Sagnet siger, at Ridder Fleno fra Læk grundlagde byen. Fem stygge adelsmænd plyndrede alt og alle. 13borge og et hav af møller havde byen. I Skt. Knuds Gilde skulle man hævne sine brødre. Borgmester hånede købmændene: ”Penge er deres afgud”. Byen er kendt for de våde varer. Over 200 brænderier var der. 45.000 hyldede Hitler i 1932. Over 3.000 flensborgere mistede livet under 2. verdenskrig.

 

Mange besøg i Flensborg

Her midt i Flensborg har jeg siddet til ansættelsessamtale. Men hvad jeg ikke vidste var, at for at få jobbet skulle jeg bidrage med en stor pose penge. Det var også her i Flensborg at spritbåden anløb hele fem gange, mens der ombord blev afholdt generalforsamling i Bov IF. Da vi lang om længe gik i land i Kollund
opgave tolderne at tjekke os. Vi kunne næsten ikke holde os oprejst.

Her er det vel på sin plads at nævne, at jeg har været utallige gange i Flensborg i mere ædruelige situationer. Og dengang leverede jeg også kronikker
og debatindlæg i Flensborg Avis.

 

Sagnet om Flensborg

Ifølge sagnet stammer Flensborgs navn fra den tidlige middelalder, hvor en ridder ved navn Fleno, der var født i Læk slog sig ned her. Han byggede en borg, der blev kaldt Flenos Borg. Han anlagde også en række fiskehytter. Beboerne anerkendte ham som deres herre.

Andre historikere påpeger dog at det tidligere navn på Møllestrømmen i byen, hed Flenså. Måske har der været anlagt en borg ved åen Flenså. Flensborg kan da være omskrivningen af Flenså – borg.

 

De fem stygge adelsmænd

På et meget tidlig tidspunkt blev Flensborg ejet af fem adelsmænd. Når beboerne drev deres kvæg ud på markerne uden for deres gårde og haver, tog adelsmændene det fra dem. Kom der rejsende udefra for at handle med beboerne eller rejste de hjem igen, blev de overfaldt af adelsmændene

For at frigøre sig fra adelsmændenes undertrykkelse, skal kongen have ført forhandlinger med dem og frikøbt beboerne med 24.000 mark i rent sølv. Adelsmændene skulle have boet ved  Koppenbarg, Hoenborg, Blackmølle, Edbo og Flensbæk.

 

Skriftlige kilder fra 1200

Flensborg den store by ved grænsen har for længst fejret 725 år. Det har og er en betydelig indflydelsesrig by. Den har gang på gang markeret sig i Danmarks – historien.

Det mystiske er, at byen ikke bliver nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Men der nævnes, at der skal betales told, når man kommer fra de omkringliggende områder Vis og Husby Herreder.   I 1240 udsendte Hertug Abel et beskyttelsesbrev for Løgum Kloster mens han opholdt sig i Flensborg.
Og Kong Knud, den danske konge meddelte omkring 1200, at han skulle besøge sine gildebrødre. Det må have været Skt. Knuds gildebrødre i Flensborg.

I Rostocks rådhusbog nævnes flere indbyggere fra Flensborg.  Omkring år 1200 var Slesvig endnu områdets vigtigst handelsmetropol.

Flensborgs 13 borge

Ca. 13 borge har det været i byen. Ikke alle har været forsynet med tårne. De fleste var store gårde eller herresæder omgivet af volde. På en høj mod nordøst i nærheden af Skt. Hans Kirken har det ligget en borg fra det 11. eller 13. århundrede. Muligvis har det været en befæstet forsvarsgård. En adelsmand skal der på landsfaderens befaling have oprettet et toldsted i lavningen ved hovedvejen mod Angel. I året 1248 ødelagde Erik Plovpenning borgen ved Skt. Hans, som dengang tilhørte hans bror, Abel, der var hertug.

En anden borg i nærheden er aldrig blevet udforsket. I Lille Tåstrup nær Synderup lå et adeligt herresæde, der blev kaldt Kobberbarg.

I udkanten af byens sydlige del i nærheden af det tidligere gods Jægerslyst ved Langbergvej lå herresædet Hoenbarg. Måske blev det ejet af ridder Thies. I
det område, der i dag hedder Feldmühle lå også et herresæde. Borgen Blakes Mølle blev ejet af ridder Henning. Ifølge overleveringerne har han krævet told på den sydlige vej, den der gik til Husum. Man regner også med at han overfaldt rejsende købmænd og stjal deres ejendele.

I Marie – skoven lå forsvarsgården Eddebo. I flere generationer blev den ejet af familien Jul. Samme familie ejede herresædet Flenstoft. Det var her, hvor Duborg senere blev opført.

I Ramsherred som dannede den nordlige bygrænse, har der ligget en borg ved Laksebækken. Og der også tale om en borg som lå i Klues og opført 1345. Den blev kaldt det niege Hus (det nye hus). Måske har landsbyen Nyhus fået navn efter denne borg.

 

De mange skibsbyggere

Siden år 1200 har der været skibsbyggere i byen. Desværre mangler de første 20 bind af byens rådsprotokoller, så man kan ikke med sikkerhed fastslå de første skibsbyggere. Ifølge gildelisterne kan man finde frem til et par stykker omkring 1450 – 1484.

Indtil 1872 hvor Flensborg Skibsværft (FSG) blev grundlagt, har der eksisteret 90 skibsbyggere i byen. Det første skib fra det nye værft hed Doris Brodersen.

Værftspladserne som lå ved havnen, var i det 18. og 19. århundrede placeret på den østlige side mellem Ballastbroen i nord og Mai (Plankemai) og på vest-bredden mellem Kompagniporten og Nørreport.

Værfterne var af forskellig størrelse. Således kunne Christian Carl Bøtther omkring 1780 bygge seks skibe samtidig. Fra 1766 til 1786 blev der på Flensborgs
værfter bygget 143 skibe. I alt er der vel bygget skibe med et fire eller femcifret tal i Flensborg i tidens løb.

 

Bylov fra 1284

Fjordbyen voksede – også  i betydning. Den 16. august 1284 gav den sønderjyske hertug Valdemar Erikssøn Flensborg en detaljeret by-lov. Det var vigtigt, at holde byens borgere i faste rammer. By-loven regulerede nemlig også salg af øl og vin. Badestuerne skulle bruges på bestemte dage af mænd og kvinder.

Men det hele gik efterhånden lidt over gevind. Derfor måtte der også reguleres på, hvor mange man indbød til diverse fester. I 1321 måtte der ikke inviteres flere end 60 mand med til et bryllup.

 

Tidlig handel

I 1360 nævnes et skib fra Flensborg. Købmændene sejlede til Riga og derfra videre til Rostock.  I løbet af 1400 og 1500 tallet stiger handelen med det vesteuropæiske marked. En stor eksport af okse forekommer også. Der blev importeret klæde, humle, øl og kramgods. Men også  på landjorden var der livlig trafik. Her var forbindelser til Hamborg, Bremen, Kampen, Zwolle og Amsterdam. Også en stigende handel med Amsterdam opstod.

 

Skt. Knuds Gildet

Skt. Knuds Gildet fik stor indflydelse. Man måtte ikke angive en broder. Og blev en dræbt af en ikke – gildebror, ja så skulle man hævne det. Hvis en bror
dræbte en, skulle man hjælpe ham til at flytte, ved at tilbyde en hest eller en båd.

Hvis en bror blev fanget, skulle man forsøge at frikøbe ham.

 

Skt. Jørgens Hospital

I 1508 var der ifølge byens tingbog 422 beboede grunde. Fra år 1400 til år 1600 blev indbyggertallet dog fordoblet.

Allerede i 1500 tallet omtales en savmølle mellem Lautrupbæk-dalens høje skrænter. Møllens første ejer var Sct. Jørgens Hospital. Efter reformationen blev det kaldt Helligåndshospitalet. Siden midten af 1700 – tallet tilhørte vandmøllen private ejere. Men i næsten 100 år frem til 1890 tilhøret møllen, familien Lautrup.

 

De mange møller

Byen havde på et tidspunkt 15 vindmøller og en række vandmøller. Møllernes historie i Flensborg begynder allerede omkring 1128. Senere var langt de fleste vindmøller placeret i en ring om byen på de mange bakker. Vandmøllerne derimod lå ved bækkerne, som løb ned i dalen.

Møllerne blev brugt til at male korn, som olie -, slibe – krudt -, gryn – , sav – og papir-møller. I 1848 eksisterede 20 oliemøller.  Byens ældste mølle lå i Angelbogade. I 1128 blev den ejet af nogle adelsmænd og fungerede som vandmølle. Den brændte i 1919.

Foran Nørreport lå en krudtmølle, der i 1627 blev ødelagt af fjendtlige soldater. Omkring Møllegade 22 – 24 fik Heinrich Rantzau i 1587 lov til at bygge en mølle. Det var antagelig Flensborgs første vindmølle.

 

55 forskellige håndværk

Da den højt beliggende Jørgensby blev indlemmet i Flensborg by valgte man på det historiske sted at opføre en ny sognekirke.Det gamle Sct. Jørgens kvarter
var præget af små kaptajnshuse.

Store handelshuse opstod. Mange store handelsmænd dominerede både eksporten og importen. De flensborgske købmænd skaffede sig kapital. Ved middelalderens slutning var der omkring 55 forskellige håndværk repræsenteret i byen.

Mod nordvest lå oppe på højderne borgen Duborg . Nede i byen lå den nu forsvundne Skt. Gertrud, Mariekirke, Skt. Nikolaikirke og den gamle Skt. Hans Kirke.

Langs byens lange gade skød gavlhuse op. På Søndertorv kan de endnu beskues.  Et stort antal gejstlige holdt til i byen. Et stort antal dragere sørgede for transporten til skibene.

 

Hvalfangst

De første hvalfangerbåde fra Flensborg blev udsendt i 1719. En kreds af flensborgske købmænd dannede i 1749 selskabet Societet på Grønland, Spitzbergen og Davidsstrædet.

Et opsving oplevede man uden for Grønland i 1817. Sælfangsten spillede en stadig større rolle. På et tidspunkt skulle man dog op på en fangst på 2.000 sæler for at det var lønsomt. Hvalfangsten bragte rigdom til mange, så længe den varede. Det var ikke kun til hvalfangerne men også til industrien. Tranen var det vigtigste produkt, som udvandtes af hvalen

.På grund af brandfaren kunne der ikke på skibene koges olie af fangne hvalers kød og ben, så  længe skibene bestod af træ. Spækket og kødet af hvalerne blev skrabet af skroget og læsset i kæmpestore tønder. Den videre forarbejdning fandt sted i trankogerier i land. Et sådant kogeri var placeret i nærheden af Nørreport.

Den frygtlige stank, som udbredtes herfra,  førte til mange klager.

 

Bødkerne

Bødkerne fik stor betydning for Flensborg. Bødkernes produkter var uundværlige. Bødkertønder blev anvendt til indpakning, opbevaring og transport af næsten alt, både faste og flydende varer.  I 1847 talte Flensborg 37 bødkere.

Et hvalfangerkompagni brugte uorganiserede bødkere. Det var ikke særlig populært.

Byens store vinhandlere havde ansat deres egne bødkere og kypere. Bødker-mesternes vedtægter går helt tilbage til 1488.

 

Kongebesøg 

Det var en stor dag, den 17. juni 1767. Allerede fra morgenstunden var vimpler og flag hejst i havnen. Fra Slotsbjerget var der kanonsalut. Kong Christian den Syvende ville ankomme. Om eftermiddagen ved 14 – tiden red borgerskabets velklædte Frederiksgarde med standart pauker og trompeter samt postmester Petersen med 12 postilloner ud mod Nyhus og Bov for allernådigst at modtage Hans Kongelige Majestæt der.

Hans Kongelige Majestæt  behagede dernæst at drage ind i hans excellence, gehejmeråd og amtmand von Holsteins hotel. Her hilste kongen på byens fornemste borgere.

Herefter behagede det Hans Kongelige Majestæt hen mod klokken 9 at spise ved offentligt taffel, hvor der befandt sig en masse høje personer.

Næste dag behagede det Hans Kongelige Majestæt at spadsere nede ved vandet langs haverne indtil blegdammen. Klokken 2 behagede det Majestæten
at gå ombord på en chalup under opsyn kommandør Hr. Huusmann.

Ved 1 – tiden vendte Hans Majestæt fornøjet tilbage. Stadsmusikus hr. Timmermann underholdt nu til en taffel.

Ved 3 – tiden var der afgang til Slesvig. Atter red Kongelig Postmester Petersen foran 12 blæsende postilloner foran Frederiksgarden.
Masser af handel

I 1775 udsendte det såkaldte Commerce- kollegium i København en instruks til en Johan Friedrich Becker. Han skulle berejse alle byer i Slesvig og Holsten
for at berette om, hvordan det stod til med handel og industri:

• Kredsen af handlende i Flensborg er så stor, at jeg ikke vover at dele den i grupper. Over 40 købmænd handler med hør, hamp, jern, træ, salt, vin, brændevin, korn og fedevarer. De driver skibsrederi og har malteri. Mange brygger og brænder også. Dernæst er der mindst 12 købmænd som fører klæde – silke – og andre alenvarer, galanteri – og kortevarer. Ligeledes 12 købmænd med urtekram og hvad dertil hører, 5 købmænd i jernvarer, kram – og Nürnberger sager.
• To købmænd som udelukkende har lager og salg af forskellige slags vin, brændevin og eddike. Alle bestræber sig på at købe varerne direkte fra producenten eller hvor der er billigst. De fleste tager personlig del i forretningerne og jeg må bekende, at den huslige flid her æres som en behagelig og nyttig dyd.

I rapporten nævnes derefter de vigtigste handelsfirmaer. Becker slutter rapporten:

• Byen og St. Jørgen har 127 store og små skibe, for så vidt de er i behold. Hertil kommer de skibe, som nybygges her og det ene, som er under bygning
  i Sønderborg for Flensborgregning. De fleste holdes i fart for de handlendes egen regning, og en del går permanent i fragt for andre.
• Her i Flensborg har jeg med andre ord fundet stof til en fornøjelig rapport. Om ikke så  længe kan den suppleres med en voksblege – og oliemølle. Førstnævnte vil forhindre udførslen af en mængde voks og sidstnævnte vil, efter solide og formuende mænds løfte, muligvis fremkalde et sæbe-syderi.

 

Rigeste og vigtigste by

I 1776 skrev præsten J.N. Wilse, da han kom gennem Flensborg:

• Så  vidt jeg kan skønne den mest blomstrende og driftige By, jeg har set i Danmark (med undtagelse af København, og selv dér ser man ikke saa meget Færdsel, som her.

En rejsebogsforfatter Carl Gottlob Küttner skrev i et brev i 1788:

• Flensborg er nu den rigeste og vigtigste By i Landet.

I 1769 boede der i byen 6.842. Dette tal voksede i 1803 til 10.666. Dette tal indeholdt dog ikke den store arbejder – og daglejerbefolkning i de såkaldte Hulveje og andre byområder, som ikke hørte til forvaltningen.

Der var masser af pendlere til byen. Og der var efterspørgsel efter arbejdskraft. Man regnede med 15.000 indbyggere. Dermed var det absolut den største provinsby i Slesvig – Holsten.

 

Lodser med høj hat

I en forordning fra 1785 blev det pålagt lodserne at markere søvejen til Flensborgs yder – og inderfjord. Det var egentlig en sag, der hørte under lodserne på Kegnæs. De satte sømærker på Kalkgrunden og ud for Nykirke.

Inderfjordens afmærkning skulle lodserne i Flensborg selv tage sig af. Betalingen herfor var de såkaldte Priggen-penge. Og det var skipperne, der måtte betale. Tolderne opkrævede et gebyr.

I øvrigt kunne man ikke leve af lodsarbejdet. Man måtte ved siden af drive fiskeri. Kom der et skib med lodsflag, klædte man sig hurtigt om til sort bowlerhat, mørkeblåt landgangstøj og bredt sort slips. Så var det ellers bare derud med en lille fiskerbåd.

Kegnæs  – lodserne havde det fortrin, at de fra en 15 meter høj klint kunne afsøge havet med kikkert, så de kunne først få fat i skibene. Den bedste lodsfragt fik man af ris-skibene fra Ostindien. Disse store fragtskibe bragte indtil 64.000 sække ris ind til Ris-møllen i Flensborg.

 

Masser af tobaksfabrikker

Skibstrafikken tog til. Ofte var skibene undervejs i mere end et år. Et sjældent alsidigt næringsliv prægede Flensborg. Brændevinsbrændingen ernærede mindst 150 familier og 300 arbejdere. Byen kunne opfede 4.000 stk. hornkvæg og lige så mange svin med det næringsrige affald – spøl.

I 1797 var der 320 mestre og 1.067 svende samt 532 drenge. Og så var der hele 40 tobaksfabrikker, to stivelsesfabrikker, sæbe-syderi, tre farverier, geneverfabrik, eddikebryggeri, tranbrænderi, garverier, sejldugsfabrik, syv reberbaner og papirmølle. Dertil kom tre betydelige skibsværfter og store korn – og oliemøller. I 1790 regnede man med 100 detailhandelsforretninger i byen.
Oprør i 1795

Huspriserne blev fordoblet på få  år. Fra 1795 tillod bystyret anlæggelse af en ny bydel i Nystaden uden for Nørreport. Her blev på kort tid opført mange købmandsgårde.

Men i 1795 protesterede skibstømrere og daglejere mod de høje priser. Magistraten blev bange og skaffede militærforstærkning .

Man henstillede til købmændene kun at sælge til de lokale forbrugere til nedsat pris. Uroen blev afsluttet med arrestationer. Ti personer blev idømt fra 1 – 10 års fængsel. Regeringen udsendte forbud mod nye oprør, sammenrotning, opstand og forføriske skrifter.

Store sociale modsætninger opstod efterhånden i fjordbyen.

 

Penge er deres afgud

I 1805 hånede byens borgmester Thor Straten  de handlende som pengestolte:

• Hovedparten af disse Købmænd er kommet til Byen som Bondedrenge med Staven i Haand uden nogen Form for Kultur og Dannelse kun optaget af deres Erhverv ved Tilfældet er de blevet rige, er maaske gået bankerot. Lige meget, Penge er deres Afgud, for hvilke alt bøjer sig, og med Speciesdalere, det er deres Tro, udvirker de hvad de vil.

Tysk og sønderjysk

Egentlig var Flensborg en tysksproget by. Kirke. Skole og embedsmænd talte tysk. De fleste blade var på tysk. Men pastor Wilse skrev efter sit besøg i 1776:

• Man hører Børnene i den søndre ende fra Byen tale tydsk og i den nordre Ende jydsk. Det har nu nok været sønderjysk, som pastoren hørte

Fra det dansktalende opland kom der arbejder til, og ved havnen var der nordiske søfolk. De handlende talte med det dansktalende bønder i Nord – og Mellem-Slesvig. I annoncer søgte man efter medarbejdere, der også beherskede dansk.

 

Borgmesteren håner igen

Det franske var moderne hos de rige Borgmester Thor Straten fortsatte sin nedladende holdning over for købmændene. I 1805 skrev han:

• De går uophørligt i Klubber, til Bal, Maskerade, Assembléer og hvad det alt sammen hedder for at tilfredsstille deres Sans for Forlystelse og Nydelse.

På  promenade

Ud til vandet for enden af de største købmandsgårde på Holm var alléen Sønder og Nørre Gårdsender borgerskabets mest populære promenadested.  Mathias Lunding skrev i 1787 i sin dagbog:

• Gangen er besat med Træer paa begge Sider. I Gangen gik unge Mennisker af begge Kiøn, Piger, der fulgte smaae Børn. Paa Bænkene langs Haverne kunde man hvile sig, snacke og overgabe. I de høytbyggede Lysthuuse sidder Eyerne og deres Selskaber og overseer det hele, og da det i Dag var Søndag saa seylte Stadsmusicanterne med 4 Trompeter og en Tambourine op og ned af Bugten og musicente.

Masser af kultur

Allerede i 1776 var der lys ved brøndene og på byens pladser. Det betød, at borgerskabet kunne gå  ud om aftenen. Og skuespillere besøgte det begejstrede borgerskab. Således blev der der indrettet en særlig teaterbygning i gården bag rådhuset. Her var der plads til 800 tilskuere.

Læseselskaber og læsebiblioteker blev også en succes. Omkring 1790 havde byen hele tre ugeblade.

 

Nyt udflugtsmål: “Ostseebad”

I 1850erne var gasværket blevet oprettet og den første jernbane takket være engelsk kapital var kommet til byen.  Efter den preussiske sejr over Østrig blev Slesvig – Holsten i 1867 endelig forenet til en preussisk provins.

Flensborg omstillede sig til den nye situation. Takket være den tyske toldunion åbnede der sig nye markeder.

Sejlskibenes tid var omme. Men positionen som søfartsby var ikke omme. I 1873 var der stadig 11 dampskibe og 35 sejlskibe i byen. I 1903 var der hele 91 dampskibe.

“Ostseebad” nord for byen fungerede som rekreativt udflugtsmål for flensborgerne.

 

De våde varer i Flensborg

Jernstøberierne udviklede sig til maskinfabrikker og valseværker. Papirmøllen og uldvare-fabrikken blev løbende moderniseret og udvidet. Bryggerier, læderproduktion og rebslageriet havde fremgang.

Rom – og snapsbrænderierne blev til mærkevarer. Flensborg udviklede sig til en rom – by.

Ris-møllen og Palmeoliefabrikken var afhængige af importerede råvarer. Den store industrialisering i Flensborg havde dog også sin pris. En del håndværksvirksomheder blev fortrængt af billig industriproduktion.

Allerede i 1600 tallet havde Flensborg stor udskibning af øl, vin og brændevin til Sverige. Denne eksport skulle efterhånden nå astronomiske højder.

To grunde var det til denne succes, dels den store handelsflåde og det faktum, at det i Flensborgs grundvand var meget mineralholdigt.

I begyndelsen var romproduktionen afhængig af sukker. Og den fik man fra De Vestindiske Øer. På St. Croix kendtes kun en måde at producere rom på, nemlig destillation af gæret saft fra de tropiske sukkerrør. Nu laves rommen oftest af den melasse, der er et biprodukt fra rørsukkerproduktionen.

I 1700 tallet voksede tallet på  romfabrikanter i Flensborg til det næsten uoverskuelige.

Omkring år 1800 talte man om 200 firmaer, der fremstillede de våde varer i byen. Afsætningen ikke mindst til Norge, var stor. Efter 1814 var det dog anderledes. Afsætningen svigtede og konkurrencen blev større. I 1847 var der 60 brænderier tilbage, I 1884 blev der dog kun registreret 5 dampbrænderier, som tilsammen dagligt producerede 4.500 liter ren alkohol og 4.500 pund  gær.

Som råvarer blev der produceret 200 tønder korn på byens møller. Og af affaldet kunne der opfedes 1.000 stk. hornkvæg i byen.

 

Christiansen – en matador

En af de store bryggeriejere var C.C. Christiansen. Efter 1864 var han med til at grundlægge Flensborg Aktiebryggeri, valsemølle og skibsværft. Sammen med andre investorer købte han den store Kobbermølle ved Kruså. Christiansen tog ofte over på vestkysten og opkøbte et stort antal kvæg. Han var en af Flensborgs store matadorer.

I 1846 var idyllen ved at blegne. I Kobbermølleskoven var der ikke mere plads til  Røverkulen.

 

Kongen var upopulær uden for Flensborg

 I Flensborg kunne kongen stadig mærke opbakning. Men tog han væk fra byen blev det pebet af ham. Modsætningerne blev endnu mere mærkbar. Disse modsætninger endte som vi alle ved i krigen 1848 – 1851. Frem til slaget ved Bov den 9. april var Slesvig – Holstenerne de store.

Og ifølge min gode ven tidligere redaktør af Jydske – Aabenraa, Per Borregaard burde Isted – Løven stå på Bov Bakke og kigge ned på Flensborg. Den burde ikke leveres tilbage til Flensborg.

Den 12. november 1872 blev Flensborg Fjord ramt af en tre meter høj stormflod. Store dele af byen blev oversvømmet.

Indtil 1864 var Flensborg Danmarks tredje største by. Kun København og Altona var større. I 1879 overskred indbyggertallet 30.000. I 1891 var man oppe på 50.000. Og i 1910 havde man for længst passeret 60.000. Omkring 1900 blev Flensborg overhalet af Århus.

 

En kæmpe udvikling

I Flensborg var der indført en hestebane mellem Skt. Hans kvarteret og det nordlige industrikvarter. I 1907 blev de erstattet af elektriske sporveje, der allerede i 1907 førte til glas-fabrikken, Frueskov og sø-officer-skolen Mørvig.

Nord – syd- jernbanen, der havde eksisteret siden 1864 blev suppleret med en række mindre jernbaner. Også landevejene blev udbygget.  En del af forstæderne blev indlemmet i byen. Store sociale problemer eksisterede i arbejderkvarterne. Bebyggelsen bredte sig i hast ud over bymarken,

Allerede i 1879 blev Flensborgs første arbejderbyggeforening grundlagt. Rester af dette kan stadig findes i Bjerggade, på Duborg Banke og Harreslev-gade.

Den højere middelklasse etablerede sig ved Mathilde – Dorthea – og Vanggade. Her blev opført pragtfulde etagebyggerier. Den gamle bydel begyndte at ændre sig.

Den historiske byggeskik med pragtfulde facader og nøgne baggårde og brandmure mødte kritik. Man indførte begrebet “Heimatschutz” Dette begreb kan vel oversættes til bedre byggeskik.

 

Den danske Kirkes problemer

Helt til 1921 var der i en periode på  350 år regelmæssig dansk gudstjeneste i Flensborg. Fra 1668 skulle de danske gudstjenester foregå i Helligåndskirken.
Kirkelige handlinger som som dåb, vielser og begravelser foregik i nabokirkerne.

I 1803 skrev pastor Wedel efter et besøg

• Den Danske Kirke er simpel uden noget Sirligt, har intet Orgel, der bliver ej heller ringet med Klokkerne, da den har intet Sogn, men søges kun af de Indbyggere, der ere Danske, af Rejsende, Kiøbmænd, Skippere  og Prangere som have Lyst dog at høre Guds Ord paa deres Moders Maal.

Efter 1814 gik det tilbage for byen. Tilslutningen til den danske kirke faldt. Flensborg By og Helligklosteret skulle betale for de danske gudstjenester. Man spurgte om det kunne betale sig, at holde den danske kirke ved lige. Da den danske præst fik embede i Bov, overvejede Magistraten at lukke Helligåndskirken.
Kirkeadministration afviste og en præst blev ansat. Men det blev ikke bedre, præsten blev syg. Bladet Danevirke tog sagen op. De mente, at kongen skulle ansætte præsten. Pludselig var den danske gudstjeneste blev en del af sprogkampen.

Kong Christian den Ottende ville have at en præst skulle ansættes med løntilskud. Endvidere skulle kirken restaureres. Menigheden fik også sin egen skole.
Den fik hele 500 elever og menigheden voksede til 3.000 personer. Nu foregik de kirkelige handlinger også på dansk. Flensborgs præster gik til modangreb. De påstod, at kirken havde politiske mål.

Og gennem årene var det meget ballade om den danske kirke.

 

Første verdenskrig

Anlæggelsen af flådestationen i Mørvig var et vigtigt led i Flensborgs dynamiske vækst i kejsertiden. Desværre satte første verdenskrig en brat stopper for Flensborgs udvikling

Den 28. juni 1914 var Flensborgs befolkning inviteret til fest på Østersøbad. Anledningen var 50 års dagen for slaget ved Dybbøl. Man sluttede med marchmusik og fyrværkeri. Midt i festen indtraf dog nyheden om det østrigske tronfølgerpar var var blevet myrdet i Sarajevo.

Den 30. juli indkaldte fem kanonskud matroserne i Mürwik (Mørvig) til omgående at vende tilbage til kasernen og deres skibe. Alle myndigheder og private personer blev underlagt den kommanderende generals befaling.

Den 1. august ved 18 – tiden bredte nyheden sig, at mobiliseringen var blevet beordret. Kort tid efter kimede kirkeklokkerne i byen. Ingen var i tvivl, der var krig. På  grund af englændernes blokade kunne følgerne snart mærkes i Flensborg. Byen oprettede forsørgelses -, fordelings – og kontrolsteder.

Folkekøkkener blev indrettet for de fattigste i byen. Det danske partis leder blev for en periode sat i fængsel og på Flensborg Avis blev der indført streng censur.

 

Revolution

I starten af 1918 kom revolutionen til Flensborg. Marinesoldaterne på Mørvig havde fået nys om deres kollegaers mytteri i Kiel. Et soldaterråd med 21 mand blev valgt.

 

“Speckdänen”

Afstemningsområdet blev efter krigen forsynet med fødevarer fra Danmark. Det gav grobund for udtrykket “Speckdänen” Man mente, at nogle kun stemte på Danmark af materielle grunde.

I Flensborg stemte 75,2 pct. for Tyskland. I hele afstemningszonen var resultatet 80 pct. tyske stemmer.  Det betød at grænsen blev trukket lige nord for Flensborg.   Tyske tropper var rykket ind på  kasernen i Duborg.

Genforeningsglæden i Flensborg var stor men sorgen over afståelsen af Nordslesvig var endnu større.  Tabet af dette marked ville gøre ondt.  Grænsehandelen blev en vigtig indtægtskilde for Flensborg. Til gengæld var grænsehandelen til stor gene for erhvervslivet nord for grænsen. De kunne ikke hamle op med de tyske priser. Men den tyske valutareform i november 1923 satte en brat ende for dette eventyr.

Anlæggelse af en frihavn og specielle tilskud skulle gøre Flensborg konkurrencedygtig. Men inflationen satte en stopper for dette. Således kostede et rugbrød i september 1923 hele 3 millioner mark. En masse penge blev tilført Flensborg. Men genopbygningen af økonomien skete kun langsom.

 

Stor opbakning til Hitler

Antallet af arbejdsløse i byen steg til 8.000 i 1932. Byen oplevede gadekampe mellem kommunister og nazister. Den 23. april 1932 modtog 45.000 begejstrede borgere Adolf Hitler. Det var hans første og eneste besøg i Flensborg.

Ved rigsdagsvalget i 1932 var Slesvig – Holsten den første og eneste valgkreds, hvor NSDAP opnåede absolut flertal.  Af indenrigsminister Hermann Göring
blev Flensborg udnævnt til Notstandsgebiet. Tabet af Nordslesvig  kunne man ikke komme sig over.

 

Nazisterne kupper sig til magten

Protester og modstand fra befolkningen blev kvalt, fordi folk blev skræmt forfulgt og udsat for terror fra statens side. I første omgang opnåede NSDAP kun 21 af 45 pladser i byrådet. Men de danske repræsentanter, kommunisterne og socialdemokraterne blev udstødt af byrådet  Dermed var banen sikret for NSDAP.

De nationalsocialistiske overborgmestre Dr. Wilhelm Sievers (1933 – 1936) og Ernst Kracht (1936 – 1945) afgjorde nu sammen med NS – kredsledelsen alene byens skæbne.

 

Væk med dem, der var anderledes

Og det var tydeligt at der skete ændringer i Flensborg. Jødiske forretninger blev blokeret og i 1933 foregik der bogafbrændinger.

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev jødiske borgere mishandlet og jaget ud af deres hjem. Til sidst blev dem, der ikke nåede at flygte, deporteret til koncentrationslejre og myrdet. Det samme overgik politiske modstandere, fagforeningsfolk, homoseksuelle, Jehovas Vidner, romaer og mange flere.

På særlige institutioner blev der indrettet afdelinger, hvor der foregik drab på handicappede børn og voksne.   Da anden verdenskrig begynder bliver levnedsmidler og forbrugsgoder rationeret. Luftangreb raser over Flensborg. 1.000 sprængbomber og 12.000 brandbomber bliver kastet ned over byen.

 

Den sidste regering i Flensborg

En masse tvangsarbejdere er kommet til byen. De er indkvarteret i kasserne-lignende lejre. I oktober 1944 indkaldtes alle 16 til 60 årige mænd i Flensborg
som i det øvrige Tyskland til Volkssturm.

Da østfronten langsom brød sammen, kom 40.000 flygtninge til byen enten af søvejen eller gående. Skoler og forsamlingshuse blev brugt til indkvartering. 2.000 KZ – fangere blev i krigens sidste dage overført til Flensborg som politiske gidsler.

Den sidste tyske regering under krigen under ledelse af Döniz befandt sig fra den 3. maj på marinesportsskolen Mørwig.

Talrige ledende nazister kom til Flensborg, hvor de skaffede sig falske papirer. Mange af disse levede i årtier under falsk identitet.  Og de fik arbejde i den tyske administration.

 

Store tab under krigen

Byen lige syd for grænsen led også  på andre områder. Således kostede krigen livet for 2.896 soldater, 176 bombeofre og 300 forfulgte flensborgere. Hertil kom 119 besætningsmedlemmer på allierede fly, der blev skudt ned eller styrtede ned over byen.

Under britisk tilsyn blev byens forvaltning nyordnet. Den dansksindede I.C. Møller blev overborgmester. Men lidelserne for Flensborg var ikke over. Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre i efterkrigstiden.

 

Masser af arbejdsløse

Efter valutareformen i 1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse i byen. Først omkring 1950/51 kom der for alvor gang i økonomien. Der kom mere gang i havnedriften. En kæmpe social indsats blev der ydet for at integrere de tilbageværende flygtninge og hjemstavns – fordrevne.  Forbundsrepublikken lagde en del af deres institutioner til byen. Forsvaret kom til byen i 1956 og flåden i 1957.

Kobbermøllen og Nordisk Ovnfabrik måtte opgive deres produktion. Men Danfoss opretter en afdeling. Det samme gør en række andre afdelinger.  I 1963 er arbejdsløsheden under 2 pct. Der hentes ekstra arbejdskraft fra Grækenland, Jugoslavien og Tyrkiet.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (underudarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening finder du 143 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/under og efter) finder du 362 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

 

• Sønderjyllands historie indtil 1200
• Teglværker ved Flensborg Fjord
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Flensborg i begyndelsen (b)
• Flensborg i hverdag og krig
• Flensborg for længe siden
• Slottet Duborg i Flensborg
• Sankt Knuds Gilde i Flensborg
• Turen går til Flensborg
• Flensborg skulle absolut til Danmark (Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening)
• Sydslesvig – hvad er den sande historie? (Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening)
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby (Besættelsestiden)
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig (Besættelsestiden)
• Det danske mindretal i Hagekorsets tegn (Besættelsestiden)
• Militære efterretninger i grænselandet (Besættelsestiden)
• Syd for Grænsen – efter besættelsestiden (Besættelsestiden)
• Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Bommerlund – snaps, kro og skov (under Padborg/Kruså/Bov)
• En sønderjyde krydser sit spor (under Padborg/Kruså/Bov)
• Gendarmstien (under Padborg/Kruså/Bov)
• Grænsen og dens bevogtere (under Padborg/Kruså/Bov)
• Kobbermøllen ved Kruså(under Padborg/Kruså/Bov)
• Genforeningen i Bov Sogn(under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)
• Okseøerne i Flensborg Fjord 1-2  (under Padborg/Kruså/Bov)og andre artikler 

Redigeret 3. – 01. 2022

Jøder blev kendt skyldige for Tysklands dårligdom. Inden de blev udryddet måtte handicappede, psykisk syge, børn m.m. udryddes. Hitler proklamerede det allerede i 1919. Nabolandene hjalp ikke. De allierede greb ikke ind over for folkedrabet. Snaps og pisk samt gas blev brugt i udryddelseslejrene. Først med TV – serien af samme navn, gik det op for tyskerne, hvad der var sket. 

            – Egentlig burde denne artikel placeres under Besættelsestiden – men den er skrevet inden vi havde denne kategori 

 

Ingen tvivl om Hitlers hensigter

Holocaust er så skelsættende i al sin gru at vi i enkeltheder ønsker at forstå, hvordan normerne for almindelig menneskelig adfærd kunne nedbrydes i en hidtil uset grad. Enkelte mails indgået her til siden, har udtrykt deres tvivl om Holocausts eksistens. Vi har berørt emnet i en del af vore artikler.

Som sønderjyde har jeg været berørt af de ting, der skete dengang. Min far fortalte meget om den tid. Men min familie har også været tavs om nogle ting.  For mig er det foruroligende, at nogen kan fornægte Holocaust. I bagklogskabens lys undrer det mig, at så mange bakkede op om nazisterne. Allerede tidlig kunne man fornemme Hitlers hensigter.

Det var ingen, der kunne være i tvivl om Hitlers hensigter. Det stod der sort på hvidt. Havde han hele skylden? Giver vi ham alene skylden, går folket fri.

 

En overlevende

I den forbindelse husker jeg også Grün, den stolte jøde, der overlevede KZ – lejrens grusomhed. Han gav altid hånd, når han kom ind i butikken på Nørrebro.
Han fortalte aldrig om grusomhederne. Men når han hade optrådt i TV, var der altid et andet blik i hans udtryk. Sidste gang, jeg så Grün havde han det ikke så godt. Det er efterhånden lang tid siden.

 

Antisemitisme

Holocaust kan oversættes med fuldstændigt brand/forbrænding (kausis). Men ordet dækker også et system til fordrivelse, undertrykkelse og udryddelse af nazismens modstandere. Antisemitismen i Tyskland levede dog længe før Hitler.

 

Brug for syndebukke

Nederlaget og ydmygelsen efter første verdenskrig havde tvunget tyskerne i knæ. Der skulle betales store krigsskadeerstatninger. En periode med politisk uro og optøjer på de politiske yderføje opstod..

Nationalsozialistische Deutsche Arbejderpartei blev grundlagt. De fik deres store gennembrud efter den økonomiske krise i 1929. Denne krise havde betydet stor arbejdsløshed og elendighed for den tyske befolkning. I 1933 blev Hitler udnævnt som rigskansler. Kampen for Tysklands genrejsning og styrke var indledt.

 

Jøderne blev kendt skyldige

I krisetider var der brug for syndebukke. I Tyskland var det kapitalismen, socialismen og modernismen, der var skyld i alle ulykker. Jøderne blev koblet til disse onder. For at overbevise hele befolkningen, blev der indledt en massiv statslig propaganda.

Under nazi – tiden blev der vedtaget ikke mindre end 2.000 anti – jødiske love og forordninger.   Nazisternes ondskabsfulde jødehad gjorde sig allerede gældende i 1920erne. Men nu var det ikke kun jøderne, der skulle udslettes.

 

Handicappede og psykisk syge belaster

Mennesker med syfilis blev tvangssteriliseret. Alkoholikere og kriminelle skulle isoleres. Handicappede, homoseksuelle og Jehovas Vidner havde Det tredje Rige ikke brug for, så de skulle udryddes. De var en udgift for samfundet og passede ikke ind i Det tredje Riges filosofi.

Det skal ikke glemmes, at 90.000 handicappede og sindslidende tyskere blev myrdet. De blev skudt, gasset, sultet, banket til døde eller dræbt med giftindsprøjtninger.

 

Børn aflives

Børn i et antal på 7 –  8.000 blev henrettet på de tyske børnehospitaler. Mange gange sultede personalet de små børn ihjel.

I et gammelt fængsel i Brandenburg blev de første prøvegasninger gennemført i 1939 og 1940. Man forsøgte sig med kuliltegas. Gassen var lugtfri og relativ hurtig virkende. Et tidligere statshospital Gafeneck ved Stuttgart var prøveklud for de første systematiske gasninger.

Asken fra de tidligste gasninger blev udleveret til familierne uden hensyn til, hvor de kom fra. Lægerne var med til at skrive falske dødsattester.

• Deres mand er desværre afgået ved døden af blindtarmsbetændelse
• Jamen den fik han da fjernet for flere år siden.

 

Knoglerester som affald

Afbrændte knoglestykker blev smidt som gødning på marker eller hældt i floder og søer i nærheden af anstalter.

Befolkningen kunne ikke undgå at lægge mærke til, at der foregik mystiske ting. Efterhånden var det for mange, der stillede spørgsmål og ideen med KZ– lejre langt væk fra offentligheden, opstod.  Man talte om en økonomisk fordel at få udryddet idioter og ballast-eksistenser. Havde man samvittighedsnag og skrubler over dette, var man ikke en rigtig nationalsocialist.

 

Millioner af ofre

To – tre millioner krigsfangere, måske 200.000 sigøjnere og 6 millioner jøder, var blot nogle af ofrene. Værst var det i Auschwitz, Belzéc, Sobibór og Treblinka. Men også lige i nærheden – lige syd for grænsen ved Husum og Ladelund foregik der frygtelige ting.

 

Udryddelsen bebudet i 1919

Jøderne blev opfattede som individer, der undergravede det tyske samfund. Fra begyndelsen af 1920erne frem til sin død var Hitler opslugt af tanken opslugt af tanken, at Tysklands fremtidige sundhed var afhængig af fjernelsen af plagen – jøderne.

Jøden var i Hitlers filosofi en maddike, en plage, en blodsugende edderkop, en rotte, en farlig bacille eller en vampyr. Det lykkedes ham faktisk at overbevise
langt hovedparten af den tyske befolkning. Alt dette fortæller han i Mein Kampf. Allerede i 1919 skrev han:

• Det endelige mål må  være den kompromisløse fjernelse af samtlige jøder

 

Heinrich Himmlers menneskesyn

Men heller ikke Heinrich Himmler holdt sig tilbage:

• Undermennesker, denne skabning af naturen som tilsyneladende biologisk er ganske som os med hænder og fødder og en slags hjerne, med øjne og mund – er ikke desto mindre ganske anderledes, et frygtelig kreatur, thi, det er ikke alt, der ser ud som et menneske, som også er det. Ve dem, der glemmer det.

 

Studenterne bakkede op

De studerende stod bag Hitlers højreorienterede politik. De konservative tyskere bakkede om Hitlers brutalitet. Og de unge tilsluttede sig Hitlers dagsorden omkring racehygiejne.

 

Hele livet blev kontrolleret

Jøderne mistede langsomt alle deres rettigheder. Først blev de fjernet fra det offentlige liv. En pause opstod under de olympiske lege i Berlin i 1936. Men i tidspunktet efter mistede de deres statsborgerskab. De fik forbud mod at have kønslig omgang med en arier. I 1937 var jøderne stort set afskåret fra at ernære sig.

I det tyske samfund fremkom begrebet Mischlinge og Geltungsjuden. Det var strenge krav til borgene, hvem de måtte gifte sig med. Embedsmænd blev efterhånden fyret, når der var jødisk blod i familien. Ville man melde sig ind i partiet måtte man fremvise en ren anetavle.

Ægtefællen skulle nøje udvælges. Man skulle praktisere et velovervejet sexliv. Familiens rolle i samfundet var yderst vigtig. Individets anatomi kom til at dreje om omkostningsreduktion.

 

Studenter brænder bøger

Studenterne i 30 tyske byer stormede boghandlere og biblioteker. Der var offentlige afbrændinger af store mængder bøger med pacifistiske, marxistiske og jødiske forfattere. Det frygtelige er, at Heinrich Heine 100 år i forvejen havde proklameret

• Hvor man brænder bøger, vil man snart brænde mennesker

 

Hitler: En lykke at I har fundet mig

I 1938 sagde Hitler i en tale i Bürgerbräukeller i München

• Det er vor tids under at I har fundet mig blandt så mange millioner. Og jeg har fundet jer. Det er Tysklands lykke.

 

Nabolande ville ikke hjælpe

Regimet forsøgte at presse dem til at udvandre. I forbindelsen med Krystalnatten den 9. november 1938 brød nazisterne brutalt ind i næsten samtlige jøders hjem i Tyskland.

Antagelig var det Goebbels der stod bag denne overdrevne vold.. Andre historiker mener dog, at det var Hitler selv, efter at Ernst von Rath var snigmyrdet af en jøde i Paris.

Efter Anschluss i 1938 blev der indrettet kontorer rundt omkring, der skulle hjælpe med at smide jøderne ud af landet.  Nu skulle man så tro, at nabolandene
stod i kø, for at modtage de truede jøder, men sådan var det ikke. I Danmark er det eksempler på, at flygtninge blev sendt retur. Kun allernådigst fik jøder opholdstilladelse i landet.

Storbritannien og Commonwealth – landene havde lukket grænserne for jøderne.  Det lykkedes dog for 170.000 tyske jøder at udvandre.

 

Hvor skulle jøderne sendes hen?

Problemet for tyskerne blev større. For efter at de havde erobret Polen, var der kommet 2 millioner flere jøder til. På et tidspunkt ville man deportere jøderne til et afgrænset område i Polen – et såkaldt Guvernement. Tanken var et give jøderne et nedbrydende liv. Derfor valgte man usunde områder. På et tidspunkt ville man også sende dem til Sibirien.

Ja de europæiske jøder skulle deporteres til Madagaskar i Det Indiske Ocean.  Samtidig med dette vendte en masse tysker tilbage til Die Heimat. Tanken var også fremme, at jøderne skulle være en slags slavehær og de kvindelige jøder skulle alle steriliseres.

 

Hitler skifter mening

Der var mangel på arbejdskraft i Tyskland. Men de arbejdsduelige jøder blev også fjernet. De få, der undgik dette, blev udsat for en brutal arbejdsdisciplin og
en meget minimal madration. Ofte endte dette også med mord.

I Galicien benyttede den øverste SS – leder Katzmann sig af jøder, da han ønskede at renovere en af de mest trafikerede transitveje i området. Dette var et dødbringende projekt. Mange gange balancerede man med at rydde jøderne af vejen og benytte deres arbejdskraft.

Da russerne begyndte at fjerne de såkaldte Volga – tyskere, skiftede Hitler mening. Nu skulle jøderne fjernes på en anden måde.  General Hans Jürgen Böhme
indførte et gengældelses – system. Hver gang en tysk soldat blev dræbt, blev 100 jøder dræbt.

 

Et sandt massemord

Himmler blev udnævnt som Reichsführer for SS. Han forlangte at korpsets officerer skulle kunne bevise et rent arisk stamtræ helt tilbage til 1750. Dette stamtræ blev efterhånden også brugt, når den almindelig befolkning skulle have arbejde.  I 1939 tale Hitler åbenlyst om, at udrydde jøder i Reichstag.

Samfundseliten i Polen skulle uskadeliggøres, blev det besluttet. Et Einsatzkommando blev etableret. I løbet af de sidste 10 dage af oktober indledte man
et sandt massemord.

 

Jøder skudt ned – som leg

Kort før angrebet mod Polen havde man skabt en institution, der skulle udrydde børn og voksne med psykiske og fysiske handicaps. Indlagte på psykiske hospitaler blev myrdet med gas.

I den lille polske by Izbicia havde den tyske borgmester trænet sin hund i at genkende jødestjernen. Jødiske kvinder på vej til brønden blev nedlagt af hunden. Andre steder morede vagterne med at nedskyde jøderne som en leg. I Litauen måtte jøderne selv grave deres gruber.

 

System på  gasning

I 1941 var antallet af sovjetiske krigsfangere, der var omkommet i tysk varetægt nået op på 2 millioner. Operation Barbarossa havde trukket sine spor. Det var SS, der gik forrest, når ubrugelige snyltere skulle bortskaffes.

Det var også i 1941, at Himmler mente, at der skulle eksperimenters med gas. Man havde dog brugt dette før. Men nu skulle man finde den helt rigtige måde at organisere det på.  Gasningen skulle foregå uden for byerne, helst så lang væk som muligt. Himmler mente at denne aflivningsform var langt mere effektiv end skydning.

Snart kom også ordren i oktober 1941 at alle jøder i lejrene Chelmno og Belzec skulle udryddes. En af de ledende i partitoppen, Hans Frank udtalte i december 1941:

• Disse 3,5 millioner jøder – vi kan umuligt skyde dem. Vi kan ikke sætte dem i lejre. Vi kan heller ikke forgifte dem. På en eller anden måde, må finde en metode, hvormed vi kan udslette dem. Det er derfor vigtigt at vi lader dette spørgsmål indgå i de overvejelser, vi snart skal have drøftet i Das Reich.

Det mest skamfulde dokument

Wannsee er en mondæn forstad til Berlin. Men navnet hentyder også til en af de mest skamfulde dokumenter i verdenshistorien. Den 20. januar 1942 samledes Det tredje Riges topembedsmænd, ledende SS – officerer og partimedlemmer. Emnet var mord eller nærmere massemord. Men hvorfor mødet var en nødvendighed er et mysterium. For allerede på det tidspunkt var hundrede tusinder af jøder allerede blevet nedslagtet.

Sikkerhedstjenesten gav på mødet en skildring af de forholdsregler som var truffet over for jøder indtil 1941. På mødet blev der også diskuteret, hvordan man skulle forholde sig over for halvjøder, kvartjøder, jøder gift med ikke – jøder, og jøder dekoreret under første verdenskrig.

 

Kompliceret magtstruktur

Man havde gasset jøder i Chelmo et halvt år tidligere end mødetidspunktet. Himmler og Hitler var ikke med til mødet. Ordren til Die Entlösung kom heller ikke lige efter mødet. Men det var ingen hemmelighed, at der blandt Hitlers ledende folk var en kappestrid. Magtstrukturen i Det Tredje Rige var kompliceret. Ofte var det interne stridigheder omkring jødespørgsmålet. Man ville helst overgå hinanden i brutalitet. Ingen havde moralske skrubler.

 

Starten på Folkemord

Den egentlige beslutning om udryddelse af jøderne er måske Görings berygtede Ermächtigung (bemyndigelse) til Heydrich den 31. juli 1941. Bemyndigelsen indeholder ordet Entlösung, hvilket er omskrivning for mord. Denne dato er måske starttidspunktet for det store Folkemord.

Hitler overlod ofte ansvaret til andre. Men han sad dog tilbage og trak de store linjer. Han var meget optaget af Det jødiske spørgsmål. Hitler gjorde sig da stor umage til ikke at få knyttet sit navn til antisemitiske angreb. Racelovene fra Nürnberg var dog noget som Hitler havde talt om i flere år.

 

Systematisk udryddelse

1942 blev nok det mest morderiske år under Holocaust. Fra marts blev der indført krematorier og gaskamre i Auschwitz. Slovakiske jøder fik lov til at arbejde sig ihjel. Mellem maj og juli kom der gang i udryddelserne.

Egentlig var Auschwitz ikke tænkt som en udryddelseslejr. I 1943 stod fire krematorier klar i Birkenau.  Når gaskammeret var fyldt, blev gassen smidt ned gennem sprækker i loftet. Efter cirka en halv time blev dørene igen åbnet. Arbejdet med at rydde gaskammeret og brænde ligene blev så påbegyndt. Inden ligene blev brændt blev de tjekket for guldtænder. Kvinderne blev klippet. Det kunne bruges til stof. Nazisterne ønskede at udnytte alt.
Fangeoprør og høstfest

En ny udryddelseslejr i Treblinka blev sat i gang. Toge fik fast rutefart hertil fra Warszawa. Himmler beordrede personlig massedrabene. Man mener også, at det er ham, der stod bag mordet på Heydrich. Folkemordet var blevet ophøjet til officielt politisk doktrin.

Den 2. august 1943 udbrød der fangeoprør i Treblinka. Det lykkedes for de 750 arbejdsjøder at stikke nogle barakker i brand. Nogle få af dem erobrede våben.
Mange flygtede, men de fleste blev dræbt. Et par måneder efter blev lejren lukket. Men da var allerede 970.000 jøder og sigøjnere blevet dræbt på stedet.

I dagene 3. og 4. november 1943 likviderede indkaldte SS – og politienheder samtlige indsatte i arbejdslejrene i Lublin – distriktet. Det var den såkaldte Ernte
– fest. Alene på markerne 18.000 dræbt.

 

En halv million ungarske jøder

I 1944 besatte tyskerne Ungarn. I 150 særtog sendtes i de følgende måneder en halv million jøder til Auschwitz – Birkenau, hvor de fleste blev myrdet. De sidste gasninger fandt sted i november 1944.

 

Lægeforsøg 

Ofte var det de små børn, gamle og syge, der blev henrettet som de første, da de ikke var i stand til at arbejde. Der blev udført horrible forsøg med mennesker. Hvor lang tid kunne et barn for eksempel overleve i fem grader koldt vand, eller hvor maget gift kunne man tåle, inden man døde. Her husker vi lægen fra Auschwitz,  Josef Mengele.

 

Personalet

Det var plejepersonale, der måtte ledsagede de dødsdømte på deres sidste gang mellem afklædningsrum og undersøgelse. Ledende plejepersonale fulgte ofrene
den sidste vej til gaskammeret. Det var dog en uskreven regel, at man ikke spurgte til hinandens opgaver.

Brænderne havde det meget svært. For at dulme nerverne fik de hver dag en halv liter snaps oven i deres normale portion -en liter om ugen.

Men alle ansatte, herunder kontorpersonalet har ikke kunnet undgå at se og lugte røgen. Og dette gjaldt vel også for den almindelige befolkning i begyndelsen inden KZ – lejrene.

 

Snaps og pisk

De fleste i lejrene blev udvalgt efter hårdhed og beredvillighed. I partiet blev partisoldaterne undervist i racehygiejne og antisemitisme. Der blev vist fotos af de handicappede. Man blev overbevist om, at det eneste alternative var, at disse måtte miste livet.   Alkoholmisbrug var ofte forekommende. Om Belzecs kommandanter sagde man:

• Snapseflasken i den ene hånd, pisken i den anden.

Tyveri var ofte forekommende. Og selv om kønslig omgang med jøderne var forbudt forekom det ofte. Man kaldte det Rasenschande. Masser af eksempler på voldtægt, var der også.
Forsøgte at skjule sandheden

Nazisterne gjorde alt muligt for at skjule drabene. Man forsøgte at holde det skjult for offentligheden. Personalet, der arbejdede i udryddelseslejrene skulle underskrive en tavshedserklæring. De måtte ikke tage fotos. Officielle dokumenter, der omhandlede drabene var hemmeligstemplede. Man brugte en slags kodesprog, for at skjule den reelle hensigt.

I 1942 blev Aktion 1005 sat i værk. Særlig enheder fik til opgave at grave lig op fra massegrave og brænde dem. Da nazisterne trak sig tilbage ved krigens slutning, blev gaskamre demonteret og sprængt i luften. Tusindvis af dokumenter blev brændt.

 

Mange forblev ustraffet

I krigens sidste år forekom mange tilfælde af selvmord. Også blandt de forbrydere, der senere blev fanget. Mange gik ustraffet rundt i det tyske samfund, og gør det måske endnu. Mange flygtede til udlandet. Først i 1958 nedsatte Forbundsrepublikken en institution, der skulle jagte nazi-forbryderne. Mange blev straffet, men mange fik også kortvarige straffe.  Ja man siger, at kun 8 pct. af krigsforbryderne er blevet straffet.

 

Hvorfor gjorde de allierede ikke mere?

De allierede kendte til massedrabene i Sovjet allerede i 1941. de fik meldinger om gasning i Polen i 1942. Meldingen blev mødt med mistro, og henlagt i fire måneder. Så kom der en fordømmelse. Intet andet skete.

De allierede kendte til udryddelseslejrene, men de bombede ikke skinnerne til disse lejre. Nabolandene forholdt sig afventende. Man ville ikke blande sig og forholdt sig til neutraliteten. De havde ellers fået beretninger om undertrykkelse.

 

Almindelig mennesker vidste det

Almindelige mennesker må have haft kendskab til, hvad der foregik. Frygten for eget liv og sikkerhed holdt dem tilbage. Men for nogen betød situationen også, at nu kunne man overtage billige butikker og få sig et arbejde. Et arbejde, der før var udført af jøder. Nu kunne man også flytte ind i flotte huse og lejligheder, som tidligere havde tilhørt jøder.

 

Sandheden blev fortrængt

Ifølge de allierede sejrherre så  hvilede der en stor moralsk skyld på det tyske folk. Der burde indgå i tyskernes selvforståelse og bevidsthed. Men det skulle
gå lang tid, før det skete. Tyskerne havde nok at kæmpe med. Egne sorger og kam samt genopbygning tog hele deres bevidsthed.

De måtte kæmpe mod overgreb fra Den Røde Hær. Og fra de tidligere tyskbeboede områder kom masser af flygtninge til landet. Sejrherrernes deling af landet betragtede tyskerne som en ekstra straf. Tusinder af civile måtte lade livet på grund af de allieredes bombninger af tyske byer. Da man så endelig kunne koncentrere sig om det der var hændt, følte befolkningen sig som ofre for Hitler og nazismen.

De allierede gennemførte en kæmpe straffeaktion. Aktive nazister skulle fjernes fra deres stillinger og krigsforbrydere skulle findes og straffes.   De fleste tysker tav. De var bange for selv at blive straffet, hvis de fortalte noget. Tavshed og fortrængning var fremherskende de første år efter krigens afslutning. Viljen til
samarbejde med sejrherren var nærmest ikke til stede.

 

Drabene blev nedtonet

Kort efter krigen forekom de første former for Holocaust – benægtelse. Man forsøgte at nedtone drabene. Heinrich Himmler påstod kort før sit selvmord i 1945, at jøderne døde på grund af sygdomme. Det havde været nødvendigt at anbringe dem i lejre og brænde deres lig, fordi de ellers smittede de tyske soldater. Desuden havde jøderne opført sig fjendtligt. De havde hjulpet partisanerne og skudt på de tyske tropper.

I løbet af 1950erne blev jødeforfølgelserne nærmest helt fortrængt i Østtyskland. Her blev de sovjetiske soldaters lidelser foretrukket. Befolkningen blev overhovedet ikke orieneteret om nazisternes forbrydelser.

 

Nürnberg – processen

Nürnberg blev stedet, hvor retsforfølgelserne af de store krigsforbrydere startede lige efter krigens afslutning. I alt var der 22 hoved-anklagede, som blev dømt for

• Forbrydelser mod freden
• Krigsforbrydelser
• Forbrydelser mod menneskeheden

 

Det var Hitler, Himmler og SS

I Vesttyskland blev hovedkræfterne lagt på demokratisering og opbygning af landet. Om nazisternes racepolitik og jødeudryddelsen var det stort set tavshed.
Når det endelig kom frem var Hitler, Himmlers og SS, der stod bag forbrydelserne.

Da tyske flygtninge kom hjem fra fangenskab, kunne de berette om kommunisternes overgreb. Den tyske befolkning mente, at kommunisterne hverken var bedre eller værre end nazisterne. Da jøderne vendte tilbage var deres ejendom overtaget af andre. Antisemitismen var ikke forsvundet. Der opstod derfor et stærkt ønske om at starte et helt nyt sted. Palæstina var det foretrukne mål. I 1948 blev staten Israel proklameret.

 

Adenauer og Brandt undskylder

Men i 1951 vedkendte forbundskansler Adenauer sig på vegne af Vesttyskland de lidelser, som jøder og andre var blevet udsat for under nazismen og tyskernes pligt til at yde moralsk og materiel genoprejsning.

Processen i 1961 i Israel mod Adolf Eichmann samt Auschwitz – processerne i 1963 – 65 fik stor mediebevågenhed. Dette førte så til en del kritik af forældregenerationen, som ikke havde fortalt noget.

Endelig midt i 1960erne lagde man grundstenen til historieundervisningen i de tyske skoler.. Ved mindesmærkerne i Warszawa knælede Willy Brandt den 7. december 1970. Har bad han på det tyske folks vegne om undskyldning for forbrydelserne.

 

TV – serien var et chok for tyskerne

Men egentlig var det først tv –  serien Holocaust i 1978, der fik folk til rigtig at vågne op. Den vakte stor opstandelse i Tyskland. Pludselig kunne man se alvoren i forbrydelserne. Der forskes stadig i Holocaust. Hvorfor, hvordan og hvorledes?

 

Tyrkernes folkedrab

Desværre har vi ikke lært af historien. Før og under første verdenskrig kæmpede tyrkiske ideologer for at erstatte Osmannerriget med et stort og stærkt
Tyrkiet uden ikke – tyrkiske minoriteter. Idealet var Tyrkiet udelukkende for tyrkere. Resultatet blev, at masser af armeniere blev udryddet. Man mener, at 2, 5 millioner blev udryddet. Folkedrabet fandt sted i årene 1915 – 1918.

Tyrkerne har aldrig anerkendt det som folkedrab. De påstår at armenierne samarbejdede og støttede Tyrkiets russiske fjender. Drabene fandt sted i en regulær krig, fastslår tyrkerne.  Svenskerne har fordømt handlingen. Den danske regering tøver.

 

Stalins totalitære styre

Under Stalins kommunistiske styre i Sovjetunionen fra 1928 – 1953 omkom millioner af mennesker som resultat at omfattende statslig terror rettet mod stort set alle dele af den sovjetiske befolkning. Mere eller mindre frivilligt deltog almindelige borger i en evig jagt på fjender af sovjet – regimet ved at angive venner, familie eller kollegaer til myndighederne.

 

Kristne myrder

I Rwanda deltog ledende og menige kristne i drabet på naboer og medlemmer af egen menighed. Der blev begået massedrab i kirkerne. Kristne begik folkedrab på adskillige hundrede tusinde.

 

Den jugoslaviske krig

I Bosnien forsøgte man målrettet at ødelægge moskeer, koranskoler, museer, biblioteker m.m. Muslimske tilstedeværelse i landet skulle sprænges bort.

Krigen i og omkring Jugoslavien har været forfærdelig. Min store søn har været udsendt dernede, da der var mest gang i den.

 

Sudan, Kina, Ukraine og alle andre steder

Vi kunne blive ved. Sudan benægter sine forbrydelser i Dafur. Iran benægter officielt Holocaust. Kina benægter den etniske udrensning i Tibet. Den russiske regering benægter den statsskabte hungersnød i  Ukraine og Kasakhstan i 1932 – 1933.

• og sådan kunne vi blive ved.

 

Religions – vanvid

Og hvor mange skal endnu miste livet i religions – krige. Det er vanvittigt. Terror og fundamentalisme er vor tids største dræber – maskine.

 

Kilde:

• Litteratur Besættelsestiden diverse
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 3. 01. 2022

Hvad er Mellemflæsket?. Hvorfor hedder det Lorry? Hvor lå Larsens Passage? Få svaret og læs også ham, der konfirmerede Kierkegaard. Om ham, der var så glad for piger, at han burde deporteres til Amerika. Og advokaten, der gav arrestanten en på trynen. Om vand på maskinen til kværnede bønner. Om Klammerivejen, Trippendals Galgebakke og prinsessen, der blev æres – brandmajor.

Her er anden del af gader, veje og steder på Frederiksberg. Navne kan fortælle historier. Og det er jo netop det, som vi gør her på siden. Vi har ikke plads til det
hele, men vi håber, at ramme det væsentlige. Forhåbentlig har du læst første del – Gader og veje på Frederiksberg.

 

Kammasvej

Navngivet 1913 efter Karen Margrethe (Kamma) Rahbek. Hun boede hele sit voksenliv på det nærliggende Bakkehuset. Sammen med hendes mand Knud Lyne Rahbek, var de samlingspunkt for datidens københavnske borgerskab. Vejen var før den tid en del af Rahbeks Allé.  (Læs vores artikler om Bakkehuset og Karen Margrethe Rahbek).

Kastanievej

Vejen er anlagt i 1850, men først navngivet i 1860. Det var den lokale grundejer Luis Bramsen, der foreslog navnet, efter træet Kastanje.

Kilevej

Navngivet 1884. Vejen førte ind mod vinklen mellem jernbanerne til Roskilde (nedlagt) og Frederikssund.

Kingosgade

Opkaldt 1884 efter salmedigteren og præsten Thomas Kingo. Han slog igennem med salmebogen Aandeligt Sjungekor. Han kunne godt finde på at sætte saftige ord på papiret.

Kirstinedalsvej

Kochsvej

Navngivet 1885 efter handelsgartner F.J. Koch, hvis gartneri lå indtil 1895 ved en del af vejen.

Kongens Tværgade

Navngivet 1883. Løber på tværs af Kongensvej.

Kongensvej

Navngivet 1882.

Kong Georgsvej

Opkaldt 1886 efter den græske Kong Georg den Første, der var søn af Christian den Niende.

Kristian Zahrtmanns Plads

Navngivet 1927 efter maleren Kristian Zahrtmann, der i mange år boede ved pladsen. Egentlig var pladsen udformet som en sporvognssløjfe. Den hed indtil 1927 Fuglebakken.

Kronprinsensvej

Navngivet 1883. Stykket mellem den nedlagte jernbane og Dalgas Boulevard hed indtil 1939, Samfunds Allé.

Kronprinsesse Sofies Vej

Opkaldt 1899 efter den græske kronprinsesse, senere dronning Sofie.

La Cours Vej

Navngivet omkring 1902 efter landøkonom Jørgen Carl la Cour. Han oprettede en landbrugsskole i Nærum, som året efter blev flyttet til Lyngby.

Landbohøjskolens Have

Langelands Plads

Anlagt og navngivet 1895 efter beliggenheden ved Langelandsvej

Langelandsvej

Navngivet 1890 efter proviantforvalter Rasmus Langeland. Han havde i 1814 købt en større parcel af ejendommen Sindshvile. Hans svigersøn Stephan Nyeland overtog jorden med tilhørende lystejendom og udstykkede den på sine gamle dage. Sjovt nok ligger der i nærheden veje med tilknytning til øer.

Laurids Bings Allé 
Vekselerer Laurids Bing var kommunalbestyrelsesmedlem . Navngivet 1915.

Lauritz Sørensen

Lauritz Sørensen var kommunalbestyrelsesmedlem. Navngivet 1924. Han var driftsbestyrer på Badeanstalten Rysensteen.

L.I. Brandes Allé

Navngivet 1897 efter Ludvig Israel Brandes, der blandt andet havde oprettet et sygehjem på Rolighedsvej. Han var med til at starte Frederiksbergs første sygekasse.

Lighedsvej

Navngivet 1900 efter det andet led i det socialistiske valgslogan Frihed, lighed og broderskab.

Lindeskellet

Navngivet i 1978 efter træet Lind.

Lindevang

Udgangspunkt for dette navn er ubestemt. I dag bruges navnet om et sogn, en S – togs station og en haveforening.

Lindevangen

Park anlagt 1933 og navngivet efter kvarteret.

Lindevangs Allé 

Navngivet 1933 hvor navnet afløste det ældre Lindevangsvej, der atter havde afløst Lindevang. Peter Bang skulle have betalt vejen allerede i 1861.

Lindevej

Navngivet 1869 efter villaen Lindehuset, som lå på Kastanievej for enden af Lindevej.

Lollandsvej

Navngivet 1898 efter øen Lolland. Vejen udgik oprindelig fra Nyelandsvej. I 1922 blev den skåret over efter anlæggelse af et idrætsanlæg, og stykket nærmest Nyelandsvej fik navnet Nandrupsvej.

Lorry

Forlystelsessted og Tv – station. Opkaldt efter Laurentius (Lorry) Feilberg, som fra 1896 til sin død i 1917 videreudviklede et af Frederiksbergs gamle forlystelsessteder.

Lykkesholms Allé 

Anlagt omkring 1850 med navnet Lykkesholmsvej. I 1890 fik stedet det nuværende navn. Og navnet stammer fra en mindre lystejendom.

Lyøvej

Navngivet 1901 efter den sydfynske ø Lyø

Lærkeskellet

Navngivet 1978 efter træet Lærk

Madvigs Allé 

Navngivet 1892 efter politikeren, professor i klassisk filologi, Johan Nicolai Madvig. Generationer har lært latin efter Madvigs Latinske Læsebog. Bornholmeren var også Kultusminister i 1848.

Maglekildevej

Navngivet 1896 efter Maglekilde og Frederiksberg Brøndanstalt. Indtil 1886 havde anstalten kur-sal bag Allégade, hen mod Maglekildevej. Anstalten fik sit vand fra Maglekilde i Roskilde. I 1886 flyttede man til Brøndsalen i Haveselskabets Have.

Magnoliavej

Navngivet 1922 efter prydbusken Magnolia. I området findes en lille navnegruppe med latinsk-sprogede  blomster og plantenavne.

Malthe Bruuns Vej

Opkaldt 1926 efter geografen og den samfundskritiske forfatter Malthe Bruhn. Han blev i 1797 landsforvist og derpå opholdt han sig i Frankrig. Vejen er navngivet i forbindelse med 100 – året for hans død. Landsforvisningen blev ophævet i 1826, men da var det for sent.

Marielystvej

Opkaldt 1918 efter en ejendom, der skulle have haft navn efter ejeren Frk. Marie Hansen (ejer 1866 – 1868).

Mariendalsvej

Generalkrigskommissær, Jacob Christian Aagesen omdøbte lystgården Falkendal.  Navngivet 1883 efter ejendommen Mariendal. Jordene langs vejen er udstykket fra denne ejendom. Selve ejendommen lå ved Falkoner Alle mellem Dronning Olgas Vej og Kong Georgs Vej. Ejendommen fik sit navn omkring 1785. Ejendommen Rolighed fik omkring sit navn, havde tidligere heddet Mariendal.

Martensens Allé 

Navngivet 1892 efter biskop Hans Lassen Martensen. Navnet har relation til en ældre nabovej Mynstervej. Martensen holdt lig-prædiken over sin forgænger i embedet. Mynster udløste offentlig debat og sønderlemmende kritik fra Søren Kierkegaard.

Martinskirken

Frimenighedskirke opført i 1877. Navnet stammer fra Martin Luther.

Martinsvej

Navngivet 1877. Adgangsvej til Martins – Kirken.

Mathilde Fibigers Vej

Opkaldt 1929. Mathilde Fibiger var forfatterinde og kvindesagsforkæmper. Hun var nær veninde med Grundtvig under hans andet ægteskab. Hun lærte det nymodens telegrafi i 1864 og blev ansat ved Statstelegrafen.

Mathildevej

Navngivet 1883, formentlig efter dronning Caroline Mathilde, der var mor til Frederik den Sjette. Nabovejen hedder Frederiksvej.

Moltkesvej

Navngivet 1906 efter adelsslægten Moltke. Slægten Moltke stammer fra Mecklenburg. Den første indvandrer var Adam Gottlob Moltke. Frederik den Femtes rådgiver som fik Bregentved, blev ophøjet til lensgreve. Moltkes palæ på Amalienborg var familiens vinterresidens. Navnet går tilbage til middelalderen. Det er den tyske fortolkning af malt, korn til ølbrygning.

Munkensvej

Navngivet 1908. Kan måske forbindes til Bispeengen.

Mynstersvej

Navngivet 1874 efter biskop Jacob Peter Mynster. Han har konfirmeret Søren Kierkegaard. Men ellers kunne de to ikke sammen.

Mørk Hansens Vej

Her har vi så igen en sønderjyde. Godt gået på Frederiksberg. Mouritz Mørk Hansen var præst og forfatter. Under krigen blev han flere gange arresteret. Den 23. juli 1864 blev han afskediget af den preussiske regering.

N. Dalhoffs Vej

Navngivet 1926. Nicolai Dalhoff var præst og forstander på Diakonissestiftelsen.

Nandrupsvej

Navngivet 1922. Lægen og kommunalpolitikeren Stephan Nandrup var en årrække aktiv i moderniseringen af det nærliggende Frederiksberg Hospital. Vejen var omkring 1900 anlagt som en del af Lollandsvej. Den samlede vej blev delt af idrætsbaner i 1922.

Niels Ebbesens Vej

Opkaldt 1869 efter den jyske frihedshelt, Niels Ebbesen. Han dræbte Grev Gert (Gerhard). Dermed bidrog han til genrejsning af Danmark i 1330erne. Navngivningen er inspireret efter den nationale stemning efter 1864. Ridder Niels faldt selv ved Skanderborg i kamp mod hollandske styrker. Grev Gert
var tipoldefar til Christian den Første og dermed stamfar til Oldenborgerne.

Nis Lorentzens Vej

Her er igen en sønderjysk politiker. Vejen er navngivet i 1920. Han foreslog dansk som rets-sprog i de dansktalende egne. Da så Christian den Ottende i 1844 forordnede, at kun stænderforsamlingsmedlemmer, der ikke talte tysk, måtte tale dansk, holdt Lorentzen sig væk.

Nitivej

Konstrueret af udstykkeren, kreaturkommissionær, justitsråd og proprietær Niels Josephsens og hustruen Thoras initialer. Han ejede landstedet Mariendal.

N. Jespersens Vej

Nis Frederik Jespersen var medlem af den grundlovsgivende forsamling. Han var rigsdagsmedlem og boede de sidste 11 år af sit liv på Frederiksberg. Han var kaptajn, justitsråd, cand. theol. han opfandt en plovtype, der fik navn efter ham. Han var kaptajn i Studenterkorpset og medstifter af Studenterforeningen. Vejen navngivet i 1924.

N.J. Fjords Allé 

Navngivet i 1896. Nis Johannes Fjord var landøkonom og docent ved Landbohøjskolen. Han var skolelærer, og deltog frivillig i krigen i 1848. Han ledede de metrologiske observationer. Han lavede en masse eksperimenter, der udmøntede sig i forbedringer af den danske mejeri – og landbrugsproduktion. Den brave Fjord stammede fra Holmsland ved Ringkøbing.

Nordens Plads

Navngivet 1968. Navnet er sigtende til de nordiske lande. Pladsen med det iøjefaldende højhus ligger over for fire ejendomme på nordsiden af Roskildevej
opkaldt efter Frederiksbergs nordiske venskabsbyer, Bærum, Havnefjord, Tavatehus og Upsala.

Nordre Fasanvej

Se Fasanvej

Normasvej

Navngivet 1896 af den lokale grundejer, gartner J. Chr. A. Jørgensen. Det vides dog ikke, hvorfor han har valgt Norma.

Norsvej

Navngivet omkring 1880. Nors er en omskrivning af Norge.

Nyelands Plads

Anlagt omkring 1895. Navnet fik pladsen først i 1933, efter beliggenheden.

Nyelandsvej

Det er stykket mellem Falkoner Allé og Nordre Fasanvej. Vejen er anlagt og navngivet i 1884 efter den lokale grundejer, justitsråd Stephan Nyeland. Stykket frem Nyelands Plads hed fra 1884 til 1900, Bergersvej efter hoflægen Johan von Berger. Denne var fra 1778 ejer af Ny Bakkehus.

Nyvej

Anlagt i 1851. I begyndelsen kaldte man den Sankt Jørgensvej og Christiansholmsvej, men fra 1869 fik den sit nuværende navn. Det skyldtes, at vejen var
den første privatvej i Frederiksberg Kommune.

Orla Lehmanns Vej

Navngivet 1883 efter den nationalliberale politiker, Peter Martin Orla Lehmann. Han havde boet på Frederiksberg Slot. Han var en forrygende taler.

Oscar Ellingers Vej

Opkaldt i 1928. Oscar Ellinger var lærer i fysik ved Landbohøjskolen. Han var tillige rigsdagsmand og blandt De Konservatives initiativer til grundloven af 1915.

O.V. Kjettinges Allé 

Opkaldt 1941 efter ingeniør  O.V. Kjettinge, der ved sin død var teknisk direktør i Frederiksberg Kommune.

Paludan – Müller´s Vej

Navngivet 1891 efter digteren, Frederik Paludan – Müller.

P. Andersens Vej

Navngivet 1889 efter maskinfabrikant Peter Andersen, som ejede jorden. Han anlagde blandt andet et vandværk på jorden.

Pelargonievej

Opkaldt 1928 efter planten Pelargonie. Fra 1896 til 1928 hed vejen Floravej.

Peter Bangsvej

Navngivet 1868 efter minister og professor Peter Bang. Om sommeren boede han på Frederiksberg. Vejen er en gammel mark – og forbindelsesvej ud af byen. Før 1868 kaldtes den for Klammerivejen. I 1682 var der nogle agre, der kaldtes Klammeryes Agrene. Det har ganske givet været strid om pågældende jordstykke.

Peter Graus Vej

Her har vi så atter en sønderjyde. Peter Grau var sønderjysk politiker. Han var tilhænger af Flensborg – til – Danmark – politikken. Navngivet i 1943.

P.G. Ramms Allé 

Navngivet i 1918. Peter Gottfred Ramm var sporvognsdirektør og kommunalpolitiker. Han deltog i en menneskealder i udviklingen af Frederiksberg Kommune. Han var gift med Christiane Marie, en datter af Vodroffsgårds ejer, Niels Wolff.

 I området er der en del veje med navne på personer, der har betydet noget for kommunen.

Philip Schous Vej

Navngivet 1924 efter industrimanden Philip Schou. Gennem en menneskealder var han leder af Den Kongelige Porcelænsfabrik og fajance-fabrikken Aluminia
på Frederiksberg.

Pile Allé

Navngivet omkring 1782 efter de nyplantede piletræer langs vejen, der dannede tilkørsel til Frederiksberg Slot fra Frederiksberg Runddel. Den gamle landevej mellem Valby og Frederiksberg havde dengang aftægtsboliger for tjenerskab og kuske ved slottet. De måtte betjene rejsende fra Hovedstaden med vand på maskine til de medbragte kværnede kaffebønner.
Pileskellet

Navngivet 1978 efter træet Pil.

Platanskellet

Navngivet 1978 efter træet Plantan.

Plantanvej

Navngivet omkring 1886 efter de Platantræer, som vejens anlægger, gartner Hintze havde plantet her.

Poppelskellet

Navngivet 1978 efter træet Poppel.

Poul Møllers Vej

Navngivet 1876 efter digteren Poul Martin Møller. Navnet er givet i sammenhæng med den samtidige Steen Blichers Vej.

Prins Constantins Vej

Navngivet 1884 efter den græske kronprins Konstantin. Han var sønnesøn af Christian den Niende og Dronning Louise. Hele to gange var han Grækenlands
konge. Han måtte dog vige pladsen i 1922 efter at Grækenland havde tabt krigen mod Tyrkiet.

Prinsens Gård

Prinsesse Maries Allé 

Navngivet 1905 efter prinsesse Marie, der dengang var meget afholdt. Hun deltog fordomsfrit i samfundslivet. Hun var gift med Prins Valdemar. Hun lærte sig at køre automobil. Hun var æresbrandmajor. Hun var mor til fem børn og imod planerne om at sælge De Vestindiske Øer. Enestående var det, at gaden fik sit navn, mens hun endnu var i live. Hun var dog blevet spurgt.  (Læs vores artikel om hende)

Priorvej

Navngivet 1927. Prior betyder noget i retning af klosterforstander. Vejen hed i begyndelsen af århundredet Randersvej. Men det blev ændret af hensyn til Randersgade på Østerbro.

Rahbeks Allé

Navnet var allerede i brug i 1861, men først 20 år efter blev vejen officielt navngivet. Knud Lyne Rahbek, forfatter og litterat boede i Bakkehuset for enden af vejen. Vejen er en del af den gamle landevej vest ud af København over Vesterbro til Valby og videre.  (Læs vores artikel om Bakkehuset)

Rathsacksvej

Opkaldt 1879 efter den lokale handelsgartner og kommunalpolitiker Carl Chr. Rathsack.

Regenburgsvej

Navngivet 1920. Theodor August Regenburg var departementschef . Han forestod alle sager inden for kirke – og skoleforhold i Nord – og Sydslesvig fra 1850erne frem til 1864. Man har citeret ham for, at sige om tabet af Sønderjylland: Jeg tænker altid derpå, men taler aldrig derom. Hans kæmpemæssige bogsamling om Sønderjylland indgik siden i Statsbiblioteket i Århus.

Rialto

Teater, oprindelig biograf, oprettet i 1924 oh navngivet efter det italienske Rialto.

Roarsvej

Opkaldt 1884 efter den danske sagnkonge Roar.

Rolfs Plads

Navngivet 1917 efter beliggenheden ved Rolfs Vej.

Rolfsvej

Opkaldt 1884 efter den danske sagnkonge Rolf Krake.

Rolighedsvej

Navnet stammer fra den gamle lystejendom Rolighed. Dette fornemme landsted var opført omkring 1758 af storkøbmand og rederen Conrad Alexander de Tengnagel. Han havde så stor appetit på damer, at en foragtelig mente, at han burde deporteres til Amerika.

Den hører nu til Landbohøjskolen. Og skolen ligger også på Roligheds jorder. Vejnavnet stammer fra omkring 1860, men vejen er betydelig ældre. I 1600tallet var den en del af forbindelsen mellem Ladegården og hø-markerne ved Islev.

Rosenørns Allé 

Navngivet 1931. Ernst Emil Rosenørn, godsejer og politiker bestred en lang række offentlige hverv. Han var medlem af Frederiksbergs sogneforstanderstab. Han var direktør for Landbohøjskolen. Overpræsident i København og meget mere. Han arbejde os for forbedringer af arbejdernes vilkår. Stykket mellem H.C. Ørstedsvej og Büllowsvej hed fra 1876 til 1931, Vinkelvej. I de første år var den anlagt som blind vej med et knæk (vinkel) på. I 1884 blev den ført frem til Büllovsvej. Indtil 1921 løb jernbanen mellem København og Hellerup gennem Gyldenløvsgade og Rosenørnsallé, før den ved det forhenværende radiohus
drejede mod Nørrebro.

Roskildevej

Den nuværende vej er anlagt 1766 – 1772. Fra Damhussøen og vest på, følger den ældre vejforløb. Før den tid gik vejforbindelsen fra København til Roskilde nord om Frederiksberg Bakke, dvs.  Peter Bangs Vej – linjen. Eller også skete det syd om og over den knap så høje Valby Bakke. Den nye vej anlagdes fra Rahbeks Allé – hjørnet ved Vesterbrogade og indtil 1871 begyndte Roskildevej herfra.

Trippendals Galgebakke lå for at ses. Den sidste henrettelse skete i 1791. Det gik ud over en stakkel, der havde født i dølgsmål og ombragt barnet. I 1925 lanceredes en rugbrødsmad med spegepølse som Roskilde Landevej.

Rostrupsvej

Navngivet 1906 efter plantepatologen og professor ved Landbohøjskolen, Frederik Rostrup.

Rådmand Steins Allé 

Opkaldt 1952 efter redaktør, landstingsmand og lokalpolitiker (rådmand) Henrik Stein. Det var hvis nok Børsen, han var redaktør for.

Sagasvej

Navngivet i 1885

Sankt Jørgens Sø 

Søen nævnes i 1530 i formen Sancti Jyrgenns Søø. Her lå i middelalderen et spedalskheds – hospital indviet til Sankt Jørgen. Det lå vest for søen. Efter reformationen fortsatte det som hospital, men indgik derefter i kongens ladegård ved Åboulevarden og Rosenørns Allé.(Læs vores artikel om emnet). 

Sankt Knuds Vej

Opkaldt 1869 efter den danske helgenkonge, Knud (den Hellige). Navnet blev forslået af en grundejer.

Sankt Lukas Kirke

Opført 1896 – 97, navngivet efter evangelisten Lukas.

Sankt Mariæ Kirke

Ja den hedder faktisk Sankt Mariæ Kirke af Rosenkransen. Den er opført 1941 – 42 og navngivet efter Jesu moder, Samt Maria (jomfru Maria) og med tilføjelse Rosenkransen. Det er et minde om at kirkens orgel stammede fra den nedlagte Rosenkranskirke i Boyesgade. Det pågældende orgel i sin tid var skænket af prinsesse Marie.

Sankt Markus Allé 

Navngivet 1903 efter beliggenheden forbi Sankt Markus Kirke.

Sankt Markus Kirke

Opført 1900 – 1802, navngivet efter evangelisten Sankt Markus.

Sankt Markus Plads

Navngivet 1928 efter beliggenheden.

Sankt Nikolaj Vej

Navngivet 1871. Vejen var oprindelig en blind sidevej til Falkoner Alle. Sankt Nikolaj er på en mærkelig måde gået hen og blevet julemand. Men han skulle
først være biskop i Myra, inden han blev helgen. Han er søfolkenes, vævernes, slagternes,  advokaternes og de små børns beskytter. Derfra er det jo ikke så
langt fra Holland til New York, hvor Sint Niclas blev til Santa Claus.

Sankt Thomas Allé

Navngivet 1905 efter forlystelsesstedet Sankt Thomas, som indtil 1902 lå, hvor vejen blev anlagt. Forlystelsesstedet, et mindre og efterhånden et noget berygtet tivoli, havde navn efter en lystejendom. Denne ejendom blev erhvervet og navngivet af en mand, som havde drevet et apotek på øen Sankt Thomas, en af de Vestindiske Øer. I sommeren 1945 havde frihedskæmperorganisationen BOPA hovedkvarter her.

Sankt Thomas Runddel

Et vel nok uofficielt navn på den runde plads, hvor Sankt Thomas Allé udmunder i Frederiksberg Allé. Navnet er en pedant til Frederiksberg Runddel.

Schlegels Allé 

Opkaldt 1905 efter højesteretsassessor Niels Frederik Schlegel, der var medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. En mindetaler omtalte ham som Almenvellets trofaste tjener.

Schönbergsgade

Anlagt omkring 1860 og opkaldt efter hofinspektør Hans Henrik Schönberg. Han har været ejer af denne jord.

Seedorffs Vænge

Navngivet 1986 efter digteren Hans Hartvig Seedorf. Han boede fra 1958 i æresboligen på Bakkehuset. Visevenner har meget at takke denne Seedorff for.
Se blot her: Lad mig spire i din Ager – nok så lille, nok så mager, blot jeg genopstår engang som Aquavit. Jo det er fra visen om Tanker om Genopstandelsen fremsat ved et Glas – Kummen – Aquavit.

Segelckesvej

Opkaldt 1904 efter landøkonom og professor ved Landbohøjskolen, Thomas R. Segelcke. Han var meget begejstret for de holstenske mejetærskers metoder. Han har også haft stor betydning for dansk mejeriproduktion.

Sindshvilevej

Navngivet omkring 1883 efter ejendommen Sindshvile. Ejendommen lå ved Falkoner Allé. Navnet var givet af professor Schlegel, som ejede stedet fra 1804 til 1810.

Skellet

Navngivet 1915 efter beliggenheden langs en strækning af skellet mellem Frederiksberg og Københavns kommuner. Vejen, der er et stykke af den gamle landevej vest ud af Valby, kaldtes i en kortere periode før 1915 for Remisevej. Det var fordi, der fandtes to vildtremiser, det vil sige små lunde, hvor dyr kunne søge tilflugt. Navnet Skellet går igen i en række veje i området, i forbindelse med trænavnene, ahorn, ask, birk, bøg, eg, lind, lærk, pil, platan, poppel og tjørn.

Smallegade

Gaden er oprindelig en del af den gamle landsby, Solbjerg. Navnet kendes fra 1790, og den gang var den smallere end parallelgaden Frederiksberg Bredgade.

Sofus Francks Vænge

Opkaldt 1956 efter lærer og skoleinspektør  Sofus Franck.

Solbjerg

Sogn og Station er navngivet henholdsvis 1908 og 1986 efter den landsby, der lå her før Frederiksberg. Allerede i 1186 nævnes Solbiarge. Landsbyen havde navn efter Valby Bakke. Set fra landsbyen var det den bakke, solen stod højest over. Navnet gled ud ved landsbyens nedlæggelse i 1621. Men sidst i 1800tallet markerede flere navngivninger, Solbjergs tidlige eksistens.

Solbjerg Have

Opført 1977 – 1980 efter Frederiksbergs gamle navn.

Solbjergvej

Navngivet 1934. Vejen er anlagt omkring 1864 og hed før 1934, Stationsvej. Jernbanestationsvej og Frederiksberg Stationsvej.

Solvej

Navngivet 1903. Vejens første ejendomme planlagtes og blev opført af Aktieselskabet Solvej.

Spiræavej

Navngivet 1922 efter prydbusken, Spiræa.

Sprogøvej

Opkaldt 1914 efter Storebæltsøen, Sprogø.

Steen Blichers Vej

Opkaldt 1876 efter præsten og forfatteren, Steen Steensen Blicher.

Steen Buchersvej

Steenstrups Allé 

Opkaldt 1897 efter zoologen og professor Johannes Japetus Smith Steenstrup. De mange danske tørvemoser og køkkenmøddinger var tema for hans studier.
Han kunne tryllebinde forsamlinger med de mest intetsigende temaer. Han fik i strid med kollegaer i 1862 oprettet Zoologisk Museum. Han trak også i snorene ved oprettelsen af Carlsberg-fondet.

Steenwinkelsvej

Opkaldt 1929 efter ingeniør og stadskonstruktør  Oluf van Steenwinckel. Han deltog i frihedskampen mod svenskerne, men blev taget til fange og dræbt. Ja han blev levende radbrækket på Svingelen i Helsingør.

Vejen er anlagt 1866, og hed indtil 1929 Sofievej.

Storchsvej

Navngivet 1906 efter landbrugskemiker, professor ved Landbohøjskolen, Matthias Storch.

Stockflethsvej

Navngivet 1901 efter veterinær-kirurg Harald Viggo Stockfleth. Han nedsatte sig i Valby og på Vesterbro som dyrlæge. Han fik ret hurtig en stor praksis.
Byen vrimlede med heste.

Storm Petersens Vej

Opkaldt 1964 efter tegneren Robert Storm Petersen, der boede det meste af sit voksenliv på Frederiksberg.

Strygejernet

Dette ord er anvendt flere steder. I København er det for eksempel især karreerne mellem Frederiksberg Allé og Vesterbrogade, og  mellem Åboulevarden og Rosenørnsallé.

Stægers Allé 

Navngivet 1915 efter hoved-finans-kasserer og insektforsker Rasmus Stæger. Han var medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. I hans fritid beskæftigede han sig med fluer. Samlingen blev foræret til Zoologisk Museum.

Stæhr Johansensvej

Opkaldt 1997 efter borgmester på  Frederiksberg, Stæhr Johansen. Før 1997 hed vejen, Fabriksvej.

Suomisvej

Navngivet 1927 med nationsnavnet Suomi, det finske navn for Finland. Vejen hed før Margrethevej, efter Dronning Margrethe den Første.

Svanemosegårdsvej

Anlagt og navngivet omkring 1866 i forbindelse med udstykning af jord fra gården Lille Svanemosegård, som lå ved vejens sydlige ende. Denne gård var oprindelig udskilt fra Store Svanemosegård. Den lå ved hjørnet af Åboulevarden og Jakob Dannefærds Vej. Svanemosen, også kaldet Svanedamen lå langs Ladegårdsåen (Åboulevarden)på dennes sydside.

Svaneholmvej

Navngivet 1874 efter beliggenheden vest for ejendommen, Svanholm. På det tidspunkt var den indrettet med et bryggeri ud til Gammel Kongevej. Ejendommen gik tilbage til en mindre beboelse opført omkring 1720. Allerede dengang med navnet Svanholm. Måske sigter dette navn til en holm med svaner på Sankt Jørgens Sø. Ejendommen har også heddet Teglgården.
I 1807 rykkede engelske soldater ind på gården. I tidens løb har det også været farvefabrik her. Den røde farve til enevældens mangfoldige gallauniformer blev lavet her. Her har ligget hørspinderi samt ølbryggeri med tilhørende forlystelsesetablissement. Ja og jernstøberi samt vandværk. Andersens vandværk overtog Frederiksberg Kommune i 1897. Siden 1960 har Codanhus ligget her.

Sveavej

Anlagt og navngivet 1880 med det poetiske navn Svea, efter nationen Sverige.

Svend Trøstsvej

Opkaldt 1928 efter Svend Trøst, der er angiveligt var den mand, der hjalp Niels Ebbesen ved at fjerne plankerne i Randers Bro, så Grev Gerts mænd ikke kunne forfølge Niels Ebbesen efter at han havde dræbt Grev Gert. Navnet har tilknytning til Niels Ebbesens Vej. Indtil 1928 hed vejen, Herluf Trolles Vej.

Svineryggen

Dæmningen langs Sankt Jørgens Søs vest-bred. Navnet blev officielt anerkendt i 1948. Men navnet er noget ældre, den kendes i hvert fald fra 1914. Det sættes i forbindelse med Ladegårdens indhegning til svin, indrettet i 1620erne syd for Ladegården. Kan også have forbindelse til Svanehaven vest for Ladegården. Fodgængerdæmningen på tværs af søen kaldtes Mellem-flæsket, indtil den i 1930erne blev omdannet til den nuværende vej.

Sylows Allé 

Navngivet 1935 efter birkedommer på  Frederiksberg, Nicolai Chr. Herholdt Sylow. Han fik en næse af Højesteret for at have hjulpet en tilståelse på vej – som han vedgik – at stikke arrestanten én på tuden. I 1911 lod han frederiksbergske betjente bruge kniplerne mod en demonstration til fordel for strejkende sporvognsfolk. Der var delte meninger om ham, Sylow, der var en aktiv Højre – mand.

 Fra 1875 til 1935 hed vejen, Monradsvej efter postdirektør Jørgen Monrad. Han ejede området langs vejen. I nogle år forinden hed vejen Dorthea Louises Vej efter Jørgen Monrads hustru.

Sylows Plads

Navngivet 1989 efter beliggenheden op til Sylows Allé.

Sønderjyllands Allé

Navngivet i 1920 til markering af genforeningen med Sønderjylland. Vejen var anlagt i 1914 som en sporvogns-racé. Den kaldtes for Diagonalvejen.
Vejene omkring blev udbygget de kommende år og fik navne efter politikkere, der havde kæmpet for danskheden. Vi var mange der kæmpede for, at pladsen foran den ny Metrostation skulle hedde Sønderjyllands plads, men ak nej. Nationalfølelsen er forsvundet fra de københavnske politikere til fordel for Grønland. Pladsen fik navnet Nuuk Plads.

 Søndermarken

Parken blev anlagt i fransk havestil i 1733 – 36. Omkring år 1800 blev den omlagt til romantisk havestil. Siden er der tilføjet springvand og vandreservoir. Parken har været offentlig tilgængelig fra 1852, dog ikke lige med det samme for Nyboder – folket.

Sønder Fasanvej

Se Fasanvej

Ternevej

Navngivet 1913 efter fuglen, terne.

Tesdorpfsvej

Opkaldt 1895 efter godsejer og præsident for Land-husholdings-selskabet, Edvard Tesdorpf.

Thorvaldsensvej

Anlagt omkring 1852 på strækningen mellem H.C. Ørstedsvej og Bülowsvej. Navngivet senest 1857 efter billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Det meste af sit liv boede han i Rom. Han kom tilbage og bestemt ikke tomhændet. Flere skibsladninger af hans samlinger fulgte. Han blev aldrig gift, men efterlod en datter
i Rom. Han døde fredelig i en stol i det (gamle) Kongelige Teater. Ved en middag forud, hvor både H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger havde deltaget, sagde han:

• Nu kan jeg dø, når det skal være, for nu har Bindesbøll (arkitekten) min grav færdig.

Thurøvej

Navngivet 1901 efter øen Thurø ved Svendborg

Tjørneskellet

Opkaldt 1978 efter busken, Tjørn.

Troels – Lunds Vej

Opkaldt 1926 efter historikeren Troels Troels – Lund. Han skrev blandt andet om det kunstneriske og intellektuelle miljø på Bakkehuset. Han var en slægtning til Søren Kierkegaard og har leveret en øjenvidneskildring af sygesengen på Frederiks Hospital.

Tårnborgvej

Anlagt 1869 og navngivet ved samme tid efter villaen Tårnborg, som lå mellem denne vej og H.C. Ørsteds Vej ud mod Gammel Kongevej. Villaen med et tårn efter italiensk forbillede var opført 1846 og blev nedrevet i 1957.

Uraniavej

Anlagt 1867 og navngivet efter Urania. I den græske mytologi er det navn på astronomiens muse. Navnet har ikke noget at gøre med Luplau Jansens private observatorium at gøre. Den lå på Dronning Olgas vej.

Vagtelvej

Navngivet 1902 efter fuglen Vagtel.

Ved Andebakken

Navngivet 1940 som en forlængelse af Andebakkestien.
V.E. Gamborgs Vej

Villads Emanuel Gamborg grundlagde Nordisk Livsforsikrings Aktieselskab af 1897. Han foreslog at gitteret om Frederiksberg Have og Søndermarken blev fjernet. Gitteret blev dog først fjernet i 1950erne.

Ved Grænsen

Navngivet 1915 efter beliggenheden ved Grøndalsparken, som danner grænse mellem Frederiksberg og Københavns Kommune

Ved Lindevangen

Navngivet 1933. Ligger på den østligste side af den nylagte park, Lindevangen.

Vesterbrogade

Navnet kendes som Vester Broe siden 1778. Fra 1858 benævnes selve bydelen Vesterbros hovedgade. Indtil 1871 rakte navnet kun til Rahbeks Allé, hvorefter det udstraktes som nu til Pile Allé.

Virginiavej

Navngivet omkring 1875 efter oberst-inde Zelma Virginia Boeck, hvis mand, oberst Bianco Boeck havde erhvervet Teglgården, som lå på Virginiavejs vestlige hjørne ved Smallegade.

Vodroffslund

Navngivet 1907 som navn på en passage over den grund, hvor restauranten Vodruffslund havde ligget fra 1868 til udstykning i 1906. Restauranten havde til
huse i den ældre Vodruffsgård, som har lagt navn til Vodroffsvej.

Vodroffsvej

Vejen var sikkert en forbindelsesvej mellem Ladegården og Vesterport på Christian den Fjerdes tid. I 1698 fik Georg Julius Vodroff privilegium til at oprette en fabriksvirksomhed på en grund ved Vodruffslund. Det blev så starten til det landsted, som i 1868 blev ændret til restaurant og selskabslokaler.

Vodroffs Tværgade

Navngivet 1882 som en sidegade til Vodroffsvej. Fra 1850erne til 1882 blev den kaldt Schouwsgade efter botanikeren J.F. Schouw. Det østligste stykke hed dog indtil 1877, Nielsens Passage.

Værnedamsvej

Forbindelsesvej mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade. Den er kendt siden 1733. Ved dejen anlagde øltapper, Werner Dam et meget søgt traktørsted. Efter hans død i 1762 var hans navn knyttet til stedet. Vejen omtales i 1793 som Vernersvejen, i 1800 som Vernerdam og fra 1811 i den nuværende form.

Wilkensvej

Navngivet 1924 efter professor Claudius Edvard Wilkens, der i nitten år var formand for Frederiksberg Fattigkommission.

Worsaasvej

Navngivet 1929 efter den danske arkæolog J.J.A. Worsaa. Fra 1868 til 1929 udgjorde vejen en del af Sofievej, der deltes i Steenwinkelsvej og Worsaavej.

Han opfandt ordet køkkenmøddig. Allerede som barn gav han sig til at grave ved Jelling.

Yrsavej

Navngivet 1884 efter den nordiske sagnhistoriske kvinde, Yrsa. Hun var mor til Rolf Krake.

Zoologisk Have

Indrettet 1859 i det sydvestligste hjørne af Frederiksberg Have. Senere udvidelser omfattede også Søndermarken.

Ærøvej

Navngivet 1899 efter øen Ærø.

Åboulevarden

Navngivet i 1897 i forbindelse med overdækningen af Ladegårdsåen. Den havde løbet på gadens midte. På åens nordside hed gaden Ågade. På sydsiden hed den Ladegårdsvej. Ladegården var oprindelig en avlsgård under Københavns Slot.

Åen er tidlig blevet reguleret for at føre vand fra Damhussøen og Lundehusøen til København.

Kilde:

• Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1,785 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Frederiksberg Slot
• Gader og veje på Frederiksberg
• Det var på Frederiksberg
• Linie 18
• Fattiglemmer på Ladegården (under Nørrebro)
• Ladegården – dengang (under Nørrebro)
• Uden for Voldene (under Nørrebro)
• Den stinkende kloak på Nørrebro (under Nørrebro)

Redigeret 20. – 02 – 2022

Her er første del af seriøse og sjove historier om gaderne på  Frederiksberg. Hør om manden, der faldt af hesten og døde. Så  var der ham, der blev professor uden studentereksamen og uden at have læst på universitet. Mange ville gerne prøve kongevejen. Men den gik ikke. Jerngitter blev påmonteret. Fulde mennesker landede i grøfterne omkring Frederiksberg Allé.

Vi kigger lidt på gader, veje og steder på Frederiksberg. Men det fylder så meget, så vi bliver nødt til at dele det i to dele. Her oplever du første del, hvor vi beskriver Frederiksberg fra A – J.

Hvis du vil have resten med så  må du kigge på artiklen Flere gader og veje på Frederiksberg. Her fuldender vi så historien med beskrivelser fra K – Å.Og mon ikke vi også laver en, der kommer til at hedde Forsvundne gader og veje på Frederiksberg. Vi ønsker alle læsere god fornøjelse.

Vi har forsøgt, at beskrive de vigtigste gader, veje og steder. Der mangler måske en del.

 

Acaciavej

Blev navngivet officielt i 1877. Opkaldt efter træet akacie

Adilsvej

Navngivet i 1884 efter den svenske sagnkonge, Adils. Han var gift med Rolf Krakes mor, Yrsa. I kvarteret har en række gader navne efter den danske sagnhistorie. Saxo fortæller, at Rolf strøede guld efter sig for at sinke sine griske forfølger, Adils.

A.D. Jørgensensvej

Gaden er i 1920 opkaldt efter sønderjyden og historikeren A.D. Jørgensen. Han betød meget for den sønderjyske nationalkamp. Mange har sikkert  læst 40 Fortællinger af Fædrelandets historie.

Adolph Steens Allé

Er i 1899 opkaldt efter matematiker og folketingsmedlem  Adolph Steen. Han stillede op for de Nationalliberale. Han støttede Frederiksbergs uafhængighed af København.

Ahornsskellet

Navngivet i 1976 efter træet ahorn.

Aksel Møllers Have

Aksel Møller var konservativ borgmester på Frederiksberg, indenrigs – og boligminister i regeringen Erik Eriksen. Han var storebror til politikeren Poul Møller.

Alhambravej

Opkaldt i 1870 efter forlystelsesstedet Alhambra, som fra 1857 til 1869 lå på det område, som nu omfattes af Alhambravej og Hauchsvej. Stedet var konkurrent til Tivoli, og ligesom dette grundlagt af Georg Carstensen. Han ragede uklar med Tivolis direktion. Og det nye sted holdt i 13 år. Dengang var det helt ude på landet. Folk røg i grøfterne i opløftet stemning. Navnet stammer fra det spanske kongeslot i Granada.

Allégade

Gaden hed i lang tid Hollændergaden. Gadekæret lå, hvor nu Frederiksberg Rådhus ligger. Navnet Allégade blev først almindeligt for omkring 150 år siden.

Amalievej

Anlagt omkring 1850. Navngivet omkring 1860 efter Anna Pauline Amalie Dohlmann, datter af Svanemodegårds ejer. Amalies far var ven med en af kvarterets store udstykker, Bülow. I begyndelsen kaldte man stedet for Amaliegade. Fint skal det være.

Amicisvej

Navngivet i 1883 efter den lokale grundejer og kunstfyrværker Gaëtano Amici. Han blev først hentet til Tivoli senere fulgte han Georg Carstensen til Alhambra.

Amuhevej

Andebakkestien

Det var egentlig en adgangsvej for slotsfunktionærer, som boede omkring nuværende Smallegade. Det var den gamle landsby Solbjergs gadekær. Stien har navn efter en kunstig holm, som oprindelig var planlagt som kaninreservat. Men den blev invaderet af ænder. I 1700 – tallet kendes navnet som Andebjerget.

Ane Kathrinesvej

Opkaldt omkring 1900 efter en slægtning til den lokale grundejer Niels Josephsen

Arveprinsensvej

Navngivet 1928 med den kongelige titel, arveprins. Fra 1885 til 1928 hed vejen Dronningens Tværvej.

Asgårdsvej

Opkaldt efter ejendommen Asgård i 1928. Egentlig hed vejen Odinsvej, men blev forvekslet med Odinsgade. Måske havde det navnet efter Betty Nansen Teatrets tidligere navn Odeon. Men også Asgård opført i 1857 indgår i den nordiske mytologi.

Askeskellet

Navngivet i 1976 efter træet Ask.

Asmussens Allé

Opkaldt i 1905 efter juristen Volf Frederik Asmussen, der var medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han var Konservativ, og mente, at det ny hospital skulle rumme 100 senge. Hans partifælder mente at 25 – 50 burde være nok.

Asta Nielsens Vej

Det var vores store filmstjerne

Aurikelvej

Navngivet i 1922 efter blomsten Aurikel. Den er nok bedre kendt som Kodriver eller Primula. Det latinske navn hentyder til formen – øre.

Azaleavej

Navngivet 1895 efter blomsten Azalea.

Bag Søndermarken

Bakkegårds Allé 

Opkaldt i 1893 efter lystejendommen Ny Bakkegård, der blev opført år 1800 ved vejens vestside. Bakkehusets ejer frasolgte denne, da Ny Bakkegård stod færdig.

Bakkehuset

Oprindelig opført som vangevogter – hus under Christian den Fjerde. Navnet kendes fra 1756.

Bendzvej

Professor Henrik Carl Bendz var ansat på Landbohøjskolen. Vejen blev navngivet i 1924.

Bentzonsvej

Jensine Bentzon var gift med en af områdets store udstykkere, Stephan Nyeland. Navngivet omkring 1897.

Beringsvej

Opkaldt 1903 efter den danske opdagelsesrejsende, Vitus Bering. Han blev begravet på Beringsø. Han lagde navnet til Beringshavet og Beringsstrædet. En dansk – russisk ekspedition afdækkede for øvrigt i 1991 hans jordiske rester.

Bernhard Bangs Allé 

Mange veje på Frederiksberg er opkaldt efter folk med tilknytning til Landbohøjskolen. Bernhard Bang var professor. Navngivet 1903. Han har æren af, at kvæg- tuberkulosen blev næsten udryddet i Danmark.

Betty Nansens Allé

Anlagt 1971 – 72. Allerede i 1968 blev alléen dog navngivet efter lederen af teateret af samme navn. Hendes mand var Gyldendals litterære direktør. De blev skilt efter 22 års ægteskab. Betty Nansen er vel kun overgået af Fru Heiberg.

Bianco Lunos Allé 

Navngivet og anlagt omkring 1851. Bogtrykker Christian Bianco Luno  ejede ejendommen Christianshvile, som han udstykkede kort før sin død. Denne ejendom lå ved Grundtvigsvej. Og denne vej hed indtil 1879 Binaco Lunos Sideallé. Han var født i Randers, og var på valsen i 11 år. Han begyndte at fabrikere trykfarver. Han fik H.C. Andersens forlægger C.A. Reitzel som kunde. Hans trykkeri blev senere overtaget af Carl Aller koncernen.

Bille Brahesvej

Anlagt 1871 – 72 og opkaldt 1884 efter adelsslægten af samme navn. Den mest berømte i denne slægt er vel, astronomen Tyge Brahe, hvis mor var en Bille!

Birkeskellet

Navngivet 1978 efter træet, Birk.

Bispeengen

Navngivet omkring 1908. Engområdet mellem Utterslev og Frederiksbergs marker havde dette navn. Allerede i 1673 omtales det som Biscops Eng. Engen hørte egentlig under Roskildebispens storgård i Utterslev.

Bjarkesvej

Opkaldt omkring 1919 efter den danske oldtidshelt, Bjarke. Han var en af Rolf Krakes bedste kæmpere.

Bjørnen

Apoteket blev opført i 1924. Er sikkert en efterligning af det gamle navn Delfin – apoteket.

Blytsvej

Er opkaldt omkring 1896 efter den lokale grundejer, vognmand Hans Chr. Blyt.

Bogøvej

Navngivet 1899 efter en af de danske øer, Bogø.

Bomhoffs Have

Navngivet i 1946 efter grosserer Gunnar Bornhoff. Han ejede ejendommen Harsdorffsvej 9, der blev sprængt i luften under krigen. Bornhoff var aktiv modstandsmand i Holger Danske. Bomhoff blev arresteret den 18.oktober 1944, da Gestapo stormede en villa på Strandvejen. Det var ved den lejlighed, at Flammen blev dræbt. Bomhoff omkom den 13. april 1945 i KZ – Lejren i Neuengamme.

Borgmester Fischers Vej

Vilhelm Fischer var borgmester på Frederiksberg. Vejen blev navngivet i 1952. Det var i hans embedsperiode, at man fik det smukke rådhus.

Borgmester Godskesens Plads

Navngivet i 1937 efter den frederiksbergske borgmester Marius Godskesen. Han stod bl.a. for planlægningen af netop dette område. Før 1937 var pladsen en del af Samfunds Allé.

Borups Allé

Navngivet i 1904. Ludvig Chr. Borup var finansborgmester i København. Han stod for betydelige gårdopkøb i omegnskommunerne. Vejen blev udbygget
i flere tempi. Det inderste stykke udgjorde indtil 1905 en del af Nordvestvej.

Boyesgade

Opkaldt i 1894 efter præsten og digteren Caspar Johs. Boye.

Broderskabsvej

Opkaldt i 1900. Den internationale socialdemokratiske parole er Frihed, Lighed, Broderskab. Kvarteret blev bygget af Frederiksbergs Gasværks Byggeforening. Vejene blev opkaldt efter socialdemokratiske grundingredienser

Brødrene Reebergsvej

Opkaldt i 1940 efter de to brødre L.E og A.T. Reeberg som fra 1891 til 1904 ejede en del af jorden på stedet. Slægten ejede ejendommen Ludvigsminde.

Brøndsteds Allé 

Navngivet efter arkæologen P.O. Brøndsted, der var svigerfar til C.C. Hall, der fra 1840 til sin død i 1888 var ejer af Ny Bakkegård, på hvis jord Halls Allé blev anlagt. Brøndsted var blandt andet dansk agent for Pavestolen. Han var direktør for Den Kongelige Mønt og Medaillesamling. Han roste franskmændene og Julirevolutionen i 1832. Han svømmede og red. Det sidste kostede ham livet. En hest smed ham af.

Büllowsvej

Frederik Christoffer Büllow var inspektør på Ladegården. Han stod for mange ejendomsaktiviteter langs og øst for Búllowsvej. Vejen er navngivet i 1852.

Bøgeskellet

Navngivet i 1978 efter træet Bøg.

Camilla Nielsens Vej

Camilla Nielsen var et meget socialt engageret kommunalbestyrelsesmedlem. Vejen er navngivet i 1936. Hun var gårdmandsdatter, brød samtidens normer ved at gifte sig med an arbejder. Hun blev smørrebrødsjomfru, og købte en lejekasserne på Vesterbro. I 1917 blev hun således husejerinde og Frue.

Carit Etlars Vej

Vi har vel alle læst Carit Etlars ungdomsbøger om kampene mod svenskerne. I det civile liv hed forfatteren Carl Brorsbøl. Vejen blev i 1889 anlagt forbi hans villa på Frederiksberg Allé. Hvem kender ikke Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester.

Carl Bernhards Vej

Carl Bernhard er pseudonymet for Andrea Nicolai de Saint – Aubain. Vejen blev navngivet i 1891.

Carl Feilbergs Vej

Carl Feilberg var fabrikant og legatstifter. Han drev en stearin – og sæbefabrik på Falkonergården. Vejen er navngivet i 1915.

Carl Plougs Vej

Vejen er navngivet i 1913. Carl Ploug var digter og politiker. Han var en af dem, der kæmpede for danskheden i Sønderjylland. Ja og så var det ham, der skrev sangen. Sig mig lille Karen.

Ceresvej

Ceres var den romerske korngudinde. Meget passende fører vejen ind til Landbohøjskolen. Navngivet i 1879.

C.F. Richs Vej

Anlagt og navngivet efter kaffetilsætnings – fabrikant Casper Frederik Rich. Sønnen Adolph Rich, som ejede Grøndal, anlagde vejen omkring 1902 og udstykkede grundene.

I generationer blev kulturbilledet præget af Richs: Det er Richs, der driks.

Christian Poulsens Vej

Den sønderjyske jurist og kæmper for danskheden, Christian Poulsen lægger i 1920 navn til denne vej. Han krævede, at der blev talt dansk i retssale, kirker, skoler og offentlige steder.

Christian Richardts Vej

Navngivet i 1897 efter præsten og forfatteren Christian Richardt.

Christian Winthers Vej

Det var digteren Christian Winther, der stod bag Hjortens flugt.

C.N. Petersens Vej

C.N. Petersen var birkedommer og politiker. Navngivet i 1924. Petersen kunne ikke lide de nymodens sporvogne.

C.T. Barfoeds Vej

C.T. Barfod var kemiker og professor på Landbohøjskolen. Navngivet i 1924. Han fik betydning for dansk brændevins – fremstilling, idet han oversatte en tysk vejledning i samme.

Dalgas Boulevard

Navnet var bestemt allerede i 1906. Men boulevarden blev først anlagt i 1911 – 18. Det var Hedeselskabets stifter Enrico Dalgas, der lagde navnet til boulevarden.

Dalgas Have

Navngivet i 1989. Ordet Have hentyder til at bebyggelsen er anlagt på en stillevej omgivet af åbne plæner og beliggenheden op til Dalgas Boulevard.

Danas Plads

Navngivet i 1934. Dana er en let romantisk omskrivning af Danmark. I området ligger også Norsvej og Sveasvej. Det var udstykkeren og oberstløjtnant P.G. Ramm, der valgte navnet.

Danas Vej

Navnet er givet i 1880 til den del af vejen, som løber mellem Vodroffsvej og Sankt Jørgens Sø. Strækningen fra Svend Trøsts Vej til H.C. Ørsteds Vej hed fra 1870 til 1927, Bernstorffsvej, hvor de to vejstykker blev sat i forbindelse med hinanden. Det mellemliggende stykke udgjordes af Vodroffs Plads, som beholdt navnet til 1934. Derefter ændrede navnet sig til Danas Plads.

Danmarksgade

Diakonissestiftelsen

Uddannelsessted for kristelig orienterede sygeplejersker. Oprettet i 1863 i Smallegade. Flyttet hertil i 1875. Diakonisse er betegnelse for en kvinde, som udfører sygepleje og sjælesorg på
et kristent grundlag.

Doktor Abildgaards Allé

Navngivet i 1909. Dyrlæge P.C. Abildgaard grundlagde den danske veterinærskole på Christianshavn. Hans navn skulle mindes i nærheden af Landbohøjskolen. Fra 1896 til 1909 kaldtes stedet for Hostrups Allé.

Doktor Priemers Vej

Den lokale læge og legatstifter Carl Christian Priemer var både aktiv i lokal politik og udmærkede sig under koleraepidemien. Han lagde sig ud med præsterne ved at sige, at lægerne havde mere forstand på sygdom end præster. Han havde gode ideer til, hvordan man kom fattigdommen på Frederiksberg til livs. Navngivet i 1896.

Domus Vista

Dosseringen

Uofficiel betegnelse for vej og spadseresti langs vestsiden af søerne. Ordet betyder egentlig skråning, dæmning.

Dronningensvej

Navngivet 1877 efter Dronning Louise . Hun var særdeles aktiv bag oprettelsen og udbygningen af Diakonissestiftelsen.

Dronning Olgas Vej

Navngivet 1884 efter den græske dronning Olga. Hun var gift med den danske prins og senere græske konge Georg. En række andre veje i området bærer navne efter det græske kongehus. Det skyldtes den lokale byggematador, kreaturkommissær N. Josephsens begejstring for det græske kongehus. Han boede på
Mariendal. I 1885 tilbød han Kong Georg og Dronning Olga sin villa Athen på Kong Georgsvej 1 som sommervilla. Tilbuddet blev dog afslået med en justitsråd- titel.

Dyrlægevej

Ligger på Den Kongelige Veterinær – og Landbohøjskoles areal.

Edisonsvej

Navngivet i 1928 efter amerikaneren Thomas Edison. Det var ham, der opfandt den elektriske pære. Ja faktisk også fonograf og telefoni. Vejen hed fra 1869 til 1928 Enighedsvej. Vejen førte forbi Frederiksbergs første elværk.

Edvard Glæsels Vej

Navngivet i 1917. Edvard Glæsel anlagde Vestre Kirkegård og Bispebjerg Kirkegård. Ja den sløjfede Rådhushave, anlagde han også. Han boede en årrække på Frederiksberg.

Egernvej

Navngivet i 1902 efter dyret egern.

Einer – Jensens Vænge

Blev egentlig i 1946 navngivet som Einer – Jensens Allé, men ændrede i 1948 navnet til det nuværende. Forbundsformand Oluf Emil Einer – Jensen, var udgået fra Den Kongelige Porcelainsfabrik i Smallegade. Han var medlem af Frederiksbergs kommunalbestyrelse.

Emil Chr. Hansens Vej

Navngivet i 1925. Professor Emil Chr. Hansen udviklede på Carlsberg- laboratoriet en gærdyrkningsmetode, der gjorde ham og Carlsberg berømt. Han påviste, at dårlig bryg skyldes vilde gærsorter. Pasteur mente ellers, det skyldtes bakteriel forurening. I tv – serien Bryggeren spillede Preben Christensen
rollen som Hansen.

Fra 1903 til 1925 var vejen en del af Eversvej.

Emil Slomanns Vej

Navngivet i 1925. Emil Slomann var skolemand. Han var ret frisindet og ville højne arbejderstanden. Han oprettede en aftenskole og et herberg for håndværkssvende. I 1885 åbnede han en latin – og realskole.

Emanuel Olsensvej

Karetmager, Emanuel Olsen var formand for Karetmagernes Fagforening.

Emiliegade

Emmaus Kirke

Kirke i Diakonissestiftelsen. Navngivet i 1876 efter E(m)maus. Det er navn på en by lidt uden for Jerusalem. Her skulle Jesus ifølge Lukas – evangeliet vise sig efter opstandelsen.

Engtoftevej

Navngivet i 1882. Lystejendommen Engtofte lå tæt ved nuværende Kingosgade.

Erik Menveds Vej

Opkaldt i 1886 efter den danske konge Erik Menved (1274 – 1319).Han blev konge som 12 – årig. Dronning Agnes regerede, indtil han blev voksen. Erik efterlod sig ingen efterkommere. Hans dronning, Ingeborg fik 11 dødfødte børn.

B.S. Ingemann(Ingemannsvej) udgav i 1828 den historiske roman, Erik Menveds Barndom.

Eversvej

Kan du huske Evers bolsjer? Vejen er i 1903 opkaldt efter bolsjefabrikant Sofus Evers. Hans grund var netop her. Indtil 1925 var det en del af Emil Chr. Hansens Vej.

Ewaldsensvej

Navngivet i 1927 efter sognepræst Christen Ewaldsen. Han var præst i Slesvig, og blev forvist til Danmark. Han nægtede at afsværge eden til Christian den Niende.

Falkoner Allé

Vejen er anlagt omkring 1670 som forbindelsesvej til Falkonergården ved det nuværende Falkonergårdsvej. I 1700 – tallet er alléen blevet bredere og tilplantet med træer. I begyndelsen af december 1771 lod Dronning Caroline Mathilde og Struensee arrangere falkejagt på Nørre Fælled. Det nuværende navn kendes fra 1817.

Falkonergården

Frederiksberg Gymnasium blev opført 1953 – 55 på Sønderjyllands Allé, hvortil det flyttede fra Doktor Priemers Vej. Blev oprettet 1888 og navngivet 1919 efter den berømte Falkonergård.

Falkonergårdsvej

Vejen er anlagt på Falkonergårdens grund. Falkonergården blev anlagt omkring 1670 af Christian den Femte til brug for opdræt af falke til jagtbrug. Det var en falkonér, der stod for dette. Falkeholdet ophørte i 1810. Jagten var gået af mode. Kronen lod Falkonergården gå på aktion efter, at den i en halv snes år havde været lejet ud til en lysstøbefabrik. P.C. Bruun fik hammerslag for 4.150 Rigsdaler i rede sølv og skøde 29. december 1819.

Falkonervænget

Navngivet i 1941 efter beliggenheden.

Falstervej

Opkaldt 1899 efter øen, Falster.

Fasangården

Hus i Frederiksberg Have, hvor der i 1724 – 85 var kongelig fasanopdræt. Adgangsvejen til huset kaldtes Fasanvejen.

Fasanvej (Nordre og Søndre)

Nordre Fasanvej blev i 1883 blev givet til det ældste sydligste stykke fra Smallegade til Howitzvej. Vejen udgik fra Smallegade over den nuværende Fasanvej,
senere Søndre Fasanvej, som rummer den egentlige baggrund for navnet. Vejen blev forlænget til Godthåbsvej i 1884 og få år senere til Hillerødgade og Frederikssundsvej. Et lille stykke nord for Hillerødgade blev først anlagt i 1908. Hele forløbet fra Godthåbsvej til Frederikssundsvej fik dog fra begyndelsen samme navn, nemlig Østre Fasanvej. 

Oprindelig var Søndre Fasanvej adgangsvej til Fasaneriet, som var anlagt i 1682 i den vestlige del af den senere Frederiksberg Have.

Femte Juni Plads

Navngivet i 1906 til minde om datoen for grundlovens vedtagelse i 1849.

Filippavej

Opkaldt i begyndelsen af 1880erne efter den dan danske dronning Filippa. Hun var gift med Erik af Pommern. Dronningen blev meget populær, da hun under mandens fraværd ledede et slag mod hansestæderne med succes. I området ligger en del nabobegejstrede nationalnavne. Blandt andet Suomisvej, der fik sit navn i 1928. Den hed egentlig Magrethevej, opkaldt efter Dronning Margrethe den Første.

Finsensvej

Opkaldt i 1906 efter lægen Niels R. Finsen. Vejen er en del af en forbindelsesvej, anlagt i 1755 mellem Frederiksberg og Vanløse. Før 1906 bar den sammen med Howitzvej navnet Lampevejen efter en af Frederiksbergs tidlige gadelamper. Det var et mord i 1889, det såkaldte Lampevejsmord, der ændrede navnet.

Flintholm

Oprindelig en udflyttergård, senere elværk, haveforening, signalpost og kirke på ydre Frederiksberg. Gården lå mellem Flintholm Allé og Solbjerg Have. Navnet skyldes landmanden Jacob Nielsen Flindt, som købte gården i 1785.

Flintholm Allé 

Navngivet i 1934 efter beliggenheden.

Folkets Allé

Navngivet 1900. Ligger i nærheden af Broderskabsvej.

Folkvarsvej

Opkaldt i 1885 efter Folkvar, der i Oehlenschlægers Yrsa er navn på Yrsas plejefar.

Forchhammervej

Opkaldt 1890. Johan Georg Forchhammer var geolog.

Forhåbningsholms Allé 

Her kom min afdøde kone, Hanne (Sus) meget. Det var dengang, der var kollektiv og Dan Türrel boede her. Oprindelig var det adgangsvej fra Gammel Kongevej til ejendommen Forhåbningsholm, der blev bygget omkring 1770. Resten af vejen blev anlagt omkring 1850.

Forum

Udstillingssal opført 1925 – 26, men fornyet og ændret flere gange. Navnet er egentlig latinsk og betyder torv, plads.

Franckesvej

Anlagt og navngivet omkring 1885 efter malermester og grundejer L. Francke.

Frederik den Sjettes Allé 

Opkaldt 1906 efter kong Frederik den Sjette, der ofte opholdt sig på Frederiksberg Slot og i Frederiksberg Have.
Frederiksberg Allé 

Anlagt 1700 – 1704 som en privat kongelig pragtallé mellem Prinsens Gård ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have og den lille runddel ved Sankt Thomas Plads. I 1734 videreført til Vesterbrogade. Folk snød sig til at afprøve vejen, derfor blev der sat jernporte op i 1785. I 1862 blev alléen offentlig. Det var også nødvendig. Diverse forlystelsesetablissementer var opstået i flere herskabsejendomme Aleenlyst, Alhambra, Ratzenborg(det gamle pesthus), Sommerlyst (Thorups Have)som blev til Fønix Teatret. Og ikke at forglemme Alleenberg. Can – Can kunne første gang opleves 26 juli 1870 på Frederiksberg Morskabsteater. De to damer viste sig dog at være herrer! Siden kom det til at hedde Alléteater og senere Betty Nansens teater efter divaen. Der lå dybe grøfter i begge sider, og der havnede folk af mange grunde. Det hjalp med gaslygter i 1860. Jenny Lind optrådte i nr. 24 i september 1841. En løber fra Bergen
løb fire gange frem og tilbage på kun 32 minutter.

Frederiksberg Bredgade

Blev i 1811 nævnt som Breed Gade. Gaden er dog meget ældre. Måske er gaden oprindelig hovedgade i landsbyen Sobjerg. Siden 1880 har den fået tilført navnet Frederiksberg. Storm P opdagede at Smallegade var bredere end Bredgade.

Frederiksberg Have

Anlagt som park til Frederiksberg Slot. Oprindelig i fransk havestil, men i 1790’erne omlagt efter engelsk stil.

Frederiksberg Runddel

Oprindelig en del af by-gaden i Ny Hollænder-by. Senere var stedet ridebane i forbindelse med Prinsens Gård. Herfra åbnede den første hestesporvogns-linje i 1863. Den gik ind til Trommesalen.

Frederiksberg Slot

Slottet er opført 1699 – 1711. Bygherren var Frederik den Fjerde. Slottet er årsag til byen Frederiksbergs navn. Beliggenheden på Valby Bakke er årsag til berg (bjerg).

Frederiksvej

Navngivet i 1883 af grosserer Philipsen, der anlagde vejen. Navnet hentyder til Kong Frederik den Sjette.

Frihedsvej

Navngivet i 1900

Fru Gyllembourgs Vej

Navngivet 1927 efter forfatterinden Thomasine Gyllembourg. Hun var engang Københavns smukkeste pige. P.A. Heiberg lærte hende tysk, fransk og italiensk. Før hun blev 17 år anholdt han om hendes hånd. Hun bad dog om sin frihed og giftede sig med en svensk baron. Sønnen Johannes Ludvig giftede sig med purunge Johanne Louise. Og den svenske baron, der hed Ehrensvärd fik navneforandring til Gyllembourg. Fra 1918 til 1927 blev den kaldt Henriettevej.

Frydendalsvej

Opkaldt 1874 efter skuespiller Peter J. Frydendal. Navnet blev foreslået af etatsråd F.C. Bruun, der i 1873 anlagde vejen. En rig klædehandler havde påtaget sig fadderskabet. Den rigtige far var kammerherre og Det Kongelige Teaters direktør H.V. Warnstedt.

Baggesen hævdede, at Warnstedt var den største komiker i Europa. Efter sidespringet på et gods i Holsten optrådte han 500 gange på Det Kongelige Teater.

Frøbels Allé 

Navngivet i 1928 efter den tyske pædagog, August Friederich Fröbel. Han havde mange ideer til børns udvikling.

Fuglebakken

Navn på en S – togs station og et område på Frederiksberg. I 1700 – tallet eksisterede Fuglefængerbakken. Jorden blev udstykket. Omkring 1900 blev den bebygget. Den pæreformede plads midt i området hed indtil 1927 Fuglebakken. Nu hedder den Kristian Zahrtmanns Plads. I området opstod et helt Fuglekvarter: Drosselvej, Duevej, Solsortevej, Ternevej, Vagtelvej samt Fuglebo.

Fuglebakkevej

Navngivet 1902 efter gården og området. Det var dog kun den nordligste og nu til dels afbrudte del af vejen, som blev anlagt og navngivet i 1902. resten blev anlagt i 1933.

Fuglebo

Navngivet i 1942 efter sin beliggenhed i Fuglebakke – kvarteret.

Fuglevangsvej

Anlagt og navngivet omkring 1852. Navnet afspejler ikke noget gammel marknavn. Tilsyneladende er det et poetisk klingende navn i forbindelse med de første villaer opført ved vejen.

Gammel Kongevej

Vejen går helt tilbage til 1641. Den gamle kongevej var forbeholdt de kongelige. Fra omkring 1700 tallet overtager den nyanlagte Frederiksberg Allé denne rolle. Gammel Kongevej blev hermed offentlig tilgængelig. På Frederiksberg fandtes også en kongevej mellem den kongelige ladegård og Islev. Denne er ældre end Gammel Kongevej. Den havde omtrent strækningen Rolighedsvej – Godthåbsvej.

General Bahnsons Vej

Navngivet efter general og krigsminister Jesper Jespersen von Bahnson, der var folketingsmedlem valgt på Frederiksberg. Bahnson iværksatte en feltbefæstning og det var ham, der indførte rekylgeværet.

Glahns Allé

Opkaldt i 1915 efter provst Otto V. Glahn. Han var præst på Frederiksberg fra 1876 til 1908. Han arbejde ihærdigt på, at få kirketiende afløst af ren pengeydelse.

Godthåbsvej

Vejen er et stykke af den gamle forbindelse mellem Ladegården og den kongelige eng-have på Islev Mark. Vejen har navn efter landejendommen (Store) Godthåb, der er bygget og navngivet sidst i 1760erne. Ejendommens jord strakte sig fra Finsensvej til Bispeengen. Vejen har stort set beholdt sit forløb fra Middelalderen.

Godthåbsvænget

Navngivet 1935 efter beliggenheden

Goldschmidtsvej

Opkaldt 1924 efter forfatteren Meir Aron Goldschmidt.

Golgatakirken

Metodistkirke indrettet i 1937. Fra 1961 i den nuværende bygning. Opkaldt efter det ny testamentes lokalitet Golgata. Det er der, hvor Jesus blev korsfæstet.

Grundtvigs Sidevej

Anlagt og navngivet omkring 1880 som sidevej til Grundtvigsvej.

Grundtvigsvej

Navngivet 1879 efter præsten og salmedigteren N.F.S. Grundtvig, der mellem 1858 og 1867 boede i en villa på nordsiden af Gammel Kongevej med jord ned til den senere Grundtvigsvej. Fra begyndelsen af 1850erne til 1879 kaldtes vejen Bianco Lunos Sideallé. Grundtvig var gift tre gange.

Grøndalsvej

Opkaldt 1929 efter ejendommen Grøndal som vejen fører forbi. Grøndal blev opført i begyndelsen af 1900 tallet. I Middelalderen lå her et vogterhus på vejen mellem Roskilde, Islev og Havn. Senere hed det Kalt-huset efter ejeren kongelig overtøj-mester Peter Kalt-hoff.

Guldborgsvej

Navngivet 1901 efter færgestedet Guldborg ved overfarten mellem Nordfalster og Nordøstlolland.

Gustav Johannsens Vej

Igen kan man som sønderjyde glæde sig. Gustav Johansen var en sønderjysk politiker og grundlagde Flensborg Avis. Han blev af de tyske myndigheder fyret. Som lærer startede han så sin egen skole, men også den lukkede de tyske myndigheder. Han etablerede sig så som boghandler, og sådan et erhverv kan føre
til hvad som helst. Han sad to gange i den tyske landdag. Da fortyskningen tog til i 1899, blev Gustav Johannsen fængslet to gange. Disse fængslinger nedbrød ham fysisk. Vejen blev navngivet i 1920.

Halls Allé

Navngivet i 1893. Professor og minister Chr. Hall boede på Ny Bakkegård på hvis jord vejen er anlagt.

Harsdorffs Vej

Navnet er givet til en 10 år ældre vej omkring 1863. Kongelig Bygmester C.F. Harsdorff udførte arbejder på Frederiksberg Slot. Han stod også for Danske Banks hovedsæde på Kongens Nytorv. Han holdt også hånden over Rosenborg Slot.

Hattesens Allé 

Navngivet 1915 efter den Frederikbergske kommunaldirektør Wilhelm Chr. Hattensen.

Hauchsvej

Opkaldt 1870 efter digteren Carsten Hauch.

Haveselskabetsvej

Opkaldt omkring 1876 efter det kongelige danske haveselskab, som havde have her fra 1837 til 1882. Derefter blev den flyttet til pladsen ved Frederiksberg Runddel.

H.C. Ørsteds Vej

Navngivet i flere omgange. Ældst er strækningen mellem Amalievej og Fuglevangsvej, hvor navn og vejstrækning er fra 1852. Mellem Fuglevangsvej og Åboulevarden hed vejen indtil 1870, Jernbanevej. Fra Amalievej førtes vejen sydpå og sattes i forbindelse med en sidevej til Gammel Kongevej. Denne sidevej hed før 1873 først Triers Allé og senere Vilhelminelyst Allé. H.C. Ørstedsvej har navn efter fysikeren Hans Chr. Ørsted. Han påviste, at en elektrisk strømkreds påvirker en magnetnål. Han offentliggjorde sin opdagelse i et lille hæfte på latin. Opdagelsen vakte kolossal opsigt. Selveste Einstein var imponeret.

Mellem 1890 og 1930 blev en del veje i området opkaldt efter betydelige danske videnskabsmænd.

Helenevej

Navngivet 1867 af handelsfuldmægtig C.A. Bang. Men det er uvist, hvilken Helene, det drejer sig om. Måske kan læserne hjælpe.

Helge Rodes Allé

Opkaldt i 1959 efter digteren Helge Rode. Han var gift med Edith Rode og far til bl.a. Ebbe Rode.

Helgesvej

Navngivet i 1884 efter sagnkongen Helge, søn af Kong Halfdan. Sagnkongen Helge Halfdannsøn fik Regnar Lodborg med sin søster Yrsa.

Henning Matzens Vej

Navngivet i 1920. Henning Matzen var jurist, professor og rigsdagsmand. Han var født i Angel og meget engageret i Slesvigs genforening med Danmark. Han var partiet Højres formand. Han var forhadt af Venstre og en slagfærdig herre.

Henrik Ibsens Vej

Navngivet i 1898. Henrik Ibsen var godt nok en norsk forfatter, men han regnes også som dansk forfatter. Den sydlige del af vejen er ældre, og hed fra 1872 til 1898 Winstrupsvej efter møller Ole Winstrup, der havde anlagt en dampmølle ved vejen.

Henrik Steffens Vej

Navngivet i 1908. Henrik Steffens var professor i Halle. Hans forelæsninger påvirkede den unge Oehlenschlæger og den unge Grundtvig. Måske er det derfor navnet figurer på en sidegade til Grundvigsvej.

Holger Danskes Vej

Navngivet i 1884 efter den danske sagnhelt. Og han er jo slet ikke så dansk. Han hører hjemme i et fransk heltekvad. Heri hedder han Ogier le Danios,
fordi han engang havde været i Danmark. I Castillien synger man en folkesang om ham der hedder han Danés Urgel.

Hortensiavej

Navngivet i 1880 efter planten Hortensia.

Hospitalsvej

Navngivet i 1884 efter Frederiksbergs daværende hospital, som indtil 1903 lå i det område mellem Howitzvej og stationen, hvor der senere byggedes politi – og brandstation.

Hostrups Have

Navngivet efter beliggenheden i 1935 ved Hostrupvej og ejendommen Rolighed på Rolighedsvej, hvor J.C. Hostrup en overgang boede.

Hostrupsvej

Opkaldt efter præsten og forfatteren Jens Chr. Hostrup i 1896. Vejen er egentlig en forlængelse af Doktor Abildgaards Allé, der indtil 1909 hed Hostrups Allé.

Howitzvej

Navngivet i 1906. Frantz Howitz var overlæge på Frederiksberg Hospital indtil 1903. Samme år flyttede hospitalet fra sin daværende adresse hertil. Vejen var indtil 1906 sammen med Finsensvej en del af Lampevej.

H. Schneekloths vej

Opkaldt i 1927 efter skolemanden Hans Schneekloth. Han oprettede Schneekloths Gymnasium på Værnedamsvej. Han stammede fra Holsten og var vogterdreng.

H.V. Nyholms Vej

Navngivet i 1929. Landinspektør og professor ved Landbohøjskolen, Holger Vilhelm Nyholm ydede et betydeligt frivilligt arbejde for kirkelivet og specielt
Diakonissestiftelsen.

Han var premierløjtnant ved fodfolket, da han i 1885 fik det ene ben kørt over af en kanon.

Hollændervej

Navngivet 1889 til minde om de hollandske bønder, der i 1651 flyttede fra Amager til landsbyen langs Allégade.

Immanuels Kirke

Valgmenighedskirke opført 1882 – 1883. Navngivet efter det profeterende barn Immanuel, kendt både fra det gamle og det ny testamente.

Ingemannsvej

Navnet er kendt siden 1867, når det gælder den sydlige del. Den nordlige del fik først navnet i 1930. Den hed da før Johannevej. I dag ser de to dele også lidt ulogiske ud. Oprindelig var de skilt af Nordbanen. Det er digteren B.S. Ingemann, der lægger navn til.

Jacobys Allé

Navngivet i 1905. Læge Eduard Moritz Jacoby var i en menneskealder aktiv læge på Frederiksberg, bl.a. på ved hospitalet. Har var også formand for kommunalbestyrelsen.

Jakob Dannefærds vej

Navngivet 1885. Officer Jakob Nielsen Dannefærd udmærkede sig under svenskekrigene ved at føre et af fjendens skibe til København i stedet for som beordret til Pommern.

Jasminevej

Navngivet 1922 efter prydbusken Jasmin.

J.C. Schiødtes Vej

Opkaldt 1924 efter zoologen Jørgen Christian Schiødte, der var professor ved Landbohøjskolen. Han har dog aldrig læst ved universitetet, ja ikke engang studentereksamen havde han taget. Det hele startede som en hobby. Han blev den største insektkender i Danmark.

Jens Jessens Vej

Navngivet 1937 efter den sønderjyske politiker Jens Jessen. Han var også redaktør af Flensborg Avis.

Jernbanestien

Navngivet omkring 1864. Via Hospitalsvej adgangsvej til Frederiksberg By til stationen, der åbnede i 1864.

J.M. Thieles Vej

Navngivet 1934 efter forfatteren , direktør ved Kobberstiksamlingen Just Mathias Thielse, der en tid boede på Bakkehuset. Han er mest kendt for sin udgave af Danske Folkesagn. At det er en sidevej til Thorvaldsensvej, skyldes hans store arbejde om Thorvaldsen. Vejen stammer helt tilbage fra midten af 1800tallet. Indtil 1934 hed den Emilievej. Navneændringen blev vedtaget allerede i 1927.

Joakim Larsens Vej

Navnet blev vedtaget allerede i 1927, men først anlagt ti år senere. Opkaldt efter skoledirektør  Elliot Joakim Larsen.

Johannes V. Jensens Allé

Navnet blev vedtaget i 1968, men først anlagt i begyndelsen af 1970erne. Efter forfatteren Johannes V. Jensen, der hele sit liv boede på Frederiksberg.

Johan Ottosens Vej

Navngivet i 1944 efter historikeren og skolemanden Johan Ottosen, der blandt andet var engageret i det sønderjyske spørgsmål. Han var gift med en datter af den sønderjyske politiker, Gustav Johansen. Han fik indført svensk undervisning i de danske skoler. Og så skrev han sangen: Det haver saa nyligen regnet.
Denne sang blev et symbol i Sønderjylland. Da min afdøde kone, Hanne havde lavet en film om EDB
– Sproget Comal 80, ville TV – Syd ikke vise filmen, hvis denne melodi blev brugt som baggrund.

Johnstrups Allé 

Opkaldt i 1897 efter geologen og professor Johannes F. Johnstrup.

Josty

Restaurant – og selskabslokaler, grundlagt 1813 som konditori. Fra 1825 til 1937 i familien Jostys eje.

Julius Thomsens Gade

Navngivet 1925 efter professor i kemi Hans Peter Julius Thomsen, der blandt andet opdagede en metode til at udnytte den grønlandske kryolit. Han var direktør for Polyteknisk Læreanstalt og præsident for Videnskabernes Selskab.

Julius Thomsens Plads

Navngivet 1925 efter overnævnte professor. Pladsen opstod ved opregulering af den daværende Sankt Markus Sideallé. Ved den ny-regulerede plads åbnedes i januar 1926 udstillingshallen Forum.

Julius Valentiners Vej

Navngivet i 1926. Julius Valentiner var kommunalpolitiker og bankdirektør.

Junggrensvej

En del af strækningen blev navngivet i 1920, resten i 1930, efter at have heddet Jens Jessens Vej. Peter Junggren var sønderjysk politiker. Mon ikke han var i familie med slægten Junggren Have fra Aabenraa.

Jyllandsvej

Navngivet ca. 1877 fra den landsdel, som så mange af os kommer fra.

Fortsættes i Artiklen. Flere gader og veje på Frederiksberg.

Kilde:

• Se Litteratur København (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: –

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 

 

• Flere Gader og veje på Frederiksberg
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Det var på Frederiksberg
• Frederiksberg Slot
• Linie 18
• Hvad så Absalon
• Forlystelser i København
• Den stinkende kloak på Nørrebro (under Nørrebro)
• Fattiglemmer på Ladegården (under Nørrebro)
• Hvad skete der med Serridslev? (under Nørrebro)
• Ladegården – dengang (under Nørrebro)
• Uden for Voldene (under Nørrebro) og mange flere artikler 

Redigeret 19. – 02. – 2022

Vi besøger også  Frederiksberg Have, Søndermarken, Josty, Haveselskabet og Zoologisk Have. Snart blev Prinsens Gård for lille, men også  slottet blev for lille. Stor om –  og tilbygninger foregik. Hæren overtog slottet. Parken blev åbnet for folket, dog ikke for Nyboder
– Folket.

 

Minder fra haven og kirken

Det var let nok at løbe at løbe op til slottet. Løbeturen søndag morgen i Frederiksberg Have var fantastisk, men hvor var det svært at løbe ned af bakken. Dengang kunne knæene holde til løb. Det kan de ikke mere. Så er det godt man har en turbo – cykel i dag.

En barnedåb i kirken på Frederiksberg Slot er også noget, man aldrig glemmer. Det var et halvt år efter et pludseligt dødsfald og en begravelse. Barnedåben blev derfor meget følelsesladet.

 

Inspiration fra Italien

Men hvad er det for et slot, der rejser sig op på Solbjerget ?

Prinsens Gård i Ny Amager var blevet for lille. Derfor besluttede Frederik den Fjerde at opføre et slot. Ved dannelsesrejser i Italien og Frankrig havde kongen stiftet bekendtskab med den italienske villatype. Han havde også besøgt haver i Rom, Firenze og Versailles. Disse forbilleder skulle nu omdannes til dansk grund.

Bygmester Ernst Brandenburger fik opgaven. I 1703 var den første del af byggeriet afsluttet. Slottet fik navn efter kongen. Dengang bestod det af et fløjet bygning med lidt fladt tag. Og ganske klart var det italiensk inspireret.

Syd for slottet opførtes et port-hus. Øverst oppe var der en ti tons tung vandbeholder, der skulle forsyne slottet og havernes fontæner med vand.

Haverne uden om slottet, Frederiksberg Have og Søndermarken var anlagt som franske barokhaver. Store alléer gennemskar haven. Ud fra haven anlagdes i 1704 Frederiksberg Allé. I mere end 150 år var denne store vej kongens egen, afspærret af porte. I 1734 blev Frederiksberg Runddel anlagt.

 

Udvidelser og tilbygninger

Meget hurtig opdagede kongefamilien, at det villaagtige slot var alt for lille. I 1708 påbegyndtes den første udvidelse. De korte sidefløje blev fjernet og op-muret i flugt med hoved-husets facade. For enderne rejstes to tværfløje, hvorved fløjen fik form af et stort H.

I årene 1733 – 1738 tilføjede arkitekten Laurids de Thurrah to lavere sideføje mellem hovedbygningen og port-huset, således at bygningskomplekset nu omkransede en indre gård.

Bygningen var fornem indrettet. Der var talrige malerier, kostbare spejle og marmorkaminer. I østfløjen blev der indrettet en smuk slotskirke. I kælderen ved siden af et marmorbeklædt baderum med kassetteloft og forsænket badekar.

Riddersalen hørte til slottets prægtigste rum. I loftet havde havde man anbragt rigsvåbenets forskellige symboler for kongens riger og lande , for eksempel det danske rigsvåben, det norske våben, Slesvigs to løver og Holstens nældeblad.

 

Haven ændres

Uden for slottets område skete der også forandringer. I England var der i løbet af 1700 – tallet rettet kritik mod den stive franske havetype. Under indflydelse heraf, blev Søndermarken omlagt. Derefter blev Frederiksberg Have omlagt i en mere romantisk havestil med slyngede kanaler, pavilloner, grotter og græske templer.

Der blev desuden opført en række nye bygninger i parken, bl.a. Apistemplet, Det kinesiske Lysthus og Schweitzerhuset.

Frederik den Fjerde opholdt sig oftere og gerne på slottet. Da Københavns Slot blev ombygget i 1724 – 1727 boede kongeparret her både sommer og vinter.

Der var forslag om at lukke slotsgården med to sidefløje, der kunne forbinde hovedbygningen med det fritliggende port-hus. Det gik dog mange år, inden dette kunne realiseres. Det var nu af rent praktiske hensyn.

 

Slottets storhedstid

Da opførelsen af det første Christiansborg Slot stod på, blev slottet brugt som residens. Især under Frederik den Sjette i den første halvdel af 1800 – tallet opnåede Frederiksberg sit højdepunkt som residensslot. Gardens taffelmusik i haven og kongens sejlture i parkens kanaler tiltrak mange mennesker. Ja det var et hold soldater, der måtte grave kanalerne.

Da Christiansborg stod færdig mistede Frederiksberg Slot dog noget af sin betydning. Indretningen blev betragtet som gammeldags. Undtagelsen var dog det yndefulde paradekøkken.

Men i Christian den Syvendes levetid, kom slottet atter på mode. Det var Struensee, landets reelle hersker, der indrettede slottet. Han var især populær hos dronningen, fordi han interesserede sig for den lille Frederiks opdragelse og helbred.

 

De få  udvalgte

Parkerne var dog forbeholdt de få  udvalgte. Soldater holdt nøje øje med, hvem der kom.

I 1852 åbnedes de to parker for folket. Det vil dog sige, at Nyboder – folket stadig ikke havde adgang. Men efterhånden svandt kongefamiliens interesse for slottet   Landskabet uden for slottet og haverne bestod af den gamle ladegårdsmark. Resten var udlagt til hø –  og græsmark for de kongelige stalde og militæretaten.

Landskabet fremstod som en vældig øde og træløs flade, og blev kun brudt af Falkoner allé og de gamle landeveje. Dels den ældste vej Adelvejen, landevejen mellem København og Roskilde, nuværende Vesterbrogade, Rahbeks Allé og Valby Langgade.

Så var der også Solbjergvej, i dag Gammel Kongevej, Smallegade og Peter Bangsvej.

 

Officersskole

Det hjalp på hele området, at slottet kom. Men i 1869 blev bygningerne overladt til Hærens Officersskole. Der blev slidt alvorlig på rummene, men man undgik en ombygning. Den gamle slotskirke blev omdannet til bibliotek. Stoleværk, altertavle og prædikestol blev deponeret uden for slottet.

Men i 1920erne blev rummet dog ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. I 1931 kunne kirken så  genindvis som et anneks til Frederiksberg Kirke.

 

Fasangården

Dybt inde i Frederiksberg Have gemte Fasangården sig. Den blev indviet i 1724, men kongefamilien mente, at den var for dyr i drift. I 1784 nedlagde man den og udlejede bygningerne.

 

Josty

Rundt om i udkanten af Frederiksberg Have har en række institutioner i tidens løb sikret sig et stykke af parkområdet. Blandt de første var billedhuggeren Taddery, der sammen med kollegaen Brilly oprettede et konditori i havens sydøstligste område. De etablerede med kongelig tilladelse – et telt. I virkeligheden lod de to opføre en nydelig Pavillon i Form af et Tempel.

Fra 1825 overgik etablissementet til Schweitzer – konditoren Anton Josty. Det forblev i familien til 1937. Pavillonen blev i 1824 ombygget. Først i år 1900 fik Josty sin nuværende skikkelse. Med tiden blev stedet en af de mest benyttede restauranter med speciale i afholdelse af store selskaber og receptioner.

 

Zoologisk Have

En større ændring af Frederiksberg Have skete i 1859. Da tog Niels Kjærbølling initiativ til oprettelse af Zoologisk Have. I det sydvestlige hjørne var der indrettet haver for de kongelige prinsesser. Kjærbølling fik overdraget Prinsesse Vilhelmines Have. To år senere fik han Prinsesse Carolines Have.
Oven i dette fik han så i 1867 et stykke af den såkaldte Brune Dyrhave.

Kjærbølling var fra Als. Han udarbejdede fugletavlerne Danmarks Fugle. Året efter fik han overdraget Christian den Ottendes fuglesamling.  Efter stifterens død i 1871 blev Zoologisk Have omdannet til aktieselskab.

De første bygninger var meget primitive. En af de første markante bygninger var et maurisk abe-hus. Den mest kendte bygning er arkitekt Th Hirths trætårn, der blev opført i 1905. Inspirationskilden var Eiffeltårnet. Elefanthuset fra 1913 – 1916 var også en af havens særprægede bygninger.

 

Haveselskabet

Fra 1883 har Det Kongelige Danske Haveselskab haft til huse ved Frederiksberg Runddel. Det er Eigtveds gamle Orangerihus. Selskabet blev oprettet i 1830 på  Østerbro af oberst Julius d´ Origny.

I stueetagen blev der indrettet et madtempel af den berømte Roy Hurtigkarl.

• Jeg kan kun anbefale en løbetur i Frederiksberg Have. Det er en oplevelse for sjæl og legeme.

 

Kilde:

• Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.785artikler
• Under København finder du 190 artikler
• Det var på Frederiksberg
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Forlystelser i København
• København 1840 – 1880
• København omkring år 1800

 

Redigeret 20. – 02. – 2022

Solbjerg blev nedlagt. En ny Ladegård blev alt for dyr i drift. Et forsøg på  at lade hollænderne få stedet til at blomstre op, lykkedes ikke.
Det var svenskerne og en storbrand skyld i. Redningen for området kom i 1699, da kongen opførte et slot på det tidligere Solbjerg.

Ofringer på  Solbjerget

Ikke alt eksisterer mere som dengang. Nogle lokaliteter eksisterer ikke mere. Det gælder blandt andet byen Serritslev, som vi har omtalt mange steder. Denne gang befinder vi os i området lige syd for Nørrebro.

Ja man kan sige Ny Amager er faktiske den nuværende Allegade.  Måske har man engang dyrket solguden på Frederiksberg Bakke. Dengang hed den Solbjerget. Dengang i bronzealderen kan det være at man har ofret på bjerget.

Solbjerg er opstået i forhistorisk tid. Den fik navn efter bjerget, og dens marker dækkede stort set hele det nuværende Frederiksberg. Byen hørte sammen med Utterslev, der i midten af 1100 – tallet var en stor hovedgård, der tilhørte Kronen. Omkring 1160 forærede Valdemar den Store store landområder til kirken. Heriblandt fulgte Utterslev og nabobyerne.

Solbjerg og de andre byer kom under biskoppens borg i Havn.

 

I Kronens ejendom

I 1417 kom borgen ved Havn på Kronens hænder. Hermed var også Solbjerg, Valby, Vigerslev og selve staden København blevet kongelig ejendom. Rigets administration blev efterhånden samlet her.

Staden fik dog ikke rådighed over Solbjerg og de andre byer. De tilhørte fortsat kongen. Solbjerg fik lov til at føre sin egen tilværelse .

Jorden blev drevet af landsbyfællesskabet. Bønderne var underlagt  herskabet. De har været fæstere under Roskildebispen og Kronen. De har haft nok at gøre med at skaffe det nødvendige til livets opretholdelse og til landgilde, skatter og andre afgifter til herskabet.

 

Ladegård i Nyby

I den sidste halvdel af 1300 tallet var der 17 gårde i Solbjerg, men de fem af dem var ikke beboet. Der var mere jord til gårdene end bønderne magtede at dyrke. Eller også lå nogle af jordstykkerne for afsides. En del af Solbjergs jorde blev derfor udskilt og lagt under den nye aflæggerlandsby Nyby.

I det næste århundrede var der kun 8 gårde tilbage i Solbjerg. Og kun én i Nyby. I 1548 blev der i Nyby opført en kongelig ladegård for Københavns Slot. Helt nøjagtig lå Solbjerg i den nordlige del af Frederiksberg Have. Bredgade har måske været Solbjergs by-gade. Andebakkedammen har sikkert været byens gamle gadekær. Byen har bestået af lave lerklinede eller træbelagte bindingsværksgårde placeret omkring by-gaden.

Hverken Solbjerg eller Nyby fik nogensinde en landsbykirke. Man var henvist til Havns kirker.

 

Solbjerg opgives

København fik efterhånden et nyt forsvarsanlæg. Og dette betød ændringer for de små landsbyer. I 1620 besluttede kongen derfor at nedlægge Solbjerg. Fæsterne fik anvist andre områder.

 

En ny ladegård

Forbruget hos hoffet steg. Så man måtte have flere tilførsler af produkter. Solbjergs og Nybys marker blev udlagt til en stor ladegårdsmark. Området kom til at omfatte hele det nuværende Frederiksberg. Bygningerne stod færdige i 1623. De kom til at ligge der, hvor det tidligere radiohus lå. Når som helst kunne man fra Rosenborg og Københavns Slot sende bud efter mælk, smør, kød og æg.

Stordriften blev dog aldrig en succes. Udgifterne blev alt for store. Det kneb også med at holde fæstebønderne til markarbejdet. Fæstebønderne havde også rigeligt andet at se til. Det bestod også af vej – og broarbejde, grøftegravning og opsætning af hegn. De skulle også passe arbejdet hjemme i landsbyen.

 

Hollænderne måtte hjælpe

Som konsekvens af dette, besluttede Kronen at omlægge driften på Ladegårdsmarken. Man havde haft gode erfaringer med Christian den Andens hollandske bønder ude på Amager. Derude var landsbyen Magleby efterhånden ikke stor nok til at kunne rumme alle bønderne. Derfor fik 20 af dem lejlighed til at komme til Ladegårdens marker.

 

Ny Hollænder-by – Ny Amager

Den 2. maj 1651 udstedte Frederik den Tredje privilegier til 20 navngivne hollandske bønder. De fik lov til at forpagte en del af Ladegårdens marker under specielle vilkår. Man var dog forpligtet til at levere fødevarer til Hoffet. De skulle opføre hver sin gård og selv udføre markarbejdet. Til gengæld slap de for hoveriarbejde, og tiende til bisp, præst og degn.

20 firlængede, lerklinede bindingsværkshuse samt to bygningsrækker med hver 10 gårde blev opført. Til hver gård hørte en stor forplads. I et vist omfang fik hollænderne også lov til at dyrke deres egne anliggender. I spidsen stod en slags birkedommer eller sognefoged. Byen fik også sit eget tingsted.

I 1654 byggede de hollandske bønder en kirke. Det var en simpel bindingsværkskirke. Den stod på sydsiden af den nuværende Frederiksberg Runddel Den blev brændt ned allerede i 1658 under Københavns belejring. En ny kirke blev opført, men den gik hurtig i forfald. I 1734 opførtes en ny kirke på stedet.

 

Kongelige bygninger

I 1670 lagde Christian den Femte grunden til Falkonergården. Allerede i 1662 havde Frederik den Tredjes dronning Sofie Amalie købt en gård på Ny Amager.
I dag er det ved indgangen til Frederiksberg Have, hvor Prinsens Gård blev opført. Dette trak nysgerrige til området. Så en af gårdene på Ny Amager blev indrettet som traktørsted.

Og når nu kongefamilien kunne søge til området, så kunne det rige borgerskab også bosætte sig i området. I en periode begyndte bønderne at sælge deres jorder til velhavende københavnere.

 

Stakkels bønder

For de oprindelige Amager – bønder var tiden ikke gunstig. De måtte bygge deres tilværelse op fra grunden. Da fjenden nærmede sig, blev man nødt til at afbrænder forstæderne. Og netop på Ny Amager indledte svenskerne en belejring.

Da bønderne efter freden vendte tilbage, fandt de kun ødelagte marker, og en by, der lå i ruiner. Gårdene måtte rejses igen, og det varede mange år, før jordene genvandt deres ydeevne. Men det kneb med at få jorden til at give et godt udbytte. Afgiften til Kronen var givetvis for høj. Gælden til Kronen voksede. De tidligere nævnte jordsalg var også ulovlige. Kronens tålmodighed med Ny Amager lå på et meget lille sted.

 

Storbrand
ødelægger byen

I 1697 oplevede Ny Amager en storbrand . Bønderne evnede ikke for tredje gang at bygge deres by op igen. Det blev besluttet at lade hovedparten af jorden gå tilbage til Kronen. Kongen anvendte arealerne til høstmarker, mens mindre arealer blev udlagt som havejord til gårdene.

Eksistensgrundlaget for bønderne var borte. Nogle rejste bort og fik fæstegårde i nærheden. Andre blev tilbage og måtte nu leve af deres haver.

 

Slottet ændrede alt

Udsigterne var dårlige for bysamfundet. Men Prinsens Gård var efterhånden blevet for lille. I 1699 besluttede Frederik den Fjerde derfor at opføre et slot på Solbjerget. Dette tiltag fik stor betydning for området, men se det er en helt anden historie

Den gamle landsby Ny Amager der efterhånden tog navn efter slottet blev genopbygget umiddelbart efter branden. De fleste ejendomme blev overtaget af velhavende københavnere.

De gamle bindingsværksgårde blev erstattet af grundmurede bygninger. Den fornemme del af befolkningen bosatte sig omkring Allé-gaden, mens husmænd slog sig ned i små og ydmyge huse. Langs Pile Allés vestside opstod desuden boliger til slottets vægtere og lavere funktionærer.

 

Ejendommelig status

I første del af 1700 – tallet havde stedet en lidt ejendommelig status. Hver enkelt gård havde havelodder, men landsbyens gamle tilliggende Ladegårdsmarken
var byen fuldstændig uvedkommende. Da den var udlagt som Kronens hø – og græsmark. Den blev drevet af fæstebønder fra Kronens omkringliggende landsbyer.

Selv om gårdene havde ret til at lade et par køer græsse på hø-marken, var mulighederne for at drive landbrug på Frederiksberg meget små.

Man måtte derfor prøve andre veje. En af dem var håndværk. Men også her, var der problemer. Købstæderne havde monopol på fremstilling og handel med købmandsvarer. Myndighederne og håndværkslavene betragtede Frederiksberg som en landsby.

Man måtte gerne fremstille det, som bønderne havde brug for, men ikke varer der kunne give en konkurrence i hovedstaden. Selv om der var mange forhindringer, lykkedes det dog ikke at bremse håndværket. Navnlig vævervirksomhed og ølbrygning klarede sig godt.

 

Nye indtægtsområder

Men efterhånden var der mange ansatte på slottet. Nysgerrigheden fortsatte. Så indtægten blev suppleret med sommerpension, værelsesudlejning og restaurationsvirksomhed.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

 

• Det var på Frederiksberg
• Hvad så Absalon?
• Dragør og Store Magleby – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården (under Nørrebro)
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro (under Nørrebro)
• Hvad skete der med Serridslev? (under Nørrebro)
• Ladegården – dengang (under Nørrebro)
• Pest på Nørrebro (under Nørrebro)
• Svenske tropper på Nørrebro (under Nørrebro)
• Uden for voldene (under Nørrebro)

Redigeret 20.02.2022

Tyskerne brugte Danmark som udstillingsvindue, for at vise hvor human de kunne være. Det danske idrætsliv var medvirkende til denne forblændelse. Hovedorganisationen DIF så  slet ikke, at de blev misbrugt. En fodboldkamp mod et østrigsk hold kunne have endt i en massakre. Det danske publikum viste med al tydelighed, hvad de mente om Heil, Hagekors og Hitler. Men DIF tog ikke ved lærde.

 

Sieg Heil

Den danske idrætsledelse hævdede, at idræt intet havde med politik at gøre. Dette standpunkt havde man gennem hele besættelsestiden. Problemet var bare at de nazistiske idrætsledere
brugte idrætten som propaganda. Nazisterne mente, at dette var elitesportens vigtigste funktion. De tyske idrætsudøvere var ambassadører for Det tredje Rige. Og de gjorde det meget åbenlyst.

Den danske idrætsledelse ville ikke provokere den store nabo. Man var åbenbart også uanfægtet af den statslige terror og åbne vold, der blev praktiseret i Tyskland.   De tyske sportsforeninger indledte deres hilsen med Sieg Heil, tiltaleformen var Kammerad, og brevene blev afsluttet med Heil Hitler.

 

Deutschland über alles

Den danske idrætsledelse accepterede Deutschland über alles, hvor teksten kunne tolkes  som om Sønderjylland skulle indlemmes i Det Tyske Rige. Bagefter var det traditionen at man sang Horst Wessel Lied, den blev også kaldt Die Fahne hoch. Heri lovpriste man Hagekorset, Hitler og SA.

Allerede i 1934 opstod der et problem til en landskamp mellem Danmark og Tyskland. DBU havde sørget for en orkesterversion af Horst Wessel – sangen. Adskillige tilskuer Heilede ved den lejlighed.

 

Dyb beundring over for Tyskland

Den verdensberømte gymnastikpædagog Niels Bukh havde stor succes med sine opvisninger i Berlin. Han vakte stor sympati hos den nazistiske ledelse. Og det var åbenbart gensidig. I Danmark startede han en kampagne for indførelse af den nazistiske ideologi. Han lede blandt andet Ollerup Idrætshøjskole på Fyn. Den blev senere et yndet opholdssted for den tyske besættelsesmagt.

I Danmark var der en dyb beundring for Tysklands satsning på elitesporten, idrætsuddannelse og sportsfaciliteter.

 

Olympiaden i Berlin

Egentlig interesserede Olympiaden i Berlin i 1936 ikke Hitler. Tænk hvis tyske idrætsudøvere tabte til sorte. Men snart gik det op for ham, at det var udstillingsvinduet til hele
verden. Hans propaganda – ministerium var tidlig ude. Hitler stillede en masse midler til rådighed. Det Olympiske Stadion i Berlin blev 30 gange dyrere end beregnet.

Det var under OL, at Gunnar Nu Hansen fik sit gennembrud. Ja egentlig var hun kommet med på afbud. Kai Seier Larsen fra Radioavisen havde meldt afbud – af politiske grunde.

Gunnar greb chancen og rapporterede begejstret fra OL.

Dansk Arbejder Idræt  var fortørnet over at DIF ville deltage til OL i Hagekorsets tegn. Danmarks Olympiske Komité afviste blankt kritikken. Idrætsbladet mente, at tyskerne skabte Fredens Olympiade.

 

Arisk avlsdyr

I 1938 var Knud Lundberg som 18 – årig med et udvalgt håndboldhold i Tyskland. Den garderhøje og lyskrøllede Knud blev tilbudt, at blive avlsdyr for den ariske race. Hans udseende begejstrede nazisterne. Det var lige sådan, man havde forstillet sig, den ariske race skulle se ud.

 

Hagekors på  Østerbro Stadion

I 1939 bar Niels Bukh’ s gymnasiaster et hagekors – flag ind på Østerbro Stadion.  Selv om krigen var brudt ud, spillede det danske håndboldlandshold fra 1939 hele 8 kampe mod tyskerne. Også  inden for cykelsporten havde man meget nære og varme relationer til tyskerne. De professionelle danske cykelryttere deltog i mange arrangementer i nabolandet.

DIF mente, at selv om der var udbredt krig, skulle man fastholde de nære forbindelser til Tyskland. På et tidspunkt var Danmark det eneste land, der ikke boykottede nabolandet.

 

Skamrosning af danske idrætsfolk

Ved besættelsen af Danmark blev DIF kastet ud i et mægtigt dilemma.

• Skulle man dyrke sport med et land, der havde besat Danmark?

Bukh fortsatte med at lovprise nazisterne. De tyske medier kastede sig over ham. Det samme gjorde de med svømmerne Ragnhild Hveger og Jenny Kammersgaard. Disse blev skamrost i høje toner. Snart kunne man se dem i de tyske ugerevyer, i soldaterblade og høres i den tyske radio.

Svømmeren Ragnhild Hveger blev upopulær i Danmark, fordi hun opholdt sig mest i Tyskland under krigen. Angiveligt skyldtes dette dog en forelskelse .

 

Hvervning til Waffen SS

I sensommeren 1940 havde DNSAP hvervet 250 – 300 unge danske mand til et seks måneders træningsophold hos Waffen SS i Klagenfurt. Her deltog Sønderjysk Idrætsforening. Men de fleste unge mænd rejste hjem igen, da det viste sig, at det var en hvervning til soldatertjeneste, det hele gik ud på.

 

Et nyt idrætsoplæg 

Den tyske besættelsesmagt havde planer om, at hele idrætten i Danmark skulle omorganiseres, når DNSAP overtog regeringsmagten. Et oplæg blev udarbejdet af tre ledende folk i idrætslivet. Oplægget skulle godkendes af Frits Clausen.

Idrætslivet skulle deles ud i fem departementer. De påtænkte ledere af disse havde allerede sagt ja.

DIF var under stærk pres fra tyskerne. Men de var også under pres fra de forskellige sportslige specialforbund. Således forhandlede DBU uden om DIF.

 

En mand med meningers mod

Fyns repræsentant i DIF, Erik Petersen var helt og aldeles uenige i ledelsen holdning til tyskerne. Han oprettede Odense Terrænsportsforening. Denne forening blev et forbillede for andre lignende foreninger i Danmark. Herfra blev der rekvireret folk til modstandsbevægelsen.

Erik Petersen tog også initiativ til bladet Frit Danmark. Heri kritiserede han i barske vendinger idrætssamarbejdet. Han blev anholdt flere gange og måtte til sidst flygte til Sverige.

 

Fortsat samarbejde

Tennisspillere og fægtere tog til Tyskland uden DIF’s accept. Fra Udenrigsministeriet pressede man også dansk idræt.

Den 7. juni 1940 kunne Castenschiold, formand for DIF så give tilladelse til uofficielt dansk – tysk idræts – samkvem. Forskellige idrætsforeninger rundt om i Danmark havde også optaget tyske soldater som medlemmer.  Men de tyske ledere i Danmark var mere begejstret for Leo Frederiksen fra DBU. De mente, at han var lettere at samarbejde med.

Svømmeforbundet og Bokseforbundet ville også have nærmere samarbejde. Og det samme gjaldt især Atletikforbundet. Men det var måske ikke så mærkeligt. Deres formand var fra 1940 til 1943 organiseret nazist.

 

Flere Hagekors

Den 22. august deltog 13 atletikudøvere fra Berliner Luftwaffe Sports Verein til et stort anlagt stævne på Østerbro stadion. Den militære øverstbefalende General Lüdke overværede stævnet. Selv om det ikke var landskamp, spillede militærorkesteret de to landes nationalmelodier. Der var igen Heil – hilsner og Hagekors – flag på Østerbro Stadion.

Ved et boksestævne Spartas Rundskue Stævne den 11. – 13 september accepterede de danske deltagere at kæmpe under et gigantisk Hagekors – flag. To bokselandskampe mod tyskerne fulgte.

 

Forbudt for jøder

Brydeforbundet stod ikke tilbage for de andre specialforbund. Man havde et godt kort. Abraham Kurland fra den jødiske idrætsforening Hakoah. Men på grund af tyskernes racisme, kunne han ikke deltage. Dette blev accepteret fra dansk side. Den 5. marts 1941 holdt brydeklubberne Hermod og Dan et dansk – tysk brydestævne.

Under en fægtelandskamp heilede man som sædvanlig. En af tyskernes værste bødler Heydrich overværede kampen. Men danskerne stillede op som sædvane uden deres bedste kort – den jødiske mesterfægter Ivan Osiier.

 

De første protester

Den 28. maj 1941 spillede Austria Wien mod et udvalgt dansk hold. De tabte hele 4 – 0. Østrig var blevet indlemmet i Det Tredje Rige. To dage efter vandt de dog 1 –  0. I Idrætsparken var man dog irriteret over at de østrigske spillere havde heilet.

Efter kampen hilste de østrigske spillere med den tyske hilsen. Det udløste en sand pibekoncert. I det tyske udenrigsministerium og i den tyske hær vakte dette stor irritation. Man var utilfreds med de danske tilskuers flabethed.

 

Masser af tyske soldater

I en syvårig periode havde det østrigske hold Admira spillet 21 kampe i Danmark. Men den kamp, de skulle spille Grundlovsdag, blev noget særligt. Østrigerne vandt 4 – 1. Der var masser
at tyske soldater, der overværede begivenheden. De var kommet i busser.   Tyskerne havde et horn med, og det generede i høj grad de danske tilskuer. Efterhånden opstod der bataljer mellem danskerne og de mange tyske soldater.

Nogle af de tyske soldater følte sig så truet, at de bad en af de 12 betjente om at hjælpe sig.

 

Bajonetterne var trukket

Efter sidste fløjt opstod der direkte slagsmål. De danske tilskuere var så ophidsede at de kastede sten efter tyskerne og begyndte at svinge med deres ølflasker. De tyske soldater havde trukket deres bajonetter.   Inden der kom forstærkning var fire tyske soldater og 10 danske tilskuer kørt på hospitalet. De var blevet mere eller mindre såret.

Uden for stadion fortsatte urolighederne. Situationen var nærmest ude af kontrol. En dansk politikommissær fik dannet en kæde om de soldater, der havde trukket deres bajonetter.
Stavene kom frem.   Langt om længe fik politiet styr på  tropperne. Parterne var blevet adskilt. Man havde faktisk forhindret en massakre.

 

Antitysk

Tyskerne var meget rystede over episoden. Og begivenhederne blev taget meget alvorlig af de danske myndigheder. En masse blev afhørt, dog ikke nogen af de tyske soldater. En af dem,
der blev afhørt var Gunnar Nu Hansen. Han mente, at have set en tysk soldat tæve en dansk tilskuer 10 minutter før tid.

Admira – episoden kunne ikke glemmes. Sporten var nu ikke mere, det som tyskerne gerne ville have det til – et venskabeligt bindeled mellem dansk og tysk. Det havde udviklet sig til et anested for anti-tyske demonstrationer og en farlig urokilde. Danmark var udset til at være udstillingsvindue for tyskernes humane besættelsespolitik.

Renthe – Fink aflyste til Dansk Bicycle Clubs store fortrydelse et stjerneløb i Roskilde med stor tysk deltagelse tre dage efter. Og DBU frygtede nu aflysning af dansk – tyske fodboldkampe. Det ville betyde en økonomiske lussing for forbundet. Det bekymrede mere end moralske og etiske hensyn.

 

Justitsministerens afgang

Fra tysk side krævede man justitsministerens afgang. Man havde længe haft et horn i siden på ham. Han havde forhindret danske nynazister i at mødes. Desuden havde han udlovet dusør til de betjente, der forhindrede en massakre efter den famøse fodboldkamp.

Danskerne forsøgte at skubbe aben videre. Mange mente, at det var Københavns politidirektør, der måtte gå. Han var ofte set i drikkelag med tyske politiofficerer. Det irriterede mange.  Men dette ønskede tyskerne ikke. De mente, at de havde et fint samarbejde med Københavns politidirektør. Resultatet blev at justitsministeren skulle gå efter egen fri vilje
efter et par måneder. Det skulle nødig se ud som om, at det var Admira – kampen, der var skyld i hans afgang.
DBU: Det var de danske tilskuers skyld

Og DBU føjede endnu engang tyskerne. De udsendte en presse-information, hvori de fordømte de danske tilskuers optræden. Inden da havde besættelsesmagten nægtet svenskerne indrejsetilladelse, så man ikke kunne afholde en fodboldlandskamp mod arvefjenden.

 

50 betjente til boksestævne

Den tyske invasion i Sovjet satte en kortvarig pause i samarbejdet. Men tre måneder efter blev det genoptaget ved et boksestævne . Hele 50 betjente var mødt op Idrætshuset. Danskerne tabte alle kampe.

 

Venskabelige og fredelige forbindelser

Så sent som i september 1942 havde Dansk Skytte Union et arrangement med tyskerne.

Fodboldlandskampen mod tyskerne den 19. november 1942 var i fare. Egentlig skulle den være afholdt på  Olympia Stadion i Berlin, men den blev flyttet til Dresden.  Kampen endte uafgjort. Den tyske ugerevy bragte selvfølgelig en stor reportage fra kampen. Man gjorde opmærksom på de venskabelige og fredelige forbindelser mellem de to lande.

 

Protest fra BBC

Men fra BBC´s danske redaktion syntes man, at det var ufatteligt, at de danske spillere stillede op

• De danske sportsfolk bliver i den fri verden betragtet som tyskervenlige. Sporten er ikke længere upolitisk. Internationale sportsstævner bliver brugt som politisk våben af Danmarks politiske fjender. Danske sportsfolk, der deltager i idrætskonkurrencer med tyskere og nazister stempler sig ind som tyskvenlige og tilsmudser Danmarks navn i den fri verdens bevidsthed.

I oktober 1943 krævede besættelsesmagten, at jøderne skulle fjernes fra al offentlig liv. DIF nægtede at skrive under på en protest mod denne afgørelse.

 

Et helt hold af illegale

Studenternes Roklub deltog aktivt i modstandsbevægelsen. Og min gamle klub Tønder Sportsforening havde et helt fodboldhold, hvor alle var involveret i illegalt arbejde. Men de var heller ikke medlem af DIF.

Efter befrielsen ville en engelsk kommando fra Nibøl i Tyskland gerne spille mod holdet fra Tønder. Da ingen af dem havde pas, hentede englænderne dem i lastbiler. Tøndringerne havde æg med til dem, og det blev kvitteret med chokolade og cigaretter. Og en masse øl efter kampen blev det også til.

 

Kø  ved håndvasken

18 idrætsledere og udøvere var efter befrielsen i modstandsbevægelsens søgelys. Der blev vasket mange hænder ved håndvasken. DIF mente at al idrætssamarbejde under besættelsen var tvang fra besættelsesmagtens side. Specialforbundene og DIF havde måske god grund til selvransagelse, men det er aldrig sket.

Andre kulturområder som for eksempel litteratur, film og tv holdt sig langt væk fra enhver form for samarbejde Det har heller ikke været muligt, bortset fra to bøger, at finde noget materiale omkring samarbejdet med tyskerne. Man forbigår dette i tavshed. De to bøger er

• Hans Bonde: Oprøret i Parken
• Hans Bonde: Fodbold med fjenden

 

Havde Gunnar Nu – skyklapper?

Men hvad så med Gunnar Nu Hansen?   Gunnar Nu Hansen var blevet vældig populær i radioen. Han redigerede også Idrætsbladet og kom til at spille en stor rolle i idræts – samarbejdet med tyskerne.

Han lovpriste i høje vendinger Leni Riefenstahls film om legene i Berlin. Han dækkede Willy Falch Hansens mange cykelløb i Berlin og den danske bokser Carl Andersens kamp mod Carl Blaho i februar 1941 i Sports Palast i Berlin.

Gunnar dækkede også udvekslingen af fodbolddommere under krigen. Således dømte danske dommere i Tyskland, mens tyske dommere dømte i Danmark. Selvfølgelig var han også på pletten, da der var fodboldlandskamp mod tyskerne.  Fra Klampenborg Travbane berettede han i ugerevyernes om de tyske æresgæster.

Mærkelig nok viste Gunnar Nu efter krigen klip, der skulle vise tyskernes overgreb mod den danske sport. Hans stemme blev også brugt som symbol på antitysk stemning. Han kunne høres i Danmark i Lænker fra 1945.

Gunnar Nu var helt upåvirket af sin egen rolle under det dansk – tyske idrætssamarbejde. I en mindeudsendelse om ham på DR udtrykte han endnu begejstring for legene i Berlin i 1936.

Nogle har kaldt Gunnar for tilhænger af den nazistiske ideologi. Men det er det nu ikke noget, der tyder på. Han fulgte vel bare dansk idræts skyklappe – politik .

 

Hvorfor er der ingen selvransagelse?

Heilende tyskere, Hagekors og nazistiske slagsange fandt vej til landskampe i fodbold, fægtning og flere andre sportsgrene. Samtidig accepterede DIF også  indirekte den nazistiske racepolitik, fordi jødiske sportsfolk ofte var udelukket fra internationale stævner.

Allerede tidligt blev den tyske sport nazificeret. Det var nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke ”ariske” og unge krop og skepsis over for den stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne interesseret i sporten af propagandahensyn. I forbindelse med OL bragte Idrætsbladet mange positive beretninger fra Berlin. Det var inden censuren. Hvorfor fortalte man ikke sandheden?

Det var ikke kun under ekstremt pres at DIF fortsatte samarbejdet med besættelsesmagten. Man har sikkert også fået et godt økonomisk udbytte af det. DIF reagerede heller ikke på
opløsningen af den jødiske forening ”Hakoah”, som indirekte konsekvens af nazisternes racepolitik.  Det var en besættelsesmagt som man kæmpede med. Andre, blandt andet modstandsbevægelsen kæmpede imod.

Vores land var blevet taget. Den tyske befolkning troede vitterlig på, at de tyske soldater udelukkende var kommet for at beskytte os mod ”de stygge englændere”  Vi fortsatte jo med at fægte, svømme, cykle, bokse, bryde, spille fodbold og håndbold som om intet var hændt.  Efter befrielsen forsøgte DIF at fortælle befolkningen at de var et bolværk mod nazismen.

Denne historie viser kort og godt, at ideologien ikke giver mening, når dem man samarbejder med, ikke der synspunktet, og netop lader sporten politisere. Enten var Dansk Idræts Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså dette, eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – Diverse artikler
• Hans Bonde: Oprøret i Parken
• Hans Bonde: Fodbold med Fjenden

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 29. – 11. 2021

Lersøen var både idyllisk og berygtet. Men et latrindepot, bød på store lugtgener især om sommeren. Der skete eksplosioner i de såkaldte chokoladevogne om sommeren. Her kørte også Slangerupbanen. I starten var der voldsom interesse. Frihavnsbanen gik også her forbi. Og den store ranger – station med plads til 120 vogne blev etableret på den gamle Lersø.

 

Idyllisk og berygtet

For 200 år siden var her pragtfuld idyl. For lidt over 100 år siden var det et berygtet sted. I dag er det et tiltalende sted og et grønt område. I det 15. og 16. århundrede var Lersøen en af staden Københavns fire søer, som gav en hvis form for indtægt. Magistraten havde fiskeretten, mens kongen havde jagtretten.

Men krybskytter var der mange af dengang. Man kunne fristes til at tro at deres lange rør (bøsser) kunne have givet navnet til søen -Rørsøen. Men navnet skyldes utvivlsomt sivbevoksningen, der trivedes godt i de våde områder.

 

De latrinære begivenheder

I 1870´erne udtørrede Københavns Kommune delvis Lersøen. Cirka 25 ha blev udlejet til beplantning med pil, der tidligere var meget anvendt til for eksempel kurvefletning. Og var det så bare blevet ved det.

Men de hastigt voksende yderkvarterer blev snart misbrugt og mishandlet, da byen fik brug for lossepladser. Og det som var endnu værre – de latrinære begivenheder. Dette varede over flere år, til omkring 1906.

Udførslen af byens natrenovation ved de berygtede natmænd og natvogne – eller om man vil lokumstømningen – var i 1880`erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning på dette problem. Det gjaldt først og fremmest om at få latrinen ført bort fra byen og solgt til landbrugerne. De fik på den måde en billig gødning. Kunstgødning, der knap lugtede så fælt blev latrinens afløsning.

 

Mange depoter

Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt med Kjøbenhavns Renovationskompagni om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter – Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygninger
og fæcaliteter og dels tilsvarende anlæg ved Lersøen.

Kompagniet skulle ifølge kontrakten inden 4 år nedlægge de to nævnte depoter med gødningsudsalg, men det skete ikke.

Lersø  – depotet blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. En af den danske sangskats smukkeste sange blev omdøbt til Underlivets Aftendufte.

 

Latrinære informationer

I november 1890 sås i københavnske dagblade følgende meddelelse:

• Gjødning til Landet. Kjøbenhavns Renovations – Kompagni lader anlægge en Jernbane fra sine Oplagspladser til Statsbanernes Spor i nærheden af Nørrebros Station, en Strækning af omtrent af et Par Tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne taget i Entreprise. Til Transport af Gjødningen har Renovationskompagniet i Malmø ladet forfærdige 12 store Jernbanevogne, der paa et par Egeplanker nær kun består af Jern og Staal. Paa hver af Vognene er der Lejer til 3 mægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Enterprise af en kjøbenhavnsk Bødkerforretning.
• Det er da Meningen, at Gjødningsvognene pr. Hestekraft skal transporteres fra Renovations – Kompagniets Oplagspladser, hvor de fyldes, ad den ny Sporlinje til Nørrebros Station for at indrangeres i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gjødningen aftappes til Forbrugerne.

 

Ikke meget status i en ”Latrinær Station” 

 DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne var sikkert ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne værdighed.

 

Nok af gødning

Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor og dels som en holdeplads. Der var opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stations – karl også ansat.

Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Den kunne man have meget glæde af i fritiden. Gødning havde man jo nok af.

Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891. Den omtalte transport med heste fra Lersøen til Nørrebro Station ville have været for langsom. Afstanden
var på 1,5 kilometer.

 

Eksplosion i sommervarmen

Latrinvognene var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, kunne få folk til at holde afstand.

Man havde lavet en anordning så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete inden denne anordning flere gange. En varm pinse eksploderede seks tønder på Hovedbanegården.

Desværre var vognene ikke altid tætte. Det betød at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse for hunde. I de godt 15 år som Station Lersøen
eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt. Slangerup – banen kom til at gå gennem det famøse område.

 

Der stank om sommeren

Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser logerede
også her med eller uden alfonser. Her trivedes kriminelle, sprittere, subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå tidlig op for at hamle op med dem.

Men det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde tømt deres last.

 

Uhyggelig møde med latrinvognene

Det var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu mere.

Natvogn var et fy – ord, så ofte blev de kaldt for chokolade – vogne.

 

En latrinær vittighed

Der er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se Københavns lyksageligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen.

• Was ist denn das?
• ”Schokoladewagen” var svaret.
• Ach so von Cloëtta
• Nein von Closetta.

Vittigheden var gengivet i Blæksprutten og Cloëtta var faktisk en chokoladefabrik i Hørsholmsgade.

 

Kommunen køber hele Lersøen

Efter århundredeskiftet svandt de berygtede arealer ind. De blev ryddet til vej – og jernbaneanlæg. Tagensvej blev gennemført mod Bispebjerg
i 1904. desuden blev Slangerupbanen indviet. Tagensvej blev ført over banen.

I 1906 blev den berygtede latrinstation med oplag ved Lersøen nedlagt. Slangerupbanen var anlagt på en strimmel. Hele udformningen af Lersøen
var først færdig i 1930. Store dele af arealerne stod tomme i mange år, dog ikke lossepladsen, som fyldte en hel del.

Det var kommunens første kontrollerede losseplads. Skraldet blev tildækket med jord af hensyn til hurtig forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektiv. En masse skrald blæste alligevel væk. Derfor lod kommunen arealet indhegne.

Nye rangerbanegårde blev hele tiden udskudt. De københavnske stationer var efterhånden overbelastede. I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for spekulationsbyggeri. Det havde man tidligere set på  Indre Nørrebro. Hensigten var at udlægge det hele til parkområde. Men det hele gik nu ikke så hurtig.

 

Rangerstationen påbegyndes

I 1916 påbegyndtes endelig anlæggelse af Lersøen Rangerstation men plads til 120 vogne. Der blev lagt en del spor mellem Tagensvej og Lyngbyvej og banen til Østerbro (Frihavnsbanen).

I 1918 blev byggeriet udbudt i licitation. Fra godsstationen skulle 4 spor føres under viadukten for Tagensvej ind i det område, hvor rangse-stationen blev anlagt.

Først i 1920 tog anlægsarbejdet fat. Den gamle Nordbane-spors bomme på Tagensvej kunne endelig forsvinde. Et nyt dobbeltspor blev anlagt mod Hellerup
helt over ved Slangerupbanens spor.

Godsstationens sporanlæg var fuldført i 1924. Det blev til 5 år for Nørrebros Godsbanegård og 14 år for Lersøen Rangerstation.

Sporanlæggene på den nye rangerstation, der blev taget i brug 1. juli 1930 var på 7 kilometer. Det hele virkede dog som en stor forvirring.

• Længst til venstre lå spor 1 og 2. Det var til hoved-tog-vejene for persontrafikken Frederiksberg – Hellerup
• Spor 3 og 4 var ankomstspor for tog fra Hellerup og Frihavnsbanen
• Spor 5 var åbenbart del af en stor græsplæne
• Spor 6 og 7 var ankomstspor for tog fra Flintholm
• Spor 8 var afgangsspor for tog mod Østerbro

En sporgruppe på 4 spor var bestemt til opstillings – og rangerspor. Endvidere var der anlagt en stationsrist med 9 spor.

Store projektører på 30 meter master belyste området.

Ranger – stationen nedlægges

Men rangerstationen var næppe kommet i gang, før depressionen ramte. I Lersøen skulle der rangeres godsvogne fra Nord – Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.

Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt. En tid blev arealerne brugt til en slags godsterminal for lokaltogene til Nord – og Kystbanen. Og i forskellige udvalg kæmpede vi for at bevare fragtmandshallerne.

 

Slangerup – banen

Vi skal da heller ikke glemme Lygten Station og Slangerup Banen.

Kjøbenhavn  – Slangerup Banen anlagdes efter lov af 13. april 1894 som en virkelig privatbane uden statstilskud. I 1903 stiftedes A/S Slangerupbanen.  Jordarbejdet påbegyndtes i 1904, og de blev ret betydelig ikke mindst omkring Lersøen. Fra Emdrup Bakke blev der flyttet ikke mindre end 100.000 m3
fyld, som endelig gjorde det af med de sidste sumpede og mosede områder.

Et betydeligt areal blev planeret, strækkende fra Nørrebrogade forbi Tagensvej.

 

Lygten Station

Lygten Station skulle være en monumental banegård. Den måtte gerne ligne Østerbros. Ja det kom den også til, i hvert fald i starten. På søn – og helligdage myldrede folk til, for at tage i Hareskoven.

Fra sommeren 1906 kunne man på  Lygten Station købe en rundrejsebillet gældende fra Lygten – Farum, med Baadfarten fra Fiskebæk over Frederiksdal til Lyngby med Lyngby – Vedbæk Jernbane over Ørholm til Vedbæk og hjem med DSB ad Kystbanen. Sådan en heldagstur kostede kun 2,05 kr. Man kunne også få billetter til kortere ture, men også med sejlads på Furesøen med tilstødende vande.

 

Ind og ud af samme ende

Togene kørte ind og ud af den samme ende. Der fandtes ingen drejeskive med omløbsspor. Togstammerne måtte rangeres ud på sporarealet, for at lokomotivet kunne løbe om, og derefter måtte stammen bakkes til afgangssporet.

Foruden afgangs – og ankomstsporet med hver sin perron, fandtes et mellemspor til vognopstilling.

Ude ved Tagensvej opførtes den ældste lokomotivremise.  Med tilhørende kulgård, vandkran m.v.

I 1929 opførtes en tresporet vognremise med værksted. Her skulle KSB`s diesellokomotiver også anbringes, når de ankom i 1930. Der var også spor til tømmerplads og grus-silo.

 

Kæmpe interesse

I banens første driftsår var der ca. 300.000 passagerer, og tallet steg jævnt i årenes løb. Omkring 1920 lå tallet på omkring 800.000. Derefter gik det ned ad bakke. I 1929 var antallet af passagerer nede på 500.000.

 

DSB overtager

Om aftenen den 31. marts 1948 ventede personalet på det sidste tog. DSB havde overtaget strækningen, og alt skulle udskiftes. Pludselig skulle man have tre gange så mange blanketter og tryksager som før. Også biletterne skulle udskiftes.

I remisen blev lokomotivet pyntet med flag. Den skulle bruges til indvielsesturen næste dag.

Man forventede, at alt skulle moderniseres. Men viljen var større end evnen. På Lygten Station forsvandt garderobe, kiosk, reklamer m.m. efterhånden. Nu skulle der kun være en perron med spor på hver side. Og 1956 blev der opført et perrontag.

 

Sporvogn med kort levetid

Der blev lagt spor til den hurtige sporvognsrute 19x til Rådhuspladsen. Men ruten fungerede kun fra 1952 – 1958. Omstigningsforholdene mellem Slangerup
– banen og Nørrebros Stationer havde i mange år været utilfredsstillende. Omkring 1950 skete der en radikal forbedring. Et trinbræt blev etableret ved Tagensvej.

 

S – tog

Elektrificeringen til Farum havde været drøftet næsten fra KSB´s start, men først ved lov nr. 145 af 17. maj 1961, skulle det endelig blive til noget. Men der skulle gå endnu 16 år, før Hareskovbanen, som den nu kaldtes, blev S – bane.

I 1970 tog man fat på et anlæg af dobbeltspor til Svanemøllen. Det kunne man dog godt have sparet sig, for i 1971 blev det vedtaget at Hareskovbanen skulle have ændret linjeføring fra Emdrup til Svanemøllen. Dermed var Lygten Station nedlagt.

 

Nedlagt i 1976

Stationen blev nedlagt den 24. april 1976. Det sidste tog afgik under enorm opsigt og interesse. Efter at det sidste tog var ankommet slukkedes stationens udendørslys . Men i stationskontorerne var der stadig lys og stemning.

Hvad skulle der ske med bygningerne. Nogle mente, at bygningerne skulle fjernes, og der skulle indrettes til park. Andre mente, at her skulle være kro. Perronen skulle indrettes med krohave. Og stationsbygningen blev brugt til mange ting i årenes løb. Selv har jeg holdt foredrag i de flotte lokaler, men akustikken er ikke særlig god.

 

Frihavnsbanen

Frihavnsbanen gik også på en del af strækningen gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt til Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Der fra gik det videre til Frihavnsgitteret
ved Århusgade.

Indvielsen af Frihavnen måtte udskydes, da den russiske kejser Alexander den tredje var afgået ved døden den 1. november. Kongefamilien kunne ikke deltage. Det første egentlige godstog på ruten kørte den 9. november 1894.

I 1895/96 blev der transporteret 80.317 tons gods mellem Nørrebro og Frihavnen. I årenes løb skete der en del omlægninger. Sporet var gået fra Nørrebro Station, men fra 1. juli 1930 udgik sporet fra Lersøen Rangerstation.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under København finder du 191 artikler

 

• Den stinkende Kloak på Nørrebro (under Nørrebro)
• Nørrebros mange stationer
• Sporvogn på Nørrebro
• Tog til Nørrebro
• Tog til København (under København)
• Linie 18 (under København) og mange flere artikler

Redigeret 9.-03. – 2022

 

Den allerførste station blev etableret 1879 på Nørrebros Dossering. Der opstod rygter om administrationsbygning for de sjællandske jernbaner ved Kirstinedal. Nogen kunne ikke vente på ”holdeplads”. De ville lave privatbane. Skrabede budgetter var årsag til Station A og B. En fyrbøder måtte løbe efter sin maskine helt fra Østerbro. En dag i 1914 var en mand på arbejde og 17 sygemeldt.

 

Den allerførste station

Egentlig oprettedes den første station på Nørrebros Dossering nr. 2. Her blev der indleveret stykgods og banepakker. Det var syv år før den første rigtige station kom til Nørrebro. Dengang i 1879 var der fire daglige forbindelser til Københavns Hovedbanegård. Men meget hurtig lukkede denne station.

 

Rygter om en holdeplads

Da loven om Nordbanen og Klampenborgbanen blev vedtaget opstod der rygter om en holdeplads på Nørrebro. Fra Indre Nørrebro var man glad for det rygte. Men problemet var, at der, hvor man havde påtænkt at holdepladsen skulle være, var der ikke noget efterspørgsel. Det skyldtes vel, at der her kun lå bondegårde og åbne marker. Ja stedet blev kaldt Havremarken.

I den mærkelige avis Sandhedsfaklen kunne man i 1862 læse:

• Man tillader sig derfor at tilraade Directionen, at anlægge en Station ved Ventegodt eller Petersminde paa Nørrebroes Lygtevej, der absolut vilde medføre det Gode, alle paa Østerbro, Blegdamsvejen, Nørrebro, Blaagaard, Jagtvejen, Nørrebroes Lygtevej og i Byerne Gladsaxe, Buddinge, Herløv, Husun, Brønshøj og Uttersløv med flere i Omegnen boende kunne frequentere heraf, i stedet for at tage den lange Vei til Vesterport, og da Bygningerne
  til den omtalte Station ei behøver at opføres i nogen kostbar Stiil, saa vilde et saadant Foretagende vistnok betale sig rigeligt og stifte megen Nytte.

 

Endnu ingen gang i Ydre Nørrebro

De to nævnte gårde, Ventegodt og Petersminde drev endnu i 1880 selvstændigt landbrug. Men Nørrebro voksede. I 1867 antog man at bydelen havde 20.000 indbyggere. Man havde ligefrem:

• begæret oprettet en Station i Nærheden af det Punkt, hvor Nørrebroes Hovedgade overskjærer Jernbanen ved den saakaldte ”Lygten”

Problemet var bare, at der endnu slet ikke var kommet gang i byggeriet på Ydre Nørrebro. Men efterhånden forværredes situationen omkring Hovedbanegården. Blandt de mange planer var en forbindelse mellem Frederiksberg og Nørrebro.

Men ak, så fulgte årene 1885 –  1894. Man kaldte årene, for de år, hvor der blev drevet visnepolitik. Det var meget skrabede projekter, der blev udført dengang.

Nye rygter

I stedet for en million bevilling til anlægget ved Nørrebro Station, blev der kun bevilliget 400.000 kr. Der var en del debat om, hvor stationen skulle ligge. Et københavnsk dagblad havde opsnappet, at gården Kirstinedal, var blevet købt. Man mente, at de sjællandske baners kontor skulle flyttes herud. Det var cirka på det sted, hvor den nuværende Nørrebro Station ligger. Personalet skulle transporteres til og fra kontorerne.

Men det viste sig at være en avisand. Der skulle bygges en hel station herude. Men så skete der ikke mere.

 

Private ville i gang

Befolkningen på Nørrebro var ved at blive utålmodige. Trafikbehovet var stigende. Nørrebro Sporvej havde i 1884 solgt 426.554 biletter a 5 øre.

I sommeren samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet sammen for at drive en jernbane. De sendte et andragende om tilskud til opførelse af en stationsbygning i form af et skur. Prisen var cirka 25.000 kr. Selv havde man fremskaffet 6.000 kr.

 

Station A og B

Men i 1882/83 lykkedes det endelig at få bevilliget 250.000 kr. til køb af arealet. Tillægsbevillinger på 150.000 kr. lykkedes det også at få fremskaffet. Det gik stærkt i begyndelsen. Jordarbejderne var nogenlunde færdige i november 1885.

Tømmerværket på stationsbygningerne var rejst midt i marts 1886. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Allé og ankomststationen Station B ved Lyngbygade (Hillerødgade).

Man havde håbet at få skovtrafikken med, med åbning 1. maj. Men murerarbejdet blev forsinket. Først den 1. juli 1886 fandt åbningen sted. I begyndelsen var toggangen ret beskeden. Man havde undervurderet Nørrebro – borgernes interesse for skovudflugterne.

 

Et par damer besvimede

Sidst i august skete stationens første uheld. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med et indkørende tog mod Klampenborg. Avisen kunne dog berolige læserne

• Heldigvis skete ingen videre Skade, naar undtages, at et Par Damer besvimede, og to Passagerer erholdt et Par Skrammer

Kystbanens åbning den 2. august 1897 betød ikke nogen større forandring i toggangen på Nørrebro. Et par af kystbanetogene ekspederedes på Nørrebro.

Det var nok at bestille på Nørrebro Station. Den upraktiske indretning og trange rangerforhold gav ofte problemer. Og i de trange kontorer fik man nye udfordringer. I 1889 fandt man på at flytte Lygtevejskvarterets Postexpedition ind i stationen.

 

Vokseværk

I 1890erne foretog man større udvidelser på stationsarealet og nye baner og sidespor kom til. I forvejen foretoges flere udvidelser på Nørrebro Station i anledning af Frihavnsbanens anlæg. Til publikums sorg fjernedes gangbroen over sporene nord for stationen. Den havde lettet overgangen siden åbningen . Men sporudvidelserne dødsdømte denne gangbro.

I 1894 blev der flere ansatte på  Nørrebro Station. En assistent, en overportør og fire almindelige portører. Snart blev personalet igen forøget.

 

Godstrafik til Frederiksberg

Først i 1890erne blev der vedtaget at ligge et dobbeltspor til godstrafik mod Frederiksberg. På denne strækning kørte cirka 12 – 15 tog hver dag. I 1898/1899 anlagdes et privat sidespor for Københavns Magistrat til dennes stenplads lige i nærheden. Københavns Sporveje fik forbindelse nordpå til overleveringssporet mellem DSB og KSB. Her ankom i tidens løb en del sporvogne fra Scandia i Randers.

Stationen havde ingen remise, heller ikke et lokomotivdepot. Rangermaskinen kom tidlig om morgenen fra Godsbanegårdens remise og kørte hjem sent om natten. Også Frederiksbergs rangermaskine var ofte på besøg på Nørrebro. Men ellers brugte man også en hest. 

Langt om længe fik Nørrebro sin egen maskine.

 

Stor ravage på stationen

I 1907 forsagede denne maskine stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formodentlig har hans jakke grebet fat i regulatoren, som fik hele armen. Maskinen for afsted, ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – lige langt nok til at give en henstående anden rangermaskine et sådant fur, at den røg gennem remisemuren og væltede udenfor.

Men da den herreløse maskine ikke selv kunne få baghjulene med op, selv om graven kun var ca. 35 cm høj, stod den og arbejdede for fuld damp, indtil en behjertet tililende fik lukket for dampen.

Begge maskiner blev noget ramponerede, og fyrbøderen, som faldt af, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.

 

Løb efter sin maskine

15 år senere fik Nørrebro atter besøg af en herreløs maskine.

På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dennes kæde på trækkrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kulkassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie fladt de arme mand ned fra førerhuset uden af få lukket regulatoren. Maskinen sprængte kæden og begav sig ud ad Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i adstadigt tempo på grund af lækagen.

Hurtig blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine – med fyrbøderen i hælene –  lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte den bagerste vogn i et kul-tog fra Øster Gasværk.

Da den herreløse nåede ind på Nørrebro station var det i skridtgang og lokomotivføreren fra et tog på Frihavnsbanen steg på og lukkede for dampen, hvorefter han tog desertøren og den i mellemtiden ankomne forpustede fyrbøder med til Østerbro.

 

Fjernet i sidste øjeblik

Uheld har den gamle Nørrebro Station ikke været forskånet for. Men der har ikke været større eller omfattende. Det har drejet sig om rangeruheld, fejlindstillede sporskifter eller nedbrud,  som har givet forsinkelser.

Ejendommeligt nok er der ikke sket flere uheld ved overskæringerne med gadetrafikken. Et par gange har sporvogne været impliceret. I 1902 knuste toget en hestevogn på Jagtvejen. I 1921 påkørte en sporvogn bommen på Hørsholmgade, lige før toget skulle komme. Vognen blev fjernet i sidste øjeblik og vognstyreren blev suspenderet.

 

Mange godstog

I 1906 åbnede København – Slangerup Banen (KSB). I begyndelsen medførte dette ikke den store konkurrence. Men reklameudfoldelse betød kortvarig konkurrence. Indtil første verdenskrig steg persontrafikken år for år på Nørrebro station. Godstransporten steg endnu mere, selv under krigen.

Da røret til Boulevardbanen blev helt færdig i 1918, blev Nørrebro en ren Nordbane-station.

I en periode afgik der kun dagligt 11 persontog fra Nørrebro. Til gengæld var der omkring 37 godstog dagligt.

Da den gamle hovedbanegård blev nedlagt i 1911 forsvandt også sporet til Frederiksberg. Det medførte mange protester men DSB var ubøjelig. DSB ville også
nedlægge Nørrebro Station. Dette medførte i 1914 voldsomme reaktioner på Nørrebro.

 

Protestmøde i Folkets Hus

I Folkets Hus den 17. november havde Socialdemokraten indkaldt til stormøde. Trafikminister Hassing Jørgensen så ingen anden udvej end en ringbane. Men anlæggelse af denne ville koste 8 millioner kroner.

Nørrebro Station overlevede, og hvorfor skulle den ikke også det. Den blev brugt af cirka 400.000 passagerer. Problemet var bare alle overskæringer omkring Nørrebro Station.

 

En mand på arbejde – sytten syge

Den Spanske Syge hærgede i sommeren 1918. Og en dag gik det helt galt på Nørrebro Station. Der var 17 sygemeldte blandt personalet. Hele godsekspeditionen manglede. Der var kun mødt en frem.

Dengang kunne stationsforstanderen bo i en herskabslejlighed Nørrebrogade 168. Han havde hele 123 m2 til rådighed med alle moderne bekvemmeligheder,
pigekammer og karnap.

 

Selvstændig godsekspedition

I 1900 var personalet vokset til over 30. Godsekspeditionen ved Stefansgade blev i 1901 ophøjet til selvstændig, regnskabsførende godsekspedition.

 

Blindtarm af bane

I 1921 var der igen fare på færde. For personalet var det mærkelig fornemmelse, at se stationen som en endestation  for en blindtarm af en bane fra Hellerup.
Status som godsbanestation var uforandret.

Men nu kørte der kun 12 små tog – med et par personvogne. Der var dog både 2. og 3. klasse. Den dyre vognklasse blev dog inddraget i 1926.

DSB prøvekørte i september 1926 nogle nye to-akslede benzinmotorvogne. Der kunne være 100 passagerer i to motorvogne med en bivogn i midten. Køretiden til Hellerup var 9 minutter. Nogle gange var der stop ved Lyngbyvejens trinbræt.

I 1928 brændte en motorvogn på  Nørrebro Station, da der skulle hældes benzin på. En uges tid efter, skete der akkurat det samme.

 

Den gamle station lukker

Den gamle station lukkede den 30. juni 1930. Det hele så også noget forsømt ud i slutningen af 1920erne. Straks efter lukningen, blev der taget fat på oprydningen. Nu er området lagt ud til Nørrebroparken.

Jeg skal ærlig indrømme, at når jeg har stået i Nørrebro Handelsforenings stand under Kulturelle Markedsdage, så har jeg da tænkt på disse tog, der engang kørte her.

Et udvalg udgav i 1917 en betænkning, der gik på, at oprette en ny Nørrebro – personstation og en ny godsbanestation mellem Lersøen og Tagensvej.  Loven om en ringbane blev allerede vedtaget i 1919. Men DSB havde nok andet at se til.

 

Bommene nede i 212 minutter pr. døgn

Den 26. februar 1924 var der foretaget målinger ved 8 bombetjente overskæringer i København. Den mest generende var den på Nørrebrogade. Her var bommene nede 78 gange i et døgn – i alt 212 minutter. Der var 67 plantog samt nogen rangering at rulle ned for. Der standsede 361 biler og 18 motorcykler.

Al anden gadetrafik havde åbenbart ikke DSB´s interesse. Herunder sporvogne, hestevogne, trækvogne, cyklister og fodgængere. Sidstnævnte kunne jo hvis de var utålmodige forcere træbroen over banen lige ved Nørrebrogade.

Dansk Vejskrift omtalte Hellerup – Nørrebro togene som

• de smaa Perpendikkeltog, der daglig standsede saa mange Biler.

 

Højbanen

Den første del af højbanen, Hillerødgade – Ørnevej var fuldført i 1926. Men det gik ikke så stærkt med resten indtil Nørrebrogade med en ny personstation. Men i løbet af 1930 var det hele færdig.

Hastigheden for både damp – og motorvogne kunne nu sættes op til 60 kilometer i timen. Nu var der kun i korte perioder gener for trafikken på Nørrebrogade. Således ankom der i 1931 sporvogne fra Vognfabrikken Scandia i Randers til sporvognenes plads. Dette spor blev faktisk først fjernet i 1947.

Men FDM klagede i 1937 over forholdene i Heimdalsgade over det gamle Nordbane – sporareal.

• Forholdene er her rent fortvivlede, om nogen Vejbane er der ikke Tale, og gamle Rækværker indsnævrer Arealet, hvorefter der køres, meget betydeligt.

Inspiration fra Berlin

Den nye personstation var noget så funkis. Man havde nok skelet lidt til en station i Friedrichstrasse i Berlin.

Og tænk fra 1931 kunne man næsten købe biletter til alle landets stationer. For enden af hallerne var der i dennes buer glasruder. Men de blev i 60erne opgivet på grund af tilsodning med lokomotivs-røg. Ruderne var også tilbøjelige til at falde ud.

Og den ny station kostede dengang 200.000 kr.

Højbanen forløb videre mod Godthåbsvej. Under banen blev der indrettet butikker og lagerhaller. Frederiksberg – Flintholm – Grøndal – Nørrebro – Hellerup banen er på ca. 8,5 kilometer og kostede 8, 5 millioner kroner. Selve højbanen er kun 600 meter og kostede 1, 4 millioner kroner.

 

Stor interesse

Den 14. maj 1930 blev Frederiksberg Linien så indviet. Det var med et lille motortog, der kom fra Riskov – ruten i Århus. De første dages trafiktal var lovende.
Store Bededag den 15. maj havde togene Frederiksberg – Hellerup 7.100 passagerer. De 2.000 kom fra Nørrebro.

Loven om elektrificering af Københavns Nærtrafik blev vedtaget den 26.april 1930. Anlægsarbejdet blev iværksat i 1931/32.

Toggangen fra Nørrebro Station blev udvidet til 20 minutters drift. En kort overgang fik S – Banen via Nørrebro 10 minutters drift i myldretiden.

 

Godstrafikken steg voldsomt

Godstrafikken steg voldsomt på den gamle godsstation ved Nordbanegade. I begyndelsen af 1920erne blev der opført en ny administrationsbygning. Men en pludselig nedgang ødelagde det hele. Da Højbanen skulle bygges blev godsarealerne nærmest brugt som losseplads. Store mængder af fyld, grus og sten lå spredt over godsarealet i mange år.

Endelig i 1930 tog man initiativ til at redde godsstationen fra forfald. Det såkaldte varehus havde 13 porte og 5 kamme mod stationspladsen, toldpakhus, depotbygning, værksted m.m.

I 1965 blev Mimersgade spærret. Nogle godsvogne var kørt for langt

 

Metro – byggeri

Et storstilet projekt som Nørrebro Park Kvarterløft med indretning af fancy butikker under højbanen blev aldrig til noget. Men om ganske få år vil området omkring Nørrebro Station ændre sig, når Metro – byggeriet når hertil.

Og samtidig med, at vi i Nørrebro Park Kvarterløft besluttede, at give Nørrebroparken adskillige millioner kroner til en renovering sad andre embedsmænd og besluttede, at en stor del af denne park skulle indrettes til Metro – byggeplads.

For nogle år siden diskuterede vi så anlæggelse af en nyt torv foran Føtex. Det var godt, at dette ikke blev til noget. For også det sted skal indrettes som Metro – byggeplads. Men langs om længe kom der så alligevel en ny plads Mimersplads. 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

– www.dengang.dkindeholder1.784artikler
– Under Nørrebro finder du 304 artikler

 

• Nørrebros mange stationer
• Med tog over Lersøen
• Sporvogn fra Nørrebro
• Tog til København (under København)
• Linie 18 (under København) Og mange flere jernbane – artikler

Redigeret 9. 03. 2022

 

De danske ord forsvandt. Da soldaterne kom, var der udsolgt af øl. Man efterlyste unge piger. Kaffepunchen blev dyrere grundet en åndssvag forordning. En karrusel i Flensborg tiltrak befolkningen. I Klues var der frække piger. Og på Møllesøen var der skøjteløb. Et år var der mangel på kartofler og på Smedeby Station tiltrak messing til Kobbermøllen stor opmærksomhed.

 

De danske ord forsvandt

I sognet tænkte man på kammeraterne ved fronten. Aviserne bragte hver dag nye sejrsmeldinger. Den ene fæstning efter den anden faldt. Aviserne bragte tabslister i begyndelsen. Spændt
kiggede man efter om der var bekendte på listen. Det skulle snart vise sig, at unge fra egnen var blandt dem, der faldt. Det var trist læsning.

Man skulle huske at sige Fahrkarte, Rückfahrkarte og Bahnsteig. Billet og perron fandtes ikke mere. De fleste danske ord forsvandt, nogle af dem kom aldrig tilbage.

Ude på hoved-banen skulle der gås vagt. Her blev gårdejere med en hvis pondus udpeget. Kirketjener Hans Jensen fra Bov var stedfortræder for en af gårdejerne. Engang, da han kedede sig lagde han sig til at sove ved siden af sporet. En ældre løjtnant, der var på inspektionstur, opdagede det. Løjtnanten spurgte, om det var ham, der holdt vagt.

• Jawohl Herr Leutnant fest steht und treu die Wacht am Rhein

Køerne fik ikke mere mask

Selv køerne i Bov Sogn kunne mærke de ændrede forhold. Malkekøerne var vant til at få et fodertilskud af mask, som der hver dag blev hentet på et bryggeri i Flensborg. Men dette tilskud var nu forbeholdt hestene i Flensborg. Selv om det var krig, fortsatte man med at brygge øl. Det var også slut med oliekager og fodersukker.  Bindegarn til selvbinderen meldte købmand
P. Møller i Frøslev også udsolgt af. Mere kunne ikke skaffes.

 

Indkvartering af soldater

Nu erklærede England  også tyskerne krig. I sognet kom der kvartermagere. I Smedeby skulle der pludselig indkvarteres 60 mand og 2 officerer. En lille fjedervogn blev straks spændt fast og over til Flensborg gik det i en fart. Hos slagter Paulsen blev der købt ind i store portioner, svinesteg, oksesteg og store mængder af pålæg. Nogle koner blev der sendt bud efter. I loen blev der dækket op med borde og siddepladser.

Så kom de, regimentet i triste grå uniformer. De fik tildelt deres kvarterer. Og efter bespisningen tog de ned i den lille eng, for at vaske sig i bækken. Mange forsøgte at få sig en lille lur.

 

Udsolgt af øl 

Hen imod aftenen blev soldaterne mere friske. Smedeby, hvor de havde taget ophold så meget idyllisk ud. De grimme teglværker var forsvundet på den tid. Men det undrede soldaterne, at der næsten ingen unge piger var i byen. De fandt ud af at marketenderen lå  i Hokkerups gård. Så de forsynede sig med øl, og snart var der udsolgt. Og kroen lå dog lige langt nok væk.

Store bjerge af smørrebrød blev fortæret. Ikke et eneste var tilbage.   Nu var det jo praktisk med så mange raske svende, så de fik lige lidt arbejde i marken, som tak for mad. Regimets- kapellet kom om aftenen til den lille by. Og krigens slagere rullede snart ned gennem dalene.

Næste dag var der afmarch. Deres udstyr vejede 90 pund. Næsten udelukkende holstenere var Regiment 163 fra Rendsborg Garnison var der.

I nattens muld og mørke var de afrejst. Først en gang til Fårhus, hvor der var en rampe til toget. Hele styrken med heste og vogne blev pakket i et tog og sendt til Belgien.

De havde fået en meget uvenlig modtagelse. Pludselig var de blevet beskudt fra alle vinduerne af civilbefolkningen. De havde lidt svære tab. Men straks var de brudt ind i husene, og
dem der var i besiddelse af et gevær blev skudt.

 

Hamstring var upopulær 

Alle fremtrædende folk inden for den danske bevægelse blev sat under husarrest på et hotel. Så vidt vides, var der ingen fra Bov Sogn.  Ved krigens udbrud blev der hamstret. Alt i udenlandske varer blev hamstret, så som kaffe, te , ris, kakao og mange andre ting. Også stoffer i metervarer blev opkøbt. Aviserne slog hårdt ned på disse, men lige meget hjalp det.

Nu var det dog kun pengefolk, der havde råd til at hamstre. Småfolk havde ikke råd til det. Der var ingen i Smedeby, der hamstrede. Her betød det ikke så meget, at man lidt efter lidt måtte drikke kornkaffe.   Brød, smør og kødvarer blev rationeret. På gårdene måtte man slagte en gris om året. Livet i Smedeby gik nogenlunde, som inden krigen.

 

Sæbe – en ler-klump

Værre var det dog med festtøjet. Man kunne ikke få sine støvler forsålet. Ja så skulle man da lige selv have et stykke gammelt drivrem med. Så blev støvlerne forsålet, forsynet med en jernring og sålerne blev spækket med soldatersøm. Sæben var også knap. Det man kunne få som erstatning var nærmest en ler-klump, der lugtede lidt af sæbe. Først efter otte dage kunne man få klumpen til at skumme lidt.

Varerne man fik tildelt holdt prisen. Så her steg udgiften dog ikke. Soldaterkonerne fik en forholdsvis god understøttelse. Disse blev uddelt af kommuneforstander Jørgen Lenger. Det var også ham, der stod for rationeringskortene.

 

En mærkelig forordning

Mange bekendte mødtes på Bezirkskommando. Her kunne man få ordnet sine papirer. På de talrige kroer i omegnen blev dette så fejret med en kaffepunch eller to. Og så skete det, at det blev til flere. I skarer drev de så syngende og skrålende ned til det sidste tog. Borgerne beklagede sig over denne larm.

Byrådet gik i tænkeboks og fik så den besynderlige ide at vedtage, at en kaffepunch ikke måtte koste under 50 Pf. Indtil da havde den kostet 15 Pf. Eller syv stk. for én Mark.

Men ynderne af kaffepunch var nu meget snu. Når der nu kom tre eller fire mand ind for at fejre gensynet , bestilte de bare en punch eller tre eller fire kopper, alt efter hvor mange de var. Og så blev de lige så fulde som før. Forordningen havde absolut ingen virkning.

 

Dans og sang forbudt

Al dans og forlystelse var forbudt. Cykelture kunne det heller ikke blive noget af. Straks i begyndelsen af krigen, skulle al cykelgummi afleveres. Cyklerne lå nu på loftet eller i udhuset og rustede.  Hvis man skulle have tiden til at gå, kunne man tage til Flensborg. Her var der en stor og omfangsrig krigsudstilling. Der så man legemsstore figurer af alle fjendtlige soldater i alle fjendtlige soldater i deres originale uniformer med hele deres udrustning. Der var sorte, brune, hvide og gule folk fra hele verden. Et par fjendtlige flyvemaskiner og meget andet kunne også beskues.   Og når vi nu er ved Flensborg. Så blev en karrusel opstillet i Nystaden lige over for Biehls Trælasthandel. Men ak, der var kø hele tiden. Mange måtte vente helt til kl. 21.30,
for da måtte soldaterne forlade området med deres piger. De skulle være i seng klokken 22.

Det var nu ikke udelukkende for at køre karrusel, folk var kommet. Karrusellen spillede jo alle kendte dansemelodier, så folk benyttede dette til at tage sig en lille dans. Og plads var der nok af. Karrusellen stod på en nedlagt byggeplads. Og politiet holdt sig væk.

 

De frække piger fra Klues

Så gik det nord på. Mange bøjede af undervejs. Og til sidst var dem fra Bov Sogn alene med de frække piger fra Klues.  Disse piger lokkede de unge mænd fra Bov til at besøge dem. De havde et sted, hvor de ofte dansede i mørke til klavermusik. En gang imellem tog man også toget for at gå i kino i Flensborg.

Ellers sad man på halmknipper i hestestalden og udvekslede nyheder. Her sad man også og sang og spillede lidt.

 

Englænderne duede ikke

De bedste heste tog militæret. Men der var hjælp til landbruget. I Bov havde man indrettet et lille kvarter til krigsfangerne. Der fulgte to vagtposter med. I begyndelsen var det englændere. Men gårdejerne havde store mistro over for dem. De havde ikke det mindste begreb om landbrug.

Ofte tog de sig store friheder og meldte sig syge. Vagtmændene kunne ikke rigtig stille noget op med dem. Det hele endte med, at de blev sendt tilbage til fangelejren i Güstrov.

To dage senere kom russere i stedet. De var helt anderledes og blev højt værdsat af bønderne. De var en trofast hjælp de sidste år af krigen.

 

Mangel på arbejdskraft

Efterhånden blev flere og flere indkaldt til militæret. Det stillede større krav til de andre med at klare høsten og andre ting på gårdene. Og høstfesten blev også klaret. Vafler og sødsuppe blev serveret til middagen. De fleste mænd i sognet mellem 20 og 30 år var indkaldt. Der var akut mangel på arbejdskraft.   Som oftest foregik session på  Hotel Nordischer Hof, det senere Flensborghus.  De kommende soldater blev opstillet ude i gården. Derefter blev de 17 – årige kaldt op ved navneopråb.

Efter en kort uddannelse blev de unge så sendt til fronten. Forældrene til dem, der ikke klarede den fik et brev, hvori der stod, at deres søn havde lidt heltedøden for Tysklands ære.

Pligtaflevering af halm hørte til dagens orden. Ovre i Jørgensby var der en hel fabrik, der ikke lavede andet end at skære hakkelse. Der lå store lagre af halm og tagrør uden for fabrikken.

 

Skøjteløb på Møllesøen

1916 begyndte med voldsomme snemasser. Der var også besvær med belysningen, når der skulle arbejdes i stalden og på loftet. Petroleum kunne ikke skaffes. Man kunne få staldlygter til karbid og også til kogesprit. Men disse var ikke særlig effektive. Det meste af arbejdet blev foretaget i mørke.

Man kunne løbe på skøjter på  Møllesøen. Der var masser af liv dernede. Også fra Kobbermøllen kom de unge på skøjter.

Flere gange kom Kommerzienratens børn fra Krusågård med deres gæster ned på søen. De havde fået undervisning i skøjteløb. Og det så imponerende ud. De kom dog også med de bedste skøjter, der kunne fremskaffes. De andre skøjter var hjemmeslavede. En meget sindrig konstruktion.

 

Tøj og støvler fra Flensborg

Det kneb efterhånden med skotøj. Også arbejdstøj var svært at skaffe. Hos Adolf Johansen i Nørregade i Flensborg kunne man købe billige bukser. Problemet var bare, at de ikke kunne tåle at blive våde. De var fremstillet af grove papirtrevler, som var sammenvævet. Ja, de kunne heller ikke tåle at blive vasket. De holdt nu ikke længe. En gang regnvejr og så var de ikke bukser mere.

I Flensborg blev der oprettet to udsalgssteder, et for brugte reparerede militærstøvler og et for arbejdstrøjer og bukser om-syet til civilt formål. Desuden kunne man købe kasseret militærudstyr. Begge steder lå nede ved havnen. For at kunne købe tingene skulle man være i besiddelse af en Bezugschein. Det viste, at man var trængende.

Soldaterkonerne gik i grupper til marskandiserne i Flensborg. Et stykke strikketøj kunne op-rimpes og garnet bruges til at strikke strømper af. Gamle frakker og jakker kunne sprættes
op, vendes og udmærket børnetøj blev resultatet. Når konerne havde afsøgt det hele gik det med toget tilbage. Udbyttet var ikke altid tilfredsstillende, men man havde haft en fornøjelig dag ud af det.

 

Lyngkoste fra Frøslev

Ude i Fårhus var der opstået en produktion af lyngkoste. Det var Jes Asmussen, der startede dette. I lang tid lå han på lazaret. En granatsplint havde beskadiget hjerneskallen. I stedet for den manglende hjerneskal havde man indsat en sølvplade. Men produktionen var nu ikke den store succes.

 

Mangel på kartofler

Et år slap kartoflerne op. Man måtte i stedet spise gulerødder og atter gulerødder. Rugvælling blev ligefrem en delikatesse i sammenligning med dem. Denne vælling blev serveret både morgen og aften. Om morgenen fik man dog to stykker brød til. For det meste var det kvark på. Kvark var en slags ost, som man lavede af skummetmælk, og den lod sig smøre lige som smør.

 

Gaver til frontsoldaterne

Hvert år op mod jul blev der iværksat store indsamlinger af Liebesgaben til frontsoldaterne. De første år blev der samlet meget ind, men efterhånden var det ikke så meget at komme efter. Man gjorde dog store anstrengelser for at hjælpe de pårørende ude ved fronten. Det var cigaretter, tobak, måske en ny pibe eller et par hjemmebagte pebernødder. Måske var der også en sirupskage imellem.

I foråret lagde man et feltbanespor fra Kobbermølle op til Smedeby Station. På dette spor skulle smelte-materiale køres til fabrikken, hvor man smeltede det og lavede granattændere af det. Materialet kom fra Belgien, hvor man havde beslaglagt alt kobber – og messingtøj. Dette var for længst afleveret herhjemme. Nu var det ikke så meget af dette på Bov – egnen blandt småkårsfolk.

 

Messing til Kobbermøllen

På Smedeby Station stod tipvogne med lysestager i alle størrelser, fra små sirlige på 10 cm op til store svære på en meter. Kristus – figurer i samme størrelsesorden. Kobberkedler, vægtlodder, statuer og statuetter, klokker, skåle, dørplader. Der var tusinde forskellige ting, der stod klar til at blive forarbejdet. Masser af ting var hentet fra kirker.

For de unge i sognet var Smedeby Station et yndet udflugtsmål. Der var altid noget at hente. Engang løb et par vogne af sporet nede ved slottet. Ladningen bestod af krucifikser af messing. Russiske krigsfangere kom forbi og puttede en håndfuld i lommen. Der stod også en vogn på  stationen uden tippelad. Den lånte de unge sommetider om aftenen. Så  stod den på halsbrækkende køreture ned ad bakken.

 

Lys i Smedeby

I sommeren 1917 blev Smedeby koblet til kraftværket i Flensborg. Masterne blev rejst fra Bov til Smedeby. Fem mand var beskæftiget med det arbejde, men det gik nu ikke så hurtig. En mast pr. dag. En transformator blev etableret ved Pebergade. Det var et stort øjeblik, da der kom lys til Smedeby. Pludselig tog arbejdet i stalden om morgenen kun den halve tid.

Nu kunne de unge også mødes under rigtig lys i hestestalden, selv om de fik at vide, at de skulle spare på det nyerhvervede lys.

 

Tyskernes nationalspise

Nede i dalen på Valdemarstoft havde man specialiseret sig i tørring af roer. Senere blev der lavet Dørrgemüse af dem. Det var næsten blevet Tysklands nationalspise i særdeleshed af småfolk i byerne. Myndighederne fortalte, at når  Rusland var erobret ville der være mere mad til befolkningen.

Mange husholdninger havde plantet sukkerroer i deres haver. Der blev kogt sirup af dem op mod jul, hvis man ellers kunne få fat i noget mel.

Julemåltidet bestod også af langkål med svine-hoved. Og gaven bestod som regel af noget sammenflikket tøj.

 

Rygter når Smedeby

Rygter opstod om strejker i Polen og opstand i marinen. I Kiel var der ligefrem revolution. Også ud til fronten bredte uroen sig. Disciplinen faldt og efterhånden gik der opløsning i det hele.

I Smedeby var man ikke lutter begejstret for udviklingen.  Tyskerne var kendt som et lovlydigt folk. Her var der ikke så meget plads til anarkistiske tilbøjeligheder. I Berlin kæmpede marinen mod infanteriet. Der var ingen anden udvej end at søge våbenhvile, men inden, ja så stak kejseren af til Holland.

 

Uorganiseret afmønstring

Efter kapitulationen begyndte afmønstringen. Men det var temmelig uorganiseret. Mange vente hjem inden. De efterlod dog lige geværet. Ind imellem fandt de et tog, men ellers gik det til
fods. I hjemmene var der glæde. Krigen var forbi. Krigens følger forsvandt dog ikke lige med det samme.

 

Masser af arbejde i Bov Sogn

I byerne var der masser af arbejdsløshed, men ikke i Bov Sogn. Kommerzienrat Hübsch på Krusågård, der ejede mange ejendomme på egnen, beskæftigede flere hundrede mand ved anlægsarbejde og byggeri. Vejvæsnet brugte også masser af folk. Ofte havde man en lang vej til arbejde. Der fandtes stadig ingen cykler. Levnedsmiddel – situationen var ikke blevet bedre. Men man behøvede ikke mere at tænke på pårørende ved fronten.

 

Nye tider

Pludselig blev der indført en arbejdstid på otte timer dagligt. Men det mærkede man nu ikke noget til i landbruget. Nu gjaldt valget pludselig også for kvinder. Valgalderen
blev nedsat og der opstod helt nye partier.   En ny rigsdag, en regering og en præsident skulle vælges. De allierede krævede enorme krigserstatninger. Forordningen om, at heste ikke måtte
slagtes, så længe de kunne stå på benene, blev ophævet.

 

Bal på Bov Kro

De nye tider prægede befolkningen i Bov. Man talte pludselig om politik. Ja den enkelte havde pludselig et standpunkt. Nu måtte man pludselig danse. Man fik trang til at indhente det forsømte. På Bov Kro var der nu bal hver søndag. Ved indgangen til salen hang en stor plakat, der bekendtgjorde, at dans i jernbeslået fodtøj var forbudt.

Kromanden stod selv og lyttede efter mistænkelig fodtøj. De stærke drikke havde endnu ikke vundet indpas. Men stemningen var alligevel høj. Man drak vin eller bowle, der bestod af forskellige slags vine.

 

Arbejderrådets ultimatum

Hver kommune fik sit arbejder –  og bonderåd.. Officielt var de valgt af folket. En af de første initiativer var, at man omgående skulle forhøje smørrationen fra 50 gr. Til 75
gr. om måneden til Smedebys befolkning. I modsat fald ville folk fra Smedeby spærre sine grænser for al aflevering til Flensborg.

 

Farvel til krigsfangerne

Det var lidt sørgmodigt, da de russiske fangere skulle forlade sognet. De blev kørt til banegården i Flensborg. Ved banegården holdt et langt tog med lukkede godsvogne. Langs resten af toget stod i lange rækker af fanger opstillet med små mellemrum. Mellem hvert hold og foran hvert hold stod vagtfolkene.

Der blev udvekslet mange gange Dosvedanje. Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov. Om de kom helskindet hjem vides ikke.

 

Kilde:

• Litteratur Padborg/Bov/Kruså
• Hvis du vil vide mere: 
• På www.dengang.dk ligger der 1.783 artikler – heraf 61 artikler fra Padborg/Kruså/Bov 
• Ynder Indlemmelse, Afståelse, Genforing kan du finde 143 artikler 
• Redigeret 20. – 10. – 2023