Rudbøl Kog, Gammel – og Ny Frederikskog var født og dannet af havet. 17 års skattefrihed var en direkte nybygger politik. De første var frisere og hollændere. Der var færgefart over Vidåen. Man havde egen retspolitik. Og så var det succes for Nørremølle. Tusinde af digearbejdere fik ødelagt deres jordhytter. De måtte have logi i Højer by.

 

Født og dannet af havet

På Frederikskogs våbenskjold findes følgende indskrift, Ex mari natus. Det betyder, født og dannet af havet. Nu gælder dette ikke blot for Frederikskog, med hele området ved Vidåmundingen.

I århundreder har dette land været præget af diger og oversvømmelser. I gamle tider gik der en bred havbugt dybt ind i landet. Nogle steder ragede højdepunkterne op som øer. Vidåen
havde dengang mange arme. Priler, langvarig regn samt snesmeltning dannede i lang tid et helt Waterworld her. Gamle marknavne minder om den tid.

Bredsø  blev omkring 1649 ejet af apoteker Andreas Lorenzen i Tønder. Senere kom den under Højergård. Den blev købt af regeringen som rentegård, men er nu under privateje. Langt den største og dybeste sø  er Rudbøl Dyb eller Rudbøl Sø.

 

De første var frisere og hollændere

De første bosættere kom længe inden området var inddiget. Det var ganske givet hollændere eller frisere. De var fortrolige med at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold.  Der findes vel 25 – 30 værfter i området med forskellige navne.

I Gammel Frederikskog finder man foreksempel Kinkelhofsværft og inspektør Brodersens værft. I Rudbølkog, Seifert von Marvedes værft. I Gaden, Nis Heicksens værft og Husumtoftmark. I Rudbøl har man Nørreværft.

 

Værfter

Dengang, hvor der ikke var diger, byggede man værfterne højere og højere, hvis gentagende stormfloder truede gården. Saxo skrev følgende:

• Indbyggerne, som er rå og med smidige kroppe, forsmår den svære rustning. De omgiver deres marker  med vandgrave og springer ved hjælp af springstokke. Deres huse opfører de på høje af opkastet jord.

Værfterne var ikke blot opført af opkastet klægjord, men også af nedrammede pæle og et pakværk, der består af ris og gødning.

 

Poppenbøl 

Poppenbøl  værftet var en af de største. Det var højest inde på midten. Hvis man dengang skulle besøge sine naboer, ja så måtte man tage båden. Så galt var det dog ikke, da min mor tjente
på Poppenbøl. Den nævnes allerede i 1443. I 1769 havde den to gårde og to huse med 22 beboere.

Om bebyggelsen Gaden nævnte Petraeus i 1440erne :

• Her bor der på  fire forhøjninger eller værfter fem bolsmænd, som ejer bøndergårdene.

 

Spredt bebyggelse

I 1769 havde Gaden fem gårde og fem huse med i alt 52 beboere. Tidligere hed stedet Husumtoftmark, der lige som Højergård havde særlige privilegier.  Rudbøl  havde i 1769, 8 gårde, 21 kådnere, 12 indsiddere med i alt 229 indbyggere.

 

17 års frihed

Gammel Frederikskog  blev inddiget i 1692. Kongens privilegier blev allerede underskrevet i 1690 af hertug Christian Albrecht. Efter disse privilegier skulle kogens interessenter fri og frank uden nogen afgift og pålæg nyde og besidde de inddigede arealer i 17 år.  Disse 17 år begyndte først når alt var bragt i stand og diget fuldkommen færdig. Efter udløbet af de 17 år skulle der årligt af hver demant betales en halv rthr. Til det tjenestelige kammer.

Endvidere skulle i de 17 år, kvæg, korn og lignende, som den kære Gud måtte unde denne kog, frit afskibes uden told og licenser eller andre afgifter og hvad der er behov for i denne kog, må frit indføres.

Desuden skulle det tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vindmøller og hestemøller uden for, og inden for digerne og udnytte dem med frimalen, brygning
og bagning, at have herberger og stalde samt at drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag.

Ligeledes skal de , der i sådanne inddigede koge ejer 60 demant land have ret til fri at drive jagt og fiskeri, såvel inden for som uden for diget. Men de øvrige, som ikke når det nævnte tal på 60 demant, skal være udelukket derfra.

 

Egen ret

Den allerstørste del af kogen var græsland. Dette blev benyttet til opfedning af kvæg. Kogen havde en koginspektør. En dommer og tre rådmænd dannede dengang kogs-retten. Koginspektøren ledede møderne og var også sekretær og regnskabsfører. I kogen gjaldt Ejderstedts landsret. Og man havde sandelig også egen galgeplads.

 

Afvanding

Frederikskog blev tidligere afvandet med Brunoddekog gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle kogs-mølle. Fra 1843 blev kogen afvandet gennem Frederikskog – diget ved en afvandingsgrøft gennem det daværende forland.   På et gammelt kort er der aftegnet et Trindsumkapel, hvor nu Gammel Frederikskog ligger. Der har ikke været mulighed for at finde noget om dette navn. Heller ikke at det skulle have været en sunket kirkeby.

 

Nørremølle

I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en mølle, som er kendt under navnet Nørremølle. Dette var nok den ældste hollandske mølle i Nordslesvig. Den blev nedbrudt i 1856 og genopbygget i Højer.  I møllerboligen blev der indrettet kro. Selve mølledriften har også været en god forretning. I 1760 havde møllen således ikke mindre end tre møllersvende og to piger ansat.   I 1727 blev kogen opmålt, og der blev udarbejdet en jordebog.

 

Problem med Rudbøl Kog

Der var store problemer med ind-digningen af Rudbøl Kog. Det var en kostbar affære. Håbet om at afvandingsforholdene blev bedre kom ikke til at holde stik. I Tønder Intelligensblad
første årgang hedde det i september 1813:

• Efter en kostbar proces blev denne kog inddiget i 1715, og dermed begyndte en endnu sørgeligere epoke for nogle af marskegnens afvanding.

I en tysk topografi fra 1799 kan man læse:

• Fem sluser er der her ved siden af hinanden. Skibe med 7 –  8 fods dybde kan gå ind til dem. Den største sluse, en ny bjælkesluse med to par porte er mønsterværdig, og har kostet 12.000 rthr.

Blandt de huse, der lå strøet over hele kogen, var der dengang endnu en haubarg. Den lå på det, der hedder Seyfferts værft. De to sidste ejere var Thomas Nielsen(omkring 1760) og Seyffert von der Merwede. Værftet blev opkaldt efter den sidste. Haubargen blev nedbrudt i første halvdel af 1800 – tallet. Von der Merwedes datter Juliane blev gift med distriktslæge Fysikus Peter Dirks i Tønder.

I 1905 blev to tredjedel af kogens areal mejet og en tredjedel græsset. Kvægbestanden var 11 heste, 128 stk. hornkvæg og 117 får. Om sommeren var kvægbestanden væsentlig højere.

 

Rudbøl Kog

Kogen, der ligger ca. 4 km syd for Højer, blev i hele sin længde gennemstrømmet af Vidåen, fra Rudbøl Dyb til Rudbøl Kog Diget. Fra omkring 1919 førte en bro over åen.
Tidligere foregik overfarten med en færge. De sidste to færgemænd var Peter Petersen og Hans Chr. Nielsen. Det kostede 50 pf. For en ladning hø, for en vogn 25 pf. Og for et kreatur 10 pf.

I krigsårene 1914 – 18 var færgefarten indstillet, da den ene færgemand var indkaldt til krigstjeneste. Prammen blev da trukket på land. Transporten blev meget besværlig.

 

Ny Frederikskog

Den sidste af de nuværende koge, Ny Frederikskog blev inddiget i 1859 – 61. Ind-digningen kostede en million mark. En del var opsparet, resten blev fremskaffet ved lån. Pengene blev betalt efter 17 år. Det gjaldt de samme regler for Ny Frederikskog som Gammel Frederikskog. Begge koge fik brugsret til forlandet ud for havdiget.

 

Omfattende dige-arbejde

Fra forskellig side blev der ønsket en ny stensluse frem for en træsluse. I løbet af 1859 blev der opført et foreløbigt kajdige, det vil sige en lille dæmning. Denne blev lavet for at beskytte arbejderne under selve dige-byggeriet. Fra prædikestolen blev der oplæst et specielt reglement, der gjaldt under byggeriet. Her blev der fastlagt, hvem der havde kommandoen, og hvornår man ikke måtte arbejde. Således hed det sig i & 16:

• Ved alvorlige forseelser, for eksempel forsætlig ødelæggelse at ødelæggelse af redskaber, at forlade arbejdet uden grund, opstand og sammenrotning af arbejderne samt overhovedet enhver form for tumult og voldelig optræden, skal der ufortrødent gribes ind med de nødvendige forholdsregler og med eftertrykkelig strenghed. Hvis det er nødvendigt, kan man hertil rekvirere kraftig hjælp fra det nærliggende gendarmeristation og eventuelt fra militæret. De skyldige skal i sådanne tilfælde overgives til retsvæsnet og straffes efter al lovens strenghed.

Under dige-byggeriet blev arbejdet en del forsinket. Vandet brød igennem det såkaldte kajdige. Det betød store tab for entreprenørerne.

Ind-digningen krævede mange arbejdere. Ja tusinder af fremmede arbejdere bosatte sig midlertidig i området. De boede blandt andet i jordhytter, der var indrettet mellem kajdiget
og hoved-diget.  Til at opretholde ordenen, blev der stationeret et kompagni soldater. De blev først indkvarteret i Rudbøl, senere i Højer.

 

Ny havsluse

I forsommeren 1860 blev grundstenen lagt til den ny havsluse. Det var en åben stensluse. Dagen blev fejret under stor deltagelse. Der var rejst to store telte til anledningen. Kong Frederik den Syvende, der skulle have foretaget nedlæggelsen af grundstenen, kom ikke. Hans navn figurer dog på de to metalplader, der er anbragt på slusen til minde om.

 

Stormflod ødelagde arbejdet

Sommeren 1860 var ikke særlig gunstig for dige-arbejdet. Der var meget regn – og stormvejr. To gange, den 23. august og 3. oktober blev kajdiget gennembrudt af en stormflod og hoved-diget beskadiget. De huller, hover man gravede jord, uden for diget, blev fyldt med vand.

Dige-arbejdernes jordhytter blev ødelagt. Arbejderne kom i store skarer til Højer for at finde et midlertidigt logi.

Det ugunstige vejr var heller ikke godt for sundheden. Et par af arbejderne druknede, men også en del omkom som følge af sygdom.  Det ny-inddigede kog udgjorde sammen med Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog en kommune. Omkring 1923 blev diget forhøjet med
en meter nogle steder.

 

Kilde:

• Litteratur Højer

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Herunder  77 artikler fra Højer 
• Bådfolket i Rudbøl
• Fiskeri ved Højer
• Højer – som havneby
• Rudbøls Historie
• Travlhed ved Højer Sluse
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer – historie og oplevelser

 

 – Under Tønder (283 artikler): 

• Tønder, Marsken og Afvandingen
  
• Digebyggeri i Tøndermarsken
  
• Sønderjyllands Wild West 
• Tøndermarsken 
• Tøndermarsken 2 
• Tøndermarsken – under vand 
• Vikinger i Vadehavet og mange flere artikler 

Redigeret 14.10.2021

 

Mindst 74 henrettelser i Tønder. Og en masse i Løgumkloster, Møgeltønder, Ballum, Slogs Herred og Viding Herred. Desertørers navne stod på  galgen. Trolddomsdømte blev brændt. Fanger sad og ventede på, at ny galge blev rejst. Efter 8 år tilstod en kvinde et mord. Vi ser også på berusede skarprettere og fejlhug. Hvad er pinligt forhør? Og vi kigger på det, at blive fredløs i Tønder. 

 

Galgebakke og Galgestrøm 

Aabenraa har Galgebakken, Sdr. Sejerslev Galgevej, og Brøns har Galgevang. Tønder har Galgestrømmen. Ja sådan kunne vi blive ved. Og flere gamle stednavne følger.

 

To rettersteder – tæt på hinanden

Langs indfaldsvejene hang galgerne, som skræk og advarsel. I Jyske lov hedder det:

• Om hvad en Tyv kan hænge for. Har han stjålet Koster til en værdi af en halv Marks værdi eller mere, da kan Ombudsmanden hænge ham uden Dom.

Der står også, at det er kongemagten, der skal udføre hængningen.

Tønders rettersted lå 500 meter nordøst for byporten. Det er i dag mellem Digevej og Vidåen.

Tønder Herreds rettersted havde sin plads ved Nordre Landevej, hvor Galgestrømsvej drejer fra, på det østligste hjørne. I dag er det bebygget.

I 1860 skulle der endnu have været spor af galgen. I 1906 blev stedet markeret med en sten. Noget usædvanligt var det, at det lå så lavt. I 1760 måtte alle henrettelser udsættes på grund af oversvømmelse.

 

Flere afstraffelsesmetoder

Hjul og stejle kom til senest i senmiddelalderen . Og det er også eksempler på, at folk blev levende begravet. I 1610 blev provsten i Møgeltønder brændt i nærheden af galgen.

Andre former for henrettelse var radbrækket, druknet og arkebuseret (skudt). Enkelte gange er dømte også blevet levende begravet.

 

Øksen afløser sværdet

De sidste henrettelser med sværd skete i løbet af 1760 – 1770. Øksen blev derefter hyppigere brugt. Forklaringen kan skyldes, at der i kongeriget den 16. oktober 1697 var kommet en forordning om straffen for grove mord. Myndighederne måtte i 1779 udsende en forordning, om at henrettelse fremover i Slesvig Holsten ikke skulle gøres med sværd, men med økse. Dette skulle ikke anses for at være mere uærlig en anvendelse af sværd. Det uærlige bestod kun i, at den henrettede ikke kunne begraves på indviet jord.

 

Strenge straffe

Stadsretterne var forholdsvis strenge, delvis under indflydelse af tysk (Lybsk) ret. Denne blev jo praktiseret i Tønder i lang tid. Vi skal heller ikke glemme, at adelen i 1524 fik rets-myndighed på deres besiddelser. Denne ret blev dog noget indskrænket i 1805. Og i 1853/54 blev den helt fjernet.   I nogle herreder, som dannede grænse til en købstad, kunne herredets rettersted  befinde sig tæt på  byen. Det gjaldt bl.a. for Tønder Herreds på Tønder Bymark, som kun lå 800 meter fra stadens rettersted.

På gamle kort kan man se galger aftegnet. Således også på et kort fra Tønder fra omkring 1620. Det viser en såkaldt Triangelgalge. Samme galgetype har man haft i de større byer dengang. Efterhånden er disse dog blevet erstattet af de tobenede galger. Det var dem man så på galgehøjene rundt omkring.

 

Desertører fik deres navne på  galgen

Desertører fik deres navne slået på galgen. Meningen var at deres rette plads ville være der. Men når de så blev pågrebet, kom de dog ikke til at hænge der. De måtte løbe spidsrod mellem 300 mand opstillet i to rækker. Hver mand stod med en tynd gren, som ramte den skyldiges ryg.

I Tønder var en søn af en lokal håndværker deserteret i 1736. Han blev i første omgang dødsdømt, og hans navn kom til at stå på galgen. Men hverken Magistrat eller håndværkere ville medvirke til dette. Tavlen måtte fremstilles udenbys. Og først efter at et militærkommando havde slået kreds om galgen, kunne skarpretteren sætte den på.

 

Trolddom og dokumentfalsk

Ægteparret Anna og Peer Thomsen blev i 1551 anklaget for trolddom og underkastet tortur. Deres endelige dom kendes ikke. Men formentlig er de blevet brændt.  I 1558 begik præsten Henricus Sicander i Aventoft dokumentfalsk og blev henrettet. Inden han blev lagt på hjulet, havde man bundet ham til galgen, stukket hans øje ud og hugget “die beyden fordersten Finger” af ham.

I en anden sag fra Tønder Herred fra 1599, havde Hans Jessen lidt samme straf, hvor han fik “drei Finger abgehauen, die Augen ausgestochen und er ist dann geradebrecht worden”

 

Straf fuldbyrdet på  lig

I 1569 døde Nis Hansen i fangetårnet på Tønder Slot. Han var dømt til hjulet, dvs. radbrækning. Hertugen lod straffen fuldbyrde på liget.

 

Frisag

Meget få af de anklagede klarede frisag. Hans Jensen i Daler havde anklaget Mette Nielskone for at have skadet ham ved trolddom. Han havde fået et kirkenævn til at oversværge hende.

Skønt hendes mand på Birketinget sammen med 11 andre svor, at hans hustru aldrig havde omgåedes med sligt, havde Hans Jensen holdt hende i jern på Møgeltønderhus og ladet hende pine. Det på trods af, at hun redte til barsel, og at der var stillet borgen for hende. Sagen endte for Kongens Retter-ting, som frikendte Mette Nielskone for anklagen.

 

Klage fra Møgeltønder

En anden sag er også fra Møgeltønder, er fra den 22. april 1591. Her klagede Anders Namensen sig over, hvorledes Benedikt Rantzau, som var lensmand på Møgeltønderhus på kirkens grund , skulle have ladet hans hustru fængsle og lægge jern på. En fra Tønder var kommet og beskyldt hende for trolddom.

 

Den berusede bøddel

Bødelen skulle sikre sig, at hængningen faktisk medførte døden. Ved at sætte sine fødder på ofrets skuldre og tynge kroppen ned. At det kunne være nødvendigt, viser et tilfælde fra Løgumkloster Birk.

Ludde Jansen skulle hænges for skovtyveri og brandstiftelse mandag den 19. juni 1598. Undervejs fik bødlen imidlertid to fingre i klemme mellem galgeoverliggeren og rebet, som Ludde nu hang i. Bødelen lod ham hænge indtil han troede, at døden var indtrådt, hvorefter han skar rebet over for selv at komme fri.

Inden da skulle han have fæstnet jernringeni det andet tov til den hage, som Ludde Jensens krop skulle hænge i, men det mislykkedes. Bødelen var meget beruset. Og da Ludde endelig faldt til jorden, var han i live. Men det varede dog ikke længe. For torsdagen efter, lykkedes hængningen. Efter sigende var bødelen da blevet ædru.

I 1599 blev Hans Jessen radbrækket for falsknerier.

 

Erklæret fredløs 

I år 1600 slog Erich Schlächter og Jacob Dürhuss fra Tønder to af byens vægtere ihjel. Gerningsmændene flygtede. Byens råd lod de to døde stadstjenere bringe hen på Torvet,
hvor by-skriveren stævnede Erich og Jacob:

• als offenbarer Mörder, Totschleger in dieser Stadt Gericht zum ersten, andern und Dritten Male

Med andre ord. De blev erklæret fredløse. Skarpretteren svang sværdet og ligene og tre gange råbte han i alle retninger gerningsmændenes navne, og endelig blev der ringet ni gange med klokken.

Nogen tid efter vendte Erich Schlächter hemmeligt tilbage til byen. Han blev genkendt og arresteret. Den 26. juli blev han dømt til døden med sværdet og henrettet.

 

Momme Brodersen klager

Det var nu ikke alle, der var tilfredse med retsvæsen dengang. Således klagede Momme Brodersen og hans søskende til Hertug Hans i 1553. Tønder Herred havde uden rettergang smidt deres mor på bålet som heks.

Trolddoms – dømte var ikke ene om at lide straffen på bålet. Blodskam, sodomi eller omgængelse imod naturen og brandstiftelse betød også bålstraf. Falskmøntneri og vise kirketyverier medførte også bålstraf.

I 1607 blev Botel Iversen og Marie Jacobs anklaget og dømt for trolddom.

Samme år blev på Tønder Herreds rettersted Bartel Jensen og hans hustru, Kirsten, som kaldtes eines Kühehirten Weib dømt for trolddom og brændt

Jes Mathiesen blev hængt og Valentin Hertzberg blev halshugget i 1608. Valentin blev dog begravet på kirkegården. I 1613 blev Hans Hupfer dømt for mord og kirketyveri.

 

Blodskam og karlepersoner

Den 23. marts 1614 blev provsten, hr. Laurids i Møgeltønder brændt. Hans hustru og datter blev halshugget, fordi han og hans datter lå i blodskam med hver andre, og hans hustru, fordi hun havde ligget i ondt levnet med andre karlepersoner.  For bigami, tyveri og for at have forsøgt selvmord blev en person halshugget i 1619.

Drabsmanden Boye Ketelsen fra Bøking Herred blev i 1625 ført til Tønder og halshugget.

I 1627 var to kvinder taget for mindre tyverier. De blev dømt til døden med sværdet. Men den mest belastede skulle derudover have sit hoved på pæl.

En anden kvinde blev i 1633 blev også dømt for tyveri. Også hun slap weiblicher Zucht halber for at komme i galgen . Sværdet blev i stedet taget i brug. Men det var dog langt fra alle kvinder, der slap for galgen.

Anna Schmidt blev i 1632 dømt for trolddom og brændt.

Den 3. januar 1643 blev en mand dømt og samme dag halshugget for gentaget ægteskabsbrud og Notsucht

 

Pinligt forhør 

I Slogs Herred dømte tolv stokkenævninge i 1652 Jürgen Jessen til galgen. Dog skulle han først gennem et pinligt forhør (tortur). Herefter gik sagen videre til amtmanden. Det skete nu ikke så sjælden, at mange af de dømte døde under disse pinlige forhør.

Et Pinligt Forhør kunne starte med, at skarpretteren fremviste sine redskaber, og hvad de kunne anvendes til. Hvis dette ikke gjorde indtryk hos den anklagede, ja så blev han bedt om at klæde sig af. Så fik han tommelskruer påsat. Såfremt der stadig ikke kom en tilståelse, blev instrumenterne aktiveret.

 

Indvielse af galgen

Midt på sommeren 1680 sad hestetyven Asmus Petersen i sit fængsel i slotsporten i Tønder. Han ventede på, at Slogs Herred skulle få rejst en ny galge. Og det var da ikke helt billigt. Fire vogne havde man i Kollund for at hente egetræ. Galgen blev sat op af to lange stolper på ca. 9,5 meters længde, en overlægger på 5,7 meter og to korte stykker på 3 meter. Stolperne er sikkert gravet ned i 2 – 2,5 meters dybde.

Til galgen hørte også en galge-stie, hvortil man brugte en 10 meter lang bjælke forsynet med tværtrin også af egetræ. Under opsætningen drak folkene en tønde øl. Den skulle herredet også betale. Men hestetyven Asmus Petersen fik den tvivlsomme ære, at indvie galgen i Slogs Herred.

I 1690 hængte skarpretter Eberhard Asthusen, Niels Nielsen Hovkarl fra Vejle for tyveri

Det skete en gang imellem, at galgen skulle fornys. I Ballum Birk omtales i 1760 en Galge

• som der førhen har staaet, men nu er omfalden, saa Stumperne deraf ikkuns ses, siden den Gud ske Lov ikke i dette Seculo har været brugt.

74 henrettelser i Tønder

Antallet af henrettelser var størst i de første af de tre århundreder mellem 1550 og 1850. Det skyldtes at mange også mindre tyverier blev straffet med galgen. Samtidig var også drab blevet belagt med dødsstraf . Endelig var hekseforfølgelser stigende, især i årene mellem 1600 og 1650. I de efterfølgende år op til 1750 var henrettelsernes antal også betydelig, men havde dog
ikke nær samme omfang.

Mellem 1543 og 1857 antages det, at der har været 74 henrettelser i Tønder.

I 1621 blev to landstrygere hængt for tyveri , mens den tredje på grund af sin ungdom ansås at være forført af de andre og derfor blev benådet. Benådningen bestod i, at han blev henrettet med sværd.

Og det kunne være forskellige, hvad og hvordan, man blev dømt. Det skyldtes bl.a. de kongelige enklaver. Danske Lov kom til at betyde noget i Riberhus Birk, Lø Herred, Ballum Birk, Møgeltønder Birk, Vesterland– Før og Amrum.

 

Fejlhug

Det skete også fejlhug fra skarpretterens side. Og det var ikke godt. Der er eksempler fra Flensborg, hvor skarpretteren præsterede fejlhug. Han blev simpelthen lynchet.

For Tønder – skarpretteren Erich Eberhard Asthausen skete der et fejlhug i 1702. For familien Asthausen var det nogle temmelige uheldige år. Ismael Asthausen i Hamborg nedlagde sit embede af samme årsag i 1703. For Caspar Asthausen i Lübeck mislykkedes halshugninger i 1677, 1680 og 1687. Han blev ganske vist afsat efter den første, men genansat og de to andre tilfælde fik ingen konsekvenser.

 

Afhuggede hoveder blev undersøgt

Mange af de hoveder, der blev afhugget blev sendt videre til universiteter. Mange af dem blev sendt til Kiel til nærmere studier. Johannes Geltzer, skarprettersøn fra Tønder blev i 1700 dr. chirurgiæ fra Universitet i Kiel.

 

Hundebegravelse i Sæd 

I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv i rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have begravet moderen sammen med hendes fire børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimarus i Tønder, bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelsen.

Den 21. april blev da i nærværelse af en stor retskommission liget af Karen Christens ved solnedgang af bødelen smidt ud af vinduet, slæbt ud på bar mark og kulet ned i passende dybde på heden.

En skamstøtte skal have båret følgende indskrift:

• Paa dette sted er af Bøddelknægten henslæbt og nedgravet Legemet af Karen Christens fra Sæd, fordi hun i aaret 1712 ved gift havde begaaet et forbandet Mord paa sig selv og paa sine fire Børn.

I 1721 blev Christine Jenses fra Sæd halshugget. Hendes hoved blev sat på pæl. Kroppen blev begravet ved galgen. Hun havde kvalt sit barn.

 

Sodomi med en hoppe

I 1743 blev der afsagt dødsdom for begået sodomi med en hoppe. Men om dommen blev eksekveret er usikkert. I så fald skulle han være blevet brændt.

Nogen gange måtte de dømte sidde længe inden de blev henrettet. Således også Catharina Ercken fra Sild. Hun var dømt for giftmord. Det gik fire år fra arrestation til henrettelse i Tønder
i 1760.

 

Lig-rester til jordemoder – uddannelse

Dr. Boessel, fysikus i Flensborg og forfatter til  “Grundlegung zur Hebammenkunst” fik kongelig tilladelse til at udtage dele fra liget til brug ved undervisningen af jordemødre. Det skulle dog ske “in möglicher Stille”, og resten af kroppen skulle efter dommerens pålydende begraves under galgen.

Skarpretteren var ilde set i befolkningen. De hørte til de uærlige. Men J.F. Struensee, stadsfysikus i Altona fortalte i et skrift i 1763 at

• læger vil være at stor betydning for befolkningen (på landet), alt for ofte behandler skarprettere, barberer, fordærvede apotekere og andre de syge.

 

Lægelige virksomhed med problemer

Aabenraas sidste skarpretter Röseler, der døde i 1788 var kendt for at drive lægelig virksomhed. Med det var nu ikke uden problemer. De lokale barberer var imod denne virksomhed.
Men dette har vi berettet om i en tidligere artikel.

 

Henrettet efter syvende bøn 

I 1787 blev den 17 årige Sibbert Jensen fra Dedsbøl halshugget på Bøking Herreds rettersted ved Klokris. Han havde skåret halsen over på sin kammerat. Han blev hurtig anholdt, og sagens akter blev sendt til Overkriminalretten på Gottorp.

Her kunne man ikke se nogen formidlende omstændigheder. Man sendte en skrivelse til Det tyske Kanceli i København. Måske kunne han i betragtning af sin unge alder fritages for radbrækning og i stedet bringes fra livet til døden med en økse.

Den Kongelige Resolution dateret den 21. september lød på henrettelse med økse og hovedet at sætte på en pæl.

I de forløbne måneder havde Sibbert Jensen siddet fængslet i porthuset i Tønder, hvilket kostede amtet 55 Rigsdaler

Den 15. oktober 1787 førte tre amtstjenere ham til Klokris. Tønder – skarpretterens enke Anna Stöckler havde sendt sin svend.

Ifølge Lindholm Kirkekronik slog skarpretteren til, da den dømte havde afsagt sin syvende bøn.

 

Travl skarpretter fra Tønder

Tønder havde sin egen skarpretter. Fra 1722 til 1846 var det Stöckler – familien, der i tre generationer klarede embedet. I det meste af 1600 tallet havde Tønder skarpretteren også Aabenraa under sig. Det kunne ske at den lokale skarpretter var forhindret, så måtte naboen tage af sted. Således måtte Flensborgs skarpretter i 1721 tage til Kær Herred,
da Tønders skarpretter, Eberhard Asthuusen nylig var død.

Det var Mette Tielles, der skulle henrettes.

Skarpretteren Eberhard Stöckler, som havde overtaget hvervet efter din far i Tønder, havde faktisk travlt. Han rejste også rundt omkring for at udøve sit makaber job.

 

Gud er dig nådig

Den sidste henrettelse i Angel fandt sted i 1812 på Richtberg ved Tøstrup i Ny Herred. Det ligger ca. fem kilometer vest for Kappel.  Den 60 årige Anna Hedwig Callsen havde givet sin mand gift. Hun blev ført til foden af Richtberg. Hun sad sammen med præsten, der forlod hende ved foden af bjerget:

• Nu forlader jeg dig, vær ikke bange, Gud er dig nådig.

Alle omkringliggende marker var fulde af folk. På højen var blokken. Ved siden af en pæl.

Skarpretteren stod parat med sin hjælper. Han lod kvinden knæle ned ved blokken, bandt hende fast, hævede sin store blanke økse og fuldbyrdede dommen. Hovedet blev sat på pælen, og håret viftede fra det blege ansigt. Efter nogle dage blev hovedet taget ned og lagt til kroppen, hvorefter graven endegyldigt blev kastet til.

Den 24. august 1813 klokken seks om morgenen blev liget af en selvmorder ført ud til retterstedet og gravet ned.

 

80 Rigsdaler for en likvidering

Den 36 årige Anders Sørensen, Lydomhedes ved Gram havde myrdet skrædderen Hans Tychsen i Kastrup. Man havde indhentet bud fra forskellige skarprettere. Og det blev Tønder – bødelen, der fik jobbet. Han fik 80 rigsdaler for jobbet. Også hans bror i Sønderborg, Johan Christoph Stöckler var blevet spurgt.

Eksekutionen skulle finde sted den 2. marts 1816 på en høj ved Friskmark syd for landevejen mellem Gram og Kastrup. Alle forberedelser blev gjort. Allerede den 29. februar om aftenen kom skarpretteren fra Tønder med to hjælpere. Alt gik planmæssigt. Anders hoved faldt for Stöcklers sikre hug.

Godsinspektør Lorentzen skriver, at henrettelsen blev fuldført med anstand og ro i overværelse af en stor folkemængde. (På vores hjemmeside har vi en artikel om dette)

 

Tilstået efter 8 år 

Den sidste kvinde, der blev henrettet i hertugdømmet Slesvig, var Margaretha Hansen. Det skete den 26. februar 1831. Hun havde otte år tidligere skåret halsen over på sin mad-moder. Efter syv år tilstod hun drabet. Efter ti måneder i fængsel havde hun angret. Og det var den kun 19 – årige Christian Stöckler, søn af skarpretteren fra Tønder, der stod for henrettelsen.

 

Bruden myrdet

Den sidste henrettelse i Nordslesvig blev foretaget i Hjordkær i 1834. Og igen var det Eberhard Stöckler fra Tønder, der foretog henrettelsen.

Det var den 23 – årige Forbryder H.S. Fallesen, som havde myrdet sin brud. Præsten havde givet det sidste ord. Han tog selv trøje og halskæde af. Vidner mente nu nok, at det var lidt råt, at Rakkerknægten havde trukket ham ved hårene.

Rakkeren viste hovedet frem, og vidner mente faktisk, at kunne se de sidste dødstrækninger.

 

Velkvalificeret

Skarpretterens søn fra Tønder skrev en ansøgning om at blive skarpretter for Tønder by og amt , eventuelt for hele Hertugdømmet Slesvig. Christian Stöckler anførte i sin ansøgning, at hvervet de sidste 100 år gik fra far til sø. Han mente, at være velkvalificeret, da han nu i 18 år havde været medarbejder ved talrige henrettelser.

Ja, skarpretteren i Tønder holdt længst. Hvervet blev først nedlagt i 1847.

Hans indkomst bestod dels af et fast beløb pr. år, dels af betaling for hans ydelser i form af henrettelser i forskellige udgaver og andre opgaver som kagstrygning (piskning ved kagen eller pælen), brandemærkning, afskæring af ører, udvisning af byen.

Prisen for disse ting var fastlagt i et takstsystem. Men ofte havde skarpretteren kontroverser med overordnede myndigheder. Disse mente ofte at regningerne var for høje.

 

Præstens rolle

Præsten havde også en opgave i forbindelse med de dødsdømte. Det var allerede fastlagt i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot skulle medvirke, når de dømte føres ud til straffen, men også tage sig af dem inden. Dem der blev overbevist af præsten skulle en eller to dage før henrettelsen modtage sakramentet.

 

Speciel klædedragt

Nogle gange havde de dømte en speciel klædedragt på, når de førtes til retterstedet. I 1763 berettes det om, at Christen Mortensen blev ført ud til retterstedet syd for Løgumkloster iklædt “das Armesünderkleid”.  Det var en hvid “Mantel” men sort besætning.

 

Hele regning ikke betalt

Transporten foregik på mange måder. I Tønder blev Mette Tielle i 1721 sat på skarpretter Eberhard Asthausens kærre og kørt til Kær Herreds rettersted ledsaget af tre beredne knægte. Skarpretter – enken, Eva Asthausens regning efter Christine Jenses henrettelse i Tønder Herred:

• Für mein Wagen, der die arme Sünderin har ausgefahren zu dem Gerricht – 2 Rdr.

Ja her kunne man også se taksten for de andre ydelser:

• Für den Kopf mit dem Schwert ab zu hauwen 10 Rdr.
• Für den Kopf an zu Nageln 5 Rdr.
• Für den Kopf zu bergraben 5 Rdr.
• Für den Phahl der den Kopf iss angenagelt 2 Mk. 8 Sk.

I alt lød regningen på 22 Rdr. 2 Mk. 8 Sk. Men hun fik dog kun udbetalt 17 Rd. 40 Sk.

 

En vandrehistorie fra Slogs Herred

Når man har med sådan noget at gøre opstår der hurtig sagn. I dag vil man nok kalde det for vandrehistorier.

Fra Slogs Herred kendes sagnet om smedekonen fra Bredevad, som havde forgiftet sin mand med rottegift. Hendes hoved faldt for skarpretterens økse. Hun blev begravet neden for galgen ved siden af sin fætter Jes. Han havde begået en mordbrand på Bredevad Mølle og hængt sig i fængslet. Det fortælles, at der ved retterstedet findes to fordybninger, hvor disse to blev jordet.

 

Rettersted i Højer

Højer Herred omfattede Hjerpsted Sogn og Højer Landsogn samt større dele af Emmerlev og Skat sogne. Fra 1864 udgjorde de en jurisdiktion med Tønder Herred. På Emmerlev Mark
kan man ikke undgå at ligge mærke til den 20 meter høje Tinghøj.  Vejen fra Sønder Sejerslev kaldes meget passende Galgevej.

Her med udsigt til Vadehavet skulle galgen have stået i 1770. I 1856 blev der rejst en granitsten på stedet. Til ca. 1920 skulle stenen have stået her. Den var hvidmalet med påskriften:

• Hoyer Herreds Retterstedet

Højer Birk havde sit eget rettersted. Galgeplads i Højer Landsogn kan have forbindelse til Frederikskog som havde særlig jurisdiktion. Der er kendskab til mindst fire kvinder, der blev dømt for trolddom.

 

Lø Herred

Lø Herred var sammen med Møgeltønder og Ballum Birker, kongerigske enklaver. De var underlagt dansk lovgivning, hvorimod Løgumkloster Birk var slesvigsk område. Lø Herred omfattede Brede, Døstrup, Mjolden, Randerup og Visby Sogne. De mindre især Brede, Døstrup og Mjolden, som var slesvigske, hørte dog i det civile og kriminelle sager under herredstinget. Herredets tingsted lå i Bredebro indtil 1851. Så blev det flyttet til Visby.

Gallyborg nævnes i 1527 og Galle Hede nævnes i 1683. Øst for Brede Kirke på vej mod Trælleborg findes i dag Galdemark. Her møder man efter knap 500 meter et gammelt rettersted. En stor natursten bærer indskriften:

• Galgemark Lø Herreds Rettersted.

Det er en nedlagt gravhøj. Ved jævning af højen er der fundet skeletrester. Kilder beretter også om Galdevad ved Trøjborg i Visby Sogn og Galgehøjagre i Lovtrup i Døstrup Sogn.

 

Møgeltønder Birk

Møgeltønder Birk blev oprettet i 1361. Det omfatter det meste af Daler og Møgeltønder Sogne, samt en del af Emmerlev. Birket lå fra 1661 til 1807 under Schackenborg.  Gallihus
nævnes allerede 1538. Og Gallehus har faktisk sit navn efter en galge. Galgevej findes både i Gallehus og Møgeltønder.

Der er også sket henrettelser i selve Møgeltønder. Retterstedet var nær kirken, hvor senere skolen og kroen lå.

 

Ballum Birk

Ballum Birk omfattede Ballum Sogn, Rømø Sønderland og en del af Skærbæk Sogn samt List på Sild. Også dette Birk lå under Schackenborg.  Gallehøy  i Ballum Sogn nævnes i 1754:

• ved udsiden i Sognet til sydøst for Kirken.

Her havde der i fordums tider stået en galge.

På et kort over Schackenborgs besiddelser fra 1792 ses højen markeret 800 meter syd for vejen mellem Harknag og Randerup.  I dag viser et vejskilt Galgehøj til nogle spredte ejendomme, der har fået navn efter retterstedet. I en lille beplantning ved den første gård findes to lave gravhøje, hvoraf den ene var Ballum Birks Rettersted.

 

Løgumkloster Birk

Løgumkloster Birk var slesvigsk område og omfattede Løgum Sogn, samt en del af Højst Sogn Retterstedet ligger ved den gamle landevej mod Tønder på en lille bakke mellem Damhusvej
og Galgebakkevej lige ved skellet til Løgumkloster Landsogn.  På Lø Herreds Rettersted er mindst fem mennesker blevet hængt. En hestetyv var den sidste.

Ved Løgumkloster Birketing i 1553 blev Jens Hansens og Niels Overskous sønner dømt for voldtægt, og den ene henrettet.

I 1580 skal Katrine Jacobs mor, bror og svigerinde være blevet brændt for trolddom.

Maren Peters og Marie Nielsen var i 1715 anklaget for barnemord. Formentlig er den ene af dem blevet dødsdømt og henrettet.

En svensk rytter blev efter krigsdom i 1645 arkebuseret (skudt af sine egne) i Døstrup for mord på en gravid kvinde.

I Møgeltønder blev Anders Nissen ført hen til retterstedet for i sidste øjeblik, at blive benådet. Vi omtaler dette i artiklen Oprør i Møgeltønder.

På Rømø overgav Marcus Whitte, en engelsk søofficer i dansk tjeneste i februar 1644 under Torstensson – krigen til svenskerne uden modstand. Han gik også over til fjenden. Efter den danske generobring blev han fanget og dømt til døden som forræder. I april blev han hængt.

I Ballum Birk blev Anne Bois fra Rømø i 1652 dømt for trolddom.

 

Slogs Herred

Slogs Herred omfattede Burkal, Bylderup, Hostrup, Højst, Ravsted og Tinglev Sogne. I sidstnævnte sogn lå det adelige gods Stoltenlund, som indtil 1725 hørte under Søgård. En indskrift på en sten syd for landevejen mellem Bredevad og Sottrup vækker opmærksomhed. Her står på indskriften

• Slux Herreds Retter – Sted

Stenen står omtrent midt mellem 21 og 22 km stenen, ca. 600 meter vest for Galgebro. Den blev dog flyttet nogle meter syd på, da Tønder – Aabenraa vejen skulle udbygges i 1950erne.

Galgeng nævnes 1613 og Galgehede 1704. Galgen har muligvis stået her indtil 1850erne, før den blev nedtaget på grund af brøstfældighed.

I herredet ses også Galgehøj lidt nordvest for Hajstrup i Bylderup Sogn. Galgeshede nævnes 1704 og 1708 i Højst Sogn, sydøst for Øster Højst. Og ved Lydersholm nævnes Galgeblokke.

I 1623 blev Jürgen Matzen dømt med sværdet på grund af drab. Jürgen Jessen blev hængt for tyveri i 1652. I 1680 slog Hans Köster en kvinde ihjel i Tinglev. Han er antagelig blevet henrettet. Samme år blev Asmus Petersen fra Vendsyssel hængt, fordi han stjal en hest.

Else Oluffs under godset Stoltelund havde i 1762 slået sit tre måneder gamle barn ihjel, og hendes dødsdom stod ved magt.

 

Viding Herred

Viding Herred blev tidligere kaldt Horsbøl Herred. Det omfattede Aventoft, Emsbøl, med godset Toftum, Harsbøl, Klangsbøl, Nykirke og Rodenæs. Her gjaldt den frisiske landret. Men tingstedet var i Tønder. I 1559 blev Bonike Petersen henrettet for mord på Momme Duisen. Rickert Michaelsen fra Rodenæs blev halshugget i 1654 for bigami. Margaretha Fedders
blev i 1716 anklaget for barnemord. Hun blev henrettet med sværd og hendes hoved sat på pæl. Det samme skete for Catharina Christians fra Emmersbøl i 1724.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 283 artikler
• Lov og Ret i Tønder
• Oprør i Møgeltønder
• Æ Kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 7.11.2021

Sønderjysk Kommando vakte begejstring hos de dansksindede. Men ikke hos de tysksindede. De tyske jernbanearbejdere forsøgte at drille tropperne. Troperne blev flyttet nærmere til byen. Men det var langt fra luksus. Barakkerne var for kolde om vinteren og for varme om sommeren. Men man fik Danmarks mest moderne rytterstald. Ryttervej og Svinget indeholder stadig minder.

 

Engelske tropper indkvarteret

Den 10. januar 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszonerne. Den 14. januar begyndte de engelske og franske tropper at rykke ind. På Statsseminariet blev de engelske tropper indkvarteret. Den 5. maj 1920 kunne danske tropper omsider rykke ind i Sønderjylland. Det var Sønderjysk Kommando. Allerede i april var de blevet indkaldt og opdelt i to bataljoner. Første bataljon skulle opholde sig i Sønderborg. Mens Anden bataljon blev fordelt mellem Haderslev, Tønder og Aabenraa.

 

Fædrelandssange udenad

Tønder fik tildelt Første og Fjerde Kompagni, Tredje og Fjerde Dragonregiment, samt en Rekylgeværafdeling. Soldaterne havde fået strenge anvisninger  på at udvise god opførsel. De skulle optræde værdigt for at gøre det bedst mulige indtryk på sønderjyderne. Også over for det tyske mindretal skulle de vise en særlig agtpågivenhed, selv om disse kunne tænkes at optræde modvilligt.

De skulle også fremme danskheden ved at udnytte musikkorpsene maksimalt og lære fædrelandssangene udenad. De skulle kende Sønderjyllands specielle historie og besøge mindestederne. Endelig skulle de blande sig med sønderjyderne og deltage i foreningslivet.

 

Drillerier fra tyske jernbanefolk

Allerede ved grænseovergangen syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde trainvognene fra lokomotivet. Men da han blev truet med en pistol kom han på andre tanker. Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod mange danskere og vinkede med Dannebrogsflag.

Toget nåede efterhånden Tønder, og de store Zeppelin – haller nord for byen gjorde et stort indtryk på soldaterne.  Ved Marskbanegården stod de dansksindede tøndringer i hundredvis og viftede med Dannebrogsflag. De tyske jernbanefolk drillede tropperne ved at rangere dem over til kreaturstaldene.

Dette tog soldaterne dog helt rolig. Men nu begyndte jernbanefolkene at rangere meget voldsomt med vognene. Det gik 20 minutter før soldaterne havde taget opstilling. Greve O.D. Schack
bød tropperne velkommen til Tønder. Der blev udråbt et hurra, hvorefter tropperne gik i optog gennem byen.

 

Stationsforstanderen truet

Forrest gik et orkester, hvorefter de danske soldater fulgte. Derefter fulgte de engelske soldater og til sidst danske krigsveteraner fra hele vester-egnen. Tropperne marcherede ud til barakbyen på Zeppelinbasen. Her blev de midlertidig indkvarterede.  Dagen efter tog man afsked med de engelske soldater. Om aftenen deltog de danske soldater i et arrangement på  Tonhalle med specielt inviterede gæster.

Nu var det ikke de bedste forhold, soldaterne blev budt. Barakkerne var i en sørgelig forfatning. I de følgende dage kom der en masse heste og andet materiel til tropperne. Man det
kneb for den tyske stationsforstander at samarbejde med soldaterne. Men da man truede med selv at overtage kommandoen af stationen blev han mere samarbejdsvillig. For en sikkerheds skyld sendte man patruljer ind til banegården for at tjekke om alt gik rigtig til. De tyske jernbanefolk blev mere samarbejdsvillig efter at de havde fået madpakker af tropperne.

Først efter den 17. juni 1920 blev de tyske jernbanefolk udskiftet med danske.  Der fulgte en masse velkomstfester for soldaterne i Møgeltønder, Visby, Bredebro, Skærbæk, Løgumkloster
og Bylderup.

 

Dragonernes heste opstaldet alle steder

Den 8. maj blev tropperne suppleret med en rytterstyrke fra Jydske Dragonregiment, Fra Øst-banegården red rytterne gennem byen til Statsseminariet, hvor de blev indkvarteret. Hestene blev indtil videre opstillet rundt omkring på gæstgivergårdene i byen. Det skete på Tønder bys regning. Ifølge den danske indkvarteringslov var værtsbyen forpligtet til at skaffe plads til forsvarets rytterheste. Rytterstyrken skulle bistå grænsegendarmerne i bevogtningen af grænsen.

Dragonerne var et meget festligt indslag i byens liv. De spredte glæde og stolthed i de danske kredse. I årene fremover deltog de i forskellige ride-stævner, væddeløb og ringridninger.

 

Stor velkomstfest

Den 27. juni 1920 indbød Anden bataljon til en stor velkomstfest på Zeppelin – basen. Der kom op mod 5.000 gæster. Først var der aktiviteter på  Eksercerpladsen i form af fodbold, folkedans, ride-opvisning og militærmusik fra to orkestrer. Derefter var der et aften-arrangement i flyhangaren . Denne flyhangar Toska var en meget populær turistattraktion. Desværre blev den nedrevet i 1923.

Da Kong Christian den Tiende besøgte byen den 12. juli fastslog han over for det tyske flertal i byen, at han ikke ville fordrive ondt med ondt, men gå forsoningens vej.

 

Ny Baraklejr

Soldaterne liv i barakkerne var ikke særlig festligt. Der manglede både lys og vand. Krigsministeriet påtænkte at opføre en ny baraklejr på stedet. Men det var bystyret og handelslivet stærkt imod.  Men det var svært at finde et sted, der ikke blev oversvømmet om vinteren. Først påtænkte man at etablere lejren syd for byen på byens markedsplads.

Dette blev dog opgivet. Så blev man enige om, at placere lejren ved telegrafstationen, som lå på et nogenlunde tørt sted. Stedet tilhørte i forvejen garnisonen. En del nabogrunde blev også købt. Samtidig blev der indgået en kontrakt med Tønder by med opførslen af hestestald til rytterstyrken.  I løbet af efteråret 1920 blev de fleste af barakkerne fra Zeppelin – basen
flyttet til den nye grund. Den lå, hvor det nuværende Svinget og Ryttervej i dag ligger.

Lejren skulle kun være midlertidig. Men det gik 16 år inden den nye kaserne stod færdig.  Barakkerne blev opstillet i kamform med barakkerne placeret parallelt. De var alle forbundet med en forbindelsesgang mod nord.

Rytterne havde en barak og de to kompagnier havde hver to barakker. Kostforplejningen blev indrettet i telegrafstationen. Her blev der lavet mad i store jernkedler, op-fyret af kul eller koks. En barak rummede spisestuer. Her var der plads til 200 mand, der alle sad ved 12 – mands borde.

En anden barak rummede infirmeriet, og så var der bolig for befalingsmænd. Endelig var der en kontorbarak, der også fungerede som bataljons-barak for chefen.   Hele barakbyen var omgivet af et tre meter højt hegn. Fra indgangen mod øst til Ribelandevej blev den nye vej Dragonvej anlagt. Leos Allé  blev forlænget til ligeledes nyanlagte Nygade.

Ved lejrens indgang lå lejrens ammunitionsdepot, og inde i lejren et materieldepot. Øst for baraklejren anlagdes den såkaldte Lille Eksercerplads. Store Eksercerplads fandtes ude ved flyhangaren på Zeppelin – basen.

 

Ørkenfortet

Barakkerne var alle af træ. De var hvidkalkede og havde tjæret pap-tag. I begyndelsen var de udmærkede, men de krævede hele tiden reparationer. Om vinteren var de altid iskolde, vinduerne var utætte. Frost i vandinstallationerne var der også. Om sommeren sugede det tjærede tag varmen til sig. I soldaterkredse fik lejren snart  øgenavnet Ørkenfortet eller Fremmedlegionen.

Den største bygning var den nye hestestald opført i kalkesten. Den var dog først færdig i 1922. Endelig var den omtumlede tilværelse forbi for rytterne. De havde først opholdt sig på Tønder Statsseminarium og siden på Tønder Amts Landbrugsskole. Men ritmesteren blev glad for det nye domicil. Han kaldte ryttergården for den mest moderne i Danmark.

Soldaterne var glade for at komme tættere på byen. Byens handlende håbede også på større omsætning. Men man var ikke helt stolt over baraklejren. En rigtig kaserne havde været bedre.

 

Zeppelin – basen

Zeppelin – basen vedblev med at være militært område. I gasværkets depotbygning holdt staben til. På førstesalen boede den vellidte tyske gasmester Rôder. Han var blevet pedel for garnisonen. Desuden passede han gasværket. Ja han fik endda to medarbejdere.

Dette værk var i fineste orden. Her lå også et vandværk, et el – værk, en udluftningshal og en tørrehal. Dertil kom depotbygninger med skinner og ramper. Nu kunne Tønder by ikke bare overtage det. Ifølge Versaillestraktaten at ejendomsretten tilfaldt de allierede. Og de besluttede at det hele skulle rives ned, også de forholdsvis nye installationer.

I februar 1922 overtog staten Zeppelin – basen. De havde forpligtet sig til at rive det hele ned. Nedrivningen var afsluttet i 1923. Alle betonfundamenter blev brugt som vejfyld de kommende år. Nogle af bygningerne i det nordøstligste hjørne af Zeppelin – basens gasværk blev overdraget til Tønder Amts Vejvæsen. Disse overgik i 1971 til Sønderjyllands Amt. I 1981 indgik bygningerne igen til staten.   I lang tid lignede stedet en ruinby.

 

Sønderjysk Kommando opløses

Sønderjysk Kommando følte sig godt tilpas i Tønder. Men den nye hærordning fra 1922 nedlagde kommandoet med virkning fra 1. november 1923. Bataljonen blev lagt under Syvende regiment. Heldigvis for Tønder blev det besluttet at byen fremover sammen med Sønderborg og Haderslev permanent skulle være garnisonsbyer i Sønderjylland.

Den 1. november 1923 fik baraklejren i Tønder ny bemanding. Ind rykkede nu Anden Bataljon, en infanteribataljon under 7. regiment og 1. Jydske Division. Anden Bataljons historie kan føres tilbage til 1657. Og den historie fortæller vi i en anden artikel.

Ved Anden Bataljons indflytning i Tønder blev det ikke ændret ved rytterstyrken eller musikkorpset fra Jydske Dragonregiment. Begge enheder forblev i Tønder

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf 283 artikler fra Tønder
• Bataljonen fra Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Flygtninge i Tønder

Redigeret 7-11-2023

Man skiftede navn hele tiden. Snart var man regiment, snart var man Bataljon. Anden Bataljon tog afsked fra Tønder i 1961. De startede med at hedde Lübbers Regiment. I Lang tid hed man Kongens Fodregiment. Man har været i kamp i Bremen, Wismar, Skåne Irland, Flandern, Spanien. Man har deltaget i de Slesvigske  krige og Den Store Nordiske Krig.

 

Den Gamle Bataljon

Det var ikke hvem som helst, der ankom til Tønder den 1. november 1923.  Ind i  baraklejren rykkede Anden Bataljon, en infanteribataljon under 7. Regiment i Fredericia og Første Jydske Division.  Bataljonen var usædvanlig. Oprindelig blev den oprettet som Eggerlich Lübbes Regiment.i 1657. Gennem historien har den forsvaret Danmarks grænser.

Egentlig er det lidt af en journalistisk tilsnigelse og kalde historien for Bataljonen fra Tønder. For indtil 1923 havde bataljonen fast hjemsted i København.  Det må have gjort ondt, da man
den 15. december 1924 blev underlagt Tredje Regiment i Viborg. Bataljonens flag, der havde været med i krigen i 1864 blev udskiftet.  En del af bataljonen kom i en såkaldt udrykningsstyrke. De hjalp til, da Selmers Tømmerhandel brændte. Og også under stormfloden den 26. juli 1928 hjalp de til.

 

Uværdige forhold

Soldaterne til Anden Bataljon indkaldtes enten som sommerhold eller vinterhold. Det var dog svært at skaffe faglærte til uddannelsen af rekrutterne. Og sergenterne var ligesom rekrutterne kun midlertidige værnepligtige. Det var nogle uværdige forhold, man tilbød den hæderkronede bataljon. Forholdene var barske og primitive. Ofte udbrød der influenzaepidemier. Og det var kun muligt for soldaterne at få et ugentlig varmt bad.

I 1926 brændte køkkenet, og i 1927 kunne det næsten ikke betale sig at reparere skaderne mere i køkkenet. Under stormfloden i 1928 blev lejren raseret. Nogle af barakkerne blev i 1931 erklæret for uegnet at bo i. Der var råd og fugt over det hele. Om sommeren var lejren plaget af rotter.

 

Udbygning i Zeppelin – lejren

Ude i Zeppelin – lejren fik man indrettet et gymnastikhus og administrationsbygningen blev ombygget til indkvartering. I 1927 fik hele Zeppelin – basen navnet Eksercergården.  Området blev omdannet til militært øvelsesområde. Syd for Hjerpsted blev der også indrettet et skydeterræn.

 

Trusler over Tønder

I 1931 var den nye socialdemokratiske forsvarsminister i Tønder for at se på de elendige forhold. Ryttergården havde været en meget dårlig forretning for Tønder Kommune. De kunne økonomisk ikke se sig ud af det. Regeringen skar antallet af bataljoner ned fra 35 til 24. Det betød for Tønder, at Anden Bataljon blev flyttet fra Tredje Regiment tilbage til Syvende Regiment i Fredericia.  Rytterstyrken og musikkorpset blev sparet væk.

Inden Anden bataljon forlod Tønder kunne de fejre 275 års jubilæum den 3. juli 1932. Det skete med en march gennem Tønder ud til Eksercerpladsen. Der var ride-opvisning, folkedans m.m.

En ny kaserne

Stauning erkendte at hærloven af 1932 ikke tog hensyn til truslen syd fra. Tønder fik lov til at beholde sin garnison I september 1934 var de nye tegninger til en kaserne nordøst for byen klar. Byggearbejdet gik i gang, men der var ballade i starten. Den 5. maj 1936 stod en ny kaserne dog parat. Anden Bataljon kom dog kun til at bo kort tid på kasernen.

 

Farvel og Goddag til Anden Bataljon

Tønder måtte i 1938 sige farvel til Anden Bataljon. En ny hærreform fra 1951 betød store ændringer for Tønder Kaserne. I november blev kasernen hjemsted for det nyoprettede Niende Regiment, også kaldet Kongens Fodregiment, samt regimentets Første, Anden og Tredje Bataljon.

Det betød at Anden Bataljon igen vendte tilbage til Tønder. Således kunne man fejre 300 års jubilæum i Tønder den 28. april 1957 Et vældigt festarrangement blev sat i værk med Kong Frederik den Niende  i spidsen. 1.000 soldater marcherede gennem byen. Højdepunktet var paraden på Tønder Stadion. Op mod 4.000 tilskuer dukkede op.

 

Endelig Farvel

Men ak i 1961 forlod det militære mandskab kasernen. Og Anden Bataljon dukkede aldrig mere op. Godt nok fik man så Jyske Luftværnsregiment fra 1961 – 74. Og fra 1978 til 1986 kom min gamle bataljon fra Århus til Tønder – Anden Telegrafbataljon.

 

Lübbers regiment

Men lad os kigge på Anden Bataljon eller måske mere rigtig Kongens Fodregiment.  Den 29. april 1657 oprettedes efter ordre fra Kong Frederik den Tredje, Lübbes regiment, af hvilket Niende Regiment – nu også kaldet Kongens Fodregiment er opstået. Det er således en af de ældste regimenter i den danske hær.

Regimentets gamle faner har vejet på mange kamppladser i Tyskland, Østrig, Ungarn, Italien, Nederlandene og Irland. Og ikke mindst i Skåne og Sønderjylland.  Ved oprettelsen af Regimentet var soldaterne sammensat af til dels hvervet og til dels udskrevet mandskab. Det blev opsplittet i 10 kompagnier.

1. Kompagni – Livkompagniet var regiment-chefens eget

 

I Bremen

Den første chef var oberst Echerich Lübbers, en mønstersoldat fra trediveårskrigen. Regimentet havde garnison i Glückstadt og Krempe.  Straks efter det nye krigsudbrud mod svenskerne fik man ordre til at deltage i indfaldet i den svenske provins Bremen. Den 16. juni satte man over Elben og rykkede frem mod fæstningen Bremerförde, som det indesluttede og erobrede.

Under krigen tilføjede man svenskerne adskillige tab i Nordtyskland.

 

Wismar

I august 1660, da freden blev sluttet flyttede garnisonen til København.  Den 13. december 1675 erobrede man sammen med Weyhers Regiment, fæstningen Wismar.

 

Skåne

I 1676 overførtes Regimentet til Skåne. Her erobrede man hurtigt Landskrona og Christianstad. Men i Lund blev man nærmest udslettet. Dengang blev man kaldt for Prins Frederiks Regiment. Resten rejste tilbage til Sjælland.  Året efter gik turen atter til Skåne. Regimentet deltog i stormen på Malmø og slaget ved Landskrona. Indtil krigens afslutning opholdt man
sig i Landskrona.

Hjemvendt fik Regimentet garnison i Nyborg. Fra 1679 til 1689 havde Regimentet en forholdsvis fredelig periode.

 

Irland

Fra 1689 til 1709 fik Regimentet ordre til at kæmpe i udlandet. Den danske konge udlejede en betydelig del af sin hær til fremmede magter. Danmark slap for at underholde den kostbare hær, kongen fik penge, så skatterne kunne nedsættes betydelig.

Fra 1689 til 1692 kæmpede Regimentet under den engelske konge i Irland (se artiklen: Soldater på Jordsand – under Højer).

 

Flandern

Fra 1692 til 1697 kæmpede Regimentet i Flandern i mange blodige slag, blandt andet ved Steenkirke og Neerwinden.

 

Den Spanske Arvekrig

I 1697 vendte Regimentet hjem igen. Men allerede tre år efter gik turen til Spanien for at deltage i den spanske arvefølgekrig. Her kom det danske korps under en verdens største feltherrer Prins Eugen af Savoyen.  Her blev østrigerne meget begejstret for danskerne.

 

Den Store Nordiske Krig

Og Østrig sendte bud efter dem. Men Konge Frederik havde andre planer. De deltog i Den Store Nordiske Krig fra 1709 – 1720. Kong Frederik den Fjerde mente efterhånden, at det var på tide, at frigøre Danmark fra svenskernes undertrykkelse. Han allierede sig derfor med russerne. Krigen fik dog en lidt andet forløb, end hvad kongen havde håbet. Den danske hær led i begyndelsen to afgørende nederlag – ved Helsingborg og ved Gadebush.

Slaget ved Helsingborg var meget blodig. Regimentets tab var på en dag 500, Desuden blev 400 taget til fange. Slaget ved Gadebush i 1712 viste at den saksiske samt russiske hær ikke turde at komme danskerne til hjælp.

Der fulgte nu en stille periode på omtrent 80 år. I denne periode blev hvervningen afskaffet. Kommandosproget gik fra tysk til dansk.

 

Kongens Regiment

I 1748 skiftede Regimentet navn til Kongens Regiment. Det varede kun til 1764, hvorefter man skiftede navn til Norske Livregiment. Man vedblev med at have garnison i København.
Men måtte dog ligge tre år i Helsingør.

 

Englændere i København

Omkring århundredeskiftet førte Kejser Napoleon efterhånden krig med hele Europa. Danmark havde sammen med Sverige og Rusland indgået en alliance til beskyttelse af vor handel med de krigsførende magter. Denne besluttede England at sprænge. Derfor sendte de i 1801 en flåde til København.

Den 2. april kom det navnkundige slag på Rheden. Udfaldet blev, at Danmark måtte gå ind på englændernes krav. Men englænderne var ikke sikre på danskernes intentioner. Derfor sendte de i 1807 en endnu større flåde til København. De stillede krav om, at danskerne tilsluttede sig englænderne. Dette blev dog afslået. Englænderne afsatte deres tropper nord for København
og begyndte at belejre byen.

 

Livjægere i kamp

Norsk Livregiment deltog den 20. august i et udfald mod engelske batterier ved Svanemøllen på Østerbro. Den 25. august deltog man i et udfald til Assistens Kirkegaard og den 31. august det berømte slag i Classens Have.

 

Nu: Anden Livregiment

Den 2. september begyndte det voldsomme bombardement, som ødelagde en stor del af København. Desuden blev vores flåde bortført og anvendt i engelsk krigstjeneste. Krigen endte med Norges afståelse til Sverige i 1814. Dette betød at Regimentet atter skiftede navn. Denne gang til Anden Livregiment. Men det skete først i 1818.

 

Nyt navn og nye faner

Der fulgte nogle rolige år. I 1842 blev det gamle Regiment reduceret til en bataljon. Ja den kom til at hedde Anden Linie – Infanteri – Bataljon.  Regimentets særpræg forsvandt. De gamle faner blev udskiftet til Dannebrogsfaner. Uniformerne blev ligeledes udskiftet. Infanteriet fik således rød frakke og lyseblå benklæder.

 

Tre års Krigen

Med denne uniform deltog Regimentet i Treårskrigen 1848 – 1851. I Holsten var der udbredt oprør. Det så ud som om, at tyskerne støttede dette oprør. I Danmark fik man travlt med at opruste. Anden Linie – Infanteri – Bataljon deltog i krigen fra begyndelsen. Den anden april nåede man Aabenraa, hvor man blev indkvarteret.

Den 9. april kom det til en betydelig kamp ved Bov. Oprørerne blev omringet. Og kampen endte med at bataljonen, som oberst – senere general Bülow selv satte sig i spidsen for en march til Flensborg. Her blev oprørerne tvunget til at overgive sig. Resten af oprørerne flygtede mod syd.

Turen gik videre til Slesvig, hvor man fik at vide, at Preusserne var på vej. I slaget ved Slesvig deltog Bataljonen ikke som enhed, men kæmpede hver for sig. Under tilbagetoget blev Bataljonen dog igen samlet, og på Als gik de i kvarter. Men allerede den 28. maj gik Bataljonen over til Sundved og angreb fjendtlige styrker ved Dybbøl. Fjenden blev sendt tilbage.

Den 5. juni havde Preusserne fået forstærkning. De forsøgte igen at indtage Dybbøl. Men den danske hær slog dem igen tilbage.

 

Slaget ved Fredericia

I løbet af juni trak hæren sig op i Nørrejylland (nord for Kongeåen) uden at det førte til sammenstød. I august blev en våbenstilstand på syv måneder. Men våbenstilstanden kunne ikke holde. Nu var Anden Linie – Infanteri – Bataljon blevet til Anden Lette Bataljon. Man indgik nu i Sjette Brigade under oberst – senere general de Meza.

Natten mellem den 5. og 6. juli pålagde de Mezza, at man skulle bruge bajonetten. Klokken 1 om natten rykkede Anden Lette Bataljon nu ud med en styrke på 1.100 mand ud af Fredericia Fæstning. Man nærmede sig hurtig de fjendtlige løbegrave og blev modtaget af en heftig ild. Men uden at løsne et eneste skud kastede man sig over løbegravens besætning. Gravene var snart ryddet og fremrykningen fortsatte. Bataljonen havde stor tab, men fjenden blev drevet på flugt.

 

Slaget ved Isted

I september var der atter våbenhvile. Og bataljonen vendte hjem til København.  I krigens tredje år deltog Bataljonen ved det største og blodigste slag under hele krigen – Slaget ved Isted. Slaget endte med en dansk sejr. Oprørshæren trak sig ned i Holsten på den anden side af Danevirke. Den fred som Danmark sluttede med tyskerne i 1850 kunne ikke blive af lang varighed. Flere gange blussede uroligheder op. Og i 1863 tegnede alt til krig.

 

Slaget ved Dybbøl 

Ved krigsudbruddet i 1864 var Anden Lette Bataljon blevet udvidet til et Regiment, nemlig Anden Regiment. Den bestod af to bataljoner, hver på 4 kompagnier. Man havde som den øvrige del af den danske hær taget opstilling ved Dannevirke.  I dagene 5. – 7. februar deltog Regimentet i tilbagetoget fra Dannevirke over Flensborg til Dybbøl uden at have været i kamp.

Under opholdet på Sundeved og Als i tiden fra den 8. februar til 18. april deltog Regimentet sammen med de andre regimenter i tjenesten i Dybbøl – stillingerne.  Den 18. april da Stormen på Dybbøl indledtes, lå Regimentet i skanserne fire til seks. I de tilstødende løbegrave lå en styrke på 1.200 mand. Over for disse, kun 2 – 600 meter borte lå 10.000 Preussere. De var klar til at rykke frem. Klokken 10 stormede Preusserne frem. Skanserne faldt efterhånden.

 

Til Tønder

Efter krigen blev Regimentet igen reduceret til en Bataljon.  Ved 250 års jubilæet i 1907 fik Bataljonen af Kong Frederik den Ottende to fanebånd med følgende navne trykt i guld:

• Bremerförde, Wismar, Christiansstad, Fredericia, Isted og Dybbøl.

Under krigen 1914 – 1918 var Anden Bataljon som andre afdelinger en del af sikringsstyrken og deltog i arbejdet med forstærkning af Københavns befæstning.

Og så er vi tilbage til Tønder, hvor Bataljonen lå i to omgange.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 283artikler fra Tønder
• Soldat i Tønder 1851
• Svenske tropper i Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923

 

• Under Højer (77 artikler):
• Heltene i Vadehavet 
• Soldater på Jordsand 

 

• Under Sønderjylland (207 artikler)
• Rendsborg 1848 
• Sønderjylland til Ejderen? 

 

• Under Aabenraa(169 artikler)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864 
• Aabenraa 1864 

 

– Under Padborg/Kruså/Bov

• Franskmænd i Bov Sogn 
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige 

Redigeret 8.-11. 2021 

Dette er historien om Det Tyske Mindretal. Set ud fra egne erfaringer, og hvad der skete fra 1850 – 1970. Fordomme og hån har præget tilværelsen for de to nationale grupper i Sønderjylland. Dengang havde man tyske og danske butikker. Det er svært at hedde Uwe i hovedstaden. Og så var jeg ved at blive fyret, fordi man nægtede at tale tysk til dem fra Mindretallet. Læs også om nazismens indtog i Mindretallet.

 

Det snakker vi ikke om

Det skal vi ikke snakke om, sagde min mor altid, når jeg spurgte om krigen, og hvorfor de var tysksindede. Til gengæld var min far mere snakkesalig, særlig efter, at han havde fået lidt snaps og øl. Og han kunne snakke. Ofte var det de samme historier, der  fremkom gang på gang. Men en gang imellem åbenbarede
der sig nye.

Jeg har tidligere i artikler refereret til nogle af min fars historier. Flittige læsere vil også kunne genkende noget af det følgende i tidligere artikler under Padborg og Tønder.

 

Det Dansk/Tyske forhold i mange ord

Man kan ikke bare beskrive forholdene mellem dansk og tysk i nogle få afsnit. Vi har her på siden beskrevet forholdene mellem sønderjyder og hjemmetyskere i mange artikler. Ligeledes har vi beskrevet det tåbelige retsopgør, hvor bare det, at være hjemmetysker var nok til at blive interneret i Fårhuslejren.
Se artikel – henvisningen bagerst.

 

Svært at hedde Uwe i København

Tidligere har jeg fået skyld for, at være både imod og for det tyske mindretal i Nordslesvig. Jeg er hverken for eller imod. Men nogle episoder har fået mig til
at være lidt kritisk. Men bedøm selv kære læser, nu hvor jeg forsøger at gennemgå Det Tyske Mindretals Historie. Vi starter med en meget lang indledning..

Historien er koncentreret om det egentlige problem racismen og grænsespørgsmålet.

Først engang er det ret irriterende, at hedde Uwe i København. For det kan københavneren overhovedet ikke finde ud af, så ofte bliver jeg bare kaldt boghandleren eller Ove.

 

Tyskerunger

Af os seks søskende var de tre tysk døbte, mens de sidste tre er dansk døbte.

Vendepunktet kom da min kusine ønskede at gå på Statsskolen i Tønder. Den tyske præst i Tønder blandede sig. Og det valg blev min far aldeles vred over. Han opsøgte den tyske præst, og bad ham blande sig uden om. Samtidig opsagde han sit abonnement på Der Nordschleswiger og skiftede den ud med en god socialdemokratisk avis, Sønderjyden.

Vi har alle sammen gået i dansk børnehave og skole. Men på Lærkevej i Tønder blev vi ifølge min gamle legekammerat Ib, nu igen bosiddende i Tønder, kaldt for Tyskerunger.

 

Du skal tale tysk til Mindretallet

Jeg husker, at under min opvækst i Tønder, havde vi både dansker – butikker og tysker – butikker. Mine forældre handlede nu begge steder. Da jeg startede i lære i Andersen & Nissens Boghandel, ja da var det hos den tyske boghandler i byen. Det hæftede jeg mig nu ikke så meget ved. Men så kom gamle Nissen en dag og konfronterede mig med et for ham, stor problem.

• Brodersen, jeg har lagt mærke til, at du tiltaler alle på sønderjysk. Dem, der er fra Mindretallet, skal tiltales på tysk. Jeg ved, at du har lært det hjemmefra.

Det kom godt nok som et chok. Jeg havde ikke noget imod dem fra Mindretallet. Men at tiltale dem på tysk, nej det ville jeg sandelig ikke. Vi lever i Danmark. Det var lige før, jeg var blevet fyret på det grundlag.

Men da pornobølgen nåede Tyskland, og de tog til Tønder for at købe erotiske bøger oversat til tysk, havde jeg ikke noget imod at tale tysk med kunderne

• Nur für den eigenen Gebrauch.

Naturligt forhold til ”det tyske” 

Min onkel og tante bestyrede den tyske roklub nede ved Vidåen, og lillebror Jan havde spillet håndbold i den tyske forening SG West. Vi drillede ham endda med, at det var en forkortelse for Sauf Gemeinschaft West.

 

I tysk gymnasium og tysk skole

I Aabenraa gik vores den ældste på tysk gymnasium. Han klarede det bedre end mange af de tysksindede. Inden det kom så vidt havde vi besøg af en
lærer fra den tyske skole i Aabenraa. Her havde vi en fantastisk god diskussion om mindretallet og deres skoler.

Vi havde derfor heller ingen problemer med at sende den yngste i tysk børnehave og tysk skole, da vi var flyttet til Padborg. Men vi fik desværre problemer. Men det skyldtes nu ikke mindretallet.

 

Hold jer til reglerne

Op til en generalforsamling havde det været nogle problemer. Vi var så nogle stykker, der samledes for at diskutere disse problemer. Det blev af skolen opfattet som noget meget negativt. De havde alarmeret Der Nordschleswiger og Schul und Sprachverein. Og det sidste var heldigt. Det var en god ven fra Tønder, der repræsenterede denne forening.

Der Norschleswiger skrev en eller anden smedeartikel, om at visse forældre ville tage magten på skolen. Det var slet ikke det, det handlede om. Vi forældre var målløse. Hvorfor var avisen ikke mødt op til generalforsamlingen.

Skolen fik af Schul und Sprachverein påskrevet, at de skulle holde sig til reglerne. Denne forening er en slags overordnet administration for mindretallets kulturliv

 

Du regner jo ikke Dannebrog

Først lang tid efter episoden fik jeg en undskyldning. Og det var kun tilfældig, jeg fik den. Men det var nu ikke første gang., der var problemer. I butikken havde jeg mødt et socialdemokratisk byrådsmedlem. Hun skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Dannebrog på.

• Uwe, hvordan kan du vise mig sådan noget. Du regner jo ikke Dannebrog for noget. Du har jo barn i Den Tyske Skole.

Jo man talte skam i Padborg om, hvem der havde børn i tysk skole. Man spurgte bare ikke om, hvorfor man havde det.

 

Begejstring og fortørnelse

Der skulle komme en bog om, hvorfor man havde børn i tysk skole. Vi sagde ja til at deltage. Vores motiv var at vore børn skulle sikres en EU – uddannelse. Vi tilhørte ikke det tyske mindretal, men deltog i det sociale samvær i børnehaven og på skolen. Vi havde også nogle ideer om, hvad mindretallet kunne gøre bedre.

Disse ting kom slet ikke med i bogen, derfor skrev vi en kronik til Flensborg Avis og Jyske Tidende. Vi tilbød også artiklen til Mindretallets avis, men de takkede pænt, nej tak.

Nu skete det så det, at kronikken/artiklen vakte opsigt og blev omtalt i Radio Syd. Vi blev efter nogen tid  ringet op af Mindretallets avis. Nu ville de alligevel bringe kronikken. De ville få en gymnasieelev til at oversætte den til tysk. En fin oversættelse  blev det til. Jeg tilbød ellers at aflevere den på tysk.

Vores budskab var nu heller ikke af nogen ond mening. Men nok engang blev vi måske bevidst misforstået af nogle.

Vi blev derefter inviteret til at komme med et indlæg på Nachschule i Tinglev. Jeg holdt indlægget på sønderjysk/dansk og tysk. Den ene halvdel af de tilstedeværende pædagoger var begejstrede og klappede, mens den anden halvdel piftede og råbte. De var meget negative. Uheldigvis tilhørte sidste gruppe pædagoger fra Den Tyske Skole i Padborg.

Vi var nok ikke særlig vellidte på skolen efter denne episode. Men glæden vendte tilbage. Samme år var vi på Knivsbjerg. Og minsandten om ikke vores kronik blev citeret af en af hovedtalerne. Endda positivt.

Jeg gav min kone et knus. Noget havde vi da trods alt opnået.

Måske var vi kommet på kant med nogle af lærerne i Mindretallet.  For vi har de bedste anbefalinger til de tyske skoler i Rødekro, Aabenraa og Padborg,
og børnehaver i Aabenraa og Padborg samt Det Tyske Gymnasium i Aabenraa.

 

Hände hoch

I Padborg oplevede jeg også en masse fra Sydslesvig, der blev ofrer for Berufsverbot. Og så var Karl Otto Meyer ofte på besøg i boghandelen. Han forærede mig engang sin valgplakat i bedste James Bond – stil.

For dem der ikke ved det. Så er Karl Otto Meyer en legende blandt de dansksindede sydslesvigere.

Og da vi så fulgte Hærvejen, fordi min kone havde lavet en filmserie til Danmarks Radio, befandt vi os pludselig på militært område. Pludselig lød opfordringen Hände Hoch. Vi så ind i en masse maskingeværer. Jo der er sket meget i grænselandet.

 

Hvem har håneretten?

I Sønderjylland har de nationale skel været en stor hæmsko for samværet. Alt efter hvem der havde håne retten, så er folk fra enten det ene eller anden nationale tilhørsforhold blevet chikaneret. Sådan er det ikke mere. De nationale grupperinger lever i dag side om side uden problemer.

 

Stor organisation

BDN (Bund Deutscher Nordschleswiger) administrerer i dag en stor organisation, der omfatter 15 skoler, 1 efterskole, 1 gymnasium, 22 børnehaver, 8 fritidshjem, 1 centralbibliotek, 4 filialbiblioteker, 2 bogbusser og 15 skolebiblioteker.

Dertil kommer så paraplyorganisationen Deutscher Schul und Sprachverein. Mindretallets talerør er Der Nordschleswiger og Slesvigsk Parti varetager mindretallets interesse på den politiske vej.

Mindretallets organisation blev reorganiseret efter krigen og BDN grundlagt 22. november 1945.

 

Mindretallet sikret

København – Bonn erklæringen fra 1955 fastslår at bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri og ikke af myndighederne må bestrides eller efterprøves. Det samme kan siges om det danske. Samtidig sikrer erklæringen at mindretallene på begge sider af grænsen kan bevare deres identitet og deres sproglige og kulturelle egenart.

Man skulle så tro, at det offentlige ville bevare denne egenart. Men år for år bliver støtten mindre. De 20.000 fra Det tyske Mindretal skal således klare sig for 1,5 millioner kroner mindre det kommende år.  (Sådan skrev vi dengang-men disse beløb passer ikke mere)

Ved krigens slutning blev alle Mindretallets 89 skoler lukket. I 1946 åbnedes de første som grundskoler.

Den ikke altid glorværdige kultur og historie kan i øvrigt besigtiges  på Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg. Her har en tysk præst samlet en masse materiale

 

Knivsbjerg

Når man nævner det tyske mindretal, skal vi også nævne Knivsbjerg. Det var her Peter Rasmus engang ved en gåtur i mindelunden, spurgte om Hitler lå begravet her. Vi stod foran nogle mindeplader. Uheldigvis stod formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger lige ved siden af.  Han så lidt chokeret ud. Peter Rasmus var ikke så gammel dengang.

Men Knivsbjerg ligger her med en storstilet udsigt over Genner Bugt. Dette sted har stor betydning for Mindretallets kulturelle begivenheder. Den er 97 meter høj og ligger 10 km nord for Aabenraa.

 

Tyskheden sættes ind

I 1864 havde de preussiske og østrigske tropper tilført danskerne det afgørende nederlag ved Oeversee.

Turnbevægelsen bredte sig under aktiv medvirken fra Flensburger Turnerschaft til tre af de større nordslesvigske byer, Tønder, Aabenraa og Haderslev.
De meldte sig ind i Deutscher Turnerschaft og var med til at fortyske området.

Tysk blev indført som officiel skolesprog. Fra dansk side oprettede man i 1880 Dansk Sprogforening og i 1888 en dansk vælgerforening.

Bismarck pressede på, nu skulle der også prædikes tysk i kirkerne. I 1890 dannedes Deutscher Verein fúr das nördliche Schleswig. Foreningen havde i 1909, 59 lokalforeninger. De optrådte som pressionsgruppe over for regeringen.

 

Köller -perioden

Da E.M. Köller i 1897 blev overpræsident i Slesvig Holsten fik den tyske forening sit krav om hårdhændet behandling af de dansksindede opfyldt. Det mest anvendte våben var udvisning af uønskede personer, der ikke havde tysk statsborgerskab .

Deutscher Verein stod også bag købet af Knivsbjerg i 1893. Meningen var, at det skulle være et modstykke til danskernes Skamlingsbanken. Fra 1843 havde det været stedet, hvor de dansksindede nordslesvigere samledes.

 

Johannes Tiedje

I det tyske mindretal var der også  kræfter, som skånselsløst kritiserede tvangsstyret over for de danske sønderjyder. De mente, at det var uværdigt for det tyske folk. Især var det den unge teolog Johannes Tiedje der gik stærk imod den tyske centralforenings Rabalder – patriotisme.

 

Tyskerne frygter kun Gud

I 1896 indgik Knivsbjergfesten for første gang også en idræts – og turnfest med deltagelse af studenter fra Kiel, skoleelever fra Haderslev, turnere fra Flensborg og de nordslesvigske foreninger. Festen blev en årlig tradition. På stedet blev der bygget en pavillon, turn – og sportsplads samt ungdomsherberg.

I 1901 kunne man indvie det såkaldte Vaterlands – Monument. Hele anlægget var udformet som et ældgammelt kultsted med 12 klippesøjler, der dannede kreds om et tårn af granitsten. På tårnets sokkel stod turnbevægelsens slagord Jungs holt fast.

Her stod en syv meter høj kobberstatue af Bismarck med rigssværd og rigskrone med attributter. Under Bismarck, der kunne skue ud over store dele af grænselandet var fastgjort en plade, hvor der stod  “Up ewig ungedelt”
Dette udtrykker Slesvig Holstens evige forbundet-hed og i denne sammenhæng tilknytning til det tyske rige.

Et Bismarck citat var gengivet på tårnet:

• Wir Deutsche furchten Gott und sonst nichts in der Welt

 

Styrke og magt

Knivsbjerg var blevet et symbol på styrke og magt. Danskerne betragtede det som et udtryk for aggressiv fortyskningspolitik En af de dansksindede, redaktør 
Jens Jessen, havde ikke meget til overs for hjemmetyskerne. Ved en tale på Stenskro den 6. december sagde han den 6.december 1901.

• De folk, der blæste her ind over vort land af en kvalm søndenvind, kan jo forsvinde igen for en forfriskende nordenvind. Men det for os ydmygende i Knivsbjerg – festerne ligger i, at der mand og mand imellem kan høres dansk tale, og at der i mængden ses danske ansigter. Det er for os sørgeligt
  og harmeligt, at nogen født slesviger kan tage del i slige fester. Det er os en stadig kilde til sorg og harme, at indfødte landsmænd kan holde med de fremmede
• Vi kalder dem hjemmetyskere her i landet hjemmehørende formentlige tyskere, til fordel fra vildtyskere, de virkelige tyskere, som har forvildet sig herop blandt os.
• Når i nutiden yngre mennesker af virkelige meningsgrunde går over til “tyskeriet”, så skyldes det sædvanlig, at de har ladet sig fange i forvanskninger ogusandheder. Man har fyldt dem med historiske løgne om vor nedstamning, vor fortid, vor retslige stilling. Om alle disse folk, for så vidt de i sig selv er sanddru og ærlige mennesker, gælder det, at vi bør håbe at kunne påvirke dem ved oplysning.

 

Bismarck – statuen flyttes

Efter 1. verdenskrig var man fra tysk side klar over, at den kommende afstemning i Slesvig sandsynligvis ville give dansk flertal i Nordslesvig, og man frygtede for monumentets sikkerhed under et dansk styre.

Derfor besluttede man at fjerne Bismarck – statuen. Den blev flyttet til Aschberg ved Hüttener Berge, sydøst for Slesvig.

 

De første foreninger genopstår 

Ved afstemningen i 1920 stemte Nordslesvig 75 pct. for Danmark og 25 pct. for Tyskland. Enkelte steder var det absolut tysk flertal, blandt andet steder som
Tønder og Højer.

Den tysksindede befolkning begyndte at omorganisere sig og det var ungdomsforeningerne, der førte an.

I 1920 blev det første Jugendbund oprettet i Nordborg. Hurtig fulgte flere efter. Oberleutnant Peter Larsen Barsmark var blandt initiativtagerne. Formålet var
at bevare tyskheden. Midlet var folkelig selvhjælp, politisk opdragelse og statsborgerlig oplysning.

I 1921 havde det tyske mindretals skoler 3.000 elever og mange af skolelærerne kom til at danne bindeleddet til foreningerne. I 1921 blev der afholdt en beskeden Knivsbjerg fest.

I sommeren 1921 blev der i Rødekro dannet Deutscher Jugendbund Nordschleswig. Pastor Johannes Schmidt – Vodder blev foreningens formand.

Målet med foreningen var blandt andet at puste liv i Knivsbjerg festerne. Det skulle ske ved at værne og uddybe tysk sæd og skik.

 

Weimar – Tyskland kritiske

I 1922 var det tyske mindretal så  velorganiseret og fasttømret, at det begyndte at udgive tidsskriftet Nordschleswig, Beitrage zur Volklichen Aufbau.

Pastor Schmidt – Vodder var en gennemgående hovedtaler ved adskillige taler på Knivsbjerg. Han stod for en moderat holdning. Men der var kræfter i gang, som ikke havde den samme opfattelse.

Det officielle Weimar – Tyskland var efterhånden blevet kritiske over for Knivsbjerg – festerne. De danske myndigheder var også blevet kritiske over for især tilrejsende sydfra og deres nationale demonstrationer. Og den danske presse hæftede sig især ved et stigende krav om grænserevision, som festtalerne indeholdt.
Advarsel fra de danske myndigheder

Da Dyrander i 1928 holdt festtalen fik Knivsbjergselskabet en formaning af de danske myndigheder, man skulle sørge for at deltagerne:

• hverken på  selve festpladsen eller på vejen fra denne gør sig skyldig i statsfjendsk eller for befolkningen krænkende adfærd, at der ikke ved talernes indhold eller det øvrigt på festpladsen forefaldende gives festen nationalpolitisk karakter.

I 1924 opnåede højre – partierne i Slesvig Holsten 48 pct. af stemmerne. I 1928 havde nazisterne opnået 4 pct. i Slesvig Holsten. Ved valget i 1932 var man helt oppe på 51 pct. I landområderne op mod den danske grænse var procenterne langt højere.

I perioden 1920 – 1939 havde Slesvigsk Parti mellem 30 – 35.000 stemmer i det sønderjyske. Det svarede til 14 – 16 pct. af stemmerne i landsdelen. Andelen var helt oppe på 75 pct. i Tønder.

 

Nazificering af mindretallet

I perioden fra 1933 til 1938 foregik nazificeringen af det tyske mindretal i Nordslesvig. Selvfølgelig var det ikke alle tysksindede, der blev nazister. Men alle mindretallets organisationer endte med at blive kontrolleret af nazister. Der var interne rivalisering i Mindretallet. Pastor Schmidt forsøgte uden succes at fastholde sin lederposition .

Frem til 1938 kæmpede Deutsche Arbeiterpatei Nordschleswig forkortet NSDAP – N med Nationalsocialistische Arbeitergemeinschaft Nordschleswig
om magten.

 

Jens Møller – den nye Fører

Fra 1938 var det NSDAP – N med dyrlæge Jens Møller fra Gråsten og den tidligere nævnte oberleutnant Peter Larsen, der stod for den praktiske organisering af nazismen. En stærk mand havde man også i lærer Asmus Wilhelm Jürgensen, der ofte underskrev sig med Asmus von der Heide.

Fra 1933 oplevede Knivsbjerg – festen et sandt tilløbsstykke. Op til 10.000 deltog. Nu havde man også taget hagekorset til sig.

 

Intern uenighed

I 1934 udtalte den moderate Pastor Schmidt:

• Das Deutsche Volk hat wieder einen Führer, auf dessen Tatkraft und Klugheit es unbeding vertraut.

I 1935 udspillede der sig ved Knivsbjerg – festen en såkaldt Sängerkrieg, hvor to rivaliserende partigrupper forsøgte at overdøve hinanden.

 

Blut und Boden

Grænselære udkom i 1936. I denne bog dokumenterede Claus Eskildsen bombastisk, at Sønderjylland altid havde været dansk. Han brugte samme
argumentation som nazisternes Blut und Boden.
Dyrlæge Jens Møller var inkarneret nazist. Talrige gange råbte han

• Führer macht uns frei
• Wir wollen heim ins Reich

 

Mindretallet underlagt partiet

Mindretallet var nu politisk og kulturelt organiseret, ensrettet og underlagt partiet efter rigstysk mønster. Schleswigscke Kammeradschaft, SK svarede til det rigstyske SA blev underlagt partiet.

Deutsche Jungen og Mädchenschaft Nordschleswig organiserede med Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel som forbillede, mindretallets ungdom.

Og i mindretallets kommune – og privatskoler blev ungdommen indpodet nazistisk ideologi samt troskab over for Tyskland og dets fører Adolf Hitler.

 

Grænseretten – nok engang

I 1939 var der stillet stor forventninger til føreren for NSDAP – N, Jens Møller. Han skulle selvfølgelig holde hovedtalen. Problemet var bare, at grænserevisionen ikke indgik i Berlins politik. Man ønskede et godt forhold til de skandinaviske lande.

Men Jens Møller holdt sig ikke til den officielle politik. Han mente, at ungdommen havde krav på et rigtigt budskab. Også Asmus von der Heide skrev spalter op og spalter ned om kravet med at få placeret en grænse ved Kongeåen.

Så var det jo godt, at man havde talerøret Nordschleswigsche Zeitung. Ved krigsudbruddet i september 1939 udtalte Jens Møller:

• Tyske folke – og hjemstavnsfæller
• Det tyske folks kamp for en ligeberettigelse og fjernelse af Versailles – uretten er gået ind i sit afgørende stadium.
• Det tyske folk sætter nu magt mod magt. Den nationalsocialistiske stat vil nu enten på den ene eller anden måde skaffe respekt for de tyske livsinteresser i øst og for de undertrykte folketyskere.
• Danzig er allerede vendt hjem til Riget, og den nuværende magt overgået til Gauleiter Forster.
• Det tyske folks kamp er også vor kamp, dets tro er også vor tro, og dets styrke er også vor styrke. Overfor den tyske og danske offentlighed bekender vi på ny vor ubrydelige solidaritet med folk, Fører og rige. Tyske folkefæller, bevar disciplin og besindighed og afvent partilederens ordre. Adolf Hitler leve!

Grænsen ikke anerkendt

Mindretallet anerkendte aldrig den dansk – tyske grænse. Det gjorde Tyskland heller ikke, selv om der i 1923 blev indgået en halvofficiel socialdemokratisk
grænseaftale. Kravet om en grænserevision var det altafgørende hoved-krav fra det tyske mindretal i alle mellemkrigsårene.

Der blev skrevet og talt om uretten fra Versailles, som skulle gøres god igen. Omvendt var forholdene i Sønderjylland alt taget i betragtning fredelig sameksistens frem til 1933. Et godt eksempel var Tønders borgmester, der frem til 1937 tilhørte det tyske mindretal. Han havde et godt samarbejde med danske politikere og embedsmænd.

 

Mindretallet hylder de tyske soldater

Den 9. april 1940 blev de tyske soldater hilst velkommen af Mindretallet. I Tønder hejste de hagekorsflaget op på forskellige offentlige bygninger.

På banegården kom der til en flagkrig, idet hjemmetyskere ville hejse hagekorsflaget op i banens store flagmast. Jernbanepersonalet halede i den anden ende. Til sidst skar en jernbanearbejder flagsnoren ned.

Den tyske skole i byen fik fri til at hylde soldaterne. I Aabenraa stormede man Frimurerlogen. I Kværs bevogtede aktive hjemmetyskere danske soldater. I
Bredevad havde tysksindede afvæbnet danske soldater.

I Haderslev var det hjemmetyskere, der ryddede barrikader af vejen.

 

Avis skabte røre

I Sønderborg blev hjemmetyskerne skuffede, for det varede længe inden tyskerne kom. Ved Chr. De Tiendes Bro stod navnlig damer og ventede på tyskerne.
Fra Dybbøl – siden  dukkede tre motorordonnanser op. De ivrige piger løb ud på broen og råbte Heil Hitler og smed blomster. Det viste sig at være danske soldater.

Den tyske hærledelse havde henstillet til ro og orden også med hensyn til pressen. Men det var ikke noget Nordschl. Zeitung kunne leve op til. Under en slags
angiver – rubrik bidrog de til det modsatte. Her blev alt og alle kritiseret, der ikke lige forherligede alt det tyske.

Man kritiserede, at den danske presse advarede mod samkvem med de tyske soldater. Ligeledes kunne Zeitung ikke forstå, at man også advarede de unge piger om det samme. Efter Zeitung`s opfattelse var det en ganske naturlig ting.

 

Vidste besked

Politimester Agersted i Aabenraa havde spurgt Mindretallets leder, Jens Møller om han havde kendt til tidspunktet for besættelsen. Han svarede bekræftende,
at det havde han vist i tre dage.

Mindretallet havde fremskaffet et hav af flagstænger og hagekorsflag, da rygterne var gået, at dele af Sønderjylland snart ville blive tysk. Ret hurtig organiserede de erhvervsdrivende hjemmetyskere sig i Deutsche Berufsgruppen in Nordschleswig. Målet var at få masser af arbejde hos værnemagten. Når den erhvervsdrivende så fik sine penge var der fratrukket penge til det tyske arbejde, blandt andet til Deutsche Selbsthilfe.

Ja man havde endda en gruppe, der hed Liefergemeinschaft, hvis eneste opgave var at sikre arbejde hos tyskerne og så fordele den ud til medlemmerne. Organisationen fik 750 medlemmer og sikrede sig arbejde for 50 millioner kroner. De to pct. gik til tysk arbejde. På den måde sikrede hjemmetyskerne sig yderligere 1 million kroner betalt af den danske stat.

 

Aktioner ved grænsen

Jens Møller, pastor Schmidt og Vogelgesang havde planlagt nogle aktioner ved grænsen. Det var planer, at vigtige knudepunkter skulle besættes af uniformerede SA’ er og Hitler Jugend.

Det var planlagt at smide bomber på tyske mindesmærker for så senere at give danskere skylden for dette.

 

Ville nazist – partierne samarbejde?

Fra dansk side var der en hvis bekymring for, at der skulle være et samarbejde mellem de tyske og danske nazister. I slutningen af 1940 havde Stauning
spurgt Jens Møller, om det var tilfældet. Men det var det ikke. Der blev aldrig et samarbejde mellem mindretallet og Frits Clausens nazi – parti.

Forholdet mellem Jens Møller og Frits Clausen var neget anstrengt. Begge kæmpede for Hitlers gunst. I øvrigt var Jens Møller meget uenig i den politik som SS førte under besættelsen. Han mente ikke, at de tog hensyn til mindretallets specielle vilkår.

 

Job presset igennem

I slutning af 1942 opstod der et problem. Møller havde søgt stillingen som overdyrlæge ved slagteriet i Gråsten, men ikke fået jobbet. Han bad derfor Scavenius om at finde en ordning. Dr. Best blev også involveret. Sagen endte med, at Møller fik et job som overlæge med  tilsyn ved udførslen af levende
dyr.

Forholdet mellem Jens Møller og Werner Best var godt. Således bad Best, Jens Møller om, at sørge for at butikkerne i Gråsten igen holdt åben efter en aktion i forbindelse med nedskydningen af oberst Paludan – Mûller fra Grænsegendarmerne.

 

Ed til Føreren

I Nordslesvig gik livet sin gang. Mange af de unge var borte – ved fronten, på flyvepladser og andre steder i Danmark og Tyskland. Hvert år forlod nye årgange skolen for at gå ud i livet. I april 1944 afholdt man rundt om i byerne højtideligheder for ungdommen. I  Tønder talte kredslederen Jes Petersen, som sagde til de unge Dit folks fremtid ligger i dine hænder. Enhver havde pligt til at forstå førerens kalden og tjene den tyske
fremtid. Kredsungdomsføreren modtog de de unge, som derefter aflagde
ed til Føreren. Derefter fik de overrakt Mein Kampf.

 

Kritik af ledelsen

Efterhånden opstod der kritik af den folketyske ledelse. Man greb ikke hårdt nok ind over for de hjemmetyskere, der deltog i forskellige aktioner mod værnemagten. Og mange steder drak ledelsen sammen med de tyske officerer. På den måde købte de sig fri for at deltage i Selbstschutz og tidsfrivillige.

Mange af værnemagerne levede i sus og dus, mens de unge småkårsfolk, som landarbejdere, håndværkere og lignende måtte trække i trøjen.

 

Møller greb ind

Den 26. maj 1944 blev en række danskere i Nord – og Sønderjylland arresteret, herunder politimestre og amtmænd. Møller forsøgte gennem kontakter at få dem løsladt. Men det lykkedes ikke helt. Og for politimester Agersted fra Aabenraa betød det hans død.

Også i forbindelse med arrestationen af de danske politibetjente og gendarmer forsøgte Møller forgæves at gøre sin indflydelse gældende.

 

To nye korps oprettet af Møller

Snart gik det op for Møller, at krigsheldet begyndte at vende. Han foretog efterhånden en kovending. Efterkrigstiden lurede forude. Zeitfreiwillige var et korps, der blev oprettet på foranledning af Jens Møller i januar 1943.

Det var en slags hjemmeværn, der skulle bistå regulære tyske tropper ved en allieret invasion i hjemstavnen. I alt ca. 1.600 meldte sig til korpset, som bar tyske militæruniformer. De var bevæbnet under de ugentlige øvelser som blev ledet af tyske værnemagtsofficerer.

Møller havde også en bagtanke med dette korps. Det kunne måske hindre at de unge blev kaldt til fronten. Selbstschutz var også Møllers ide. De blev rekrutteret i SK’s ideologiske kernetropper. De skulle beskytte hjemmetysk ejendom, først og fremmest virksomheder mod sabotage.

Korpset blev berygtet fordi de selv påtog sig politimyndighed over for danske statsborgere. Dette forhold havde Møller dog protesteret over. Han ville heller ikke have at Zeitfreiwillige skulle underlægges en tysk politimyndighed.

 

Avisen puster til ilden

Nordschleswigsche Zeitung begyndte i vinteren 1943 – 44 at mistænkeliggøre det danske politi. Der blev påstået at hjemmetyskere var udsat for vold og terror af det danske politi.

Avisen skrev desuden, at det var latterligt at Danmark fastholdt deres egen nationalitet, når der fremover var den tyske stat og det tyske sprog, der blev fremherskende.

Avisens forlag producerede et skrift på dansk, der hed “Paa Broen” Heri kunne man læse at den danske og den tyske kultur nedstammer fra samme sted. Krigen var en krig mod den europæiske kultur. Og danskerne skulle indstille sig med det gode naboskab, man havde med tyskerne. Helt til det sidste fastholdt avisen, at den endelig sejr var lige om hjørnet.

Jens Møller var pæredansk

Jens Møller, der stammede fra Varnæs blev efter krigen dømt for omfattende højforræderi, gjorde i sit forsvar gældende, at han stod midt i en nationalkonflikt mellem herbergs-landet Danmark og Mutterland Tyskland. Hans far var kernedansk og i barndomshjemmet var der et bord – dannebrogsflag. I August 1914
meldte han sig frivilligt til den tyske hær. Han blev dekoreret med jernkorset af 1. og 2. grad samt ridderkorset med krone og sværd.

Han var meget begavet og fik den bedste eksamen ved dyrlægehøjskolen i Hannover i mange år. Brylluppet med Marie skete i dansk ånd i Alnor. I forbindelse med et kursus i Berlin i 1933, oplevede Jens Møller, Hitlers 1. maj tale, og han var solgt.

 

Heltedåd af Møller

Den 5. maj 1945 blev Jens Møller som så mange andre midlertidig interneret i den tyske skole i Gråsten af den lokale modstandsbevægelse. Da en større gruppe tyske sø-kadetter iværksatte en befrielsesaktion, hvor der bl.a. blev kastet med håndgranater ind på skolen, forhindrede Møller med al sandsynlighed et større blodbad ved at lægge sig fysisk imellem og tale den tyske officer fra sit forehavende.

 

Præst beskylder Møller for elendighed

Status i maj 1945 var at 700 var faldet og omkring 3.500 var interneret i Fårhuslejren og på Sønderborg Slot. De fleste familier i mindretallet stod uden forsørgere. Mindretallet var almindelig hadet og foragtet.

Den tyske præst, pastor Beck fra Aabenraa gjorde Jens Møller skyldig i mindretallets livslange ulykke og bundløs elendighed.

 

15 års fængsel

I de næste fire år tilbragte Jens Møller i diverse arresthuse. Ved Byretten i Aabenraa blev han idømt 15 års fængsel for medvirken til hvervninger, oprettelse
af Zeitfreiwillig – korpset og Selbstschutz. Han blev desuden dømt for samarbejde med tyske instanser samt for utilbørlig angreb mod danske statsborgere og institutioner. Han blev dog ikke anklaget for højforræderi, som kunne have medført dødsstraf.

Ved Landsretten i Sønderborg blev straffen nedsat til 12 år. Men allerede i 1950 blev han løsladt.

Han startede igen med at praktisere, selv om han havde fået en livsvarig eksklusion i Den danske Dyrlægeforening.

 

Forsøg på comeback

Jens Møller forsøgte også et politisk comeback. På generalforsamlingen i mindretallets nye politiske organisation Bund Deutscher Nordschleswiger kritiserede han i stærke vendinger den nye ledelse for at have svigtet de frontfrivillige og deres pårørende. Den 28. november 1951 omkom Jens Møller ved en trafikulykke.

 

Knivsbjerg udsat for sabotage

Knivsbjerg festen 1940 blev aldrig til noget. Heller ikke de kommende år blev der afholdt Knivsbjerg fest.  Den 16. august 1945 godt tre måneder efter Danmarks befrielse blev granit tårnet og festpladsen ødelagt ved sprængning af danske sabotører. Man ønskede en gang for alle, at destruere Tyskernes Kultsted.

Man kunne ikke glemme, at hagekors havde indrammet den årlige folkefest som et symbol på nazisme. Og man kunne heller ikke glemme det tyske mindretals illoyalitet over for Danmark.

Grænsevagten berettede om sprængningen:

• Natten til den 16. August blev det hæslige Taarn paa Knivsbjerg sprængt i Luften og fuldstændig ødelagt. Sprængningen skete kl. 3.10. Kort før var Sabotørerne, omkring 40, deriblandt to Kvinder, i nogle Biler ankommet til Stedet, og inden Eksplosionen blev saavel den nærmestboende Befolkning, som de 40 tyske Soldater, der stadig boede i Pavillonen ved Monumentet advaret.
• De fik 10 minutter til at bringe sig i Sikkerhed, man da alle fulgte den givne Ordre, kom ingen Mennesker noget til. Der blev kun dræbt en Hund, som ramtes af en stor Kampesten. Efter al Sandsynlighed har der været anvendt en meget betydelig Mængde kraftig Sprængstof for at faa det store Monument udslettet. Der nævnes 50 kg.

 

Ingen rettigheder til Mindretallet

Dansk Samling besluttede, at alle, der havde båret tysk uniform skulle fratages deres danske statsborgerskab. Det skete, dog ikke, men det viser noget om
folkestemningen efter krigen.

I Aabenraa satte bombesprængninger en stopper for Nordschleswigsche Zeitung. De tyske roklubber i Aabenraa og Tønder fik også kærligheden at følge.

 

Mange dømt

Ca. 3.000 medlemmer af Det Tyske Mindretalblev dømt under retsopgøret. 500 var interneret uden at blive dømt. Kreditanstalt Vogelgesangs ejendomme blev beslaglagt.

Omfanget af retsopgøret, dommene, afsoningen og måden interneringen foregik på blev et traume i mindretallet. Dette kom i adskillige år til at sætte skel i forholdet til den danske omverden. Straffelovstillægget i 1945 indeholdt love med tilbagevirkende kraft.

 

Flere sprængninger

I 1949 bekostede den danske stat en delvis reetablering af Knivsbjerg. Fra 1947 begyndte stedet igen at fungere som mødested for det tyske mindretals kulturelle aktiviteter.

Men i danske kredse var der stor modstand mod, at festerne på Knivsbjerg skulle genoptages. To sprængninger blev udført lige inden festen skulle løbe af stablen. Der blev opsat dødningehoveder med teksten Livsfare

• Landminer udlagt.

I mange år blev festerne overvåget af politiet. I rapporten fra mødet i 1947 stod der:

• Deltagerne var ret afdæmpet i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk. Man saa ikke som ved tidligere Fester den særprægede Klipning af Haaret hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede Sammenkomsten.

 

Mindelund

I 1961 anlagdes på Knivsbjerg en mindelund for de faldne i begge verdenskrige. Her holdes hvert år en mindehøjtidelighed på Volkstreuertag, som er Tysklands fælles mindedag for krigsofre og ofre for nazismen.

 

Kritik af BDN

Da Bund Deutscher Nordschleswiger fra starten tilstræbte at omfatte alle tysksindede blev der ikke gjort op med fortiden. I 1951 blev posten som generalsekretær besat af Rudolf Stehr, som havde været propagandaleder for NSDAP. Dette afstedkom voldsom kritik fra dansk side.

 

De borgerlige rettigheder tilbage

I kraft af en ny lov fra 1950 fik ca. 2.000 tyske nordslesvigere deres borgerlige rettigheder tilbage. I 1955 vakte det stor forundring, da formanden for BDN gav udtryk for, at anerkendelsen af grænsen i 1945 var sket efter dansk tryk , for at hindre udvisning af tysksindede.

I praksis var det dog ikke alle tysksindede der fik deres rettigheder tilbage. Det offentlige Danmark var gode til at huske.

 

Hvad med Sydslesvig

I 1955 var modsætningsforholdet lyslevende. I kølvandet på den tyske kapitulation var der vokset et dansk mindretal frem. De søgte demokratiske værdier. De ville være borger i Danmark, og mente at grænsen skulle flyttes mod syd.

I Nordslesvig kunne det tyske mindretal med 9.700 stemmer få en mand i Folketinget. I Sydslesvig kunne mange flere stemmer ikke få en mand i parlamentet.
Uviljen var enorm stor.

 

Tyskland i Nato

Forholdet til naboerne mod syd var ikke godt. Chancen for en forbedring kom i 1954, da tyskerne søgte optagelse i NATO. De danske politikere mente at denne sag burde knyttes til Mindretallets problemer.

Ret hurtig stod det klart, at der skulle laves en aftale med begge mindretal på hver side af grænsen. Spærregrænsen skulle bortfalde og skoleproblemerne skulle finde en løsning.

 

Späckdänen

Det ondsindede ord, Späckdänen opstod. Med det ord blev alle danskere sat i bås. Måske var det fordi, at de havde bedre sociale forhold. De fik støtte fra
Danmark og det afstedkom misundelse fra den tyske befolkning.

 

Köln – Bonn erklæringen

Da den berømte erklæring om mindretallenes rettigheder blev underskrevet var jublen til at overse. Jyllands Posten skrev i en leder, at den tyske erklæring ikke adskilte sig fra hvad der i forvejen stod i den vesttyske grundlov. Ja man talte om Kejserens nye Klæder.

 

Ingen forbedring fra dag til dag

Et forbedret forhold skete ikke fra dag til dag. Omkring 1960 begyndte Det Tyske Wirtschaftswunder. Pludselig var det arbejde til alle. Inden længe skulle danske og tyske vare partnere i Fællesmarkedet.

 

Et godt forhold

Mit indtryk er, at der i dag er et naturligt forhold mellem den sønderjyske befolkning og mindretallet.

Da vi boede på Høje Kolstrup i Aabenraa for ca. 22 år siden havde vi besøg af en meget dansksindet familie fra Rødekro. De kritiserede os, for at have vore børn i tyske institutioner. Men da først spritten var i blodet, skrålede de lige så meget med på de tyske drikkesange og tyske slagere som os.

Men københavnerne har endnu ikke lært at stave til Uwe. De undrer sig stadig når jeg taler sønderjysk til alle sønderjyderne, der besøger butikken. Lige så forundret er de når jeg på tysk diskuterer politi med den tyske pakkepost, der besøger butikken.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
Om det dansk/tyske forhold:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 297 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/under/Efter) finder du 362 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 
• Under  1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

 

• I Sønderjylland siger vi Mojn
• Langs Grænsen
• Rendsborg 1848
• Aabenraa under de to krige (under Aabenraa)
• Folkehjem i Aabenraa (under Aabenraa)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864 (under Aabenraa)
• Mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)
• Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Kruså/Bov)
• Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Kampen ved Bov og de slesvigske krige (under Padborg/Kruså/Bov)
• Pigen fra Højer (under Højer)
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (under Tønder)
• En rebel og hans gård (under Tønder)
• Hvorfor var Tønder tysk? (under Tønder)
• Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)
• Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder (under Tønder)
• Soldat i Tønder 1851 (under Tønder)
• Tønder mellem dansk og tysk (under Tønder)
• Tønder på en anden måde (under Tønder)
• Tønder før og efter Genforeningen (under Tønder)
• Tønder efter krigen (under Tønder)
• Tønder Marskens Hovedstad (under Tønder)
• -Tønders Historie – efter 1900 (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder 2 (under Tønder)
• Ulrich en fysikus fra Tønder 1-2 (under Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 2- 01 – 2022

 

Vi skal møde mindst 4 mordere, der i blandt barnemorder og præstemorder. Billetpriser fra 1696 skulle overholdes. Karen Blixen blev inspireret af et sagn fra Ballum. Og så  er der trolde på Gasse Høje. I Rejsby var der en nazistisk ungdomslejr.

 

Folk i lang tid

Fund har godtgjort, at der har været mennesker her 7000 år for vor tidsregning. De har opholdt sig ved Kongens Mose syd for Draved Skov.

I Ålbækdalen syd for Hjerpsted er der fundet oldsager fra yngre stenalder. Langdysser er fundet nordvest for Brede. Et gravkammer er fundet i Gasse øst for Skærbæk. Og sådan kunne vi blive ved.

I Skærbæk Sogn alene har man fundet 40 gravhøje, der er nok kun bevaret 20 af disse.

Ved Vongshøj nord for Løgumkloster kan man skimte mange gravhøje.

 

Kompliceret historie

Rundt om træffes voldsteder og borgbanker, der vidner om, at her har der engang stået en borg. Af herregårde kan nævnes Gram, Schackenborg, Trøjborg og Solvig. Men de adelige var ikke meget for marsk og hede-sletter.

I Hvidding Herred lå Høgsbrogård, Vesterbæk og Spandetgård. I Emmerlev sogn lå herregårdene dog tæt. Kogsbøl og Søndergård var i slægten Rosemkrantz eje. Men kom i 1600 – årene til den gottorpske hertug Frederik den Tredje.  Kærgård, Emmerlev og Steensgård overgik i 1400 – årene til Ribe Domkapitel.

Den holstenske adel fortrængte efterhånden den sønderjyske adel. Og biskoppen i Ribe var også rig på gods. Meget tidlig byggede Ribe – biskoppen en borg i Brink i Ballum Sogn. Rømø Sønderland lå også under Brink.

Sønderjyllands historie og især Vest – Sønderjyllands historie er kompliceret. De kongerigske enklaver er en historie i sig selv. Og tager vi Tønder og Tønderhus historie som eksempel, ja så er det svært med få ord, at forklare dette.

 

Tysk mindesten

I denne artikel springer vi over Tønder, Rudbøl, Møgeltønder og Højer. Grunden er, at vi i andre artikler så rigelig har beskrevet området.

Men vi starter syd på ved Sæd Grænse. Landsbyen Sæd har ingen kirke, man må gå til Ubjerg. I landsbyen findes en meget stor tysksproget mindesten, der blev rejst i 1925 til minde om de faldne i første verdenskrig.

 

Barnemoderen fra Sæd 

Kigger man godt efter kan man syd for Sæd finde en forfalden mindesten. Det er en skamstøtte over barnemorderen  Karen Christensen. Hun myrdede i 1712 sine fire børn og sig selv med rottegift.

Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse over ikke at kunne skaffe mad nok til sine børn, valgte hun at tage livet af hele familien i et anfald af tungsind og sindssyge, som den lokale præst berettede.

De stakkels børn blev begravet på  Ubjerg Kirkegård, mens Karen Christensen selv blev slæbt ud på heden syd for Sæd og begravet i uindviet jord. Her blev skamstøtten rejst over hende til skræk og advarsel for alle. Det fortælles, at der blev tradition, at de rejsende kastede sten efter skamstøtten, når de passerede den. Derfor er stenen skåret og inskriptionen ulæselig.

 

Sæd Kartofler

Sæd  ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb. Mod vest ligger sognets hoved-landsby med sognekirken, Ubjerg. Midt i Sæd lå et areal, der gennem mange år blev brugt som grøntsagsareal. Sæd Kartofler blev anset for de fineste i landsdelen. Den gamle skole og kro eksisterer endnu,
men som privatbolig.

Byen nævnes første gang i 1237 som Sæthe. Vejen mellem Udbjerg og Sæd har altid været stærk befærdet. I 1930erne var den 24 meter bred nogle steder fra grøft til grøft. Mene den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Først i 1934 blev den asfalteret.

Befolkningen i byen knyttede sig omkring 1830erne til den Slesvig – Holstenske bevægelse., og blev således tysksindede. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og kirkeliv. Da grænsegendarmer i 1920 flyttede til byen, fik byen behov for en dansk landsbyskole. Men den kom først i 1933. Lang tid efter Genforeningen havde byen således både en dansk og en tysk skole, og det selv om byen kun havde 250 indbyggere.  (Læs vores artikel: Turen går til Sæd – Ubjerg) (Læs vores artikel: En skamsten i Sæd)

En klint og en galge

Vi har i flere artikler beskrevet forholdene ved grænsen og i Højer. Så på dette sted starter vi turen fra Højer nordpå.

Emmerlev Klev er et særsyn. Her ligger pludselig en 13 meter høj klint. Det var her, hvor vi dengang gik til bal. Efter Hjerpsted passeres en række gravhøje. Ved Nørreagerhøj er der fundet en egekiste med sværd, guldarmering, tøjstykker m.m.

På vej ind til Sønder Sejerslev over Vestermark ligger øst for vejen, Galdehøj. Her stod Højer Herreds galge ind til 1770.

 

Mange Brodersen vest på 

I Hjerpsted er der mange flotte huse. Og her var også en dygtig billedskærer ved navn Carl Brodersen. En del af min familie stammer her ude fra. Godt nok er det lang ude, men alligevel. Her i Hjerpsted hed bageren også Brodersen.

Salmedigteren Brorsons familie hed oprindelig også Brodersen.

Oppe fra Hjerpsted Kirke er der en flot udsigt ud over Vadehavet. På vejen mod nord var der en masse gravhøje. Nu er det ikke så mange tilbage. Den største hedder Storehøj.

 

Store planer med Ballum

Nu går turen gennem en række småbyer, der næsten alle sammen starter med Ballum. Foran flere gårde er der høje led-stolper af kalksten. Kigger man godt
efter finder man indskrifter. De største gårde herude er nok Vesterende og Husum. Vi passerer Rejsby, Buntje og Bådsbøl. Herfra kunne man dengang komme til Rømø. Diverse konger havde store planer med Ballum. Her skulle bygges en stor havn og byen skulle have købstadsrettigheder. Disse planer blev dog aldrig ført ud i livet.

 

Kniplinger i Ballum

Mens man i Tønder og Løgumkloster efterhånden indstillede kniplings – produktionen, fortsatte den i Ballum. Møllersvend Martin Hansen Linnet overtog nogle af den berømte kniplingshandler Jens Wulffs kniplersker. På et tidspunkt skulle han have haft 100 kniplepiger ansat.

Knipletråden var dyr. Hvis en kniplersken lavede en fejl, ja så måtte det hele rives op. Intet gik til spilde.

Der er ingen billeder af Martin Hansen Linnet. Han mente at hans sjæl ville tage skade af en afbildning. Der blev eksporteret kniplinger helt til Amerika.
De sidste 10 år af sit liv, var han svagelig. Inden sin død, lavede han et testamente, der sikrede at den ugifte datter Loretnze skulle blive boende på ejendommen Harknag resten af sit liv.

Men med Martin Hansen Linnets død i 1902 forsvandt den sidste rigtige handel med kniplinger herude vest på.

 

Kresten Kold og Knud Knudsen

Herude ligger også Mjolden. Kirken ligger på et værft. Herfra stammer en af de rigeste bønder i Vestslesvig, Knud L. Knudsen. Ham og hans slægt skriver vi om i Bondeslægten fra Trøjborg.

Her findes også en mindesten for Kristen Kold, der var huslærer hos Knud Knudsen og hans nabo Niels Andersen Hansen. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Når han fortalte dem historierne, kunne de bedre huske dem. Han var også med til at grundlægge højskoler.

Mjolden Kirke er fra år 1200. I 1840erne dannede byen og Forballum en slags frimenighed, hvor man gik ind for Kresten Kolds tanker.

Ikke langt derfra var Brorson gået ind for pietismen. Jo der skete noget herude vest på med hensyn til de religiøse tanker.

 

Billetprisen holdt

Langt tilbage i tiden førte en bro over Brede å. Men den blev skyllet væk i 1696. Greven fra Schackenborg oprettede i stedet et færgeri lidt længere vest på. Mjolden – borgerne fik et privilegium, der gik ud på, at de skulle fragtes over for en meget billig pris. Det ville færgemanden i 1800 ændre på. Det førte til en retssag som borgerne vandt. De gamle takster fra 1696 gjaldt stadig. Helt indtil færgeriet blev nedlagt.

 

Brede Sogn

Kirken i Bredebro er bygget omkring år 1200 ved vadestedet. Indtil udskiftningen i slutningen af det 18. århundrede hørte det under Trøjborg gods. Ved afstemningen i 1920 var her 85 pct. danske stemmer.

 

Besættelsestiden i Bredebro

Besættelsen giv heller ikke sporløs forbi herude vest på. Beboerne i Bredebro vidste ikke, at 25 soldater var kørt foran de tyske tropper den 9. april 1940. I Sølsted hade de skudt mod de fremrykkende tyskere. Senere havde de taget stilling syd for Bredebro.

Mod kirketårnet skød tyskerne også. De mente, at der stod nogen deroppe og skød på dem. Da Kong Christian den Tiende fyldte 70 år den 26. september samledes der 600 mennesker i Forsamlingshuset.

Ved Jejsing styrtede en amerikansk bomber ned med seks mand og en tysk jager med to mand. Ved Døstrup blev godstoget ramt, en lokomotivfører blev dræbt og en fyrbøder alvorlig såret. Det skete efter bombardementet i Jernbanegade i Tønder, hvor fem mand omkom.

Både i Brede Sogn og ved Øster Højst styrtede engelske bombefly ned.

I Bredebro blev en sabotagegruppe optrevlet. Man havde våben – og sprængstof i Svanstrup Skov og i Jepsens Tømmerlager.

Den 19. april 1945 blev den regelmæssige togtrafik afbrudt, der havde været en del sabotage på linjen.

 

Befrielsen i Bredebro

22 hjemmetyskere blev arresteret og sendt til Tønder. Men der var hele 70 navne på listen, der blev opsat forskellige steder i byen. Den 16 .maj kom et regiment tyske soldater gennem byen. Og dagen efter kom ca. 30 engelske soldater fra Skærbæk

 

Brorson

I Randerup blev Brorson født i 1694. Han blev senere præst i Tønder og domprovst i Ribe. Også brødrene fik gode stillinger. Læs mere i tidligere artikler.

 

En hel by forsvandt

Selve Ballum er delt op i Sønderende og Østerende. Her ligger en romansk kirke som er bygget på en granitsokkel. Vejen befinder sig på et havdige som blev bygget 1914 – 1916. Ved den populære Slusekro kan man dreje ned til Ballum Sluse. Brede å føres igennem slusen via en kanal.

Lige øst for ligger Misthusum. Her lå en masse gårde på værfter. Men gårde og værfter blev offer for den store stormflod i 1634. bebyggelsen blev genoptaget, men man opgav.

 

En væveskole i Skærbæk 

Vejen går ud i Skærbæk – Rømø vejen. Herfra er der 10 kilometer til Rømø. Det føles dog betydelig længere på cykel i modvind. I 1935 kom der forslag om bygning af en dæmning til øen. I 1946 var dæmningen landfast, men der gik endnu to år inden den kunne bruges.

Nu kunne vi have taget over til Rømø, men vi henviser i stedet til artiklen Rømø – en ø i Vadehavet.

Den gamle bymidte i Skærbæk lå mellem Skærbæk Kirke og Skærbæk station. Kirken nævnes i et dokument fra 1292.  Den syd-vestligste del af Skærbæk kaldes Melby. Her ligger Melbyhus fra 1688. Melby Kro stammer fra 1651.

Fra 1896 til 1905 havde byen en væverskole. Under tysk ledelse skulle de unge piger også undervises i det tyske sprog. Desværre gik skolen konkurs i 1905.

 

En aktiv forening

Den 1. januar 1881 startede bødker Peter Christian Ohrt, Skærbæk Håndværker og Industriforening. De ældste medlemsfortegnelser er fra 1902. Da havde foreningen 64 medlemmer.

Som så mange steder, var oprettelsen af Skærbæk Brugsforening en torn i øjet på Handels – og Håndværkerforeningen. Man pointerede, at det måtte være medlemmernes pligt ikke at støtte Brugsforeningen.

Da Rømødæmningen blev en realitet forventede man et kæmpe opsving i handelen. Man vedtog et nyt slogan. Skærbæk – Rømødæmningens by.

Da Asger Lindinger – Koncernen gik konkurs blev det et alvorlig slag for kommunen. Koncernen beskæftigede 380 personer, hovedsagelig på Rømø.

Flere af byerne i nærheden havde fået omfartsveje, men ikke i Skærbæk. Her viste en undersøgelse at 5 pct. stoppede. Det fik så den kreative handelsforening til at indføre et nyt slogan:

• Skærbæk, byen man ikke kommer udenom.

Omkring Skærbæk var der mange hedenske gravhøje. Befolkningen havde fundet ud af, at disse kunne indeholde værdifulde ting. Så der gik en sand jagt i gang. Desværre meldes der om, at der i 1738 brød en grav sammen over en dreng, der blev kvalt. Mange sten blev brugt eller eksporteret. En masse gravminder blev dengang ødelagt.

 

Et mord ved vestkysten

I vestsiden af Skærbæk Kirke er der indmuret en romansk gravsten fra omkring år 1100. Stenen er af granit. På stenen er der indhugget et såkaldt processionskors, hvor korsarmene er forsynet med små kors. Små tværarme ender i knoppet. Om dette kors eller sværd fortæller følgende sagn:

• En mand fra Midthusum hørte mens han var til mølle i Brøns, at der kom en springflod. Han skyndte sig derfor hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte af sted med nogle af hans sager. De nægtede at udlevere de stjålne sager. Han dræbte derfor den ene med en hjulring. Han løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans venner og familie skjulte ham.
• To af lovens håndhævere forklædte sig som kvinder og gik til Midthusum. Det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden, men hans venner forsøgte at befri ham. De stillede med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk. Planen mislykkedes. Han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk.. Stenen med sværdet blev derefter rejst af hans venner til minde om den sørgelige begivenhed.

Og det sjove ved sådanne sagn er, at de ofte findes i en version. Og det gør dette sagn også:

 

Karen Blixen blev inspireret

• En mand, der hed Tøger dræbte en strandrøver efter den store stormflod i 1634. Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 i det syd-vestligste hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
• Tøger havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden. Men hans moder, der boede i Ballum, gik i forbøn hos Christian den Fjerde. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte arbejdet men døde af overanstrengelse.
• Sønnen blev benådet og fik senere en gård i Hjemsted, hvor han døde som en gammel mand. Både han og moderen havde inden stormfloden boet i Midthusum.
• Marken som moderen måtte meje, udpeges endnu i Ballum. Den dag i dag kaldes den for Sorgagre.

Sagnet dannede baggrund for Karen Blixens berømte fortælling af samme navn.

 

Præstemordet

Der er faktisk mere drama i kirken. Kigger man godt efter på den første af kirkens fire præstetavler ud for den fjerde i rækken:

• Hr. Johannes Andersen Anno 1627, da hand ihjelstak med en Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Menighed og derfor motte rømme Landet.

Hvad ligger der til grund for denne historie?

Johannes Andersens farfar og far var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede at få sønnen, der studerede i København hjem som præst. Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet.

Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Det var dog biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede indtil papirerne var i orden. Derfor var den unge præst sat i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende, provsten i Brøns var på nakken af den unge præst.

Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi. Det kom til håndgribeligheder og Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete foran kirkegården.

Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt ved et slags nævningeting og fik et fredsbrev fra Kong Christian den Fjerde. Andersen påstod, at han havde handlet i nødværge.

Han fik sandelig også lov til at søge et embede, når han havde fået sin eksamen. Men det fik han aldrig. Han levede som almindelig borger i Ribe til sin død.

 

Præsten blev afskediget

Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var tyskhedens fører i Nordslesvig. Han var begejstret for tyskheden. Det var man åbenbart ikke klar over
i det udprægede dansksindede sogn, da han blev valgt i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter. Han var ligeledes mellemmand i et projekt, der nok ikke kunne tåle dagens lys.

Han blev til sidst afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe været betænkelige med hans embedsførelse.

 

Døstrupgård

Vi skal lige huske Døstrupgård syd for Skærbæk. Den blev nævnt i 1292., hvor den tilhørte biskoppen i Ribe. I 1550 lagde Kong Christian den tredje den til Puggård i Ribe. Ejendommen overgik senere til Ribe Hospital, for siden at blive overtaget af Schackenborg.

 

Trolde på Gasse Høje

På Gasse Høje, der ligger 51 meter over havets overflade er der en enestående udsigt. Mod syd skimtes Vadehavet og Ballummarsken. Mod nord skimtes landskabet omkring Brøns Å. Mod vest skimter man Skærbæk og mod øst Lovtrup Sko og skovene ved Arrild.

Her ligger 11 gravhøje fra sten – og bronzealderen.

Her på Gasse Høje levede der engang trolde. Og det er ganske vist. Man kan se det i Skærbæk Kirke.

• Trolden blev så gal på klokkeren i Skærbæk Kirke, at han engang slyngede en kæmpesten efter kirken, dog uden at ramme. Imidlertid havde trolden
  knuget stenen så fast, at man kunne se aftrykket af hans fingre i den. Den blev indmuret i kirken, hvor den nu befinder sig. Desværre er den i dag skjult bag de store gravsten, som dækker en del af nordmuren.

 

Kæmpe fæstningsværk

Under første verdenskrig blev led oldtidshøjene overlast. Tyskerne brugte stedet som led i den tyske fæstningslinje Sicherungstellung Nord. Tyskerne frygtede en engelsk  invasion nordfra gennem Danmark og Sønderjylland af englændere. Helt fra Hoptrup i øst til Skærbæk i vest gik dette anlæg.

Det var tale om et kompleks af skyttegrave, pigtrådshegn, bunkers, kanonbatterier, kommunikationsanlæg og oversvømmelsesanlæg.

I Øster Gasse by, Ullerup, Hjemsted, Mjolden og Drengsted var der placeret batterier. Længere øst på lå de i Hønning, Højbjerg og Arrild.

Fæstningslinjen blev opført af krigsfangere, tyske desertører og straffefanger. Disse krigsfanger boede i fangelejre ved Ullemølle, Skærbæk og Gårdkrog ved Vester Gasse. Bemandingen bestod af ældre tyske soldater og landsformænd.

 

Mange oldtidsfund

I 1800 – tallet blev der fundet genstande fra bronzealderen i den østligt beliggende Tvillinghøj. Her fandt man en stor egekiste med spændene indhold. Disse fund findes nu på Gottorp Slot. Mange lokale har også gjort fund på stedet. En 5.000 år gammel skorstensgrav fra yngre stenalder blev også fundet her.

 

Nazistisk Ungdomslejr

Vi kører nordpå efter Nørre Skærbæk. Her ender Ballum Diget fra syd. Lidt længere mod nord begynder Rejsby Diget eller Christian den Tiendes Dige. Det var her 19 dige-arbejdere druknede under stormfloden i 1923.

I Rejsby findes også en mindesten for faldne under første verdenskrig. Ikke mindre end 80 mand måtte trække i tysk uniform. 19  omkom under krigen og mange var mærket for livet.

Her lå også en nazistisk ungdomslejr for danskere mellem 18 til 25 år. De unge fik kost og logi, redskaber samt lommepenge. Der blev undervist i eksercits,
filosofi og politik.

 

Bønder kæmpede mod soldater

Lidt vest for hovedvejen ligger Brøns Kirke fra omkring 1200. Det er landets største romanske kirke. Her findes mange interessante kalkmalerier. De er malet på reformationstiden.

Vi fortsætter mod nord ad A 11. Inde i selve Brøns by – kommer man forbi en granitsten, som i 1858 blev rejst til minde om sammenstødet i 1849 mellem bønder og fjendtlige soldater. Den bærer indskriften:

• For troskab mod konge og fædreland. Ej minde om en glimredag kun om et trofast hjertelag.

Slesvig – Holstenerne blev slået tilbage af bønder fra Skærbæk og Forballum. Men de kom tilbage med en større styrke. Ved slaget faldt to soldater og fem bønder. Den 22. januar 1859 rejstes en mindesten. En lignende sten på tysk blev i 1899 rejst ved byens kirkegård.

 

Den gamle by, Brøns

Jernbanen kom til Brøns i 1887, og Brøns Mølle er en meget gammel virksomhed. Den nævnes allerede i 1579, da den skulle svare afgift til Hertug hans den yngre i Haderslev. De nuværende store møllebygninger er fra 1807. Mølledammen blev tørlagt i 1871, men i 1991 kom der igen vand i den.

Der var tæt kontakt til Vadehavet via Brøns Å. Den gamle landsby har fra dengang været en velstående og betydningsfuld landsby. I mange år var byen også hjemsted for Hviding Herredsting.

I 1862 blev landevejen fra Ribe til Husum ført igennem til Brøns.

 

To tvillingetårne

Efter at være kommet gennem Rejsby og over Rejsby Å drejes til venstre efter Høgsbro. En af gårde her var engang adelig sædegård, som i flere generationer
tilhørte slægten Rosenkrantz. Ikke langt fra havet drejer vi nordpå efter Hvidding Kirke. Den ligger nær ved Hvidding Nakke. Her har det været beboelse siden jernalderen.

Tagværket i kirken er lige som i Brøns Kirke mærket med runer. I senromantisk tid blev kirken forlænget mod vest. En indberetning fra pastor Thomas Høst
i 1638 fortæller:

• En smuk kirke er her, på hvilken var to høje spir, som to tvilling jomfruer skulle have ladet opsætte. ….og kan det være henved 100 år siden de faldt ned midt udi sommer.

Fra Hvidding Kirke fortsættes mod nord til man møder en øst – vestgående vej fra Råhede. Ad den kan man køre ud til det store havdige, hvorfra der er vid udsigt over Vadehavet. Temmelig langt ude ligger Mandø.

Gennem Råhede og Enderup går det til Hviding Stationsby, som sammen med Egebæk udgør en større bebyggelse. I tysk tid var den danske grænsestation i Vedsted. Den tyske lå i Hviding.

Første gang vi hører om Rejsby på skrift er i 1294 (Risby). I 1417 staves det Rysby. Ris eller Rys betyder (ris)krat. Rejsby betyder byen ved riskrattet. Nabobyen Høgsbro staves i 1575 Høxbro. Høx betyder høg og bro er et overgangssted. De to byer blev adskilt af Rejsby Å.

Fra 1864 til 1920 hørte Rejsby og Hvidding Sogne til Tyskland. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen, men syd for Ribe.

 

Grænsestationen

Grænsen mellem Danmark og Tyskland lå mellem 1864 og 1920 mellem Egebæk og Hviding. Grænseproblemet blev løst med to spejlvendte bygningsdele.
Jernbanen kom til Ribe fra Bramming i 1875.

Et smedjerns-gitter på stationen markerede grænsen. Taget havde også forskellige niveauer, for at vise forskellen. Oprindelig var der fire daglige adgange mellem Bramming og Vedsted, samt to daglige afgange mod Hamburg – Altona. Togdriften fortsatte under første verdenskrig med bevogtning af dansk og tysk militær på hver sin side.

Personalet kunne dog krydse grænsen for at udveksle toglister. Måske uddyber vi i en senere artikel om forholdene på denne jernbane.

Med Genforeningen i 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Der var stadig enkelte gennemgående tog fra Tyskland til Danmark. En omfattende kreaturtransport havde nu afløst de tidligere studedrifter til fods.

 

Hospital

Omkring 1919 opholdt der sig omkring 40 danske og tyske funktionærfamilier i bygningerne. Men det stod snart klar at grænsen skulle flyttes mod syd. Vedsted – Hvidings funktioner som toldsted og grænseby ville ophøre.

Bygningerne var dog forholdsvis nye. I 1923 blev de taget i brug som Statshospital. Samme år blev den nye danske station i Vedsted indviet. Fra begyndelsen tog hospitalet sig af psykiatriske patienter.

Det var herude vest på, at Drivervejen gik som et modstykke til Hærvejen mod øst. Beskrivelsen af denne vej, får du i en særskilt artikel.

 

Kilde:

• Litteratur – Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil læse mere om 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Enklaverne i Sønderjylland
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Bådfolket i Rudbøl (under Højer)
• Rudbøls historie (under Højer)
• Højers historie (under Højer)
• Bondeslægten fra Trøjborg (under Tønder)
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere (under Tønder)
• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• De første mennesker i Tønder (under Tønder)
• Tøndermarsken 1 – 3  (under Tønder)
• Møgeltønder – dengang (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Oprør i Møgeltønder (under Tønder)
• Præsten fra Daler (under Tønder)
• Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
• Sønderjyllands Wild West (foredrag) (under Tønder)
• Ture i Tønder 1 – 4 (under Tønder)
• Løgumkloster nordøst for Tønder (under Tønder)
• Hostrup, Jejsing og Præsten (under Tønder)
• Øst for Tønder ( under Tønder)
• Langs vadehavet 1- 2  og en masse andre artikler 

Redigeret 3.01.2022

 

Allerede i 1593 blev danskerne beskyldt for overdreven drikkeri. Vi skal kigge på  bryggergårde, brænderier, vinhuse, lysthaver, skydebaner, herberger, almindelig værtshuse. Betjente fik frynsegoder, flaskerne stod parate til dem. Forordninger blev imødegået med læseklubber. Vi kigger på det umoralske natteliv og så drak bønderne i Forstæderne for meget. Vi kigger også på øl – historie

 

I artiklen Gamle Værtshuse i København omtaler vi ca. 75 gamle værtshuse. I denne artikel fortsætter vi vore dyk ned i historien på jagt efter anekdoter fra en svunden tid.

 

Det Danske Kompagni

Det Danske Kompagni havde udviklet sig til borgerskabets selskabsforening. Man mødtes til jule – og pinsedrik. Bagefter var det selvfølgelig skydning ved papegøjestangen. Det gamle Kompagnihus blev i 1592 erstattet af et nyt. Det kunne danses og festes på Kompagnihuset.

 

Brændevin bedre end vand

Over hele byen var der brændevinsbrænderier. Vandet var sundhedsfarligt. Og det var uanset om man tog det fra brønd eller vandledninger. Det var ikke uden grund, at man kaldte vandet for ålesuppe.

Langt de fleste brænderier havde tilsluttet krovirksomhed. Og de største aftagere var fattigfolk.

Mange af værtshusene lod sig slet ikke registrere. Et lille lokale midt i det hele. Ofte var det i forbindelse med kvæghold. De små brænderier befandt sig ofte i sidehusets nederste etager.

 

Overdreven drikkeri

I 1593 fastslog englænderen Fynes Moryson efter at have set Sjælland og København i sin rejsedagbog:

• Til sidst vil jeg tilføje at danskerne om muligt overgår deres naboer, Sakserne i overdreven drikkeri.

 

Kloge Holberg

Ja som skrevet, var vandet så dårligt at man måtte gå til andre drikkevarer. Dengang Moryson var på besøg, fandtes der ikke kaffe, te eller chokolade. Det gjorde det i Ludvig Holbergs tid. Han udtrykte det meget rammende:

• Nu kan vore Hustruer og Døtre gjøre ti Visiter om Eftermiddagen og komme ganske ædru tilbage. Dette kunne ikke ske i gamle Dage, da man intet andet havde at byde de Besøgende uden Gyldenvand, Sek, spansk Bittervin, Luttendrank og andet, hvoraf et Fruentimmer i det mindste maatte pimpe
  lidt paa hvert Sted, naar man lagde alle de smaa Doses sammen, som toges i hver Barselsstue, det omsider kunde beløbe sig til noget. I det ringeste
  fik de Smag paa visse stærke Liqueurs, hvorom de nu ingen Idé have og derfor ingen Lyst kan faa dertil.

 

Bryggergårde

Snarens Kvarter var det foretrukne sted for bryggerierne. Her lå en tredjedel af dem alle. Nørre – og Klædebo blev senere det dominerende bryggerkvarter.

Omkring Kattesund, Hestemøllestræde og Lavendelstræde lå der 16 brændevinsbrændere. Der var masser af brændevin i by-svendens huse.   I løbet af 1700tallet steg koncentrationen af bryggergårde omkring Nørregade markant. Der var store haver foran.

I Nyhavn kendes De Tre Flasker fra 1737. Det mere end antyder, at der var værtshus på stedet. Fra 1712 var der også brændevinsbrænderi i kælderen sammen med stue og forstue , hvis inderste del blev benyttet som køkken.

 

Stanken ulidelig

Selv om man ikke havde så sarte næser den gang, kunne det blive for meget. Stanken fra et brændevinsbrænderi var i hvert fald årsag til at en nabo til et brænderi i Store Strandstræde i 1740 klagede over Daglig og Liden stor incommodation i forbindelse med indsættelse af store vinduer.

 

Brænderier

Brænderierne krævede som selvfølge adgang til skorsten. Men det var der ikke et bestemt sted i Ny Kongensgade. Man klarede sig med et rør. Det var lige på kanten af det tilladte. Det var ikke helt ufarligt med de gloende brændevinspander. En del brande skyldtes dette forhold. Egentlige brænderier var heller ikke
tilfældet alle steder. Man brugte bare køkkenet. Og sidehuset kunne rent praktisk bruges som kostald.

Enkelte steder var der både brænderi og bryggeri. Det gjaldt blandt andet et stor virksomhed i Store Kongensgade helt oppe ved Toldbodsvejen. Komplekset blev ejet af Sundheds Øll brøgger Jacob Johannes Quant . Det fyldte hele 11 fag.

 

Smidt ud af Lavet

Nu var det hele ikke så lovløst, som det lyder. For i 1643 havde man gennemgået alle bryggergårdene, og skilt dem fra som ikke opfyldte betingelserne. Hele byen blev gennemgået, og man frem til 114 som opfyldte betingelserne. Der blev stillet yderligere krav i 1674.

Ordentlige tilkørselsforhold var et krav. Nødvendige brandsikringer, plads i gården og et portrum var også krav. Det var ikke alle bryggergårde, der var med i lavet. Men så kunne de heller ikke få de samme privilegier. I 1706 var det slut med bare at overdrage rettighederne.

 

Tre slags øl

Bryggerierne fremstillede tre slags brunt øl, dobbelt, middel og slet. Ifølge en skrå af 1687 skulle det koste henholdsvis tre, to og én rigsdaler pr. tønde.

Men vi må ikke glemme cavent. Det var en slags efter-øl. Det blev fremstillet, når det ikke kunne pines mere ud af råmaterialerne. Man kunne simpelthen ikke være bekendt at sælge det. Derfor blev det givet gratis til fattigfolk.

Inden øllet blev solgt eller bragt ud fra bryggergården blev det markeret. Det dobbelte øl blev markeret med en stjerne, middel-øl med en halvmåne og det slette med et dollartegn i cirkel. Al salg forgik dernæst gennem lavskontoret.

Før 1690 var det tilladt at brygge, hvis ejendommen var vurderet til mere end 350 rigsdaler. Der blev dog også givet tilladelse til brygning som en slags fattighjælp. Man kunne så levere til godtfolks privatforbrug.

I 1906 fandt man rester af Matz Gullandsfars bryggeri i Nørregade. Bryggeren havde erhvervet byggeriet før 1611. Han døde i 1640, hvorefter enken videreførte forretningen . Det fundne kar var af egetræ, ovalt og med to jernbånd. Karrets bund var på revler og havde hul med et tre fod langt afløbsrør, der var sat vinkelret sammen med et andet træ-rør af mindre, runde træstammer. Karrets rumfang svarede til ca. 40.000 flasker øl.

 

Kongens Bryghus i vanskeligheder

Kongens Bryghus havde gang på gang vanskeligheder. De var ikke i stand til at klare forsyningen. Da Peter Klovmand i 1686 tiltrådte forlangte han en gennemgribende renovering. Bryghuset havde både en brun og en hvid bryggekælder.

Byens øvrige bryggere fremstillede ligeledes det almindelige brune øl i de nævnte tre kvaliteter, dertil maltøl, hvidtøl eller bleg-øl.

 

Det tyske øl 

Men der var stadig en stor import af tysk øl. De danske bryggerier forsøgte dog at fremstille de populære typer som bryhan og momme.  Andre kendte tyske øl-sorter var pryssing, kakkebille, hamborger, rommeldies og emsøl.

Bryggerne fik også tilladelse til at handle med humle, hør, hamp. Beg, tjære, jern, kobber, bly samt allehånde preussiske og russiske varer, hvorved de ofte gik hørkræmmerne i bedene.

 

Staten var glad for brænderne

I 1698 var der 245 brændere i byen. Det var staten glad for. Det betød flere indtægter. Disse brændere forsøgte flere gange at opnå bedre status ved at samle sig i lav.  Men det blev dem nægtet. Det var sandelig forskel på brændere og bryggere. Brændere var ofte småkårsfolk.

 

Øltapperne

Øltappere var også småkårsfolk. Oprindelig var det et kvindeerhverv. Øltappere bryggede ikke selv. De købte hos bryggere til billigere pris end andre. Desuden skulle de have hver tiende eller tyvende tønde frit. Hovedsagelig holdt de til i lejekældre.

 

De rigere gik på Vinhus

De bedrestillede havde forkærlighed for vinhusene. Og den fineste var Stadskælderen under Rådhuset. Den var etableret før 1443. I Byens Stadsret
stod der, at borgmester og Raad måtte sælge tysk og andet fremme øl til både udskænkning på stedet og kandevis til afhentning.

Magistraten drev forretningen til enevældens indførelse. I 1662 udlejes den for første gang.

 

Vinhuse

En forordning fra 1605 påbød, at hverken franske eller spanske vine måtte skænkes, hvor der solgtes rhinskvin. Først i 1733 ophørte denne bestemmelse.

En af de store vinhandlere i begyndelsen af 1700tallet var Abraham Lehn. Han drev vinhandelen og skænkestuen Dyrkiøb i Klædeboderne. Han lejede forskellige lokaler til opbevaring af vinen. Ja ude på Christianshavn lejede han et helt pakhus.

Et andet kendt vinhus, som var studenternes favorit, Blasen på hjørnet af Gammel Torv og Nørregade. Det mødte sin skæbne i 1728 under Københavns brand.  Det blev faktisk sprængt i luften, for at skabe et brandbælte.

I Fortunstræde lå Amsterdam. Det blev drevet af Claus Biehl, der havde stået i lære hos Lehn. Det var et meget præsentabelt sted. Her holdt Det Pavelige Kollegium til . Det var en selskabsklub med intellektuelle medlemmer.

På hjørnet af Pilestræde og Reinegade var et stort vinhus. En bryggergård i Nørregade havde skænkelokaler i to stuer.

Boldhusets Vinkælder på Slotsholmen var stedet, hvor prominente gæster mødtes.

I Strand Kvarter lå vinkælderen Bremerscløssel. Men ejeren Hendrich Stuve rendte pludselig fra gården. Siden blev der øl-kælder på stedet. Det skelnedes meget skarpt mellem vin – og øl-kælder. Det første var meget finere.

Claus Litle fik i 1652 tilladelse til at opsætte en hestemølle uden for det gamle Øster Port til brug for brygning. I 1683 var der bryggerrettigheder i forbindelse
med møllen og den tilhørende gård. Flere bryggergårde opstod i området.

 

Lysthaver

I Gothersgade lå en kendt beværtning i forbindelse med et bryggeri. Det var Landgreven af Hessen. Den var etableret af den store brygger, Jens Pedersen
Graahed i 1664. Den blev benævnt som spil – og frugthave.

I 1711 blev det hele opkøbt af Nicolai Kirke. Stedet skiftede til Assistens kirkegård. Pesten havde krævet flere kirkegårde.

Klods op af Rosenborg Have lå Store Christians Krog. Den lå i Dronningens Tværgade og var betegnet som øl-have. Da Christian Ditlev Hector afhændede den i 1749 hed stedet Friedensborg Hauge. 

Udskænkningen foregik blandt urter og blomster. Måske skete udskænkningen i rigelige mængder, fordi det blev nødvendigt at skærme haven mod den kongelige have. Det gav mere, at være værtshusholder end urtegårds – gartner. Og ham der, Sorte Christian, der i øvrigt var mørklødet gik extra. Han fik barn med sin tjenestepige, uagtet at han havde kone og børn i hjemmet. Han betalte selvfølgelig sin bøde, men skrev dog til Magistraten:

• det er Gud og enhver bekiendt, at dersom jeg skulde betale eenhver, hvad jeg er bortskyldig, da blev der intet tilbage uden én nøgen og totaliter ruineret Mand.

Baron Rodsten drev i Norgesgade et bryggeri og antagelig et værtshus. I ydermuren var et bly-rør med kobberhane, så det var muligt at lade øllet flyde
ud i en tønde på fortovet.

I Borgergade nævnes en væver Daniel Reiniche som Gastgeber fra 1681 til 1717.

 

Mange værtshuse

I Nyhavns ungdom var der ikke værtshuse, der var dominerende her. Fra 1723 og en snes år frem havde Kaptajn Peder Jensen Wendelbo en beværtning her. Når han var ude at sejle, var det hans kone, Birgitte, der forestod driften.

Længere nede lå Det norske Herberg. Sådan hed den i 1761. Ejerne havde siden 1700 været forskellige skippere. En beskrivelse fra 1713, antyder at det var gæstgiveri. Det udelukker ikke, at der har været et beskedent sømandshjem.

Omkring tidspunktet for Københavns Brand blev det sidenhen så berømte værtshus i Gothersgade, Weltkuglen etableret. Indehaveren var tapetmager, og det var en fribrygger, der overtog stedet. Forholdene var beskedne. Mod gaden var der kun et træhus. Men der var flere sidehuse  og en ti fags stald. Og så var der naturligvis en indbygget bryggekedel og en brændevinspande.

 

Ved Toldboden

Mange små og kendte knejper skød op, ikke mindst i nærheden af Nyboder. De mange søfolk var ofte tørstige. Denne trang prægede deres rute til Nyholm langs Toldbodvejen. Her kunne man besøge knejper som Kirken, Strilavs, Hattefutteralet, Toldbodkælderen og Brokkensbod. De fandtes i løbet af 1700 tallet. Måske ikke alle på samme tid.

Brokkensbod fik Jens Sørensen Brock bevilling på i 1669. Han var som toldbetjent kendt med forholdene på stedet. Han måtte dog kun udskænke øl og brændevin.

I 1669 blev der givet tilladelse til at sætte et simpelt træskur op på Toldbodens område. Herfra blev der solgt øl, brændevin og madvarer til søfolk. Dette vareudvalg blev senere udvidet til delikatesser som koldskål og osteanretninger i øl.

Mellem Rosenstræde og Kochstræde lå forlystelseshaven Pillemarks Hauge. Etablissementet var grundlagt af Jens Jensen Pillemark. Han var indehaver fra 1708 til 1735. Men han må åbenbart have solgt haven, for den eksisterede endnu i 1748.

Trock var et specielt billardspil  som man spillede i et forlystelsessted i Borgergade. Her lå bryggerhuset sammen med værtshuset. Det var anlagt i 1690erne af Søren Westesen.

 

Statii Have og Skydebane

Mellem Sølvgade og Klerkegade lå en forlystelseshave, som vi allerede i første del berettede om. Det var Statii Have og Skydebane. Navnet havde stedet efter kongens mundskænk Johan Statinus von Baden. Han havde før 1688 erhvervet området. Det rummede

• færdig Skydebane med adskillige Lysthuuse til enn hvers Lyst oc Divertissemnt effter Stands Vilkor.

Ifølge tilladelsen måtte der trakteres med både mad  øl og vin. Med i privilegiet fulgte frihed for borgerlig tyngde inklusive grundskat og indkvartering for både mundskænken selv og hans hustru i resten af deres dage.

Det gik dog ikke så godt, for stedet kom under tvangsauktion. Justitsråd Eggers der havde begæret denne, måtte selv overtage stedet. Han drev det i en halv snes år. Derefter var det forskellige urtegårdsmænd, der drev løjerne videre.

En beskrivelse fra 1734 viser, at der midt på grunden var et stort beboelseshus. Man kunne henstille sine vogne. Ud mod Sølvgade var der keglebane samt brønd og lokum. Desuden var der tre adskilte haver med en del frugttræer. I den ene var skydebanen, som var forsynet med en brandmur foran. Så fik ingen af de forbipasserende et skud hagl bagi.

Resten var hegnet med 47 fag plankeværk. Haverne var delt op af gamle stakitter og brædder. To lysthuse var sikkert beregnet for de medbragte damer, hvor de kunne nyde en forfriskning mens manden forsøgte sig i de sportslige gøremål.

 

Både for civile og militære

Skydning var en populær aktivitet. I 1726 søgte Ewold Schrøder således om privilegium på at drive en skydebane for såvel civile som militære., der genre ville øve og divertere sig

• udi til at skyde til Skiven, og andre der af dependerende exercitier.

Der blev givet tilladelse til at indrette skydehus og andre bekvemmeligheder, så enhver efter stand kunne blive betjent på passende vis, da det skulle være en skydebane for alle lysthavende.

Et gæstgiveri havde allerede eksisteret på nabogrunden siden 1668. Det var Peder Hansen Corsør, der havde kro med værelser, kamre og staldrum.

Det lå lige op af Pesthuset. Den driftige kroejer havde også indrettet sig med karusselbane, keglebane og en lille valnøddelund.

Stedet kom til at hedde Skydebanen. Men også Holbæk Gæstekro blev anvendt. Der blev også drevet hollænderi på stedet.

Allerede i 1673 var der etableret et skydeselskab. Men dette forhindrede dog ikke godtfolk i at afsende raketter og skyde fra ikke tilladte steder. Man måtte ikke skyde på helligdage. Man skulle holde en sober tone og man måtte ikke foretage slagsmål.

Skytterne blev inddelt i klasser. Drukkenskab og lemfældig omgang med bøsser var strengt  forbudt. Det var skiveskydning, og alt som ramtes af forbigående skud, skulle erstattes. Det var jo faktisk rart at vide. En skydebane blev anlagt ved Rådmandsmarken og på området Grønland ved Nyboder.

 

Ved Vester Port

I 1661 fik kleinsmed Gabriel Boemann skøde ved Vester Port. Stedet blev i 1673 beskrevet som en Kro,

• hvor man om Sommeren leger Kedler, pircken Tafl, faar Øl, Vin, Melch etc. ligger lystig.

Efterhånden overtog spritten virksomheden. Senest i 1737 blev skydebanen nedlagt. Men værtshuset fortsatte. Ejendommen blev kaldt for Den gamle Skydebane.

 

Mikkel Vibes Kro

En af de mest kendte kroer var Mikkel Vibes Kro. Den lå ved Vester Port. Det var i 1619, at

Michell Wiibe fik bevilling sammen med tolder Jacob Mikkelsen at opbygge en dooplhoff eller achiudepladtz i tilknytning til deres gæstgiveri. De fik også ret til at brygge og bage samt opkøbe det fornødne hos bønderne. De fik fire års toldfrihed for import af vin, samt møbler. Endvidere fik man lov til at holde tre – fire køer, et par heste og nogle får. I 1625 fik de yderligere to års frihed for indførsel af øl og vin.

Kro – og skydebane blev etableret der, hvor Roskildevej løb sammen med vejen til Køge.

I 1621 havde man besøg af Kong Christian den Fjerde. Det lykkedes for kongen i en skyde-konkurrence at få ram på en okse.

Men skydebanen blev forsømt. Og det fik kongen til at beordre borgmestre og råd til at få borgerne til at søge dertil. I 1628 blev det pålagt, at få forbedret forholdene. I mellemtiden var Michell Wiibe afgået ved døden. Trods forfaldet lykkedes det, Jacob Mikkelsen, der i mellemtiden var blevet borgmester, at få skøde på ejendommen.

I 1671 blev en del af kroen genopbygget af kongens teltmager, Niels Erlandson. En anden del af grunden blev indrettet til kapun-stopperi
Her kunne det bedre borgerskab forsyne sig med fuldfedt fjerkræ.

 

Stockholm

I Nordre Forstad var beværterhaven Stockholm berømt. Etatsråd Jacob Monrad mindes i sin selvbiografi, der udkom i 1690 om sin bardomsbesøg i de dejlige Hafwer uden for Byen. Han fik jævnligt penge af sin mor, hvorefter han med mine andre Skole – Camerater, men jeg meest aleene lod mig tractere i disse
Hafwer med Faaremelch och anden Melch, smør och Brød, nu med anden Mad och Frugt efter Aarsens Tijd.  Fortæringen skete i de små lysthuse.

De mere ydmyge knejper tiltrak bønderne. Man måtte ikke opholde sig i byen længere end til klokken 12. Så det var bedre at gøre ophold på en af de mange knejper. Og øllet flød i stride strømme. Fristelsen var stor, for hjemme ventede det hårde arbejde.

 

Bønderne drikker for meget

Efterhånden blev det den drikkelystne Christian den Fjerde for meget. Han udsendte en forordning, hvor han understregede at ikke enhver måtte flygte fra dagligdagens trivialiteter. Såfremt bønderne fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne, skulle de kastes i Slottets fængsel og straffes efter fortjeneste.

Det var normalt med krohold i forstæderne. Ja selv i selve port-huset til Vester Port var der udskænkning. Her kunne man få slukket tørsten og få stillet den værste sult. I 1705 var der endda udnævnt en særlig spisemester, der hed Hans Krone.

I nærheden af Ladegården blev der i 1670 givet tilladelse til krohold. Her opførte murmester Jens Madtzen en kro med tilladelse til både at brygge og bage,
således at tilrejsende til nødtørfftighed for penge kunne både overnatte og overleve. Al fremmed drik måtte der såmænd gerne diverteres med, blot man betalte told. På et tidspunkt blev stedet kaldt for Den Gule Hest.

 

Reglerne skulle overholdes

Det var ikke altid at kroejerne overholdt betingelserne. Således blev Jens Andersen Tune idømt en bøde på ikke mindre end 100 rigsdaler for overtrædelse
af Bryggerlavets artikler. Han havde brygget sit eget øl og udskænket det. Men monarken viste sin Kongelige Mildhed og Naade. Han nedsatte bøden til en femtedel. Tune var stadskæmner og burde kende betingelserne.

 

Et mord i Vestre Forstad

Værtshusene lå tæt. Og det var ikke altid godt. I 1711 indlogerede an bondekarl sig sammen med en ung pige hos en enke i Vestre Forstad. Hvad der skete i nattens muld og mørke vides ikke. I nattens muld og mørke, havde bondekarlen sneget sig væk. Næste morgen havde enken fundet den unge pige død på værelset.

På et tidspunkt i begyndelsen af 1700tallet var der ikke mindre end 8 keglebaner i Vestre Forstad. Og i den forbindelse var det naturligvis udskænkning. Mange af skydebanerne havde også keglebane.

 

Nordre Forstad

Det var dog ikke kun i Vestre Forstad, at der var værtshuse. Således fik Johan Merhoff i 1661 lov til at nogen ringe biugning opreyse, som tak for hans
indsats under den netop afsluttende krig mod svenskerne. Hvis du kom igen skulle han dog være klar til at demolere huset.

Bygningen skulle benyttes til krohold, hvor man måtte beskænke vejfarende med både dansk og fremmed øl. Placeringen var ved den gamle vold ved Peblinge Sø.

Og her i Nordre Forstad var der også muligheder på Gabels Gaard i 1670erne, at få stillet tørsten. Stedet var rammen for adskillige sommerforlystelser. I 1673 kunne man nyde adskillige slags drikkevarer på Store Ravnsborg. Senere overtog Kammerjunker Wind stedet. Nu var det mulighed for oprigtig fransk wiin.

I 1725 fik urtegårdsmand Andreas Behrentz tilladelse til brygning af øl og brændevin på stedet. Det var ikke kun til eget forbrug, men også til salg i potter og kander samt andre smaa maal. Han måtte dog ikke levere til kroer og andre udskænkningssteder.

På Blegdam nr. 8 var der også brænderi med udskænkning. Her kunne snapsen skyldes ned mens pigen eller konen afleverede tøjet.

I 1720 var Den Stærke Mands Have i Nordre Forstad også noget, der kunne tiltrække folk. Og denne mand omtaler vi i en anden artikel.

 

Østre Forstad

I Østre Forstad havde kokken i Gamle Fiskerhus, Kristian Hansen lejet stedet af ejeren Andreas Høyer lejet stedet for at servere fisk og vildt med udsøgt opvartning over fornemme Liebhavere. Her havde der været traktørsted siden 1679. Skydebanen fra dengang var dog ikke længere i behold

På Søholt blev der også drevet traktørsted. I 1722 kunne man læse, at man for billig betaling kunne blive betjent efter sin stand i den smukke have. Omkring kilderne i det yderste af Østre Forstad florerede udskænkningsstederne og forlystelserne. En populær vise fra begyndelsen af 1700tallet fortalte følgende:

• Du seer gusten, bleg og suur som Beileren, der seer sin Brud til Gyldenlund at fare.

Gyldenlund var det senere Charlottenlund. Allerede i 1663 var der her indrettet et værtshus af Frederik den Tredjes kammertjener, Jakob Petersen.  Dette navn går igen i forbindelse med den lystgård som Ulrik Frederik Gyldenløve lod bygge på stedet. Har var Christian den Femte ofte på besøg.

Omkring Vartou Kilde lå Kildedal og Tueborg. Myndighederne var dog ikke så begejstret over det umoralske liv, som foregik herude. I 1717 fik man opklaret
et mord på Tueborg. Det var godt nok foregået på Raadmands-vang. Men morderen sad herude og pralede med det.

På Kildedal var der kapskydning. Ifølge annoncerne fra 1725 kunne man få god mad og drikke i friske luft. På grunden var der både frugt -, blomster – og køkkenhave. Ja så var der også is-kælder.

På Tueborg havde brygger Jonas Nielsen Thue overtaget hele komplekset. Han påbegyndte et omfattende byggeri. Nogle har spekuleret på, om han var ophavsmand til navnet. Men på stedet lå en lille lokal bakke, hvor den oprindelige ejendom lå. Og denne bakke hed Tueborg.

 

Christianshavn

I 1722 gav Vintapperlavet, Bendix Johan Niesso privilegium til at nedsætte sig på Christianshavn. Han havde i tre år drevet engroshandel med vine og brændevin andetsteds. Det var et nyt stort hus, der blev opført. For at nedsætte sig som vinhandler, krævede lavet at man skulle råde over en disponibel kapital
på mindst 1.000 rigsdaler.

Strandgaden var Christianshavns fineste gade. Det var den, man først fik øje på, når man passerede Langebroesgade, når man skulle hen til Lille Torfvegade,
som var bydelens nerve.

Gadehusets kælder var indrettet som vinkælder. I selve skænkestuen var der måtter på væggene. Der var bræddegulv og vindovn. Ved Københavns brand
boede enken fortsat i huset med barn, karl og pige. Foruden nogle brandlidte tillige en wiin Kypper Svend, forhen Logerende og endnu Forbliver. Senere blev den nye ejer vinhandler Rasmus Rohde. Det viste sig, at enken havde giftet sig med ham.

I Strandgaden på hjørnet af Lille Torfvegade lå Vinkælderen. En anden vinhandler var Pierre Abbesté. Fra 1699 havde han vin kælder i Strandgaden. Han havde såvel i 1720 som i 1726 fået henstand fra sine kreditorer. Han kunne ikke selv få inddrevet sine penge fra sine debitorer. På hjørnet af Lærstræde og Høibrostræde drev han også vinhandel. Et stort herberg havde han også bygget.

I 1722 var der registreret 28 vinhandlere i hovedstaden. Dengang var der endnu ikke mange øl-kældre og udskænkningssteder på Christianshavn.

Øl-tapperier og brændevinsbrænderier fulgtes ofte ad. På hjørnet af Dronningensgade og Søndervoldsstræde  rykkede en garder ind mellem 1675 og 1680. Han blev ejer af tre våninger. Da han kom i årene og det var slut med at ernære sig som soldat, slog han sig ned som brændevinsbrænder. Han døde i 1716.

En handelsmand overtog stedet, og nu blev det også tilført et øl-tapperi. Udskænkningen foregik i stuen. Der var beskedne forhold, så hvordan privatlivet har været står hen i det uvisse. Køkkenet var i brænderiet.

Efterfølgeren levede i 1728 med kone og fire børn på stedet. 16 andre mennesker var fordelt i huset og dertil kom otte brandlidte.

Øltapperne drev ofte udskænkning i kældre. Det viser et eksempel fra 1713 i Ofvergaden ofver Vandet. Skipperen, der ejede stedet, havde udlejet gadehusets kælder, hvor der i fire fag var forstue, stue og øl-kælder med bare vægge og stengulv.

På hjørnet af Torfvet og Dronningensgade var der et brænderi i forhuset. Kælderen var sandsynligvis udlejet, og her var indrettet både beboelse for brændevinsbrænderen med forstue, stue, to kamre og køkken og et brænderi i et stort kælderrum med åben skorsten. Der var også udskænkning på stedet.

I 1699 blev der givet et privilegium til Herman Jäger, der ellers var kendt som sæbesyder. Han var hjemmehørende i Strandgaden, og havde et almindelig bryggeri. Nu fik han så lov til at indrette et hamborger rummeldus og andet lyst øl.

Ambiørn Haagensens Gård i Prindsensgade var blevet smidt ud af lavet, fordi man ikke havde fået indlagt vand. Men nu i 1679 havde man sørget for pumpevandstilførelse og indrettet en hestemølle. Man fik nu stillet i udsigt at måtte genindtræde.

På hjørnet af Torfvet og Kanalen var et gadehus indrettet til bryggeri og skænkestue. En anden stor bryggergård lå ved Lille Kongensgade og Lille Torfvegade.
Gadehuset var på ikke mindre end 21 fag.

I Sankt Sophiagade lå der en øl-have. Der var både lysthus og bræddelokum. I 1732 købte øltapper Johan Henrik Bremer stedet. Her var både tyre, bjørne og hunde. En af bjørnene kunne endda opleves i udklædt tilstand.

 

30 herberger i København

De fleste herberger havde udskænkning. Allerede i 1523 var der 30 herberger i København.

I Høibrostræde lå Stadens ordinaire Gæstgiverhuus. Det var et meget præsentabelt sted. Gæstgiveren Jørgen Jørgensen bekostede mange penge på stedet. Han fik også lov til at hænge byvåbnet på facaden. Det fik et meget officielt præg, men det skulle også lokke

• rejsende cavallerer oc andre fornemme Folck, baade ind – oc udenlendiske indenfor.

Meget tidlig hører man om Lybske Herberg, det var for de fornemme. Det lå på Amager Torv. Oxetoppen lå i Østergade. I Østre Kvarter lå et andet af stadens gæstehuse, nemlig Lecherbischen. Det fortalte vi noget om i første del.

 

De præsentable gæstgivergårde

I området omkring Amager Torv og Kanalen lå alle de præsentable gæstgivergårde. Her fandt vi det flotte Fortunen.

I Store Laurs Biørnstræde lå Skibet. Den var mere beskeden. Gadehuset bestod af seks fags bindingsværk i to etager.

De velstående søgte mod Den Sorte Rytter i Nybørs. Måske foretrak de Prinsen af Danmark i Østergade. I Store Færgestræde lå Den Gamle Prins. Hollandske skippere valgte Druen i Færgestræde. Svenske officerer foretrak Flensborg Vaaben.

 

Mange kongelige fester

Dengang forstod man at feste. Festlighederne i forbindelse med Christian den Fjerdes kroning varede fra den 23. august og sluttede først den 8. september
1596. På Amager Torv var der et springvand med rød – og hvid vin. Og så blev der serveret helstegte okser. Midt under festen brændte borgmester
Oluf Madsens gård i Vestergade. 14 andre ejendomme led samme skæbne.

 

Forordninger i 1723

Med det stigende antal værtshuse opstod der ofte ballade.. Der var misbrug

• med Drik og dobbel Natten igiennem i Kroe og Værtshuse samt Kieldere.

Det blev præciseret, at fremover måtte ingen opholde sig i øl-kældrene længere

• end til Tappenstræg blev slagen om Aftenen.

Overtrædelse ville betyde natlig ophold i arresten. I tilfælde af klammeri ved privatfester var der en bøde til værten på 20 rigsdaler. Og det blev sandelig endnu værre, for i 1723 blev det proklameret, at nu måtte man ikke mere drikke på kredit.

 

Betjente med frynsegoder

Efterhånden som byen voksede, blev politikredsene udvidet. Der blev i de mest belastede kvarterer en række politivagter. De var så underlagt kredsens hoved-station. Den første af disse nærstationer var politivagten Lille Vibenshus på Østerbro. Den blev oprettet som en filial af stationen på Fælledvej i 1872. Lige ved siden af lå et særdeles livlig værtshus.

Det var ganske almindeligt dengang, at værtshusene betalte sig fra diverse chikaner fra betjentene ved hele tiden at stille flasker parat. Det var de frynsegoder, der fulgte med jobbet. Man lod sig traktere med øl, kaffepunch og andre drikkevare på husets regning. Man kunne på sådan en patrulje let få en pind i ørene.

Når en ung betjent skulle starte sit job inde i København, så kunne man være sikker på, at han blev introduceret for Dukkehjemmet.  Det var en dyb og dunkel beværtning på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde. Stampublikummet bestod af ludere, alfonser og bondefangere.

Det var sin sag at holde styr på værtshusgæsterne for en betjent. Sympatien er altid hos den anholdte. Det hørte til dagligdagens fornøjelser for Nørrebros
drenge, når en betjent slæbte af med en beruset mand. En af de mest yndede lege dengang var betjent og fuld mand. Det var ikke altid betjenten, der trak sig sejrrigt ud af den episode.

 

Mælke – toddy

I kvarteret Gothersgade, Adelgade og Borgergade lå 35 særdeles velbesøgte værtshuse. De fleste var uden borde og stole. Her var blot en meget lang disk. Her blev brændevinsglas og små glas med mælk, den såkaldte mælke – toddy, en populær drik til fire eller otte øre for en dobbelt – stod på geled fra morgen til aften. Klyngen af rystende og utålmodige stamgæster stod i kø, når værtshusene åbnede tidlig om morgenen.

 

Logi – huse

De fordringsløse logihuse havde politiets opmærksomhed. De havde deres skænkestuer, hvor man nød hinandens selskab indtil man faldt omkuld. Der boede langt flere end to på værelserne. Man var lige glade med politibestemmelser om renlighed og sanitære forhold.

Der blev kun skiftet vaske – og sengetøj en gang om måneden. Og man behøvede ikke at vaske sig. Man havde vænnet sig til at have husdyr i form af lus eller lopper.

Det problem havde man løst i logihuset Rokken i Dronningens Tværgade. Her var det plads til 200 overnattende. Her skulle man sove splitternøgen på kolde lagener af voksdug. Hver morgen skulle man gnides i sprit.

I Blodproppen i Farvergade havde man løst problemerne med hensyn til normeringen på værelserne ved ganske enkelt at rulle halmmåtter ud på gulvet
i skænkestuen, så kunne folk uden dikkedarer lægge sig, når trætheden overmandede dem.

 

Varme kartofler med stegt yver

Man tænkte ikke så meget på mad i disse logihuse. Så var der til gengæld mange stegehuse, man kunne besøge. Eller man kun benytte sig af et tilbud i Vognmagergade, hvor man tilbød Varme kartofler og stegt yver for fem øre. Velbekomme.

På Gammel Strand var knive og skeer lænket til disken. Tallerknerne var erstattet af fordybninger i bordpladen. Serveringen bestod først og fremmest af Gule ærter, der blev sprøjtet ned i fordybningen. Det blev med det samme suget op igen, såfremt betalingen ikke faldt omgående. Hvordan vaskede man op? Det var måske ikke nødvendigt?

 

Ved Stadsgraven

I 1870erne var området mellem Vesterbrogade og Jernbanegade belagt med blomstrende haver langs Stadsgravens bred. Disse haver var genbo til Tivoli. Her lå Kongens Klub. Den havde tidligere ligget i den såkaldte Rudlphis Have over ved Gamle Kongevej. Her blev der i 1872 startet det såkaldte Café Boulevard.

Mange sjældne planter kunne man beskue ved Stadsgraven. Mange af disse var kommet ude fra Apoteker Riises gamle have St. Thomas ude på Frederiksberg.

Studenternes samlingssted dengang var Bernia. Her samledes Bohémerne. Her var de traditionelle punch skiftet ud med de i Frankrig bandlyste Absinth,
der blev serveret for 25 øre.

 

Omgåelse af bestemmelser

Mere eller mindre legitime værtshuse dukkede op. Politiet forsøgte gennem 1880erne at dæmme op for dette umoralske fænomen med politivedtægternes bestemmelser i hånden. I henhold til disse regler, skulle der være lukket og slukket klokken 24.. Hvis det da ikke lige var tale om selskabslokaler eller privatfester. Ja, hvor gik grænsen?

På de steder, hvor man stod sig godt med gadens betjent, kunne man komme ind hele natten. Man skulle bare råbe det rigtige kampråb. Men mange var dog så smarte og bruge grundlovens bestemmelser om forsamlingsret. Så der opstod pludselig en masse Læserselskaber. Således også på Strøget i Rydbergs Kælder.

Måske skulle man lige udstyres med et medlemskort, men man måtte dog tage alle de gæster med, man ville. Blandt de succesfulde var Klosterhallen og Blanch i Vimmelskaftet.

 

Natværtshuse

I 1890erne gav man tilladelse til natværtshuse. De måtte have åben til kl. 2.00 Den livligste var nok Riises over for Helligåndskirken. Men også i Bramierkælderen var der liv og glade dage.

I Tivoli ville man ikke gå hjem. Lige så hurtig man var gennet ud gennem hovedindgangen, kom man tilbage over plankeværket ud mod bagsiden for at slå sig ned i Kilde – Pavillonen.

 

Det umoralske natteliv

Det umoralske natteliv var henvist til specielle gader. Der bredte sig en autoriseret skamløshed, som mange betragtede som en skandale for byen. Umiddelbart op til byens absolut mest fashionable færdselsåre, Østergade, stødte således en af Ujumskhedens værste Afløbsrender, Holmensgade. Her færdes kæmpemæssige politifolk, forsoldede alfonser, let levende kvindepersoner og fulde søfolk. Blandt disse var ikke mindst russiske matroser. De blev ledet på syndens vej.

Men også Dybdensgade og Hummergade havde fra gammel tid et særligt ry blandt søens folk. Et dårligt rygte havde også Farvergade, Gaasegade og Magstræde.

Så var det godt, at man havde det såkaldte Bethleskib. Også Frelsens Hær forsøgte at redde folk fra syndens vej. I Farvergade havde man lejet en butik. I vinduet var der et kæmpe billede af korsfæstelsen med teksten Kom til Jesus.

Også Natmissionen forsøgte at redde folk fra synden og flasken. Natmissionær Clausen var en stor statelig skikkelse. Han gik rundt med høj hat, blondt fuldskæg og lommen fuld af pjecer og skrifter.

Således nåede vi atter engang gennem Københavns pulveriserende liv. Og det var ikke sidste gang.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
• Under København finder du 190 artikler 

 

• Det var på Frederiksberg
• Forlystelser i København
• Gamle Værtshuse i København
• København – dengang
• København 1840 – 1880
• København omkring år 1800
• Tivoli
• De vilde på Nørrebro (under Nørrebro) og mange flere artikler 

Redigeret 18. – 02. 2022

Den 21. marts 1945 døde en masse uskyldige på Vesterbro og Frederiksberg. RAF var i forvejen betænkelige. Efter aktionen var modstandsbevægelsen tilfreds. Men et helt kvarter var ødelagt. 900 var gjort hjemløse. Hjælpen lod vente på sig. Forældre til de døde skolepiger følte sig svigtet. RAF mistede seks fly.

 

Hipo – aktion

Den 21. marts 1945 blev København for alvor ramt af krigens forfærdelige ansigt. Pludselig var området omkring Frederiksberg Allé et stort kaos med død og ødelæggelser.

Pludselig kunne københavnerne høre brummen af flyvemaskiner. Det viste sig at være RAF – flyvere. De fløj så lavt, at man kunne se piloterne iført læderhjelm.

Samtidig skete der en aktion på  hjørnet af Bülowsvej og Thorvaldsensvej. En Hipo – bil kom kørende og fra muren, der omkransede Landbohøjskolens Have lød der pludselig skud. Modstandsbevægelsen var i gang.

Hipo – bilen kørte op på fortovet og ramte en dame, der blev dræbt. Skudsalverne blev heftigere. Lige i nærheden i en kælder lå en masse frihedsblade stablet på gulvet. Måske havde det været målet for Hipoernes aktion. Men det var ikke denne aktion, der stjal overskrifterne.

 

Problemer for modstandsbevægelsen

Gestapo havde oprettet deres hovedkvarter i Shell-huset. Her havde man også samlet en masse arkiver om modstandsbevægelsen. Og de havde efterhånden optrevlet næsten hele modstandsbevægelsen. Man ønskede fra modstandsbevægelsen side, at dette arkiv blev ødelagt. Derfor bad man RAF om hjælp.

Den 4. marts havde man i kodeord bedt London om, at fremskynde et angreb. Man forstod ikke, at man ikke for længst havde iværksat et sådant angreb. Hvad modstandsbevægelsen antagelig ikke vidste var, at man længe havde planlagt angrebet. Godt nok havde modstandsbevægelsen i første omgang fået afslag. RAF
mente, at aktionen var for risikabel.

 

Oplysninger fra modstandsbevægelsen

Modstandsbevægelsen sørgede for en masse oplysninger til korpset. Det lykkedes også at skaffe et foto af målet, set fra Skt. Jørgens Sø. Dette billede blev bragt i Berlingske Tidende i forbindelse med en artikel om Statsanstalten. Det slap uhindret igennem censuren og landede på det rette bord via Sverige.

Gestapo havde placeret 26 danske fangere i øverste etage af Shell- huset. De frygtede et angreb fra luften. Derfor blev fangerne brugt som våbenskjold.

 

Fly på vej

Den 19. januar var alt klart. Men af en eller anden grund, måske på grund af dårligt vejr blev angrebet ikke til noget. Den 19. marts kom ordren til at være stand by.   Den 21. marts løb Operation Karthago af stablen. 18 Mosquitofly med i alt 44 stk. 500 – punds bomber lettede fra Fersfield i Østengland.

Klokken 8.35 lettede de første maskiner. Tyve minutter senere var alle i luften. Tre jægere måtte dog vende om efter kontakt med søfugle.

Med på turen var 30 Mustang – jægere og 2 foto – fly. Man fløj ganske lavt ned over Vesterhavet for at undgå tyskernes radar. Helt ned i 5 meters højde. Derved kom der skum og salt op på vinduerne på grund af den stærke blæst. Flyenes vinduesviskere kunne ikke holde vinduerne rene. Det hæmmede efterhånden udsigten.

Over Tissø skiltes flyene i bølger. Meningen var at angrebet mod Shell-huset skulle ske i bølger.

 

Sen luftalarmering

Luftalarmen kom meget sent. Men i begyndelsen tog københavnerne det ikke alvorligt. Dem havde det været så mange af. Det plejede jo ikke, at ske noget som helst. Overrumplingen var lykkedes. På Den Franske Skole betød det at ikke alle nåede i beskyttelsesrum. Det samme var tilfældet i alle de ejendomme, der blev berørt på Vesterbro og Frederiksberg.

Men da de første rystelser kom, søgte man ly i tilflugtsrum.

 

Flystyrt

Første bølge kom ind over byen sydfra og navigerede efter planen. De fandt let målet. Det var den eneste camouflagede bygning i hele byen. Forinden havde førermaskinen steget op til 150 meter for at orientere sig. Efter at have fået øje på søerne dykkede den igen ned over hustagene, strøg ind over Sydhavnen,
øst om Carlsberg og skød frem mod Den Ny Teater, der udgjorde sidste pejlepunkt før Shell-huset.

Planen var at jagerbomberne straks efter at have kastet deres bomber skulle følge Nørrebrogade ud af byen i lavest mulig højde for at undgå antiluftskytset.

Over godsbanen strejfede et af flyene kl. 11.16 en 30 meter lysmast med halen. Det var nær Ingerslevgade. Den blev kraftig beskadiget. Flyet mistede styreevnen og passerede gennem Palnatokegade under taghøjde. Den ramte hjørneejendommen Palnatokesgade/Sønder Boulevard 119. For ikke at ramme ind i husene på den anden side af Sønder Boulevard, kastede piloten sine bomber.

En af bomberne fik så meget flyvetid, at den armeres inden den ramte Sønder Boulevard 106. Bygningen blev sprængt i luften og 11 personer omkom.

Flyet klarede sig fri af bygningen. Maskinen steg svagt og passerede Enghavevejens Skole. Kort efter styrtede det ned i et garageanlæg på Frederiksberg Allé
mellem Den Franske Skole og Avenue – Teateret. Det lå i Frederiksberg Allé 76 – 78.

Førerkabinen blev slynget frem og havnede i et øl – depot, der straks blev antændt. Benzintankene spredtes over et større område. Maskinens 1.400 liter brændstof anrettede på få øjeblikke eksplosionsagtige brande, der udviklede sort røg. Øldepotets lager og kontorbygning brændte ned til grunden.

 

Inferno af granater og projektiler

Et inferno af eksploderende antiluftskyts, brølende bombefly og svirrende Mustangs forvandlede København til en krigszone. Jagerflyenes maskinpistoler
hamrede løs på mål.

Granater og projektler haglede ned over gader og stræder. I Haraldsgade på Nørrebro detonerede en antiluftskytsgranat i baglokalet til en kolonialforretning. Andre vildfarende projektiler fandt vej til Grøntorvet, Botanisk Have, Bispebjerg, Blegdamsvej 38 og til en lejlighed på Mariendalsvej 48 E.

Ved Østerport Station gik den britiske beskydning ud over et tog med flygtninge, der holdt på banelegemet. I en Linie 2 Sporvogn blev en højgravid kvinde trampet ned af sine panikslagende medpassagerer. Hun døde senere af sine kvæstelser.

 

Forkert mål 

Anden bølge af bombeflyene kom ind mere vestfra. Man fløj over Roskildevej og Frederiksberg Have. To af disse fly mente, at målet lå under røgen fra det brændende fly. Derfor kastede de deres bomber over Den franske Skole og hele karreen, Amicisvej/Maglekildevej. To andre maskiner opdagede fejlen og søgte målet i Shell-huset lidt længere væk.

Hele kvarteret blev på få minutter forvandlet til et sandt helvede af støv, ild, brædder og kalk. Hollændervej, Henrik Ibsens og Dr. Priemers Vej var i flammer.

I tredje bølge er det kun enkelte piloter, der erkender fejlen og fortsætter mod Shell-huset. Fra England lød budskabet, at man skulle bombe, der hvor der kom ild og røg.

 

Maglekildevej ramt

Under den kvælende sorte røg detonerede den ene bombe efter den anden. Den Franske Skole, Frederiksberg Allé 74 og Maglekildevej blev på få øjeblikke forvandlet til et helvede af støv, ild, murbrokker og kalk. Også Søndre Boulevard, Henrik Ibsens Vej, Dr. Priemers Vej og Amicisvej blev truffet.

På Maglekildevej, der rummede seks større ejendomme udviklede situationen sig meget dramatisk. Hjørneejendommen Maglekildevej 17 og Dr. Priemersvej 7 blev ramt af en springbombe fra en af de første maskiner i anden bølge. Denne bombe slog mod husets hjørne. Resultatet var at tredje og fjerde sal styrtede sammen til anden sal. Herefter fortsatte bomben ned på gaden og eksploderede foran Maglekildevej 18.Fem beboere mistede her livet.

Gaden blev ramt af mindst fem bomber. Kun Maglekildevej 16 – 18 slap for total ødelæggelse. I den modsatte ende af gaden i Maglekildevej 2 – 8 brød ejendommen i brand efter få minutter. Maglekildevej 10 – 14 var antagelig blevet direkte ramt af en bombe. Først kl. 11.54 var den første brandsprøjte på stedet.

 

Masser af dødsfald på Den Franske Skole

På Den Franske Skole omkom 86 børn og 18 voksne. Uskyldige skolepiger og katolske nonner måtte lade livet. Det var helt meningsløst. Og dette skete blot seks måneder før befrielsen. I alt mistede 18 børnehavebørn livet, men værst gik det ud over det ældste hold. Her var der kun fem, der overlevede.

I alt 4 bomber ramte skolen. Den første faldt i østfløjen og borde sig gennem etagerne. Den blev stoppet af nogle jerndrager lige før gymnastiksalen. Få sekunder efter faldt tre bomber i hoved-fløjen. De to gik gennem naturhistorieværelset og nåede kælderen, hvor mange mindre børn og lærerinder omkom.

 

Stor oprydningsarbejde

Oprydningen fortsatte de næste dage. Under denne oprydning dukkede en række afrevne legemsdele op. Ud på eftermiddagen dukkede en tysk officer op. Han havde fået ordre til at beslaglægge skolen til flygtninge, men han indså straks, at dette var umuligt.

18 timer efter dukkede der piger op, som selv havde formået at finde vej ud af ruinerne. Hele natten igennem fortsatte redningsarbejdet.

Måtte ikke tale om det

Mange af de overlevende fik direkte forbud mod at omtale episoden. De fik ikke bearbejdet episoden. Der sænkede sig en dyb tavshed over de uhyggelige hændelser. Heldigvis var der nonner med menneskekundskab, der efterfølgende fik talt med de overlevende elever. De trodsede lægernes anbefaling om ikke at rippe op i hændelserne.

 

Traumatisk oplevelse

Et kæmpe redningsarbejde fulgte. Betty Nansen – Teateret lige overfor fungerede som en slags redningscentral. Ja man kunne kalde det for en interimistisk informationspost 67 børn og 35 voksne var blevet såret.

Fortvivlede forældre fandt herhen for at høre nærmere om deres børns skæbne

For mange redningsfolk var det en traumatisk oplevelse, at være inde i de mørke ruiner mellem de dræbte, sårede og forbrændte småpiger. Tiden forskrev tavshed.  Voksne mænd græder ikke og lader sig ikke mærke af sådanne oplevelser. For mange forblev det et mareridt resten af livet. Ved siden af skulle redningsfolkene finde sig i efterfølgende kritik.

 

4 bomber rammer skolen

De små i børnehaven sad med deres åbne madkasser foran sig. De var netop i færd med frokosten. De ældre var lige kommet ind fra spisefrikvarteret. Da bomberne begyndte at hagle ned, søgte elever og nonner omgående ned i kælderen. Skolen blev antagelig ramt med 4 bombe – 3 sprængbomber og en brandbombe.

 

Mange frivillige

Naboer og tilfældige startede øjeblikkelig redningsarbejdet. Redningsarbejdet var særdeles vanskeligt. Flammer, stigende vand og nedstyrtningsfare udgjorde en stor fare. Også fem redningsmænd omkom, her i blandt en far der ledte efter sin datter.

Redningsmandskabet kunne høre børn skrige efter hjælp. Men på et tidspunkt måtte de opgive, at komme dem til undsætning. Ilden raserede og nedstyrtningsfaren var voksende. En fortvivlende mor forsøgte fortvivlende at kaste sig ind i de brændende ruiner.

Flere hundrede folk havde efterhånden samlet sig og tilbudt deres hjælp. Men man havde ingen mulighed for at komme de hjælpeløse til undsætning. Man manglede solidt værktøj til at bryde igennem. Da håndværksmestre i nærheden tilbød disse redskaber, valgte brandvæsnet at sige nej.

 

Træt af kritik

Det hjalp heller ikke på situationen, at Hipo – korpset kom og afspærrede hele området. De nægtede pårørende at komme til stedet. At de så senere hjalp til med redningsarbejdet står det ikke noget om i de officielle referater fra redningsaktionen. Selv om mange af dem udførte en heltedåd, var der ikke nogen, der
senere fik tak for dette. Også personalet fra Frederiksberg Brandvæsen sagde senere nej tak til enhver form for hædersbevisning. De var trætte af den efterfølgende kritik af redningsindsatsen. Man havde umulige vilkår. Tyskerne havde konfiskeret radiomateriellet.

 

Kaos på hospitalet

På Frederiksberg Hospital var situationen kaotisk. Ikke alle blev registreret som forskrevet. De første civile vogne var ankommet. Alt hvad der kunne køre blev
brugt til sygetransport. Budcykler, taxaer, ølvogne og varebiler. På et tidspunkt kom en lastbil med 40 piger på ladet.

Hospitalet havde ikke modtaget nogen besked fra offentlige myndigheder om, hvad der var sket. Tilstrømningen var kolossal. I hast fik man etableret et nødberedskab. I løbet af kun halvanden time modtog hospitalet ca. 300 sårede. Hovedparten var fra Den Franske Skole og Maglekilde-kvarteret.

Efterhånden kom der også flere og flere lig. De fleste var piger i 14 – 15 års alderen. De blev i første omgang lagt i vaskerum og kældergange. Mange var ikke blevet identificeret. I mange tilfælde måtte sko, strømpefarve eller tandbøjle bruges som eneste brugbare kendetegn.

 

Ingen kunne stilles til ansvar

En efterfølgende undersøgelse konkluderede, at ingen enkeltperson kunne bebrejdes en manglende redningsindsats. Der var kaos og manglende kommunikation. Dette kan måske skyldes at katastrofens omfang var enorm. De forskellige myndigheder forstod heller ikke at kommunikere med hinanden indbyrdes.

Man fik heller ingen forklaring for, at det gik 15 timer før gas og vand blev lukket ved Den Franske Skole. Der var heller ingen forklaring på, hvorfor man afslog at få hjælp fra håndværksmestre, der havde det rette værktøj.

 

Fortvivlende forældre

Fortvivlede forældre til de dræbte på Den Franske Skole kæmpede i årevis for at undgå at tunge entreprenørmaskiner kom til at rage resterne af deres døde piger frem af bombetomtens jord i forbindelse med nybyggeri på stedet.

Retsmedicinsk Institut bekræftede at der kunne ligge menneske-aske og rester af legemsdele på grunden.

Forældrene krævede arbejdet udsat og krævede en midlertidig mindelund. De måtte også kæmpe mod indretning af et konditori i en af de nye ejendomme. De kunne ikke udholde tanken om at servere flødeskumskager og kaffe på resterne af deres døde døtre.

Sankt Joseph Søstrene havde ikke råd til at genopføre skolen, og kommunen ville ikke hjælpe. Man ville fra kommunens side heller ikke erhverve grunden til mindelund.

Frederiksberg Kommune udskrev en konkurrence til et monument. Forældreudvalgets formand udtalte til Politiken den 26. januar 1949:

• Vi forældre blev rystet, da konkurrence-udkastene blev udstillet. Motiverne var jo grusomme – brændende flyvemaskiner, sammenstyrtede huse, forkullede lig af ofrene og andre makabre enkeltheder.

Under stor mediebevågenhed blev minde – monumentet ændret.

 

Beboere følte sig oversete

Beboerne på Maglekildevej, Henrik Ibsens vej og Søndre Boulevard følte sig oversete. Det var både under katastrofen og bagefter.

Folk begyndte desperat at kaste ejendele ud af vinduet. Og der var nogen, der åbenbart ikke besad nogen form for moral. Tyveri og plyndringer forekom. Men der var ikke mange ejendele, der blev reddet.

På Henrik Ibsens Vej detonerede en sprængbombe på gaden og rev facaden fuldstændig af nr. 20 – 22, mens nr. 17 – 19 på de modsatte side af vejen blev
antændt. Den udbrændte fra kælder til kvist. Ulykken på Henrik Ibsens Vej kostede i alt fire døde og syv sårede.

Etageejendommen Amicisvej 3 led betydelig skade, mens villaerne i nr. 9 og nr. 10 blev fuldstændig ødelagt. Flammerne fik fat i taget af Frederiksberg Allé
og Amicisvej 1- 3 ved ca. 13.15 – tiden.

 

Ikke megen hjælp at hente

900 mennesker fra Frederiksberg og Vesterbro stod efter angrebet uden meget andet end det tøj de gik og stod i. For flere af dem kom oven i købet tab af hus og hjem samt savnet af pårørende. Mange valgte at sende børnene på landet. Selv lånte de et værelse hos venner eller familie. Andre modtog med taknemlighed tilbud om et sommerhus, de midlertidig kunne bo i. Danske Kvinders Beredskab samlede tøj ind til de berørte. En del præster og Allé Scenen tog også initiativer til at hjælpe.

På rådhuset mente man ikke, at det var deres opgave, at give de berørte en ny bolig. Heller ikke erstatning for mistet eller ødelagt indbo følte de lokale politikere ansvar for. Umiddelbart efter katastrofen skred man ind med akut hjælp og støtte. Da de ramte i forsommeren 1945 modtog regninger for ødelagte telefoner og gasmålere, synes bægeret at være nået.

På Bornholm tvang russiske bombefly den tyske kommandant til at overgive sig. Luftangrebet mod Rønne og Neksø dræbte 10 personer, ødelagde 800 huse
og beskadigede yderligere 3.000.

Ulykken medførte indsamlinger fra hele Danmark. Fra Sverige kom der møbler samt 300 træhuse og et beløb på 7 – 8 millioner kroner. Men de berørte fra den 21. marts på Frederiksberg havde man glemt.

 

Foreningen kæmpede for værdighed

De berørte dannede en forening, Sammenslutningen af 21. marts, hvor de i fællesskab kæmpede for en værdig behandling og erstatning. Man forlangte at de skulle stille sig i køen på socialkontoret. Det blev starten til en årelang kamp med politikere og ministrer.

I juli 1945 gennemførte Royal Air Force en stor flyveopvisning i Kastrup. En del af overskuddet gik til de ramte borgere på Frederiksberg. Også fra Amerika kom der lidt hjælp. Da en kvinde på et møde ville have en forklaring fra borgmester Wilhelm Fischer, hvorfor Frederiksberg Kommune ikke ville hjælpe, blev hun ført bort.

Langt om længe stillede kommunen under pres en million kroner til rådighed. Dette dækkede dog kun en lille del af udgifterne for de berørte. For nogles vedkommende fandt sagerne først sin afslutning så sent som i 1960.

 

Frederiksberg Gymnasium slap nådigt

På Frederiksberg Gymnasium på Hollændervej slap man mirakuløst. Her befandt der sig flere hundrede elever og lærere, da mindst to sprængbomber ramte skolegården. På et øjeblik blæste en ældre gymnastiksal fuldstændig omkuld.

Drengeskolens bygninger, der husede både mellemskole og gymnasium blev stærkt medtaget. Kun et mindre antal pådrog sig overfladiske snitsår og småskader.

 

125 døde i Shell-huset

I Shell-huset var 8 modstandsfolk blevet dræbt, men for mange lykkedes det at flygte. Det er forskellige oplysninger om tabet af menneskeliv. Man mener at
i alt 125 tyske og danske Gestapo folk omkom. Dertil også ca. 20 uskyldige danskere.

RAF havde kalkuleret med at bygningen ville falde sammen, og at alle danske modstandsfolk ville blive dræbt. Kun 51 af de omkommende kunne identificeres. Under udgravninger i ruinerne fandt man legemsdele fra mellem 20 og 40 personer i ruinerne. Hovedpersonerne Bovensiepen, Panche og Hoffmann havde man dog ikke fået ram på. De havde været til begravelse på angrebstidspunktet.

Selve Shell-huset var blevet ramt af otte bomber. To slog ind over vagtlokalet på hjørnet af Kampmanngade og Nyropsgade. Andre to traf det modsatte hjørne ved Vester Farimagsgade. Yderligere to blev slynget ind i gården og detonerede.

 

Tre dræbt på Teknologisk Institut

På Teknologisk Institut lige ved siden, opholdt der sig 600 mennesker. Instituttet blev ramt af to sprængbomber. Den ene slog gennem taget, der vendte ud mod Hagemannsgade og eksploderede. Den borede sig gennem etageadskillelsen mellem tredje og fjerde sal og eksploderede. Den anden bombe havnede
i gården og anrettede omfattende materiel skade.

Både under og efter angrebet opholdt der sig mange flygtende fra Shell-huset i ejendommen. Tre blev dræbt og 11 sårede. Ingeniørernes Hus ved siden af Shell-huset nedbrændte fuldstændig.

 

Seks fly gik tabt

Foruden det fly, der styrtede ned på  Frederiksberg, blev flere fly beskadiget af antiluftskyts blandt andet fra krydseren Nürnberg, der lå i havnen. Et af flyene faldt ned i Fælledparken. Den endte i et buskads på hjørnet af Idræts Allé og Øster Allé og brød i brand.

Et fly måtte nødlande nær ved øen Hven i Øresund. Det lykkedes for besætningen at nå ud på vingespidserne. Men øboerne kunne på grund af den stærke blæst ikke nå ud til dem. Besætningen druknede.

Undervejs blev styrken beskudt fra Melbylejren. To Mosquitos blev ramt af tysk ild og styrtede i Kattegat. En Mustang måtte nødlande ved Lønborg, fem kilometer vest for Tarm.

Flere af flyene humpede hjem med brændstofmangel. Et enkelt kom hjem på en motor. I alt 6 fly og 9 besætningsmedlemmer gik tabt. Besætningen bestod i øvrigt af en eskadrille bestående udelukkende af canadiere, australiere og newzealændere.

 

Razziaer

Soldater fra værnemagten gik i stilling rundt omkring. Området omkring Shell-huset blev afspærret. En masse razziaer og anholdelser fulgte. En større mængde københavnere havde taget opstilling ved Sankt Jørgens Sø, for at betragte det det brændende Shell-hus. Tyskerne nåede frem og begyndte at skyde ind i mængden. På Filippavej løb et halvt hundrede mennesker ind på Sankt Jørgens Gymnasium. Med skarpladte våben blev de ført tilbage til gården af deres forfølgere, og mange blev arresteret.

 

Ville have nyt hovedkvarter

Allerede næste dag fremkom tyskerne med erstatningsejendomme for Shell-huset og Ingeniørenes Hus. De havde i forvejen Dagmarhus, Politigården, Nyboder Skole, Vesterport-komplekset samt andre ejendomme. Man kunne ikke forhindre, at de også overtog Skt. Annæ Palæ.

Først 8 år efter angrebet i 1953 kunne en tidligere elev fra Den Franske Skole indvie et monument i Frederiksberg Allé.

 

Hvad ville der være sket ?

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis de 708 svære 4 – motorers bombefly  og 618 eskortejægere fra Storbritannien den
2. april havde nået deres mål – Danmark.  Formålet var at udslette Luftwaffes danske flyvepladser. Det tog mere end tre kvarter at få alle fly i luften. Da de nærmede sig Jyllands vestkyst blev aktionen aflyst. Grunden var dårlig vejr.

Tænk, hvis civilbefolkningen igen havde lidt overlast og fået samme behandling som borgerne på Vesterbro og Frederiksberg?

 

Kilde:

• Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Besættelsestidens bøger diverse
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 362 artikler 

 

Redigeret 19. – 02. – 2022

 

Dette er historien om Georg Carstensen og hans værk Tivoli. Han døde som en skuffet mand. Aktionærerne ville have mere og mere overskud. Georg Carstensen ville have nyheder. Han var en sand iværksætter. Han søsatte et hav af blade og arrangerede nye former for fester. Han deltog i teatersammenhæng og grundlagde også et Vinter – Tivoli og Alhambra på Frederiksberg. Langt fra alt gik lige godt.

 

Europas tredje største

Dette er historien om en meget initiativrig mand, som ofte blev udskældt. Han blev vel først anerkendt længe efter sin død. Men dette fænomen har vi også mødt hos andre danskere.

Dette er også historien om et forlystelsessted, der i tidens løb har tiltrukket millioner af turister. Og alt dette er selvfølgelig skabt af en sønderjyde. Ok, i hvert fald med stærke sønderjyske bindinger. Fire millioner besøgende har haven hvert år. Det placerer Tivoli til Europas tredje mest besøgte forlystelsespark.

 

Sønderjysk far

Georg Johan Bernhard Carstensen blev født den 31. august 1812 i den nordafrikanske havneby, Algier, hvor hans forældre havde hjemme i det danske konsulat. Hans far var søn af en landsbydegn på  Als. Så har vi det med sønderjyske på plads.

De danske konsulater i Marokko, Algier, Tunis og Tripoli var oprettet i 1700 – tallet som en led i en handelsaftale med de fire sørøverstater. Georg havde 11 yngre søskende. Den ene blev digegreve i Slesvig. En blev læge og emigrerede til Mexico og en faldt senere ved Slaget ved Isted.

 

Bundkarakter i skolen

Georg gik i skole i Efterslægtens Skole, som havde til huse i den gamle rentemestergård i Østergade 54. Mens Georg gik der, var der omkring 120 elever. Det var moderne pædagogiske principper man gik efter på den borgerlige skole. Men det kneb for lærerne selv at leve op til det. Der blev udkæmpet mange drabelige kampe med en nærliggende privatskole. Og lærerne fik et pålæg af politiet om at hindre eleverne i at hænge rundt på konditorier og andre offentlige steder i skoletiden.

Det var ikke de bedste karakterer, der blev præsenteret. Så Georg kom ved hjælp af lidt snyd på Herlufsholm. Det kostede årlig 200 rigsdaler, men så var det også inklusive kost, logi, varme, vask samt pleje og læge i tilfælde af sygdom.

At, Georg fik bundkarakteren ikke at foragte. Hans opførsel røbede stor letsindighed og mangel på æresfølelse, berettede lærerne.

 

Ekstra undervisning

Faderen var efterhånden kommet hjem fra Algier og påtog sig nu ansvaret for hans opdragelse. Overlærer professor Melchior bemærkede, at Georg var begavet med et godt sundt begreb og dermed velskikket til at gøre Fremgang.

Overlærer ved Sø-etatens Drengeskole, Peter van Wylich fik nu opgaven at få ny viden ind i drengens hoved i Gåsegade i Nyboder.

 

Gjorde ikke universitets – studie færdig

Han lærte så meget, at han fik anden-karaktereren “Ikke uros-værdig” på Universitetet. Og det gik også ganske glat ved andre studier, selv om han glimrede ved sin fravær på filosofikum.

 

I Kongens Livkorps

Alle duelige universitetsstuderende havde pligt til at indtræde i Kongens Livkorps og blive der i seks år. Det var den militærgale Frederik den Sjette, der havde oprettet dette korps. Med undtagelse af de tre højeste officerer var korpsets medlemmer ulønnede.

Nogle år senere søgte Georg sin afsked, da han skulle rejse udenlands. Han satte kursen mod Afrika. Om han så sin forlovede igen, stod hen i det uvisse. Så de blev enige om at hæve forlovelsen.

 

Første udgivelse

Georg havde altid haft trang til at skrive. Måske var det derfor, han ikke fuldførte sin uddannelse. Det begyndte med Minerva, mens han var elev på Efterslægten. Året efter, som 16 årig kom “Miniatur – Bibliotek for Moerskabslæsning” Han fik en kendt bogtrykker til at forestå produktionen. Salgsarbejdet
blev overdraget til bog – og papirhandler Christian Steen. Der blev også annonceret i Adresse-avisen.

“Dansk Ordsprogs – Almanak” udgav Georg Carstensen på eget forlag. Det var en tynd bog i lommeformat. Den indeholdt 550 nummererede ordsprog.

“Tusinde og én Nat” oversatte Carstensen fra en tysk udgave, som igen var oversat fra franske og engelske udgaver. Den var udgivet i kommission hos Reitzel.
Men salget gik ikke ret godt. Anmeldelserne var heller ikke gode.

Så fulgte “Gallerie for danske og fremmede Classikere”.  Men serien blev haglet ned. Man mente at den var for skødesløs og fuld af trykfejl. Sagsanlæg truede Carstensen. Han var kun 20 år og var bange for, at hans far ville blive rodet ind i det. Myndighedsalderen var dengang 25 år. Han overlod derfor alle rettigheder til boghandler Steen.

Men så blev Carstensen hængt ud som litterær tyv. Og det var af selveste og mægtige Heiberg i Den Flyvende Post. Det var pinligt.

 

Forvist til udlandet

Konsul Carstensen skummede over sin søns letsindighed, ustadige adfærd, der – som faderen skrev – kunne føre både til skafottet og tronen, i galejerne eller senatet. Han tvang sin søn udlandet.

Først rejste Carstensen til Tanger. Han søgte ind i Fremmedlegionen og rejste til Paris. Men han blev ikke optaget. Snart var det ikke flere penge. Men faderen sendte dog nogle. Snart havde han ikke flere penge. Faderen var dog så venlig at sende ham nogle igen. I mange måneder hørte man ikke fra ham. Pludselig fik familien et brev fra Philadelphia, hvor Carstensen underviste i fransk.

 

Bladudgivelse i Philadelphia

Hvad faderen ikke fik at vide, var, at han var i gang med to publikationer. Men bladene kunne ikke løbe rundt. Pludselig tog han igen til Europa. Fra New York sejlede han til Le Havre. Herfra sejlede han med floddamper til Rouen. Så gik turen på gåben til Paris. Han havde ingen penge. Så han stiftede gæld i faderens navn.

 

Nyt ugeblad på vej

Faderen nægtede at forsørge ham i Paris. Derfor opsøgte han familien  i Tanger. Carstensen vendte tilbage til København den 5. august 1838. Husly fik han hos sin lillebror, Edward. Senere lejede han et værelse i Store Kongensgade 55.

På vej tilbage fra Amerika havde han stiftet gæld i udlandet. Men han kunne ikke retsforfølges i Danmark.

Men Carstensen var ukuelig. Snart gik han med nye planer for et ugeblad, “Portefeuillen” Første nummer udkom den 6. januar 1839. Det var Danmarks første ugeblad som bevidst var skrevet til kvindelige læsere. Der var dog ikke en eneste artikel om graviditet, fødsel, børneopdragelse, madlavning eller håndarbejde.

Carstensen fortsatte med at redigere tre numre af kulturtillægget i bladet Søndag. Han forsøgte sig også som skuespiller, men med et meget uheldigt resultat. Et par teaterstykker skrev han dog også med nogenlunde succes.

 

Figaro

Portefeuillen gik ikke, så snart var Carstensen klar med et nyt projekt, “Figaro” Første nummer udkom 4. juli 1841.

Figaro skabte stor opsigt, fordi Carstensen havde afholdt fester i Rosenborg Have for bladets abonnenter. Året efter arrangerede han yderligere fire fester. Festen bestod dels af Vauxhall, idet der var ophængt henved 2.000 orientalske lamper mellem træerne. Der var to orkestre. Det ene var et Harmoniorkester bestående af 70 musikere. Det andet var et orkester der spillede Strauss. Mellem koncertens to afdelinger blev der underholdt med Tyroler – sange.

Og så var der både skuespil og fyrværkeri. Bladet Fædrelandet beskyldte ham for både at være åndløs og kommerciel.

I 1842 arrangerede Carstensen indendørs Figaro – fester. Det varede i alt fire dage og var henlagt til Christiansborgs Ride-hus.
Fædrelandet skrev:

• Duelighed til at arrangere Forlystelser af denne Art er nu så tidt prøvet, at enhver Anbefaling derfor synes overflødig.

 

Koncert på Østerbro

I august 1842 gav Carstensen og hans fyrværker to forestillinger Concert og Fyrværkeri i Classens Have på Østerbro. Der var opsat bænke til 4.000 mennesker. Byens konditorier var rigt repræsenteret og rundt omkring var der vimpler i alle regnbuens farver. Der blev opsendt varmluftballoner. Det Lumbyeske Selskab og Livjægernes Musikkorps skiftedes til at musicere. Fyrværkeriet blev afbrændt i tre afdelinger, som hver blev afsluttet med kanonskud. Et rekord stort antal olielamper var opsat.

De mange Figaro – fester var årsag til at navnet Figaro blev en legende. En kage, en punch og sågar en af disse nymodens hestetrukne omnibusser blev navngivet Figaro.

Det var nu ikke alle der var lige begejstrede for olielamperne. De fine damer var utilfreds med, at lamperne dryppede ned på deres fine kjoler.

 

Nye initiativer

Så fandt den initiativrige Carstensen på at udgive portrætter af publikums yndlingssangere. De lå på disken i Capozzis velduftende butik. 2 rigsdaler For 7 litografier.

Og satire var også en del af Carstensen. Han var involveret i bladet “Corsaren” På seks år blev bladet beslaglagt 43 gange med 23 retssager til følge. “Ny Intelligensblade” bar også Carstensens aftryk. De skulle danne et modstykke til den Heibergske intelligens. De to blev hvis aldrig gode venner.

 

Carstensen stjæler en ide

Egentlig stammede ideen til Tivoli ikke fra Carstensen. Den stammede fra en indvandrer, Meyer Hermann Bing. Han var søn af en hollandsk jøde og arving til firmaet H.J. Bing & Søn. Firmaet omfattede bog – og papirhandel og et kunstforlag. Forretningen gik strygende .

Overskuddet investerede sønnen i Christianshavns Dampmølle. I 1852 leverede han startkapitalen til porcelæns-fabrikken Bing & Grøndal. Sammen med kunstdrejer Nygaard, ansøgte Bing den 2. juni 1841 kongen om at etablere et tivoli i stil med forlystelseshaver i andre byer. Ansøgningen blev offentliggjort
i Berlingske Tidende.

Carstensen greb ideen. Hans fremtidige arrangementer hed nu Vauxhall, Concert og Tivoli. Bing protesterede, men det blev afvist af Magistraten.

 

En nøjagtig ansøgning

Carstensen gik nu for alvor ind i konkurrencen. Mens Bings ansøgning var løst formuleret, var Carstensens ansøgning meget mere konkret. Heri fremgår det, at han regnede med at investere 15 – 20.000 rigsdaler

1. En Bazar til Forhandling af alle Arter indenlandske Industriprodukter.
2. En Concert-pavillon
3. Et Tivoli – Theater (for Kunstpræstationer, Dans, Maskerade osv.)
4. Et Cosmorama eller Panorama
5. En lavt-brændende Fyrværkeri – Estrade
6. Gynger, Russiske Glidebaner (rutsjebaner) osv.
7. Keglebaner og andre Tivoli – Spil
8. En billard – Pavillon
9. En restauration
10. Kaffehus samt Divan for Tobaksrygning
11. Conditor-pavilloner

Den største forskel var, at Carstensen søgte et fem års privilegium og selv foreslog at betale den sædvanlige afgift til fattigvæsenet på 5 pct. af entréindtægten. For en god ordens skyld blev Bing orienteret. Men han ønskede ikke at matche Carstensens ansøgning.

 

Privilegium modtaget

Han fik sit privilegium gældende fra 1. juli 1843. Aftenbladet ville vide, at Carstensen overvejede en ledig ejendom i Frederiksberg Allé til sit Tivoli. Men den initiativrige iværksætter havde helt andre planer. Han ville gerne have brugsretten til en del af glaciset.

Ingeniørkorpset havde opdelt glaciset i en række lodder som blev bortforpagtet for seks år ad gangen. Forpagterne havde tilladelse til at dyrke kartofler i de første to år af kontraktperioden. Derefter måtte de slå hø, men kreaturhold var forbudt.

Det jordlod som Carstensen var interesseret i var nr. 24. Den lå mellem Vesterbro Allé( nu Vesterbrogade), voldgraven, tømmerpladsen ved Kalvebod Strand
og Dronningens Enghave.

Carstensen havde været i audiens hos kongen. En vandrehistorie fortæller, at han havde sagt til kongen, at så længe folket morer sig, laver de ikke revolution. Måske sagde han, at når folk keder sig, politiserer de.

 

Her må ikke graves

Aktiekapitalen var sat til 50.000 rigsdaler Den var fordelt på 2.000 aktier a 25 rigsdaler. Der var garanteret en forrentning på 4 pct. p.a. i en kort årrække, hvorpå indskuddet ville blive tilbagebetalt, så Carstensen blev eneejer af virksomheden og kunne drive den for egen regning.

Allerede tidlig var man dog klar over, at det ville koste flere penge at bygge Tivoli færdig, end selskabet havde i sin kasse. Allerede før Carstensen gik i gang med sit værk stod der på volden et skilt:

• Her maa ikke graves efter gamle Been.

Men trods meget gravearbejde er der i tidens løb fundet mange ben. I 1964 fandt man et skelet ved Dansetten. Her foregik en drabelig kamp mod svenskerne,
da de forsøgte at erobre København.

 

Kø fra starten

Endelig åbnede Tivoli den 15. august 1843 kl. 4 om eftermiddagen. Da sæsonen sluttede syv uger senere havde 178.475 gæster besøgt etablissementet.

 

Tivoli i begyndelsen

Fra Vesterbro Allé spadserede man ned i haven ad Zigzag – alléen på ryggen af den lave jordvold langs bredden af fæstningsgraven. Lige inde for porten i lavningen på venstre side af alléen, stod det kasseformede teater fra Ride-huset, midt mellem to traktørsteder, der solgte fadøl, snaps og smørrebrød til rimelige priser.

Ved næste knæk i Zigzag – alléen kom man til koncertsalen hvis langside ud mod grus-gangen var en åben søjlerække behængt med lange draperede gardiner i mørkerød velour. I hver ende af bygningen var der en musiktribune og i midten et konditorudsalg med borde og stole.

Koncertsalen var flankeret af to cafeer i tyrkisk stil Divan 1 og Divan 2. Til højre for indgangen stod Tivolis fornemste bygning, Bazaren. Det trefløjede træhus havde udskårne drager på taghjørnerne, vejr-drager på tagryggen og fra en vimpelstang vajede det kinesiske flag.

Midter-sektionen rummede en førsteklasses restaurant med spejlvægge og hvide duge på bordene. Hver af sidefløjene var et overdækket galleri af luksus-forretninger på rad og række. Den største var Kunst – og Industri Magazinet, hvor håndværkere og fabrikanter kunne sætte nips og isenkram til salg mod at svare en afgift til Carstensen, som selv havde forpagtet lokalet.

De øvrige butikker fristede med tobaksvarer, flaske-øl, likører, kager, chokolade, frugt, blomster, handsker eller silketørklæder. Der var også en skopudser og et udsalg af snurrepiberier forarbejdet af fingernemme franske tugthusfangere.

 

De kørende forlystelser – bagerst

De kørende forlystelser var anbragt bagerst i haven. I den ene, jernbanekarrusellen, tog man plads i et legetøjstog  med åbne vogne naglet til en drejeskive, som blev trukket rundt af en hest., mens et seksmands hornorkester spillede på livet løs.

Den anden –  rutsjebane, bestod af to fireetagers trappetårne, der var forbundet af to modsatrettede pukkelpister med gelænder. Der var to små vogne med hjul, hver med plads til to passagerer. De susede ved egen kraft ned ad bakken fra toppen af et tårn til foden af det andet, hvor passagererne blev hjulpet af og vognene hejst op igen.

Af andre attraktioner kan nævnes en riffel – og pistolskydebane, en udendørs cirkus – manege, og et vokskabinet med bibelske motiver. Så var der fire overdækkede gondoler. Her kunne man så sejle Lysttoure i Stadsgraven fra Tivoliets Grund til Tømrergraven og Vesterport og tilbage.

 

Bedre i mørke

Haven havde åben om morgenen fra kl. 6. Der blev ringet en halv time før midnat, så gæsterne kunne nå at gå gennem Vesterport, inden den blev lukket.

Entreen var 1 mark for voksne og 8 skilling for børn. Forlystelserne kostede 8 skilling, men underholdingen var gratis. Der var wienermusik og operamelodier fra hver sin tribune i koncertsalen.

I mangen var der beridere med cirkusheste. På teatret var der artistforestillinger og skyggespil til akkompagnement af et ottemands orkester. I dagslys så det hele lidt kulisseagtigt ud, men når mørket faldt på, blev dette fuldstændig forandret. De simple træhuse blev forvandlet til østerlandske paladser. Buskadser
blev til paradishaver. Voldgravens muddervand blev til en svane-sø.

 

Bygninger skulle kunne rives ned

Det var militæret, der forlangte, at bygningerne kun måtte laves af træ, lærred, glas og andre lette materialer. Så kunne de hurtigst muligt rives ned, hvis svensken eller andre fjender pludselig dukkede op.

Publikum opførte sig generelt pænt. Billetpriserne holdt fattigfolk på afstand. Slagsmål, sjofelheder og synlig utugt blev ikke tolereret. Ofte spadserede Carstensen selv rundt i haven for at føre tilsyn.

 

I ledtog med kapitalen

I Tivolis første dage markerede man lukningen med seks kanonskud. Dette vakte dog forskrækkelse hos de nærmeste. Nogle fik fremkaldt minder fra Københavns bombardement. Så dette fænomen blev erstattet med fyrværkeri.

Berlingske Tidende og Aftenbladet priste Tivoli i høje toner. For landets mest yderliggående avis, Kjøbenhavnerposten var Carstensen en folkefjende, der stod i ledtog med kapitalen og aristokratiet.

Fædrelandet var forarget over københavnernes forlystelsessyge.

Haven var i den første tid ikke noget for det bedre borgerskab. Frederik den Syvende og Grevinde Danner kom der. Men de højere rangklasser betragtede
stedet med skepsis.

 

Ikke noget for H.C. Andersen

H.C. Andersen besøgte stedet tre gange. Den første gang, han var der, kom han ind i en Sangerindepavillon. Men så begyndte sangerinderne at henvende
sig til ham med sange til ham. Han flygtede ud. Men var dog så interesseret, at han løb bagved pavillonen og kiggede ind ad vinduerne. En streng Tivoli – betjent kom og viste ham bort.

• Stå ikke der og kig!. Enten skal De gå ind, eller også må De gå Deres Vej

Carstensen skrev følgende i sit eget blad Ny Portefeuille i 1843:

• Inde i Koncertsalen midt imellem de ziirlige Modeldamer, der nikke og vrikke i alle straussíske Takster, sidde stadselige Amagerpiger og Fornøjelsen bliver derfor ikke mindre paa nogen af Siderne. I Restaurationssalene sidder Bonden fra Hvidovre eller Gladsaxe i sin rødstribede Vest og med sine kønne og pyntelige Døtre midt imellem de fineste Folk af alle Rangforordningens Klasser.

 

Træt af bestyrelsen

Ret hurtigt blev Carstensen træt af bestyrelsen. De pressede på, for at få så stort et udbytte som muligt. De var også sure over, at der skulle betales afgift til Fattigvæsenet på 10 pct. Han havde overset, at han skulle have borgerskab på entreprisen, såfremt denne skat skulle nedsættes.

Kasseren plagede konstant Carstensen til at udlevere udgiftsbilag. Denne ville have ham fyret, da han konstant berøvede ham den nødvendige Lune.

 

Nye tiltag

Medarbejderne stod last og brast med deres chef. Carstensen brugte masser af tid på at finde nyt til sit Tivoli.  Der blev plantet busketter, anlagt blomsterbede,
indkøbt piedestaler med vaser og statuer i imiteret marmor. Volierer med levende aber, kaniner og fugle blev opstillet.

Carstensens mange rejser førte til mange nye påfund. To nye te-huse i toskansk stil blev indrettet. Den åbne koncertsal blev lukket med hvide og kulørte vinduer. Der kom en anden belysning. Et par tamme hjorte blev indkøbt. En kunstig grotte, blev indrettet. Her kunne publikum købe et glas vand, som var tappet fra Kirstens Piils kilde og fragtet ind fra Dyrehaven samme morgen.

Flere forlystelser fulgte. Tivoligarden gjorde sit indtog. Amici, fyrværkeren som Carstensen havde opdaget i Italien fik sin debut. Til ham blev der indrettet
en fyrværkeri gård med værksteder og en beskeden bolig bag ved Divan 2.

Lejemålet blev udvidet med Gyldenløves Ravelin, en lille men romantisk, tætbevokset ø i voldgraven ned mod Kalvebod Strand. På øens højeste punkt blev der bygget en ottekantet træpavillon med vinstue og udsigtstårn. Det blev et stort trækplaster, selv om gæsterne måtte slippe en skilling for at passere den lille træbro, som forbandt Ravelinen med glaciset.

En anden succesfuld nyhed var Tivoli – Avisen. Den kostede 2 skilling og indeholdt programmer og selvros på bekostning af konkurrenterne.

 

Ingen pantomime

Men ak. Brødrene Price havde anmeldt Carstensen, fordi han opførte pantomime. Det mente de, at have eneret på, og politimesteren gav brødrene ret.
Kancellibestemmelserne forbød al musik efter kl. 23. Så Carstensen havde bedt Lumbye at sætte tempoet i vejret, så alle 36 numre kunne være tidligere færdig.

Midt i en galop blev musikkerne en aften standset. Det førte til omfattende uroligheder og rudeknusninger.

 

Forhindrede at jernbanen ødelagde Tivoli

Da sæsonen var forbi, viste det sig at anlægsomkostningerne var blevet dobbelt så store som budgetteret. Carstensen havde heller ikke sparet på driften. Trods et besøgstal på 373.765, så var der kun 1.078 rigsdaler. Til udlodning til aktionærerne.

Carstensen fik forhindret at jernbanen skulle gå tværs gennem Tivoli. Til gengæld fik han etableret en udsigtsplatform mod Enghaven, så man kunne følge med i bygningen af denne jernbane.

 

Atter problemer med bestyrelsen

Trods aktionærenes utilfredshed kunne Carstensen op til tredje sæson præsentere en brøndkur, en læsesalon og et teltcirkus.

Kurtiden varede fra kl. 7 til kl. 8 om morgenen. Der blev musiceret og udskænket mineralvand fra Rosenborg Brøndanstalt. Man kunne også vælge friskmalet mælk fra en kostald omme bag Bazaren.

Nu så det ud til, at københavnerne havde nået et mætningspunkt. Besøgstallet var faldet til 335.374. Sæsonen gav et underskud på 12.000 rigsdaler.

Aktionærenes utilfredshed gik Carstensen på nerverne. Han forsøgte hele tiden, at forbedre Tivoli med nye tiltag. På sin egen grund ved Tivoli havde Carstensen opført et observatorium. Det var oprindelig et vandtårn, hvor der på toppen var placeret et par kikkerter. Bestyrelsen havde afvist projektet. Carstensen fik også på puklen, fordi han havde valgt at lade Bazaren belyse med 700 lamper.

Pantomimerne kom tilbage. Carstensen havde købt rettighederne for 200 rigsdaler  hos brødrene Price.

Ingeniørkorpset forhøjede den årlige lejeindtægt fra 181 til 630 rigsdaler. Carstensen protesterede til kongen og fik 25 pct. rabat.

 

København fik sit Vinter – Tivoli

København burde også have et Vinter – Tivoli. Carstensen havde kig på to pakhuse ved Skt. Annæ Plads. Disse udgør i dag Admiral Hotel. Pakhusene henlå dengang uden brolægning og beplantning med dybe grøfter langs kanten.

Carstensen havde også kig på en ejendom i Amaliegade 10. Da afgørelsen trak ud, skrev han atter engang til kongen. Endelig fik han han handelen i stand og aktietegningen kunne påbegyndes. Casino synes nu at være en realitet.

De samlede anlægsudgifter var sat til 200.000 rigsdaler. Og der var beregnet et overskud på 25.300 rigsdaler.

Men ikke alt gik lige let. H.C. Lumbyes orkestermedlemmer havde hidtil fået 10 mark pr. aften. Nu forlangte de 12 mark. Men Carstensen ville kun give 9 mark. Carstensen blev derfor sendt til Hamborg efter et nyt orkester. Lumbyes orkester kunne man nu høre på Hippodromen, et nyopført ride-hus i Nørregade.

Carstensen hyrede et tysk orkester, et ungarsk ensemble samt en fransk balletmester og hans kone.

Inden 1847 gik på hæld havde Casino på to måneder haft 30.000 gæster til sine forestillinger.

 

Carstensen i krig

Carstensen havde besluttet at deltage i krigen mod Slesvig. Hvis han ikke passede sit arbejde i hele Tivoli – sæsonen var det kontraktbrud, sagde bestyrelsen. Ikke lang tid efter, var der opstået et oprør på De Dansk Vestindiske Øer. Carstensen valgte at tage med i en vestindisk hærstyrke. Han blev udnævnt som premierløjtnant.

Hjemme i Tivoli blev Niels Henrik Volkersen, der var ansat i trykkeriet og havde stået for Tivoli – Avisen udnævnt til at lede forlystelserne. Tivolis privilegium udløb den 30. juni 1848 uden at blive fornyet. Antagelig havde Carstensen ikke søgt om fornyelse. Måske var det en form for hævn over for den bestyrelse, han ikke kunne sammen med.

 

Gift på De Vestindiske Øer

Carstensen blev guvernørens adjudant. Han tjente ca. 35 gange mere end hvad en farvet landarbejder kunne tjene, men pengene kunne ikke rigtig slå til, hvis man skulle leve standsmæssigt.

Han forelskede sig i en lokal pige, Mary Ann. Den 8. april 1850 blev de gift i Charlotte Amalia. Det foregik i den engelske kirke.

 

Afsked på grund af sygdom

Carstensen blev som så mange andre ramt af sygdom. Hele vinteren 1850 – 51 var han ude af stand til at arbejde. I efteråret 1851 lod han sig sygemelde, og i maj 1852 fik han bevilliget tre måneders orlov med halv løn til at tage til Nordamerika. Senere søgte han sin afsked.

Frederik den Syvende godkendte ansøgningen. Nu stod han så i New York  uden job. Hans kone og barn stødte til ham.

 

Nyt projekt i New York

Egentlig skulle han have været på rekreation, men så hørte han, at der skulle være verdensudstilling i New York. Sammen med en række forretningsfolk stiftede han et selskab, der skulle rejse en udstillingsbygning. Man rejste 200.000 dollars.

Man fandt ud af at bygningen ville koste 300.00 dollars. Der blev uskrevet en konkurrence. Og Carstensen allierede sig med en tysk arkitekt. De tegnede et krystal palads, og vandt konkurrencen.

Desværre blev indvielsen væsentlig forsinket. Byggeriet kom til at koste 600.000 dollars. Og skylden fik Carstensen og den tyske arkitekt. De blev heller ikke inviteret med til indvielsen.

 

Atter uden job

Egentlig var det ikke en succes. Barnum, der kunne tjene penge på alt, lejede paladset. Carstensen blev en slags vicepræsident. Den 4. juli 1854 blev paladset så genåbnet.

Og igen en gang slog Carstensen til. Han skrev en bog om forløbet med bygningen af paladset. Den amerikanske presse var begejstret Men det lykkedes heller ikke for verdens største showman, Barnum at tjene penge Man kan ikke få en død mand til at stå op, sagde han. I sommeren 1854 nedlagde han sit hverv som formand for bestyrelsen. Den 1. november gik det hele konkurs, og Carstensen stod igen uden job.

Under opholdet i New York havde ægteparret Carstensen fået barn nummer to. Barnet blev døbt på De Vestindiske Øer. Kort efter tog han atter tilbage til Europa for at skaffe levebrød til familien.

 

Casino og Tivoli ville ikke ham

Både Casino og Tivoli trængte til at blive piftet op. Carstensen mente, at han var manden de ventede på. Han skrev til begge etablissementer og gjorde retslige krav gældende. Men der blev stillet modkrav.

 

Alhambra på vej

Snart opstod der rygter om, at Carstensen var i gang med noget i Søndermarken. Sandheden var, at da ingen ville have med Carstensen at gøre, barslede han med et nyt forlystelsessted . Han fandt et passende sted på Frederiksberg Allé. Men alléen var spærret af en jernport. Kun fodgængere, omnibusser og andre køretøjer med speciel tilladelse måtte passere. På højre side lige efter runddelen lå en stor lystgård Alléen-lyst. Her boede musikhandler Hornemann.
Han ville gerne udleje grunden til Carstensen.

I marts blev historien offentliggjort i Flyveposten:

• Capitain G. Carstensen har nu erholdt Tilladelse til at oprette et Sommer – Casino paa Hr. Musikhandler Hornemanns Eiendom Nr. 4 (nu 34
  – 40) i Frederiksberg Allee, der har et meget betydeligt Terrain.
• -Bevillingen skal blandt Andet tillade Opførelsen af en storartet Concerthal, der ogsaa kan benyttes som Theater, samt Op førelsen af forkjellige mindre Bygninger til Beværtninger og Forlystelser, dog skulle alle støiende Forlystelser være udelukkede og der vil ikke blive oprettet Carrousselbaner, Rutchbaner og deslige, hvad der imidlertid ikke har ligget i Entrepreneurens Plan.

Hovedbygningen var holdt i maurisk stil. Derfor fik stedet navnet Alhambra. Byggegrunden var på 16.500 kvadratmeter og strakte sig fra Frederiksberg Allé i syd til Gammel Kongevej i nord. Hovedbygningen blev anbragt med bagsiden ud mod Gammel Kongevej. Den var 100 meter i bredden og 60 meter i dybden.

I indbydelsen stod der, at 10.000 Besøgende kunne søge Ly i Tilfælde af Uveir.

 

Mange tiltag

Fyrværkerimesteren Amici var fulgt med. Han skulle sørge for fantastiske fyrværkerier. Etablissementet vil blive forsynet med gadebelysning og gas. Der ville blive afholdt både vinterfester, karnevalsfester samt fastelavnsfester.

Morgenkoncerter og specielle arrangementer for børn om eftermiddagen skulle trække nye kunder til. Nye befordringsmidler skulle sørge for publikum.En ølhalle blev forpagtet af Hornemann selv.

 

Alternativ grundlovsfest

Carstensen arrangerede i 1856 en alternativ grundlovsfest på Frederiksberg, Berlingske Tidende ofrede 19 linjer på denne fest, og kun 2 på festen i Tivoli.

I løbet af sommeren 1856 arrangerede Carstensen 14 fester i Klampenborg. Også på Marienlyst blev der afholdt fester. Der blev også tid til at arrangere fester i Hippodromen.

 

Død – som en skuffet mand

I juledagene 1856 blev Carstensen syg. Han troede, at det var en almindelig forkølelse, men kort før midnat den 4. januar 1857 døde han af en galoperende lungebetændelse.

På daværende tidspunkt barslede han med endnu et projekt – et nyt ugeblad.

Han blev hyldet og kritiseret. Han havde både succes og fiasko. Skuffelser og stridigheder fulgte ham konstant. Han døde som en meget skuffet mand. Man mente at hans ideer var for flyvske, og at han ikke kunne indordne sig

Hans motto fik han ofte brug for Hold fast på lykken, mens du har den.

 

Alhambra fallit

Alhambra kunne ikke løbe rundt. Den 12. oktober 1861 blev ejendommen solgt på en tvangsaktion. Familien Hornemann købte den for kun 22.000 rigsdaler Hornemanns søn overtog driften, men i 1869 gik han også fallit. Løsøret blev solgt. Bygningerne blev revet ned og grunden udstykket til bebyggelse. Langs vestsiden anlagde man Alhambravej.

 

Krystalpaladset nedbrændt

Krystalpaladset i New York brændte den 5. oktober 1858. Casino blev brugt som teater og koncertsal i mere end 90 år. Aktieselskabet gik godt nok fallit i 1894, men kreditorerne fortsatte driften.

 

Casino lukket i 1939

Den 1. april 1939 lukkede Casino for bestandigt. Senere blev dele af bygningen brugt som pakhus. I 1957 blev den vestlige del af Amaliegade 10 revet ned og erstattet af et kedeligt betonbyggeri, som tilhører Assurandørforeningen. Den østlige del er dog bevaret. Adressen er Toldbodgade 33. Her på adressen finder vi Admiral Hotel.

 

Store omlægninger

Samme år som Carstensen døde, fik Tivoli en ny ledelse. Haven fik ny gas-lys og en efter en blev de gamle trækonstruktioner erstattet af større og mere solide
bygningsværker. Senere medførte Vesterport og voldenes sløjfning, stadsgravens og tømmergravenes opfyldning store ændringer. Det samme var tilfældet med anlæggelse af H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade.

 

Carstensen først anerkendt efter 25 år

Carstensens navn forblev et uartigt navn i Tivoli. Først ved havens 25 – års fødselsdag var tiden moden til at han blev rehabiliteret. Havens 100 – års fødselsdagsfest faldt midt i besættelsestiden . Myndighederne gav dispensation for mørklægningen. Den 15. august 1943 samledes 120.000 mennesker sig
i Tivoli.

 

Lumbye

Når man tænker Tivoli, tænker man også Hans Christian Lumbye. Han begyndte sin karriere som militærtrompeter som 14 – årig. For hans komposition Champagnegalop fik han 50 kroner engang for alle. Når han dirigerede sit orkester, var det oftest med ansigtet vendt mod publikum og med violinen under
hagen. Enten spillede han selv solostemme eller han svingede buen som dirigentstok.

 

Elvira Madigan

Den parisiske Offenbach – diva, Anna Judic førte til endeløs jubel i Tivoli i 1884. Kong Georg af Grækenland og Prins Valdemar var blandt dem, der hyldede stjernen.

I 1886 var det søstrene Madigan, der begejstrede publikum og de kongelige. Det var især den 19 årige Elvira , der i øvrigt var født Hedvig Jensen og var fra Flensborg, der begejstrede publikum. Hun var en usædvanlig skønhed, der vakte opsigt med sit lange lyse hår.

 

En gummidragt i søen

I 1877 flokkedes man for at se Svømmeøvelser med kaptajn Boytons apparat. Ved hjælp af hans oppustede gummidragt var han i stand til flydende at ligge i Tivoli – søen og læse sin avis med en parasol over hovedet.

 

Trætte mennesker over bord

En vandrutsjebane sluttede i søen. Flere fregatter har ligget i søen. Den nuværende er den tredje. Sct. Georg den Tredje er bygget i 1993. Ifølge gamle love og forordninger havde Toldvæsnet haft ret til at undersøge de små både, der sejlede rundt i søen for smuglergods.

Ganske vist stammer disse bestemmelser fra dengang, hvor søen havde direkte forbindelse til havnen og derfra til det åbne hav. I lang tid var der en underjordisk forbindelse med havnen. Men den er nu stoppet til. Selv en mini – ubåd har ikke mere en chance. Men mon ikke mange svenskere er druknet i søen fra dengang.

I hvert fald har man hørt om, at redningsbåde er trådt funktion, når trætte gæster er faldet over bord. Færgekroen er en overlevering fra festarrangementet Fiskelejet i 1934.(Denne er hvis revet ned efter at artiklen er skrevet. Undertegnede er også smidt ud af denne kro).

 

Ballonskipperen styrtede

Mange linedansere har bevæget sig langt oppe, og udspringere har sprunget 24 meter ned i et vandbassin. Så sent som i 1942 blev kanonkongen Leoni
skudt ud af sit kanonrør.

Ballonskippere har der også været en del af. Tardini foretog en opstigning i 1851. Han landede i Skåne, hvor køerne og bønderne gik i chok. Desværre styrtede
italieneren senere ned over Kalvebod Strand.

Dengang forgik der hestevæddeløb i en bane rundt om kunstnerplænen. Forskellige folk balancerede på galoperende heste. Cykel-vædeløb var der også, sågar på de meget moderne væltepetere.

 

Fremmede mennesker

En lang årrække var der hver sæson karavaner af fremmede folkeslag. Det var en nubisk trup med elefanter og giraffer. Der var beduiner, indianere og cowboys. Så var der kamelridende og dansende persere. Tyrkiske haremsdamer mellem orientalske tæpper og viftepalmer. En hel kinesertrup med tryllekunstnere og skuespillere. Jo, der manglede sandelig ikke noget.

Sangerindepavillonerne hørte også til Tivolis attraktioner. En af de populære steder var Øen. Det var på den gamle bastion Holchs Ravelin. Her skulle man så lige af med bropenge

I Slukefter bød man på frodige sangerinder, æblekage og punch.

 

Nimb

De kræsne og mere velstillede havde rig mulighed for at få tilfredsstillet deres gastronomiske lyster i haven. Divan 1 og Divan 2 hørte til de mest fornemme. De almindelige mennesker kunne få vand på maskine til medbragt madkurv.

Dengang blev rom betragtet som et nationalprodukt. Det kom jo fra landets daværende vestindiske kolonier.

Og navnet Nimb er knyttet til haven. Restaurationsimperiet blev opbygget af Kammerråd Vilhelm Nimb og ikke mindst dennes hustru Louise, der var kogebogsforfatter. Familien Nimb kom til Tivoli i 1877 som forpagtere af Divan 2. Stedet blev også kaldt for Nimbs Veranda.

Fru Nimb fik med sit gode køkken og sine høje idealer efterhånden samlet byens spidser. Den sidste Nimb, der drev restauranten var Jules Nimb, en nevø
til søsteren. Han havde dog ikke den samme sans for mad. Restauranten gled familien af hænde.

Nimb – bygningen blev oprindelig kaldt for Bazaren. Det er den tredje af slagsen

 

115.000 pærer i Tivoli

Tivoli fik sine første radiobiler i 1926. Allerede i 1914 kom trærutsjebanen. Det er verdens ældst fungerende. Himmelskibet, der blev indviet i 2006, er verdens højeste karrusel med 80 meter. Og så er der 115.000 elektriske pærer i Tivoli. Stakkels elektriker. Poul Henningsen havde udviklet specielle lamper, hvor lyset ikke kunne ses fra oven. Disse blev brugt under besættelsen.

 

Aldrende damer

Abonninerne er parate, når en ny sæson starter. De har deres bestemte pladser, og dem må andre ikke røre. Man regner med at der er ca. 20.000 af dem. Pas på dem, de har uskrevne rettigheder.

I 1849 udstedte man et dekret, hvori det hed sig, at abonnementskort á 5 rigsdaler kunne fås  for aldrende damer, der skønnes at være mindst 40 år. I vores tid er denne gruppe dog ikke inddelt i alder.

 

Nazistisk hævn

Det var et hårdt slag for københavnerne den dag i juni 1944, da halvdelen af Tivolis bygninger pludselig stod i brand. Deriblandt var både Koncertsalen
og Glassalen.

Det var det danske Schalburg – korps, der stod bag. Mange af de ting, der foregik i Tivoli var ikke forenelig med den nazistiske ideologi. Kjell Abel, der var direktør, var kommunist. Leo Mathiesen spillede jazz og på dansegulvet var der swing – musik.

Men det kunne også være en hævnaktion for sabotageaktionen mod Riffelsyndikatet – en våbenfabrik der fremstillede våben til tyskerne.

 

Musik og skår i glæden

Louis Amstrong med den gyldne trompet vakte begejstring i 1965. Og i Glassalen har de alle sammen været, blandt andet Josephine Baker, Eartha Kitt,
Marlene Dietrich.

Og så må vi ikke glemme Tivoligarden. Og det søde par der vinker til publikum. De tæller 90 drenge i alderen 9 – 16 år. Der er excerpts og musikøvelser året
rundt. I sæsonen medvirker garden i talrige koncerter.

Og da jeg første gang besøgte Tivoli smadrede jeg en del af det ægte danske porcelæn i Det Muntre Køkken. Dette startede i 1926 af Valdemar Lebech.
Om det er ægte porcelæn tvivler jeg dog på. Det siges nemlig, at der årligt smadres mellem 12 og 13 tons.

Det skægge ved Tivoli er, at man som regel lader de kendte i fred. Dem er der så til gengæld mange af, når man besøger haven. Engang var der 23 restauranter i
haven med 9.300 siddepladser.

 

Julearrangementer og Fredagsrock

Tivoli adskiller sig fra andre forlystelsesparker ved at have flere indgange. Hovedindgangen ligger hvor den oprindelige hovedindgang var. Dengang var det en almindelig træport. Den nuværende port er fra 1890.

Efter en periode med faldende besøgstal måtte der fornyelser til. De bestod af fredagsrock på scenen midt i Tivoli. Den anden var julemarkedet. Her har man nok ladet sig inspirere af tyskerne, der er gode til disse arrangementer.

 

Egne oplevelser

Første gang jeg selv var i Tivoli, var med Tønder Kommuneskole. Den store oplevelse dengang var Sven Asmussen. Anden gang var, da min lillesøster ikke måtte komme op i forlystelserne med børnebillet. De mente, at hun var ældre end hun egentlig var.

Ja så har jeg oplevet at blive smidt ud af Færgekroen, fordi vi dansede på bordet. Og japanske turister fotograferede os, hvor vi dansede et uautoriseret sted.

Og så oplevede jeg at få kindkys af to smukke piger, Susanne Bjerrehus og Malou Aamund, samt et skulderklap af Asger Aamund. Det skete inde på Nimb, hvor jeg i forbindelse med overrækkelse af De Gyldne Laurbær holdt en hyldesttale til Jane Aamund. Hun fældede en del tårer, som så resulterede i et ordentlig kram. Senere på aftenen fulgte yderligere en.

Jo, der er sandelig mange oplevelser i Tivoli – også gratis oplevelser.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
• Under København finder du 190 artikler 
• Forlystelser i København
• København 1840 – 1880
• Det var på Frederiksberg og mange flere artikler 

Redigeret 19. – 02. – 2022

 

Omkring 1650 voksede et mondænt kvarter frem. Man kaldte kvarteret for Palmaille – byen. Det var de rige, Københavns elite, der var på vej til Østre Forstad. Men ak, byen levede ikke engang et årti, så blev den nedbrændt. Efter svenskernes hærgen udviklede området sig helt anderledes. Ny – København voksede sig frem.  Vi skal også kigge på et “Tortur-Instrument” som befandt sig på “Grønland” som området mellem Nyboder og Citadellet blev kaldt. 

 

Øster Port

Når vi nu skal beskrive forstaden ud for Østerport, må vi lige vide, hvor Østerport ligger og hvor den har ligget. Som kvikke læsere bemærker, så staver vi den på to forskellige måder i overensstemmelse med historien.

Øster Port var egentlig anbragt i Københavns middelagtige by-vold. Den stod oprindelig for enden af Østergade, men blev i 1647 flyttet  fra Kongens Nytorv til enden af Rigensgade. Der blev givet påbud, om at de tidligere beslag, hængsler og låse og andet tilbehør skulle genbruges.

I 1708 oprettedes en ny port, omkring der, hvor Østerport Station i dag ligger. Christian den Fjerede havde nedlagt den gamle Øster Port. Dengang blev den kaldt Den Røde Port.  Det var Frederik den Fjerde, der lod den genopføre.

Den blev nedrevet i 1857.  Hvorfor skriver han ikke bare Østerbro vil nogle sikkert mene. Nej for sådan forholder sagen sig nemlig ikke. Og vi kan heller ikke bare skrive Østre Forstad.

 

Palmaille

Vi starter i Altona. Her ligger alléen Palmaille. Den er anlagt i 1638, oprindelig til kroketspillet palle a maglio.  Halvanden hundrede år senere blev alléen noget af det mest eksklusive i hele Hamborg og omegn. Noget tilsvarende var ved at ske på Østerbro omkring år 1650.

Ordet Palmaile blev omtalt som kugle/boldspil, men fra ca. 1650 omtalte man også ordet i forbindelse med skydebaner.

 

Den nye by

Mange vil sikkert mene, at de rige er flyttet til Østerbro. Det er også rigtig, men meget tidligere var byens spidser på vej hertil.  Den oprindelige forstad blev opslugt af Ny København.

Planen var at en del af de grunde, der skulle placeres her, var erstatningsgrunde. Det var for dem, der havde mistet grunde i forbindelse med anlæggelse af Sankt Annæ By samt befæstningsanlæg. Det var det pæne borgerskab, der bosatte sig her. Man indrettede lysthaver i stedet for nyttehaver.

Området mellem Øster Port og fæstningsanlægget/sygehuset Vartov blev inddelt ligesom et skakbræt, og grundene udloddet. Helsingørgaden gik fra Øster Port til Vartou. Parallelgaden fik navnet Palmaille. Det var også det ord, der uofficielt gav navn til forstaden. Vi finder også gadenavne som Schonegade, Sundgade, Borringholmsgade, Strandgade og Søgade.

 

Byens elite

Jo det var sandelig byens elite, der havde tegnet skøder herude. Her er blot nogle af dem:

• Professor Hieronymus Weirum
• Brændevinsbrænder Johan Ulrich
• Rigshovmester Joachim Gersdorph
• Slotsfoged Joachim Valtburger
• Materialforvalter Poffvel Due
• Destillerer Niels Holst
• Tømrermester Daniel Balterzen
• Barberer Beyer
• Købmand Rasmus Hellerkande
• Bagermester Christoffer Hansen
• Rigsråd Otto Krag
• Rådmand Niels Hanssen
• Silkevæver Jan van Samson
• Apoteker Johan Woltenberg
• Brygger Detlef Hansen
• Skomager Jochum Gardeling
• Rådmand Willem Führen
• Skomager Jochum Gardding
• Møller Peder Oluffssøn
• Kongelig Fiskemester Johan Funk
• Kæmner Rasmus Hansen

Den næststørste grund tilhørte rentemester Heinrich Müller.

 

Var beskrivelsen korrekt

Hvordan husene så ud, og om alle grunde blev bebygget, vides ikke. I det hele taget har det været særdeles vanskelig at finde kilder om denne bebyggelse. Det er lidt Atlantis over historien.

Jens Lauridsen Volf beskrev i en bog, hvordan det så ud dengang. Han berettede om, at der på begge sider af alfavej opbyggedes de skønneste huse både i to og tre etager med anseelige gavle og omgivet af store haver. Men om man skal fæste lid til denne udtalelse er dog yderst tvivlsom. For ikke alle grunde var endnu bortskødet i 1654, da bogen udkom.

 

Det hele blev nedbrændt

Mindre end et årti fik byen lov til at leve. Pludselig så det nemlig ud til at forstæderne skulle være krigsskueplads. Man besluttede derfor at bruge alt, hvad der kunne bruges til forsvar af København. Alt hvad der ikke kunne bruges skulle nedbrændes. Helt så galt gik det dog ikke i første omgang.

Efter Roskildefredens indgåelse i 1658 besluttede man at genopbygge det man måtte genopbygge. Forsvarsledelsen skulle lige give sit besyv med. Men dem, der gik i gang med opbygningen blev mødt af udstationerede soldater som ikke opførte sig særlig godt.

Men ak, de kære svenskere vente tilbage. Den 9. august 1658 besluttede man igen at afbrænde alt, hvad der ikke kunne bruges. Kun Vartov stod tilbage. Men den måtte også opgives.

Omkring denne blev der anlagt private og kongelige fiskedamme. Men først i 1726 blev Vartov afhændet og nedrevet.

 

Forstædernes historie starter forfra

Ved nedrivningen og afbrændingen af bogstavelig alle bygninger mellem ydre – og indre befæstning, sattes der et stort punktum for de første forstæders historie og dermed
historien om Palmaille – byen.  Forstædernes historie og dermed Østre Forstad, det senere Østerbro, startede forfra.

I 1670erne kan man se en beskeden bebyggelse langs Borgergade og Adelgade. Sankt Annæ Kvarteret tog sit udgangspunkt i navngivningen af kongelige titler og tilnavne: Danmarksgade, Kongensgade, Dronningensgade og Prinsensgade.

I 1640 var Nyboder færdig. Her tog man udgangspunkt i blomster – og dyrenavne.  Husene var dengang alle i bindingsværk. Tagene var enten af tegl eller strå/rør. Der var hegn i skæl til
naboer.

 

Østre Forstad

De to forstæder mod nord og øst blev ikke genopbygget på deres gamle placering. Nye forstæder opstod på den anden side af Peblingesøen og Sortedammen.  Efter 1660 opstod der i Østre Forstad mange lysthaver og traktørsteder. Og store arealer blev inddraget til gravsteder.

En beskeden skanse ved Skt. Annæ Bro udviklede sig i tidens løb til et Kastel og siden til Citadellet Frederikshavn, en hel lille by i sig selv.

 

Ny København

I 1661 kunne man danne sig et lille overblik. I Ny København længere inde mod den gamle by var der i Nyboder 556 beboede boder. Det var lidt mindre end i starten. En eksplosion i 1658 havde medført, at det meste af Tulipanvej var blæst væk.

Men ellers lå der foruden Rosenborg, Skomagernes Garverhave, en blegdam, Kompagniets Reberbane, 165 vågninger, 40 huse, 11 boder og 4 gårde. Dertil kom 14 grunde, hvor der ikke var angivet bebyggelse.

I 1663 fik Heinrich Rüse ordre til at ordne afpæling af nye gader. Men de blev pillet op lige så hurtig. Grundejerne ville nemlig ikke bekoste brolægningen af gaderne. Man havde også byggepligt. Manglende likviditet var ingen undskyldning.

 

Grønland

Hollænderen Rüse havde også planer om området mellem Nyboder og Citadellet. Men dette område lå tomt i mange årtier. Det var et stort område og blev kaldt for Grønland. På det øde område Grønland blev der i 1661 indrettet et særegen Tortur – og Henrettelsesinstrument.
Dengang blev den beskrevet som

• Gren og Galge til Tyve og Misdædere at ophænge udi

Instrumentet var forsynet med en vippe, som tjente til at smække den, der skulle straffes op i luften, hvorefter han med lynets hast vippedes ned på jorden igen. Dette var sikkert ubehageligt, når processen blev gentaget mange gange.

På torturinstrumentet var også  til mere definitivt afstraffelse, et hekseværk med vinde.

Her på Grønland blev området også brugt til blegplads, græsningsarealer, affaldsplads og til afvikling af dueller og meget mere. Og det var ikke altid med myndighedernes tilladelse.

Rigensgade var det mest yderligere i Ny København. Man kaldte også området for Imod Øster Port.

 

Borgerskabets haver forandrede sig

I en rejsebeskrivelse udkommet i 1673, men skrevet tre år tidligere hed det sig:

Nordside ligger desuden et fast Citadel ved Søen, som er forsynet med alt nødvendigt. I de sidste Aar er Staden blevet meget udvidet mod Nord, og den nye Stad har Kongens fru Moder anlagt et prægtigt Hus med en pyntelig Have ligesom ogsaa Kongens Lystslot kaldet Rosenhaven ligger i den.

I Østre Forstad forandrede det bedre borgerskabs haver sig til grunde i mere bestandige huse. De blev i vid  udstrækning benyttet til udlejning. Man var stadig ude på landet.

Men tænk, hvad havde Palmaille – byen udviklet sig til, hvis svenskerne ikke var kommet?

På den anden side, så var strategien langt senere, at få de rige til at bosætte sig på  Østerbro. Da det store byggeboom endelig nåede Østerbro, havde man fået en byggelov. Man fik ikke de samme lejekaserner som på Nørrebro.

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• De første på Østerbro
• Kastellet
• Livet i Nyboder og på Østerbro
• Nyboders historie
• Østerbro i forandring
• Østerbro – langs søerne
• Østerbros historie
• København – dengang (under København)
• Guldhuset i Rigensgade (under København) 

Redigeret 29. – 11. 2021