Erindring om Tagensvej / Rovsinggade kvarteret i perioden 1938 – 1973
I Ejendomskomplekset Tagensvej 152 – 180, der består af 3 ens, 4 etagers bygninger, hver med 5 opgange, var der i hver gavl, vendende ud mod Tagensvej, et erhvervslejemål i lejligheden. På grund af niveauforskellen mellem fortov og forretningsgulvet, var der en stentrappe med tre trin ned til indgangsdøren.
Lersø Ismejeri, – stod der på facadeskiltet over forretningen på Tagensvej nr.152, – og på et skilt vinkelret ud fra muren, – teksten SOLBJERG IS.
Ejeren hed Hr. Nielsen og han stod hver dag, fra tidlig morgen kl.06.00 til lukketid kl. 18.30 iført sin rene, nystrøgede hvide kittel og skjorte med et diskret, godt brugt slips. Livvidden var lidt over middel, men ellers af almindelig af højde og drøjde, – altid meget korrekt og tjenstvillig over for kunderne, alt i alt en meget behagelig og rar Ismejerimand.
Fru Nielsen, hans kone, var lidt under middelhøjde, men til gengæld var hun lidt over middelvægten for sin alder. Hun gik til hånde i forretningen, hjalp med ekspeditionerne når der var travlt og passede ellers regnskab og indkøb og hr. Nielsen.
Her kunne man købe sine mejeriprodukter, mælk og fløde, smør, margarine og Palmin, æg i størrelserne stor, mellem og lille og rugbrød fra Schulstads eller Rutana, Arbejdernes Fællesbageri i Nannasgade, lyst eller mørkt maltet. Man kunne også købe rugbrød med kerner der ikke var knuste, men ikke så mange forskellige slags. Ønskede man ikke at købe et helt rugbrød, delte hr. Nielsen brødet med en skæremaskine fra RAADVAD i to lige store halvdele, efter øjemål. Hvis der var en lille forskel, fik kunden den største halvdel. Den næste der bad om et halvt rugbrød kunne jo ikke se, hvor stor den første halvdel havde været, så der var ikke noget at komme efter.
Skiveskårede brødtyper, pakket i plastposer, dukkede op midt i 50´erne.
Af de ”hvide” brødtyper var der Franskbrød, Sødmælksbrød, Formfranskbrød og Sigtebrød, og desuden var der de rektangulære Knækbrød fra fabrikkerne Schulstads og KB der var indpakket i damptæt papir så knækbrødet holdt sig sprødt i mange dage. Og så var der Mariekiks i de karakteristiske sølvblanke ruller med skæve, røde firkanter.
Ved siden af disken stod der en høj glasmontre med bagud skrånende front, hvor der stod æsker med chokoladedelikatesser, flødechokoladen Pernille og den mørke Senator, samt et meget begrænset udvalg af Wienerbrød og forskellige slags tørkager, hvoraf jeg især husker de grå karton æsker med tryk i én farve, der forestillede damer i krinolinekjoler i silhuet, siddende ved små Caféborde. Æsken indeholdt Honningkager, som var skåret i ca. 2,5 cm brede stykker som var ca. 15 cm lange og med et lag blød chokoladecreme i midten. De hed ”Provstindes guf” og smagte himmelsk, især når æsken var ny oplukket. Prisen for sådan en himmerigsmundfuld var 25 øre, så man skulle være sød mod sin mor, hvis man skulle gøre sig fortjent til sådan et.
Smørret stod i åbne, halverede tønder, Dritler, som stod på skrå op ad væggen i en hvidmalet træplade med hul der passede til Dritlen, dels for at præsentere sig bedre og dels for at Hr. Nielsen lettere kunne komme til at skrabe en mængde smør ud med en stor, bred træspatel, og derefter klaske klumpen ned på et stykke Pergamentpapir, som han i forvejen havde stænket godt til med det vand der sad på træspatlen der efter brug blev sat tilbage i sin vandfyldte, glaserede, brune lertøjskrukke. Papiret med smørklatten blev derefter anbragt på den mekaniske Decimalvægt, så den store viser svingede ud langs de mange buede skalaer, der viste hvor meget det vejede. Det var altid spændende at stå og vente på at nålen skulle falde til ro og se, hvor nøjagtigt Hr. Nielsen havde ramt det
halve – eller hele pund smør, man havde bedt om. Hvis der var for meget, tog han noget af og omvendt, hvis der var for lidt. Min mor kontrolvejede altid pakken med smør når vi var kommet hjem, – Nielsen skulle ikke slippe godt fra at snyde med vægten. Der gik mange historier om at forretningsfolkene, når der var tale om slumpvejede varer, kunne snyde ved at påvirke vægtskålen med tommelfingeren. Jeg mindes, at min mor flere gange har brokket sig over, at hr. Nielsen sjaskede vel rigeligt med vand på det papir smørret blev lagt på, og derfor blev vejet med og solgt til smørrets kilopris, hvilket var en god ”forretning”.
Nielsens ”undskyldning” var, at det var for at smørret ikke skulle hænge fast i papiret. Min mor syntes, at det var en dårlig undskyldning, for papiret blev alligevel altid skrabet af til sidste smørplet.
En anden ting som min mor kunne blive irriteret over, – ikke kun i Ismejeriet men også i andre forretninger, var at de hjemmegående husmødre altid (?) handlede ind på det tidspunkt, hvor de udearbejdende kom hjem fra arbejde og skulle skynde sig hjem for at leve aftensmad til deres mænd. Mor syntes nok at de lige så godt kunne handle ind om formiddagen når de alligevel ”gik hjemme”.
Min mor havde som ung fået en uddannelse som Konfektrice på chokoladefabrikken Cloétta, der i 1920´erne lå i Hørsholmsgade, så hun var bestemt ikke bleg for at sige noget til de ”fine” damer, og jeg har oplevet, at hun påtalte dette for dem, om hvem hun mente, at de ”ikke lavede noget”, – om ikke de kunne være rare, at fortage deres indkøb på tidspunkter, hvor der ikke var så travlt. Irritationen blev ikke mindre af, at de tilsyneladende tog sig oceaner af tid til at udvælge deres varer og samtidig ”pludrede” løs, alt imedens min mor stod og trippede for at komme hjem og lave mad der helst skulle være færdig kl. 18, som
var normal spisetid for mange arbejdere, og selv om ordene var meget tilforladelige, så var tonefaldet bestemt ikke til at tage fejl af.
I en periode, som 10 – 12 åring, gik jeg med mælk og morgenbrød om søndagen for Hr. Nielsen. Det betød, at jeg mødte i Ismejeriet, kl. 06,00, ofte sammen med en anden dreng, for at gå rundt på hver vores rute med de varer som kunderne havde bestilt i forvejen. De fleste kunder boede i ejendomskomplekset, hvor vi selv boede, men der var også enkelte kunder i nabogaderne, Slangerupgade og Valkyriegade og nogle få der boede endnu længere væk, men som
var kunder hos Hr. Nielsen, måske fordi de synes godt op forretningen, eller måske fordi de havde opbrugt deres kreditværdighed i det Ismejeri der lå nærmest hvor de boede.
Varerne havde vi med rundt i store fletkurve, som Hr. Nielsen havde pakket inden vi mødte og som vi ude på ruten, stillede lige inden for døren i opgangen, medens vi tog varerne i hænderne og spænede op ad trapperne til de lejligheder der skulle have dem. Specielt husker jeg en kunde, F. Parmo Sørensen i nr. 176, 2. th., som skulle have en stor pose morgenbrød plus 4 liter sødmælk, og dengang var det i store, klare flasker med tyk hals. Det var tungt og har nok været medvirkende til, at jeg lærte at bære fem mælkeflasker i højre hånd og 4 i venstre, for at spare ture op og ned i opgangene. Det kræver at man kan sprede fingrene, – at de er lange nok og at også styrken er der.
Når vi havde sat morgenbrødet og varerne ved kundens dør, tog vi de tomme mælkeflasker med retur til forretningen, hvis kunden havde stillet dem uden for, – så i bogstaveligste forstand, gik vi sjældent tomhændede rundt og op og ned i de 4 etagers ejendomme.
Når vi havde udført ca. halvdelen af udbringningen, omkring kl. 07.00 og var tilbage i Ismejeriet, havde fru Nielsen stillet en lille forfriskning an til os, som bestod af en kvart liter sødmælk og 2 stk. Rosenbrød. Det synes vi drenge var skønt, – både med pausen, men endnu bedre var den kolde, friske mælk og de 2 Rosenbrød med et tykt lag af, endnu fugtigt, Flormelis.
Det hændte af og til, at vi fik sat en pose med morgenbrød, hvis indhold ikke svarede til kundens bestilling, og så var ”Fanden løs”, for så havde Hr. Nielsen straks en morgengnaven mand eller kone i telefonen, som ikke kunne klare at spise et rundstykke uden Birkes, hvis det skulle have været med, eller hvad det nu end har været der var galt.
Det kunne selvfølgelig også ske, at vi vitterligt fik sat en forkert pose ved en forkert dør, enten fordi vi ikke havde kunnet tyde kundens navn og adresse som Hr. Nielsen havde skrevet på posen med blyant, eller det var os selv der havde været uopmærksomme. Vi fik aldrig skældud af Hr. Nielsen, men det betød naturligvis, at vi måtte tage en løbetur mere, for at tilfredsstille kunden så søndagsfreden kunne blive genoprettet.
Det værste der kunne ske, var når vi havde været uheldige, at tabe en mælkeflaske, som var smadret i faldet mod stentrappen, hvilket resulterede i et værre svineri med mælk og glasskår, og så vi manglede også den del af leverancen til en kunde. Jeg husker at det skete for mig et par gange, men underligt nok ikke,
hvad jeg gjorde i den situation, med spildt mælk og endnu værre, glasskårene på trappeopgangen, – blive liggende kunne det jo ikke, så fru Nielsen er nok blevet alarmeret og sendt hen for at tørre op og fjerne glasskårene, og hun har nok også taget den manglende flaske mælk med til den rette kunde, alt imedens vi fortsatte videre på vor rute. I øvrigt var gadedørene aldrig aflåste, som de er nu om stunder.
Samme fru Nielsen, havde vi drenge lidt ondt af, for hun var altid synlig nervøs, hvilket gav sig udslag i rødmen og knopper i ansigtet, især omkring næsen og som derfor var kraftigt pudret. Nervøsiteten skyldes en slet skjult underkuethed af Hr. Nilsen, også selv om der var kunder tilstede, så hun har nok ikke haft det bedre end så mange andre koner i den generation, i forholdet mand / kone, men Hr. Nielsen var en der altid havde orden i sine sager.
For 3½ – 4 timers arbejde fik vi hver 4 kroner, og altid i blanke guld 2 kroner, måske for at det skulle se ud af noget mere, – plus, som nævnt 1/4 sød og 2 stk. Rosenbrød. Jeg tror såmænd nok vi var godt tilfredse med det.
Fingerfærdighed.
Det, at jeg som 8 – 10 åring, havde lært at bære de flere tykhalsede mælkeflaske ad gangen, mellem fingrene, skulle senere vise sig at være årsag til, at jeg som arbejdsdreng, i ventetiden på min læreplads samme sted, var den foretrukne til at hente øl til svendene og arbejdsmændene, for jeg var den eneste der kunne bære 15 ølflasker på en gang, – 8 i den højre og 7 i den venstre hånd, – vel at mærke kun hvis der var kapsler på, da de virkede som ”bremse”.
Når der kom nye folk på værkstedet, som ikke ville tro på at det kunne lade sig gøre, så væddede svendene om det og jeg skulle jeg så vise ”ølhenter” nummeret. Det kostede ”en omgang” til sjakket, som i den periode, betød 14 bajere og 1 sodavand. Det var et populært ”nummer” og jeg gjorde et gerne da det jo smittede af på mig, idet ingen af svendene drak sodavand.
Da jeg var blevet lærling, overtog den nye arbejdsdreng indkøbstjansen af svendenes fornødenheder op mod frokosttid, men ingen havde den fornødne styrke i fingrene, så af og til var der nogen der ville gense ”ølhenter” nummeret, og så reddede jeg mig endnu en gratis sodavand.
FHC opdater 5/2010
Redigeret 9- 03. – 2021