Artikler
September 2, 2010
Vi besøger Danmarks ældste villakvarter. Det hele blev opkaldt efter Jens Nielsen Toller von Rosenheim. Man holdt i mange år byggespekulanter på afstand. Vi møder kunstnere og forfattere, Marstrand, Aagaard, Drewsen, Fru Heiberg, Familien Skovgaard, H.C. Andersen og mange flere. Fru Heiberg var ikke tilfreds med genboen. Læssøe måtte vente syv år på kærligheden. Finsens bue-lys – institut bredte sig. En tysk cirkusdirektør indfandt sig og H.C. Andersen blev træt af børn.
Danmarks ældste villakvarter
Man kan godt fornemme det. Det er igen en af de skønne enklaver i en storby. Vi befinder os i Danmarks ældste villakvarter. Det hedder både Rosenvænget, Rosenvængets Hovedvej, Rosenvængets Sideallé, A.L. Drewsensvej.
Rosenvængets Hovedvej er på cirka 200 meter. Den starter ved Odensegade og fortsætter til Strandboulevarden. Det var dog først i 1880erne, at vejen fik forbindelse til Østerbrogade, da Odensegade blev anlagt. Men i en årrække blev der anbragt et højt plankeværk med en aflåst låge mellem sig og den truende nye indkørsel. Man var ikke meget for at få offentlig tilgang.
Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets Sideallé, Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og ved Vænget.
Von Rosenheim
I 1688 erhvervede amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim store arealer på stedet. Efter ham fik mange lokaliteter på stedet navnet Rosen. Hans tid som grundejer varede dog ikke længe. I 1689 sendtes han som overkrigs-kommissær med de tropper, man overlod Kong Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden. Under felttoget døde Rosenheim
året efter i Dublin.
Etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge her i slutningen af 1700 – tallet. Han var en driftig forretningsmand. Dette blev afløst af landstedet Rosendal med det tilhørende Rosenenge. Disse ejendomme blev erhvervet 1857 af hofvinhandler og kaptajn i livjægerkorpset Mozart Waage Petersen. (staves faktisk Waagepetersen) Året efter skete der en udstykning til byggegrunde. Men først skulle Magistratens forkøbsret til Rosenvenge. Af kammerherre P.H. Classen og Det Classenske Fideicommis fik han overdraget to arvefester. Det ene kaldtes Jordstrimlen . Det skilte Rosenengen fra Strandpromenaden.
Udstykning
En del af grunden blev købt af grosserer Tuteins arvinger. Vi kender landskabet fra Christen Købkes berømte maleri fra 1836, Parti af Østerbro i Morgenbelysning. På billedet kan vi fornemme en stor have omkring Rosendal.
Ejendommen strakte sig helt fra det nuværende Østerbrogade ned til Strandboulevarden. Der var langstrakte græsplæner, strækninger med frugttræer og marker med køer og lam. Mozart Waagepetersen beholdt selv landstedet. I 1863 kunne Illustreret Tidende berette følgende:
Byggespekulanter på afstand
Hovedvejen blev ført ned til stranden. Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og ifølge vedtægterne skulle de være 20 alen bredde. Og villaerne måtte ikke bygges højere end tre etager. Man stræbte efter en landelig Bopæl med Have i nærheden af Staden og Stranden. Dengang lå kysten meget længere inde. Man holdt byggespekulanterne væk ved hjælp af strenge servitutter.
I 1872 var 49 grunde solgt. Men kravet om 20 alens bredde var droslet lidt ned. Gadebelysning med gas var påbegyndt.
50 villaer i frisk luft
De efterhånden 50 villaer kom til at ligge i landelige omgivelser med en dejlig frisk luft og skøn udsigt. Men idyllen må have været til at overse. De få lygter kunne ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været mørkt. I regn – og snevejr har de landelige veje sikkert ligget hen som morads.
For enden af Rosenvængets Hovedvej nede ved Strandpromenaden var det låst. Kun privilegerede personer som H.C. Andersen kunne få udleveret en nøgle. I en deklaration fra 1862, som stadig må være gældende hedder det sig:
H.C. Andersen på besøg
Her var i 1870erne skønne haver med højstammede roser med jordbærbeder, valnøddetræer. Vindruer slyngede sig op af murene. Villaerne blev tegnet af datidens største arkitekter. Stedet appellerede til det bedre borgerskab som William Wain, højesteretssagfører A.L. Drewsen og vejviserudgiveren T. Krak flyttede ud i Rosenvænget. Også militæret var repræsenteret, krigsminister, oberst Good, marinens kommandør Christiansen. Ja og Christen Købkes bror boede her også.
Den berømte maler, P.C. Skovgaard boede i Rosenvængets Hovedvej 27. Det var en bred villa i italiensk stil. Her boede Wilhelm Marstrand, C.F. Aagaard og marinemaler Sørensen, Holger Drachmann og Johanne Louise Heiberg. Meget ofte kom H.C. Andersen på besøg og læste eventyr for børnene. Han lovpriste også kvarteret flere gange i sine digte. Men Marstrand
kan også huske denne skål:
I 1872 priste han kvarteret på følgende måde:
H.C. Andersen boede i Melchiors villa på Gl. Kalkbrænderivej. Det vil sige han opholdt sig her. Han kom her ofte, for at sikre sig en gratis middag. Ofte blev Johanne Louise Heiberg besøgt. Hun havde den østligste villa med flot udsigt over Øresund. Men også kriminal-dommer Drewsens kone var betaget af Andersen. Mange var lidt hånlige efter hans evige jagt måske efter et måltid. Men mange nød Andersens oplæsninger.
Det lykkedes for H.C. Andersen at komme til faste tirsdags – middage hos Drewsen. Her afprøvede han også sine kunstige tænder i marts 1864.
Familien Drewsen
Fru Heiberg brød sig enlig ikke så meget om den kedelige jurist Drewsen. Hun syntes også at Drewsens fire børn var noget af det mest mugne, hun nogensinde havde set. Ingeborg Drewsen var måske lidt for godtroende, men kunne godt gå an. Fru Heiberg lærte dog at sætte pris på den kedelige jurist Han fik den tvivlsomme ære, at ledsage hende i Tivoli. Han kunne ikke undslå sig. Drewsens villa fik senere adressen, Marstrandsvej 2. Den var i familiens eje frem til 1910.
Marinemalere
Det var ikke så sært, at marinemalere havde bosat sig her, for ude på Øresund passerede brigger, fregatter, skonnerter og barkasser. De første motordrevne både passerede også. Alt dette var før Frihavnen og Strandboulevarden.
Det var kvinderne i kvarteret, der tog initiativ til at bryde Charlottenborgs monopol. Joakim Skovgaards gode ven, arkitekt Thorvald Bindesbøll tegnede Den Fris Udstillingslokale ved Østerport. Komponister boede her også. Det gjaldt blandt andet J.P.E Hartmann. Han døde i år 1900.
Efter århundredeskiftet bosatte arvinger sig her. De liberale erhverv som læger, advokater og rådgivende ingeniører indfandt sig også. Her kom også skoler og organisationer.
Familien Skovgaard
Som nævnt boede landskabsmaleren P.C. Skovgaard herude. Han flyttede i 1856 til Østerbro fra Christianshavn. I 1861 flyttede han ind i villaen Rosenvængets Hovedvej 27A, som arkitekten J.D. Herholdt havde tegnet til ham.
Der var to store malerstuer mod nord. Da Skovgaards flyttede herud, var sønnerne Joakim og Niels henholdsvis 4 og 2 år gamle. Datteren Suzette blev født her i 1863. Allerede 5 år efter døde Skovgaards kone, Georgia født Schouw kun 40 år gammel. Skovgaard var nu enkemand for tre ret små børn.
De to drenge blev allerede fra de var børn vejledt i tegne – og malekunsten af deres far. Skovgaard var også vejleder for nogle unge malere, hvoraf nogle kom til at bo hos ham, bl.a. landskabsmaleren Christian Zacho. Men også landskabsmaleren Janus La Cour. Han boede i villaen fra 1861 til 1884.
La Cour blev ved Skovgaards død kunstnerisk formynder for de to unge sønner på henholdsvis 18 og 16 år gamle. De blev begge optaget på Kunstakademiet.
De to Joakim og Niels Skovgaard overtog nu villaen, mens den kun12 årige Suzette flyttede over til familiens gode ven og genbo, landskabsmaleren Thorald Læssøe. I en lang årrække blev villaen beboet af generationer af familien.
Nævner man familien, må man også nævne det nærliggende Aggersborg. Det ejede P.C. Skovgaards morbror, den velhavende vekselmægler, H.C. Aggersborg. Landstedet var et yndet tilholdssted for Skovgaard – børnene. De trivedes godt hos deres barneløse onkel Christian og tante Lise, samt Skovgaards ugifte søster, Vilhelmine.
Aggersborg lå mellem andre store villaer nede langs Strandpromenaden i Classens Have lige syd for Rosenvænget. Her var en særlig charme. Hovedbygningen var en træklædt villa med
stråtag. Den lå på en lille ø midt i en sø, hvor man kunne sejle og løbe skøjter om vinteren.
Peter Vedel og de svenske djævle
Det vakte vild forøgelse hos fruerne Heiberg og Drewsen, at Peter Vedel søndag morgen som en anden barnepige gik tur i Rosenvænget med sine børn. De var nogle vilde krabater. På Rosenvænget blev de betegnet som De svenske Djævle. Peter Vedel, var direktør i Udenrigsministeriet. Han var ikke meget for den vilde luksus og de normer, der herskede i kvarteret.
Fru Vedel var svensk født. Hun var ikke inde i Fru Heibergs omgangskreds.
Lidt længere nordpå på A.F. Kriegers Vej byggede landskabsmaleren C.F. Aagaard i 1867 sit første hus med atelier. Og her lejede den unge Holger Drachmann sig ind i en periode, hvor han kombinerede skriveriet med at blive undervist i malerkunsten af marinemaler C.F. Sørensen. Senere fik Aagaard bygget et nyt hus i Rosenvængets Allé.
Theobald Weber
Som genbo nede ved Strandpromenaden fik Fru Heiberg i midten af 60erne grosserer og spejlfabrikant Theobald Weber. På Rosenvængets Hovedvej 39 fik han opført en meget stor villa. Her flyttede han ind med kone og fem børn.
I 1859 havde han ved Gl. Kalkbrænderi startet den kemiske fabrik Øresund. Af den grønlandske kryolit udvandt han soda til brug i spejlfabrikation. Men fabrikken kom i økonomiske problemer. I slutningen af 1869 blev fabrikken overtaget af Hagemann og Jørgensen, med støtte fra Jørgensens svoger, C.F. Tietgen. Disse to ingeniører kom også til at bo i Rosenvænget.
Weber møder vi igen i historien om Kartoffelrækkerne. Han var også ejer af gården Rørholm.
Fru Heiberg ikke tilfreds med genboen
Weber flyttede til Svenborg. Han store villa i Rosenvænget blev overtaget af ingeniør Jørgensen. Efter flere ejere flyttede generalmajor og diplomat og på det tidspunkt krigsminister Waldemar Raasløff ind. Det passede overhovedet ikke genboen, Fru Heiberg. Måske var det fordi generalens mandagsgæster mødtes i haven og spillede ring.
Hun kunne dog ikke undslå sig et besøg. Men det var ikke nogen oplevelse. Selv betragtede hun det som hvilket Kaos af Menneskedyr.
Fru Heiberg kunne ikke blive ved med at have sydsiden af Rosenvængets Hovedvej for sig selv. Hun havde håbet, at det blev hendes ven Krieger, der byggede her. Men det var ikke tilfældet.
Læssøe måtte vente 7 år
Det blev landskabsmaleren Thorald Læssøe. Han store og smukke villa i nummer 18 var tegnet af Tivolis og Casinos arkitekt, H.C. Stilling. Læssøe var temmelig velhavende efter sit ægteskab med komtesse Emmy Krag – Juel – Vind – Frijs af Frijsenborg. Som mange malere drog han rundt i landet og malede flere herregårde. På Frijsenborg mødte han sin store kærlighed.
Men som ung maler kunne man ikke bare ægte en datter af en lensgreve. Så han blev skyndsomt sendt til Rom for at glemme sin kærlighed. Men ak 7 års ventetid kunne ikke slå skår i kærligheden. I 1857 fik han lov til at gifte sig, men så desværre i 1863 at miste den næsten blinde Emmy ved datterens fødsel.
Finsen bredte sig
Ja så var det også Finsens kulbuelys. Men villaejerne regnede ikke rigtig Finsens-instituttet for at være en del af kvarteret. Patienterne blev hånligt omtalt som de lupussyge. Man havde forgæves forsøgt at forpurre planerne. Beboerne var også bange for at disse hudsygdomme kunne smitte. Og borgerskabet kunne da ikke affinde sig med at kigge på vansirede ansigter.
Men måske skyldtes modstanden mod Finsen, at virksomheden bredte sig til efterhånden mange villaer i kvarteret. Ja en tredjedel af kvarteret erhvervede man efterhånden.
H.C. Andersen ville ikke underholde børnene
Nogle af familiernes børn giftede sig med hinanden. Man holdt fine middagsselskaber og i de store villaer havde man mindst tre tjenestefolk. Der blev også holdt baller for ungdommen. Men for det meste holdt herskaberne sig bag deres egne hække. Men børnene trivedes mellem familierne. Tjenestefamilierne udvekslede herskabernes aviser mellem hinanden.
Fru Heibergs selskabelighed udstrakte sig for det meste til de familier, hun havde kendt til før Rosenvænget. Blandt hendes nære bekendtskabskreds hørte Sophie Halkier. Det var den berømte Emma Gads mor. Hun boede i den store villa, Søvand, der lå langs Strandpromenaden lige uden for Rosenvængets Kvarter. Her var en storslående udsigt ud over Sundet
og haven stødte lige op til Aggersborg. Fru Heiberg holdt dog mange selskaber og tænk, hun blandede sig i mændenes debatter.
H.C. Andersen kom her meget. Men han var ikke så begejstret, når han skulle underholde ved børnenes fødselsdage. Han skrev i sin dagbog efter, at han havde underholdt ved den ældste datter Saras 11 års fødselsdag:
Den tyske cirkusdirektør
Grosserer Alfred Hansen solgte i 1875 nummer 37 til fhv. cirkusdirektør Charles Hinné, der havde en helt anden baggrund end de andre beboere i Rosenvænget. Han var artist i sin fars tyske cirkus, kunstberider og skolerytter. Han fik opført permanente cirkus både i Moskva og Skt. Petersborg. Men det var ikke rigtig ham, at være direktør på et bestemt sted.
Han flyttede ind med sin kone og otte ud af ti børn i alderen fra 15 år til 1 år. Dertil kom tjener, kokkepige, stuepige og guvernante. De var tysktalende, katolikker og var stærkt tilknyttet Skt. Ansgar Kirken i Bredgade.
Men Charles havde ikke helt lagt cirkuslivet på hylden. På en stor grund indrettede han i Rosenvænget et ride-hus, hvor han underviste i det højere skoleridt.
Landstedet Rosendal som det hele udsprang fra, blev nedrevet i slutningen af 1880erne, som led i bebyggelsen af Østerbrogade.
Store bygninger æder sig ind
Pludselig dukkede der i 1932 – 34 en 3 – etagers bebyggelse op. Beboerne påberåbte sig Rosenvængets urgamle villaservitutter. Det endte som højesteretssag, men gik beboerne imod.Men man fik dog vedtaget en byplan i 1943, som skulle beskytte Rosenvænget mod gentagelser. Åbenbart var der en undtagelse i denne plan, som kun læsere af Statstidende har heftet sig ved. For i 2006 opførtes pludselig lejlighedskomplekset Den Franske Have syd for Rosenvængets Allé.
To villaer, nemlig Det Franske Institut, ejet af den franske stat, samt kongelig vinhandler Mozart Waage Petersens villa blev jævnet med jorden. Sidstnævnte var jo ham, der startede det hele.
Heibergs have
Heibergs Have er tre treetages ejendomme som faktisk er bygget i den gamle Fru Heibergs have. Det var altså her H.C. Andersen fik tilkæmpet sig gratis middage eller drak the eller portvin med Fru Heiberg. Fruen boede her fra 1862/63 til 1874/75, hvor hun flyttede til det ligeledes fashionable Søtorvet.
Det var vennen Krieger, der havde rådet Fru Heiberg til at flytte herud. Den nu 50 – årige flyttede herud med sine tre småpiger, Sarah, Leila og Anna. De var adopteret fra Vestindien.
Desuden flyttede tjeneren Hans Børge, en jomfru, en tjenestepige og børnenes guvernante Margrethe Hirsch ind.
Og så pressede en ny daginstitution sig også lige ind. Den byplan er hvis ikke så meget værd.
Bygningerne, mens vi har dem endnu
Skal vi ikke lige kigge på de nævneværdige bygninger i gaden, inden de også river dem ned.
Rosenvænget – dengang
Jo, der herskede et helt specielt liv i Rosenvænget. Stemningen går igen i Valdemar Vedels erindringer i antologien Mit Hjem fra 1912:
Kilde:
– Litteratur Østerbro
Hvis du vil vide mere:
–
Redigeret 26.11.2021
September 2, 2010
Hornemann krævede forbedringer. Ingen initiativer fra politikere. En tidligere fysikus fra Tønder tog affære. Husene blev udloddet. De lignede borgerskabets huse. Socialisterne mente at familierne blev borgerliggjort. Hvor blev arbejderne af? Det blev for dyrt for dem. Man havde De Helliges rækker, kvindekollektiver og molotovcocktails. Og så ville børnene have magt.
Gartneri på stedet
Ja, Kartoffelrækkerne ligger vel kun halvvejs på Østerbro. Navnet hentyder til kvarteret mellem Øster Farimagsgade og Sortedamssøen. Ja og her har faktisk været gartnerier, hvor der er dyrket kartofler. Det kan du læse om i en af vore andre artikler om Østerbro.
Det var blandt andet her, at Familien Reeh havde gartneri. Det havde de haft siden 1760. De dyrkede grøntsager, hovedsagelig kartofler. I 1870erne solgte brødrene Reeh, deres grund.
Under vand
– dengang
Men for 500 år siden lå størstedelen af det område, hvor Kartoffelrækkerne nu befinder sig under vand. Søerne var endnu ikke inddæmmet. I 1722 lod gartneren og arkitekten J.C. Kieger Sortedamssøen inddæmme. Den fugtige jord egnede sig bedst til græsning. I 1760 købte Johan Heinrich Reeh grunden.
På den grund som Arbejdernes Byggeforening købte i første omgang opførtes husene i Hallingsgade, J.A. Schwartzgade og Voldmestergade. Seks år senere solgte broderen sin grund. Her opførtes de resterende otte gader.
Man var bange for at nogle af husene i Webersgade ville komme til at ligge i skyggen for Sølvgades høje byggeri. Derfor frasolgtes en del af grunden til grosserer Weber. Man betingede sig, at han byggede lavt. Men den aftale var han lige glad med. han byggede højt.
Byggeriet var en af de initiativer, der skulle sikre arbejderne bedre kår. Det er modsætningen til det som skete på Nørrebro, som var ren byggespekulation.
Trange forhold
I 1853 var der udbredt koleraepidemi i København. 5.000 døde. Det var hovedsageligt arbejdere, der boede under elendige forhold. Renovations – og kloakforholdene var under al kritik. Befolkningen inden bag voldene var fra 1800 til 1860 voksen fra 100.000 til 160.000 indbyggere.
Som konsekvens af dette byggede Lægeforeningen, Brumleby. Andre byggeforeninger fulgte efter.
I 1880 udgjorde bybefolkningen 30 pct. af Danmarks befolkning. Det var en ulidelig stank inden for byens mure. Kloakvand og drikkevand blev ofte blandet sammen. Mange sygdomme
opstod. Det var ikke ualmindeligt at rotter angreb børn.
Endelig i 1850erne besluttede forsvaret at ophæve voldene. Men ak og ved. De første byggerier uden for voldene var ren spekulation. Byggeherrerne sad selv i Borgerrepræsentationen,
så det med lovgivning så man stort på.
Hornemann krævede forbedringer
Lægen Emil Hornemann forsøgte at overbevise bystyret om, at man skulle kigge på vandforsyning, renovation og kloaksystem. Nye epidemier og sygdomme ville bryde ud, hvis der ikke snart skete noget.
Allerede i 1851 havde Hornemann været den ledende kraft bag det aktieselskab som havde opført bebyggelsen Overgaden oven Vandet 84 – 88 på Christianshavn. Det bestod af treetagers arbejderboliger ud til kanalen.
Til Fædrelandet skrev Hornemann i 1853:
Ingen initiativer
Men politikerne var overhovedet ikke klar til at tage nogen som helst initiativer. Ja, de tvivlede endda på, om koleraen var en smitsom sygdom. Bystyrets aldrende autoriteter var overhovedet ikke modtagelig for nytænkning. I 1857 var en ny epidemi på vej. Hornemann fik uindskrænkede beføjelser til at imødegå en sådan.
En mand fra Tønder hjælper
Det var arbejdere på Burmesiter & Wain (B&W) i samarbejde med distriktslæge F.F. Ulrik, der tog initiativet til opførelsen af boligerne. Man startede simpelt hen Arbejdernes Byggeforening i 1865. Ja egentlig startede det på den måde, at Ulrik holdt et foredrag i Rimstads. Arbejderforening. Foredraget hed Om småfolks selvhjælp og samarbejde
i andre lande. Blandt tilhørerne var kontorist Eigved, der var ansat på B&W. Han spurgte Hr. Burmesiter, om han måtte sætte det trykte foredrag op på virksomhedens værksteder. Det fik han lov til, og interessen var overvældende.
Ulrik havde været fysikus i Tønder, men var blevet stenet ud af de tysksindede i 1864. Det var ikke fordi, de ikke ville lade sig behandle af ham. De turde bare ikke gå ind af hoveddøren. De andre tysksindede skulle jo nødig se det.
Ulrik mente efter at han havde set arbejdernes vilkår i København, at de fattiges boligmæssige og hygiejniske forhold kunne blive en dødelig trussel mod de riges liv og vellevned.
Ulrik holder foredrag
De næste par uger blev der holdt en del møder mellem Ulrik og arbejderne. Den 20. november holdes der stormøde. Hornemann leder mødet og Ulrik holder et foredrag om, hvor nyttigt det er, at arbejderne danner spare – og byggeforeninger. Sådan sagde Ulrik bl.a.:
Et kæmpe projekt
De første ti huse blev rejst på en skænket grund ved den senere Sverigesgade på Amager. I 1868 – 69 opførte foreningen 12 huse i Schønbergsgade på Frederiksberg. Bemærkelsesværdigt var det, at planlægningen af Kartoffelrækkerne omfattede 480 huse. Hvert rækkehus var disponeret til to familier og havde både forhave og gård.
Allerede ved århundredeskiftet havde flere bygge køkken på kvisten, så det i realiteten var blevet et hus til tre familier. Mange fik en ekstra indtægt ved at leje ud.
Byggeriet blev finansieret ved et ugentligt kontingent på 1 mark. Dette blev ændret med den nye møntreform i 1875. Nu udgjorde kontingentet kun 33 øre. Husene blev opført i årene 1873 – 89. Da de var færdige, blev der trukket lod blandt medlemmerne.
Lodtrækning
For dem som ikke vandt lodtrækningen fungerede foreningen som sparekasse. Efter en årrække kunne man få pengene igen med tilskrivning af renter. Mange brugte opsparingen som
en slags børneopsparing. Når poderne blev konfirmeret, blev opsparingen hævet. Ved foreningens start var der ca. 200 medlemmer. Allerede i 1890 var man oppe på 16.000 medlemmer.
Masser af plads
I en artikel i Hygieiniske Meddelelser i 1880 opregnede Hornemann bevæggrundene for opførelsen af Kartoffelrækkerne:
De første toiletter
Det skulle bygges ordentligt, luftigt, rent med rigelig af plads. Men de slap ikke med lokum i gården. Ja det var tale om fælles lokum, der blev tømt en gang om ugen af natmanden.Natmanden gik med den friske tønde gennem gangen i stuen og ud af gårddøren.. Den fulde tønde tog han på nakken, og så håbede man på, at den var lukket forsvarligt. Man mødte hinanden til og fra toiletbesøget. Først i løbet af 1930erne kom de rigtige toiletter til kvarteret. De blev så meget fantasifuldt placeret i kosteskabe under trappen. Mindre fantasifuldt var placeringen i køkkenet.
De mere velhavende fik indrettet badeværelse med kar.
Gas blev indlagt fra starten. Der blev stillet et minimumskrav til gadebredden på 25 alen.. En tredjedel af grunden skulle bruges til et samlet gårdrum.
Haverne til pynt
Haverne var nærmest til pynt. Et par gange om året kom grus-manden. Så kunne man købe en spand grus. Man sad ud i haven til parade. Man måtte ifølge skødet ikke bygge noget på grunden. Men beboerne var meget fantasifulde i deres måde at bygge vindfang foran hoveddøren. Brumleby var moderen. Her er der stadig andelsforening med strikse ventelister.
Lignede borgerskabets huse
Det var arkitekten Frederik Bøttger der havde tegnet husene. Egentlig lignede de borgerskabets huse på Frederiksberg og Østerbro. Men hvor blev de rigtige arbejdere af? Der var håndværkere og småfunktionærer. Ja man sagde, at det var Småborgerlighedens rugekasser.
Principperne bag foreningen var afgjort borgerlig. Den flittige arbejder skulle efter et vist åremål som lejer af huset blive ejer. Hornemann ville på den måde tilskynde ejerfølelsen. Beboerne skulle holde deres Huse og Lejligheder renligere og pynteligere end andre i lignende Kår.
Familierne blev borgerliggjort
Initiativtagerne havde ikke et egentlig politisk sigte med dette, men søgte kun at forbedre arbejderklassens vilkår. Men senere lød det fra socialisterne, at man havde borgerliggjort ret så mange familier.
Foreningens formålsparagraf lød således:
Ingen vanære, tak
Når man havde betalt sine afdrag i 10 år, fik man skøde på huset. Af skøderne fremgik det, at der ikke i de første 99 år regnet fra skødets udstedelse måtte drives Værtshushold, Laanekontor, Fabrik eller Næringsdrift, der er forbundet med Vanære, eller som ved Støj eller Lugt forulemper de Omkringboende, ligesom ogsaa Svinehold i samme Tidspunkt er forbudt…..
Husenes inddeling
På Nørrebro var den typiske størrelse i Blågårdsgade og Tømrergade dengang på 30 m2. På Jagtvej blev 84 boliger opført af Arbejderforeningen af 1860. engang kunne man også opdele boligstandarden i København:
Hvor er arbejderne?
Tager vi beboerlisten fra dengang (1886) i Kartoffelrækkerne ser vi følgende sammensætning, kontorist, politibetjent, skibsfører, grosserer, postbud, maskinmester, tjenestekarl, oversergent, frue, skomager, slagter, frøken, arbejdsmand, murersvend.
Overdragelsessummerne vidner om, hvorfor det var de mere velhavende, der overtog husene. Man optog også medlemmer fra alle samfundsklasser. Fra starten var husene trods prisen meget eftertragtede.
Trange forhold
Og i romanen Stuk kan vi mærke, hvor snævert det hele er. Her boede nemlig ifølge Herman Bang – redaktør Graversen.
Det havde også sine grunde, at det var så trangt. Man kunne klemme sig under byggevedtægternes regler for skattefrihed for små lejligheder. Gas og vand blev indlagt fra starten. Man varmede op med kul og koks i kakkelovne på hver etage.
Dengang hilste man på naboen, men egentlig vidste man ikke, hvad beboeren længere henne i rækkerne hed. Og der var heller ikke forskel på lejere og ejere, for man vidste simpelt hen ikke, hvem der var hvem. Børnene havde mere frit spil.
Badebro med flagstang
For enden af Kartoffelrækkernes 11 veje ligger Sortedamssøen. Endnu under Første Verdenskrig havde man her egne badebroer med flagstang og et lille hus med lås på. De dyreste huse var dem ud mod Farimagsgade. De var større og her var der mulighed for at indrette butik i stueetagen. Snart var kvarteret velforsynet med bagere, købmænd, grønthandlere, slagtere, mejerier, skrædder, buntmager, sølvsmed, glarmester, frisører og meget mere.
Mellem de to krige blev næsten alle huse ombygget til tre familier.
De helliges rækker
Rækkerne fik i 1930erne et nyt øgenavn. Det var De helliges rækker. Det skyldtes, at beboerne havde en stærk tilknytning til Luthersk Mission. Man fik børnene døbt i Esajaskirken i Malmøgade.
Under besættelsen havde kvarteret sin egen vagtordning. Når sirenerne lød om natten skulle vagterne løbe fra hus til hus og vække beboerne med fløjter, så de kunne komme i kældere.
Manglende gadefejning og snerydning samt rottebekæmpelse var nogle af de ting, der stod på bestyrelsens dagsorden . Allerede i 1950 blev der forespurgt om fjernvarme.
En bil i Landsretten
I 1960erne overtog akademikerne efterhånden magten. Midten af gaderne blev forbeholdt børnene. Pludselig kom der kvinder i bestyrelsen. Og viktualieforhandler Madsen måtte ikke have sin bil holdene i sin forhave. Sagen gik helt til landsretten, men advokat Schlüter havde gjort sit arbejde godt. Stakkels Madsen blev dømt til at fjerne bilen og afholde sagsomkostninger
både for by – og landsret. Og pludselig var der heller ikke mere parkeret scootere, motorcykler, almindelige cykler og tomme petroleumsdunke i forhaverne.
Hvad ville kommunen?
Der var en del debat omkring Brumleby, og pludselig kom man i Kartoffelrækkerne i tanke om de gamle forsvarsbestemmelser, da man købte grundene. Kommunen kunne tage grundene tilbage efter 100 år. Kommunen var i byggetanker, hvornår kom turen til områderne ved søerne?
En republik i søen
Foreløbig kunne man se, at Fugleøen ude i Sortedamssøen blev erklæret som republik. Det var i 1966. Denne status havde øen til om eftermiddagen, hvor politiet i motorbåde generobrede øen og sikrede den tilbage til kongeriget.
Kvindekollektiver og molotovcocktails
Unge revolutionerer bosatte sig sig i Kartoffelrækkerne og lavede kollektiver. Nu var det igen cykler i forhaven. I et hus i Schwartzgade blev der produceret Molotovcocktails. De skulle bruges mod Verdensbanken.
Det gjorde indtryk hos de andre beboere, særlig efter at der nu også rykkede kvindekollektiver ind. På Generalforsamlingen blev der derfor foreslået at ændre kvarterets navn til Kunstnerbyen ved Øster Farimagsgade.
I 1970erne var der kilte på dørene, Nej til EEC, Stødt de strejkende Laboranter. To tredjedele stemte rødt og holdt Information.
Man havde råd til culottesteg, sommerhus bil og Calvados. Forfatteren Morten Kongstad fortæller, at en af ghettoens få arbejdere havde vovet sig med til gadefesten, sat højttalere i vinduet, og afspillet en tysk partyplade. Det skulle han nok ikke have gjort. Så langt gik tolerancen ikke.
Saneringsmoden – hvad nu?
Mange fik sig et chok for dele af Kartoffelrækkerne var pludselig blevet saneringsmoden. Mange frygtede ligesom i Brumleby, at husene skulle vige pladsen for byggespekulanter. Mange kræfter blev brugt. I 1972 konkluderede man så, at Kartoffelrækkerne var bevaringsværdige. Kommunen gav ejerne mulighed for at nedlægge lejemål og godkende husene som enfamiliehuse.
Børnemagt
Som et chok for især de ældre blev der nedsat et Legegadeudvalg. Børne havde følt det som om, at der ofte var skideballer og ind i mellem øretæver i luften. Larm i gaden, bolde i forhaven og endda på hoveddøren var mere end de ældre kunne udholde. Børnene drillede og talte ikke særlig pænt.
Men nu var det så nogle, der tog initiativ til børnemøder. Ja tænk man nåede op på et børnetal på ca. 35 pr. gade.
Farvel til Arbejdernes Byggeforening
I 1974 nedlægges Arbejdernes Byggeforening. Der var ikke mange arbejdere tilbage i Kartoffelrækkerne. Men foreningen nåede dog at bygge 1.740 huse. De sidste blev bygget på Amager i 1930erne.
Slidt på den kønne måde
De fleste byggeforeningshuse ligner hinanden. Det er toetagers rækkehuse, hvor tagetagen er udnyttet. Senere undersøgelser har vist, at der er meget få arbejdere, der er flytter ind i Kartoffelrækkerne. De har simpelt hen ikke råd.
De nye huse bliver beboet af funktionærer og mellemledere. Her bor flere arkitekter end arbejdere. I dag koster husene omkring 4,5 – 5 millioner kroner. De private huse i rækkerne
går for højeste bud. De priser holder nok heller ikke mere.
Velholdt med ikke nydelig
Her er der slidt på den kønne måde. Her er velholdt men ikke nydelig. Man holder sammen, holder gadefester og spiser moderne mad. Rækkehusene er snævre, men meget på mode. Her bor de kendte. Man løber ind og ud hos hinanden. Her kan man ikke leve i fred. Det forventes at man deltager i fællesskabet, gadefester, gademøder, fastelavn, juleudsmykning m.m. Også økonomisk deltager man.
Bevares, der er konflikt. Parkering contra legegader. Man kan vel godt kalde stedet for en ghetto for middelklassen. Måske er ordet enklave et bedre ord, for stedet er eftertragtet. Og
børnene går i en ”hvid” folkeskole på Øster Farimagsgade. Ja sådan sagde skoleinspektøren selv engang.
Men man bruger da også Bordings Friskole, Krebs, Ingrid Jespersens, Zahles og Østerbro Lilleskole. To tredjedel af ungerne i Kartoffelrækkerne går i privatskoler. København bliver bestemt rigere af disse enklaver – en landsby i en storby.
De 11 gader/veje i Kartoffelrækkerne:
Webersgade
Grosserer Weber lovede at bygge lavt, da Arbejdernes Byggeforening købte nabogrunden. Men den aftale holdt han ikke. Foreningens huse ligger nu her i skygge. Hvorfor førte dette brud på aftalen ikke til navneforandring.
Wiedeweltsgade
Billedhuggeriet lå Johannes Wiedewelt i blodet. Hans far var søn af billedhugger Just Wiedewelt fra Holmen. Han blev medlem af Kunstakademiet og udnævnt til professor. Han fik til opgave at dekorere Fredensborg af Frederik den Femte. Han var uhyre flittig. Fra 1777 til 1789 udførte han 54 monumenter i parken omkring Jægerspris Slot. Han forlod sit hjem den 17. december 1802. Fire dage efter fandt man ham i Sortedamssøen. Han led af en uhelbredelig sygdom.
Jens Juels Gade
Jens Juel blev sendt i lære hos en maler i Hamborg. Her blev han i fem år. Han blev optaget på Akademiet og tog på en 8 års udenlandsrejse. Han var et af dansk kunsts sikreste maler. Han døde i 1802. Kun to af hans seks børn nåede at blive voksen.
Abildgaardsgade
Han var Danmarks første historiemaler. Desværre gik de fleste af hans billeder til i Christiansborgs brand. En overgang mistede han lysten til at male. Men lysten får han igen, da han gifter sig med den 34 år yngre Juliane Marie. Parret fik hurtig tre børn. Han blev begravet på Assistens Kirkegaard. Akademiets elever bar kisten fra Charlottenborg til Nørrebro og Prins Christian talte ved graven.
Eckersbergsgade
Christoffer Wilhelm Eckersberg var sønderjyde. Han kom i lærer hos en malermester i Aabenraa. Derefter gik turen til Flensborg og tre år efter til København. Derefter kom han på Akademiet. Pengene samlede han sammen blandt borgere i Flensborg. I Italien mødte han Thorvaldsen. Han blev professor med ret til at bo på Charlottenborg. Han var højt elsket af sine elever. Som historiemaler mødte han meget kritik. Under kolera – epidemien i 1853 døde han. (Læs vores artikel “Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård”
Wilhelm Marstrands Gade
Allerede som 15 – årig blev han optaget på Akademiet. Han malede en del portrætter af københavnske borgere. Han fik mange ordrer, og malede især kønne unge Damer. Sødladne portrætter af det københavnske hverdagsliv kastede han sig også ud i. Efter en rejse til Italien, begyndte han at male italienske folkelivs scener. Han kastede sig over Holberg – scener. Han blev professor ved Akademiet.
Skovgaardsgade
P.C. Skovgaard var født på Hammershus ved Ringsted. Barndom og ungdom tilbragte han i Tisvilde. Hans landskabsmalerier er rige og frugtbare. Han døde som 58 – årig i 1875.
Høyensgade
Niels Laurits Høyen var ansat som lærer på Kunstakademiet. Han stiftede Kunstforeningen i 1827 og blev leder af Den Kongelige Malerisamling.
Hallinsgade
Jernstøber N.B. Hallin fra Burmeister & Wain var formand i Arbejdernes Byggeforenings første bestyrelse.
J.A. Schwartsgade
Johan Adam Schwartz var elfenbensdrejer. Han kom med i sin fars virksomhed. Der skulle skabes bedre forhold, for håndværkerne, mente han. Håndværkerskolerne skulle indrettes hensigtsmæssig. På hans initiativ oprettede Industriforeningen i 1841 Industriskolen i Snaregade. Han blev formand for Industriforeningen og var i perioden fra 1849 – 1855 borgerrepræsentant.
Voldmestergade
Kartoffelgrunden var i familien Reehs eje fra ca. 1760 til 1870erne. Den første del købte Arbejdernes Byggeforening af J.H. Reeh, og han var voldmester.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 29. – 11. 2021
September 2, 2010
Af Tonny Svanekiær
Dette er historien om Jagtvejens Mølle, også kaldet Tagens Mølle og Thorsgade Mølle. Møllen blev bygget i 1799 og fungerede i Utterslev. Det blev flyttet til Kløvermarken, hvor den stod i ca. 80 år. Vi følger møllefamilierne, Jørgensen, Larsen Møller, Dame og Jacobsen. I 1913 blev møllen nedtaget. En moderne brødfabrik opstod på stedet. Den ophørte i 1923.
På hjørnet af den nuværende Tagensvej og Jagtvej lå Jagtvejens Mølle som også kaldtes Tagens Mølle og Thorsgade Mølle. Den blev opført på matrikel 171 H ved Kløvermarken ifølge skøde af 15 marts 1811. I resten af denne beretning om møllen vil den kun kaldes for Jagtvejens Mølle. Grunden som møllen blev opført på lå meget tæt på hvor Thorsgade udmunder i Tagenvej i dag, det er formodentligt årsagen til at den også kaldtes Thorsgade Mølle.
Jørgen Jørgensen – den første ejer af møllen efter ny-opførslen.
Ejer fra 1811 til 1829 var Tømrermester Jørgen Jørgensen der også genopførte Jagtvejens mølle. Møllen der var en hollandsk vejrmølle blev bygget langt tidligere, omkring 1799, i Brønshøjholm i Brønshøj hvor den virkede som vandpumpe til at pumpe vandet ud af Utterslev mose således at tørvene blev blotlagte
Det var Vicerådmand Philip Lange(1757- 1803) og Murermester og Forvalter på Charlottenborg Hans Christopher Sonnin (1750- 1803) der fik opført møllen omkring 1799.
De havde forpagtet Utterslev Mose og møllen skulle primært bruges, som tidligere nævnt, til at pumpe vandet fra mosen således at man kunne skaffe tørv til indre by. Møllen havde fra starten både vandsnegl samt et enkelt maleværk der blev bevilget i 1803. Da Lange og Sonning døde, omkring, 1803 ophævede man bortforpagtningsmuligheden og Vandkommissionen overtog selv tørveskæringen. Møllen viste sig hurtigt at være underkapaciteret hvorfor den udskiftes med en langt større. Møllen blev herefter udbudt på auktion.
Tømrermester Jørgen Jørgensen, erhvervede sig møllen ved auktion af 12 september 1811 for 5000 Rigsdaler, Jørgen Jørgensen havde dog ikke nogen grund til at genopføre møllen på; men gik i kompagniskab med en bagermester ved navn Friederich Peter Schløtzer der netop ifølge skøde af 16 august 1811 havde erhvervet en grund på matrikel 171 lod H ved Kløvermarken som området der omkransedes af Tagenvej –Jagtvejen og Lygtevejen kaldtes dengang. Møllen blev
efter flytningen til den nye grund på Kløvermarken indrettet med hele 3 kværne , 1 skallekværn og 2 sigtekværne – Jagtvejens Mølle var nu en realitet og den prydede hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej i over 80 år.
Bagermester Schløtzer og Møllebygger Jørgensen indgik en fællesskabs- eller sameje-kontrakt, der blev tinglyst i retten 13. april 1812.
Ifølge kontrakten skulle Jørgensen udover at nedtage og transportere møllen til grunden på Nørrebro, ligeledes opføre de fornødne husbygninger – herunder en bolig. Alle udgifter til møllens etablering, inklusive anskaffelse af møllebygning og grund, skulle føres ind i en dertil indrettet regnskabsbog, og mindst
en gang om måneden skulle regnskabet gøres op, således at Schløtzer skulle betale 1/3 mere end Jørgensen der lagde arbejdskraft til. Når møllen var færdig og regnskabet afsluttet skulle hver af dem eje halvdelen af ejendommen.
I kontrakten var indføjet nærmere regler for proceduren for et evt. salg. Der var også en særlig paragraf, der omhandlede den situation at ”om en af os ville selv bruge og bebo samme, og til den ende forlange fællesskabet ophævet”.
Denne paragraf kom i brug allerede 7 måneder efter, idet Jørgen Jørgensen afkøbte bager Schløtzer sin halvdel ved købekontrakt af 30. november 1812 (skødet tinglyst den 29. december 1812). Møllen var ved købekontraktens indgåelse knap nok færdig, og det besluttedes at Jørgensen skulle betale mestersvenden Bøysens løn, mens Schløtzer skulle betale madam Møller, der havde sørget for arbejdernes bespisning.
Jørgen Jørgensen flyttede nu med sin lille familie ind i beboelsen til den nyopførte mølle, Jørgen Jørgensens tømrerplads i Peder Hvidtfeldtsstræde 107 var
stadig basis for tømrer- og møllebyggervirksomheden, ligesom han havde sit kontor på denne adresse.
På Jagtvejsmøllen fødtes de 5 yngste af Jørgen Jørgensens børn (egl. 6, men det yngste barn døde som spæd): Dorthea Lovise (3.2.1814), Anne Margrethe (3.5.1817), Sophie Friederiche (27.6.1819), Jens Lauritz Werner (1.5.1822) og Sara Jørgine Benedicte (9.6.1826). Sønnen Jens Lauritz Werner havde blandt
sine faddere madam Würden,der var gift med jernstøber B. von Würden, der tilhørte første generation af jernstøbere i København, og som havde lært jernstøberi hos nogle engelske jernstøbere. Würden havde Jørgensen fået kontakt med gennem sit møllebyggerarbejde.
Efterhånden, som der kom mere gang i møllebyggerarbejdet, tog Jørgensen mindre og mindre del i arbejdet på møllen, som han dog ejede og beboede indtil den 14. september 1829. Jagtvejens Mølle blev i 1829 solgt til Christian Nissen. Han ejede dog ikke møllen mere end halvandet år, så solgte han møllen
til Peter Larsen Møller, det var i 1831. I 1836 ejede Peter Larsen Møller stadig møllen.
Peter Larsen Møller drev også St. Blegdamsmøllen. Efter afståelsen af Jagtvejens mølle i 1829 beskæftigede Jørgen Jørgensen sig ikke selv med mølleri men helligede sig møllebyggeriet.
Peter Larsen Møller
Peter (Larsen)Møller blev født i Helsingør den 14 juli 1807 og døbt i Sankt Olai Kirke i Helsingør den 26 juli 1807 – Hans forældre var: Lars Mattzen og Cathrine Elisabeth Widt.
Ifølge FT- 1840 og FT-1850 ejede Peter Møller stadig møllen. Han er reg. som mølleejer af Jagtvejens Mølle ved FT-1840 med familien som bestod af :
De havde følgende børn:
Samboende på Møllen var Niels Christensen 29 årig møllersvend, Hans Pedersen 22 årig møllersvend, Søren Jacobsen 19 årig læredreng, Lars Larsen 22 årig
læredreng og Frederik Nielsen 18 årig læredreng , alle ugifte, herudover boede ligeledes den 25 årige soldat Jørgen Andersen og de 2 tjenestefolk Gunder Rasmussen 25 år og Jensine Christensen 22 år, alle ugifte.
Ved FT-1850 er følgende personer reg. på møllen.
Jagtvejs Mølleri 171- H
Af tjenestefolk er disse personer reg:
Flere af disse mandlige tjenestefolk kan sagtens have været møllersvende og læredrenge.
Ved FT-1860 er Peter Larsen Møller stadig reg som ejer af Jagtvejens Mølle matr. 171 H.
Der er følgende personer reg. ved folketællingen:
Hvornår Peter Larsen Møller afstod møllen vides nøjagtigt; men det må have været i 1860’erne.
Møllerfamilien Dame
Det vides ikke pt nøjagtigt hvornår Ludvig Carl Dame overtog Jagtvejens Mølle; men først skulle han jo uddannes som møllersvend hos en Møllermester – Ludvig Carl Dame er født i 1836 og har nok været i 20’erne da han blev møllersvend – altså omkring 1860 – hans fader Frederik Valentin Dame var forpagter
af Rye Mølle ved Roskilde til omkring 1838 da hans første 3 børn er født der.
Fra omkring 1839 ejede han Ballerup mølle, han er reg. Som mølleejer ved FT-1840 og det vides med sikkerhed at 3 af hans børn er født i Ballerup mølle. Han ejede møllen til mindst 1880 da han er reg. ved FT-1880 som ejer af Ballerup Mølle. Jeg tør dog vove den påstand at Ludvig Carl Dame har været i lære hos sin fader i Ballerup Mølle og fået hele sin mølleruddannelse her.
Ludvig Carl’s to første børn er begge født i Ballerup i 1866 og 1867 – hans sidste-fødte barn er født i 1876 i København , så det må med overvejende sandsynlighed være et sted mellem 1868 og 1875 at Ludvig Carl har overtaget Jagtvejens Mølle, jeg er mest tilbøjelig til at tro på årene omkring 1868 . I Københavns stadsarkivs prioritets/vurderingsager fra matrikel 171 udenbyes klædebo Kløvermarken fra disse år fandt jeg netop oplysninger
omkring både vurdering af 26 oktober 1876 samt oplysning om konkursbo af 3 august 1879 – begge dokumenter er behæftet med Ludvig Carl Dame’s
navn.
Ejer/Møller år: 1879
Konkursbo af 3 august 1879
Ifølge februar FT-1880 er familien Dame stadig boende på møllen; nu som ”detailhandler L.C Dame”. Familien Dame
og en anden detailhandler-familie er reg. som boende i forhuset i stuen. Følgende personer er reg. ved FT-1880.
Ludvig Carl Dame gik som tidligere nævnt konkurs den 3 august 1879 men bor altså stadig med sin nærmeste familie på adressen Jagtvej 103 matrikel 171
H. i forhuset i stuen.
Om Familien Dame.
Familienavnet Dame stammer fra Damme tæt på Askeby i Fanefjord Sogn på Møn
Fra omkring 1800 er Peter Hansen Dame reg. som Vagtmester på Jægersborg Kaserne. Peter Hansen Dame og Petrine Christine Wasstorph fik følgende børn:
Hansine Christine Petersdatter Dame, født i Gentofte 3 februar 1801 og døbt i Gentofte Kirke den 29 marts 1801, forældre : Vagtmester Peter Hansen Dame og Petrine Christine Walstorff. Faddere ved dåben var: Olsen, jomfru Brønsted, S……gus Schumacher (resten ulæseligt) Hansine Christine blev viet
omkring 1823 til Skolelærer og Kirkesanger Niels Christian Nielsen der var født i København omkring 1796 – de fik følgende børn:
Julie Petrine Nielsen
født omkring 1824 i Borre Sogn Præstø amt
Anna Frederikke Nielsen
født omkring 1828 i Borre Sogn Præstø amt.
Anton August Petersen Dame,
født i Gentofte 1802 og døbt i Gentofte kirke den 27 august 1802, forældre: Vagtmester Peter Hansen Dame og Petrine Christiane Walstorff
Anton August (Petersen)Dame
døde den 10 maj 1816 og blev begravet fra Gentofte kirke den 15 maj 1816 i en alder af 13 år. 3 uger efter sin fader Peter Hansen Dame.
Carl William Dame født
i Gentofte Jægersborg i 1804 – forældre: Vagtmester Peter Hansen Dame og Petrine Christine Walstorph på Jægersborg. Faddere ved Carl Williams dåb
var: Moderen selv, Knud Mathiesen, Sadelmager Olsen, Mathiesen og faderen selv.
Carl William Dame, skomagermester og strømpemagermester, blev viet omkring 1845 til Jacobine Wilhelmine Dame, født Møller. Hun var født omkring 1809 i København. De fik mindst et barn , en datter ved navn Anna Petrine Caroline Dame, født omkring 1845. Carl William Dame lever sine ældre dage som particulier.
Frederik Valentin Dame (den agnatiske stamfader)
Født i Gentofte, Jægersborg den 1807 Døbt i Gentofte den 5(7?) april 1807, hans forældre var: Vagtmester Dame med hustru på Jægersborg. Faddere ved dåben var: Knud Luplov, Jens Hartmann, Sadelmager Olsen, og Mathesen. Han blev konfirmeret den første søndag efter Påske i 1821 – han er optegnet i KB som boende på adressen Jægersborg Skole.
Som 25 årig blev Frederik V. Dame blev viet til den 22 årige jomfru Ane Dorthea Christensen den 28 december 1833 i Høje Tåstrup. Ved vielsen tituleres Frederik Valentin Dame af Rye som møller, det vil sige at Frederik har erhvervet Rye Mølle omkring eller før 1833. Ane Dorthea Christensen var født den 10 juni 1811 og døbt den 20 august samme år, hun blev konfirmeret den 22 april 1827.
Hendes forældre var Gæstgiverægteparret Christensen i Hedehuskroen
Ludvig Adolph Dame,
født i Gentofte 1810 og døbt i Gentofte Kirke den 13 april 1810 : forældre: Vagtmester Dame og Hustru på Jægersborg, faddere ved dåben var: Moderen selv, forpagter Bech, Kromand Knudsen.
Peter Anton Dame født den 13 oktober 1816 i Jægersborg og døbt i Gentofte kirke den 12 november samme år. Forældre: Petrine Christine Walstorff enke efter Vagtmester Peter Hansen Dame på Jægersborg som døde den 2 april dette år (1816) Faddere ved dåben var: Oberstløjtnantinde Boesen, Oberstløjtnant Boesen. Peter Anton Dame blev viet til Dorthea Pedersen der var født omkring 1824 i Herlufmagle sogn i Præstø Amt. De blev viet omkring 1845 i Tybjerg Sogn Præstø amt. De fik følgende børn:
Ved FT-1850 er Peter Antons moder, enken Petrine Christine Walstorff samboende på adressen på Tybjerg skole i en alder af 70 år. Peter Anton Dame døde
den 25 marts 1895 i en alder af 78 år.
Faderen, Vagtmester Peter Hansen Dame døde den 20 april 1816 og blev begravet fra Gentofte Kirke den 25 april 1816 i en alder af 48 år. Et halvt år før hans søn Peter Anton blev født, og 3 uger før hans søn Anton August døde.
Frederik Valentin Dame og Ane Dorothea Christensen fik følgende børn:
Peter Christen Dame
født den 18 september 1834 i Rye , Roskilde og døbt i Rye kirke den 21 november samme år. Forældre : Mølleforpagter af Rye Mølle Frederik Valentin Dame og Ane Dorthea Christensen. Båret af Madame Hillemann på Rygård, Faddere ved dåben var: Ane Kirstine Christensen, Hr. Fuldmægtig Jørgen Hillemann, Ludvig Adolf Dame Møllersvend i Rye og Rasmus Christensen i Hedehusene.
Peter Christian Dame, hørkræmmer, blev omkring 1870 viet til Gunnild Elise Christiane Dame der var født omkring 1842 i Søllerød Sogn Frederiksborg Amt.
De fik følgende børn:
Ludvig Carl Dame
født 28 april 1836 i Rye, Roskilde og døbt i Rye Kirke den 15 juli samme år. Forældre: Møller Frederik Valentin Dame og Ane Dorthea Christensen i Rye.Båret af Madam Balhorn i Slagelse, Kjøbmand Balhorn fra Slagelse var fadder.
Petrine Caroline Andrea
Dame født den 15 marts 1838 i Rye, Roskilde, og døbt den 14 juni i Rye Kirke. Forældre: Møller Frederik Valentin Dame og hustru Ane Dorthea Christensen i Rye Mølle. Faddere ved dåben var: Båret af Madam Kornerup i Roskilde, Jomfru Baiholm i Roskilde, Gjæstgiver Jensen i Møllehuset, Gjæstgiver Lorentzen, Maltes søn og kjøbmand Balhorn i Slagelse.
Emilie Eleonora Dame
, født 1 februar 1842 i Ballerup, møllen. Døbt den 17 juni i Ballerup Kirke. Forældre: Fredrik Valentin Dame og hustru Ane Dorthea Christensen. Faddere: Madam Christensen og Hr. Gjæstgiver Christensen, Staldmester Dame og skolelærer Dame, Madam Dame..
Frederik Theodor Dame
født den 18 juni 1844 i Ballerup, møllen, og døbt i kirken den 4 oktober samme år i Ballerup Kirke. Forældre: Ejer af Ballerup Mølle Frederik Valentin Dame og kone Anne Dorthea Christensen. Faddere ved dåben var: Gjæstgiver Christensen af Hedehusene og kone, barnets forældre og Jomfru Louise Geisling, alle af Ballerup
Frederik Theodor Edvard Dame
født 23 august 1848 i Ballerup, Møllen, og døbt den 26 november 1848 i Ballerup Kirke. Forældre: Møller i Ballerup Frederik Valentin Dame og kone Anne Dorothea Christensen. Faddere ved dåben var: Fabrikant Dame af København.
Deres Adresse ifølge FT-1840 Smørum, Ballerup By , Møllen 89
Frederik Valentin Dame ejer af Ballerup Mølle ved FT-1880, 74 år gammel, hans ene søn Frederik Theodor Edvard Dame er ved samme Ft reg. som mølleforpagter ved Ballerup Mølle. Frederik Valentins anden søn, Carl Ludvig Dame går konkurs med Jagtvej Mølle den 3 august 1879.
Ludvig Carl Dame blev omkring 1865 viet til Ane Cathrine Dame født i Ballerup den 14 april 1837 og døbt i Ballerup Kirke den 4 juni samme år , hendes forældre var: Husmand Christian Knudsen og Bodil Andersdatter af Ballerup. Ludvig Carl Dame og Ane Cathrine Knudsen fik følgende børn:
Christian Valentin Dame
født den 26 april 1866 i Ballerup, Møllen, og døbt den 24 juni 1866 i Ballerup Kirke. Forældre: Møllersvend i Ballerup Ludvig Carl Dame og hustru Anne Cathrine Christiansdatter Knudsen, 29 år gammel. Faddere ved dåben var: Tømrer Hans Larsens kone og pigen Anne Mortensdatter, begge af Ballerup. Tømrer Hans Larsen af Ballerup, Hr. Kjøbmand Chr. P. Dame af Kjøbenhavn og Kroforpagter Thomas Johannesen af Smørumovre.
Frederik Peter Dame
født omkring 1866 i Ballerup.
Caroline Dorthea Dame
født den 27 oktober 1875 på Jagtvej Mølle i København og døbt i Stefans Kirken den 19 december 1875. forældre: Møller Carl Ludvig Dame og hustru Ane Kathrine Knudsen, Jagtvej Mølle 103. Faddere ved dåben var: Moderen. Møller Theodor Dame i Ballerup, Hørkræmmer Dame Hauser Plads, Faderen.
Familien Dame var de sidste ejere af Jagtvejens Mølle da den stadig fungerede som vejrmølle. Det gjorde den i små 100 år, hvis man regner tiden den stod og pumpede vand i Utterslev Mose med. I 1892 blev møllen nedtaget.
Jagtvejens Mølle og Brødfabrik A/S
I 1890 er møllen imidlertid på andre hænder idet FT-1890 har reg. følgende ejer af matriklen som nu har fået adressen Jagtvej 145 – Møller og Bagermester
Erik Jacobsen som bor i stuehuset med sin familie der består af følgende personer:
Herudover residerer der ligeledes i stuehuset en Detailhandler Grønfeldt med sin familie.
Ifølge FT-1906 er det stadig bagermester Erik Jacobsen med familie der bor i bygningerne der nu har nummer 103, stadig matrikel 171 lod H – Detailhandler Grønfeldt bor også stadig i stuehuset. Møllen er som bekendt for længst nedtaget(omkr.1900) ; men bageriet kører stadig videre som Jagtvejens Mølle og Brødfabrik
.A/S Jagtvejens Mølle og Brødfabrik.
I 1913 var møllen som bekendt nedtaget; men der blev på samme sted bygget et moderne bageri og brødfabrik , nu på matrikel 402- Jagtvej nr. 145.
Ifølge FT-1916 var Direktøren for aktieselskabet Jagtvejens Mølle og Brødfabrik en bagermester Jacobsen der stadig boede på matriklen med sin familie. Han var den sidste ejer af brød-fabrikken.
A/S Jagtvejens Mølle og Brødfabrik fungerede der indtil 14 juli 1917 hvor brød-fabrikken ophørte og blev opslugt af et netop oprettet aktieselskab med Schulstad og Ludvigsen som hovedaktører. <A/S Københavns Brødfabrikker> var en realitet. Aktieselskabet bestod af i alt 9 Københavnske Brødfabrikker. Jagtvejens Mølle og Brødfabrik fortsatte dog produktionen under det ny lederskab helt frem til omkring 1923 hvor produktionen ophørte
Og brød-fabrikken lukkede helt.
Ved FT-1925 var det en blandet landhandel der lå på matrikel 402 nr. 143-145 som nu var i Urtekræmmernes Kaffebrænderiers eje. I stuen boede en 29 årig Konfekturehandler Poul Lothar Linberg sammen med sin hustru der var ekspeditrice. I stuen ved siden af lå en beværtning og her boede en Georg Alfred Rasmussen med sin store familie på i alt 9 personer. På førstesalen over Beværtningen residerede en Norsk skrædder – der har antageligvis været udført
skrædder-hverv på etagen da der også er en ansat syerske reg. på adressen. På førstesalen ved siden af skrædderiet boede en elektriker med sin hustru – der er ligeledes reg. en kontordame på adressen.
De gamle bygninger der rummede brød-fabrikken blev nedrevet umiddelbart efter 1925. Hvilket gjorde at man nu kunne føre Thorsgade direkte gennem til Tagensvej. Dengang blev det sidste stykke af Thorsgade fra nuværende Mimersgade til Tagensvej kaldet <Thorsgades Forlængelse>. Ved FT-1925 er der stadig et mindre stykke af Thorsgade der kaldes forlængelsen fra nr. 118 helt oppe ved Tagensvej til nr. 100 der lå omkring den nuværende trekant ved Ydungades udmunding til Thorsgade. Der er jo ændret noget på husnumrene i Thorsgade siden dengang – i dag går Thorgades lige
numre kun til nr. 96.
TCASC©
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. – 03- 2022
September 2, 2010
Ølunds Mølle
Af Tonny Svanekiær
Den er opført i nærheden af Nørrebros Runddel. Ja indtil 1979 lå bygningerne i Nørrebrogade 148. Den nåede at male i 60 år. Vi følger familien Øland men også møllefamilien Schmidt. Vi berører også Svanemøllen og Lille Blegdams Mølle
Familie og kendte aner til grundlæggeren af Ølund Mølle, Christian Johansen Ølund.
Grundlæggeren af Ølunds Mølle Christian Johansen Ølund blev født i 1769 i landsbyen Ølund, Skeby Sogn, Lunde Herred i Odense Amt på Fyn.
Han blev døbt i Skeby Sognekirke den 4 juni 1769. Hans forældre var Johannes Larsen(Lauritzen) af Ølund, og Anne Sophie Christensdatter Schøit. (nedenfor)
Hans forældre var:
Johannes Laursen, født 1737 i Ølund, døbt 13 jan 1737 på Hellig Trekongers Dag i Skeby kirke, Han døde maj 1791 i Ølund, Skeby sogn, Lunde herred, Odense amt, begravet 4 maj 1791 i Skeby kirke.
Fra KB (Kirke Bog): selvejergårmand Johannes Larsen af Ølund den 4 Maj hæderlig begravet i sin alders 54 aar, stilling: selvejerbonde Ølund. Skeby, Lunde, Odense amt. Skifte: Dallund Han blev viet til Jomfru Anna Sophie Christiansdatter Schøit den 31 oktober 1765 i Lunde kirke
Anne Sophie Christiansdatter var fra Lunde mølle.
Fra FT-1787:
Odense, Lunde, Skeby, Ølund by, , F2, FT-1787, A2781 Johannes Larsen 51 gift Husbond Selvejerbonde og Gårdbeboer
Søskende til Christian Johansen Ølund:
Laurids Johannes Ølund
Født 1767 i Ølund – Skeby Sogn og døbt i Skeby Sogns Kirke ”den 2 juli 1767 i guds huusdom Mariæ Besøgelsesdag”, faddere ved dåben var:
Anne Cathrine Johansen Ølund
Født 1773 i Ølund -Skeby Sogn , hjemmedøbt den 22 april og den 9 maj i Skeby Sogns Kirke. Faddere ved dåben var: Niels Møller i Lunde, Jørgen Simonsen, Erich Nielsen, Henning Olufsen og Henrich Johansen, alle af Ølund, så og forpagterens Bent Andersens kone af Lunde, som bar barnet.
Rasmus Johansen Ølund
Født den 25 maj 1777 i Ølund – Skeby Sogn og strax fra fødselen af jordemoderen
Giertrud Chrisophersdatter i Eighoved? Formageligt hjemmedøbt, hvorpå han og samme dag, som var Trinitatis søndag, blev i guds hus frembåren, faddere var: Erich Nielsen af Ølund, Skipper Dagstrup af Gierskov, Hans Madsen, Hans Mortensens hustru og Enken Marie Ditlevsdatter begge af Ølund, og Hans P’s
hustru af Schebye som bar ham.
Rasmus blev viet til Kirsten Andersdatter, hun blev født i Skeby Sogn i 1782. De fik mindst ét barn, en søn der blev døbt Jørgen Rasmussen. Rasmus Johansen og Kirsten Andersdatter boede som aftægtsfolk på sønnens gård ved FT-1850 i en alder på hhv. 73 og 68 år. Gården lå i Lumbye Sogn – Lunde herred.
Jens Johansen Ølund
Født 1779 i Ølund – Skeby Sogn og døbt i Skeby Sogns Kirke den søndag den 10 post trinitatis, 8 august 1779. Faddere ved dåben var: Niels Møller af Lunde Mølle, Jens Rasmussen af Ørritzlef, Skoleholder Hoff af Hessum? , Jørgen Simonsens hustru af Ølund og Provstinde Høst af Schebye, som bar barnet.
Jens døde som spæd.
Søndag 15 post Trinitatis, den 12 september 1779 blev Johannes Larsens hustru introduceret.
Christian Johansen Ølund blev viet omkring 1794 til Christiane Pedersdatter der var født omkring 1769.
De fik følgende børn:
Tvillingerne Anne Sophie og Caroline Ølund født den 2 marts 1795 i Myntergade i København og døbt i Nikolaj Kirken i København den 29 marts samme år. (fra KB) Den 20 marts – Christian Johannesen Ølund brændevinsbrænder i Myntergaden, og Christiane Pedersdatter, tvillingerne, a’ født den 2 marts: Anne Sophie, faddere: Bogtrykker Schulz, Brændevinsbrænder Gydler, Hørkræmmer Møller, Fru Schulz og Jomfru U..hun. født den 2 marts : Caroline , Bogtrykker Schulz, Brændevinsmand Dons, Rasmussen, Madam E Juuels, Madam Severine.
Johannes Ølund, født 1798, hvilket københavnsk kirkesogn vides ikke præcist. Johannes bliver møllermester ligesom sin far, Christian Johansen Ølund – og overtager Svanemøllen fra sin far efter dennes død i 1828 – han er reg. som ugift møllermester i en alder af 47 år, boende på adressen udenbyes klædebo matr. 141 forhuset., ved FT-1845. Der kendes ingen børn af Johannes Ølund.
Ane Cathrine Sophie Ølund, født 1800, hvor vides ikke præcist; men i København.
Hun blev viet i en alder af 35 år i 1835 i citadel-kirken til Christian Christopher Gøttsche Holm. Han var født den 23 marts 1796 på Donse Krudtmølle fra 1704 som lå ved Gunderød, han var søn af Mølleejer Christian Holm og moderen Frederikke Holm , født Gøttsche. – Christian Christopher Gøttsche Holm var officer i den Dansk – Tyske krig 1848-50 hvor han var blandt de faldne i 1848. Forlovere ved deres vielse var Johannes Ølund ejer af Svanemøllen og Christian Ølund ejer af Ølunds Mølle.
Note: Det fremgår tydeligt af ovenstående KB-udskrift at både Johannes og Christian, begge sønner af Christian Johansen Ølund; er mølleejere i 1835.
Tvillingerne Caroline og Anne Kirstine Regine Ølund, født den 23 februar 1803 på Svanemøllen og døbt i Trinitatis Kirke den 6 april 1803. Den 6 april fik Christian Johansen Ølund, Møller, og Christiane Pedersdatter paa SvaneMøllen, døbt sine tvillingedøtre, født den 23 februar, den 1’ste kaldet Caroline, Fru Cathrine Holck bar hende og jomfru Severine holdt huen, den 2’den kaldet Anne Kirstine Regine, fru Kirstine Falck bar hende og jomfru Dorothea Falck holdt huen, Hr. Kaptain Henrich Holck, Hr. Kaptain Friderich Falck og Kaptain Johan Olsen var faddere.
Christian Ølund født den 7 maj 1805 på Svanemøllen og døbt i Trinitatis kirken den 19 juli 1805 . Samme dag fik Christian Johannesen Ølund, Møller og Christiane Pedersdatter på Østerbro døbt en søn kaldet:
Christian . Fruen Margrethe Falck bar ham og Jomfru Lorentzen holdt huen, Hr. Kaptain Wilhelm Falck, Hr. Kammerjunker Schack Brockdorf
og faderen var faddere.
Christian Ølund overtog Ølunds Mølle efter sin faders død i 1828
Christian Ølund blev viet til Louise Magdalene Cathrine Schrøder omkring 1826. Louise Magdalene Cathrine Schrøder var født i Kiel i Holsten omkring 1808.Hun døde den19 februar 1860. Hun var datter af toldkasserer Schrøder og Hustru, Magrethe, født Poulsen, fra Lolland
De fik følgende børn:
Christian Sigfred Ølund , født på Nørrebro i København i 1830 og døbt i Trinitatis Kirken den 10 juni 1830 (OBS!! ej fundet i KB)
Sophie Caroline Christine Ølund, født på Nørrebro i København den 18 maj 1833 og døbt i Trinitatis Kirken den 12 juli 1833(6’te søndag efter Trinitatis),
Forældre: Møller Christian Ølund og Hustru Louise Magdalene Cathrine Schrøder Ølund Mølle 77,171. Faddere ved dåben var: Madam Schrøder, fuldmægtig B…., Jomfru Sophie Ølund paa Svanemøllen og Møller Johs.Ølund samme sted, Captain Holm i citadellet, Student Øllgaard i Kannikestræde 47.
Sophie Caroline Christine Ølund blev som 20 årig den 10 august 1853 viet i Abel Cathrines Stiftelse i København til Jens Adolph Frederik Clausen von Kaas. Han var 27 år ved vielsen og er født i 1826. Forlovere var: Hoteleier Lauritz Johansen i København, skovfoged og Møller Ølund paa Fortunen. Forrettet paa Fortunen efter kongebrev af 6 august 1853, alle de nødvendige attester er fremlagt.
Louise Regine Ølund, født på Nørrebro i København i 1835
Louise Regine Ølund blev viet som 19 årig den 10 august 1855 i Garnisons Kirken til Lorenz Christian Neuhaus der var 31 år ved vielsen og født i 1824, Forlovere var: Christian Ølund Kgl. Skovfoged og Generalkrigskommissær Michealsen, huusingulation kongebrev af 4 august 1855, henhørende til Lyngby Sogn, vielsen forrettet af Heer Pastor Bl…..
Oscar Christian Ølund, født på Nørrebro i København den 7 juli 1837 og døbt i Trinitatis Kirken den den 17 september 1837 (17’ende søndag efter Trinitatis.). Forældre Møller mester Christian Ølund og hustru Louise Magdalene Cathrine Schrøder , Nørrebro.
Faddere ved dåben var: Madam Schrøder, Madam Øllgaard Møller + Ølund, Captain Holm, Auditeur Poulsen. (KB-Udskrift haves)
Oscar Christian Ølund blev som 36 årig, den 26 februar 1874 viet til 25 årige Caroline Jørgensen Møller i Lading Sogn i Århus amt. Hun var født i 1847. Forlovere ved vielsen var S. Møller af Norring og J. Møller af Skjødelev, vilesen blev forrettet i brudens hjem. Ingen tinglysning har fundet sted – vielsen foretaget i henhold til kongebrev dateret den 13 februar 1854+(1874). (KB-UDSKRIFT HAVES)
Johannes Wilhelm Ølund , født på Nørrebro i København den 7 april 1840 og døbt i Trinitatis Kirken den 12 juli 1840, (4’de søndag efter Trinitatis)
Forældre: Møllermester Christian Ølund og Hustru Louise Schrøder, Nørrebro nr. 171 A. Faddere ved dåben var: Madam Schrøder og forældrene. (KB-udskrift haves)
Johannes Wilhelm Ølund blev som 35 årig den 21 december 1865 viet i Trinitatis Kirken til Ane Margrethe Sørensen der var 19 år og født i 1845. Forlovere var: …………. A. Gisling(Gisting?) Adelgade 29 og Høker Peter Sørensen Adelgade 17 (brudens fader) Vielsen blev forrettet i huset Adelgade 29 efter kongebrev af 5 december 1865.
(KB-Udskrift haves)
De fik følgende børn:
Regine Louise Ølund født i København den 28 marts 1866 og døbt den 10 maj 1866 i Trinitatis Kirken. Forældre: Johannes Wilhelm Ølund Urtekræmmer
og Ane Margrethe Sørensen Adelgade 29. Faddere ved dåben var: M..ane Sørensen, jomfru Johanne Sørensen , Hr. Høker Sørensen (KB-Udskrift haves)
Christian Marius Peter Ølund født i København den 5 marts 1868 og døbt den 6 maj 1868 i Trinitatis Kirken , forældre: Johannes Wilhelm Ølund Urtekræmmer og Ane Margrethe Sørensen Adelgade 29 , faddere ved dåben var: Madame, jomfru Camilla Sørensen, Høker Peter Sørensen– Christian Marius
Peter Ølund var kontorist i 1885. (KB-Udskrift haves)
Oscar Edvard Ølund født i København den 17 juni 1869 og døbt den 8 oktober 1869 i Trinitatis Kirken, Forældre: Johannes Wilhelm Ølund Detailhandler og Ane Margrethe Sørensen Adelgade 31 (bemærk! Flyttet fra Adelgade 29) Faddere ved dåben var: Madam Nielsen, Fru Brasch og Str….. Brasch – Oscar Edvard Ølund var bogbinderlærling i 1885. (KB-Udskrift haves)
Sofie Camilla Ølund født i København den 12 september 1873 og døbt den 17 april 1874 i Helligåndskirken. Forældre: Kaptain Johannes Wilhelm Ølund og Ane Margrethe Sørensen (Skouboegade 45??), Fadere ved dåben var: Fru Brasch og frk. Clausen
Christian Ølund og Louise Schrøders børn fortsat:
Edvard Rudolf Sigfred Ølund født i Lyngby Sogn den 6 marts 1843 og døbt i Lyngby Sognekirke den 30 maj 1843. Forældre: Skovfoged Christian Ølund i Fortunen og hustru Louise Schrøder , båret af madam , (navn mangler i kb-udskrift), faddere var: Rudolph i Fortunen, Møller Ølund af Svanemøllen, Gaardejer Schuberth af Fortungaarden og faderen.
Note:
Det fremgår tydeligt af ovenstående KB-udskrift at faderen, Christian Ølund er Skovfoged i Fortunen (læs: Dyrehaven) i marts 1843 – det vil sige at Ølunds Mølle sandsynligvis er afhændet eller bortforpagtet i starten af 1843.
Christian Johansen Ølund fortsat:
Ifølge FT-1801 boede familien Christian Johansen Ølund i udenbyes klædebo kvarter matrikel 36,107 på Østerbro, og havde følgende børn (fremhævet)
Johannes Ølund, 3 år, deres søn født omkr. 1798
Ane Cathrine Sophie Ølund, 1 år, deres datter , født omkr. 1800
Samboende på ovenstående adresse med familien Ølund var både en møllermester Rasmus P. Møller
samt flere møllersvende, møllerdrenge og tjenestefolk – det må antages med rimelig sikkerhed at der må være tale om Svanemøllen som Christian Johansen Ølund overtog i 1801 efter møllermester Casper Fr. Schmidt. Føromtalte Møllermester Rasmus P. Møller er i øvrigt broder til Christiane Pedersdatter, Christian Ølunds hustru.
Svanemøllen og Ølunds Mølle
Svanemøllen er opført som stubmølle i 1758. I 1771 blev Svanemøllen erhvervet af Casper Frederik Schmidt der også var ejer af Gothers Mølle. I 1773 nedbrændte hele den gamle stubmølle, den blev opført igen som en Hollandsk mølle med drejelig møllehat. Casper Frederik Schmidt overtog i 1773 også den gamle barkmølle Lille Blegdams Mølle der lå ved mosaisk kirkegård på Nørrebro. Da den Kongelige Grynmølle som stod ved Gammel dok på Christianshavn nedbrændte i 1779, blev det overdraget Svanemøllen at forsyne Flåden med mel og gryn.
I 1801 overgik Svanemøllen til brændevinsbrænder Christian Johansen Ølund og han ejede Svanemøllen frem til sin bortgang i 1828. Han opførte også den berømte Ølunds Mølle lige nord for Nørrebros runddel i 1826 på matrikel 171 lod A. Ølunds-Møllen blev opført som hollandsk mølle og vingeakslen var lavet af jern i stedet for egetræ da brandfaren derved formindskedes. Møllen var en såkaldt gallerihollænder, det vil sige at den stod på en op-muret underdel og vinger og bremse blev betjent fra galleriet
rundt om møllen.
Ved opførslen stod den frit og dannede nærmest en slags bygrænse. Møllen var ottekantet og gulmalet. Ølunds Mølles hat, vinger og overbygning blev, ifølge en tegning af Both, nedtaget allerede i 1870, fordi møllen efterhånden lå indeklemt mellem de høje nye huse som blev bygget på Nørrebro. Møllen beskrives i 1881
som 3-etager højt i 3 fag, den øverste etage var ottekantet med fladt pap-tag. Selve møllehuset stod som en baggårdsbygning ved Nørrebrogade 148 indtil 1979, da det desværre faldt for byfornyelsen. Møllen lå således at bagsiden set fra Nørrebros Runddel lå ca. midt i Uffesgade der indtil 1941 faktisk hed Ølundgade – opkaldt efter Møllen.
Christian Johansen Ølunds søn, Johannes Ølund overtog Svanemøllen efter faderens død i 1828, han passede møllen i 28 år; men gik så fallit i 1856. Herefter
blev Svanemøllen købt af en oberst Eckmann og en kaptajn Lictenberg og allerede i 1858 blev vind-mølllen kombineret med en dampmølle, som var uafhængig af vind og vejr. Dampmaskinen som trak møllen var produceret på Burmeister og Baumgartens fabrik på Engelskmandens plads på Christianshavn. I 1879 var Svanemøllen stadig i militære hænder og ejedes nu af Løjtnant Oscar Eckmann.
Svanemøllen var udsat for flere storbrande, og i 1892 nedbrændte den totalt.
Efter denne storbrand reetablerede man den nederste del af møllen hvor der blev åbnet et værtshus. Under 2 verdenskrig blev ”møllen” beslaglagt af tyskerne og blev derfor sprængt i luften af sabotører i 1944 – herefter endte møllens godt 185 årige historie.(note)
Christian Johansen Ølund døde i København den 14 juni 1828 og blev begravet fra Trinitatis kirken den 18 juni samme år , 59 år gammel.(note)– kun 2 år efter Ølunds mølle blev bygget, han er i KB registreret som forpagter af Svanemøllen. – Ølunds Mølle blev overtaget af hans søn Christian Ølund der var forstkandidat i dyrehaven – den var i familien Ølunds eje indtil starten af 1843 (note) hvor den blev overtaget af Frederik Christian Schmidt fra den kendte Københavnske møller-familie.
Frederik Christian Schmidt
blev født i København i 1809 og blev som 35 årig viet den 1 juni 1844 i Vor Frue Kirke til den 30-årige jomfru Oline B. Petersen. Han er ved vielsen i 1844 reg. som Møllermester hvilket må betyde at han allerede har overtaget Ølunds Mølle, måske som tidligere nævnt i starten af 1843. Frederik Christian Schmidt var familiært relateret til møllermester og ejer af flere Københavnske møller, Casper Frederik Schmidt
Christian Johansen Ølund og hans 2 sønner Christian Ølund og Johannes Lund var medlemmer af Det Kongelige Skydeselskab Sølyst ved Klampenborg – Deres skydeskiver kan ses på Sølyst den dag i dag . på Christian Johansen Ølunds skive dateret den 3 juni 1807 (nr. 302) er der et motiv af en Hollandsk vindmølle, givetvis Svanemøllen. Johannes Ølunds skive af 18 juli 1832(nr.587) forestiller motivet en Ø med en lille lund, og endelig Christian Ølunds skive af 18 juli 1832(nr.589), forestiller en jæger ved en sø med en Ø og en lille lund.
Det fornemmes tydeligt at skivemotiverne er inspireret af hjemegnen Ølund.
Note: Christian Ølund er reg. I KB som skovfoged I Fortunen (Dyrehaven) I februar 1843. Han kan da næppe være møllermester på Ølund Mølle samtidig, hvilket vil sige at møllen er afhændet eller bortforpagtet allerede fra 1843.
Jf. omstående.
De sidste ejere af Ølund Mølle.
Ifølge FT-1850 er den tidligere nævnte Frederik Christian Schmidt der er reg. som møllermester på Ølund Mølle. Her bor han med sin familie hvoraf følgende personer er registreret.
Der er også reg. 2 møllersvende og 3 møllerdrenge samt en tjenestepige på adressen. Ved FT-1855 er de samme personer reg. på samme adresse, dog med mindre ændringer af ansatte møllersvende og tjenestefolk
Ved FT-1860 er de samme personer reg. men familien er imidlertid blevet øget med en søn. Johan Frederik Nikolai Schmidt der er født på Nørrebro omkring 1850, personalet er nu indskrænket til en enkelt møllersvend og en møllerlærling.
Ved FT-1880 må Frederik Christian Schmidt være bortgået da det er hans 2 sønner Georg Andreas Christian og Johan Frederik Nikolai der begge er reg. som møllere på møllen.
Johan Frederik Nikolai er imidlertid blevet viet til Marie Kirstine født Petersen og de har fået en søn, Julius Valdemar Christian Schmidt der er født omkring 1879. Der er ingen andre fra møllerfaget reg. ved denne FT.
Ifølge andre historiske kilder skulle Ølunds Mølle have fået nedtaget toppen allerede i 1870 og har derfor ikke fungeret som vindmølle ved FT-1880; og dog, med 2 møllere som ejere har den formodentligt stadig malet mel; men muligvis er toppen med vingerne nedtaget umiddelbart efter 1880. Familien Schmidt er de sidste ejere af Ølunds Mølle.
Ifølge FT-1890 ejes Ølunds Mølle med tilhørende bygninger af forhenværende møllermester Johan Schmidt. Mølleriet er dog nedlagt og møllebygningerne fungerer nu som beboelse med diverse småerhverv.
Ved denne FT-1890 må det være Johan Frederik Nikolaj Schmidt, søn af tidligere og afdøde ejer Frederik Christian Schmidt. Der er reg. 8 familier på adressen
som består af et forhus hvor der bor 4 familier på i alt 16 personer, en side og mellembygning hvor der bor 2 familier på 11 personer og et baghus hvori der bor 2 familier på 13 personer samt i alt 12 personer der lever og bor i møllen som tjenestefolk mm..
I stuehuset til højre bor en enkefrue Kock med sin familie i sidebygningen til venstre bor familien Meyer og i stueetagen i baghuset bor familien Jensen, i stuen mod gården bor familien Larsen. Johan Schmidt bor med sin familie på første sal i forhuset. Han tituleres her som husfader og forhenværende møller – han er 39 år ved FT-1890, altså må han være født omkring 1851.
En ikke særlig høj alder at være både husfader og forhenværende Møller på.
Ølunds Mølle har nu fået adressen Nørrebrogade nr. 148 , stadig matr. 171 lod A. Tømrerfirmaet Hans Jacob Kornerup Koch indrettede i juni 1892 tømrerforretning i Ølunds Mølle. Firmaet havde også en filial i Vendersgade 17. Firmaet lå der kun til december 1893 hvor det ophævedes.
Ved Ft-1906 ejes Nørrebrogade 148, matr. 171 A af en vognmand S. Pedersen, ved denne FT er der ej heller optegnet noget eller nogle fra bagbygningerne
Ved FT-1916 er møllebygningerne imidlertid ejet af husejer Søren Petersen , Sankt Thomas Alle’ 2, 2 sal. Denne Søren Pedersen kan sagtens være identisk med vognmand S. Pedersen der ejede bygningerne i 1906.Adresssen har også fået ny rode nemlig Bispebjerg rode i stedet for Lersø Rode som det hørte under i tidligere FT. Lige efter Ft-1916 hørte adressen under Rådmands Rode.
Selve møllebygningen ligger der endnu men der er dog sket flere ændringer , Selve møllebygningens nummer er uændret nr. 148 med der er nu 2 opgange mere på matriklen, nr 8 og nr 10. Både opg. 8 og 10 hører til en ejendom på 4 etagers beboelse hvilket vil sige at den er bygget efter 1890 – det passer også fint med det byggeboom kvarteret omkring møllen var udsat for fra ca. 1885 til 1910. De gamle mølletilbygninger gik kun til 2 sal; den ene af bygningerne fra 1826 står der endnu ved denne FT-1916 og selve møllebygningen står også stadig som den blev sat i 1826.
Husejeren bor ikke selv i bygningerne i 1916. Den sidste møllermester der drev Ølund Mølle som mølleri var Johan Frederik Nikolaj Schmidt. Ølunds Mølle nåede at male mel i omkring 60 år.
Ved FT-1925 er bagbygningerne (de tidligere møllebygninger) på matrikel 171A, eller rettere Nørrebrogade 148, slet ikke optegnet hvilket sikkert betyder at der blev drevet erhverv fra bygningerne. Det vides med sikkerhed at der i 1930’erne var et autoværksted og i 1950’erne var både Frelsens Hær og en købmandsbiks
der blev drevet af en Hr. Nielsen
De sidste rester af Ølunds Mølle blev nedrevet i 1979 på grund af den omfattende sanering i det der kaldtes Fix-kareen.
I dag er der kun en tomt og den gamle baggård til Nørrebrogade 148 er nu noget større end før. Det gamle matrikelnummer 171 A har dog overlevet; men Nørrebros gamle vartegn er væk og en æra er slut.
TCASC©
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. – 03 – 2022
September 2, 2010
Forhistorien
Meningen var, at vi ville lave et lille hæfte som vi delte gratis ud til alle gæster til de 10. Kulturelle Markedsdage i Nørrebroparken. Undertegnede fik bevilliget penge til det og gik i gang. Der blev lavet et 48 siders hæfte med et 4 sider stillæg. Det hele blev sendt til Tryk. Og hæftet blev også leveret. Men regningen blev ikke betalt. En dag ringede bogtrykkeren og spurgte om trykningen ikke skulle betales. Og nu var der pludselig ingen penge til det. Enden på det hele blev, at undertegnede selv skulle betale. Det var godt nok en økonomisk bet. Det var da godt vi ikke fik trykt fotos ind i hæftet. Hæfterne fik nu lov til at ligge nede i boghandlens kælder. Og for at få nogle af pengene hjem solgte vi hæftet for fremstillingsprisen. Men uheldigvis var det – det år, hvor vi havde oversvømmelse på Nørrebro. Boghandlens kælder blev også oversvømmet. De fleste af hæfterne gik under for at sige det populært.
På hjemmesiden har vi i redigeret form forsøgt at genskabe indholdet i fire artikler. Og egentlig var formålet, at det skulle være en hyldest til de mange græsrødder på Ydre Nørrebro som laver så meget for os andre og som gang på gang bliver overset. Det har været en sand fornøjelse at være en del af Kulturelle Markedsdage i de 10 år, som det varede. Dette blad blev udgivet i 2010
Nørrebroparken – mens vi husker den
Serridslev
Landsbyen Serridslevs jorder fyldte det meste af Nørrebro og Østerbro. Landsbyen nævnes første gang i 1186. Omkring 1423 har der været en kongsgård i landsbyen. I 1527 optrådte nogle bønder fra Serridslev som domsmænd i en mordsag. Samme år blev jorden uddelt til rådmændene som tak for deres indsats. Men alt tyder på, at Serridslevs marker stoppede ved den nuværende Nørrebrogade.
Havremarken
Det var Havremarkens jorde, der dominerede området. I gårdens sidste leveår blev der dyrket tobaksplanter. En del af jorden blev brugt som græsningsareal for omegnens kreaturer. Og de havde det godt disse kreaturer. En del af affaldsstofferne til brændevinsfremstilling , masken, blev anvendt som en del af kreaturernes foder. Havre blev der også dyrket på en del af jordene.
De første gader
Den første gade, der blev anlagt var over på den anden side af Nørrebrogade eller Lygtevejen, som den hed dengang.
Allersgade, er en af de ældste sidegader på Ydre Nørrebro. Den blev i 1860 navngivet efter brygger og brændevinsbrænder Christian Aller. Han var en kendt grundejer herude. Selv boede han her dog kun fra 1839 – 1841. Men efter hans død flyttede hans enke tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej.
Senere fulgte Lyngbygade, Brønshøjsgade, Gjentoftegade, Ordrupgade m.m. I dag har gaderne navne som Hillerødgade, Søllerødgade, Vedbækgade m.m.
Hundeluftning og andre aktiviteter
Hvis du i dag tager cyklen gennem Nørrebroparken, kan du fornemme den aktivitet, der her udspiller sig.. Desværre er man ikke så god til at passe på den. For det meste er Nørrebroparken dog hurtig ryddet op af kommunens folk.
Om sommeren er der dømt solbadning, ellers er der hundeluftning og mange forskellige sportslige udfoldelser på programmet.
Det vil sige, at hunde-lufterne ikke var meget for de ændringer, der blev taget i Nørrebroparken. Man dannede en protestorganisation Hund 2200 og forærede daværende Teknik – og miljøborgmester Klaus Bondam en hundelort – godt nok pakket ind i en plastikpose.
En masse andre organisationer har efterhånden også set mulighederne i arrangementer i parken, K – Festival, Nørrebro Rules og Ghettoblaster. Nørrebroparken var ikke mere bare en græsplæne og et par forhøjninger.
Musik, fest, mad hygge, søde mennesker, gøgl og drikkelse bydes der på. At høre Benny Holst i Nørrebroparken er bare fantastisk. K – Festivallens parole er meget rammende Krig er foragt for liv – fred er at skabe.
Støj- og støvhelvede forude
Men nu er det snart slut, eller skal vi lidt neutrale. En masse aktiviteter er stillet på stand by. Metroselskabet har bebudet sit indtog. Gad vide, hvordan det går med Kulturelle Markedsdage i fremtiden.
Et støj – og støvhelvede samt op til 720 lastbiler dagligt venter forude. Den nyrenoverede park graves op, træer fældes og tunneljord køres væk. Pladsen vil
overskride støjgrænser 24 timer i døgnet. Det har sandelig ikke manglet på protester fra adskillige organisationer.
Metroselskabet har bebudet, at man starter i den nordlige ende, for så senere at udvide i den sydlige del. Indtil år 2017 vil Nørrebroparken ikke være som i dag. Mine tanker går også til naboer til parken de næste 9 år. Måske skal dette lille skrift også tilegnes dem. Egentlig bliver parken ubrugelig de kommende mange år.
I 2018 åbnes så med 17 nye Metrostationer. Og det som dette lille skrift handler om er netop livet i og omkring Nørrebroparken, mens vi kan huske det og mens Metroselskabet snart får finger i den. En kæmpe byggeplads med masser af lastbiler vil afløse de aktive borgere i parken.
Investering på 24 millioner kroner
Vi sad i styregruppen Nørrebro Park Kvarter og tog stilling til den nye park og dens udformning. En kæmpe konkurrence blev foranstaltet og alle forslag blev stillet til beskuelse for offentligheden. Den nye Nørrebropark blev indviet med masser af musik. Nørrebros mangfoldighed blev fremhævet. Nu skulle der grilles, løbes på skateboard, spilles volley og streetbasket.
Billig var det bestemt ikke. 24 millioner kroner blev det brugt til at renovere parken.
Et af konkurrence forslagene tog faktisk historien med:
Nørrebro Park Kvarter
Vi bestemte i styregruppen, at kvarteret fremover skulle hedde Nørrebro Park Kvarter. Kvarteret begrænses af Nørrebrogade, Jagtvej, Højbanen og grænsen til Frederiksberg.
Og så brugte vi ca. 183 millioner kroner til at forskønne kvarteret. Pengene blev brugt til en masse forskellige aktiviteter. Det er da bestemt heller ikke alle, der
har taget lige godt imod den nye Nørrebropark. Således mener nogen, at markedshallerne er det samme som HT – terminalerne var for Rådhuspladsen.
Legepladsen bliver kaldt Bermudatrekanten, velsagtens fordi der her er havarerede fly og et grundstødt skib man kan klatre rundt i.
Sumpen
På den anden side finder man endnu alkoholikerne eller nyderne, skjult bag et stort plankeværk. Her lå der faktisk engang to røde barakker. De fungerede som fritidshjem. Ved siden af lå ud mod Stefansgade forskellige butikker lige fra en slikbutik til et spansk indrettet værtshus. Efter barakken opstod her et socialt opholdssted. Ikke uden grund kalder man stedet for Sumpen. Man plantede nogle rosenbuske, men holdt dem ikke rigtig ved lige. Ja tulipaner blev også plantet. Stedet fik det eksotiske navn Tulipanhaven eller Rosenhaven.
Da cykelstien i 1998 blev etableret blev hækken ind til Sumpen fjernet. Kommunen fik så ideen til at indhegne området. Meningen var også, at der skulle plantes pil og lægges grus, for at få drænet. Det skete ikke. Så navnet Sumpen er vel et godt ord.
Her kommer typisk personer fra 30 år og opefter, der gerne vil nyde alkohol i socialt fællesskab. De kommer her året rundt år. De første gæster indfinder sig kl. 5 om morgenen. Man drikker, griller, diskuterer og hygger i fællesskab. Hvis en af kompagnonerne dør, og det sker ikke så sjældent, ja så splejser man sammen til en buket.
Ikke alle var tilfredse med hvad der foregik i Nørrebroparken. Vi har fundet et udklip fra Nørrebro Avis, desværre uden datoangivelse:
Metroselskabet havde besluttet sig
På samme tidspunkt som vi sad og besluttede Nørrebroparkens forvandling, havde Metroselskabet besluttet sig for at Nørrebroparken skulle være en kæmpe arbejdsplads. Nye skinner skal lægges på Nørrebro. Det vil komme til at betyde en masse. Og tidligere har sådanne skinner også betydet masser for bydelen.
Jernbanen på Nørrebro
Banen suser gennem Havremarken
Da loven om Nordbanen og Klampenborgbanen blev vedtaget, opstod der rygter om en holdeplads på Nørrebro. På Indre Nørrebro blev man glad for disse rygter. Men da man fik at vide, hvor holdepladsen skulle være, var man knap så begejstret. Den skulle ligge ude på landet – på Havremarken. Her var intet bortset fra nogle spredte gårde og en masse køer.
Allerede fra 1863 susede tog igennem Havremarken – Stephansparken – Nørrebroparken.
I første omgang gik turen til Lyngby over Hellerup. Herfra gik der en linje til Klampenborg. Nordbanen havde i den første del samme linjeføring som vest-banen. Sporene gik i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvsgade. Ved Rosenørsallé omtrent der, hvor Radiohuset lå, skiltes linjeføringen. Vest-banen fortsatte mod Roskilde. Nordbanen fortsatte mod Hellerup over Ladegårdsåen ved Bülowsvej og kørte videre ad Nørrebros
marker syd for Assistens Kirkegaard. Videre gik det over Havremarken og Rådmandsmarken før den uden stop gjorde holdt i Hellerup.
I den mærkelige avis Sandhedsfaklen kunne man i 1862 læse:
To jernbanestationer
Man havde ligefrem:
I stedet for at bevillige millioner til anlægget ved den nye station, ja så blev der kun bevilliget 400.000 kr. Et københavnsk dagblad havde opsnappet, at gården Kirstinedal var blevet købt. Man mente, at de sjællandske baners kontor skulle flyttes herud. Det var cirka på det sted, hvor den nuværende Nørrebro Station ligger. Men det hele viste sig at være en avisand. Og så skete der ellers ikke mere.
Befolkningen på Nørrebro var ved at være utålmodige. Trafikbehovet var stigende. Nørrebro Sporvej havde i 1884 solgt 426.554 biletter a 5 øre. Ganske imponerende.
I sommeren samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet sammen, for at drive en jernbane. De sendte et andragende om tilskud til opførelse af en stationsbygning i form af et skur. Prisen var ca. 25.000 kr. Selv havde man fremskaffet 6.000 kr.
I 1882/83 lykkedes det endelig at få bevilliget 250.000 kr. til køb af arealet. Tillægsbevillinger til 150.000 kr. lykkedes det også at få fremskaffet. Det gik stærkt i begyndelsen. Jordarbejderne var nogenlunde færdige i november 1885.
Det viste sig nu at banegården kom til at bestå af to stationer. Tømmerværket på stationsbygningerne var rejst i marts 1886. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Allés udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup. og ankomststationen Station B blev anlagt ved Lyngbygade (Hillerødgade).
Her ankom dem, som havde været en tur i Nordsjælland. Og her kunne man så tage ind til København. Men måske var det lettere at tage sporvognen fra Nørrebrogade.
Damer fik ødelagt sko og klæder
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til at der ikke var en egentlig adgangsvej til de nye jernbanestationer . Det fik de daværende medier til at skrive:
Terrænet var ikke godt. Man havde vel ikke fået afvandet ordentligt. Der var heller ikke nogen form for brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det med at få de lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i dynd og smadder. Pæne mennesker gik
nærmest i fare for at brække arme og ben. Damerne fik ødelagt sko og klæder.
Man havde håbet, at få skovtrafikken med, med åbning 1. maj. Men murerarbejdet blev forsinket. Først den 1. juli 1886 fandt åbningen sted. I begyndelsen var toggangen ret beskeden. Man havde dog undervurderet Nørrebro – borgenes interesse for skovudflugterne.
Salget af biletter var kaotisk . Det var ofte udsolgt hen ad formiddagen.
Det første uheld
Sidst i august skete stationens første uheld. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med et indkørende tog mod Klampenborg. I datidens medier kunne man dog berolige læserne:
Der var nok at bestille på Nørrebro Station. Den upraktiske indretning og de trange rangerforhold gav ofte problemerne. I de trange kontorer fik man nye udfordringer. Man fandt på at flytte Lygtevejskvarterets Postexpedition ind i stationen.
I 1890erne foretog man større udvidelser på stationsarealet og nye baner og sidespor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.
Til fodgængernes store sorg dødsdømte man fodgængerovergangen ved Esromgade. Nu måtte også de stå og vente, ligesom resten af trafikken på Nørrebrogade.
Travlhed på stationen
I perioden fra 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen foregik via Nørrebro Station.
For at komme til og fra godspladsen (mellem banen og Nordbanegade) måtte godstogene køre øst om (foran) Station A. Her kom de stadig længere og længere tog til at holde. De ventede ofte på afgang for viderekørsel. Dermed spærrede de for adgangen til stationen for de rejsende, hvilket gav anledning til mange halsbrækkende scener.
I 1890 fremkom en af banens ingeniører med planer om at løse Københavns affaldsproblemer. Han foreslog
I 1894 blev der flere ansatte på Nørrebro Station. En assistent, en overportør og fire almindelige portører. Men snart igen blev personalet atter forøget. Først i 1890erne havde man vedtaget at ligge et dobbeltspor til godstrafik mod Frederiksberg. Alene på denne strækning kørte cirka 12 – 15 tog hver dag.
Frihavnsbanen gik på en strækning gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt med Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Derfra gik det videre til Frihavnsgitteret ved Århusgade på Østerbro.
Det første egentlige godstog kørte på ruten den 9. november 1894.
Kystbanen åbner
Kystbanens åbning den 2. august 1897 betød ikke nogen større forandring i toggangen på Nørrebro. Et par af kystbanetogene blev ekspederet på Nørrebro.
Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den af mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som et forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første køredag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer.
Og så skulle de alle sammen hjem igen. Der afgik tog hver halve time fra kl. 20.00. De sidste kom først hjem kl. 4 om morgenen. Men prøveturen på den nye strækning foregik allerede den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakvogn. Kl. 11 om formiddagen afgik det fra Hovedbanegården over Nørrebro, ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget kl. 13 og kl. 16 ankom det til Helsingør. Der var gjort ophold mange steder.
Parcelbroen er åben
Det var også i 1897, at man begyndte at overdække Ladegårdsåen. Nu var det svært at bruge den gamle vittighed, Parcelbroen er oppe. Det sagde man, når toget var forsinket.
Nu kunne man spadsere på Ladegårdsåen. Politikerne var uenige med hensyn til, hvad man skulle kalde barnet. Skulle det være Gyldenløvs Boulevard
eller Ladegårds Boulevard? Hermann Trier foreslog Åboulevard, Og sådan blev det.
I 1898/1899 anlagdes et privat sidespor for Københavns Magistrat til dennes stenplads i nærheden. Københavns Sporveje fik forbindelse nordpå til overleveringssporet mellem DSB og KSB. Her ankom i tidens løb masser af sporvogne fra Scandia i Randers.
I slutningen af 1890erne kunne man på stationen se en kæmpe sneplov, som direktionen fra Kiev – Odessa Banen havde bestilt hos Smith & Mygind. Den skulle ude på en meget lang rejse.
Stationen havde dengang ikke remise, heller ikke et lokomotivdepot. Rangermaskinen kom tidlig om morgenen fra Godsbanegårdens remise inde fra København. Den kørte hjem sent om natten. Også Frederiksbergs rangermaskine aflagde ofte et besøg på Nørrebro. Langt om længe fik Nørrebro dog sin egen maskine.
Damer – pas på den elektriske sporvogn
Mange tog sporvognen. Men nu var de jo blevet elektriske. Og når nu de kære damer skulle lære at begå sig med de nye tekniske fremskridt, ja så var aviserne over dem. Således kunne man i 1902 læse følgende:
Uheld på stationen
I 1907 forudsagde en rangermaskine dog stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formodentlig har hans jakke grebet fat i regulatoren, som dermed fik hele armen. Maskinen for afsted, ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – lige langt nok til at give en anden rangermaskine et sådant fur, at den røg gennem remisemuren og væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponerede og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen der faldt af maskinen brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.
15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kulkassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned fra førerhuset uden at få lukket regulatoren. Maskinen sprængte kæden og begav sig ud af Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo.
Hurtig blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine – med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kul-tog fra Øster Gasværk.
Da det herreløse tog nåede Nørrebro Station var det i skridtgang. Lokomotivføreren fra et tog på Frihavnsbanen steg på og lukkede for dampen. Han tog det deserterede tog samt den i mellemtiden ankomne forpustede fyrbøder med tilbage til Østerport.
Uheld har den gamle Nørrebro Station ikke været forskånet for. Det har været tale om rangeruheld, fejlindstillede sporskifter eller nedbrud.
Ejendommeligt nok er der ikke sket flere uheld ved overskæringerne med gadetrafikken. Et par gange har sporvogne været impliceret. I 1902 knuste toget en hestevogn ved Jagtvejen.
I april 1906 kom en 11 – årig dreng under en tipvogn på Nørrebrogade. Han overlevede ikke.
I december 1918 kørte en rangermaskine ind i en linje 5 sporvogn på Nørrebrogade. En murermester blev alvorlig kvæstet. KSB blev ved en efterfølgende retssag dømt til at betale 15.000 kr. til den stakkels mand plus sagsomkostninger. Det kom frem, at en KSB – ansat havde sovet og ikke havde set sporvognen.
I 1921 påkørte en sporvogn bommen på Hørsholmsgade, lige før toget skulle komme. Vognen blev fjernet i sidste øjeblik og vognstyreren øjeblikkelig suspenderet.
I 1964 kunne man i dagbladet Aktuelt læse følgende:
Slangerup – banen åbner
I 1906 åbnede København – Slangerup Banen (KSB). I begyndelsen medførte dette ikke den store konkurrence. Men de var gode til det der med markedsføring, så på et tidspunkt blev der tale om konkurrence. Senere kom der forbindelse fra Station B via kommunens stenspor til Lygten Station.
Den 16. juli 1905 var der allerede arrangeret en præsentationstur for pressen. Det var en kæmpesucces:
Den egentlige indvielse foregik den 19 april 1906. Et flagsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med omkring 100 honoratiores ombord.
Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, der ventede i Slangerup, blev forsinket, fordi stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først fortsætte efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som havde fornøjet sig med stationsforstanderens hund.
Det både regnede og blæste. Her var trafikminister Høgsbro, politidirektøren, kommissarius, kammerherre Tobiesen, admiral Richelieu, overretssagfører Amdrup m.m. Hele to lokomotiver trak de flotte gennemgangsvogne leveret af Togfabrikken Scandia.
Den 20. april begyndte hverdagen. Første tog fra Bagsværd mod København afgik kl. 7.31 og nåede Lygten kl. 7.59. En billet fra Lygten til Buddinge på tredje klasse kostede 25 øre. Til Bagsværd måtte man dog af med 35 øre.
I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn.
Indtil 1929 var banen ejet af private aktionærer og allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.
Omkring Lygtekroen
Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck. Han var statsbanernes arkitekt. Han er også mester for Københavns Hovedbanegård. Ja egentlig burde station have heddet Løgthe Station. Løgh betyder sump. Lige i nærheden lå Lygtekroen og Lygteåen. I 1904 blev kroen revet ned.
Det var en hel opdagelsesrejse at komme herud omkring 1903. Her kunne man ved selvsyn se, at en hel by i ekspres fart strakte sine fangarme ud over markerne og fællederne. Ustandseligbrød nye veje frem, hvis navne ingen havde hørt om før. Til tider var der bundløs ælte og smalle smøger. Men pludselig stod man på 30 alen brede boulevarder, hvis husrækker øjet ikke kunne finde en ende på.
Og midt mellem disse kolosser, der bredte sig gennem gamle havers mosgroede træer og forpjuskede buske, store skrammelfyldte oplagspladser og vakkelvorne rønner.
Disse rønner forhindrede yderligere fremfærd. Ejerne forsøgte at få byggespekulanterne til pengepungen. Det lykkedes ikke altid. Resultatet var uhensigtsmæssige gennemføringer.
Men på et eller andet tidspunkt lykkedes det at gadestumperne blev ført sammen.
Snød med øl
Den gamle Lygtekro med dens privilegerede aftægtstilværelse, dannede en fin kontrast til det moderne arbejderkvarter. Kroen kan føres helt tilbage til slutningen af 1500tallet. I 1718 overtog Konrad Berg kroen og forsynede kroen med flere tilbygninger.
Sporvejens naboskab varslede nye tider. Spredt brobelægning samt vand og gas havde indfundet sig. Og dampende lokomotiver i naboskabet var måske årsag til, at der i Lygtekroen var malet café på vinduerne.
På rejsestalden var der stadig stråtag. Lygtekroens bygninger var mærket af tidens ånd. Den ene ende var Nørrebrogade. Den anden var Slangerupbanen.
Jo her var sandelig grænsen mellem by og land.
På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i Kjælderstue og mod landet, Bajersk Øl i Gjæstestuen mod byen. Men sagkyndige påstod, at der ikke var forskel på smagen trods det, at der var stor forskel på prisen.
Der var stadig mange gæster, der ville tage afsked fra byen med et lille glas eller to.
Dette kunne man nu få adskillige steder på Nørrebrogade. En del steder var lukket, men enkelt havde prøvet at forny sig. Et sted man kaldte Orfeum havde indrettet sig med flag og vimpler. Ja og de havde sandelig også malet deres lysthuse grønne.
I 1870erne var der Den Hvide Svane og Nykro, der var de førende traktørsteder herude.
I slutningen af 1800tallet var der fri udsigt til det rigtige bondeland herude. I tidens løb har den sammenhængende bebyggelse fortrængt de åbne marker, pladserne, haverne, småhusene og villaerne. Træerne langs de ældre bebyggelser har måttet vige. Grøfterne er blevet afløst af fortove. Selv om der fra 1867 var sporvogn til Kongens Nytorv så forblev området herude meget afsondret for københavnerne.
Latrinaffald omkring stationen
Langs stationen blev der etableret læsseplads, varehus (til gods), opstillingsspor, remise og værksteder. Bygningerne bredte sig helt fra Frederikssundsvej
til Tagensvej. Varehusene blev senere revet ned og erstattet af godsekspeditionen i 1930.
Egentlig skulle ruten være startet fra Station A. Men allerede dengang var der problemer med udvidelsesmulighederne. Derfor blev starten lagt ved Lygten station. Her var der også meget mere plads. Turen gik fra Lygten over Emdrup, Vangede og videre til Buddinge og Bagsværd.
I 1929 blev Slangerupbanen omdannet til et kommunalt aktieselskab. Op gennem 30erne meldte behovet for modernisering sig. På generalforsamlingen i 1939 snakkede man om at likvidere selskabet. Men så kom anden verdenskrig og trafikken steg voldsom i en tid, hvor der hverken var benzin eller bildæk. Togene
var overfyldte.
Den første del af denne bane lugtede sikkert ikke så godt. På Lersøarealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrinoplag. For at komme af med det, anlagde man et sidespor til Nordbanen, der kørte latrinen til Kvistgård og Allerød. De vogne man transporterede den ulækre substans i, kaldtes Chokoladevogne.
Bønderne brugte blandt andet latrinen på deres marker.
Ja DSB opfattede Station Lersøen som en station på et privat sidespor. Der var opført et beboelseshus på grunden til bestyreren. Til stationen hørte også en lille have på 35 kvadratalen. Gødningen havde man lige for døren. Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891.
Latrinvognene var ikke så store som medierne ville gøre dem til. De tre trætønder kunne rummer 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, fik folk til at holde afstand.
Det skete flere gange at indholdet eksploderede på Nørrebro Station og inde på Hovedbanegården. Desværre var vognene heller ikke helt tætte. Det betød at de efterlod en stribe som Nørrebros hunde viste stor interesse for.
I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var færdig ude på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen
nedlagt.
Indtil første verdenskrig steg persontrafikken år for år på Nørrebro Station. Godstrafikken steg endnu mere, selv under krigen.
Boulevardbanen
Da røret til Boulevardbanen blev færdig i 1918, blev Nørrebro en ren Nordbane – station. I en periode afgik der kun 11 persontog fra Nørrebro Station. Til gengæld kom der cirka 37 godstog.
Da den gamle hovedbanegård blev nedlagt i 1911, forsvandt også sporet til Frederiksberg. Dette medførte mange protester, men DSB var ubøjelig. Ja man talte endda om helt at nedlægge Nørrebro Station.
Den beslutning var ikke noget Nørrebro Handelsforening ville finde sig i. Man indkaldte til medlemsmøde på Nørre Central (den lå på Runddelen , næsten ved siden af det nuværende Irma). Her blev man enige om at protestere kraftig Det hjalp måske i første omgang.
Stationen i fare
I 1914 fortsatte de voldsomme reaktioner på Nørrebro.
I Folkets Hus den 17. november havde Socialdemokratiet indkaldt til stormøde. Trafikminister Hassing Jørgensen så ingen anden udvej end en ringbane. Problemet var bare, at en sådan ville koste 8 millioner kroner.
Nørrebro Station overlevede i første omgang. Hvorfor skulle den ikke også det. Der var 400.000 passagerer årligt. Problemet var bare de mange overskæringer
omkring Nørrebro station.
Den spanske syge som også ramte Nørrebro, bevirkede på et tidspunkt i 1918, at kun en var på arbejde. 17 medarbejdere meldte sig syge. Og på godsekspeditionen mødte der kun fem mand.
I år 1900 var personalet vokset til over 30. Godsekspeditionen ved Stefansgade var blevet ophøjet til en selvstændig regnskabsførende ekspedition. I 1921 var der igen fare på færde. Nordbane – og Klampenborgtogene var omlagt til den nye Boulevard – linje. Nørrebro Stations dage som persontogstation var talte.
For personalet var det efterhånden en mærkelig fornemmelse, at se stationen som en endestation for en Blindtarm af en Bane fra Hellerup. Status som en driftig godsbanestation var dog uforandret.
Nu kørte der kun 12 små tog – med et par personvogne. Der var både 2. og 3. klasse. Den dyre vognklasse var blevet inddraget. Dansk Vej-skrift omtalte disse tog som
Tiltagende trafik
Den 26. februar 1924 blev der foretaget målinger ved 8 bombetjente overskæringer i København. Den mest generende var den på Nørrebrogade. Her var bommere nede 79 gange i et døgn. Der var 67 plantog samt en del rangering at rulle ned for. I alt 361 biler og 18 motorcykler, der måtte standse.
DSB havde åbenbart ikke interesse for anden gadetrafik. Hvor mange sporvogne, hestevogne, trækvogne, barnevogne og fodgængere, der måtte stoppe op interesserede åbenbart ikke DSB.
Trafikken var stigende og på Nørrebrogade havde en kørelærer nok at se til. Syv år inden denne trafiktælling blev foretaget kunne man i en avis læse følgende:
I 1926 prøvekørte DSB nogle nye to-akslede benzinmotorvogne. Der kunne være 100 passagerer i to motorvogne med en bivogn i midten. Køretiden til Hellerup var ni minutter, nogle gange var der stop ved Lyngbyvejens trinbræt.
I 1928 brændte en motorvogn på Nørrebro station, da der skulle hældes benzin på. En uges tid efter skete nøjagtig det samme.
Den nye station
Den gamle station lukkede den 30. juli 1930. Det hele så dog også lidt forsømt ud i slutningen af 1920erne. Straks efter lukningen blev der taget fat på oprydningen, men godstrafikken fortsatte dog en tid endnu.
Et udvalg havde i 1917 anbefalet, at der blev oprettet en ny Nørrebro Personstation og Godsbanestation mellem Lersøen og Tagensvej.
Men loven om en ringbane blev allerede vedtaget i 1919, men så skete, der ellers ikke mere. DSB havde nok andet at se til.
Den første del af højbanen, Hillerødgade – Ørnevej var fuldført i 1926. Men det gik ikke stærkt med resten. I løbet af 1930 var man dog blevet færdig.
Hastigheden for både damp – og motorvogne kunne nu sættes op til 60 kilometer i timen. Nu var der kun i korte perioder gener for trafikken på Nørrebrogade. Således ankom der i 1931 sporvogne fra Vogn-fabrikken Scandia i Randers til sporvognenes plads. Dette spor blev først fjernet i 1947.
Den ny station
Den nye personstation var noget så funkis. Man havde nok skelet lidt til stationen i Friedrichstrasse i Berlin.
Og tænk fra 1931 kunne man næsten købe biletter til alle landets stationer. For enden af hallerne var der i dennes buer, indsat glasruder. Men de blev i 1960erne opgivet på grund af til-sodning med røg fra lokomotiverne. Den ny station kostede dengang 200.000 kr. Højbanen forløb videre mod Godthåbsvej.
Under banen blev der indrettet butikker og lagerhaller.
Frederiksberg – Fllintholm – Grøndal – Nørrebro – Hellerup Banen var på 8,5 kilometer og kostede 8,5 millioner kroner. Selve højbanen var kun 600 meter og kostede 1,4 millioner kroner. De første år blev det dog kørt med dampmaskiner.
Toggangen blev udvidet til 20 minutters drift.
De jyske indvandrere
Godstrafikken steg voldsomt ved den gamle godsstation ved Nordbanegade i begyndelsen af 1920erne. En ny administrationsbygning blev endda opført.
Men en pludselig nedgang ødelagde det hele.
Da Højbanen blev anlagt blev godsarealerne nærmest misbrugt som en slags losseplads. Store mængder af fyld, grus og sten lå spredt ud over godsarealet i mange år. Det samme vil ske i løbet af de kommende år. Historien gentager sig.
Endelig i 1930 tog man initiativ til at redde godsstationen fra forfald. Det såkaldte varehus havde 13 porte og 5 kamme med stationspladsen, toldpakhus, depotbygning, værksted m.m.
På Nordbanevej havde jyske indvandrere samlet sig. Det begyndte allerede omkring århundredeskiftet. På Nørrebro synes man godt nok, at de havde et mærkeligt sprog. De var mærkelig klædt, og så spiste de kartofler og gulerødder. Ja de spiste kartofler til alt. De måtte oprette deres egne grøntforretninger.
De blev kaldt bonderøve, og burde lære sig dansk. De var mærkelig klædt, mændene smed aldrig jakken. Kvinderne gik med tørklæder om hovedet og sjaler. Den ene familiesammenføring efter den anden foregik, og de avlede som kaniner.
De havde en mærkelig religion (Indre Mission). De skulle lære størstedelen af bibelen udenad. Først da jyderne gik på værtshus, lyttede på syngepiger og gik på
bordeller begyndte de at blive anerkendt. Man havde vænnet sig til jøderne, så kunne man da også vænne sig til jyderne.
Omkring Hørsholmgade
I 1930 lukkede man for passagertrafikken. Men heldigvis for de raske drenge omkring Hørsholmsgade, så fortsatte godstrafikken. Drengene havde i cowboyfilm omme i biografen på Jagtvej set, hvordan man kunne svinge sig op på jernbanevogne. Hvis dørene var ulåste, var dagen reddet for knægtene. Togbetjenten, havde ikke en jordisk chance for følge med. Det var også sjovt at sætte en vogn i gang, efter at den var blevet låst.
Faren lurede dog også andre steder. Hellebækkerne var drengene fra Hellebækgade. De var fjenden. Og grænsen mellem de forskellige områder gik netop på banelegemet. Når alarmen lød, gjaldt om at finde en solid kæp. Kampen blev indledt med ler-klumper, der var lige til at samle op. Det var en uskreven regel,
at man ikke måtte kaste med ler-klumper med sten i.
Normalt bestod banderne af 50 stykker i hver gruppering. De sårede kom hurtig til hægterne. Der var dømt våbenhvile, når der pludselig viste sig politimotorcykler i gaden. De fleste på begge sider gik i samme skole. Man bevægede sig ikke ind på den andens område. Det ville få uoverskuelige konsekvenser.
Børnene gik sammen i gadealliancer. Som regel var det faste regler. Først blev der sendt en af de modigste over i fjendens lejr. Når han var inde for hørevidde, råbte han Vi erklærer Krig. Så spænede han tilbage til sine egne.
Forrest gik altid de stærkeste med drabelige juletræskøller. Bevæbningen bestod desuden af kosteskafter, naturgrene eller lange halstørklæder med store knuder i den ene ende. Pusterør blev også brugt. Brodne pander og blodtud i ny og næ var resultatet. Ofte skete det, at svage børn måtte betale beskyttelsespenge. Jo det var skam barsk at være barn på Nørrebro.
Den stakkels digter
Lige uden for kampområdet lå Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en for knægtene, mærkelig digter, der havde ungernes bevågenhed. Og selvfølgelig stillede de sig nedenfor hans vindue og råbte, Digter, digter, dit hoved det svigter. Og så var det sjovt, når han så bombarderede de hersens unger med kartofler.
Efter nedlæggelse af Nørrebro Station og arealets fritlæggelse, kom et omrejsende tivoli af og til på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet, stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik.
Og man kunne jo altid gå til Bager Dueholm efter kanelsnegle, de kostede kun 5 øre stykket.
Der kommer altid en sporvogn
Når vi taler skinner, må vi ikke glemme sporvognene. Her var Nørrebro godt med. Med den stigende befolkning, var det også et stigende behov for den kollektive trafik. På Ydre Nørrebro var der i 1901, 22.182 indbyggere. I 1935 var tallet vokset til 57.386.
De første sporvogne kunne rumme ti passager. En enkelt sund hest kunne sagtens trække denne vogn.
Allerede i 1867 blev Nørrebroes Sporvejsselskab dannet. I slutningen af 1880erne var der hele ni selskaber i byen. Der var overhovedet ingen koordination. Man kørte med forskelligt materiel og havde forskellige uniformer. Ingen havde rede på køreplanen. Men det tog man ikke så hårdt. Det var også skik og brug, man kunne stige af og på, hvor det passede en. Et nik til vognstyreren var nok.
Tænk i 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarede til, at Hr. Jensen brugte sporvognen 57 gange. Han brugte 5,49 kr. på sporvognskørsel.
Nørrebroes Sporvognsselskab anlagde en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade) ved Baldersgade. I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remisen udvidet med endnu en bygning, der blev opført i Baldersgade 8.
I 1885 meddelte man på generalforsamlingen, at man gik over til et andet sporvejssystem. I stedet for træunderlag gik man over til metalunderlag. Vognene ville have lettere ved at komme frem og det ville ikke larme så meget.
Det var elendig arbejdsforhold for de ansatte. En arbejdsdag var på 16 – 17 timer. Spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. I 1890 dannede 200 ansatte en forening for sporvognsfunktionærer. Dagen efter blev den nyvalgte kaldt op til direktørens kontor og fyret. Direktøren mente, at arbejde i fris luft ikke var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret. Men arbejderne holdt stand og meldte sig ind i Arbejdsmændenes Forbund.
I 1897 blev en ny remise med kontor, folkerum og kraftværk opført. Man kan godt fornemme, at der har været mange sporvogne, når man i dag kigger på Nørrebrohallen.
Mange af vognene blev bygget af den lokale leverandør, W.C.A. Hansen, som også boede i Baldersgade. Så havde han ikke så langt, når han skulle aflevere vognene. Når Hansen skulle afgive tilbud, afgav han to tilbud. Men han frarådede, at man brugte det billigste tilbud. I tilbuddet skrev Hansen blandt andet:
Vognene fra Nørrebro blev trukket af et forspand på to heste. På hoved-strækningerne, brugte man to – etagers vogne. Det var almindelig praksis at øverste etage var mændenes domæne. Kvinderne måtte af sømmelighedsgrunde ikke bestige de stejle jerntrapper, der førte op til førstesalen.
Med damp
Man havde forsøgt sig med damp. Men det var nu ikke så god en ide. Således blev der på Nørrebro fremstillet en såkaldt Dampomnibus, der skulle bruges på linje 7. Det var nærmest tale om et lille damplokomotiv. Den hvæsede, dampede, savede og peb. Da man prøvekørte den, satte man rigtig fart på den ned af Gothersgade. Det var folk bestemt ikke glad for. Fra vinduerne blev man bombarderet af kartofler, gamle tøfler, og en enkelt død kat.
Allerede fra 1875 prøvekørte Nørrebroes Sporvognsselskab en dampsporvogn bygget af fabrikanterne Smith og Mygind, der havde til huse på Nørrebrogade.
Disse prøvekørsler foregik om natten. Men det var bestemt ikke lydløst.
Men på Strandvejen oplevede de dog dampsporvognen. Den kørte den eventyrlige fart af 2 1/8 mil i timen. Men ministeriet forlangte hastigheden ned til 1 2/4
mil. Efter 8 år var der indløbet så mange protester, at et farvel til dampen på sporvejen var uundgåeligt. Borgerskabet kunne atter nyde deres enspændervogne og tage sig en ridetur.
Elektricitet og syrevogne
Først i 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hesten. Det var i dette år Nørrebro – linjen blev elektrificeret. I de følgende år fulgte andre linjer efter.
Inden da havde man forsøgt sig med akkumulator. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. På Kongens Nytorv var der opsat lade-opstandere, så kunne akkumulatorerne tankes op, inden turen igen gik mod Nørrebro. Problemet var dog, at under opladningen og kørslen blev der udsendt
generende syrelugt. Ikke uden grund blev de kaldt for Syrevogne. En indsamling resulterede i 8.618 underskrifter mod disse syrevogne.
De moderne tider
Det har aldrig været let med forandringer. I en borgerlig avis fra 1902 kan man læse følgende:
Den første og sidste sporvogn
Godt nok blev Alberti kørt over af en sporvogn, men en sådan kunne dog sagtens bremse. Når skinnerne var glatte kunne friktionen øges ved at vognstyreren med en lille skovl kastede grus gennem et rør ned på den ene af skinnerne, således at gruset faldt foran hjulet. Det var et meget primitivt arrangement, som nærmest mindede om jordpåkastelse. Senere fik man mekaniske sandstrøapparater, hvor sandet løb ud lige foran hjulene på begge spor.
I 1935 foretog man en trafikmåling forbi Dronning Louises Bro. Mellem 8 og 9 passerede 2.000 passagerer. Mellem 22 og 23 var antallet nede på 900. Rejsetiden var i 1923, 12, 5 km i timen. Dette var i 1935 vokset til hele 15,6 kilometer i timen.
Men ak. Alting har en ende. Den 22. april 1972 kørte den allersidste sporvogn i København. Det var en linje 5 fra Nørrebro. Det var sorgens dag for mange. De allerfleste sporvogne blev brændt på lossepladsen i Sydhavnen. Et par stykker kører rundt i Alexandria og Sporvejshistorisk Selskab nåede at redde et par stykker. Og det hele startede med den allerførste sporvogn med det prangende navn Solen fra 1841.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8. – 03. – 2022
September 2, 2010
En
ødemark, et saltland, en vældig ørken. Sådan var beskrivelsen om landskabet omkring Hærvejen i 1070. Plyndringer og epidemier var der masser af. Vejen var ikke brugbar i vådt vejr. De fleste kroer blev rost. Bønder havde kørselspligt. 275 vogne skulle de stille til rådighed for kongen. Læs om ”Rechte Herr Weg”, Pottervej, Helene Kilde, Sakservej, Pottervej, Herlufstenen, Bolderslev Frigård, Pouls Kro, Den Krumme vej og meget mere.
Mange antagelser
Ufattelige mange bøger er skrevet om Hærvejen. Historisk er emnet dybt interessant. Men når det handler om historie, skal man ikke tro, alt hvad man læser. Bevares historikerne har gjort deres bedste. Men der er kommet ny viden til. Nye forskningsresultater siger noget helt andet. Gamle kort har heller ikke altid været præcise. Og så har historikere ofte gjort brug af antagelser, som stammer fra forkerte oplysninger.
De mest kendte bøger er begået af Hugo Mathiessen. Men mange af hans antagelser holder ikke for en nærmere undersøgelse. Også Mads Lidegaard har beskæftiget sig med Hærvejen. Men også hans metoder bunder på en masse usikkerhed. Wilhelm La Cour antagelser er også tilfældige. Af andre med meninger om Hærvejen kan nævnes P.V. Glob, H.V. Gregersen og Bjørn Svensson.
Forskere har glemt at klimaændringer har haft sin virkning på Hærvejs – strækningen. Men også nedbrydning af jord, rydning af skov og grundlæggelse af nye landsbyer i det 11. og 12. århundrede havde sin virkning.
Historisk vingesus
Selv har jeg mærket historiens vingesus i Bommerlund Plantage, og stået på Gejlå Broen. Min afdøde kone fortalte meget om Hærvejen. Hun lavede faktisk flere film om den. De har været vist på DR. De tåler sagtens en genudsendelse.
Ja og så har jeg i tidligere artikler berettet om Hände Hoch på Hærvejen – syd for grænsen. Vi stod pludselig på militært område. Og blev truet af tyske soldater.
Ligner en ørken
Hærvejen er antagelig mere end tre tusinde år gammel. Langt de fleste rejsende har været oksedrivere, kuske og andre karle. Men har færdedes også kongens mænd, bissekræmmere, pottemænd, samt vandrende svende.
Man er taget til Kliplev for at tilbede Skt. Hjælper, overnattet på Toldsted eller drukket på Bommerlund Kro.
Adam af Bremen var dog ikke så begejstret, da han drog på Hærvejen:
Mange navne
Hærvejen er kaldt Kongevejen, Adelvejen, Oksevejen, Studevejen, Sakservejen, Roma – vejen, Gammel Viborgvej eller bare Den Store Landevej.
Men nu havde Hærvejen ikke eneret på navnet, således blev den gamle vej mellem Højer og Tønder i 1554 kaldt Herren Weg. Og i 1769 hed den Herrweg.
I 1796 blev den såkaldte Krumme vej fra Bov til Flensborg kaldt for Den nach Niehuus führenden Herrwege.
I dag kender de fleste til Hærvejen som betegnelsen for den jyske Hærvej. Mange hjulspor er efterhånden dannet. Og de fulgte ikke altid i samme retning. Efterhånden som købstæderne opstod, skete der stor forskydninger i trafikmønstret. Egentlig er den første skriftlige kilde om Hærvejens eksistens begået af Adam af Bremen i 1070.
Et rejsekort fra 1492 viser en vej, der går fra Lybæk over Slesvig/Flensborg til Ribe. Og fra 1501 findes et kort, der viser strækningen fra Viborg, forbi Haderslev, Slesvig og længere syd på.
Hærvejen er ikke en vej
Fra midten af det 17. århundrede findes Mejers (Meyer) kort over landevejsnettet. Men denne Meyer havde ikke det bedte ry. Disse kort er behæftet med mange fejl.
Mange turistforeninger påberåber sig at havde den originale Hærvej. Men det er ikke den hele sandhed. For Hærvejen bestod af et utal af veje og hjulspor. Et godt udgangspunkt er at kigge efter gravhøje. Oldtidens stormænd ønskede at blive set også efterderes død. Derfor blev gravhøje anlagt på højderygge eller i umiddelbarnærhed af vejen. Men manglende høje betød ikke nødvendigvis, at der ikke gik en vej lige der.
Hærvejen var nu engang ikke en vej. Det var et kompliceret net af mere eller mindre parallelle og indbyrdes forbundne veje. Hvilken rute man valgte, afhang af rejsemål, transportform, årstid og krav om sikkerhed. Lokale forhold havde også betydning.
Straffebestemmelser
Selv Jydske Lov havde Hærvejen med. Den indeholdt straffebestemmelser mod dem, som kørte eller red på en anden mands marker eller enge. Tilsvarende
var det udtrykkelig forbudt at spærre eller ødelægge offentlige veje.
Fra Yngre Stenalder
Fund af flere skivehjul fra tiden før 2.000 år før Kristi Fødsel. Ved stenalderens slutning har der allerede eksisteret et vejnet. Kun ganske få steder var det brolagt. Ellers bestod vejene kun af en samling jord – og sandveje.
Allerede i den yngre stenalder var Hærvejen en vigtig handelsrute, antages det. Fra bronzealderen viser talrige fund, at Hærvejen havde stor betydning. Fra ca. 1.800 før Kristi er der blevet importeret masser af metal. Bytteobjektet har sikkert været rav.
Hedeby fik en central rolle under vikingetiden. Ribe fik ren stor rolle for transithandelen mellem øst og vest. Efterhånden overtog søfarten dog en del af disse ting.
Forsvarsvolde
Vejene havde stor strategisk betydning. Det ses af de mange forsvarsvolde over eller langs Hærvejen.
En af disse er Olgerdiget, der stammer fra 2. århundrede efter Kristi fødsel. Selve volden er 7,5 km lang. Egentlig havde den forbindelse fra den nedlagte Tinglev Sø til et område vest for Urnehoved. Olgerdiget havde palisader, vold og grav. Der var mosestrækninger på begge sider. Ved Øster Løgum findes rester af et tilsvarende anlæg.
Margrethevolden ved Øster Immervad skal ikke glemmes.
Lidt nord for Trælhede i nærheden af Vester Immervad var der en spærring over den såkaldte Savsevej eller Saksevej.
Det mest kendte voldanlæg er dog Dannevirke. Her kunne man i mellem det 8. og 13. århundrede ikke kun beherske den nord og sydgående trafik, men hele området mellem Slien og Trene. Ifølge overleveringer blev færdslen ført igennem Wiegelsdor. Hele voldanlægget var på ca. 14 km.
Plyndringer og epidemier
Gennem tiden har det ikke været sjovt, at bo i nærheden af Hærvejen. Mange hære er draget igennem. Plyndringer og epidemier har plaget befolkningen. I 1043 trængte en vendisk hær over Ejderen op i Sønderjylland. Den blev dog slået af Magnus den Gode på Lyrskov Hede.
I 1156 kom Sven Gathe med en saksisk hær og nåede til Sommersted. Ifølge sagnet blev de slået af Valdemar den Store.
Året efter led Knud den Tredje et nederlag ved Hærvejen. I 1295 mødtes Erik Menved og Hertug Valdemar i et slag.
Ved Immervad var der i 1422 et slag mellem danskere og holstenere. Denne begivenhed fik nogle til at omdøbe Immervad til Jammervad.
Fattige mennesker
Talrige tropper har indfundet sig langs Hærvejen. Og indkvarteringer af disse har hørt til dagens orden. I et notat fra 1543 over Gregorius von Ahlefeldts
fæstebønder i Uge Sogn hedder det:
Pesten satte sine spor
Da de Kejserlige Hære i 1627 gik ind i Holsten, flygtede resterne af den danske hær i panik op gennem Jylland. Undervejs raserede de landsbyerne langs Hærvejen.
Mange kirker og Toldsted Kro blev brændt ned. I hælene kom Wallenstein og hans tropper.
I de efterfølgende krige 1643 – 45 og 1657 – 60 trængte nye hære op i landet syd fra. Hærene havde desværre taget pesten med sig. Adskillige omkom.
Pilgrimme
Pilgrimmene blev afløst af okserne i det 16. – 17. og 18. århundrede.
I øvrigt minder talrige stednavne langs Hærvejen om pilgrimme. I 1872 blev der i Frøslev Mose fundet et kostbart skrin. Det er dateret til omkring år 1000. Enten er ejerne kommet ud for en ulykke eller de er blevet overfaldet.
Masser af okser
Pilgrimme brugte vejen i 4 – 500 år. Studene var her i længere tid. De blev drevet til markeder i Nordtyskland og Holland. Ikke uden grund blev vejen kaldt Oksevejen. Danske okser var allerede i 1252 eftertragtet i Flandern. Men også heste blev eksporteret.
Af toldregnskabet ved Gottorp fremgår det, at der der omkring år 1500 blev eksporteret 20.000 okser. I 1520 var tallet op på 30.000. Mellem 1545 og 1578 var eksporten oppe på 40.000 årligt.
Der kom et lille fald grundet diverse krige, men fra ca, 1600 nåede man op på årligt 50.000 okser.
Af andre varer kan nævnes humle, hør, hamp, lærred, linned, silke – og uldtrøjer samt kobberkedler. Desuden fisk, huder og skind.
Kirken interesserede sig også for Hærvejen. Slesvig og Ribe Bispedømmer delte i det 11. århundrede vejen mellem sig.
Ikke brugbar i vådt vejr
Det var ikke altid lige let at færdes på Hærvejen. Der er beretninger om, at rejsende overfaldt en vognmand, fordi vognen væltede.
Over vadestederne kunne det være svært at komme, grundet oversvømmelser. I 1642 klagede den bremerske rådmand Heinrich Meyer over, at Oksevejen
syd for Stenderup Kro var et morads og derfor ikke brugbar i vådt vejr.
Det var ikke alle, der havde sans for det smukke landskab langs Hærvejen. Heinrich Meyer skrev således i 1642 i sin dagbog, at egnen mellem Flensborg
og Stenderup Å var sandet, sumpet og øde Landskab.
Tilsvarende gav Ulrich von Werdum i 1673 egnen mellem Flensborg og Immervad følgende karakteristik:
Heller ikke L.M. Vedel var synlig imponeret. Omkring år 1800 skrev han:
Wedel kunne også berette om, at der var opsat høje Pæle med Lygter paa hver Fjerding Vej mellem Slesvig og Rendsborg.
I 1623 roste Christian af Anhalt – Bernburg vejen som en smuk jævn vej. Han oplyste også at den flere steder mellem Rise og Flensborg var brolagt.
Kroer blev rost
Toldsted Kro og Røde Kro blev rost af flere rejsende. Holger Jacabæus udtalte således i 1671, at der var så mange puder og dyner på Toldsted Kro, at der var nødvendigt at bruge en stige.
Ikke alle synes dog at Toldsted Kro var behagelig. I 1522 måtte Christian den Anden forlade stedet, da det brændte over hovedet paa ham. Ved den lejlighed mistede han ikke kun sin taske, saddel, støvler og sporer, men også rede penge.
Bommerlund Kro var kendt for sin gode snaps. Længere syd på, blev kroen ved Stenderup Å af en svensk rejsende betegnet som et ringa Wårdshus.
Kroen ved Gottorp Slot fik et bedre skudsmål. Heinrich Meyer betegnede det i 1642, at det var et bekvemt Værtshus. Abraham van der Meersch tilbragte i 1674 en nat i Rendsborg i en meget magelig Seng.
Plattysk ved Bov
Samuel Keichel opdagede i 1586, at man allerede omkring Slesvig talte dansk. Men i 1800, da L.M. Wedel rejste forbi Bov konstaterede han, at her begynder det plattyske, at være det herskende Sprog . Dog kan man forstaa Dansk, uden at tale det.
275 vogne til kongen
Bønderne langs Hærvejen havde en del pligter. En af dem var såkaldt kørselspligt. Hvis fyrstelige personer bad om det, skulle de være parat. Men nogle gange så det lidt voldsomt ud.
Da Christian den Femtes søster Prinsesse Wilhelmine Ernestine i 1671 rejste til Tyskland måtte der den 18. august fremskaffes hele 88 vogne ved Årøsund
til brug for hendes kongelige højhed. Et tilsvarende antal skulle i de følgende dage være til rådighed i Haderslev og Bolderslev.
Kong Christian den Syvende skulle ca. 100 år senere på besøg i Slesvig. Haderslev Amt skulle sørge for 71 par heste og 275 vogne til Immervad Kro.
Stakkels hertug
Bønderne havde også vedligeholdelsespligt. På visse strækninger af Hærvejen var der på sten markeret, hvem der havde vedligeholdelsespligten for et bestemt område. Sådanne sten er fundet mellem Bommerlund og Bov. Andre steder markerede stenene, hvilken by, der skulle vedligeholde en bestemt strækning.
Nu var sådan en vedligeholdelse ikke særlig populært hos bønderne. Måske var det årsag til en episode ved Rødekro i 1784.
Den 24. marts dette år så amtmanden i Haderslev sig nødsaget til, at gøre sin kollega i Aabenraa opmærksom på følgende optrin:
Ja dertil er at sige, at Haderslevs Amtmand ikke var meget for at bruge punktum.
Hærvejen var et sandt delta
Forskerne har været aldeles uenige om, hvor i det nordlige Sønderjylland, hvor Hærvejen gik. Igen har antagelser været fremherskende for beviser. Vi skal for ikke at gøre denne artikel for kedelig gå i detaljer. En ting er dog sikker, Hærvejen har været et sandt delta.
Forskerne er heller ikke enige om Hærvejen nord for Sønderjylland endnu i vikingetid og middelalder udgjorde et sammenhængende vejstrøg gennem hele Jylland.
Farrisskoven var engang en mægtig skov, et sandt vildnis. Det var et frygtet sted med røvere. Derfor mener mange forskere, at Hærvejen blev ført uden om. Nede ved Frøslev Mose var der også røvere og banditter. Derned talte man om Røverskoven.
Andre forskere mener, at landsdelen nærmest var mennesketom i oldtiden. Men arkæologiske fund peger på det stik modsatte. Hærvejen havde dengang en mere vestlig retning. I bronzealderen var Esbjerg – Hjerting området et handelscenter. Det kan have haft betydning for Hærvejens retning.
Mange vadesteder over Skodborg Å
I Oldtiden var der mindst 12 vadesteder over Skodborg Å (Kongeåen). Ved Foldingbro skabte naturen et naturligt vadested. Skodborghus har været et vigtigt punkt på Hærvejen gennem historien. Det var et gammelt vadested og midtvejs mellem Hedeby og Viborg. Ca. 1 km fra dette sted lå vadestedet Vad. Her lå også grænsen mellem Nørre – og Sønderjylland.
Foldingbro
Da Dronning Christine i 1505 foretog en rejse fra Horsens til Ribe foregik det over Foldingbro. Okser fra det indre af Nørrejylland i det 16. – 17. og 18. århundrede blev drevet syd på af Hærvejen over Foldingbro. Denne forbindelse havde rod tilbage i historien.
Således fik lensmanden på Skodborghus i 1570 et længere brev fra kongen. Gården ved Folding skulle nedlægges. Den skulle fremover huse en mand, der skulle være fri for landegilde. Men denne mand
Begrebet ”Rechte Herr Weg”
I 1649 kan man på Mejers kort finde begrebet Rechte Herr Weg. Da Dronning Christine i 1504 rejste fra Koldinghus til Tørning over Toldsted til Flensborg fremgår det, at hun kører af rechte Herr Weg. Vi ved ikke præcis, hvor rechte Herr Weg er gået. Det er et levn fra oldtiden, som har levet videre i middelalderen.
Spørgsmålet er om navnet hentyder til den rigtige Hærvej eller den højre Hærvej?
Pottervej
Parallelt med denne findes der syd for Vojens en anden gammel vejstrækning. Det er den såkaldte Pottervej også kaldet Foldingbro Landevej. Navnet stammer fra de jyske pottemænd, der fra Vestjylland kom rejsende med deres potter. De solgte dem helt ned til Jylland.
Denne vej blev også kaldt Landevej fra Gram. I 1761 kaldtes den for Landstrasse von Jüttland.
Sakservej
Sakservejen var den middelagtige betegnelse for den sønderjyske del af Hærvejen. Længere syd på finder vi Frisevejen, der fra Urnehoved – egnen gik syd – vest mod Frisland. Syd for Immervad Å smelter Savsevej (Sakservejen) sammen med Pottervejen.
Lidt syd for Øster Løgum er der et marker, der i 1609 og 1649 blev kaldt Sawsetoft og Sawse Dam. I 1775 – 77 blev de kaldt Saxe Toft og Saxe Dam. Antagelig har de taget navn efter den lokalitet, der var lige i nærheden, nemlig vejen ned mod de sakser, slaver og vender.
I 1681 fandtes der i Skydstrup Sogn en vej, der blev kaldt Sauffsewei. Ifølge Sønderjyske Stednavne betyder det Saksevej.
Vest for Andholm lå i 1641 Herweg Acker. Den hedder hvis nok i dag Vesterholm.
Fra Foldingbro gik vejen enten forbi Ribe eller Arnum. Her bøjede den tværs over Sønderjylland forbi Toftlund, Agerskov og Hellevad. Lidt nord for Toldsted
løb den sammen med Oksevejen fra Haderslev.
Helene Kilde
Ved Pottervejen vest for Hovslund findes en hellig kilde Helene Kilde eller Det Hellige Vand. Ifølge sagnet skulle Prinsesse Helene fra Skåne her ved hjælp af vand fra kilden have helbredt Valdemar Sejr for en dårlig fod. Siden skulle kilden have været et meget besøgt valfartssted.
Øst for Hjarup Mose findes en rest af det oprindelige Hærvejsstrøg. I modsætning til Pottervejen var Oksevejen endnu i det 17. og 18. århundrede en hoved-færdselsåre.
Æ Vold
Fra Haderslev og Årøsund Færgehus slog man sig ind på Hærvejen ved Øster Immervad. Turen gik syd på forbi Øster Løgum og Æ Vold. Denne begyndte oprindelig helt nede fra Genner Bugt. Desværre er de fleste spor i dag helt udslettet. Talrige egepæle er dog fundet på stedet.
Herlufstenen
Herlufstenen som også kaldes Hovslund – stenen vidner om, at der også i vikingetiden kom rejsende fobi. Ja historikere påstår, at stenen blev placeret midt på vejen. I indberetningen om oldtidssager i Øster Løgum Sogn i 1800 – tallet, blev det nævnt, at stenen stod i højre side af landevejen mellem Haderslev og Flensborg. Skriften var vendt af vejen mod øst.
Stenen fik en ufrivillig rejse til slottet Dreilinden i Potsdam. Efter anden verdenskrig vendte den tilbage på sin oprindelige plads.
Hærvejen blev smallere
I mellemtiden var Oksevejen mellem Immervad Bro og Hanebjerg skrumpet betydelig ind. I dag er den kun mellem 3,2 og 4,5 meter bred. Gamle matrikelkort peger på, at vejen var betydelig bredere dengang.
Lige så stille er hegnspælene blevet flyttet på vejens bekostning. Det skete næsten overalt langs Hærvejen.
Masser af gravhøje
Oprindelig havde man kendskab til 130 gravhøje i Rise Sogn. I Hjordkær sogn var der 130 gravhøje. Ca. 700 meter fra jernbanen var vadestedet over Røde Å. Denne overgang var markeret med fem gravhøje.
Syd for Rise Mark er der flere bevarede høje. En af dem er Fladhøj. Og 100 meter øst for Oksevejen i nærheden af Søst ligger en høj med det flotte navn Kongens Høj.
Rise – et kultsted
Rødekro blev først anlagt ved Røde Å i midten af det 17. århundrede. Syd her for, var Rise betydelig ældre. Her var nærmest et kult – og valfartssted. På sjælen var der lindring i Rise Kirke og en helligvandskilde på præstegårdens mark.
Kirken har ofte haft fyrstelig besøg. Således havde Dronning Christine en udgift på 1 mark til præsterne.
En del af nord – sydgående færdsel har haft et mere vestligt forløb end Oksevejen. På et kort fra 1641 findes tre vadesteder ved Dybvad, Lunderup og Mjøls.
Toldsted
Længere syd på lå Toldsted. Her var toldopkrævningssted for den gottorpske hertug. Første gang bliver stedet nævnt i 1487. Stedet menes dog at være opført i årene mellem 1435 – 1440. Her mødtes Oksevejen med den nord – vest kommende Ribe – vej.
Friservej
Syd for Toldsted svinger Oksevejen i dag mod sydøst over Urnehoved og Povls Bro. En del gravhøje ved Porsåen vidner om et gammelt vadested.
Fund i Bjolderup og Uge Sogne viser dog en anden linjeføring end den nuværende Oksevej. Lokalt blev vejen kaldt for Friservej. En gren af Hærvejen førte i oldtiden helt til Tinglev. Allerede i yngre stenalder og ældre bronzealder drejede vejen længere mod øst.
Fra Bolderslev drejede man af. Herfra gik det i en bue mod sydøst i retning af af Pouls kro og Pouls bro.
Det mægtige Olgerdige og de mange vadestæder ved Uge og Almstrup Bæk viser, at der har været flere vejføringer vest om Urnehoved.
Bolderslev Frigård
I 1487 gæstede Viborgs biskop, Niels Glob med følge, Bolderslev på sin rejse. Bispen boede på Bolderslev Frigård, Gården var et frit-bonde-gods, mod
årligt at give en Tønde Honning til Slottet i Flensborg.
I 1520 bekræftede Hertug Christian gårdens privilegier. Frigården havde også herbergs-pligt til fyrstelige gæster. Frederik den Anden overnattede her efter forhandlinger om arvedelingen med Hertug Hans den Ældre. I 1596 var Hertug August af Lüneburg på besøg.
I begyndelsen af 1600 – tallet ville statholder, Gert Rantzau igen kræve afgift. Men den daværende ejer, Rasmus Petersen protesterede. Han henvendte sig til Christian den Fjerde om frigørelse af afgift. Kongen gav ham ret under betingelse af
Frigården nedbrændt
I 1617 var den svenske arveprins Karl Filip af Södermanland på gården. Året efter var det rigsråd Eske Beck på hjemrejse fra Svabstedt. Og Christian den Fjerde var der hele syv gange. I 1627 brændte Frigården. Wallenstein havde sat sine spor.
Pouls Kro
Pouls Kro havde ligget inde i Uge By. Som følge af svigtende besøg flyttede den ud til Oksevejen. Her kunne den lidt nord for Bjerndrup Mølleå betjene de rejsende som endnu valgte ruten over Bolderslev. Også dem, der valgte at forkorte ruten over Urnehoved, kunne kroen betjene. Hvornår kroen flyttede vides ikke. Men det fremgår af Kliplev Kirkebog, at det var før 1670.
Ruten over Bolderslev og Uge samt Oksevejen over Urnehoved mødte hinanden i nærheden af Pouls kro. De mange gravhøje her ved Bjerndrup Mølleå tyder på, at vadestedet har haft en central betydning helt tilbage til den yngre stenalder. Den nuværende bro over Bjerndrup Mølleå er fra 1744. Her har tidligere været træbroer, som kan spores tilbage til 1600 tallet.
Urnehoved
Urnehoved er anlagt i tiden efter det anden eller tredje århundrede efter Kristi. Dele af vejen over Urnehoved har været brolagt. De første skriftlige kilder på dette, har vi fra 1623. det år rejste Fyrste Christian af Anhalt – Bernburg fra Flensborg til Haderslev. Han fortalte om en delvis brolagt vej. Hugo Mathessen
mente, at vejen var seks meter bred.
Hærvejen har sikkert en gang gået helt ind til Kliplev. Her er fundet en mønt fra 358 – 367 efter Kristi. Dog kender vi kun den strækning, der passerer ca. 2 kilometer vest for byen.
Flere ruter til Bov
Fra Urnehoved mod Bov kan der desuden spores mindst to andre ruter mod Bov. Den ene gik over Lovtrup og Tinglev til Bov. En anden havde retning mod Oksekær, hvorfra den i en blød bue svingede mod øst ind over Øster Gejl og herfra nordvest om Bov.
Vejsten i Bommerlund Plantage
Gammel Flensborgvej også kaldet Gammel Klostervej skilte sig ud fra Oksevejen nord for Bov i en meget spids vinkel. På tre kilometer havde den kun fjernet sig 500 meter fra Oksevejen. Herpå svingede den mod nordvest og gik over Bajstrup og Tinglev mod Løgumkloster.
Selve vejfletningen findes ikke mere. Men nord for A8 er en del af vejen bevaret. Som et minde om vejen står der i dag ved Oksevejen i Bommerlund Plantage en gammel høj vejvisersten. Her er indgraveret Lögum Closter.
Gejlå
Over Gejlå er der mindst to vadesteder. Strækningen mellem Oksekær og Bov forbi Bommerlund Kro, Gejlåbroen og Lygtekroen dokumentere færdsel i det 17. og 18. århundrede. Men det er ikke rigtig dokumentation for ældre færdsel.
Der er dog fundet rester af en træbro ved Gejlå, der kan føres tilbage til 1660. En ny træbro blev først opsat i 1765. I den første halvdel af 1700 tallet har man skullet vade, ride eller køre igennem åen. Måske har der været vadested i middelalderen eller oldtiden.
Den Krumme Vej
Nogle historikere er af den mening, at Hærvejen altid har fulgt Den krumme vej gennem selve Bov og derfra cidere syd på. Som bevis for denne påstand, har man fremført en helligkilde ved Nyhus kaldet St. Gertruds Kapel.
Men Den krumme vej samt Oksevejen vest om Flensborg er først kommet til senere.
De mange gravhøje mellem Bov og Frørup viser, at den nord – sydgående færdsel i yngre stenalder og ældre bronzealder valgte en mere vestlig retning. Grunden har sikkert været, at man ville undgå højdeforskelle. Overgangen syd på har været ved Simonsdys.
En bosætning er blevet etableret ved den nuværende Oksevej i Padborg i 1200 i yngre stenalder. Måske har denne bosætning udviklet sig. For i begyndelsen af middelalderen tyder flere kilder på, at trafikken fik en mere østlig retning.
Med Flensborgs opståen i 1200 tallet træder Oksevejen til Bov. Den krumme vej træder nu ind i historien. For at sikre Flensborg mod angreb fra nord blev borgen Nyhus (Niehus) anlagt i 1300 tallet. Den var i hvert fald anlagt inden 1365 ved Den krumme vej, som gik ind til Flensborg.
I Bov måtte man nu over et bakkedrag. Bov Kirke fik en trafikal betydning.
Selv om der i Flensborgs stadsret stod anført, at man ikke måtte opkræve told, så gjorde Erik af Pommern det alligevel i 1409 fra Nyhus.
Pilgrimme ved Flensborg
Adskillige pilgrimme besøgte også egnen omkring Flensborg. Gildebrødrende skulle stå pilgrimmene bi. Et kapel i Klues vidner om den store interesse. Her er blandt andet fundet krykker. Efter Reformationen blev kapellet revet ned. Stenene blev brugt til at reparere Hanved Kirke.
Farvel til Hærvejen
Toldopkrævning i Bov var en realitet før 1543. Og de, der ikke drejede af ved Den krumme vej, fortsatte forbi Oldemorstoft. Her overnattede Christian den Fjerde flere gange.
Muligvis er vejen fortsat ud i sandet eller også havde den forbindelse med Margretenweg i nærheden af Flensborg.
Omkring år 1800 var færdslen på Den krumme vej stagneret. De fleste tog over Kruså. I 1850erne fik den sit endelig dødsstød, da vejen mellem de sønderjyske
købstæder på østkysten blev anlagt. Hærvejen havde udspillet sin rolle. Gennem tre tusinde år var det den store færdselsåre. Den sønderjyske motorvej har overtaget dette.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 2.-01. – 2022
September 2, 2010
Der er mange myter omkring den hest kong Christian den Tiende anvendte, da han red over grænsen i 1920. Vi prøver her, at give den forhåbentlig rigtige historie. Hesten fik hverken kalk eller rense-væske, den fik Pibeler. Den var nemlig albino, og næsten lyserød.
Mange usandheder
Lad os slå det fast med det samme.
Mange myter
Myterne omkring Christian den Tiende og hans ridetur over grænsen i 1920 er mange. Her på siden har vi fået mange henvendelser angående denne ridetur.
Vi efterkommer selvfølgelig vore læsers ønsker, og har undersøgt de faktiske forhold. Igen en gang undrer det os, at så mange historiske kilder, kan tage fejl. Men som så ofte før, så kigger man kun efter en kilde.
Kongen skulle afskediges
I dansksindede kredse ønskede man, på trods af afstemningsresultatet i zone 2 (51.724 tyske stemmer mod 12.800 stemmer), at dette område skulle indlemmes i Danmark. Dette var den politisk bevidste konge Christian den Tiende helt enig i.
Regeringen gik dog imod kongens ønsker. Det resulterede så i at kongen i påsken 1920 afskedigede regeringen. Og dette medførte den velkendte Påskekrise.
Mange mente, at kongen skulle afskediges, fordi han blandede sig i politik.
På Amalienborg Slotsplads krævede store menneskemasser hans afgang.
I vil aldrig blive glemt
Den 15. juni er den officielle Genforeningsdag, og dermed den dag, da Nordslesvig atter blev genforenet med Danmark. Den 9. juli blev Loven, der indlemmede de sønderjyske landsdele i Danmark underskrevet. Dagen efter fejrede 100.000 mennesker denne begivenhed på Dybbøl Banke. Har var både kongefamilien og regeringen. Det var ved den lejlighed, der blev sagt til de ca. 10.000 danskere i Slesvig:
Jomfru Fannys forudsigelser
I en historiebog stod der, at den hest kongen red på, skulle være hvid, fordi sønderjyderne ønskede det. Ikke et ord om Jomfru Fanny. Hun havde jo netop ca. 50 år tidligere nede i Aabenraa sagt
Fanny, der i følge myterne muligvis var kongedatter havde forudsagt udgangen af treårskrigen. Det bedre borgerskab i Aabenraa, i hvert faldt blandt de dansksindede begyndte at fatte interesse for Fanny og hendes forudsigelser.
Men da hun begyndte at få syner om krigen i 1864, forsvandt de dansksindedes interesse for hende. Til gengæld var det nu de tysksindede, der fik øje på hende.
Da hun også forudsagde begivenhederne omkring 1920, havde man en drejebog i hånden. Og det var så H.P. Hanssen, de dansksindedes folkefører, der skulle få drejebogen til at fungere.
Kongen faldt flere gange
Og kongen kom. Den 10. juli 1920 red han over den gamle grænse ved Frederikshøj mellem Christiansfeld og Taps. Turen på den hvide hest blev symbolet på at grænsen var slettet.
Dagen startede med at kongeskibet Dannebrog anløb Kolding Havn klokken 8. Allerede ved 4 – 5 tiden om morgenen var folk stimlet sammen omkring landevejene. Omkring kl. 9 fik man øje på kongens kortege. En kilometer før grænsen gjorde man holdt. Kongen forlod bilen og steg på den hvide hest. Malgré
Tout.
Hesten bar kongen et stykke af vejen og også lille Johanne frem til Tyrstrup Kirke.
Nord for Haderslev skiftede han fra bil over til sin egen hest, der dog var blevet en del forvirret over al den virak. Den smed ham af. Han må har slået sig,
for vidner fortalte, at han under den efterfølgende Sønderjyllands – tur, haltede.
Faktisk faldt han også af hesten på Langelinie i 1942, hvor han mistede noget af førligheden. To tyske soldater ilede til. Men en sønderjysk pige, der var på studieophold i hovedstaden råbte:
Kongen vil blive husket for, at der i hans regeringstid kom 4.000 m2 fed sønderjysk muld tilbage til Danmark. Glemt er, at han måtte afgive 100.000 m2 islandske klipper og vulkaner.
Der blev brugt pibeler
Ja hesten var vitterlig hvid, faktisk så hvid, at den næsten blev lyserød. Den var nemlig en albino. Og heller ikke dette passer. En hest kan ikke blive en albino (Læs mere i artiklen “Kongens hvide hest – endnu mere).
Og det rygte, at det var kalk, man brugte for, at den ikke skulle se for rød ud, var hverken kalk eller rense-væske. Det var såmænd Pibeler. Det bruges i knust form til hvidtning.
Nogle mørke pletter på hesten kunne muligvis skyldes sved.
Den hvide hingst fra Visborggaard
I de kongelige stalde havde man på daværende tidspunkt ingen hvid ridehest. Så måtte kongens ritmester træde til. Han havde en hvid hingst ved navn Malgré
Tout. Den havde Ritmester Knud Danneskjold – Samsøe købt i Frankrig i 1916.
Normalt købte han kun brune heste, men blev overtalt til at købe denne hvide hingst, trods alt. For Malgré Tout betyder faktisk trods alt.
Normalt boede den på godset Visborggaard nord for Hadsund.
Ja navnet hentyder også til, at det hele endte godt for Sønderjylland – trods alt.
Kongen takkede personligt hesten
Kongen var endda på visit hos Danneskjold – Samsøe for at sige tak for lån af den hvide hest. Han var ude i stalden, hvor han slog armene om dens hals og kyssede den. Begge hans store lommer var fyldt med sukkerknald. Han viskede i hingstens øre:
Og se dette optrin er ganske vist. Det blev oplevet af en, der var på godset samtidig med kongen, nemlig Sognepræst Finn Carpentier Pedersen.
Mindesten fra 1925
I mange kilder påstås det, at hesten umiddelbar efter blev slået ned. Det gjorde den først året efter. Da var den hvide skimmel 14 år gammel. Og kødet blev ikke solgt af den lokale slagter.
Andre påstår, at den blev pensioneret og levede lykkelig til sine dages ende. Den sande version er, at den i 1921 fik dårlige ben og måtte skydes.
Et historisk eftermæle fik den dog. Nogle foreslog endda, at den skulle udstoppes. Problemet var dog, at den var relativ stor. En sådan udstopning ville koste 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre.
Løsningen blev, at der blev placeret en tonstung kampesten på stedet, hvor den blev begravet ved Visborggaard. En højtidelig inskription blev der sat på stenen:
Mindestenen blev ifølge et notat i Hadsund Folkeblad rejst den 5. maj 1925. Og teksten var forfattet af Greve Knud Danneskjold – Samsøe.
Da hesten ikke kunne udstoppes, så huggede man den ene hov af inden begravelsen. Man lod hoven forsølve og forærede den til kongen, der valgte at bruge den som askebæger.
Myterne stammer fra Arveprins Knud
Og det var heller ikke som påstået flere steder, kongens søn, den senere Kong Frederik den Niende, der spredte rygtet. Det var Christian den Tiendes anden søn arveprins Knud, der spredte rygtet. Han havde angiveligt fået noget hvidt på sine bukser.
Prins Knud red ved siden af sin far. Han var med til at forstærke myterne om den hvide hest. Ja han påstod, at den var malet til lejligheden.
Den røvede datter var pastoren
Den pige som kongen tog op var ikke en tilfældig pige, men Pastor Barens plejedatter
fra Højer. Det vil sige, at på det tidspunkt var hun endnu ikke sammen med hendes plejefar og plejedatter flyttet til Højer. I digtet om Sønderjylland
skrev Henrik Pontoppidan
Det var kun meningen, at pigen (Johanne) skulle give kongen blomsterne. Meningen var ikke at hun skulle op på hesten sammen med ham. I forvejen havde nerverne spillet pigen et puds. Der var mange mennesker, og hun var meget spændt. Og det var rigtig, at hun græd. Hun var faktisk temmelig utryg ved hændelsen.
Hun var selvfølgelig klædt i hvidt og havde de blomster i favnen som hun skulle overrække kongen, men denne holdt sig ikke til manuskriptet. Mon ikke kongen fik mellidenhed med hende, for han holdt kontakten ved lige i mange år. Hun fik bl.a. en konfirmationsgave af kongen. (se artiklen Pigen fra Højer).
Johanne blev i 1915 overladt til børnehjemmet i Erlev, hvor også hendes storebror var. Men det lykkedes hurtig at finde et godt hjem til Lille Johanne. Det var hos Pastor Braren i Åstrup, senere Højer.
Hermed bragte vi på talrige opfordringer den forhåbentlig sande historie omkring kongens hvide hest.
Og heller ikke dette er helt sandt. For kongen opdagede ikke, at Johanne græd. Det fremgår, af kongens dagbog. Hele kongens ridetur have vi beskrevet i flere artikler i kategorien “Indlemmelse, Afståelse og Genforening” . Under kategorien “Aabenraa” kan du læse flere artikler om Jomfru Fanny. Og så er der også en artikel om Johannes plejefar, der blev vred.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6.01.2022
September 2, 2010
Fra 1882 til 1962 fandtes der en Ligvogns – forening i Frøslev. Fra 1921 havde den garage i Sprøjtehuset. Sidste gang ligvognen blev brugt var i 1949. Men først i 1962 blev foreningen opløst. Skikken betød, at naboen til afdøde skulle køre og stille forspand til rådighed.
Kendes også i Højer
Dengang i sidste halvdel af 1800 – tallet var det især i Sønderjylland en udbredt skik, at beboerne i de små landsbysamfund i fællesskab anskaffede en ligvogn, så deres afdøde kunne føres til graven på en smuk og værdig måde. Vi kender blandt andet skikken fra Højer. Som regel var det en forening, der stod bag initiativet. Man fastsatte nøje regler for ligvognens anvendelse.
Og det var kun medlemskredsen, der måtte benytte den.
Foreningen opløses i 1962
I Frøslev by havde man også fra 1882 en sådan ligvogns – forening. Men ved et by-møde den 22. august 1962, som blev holdt på Frøslev Kro, besluttede man, at foreningen skulle ophæves
og ligvognen slås i stykker. Den blev simpelthen ikke mere brugt. Derved var der ingen berettigelse for den 80 – årige gamle forening. I annoncen til dette møde kunne man læse følgende:
Annoncen var indsat af smed Johan Meyer.
Inden anskaffelsen af ligvognen blev ligene transporteret i en almindelig kassevogn. Den blev fremstillet af lokale håndværkere, og blev opbevaret i Johannes Clausens lade. Fra 1912 – 21 stod den hos smeden.
Garage i Sprøjtehuset
Da man fik det nye Sprøjtehus, fik man praktisk indrettet et rum til ligvognen. Man lejede vognen ud mod betaling til andre byer i området. Der var ikke mange, der havde så flot en ligvogn. Når den var fyldt med kranse vakte den opsigt. For det meste kørte den til til Hanved og Bov Kirkegård.
I 1912 havde man 6o medlemmer. Hvert medlem skulle dengang bidrage med 5 mark. Regnskabet er periodevis mangelfuld, men det skyldes sikkert, at de fleste bestyrelsesmedlemmer var indkaldt til krigstjeneste under første verdenskrig.
I 1939 var der underskud
I 1939 havde man igen generalforsamling i foreningen. Det blev vedtaget, at nye medlemmer kunne optages for 2 kr. Til dækning af underskuddet vedtog man gennem Frøslev Mejeri
at opkræve 1 kr. pr. medlem. Endelig blev der vedtaget, at ikke – medlemmer kunne bruge ligvognen for 2 kr.
Endnu i 1938 var der 60 medlemmer. Og ind til 1948 var ligvognen jævnlig i brug. Sidste indførelse i regnskaberne viser dog, at den blev brugt sidste gang den 3. januar 1948. Det var
aftægtsmand Hans Hansen, der denne dag blev begravet på Bov Kirkegård.
Naboen kørte og kom med hestene
Det var også en skik, at det var afdødes nærmeste nabo, der kørte ligvognen og lagde hesteforspand til. Men efterkrigstidens mekanisering gjorde næsten hesten overflødig, så det har formentlig været vanskeligt at opretholde skikken. De få heste, der var tilbage, har næppe været velegnet som køreheste i trafikken.
Beboerne har fortalt, at selv om det står i regnskaberne, så blev ligvognen benyttet for sidste gang den 20. august 1949, da fru Caroline Kessler, der døde den 16. august, blev ført til Bov Kirke.
Kunne have været trækplaster
Dermed sluttede en af de gamle skikke, som prægede de små bysamfund især i Sønderjylland. En skam er, at man ikke nåede at bevare ligvognen. Den kunne have været et trækplaster på Bov Museum.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20.10.2021
September 2, 2010
Meget tyder på, at Jomfru Fanny var kongedatter. Hun var et håb for de dansksindede. Men da hun forudsagde, at prøjserne ville overtage magten, vendte de dansksindede ryggen til hende. På et tidspunkt truede borgmesteren med at udvise hende. En bog om hende blev forbudt af tyskerne under besættelsen.
De unge kender ikke Jomfru Fanny
Kongens hest skulle være hvid, det ønskede sønderjyderne. Sådan stod der i en historiebog. Ikke noget om, hvorfor det var så vigtig at denne hest skulle være hvid. Det er nok de færreste unge, der ved hvem Jomfru Fanny var?
Og de fleste uden for Sønderjylland ved det nok heller ikke.
Artikel nr. 2
Fortæller vi dem så, at hun højst sandsynlig var et kongebarn og halvbror til H.C. Andersen, ja så klapper de nok lige ørerne ud. For sønderjyderne var hun nok lige så meget et samlingspunkt og et håb for bedre tider for de dansksindede. Men på et tidspunkt blev hun foragtet af de dansksindede. Denne artikel skal ses som en efterfølger til Jomfru Fanny fra Aabenraa.
Håndbog i kaninavl
Den første udgave af Marie Thomsens bog om Jomfru Fanny udkom i 1934. Den gik jævnt godt og var i kommission hos Boghandler Harald Bo Bojesen – min gamle arbejdsplads gennem 16 – 17 år. Som krigen nærmede sig, steg efterspørgslen og salgskurven steg betragtelig.
I 1940, da bogen havde nået 7. oplag, blev den forbudt. Men restoplaget på 3.000 eksemplarer blev dog i den følgende tid solgt illegalt under bestillingskoden:
Myte eller virkelighed
Efterfølgende er der mange, der har skrevet om den mystiske Jomfru Fanny. Ingen tvivl om, at hun er blevet en myte, men er hun også virkelighed ? Bedøm selv kære læsere.
To kvinder til begravelse
Det var stuvende fuld i gaderne i Aabenraa den 1. april 1881. Forrest gik den tyske præst, Göttig. Han var efterfulgt af gode danske mænd. Og bagerst gik Anna Junggreen og Karen Michelsen. To af Jomfru Fannys nære veninder. Det var nu ikke så normalt at kvinder gik med i et ligfølge. Denne skik var forbeholdt mænd.
Provsten brugte Schillers digt: Das Mädchen aus der Fremde i sin tale over over Jomfru Fanny.
Minder om en mystisk dame
Hun bar på en hemmelighed med hensyn til sin fortid, og måden hun levede på.
Mandag den 4. april 1881 skrev Dybbøl – Posten:
Tirsdag den 5. april 1881 skrev Flensborg Avis:
Eget hus i Persillegade
Det var den unge mor, Christine Heise, der påtog sig moderrollen. Undervisningen foregik på tysk på Brundlund Slot. Fanny havde dog et dansk sind. Efter at have boet en del år i Slotsgade, flyttede de til Storetorv. I mange år boede de i Ramsherred 34. Her blev Fanny meget syg. Kort tid efter begyndte hun at kunne se syner.
En af de få mennesker, der kom i nærheden af Fanny, var barber Peter Wilhelm Speckhahn. Han var flyttet til Aabenraa fra Flensborg. Han blev en slags formynder for hende, og det skete først da hun var 37 – 38 år.
Plejemor død
I mange år fik Fanny et underhold fra København, som gik gennem Speckhahns hænder. Det var også ham, der hjalp Fanny med at købe hus i Persillegade. Her døde pleje- moderen den 30. januar 1853. I kirkebogen er indført:
Fejl i kirkebogen
Efter pleje-moderens død, fortsatte Fanny vaskeriforretningen. Understøttelsen fra Danmark blev mindre og mindre. Fanny døde selv den 27. marts 1881. I kirkebogen står:
Den grav, hun blev begravet i på Aabenraa Kirkegård, tilhørte boghandler Sørensen. Ja, faderen var antagelig Christian Frederik af Danmark og moderen Prinsesse Charlotte Frederikke
af Mecklenborg – Schwerin. Om det faktisk er korrekt, får vi aldrig at vide.
I Kirkebogen er det senere indført, at hun er født i Slotsgade. Efter ordre har man tilsløret de faktiske forhold. Efter Fannys eget udsagn er hun født på Plön Slot.
Hendes konfirmationskjole var i sort fløjl. I hendes besiddelse var kammerdug, lærred, flot sengetøj, flere stykker kongeligt porcelæn og en del sølv og guldsager med og uden krone.
Det hemmelige dokument
Da pleje-moderen engang i Jomfru Fannys unge år blev meget syg, befalede han hende at hente et lille aflåst skrin. Fanny havde ofte haft lyst til at kigge i dette skrin, men kunne ikke finde en nøgle. I skrinet var et stort dokument med blåt bånd. Plejemoderen kastede dokumentet i ilden.
Christine Heise havde indfriet et løfte, men hun døde ikke.
Efter en brand på Plön Slot forsvandt de sidste beviser. Efter forlydender skulle Fanny have reddet resterne af dokumentet fra ilden. Og dette dokument blev lagt i kisten, da Fanny blev begravet.
Ville ikke være underdanig
Fannys formodede mor, Prinsesse Charlotte kunne de ikke rigtig styre på hoffet. Hun blev separeret fra Prins Christian og anvist en bolig på det kongelige slot i Horsens. Her levede hun et selskabeligt og tøjteløst kiv. I 1830 rejste hun til Rom.
I 1815 blev Prins Christian viet til Prinsesse Caroline Mathilde, datter af Frederik Christian til Augustenborg. Da prinseparret for en tid tog ophold på Gråsten Slot, blev Fanny og pleje-moderen opfordret til at besøge dem. Men Fanny skulle efter eget udsagn ikke have været tilstrækkelig underdanig overfor Caroline Mathilde. Prinsessen og pleje-moderen skulle være blevet meget fortørnet over dette.
Fanny ville ikke til København
Da Prins Christian skulle være kommet til magten i 1839, holdt en dag en kongelig postvogn foran det hus i Ramsherred, hvor Fanny boede. Et par høje officerer steg ud og gik ind efter Fanny. De skulle føre hende til København. Da pleje-moderen opdagede, hvad der foregik brast hun i gråd. Hun knugede Fanny til sig, kyssede hende og spurgte, om hun ville forlade hende. Officererne måtte nu vende tilbage med uforrettet sag. Fanny ville ikke med.
To gange skulle hendes formodede mor forsøgt at få hende bragt til Horsens. Men Fanny havde skreget og råbt. Så vognen måtte returnere med uforrettet sag.
Interesse fra hoffet
Efter Kong Christian den Ottendes død i 1848 kom der endnu en gang en udstrakt hånd fra København. Redaktør Frederik Fischer modtog fra en Hr. Kock i København et brev, hvor enkedronningen ønskede oplysninger om Fanny og de kår, som hun levede i. Men Fanny ville ikke have noget med de kongelige at gøre. Hun glemte ikke, at Caroline Mathilde blev fornærmet, fordi hun ikke kyssede hende på hånden.
Sølvtøj beslaglagt
Nogle af Fannys bekendte fik foræret ting som var forsynet med kongekrone. Da der ingen arvinger var til Fannys efterladenskaber, foranstaltede Aabenraa Kommune en aktion over hendes ting. Men inden aktionen beslaglagde Landraad von Leventzau en del sølvtøj med krone på.
Von Leventzau havde været overhofmarskal under Christian den Ottende.
Det er min moder
På et tidspunkt var nogle dammer fra Aabenraa en tur på Lyksborg, her i blandt Fanny. På et tidspunkt var hun forsvundet. Man fandt hende stående åndsfraværende foran et oliemaleri af Prinsesse Charlotte. Fanny vendte sig om til damerne:
I 1907 var en række mennesker fra Fannys omgangskreds på besøg på Rosenborg. I et af værelserne var udstillet efterladenskaber efter Frederik den Syvende. Her var selskabet sikker på, at genkende en del af Fannys ting fra Aabenraa. Her lå også en del af Fannys broderier.
Fanny forudsagde rædslerne
Fanny fortalte:
De dansksindede tilsluttede sig Fanny
Rygtet om disse syner spredte sig. De dansksindede i Aabenraa fik nyt håb. Familier som Cornett, Frahm og Junggreen knyttede sig til Fanny. Og et venskab med redaktør Frederik Fischer udviklede sig også.
Borgmesteren udvist
I Aabenraa var den jævne befolkning dansksindet. Overklassen tilhørte for det meste Slesvig – Holstenerne. Borgmester Schow tilsluttede sig også denne bevægelse. Borgmesteren havde truet Fanny med udvisning, hvis hun fortsatte med hendes profetier. Fanny havde svaret at han blev udvist før hende. Og hun fik ret.
Orlogsbriggen St. Thomas under kaptajn Suenson og krigsskibet Hekla ført af admiral Steen Bille var ankret op i Aabenraa Fjord. Kort efter havde Suenson sendt en befaling at en række personer skulle stille på skibene, der i blandt Borgmester Schow.
Borgmesteren blev arresteret, ført til Sønderborg for senere at blive indsat i Kastellet.
Doktoren ville flygte
I begyndelsen af 1848 fik Fanny besøg af den tyske læge Dr. Neuber. Her fortalte hun at Christian den Ottende snart ville dø.
De dansksindede trak sig
Fanny forudsagde resultatet af slagene ved Fredericia og Isted. Men da hun kom med følgende forudsigelser, trak hendes dansksindede venner sig:
Fanny forudsagde også byggeriet af amtsbygningen på Madevej. Hun forudså også Frederik den Syvendes ligfærd. Hun sagde, at et Højtfornemt Lig skulle udskibes fra vor Landsdel.
Wilhelm kom ikke til Aabenraa
Hun blev inviteret ind i byen for at hilse på Kong Wilhelm af Preussen. Hun afslog og sagde, at han ikke ville komme ind til byen. De tysksindede havde ellers pyntet byen i feststemning. Men han kom aldrig ind til byen. Han blev ude ved Lundsbjerg Kro.
Den tyske flåde i Aabenraa Fjord
Flere gange udtalte Fanny, at en stor tysk flåde ville ligge i Aabenraa Fjord. Det fik sejlmager Cornett til at bemærke over for sin kone:
Faktum var, at den halve tyske flåde inden Genforeningen gentagende gange lå på Aabenraa red.
Truet med hængning
Da Fanny engang i 1850erne kørte til Gråsten så hun for første gang Sognefoged Petersens nyopførte stuehus i Sønder Hostrup. Da hun senere mødte sognefogeden, fortalte hun, at huset aldrig skulle være blevet bygget, fordi det kun ville volde ham besvær og mange genvordigheder.
Da Petersen i 1864 første gang fik indkvartering, lå der 500 mand i stuehuset. Da de tyske infanterister en dag kom trætte og sultne tilbage fra Jylland, blev de beværtet med kærnemælksvælling og stegt flæsk. De spiste så meget, at flere blev alvorligt syg.
De fattede mistanke, og mente at Fru Petersen ville forgifte dem. De blev så rasende, at de både ville hænge og skyde hende. I sidste øjeblik lykkedes det for en dragon – vagtmester at redde hende. Fremover måtte Fru Petersen selv smage for.
Fornemt besøg
Kort efter at Preusserne var nået til Aabenraa i 1864, blev der en aften banket på Fannys dør. Udenfor stod to højtstående tyske officerer. Den ene var Prins Friedrich Carl af Preussen.
De ville gerne vide om de havde krigsheld. De ville vide om de kom til Jylland og Fyn.
Kongen og den hvide hest
Den mest kendte forudsigelse fra Fanny er dog sikkert denne:
Kilde:
Redigeret 23.11. 2021.
September 2, 2010
Læs om den dramatiske tilblivelse af Varnæs Kirke. I Ensted ville bønderne ikke betale for præstens løn. I Kliplev tiltrak Sct. Hjælper mange pilgrimme. Ahlefeldt ‘erne ville tjene ekstra penge, derfor oprettede de Årup Kapel. I Felsted fandt præsten rester af en menneske-hjerne i alterskabet.
Ensted Kirke
Før reformationen hørte kirkesognet Ensted under provsti Ellumsyssel. Efter reformationen kom sognet under det meget store Tønder Provsti. Siden 1852 har det hørt under Aabenraa.
Kirken stammer fra første halvdel af 1200 tallet. Første gang nævnes kirken omkring 1270 og 1280, hvor stormanden Knud Snabbe giver 1 mark penge til kirken, samt ½ mark penge til præsten. Kirken ligger på en høj mellem Røllum og Stubbæk. Kroen er dens eneste nabo. I ældre tid lå retterstedet også her.
Dronningen forærede stenene
Det er ikke noget tårn på Ensted Kirke. Kirken er opført i tilhuggede kvadersten, dog ikke vest-gavlens øverste trekant. Her er teglsten. Et gammelt sagn fortæller, at Dronning Magrethe den Første forærede disse Kvadersten.
Våbenhuset er antagelig fra 1771. I 1839 bliver huset kaldt Karnhus. Det vil sige, at den er blevet brugt til opbevaring af ben. Det var ben, der ved gravkastning blev gravet op på kirkegården.
Begge oprindelige døre er i behold. Norddøren er dog tilmuret, mens syddøren har gennemgået en del ændringer. I koret er der mod øst og nord ret store oprindelige vinduer med stik af tre krum-huggede kilesten. Skibets eneste synlige men tilmurede vindue har stik af tegl.
Gammel døbefont
Altertavlen er fra 1841. Og den er betalt ved frivillige gaver. Det var også i 1841, at kirken blev gennem-restaureret. Storfeltets maleri er en kopi af Eckersbergs maleri af Gethsemane Have fra 1831. Det ses i Havnbjerg Kirke. På alterbordet, er der et alterklæde fra 1954 med guldkors. Kalken er en barok – type fra 1661 skænket af Johan Mohrbeck og hustru. Stagerne er fra tiden kort før 1831. De tidligere stager blev stjålet sammen med dåbsfadene.
Bag alteret findes en lille sengotisk messeklokke. Døbefonten har i tidens løb været flyttet et par gange. Antagelig er den lige så gammel som kirken. Den er af granit. Dåbsfadet er af kobber og fra 1929. Prædikestolen blev ved restaureringen i 1840 delvis bygget om. Store dele af den gamle fra 1647 er dog bevaret. Motiverne er Bebudelsen, Tilbedelse af Barnet, Korsfæstelsen
og Opstandelsen.
Prædikestolens himmel er otte-siddet. Undersiden er malet dybblå med påsatte gyldne stjerner. Himlens due er fra den gamle prædikestol.
Dårligt tag
Ved ombygningen i 1840 – 41 blev der også opsat nyt tagværk. Blyet blev udskiftet med teglsten. Der kom nye vinduer med karme af træ og et gips-loft. Indtægten for salget af blyet har sikkert bekostet renoveringen. Men det blev alligevel en dårlig forretning. Tagstenene skallede af og blev utætte. Stenene skulle således allerede udskiftes i 1845 på kor og våbenhus og i 1863 på skibet. Her blev i stedet lagt skifer. Orglet er fra 1886 og selvfølgelig fra Marcussen i Aabenraa.
Korset med den 134 cm høje kristusfigur hænger på nordsiden af korbuen. Det er antagelig fra 1500 tallet. I kirken hænger to lysekroner. Den ene er en gave fra degn Riis og hustru i Hoptrup. Hun var født i Sdr. Hostrup. Stolestaderne er fra 1907. Samme år blev gulvet også delvis fornyet. I koret er der lagt blå og gule rudestillede fliser. Ved skibets sydmur er opstillet fem gravsten fra slutningen af 1800 tallet.
Pæl – til skræk og advarsel
Kirkegården er omgivet af et stensat dige. Den blev udvidet i både 1942 og 1983. En mindesten for de faldne fra første verdenskrig blev rejst i 1921.
Ved indgangen til kirkegården stod en høj ege-pæl med to lænker, begge forsynet med en bøjle til at ligge om synderens hals og til at sikre med hængelås. Denne pæl som stod på kirkegården i 1858 – 59 befinder sig nu på Aabenraa Museum.
Klokketårn
Det nuværende klokketårn er fra 1828. Det afløste et andet tårn af samme typer som vi ser i flere kirker i nærheden. Det nuværende er muret og med pyramidetag. Tårnet består af to stok-værker, med to klokker i det øverste. Det ældste er fra 1654 og det yngste fra 2005. I den nederste er anbragt en såkaldt Genforeningsklokke. Den blev brugt indtil 2005. På tårnets øst – og sydside er ophængt fire gamle gravsten. De tre af dem er gravsten, der er blevet brugt til begravelser inde i kirken.
På skibets nordvæg er et gravminde. Det for Henrietta Sophia Boysens seks børn. Fru Boysen var forpagter på Årup. Hun døde kun 32 år gammel.
Bønderne ville ikke betale
Kirkens ejendom og indtægter var små. Og det var ikke altid let at vedligeholde den. Således er der ved et besøg i 1776 konstateret:
Flere renoveringer fulgte. Udgifterne blev fordelt i forhold til den enkeltes andel af kirkens stolestader. Antallet af kådnere og inderste og jord-løse steg i forhold til antallet af bønder. En dalende kirkegang , gjorde det mere vanskelig for bønderne at udleje stolestaderne. Udgifterne for den enkelte steg markant. I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Bønderne forlangte nu, at halvdelen af udgifterne skulle betales af de sogneboere, der ikke ejede stolestader. Det vil sige kådnere og inderster.
Det var en svær tid for pastoren. Måske var det årsag til, at pastor Sönnichsen efter ganske få ord søgte bort fra sognet. Resultatet blev at fremtidige udgifter skulle fordeles efter grundbesiddelse og formue.
Præstevalg
Familieoverhovederne kunne vælge mellem tre præster, når embedet skulle besættes. Efter en prøveprædiken blev der stemt. Vinderen blev bekræftet af kongen og endelig indsat af af kirkevisitatorerne. Også præsten skulle have noget at leve af. Til embedet hørte agerland på Stubbæk Bymark, som præsten drev for egen regning sammen med tjenestefolk. Præstegården
hørte til de middelstore. Præstegårdens stuehus var på 14 fag. De 11 fag skulle vedligeholdes af sognet. Resten måtte præsten selv sørge for. Det gjaldt også for avlsbygningerne.
Præsterne søgte væk
Pastor Fabricius opførte i 1713 nogle nye bygninger. Disse blev overført til den nye præstegård, der blev opført i 1912. Gang på gang søgte pastorerne væk fra Ensted. De kunne ikke få det til at løbe rundt. Den mest udholdende var Pastor Freuchen. Han forblev sognet tro i hele 50 år fra 1748 til 1758.
Han var også en god landmand. Han fulgte sine medborgers ve og vel og noterede det. Ensteds ældre historie kan man takke Freuchen for. Freuchen holdt ikke sin mund. I 1797 indførte Biskop Adler en ny gudstjenesteordning. Den virkede meget fornuftig, mente Ensted præsten. Men den lokale befolkning ville ikke have ændret noget. Det endte med at Freuchen fik sin afsked – i nåde med pension.
En fortvivlet præst
Men striden fortsatte. Bønderne ville ikke betale til præstens underhold. Pastor Hoeck skrev således i 1799
Militæret i Ensted
Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en korporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at bønderne havde betalt deres restance til præsten. I 1738 blev der klaget over, ar kvinderne sjældent viste sig i kirken. I 1840erne klagede man over, at daglejere, små jordejere og teglværksarbejdere ikke kom i kirken.
Fest med øl og brændevin
Bryllupper og andre familiefester blev fejret med festivas og dansemusik. Indtil år 1800 blev dette musik leveret af amtsmusikanterne fra Tønder. Man huskede også at give en skærv til fattigkassen ved sådanne lejligheder. Ved barsler blev nabolagets kvinder indbudt til barselhuus og trakteret. Ved barnedåb blev der spist, drukket og danset til langt ud på natten.
Ved begravelser blev der holdt gravøl. Lighuset ydede en tønde øl og nogle kander brændevin. Når der var Provstevisitats blev der indkøbt en tønde provste-øl. Så fik kirke-væreger og sognefolkene sig en god dag. Præsterne holdt øje med det overdrevene drikkeri.
Kapellet i Årup
Hele den negative periode i Sønderjylland, kunne få mange til at søge trøst i den kristne tro. I 1400 – årene havde Ahlefeldt – familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de to årlige Helligkors – messer , 3. maj og 14. september var der enorm søgning.
Flere indkomster i vente
Måske er adelsfamilien blevet inspireret af valfartsstedet Gettorf mellem Eckernförde og Kiel. Eller også syntes de, at det gik meget godt med Kliplev. Måske har det også været Kong Christian den Førstes afvisning af at nedlægge Årup, der har givet adelsfamilien ideen til nye indtægter.
En kæmpe bygning
Først efter udgravninger i 1959 og 1965 ved Årup, er det gået rigtig op for historiker, at her lå noget interessant. Et marknavn som Kapellyk burde åbne øjnene. Man har fundet ud af, at der engang i 1400 – årene er rejst et bindingsværks – bygning på Kapellyk.
Årup nævnes som landsby i Aabenraa Stadsret.
I år 1500 er der sket et mere omfattende byggeri, med koret som første afsnit. Skibet nåede man aldrig at gøre færdig. Var det hele blevet færdig, ville det have målt 35 meter i længden og bredden ville have været henholdsvis 11 og 21 meter. Murene var 125 cm tykke og af munkesten. Det har været en anseelig byggeri. Det kunne vel i omfang måle sig med Løgum Klosterkirke.
Mange fund på stedet
De møntfund der er gjort på stedet, vidner om, hvor godt besøgt valfartsstedet var. Men den tidlige reformation i Sønderjylland i 1528 satte en stopper for projektet. Måske blev kapellet ødelagt af Frederik den Tredjes tropper, da de plyndrede det nærliggende Aabenraa i 1523.
Varnæs Kirke
Varnæs betyder usmark og næs. Varnæs Hoved er fredet. Varnæs udgjorde et selvstændigt birk . Det nævnes i Kong Valdemars Jordebog, som kongeligt slægtsgods. I modsætning til herredets øvrige sogne, har det fra gammel tid hørt under Aabenraa Amt.
Omskiftelig tilværelse
Efter reformationen kom kirken under landsherren . Fra 1544 kom den under de gottorpske hertuger. Fra 1713 – 1721 under kongen. Her havde menigheden begrænset valgret.
Hvem skulle tro, at Varnæs var en af de største landsbyer i landsdelen, 55 gårde lå samlet. Allerede i 1680 fik bønderne hertugelig tilladelse til at udskifte jorden. Men kongelige tropper besatte kort tid efter den gottorpske del af Sønderjylland, og der kom ikke noget ud af planen. Men planen blev dog gennemført i 1709.
Da kirken blev bygget
Junker Vigge var en ung og velhavende ridder som boede på borgen Vold ved Varnæs. Han forelskede sig i Jomfru Ida som boede på Helnæs hos sin far Ridder Ove. Vigge vidste godt, at han var et godt parti. Men han ville gerne have himlens velsignelse. Derfor gik han til Pather Mathis. Dette indvilligede i at arrangere forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs.
Kirken blev bygget og med Pater Mathies som vidne, trolovede Ridder Ove sin datter til Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg for at afvente sin tilkommende. Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af Odde. Graven ønskede frøken Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de gamle mænd.
Da det under julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om så det skulle koste hans sjæl.
Lillebælt var frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over isen til Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtaget undtagen Ida, som skulle med til Varnæs. På tilbagevejen over Lillebælt brød isen op, og Ida og Vigge kom bort fra hinanden. Mange omkom, og begge de elskende troede, at have mistet den anden.
Det gik flere år før skæbnen atter førte dem sammen. I Letland var Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev viet. Men ak og ve. Morgenen efter lå Ida begravet på kirkegården. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.
Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og udåndede.
Junkerens ansigt i sten
Ved korgavlen af Varnæs Kirke under den gamle løn, ligger de to, som i livet ikke kunne få hinanden, forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning. Desværre er hullet nu utæt i bunden, og vandet er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten.
Kirke bygget i 1150
Varnæs Kirke er fra 1150.Kirken er sandsynligvis viet til Sct. Peter. Kirken består af kor og skib. Foran norddøren er et våbenhus. Våbenhuset er næsten helt præget af renoveringer
fra 1868 og 1952. Inde i huset er det dog et ældre murværk. Det er fra en gotisk forgænger. I 1704 kaldtes bygningen for Lighuset. I 1767 for karnhuset.
Fonte-himlen er fra 1692. Præsten i Varnæs i 1691 sørgede for prædikestolen. Orgelet er selvfølgelig fra Marcussen i 1892. Den blev udbygget i 1993. Alterkalken er fra det 16. århundrede.
Oblatæsken er prydret med Ahlefeldt’ ernes våben.
Altertavlen
Den fornemme altertavle er fra 1400 tidens slutning. Selve tavlen består af et midter-skab og fire bevægelige fløje. De to inderste med apostelrelieffer, de to yderste med malerier. En velskåret Golgata – scene i midter-skabet. To gamle altertavler blev solgt i 1790. Døbefonten er en romansk granitkumme
Alterbordet er middelalderligt af munkesten og rå kamp. En firkantet fordybning afslører en helgengrav. Ved en undersøgelse i 1942 fandtes der ingen indhold. Alterklædet omtales i 1767 som gammelt af rødt fløjl og med et sølvvåben. Sølvet solgtes dog i 1790 for 30 rigsdaler
Lysekronen
– en foræring
Lysekronen er fra omkring 1650. den er omtalt i 1704, som skænket af Hr. Buchwald fra Skovbølgård. Røgelseskarret er sidst blevet brugt i 1864. Det er fra 1300 tallet. Det er ophængt i kor-bue-bjælken mod syd. Kor-bue-krucifiks er fra 1250 – 1275.
Prædikestolen bærer årstallet 1606. Stolen er kun på fire fag. Fire forskellige relieffer præger stolen. , bebudelsen, hyrdernes tilbedelse, Kristus på korset og Opstandelsen. I en indskrift kan læses, at År 1691 lod hr. P.F. (provst Peter Fabricius på egen bekostning prædikestolen forny og pryde med farver til Guds ære og kirkens vinding). Dette var en oversættelse fra latin.
Det gamle klokkehus
Klokkehuset er middelalderligt. Det omtales første gang i 1704. I 1947 blev klokketårnet renoveret. Sandsynligvis er det bygget i 1600 tallet. Der er to klokker. Den ene er fra 1690, her er en indskrift Fabricius gjorde mig. Den anden klokke er støbt i Egernførde.
På to af dets hjørner hænger et halsjern til minde om den strenge kirketugt. I 1888 blev kirken hårdt restaureret. Øst – og nordmur blev fornyet, ligesom der kom nyt tag på. Det eneste bevarede vindue og vistnok kun delvis bevarede vindue ses i korets sydmur.
Felsted Kirke
I ca. år 1300 nævnes Felstede, hvilket kommer af ordet fætil, der betyder vadested. Felsted Kirke er fra ca. 1250. Det er en hvidmalet landsbykirke. Den har fra gammel tid været et biskoppeligt patronat. Under svenskekrigene har kirken været udsat for plyndring. Ifølge et sagn, skal kirkens grundvold være flyttet til Kirkebjerg. Der eksisterer også et sagn, der gør Felsted Kirke til en af Slesvigs ældste kirkepladser. Fæl(led)sted for guds- dyrkelse.
Der er anvendt store munkesten. Begge kirkens døre er i behold. Skibets loft blev repareret i 1765 – 1766. For at få råd til dette, blev man nødt til at sælge kirkeskoven. Under krigen 1807 – 1814 benyttedes skibets loftrum som våbenkammer for kystmilitsen. Fløjaltertavlen er fra ca. 1425. Den ligner den i Højer Kirke men med naive tegninger i siderne.
Hjernerester i alterbordet
Sognepræsten fortæller i en indberetning til Oldsags-kommissionen i 1808, at han har undersøgt alteret. Midt i bordet, under en lille firkantet sort marmorsten, har han fundet en Helgengrav med æsken, samt en lille fladrund granitsten med et en halv tomme dybt hul i den ene side. I æsken er der en rødforet pose af rødt, formentlig byzantinsk silkestof fra 1200 tallet med gul dekoration. Posen er sammentrukket med en grøn snor. Heri ligger indviklet i et stærkt medtaget stykke tyndt, hvidt silkestof, småknogler af en hjerneskal, stammende fra et menneske.
Et alterkæde er fra 1762 og skænket af præsten, Andreas Petræus. Alterstagene er fra sidste halvdel af 1500 tallet. Dåbsfadet er sydtysk og fra 1550. Fonte-himlen er sikkert lavet på Peter Petersens værksted i Tønder. Den er fra 1692.
Krucifiks-gruppen er fra begyndelsen 1500. tallet. Stoleværket var fra 1613, men blev i 1858 omtalt som rådne og af en afstikkende facon. De nuværende stole er fra 1909. Prædikestolen er fra 1624. På frisen står der på plattysk: So war ick leve. Skibet har haft træhvælv. På den romanske døbefont er der motiver af en jagtscene.
Våbenhuset er fra 1800 tallet. Orgelet er fra Marcussen i Aabenraa, leveret i 1878. Et orgel blev i 1830 leveret af Brustgrün i Flensborg for 650 mk.
Klokketårnet
Et fritstående klokketårn fra 1769 har afløst et langt ældre. Tagbeklædningen var tidligere af bly. Nu var den af fyrrebrædder. Det ældre klokkehus er nævnt 1648. Et solur i forbindelse med klokketårnet er fra 1842.. Den ene klokke er fra 1847. Den er om-hængt og vent i 1949. Den anden er en såkaldt Genforeningsklokke.
I korhvælvingens øst-kappe fandt man i 1939 et kalkmaleri, der viser et dommedagsbillede. På skibets nordvæg fandt man også malerier. På diget ved kirkegården er en muret portal fra 1795. Og så kunne man leje ligklæder i kirken før 1763. Det kostede 8 sk lybsk. Et par var skænket af en foged på Gråsten Slot. Men da justitsråd Koch i Aabenraa og kammerråd Günderoth
til Skovbølgård gav deres undergivne tilladelse til at bruge deres egne lig-lagener, tabte kirken denne indtægt, hvilket præsten forgæves protesterede imod.
Lys fra gårdene
Fra gammel tid havde de 3 – 4 største gårde i sognet ret til ved dødsfald at ofre lys, der med tilhørende lyseplader, hvorpå den afdødes navn er garveret, anbringes i alterstagerne. Ældre lyseplader ligger i alterskabet. Tidligere brugte man så lidt lys, at et par normalt ikke kun opbruges ved et dødsfald. I det 18. århundrede blev det derfor anbragt en hylde, som blev anbragt
på korets nordvæg. Her blev alle ikke brugte lys placeret.
Kliplev Kirke
12 km syd for Aabenraa ligger Kliplev. Navnet er sammensat af ordet Klippi, som er et mandenavn. -Lev betyder arvegods. Allerede i 1231 nævnes Klyppælef. Byens historie er meget knyttet til Hærvejen. Store studedrifter skiftede her ejermand.
Herredskirke
Kirken har formentlig været Herredskirke. Den nævnes i Kong Valdemars jordebog. Fra 1654 – 1704 havde Kliplev og Kværs fælles præst. I sognet var der i middelalderen et gejstligt broderskab, elende Lach til fattige pilgrimmes understøttelse.
Kirken er opført i 1400 tallet til afløsning for en romansk granitkvaderkirke. Det var nødvendigt, for der var en voldsom søgning til kirken. En meget stor kirke, af en landsbykirke at være.
Meget af den gamle kirke er ikke bevaret. I kirkens ydermur kan man dog se syldsten, kvadersten og kampesten. Ældst i kirken er skibet, hvis vestende oprindelig har haft et tårn. Det oprindelige romanske kor blev erstattet af en stor lys hvælvet korbygning, højere end skibet i nord og syd.
Sankt Hjælper
Det var en omfattende valfart til kirken via Hærvejen til kirkens nu forsvundne Sankt Hjælper figur. (et sengotisk krucifiks med en kronet påklædt Jesus). Den hang i korets nordligste kapel. Det var en kongekronet skikkelse, der havde handsker på hænderne og sko på fødderne. På kirkeklokken i Kværs fra 1422, der er kommet fra Kliplev findes et billede af Sct. Hjælper.
Denne blev betragtet som særlig helligt og dermed helbredende. Man havde ikke adgang til billedet. Man så det gennem et vindue med jerngitter. Foran gitteret stod blokken , hvori man lagde sit offer. Kliplev Mærken, har oprindelig været festdagene for Sct. Hjælper.
Den nordfrisiske krønikeskriver Heimreich beskrev den i 1683 som et billede med gylden krone, gyldne handsker og sko, hængt på korset. Men allerede i 1628 har den flensborgske rådmand, Jonas Hoyer i forbindelse med den fortsatte dyrkelse af figuren, skildret denne som en stor klods dannet som en mand. Men den arme klods kunne hverken hjælpe folk eller deres syge bæster og kvæg.
Ifølge præsteindberetningen fra 1808 lå figuren St. Hielper genannt – oben auf dem – Gewölbe. Siden forsvandt den.
Våbenhuset mod syd er bygget omkring 1490 – 1599. Det er dog totalt ombygget i 1754 – 55.
Ahlefeldt
– slægten satte sit præg
Kirken rummer mange begravelser for slægten Ahlefeldt, der ejede den nærliggende Søgård. Det var især i kirkens sydkapel. I gulvet under krypten ligger en hel række smukke gravsten, alle fra det 16. århundrede. Her mistede et par Ahlefeldter deres liv. Gregers Ahlefeldt førte blandt andet hoved-banneret.
Efter Reformationen blev forholdene ved Kliplev helt ændret. Den før så velbesøgte kirke kom under Ahlefeldt på Søgård. Brødrene Gregorius og Franz von Ahlefeldt nedrev i 1559 sognekirken i Bjerndrup og lagde dette sogn ind under Kliplev. Det vestlige kapelpar i syd og nord er opført af Jørgen og Benedict Ahlefeldt.
I kirken findes syv figurgravsten i renæssance over medlemmer af Ahlefeldt – slægten. I nordvest – kapellets øst-væg sidder et lyst kalkstens – epitafium fra omkring 1587 over Catharina Ahlefeldt.
På sydøst-kapellets øst-væg hænger et renæssance – epitafium i træ fra Ringerincks værksted over Birgitte Ahlefeldt.
Krypten er stor. I midten står en pille, fra hvilken hvælvingerne går ud til siderne. Her er fuld af kister. Også under nordkapellet er indbygget en krypt. Her står kun tre kister. I dag bruges det som kapel. Under begge tilbygninger findes murede gravkrypter, der menes at være lidt yngre end kapellerne.
Altertavlen
Rokoko – altertavlen af Peter Christian Hansen er fra 1774. Oprindelig stod der en tavle, der skildrede Marias liv. Hoved-billedet skildrer opstandelsen i den voldsomme form. Alterskranken er fra restaureringen i 1882. Før den tid brugte man to skamler, der står bag ved alteret. De stod ved hver sin ende. Man fik brød mod nord og vin mod syd. Altertæppet er syet af sognets damer.
Prædikestolen er et billedskærerarbejde fra 1610, ligesom døbefonten er fra 1613. De er begge skåret af Flensborg mesteren Hinrich Ringerinck. Alt tyder på, at det er Birgitte Ahlefeldt, der har betalt herlighederne. Orglet er fra Marcussen i Aabenraa og blev taget i brug i 1882.
Krucifiksgruppen er skåret i perioden 1510 – 1530. Samtidig med, da koret blev bygget. I korets øst-væld er fundet et kalkmaleri. Det er en dommedagsscene, malet i begyndelse af 1600erne.
Viet til Jomfru Maria
I regnskaberne findes den forrige altertavle kun omtalt i 1789. Det gamle alters tømmer blev solgt. I 1710 har præsten i Holbøl, Samuel Nissen noteret, at kirken uden tvivl var viet til Jomfru Maria, da hele hendes livsforløb var gengivet på tavlen.
En ny døbefont blev fremstillet i 1613. Udgiften inklusive kostpenge blev 123 rdl. Og det var den berømte Heinrich Ringerinck fra Flensborg, der stod for den. Hans Mahler ligeledes fra Flensborg fik 41 rdl. 4 sk. For at staffere fonten med guld og sølv og andre farver. I 1882 blev den kasseret til fordel for en nygotisk font.
I inventarlisten fra 1860, nævnes to lig-bårer. I 1893 købtes brædder til ligvognshuset for 133 mk. En ligvogn blev også købt omkring samme år.
På kirkegården står Danmarks ældste træbygning, et klokkehus fra 1300. Den er lavet af sort-bejset egetømmer. Den ligner de gamle forsvarstårne fra vikingetiden. Men som sådan er den sikkert også blevet brugt. Man samlede sten og andet, som man kunne kaste i hovedet på en angriber.
Tre klokker
I 1634 forærede Friederich og Hans von Ahlefeldt en klokke. Egentlig har der været tre klokker. I 1675 fik klokkestøberen 214 rigsdaler. for om-støbning af en klokke. I 1733 sendtes den store klokke til om-støbning hos Armowitz i Husum.
I kirkens sakristi står et urværk fra ca. 1600. Indtil 1974 kunne det slå timeslag på klokken i spiret. Værket havde ligeledes forbindelse til kimer-manden inde i kirken. Nu styres såvel timeslagene som den daglige morgen – og aften – ringning af et elektrisk ur på væggen ved siden af det gamle værk.
Den flotte præstegård ved siden af kirken er opført i 1747. Sammen med Mørks Kro opført i 1700 tallets slutning giver det et godt indtryk af den gamle landsby.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om egnen:
Hvis du vil vide mere:-
Redigeret 24. – 11. 2021