En sand jernbanefeber bredte sig i Sønderjylland. Snart var der bygget 450 kilometer smalsporet jernbane i landsdelen. Det kneb dog for de svage lokomotiver at køre op af Lundsbjerg. En hertug i Gråsten forsøgte at spænde ben. Og det tog hele tre timer at køre via kringlede strækninger på Løjt land via Hovslund til Løgumkloster. Preusserne ville ikke betale, men de brugte banerne til at øge tyskheden. Vi skal også høre om efterfølgeren DSB´s Klosterbane  1927 – 1936.

Kunne se banen

På et tidspunkt boede jeg på  Jernbanegade i Aabenraa. Fra to af værelserne havde jeg udsigt ud til det gamle jernbaneterræn. Og jeg har sandelig også set damptog på strækningen. Det var i forbindelse med julen, hvor der kørte veterantog på strækningen.

 

Nationale følelser

De snakkede og snakkede. Men der skete ikke noget. Det var jernbanen, de talte om.  Man havde fået styr på anlæggelse af veje. I 1850erne var vejen Flensborg
– Kolding klar og ti år senere strækningen Husum – Ribe.

Problemet med jernbanen var Hamborg. Man mente, at byen fik endnu mere betydning ved anlæggelse af en jernbane.

Men senere havde de tyske myndigheder heller ikke så travlt. De betragtede det store danske statsprojekt nord for Kongeåen som en konkurrent.

Der opstod den tanke, at oprette en forbindelse mellem Rendsborg og Flensborg. Denne linje skulle så have en forbindelse til Aabenraa og Haderslev til Årøsund. Samtidig opstod tanken med en linje fra Aalborg tværs gennem Jylland og Slesvig med forbindelse til de holstenske baner.

 

Fra Altona til Kiel

Den første banestrækning var fra Altona til Kiel. Den blev indviet i 1844. Men ak, der var mange nationale følelser med i spillet om jernbanen. I 1847 opstod der pengekrise i Hamborg. En stor del af handelshusene drev også forretninger i Danmark.

En dampskibsforbindelse mellem Hjerting og Århus til London var opstået. Dette fik stor betydning for, hvor forbindelserne skulle gå. Men så kom regeringsskiftet i 1848 og Treårskrigen.

 

Fra Flensborg til Tønning

Endelig i 1854 kunne Kong Frederik den Syvendes sydslesvigske jernbane indvis. Den gik fra Flensborg til Husum og Tønning. Der gik en stikbane til Klosterkrug og videre til Rendsborg. I 1858 blev der skabt forbindelse til Slesvig.

 

Fra Flensborg til Rødekro

I 1862 fik den engelske ingeniør Peto også koncession til at drive en bane fra Flensborg til Vamdrup med sidebaner til Tønder, Aabenraa og Haderslev. Delstrækningen Flensborg – Rødekro åbnede i april 1864.

 

Fra Itzehoe til Hviding

Sidebanen fra Tinglev til Tønder åbnedes i 1867. I 1878 påbegyndtes banen fra Itzehoe. Den endte i Vedsted via Tønder i 1887. Perspektivet var ikke mere blot godstransport, transport af kreaturer og heste, men også et spirende marked for transport af passagerer til søbade-anstalterne Føhr og Sild.

I Tønder var interessen for banen meget stor. Allerede i 1881 indskød byrådet 130.000 mark aktier. Hele Tønder Kreds indskød 1 million mark som aktier i Marskbaneselskabet.

Flere ønskede endestationen ført til Brørup, men konsortiet stod fast ved Hviding.

 

Fra Løgumkloster til Aabenraa

Der var etableret gode forbindelser mellem Hamborg og Kiel og videre nordpå til de nordslesvigske østkystbyer. Herfra var der dårlige forbindelser til Vestbanen. Skulle man for eksempel fra Løgumkloster til Aabenraa måtte man skifte tog fire gange, i Bredebro, Tinglev og i Rødekro. Den modsatte vej var der i 1890 tre daglige forbindelser. Første afgang var kl. 6.20. Så kunne man være i Løgumkloster kl. 10.10.

Med toget fra Aabenraa kl. 13.30 tog rejsen 5 timer.

 

Fra Rødekro til Aabenraa

Af forskellige årsager blev den sidste sidebane Rødekro – Aabenraa først indviet den 12. september 1868. Den 6,7 kilometer lange strækning blev anlagt af Schleswigsche Eisenbahn Aktien Gesselschaft. Den 1. januar 1883 overgik den til Königlichc Preussische Staats Eisenbahn Vervaltung.

Fra den 17. juni 1920 overgik strækningen til DSB. Banen var og er stadig enkeltsporet. Udover de to endestationer var der kun et trinbræt ved Rise.

I forbindelse med de store nedlæggelser af sidebaner i 1971 mistede Aabenraa – banen fra den 23. maj samme år persontrafikken. DSB’s røde busser overtog derefter trafikken.

 

Loven om småbaner

Preussiske Kleinbahngestz var loven om småbaner og private tilslutningsbaner. Denne lov blev vedtaget den 28. juli 1892. baggrunden var, at der var behov for jernbaner i det nordlige og østlige Preussen. Behovet var også stort i Nordslesvig. Den preussiske regering mente ikke, de havde råd til at finansiere disse baner.

Det lød dog lidt besynderligt, da de preussiske statsbaner kørte med stort overskud. Men finansminister Johannes von Miquel mente, at de små baner skulle finansieres lokalt. Og loven indeholdt heller ikke de samme sikkerhedsforanstaltninger, som gjaldt for hoved-strækningerne.

 

450 kilometer sønderjysk jernbane

Disse baner befriede regeringen for en stor økonomisk byrde. De var ikke designet til den store tunge trafik. Og det var heller ikke den store hastighed på strækningerne.

Metersporene vejede kun 15 kg pr. meter. Disse lette skinner satte naturlig nok snævre grænser for hvor stor akseltryk, der kunne anvendes. Men man kan rolig sige, at en sand jernbanefeber bredte sig. Det kan nok bedst illustreres ved et citat fra jernbanedirektør Kurth – udtalt i Aabenraa i
1898:

• En sporbane er overhovedet for tiden det mest fuldkomne middel til lokal samfærdsel.

Loven afstedkom en mængde nye jernbanestrækninger. Således var der ved første verdenskrigs udbrud færdiggjort 300 småbaner med 10.000 kilometer spor. I Nordslesvig gav loven anledning til bygning af Apenrader Kreisbahn, Haderslebener Kreisbahn og Alsener Kreisbahn. Fra 1898 blev der i alt anlagt 450 kilometer smalsporede baner.

 Efter “Genforeningen” fik de navnene Aabenraa Amts Jernbaner, Haderslev Amts Jernbane og Amtsbanerne på Als.

 

Tyskheden blev fremmet

De offensive tyske myndigheder under overpræsident Ernst von Köller lagde ikke skjul på, at anlæggelsen af jernbanen tjente som middel i fortyskningspolitikken.  De mange jernbanefunktionærer blev et voksende tysk befolkningselement i de overvejende danske områder af Nordslesvig. Samtidig blev jernbanerne og stationsbygningerne symboler på det tyske riges økonomiske og tekniske evner.

Jernbanefeberen blev dog af kort varighed.

 

Langvarige forhandlinger med hertugen

I Gråsten blev der foretaget lange forhandlinger med hertugen. Og hertug Ernst Günther var ikke hvem som helst. Han var svoger til kejser Wilhelm den Anden. I første omgang havde hertugen accepteret linjeføringen. Men pludselig kunne han ikke acceptere, at linjen gik gennem hans ejendom Østersø og Stengerodde Skov.

Pludselig var højden på den planlagte dæmning også for høj. Det ville skæmme udsigten fra slottet.

Også Sonderburger Dampschiffsfahrtsgesellschaft mente også at en planlagt jernbanestation ville skade dampskibsselskabets interesser.

En masse besøgende til slottet og kurhotellet ville også få deres udsigt forringet. På et tidspunkt i forhandlingerne truede Aabenraa Kreds med ikke at ville støtte projektet.

Da alle syntes at være enige, nægtede hertugen at give byggetilladelse på sine grunde. Men svogeren, kejseren afgav en kabinetsordre den 17. januar 1898. Dette indebar at Aabenraa Kreds havde fået ekspropriation – tilladelse til anlæggelse af kredsbanen.

 

Dæmningen brød sammen

Under festlige former blev banen indviet den 13. februar 1899. Hertugen var inviteret, men  meldte afbud.

Dæmningen i Østersø, der bestod af to parallelle dæmninger af jord skred under anlægsarbejde ud. Hertugen forlangte erstatning. Han mente, at det gik ud over hans fiskedamme. Desuden mente han, at der var sket en værdiforringelse af hans grund. Dæmningen var 500 meter fra slottet. Hertugens krav blev afvist, men hertugen røg dog sig flere gange uklar med landråd von Uslar.

Statsbanen fra Sønderborg over Gråsten til Tørsbøl  og herfra til henholdsvis Padborg (Flensborg) og Tinglev løb parallel med kredsbanen på et lille stykke på
hertugens grund. Selve statsbanen blev indviet den 15. juli 1901.

Endnu i 1906 kørte der som ved indvielsen 8 daglige persontog  på statsbanen mellem Sønderborg og Gråsten. På kredsbanen (Æ Kleinbahn) kørte der dagligt 5 tog-par.

 

Trusler og retssager

Hertugen lod Gråsten Teglværk opføre 1903 – 04. En påtænkt cementfabrik blev ikke til noget. Hertugen gav afkald på sidespor her ved kredsbanen som erstatning for de gener som hertugen havde været udsat for. På vegne af teglværket blev der dog senere forhandlet om sidespor.

Gennem årene havde man mange kontroverser med hertugen. På et tidspunkt ville han lukke Kastanieallé til stor skade for turiststrømmen i Gråsten.
Retssager mellem Aabenraa Kreds og hertugen fortsatte. Først i 1914 forsikrede hertugen, at han ikke ville lukke for Kastanieallé.

 

Strækningen blev ændret

Syd for Aabenraa begyndte diskussionerne om en bane allerede i 1892. Tanken var at jernbanen skulle berøre så mange landsbyer som muligt. Efter denne filosofi planlage en kommission en bane fra Aabenraa over Nyværk, Røllum, Ensted, Stubbæk og Sdr. Hostrup videre mod Felsted.

I kredsdagen blev denne snoede linjeføring dog opgivet.

I stedet vedtoges en bane fra Aabenraa til Lundsbjerg kro. Det var dog en vanskelig rute. Den skulle stige over 50 meter. De store jordarbejder begyndte i maj 1897. På Høffelbjerg måtte der flyttes over 80.000 m3 jord. Det var en tredjedel af den jord, der skulle flyttes på hele strækningen fra Aabenraa til Gråsten.

 

Dårligt materiel

Banerne blev drevet i driftssamarbejde med Flensburger Kreisbahn indtil 1920. Sammenlignet med Haderslev
og Als, var Aabenraa banerne
dårlig udrustede. Lokomotiverne var såkaldte Trambahnlokomotiven. Det var såkaldte sporvogns – lokomotiver som havde en meget begrænset trækkraft. I passagervognene var der ikke elektrisk lys. I stedet anvendtes i hele banens levetid, olielamper.

 

Stakkels kroejere

For at spare på udgifterne, var der som regel kroejere langs banen, der blev udnævnt som stationsforstandere. Ja, de blev faktisk kaldt Baneagenter.

Stationsforstanderne var forpligtet til at stille 2 værelser (2. – og 3. klasses ventesale) til rådighed med passende udstyr, vedligeholde dem for egen regning, samt sørge for brændsel og belysning. Dertil skulle de stille toiletter til rådighed. Og så skulle der sælges biletter, modtage, udlevere og ekspedere gods, bagage, levende dyr og indkassere gebyr for dette.

Der skulle dagligt opstilles et kasseregnskab, afgives og modtages signaler, samt i det hele taget holde opsyn med området og renligholde det.

Alt efter hvor stor stationen var, fik bestyreren 75 – 400 mark. Dette beløb steg i takt med at værdien af marken faldt.

 

Jordskred – Lokomotiv på afveje

Den 2. november 1898 indtraf et jordskred i den dybe kløft ved Lundsbjerg Kro. Kort tid efter trillede et lokomotiv ned i den nærliggende dæmning. Hejmdal spurgte spøgende:

• Hvorfor lød man ikke den løbe over Stubbæk i stedet for at slå ind på den halsbrækkende vej, hvor den nu ligger og vælter.
• Vi skulle have en bjerg – og dalbane, ingen Stubbæk – Bane

 

De mange børster

Et andet problem, som man havde, var jernbanearbejderne . De blev kaldt monarker eller børster. Det var en del svenskere imellem. Det var et vanskeligt folkefærd. De strejkede flere gange. De så sig også gale på vejmanden i Styrtom og smadrede hans vinduer og døre. Deres spiritusforbrug førte ofte til uheldige episoder.
Den sydlige del indvis

Den 13. februar 1899 blev smalsporsbanen mellem Aabenraa og Gråsten indviet. Det var en strækning på 32 kilometer.

Landråd von Uslar, overpræsident von Köller, borgmester Rickmers i Aabenraa og mange flere kørte om morgenen fra kredsbyen Aabenraa. De gjorde holdt ved de ordinære holdepladser Styrtom, Lundsbjerg Kro, Sønder Hostrup Kro og nåede godt frem til Gråsten.

Ensted Sogn kunne årligt præsentere 14 – 15.000 passagerer. Godsmængden var på 200 – 400 tons årligt. Sognets vestligste beboere foretrak sikkert at køre til Aabenraa med vogn. Men sparekassen finansierede dog et pakhus ved stationen.

Lokomotiverne tabte pusten

Den voldsomme stigning fra Styrtom til Lundsbjerg var lige i overkanten hvad de små tog kunne klare. Det gav ofte driftsforstyrrelser. De små lokomotiver måtte vente det ene kvarter efter det andet i Lundsbjerg for at samle damp efter anstrengelserne med at slæbe togene op ad bakkerne fra Aabenraa. Dette afstedkom mange vittigheder.

Men amtsbanen betød ikke nær så  meget som den nye chausse fra 1840erne. Dog betød amtsbanen, at den nye teknik var kommet til sognet. Således kom telefonen i 1909 til Røllum. Lærer Lund udtrykte det således:

• Med en telefonledning er ”vor afsides by” nu forbundet med verdenstrafikken.
• Gråsten fik i 1901 forbindelse til statsbanen fra Sønderborg til Flensborg (Tinglev). For at få så mange byer med, blev banen også på denne strækning meget kringlet.

Æ Kringelbahn til Løgumkloster

Den vestlige strækning af den smalsporede amtsbane gik fra Aabenraa via Genner, Øster Løgum og Hovslund Stationsby til Hellevad og derfra gennem Bedsted til Løgumkloster.

Strækningen havde et noget kringlet forløb, derfor fik banen også navnet Æ Kringelbahn.

Denne nordlige del af banen blev indviet den 6.  maj 1901. Der var indvielser med taler og bespisning af en indbudt skare. I Løgumkloster blev der festet på byens hoteller hele natten.

Dagen efter, var der hverdag. Der kørte nu daglig 5 tog i begge retninger. Oprettelsen af banen betød at der gik gang i nybyggeriet i mange sogne langs banestrækningen. Egentlig kunne man køre lige så hurtig på cykel. Ikke alle var tilfreds med det store sving ud over Løjt Land. Fra Bedsted til Aabenraa er der kun godt 20 kilometer. Med banen var det ca. 41 kilometer og det tog tre timer for toget.

En underskriftindsamling blev foretaget. Man ville have en direkte forbindelse til Rødekro.

Den samlede længde for banen var på  85, 8 kilometer.

 

Mange biletter på  Løjt Land

For Løjt Sogn var amtsbanen en stor lettelse. På vej ind til købstaden gjorde den holdt i Nørby, Løjt Kirkeby, Barsmark, Skovby, Stollig og Knappen. Placeringen af stationen i Barsmark var i den vestligste del, langt fra den egentlige by.

Turen fra Nørby til Aabenraa tog cirka 40 minutter.

Antallet af billetter kulminerede i 1914 med godt 40.000 årligt fra alle sognets stationer. Men de afsendte godsmængder var mere beskedne.   Amtsbanen havde med tiden mange navne. Den blev kaldt æ Kleinbahn, æ Lillebahn, æ Futtoch, æ Kringelbahn eller bare Perle.

 

Billetprisen blev nedsat

Aabenraa – Løgumklosterbanen havde hele 26 holdepladser. Tophastigheden var på 30 kilometer i timen. Banestrækningen var ikke indhegnet.

Et tog-par blev taget ud af driften. Man mente ikke at det var økonomisk forsvarligt. Men efter pres fra passagerne blev vognene igen indsat. Også et forslag om, at nedsætte billetpriserne blev efterkommet. Biletterne kostede hermed 4 ½ pf. pr. km på 2. klasse.

Før første verdenskrig kørte man i nogle år med overskud. Men banens udformning kunne ikke give overskud i længden. Problemet var også, at der ikke var forbindelse til Haderslev Amtsbane.

 

Den militære forbindelse

Under første verdenskrig blev der etableret en forbindelse til denne amtsbane. Men det havde militære formål. Det tyske militær etablerede en række fæstningsanlæg på tværs af Sønderjylland. Og disse anlæg fik etableret jernbaneforbindelse. Nogle af amtsbanens lokomotiver blev udlånt til det tyske militær.
Og en seks kilometer lang forbindelse blev etableret mellem Øster Terp og Branderup Mølle.

Det var krigsfangere, der fik fornøjelsen at etablere forbindelsen.

Man frygtede fra tysk side et engelsk angreb på vestkysten. Derfor var det vigtigt med forsvarsværker. Senere blev der anlagt et 22 km langt militærspor fra Branderup over Arrild til Døstrup.

Hvor stor trafikken var på militærbanen, vides ikke. Men den 12. september 1917 afgik der et tog bestående af to lokomotiver, 10 personvogne og to godsvogne, der blandt andet transporterede krigsfangere fra Aabenraa til en fangelejr i nærheden af Toftlund.

Efter krigens ophør i 1918 benyttedes banen til borttransport af våben og bygningsmaterialer. En enkelt gang blev strækningen dog benyttet inden lukningen. Det var da en gårdejer i Bovlund fik en ny høstmaskine.

Under krigen var der kun tre daglige afgange.

 

Stor betydning for Hovslund

I Hovslund havde amtsbanen et større stationsanlæg ved siden af statsbanestationen. Amtsbanestationen i Hovslund lå umiddelbart vest for statsbanestationen og var en rebroussements-station. Dette betød at togene kørte ind på stationen sydfra og fortsatte sydpå ud af stationen, så lokomotivet skulle rangeres i den modsatte ende af toget.

Herulfstenen og de mange gravhøje omkring Hovslund tyder på, at der har boet mennesker her i årtusinder. Men jernbanen bragte nyt liv til byen. Byen lå ved hoved-strækningen fra Hamborg til Vamdrup. Der blev indrettet en holdeplads med navnet Haberslund. Efter 1920 hed stedet Hovslund Stationsby.

Et ledvogterhus fungerede som vagtstue, billetsalg, venteværelse, dagligstue og sikkert også smugkro. Alt dette blev varetaget af en enkelt person.

I 1897 var der dog bygget en standsmæssig stationsbygning samt to tjenestemandsbygninger. Det udviklede sig til et helt lille jernbaneknudepunkt med både forbindelse til hoved-strækningen og Æ Kleinbahn. Imponerende er det faktisk, at der i 1912/1913 blev solgt næsten 20.000 biletter på Hovslund Station til Æ Kleinbahn.

I perioden fra 1907 til 1926 blev der med Æ Kleinbahn ekspederet ca. 2.000 vognladninger af 5.000 kg. Desuden blev der dagligt losset 2 – 3 vogne med stykgods. Størstedelen af dette var beregnet til landbruget.

Da Æ Kleinbahn blev nedlagt betød det dog ikke at Hovslund gik ned, nej byen udviklede sig. I 1953 fik banen også en indflydelse på byen. DSB nedlagde de bevogtede jernbaneoverskæringer. For at undgå færdsel over jernbanesporene blev der bygget tunneller. Dette betød at byen blev delt i en øst – og vestlig del.

Strækningen Aabenraa – Løgumkloster var på 54,3 kilometer. Fugleflugts afstanden mellem de to byer er kun 30 kilometer. I Løgumkloster lå amtsbanestationen umiddelbart nord for statsbanestationen.

 

Elendig forfatning

Efter første verdenskrig slutning var Aabenraa Amts Jernbaner i en elendig forfatning. Under krigen havde banen fragtet store gods – og postmængder, både militære og civile. Den almindelige materialemangel betød, at banen ikke kunne vedligeholdes.

Den uheldige linjeføring betød også  at banen i længden ikke kunne klare sig i konkurrence med lastbiler og busser.  I 1920 var der stadig kun tre daglig
afgange. Dette blev senere på året indskrænket til kun en afgang.

Toget afgik fra Løgumkloster i buldrende mørke kl. 5.20 og nåede Hovslund kl. 7.37. Efter en times ophold nåede toget så endelig Aabenraa klokken 10.50. Det blev kaldt spøgelsestoget , da det atter var mørkt da den nåede Løgumkloster klokken 20.00.

I 1921 besluttede Amtsrådet at en del af underskuddet skulle dækkes af de sogne som toget gennemløb.

 

Den fartglade pastor

På Løjt Land var antallet af solgte biletter faldet til det halve.   Bilerne havde vundet konkurrencen. Den anden, der fik bil på Løjt Land var for resten den fartglade pastor Treplin. Det var en Adler med plads til seks personer. Og minsandten så var pastoren også ejer af sognets eneste motorcykel fra Neckarulner
Fahrzeugwerke.

 

Vi har ingen skyld

Da Sønderjylland i 1920 overgik til Danmark besluttede administrationen i Aabenraa at banen skulle nedlægges. Dette skete så i 1926. På Hovslund Station lød det fra stationsforstanderen:

• Vi er desværre næsten slået ud af funktion. Det smerter os meget, men banens ruin kan ikke søges i for rigeligt personale, alle har arbejdet med stor interesse. Det er en trøst at kunne sige: ”Bilerne har ødelagt os – vi har ingen skyld”.

En time hurtigere med bus

Driften blev indstillet den 31. marts 1926. Dagen efter åbnedes driften med rutebiler fra Aabenraa Automobil – selskab. Ruten Rødekro – Løgumkloster blev drevet efter en særlig overenskomst med statsbanerne. 2 daglige rutebiler kørte i hver retning. Varigheden af rejsen med tog fra Aabenraa til Rødekro og videre med bil til Løgumkloster var knap to timer eller 1 time hurtigere end det nogensinde har været med amtsbanen over Hovslund.

 

Den store vejplan

Allerede i 1921 blev der iværksat Den store Vejplan, Det betød samlede offentlige investeringer på 32, 5 millioner kroner. Der skulle anlægges 1.834 kilometer veje frem til 1933. Renovering og udbygning af vejnettet havde højeste prioritet.

Prøjserne havde forsømt at planlægge infrastrukturen i Nordslesvig.

 

Et fordrukkent folk?

Banefolk var et noget fordrukkent folk. Man måtte ikke drikke sprit i tjenesten. Hver måned fik de ansatte da også et afholdsblad. Men det skete ofte, at man fik en lille en.

Folk sagde, at når en kalv blev født, kunne det være svært at få den til at drikke. Så skulle man bare sætte en kasket fra en banemand på kalven, så skulle den nok begynde at drikke.

Lønnen var ikke noget at prale af. Det gav betydelig mere, at være ansat på statsbanen. De betalte tariffen.

Til at køre og betjene toget var der på amtsbanen en lokomotivfører, en fyrbøder og en Schaffner eller togfører som billetterede. Det kørende personale var stationeret i Aabenraa. Det var som oftest tyskere, som var kommet sydfra.

 

En lille
én 

Ved hver station skulle togføreren ind og give besked om ankomst gennem bane-telfonlinjen. Der var ofte gods, som skulle læsses af eller på. Mens læssearbejdet stod på, var det nærliggende at togpersonalet fik en snak i krostuen og en kaffepunch eller to til snakken.

Der går dog også flere historier på, at toget var forsinket, fordi togpersonalet kom for godt i gang i krostuen. Når toget var ankommet til Aslev Kro, og det her
var fest, ja så ringede togføreren og sagde, at man var ankommet til Løgumkloster. Derefter gik man ind og festede.

 

Rødekro – Løgumkloster Jernbane (Kloster – banen)

Banen fik en meget kort levetid. Den var i drift fra 3. oktober 1927 til 15. maj 1936. Det var en statsbane, der var anlagt på en del af den gamle privatbane. Men der var lagt nye skinner, da sporvidden var den normale. Særlig den vestlige del fulgte den smalsporede Aabenraa Amts Jernbaner

Arbejdslønnen var 4 kroner om dagen, men under anlægsarbejderne opstod der strejke. Lønnen blev hævet til 5 kroner.

 

Strækningen blev afkortet

Strækningen blev bygget med hjemmel i Jernbaneloven af 29. marts 1924. Ministeren for offentlige arbejder blev bemyndiget for statskassens regning at anlægge og drive en normalsporet jernbane fra Rødekro til Løgumkloster til afløsning for den gamle amtsbane fra Hovslund til Løgumkloster. Forbindelsen mellem mellem hovedbane-nettet og lokalbanen blev dermed flyttet 7 km mod syd fra Hovslund til Rødekro.

Strækningen mellem Aabenraa og Løgumkloster blev afkortet med 17 kilometer. Oprindeligt var det tanken at banen skulle videreføres fra Bredebro til Ballum. Men tanken blev dog hurtig opgivet igen.

 

Hastighed på  70 kilometer

De nye skinner tillod en maksimalfart over 70 kilometer i timen. Men denne hastighed havde man dog betænkeligheder med. Banen blev kun indhegnet med privat grund og anlagt med ubevogtede overskæringer.

Oversigtsforholdene var heller ikke lige gode. Der blev ved en del private veje anbragt led. Disse forhold bevirkede, at man kun ville tillade en maksimal hastighed på 45 kilometer i timen. Banen blev ikke forsynet med telegraf, men med en enkelt telefonlinje. Vedligeholdelsen foregik efter banevagt-systemet. 7 banevagter blev fordelt på 3 flyvende kolonner med faste stationer i Rødekro, Bedsted, Løgum og Løgumkloster. Til banevagtsformændene opførtes tjenesteboliger.

Da anlægsarbejderne var færdige i 1930 var der brugt 2,074 millioner kroner.

 

Modtagelse kold og tør 

Pressen blev inviteret med på en introduktionstur den 1. oktober. Toget udgik fra Aabenraa og trafikinspektøren for de sønderjyske statsbaner, A.J. Joest,
Aabenraa, fortalte om den nye bane og dens fine og nye materiel, som han ventede sig meget af. DSB havde ofret næsten 400.000 kr. til motorlokomotiver og personvogne.

På indvielsesdagen den 2. oktober 1927 afgik toget med ca. 100 indbudte personer med trafikminister Stenballe og DSB´s generaldirektør Andersen Alstrup
i spidsen.

Overalt var der pyntet med flag og guirlander på stationerne undervejs. Men fremmødet var noget beskedent. Befolkningen var ikke rigtig blevet informeret om indvielsen.

En lærer fra Hellevad syntes, at Perles modtagelse i hans by var kold og tør.

 

Takstnedsættelse

Den officielle start var den 3. oktober. Befolkningen var tilfredse med taksterne. En billet fra Løgumkloster til Aabenraa kostede nu kun 1,80 kr. mod 3,70 kr. med den gamle amtsbane. Men dengang fik man så en længere tur over Løjt Land.

Køreplanen for den nye Klosterbane betød en stor forbedring for Løgumkloster og byerne øst for. Der var skabt gode forbindelser med hoved-banen Fredericia – Padborg samt mellem Rødekro og Aabenraa.

 

Det ”Fine” tog

I årene 1927 – 1930 kørtes der fem daglige tog-par på strækningen Rødekro – Løgumkloster og to tog-par på strækningen Løgumkloster – Bredebro.

Fra 15. maj 1930 indsattes et damptog – par fra Aabenraa til Bredebro. Det var helt nyt materiel med både 2. klasses og 3. klasses tog. Alle de øvrige tog havde kun 3. klasse. Dette tog, som blev kaldt Det fine Tog forsvandt i 1933. Driftsomkostningerne var for store i forhold til passagerantal.

Fra 1934 gennemførtes et tog fra Tønder via Løgumkloster til Aabenraa, men ikke i modsat retning.

 

Underskud

I DSB var man ikke så begejstret over driften. Det kunne ikke svare sig. Allerede i 1923 var biltrafikken tiltaget og var blevet en alvorlig konkurrent til banerne. Når der alligevel blev vedtaget at anlægge Klosterbanen skyldes det nok nationale hensyn. Man havde også håbet at banen kunne udvikle sig til en slags kulturbane.

I 1931 -32 var Klosterbanens indtægt ca. 133.000 kr. men driftsudgifterne var ca. 275.000 kr.

 

En kort levetid

Fra Bredebro, hvor der var forbindelse til Tønder – Vedsted strækningen blev der ført en bane til Løgumkloster. Det skete allerede i 1888. Derfra gik det så via Rødekro direkte til Aabenraa.

Hele strækningen har dog den tvivlsomme rekord, at være Danmarks mest kort eksisterende jernbanestrækning.  Og der er vel ikke helt korrekt. Var det ikke noget med, at strækningen Hvalsø – Frederikssund havde en kortere levetid.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du283 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Tog til Aabenraa
• Tog til Tønder (under Tønder)
• Sidste tog fra Højer (under Højer)
• Dæmningen – syd for Højer (under Højer)

Redigeret 11.01.2022

 

Læs sagnet om Hother. I en krønike kan man læse ”Hvad folk mangler i Sild, kan de hente i Højer”. En pyroman var løs i 1757. Rådmænd blev afsat. Og så  gav man 100 mk til et luftskib, der skulle flyve over Højer. Aflønningen af præster var kompliceret.  Læs om mantel  – penge og de stakkels præsteenker. Der blev klaget over degnen i 1790. Læs også pastorens synspunkter om fattighjælpen 

Sagnet om Hother

Fra gammel tid hed sognet Höthær, Hötre, Hodersse, Hoder, Huder, Höwer.

Navnet Høthær stod opført i Valdemars Jordebog  i 1231. Og dette navn stammer fra Hother,  som skal have grundlagt Højer. Han har levet i folkevandringstiden, da angelsakserne drog til
England.  Hother stammede fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather. Det var ham, der grundlagde Haderslev.

Brødrene kom i en voldsom strid. Hather vandt og Hother flygtede vestpå. Han slog sig ned og grundlagde en by, Hothærby.

I et gammelt frisisk sogn, bliver Hothær kaldet konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning, buekunst og svømning. Også inden for musikken var han enestående. Andre, blandt andet hans fjender, kaldte ham for en dranker samt vellystning.

På samme tid levede der på  egnen en anden stærk kæmpe ved navn Balder. Han var gift med Nanna. Hun var den skønneste af alle frisiske kvinder, datter af Gevers den Rige. Hother
ville også gerne have haft fat i hende. Der kom til en kamp, der endte uafgjort. Hother var dog gudinden Hels yndling. Hun skænkede ham en hug – og stiksikker rustning. Hun gav også Hother nogle tips, hvordan Balder kunne bekæmpes.

Så faldt Balder og Hother giftede sig med Nanna.

Balders bror, den vældige kæmpe Boh havde længe været til søs. I Listerdyb fik han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden har sandbanken heddet Hingsten.

Hother var ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh fik hurtig gjort ende på ham. Således døde Hother i år 482.

 

Elbens udmunding

Der er ellers mange gisninger om, hvad navnet egentlig betyder. Tange, vand, hav og højdepunkt, en høj bred, høj strand eller munding. Og det sidste navn er interessant. Formodninger
går nemlig på, at Elbens udmunding skal henlægges til Højer. Det fremgår af et kort fra 1240 over Nordfrisland.

Gudskog Sø  og en række søer, der findes i Ditmarsken skulle så være rester af en af Elbens arme. Listerdyb skulle så være Elbens munding

 

Sild var landfast med Højer

Kigger man på det omtalte kort, ja så må Vadehavet være en stor kirkegård med forsvundne moser, skove og byer. Ja, tænk øen Sild og Højer har haft landforbindelse. En krønike fortæller således:

• Hvad folk ikke havde på  Sild, hvor de boede, det kunne de hente i Højer med deres hestevogne. Når de kørte om morgenen, kunne de samme dags aften vende tilbage til deres egne huse. Så kort var afstanden, at man ved laveste ebbe mageligt kunne køre over med hestevogn, ja endda vandre til fods.

Helena testamenterede sit jordegods

Vi har i en tidligere artikel beskrevet Højer Kirke. Men interessant er det, at der allerede i 1300 tallet eksisterer en kirke i Højer. Således også fra 1383, hvor ridder Johan Hviddings datter Helena testamenterer alt sit jordegods i Højer og Skast sogne til Højer herred.  Alt tyder dog på, at der allerede i 1100tallet lå en kirke i Højer.

 

Hvornår blev Højer kronegods?

Hvornår Højer blev kronegods vides ikke. Det må have været omkring 1230. Byen forblev under Valdemar Sejrs besiddelse ind til hans død i 1241. Af hans sønner, blev Erik hans efterfølger, mens Abel fik hertugdømmet Slesvig. Højer skulle have fået sine birkerettigheder af kong Christoffer i Nyborg i 1269. Men dette kan ikke passe, da Christoffer var myrdet ti år tidligere. Denne ret er antagelig ældre, og birkeretten er antagelig blevet nærmere bestemt i 1269.

Men i mange år fremover har der været kamp om Højer mellem de kongelige og hertuglige  familier.

 

Herredsret

Højer Herred havde sin særlige herredsret. Den bestod af herredsfogeden og otte sandemænd samt tingskriveren. Fra gammel tid blev herredstinget holdt under åben himmel. Gamle stednavne nord for Højer vidner stadig om dette, Tinghøj, Tingdal og Tingvej. Retterstedet blev meget praktisk kaldt Galgehøj. Og galgen stod der endnu i 1770. Senere blev herredstinget afholdt på Højkro.

 

Birkeret

Fra ældgammel tid havde Højer birkeretten. Møde – og tingstedet lå Torvet 7. Længe stod der en skampæl med halsjern på Torvet ved kirkegårdsmuren. Ikke alle Højers beboere var tingpligtige. Tre gårde og 17 kådnersteder tilhørte Schackenborg.

Højer har i århundrede tilhørt de blandede distrikter. På de fleste ejendomme gjaldt Jyske Lov. På de Schackenborgske ejendomme gjaldt Christian den Femtes lovbog. Og for at gøre forvirringen fuldstændig, så gjaldt Nordstrands Landret på de koge, der tilhørte Højer Sogn.

Når et barn var født, måtte man undersøge på hvilken grund, det var sket, og i nogle tilfælde, hvilket værelse. Det havde noget at gøre med forsørgelsesrettigheder.

Højer beholdt birkeretten helt til 1864. Selv om de sidste herreds – og birkefogeder boede i Tønder, blev birketinget altid afholdt i Højer.

 

Adelsslægten

Adelsslægten Snafs havde store besiddelser i Højer og omegn. Hele 17 gårde ejede man. De omtaltes i 1315, hvor de blandt andet ejede Kjærgaard. Familiens våben var tre kronede jomfruhoveder i rødt felt og et lignende hoved på hjelmen. Familien synes at være uddød i begyndelsen af 1400 tallet. Det sidst kendte familiemedlem var enke efter Otto Snafs. Hun hed Henrike van Hemskere og menes at have boet i Ribe omkring 1442.

Bispestolen i Ribe overtog familiens store besiddelser.

 

Indrømmelse fra hertugen

Højer har været meget fremadstræbende, men gang på gang stødte man på modstand fra Tønder, der havde købstadrettighederne. Man klagede over den store afstand og de dårlige veje til Tønder. Men i 1706 skete der endelig noget. Den 8. maj 1706 lød der følgende tilsagn fra fyrstinde Hedewig Sophie og fyrst Christian August:

• at når de til det stedlige amtskammer afgiver en skriftlig erklæring om, at de foruden de afgifter, som de allerede hvert år betaler til amtsregistret for krohold og høkervirksomhed,
  vil betale de tilsvarende skyldige afgifter i kroner , da vil birkeretten beskytte allehånde kræmmere og håndværkere, som måtte nedsætte sig. De stedlige undersåtter skal desuden holdes til ikke at købe deres øl, brændevin og øvrige høkervarer hos andre end de fyrstelige bryggere, der befinder sig i området, og ingen andre end disse har tilladelse til at holde kro og gæstgiveri.

Hvad de ønskede to kreaturmarkeder angår, har disse ingen forbindelse med denne sag og man må derom indgive en særskilt ansøgning og afvente nærmere besked.

Bekræftet under det fortrykte og højfyrstelige segl. Givet på  residens Gottorp den 8. maj 1706.

30 år senere tildelte håndeværker – og handelsretten indbyggerne i Højer birk et særligt kongeligt privilegium, som blev udstedt af Christian den Sjette. Privilegiet blev senere bekræftet af Frederik den femte i 1747.

 

En pyroman er løs 

I 1757 blev Højer med kort mellemrum hjemsøgt af to brande, hvorved et betydeligt antal huse blev lagt i aske. Der var åbenbart en pyroman på bane. En dusør på 100 rthr for pågribelse af brandstifteren blev udlovet.

Under krigen mod England, led man meget i Højer. Selv store kogsgårde havde svært ved at klare sig. Da Højer skulle betale 3.000 specier til tvangslån, indgav rådmændene på indbyggernes vegne ansøgning om, at summen måtte blive nedsat til det halve. Man havde simpelthen ingen penge. Pengemanglen var nærmest total.

 

Besøg af kongen

Den 3. september 1822 fik Højer af Frederik den Sjette endelig lov til at afholde kreatur – heste – og fåremarked. Samtidig forhandlede man om anlæggelse af en losse – og ladeplads til fremme af handel og skibsfart.  Den gik under betegnelsen Den gamle losseplads. Det var også her, hvor Frederik den Sjette steg i land, da han havde været på besøg på halligerne, der var
blevet hjemsøgt af stormflod. Den 12. august 1830 var flere af Højers beboere stillet for birkeretten på grund af tumulter.

 

Rådmænd blev afsat

Der blev kæmpet inderligt fra Højers side for at blive en lavsberettiget flække. De lokale forretningsfolk havde store vanskeligheder med at få deres varer ind på fremmede markeder.Efter mange års kamp, fik man endelig i 1842 et apotek. Nørremarken blev reguleret  og i 1843 blev spare – og lånekassen oprettet.

Krigen 1848 – 1850 fik stor betydning for byen. De hidtidige rådmænd blev afsat på–    grund af deres under det i 1848 og 1849 stedfundne oprør imod konge og fædreland udviste forhold.

Efter afslutningen af krigen i 1864 blev de gamle rådmænd igen indsat.

 

Nue regler for borgerret

Den 19. august 1869 blev Højer hjemsøgt af en brand. 16 huse blev ødelagt. Samme år indførtes almindelig stadsordning. En by-forstander blev valgt for seks år. Rådmændenes
antal blev nedsat til to. Man vedtog nye regler for erhvervelse af borgerret:

1. Man skulle eje et hus i flækkens
   område, som blev vurderet til en årlig bygningsskat på to thr.
2. Man skulle drive et erhverv,
   hvoraf der opkræve en årlig erhvervsskat på fire thr
3. Man skulle betale en årlig
   klasseskat på tre thr.

 

Et sygehus i Ny Frederikskog

I 1883 blev der anlagt en ekstra dampskibsbro. Der skulle indsættes et dampskib mere på ruten mellem Højer og Sild.

Endelig fik Højer landevejsforbindelse til Ballum og i 1885 blev vejen til slusen anlagt.

I 1891 blev der vedtaget at optage et lån på godt 30.000 mk som bidrag til oprettelse af jernbanen mellem Højer og Tønder. Denne bane blev åbnet i 1892. Samme år skulle der opføres en barak i parcel nr. 2 i Ny Frederikskog. Tanken var at indlægge folk her, der kom her til med kolera eller som var mistænkt for at være smittet.

 

Lys i Højer

Allerede i 1896 anlagde man den tredje dampskibsbro. I 1901 blev der anlagt et andelsmejeri. I 1903 fik byen også et elektricitetsværk. Det blev bygget af fabrikant Bastiansen.
Nu kom der sandelig også elektrisk gadebelysning på Torvet. En buelampe fik en kort levetid. I gaderne opsattes glødelamper. Sejlrenden blev uddybet og  først i 1908 fik byen sit eget våben .

 

100 mk. Til et luftskib

I 1910 bevilligede man et fast bolværk ved havnen. Anløbsbroerne var beskadiget ved stormflod. Og sandelig i 1912 blev borgmesteren bemyndiget til at betale indtil 100 mk. For at få luftskibet Victoria Louise til at flyve i en sløjfe ind over byen.  De følgende år blev der foretaget omfattende brolægninger på byens gader.

I 1914 blev det besluttet at yde trængende familier til værnepligtige, der var indkaldt under krigen støtte fra byens kasse.

Et kvarter for soldater blev oprettet og byen måtte betale for fremstilling af senge. I forvejen havde Højer en soldaterlejr.

Byen tegnede sig for 5.000 mk til oprettelse af Det Slesvig Holstenske Fodermelsfabrik. Udbygningen af vejen mellem Højer og Rudbøl blev foretaget som nødhjælpsarbejde i 1919.

 

Lønforhøjelse

Og så var det blevet dyrere at leve. Det havde man også opdaget i Højer. Dyrtidstillæggene blev forhøjet i 1920.

• Borgmester Johansen fra 2.600 til 5.000 mk.
• -Flækkekasserer Matthiesen fra 1.500 til 2.700 mk.
• -Kontormedhjælper Christiansen fra 1.800 til 2.700 mk.
• – Politibetjent Würdemann fra 1.500 til 3.000 mk.
• – Havnemester Matzen og arbejder P. Friedrichsen måtte nøjes med en forhøjelse på 300 mk.

Grave fra 1100 – tallet

Går man en tur på kirkegården i Højer, kan man se rester af min slægt. Her er inskriptioner på både tysk og dansk – Brodersen, Petersen, Tønder, Bruhn. Det er både tætte og fjerne efterkommere. Vi har i tidligere artikler omtalt kirkegården.

Da man skulle anlægge centralvarme i kælderen i Højer Kirke, fandt man i halvanden meters dybde tre stenkister. De menes, at stamme tilbage helt fra 11 – 1200 tallet. Desværre har man som mange andre steder, fjernet mange af de gamle familie-gravstene på kirkegården i Højer. Disse sten er blevet brugt foran de gamle huses indgangspartier rundt om i Højer.

 

Højers største begravelse

Ved sydsiden af Højer Kirke står et mindesmærke. Det er den såkaldte amtmandssten, som i 1820erne blev rejst på amtmand Ernst Albrecht von Betouchs grav. Han havde i sin tid modtaget mange hædersbeviser. Som ti – årig blev han page til Frederik den Fjerdes hof.

Han fik blandt andet St. Stanislav – ordenen. Han blev amtmand i Tønder, overborgmester og meget mere.

Da han efter eget ønske blev begravet i Højer den 27. december 1815 fulgte et stort følge med fra Tønder. Højer oplevede et af de største begravelser nogensinde. I følget var Friedrichsgarden. Ligvognen var forspændt med seks heste.

Ti hvidklædte unge piger spredte blomster, og under sørgemusik blev kisten båret ind i et overfyldt kirke.

 

Aflønningen af præster i Højer

Vi hører allerede om en præstegård omkring 1588. det vil sige, der havde ligget en i forvejen. En ny blev opført i 1803 og udbygget i 1861.

En udførlig kontrakt blev udarbejdet med hensyn til, hvordan præsten skulle passe gården, og hvilke udgifter, der påhvilede ham.

Aflønningen af Højers præst var også kompliceret dengang. Således var de kådnere, der boede på præstegårdsjord forpligtet til at yde hver fem dages arbejde om året for præsten. Desuden skulle de hver år betale henholdsvis 4 og 6 skilling i grundskyld. Et legat indstiftet af tidligere herredsfoged Peter Hansen, var også med til at forsøde præstens tilværelse.

Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 6 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 – 2 mk. Tjenstekarle gav 12 sk. Og tjenestepiger 8 sk. Samtlige beboere i Højer gav til Mikkelsdag en lille pengegave. Boelsmænd gav 4 sk og en kådner 2 sk.

Menigheden i landsognet ( Ved Gaden og Rudbøl) gav en lille pengegave, lige efter pinse. Her gav en boelsmand 12 sk og en kådner 4 – 6 sk. Og sådan kunne man blive ved. Det hele var reguleret. Men det må sandelig have været svær at holde rede på, hvem der betalte og hvem der ikke gjorde.

 

Mantel – penge

Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført en ordning, man kaldte for mantel – penge( I den forbindelse må mantel betyde præstekjole, normal betyder mantel på sønderjysk, frakke).

Præsten slap dog for at betale kirkestol til hustru, børn og tyende. Skulle beboere fra Ved Gaden og Rudbøl bruge præsten, måtte de selv sørge for at afhente ham.

For ligprædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse til 8 mark. Var man velhavende, så måtte man betale fra 12 – 48 mark. Skulle man bruge attester kunne man betale efter behag.

I tidligere artikler har vi nævnt problemer med den hertugelige provst i Tønder og bispestolen i Ribe med hensyn til, hvem der bestemte i Højer Herred.

 

De stakkels præsteenker

Nu fandtes der ingen pensionsordninger for præster og deres familie dengang. Således skrev en præsteenke fra Højer til hertugen i 1592. Hertugen, Johannes Adolf af Gottorp svarede:

• Eftersom vi i nåde, ønsker at hjælpe denne enke, bør der findes en lærd og kvalificeret mand, som vil gifte sig med hende og overtage præsteembedet, så både at han og hun kan blive ved kaldet. Dog skal den, der vil gifte sig med enken, overtage tjenesten, være kvalificeret dertil. Så der intet bliver at udsætte på ham og først og fremmest skal han omgås fredeligt med menigheden.

Enken blev takket være hertugen gift med sin mands efterfølger Peterus Broderus fra Klixbøl.

 

Gift med barnebarn

Men det var nu ikke første gang, at hertugerne hjalp til en tålelig tilværelse for præsteenkerne. Pastor Brodersen (hvis ikke i familie med ham) døde den 25. februar 1537. Han havde været præst i 44 år. Hans enke overlevede også hendes anden mand. Hun var en resolut dame, og sendte en ny ansøgning til hertugen. Denne gang hertug Frederik den Tredje af Gottorp. Hendes mands efterfølger måtte nu ægte hendes barnebarn.

 

Klage over degnen

Den første degn i Højer omtales allerede i 1550.

Og det var ikke altid let at være degn i Højer. 28 borgere i byen var i 1790 blevet bedt om, at møde op til kirkevisitationen beskyldt for at vise foragt over for skolen. Men de beklagede sig i degnens påhør over hans forsømmelighed og hans forargelige levned. Det resulterede i, at degnen fik en advarsel. I den beretning som pastor Schau hedder det:

1. Degnens sædelige vandel er ikke uangribelig. Det er for kendt til at kunne benægtes, og det kan hans anklagere give eksempler på. Det kan heller ikke nægtes, at han af og til forsømmer skolen, idet han tit giver børnene fri eller beskæftiger sig med andre ting, til trods for de advarsler, han har fået.
2. Degnen skal selv holde skolestuen ren og i orden, og når der er blevet klaget over dens tilstand, er det ikke helt med urette. Det har jeg selv konstateret.
3. Endelig må man sige, at 124 skolepligtige børn er temmelig mange for en skole, og efter min ringe mening ville det ikke være dårligt, om her som førhen, blev oprettet en biskole. Dels havde de utilfredse forældre så ingen undskyldning for, at deres børn forsømte skolen, dels ville degnen og skolemesteren konkurrere med hinanden, der havde den bedste skole, ville få de fleste elever.

 

Degnens forsvar

Degnen skrev et forsvarsskrift. Han mente, at beskyldningerne var løgnagtige. En dreng skulle have brækket benet i skolen. Degnen forklarede, at dette ikke skete af ond vilje, men ved
uforsigtighed, da skolemesteren satte ham hårdt mod gulvet.  Han forklarede videre, at han havde repareret meget på skolen. Han henviste til forordninger, der sagde, at dette job påhvilede sognet.

• Enhver ved, at en skoleholder er udsat for megen bagvaskelse. Snart tugtes børnene for meget, snart for lidt. Snart skal de her lære tysk, snart dansk. Lærer børnene godt, så
  skyldes det deres begavelse. Lærer de dårligt, så er det skolemesterens skyld. Af de 125 skolesøgende børn, der er opført på listen, er der kun 25, som regelmæssigt kommer i skolen. Hvordan skal en skolemester kunne lære dem noget, når de på en dag glemmer mere, end de kan lære på tre.

Degn med svag karakter

Jesz Diedrichsen blev degn i Højer i 1826. For at spare penge var han også ansat som organist. Valget foregik i Højer Kirke. Han havde tidligere fungeret i Rudbøl. Og nu påstod onde tunger, at dem fra Rudbøl udelukkende stemte på ham, for at blive af med ham.

Pastor Sönnichsen indsendte en beretning om ham ved generalvisitationen den 31. maj 1836:

• Han fik anden karakter ved sin afgang fra Tønder Seminarium. Han har kun mådelige anlæg for sang. Han stemme mangler klang og smidighed.
• Tidligere var han forfalden til drik. Men det har han dog overstået. Han er blevet åndelig afstumpet og har mistet lyst og indre tilskyndelse til sin gerning i skolen.
• Han er ellers et godmodigt menneske, men med en svag karakter. Hans skole yder ikke meget

 

De fattige i Højer

I 1710 hører man første gang om socialhjælp i Højer. I kirken samles der ind til de fattige og i byen har man indført Wandeltisch (omgangsbespisning). Det betød at de fattige blev bespist af de bedrestillede borgere.

Pengene fra kirken blev brugt til skolepenge til de fattige, samt ligkister til fattigfolk. Resten af pengene gik til fattigforsørgelse og blev administreret af fattigforstanderen.

En forordning fra 1736 regulerede fattigvæsnet. Således skulle fattige, der ikke havde noget at gøre i kommunen smides ud. Men der var undtagelser. Hvis der var personer, som kunne forelægge anbefalingsskrivelser eller bønskrifter, så skulle disse hjælpes. Det samme gjaldt for lærere, præster, studenter eller professorer, der var blevet fordrevet på grund af krig.

 

Pastorens syn på de fattige

I anden halvdel af 1700tallet blev der bygget et fattighus i Højer. Det brændte i 1822. Et nyt blev bygget i 1829. I den vestlige del af byen havde der også ligget et fattighus. Det blev ødelagt af en stormflod i 1825.

I en visitatsberetning skrev pastor Sönnichsen:

• Indtil 1829 fik de fattige for største delen kontante penge i understøttelse, og nogen af dem fik desuden fri bolig i et fattighus et lille stykke fra byen. Denne form for fattigforsorg blev mere og mere uheldig, fordi de pågældende bortødslede pengene på unødige nydelser, købte især brændevin for dem, og de, som boede i fattighuset uden særligt opsyn, drak med hinanden og kom i strid og spektakel, som vel af og til udartede til slagsmål. Disse mennesker blev mere og mere moralsk fordærvede. De tiggede til deres underhold, fordi de brugte deres understøttelse så dårligt. Hele flokke drog tiggende fra hus til hus, og i deres pjaltede tøj var det et ynkeligt syn. Den opvoksende ungdom i disse familier blev derved opdraget på en måde, så de i enhver henseende blev forsømt og i fremtiden let ville komme til at ligge kommunen til byrde, og deres behov for hjælp kunne i nogle særlig forsumpede fattiglemmer let blive arvelig. For at afhjælpe denne slette tilstand planlagde man at bygge et arbejds – og fattighus.

Regler i Fattighuset

Det nye fattighus indeholdt 28 senge. Og her var der også regler, der skulle overholdes.

1. Han skal vise streng lydighed over for kommissionen, navnlig forstanderen og især den daglige opsynsmand og – kvinde.
2. Han skal vedblivende beflitte sig på en ordentlig, ædruelig og sædelig livsførelse.
3. Han skal holde tøj og linned rent og ordentligt
4. Han skal undgå alle stridigheder og alt klammerier og opføre sig roligt og fredeligt
5. Han må ikke gå ud af huset og fjerne sig fra dette uden opsynets vidende og tilladelse
6. Hvis sygdom ikke hindrer ham deri, skal han uafbrudt overholde den fastansatte arbejdstid, lægge alle sine kræfter i det tildelte arbejde og derunder opføre sig roligt og uforstyrret.
7. Han skal tage til takke med mad og drikke, som han får det i anstalten.
8. Han skal gå i kirke hver søndag og gå hjem, så snart gudstjenesten er forbi. Han skal gå til alters på de sædvanlige tider af kirkeåret.

Børnene glemte man sandelig heller ikke. Den gode opdragelse var væsentlig. Forstanderen, opsynsmanden og dennes kone skulle betragtes som forældre. De skulle være flittige og uafbrudt gå i skole. Børnene skulle tugtes, når de var uartige.

 

Ølkanden blev fjernet

Ret hurtig fandt man ud af, at ølkanden skulle fjernes. Nu var det kun tilladt, at få øl til grøden om morgenen og om aftenen. Vandspanden forsynet med vand og drikkekrus, skulle erstatte ølkanden. Egnede alumner blev sendt i byen for at sælge de ting, man havde fremstillet i huset, som tændstikker, blegepinde, børster og lignende.

Tilstrømningen til huset oversteg alle forventninger, hvis det kan udtrykkes på den måde. I 1831 var der således 55 fattige i huset.

Kilde:

• Litteratur Højer
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:-

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 77 artikler fra Højer: 
• Anekdoter fra Højer
• Dengang i Højer
• Højers historie
• En vogn fra Højer og mange flere 

Redigeret 15-10-2021

Hollændere og frisere byggede herude. Hvornår forsvandt Vester Anflod Kirke? Et stort dige-byggeri mislykkedes. Rudbøl skulle have været en fristad. Klager over fiskerne, der var skyld i oversvømmelse. Der var skoleundervisning allerede i 1710. Advarsel: ”danskerne kommer”. En stor brand i 1862, og pludselig dukker 17 skeletter op.

 

Hollændere  og frisere

De første bosættere har angiveligt været hollændere og frisere, som var vant ti at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold. Inden afvandingen var området et sandt
vandlandskab. Der opstod øer overalt. Antallet af værfter (forhøjninger) har været mange, og alle har været navngivet. Når stormfloder ødelagde værfter eller at de ikke var bygget store nok, anlagde man nye eller byggede dem endnu højere.

Disse værfter var ikke blot bygget af  opkastet klægjord. De bestod også af nedrammede pæle og et pakværk der bestod af ris og gødning. Rester af brønde er også fundet.

 

Rå  og smidige

Saxo beskrev befolkningen på en meget rammende måde:

• Indbyggerne som er rå  og med smidige kroppe, forsmår den svære rustning. De omgiver deres marker med vandgrave og springer over dem ved hjælp af springstokke. Deres huse opførerde på høje af opkastet jord

Det spøgte

Fra gammel tid hørte landsbyerne Rudbøl, Poppenbøl og Gaden til Vester Anflod Kirke. Hvornår kirken blev bygget, vides ikke. Angivelig skulle kirken have ligget på det værft, hvor Momme Bossen senere boede.

Da landevejen fra Rudbøl Klinkechaussé til Højer Dige blev anlagt fandt man nogle store sten ved udgravningen. Måske var det rester af den forsvundne kirke. Man sagde også for cirka
100 år siden, at det spøgte på stedet. Man skulle lægge øret mod jorden for at prøve, om man kunne høre noget.

 

Ved Vidåens delta

Dengang i begyndelsen af 1200 – tallet eksisterede kirken i hvert fald under navnet Andæflyt. Et  kirkeligt dokument fra 1233 afslører dette. Efter signende skulle beboerne i sognet have væsentlige forpligtelser over for biskoppen. I dokumentet er det også en interessant bemærkning om frisere. Det må antages, at være frisere fra Holland, der har bosat sig ved Vidåens
munding.

Et dokument fra 1417 taler om hollændere i Ballum Marsken, der slog sig ned ved Brede-åens munding.

Navnet Andærflyt betyder Ved Strømmen, Ved Floden. Måske har det oprindelig været en frisisk bebyggelse. Vidåen dannede dengang en slags deltamunding. Sammenligner man med navnet Ved Gaden (An – der – Gaat) ses der en hvis lighed.

 

Hvornår forsvandt kirken?

I en gammel fortegnelse fra 1340 over de kirker, der tilhører Ribe, er der tilføjet med blæk ved Andæflyt Kirke ordet submersa. Dette ord betyder under havet.

Hvornår Vester Anflod Kirke gik under er der uenighed om. Det kan være sket under Grote Mandrenke i 1362. Måske er det først sket under Allehelgensfloden i 1436. Også denne stormflod fik betegnelsen Mandrenke (menneskedrukning).

Men kigger vi nu engang i Danmarks Adels Årbog i 1910 finder vi på side 441 en interessant meddelelse. Denne beskriver Familien Rosenkrantz stamtræ:

• Iver Petersen til Kogsbøl, som skal have været amtmand i Tønder, fik efter en stor oversvømmelse af den holsstenske greve kirken i Anflod, som ene stod tilbage og lagde den under Kogsbøl, købte af Peder Sture 6 gårde og 3 huse i Møgeltønder birk og af Mads Gjordsen til Solvig hans gårde i Hjerpsted og Nørre Sejerslev, skjøde 1436 med Godske Eriksen (Rosenkrantz) gods til Haderslev kapitel, beseglede 1446 til vitterlighed med væbneren Steenfeldt ………..

Stemmer dette, ja så forsvandt Vester Anflod Kirke ikke i 1362.

 

Tilsluttet Højer Kirke

Hertug Adolf overdrog kirken til ejeren af Kogsbøl, Iver Pedersen. Overleveringen fortæller at beboerne havde bestemt sig at slutte sig til Emmerlev. Men hvordan kunne det så det så være at sognet alligevel kom til Højer.

Jo de læssede alle værdigenstande inklusive alteret på en vogn for at tage dem til Emmerlev. Men da de nåede Højer ville hestene ikke videre. Det anså man som et tegn fra Gud. Og alteret blev placeret i Højer Kirke.

 

Dige-byggeri

Allerede i 1314 havde Erik Menved haft planer om at forbinde Horsbøl og Højer Herreder ved en dæmning fra Fegetasch til Rudbøl.  Men det første alvorlige forsøg på  at inddæmme Vidåen og anlægge diger, skete først i begyndelsen af 1500tallet. Det var Hertug Frederik af Gottorp, der i 1506 påtog sig den vanskelige opgave. Således arbejde han i syv år for at forbinde Horsbøl herred. Hertugen opholdt sig meget på stedet og boede under opholdet på Husumtoftmark. Den lå i nærheden af Ved Gaden. Herfra var der ca. 20 – 30 minutter til Rudbøldyb,
hvor arbejdet skulle foregå.

En af modstanderne var Matz Lützen, der ejede en hallig, som lå i Rudbøldyb. Han ville have, at dæmningen skulle gå sydligere, og i hvert fald ikke over hans jord. Han ville hugge halsen over på den første, der satte spaden i hans jord. Som følge af dette var det hertugen, der foretog det første spadestik.

 

Hold øje og få øl 

Jeg lever endnu, sagde hertugen henvendt til Matz Lützen. De tog blev dog meget gode venner. Når der var godt vejr kom hertuginden også på besøg. Meget tyder på, at de på den tid opholdt sig meget på slottet i Tønder.

Hertugen var morgenmand, der skulle pukles fra morgenstunden. Som regel var han ude fra klokken 10. Så blev der spist under musikledsagelse. Fødevarerne lod han bringe fra Tønder.

Drikkevarerne fik man fra amtmand Claus von Ahlefeldt i Tønder. Det var nu ikke så meget vin, man drak. Det var øl, ikke fra Tønder, men hertugen foretrak øllet fra Ribe. Ofte blev de lokale bedt om at holde øje med vandet og byggeriet om natten. Som tak blev der stillet en tønde øl til rådighed.

 

Dæmningen brød sammen

For at skaffe afløb blev der bygget en stor sluse, 11 alen bred og 5 alen høj med opstander i midten. For at give dæmningen den fornødne fasthed, blev der rammet stærke pæle ned og på begge sider anbragt støttekasser.

I Rudbøl Dyb står endnu nogle af de pæle. Ved meget lav vandstand kan de ses. Bådsmændene i området vidste godt, hvor de er, og hvor man skulle tage sig i agt.   Pinsemorgen 1511 var diget og slusen færdig. For Tønder var det ikke en særlig god meddelelse. For første gang var man afskåret fra havet. Men det varede dog kun kort tid. Den 20. august brød dæmningen sammen midt i det gamle dyb. En voldsom stormflod havde ramt området.

 

Nyt forsøg 

Hertugen opgav dog ikke byggeriet. Fra slottet i Tønder befalede han, at der fra Sild skulle sendes ti bemandede og ti ubemandede skibe. Et antal skibe fra Før blev også befalet. Det viste sig dog at være umuligt at opføre en dæmning på samme sted.

Den anden dæmning har gået fra Rudbøl værft over Veltens sil i sydvestlig retning. Beboerne i Rudbøl har også fundet rester af denne dæmning.

Ved pinsetid 1513 var arbejdet fuldført, men allerede den 13. juli var også denne dæmning ødelagt. Denne gang undgik man heller ikke tab af menneskeliv. Seks – syv pælearbejdere
mistede deres liv. Hertugen opgav nu sin plan.

 

Diget blev færdig

Først 20 år efter genoptog hertugens søn, Hans den Ældre, dige-byggeriet. Befalingen er fra den 15. april 1544 og omfatter et nyt havdige mellem Kær herred, Højer herred, Tønder herred, Tønder by og Store Tønde.

Det var ikke en let opgave. Diget skulle gå fra Højer til Rudbøl og derfra i østlig retning over Vidåen ved Grippenfeld til den høje gest ved Grelsbøl. Den 6. juni 1566 stod det hele færdig.

 

Rudbøl skulle have egen mønt

Tønder var nu afskåret fra havet. Mindre skibe kunne godt gå gennem slusen, hvis de lagde masterne ned. Men Tønder fik endnu et chok. Hertug Frederik den Tredje havde store planer med Rudbøl.  En ny by skulle anlægges. Mellem Rudbøl og Flensborg skulle der anlægges en kanal. Otte år tidligere havde han anlagt Frederiksstad. Nu skulle en tilsvarende by anlægges i Rudbøl. Tilskyndelsen kom fra hollænderen Cornelius Clausen Pietal. Han havde været med til at anlægge Frederiksstad.

Rudbøl  skulle have sin egen mønt. Den skulle ikke befæstes, dog kunne en vold på 8 – 9 fod til beboernes beskyttelse, tillades. Hvert år skulle der betales 1 ½  rigsdaler pr. demant til hertugens kasse. Hollænderen fremhævede også  Rudbøls beliggenhed. Der var kun en mils vej til Listerdyb. Her skulle der opsættes sømærker og lystønder.

Der skulle bruges 11 skibe til arbejdet. Pietal havde gjort en ny opfindelse med sænkesluser, som her skulle afprøves. En stor ind-digning af forlandet indgik i planerne. Planerne blev opgivet med halvanden hundrede år senere genoptaget af kaptajn von Justi. Planerne blev ikke til noget. Først i 1692 blev forlandet inddiget, den såkaldte Gamle Frederikskog.

 

Klager over oversvømmelse

Flere gange klagede borgere i Rudbøl over oversvømmelser. Det skyldtes, at kanaler var blevet tilsandede og ikke kunne lede vandet væk. Den 4. maj 1686 klagede slusemester
Lorenz Lausen over ålefiskeriet. Det samme gør landboer i 1690. De mener, at fiskerne med deres net og ruser hindrede vandafløbet gennem sluserne. Hertug Frederik den Fjerde
var træt af de utallige klager så den 6. september 1697 udsendte han følgende forordning:

• Vi Frederik etc. bekendtgør følgende for alle og enhver, særlig fiskerne ved Rudbøl, at hensyn til bevarelsen af de mange kostbare sluser, der er anlagt ved Rudbøl, tillige med
  de tilhørende siler i Gudskog, for at de overflødige ferskvand kan komme bort, hvoraf samtlige omliggende landejendommes velfærd afhænger.

 

• Det er åbenbart, at fiskerne der ved at sætte utallige fiskegarn net og ruser inden for og uden for sluserne, hæmmer afledningen af det tilstrømmende vand, så at å-løbet derved tilslikkes, ligesom sluseportene og skodderne gøre ubrugelige ved hemmelige egenmægtige åbninger og indsætning af kiler. Af landsfaderlig omsorg påhviler det os i tide at forhindre alle den slags skader, og derfor befaler vi herved alvorligt, at ingen, hvem der inden måtte værre, må anbringe fiskegarn, ruser eller net inden for eller uden for sluserne,
  på de steder, hvor vandet skal have sit udløb. De må kun sættes og benyttes i passende afstand fra sluserne, og langt mindre må sluseportene åbnes og afspærres ved dag og nat. De, der forbryder sig mod dette straffes med en bøde på 50 rthr., som samtlige fiskere hæfter for. Derfor må vore embedsmænd og dige fogeder rette sig og føre tilsyn med, at disse
  bestemmelser efterleves.
• Således kundgjort under Hans Højfyrstelige Durchlauchitigheds her påtrykte fyrstelige segl.

Afvandingsforholdene blev endnu dårligere ved de senere ind-digninger af Frederikskog og Rudbølkog. Den sidste blev inddiget i 1715. Indtil da var sluserne ved Rudbøl havsluser. Fra 1715 til 1863 var havsluserne i Rudbølkogs diger. Siden 1861 er slusen og dermed også havnen ved Højer.

 

Poppenbøl 

Poppenbøl værft havde et temmelig stort omfang. Indtil 1899 har den været en meter højere på midten. Stedet er den mindste af de tre bebyggelser, der hører til sognet. Allerede i 1443 nævnes stedet i et dokument. I 1695 nævnes Sievert Fink, Sönke Bossen og Goddert Hansen.
Sidstnævnte blev ved giftemål også ejer af fæstegodset Søndergårde.  I 1769 var der her to gårde og to huse med 22 beboere. Omkring 1830/1840 var der to gårde og tre husmandssteder.

 

Ved Gaden

Af beboere i Ved Gaden nævnes Johan Fink, Moritz Moritzen, Moritz Tollsen, Nisz Hansen, Nisz Ericksen, Nisz Thomsen og Lorentz Moritzens arvinger.

En af gårdene nævnes allerede i 1440. Den hed tidligere Husumtoftmark og havde privilegier. Stedet blev omtalt som Gaate. Og åbenbart har en beboerne på stedet været Dankwerth.
Her boede Hertug Frederik, da han forsøgte at bygge diger. I 1769 var her fem gårde og fem huse med 52 beboere.

Muligvis har historiker misforstået det gamle navn An – dæ – Flyt, der betyder Ved strømmen. Her lå som skrevet den forsvundne kirke.

 

Mysteriet om kirken

I 1769 havde Rudbøl 8 gårde, 21 kådnere og 12 indsiddere med i alt 221 indbyggere. Her boede også to Schackenborg – kådnere, som ikke havde græsningsret. Kigger man på Meyers
kort fra 1659 så er Rudbøl opført som en kirkeby. Det har Rudbøl aldrig været. Lidt indviklet er det også, for gårdene Vesteranflod og Vesterfelt hørte til Møgeltønder. Måske er det derfor, at man er uenige om placeringen af den meget omtalte kirke Vester Anflod Kirke (An dæ Flyt). Kirken har antagelig været brugt i mindst 150 år, inden vandet tog den.

 

Skoleundervisning i 1710

I en beretning fra 1710 kunne Pastor Caspar Petraeus berette om, at der ingen skolebygninger fandtes i Rudbøl. Undervisningen foregik i en stue lejet i et hus. Der betaltes en halv rthr. For hvert barn. Man havde en ordning, som blev kaldt Wandeltisch (omgangsbespisning). Læreren fik sin kost ved at gå på omgang hos de skolesøgende børns forældre i en bestemt rækkefølge.

 

Regler for undervisning

I 1801 blev der kigget på skoleforholdene i Rudbøl. Man konstaterede at biskolen ikke kunne slås sammen med andre skoler på grund af dens beliggenhed. Der var for få skolesøgende
og forældrene var ofte ubemidlede. Skolen kunne ikke ophøjes til distriktsskole, man måtte beholde sin nuværende status. Der var dog nogle regler, der skulle overholdes.

1. Enten skal den dårlige skolestue, som koster en anselig årlig leje, grundig istandsættes eller også må lodsejerne bygge en ny.
2. Skolelæreren skal nu som før udnævnes af provsten
3. Efter allerhøjeste påbud kan ”Wandeltisch – ordningen” ikke mere tillades. Derfor skal der fastsættes en årlig løn til læreren. Den skal være stor nok til at han selv kan holde sig selv med kost, altså mindst 70 – 80 mark, hvortil alle interesserede uden forskel, skal betale deres andel.
4. Der skal holdes skole både sommer og vinter
5. Der skal sørges for den nødvendige opvarmning af skolestuen. De to små landsbyer Poppenbøl og Gaden kan på grund af deres beliggenhed ikke tilsluttes nogen skoledistrikt og de
   kan ikke pålægges afgifter til andre skolekommuner.

 

Med disse regler blev det pålagt forældrene at ansætte huslærer eller selv sørge for deres børns undervisning, når de boede i Poppenbøl og Ved Gaden. Min mor, der tjente på Poppenbøl,
fortalte, at der på gården var et værelse, man kaldte for skolestuen.

 

Udnævnt som distriktskole

Tretten år senere blev biskolen i Rudbøl ændret til distriktsskole. Ved Gaden og Poppenbøl skulle fra nu af tilhøre Rudbøl Skolekommune. Rudbølkog skulle også indlemmes, men først efter, at man havde fået bygget en skole. Et specielt regulativ med hensyn til lærerens aflønning m.m. blev udarbejdet. Den nye skole blev først bygget i 1822. den blev opført i sten med stråtag. Den indeholdt en skolestue, der var otte meter bred, tre meter lang og to meter høj. Der var seks vinduer samt en tjenestebolig med to stuer, soveværelse, køkken, spisekammer
og stald.

 

Nye skoler

I 1882 blev der bygget en ny skole med skifertag, en rummelig skolestue og lærerbolig. Til dækning af udgifterne blev der optaget et lån på 11.000 mark, som skulle afdrages over 20 år.

Det var også det år, hvor den lille landsby Lust i Møgeltønder Sogn blev indlemmet i skolekommunen. De havde indtil da haft deres egen skole, den mindste i Tønder Amt. I 1923 blev den hidtidige skole indrettet til den tyske skoleafdeling. Der blev bygget en ny skole til den danske afdeling

Undervisningssproget var indtil 1865 udelukkende dansk. Men nu blev der påbudt, at der i mindst 12 ugentlige timer skulle være undervisning i tysk.

 

Læreren kunne ikke undervise på tysk

I 1875 besøgte pastor Schmidt skolen. Her var der interesse for, at der i samtlige timer skulle undervises i tysk. Det var den daværende lærer Thomsen dog ikke i stand til. Efter at denne havde fået ansættelse i Mellerup, blev der undervist på tysk undtagen i to timer om ugen.

 

Skole i Gammel Frederikskog

I 1819 blev der bygget et godt og solidt skolehus på det gamle Frederikskog – dige. Det lå ikke langt fra den gamle kogs – mølle. Tidligere lå der også en skole i området. I 1840 fik læreren 120 mark i kontantløn, tre tønder rug, tre tønder byg, seks læs tørv, ti læs hø til vinter-fodder og 2 ¾ demant skolejord.

Læreren havde desuden 100 får på forlandet. Det var der, hvor Ny Frederikskog kom til at ligge. Skolekommunen kom til at omfatte Gammel Frederikskog, Rudbølkog og fra 1864 Ny Frederikskog. Det var dog en af de mindste skoler i Tønder Amt.

 

Adelsdamen der gik konkurs

Omkring 1680 hed sognefogeden Hans Johann Heinrich von der Wisch. Han blev gift med Anna Dorthea Ivers Hans Johan var tillige digegreve. Han døde omkring 1700. Anna Dorthea
kom i så store økonomiske problemer, at hun kort tid efter blev erklæret konkurs.

Det ville jo også have gået sin vante gang, hvis det ikke havde været fordi at Anna Dorthea havde tømt bohavet for værdier. Det var borgmester Peter Preussens arvinger, der kom med disse anklager.

I Højer var der i år 1700 en herredsfoged Jürgen Detlef von der Wisch. Hvor stor indflydelse den adelige familie havde i området, har der indtil nu ikke været muligt at finde frem til.

I 1834 var der i Rudbøl to tømrere, to skomagere, to skræddere, en væver og en købmand. I 1900 var der kommet en gæstgiver til.

 

Danskerne kommer

Ikke mindre end 28 af Rudbøls unge mænd deltog i treårs – krigen. Sognefogeden forsøgte at beskytte de få dansksindede, der var tilbage på egnen. Da Slesvig – Holstenerne
i juli 1851 ikke mere kunne holde stand, rejste nogle af de største gårdejere syd på.

En eftermiddag lød der i Rudbøl:
–          danskerne kommer.

Fem – seks arbejdsvogne med soldater kørte ind i landsbyen. Sognefogeden trakterede soldaterne med smørrebrød, øl og snaps. Der blev foretaget husundersøgelser i samtlige boliger. Alle geværer og spyd blev taget med.

 

Sognefogeden blev anholdt

Men de danske soldater kom tilbage og anholdt sognefogeden. Via Højer og Tønder blev han indsat i fængslet i Flensborg. Han fik en elendig behandling i fængslet. Sammen med syv andre fanger blev han så transporteret med dampskib til København. Her delte han celle med en købmand Mallis fra Tønder.  Senere blev han transporteret tilbage til Flensborg og Tønder.
Da fængslet her var overfyldt, fik han lov til at bo hos en snedkermester Petersen. Han fik også lov til at spadsere i amtmandens have.

Hans ophold i Tønder  blev mere tålelig. De tysksindede besøgte ham, og hans familie fik også lov til dette. Efter tre måneder blev han frigivet. Hans borgerlige rettigheder var frataget ham, dem fik han først tilbage i 1860 med en erklæring at han havde lidt uskyldig.

 

Den store brand i 1862

I 1862 opstod der en stor brand, hvorved flere stråtækte huse i løbet af kort tid blev lagt i aske. Det var ved middagstid den 1. juni. To små drenge, som endnu ikke gik i skole, legede med hinanden. De samlede hø, halm og træ. De satte ild til det uden at ane, hvilke følger, det fik. Da alt var tørt, og da det blæste greb ilden hurtig om sig. Ikke mindre end 24 familier blev denne
dag hjemløse.

 

Knogler fra 17 mennesker

I sommeren 1884 fandt nogle arbejdsmænd fra Rudbøl som gravede ved Rudbøl Dyb, et antal menneske-knogler, øjensynlig fra 17 personer. Man mente at knoglerne stammede fra forulykkede ved dige-byggeri. Man støttede sig til en beretning af Petrue Petræus:

• Anno 1513, da kysten her var inde i herredet, på en tirsdag var der storm, og da blev tre kister slået i stykker slået i stykker på én gang i samme nat, og der var kun lidt, der kom op
  – da druknede seks eller syv af pæleslagerne.

Men den forklaring købte datidens medier ikke. Andre mente, at det var sørøvere, der var slået ihjel. Der var også gisnet om, at det slet ikke var europæere, da deres hovedform var anderledes. Efter at knoglerne havde ligget i sprøjtehuset i Rudbøl, blev de 30. november 1884 begravet på kirkegården. I begravelsesregistret hedder det:

• På et sted, der almindeligvis står under vand, blev der gravet jord op, da vandet på grund af vedvarende tørke havde trukket sig tilbage, og arbejderne stødte da på de dødes ben. Hvordan de er kommet derhen lader sig ikke opklare.

 

En heks i Grippenfeld

Tidligere var der fire gæstgiverier ved Rudbøl, ét i Rosenkrans, ét i Rudbølkog, ét i Rudbøl og ét i Lyst. Den sidste bestod, dog kun i kort tid. Over døren stod der på plattysk:

• Kommt räwer, hier wahnt ein Kröger (Kom herover, her bor en kromand)

Det var en indbydelse til de bådmænd og pramførere, der sejlede forbi. Her gik også en vej langs det gamle dige til Grippenfeld. Men denne vej fik et meget dårligt ry. Rygtet opstod, at der var en heks i Grippenfeld. Karlene på de nærliggende gårde havde taget hanen af brændevinstønden, så indholdet løb ud. Kroen lukkede, da indehaveren ikke havde råd til at få fyldt tønden op igen.

 

Kartofler i Danmark – Løg i Tyskland

Ved det sydøstligste hjørne af Rudbøl Kog gik landegrænsen gennem haven hos enkefrue Nielsen. Kartoflerne stod i Danmark, mens løgene stod i Tyskland.

 

Kroer i Rudbøl og omegn

Nu skal det måske retfærdigvis nævnes, at der i Rosenkranz eksisterer en kro, hvor indehaveren hedder Brodersen. Jeg er hvis ikke i familie. Men maden er super-god og billig.

Lidt længere mod syd ligger Rickelsbüller Hof. Det gjorde den dog ikke sidst, jeg var i området, da hed stedet Gastwirtschaft Rödenäs. Men den lille landsby Rickelsbüll forsvandt under en stormflod i 1615. Herfra er det ikke ret langt til Nolde – museet.

Og så skal vi jo ikke glemme Rudbøl Grænsekro. Her er rødder tilbage fra 1711.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Tønder
• www.dengang div. artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 77 artikler fra Højer 
• Baraklejren i Højer
• Bådfolket i Rudbøl
• Fiskeri ved Højer
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Travlhed ved Højer Sluse

 

• Under Tønder (283 artikler)
• Aventoft – byen ved grænsen
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Friserne – syd for Tønder
• Hertugen af Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken under vand
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Vikinger i Vadehavet
• En rebel – og hans gård

Redigeret 15.10.2021

Det var utilfredshed med at munkene fik så meget magt. Et kæmpe kloster udviklede sig med volde og grave. Hestetyven Peter Høeg måtte på  galgen. Sognekongen have en affære med ko-hyrdens datter. Store stridigheder om Draved Skov. Og så døde skovfogeden i en bageovn. Man ville have bevilling til brandmateriel. Efter fem måneder fik man svar. Køb en brandspand.

 

En gammel by

Her kom vi i mange år til “Kloste– Mærken”. Og her mødte vi ofte Peter Belli. Mon det var her, han mødte June? Her besøgte jeg også min tidligere kollega fra Aabenraa – skønne Sanne.
Hendes mor var hvis nok jordemoder. Det var også her i Løgumkloster, at Heine Thimsen boede, en god ven af familien Brodersen.

Den forholdsvis lille by har haft stor historisk betydning, og det er det vi skal høre om. Byen er mere end 800 år gammel.

 

Fra Seem til Løgum

Ribe – bispen Stefan flyttede i 1173 set reorganiserede klostersamfund i Seem ved Ribe til Løgumkloster. Her nævnes det første gang i 1202. Man var gået i gang med at opføre nogle midlertidige bygninger og en kirke. Men ikke så længe efter blev stedet ramt af en brand. Også privilegiebreve blev flammernes bytte. Men den mægtige pave Innocens den Tredje stadfæstede rettighederne i 1206. Er kongeligt privilegium kendes fra 1212. Det er udstedt af Valdemar Sejr.

I 1225 indledtes et byggeri, der skulle strække sig over ca. 100 år. Ind imellem manglede man penge. Det tog også lang tid at brænde de næsten en million mursten i de små teglovne.  Den østlige del af kirken, kor, tværskib og skibets østre halvtag, er ældst og bygget i romansk stil, mens det øvrige er yngre og i gotik.

 

Opstået i Frankrig

Cistercienserordenen stammede fra Burgund i Frankrig. Ordenen opstod som en fornyelsesorden i det gamle Benediktiner orden. Munkene var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle iagttage andagtsfuld tavshed også under legemligt arbejde. Kun ved tegn meddelte de sig til hinanden. Der blev opført ca. 500 klostre i Europa, heraf 11 i Danmark.

De første bygninger var i træ. Men det blev afløst af munkesten. Munkene fik støtte fra mange sider. Det var fra stormænd, Ribe – bispen, fra kongemagten  og som gaver for at afholde sjælemesser.

 

Utilfredshed blandt præster og sognebørn

Nu var det ikke alle, der var lige tilfredse med munkenes tilstedeværelse. Mange sogne følte at klosteret fik for megen magt, og dermed fik tiende. Det skete blandt andet for Brede Sogn, hvor det lykkedes for munkene, at få præsten afsat.

• Biskop Esger trækkes igen til Løgum Kloster for at see paa Abels oprindelige Gavebrev, som man paa Grund af dets Vigtighed ikke vovede at tage med udenfor Klosterets Mure, hvor det kunde falde i Røverhænder. Og han bevidner skriftligt, at det er i god behold. Ikke beskadiget og ikke forfaldet og forsynet med Kongens rette Segl.
• Ogsaa Stiftprovsten fra Slesvig, Grummo, ulejliger sig til Løgum Kloster og ser paa Dokumentet og affatter en Skrivelse, der smider enhver ud af Kirken, som vover at kny eller handle med Munkene.

 

Fjernt fra menneske-bolig

Klosterkirken består af et senromantisk kor  med sidekapeller, korsarme. Forskellige byggestile blander sig. På højalteret står en sengotisk skabstavle fra slutningen af 1400tallet med to bevægelige fløje. Tavlen stammer fra Jerne Kirke. Den prægtige alterbordsforside er fra ca. 1325 og befinder sig nu på Nationalmuseet.

Af klostrets mange munkestole er kun ni bevaret. Døbefonten er af træ og stammer fra 1704 produceret i Tønder på Peter Petersens værksted.. Fadet er sydtysk og fremstiller bebudelsen.

Det legemsstore ung gotiske kor-bue krucifiks og koret er fra 1300tallet. Prædikestolen er fra 1580. Af kirkens tre klokker er den ældste fra 1492.

Kloster og kirker blev efter ordenens strenge forskrifter anlagt fjernt fra menneske-boliger i en skovbevokset egn ved Brede Å. I henhold til forskrifterne blev det uden indre udsmykning og
tårn. I det store kor samledes munke i århundrede efter århundrede i deres hvide ordensdragter med sorte skulderklapper til tidebønner ved dag og nat. Lægbrødrene, der bar brune dragter, havde ikke fuld munkeværdighed.

Det sorte sideskib var beregnet til de mange lægbrødre og daglejere, der havde deres udkommende i klosterets tjeneste.

 

Mægtig kloster

Sammenbygget med kirkens sydvesthjørne ligger Slottet. Det er en statelig munkestensbygning . Den blev omkring 1585 bygget til jagtslot af hertug Adolf af Gottorp. I nyere tid blev den brugt som amtsbygning. Nu er den hjemsted for Præstehøjskolen.

Cistercienserklostrene blev med tiden anseelige herreklostre. Af Løgumklosters jorde skabtes et hel amt.

Forinden var Løgumkloster by i mellemtiden vokset op i ly af klosteret. Her fik mange af byens borgere beskæftigelse. Og mange af landets ledende folk kom til byen.  Klosteret blev efterhånden meget anset og rigt, men indtægterne blev ikke soldet op. Vejfarende kunne her finde husly. Godgørenhed over for trængende var en hellig pligt.

Munkene holdt dagligt flere messer ved højalteret og ved sidealterne. De holdt også 8 tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene nattrappen. Den gik direkte fra munkenes sovesal og ned i kirken.

 

Efter reformationen

Efter reformationen afsluttedes klosterets eksistens. Det vil sige at klosteret lukkede med den sidste abbeds død i 1548. Det var Morten Iversen. De udstrakte besiddelser gik hermed over til Hertug Hans den Ældre. I 1713 overtog kronen besiddelserne. Frem til 1867 fungerede besiddelserne som et selvstændigt amt. Ladegården fortsatte som gods frem til udskiftningen 1780 – 92.

Ved reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirker og adskillige møller, dertil kom flere store huse i Ribe. Den nu alt for store kirke gik nærmest i forfald.  I 1970 fandt man ved udgravninger ud af, at klosterkomplekset, som havde været omgivet af avlsgårde og økonomibygninger, var omgivet af volde og grave.  Kirken har rummet mange fornemme begravelser,
men kun meget få gravminder er bevaret..  Altertavlen kom først til i 1925. Den havde tidligere stået i Jerne Kirke.

 

Hestetyven

Peter Høeg var dømt i skarpretterens hænder. Som det var proceduren dengang, havde han været gennem et såkaldt pinligt forhør, hvor han skulle angive medskyldige. Gennem nogen
tid havde han stjålet heste i omegnen og solgt dem syd på. Den 8. juli 1633 ville forsamlingen ikke vente længere. Og det ville skarpretteren heller ikke. Man dømte Peter Høeg til galge og gren at hænge.

 

Sognekongen og ko-hyrdens datter

Nu var ikke alle lovovertrædelser i Løgumkloster lige alvorlige dengang. Den fattige Ingvard Spillemand blev dømt en bod på tre rigsdaler for at have besvangret sin kone før brylluppet.

Værre gik det dog med Sognekongen Peder Døstrup i Alslev. I 1635 fik han et barn i sit ægteskab. Men et par måneder efter fik han barn med ko-hyrdens datter. Det blev takseret med 60 rigsdaler. Hvordan han klarede det med konen, melder historien ikke noget om.

 

Rensdyrjægere for 12.000 år siden

Dengang lå Løgumskoven mellem Løgumgårde, Vester Terp og Kløjning. Stor og mægtig var den, nu er den væk. Heldigvis er Draved Skov der stadig. Skoven er i dag Danmarks største naturskov. Stort set for stedet lov til at udvikle sig uden indgriben af menneskelig hånd. Dele af skoven ser ud, som den gjorde for 4.000 år siden.

For snart 12.000 år siden under skovens opvækst, er der sikkert kommet små flokke af rensdyrjægere gennem skoven. Men de første sikre spor af beboelse går 9.000 år tilbage.

 

Et slot ved Vester Højst

I Pontoppidans Atlas fra 1781 står der:

• I Drovid Skov ved Vester Højst har stået et slot, hvis rubera endnu ere til syne, men skal man have mere sikre beviser, skal der nok arkæologiske udgravninger til.

Med andre ord, så skulle der have ligget et slot eller et gods på stedet, inden munkene kom.

 

Stridigheder om skoven

I 1263 sendte Hertug Erik den Første sin drost Jens Hvidding til området for at afgøre en tvist mellem Løgum Kloster og Jacob Thuesen om en del af Draved Skov.  I 1280 nævnes Draved
i to breve fra biskop Thyge af Ribe. Her drejer sig også om stridigheder om en del af skoven.

Selv om hele Draved Skov kom i klosterets besiddelse, så kneb det med at håndhæve ejendomsretten. Især herremanden på Solvig, Eggert Gørdsen var ude efter skovhugningsretten. I 1492 kom et forlig i stand. Den gik ud på, at Eggert Gørdsen skulle bede abbeden i Løgum om tilladelse til at hugge træ i skoven.

Træhugsten var hård ved skoven i 1500tallet. Så derfor forbød Hertugen af Gottorp al træhugst. Han beordrede et nyt dige bygget om skoven med kun et skovled. Her opførtes et vogterhus til en vagtmand, der skulle holde opsyn med hvem og hvad, der kom ind og ud af skoven.

Det blev nu ikke taget særlig alvorligt. Hertugen sendte en ny forordning fra 1593. Der måtte statueres et eksempel. I 1598 blev Ludde Janssen dømt til døden. Men skarpretteren var fordrukken, så han måtte gøre et nyt forsøg i et ædru tilstand.  Ludde havde stjålet træ i skoven.

 

Indhegning af skoven

Hertug Frederik af Gottorp havde ikke kun problemer med trætyve. Bøndernes husdyr åd mange nye skud og knopper, så i 1642 skriver hertugen til amtmanden i Løgumkloster, at han skal sætte bønderne til at indhegne skoven, eller de skal holde deres husdyr fra at græsse der.

 

Døde i bageovn

I 1764 var skoven i en elendig forfatning. Den bestod mest af gamle hule ege og små bøge. I 1775 brændte skovfogedhuset. Under branden ville skovfogeden redde et eller andet. Han når ikke ud, inden taget skrider. I et forsøg på at redde livet, kravlede han ind i bageovnen, hvor man senere fandt hans lig. En nyt skovfogedhus blev opført i 1777.

 

Brand i skoven

Gang på gang var der brand i skoven. Et sagn fortæller om en stor brand i Draved Skov:

• Nat graves der ikke i vid omkreds i den tid branden stod på. Løgumkloster var oplyst som om dagen. Skovens dyr, der var helt vilde af heden, søgte ind til byen for at drikke af de vandtrug, der stod fremme ved næsten hver mands dør.

Den 25. maj 1853 opstod en alvorlig skovbrand. Ilden opstod klokken ti om formiddagen på Frederiksgårds Hede, syd for skoven. En overgang var Frederiksgård truet, og en sprøjte fra Løgumkloster blev kørt derud. Det lykkedes frivillige at få bugt med ilden. Skovfogeden efterlyste efter branden slukningsmateriel til skoven. Tre måneder efter forespørgslen fik skovfogeden så at vide, at han skulle anskaffe en læderbrandspand.

Fra udkanten af skoven indtil Løgumkloster befinder man sig på den gamle drivvej, også kaldet okse – og studevej. Her blev tusinder og atter tusinder af okser drevet ned gennem Jylland. Og her lå en kongelig privilegeret kro, Teltkro.

 

Klostret havde stor betydning

Omkring klostret voksede der en bebyggelse frem. Den nævnes faktisk første gang i 1546, og kaldes da Lemklosterby. Her var både gårde med betydelig landbrug og huse, der rummede et
stort antal håndværkere. Senere kom urtekræmmere, kniplingshandlere og andre.

 

Knipleindustrien

I løbet af 16 og 1700 tallet fik knipleindustrien stigende betydning for byen. I 1741 var der 611 kniplerske i Løgumkloster og omegn. I 1792 blev der åbnet en knipletråds-fabrik. Men fabrikken måtte lukke. Den blev ombygget til skole 1835 og siden til aldersdomshjem i 1905.

 

Befolknings – fremgang og tilbagegang

I 1780 var der 1.300 sjæle i byen, men i 1835 kun 1.133. Det var efterhånden kommet en del mindre industri til området. I den tyske tid faldt indbyggertallet. I 1920 var der 1.620 og 50 år senere 2.089.

 

Pietismen

I 1700tallet blev Løgumkloster sammen med resten af Vestslesvig ramt af pietismen. Vækkelsesprædikanten Enevold Ewald Brandt virkede i Øster Højst og i årene 1717 – 21 var Hans Adolph Brorson huslærer hos amtsforvalter Nicolai Clausen på Slottet. Senere giftede Brorson sig med den ene af døtrene. Andre vækkelsesprædikanter udgik fra byen. De havde tætte forbindelser til Herrnhuterne i Christiansfeld.

 

Stinne mæ æ Biffel

Fra 1800tallet satte Indre Mission og Luthersk Mission sit præg på egnen. En helt speciel personlighed satte sit præg på egnen. Det var Stinne mæ æ Biffel. Hun missionerede og hjalp overalt på egnen. Under første verdenskrig sørgede hun for mad til krigsfangerne i den nærliggende fangelejr. Lidt syd for byen ligger krigsfange – kirkegården.

 

Krigsfangelejren

Op mod 2.000 franske, belgiske og russiske krigsfanger samt tyske straffefanger og desertører var interneret i krigsfangelejren. En masse arbejde i omegnen blev udført af disse fangere. De udførte skovplantning og udretning af åer. I 1915 blev lejren ramt af en alvorlig plettyfusepidemi, som kostede en del fanger samt lægen, livet. Krigsfangelejren blev brugt til husvilde boliger
efter krigens slutning i 1918. Kort tid efter i 1920 nedbrændte den.

 

Kliple mærken

Markedspladsen midt i Løgumkloster blev vigtig for handelen i byen. Studedrivere, svinedrivere og hestehandlere fandt vej hertil. Der var forskellige markedsdage, men den største var Klostermærken. Den blev oprindelig holdt på Sct. Batholomærus den 24. august. Den omtales i en markedsbevilling fra den gottorpske hertug i 1681.

Sidst i 1800tallet gik handelen med dyr tilbage. Markedet blev præget af gøgleri og forlystelser. Smådyrs – og krammermarked er i dag henlagt til Slotsengen bag kirken.

 

Restaurering

Kapitelsalen i det gamle cistercienserkloster  er fantastisk velbevaret. Det er nok en af de mest velbevarede rum fra 1200 – årene. Men man kan sige, vi har været heldige. Det var lige før, det hele ville have være forsvundet. I 1913  begyndte de tyske myndigheder, at restaurere klosterkirken. Man bestemte, at kirken skulle have et varmeanlæg. Det skulle ligge i kælderen. Da man var nået et stykke ned, begyndte det at åbenbare sig rester af en flot bygningsværk. Men der var ingen nåde.

Tondersche Zeutung argumenterede for den turistmagnet det ville være, hvis det hele blev sat i stand. Fra højere sted blev der nu beordret, at den fuldstændige restaurering skulle finde sted. Men så blev det hele sat i bero igen. I 1916 blev der igen besluttet, at restaureringen skulle fortsætte.

I 1920 overtog de danske myndigheder restaureringen af kirke og kloster samt kapitelsalen. Denne var i dybeste forfald, efter at være brugt som tørveskur (1708), Kvægstald (1732), hestestald (1767). desuden er den også anvendt som gedestald. Nationalmuseet afsluttede restaureringen i 1932.

 

Kort levetid

Amtsbanen indstillede driften i 1926. DSB overtog driften. Men det varede ikke længe. Ruten fik en meget kort levetid.

 

Gøglerstatue

I 1950erne tog den lokale præst Anders Bork Hansen initiativ til gøglergudstjeneste i kirken. I den østlige ende af markedspladsen ses Gøglerstatuen. Denne forstiller gøglerpræsten og to gøglere, rottekongen Cibrini og Valdemar Jessen.

 

Refugium og klokkespil

I 1961 blev et refugium indviet. Det rummer kirkens sakristi og den omtalte kapitelsal. Det var faktisk munkenes sovesal. I 1973 blev et nyt klokkespil i et højt tårn øst for kirken indviet.  Det består af 49 klokker og er Nordens største.

 

En tur i Løgumkloster

Hovedgaden er Storegade. Den fortsætter ud i Østergade. Ved den ligger Holmen, hvor der er indrettet et museum. Mod vest fører Storegade ud til Slotsgade, som går forbi kirken mod Tønder og Møllegade, hvor den store ejendommelige markedsplads ligger i en stor trekant mod Markedsdage.

Husene er gennemgående ikke gamle. Mange er fra begyndelsen af 1800 – årene. Det skægge er at byggeskikken ikke minder om husene længere vest på, som for eksempel i Højer. En af de mere markante bygninger er præstegården.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Løgumkloster (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – div. artikler

Hvis du vil vide mere:
-www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler herunder 283 artikler fra Tønder 

• Ulvejagt ved Tønder
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Brorson – en præst fra Tønder
• Møgeltønder Kirke
• Præsten fra Daler
• Tønder Kristkirke
• Åndens folk i Tønder og mange flere artikler 

Redigeret 9.-11. – 2021

 

17.000 tyske flygtninge døde i dansk varetægt. De var ikke velkommen. Man sagde, at det var herrefolket på flugt, og at de var en del af besættelsesmagten. Aktive modstandsfolk mente, at dansker gjorde nok for tyskerne. På  Eksercergården blev der indrettet en flygtningelejr. Der var delte meninger om forholdene. Gifte mænd fra Tønder blev involveret i faderskabssager. Bevogtningen var mangelfuld.

 

Masser af flygtninge

I løbet af 100 dage blev 2,4 millioner tyske civile og sårede tyske soldater evakueret over havet fra Østprøjsen. 790 skibe indgik i aktionen. Flygtningene ankom til nordtyske havne og 250.000 af dem ankom til Danmark. Af disse var 70.000 under 15 år.

Samtidig var ca. 50.000 sårede tyske soldater i Danmark.

 

Mange druknede

Ikke alle var lige heldige. På  Østersøen lurede faren. Russiske u – både lå klar. Den 30. januar 1945 blev passagerskibet Wilhelm Gustloff torpederet, hvorved 5.350 flygtninge mistede livet. Skibet Goya på vej til København med 6.000 ombord blev ramt af to torpedoer. Kun 183 overlevede.

På skilte langs flygtningelejrene kunne den danske befolkning læse følgende:

 

Man måtte ikke tale med flygtningene

Advarsel

• Ethvert Samkvem ned tyske Flygtninge er forbudt. Det er forbudt at stå  stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejrens Indhegning eller i den umiddelbare Nærhed. Overtrædelser medfører Straffeansvar.

Det var strengt forbudt at tale med tyskerne. Det blev kaldt at fraternisere med fjenden.

En dokumentarfilm blev fremstillet med dramatisk underlægningsmusik og stærke billeder, mens speakeren fortalte:

• De tyske flygtninge giver sig på  vandring med de få ejendele, de har reddet. Verdenshistoriens største angrebskrig har forvandlet sig til en folkevandring, det tyske folk må nu undgælde for Hitlers forbrydelser. Sultne og syge søger de tyske flygtninge bort – også til Danmark. Med skib, tog og til fods kommer over 300.000 her til landet. De fører smitsomme sygdomme og snavs med sig i en bundløs elendighed.

Omkring 12 millioner tyskere var på flugt.

 

Flygtninge ankommer til Tønder

Den 3. februar 1945 kom den første store flygtningesending til Tønder. Snart var Storegade og Vestergade fyldt med fremmedartede mennesker. Kvinder med brogede hovedtørklæde og gamle mænd i laset tøj, der trak bulede kufferter. Mange så hadefulde og forbitrede ud.

Børnene sked og tissede på gaden, sagde vidner.  De var på vej til skoler og forsamlingshuse. Tøndringerne begyndte at tale om epidemier.

 

Ikke velkommen

Den 3. april 1945 kom prøjsiske flygtninge fra København til Tønder. Herfra blev de sendt til mindre lejre omkring i amtet. Hjemmetyskerne nedsatte et udvalg, der organiserede det praktiske.

Den dansksindede befolkning i Tønder modtog ikke disse flygtninge særlig hjertelig. Og det illegale blad Frit Danmark havde heller ikke meget til overs for dem:

• Dette er Herrefolket på  flugt, dette er repræsentanter for den tyske ”kulturnation” – i går brovtende, piske-svingende, undertrykkere, i morgen klynkende , indsmigrende flygtninge i fuld gang med at slippe medlidenheds kampagne løs på Europa.

Flygtningene – en del af besættelsesmagten

Den tyske besættelsesmagt betalte 2,70 kr. om dagen til dem, der havde en flygtning boende. Men dette tilskud bortfaldt efter krigen. Nu havde især dansksindede travlt med at komme af med deres flygtninge. Og modstandsbevægelsen måtte nu sørge for at flygtningene ikke led overlast, og blev overfaldet som en slags hævn.

Straks efter kapitulationen stod de danske myndigheder med en række midlertidige flygtningelejre oprettet af besættelsesmagten, hovedsagelig i militærforlægninger, men også i beslaglagte skoler, idrætshaller m.m.

Skiftende danske udenrigsministre forsøgte forgæves at sende de tyske flygtninge tilbage.

 

Advarsler mod tyskerne

Flyverblade blev uddelt. De fastslog at flygtningene var en del af besættelsesmagten:

• Flygtningen er blevet os påtvunget. Det er en ny form for Invasion . De er her uden Ret – ikke engang Krigens Ret.
• Til at begynde med er de klynkende og vil gerne vække medlidenhed, men snart føler de sig hjemme og bliver frække og stiller Fordringer.
• De kommer mens hundreder af vore egne Landsmænd deporteres uden Lov og Ret til tyske Koncentrationslejre, hvor de er udsat for Tortur og Sult.
• Man bør holde sig fra Flygtningene. Vore Hjem bør være lukket i for dem. Man bør sky enhver ikke paatvunget Samtale med dem, enhver Form for Samkvem herunder selvfølgelig ogsaa Tuskhandel med Cigaretter og Fødevarer.
• Vi opfordrer enhver god Dansker til at notere sig hvem, der overtræder disse Forbud.

Den 8. maj 1945 gav Statens Civile Luftværn, som Socialministeriets udøvende organ, instruks om, hvorledes de lokale luftværnschefer skulle gribe sagen an. Denne udpegede herefter ledere med betydelige beføjelser. Hele organisationen blev nu ledet fra banegården i Tønder.

Situationen var kaotisk. En højtalervogn blev den 3. juni sendt ud i Tønders gader med besked til alle om at melde sig på Tønder H. Mange blev sendt videre til Oksbøl. Under visiteringen fandt man hos halvvoksne drenge og piger våben.

 

Indvielse af flygtningelejren

Eksercergården nord for Tønder blev den 21. juni 1945 officielt indviet som flygtningelejr. Allerede inden var den befolket med 500 flygtninge. Under en visitation var der blevet beslaglagt 30.000 kr.

Den 24. september blev hovedparten af alle flygtninge sendt videre til Oksbøl. Nu var det så muligt at optage alle dem, som lå rundt i forsamlingshuse, gymnastiksale og lignende i hele politikredsen.

Sammen med Eksercergården var der nu oprettet lejre på Saksborg Kro og Hohenwade ved Højer Sluse.

Flygtningelejren på Eksercergården bestod af 1.350 beboere. Heraf var 470 børn under 15 år. Langt hovedparten kom fra Østprøjsen. Kun 120 personer kom fra andre vestlige lande.

Som lejrchef blev forslået adjunkt Otto Høyer fra Statsskolen. Han havde været en fremtrædende modstandsmand, men havde også kommunistiske sympatier, så det har sikkert ikke givet mange plusser hos den konservative borgmester Johannes Paulsen.

I stedet blev løjtnant Marquardsen udnævnt.

Der var dog stærk kritik af ledelsen. Og denne kritik kom fra modstandsbevægelsen og den forbigåede adjunkt Otto Høyer.

Det blev så Marquardsen far, der fortsatte med at være leder. Han havde erfaringer med fra kasernen. Efter denne fortsatte oberstløjtnant O. Oldfeldt.  Fra 1. november 1946 overtog kontorchef Ludvig Nielsen, Tønder Kommune dette hverv.

 

Byråd og borgmester

Blandt flygtningene blev der valgt et byråd og en borgmester. Alle i lejren havde arbejdspligt, og arbejdet foregik under tyske tillidsmænds opsyn. Stort set alt arbejde blev udført af lejrens egne beboere. Der var en god tone mellem arbejdere og ledelse.

 

Delte meninger om forholdene

De fleste barakker kom fra Rømø. Men pladsen var meget trang. En flygtning havde vel omkring 2 m2. Man manglede dog en barak til foredrag og filmforvisning.

For at så mange på så  lidt plads skulle få noget ud af det, var det nødvendigt med en stueorden. Den indeholdt regler om rengøring og orden. Men også  personlig rengøring var der tænkt på. Fra klokken 22 skulle der være absolut ro.

I ridehallen, hvor der boede 300 mennesker, var der kun primitive træskillerum. Og ikke alle var tilfreds. Således kritiserede føromtalte Otto Høyer i september 1945 forholdene:

• Det flyder med papir og skidt. Der koges mad og tøj overalt, ligesom affald brændes af i små portioner, hvor det nu kan falde. Den slags er ikke alene forkasteligt, men direkte farligt.
• Indendørs frembyder lejren ikke noget tiltagende syn. Beboerne bor i barakker som – det skal indrømmes –  ikke alle er lige hyggelige. Der hersker i mange af dem et frygteligt rod. Man kan tydeligt se, at nogle af beboerne er interesseret i at holde orden, mens andre ikke er det. Har har lejrledelsen totalt svigtet.

Forholdene blev dog bedre. Flygtningene betragtede det som en straf, hvis de blev flyttet til en anden lejr. På lejrområdet blev der afstukket stier og haver.

 

Mange bukkede under

Dødeligheden blandt flygtningene var høj. Mange bukkede under på grund af dårlig ernæring og epidemiske sygdomme. Modsat andre steder behandlede praktiserende læger og sygehuset de syge flygtninge., både før og efter 5. maj 1945.

Før kapitulationen og umiddelbart efter var der tyske militærlazaretter på Seminariet, Tønderhus og i Den tyske Roklub. Disse kom under engelsk kontrol. Fra slutningen af juni faldt dødeligheden markant.

En af grundene til den store dødelighed var måske, at der blandt Eksercergårdens 1.300 beboere var en tredjedel over 60 år.

 

Forplejningen var nogenlunde

I Tønder Amtstidende kunne man i 1946 læse:

• Sygdom er der så godt som ingen af i lejren. I løbet af mere end 1 år er der i lejren kun sket 13 dødsfald, medens i samme tidsrum 18 nye verdensborgere har set dagens lys.

Indtil 5 maj 1945 var forplejningen nogenlunde, men måske lidt ensformigt. Men efter denne dato ændrede tilstanden sig. Modstandsbevægelsen satte en stopper for leveringen. Først den 9. maj blev situationen normaliseret, da Statens Civile Luftværn overtog ansvaret.

Det var ikke lovligt for flygtningene at modtage pakker med fødevarer, tobak og lignende for velmenende folk uden for lejrene. Ofte kom sådanne pakker fra tidligere private indkvarterings-værter. Dette forhold blev der lempet på efter april 1946.

 

Nazistisk dominans

Den nazistiske dominans i lejren faldt mange for brystet. Englænderne forsøgte med en hurtig afnazificering. Kort efter 1. november 1945 foretog politiet en razzia i lejren. Her beslaglagde politiet en række effekter. To fremtrædende nazister blev fjernet fra lejren og overgivet til englænderne.

Modstandsbevægelsens blad Grænse Posten indeholdt et anonymt læserbrev, der påviste, at den valgte ledelse i lejren var nazistisk.

Den danske lejrchef, løjtnant E. Marquardsen mente dog, at der foregik kommunistisk stikkervirksomhed som var roden til meget af modviljen mod lejren i byen.

 

Bevogtning mangelfuld

Men selv om politiske tilkendegivelser var forbudt i lejren, kunne man i de første år opleve nazihilsen og andre nazistiske tilkendegivelser.  Flygtningene skulle holdes interneret under bevogtning af bevæbnet mandskab. Efter kapitulationen overtog den lokale modstandsbevægelse bevogtningen. Derefter var det de indkaldte CBere.

Fraterniseringen mellem vagtmandskabet og flygtningene var mere eller mindre udbredt. Åbenlyse kærlighedsforhold med lejrens kvinder kunne heller ikke standses. En følge heraf var stigende sortbørshandel.

Den 19. september 1945 skrev lejrchefen i et indlæg i Grænse Posten:

• Bevogtningen af lejren har jo desværre ikke været særlig effektiv –  bl.a. fordi en del af vagtmandskabet har misforstået opgaven. En kendelig bedring indtrådte med politiets varetagelse af vagten, men endnu træffer man jævnligt flygtninge på bytur uden eller med ugyldig udgangstilladelse uden at det endda har kunnet fastslås, hvilken post der har været så venlig at vende ryggen til. At sådanne forhold tolereres, tjener ikke til at skabe den menneskelige ro i og om lejren, det siger sig selv.

Vagtmandskabet havde ellers rigeligt at tage sig til. Døgnrapporten indeholdt mange eksempler på flugt og ulovlig indtrængen. Men ofte var der heller ikke nogen ved portene. Således måtte Pastor Braren cykle igen uden at kunne afholde andagt inde i lejren. Der var ingen til at lukke ham ind.

 

Eget brandværn

Flygtningene måtte heller ikke have samkvem eller besøg af familien. Og informationer var der heller ikke mange af. Der blev dog smidt sedler ind ad hegnet med oplysninger. Lejren havde deres eget brandværn, bestående af 20 medlemmer. Ja selv nattevagt havde de. Og så skulle de også  hjælpe lejrpolitiet med at holde ro og orden.

Kravlede man over hegnet gav det otte dages stuearrest.

Hurtig opstod der en ikke ubetydelig sortbørshandel mellem de tyske flygtninge og tøndringer, der solgte tobak, smør, æg, frugt, strømper, sæbe m.v. Som modydelse fik tøndringerne kontanter, smykker, sølvtøj, fotoapparater, kikkerter eller seksuelle ydelser.

Nu var det ikke alle tøndringer, der udnyttede flygtningene på denne måde. Mange deltog som frivillige til at hjælpe flygtningene.

 

Gifte mænd fra Tønder i faderskabssager

I juni 1946 klagede en gruppe kvinder i lejren deres nød i et anonymt brev. De skrev:

• Mændene regner efterhånden hele lejren for et bordel.

I lejrens første tid fødtes der i lejren 18 spædbørn. Bag cirka halvdelen af disse fødsler stod danske eller hjemmetyske mænd. Og blandt disse var gifte mænd fra Tønder. En del faderskabssager fulgte

 

Skoleundervisning

Skoleundervisningen blev hurtig organiseret i  Tønder – lejren. I lejrens værksteder oprettede man lærerpladser. Udefra blev der tilført en del uld til
lejren. De ældre kvinder brugte en del tid ved spinderokken. Der blev indrettet et skomagerværksted, et snedkerværksted og en smedje, der delvis byggede og klargjorde kakkelovne til lejren.

 

Bunter Abend

Lørdag aften var forbeholdt det muntre. Man kaldte det Bunter Abend. Beboerne havde selv indrettet en scene i Ridehuset. Man havde eget orkester, teatergruppe og både et kvinde – og et mandskor.

To gange måtte flygtningene fejre jul i lejren. Man havde selv arrangeret julefesten. Og det foregik i den kolde ride-sal.

 

Deutsche Nachrichten

Tyske aviser var ikke tilladt i lejren. Heller ikke Nordschleswigsche Zeitung, var i den første tid tilladt. Men man måtte gerne læse Deutsche Nachrischten. Den havde været gennem de danske myndigheders censur. Heri kunne man for eksempel læse:

• Tyske flygtninge! I befinder jer nu i et land, der , som mange andre, på Hitlers befaling lumsk blev overfaldet og besat.
• Besættelsesmyndighederne har ophævet landets forfatningsmæssige rettigheder, afsat regeringen, tilsidesat parlamentet, underordnet det danske erhvervsliv tysk krigsindustri, afvæbnet hæren, og politiet som ikke lod sig benytte som redskab for arrestation, forfølgelse og udlevering af landets frihedskæmpere, er med våbenmagt blevet fordrevet og slæbt i tyske koncentrationslejre.
• I er altså  ikke kommet til et venne-land, men til et land, som kæmper for, at de tyske tropper, Gestapo, Nazi-bødlerne så hurtig som muligt forlader …..osv.

Efter befrielsen fortsatte Deutsche Nachrichten som legalt blad for de tyske flygtninge. Bladet forsøgte at påvirke i demokratisk retning.

 

Husflids – udstilling

Den 23. juni 1946 afholdtes en udstilling over husflidsarbejder for specielle indbudte gæster. Udstillingen blev åbnet af Fru Gördsch. Hun sagde meget rammende:

• Der findes kun en lykke, pligten. Der findes kun en trøst, arbejdet. Og der findes kun en glæde, det skønne.

Fra hjemmetysk side blev der set meget skævt til de mange flygtninges selvransagelse og afstandtagen til nazismen og dens gerninger. En holdning der også blev stærkt støttet af et ikke uvæsentligt antal blandt flygtninge med en stor del af deres nazistiske sympatier i behold.

 

Konfirmation

Gudstjeneste og de kirkelige handlinger blev foretaget af en tysk protestantisk og en katolsk præst, der holdt gudstjeneste hver søndag. Ud over at forestå religionsundervisningen i lejrens skole, ledede en flygtning også lejrens børnegudstjeneste. Hun tog også af konfirmationsundervisning.

I 1946 kunne hun sende 29 flygtningepiger og – drenge til konfirmation. Også konfirmationsundervisningen af de unge på Hohenwarde ved Højer påtog den unge flygtning sig.

 

Flygtninge
– antallet reduceres

Flygtningetallet i lejren holdt sig stødt på 1.300. I november 1946 begyndte tallet langsomt at blive reduceret.

Tirsdag den 19. november kunne 25 voksne og 10 børn forlade lejren. Via en opsamlingslejr i Kolding skulle de vende tilbage til Tyskland.  Lejrens endelige opløsning tog sin begyndelse i de første måneder af 1947. 178 flygtninge blev overført til Barsmark-lejren på Løjt.

I tiden derefter fulgte en del mindre transporter. En del af flygtningene kunne tage hjem, andre blev delt ud til andre lejre.

Den 6. februar 1947 kl. 4.30 om morgenen kunne den første store kontingent af flygtninge forlade Tønderlejren
efter to år bag pigtråd. De kunne begive sig til den franske zone.

Den 18. februar 1947 kunne de tilbageværende 624 på nær 30, der skulle rydde op, tage til Grove – Gedhuslejren ved Karup. For mange flygtninge gik det dog op til yderligere to år inden de kunne vende hjem.

Og det de kom hjem til lå i ruiner.

 

Lejr – psykose

En af de indsatte, Wilhelmine Grülich gav udtryk for sine følelser i et interview i Jydske Tidende i oktober 1945:

• Vi ved godt, at vi er uønskede gæster, men det er mod vor vilje, at vi er blevet slæbt herop. Hvad skal vi gøre? Jeg er blevet sat op på en åben vogn, og så kørte de afsted med mig, og langt om længe kom jeg herop. Min datter blev borte, men jeg har her mit barnebarn og mit barnebarns barn.

Mange flygtninge led af lejr –  psykose. De kunne ikke begribe, at de ikke måtte arbejde uden for lejren. De kunne heller ikke begribe, at de ikke måtte gå en tur ud af landevejen. Mange mente, at de rådnede op i lejren. De ville hellere samle mursten i Hamborg og foretage sig noget, der gjorde nytte.

Det var ikke alle, der var lige tilfredse med opholdet i Tønder. Men i 1946 kunne man læse følgende notat i Tønder Amtstidende:

• Flygtningene finder sig udmærket tilpas navnlig nu, efter at man har kunnet skrive til Tyskland, og vil få breve derfra igen. Flere sagde, at det var bedre at være flygtning i Danmark end borger i Tyskland. Det kan man også nok forstå, når flygtningene her får 2.470 kalorier pr. dag, medens man i Tyskland kun får 1.250 kalorier dagligt.

Gravstene i Tønder

For 87 flygtninge blev Tønder endestationen på deres livsbane. Korsene på Tønder Kirkegård vidner om dette særlige stykke krigs – og efterkrigshistorie.

De sidste flygtninge forlod Danmark i 1948. Flygtningeadministrationen udsendte i 1950 en redegørelse, hvor man skamroste sig selv over forvaltningen
af lejrene.

 

13,000 døde i 1945

I slutningen af 1990erne vakte læge Kirsten Lylloff betydelig opmærksomhed, da hun stillede spørgsmålstegn ved om de tyske flygtninge fik en ordentlig behandling. I hendes bog Barn eller fjende (2004) mener hun, at behandlingen af de tyske flygtninge var en regulær humanitær katastrofe.

Elendig forplejning, katastrofale boligforhold og manglende lægehjælp betød at 13.000 døde i løbet af 1945, herunder 7.000 børn under fem år. Kirsten Lylloff
mener, at det for børnenes vedkommende er det tragiske resultat af en bevidst dårlig behandling.

 

Danmarks status i fare

De tyske flygtninge blev anset som en del af besættelsesmagten, hvor ikke kun Flygtningeadministrationen men også Frihedsrådet argumenterede for, at for megen hjælp til disse mennesker kunne bringe Danmarks status som allieret nation i fare.

 

Führerbefehl

Aktive modstandsfolk mente, at når  Danmark ikke i 1945 havde underskrevet nogen konversion, så var man ikke forpligtet til noget som helst. De påpegede også, at flygtningestrømmen var foranlediget af et Führerbefehl, der lød sådan:

• Til øjeblikkelig aflastning af transportsituationen i Riget befaler jeg, at de folkefæller (Volksgenossen) som forbigående må føres tilbage til Rigets østområder, skal indkvarteres i Riget og i Danmark.

Lægerne ville hjælpe under betingelser

Modstandsfolkene påpegede også, at tyskerne ikke ønskede de danske myndigheders hjælp til indkvartering af flygtningene. Lægerne havde tilbudt deres hjælp under betingelse af, at de danskere, der var blevet deporteret til koncentrationslejre i Tyskland blev sikret hjælp og bedre kår.

I flygtningelejrene skulle ledende nazister have stjålet mad fra børnene!!!!

 

Topnazister forklædt som flygtninge

Man mente også, at det havde kostet det danske samfund 450 millioner kroner. Den tyske stat havde kun betalt
160 millioner kroner.

Modstandsfolkene mente også, at det offentlige Danmark overholdt fremmedlovens & 14, hvor flygtninge kan nægtes ophold og holdes under tilsyn og bevogtning, indtil bortsendelse kan finde sted.

Et anden problem var, at tyske topnazister søgte at kamuflere sig som flygtninge. Således påpeger de aktive modstandsfolk at der i Gråsten blev fundet en snes hårdt sårede soldater. De havde viklet sig ind i mange lag gazebind. Det viste sig at være særdeles levende krigsforbrydere, der benyttede sig af Fluchtrute Nord.

 

Ernæringen var
åbenbart god nok

Endvidere henvises der vedr. flygtninges ernæring til historikeren Frantz Wendt, der i Danmarks Historie (Politikens Forlag 1978) erklærer at

• Den ernæring, flygtningene fik i lejrene var knap, men tilstrækkelig. Staten indkøbte råstofferne, men de internerede tilberedte selv maden. De sanitære forhold i lejrene var også gode, at dødeligheden svarede til den danske i samme aldersgruppe.

Påstande afvist

De aktive modstandsfolk og for den skyld også medlemmer af Dansk Folkeparti afviste dermed Kirsten Lyllofs påstande.

Glemmes skal det dog ikke at de danske familier ikke kunne adoptere de tyske børn. Flygtningeadministrationen sagde blankt nej. Isolationen fra det øvrige samfund og forbuddet mod at omgås tyske flygtninge betød total uvidenhed om de tyske flygtninges forhold i hvert fald i København.

I Tønder var befolkningen godt klar over forholdene. Her var mange af de tyske flygtninge også privat indkvarteret.

 

Stor opstandelse

Kirsten Lyllofs påstande vakte stor opstandelse i Tyskland. Både tysk tv og aviser satte spørgsmålstegn ved danskernes næstekærlighed.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur omtalt i artiklen
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere,

www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Tønder finder du 283artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 
• Bombeangreb mod Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder under besættelsen
• Tønder – Marskens hovedstad
• Højer 1935 – 1945 (under Højer)
• Baraklejren i Højer (under Højer) og mange flere artikler 

Redigeret 23. 12 . 2021

 

Man ved ikke med sikkerhed, hvornår kniplingskunsten kom til Tønder. Vi ved med sikkerhed, at det var før 1595. De blev et statussymbol for det bedre borgerskab. Christian den Fjerde gjorde meget for Tønderkniplingerne. Kniplingspigerne var lavtlønnede,
mange endte på Fattiggården. Maskin – knipling ødelagde Tønderkniplingerne. Efter 1864 gik kunsten i glemmebogen. Et stort arbejde genoplivede traditionen. Dronning Margretes brudekjole indeholdt Tønderkniplinger.

 

Tidligere artikler

Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med handelen med kniplinger, med de stakkels kniplepiger og med kniplingskunsten som beskæftigelsesprojekt. Ligeledes har vi beskrevet dem, der tjente på kniplingsfremstillingen. En henvisning til disse artikler er sidst i denne artikel. Her vil vi beskrive den egentlige historie.

Derhjemme sad min mor og kniplede. Min lillesøster arvede kniplings tingene. Min tante underviste faktisk i kniplingsteknikken i Tønder. Som en del af bryllupsgaverne fik vi alle søskende Tønderkniplinger.

 

De første kniplinger

Allerede i 1500 – tallet begyndte man i Venezia at variere antallet af tråde i en knipling, der førte til fremstilling af løse motiver, der blev sammenføjet. Teknikken spredte sig til andre dele af Europa. De første trykte mønsterbøger til knipling blev i 1561 udgivet i Zürich.

I Flandern spillede de berømte Bryssler – kniplinger også en væsentlig rolle i 1600 – og 1700 – årene.

 

De første kniplinger

Men hvornår hører vi først om Tønderkniplingerne? Ja, det stammer måske fra byen Slesvig og går tilbage til 1595. Dengang bad præstefruen Agneta Fabricius sin datter om at sende de fire alen Kniplinger, som hun havde bestilt til en pris af 7 – 8 Skilling pr. Alen.

Under et ophold i Valsbøl den 3. september 1619 noterede Christian den Fjerde i sin dagbog:

• gav jeg for Lærred og Kniplinger 889 Rigsdaler til underskedige (forskellige) Kræmmere.

Men i 1599 er der blevet kniplet et stort tæppe, der blev brugt som brudegave. Og kunne man det dengang, så  må man antage, at der har været kniplet i adskillige år.

Rygterne vil også vide, at mænd kniplede. De fik deres skæg puttet i poser, så det ikke blev kniplet med.

Man ved ikke, hvornår kniplings-kunsten fik sit indtog i Tønder. Måske var det kniplepiger fra Brabandt (landskab i Holland og Belgien) der var importeret til Tønder.

 

Kniplinger var et statussymbol

Snart blev kniplinger et statussymbol. Det blev en del af overklassens beklædning. De anvendtes især til sengelinned og til den meget kostbare klædedragt.

I 1620 gør kongen et mindre indkøb af kniplinger i Flensborg. På billeder af Christian den Fjerde ser man ham med kniplinger. Mest kendt er kongens blodplettede kniplinger fra hans deltagelse i søslaget på Kolberger Heide i 1644. Og det var vel og mærke Tønderkniplinger.

Christian den Fjerde betød meget for Tønderkniplingernes udbredelse. I hans tugt – og børnehus var halvdelen af pigerne (ca. 50) beskæftiget i kniplestuen. I hans dagbog nævner han flere gange, at han har givet penge til en kniplepiger for kniplingerne. Også i hans egne breve kommer han flere gange ind på kniplinger.

I 1632 skriver han til Frederik Günther og bestiller 120 alen mellemværk eller to mønstre, som han sender. Så detaljeret er han, at han vil have det ene lidt kortere.

 

Stor betydning for landets økonomi

Det var også en kniplepige, der snublede over et guldhorn i Gallehus i 1639. Og sandelig om ikke kartografen Johannes Meier udsmykkede sit kort over Tønder
i 1648, der holder en knipling.

Efterhånden fandt man ud af, at knipleindustrien havde betydning for landets økonomi. I en forordning af 16. maj 1647 forbydes det, at indføre udenlandske kniplinger i Danmark og Norge.

Det var forbudt for kniplepiger at udvandre, fordi de besad kostbar viden og kunnen. Og kniplekunsten var koncentreret i en række sogne omkring Tønder.
Mod syd var det Læk, der dannede grænsen.

 

Usikkerhed om beskæftigelsesantal

På et tidspunkt var der beskæftiget mellem 10.000 og 20.000 personer med kniplingsarbejdet. Allerede som 6 – årige begyndte man at oplære pigerne på egnen.

Man kan sige at borgerskabets forfængelighed havde sin pris. Ikke kun i rigsdaler, mark og kroner. De myreflittige kniplings-piger blev ofte invalide. Hænder, nakke og ryg tog varig skade. Den vedvarende stiren ofte i en dårlig belysning ødelagde synet og sørgede for at de ikke blev gamle i faget.

Men det historikerne har glemt er, at i kniplingsindustriens glansperiode i anden halvdel af 1700 tallet var at kniplerske ikke anvendtes for gifte kvinder. Så der kan være stor usikkerhed om, hvor mange der egentlig var beskæftiget i denne produktion.

 

Lavtlønnet

En kniplerske tjente i 1700 – årene mellem 6 og 10 skilling pr, dag afhængig af hurtighed og dygtighed til at udføre de brede og vanskelige mønstre. Tallene siger ikke ret meget, hvis man for eksempel ikke kender købekraften. Men et pund smør kostede i samme tidsrum omkring 7 skilling. Det fortæller at en kniplerske godt kunne overleve selv. Hendes indtægt var en nødvendighed for en familie, hvor manden var daglejer. Men det fortæller også at enker med flere børn ikke kunne overleve som kniplerske.

Senere ser man da også adskillige kniplersker dukke op som beboere på fattiggårde på landet omkring 1800.

 

Fra hørgarn til guld

Adskillige meter meget tyndt hørgarn blev ved knipleskrinet forvandlet til det pureste guld. Man sagde dengang, at af 1 pund garn kunne fremstilles knipling til en værdi af 1 pund guld.

Gamle regnskaber viser, at i 1767 indbragte Tønderkniplingerne ved eksport flere penge til Slesvig end alle andre eksportvarer til sammen.

 

Inspiration fra Nordfrankrig

Efterhånden udviklede man andre mønstre efter belgisk forbillede. I begyndelsen af 1800 tallet var det dog den nordfranske kniplekunst, der prægede Tønderkniplingerne. Det franske forbillede blev dog varieret med dansk islæt. Der opstod nogle særprægede navne som Nellike, Jordbær, Fyldhorn, Rosen
m.m. Måske er det i dag denne type, der i dag mest kendetegner Tønderkniplinger.

 

Maskin – knipling ødelægger kvaliteten

En skæbnesvanger opfindelse blev gjort i 1809. Man opfandt en maskine, der kunne fremstille tyl – Tønderkniplingens karakteristiske bund, hvori der så kunne sys forskellige motiver. Senere fulgte maskiner, der kunne lave hele, store imitationer af kniplinger.

De fleste var begejstrede, for disse kniplinger var langt billigere end de håndkniplede Moden skiftede og efterhånden kunne
man ikke skaffe nok hørgarn.

Disse faktorer førte til en forringelse af Tønderkniplingens kvalitet. Kniplingskræmmernes indtjening blev forringet og kniplepigernes vilkår blev yderligere forringet.

 

Straf til de unge kniplerske

Fra 1800 – tallets første halvdel findes en beretning fra kniplerske Lisette Dyhrberg fra Rørkær. Hun fortæller, at hun sammen med byens øvrige piger lærte at kniple hos en gammel dame.

Kvinden indøvede kniplingsslagene ved tælleremser. Man fastholdt pigerne med arbejdet ved at lege tællelege, som man hele tiden skulle følge med i, for ikke at blive udelukket fra legen.

Straf var et middel til de små piger, der ikke kunne nå det dagsværk som lærekvinden havde opstillet. En pige der ikke havde nået dagsværket skulle ved aftenstid stå næsvis rakker. Det betød at hun med en dusk malurt bundet på rumpen skulle stå ved et hushjørne, hvor alle kunne se hende. Det skulle især dem, der gik hjem fra marken.

 

Forebyggende øvelser

Fra anden side fortælles det, at nogle af de gamle lærekoner et par gange hver dag lod de små piger hænge i armene fra abildgårdens frugttræer. Dette skyldes dog ikke en straf, men mere en forebyggende ting. Når de unge piger hver dag måtte sidde 10 – 12 timer hver dag og kniple kunne de let blive krumryggede.

 

Fra 39 år til over 60 år 

En tælling fra 1750 viste, at de ældste kniplerske var 39 år. Måske har det noget at gøre med, at man efter den tid ikke mere kunne se de meget fine tråde, der var i de såkaldte Binche – kniplinger.

En ny tælling fra de samme godser (Gram og Nybøl) lige efter 1800, hvor de traditionelle tyls – kniplinger (Tønder – kniplinger) var blevet moderne viste, at der var adskillige kniplerske på godset, der var ældre end 60 år.

 

Produktionen daler

I 1847 var der endnu beskæftiget 1500 kniplerske omkring Tønder.

Folkedragterne brugte kniplinger. Men efterhånden blev disse ikke brugt så meget mere. Efter 1850 dalede produktionen yderligere. Nu blev kniplingskunsten nærmest en fritidsbeskæftigelse.

 

Nøjsomhed, tålmodighed og flid

På Haderslev Museum findes et interessant hæfte. Det fortæller historien om Berthe Marie Alexandersen, der hver dag førte bog om hvor meget hun havde kniplet. Hun var født i 1819 og døde som 80 årig. Det var den samme mønster hun kniplede dag ud og dag ind. I hvert fald er der beviser for, at hun i en periode på 9 – 10 år kniplede det samme. Da hun måtte holde op havde hun kniplet en kilometer og 19 meter af en smal knipling. Måske havde Berthe Marie skåret stykker af i længder på 8 – 10 alen (5 – 6 meter).

Hæftet fortæller om et liv med et konstant produktionskrav til sig selv og om et liv i stor nøjsomhed. Nøjsomhed, tålmodighed og flid var egenskaber, der karakteriserede en kniplerskes arbejde.

 

Kniplingskunsten glemmes

Efter grænsedragningen i 1864 var det som om at kniplingskunsten var gået helt tabt for Danmark. Fra tysk side begyndte man at opkøbe gamle prikkebreve og mønstre.

Dansksindede kvinder som den legendariske forfatter Hansigne Lorentzen i Ballum satte både kræfter og penge ind for at bevare det, der endnu var tilbage. Tønderkniplingerne var ved at uddø for altid.

 

Hansigne Lorentzen

Hansigne Lorentzen var forfatter til nationale romaner og digtsamlinger. Hun skrev under pseudonymet Sven Tange, for ikke at skabe problemer for ægtefællen, der var ansat i det preussiske skolevæsen. Hun debuterede med titlen Der kæmper et folk. Hendes sidste bog var et folkelivsbillede på rim på sønderjysk, der hed Di gammel Sø-kaptajner. Det var i 1945.

Også datteren Anna Kjems har gjort en stor indsats for bevarelsen af Tønderkniplingerne. Det samme gjorde datteren, Cathrine Lorentzen. I 1927 startede hun egentlige tre måneders knipling-kurser på Lorentzens gård i Ballum.

 

Det Tønderske kniplingsdepot

Da Sønderjylland i 1920 igen blev dansk oprettede Hansigne Lorentzen et monopol Det Tønderske kniplingsdepot.  Målet var ikke blot at bevare men også
at genoplive industrien ved at hjælpe de ældre kniplerske i gang igen. Endvidere blev yngre piger undervist i den vanskelige kunst.

Og det var en enorm støtte, at den danske dronning Alexandrine blev protektrice for foretagendet. Og dronningen lærte selv den vanskelige kunst. Hun ruttede ikke med tråden. Hun viklede resterne op på et stykke pap og skrev navn og mærke på tråden.

Dronning Alexandrines kniplebræt befinder sig på Tønder Museum. Den er skænket af kongefamilien. I øvrigt brugte dronningen 124 kniplepinde af Tønder – typen.

 

Gik fra gård til gård

Hansigne Lorentzen gik fra gård til gård . Man var godt klar over, hvorfor hun kom. Nu kommer hende med Kniplingerne. Fru Lorentzen kaldte de hende. Nogle var villige til at snakke kniplinger med hende, mens andre puttede sig lidt væk.

Har I ikke lyst til at prøve de gamle igen? Sagde hun. Jo, men det kan jo ikke betale sig, svarede de, og de havde jo ret. Men efterhånden var der nogle, der kom i gang. Hansigne Lorentzen skaffede det fine garn til dem.

Det blev selvfølgelig betalt for de mønstre, hun fik. Andre mønstre lånte hun kun. Dem måtte Hansigne Lorentzen så selv prikke af, og det var ikke noget nemt arbejde.

 

Udtjente kniplerske fik en slags pension

Man havde dengang kun det hårde pap. Det kunne selvfølgelig også ske, at man glemte et hul. Hvis man i dag får et af de gamle mønstre, kan man ikke være sikker på, at alle rapporter er ens, for også de mønstre, der blev prikket efter, kunne være unøjagtige.

Der fandtes dengang ikke millimeterpapir. De var tegnet på papir, hvor der med en kniv var ridset streger. Når man tænker på, hvor tætte Tønderprikke – breve er, er det forståeligt, at der kan være en lille forskel fra den ene tylslinje til den anden.

Hansigne Lorentzen havde den kongstanke, at kniplerskerne skulle tjene noget mere. I skal have noget mere for det, sagde hun.

Men det blev dog kun en ønsketænkning. Til gengæld fik hun indført at de gamle udtjente kniplerske kunne få en slags pension.

 

Torchon – kniplinger

På et tidspunkt opdagede man, at det var Torchon – kniplinger, man arbejdede med. Årsagen var sikkert, at det gik meget hurtigere. Men det havde ikke meget med Tønderkniplinger at gøre. Torchon er mere grove og så skal man trække og trække hele tiden.

 

Tønder Knipleskole

I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole i Østergade 15. I årene efter fulgte en række kurser på Tønder – egnen og ud over landet. I 1940 flyttede knipleskolen
til Richtsens Hus i Vestergade.

Efter krigen flyttede skolen til Lorentzens Gård i Ballum. I 1956 overtog Cathrine Lorenzen gården, som hun ved sin død i 1971 testamenterede til sine søskende og et legat.

Siden 1971 har familien åbnet knipleskolen og hjemmet for offentligheden hver juli måned. Hvert forår og efterår holdes weekend-kursus i Tønderknipling på gården.

 

En ægte Tønderknipling

I 1983 udkom der et sydslesvigsk julemærke med navnet Det store hjerte. På sønderjysk E stor`Hjart. Denne kendetegner en ægte Tønderknipling.

Der er tylsbund med galslagsplatter, rosenbund og lærredsbund. Den lige Cumberlundskant – modsat den tungede kant med picotèr (fransk) eller øvekast (sønderjysk) og sidst den uundværlige konturtråd, der indrammer de forskellige dele af mønstret.

 

25 meter til Dronning Alexandrine

Ikke færre end 25 meter af denne 9,3 cm brede knipling blev efter Genforeningen skænket dronning Alexandrine. Fem kvinder kniplede hver et stykke af det smukke gamle motiv E stor`Hjart. Dronningens svigerinde prinsesse Dagmar må have været betaget af netop dette mønster, for hun anvendte det til sin første fødtes dåbskjole.

 

Dronning Margretes brudekjole

Og sandelig om ikke Dronning Margrethe, da hun stod brud i 1969 brugte E stor`Hjart i brudekjolens lange slæb. Kniplingen fra brudekjolen har befundet
sig i enkedronning Ingrids private samling.

Om Alexandra, Mary eller Marie har brugt kniplingen eller om nogle af de kongelige børns dåbskjoler har været prydret med denne Tønderknipling kunne det jo være interessant at få at vide.

 

Anna Kjems

Anna Kjems flyttede sammen med sin mand til Harreslev syd for Padborg. Her indrettede hun sig i Husflidsgården. Her fortsatte hun med at undervise i kniplekunsten. Samtidig indsamlede hun forskellige broderimønstre.

 

Hvordan knipler man

Kniplepindene er ofte knippelformede i den ene. I den anden ende omvikles der med tråd. Der kniples uden mekaniske hjælpemidler uden mekaniske hjælpemidler. Hver enkelt tråd flyttes manuelt, således at trådene kan snos om hinanden. Der flettes og krydses helt frit. På den måde kan der dannes alt fra tætte partier, som ligner lærredsvævning til net-agtige partier, som ligner tyl.

Under arbejdet holdes trådene på plads med knappenåle på et prikkemønster, der er fastgjort til et polstret underlag, et kniplebræt. Knipling er en yderst tidskrævende teknik. Der arbejdes med begge hænder og to par pinde samtidig.

 

Ti måneder for et par manchetter

Da kniplingskunsten kulminerede kunne der i de mest kunstfærdige og tætteste mønstre benyttes omkring tusinde par kniplepinde omviklet med særdeles tynd hørtråd.

Det kunne for eksempel tage ti måneder at fremstille et par manchetter.

 

Kniplingsfestival

Hvert år afholdes kniplingsfestival i Tønder. Mange strømmer til for at beskue det vanskelige håndværk, som endte med at være et nationalt symbol.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• Fattige i Tønder
• Handel i Tønder indtil 1864
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Åndens folk i Tønder
• Udvandring fra Tønder
• En af Tønders patrioter
• Ture i Tønder 1-3
• Glimt fra Tønders historie 1700 – 1900
• Anekdoter fra det gamle Tønder
• De stakkels kniplepiger
• Æ Kachman, æ Kniplepiche å åll de anne i Tynne og mange flere artikler 

Redigeret 24. – 12. – 2021

 

Dora Holm fra Møgeltønder har i sine dagbogsoptegnelser skildret de rædsler som prægede befolkningen under de slesvigske krige. Det pinte hende meget at befolkningen i Tønder, jublede efter preussernes indtagelse af Dybbøl. En masse militær havde sin gang i Møgeltønder, og ofte måtte Dora Holms familie sørge for indkvartering.

 

Hvordan oplevede almindelige borgere krigen i 1864. Langt fra Dybbøl sad Dora Holm og skrev dagbog. Dagbogen giver en udmærket beskrivelse af, hvordan
befolkningen fulgte med her ude vest på.

Vi har taget den redaktionelle frihed og gjort teksten mere læsevenlig. Blandt andet har vi tilladt os at afkorte sætningerne. Dermed er fremstillingen blevet mere dynamisk.

 

Den 3. februar 1864

I dag er det moders fødselsdag og alt er vel hos os. Desværre er udsigter for landet bedrøvelige idet krigen har taget sin begyndelse med dårlige udsigter for Danmark.

Den 15. november 1863 døde vores gode konge Frederik den Syvende. Med hans død var freden forbi, idet Slesvig – Holstenerne ikke ville anerkende ham som hertug, men en søn af hertugen af Augustenborg, der med en tysk hærstyrke er draget ind  i landet og taget sæde
i Kiel.

Juleaften trak østrigsk –  preussisk – saksisk og hannoveransk militær ind i Holsten med klingende spil. Vore soldater rømmede terrænet godvillig efterhånden
som de fjendtlige tropper rykkede frem. Harmfuld læser man om, hvordan vores embedsmænd blev behandlet. En præst i Altona blev revet ned fra prædikestolen. Som sædvanlig var Christian og Emma hos os i julen. Med harme læste man aviserne og de mange ekstrablade, der udkom. Hele tiden havde de dårlige efterretninger.

Den 1. februar rykkede østrigere og preussere over grænsen til Slesvig. Man talte allerede om sårede. Vores tropper står bag Danevirke godt forskanset. Men de kan næppe klare overmagten. Dertil kommer, at det er en usædvanlig kold vinter, og de arme mennesker må lide meget af kulde og nattevagter.

 

Den 4. februar 1864

Efter flere rygter meldes der om sammenstød og kamp. Hoved-angrebet mod Danevirke lader dog vente på sig. Sårede er ankommet til Flensborg.

Den 7. februar 1864

Aldrig vil jeg glemme den 7. februar 1864 – Fastelavnssøndag. Hele dagen har vi hørt om den danske hærs tilbagetog fra Danevirke til Als. I går kom telegrafefterretningen, at armeen havde trukket sig tilbage uden kamp. Rygter vil vide, at der er indgået våbenstilstand. Vore tropper havde trukket sig nordpå.
I morges vågnede jeg ved at der blev sagt Preusserne er i Flensborg. Det samme som i 1848. Næsten samtlige embedsmænd fra Tønder flygtede til Møgeltønder og omegn for at undgå pøbelskandaler.

I middags kom et antal kanoner med artillerister til Tønder. De blev bespist af dansksindede borgere og også af enkelte tysksindede. Tre af dem deserterede.

Så snart de var borte begyndte urolighederne med oprørssange og tyske faner. Vore soldater må have haft det svært med tilbagetoget. Snestorm  og udmattede med en overlegen fjende i hælene. Den 5. februar havde været en hård dag. Mange døde og sårede havde der været på begge sider. I nat kommer branddirektør Lynge i logi hos os.

 

Den 11. februar 1864

I Tønder hersker den mest tøjleløse skandale siden i søndags. Danske folk forulempes på alle måder. Deres vinduer slås ind. Deres liv er ikke sikker. Johannis Holm (borgmester i Tønder) kom i tirsdags, forvist fra sin by. Christian og Emma kom i mandags, ligeledes bortjaget, og er her endnu. Emma ankom syg og dårlig.

Skandalerne går så vidt, at der ønskes militær, da byen er lovløs.

Den 9. udråbes Hertugen af Augustenborgs søn til regent over Slesvig og Holsten. En masse borgere gik gennem Tønder og sang oprørssange.

På tilbagetoget fra Danevirke havde 1. og 11. regiment en svær dyst ved Bilskov. De havde dog stor ære af kampen . Østrigerne havde dobbelt så mange døde og sårede. Men en del af vore soldater blev taget til fange.

Den øvrige arme er nu i sikkerhed bag Dybbøl – stillingen, som sandsynlig forestår en svær dyst igen. Det er hårde tider uden udsigt til hjælp, som man stedse har stolet på.

 

Den 14. februar 1864

I går kom en bataljon preussere til Tønder. Efter sigende tager de allerede atter bort fra byen i dag. Så slipper vi for indkvartering. En del af embedsstanden vovede sig til Tønder under militærbeskyttelse.

 

Den 16. februar 1864

I morges tog Christian og Emma bort efter 8 dages ophold til Dalsgård. Preusserne er borte fra Tønder, men i stedet har de nu fået 3 – 400 østrigere. En patrulje var i morges her i Møgeltønder.

 

Den 17. februar 1864

I dag kom østrigsk militær igennem Møgeltønder. Der var 60 infanterister og 4 husarer. Sidstnævnte har meget små heste. De er selv små og har en styg uniform, mørkeblå med meget lidt hvid pynt. Fodfolket har snævre benklæder, der endte i halvstøvler, grå knapper og sorte huer. De tog sig heller ikke videre
godt ud, dog så man flere smukke ansigter imellem dem.

 

Den 21. februar 1864

I de sidste dage er intet sket af betydning her. Der kommer daglig rygter, men de upålidelig. Vi ser dagligt østrigske patruljer. Forleden dag kom 24 husarer i deres pynt. De tog sig ret godt ud. De var i mørkeblå dragter med gule snore. I går proklamerede de hertugen i Højer.

 

Den 24. februar 1864

I går fik fætter Johannis sin afsked som borgmester i Tønder af civilkommissionen i Flensborg. En tysk borgmester indsattes, en Bleichen fra Sild. Han var ansat i Preussen under forrige krig. Hans ansættelse blev fejret i Tønder.

Den 19. februar rykkede preusserne ind i Jylland, siger rygterne. Posten nordpå er afbrudt.

 

Den 25. februar 1864

Ifølge tyske aviser (danske kommer der ingen af i denne tid) har tyskerne atter rømmet Jylland efter at en kavaleri-fægtning havde fundet sted ved Gudesø
mellem Kolding og Fredericia.

Man mener, at grunden er frygt for stormagternes indblanding. Dog står arméerne lige ved Kongeåen og er parat til at rykke ind, så snart der gives ordre.

Et angreb på Dybbøl Skanser har fundet sted. En del sårede er kommet til Flensborg. I Sundeved lider befolkningen meget. Indkvarteringen er stor. Nogle steder med over hundrede mand på et sted. Man er bange for at husene vil blive beslaglagt.

 

Den 29. februar 1864

I middags kom herredsfoged Sarauv fra Visby herigennem med stærk militær bevogtning og følgelig som fange. Grunden for dette vides ikke. I går skulle løven på Flensborg Kirkegård nedrives. Alt hvad der er dansk bliver spoleret af tyskerne. Det sker både af hjemmetyskerne og preusserne.

Måneden er til ende. Den har været indholdsrig på begivenheder, men meget trykkende og nedslående for os danske. Den eneste gode efterretning er rømningen af Jylland. Det er dog næppe af lang varighed. Affæren ved Bilskov tvang den tyske armé til et ophold på tre – fire timer. De fik tildelt tyskerne større tab, end de slev led. Den danske armé trak sig tilbage til Jylland og Als.

 

Den 5. marts 1864

I de sidste dage er intet sket af betydning. Kun små forpostfægtninger ved Kolding og Dybbøl. Tyskerne har igen besat Jylland.

Der bliver stadig afhentet embedsmænd af militæret. Men også civile bliver anholdt og bragt til Flensborg. Løven på Flensborg Kirkegård er nedbrudt.

 

Den 8. marts 1864

Preusserne har forberedt, at der kommer mange sårede til Flensborg. 1.000 senge, der kommer fra Preussen er opstillet. Et angreb mod Dybbøl kan snart forventes.

Herredsfoged Sarauv vente i går tilbage efter 8 dages anholdelse. Han blev frikendt for løgnagtige angivelser. Under hans fængsling fik han en meget dårlig
behandling.

 

Den 10. marts 1864

I dag er det Petreas fødselsdag. Fætter Johannis (Johannes) kom tidligt i formiddags fra Tønder. Han kom som flygtning. Han bliver her, da han ellers ville blive transporteret syd på af militærbevogtningen. 1.000 østrigere har været indkvarteret på egnen.

 

Den 13. marts 1864

Den 8. har der været flere kampe i Jylland ved Vejle. Men vore soldater måtte trække sig tilbage for overmagten. Men man bibragte fjenden (østrigerne) betydelige tab. Kampen ved Fredericia bibragte dog vore soldater en del tab. En general og stabsofficer blev sårede. Sidstnævnte fik det ene ben amputeret. Desuden var 140 blevet sårede. Tyskerne har slået hoved-lejr i Vejle. Store natural-forplejninger er udskrevet i Ribe Amt.

 

Den 15. marts 1864

Wrangels fordringer på leverancer til arméen er så store, at amtmanden for Ribe Stift ikke kan overholde anmodningen. Han mener, at det er tale om røveri.

Østrigerne er borte fra Tønder og preusserne er i stedet kommet. De patruljerer og besøger os. Deres uniform lignede vore danske soldaters. De har dog pikkelhuer i stedet for uldhuer. Den 8. tog tyskerne omtrent 300 danskere til fange.

 

Den 18. marts 1864

I dag er der kommet ordre på leverancer til tyskerne i Jylland. Her fra sognet skal der leveres otte stykker kreaturer.  Femern er taget og overrumplet af preusserne, hor de fik over hundrede fanger og flere andre ubehagelige efterretninger.

 

Den 20. marts 1864

I forgårs har vores tropper gjort udfald ved Dybbøl på de tyske skanser. Efter tyske beretninger har tabet været sort på begge sider. 300 – 400 af vore soldater blev taget til fange. Efter rygter, som synes pålidelig, har de taget mange af tyskerne til fange. Man siger over 1.000 stykker.

Den 17. var der en sø-træfning dog uden vinder. De preussiske skibe måtte i en fart søge havn i Svinemunde. Kanontorden fra Dybbøl kunne høres hele dagen. En indtagelse var nært forestående.

Med spænding imødeser vi de følgende dage. Hver dag kommer preussiske patruljer igennem fra Tønder

 

Den 23. marts 1864

Fra krigsskuepladsen kommer der kun rygter. Den sidste fra den 18. marts var ikke så heldig for os. Det gik ikke så godt, som der blev fortalt.

Embedsmændene fra Tønder er efterhånden alle afsat. Sådan er det gået over hele Slesvig. Oprørerne fra sidste krig er indsat i stedet for. Frimærkerne for
herredømmet skal forandres til 1. april.

4 amtmænd fra Jylland med 7 herredsfogeder og borgmestre sidder fanget i Rendsborg  og må finde sig i en meget dårlig behandling. Fredericia blev belejret lige som Dybbøl. Store summer fra andre riger bliver sendt til vore sårede og faldenes efterladte.

 

Den 27. marts 1864

I går rejste Johannis til Ribe og Varde. Hvis det er muligt, rejser han videre til København. Militæret har i nogle dage været borte fra Tønder.

 

Den 30. marts 1864

Anden påskedag den 28. marts har preusserne stormet Dybbøl. Stormen blev slået tilbage med store tab – døde og sårede. Dog ventes snart en gentagelse, da talrige tropper konverteres af preusserne foran stillingen. Østrigerne ligger foran Fredericia.

 

Den 1. april 1864

Marts måned er til ende. Den har ikke bragt noget godt. Mange mennesker er døde uden nytte. Fjenden kræver en masse leverance. Vores liv mærker i høj grad krigen. Dog har måneden alligevel ikke været så trykkende som den forrige.

 

Den 14. april 1864

I går var det faders fødselsdag. Han blev 75 år og er sund og rask. Den 11. har preusserne atter stormet Dybbøl uden resultat. I dag cirkulere rygter, at Dybbøl
er taget. Et rygte som mange gange før, har været i omløb.

 

Den 16. april 1864

I dag er der kommet en rekvisition på 16 vogne her fra sognet. De skal afleveres til tyskerne i Kolding. Dybbøl er ikke taget, men der har atter været et stormangreb. Daglig bliver vore soldater beskudt af preusserne. I nærheden af Højer ligger krigsskibe.

 

Den 20. april 1864

Dybbøl er taget. Det budskab kom i går til byen, og desværre var det denne gang sandt. Den 18. var en meget blodig dag, som stemmer alle til sorg for de mange ofre, den har krævet. Tabet skal være stort på begge sider. I Tønder er glæden dog stor over indtagelsen. Faner er hejst på de fleste huse. Konferencen tager i dag sin begyndelse.

 

Den 22. april 1864

Aviserne i disse dage indeholder kun beretninger over Dybbøls indtagelse, der har kostet mange mennesker og mange kanoner og meget andet. Også brohovedet blev taget. Preussernes tab af døde og sårede skal være meget større end vores. Man mener over det dobbelte. De trækker stærkt mod nord til Jylland vistnok for at belejre Fredericia.

30.000 flere preussere kom, og flere ventes.

 

Kanonbådene ved Højer skød forleden et par skud af til påmindelse at tage oprørsfanen ned, der var rejst til ære for preusserne efter indtagelsen ved Dybbøl.
Kongen af Preussen ventes til Flensborg og mange fra Tønder er taget derned for at tale med ham.

 

Den 23. april 1864

I går kom Johannis tilbage fra København og er hos forældrene igen. I morgen rejser far til Flensborg angående et penge-spørgsmål. Beretningerne over de sidste krigsbegivenheder er skrækkelige og stemmer humøret med sorg over de mange mennesker, der er spoleret og endnu vil blive dræbte.

 

Den 26. april 1864

I går kom far tilbage fra Flensborg, hvor han havde set meget militær.

 

Den 1. maj 1864

Sidst i april blev der meget røre her i byen. Pludselig kom der en masse østrigsk militær – omkring 400 mand. De tog 16.000 R.B.M. Med sig i statsobligationer i vederlag for skibene, redaktøren og Schackenborgs kanoner. Vi havde to løjtnanter med tjener og 6 husarer i indkvartering. De opførte sig meget godt. I disse dage cirkulerer der rygter om Fredericias indtagelse.

 

Den 3. maj 1864

Både Fredericia og Als er rømmet af de danske i disse dage efterladende en del kanoner og andre ting, som de ikke kan få med. Årsagen bedømmes meget forskelligt. I morgen rejser Theodor til Kolding for at bringe orden i krigskørselen fra sognet.

 

Den 16. juli 1864

I flere dage har vi ingen indkvartering haft, som er en stor lettelse. Der ligger kun meget få her i byen, en 30 Windisch – Grätz dragoner. Det er nok de grimmeste af alt det militær, der har været her. Forslidte grønne uniformer med smudsig røde kraver. Her er også et halvt kompagni Steyermarske jægere i grå uniformer med grønt besat og sorte filthatte med stor fjerbusk.

Kaptajn Hammer har i nat afskåret østrigerne ved en overgang til Før og taget samtlige soldater til fange. I går blev fysikus Ulrich bortjaget fra Tønder med familie, en pøbelsværm fulgte dem ud af Tønder med skandaler.

 

Den 19. juli 1864

i går kom østrigerne til Før. Hammer var nødt til at fjerne sig efter at have spillet dem flere puds med at tage både fra dem, men ingen fanger som tidligere meddelt.

 

Den 21. juli 1864

I går formiddags kl. 12 tog atter en ny våbenhvile sin begyndelse, men under endnu mindre gode vilkår, idet vi skal forpleje tropperne. En anden sorg bragte dagen. Kaptajn Hammer med 7 officerer og 158 matroser måtte overgive sig ved Før fem timer før våbenhvilens begyndelse. Efter sigende ødelagde de først kanonjollerne, gik derpå alle mand ombord på et lille dampskib, de havde som de satte på grund.

 

Den 22. juli 1864

I middags kom vor gamle indkvartering tilbage fra marsken, kadetten Ulrich og 5 mand med kanonerne

 

Den 30. juli 1864

I dag tog de atter bort. Våbenhvilen udløber i morgen, og man er spændt på, hvad der vil foregå.

 

Den 1. august 1864

I går forlod det sidste militær byen. De Steyermarske jægere var i deres grå uniformer med grønt, filthatten var med fjerbusk. Våbenhvilen er forlænget i tre dage.

 

Den 2. august 1864

Efterretningerne for os har været værre i dag end nogensinde. Fredsbetingelserne er vedtaget med tabet af Slesvig. Enklaven det danske Møgeltønder går bort fra Danmark. Det har kostet mange tårer. Vi håbede endnu til det sidste på en bedre løsning. Tønder er fuld af faner og man jubler over at skulle under preusserne. Det er meget hårdt, hvad vi må døje.

 

Den 4. august 1864

Det er våbenstilstand på tre måneder. På hvilke vilkår vides endnu ikke. At enklaverne går bort synes efter de sidste aviser ikke at være tilfældet. Glæden er stor. Forhåbentlig bliver den ved.

 

Den 9. august 1864

Et helt batteri kom i middag hertil. 8 kanoner, 130 heste og ryttere med 40 jægere. Hele forsamlingen fyldte hele alléen og gaden på en gang. Hvilken sørgelig erindring om krigen.

Her kom en jægerofficer i indkvartering med tjener og 2 mand med heste. Man spår, det kan være af varighed. Enklaverne, som desværre er bortgivet, skal lægges under Slesvig. De indledende forberedelser hertil er allerede i gang. De nuværende embedsmænd skal over for civilkommissionen i Flensborg afgive erklæring om, de vil blive.

 

Den 18. august 1864

Det er kejseren af Østrigs fødselsdag i dag. Den fejres af militæret med højtidelighed. I går aftes drog de her igennem gaden i procession med kulørte stanglygter og en meget smuk sang til slottet, hvor Hauptmann ligger

I dag har de været i fuld puds i Tønder med kanonerne, som har saluteret tre gange.

Artilleriet har af alle, vi har set den smukkeste uniform, lyseblå benklæder med brede højrøde galanger, brune våbenfrakker med højrøde opslag og to rader knapper, en sort høj hat med bred gul kant og kejserens våben. Dertil er de alle høje, slanke folk. Af vore soldater kommer flere hjem fra krigen. Det er et sørgeligt syn for dem, at se deres hjem besat af fjenden. Udsigterne er så sørgelige.

 

Den 23. september 1864

I går kom Emma og Christian uventet for at ordne deres ting i Læk. Pastor Sonne, der har logeret her i de sidste dage, rejste i morges bort fra Møgeltønder
for bestandigt. Vi har af politiske grunde ingen præst i dette øjeblik. Postkassen er blevet tysk overmalet. Efter sigende skal alle tropper ud af Jylland.

 

Den 28. september 1864

I dag har alt militær forladt byen. Artilleriet, har ligget her i syv uger. Tropperne trækker stærkt sydpå. Tønder er stærkt besat med Slesvig – Holstenske faner. Jeg så det syn for første gang den anden dag.

 

Den 2. oktober 1864

I går morges rejste fætter Christian og kone atter, efter at have ordnet deres sager. Den ene efter den anden forlader egnen. Jylland er under meget stærkt tryk. De fremmede tropper gør store fordringer. Den preussiske civilkommissær von Falkenstein har forbudt alle danske aviser fra øerne på nær tre. Han pålægger told på alt, hvad indføres. Han forbyder udførsel.

 

Den 9. oktober 1864

Efter at have været fri i otte dage for indkvartering, kom i går pludselig igen jægere. Vi fik en overjæger, en zugfører og to menige. De kom fra Ballum. Man mener, freden er nær. Men det bliver en dårlig fred.

Kilde:

• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

–

• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Soldat i Tønder 1851
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Udvandring fra Tønder
• Udvandring fra Tønder 2
• Ulrich – en Fysikus fra Tønder 1-2
• Vajsenhuset i Tønder

Redigeret 25. – 12. 2021

 

Vi befinder os i Forstæderne indtil begyndelsen af 1700tallet. Det var problemer med fiskerettighederne. Da der blev givet tilladelse til beboelse, var det pøblen, der bosatte sig. Skydebaner, møller og kroer var det første, der kom. Alt blev nedbrændt, da svenskerne dukkede op.

Begrebet ”Forstæderne”

Skal man beskrive Nørrebros tidlige historie må man sprænge rammerne. Og et bestemt forhold skal forklares. Vi møder nemlig begrebet Nørre Forstad og Østre Forstad. Det er i meget litteratur beskrevet som det nuværende Nørrebro og Østerbro. Men det er nu ikke ikke helt rigtig. Det var det område, der lå mellem byen og søerne. Senere blev området dog udvidet.

Så kære læsere, her få  I både lidt Nørrebro – Østerbro – Frederiksberg og Vesterbro – historie.

 

Sankt Jørgens Hospital

Sankt Jørgens Hospital blev bygget mellem 1264 og 1261. Navnet Sankt Jørgen var efter Den sorte Død omkring 1250 blevet almindelig for de fleste spedalskheds – hospitaler. Denne helgen beskyttede de syge og udstødte.

Gennem tiden foregik der en kamp mellem kirken og hospitalet om rettigheder og afgifter. Før 1506 genopbyggede Peter Albrechtssøn hospitalet. Men lemmerne følte sig ikke godt behandlet og klagede deres nød.

Kong Hans fastlagde i 1508 nogle retningslinjer, der skulle sikre hospitalet en god økonomi. Således tilfaldt indtægterne fra avlsgården hospitalet.

Men problemerne med kirken fortsatte. På et tidspunkt var der ideer fremme, at stedet skulle være en kombination af hospital og kloster. I 1523 gav Kong Frederik den Første Jep Heje hospitalet i livsvarig forlening.

Under reformationsopgøret ophørte Sankt Jørgens Hospital som selvstændigt hospital. Det blev underlagt Helligåndshospitalet, men fortsatte dog som spedalskhedshospital.

Hospitalet lå helt nede ved søen. I 1587 bestod hospitalet af en gård i bindingsværk bestående af fire huse. Ved hospitalet var der indrettet et sluseanlæg så søen ikke skulle udtørre. Forstanderen Peder Holst var kaldt til forhør. Han havde begået den frækhed, at fange fisk fra søen. Men byen mente, at det var dem, der havde rettighederne.

 

Tilladelse til bosætning

Først i 1567 gav Frederik den Anden tilladelse til bosættelse i området. Men det var nok ikke det klientel, han havde forstillet sig, der bosatte sig her. Druk, hor og kriminalitet herskede i området. Måske burde befolkningen have læst skriftet

Drukkenskabs Aflysning som biskoppen udgav med kongens velsignelse. Her advarede han mod drikfældighed. Han karakteriserede dem som befandt sig i druk med svin, asener, gale hunde, kalve, aber, geder og bukke  Den sjællandske bisp kendte sin zoologi.

 

Advarsel og henstillinger

Betingelsen for at bosætte sig i forstæderne var,  at der skulle anlægges skikkelige gader og stræder mellem haverne. Området skulle altså straks fra begyndelsen have præg af forstad. Husene skulle opfylde specielle ønsker, og haverne skulle omkranses af plankeværk.

Beboerne skulle selv vedligeholde vejene og også dæmningen over den store sø, der senere kom til at hedde Peblinge Sø og Sortedams Sø.

Men det var nu ikke det beboerne derude først gav sig i kast med. Den dæmning de havde fået overdraget havde sikkert også været i dårlig tilstand.

I 1570 udsendte Bytinget en advarsel, om at nu skulle man komme i gang med at vedligeholde dæmningen.  Dengang kaldte de den for Langebro. Samtidig gjorde by-tinget opmærksom på, at udenbys boende skulle betale samme skat og tynge som dem, der boede inden for voldene.

Kvæg, fæ eller heste måtte ikke græsse på Stadens å-drev. Private hyrder blev heller ikke tolereret. I stedet for ansatte staden hyrder.

 

Den første fiskedam

I 1572 fik borgmester Marcus Hess skøde på noget jord uden for Vester Port. Det lod han udgrave, og indrettede en fiskedam. Året før havde kongens
sekretær fået noget jord uden for Øster Port. En knap så heldig borger, skipper Clemindtz fik konfiskeret sin jord af Kronen.

 

Søerne

Fra tidlig tid kendes Lersøen og Ladegårdsåen. Den havde sit forløb langs Åboulevarden og H.C. Andersens Boulevard. En dæmning på tværs bevirkede, at der dannedes en regulær sø, Peblingesøen eller som i mangfoldige år hed Sortedammen.

Fra denne blev der ført kanaler ned til Havns vandgrave. Disse kanaler kom til at danne grænserne til landsbyerne Serridslev og Solbjerg.

Rosbæk  var Lersøens naturlige afløb ud i Øresund. Denne bæk blev afskåret af en dæmning, så vandet i stedet løb mod byen. Ladegårdsåen blev ligeledes opstemmet så vandet løb ud i Sankt Jørgens Sø og Peblinge Søen.

Sankt Jørgens Sø  var ligeledes dannet ved opdæmning, formentlig samtidig. Men vi hører først om den i 1570. I perioder var den dog helt udtørret.

Elisabeth, Christian den Andens dronning befalede i 1520 i gemalens fraværd, at en ikke nærmere specificeret sø, skulle oprenses. Måske har det været omtalte sø.

 

Vejene var i dårlig forfatning

Da Havn blev anlagt omtales tre hovedveje til byen. Det var fra Helsingør, Roskilde og Køge. De omtales første gang i 1543 som

• den dam ved st. Jørgen uden for Østerport, naar den dam blifuer ferdig giort, oc en god vey ofuer den onde bech ved sancte Jørgen.

Vejene var i en meget dårlig forfatning. Derfor blev bønderne pålagt, at forbedre vejenes tilstand. Og det var svært i det sumpede område. Dæmninger og broer skulle forsynes med gode stærke pæle. Bundbrædder og brystværn skulle også  være solide.

Og så skulle vejene være så  brede at jyske vogne kunne passere hinanden. De var nemlig bredere end sjællandske vogne.

 

De gamle landsbyer

Blandt de gaver som Valdemar den Store forærede biskop Absalon omkring 1160 var landsbyerne Serridslev, Solbjerg og Valby. Byen Serridslev er man ikke helt sikker på, hvor den lå. De fleste antager at den lå omkring krydset Rådmandsgade/Tagensvej. Således omfattede denne by ifølge Roskilde – bispens Jordebog 18 gårde.

En anden by næves også, nemlig Nyby. Dem antages at have ligget omkring området ved Den Kongelige Veterinær – og Landbohøjskole.

Jordebogen fra 1377 er ikke særlig oplysende med hensyn til området. Dog nævner den det ødelagte Sankt Jørgens Hospital.

Nyby Ladegård blev i 1416 overgivet til Kronen. Serridslevs jorder blev drevet som bymark. Landsbyen var helt forsvundet omkring 1523 efter en belejring – formoder man. Og jorderne tilhørte borgmestrene og medlemmer af rådet. Det var en del af deres løn. Betegnelsen Rådmandsmarken opstod.

 

De mange lav

Omkring 1570 fik vognmandslavet overdraget 21 jorder mellem Borgervangen og Emdrup Vang. Vognmændene blev betragtet som offentlig ansatte. De skulle have et sted, hvor de kunne dyrke foder til deres heste.

Mod vest omkring Kallebo fik slagterne deres tilholdssted. Inden for voldene kom der simpelthen et slagterforbud i 1570. I 1583 kom der på foranledning af Christoffer Walchendorf en forbedring af forholdene. Et stort slagterhus med 14 boder blev bygget.

 

Blegdammene

Blegdammene kom. I begyndelsen var det beskæftigelse for kvinder. Og ved Skt. Jørgens Sø hører vi om de første fiskedamme. Frederik den Første
havde enlig bestemt, at han havde eneret på dette område. Men det gik i glemmebogen. I 1620 hed det nemlig Borgmesters Blegdam. Den omfattede en blegplads og en fiskedam.

 

Kirkegård ved Nørre Port

På et gammelt kort fra 1590erne ses en kirkegård og en lille kirke ude foran Nørre Port. Kirkegården kom først. Den blev anlagt i 1546 under pestepidemien.
Tre nærliggende sogne blev enige om, at deles om udgifterne. Allerede i kirkegårdens første ti år oplevede man tre sygdomsbølger.

Så længe der var aktivitet, fungerede det fint på kirkegården. Men da der kom roligere perioder var forholdene kaotiske.

Måske var det derfor, at graveren fik bolig på stedet. Han måtte skrive under på, at han hverken ville holde drikkegilde eller spillebuler og heller ikke ville skjule skarnsfolk i sin nye bolig.

Der blev plantet asketræer og et plankeværk blev sat op i 1556. I 1564 blev der på stedet opført et kapel. Det var af bindingsværk med stole, kor, altertavle og prædikestol. Alt dette stammede fra Vor Frue Kirke.

Den tilladelse som kongen havde givet til bosætning blev trukket tilbage. Ulovlig handel og drukkenskab kunne ikke tolereres. Men ulovlighederne fortsatte. Nu var det så bystyret, der måtte kontrollere disse ulovligheder.

 

Møller og haver

I 1578 fik simmelbager Simon Frederichsen til at opsætte en mølle ud for Vester Port. Det var lige sydvest for papegøjestangen. Det var meget fint at blive fuglekonge. Bagefter gik det tilbage til Lavshuset, hvor der blev serveret fire tønder øl af bedste tyske kvalitet.

Men det var også fuglekongen, der skulle tage den gamle papegøje ned og erstatte den med en ny.

I 1581 var der vest for Nørre Port efterhånden 118 haver. Også den gang havde man byggematadorer, der ejede mange haver, og tjente penge ved at leje jordene ud.

På et gammelt stik fra 1587 kan der ses adskillige stubmøller mellem Sankt Jørgens Hospital og byens volde.

 

Kun kongen måtte jage

Der var masser af småvildt i forstæderne. Og borgerne jagtede gerne harer, ager-høner, svaner og andet småvildt. Men dette ville Christian den Fjerde
have for sig selv. I 1591 forbød han i skarpe vendinger enhver form for jagt uden for byportene under henvisning til, at der intet fandtes om slige privilegier. Fremover ville en overtrædelse blive betragtet som tyveri.

Voldshandlinger foregik der ofte uden for voldene. Således også i 1601 ude foran Østerport, hvor to adelsfolk kom op at toppes.

 

Søen udtørrer

I 1606 udtørrede Sankt Jørgens Sø atter engang. Christian den Fjerde befalede, at søen skulle fyldes med vand af hensyn til byens forsvar.

Samme år købte kongen ikke mindre end 25 haver mellem Øster og Nørre Port til brug for en ladegård  og en lysthave, inklusive nytte – og botanisk – medicinsk have.

Nogle måneder senere erhvervede han yderligere 14 haver.

Mellem Sortedams-søen og Kongens Have var der opsat træværk.

 

Vartov

I 1609 overtog Vartov ude i nærheden af Lille Tuborg Sankt Jørgens Hospitals forpligtigelser. Nu hvor man var fri for kirkens bestemmelser, kunne man ansætte kvindelige sygeplejerske. I 1629 begyndte man at bygge et nyt hospital ikke langt fra Trianglen. Dette hospital fortsatte under navnet Vartov.

 

Stadig syge på  Sankt Jørgens Hospital

Et lejebrev med ti års gyldighed blev udstedt til Morten Wesling til drift af Sankt Jørgens Hospital. Overskuddet af driften skulle gives til de fattige og syge på Vartov.

Men der var trods lejeaftalen ikke slut med at drive stedet som hospital. Adskillige syge og sårede fra Kalmarkrigen i 1612 blev indlagt her. Epidemier i 1619 betød flere sengeliggende gæster.

I 1621 befalede Christian den Fjerede jorden til Kronen. Da var bygningerne revet ned. De sidste ti syge var overført til Vartov. Åbenbart var det kun laden, der fik lov til at stå. Den indgår i regnskabet for Ladegården i 1622.

I 1614 fik rådmand Iffuer Poulsen tilladelse til holde beværtning i det hus, han havde ladet bygge uden for Øster Port. Fem år senere fik Michael Wiibe lov til at anlægge kro og skydebane ud for Vester Port.

I 1617 blev terrænet foran voldene undersøgt med henblik på opsætning af vandmøller. Der skulle graves en del render.

 

Teglgården flytter

Teglgården ud foran Øster Port lå i vejen for Nyboder. For byen var den efterhånden kun en udgift. I 1616 flyttede en del af den ud på Teglgårdsvangen.
Det var på den grund, hvor Blaagaarden senere blev anlagt.  Mod nord omkring Store Vibenshus fandtes lergrave

I takt med en stigende befolkning opstod tanken om en kirke. Kongen overvejede i 1618 da også at oprette et specielt sogn for forstæderne. Men i første omgang kom befolkningen i første omgang til at høre under Hvidovre Sogn.

 

Renligholdelse påbudt

En ny forordning om renligholdelse omfattede  også forstæderne. Her var man træt af alt det affald, der lå op mod voldene. Man pålagde ejerne at brolægge helt ud til volden. Man skulle derefter feje skarnet sammen så karremændene kunne fjerne det.

Tre nye forstæder havde fra 1620 –  1660 set dagens lys. Forstaden ude foran Øster Port var for det bedre borgerskab, men dog også en lille lejebodssamling.
Forstaden ud for Nørre Port var den mest regulerede med gadenet. Vester Port var præget af de mange møller, men ikke så struktureret som den nordlige
nabo.

Efterhånden blev Øster Port opslugt af Nykiøbenhavn. Og dette fænomen bliver beskrevet i en særskilt artikel.  Det skæbnesvanger år var 1660. Det betød en total udradering på grund af svenskekrigene.

Christian den Fjerde fik i 1621 Kalvehaven og hele Solbjerg. Staden fik til gengæld Ryvangen. Solbjerg blev nedlagt og indlemmet under Ladegården.

 

Aktiviteter ved søerne

Syd for Vartov lod borgmester Kurt Maquortsen hederne dræne ved at udgrave fiskedamme. Mellem Peblinge Sø og Sankt Jørgens Sø var anlagt to sluser til den grøft, der ledte vandet til voldgraven. I det nordøstligste hjørne af Sankt Jørgens Sø blev Blegdamshuset opført. Dette hus tjente i forbindelse med Kongens Blegdam og blev anlagt i 1621.

Mellem Ladegården og Blegdamshuset byggedes Fangehuset. Et Farveri eller Sverthuset blev også anlagt.

Samtidig med Ladegården blev der anlagt seks vanghuse spredt ud over de tilhørende marker. Heri boede opsynsmænd, der skulle holde øje med fremmede. De skulle også holde øje med at hovbønderne bestilte noget.

 

Retterstedet flyttes

I 1622 da anlæggelsen af Vestre Forstad så småt var kommet i gang, blev retterstedet flyttet. Af frygt for det onde var det svært at få mandskab til at flytte galgen. Samtlige håndværkslav var tilsagt til at sørge for flytningen. Natmesterens hus blev flyttet ud i nærheden. Tre år senere blev endnu en natmester ansat. Han skulle holde øje med Øster Port.

Retterstedet skulle være præventivt. Men det kom faktisk i brug ganske ofte. Således kom bødelen af Nested ud for en hamper behandling i 1640.

Først blev han i levende live lagt på  skafottet og fik udskåret tungen. Dernæst blev hans “gemecht”afskåret. Hjertet blev udtaget og resten delt i fire stykker. Det parterede lig blev sluttelig stejlet.

I 1646 skulle retterstedet repareres. Murerlavet var ikke meget for det. De forlangte dog, at de 12 kroppe der hang og dinglede blev taget ned. Og dette makabre arbejde skulle natmanden og hans mænd stå for. Og galgen stod helt til 1767.

 

Beskeden bebyggelse

Forstadsbebyggelsen var endnu i 1623 ret beskeden. Husene var beskedne og grundene blev hovedsagelig brugt som haver og græsningsarealer. Grundejerne fik ret til at lukke de smalle stræder, der gik langs deres grunde. Begrundelsen var, at offentligheden ikke havde brug for disse små veje.

 

Kæmpe Ladegård

Noget anden var det med den nye Ladegaard. Der var plads til 500 stykker kvæg, og der var antaget en malkepige for hver 18 stykker kvæg. Gården blev delvis ødelagt af en storm i 1628, men blev hurtig genopbygget.

 

Store Vibenshus

I 1629 byggede Kronen et vagthus ved den nye kongevej. Vejen havde sit udspring inde fra Rosenborg. Fra 1635 rykkede Hans Andersen Vive ind i huset som opsynsmand. Fremover blev det kaldt Vivens Hus.

Men ak, den stakkels mand kom ulykkelig af dage. Han blev myrdet af Jens Morder i 1646. Han led foruden dødsstraf den vanære, at blive sat på stejle lige ud for ugerningens åsted.

I 1686 blev huset ombygget. Dermed fik det et nyt navn Store Wibenshus.

Uværdig begravelse

I 1637 blev kirkegården ud for Nørre Port udvidet. Det var dog nedværdigende, at blive begravet her. Her blev mest fattige og dem, der bevægede sig på den forkerte side af loven, begravet.

Her blev i 1638 en stakkels kvinde begravet. Hun var død under tortur. Hendes brøde var, at have bestjålet den tyske kammersekretær med hjælp af en smededreng, der kunne dirke låse op.

 

Skydeklub op af mødding

I 1628 blev der omkring Vester Port bragt orden i et gæstgiveri med tilhørende skydeklub. Der var givet tilladelse til at drive skydeklub for at uddanne folk til, når der eventuelt blev krig. Samtidig blev det bestemt den møg, der ikke kunne bruges i haverne i forstæderne skulle samles et sted. Uheldigvis blev der indrettet et sådan depot lige op af denne skydebane.

Garverne var så heldige at kunne købe Kongens Mølle uden for Nørre Port. Skomagerne var de næste. De købte Værrebro Mølle i Frederiksborg Len af kongen. Garverne gik videre. De købte endnu en mølle ud for Nørre Port.

 

I må ikke drikke

Efterhånden opstod der flere gæstgiverier i forstæderne. Fristelserne blev store. Og den drikkelystne Christian den Fjerde bestemte, at når bønder fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne skulle de smides i slottets fængsel.

I 1644 angreb Torsteinsson pludselig Holsten. Man blev nervøse i København. Det igangværende befæstningsarbejde var langt fra afsluttet. Ved Vartov blev der også arbejdet med et massivt værk. Der skete dog intet. Rigsrådet mistede tålmodigheden og henvendte sig til kongen.  Men det hjalp ikke synderligt. Arbejdet gik undertiden helt i stå.

Tilbagegang for Ladegården

I 1650 rev en kraftig storm 1.500 tagsten af Ladegården. Ladegårds – driften var langt fra effektiv. Kronen måtte købe sig til arbejdskraft. En del af Ladegården
blev udlånt til hollændere, der kom fra Amager. Meningen var at de skulle være med til at klare driften. Men de byggede deres egne huse, og betragtede jorden som deres egen. Afgifter så kongen ikke noget af. I 1652 fik de en alvorlig påtale.

I 1651 var en del af Ladegården indrettet til pesthus og hjem for afsindige.  I 1653 blev hovedbygningen overtaget
af 50 klædemagere, der var blevet fordrevet fra Böhmen.

Alt hvad der ikke var tilladt inden for voldene flyttede ud i forstads – kvarteret. Garverier og pottemagere forsagede mange brande.

Plankeværkerne  omkring haverne blev stjålet og afgrøderne blev trampet ned.

Omkring 1650 så det ud til at udviklingen fortsatte på den anden side af søerne. Mange fik erstatningsgrunde, for de grunde, der blev inddraget til befæstningsanlæg.

Ved Øster Port (Helsingør port) bygget i 1647 opstod en helt ny by omkring 1650. Den blev kaldt Palmaillebyen. Den fik dog en meget kort levetid.

 

Svenskerne kommer flere gange

I 1658 bankede fjenden på. Forstæderne skulle totalt nedbrydes og brændes af. Alle brugbare effekter og materialer blev brugt til at forsvare byen.

Efter Roskilde – fredens indgåelse påbegyndtes genopbygningen af forstæderne. Men det var ikke let. De soldater, der blev tilbage overfaldt forbipasserende.

Men ak. Det hele var omsonst. Svenskerne kom igen. Den 9. august blev det besluttet at afbrænde alt, hvad det var mellem stadens volde og søerne, inklusive kirken. To dage senere blev byportene lukket. Det som man ikke selv nedbrændte, brændte svenskerne ned. Det skete blandt andet på det nuværende Nørrebro.

 

Ingen bebyggelse foran søerne

Efter krigen blev det besluttet, at strækningen indtil søerne skulle være demarkationslinje . Her måtte der ikke bygges. Nye blegdamme opstod nord for Peblingesøen, som erstatning for de gamle mellem volden og søerne.

Snart voksede østre og nordre forstad sammen.

Det hele kunne dog godt være lidt forvirrende. Først i 1755 fik grundstykkerne et matrikelnummer. Indtil da var de nummeret – nogle gange helt tilfældigt. Nyt byggeri opstod på den anden side af søerne.

I Vestre Forstad var der i 1717 kun registeret 25 borgere. Men dertil skal man lige ligge koner, børn, svende og tjenestefolk.

Byggelovgivningen dengang var heller ikke så restriktiv, som inden for voldene. Men alligevel var der nogle retningslinjer. En brygger i Vestre  Forstad,
ville bygge et anseeligt hus. Men han fik at vide, at han kun måtte bygge ti alen i højden af hensyn til møllerne i nærheden.

Under isvinteren 1685 bundfrøs  Sortedam, som forsynede Peblinge Sø med vand. Dermed opstod der vandmangel i byen. Sommeren 1689 var derimod så tør,
at søerne ganske udtørrede og det samme problem opstod.

 

Ny Hollænderby – ingen succes

En stor del af Ny Hollænderby brændte i 1697. Antallet af beboere faldt drastisk de første år efter branden. Mange forsvandt simpelthen. Det blev ikke den samme succes her ved indgangen til Frederiksberg som ude på Amager.

Mange foretog vognvask i søerne, selv om det var strengt forbudt. I 1702 meddelte politimesteren at drikkevandet havde fået en forrådnet smag på grund af morads i Sortedammen. Ja man kaldte ligefrem søens vand for ålesuppe. Det hændte nemlig at en ål gik gennem pumperne.

 

Kun halvdelen havde lokummer

Der boede mange småfolk i de nye forstæder, men også en del velsituerede havde bygget lystgårde herude. De foretrak dog at bo inde i byen. Og lystgårdene var knap så gedigne som byhusene. Nørre og Østre Forstad var præget af spredt bebyggelse, mens der var mere samling i Vestre Forstad.

Lokummer havde man kun i halvdelen af husene. Og de var indrettet i et skur på grunden.

 

Skydebaner

Efter at skydebanen ved Vester Port var nedlagt, blev der oprettet en ny. Den lå i Rådmandsmarken. Her kunne man både skyde efter skive og efter papegøjen.

Der nævnes et forlystelsessted ud for Vester Port, med både karrusel-bane, keglebane og en lille valnøddelund. Stedet kom til at hedde Skydebanen eller Holbæk Gæstekro. Stedet eksisterede antagelig til 1730erne.

Omkring 1712 var der ikke særlig mange salgsboder i forstæderne. Der var skydebaner, møller og gæstgiverier. En enkelt mælkehandler i Østre Forstad og en skomager i Vestre Forstad. På Blågård var der indrettet et guldmagerværksted.

Ved Vestre Forstad berettes om slagterboder. Den store bygning med 14 boder var revet ned i 1658.

I Østre Forstad eksisterede Kongens Fiskerhus med traktørsted og skydebane. Og længere ude lå Kildedal også med skydebane.

 

Flest forlystelser i Vestre Forstad

Men det var ved Vester Port de fleste fornøjelser lå. Endda i selve Vester Port var der mulighed at få noget at spise og slukket tørsten. I 1661 blev der givet privilegium for Valby Kro. I 1670 blev der givet tilladelse til murmester Jens Matzen at drive kro, brygge og bage. Stedet lå lige op ad Ladegårdens marker.

I 1671 blev Mikkel Vibes Kro genopbygget. Det var kongens teltmager Niels Erlandsøn, der fik tilladelsen. Nogle gange gik det galt. Værtshusholderne overtrådte Bryggelavets bestemmelse, og solgte al den øl, som de selv bryggede.

 

Det første værtshus på Nørrebro

Ved den gamle vold ud for Peblingesøen fik Johannes Merhoff i 1661 lov til at beskænke vejfarende med både dansk og udenlandsk øl. Det var som tak for hans indsats i svenskekrigen. Mon ikke det var Nørrebros første officielle værtshus?

Når vi nu er ved Nørrebro. Ja så var der adskillige sommerforlystelser på Gabels Gaard i midten af 1670erne. Ved Blegdammene var der både officielle og uofficielle kroer.

I 1711 indlogerede en bondekarl sig med en ung pige hos en enke, der drev herberg i Vestre Forstad. Næste morgen fandt enken den unge pige død. Bondekarlen var over alle bjerge. For enden af Sankt Jørgens Sø kunne borgerskabet forsyne sig med fuldfedt fjerkræ. Vi forlader forstæderne for denne gang.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Blaagaards – kvarteret gennem 400 år
• De vilde – på Nørrebro
• Hvad skete der med Serridslev
• Ladegården – dengang
• Nørrebro – i begyndelsen
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Svenske Tropper på Nørrebro
• Søerne foran Nørrebro
• Det var på Frederiksberg (under København)
• Blegdammene ved Blegdamsvej (under Østerbro)
• De første på Østerbro (under Østerbro)
• Fra det gamle Østerbro (under Østerbro)
• Kastellet (under Østerbro)
• Nyboders historie (under Østerbro)
• Østerbro – langs søerne (under Østerbro)
• Østerbros historie (under Østerbro) Og mange flere artikler 

Redigeret 10. – 03. 2022

Det var folk fra Dragør, der fik kongelig privilegium til at lodse skibe gennem Øresund. Men mange brød dette privilegium. Og det var ikke altid at lodserne fik løn. Uautoriserede lodser fik skibene på  grund. Man kæmpede både mod færgemændene fra Helsingør og svenske lodser. Og så var der en lods, der blev bange. Han syntes, at de skib, han skulle lodse, var for stort.

 

Kongelig privilegium

Ved kongelig resolution af 8. marts 1684, gav Christian den Femte Dragør – lodserne privilegium på lodsning gennem Drogden. Det har ganske givet været lodser før den tid i det travle farvand. Det var især i den sydlige del et vanskeligt farvand at færdes i. Mange forlis og grundstødninger vidnede om de vanskelige forhold.

 

Hjælpemidler

Søfolkene brugte håndloddet og kompasset, som ved middelalderens slutning  havde vundet indpas. Først i slutningen af 1500tallet fik man egentlige søkort. Gennem 16 – og 1700tallet blev der foretaget opmålinger af de danske farvande. Nu var det heller ikke alle søfolk, der kunne få lov til at bruge disse kort, som slet ikke har dagens standard.

Allerede i 1520erne begyndte man at udlægge søtønder.

 

Den skånske krig

Under Den Skånske krig 1675 – 1679 hører man officielt første gang om Dragør – lodser Ja seks lodser fik til opgave at bjerge et tabt anker. Det fik de 10 rigsdaler for, samt fritagelse for udskrivninger til transporter og andre pligtarbejder i kongens tjeneste.

Det var disse seks lodser, der fik kongeligt privilegium.  Men Dragør lodserne var aktive under slaget i Køge Bugt.

 

Ussel løn 

Fra 1679 fik lodserne en årsløn. Men det var nu ikke en kanon – løn. Den svarede til, hvad en styrmand i orlogsflåden tjente på en måned – nemlig 14 rigsdaler.

I 1699 henvendte lodserne sig til admiralitet for at få bekræfte privilegiet. Men fra 1701 udeblev lønudbetalingerne.

 

De unge måtte ikke

I 1705 ville de gamle lodser i Dragør ikke tillade at de unge fik mulighed for at lodse. Der blev klaget til Admiralitetet. Her foreslog man en eksamen. Men denne kom først i gang i 1740, da overlodsen skulle eksaminere de Dragør – folk, som ønskede at blive lodser. I 1760 var det den stedlige lodsoldermand, der overtog denne funktion. 

 

Falske lodser

I 1709 havde mange lodser gjort tjeneste på floden i forbindelse med Den Store Nordiske Krig.  Først i 1735 fik man en ordentlig aflønningsform.
Men det kneb med at få bekræftet privilegierne. Mange Dragør – fiskere og søfolk, der ikke var en del af lodserne, så deres snit til at tjene lidt ekstra under foregivende, at de var lodser.

 

Fem dobling af lønnen

I 1741 fik de 12 gamle lodser 6 rigsdaler om måneden i fast gage. Det var mere end en femdobling af lønnen. De 12 unge lodser fik løn som flådens matroser nemlig 44 rigsdaler og 4 mark årligt.

Samtidig gav en kongelig resolution af 24. april 1741 yderligere 24 lodser frihed til at have væv i deres hus. Desværre stillede man i 1747 spørgsmålet om, hvad man fik ud af alle de penge man gav til lodserne i Dragør. Man vendte tilbage til en årlig løn på 14 rigsdaler.

Det var en dårlig løn. Og lodserne brugte deres egne både.

 

Orlogsskibe på grund

I 1758 satte tre lodser nogle orlogsskibe på grund ved Saltholm. De blev alle kendt skyldige og fradømt deres rettigheder til at lodse.

 

Omorganisering

I 1760 skete der en omorganisering. Overlodsen, der fra starten fik Dragør Lodseri under sig, blev nu også underlagt lodseriet i Dvalegrunden. Senere blev arbejdsområderne udvidet endnu mere. I 1775 blev lodseriet i Helsingør og på Ise-fjorden lagt under ham. Ja også det senere oprettede lodseri i København
kom under ham.

 

Ulykke forudsagt af englændere

I 1765 skete der en ulykke. Lods Peter Andersen Tysk druknede under dramatiske omstændigheder. En engelsk tremaster med en dybdegang på 15 fod var kommet sejlende syd fra og syd for Dragør, havde man signaliseret efter en lods.

Englænderne ville dog kun betale 15 mark, og det for lidt for en båd af denne størrelse. Lodserne ville ikke godkende beløbet, og skipperen ønskede derefter ikke en lods. Fra skibets side. Da de to lodser gik fra borde

• kom ved ulykkelig hændelse et af hans (englænderens) læsejls udhalere om toppen af lodsbådens mast og kæntrede og sank sammen.

Efterfølgende kunne kun den ene af lodserne bjærges i live. Man mente hos lodserne at hændelsen var sket i ondskab. Fra admiralitetets side udbad man sig
om sømandskab fra alle parter.

 

Mange sparede lodsen væk 

Mange skippere anmodede om lods samtidig, for at spare penge. Andre som sparede lodsen og gik på grund anførte løgnagtig, at de ikke kunne få nogen lods.

 

Konkurrence fra Helsingør

I 1778 kom der endda konkurrence fra Færgemandslavet i Helsingør. De oprettede Helsingør Lodseri.  Og de førte bådene ind på  Dragør – lodsernes enemærke. Tænk, de lå med deres joller syd for Dragør parat til at tage imod de sydfra kommende skibe og føre dem nordpå.

Stiftamtmanden fik pålæg om, at informere Helsingørs færgemænd samt fiskerne langs kysten om Dragør – lodsernes rettighederne. Men færgemændene fra Helsingør rettede sig dog ikke efter disse advarsler.

En hollandsk skipper havde klaget over, at han ikke kun få lods fra Helsingør. Problemet var, at de alle lå syd for Dragør.  Efter mange forhandlinger og forviklinger blev Dragør – lodsernes rettigheder atter engang bekræftet.

 

Karakterbog over lodserne

Nu var det godt nok ikke alle lodser, der var lige gode. Det fremgår blandt andet af lodsoldermændenes status over de enkelte lodsers opførelse i det forgangne ord. I nytårslisten over Dragørs lodser i 1781, hvor kyndighed og øvrige opførsel bedømmes.

Anders Clemmensen er en god lods som i sin tjeneste forsigtig og påpasselig, samt temmelig ordentlig i sin opførsel.

• Peter Madsen er ikke af de bedste lodser, ”haver og ofte været ulykkelig i lodsning”,.
• Peder Teysen er en temmelig god lods, som er påpasselig i sin tjeneste og fører et ædru og ordentlig levned.
• Rasmus Ingermann ”haver tilforn været en meget forsigtig og påpasselig lods, men i år haver han været meget ulykkelig i lodsning”. I forsommeren
  var han temmelig drikfældig, men i eftersommeren haver han vist god forbedring.
• Niels Nielsen er en flink og hurtig lods, men i år ligeledes ulykkelig i lodsning, uagtet at han i sin opførsel i år har været meget ædru og ordentlig , for så vidt han haver været i mit øjesyn.
• Tønnes Mortensen er en af de bedste lodser, som er hurtig og passelig i alle begivenheder og i opførsel ædru og ordentlig.
• Peer Peersen har i forsommeren mest ligget inde uden at gøre nogen tjeneste. Årsagen dertil kan jeg ikke med nogen vished, rapportere, men i efteråret har han dog været temmelig påpasselig og gjort sin tjeneste.
• Reservelods Rasmus Larsen er ikke den kyndigste ej heller meget påpasselig i sin tjeneste, men i mit påsyn haver han dog i eftersommeren ligesom vist lidet forbedring, men når han kan være mig af øjesyn, hører jeg, er ved det gamle.
• Reservelods Jon Peersen tegner meget godt. Han har været hurtig og påpasselig i sin tjeneste, samt opført sig ædru og ordentlig, haver og erhvervet sig den kundskab, at han med lette skibe haver lodset såvel i boutning som i bougsejling.

”Karakterbogen” fra 1781 omfatter i alt 12 lodser og 6 reservelodser.

 

Fast gage forsvinder

Fra 1816 bortfaldt den faste gage. I stedet blev der betalt for de foretagende lodsninger, beregnet efter Helsingør – lodsernes takster. Først i 1831 indførtes faste takster ved Dragør Lodseri.

 

Manglende disciplin og drikfældighed

En klage fra en søofficer beskrev lodserne som uhøflige, desuden manglede de militær disciplin. Problemet var, at lodserne blev taget fra en folkeklasse som matroser og fiskere. Som det tidligere er nævnt kneb det måske også med ædrueligheden hos nogle.

Således måtte lodsen Theis Petersen Palm indfinde sig hos overlodsen ej så ædru som han burde være. Beretningen lyder som følge:

• Jeg lod ham gøre prøve for mig ved at gå for mig på gulvet. Han viste aldeles utilladelig opførsel. Han var med en særdeles studshed og kastede sin kasket på hovedet.

Overlodsen berettede endvidere, at det ikke var første gang, at lodsen var beruset, når han havde været inde hos ham.

• Så jeg halvt fatter tanke til, at han muligt i tiden kunne henfalde til drik.

En fransk fregat blev senere sat på grund på grund af denne lods fuldskab. I 1820erne og i 1830erne blev en del lodser afskediget på grund af fuldskab. Ak ja. Man kunne også være noget slagfærdig af sig eller ikke af et muntert væsen.

 

Skibet var for stort

Nu var det ikke altid lige let at være lods. Således blev Jens Præst i 1782 kaldt til København, hvor han skulle føre den store ostindiefarer Kronborg, der stak 21 fod til Helsingør. Den 2. februar om aftenen var han gået ombord, men den efterfølgende dag gik han igen hjem til Dragør. Her havde han opholdt sig et par dage, hvorefter han igen var gået til København. Men på grund af svaghed måtte han afløses af en anden lods.

Oldermanden måtte undersøge sagen. Jens Præst var ikke mere svag, end han kunne gå hjem til Dragør igen. Da han kom hjem havde han stillet sig rasende an, så hans venner måtte holde vagt over ham i to nætter.

Oldermanden konkluderede:

• Jeg slutter heraf, at han har fået en skræk over sig over dette, at han har løbet og søgt den tjeneste, som han ikke i alle tilfælde ser sig i stand til at forrette.

 

Alvorlig ulykke

Jens Præst fik ikke en lang karriere som lods. Han forulykkede den 5. december 1805. Den 10. december kunne man i avisen læse følgende: Hollænderbyen den 8. december

• Siden Stormen i Torsdags savnes fra Dragør en Lodsjolle med 4 Lodser i. To gamle Lodser, Fader og søn havde hver sit Skib at lodse Farvandet ned Nord efter., de tvende Unge var i Jollen for at tage de Gamle af på en hvis Højde, som og er sket om Eftermiddagen. Næste Morgen tog man ud i Mening at finde Jollen, kantret eller sjunken.
• Det samme skete Løverdag og i Dag, men alt var forgæves. ……….
• Ønskeligt var det, at alle Lodsbaade vare gjorte synkefrie enten med Kork eller Luftkasse, og dernæst at alle Lodser lærte at svømme, thi deres Liv er i flere Henseender kostbart for Staten.

Noget af skibets tækkelage havde grebet fast om jollens mast, således at denne var kæntret. Fra skibets side blev det forklaret, at det blæste så meget, at de ikke kunne yde hjælp. Oldermanden mente dog, at de havde kunnet kaste et anker og sætte en jolle i vandet, så man kunne bjerge nogen, da de fleste godt kunne
svømme. Nu havde skibet bare fortsat uden at man rigtig vidste, hvor ulykken var forgået.

 

Hjælp familien

Overlodsen lod i oldermand Præsts navn indrykke en annonce i Dagen. Heri redegjorde han for ulykken, ledsaget af en opfordring til at yde bidrag til de forulykkede efterladte:

• Faderen (Jens Præst) efterlader en gammelagtig Enke, uforsørget datter, og Sønnen en Enke med 2 Børn, som desforuden er højfrugtsommelig med det tredje. Den tredje Lods var ugift, men den fjerde efterlade en Enke.

I travle perioder var der hverken lodser eller skibe til rådighed. Så måtte oldermanden have fat i pensionerede lodser eller såkaldte sjovere. Sidstnævnte var fiskere eller søfolk i Dragør.

 

Lodserne kunne ikke følge med

Mange lodser klagede også over skipperne. De fortsatte med fulde sejl, så lodserne ikke havde mulighed for at nå dem.

 

Pirat – lodser

De ulovlige lodserier fortsatte. Man enedes om at lodsbådene skulle have en rød stribe på deres sejl. Problemet var bare at ofte skulle man leje både til lodsningen. Og farven ville ikke binde på de helt hvide sejl.

I 1799 dikterede Admiralitetet derfor, at lodserne udvortes skulle bruge et tegn som bevis for, at man virkelige var rigtige lodser. Det pågældende år var tre skibe sat på grund af foregivne lodser.

Ikke alle lodser efterkom ordren Men der var stadig pirater. En af disse var Jens Hansen Snedker. Han var blevet ansat som lods, men i 1822 dømt  uværdig som lods. I de følgende år foretog han utallige lodsninger uden oldermandens tilladelse. I 1824 havde han anskaffet sig et ulovligt lodsskilt.

 

Egne både

I slutningen af 1700tallet havde man selv fire gode sejlbåde, der blev brugt som lodsbåd. Men som vi tidligere kunne læse forliste den ene, og to blev senere stjålet. I 1815 var der registeret tre både. Men inden 1800tallets udgang var man dog nået op på seks både.

 

Bygning på havnen

I 1823 opførtes et udkigstårn på havnen. Ja egentlig var det tale om en hel bygning. Men allerede ved indvielsen fandt man ud af, at bygningen var for lille. Man brugte den blandt andet til at opbevare materialer og sejl til bådene. Først i 1879 blev bygningen udvidet.

 

Drogden Fyrskib

Da dampskibene kom, betød det tilbagegang for lodseriet. Telegrafen og togforbindelsen mellem Helsingør og København havde stor betydning på lodsenes tilværelse. En stigende sejlads på Østersøen betød igen mere arbejde til lodserne. Drogden Fyrskib med lodsstation ombord betød også store forandringer.

Seks lodser skulle til stadighed være udstationeret her.

 

Lodskrig mod svenskerne

En decideret lodskrig med svenskerne betød bygning af to store både og ansættelse af yderligere personale. Dragør – lodserne havde set fremmede lods – både. Den 3. maj 1872 kunne Marineministeriet meddele, at det svenske lodsselskab var i fuld virksomhed. De havde af den svenske regering fået lov til at lodse gennem Sundet og Drogden. Det viste sig at være et privat foretagende. Kun den danske regering kunne åbenbart forhindre denne virksomhed.

Men snart viste det sig at der både var lodsstationer i Falsterbo, Falsterbo Rev og Skanør.

Tidligere hjælpelodser fra Dragør havde søgt arbejde over på den svenske side. De opererede glat væk i de danske farvande. De havde både liggende i Drogden
og Kastrup havn.

Svenskerne satte nu flere både ind, og konkurrencen kunne nu mærkes på pengepungen. Man hørte intet fra regeringen.

En deklaration fra 14. august 1873 fastslog, at farvandet mellem  den svenske kyst og Hveen var rent svensk område, mens Drodgen var dansk. Begge parter havde dog ret til at lodse, hvor der var svensk kyst på den ene side og dansk kyst på den anden side.

 

20.000 skibe om året

Midt i 1800tallet forlangte Admiralitetet en opgørelse over, hvor mange skibe, der blev lodset årligt. Med 8 års tal fandt man frem til at der årligt kom 20.000 skibe. Af dem forlangte 5.000 skibe lods.

Indtil 1894 havde Dragør – lodserne også passet sømærkerne.

 

Kirketårn som sømærke

I 1836 styrtede spiret på Store Magleby kirke ned. For at spare ville man sætte et mindre spir på. Dette modsatte Admiralitetet sig. Spiret kom op i samme højde til glæde for skibsfarten.

 

Op – og nedture

Der kom en masse nedskæringer. Men under første verdenskrig betød tvangslodsninger en overgang forøgelse af mandskab. Man var helt nede på 4 mand. Så vidt vides var der i begyndelsen af 1980erne ansat 16 lodser, 10 bådsmænd og en sekretær.

Da Dragørfortet blev bygget i 1912 – 14 blev et tårn opført, for at holde øje med skibstrafikken. Men dette tårn blev overflødigt. Nu kaldes lodsen over radioen.

 

Større dybdegang

Skibene fik en større dybdegang. Og mange kunne ikke mere sejle gennem Øresund, men måtte tage turen gennem Storebælt.

 

Flugt til Sverige

I slutningen af anden verdenskrig blev det besluttet at alle danske lodser skulle flygte til Sverige. Det skete natten mellem den 20. og 21. april 1945.

 

Bedre forhold?

Og lodserne i Dragør blev fusioneret med deres tidligere konkurrenter i Helsingør. Om de har fået bedre forhold må vi håbe på. Men det er nu ikke så
mange år siden, at lodserne truede med at nedlægge arbejdet.

Ja kære læser således kom vi gennem Øresund uden skader. Vi takker en tidligere lods for materiale.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Amager (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.784artikler
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler

 

• Dragør og Store Magleby – dengang
• Da Dragør blev badeby

 

Flere ”Maritime” artikler:

• Historien om Københavns havn
• Nyboders historie (under Østerbro)
• Gamle havne på Østerbro (under Østerbro)
• Rømø – en ø i Vadehavet (under Sønderjylland)
• Skibe i Aabenraa (under Aabenraa)
• Flere skibe i Aabenraa (under Aabenraa)
• Drømmen om en havn i Tønder (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• Bådfolket i Rudbøl (under Højer)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
• Højer – som havneby (under Højer)
• Vadehavet ved Højer (under Højer) og mange flere artikler 

Redigeret 21. – 02. – 2022

Silden og hollænderne har haft stor betydning for området. Men også  søfarten. Engang var det en af Danmarks største søfartsbyer. Landliggere fra København kom til området. I dag er området et yndet turistmål. Kolera, pest og svenskere har hærget området.  I kirken talte man hollandsk. Hver anden søndag kunne man gå til dansk gudstjeneste. Hollænderne sørgede for spisekammer til københavnerne.

 

Dragør 

Hvad betyder ordet Dragør egentlig?

Vi forsøger med en forklaring. Forleddet drag, kan forklares med en smal landstrækning, hvor både kan trækkes (drages) på eller over land. Efterleddet ør eller øre henviser til en gruset eller sandet strandbred. I 1500 tallet forekommer navnet uden r til sidst.

 

Store Magleby

Ja, og hvad betyder den anden by, vi skal beskæftige os med – Store Magleby?

Magle betyder stor. Brugen af dette forled vidner om, at der i området ved Store Magleby har været bosættelse lang tilbage i tiden. Lidt syd for kirken er der således fundet spor af en tidlig jernalderbebyggelse fra omkring 200 år efter Kristi fødsel.

Magleby optræder i kilderne første gang i 1346. I 1370 skrives Maglæby eller Maklæby.

 

Silden – det store mirakel

Hvad var det nu Saxo skrev:

• Østen for Sjælland bryder havet igennem og skiller øen ved et sund, hvor fiskerne plejer hvert år uden undtagelser, at gøre en ganske overordentlig fangst, ja fiskene flokkes i så tykt i hele det sund, at der kan træffe sig den gang, man har ondt ved at ro derigennem og behøver hverken garn eller krog, man kan øse fisken op med de bare hænder.

Jo det var tider dengang. Sildene kunne eksporteres det katolske Europa, der spiste disse sild under fasten. De dominerende handelspladser lå på Skåne – kysten. Det var Skanør og Falsterbo.

På et godt år kunne man i hele Øresundsområdet nå op på 200 – 300.000 tønder.  En fransk ridder, Phillip de Maiziéres fortalte:

• Som Gud har befalet det, rejser sildene to måneder, nemlig september og oktober, fra det ene hav til det andet, gennem Sundet i store mængder, og det er et stort under, at så mange passerer i de to måneder, så man flere steder vil kunne sønderhugge dem med sværdet.

 

Mange beskæftiget med silden

Mindre både med 3 – 5 mand sejlede ud på fiskepladserne i Øresund og Køge Bugt. Når sildene var fanget skulle den behandles. Pramkarle transporterede fisken fra skibet til landjorden. Og vognkarle kørte dem videre til købmændenes såkaldte styrtrum. Her rensede gællekonerne sildene. De blev så pakket i tønder af lægge-konerne.

Grum-karle kogte tran af sildeaffaldet, og det var dette, der blev kaldt grum.

 

Masser af liv på  markedet

Men på den danske kyst lå  en handelsplads, der i kortere og længere perioder også havde betydning – nemlig Dragør.  Storhedstiden var i midten af 1300 tallet. Da gav kongen privilegier til stedet.

I markedstiden fra juli til oktober var der et mylder af mennesker hver dag. Ellers lå stedet nærmest øde hen. Fiskere, købmænd og den lokale befolkning strømmede til Dragør.

Der var fulde sømænd, gæstfrie kvinder, spioner, gøglere, plattenslagere og vækkelsesprædikanter. Jo der var liv og glade dage i den korte periode.  Privilegierne gav ellers kun tilladelse til at opholde sig her i markedstiden. Man måtte ikke efterlade sig permanente boliger.

Man rejste primitive boder og telte. Enkelte steder var der jordgravede stolper, der blev trukket over med sejldug med nødtørftig beskyttelse mod vejr og vind.

Fra 1420 begyndte man at lave mere permanente boder, der blev stående fra år til år. Disse udviklede sig til lerklinede bindingsværkshuse.

 

Man bosætter sig

Først i 1500 – tallet, da Dragør efterhånden havde fået respekt som international handelsplads begyndte en fast beboelse så småt at tage form. Enkelte havde måske boet der i forvejen. Det var dem, der førte tilsyn med stedet. De første fiskere havde slået sig ned, og den første bebyggelse bestod af nogle små og uanseelige bindingsværkshuse.

Omkring år 1600 bestod Dragør af 20 huse og 20 fiskeboder. Men der var dog et hus, der skilte sig ud fra alle andre. Det var anseeligt stort bindingsværkshus, med kælder og fornemt dekoreret. Dette hus fandt Nationalmuseet rester af under en udgravning i 1970erne.

 

Hollænderne kommer

Kun 2 kilometer fra Dragør var de bønder, der var fæstere under kronen blevet tvangsforflyttet. Hollandske bønder, som Christian den Anden havde hidkaldt overtog området. 184 hollændere tog imod kongens gavmilde tilbud. Disse hollænder fik i 1521 privilegier. De kunne frit disponere over jorden. To af hollænderne bosatte sig i Dragør.

Hollændernes rettigheder omfattede også ålefiskeri og fangst af vilde fugle. Kongens unge dronning, Elisabeth kom også fra Holland. Og det gjorde kongens elskerinde, Dyveke for øvrigt også.

Under Grevens Fejde i 1536 blev store dele af Dragør brændt ned.

 

Omfattende rettigheder

Dragør havde en tolder som også fungerede som foged. Men pludselig blev dette hverv nedlagt. Nu var det hollændernes overhoved, Schouten og 7 mænd, en særlig Scheppens. , der i fremtiden kunne bestemme, hvem der skulle være foged/tolder. Schouten var tillige politimester, skifte – og auktionsholder, overformynder og kronens repræsentant. Schout er det hollandske ord for foged.

Hollænderne blev fritaget for at betale skat. De skulle dog betale en årlig afgift til kongen.  Det vakte dog en del harme, at de danske fæstebønder var blevet fordrevet. Egentlig bestemte Frederik den Første, at de hollandske bønder skulle udvises i 1523, men det skete ikke. Måske skyldtes det, at de efterhånden var blevet populære.

I 1547 udfærdigede Christian den Tredje, hvor han anerkendte hollændernes særstatus. Det fremgår også af brevet, at hollænderne skulle levere til Slottet København så mange Rødder og Løg, som behov gøres til Udspisning. De hollandske bønder havde en særstilling blandt bønderne. Kvinderne solgte varerne på de københavnske torve.

 

Hyldest til Amager

I en beskrivelse fra 1693 optegner  Michel Hansen følgende i skriftet Jerskjæg i Amargerlands og Indbyggers korte Beskrivelse:

• Du Land, Du gode Land,
  Du rige Spise – Moder!
• Du Førster og drægtig
  Møe! Du rig begrode Poder!
• Du Kongens Kjøkken Ven!
  Du Fugle – rig Amager!
• Hvis Rødder og hvis Kaal
  saa vel og lækker smager

Trods flere brande har Store Magleby bevaret sit landsbypræg. Bygninger fra den hollandske bosætningsperiode  eksisterer dog ikke mere. To brande i begyndelsen af 1800 tallet udryddedes de fleste gårde endnu engang. Første gang var under svenskernes hærgen.

 

By-forstandere i Dragør 

Styrelsesformen blev ikke det store problem. . I slutningen af 1600 – tallet valgte Dragørs befolkning tre emner, hvoraf den ene blev valgt. En anden form for by-ledelse uden indblanding ude fra, vandt også indpas i Dragør. By-forstandere blev valgt af de lokale, og sammen med fogeden styrede de byen.

De specielle hollandske rettigheder ophørte først i 1822, da hele retsområdet blev lagt sammen med Tårnby Birk. Indtil da var det hele drevet efter hollandsk
forbillede.

 

Svenskerne afbrænder ”spisekammeret”

Heller ikke Dragør slap for svenskernes hærgen. I 1658 gik det vildt for sig. Store Magleby blev i bogstaveligt forstand – afbrændt. Egentlig var det meningen
at alle brogere skulle begive sig til Christianshavn med viktualier, korn, hø, kvæg m.m. Men kongen bad befolkningen om at blive og forsvare landet.

Amager – bønderne dannede deres eget korps under oberst Ense. Men det var ikke let. Bønderne ville ikke finde sig i den hårde disciplin.  Svenskerne landsatte 1.500 fodfolk og 500 ryttere på Amager. Efter at have erobret de danske skanser ved Dragør, trængte de videre frem mod Tårnby og Kastrup.

• Bønderne kastede deres Vaaben og brugte Benene og løb.

Sådan lyder en beretning fra datiden. Der blev stukket i ild til alle huse. Øens kornforråd gik op i lys lue. Svenskernes mål var at ødelægge Københavns
spisekammer.

I hast samlede Gyldenløve og Schack en styrke . Udenfor Christianshavn kom det til kamp. Svenskerne tog flugten. De mistede 500 mand og 100 blev taget til fange. Men spisekammeret på Amager var væk.

 

Gudstjeneste på  hollandsk

Men allerede i 1677 kunne det berettes om 53 huse i Dragør.    Dragør -borgerne havde utrolig mange stridigheder med kongen og hollænderbyen Store
Magleby. Man klagede over for høj skat og pligtarbejde .

Dragør  hørte under Store Magleby Sogn. Befolkningen måtte søge kirken herude. Danskerne måtte affinde sig med, at der indtil 1735 udelukkende blev prædiket på hollandsk eller plattysk. Derefter var der dog dansk gudstjeneste hver anden søndag. Først i 1811 gik man over til ren dansk gudstjeneste. Men stolestaderne tilhørte de hollandske gårdmænd, så hvis man ville sidde ned under gudstjenesten, ja så måtte man betal for det.

 

Store Magleby Kirke

Store Magleby Kirke omtaltes allerede i 1370, og er dermed Amagers næstældste kirke. Der har dog ganske givet ligget en kirke her før på Amagers højeste punkt – 8 meter over havet. Lidt inventar og gravminder er dog det eneste, der er bevaret.

Således er døbefonten fra den gamle kirke. Den er fremstillet i første halvdel af 1200 – tallet. Altertavlen er fra 1580. I 1611 foregik der en stor ombygning
af kirken. Forbilledet synes at være fundet i Holland. Igen i 1731 skete der en stor ombygning. Mindetavler i kirken er forfattet på hollandsk.

I 1885 fik Dragør sin egen kirke, men først i 1954 fik byen sit eget sogn. Det var en lokalkomité og i overvejende grad for midler blandt beboerne at Dragør Kirke blev opført. .

 

Havn blev anlagt i Dragør

De var meget initiativrige disse hollændere. Således anlagde de en havn i Dragør, hvorfra de sendte heste og kreaturer til græsning på Saltholm. Men fra havnen fik de også afsat deres egne produkter. De dyrkede grøntsager og fremstillede ost og smør. I de efterfølgende generationer forvandlede hollænderne Amager til en stor køkkenhave. Mange af produkterne blev også afsat på Amagertorv.

 

Dragør Lodseri

I 1684 lagdes grunden til Dragør Lodseri, da Christian den Femte tildelte 6 mand fra Dragør en årlig løn til at lodse orlogsskibe gennem Sundet. Samtidig fik de privilegium til lodsning af andre skibe. Der blev hurtigt flere. I 1744 var der 18 fastansatte og 6 reserve lodser. I 1870erne nåede man over 50 lodser. I 1906 var der dog kun 7 stykker tilbage. Siden gik det dog fremad. I 1980erne var der således 18 lodser.

Gennemløbet ud for Amager er og var snævert. Det krævede og kræver meget omhu i navigeringen. Sejlrenden var svær at passere for større skibe, ikke mindst for tidligere tiders store tunge orlogsfartøjer. Det skabte behov for den lodstjeneste, der bestod siden 1684.

Lodseriet er siden 1984 lagt sammen med Helsingør og Københavns Lodseri. Lodseriets bygning på havnen blev bygget i 1820.

 

Bjergning

En andet erhverv  der havde stor betydning for byen var bjergning. Den var organiseret kommunalt. Når et skib blev observeret på grund, blev der straks sendt en båd ud med en af by-forstanderne. Der blev forhandlet om en bjergningskontrakt og by-tjeneren blæste i hornet og råbte Til skibs.

Indtægterne fra bjergningen blev opgjort  og fordelt en gang om året efter nøje fastlagte regler. Bjergningsindtægterne nåede svimlende højder. I perioden 1875 – 1885 tilflød der byen årligt 56.000 kr. om året.

 

Dragør i fremgang

I 1699 var Dragør efterhånden vokset til 133 hustande. Det var blandt takket være tilflyttere fra Store Magleby og Skåne.  Det var som om, at det var søfolk der
drog mod Dragør. Flere og flere både kunne nu skimtes i havnen.

Københavns Skipperlav  gjorde store anstrengelser for at bremse Dragør – skipperne. Dansk handel og søfart oplevede en storhedstid i 1700tallet. Og det kunne mærkes i Dragør.

 

Brænde til hovedstaden

Inde i København var efterspørgslen af brænde stor. Og netop her havde Dragør – skipperne specialiseret sig i 1700 – tallet. I 1769 stod man for 45 pct. af al provins-tonnage, der anløb hovedstaden. Grunden til denne succes var, at skipperne løb en stor risiko – villighed. Man søgte fragten, hvor den viste sig.

Hyppigt var brændetransporter fra Præstø. Men udskibnings-stederne forandrede sig efterhånden.

 

Syge matroser

Den Store Nordiske Krig ramte Amager på godt og ondt. Dragørs lodser og matroser var med og legede katten efter musen med den svenske flåde. Småskibe fra Amager blev tvangsudskrevne, når der var brug for landsætning af tropper. I 1710 var den danske flåde i en elendig forfatning. Der manglede penge til proviantering. Besætningen blev syge og sat i land på Amager.

Bartskærere tilså de mange syge, der var anbragt hos øens gård – og husmænd. Ikke alle matroser kom tilbage til Holmen. Fra 7. september til 20. december blev 72 matroser begravet i Store Magleby.

Under en transport fra København til Dragør døde en del matroser, der i forvejen var syge. Sygehusene inde i hovedstaden var overbelagt, så yderligere syge matroser skulle i 1711 fordeles på Amager. Men på grund af stærk vind og strøm, tog sejladsen en del længere tid.

 

Pesten på  Amager

Pesten havde ramt Helsingør i 1710. Men myndighederne kunne ikke finde ud af sikkerhedsforanstaltninger. Man burde ellers være advaret. Alene i Stockholm
var 40.000 omkommet. Langt om længe blev der indrettet karantænestationer, blandt andet på Saltholm.

Pesten hærgede på hele Amager. Det kunne skyldes de syge matroser, der var anbragt på øen. Fysikus Hans Riber blev sendt til øen, for at undersøge forholdene. Han fik udtrykkelig ordre til hver dag at vende tilbage til hovedstaden, for ikke at overnatte i et befængt hus.
Mangel på  læger og medikamenter

Ifølge Riber var forholdene meget alarmerende.  Mange var døde og døende. Befolkningen manglede læger og medikamenter. Der blev heller ikke taget nogen forholdsregler mod smittens udbredelse. Amagerne holdt traktement på samme bord, som liget havde ligget på.

Amagerne ville slet ikke lytte til de fine embedsmænd inde i København. De skulle nok klare sig selv. Fra København lød truslen, at hvis de amagerne ikke indordnede sig, måtte de ikke komme ind i København. Men det var en tom trussel. Københavnerne havde brug for Amagers spisekammer.

En masse mennesker døde af pesten på  Amager i 1710 og 1711. Halvdelen af befolkningen i Tårnby blev offer. I alt døde der i København 23.000 personer. I Dragør blev hele familier udslettet.

 

Masser af byggeri

I 1801 boede der 1.583 indbyggere i Dragør. 73 pct. af de erhvervsaktive mænd var beskæftiget med søfart. Byens handelsflåde bestod af 79 sejlskibe.   Byen talte efterhånden 270 temmelig vel byggede huse. Fiskeriet gled i baggrunden. Det kom først tilbage i sidste halvdel af 1800 – tallet.

Størstedelen af de smukke huse i Dragør blev opført i slutningen af 1700 tallet, da søfarten blomstrede. I de gode år af 1800 tallet blev der også bygget en del. Byen blev ramt af store brande i 1842 og 1952. Det gik ud over ca. 20 huse.

 

Sørøvere i Dragør 

Skibene voksede og det gjorde antallet af parthavere i dem også. De gode tider fortsatte frem til 1807. Krigen mod England fik katastrofale følger for dansk skibsfart og dermed også  Dragør. Danske handelsskibe blev opbragt af englændere og danske søfolk havnede i engelsk krigsfangenskab. Og det blev ikke bedre med den danske statsbankerot i 1813.

Men en ny indtægtskilde åbnede sig. Danske småskibe blev armerede og de havde tilladelse til at opbringe engelske handelsskibe. Mange søfolk tjente gode penge på denne kaperfart. Med andre ord der var sørøvere i Dragør.

I 1814 havde ingen penge til at investere. Hverken i skibe eller handel. Det gik kun langsom fremad. I midten af århundredet syntes krisen at være over. Dragør gik ind i sin sidste korte tid som søfartsby. I 1814 bestod handelsflåden i Dragør kun af 20 skibe.

 

92 skibe hjemmehørende i Dragør 

Skonnerter, brigger og barskibe sejlede til så fjerne mål som Sydamerika, Middelhavet og så videre. Da Dragørs flåde var på sit højeste i 1878 blev det kun overgået af København og Helsingør. Hertil skal nævnes at flåden fra Aabenraa, Sønderborg og Flensborg ikke var iberegnet. Byerne hørte ikke mere med til Danmark. På et tidspunkt var der 92 skibe hjemmehørende i Dragør.

 

Da syv piger skulle afsættes

I anden halvdel af 1800 – tallet var Dragørs største skibsreder, H.N. Jeppesen. Denne skibsreder udvalgte nøje sine svigersønner. Der var hele 7 døtre, der skulle afsættes. Det hele skulle drives som et familieforetagende. Men da Jeppesen døde, faldt det hel fra hinanden. Døtrene og svigersønnerne havde det ikke godt med hinanden.

Den ældste datter, Anna var gift med Peter Mærsk Møller. De blev mere eller mindre frivillig tvunget ud af Dragør og bosatte sig i Svendborg. En af deres børn hed Arnold Peter Møller.

 

Søfarten på  tilbagegang

Men der har aldrig været skibsværft i byen og flåden var blevet gammel. Ved århundredeskiftet var mange sejlbåde billig til salg.  Dampskibene havde overtaget konkurrencen. Allerede i 1880erne kunne man se tilbagegangen. Det ramte hårdt. Byen var orienteret mod søfarten. Søfolkene tog hyre på fremmede
skibe. Man søgte ind hos de store københavnske rederier.

Der var naturligvis handlende og håndværkere i byen. Især mange bagerier fandtes der i byen. De leverede rugbrød til skibene. Blegning var også et stort erhverv i byen gennem 1800 – tallet helt frem til 1930.

Væverier fandtes i byen i 1780erne. Men det var først i slutningen af 1800 – tallet, da der blev anlagt et stort væveri vest for byen, at det blev en succes.

 

Kolera på  Amager

I 1831 blev der besluttet, at der skulle oprettes et karantænehus på havnen i Dragør. Her skulle lodser og bjergere opholde sig, når de havde været i kontakt
med fremmede skibe. Koleraen var på vej.

Et vagtværn under politiet blev etableret. De skulle patruljere langs kysten. Vagtfolkene var forsynet med lange spyd. Med dem skulle de forhindre folk i at gå i land. Hen på efteråret syntes faren at være drevet over, og vagtværnet blev fjernet.

Men epidemien vente tilbage. I 1848 viste det første tilfælde af kolera sig i Danmark, og det var i Dragør. En sømand var blevet angrebet og også hans familie. Sømanden overlevede, men hængte sig i 1850.

Distrikt-læge Feilberg fra Amager talte for døve øre, da han ville have forbedret de hygiejniske forhold især i Sundbyerne. Og i 1853 hærgede koleraen for alvor. Ca. 7.000 mennesker blev angrebet, heraf døde knap 5.000.

En af Dragørs to jordemødre døde også af koleraen, smittet af en patient. I alt omkom 20 personer i Dragør.

I 1866 var der igen fare. Store Magleby Sogneråd besluttede som sikkerhed, at opstille senge i Anders Dirchsens dansehal og tomme kister i lighuset. Men der blev heldigvis ikke brug for dem.

 

Amagerbanen

Amagerbanen fik stor betydning for byen. Det var lettere at komme på arbejde inde i København. Og københavnerne tog på ude udflugt ude på det østlige Amager.  Jernbanen fra Amagerbro til Dragør var 12 kilometer lang. Den første ordinære afgang var den 17. juli 1907. Fra 1938 til 1940 var persontrafikken indstillet. Igen fra 1947 blev persontrafikken nedlagt. Godstrafikken blev nedlagt i 1957.

 

Landliggere

Mange Dragør – familier flyttede op på loftet i sommermånederne og udlejede deres hus til københavnere. Det var den såkaldte landligger – tid. Den kulminerede i løbet af 1920erne og 1930erne. Men enkelte steder fortsatte perioden helt op til 1950erne. Efterhånden begyndte københavnerne selv at bygge sommerhuse herude.

Det er jo en oplevelse at besøge Dragør, om man går en tur i de smalle stræder, eller holder fest på hotellet, mens skibene ude i Øresund passere tæt forbi. Som den første af sin slags blev Dragør Fredningsnævn oprettet i 1934, så det er vel dette initiativ man kan takke for at byen i dag er så velbevaret.

 

Gås og skikke

Indtil for få år siden kunne man på sin spadseretur møde Dragørs berømte gæs. Nu holder de til på de fredede strandenge syd for den gamle by i Gåserepublikken.  Efterkommere af de hollandske indvandrere lever stadig i lokalsamfundet. De er med til at værne om den gamle kultur. Den afspejler sig i bygninger, bohave, dragter og skikke. Således er det både ringridning og gammeldags fastelavnsskikke på Amager.

 

Kongelunden

I 1818 gik Frederik den Sjette med til at støtte tilplantning af det sydlige Amager. Stedet fik navnet Kongelunden. Omkring halvdelen af området blev tilplantet med løv – og nåletræer. I 1841 flyttedes Det Kongelige Fasaneri fra Jægerspris til Kongelunden. Dette blev nedlagt i 1920, men der er stadig mange fasaner i området.

 

Dragør Fort

Dragør Fort blev anlagt fra 1910 – 1915 på en kunstig ø ca. 400 meter fra kysten. Formålet var at medvirke til et fjendtligt bombardement af København.
Desuden ville man hindre fjendtlig landgang på Amagers sydkyst. Fjendtlige operationer i Drodgen – og Flinterenden skulle også forhindres.

Øen stod oprindelig i forbindelse med land ved en bro, der kaldtes Kongens Bro. Denne blev senere erstattet af en dæmning kaldt Prins Knuds Dæmning
efter fortets daværende chef.

 

En vandretur i den gamle by

En vandretur i Dragør er noget specielt. Den gamle by blev fredet i 1964. Kongevejen er byens hoved-strøg, og der hvor apoteket og boghandlen ligger lå
Kommandørboligen. Den var bolig for toldforvalter og lodsinspektør i 1800 tallet.

Og Løkker-enden var engang i Hanse-tiden en rende, hvor skuderne sejlede op ad til de forskellige byers stadepladser, hvorfra silden blev solgt og fragtet videre til f.eks. Stettin og Lübeck.

Ved Fogedens Plads 7 mødtes byens 4 vægtere. Hver time sang de en vægtersang. Men landliggerne fra København klagede over larmen. Da Amagerbanen
holdt sit indtog blev Dragør pludselig en turistby.

Hollænderhallen blev bygget af tyskerne i 1944. Den fungerede som hangar for de fly, der skulle repareres. Fra 1945 – 47 fungerede hallen suppleret med seks barakker som lejr for op mod 1.500 krigsflygtninge.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Amager (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under København finder du 190 artikler 
• Amagerbanen
• Lodsen fra Dragør
• Da Dragør blev badeby
• Er Amager – bønderne slet ikke fra Holland? og mange flere artikler

Redigeret 21. – 02. 2022