Nørrebroparken – fra 1930erne

Nørrebroparken – fra losseplads til park

Først fra 1933, tre år efter stationens lukning, blev der fremsat forslag om stedets anvendelse i borgerrepræsentationen. Efterhånden lignede det noget, man ikke kunne være bekendt. Der var tanker fremme, om at lave en plads, hvor borgerne kunne færdes, tumle sig og tillige hvile sig. De yngste skulle benytte den sydlige del til bold – og legeplads. Den nordlige del skulle anlægges til hvileplads for de ældre.

Den nordlige del blev anlagt som løv – overdækkede promenader med indblik ind i parken. Den sydlige del anlagdes som en legeplads med et stort sandbassin samt en rulleskøjtebane og et soppebassin.

Boldbaner på grus og græs blev også indrettet. Ja allerede i 1931 havde man talt om, at der skulle indrettes en Omnibusgarage omtrent der, hvor legepladsen ligger i dag.

I 1934 fremkom Socialdemokraterne med et forslag om, at Nørrebroparken skulle omdannes til en børnepark. De mente, at man skulle tage hensyn til de større børn, som i de sidste par havde brugt det nedlagte stationsområde som tumleplads. Man foreslog soppebassin, der om vinteren kunne bruges som skøjtebane. Endvidere skulle der være plads til opslag af telte og anden fri leg:

• Selv om det er daarlige Tider, haaber vi at Kommunalbestyrelsen vil se paa dette Forslag med Velvilje, idet der jo alligevel skal anlægges en Park, og saadan Børnepark, som den forslaaede, sikkert vil være til en stor Glæde for de mange Arbejderbørn paa Nørrebro.

 

Mindst mulig udgift

Første etape blev indviet i august 1934. Man talte om et egentlig sportsanlæg vest for linde-alleen med blandt andet anlæg af syv tennisbaner med tilhørende omklædning og cykelstald. Badminton – faciliteter talte man også om. Og så skulle der oprettes to isboder og Folkerumsbygning.

Det endte dog med en skrabet plan, der

• anlægges med mindst mulig Udgift med Græsplæner med enkelte fritstående Træer og de fornødne Bænke og Drikkebrønde.

Således besluttede man i 1935. Ja det hele kom til at koste 41.000 kr. Der var ikke penge til så meget. Langs Hellebækgade var det oprindelig meningen at gaden skulle udvides. Men det blev ikke rigtig til noget. Og et forsøg på opførelse af musiktribune med opholdsrum for musikere og toiletter i 1939 blev også kun til drømme.

Omkring 1940 fandtes der i Nørrebroparken et meget stort rektangulært soppebassin. Ud over at småbørn kunne soppe i sikkerhed i det lave, men ofte grågrønne grumsede vand, kunne det også bruges af større børn til at sejle deres småskibe i. Der var desuden to sandkasser af forskellige størrelser og en karrusel.

Ud mod Stefansgade blev der bygget to røde træbarakker, som led i et beskæftigelsesprojekt i vinteren 1944 – 46. Og det var delvis på det gamle bryggeri areal.
Plankeværk og gammel beplantning blev fjernet. På den måde blev parken udvidet. Men legepladsen blev året efter flyttet

Den ene barak  var til små og den anden til større børn. Her holdt Sankt Stefans Fritidshjem til. De blev revet ned først i 60erne. Fritidshjemmet blev flyttet
over i Skodsborgsgade.  Her kunne mødre og børn krybe i ly i tilfælde af regnvejr. I hver ende af bygningen var der toiletter – i den ene ende for piger, i den anden ende for drenge.

Men drengene benyttede dem sjældent. Der lugtede altid af urin i Nørrebroparken dengang. Også dengang sad man og drak. Forældrene havde sagt til deres poder, at de bare skulle holde sig væk fra de drikkende eksistenser.

 

Nye tanker

I begyndelsen af 1945 blev KSB (Slangerupbanen) omtalt som fallitbo. Sidste gang den kørte under privat drift var den 31. marts 1948. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog, indtil man fik renoveret andre tog. Man havde planer om at forbinde Lygten til Amager – banen. Men det blev ikke til noget. Tværtimod blev strækningen indskrænket. Farum – Slangerup blev nedlagt i 1954.

Gladsaxes borgmester, Erhard Jacobsen foreslog, at DSB anlagde en hurtigsporvej på Harreskovs-banen og forlænge skinnerne, så de indgik i det københavnske sporvejsnet.

Måske var der nogen, der havde lyttet til den gode Erhard Jacobsen, for i 1956 indførte man en direkte sporvognslinje fra Rådhuspladsen til Lygten. Det var linjerne 19 og 19x, der kom til at holde lige ved siden af toget på Lygten Station. Men eventyret varede kun i halvanden år. Der var ikke nok passagerer.

 

Vinter i Nørrebroparken

I Nørrebroparken sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten om natten i vinterperioden. Når vandet så var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane.
Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Pludselig var skøjtebanen udvidet til det dobbelte.

Om aftenen var skøjtebanen belyst ind til klokken 24, at et antal kraftige projektører anbragt i høje træpæle i banens hjørner.

Det hændte mange aftener, at en driftig person, havde stået hjemme i sit køkken og sat små æbler på  en tynd rund træpind og overtrukket æblet med transparent rød glasur, med henblik på at skaffe sig en ekstra indtægt ved at komme hen til skøjtebanen og sælge dem for 50 øre stykket.

Det var en meget populær form for slik, som man enten kunne glæde sig selv med eller en pige, som man havde fået et godt øje til ude på banen.

 

Trædebilerne i parken

I sommerhalvåret var en mand der en mand i 30 års alderen, der havde en forretning kørende i den ene ende af Nørrebroparken, der hvor Nordbanegade
og Stefansgade mødes og hvor cykel – og gangstien skar tværs gennem parken.

Manden bestyrede en del trædebiler, som børn fra 4 til 8 – 10 års alderen kunne sidde i og ved hjælp af frem og tilbagestående pedaler eller bøjler i bunden, kunne få til at køre rundt på et stort, fuldstændigt fladt, asfalteret areal på den nordlige side af stien.

For 25 øre kunne man køre i 15 minutter, og så kunne man forlænge turen, undtagen hvis der var en anden der stod og ventede på at få sin tur i netop den bil, man sad i. I vore dage fylder 25 øre ikke af meget, og om det var ”en god forretning” for manden var et spørgsmål. Men de 6 – 7 biler var meget populære især når det var godt vejr.

Manden sørgede for, at ingen sprang over i køen. Han holdt øje med en kæmpe stor urskive på ca. 30 cm, der sammen med pengekassen stod fremme på en bænk, hvorfra han styrede udlejningen. Når turen begyndte, satte han en markør med bilens nummer, et kvarter frem, så man kunne se, hvornår turen skulle
slutte. Hver gang man passerede bænken med uret, kunne man skæve på den, for at se, hvornår tiden udløb. Hvis der var nogen, der snød lød den hårde dom – Karantæne.

Der var malet veje med gul maling på det areal, man måtte benytte. Var man så heldig, at være på stedet ved lukketid, kunne man gratis køre bilen hen i Nordbanegade. Det var en strækning på 50 – 60 meter.

 

Børneparkering

I juli 1951 startede en børneparkering i Nørrebroparken. Den var åben alle hverdage mellem 11 og 16 for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo, det var Danske Kvinders Samfundstjeneste, der stod bag dette initiativ. Det var ment som en håndstrækning til de travle hjemmegående husmødre. En af dækningsgravene i parken blev indrettet til toilet og læ for børnene.

Ved siden af en af bunkerne blev der opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn sendt ind i denne. Kvinderne bag denne succes kunne konstatere:

• Mange Børn kommer alt for lidt ud . En del blege Børn, der ikke ville trives eller spise, har hentet Kulør og Appetit under Sommerens Leg.

 

Alvorligt uheld

Lille pige døden nær i soppebassin. Sådan kunne man læse i en af aviserne dengang. Den 29. juni 1953 skete der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige Conny blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri:

• Tilskadekommende sad således, at hendes ben var strakt fremefter lige over bassinets bund, således at hun kun lige havde munden fri af vandets overflade.

I 1957 fremkommer et forslag om opførelse af en ny legestue på legepladsen. Den bliver bemandet med en leder og en medhjælper. En bygning ville koste knap 50.000 kr. Sagen blev henlagt. I 1961 tages sagen op igen og endelig opføres der en ny bygning.

 

Teater og gøgl

Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken. Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood. Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger og ikke mindst professor Tribini. Dødsdrom og radiobiler forekom også. Slikboder og eksotiske lækkerier som Candy Floss og popkorn udfordrede børnene. Der var øltelte, hvor nørrebroerne festede til den tidlige morgen.

Men der skete flere uheld, sikkerheden var ikke helt i top, så Københavns Kommune stoppede løjerne. Et populært klatrestativ blev fjernet. Pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne.

 

De upopulære parkbetjente

De unge hadede parkbetjentene. De var også sædlighedens vogtere. Når de unge  flirtede med den første kærlighed, ja så var Parkeren der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre end – en to værelses med 5 – 6 beboere.

Det skete også at de større drenge smed Parkeren i soppebassinet.

Ting og sager i Nørrebroparken. Aviserne skrev flittig om politiets manglende tilstedeværelse . Det kunne sandelig ikke være rigtig, at unge urostiftere skulle dominere parkområdet. Der blev klaget over hærværks – og indbrudsforsøg, samt cykel – og knallertkørsel. Nu forlangte man at Nørrebroparken blev holdt under streng observation. I februar 1961 konkluderede politiet, at der ikke længere kunne meldes om ulovligheder i parken.

Der var festdag i Nørrebroparken i 1989. Hele 740.000 kr. var der bevilliget til omlægning af den gamle legeplads. Ny klatreborg, hjuldamper og soppe-sø.
En bemandet legeplads, ja det var lige sagen.

 

Lygten Station synger hen

Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Derved stoppede trafikken fra Lygten Station, der fik en hensynkende tilværelse. Et lokalt grøntorv og spillehal var nogle af de aktiviteter, der fulgte.

I 1996 blev Thorkild Christensen ejer af den flotte bygning. I 1997 startede Projekt Kulturcafé og i 2002 overtog Københavns Kommune bygningen. Senere havde Kvarterløft Nordvest bopæl i huset.
Udvalgte Bygninger i Kvarteret

Sankt Stefans Kirke

En række markante bygninger i kvarteret vil vi kigge på.

Da voldene faldt havde byggespekulanterne gyldne tider inde på Indre Nørrebro. Disse byggespekulanter var selv med til at fastsætte lovgivningen eller for den sags skyld lade være med at indføre nogen lov. Mange af dem sad selv i Borgerrepræsentationen. Med den store tilstrømning af beboere til byggespekulanternes lejekaserner fulgte nød og elendighed. Dengang var det offentlige ikke gearet til at tage sig af den slags. Det var godt, man havde de kirkelige organisationer. Der var vitterlig behov for deres hjælp ude på Ydre Nørrebro.

Socialisterne var helst fri for kirkebyggeri. De troende burde selv betale dette byggeri, mente man. Man syntes, at forbedringer af de sociale forhold kom i første række. Men egentlig kunne arbejderne godt lide vækkelsesprædikanter. Ak ja, det var nok at gå i gang med. En skribent fra dengang beretter følgende:

• Her laa Huse, hvor der ikke findes Trængende. Den største del af de Fattige, som leve herude, befinder sig paa den sørgelige Rejse med al den Forkuelse og Demoralisation som følger med en haabløs Tilbagegang.
• Fattigdomen hersker. Mændene drikker og Kvinderne sladrer tiden bort. Her er Haab om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædelighedens medarbejdende Aand, vil blive til det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

Jo dengang forstod man at bruge det danske sprog.

Dengang dominerede urtekræmmer Ottesens urtekræmmerbutik. Den havde adressen, Lygtevejen 8, i dag Nørrebrogade 163 (Bog&Ide). Ottesen var både postmester og fattigforstander.

Den næstældste kirke på Nørrebro er Sankt Stefans Kirke. Sognet blev udskilt af Sankt Johannes Sogn i 1874 på initiativ af Rudolf Frimodt. Hans ønske var, at der skulle påføres en kirke for de fattige i Lygtekvarteret på det Ydre Nørrebro. Godt nok skulle kirken være beskeden, men også smuk. Man må jo sige, at det lykkedes ganske godt. Den kom til at koste 68.000 kr. Den blev bygget af privat indsamlede midler. Og den blev bygget i haven omkring landstedet Kirstinedal, som blev ejet af lensbaron Løvenskjold. Ja han forærede simpelt hen jorden til kirken.

Og kirkens navn var inspireret af de barske forhold på Nørrebro. Den Hellige Stefanus var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem.

Det må dog betvivles, at kirken kunne løse de fattiges problemer.

Kirkeskibet er foræret af skibsbygger Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skibet var model for det skibet Heinrich Augusta, som Skifter Andersen byggede for et købmandshus i Hamburg.

 

Karmel i Vedbækgade

I Vedbækgade lige over for kirken ligger Karmel, som er knyttet til kirken. Den smukke bygning hed dengang Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til Mødres og Børns Bespisning.

Ind af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På første sal havde Frøken Marie Købke lejet otte rummelige værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn. På anden sal var værelserne lejet ud til klokkerkontor.

Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. .

Alt dette krævede en enorm indsats af præsterne og frivillige.

 

Anna Kirke

Omkring år 1900 blev området omkring Bjelkes Allé udskilt fra Sankt Stefans Sogn. Et selvstændigt kirkesogn med P.E. Waidtløw som præst opstod. Børnehjemmet Bethlehem i Bjelkes Allé blev også et slags midtpunkt.

Sognet blev selvstændigt i 1912 og havde da 9.000 indbyggere. I  1907 blev der købt to villaer på  Bjelkes Allé, og her opførtes Anna Kirke i to etaper fra 1914. Indtil da holdt menigheden gudstjenester i Sankt Stefans Kirken og i børnehjemmet.

Indsamlingen til kirken blev foretaget i hele landet. Det var de såkaldte Anna – komiteer, der stod for denne organisation. Hensigten var, at alle kvinder og piger, der hed Anna, skulle bidrage. Selv da skonnerten Anna af Thurø løb af stablen, blev der samlet ind.

Rørvarefabrikant Rasmus Christiansen bidrog med en væsentlig andel. Om det er rigtig, at hans kone hed Anna, og at han forlangte at kirken skulle bære hendes navn, vides ikke.

Den 27. december 1914 blev første etape – stueetagen indviet som kirke. I 1921 blev kirken udvidet med den store sal, der er bygget som en lav bygning vinkelret på den daværende kirke. I 1928 var hele kirken færdig. Prisen var på 350.000 kr. Kirkerummet på første sal havde dengang 600 pladser.

 

Børnehjemmet Bethlehem

I 1907 kunne man i datidens medier læse følgende:

• Ude paa Bjelkes Allé ved Jagtvejen ligger Børnehjemmet Bethlehem, som den 8. december kan fejre 25 aars Jubilæum. Det skyldes Carl Petersen, som ogsaa stod bag St. Peders Gæstehjem og Herberg for Hjemløse. Carl Petersen stod bag Foreningen til vildfarne Børns Frelse. Det er den Forening, der staar bag Børnehjemmets Økonomi.

I december 1883 blev hjemmet åbnet kun for drenge. Der var plads til 33 poder. Allerede efter det første år var hjemmet fuldt besat. I juni 1885 udvidede man hjemmet til at kunne rumme 53 børn. I 1897 blev hjemmet igen udvidet takket være gratis hjælp fra lokale håndværksmestre.

 

Rekruttering til den spanske borgerkrig

De fleste har sikkert glemt, at der i Bjelkes Alle befandt sig et rekrutteringskontor i Ung-kommunisternes Hus. Her blev nogle af de ca. 500 danske frivillige i den spanske borgerkrig (1936 – 1939) rekrutteret.

I februar 1937 blev der oprettet et dansk kompagni. 40 pct. af de danske frivillige i borgerkrigen var kommunister. De tog til Spanien for at bekæmpe fascismen. Ca. 135 mistede livet.

 

Dronning Louises Asyl

I 1887 deltog den dengang 80 årige Dronning Louise i åbningen af Dronning Louises Asyl i Stefansgade. Hun godkendte selv ansættelse af personale, og
ydede selv økonomisk støtte, samt organiserede grundstensnedlæggelsen

Berlingske Tidende var til stede og kunne berette:

• Grundstensnedlæggelsen til Børneasylet i Skt. Stefans Sogn har efter Bestemmelsen fundet sted i Formiddags. Efter Ankomst fra Fredensborg til Nordbanegården blev de Kongelige Herskaber transporteret med hestetrukne Kareter ad Farimagsgade, Frederiksborggade og over Dronning Louises Bro, som Dronningen passerede for første gang, trods det at den var opkaldt efter Majestæten. Derefter kørte Kortegen ad Nørrebrogade til Stefansgade, hvor man svingede ned mod Bestemmelsesstedet.
• Paa den indhegnede Plads i Stefansgade var der samlet et talrigt og festklædt Publikum, som fik Plads langs med de tre Sider paa lange Bænkerækker. Midt paa den med en mængde Flag udsmykkede Plads var en Murpille muret op, og den skulle indeslutte Grundstenene.

Chokoladefabrikant Cloétta tilbød et grundstykke til asylcentret, men han var for sent ude. Den 12. april uddelte han chokolade til alle børnene i forbindelse med pinsen. Ved hans død i 1899 tildelte hans enke, konsulinde Ida Cloétta asylselskabet et legat på 25.000 kr. som rettede op på asylcentrets betrængte økonomi.

I 1889 var der 484 børn i asylcentret og halvdelen af dem kom fra Jægersborggade.

 

Var det mon Dronning Louises Asyl?

Asta Nielsen, den berømte filmstjerne tilbragte en stor del af sin ungdom på Nørrebro. Hun boede i nærheden af Stefans Kirken. Derefter flyttede hun med sine forældre til Fælledvej. De boede forskellige steder i Frederik den Syvendes Gade. Hun var berømt i hele Europa, og i Tyskland, blev hun kaldt Die Asta.

Asta fortæller følgende historie om en børneinstitution i nærheden af Stefans Kirken.

• Et kendt bageri inde i byen havde tildelt hjemmet en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen, så børnene her også kunne vide, at den slags eksisterede. To af de største drenge, blev da om formiddagen sendt til byen for at hente kagerne, selvfølgelig med strengt forbud mod at smage kurvens indhold. Når drenge havde slæbt den store kurv fra Vimmelskaftet ud til hjemmet på Yderste Nørrebro, blev munden revet op på dem for at se og lugte, om forbuddet var blevet overtrådt.
• Var det for en meget sjælden gang, stod den på sult, prygl og mørk arrest. Og kagerne fik ingen af de mange børn nogen sinde at se. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at drengene, som tegn på at der var fest i huset fik lov til at sidde ved vinduerne og kigge på os derude.

 

Ungdomshuset

Det var tidlig morgen, klokken var lidt før 7. Vi havde Bogudsalg. Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69. Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der vidnede om en amerikansk actionfilm.

Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte ned af Heinesgade. Fra Nørrebrogade truede unge autonome med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente blandt vore kunder.

Den store omsætning udeblev. De fleste butikker i området var lukket. Personalet var efterhånden blevet nervøse. Ti minutter før normal lukketid, besluttede jeg  af hensyn til personalets sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder stærk utilfreds med.

Man kan hvis godt kalde Jagtvej 69 den mest omtalte grund på Nørrebro. Jeg skrev vel omkring 30 – 40 artikler om de begivenhedsrige år.

Handelsforeningens hjemmeside oplevede rekord – besøg. Ungdomshuset linkede til flere af vore artikler. Det samme gjorde de store dagblade. Men ikke alle var lige tilfredse med vores holdning. Vi fik hadefulde mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig blev jeg truet med pressenævnet af en toppolitiker.

Butikker mistede omsætning for 30 millioner kroner og samfundet betalte ca. 230 millioner kroner inklusive ekstravagter til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede.

 

Folkets Hus

Arbejderne ville gerne have et samlingssted. De måtte ikke være nogle steder. Restauranter og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejderne. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen selv at opføre forsamlingshuse. Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet kunne man i Social
– Demokraten læse:

• Ude bag Assistens Kirkegaard, i det fattigste af Nørrebro ligger Arbejdernes sidst opførte Forsamlingshus i Kjøbenhavn.

To år efter indvielsen i 1897 blev den tre måneder lange lockout fejret i huset. Mange andre benyttede huset til Lørdagsbal. Juletræsfester og Boksestævner. Det var også her Kvindelig Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandelig sekretær til at underskrive papirerne. Kvinder havde dengang ingen myndighed.

Forbundets første formand, Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det. Hendes mand blev også dømt. Og begrundelsen – han havde ikke styr på sin kone.

I 1901 holdt Nørrebro Handelsforening stormøde i huset. Man diskuterede, Organisationens betydning, Smør og margarine i rabatordningen og Indkøbsforeningen.

I mange år holdt foreningen deres årlige generalforsamling i huset. Og et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien samlede 300 medlemmer.

 

Rosa Luxembourg

I 1910 blev Den Anden Socialistiske Kvindekonference afholdt i Folkets Hus. I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin og Rosa Luxembourg.

Fra 1914 – 17 faldt reallønnen med 14 pct. I 1918 var arbejdsløsheden på 18 pct. Skibsredere og aktieejere tjente styrtende med penge. Aktierne steg dag for dag. Arbejderne betragtede Børsen som et sted, hvor man tjente fede penge på arbejdernes bekostning. Man besluttede derfor at storme Børsen. En kæmpe demonstration udgik fra Jagtvej 69 og Børsen blev stormet 11. februar 1918.

Flere demonstranter fik straffe fra fem uger til to års fængsel.

 

De får hus – vi får fred

Så fulgte Stengade 50 og kampen om Byggeren. Overborgmester Egon Weidekamp kunne ikke se, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede
unge:

• Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville være et mærkeligt samfund.

Rutana, Schiønning & Arve, Abel Cathrinesgade, Meknaisk Museum og Bazooka. Der var ballade i byen. I avisen kunne man læse at Weidekamp havde kig på et nyt ungdomshus:

• De 700 medlemmer af Tingluti på Jagtvej 69, havde ellers været glade for deres bygning. Men midt under juleferien var et oliefyr og et vandrør sprunget. Og det var mere end økonomien kunne bære. I forvejen skyldte man kommunen 123.000 kr. i ejendomsskatter.

Egentlig skulle der have været en Irma eller en Brugsen på området. FDB var interesseret, men det fik Nørrebro Handelsforening forpurret. Københavns Kommune erhvervede ejendommen for 700.000 kr. Weidekamp udtalte:

• De får et hus og vi får fred.

Men fred blev der ikke. Overborgmesteren fik buksevand. Allotria blev besat. Der blev ballade på Nørrebrogade, Politiken blev besat. Ballade opstod i Ryesgade og på Christianshavn. Og sådan kunne vi blive ved.

I november 1999 drog unge på plyndringstogt på Nørrebrogade. Politiet holdt sig tilbage. Ungdomshuset meddelte, at de ikke deltog. Ingen blev nogensinde dømt.

 

Ungdomshuset for en krone

På et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 sagde Nørrebro Handelsforening pænt nej tak til at overtage Ungdomshuset for en krone. Opfordringen kom fra overborgmester jens Krammer Mikkelsen. En ny gruppe blev dannet på  Nørrebro. De kaldte sig Naboerne. På deres hjemmeside gav de udtryk for deres frustrationer:

• Som naboer til Ungdomshuset har vi nu fået nok af autonomes intolerante og asociale adfærd. De opfører sig vulgært og hensynsløs overfor os som naboer her på Nørrebro. Vi har ryddet op efter hærværk, smadrede flasker, graffiti og afføring på vores trappestene, smadrede ruder i husene
  og i bilerne og affald fra mad og toiletbesøg. Larmen i weekenderne og stanken fra affaldet og urinen omkring passagerne på Nørrebrogade og Jagtvej hører ikke hjemme i et beboelseskvarter.
• Det er for meget. De må finde et sted – hvor deres arrogante fremfærd ikke ødelægger det for andre. Det handler ikke om ideologi og politisk standpunkt, men om medmenneskelig adfærd og at vi som naboer ikke længere kan holde det ud.

 

Hvorfor skal man være gidsler?

I Nørrebro Handelsforening havde man længe været trætte af politikerne. Gang på gang havde man fået at vide, at nu blev der taget initiativer til af få løst
Nørrebros problemer. Masser af butikker var forsvundet. Kunderne turde ikke mere at besøge bydelen.  Handelsforeningen udsendte atter er presse-information

• Hvorfor skal 71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et spil, der gælder om et mødested for unge mennesker?
• Hvornår kommer politikerne ud til bydelen, og diskutere med dem, der bliver ramt på den ene eller anden måde?
• Kære politikere, kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling.

Der skete ikke noget. Toppolitikere udtalte, at de unges krav var barnagtige og ifølge de unge pustede politiet til ilden.

 

Ikke kun ”kapitalistforretninger”

Og som noget helt grotesk var jeg med til at lave en folder til samtlige butikker om hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af en konflikt. Den blev lavet sammen med HK og DA. Forsikringsselskaberne var begyndt at stå af med hensyn til at dække skaderne. Så her måtte der også laves en folder med tips. I medierne bildte politikerne borgerne ind, at forsikringerne dækkede alle skaderne.

Det var ikke kun kapitalistforretninger, der blev angrebet. Den lille frisør og dyrehandleren blev også angrebet. Efter en af disse aktioner var vi ude at lave en optælling. Der var gået ud over 45 butikker.

Nørrebro Handelsforening bakkede op om de fredelige aktivisters ønske om et nyt hus, men tog kraftig afstand til vold og hærværk samt trusler om afbrænding af butikker. Politikkerne afviste Nørrebro Handelsforening som mægler i konflikten.

 

Jagtvej 65

På Jagtvej 65 ligger Aldi i dag. Dengang den 26. december 1924 åbnede Colosseum – et flot og luksuriøst filmpalæ med plads til 1.000 tilskuere. Fem år senere, i foråret 1929 var Colosseum blandt de første biografer herhjemme, der viste talefilm.

Biografen blev ombygget i 1971 og igen i 1980, hvor den fik tre sale. Repertoiret var tilpasset Nørrebro – publikummet. Det var spændingsfilm lige på og hårdt eller kærlighedsfilm uden for meget snak. Man viste et meget blandet program – til sidst mest pornofilm. Biografen lukkede i 1982 – 1983.

 

Husumgades/Havremarkens Skole

Husumgades Skole blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole. Da kommunen købte grunden, var der et gartneri på stedet.
Den nærmeste større bygning var dengang Nørrebro Station.  Der var 19 klasseværelser men varme og ventilation. Det var yderst moderne, men byggeriet havde også været dyrt. Hele 176.034Kr.

Fra 1. maj 1903 blev skolen udnævnt som kroneskole. Det betød at forældrene skulle betale en krone pr. måned for deres pode.

Ved skolens start var der tilmeldt 916 elever. I 1912 var der 1.284 elever. Og i 1923 toppede det med 1,425 elever. Og en af de mest berømte elever var den store filmstjerne Asta Nielsen.

I 1930 fik skolen navneforandring til Havremarkens Skole. Den 7. maj 1945 ankom Den Danske Brigade til skolen, og tog opstilling i skolegården. Pludselig begyndte maskingeværer at beskyde brigaden fra vinduer i Søllerødgade og Jul. Blomsgade Det var danske Hippo – folk, der var i gang. Brigaden blev kun i et par dage, derefter tog frihedskæmpere over.

 

Bryggeriet Stefan

Bryggeriet Stefan blev stiftet i 1895. Allerede tre år efter slog stifteren H.C. Meyer sig sammen med to andre hvidtølsbryggerier. Jo der var gang i den, i Stefansgade 51.

Særlig populær blev den såkaldte Kroneøl. Man nåede op på 25.000 flasker om dagen. Fra 1913 blev der også fremstillet mineralvand. I 1939 var det slut. Da blev bryggeriet opkøbt af De Forenede Bryggerier.

 

Chokolade-fabrikken Cloétta

Chokolade-fabrikken Cloétta blev opført i 1862 af de to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloétta. I 1867 købte man en ejendom i Indre By og brugte endda dampmaskiner. I 1901 flyttede man til lokalerne i Hørsholmsgade. Hele 125 mennesker var beskæftiget her. I 1929 blev firmaet et aktieselskab og overtaget af Chr. F. Kehlet. Fra 1954 til 1960 blev firmaet drevet fra Glostrup. Chokoladekoncernen Fazer overtog derefter stedet. Og i Hørsholmsgade danser man på stedet i Dansens Hus.

 

Begivenheder i kvarteret

Drama i Husumgade

Et drama udspillede sig i Husumgade 12 den 13. november 1907 om formiddagen. Sofus Rasmussen havde været redaktør af det anarkistiske blad Skorpionen.
Han var gået for vidt og fået en dom på tre måneders fængsel. Straks efter dommen flygtede han til Sverige. Politiet havde fået at vide, at han holdt sig skjult i København.

En gang imellem besøgte han sine forældre i Husumgade. Og det gjorde han også den pågældende dag. Rasmussen havde i 1905 fra en talerstol truet med at myrde en betjent. Ingen troede dog, at han ville gøre brug af denne trussel.

De to civile betjente Elmer og Gemzøe blev sendt til adressen i Husumgade, efter at man havde fået et tip. Familien boede på fjerde sal til venstre. Fru Rasmussen lukkede op, men benægtede at Sofus var til stede. Betjenten forlangte dog adgang til lejligheden. Da han gik ind, kom den eftersøgte frem. Han tog en revolver frem og affyrede den direkte i hovedet på betjent Gemzøe. Endnu et skud blev affyret.

Sofus Rasmussen styrtede ned af hovedtrappen. På tredje-sals trappeafsats dræbte han sig selv med et skud i hjertet. Betjent Elmer var gået af køkkentrappen og havde hørt skuddene. Elmer havde fået forkerte oplysninger i brødbutikken nedenunder, og var gået forkert. Gemzøe  var vaklet nedenunder, men var død ved ankomsten til Baldersgades Hospital.

Sofus Rasmussen var kørt til St. Johannes Stiftelsens Lighus. Ved visitationen havde man fundet to revolvere, en dolk og en æske med skarpladte patroner. Mærkværdig roligt modtog publikum meddelelsen om anarkisten Sofus Rasmussens mord. Der blev ingen opstandelse på Nørrebro.

 

Besættelsestiden

Et vigtigt møde blev afholdt i Hillerødgade 75 den 9. april 1942. Her besluttede 14 DKPer, at nu skulle DKP deltage aktivt i modstandsbevægelsen.

Hans Petersen, der var med i modstandsbevægelsen BOPA havde fremstillet en bombe, der skulle eksplodere foran Bjelkes Allé 16, den 21. oktober 1942. Bomben gik dog ikke af. Ejendommen havde tilhørt Kommunistisk Ungdom. Nu havde en tysk transportafdeling overtaget ejendommen. Hans Petersen
blev anholdt af dansk politi og overgivet til tyskerne. Den 12. april 1943 blev han dømt til døden, men blev dog benådet til livsvarig tugthus.

 

Danmarks Frihedsråd 

Danmarks Frihedsråd  blev dannet den 16. september 1943 hos Harilds Afskrivnings bureau på Nørrebrogade 156.  Dansk Politi jagtede alle kommunister.
Man havde spottet en af de mest markante, Børge Houmann til området omkring Husumgade. Da han skulle hente sin skjorte i sit vaskeri i en kælderbutik, var politiet klar og ventede på ham. Men rullekonen nåede at advare ham. I hele 11 dage havde de stået og ventet på ham i det lille vaskeri.

En sabotageaktion ødelagde et snedkeri og et skomagerværksted i Vedbækgade 4.  Den 11. maj var bomber lagt uden for lædervareforretningen i Stefansgade.
Ejeren var medlem af DNSAP.

En Schalburg – mand bosiddende Jægersborggade 25 st. blev såret af skud den 14. august. Dagen efter gik det ud over Lampeskærms-fabrikken, Heinesgade 1. Det viste sig dog kun at blive ved truslerne.

Den 19. august skød tysk militær foran Nørrebrogade 169 efter en ung mand, der var deserteret fra SS. En tilfældig beboer fra Sorgenfrigade blev alvorlig såret. Dagen efter var der rude-knuseri i Taskeforretningen, Stefansgade 20.  Lædervarehandler, Kongsted Christensen, Stefansgade 22 blev skudt den 16. september i Grøntforretningen i nummer 10, hvor han var kunde.

 

Mordet på Frk. Lange

På hjørnet af Stefansgade/Husumgade blev Ella Johanne Sofie Sustmann dræbt den 16. december. 1944. Hun blev likvideret af modstandsfolk. Man sagde om hende, at hun som telefonistinde i Telefonhuset foretog aflytninger for tyskerne. Hendes mand blev likvideret i en linje 16 på Nørrebrogade.

I modstandskredse blev hun kaldt Frk. Lange og havde bopæl, Jagtvej 87. En dramatisk beretning fra modstandsbevægelsen afslører likvideringen:

• Vi ventede derefter en times tid, i hvilken en lirekasse uafladeligt spillede ”Julen har bragt velsignet bud”. Så viste hun sig i gadedøren. Vi havde i forvejen trukket lod, om hvem der skulle skyde og loddet faldt på Philipsen.
• Philipsen ventede, da de lige var ved en legeplads, men Poul gik frem, stak sin ”Parabel” lige op i nakken på hende og trykkede af. Hovedet blev fuldstændig knust. Hundene lagde sig ind til hende og gav sig til at hyle. Vi tog hendes taske og løb.

Seks revolverbevæbnede mænd trængte den 21. januar ind i Fabriksarbejdernes Forbundskontor, Bjelkes Allé 32, hvor de tog beholdningen af kontanter og kontingentmærker.

Den 26. marts lød det ved 22 – tiden kraftig skyderi ved Åboulevarden. Kl. 23.45 fortsatte skyderiet ved Nørrebros Runddel.  Næste dag omringede tysk militær, Privatbanken, Stefans afdeling, Nørrebrogade 180. Bestyreren R. Jacobsen blev anholdt.

Den 1. april blev Metropolitanskolen og Hillerødgades Skoler inddraget af den tyske værnemagt til indkvartering af flygtninge.

 

Modstandsbevægelsen lagde røgslør 

Den 47 – årige købmand, Knud Valdemar Hansen blev den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Samme dag blev han fundet med tre skud gennem hovedet i Utterslev Mose.

Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog, og de var dumme nok til at hæve hans penge. Det lignede et rovmord, men alt tydede på, at det var modstandsbevægelsen, der stod bag.

Ministeriet for Særlige Anliggender ville forhindre at modstandsbevægelsen fik tilsmudset deres ry. Den unge politifuldmægtig Volmer Nissen havde ellers hurtig opklaret sagen.

Da politifuldmægtigen var på vej til gerningsstedet, var det lige før, han selv var blevet likvideret. Han blev stoppet og holdt op af Holger Danske folk. Disse havde pistolerne fremme, og anså fuldmægtigen og hans chauffør som Gestapo – folk.

En søn af en landsretssagfører rejste hurtig til USA. Det vil sige, han blev tvunget til at rejse af sin familie. Volmer Nissen havde hurtig fundet frem til hans
navn.  Der var navne på yderligere mistænkte. Men ingen blev nogensinde dømt for rovmordet.

 

Masser af skud

Tyrolerkroen, Jagtvej 64 oplevede den 15. april et optrin mellem Schalburg – folk og civile danskere. Den 17. april opdagede en jernbanefunktionær røveri af 16 tromler benzin. Han blev truet med pistol af fire – fem personer.

Dagen efter var der kraftige bombeeksplosioner hos Skandinavisk Motor Compagni , Lundtoftegade 106. Alle bygninger udbrændte – også en del tyske motorvogne.

Den 20. april kl. 4.35 skete der en eksplosion i Café Resí, Hillerødgade 16.  En yngre mand blev om morgenen den 25. april fundet dræbt med skud i hoved og bryst på Nørrebrogade 200. Dagen efter blev en kvinde, bosiddende Jægersborggade 9 tilfældig ramt.

Jagtvej 69 blev beslaglagt af tyskerne den 28. april. Den 30. april forekom der en del skyderi omkring Slangerup – banen.  En tysk søløjtnant og en marinesoldat blev livsfarligt såret ved Nørrebros Runddel den 3. maj. Dagen efter blev en tysk soldat skudt på en sporvogn ved Nørrebro Station.

 

En morder i kvarteret

Helge Rudolf Keil med dæknavnet Ruddi var et usædvanligt nervøst gemyt. Han havde ikke de store evner, da han gik i Hillerødgades Skole. Det eneste, der interesserede ham var forbryderromaner. Faderen var værtshusholder. Helge gik for at være en særling i kvarteret.

Han kom i lære som barber. Fem dage i træk måtte han til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod – med ros, havde han drukket en halv flaske portvin og fire øl. Han holdt dog hurtig op som barber, da han var bange for at skære halsen over på sine kunder.

En dag var han utilfreds med moderens mad og stak en gaffel i baghovedet på hende. På Bispebjerg Hospital sagde man om ham, at han var forbeholden, afglidende og stillestående.

Han rejste til Norge, hvor han fik arbejde på et lazaret. I løbet af juni 1944 fik han kontakt med modstandsbevægelsen. Men han blev taget med falsk legitimationskort. Han kom i forhør hos den berygtede Birkedal. Resultatet blev, at Keil blev stikker for Birkedal. Det menes at Keil begik 3 – 5 mord.

 

Masser af butikker i kvarteret

Engang var Nørrebrogade faktisk Danmarks handelscenter nummer et. Det er det ikke mere. Også i kvarteret omkring Nørrebroparken bugnede det med specialbutikker. Ved næsten ethvert gadehjørne lå der en købmand, et ismejeri, en grønthandler, en slagter eller en bager. Alt blev købt frisk samme dag, man skulle bruge det. I 1950erne havde man ikke køleskabe og frysere.

Heinesgade havde en del butikker. Her lå også et ismejeri og et folkekøkken. Dette folkekøkken havde en duft af afsmeltet fedt og fedtegraver. Det var nu ikke den mest luksus betonede retter, man her serverede.

På hjørnet af Holtegade boede Købmand Nielsen., og på hjørnet af Heinesgade hed købmanden, Bojesen.  Dengang var det eksotiske dufte, der mødte en hos købmanden. Det meste blev leveret i sække eller tønder. Ja, man kan vel ikke sige, at spegesild duftede eksotiske. Men de blev også leveret i tønder til købmanden.

I Søllerødgade lå et vaskeri. Det var her bomben gik af mange år senere. Omme i Julius Blomsgade 30 lå en lille hyggelig afdeling af Hovedstadens Brugsforening også kaldet HB. De havde en manufakturafdeling omkring hjørnet i Stefansgade 17. Ja og her i gaden lå også en stor slagterforretning,
der altid var fuld af husmødre.

Og i Holtegade lå børnenes favoritbutik, Frøknerne Krappes legetøjsforretning. Ved siden af lå kaffebaren Stefan. Og allerede dengang lå Lille Peter på hjørnet af Søllerødgade og Stefansgade, i tilfælde af man var blevet tørstig efter en øl.

I kvarteret lå blandt andet også en smørrebrødsforretning og Selandia Radio. Og henne ved Runddelen var allerede dengang Café Runddelen. Den var der allerede da bygningen blev opført i 1878. Her lå også et apotek. Ja ikke mange butikker herude, opnår at blive 100 år. Men det bliver tilfældet for Steenberg Bog&Ide næste år. Gennem 99 år har butikken været drevet af samme familie. (Husk lige at artiklen er fra 2010)

 

Politisk slagsmål på Café Runddel

Jo, det var også noget spændende især for større drenge i Café Stefan. En automat med kondomer på vej ud til toilettet. De unge vidste ikke rigtig, hvad det skulle bruges til, men de vidste, at det var lidt frækt. Man kunne altid prale med, at man havde en pakke.

Ja så kom telefonhuset på  Borups Allé i 1953. Dengang skulle man have en begrundelse for at få en telefon. En uniformeret person kom ud til en samtale. Og der i slutningen af 1940erne kunne man komme op at slås, når man mødtes på Café Runddelen og på andre værtshuse. Det var især, når kommunister
og socialdemokrater mødtes. I 1947 havde Socialdemokraterne mistet deres absolutte flertal. Man var gået tilbage til 17 pladser. Kommunisterne var gået frem til 11 pladser, og de var som regel bedre skolet.

 

Bomben i Søllerødgade

Den 16, marts 1992 kl. ca. 11.30 genlød kvarteret af et ordentligt brag. Der var Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade, der blev ramt af en bombe. Ved eksplosionen dræbtes IS – medlemmet, Henrik Christensen, der tidligere havde været aktiv i Fællesinitiativet mod Racisme.

Politiet oprettede en ti – mands enhed til at forestå efterforskningen. PET var også indblandet, men bombeattentatet blev aldrig opklaret. Mange år senere kom det frem, at PET skulle have været advaret mod, at nazistiske kredse havde forberedt et bombeattentat. Et afslørende bånd skulle være et bevis i sagen , men PET benægtede dette.

 

Nogle kendte mennesker i kvarteret

Mille fra Stefansgade

En af filmhistoriens største action – helte boede i Stefansgade. Hun deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom også kaldet Mille gennemførte luftakrobatik, som aldrig er set siden.

Hun blev født den 29. september 1886 under fattige kår. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Mille havde forfalsket sin dåbsattest, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en sen alder. Allerede som ni – årig optrådte hun på Dagmarteatret. Også hendes søskende, Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere. I rollen som Orfelia i 1911 kastede hun sig fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.

Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigt-kørende hestevogne. Hun medvirkede i vilde bil – og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Da hun skulle optage svømmebilleder
til filmen Den Blå Grotte i Italien, mødte hun nogle piloter. Hun lod sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel.

Hun boltrede sig uden sikkerhedslinje på en dristig og livsfarlig måde. Hun forsøgte at få flycertifikat. Men det lykkedes aldrig. Men det var nu ingen hindring. Hun fløj alligevel.

Mille døde iført en badedragt i 1931. Det skete under en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sine gamle forældre hjemme i Stefansgade 41 1. sal. Den faldskærm, hun sprang ud i, var ny. Det blev hendes skæbne.

Begravelsen fandt sted fra Stefans Kirken. Trods kulde og regn var der kommet flere folk, end hvad kirken kunne rumme. Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet boede hun i Stefansgade. Her deltog hun i det praktiske, blandt andet trappevask til stor forundring for postbuddet, der kom med alle fanbrevene.

 

Barnemoderen fra Jægersborggade

Århundredets største massemorder boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte de små børn, og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Ufatteligt at ingen fattede mistanke, før hun havde dræbt 25 børn i tidsrummet fra 1911 – 1920.

Op gennem tiderne er  mange børn født til et liv, hvor de var uønskede. Måske passede tidspunktet ikke, måske passede samfundets normer ikke. Det var tiden før plejeloven og folkeregistreringen.

Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab, og datidens moral var indskrænket. Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det. Og det blev Dagmar Overbys lykke eller ulykke – om man vil.

Samfundet kunne ikke tolerere børn uden for ægteskabet. De var og blev uønskede. Efter sagen blev lovgivningen lavet om på en række punkter, blandt andet med hensyn til adoption og plejeforhold  samt registrering. Det vides at hun smed et barnelig i latrinen på Assistens Kirkegaard. Andre oplysninger går på, at hun skar halsen over på et barn og lagde det på en grav på kirkegården.

Det hændte, at hun mødte moderen, når hun gik tur med barnevognen. Det var så bare et andet barn, der lå der.

 

Hysteri og tvangstanker

Hun fandt ud af, at æter virkede beroligende på hende. Det tog hun så, lige inden hun begik mordene. Hun kvalte bønrene med en snor og gemte dem i den tids køleskab. Ofte glemte hun ligene. Så fandt hun ud af på bedste måde at komme af med dem, bl.a. ved at brænde dem i kakkelovnen.

Kort før hendes dom blev hun mentalundersøgt. Professor Wimmer gav følgende signalement:

• Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.

Man kunne tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind. Et familiemedlem til et af børnene blev
på tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, som hun havde myrdet.

Da politiet efterforskede sagen fandt de knoglerester i kakkelovnen og et glemt indtørret lig på loftet.

Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord. Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Dommen blev omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby havde svært ved at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet og måtte overflyttes til Skt. Hans i Roskilde. Her begik hun selvmord den 6. maj 1921.

 

Alberti –  bedrager og byggematador

Den 11. juni 1932 blev en ældre mand kørt ned af linje 5 på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Han var ved bevidsthed med i chok. Han havde fået forvredet sin ene hofte og og albue. Tre dage efter døde han af en blodprop. Den ældre mand, der i to omgange havde boet på Fælledvej, var Danmarks
tidligere justitsminister, storbedrager og byggematador Peter Adler Alberti.

Manden var hensynsløs dominerende over for sine omgivelser. Han indførte prygelloven. Han bedragede Den Sjællandske Bondestands Sparekasse.
Ingen anede uro, før det var for sent. Efterhånden som underslæbene voksede tog han større og større lån. De Radikale udtalte, at kokken 1 var han teglværksejer, klokken 2 var han justitsminister og kl.3 var han grundspekulant.

Den 8. september 1908 melder Alberti sig selv. Han indrømmede sig skyldig i falsk og bedrageri for 9,5 millioner kroner.  Dommen lød på 8 års tugthus.
Han blev kendt skyldig i at havde svindlet for 15 millioner kroner. Det svarer i dag til ca. 15 milliarder kroner.

Han var 188 cm høj, vejede 138,5 kilo og havde en livvidde på 155 cm. I Horsens måtte de sy en speciel fangedragt til ham. Han blev ydmyget af sine medfanger og fik en depression, der var livstruende. I sommeren 1912 var hans vægt nede på 71 kg. Den 20. august 1920 blev Alberti benådet. Manden havde tjent mange penge i Jægersborggade.

 

Værd at vide om kvarteret

Lundtoftegade

I medierne bliver Lundtoftegade udråbt som ghetto, men sådan føler befolkningen på stedet det ikke. Det er etagebyggeri fra 1970erne, der præger gadebilledet. En stor andel af beboerne er anden etnisk herkomst end dansk. Gaden strækker sig fra Borups Plads til Hyltebro i nord.

Kilde: 

• Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken  – mens vi husker den (udgivet i anledning af 10 året for Kulturelle Markedsdage) 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikel
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Omkring Nørrebroparken 1- 4

Redigeret 5. – 03. – 2022

 

En ære er det at holde Første Maj tale. Men hvorfor lever man ikke op til intentionerne. Første spæde start i 1886. Herhjemme blev socialister forfulgt. Sabelhug og politistave mødte de fremmødte. Man måtte mødes på helligdage. Man kunne ikke sammen med venstrefløjen. PET holdt øje med de faglig aktive.

 

Larm på  møde

Det var en stor ære, at holde tale 1. maj på Folkehjem i Aabenraa. Jeg havde faktisk glædet mig til det. Men hold da op, hvor de larmede. Og mere larm blev det, da de opdagede, at jeg ikke var medlem af partiet.

 

Ikke vellidt

Vi var i HK ikke så vellidt. Det skyldtes blandt andet, at vi brugte enhver lejlighed til at markere vore synspunkter i borgerlige aviser. Det var ikke særlig velset. Problemet var bare, at der ikke var andre aviser i Aabenraa.

Jeg havde hvis også undsagt SID, fordi de havde brugt partisansøm under en havnearbejderkonflikt. Det gør man heller ikke upåagtet. Og så måtte vi ikke lave noget sammen med den lokale Dansk Arbejdsgiverforening.

 

Gang i afdelingen

Jo dengang havde vi både Efterlønsklub, Arbejdsløshedsklub, Ligestillingsudvalg, Ungdomsforening og Efterlønsklub. Og så underviste vi i IT for vore medlemmer. Vi havde noget at have det i – i HK Aabenraa.

Så var det mere hyggelig at holde 1. maj tale for DSU eller deltage i arrangementer på Løjt Feriecenter.

 

Til møde hos de rigtig røde

Jeg tror aldrig, vi var til nogen 1. maj arrangement i Padborg. Men vi var det ofte i Fælledparken. Et par gange selvfølgelig i HK’s egen telt. Men egentlig var det hyggeligst over hos de helt røde. Her kom de rigtige folkesangere og sang arbejdersange. Peter Abrahamsen sang Når jeg ser et rødt Flag smælde. Jo det var noget af den rigtige ånd, der lå bag.

 

Fpr meget druk

Og hver enkelt har jo selvfølgelig sin egen holdning til første maj. Personlig mener jeg, at der er gået for meget druk i det. Det er selvfølgelig stadig masser at kæmpe for. Men hvor er ånden henne. De fleste betragter det som en fridag med bajer. Men for andre er det jo slet ikke en fridag. Hvis de vil deltage i løjerne, må de betale sig til en fridag.

Omvendt bruger en masse arbejdere, der vitterlig har fri dagen til at vaske vinduer eller bil. De drømmer ikke om at møde op i fællesskabet for at hilse på de røde faner. De ord som jeg forbinder med Første maj er det ikke så meget af tilbage. Det er ord som

• solidaritet, sammenhold, demokrati – kamp og opbakning.

Hjælp og solidaritet

Når jeg tænker ca. 50 år tilbage, så var min far kasserer i Murerforbundet i Tønder. Han hjalp ofte sine kollegaer på en meget utraditionel måde. Min mor smurte madpakker til de murer, der havde behov for det. Og vi havde heller ikke for mange midler derhjemme på Strucksallé i Tønder.. Da min far kom galt afsted, var der ingen hjælp at hente. Der var ingen solidaritet.

Og når jeg tænker på, hvordan de langtidsarbejdsløse bliver behandlet i dag, så korser jeg mig. De bliver sendt på  kurser, hvor de kan lære, hvilken fugl, de er og bygge et tårn af spaghetti. Jeg forstår ikke at fagbevægelsen accepterer dette.

Når det så opstår administrative fejl, ja så er det op til den arbejdsløse at bevise, at det er A – kassen, der har begået fejl. Det er simpelt hen uacceptabelt.

 

Længe leve fordommene

Indrømmet gennem mit arbejde i fagbevægelsen dengang, har jeg manglet de idealer, man sætter højest i forbindelse med første maj. Der var masser af brodne kar inden for egne rækker, manglende opbakning, illoyalitet, interne magtkampe og fordomme.

Ufattelig var det også at socialdemokrater, SF’ er  og kommunister ikke kunne samles til en første maj og kæmpe for samme sag.

Og tænk medlemmer af HK truede med at udmelde sig, fordi jeg havde inviteret en SF – politikker til et møde. Og dengang i HK Ungdom blev de ældre godt mopsede fordi vi havde inviteret digteren Carl Scharnberg. Længe leve fordommene.

 

En taxachauffør 

Men engang,  kørte  jeg med en taxachauffør. Han fortalte mig, at første maj møder var gammeldags. Samtidig var han glad, når HT – chaufførerne nedlagde deres arbejde for at få deres naturlige rettigheder. Så kunne han nemlig tjene flere penge. Egentlig burde han betale afgift til HT – Chaufførernes strejkekasse. Jeg overvejede at stige ud af taxaen.

Jeg ved godt, at det ikke hedder HT mere, men det gjorde det dengang.

 

Fridag i 1886

Tanken om en arbejder – fridag opstod først i Australien i 1856. Man arrangerede forskellige festligheder og kravet var en 8 – timers arbejdsdag. Man bestemte at denne dag skulle være den 21. april. Ja, egentlig skulle det kun have været den ene gang, men arrangementet gjorde så stor indtryk, at man besluttede for at arrangere festen hvert år.

De amerikanske arbejdere fulgte trop. De fastslog i 1886 at 1. maj skulle være dagen, hvor alt arbejde skulle standses. 200.000 forlod deres arbejde og krævede 8 timers arbejdsdag. Den amerikanske regering gjorde alt for at forhindre dette.

 

Pariserkommunen

Socialismen kom til Danmark i 1871 Det vakte vild forargelse, at Dags – telegrafen kunne afsløre eksistensen af en kommunistisk celle – en slags aflæggelse af Pariserkommunen og det midt i København.

De borgerlige læste med rædslen dette budskab. I Paris havde arbejdere og småborgere brutalt tilranet sig magten. Gennem 72 dage havde de drevet et rædselsregime , indtil militæret satte en effektiv stopper for de socialistiske drømme.

Opstandelsen endte i et sandt blodbad med 30.000 dræbte eller henrettede og dobbelt så mange fængslede eller deporterede.

 

Agenter hos Socialisten

Det lille blad Socialistiske Blade senere ugebladet Socialisten vakte politidirektør Crones forargelse. Udgiveren var dengang Brix, en tidligere musikhandlere. Alle arbejdermøder blev overværet af Crones hemmelige agenter. I august 1871 indberetter han således til justitsministeren, at det var Pio, der var den egentlige bagmand.

Den første agent bliver afsløret, og han og hans familie fik en enkeltbillet til Brasilien. Det lykkedes dog Crone at få en agent ansat i redaktionen i Socialisten.
Men også denne bliver afsløret.

 

Hårde straffe til lederne

Dagen efter at Socialisten udkom som dagblad, kunne bladet meddele, at 1.200 københavnske murersvende og 800 arbejdsmænd havde nedlagt arbejdet for at få nedsat arbejdstiden fra elleve til ti timer om dagen.

Forskellige støttearrangementer og indsamlinger bliver sat i værk til fordel for de strejkende. Et stort møde blev planlagt på Nørre Fælled. Politimesteren forbød mødet, men arrangørerne henviste til Grundloven og til deres ytringsfrihed.

I løbet af natten blev arbejderbevægelsens Stormester, Louis Pio, samt bevægelsens sekretær Harald Brix og kasseren Povl Geleff arresteret. De idømmes ret hårde straffe.

 

Sabelhug og politistave

140 politibetjente samt to eskadroner husarer var parate til at tage imod arbejderne. Fra Tinghuset på Blegdamsvej overværede politimesteren hele kampen.

Vagterne ved Amalienborg, Christiansborg og Børsen samt ved de store banker var blevet forstærket. På Kastellet og i Domhuset var der indkvarteret et beredskabskorps af marineartillerister.

Slaget var overstået i løbet af få timer. 23 politifolk og 74 husarer ramtes og såres af stenkast. Et ukendt antal af arbejdere bliver ofre for sabelhug og politistave.

 

Socialister var uønskede

Pio vendte tilbage og blev redaktør af Socialisten, der i mellemtiden var overtaget af fagforeningerne under navnet Social – Demokraten.  Arbejderbevægelsen var efterhånden blevet en væsentlig magtfaktor. Man ville gøre alt for at sætte bevægelsen ud af spil.

På regeringens initiativ henvendte politiinspektør Hertz sig i al hemmelighed til Pio og gav ham valget mellem en længere fængselsstraf eller modtage et større pengebeløb for at forlade landet. Han skulle tage Gerleff og andre ledere med til USA.  Under politieskorte blev de smidt ud landet. Socialister var aldeles uønskede.

 

Skruebrækkere

Og siden har det været et hårdt slid at organisere sig og skaffe sig menneskeværdige arbejdsforhold. Arbejdsgiverne svarede igen med at fyre aktive fagforeningsmedlemmer. Ja man fik endda politiets hjælp til at splitte møder og strejker.

Dengang dannede arbejdsgiverne foreninger for skruebrækkere. I dag er der fagforeninger der accepterer skruebrækkere. Skrue er det gamle navn for Strejke.

Den første Arbejder – Internationale gik hurtig i opløsning. Men Anden Internationale  blev grundlagt. Man enedes om, at arbejde for en 8 – timers arbejdsdag. Man besluttede at gøre Første Maj til en fælles demonstrationsdag i alle lande.

Man kunne ikke rigtig blive enige om, hvordan man skulle skaffe bedre forhold for arbejderne. Skulle man kæmpe af politisk eller faglig vej? Skulle man gå radikalt til værks og via strejker og kamp føre kravene igennem.

Opstand i USA

Det  var også den 1. maj at 400.000 arbejdere over hele USA nedlagde arbejdet. Et par dage efter blev der kastet en bombe mod politistyrkerne. Et stort antal arbejdere og syv politifolk blev dræbt. Otte tilfældige arbejdere blev dømt til døden.

Fra gammel tid var 1. maj også den dag, hvor tjenestefolk skiftede plads. Det var også Valborgsdag.

 

Opstand i 1872

Den nydannede danske afdeling af Den Internationale Arbejderassociation havde indkaldt til møde under åben himmel til Nørre Fælled. Baggrunden var en strejke blandt murersvendene og formålet var at støtte de strejkendes krav om højere løn og en arbejdsdag på 10 timer.

Borgerskabet var skræmt ved tanken om et socialistisk møde.

Flere hundrede betjente og militæret var udkommanderet. På et tidspunkt måtte arbejderne søge tilflugt i St. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte sin prædiken. På Moses stol sidder nu de skriftkloge og farisæerne. Nede fra salen lød der en dyb stemme fra arbejderne, Det er hørt.

Husarer med løftet sabel drev mængden ud mod Store Vibenshus. Masser af arbejdere blev dømt lange fængselsstraffe. Undertrykkelsen i 1872 satte gang i arbejderbevægelsen. Nye kræfter blev fundet.

 

De første socialister i Folketinget

De ledende socialdemokrater var alle folk med solid baggrund og politiske erfaringer. Skrædder P. Holm og skomager Chr. Hørdum var i 1884 blevet indvalgt i Folketinget som de første socialister.

 

Statsapparatet blev misbrugt

Arbejdsgiverne havde held til i slutningen af 1880erne og 1890erne held til at misbruge statsapparatet til at nedlægge forbud mod omtale af strejker og arbejdskonflikter. Modsat havde fagbevægelsen ikke held til at få nedlagt forbud mod de såkaldte sorte lister over faglige aktive. Lister som den dag i dag menes at cirkulere. Jeg mindes episoder med Ri – Bus og skraldemændene i Århus.

 

Det første møde

Allerede i 1889 begyndte man at planlægge det første rigtige Første Maj – møde. Det var de to aktive herrer fra de københavnske fagforeninger, Jens Jessen
og P. Knudsen, der gik forrest. Men en lille gruppe revolutionære dannede i februar 1890 Revolutionært Socialistisk Arbejderparti. Alt tydede på, at der var lagt op til to adskilte Første Maj møder.

I løbet af foråret 1890 lykkedes det for Jens Jessen, at få tilslutning til at gøre den 1. Maj 1890 til en almindelig Fridag og benytte den til en Demonstration for
8 Timers Arbejdsdag. Han havde bare lige glemt at tage arbejdsgiverne med i dette.

Under store vanskeligheder afholdes i 1890 et 1. maj møde på Nørre Fælled. Borgerskabet var foruroliget og myndighederne havde nedlagt forbud mod procession gennem gaderne. Og ytringsfriheden gjaldt ikke for arbejderne. Det var kun bestemte emner, man måtte omtale. Men de kunne ikke forhindre at 40.000 mødte frem. En af de sange man sang sluttede sådan:

• Lige Tid til Arbejd og til Hvile og til Kamp for Livets unge Sag. Første Mål, hvorhen jer Kraft må stile, er den otte Timers Arbejdsdag.

Blandt de krav som Politimyndighederne havde stillet var

• Mødet kunne afholdes Torsdag den 1. maj fra kl. 15 til kl. 18
• Kun spørgsmålet om en henvendelse til regering og Rigsdag om indførelse af normalarbejdsdag (8 timer) måtte diskuteres.
• Der må ikke etableres beværtning eller udsalg
• Pladsen skulle bringes i orden efter mødets afholdelse.

Politiet havde lagt en jernring om festpladsen og havde fået forstærkning af et bevæbnet gendarmkorps. Københavns vigtigste bygninger var under ekstra bevogtning. Det blev dog ikke brug for disse korps.

Efter et par timers pause fortsatte maj – mødet fra kl. 19 i henholdsvis Rømersgade og på Vodruflund.

Det revolutionære parti gik i procession fra Kongens Nytorv til en have på Jagtvejen. På et tidspunkt opstod der dog problemer med politiet. Partiet indkasserede em bøde på hele 40 Rigsdaler.

 

Stauning var ikke imponeret

En ung Thorvald Stauning var også mødt op. Han var nu ikke specielt imponeret over arrangementet. Men det gjorde dog indtryk på ham. Et par dage efter mødte han op i Rømersgade og meldte sig ind i Socialdemokratiet.

 

Møderne holdes på helligdage

I en række provinsbyer blev der også afholdt møder, med det kostede. Mange virksomheder havde proklameret , at udeblivelse første maj var at betragte som en opsigelse.

Det var måske en lettelse at første maj 1891 var en søndag. I de følgende år i 1890erne henlagde man møderne til den første helligdag efter 1. maj. Det var også de tyske socialdemokraters holdning at henlægge 1. maj møderne til den første søndag i maj.

Den Anden Internationales Kongresser i 1891 og 1893 vedtog at Første Maj, skulle være en almindelig strejkedag,

• for så vidt dette på grund af omstændighederne i de forskellige lande gøres mulig.

Undertrykkelsen fortsætter

En arbejder på orlogsværftet blev stillet for en krigsret og idømt mørk arrest, fordi han havde drøftet
værftets forhold ved et socialdemokratisk møde. Marineministeriet
lod oplæse en skrivelse for værftets arbejdere, at ingen beskæftigede
burde tilhøre den socialistiske retning.

Smedenes formand, H.P. Hansen blev i 1892 fyret fra statsbanerne for at have talt ved et socialdemokratisk møde. De private og statslige arbejdsgivere forfulgte og boykottede fagforeningsmedlemmer og socialdemokrater. Havde man et medlemskort af Arbejdernes Værn eller til Højres Arbejder – og Vælgerforening var der næste fripas til ethvert job.

 

Spilleregler godkendes

Efter storlockouten i 1899 godkendtes en række spilleregler imellem arbejdsgiver og – tager. Arbejdsgiveren fik retten til at lede og fordele arbejdet. Man vedtog også starten til den såkaldte voldgift.

Majdemonstrationen i 1899 var noget særligt. Det var 10 – året for Anden Internationales stiftelse. Der var kommet hæderkronede ledere fra en række lande.
Fra tidlig morgen sås festklædte arbejdere på vej til møde. Mange fabrikker lå øde hen, den dag. Ifølge Ritzaus Bureau demonstrerede 100.000 arbejdere over hele Danmark, heraf 50.000 i København.

 

Røde faner og musikkorps

Fra år 1900 tillod politiet røde faner og musikkorps. Dog forlangte politimesteren i Aalborg, at Dannebrog skulle være i spidsen. Nørrebrogade
var pyntet med granguirlander, blomster og flag.

Fra 1905 var det fagbevægelsens eget bryggeri, Stjernen, der leverede øl og vand til møderne.

Unge socialdemokrater optrådte i 1906 med et banner, hvor der stod: Ned med Overklassens organiserede Morderbande, Militæret. De unge fik konfiskeret et banner forrige år af politiet, men denne gang, forsvarede de det på tappert vis. Det lykkedes dem endda at erobre en politihjelm.

I 1908 var majdemonstrationen præget af De Arbejdsløses Tog. De arbejdsløse havde banner med påskriften-

• Skaf os et Arbejde.

I en overgang måtte de københavnske arbejdere benytte Søndermarken til festplads. Men også Rosenborg Have blev anvendt. Men maj-mødet i 1909 var et sørgeligt skue med kun 5.000 deltagere.

Syndikatlisterne organiserede deres egne maj-møder. I 1912 nåede man op på 1.000 deltagere. De samledes i Brønshøj Tivoli, hvor Chr. Christensen talte
om 8 – timers dagen. Han opfordrede arbejderne til at være mere aktive for at få dette krav igennem. Brønshøj blev de følgende år midtpunkt for disse møder.

I 1913 stod den nye Fælled klar. Festerne kunne således fortsætte her.

 

Knæk Sablen, Bryd Kronen, Styrt Kirken

Den europæiske arbejderbevægelse blev splittet i tidspunktet fra 1914 til 1920. Første verdenskrig og den russiske oktober – revolution var årsag til dette.

Fra 1916 overlod man Første Maj møderne til ungdomsbevægelsen. De satte allerede i 1914 præg på møderne. Således blev et baner med teksten Ned med Kongedømmet konfiskeret af politiet. Men de fortsatte. Således havde man i 1915 syv nye paroler, blandt andet

• Knæk Sablen, Bryd Kronen, Styrt Kirken.
  Mange bannere blev beslaglagt. Sagen endte i Højesteret og de unge socialister blev pure frifundet.

 

Fra Blågårds Plads

De Danske Syndikalister som udgjorde oppositionen i den danske arbejderbevægelse fik vind i sejlene. De dannede Fagoppositionens Sammenslutning.
I 1918 arrangerede de en demonstration, der gik fra Blågårds Plads og ud til Brønshøj Kro. Man samlede 6.000.

I 1919 mødte 25.000 frem på Skt. Hans Torv og gik mod Brønshøj.  Fælledparken kunne kun mønstre 20.000 deltagere.

 

Otte timers arbejdsdag

Endelig i 1919 lykkedes det i Danmark at få en aftale om 8 – timers arbejdsdag igennem . Kravet havde man faktisk rejst for ca. 35 – 40 år siden.

I første del af 1920erne var det ikke meget ved dem. Fagbevægelsen og Socialdemokraterne ophørte med at gå rundt i procession. Man samledes på festpladserne.

Møder i 1920 var både et højdepunkt og en antiklimaks. Påskekrisen overskyggede til en hvis grad fagbevægelsens epokegørende resultat.

 

Uforsonligt forhold

Det uforsonlige forhold mellem Socialdemokratiet og kommunisterne voksede. Og når der var første maj kunne man så agere udstillingsvindue for alle. Stauning opfordrede til at kommunisterne støttede Arbejdernes Fællesorganisation og dermed Socialdemokratiet.

Det nye mål for demokratiets indførelse var nu at bekæmpe det kommunistiske diktatur og det nazistiske terrorregime. Tonen blev skærpet på Første Maj møderne. Og i Brønshøj skabte man traditionen for morgenmøderne til Første Maj.

 

Kommunister uønsket

I 1925 var Dansk Arbejdsmandsforbund i storkonflikt. Det betød, at der mødte mellem 100.000 – 150.000 op i Fælledparken. Stauning var kommet til. En kommunistisk taler blev afvist, og det skabte en del uro.

I Århus måtte man have politiets hjælp til at afvise kommunisterne. Der var ikke alle, der var velkommen til Første Maj.

 

Ballade i Nakskov

I 1931 blev der stillet krav om en 40 – timers arbejdsuge og ferie med løn. Kravene blev dog snart overskygget af kampen mod arbejdsløsheden. Den var for alvor i stigning som følge af den økonomiske verdenskrise fra 1929.

Samme år kom der til optøjer i Nakskov. Politimesteren havde forbudt kommunisternes Første Maj møde. De gennemførte alligevel på byens torv, men blev mødt af politiknipler. Dagen efter var der aktion mod politistationen i byen. Politiet måtte have hjælp fra nabostationerne.

 

Rådne æg på Nørrebro

I 1938 blev 10 nazister fordrevet fra deres Første Maj møde med tomater og rådne æg på Blågårds Plads. I Tyskland havde nazister stjålet arbejdernes Første Maj.

Nazisterne misbrugte bevidst Første Maj ved fra 1933 at fejre den som Arbejdets dag. Dagens oprindelige indhold, en manifestation af modsætningen mellem
arbejderklasse og borgerskab – blev i stedet en hyldest til det tredje riges organiserede klassesamarbejde. Imens var arbejderbevægelsens ledere enten likvideret, sat i koncentrationslejr eller flygtet fra landet.

Kommunister og fascister var nu Socialdemokraternes hoved-fjende.

1940 blev møderne aflyst grundet besættelsen, men de fortsatte fra 1941 – 43. Enkelte foreninger kamuflerede møderne som forårsfest i 1944 og 1945.

 

Fagenes Fest

Socialdemokrater og kommunister holdt fælles Første Maj møder i 1946. Men derefter var det slut.

Møderne blev fornyet. Der opstod en slags karneval, hvor forskellige grupper markerede sig. I kølvandet på disse opstod Fagenes Fest. De uddøde de fleste steder i slutningen af 1960erne. Dog husker jeg at vi i slutningen af 1970erne afholdt dem i Aabenraa. Et par gange blev jeg smidt i skummet af brede SID’ er.

Det var dengang jeg var HK – formand. Skiftetøj måtte medtages.

 

Arbejderne fik det bedre

Arbejderne havde fået det bedre. Der var kommet mere i lønningsposen, længere ferie og fuld beskæftigelse. Det var som om Første maj møderne ebbede ud.

Men så kom 68ér generationen. Vietnam – krigen optog også  befolkningen Etniske minoriteter, venskabsforeninger og solidaritetsforeninger markerede sig. Parolerne blev diskuteret op til Første Maj. Og kunne man ikke blive enige, holdt man møderne hver for sig.

 

Tre forskellige arrangementer

Men venstrefløjen betragtede Socialdemokraterne som gammeldags og nogle af de etablerede. Fra 1975 forsøgte Socialdemokratiet sammen med fagbevægelsen efter fire års fravær at genvinde noget af det tabte.

Men kommunisterne blev den største arrangør af Første Maj møder i København i mange år. Ja i Fælledparken kunne man gå til hele tre forskellige arrangører.

I 1980 lykkedes det dog at arrangere en fælles Første Maj. Det samme var tilfældet i 1987 og det var en gigantisk succes. Nu skød telte op overalt i Fælledparken. Nu skulle man betale store summer, hvis man ville have en salgsbod på arealet.

I 1992 og 93 blev EU – venlige politikere mødt af tomater.

 

Tåregas, Politi og Militær 

Første Maj i dag har mistet sin kampkraft. Nu viser man solidaritet med undertrykkelse og vender sig mod krig. Herhjemme holdes der stadig ca. 200 Første
Maj – møder. Det er vel nærmest folkefester, hvor øl er vigtigere end det politiske budskab.

I mange lande rundt omkring mødes Første Maj fortsat med tåregas, politi og militær.

 

PET holdt øje

PET holdt også øje med, hvad der skete på arbejdsmarkedet. Således blev der indberettet 196 faglige konflikter fra 1958 frem til 1989. I PET´s arkiv blev strejker og demonstrationer betegnet som illegal virksomhed. Således også Første Maj møder.

Man frygtede, at kommunisterne ville forsøge at iværksætte uro på arbejdspladserne og strejker som en form for skjult sabotage rettet mod det kapitalistiske system.

Men også andre havnede i PET´s arkiver, således Anker Jørgensen, Ivar Nørgaard og Erling Olsen. Det var ikke kun kommunister PET interesserede sig for.

Tusinder og atter tusinder af faglige aktive landede i PET´s arkiver.

Måske er denne artikels forfatter også havnet i disse arkiver. På et tidspunkt var jeg en ivrig læserbrevs – og kronik – leverandør.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1,784 artikler
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar finder du 29 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

 

• År 1900 på Nørrebro (under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar)
• Arbejderne på Nørrebro (under Nørrebro)
• Arbejderne og Industri på Nørrebro 2 (under Nørrebro)
• Industri og arbejdere på Nørrebro 1 (under Nørrebro)
• Kampen på Fælleden (under Nørrebro)
• Louis Pio på Nørrebro (under Nørrebro)
• Stauning på Nørrebro (under Nørrebro)
• Historien om Jeppe K. Christensen (under Tønder)
• Socialdemokrat i Tønder – dengang (under Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 16. – 02. – 2022

Det var soldater, der gravede kanalen. Kongen ville have den ind til sit nye torv. Kongens mænd følte sig tvungen til at købe grundene. Sømændene langede en proper næve, fulde svenskere blev rullet. Den lette garde var i funktion, bordeller var der i mange baggårde. H.C. Andersen troede, han blev bidt af en hund. Hør også om et afhugget hoved, der fosvandt. Og også om Nyhavns to sider.

 

Våren gennem Nyhavn

Hvis du ikke lige nyder noget godt New Orleans Jazz ved Mindeankeret, eller nyder en fadbamse på Nyhavn 17, så prøv at gå en tur og kig på bygningerne i Nyhavn. Bygningerne fortæller mange historier. I sommerperioden kan du nok ikke komme til for turister. Du kan ikke rigtig se detaljerne på bygningerne.

Vi kender også alle sammen Våren gennem Nyhavn af Sigfred Petersen. Eller vi kan også tage Søren Bramfris Lærkesang. Han skildrer bohemernes og bumsernes Nyhavn.

 

Skulle have være kanallandskab

Børsens Kanal og Holmens Kanal er for længst tilkastet. Og egentlig skulle vi have haft Dronningens Kanal. Det skulle have været der, hvor Fredericiagade
i dag ligger. Det var i hvert fald Frederik den Tredjes ønske. Christian den Femte ønskede at Nyhavn og Holmens Kanal skulle forenes.

 

Kæmpe arbejde

Det var egentlig  Axel Urup, der stod for planlægningen. Men det var hollænderen Henrik Ruse, der stod for udførelsen. Han blev senere adlet til Rüsensteen.

Selve udgravningsarbejdet var meget krævende. Al jordarbejdet blev udført med håndkraft.

Efter ordre fra Christian den Femte blev Kongens Nytorv og Nyhavn brolagt. Hele det omfattende arbejde startede i 1670. Det var soldater, der blev udkommanderet til at grave kanalen. Det var også dem, der fungerede som politi på Nyhavn i den første tid.  Det første vogterkorps blev først dannet i 1683.

 

Helt ind til Torvet

I september 1671 befalede kongen,

• at Alle og Enhver, som havde Grunde langs Kanalen inden Seks Uger, skulle lade disse ind-pæle ud for deres Ejendom.

Den ny kanal skulle gå helt ind til Kongens Ny Torv.  Men det kneb med at efterkomme ordren. I oktober 1673 åbnede Københavns Nye Havn,
ved at dæmningen blev gennembrudt.

Kong Frederik den Tredjes søn Ulrik Frederik Gyldenløve havde siden 1669 ejet en stor grund ved kanalen. Han lod Charlottenborg opføre. Han var også sponsor til det meste af bolværkerne.

 

Kongens mænd købte grundene

Flere af kongens betroede mænd følte sig mere eller mindre tvungne til at overtage de nye grunde. De har sikkert ikke bebygget dem, men solgt dem videre til folk af mere borgerlig herkomst.

I 1689 var ejerne, to købmænd, seks skippere, en havnefoged, en smed, en enke efter en hofsmed, en øltapper, en stenhugger, en bødker og en hjul-mand.  Blandt de mere fornemme var kaptajn og generalkvartermester Gotfred Hartmann og assessor Hendrick Ehm.

Sidstnævnte havde købt en stor grund ved Toldbodgade, som han lod opfylde. Til gengæld fik han 10 års frihed for grundskat. Ehm havde ejet flere af møllerne langs Mølleåren. Han var kendt som handelsmand og grundspekulant. Men måske var han mest kendt for at være guldmager.

Grundene omkring de to strandstræder har nok været tidligst bebygget. Henimod år 1700 har de fleste grunde været bebygget. Flere af Nyhavns ældste huse eksisterer i dag. Men i tidens løb, er de blevet ombygget.

 

Udviklingen begynder

Læg også mærke til sidegadernes vinkelrette stil. De eneste, der bryder dette, er strandstræderne. De lå der, da Nyhavn blev anlagt. Det var de oprindelige veje
til stranden.

I kanalens første tid var der store skibe, der søgte her til. Det var tremaster, der besejlede hele verden. Købmandshuse og provianteringsforretninger opstod opstod hurtig langs kajen. Snart fulgte små kroer og logihuse.

 

Slået til Søren

Her har man ikke alene slået til Søren, men også fundet afløb for de drifter, som måneders ensomhed på havet bragte på kogepunktet. Nyhavns lette garde
er for længst forsvundet.

Op og ned af den muntre gade, vrikkede prostituerede pigebørn fra 13 til rynkede kvinder omkring de 70. Hårdkogte kvindelige lokkeduer med alfonser i kølvandet kunne også beskues. Og mange baghuse på Nyhavn blev brugt til bordeller. Side om side med travle forretningsfolk. Mange smuglervare er gledet over skabsrælingerne.

 

Sten efter de sorte

Og især i slutningen af 1700tallet huserede mange sorte rundt i Nyhavn. Det har sikkert været løsladte slaver fra De Vestindiske Øer. De havde fået deres frihed, og var på en eller anden mystisk måde havnet her. De var fattige og usle. Byens gadedrenge forfulgte dem. Sten blev også kastet efter dem.

En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv. Blev søfolkene snydt, ja så faldt der en prober næve. De ville ikke finde sig i noget.

 

Kun de små skibe

Efterhånden kunne de store skibe ikke rigtig mere anløbe Nyhavn. De blev erstattet af skuder og skonnerter. Men løjerne holdt ikke op. Og for at holde styr på disse., etableredes der et eget vægter – korps.

Men københavnerne ilede til. For fra kajkanten kunne man købe fisk, kartofler, frugt og meget andet, der blev sejlet herind fra provinshavnene Også grossisterne holdt her med deres arbejdsvogne.

 

Sømandsmissionen

Sømandsmissionen havde i forrige århundrede haft til huse mange steder i de tilhørende gader rund om Nyhavn. I 1881 erhvervede man briggen Fortuna,
der var strandet i Køge Bugt, og skulle ophugges. Man købte den for 2.000 kr. og byggede skibet om. Det blev indrettet kirkesal, læsestue og skrivestue.

Skibet fik plads for enden af Nyhavn ved Kongens Nytorv. Men skibet var gammelt og rådnede efterhånden op.

 

Slaget i Nyhavn

En sommerdag i 1800tallet opstod der et større slagsmål mellem marinere og almindelige matroser i Nyhavn. Det udviklede sig til et større slag. Borgervæbningen måtte gå ind og skille partnerne.

Kvarteret tiltrak også det bedre borgerskab. Adskillige kunstnere slog sig ned her.

 

Russer smuglet til New York

I 1921 sad Søfyrbødernes frygtede formand, Richard Jensen på Café 41. Her mødte han en partifælde, en kommunistisk tysker. Han havde en ven, en russer. Denne russer hjalp Richard Jensen via sit klædeskab i kahytten på ØK*s Polinia til New York. Det interessante er dog, at denne russer, var den senere russiske udenrigsminister Litvinov.

Jo, der skete mange spændene ting på  Nyhavn.

 

Rullet og snydt

Det er sket mange mord på Nyhavn gennem tiderne. Og kanalen minder om mange selvmord. Der blev spillet, drukket og der blev lokket. Godmodige sjæle blev snydt. Fulde svenskere blev rullet, og piger gik i hundene

Den første bro blev bygget i 1874. Den nuværende er en elektrisk drevne klapbro bygget i 1911 – 1912.

 

Pudse – Peter

Mange originaler færdedes på  Nyhavn. En af de mest kendte var Pudse Per. Han endte sine dage i kanalen. Han levede af at sælge voks og sværte.

 

Det var mageløst

H.C. Andersen boede på tre forskellige adresser i tidens løb på Nyhavn. På et tidspunkt boede i nr. 18 på den pæne side. Det er der, hvor Charlottenborg ligger. Det er mageløst, sagde vores berømte forfatter. Han boede også i nummer 67.

De fleste forbinder Nyhavn som en stor turistmagnet. For indtil 50 år siden var der stedet, der var kendt for øl, sømænd og ensomme piger. Ja øllet flyder stadig om sommeren.

 

Mindeankeret

Mindeankeret blev opsat i 1951. Den er sat op til minde om alle de 1600 danske søfolk, der mistede livet fra 1939 til 1945. Pengene til dette, kom til stede efter en landsindsamling. Tidligere var der et andet mærke på stedet.

 

Kunne ikke tiltrække de fine

Ikke alt kan lade sig gøre i Nyhavn. Således forsøgte Restaurant Havfruen sig engang som en mondæn spiserestaurant. Man kaldte sig La Lune og skruede priserne op i nivue som Hotel D’Angleterre og Ambassadeur. Det var engang i 1930erne, men det gik ikke. Man ville lokke de velbeslåede fra det nordlige opland ind i et charmerende skummelt kvarter.

 

Englændere gemt på
Havhesten

Rygter vil vide, at Havfruen skjulte engelske flyvere under besættelsen. Tyskerne måtte ikke komme på Nyhavn. Det måtte Gestapo til gengæld. Men så havde man en hemmelig udgang, der gik over taget.

 

Det blev ikke til noget

Ingeniørassistent H.P. Petersen ansøgte i 1890erne om et storstilet projekt i Nyhavn. En Saltvandsbadeanstalt. Den skulle være beregnet for de herrer og Damer af Forretningslivet, der er for optagne til at kunne tage til de eksisterende Badeanstalter. Bassinet skulle være ca. 140 meter. Det skulle inddeles i tre afsnit. En for Herrer, en for Damer, og en for Skolebørn. De skulle adskilles med en let trækonstruktion og overdækkes med sejldug.

Man skulle selvfølgelig ikke bruge Nyhavns eller den øvrige havns mudrende vand. Nej, der skulle såmænd ligges en rørledning ud til Kongedybet, så man kunne få frisk vand.

Projektet blev i første omgang afvist med, at det var et for interimistisk indslag i bybilledet.

Næste forslag var et mere permanent forslag. Nu skulle det overdækkes med hamret glas. Nu var der bassin til herrer af første og anden klasse. Damebassinet skulle opvarmes om vinteren og så måtte mændene også besøge kvinderne – men kun om vinteren. Så skulle der indrettes et maskinhus til ind-pumpning af
de 60.000 tønder vand dagligt.

Men ak og ve. Det hele blev ikke til noget.

 

Vores rundtur begynder

På solsiden, Guldkysten eller Den Uartige Side, skød det ene hus op efter det andet. Det er som om, at der en helhed i Nyhavns bygninger. Det er symmetri. Men skal vi ikke tage en rundtur på Nyhavn?

 

Nyhavn 1

Har var der indrettet vinhandel. Og her startede Københavns første blomsterhandel. Udvalget var nok mere beskedent end i dag.   I 1776 købte vinhandler, Lars Rasmussen ejendommen. Som det var sædvane, blev der indrettet en lille skænkestue i forbindelse med vinhandelen. Der blev skruet et gulv fast i gulvet,
og lavet faste bænke. På væggen skruede man koøjer, og i disse blev der malet kystpartier. Kahytten var født. Det første Strygejerns – formede bord er bevaret.  Og man har et princip, damer er absolut uønsket. Har et hunkøn betrådt måtten, ja så må den vendes. Officielt er det fordi, der ikke findes et dametoilet. Om dette forbud stadig eksisterer, vides ikke.

Når en kone ringede efter hendes mand, blev der konsekvent svaret

• Han er her ikke. Vi har ikke set ham.

 

Nyhavn 3, 5, 7

De var egentlig opført i slutningen af 1600 tallet, men væsentlig ombygget i midten af 1800 tallet. Husene lå tæt ved Det Kongelige Teater. Så her har adskillige skuespillere holdt til.

I nr. 5 kunne man købe fugle. Her lå  også det berømte logi Stadt Hamburg.   Nummer 3 har engang været i Grevinde Danners eje.  I nummer 5 er der i gadegangen med det maritime tovværksgelænder indmuret en støbejernsplade. Det er åbenbart et gammelt ovnrelief med fremstilling af Gethsemane Have, Jesu tilfangetagelse og Maria Magdalene.

 

Nyhavn 9

Den første chef af Commediehuset boede her. Det var generaladjudant Hans Wilhelm von Warnstedt. Han var også officer, og blev af Struensee sendt til St, Petersborg for at forhandle med Kathrina den Anden. Huset blev opført i 1681. Det er et typisk hollænderhus. Mon ikke, at det er det ældste hus i rækken?

Her boede i tidens løb en masse kendte skuespillere.

I 1981 købte efterkommere af Nyhavns grundlæggere ejendommen. Det var efterkommere i 11 generation med efternavnet Gyldenkrone – Rünsensten. Familien drev et skibsrederi fra stedet.

I 1822 havde Bladkompagniet til huse her. I 1900 var en tysk bank – og forsikringsforretning tilknyttet stedet. De drev også omfattende speditionsvirksomhed. I over 150 år har det været hotel – og gæstgiver – virksomhed i kælderen og stueetagen. Navne som Hotel Stevns, Safari og Nyhavnskroen holdt til her.

 

Nyhavn 11

Her boede den store skibsreder og købmand, Jacob Severin.  Men her har også i sin tid været Sukkerraffinaderi. Det er grundlagt af Ludvig Ferdinand Rømer
i 1754. Over porten står en forgyldt mand med to lampeskærme i hånden

Et helt skuespillerdynasti kan henføres til dette hus. Det er familien Rosenkilde. Den mest kendte var nok Julie Sødring. Her kom også den svenske sangerinde Jenny Lind, som H.C. Andersen havde stærke følelser over for.

 

Nyhavn 13

Her lå Den Norske Løve.  Men også Sukkerhuset var kendt i hele hovedstaden. Her kunne man købe særdeles god gammel Rom til 28 Skilling Potten.

 

Nyhavn 15

Hvis du kigger op, så ses over døren en elefant. Det fortæller os, at her blev der solgt orientalske varer, blandt andet te og porcelæn. Det var købmand Jørgen Alsing, der startede her i 1765. Otte – tallet på skiltet marker datidens matrikelnummer.

En af de ældste ejere havde et gæstgiveri på stedet. Han havde tidligere været slavefoged. Og et spøgelse har befundet sig i huset. Om det er der endnu, vides ikke.

Blandt gæsterne var en velhavende mølle og hans kæreste. Værten og gæsten begyndte at kaste terninger. Efter tre dage havde mølleren tabt alt – hest og vogn, sin mølle og sin kæreste. Mølleren mente godt nok, at værten havde brugt falske terninger. Han lovede hævn over værten og kæresten.

Næste morgen fandt kæresten ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter, begyndte spøgeriet. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Den standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.

Hver gang kæresten havde forladt stedet, begyndte det at rumstere. Det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidste måtte værten betale kæresten for at blive siddende deroppe på loftet. Sagnet slutter med, at kæresten døde af skræk.

Stedet var søfyrbødernes tilholdssted. Jo det var gang i Café West. Det var også her man kunne få lavet sig et falsk pas, hvis tyskerne var efter en.

 

Nyhavn 17

Det er nok den mest kendte ejendom på Nyhavn.  En masse rotter var der i ejendommen. Lagde man et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, var det væk om morgenen, ædt af rotter. Sådan er det sikkert ikke mere.

Her lå engang Stadt Hamburg. Derefter hed det Dagmar Hansen. Dengang var der barbér og frisør.  Og siden 1936 har det heddet Nyhavn 17. Og det er ganske vist, her kommer lige fra sømænd til adelige. Lokalerne har man brugt til et par film, Afsporet, En sømand går i land og Ballade i Nyhavn.

Man siger, at stedet var de finske søfolks foretrukne sted. Personalet lærte sig simpelthen finsk. Og det er hvis nok en af de sværeste sprog i verden.

Her på stedet lå også  verdens første tattoo-butik. Først i 1930erne åbnede disse butikker overalt. Indtil da havde de holdt til i et hjørne af et værtshus. Tatoveringer blev knyttet til Nyhavn. En af de mest kendte var Tato – John. Han var den foretrukne tatovør. Samtidig med at han tatoverede drak han to flasker whisky om dagen. Engang kom han til at give en ørn to næb på en tatovering.

Salmonsens Leksikon fra 1927 fremførte, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.

 

Nyhavn 19 – 21

Over Lille Strandstræde lå to hoteller Stadt Aalborg og Løven. Værten i Løven havde indrettet en vældig ferskvandsbeholder i sit hus. Et muret afløb sikrede at afløbet gik direkte ned til Nyhavns vand. Her var også WC, hundrede år før man kendte det begreb. Men også afløbet derfra endte i Nyhavns vande. Og der må åbenbart have været en slags kontrol dengang. Værten blev idømt en bøde på 50 Rigsdaler. Og det murede afløb blev sløjfet.

Man reklamerede med 25 smukt møblerede værelser.

 

Nyhavn 23

Her skal du også lige kigge op over døren. For her findes et bødkerarbejde forestillende en øl-kande. Det vidner om, at her har været et værtshus. I dette hus boede Elverhøjs komponist, Frederik Kuhlau i 1832.

 

Nyhavn 25

I nummer 25 lå Café Hyttefadet. Skiltet har Asger Jorn malet. Vægmalerierne er dog ikke af ham, men en Hans Sørensen.

 

Nyhavn 27

Og her har vi så Skipperkroen. Den hed hvis nok Shanghai før i tiden. Denne restaurant blev uforglemmelig i Sigfred Petersens tekst. Sangens Katinka boede i Shanghais baghus. Dertil førte kun en hønsestige.

 

Nyhavn 29

Går man ind i gården i nummer 29, så finder man en 200 år gammel svalegang. Det var her hotellet Stadt Flensborg holdt til.

 

Nyhavn 31

Her boede storkøbmanden og skibsrederen Andreas Bodenhoff til sin død i 1794. Han havde tjent formuer på sin tømmerhandel med Den Kongelige Marine
som største kunde. Han blev begravet ude på Assistens Kirkegaard.

Her blev hans enke, Gertrud, også begravet 2 år efter, åbenbart skinddød. Ifølge hendes bror, havde hun røde kinder, da hun blev lagt i kisten (Læs
– Pigen, der rejste sig fra kisten – under Nørrebro). Hun havde rejst sig fra kisten, da gravrøvere ville hugge hendes øreringe. 

En anden storkøbmand, Hans Puggaard, boede her også.

 

Nyhavn 33

Over gadedøren er indmuret en kompasrose, et Dannebrogs – flag, og to sandure. Det var opsat af Sejl -, Flag – og Kompasmager, Rasmus Chr. Koch. I kælderbutikken fødtes Claus Lauritz Andersen. Han tjente en formue som cigaretfabrikant i Kina.

 

Nyhavn 35

Her startede Jørgen Thomas Beck i 1756 som hårhandler.. Det var i rokoko – tiden, hvor såvel herrer som damer gik med store hvidpudrede parykker. Her fra matrikel nr. 18 også kaldet Solen begyndte han også at handle med andre varer.

• Her kunne man få til kiøbs: Castabier, diverse Sorter, Rom, Bombas, Lemon, Asia, Humle, Pommersk Vindues Glas, Norsk Kommen samt alle Sorter Theer…

 

Nyhavn 37

Her er en meget flot gård. Den smukke gavlkvist stammer dog ikke fra opførslen. Huset blev forhøjet med en etage i 1791. Den fire fags store kvist rykkede en etage op.

I kælderen havde Tattoo – Jack sit værksted med masser af farvestrålende tatoveringer på skiltene og i vinduerne. Her var sommerfugle, nøgne piger, blomster, slange-omsvundne dolke, og sømandens grav.

 

Nygade 39

Fra dampradioens velmagtsdage stammer Familien Hansen. Den blev opfundet her af forfatteren Jens Locher.

 

Nyhavn 41

Opført i 1698. Her boede en kompasmager. Det ses på stenpladen over gadedøren. Manende alvorsord hørte selvfølgelig med. Skiltet er dog først sat op i 1761.

Stedet blev engang kaldet Nyhavns Vivex. En overgang var det en berygtet brændevinshule, som man kaldte for Solen.  Her lå også Pandekagehuset til 6 øre stykket.

 

Nyhavn 43

Den Gamle Købmandsgård er opført i 1787. Den består af et forhus med facade til Nyhavn, samt to pakkehuse i gården og en tidligere staldbygning i baghuset.

Op af jorden stikker pludselig to kanonløb. Det var vel for at skåne murværket for hestekøretøjer. De sigter dog faretruende mod forbipasserende. Her boede i 1839 – 1840 den senere generalmajor Frederik Bülow. Han kendes som sejrherren ved Fredericia (Løs artiklen: Bataljonen fra Tønder – under Tønder).

 

Nyhavn 47

Her står på et skilt, nogle vise ord:

• Mit Haab beskemmes ej
• Thi Gud han er min Klippe
• Hans Haand mig ikke skal i nogen Modgang slippe
• om Avindsmanden slaar hart paa dette Hus
• mit Haab i Gud staar fast mod Arvinds Stød og Knus

Nyhavn 49

Vi befinder os nu op den anden side af Toldbodgade. Huset er opført i 1744, men ombygget i 1876. Også denne købmand, Peter Johansen reklamerede i Adresse avisen.

• Hos Peter Johansen i Nyhavn på Hiørnet af Toldbodgaden sælges bedste Petersborger Lys og Tælge, samt Russiske Baste – Maatter, Danziger Paklærreder. The, Caffebønner, Potaske til billigste Pris, som kand accorderes ………

 

Nyhavn 51

Vi kommer nu forbi en af de små huse på Nyhavn Huset er opført i 1766. Det kan vi se på tavlen over gadedøren. Før gadenumrenes indførelse har huset sikkert heddet Lammet. På skiltet står også nogle bogstaver. De står for bygherren og hans hustru, Henrik Lambertsen Engel og Karen Nielsdatter Holm.

Det fremgår ikke af skiltet, at manden var øltapper. Men det står at hidtil, har Herren hjulpet. Under besættelsen sørgede Schalburgkorpset for, at huset blev ødelagt. Det er flot at huset er bygget op i den samme gamle stil.

Mon Den Gyldne Lam stadig ligger her i kælderen. Et skilt forkyndte, at-

• Afholdsmænd og andre, der vil ødelægge glæden, bør ikke opholde sig i lokalet.

 

Nyhavn 53

Så kommer vi til et stort fem fags hus, opført i 1754 – 55 af skipper Hans Jacobsen Tofte. Den nuværende facade stammer fra ombygning i 1890erne. Datidens befordring var ikke så kompliceret som nu. Måske meget primitivt, således blev der i Adresse-avisen kundgjort, at skipper Christoffer Holm med

• sin førende Galioth i Nyehavens Canal lige over for Madame Tofte agter sidst i tilkommende Uge at afgaae til Christania, hvorhen han medtager passagerer og Fragtgods, hvorom Vedkommende behager at melde sig ved fartøyet eller hos Skipperen i bemeldte Madamme Toftes Hus

I 1857 boede  komponisten P.A. Heise i huset. Heise har komponeret musikken til en væsentlig del af vore fædrelandssange.

 

Nyhavn 55

H.G.F. Holm boede her. Han har lavet de skønneste akvareller fra Nyhavn. Han blev kaldt Fattigholm. Han døde i 1861 uden at have fået anerkendelse. I dag handles hans kunst for skyhøje priser. Dengang kunne man købe hans akvareller for en rigsdaler stykket. Holm har sit liv igennem malet Københavns
gader, huse og pladser.

Han gik på konditori i Store Strandstræde. Det var et samlingssted for datidens kunstnere. Her kom H.C. Andersen også. Konditoriet hedder i dag Restaurant
Els.

Skuffelsen satte sine spor. Fattigholm greb til flasken. I 1861 blev han indlagt på Almindelig Hospital. Han døde få uger efter, kun 57 år gammel.

 

Nyhavn 59

Bygningen blev kaldt for Aarhus Domkirke. Det skyldtes sikkert, at husets gavlkvist bar en forgyldt Kristus – figur med verdenskuglen i sin venstre hånd. Figuren forsvandt ved ombygningen, men er nu kommet til ære og værdighed på facaden ud for førstesalens vinduer.

I dag kaldes bygningen for Guldmagerens Hus. Husets bygherre var kobbersmed Henrik Ehm. Han ejede som vi tidligere har nævnt flere ejendomme i staden. Han omgikkes alkymister. Det var dem, som forsøgte at forvandle simple metaller om til guld.

En læge, dr. C.W. Hacqvart betalte Ehm et honorar på 600 rigsdaler, for at lære denne kunst. Det lykkedes ikke for den godtroende læge, og han nægtede at
betale kursus – gebyret. Ehm gik rettens vej for at inddrive beløbet. Men retten frifandt eleven. Det vakte stor opmærksomhed i datidens København.

Holberg brugte episoden til at lave en komedie, der hed Det arabiske Pulver.

Her lå tidligere et hotel i absolut topklasse, Dania. Kort efter krigen blev stedet ejet af en svensker, der blev kaldt Onkel Oscar. Her boede Knut Hamsum,
når han var på besøg i København.

 

Nyhavn 63

Over førstesalens vinduer ses tre stenrelieffer. De forestiller til venstre  Havguden Neptun med sine trefork og en springende delfin. Til højre, Handelens Gud, Merkur med sin vingende hat og slangestav. I midten ses en pram, lastet med vareballer, tønder og sække.

I 1880erne boede forfatteren og zoologen Vilhelm Bergsøe i lejligheden på anden sal. Hans søn, fabrikanten og forfatteren Paul Bergsøe, har i Tre små vinduer, beskrevet livet i Nyhavn.

Tidligere boede her, balletmester August Bourneville.

 

Nyhavn 65

Over porten ses et stort udskåret relief med to figurer på hver side af en kompasrose. Nedenunder ses et sandur, et splitflag og et kompas. Figuren til venstre er Merkur. Damen til højre med blomster i skødet og en brændende fakkel i hånden skal sikkert symbolisere velstanden. Relieffet er malet i meget smukke farver.

Kigger vi yderligere godt efter, kan vi se en såkaldt slutsten med årstallet 1737 og et spejl-mongram med en ejers og denne hustrus forbogstaver. Et morddrama fra 1836 i dette hus gav genlyd over hele København.

På anden sal boede en logerende, en dengang kendt original ved navn Jens Peter Tønder. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen.

Vores original var teologisk kandidat, men kunne ikke rigtig falde til nogen steder. I 1836 levede han af at sælge et tidsskrift, han selv udgav. Desuden underviste han i sprog.

Trods sin beskedende indtægt, lå der noget på kistebunden. Det var kommet den 22 årige Petri Claudi Ferdinand Worm for øre. Da han igen job havde, besluttede han sig for at udplyndre Tønder. Han startede med at tage undervisning i fransk hos ham.

Først forsøgte han at aflive Tønder med opiums bestrøede kager. Dette mislykkedes to gange. Worm mistede tålmodigheden og kvalte Tønder med en snor. Han huggede alle værdier, og stak af.

Men han var ikke kløgtig nok. Han begyndte at strø om sig med penge. Da mordet blev opdaget faldt mistanken også hurtig på ham. Han blev anholdt på vej sydpå, i Lybæk.

Højesteret dømte Worm til døden. Men det lykkedes ham via nole tårepersende digte, som han fik udgivet at få vendt folkestemningen. Pludselig blev han nærmest betragtet som martyr. Der var kræfter i gang for at få ham benådet. Trods dette blev han henrettet i 1838 på Amager Fælled.

Tusinder af mennesker strømmede til retterstedet, for at se Nyboder – morderen blive henrettet.

Vedholdene rygter gik på, at Worms afhuggede hoved  var fjernet fra kisten. Da man gravede kisten op, var hovedet ganske rigtig fjernet. Mange år senere fandt man ud af, at det var en ung læge, der havde hugget hovedet. Han var meget videnskabelig interesseret i frenologi. Det er læren om at bestemme menneskets psyke, blandt andet ud fra hjernens form.

Hvem ved om hovedet kan ses i reagensglas på Universitetet den dag i dag. Lægen testamenterede samtlige sine hoveder til Universitetets anatomisk
– antropologiske samling. Dette nævner vi lige i forbifarten til evt. interesserede!!!!! (Læs mere om denne historie i artiklen Mord i Nyhavn)

 

Nyhavn 67

På slutstenen står anført årstallet 1737. Bygherren hed Jens Sørensen Bøshilt Her boede H.C. Andersen. Og han har boet to andre steder på Nyhavn. I alt boede han 20 år af sit liv her på Nyhavn.

Første oktober 1848  flyttede han ind her. Han havde lejet tre værelser hos kaptajn Johannes Anholm. Efter 17 år blev han med en måneds varsel opsagt, da kaptajnen skulle bruge værelserne til andet formål. Ja sådan hedder det i nogle historiebøger. Man det er ikke korrekt. For Anholm døde i 1860. Hans enke og døtre fortsatte gæstgiveriet og pensionatet.

En dag, da H.C. Andersen kom ind i forstuen sprang familien Anholms store godmodige hund hen mod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte deroppe fra:

• Bed den mig? – bed den mig?

På museet i Odense findes et dørskilt med hans navn. Nedenunder er et stykke gråt karduspapir. Oprindelig stod der Professor under navnet.

I 1867 blev han udnævnt som etatsråd. Da han var et sparsommeligt menneske, ville han ikke ofre et nyt dørskilt. Han klistrede titlen professor over.Men en undersøgelse viser, at det klister, der sidder på, er af nyere dato. Historien fortæller, at en skoleelev engang havde fjernet det oprindelige kardus. Han var nysgerrig efter at få at vide, hvad der stod nedenunder. Hvad mon er den sande historie?

Et halvt århundrede tidligere boede dispachør Johan Buntzen her. Hans datter forelskede sig i sin huslærer, translatør P.A. Heiberg.

Hun blev  som 17 – årig gift med ham i 1790. Året efter fødte hun sønnen, Johan Ludvig Heiberg. Han var som bekendt teaterdirektør, forfatter og meget
andet.

P.A. Heiberg blev landsforvist ved en dom i 1799 for sine revolutionerende ideer. Men hustruen fulgte ham ikke. Hun havde i mellemtiden forelsket sig
i den svenske adelsmand Ehrensvärd – Gyllembourg, og giftede sig med ham. (Her på siden kan du læse meget mere om H.C. Andersen).

 

Nyhavn 69

Denne hjørneejendom er fra 1885. Her boede skuespilleren Wilhelm Wiehe.

 

Nyhavn 71

Vi passerer Kvæsthusgade. Og det sidste hus, der er tilbage er et oprindelig kæmpestort pakhus. Det blev opført i 1805, som dobbelt – pakhus for de to bygherrer købmand Ole Bent Suhr og kaptajn Just Ludvigsen. Da opførelsen var færdig, trak de to bygherre lod om hvilken halvdel hver især skulle have.

Meget overraskende blev det hele til et hotel 71 Nyhavn Hotel, med lobby og restaurant i kælderen.

 

Den pæne side

Hvis vi nu gik videre gik vi i vandet. Det vil vi ikke. I stedet starter vi på den pæne side, Charlottenborg – siden.  Vi bemærker Gyldenløves våbenskjold med fire gyldne løver omgivet af faner og med ordenselefanten dinglende i en kæde.

Inde i haven, som H.C. Andersen kunne se fra sit vindue, findes den berømte gravsten over Abilgaards puddelhund. Det vil sige originalen er flyttet ind på Billedhuggerskolen.

 

Nyhavn 8

Her er bygget et par etager på i tidens løb. Det oprindelige hus blev opført i 1774.  Læg mærke til den lange frise. Det forstiller et skib med et juletræ i stævnen og kvindeprofil på agterspejlet. Ved siden af sejleren sidder en kvinde med et kors og et anker. Det skal måske symbolisere, Tro, håb og retfærdighed.
Også andre motiver kan beskues.

 

Nyhavn 10

Her boede den døvstumme maler, A. H. Hunæus . Han malede det berømte motiv, Vold Aftenen før Store Bededag. Maleriet blev vist på Charlottenborgs
forårsudstilling 1862.

 

Nyhavn 12

Her har vi så igen storkøbmanden Andreas Bodenhoff. Han opførte huset i 1770. Her er en fantastisk gårdsplads.

 

Nyhavn 14

Over porten ses en tavle med husets gamle navn og bomærke Den Sorte Ravn. Den blev opført i 1775. Bygherren hed Christian Jensen Wendelboe.
Han var styrmand og øltapper.

 

Nyhavn 18

Huset er opført i 1770.

Her flytter H.C. Andersen ind den 23. oktober 1871. Denne gang hos Frøken Hallager. Igen lejer han tre værelser. Han boede her til kort få sin død den
4. august 1875. Den allersidste tid tilbragte han på Østerbro (Se artiklen H.C. Andersens sidste dage på Østerbro – under Østerbro).

I den lejlighed som H.C. Andersen boede i,  boede Georg Brandes også en kort tid.

I mange år stod retiraden i gården, som husets berømtheder samt de andre, har benyttet sig af. Men det har en samvittighedsløs restaurering bortdømt.

 

Nyhavn 20

Det var her H.C. Andersen flyttede ind i 1834. Han boede hos Karen Sophie Larsen på 2. sal. Til den ene side havde han udsigt til kanalen og på den anden side havde han udsigt til den botaniske have bag Charlottenborg. Det var herfra Ida fik hendes blomster. Den botaniske have er i dag skrumpet meget ind. Her har kun kunstnere og billedhuggere adgang.

Her skrev han sine første eventyr. Et nyt hæfte udkom hvert år. I de første af hæfterne kunne man finde Fyrtøjet, Lille Claus og Store Claus, Prinsessen på
Ærten og Den Lille Idas Blomster. 

Maleren Wilhelm Marstrand boede her også et stykke tid.

I dag er Nyhavn ikke længere sømændenes druk – og kampzone. På gode dage myldrer det det med folk. Langs bolværket sidder folk med håndbajere.

 

Kilde

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

•   www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
•   Under København finder du 190 artikler
•   Under Nørrebro finder du 305 artikler
•   Under Aabenraa finder du 169 artikler

 

• Gamle værtshuse i København
• Flere gamle værtshuse i København
• København dengang
• Historien om Københavns Havn
• Da Gertrud rejste sig fra kisten (under Nørrebro)
• H.C. Andersens sidste dage på Østerbro (under Østerbro)
• Jomfru Fanny fra Aabenraa (om bl.a. H.C. Andersen)  (under Aabenraa)

Redigeret 17. – 02. 2022

Jens Peter Tønder var en original. Han så fattig ud, men havde penge på  kistebunden. Peter Worm var både humørsyg og havde ikke reelle hensigter. Han kvalte Tønder i Nyboder. Hans forsvarer mente, at Worm kun var et redskab. Den reelle morder gik fri. Måske var det præstens skyld.

 

Ingen job

Peter Worm var god til sprog og tegning. Han elskede at isolere sig og læse. Men et socialt menneske var han ikke. Fra Nyborg gik det via Nakskov til godset Oregaard, hvor Peters onkel var forvalter.

Meningen var, at Peter derfra, skulle rejse videre og begynde at studere jura. Men evnerne rakte ikke. Onklen foreslog at Peter skulle læse til lærer. Han ville godt betale. Men betingelsen var, at han skulle gennemføre.

Peter tog godt nok sammen med en rejsefælde til Lyngby i Jylland for straks at returnere til  København. Lærer ville han absolut ikke være.  Peter havde en kort overgang været i København før. Og denne gang gik det ham ikke bedre. Der var ingen job at få. Noget måtte det gøres.

Efter sigende skulle Peter have været en kort tid i Hamburg, men vendte forhutlet tilbage til Nyborg, for så tredje gang at tage til København. Tingene blev ikke bedre, der var stadig ingen jobs. Dem som Peter mødte, syntes at han var mærkelig.

 

Næppe reelle hensigter

Han forsøgte at indsmigre sig hos de katolske præster for at tjene nogle hurtige penge. Men de havde lugtet lunten og gennemskuet ham. Han havde næppe reelle hensigter. Siden 1835 strejfede Worm omkring i hovedstadens gader.

Flere gange tænkte han på at tage sig af dage med opium. Men han manglede modet. Han lod sig antage som underofficer, men det varde kun en måned.

 

Møde med Tønder

På gadehjørnet stod Jens Peter Tønder. En af Københavns originaler. Han forsøgte at sælge sit tidsskrift Gammelt og Nyt.

Han så noget forhutlet ud. Han trykkede selv sit tidsskrift derhjemme i Nyhavn 33, hvor han havde lejet sig ind.  Desuden underviste han i fransk. Efter sigende skulle han have nok på kistebunden. Dette erfarede Peter Worm også.

 

I lige linje med Tordenskjold

Denne Jens Peter Tønder både sommer og vinter i en lang grå frakke, går lærredsbenklæder, og en grov ikke helt hvis skjorte. Han havde ingen halstørklæde. Han gik i såkaldte kommissko og hvide strømper af groft uldgarn.

Han var en imponerende skikkelse , høj og muskuløs . Næsen havde et vist ædelt udtryk. Øjnene afslørede en stor intelligens. Han kunne godt gå over i ekstase, når et emne interesserede ham i en samtale.

Inden for frakken havde han et papbind med løse blade, som han solgte for 2 skilling. Jo, Tønder havde skam været litterær Telegraf – bestyrer.

Han nedstammede i lige linje med Tordenskjold. Han var af meget fin familie. Han fader var admiral og en af Holmens chefer. Men familien slog hånden af ham.

 

På  søen

Da han manglede penge til sine studier tog han på to lange sørejser. Han prædikede i hovedstadens kirker, men han blev fyret hver gang. Han blev forelsket i en tjenestepige, som arbejdede i forældrenes hus. Men de ville ikke give deres samtykke. Som hævn lod han sig antage som vægter. Flere nætter i træk stod
han og råbte ud foran forældrene hus..

I hans skriverier skrev han om samfundet. Han skrev blandt andet:

• Jeg havde i min Familie tre Admiraler, en Gehejmeråd syv Kammerherre. De har efterladt mig i Fattigdom og Elendighed. Jeg ville i min Familie hellere have haft Agerdyrkere, Skorstensfejre, Smede og andre fra den simple Klasse.

 

Jens Peter Tønders livsfilosofi

Han havde også nogle leveregler som han delagtiggjorde sine læsere i

1. Aldrig, at spille i Tallotteri eller noget andet slags spil.
2. Aldrig at drikke vin, brændevin, likører, øl, kaffe, the. Ikke andet end kold vand.
3. At leve bestandig i den ugifte stand.
4. Ikke at dyrke Gud på en vrang og urigtig måde ved tomme og unyttige ceremonier, men i gerningen på en rigtig og værdig måde.
5. At høre med den største ligegyldighed, ja med foragt Daarens  og den ukyndiges alle vrange og urigtige domme, men derimod aleneste at agte højt den indsigtsfulde, redelige og upartiske dom.
6. At finde det bedste selskab i ensomhed ved gode skrifters læsning, ved at smage naturens sande glæder, hvilke ligesom de ædleste dyder stå åbne for enhver.
7. Aldrig at blænde øjnene med en frisk glans, aldrig ville anses, men være virkelig, endog udmærket i gerningen fortjent. 
8. Ikke at lade sig henrive af en falsk indbildning, men i alle ting bestræbe sig at blive ved roligt overlæg.
9. At gå tidligt i seng, men stå tidligt op.
10. Al have håret tæt klippet ved hovedet.
11. Aldrig at ryge, snuse eller skrå Tobak
12. Bestandig at være i frisk luft, ja endog om natten at sove for åbent vindue.

 

Penge på  kistebunden

Jens Peter Tønder var nu ikke så fattig. Han havde arvet noget, men han var nok en gnier. Det var kun sjældent at han fik varm mad. Han betalte kun et par mark om ugen for logi.

 

Ingen virkning

Peter Worm indfandt sig hos Tønder. Han havde solgt en skjorte for at kunne betale afgiften for franskundervisningen. Tønder forlangte forudbetaling.

Han vidste, at Tønder var glad for søde kage. Han havde taget nogle butterdejskager med syltetøj med. Dem havde han fyldt med opium. Hans agt var at bedøve Tønder, og så hugge hans penge. Men disse kager havde ingen virkning.

Worm tilbragte nogle dage inden forbrydelsen på gæstgiveriet Tre Hjorter.

 

Rovmord

Den anden gang Worm var på besøg , den 27. juli, var dens agt, at kvæle ham, såfremt kagerne ikke virkede. Men kagerne havde en bismag. Da Tønder
rejste sig for at spytte de forfærdelige kager ud, så Worm sit snit til at få en snor om Tønders hals. Worm trak af alle kræfter. Dødskampen varede kort. Worm
bredte nu et tæppe over hans hoved.

Det er lidt forskellige opfattelser om Tønder var døset hen, og havde opdaget Worms hensigt, da han vågnede af opiummens virkning. Tyve, Tyve, skulle Tønder have råbt, inden Worm fik bugt med ham.

Fra Tønders brystlomme lykkedes det at finde nøglerne til gemmerne. Han åbnede den kiste, der stod i stuen, og tog en betydelig mængde penge, medaljer, mønter og obligationer. Der har været tale om 127 sølvmønter og medaljer. De tre af dem var i guld.

Worm låste døren med en hængelås. Nøglen smed han i vandet i Nyhavn. Derefter gik turen til Stadt Lauenburg.

 

Lugten fra kammeret

Misgerningen blev opdaget efter nogle dage. Der bredte sig en forfærdelig stank fra Tønders kammer.

Worm led af samvittighedskvaler. Men efter et par dage havde han købt nye klæder, og været rundt at betale sin gæld. Han fik en bekendt, som
han havde lært at kende, til at sende penge til sine forældre i Nyborg. 240 Rigsdaler var der i kuverten. Det var en handelsrejsende
ved navn Stolle, der afleverede kuverten. Men kuverten skulle åbnes for at man kunne give en kvittering. Her stod den rigtige afsender. Personalet på posthuset fattede mistanke.

 

Pågrebet i Lübeck

Worm var i mellemtiden taget til Lübeck, hvor politiet arresterede ham.

På et tidspunkt hævdede han, at det var hans far, der var moderen.

Anklagen var klar den 12. december 1836. Worm, der nu var 22 år gammel blev tiltalt for mord, røveri, tyveri, falsk og andet bedrageligt forhold. Hvis det holdt i de forskellige retsinstanser, ja så ville det ske det

• at Petri Claudi Ferdinand Emil Worm bør have sit liv forbudt og lægges på  stejle og hjul.

Mens Worm sad i arresten led han meget af epileptiske krampeanfald.

 

To års kamp for Worm

Worm` s forsvarer, P.M. Lange forsvarede ham med stor energi i to år. Han var overbevist om Peter Worms uskyld. Han mente, at Peter Worm blot var et redskab. Og han udviste stor tålmodighed med den anklagede, der konstant skiftede mening.

Lange mente ikke at han havde havde de kræfter, der skulle til for at ligge Tønder ned.   Punkt for punkt afviste Worms forsvarer politiets anklage. Han påpegede, at grunden til at Worm tilstod var, at han ville dø. Desuden havde politiet presset Worm til tilståelse for at tilfredsstille datidens medier.

Mordet havde krævet ret meget fysik, og den havde Worm ikke, mente forsvareren. Hvordan Worm kunne magte den meget større og stærkere Tønder,
forstod forsvareren ikke.

Da disse argumenter prellede af, forlange Lange, at Worms fysiske og mentale tilstand blev undersøgt. Forsvareren var helt sikker på, at der var en anden med i spillet. Worm var kun redskabet.

Stadslægen og Sundhedskollegiet undersøgte Worm. Og konklusionen var, at de ikke udelukkede tilregnelighed.

 

Behandlet med godhed

Den 2. maj 1838 blev Worm igen fremstillet. Her trak han sin tilståelse tilbage. Forhørene gentog sig sig igen den 5. og den 8. maj. I juni benægtede politiet, at de på nogen måde havde truet Worm. De havde tvært imod behandlet ham med megen godhed.

 

Tilstå  og kom i Guds Rige

Det hjalp nu helle ikke Peter Worms eller for den sags skyld P.M. Lange´ s sag, at præsten H.C. Visby opfordrede Peter Worm til at tilstå, så ville han få det bedre med Gud. Hvis han ikke tilstod, ville han ikke komme i Guds Rige.

 

Sympati for Worm

I befolkningen fik man efterhånden sympati for Worm. Hans breve og digte blev offentliggjort. Kjøbenhavnerposten advarede dog mod dette lefleri. Selv dagen inden henrettelsen blev et digt af Worm offentliggjort.

Fra flere sider forsøgte man, at få  Kong Frederik den Sjette til at omgøre dommen.

 

Ole Pedersen Kollerød: Svineri

En af dem, der var indsat sammen med Worm, var morderen Ole Pedersen Kollerød. Han kom i 1837 til skade at myrde Nymølles kusk, Lars Pedersen under et tyveriforsøg sammen med to andre. Han blev indsat i arresten i Slutterigade i september 1838.

Han kendte udmærket Peter Worm. I hans egen fortolkning af det danske sprog fortæller han blandt andet:

• Jeg sat hos Worm i arrest, med ham var der fleere Arestander. Jeg tror nok, at det var 8 Mand i det hele. Derimellem var ind geferlig stoer pryl, som hider Lars Christian Jensen og er juelmagersvend og har sat her i Kælderen i Stokhuuse i aared 1836. Denne Omtale var Worms Sengekammerat. Disse to di lagt i Sengen, baaed Nat og Dag og brugt alt det sviinerig, som det her kan trænges. Ja snart lagde den ene over paa og snart den Anden. Og de lode voss alle . Og så kysede di hinanden, ligesom det var ind Mand, der lagde og elskede sin Hustrue – ia, det saa viit, at Worm fek Kramp deraf.

Kollerød  fortalte endvidere, at de blev skilt af. De fik hver 40 slag prygl for deres forseelse.

Kollerød  blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840.  (Læs vores artikel om denne)

Henrettet

Den 20. november 1840 var tusinder af mennesker forsamlet på Amager, for at få et glimt af henrettelsen af Peter Worm. Skarpretter Nicolai Raunholdt,
der var barnebarn af skovfogeden på Gisselfeld havde styr på det.

 

En blykasse ved en mølle

Den 15. oktober 1837 kl. 5 om morgenen blev Jesper Jacobsen Kræmmerhuus anholdt ved Toldboden. Han ville tage båden til Kiel.  Han var i besiddelse af en seddel med en rød tegning. Denne skulle Worm angivelig have tegnet. De havde siddet sammen i arresten. Han havde gravet en blykasse ned ved en mølle mellem Hamburg og Altona. Den skulle indeholde en del guld – og sølvmønter. De var tiltænkt familien i Nyborg.

Havde Peter Worm selv myrdet Jens Peter Tønder, eller dækkede han over en sammensvoren? Vi får aldrig svaret.

 

Hovedet manglede

Ja så kunne historien så godt være sluttet og efterladt læseren med et stort spørgsmålstegn. Men der gik efter nogen tid vedholdende rygter i København, at der manglede et hoved i kisten med Peter Worm. Godt nok mistede han hovedet, men det blev lagt tilbage igen i kisten, efter at det havde været på stejle.

Det var lægen Carl Otte, der havde tilranet sig hovedet. Han havde en helt speciel interesse i Peter Worm og andre forbrydere. Han havde før været indblandet
i gravrøveri. og afhuggede hoveder. Han interesserede sig meget for Frenologi. Ideen var at man på et kranie kunne se forbindelse mellem ånd og legeme.

 Carl Otte blev i 1828 ansat på Tugt – Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavn. Han tog bl.a. gipsafstøbninger af afhuggede hoveder.

Fjorten dage efter henrettelsen fik Carl Otte i nattens mulm og mørke gravet hovedet op. Carl Otte er i dag begravet på Assistens Kirkegaard.
Behjertede sjæle ville også have haft Peter Worm begravet på indviet jord på Assistens Kirkegaard.

 

Kilde:

• Litteratur København
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvid du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.784artikler
• Herunder 190 artikler fra København 
• Herunder 305 artikler fra Nørrebro 
• Herunder 283 artikler fra Tønder 
• Nyhavns Historie
• Mordet i Brumleby 1914 (under Østerbro)
• Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942 (under Østerbro)
• Rovmordet i Holsteinsgade 1913 (under Østerbro)
• Dramaet i Husumgade (under Nørrebro)
• Hypnosemordene på Nørrebro (under Nørrebro)
• Oprør i Møgeltønder (under Tønder)
• Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)
• Henrettet i Tønder (under Tønder) og mange flere krimi-sager 

Redigeret 17. – 02. – 2022

Vi besøger Danmarks ældste villakvarter. Det hele blev opkaldt efter Jens Nielsen Toller von Rosenheim. Man holdt i mange år byggespekulanter på  afstand. Vi møder kunstnere og forfattere, Marstrand, Aagaard, Drewsen, Fru Heiberg, Familien Skovgaard, H.C. Andersen og mange flere. Fru Heiberg var ikke tilfreds med genboen. Læssøe måtte vente syv år på kærligheden. Finsens bue-lys – institut bredte sig. En tysk cirkusdirektør indfandt sig og H.C. Andersen blev træt af børn.

 

Danmarks ældste villakvarter

Man kan godt fornemme det. Det er igen en af de skønne enklaver i en storby. Vi befinder os i Danmarks ældste villakvarter. Det hedder både Rosenvænget, Rosenvængets Hovedvej, Rosenvængets Sideallé, A.L. Drewsensvej.

Rosenvængets Hovedvej er på cirka 200 meter. Den starter ved Odensegade og fortsætter til Strandboulevarden. Det var dog først i 1880erne, at vejen fik forbindelse til Østerbrogade, da Odensegade blev anlagt. Men i en årrække blev der anbragt et højt plankeværk med en aflåst låge mellem sig og den truende nye indkørsel. Man var ikke meget for at få offentlig tilgang.

Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets Sideallé, Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og ved Vænget.

 

Von Rosenheim

I 1688 erhvervede amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim store arealer på stedet. Efter ham fik mange lokaliteter på stedet navnet Rosen.  Hans tid som grundejer varede dog ikke længe. I 1689 sendtes han som overkrigs-kommissær med de tropper, man overlod Kong Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden. Under felttoget døde Rosenheim
året efter i Dublin.

Etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge her i slutningen af 1700 – tallet. Han var en driftig forretningsmand. Dette blev afløst af landstedet Rosendal med det tilhørende Rosenenge. Disse ejendomme blev erhvervet 1857 af hofvinhandler og kaptajn i livjægerkorpset Mozart Waage Petersen. (staves faktisk Waagepetersen) Året efter skete der en udstykning til byggegrunde.  Men først skulle Magistratens forkøbsret til Rosenvenge. Af kammerherre P.H. Classen og Det Classenske Fideicommis fik han overdraget to arvefester. Det ene kaldtes Jordstrimlen . Det skilte Rosenengen fra Strandpromenaden.

 

Udstykning

En del af grunden blev købt af grosserer Tuteins arvinger. Vi kender landskabet fra Christen Købkes berømte maleri fra 1836, Parti af Østerbro i Morgenbelysning. På billedet kan vi fornemme en stor have omkring Rosendal.

Ejendommen strakte sig helt fra det nuværende Østerbrogade ned til Strandboulevarden. Der var langstrakte græsplæner, strækninger med frugttræer og marker med køer og lam. Mozart Waagepetersen beholdt selv landstedet.  I 1863 kunne Illustreret Tidende berette følgende:

• Her kan der aldrig blive Tale om at henlægge Forlystelsessteder eller Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros Privilegier. Her kan man ikke tænke at bygge Kaserner, beregnet paa snese af smaa Familier, Nørrebros Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.

 

Byggespekulanter på  afstand

Hovedvejen blev ført ned til stranden. Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og ifølge vedtægterne skulle de være 20 alen bredde. Og villaerne måtte ikke bygges højere end tre etager. Man stræbte efter en landelig Bopæl med Have i nærheden af Staden og Stranden. Dengang lå kysten meget længere inde. Man holdt byggespekulanterne væk ved hjælp af strenge servitutter.

I 1872 var 49 grunde solgt. Men kravet om 20 alens bredde var droslet lidt ned. Gadebelysning med gas var påbegyndt.

 

50 villaer i frisk luft

De efterhånden 50 villaer kom til at ligge i landelige omgivelser med en dejlig frisk luft og skøn udsigt. Men idyllen må have været til at overse. De få lygter kunne ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været mørkt. I regn – og snevejr har de landelige veje sikkert ligget hen som morads.

For enden af Rosenvængets Hovedvej nede ved Strandpromenaden var det låst. Kun privilegerede personer som H.C. Andersen kunne få udleveret en nøgle. I en deklaration fra 1862, som stadig må være gældende hedder det sig:

• At Afløb fra Latrinen, Kostalde eller deslige ikke maa ledes ud til Vejen, Rendestenene eller Afløbsgrøfter. At der med Hensyn til Anlæg af offentlige Forlystelser ikke maa anlægges andre saadanne end Restauranter og Caféer, hvorimod Karrusel og Keglebaner, Dansesalons og andre støjende Forlystelser ej tillades inden for disse Grundstykkers Grænse.

 

H.C. Andersen på besøg 

Her var i 1870erne skønne haver med højstammede roser med jordbærbeder, valnøddetræer. Vindruer slyngede sig op af murene.   Villaerne blev tegnet af datidens største arkitekter. Stedet appellerede til det bedre borgerskab som William Wain, højesteretssagfører A.L. Drewsen og vejviserudgiveren T. Krak flyttede ud i Rosenvænget. Også militæret var repræsenteret, krigsminister, oberst Good, marinens kommandør Christiansen. Ja og Christen Købkes bror boede her også.

Den berømte maler, P.C. Skovgaard boede i Rosenvængets Hovedvej 27. Det var en bred villa i italiensk stil. Her boede Wilhelm Marstrand, C.F. Aagaard og marinemaler Sørensen, Holger Drachmann og Johanne Louise Heiberg. Meget ofte kom H.C. Andersen på besøg og læste eventyr for børnene. Han lovpriste også kvarteret flere gange i sine digte. Men Marstrand
kan også huske denne skål:

• Med Skaaler dænget i Prosa og Poesi, en Skaal for Rosenvænget og Roserne deri.

I 1872 priste han kvarteret på følgende måde:

• Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden
• Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer
• Hvor Rosenvænget naaer til Øresund
• Og Konstner – Navne lyse ud i Verden

H.C. Andersen boede i Melchiors villa på Gl. Kalkbrænderivej. Det vil sige han opholdt sig her. Han kom her ofte, for at sikre sig en gratis middag. Ofte blev Johanne Louise Heiberg besøgt. Hun havde den østligste villa med flot udsigt over Øresund. Men også kriminal-dommer Drewsens kone var betaget af Andersen. Mange var lidt hånlige efter hans evige jagt måske efter et måltid. Men mange nød Andersens oplæsninger.

Det lykkedes for H.C. Andersen at komme til faste tirsdags – middage hos Drewsen. Her afprøvede han også sine kunstige tænder i marts 1864.

Familien Drewsen

Fru Heiberg brød sig enlig ikke så meget om den kedelige jurist Drewsen. Hun syntes også at Drewsens fire børn var noget af det mest mugne, hun nogensinde havde set. Ingeborg Drewsen var måske lidt for godtroende, men kunne godt gå an. Fru Heiberg lærte dog at sætte pris på den kedelige jurist Han fik den tvivlsomme ære, at ledsage hende i Tivoli. Han kunne ikke undslå sig. Drewsens villa fik senere adressen, Marstrandsvej 2. Den var i familiens eje frem til 1910.

 

Marinemalere

Det var ikke så sært, at marinemalere havde bosat sig her, for ude på Øresund passerede brigger, fregatter, skonnerter og barkasser. De første motordrevne både passerede også. Alt dette var før Frihavnen og Strandboulevarden.

Det var kvinderne i kvarteret, der tog initiativ til at bryde Charlottenborgs monopol. Joakim Skovgaards gode ven, arkitekt Thorvald Bindesbøll tegnede Den Fris Udstillingslokale ved Østerport.  Komponister boede her også. Det gjaldt blandt andet J.P.E Hartmann. Han døde i år 1900.

Efter århundredeskiftet bosatte arvinger sig her. De liberale erhverv som læger, advokater og rådgivende ingeniører indfandt sig også. Her kom også skoler og organisationer.

 

Familien Skovgaard

Som nævnt boede landskabsmaleren P.C. Skovgaard herude. Han flyttede i 1856 til Østerbro fra Christianshavn. I 1861 flyttede han ind i villaen Rosenvængets Hovedvej 27A, som arkitekten J.D. Herholdt havde tegnet til ham.

Der var to store malerstuer mod nord. Da Skovgaards flyttede herud, var sønnerne Joakim og Niels henholdsvis 4 og 2 år gamle. Datteren Suzette blev født her i 1863. Allerede 5 år efter døde Skovgaards kone, Georgia født Schouw kun 40 år gammel. Skovgaard var nu enkemand for tre ret små børn.

De to drenge blev allerede fra de var børn vejledt i tegne – og malekunsten af deres far. Skovgaard var også vejleder for nogle unge malere, hvoraf nogle kom til at bo hos ham, bl.a. landskabsmaleren Christian Zacho. Men også landskabsmaleren Janus La Cour. Han boede i villaen fra 1861 til 1884.

La Cour blev ved Skovgaards død kunstnerisk formynder for de to unge sønner på henholdsvis 18 og 16 år gamle. De blev begge optaget på Kunstakademiet.

De to Joakim og Niels Skovgaard overtog nu villaen, mens den kun12 årige Suzette flyttede over til familiens gode ven og genbo, landskabsmaleren Thorald Læssøe. I en lang årrække blev villaen beboet af generationer af familien.

Nævner man familien, må man også nævne det nærliggende Aggersborg. Det ejede P.C. Skovgaards morbror, den velhavende vekselmægler, H.C. Aggersborg. Landstedet var et yndet tilholdssted for Skovgaard – børnene. De trivedes godt hos deres barneløse onkel Christian og tante Lise, samt Skovgaards ugifte søster, Vilhelmine.

Aggersborg lå mellem andre store villaer nede langs Strandpromenaden i Classens Have lige syd for Rosenvænget. Her var en særlig charme. Hovedbygningen var en træklædt villa med
stråtag. Den lå på en lille ø midt i en sø, hvor man kunne sejle og løbe skøjter om vinteren.

 

Peter Vedel og de svenske djævle

Det vakte vild forøgelse hos fruerne Heiberg og Drewsen, at Peter Vedel søndag morgen som en anden barnepige gik tur i Rosenvænget med sine børn. De var nogle vilde krabater. På Rosenvænget blev de betegnet som De svenske Djævle. Peter Vedel, var direktør i Udenrigsministeriet. Han var ikke meget for den vilde luksus og de normer, der herskede i kvarteret.

Fru Vedel var svensk født. Hun var ikke inde i Fru Heibergs omgangskreds.

Lidt længere nordpå på  A.F. Kriegers Vej byggede landskabsmaleren C.F. Aagaard i 1867 sit første hus med atelier. Og her lejede den unge Holger Drachmann sig ind i en periode, hvor han kombinerede skriveriet med at blive undervist i malerkunsten af marinemaler C.F. Sørensen.  Senere fik Aagaard bygget et nyt hus i Rosenvængets Allé.

 

Theobald Weber

Som genbo nede ved Strandpromenaden fik Fru Heiberg i midten af 60erne grosserer og spejlfabrikant Theobald Weber. På Rosenvængets Hovedvej 39 fik han opført en meget stor villa. Her flyttede han ind med kone og fem børn.

I 1859 havde han ved Gl. Kalkbrænderi startet den kemiske fabrik Øresund. Af den grønlandske kryolit udvandt han soda til brug i spejlfabrikation. Men fabrikken kom i økonomiske problemer. I slutningen af 1869 blev fabrikken overtaget af Hagemann og Jørgensen, med støtte fra Jørgensens svoger, C.F. Tietgen. Disse to ingeniører kom også til at bo i Rosenvænget.

Weber møder vi igen i historien om Kartoffelrækkerne. Han var også ejer af gården Rørholm.

 

Fru Heiberg ikke tilfreds med genboen

Weber flyttede til Svenborg. Han store villa i Rosenvænget blev overtaget af ingeniør Jørgensen. Efter flere ejere flyttede generalmajor og diplomat og på det tidspunkt krigsminister Waldemar Raasløff ind. Det passede overhovedet ikke genboen, Fru Heiberg. Måske var det fordi generalens mandagsgæster mødtes i haven og spillede ring.
Hun kunne dog ikke undslå sig et besøg. Men det var ikke nogen oplevelse. Selv betragtede hun det som hvilket Kaos af Menneskedyr.

Fru Heiberg kunne ikke blive ved med at have sydsiden af Rosenvængets Hovedvej for sig selv. Hun havde håbet, at det blev hendes ven Krieger, der byggede her. Men det var ikke tilfældet.

 

Læssøe måtte vente 7 år 

Det blev landskabsmaleren Thorald Læssøe. Han store og smukke villa i nummer 18 var tegnet af Tivolis og Casinos arkitekt, H.C. Stilling. Læssøe var temmelig velhavende efter sit ægteskab med komtesse Emmy Krag – Juel – Vind – Frijs af Frijsenborg. Som mange malere drog han rundt i landet og malede flere herregårde. På Frijsenborg mødte han sin store kærlighed.

Men som ung maler kunne man ikke bare ægte en datter af en lensgreve. Så han blev skyndsomt sendt til Rom for at glemme sin kærlighed. Men ak 7 års ventetid kunne ikke slå skår i kærligheden. I 1857 fik han lov til at gifte sig, men så desværre i 1863 at miste den næsten blinde Emmy ved datterens fødsel.

 

Finsen bredte sig

Ja så var det også Finsens kulbuelys. Men villaejerne regnede ikke rigtig Finsens-instituttet for at være en del af kvarteret. Patienterne blev hånligt omtalt som de lupussyge. Man havde forgæves forsøgt at forpurre planerne. Beboerne var også bange for at disse hudsygdomme kunne smitte. Og borgerskabet kunne da ikke affinde sig med at kigge på vansirede ansigter.

Men måske skyldtes modstanden mod Finsen, at virksomheden bredte sig til efterhånden mange villaer i kvarteret. Ja en tredjedel af kvarteret erhvervede man efterhånden.

 

H.C. Andersen ville ikke underholde børnene

Nogle af familiernes børn giftede sig med hinanden. Man holdt fine middagsselskaber og i de store villaer havde man mindst tre tjenestefolk. Der blev også holdt baller for ungdommen.  Men for det meste holdt herskaberne sig bag deres egne hække. Men børnene trivedes mellem familierne. Tjenestefamilierne udvekslede herskabernes aviser mellem hinanden.

Fru Heibergs selskabelighed udstrakte sig for det meste til de familier, hun havde kendt til før Rosenvænget. Blandt hendes nære bekendtskabskreds hørte Sophie Halkier. Det var den berømte Emma Gads mor. Hun boede i den store villa, Søvand, der lå langs Strandpromenaden lige uden for Rosenvængets Kvarter. Her var en storslående udsigt ud over Sundet
og haven stødte lige op til Aggersborg. Fru Heiberg holdt dog mange selskaber og tænk, hun blandede sig i mændenes debatter.

H.C. Andersen kom her meget. Men han var ikke så begejstret, når han skulle underholde ved børnenes fødselsdage. Han skrev i sin dagbog efter, at han havde underholdt ved den ældste datter Saras 11 års fødselsdag:

• Ejnar (Det var en af de hjemmeboende mukne Drewsen – sønner) fulgte mig i Mulm og Mørke, som ruger i Rosenvænget, over til Fru Heiberg, det var den lille Saras Fødselsdag, og en Mængde Smaabørn var der, de modtog mig med Hurra. Et lille Theater var reist og Fru Heiberg sagde, at nu skulle de give Ouveturen til min Oplæsning, en flad Papirdukke, forestillende en Matros blev stillet op, og den ene af Fruens tre Børn sagde ”Vift stolt paa Kodans Bølge” og det endte med ”af Ingemann, Hurra!”Og nu rungede Børnenes Hurra,
  nu kom en anden Dukke og det andet Barn sagde ”Det døende Barn” af Andersen, Hurra, derpaa sagde Sara det ene Digt af Alferne”Og Grenene gyngede op og ned” af Heiberg, Hurra! Jeg fandt det barnagtigt og saa maatte jeg læse ”Pigen som traadte paa Brødet”, ”Sneemanden Deilig” og ”Den lykkelige Familie”.

 

Den tyske cirkusdirektør 

Grosserer Alfred Hansen solgte i 1875 nummer 37 til fhv. cirkusdirektør Charles Hinné, der havde en helt anden baggrund end de andre beboere i Rosenvænget. Han var artist i sin fars tyske cirkus, kunstberider og skolerytter. Han fik opført permanente cirkus både i Moskva og Skt. Petersborg. Men det var ikke rigtig ham, at være direktør på et bestemt sted.

Han flyttede ind med sin kone og otte ud af ti børn i alderen fra 15 år til 1 år. Dertil kom tjener, kokkepige, stuepige og guvernante. De var tysktalende, katolikker og var stærkt tilknyttet Skt. Ansgar Kirken i Bredgade.

Men Charles havde ikke helt lagt cirkuslivet på hylden. På en stor grund indrettede han i Rosenvænget et ride-hus, hvor han underviste i det højere skoleridt.

Landstedet Rosendal som det hele udsprang fra, blev nedrevet  i slutningen af 1880erne, som led i bebyggelsen af Østerbrogade.

 

Store bygninger æder sig ind

Pludselig dukkede der i 1932 – 34 en 3 – etagers bebyggelse op. Beboerne påberåbte sig Rosenvængets urgamle villaservitutter. Det endte som højesteretssag, men gik beboerne imod.Men man fik dog vedtaget en byplan i 1943, som skulle beskytte Rosenvænget mod gentagelser. Åbenbart var der en undtagelse i denne plan, som kun læsere af Statstidende har heftet sig ved. For i 2006 opførtes pludselig lejlighedskomplekset Den Franske Have syd for Rosenvængets Allé.

To villaer, nemlig Det Franske Institut, ejet af den franske stat, samt kongelig vinhandler Mozart Waage Petersens villa blev jævnet med jorden. Sidstnævnte var jo ham, der startede det hele.

Heibergs have

Heibergs Have er tre treetages ejendomme som faktisk er bygget i den gamle Fru Heibergs have. Det var altså her H.C. Andersen fik tilkæmpet sig gratis middage eller drak the eller portvin med Fru Heiberg. Fruen boede her fra 1862/63 til 1874/75, hvor hun flyttede til det ligeledes fashionable Søtorvet.

Det var vennen Krieger, der havde rådet Fru Heiberg til at flytte herud. Den nu 50 – årige flyttede herud med sine tre småpiger, Sarah, Leila og Anna. De var adopteret fra Vestindien.
Desuden flyttede tjeneren Hans Børge, en jomfru, en tjenestepige og børnenes guvernante Margrethe Hirsch ind.

Og så pressede en ny daginstitution sig også lige ind. Den byplan er hvis ikke så meget værd.

 

Bygningerne, mens vi har dem endnu

Skal vi ikke lige kigge på de nævneværdige bygninger i gaden, inden de også river dem ned.

• Nr. 4 er Den libyske ambassade
• Nr. 6 er opført 1875 af arkitekt Harald Drewsen efter engelsk forbillede. Her boede tidligere sagføreren og kunstsamleren F.C. Boldsen
• Nr. 18A Her lå en nu nedrevet villa fra 1898 – 99 af Caspar Leuning Borch
• Nr. 21A Den første villa, der blev opført i Rosenvænget i 1850erne af øjenlægen Heinrich Lehmann, bror til den kendte politiker Orla Lehmann
• Nr. 27A Fredet villa opført 1860 af Ferdinand Meldahl til landskabsmaleren P.C. Skovgaard. Senere arvede hans sønner, som også var kunstmalere ejendommen. Villaen var i familiens eje helt frem til 1971.
• Nr. 37. I 1899 købte lægen Niels Finsen huset, som han fik indrettet til sin berømte lysbehandlinger af hudsygdomme. I 1906 – 08 lod han en klinik opføre. Siden bredte institutionen sig til flere af de nærliggende villaer, der mere eller mindre er indkapslet i området i dag. I dag er her Danmarks Designskole.
• Nr. 46 Villaen er tegnet af J.D. Herholdt i 1862. det var her Johanne Louise Heiberg boede.

Rosenvænget – dengang

Jo, der herskede et helt specielt liv i Rosenvænget. Stemningen går igen i Valdemar Vedels erindringer i antologien Mit Hjem fra 1912:

• Der græssede båder køer og geder i Vænget, og huserede både ræv og mår, og vejene, som lå under den stedlige bestyrelse af villaejere, kunne i sneføre og regntider kun befares med transtøvler eller træsko, i alt fald af os børn. Men Wilde, politibetjenten havde intet som helst andet at bestille end at passe postbuddet eller herskabskarlene op for at få en passiar med dem, mens hans enarmede bror, gartneren, gik om og tilså alle haverne. Og gamle Sørensen, marinemaleren, vandrede sin morgentur rundt på vejene i slåbrok og fez og med lang tobakspibe ….ja selv Krieger, den værdigt pertentlige excellence, gik barhovedet og i en stumpet slåbroks-jakke sine gravitetisk – afmålte ture med breve til postkassen.
• ”Det var jo embedsaristokratiets og kunsternes Rosenvænge. Fru Heiberg sad som enkefrue og holdt salon i sin villa for sin gamle nationalliberale tilbedere, og i hendes have
  var det, Ibsen nød den ”Dag ved Sundet”, han mindes i sit digt – den gang lå der udenfor ”den røde låge” blot en grøn eng ud til vandet. I Marstrands gamle villa boede Krieger med sine norske tanter, der holdt hus for ham, og i hans dagligstue med det skovgaardske maleri og den jerichauske statue samledes Eider-politikens og skandinavismens aldrende koryfæer, selv Andræ, hjemmemennesket, lod sig mangen en gang lokke derud fra sin bolig i Øster-allé.
• Og det var Drewsenernes villa, med den store slægtskreds af Stamper og Colliner, som kom der, og øjenlægen Lehmanns – Orla Lehmanns brors – musikdyrkende hjem.
• Det var Skovgaardenes hus, landskabsmalerne Læssøes og Aaagaards og flere andre kunstnerhjem.

 

Kilde:
–  Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:

•    www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
•    Under Østerbro finder du 101 artikler 
•     Under Andre Historier finder du 73 artikler 
•     Under Nørrebro finder du 304 artikler 
•     Under Højer finder du 77 artikler 

–

• Gamle havne på Østerbro
• H.C. Andersens sidste dage på Østerbro
• Østerbro som landsby
• Østerbros historie
• Johanne fra Lille Ravnsborg (under Nørrebro)
• Johanne Louise Heiberg (under Andre Historier)
• Soldater på Jordsand (under Højer) (Toller von Rosenheims tur til Irland)

Redigeret 26.11.2021

Hornemann krævede forbedringer. Ingen initiativer fra politikere. En tidligere fysikus fra Tønder tog affære. Husene blev udloddet. De lignede borgerskabets huse. Socialisterne mente at familierne blev borgerliggjort. Hvor blev arbejderne af? Det blev for dyrt for dem. Man havde De Helliges rækker, kvindekollektiver og molotovcocktails. Og så ville børnene have magt.

 

Gartneri på  stedet

Ja, Kartoffelrækkerne ligger vel kun halvvejs på Østerbro. Navnet hentyder til kvarteret mellem Øster Farimagsgade og Sortedamssøen. Ja og her har faktisk været gartnerier, hvor der er dyrket kartofler. Det kan du læse om i en af vore andre artikler om Østerbro.

Det var blandt andet her, at Familien Reeh havde gartneri. Det havde de haft siden 1760. De dyrkede grøntsager, hovedsagelig kartofler. I 1870erne solgte brødrene Reeh, deres grund.

 

Under vand
– dengang

Men for 500 år siden lå størstedelen af det område, hvor Kartoffelrækkerne nu befinder sig under vand. Søerne var endnu ikke inddæmmet. I 1722 lod gartneren og arkitekten J.C. Kieger Sortedamssøen inddæmme. Den fugtige jord egnede sig bedst til græsning. I 1760 købte Johan Heinrich Reeh grunden.

På den grund som Arbejdernes Byggeforening købte i første omgang opførtes husene i Hallingsgade, J.A. Schwartzgade og Voldmestergade.  Seks år senere solgte broderen sin grund. Her opførtes de resterende otte gader.

Man var bange for at nogle af husene i Webersgade ville komme til at ligge i skyggen for Sølvgades høje byggeri. Derfor frasolgtes en del af grunden til grosserer Weber. Man betingede sig, at han byggede lavt. Men den aftale var han lige glad med. han byggede højt.

Byggeriet var en af de initiativer, der skulle sikre arbejderne bedre kår. Det er modsætningen til det som skete på Nørrebro, som var ren byggespekulation.

 

Trange forhold

I 1853 var der udbredt koleraepidemi i København. 5.000 døde. Det var hovedsageligt arbejdere, der boede under elendige forhold. Renovations – og kloakforholdene var under al kritik. Befolkningen inden bag voldene var fra 1800 til 1860 voksen fra 100.000 til 160.000 indbyggere.

Som konsekvens af dette byggede Lægeforeningen, Brumleby. Andre byggeforeninger fulgte efter.

I 1880 udgjorde bybefolkningen 30 pct. af Danmarks befolkning. Det var en ulidelig stank inden for byens mure. Kloakvand og drikkevand blev ofte blandet sammen. Mange sygdomme
opstod. Det var ikke ualmindeligt at rotter angreb børn.

Endelig i 1850erne besluttede forsvaret at ophæve voldene. Men ak og ved. De første byggerier uden for voldene var ren spekulation. Byggeherrerne sad selv i Borgerrepræsentationen,
så det med lovgivning så man stort på.

 

Hornemann krævede forbedringer

Lægen Emil Hornemann forsøgte at overbevise bystyret om, at man skulle kigge på vandforsyning, renovation og kloaksystem. Nye epidemier og sygdomme ville bryde ud, hvis der ikke snart skete noget.

Allerede i 1851 havde Hornemann været den ledende kraft bag det aktieselskab som havde opført bebyggelsen Overgaden oven Vandet 84 – 88 på Christianshavn. Det bestod af treetagers arbejderboliger ud til kanalen.

Til Fædrelandet skrev Hornemann i 1853:

• Ogsaa her i København gives Gader og mange hundrede Huse, der baade hvad Bygningens Slethed, Overfylding med Mennesker, Mangel på  Renlighed, Vand, Bekvemmelighed, Lys og Tørhed angaar, kunne maale sig i det mindste med Massen af de slette Boliger i London.

 

Ingen initiativer

Men politikerne var overhovedet ikke klar til at tage nogen som helst initiativer. Ja, de tvivlede endda på, om koleraen var en smitsom sygdom. Bystyrets aldrende autoriteter var overhovedet ikke modtagelig for nytænkning. I 1857 var en ny epidemi på vej. Hornemann fik uindskrænkede beføjelser til at imødegå en sådan.

 

En mand fra Tønder hjælper

Det var arbejdere på Burmesiter & Wain (B&W) i samarbejde med distriktslæge F.F. Ulrik, der tog initiativet til opførelsen af boligerne. Man startede simpelt hen Arbejdernes Byggeforening i 1865. Ja egentlig startede det på den måde, at Ulrik holdt et foredrag i Rimstads. Arbejderforening. Foredraget hed Om småfolks selvhjælp og samarbejde
i andre lande. Blandt tilhørerne var kontorist Eigved, der var ansat på B&W. Han spurgte Hr. Burmesiter, om han måtte sætte det trykte foredrag op på virksomhedens værksteder. Det fik han lov til, og interessen var overvældende.

Ulrik havde været fysikus i Tønder, men var blevet stenet ud af de tysksindede i 1864. Det var ikke fordi, de ikke ville lade sig behandle af ham. De turde bare ikke gå ind af hoveddøren. De andre tysksindede skulle jo nødig se det.

Ulrik mente efter at han havde set arbejdernes vilkår i København, at de fattiges boligmæssige og hygiejniske forhold kunne blive en dødelig trussel mod de riges liv og vellevned.

 

Ulrik holder foredrag

De næste par uger blev der holdt en del møder mellem Ulrik og arbejderne. Den 20. november holdes der stormøde. Hornemann leder mødet og Ulrik holder et foredrag om, hvor nyttigt det er, at arbejderne danner spare – og byggeforeninger. Sådan sagde Ulrik bl.a.:

• For Øjeblikket tror jeg, at det haardeste Tryk her i Staden hidrører fra Mangel paa gode prisbillige Boliger. Et hyggeligt Hjem og de Goder, det fører med sig, sætter Nordboen mest af alle Folk Pris paa, og intet er saa ødelæggende for Manden som for Hustruen, saa sindsfortærende og sløvende i aandelig og legemlig Henseende, som Mangel paa Husrum
  og Hjemmets Hygge, et Sted for den Trætte, at finde Hvile for Dagens Slid og Møie. Lad os derfor træde sammen for at bygge Huse.

 

Et kæmpe projekt

De første ti huse blev rejst på  en skænket grund ved den senere Sverigesgade på Amager. I 1868 – 69 opførte foreningen 12 huse i Schønbergsgade på Frederiksberg.  Bemærkelsesværdigt var det, at planlægningen af Kartoffelrækkerne omfattede 480 huse. Hvert rækkehus var disponeret til to familier og havde både forhave og gård.

Allerede ved århundredeskiftet  havde flere bygge køkken på kvisten, så det i realiteten var blevet et hus til tre familier. Mange fik en ekstra indtægt ved at leje ud.

Byggeriet blev finansieret ved et ugentligt kontingent på 1 mark. Dette blev ændret med den nye møntreform i 1875. Nu udgjorde kontingentet kun 33 øre. Husene blev opført i årene 1873 – 89. Da de var færdige, blev der trukket lod blandt medlemmerne.

 

Lodtrækning

For dem som ikke vandt lodtrækningen fungerede foreningen som sparekasse. Efter en årrække kunne man få pengene igen med tilskrivning af renter. Mange brugte opsparingen som
en slags børneopsparing. Når poderne blev konfirmeret, blev opsparingen hævet. Ved foreningens start var der ca. 200 medlemmer. Allerede i 1890 var man oppe på 16.000 medlemmer.

 

Masser af plads

I en artikel i Hygieiniske Meddelelser i 1880 opregnede Hornemann bevæggrundene for opførelsen af Kartoffelrækkerne:

• Vi kunne ikke lukke Øjet for at der i de lavere Samfundsklasser i den uheldigt stillede Arbejderklasse, er grumme megen Nød og Elendighed, langt mere end de fleste tro – At dette kan skyldes Drikfældighed som en væsentlig Aarsag er Muligt, men sikkert er det, at disse Tilstande avle dyb Utilfredshed overfor de bedre stillede Klasser, en Følelse som i mange Retninger truer de Interesser i Samfundet, som for os alle burde være de dyrebareste.

 

De første toiletter

Det skulle bygges ordentligt, luftigt, rent med rigelig af plads. Men de slap ikke med lokum i gården. Ja det var tale om fælles lokum, der blev tømt en gang om ugen af natmanden.Natmanden gik med den friske tønde gennem gangen i stuen og ud af gårddøren.. Den fulde tønde tog han på  nakken, og så håbede man på, at den var lukket forsvarligt. Man mødte hinanden til og fra toiletbesøget. Først i løbet af 1930erne kom de rigtige toiletter til kvarteret. De blev så meget fantasifuldt placeret i kosteskabe under trappen. Mindre fantasifuldt var placeringen i køkkenet.

De mere velhavende fik indrettet badeværelse med kar.

Gas blev indlagt fra starten. Der blev stillet et minimumskrav til gadebredden på 25 alen.. En tredjedel af grunden skulle bruges til et samlet gårdrum.

 

Haverne til pynt

Haverne var nærmest til pynt. Et par gange om året kom grus-manden. Så kunne man købe en spand grus. Man sad ud i haven til parade. Man måtte ifølge skødet ikke bygge noget på grunden. Men beboerne var meget fantasifulde i deres måde at bygge vindfang foran hoveddøren. Brumleby var moderen. Her er der stadig andelsforening med strikse ventelister.

 

Lignede borgerskabets huse

Det var arkitekten Frederik Bøttger der havde tegnet husene. Egentlig lignede de borgerskabets huse på Frederiksberg og Østerbro. Men hvor blev de rigtige arbejdere af? Der var håndværkere og småfunktionærer. Ja man sagde, at det var Småborgerlighedens rugekasser.

Principperne bag foreningen var afgjort borgerlig. Den flittige arbejder skulle efter et vist åremål som lejer af huset blive ejer. Hornemann ville på den måde tilskynde ejerfølelsen. Beboerne skulle holde deres Huse og Lejligheder renligere og pynteligere end andre i lignende Kår.

 

Familierne blev borgerliggjort

Initiativtagerne havde ikke et egentlig politisk sigte  med dette, men søgte kun at forbedre arbejderklassens vilkår. Men senere lød det fra socialisterne, at man havde borgerliggjort ret så mange familier.

Foreningens formålsparagraf lød således:

• Under Navnet ”Arbejdernes Byggeforening er der sammentraadt en Forening med det Formaal at opspare Kapital, som tillige med de Laan, der matte kunne erholdes, blive at anvende til Foreningens medlemmer i Kjøbenhavn og nærmeste Omegn, hvor passende Byggegrunde kunne erholdes, at opføre Boliger til Bortleje og senere Ejendom.

 

Ingen vanære, tak

Når man havde betalt sine afdrag i 10 år, fik man skøde på huset. Af skøderne fremgik det, at der ikke i de første 99 år regnet fra skødets udstedelse måtte drives Værtshushold, Laanekontor, Fabrik eller Næringsdrift, der er forbundet med Vanære, eller som ved Støj eller Lugt forulemper de Omkringboende, ligesom ogsaa Svinehold i samme Tidspunkt er forbudt…..

 

Husenes inddeling

På Nørrebro var den typiske størrelse i Blågårdsgade og Tømrergade dengang på 30 m2. På Jagtvej blev 84 boliger opført af Arbejderforeningen af 1860. engang kunne man også opdele boligstandarden i København:

1. Herskabslejligheder bestod af 2 – 3 opholdsværelser, et par soveværelser, børneværelser, spisestue og pigeværelse.
2. Middelstandslejligheder bestod af tre værelser og kammer samt køkken.
3. Arbejderlejligheder(formodentlig for faglærte) bestod af to værelser og køkken.
4. Fattiglejligheder bestod af et værelse med køkken og var hyppigt anbragt i kældre, baghuse og tagetager

 

Hvor er arbejderne?

Tager vi beboerlisten fra dengang (1886) i Kartoffelrækkerne ser vi følgende sammensætning, kontorist, politibetjent, skibsfører, grosserer, postbud, maskinmester, tjenestekarl, oversergent, frue, skomager, slagter, frøken, arbejdsmand, murersvend.

Overdragelsessummerne vidner om, hvorfor det var de mere velhavende, der overtog husene. Man optog også medlemmer fra alle samfundsklasser. Fra starten var husene trods prisen meget eftertragtede.

 

Trange forhold

Og i romanen Stuk kan vi mærke, hvor snævert det hele er. Her boede nemlig ifølge Herman Bang – redaktør Graversen.

Det havde også sine grunde, at det var så trangt. Man kunne klemme sig under byggevedtægternes regler for skattefrihed for små lejligheder. Gas og vand blev indlagt fra starten. Man varmede op med kul og koks i kakkelovne på hver etage.

Dengang hilste man på naboen, men egentlig vidste man ikke, hvad beboeren længere henne i rækkerne hed. Og der var heller ikke forskel på lejere og ejere, for man vidste simpelt hen ikke, hvem der var hvem. Børnene havde mere frit spil.

 

Badebro med flagstang

For  enden af Kartoffelrækkernes 11 veje  ligger Sortedamssøen. Endnu under Første Verdenskrig havde man her egne badebroer med flagstang og et lille hus med lås på. De dyreste huse var dem ud mod Farimagsgade. De var større og her var der mulighed for at indrette butik i stueetagen. Snart var kvarteret velforsynet med bagere, købmænd, grønthandlere, slagtere, mejerier, skrædder, buntmager, sølvsmed, glarmester, frisører og meget mere.

Mellem de to krige blev næsten alle huse ombygget til tre familier.

 

De helliges rækker

Rækkerne fik i 1930erne et nyt øgenavn. Det var De helliges rækker. Det skyldtes, at beboerne havde en stærk tilknytning til Luthersk Mission. Man fik børnene døbt i Esajaskirken i Malmøgade.

Under besættelsen havde kvarteret sin egen vagtordning. Når sirenerne lød om natten skulle vagterne løbe fra hus til hus og vække beboerne med fløjter, så de kunne komme i kældere.

Manglende gadefejning og snerydning samt rottebekæmpelse var nogle af de ting, der stod på bestyrelsens dagsorden . Allerede i 1950 blev der forespurgt om fjernvarme.

 

En bil i Landsretten

I 1960erne overtog akademikerne efterhånden magten. Midten af gaderne blev forbeholdt børnene. Pludselig kom der kvinder i bestyrelsen. Og viktualieforhandler Madsen måtte ikke have sin bil holdene i sin forhave. Sagen gik helt til landsretten, men advokat Schlüter havde gjort sit arbejde godt. Stakkels Madsen blev dømt til at fjerne bilen og afholde sagsomkostninger
både for by – og landsret. Og pludselig var der heller ikke mere parkeret scootere, motorcykler, almindelige cykler og tomme petroleumsdunke i forhaverne.

 

Hvad ville kommunen?

Der var en del debat omkring Brumleby, og pludselig kom man i Kartoffelrækkerne i tanke om de gamle forsvarsbestemmelser, da man købte grundene. Kommunen kunne tage grundene tilbage efter 100 år. Kommunen var i byggetanker, hvornår kom turen til områderne ved søerne?

 

En republik i søen

Foreløbig kunne man se, at Fugleøen ude i Sortedamssøen blev erklæret som republik. Det var i 1966. Denne status havde øen til om eftermiddagen, hvor politiet i motorbåde generobrede øen og sikrede den tilbage til kongeriget.

 

Kvindekollektiver og molotovcocktails

Unge revolutionerer bosatte sig sig i Kartoffelrækkerne og lavede kollektiver. Nu var det igen cykler i forhaven. I et hus i Schwartzgade blev der produceret Molotovcocktails. De skulle bruges mod Verdensbanken.

Det gjorde indtryk hos de andre beboere, særlig efter at der nu også rykkede kvindekollektiver ind. På Generalforsamlingen blev der derfor foreslået at ændre kvarterets navn til Kunstnerbyen ved Øster Farimagsgade.

I 1970erne var der kilte på dørene, Nej til EEC, Stødt de strejkende Laboranter. To tredjedele stemte rødt og holdt Information.

Man havde råd til culottesteg, sommerhus bil og Calvados. Forfatteren Morten Kongstad fortæller, at en af ghettoens få arbejdere havde vovet sig med til gadefesten, sat højttalere i vinduet, og afspillet en tysk partyplade. Det skulle han nok ikke have gjort. Så langt gik tolerancen ikke.

 

Saneringsmoden – hvad nu?

Mange fik sig et chok for dele af Kartoffelrækkerne var pludselig blevet saneringsmoden. Mange frygtede ligesom i Brumleby, at husene skulle vige pladsen for byggespekulanter. Mange kræfter blev brugt. I 1972 konkluderede man så, at Kartoffelrækkerne var bevaringsværdige. Kommunen gav ejerne mulighed for at nedlægge lejemål og godkende husene som enfamiliehuse.

 

Børnemagt

Som et chok for især de ældre blev der nedsat et Legegadeudvalg. Børne havde følt det som om, at der ofte var skideballer og ind i mellem øretæver i luften. Larm i gaden, bolde i forhaven og endda på hoveddøren var mere end de ældre kunne udholde. Børnene drillede og talte ikke særlig pænt.

Men nu var det så nogle, der tog initiativ til børnemøder. Ja tænk man nåede op på et børnetal på ca. 35 pr. gade.

 

Farvel til Arbejdernes Byggeforening

I 1974 nedlægges Arbejdernes Byggeforening. Der var ikke mange arbejdere tilbage i Kartoffelrækkerne. Men foreningen nåede dog at bygge 1.740 huse. De sidste blev bygget på Amager i 1930erne.

• 1867 – 1871 32 huse i Sverigesgade, Brigadevej og Finlandsgade
• 1868 – 1869 12 huse i Schønberggade
• 1870 – 1872 45 huse i Gernersgade, Krusemyntegade og St. Paulsgade
• 1874 – 1877 49 huse på Olufsvej og Øster Allé
• 1873 – 1889 480 huse i Farimagsgade – kvarteret
• 1886 – 1891 235 huse i Vester fælled – kvarteret
• 1892 – 1903 393 huse i Strandvejs – kvarteret

 

Slidt på den kønne måde

De fleste byggeforeningshuse ligner hinanden. Det er toetagers rækkehuse, hvor tagetagen er udnyttet. Senere undersøgelser har vist, at der er meget få arbejdere, der er flytter ind i Kartoffelrækkerne. De har simpelt hen ikke råd.

De nye huse bliver beboet af funktionærer og mellemledere. Her bor flere arkitekter end arbejdere. I dag koster husene omkring 4,5 – 5 millioner kroner. De private huse i rækkerne
går for højeste bud. De priser holder nok heller ikke mere.

 

Velholdt med ikke nydelig

Her er der slidt på den kønne måde. Her er velholdt men ikke nydelig. Man holder sammen, holder gadefester og spiser moderne mad. Rækkehusene er snævre, men meget på mode. Her bor de kendte. Man løber ind og ud hos hinanden. Her kan man ikke leve i fred. Det forventes at man deltager i fællesskabet, gadefester, gademøder, fastelavn, juleudsmykning m.m. Også økonomisk deltager man.

Bevares, der er konflikt. Parkering contra legegader. Man kan vel godt kalde stedet for en ghetto for middelklassen. Måske er ordet enklave et bedre ord, for stedet er eftertragtet. Og
børnene går i en ”hvid” folkeskole på Øster Farimagsgade. Ja sådan sagde skoleinspektøren selv engang.

Men man bruger da også Bordings Friskole, Krebs, Ingrid Jespersens, Zahles og Østerbro Lilleskole. To tredjedel af ungerne i Kartoffelrækkerne går i privatskoler. København bliver bestemt rigere af disse enklaver – en landsby i en storby.

 

De 11 gader/veje i Kartoffelrækkerne:

Webersgade

Grosserer Weber lovede at bygge lavt, da Arbejdernes Byggeforening købte nabogrunden. Men den aftale holdt han ikke. Foreningens huse ligger nu her i skygge. Hvorfor førte dette brud på aftalen ikke til navneforandring.

 

Wiedeweltsgade

Billedhuggeriet lå Johannes Wiedewelt i blodet. Hans far var søn af billedhugger Just Wiedewelt fra Holmen. Han blev medlem af Kunstakademiet og udnævnt til professor. Han fik til opgave at dekorere Fredensborg af Frederik den Femte. Han var uhyre flittig. Fra 1777 til 1789 udførte han 54 monumenter i parken omkring Jægerspris Slot. Han forlod sit hjem den 17. december 1802. Fire dage efter fandt man ham i Sortedamssøen. Han led af en uhelbredelig sygdom.

 

Jens Juels Gade

Jens Juel blev sendt i lære hos en maler i Hamborg. Her blev han i fem år. Han blev optaget på Akademiet og tog på en 8 års udenlandsrejse. Han var et af dansk kunsts sikreste maler. Han døde i 1802. Kun to af hans seks børn nåede at blive voksen.

 

Abildgaardsgade

Han var Danmarks første historiemaler. Desværre gik de fleste af hans billeder til i Christiansborgs brand. En overgang mistede han lysten til at male. Men lysten får han igen, da han gifter sig med den 34 år yngre Juliane Marie. Parret fik hurtig tre børn. Han blev begravet på Assistens Kirkegaard. Akademiets elever bar kisten fra Charlottenborg til Nørrebro og Prins Christian talte ved graven.

 

Eckersbergsgade

Christoffer Wilhelm Eckersberg var sønderjyde. Han kom i lærer hos en malermester i Aabenraa. Derefter gik turen til Flensborg og tre år efter til København. Derefter kom han på Akademiet. Pengene samlede han sammen blandt borgere i Flensborg. I Italien mødte han Thorvaldsen. Han blev professor med ret til at bo på Charlottenborg. Han var højt elsket af sine elever. Som historiemaler mødte han meget kritik. Under kolera – epidemien i 1853 døde han. (Læs vores artikel “Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård”

 

Wilhelm Marstrands Gade

Allerede som 15 – årig blev han optaget på Akademiet. Han malede en del portrætter af københavnske borgere.  Han fik mange ordrer, og malede især kønne unge Damer. Sødladne portrætter af det københavnske hverdagsliv kastede han sig også ud i. Efter en rejse til Italien, begyndte han at male italienske folkelivs scener. Han kastede sig over Holberg – scener. Han blev professor ved Akademiet.

 

Skovgaardsgade

P.C. Skovgaard var født på Hammershus ved Ringsted. Barndom og ungdom tilbragte han i Tisvilde. Hans landskabsmalerier er rige og frugtbare. Han døde som 58 – årig i 1875.

 

Høyensgade

Niels Laurits Høyen var ansat som lærer på Kunstakademiet. Han stiftede Kunstforeningen i 1827 og blev leder af Den Kongelige Malerisamling.

 

Hallinsgade

Jernstøber N.B. Hallin fra Burmeister & Wain var formand i Arbejdernes Byggeforenings første bestyrelse.

 

J.A. Schwartsgade

Johan Adam Schwartz var elfenbensdrejer. Han kom med i sin fars virksomhed. Der skulle skabes bedre forhold, for håndværkerne, mente han. Håndværkerskolerne skulle indrettes hensigtsmæssig. På hans initiativ oprettede Industriforeningen i 1841 Industriskolen i Snaregade. Han blev formand for Industriforeningen og var i perioden fra 1849 – 1855 borgerrepræsentant.

 

Voldmestergade

Kartoffelgrunden var i familien Reehs eje fra ca. 1760 til 1870erne. Den første del købte Arbejdernes Byggeforening af J.H. Reeh, og han var voldmester.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Brumleby på Østerbro
• Gader og veje på Østerbro
• Flere gader og veje på Østerbro
• Østerbro langs søerne
• Østerbro – som landsby og mange flere artikler 

Redigeret 29. – 11. 2021

Af Tonny Svanekiær 

Dette er historien om Jagtvejens Mølle, også kaldet Tagens Mølle og Thorsgade Mølle. Møllen blev bygget i 1799 og fungerede i Utterslev. Det blev flyttet til Kløvermarken, hvor den stod i ca. 80 år. Vi følger møllefamilierne, Jørgensen, Larsen Møller, Dame og Jacobsen. I 1913 blev møllen nedtaget. En moderne brødfabrik opstod på stedet. Den ophørte i 1923.

På hjørnet af den nuværende Tagensvej og Jagtvej lå Jagtvejens Mølle som også kaldtes Tagens Mølle og Thorsgade Mølle. Den blev opført på matrikel 171 H ved Kløvermarken ifølge skøde af 15 marts 1811. I resten af denne beretning om møllen vil den kun kaldes for Jagtvejens Mølle. Grunden som møllen blev opført på lå meget tæt på hvor Thorsgade udmunder i Tagenvej i dag, det er formodentligt årsagen til at den også kaldtes Thorsgade Mølle.

 

Jørgen Jørgensen – den første ejer af møllen efter ny-opførslen.

Ejer fra 1811 til 1829 var Tømrermester Jørgen Jørgensen der også genopførte Jagtvejens mølle. Møllen der var en hollandsk vejrmølle blev bygget langt tidligere, omkring 1799, i Brønshøjholm i Brønshøj hvor den virkede som vandpumpe til at pumpe vandet ud af Utterslev mose således at tørvene blev blotlagte
Det var Vicerådmand Philip Lange(1757- 1803) og Murermester og Forvalter på Charlottenborg Hans Christopher Sonnin (1750- 1803) der fik opført møllen omkring 1799.

De havde forpagtet Utterslev Mose og møllen skulle primært bruges, som tidligere nævnt, til at pumpe vandet fra mosen således at man kunne skaffe tørv til indre by. Møllen havde fra starten både vandsnegl samt et enkelt maleværk der blev bevilget i 1803. Da Lange og Sonning døde, omkring, 1803 ophævede man bortforpagtningsmuligheden og Vandkommissionen overtog selv tørveskæringen. Møllen viste sig hurtigt at være underkapaciteret hvorfor den udskiftes med en langt større.  Møllen blev herefter udbudt på auktion.

Tømrermester Jørgen Jørgensen, erhvervede sig møllen ved auktion af 12 september 1811 for 5000 Rigsdaler, Jørgen Jørgensen havde dog ikke nogen grund til at genopføre møllen på; men gik i kompagniskab med en bagermester ved navn Friederich Peter Schløtzer der netop ifølge skøde af 16 august 1811 havde erhvervet en grund på matrikel 171 lod H ved Kløvermarken som området der omkransedes af Tagenvej –Jagtvejen og Lygtevejen kaldtes dengang. Møllen blev
efter flytningen til den nye grund på Kløvermarken indrettet med hele 3 kværne , 1 skallekværn og 2 sigtekværne – Jagtvejens Mølle var nu en realitet og den prydede  hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej i over 80 år.

Bagermester Schløtzer og Møllebygger Jørgensen indgik en fællesskabs- eller sameje-kontrakt, der blev tinglyst i retten 13. april 1812.

Ifølge kontrakten skulle Jørgensen udover at nedtage og transportere møllen til grunden på Nørrebro, ligeledes opføre de fornødne husbygninger – herunder en bolig. Alle udgifter til møllens etablering, inklusive anskaffelse af møllebygning og grund, skulle føres ind i en dertil indrettet regnskabsbog, og mindst
en gang om måneden skulle regnskabet gøres op, således at Schløtzer skulle betale 1/3 mere end Jørgensen der lagde arbejdskraft til. Når møllen var færdig og regnskabet afsluttet skulle hver af dem eje halvdelen af ejendommen.

I kontrakten var indføjet nærmere regler for proceduren for et evt. salg. Der var også en særlig paragraf, der omhandlede den situation at ”om en af os ville selv bruge og bebo samme, og til den ende forlange fællesskabet ophævet”.

Denne paragraf kom i brug allerede 7 måneder efter, idet Jørgen Jørgensen afkøbte bager Schløtzer sin halvdel ved købekontrakt af 30. november 1812 (skødet tinglyst den 29. december 1812). Møllen var ved købekontraktens indgåelse knap nok færdig, og det besluttedes at Jørgensen skulle betale mestersvenden Bøysens løn, mens Schløtzer skulle betale madam Møller, der havde sørget for arbejdernes bespisning.

Jørgen Jørgensen flyttede nu med sin lille familie ind i beboelsen til den nyopførte mølle,  Jørgen Jørgensens tømrerplads i Peder Hvidtfeldtsstræde 107 var
stadig basis for tømrer- og møllebyggervirksomheden, ligesom han havde sit kontor på denne adresse.

På Jagtvejsmøllen fødtes de 5 yngste af Jørgen Jørgensens børn (egl. 6, men det yngste barn døde som spæd): Dorthea Lovise (3.2.1814), Anne Margrethe (3.5.1817), Sophie Friederiche (27.6.1819), Jens Lauritz Werner (1.5.1822) og Sara Jørgine Benedicte (9.6.1826). Sønnen Jens Lauritz Werner havde blandt
sine faddere madam Würden,der var gift med jernstøber B. von Würden, der tilhørte første generation af jernstøbere i København, og som havde lært jernstøberi hos nogle engelske jernstøbere. Würden havde Jørgensen fået kontakt med gennem sit møllebyggerarbejde.

Efterhånden, som der kom mere gang i møllebyggerarbejdet, tog Jørgensen mindre og mindre del i arbejdet på møllen, som han dog ejede og beboede indtil den 14. september 1829. Jagtvejens Mølle blev i 1829 solgt til Christian Nissen. Han ejede dog ikke møllen mere end halvandet år, så solgte han møllen
til Peter Larsen Møller, det var i 1831. I 1836 ejede Peter Larsen Møller stadig møllen.

Peter Larsen Møller drev også St. Blegdamsmøllen. Efter afståelsen af Jagtvejens mølle i 1829 beskæftigede Jørgen Jørgensen sig ikke selv med mølleri men helligede sig møllebyggeriet.

 

Peter Larsen Møller

Peter (Larsen)Møller blev født i Helsingør den 14 juli 1807 og døbt i Sankt Olai Kirke i Helsingør den 26 juli 1807 – Hans forældre var:  Lars Mattzen og Cathrine Elisabeth Widt.

Ifølge FT- 1840 og FT-1850 ejede Peter Møller stadig møllen. Han er reg. som mølleejer af Jagtvejens Mølle ved FT-1840  med familien som bestod af :

• Peter Møller, møllermester og husfader, 32 år.
• Marie Nielsen 28 år, født omkring 1812. Hustru og husmoder.

De havde følgende børn:

• Carl Møller født omkring 1831 i København
• Ida Møller født omkring 1832 i København
• Eduard Møller født omkring 1836 i København

Samboende på Møllen var Niels Christensen 29 årig møllersvend, Hans Pedersen 22 årig møllersvend, Søren Jacobsen 19 årig læredreng, Lars Larsen 22 årig
læredreng og Frederik Nielsen 18 årig læredreng , alle ugifte, herudover boede ligeledes den 25 årige soldat Jørgen Andersen og de 2 tjenestefolk Gunder Rasmussen 25 år og Jensine Christensen 22 år, alle ugifte.

Ved FT-1850 er følgende personer reg. på møllen.

Jagtvejs Mølleri  171- H

• Peter (Larsen) Møller 42 år møllermester og husfader
• Marie Nielsen 38 år hustru og husmoder,
• Ida Møller 18 år, datter, ugift
• Eduard Møller 14 år, søn, ugift
• Otto Møller 5 år, søn, ugift

Af tjenestefolk er disse personer reg:

• Frederik Nielsen , 26 år, ugift
• Johan Gaust, 29 år, ugift
• Wilhelm Jensen, 18 år, ugift
• Lars Lemming, 21 år, ugift
• Søren Aagesen, 22 år , ugift
• Peter Petersen, 30 år , ugift
• Karen Hansdatter, 24 år, ugift.

Flere af disse mandlige tjenestefolk kan sagtens have været møllersvende og læredrenge.

Ved FT-1860 er Peter Larsen Møller stadig reg som ejer af Jagtvejens Mølle matr. 171 H.

Der er følgende personer reg. ved folketællingen:

• Peter Larsen Møller , Møllermester og husfader 52 år.
• Else Marie , født Hielsen, hustru og husmoder, 48 år.
• Ida Christiane Margrethe Møller , datter , 28 år.
• Anne Marie Møller, datter , 9 år.
• Hans Christen Rasmussen , ugift, 19 år, møllersvend
• Matz Tei….sen , 27 år ugift, møllersvend
• Niels Hansen, ugift 21 år, møllerlærling
• Ole Pedersen, ugift, 23 år, tjenestekarl
• Peder Nielsen 59 år Enkemand , tjenestekarl
• ? Jensdatter, 53 år ugift , tjenestepige.

Hvornår Peter Larsen Møller afstod møllen vides nøjagtigt; men det må have været i 1860’erne.

 

Møllerfamilien Dame

Det vides ikke pt nøjagtigt hvornår Ludvig Carl Dame overtog Jagtvejens Mølle; men først skulle han jo uddannes som møllersvend hos en Møllermester – Ludvig Carl Dame er født i 1836 og har nok været i 20’erne da han blev møllersvend – altså omkring 1860 – hans fader Frederik Valentin Dame var forpagter
af Rye Mølle ved Roskilde til omkring 1838 da hans første 3 børn er født der.

Fra omkring 1839 ejede han Ballerup mølle, han er reg. Som mølleejer ved FT-1840 og det vides med sikkerhed at 3 af hans børn er født i Ballerup mølle. Han ejede møllen til mindst 1880 da han er reg. ved FT-1880 som ejer af Ballerup Mølle. Jeg tør dog vove den påstand at Ludvig Carl Dame har været i lære hos sin fader i Ballerup Mølle og fået hele sin mølleruddannelse her.

Ludvig Carl’s to første børn er begge født i Ballerup i 1866 og 1867 –  hans sidste-fødte barn er født i 1876 i København , så det må med overvejende sandsynlighed være et sted mellem 1868 og 1875 at Ludvig Carl har overtaget Jagtvejens Mølle, jeg er mest tilbøjelig til at tro på årene omkring 1868 . I Københavns stadsarkivs prioritets/vurderingsager fra matrikel 171 udenbyes klædebo Kløvermarken fra disse år fandt jeg netop oplysninger
omkring både vurdering af 26 oktober 1876 samt oplysning om konkursbo af 3 august 1879 – begge dokumenter er behæftet med Ludvig Carl Dame’s
navn.

Ejer/Møller år:  1879

• Ludvig  Carl Dame, Vurdering af 26 oktober 1876 – 24.600,00

Konkursbo af 3 august 1879

Ifølge februar FT-1880 er familien Dame stadig boende på møllen;  nu som ”detailhandler L.C Dame”. Familien Dame
og en anden detailhandler-familie er reg. som boende i forhuset i stuen. Følgende personer er reg. ved FT-1880.

• Ludvig Carl Dame, møller og husfader 43 år.
• Hansine Kathrine Dame hustru og husmoder 42 år.
• Christian Valentin Dame  deres søn 13 år
• Frederik Peter Dame deres søn 12 år
• Dorthea Caroline Dame deres datter 11 år
• Lars Jensen husfader Detailhandler, 32 år
• Hanne? Marie Jensen husmoder, hans hustru, 35 år
• Karen Marie Petersen, tjenestepige, 16 år

Ludvig  Carl Dame gik som tidligere nævnt konkurs den 3 august 1879 men bor altså stadig med sin nærmeste familie på adressen Jagtvej 103 matrikel 171
H. i forhuset i stuen.

 

Om Familien Dame.

Familienavnet Dame stammer fra Damme tæt på Askeby i Fanefjord Sogn på Møn

• Peter Hansen Dame, Ludvig Carl Dame’s farfar, er født 1767 i Damme, Fanefjord sogn på Møn i Præstø Amt.
• Peter Hansen Dame blev viet omkring 1800 til Petrine Christine Walstorph . Petrine Caroline Walstorph blev født i Næstved i 1775 og døbt den 21 april 1775 i Sankt Peder Kirke i Næstved Præstø Amt – hendes forældre var Peder Walstorph og Christine Dorothea. Søster til Petrine var Karen Pedersdatter Walstorph , født samme sted 1773 døbt samme sted 8 september 1773 og død den 18 marts 1774.

Fra omkring 1800 er Peter Hansen Dame reg. som Vagtmester på Jægersborg Kaserne.  Peter Hansen Dame og Petrine Christine Wasstorph fik følgende børn:

Hansine Christine Petersdatter Dame, født i Gentofte 3 februar 1801 og døbt i Gentofte Kirke den 29 marts 1801, forældre : Vagtmester Peter Hansen Dame og Petrine Christine Walstorff. Faddere ved dåben var: Olsen, jomfru Brønsted, S……gus Schumacher (resten ulæseligt) Hansine Christine blev viet
omkring 1823 til Skolelærer og Kirkesanger Niels Christian Nielsen der var født i København omkring 1796 – de fik følgende børn:

Julie Petrine Nielsen
født omkring 1824 i Borre Sogn Præstø amt

Anna Frederikke Nielsen
født omkring 1828 i Borre Sogn Præstø amt.

Anton August Petersen Dame,
født i Gentofte 1802 og døbt i Gentofte kirke den 27 august 1802, forældre: Vagtmester Peter Hansen Dame og Petrine Christiane Walstorff

Anton August (Petersen)Dame
døde den 10 maj 1816 og blev begravet fra Gentofte kirke den 15 maj 1816 i en alder af 13 år. 3 uger efter sin fader Peter Hansen Dame.

Carl William Dame født
i Gentofte Jægersborg i 1804 – forældre: Vagtmester Peter Hansen Dame og  Petrine Christine Walstorph på Jægersborg. Faddere ved Carl Williams dåb
var:  Moderen selv, Knud Mathiesen, Sadelmager Olsen, Mathiesen og faderen selv.

Carl William Dame, skomagermester og strømpemagermester, blev viet omkring 1845 til Jacobine Wilhelmine Dame, født Møller. Hun var født omkring 1809 i København. De fik mindst et barn , en datter ved navn Anna Petrine Caroline Dame, født omkring 1845. Carl William Dame lever sine ældre dage som particulier.

Frederik Valentin Dame (den agnatiske stamfader)

Født i Gentofte, Jægersborg den  1807 Døbt i Gentofte den 5(7?) april 1807, hans forældre var: Vagtmester Dame med hustru på  Jægersborg. Faddere ved dåben var:  Knud Luplov, Jens Hartmann, Sadelmager Olsen, og Mathesen. Han blev konfirmeret den første søndag efter Påske i 1821 – han er optegnet i KB som boende på adressen Jægersborg Skole.

Som 25 årig blev Frederik V. Dame blev viet til den 22 årige jomfru Ane Dorthea Christensen den 28 december 1833 i  Høje Tåstrup. Ved vielsen tituleres Frederik Valentin Dame af Rye som møller, det vil sige at Frederik har erhvervet Rye Mølle omkring eller før 1833. Ane Dorthea Christensen var født den 10 juni 1811 og døbt den 20 august samme år, hun blev konfirmeret den 22 april 1827.

Hendes forældre var Gæstgiverægteparret Christensen i Hedehuskroen    

Ludvig Adolph Dame,
født i Gentofte 1810 og døbt i Gentofte Kirke den 13 april 1810 : forældre: Vagtmester Dame og Hustru på Jægersborg, faddere ved dåben var: Moderen selv, forpagter Bech, Kromand Knudsen.

Peter Anton Dame født  den 13 oktober 1816 i Jægersborg og døbt i Gentofte kirke den 12 november samme år. Forældre:  Petrine Christine Walstorff enke efter Vagtmester Peter Hansen Dame på Jægersborg som døde den 2 april dette år (1816) Faddere ved dåben var: Oberstløjtnantinde Boesen, Oberstløjtnant Boesen. Peter Anton Dame blev viet til Dorthea Pedersen der var født omkring 1824 i Herlufmagle sogn i Præstø Amt. De blev viet omkring 1845 i Tybjerg Sogn Præstø amt. De fik følgende børn:

• Ludvig Dame født omkring 1845 i Tybjerg Sogn
• Camilla Dame født omkring 1846 i Tybjerg Sogn
• Caroline Dame født omkring 1849 i Tybjerg Sogn

Ved FT-1850 er Peter Antons moder, enken  Petrine Christine Walstorff samboende på adressen på Tybjerg skole i en alder af 70 år. Peter Anton Dame døde
den 25 marts 1895 i en alder af 78 år.

Faderen, Vagtmester Peter Hansen Dame døde den 20 april 1816 og blev begravet fra Gentofte Kirke den 25 april 1816 i en alder af 48 år. Et halvt år før hans søn Peter Anton blev født, og 3 uger før hans søn Anton August døde.

Frederik Valentin Dame og Ane Dorothea Christensen  fik følgende børn:

Peter Christen Dame
født den 18 september 1834 i Rye , Roskilde og døbt i Rye kirke den 21 november samme år. Forældre : Mølleforpagter af Rye Mølle Frederik Valentin Dame og Ane Dorthea Christensen. Båret af Madame Hillemann på Rygård, Faddere ved dåben var:  Ane Kirstine Christensen, Hr. Fuldmægtig Jørgen Hillemann, Ludvig Adolf Dame Møllersvend i Rye og Rasmus Christensen i Hedehusene.

Peter Christian Dame, hørkræmmer,  blev omkring 1870 viet til Gunnild Elise Christiane Dame der var født omkring 1842 i Søllerød Sogn Frederiksborg Amt.

De fik følgende børn:

• Carl Emil Valentin Dame født omkring 1870 på Frederiksberg.
• Georg Dedenroth Dame født omkring 1871 på Frederiksberg
• Ida Dorthea Dame født omkring 1874 på Frederiksberg
• Caroline Luise Marie Dame født omkring 1875 på Frederiksberg
• Anna Adolphine Dame født omkring 1877 på Frederiksberg
• Valdemar Valentin Dame født omkring 1882 på Frederiksberg.

Ludvig Carl Dame
født 28 april 1836 i Rye, Roskilde og døbt i Rye Kirke den 15 juli samme år. Forældre:  Møller Frederik Valentin Dame og Ane Dorthea Christensen i Rye.Båret af Madam Balhorn i Slagelse, Kjøbmand Balhorn fra Slagelse var fadder.

Petrine Caroline Andrea
Dame født  den 15 marts 1838 i Rye, Roskilde, og døbt den 14 juni i Rye Kirke. Forældre: Møller Frederik Valentin Dame og hustru Ane Dorthea  Christensen i Rye Mølle. Faddere ved dåben var: Båret af Madam Kornerup i Roskilde, Jomfru Baiholm i Roskilde, Gjæstgiver Jensen i Møllehuset, Gjæstgiver Lorentzen, Maltes søn og kjøbmand Balhorn i Slagelse.

Emilie Eleonora Dame
, født 1 februar 1842 i Ballerup, møllen. Døbt den 17 juni i Ballerup Kirke. Forældre: Fredrik Valentin Dame og hustru Ane Dorthea Christensen. Faddere: Madam Christensen og Hr. Gjæstgiver Christensen, Staldmester Dame og skolelærer Dame, Madam Dame..

Frederik Theodor Dame
født den 18 juni 1844 i Ballerup, møllen, og døbt i kirken den 4 oktober samme år i Ballerup Kirke. Forældre: Ejer af Ballerup Mølle Frederik Valentin Dame og kone Anne Dorthea Christensen. Faddere ved dåben var: Gjæstgiver Christensen af Hedehusene og kone, barnets forældre og Jomfru Louise Geisling, alle af Ballerup

Frederik Theodor Edvard Dame

født 23 august 1848 i Ballerup, Møllen, og døbt den 26 november 1848 i Ballerup Kirke. Forældre: Møller i Ballerup Frederik Valentin Dame og kone Anne Dorothea Christensen. Faddere ved dåben var: Fabrikant Dame af København.

Deres  Adresse ifølge FT-1840 Smørum, Ballerup By , Møllen 89

Frederik Valentin Dame ejer af Ballerup Mølle ved FT-1880, 74 år gammel, hans ene søn Frederik Theodor Edvard Dame er ved samme Ft reg. som mølleforpagter ved Ballerup Mølle. Frederik Valentins anden søn, Carl Ludvig Dame går konkurs med Jagtvej Mølle den 3 august 1879.

Ludvig Carl Dame blev omkring 1865 viet til Ane Cathrine Dame født i Ballerup den 14 april 1837 og døbt i Ballerup Kirke den 4 juni samme år , hendes forældre var: Husmand Christian Knudsen og Bodil Andersdatter af Ballerup. Ludvig Carl Dame og  Ane Cathrine Knudsen fik følgende børn:

Christian Valentin Dame
født den 26 april 1866 i Ballerup, Møllen, og døbt den 24 juni 1866 i Ballerup Kirke. Forældre: Møllersvend i Ballerup Ludvig Carl Dame og hustru Anne Cathrine Christiansdatter Knudsen, 29 år gammel. Faddere ved dåben var: Tømrer Hans Larsens kone og pigen Anne Mortensdatter, begge af Ballerup. Tømrer Hans Larsen af Ballerup, Hr. Kjøbmand Chr. P. Dame af Kjøbenhavn og Kroforpagter Thomas Johannesen af Smørumovre.

Frederik Peter Dame
født omkring 1866 i Ballerup.

Caroline Dorthea Dame
født  den 27 oktober 1875 på Jagtvej Mølle i København og døbt i Stefans Kirken den  19 december 1875. forældre: Møller Carl Ludvig Dame og hustru  Ane Kathrine Knudsen, Jagtvej Mølle 103. Faddere ved dåben var: Moderen. Møller Theodor Dame i Ballerup, Hørkræmmer Dame Hauser Plads, Faderen.

Familien Dame var de sidste ejere af Jagtvejens Mølle da den stadig fungerede som vejrmølle. Det gjorde den i små 100 år, hvis man regner tiden den stod og pumpede vand i Utterslev Mose med.  I 1892 blev møllen nedtaget.

Jagtvejens Mølle og Brødfabrik A/S

I 1890 er møllen imidlertid på andre hænder idet FT-1890 har reg. følgende ejer af matriklen som nu har fået adressen Jagtvej 145 – Møller og Bagermester
Erik Jacobsen som bor i stuehuset med sin familie der består af følgende personer:

• Erik Jacobsen husfader møller og bager , 46 år, født den 6 august 1843 i Sakskøbing.
• Karen Jacobsen født Hansen, hustru og husmoder, 38 år, født den 25 maj 1851 i Stokkemarke
• Hans Jacob Wilhelm Jacobsen , deres søn , 15 år, født i København i  1875
• Martin Niels Emil Jacobsen, deres søn, 11 år, født den  1 august 1876 i København
• Hans Madsen logerende bager-Kudsk, 44 år
• Jens Frederiksen logerende bager-Kudsk, 25 år.

Herudover residerer der ligeledes i stuehuset en Detailhandler Grønfeldt med sin familie.

Ifølge FT-1906 er det stadig bagermester Erik Jacobsen med familie der bor i bygningerne der nu har nummer 103, stadig matrikel 171 lod H – Detailhandler Grønfeldt bor også stadig i stuehuset. Møllen er som bekendt for længst nedtaget(omkr.1900) ; men bageriet kører stadig videre som Jagtvejens Mølle og Brødfabrik
.A/S Jagtvejens Mølle og Brødfabrik.

I 1913 var møllen som bekendt nedtaget; men der blev på samme sted bygget et moderne bageri og brødfabrik , nu på matrikel 402- Jagtvej nr. 145.

Ifølge FT-1916 var Direktøren for aktieselskabet Jagtvejens Mølle og Brødfabrik en bagermester Jacobsen der stadig boede på matriklen  med sin familie. Han var den sidste ejer af brød-fabrikken.

A/S Jagtvejens Mølle og Brødfabrik fungerede der indtil 14 juli 1917 hvor brød-fabrikken ophørte og blev opslugt af et netop oprettet aktieselskab med Schulstad og Ludvigsen som hovedaktører. <A/S Københavns Brødfabrikker> var en realitet. Aktieselskabet bestod af i alt 9 Københavnske Brødfabrikker. Jagtvejens Mølle og Brødfabrik fortsatte dog produktionen under det ny lederskab helt frem til omkring 1923 hvor produktionen ophørte

Og brød-fabrikken lukkede helt.

Ved FT-1925 var det en blandet landhandel der lå på matrikel 402 nr. 143-145 som nu var i Urtekræmmernes Kaffebrænderiers eje. I stuen boede en 29 årig Konfekturehandler Poul Lothar Linberg  sammen med sin hustru der var ekspeditrice. I stuen ved siden af lå en beværtning og her boede en Georg Alfred Rasmussen med sin store familie på i alt 9 personer. På førstesalen over Beværtningen residerede en Norsk skrædder – der har antageligvis været udført
skrædder-hverv på etagen da der også er en ansat syerske reg. på adressen. På førstesalen ved siden af skrædderiet boede en elektriker med sin hustru – der er ligeledes reg. en kontordame på adressen.

De gamle bygninger der rummede brød-fabrikken blev nedrevet umiddelbart efter 1925. Hvilket gjorde at man nu kunne føre Thorsgade direkte gennem til Tagensvej. Dengang blev det sidste stykke af Thorsgade fra nuværende Mimersgade til Tagensvej kaldet <Thorsgades Forlængelse>. Ved FT-1925 er der stadig et mindre stykke af Thorsgade der kaldes forlængelsen fra nr. 118 helt oppe ved Tagensvej til nr. 100 der lå omkring den nuværende trekant ved Ydungades udmunding til Thorsgade. Der er jo ændret noget på husnumrene i Thorsgade siden dengang – i dag går Thorgades lige
numre kun til nr. 96.

TCASC© 

• Vi takker forfatteren

Hvis du vil vide mere:

• www.norrebro.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Ølunds Mølle

Redigeret 6. – 03- 2022

Ølunds Mølle

Af Tonny Svanekiær

Den er opført i nærheden af Nørrebros Runddel. Ja indtil 1979 lå  bygningerne i Nørrebrogade 148. Den nåede at male i 60 år. Vi følger familien Øland men også  møllefamilien Schmidt. Vi berører også  Svanemøllen og Lille Blegdams Mølle

Familie og kendte aner til grundlæggeren af  Ølund Mølle, Christian Johansen Ølund.

Grundlæggeren af Ølunds Mølle Christian Johansen  Ølund blev født i 1769 i landsbyen Ølund, Skeby Sogn, Lunde Herred i Odense Amt på Fyn.

Han blev døbt i Skeby Sognekirke den 4 juni 1769. Hans forældre var Johannes Larsen(Lauritzen) af Ølund, og Anne Sophie Christensdatter Schøit. (nedenfor)

Hans forældre var:

Johannes Laursen, født 1737 i Ølund, døbt 13 jan 1737 på Hellig Trekongers Dag i Skeby kirke,  Han døde maj 1791 i Ølund, Skeby sogn, Lunde herred, Odense amt, begravet 4 maj 1791 i Skeby kirke.

Fra KB (Kirke Bog): selvejergårmand Johannes Larsen af Ølund den 4 Maj hæderlig begravet i sin alders 54 aar, stilling: selvejerbonde Ølund. Skeby, Lunde, Odense amt. Skifte: Dallund   Han blev viet til Jomfru Anna Sophie Christiansdatter Schøit den 31 oktober 1765 i Lunde kirke

Anne Sophie Christiansdatter var fra Lunde mølle.

Fra FT-1787:

Odense, Lunde, Skeby, Ølund by, , F2, FT-1787, A2781 Johannes Larsen 51  gift Husbond Selvejerbonde og Gårdbeboer

• Anne Sophie Christensdatter 40  gift Madmoder
• Lars Johansen 21  ugift Ægte søn
• Christian Johansen 19  ugift Ægte søn
• Rasmus Johansen 9  ugift Ægte søn
• Rasmus Rasmussen 18  ugift Tjenestekarl
• Mads Hansen 12  ugift Tjenestedreng
• Anne Malene Rasmusdatter 24  ugift Tjenestepige
• Karen Thomasdatter   16  ugift Tjenestepige

Søskende til Christian Johansen Ølund:

Laurids Johannes Ølund

Født 1767 i Ølund – Skeby Sogn og døbt i Skeby Sogns Kirke ”den 2 juli 1767 i guds huusdom Mariæ Besøgelsesdag”, faddere ved dåben var:

• Laurids Jensen, Jacob og Jørgen Simonsens kone, alle af Ølund, Lunde Møller og kone, Hans Knudsen af Ørritzlef i Otterup Sogn og Provstinde Høst som bar ham.

Anne Cathrine Johansen Ølund

Født 1773 i Ølund -Skeby Sogn , hjemmedøbt den 22 april og den 9 maj i Skeby Sogns Kirke. Faddere ved dåben var: Niels Møller i Lunde, Jørgen Simonsen, Erich Nielsen, Henning Olufsen og Henrich Johansen, alle af Ølund, så og forpagterens Bent Andersens kone af Lunde, som bar barnet.

Rasmus Johansen Ølund

Født den 25 maj 1777 i Ølund – Skeby Sogn og  strax fra fødselen af jordemoderen

Giertrud Chrisophersdatter i Eighoved? Formageligt hjemmedøbt, hvorpå han og samme dag, som var Trinitatis søndag, blev i guds hus frembåren, faddere var: Erich Nielsen af Ølund, Skipper Dagstrup af Gierskov, Hans Madsen, Hans Mortensens hustru og Enken Marie Ditlevsdatter begge af Ølund, og Hans P’s
hustru af Schebye som bar ham.

Rasmus blev viet til Kirsten Andersdatter, hun blev født i Skeby Sogn i 1782. De fik mindst ét barn, en søn der blev døbt Jørgen Rasmussen. Rasmus Johansen og Kirsten Andersdatter boede som aftægtsfolk på sønnens gård ved FT-1850 i en alder på hhv. 73 og 68 år. Gården lå i Lumbye Sogn – Lunde herred.

Jens Johansen Ølund

Født  1779 i Ølund – Skeby Sogn og døbt i Skeby Sogns Kirke den søndag den 10 post trinitatis, 8 august 1779. Faddere ved dåben var: Niels Møller af Lunde Mølle, Jens Rasmussen af Ørritzlef, Skoleholder Hoff af Hessum? , Jørgen Simonsens hustru af Ølund og Provstinde Høst af Schebye, som bar barnet.
Jens døde som spæd.

Søndag 15 post Trinitatis, den 12 september 1779 blev Johannes Larsens hustru introduceret.

Christian Johansen Ølund blev viet omkring 1794 til Christiane Pedersdatter der var født omkring 1769.

De fik følgende børn:

Tvillingerne  Anne Sophie og  Caroline Ølund født den 2 marts 1795 i Myntergade i København og døbt i Nikolaj Kirken i København den 29 marts samme år. (fra KB) Den 20 marts – Christian Johannesen Ølund brændevinsbrænder i Myntergaden, og Christiane Pedersdatter, tvillingerne,  a’ født den 2 marts: Anne Sophie, faddere: Bogtrykker Schulz, Brændevinsbrænder Gydler, Hørkræmmer Møller, Fru Schulz og Jomfru U..hun. født den 2 marts : Caroline , Bogtrykker Schulz, Brændevinsmand Dons, Rasmussen, Madam E Juuels, Madam Severine.

Johannes Ølund, født 1798, hvilket københavnsk kirkesogn vides ikke præcist. Johannes bliver møllermester ligesom sin far, Christian Johansen Ølund – og overtager Svanemøllen fra sin far efter dennes død  i 1828 – han er reg. som ugift møllermester i en alder af 47 år, boende på adressen udenbyes klædebo matr. 141 forhuset., ved FT-1845. Der kendes ingen børn af Johannes Ølund.

Ane Cathrine Sophie Ølund, født 1800, hvor vides ikke præcist; men i København.

Hun blev viet i en alder af 35 år i 1835 i citadel-kirken til Christian Christopher Gøttsche Holm. Han var født den 23 marts 1796 på Donse Krudtmølle fra 1704 som lå ved Gunderød, han var søn af Mølleejer Christian Holm og moderen Frederikke Holm , født Gøttsche. – Christian Christopher Gøttsche Holm var officer i den Dansk – Tyske krig 1848-50 hvor han var blandt de faldne i 1848. Forlovere ved deres vielse var Johannes Ølund ejer af Svanemøllen og Christian Ølund ejer af Ølunds Mølle.

Note: Det fremgår tydeligt af ovenstående KB-udskrift at både Johannes og Christian, begge sønner af Christian Johansen Ølund; er mølleejere i 1835.

Tvillingerne  Caroline og Anne Kirstine Regine Ølund, født den 23 februar 1803 på Svanemøllen og døbt i Trinitatis Kirke den 6 april 1803. Den 6 april fik Christian Johansen Ølund, Møller, og Christiane Pedersdatter paa SvaneMøllen, døbt sine tvillingedøtre, født den 23 februar, den 1’ste kaldet Caroline, Fru Cathrine Holck bar hende og jomfru Severine holdt huen, den 2’den kaldet Anne Kirstine Regine, fru Kirstine Falck bar hende og jomfru Dorothea Falck holdt huen, Hr. Kaptain Henrich Holck, Hr. Kaptain Friderich Falck og Kaptain Johan Olsen var faddere.

Christian Ølund født  den 7 maj 1805 på Svanemøllen og døbt i Trinitatis kirken den 19 juli 1805 . Samme dag fik Christian Johannesen Ølund, Møller og Christiane Pedersdatter på Østerbro døbt en søn kaldet:
Christian . Fruen Margrethe Falck bar ham  og Jomfru Lorentzen holdt huen, Hr. Kaptain Wilhelm Falck, Hr. Kammerjunker Schack Brockdorf
og faderen var faddere.

Christian Ølund overtog Ølunds Mølle efter sin faders død i 1828

Christian Ølund blev viet til Louise Magdalene Cathrine Schrøder omkring 1826. Louise Magdalene Cathrine Schrøder var født i Kiel i Holsten omkring 1808.Hun døde den19 februar 1860. Hun var datter af toldkasserer Schrøder og Hustru, Magrethe, født Poulsen, fra Lolland

De fik følgende børn:

Christian Sigfred Ølund , født på Nørrebro i København i 1830 og døbt i Trinitatis Kirken den 10 juni 1830 (OBS!! ej fundet i KB)

Sophie Caroline Christine Ølund, født på Nørrebro i København den 18 maj 1833 og døbt i  Trinitatis Kirken den 12 juli 1833(6’te søndag efter Trinitatis),
Forældre: Møller Christian Ølund og Hustru  Louise Magdalene Cathrine Schrøder Ølund Mølle 77,171. Faddere ved dåben var: Madam Schrøder, fuldmægtig B….,  Jomfru Sophie Ølund paa Svanemøllen og Møller Johs.Ølund samme sted, Captain Holm i citadellet, Student Øllgaard i Kannikestræde 47.

Sophie Caroline Christine Ølund blev som 20 årig den 10 august 1853 viet i Abel Cathrines Stiftelse i København til Jens Adolph Frederik Clausen von Kaas. Han var 27 år ved vielsen og er født i 1826. Forlovere var: Hoteleier Lauritz Johansen i København, skovfoged og Møller Ølund paa Fortunen. Forrettet paa Fortunen efter kongebrev af 6 august 1853, alle de nødvendige attester er fremlagt.

Louise Regine Ølund, født på Nørrebro i København i 1835

Louise Regine Ølund blev viet som 19 årig  den 10 august 1855 i Garnisons Kirken til Lorenz Christian Neuhaus der var 31 år ved vielsen og født i 1824, Forlovere var: Christian Ølund Kgl. Skovfoged og Generalkrigskommissær Michealsen, huusingulation kongebrev af 4 august 1855, henhørende til Lyngby Sogn, vielsen forrettet af Heer Pastor Bl…..

Oscar Christian Ølund, født på Nørrebro i København den 7 juli 1837 og døbt i Trinitatis Kirken den den 17 september 1837 (17’ende søndag efter Trinitatis.). Forældre Møller mester Christian Ølund og hustru Louise Magdalene Cathrine Schrøder , Nørrebro.

Faddere ved dåben var: Madam Schrøder, Madam Øllgaard Møller + Ølund, Captain Holm, Auditeur Poulsen. (KB-Udskrift haves)

Oscar Christian Ølund blev som 36 årig, den 26 februar 1874 viet til 25 årige Caroline Jørgensen Møller i Lading Sogn i Århus amt. Hun var født i 1847. Forlovere ved vielsen var S. Møller af Norring og J. Møller af Skjødelev, vilesen blev forrettet i brudens hjem. Ingen tinglysning har fundet sted – vielsen foretaget i henhold til kongebrev dateret den 13 februar 1854+(1874). (KB-UDSKRIFT HAVES)

Johannes Wilhelm Ølund , født på Nørrebro i København den 7 april 1840 og døbt i  Trinitatis Kirken den 12 juli 1840, (4’de søndag efter Trinitatis)
Forældre: Møllermester Christian Ølund og Hustru  Louise Schrøder, Nørrebro nr. 171 A. Faddere ved dåben var: Madam Schrøder og forældrene. (KB-udskrift haves)

Johannes Wilhelm Ølund  blev som 35 årig den 21 december 1865 viet i Trinitatis Kirken til  Ane Margrethe Sørensen der var 19 år og født i 1845. Forlovere var: ………….  A. Gisling(Gisting?) Adelgade 29 og Høker Peter Sørensen Adelgade 17 (brudens fader) Vielsen blev forrettet i huset Adelgade 29 efter kongebrev af  5 december 1865.

(KB-Udskrift haves)

De fik følgende børn:

Regine Louise Ølund født i København den 28 marts 1866 og døbt den 10 maj 1866 i Trinitatis Kirken. Forældre: Johannes Wilhelm Ølund Urtekræmmer
og Ane Margrethe Sørensen Adelgade 29. Faddere ved dåben var: M..ane Sørensen, jomfru  Johanne Sørensen , Hr. Høker Sørensen (KB-Udskrift haves)

Christian Marius Peter Ølund født i København den 5 marts 1868 og døbt den 6 maj 1868 i Trinitatis Kirken , forældre: Johannes Wilhelm Ølund Urtekræmmer og Ane Margrethe Sørensen Adelgade 29 , faddere ved dåben var: Madame, jomfru Camilla Sørensen, Høker Peter Sørensen– Christian Marius
Peter Ølund var kontorist i 1885. (KB-Udskrift haves)

Oscar Edvard Ølund født i København  den 17 juni 1869 og døbt den 8 oktober 1869 i Trinitatis Kirken, Forældre: Johannes Wilhelm Ølund Detailhandler og Ane Margrethe Sørensen Adelgade 31 (bemærk! Flyttet fra Adelgade 29)  Faddere ved dåben var: Madam Nielsen, Fru Brasch og Str….. Brasch – Oscar Edvard Ølund var bogbinderlærling i 1885. (KB-Udskrift haves)

Sofie Camilla Ølund født i København den 12 september 1873 og døbt den 17 april 1874 i Helligåndskirken. Forældre:  Kaptain Johannes Wilhelm Ølund og Ane Margrethe Sørensen (Skouboegade 45??), Fadere ved dåben var: Fru Brasch og frk. Clausen

 Christian Ølund og Louise Schrøders børn fortsat:

Edvard Rudolf Sigfred Ølund født i Lyngby Sogn den 6 marts 1843 og døbt i Lyngby Sognekirke den 30 maj 1843. Forældre: Skovfoged Christian Ølund i Fortunen og hustru Louise Schrøder , båret af madam , (navn mangler i kb-udskrift), faddere var: Rudolph  i Fortunen, Møller Ølund af Svanemøllen, Gaardejer Schuberth af Fortungaarden og faderen.

Note:
Det fremgår tydeligt af ovenstående KB-udskrift at faderen, Christian Ølund er Skovfoged i Fortunen (læs: Dyrehaven) i marts 1843 – det vil sige at Ølunds Mølle sandsynligvis er afhændet eller bortforpagtet i starten af 1843.   

Christian Johansen Ølund fortsat:

Ifølge FT-1801 boede familien Christian Johansen Ølund i udenbyes klædebo kvarter matrikel 36,107 på Østerbro, og havde følgende børn (fremhævet)

• Christian Ølund, 32 år, husbond , Møllermester
• Christ. Pedersdatter, 32 år, husmoder, hans kone.

Johannes Ølund, 3 år, deres søn født omkr. 1798

Ane Cathrine Sophie Ølund, 1 år, deres datter , født omkr. 1800

Samboende på ovenstående adresse med familien Ølund var både en møllermester Rasmus P. Møller
samt flere møllersvende, møllerdrenge og tjenestefolk – det må antages med rimelig sikkerhed at der må være tale om Svanemøllen som Christian Johansen Ølund overtog i 1801 efter møllermester Casper Fr. Schmidt. Føromtalte Møllermester Rasmus P. Møller er i øvrigt broder til Christiane Pedersdatter, Christian Ølunds hustru.

Svanemøllen og Ølunds Mølle

Svanemøllen er opført som stubmølle i 1758.  I 1771 blev Svanemøllen erhvervet af Casper Frederik Schmidt der også var ejer af Gothers Mølle. I 1773 nedbrændte hele den gamle stubmølle, den blev opført igen som en Hollandsk mølle med drejelig møllehat. Casper Frederik Schmidt overtog i 1773 også den gamle barkmølle Lille Blegdams Mølle der lå ved mosaisk kirkegård på Nørrebro. Da den Kongelige Grynmølle som stod ved Gammel dok på Christianshavn nedbrændte i 1779, blev det overdraget Svanemøllen at forsyne Flåden med mel og gryn.

I 1801 overgik Svanemøllen til brændevinsbrænder Christian Johansen Ølund og han ejede Svanemøllen frem til sin bortgang i 1828. Han opførte også den berømte Ølunds Mølle lige nord for Nørrebros runddel i 1826 på matrikel 171 lod A. Ølunds-Møllen blev opført som hollandsk mølle og vingeakslen var lavet af jern i stedet for egetræ da brandfaren derved formindskedes. Møllen var en såkaldt gallerihollænder, det vil sige at den stod på en op-muret underdel og vinger og bremse blev  betjent fra galleriet
rundt om møllen.

Ved opførslen stod den frit og dannede nærmest en slags bygrænse. Møllen var ottekantet og gulmalet. Ølunds Mølles hat, vinger og overbygning blev, ifølge en tegning af Both, nedtaget allerede i 1870, fordi møllen efterhånden lå indeklemt mellem de høje nye huse som blev bygget på Nørrebro. Møllen beskrives i 1881
som 3-etager højt i 3 fag, den øverste etage var ottekantet med fladt pap-tag. Selve møllehuset stod som en baggårdsbygning ved Nørrebrogade 148 indtil 1979, da det desværre faldt for byfornyelsen. Møllen lå således at bagsiden set fra Nørrebros Runddel lå ca. midt i Uffesgade der indtil 1941 faktisk hed Ølundgade – opkaldt efter Møllen.

 Christian Johansen Ølunds søn, Johannes Ølund overtog Svanemøllen efter faderens død i 1828, han passede møllen i 28 år; men gik så fallit i 1856. Herefter
blev Svanemøllen købt af en oberst Eckmann og en kaptajn Lictenberg og allerede i 1858 blev vind-mølllen kombineret med en dampmølle, som var uafhængig af vind og vejr. Dampmaskinen som trak møllen var produceret på Burmeister og Baumgartens fabrik på Engelskmandens plads på Christianshavn. I 1879 var Svanemøllen stadig i militære hænder og ejedes nu af Løjtnant Oscar Eckmann.

Svanemøllen var udsat for flere storbrande, og i 1892 nedbrændte den totalt.

Efter denne storbrand reetablerede man den nederste del af møllen hvor der blev åbnet et værtshus. Under 2 verdenskrig blev ”møllen” beslaglagt af tyskerne og blev derfor sprængt i luften af sabotører i 1944 – herefter endte møllens godt 185 årige historie.(note)

Christian Johansen Ølund døde i København den  14 juni 1828  og blev begravet fra Trinitatis kirken den 18 juni samme år , 59 år gammel.(note)– kun 2 år efter Ølunds mølle blev bygget, han er i KB registreret som forpagter af Svanemøllen.  – Ølunds Mølle blev overtaget af hans søn Christian Ølund der var forstkandidat i dyrehaven – den var i  familien Ølunds eje indtil starten af 1843 (note) hvor den blev overtaget af  Frederik Christian Schmidt fra den kendte Københavnske møller-familie.

Frederik Christian Schmidt
blev født i København i 1809 og blev som 35 årig viet den 1 juni 1844 i Vor Frue Kirke til den 30-årige jomfru Oline B. Petersen. Han er ved vielsen i 1844 reg. som Møllermester hvilket må betyde at han allerede har overtaget Ølunds Mølle, måske som tidligere nævnt i starten af 1843. Frederik Christian Schmidt var familiært relateret til møllermester og ejer af flere Københavnske møller, Casper Frederik Schmidt

Christian Johansen Ølund og hans 2 sønner Christian Ølund og Johannes Lund var  medlemmer af Det Kongelige Skydeselskab Sølyst ved Klampenborg – Deres skydeskiver kan ses på Sølyst den dag i dag . på Christian Johansen Ølunds skive dateret den 3 juni 1807 (nr. 302) er der et motiv af en Hollandsk vindmølle, givetvis Svanemøllen. Johannes Ølunds skive af 18 juli 1832(nr.587) forestiller motivet en Ø med en lille lund, og endelig Christian Ølunds skive af 18 juli 1832(nr.589), forestiller en jæger ved en sø med en Ø og en lille lund.

Det fornemmes tydeligt at skivemotiverne er inspireret af hjemegnen Ølund.

Note: Christian Ølund er reg. I KB som skovfoged I Fortunen (Dyrehaven) I februar 1843. Han kan da næppe være møllermester på Ølund Mølle samtidig, hvilket vil sige at møllen er afhændet eller bortforpagtet allerede fra 1843.

Jf. omstående.

De sidste ejere af Ølund Mølle.

Ifølge FT-1850 er den tidligere nævnte Frederik Christian Schmidt der er reg. som møllermester på Ølund Mølle. Her bor han med sin familie hvoraf følgende personer er registreret.

• Frederik Christian Schmidt , møllermester og husfader, 42 år (født 1808)
• Oline Batorine,født Petersen, kone og husmoder, 39 år (født 1811)
• Georg Andreas Christian Schmidt, søn 6 år, født på Nørrebro 1844
• Juliane Margrethe Christine Schmidt, datter 3 år født på Nørrebro 1847
• Ellen Marie Jacobine Schmidt, datter 2 år, født på Nørrebro 1848

Der er også reg. 2 møllersvende og 3 møllerdrenge samt en tjenestepige på adressen. Ved FT-1855 er de samme personer reg. på samme adresse, dog med mindre ændringer af ansatte møllersvende og tjenestefolk

Ved FT-1860 er de samme personer reg. men familien er imidlertid blevet øget med en søn. Johan Frederik Nikolai Schmidt der er født på Nørrebro omkring 1850, personalet er nu indskrænket til en enkelt møllersvend og en møllerlærling.

Ved FT-1880 må Frederik Christian Schmidt være bortgået da det er hans 2 sønner Georg Andreas Christian og Johan Frederik Nikolai der begge er reg. som møllere på møllen.

Johan Frederik Nikolai er imidlertid blevet viet til Marie Kirstine født Petersen og de har fået en søn, Julius Valdemar Christian Schmidt der er født omkring 1879. Der er ingen andre fra møllerfaget reg. ved denne FT.

Ifølge andre historiske kilder skulle Ølunds Mølle have fået nedtaget toppen allerede i 1870 og har derfor ikke fungeret som vindmølle ved FT-1880; og dog, med 2 møllere som ejere har den formodentligt stadig malet mel; men muligvis er toppen med vingerne nedtaget umiddelbart efter 1880. Familien Schmidt er de sidste ejere af Ølunds Mølle.

Ifølge FT-1890 ejes Ølunds Mølle med tilhørende bygninger af  forhenværende møllermester Johan Schmidt. Mølleriet er dog nedlagt og møllebygningerne fungerer nu som beboelse med diverse småerhverv.

Ved denne FT-1890 må det være Johan Frederik Nikolaj Schmidt, søn af tidligere og afdøde ejer Frederik Christian Schmidt. Der er reg. 8 familier på adressen
som består af et forhus hvor der bor 4 familier på i alt 16 personer, en side og mellembygning hvor der bor 2 familier på 11 personer og et baghus hvori der bor 2 familier på 13 personer samt i alt 12 personer der lever og bor i møllen som tjenestefolk mm..

I stuehuset til højre bor en enkefrue Kock med sin familie i sidebygningen til venstre bor familien Meyer og i stueetagen i baghuset bor familien Jensen, i stuen mod gården bor familien Larsen. Johan Schmidt  bor med sin familie på første sal i forhuset. Han tituleres her som husfader og forhenværende møller – han er 39 år ved FT-1890, altså må han være født omkring 1851.

En ikke særlig høj alder at være både husfader og forhenværende Møller på.

Ølunds Mølle har nu fået adressen Nørrebrogade nr. 148 , stadig matr. 171 lod A. Tømrerfirmaet Hans Jacob Kornerup Koch indrettede i juni 1892 tømrerforretning i Ølunds Mølle. Firmaet havde også en filial i Vendersgade 17. Firmaet lå der kun til december 1893 hvor det ophævedes.

Ved Ft-1906 ejes Nørrebrogade 148, matr. 171 A af en vognmand S. Pedersen, ved denne FT er der ej heller optegnet noget eller nogle fra bagbygningerne

Ved FT-1916 er møllebygningerne imidlertid ejet af husejer Søren Petersen , Sankt Thomas Alle’ 2, 2 sal. Denne Søren Pedersen kan sagtens være identisk med vognmand S. Pedersen der ejede bygningerne i 1906.Adresssen har også fået ny rode nemlig Bispebjerg rode i stedet for Lersø Rode som det hørte under i tidligere FT. Lige efter Ft-1916 hørte adressen under Rådmands Rode.

Selve møllebygningen ligger der endnu men der er dog sket flere ændringer ,  Selve møllebygningens nummer er uændret nr. 148 med der er nu 2  opgange mere på matriklen, nr 8 og nr 10. Både opg. 8 og 10 hører til en ejendom på 4 etagers beboelse hvilket vil sige at den er bygget efter 1890 – det passer også fint med det byggeboom kvarteret omkring møllen var udsat for fra ca. 1885 til 1910. De gamle mølletilbygninger gik kun til 2 sal;  den ene af bygningerne fra 1826 står der endnu ved denne FT-1916 og selve møllebygningen står også stadig som den blev sat i 1826.

Husejeren bor ikke selv i bygningerne i 1916. Den sidste møllermester der drev Ølund Mølle som mølleri var Johan Frederik Nikolaj Schmidt. Ølunds Mølle nåede at male mel i omkring 60 år.

Ved FT-1925 er bagbygningerne (de tidligere møllebygninger) på matrikel 171A, eller rettere Nørrebrogade 148, slet ikke optegnet hvilket sikkert betyder at der blev drevet erhverv fra bygningerne. Det vides med sikkerhed at der i 1930’erne var et autoværksted og i 1950’erne var både Frelsens Hær og en købmandsbiks
der blev drevet af en Hr. Nielsen

De sidste rester af Ølunds Mølle blev nedrevet i 1979 på grund af den omfattende sanering i det der kaldtes Fix-kareen.

I dag er der kun en tomt og den gamle baggård til Nørrebrogade 148 er nu noget større end før. Det gamle matrikelnummer 171 A har dog overlevet; men Nørrebros gamle vartegn er væk og en æra er slut.

TCASC©

• Tak til forfatteren

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Jagtvejens Mølle

Redigeret 6. – 03 – 2022

Forhistorien 

Meningen var, at vi ville lave et lille hæfte som vi delte gratis ud til alle gæster til de 10. Kulturelle Markedsdage i Nørrebroparken. Undertegnede fik bevilliget penge til det og gik i gang. Der blev lavet et 48 siders hæfte med et 4 sider stillæg. Det hele blev sendt til Tryk. Og hæftet blev også leveret. Men regningen blev ikke betalt. En dag ringede bogtrykkeren og spurgte om trykningen ikke skulle betales. Og nu var der pludselig ingen penge til det. Enden på det hele blev, at undertegnede selv skulle betale. Det var godt nok en økonomisk bet. Det var da godt vi ikke fik trykt fotos ind i hæftet. Hæfterne fik nu lov til at ligge nede i boghandlens kælder. Og for at få nogle af pengene hjem solgte vi hæftet for fremstillingsprisen. Men uheldigvis var det – det år, hvor vi havde oversvømmelse på Nørrebro. Boghandlens kælder blev også oversvømmet. De fleste af hæfterne gik under for at sige det populært.

På hjemmesiden har vi i redigeret form forsøgt at genskabe indholdet i fire artikler. Og egentlig var formålet, at det skulle være en hyldest til de mange græsrødder på Ydre Nørrebro som laver så meget for os andre og som gang på gang bliver overset. Det har været en sand fornøjelse at være en del af Kulturelle Markedsdage i de 10 år, som det varede. Dette blad blev udgivet i 2010

 

Nørrebroparken – mens vi husker den

Serridslev

Landsbyen Serridslevs jorder fyldte det meste af Nørrebro og Østerbro. Landsbyen nævnes første gang i 1186. Omkring 1423 har der været en kongsgård i landsbyen. I 1527 optrådte nogle bønder fra Serridslev som domsmænd i en mordsag. Samme år blev jorden uddelt til rådmændene som tak for deres indsats. Men alt tyder på, at Serridslevs marker stoppede ved den nuværende Nørrebrogade.

 

Havremarken

Det var Havremarkens jorde, der dominerede området. I gårdens sidste leveår blev der dyrket tobaksplanter. En del af jorden blev brugt som græsningsareal for omegnens kreaturer. Og de havde det godt disse kreaturer. En del af affaldsstofferne til brændevinsfremstilling , masken, blev anvendt som en del af kreaturernes foder. Havre blev der også dyrket på en del af jordene.

 

De første gader

Den første gade, der blev anlagt var over på den anden side af Nørrebrogade eller Lygtevejen, som den hed dengang.

Allersgade,  er en af de ældste sidegader på Ydre Nørrebro. Den blev i 1860 navngivet efter brygger og brændevinsbrænder Christian Aller. Han var en kendt grundejer herude. Selv boede han her dog kun fra 1839 – 1841. Men efter hans død flyttede hans enke tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej.

Senere fulgte Lyngbygade, Brønshøjsgade, Gjentoftegade, Ordrupgade m.m. I dag har gaderne navne som Hillerødgade, Søllerødgade, Vedbækgade m.m.

Hundeluftning og andre aktiviteter

Hvis du i dag tager cyklen gennem Nørrebroparken, kan du fornemme den aktivitet, der her udspiller sig.. Desværre er man ikke så god til at passe på den. For det meste er Nørrebroparken dog hurtig ryddet op af kommunens folk.

Om sommeren er der dømt solbadning, ellers er der hundeluftning og mange forskellige sportslige udfoldelser på programmet.

Det vil sige, at hunde-lufterne ikke var meget for de ændringer, der blev taget i Nørrebroparken. Man dannede en protestorganisation Hund 2200 og forærede daværende Teknik – og miljøborgmester Klaus Bondam en hundelort – godt nok pakket ind i en plastikpose.

En masse andre organisationer har efterhånden også set mulighederne i arrangementer i parken, K – Festival, Nørrebro Rules og Ghettoblaster. Nørrebroparken var ikke mere bare en græsplæne og et par forhøjninger.

Musik, fest, mad hygge, søde mennesker, gøgl og drikkelse bydes der på. At høre Benny Holst i Nørrebroparken er bare fantastisk. K – Festivallens parole er meget rammende Krig er foragt for liv – fred er at skabe.

 

Støj- og støvhelvede forude

Men nu er det snart slut, eller skal vi lidt neutrale. En masse aktiviteter er stillet på stand by. Metroselskabet har bebudet sit indtog. Gad vide, hvordan det går med Kulturelle Markedsdage i fremtiden.

Et støj – og støvhelvede samt  op til 720 lastbiler dagligt venter forude. Den nyrenoverede park graves op, træer fældes og tunneljord køres væk. Pladsen vil
overskride støjgrænser 24 timer i døgnet. Det har sandelig ikke manglet på protester fra adskillige organisationer.

Metroselskabet har bebudet, at man starter i den nordlige ende, for så senere at udvide i den sydlige del. Indtil år 2017 vil Nørrebroparken ikke være som i dag. Mine tanker går også til naboer til parken de næste 9 år. Måske skal dette lille skrift også tilegnes dem. Egentlig bliver parken ubrugelig de kommende mange år.

I 2018 åbnes så med 17 nye Metrostationer. Og det som dette lille skrift handler om er netop livet i og omkring Nørrebroparken, mens vi kan huske det og mens Metroselskabet snart får finger i den. En kæmpe byggeplads med masser af lastbiler vil afløse de aktive borgere i parken.

 

Investering på 24 millioner kroner

Vi sad i styregruppen Nørrebro Park Kvarter og tog stilling til den nye park og dens udformning. En kæmpe konkurrence blev foranstaltet og alle forslag blev stillet til beskuelse for offentligheden. Den nye Nørrebropark blev indviet med masser af musik. Nørrebros mangfoldighed blev fremhævet. Nu skulle der grilles, løbes på skateboard, spilles volley og streetbasket.

Billig var det bestemt ikke. 24 millioner kroner blev det brugt til at renovere parken.

• 24 millioner kroner er en lille økonomi i henhold til Metro – budgettet , ja sådan sagde en af toppolitikkerne i Borgerrepræsentationen. Men det var trods alt halvdelen af det som et internationalt kulturhus ville koste. Dette projekt var der også en masse græsrødder, der brugte flere år på. Dette hus blev prioriteret væk.

Et af konkurrence forslagene tog faktisk historien med:

• Områdets historiske fænomener, Havremarken, Ladegårdsåen og den gamle Nordbane er i dette forslag transformeret ind i parklandskabet
  – fra overordnede linjer og temaer til indretning og materialer. Idéen er at fortælle historien om området i ny forklædning – det giver identitet. Banens sveller er blevet til bænke og belægninger. Åen er som form transformeret ind i parklandskabet til græsbelagte skiver af flydende information, samt vandforstøvere – en slags nye trafikchikaner, der samtidig lokker folk ind i områdets zoner.

 

Nørrebro Park Kvarter

Vi bestemte i styregruppen, at kvarteret fremover skulle hedde Nørrebro Park Kvarter. Kvarteret begrænses af Nørrebrogade, Jagtvej, Højbanen og grænsen til Frederiksberg.
Og så brugte vi ca. 183 millioner kroner til at forskønne kvarteret. Pengene blev brugt til en masse forskellige aktiviteter. Det er da bestemt heller ikke alle, der
har taget lige godt imod den nye Nørrebropark. Således mener nogen, at markedshallerne er det samme som HT – terminalerne var for Rådhuspladsen.

Legepladsen bliver kaldt Bermudatrekanten, velsagtens fordi der her er havarerede fly og et grundstødt skib man kan klatre rundt i.

 

Sumpen

På den anden side finder man endnu alkoholikerne eller nyderne, skjult bag et stort plankeværk. Her lå der faktisk engang to røde barakker. De fungerede som fritidshjem. Ved siden af lå ud mod Stefansgade forskellige butikker lige fra en slikbutik til et spansk indrettet værtshus. Efter barakken opstod her et socialt opholdssted. Ikke uden grund kalder man stedet for Sumpen. Man plantede nogle rosenbuske, men holdt dem ikke rigtig ved lige. Ja tulipaner blev også plantet. Stedet fik det eksotiske navn Tulipanhaven eller Rosenhaven.

Da cykelstien i 1998 blev etableret blev hækken ind til Sumpen fjernet. Kommunen fik så ideen til at indhegne området. Meningen var også, at der skulle plantes pil og lægges grus, for at få drænet. Det skete ikke. Så navnet Sumpen er vel et godt ord.

Her kommer typisk personer fra 30 år og opefter, der gerne vil nyde alkohol i socialt fællesskab. De kommer her året rundt år. De første gæster indfinder sig kl. 5 om morgenen. Man drikker, griller, diskuterer og hygger i fællesskab. Hvis en af kompagnonerne dør, og det sker ikke så sjældent, ja så splejser man sammen til en buket.

Ikke alle var tilfredse med hvad der foregik i Nørrebroparken. Vi har fundet et udklip fra Nørrebro Avis, desværre uden datoangivelse:

• Den kære Rosenhave. Gennem de sidste par måneder har Nørrebro Avis modtaget utallige læserhenvendelser angående forholdene i Nørrebroparken
  – og i den forbindelse specielt ”Rosenhaven”. Dette område er mange ældres yndlingssted. Her sidder de om sommeren og nyder solen og taler med hinanden, og det giver da også umiddelbart indtryk af et regulært fristed midt i storbyens larm . Men det er det ikke!!! Årsagen er som følger: den plads har i de senere år været hjemsøgt af et antal personer, som foruden at indtage store mængder spiritus, ”pisse” på roserne, smide flasker over det hele, forstyrre freden og roen, også generer de fredssøgende mennesker.

 

Metroselskabet havde besluttet sig

På samme tidspunkt som vi sad og besluttede Nørrebroparkens forvandling, havde Metroselskabet besluttet sig for at Nørrebroparken skulle være en kæmpe arbejdsplads. Nye skinner skal lægges på Nørrebro. Det vil komme til at betyde en masse. Og tidligere har sådanne skinner også betydet masser for bydelen.

 

Jernbanen på Nørrebro

Banen suser gennem Havremarken

Da loven om Nordbanen og Klampenborgbanen blev vedtaget, opstod der rygter om en holdeplads på Nørrebro. På Indre Nørrebro blev man glad for disse rygter. Men da man fik at vide, hvor holdepladsen skulle være, var man knap så begejstret. Den skulle ligge ude på landet – på Havremarken. Her var intet bortset fra nogle spredte gårde og en masse køer.

Allerede fra 1863 susede tog igennem Havremarken – Stephansparken –  Nørrebroparken.

I første omgang gik turen til Lyngby over Hellerup. Herfra gik der en linje til Klampenborg. Nordbanen havde i den første del samme linjeføring som vest-banen. Sporene gik i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvsgade. Ved Rosenørsallé omtrent der, hvor Radiohuset lå, skiltes linjeføringen. Vest-banen fortsatte mod Roskilde. Nordbanen fortsatte mod Hellerup over Ladegårdsåen ved Bülowsvej og kørte videre ad Nørrebros
marker syd for Assistens Kirkegaard. Videre gik det over Havremarken og Rådmandsmarken før den uden stop gjorde holdt i Hellerup.

I den mærkelige avis Sandhedsfaklen kunne man i 1862 læse:

• man tillader sig derfor at tilraade Directionen, at anlægge en Station ved Ventegodt eller Petersminde paa Nørrebroes Landevej, der absolut vilde medføre det Gode, alle på Østerbro, Blegdamsvejen, Nørrebro, Blaagaard, Jagtvejen, Nørrebroes Lygtevej og i Byerne Gladsaxe, Buddinge, Herløv, Husum, Brønshøj og Uttersløv med flere i Omegnen boende kunne frequentere heraf, i stedet for at tage den lange Vei til Vesterport, og da Bygningerne til den omtalte Station ei behøver at opføres i nogen kostbar Stiil, saa vilde et saadant Foretagende vistnok betale sig rigeligt og stifte
  megen Nytte.

 

To jernbanestationer

Man havde ligefrem:

• begæret oprettet en Station i Nærheden af det Punkt, hvor Nørrebroes Hovedgade overskjærer Jernbanen ved den saakaldte ”Lygten”.

I stedet for at bevillige millioner til anlægget ved den nye station, ja så blev der kun bevilliget 400.000 kr. Et københavnsk dagblad havde opsnappet, at gården Kirstinedal var blevet købt. Man mente, at de sjællandske baners kontor skulle flyttes herud. Det var cirka på det sted, hvor den nuværende Nørrebro Station ligger. Men det hele viste sig at være en avisand. Og så skete der ellers ikke mere.

Befolkningen på Nørrebro var ved at være utålmodige. Trafikbehovet var stigende. Nørrebro Sporvej havde i 1884 solgt 426.554 biletter a 5 øre. Ganske imponerende.

I sommeren samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet sammen, for at drive en jernbane. De sendte et andragende om tilskud til opførelse af en stationsbygning i form af et skur. Prisen var ca. 25.000 kr. Selv havde man fremskaffet 6.000 kr.

I 1882/83 lykkedes det endelig at få bevilliget 250.000 kr. til køb af arealet. Tillægsbevillinger til 150.000 kr. lykkedes det også at få fremskaffet. Det gik stærkt i begyndelsen. Jordarbejderne var nogenlunde færdige i november 1885.

Det viste sig nu at banegården kom til at bestå af to stationer. Tømmerværket på stationsbygningerne var rejst i marts 1886. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Allés udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup. og ankomststationen Station B blev anlagt ved Lyngbygade (Hillerødgade).
Her ankom dem, som havde været en tur i Nordsjælland. Og her kunne man så tage ind til København. Men måske var det lettere at tage sporvognen fra Nørrebrogade.

 

Damer fik ødelagt sko og klæder

Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til at der ikke var en egentlig adgangsvej til de nye jernbanestationer . Det fik de daværende medier til at skrive:

• Et mylder af Gadestumper opstod i Kirkens Nabolag for alle har spekuleret i at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

Terrænet var ikke godt. Man havde vel ikke fået afvandet ordentligt. Der var heller ikke nogen form for brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det med at få de lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i dynd og smadder. Pæne mennesker gik
nærmest i fare for at brække arme og ben. Damerne fik ødelagt sko og klæder.

Man havde håbet, at få skovtrafikken med, med åbning 1. maj. Men murerarbejdet blev forsinket. Først den 1. juli 1886 fandt åbningen sted. I begyndelsen var toggangen ret beskeden. Man havde dog undervurderet Nørrebro – borgenes interesse for skovudflugterne.

Salget af biletter var kaotisk . Det var ofte udsolgt hen ad formiddagen.

 

Det første uheld

Sidst i august skete stationens første uheld. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med et indkørende tog mod Klampenborg. I datidens medier kunne man dog berolige læserne:

• Heldigvis skete ingen videre Skade, naar undtages, at et Par Damer besvimede, og to Passagerer erholdt et Par Skrammer.

Der var nok at bestille på Nørrebro Station. Den upraktiske indretning og de trange rangerforhold gav ofte problemerne. I de trange kontorer fik man nye udfordringer. Man fandt på at flytte Lygtevejskvarterets Postexpedition ind i stationen.

I 1890erne foretog man større udvidelser på stationsarealet og nye baner og sidespor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.

Til fodgængernes store sorg dødsdømte man fodgængerovergangen ved Esromgade. Nu måtte også de stå og vente, ligesom resten af trafikken på Nørrebrogade.

 

Travlhed på stationen

I perioden fra 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen foregik via Nørrebro Station.

For at komme til og fra godspladsen (mellem banen og Nordbanegade) måtte godstogene køre øst om (foran) Station A. Her kom de stadig længere og længere tog til at holde. De ventede ofte på afgang for viderekørsel. Dermed spærrede de for adgangen til stationen for de rejsende, hvilket gav anledning til mange halsbrækkende scener.

I 1890 fremkom en af banens ingeniører med planer om at løse Københavns affaldsproblemer. Han foreslog

I 1894 blev der flere ansatte på  Nørrebro Station. En assistent, en overportør og fire almindelige portører. Men snart igen blev personalet atter forøget. Først i 1890erne havde man vedtaget at ligge et dobbeltspor til godstrafik mod Frederiksberg. Alene på denne strækning kørte cirka 12 – 15 tog hver dag.

Frihavnsbanen gik på en strækning gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt med Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Derfra gik det videre til Frihavnsgitteret ved Århusgade på Østerbro.

Det første egentlige godstog kørte på ruten den 9. november 1894.

 

Kystbanen åbner

Kystbanens åbning den 2. august 1897 betød ikke nogen større forandring i toggangen på Nørrebro. Et par af kystbanetogene blev ekspederet på Nørrebro.

Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den af mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som et forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første køredag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer.

Og så skulle de alle sammen hjem igen. Der afgik tog hver halve time fra kl. 20.00. De sidste kom først hjem kl. 4 om morgenen. Men prøveturen på den nye strækning foregik allerede den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakvogn. Kl. 11 om formiddagen afgik det fra Hovedbanegården over Nørrebro, ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget kl. 13 og kl. 16 ankom det til Helsingør. Der var gjort ophold mange steder.

 

Parcelbroen er åben

Det var også i 1897, at man begyndte at overdække Ladegårdsåen. Nu var det svært at bruge den gamle vittighed, Parcelbroen er oppe. Det sagde man, når toget var forsinket.

Nu kunne man spadsere på Ladegårdsåen. Politikerne var uenige med hensyn til, hvad man skulle kalde barnet. Skulle det være Gyldenløvs Boulevard
eller Ladegårds Boulevard? Hermann Trier foreslog Åboulevard, Og sådan blev det.

I 1898/1899 anlagdes et privat sidespor for Københavns Magistrat til dennes stenplads i nærheden. Københavns Sporveje fik forbindelse nordpå til overleveringssporet mellem DSB og KSB. Her ankom i tidens løb masser af sporvogne fra Scandia i Randers.

I slutningen af 1890erne kunne man på stationen se en kæmpe sneplov, som direktionen fra Kiev – Odessa Banen havde bestilt hos Smith & Mygind. Den skulle ude på en meget lang rejse.

Stationen havde dengang ikke remise, heller ikke et lokomotivdepot. Rangermaskinen kom tidlig om morgenen fra Godsbanegårdens remise inde fra København. Den kørte hjem sent om natten. Også Frederiksbergs rangermaskine aflagde ofte et besøg på Nørrebro. Langt om længe fik Nørrebro dog sin egen maskine.

 

Damer – pas på den elektriske sporvogn

Mange tog sporvognen. Men nu var de jo blevet elektriske. Og når nu de kære damer skulle lære at begå sig med de nye tekniske fremskridt, ja så var aviserne over dem. Således kunne man i 1902 læse følgende:

• Vore Damer, der har været så vant til med gratie og Elegance at springe af Hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at faren og farten er stærkere. Nu er det sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vore
  kække Damer med at springe af Sporvognen.

 

Uheld på stationen

I 1907 forudsagde en rangermaskine dog stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formodentlig har hans jakke grebet fat i regulatoren, som dermed fik hele armen. Maskinen for afsted, ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – lige langt nok til at give en anden rangermaskine et sådant fur, at den røg gennem remisemuren og væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponerede og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen der faldt af maskinen brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.

15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kulkassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned fra førerhuset uden at få lukket regulatoren. Maskinen sprængte kæden og begav sig ud af Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo.

Hurtig blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine – med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kul-tog fra Øster Gasværk.

Da det herreløse tog nåede Nørrebro Station var det i skridtgang. Lokomotivføreren fra et tog på Frihavnsbanen steg på og lukkede for dampen. Han tog det deserterede tog samt den i mellemtiden ankomne forpustede fyrbøder med tilbage til Østerport.

Uheld har den gamle Nørrebro Station ikke været forskånet for. Det har været tale om rangeruheld, fejlindstillede sporskifter eller nedbrud.

Ejendommeligt nok er der ikke sket flere uheld ved overskæringerne med gadetrafikken. Et par gange har sporvogne været impliceret. I 1902 knuste toget en hestevogn ved Jagtvejen.

 I april 1906 kom en 11 – årig dreng under en tipvogn på Nørrebrogade. Han overlevede ikke.

I december 1918 kørte en rangermaskine ind i en linje 5 sporvogn på Nørrebrogade. En murermester blev alvorlig kvæstet. KSB blev ved en efterfølgende retssag dømt til at betale 15.000 kr. til den stakkels mand plus sagsomkostninger. Det kom frem, at en KSB – ansat havde sovet og ikke havde set sporvognen.

I 1921 påkørte en sporvogn bommen på Hørsholmsgade, lige før toget skulle komme. Vognen blev fjernet i sidste øjeblik og vognstyreren øjeblikkelig suspenderet.

I 1964 kunne man i dagbladet Aktuelt læse følgende:

• Godstog på afveje, bank nær sprængt
• Med sneglefart brasede i aftes fire godsvogne ved Nørrebro station i København gennem hegnet ved Mimersgade og over denne for at standse en meter fra Københavns Handelsbanks Nørrebro – afdeling, der nær var blevet sprængt som i et raffineret filmbankkup. Uheldet skete, formentlig fordi føreren af rangerlokomotivet forregnede sig med hensyn til togstammens længde, og han bemærkede først for sent, at togstammen pløjede sig gennem terrænet og ud på gaden.
• Betjente i en patruljevogn, der nær var blevet ramt af toget, fik standset trafikken, så ingen kom noget til, og i løbet af et par timer, havde statsbanernes folk ryddet gaden, så trafikken kunne afvikles frit.

Slangerup – banen åbner

I 1906 åbnede København – Slangerup Banen (KSB). I begyndelsen medførte dette ikke den store konkurrence. Men de var gode til det der med markedsføring, så på et tidspunkt blev der tale om konkurrence. Senere kom der forbindelse fra Station B via kommunens stenspor til Lygten Station.

Den 16. juli 1905 var der allerede arrangeret en præsentationstur for pressen. Det var en kæmpesucces:

• Man får et glimrende Indtryk af Landskabet, og hvad man ellers kunne se fra Toget.

Den egentlige indvielse foregik den 19 april 1906. Et flagsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med omkring 100 honoratiores ombord.

Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, der ventede i Slangerup, blev forsinket, fordi stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først fortsætte efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som havde fornøjet sig med stationsforstanderens hund.

Det både regnede og blæste. Her var trafikminister Høgsbro, politidirektøren, kommissarius, kammerherre Tobiesen, admiral Richelieu, overretssagfører Amdrup m.m. Hele to lokomotiver trak de flotte gennemgangsvogne leveret af Togfabrikken Scandia.

Den 20. april begyndte hverdagen. Første tog fra Bagsværd mod København afgik kl. 7.31 og nåede Lygten kl. 7.59. En billet fra Lygten til Buddinge på tredje klasse kostede 25 øre. Til Bagsværd måtte man dog af med 35 øre.

I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn.

• Netop som hun var kommen under Tag, nedkom hun med levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet. En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtig kom og straks efter bragte saavel Moderen og Barnet til Fødselsstiftelsen.

Indtil 1929 var banen ejet af private aktionærer og allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.

 

Omkring Lygtekroen

Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck. Han var statsbanernes arkitekt. Han er også mester for Københavns Hovedbanegård. Ja egentlig burde station have heddet Løgthe Station. Løgh betyder sump. Lige i nærheden lå Lygtekroen og Lygteåen. I 1904 blev kroen revet ned.

Det var en hel opdagelsesrejse at komme herud omkring 1903. Her kunne man ved selvsyn se, at en hel by i ekspres fart strakte sine fangarme ud over markerne og fællederne. Ustandseligbrød nye veje frem, hvis navne ingen havde hørt om før. Til tider var der bundløs ælte og smalle smøger. Men pludselig stod man på 30 alen brede boulevarder, hvis husrækker øjet ikke kunne finde en ende på.

Og midt mellem disse kolosser, der bredte sig gennem gamle havers mosgroede træer og forpjuskede buske, store skrammelfyldte oplagspladser og vakkelvorne rønner.

Disse rønner forhindrede yderligere fremfærd. Ejerne forsøgte at få byggespekulanterne til pengepungen. Det lykkedes ikke altid. Resultatet var uhensigtsmæssige gennemføringer.

Men på et eller andet tidspunkt lykkedes det at gadestumperne blev ført sammen.

 

Snød med øl 

Den gamle Lygtekro med dens privilegerede aftægtstilværelse, dannede en fin kontrast til det moderne arbejderkvarter. Kroen kan føres helt tilbage til slutningen af 1500tallet.  I 1718 overtog Konrad Berg kroen og forsynede kroen med flere tilbygninger.

Sporvejens naboskab varslede nye tider. Spredt brobelægning samt vand og gas havde indfundet sig. Og dampende lokomotiver i naboskabet var måske årsag til, at der i Lygtekroen var malet café på vinduerne.

På rejsestalden var der stadig stråtag. Lygtekroens bygninger var mærket af tidens ånd. Den ene ende var Nørrebrogade. Den anden var Slangerupbanen.
Jo her var sandelig grænsen mellem by og land.

På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i  Kjælderstue og mod landet, Bajersk Øl i Gjæstestuen mod byen. Men sagkyndige påstod, at der ikke var forskel på smagen trods det, at der var stor forskel på prisen.

Der var stadig mange gæster, der ville tage afsked fra byen med et lille glas eller to.

Dette kunne man nu få adskillige steder på Nørrebrogade. En del steder var lukket, men enkelt havde prøvet at forny sig. Et sted man kaldte Orfeum havde indrettet sig med flag og vimpler. Ja og de havde sandelig også malet deres lysthuse grønne.

I 1870erne var der Den Hvide Svane og Nykro, der var de førende traktørsteder herude.

I slutningen af 1800tallet var der fri udsigt til det rigtige bondeland herude. I tidens løb har den sammenhængende bebyggelse fortrængt de åbne marker, pladserne, haverne, småhusene og villaerne. Træerne langs de ældre bebyggelser har måttet vige. Grøfterne er blevet afløst af fortove. Selv om der fra 1867 var sporvogn til Kongens Nytorv så forblev området herude meget afsondret for københavnerne.

 

Latrinaffald omkring stationen

Langs stationen blev der etableret læsseplads, varehus (til gods), opstillingsspor, remise og værksteder. Bygningerne bredte sig helt fra Frederikssundsvej
til Tagensvej. Varehusene blev senere revet ned og erstattet af godsekspeditionen i 1930.

Egentlig skulle ruten være startet fra Station A. Men allerede dengang var der problemer med udvidelsesmulighederne. Derfor blev starten lagt ved Lygten station. Her var der også meget mere plads. Turen gik fra Lygten over Emdrup, Vangede og videre til Buddinge og Bagsværd.

I 1929 blev Slangerupbanen omdannet til et kommunalt aktieselskab. Op gennem 30erne meldte behovet for modernisering sig. På generalforsamlingen i 1939 snakkede man om at likvidere selskabet. Men så kom anden verdenskrig og trafikken steg voldsom i en tid, hvor der hverken var benzin eller bildæk. Togene
var overfyldte.

Den første del af denne bane lugtede sikkert ikke så godt. På Lersøarealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrinoplag. For at komme af med det, anlagde man et sidespor til Nordbanen, der kørte latrinen til Kvistgård og Allerød. De vogne man transporterede den ulækre substans i, kaldtes Chokoladevogne.

Bønderne brugte blandt andet latrinen på deres marker.

Ja DSB opfattede Station Lersøen som en station på et privat sidespor. Der var opført et beboelseshus på grunden til bestyreren. Til stationen hørte også en lille have på 35 kvadratalen. Gødningen havde man lige for døren. Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891.

Latrinvognene var ikke så store som medierne ville gøre dem til. De tre trætønder kunne rummer 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, fik folk til at holde afstand.

Det skete flere gange at indholdet eksploderede på Nørrebro Station og inde på Hovedbanegården. Desværre var vognene heller ikke helt tætte. Det betød at de efterlod en stribe som Nørrebros hunde viste stor interesse for.

I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var færdig ude på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen
nedlagt.

Indtil første verdenskrig steg persontrafikken år for år på Nørrebro Station. Godstrafikken steg endnu mere, selv under krigen.

 

Boulevardbanen

Da røret til Boulevardbanen blev færdig i 1918, blev Nørrebro en ren Nordbane – station.  I en periode afgik der kun 11 persontog fra Nørrebro Station. Til gengæld kom der cirka 37 godstog.

Da den gamle hovedbanegård blev nedlagt i 1911, forsvandt også sporet til Frederiksberg. Dette medførte mange protester, men DSB var ubøjelig. Ja man talte endda om helt at nedlægge Nørrebro Station.

Den beslutning var ikke noget Nørrebro Handelsforening ville finde sig i. Man indkaldte til medlemsmøde på Nørre Central (den lå på Runddelen , næsten ved siden af det nuværende Irma). Her blev man enige om at protestere kraftig  Det hjalp måske i første omgang.

 

Stationen i fare

I 1914 fortsatte de voldsomme reaktioner på Nørrebro.

I Folkets Hus den 17. november havde Socialdemokratiet indkaldt til stormøde. Trafikminister Hassing Jørgensen så ingen anden udvej end en ringbane. Problemet var bare, at en sådan ville koste 8 millioner kroner.

Nørrebro Station overlevede i første omgang. Hvorfor skulle den ikke også det. Der var 400.000 passagerer årligt. Problemet var bare de mange overskæringer
omkring Nørrebro station.

Den spanske syge som også ramte Nørrebro, bevirkede på et tidspunkt i 1918, at kun en var på arbejde. 17 medarbejdere meldte sig syge. Og på godsekspeditionen mødte der kun fem mand.

I år 1900 var personalet vokset til over 30. Godsekspeditionen ved Stefansgade var blevet ophøjet til en selvstændig regnskabsførende ekspedition. I 1921 var der igen fare på færde. Nordbane – og Klampenborgtogene var omlagt til den nye Boulevard – linje. Nørrebro Stations dage som persontogstation var talte.

For personalet var det efterhånden en mærkelig fornemmelse, at se stationen som en endestation for en Blindtarm af en Bane fra Hellerup. Status som en driftig godsbanestation var dog uforandret.

Nu kørte der kun 12 små tog – med et par personvogne. Der var både 2. og 3. klasse. Den dyre vognklasse var blevet inddraget. Dansk Vej-skrift omtalte disse tog som

• “Perpendikkeltog”, der daglig standsede mange Biler.

 

Tiltagende trafik

Den 26. februar 1924 blev der foretaget målinger ved 8 bombetjente overskæringer i København. Den mest generende var den på Nørrebrogade. Her var bommere nede 79 gange i et døgn. Der var 67 plantog samt en del rangering at rulle ned for. I alt 361 biler og 18 motorcykler, der måtte standse.

DSB havde åbenbart ikke interesse for anden gadetrafik. Hvor mange sporvogne, hestevogne, trækvogne, barnevogne og fodgængere, der måtte stoppe op interesserede åbenbart ikke DSB.

Trafikken var stigende og på  Nørrebrogade havde en kørelærer nok at se til. Syv år inden denne trafiktælling blev foretaget kunne man i en avis læse følgende:

• Færdselsvæsenet er blevet omformet gennem den moderne Teknik, som Cyklen i sin Tid var en Sjældenhed. Saaledes er Motorcyklen og Automobilen godt paa vej til det samme om end paa en noget anden maade og i mindre Udstrækning. Men de præger vores Færdselsliv.
• Der sker mange Ulykker, og Aarsag til dette ligger hos dem, der har Ansvaret for Kørslen.
• En af de Køreskoler herhjemme, der i de senere Aar har taget del i Oplysningsarbejdet og gjort det paa ”fortjentfuldt” maade er Hr. A. Amdi – Hansens Aut. Køreskole, Nørrebrogade 220. Skolen har siden den i 1912 begyndte sin Virksomhed uddannet 450 Elever i Automobil – og Motorcykelkørsel. Teori og grundig praktisk Undervisning gaar Haand i Haand.
• Motorkørslen har sin store Behagelighed gennem mange og betydelige Fordele. Skal den ogsaa eje sin virkelige Charme maa den mestres med Sikkerhed og kyndig Indsigt.

I 1926 prøvekørte DSB nogle nye to-akslede benzinmotorvogne. Der kunne være 100 passagerer i to motorvogne med en bivogn i midten. Køretiden til Hellerup var ni minutter, nogle gange var der stop ved Lyngbyvejens trinbræt.

I 1928 brændte en motorvogn på  Nørrebro station, da der skulle hældes benzin på. En uges tid efter skete nøjagtig det samme.

 

Den nye station

Den gamle station lukkede den 30. juli 1930. Det hele så dog også lidt forsømt ud i slutningen af 1920erne. Straks efter lukningen blev der taget fat på oprydningen, men godstrafikken fortsatte dog en tid endnu.

Et udvalg havde i 1917 anbefalet, at der blev oprettet en ny Nørrebro Personstation og Godsbanestation mellem Lersøen og Tagensvej.

Men loven om en ringbane blev allerede vedtaget i 1919, men så skete, der ellers ikke mere. DSB havde nok andet at se til.

Den første del af højbanen, Hillerødgade – Ørnevej var fuldført i 1926. Men det gik ikke stærkt med resten. I løbet af 1930 var man dog blevet færdig.

Hastigheden for både damp – og motorvogne kunne nu sættes op til 60 kilometer i timen. Nu var der kun i korte perioder gener for trafikken på Nørrebrogade. Således ankom der i 1931 sporvogne fra Vogn-fabrikken Scandia i Randers til sporvognenes plads. Dette spor blev først fjernet i 1947.

 

Den ny station

Den nye personstation var noget så  funkis. Man havde nok skelet lidt til stationen i Friedrichstrasse i Berlin.

Og tænk fra 1931 kunne man næsten købe biletter til alle landets stationer. For enden af hallerne var der i dennes buer, indsat glasruder. Men de blev i 1960erne opgivet på grund af til-sodning med røg fra lokomotiverne. Den ny station kostede dengang 200.000 kr. Højbanen forløb videre mod Godthåbsvej.
Under banen blev der indrettet butikker og lagerhaller.

Frederiksberg – Fllintholm – Grøndal – Nørrebro – Hellerup Banen var på 8,5 kilometer og kostede 8,5 millioner kroner. Selve højbanen var kun 600 meter og kostede 1,4 millioner kroner. De første år blev det dog kørt med dampmaskiner.

Toggangen blev udvidet til 20 minutters drift.

 

De jyske indvandrere

Godstrafikken steg voldsomt ved den gamle godsstation ved Nordbanegade i begyndelsen af 1920erne. En ny administrationsbygning blev endda opført.
Men en pludselig nedgang ødelagde det hele.

Da Højbanen blev anlagt blev godsarealerne nærmest misbrugt som en slags losseplads. Store mængder af fyld, grus og sten lå spredt ud over godsarealet i mange år. Det samme vil ske i løbet af de kommende år. Historien gentager sig.

Endelig i 1930 tog man initiativ til at redde godsstationen fra forfald. Det såkaldte varehus havde 13 porte og 5 kamme med stationspladsen, toldpakhus, depotbygning, værksted m.m.

På Nordbanevej havde jyske indvandrere samlet sig. Det begyndte allerede omkring århundredeskiftet. På Nørrebro synes man godt nok, at de havde et mærkeligt sprog. De var mærkelig klædt, og så spiste de kartofler og gulerødder. Ja de spiste kartofler til alt. De måtte oprette deres egne grøntforretninger.

De blev kaldt bonderøve, og burde lære sig dansk. De var mærkelig klædt, mændene smed aldrig jakken. Kvinderne gik med tørklæder om hovedet og sjaler. Den ene familiesammenføring efter den anden foregik, og de avlede som kaniner.

De havde en mærkelig religion (Indre Mission). De skulle lære størstedelen af bibelen udenad. Først da jyderne gik på værtshus, lyttede på syngepiger og gik på
bordeller begyndte de at blive anerkendt. Man havde vænnet sig til jøderne, så kunne man da også vænne sig til jyderne.

 

Omkring Hørsholmgade

I 1930 lukkede man for passagertrafikken. Men heldigvis for de raske drenge omkring Hørsholmsgade, så fortsatte godstrafikken. Drengene havde i cowboyfilm omme i biografen på Jagtvej set, hvordan man kunne svinge sig op på jernbanevogne. Hvis dørene var ulåste, var dagen reddet for knægtene. Togbetjenten, havde ikke en jordisk chance for følge med. Det var også sjovt at sætte en vogn i gang, efter at den var blevet låst.

Faren lurede dog også andre steder. Hellebækkerne var drengene  fra Hellebækgade. De var fjenden.  Og grænsen mellem de forskellige områder gik netop på banelegemet. Når alarmen lød, gjaldt om at finde en solid kæp. Kampen blev indledt med ler-klumper, der var lige til at samle op. Det var en uskreven regel,
at man ikke måtte kaste med ler-klumper med sten i.

Normalt bestod banderne af 50 stykker i hver gruppering. De sårede kom hurtig til hægterne. Der var dømt våbenhvile, når der pludselig viste sig politimotorcykler i gaden. De fleste på begge sider gik i samme skole. Man bevægede sig ikke ind på den andens område. Det ville få uoverskuelige konsekvenser.

Børnene gik sammen i gadealliancer. Som regel var det faste regler. Først blev der sendt en af de modigste over i fjendens lejr. Når han var inde for hørevidde, råbte han Vi erklærer Krig. Så spænede han tilbage til sine egne.

Forrest gik altid de stærkeste med drabelige juletræskøller. Bevæbningen bestod desuden af kosteskafter, naturgrene eller lange halstørklæder med store knuder i den ene ende. Pusterør blev også brugt. Brodne pander og blodtud i ny og næ var resultatet. Ofte skete det, at svage børn måtte betale beskyttelsespenge. Jo det var skam barsk at være barn på Nørrebro.

 

Den stakkels digter

Lige uden for kampområdet lå Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en  for knægtene, mærkelig digter, der havde ungernes bevågenhed. Og selvfølgelig stillede de sig nedenfor hans vindue og råbte, Digter, digter, dit hoved det svigter. Og så var det sjovt, når han så bombarderede de hersens unger med kartofler.

Efter nedlæggelse af Nørrebro Station og arealets fritlæggelse, kom et omrejsende tivoli af og til på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet, stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik.

Og man kunne jo altid gå til Bager Dueholm efter kanelsnegle, de kostede kun 5 øre stykket.

 

Der kommer altid en sporvogn

Når vi taler skinner, må vi ikke glemme sporvognene. Her var Nørrebro godt med. Med den stigende befolkning, var det også et stigende behov for den kollektive trafik. På Ydre Nørrebro var der i 1901, 22.182 indbyggere. I 1935 var tallet vokset til 57.386.

De første sporvogne kunne rumme ti passager. En enkelt sund hest kunne sagtens trække denne vogn.

Allerede i 1867 blev Nørrebroes Sporvejsselskab dannet. I slutningen af 1880erne var der hele ni selskaber i byen. Der var overhovedet ingen koordination. Man kørte med forskelligt materiel og havde forskellige uniformer. Ingen havde rede på køreplanen. Men det tog man ikke så hårdt. Det var også skik og brug, man kunne stige af og på, hvor det passede en. Et nik til vognstyreren var nok.

Tænk i 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarede til, at Hr. Jensen brugte sporvognen 57 gange. Han brugte 5,49 kr. på sporvognskørsel.

Nørrebroes Sporvognsselskab anlagde en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade) ved Baldersgade. I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remisen udvidet med endnu en bygning, der blev opført i Baldersgade 8.

I 1885 meddelte man på generalforsamlingen, at man gik over til et andet sporvejssystem. I stedet for træunderlag gik man over til metalunderlag. Vognene ville have lettere ved at komme frem og det ville ikke larme så meget.

Det var elendig arbejdsforhold for de ansatte. En arbejdsdag var på 16 – 17 timer. Spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. I 1890 dannede 200 ansatte en forening for sporvognsfunktionærer. Dagen efter blev den nyvalgte kaldt op til direktørens kontor og fyret. Direktøren mente, at arbejde i fris luft ikke var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret. Men arbejderne holdt stand og meldte sig ind i Arbejdsmændenes Forbund.

I 1897 blev en ny remise med kontor, folkerum og kraftværk opført. Man kan godt fornemme, at der har været mange sporvogne, når man i dag kigger på Nørrebrohallen.

Mange af vognene blev bygget af den lokale leverandør, W.C.A. Hansen, som også boede i Baldersgade. Så havde han ikke så langt, når han skulle aflevere vognene. Når Hansen skulle afgive tilbud, afgav han to tilbud. Men han frarådede, at man brugte det billigste tilbud. I tilbuddet skrev Hansen blandt andet:

• Paa Maling af Vogne. Hertil anvendes de bedste Materialer saavel i Farver som Lakker og Arbejdet udføres Folk, som i enhver Henseende ere Kjendte med behandlingen af Vogne, saa jeg som følge deraf kan garantere for smukt og godt udført Arbejde saavel som for Holdbarhed. En Tospænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 225. En Enspænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 130

Vognene fra Nørrebro blev trukket af et forspand på to heste. På hoved-strækningerne, brugte man to – etagers vogne. Det var almindelig praksis at øverste etage var mændenes domæne. Kvinderne måtte af sømmelighedsgrunde ikke bestige de stejle jerntrapper, der førte op til førstesalen.

 

Med damp

Man havde forsøgt sig med damp. Men det var nu ikke så god en ide. Således blev der på Nørrebro fremstillet en såkaldt Dampomnibus, der skulle bruges på linje 7. Det var nærmest tale om et lille damplokomotiv. Den hvæsede, dampede, savede og peb. Da man prøvekørte den, satte man rigtig fart på den ned af Gothersgade. Det var folk bestemt ikke glad for. Fra vinduerne blev man bombarderet af kartofler, gamle tøfler, og en enkelt død kat.

Allerede fra 1875 prøvekørte Nørrebroes Sporvognsselskab en dampsporvogn bygget af fabrikanterne Smith og Mygind, der havde til huse på Nørrebrogade.
Disse prøvekørsler foregik om natten. Men det var bestemt ikke lydløst.

Men på Strandvejen oplevede de dog dampsporvognen. Den kørte den eventyrlige fart af 2 1/8 mil i timen. Men ministeriet forlangte hastigheden ned til 1 2/4
mil. Efter 8 år var der indløbet så mange protester, at et farvel til dampen på sporvejen var uundgåeligt.  Borgerskabet kunne atter nyde deres enspændervogne og tage sig en ridetur.

 

Elektricitet og syrevogne

Først i 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hesten. Det var i dette år Nørrebro – linjen blev elektrificeret. I de følgende år fulgte andre linjer efter.

Inden da havde man forsøgt sig med akkumulator. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. På Kongens Nytorv var der opsat lade-opstandere, så kunne akkumulatorerne tankes op, inden turen igen gik mod Nørrebro. Problemet var dog, at under opladningen og kørslen blev der udsendt
generende syrelugt. Ikke uden grund blev de kaldt for Syrevogne. En indsamling resulterede i 8.618 underskrifter mod disse syrevogne.

 

De moderne tider

Det har aldrig været let med forandringer. I en borgerlig avis fra 1902 kan man læse følgende:

• De rigtige Sporvogne var de værste. De havde en egen Evne til at udsprede Kedsommeligheden. Her var man – særlig om Formiddagen – sikker paa at træffe alle Byens gamle og skrøbelige Mennesker. De ældre ”Busser” fordrede saadanne Mængder af Kræfter og Bjergbestningsmod, at Selskabet var mere udvalgt. Maaske gjorde den rembrandske Belysning ogsaa alt til, at Skrøbelighederne ikke traadte saa greelt frem.
• Det var heller ikke saa hyggeligt at se Hesten eller Hestene foran Sporvognen slide – som Bæster, for at faa 5.000 Pd. I Gang, naar en mere eller mindre ældre Dame havde behaget at give Stoppesignal. Men nu er det ogsaa en ”Saga Blott”
• Man sidder ikke længere med den pinlige – og ikke ubegrundede Følelse af, at man kunde have gaaet Vejen ligesaa hurtigt. De vinkende Damers Tyrani er ogsaa definitivt brudt. Der er nu vinket af. Nu gælder det at være paa Pletten, naar Uhyret kommer farende. Men de unge Damer ser nu saa dejlige ud i en Sporvogn i elektrisk Lys.

 

Den første og sidste sporvogn

Godt nok blev Alberti kørt over af en sporvogn, men en sådan kunne dog sagtens bremse. Når skinnerne var glatte kunne friktionen øges ved at vognstyreren med en lille skovl kastede grus gennem et rør ned på den ene af skinnerne, således at gruset faldt foran hjulet. Det var et meget primitivt arrangement, som nærmest mindede om jordpåkastelse. Senere fik man mekaniske sandstrøapparater, hvor sandet løb ud lige foran hjulene på begge spor.

I 1935 foretog man en trafikmåling forbi Dronning Louises Bro. Mellem 8 og 9 passerede 2.000 passagerer. Mellem 22 og 23 var antallet nede på 900. Rejsetiden var i 1923, 12, 5 km i timen. Dette var i 1935 vokset til hele 15,6 kilometer i timen.

Men ak. Alting har en ende. Den 22. april 1972 kørte den allersidste sporvogn i København. Det var en linje 5 fra Nørrebro. Det var sorgens dag for mange. De allerfleste sporvogne  blev brændt på lossepladsen i Sydhavnen. Et par stykker kører rundt i Alexandria og Sporvejshistorisk Selskab nåede at redde et par stykker. Og det hele startede med den allerførste sporvogn med det prangende navn Solen fra 1841.

Kilde: 

• Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken – mens vi stadig husker den (48 sider plus tillæg)
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Allan Mylius Thomsen: En baggårdsrod i København 
• Nørrebro – Træk af en bydels historie (Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv) 
• Nørrebrohistorier (Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv) 
• Jørgen Schrøder: Historier fra Assistens 
• Helga Schwede: Dronning Louises Asyl 
• Peter Thomassen: Nørrebros stationer gennem 100 år 
• John Dickov Hansen: Historien om en gade 
• Asta Nielsen: Den Tiende muse
• Litteratur Nørrebro 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Omkring Nørrebroparken 1 – 4 og mange andre artikler 

Redigeret 8. – 03. – 2022

 

 

En
ødemark, et saltland, en vældig ørken. Sådan var beskrivelsen om landskabet omkring Hærvejen i 1070. Plyndringer og epidemier var der masser af. Vejen var ikke brugbar i vådt vejr. De fleste kroer blev rost. Bønder havde kørselspligt. 275 vogne skulle de stille til rådighed for kongen. Læs om ”Rechte Herr Weg”, Pottervej, Helene Kilde, Sakservej, Pottervej, Herlufstenen, Bolderslev Frigård, Pouls Kro, Den Krumme vej og meget mere.

 

Mange antagelser

Ufattelige mange bøger er skrevet om Hærvejen. Historisk er emnet dybt interessant. Men når det handler om historie, skal man ikke tro, alt hvad man læser. Bevares historikerne har gjort deres bedste. Men der er kommet ny viden til. Nye forskningsresultater siger noget helt andet. Gamle kort har heller ikke altid været præcise. Og så har historikere ofte gjort brug af antagelser, som stammer fra forkerte oplysninger.

De mest kendte bøger er begået af Hugo Mathiessen. Men mange af hans antagelser holder ikke for en nærmere undersøgelse. Også Mads Lidegaard har beskæftiget sig med Hærvejen. Men også hans metoder bunder på en masse usikkerhed. Wilhelm La Cour antagelser er også tilfældige. Af andre med meninger om Hærvejen kan nævnes P.V. Glob, H.V. Gregersen og Bjørn Svensson.

Forskere har glemt at klimaændringer har haft sin virkning på Hærvejs – strækningen. Men også nedbrydning af jord, rydning af skov og grundlæggelse af nye landsbyer i det 11. og 12. århundrede havde sin virkning.

 

Historisk vingesus

Selv har jeg mærket historiens vingesus i Bommerlund Plantage, og stået på Gejlå Broen. Min afdøde kone fortalte meget om Hærvejen. Hun lavede faktisk flere film om den. De har været vist på DR. De tåler sagtens en genudsendelse.

Ja og så har jeg i tidligere artikler berettet om Hände Hoch på Hærvejen – syd for grænsen. Vi stod pludselig på militært område. Og blev truet af tyske soldater.

 

Ligner en ørken

Hærvejen er antagelig mere end tre tusinde år gammel. Langt de fleste rejsende har været oksedrivere, kuske og andre karle. Men har færdedes også kongens mænd, bissekræmmere, pottemænd, samt vandrende svende.

Man er taget til Kliplev for at tilbede Skt. Hjælper, overnattet på Toldsted eller drukket på Bommerlund Kro.

Adam af Bremen var dog ikke så begejstret, da han drog på Hærvejen:

• Vel vrimler enhver egn i Germanien skrækkelig af dybe skove, men Jylland er dog mere skrækindjagende end andre egne – jordbunden er gold. Det ser næsten ud som en ødemark, et saltland og en vældig ørken.

 

Mange navne

Hærvejen er kaldt Kongevejen, Adelvejen, Oksevejen, Studevejen, Sakservejen, Roma – vejen, Gammel Viborgvej eller bare Den Store Landevej.

Men nu havde Hærvejen ikke eneret på navnet, således blev den gamle vej mellem Højer og Tønder i 1554 kaldt Herren Weg. Og i 1769 hed den Herrweg.

I 1796 blev den såkaldte Krumme vej fra Bov til Flensborg kaldt for Den nach Niehuus führenden Herrwege.

I dag kender de fleste til Hærvejen som betegnelsen for den jyske Hærvej. Mange hjulspor er efterhånden dannet. Og de fulgte ikke altid i samme retning. Efterhånden som købstæderne opstod, skete der stor forskydninger i trafikmønstret. Egentlig er den første skriftlige kilde om Hærvejens eksistens begået af Adam af Bremen i 1070.

Et rejsekort fra 1492 viser en vej, der går fra Lybæk over Slesvig/Flensborg til Ribe. Og fra 1501 findes et kort, der viser strækningen fra Viborg, forbi Haderslev, Slesvig og længere syd på.

 

Hærvejen er ikke en vej

Fra midten af det 17. århundrede findes Mejers (Meyer) kort over landevejsnettet. Men denne Meyer havde ikke det bedte ry. Disse kort er behæftet med mange fejl.

Mange turistforeninger påberåber sig at havde den originale Hærvej. Men det er ikke den hele sandhed. For Hærvejen bestod af et utal af veje og hjulspor. Et godt udgangspunkt er at kigge efter gravhøje. Oldtidens stormænd ønskede at blive set også efterderes død. Derfor blev gravhøje anlagt på højderygge eller i umiddelbarnærhed af vejen. Men manglende høje betød ikke nødvendigvis, at der ikke gik en vej lige der.

Hærvejen var nu engang ikke en vej. Det var et kompliceret net af mere eller mindre parallelle og indbyrdes forbundne veje. Hvilken rute man valgte, afhang af rejsemål, transportform, årstid og krav om sikkerhed.  Lokale forhold havde også betydning.

 

Straffebestemmelser

Selv Jydske Lov havde Hærvejen med. Den indeholdt straffebestemmelser mod dem, som kørte eller red på en anden mands marker eller enge. Tilsvarende
var det udtrykkelig forbudt at spærre eller ødelægge offentlige veje.

 

Fra Yngre Stenalder

Fund af flere skivehjul fra tiden før 2.000 år før Kristi Fødsel. Ved stenalderens slutning har der allerede eksisteret et vejnet. Kun ganske få steder var det brolagt. Ellers bestod vejene kun af en samling jord – og sandveje.

Allerede i den yngre stenalder var Hærvejen en vigtig handelsrute, antages det. Fra bronzealderen viser talrige fund, at Hærvejen havde stor betydning. Fra ca. 1.800 før Kristi er der blevet importeret masser af metal. Bytteobjektet har sikkert været rav.

Hedeby fik en central rolle under vikingetiden. Ribe fik ren stor rolle for transithandelen mellem øst og vest. Efterhånden overtog søfarten dog en del af disse ting.

 

Forsvarsvolde

Vejene havde stor strategisk betydning. Det ses af de mange forsvarsvolde over eller langs Hærvejen.

En af disse er Olgerdiget, der stammer fra 2. århundrede efter Kristi fødsel. Selve volden er 7,5 km lang. Egentlig havde den forbindelse fra den nedlagte Tinglev Sø til et område vest for Urnehoved. Olgerdiget havde palisader, vold og grav. Der var mosestrækninger på begge sider. Ved Øster Løgum findes rester af et tilsvarende anlæg.

Margrethevolden ved Øster Immervad skal ikke glemmes.

Lidt nord for Trælhede i nærheden af Vester Immervad var der en spærring over den såkaldte Savsevej eller Saksevej.

Det mest kendte voldanlæg er dog Dannevirke. Her kunne man i mellem det 8. og 13. århundrede ikke kun beherske den nord og sydgående trafik, men hele området mellem Slien og Trene. Ifølge overleveringer blev færdslen ført igennem Wiegelsdor. Hele voldanlægget var på ca. 14 km.

 

Plyndringer og epidemier

Gennem tiden har det ikke været sjovt, at bo i nærheden af Hærvejen. Mange hære er draget igennem. Plyndringer og epidemier har plaget befolkningen. I 1043 trængte en vendisk hær over Ejderen op i Sønderjylland. Den blev dog slået af Magnus den Gode på Lyrskov Hede.

I 1156 kom Sven Gathe med en saksisk hær og nåede til Sommersted. Ifølge sagnet blev de slået af Valdemar den Store.

Året efter led Knud den Tredje et nederlag ved Hærvejen. I 1295 mødtes Erik Menved og Hertug Valdemar i et slag.

Ved Immervad var der i 1422 et slag mellem danskere og holstenere. Denne begivenhed fik nogle til at omdøbe Immervad til Jammervad.

 

Fattige mennesker

Talrige tropper har indfundet sig langs Hærvejen. Og indkvarteringer af disse har hørt til dagens orden. I et notat fra 1543 over Gregorius von Ahlefeldts
fæstebønder i Uge Sogn hedder det:

• Disse foreskrevne og arme Folk ere forhærgede og forfærdede af Kongelige Majestæts Landsknægte, saa de ikke kunne udgive nogen Skat eller Hyre, idet de bor ved en fri Landevej.

 

Pesten satte sine spor

Da de Kejserlige Hære i 1627 gik ind i Holsten, flygtede resterne af den danske hær i panik op gennem Jylland. Undervejs raserede de landsbyerne langs Hærvejen.

Mange kirker og Toldsted Kro blev brændt ned. I hælene kom Wallenstein og hans tropper.

I de efterfølgende krige 1643 –  45 og 1657 – 60 trængte nye hære op i landet syd fra. Hærene havde desværre taget pesten med sig. Adskillige omkom.

 

Pilgrimme

Pilgrimmene blev afløst af okserne i det 16. – 17. og 18. århundrede.

I øvrigt minder talrige stednavne langs Hærvejen om pilgrimme. I 1872 blev der i Frøslev Mose fundet et kostbart skrin. Det er dateret til omkring år 1000. Enten er ejerne kommet ud for en ulykke eller de er blevet overfaldet.

 

Masser af okser

Pilgrimme brugte vejen i 4 – 500 år. Studene var her i længere tid. De blev drevet til markeder i Nordtyskland og Holland. Ikke uden grund blev vejen kaldt Oksevejen. Danske okser var allerede i 1252 eftertragtet i Flandern. Men også heste blev eksporteret.

Af toldregnskabet ved Gottorp fremgår det, at der der omkring år 1500 blev eksporteret 20.000 okser. I 1520 var tallet op på 30.000. Mellem 1545 og 1578 var eksporten oppe på 40.000 årligt.

Der kom et lille fald grundet diverse krige, men fra ca, 1600 nåede man op på årligt 50.000 okser.

Af andre varer kan nævnes humle, hør, hamp, lærred, linned, silke – og uldtrøjer samt kobberkedler. Desuden fisk, huder og skind.

Kirken interesserede sig også for Hærvejen. Slesvig og Ribe Bispedømmer delte i det 11. århundrede vejen mellem sig.

 

Ikke brugbar i vådt vejr

Det var ikke altid lige let at færdes på Hærvejen. Der er beretninger om, at rejsende overfaldt en vognmand, fordi vognen væltede.

Over vadestederne kunne det være svært at komme, grundet oversvømmelser. I 1642 klagede den bremerske rådmand Heinrich Meyer over, at Oksevejen
syd for Stenderup Kro var et morads og derfor ikke brugbar i vådt vejr.

Det var ikke alle, der havde sans for det smukke landskab langs Hærvejen. Heinrich Meyer skrev således i 1642 i sin dagbog, at egnen mellem Flensborg
og Stenderup Å var sandet, sumpet og øde Landskab.

Tilsvarende gav Ulrich von Werdum i 1673 egnen mellem Flensborg og Immervad følgende karakteristik:

• Omkring Bov var det sandet og stenet Mark. Til Toldsted var det ”Sumpet Land”. Herfra gik det til Rise gennem ”middelmådigt Land”. Ved Øster Løgum passerede man ”stenet Sandmark”.

Heller ikke L.M. Vedel var synlig imponeret. Omkring år 1800 skrev han:

• Fra Haderslev uden om Apenrade ad Flensborg til Slesvig gik det langs den skaldede sandede Hede-egn.
  Her er kun udueligt og øde Jord. Her er der kun begroet med den sorte høje Lyng. Her øjnes kun nogle små Faar, som fødes til Nødtørftighed. Mellem Toldsted og Flensborg er der blottet for Kreaturer og Huse.

Wedel kunne også berette om, at der var opsat høje Pæle med Lygter paa hver Fjerding Vej mellem Slesvig og Rendsborg.

I 1623 roste Christian af Anhalt – Bernburg vejen som en smuk jævn vej. Han oplyste også at den flere steder mellem Rise og Flensborg var brolagt.

 

Kroer blev rost

Toldsted Kro og Røde Kro blev rost af flere rejsende. Holger Jacabæus udtalte således i 1671, at der var så mange puder og dyner på Toldsted Kro, at der var nødvendigt at bruge en stige.

Ikke alle synes dog at Toldsted Kro var behagelig. I 1522 måtte Christian den Anden forlade stedet, da det brændte over hovedet paa ham. Ved den lejlighed mistede han ikke kun sin taske, saddel, støvler og sporer, men også rede penge.

Bommerlund Kro var kendt for sin gode snaps. Længere syd på, blev kroen ved Stenderup Å af en svensk rejsende betegnet som et ringa Wårdshus.

Kroen ved Gottorp Slot fik et bedre skudsmål. Heinrich Meyer betegnede det i 1642, at det var et bekvemt Værtshus.  Abraham van der Meersch tilbragte i 1674 en nat i Rendsborg i en meget magelig Seng.

 

Plattysk ved Bov

Samuel Keichel opdagede i 1586, at man allerede omkring Slesvig talte dansk. Men i 1800, da L.M. Wedel rejste forbi Bov konstaterede han, at her begynder det plattyske, at være det herskende Sprog . Dog kan man forstaa Dansk, uden at tale det.

 

275 vogne til kongen

Bønderne langs Hærvejen havde en del pligter. En af dem var såkaldt kørselspligt. Hvis fyrstelige personer bad om det, skulle de være parat. Men nogle gange så det lidt voldsomt ud.

Da Christian den Femtes søster Prinsesse Wilhelmine Ernestine i 1671 rejste til Tyskland måtte der den 18. august fremskaffes hele 88 vogne ved Årøsund
til brug for hendes kongelige højhed. Et tilsvarende antal skulle i de følgende dage være til rådighed i Haderslev og Bolderslev.

Kong Christian den Syvende skulle ca. 100 år senere på besøg i Slesvig. Haderslev Amt skulle sørge for 71 par heste og 275 vogne til Immervad Kro.

 

Stakkels hertug

Bønderne havde også vedligeholdelsespligt. På visse strækninger af Hærvejen var der på sten markeret, hvem der havde vedligeholdelsespligten for et bestemt område. Sådanne sten er fundet mellem Bommerlund og Bov. Andre steder markerede stenene, hvilken by, der skulle vedligeholde en bestemt strækning.

Nu var sådan en vedligeholdelse ikke særlig populært hos bønderne. Måske var det årsag til en episode ved Rødekro i 1784.

Den 24. marts dette år så amtmanden i Haderslev sig nødsaget til, at gøre sin kollega i Aabenraa opmærksom på følgende optrin:

• Nogle ved Røde Kro til Vejreparation forsamlede Bønder af Mjøls og Lunderup havde af den forbipasserende Hertug af Würtenberg (da samme kort før Broen paa Grund af vejens daarlig Beksaffenhed, brækkede en Hammelstok) ikke blot ved Fremfusenhed krævet Drikkepenge, men ogsaa den til den høje suite kørende med fire Heste bespændte Chaice, den var kørt fast i Isen, blev anholdt af de stærke Karle iblandt dem og holdt tilbage bagfra med voldelig Trussel om, at den ikke skulle komme af Pletten, før de fik Drikkepenge.

Ja dertil er at sige, at Haderslevs Amtmand ikke var meget for at bruge punktum.

 

Hærvejen var et sandt delta

Forskerne har været aldeles uenige om, hvor i det nordlige Sønderjylland, hvor Hærvejen gik. Igen har antagelser været fremherskende for beviser. Vi skal for ikke at gøre denne artikel for kedelig gå i detaljer. En ting er dog sikker, Hærvejen har været et sandt delta.

Forskerne er heller ikke enige om Hærvejen nord for Sønderjylland endnu i vikingetid og middelalder udgjorde et sammenhængende vejstrøg gennem hele Jylland.

Farrisskoven var engang en mægtig skov, et sandt vildnis. Det var et frygtet sted med røvere. Derfor mener mange forskere, at Hærvejen blev ført uden om. Nede ved Frøslev Mose var der også røvere og banditter. Derned talte man om Røverskoven.

Andre forskere mener, at landsdelen nærmest var mennesketom i oldtiden. Men arkæologiske fund peger på det stik modsatte. Hærvejen havde dengang en mere vestlig retning. I bronzealderen var Esbjerg – Hjerting området et handelscenter. Det kan have haft betydning for Hærvejens retning.

 

Mange vadesteder over Skodborg Å 

I Oldtiden var der mindst 12 vadesteder over Skodborg Å (Kongeåen). Ved Foldingbro skabte naturen et naturligt vadested. Skodborghus har været et vigtigt punkt på Hærvejen gennem historien. Det var et gammelt vadested og midtvejs mellem Hedeby og Viborg. Ca. 1 km fra dette sted lå vadestedet Vad. Her lå også grænsen mellem Nørre – og Sønderjylland.

 

Foldingbro

Da Dronning Christine i 1505 foretog en rejse fra Horsens til Ribe foregik det over Foldingbro. Okser fra det indre af Nørrejylland i det 16. – 17. og 18. århundrede blev drevet syd på af Hærvejen over Foldingbro. Denne forbindelse havde rod tilbage i historien.

Således fik lensmanden på Skodborghus i 1570 et længere brev fra kongen. Gården ved Folding skulle nedlægges. Den skulle fremover huse en mand, der skulle være fri for landegilde. Men denne mand

• skulle gøre sit bedste og have opseende med at ingen Øksne, Heste eller Kvæg udfortoldet udtrives.

 

Begrebet ”Rechte Herr Weg” 

I 1649 kan man på Mejers kort finde begrebet Rechte Herr Weg. Da Dronning Christine i 1504 rejste fra Koldinghus til Tørning over Toldsted til Flensborg fremgår det, at hun kører af rechte Herr Weg. Vi ved ikke præcis, hvor rechte Herr Weg er gået. Det er et levn fra oldtiden, som har levet videre i middelalderen.

Spørgsmålet er om navnet hentyder til den rigtige Hærvej eller den højre Hærvej?

 

Pottervej

Parallelt med denne findes der syd for Vojens en anden gammel vejstrækning. Det er den såkaldte Pottervej også kaldet Foldingbro Landevej.  Navnet stammer fra de jyske pottemænd, der fra Vestjylland kom rejsende med deres potter. De solgte dem helt ned til Jylland.

Denne vej blev også kaldt Landevej fra Gram. I 1761 kaldtes den for Landstrasse von Jüttland.

 

Sakservej

Sakservejen var den middelagtige betegnelse for den sønderjyske del af Hærvejen. Længere syd på finder vi Frisevejen, der fra Urnehoved – egnen gik syd – vest mod Frisland. Syd for Immervad Å smelter Savsevej (Sakservejen) sammen med Pottervejen.

Lidt syd for Øster Løgum er der et marker, der i 1609 og 1649 blev kaldt Sawsetoft og Sawse Dam. I 1775 – 77 blev de kaldt Saxe Toft og Saxe Dam. Antagelig har de taget navn efter den lokalitet, der var lige i nærheden, nemlig vejen ned mod de sakser, slaver og vender.

I 1681 fandtes der i Skydstrup Sogn en vej, der blev kaldt Sauffsewei. Ifølge Sønderjyske Stednavne betyder det Saksevej.

Vest for Andholm lå i 1641 Herweg Acker. Den hedder hvis nok i dag Vesterholm.

Fra Foldingbro gik vejen enten forbi Ribe eller Arnum. Her bøjede den tværs over Sønderjylland forbi Toftlund, Agerskov og Hellevad. Lidt nord for Toldsted
løb den sammen med Oksevejen fra Haderslev.

 

Helene Kilde

Ved Pottervejen vest for Hovslund findes en hellig kilde Helene Kilde eller Det Hellige Vand. Ifølge sagnet skulle Prinsesse Helene fra Skåne her ved hjælp af vand  fra kilden have helbredt Valdemar Sejr for en dårlig fod. Siden skulle kilden have været et meget besøgt valfartssted.

Øst for Hjarup Mose findes en rest af det oprindelige Hærvejsstrøg. I modsætning til Pottervejen var Oksevejen endnu i det 17. og 18. århundrede en hoved-færdselsåre.

 

Æ Vold

Fra Haderslev og Årøsund Færgehus slog man sig ind på Hærvejen ved Øster Immervad. Turen gik syd på forbi Øster Løgum og Æ Vold. Denne begyndte oprindelig helt nede fra Genner Bugt. Desværre er de fleste spor i dag helt udslettet. Talrige egepæle er dog fundet på stedet.

 

Herlufstenen

Herlufstenen som også kaldes Hovslund – stenen vidner om, at der også i vikingetiden kom rejsende fobi. Ja historikere påstår, at stenen blev placeret midt på vejen. I indberetningen om oldtidssager i Øster Løgum Sogn i 1800 – tallet, blev det nævnt, at stenen stod i højre side af landevejen mellem Haderslev og Flensborg. Skriften var vendt af vejen mod øst.

Stenen fik en ufrivillig rejse til slottet Dreilinden i Potsdam. Efter anden verdenskrig vendte den tilbage på sin oprindelige plads.

 

Hærvejen blev smallere

I mellemtiden var Oksevejen mellem Immervad Bro og Hanebjerg skrumpet betydelig ind. I dag er den kun mellem 3,2 og 4,5 meter bred. Gamle matrikelkort peger på, at vejen var betydelig bredere dengang.

Lige så stille er hegnspælene blevet flyttet på vejens bekostning. Det skete næsten overalt langs Hærvejen.

 

Masser af gravhøje

Oprindelig havde man kendskab til 130 gravhøje i Rise Sogn. I Hjordkær sogn var der 130 gravhøje. Ca. 700 meter fra jernbanen var vadestedet over Røde Å. Denne overgang var markeret med fem gravhøje.

Syd for Rise Mark er der flere bevarede høje. En af dem er Fladhøj. Og 100 meter øst for Oksevejen i nærheden af Søst ligger en høj med det flotte navn Kongens Høj.

 

Rise – et kultsted

Rødekro blev først anlagt ved Røde Å i midten af det 17. århundrede. Syd her for, var Rise betydelig ældre. Her var nærmest et kult – og valfartssted. På sjælen var der lindring i Rise Kirke og en helligvandskilde på præstegårdens mark.

Kirken har ofte haft fyrstelig besøg. Således havde Dronning Christine en udgift på 1 mark til præsterne.

En del af nord – sydgående færdsel har haft et mere vestligt forløb end Oksevejen. På et kort fra 1641 findes tre vadesteder ved Dybvad, Lunderup og Mjøls.

 

Toldsted

Længere syd på lå Toldsted. Her var toldopkrævningssted for den gottorpske hertug. Første gang bliver stedet nævnt i 1487. Stedet menes dog at være opført i årene mellem 1435 – 1440. Her mødtes Oksevejen med den nord – vest kommende Ribe – vej.

 

Friservej

Syd for Toldsted svinger Oksevejen i dag mod sydøst over Urnehoved og Povls Bro. En del gravhøje ved Porsåen vidner om et gammelt vadested.

Fund i Bjolderup og Uge Sogne viser dog en anden linjeføring end den nuværende Oksevej. Lokalt blev vejen kaldt for Friservej. En gren af Hærvejen førte i oldtiden helt til Tinglev. Allerede i yngre stenalder og ældre bronzealder drejede vejen længere mod øst.

Fra Bolderslev drejede man af. Herfra gik det i en bue mod sydøst i retning af af Pouls kro og Pouls bro.

Det mægtige Olgerdige og de mange vadestæder ved Uge og Almstrup Bæk viser, at der har været flere vejføringer vest om Urnehoved.

 

Bolderslev Frigård

I 1487 gæstede Viborgs biskop, Niels Glob med følge, Bolderslev på sin rejse. Bispen boede på Bolderslev Frigård, Gården var et frit-bonde-gods, mod
årligt at give en Tønde Honning til Slottet i Flensborg.

I 1520 bekræftede Hertug Christian gårdens privilegier. Frigården havde også herbergs-pligt til fyrstelige gæster. Frederik den Anden overnattede her efter forhandlinger om arvedelingen med Hertug Hans den Ældre. I 1596 var Hertug August af Lüneburg på besøg.

I begyndelsen af 1600 – tallet ville statholder, Gert Rantzau igen kræve afgift. Men den daværende ejer, Rasmus Petersen protesterede. Han henvendte sig til Christian den Fjerde om frigørelse af afgift. Kongen gav ham ret under betingelse af

• at give os og vore Heste og Folk, til hvad Tid og Lejlighed, de måtte rejse til og fra, fri Foder og natteleje.

 

Frigården nedbrændt

I 1617 var den svenske arveprins Karl Filip af Södermanland på gården. Året efter var det rigsråd Eske Beck på hjemrejse fra Svabstedt. Og Christian den Fjerde var der hele syv gange. I 1627 brændte Frigården. Wallenstein havde sat sine spor.

 

Pouls Kro

Pouls Kro havde ligget inde i Uge By. Som følge af svigtende besøg flyttede den ud til Oksevejen. Her kunne den lidt nord for Bjerndrup Mølleå betjene de rejsende som endnu valgte ruten over Bolderslev. Også dem, der valgte at forkorte ruten over Urnehoved, kunne kroen betjene. Hvornår kroen flyttede vides ikke. Men det fremgår af Kliplev Kirkebog, at det var før 1670.

Ruten over Bolderslev og Uge samt Oksevejen over Urnehoved mødte hinanden i nærheden af Pouls kro. De mange gravhøje her ved Bjerndrup Mølleå tyder på, at vadestedet har haft en central betydning helt tilbage til den yngre stenalder. Den nuværende bro over Bjerndrup Mølleå er fra 1744. Her har tidligere været træbroer, som kan spores tilbage til 1600 tallet.

 

Urnehoved

Urnehoved er anlagt i tiden efter det anden eller tredje århundrede efter Kristi. Dele af vejen over Urnehoved har været brolagt. De første skriftlige kilder på dette, har vi fra 1623. det år rejste Fyrste Christian af Anhalt – Bernburg fra Flensborg til Haderslev. Han fortalte om en delvis brolagt vej. Hugo Mathessen
mente, at vejen var seks meter bred.

Hærvejen har sikkert en gang gået helt ind til Kliplev. Her er fundet en mønt fra 358 – 367 efter Kristi. Dog kender vi kun den strækning, der passerer ca. 2 kilometer vest for byen.

 

Flere ruter til Bov

Fra Urnehoved mod Bov kan der desuden spores mindst to andre ruter mod Bov. Den ene gik over Lovtrup og Tinglev til Bov. En anden havde retning mod Oksekær, hvorfra den i en blød bue svingede mod øst ind over Øster Gejl og herfra nordvest om Bov.

 

Vejsten i Bommerlund Plantage

Gammel Flensborgvej også kaldet Gammel Klostervej skilte sig ud fra Oksevejen nord for Bov i en meget spids vinkel. På tre kilometer havde den kun fjernet sig 500 meter fra Oksevejen. Herpå svingede den mod nordvest og gik over Bajstrup og Tinglev mod Løgumkloster.

Selve vejfletningen findes ikke mere. Men nord for A8 er en del af vejen bevaret. Som et minde om vejen står der i dag ved Oksevejen i Bommerlund Plantage en gammel høj vejvisersten. Her er indgraveret Lögum Closter.

 

Gejlå 

Over Gejlå er der mindst to vadesteder. Strækningen mellem Oksekær og Bov forbi Bommerlund Kro, Gejlåbroen og Lygtekroen dokumentere færdsel i det 17. og 18. århundrede. Men det er ikke rigtig dokumentation for ældre færdsel.

Der er dog fundet rester af en træbro ved Gejlå, der kan føres tilbage til 1660. En ny træbro blev først opsat i 1765. I den første halvdel af 1700 tallet har man skullet vade, ride eller køre igennem åen. Måske har der været vadested i middelalderen eller oldtiden.

 

Den Krumme Vej

Nogle historikere er af den mening, at Hærvejen altid har fulgt Den krumme vej gennem selve Bov og derfra cidere syd på. Som bevis for denne påstand, har man fremført en helligkilde ved Nyhus kaldet St. Gertruds Kapel.

Men Den krumme vej samt Oksevejen vest om Flensborg er først kommet til senere.

De mange gravhøje mellem Bov og Frørup viser, at den nord – sydgående færdsel i yngre stenalder og ældre bronzealder valgte en mere vestlig retning. Grunden har sikkert været, at man ville undgå højdeforskelle. Overgangen syd på har været ved Simonsdys.

En bosætning er blevet etableret ved den nuværende Oksevej i Padborg i 1200 i yngre stenalder. Måske har denne bosætning udviklet sig. For i begyndelsen af middelalderen tyder flere kilder på, at trafikken fik en mere østlig retning.

Med Flensborgs opståen i 1200 tallet træder Oksevejen til Bov. Den krumme vej træder nu ind i historien. For at sikre Flensborg mod angreb fra nord blev borgen Nyhus (Niehus) anlagt i 1300 tallet. Den var i hvert fald anlagt inden 1365 ved Den krumme vej, som gik ind til Flensborg.

I Bov måtte man nu over et bakkedrag. Bov Kirke fik en trafikal betydning.

Selv om der i Flensborgs stadsret stod anført, at man ikke måtte opkræve told, så gjorde Erik af Pommern det alligevel i 1409 fra Nyhus.

 

Pilgrimme ved Flensborg

Adskillige pilgrimme besøgte også egnen omkring Flensborg. Gildebrødrende skulle stå pilgrimmene bi. Et kapel i Klues vidner om den store interesse. Her er blandt andet fundet krykker. Efter Reformationen blev kapellet revet ned. Stenene blev brugt til at reparere Hanved Kirke.

 

Farvel til Hærvejen

Toldopkrævning i Bov var en realitet før 1543. Og de, der ikke drejede af ved Den krumme vej, fortsatte forbi Oldemorstoft.  Her overnattede Christian den Fjerde flere gange.

Muligvis er vejen fortsat ud i sandet eller også havde den forbindelse med Margretenweg i nærheden af Flensborg.

Omkring år 1800 var færdslen på  Den krumme vej stagneret. De fleste tog over Kruså. I 1850erne fik den sit endelig dødsstød, da vejen mellem de sønderjyske
købstæder på østkysten blev anlagt. Hærvejen havde udspillet sin rolle. Gennem tre tusinde år var det den store færdselsåre. Den sønderjyske motorvej har overtaget dette.

 

Kilde

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov 
• Litteratur Aabenraa 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Sønderjyllands Historie indtil 1200
• Flensborg mere end 725 år 
• Ahlefeldt og Søgård (under Aabenraa)
• Folk – syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Fra Hjordkær til Rødekro (under Aabenraa)
• Syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Toldsted – på Hærvejen (under Aabenraa)
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)
• Kirker  syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Bommerlund – snaps, kro og skov (under Padborg/Kruså/Bov)
• De første mennesker i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Gårde og mennesker i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Hærvejen til Grænsen (under Padborg/Kruså/Bov)
• Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov) og mange flere 

Redigeret 2.-01. – 2022