Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Omkring Nørrebroparken del 2

September 2, 2010

Nørrebroparken – fra 1930erne

Nørrebroparken – fra losseplads til park

Først fra 1933, tre år efter stationens lukning, blev der fremsat forslag om stedets anvendelse i borgerrepræsentationen. Efterhånden lignede det noget, man ikke kunne være bekendt. Der var tanker fremme, om at lave en plads, hvor borgerne kunne færdes, tumle sig og tillige hvile sig. De yngste skulle benytte den sydlige del til bold – og legeplads. Den nordlige del skulle anlægges til hvileplads for de ældre.

Den nordlige del blev anlagt som løv – overdækkede promenader med indblik ind i parken. Den sydlige del anlagdes som en legeplads med et stort sandbassin samt en rulleskøjtebane og et soppebassin.

Boldbaner på grus og græs blev også indrettet. Ja allerede i 1931 havde man talt om, at der skulle indrettes en Omnibusgarage omtrent der, hvor legepladsen ligger i dag.

I 1934 fremkom Socialdemokraterne med et forslag om, at Nørrebroparken skulle omdannes til en børnepark. De mente, at man skulle tage hensyn til de større børn, som i de sidste par havde brugt det nedlagte stationsområde som tumleplads. Man foreslog soppebassin, der om vinteren kunne bruges som skøjtebane. Endvidere skulle der være plads til opslag af telte og anden fri leg:

  • Selv om det er daarlige Tider, haaber vi at Kommunalbestyrelsen vil se paa dette Forslag med Velvilje, idet der jo alligevel skal anlægges en Park, og saadan Børnepark, som den forslaaede, sikkert vil være til en stor Glæde for de mange Arbejderbørn paa Nørrebro.

 

Mindst mulig udgift

Første etape blev indviet i august 1934. Man talte om et egentlig sportsanlæg vest for linde-alleen med blandt andet anlæg af syv tennisbaner med tilhørende omklædning og cykelstald. Badminton – faciliteter talte man også om. Og så skulle der oprettes to isboder og Folkerumsbygning.

Det endte dog med en skrabet plan, der

  • anlægges med mindst mulig Udgift med Græsplæner med enkelte fritstående Træer og de fornødne Bænke og Drikkebrønde.

Således besluttede man i 1935. Ja det hele kom til at koste 41.000 kr. Der var ikke penge til så meget. Langs Hellebækgade var det oprindelig meningen at gaden skulle udvides. Men det blev ikke rigtig til noget. Og et forsøg på opførelse af musiktribune med opholdsrum for musikere og toiletter i 1939 blev også kun til drømme.

Omkring 1940 fandtes der i Nørrebroparken et meget stort rektangulært soppebassin. Ud over at småbørn kunne soppe i sikkerhed i det lave, men ofte grågrønne grumsede vand, kunne det også bruges af større børn til at sejle deres småskibe i. Der var desuden to sandkasser af forskellige størrelser og en karrusel.

Ud mod Stefansgade blev der bygget to røde træbarakker, som led i et beskæftigelsesprojekt i vinteren 1944 – 46. Og det var delvis på det gamle bryggeri areal.
Plankeværk og gammel beplantning blev fjernet. På den måde blev parken udvidet. Men legepladsen blev året efter flyttet

Den ene barak  var til små og den anden til større børn. Her holdt Sankt Stefans Fritidshjem til. De blev revet ned først i 60erne. Fritidshjemmet blev flyttet
over i Skodsborgsgade.  Her kunne mødre og børn krybe i ly i tilfælde af regnvejr. I hver ende af bygningen var der toiletter – i den ene ende for piger, i den anden ende for drenge.

Men drengene benyttede dem sjældent. Der lugtede altid af urin i Nørrebroparken dengang. Også dengang sad man og drak. Forældrene havde sagt til deres poder, at de bare skulle holde sig væk fra de drikkende eksistenser.

 

Nye tanker

I begyndelsen af 1945 blev KSB (Slangerupbanen) omtalt som fallitbo. Sidste gang den kørte under privat drift var den 31. marts 1948. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog, indtil man fik renoveret andre tog. Man havde planer om at forbinde Lygten til Amager – banen. Men det blev ikke til noget. Tværtimod blev strækningen indskrænket. Farum – Slangerup blev nedlagt i 1954.

Gladsaxes borgmester, Erhard Jacobsen foreslog, at DSB anlagde en hurtigsporvej Harreskovs-banen og forlænge skinnerne, så de indgik i det københavnske sporvejsnet.

Måske var der nogen, der havde lyttet til den gode Erhard Jacobsen, for i 1956 indførte man en direkte sporvognslinje fra Rådhuspladsen til Lygten. Det var linjerne 19 og 19x, der kom til at holde lige ved siden af toget på Lygten Station. Men eventyret varede kun i halvanden år. Der var ikke nok passagerer.

 

Vinter i Nørrebroparken

I Nørrebroparken sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten om natten i vinterperioden. Når vandet så var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane.
Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Pludselig var skøjtebanen udvidet til det dobbelte.

Om aftenen var skøjtebanen belyst ind til klokken 24, at et antal kraftige projektører anbragt i høje træpæle i banens hjørner.

Det hændte mange aftener, at en driftig person, havde stået hjemme i sit køkken og sat små æbler på  en tynd rund træpind og overtrukket æblet med transparent rød glasur, med henblik på at skaffe sig en ekstra indtægt ved at komme hen til skøjtebanen og sælge dem for 50 øre stykket.

Det var en meget populær form for slik, som man enten kunne glæde sig selv med eller en pige, som man havde fået et godt øje til ude på banen.

 

Trædebilerne i parken

I sommerhalvåret var en mand der en mand i 30 års alderen, der havde en forretning kørende i den ene ende af Nørrebroparken, der hvor Nordbanegade
og Stefansgade mødes og hvor cykel – og gangstien skar tværs gennem parken.

Manden bestyrede en del trædebiler, som børn fra 4 til 8 – 10 års alderen kunne sidde i og ved hjælp af frem og tilbagestående pedaler eller bøjler i bunden, kunne få til at køre rundt på et stort, fuldstændigt fladt, asfalteret areal på den nordlige side af stien.

For 25 øre kunne man køre i 15 minutter, og så kunne man forlænge turen, undtagen hvis der var en anden der stod og ventede på at få sin tur i netop den bil, man sad i. I vore dage fylder 25 øre ikke af meget, og om det var ”en god forretning” for manden var et spørgsmål. Men de 6 – 7 biler var meget populære især når det var godt vejr.

Manden sørgede for, at ingen sprang over i køen. Han holdt øje med en kæmpe stor urskive på ca. 30 cm, der sammen med pengekassen stod fremme på en bænk, hvorfra han styrede udlejningen. Når turen begyndte, satte han en markør med bilens nummer, et kvarter frem, så man kunne se, hvornår turen skulle
slutte. Hver gang man passerede bænken med uret, kunne man skæve på den, for at se, hvornår tiden udløb. Hvis der var nogen, der snød lød den hårde dom – Karantæne.

Der var malet veje med gul maling på det areal, man måtte benytte. Var man så heldig, at være på stedet ved lukketid, kunne man gratis køre bilen hen i Nordbanegade. Det var en strækning på 50 – 60 meter.

 

Børneparkering

I juli 1951 startede en børneparkering i Nørrebroparken. Den var åben alle hverdage mellem 11 og 16 for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo, det var Danske Kvinders Samfundstjeneste, der stod bag dette initiativ. Det var ment som en håndstrækning til de travle hjemmegående husmødre. En af dækningsgravene i parken blev indrettet til toilet og læ for børnene.

Ved siden af en af bunkerne blev der opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn sendt ind i denne. Kvinderne bag denne succes kunne konstatere:

  • Mange Børn kommer alt for lidt ud . En del blege Børn, der ikke ville trives eller spise, har hentet Kulør og Appetit under Sommerens Leg.

 

Alvorligt uheld

Lille pige døden nær i soppebassin. Sådan kunne man læse i en af aviserne dengang. Den 29. juni 1953 skete der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige Conny blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri:

  • Tilskadekommende sad således, at hendes ben var strakt fremefter lige over bassinets bund, således at hun kun lige havde munden fri af vandets overflade.

I 1957 fremkommer et forslag om opførelse af en ny legestue på legepladsen. Den bliver bemandet med en leder og en medhjælper. En bygning ville koste knap 50.000 kr. Sagen blev henlagt. I 1961 tages sagen op igen og endelig opføres der en ny bygning.

 

Teater og gøgl

Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken. Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood. Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger og ikke mindst professor Tribini. Dødsdrom og radiobiler forekom også. Slikboder og eksotiske lækkerier som Candy Floss og popkorn udfordrede børnene. Der var øltelte, hvor nørrebroerne festede til den tidlige morgen.

Men der skete flere uheld, sikkerheden var ikke helt i top, så Københavns Kommune stoppede løjerne. Et populært klatrestativ blev fjernet. Pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne.

 

De upopulære parkbetjente

De unge hadede parkbetjentene. De var også sædlighedens vogtere. Når de unge  flirtede med den første kærlighed, ja så var Parkeren der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre end – en to værelses med 5 – 6 beboere.

Det skete også at de større drenge smed Parkeren i soppebassinet.

Ting og sager i Nørrebroparken. Aviserne skrev flittig om politiets manglende tilstedeværelse . Det kunne sandelig ikke være rigtig, at unge urostiftere skulle dominere parkområdet. Der blev klaget over hærværks – og indbrudsforsøg, samt cykel – og knallertkørsel. Nu forlangte man at Nørrebroparken blev holdt under streng observation. I februar 1961 konkluderede politiet, at der ikke længere kunne meldes om ulovligheder i parken.

Der var festdag i Nørrebroparken i 1989. Hele 740.000 kr. var der bevilliget til omlægning af den gamle legeplads. Ny klatreborg, hjuldamper og soppe-sø.
En bemandet legeplads, ja det var lige sagen.

 

Lygten Station synger hen

Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Derved stoppede trafikken fra Lygten Station, der fik en hensynkende tilværelse. Et lokalt grøntorv og spillehal var nogle af de aktiviteter, der fulgte.

I 1996 blev Thorkild Christensen ejer af den flotte bygning. I 1997 startede Projekt Kulturcafé og i 2002 overtog Københavns Kommune bygningen. Senere havde Kvarterløft Nordvest bopæl i huset.
Udvalgte Bygninger i Kvarteret

Sankt Stefans Kirke

En række markante bygninger i kvarteret vil vi kigge på.

Da voldene faldt havde byggespekulanterne gyldne tider inde på Indre Nørrebro. Disse byggespekulanter var selv med til at fastsætte lovgivningen eller for den sags skyld lade være med at indføre nogen lov. Mange af dem sad selv i Borgerrepræsentationen. Med den store tilstrømning af beboere til byggespekulanternes lejekaserner fulgte nød og elendighed. Dengang var det offentlige ikke gearet til at tage sig af den slags. Det var godt, man havde de kirkelige organisationer. Der var vitterlig behov for deres hjælp ude på Ydre Nørrebro.

Socialisterne var helst fri for kirkebyggeri. De troende burde selv betale dette byggeri, mente man. Man syntes, at forbedringer af de sociale forhold kom i første række. Men egentlig kunne arbejderne godt lide vækkelsesprædikanter. Ak ja, det var nok at gå i gang med. En skribent fra dengang beretter følgende:

  • Her laa Huse, hvor der ikke findes Trængende. Den største del af de Fattige, som leve herude, befinder sig paa den sørgelige Rejse med al den Forkuelse og Demoralisation som følger med en haabløs Tilbagegang.
  • Fattigdomen hersker. Mændene drikker og Kvinderne sladrer tiden bort. Her er Haab om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædelighedens medarbejdende Aand, vil blive til det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

Jo dengang forstod man at bruge det danske sprog.

Dengang dominerede urtekræmmer Ottesens urtekræmmerbutik. Den havde adressen, Lygtevejen 8, i dag Nørrebrogade 163 (Bog&Ide). Ottesen var både postmester og fattigforstander.

Den næstældste kirke på Nørrebro er Sankt Stefans Kirke. Sognet blev udskilt af Sankt Johannes Sogn i 1874 på initiativ af Rudolf Frimodt. Hans ønske var, at der skulle påføres en kirke for de fattige i Lygtekvarteret på det Ydre Nørrebro. Godt nok skulle kirken være beskeden, men også smuk. Man må jo sige, at det lykkedes ganske godt. Den kom til at koste 68.000 kr. Den blev bygget af privat indsamlede midler. Og den blev bygget i haven omkring landstedet Kirstinedal, som blev ejet af lensbaron Løvenskjold. Ja han forærede simpelt hen jorden til kirken.

Og kirkens navn var inspireret af de barske forhold på Nørrebro. Den Hellige Stefanus var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem.

Det må dog betvivles, at kirken kunne løse de fattiges problemer.

Kirkeskibet er foræret af skibsbygger Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skibet var model for det skibet Heinrich Augusta, som Skifter Andersen byggede for et købmandshus i Hamburg.

 

Karmel i Vedbækgade

I Vedbækgade lige over for kirken ligger Karmel, som er knyttet til kirken. Den smukke bygning hed dengang Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til Mødres og Børns Bespisning.

Ind af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På første sal havde Frøken Marie Købke lejet otte rummelige værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn. På anden sal var værelserne lejet ud til klokkerkontor.

Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. .

Alt dette krævede en enorm indsats af præsterne og frivillige.

 

Anna Kirke

Omkring år 1900 blev området omkring Bjelkes Allé udskilt fra Sankt Stefans Sogn. Et selvstændigt kirkesogn med P.E. Waidtløw som præst opstod. Børnehjemmet Bethlehem i Bjelkes Allé blev også et slags midtpunkt.

Sognet blev selvstændigt i 1912 og havde da 9.000 indbyggere. I  1907 blev der købt to villaer på  Bjelkes Allé, og her opførtes Anna Kirke i to etaper fra 1914. Indtil da holdt menigheden gudstjenester i Sankt Stefans Kirken og i børnehjemmet.

Indsamlingen til kirken blev foretaget i hele landet. Det var de såkaldte Anna – komiteer, der stod for denne organisation. Hensigten var, at alle kvinder og piger, der hed Anna, skulle bidrage. Selv da skonnerten Anna af Thurø løb af stablen, blev der samlet ind.

Rørvarefabrikant Rasmus Christiansen bidrog med en væsentlig andel. Om det er rigtig, at hans kone hed Anna, og at han forlangte at kirken skulle bære hendes navn, vides ikke.

Den 27. december 1914 blev første etape – stueetagen indviet som kirke. I 1921 blev kirken udvidet med den store sal, der er bygget som en lav bygning vinkelret på den daværende kirke. I 1928 var hele kirken færdig. Prisen var på 350.000 kr. Kirkerummet på første sal havde dengang 600 pladser.

 

Børnehjemmet Bethlehem

I 1907 kunne man i datidens medier læse følgende:

  • Ude paa Bjelkes Allé ved Jagtvejen ligger Børnehjemmet Bethlehem, som den 8. december kan fejre 25 aars Jubilæum. Det skyldes Carl Petersen, som ogsaa stod bag St. Peders Gæstehjem og Herberg for Hjemløse. Carl Petersen stod bag Foreningen til vildfarne Børns Frelse. Det er den Forening, der staar bag Børnehjemmets Økonomi.

I december 1883 blev hjemmet åbnet kun for drenge. Der var plads til 33 poder. Allerede efter det første år var hjemmet fuldt besat. I juni 1885 udvidede man hjemmet til at kunne rumme 53 børn. I 1897 blev hjemmet igen udvidet takket være gratis hjælp fra lokale håndværksmestre.

 

Rekruttering til den spanske borgerkrig

De fleste har sikkert glemt, at der i Bjelkes Alle befandt sig et rekrutteringskontor i Ung-kommunisternes Hus. Her blev nogle af de ca. 500 danske frivillige i den spanske borgerkrig (1936 – 1939) rekrutteret.

I februar 1937 blev der oprettet et dansk kompagni. 40 pct. af de danske frivillige i borgerkrigen var kommunister. De tog til Spanien for at bekæmpe fascismen. Ca. 135 mistede livet.

 

Dronning Louises Asyl

I 1887 deltog den dengang 80 årige Dronning Louise i åbningen af Dronning Louises Asyl i Stefansgade. Hun godkendte selv ansættelse af personale, og
ydede selv økonomisk støtte, samt organiserede grundstensnedlæggelsen

Berlingske Tidende var til stede og kunne berette:

  • Grundstensnedlæggelsen til Børneasylet i Skt. Stefans Sogn har efter Bestemmelsen fundet sted i Formiddags. Efter Ankomst fra Fredensborg til Nordbanegården blev de Kongelige Herskaber transporteret med hestetrukne Kareter ad Farimagsgade, Frederiksborggade og over Dronning Louises Bro, som Dronningen passerede for første gang, trods det at den var opkaldt efter Majestæten. Derefter kørte Kortegen ad Nørrebrogade til Stefansgade, hvor man svingede ned mod Bestemmelsesstedet.
  • Paa den indhegnede Plads i Stefansgade var der samlet et talrigt og festklædt Publikum, som fik Plads langs med de tre Sider paa lange Bænkerækker. Midt paa den med en mængde Flag udsmykkede Plads var en Murpille muret op, og den skulle indeslutte Grundstenene.

Chokoladefabrikant Cloétta tilbød et grundstykke til asylcentret, men han var for sent ude. Den 12. april uddelte han chokolade til alle børnene i forbindelse med pinsen. Ved hans død i 1899 tildelte hans enke, konsulinde Ida Cloétta asylselskabet et legat på 25.000 kr. som rettede op på asylcentrets betrængte økonomi.

I 1889 var der 484 børn i asylcentret og halvdelen af dem kom fra Jægersborggade.

 

Var det mon Dronning Louises Asyl?

Asta Nielsen, den berømte filmstjerne tilbragte en stor del af sin ungdom på Nørrebro. Hun boede i nærheden af Stefans Kirken. Derefter flyttede hun med sine forældre til Fælledvej. De boede forskellige steder i Frederik den Syvendes Gade. Hun var berømt i hele Europa, og i Tyskland, blev hun kaldt Die Asta.

Asta fortæller følgende historie om en børneinstitution i nærheden af Stefans Kirken.

  • Et kendt bageri inde i byen havde tildelt hjemmet en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen, så børnene her også kunne vide, at den slags eksisterede. To af de største drenge, blev da om formiddagen sendt til byen for at hente kagerne, selvfølgelig med strengt forbud mod at smage kurvens indhold. Når drenge havde slæbt den store kurv fra Vimmelskaftet ud til hjemmet på Yderste Nørrebro, blev munden revet op på dem for at se og lugte, om forbuddet var blevet overtrådt.
  • Var det for en meget sjælden gang, stod den på sult, prygl og mørk arrest. Og kagerne fik ingen af de mange børn nogen sinde at se. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at drengene, som tegn på at der var fest i huset fik lov til at sidde ved vinduerne og kigge på os derude.

 

Ungdomshuset

Det var tidlig morgen, klokken var lidt før 7. Vi havde Bogudsalg. Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69. Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der vidnede om en amerikansk actionfilm.

Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte ned af Heinesgade. Fra Nørrebrogade truede unge autonome med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente blandt vore kunder.

Den store omsætning udeblev. De fleste butikker i området var lukket. Personalet var efterhånden blevet nervøse. Ti minutter før normal lukketid, besluttede jeg  af hensyn til personalets sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder stærk utilfreds med.

Man kan hvis godt kalde Jagtvej 69 den mest omtalte grund på Nørrebro. Jeg skrev vel omkring 30 – 40 artikler om de begivenhedsrige år.

Handelsforeningens hjemmeside oplevede rekord – besøg. Ungdomshuset linkede til flere af vore artikler. Det samme gjorde de store dagblade. Men ikke alle var lige tilfredse med vores holdning. Vi fik hadefulde mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig blev jeg truet med pressenævnet af en toppolitiker.

Butikker mistede omsætning for 30 millioner kroner og samfundet betalte ca. 230 millioner kroner inklusive ekstravagter til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede.

 

Folkets Hus

Arbejderne ville gerne have et samlingssted. De måtte ikke være nogle steder. Restauranter og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejderne. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen selv at opføre forsamlingshuse. Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet kunne man i Social
– Demokraten
læse:

  • Ude bag Assistens Kirkegaard, i det fattigste af Nørrebro ligger Arbejdernes sidst opførte Forsamlingshus i Kjøbenhavn.

To år efter indvielsen i 1897 blev den tre måneder lange lockout fejret i huset. Mange andre benyttede huset til Lørdagsbal. Juletræsfester og Boksestævner. Det var også her Kvindelig Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandelig sekretær til at underskrive papirerne. Kvinder havde dengang ingen myndighed.

Forbundets første formand, Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det. Hendes mand blev også dømt. Og begrundelsen – han havde ikke styr på sin kone.

I 1901 holdt Nørrebro Handelsforening stormøde i huset. Man diskuterede, Organisationens betydning, Smør og margarine i rabatordningen og Indkøbsforeningen.

I mange år holdt foreningen deres årlige generalforsamling i huset. Og et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien samlede 300 medlemmer.

 

Rosa Luxembourg

I 1910 blev Den Anden Socialistiske Kvindekonference afholdt i Folkets Hus. I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin og Rosa Luxembourg.

Fra 1914 – 17 faldt reallønnen med 14 pct. I 1918 var arbejdsløsheden på 18 pct. Skibsredere og aktieejere tjente styrtende med penge. Aktierne steg dag for dag. Arbejderne betragtede Børsen som et sted, hvor man tjente fede penge på arbejdernes bekostning. Man besluttede derfor at storme Børsen. En kæmpe demonstration udgik fra Jagtvej 69 og Børsen blev stormet 11. februar 1918.

Flere demonstranter fik straffe fra fem uger til to års fængsel.

 

De får hus – vi får fred

Så fulgte Stengade 50 og kampen om Byggeren. Overborgmester Egon Weidekamp kunne ikke se, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede
unge:

  • Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville være et mærkeligt samfund.

Rutana, Schiønning & Arve, Abel Cathrinesgade, Meknaisk Museum og Bazooka. Der var ballade i byen. I avisen kunne man læse at Weidekamp havde kig på et nyt ungdomshus:

  • De 700 medlemmer af Tingluti på Jagtvej 69, havde ellers været glade for deres bygning. Men midt under juleferien var et oliefyr og et vandrør sprunget. Og det var mere end økonomien kunne bære. I forvejen skyldte man kommunen 123.000 kr. i ejendomsskatter.

Egentlig skulle der have været en Irma eller en Brugsen på området. FDB var interesseret, men det fik Nørrebro Handelsforening forpurret. Københavns Kommune erhvervede ejendommen for 700.000 kr. Weidekamp udtalte:

  • De får et hus og vi får fred.

Men fred blev der ikke. Overborgmesteren fik buksevand. Allotria blev besat. Der blev ballade på Nørrebrogade, Politiken blev besat. Ballade opstod i Ryesgade og på Christianshavn. Og sådan kunne vi blive ved.

I november 1999 drog unge på plyndringstogt på Nørrebrogade. Politiet holdt sig tilbage. Ungdomshuset meddelte, at de ikke deltog. Ingen blev nogensinde dømt.

 

Ungdomshuset for en krone

På et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 sagde Nørrebro Handelsforening pænt nej tak til at overtage Ungdomshuset for en krone. Opfordringen kom fra overborgmester jens Krammer Mikkelsen. En ny gruppe blev dannet på  Nørrebro. De kaldte sig Naboerne. På deres hjemmeside gav de udtryk for deres frustrationer:

  • Som naboer til Ungdomshuset har vi nu fået nok af autonomes intolerante og asociale adfærd. De opfører sig vulgært og hensynsløs overfor os som naboer her på Nørrebro. Vi har ryddet op efter hærværk, smadrede flasker, graffiti og afføring på vores trappestene, smadrede ruder i husene
    og i bilerne og affald fra mad og toiletbesøg. Larmen i weekenderne og stanken fra affaldet og urinen omkring passagerne på Nørrebrogade og Jagtvej hører ikke hjemme i et beboelseskvarter.
  • Det er for meget. De må finde et sted – hvor deres arrogante fremfærd ikke ødelægger det for andre. Det handler ikke om ideologi og politisk standpunkt, men om medmenneskelig adfærd og at vi som naboer ikke længere kan holde det ud.

 

Hvorfor skal man være gidsler?

I Nørrebro Handelsforening havde man længe været trætte af politikerne. Gang på gang havde man fået at vide, at nu blev der taget initiativer til af få løst
Nørrebros
problemer. Masser af butikker var forsvundet. Kunderne turde ikke mere at besøge bydelen.  Handelsforeningen udsendte atter er presse-information

  • Hvorfor skal 71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et spil, der gælder om et mødested for unge mennesker?
  • Hvornår kommer politikerne ud til bydelen, og diskutere med dem, der bliver ramt på den ene eller anden måde?
  • Kære politikere, kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling.

Der skete ikke noget. Toppolitikere udtalte, at de unges krav var barnagtige og ifølge de unge pustede politiet til ilden.

 

Ikke kun ”kapitalistforretninger”

Og som noget helt grotesk var jeg med til at lave en folder til samtlige butikker om hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af en konflikt. Den blev lavet sammen med HK og DA. Forsikringsselskaberne var begyndt at stå af med hensyn til at dække skaderne. Så her måtte der også laves en folder med tips. I medierne bildte politikerne borgerne ind, at forsikringerne dækkede alle skaderne.

Det var ikke kun kapitalistforretninger, der blev angrebet. Den lille frisør og dyrehandleren blev også angrebet. Efter en af disse aktioner var vi ude at lave en optælling. Der var gået ud over 45 butikker.

Nørrebro Handelsforening bakkede op om de fredelige aktivisters ønske om et nyt hus, men tog kraftig afstand til vold og hærværk samt trusler om afbrænding af butikker. Politikkerne afviste Nørrebro Handelsforening som mægler i konflikten.

 

Jagtvej 65

På Jagtvej 65 ligger Aldi i dag. Dengang den 26. december 1924 åbnede Colosseum – et flot og luksuriøst filmpalæ med plads til 1.000 tilskuere. Fem år senere, i foråret 1929 var Colosseum blandt de første biografer herhjemme, der viste talefilm.

Biografen blev ombygget i 1971 og igen i 1980, hvor den fik tre sale. Repertoiret var tilpasset Nørrebro – publikummet. Det var spændingsfilm lige på og hårdt eller kærlighedsfilm uden for meget snak. Man viste et meget blandet program – til sidst mest pornofilm. Biografen lukkede i 1982 – 1983.

 

Husumgades/Havremarkens Skole

Husumgades Skole blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole. Da kommunen købte grunden, var der et gartneri på stedet.
Den nærmeste større bygning var dengang Nørrebro Station.  Der var 19 klasseværelser men varme og ventilation. Det var yderst moderne, men byggeriet havde også været dyrt. Hele 176.034Kr.

Fra 1. maj 1903 blev skolen udnævnt som kroneskole. Det betød at forældrene skulle betale en krone pr. måned for deres pode.

Ved skolens start var der tilmeldt 916 elever. I 1912 var der 1.284 elever. Og i 1923 toppede det med 1,425 elever. Og en af de mest berømte elever var den store filmstjerne Asta Nielsen.

I 1930 fik skolen navneforandring til Havremarkens Skole. Den 7. maj 1945 ankom Den Danske Brigade til skolen, og tog opstilling i skolegården. Pludselig begyndte maskingeværer at beskyde brigaden fra vinduer i Søllerødgade og Jul. Blomsgade Det var danske Hippo – folk, der var i gang. Brigaden blev kun i et par dage, derefter tog frihedskæmpere over.

 

Bryggeriet Stefan

Bryggeriet Stefan blev stiftet i 1895. Allerede tre år efter slog stifteren H.C. Meyer sig sammen med to andre hvidtølsbryggerier. Jo der var gang i den, i Stefansgade 51.

Særlig populær blev den såkaldte Kroneøl. Man nåede op på 25.000 flasker om dagen. Fra 1913 blev der også fremstillet mineralvand. I 1939 var det slut. Da blev bryggeriet opkøbt af De Forenede Bryggerier.

 

Chokolade-fabrikken Cloétta

Chokolade-fabrikken Cloétta blev opført i 1862 af de to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloétta. I 1867 købte man en ejendom i Indre By og brugte endda dampmaskiner. I 1901 flyttede man til lokalerne i Hørsholmsgade. Hele 125 mennesker var beskæftiget her. I 1929 blev firmaet et aktieselskab og overtaget af Chr. F. Kehlet. Fra 1954 til 1960 blev firmaet drevet fra Glostrup. Chokoladekoncernen Fazer overtog derefter stedet. Og i Hørsholmsgade danser man på stedet i Dansens Hus.

 

Begivenheder i kvarteret

Drama i Husumgade

Et drama udspillede sig i Husumgade 12 den 13. november 1907 om formiddagen. Sofus Rasmussen havde været redaktør af det anarkistiske blad Skorpionen.
Han var gået for vidt og fået en dom på tre måneders fængsel. Straks efter dommen flygtede han til Sverige. Politiet havde fået at vide, at han holdt sig skjult i København.

En gang imellem besøgte han sine forældre i Husumgade. Og det gjorde han også den pågældende dag. Rasmussen havde i 1905 fra en talerstol truet med at myrde en betjent. Ingen troede dog, at han ville gøre brug af denne trussel.

De to civile betjente Elmer og Gemzøe blev sendt til adressen i Husumgade, efter at man havde fået et tip. Familien boede på fjerde sal til venstre. Fru Rasmussen lukkede op, men benægtede at Sofus var til stede. Betjenten forlangte dog adgang til lejligheden. Da han gik ind, kom den eftersøgte frem. Han tog en revolver frem og affyrede den direkte i hovedet på betjent Gemzøe. Endnu et skud blev affyret.

Sofus Rasmussen styrtede ned af hovedtrappen. På tredje-sals trappeafsats dræbte han sig selv med et skud i hjertet. Betjent Elmer var gået af køkkentrappen og havde hørt skuddene. Elmer havde fået forkerte oplysninger i brødbutikken nedenunder, og var gået forkert. Gemzøe  var vaklet nedenunder, men var død ved ankomsten til Baldersgades Hospital.

Sofus Rasmussen var kørt til St. Johannes Stiftelsens Lighus. Ved visitationen havde man fundet to revolvere, en dolk og en æske med skarpladte patroner. Mærkværdig roligt modtog publikum meddelelsen om anarkisten Sofus Rasmussens mord. Der blev ingen opstandelse på Nørrebro.

 

Besættelsestiden

Et vigtigt møde blev afholdt i Hillerødgade 75 den 9. april 1942. Her besluttede 14 DKPer, at nu skulle DKP deltage aktivt i modstandsbevægelsen.

Hans Petersen, der var med i modstandsbevægelsen BOPA havde fremstillet en bombe, der skulle eksplodere foran Bjelkes Allé 16, den 21. oktober 1942. Bomben gik dog ikke af. Ejendommen havde tilhørt Kommunistisk Ungdom. Nu havde en tysk transportafdeling overtaget ejendommen. Hans Petersen
blev anholdt af dansk politi og overgivet til tyskerne. Den 12. april 1943 blev han dømt til døden, men blev dog benådet til livsvarig tugthus.

 

Danmarks Frihedsråd 

Danmarks Frihedsråd  blev dannet den 16. september 1943 hos Harilds Afskrivnings bureau Nørrebrogade 156.  Dansk Politi jagtede alle kommunister.
Man havde spottet en af de mest markante, Børge Houmann til området omkring Husumgade. Da han skulle hente sin skjorte i sit vaskeri i en kælderbutik, var politiet klar og ventede på ham. Men rullekonen nåede at advare ham. I hele 11 dage havde de stået og ventet på ham i det lille vaskeri.

En sabotageaktion ødelagde et snedkeri og et skomagerværksted i Vedbækgade 4.  Den 11. maj var bomber lagt uden for lædervareforretningen i Stefansgade.
Ejeren var medlem af DNSAP.

En Schalburg – mand bosiddende Jægersborggade 25 st. blev såret af skud den 14. august. Dagen efter gik det ud over Lampeskærms-fabrikken, Heinesgade 1. Det viste sig dog kun at blive ved truslerne.

Den 19. august skød tysk militær foran Nørrebrogade 169 efter en ung mand, der var deserteret fra SS. En tilfældig beboer fra Sorgenfrigade blev alvorlig såret. Dagen efter var der rude-knuseri i Taskeforretningen, Stefansgade 20.  Lædervarehandler, Kongsted Christensen, Stefansgade 22 blev skudt den 16. september i Grøntforretningen i nummer 10, hvor han var kunde.

 

Mordet på Frk. Lange

På hjørnet af Stefansgade/Husumgade blev Ella Johanne Sofie Sustmann dræbt den 16. december. 1944. Hun blev likvideret af modstandsfolk. Man sagde om hende, at hun som telefonistinde i Telefonhuset foretog aflytninger for tyskerne. Hendes mand blev likvideret i en linje 16 på Nørrebrogade.

I modstandskredse blev hun kaldt Frk. Lange og havde bopæl, Jagtvej 87. En dramatisk beretning fra modstandsbevægelsen afslører likvideringen:

  • Vi ventede derefter en times tid, i hvilken en lirekasse uafladeligt spillede ”Julen har bragt velsignet bud”. Så viste hun sig i gadedøren. Vi havde i forvejen trukket lod, om hvem der skulle skyde og loddet faldt på Philipsen.
  • Philipsen ventede, da de lige var ved en legeplads, men Poul gik frem, stak sin ”Parabel” lige op i nakken på hende og trykkede af. Hovedet blev fuldstændig knust. Hundene lagde sig ind til hende og gav sig til at hyle. Vi tog hendes taske og løb.

Seks revolverbevæbnede mænd trængte den 21. januar ind i Fabriksarbejdernes Forbundskontor, Bjelkes Allé 32, hvor de tog beholdningen af kontanter og kontingentmærker.

Den 26. marts lød det ved 22 – tiden kraftig skyderi ved Åboulevarden. Kl. 23.45 fortsatte skyderiet ved Nørrebros Runddel.  Næste dag omringede tysk militær, Privatbanken, Stefans afdeling, Nørrebrogade 180. Bestyreren R. Jacobsen blev anholdt.

Den 1. april blev Metropolitanskolen og Hillerødgades Skoler inddraget af den tyske værnemagt til indkvartering af flygtninge.

 

Modstandsbevægelsen lagde røgslør 

Den 47 – årige købmand, Knud Valdemar Hansen blev den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Samme dag blev han fundet med tre skud gennem hovedet i Utterslev Mose.

Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog, og de var dumme nok til at hæve hans penge. Det lignede et rovmord, men alt tydede på, at det var modstandsbevægelsen, der stod bag.

Ministeriet for Særlige Anliggender ville forhindre at modstandsbevægelsen fik tilsmudset deres ry. Den unge politifuldmægtig Volmer Nissen havde ellers hurtig opklaret sagen.

Da politifuldmægtigen var på vej til gerningsstedet, var det lige før, han selv var blevet likvideret. Han blev stoppet og holdt op af Holger Danske folk. Disse havde pistolerne fremme, og anså fuldmægtigen og hans chauffør som Gestapo – folk.

En søn af en landsretssagfører rejste hurtig til USA. Det vil sige, han blev tvunget til at rejse af sin familie. Volmer Nissen havde hurtig fundet frem til hans
navn.  Der var navne på yderligere mistænkte. Men ingen blev nogensinde dømt for rovmordet.

 

Masser af skud

Tyrolerkroen, Jagtvej 64 oplevede den 15. april et optrin mellem Schalburg – folk og civile danskere. Den 17. april opdagede en jernbanefunktionær røveri af 16 tromler benzin. Han blev truet med pistol af fire – fem personer.

Dagen efter var der kraftige bombeeksplosioner hos Skandinavisk Motor Compagni , Lundtoftegade 106. Alle bygninger udbrændte – også en del tyske motorvogne.

Den 20. april kl. 4.35 skete der en eksplosion i Café Resí, Hillerødgade 16.  En yngre mand blev om morgenen den 25. april fundet dræbt med skud i hoved og bryst på Nørrebrogade 200. Dagen efter blev en kvinde, bosiddende Jægersborggade 9 tilfældig ramt.

Jagtvej 69 blev beslaglagt af tyskerne den 28. april. Den 30. april forekom der en del skyderi omkring Slangerup – banen.  En tysk søløjtnant og en marinesoldat blev livsfarligt såret ved Nørrebros Runddel den 3. maj. Dagen efter blev en tysk soldat skudt på en sporvogn ved Nørrebro Station.

 

En morder i kvarteret

Helge Rudolf Keil med dæknavnet Ruddi var et usædvanligt nervøst gemyt. Han havde ikke de store evner, da han gik i Hillerødgades Skole. Det eneste, der interesserede ham var forbryderromaner. Faderen var værtshusholder. Helge gik for at være en særling i kvarteret.

Han kom i lære som barber. Fem dage i træk måtte han til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod – med ros, havde han drukket en halv flaske portvin og fire øl. Han holdt dog hurtig op som barber, da han var bange for at skære halsen over på sine kunder.

En dag var han utilfreds med moderens mad og stak en gaffel i baghovedet på hende. På Bispebjerg Hospital sagde man om ham, at han var forbeholden, afglidende og stillestående.

Han rejste til Norge, hvor han fik arbejde på et lazaret. I løbet af juni 1944 fik han kontakt med modstandsbevægelsen. Men han blev taget med falsk legitimationskort. Han kom i forhør hos den berygtede Birkedal. Resultatet blev, at Keil blev stikker for Birkedal. Det menes at Keil begik 3 – 5 mord.

 

Masser af butikker i kvarteret

Engang var Nørrebrogade faktisk Danmarks handelscenter nummer et. Det er det ikke mere. Også i kvarteret omkring Nørrebroparken bugnede det med specialbutikker. Ved næsten ethvert gadehjørne lå der en købmand, et ismejeri, en grønthandler, en slagter eller en bager. Alt blev købt frisk samme dag, man skulle bruge det. I 1950erne havde man ikke køleskabe og frysere.

Heinesgade havde en del butikker. Her lå også et ismejeri og et folkekøkken. Dette folkekøkken havde en duft af afsmeltet fedt og fedtegraver. Det var nu ikke den mest luksus betonede retter, man her serverede.

På hjørnet af Holtegade boede Købmand Nielsen., og på hjørnet af Heinesgade hed købmanden, Bojesen.  Dengang var det eksotiske dufte, der mødte en hos købmanden. Det meste blev leveret i sække eller tønder. Ja, man kan vel ikke sige, at spegesild duftede eksotiske. Men de blev også leveret i tønder til købmanden.

I Søllerødgade lå et vaskeri. Det var her bomben gik af mange år senere. Omme i Julius Blomsgade 30 lå en lille hyggelig afdeling af Hovedstadens Brugsforening også kaldet HB. De havde en manufakturafdeling omkring hjørnet i Stefansgade 17. Ja og her i gaden lå også en stor slagterforretning,
der altid var fuld af husmødre.

Og i Holtegade lå børnenes favoritbutik, Frøknerne Krappes legetøjsforretning. Ved siden af lå kaffebaren Stefan. Og allerede dengang lå Lille Peter på hjørnet af Søllerødgade og Stefansgade, i tilfælde af man var blevet tørstig efter en øl.

I kvarteret lå blandt andet også en smørrebrødsforretning og Selandia Radio. Og henne ved Runddelen var allerede dengang Café Runddelen. Den var der allerede da bygningen blev opført i 1878. Her lå også et apotek. Ja ikke mange butikker herude, opnår at blive 100 år. Men det bliver tilfældet for Steenberg Bog&Ide næste år. Gennem 99 år har butikken været drevet af samme familie. (Husk lige at artiklen er fra 2010)

 

Politisk slagsmål på Café Runddel

Jo, det var også noget spændende især for større drenge i Café Stefan. En automat med kondomer på vej ud til toilettet. De unge vidste ikke rigtig, hvad det skulle bruges til, men de vidste, at det var lidt frækt. Man kunne altid prale med, at man havde en pakke.

Ja så kom telefonhuset på  Borups Allé i 1953. Dengang skulle man have en begrundelse for at få en telefon. En uniformeret person kom ud til en samtale. Og der i slutningen af 1940erne kunne man komme op at slås, når man mødtes på Café Runddelen og på andre værtshuse. Det var især, når kommunister
og socialdemokrater mødtes. I 1947 havde Socialdemokraterne mistet deres absolutte flertal. Man var gået tilbage til 17 pladser. Kommunisterne var gået frem til 11 pladser, og de var som regel bedre skolet.

 

Bomben i Søllerødgade

Den 16, marts 1992 kl. ca. 11.30 genlød kvarteret af et ordentligt brag. Der var Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade, der blev ramt af en bombe. Ved eksplosionen dræbtes IS – medlemmet, Henrik Christensen, der tidligere havde været aktiv i Fællesinitiativet mod Racisme.

Politiet oprettede en ti – mands enhed til at forestå efterforskningen. PET var også indblandet, men bombeattentatet blev aldrig opklaret. Mange år senere kom det frem, at PET skulle have været advaret mod, at nazistiske kredse havde forberedt et bombeattentat. Et afslørende bånd skulle være et bevis i sagen , men PET benægtede dette.

 

Nogle kendte mennesker i kvarteret

Mille fra Stefansgade

En af filmhistoriens største action – helte boede i Stefansgade. Hun deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom også kaldet Mille gennemførte luftakrobatik, som aldrig er set siden.

Hun blev født den 29. september 1886 under fattige kår. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Mille havde forfalsket sin dåbsattest, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en sen alder. Allerede som ni – årig optrådte hun på Dagmarteatret. Også hendes søskende, Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere. I rollen som Orfelia i 1911 kastede hun sig fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.

Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigt-kørende hestevogne. Hun medvirkede i vilde bil – og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Da hun skulle optage svømmebilleder
til filmen Den Blå Grotte i Italien, mødte hun nogle piloter. Hun lod sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel.

Hun boltrede sig uden sikkerhedslinje på en dristig og livsfarlig måde. Hun forsøgte at få flycertifikat. Men det lykkedes aldrig. Men det var nu ingen hindring. Hun fløj alligevel.

Mille døde iført en badedragt i 1931. Det skete under en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sine gamle forældre hjemme i Stefansgade 41 1. sal. Den faldskærm, hun sprang ud i, var ny. Det blev hendes skæbne.

Begravelsen fandt sted fra Stefans Kirken. Trods kulde og regn var der kommet flere folk, end hvad kirken kunne rumme. Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet boede hun i Stefansgade. Her deltog hun i det praktiske, blandt andet trappevask til stor forundring for postbuddet, der kom med alle fanbrevene.

 

Barnemoderen fra Jægersborggade

Århundredets største massemorder boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte de små børn, og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Ufatteligt at ingen fattede mistanke, før hun havde dræbt 25 børn i tidsrummet fra 1911 – 1920.

Op gennem tiderne er  mange børn født til et liv, hvor de var uønskede. Måske passede tidspunktet ikke, måske passede samfundets normer ikke. Det var tiden før plejeloven og folkeregistreringen.

Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab, og datidens moral var indskrænket. Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det. Og det blev Dagmar Overbys lykke eller ulykke – om man vil.

Samfundet kunne ikke tolerere børn uden for ægteskabet. De var og blev uønskede. Efter sagen blev lovgivningen lavet om på en række punkter, blandt andet med hensyn til adoption og plejeforhold  samt registrering. Det vides at hun smed et barnelig i latrinen på Assistens Kirkegaard. Andre oplysninger går på, at hun skar halsen over på et barn og lagde det på en grav på kirkegården.

Det hændte, at hun mødte moderen, når hun gik tur med barnevognen. Det var så bare et andet barn, der lå der.

 

Hysteri og tvangstanker

Hun fandt ud af, at æter virkede beroligende på hende. Det tog hun så, lige inden hun begik mordene. Hun kvalte bønrene med en snor og gemte dem i den tids køleskab. Ofte glemte hun ligene. Så fandt hun ud af på bedste måde at komme af med dem, bl.a. ved at brænde dem i kakkelovnen.

Kort før hendes dom blev hun mentalundersøgt. Professor Wimmer gav følgende signalement:

  • Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.

Man kunne tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind. Et familiemedlem til et af børnene blev
på tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, som hun havde myrdet.

Da politiet efterforskede sagen fandt de knoglerester i kakkelovnen og et glemt indtørret lig på loftet.

Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord. Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Dommen blev omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby havde svært ved at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet og måtte overflyttes til Skt. Hans i Roskilde. Her begik hun selvmord den 6. maj 1921.

 

Alberti –  bedrager og byggematador

Den 11. juni 1932 blev en ældre mand kørt ned af linje 5 på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Han var ved bevidsthed med i chok. Han havde fået forvredet sin ene hofte og og albue. Tre dage efter døde han af en blodprop. Den ældre mand, der i to omgange havde boet på Fælledvej, var Danmarks
tidligere justitsminister, storbedrager og byggematador Peter Adler Alberti.

Manden var hensynsløs dominerende over for sine omgivelser. Han indførte prygelloven. Han bedragede Den Sjællandske Bondestands Sparekasse.
Ingen anede uro, før det var for sent. Efterhånden som underslæbene voksede tog han større og større lån. De Radikale udtalte, at kokken 1 var han teglværksejer, klokken 2 var han justitsminister og kl.3 var han grundspekulant.

Den 8. september 1908 melder Alberti sig selv. Han indrømmede sig skyldig i falsk og bedrageri for 9,5 millioner kroner.  Dommen lød på 8 års tugthus.
Han blev kendt skyldig i at havde svindlet for 15 millioner kroner. Det svarer i dag til ca. 15 milliarder kroner.

Han var 188 cm høj, vejede 138,5 kilo og havde en livvidde på 155 cm. I Horsens måtte de sy en speciel fangedragt til ham. Han blev ydmyget af sine medfanger og fik en depression, der var livstruende. I sommeren 1912 var hans vægt nede på 71 kg. Den 20. august 1920 blev Alberti benådet. Manden havde tjent mange penge i Jægersborggade.

 

Værd at vide om kvarteret

Lundtoftegade

I medierne bliver Lundtoftegade udråbt som ghetto, men sådan føler befolkningen på stedet det ikke. Det er etagebyggeri fra 1970erne, der præger gadebilledet. En stor andel af beboerne er anden etnisk herkomst end dansk. Gaden strækker sig fra Borups Plads til Hyltebro i nord.

Kilde: 

  • Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken  – mens vi husker den (udgivet i anledning af 10 året for Kulturelle Markedsdage) 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.784artikel
  • Under Nørrebro finder du 305 artikler 
  • Omkring Nørrebroparken 1- 4

Redigeret 5. – 03. – 2022

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro