseret ud i sejlløbet. Nogle valgte at stille op på spidsen af Langelinies lede-mole for herfra at tage den sidste afsked med viftende lommetørklæder.

 

Grundtvig mere heldig end Kierkegaard

I 1877 var der blevet sat svaner ud i Sortedams Søen. I 1920 var bredderne blevet rettet ud. Det var nødvendigt, at gøre Østerbrogade større.  Og her langs søen gik Kierkegaard og tænkte på Regine, der sammen med hendes mand flyttede til Dansk Vestindien.

Så var Grundtvig mere heldig med kærligheden. I en alder af 75 år giftede han sig i foråret 1858 med den 32 årige enke, Asta Reedz. De flyttede ind i Store Tuborg. Når parret kom gående på Østerbro, sagde folk:

• Se, der går gamle Grundtvig med sit nye forårsstykke

 

Otto Mønsted sponserede færgerne

Dengang afgik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart.

Alle færgerne var på siden påmalet, Otto Mönsteds Svane – Margarine er fast og holdbar. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur.

Det var populært at holde frokostudflugter på søen. Skulle det være ekstra festligt kunne man bestille illumination. Vi har i tidligere artikler fortalt om modstanden mod at bygge en restaurant ved anløbsbroen.

 

Udflugtsmål 

På fotos fra 1930erne kan man se, at der er anlagt en smuk promenade ved Østerbrogade langs søen. Stedet blev et meget populært udflugtsmål. Børnene havde brød til ænderne og svanerne. De ældre nød synet fra den lang række bænke, der var opstillet langs muren. Kastanjetræerne har i dag vokset sig store og smukke.

Den gamle Svanemølle var brændt ned i 1892. Øresundshospitalet blev etableret i 1876. Galle & Jessen etableredes i 1884.

Ja så kommer Hertz Garveri og Skotøjsfabrik på Jagtvej. Wessel og Vetts Fabrikker i Landskronagade. På hjørnet af Kildevældsgade og Helsingborggade etableres en møbelfabrik.

 

Blegmændene kom igen

De danske Frimurer satte sig i 1913 på et stort stykke af Blegdamsvej. Grunden blev dog først købt i 1918, og først i 1927 kunne bygningen indvis. Og indvier var ordenens daværende Højeste Styrer, selveste Kong Christian den Tiende.

Det var her på Blegdamsvej at de 24 blegmænd i 1672 blev smidt ud. Grunden var, at man skulle bedre kunne holde øje med svenskerne, når de dukkede op. Men blegmændene kom dog tilbage, og den sidste lukkede og slukkede i 1867.

 

Et lille glas

Hvem kender ikke Kanslergade – Forliget af 30. januar 1933. Det var Arbejdernes Kooperative Byggeforening, der stod for de flytte bygninger i gaden. Det var her i nummer 10, at Stauning boede. Myterne fortæller, at Stauning inviterede alle hjem til et lille glas at gå hjem på. Derved forhindrede han en alvorlig krise.

 

Borgerlige Partisaner

Hvor ofte har vi ikke nydt en fadøl på Bopa – Plads. Navnet stammer fra modstandsbevægelsen af samme navn. Ja egentlig hed de i begyndelsen, Kopa, Kommunistiske Partisaner. Navnet blev ændret til Bopa – Borgerlige Partisaner. De stod for over 1.000 aktioner under besættelsen og ca. 40 medlemmer måtte lade livet.

På hjørnet af Viborggade og Løgstørgade lå en gammel hjørneejendom fra 1878. I cirka 100 år lå her en frisørsalon i stueetagen. I 1980`erne blev ejendommen besat af BZ – kollektivet Kapaw. Besætterne blev smidt ud, huset revet ned og erstattet af moderne ungdomsboliger. Både Viborggade og Løgstørgade var brostensbelagte. Under trafiksaneringen på Østerbro i 1975 – 77 blev både Viborggade og Løgstørgade lukket for kørende trafik og nuværende Bopa Plads anlagt.

 

Salon med spytbakke

Frisørsalonen var også en såkaldt barbersalon. Max Jensen søn af indehaveren overtog senere salonen. I mange år var han inkassator for Østerbro Handelsforening. Indehaveren omkring århundredeskiftet hed Vilhelm Jensen. Han blev kaldt professoren, da han som barber dengang, udførte en del lægegerninger. Han årelod folk, satte igler på syg hud og trak mælketænder ud på kvarterets børn. Og som altid var der spytbakker i salonen.

 

Restaurant Atlanten

Bag Toldvagt 1 for enden af Nordre Frihavnsgade lå restauranten Atlanten. Den var opført i 1898 foranlediget af brygger Carl Jacobsen. Ved langbordene i stuen holdt havnearbejderne og sømændene til. Og ved de små borde med hvide duge på 1. salen var det søofficerer og ledende folk fra Frihavnen,
der holdt til. Lige i nærheden lå Det danske Kulkompagni.

Atlanten blev revet ned i 1969 i forbindelse med opførelse af det store Pakhus 24, der i dag huser UNICEF.

 

Thyges Café 

Et andet værtshus, som jeg ofte passerer på min vej er Thyges Café, på hjørnet af Østerbrogade og Viborggade.

Murermester Schelowsky ansøgte i 1886 om tilladelse til at bygge en femetagers bygning på matriklen. Den egentlige ejer hed dog Oxholm.

Oprindelig hed Thyges Kro, Café Elmohus. Også dengang spillede man billard på stedet. Den forrige ejer hed Thyge, derfor navnet. Han døde af en arbejdsrelateret  sygdom!

 

Skotøj i Classensgade

I Classensgade 37 lå virksomheden Sjonsti Skorøj. I dag er der intet tilbage af de smukke udstillingsvinduer. Og hvor virksomheden helt nøjagtig lå, er svært at forstille sig. Vinduerne
er muret til.

 

Sprang ud af vinduet

I ejendommen Randersgade 7, lå i 1920erne Frugt og Torvehalle. En af familiemedlemmerne sprang ud af vinduet i 1926 og blev dræbt. Det var forsidestof dengang. Årsagen var kærestesorger.

 

”Uhr-forretningen klokken”

I Løgstørgade 9 mellem Århusgade og Koldinggade lå omkring 1912 lå Hotel Koldinggård med café og billard. Man reklamerede selvfølgelig for Stjerne-øl. Ved siden af lå Uhr-forretningen Klokken.

Omkring 1910 lå A.P. Nielsens Vin – og tobakshandel på Strandboulevarden 123. Forretningen blev nedlagt omkring 1970. På butikkens facade reklamerede man med Georg Bestle, De Forenede Bryggerier, Tuborg og Hafnia. Og så bragte man festtelegrammer ud – også om søndagen.

På Strandboulevarden var der omkring 1910 anlagt en masse nyttehaver. Ja både Vibenshus Skole og Randersgade Skole havde såkaldte skolehaver.

 

50 gr. Tobak for 60 øre

Omkring 1915 lå Cigarforretningen Bülow på Strandboulevarden 164 – lige over for Vibenshus Skole.

Hele facaden var pyntet med smukke reklameskilte fra leverandøren Peter Buch og med to elegante cigaret – automater. De sidste numre af ugebladene hængte på rad og række over røgvarerne. Tobakken var nedsat til 60 øre for 50 gram. Det var en lidt anden pris end i dag.

 

Værelse med udsigt

På hjørnet af Strandboulevarden og Livjægeralleén (Næstvedgade) lå en flot beboelsesejendom omkring 1900. Her var opført et tårn omgivet af to gavle. I tårnet findes et stort rummeligt værelse med kuppelhvælving. Fra dette og den store altan udenfor var der en smuk udsigt ud over Sundet.

Mange søfolk benyttede det markante tårn som pejlemærke. De store herskabelige lejligheder var selvfølgelig indrettede med badekar, badeovne og vandklosetter.

 

Vibenshus

I 1907 skrev Hver 8. Dag :

• Nu er der ude i smukke Vibensgaard, hvis kunstneriske Facade blev præmieret af Københavns Kommune, kommet en Kafé, der fuldt ud staar på  Højde med de Forandringer København Ø, kan stille. Det er den bekendte Restauratør Harald Svendsen, der sidste Aar residerede i Charlottenlund Palmehave, som nu har forelagt sit Virkefelt til denne nye Kafé, der sikkert vil faa et solidt Publikum baade af de Bosiddende Østerbroere og ikke mindst af de Sportsfolk, der færdes på de Kanter.

Lørdag den 25. juli 1925 brændte Store Vibenshus. Den udbrændte Torvehal holdt Total Ophørsudslag. Mange stimlede sammen om begivenheden. En lokal betjent var udkommanderet for at holde ro og orden. I øvrigt havde Galle & Jessen i 1922 købt Store Vibenshus.

Det var i 1629, at Christian den Fjerde lod Vibenshus opføre, som afløser for det gamle bom – og vagthus, Lundehuset. I 1922 fungerede bygningerne efter en større ombygning stadig som kro. Og inden branden i 1925 fungerede stedet som Den bedste og billigste Torvehalle med frugt og grønt.

I baggrunden lå Heinrich Jessens (Galle & Jessen) fabrik, opført 1919.

I hjørneejendommen lå restauranten Aldersro. Den blev afløst af Privatbanken og Apotek. I 1922 skete der en renovering af Runddelen med nyplantning af træer.

Efter 1925 blev det gamle traktørsted Vibenshus revet ned. Galle & Jessen benyttede lejligheden til at udvide fabrikken. På strækningen mellem Lyngbyvej og Jagtvejen ud mod Vibenshus Runddel opførtes en smuk, buet lav basarbygning. I denne blev indrettet bageri, kaffesalon, frisør, fotograf, cykelhandler, slikbutik og grønthandler.

 

Mejeriet Løgstør 

Mejeriet Løgstør  lå i kælderen på hjørnet af Løgstørgade og Korsørgade. Her kunne man købe drittelsmør, fløde og mælk fra Kohave Mejeri, æg og Oma – margarine og Ceres – vand.

 

Hus med 150 enlige kvinder

I 1918 fik kvinderne endelig stemmeret. På Østerbro blev der samme år stiftet en boligforening for enlige kvinder. Og i 1920 stod Clara Raphaels hus færdig. Det var et kollektiv – hus på andelsbasis. Her boede 150 enlige kvinder. Huset indeholdt restaurant, tagterrasse, atelierlejligheder og gæsteværelser.

 

Populære baller

Bag den smukke ejendom Østerbrogade 136 lå i mange år en karakteristisk gammel villa opført af Albert Theodor Lier. Den var i slægten Liers eje indtil 1904, hvor den solgtes til Interessentskabet Koldinghus, der blev ejet af de lokale socialdemokratiske foreninger. Villaen blev benyttet til forsamlingshus. Her blev i mange år afholdt populære baller.

I ejendommen Østerbrogade 156, der ligger på hjørnet af Østerbrogade/Strandboulevarden lå omkring 1915 Vibenshus Torvehalle.

 

Byggematadorens flotte huse

I 1896 blev Børgesens villa nedrevet, så Willemoesgade kunne blive ført igennem. Og her opførte byggematadoren S.C. Petersen Hinrichsen de to flotte hjørnehuse Østergade 50 og 52. Hinrichsen var foruden et forretningstalent også en mand med arkitektoniske evner. Hjørnehusene ved Willemoesgade har enkle og rolige facader af gule mursten i såkaldte læderfarver
udsmykket med bånd af farvede fliser. Dette var helt nyt i 1890erne. De høje kobberdækkede irrede hjørnetårne med vindfløje giver bygningerne karakter og fanger øjet på lang afstand.

 

Vognstyreren fik frisk luft

Sporvogn nummer 69 prøvekørte inden starten den 27. september 1904 linje 9`s rute. Den passerede på  Strandboulevarden lige ud for Århusgade blandt andet den bygning, der i dag indeholder Brugsen. Her lå dengang en villa, som måtte lade livet for at give plads til Dansk Andels Trykkeri. 

Andre fotos af sporvogne fra 1904 viser, at vognstyreren fik frisk luft dengang. Linie 9 fik skilte med hvid skrift på grøn/rød bund samt en grøn og en rød lanterne.

 

Sumpen

På hjørnet af Viborggade og Strandboulevarden lå en brugtvognsforhandler med også en kælderknejpe, Café Søfryd. Den var opkaldt efter et traktørsted, der lå samme sted omkring år
1900. Men i folkemunde blev stedet kaldt Sumpen.

I området lå ejendommen Søens Gave. Og i 1912 blev Hans Justs pakhus opført.

 

Kaotisk trafik

I krydset Sejrøgade/ Lyngbyvejen kunne der i slutningen af 1950erne se kaotisk ud. Der skulle være plads til både biler og cyklister. I kørebanens midte skulle der gøres plads til trolleybus linje 23 til Sorgenfri.

Her så man Hovedstadens Karosserifabrik med Erik Orths motorcykelhandel. Endvidere lå her Schous Sæbehus og Irma.

 

Tre Flasker Kro

Tre Flasker Kro på Lyngbyvejen blev grundlagt allerede i 1776. Kroen var kongelig privilegeret og blev udelukkende drevet for vejfarende ind til byens torve. Senere blev den drevet som forstadskro. På væggene var der flotte malede Holger Drachmann citater.

Kroen blev revet ned i 1931. På grunden opførtes biografen Capitol – senere Lyngbyvejens Kino og Øbro Bio.

I 1961 forvandlede Tabor – menigheden biografen til kirke. Så dukkede det nye kultursted Frame op.

 

Øst-banegården var ”ejendommelig” 

Det var statsbanearkitekten Heinrich Wenck, der har tegnet den smukke Øst-banegård, med karakteristisk bindingsværk og et elegant tårn. Øst-banen blev indviet den 11. august 1897 og datidens medier skrev dengang:

• Dens oldnordiske påvirkede stilløshed virker med sit fremtrædende bjælkeværk og sine røde og grønne farver ret ejendommelig.

Og Kystbanen åbnede med påfaldende ringe opmærksomhed og med meget få passagerer.

 

Glacis-cafeen 

Over for Øst-banegården lå den fornemme Glaciscafé. Forfatteren Bent Zinglersen skrev om den:

• Dette hjørne rummer i stueetagen en fornem restaurant med store spejle, kostbare lysekroner og eksotiske planter., jævnligt helt optaget af fine selskaber. Når det er tilfældet, hænger der et skilt på døren, der henviser til Victors Kælder nedenunder. Den er mindre fornem og har hyggepianist og dans i rotunden . Glaciskælderen om hjørnet i Østbanegade skal muligvis opfattes som etablissementets krostue. Den består af flere sammenhængende lokaler med hvælvinger, søjler og dæmpet belysning.

 

Sø-fryd

På det nordlige hjørne af Viborggade og Gefions Gade (nuværende Strandboulevard) lå en villa med Café og Beværtning i 1890erne. Den hed Sø-fryd. Det fungerede som arbejderkvarterets traktørsted med udeservering og keglebane.

Ved siden af lå Hans Justs gamle villa på det sydlige hjørne af Århusgade og Gefions Gade.

 

Konserves på  Vibenshus Skole

Den 2. juni 1945 var der kø i skolegården på Vibenshus Skole. Mange mennesker stod i kø for at få deres ration af de sidste rester af den konserves, kommunen delte ud på skolerne. Umiddelbart herefter blev skolen benyttet til at huse de mange østtyske flygtninge, der var indskibet i Københavns Frihavn.

I marts samme år var Randersgade Skole taget af tyskerne. I foråret 1946 kunne lærere og elever igen flytte ind. Dagen blev markeret med et festoptog fra Vibenshus Skole til Randersgade Skole.

 

Landelig idyl

Omkring 1860 var det ret landeligt omkring Sortedamssøen. Møllen ved Kastellet fungerede endnu. Nord for Citadelsvejen (Classensgade) lå Det hvide Hus. Her boede H.C. Andersens
gode ven, historiemaleren Carl Bloch.

Syd for Citadelsvejen lå Helts Café. Bag denne lå indgangen til Holmens Kirkegård. Her boede maleren H.P. Skovgaard. I 1880erne måtte bygningerne lade livet for etagebyggerierne.

 

Alliancen

Efter storlockouten i 1891 stiftedes Elektrikernes Fagforening i København. I 1912 stiftede man i kælderlokalerne Willemoesgade 8 – Installationsforretningen Alliancen.
I 1913 flyttede virksomheden til nr. 3. Alliancen fik alle installationsarbejder i boligkomplekser opført af Arbejdernes Kooperative Byggeforening. Hertil kom flere store arbejder blandt
andet Overformynderiet, Enghave Bio, Nora Bio og Lufthavnen.

I 1939 blev pladsen for trang og virksomheden flyttede til større lokaler på Østerbrogade 54c.

 

Første klasses varer

I hjørneejendommen Holsteinsgade 32 ned mod Lipkesgade og til venstre en passage mod Willemoesgade. Her havde A. Petersen sin butik. Han solgte Viktualier og Delikatesser, Smør, Æg og Ost, og naturligvis Første Kl. Varer.

 

Lersø – kongen , der blev omvendt

Kort før Frihavnskirkens indvielse blev en ny fane indviet af Blå Kors i kirkens festsal. Hovedtaleren var Lersøkongen Jens Schmidt. Efter mange års druk sammen med Lersøbøllerne
blev han omvendt og gik aktivt ind i afholdsbevægelsen.  Spritfabrikkerne ved Nordhavn Station lukkede i 1956 og i 1962 var det slut med kryolit – brydningen.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 1. 12 . 2021

Er vi fattigfine på  Østerbro? Byggeriet kom senere i gang i bydelen. Men det kneb med fornøjelserne. Man fik nej til det hele. Et aktivt menighedssamfund kæmpede mod forlystelsessyge.  Bydelen havde dog to sangerinde pavilloner. Her skød  en ung mand sig selv. Han var forelsket i en af pigerne. Frimurerlogen
var for nogle ”en knytnæve” i Fælledparkens ansigt. Læs også om kartoffelskrællerne og de første veje på Østerbro.

 

De fattigfine

Man siger, at dem der bor på  Østerbro er fattigfine. Ikke helt så fine som dem på Frederiksberg, men bedre end dem på Nørrebro.

 

Østerbro var idyllisk

Den sydligste del af Østerbrogade har fået ændret navn til Dag Hammarskjölds Allé. Her er plantet lindetræer fra 1700 – tallet. Her var træerne plantet fra den for længst nedlagte byport.Ved Silkeborg Plads lå det nedbrændte Pia  Lys – fabrik . Her lå også Neuberts Væverier. Det var hvis nok her i nærheden at Egon Weidekamp blev født. Jeg er sikker på, at tidligere Bz`er kan huske ham.

På den anden side af Strandboulevarden lå Kryolit-fabrikken.  Nede ved søerne kommer vi til at tænke på Christen Købke, Østerbros berømte maler. Det var som om, han mistede sin kreativitet til sidst. Vi har også i artikler beskrevet det romantiske Rolighed og Nøjsomhed.

 

Industri til Østerbro

Østerbro lå længere væk end de andre brokvarterer. Folk ville ikke give nok for at bor her – dengang. Måske var Brumleby en undtagelse.

I 1852 måtte P.H. Classen ikke bygge villaer i det såkaldte Classens Vænge. Militæret sagde nej. De holdt stadig fast på demarkationslinjen. Da Classen senere forsøgte sig med at sælge parceller, var tilbuddene ikke gode nok.

I 1859 var Kryolit-fabrikken startet. Det gik fint og i 1870 måtte man udvide. Philip Heymann startede i 1866 et svineslagteri. Bomuldsvæveriet startede. Og lige nord for Østerbro startede Tuborg – fabrikkerne i 1873.

Havnebyggeriet satte sine spor. Man besluttede at bygge Nordhavn i 1884 og loven om Frihavnen blev vedtaget i 1891. I 1885 besluttede man at anlægge Århusgade. Samt en dæmning for Østerbrogade over Stadsgraven. Først i 1890 blev Nordre Frihavnsgades forløb bestemt.

Østre Gasværk blev opført i 1876 – 1877. De nye lægeboliger kom. Og lige i nærheden kom så Skt. Jacobikirken. En ny politistation så dagens lys i 1885. Og Kystbanen kom sammen med den nye station Østerport Station i 1897. Østre Elektricitetsværk blev bygget ved Østre Allé i 1901 – 02. .

 

Arbejderne skulle have et sted at bo

Der blev bygget meget på Østerbro. Pludselig skulle arbejderne have et sted at bo. Men bebyggelsen herude skete anderledes en for eksempel på Nørrebro. Det kom også senere i gang. Hvordan var det lige med befolkningstilvæksten på Østerbro?

• 1880 – 13.000 indbyggere
• 1890 – 27.000 indbyggere
• 1906 – 66.000 indbyggere

De første store beslutninger om etagebyggeri blev taget. Classens Have (1880), Ålborggade – karréerne (1883 – 1885) og Gl. Kalkbrænderivej (1890).

Nu havde det sine fordele, at man kom lidt senere i gang. Bygningsloven af 1889 krævede bredere gader og byen byggede bedre kloakanlæg. Boligstørrelserne var også betydelig større og bedre end dem, der fore-fandtes på Nørrebro.

Man tænkte også på, at det bedre borgerskab skulle komme til bydelen. Et villakvarter dækkede store dele af Slagtervangen øst for Østerbrogade. Men det var kun en stakket frist. I Rosenvængets villakvarter var man beskyttet af servitutter.

Gefion indtog Østerbro. Den lange Strandboulevard hed dog også Gefionsgade før den blev udvidet fra 30 til 60 alen.

 

Forlystelser

På hjørnet af det nuværende Classensgade og Strandboulevarden lå Fiskerhuset. Traktørstedet eksisterede fra Holbergs tid og blev nedlagt i 1799. Mod nord langs Strandvejen lå Kildehaven, Kildevæld og Kildendal. Kilden spillede en vigtig rolle for udflugtsmålet. Det var inden, at det blev moderne at tage til Dyrehaven.

Op til 1840erne lå der også  en række udflugtsmål som lå i udkanten af området, Lille Vibenshus, Svanholm og Slukefter.  På Trianglen var et traktørsted, der hed Petersborg.

Da omnibusserne kom, blev der masser af trafik på Østerbro. De kørte dog videre mod nord langs Strandvejen til Dyrhaven.

 

De fattiges Dyrhave

Men i 1840erne skete der noget ved stranden ved Ny Kalkbrænderi (omtrent ved Århusgade). De Fattiges Dyrhave med masser af karruseller og flotte opvartningspiger. En af de kendteste forlystelser var Rhinen, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse eller gadeorgel, som vi ville kalde det.

Publikum var Nyboderfolk og folk fra lige så fattige kvarterer. Det var den mere hårdføre del af befolkningen, der kom her. De pæne, stoppede ved Langelinie. Men ak, det hele endte sørgeligt, for Århusgade skulle lægges hen over området i 1884.

 

Sangerindepavilloner

Ved Lille Triangel har der ligget beværtninger langt tilbage i tiden. Her var også sangerindepavilloner. De lå skråt over for hinanden. Den ene hed Alléen-lyst, men blev også kaldt Gravens Rand, fordi den lå lige op ad indgangen til Holmens Kirkegård og ved siden af kirkegraverens hus.

Den anden pavillon lå over for Farimagsgades udmunding i Østerbrogade. Den var nabo til Heldts Café på hjørnet af Classensgade. Her lå også en masse lysthuse. Der var veranda og meget mere. De er sikkert opført omkring 1853.

 

Moralsk forkasteligt

I 1864 var der 21 af den slags sangerindepavilloner i København. Men i nogle kredse skete der noget på disse steder som var moralsk forkasteligt. Det bajerske øls fremgang har sikkert også gjort sit til, at disse steder var meget søgte.

Københavns politidirektør syntes dog ikke om stederne. Han mente, at det var forskoler for den offentlige prostitution og at de kvinder, der optrådte var mere eller mindre løsagtige.Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet flere tilladelser til at holde musikselskab.

En yderligere regulering kom i 1869. Man forsøgte helt tydeligt at indkredse pavillonerne til kun at måtte ligge på Vesterbro og i Tivoli. Men Alléen-lyst på Østerbro overlevede. Det gjorde stedet i hvert fald til slutningen af 1870erne. Og grunden til at den blev henrettet?

 

Kærestesorg

En ung mand der led af kærestesorg til en af sangerinderne , forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel kunne præsterne bruge – den dødelige fristelse for unge mænd. Luk pesthulerne.   I forbindelse med regulering af Østerbrogade blev de to sangerindepavilloner revet ned i begyndelsen af 1880erne.

Politiet og Justitsministeriet viste en utrolig bedreviden i en årrække med hensyn til, hvad der var behov for af teater og varieté. Måske var det derfor der ikke rigtig skete noget.

 

Nej i hobevis

Sergent i den Kongelige Livgarde, Søren Christian Carlsen havde således søgt om at etablere et forlystelsessted mellem Lille Vibenshus og Bommen. Politidirektør Eugen Petersen
svarede således i 1884:

• Andragenet afslås, da et forlystelsesetablissement på  det angivende sted er ganske overflødigt, og da ansøgeren personlig ikke kan gives noget anbefalende vidnesbyrd.

H. Bornemann Bandtler ville i 1886 spille varieté og teater i et lokale i nærheden af Lille Triangel, men også han fik afslag.

Men folk på Østerbro tabte ikke modet. Efter at Frihavnen var blevet indviet boede der i 1894 30.000 mennesker i kvarteret. Derfor forsøgte restauratør P.P. Hansen at oprette en stor varieté i Classensgade 7.

Til Politiken forklarede han, at den skulle hedde Fremtiden og rumme 700 tilskuer på gulv og balkon. Hansen ville selv stå for buffeten. Det skulle være bredt, folkeligt, humoristisk sang, monologer, duetter og akrobatik.

Afslaget fra politiinspektør  Theodor Petersen fra ordenspolitiet var helt ubegrundet.  Samtidig fik restauratør Fr. Petersen på det store traktørsted Sortedamslund afslag på, at oprette et friluftsteater i haven.

Og i De Fattiges Dyrehave, der stadig eksisterede på daværende tidspunkt men førte en kummerlig tilværelse, fik man afslag på blot at lade spille klaver og violin i lokalet.  Den kendte varieté-mand Peter Rasmussen, Cirkus Varietés direktør havde også i 1894 store planer om en bygning i området bag ved Trianglen ved Nordre Frihavnsgade. Lokalet skulle ifølge Politiken kunne rumme 1.500 – 2.000 tilskuere. Men om han nogen sinde fik søgt om tilladelse, vides ikke.

 

Afholdsforeningen fik også et nej

I Ryesgade 106 havde Afholdsbevægelsen bygget et Forsamlingshus i 1898 – 1899. Her i festsalen ville skuespiller Wilhelm Petersen i 1910 oprette Østerbro Teater med dilettanter som skuespillere. Men Petersen kom til at skrive, at stedet ikke kunne løbe rundt, uden at der blev arrangeret bal bagefter.

Politidirektøren svarede, at bruge dilettanter som skuespillere var en dårlig ide. Han mente heller ikke, at det var tilrådeligt, at oprette et offentlig danselokale på Østerbro. Og i øvrigt lå der et danselokale i nærheden – på Fælledvej.

Og politiinspektør Theodor Petersen var altid på pletten:

• Der er ikke nogen som helst trang til et teater på Østerbro.

I 1918 fik skuespiller Villiam Tanggaard afslag på at opføre mindre skuespil om søndagen, både lystige og alvorlige med ledige provinsskuespillere i Folkets Hus, Koldinggade 4.

 

Café Odin fik natbevilling

Det var også svært at få  natbevilling. I 1895 var der kun 20 beværtninger i København, der havde det. Café Odin søgte gennem flere år, og endelig i 1898 fik man et ja. Politiassistenten på Østerbro anbefalede ellers hver gang. Politiassistent Tvermoes mente, at det var Østerbros eneste ordentlige restauration. Den blev besøgt af et altid net publikum, hovedsagelig handlende her fra Broen, mange officerer og læger.

 

Store planer ved Sortedamssøen

I 1890erne opstod der tumult omkring et større restaurationsanlæg ved Sortedamssøen. Ti ansøgninger modtog kommunen i perioden 1893 – 1900.

Argumenterne var både gode og talrige. Den stigende trafik og skøjteløberne var nogle af de mest brugte argumenter. Den nyoprettede rutesejlads fra 1894 blev også brugt som argument.
Forbilledet var selvfølgelig Sø-pavillonen ved Gyldenløvsgade. En ansøger ville lave en bespisningsanstalt til rimelige priser. En anden sammenlignede stedet med Alsterpavillonen i Hamborg.

Men de store projekter blev ikke til noget. Borgerrepræsentationen holdt igen, både af planmæssige og æstetiske grunde. Søerne skulle reguleres og Østerbrogade skulle udvides.

 

Menighedssamfundet protesterede

Medlemmer af St. Jakobs Menighedssamfund foranstaltede en underskriftsindsamling mod forslagene. Omkring 2.000 underskrifter blev der indsamlet. Det man skrev under på, var følgende:

• Undertegnede beboere af Østerbro – Kvarteret tillade os herved at rette en indtrængende Anmodning til den ærede Kommunalbestyrelse om ikke at bevillige Andraget om at maatte opføre en Beværtningspavillon i Sortedamssøen, i det vi formene, at der i Nærheden af den paatænkte Pavillon er tilstrækkelig mange Beværtninger og frygte for, at en saadan Pavillon kan blive til Skade for Hjemmene, og at den navnlig vil være en Fristelse for de Unge.

Men der kom også en underskriftsindsamling for en sådan pavillon. Den samlede dog kun 925 underskrifter.

 

En aktiv indremissionsk præst

Menighedssamfundet omfattede hele Østerbro. Den rivende kraft var den indremissionske præst, Peter Krag. Medlemstallet var i 1893 oppe på hele 1.000. En af hovedtemaerne var netop at kæmpe mod den omsiggribende Forlystelsessyge.  Menighedssamfundets synspunkter havde stor sympati hos politidirektøren. Måske var det årsag til de mange afslag på Østerbro –dengang.

 

De første biografer

Hvad med en anden forlystelse? Biograf eller kino?

Ja, København fik sin første levedygtige biograf i 1904, og Østerbro fik sin første lige nord for Trianglen i lokalerne, Østerbrogade 33. Den hed Biorama. Den havde plads til 160 gæster. I 1912 skiftede den navn til Films-fabrikken. Ejeren, Søren Nielsen udgav fra 1911 – 1913 filmtidsskriftet Biorama Tidende.

I perioden 1905 – 21 var der 30 personer, der søgte om biografbevilling på Østerbro. Samtlige fik afslag. Noget tydede på, at politidirektøren ikke kunne lide film. Det burde ellers være befolkningsgrundlag til mange flere biografer. Endelig i slutningen af 20erne var politidirektøren udskiftet. Røde Mølle i startede i en fabrikshal i Ryesgade 51. Senere fik stedet navnet Ry Kino.

Biorama flyttede over Trianglen og blev til Triangel – teatret. Og så var der også flyttet en biograf ind i Idrætsparken. Den fjerde og foreløbig sidste blev Capitol, senere Lyngbyvejens Bio
og Øbro Bio. Det hele startede i 1931.

Biografen i Parken dækkede i mange år underskuddet af svømmehallen. Ry Kino lukkede i 1959 og i begyndelsen af 60erne lukkede Øbro Bio. På Trianglen blev der lukket og slukket den 11. marts 1979.

 

Fælledparken blev opdelt

Da militæret ikke mere skulle bruge Fælleden var der uenighed om, hvem der egentlig ejede Øster -, Nørre – og Blegdamsfælled. Byens kvæg græssede der. Nej, sagde staten. Vi har skaffet brugsret gennem vores militær.

 

En kaserne og et hospital

Staten startede med et nyt stort og flot hospital. Rigshospitalet afløste Det Kongelige Frederiks
Hospital inde i den gamle by. Kommunen havde stor planer med boligbebyggelse,
offentlige bebyggelser og lidt park.

Socialdemokraterne var skeptiske over for boligplanerne. Man ville bevare Fælledernes friske luft. I 1893 blev stat og kommune endelig enige om Fælledparken. Militæret fik et militærhospital og en kasserne. Men først i 1908 blev stadsingeniørens projekt vedtaget. Den kom til at indeholde 16 tdr. land kantbebyggelse, nemlig langs Blegdamsvej og Øster Allé, samt det senere Kanslergade – kvarter i parkens nordøstre spids. Byggeriet vest for Husarkasernen blev opgivet.

 

Den åbne park

Nogle af politikerne var bange for den åbne park. De gjorde opmærksom på det berømte Slaget på Fælleden i 1872. Et slot blev også bygget, nemlig Frimurerlogen. En borgerrepræsentant kaldte byggeriet En knytnæve i Fælledparkens ansigt. Dette byggeri blev først indviet i 1927.

 

Frihavn og Langelinie

Den nye Frihavn skabte store ændringer på Østerbro. Vi fik også en ny Langelinie. Hermann Bang gjorde den nye Langelinie til endnu et københavnsk stuk symbol. Han fandt noget råddent i, at den offentlige debat mest handlede om at københavnerne skiftede Langelinie.

I villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel. De blev gjort døsige af kulstøv, skrev Politiken.

 

Østerbros vejnet

Østerbros vejnet blev udbygget i anden halvdel i anden halvdel af 1800 – tallet. I 1700 – tallet var vejnettet begrænset. Udover Østerbrogade, Farimagsgade, Blegdamsvej og Øster Allé
bestod vejene kun af få forbindelser til kysten. Nemlig fra Lille Trianglen ad den nuværende Classensgade, som var indkørslen til de classenske jorder med deres sporadiske bebyggelser.

Fra Trianglen førte en vej til to kalkbrænderier. Man kørte af begyndelsen af den nuværende Nordre Frihavnsgade – Randersgade – Gl. Kalkbrænderivej eller af Nøjsomhedsvej som i dag hedder Løgstørgade. Langs kysten gik en vej Strandpromenaden – Sibbernsvej.

Fra Østerbrogade førte en vej ned til fabrikken Øresund. Det var Øresundsgade (Vordingborggade), der eksisterede i 1880. Århusgade blev grundlagt 1885 og Nordre Frihavnsgade i hele sin længde i 1890.

Da demarkationslinjen blev ophævet i 1852 betød det i første omgang, at Ryesgade blev planlagt som både færdsels – og kloaklinje ril Nørrebro.  I 1890erne fungerede et permanent byplan
– og trafikudvalg med Ryvangen, Bryggervangen og Vognmandsmarkens planlægning.

 

Sortedamssøen

En stor oplevelse er det at løbe omkring søerne. Selv synes jeg, at det er sjovest om vinteren. Sortedamssøen opstod lige som de andre nabosøer i middelalderen, som resultat af opstemninger af små vandløb. Gennem Ladegårdsåen kommer vand ind fra nordvest, igen et resultat af opstemninger. Systemet havde til formål, at levere drikkevand og vand til Københavns voldgrav. Egentlig betyder Sortedam – Sorte Dæmning. Mellem dæmningen og Øresund anlagdes i 1660erne et system af fiskedamme.

Søbreddens lige linier stammer fra en regulering i 1725 – 29. og fra en regulering i 1926 -28.

 

Langs søbredden

Østersøgade blev anlagt i 1875 som udvidelse efter Kærligheds – og Ægteskabsstien. På den modsatte side blev dele af Sortedam Dossering mellem Fredensgade og Østerbrogade anlagt som gade efter beslutningen i 1896 og 1901.

I 1928 udvidedes Østersøgade og endnu en stump af Dosseringen blev besluttet anlagt som gade mellem Sø-passagen og Lundingsgade. En opfyldning på et ret langt stykke mellem
Helgesensgade og Østerbrogade blev forhindret af et flertal i Borgerrepræsentationen. Et mindretal drømte om en færdselsåre mellem Frederiksberg og Østerbro.

I begyndelsen af 1970erne blev et vejprojekt standset. Det var meningen at Lyngbyvejen skulle føres igennem Fredensgade til Sø-ringen.

 

Kartoffelrækkerne

Kartoffelrækkerne blev anlagt i 1873 – 89. Egentlig består de af 11 parallelle smågader med to – etagers rækkehuse. Oprindelig var der en lejlighed på hver etage. Lejlighederne var beregnet til mindrebemidlede. Dengang sagde man, at den der ejer et hus aldrig bliver kommunist.

Byggeselskabet hed Arbejdernes Byggeforening og blev stiftet i 1865. Lignende projekter opstod forskellige steder i København. På Østerbro på Olufsvej (1875 – 77) samt kvarteret omkring Kildevældsgade (1892 – 1903) .

Rækkehusene blev erhvervet gennem lodtrækning blandt medlemmerne. Men hurtig fandt man ud af, at chancen for at erhverve et hus, var større hvis man havde en stråmand eller havde råd til flere medlemskaber.

I 1901 fandt man ud af at kun en tredjedel af husene var beboet af arbejdere.  Efterhånden var det middelklassen og akademikerne, der overtog kvarteret. (Se artiklen Ulrik – en Fysikus fra Tønder 1-2) (Kartoffelrækkerne på Østerbro).

 

Industri fra 1728

I slutning af 1880erne blev Rosendal, Rosenvængets hovedbygning nedrevet og erstattet af en fem etagers bygning med samme navn. Den ligger på hjørnet ved Slagelsesgade.  Bemærkelsesværdig er det også, at Gl. Kalkbrænderi har privilegium helt tilbage fra 1728.

Vi kunne såmænd have fortalt meget mere om Østerbros mange steder. Men her henviser vi til andre artikler.

 

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Ulrik – en Fysikus fra Tønder 1- 2 (under Tønder)
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Brumleby på Østerbro
• Flere gader og veje på Østerbro
• Forsvundne gader og veje på Østerbro
• Fra det gamle Østerbro
• Fælledparkens historie
•  Gader og veje på Østerbro
• Langelinie dengang
• Østerbro i forandring
• Østerbro – dengang
• Østerbro – langs søerne
• Østerbro – som landsby
• Østerbros historie
• Gamle havne på Østerbro

 Redigeret 1.11.2021 

Når vi tager syd på  og fylder vores biler med ikke afgiftspligtige varer tænker vi ikke på de rædsler, der udspandt sig på  den lille banegård. Af de over 1.600 der blev deponeret fra Frøslevlejren via den lille banegård vendte 250 aldrig hjem igen. Mange blev mærket på liv og sjæl. Ikke uden grund blev banegården kaldt Helvedets forgård.

 

Modstand mod at fortælle historien

Vi tænker nok ikke over det i dag, når vi kører over grænsen til den lille og meget gamle by Harreslev, at der på den lille banegård en gang har udspillet sig sørgmodige scener. Byen er i dag et eldorado for dem, der vil gøre et billigt indkøb og spare den danske afgift.

Og det der skete dengang er der mange, der helst vil lade gå i glemmebogen. Talrige mails til denne side, bevidner dette.

Redaktøren af denne side, har dog personlig haft problematikken meget tæt på, og mener ikke at disse ting bare skal glemmes. I dag er der mange, der benægter, at disse ting har fundet sted. Også unge mennesker, der første gang hører om det i skolen, mener at det er så ufatteligt, at det ikke har fundet sted.

Banegården i Harreslev blev af mange kaldt for Helvedes Forgård.

 

Husum var værst

Fra den 15. september 1944 til den 16. februar 1945 blev 1.600 mennesker deponeret fra Frøslevlejren til tyske koncentrationslejre. I den danske litteratur er problematikken beskrevet ganske omfattende. Men kigger man i den tyske litteratur findes der ikke meget om dette emne.

250 vendte aldrig tilbage, de døde på  turen. Værst var det nok i udekommandoerne Husum og Porta Westphalica. Mange blev mærket på liv og sjæl.

 

Over 6.000 blev deporteret

I alt blev over 6.000 danskere deporteret til tugthuse eller koncentrationslejre i Tyskland. Disse deportationer skete uden lov og dom. Fra tysk side blev dette brud på folkeretten brugt som repressalier over for den danske befolkning. Efterhånden som sabotagen og folks modvilje mod besættelsesmagten tog til, stillede værnemagten krav om hårdere repressalier.

 

Rigsfjendtlig, kommunistisk virksomhed

De første massedeportationer foregik i oktober 1943. Her blev 480 jøder og 150 kommunister sendt til henholdsvis Theresienstadt og Stutthof.

I november og december 1943 og i januar 1944 blev 168 forholdsvis unge mennesker fra Odense, Randers og Kolding sendt til Sachsenhausen og Ravensbrück. Begrundelsen for den handling var rigsfjendtlig, kommunistisk virksomhed og  fjendtlige handlinger mod Værnemagten.

 

Lejr i Danmark skulle forhindre deportation

For at forhindre at danske statsborgere gik en uvis skæbne i møde henvendte udenrigsministeriet sig til Werner Best, om oprettelse af en lejr i Danmark. Meningen var også, at de deporterede skulle vende hjem til denne lejr. Det gik Dr. Best med på, dog med undtagelse af jøderne.
Træk og slip i hjørnerne

Frøslevlejren blev en realitet, og den 13. august 1944 ankom de første 750 fangere. I de følgende ni måneder fik 12.000 fangere kendskab til lejren.

Den 15. september 1944, blot en måned efter, at Frøslevlejren blev taget i brug, brød tyskerne grundlaget for lejrens oprettelse. 195 fanger blev deponeret. Efter en kort køretur når man Harreslev Station.

• Værsgo at stige op og gør Dem det behageligt. Der er træk og slip i hjørnerne. Gener Dem endelig ikke – Los –  Los.

 

Bange for nedskydning

40 mennesker med kufferter stuves sammen i hver vogn. Vognene havde været brugt til kalktransport og var ikke rengjorte. Ingen havde fortalt, hvad der skulle ske. De 195 fangere var reelt bange for, at de skulle nedskydes.

 

Brutalitet og umenneskelighed

I begyndelsen var KZ – lejrene nærmest arbejdslejr. I Sachsenhausen var der et teglværk, hvor man producerede mursten.

Som krigen udviklede sig, udviklede disse lejre sig i stigende grad for systematisk tilintetgørelse og folkemord. Således også Neuengamme, som fra årsskiftet 1942 – 43 rummede flere SS
– ejede rustningsvirksomheder og værksteder. Under Neuengamme var der cirka 80 udelejre og udekommandoer i hele det nordtyske område.

I lejre som Versen, Dalum, Husum – Schwesing og Ladelund beskæftigede man sig med at grave den såkaldte Friservold.

Fangerne var fuldstændig prisgivet SS’ ernes brutalitet.

 

Epidemier, arbejdsulykker og mishandlinger

I Neuengamme blev der hovedsagelig indsat udenlandske fangere. Allerede ved ankomsten blev man ydmyget og slået. Efter et brusebad blev alt hår på kroppen barberet væk. Af de 106.000 mennesker, der kom til Neuengamme omkom 55.000 i hoved-lejren og udekommandoerne på grund af de katastrofale forhold og det umenneskelige slavearbejde.

Epidemier, arbejdsulykker og mishandlinger var daglige foreteelser.

Af de 195 deporterede som vi tidligere i artiklen mødte på Harreslev Banegård døde 53. Mange af de tilbage-kommende fik komplikationer, som prægede dem resten af livet. I Padborg
nedlagde DSB – personalet deres arbejde på grund af deportationen. Denne arbejdsnedlæggelse bredte sig og blev landsdækkende.

I Frøslevlejren var der ingen, der mere følte sig sikker.

 

Politi og gendarmer syd på 

Af de 2.000 internerede politifolk blev hovedparten omgående sendt videre til Tyskland. 288 af dem var interneret i Frøslevlejren. Men den 25. september 1944 blev også de sendt videre syd på.

Uden morgenmad måtte disse politifolk vandre til Harreslev. Ude på linjen måtte der kravles op i kreaturvogne. Disse var blevet brugt til hestetransport. Man måtte ligge på grus og hestenes efterladenskaber. Fra Neuengamme blev de sendt videre til Buchenwald.

Af Grænsegendarmeriets   337 tjenestegørende blev de 291 interneret i Frøslevlejren. De følte sig ikke nogen skyld bevidst og havde et udmærket samarbejde i det daglige med den tyske grænsebevogtning. Men den 5. oktober 1944 kom chokket. 141 af dem blev udpeget til transport syd på.

Snavsede kreaturvogne stod og ventede på gendarmerne i Harreslev. Der blev smidt halm ind i hver vogn. Men dem skulle det betales for – 2 kr. pr. knippe. Og leverandørerne af disse var lokale bønder.

 

Bronkitis og lungebetændelse

I Neuengamme fik de lov til at beholde deres hovedhår. Dette signaliserede højstatus
i det bizarre KZ – hierarki. I begyndelsen blev gendarmerne også fritaget for det værste arbejde, men ikke ret længe. Bronkitis og lungebetændelse plagede dem. De blev slået og sparket af vagtmandskabet. Og da de klagede over denne behandling, fulgte der yderligere straf med.

 

Tavst farvel

Tre transporter fra Frøslevlejren fulgte. Efter navneopråbene blev de som var udpeget til transporten sendt ind på stuerne for at pakke. Efter endnu en optælling blev fangernes bagage gennemgået. Knive og husflid blev konfiskeret. .

Åbenbart var rygterne om transporten bredt sig. I Padborg By stod befolkningen i tavse rækker langs gaderne. Der var en meget trykket stemning.

 

Maden blev taget

Politisoldater fra Flensborg blev udkommanderet til at bevogte transporterne fra Harreslev og syd på. Politisoldater fra Frøslevlejren bevogtede transporten fra Frøslev til banegården.

Bønder fra Harreslev tjente tykt på at sælge halm til de stakkels fangere. Der var under transporten ikke sørget for drikkevare og toiletforhold. Man var pakket som sild i tønde. Mange brød sammen under transporterne. Og så var det dem, der viste rygrad.

Ved nogle af holdepladserne på vejen, lovede tyskere, at skaffe vand, såfremt man afleverede penge og værdigenstande. Men der var ikke mange af dem, der vendte tilbage. Når nogen ikke kunne undgå det, fandt man en konservesdåse, hvor man kunne forurette sin nødtørft. Dette blev så hældt uf i et hul i vognen

Den berygtede Neuengamme – syd for Hamborg ventede forude. Det bad, man fik, var ubrugelig – ligesom sæben. Man skulle aflevere sit eget tøj, og det man fik udleveret, var bare pjalter.

Af de 117, der blev transporteret til Neuengamme den 29. november 1944 døde 12.

Den danske Forvaltning i Frøslevlejren havde overdraget tyskerne til at administrere madbeholdningen. Det gjorde de på den måde, at de stjal alt smørret og hovedparten af pålægget. De stjal også den sparsomme vandforsyning. En tur fra Frøslev til Dachau er på 1.200 kilometer. Sultne og trætte ankom man efter seks dages opslidende togrejse.

 

Et smukt digt

Et mindesmærke er rejst i Harreslev. Elever fra Duborg Skolen har forfattet følgende smukke digt:

• Lad os være sammen i ånden
• Smid dit våben, min ven
• Giv i dag hinanden hånden
• Så det aldrig vil ske igen.
• Livets lys slukkedes, sjælene på vej
• Men smerternes ild, glemtes ej
• Husk baggrunden og afgrunden
• Husk skigene og smerterne
• Husk baggrunden og afgrunden
• Husk skrigene og smerterne i hjerterne.

 

Kilde:

• Litteratur Padborg/Bov/Kruså
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 11. – 12. 2021

Bonnich Petersens Bageri og Konditori, lige over for min arbejdsplads. Her har altid været søde piger. Stedet skal nu på museum. Fra 2011 kan stedet beskues i Den Gamle By i Århus. Dejlige minder fra min tid i Aabenraa kan henføres hertil. Læs her om stedets historie og om festen sammen med bagermestrene i Aabenraa. Artiklen er fra 2010.

 

De dejlige piger

Jeg tænker med glæde tilbage på  min gamle bager i Aabenraa. Den lå lige over for min arbejdsplads, Bo Bojesens Boghandel. Tanken går især på de mange dejlige og skønne piger, der i tidens løb, var beskæftiget derover.

Ulla og hendes søster, Karen Margrethe, der var chauffør  og så videre. Der i begyndelsen af 70erne blev jeg kærester med et par af dem – dog ikke på samme tid.

Ja og der i gennem  kom jeg med til en af bagermestrenes fester. Og bagerne i Aabenraa kan gå til, skal jeg love for. Der blev hældt utallige Gammel dansk
ned. Og det daglige bagværk kendte jeg også gennem pigerne så rigelig til.

Nogle gange have man indtryk af, at temperamentet kogte over i bageriet og i køkkenet. Men så var det en god ide at holde sig væk.

 

Pommes fritter med sukker

Og de var frække, de der piger. Når jeg pyntede vinduerne, stod de over fra bageren og skar ansigt. De kunne også finde på at hælde sukker på de pommes fritter, som de serverede.

Ved siden af bagerbutikken, lå  den hyggelige Café.

Vi havde det egentlig skæg –  os ansatte  i middagspauserne på gågaden i Aabenraa – dengang. Når der var solskin sad vi med de dejlige frisør – piger fra Taco og de andre saloner og løste verdens situationen. Når der var regnvejr søgte vi ind hos Bonnich eller på Royal, hvor der også var dejlige piger.

 

Tidligere erfaringer med bagerfaget

Egentlig havde jeg jo lidt erfaring med bagerier. Jeg havde en gloværdig fortid som bydreng hos Arnolds Bageri i Tønder. Her havde jeg nogle gange en meget kreativ chauffør. Det var Manfred – den tidligere leder af Zeppelin – museet i Tønder.

Men denne artikel skal ikke handle om piger og fester og fortiden i Tønder. Den skal handle om bagermester Bonnich Petersen og Cafe Bonnich på Ramsherred i Aabenraa. 

Bonnich Petersen, hans kone og to døtre var nogle herlige mennesker – dengang.

 

På  museum

Stedet eksisterer desværre ikke mere. Købstadsmuseet Den Gamle By i Århus har fået alt inventaret fra serveringslokalet Café Bonnich. Og hvorfor nu det? Kondiotoriet var landets næstældste, kun overgået af La Glace i København. Det er unægtelig mærkeligt at opleve det i Aarhus. og lade minderne passere revy.

Konditoriernes storhedstid var i første halvdel af 1900 tallet. De var meget mere ansete end de traditionelle mødesteder som værtshuse m.m. I 1960erne blev cafeteria moderne, og mange nye cafeteriaer blev indrettet i stedet for konditorierne.
Fra skomager til bagermester

Konditoriet i Aabenraa blev grundlagt af Claus F. Hansen i 1922. Han var udlært bager og født i Danmarks længste landsby – Bodum. Her drev faderen bageri. Under 1. verdenskrig var Hansen soldat i Frankrig og blev meget betaget af landet.

Han tillagde sig også fransk stil med alpehue og overskæg. Egentlig havde han først overtaget svigerforældrenes skomagerbutik i Wollesgyde.

Men her etablerede han bageri med dansk wienerbrød. Det var ikke så almindelig på det tidspunkt. Allerede i 1840erne var det kendt i København.

 

Gasthof und Kegelbahn

I 1922 flyttede forretningen til Ramsherred 33. Her var bedre plads og plads til at etablere et større bageri. På adressen lå Chr. Borchers Gasthof und Kegelbahn. Krostuens stamgæster ytrede ønske om at fortsætte om stamgæster på det nye sted. Men det var Hansen nu ikke så begejstret for. Han håbede på et andet publikum.

I en nyopført bagbygning blev bageriet opført. Keglebanen blev bevaret.

Myterne fortæller, at Hansen på en tur til Frankrig blev udsat for et landevejsrøveri. Han præsenterede sig som indehaver af Café Hansen i Aabenraa. Da røveren hørte det, fortrød han sit forehavende. Røveren var en afdanket fremmedlegionær. Om historien er sand, vides ikke. Men caféen havde et godt ry syd for grænsen.

 

Wienercaféerne inspirerede

Det var den legendariske arkitekt Jep Fink der i 1922 kom til at stå for udformningen af de nye butiks – og serveringslokaler. Det var Wienercaféerne,
der inspirerede Fink. Nu havde han ikke selv været i Wien.

 
Han aftjente sin værnepligt i den tyske hær. Her kom han til Berlin. Det har sikkert inspireret ham. I Lübeck lå marcipanfirmaet Niederegger, som også havde en tilhørende café. Det har nok også været en inspirationskilde.

 

Fink var optaget af det danske foreningsliv. Han har blandt andet været med til at ombygge Folkehjem. Han står også bag Sønderjyllands Højspændingsværk, Telegrafvæsnets administrationsbygning, Grand Hotel, Aabenraa Teater og meget mere.

 

Tredje generation af bagere

I 1945 forpagtede Hansen konditoriet bort til en tidligere lærling ved navn Kurt Obst. Hansen. Men han fortsatte dog som ejer.

I 1952 fik Obst en ny lærling ved navn Bonnich Petersen. Og han kom ud af en bager-familie, selv var han tredje generation.

Efter endt lærertid og efterfølgende værnepligt, kom Bonnich på konditorskole. Derefter var han svend i Augustenborg, Sønderborg og Tønder. Han vendte tilbage til Aabenraa og fik ved et tilfælde tilbud om at overtage forpagtningen.

I første omgang bibeholdt han navnet Café Hansen. Men navnet blev droppet til fordel for Café Bonnich Petersen Bageri. I daglig tale hed det blot Café
Bonnich. Jeg kan udmærket huske, at facaden i 1972 blev renoveret.

 

Det var noget særligt

Indtil 1960 var det her man skulle aflægge svendeprøve. Bonnich Petersen var meget faglig bevidst. Jeg kan ikke huske, han var formand for bager-mestrene i Aabenraa. Men gennem sit arbejde mødte han bagermestre så fjerne steder fra som Stockholm og Schweiz, der aflagde prøve her på Ramsherred.

Efter en kørerur op gennem Jylland, hvor han og sin kone besøgte forskellige byers konditorier blev han bevidst om, at hans gamle konditori var noget særligt.

 

Bagermestrenes Kegleklub

Bagermestrenes Kegleklub i Aabenraa blev stiftet i 1904. I begyndelsen keglede man på en bane ved Hotel Stadt Hamburg. Et par år efter flyttede klubben til keglebanen ved konditoriet Chr. Bocherts Gasthof.

Da Bonnich overtog forpagtningen, overtog han også keglebanen. På grund af keglesportens gamle traditioner skulle man føre et specielt sortiment af øl –
snapse og cigartyper. Udover at blive benyttet af Aabenraa – bagernes Kegleklub, var der cirka 20 andre kegleklubber, der benyttede banen.

På det tidspunkt var der fire andre baner i byen.

 

Kaffe – inden rutebilen

Dengang var konditoriet en magnet for landbefolkningen. Når man gjorde indkøb skulle man gerne ind at have kaffe. inden man tog hjem med rutebilen. Ofte var det familie med børn, der kom på besøg. På de bedste dage kunne der være op til 1.200 – 1.400 gæster.

I 1970erne var der turister syd fra, der besøgte stedet. I 1980erne begyndte ungdommen at besøge stedet, og så blev sortimentet udvidet med fastfood i form af sandwich og croissanter.

Når tyskerne den tredje onsdag i november fejrede Buss – und Bettag (Store bededag) kunne man godt droppe at besøge stedet, for så sad Frauke, Fritz
og Hertha og spiste lagkage. Og der var mange af dem.

 

Masser af ansatte

Der var 9 – 10 ansatte på  arbejde af gangen. I Bonnichs tid var der tilknyttet 32 folk svarende til 18 fuldtidsstillinger. I alt har den hyggelige bagermester været med til at uddanne 32 lærlinge. De blev ofte drillet disse lærlinge og sendt i byen efter ovnkikkert og dej-handske. I boghandelen indfandt der sig en lærling, der skulle have en papirs-strækker.

 

Lange åbningstider

I 1960erne var åbningstiden 7 –  23. Der var TV i serveringslokalerne, hvilket trak en del kunder til i aftentimerne. Der var også udskænkning af spiritus. Da folk selv fik TV i 70erne blev aftenåbningen indskrænket. Konditoriet lukkede da klokken 19.

Med gågadens indvielse blev salget dårligere i aftentimerne.

Serveringen foregik ved at kunderne henvendte sig i butikken med bestillingen, hvorefter servitricen kom hen til bordet og serverede. I Bonnichs tid var de iført hvide forklæder og sorte nederdele.

For mit eget vedkommende gik jeg op i køkkenet og bestilte, hvad jeg skulle have.

 

God til PR

Mange håndværkere brugte stedet som frokoststue. De kom med deres egne madpakker og bestilte en kop kaffe til.  Engang kom Erhard Jacobsen forbi. Han smagte en brødtærte og ville gerne have et stykke mere. Men Bonnich, der havde flair for PR, betingede sig, at de så skulle gå en tur ned af gågaden, hvor Bonnich var iført bagertøj og høj hat.

Gennem et lille vindue i butikken åbnede han for softice – salg. Vi spurgte i butikken om vi ikke kunne få nogen gratis. Jo da, svarede Bonnich. I skal bare stille jer op i køen.

 

Den elektroniske bjørn

Jeg tror, det var dengang at Bonnich havde opstillet en irriterende snakkende elektronisk bjørn. Hver gang, der gik nogen forbi, snakkede bjørnen til dem.

• Gå  ikke forbi, køb en softice, en dejlig softice. Gå ikke forbi, køb en s…..

Dette skulle vi høre på i månedsvis over fra boghandelen.

 

Masser af leverancer

Bonnich havde en række leverancer til forskellige kantiner på private arbejdspladser og offentlige uddannelsessteder (slagteri, bank, købmandsskole, AMU
– center). Dette marked blev gennem årene udvidet og bidrog til, at bageriets kapacitet hele tiden kunne udnyttes fuldt ud.

Bonnich ville ikke levere til tankstationer. Hans varer skulle ikke sælges sammen med det andet skrammel som de solgte, mente Bonnich.

I 1968 åbnede Bonnich en filial i det nye Rugkobbelcenter. Det var en traditionel bagerbutik, der også handlede med mælk og andre købmandsvarer. Chokolade og konfekture solgtes kun i mindre omfang og kun til jul.

En tredje butik blev etableret i forbindelse til en andelsforening. Planen var at flytte bageriet hertil. Men der blev for meget kørsel og butikken blev hurtig solgt igen.

 

Kvaliteten var afgørende

En afgørende faktor var at opretholde kvaliteten. Alt blev lavet fra bunden af de bedste råvarer. Konditoriet havde især lagkager som speciale. Det var især tyskerne glade for. Også sønderjyske specialiteter var Bonnich ekspert i.

Rigtige honningkager af dej, der var lavet et halvt år i forvejen, var en af specialiteterne.

 

Ændringer i forhold til 1922

I 1980erne udgav Bonnich ved hjælp af et sponsorat et lille opskriftshefte med 18 traditionelle sønderjyske opskrifter på kager, som i tidens løb er blevet solgt
i konditoriet. Men kære læser såfremt du lige som mig ikke har fået dette hæfte, kan du her på siden se et stort antal sønderjyske opskrifter
– uden sponsorat.

Desuden fortæller vi dig, hvad der kendetegner Sønderjysk kaffebord.

Da Den Gamle By rykkede ind i lokalerne i 2007, var der siden 1922 sket en del ændringer. Gavlene mellem sofaerne var blevet fjernet allerede i begyndelsen af 1950 erne. De originale lysekroner var udskiftet til fordel for mere moderne lamper.

I 1968 butiksinventaret udskiftet. Butiksfacaden blev både renoveret i 1972 samt i 1980erne. Og det var tilbage i gammel stil.

 

Dekorationer af Hans Günther Hansen

Vægmalerierne i serveringslokalerne blev udført i slutningen af 1970erne af  malerren Hans Günther Hansen. Kunstneren havde selv foreslået udsmykningen, som bestod af motiver fra de sønderjyske købstæder, samt broer over Hærvejen.

Indtil da havde det været mønstret tapet i vægfelterne og Bonnichs hustru havde pyntet lidt ved at hænge nogle gamle kobberting op.

For øvrigt var det også Hans Günther Hansen, der var mester til det flotte maleri, der sad for endevæggen i bestyrelseslokalet i HK – Huset på Borgmester Finksgade. Hvor mon det nu befinder sig?

 

Kan vi få Sønderjysk kaffebord i Århus?

I 1992 solgte Bonnich butikken til Finn Christensen. Men Bonnich fortsatte dog som bagermester i de følgende fem år.

Finn Christensen solgte senere konditoriet til Frank og Henriette Hoiland. De drev det frem til september 2007.

• Da jeg besøgte stedet i Aarhus kunne man ikke få Sønderjysk kaffebord. Men egentlig kunne det være sjovt at holde et foredrag om dette emne i lokalerne. 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Den Gamle By, Århus
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:
Om den sønderjyske bage/mad/drikke – kunst:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 183 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

 

• Mad fra Tønder (under Tønder)
• Mad fra Tønder – opskrifter (under Tønder)
• Sønderjysk Kaffebord fra Tønder (under Tønder)
• Sønderjysk Kaffebord 119  – opskrifter (under Tønder)
• Fiskeri ved Højer (under Højer)
  (Gamle Fiskeopskrifter)
• Det drikker vi i Sønderjylland (under
  Sønderjylland)
• Sønderjyske Drikkeopskrifter (under
  Sønderjylland)
• Det kulinariske Sønderjylland (Under Sønderjylland og mange flere artikler om emnet 

Redigeret 12.01. 2022

Dengang var det langt til lægen. Så måtte kloge koner eller mænd klare det. Og inden lægen kom, var det barberen, der klarede det. Den første læge kom til Aabenraa i 1742. Men man havde Madamme Tutein, der uforståelig kunne helbrede mange. Se også her nogle af hendes opskrifter.

 

Kloge koner i Aabenraa 

Der var flere kloge koner i Aabenraa end Jomfru Fanny. En af dem var Helene Christine Tutein. Men man skulle være varsom med at være klog kone, for overtroen var stor. Man kunne jo stemples som heks.

 

Kvaksalvere, charlataner og andre

De lægelige landvindinger var sparsomme. De fleste blev henvist til selvbehandling for ca. 200 år siden. De få læger, der var dengang, var hovedsagelig samlet i større bysamfund.

De fleste læger uden for København var embedslæger. De fik kun en ringe løn.

Patienterne måtte ofte tilbagelægge store afstande for at blive kureret. Derfor var det lettere  at få hjælp hos kloge mænd og koner. Men også omkring-rejsende sygdomshelbredere, charlataner, kvaksalvere og andet godtfolk havde kronede dage.

Kvaksalveri kendes fra 1619 og 1672. Da blev det nævnt i medicinalforordninger. En kvaksalver er en person, der ikke har autorisation som læge og som tager syge mennesker i kur. Det er ikke ulovligt, men der er grænser for, hvad man må udsætte de syge for, og hvad man egentlig må.

 

Forsøg på  sygekasseordning

Den første rigtige læge nedsatte sig i hertugdømmet Slesvig i 1603. Det foregik i Flensborg. En acceptabel lægedækning indfandt sig først efter 1850.

Der har været mange tilløb til en egentlig sygekasseordning. Den første, der forsøgte sig, var Hermann Grube (1637 – 1698), fysikus i Haderslev. Men den var kun gældende for velsituerede embedsmænd.

 

Barberer klarede skærene

Kirurger og barberer har eksisteret i Aabenraa i umindelige tider. Den første, der egentlig bliver omtalt er Jens Balbirer. Han har virket omkring 1608. Den sidste forlod Aabenraa i 1808. Den første læge indfandt sig i 1742, og fra 1757 har der også været en fysikus.

 

Elendige forhold

Omkring 1900 havde Aabenraa fem læger, foruden embedslægen. Hospitalsforholdene var i slutningen af 1800tallet elendige. Man havde kun et meget lille sygehus i Persillegade 6. Her var der kun plads til 14 patienter. I 1888 overtog man et nedlagt militær lazaret i Nygade 55 og etablerede et sygehus her.  Men forholdene var ikke ideelle.

 

Et rigtigt sygehus

I 1891 påbegyndte man byggeriet af et nyt sygehus. Der var ikke nogen fastansat læge, men ansat en tilsynsførende, dr. Wiemer. Han havde stillingen indtil 1913. Samtlige læger kunne indlægge deres egne patienter og selv behandle dem på sygehuset.

Dette forhold ændrede sig, da Aabenraa Amt og By ansatte en kirurgisk overlæge ved sygehuset i 1913, dr. med. Max Jansen (1884 – 1938).  Sygeplejen blev varetaget af diakonisser udstationeret fra Diakonisseanstalten i Flensborg.

 

To apoteker

Ved århundredeskiftet havde Aabenraa to apoteker. På Storetorv var Løveapoteket oprettet i 1709. Svaneapoteket i Ramsherred blev etableret i 1851.

I 1887 etablerede den første tandlæge sig. Han hed Hermann Michael Kopp (1865 – 1917). Hans praksis blev etableret i Rådhusgade.

 

Madamme Tutein

Man kender ikke så meget til de alternative helbredelsesmetoder. Måske var det fordi, det var omgivet med en del mystik. En af de meget kloge koner i Aabenraa var Madamme Tutein. Hun blev født i Aabenraa den 8. december 1838 som datter af snedkermester Johan Andreas Bernhard Petersen og dennes hustru, Cathrine Elisabeth.

Madamme Tutein tilbragte det meste af sin tid i forældrenes hus, Nybro 8. I 1862 giftede hun sig med kaptajn Fritz Peter Tutein. I 1863 fødtes en datter, der dog døde kun 7 uger senere. Fritz Tutein døde i 1875.

 

Sygeplejerske i krigen

Måske havde Madamme Tutein en eller anden form for tilknytning til sygeplejen. I en skrivelse fra Väterländischer Frauenverein til Landråden i Aabenraa nævnes det, at hun havde deltaget i krigen i 1864 på Slesvig – Holstenernes side. Hun skulle have været ansat på et lazaret. Men det må have været et civilt lazaret, da der ikke har været ansat kvinder på de militære lazaretter.

 

I den fransk – tyske krig 1870 – 1871 deltog Madamme Tutein på preussisk side som sygeplejerske. Den gang var hun muligvis ansat på en af de tilbagetrukne lazaretter. Da hun var medlem af Väterlandischer Frauenverein kan dette måske være forklaringen på, at hun arbejde som sygeplejerske.

 

Frauenverein

Denne forening havde for det meste medlemmer fra det bedre tyske borgerskab. Den var grundlagt i 1867 og havde efterhånden afdelinger i de fleste større byer.  Et af foreningens hovedformål  var i fredstid at uddanne kvinder til at påtage sig plejeopgaven af sårede soldater i krigssituationer.

I fredstid bestod hovedaktiviteterne i at udbrede kendskabet til sygepleje og yde hjælp i sociale nødsituationer.

I Aabenraa havde foreningen ved århundredeskiftet 150 – 200 medlemmer. Madamme Tutein var fra starten i 1890 til 1911 medlem af bestyrelsen. Hun ledede en kreds af fattige kvinder, der ved håndarbejde kunne tjene lidt ekstra til føden. Dette arbejde forestod hun endnu i 1911 som 76 årig.

 

Medalje og hæder

I 1872 modtog hun en fortjenstmedalje af kejser Wilhelm som tak for hendes indsats i krigen. På hendes 70 års fødselsdag i 1905 fik hun en personlig hilsen af prins Heinrich af Preussens gemalinde, der var formand for Røde Kors i Slesvig Holsten.

Hun behandlede både byens borger, og dem der kom rejsende til hende. Desuden skulle hun også have behandlet dyr.

Madamme Tutein blev også kaldet Mutter Tutein. Hun var en lille sirlig dame, som næsten altid gik i sort.

 

Læst over lidelsen

Hun begyndte sin virksomhed med at helbrede folk omkring 1880 fra Nybro 8.  Når en patient henvendte sig, spurgte hun altid om hvilke symptomer, vedkommende havde og hvor længe man havde haft dem.

Hvis hun mente, at kunne helbrede læste hun over lidelsen. Dette blev altid afsluttet med

• Im Namen des Vaters, des Sohnes und des Heiligen Geistes.

 

Hudlidelser

Ofte skulle patienten selv fortsætte behandlingen derhjemme. Kunne hun ikke helbrede patienten, henviste hun til byens læger. Hun forlangte ikke kontanter, men har sikkert modtaget en del naturalier.

De hyppigste lidelser som hun behandlede var eksemer, skinnebenssår. rosen, hudinfektioner, brandsår og helvedesild. Desuden har hun taget sig af forstuvninger og mindre sår.

 

Dyr blev helbredt

Det vides, at hun på markedsdage havde opstaldet dyr i en lille gård bag ejendommen på Nybro. Landmændene kunne ved markedets slutning hente deres behandlede dyr. Tidligere boede der en del landmænd i Nygade. En af disse havde en hest, der havde fået rosen i det ene ben. Efter forgæves at have forsøgt at få det behandlet på traditionel vis, henvendte han sig til Madamme Tutein.  Hesten blev fuldstændig rask efter behandlingen.

 

Opgivet på  sygehus – helbredt

En patient blev på Aabenraa Sygehus opereret for tuberkulose i det ene knæ. Men så gik det betændelse i det. Trods omhyggelig pasning på sygehuset var han ikke blevet rask. Han blev sendt hjem med infektion i benet. Den unge mand blev mere og mere afkræftet og syg. I sin fortvivlelse opsøgte han Madamme Tutein. Hun rensede såret med sæbeskum, tørrede såret og lagde et sårplaster.

Efter et par ugers forløb skal den unge mand være blevet rask til dr. Wiemers store forundring.

 

Helbredt for Rosen

En lille pige havde fået rosen i ansigtet. Efter forgæves at have blevet behandlet på Aabenraa Sygehus blev hun overført til Universitetshospitalet i Kiel.
Her lå hun i månedsvis og blev mere og mere syg. Hun led forståelig af hjemve, og da hun ikke fik det bedre, tog familien hende hjem til jul, så de kunne fejre højtiden sammen. Faderen opsøgte Madamme Tutein. Hun kendte udmærket pigen, og behandlede hende med sårplaster. I løbet af kort tid fik hun det bedre, og behøvede ikke at vende tilbage til hospitalet i Kiel.

 

Supper, udtræk og tørrede blade

Mange beretninger fortæller om behandling af bylder på halsen, i armhuler og i lyskeregionen. Aldrig har Madamme Tutein ordineret indvortes medicin.

I sin behandling brugte hun te –  blandinger, udkog, udtræk, supper og tørrede komponenter fra blade, rødder og døde dyr.

 

Behandling af ligtorne, bylder og
psoriasis

Ligtorne blev behandlet ved at blande saften fra løg med salt. Efter i nogle dage at have påsmurt denne mikstur, skulle ligtornene have løsnet sig. Bylder blev behandlet med grødomslag. Havregrød blandet med kamillete virkede godt.

Mindre sår og hudafskrabninger blev behandlet med at påsmøre svinefedt i et tyndt lag.

Madamme Tutein skjulte ikke sin behandlingsform. Således har hun oplyst, hvordan man kommer af med skægpest og psoriasis. Opskriften er dateret 1899, og er blandt andet anvendt på Gråsten – egnen. Midlet er sammensat således:

• 30 øre Lilienoel
• 30 øre Jungfernwachs
• 30 øre Venetianischen Terpentin

Denne blanding skulle smøres godt ind i huden. Efter et døgn skulle den vaskes af med grøn sæbe.

 

Lægerne i Gråsten tjente fedt

Lægerne på Gråsten – egnen tjente godt ved at ordinere dette til deres patienter, indtil apotekeren i Gråsten kom til at fortælle, at det var håndkøbsmedicin. Man kunne på den måde spare receptgebyret. Forholdet mellem lægerne og apoteket blev lidt mere kølig efter dette.

 

Bumser behandles med piletræsbark

Urenheder i huden, bumser blev behandlet med afvaskning med vand, hvori der i mindst en halv time havde ligget piletræsbark. Vorter har formentlig kunne behandles på mange måder. Ofte er der en tilbøjelighed til spontan helbredelse. Madamme Tutein læste over vorten. Det vil sige hun mumlede noget uforståeligt, der sluttede med ordene.

• Rose steche nicht, Feuer brenne nicht.

Mens hun læste over vorten, bandt hun med en uldtråd tre knuder under og tre knuder over vorten. Når hun var færdig hermed pustede hun på den. Derefter
skulle vorten være væk ved næste fuldmåne. Og det var også tilfældet.

 

Køb det på  apoteket

For det meste var det specielle sårplaster, der vakte begejstring. Det vakte stor berømmelse både i og uden for Aabenraa. Da Madamme Tutein var yngre kunne man få det hos hende selv. Det var fabrikeret af alle de naturalier, som hun fik foræret.

På sine ældre dage magtede hun ikke dette mere. Derfor overtog apotekerne fremstillingen. Da jeg boede i Aabenraa, kunne det købes i håndkøb på Løveapoteket.

 

Ved Mølleåen
– i fuldmåne

Dette sårplaster, således som Madamme Tutein fremstillede det, bestod af en blanding af bivoks, tælle, mønje, johannisolie, der blev blandet sammen i et bestemt forhold, for derefter at blive opvarmet. Herefter er det meget vigtigt, at blandingen hurtig bliver afkølet. Sårplasteret skulle gerne have den rigtige
konsistens.

Denne procedure nødvendiggjorde store mængder af koldt vand. Der blev fortalt, at Madamme Tutein lavede sårplaster ved Mølleåen – i fuldmåne.

I litteraturen kunne man finde en næsten identisk blanding. Men dem, der havde prøvet Madamme Tuteins blanding påstod, at det man købte på apoteket havde en anden farve og havde ikke samme virkning som før.

 

Familie kunne ikke

Ifølge en gammel tradition skulle evnen som sygdomshelbreder kun overføres til et familiemedlem af det modsatte køn. En nevø prøvede da også en overgang at fortsætte arbejdet, men uden held.

Madamme Tuteins sidste år var præget af sygdom og tiltagende svaghed. Hun fik god pleje hos sin bror, snedkermester Andreas Petersen. Her døde hun den 28. maj 1927.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: Om sygdom, fattigdom m.m.

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder  du 169 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler

 

• Husvild i Aabenraa
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
• Aabenraa´ s Fattige
• Kirke, Sygehus og Plejehjem i Fiskergade
• En Fysikus fra Aabenraa (b)
• Sygehuse, apotek og læger i Aabenraa
• Jordemødre, Hekse og kloge koner
• Aabenraa’ s fattige
• Sygdom og andre lidelser i Tønder (under Tønder)
• Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2  (under Tønder)
• Peter Dircks – en glemt Fysikus (under Tønder)
• Fattige i Tønder (under Tønder)
• Den mærkelig læge fra Højer (under Højer)

Redigeret 12. – 01 – 2022

Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft Herred, var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset Søgård var Slesvigs største. Og her sad slægten Ahlefeldt på  magten i 300 år. De var nu ikke alle Guds bedte børn. Internt i slægten var der også uenighed.

 

Myter og sagn fra Søgård og Kliplev

Slægten Ahlefeldt har haft stor betydning i egnen omkring  Aabenraa. Ikke mindst i Søgård i Kliplev Sogn.

Der har boet en heks ved Søgård Sø. Grev Ahlefeldt har haft besøg af den med et rødt ar i panden. I nærheden af Kliplev er der støbt fortryllende lykkekugler. Til dette skulle der bruges dødningehoveder, som man hentede fra et nærliggende rettersted.

Et kostbart smykke fra paven i Rom har engang reddet en smuk ung pige fra døden under et opgør på Søgård.

Skal man beskrive Søgårds historie må man vide, at stedet er behæftet med mange sagn og en del overtro. Den legendariske Frederich Fischer fra Aabenraa udgav i 1861 historien ”Kuglestøberen”. Den er nu kommet i en ny udgave.

 

Kendt fra 1300

Allerede Kong Valdemars Jordebog blev Kliplev betegnet som en form for kronegods. I begyndelsen af 1300tallet kom godset i de slesvigske hertugers hænder. Der blev opført en gård ved Store Søgårds Sø. Det menes dog, at Søgård er betydelig ældre.

Stedet blev underlagt administration fra det fjerntliggende Tønder Slot. Ganske upraktisk, skulle man mene.

 

Limbæk slægten overtager

For at lukke et hul i sin kasse pantsatte hertugen Lundtoft Herred til slægten Limbek.  Den første lensmand som er kendt på stedet var Johan Limbek, der i 1344 fik Lundtoft Herred i pant af hertug Valdemar. Senere overgik gården til Johans bror, Lyder Limbek.

Denne Limbek – familie har vi beskæftiget os med i talrige andre artikler her på siden.

 

Benedikt Ahlefeldt på  Langeland

I 1355 hærgede Benedikt den Anden Ahlefeldt på Langeland. Da hertugen gik til modangreb reddede Valdemar Atterdag ham i sidste øjeblik. Sådan fortæller Sjællandske Krønike.

Benedikts ældste søn – Benedikt den Tredje sluttede sig i 1368 til et stormandsoprør mod kongen. Margrete den Første var hårde over for stormændene.

 

Den første Ahlefeldt på  Søgård

Fra 1398 optræder Ahlefeldterne i Søgårds historie. Slægten støttede egentlig hertugerne. Men Benedikt den Anden gik over til Kong Valdemar. Han døde i 1360, og hans søn Benedikt den Tredje fortsatte loyalitet over for kongen. Ja den blev så stor, at han blev én af de fem betroede riddere, som kongen overlod landets styre til, når han foretog udenlandsrejser.

Slægten fik sikkert på grund af denne loyalitet lens-højheden over området. I løbet af meget kort tid blev Søgård Gods en af de største i Slesvig. Det hjalp sikkert også på økonomien, at Benedikt den Tredje indgik ægteskab med en af Claus Limbæks døtre – Catherine.

Men det kan undre at Limbæk – slægten gav afkald på både Søgård og Tørning. Det var en stor familie og arven skulle sikres.

 

Den gamle borg

Den gamle borg lå på en holm i søens nordøstligste vig. Formentlig blev borgen omkring 1480 afløst af et stenhus. Omkring 1550 var der tale om et firlænget anlæg med port igennem det nordlige hus. Antagelig har der også været et voldsystem eller en bastion i det sydvestlige hjørne til Søgård.

 

Ærkedegnen på Søgård

I 1490erne havde ærkedegn Joakim Ahlefeldt rådighed over østfløjen på Søgård. Her havde han mulighed for at rekreere sig i landelige omgivelser. I generation efter generation valgte man at dele hovedbygningen mellem flere brødre og deres familier.

Da kong Hans i 1498 indløste herredet var langt over områdets gårde blevet til fæstegods under Søgård.

 

Uenighed på
Søgård

Gennem 300 år regerede den mægtige slægt Ahlefeldt på stedet. Men stridigheder i slægten, førte til, at der blev etableret en mur gennem gården. Det ses på gamle afbildninger. Borgergården blev simpelthen afskåret. Efterhånden foretrak den ene gren af familien længere øst på til Sundeved.

Den ene gren havde det halve Søgård, med gårdene Grøngrøft og Årup. Den anden gren havde Gråsten og Stoltelund.

Claus Ahlefeldt havde ved sin død i 1487, tre sønner, der skulle arve efter ham. Den yngste Joachim var teolog og ærkedegn i Slesvig. Derfor var det de to ældste brødre Benedikt og Jørgen, der skulle dele arven.

De var godt nok brødre, men ikke særlig gode venner. De delte derfor jord og slotsgård med en stor muret gård mellem sig.   Under bataljen med bønderne i Ditmarsken omkommer hele 9 mænd fra Ahlefeldt – familien. Blandt dem var Jørgen. Benedikt overtog hele gården.

Ved Benedikts død i 1519 overtog sønnerne Frantz og Gregers godset. Men ak og ved. Disse to kunne heller ikke enes. Stridighederne eskalerede voldsomt. Igen blev alt delt. Gregers flyttede fra Søgård. Han flyttede til Troldlykke og derfra videre til Flensborg.

 

Dominans i Lundtoft Herred

I 1524 erklærede Frederik den Første, at de adelige godsherrer selv måtte udøve hånd – og halsretten over deres undersåtter. Måske havde Søgård allerede da udøvet birkeretten. I 1600 tallet blev der i hvert fald afsagt domme på Søgård.

Ahlefeldternes dominans i Lundtoft Herred på reformationstiden var overvældende. Man rådede over 5 fæstegårde i Holbøl Sogn, og 53 selvejergårde, der lå i Tønder Amt. 178 gårde i Lundtoft Herred tilhørte slægten Ahlefeldt. De ejede alle gårde på nær tre i hovegårds-sognet  Kliplev og nabosognet Kværs. Knap 75 pct. af gårdene i de næst-nærmeste sogne Felsted og Ensted ejede de.

 

Ditmarsken kræver sine ofre

De to brødre, Frantz og Gregers deltog i sommeren 1559 i krigen mod Ditmarsken. Frantz faldt under stormen på Heide
den 13. juni. Gregers blev såret af et skud i benet. Han fortsatte kampen, men det gik betændelse i benet. Det medførte hans død. Begge brødre blev begravet i Kliplev Kirke.

 

Søgård
– en bastion

En primitiv skitse viser Søgård omkring 1569. Adgangen til borgen fandt sted ad en lang bro, der førte over til søens nordlige bred , hvor avlsgården antagelig lå. Anlægget var stærkt befæstet. De første Ahlefeldter på stedet stillede også anlægget til rådighed for de holstenske grever i kampen mod Erik af Pommern.

Ahlefeldterne forstod at holde opsætsige bønder fjendtligsindede standsfæller på afstand.

 

Præsten fra Kværs fik bank

Gregers søn, Hans arvede Gråsten Slot. Da han ikke var myndig, styrede moderen arven. Da han allerede døde i 1580, måtte der igen en umyndig søn, Gregers overtage besiddelserne. Senere var det denne Gregers, der for alvor gjorde Gråsten Slot stort.

Omfattende byggerier betød at det nye slot først var klar i 1616. Kun fire år kunne Gregers nyde det. I 1620 efterlod han sine besiddelser til sin ældste søn Hans, der på det tidspunkt kun var 15 år.

Og denne søn forstærkede hoveriet. Bønderne klagede til kongen, men lige meget hjælp det. Præsten fra Kværs forsvarede bønderne, men det resulterede i en gang bank fra Hans. Dette fik dog kongen til at udstede en bøde på 2.000 rigsdaler.

Hans var bestemt ikke respekteret af bønderne. Men blandt sine egne var han dybt respekteret. Han blev valgt til formand for den slesvigske del af Ridderskabet. Hos hertugen på Gottorp var han også dybt respekteret.

 

En
ødsel livsstil

Men den temperamentsfulde Ahlefeldt førte en ødsel livsstil. Derfor måtte han i 1647 sælge Gråsten til Hertug Fillip på Glücksborg.  Men han kunne ikke holde kreditorerne fra døren. Han måtte bede Frederik den Tredje om skattelettelse. Forarmet og jordløs døde han i 1662.

 

Svenskerne bombede Søgård

Under Svensker – krigen i 1643 blev Søgård forsøgt forsvaret mod general Torstenson. Denne skød bygningen i grus med artilleri. Herregården blev ikke genopbygget. Familien flyttede til Grøngrøft. Sten fra den gamle hovedbygning blev brugt til at påføre det nye Gråsten Slot.

Avlsgården blev flyttet vest for søen, hvor nu Søgård Kasserne ligger. I den forbindelse må der også være bygget et beboelseshus, hvor selskabsløven Frederik Ahlefeldt holdt til.

 

Frikøbt for mord

To nye Ahlefeldter var på banen. Det var Frederik og fætter Ditlev. De deltager i forskellige krige rundt om i Europa. Ved et slagsmål på en kro i Amsterdam
kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge lykkedes det for Ditlev at frikøbe ham for mordanklage.

Hans jordiske gods, Søgård var skudt sønder og sammen. I en senere beskrivelse af ham, nævner vi blandt andet, at han gifter sig til indflydelse og penge. Det lykkedes for ham at købe Gråsten tilbage for 65.000 rigsdaler. Det var 25.000 rigsdaler mindre end det, Hertug Filip havde givet for det.

Morfar Gregers ambitioner stod ikke mål med Frederiks med hensyn til Gråsten Slot. Men hele ombygningen var ikke tilendebragt før Frederik dør i 1686.

 

Skovbølgård

I Felsted Sogn fandtes endnu et gods, Skovbølgaard. Herfra  blev birkeretten også varetaget. Gården blev ejet af slægten Uge. Det forholdsvis lille gods gik i 1600tallet over til Burchwald – slægten. I 1706 blev det indlemmet i Søgård.

Lundtoft Herred var reduceret til en samling redt spredt beliggende landområder. Kun omkring Uge og Rinkenæs fandtes større områder uden adelige besiddelser.

 

Mere gæld

Frederik den Yngre overtog hele herligheden efter sin far. Han havde en god uddannelse og faderens rigdom som god ballast. Han anlagde en smuk have og orangeri. Det var også ham, der hjembragte det berømte Gråsten æble. Rejser, fester og meget dyre livsstil førte til, at han efterlod sine arvinger en gæld på 300.000 rigsdaler. Tja, da han arvede det hele fra sin far startede han med 1,5 million rigsdaler.

 

Den sidste Ahlefeldt

Han yngre bror, Carl fik ikke alene Gråsten, Langeland  men også Rixingen og Mørsberg ved broderens død. Slægtens besiddelser var nu igen samlet på en hånd.

Carl var meget vellidt ved hoffet, men heller ikke bleg for fest og ballade. Til sidst kunne han ikke låne mere. Misvækst, krigsskader, og kvægpest satte en stopper for videre vækst.

Den sidste Ahlefeldt på Søgård blev denne gehejmeråd Carl Ahlefeldt. Da hæren skulle bygge om, fandt man den sidste ejers våbenskjold på loftet. Ahlefeldt døde i 1722. Da kom der frem, at gården var insolvent.

 

Tvangsaktion

Hans 20 årige søn var ikke i stand til at vedgå arv og gæld. Alle godser og besiddelser, dog Tranekær undtaget, blev sat på tvangsaktion.   Store godsmængder blev solgt i 1725 på tvangsaktionen på Gottorp.

Søgård og Gråsten blev delt. Men også mange andre store gårde blev solgt. Det var blandt andet Fiskebæk, Kiding, Ballesgård, Skovbølgård, Bojskov, Ladegård, Grøngrøft, Kelstrup, Årup og Årtoft.

Hertug Christian August købte Gråsten, Fiskebæk og Kiding for kun 95.000 rigsdaler.

 

Hoveriet afskaffes

Søgårds nye ejer blev landråd Godske von Thiesen. I 1786 overtog dennes halvbror , grev Werner von der Schulenburg gården. Skiftende godsforvaltere boede på  stedet. I Schulenburgs tid blev der indført arvefæste og selveje. Hoveriet blev afløst af afgift. Ejerens enke besluttede desuden, at restgæld og afgiftsrestance skulle eftergives.

Godsinspektør Thullesen dyrkede runkelroer og raps, ligesom der blev plantet en del skov.

 

Herredstinget

Det enlige tingsted er man uenige om. Da det kom under godsjuristdirektionen , blev retterstedet flyttet til Ensted Sogn. Fra 1770 blev herredstinget holdt ved den eneste gård i Tørsbøl, der ikke hørte under noget gods.

 

Flere ejere

I 1838 blev Søgård solgt til advokat Friederich Güntzel. Han lod opføre en enetages bygning. Det er faktisk denne bygning, der danner grundlag for det nuværende Søgård.

I 1854 var det amtmand Heltzen, der overtog stedet. Hovedbygningen blev udvidet.  En vestlig tværfløj i to etager blev opført.

 

Bommerlunder – snapsen

Den berømte Bommerlunder – snaps blev fra 1863 fremstillet på stedet af brygmester Callesen. Desværre nedbrændte brænderiet og produktionen fortsatte
i Flensborg.

Da området blev indlemmet i Preussen tog fortyskningen til. Der blev opkøbte masser af ejendomme. En dansk modaktion udeblev ikke. Både Trøjborg og Søgård blev sikret på danske hænder i 1906. Det var bankdirektør Axel Heide, der overtog Søgård, og godsforvalter Raben blev ansat til at drive stedet.

Alberti – sagen satte sin spor. Bankdirektøren kunne ikke mere magte at drive den store gård. Villars Lund, godsejer og landtingsmedlem overtog stedet med den samme godsforvalter.

 

Krigsministeriet overtager

I 1934 erhvervede Krigsministeriet via Statens Jordlovsudvalg. Da Hærrens Bygningstjeneste skulle bruge stedet manglede de en del faciliteter. Derfor rejstes et større hus i samme stil som den gamle hovedbygning. Den gamle vest-fløj blev bevaret uændret, og en ny østfløj blev føjet til.

Den gamle avlsgård fra 1919 blev omdannet til belægningsstuer og senere til depoter.

 

Kamphandlinger fra Søgård

Den 9. april 1940 var Søgård udgangspunkt for en række kamphandlinger (se artikel under Tønder: Sønderjylland 9. april 1940). 11 soldater fra Søgård faldt under disse kampe.

 

Årup Gods

Og Årup fortjener også lige en ekstra omtale. Årup hørte det meste af middelalderen under Søgård gods og familien Ahlefeldt. Det sjove er, at selv om Aabenraa Fjord ligger lige i nærheden, så afvandes størstedelen af skoven til Vidåen. Dybe grøfter præger dele af skoven. De er gravet for at fremme afvandingen af dens lavere liggende arealer. Det var også syd for Årupgård, at valfarts-kapellet Sct. Annas Kappel lå.

 

Endelig under Aabenraa Amt

Først efter treårskrigen blev de administrative forhold i Lundtoft Herred mere overskuelig. Herredet blev lagt under Aabenraa Amt. Men man beholdt både herreds – og husfogeden. For første gang siden ca. 1300 lykkedes det at forene Herredet. De sidste forhindringer blev ryddet af vejen den 3. juni 1853.

Godsherrerne ordnede selv politiforvaltningen på deres besiddelser, men nu var de underordnet de almindelige lokale og regionale myndigheder.

 

Søgård til Lundtofte Herred

Hertug Christian August af Augustenborg blev landsforvist efter sin rolle under treårskrigen. Hans besiddelser blev taget fra ham. De gråstenske godser blev ført videre som kongelig forpagtningsgods.

Søgård med alle dens besiddelser kom til Lundtoft Herred. Til Søgård hørte gårde i Ravsted, Terkelsbøl og Visgårde samt i Gåskær, Ingebøl og Vollerup Sogn som i 1850 var blevet forenet under Rise herred.

 

Fordelt mellem to kommuner

Men i 1867 blev det hele igen lavet om. Og i 1920 genopstod Lundtoft Herred nu udvidet med Varnæs Birk. Og i 2007 blev området delt i mellem de to nye storkommuner Aabenraa og Sønderborg.

 

Gisninger om slægtens opståen

Rygterne vil vide, at slægtens herkomst begynder ved greverne af Schwabeck, der i 1152 skal være flygtet til Hannover og her have grundlagt byen Ahlefeldt.

Man kan dog betvivle denne oplysning. Den stammer fra den berygtede krønikeskriver Joh. Letzner (død 1621). Han var kendt for upålidelighed og lettroende.

En antagelse er at Ahlefeldt – slægten har rod i slægten Westenseer. Der forekommer i 1253 en Emeko von Westensee. Han ejede sognet Westensee med godserne Deutsch Nienhof, Schierensee, Emkendorf og Bossee.

Slægtsnavnet Ahlefeldt kan også stamme fra Alevelde eller Anevelde. Disse navne forekommer i Pommern i det 14. århundrede. De er sikkert meget ældre. Navnet Anefelde kan omskrives til Anfall. Det forstås som et Len. Ved Tønder kendes et stednavn Aneveldemark.

 

Byen Ahlefeldt ligger 2 mil nord for Rendsborg. Her bliver der i ældre skrifter nævnt, at byens grænse skal strække sig fra Ejderen til den sidste grænsepæl tæt ved Hr. Benedicts (Ahlefeldts) Vold.

De første besiddere skulle have været brødrene Johan og Gerhard de Anevelde. Derefter skulle nedenstående Benedict de Anevelde have overtaget grunden.

Men også denne antagelse er lidt diffust.

 

Ridder Benedikt de Alvelde

Med sikkerhed ved vi, at ridderen Benedikt de Alvelde den 26. november skrev kontrakt med Hertug Henrik den Anden af Mecklenburg om at forrette krigstjeneste for ham. Højst tænkeligt er det den samme væbner som allerede nævnes i et dokument i 1309. Vi ved, at han var holstener og var knyttet til Grev Johan den Milde. Efter holstensk skik har han skrevet sig til en lokalitet, landsbyen Ahlefeldt. Her har enten ham selv eller hans forældre haft et gods.

 

Våbenskjoldet

Våbenskjoldet kan føres tilbage til Benedikt den Andens segl fra 1354. Den består af et tvedelt skjold med en ørnevinge i højre felt og to bjælker i venstre. Benedict den Førstes segl skal have rummet den samme opstilling. Hjelmtegnet, der træffes første gang i 1389 er en lænket hund. Dette sammensatte våben kunne afspejle et slægtskabs – eller tjenesteforhold til en stormand, der har ført et vingepar som våben, men også her er vi på gyngende grund. Et tilsvarende våben føres af flere gamle holstenske slægter.

Søn og sønnesønner tjente Valdemar Atterdag.

 

Masser af gods

I Slesvig erhvervede slægten foruden Søgård også Nør (ved Egernførde), Königsförde – Lindau (ved Ejderkanalen), Sakstorp (på
halvøen Svans) og Gelting.

I hertugdømmet Holsten havde slægten følgende besiddelser. Bossee, Lehmkulen, Wittmold, Deutsch – Nienhof, Emkendorf, Hasseldorf og Fresenburg.

 

Kamp om rigdom og magt

Slægten er stor. Indtil nu er 1.300 fødte Ahlefelder. Sammen med Rantzau – slægten kæmpede man om anseelse og rigdom. Slægten havde de højeste embeder og titler inden for de danske kongers og hertugers tjeneste.

 

Ditmarsken krævede store tab

Således faldt Hans til Haseldorf Ahlefeldt i 1500 i Ditmarsken med Dannebrogsfanen. Ja en masse Ahlefeldter døde i krige mod Ditmarsken i både 1404, 1500 og 1599.

Godske Ahlefeldt var den sidste katolske biskop i Slesvig. I Frederik den Tredjes tid spillede flere Ahlefeldter en fremragende rolle, særlig under Karl Gustav
– krigen.

 

Frederik Ahlefeldt

Frederik Ahlefeldt (død 1686) blev i 1665 tysk rigsgreve og i 1672 dansk lensgreve. Han erhvervede grevskabet Langeland.  Over en seksårig periode studerede han på universiteter i Jena, Bologna, Paris og Amsterdam. Ja sådan lyder den pæne version.

Han var søn af Frederik Ahlefeldt til Søgård. Ved sit giftermål i 1656 med statholder Christian Rantzaus eneste datter, Margrete Dorothea, kom han ind i en indflydelsesrig familie. Frederik var også respekteret hos Dronning Sophie Amalie. Dronningen var flygtet fra København, der var plaget af pesten. I Flensborg holdt hun nogle gevaldige fester, og her var Frederik Ahlefeldt en af hendes ynglinge.

 

Bortførte 14
– årige datter

Men han påkaldte Kong Frederik den Tredjes vrede. Åbenbart var ægteskabet indgået uden svigerfars accept. Og man kan vel godt forstå svigerfar. Ja Frederik Ahlefeldt havde bortført Christian Rantzaus 14 – årige datter og giftet sig. Efter to års pres fra kongehuset gav svigerfar  så efter.

 

Stor karriere

I 1657 blev han landråd og generalkrigskommissarius og brugtes de følgende år i diplomatiske udsendelser til kurfyrsten af Brandenburg og hertugen af Gottorp. I 1660 sendtes han til England. I 1661 sluttede han en handels – og venskabskontrakt.

Efter hjemkomsten udnævntes han i 1661 som Statholder i København. Senere i 1663 blev han statholder i hertugdømmerne, amtmand i Steinburg og guvernør i Sønder – Ditmarsken.

I de følgende år opholdt han sig mest på Gråsten. Han var især optaget af stridighederne med Gottorp. Gråsten havde han købt i 1662 af den fallerede hertug
Philipp af Glücksborg. Med handelen fulgte også Fiskebæk.

 

Ledende minister

Efter tronskiftet 1670 og Christoffer Gabels fald blev Ahlefeldt den ledende minister. Men han havde ikke så meget lyst til at deltage i regeringens daglige forretninger, så efterhånden blev han trængt af Griffenfeld.

I begyndelsen støttede han denne. Men efterhånden blev han en af Griffenfelds største modstandere. Han mente, at Griffenfelds politik var skæbnesvanger for landet.

Efter faderen og svigerfar kom Ahlefeldt i besiddelse af en stor formue. Grev Rantzau havde i sommeren 1659 med kongens samtykke overdraget ham Tranekær Len på Langeland. I 1663 fik han Elefantordenen.

 

Hedvig Ahlefeldt – konkurs

På Gram Slot kunne enken Hedvig Ahlefeldt fra Søgård ikke klare gældsforpligtelserne i 1663. Hun havde været enke siden 1647. Hun blev erklæret konkurs. Allerede inden havde rigsfeltherre Hans Schack vist interesse for erhvervelsen af stedet. Han havde sendt to af sine mest betroede mænd til tvangsaktionen.
De havde fået bemyndigelse til at byde 16.000 rigsdaler. Men rigsgreve Christoffer Rantzau narrer dem. Han bød 17.000 rigsdaler.

Samme aften tilbyder Rantzau dog at afhænde slottet til Schack for samme beløb. Men det lykkedes dog for Hans Schack at få godset for 13.400 rigsdaler.

 

Norske besiddelser

Frederiks sønnesøn Grev Christian arvede grevskabet Laurvig i Norge. Fra 1785 fik slægten kongelig bevilling for sig og efterkommere at føre navn af grever Ahlefeldt – Laurvig.

Gehejmeråd Burchard Ahlefeldt til Eskilsmark fik 1672 patent som dansk greve. Slægten samlede store besiddelser. Olpenæs (ved Kappel), Ludvigsborg (på
halvøen Svans) Königsförde – Lindau (ved Ejderkanalen), Grevskabet Langeland med Tranekær Slot, Stamhusene Ahlefeldt (Broløkke) og Stamhuset
Lundsgård, Baroniet Lehn, Stamhuset Egeskov, Herregårdene Eriksholm, Fjællebro, Hjortholm, Møllerup, Skovsbo og Ulstrup Slot.

Som tidligere nævnt opstod linjen Ahlefeldt – Laurvig eller Ahlefeldt – Laurvigen efter at kammerherre, generalmajor Christian lensgreve Ahlefeldt til Grevskabet Langeland (1732 – 1791) tilkendes arveretten til grevskabet Laurvig i Norge.

Hans søn Frederik lensgreve Ahlefeldt – Laurvig, som blev kaldt Generalen solgte Grevskabet Laurvig til kongen i 1805. Slægten fortsatte dog med de anvendte navne.

Senere forekom yderligere variationer af navne i slægten som

• Ahlefeldt – Laurvig – Bille
• Ahlefeldt – Laurvig – Lehn.

Teater – tosset

Lensgreve Frederik Ahlefeldt – Laurvigen (”Generalen”) (1760 – 1838) overtog efter faderens død godset Tranekær på Langeland.

I modsætning til sin far, reformerede han det langelandske landbrug. Han oprettede et lærerseminarium og udflyttede de gamle fæstegårde. Han oprettede en sukkerfabrik, fik restaureret kirkerne på Langeland og indkaldte fremmede håndværkere.

Allerede som 14 – årig blev han udnævnt som ritmester i det sjællandske regiment. I 1783 blev han oberstløjtnant. Under krigen mod England lykkedes det for ham ved hjælp af små fiskerbåde, at f tropper gennem den engelske blokade til Lolland fra Langeland.

Han blev kaldt for teatergal. På tidspunkter havde han indflydelse på teateret i Gottorp og Odense.

På Tranekær Slot oprettede han en teatertrup.

 

Afholdt greve

I perioden 1791 – 1813 afskaffede han hoveriet. Fra 1810 indførte han efterhånden fast akkord for alle tiender. Han blev yderst populær blandt borgerne på Langeland.

Statsbankerotten førte til, at ham måtte sælge sine norske besiddelser til kongen.

”Generalens” brodersøn nægtede i 1832 i første omgang at overtage Tranekær. Efter en tænkepause slog han dog til. Han bosatte sig i et mindre hus. Gennem flid og sparsommelighed lykkedes det atter at få Tranekær på højkant igen.

 

Elise Ahlefeldt – mor til H.C.A. ?

Sammen med sin kone fik ”Generalen” i 1788 deres eneste fælles barn, datteren Elise. I 1807 fødte hun et uægteskabeligt barn som blev bortadopteret til tyske forældre. Elise Ahlefeldts fortrolige omgang med tronfølgeren Prins Christian førte derfor til rygter om, at denne var barnets far. Rygter går på at de er de
egentlige forældre til H.C. Andersen (Læs artiklen – under Aabenraa: Jomfru Fanny fra Aabenraa).

 

Skilt og gift

I 1810 blev Elise gift med den tyske krigshelt Ludvig Lützow. Parret blev skilt og Elise plejede omgang med den berømte tyske digter, Immermann. Denne har faktisk skrevet om livet på Tranekær Slot. Titlen på dette værk er Die Epigon.

Elises graviditet og fødsel i 1807 medførte, at Grevinde Hedemann sammen med sin datter Elise flyttede fra Tranekær til Hamburg.

Lensgreveparret blev siden skilt. Lensgreve Federik Ahlefeldt – Laurvig forlovede sig i 1815 med den kun 18 – årige Ida Catharina Leth.

En lensgreve kan ikke uden videre gifte sig. Kongen skulle spørges. Og Frederik den Sjette bifaldt brylluppet. Ægteskabet medførte en større arvesag
mellem lensgreven og Elise Ahlefeldts ægtemand, Lützow.

Og let har det bestemt ikke været. Det umage ægteskab første til familiemæssige stridigheder. Parret blev skilt efter fire års ægteskab. Ida Catharina Leth
blev siden gift igen.

 

De vigtigste Ahlefeldter

Når man skal beskrive slægten i korte træk, kommer man selvfølgelig til at glemme væsentlige personer. Men vi nævner her i korte træk, dem som vi mener er væsentlige. Som det vil fremgå i andre artikler her på siden, har slægten været nævnt i mange artikler.

• Godske Ahlefeldt (død 1541) biskop i Slesvig by

-Claus Ahlefeldt (1614 – 1674) generalfeltmarskal og dansk befalingsmand i Norge

• Frederik Ahlefeldt (1623 – 1686) lensgreve til Grevskabet Langeland, dansk statholder i hertugdømmerne, storkansler.
• Frederik Ahlefeldt (1662 – 1708) lensgreve til Langeland, dansk statholder i hertugdømmerne.
• Frederik Ahlefeldt (1702 – 1773) lensgreve til Langeland, general
• Carl Ahlefeldt (1670 – 1722) gehejmeråd, lensgreve til Langeland, dansk statholder i hertugdømmerne
• Benedikt von Ahlefeldt (1678 – 1757) godsejer, direktør for Hamburger Oper, klosterprovst til Uetersen Kloster
• Charlotte von Ahlefeld (1781 – 1849) tysk forfatterinde
• Elisa von Ahlefeldt (1788 – 1855)
• Sophie von Ahlenfeldt, gift grevinde von Brockdorff (1848 – 1906)
• Walter von Brockdorff – Ahlefeldt (1887 – 1943) greve, tysk general under 2. verdenskrig

Ikke meget tilbage

I dag er der kun få spor tilbage af det oprindelige anlæg ved Søgård. I 1847 anlagde Ingeniørtropperne en landevej hen over resterne. Der findes dog svage voldaftegninger vest for landevejen og volde og murrester øst for landevejen.

Djævlen i kroppen

Vi hører ofte at den holstenske adel tog til udlandet for at studere. Men det var sjældent de her gjorde sig bemærket. De unge holstenske adelsmænd var kendt som hovmodige og anmassende. Ofte førte de et ødselt og udskejende liv.

Endnu i 1722 hedder det i et brev fra den danske Legationssekretær i Paris i anledning af nogle optøjer som Joachim Christoffer Ahlefeldt havde forøvet der:

• De fleste holstenske Adelsmænd har Djævlen i Kroppen med deres Forfængelighed og Stolthed.

 

Ahlefeldt: Jeg er suveræn 

Den unge Ahlefeldt havde blandt andet udtalt:

• Den danske Adel er kun Slaver. Kongen af Danmark er ikke min Herre, skønt jeg for Hertugen af Holsten, er han ikke mere min Herre end Kongen. Jeg er selv suveræn som hele den øvrige holstenske Adel.

Nu var den holstenske adel hverken værre eller bedre end andre steder.

Overfor borgere og bønder optrådte adelen med hensynsløs brutalitet. Der var dog hæderlige undtagelser. Indbyrdes har de udkæmpet blodige fejder.

De har gennem tiden unddraget sig skatter og afgifter. Christian den Fjerde bestemte i 1598, at adelen skulle betale afgifter. Men sandheden var
nok en anden.

Det er bemærkelsesværdig, at adelen havde så stor magt i Lundtoft Herred.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

Følgende artikler har relation til teksten:

• Adelsslægten, der uddøde
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Folk syd for Aabenraa
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa 1-2
• Syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa
• Bommerlund, snaps, kro og skov (under Padborg, Krusaå, Bov)
• Gårde og mennesker i Bov Sogn (under Padborg,Krusaå, Bov)
• Okseøerne i Flensborg Fjord (under Padborg, Kruså, Bov)
• Hertugen af Tønder (under Tønder)
• Møgeltønder – dengang (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Oprør i Møgeltønder (under Tønder)
• Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
• Sønderjylland 9. april 1940 (under Tønder)
• Trøjborg Slot – nord for Tønder (under Tønder)
• Bondeslægten på Trøjborg (under Tønder)
• Bondeslægten på Trøjborg – endnu mere (under Tønder)
• Tønderhus – slot, borg og fæstning (under Tønder)
• Præstens dagbog (under Tønder)
• Enklaverne i Sønderjylland 1 – 2  (under Sønderjylland)
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde (under Sønderjylland)
• Sønderjyllands Historie indtil 1200 (under Sønderjylland)
• Margrete den Første og Sønderjylland (under Sønderjylland) og mange flere artikler 

Redigeret 12. – 01 – 2022

Vi følger tiden før, under og efter tre – års krigen. Det dramatiske forløb inkluderer mennesker som borgmester Schow, redaktør Fischer, pastor Rehoff, læge Neubert, Martin Bahnsen, rektor Nissen, agent Bruhn, brygger Kopperholdt, politimester Henrici, leder af Friskarene von der Tamm og mange flere. Vi skal også høre om de danske foreninger Union og Frederiksklubben. Og om Liedertafel. Så var der sangkrig i Hjelm Skov. Der var boykot mod danske mønter og Nationalbanken.

De sproglige forhold

Allgemeines Wochenblatt vente tilbage til den gamle helstatsvenlige holdning. Nyheder fra kongeriget var talrige. Men i Aabenraa blev man i 1830erne mere og mere bevidst om om den dansk – tyske holdning. Denne holdning var man også bevidst om tidligere.

Således skrev kaptajn W. F. Born i sine erindringer fra 1834:

• De samme sønderjyder, som senere så ofte påstod på  ægte sønderjysk, at de var tyske, sang da med ægte danske varme ”Vi alle dig elske, livsalige fred.

En skildring i Nyeste Morgenblad fra 1833 viser lidt om de sproglige forhold – dengang. I indledningen kaldes Sønderjylland for en ældgammel dansk provins og navnet Aabenraa sættes i overskriften i parentes efter den da fremherskende betegnelse Apenrade:

• Et mærkværdigt særsyn er den måde, hvorpå det danske sprog behandles i Apenrade., lige som i flere af Sønderjyllands stæder. Overalt på
  landet hører man tungemål, der stemmer med Nørrejyllands i alle dens særegenheder. Det samme er tilfælde med tjenestetyendets og overhovedet
  almuens sprog her. Man må højlig undres, at i denne ligesom i flere sønderjyske købstæder, både skoleundervisning, det kirkelige foredrag og forretningsvæsenet er langt mere betegnede på at fortrænge det danske sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk.

 

Den tyske salmesang

Efter en omtale af den tyske salmesang ved de danske gudstjenester hedder det:

• Alle offentlige indskrifter er på tysk, hvilket naturligvis anlediger, at også  handlendes og andre næringsbrugeres skilte er affattede på  dette sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk. Dog gør udsalget for kaptajn Bruhns mølle en undtagelse. Dets indskrift er på dansk. Nattevægteren har efter 1814 råbt på tysk, men den offentlige udråber bruger ”bredt sønderjysk”. Et vink fra regeringens side ville uden tvivl være tilstrækkeligt for i Sønderjylland at hæve og beskytte fædrene-sprogets rettigheder.

 

Hertugdømmerne afsondrer sig

Det var interessante betragtninger, som politikere dengang, burde have lyttet til. Hertugdømmerne afsondrede sig mere og mere fra kongeriget. Hamborg
beherskede mere og mere de økonomiske forhold. Især var Aabenraas skibsfart afhængig af Hamborg. Det tyske sprog blev brugt flittig i det administrative styre, i skolen og kirken.

Men en anden ting var kampen mellem tilhængere og modstandere af enevælden.

I begyndelsen af 1830erne kom velstanden til Aabenraa. Skibe fra Aabenraa anløb i stigende grad Sydamerika. Og i 1840erne begyndte Ostindien og Kina
at spille en stigende rolle i skibsfarten fra Aabenraa.

To småskibe gik i rutefart mellem Aabenraa og Kiel. Men også et dampskib König Christian 8. blev indsat på ruten. Fire skibe sejlede ugentlig til København.

Egentlig var det folkene fra Løjt, der var de dominerede søfolk. Ifølge en folketælling fra 1845 boede de 157 søfarende i Aabenraa og de 225 i Løjt Sogn.

 

Masser af analfabeter i Aabenraa

Kun halvdelen af drengene fik undervisning i 1840erne. For pigerne var forholdene endnu dårligere. Først i 1845 fik man egentlige lærerbøger. Indtil da havde man brugt salmebøger og bibler. Pastor Rehoff mente således, at man ikke behøvede nogen lærerbog, da formålet med undervisningen var kristendomsundervisning. Dette var dog i strid med skoleloven.

Der var masser analfabeter i Aabenraa i 1840erne. Når der skulle indkaldes til møder, måtte dette kundgøres mundtligt. Rektorskolen som skulle være en slags realskole blev hårdt kritiseret. Fra 1830 til 1850 havde man hele 6 rektorer, der afløste hinanden. I 1844 blev der endelig lavet en reform af denne skole.

 

Kun få  havde valgret

Stænder-forfatningen gav i købstæderne valgret til de borgere, der ejede en fast ejendom af mindst 1.600 rbd., mens valgbarhed var betinget af en ejendom til mindst 3.200 rbd. På dette grundlag fik kun 69 personer valgret i Aabenraa. Af disse var 34 købmænd, skibsredere, skippere og lignende, 10 embedsmænd
og intellektuelle, mens 5 tilhørte andre grupper. Det var datidens demokrati.

 

Ny borgmester

I 1837 blev borgmester Bendix Schows helbredstilstand så dårlig, at hans søn Georg Schow blev konstitueret som borgmester. Med sin hovne og selvsikre væsen var han en udfordring for borgerskabet i Aabenraa. Snart opstod der også sammenstød mellem borgmesteren og udgiveren af ugebladet, Kopperholdt. Det var også borgmesteren, der i sidste ende forhindrede bladet i at udkomme. Den årelange konflikt med Allgemerines Wochenblatt vakte opsigt.

Kopperholdt, der havde været fortaler for liberalismen, faldt tilbage til sit bryggeri i Aabenraa. I 1841 flyttede han fra byen. Han og sin søn havde overtaget et bryggeri i Hamborg.

 

Nyt ugeblad

Fischer var begyndt at udgive et ugeblad. Men det var ikke noget der huede borgerskabet i Aabenraa, især ikke liberalisterne. Kongen havde tildelt urmager
Frederik Fischer privilegium til udgivelse af et ugeblad. Det første nummer udkom den 2. oktober 1839. Det første nummer hed Königlich privilegirtes Apenrader Wochenblatt.

Fischer var ligesom Kopperholdt af en gammel aabenraask skipper-familie. I 1824 kom han i urmagerlære og i 1830 etablerede han sig som mester i Aabenraa. Allerede som niårige blev han ramt af børnelammelse. Fischer viste dansk nationalfølelse ligesom sin far, der var imod tyskheden i kirken. Han mente, at det danske modersmål skulle bruges mindst lige så meget som det fremmede tyske. Han forklarede også, at Holsten
var man knyttet til administrativt og økonomisk, men ikke med hjertet.

Hans omgangskreds var håndværkere, skibstømrere og søfolk. Fischer havde ingen omgang med byens mægtigste mænd. Og disse mægtige mænd var villige til at svigte det danske monarki og befolkningens danske sprog.

 

Dansk bibliotek

Fischer fik etableret et lille dansk lejebibliotek. På den måde fik han kontakt med en stor kreds fra byen og dens opland. Biblioteket kom til at spille en stor rolle i den nationale vækkelse. Selv hertugen af Augustenborg udtrykte angst for, at denne danske selvbevidsthed skulle brede sig.

 

Oprør over brug af bynavn

Da det rygtedes at bladet skulle udkomme på dansk, blev der nærmest oprør i Aabenraa. Mange mente, at dette stred mod privilegiet. Også truslen mod boykot fremkom.  Fischer stod over for store kræfter.

Efter det første halvår på tysk var der ikke noget i bladet, der bevidst pegede på at være dansksindet. Der var 130 abonnenter, hvoraf de 20 var på landet.

Da bladet så kom på dansk opstod der et nyt problem. Fischer brugte navnet Aabenraa i stedet for Apenrade. Sidstnævnte havde bragt byen så meget hæder i havnebyer verden over.

Et blad fra Haderslev, Lyna havde efterhånden opnået 60 abonnenter i Aabenraa og Fischers avis var i stærk tilbagegang.

 

Fischer havde borgmesterens opbakning

Fischer havde dog borgmesteren på sin side. Borgmesteren anbefalede Fischer at udgive bladet på begge sprog. Stødt med langsom begyndte abonnenterne
at søge tilbage til Fischers ugeblad. De liberales stormløb mod ham var slået tilbage.  Aabenraas borgmester var tilhænger af hertug Christian Augusts
politik. Denne ville gerne have afskaffet det tyske øvrighedssprog.

Men pludselig råbte udråberen igen på tysk i Aabenraa. Og Fischers dage som udgiver af ugebladet var nu i fare.

 

Borgmesteren støtter Neuber

Borgmesteren støttede nu lægen A.W. Neuber som redaktør af ugebladet. De dansk fjendtlige synspunkter synes nu pludselig at have overtaget klimaet i Aabenraa. To småskrifter om det positive ved Slesvig-holstenisme havde vist noget om Neubers litterære formåen.

 

Ugebladet i modvind

Borgerskabets protest mod Fischers dansksprogede blad, havde overbevist Kancelliet om, at der i Aabenraa skulle udkomme et tysksproget ugeblad.

Pludselig var Fischers dansknationale bestræbelser næsten at betegne som statsfjendtlig. I løbet af bare et halvtår var stemningen vendt i Aabenraa. Pludselig blev hans ugeblad betegnet som indholdsløst.

I første omgang fik borgmesteren dog ikke sit forslag igennem. Men så brugte man et nyt udspil. Neuber var bedre til tysk end Fischer.

 

Regeringen fører nervøs politik

For regeringen var det vigtigt at fastholde det dansk – tyske i regionen. Man ville nemlig bevare Holsten. Tyskvenlige udnævnelser forekom derfor hyppigt dengang. Således blev Prinsen af Nør udnævnt til statholder i Hertugdømmerne og Reventlow – Criminil til præsident for det Slesvig – Holstenske
Kancelli.

 

Ugeblad – ikke engang på værtshusene

Fischer kæmpede videre. Nu hed hans blad Apenrader Ugeblad. I vinteren 1841 – 42 havde bladet betydelig fremgang.

I 1844 forsøgte man igen at få  et privilegium til Neuber. Nu brugte man argumentet, at Fischers blad ikke engang var at finde på værtshusene.

Det var også  Neuber, der stod for Aabenraas forliste projekt som international badeby
(Se artiklen ”Rådhuset i Aabenraa”).

 

Boykot mod nye mønter

Nye rigsbankmønter blev udsendt i sommeren 1841. De kunne veksles med de i hertugdømmernes cirkulerende kurantmønter. Dette skete som led i Christians den ottendes helstatsbestræbelser. Men i Aabenraa førte dette til en boykot fra de handlende mod de nye mønter.

 

Ud med Dannebrog

39 skippere og skibsredere fra byen bad om at begrebet dansk ejendom blev ændret til Schleswig-Holsteinisches Eigentum. Desuden ville man have Dannebrog udskiftet med det Slesvig-Holstenske flag.

Byens matador, Jørgen Bruhn var dog ikke blandt underskriverne.

Ringeagten for Danmark kom til udtryk i en påstand om, at man i Sydamerika havde spurgt , om ikke Danmark lå i Aabenraa.

 

Nye flag i Aabenraa

Pludselig kunne man i Aabenraa opleve flag fra Slesvig Holsten. Det var rødt med Hertugdømmernes forenede våben. Men under et protestmøde på Mønterhøj dukkede et andet flag frem. Det var rød – hvid – blå. Dette protestmøde som priste Slesvig Holsten havde 6.000 besøgende.

 

Liedertafel

Liedertafel, som var en sangforening fra Aabenraa kom til at spille en propagandistisk rolle til fordel for Slesvig Holsten, nægtede at optage dansksindede. Neubert var en flittig sangskriver. Han skrev blandt andet:

• Schleswig und Holstein auf ewig verient
• Das ist da Vaterland, das ist gemeint

Boykot mod Nationalbanken

I november 1843 havde et par hundrede af Aabenraas erhvervsdrivende tegnet sig som bidragsydere til en Slesvig – Holstensk landsbank. Nationalbanken oprettede en filialbank i Flensborg. Men samtidig oprettedes en forening, hvis medlemmer forpligtede sig til ikke frivillig at drive forretning med denne filialbank, og modtage danske pengesedler. Og i denne forening tiltrådte hundredvis af erhvervsdrivende fra Aabenraa.

 

Kongeligt besøg 

Den 31. juli 1844 besøgte kongen Aabenraa. De fleste af byens huse var illumineret to aftener i træk . Det samme gjaldt for Burgervereins lokaler. De mest radikale af denne forenings medlemmer sad dog bag mørke vinduer og fulgte begivenhederne.

 

Nyt flag – mange steder

Skibsrederne førte an med propaganda for Slesvig Holstens selvstændighed. Og for første gang blev der i Aabenraa etableret danske moddemonstrationer.

Det Slesvig Holstenske flag dukkede op ved indvielse af Neuberts badehus, samt i 1844, da skonnerten Succurs løb af stablen hos Aabenraas mest betydlige skibsværft Júrgen Paulsen.

Den 27. august 1845 skrev Fischer i sit blad:

• Hvorvidt det går med det
  Slesvig – Holstenske uvæsen herovre, kan ingen tro som ikke selv har set det. Diebørn påhæftes Slesvig– Holstenske kokarder, og små og store drenge løber omkring i byen med disse politiske partiemblemer. Børn, som næppe kan tale, grynter deres ”Sleswig Holstein stammverwandt”. De lidt større bruger de så yndede titler ”dansk hund, landsforræder”med en øvet og rutineret færdighed. Ikke sjældent er dansksindede forældres børn blevet forfulgt, angrebet mere eller mindre mishandlet af disse 3 – og 4 – fods riddere.

Liedertafel fik i 1844 lokale i Rudebecks Gæstgivergård. Stedet skiftede navn til Stadt Copenhagen og senere til Schleswig – Holsteinisches Haus.

 

Sangerkrig i Hjelm Skov

I Hjelm Skov udspandt der sig i 1845 en sangerkrig. I en aktion mod Liedertafel havde en række skibstømrer og en del svende fra værksteder i byen samlet sig ved havnen. Med Dannebrog i spidsen båret af den 18 – årige Jens Peter Jungreen gik det mod skoven, hvor der opsat forskellige telte. Her blev der Slesvig
– Holsten lovprist. De unge mennesker sang Kong Christian, hver gang de separatistiske Schleswig – Holstein meerumschlungen lød.

Borgmesteren havde i sin egenskab som politimester fulgt de unge mennesker åbenbart i håb om at kunne gribe ind, hvis der skete lovbrud.

Men mange af de unge mennesker blev dagen efter fyret af deres mestre, som sympatiserede med separatisterne.

 

Union – ny dansk forening

Endelig i 1847 begyndte det aabenraaske småborgerskab at vise tegn på en danskvenlig orientering. Man protesterede mod en ny skolereform. Fischer havde i sit blad optaget to tyske indlæg som gik imod Neuber. De var antagelig skrevet af Martin Bahnsen som sikkert var bagmanden bag foreningen Union.

Den danskorienterede forening Union blandede sig også i kommunale anliggender. Man havde efterhånden 45 medlemmer. Her i 1848 kom de dansksindede endelig i gang i Aabenraa. Men situationen blev hurtig tilspidset.

 

Aabenraa anerkender ny provisorisk regering

Revolutionen i marts 1848 forlangte et forenet og demokratisk Stortyskland. Den danske helstat var dermed sprængt. I Aabenraa blev Bürgerverin det revolutionære samlingssted. Ledelsen bestod blandt andet af borgmesterens bror, dr. Wilhelm Schow, rektor Nissen, skibsreder Michael Jebsen, købmand Lüders og advokat Nissen.

De gik alle ind for både Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske storrige.

Meget tidlig godkendte man i Aabenraa den provisoriske regering. Byens danske parti blev fuldstændig overrumplet af begivenhederne. Fischer fik at vide, at han skulle udgive sit blad i Slesvig Holstensk ånd.
Han foretrak i stedet at flygte til Kolding. Flere dansksindede borgere måtte forpligte sig til at afholde sig fra al politisk virksomhed, ellers ville de ende bag tremmer.

Ved alle indgange til byen blev der opstillet vagtposter.

Indkaldte landsoldater på vej til deres garnisoner i Kongeriget blev anholdt, omdirigeret til Rendsborg eller beordret hjem. Aabenraa stod pludselig som en tysk fæstning i det danske Nordslesvig.

Det gik en hel uge inden der nåede militær frem til byen. Jægere, dragoner og friskarer.

 

Danske protestaktioner

Den 28. marts gennemtvang arbejdere på  Aabenraas største værft, at ejeren Jürgen Paulsen strøg sit tyske flag. . Den næste dag var en trussel fra alle værftsarbejdere nok til at alle tyske flag i byen blev taget ned.

Foran rådhuset demonstrerede tømrerne. På den danskorienterede agent Bruhns opfordring gik de dog hjem.

 

De første skud i krigen

Bevæbnede danske styrker nåede samtidig frem som styrken fra Slesvig Holsten. Den 30. marts 1848 blev en dramatisk dag i Aabenraas historie.

Danske krigsskibe blev observeret i Genner Fjord. Ved indløbet til Aabenraa Fjord iværksatte alle skibstømrer en antitysk demonstration. Dannebrog gik
atter til tops ved havnen.

Ved havnen ankom St. Thomas med kaptajnløjtnant Suenson ombord. Han lod borgmester Schou komme ombord. Samme aften blev han sendt videre til Sønderborg for at stå til regnskab for anerkendelse af den provisoriske regering og sin adfærd over for indkaldte soldater.

Mod friskarerne affyrede briggen to skarpe kanonskud. Det var de første danske skud, der fra dansk side blev affyret under treårskrigen.

 

Tyske tropper modtaget med begejstring

De Slesvig – Holstenske tropper blev modtaget med begejstring af de tysksindede. Men snart trak disse styrker sig tilbage mod syd. Sammen med disse flygtede også de revolutionære ledere fra Aabenraa.

Om aftenen forsikrede magistraten over for flådens repræsentant, Steen Bille sin troskab over for kongen. Frederik Fischer vendte tilbage til byen og snart vajede Dannebrog fra huse og skibe.

Den 14. april red Frederik den Syvende i spidsen for livgarden, da de kom til byen. Bortset fra skibstømrerne var det ifølge Fischer ”manges usle lunkenhed”
i byen, da der blev råbt hurra for kongen.

 

Preussiske tropper i Aabenraa

Natten til den 30. april marcherede preussiske tropper ind i Aabenraa. Først to år senere i juli 1850 vendte det danske militær for alvor tilbage til byen. Frederik Fischer forlod byen som flygtning om bord på St. Thomas.

Med de preussiske tropper fulgte de revolutionære ledere tilbage til byen.

Der fandtes ikke mere et decideret dansk parti i byen. Magistraten under ledelse af agent Bruhn viste ikke noget sympati for det radikale tyske parti. Man undlod også at tage en antidansk holdning.

Dansksindede blev med mellemrum arresteret, men snart blev de igen løsladt af magistraten.

 

Ny politimester

Denne holdning var ikke alle tilfredse med. Man forlangte udnævnelse af en politimester, der kunne tage sig af den danske pøbel. Til midlertidig politimester blev udnævnt hollænderen P. Chr. Henrici. Han nærede det inderligste afsky for revolutionære. Straks ved sin indtrædelse viste provst Rehoff ham to dobbeltløbede ladte pistoler og en skarpt slebet dolk som lå i hans pult.

Provsten havde været bange for at pøbelen skulle slæbe ham ombord på en dansk krigsskib.

I 1848 tilsluttede Preussen sig delingstanken. Wrangel trak sig ud af hele Jylland og rømmede også Nordslesvig. Sammen med ham forlod de tysksindede embedsmænd atter byen. Den største del af Magistraten havde også forladt byen, dog ikke agent Bruhn.

 

Den danske flåde truer Aabenraa

Den 29. maj sendte Steen Bille en sending i land for at høre, om man ville betragte ham som ven eller fjende. Hvis ikke Dannebrog blev hejst og embedsmændene straks indfandt sig ombord ville byen blive beskudt.

En Hannoveransk ritmester, hvis folk endnu lå i byen ville give efter, men politimesteren satte sig imod. Hans argument var, at ingen dansk marineofficer ville påtage sig ansvaret for at beskyde en by, hvis beboere som bekendt overvejende var dansksindede.

 

Fischer vender tilbage – for tidligt

Den 30. maj 1848 forlod de sidste tyske tropper byen. Den følgende dag foretog små danske styrker rekognosceringer i omegnen.

Med de danske skibe vendte Fischer atter engang tilbage til sin fødeby.

Det var dog et sørgeligt syn, der mødte ham. Hele hans butik var blevet ribbet. Også de danske biblioteksbøger var fjernet. Men ak, Fischer var vendt tilbage for tidligt.

Den 4. juni ved daggry marcherede ca. 480 mand preussisk infanteri under musik ind i byen, mens kun to danske kanonbåde lå i havnen. Fischer blev afhentet fra sit hus, kastet op på en mælkevogn og kørt til Torvet.

• Ist das der gefährliche Mann!

Udbrød den preussiske oberst, da krøblingen blev anbragt på gulvet foran ham. Han nægtede at arrestere Fischer.

Efter et par timer forlod preusserne igen Aabenraa. Fischer skyndte sig atter ombord på en af de danske kanonbåde. Et par dage efter forlod bådene Aabenraa.

 

Von der Tann – elsket og hadet

Den 10. juni rykkede 700 preussere og von der Tanns friskarer ind i byen. Preusserne forlod byen, men friskarerne som ikke blev regnet for officielle soldater, forblev.

Aabenraa blev behandlet som en fjendtlig by. Vogne blev kapret og kuskene pryglet. Overalt i byen var der opstillet barrikader.

Bruhn tog til Flensborg for at bede general Wrangel om at trække dem bort fra Aabenraa. Men de tysksindede mente ikke, at Bruhn repræsenterede byen. Da von der Tann den 18. juni fyldte 33 år, blev der arrangeret et fakkeltog for ham i Aabenraa. Hele korpset fulgte med. Foran hans hotel var der opstillet en sort – rød – gylden fane. Unge hvidklædte piger overrakte ham en laurbærkrans. Borgmesterens bror holdt en festtale, hvori han udtrykte håbet om Tysklands snarlige enhed.

Den 28. juni blev de uregerlige tropper af løst af regulære tropper. Snart blev byen besat af andre Slesvig – Holstenske tropper, snart preussiske eller andre tyske styrker.

De danske tropper rømmede hele Slesvig og begge Hertugdømmer. Sådan var situationen indtil 25. august.

 

Borgmesteren vender tilbage

Omkring 1. oktober vendte borgmester Schow tilbage fra sit danske fangenskab. Han havde via Sønderborg været over Fredericia, Nyborg
og Kastellet. Han var meget forbitret over den behandling de danske myndigheder havde udsat ham for. Han var tilhænger af Stortyskland og en fanatisk danskhader.

Schow fik en stor modtagelse i Aabenraa. De tysksindede havde strøet grønt og blomster i gaderne. Om aftenen var der illumineret i husene. I Schleswig
– Holsteinisches Haus var der festbanket med 150 deltagere. I sin takketale sagde Schow, at man i fremtiden ville finde held og lykke i Tysklands storhed.

På Skibbroen blev det tyske flag atter hejst.

Borgmester Schow opsøgte den fungerende politimester, og spurgte hvad han ville foretage sig over for den dansksindede læge, Grauer. Politimesteren svarede, at denne havde forpligtet sig til at afholde sig fra dansk agitation.

Borgmesteren svarede, at det ikke var nok. Han ville sørge for, at få tysksindede borger til at smadre ruderne i Grauers hus, ind til denne forlod Aabenraa.

Senere opsøgte borgmesteren igen politimesteren, og ville have denne til om natten, at sørge for at diligencen blev malet over med sort, så ordet Königlich
forsvandt.

Borgmesteren sørgede for, at der ikke blev demonstreret på kongens fødselsdag. Almindelige borgere var blevet udnævnt som politibetjente på dagen. Politimesteren måtte bøje sig.

I Aabenraa blev en  Schows første embedshandlinger, at udnævne den forhadte leder af friskarerne, von der Tann til æresborger. Dette var en hån over for de dansksindede. Endvidere anmodede Schow om, at der blev lagt ekstra told på handel med Danmark.

 

Dansk protest

Man kan undre sig over, hvorfor de dansksindede ikke protesterede mere højlydt, for i november 1848 blev der samlet 459 underskrifter på en tekst med følgende ordlyd:

• Vi protesterer på  det højtidligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland, og at det under hvilket som helst påskud løsrives fra dets forbindelse med Danmark.

Det var Frederik Fischer, der organiserede underskriftsindsamlingen. Han boede nu i Sønderborg, og lignende underskriftsindsamlinger foregik i en række andre sønderjyske byer.

 

Frederiksklubben

Den 11. december 1848 blev der oprettet en dansk forening i Aabenraa. Den fik navnet Frederiksklubben. Initiativtagerne var farver Martin Bahnsen, kaptajn C.C. Fischer (Frederik Fischers bror), læge J. Grauer og købmand Johan Nielsen.

I marts 1849 havde foreningen 129 medlemmer. Fra Sønderborg skrev Frederik Fischer:

• Vore medborgere har rejst sig og jeg føler ordentligt mit hjerte banke, når jeg tænker på, at den fædrelandskærlighedens lue, som jeg i så lang tid forgæves har arbejdet på at oppuste, og til trods for al tilsyneladende frugtesløshed i mange bestræbelser aldrig har tvivlet om at få at se, nu på én gang, under så vanskelige omstændigheder og så mægtig er frembrudt, og – hvad det vigtigste er – holder sig. Vi behøver ikke længere at skamme os at være aabenraaer.

 

Aabenraa ønskede et kejserdømme

Borgmesteren lod sig nu ikke slå ud af det. Han skrev til rigsministeriet i Frankfurt. Han foreslog at Tyskland og Slesvig Holsten blev omdannet til et arveligt kejserdømme i familien Hohenzollern. Samtidig forslog han Aabenraa Havn omdannet til krigshavn for den tyske flåde.

 

Tilstanden ifølge borgmesteren

Borgmesteren skrev også til fællesregeringen og berettede om den nationale tilstand i Aabenraa. Han delte det danske parti i tre afdelinger.

• Den første afdeling bestod af tømmerfolkene. De var ganske vist dansksindede, men ikke så farlige, som man antog dem for.
• Den anden afdeling var den berygtede redaktør Fischers tilhængere. De bestod af hans ungdomsvenner og pårørende. Man gjorde tilsyneladende ikke andet end korrespondere med Fischer på Als.
• Den tredje afdeling  var de mindre håndværkere, arbejdsfolk og tjenesteydende. Disse var kun med, fordi de var bange.

Det tyske parti samlede derimod de indbyggere, der havde intelligens og betydning.

Sådan var borgmesterens mening, der også anbefalede oprettelse af en borgervæbning.

Med våbenstilstandens ophør i slutninger af marts 1849 skærpedes alle modsætninger yderligere. De danske ledere i Aabenraa blev udvist. Få dage efter kom danske krigsskibe atter til  Aabenraa. Myndighederne undtagen Bruhn var alle sammen flygtet. Fjendtlige tropper blev fordrevet med kanonild. Danske styrker ødelagde nogle skanser ved byen. Også Brundlund Slot blev beskadiget ved skyderierne.

 

Aabenraa. Frederik den Syvende er en forræder

Et par dage efter begyndte de tyske tropper deres fremrykning. Det første dem højt op i Nørrejylland. Sejrene ved Eckernförde og Kolding gav de tysksindede forhåbninger om en snarlig sejr. Dette kom blandt andet til udtryk i en henvendelse den 14. maj til landsforsamlingen, hvor man fra Aabenraas side gav udtryk for, at man ikke længere ville anerkende Frederik den Syvende som landsfyrste. I stedet skulle fyrstetronen overgå til Prins Ferdinand. Ja man kan undre sig over det sprogbrug, man brugte:

• En fremmed leder i landsfyrstens navn med rov og mord trængte frem på Slesvig Holstens sletter og med draget sværd pålagde en fri tysk folkestamme trældommens skændige åg. Nu havde Frederik den Syvende frivilligt nedværdiget sig til vor undertrykker og bøddel. Han erklæres derfor for en forræder mod sit tyske land og sit tyske folk og for uværdig til at bære den Slesvig Holstenske hertugkrone.

 

Fischer atter tilbage

En måned efter denne henvendelse, var situationen igen en helt anden. Den Slesvig – Holstenske hær var blevet slået ved Fredericia. Preussen havde sluttet fred med Danmark.

Måneden igennem fortsatte de tyske tropper deres tilbagetog gennem Aabenraa.

Den 25. august blev Bestyrelseskommissionen for Slesvig installeret i Flensborg, og Nordslesvig blev besat af norsk – svenske tropper.

Frederik Fischer vendte hjem fra Barsø, hvor han havde hjulpet det danske efterretningsvæsen. Den 10. oktober udkom hans blad igen, under navnet Freja.
I mellemtiden havde bogtrykker Rathje udgivet Apenrader Wochenblatt.

 

Borgmesteren bliver afskediget

Den svenske general Malmberg klagede over borgmester Schow i forbindelse med at postmester Moltke igen skulle betræde sin stilling. Dette førte til borgmesterens afskedigelse den 12. september. Forinden havde agent Bruhn bedt om sin afsked.

Da de resterende magistratsmedlemmer nægtede at samarbejde med den nye borgmester, Broder Knudsen, blev disse også afskediget.

Schow blev boende i byen og stod i spidsen for modstanden mod den nye magistrat. Provst Rehoff og rektor Nissen blev også afskediget.

 

Dansksindet borgmester og magistrat

En ny borgmester og en nyt magistrat blev valgt. Krigen havde skabt et dybt fjendskab mellem de tysksindede og de dansksindede i Aabenraa.

Det Slesvig – Holstenske parti, der før krigen havde været skibsredernes og købmændenes parti, var nu blevet et parti præget af det mere velhavende , frihedsbegejstrede lag af håndværkere.

Det kan undre, at størstedelen af befolkningen i Aabenraa under hele konflikten syntes at have været passive. Dette kan dog også skyldes manglende adgang til kildemateriale.

Skibsrederne var før 1814 danske patrioter, men efter 1840 under de forandrede forhold, blev de Slesvig Holstenske patrioter eller tyske nationalister. De havde magten i Aabenraa.

Men sømændene og skibstømrerne ville det anderledes.

Måske spillede det også ind, at Slesvig Holstenerne i sidste ende ville være med i det tyske storrige.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:
–    www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 143 artikler

 

• Aabenraa 1864
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Rådhuset i Aabenraa
• Skyttelauet i Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige (under Padborg/Kruså/Bov)
• Rendsborg 1848 (under Sønderjylland)
• Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)
• Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)
• Tønder – mellem dansk og tysk (under Tønder)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)

Redigeret 13. – 01. – 2022