Der er mange myter omkring den hest kong Christian den Tiende anvendte, da han red over grænsen i 1920. Vi prøver her, at give den forhåbentlig rigtige historie. Hesten fik hverken kalk eller rense-væske, den fik Pibeler. Den var nemlig albino, og næsten lyserød.

Mange usandheder

Lad os slå det fast med det samme.

• Hesten var hvid
• Den blev ikke slagtet med det samme
• Den lokale slagter solgte ikke kødet fra den
• Hesten var ikke sønderjysk
• Den pige, som kongen tog op, var ikke en tilfældig pige
• Der blev ikke brugt rense- væske
• Der blev ikke brugt kalk

 

Mange myter

Myterne omkring Christian den Tiende og hans ridetur over grænsen i 1920 er mange. Her på siden har vi fået mange henvendelser angående denne ridetur.

Vi efterkommer selvfølgelig vore læsers ønsker, og har undersøgt de faktiske forhold. Igen en gang undrer det os, at så mange historiske kilder, kan tage fejl. Men som så ofte før, så kigger man kun efter en kilde.

 

Kongen skulle afskediges

I dansksindede kredse ønskede man, på trods af afstemningsresultatet i zone 2 (51.724 tyske stemmer mod 12.800 stemmer), at dette område skulle indlemmes i Danmark. Dette var den politisk bevidste konge Christian den Tiende helt enig i.

Regeringen gik dog imod kongens ønsker. Det resulterede så i at kongen i påsken 1920 afskedigede regeringen. Og dette medførte den velkendte Påskekrise.
Mange mente, at kongen skulle afskediges, fordi han blandede sig i politik.

På Amalienborg Slotsplads krævede store menneskemasser hans afgang.

 

I vil aldrig blive glemt

Den 15. juni er den officielle Genforeningsdag, og dermed den dag, da Nordslesvig atter blev genforenet med Danmark.  Den 9. juli blev Loven, der indlemmede de sønderjyske landsdele i Danmark underskrevet. Dagen efter fejrede 100.000 mennesker denne begivenhed på Dybbøl Banke. Har var både kongefamilien og regeringen. Det var ved den lejlighed, der blev sagt til de ca. 10.000 danskere i Slesvig:

• I vil aldrig blive glemt

 

Jomfru Fannys forudsigelser

I en historiebog stod der, at den hest kongen red på, skulle være hvid, fordi sønderjyderne ønskede det. Ikke et ord om Jomfru Fanny. Hun havde jo netop ca. 50 år tidligere nede i Aabenraa sagt

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt……..

Fanny, der i følge myterne muligvis var kongedatter havde forudsagt udgangen af treårskrigen. Det bedre borgerskab i Aabenraa, i hvert faldt blandt de dansksindede begyndte at fatte interesse for Fanny og hendes forudsigelser.

Men da hun begyndte at få syner om krigen i 1864, forsvandt de dansksindedes interesse for hende. Til gengæld var det nu de tysksindede, der fik øje på hende.

Da hun også forudsagde begivenhederne omkring 1920, havde man en drejebog i hånden. Og det var så  H.P. Hanssen, de dansksindedes folkefører, der skulle få drejebogen til at fungere.

 

Kongen faldt flere gange

Og kongen kom. Den 10. juli 1920 red han over den gamle grænse ved Frederikshøj mellem Christiansfeld og Taps. Turen på den hvide hest blev symbolet på at grænsen var slettet.

Dagen startede med at kongeskibet Dannebrog anløb Kolding Havn klokken 8. Allerede ved 4 – 5 tiden om morgenen var folk stimlet sammen omkring landevejene. Omkring kl. 9 fik man øje på kongens kortege. En kilometer før grænsen gjorde man holdt. Kongen forlod bilen og steg på den hvide hest. Malgré
Tout.

Hesten bar kongen et stykke af vejen og også lille Johanne frem til Tyrstrup Kirke.

Nord for Haderslev skiftede han fra bil over til sin egen hest, der dog var blevet en del forvirret over al den virak. Den smed ham af. Han må har slået sig,
for vidner fortalte, at han under den efterfølgende Sønderjyllands – tur, haltede.

Faktisk faldt han også af hesten på Langelinie i 1942, hvor han mistede noget af førligheden. To tyske soldater ilede til. Men en sønderjysk pige, der var på studieophold i hovedstaden råbte:

• Lassen Sie dass.  Hun tog sig af kongen. Senere fik hun en flot takkeskrivelse af ham.

Kongen  vil blive husket for, at der i hans regeringstid kom 4.000 m2 fed sønderjysk muld tilbage til Danmark. Glemt er, at han måtte afgive 100.000 m2 islandske klipper og vulkaner.

 

Der blev brugt pibeler

Ja hesten var vitterlig hvid, faktisk så hvid, at den næsten blev lyserød. Den var nemlig en albino. Og heller ikke dette passer. En hest kan ikke blive en albino (Læs mere i artiklen “Kongens hvide hest – endnu mere).
Og det rygte, at det var kalk, man brugte for, at den ikke skulle se for rød ud, var hverken kalk eller rense-væske. Det var såmænd Pibeler. Det bruges i knust form til hvidtning.

Nogle mørke pletter på hesten kunne muligvis skyldes sved.

 

Den hvide hingst fra Visborggaard

I de kongelige stalde havde man på  daværende tidspunkt ingen hvid ridehest. Så måtte kongens ritmester træde til. Han havde en hvid hingst ved navn Malgré
Tout. Den havde Ritmester Knud Danneskjold – Samsøe købt i Frankrig i 1916.

Normalt købte han kun brune heste, men blev overtalt til at købe denne hvide hingst, trods alt. For Malgré Tout betyder faktisk trods alt.
Normalt boede den på godset Visborggaard nord for Hadsund.

Ja navnet hentyder også til, at det hele endte godt for Sønderjylland – trods alt.

 

Kongen takkede personligt hesten

Kongen var endda på visit hos Danneskjold – Samsøe for at sige tak for lån af den hvide hest. Han var ude i stalden, hvor han slog armene om dens hals og kyssede den. Begge hans store lommer var fyldt med sukkerknald. Han viskede i hingstens øre:

• Ja vi to her har et minde sammen, som ingen anden har oplevet.

Og se dette optrin er ganske vist. Det blev oplevet af en, der var på godset samtidig med kongen, nemlig Sognepræst Finn Carpentier Pedersen.

 

Mindesten fra 1925

I mange kilder påstås det, at hesten umiddelbar efter blev slået ned. Det gjorde den først  året efter. Da var den hvide skimmel 14 år gammel. Og kødet blev ikke solgt af den lokale slagter.

Andre påstår, at den blev pensioneret og levede lykkelig til sine dages ende. Den sande version er, at den i 1921 fik dårlige ben og måtte skydes.

Et historisk eftermæle fik den dog. Nogle foreslog endda, at den skulle udstoppes. Problemet var dog, at den var relativ stor. En sådan udstopning ville koste 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre.

Løsningen blev, at der blev placeret en tonstung kampesten på stedet, hvor den blev begravet ved Visborggaard. En højtidelig inskription blev der sat på stenen:

• Den hvide hest – Jeg kongen bar over grænsen hen da Sønderjylland blev dansk igen.

Mindestenen blev ifølge et notat i Hadsund Folkeblad rejst den 5. maj 1925. Og teksten var forfattet af Greve Knud Danneskjold – Samsøe.

Da hesten ikke kunne udstoppes, så  huggede man den ene hov af inden begravelsen. Man lod hoven forsølve og forærede den til kongen, der valgte at bruge den som askebæger.

 

Myterne stammer fra Arveprins Knud

Og det var heller ikke som påstået flere steder, kongens søn, den senere Kong Frederik den Niende, der spredte rygtet. Det var Christian den Tiendes anden søn arveprins Knud, der spredte rygtet. Han havde angiveligt fået noget hvidt på sine bukser.

Prins Knud red ved siden af sin far. Han var med til at forstærke myterne om den hvide hest. Ja han påstod, at den var malet til lejligheden.

 

Den røvede datter var pastoren

Den pige som kongen tog op var ikke en tilfældig pige, men Pastor Barens plejedatter
fra Højer. Det vil sige, at på det tidspunkt var hun endnu ikke sammen med hendes plejefar og plejedatter flyttet til Højer.  I digtet om Sønderjylland
skrev Henrik Pontoppidan

• Det Lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage; en røvet datter dybt begrædt, er kommet frelst tilbage.

Det var kun meningen, at pigen (Johanne) skulle give kongen blomsterne. Meningen var ikke at hun skulle op på hesten sammen med ham. I forvejen havde nerverne spillet pigen et puds. Der var mange mennesker, og hun var meget spændt. Og det var rigtig, at hun græd. Hun var faktisk temmelig utryg ved hændelsen.

Hun var selvfølgelig klædt i hvidt og havde de blomster i favnen som hun skulle overrække kongen, men denne holdt sig ikke til manuskriptet.  Mon ikke kongen fik mellidenhed med hende, for han holdt kontakten ved lige i mange år. Hun fik bl.a. en konfirmationsgave af kongen. (se artiklen Pigen fra Højer).

Johanne blev i 1915 overladt til børnehjemmet i Erlev, hvor også hendes storebror var. Men det lykkedes hurtig at finde et godt hjem til Lille Johanne. Det var hos Pastor Braren i Åstrup, senere Højer.

Hermed bragte vi på  talrige opfordringer den forhåbentlig sande historie omkring kongens hvide hest.

Og heller ikke dette er helt sandt. For kongen opdagede ikke, at Johanne græd. Det fremgår, af kongens dagbog. Hele kongens ridetur have vi beskrevet i flere artikler i kategorien “Indlemmelse, Afståelse og Genforening” . Under kategorien “Aabenraa” kan du læse flere artikler om Jomfru Fanny. Og så er der også en artikel om Johannes plejefar, der blev vred.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 143 artikler 

 

• Pigen fra Højer (under Højer)
• Den sure præst fra Højer (Under Højer) 
• Jomfru Fanny fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Kongens Hvide Hest – endnu mere (2) 

Redigeret 6.01.2022

 

Fra 1882 til 1962 fandtes der en Ligvogns – forening i Frøslev. Fra 1921 havde den garage i Sprøjtehuset. Sidste gang ligvognen blev brugt var i 1949. Men først i 1962 blev foreningen opløst. Skikken betød, at naboen til afdøde skulle køre og stille forspand til rådighed.

Kendes også  i Højer

Dengang i sidste halvdel af 1800 –  tallet var det især i Sønderjylland en udbredt skik, at beboerne i de små landsbysamfund i fællesskab anskaffede en ligvogn, så deres afdøde kunne føres til graven på en smuk og værdig måde. Vi kender blandt andet skikken fra Højer.   Som regel var det en forening, der stod bag initiativet. Man fastsatte nøje regler for ligvognens anvendelse.
Og det var kun medlemskredsen, der måtte benytte den.

 

Foreningen opløses i 1962

I Frøslev by havde man også fra 1882 en sådan ligvogns – forening. Men ved et by-møde den 22. august 1962, som blev holdt på Frøslev Kro, besluttede man, at foreningen skulle ophæves
og ligvognen slås i stykker. Den blev simpelthen ikke mere brugt. Derved var der ingen berettigelse for den 80 – årige gamle forening. I annoncen til dette møde kunne man læse følgende:

• Frøslev bys beboere indbydes til møde onsdag den 22. august kl. 20, angående ligvognens og gravstenens vedligeholdelse på Hanved Kirkegård.

Annoncen var indsat af smed Johan Meyer.

Inden anskaffelsen af ligvognen blev ligene transporteret i en almindelig kassevogn. Den blev fremstillet af lokale håndværkere, og blev opbevaret i Johannes Clausens lade. Fra 1912 – 21 stod den hos smeden.

 

Garage i Sprøjtehuset

Da man fik det nye Sprøjtehus, fik man praktisk indrettet et rum til ligvognen. Man lejede vognen ud mod betaling til andre byer i området. Der var ikke mange, der havde så flot en ligvogn. Når den var fyldt med kranse vakte den opsigt. For det meste kørte den til til Hanved og Bov Kirkegård.

I 1912 havde man 6o medlemmer. Hvert medlem skulle dengang bidrage med 5 mark. Regnskabet er periodevis mangelfuld, men det skyldes sikkert, at de fleste bestyrelsesmedlemmer var indkaldt til krigstjeneste under første verdenskrig.

 

I 1939 var der underskud

I 1939 havde man igen generalforsamling i foreningen. Det blev vedtaget, at nye medlemmer kunne optages for 2 kr. Til dækning af underskuddet vedtog man gennem Frøslev Mejeri
at opkræve 1 kr. pr. medlem. Endelig blev der vedtaget, at ikke – medlemmer kunne bruge ligvognen for 2 kr.

Endnu i 1938 var der 60 medlemmer. Og ind til 1948 var ligvognen jævnlig i brug. Sidste indførelse i regnskaberne viser dog, at den blev brugt sidste gang den 3. januar 1948. Det var
aftægtsmand Hans Hansen, der denne dag blev begravet på Bov Kirkegård.

Naboen kørte og kom med hestene

Det var også  en skik, at det var afdødes nærmeste nabo, der kørte ligvognen og lagde hesteforspand til. Men efterkrigstidens mekanisering gjorde næsten hesten overflødig, så det har formentlig været vanskeligt at opretholde skikken. De få heste, der var tilbage, har næppe været velegnet som køreheste i trafikken.

Beboerne har fortalt, at selv om det står i regnskaberne, så blev ligvognen benyttet for sidste gang den 20. august 1949, da fru Caroline Kessler, der døde den 16. august, blev ført til Bov Kirke.

 

Kunne have været trækplaster

Dermed sluttede en af de gamle skikke, som prægede de små bysamfund især i Sønderjylland.   En skam er, at man ikke nåede at bevare ligvognen. Den kunne have været et trækplaster på Bov Museum.

 

Kilde:

• Litteratur Padborg/Kruså/Bov

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov
• Anekdoter fra det gamle Bov Sogn
• De første mennesker i Bov
• Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Genforeningen i Bov Sogn
• Harreslev – dengang

Redigeret 20.10.2021

Meget tyder på, at Jomfru Fanny var kongedatter. Hun var et håb for de dansksindede. Men da hun forudsagde, at prøjserne ville overtage magten, vendte de dansksindede ryggen til hende. På et tidspunkt truede borgmesteren med at udvise hende. En bog om hende blev forbudt af tyskerne under besættelsen.

 

De unge kender ikke Jomfru Fanny

Kongens hest skulle være hvid, det ønskede sønderjyderne. Sådan stod der i en historiebog. Ikke noget om, hvorfor det var så vigtig at denne hest skulle være hvid. Det er nok de færreste unge, der ved hvem Jomfru Fanny var?

Og de fleste uden for Sønderjylland ved det nok heller ikke.

 

Artikel nr. 2

Fortæller vi dem så, at hun højst sandsynlig var et kongebarn og halvbror til H.C. Andersen, ja så klapper de nok lige ørerne ud. For sønderjyderne var hun nok lige så meget et  samlingspunkt og et håb for bedre tider for de dansksindede. Men på et tidspunkt blev hun foragtet af de dansksindede.  Denne artikel skal ses som en efterfølger til Jomfru Fanny fra Aabenraa.

 

Håndbog i kaninavl

Den første udgave af Marie Thomsens bog om Jomfru Fanny udkom i 1934. Den gik jævnt godt og var i kommission hos Boghandler Harald Bo Bojesen – min gamle arbejdsplads gennem 16 – 17 år. Som krigen nærmede sig, steg efterspørgslen og salgskurven steg betragtelig.

I 1940, da bogen havde nået 7. oplag, blev den forbudt. Men restoplaget på 3.000 eksemplarer blev dog i den følgende tid solgt illegalt under bestillingskoden:

• Haandbog i Kaninavl.

 

Myte eller virkelighed

Efterfølgende er der mange, der har skrevet om den mystiske Jomfru Fanny. Ingen tvivl om, at hun er blevet en myte, men er hun også virkelighed ? Bedøm selv kære læsere.

 

To kvinder til begravelse

Det var stuvende fuld i gaderne i Aabenraa den 1. april 1881. Forrest gik den tyske præst, Göttig. Han var efterfulgt af gode danske mænd. Og bagerst gik Anna Junggreen og Karen Michelsen. To af Jomfru Fannys nære veninder. Det var nu ikke så normalt at kvinder gik med i et ligfølge. Denne skik var forbeholdt mænd.

Provsten brugte Schillers digt: Das Mädchen aus der Fremde i sin tale over over Jomfru Fanny.

 

Minder om en mystisk dame

Hun bar på en hemmelighed med hensyn til sin fortid, og måden hun levede på.

Mandag den 4. april 1881 skrev Dybbøl – Posten:

• I Fredags jordfæstedes i Aabenraa Frøken Fanny Enge, der i mange Henseender, var en mærkelig Personlighed, som var omgivet af en vis Hemmelighedsfuldhed, baade med
  Hensyn til sin Fortid og hele Maade at leve paa. Det er en bekendt Sag, at hun mente at have Evne til at kunne forudsige, hvad der ville ske i Fremtiden, og det er lige saa vist, at mange i sin Tid troede paa, at hun virkelig var i Besiddelse af denne Evne.

Tirsdag den 5. april 1881 skrev Flensborg Avis:

• I Aabenraa gik forleden ved Døden Frøken Fanny Caroline Enger, en i vid Omkreds bekendt gammel Dame. Den Afdøde var en ejendommelig Person, om hvilke mange troede, at hun besad den Evne at kunne forudsige, hvad der ville hænde i Fremtiden, og hun var omgivet med en hvis Hemmelighedsfuldhed, hvilket ikke forfejlede at gøre Indtryk paa Folk. Sit Folks Skæbne tog hun meget alvorligt, og andre udmærkede og gode Egenskaber gjorde hende afholdt af Mange.

 

Eget hus i Persillegade

Det var den unge mor, Christine Heise, der påtog sig moderrollen. Undervisningen foregik på tysk på Brundlund Slot. Fanny havde dog et dansk sind. Efter at have boet en del år i Slotsgade, flyttede de til Storetorv. I mange år boede de i Ramsherred 34. Her blev Fanny meget syg. Kort tid efter begyndte hun at kunne se syner.

En af de få mennesker, der kom i nærheden af Fanny, var barber Peter Wilhelm Speckhahn. Han var flyttet til Aabenraa fra Flensborg. Han blev en slags formynder for hende, og det skete først da hun var 37 – 38 år.

 

Plejemor død 

I mange år fik Fanny et underhold fra København, som gik gennem Speckhahns hænder. Det var også ham, der hjalp Fanny med at købe hus i Persillegade. Her døde pleje- moderen den 30. januar 1853. I kirkebogen er indført:

• Christine Margrete Heise død den 30. januar 1853, ægte Datter af Forældrene Christian og Elisa Heise i Mecklenborg, efterlader en uægte Datter, født den 31. August 1805, Alder 72 Aar.

 

Fejl i kirkebogen

Efter pleje-moderens død, fortsatte Fanny vaskeriforretningen. Understøttelsen fra Danmark blev mindre og mindre. Fanny døde selv den 27. marts 1881. I kirkebogen står:

• Franziska Caroline Elise Enger, kaldet Fanny Enger, foregiven som Datter udenfor Ægteskab af Christine Heise af Mecklenborg og Skovrider Friedrich Enger i Rivnitz Amt, født her den 31. august 1805, død den 27. marts og begravet den 1. april 1881, 75 ½ år gammel.

Den grav, hun blev begravet i på  Aabenraa Kirkegård, tilhørte boghandler Sørensen.  Ja, faderen var antagelig Christian Frederik af Danmark og moderen Prinsesse Charlotte Frederikke
af Mecklenborg – Schwerin. Om det faktisk er korrekt, får vi aldrig at vide.

I Kirkebogen er det senere indført, at hun er født i Slotsgade. Efter ordre har man tilsløret de faktiske forhold. Efter Fannys eget udsagn er hun født på Plön Slot.

Hendes konfirmationskjole var i sort fløjl. I hendes besiddelse var kammerdug, lærred,  flot sengetøj, flere stykker kongeligt porcelæn og en del sølv og guldsager med og uden krone.

 

Det hemmelige dokument

Da pleje-moderen engang i Jomfru Fannys unge år blev meget syg, befalede han hende at hente et lille aflåst skrin. Fanny havde ofte haft lyst til at kigge i dette skrin, men kunne ikke finde en nøgle. I skrinet var et stort dokument med blåt bånd. Plejemoderen kastede dokumentet i ilden.

• Dette var et dokument om din herkomst, men det gavner dig ikke, om du havde fået at vide, hvem du er.

Christine Heise havde indfriet et løfte, men hun døde ikke.

Efter en brand på Plön Slot forsvandt de sidste beviser. Efter forlydender skulle Fanny have reddet resterne af dokumentet fra ilden. Og dette dokument blev lagt i kisten, da Fanny blev begravet.

 

Ville ikke være underdanig

Fannys formodede mor, Prinsesse Charlotte kunne de ikke rigtig styre på hoffet. Hun blev separeret fra Prins Christian og anvist en bolig på det kongelige slot i Horsens. Her levede hun et selskabeligt og tøjteløst kiv. I 1830 rejste hun til Rom.

I 1815 blev Prins Christian viet til Prinsesse Caroline Mathilde, datter af Frederik Christian til Augustenborg. Da prinseparret for en tid tog ophold på Gråsten Slot, blev Fanny og pleje-moderen opfordret til at besøge dem. Men Fanny skulle efter eget udsagn ikke have været tilstrækkelig underdanig overfor Caroline Mathilde. Prinsessen og pleje-moderen skulle være blevet meget fortørnet over dette.

 

Fanny ville ikke til København

Da Prins Christian skulle være kommet til magten i 1839, holdt en dag en kongelig postvogn foran det hus i Ramsherred, hvor Fanny boede. Et par høje officerer steg ud og gik ind efter Fanny. De skulle føre hende til København. Da pleje-moderen opdagede, hvad der foregik brast hun i gråd. Hun knugede Fanny til sig, kyssede hende og spurgte, om hun ville forlade hende. Officererne måtte nu vende tilbage med uforrettet sag. Fanny ville ikke med.

To gange skulle hendes formodede mor forsøgt at få hende bragt til Horsens. Men Fanny havde skreget og råbt. Så vognen måtte returnere med uforrettet sag.

 

Interesse fra hoffet

Efter Kong Christian den Ottendes død i 1848 kom der endnu en gang en udstrakt hånd fra København. Redaktør Frederik Fischer modtog fra en Hr. Kock i København et brev, hvor enkedronningen ønskede oplysninger om Fanny og de kår, som hun levede i. Men Fanny ville ikke have noget med de kongelige at gøre. Hun glemte ikke, at Caroline Mathilde blev fornærmet, fordi hun ikke kyssede hende på hånden.

 

Sølvtøj beslaglagt

Nogle af Fannys bekendte fik foræret ting som var forsynet med kongekrone. Da der ingen arvinger var til Fannys efterladenskaber, foranstaltede Aabenraa Kommune en aktion over hendes ting. Men inden aktionen beslaglagde Landraad von Leventzau en del sølvtøj med krone på.

Von Leventzau havde været overhofmarskal under Christian den Ottende.

 

Det er min moder

På et tidspunkt var nogle dammer fra Aabenraa en tur på Lyksborg, her i blandt Fanny. På et tidspunkt var hun forsvundet. Man fandt hende stående åndsfraværende foran et oliemaleri af Prinsesse Charlotte. Fanny vendte sig om til damerne:

• Det er min moder

I 1907 var en række mennesker fra Fannys omgangskreds på besøg på Rosenborg. I et af værelserne var udstillet efterladenskaber efter Frederik den Syvende. Her var selskabet sikker på, at genkende en del af Fannys ting fra Aabenraa. Her lå også en del af Fannys broderier.

 

Fanny forudsagde rædslerne

Fanny fortalte:

• Naar Klokken var 12 om natten, forekom det mig syv Nætter i Rad, som om en høj og stærk Røst raabte ”Fanny, Fanny!. Jeg slog Øjnene op og saa, hvorledes Borgere i vor By løb med hvide Bind om Armene greb Bønderkarlene og Søfolkene, der vilde rejse til Danmark og blive deres Konge tro, og kastede dem i Fængsel. Derpaa kom vilde Skarer fra Tydskland med langt Skæg og flagrende Haar i Fløjels frakker og Lærreds Bluser. De saa skinbarlig ud som de Folk, jeg har læst om i Rinaldo Rinaldini og Skinderhans. De havde en bred Kniv ved Siden og en Bøsse paa Nakkenog en bredskygget Hat med en Hanefjer paa Hovedet.
• De sang: ”Was ist des Deutschen Vaterland” og ”Schleswig – Holstein meerumschlungen. Borgerne stemte i med, saa det syntes, den Jubel og Glæde aldrig ville ende. Men snart kom den danske Armé fra Haderslev mod Aabenraa, og nu flygtede Alle Syd paa ad Flensborg til, hvor de bag Bankerne mellem Bau og Flensborg vilde slaa de Danske. Men jeg saa, at de Danske slog dem og fangede dem, saa det var en Gru. I Flensborg var der stor Glæde.
• Derefter drog de Danske til Slesvig, hvor de blev slagne og kom tilbage i en daarlig Forfatning. Bag efter dem kom en uhyre Mængde tydske Tropper og drog Nord paa helt ind i Jylland, men snart kom de tilbage som i en fuldstændig Flugt, saa travlt havde de.
• Men de standsede ved Flensborg og kæmpede med vor Armé ved Sundeved. Efter nogen Tid drog de hjem til Tydskland, fordi der var sluttet Vaabenstilstand. Preusserne i Forening
  med samtlige Forbundstropper kom tilbage igen og Krigen begyndte paany. De Danske trænges tilbage og lide mangfoldige Tab, men saa kommer der Hjælp. Da rykker hele den den Danske Armé gennem Aabenraa sydfra og straks bagefter en storrussisk Armé, hvoriblandt jeg saa Cavaleri paa smaa vilde Heste og Karlene havde vilde mørke Ansigter med korte Næser, og ved siden havde de overmaade krumme Sabler.
• 
  –
• Naar denne Armé er passeret gennem Aabenraa, saa slaar Forløsningens Time og Tydskernes Undergang er for Døren. Kort derefter kommer det mellem Aabenraa og Haderslev til et Slag, hvor der i tre Dage skal kæmpes med den største Forbitrelse, men Tydskerne bliver slagne og flygter ad Tydskland til.
• Efter dette Slag drager Kongen i Spidsen for sin Armé uden at møde mindste Modstand lige til Hamborg og Krigen er til Ende.

 

De dansksindede tilsluttede sig Fanny

Rygtet om disse syner spredte sig. De dansksindede i Aabenraa fik nyt håb. Familier som Cornett, Frahm og Junggreen knyttede sig til Fanny. Og et venskab med redaktør Frederik Fischer udviklede sig også.

 

Borgmesteren udvist

I Aabenraa var den jævne befolkning dansksindet. Overklassen tilhørte for det meste Slesvig – Holstenerne. Borgmester Schow tilsluttede sig også denne bevægelse. Borgmesteren havde truet Fanny med udvisning, hvis hun fortsatte med hendes profetier. Fanny havde svaret at han blev udvist før hende. Og hun fik ret.

Orlogsbriggen St. Thomas under kaptajn Suenson og krigsskibet Hekla ført af admiral Steen Bille var ankret op i Aabenraa Fjord. Kort efter havde Suenson sendt en befaling at en række personer skulle stille på skibene, der i blandt Borgmester Schow.

Borgmesteren blev arresteret, ført til Sønderborg for senere at blive indsat i Kastellet.

 

Doktoren ville flygte

I begyndelsen af 1848 fik Fanny besøg af den tyske læge Dr. Neuber. Her fortalte hun at Christian den Ottende snart ville dø.

• Når Danskerne kommer tilbage, så løber De, Dr. Neuber, men De kommer igen og løber endnu en Gang.

 

De dansksindede trak sig

Fanny forudsagde resultatet af slagene ved Fredericia og Isted. Men da hun kom med følgende forudsigelser, trak hendes dansksindede venner sig:

• Preusserne kommer og tager det hele, og Slesvig vil komme til at sukke under et stærkt Regimte. Vi skal blive saa tyske saa tyske, at næsten ikke haaber mere.
• Dannevirke vil falde, uden at der løsnes et Skud.

Fanny forudsagde også byggeriet af amtsbygningen på Madevej. Hun forudså også Frederik den Syvendes ligfærd. Hun sagde, at et Højtfornemt Lig skulle udskibes fra vor Landsdel.

 

Wilhelm kom ikke til Aabenraa

Hun blev inviteret ind i byen for at hilse på Kong Wilhelm af Preussen. Hun afslog og sagde, at han ikke ville komme ind til byen. De tysksindede havde ellers pyntet byen i feststemning. Men han kom aldrig ind til byen. Han blev ude ved Lundsbjerg Kro.

 

Den tyske flåde i Aabenraa Fjord

Flere gange udtalte Fanny, at en stor tysk flåde ville ligge i Aabenraa Fjord. Det fik sejlmager Cornett til at bemærke over for sin kone:

• Æ troe Morlil, te Fanny blue tumbe, Æ tyskere eje knap et Skif. Hvo´ka hun saa snak om en stoe Tysk Flaaé.

Faktum var, at den halve tyske flåde inden Genforeningen gentagende gange lå på Aabenraa red.

 

Truet med hængning

Da Fanny engang i 1850erne kørte til Gråsten så hun for første gang Sognefoged Petersens nyopførte stuehus i Sønder Hostrup.  Da hun senere mødte sognefogeden, fortalte hun, at huset aldrig skulle være blevet bygget, fordi det kun ville volde ham besvær og mange genvordigheder.

Da Petersen i 1864 første gang fik indkvartering, lå der 500 mand i stuehuset. Da de tyske infanterister en dag kom trætte og sultne tilbage fra Jylland, blev de beværtet med kærnemælksvælling og stegt flæsk. De spiste så meget, at flere blev alvorligt syg.

De fattede mistanke, og mente at Fru Petersen ville forgifte dem. De blev så rasende, at de både ville hænge og skyde hende. I sidste øjeblik lykkedes det for en dragon – vagtmester at redde hende. Fremover måtte Fru Petersen selv smage for.

 

Fornemt besøg 

Kort efter at Preusserne var nået til Aabenraa i 1864, blev der en aften banket på Fannys dør. Udenfor stod to højtstående tyske officerer. Den ene var Prins Friedrich Carl af Preussen.
De ville gerne vide om de havde krigsheld. De ville vide om de kom til Jylland og Fyn.

• De kommer til Jylland. En General vil plante et Flag paa Skagens Spids. Men Tyskerne bliver ikke længe i Jylland. De kommer ikke til Fyn. De vil beholde Sønderjylland, men det kommer tilbage til Danmark igen.

 

Kongen og den hvide hest

Den mest kendte forudsigelse fra Fanny er dog sikkert denne:

• Jeg tror nu det varer længe, inden vi bliver danske hernede. Der skal ske saa mange store Forandringer med alting. Det bliver ikke Christian den Niende, der kommer hertil som dansk Konge. Kongen, der kommer herned, kommer ridende på en hvid Hest, og er en Mand i den bedste Alder, hverken gammel eller ung. Der er sort af Mennesker for at tage imod ham, men ikke et bekendt Ansigt, har jeg set blandt dem.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www-dengang.dk – diverse artikler 

 

• Hvis du vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43  artikler 

 

• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa 1864
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Mennesker i Aabenraa
• Rådhuset i Aabenraa
• Kongens Hvide hest  1-2 (under Sønderjylland)
• Pigen fra Højer (under Højer)
• Du finder endnu flere artikler om Jomfru Fanny på vores hjemmeside
  

  Redigeret 23.11. 2021.

 

Læs om den dramatiske tilblivelse af Varnæs Kirke. I Ensted ville bønderne ikke betale for præstens løn. I Kliplev tiltrak Sct. Hjælper mange pilgrimme. Ahlefeldt ‘erne ville tjene ekstra penge, derfor oprettede de Årup Kapel. I Felsted fandt præsten rester af en menneske-hjerne i alterskabet.

 

Ensted Kirke

Før reformationen hørte kirkesognet Ensted under provsti Ellumsyssel. Efter reformationen kom sognet under det meget store Tønder Provsti. Siden 1852 har det hørt under Aabenraa.

Kirken stammer fra første halvdel af 1200 tallet. Første gang nævnes kirken omkring 1270 og 1280, hvor stormanden Knud Snabbe giver 1 mark penge til kirken, samt ½ mark penge til præsten.  Kirken ligger på en høj mellem Røllum og Stubbæk. Kroen er dens eneste nabo. I ældre tid lå retterstedet også her.

 

Dronningen forærede stenene

Det er ikke noget tårn på Ensted Kirke. Kirken er opført i tilhuggede kvadersten, dog ikke vest-gavlens øverste trekant. Her er teglsten. Et gammelt sagn fortæller, at Dronning Magrethe den Første forærede disse Kvadersten.

Våbenhuset er antagelig fra 1771. I 1839 bliver huset kaldt Karnhus. Det vil sige, at den er blevet brugt til opbevaring af ben. Det var ben, der ved gravkastning blev gravet op på kirkegården.

Begge oprindelige døre er i behold. Norddøren er dog tilmuret, mens syddøren har gennemgået en del ændringer. I koret er der mod øst og nord ret store oprindelige vinduer med stik af tre krum-huggede kilesten. Skibets eneste synlige men tilmurede vindue har stik af tegl.

 

Gammel døbefont

Altertavlen er fra 1841. Og den er betalt ved frivillige gaver. Det var også i 1841, at kirken blev gennem-restaureret. Storfeltets maleri er en kopi af Eckersbergs maleri af Gethsemane Have fra 1831. Det ses i Havnbjerg Kirke.  På  alterbordet, er der et alterklæde fra 1954 med guldkors. Kalken er en barok – type fra 1661 skænket af Johan Mohrbeck og hustru. Stagerne er fra tiden kort før 1831. De tidligere stager blev stjålet sammen med dåbsfadene.

Bag alteret findes en lille sengotisk messeklokke.  Døbefonten har i tidens løb været flyttet et par gange. Antagelig er den lige så gammel som kirken. Den er af granit. Dåbsfadet er af kobber og fra 1929.   Prædikestolen blev ved restaureringen i 1840 delvis bygget om. Store dele af den gamle fra 1647 er dog bevaret. Motiverne er Bebudelsen, Tilbedelse af Barnet, Korsfæstelsen
og Opstandelsen.

Prædikestolens himmel er otte-siddet. Undersiden er malet dybblå med påsatte gyldne stjerner. Himlens due er fra den gamle prædikestol.

 

Dårligt tag

Ved ombygningen i 1840 – 41 blev der også opsat nyt tagværk. Blyet blev udskiftet med teglsten. Der kom nye vinduer med karme af træ og et gips-loft. Indtægten for salget af blyet har sikkert bekostet renoveringen. Men det blev alligevel en dårlig forretning. Tagstenene skallede af og blev utætte. Stenene skulle således allerede udskiftes i 1845 på kor og våbenhus og i 1863 på skibet. Her blev i stedet lagt skifer.  Orglet er fra 1886 og selvfølgelig fra Marcussen i Aabenraa.

Korset med den 134 cm høje kristusfigur hænger på nordsiden af korbuen. Det er antagelig fra 1500 tallet.  I kirken hænger to lysekroner. Den ene er en gave fra degn Riis og hustru i Hoptrup. Hun var født i Sdr. Hostrup.   Stolestaderne er fra 1907. Samme år blev gulvet også delvis fornyet. I koret er der lagt blå og gule rudestillede fliser.  Ved skibets sydmur er opstillet fem gravsten fra slutningen af 1800 tallet.

 

Pæl  – til skræk og advarsel

Kirkegården er omgivet af et stensat dige. Den blev udvidet i både 1942 og 1983. En mindesten for de faldne fra første verdenskrig blev rejst i 1921.

Ved indgangen til kirkegården stod en høj ege-pæl med to lænker, begge forsynet med en bøjle til at ligge om synderens hals og til at sikre med hængelås. Denne pæl som stod på kirkegården i 1858 – 59 befinder sig nu på Aabenraa Museum.

 

Klokketårn

Det nuværende klokketårn er fra 1828. Det afløste et andet tårn af samme typer som vi ser i flere kirker i nærheden. Det nuværende er muret og med pyramidetag. Tårnet består af to stok-værker, med to klokker i det øverste. Det ældste er fra 1654 og det yngste fra 2005. I den nederste er anbragt en såkaldt Genforeningsklokke. Den blev brugt indtil 2005. På tårnets øst – og sydside er ophængt fire gamle gravsten. De tre af dem er gravsten, der er blevet brugt til begravelser inde i kirken.

På skibets nordvæg er et gravminde. Det for Henrietta Sophia Boysens seks børn. Fru Boysen var forpagter på Årup. Hun døde kun 32 år gammel.

 

Bønderne ville ikke betale

Kirkens ejendom og indtægter var små. Og det var ikke altid let at vedligeholde den. Således er der ved et besøg i 1776 konstateret:

• Indvendig er kirken forfalden, stolestaderne løse og vaklende.

Flere renoveringer fulgte. Udgifterne blev fordelt i forhold til den enkeltes andel af kirkens stolestader. Antallet af kådnere og inderste og jord-løse steg i forhold til antallet af bønder. En dalende kirkegang , gjorde det mere vanskelig for bønderne at udleje stolestaderne. Udgifterne for den enkelte steg markant. I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Bønderne forlangte nu, at halvdelen af udgifterne skulle betales af de sogneboere, der ikke ejede stolestader. Det vil sige kådnere og inderster.

Det var en svær tid for pastoren. Måske var det årsag til, at pastor Sönnichsen efter ganske få ord søgte bort fra sognet. Resultatet blev at fremtidige udgifter skulle fordeles  efter grundbesiddelse og formue.

 

Præstevalg

Familieoverhovederne kunne vælge mellem tre præster, når embedet skulle besættes. Efter en prøveprædiken blev der stemt. Vinderen blev bekræftet af kongen og endelig indsat af af kirkevisitatorerne.   Også præsten skulle have noget at leve af. Til embedet hørte agerland på Stubbæk Bymark, som præsten drev for egen regning sammen med tjenestefolk. Præstegården
hørte til de middelstore. Præstegårdens stuehus var på  14 fag. De 11 fag skulle vedligeholdes af sognet. Resten måtte præsten selv sørge for. Det gjaldt også for avlsbygningerne.

 

Præsterne søgte væk 

Pastor Fabricius opførte  i 1713 nogle nye bygninger. Disse blev overført til den nye præstegård, der blev opført i 1912. Gang på gang søgte pastorerne væk fra Ensted. De kunne ikke få det til at løbe rundt. Den mest udholdende var Pastor Freuchen. Han forblev sognet tro i hele 50 år fra 1748 til 1758.

Han var også en god landmand. Han fulgte sine medborgers ve og vel og noterede det. Ensteds ældre historie kan man takke Freuchen for. Freuchen holdt ikke sin mund. I 1797 indførte Biskop Adler en ny gudstjenesteordning. Den virkede meget fornuftig, mente Ensted præsten. Men den lokale befolkning ville ikke have ændret noget. Det endte med at Freuchen fik sin afsked – i nåde med pension.

 

En fortvivlet præst

Men striden fortsatte. Bønderne ville ikke betale til præstens underhold. Pastor Hoeck skrev således i 1799

• Jeg er så  nær ved at fortvivle, at jeg næsten er i stand til at bede om min afsked, så jeg på anden måde kan sørge for mit og min families underhold. Så ser jeg ingen anden udvej end at overlade min kone, som venter sig til hendes mor og derpå selv drage i krig mod franskmændene.

 

Militæret i Ensted

Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en korporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at bønderne havde betalt deres restance til præsten.  I 1738 blev der klaget over, ar kvinderne sjældent viste sig i kirken. I 1840erne klagede man over, at daglejere, små jordejere og teglværksarbejdere ikke kom i kirken.

 

Fest med øl og brændevin

Bryllupper og andre familiefester blev fejret med festivas og dansemusik. Indtil år 1800 blev dette musik leveret af amtsmusikanterne fra Tønder. Man huskede også at give en skærv til fattigkassen ved sådanne lejligheder.   Ved barsler blev nabolagets kvinder indbudt til barselhuus og trakteret. Ved barnedåb blev der spist, drukket og danset til langt ud på natten.

Ved begravelser blev der holdt gravøl. Lighuset ydede en tønde øl og nogle kander brændevin.  Når der var Provstevisitats blev der indkøbt en tønde provste-øl. Så fik kirke-væreger og sognefolkene sig en god dag. Præsterne holdt øje med det overdrevene drikkeri.

 

Kapellet i Årup

Hele den negative periode i Sønderjylland, kunne få mange til at søge trøst i den kristne tro. I 1400 – årene havde Ahlefeldt – familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de to årlige Helligkors – messer , 3. maj og 14. september var der enorm søgning.

 

Flere indkomster i vente

Måske er adelsfamilien blevet inspireret af valfartsstedet Gettorf mellem Eckernförde og Kiel. Eller også syntes de, at det gik meget godt med Kliplev. Måske har det også været Kong Christian den Førstes afvisning af at nedlægge Årup, der har givet adelsfamilien ideen til nye indtægter.

 

En kæmpe bygning

Først efter udgravninger i 1959 og 1965 ved Årup, er det gået rigtig op for historiker, at her lå noget interessant. Et marknavn som Kapellyk burde åbne øjnene. Man har fundet ud af, at der engang i 1400 – årene er rejst et bindingsværks – bygning på  Kapellyk.

Årup nævnes som landsby i Aabenraa Stadsret.

I år 1500 er der sket et mere omfattende byggeri, med koret som første afsnit. Skibet nåede man aldrig at gøre færdig. Var det hele blevet færdig, ville det have målt 35 meter i længden og bredden ville have været henholdsvis 11 og 21 meter.  Murene var 125 cm tykke og af munkesten. Det har været en anseelig byggeri. Det kunne vel i omfang måle sig med Løgum Klosterkirke.

 

Mange fund på stedet

De møntfund der er gjort på stedet, vidner om, hvor godt besøgt valfartsstedet var. Men den tidlige reformation i Sønderjylland i 1528 satte en stopper for projektet. Måske blev kapellet ødelagt af Frederik den Tredjes tropper, da de plyndrede det nærliggende Aabenraa i 1523.
Varnæs Kirke

Varnæs  betyder usmark og næs. Varnæs Hoved er fredet. Varnæs  udgjorde et selvstændigt birk . Det nævnes i Kong Valdemars Jordebog, som kongeligt slægtsgods. I modsætning til herredets øvrige sogne, har det fra gammel tid hørt under Aabenraa Amt.

 

Omskiftelig tilværelse

Efter reformationen kom kirken under landsherren . Fra 1544 kom den under de gottorpske hertuger. Fra 1713 – 1721 under kongen. Her havde menigheden begrænset valgret.

Hvem skulle tro, at Varnæs var en af de største landsbyer i landsdelen, 55 gårde lå samlet. Allerede i 1680 fik bønderne hertugelig tilladelse til at udskifte jorden. Men kongelige tropper besatte kort tid efter den gottorpske del af  Sønderjylland, og der kom ikke noget ud af planen. Men planen blev dog gennemført i 1709.

 

Da kirken blev bygget

Junker Vigge var en ung og velhavende ridder som boede på borgen Vold ved Varnæs. Han forelskede sig i Jomfru Ida som boede på Helnæs hos sin far Ridder Ove. Vigge vidste godt, at han var et godt parti. Men han ville gerne have himlens velsignelse. Derfor gik han til Pather Mathis. Dette indvilligede i at arrangere forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs. 

Kirken blev bygget og med Pater Mathies som vidne, trolovede Ridder Ove sin datter til Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg for at afvente sin tilkommende.  Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af Odde. Graven ønskede frøken Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de gamle mænd.

Da det under julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om så det skulle koste hans sjæl.

Lillebælt var frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over isen til Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtaget undtagen Ida, som skulle med til Varnæs.  På tilbagevejen over Lillebælt brød isen op, og Ida og Vigge kom bort fra hinanden. Mange omkom, og begge de elskende troede, at have mistet den anden.

Det gik flere år før skæbnen atter førte dem sammen. I Letland var Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev viet. Men ak og ve. Morgenen efter lå  Ida begravet på kirkegården. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.

Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og udåndede.

 

Junkerens ansigt i sten

Ved korgavlen af Varnæs Kirke under den gamle løn, ligger de to, som i livet ikke kunne få hinanden, forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning. Desværre er hullet nu utæt i bunden, og vandet er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten.

 

Kirke bygget i 1150

Varnæs Kirke er fra 1150.Kirken er sandsynligvis viet til Sct. Peter. Kirken består af kor og skib. Foran norddøren er et våbenhus. Våbenhuset er næsten helt præget af renoveringer
fra 1868 og 1952. Inde i huset er det dog et ældre murværk. Det er fra en gotisk forgænger. I 1704 kaldtes bygningen for Lighuset. I 1767 for karnhuset.

Fonte-himlen er fra 1692. Præsten i Varnæs i 1691 sørgede for prædikestolen. Orgelet er selvfølgelig fra Marcussen i 1892. Den blev udbygget i 1993.  Alterkalken er fra det 16. århundrede.
Oblatæsken er prydret med Ahlefeldt’ ernes våben.

 

Altertavlen

Den fornemme altertavle er fra 1400 tidens slutning. Selve tavlen består af et midter-skab og fire bevægelige fløje. De to inderste med apostelrelieffer, de to yderste med malerier. En velskåret Golgata – scene i midter-skabet. To gamle altertavler blev solgt i 1790. Døbefonten er en romansk granitkumme

Alterbordet er middelalderligt  af munkesten og rå kamp. En firkantet fordybning afslører en helgengrav. Ved en undersøgelse i 1942 fandtes der ingen indhold.  Alterklædet omtales i 1767 som gammelt af rødt fløjl og med et sølvvåben. Sølvet solgtes dog i 1790 for 30 rigsdaler

 

Lysekronen
– en foræring

Lysekronen er fra omkring 1650. den er omtalt i 1704, som skænket af Hr. Buchwald fra Skovbølgård.  Røgelseskarret er sidst blevet brugt i 1864. Det er fra 1300 tallet. Det er ophængt i kor-bue-bjælken mod syd.  Kor-bue-krucifiks er fra 1250 – 1275.

Prædikestolen bærer årstallet 1606. Stolen er kun på fire fag. Fire forskellige relieffer præger stolen. , bebudelsen, hyrdernes tilbedelse, Kristus på korset og Opstandelsen. I en indskrift kan læses, at År 1691 lod hr. P.F. (provst Peter Fabricius på egen bekostning prædikestolen forny og pryde med farver til Guds ære og kirkens vinding). Dette var en oversættelse fra latin.

 

Det gamle klokkehus

Klokkehuset er middelalderligt. Det omtales første gang i 1704. I 1947 blev klokketårnet renoveret. Sandsynligvis er det bygget i 1600 tallet.  Der er to klokker. Den ene er fra 1690, her er en indskrift Fabricius gjorde mig. Den anden klokke er støbt i Egernførde.

På to af dets hjørner hænger et halsjern til minde om den strenge kirketugt.  I 1888 blev kirken hårdt restaureret. Øst – og nordmur blev fornyet, ligesom der kom nyt tag på. Det eneste bevarede vindue og vistnok kun delvis bevarede vindue ses i korets sydmur.

 

Felsted Kirke

I ca. år 1300 nævnes Felstede, hvilket kommer af ordet fætil, der betyder vadested. Felsted Kirke er fra ca. 1250. Det er en hvidmalet landsbykirke. Den har fra gammel tid været et biskoppeligt patronat.  Under svenskekrigene har kirken været udsat for plyndring.  Ifølge et sagn, skal kirkens grundvold være flyttet til Kirkebjerg. Der eksisterer også et sagn, der gør Felsted Kirke til en af Slesvigs ældste kirkepladser. Fæl(led)sted for guds- dyrkelse.

Der er anvendt store munkesten. Begge kirkens døre er i behold. Skibets loft blev repareret i 1765 – 1766. For at få råd til dette, blev man nødt til at sælge kirkeskoven. Under krigen 1807 – 1814 benyttedes skibets loftrum som våbenkammer for kystmilitsen.   Fløjaltertavlen er fra ca. 1425. Den ligner den i Højer Kirke men med naive tegninger i siderne.

 

Hjernerester i alterbordet

Sognepræsten fortæller i en indberetning til Oldsags-kommissionen i 1808, at han har undersøgt alteret. Midt i bordet, under en lille firkantet sort marmorsten, har han fundet en Helgengrav med æsken, samt en lille fladrund granitsten med et en halv tomme dybt hul i den ene side. I æsken er der en rødforet pose af rødt, formentlig byzantinsk silkestof fra 1200 tallet med gul dekoration. Posen er sammentrukket med en grøn snor. Heri ligger indviklet i et stærkt medtaget stykke tyndt, hvidt silkestof, småknogler af en hjerneskal, stammende fra et menneske.

Et alterkæde er fra 1762 og skænket af præsten, Andreas Petræus.  Alterstagene er fra sidste halvdel af 1500 tallet. Dåbsfadet er sydtysk og fra 1550. Fonte-himlen er sikkert lavet på Peter Petersens værksted i Tønder. Den er fra 1692.

Krucifiks-gruppen er fra begyndelsen 1500. tallet.  Stoleværket var fra 1613, men blev i 1858 omtalt som rådne og af en afstikkende facon. De nuværende stole er fra 1909.  Prædikestolen er fra 1624. På  frisen står der på plattysk: So war ick leve. Skibet har haft træhvælv. På den romanske døbefont er der motiver af en jagtscene.

Våbenhuset er fra 1800 tallet. Orgelet er fra Marcussen i Aabenraa, leveret i 1878. Et orgel blev i 1830 leveret af Brustgrün i Flensborg for 650 mk.

 

Klokketårnet

Et fritstående klokketårn fra 1769 har afløst et langt ældre. Tagbeklædningen var tidligere af bly. Nu var den af fyrrebrædder. Det ældre klokkehus er nævnt 1648. Et solur i forbindelse med klokketårnet er fra 1842.. Den ene klokke er fra 1847. Den er om-hængt og vent i 1949. Den anden er en såkaldt Genforeningsklokke.

I korhvælvingens øst-kappe fandt man i 1939 et kalkmaleri, der viser et dommedagsbillede. På skibets nordvæg fandt man også malerier. På diget ved kirkegården er en muret portal fra 1795. Og så kunne man leje ligklæder i kirken før 1763. Det kostede 8 sk lybsk. Et par var skænket af en foged på  Gråsten Slot. Men da justitsråd Koch i Aabenraa og kammerråd Günderoth
til Skovbølgård gav deres undergivne tilladelse til at bruge deres egne lig-lagener, tabte kirken denne indtægt, hvilket præsten forgæves protesterede imod.

 

Lys fra gårdene

Fra gammel tid havde de 3 – 4 største gårde i sognet  ret til ved dødsfald at ofre lys, der med tilhørende lyseplader, hvorpå den afdødes navn er garveret, anbringes i alterstagerne. Ældre lyseplader ligger i alterskabet. Tidligere brugte man så lidt lys, at et par normalt ikke kun opbruges ved et dødsfald. I det 18. århundrede blev det derfor anbragt en hylde, som blev anbragt
på korets nordvæg. Her blev alle ikke brugte lys placeret.

 

Kliplev Kirke

12 km syd for Aabenraa ligger Kliplev. Navnet er sammensat af ordet Klippi, som er et mandenavn. -Lev betyder arvegods. Allerede i 1231 nævnes Klyppælef. Byens historie er meget knyttet til Hærvejen. Store studedrifter skiftede her ejermand.

 

Herredskirke

Kirken har formentlig været Herredskirke. Den nævnes i Kong Valdemars jordebog. Fra 1654 – 1704 havde Kliplev og Kværs fælles præst. I sognet var der i middelalderen et gejstligt broderskab, elende Lach til fattige pilgrimmes understøttelse.

Kirken er opført i 1400 tallet til afløsning for en romansk granitkvaderkirke. Det var nødvendigt, for der var en voldsom søgning til kirken. En meget stor kirke, af en landsbykirke at være.

Meget af den gamle kirke er ikke bevaret. I kirkens ydermur kan man dog se syldsten, kvadersten og kampesten. Ældst i kirken er skibet, hvis vestende oprindelig har haft et tårn. Det oprindelige romanske kor blev erstattet af en stor lys hvælvet korbygning, højere end skibet i nord og syd.

 

Sankt Hjælper

Det var en omfattende valfart til kirken via Hærvejen til kirkens nu forsvundne Sankt Hjælper figur. (et sengotisk krucifiks med en kronet påklædt Jesus). Den hang i korets nordligste kapel. Det var en kongekronet skikkelse, der havde handsker på hænderne og sko på fødderne. På kirkeklokken i Kværs fra 1422, der er kommet fra Kliplev findes et billede af Sct. Hjælper.

Denne blev betragtet som særlig helligt og dermed helbredende. Man havde ikke adgang til billedet. Man så det gennem et vindue med jerngitter. Foran gitteret stod blokken , hvori man lagde sit offer. Kliplev Mærken, har oprindelig været festdagene for Sct. Hjælper.

Den nordfrisiske krønikeskriver Heimreich beskrev den i 1683 som et billede med gylden krone, gyldne handsker og sko, hængt på korset. Men allerede i 1628 har den flensborgske rådmand, Jonas Hoyer i forbindelse med den fortsatte dyrkelse af figuren, skildret denne som en stor klods dannet som en mand. Men den arme klods kunne hverken hjælpe folk eller deres syge bæster og kvæg.

• da doch der arme S. Helper sich selbst nicht helfen kann.

Ifølge præsteindberetningen fra 1808 lå figuren St. Hielper genannt – oben auf dem – Gewölbe. Siden forsvandt den.

Våbenhuset mod syd er bygget omkring 1490 – 1599. Det er dog totalt ombygget i 1754 – 55.

 

Ahlefeldt
– slægten satte sit præg 

Kirken rummer mange begravelser for slægten Ahlefeldt, der ejede den nærliggende Søgård. Det var især i kirkens sydkapel. I gulvet under krypten ligger en hel række smukke gravsten, alle fra det 16. århundrede. Her mistede et par Ahlefeldter deres liv. Gregers Ahlefeldt førte blandt andet hoved-banneret.

Efter Reformationen blev forholdene ved Kliplev helt ændret. Den før så velbesøgte kirke kom under Ahlefeldt på Søgård.  Brødrene Gregorius og Franz von Ahlefeldt nedrev i 1559 sognekirken i Bjerndrup og lagde dette sogn ind under Kliplev. Det vestlige kapelpar i syd og nord er opført af Jørgen og Benedict Ahlefeldt.

I kirken findes syv figurgravsten i renæssance over medlemmer af Ahlefeldt – slægten. I nordvest – kapellets øst-væg sidder et lyst kalkstens – epitafium fra omkring 1587 over Catharina Ahlefeldt.

På sydøst-kapellets øst-væg hænger et renæssance – epitafium i træ fra Ringerincks værksted over Birgitte Ahlefeldt.

Krypten er stor. I midten står en pille, fra hvilken hvælvingerne går ud til siderne. Her er fuld af kister. Også under nordkapellet er indbygget en krypt. Her står kun tre kister. I dag bruges det som kapel. Under begge tilbygninger findes murede gravkrypter, der menes at være lidt yngre end kapellerne.

 

Altertavlen

Rokoko – altertavlen af Peter Christian Hansen er fra 1774. Oprindelig stod der en tavle, der skildrede Marias liv. Hoved-billedet skildrer opstandelsen i den voldsomme form. Alterskranken er fra restaureringen i 1882. Før den tid brugte man to skamler, der står bag ved alteret. De stod ved hver sin ende. Man fik brød mod nord og vin mod syd. Altertæppet er syet af sognets damer.

Prædikestolen er et billedskærerarbejde fra 1610, ligesom døbefonten er fra 1613. De er begge skåret af Flensborg mesteren Hinrich Ringerinck.  Alt tyder på, at det er Birgitte Ahlefeldt, der har betalt herlighederne. Orglet er fra Marcussen i Aabenraa og blev taget i brug i 1882.

Krucifiksgruppen er skåret i perioden 1510 – 1530. Samtidig med, da koret blev bygget. I korets øst-væld er fundet et kalkmaleri. Det er en dommedagsscene, malet i begyndelse af 1600erne.

 

Viet til Jomfru Maria

I regnskaberne findes den forrige altertavle kun omtalt i 1789. Det gamle alters tømmer blev solgt. I 1710 har præsten i Holbøl, Samuel Nissen noteret, at kirken uden tvivl var viet til Jomfru Maria, da hele hendes livsforløb var gengivet på tavlen.

En ny døbefont blev fremstillet i 1613. Udgiften inklusive kostpenge blev 123 rdl. Og det var den berømte Heinrich Ringerinck fra Flensborg, der stod for den. Hans Mahler ligeledes fra Flensborg fik 41 rdl. 4 sk. For at staffere fonten med guld og sølv og andre farver. I 1882 blev den kasseret til fordel for en nygotisk font.

I inventarlisten fra 1860, nævnes to lig-bårer. I 1893 købtes brædder til ligvognshuset for 133 mk. En ligvogn blev også købt omkring samme år.

På kirkegården står Danmarks ældste træbygning, et klokkehus fra 1300. Den er lavet af sort-bejset egetømmer. Den ligner de gamle forsvarstårne fra vikingetiden. Men som sådan er den sikkert også blevet brugt. Man samlede sten og andet, som man kunne kaste i hovedet på en angriber.

 

Tre klokker

I 1634 forærede Friederich og Hans von Ahlefeldt en klokke. Egentlig har der været tre klokker. I 1675 fik klokkestøberen 214 rigsdaler. for om-støbning af en klokke. I 1733 sendtes den store klokke til om-støbning hos Armowitz i Husum.

I kirkens sakristi står et urværk fra ca. 1600. Indtil 1974 kunne det slå timeslag på klokken i spiret. Værket havde ligeledes forbindelse til kimer-manden inde i kirken. Nu styres såvel timeslagene som den daglige morgen – og aften – ringning af et elektrisk ur på væggen ved siden af det gamle værk.

Den flotte præstegård ved siden af kirken er opført i 1747. Sammen med Mørks Kro opført i 1700 tallets slutning giver det et godt indtryk af den gamle landsby.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du  63 artikler

 

Om egnen:

• Adelsslægten, der uddøde
• Ahlefeldt og Søgård
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Toldsted – på Hærvejen
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa

Hvis du vil vide mere:-

• Om Kirke – og Åndshistorie:
• Fra Hjordkær til Rødekro (Hjordkær Kirke og Rise Hjarup Kirke)
• To kirker i Aabenraa
• Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)
• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Præsten fra Daler (under Tønder)
• Åndens folk i Tønder (under Tønder)
• Højer Kirke (under Højer)

Redigeret 24. – 11. 2021

 

Rudbøl Kog, Gammel – og Ny Frederikskog var født og dannet af havet. 17 års skattefrihed var en direkte nybygger politik. De første var frisere og hollændere. Der var færgefart over Vidåen. Man havde egen retspolitik. Og så var det succes for Nørremølle. Tusinde af digearbejdere fik ødelagt deres jordhytter. De måtte have logi i Højer by.

 

Født og dannet af havet

På Frederikskogs våbenskjold findes følgende indskrift, Ex mari natus. Det betyder, født og dannet af havet. Nu gælder dette ikke blot for Frederikskog, med hele området ved Vidåmundingen.

I århundreder har dette land været præget af diger og oversvømmelser. I gamle tider gik der en bred havbugt dybt ind i landet. Nogle steder ragede højdepunkterne op som øer. Vidåen
havde dengang mange arme. Priler, langvarig regn samt snesmeltning dannede i lang tid et helt Waterworld her. Gamle marknavne minder om den tid.

Bredsø  blev omkring 1649 ejet af apoteker Andreas Lorenzen i Tønder. Senere kom den under Højergård. Den blev købt af regeringen som rentegård, men er nu under privateje. Langt den største og dybeste sø  er Rudbøl Dyb eller Rudbøl Sø.

 

De første var frisere og hollændere

De første bosættere kom længe inden området var inddiget. Det var ganske givet hollændere eller frisere. De var fortrolige med at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold.  Der findes vel 25 – 30 værfter i området med forskellige navne.

I Gammel Frederikskog finder man foreksempel Kinkelhofsværft og inspektør Brodersens værft. I Rudbølkog, Seifert von Marvedes værft. I Gaden, Nis Heicksens værft og Husumtoftmark. I Rudbøl har man Nørreværft.

 

Værfter

Dengang, hvor der ikke var diger, byggede man værfterne højere og højere, hvis gentagende stormfloder truede gården. Saxo skrev følgende:

• Indbyggerne, som er rå og med smidige kroppe, forsmår den svære rustning. De omgiver deres marker  med vandgrave og springer ved hjælp af springstokke. Deres huse opfører de på høje af opkastet jord.

Værfterne var ikke blot opført af opkastet klægjord, men også af nedrammede pæle og et pakværk, der består af ris og gødning.

 

Poppenbøl 

Poppenbøl  værftet var en af de største. Det var højest inde på midten. Hvis man dengang skulle besøge sine naboer, ja så måtte man tage båden. Så galt var det dog ikke, da min mor tjente
på Poppenbøl. Den nævnes allerede i 1443. I 1769 havde den to gårde og to huse med 22 beboere.

Om bebyggelsen Gaden nævnte Petraeus i 1440erne :

• Her bor der på  fire forhøjninger eller værfter fem bolsmænd, som ejer bøndergårdene.

 

Spredt bebyggelse

I 1769 havde Gaden fem gårde og fem huse med i alt 52 beboere. Tidligere hed stedet Husumtoftmark, der lige som Højergård havde særlige privilegier.  Rudbøl  havde i 1769, 8 gårde, 21 kådnere, 12 indsiddere med i alt 229 indbyggere.

 

17 års frihed

Gammel Frederikskog  blev inddiget i 1692. Kongens privilegier blev allerede underskrevet i 1690 af hertug Christian Albrecht. Efter disse privilegier skulle kogens interessenter fri og frank uden nogen afgift og pålæg nyde og besidde de inddigede arealer i 17 år.  Disse 17 år begyndte først når alt var bragt i stand og diget fuldkommen færdig. Efter udløbet af de 17 år skulle der årligt af hver demant betales en halv rthr. Til det tjenestelige kammer.

Endvidere skulle i de 17 år, kvæg, korn og lignende, som den kære Gud måtte unde denne kog, frit afskibes uden told og licenser eller andre afgifter og hvad der er behov for i denne kog, må frit indføres.

Desuden skulle det tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vindmøller og hestemøller uden for, og inden for digerne og udnytte dem med frimalen, brygning
og bagning, at have herberger og stalde samt at drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag.

Ligeledes skal de , der i sådanne inddigede koge ejer 60 demant land have ret til fri at drive jagt og fiskeri, såvel inden for som uden for diget. Men de øvrige, som ikke når det nævnte tal på 60 demant, skal være udelukket derfra.

 

Egen ret

Den allerstørste del af kogen var græsland. Dette blev benyttet til opfedning af kvæg. Kogen havde en koginspektør. En dommer og tre rådmænd dannede dengang kogs-retten. Koginspektøren ledede møderne og var også sekretær og regnskabsfører. I kogen gjaldt Ejderstedts landsret. Og man havde sandelig også egen galgeplads.

 

Afvanding

Frederikskog blev tidligere afvandet med Brunoddekog gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle kogs-mølle. Fra 1843 blev kogen afvandet gennem Frederikskog – diget ved en afvandingsgrøft gennem det daværende forland.   På et gammelt kort er der aftegnet et Trindsumkapel, hvor nu Gammel Frederikskog ligger. Der har ikke været mulighed for at finde noget om dette navn. Heller ikke at det skulle have været en sunket kirkeby.

 

Nørremølle

I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en mølle, som er kendt under navnet Nørremølle. Dette var nok den ældste hollandske mølle i Nordslesvig. Den blev nedbrudt i 1856 og genopbygget i Højer.  I møllerboligen blev der indrettet kro. Selve mølledriften har også været en god forretning. I 1760 havde møllen således ikke mindre end tre møllersvende og to piger ansat.   I 1727 blev kogen opmålt, og der blev udarbejdet en jordebog.

 

Problem med Rudbøl Kog

Der var store problemer med ind-digningen af Rudbøl Kog. Det var en kostbar affære. Håbet om at afvandingsforholdene blev bedre kom ikke til at holde stik. I Tønder Intelligensblad
første årgang hedde det i september 1813:

• Efter en kostbar proces blev denne kog inddiget i 1715, og dermed begyndte en endnu sørgeligere epoke for nogle af marskegnens afvanding.

I en tysk topografi fra 1799 kan man læse:

• Fem sluser er der her ved siden af hinanden. Skibe med 7 –  8 fods dybde kan gå ind til dem. Den største sluse, en ny bjælkesluse med to par porte er mønsterværdig, og har kostet 12.000 rthr.

Blandt de huse, der lå strøet over hele kogen, var der dengang endnu en haubarg. Den lå på det, der hedder Seyfferts værft. De to sidste ejere var Thomas Nielsen(omkring 1760) og Seyffert von der Merwede. Værftet blev opkaldt efter den sidste. Haubargen blev nedbrudt i første halvdel af 1800 – tallet. Von der Merwedes datter Juliane blev gift med distriktslæge Fysikus Peter Dirks i Tønder.

I 1905 blev to tredjedel af kogens areal mejet og en tredjedel græsset. Kvægbestanden var 11 heste, 128 stk. hornkvæg og 117 får. Om sommeren var kvægbestanden væsentlig højere.

 

Rudbøl Kog

Kogen, der ligger ca. 4 km syd for Højer, blev i hele sin længde gennemstrømmet af Vidåen, fra Rudbøl Dyb til Rudbøl Kog Diget. Fra omkring 1919 førte en bro over åen.
Tidligere foregik overfarten med en færge. De sidste to færgemænd var Peter Petersen og Hans Chr. Nielsen. Det kostede 50 pf. For en ladning hø, for en vogn 25 pf. Og for et kreatur 10 pf.

I krigsårene 1914 – 18 var færgefarten indstillet, da den ene færgemand var indkaldt til krigstjeneste. Prammen blev da trukket på land. Transporten blev meget besværlig.

 

Ny Frederikskog

Den sidste af de nuværende koge, Ny Frederikskog blev inddiget i 1859 – 61. Ind-digningen kostede en million mark. En del var opsparet, resten blev fremskaffet ved lån. Pengene blev betalt efter 17 år. Det gjaldt de samme regler for Ny Frederikskog som Gammel Frederikskog. Begge koge fik brugsret til forlandet ud for havdiget.

 

Omfattende dige-arbejde

Fra forskellig side blev der ønsket en ny stensluse frem for en træsluse. I løbet af 1859 blev der opført et foreløbigt kajdige, det vil sige en lille dæmning. Denne blev lavet for at beskytte arbejderne under selve dige-byggeriet. Fra prædikestolen blev der oplæst et specielt reglement, der gjaldt under byggeriet. Her blev der fastlagt, hvem der havde kommandoen, og hvornår man ikke måtte arbejde. Således hed det sig i & 16:

• Ved alvorlige forseelser, for eksempel forsætlig ødelæggelse at ødelæggelse af redskaber, at forlade arbejdet uden grund, opstand og sammenrotning af arbejderne samt overhovedet enhver form for tumult og voldelig optræden, skal der ufortrødent gribes ind med de nødvendige forholdsregler og med eftertrykkelig strenghed. Hvis det er nødvendigt, kan man hertil rekvirere kraftig hjælp fra det nærliggende gendarmeristation og eventuelt fra militæret. De skyldige skal i sådanne tilfælde overgives til retsvæsnet og straffes efter al lovens strenghed.

Under dige-byggeriet blev arbejdet en del forsinket. Vandet brød igennem det såkaldte kajdige. Det betød store tab for entreprenørerne.

Ind-digningen krævede mange arbejdere. Ja tusinder af fremmede arbejdere bosatte sig midlertidig i området. De boede blandt andet i jordhytter, der var indrettet mellem kajdiget
og hoved-diget.  Til at opretholde ordenen, blev der stationeret et kompagni soldater. De blev først indkvarteret i Rudbøl, senere i Højer.

 

Ny havsluse

I forsommeren 1860 blev grundstenen lagt til den ny havsluse. Det var en åben stensluse. Dagen blev fejret under stor deltagelse. Der var rejst to store telte til anledningen. Kong Frederik den Syvende, der skulle have foretaget nedlæggelsen af grundstenen, kom ikke. Hans navn figurer dog på de to metalplader, der er anbragt på slusen til minde om.

 

Stormflod ødelagde arbejdet

Sommeren 1860 var ikke særlig gunstig for dige-arbejdet. Der var meget regn – og stormvejr. To gange, den 23. august og 3. oktober blev kajdiget gennembrudt af en stormflod og hoved-diget beskadiget. De huller, hover man gravede jord, uden for diget, blev fyldt med vand.

Dige-arbejdernes jordhytter blev ødelagt. Arbejderne kom i store skarer til Højer for at finde et midlertidigt logi.

Det ugunstige vejr var heller ikke godt for sundheden. Et par af arbejderne druknede, men også en del omkom som følge af sygdom.  Det ny-inddigede kog udgjorde sammen med Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog en kommune. Omkring 1923 blev diget forhøjet med
en meter nogle steder.

 

Kilde:

• Litteratur Højer

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Herunder  77 artikler fra Højer 
• Bådfolket i Rudbøl
• Fiskeri ved Højer
• Højer – som havneby
• Rudbøls Historie
• Travlhed ved Højer Sluse
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer – historie og oplevelser

 

 – Under Tønder (283 artikler): 

• Tønder, Marsken og Afvandingen
  
• Digebyggeri i Tøndermarsken
  
• Sønderjyllands Wild West 
• Tøndermarsken 
• Tøndermarsken 2 
• Tøndermarsken – under vand 
• Vikinger i Vadehavet og mange flere artikler 

Redigeret 14.10.2021

 

Mindst 74 henrettelser i Tønder. Og en masse i Løgumkloster, Møgeltønder, Ballum, Slogs Herred og Viding Herred. Desertørers navne stod på  galgen. Trolddomsdømte blev brændt. Fanger sad og ventede på, at ny galge blev rejst. Efter 8 år tilstod en kvinde et mord. Vi ser også på berusede skarprettere og fejlhug. Hvad er pinligt forhør? Og vi kigger på det, at blive fredløs i Tønder. 

 

Galgebakke og Galgestrøm 

Aabenraa har Galgebakken, Sdr. Sejerslev Galgevej, og Brøns har Galgevang. Tønder har Galgestrømmen. Ja sådan kunne vi blive ved. Og flere gamle stednavne følger.

 

To rettersteder – tæt på hinanden

Langs indfaldsvejene hang galgerne, som skræk og advarsel. I Jyske lov hedder det:

• Om hvad en Tyv kan hænge for. Har han stjålet Koster til en værdi af en halv Marks værdi eller mere, da kan Ombudsmanden hænge ham uden Dom.

Der står også, at det er kongemagten, der skal udføre hængningen.

Tønders rettersted lå 500 meter nordøst for byporten. Det er i dag mellem Digevej og Vidåen.

Tønder Herreds rettersted havde sin plads ved Nordre Landevej, hvor Galgestrømsvej drejer fra, på det østligste hjørne. I dag er det bebygget.

I 1860 skulle der endnu have været spor af galgen. I 1906 blev stedet markeret med en sten. Noget usædvanligt var det, at det lå så lavt. I 1760 måtte alle henrettelser udsættes på grund af oversvømmelse.

 

Flere afstraffelsesmetoder

Hjul og stejle kom til senest i senmiddelalderen . Og det er også eksempler på, at folk blev levende begravet. I 1610 blev provsten i Møgeltønder brændt i nærheden af galgen.

Andre former for henrettelse var radbrækket, druknet og arkebuseret (skudt). Enkelte gange er dømte også blevet levende begravet.

 

Øksen afløser sværdet

De sidste henrettelser med sværd skete i løbet af 1760 – 1770. Øksen blev derefter hyppigere brugt. Forklaringen kan skyldes, at der i kongeriget den 16. oktober 1697 var kommet en forordning om straffen for grove mord. Myndighederne måtte i 1779 udsende en forordning, om at henrettelse fremover i Slesvig Holsten ikke skulle gøres med sværd, men med økse. Dette skulle ikke anses for at være mere uærlig en anvendelse af sværd. Det uærlige bestod kun i, at den henrettede ikke kunne begraves på indviet jord.

 

Strenge straffe

Stadsretterne var forholdsvis strenge, delvis under indflydelse af tysk (Lybsk) ret. Denne blev jo praktiseret i Tønder i lang tid. Vi skal heller ikke glemme, at adelen i 1524 fik rets-myndighed på deres besiddelser. Denne ret blev dog noget indskrænket i 1805. Og i 1853/54 blev den helt fjernet.   I nogle herreder, som dannede grænse til en købstad, kunne herredets rettersted  befinde sig tæt på  byen. Det gjaldt bl.a. for Tønder Herreds på Tønder Bymark, som kun lå 800 meter fra stadens rettersted.

På gamle kort kan man se galger aftegnet. Således også på et kort fra Tønder fra omkring 1620. Det viser en såkaldt Triangelgalge. Samme galgetype har man haft i de større byer dengang. Efterhånden er disse dog blevet erstattet af de tobenede galger. Det var dem man så på galgehøjene rundt omkring.

 

Desertører fik deres navne på  galgen

Desertører fik deres navne slået på galgen. Meningen var at deres rette plads ville være der. Men når de så blev pågrebet, kom de dog ikke til at hænge der. De måtte løbe spidsrod mellem 300 mand opstillet i to rækker. Hver mand stod med en tynd gren, som ramte den skyldiges ryg.

I Tønder var en søn af en lokal håndværker deserteret i 1736. Han blev i første omgang dødsdømt, og hans navn kom til at stå på galgen. Men hverken Magistrat eller håndværkere ville medvirke til dette. Tavlen måtte fremstilles udenbys. Og først efter at et militærkommando havde slået kreds om galgen, kunne skarpretteren sætte den på.

 

Trolddom og dokumentfalsk

Ægteparret Anna og Peer Thomsen blev i 1551 anklaget for trolddom og underkastet tortur. Deres endelige dom kendes ikke. Men formentlig er de blevet brændt.  I 1558 begik præsten Henricus Sicander i Aventoft dokumentfalsk og blev henrettet. Inden han blev lagt på hjulet, havde man bundet ham til galgen, stukket hans øje ud og hugget “die beyden fordersten Finger” af ham.

I en anden sag fra Tønder Herred fra 1599, havde Hans Jessen lidt samme straf, hvor han fik “drei Finger abgehauen, die Augen ausgestochen und er ist dann geradebrecht worden”

 

Straf fuldbyrdet på  lig

I 1569 døde Nis Hansen i fangetårnet på Tønder Slot. Han var dømt til hjulet, dvs. radbrækning. Hertugen lod straffen fuldbyrde på liget.

 

Frisag

Meget få af de anklagede klarede frisag. Hans Jensen i Daler havde anklaget Mette Nielskone for at have skadet ham ved trolddom. Han havde fået et kirkenævn til at oversværge hende.

Skønt hendes mand på Birketinget sammen med 11 andre svor, at hans hustru aldrig havde omgåedes med sligt, havde Hans Jensen holdt hende i jern på Møgeltønderhus og ladet hende pine. Det på trods af, at hun redte til barsel, og at der var stillet borgen for hende. Sagen endte for Kongens Retter-ting, som frikendte Mette Nielskone for anklagen.

 

Klage fra Møgeltønder

En anden sag er også fra Møgeltønder, er fra den 22. april 1591. Her klagede Anders Namensen sig over, hvorledes Benedikt Rantzau, som var lensmand på Møgeltønderhus på kirkens grund , skulle have ladet hans hustru fængsle og lægge jern på. En fra Tønder var kommet og beskyldt hende for trolddom.

 

Den berusede bøddel

Bødelen skulle sikre sig, at hængningen faktisk medførte døden. Ved at sætte sine fødder på ofrets skuldre og tynge kroppen ned. At det kunne være nødvendigt, viser et tilfælde fra Løgumkloster Birk.

Ludde Jansen skulle hænges for skovtyveri og brandstiftelse mandag den 19. juni 1598. Undervejs fik bødlen imidlertid to fingre i klemme mellem galgeoverliggeren og rebet, som Ludde nu hang i. Bødelen lod ham hænge indtil han troede, at døden var indtrådt, hvorefter han skar rebet over for selv at komme fri.

Inden da skulle han have fæstnet jernringeni det andet tov til den hage, som Ludde Jensens krop skulle hænge i, men det mislykkedes. Bødelen var meget beruset. Og da Ludde endelig faldt til jorden, var han i live. Men det varede dog ikke længe. For torsdagen efter, lykkedes hængningen. Efter sigende var bødelen da blevet ædru.

I 1599 blev Hans Jessen radbrækket for falsknerier.

 

Erklæret fredløs 

I år 1600 slog Erich Schlächter og Jacob Dürhuss fra Tønder to af byens vægtere ihjel. Gerningsmændene flygtede. Byens råd lod de to døde stadstjenere bringe hen på Torvet,
hvor by-skriveren stævnede Erich og Jacob:

• als offenbarer Mörder, Totschleger in dieser Stadt Gericht zum ersten, andern und Dritten Male

Med andre ord. De blev erklæret fredløse. Skarpretteren svang sværdet og ligene og tre gange råbte han i alle retninger gerningsmændenes navne, og endelig blev der ringet ni gange med klokken.

Nogen tid efter vendte Erich Schlächter hemmeligt tilbage til byen. Han blev genkendt og arresteret. Den 26. juli blev han dømt til døden med sværdet og henrettet.

 

Momme Brodersen klager

Det var nu ikke alle, der var tilfredse med retsvæsen dengang. Således klagede Momme Brodersen og hans søskende til Hertug Hans i 1553. Tønder Herred havde uden rettergang smidt deres mor på bålet som heks.

Trolddoms – dømte var ikke ene om at lide straffen på bålet. Blodskam, sodomi eller omgængelse imod naturen og brandstiftelse betød også bålstraf. Falskmøntneri og vise kirketyverier medførte også bålstraf.

I 1607 blev Botel Iversen og Marie Jacobs anklaget og dømt for trolddom.

Samme år blev på Tønder Herreds rettersted Bartel Jensen og hans hustru, Kirsten, som kaldtes eines Kühehirten Weib dømt for trolddom og brændt

Jes Mathiesen blev hængt og Valentin Hertzberg blev halshugget i 1608. Valentin blev dog begravet på kirkegården. I 1613 blev Hans Hupfer dømt for mord og kirketyveri.

 

Blodskam og karlepersoner

Den 23. marts 1614 blev provsten, hr. Laurids i Møgeltønder brændt. Hans hustru og datter blev halshugget, fordi han og hans datter lå i blodskam med hver andre, og hans hustru, fordi hun havde ligget i ondt levnet med andre karlepersoner.  For bigami, tyveri og for at have forsøgt selvmord blev en person halshugget i 1619.

Drabsmanden Boye Ketelsen fra Bøking Herred blev i 1625 ført til Tønder og halshugget.

I 1627 var to kvinder taget for mindre tyverier. De blev dømt til døden med sværdet. Men den mest belastede skulle derudover have sit hoved på pæl.

En anden kvinde blev i 1633 blev også dømt for tyveri. Også hun slap weiblicher Zucht halber for at komme i galgen . Sværdet blev i stedet taget i brug. Men det var dog langt fra alle kvinder, der slap for galgen.

Anna Schmidt blev i 1632 dømt for trolddom og brændt.

Den 3. januar 1643 blev en mand dømt og samme dag halshugget for gentaget ægteskabsbrud og Notsucht

 

Pinligt forhør 

I Slogs Herred dømte tolv stokkenævninge i 1652 Jürgen Jessen til galgen. Dog skulle han først gennem et pinligt forhør (tortur). Herefter gik sagen videre til amtmanden. Det skete nu ikke så sjælden, at mange af de dømte døde under disse pinlige forhør.

Et Pinligt Forhør kunne starte med, at skarpretteren fremviste sine redskaber, og hvad de kunne anvendes til. Hvis dette ikke gjorde indtryk hos den anklagede, ja så blev han bedt om at klæde sig af. Så fik han tommelskruer påsat. Såfremt der stadig ikke kom en tilståelse, blev instrumenterne aktiveret.

 

Indvielse af galgen

Midt på sommeren 1680 sad hestetyven Asmus Petersen i sit fængsel i slotsporten i Tønder. Han ventede på, at Slogs Herred skulle få rejst en ny galge. Og det var da ikke helt billigt. Fire vogne havde man i Kollund for at hente egetræ. Galgen blev sat op af to lange stolper på ca. 9,5 meters længde, en overlægger på 5,7 meter og to korte stykker på 3 meter. Stolperne er sikkert gravet ned i 2 – 2,5 meters dybde.

Til galgen hørte også en galge-stie, hvortil man brugte en 10 meter lang bjælke forsynet med tværtrin også af egetræ. Under opsætningen drak folkene en tønde øl. Den skulle herredet også betale. Men hestetyven Asmus Petersen fik den tvivlsomme ære, at indvie galgen i Slogs Herred.

I 1690 hængte skarpretter Eberhard Asthusen, Niels Nielsen Hovkarl fra Vejle for tyveri

Det skete en gang imellem, at galgen skulle fornys. I Ballum Birk omtales i 1760 en Galge

• som der førhen har staaet, men nu er omfalden, saa Stumperne deraf ikkuns ses, siden den Gud ske Lov ikke i dette Seculo har været brugt.

74 henrettelser i Tønder

Antallet af henrettelser var størst i de første af de tre århundreder mellem 1550 og 1850. Det skyldtes at mange også mindre tyverier blev straffet med galgen. Samtidig var også drab blevet belagt med dødsstraf . Endelig var hekseforfølgelser stigende, især i årene mellem 1600 og 1650. I de efterfølgende år op til 1750 var henrettelsernes antal også betydelig, men havde dog
ikke nær samme omfang.

Mellem 1543 og 1857 antages det, at der har været 74 henrettelser i Tønder.

I 1621 blev to landstrygere hængt for tyveri , mens den tredje på grund af sin ungdom ansås at være forført af de andre og derfor blev benådet. Benådningen bestod i, at han blev henrettet med sværd.

Og det kunne være forskellige, hvad og hvordan, man blev dømt. Det skyldtes bl.a. de kongelige enklaver. Danske Lov kom til at betyde noget i Riberhus Birk, Lø Herred, Ballum Birk, Møgeltønder Birk, Vesterland– Før og Amrum.

 

Fejlhug

Det skete også fejlhug fra skarpretterens side. Og det var ikke godt. Der er eksempler fra Flensborg, hvor skarpretteren præsterede fejlhug. Han blev simpelthen lynchet.

For Tønder – skarpretteren Erich Eberhard Asthausen skete der et fejlhug i 1702. For familien Asthausen var det nogle temmelige uheldige år. Ismael Asthausen i Hamborg nedlagde sit embede af samme årsag i 1703. For Caspar Asthausen i Lübeck mislykkedes halshugninger i 1677, 1680 og 1687. Han blev ganske vist afsat efter den første, men genansat og de to andre tilfælde fik ingen konsekvenser.

 

Afhuggede hoveder blev undersøgt

Mange af de hoveder, der blev afhugget blev sendt videre til universiteter. Mange af dem blev sendt til Kiel til nærmere studier. Johannes Geltzer, skarprettersøn fra Tønder blev i 1700 dr. chirurgiæ fra Universitet i Kiel.

 

Hundebegravelse i Sæd 

I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv i rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have begravet moderen sammen med hendes fire børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimarus i Tønder, bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelsen.

Den 21. april blev da i nærværelse af en stor retskommission liget af Karen Christens ved solnedgang af bødelen smidt ud af vinduet, slæbt ud på bar mark og kulet ned i passende dybde på heden.

En skamstøtte skal have båret følgende indskrift:

• Paa dette sted er af Bøddelknægten henslæbt og nedgravet Legemet af Karen Christens fra Sæd, fordi hun i aaret 1712 ved gift havde begaaet et forbandet Mord paa sig selv og paa sine fire Børn.

I 1721 blev Christine Jenses fra Sæd halshugget. Hendes hoved blev sat på pæl. Kroppen blev begravet ved galgen. Hun havde kvalt sit barn.

 

Sodomi med en hoppe

I 1743 blev der afsagt dødsdom for begået sodomi med en hoppe. Men om dommen blev eksekveret er usikkert. I så fald skulle han være blevet brændt.

Nogen gange måtte de dømte sidde længe inden de blev henrettet. Således også Catharina Ercken fra Sild. Hun var dømt for giftmord. Det gik fire år fra arrestation til henrettelse i Tønder
i 1760.

 

Lig-rester til jordemoder – uddannelse

Dr. Boessel, fysikus i Flensborg og forfatter til  “Grundlegung zur Hebammenkunst” fik kongelig tilladelse til at udtage dele fra liget til brug ved undervisningen af jordemødre. Det skulle dog ske “in möglicher Stille”, og resten af kroppen skulle efter dommerens pålydende begraves under galgen.

Skarpretteren var ilde set i befolkningen. De hørte til de uærlige. Men J.F. Struensee, stadsfysikus i Altona fortalte i et skrift i 1763 at

• læger vil være at stor betydning for befolkningen (på landet), alt for ofte behandler skarprettere, barberer, fordærvede apotekere og andre de syge.

 

Lægelige virksomhed med problemer

Aabenraas sidste skarpretter Röseler, der døde i 1788 var kendt for at drive lægelig virksomhed. Med det var nu ikke uden problemer. De lokale barberer var imod denne virksomhed.
Men dette har vi berettet om i en tidligere artikel.

 

Henrettet efter syvende bøn 

I 1787 blev den 17 årige Sibbert Jensen fra Dedsbøl halshugget på Bøking Herreds rettersted ved Klokris. Han havde skåret halsen over på sin kammerat. Han blev hurtig anholdt, og sagens akter blev sendt til Overkriminalretten på Gottorp.

Her kunne man ikke se nogen formidlende omstændigheder. Man sendte en skrivelse til Det tyske Kanceli i København. Måske kunne han i betragtning af sin unge alder fritages for radbrækning og i stedet bringes fra livet til døden med en økse.

Den Kongelige Resolution dateret den 21. september lød på henrettelse med økse og hovedet at sætte på en pæl.

I de forløbne måneder havde Sibbert Jensen siddet fængslet i porthuset i Tønder, hvilket kostede amtet 55 Rigsdaler

Den 15. oktober 1787 førte tre amtstjenere ham til Klokris. Tønder – skarpretterens enke Anna Stöckler havde sendt sin svend.

Ifølge Lindholm Kirkekronik slog skarpretteren til, da den dømte havde afsagt sin syvende bøn.

 

Travl skarpretter fra Tønder

Tønder havde sin egen skarpretter. Fra 1722 til 1846 var det Stöckler – familien, der i tre generationer klarede embedet. I det meste af 1600 tallet havde Tønder skarpretteren også Aabenraa under sig. Det kunne ske at den lokale skarpretter var forhindret, så måtte naboen tage af sted. Således måtte Flensborgs skarpretter i 1721 tage til Kær Herred,
da Tønders skarpretter, Eberhard Asthuusen nylig var død.

Det var Mette Tielles, der skulle henrettes.

Skarpretteren Eberhard Stöckler, som havde overtaget hvervet efter din far i Tønder, havde faktisk travlt. Han rejste også rundt omkring for at udøve sit makaber job.

 

Gud er dig nådig

Den sidste henrettelse i Angel fandt sted i 1812 på Richtberg ved Tøstrup i Ny Herred. Det ligger ca. fem kilometer vest for Kappel.  Den 60 årige Anna Hedwig Callsen havde givet sin mand gift. Hun blev ført til foden af Richtberg. Hun sad sammen med præsten, der forlod hende ved foden af bjerget:

• Nu forlader jeg dig, vær ikke bange, Gud er dig nådig.

Alle omkringliggende marker var fulde af folk. På højen var blokken. Ved siden af en pæl.

Skarpretteren stod parat med sin hjælper. Han lod kvinden knæle ned ved blokken, bandt hende fast, hævede sin store blanke økse og fuldbyrdede dommen. Hovedet blev sat på pælen, og håret viftede fra det blege ansigt. Efter nogle dage blev hovedet taget ned og lagt til kroppen, hvorefter graven endegyldigt blev kastet til.

Den 24. august 1813 klokken seks om morgenen blev liget af en selvmorder ført ud til retterstedet og gravet ned.

 

80 Rigsdaler for en likvidering

Den 36 årige Anders Sørensen, Lydomhedes ved Gram havde myrdet skrædderen Hans Tychsen i Kastrup. Man havde indhentet bud fra forskellige skarprettere. Og det blev Tønder – bødelen, der fik jobbet. Han fik 80 rigsdaler for jobbet. Også hans bror i Sønderborg, Johan Christoph Stöckler var blevet spurgt.

Eksekutionen skulle finde sted den 2. marts 1816 på en høj ved Friskmark syd for landevejen mellem Gram og Kastrup. Alle forberedelser blev gjort. Allerede den 29. februar om aftenen kom skarpretteren fra Tønder med to hjælpere. Alt gik planmæssigt. Anders hoved faldt for Stöcklers sikre hug.

Godsinspektør Lorentzen skriver, at henrettelsen blev fuldført med anstand og ro i overværelse af en stor folkemængde. (På vores hjemmeside har vi en artikel om dette)

 

Tilstået efter 8 år 

Den sidste kvinde, der blev henrettet i hertugdømmet Slesvig, var Margaretha Hansen. Det skete den 26. februar 1831. Hun havde otte år tidligere skåret halsen over på sin mad-moder. Efter syv år tilstod hun drabet. Efter ti måneder i fængsel havde hun angret. Og det var den kun 19 – årige Christian Stöckler, søn af skarpretteren fra Tønder, der stod for henrettelsen.

 

Bruden myrdet

Den sidste henrettelse i Nordslesvig blev foretaget i Hjordkær i 1834. Og igen var det Eberhard Stöckler fra Tønder, der foretog henrettelsen.

Det var den 23 – årige Forbryder H.S. Fallesen, som havde myrdet sin brud. Præsten havde givet det sidste ord. Han tog selv trøje og halskæde af. Vidner mente nu nok, at det var lidt råt, at Rakkerknægten havde trukket ham ved hårene.

Rakkeren viste hovedet frem, og vidner mente faktisk, at kunne se de sidste dødstrækninger.

 

Velkvalificeret

Skarpretterens søn fra Tønder skrev en ansøgning om at blive skarpretter for Tønder by og amt , eventuelt for hele Hertugdømmet Slesvig. Christian Stöckler anførte i sin ansøgning, at hvervet de sidste 100 år gik fra far til sø. Han mente, at være velkvalificeret, da han nu i 18 år havde været medarbejder ved talrige henrettelser.

Ja, skarpretteren i Tønder holdt længst. Hvervet blev først nedlagt i 1847.

Hans indkomst bestod dels af et fast beløb pr. år, dels af betaling for hans ydelser i form af henrettelser i forskellige udgaver og andre opgaver som kagstrygning (piskning ved kagen eller pælen), brandemærkning, afskæring af ører, udvisning af byen.

Prisen for disse ting var fastlagt i et takstsystem. Men ofte havde skarpretteren kontroverser med overordnede myndigheder. Disse mente ofte at regningerne var for høje.

 

Præstens rolle

Præsten havde også en opgave i forbindelse med de dødsdømte. Det var allerede fastlagt i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot skulle medvirke, når de dømte føres ud til straffen, men også tage sig af dem inden. Dem der blev overbevist af præsten skulle en eller to dage før henrettelsen modtage sakramentet.

 

Speciel klædedragt

Nogle gange havde de dømte en speciel klædedragt på, når de førtes til retterstedet. I 1763 berettes det om, at Christen Mortensen blev ført ud til retterstedet syd for Løgumkloster iklædt “das Armesünderkleid”.  Det var en hvid “Mantel” men sort besætning.

 

Hele regning ikke betalt

Transporten foregik på mange måder. I Tønder blev Mette Tielle i 1721 sat på skarpretter Eberhard Asthausens kærre og kørt til Kær Herreds rettersted ledsaget af tre beredne knægte. Skarpretter – enken, Eva Asthausens regning efter Christine Jenses henrettelse i Tønder Herred:

• Für mein Wagen, der die arme Sünderin har ausgefahren zu dem Gerricht – 2 Rdr.

Ja her kunne man også se taksten for de andre ydelser:

• Für den Kopf mit dem Schwert ab zu hauwen 10 Rdr.
• Für den Kopf an zu Nageln 5 Rdr.
• Für den Kopf zu bergraben 5 Rdr.
• Für den Phahl der den Kopf iss angenagelt 2 Mk. 8 Sk.

I alt lød regningen på 22 Rdr. 2 Mk. 8 Sk. Men hun fik dog kun udbetalt 17 Rd. 40 Sk.

 

En vandrehistorie fra Slogs Herred

Når man har med sådan noget at gøre opstår der hurtig sagn. I dag vil man nok kalde det for vandrehistorier.

Fra Slogs Herred kendes sagnet om smedekonen fra Bredevad, som havde forgiftet sin mand med rottegift. Hendes hoved faldt for skarpretterens økse. Hun blev begravet neden for galgen ved siden af sin fætter Jes. Han havde begået en mordbrand på Bredevad Mølle og hængt sig i fængslet. Det fortælles, at der ved retterstedet findes to fordybninger, hvor disse to blev jordet.

 

Rettersted i Højer

Højer Herred omfattede Hjerpsted Sogn og Højer Landsogn samt større dele af Emmerlev og Skat sogne. Fra 1864 udgjorde de en jurisdiktion med Tønder Herred. På Emmerlev Mark
kan man ikke undgå at ligge mærke til den 20 meter høje Tinghøj.  Vejen fra Sønder Sejerslev kaldes meget passende Galgevej.

Her med udsigt til Vadehavet skulle galgen have stået i 1770. I 1856 blev der rejst en granitsten på stedet. Til ca. 1920 skulle stenen have stået her. Den var hvidmalet med påskriften:

• Hoyer Herreds Retterstedet

Højer Birk havde sit eget rettersted. Galgeplads i Højer Landsogn kan have forbindelse til Frederikskog som havde særlig jurisdiktion. Der er kendskab til mindst fire kvinder, der blev dømt for trolddom.

 

Lø Herred

Lø Herred var sammen med Møgeltønder og Ballum Birker, kongerigske enklaver. De var underlagt dansk lovgivning, hvorimod Løgumkloster Birk var slesvigsk område. Lø Herred omfattede Brede, Døstrup, Mjolden, Randerup og Visby Sogne. De mindre især Brede, Døstrup og Mjolden, som var slesvigske, hørte dog i det civile og kriminelle sager under herredstinget. Herredets tingsted lå i Bredebro indtil 1851. Så blev det flyttet til Visby.

Gallyborg nævnes i 1527 og Galle Hede nævnes i 1683. Øst for Brede Kirke på vej mod Trælleborg findes i dag Galdemark. Her møder man efter knap 500 meter et gammelt rettersted. En stor natursten bærer indskriften:

• Galgemark Lø Herreds Rettersted.

Det er en nedlagt gravhøj. Ved jævning af højen er der fundet skeletrester. Kilder beretter også om Galdevad ved Trøjborg i Visby Sogn og Galgehøjagre i Lovtrup i Døstrup Sogn.

 

Møgeltønder Birk

Møgeltønder Birk blev oprettet i 1361. Det omfatter det meste af Daler og Møgeltønder Sogne, samt en del af Emmerlev. Birket lå fra 1661 til 1807 under Schackenborg.  Gallihus
nævnes allerede 1538. Og Gallehus har faktisk sit navn efter en galge. Galgevej findes både i Gallehus og Møgeltønder.

Der er også sket henrettelser i selve Møgeltønder. Retterstedet var nær kirken, hvor senere skolen og kroen lå.

 

Ballum Birk

Ballum Birk omfattede Ballum Sogn, Rømø Sønderland og en del af Skærbæk Sogn samt List på Sild. Også dette Birk lå under Schackenborg.  Gallehøy  i Ballum Sogn nævnes i 1754:

• ved udsiden i Sognet til sydøst for Kirken.

Her havde der i fordums tider stået en galge.

På et kort over Schackenborgs besiddelser fra 1792 ses højen markeret 800 meter syd for vejen mellem Harknag og Randerup.  I dag viser et vejskilt Galgehøj til nogle spredte ejendomme, der har fået navn efter retterstedet. I en lille beplantning ved den første gård findes to lave gravhøje, hvoraf den ene var Ballum Birks Rettersted.

 

Løgumkloster Birk

Løgumkloster Birk var slesvigsk område og omfattede Løgum Sogn, samt en del af Højst Sogn Retterstedet ligger ved den gamle landevej mod Tønder på en lille bakke mellem Damhusvej
og Galgebakkevej lige ved skellet til Løgumkloster Landsogn.  På Lø Herreds Rettersted er mindst fem mennesker blevet hængt. En hestetyv var den sidste.

Ved Løgumkloster Birketing i 1553 blev Jens Hansens og Niels Overskous sønner dømt for voldtægt, og den ene henrettet.

I 1580 skal Katrine Jacobs mor, bror og svigerinde være blevet brændt for trolddom.

Maren Peters og Marie Nielsen var i 1715 anklaget for barnemord. Formentlig er den ene af dem blevet dødsdømt og henrettet.

En svensk rytter blev efter krigsdom i 1645 arkebuseret (skudt af sine egne) i Døstrup for mord på en gravid kvinde.

I Møgeltønder blev Anders Nissen ført hen til retterstedet for i sidste øjeblik, at blive benådet. Vi omtaler dette i artiklen Oprør i Møgeltønder.

På Rømø overgav Marcus Whitte, en engelsk søofficer i dansk tjeneste i februar 1644 under Torstensson – krigen til svenskerne uden modstand. Han gik også over til fjenden. Efter den danske generobring blev han fanget og dømt til døden som forræder. I april blev han hængt.

I Ballum Birk blev Anne Bois fra Rømø i 1652 dømt for trolddom.

 

Slogs Herred

Slogs Herred omfattede Burkal, Bylderup, Hostrup, Højst, Ravsted og Tinglev Sogne. I sidstnævnte sogn lå det adelige gods Stoltenlund, som indtil 1725 hørte under Søgård. En indskrift på en sten syd for landevejen mellem Bredevad og Sottrup vækker opmærksomhed. Her står på indskriften

• Slux Herreds Retter – Sted

Stenen står omtrent midt mellem 21 og 22 km stenen, ca. 600 meter vest for Galgebro. Den blev dog flyttet nogle meter syd på, da Tønder – Aabenraa vejen skulle udbygges i 1950erne.

Galgeng nævnes 1613 og Galgehede 1704. Galgen har muligvis stået her indtil 1850erne, før den blev nedtaget på grund af brøstfældighed.

I herredet ses også Galgehøj lidt nordvest for Hajstrup i Bylderup Sogn. Galgeshede nævnes 1704 og 1708 i Højst Sogn, sydøst for Øster Højst. Og ved Lydersholm nævnes Galgeblokke.

I 1623 blev Jürgen Matzen dømt med sværdet på grund af drab. Jürgen Jessen blev hængt for tyveri i 1652. I 1680 slog Hans Köster en kvinde ihjel i Tinglev. Han er antagelig blevet henrettet. Samme år blev Asmus Petersen fra Vendsyssel hængt, fordi han stjal en hest.

Else Oluffs under godset Stoltelund havde i 1762 slået sit tre måneder gamle barn ihjel, og hendes dødsdom stod ved magt.

 

Viding Herred

Viding Herred blev tidligere kaldt Horsbøl Herred. Det omfattede Aventoft, Emsbøl, med godset Toftum, Harsbøl, Klangsbøl, Nykirke og Rodenæs. Her gjaldt den frisiske landret. Men tingstedet var i Tønder. I 1559 blev Bonike Petersen henrettet for mord på Momme Duisen. Rickert Michaelsen fra Rodenæs blev halshugget i 1654 for bigami. Margaretha Fedders
blev i 1716 anklaget for barnemord. Hun blev henrettet med sværd og hendes hoved sat på pæl. Det samme skete for Catharina Christians fra Emmersbøl i 1724.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 283 artikler
• Lov og Ret i Tønder
• Oprør i Møgeltønder
• Æ Kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 7.11.2021

Sønderjysk Kommando vakte begejstring hos de dansksindede. Men ikke hos de tysksindede. De tyske jernbanearbejdere forsøgte at drille tropperne. Troperne blev flyttet nærmere til byen. Men det var langt fra luksus. Barakkerne var for kolde om vinteren og for varme om sommeren. Men man fik Danmarks mest moderne rytterstald. Ryttervej og Svinget indeholder stadig minder.

 

Engelske tropper indkvarteret

Den 10. januar 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszonerne. Den 14. januar begyndte de engelske og franske tropper at rykke ind. På Statsseminariet blev de engelske tropper indkvarteret. Den 5. maj 1920 kunne danske tropper omsider rykke ind i Sønderjylland. Det var Sønderjysk Kommando. Allerede i april var de blevet indkaldt og opdelt i to bataljoner. Første bataljon skulle opholde sig i Sønderborg. Mens Anden bataljon blev fordelt mellem Haderslev, Tønder og Aabenraa.

 

Fædrelandssange udenad

Tønder fik tildelt Første og Fjerde Kompagni, Tredje og Fjerde Dragonregiment, samt en Rekylgeværafdeling. Soldaterne havde fået strenge anvisninger  på at udvise god opførsel. De skulle optræde værdigt for at gøre det bedst mulige indtryk på sønderjyderne. Også over for det tyske mindretal skulle de vise en særlig agtpågivenhed, selv om disse kunne tænkes at optræde modvilligt.

De skulle også fremme danskheden ved at udnytte musikkorpsene maksimalt og lære fædrelandssangene udenad. De skulle kende Sønderjyllands specielle historie og besøge mindestederne. Endelig skulle de blande sig med sønderjyderne og deltage i foreningslivet.

 

Drillerier fra tyske jernbanefolk

Allerede ved grænseovergangen syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde trainvognene fra lokomotivet. Men da han blev truet med en pistol kom han på andre tanker. Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod mange danskere og vinkede med Dannebrogsflag.

Toget nåede efterhånden Tønder, og de store Zeppelin – haller nord for byen gjorde et stort indtryk på soldaterne.  Ved Marskbanegården stod de dansksindede tøndringer i hundredvis og viftede med Dannebrogsflag. De tyske jernbanefolk drillede tropperne ved at rangere dem over til kreaturstaldene.

Dette tog soldaterne dog helt rolig. Men nu begyndte jernbanefolkene at rangere meget voldsomt med vognene. Det gik 20 minutter før soldaterne havde taget opstilling. Greve O.D. Schack
bød tropperne velkommen til Tønder. Der blev udråbt et hurra, hvorefter tropperne gik i optog gennem byen.

 

Stationsforstanderen truet

Forrest gik et orkester, hvorefter de danske soldater fulgte. Derefter fulgte de engelske soldater og til sidst danske krigsveteraner fra hele vester-egnen. Tropperne marcherede ud til barakbyen på Zeppelinbasen. Her blev de midlertidig indkvarterede.  Dagen efter tog man afsked med de engelske soldater. Om aftenen deltog de danske soldater i et arrangement på  Tonhalle med specielt inviterede gæster.

Nu var det ikke de bedste forhold, soldaterne blev budt. Barakkerne var i en sørgelig forfatning. I de følgende dage kom der en masse heste og andet materiel til tropperne. Man det
kneb for den tyske stationsforstander at samarbejde med soldaterne. Men da man truede med selv at overtage kommandoen af stationen blev han mere samarbejdsvillig. For en sikkerheds skyld sendte man patruljer ind til banegården for at tjekke om alt gik rigtig til. De tyske jernbanefolk blev mere samarbejdsvillig efter at de havde fået madpakker af tropperne.

Først efter den 17. juni 1920 blev de tyske jernbanefolk udskiftet med danske.  Der fulgte en masse velkomstfester for soldaterne i Møgeltønder, Visby, Bredebro, Skærbæk, Løgumkloster
og Bylderup.

 

Dragonernes heste opstaldet alle steder

Den 8. maj blev tropperne suppleret med en rytterstyrke fra Jydske Dragonregiment, Fra Øst-banegården red rytterne gennem byen til Statsseminariet, hvor de blev indkvarteret. Hestene blev indtil videre opstillet rundt omkring på gæstgivergårdene i byen. Det skete på Tønder bys regning. Ifølge den danske indkvarteringslov var værtsbyen forpligtet til at skaffe plads til forsvarets rytterheste. Rytterstyrken skulle bistå grænsegendarmerne i bevogtningen af grænsen.

Dragonerne var et meget festligt indslag i byens liv. De spredte glæde og stolthed i de danske kredse. I årene fremover deltog de i forskellige ride-stævner, væddeløb og ringridninger.

 

Stor velkomstfest

Den 27. juni 1920 indbød Anden bataljon til en stor velkomstfest på Zeppelin – basen. Der kom op mod 5.000 gæster. Først var der aktiviteter på  Eksercerpladsen i form af fodbold, folkedans, ride-opvisning og militærmusik fra to orkestrer. Derefter var der et aften-arrangement i flyhangaren . Denne flyhangar Toska var en meget populær turistattraktion. Desværre blev den nedrevet i 1923.

Da Kong Christian den Tiende besøgte byen den 12. juli fastslog han over for det tyske flertal i byen, at han ikke ville fordrive ondt med ondt, men gå forsoningens vej.

 

Ny Baraklejr

Soldaterne liv i barakkerne var ikke særlig festligt. Der manglede både lys og vand. Krigsministeriet påtænkte at opføre en ny baraklejr på stedet. Men det var bystyret og handelslivet stærkt imod.  Men det var svært at finde et sted, der ikke blev oversvømmet om vinteren. Først påtænkte man at etablere lejren syd for byen på byens markedsplads.

Dette blev dog opgivet. Så blev man enige om, at placere lejren ved telegrafstationen, som lå på et nogenlunde tørt sted. Stedet tilhørte i forvejen garnisonen. En del nabogrunde blev også købt. Samtidig blev der indgået en kontrakt med Tønder by med opførslen af hestestald til rytterstyrken.  I løbet af efteråret 1920 blev de fleste af barakkerne fra Zeppelin – basen
flyttet til den nye grund. Den lå, hvor det nuværende Svinget og Ryttervej i dag ligger.

Lejren skulle kun være midlertidig. Men det gik 16 år inden den nye kaserne stod færdig.  Barakkerne blev opstillet i kamform med barakkerne placeret parallelt. De var alle forbundet med en forbindelsesgang mod nord.

Rytterne havde en barak og de to kompagnier havde hver to barakker. Kostforplejningen blev indrettet i telegrafstationen. Her blev der lavet mad i store jernkedler, op-fyret af kul eller koks. En barak rummede spisestuer. Her var der plads til 200 mand, der alle sad ved 12 – mands borde.

En anden barak rummede infirmeriet, og så var der bolig for befalingsmænd. Endelig var der en kontorbarak, der også fungerede som bataljons-barak for chefen.   Hele barakbyen var omgivet af et tre meter højt hegn. Fra indgangen mod øst til Ribelandevej blev den nye vej Dragonvej anlagt. Leos Allé  blev forlænget til ligeledes nyanlagte Nygade.

Ved lejrens indgang lå lejrens ammunitionsdepot, og inde i lejren et materieldepot. Øst for baraklejren anlagdes den såkaldte Lille Eksercerplads. Store Eksercerplads fandtes ude ved flyhangaren på Zeppelin – basen.

 

Ørkenfortet

Barakkerne var alle af træ. De var hvidkalkede og havde tjæret pap-tag. I begyndelsen var de udmærkede, men de krævede hele tiden reparationer. Om vinteren var de altid iskolde, vinduerne var utætte. Frost i vandinstallationerne var der også. Om sommeren sugede det tjærede tag varmen til sig. I soldaterkredse fik lejren snart  øgenavnet Ørkenfortet eller Fremmedlegionen.

Den største bygning var den nye hestestald opført i kalkesten. Den var dog først færdig i 1922. Endelig var den omtumlede tilværelse forbi for rytterne. De havde først opholdt sig på Tønder Statsseminarium og siden på Tønder Amts Landbrugsskole. Men ritmesteren blev glad for det nye domicil. Han kaldte ryttergården for den mest moderne i Danmark.

Soldaterne var glade for at komme tættere på byen. Byens handlende håbede også på større omsætning. Men man var ikke helt stolt over baraklejren. En rigtig kaserne havde været bedre.

 

Zeppelin – basen

Zeppelin – basen vedblev med at være militært område. I gasværkets depotbygning holdt staben til. På førstesalen boede den vellidte tyske gasmester Rôder. Han var blevet pedel for garnisonen. Desuden passede han gasværket. Ja han fik endda to medarbejdere.

Dette værk var i fineste orden. Her lå også et vandværk, et el – værk, en udluftningshal og en tørrehal. Dertil kom depotbygninger med skinner og ramper. Nu kunne Tønder by ikke bare overtage det. Ifølge Versaillestraktaten at ejendomsretten tilfaldt de allierede. Og de besluttede at det hele skulle rives ned, også de forholdsvis nye installationer.

I februar 1922 overtog staten Zeppelin – basen. De havde forpligtet sig til at rive det hele ned. Nedrivningen var afsluttet i 1923. Alle betonfundamenter blev brugt som vejfyld de kommende år. Nogle af bygningerne i det nordøstligste hjørne af Zeppelin – basens gasværk blev overdraget til Tønder Amts Vejvæsen. Disse overgik i 1971 til Sønderjyllands Amt. I 1981 indgik bygningerne igen til staten.   I lang tid lignede stedet en ruinby.

 

Sønderjysk Kommando opløses

Sønderjysk Kommando følte sig godt tilpas i Tønder. Men den nye hærordning fra 1922 nedlagde kommandoet med virkning fra 1. november 1923. Bataljonen blev lagt under Syvende regiment. Heldigvis for Tønder blev det besluttet at byen fremover sammen med Sønderborg og Haderslev permanent skulle være garnisonsbyer i Sønderjylland.

Den 1. november 1923 fik baraklejren i Tønder ny bemanding. Ind rykkede nu Anden Bataljon, en infanteribataljon under 7. regiment og 1. Jydske Division. Anden Bataljons historie kan føres tilbage til 1657. Og den historie fortæller vi i en anden artikel.

Ved Anden Bataljons indflytning i Tønder blev det ikke ændret ved rytterstyrken eller musikkorpset fra Jydske Dragonregiment. Begge enheder forblev i Tønder

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf 283 artikler fra Tønder
• Bataljonen fra Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Flygtninge i Tønder

Redigeret 7-11-2023

Man skiftede navn hele tiden. Snart var man regiment, snart var man Bataljon. Anden Bataljon tog afsked fra Tønder i 1961. De startede med at hedde Lübbers Regiment. I Lang tid hed man Kongens Fodregiment. Man har været i kamp i Bremen, Wismar, Skåne Irland, Flandern, Spanien. Man har deltaget i de Slesvigske  krige og Den Store Nordiske Krig.

 

Den Gamle Bataljon

Det var ikke hvem som helst, der ankom til Tønder den 1. november 1923.  Ind i  baraklejren rykkede Anden Bataljon, en infanteribataljon under 7. Regiment i Fredericia og Første Jydske Division.  Bataljonen var usædvanlig. Oprindelig blev den oprettet som Eggerlich Lübbes Regiment.i 1657. Gennem historien har den forsvaret Danmarks grænser.

Egentlig er det lidt af en journalistisk tilsnigelse og kalde historien for Bataljonen fra Tønder. For indtil 1923 havde bataljonen fast hjemsted i København.  Det må have gjort ondt, da man
den 15. december 1924 blev underlagt Tredje Regiment i Viborg. Bataljonens flag, der havde været med i krigen i 1864 blev udskiftet.  En del af bataljonen kom i en såkaldt udrykningsstyrke. De hjalp til, da Selmers Tømmerhandel brændte. Og også under stormfloden den 26. juli 1928 hjalp de til.

 

Uværdige forhold

Soldaterne til Anden Bataljon indkaldtes enten som sommerhold eller vinterhold. Det var dog svært at skaffe faglærte til uddannelsen af rekrutterne. Og sergenterne var ligesom rekrutterne kun midlertidige værnepligtige. Det var nogle uværdige forhold, man tilbød den hæderkronede bataljon. Forholdene var barske og primitive. Ofte udbrød der influenzaepidemier. Og det var kun muligt for soldaterne at få et ugentlig varmt bad.

I 1926 brændte køkkenet, og i 1927 kunne det næsten ikke betale sig at reparere skaderne mere i køkkenet. Under stormfloden i 1928 blev lejren raseret. Nogle af barakkerne blev i 1931 erklæret for uegnet at bo i. Der var råd og fugt over det hele. Om sommeren var lejren plaget af rotter.

 

Udbygning i Zeppelin – lejren

Ude i Zeppelin – lejren fik man indrettet et gymnastikhus og administrationsbygningen blev ombygget til indkvartering. I 1927 fik hele Zeppelin – basen navnet Eksercergården.  Området blev omdannet til militært øvelsesområde. Syd for Hjerpsted blev der også indrettet et skydeterræn.

 

Trusler over Tønder

I 1931 var den nye socialdemokratiske forsvarsminister i Tønder for at se på de elendige forhold. Ryttergården havde været en meget dårlig forretning for Tønder Kommune. De kunne økonomisk ikke se sig ud af det. Regeringen skar antallet af bataljoner ned fra 35 til 24. Det betød for Tønder, at Anden Bataljon blev flyttet fra Tredje Regiment tilbage til Syvende Regiment i Fredericia.  Rytterstyrken og musikkorpset blev sparet væk.

Inden Anden bataljon forlod Tønder kunne de fejre 275 års jubilæum den 3. juli 1932. Det skete med en march gennem Tønder ud til Eksercerpladsen. Der var ride-opvisning, folkedans m.m.

En ny kaserne

Stauning erkendte at hærloven af 1932 ikke tog hensyn til truslen syd fra. Tønder fik lov til at beholde sin garnison I september 1934 var de nye tegninger til en kaserne nordøst for byen klar. Byggearbejdet gik i gang, men der var ballade i starten. Den 5. maj 1936 stod en ny kaserne dog parat. Anden Bataljon kom dog kun til at bo kort tid på kasernen.

 

Farvel og Goddag til Anden Bataljon

Tønder måtte i 1938 sige farvel til Anden Bataljon. En ny hærreform fra 1951 betød store ændringer for Tønder Kaserne. I november blev kasernen hjemsted for det nyoprettede Niende Regiment, også kaldet Kongens Fodregiment, samt regimentets Første, Anden og Tredje Bataljon.

Det betød at Anden Bataljon igen vendte tilbage til Tønder. Således kunne man fejre 300 års jubilæum i Tønder den 28. april 1957 Et vældigt festarrangement blev sat i værk med Kong Frederik den Niende  i spidsen. 1.000 soldater marcherede gennem byen. Højdepunktet var paraden på Tønder Stadion. Op mod 4.000 tilskuer dukkede op.

 

Endelig Farvel

Men ak i 1961 forlod det militære mandskab kasernen. Og Anden Bataljon dukkede aldrig mere op. Godt nok fik man så Jyske Luftværnsregiment fra 1961 – 74. Og fra 1978 til 1986 kom min gamle bataljon fra Århus til Tønder – Anden Telegrafbataljon.

 

Lübbers regiment

Men lad os kigge på Anden Bataljon eller måske mere rigtig Kongens Fodregiment.  Den 29. april 1657 oprettedes efter ordre fra Kong Frederik den Tredje, Lübbes regiment, af hvilket Niende Regiment – nu også kaldet Kongens Fodregiment er opstået. Det er således en af de ældste regimenter i den danske hær.

Regimentets gamle faner har vejet på mange kamppladser i Tyskland, Østrig, Ungarn, Italien, Nederlandene og Irland. Og ikke mindst i Skåne og Sønderjylland.  Ved oprettelsen af Regimentet var soldaterne sammensat af til dels hvervet og til dels udskrevet mandskab. Det blev opsplittet i 10 kompagnier.

1. Kompagni – Livkompagniet var regiment-chefens eget

 

I Bremen

Den første chef var oberst Echerich Lübbers, en mønstersoldat fra trediveårskrigen. Regimentet havde garnison i Glückstadt og Krempe.  Straks efter det nye krigsudbrud mod svenskerne fik man ordre til at deltage i indfaldet i den svenske provins Bremen. Den 16. juni satte man over Elben og rykkede frem mod fæstningen Bremerförde, som det indesluttede og erobrede.

Under krigen tilføjede man svenskerne adskillige tab i Nordtyskland.

 

Wismar

I august 1660, da freden blev sluttet flyttede garnisonen til København.  Den 13. december 1675 erobrede man sammen med Weyhers Regiment, fæstningen Wismar.

 

Skåne

I 1676 overførtes Regimentet til Skåne. Her erobrede man hurtigt Landskrona og Christianstad. Men i Lund blev man nærmest udslettet. Dengang blev man kaldt for Prins Frederiks Regiment. Resten rejste tilbage til Sjælland.  Året efter gik turen atter til Skåne. Regimentet deltog i stormen på Malmø og slaget ved Landskrona. Indtil krigens afslutning opholdt man
sig i Landskrona.

Hjemvendt fik Regimentet garnison i Nyborg. Fra 1679 til 1689 havde Regimentet en forholdsvis fredelig periode.

 

Irland

Fra 1689 til 1709 fik Regimentet ordre til at kæmpe i udlandet. Den danske konge udlejede en betydelig del af sin hær til fremmede magter. Danmark slap for at underholde den kostbare hær, kongen fik penge, så skatterne kunne nedsættes betydelig.

Fra 1689 til 1692 kæmpede Regimentet under den engelske konge i Irland (se artiklen: Soldater på Jordsand – under Højer).

 

Flandern

Fra 1692 til 1697 kæmpede Regimentet i Flandern i mange blodige slag, blandt andet ved Steenkirke og Neerwinden.

 

Den Spanske Arvekrig

I 1697 vendte Regimentet hjem igen. Men allerede tre år efter gik turen til Spanien for at deltage i den spanske arvefølgekrig. Her kom det danske korps under en verdens største feltherrer Prins Eugen af Savoyen.  Her blev østrigerne meget begejstret for danskerne.

 

Den Store Nordiske Krig

Og Østrig sendte bud efter dem. Men Konge Frederik havde andre planer. De deltog i Den Store Nordiske Krig fra 1709 – 1720. Kong Frederik den Fjerde mente efterhånden, at det var på tide, at frigøre Danmark fra svenskernes undertrykkelse. Han allierede sig derfor med russerne. Krigen fik dog en lidt andet forløb, end hvad kongen havde håbet. Den danske hær led i begyndelsen to afgørende nederlag – ved Helsingborg og ved Gadebush.

Slaget ved Helsingborg var meget blodig. Regimentets tab var på en dag 500, Desuden blev 400 taget til fange. Slaget ved Gadebush i 1712 viste at den saksiske samt russiske hær ikke turde at komme danskerne til hjælp.

Der fulgte nu en stille periode på omtrent 80 år. I denne periode blev hvervningen afskaffet. Kommandosproget gik fra tysk til dansk.

 

Kongens Regiment

I 1748 skiftede Regimentet navn til Kongens Regiment. Det varede kun til 1764, hvorefter man skiftede navn til Norske Livregiment. Man vedblev med at have garnison i København.
Men måtte dog ligge tre år i Helsingør.

 

Englændere i København

Omkring århundredeskiftet førte Kejser Napoleon efterhånden krig med hele Europa. Danmark havde sammen med Sverige og Rusland indgået en alliance til beskyttelse af vor handel med de krigsførende magter. Denne besluttede England at sprænge. Derfor sendte de i 1801 en flåde til København.

Den 2. april kom det navnkundige slag på Rheden. Udfaldet blev, at Danmark måtte gå ind på englændernes krav. Men englænderne var ikke sikre på danskernes intentioner. Derfor sendte de i 1807 en endnu større flåde til København. De stillede krav om, at danskerne tilsluttede sig englænderne. Dette blev dog afslået. Englænderne afsatte deres tropper nord for København
og begyndte at belejre byen.

 

Livjægere i kamp

Norsk Livregiment deltog den 20. august i et udfald mod engelske batterier ved Svanemøllen på Østerbro. Den 25. august deltog man i et udfald til Assistens Kirkegaard og den 31. august det berømte slag i Classens Have.

 

Nu: Anden Livregiment

Den 2. september begyndte det voldsomme bombardement, som ødelagde en stor del af København. Desuden blev vores flåde bortført og anvendt i engelsk krigstjeneste. Krigen endte med Norges afståelse til Sverige i 1814. Dette betød at Regimentet atter skiftede navn. Denne gang til Anden Livregiment. Men det skete først i 1818.

 

Nyt navn og nye faner

Der fulgte nogle rolige år. I 1842 blev det gamle Regiment reduceret til en bataljon. Ja den kom til at hedde Anden Linie – Infanteri – Bataljon.  Regimentets særpræg forsvandt. De gamle faner blev udskiftet til Dannebrogsfaner. Uniformerne blev ligeledes udskiftet. Infanteriet fik således rød frakke og lyseblå benklæder.

 

Tre års Krigen

Med denne uniform deltog Regimentet i Treårskrigen 1848 – 1851. I Holsten var der udbredt oprør. Det så ud som om, at tyskerne støttede dette oprør. I Danmark fik man travlt med at opruste. Anden Linie – Infanteri – Bataljon deltog i krigen fra begyndelsen. Den anden april nåede man Aabenraa, hvor man blev indkvarteret.

Den 9. april kom det til en betydelig kamp ved Bov. Oprørerne blev omringet. Og kampen endte med at bataljonen, som oberst – senere general Bülow selv satte sig i spidsen for en march til Flensborg. Her blev oprørerne tvunget til at overgive sig. Resten af oprørerne flygtede mod syd.

Turen gik videre til Slesvig, hvor man fik at vide, at Preusserne var på vej. I slaget ved Slesvig deltog Bataljonen ikke som enhed, men kæmpede hver for sig. Under tilbagetoget blev Bataljonen dog igen samlet, og på Als gik de i kvarter. Men allerede den 28. maj gik Bataljonen over til Sundved og angreb fjendtlige styrker ved Dybbøl. Fjenden blev sendt tilbage.

Den 5. juni havde Preusserne fået forstærkning. De forsøgte igen at indtage Dybbøl. Men den danske hær slog dem igen tilbage.

 

Slaget ved Fredericia

I løbet af juni trak hæren sig op i Nørrejylland (nord for Kongeåen) uden at det førte til sammenstød. I august blev en våbenstilstand på syv måneder. Men våbenstilstanden kunne ikke holde. Nu var Anden Linie – Infanteri – Bataljon blevet til Anden Lette Bataljon. Man indgik nu i Sjette Brigade under oberst – senere general de Meza.

Natten mellem den 5. og 6. juli pålagde de Mezza, at man skulle bruge bajonetten. Klokken 1 om natten rykkede Anden Lette Bataljon nu ud med en styrke på 1.100 mand ud af Fredericia Fæstning. Man nærmede sig hurtig de fjendtlige løbegrave og blev modtaget af en heftig ild. Men uden at løsne et eneste skud kastede man sig over løbegravens besætning. Gravene var snart ryddet og fremrykningen fortsatte. Bataljonen havde stor tab, men fjenden blev drevet på flugt.

 

Slaget ved Isted

I september var der atter våbenhvile. Og bataljonen vendte hjem til København.  I krigens tredje år deltog Bataljonen ved det største og blodigste slag under hele krigen – Slaget ved Isted. Slaget endte med en dansk sejr. Oprørshæren trak sig ned i Holsten på den anden side af Danevirke. Den fred som Danmark sluttede med tyskerne i 1850 kunne ikke blive af lang varighed. Flere gange blussede uroligheder op. Og i 1863 tegnede alt til krig.

 

Slaget ved Dybbøl 

Ved krigsudbruddet i 1864 var Anden Lette Bataljon blevet udvidet til et Regiment, nemlig Anden Regiment. Den bestod af to bataljoner, hver på 4 kompagnier. Man havde som den øvrige del af den danske hær taget opstilling ved Dannevirke.  I dagene 5. – 7. februar deltog Regimentet i tilbagetoget fra Dannevirke over Flensborg til Dybbøl uden at have været i kamp.

Under opholdet på Sundeved og Als i tiden fra den 8. februar til 18. april deltog Regimentet sammen med de andre regimenter i tjenesten i Dybbøl – stillingerne.  Den 18. april da Stormen på Dybbøl indledtes, lå Regimentet i skanserne fire til seks. I de tilstødende løbegrave lå en styrke på 1.200 mand. Over for disse, kun 2 – 600 meter borte lå 10.000 Preussere. De var klar til at rykke frem. Klokken 10 stormede Preusserne frem. Skanserne faldt efterhånden.

 

Til Tønder

Efter krigen blev Regimentet igen reduceret til en Bataljon.  Ved 250 års jubilæet i 1907 fik Bataljonen af Kong Frederik den Ottende to fanebånd med følgende navne trykt i guld:

• Bremerförde, Wismar, Christiansstad, Fredericia, Isted og Dybbøl.

Under krigen 1914 – 1918 var Anden Bataljon som andre afdelinger en del af sikringsstyrken og deltog i arbejdet med forstærkning af Københavns befæstning.

Og så er vi tilbage til Tønder, hvor Bataljonen lå i to omgange.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 283artikler fra Tønder
• Soldat i Tønder 1851
• Svenske tropper i Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923

 

• Under Højer (77 artikler):
• Heltene i Vadehavet 
• Soldater på Jordsand 

 

• Under Sønderjylland (207 artikler)
• Rendsborg 1848 
• Sønderjylland til Ejderen? 

 

• Under Aabenraa(169 artikler)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864 
• Aabenraa 1864 

 

– Under Padborg/Kruså/Bov

• Franskmænd i Bov Sogn 
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige 

Redigeret 8.-11. 2021 

Dette er historien om Det Tyske Mindretal. Set ud fra egne erfaringer, og hvad der skete fra 1850 – 1970. Fordomme og hån har præget tilværelsen for de to nationale grupper i Sønderjylland. Dengang havde man tyske og danske butikker. Det er svært at hedde Uwe i hovedstaden. Og så var jeg ved at blive fyret, fordi man nægtede at tale tysk til dem fra Mindretallet. Læs også om nazismens indtog i Mindretallet.

 

Det snakker vi ikke om

Det skal vi ikke snakke om, sagde min mor altid, når jeg spurgte om krigen, og hvorfor de var tysksindede. Til gengæld var min far mere snakkesalig, særlig efter, at han havde fået lidt snaps og øl. Og han kunne snakke. Ofte var det de samme historier, der  fremkom gang på gang. Men en gang imellem åbenbarede
der sig nye.

Jeg har tidligere i artikler refereret til nogle af min fars historier. Flittige læsere vil også kunne genkende noget af det følgende i tidligere artikler under Padborg og Tønder.

 

Det Dansk/Tyske forhold i mange ord

Man kan ikke bare beskrive forholdene mellem dansk og tysk i nogle få afsnit. Vi har her på siden beskrevet forholdene mellem sønderjyder og hjemmetyskere i mange artikler. Ligeledes har vi beskrevet det tåbelige retsopgør, hvor bare det, at være hjemmetysker var nok til at blive interneret i Fårhuslejren.
Se artikel – henvisningen bagerst.

 

Svært at hedde Uwe i København

Tidligere har jeg fået skyld for, at være både imod og for det tyske mindretal i Nordslesvig. Jeg er hverken for eller imod. Men nogle episoder har fået mig til
at være lidt kritisk. Men bedøm selv kære læser, nu hvor jeg forsøger at gennemgå Det Tyske Mindretals Historie. Vi starter med en meget lang indledning..

Historien er koncentreret om det egentlige problem racismen og grænsespørgsmålet.

Først engang er det ret irriterende, at hedde Uwe i København. For det kan københavneren overhovedet ikke finde ud af, så ofte bliver jeg bare kaldt boghandleren eller Ove.

 

Tyskerunger

Af os seks søskende var de tre tysk døbte, mens de sidste tre er dansk døbte.

Vendepunktet kom da min kusine ønskede at gå på Statsskolen i Tønder. Den tyske præst i Tønder blandede sig. Og det valg blev min far aldeles vred over. Han opsøgte den tyske præst, og bad ham blande sig uden om. Samtidig opsagde han sit abonnement på Der Nordschleswiger og skiftede den ud med en god socialdemokratisk avis, Sønderjyden.

Vi har alle sammen gået i dansk børnehave og skole. Men på Lærkevej i Tønder blev vi ifølge min gamle legekammerat Ib, nu igen bosiddende i Tønder, kaldt for Tyskerunger.

 

Du skal tale tysk til Mindretallet

Jeg husker, at under min opvækst i Tønder, havde vi både dansker – butikker og tysker – butikker. Mine forældre handlede nu begge steder. Da jeg startede i lære i Andersen & Nissens Boghandel, ja da var det hos den tyske boghandler i byen. Det hæftede jeg mig nu ikke så meget ved. Men så kom gamle Nissen en dag og konfronterede mig med et for ham, stor problem.

• Brodersen, jeg har lagt mærke til, at du tiltaler alle på sønderjysk. Dem, der er fra Mindretallet, skal tiltales på tysk. Jeg ved, at du har lært det hjemmefra.

Det kom godt nok som et chok. Jeg havde ikke noget imod dem fra Mindretallet. Men at tiltale dem på tysk, nej det ville jeg sandelig ikke. Vi lever i Danmark. Det var lige før, jeg var blevet fyret på det grundlag.

Men da pornobølgen nåede Tyskland, og de tog til Tønder for at købe erotiske bøger oversat til tysk, havde jeg ikke noget imod at tale tysk med kunderne

• Nur für den eigenen Gebrauch.

Naturligt forhold til ”det tyske” 

Min onkel og tante bestyrede den tyske roklub nede ved Vidåen, og lillebror Jan havde spillet håndbold i den tyske forening SG West. Vi drillede ham endda med, at det var en forkortelse for Sauf Gemeinschaft West.

 

I tysk gymnasium og tysk skole

I Aabenraa gik vores den ældste på tysk gymnasium. Han klarede det bedre end mange af de tysksindede. Inden det kom så vidt havde vi besøg af en
lærer fra den tyske skole i Aabenraa. Her havde vi en fantastisk god diskussion om mindretallet og deres skoler.

Vi havde derfor heller ingen problemer med at sende den yngste i tysk børnehave og tysk skole, da vi var flyttet til Padborg. Men vi fik desværre problemer. Men det skyldtes nu ikke mindretallet.

 

Hold jer til reglerne

Op til en generalforsamling havde det været nogle problemer. Vi var så nogle stykker, der samledes for at diskutere disse problemer. Det blev af skolen opfattet som noget meget negativt. De havde alarmeret Der Nordschleswiger og Schul und Sprachverein. Og det sidste var heldigt. Det var en god ven fra Tønder, der repræsenterede denne forening.

Der Norschleswiger skrev en eller anden smedeartikel, om at visse forældre ville tage magten på skolen. Det var slet ikke det, det handlede om. Vi forældre var målløse. Hvorfor var avisen ikke mødt op til generalforsamlingen.

Skolen fik af Schul und Sprachverein påskrevet, at de skulle holde sig til reglerne. Denne forening er en slags overordnet administration for mindretallets kulturliv

 

Du regner jo ikke Dannebrog

Først lang tid efter episoden fik jeg en undskyldning. Og det var kun tilfældig, jeg fik den. Men det var nu ikke første gang., der var problemer. I butikken havde jeg mødt et socialdemokratisk byrådsmedlem. Hun skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Dannebrog på.

• Uwe, hvordan kan du vise mig sådan noget. Du regner jo ikke Dannebrog for noget. Du har jo barn i Den Tyske Skole.

Jo man talte skam i Padborg om, hvem der havde børn i tysk skole. Man spurgte bare ikke om, hvorfor man havde det.

 

Begejstring og fortørnelse

Der skulle komme en bog om, hvorfor man havde børn i tysk skole. Vi sagde ja til at deltage. Vores motiv var at vore børn skulle sikres en EU – uddannelse. Vi tilhørte ikke det tyske mindretal, men deltog i det sociale samvær i børnehaven og på skolen. Vi havde også nogle ideer om, hvad mindretallet kunne gøre bedre.

Disse ting kom slet ikke med i bogen, derfor skrev vi en kronik til Flensborg Avis og Jyske Tidende. Vi tilbød også artiklen til Mindretallets avis, men de takkede pænt, nej tak.

Nu skete det så det, at kronikken/artiklen vakte opsigt og blev omtalt i Radio Syd. Vi blev efter nogen tid  ringet op af Mindretallets avis. Nu ville de alligevel bringe kronikken. De ville få en gymnasieelev til at oversætte den til tysk. En fin oversættelse  blev det til. Jeg tilbød ellers at aflevere den på tysk.

Vores budskab var nu heller ikke af nogen ond mening. Men nok engang blev vi måske bevidst misforstået af nogle.

Vi blev derefter inviteret til at komme med et indlæg på Nachschule i Tinglev. Jeg holdt indlægget på sønderjysk/dansk og tysk. Den ene halvdel af de tilstedeværende pædagoger var begejstrede og klappede, mens den anden halvdel piftede og råbte. De var meget negative. Uheldigvis tilhørte sidste gruppe pædagoger fra Den Tyske Skole i Padborg.

Vi var nok ikke særlig vellidte på skolen efter denne episode. Men glæden vendte tilbage. Samme år var vi på Knivsbjerg. Og minsandten om ikke vores kronik blev citeret af en af hovedtalerne. Endda positivt.

Jeg gav min kone et knus. Noget havde vi da trods alt opnået.

Måske var vi kommet på kant med nogle af lærerne i Mindretallet.  For vi har de bedste anbefalinger til de tyske skoler i Rødekro, Aabenraa og Padborg,
og børnehaver i Aabenraa og Padborg samt Det Tyske Gymnasium i Aabenraa.

 

Hände hoch

I Padborg oplevede jeg også en masse fra Sydslesvig, der blev ofrer for Berufsverbot. Og så var Karl Otto Meyer ofte på besøg i boghandelen. Han forærede mig engang sin valgplakat i bedste James Bond – stil.

For dem der ikke ved det. Så er Karl Otto Meyer en legende blandt de dansksindede sydslesvigere.

Og da vi så fulgte Hærvejen, fordi min kone havde lavet en filmserie til Danmarks Radio, befandt vi os pludselig på militært område. Pludselig lød opfordringen Hände Hoch. Vi så ind i en masse maskingeværer. Jo der er sket meget i grænselandet.

 

Hvem har håneretten?

I Sønderjylland har de nationale skel været en stor hæmsko for samværet. Alt efter hvem der havde håne retten, så er folk fra enten det ene eller anden nationale tilhørsforhold blevet chikaneret. Sådan er det ikke mere. De nationale grupperinger lever i dag side om side uden problemer.

 

Stor organisation

BDN (Bund Deutscher Nordschleswiger) administrerer i dag en stor organisation, der omfatter 15 skoler, 1 efterskole, 1 gymnasium, 22 børnehaver, 8 fritidshjem, 1 centralbibliotek, 4 filialbiblioteker, 2 bogbusser og 15 skolebiblioteker.

Dertil kommer så paraplyorganisationen Deutscher Schul und Sprachverein. Mindretallets talerør er Der Nordschleswiger og Slesvigsk Parti varetager mindretallets interesse på den politiske vej.

Mindretallets organisation blev reorganiseret efter krigen og BDN grundlagt 22. november 1945.

 

Mindretallet sikret

København – Bonn erklæringen fra 1955 fastslår at bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri og ikke af myndighederne må bestrides eller efterprøves. Det samme kan siges om det danske. Samtidig sikrer erklæringen at mindretallene på begge sider af grænsen kan bevare deres identitet og deres sproglige og kulturelle egenart.

Man skulle så tro, at det offentlige ville bevare denne egenart. Men år for år bliver støtten mindre. De 20.000 fra Det tyske Mindretal skal således klare sig for 1,5 millioner kroner mindre det kommende år.  (Sådan skrev vi dengang-men disse beløb passer ikke mere)

Ved krigens slutning blev alle Mindretallets 89 skoler lukket. I 1946 åbnedes de første som grundskoler.

Den ikke altid glorværdige kultur og historie kan i øvrigt besigtiges  på Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg. Her har en tysk præst samlet en masse materiale

 

Knivsbjerg

Når man nævner det tyske mindretal, skal vi også nævne Knivsbjerg. Det var her Peter Rasmus engang ved en gåtur i mindelunden, spurgte om Hitler lå begravet her. Vi stod foran nogle mindeplader. Uheldigvis stod formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger lige ved siden af.  Han så lidt chokeret ud. Peter Rasmus var ikke så gammel dengang.

Men Knivsbjerg ligger her med en storstilet udsigt over Genner Bugt. Dette sted har stor betydning for Mindretallets kulturelle begivenheder. Den er 97 meter høj og ligger 10 km nord for Aabenraa.

 

Tyskheden sættes ind

I 1864 havde de preussiske og østrigske tropper tilført danskerne det afgørende nederlag ved Oeversee.

Turnbevægelsen bredte sig under aktiv medvirken fra Flensburger Turnerschaft til tre af de større nordslesvigske byer, Tønder, Aabenraa og Haderslev.
De meldte sig ind i Deutscher Turnerschaft og var med til at fortyske området.

Tysk blev indført som officiel skolesprog. Fra dansk side oprettede man i 1880 Dansk Sprogforening og i 1888 en dansk vælgerforening.

Bismarck pressede på, nu skulle der også prædikes tysk i kirkerne. I 1890 dannedes Deutscher Verein fúr das nördliche Schleswig. Foreningen havde i 1909, 59 lokalforeninger. De optrådte som pressionsgruppe over for regeringen.

 

Köller -perioden

Da E.M. Köller i 1897 blev overpræsident i Slesvig Holsten fik den tyske forening sit krav om hårdhændet behandling af de dansksindede opfyldt. Det mest anvendte våben var udvisning af uønskede personer, der ikke havde tysk statsborgerskab .

Deutscher Verein stod også bag købet af Knivsbjerg i 1893. Meningen var, at det skulle være et modstykke til danskernes Skamlingsbanken. Fra 1843 havde det været stedet, hvor de dansksindede nordslesvigere samledes.

 

Johannes Tiedje

I det tyske mindretal var der også  kræfter, som skånselsløst kritiserede tvangsstyret over for de danske sønderjyder. De mente, at det var uværdigt for det tyske folk. Især var det den unge teolog Johannes Tiedje der gik stærk imod den tyske centralforenings Rabalder – patriotisme.

 

Tyskerne frygter kun Gud

I 1896 indgik Knivsbjergfesten for første gang også en idræts – og turnfest med deltagelse af studenter fra Kiel, skoleelever fra Haderslev, turnere fra Flensborg og de nordslesvigske foreninger. Festen blev en årlig tradition. På stedet blev der bygget en pavillon, turn – og sportsplads samt ungdomsherberg.

I 1901 kunne man indvie det såkaldte Vaterlands – Monument. Hele anlægget var udformet som et ældgammelt kultsted med 12 klippesøjler, der dannede kreds om et tårn af granitsten. På tårnets sokkel stod turnbevægelsens slagord Jungs holt fast.

Her stod en syv meter høj kobberstatue af Bismarck med rigssværd og rigskrone med attributter. Under Bismarck, der kunne skue ud over store dele af grænselandet var fastgjort en plade, hvor der stod  “Up ewig ungedelt”
Dette udtrykker Slesvig Holstens evige forbundet-hed og i denne sammenhæng tilknytning til det tyske rige.

Et Bismarck citat var gengivet på tårnet:

• Wir Deutsche furchten Gott und sonst nichts in der Welt

 

Styrke og magt

Knivsbjerg var blevet et symbol på styrke og magt. Danskerne betragtede det som et udtryk for aggressiv fortyskningspolitik En af de dansksindede, redaktør 
Jens Jessen, havde ikke meget til overs for hjemmetyskerne. Ved en tale på Stenskro den 6. december sagde han den 6.december 1901.

• De folk, der blæste her ind over vort land af en kvalm søndenvind, kan jo forsvinde igen for en forfriskende nordenvind. Men det for os ydmygende i Knivsbjerg – festerne ligger i, at der mand og mand imellem kan høres dansk tale, og at der i mængden ses danske ansigter. Det er for os sørgeligt
  og harmeligt, at nogen født slesviger kan tage del i slige fester. Det er os en stadig kilde til sorg og harme, at indfødte landsmænd kan holde med de fremmede
• Vi kalder dem hjemmetyskere her i landet hjemmehørende formentlige tyskere, til fordel fra vildtyskere, de virkelige tyskere, som har forvildet sig herop blandt os.
• Når i nutiden yngre mennesker af virkelige meningsgrunde går over til “tyskeriet”, så skyldes det sædvanlig, at de har ladet sig fange i forvanskninger ogusandheder. Man har fyldt dem med historiske løgne om vor nedstamning, vor fortid, vor retslige stilling. Om alle disse folk, for så vidt de i sig selv er sanddru og ærlige mennesker, gælder det, at vi bør håbe at kunne påvirke dem ved oplysning.

 

Bismarck – statuen flyttes

Efter 1. verdenskrig var man fra tysk side klar over, at den kommende afstemning i Slesvig sandsynligvis ville give dansk flertal i Nordslesvig, og man frygtede for monumentets sikkerhed under et dansk styre.

Derfor besluttede man at fjerne Bismarck – statuen. Den blev flyttet til Aschberg ved Hüttener Berge, sydøst for Slesvig.

 

De første foreninger genopstår 

Ved afstemningen i 1920 stemte Nordslesvig 75 pct. for Danmark og 25 pct. for Tyskland. Enkelte steder var det absolut tysk flertal, blandt andet steder som
Tønder og Højer.

Den tysksindede befolkning begyndte at omorganisere sig og det var ungdomsforeningerne, der førte an.

I 1920 blev det første Jugendbund oprettet i Nordborg. Hurtig fulgte flere efter. Oberleutnant Peter Larsen Barsmark var blandt initiativtagerne. Formålet var
at bevare tyskheden. Midlet var folkelig selvhjælp, politisk opdragelse og statsborgerlig oplysning.

I 1921 havde det tyske mindretals skoler 3.000 elever og mange af skolelærerne kom til at danne bindeleddet til foreningerne. I 1921 blev der afholdt en beskeden Knivsbjerg fest.

I sommeren 1921 blev der i Rødekro dannet Deutscher Jugendbund Nordschleswig. Pastor Johannes Schmidt – Vodder blev foreningens formand.

Målet med foreningen var blandt andet at puste liv i Knivsbjerg festerne. Det skulle ske ved at værne og uddybe tysk sæd og skik.

 

Weimar – Tyskland kritiske

I 1922 var det tyske mindretal så  velorganiseret og fasttømret, at det begyndte at udgive tidsskriftet Nordschleswig, Beitrage zur Volklichen Aufbau.

Pastor Schmidt – Vodder var en gennemgående hovedtaler ved adskillige taler på Knivsbjerg. Han stod for en moderat holdning. Men der var kræfter i gang, som ikke havde den samme opfattelse.

Det officielle Weimar – Tyskland var efterhånden blevet kritiske over for Knivsbjerg – festerne. De danske myndigheder var også blevet kritiske over for især tilrejsende sydfra og deres nationale demonstrationer. Og den danske presse hæftede sig især ved et stigende krav om grænserevision, som festtalerne indeholdt.
Advarsel fra de danske myndigheder

Da Dyrander i 1928 holdt festtalen fik Knivsbjergselskabet en formaning af de danske myndigheder, man skulle sørge for at deltagerne:

• hverken på  selve festpladsen eller på vejen fra denne gør sig skyldig i statsfjendsk eller for befolkningen krænkende adfærd, at der ikke ved talernes indhold eller det øvrigt på festpladsen forefaldende gives festen nationalpolitisk karakter.

I 1924 opnåede højre – partierne i Slesvig Holsten 48 pct. af stemmerne. I 1928 havde nazisterne opnået 4 pct. i Slesvig Holsten. Ved valget i 1932 var man helt oppe på 51 pct. I landområderne op mod den danske grænse var procenterne langt højere.

I perioden 1920 – 1939 havde Slesvigsk Parti mellem 30 – 35.000 stemmer i det sønderjyske. Det svarede til 14 – 16 pct. af stemmerne i landsdelen. Andelen var helt oppe på 75 pct. i Tønder.

 

Nazificering af mindretallet

I perioden fra 1933 til 1938 foregik nazificeringen af det tyske mindretal i Nordslesvig. Selvfølgelig var det ikke alle tysksindede, der blev nazister. Men alle mindretallets organisationer endte med at blive kontrolleret af nazister. Der var interne rivalisering i Mindretallet. Pastor Schmidt forsøgte uden succes at fastholde sin lederposition .

Frem til 1938 kæmpede Deutsche Arbeiterpatei Nordschleswig forkortet NSDAP – N med Nationalsocialistische Arbeitergemeinschaft Nordschleswig
om magten.

 

Jens Møller – den nye Fører

Fra 1938 var det NSDAP – N med dyrlæge Jens Møller fra Gråsten og den tidligere nævnte oberleutnant Peter Larsen, der stod for den praktiske organisering af nazismen. En stærk mand havde man også i lærer Asmus Wilhelm Jürgensen, der ofte underskrev sig med Asmus von der Heide.

Fra 1933 oplevede Knivsbjerg – festen et sandt tilløbsstykke. Op til 10.000 deltog. Nu havde man også taget hagekorset til sig.

 

Intern uenighed

I 1934 udtalte den moderate Pastor Schmidt:

• Das Deutsche Volk hat wieder einen Führer, auf dessen Tatkraft und Klugheit es unbeding vertraut.

I 1935 udspillede der sig ved Knivsbjerg – festen en såkaldt Sängerkrieg, hvor to rivaliserende partigrupper forsøgte at overdøve hinanden.

 

Blut und Boden

Grænselære udkom i 1936. I denne bog dokumenterede Claus Eskildsen bombastisk, at Sønderjylland altid havde været dansk. Han brugte samme
argumentation som nazisternes Blut und Boden.
Dyrlæge Jens Møller var inkarneret nazist. Talrige gange råbte han

• Führer macht uns frei
• Wir wollen heim ins Reich

 

Mindretallet underlagt partiet

Mindretallet var nu politisk og kulturelt organiseret, ensrettet og underlagt partiet efter rigstysk mønster. Schleswigscke Kammeradschaft, SK svarede til det rigstyske SA blev underlagt partiet.

Deutsche Jungen og Mädchenschaft Nordschleswig organiserede med Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel som forbillede, mindretallets ungdom.

Og i mindretallets kommune – og privatskoler blev ungdommen indpodet nazistisk ideologi samt troskab over for Tyskland og dets fører Adolf Hitler.

 

Grænseretten – nok engang

I 1939 var der stillet stor forventninger til føreren for NSDAP – N, Jens Møller. Han skulle selvfølgelig holde hovedtalen. Problemet var bare, at grænserevisionen ikke indgik i Berlins politik. Man ønskede et godt forhold til de skandinaviske lande.

Men Jens Møller holdt sig ikke til den officielle politik. Han mente, at ungdommen havde krav på et rigtigt budskab. Også Asmus von der Heide skrev spalter op og spalter ned om kravet med at få placeret en grænse ved Kongeåen.

Så var det jo godt, at man havde talerøret Nordschleswigsche Zeitung. Ved krigsudbruddet i september 1939 udtalte Jens Møller:

• Tyske folke – og hjemstavnsfæller
• Det tyske folks kamp for en ligeberettigelse og fjernelse af Versailles – uretten er gået ind i sit afgørende stadium.
• Det tyske folk sætter nu magt mod magt. Den nationalsocialistiske stat vil nu enten på den ene eller anden måde skaffe respekt for de tyske livsinteresser i øst og for de undertrykte folketyskere.
• Danzig er allerede vendt hjem til Riget, og den nuværende magt overgået til Gauleiter Forster.
• Det tyske folks kamp er også vor kamp, dets tro er også vor tro, og dets styrke er også vor styrke. Overfor den tyske og danske offentlighed bekender vi på ny vor ubrydelige solidaritet med folk, Fører og rige. Tyske folkefæller, bevar disciplin og besindighed og afvent partilederens ordre. Adolf Hitler leve!

Grænsen ikke anerkendt

Mindretallet anerkendte aldrig den dansk – tyske grænse. Det gjorde Tyskland heller ikke, selv om der i 1923 blev indgået en halvofficiel socialdemokratisk
grænseaftale. Kravet om en grænserevision var det altafgørende hoved-krav fra det tyske mindretal i alle mellemkrigsårene.

Der blev skrevet og talt om uretten fra Versailles, som skulle gøres god igen. Omvendt var forholdene i Sønderjylland alt taget i betragtning fredelig sameksistens frem til 1933. Et godt eksempel var Tønders borgmester, der frem til 1937 tilhørte det tyske mindretal. Han havde et godt samarbejde med danske politikere og embedsmænd.

 

Mindretallet hylder de tyske soldater

Den 9. april 1940 blev de tyske soldater hilst velkommen af Mindretallet. I Tønder hejste de hagekorsflaget op på forskellige offentlige bygninger.

På banegården kom der til en flagkrig, idet hjemmetyskere ville hejse hagekorsflaget op i banens store flagmast. Jernbanepersonalet halede i den anden ende. Til sidst skar en jernbanearbejder flagsnoren ned.

Den tyske skole i byen fik fri til at hylde soldaterne. I Aabenraa stormede man Frimurerlogen. I Kværs bevogtede aktive hjemmetyskere danske soldater. I
Bredevad havde tysksindede afvæbnet danske soldater.

I Haderslev var det hjemmetyskere, der ryddede barrikader af vejen.

 

Avis skabte røre

I Sønderborg blev hjemmetyskerne skuffede, for det varede længe inden tyskerne kom. Ved Chr. De Tiendes Bro stod navnlig damer og ventede på tyskerne.
Fra Dybbøl – siden  dukkede tre motorordonnanser op. De ivrige piger løb ud på broen og råbte Heil Hitler og smed blomster. Det viste sig at være danske soldater.

Den tyske hærledelse havde henstillet til ro og orden også med hensyn til pressen. Men det var ikke noget Nordschl. Zeitung kunne leve op til. Under en slags
angiver – rubrik bidrog de til det modsatte. Her blev alt og alle kritiseret, der ikke lige forherligede alt det tyske.

Man kritiserede, at den danske presse advarede mod samkvem med de tyske soldater. Ligeledes kunne Zeitung ikke forstå, at man også advarede de unge piger om det samme. Efter Zeitung`s opfattelse var det en ganske naturlig ting.

 

Vidste besked

Politimester Agersted i Aabenraa havde spurgt Mindretallets leder, Jens Møller om han havde kendt til tidspunktet for besættelsen. Han svarede bekræftende,
at det havde han vist i tre dage.

Mindretallet havde fremskaffet et hav af flagstænger og hagekorsflag, da rygterne var gået, at dele af Sønderjylland snart ville blive tysk. Ret hurtig organiserede de erhvervsdrivende hjemmetyskere sig i Deutsche Berufsgruppen in Nordschleswig. Målet var at få masser af arbejde hos værnemagten. Når den erhvervsdrivende så fik sine penge var der fratrukket penge til det tyske arbejde, blandt andet til Deutsche Selbsthilfe.

Ja man havde endda en gruppe, der hed Liefergemeinschaft, hvis eneste opgave var at sikre arbejde hos tyskerne og så fordele den ud til medlemmerne. Organisationen fik 750 medlemmer og sikrede sig arbejde for 50 millioner kroner. De to pct. gik til tysk arbejde. På den måde sikrede hjemmetyskerne sig yderligere 1 million kroner betalt af den danske stat.

 

Aktioner ved grænsen

Jens Møller, pastor Schmidt og Vogelgesang havde planlagt nogle aktioner ved grænsen. Det var planer, at vigtige knudepunkter skulle besættes af uniformerede SA’ er og Hitler Jugend.

Det var planlagt at smide bomber på tyske mindesmærker for så senere at give danskere skylden for dette.

 

Ville nazist – partierne samarbejde?

Fra dansk side var der en hvis bekymring for, at der skulle være et samarbejde mellem de tyske og danske nazister. I slutningen af 1940 havde Stauning
spurgt Jens Møller, om det var tilfældet. Men det var det ikke. Der blev aldrig et samarbejde mellem mindretallet og Frits Clausens nazi – parti.

Forholdet mellem Jens Møller og Frits Clausen var neget anstrengt. Begge kæmpede for Hitlers gunst. I øvrigt var Jens Møller meget uenig i den politik som SS førte under besættelsen. Han mente ikke, at de tog hensyn til mindretallets specielle vilkår.

 

Job presset igennem

I slutning af 1942 opstod der et problem. Møller havde søgt stillingen som overdyrlæge ved slagteriet i Gråsten, men ikke fået jobbet. Han bad derfor Scavenius om at finde en ordning. Dr. Best blev også involveret. Sagen endte med, at Møller fik et job som overlæge med  tilsyn ved udførslen af levende
dyr.

Forholdet mellem Jens Møller og Werner Best var godt. Således bad Best, Jens Møller om, at sørge for at butikkerne i Gråsten igen holdt åben efter en aktion i forbindelse med nedskydningen af oberst Paludan – Mûller fra Grænsegendarmerne.

 

Ed til Føreren

I Nordslesvig gik livet sin gang. Mange af de unge var borte – ved fronten, på flyvepladser og andre steder i Danmark og Tyskland. Hvert år forlod nye årgange skolen for at gå ud i livet. I april 1944 afholdt man rundt om i byerne højtideligheder for ungdommen. I  Tønder talte kredslederen Jes Petersen, som sagde til de unge Dit folks fremtid ligger i dine hænder. Enhver havde pligt til at forstå førerens kalden og tjene den tyske
fremtid. Kredsungdomsføreren modtog de de unge, som derefter aflagde
ed til Føreren. Derefter fik de overrakt Mein Kampf.

 

Kritik af ledelsen

Efterhånden opstod der kritik af den folketyske ledelse. Man greb ikke hårdt nok ind over for de hjemmetyskere, der deltog i forskellige aktioner mod værnemagten. Og mange steder drak ledelsen sammen med de tyske officerer. På den måde købte de sig fri for at deltage i Selbstschutz og tidsfrivillige.

Mange af værnemagerne levede i sus og dus, mens de unge småkårsfolk, som landarbejdere, håndværkere og lignende måtte trække i trøjen.

 

Møller greb ind

Den 26. maj 1944 blev en række danskere i Nord – og Sønderjylland arresteret, herunder politimestre og amtmænd. Møller forsøgte gennem kontakter at få dem løsladt. Men det lykkedes ikke helt. Og for politimester Agersted fra Aabenraa betød det hans død.

Også i forbindelse med arrestationen af de danske politibetjente og gendarmer forsøgte Møller forgæves at gøre sin indflydelse gældende.

 

To nye korps oprettet af Møller

Snart gik det op for Møller, at krigsheldet begyndte at vende. Han foretog efterhånden en kovending. Efterkrigstiden lurede forude. Zeitfreiwillige var et korps, der blev oprettet på foranledning af Jens Møller i januar 1943.

Det var en slags hjemmeværn, der skulle bistå regulære tyske tropper ved en allieret invasion i hjemstavnen. I alt ca. 1.600 meldte sig til korpset, som bar tyske militæruniformer. De var bevæbnet under de ugentlige øvelser som blev ledet af tyske værnemagtsofficerer.

Møller havde også en bagtanke med dette korps. Det kunne måske hindre at de unge blev kaldt til fronten. Selbstschutz var også Møllers ide. De blev rekrutteret i SK’s ideologiske kernetropper. De skulle beskytte hjemmetysk ejendom, først og fremmest virksomheder mod sabotage.

Korpset blev berygtet fordi de selv påtog sig politimyndighed over for danske statsborgere. Dette forhold havde Møller dog protesteret over. Han ville heller ikke have at Zeitfreiwillige skulle underlægges en tysk politimyndighed.

 

Avisen puster til ilden

Nordschleswigsche Zeitung begyndte i vinteren 1943 – 44 at mistænkeliggøre det danske politi. Der blev påstået at hjemmetyskere var udsat for vold og terror af det danske politi.

Avisen skrev desuden, at det var latterligt at Danmark fastholdt deres egen nationalitet, når der fremover var den tyske stat og det tyske sprog, der blev fremherskende.

Avisens forlag producerede et skrift på dansk, der hed “Paa Broen” Heri kunne man læse at den danske og den tyske kultur nedstammer fra samme sted. Krigen var en krig mod den europæiske kultur. Og danskerne skulle indstille sig med det gode naboskab, man havde med tyskerne. Helt til det sidste fastholdt avisen, at den endelig sejr var lige om hjørnet.

Jens Møller var pæredansk

Jens Møller, der stammede fra Varnæs blev efter krigen dømt for omfattende højforræderi, gjorde i sit forsvar gældende, at han stod midt i en nationalkonflikt mellem herbergs-landet Danmark og Mutterland Tyskland. Hans far var kernedansk og i barndomshjemmet var der et bord – dannebrogsflag. I August 1914
meldte han sig frivilligt til den tyske hær. Han blev dekoreret med jernkorset af 1. og 2. grad samt ridderkorset med krone og sværd.

Han var meget begavet og fik den bedste eksamen ved dyrlægehøjskolen i Hannover i mange år. Brylluppet med Marie skete i dansk ånd i Alnor. I forbindelse med et kursus i Berlin i 1933, oplevede Jens Møller, Hitlers 1. maj tale, og han var solgt.

 

Heltedåd af Møller

Den 5. maj 1945 blev Jens Møller som så mange andre midlertidig interneret i den tyske skole i Gråsten af den lokale modstandsbevægelse. Da en større gruppe tyske sø-kadetter iværksatte en befrielsesaktion, hvor der bl.a. blev kastet med håndgranater ind på skolen, forhindrede Møller med al sandsynlighed et større blodbad ved at lægge sig fysisk imellem og tale den tyske officer fra sit forehavende.

 

Præst beskylder Møller for elendighed

Status i maj 1945 var at 700 var faldet og omkring 3.500 var interneret i Fårhuslejren og på Sønderborg Slot. De fleste familier i mindretallet stod uden forsørgere. Mindretallet var almindelig hadet og foragtet.

Den tyske præst, pastor Beck fra Aabenraa gjorde Jens Møller skyldig i mindretallets livslange ulykke og bundløs elendighed.

 

15 års fængsel

I de næste fire år tilbragte Jens Møller i diverse arresthuse. Ved Byretten i Aabenraa blev han idømt 15 års fængsel for medvirken til hvervninger, oprettelse
af Zeitfreiwillig – korpset og Selbstschutz. Han blev desuden dømt for samarbejde med tyske instanser samt for utilbørlig angreb mod danske statsborgere og institutioner. Han blev dog ikke anklaget for højforræderi, som kunne have medført dødsstraf.

Ved Landsretten i Sønderborg blev straffen nedsat til 12 år. Men allerede i 1950 blev han løsladt.

Han startede igen med at praktisere, selv om han havde fået en livsvarig eksklusion i Den danske Dyrlægeforening.

 

Forsøg på comeback

Jens Møller forsøgte også et politisk comeback. På generalforsamlingen i mindretallets nye politiske organisation Bund Deutscher Nordschleswiger kritiserede han i stærke vendinger den nye ledelse for at have svigtet de frontfrivillige og deres pårørende. Den 28. november 1951 omkom Jens Møller ved en trafikulykke.

 

Knivsbjerg udsat for sabotage

Knivsbjerg festen 1940 blev aldrig til noget. Heller ikke de kommende år blev der afholdt Knivsbjerg fest.  Den 16. august 1945 godt tre måneder efter Danmarks befrielse blev granit tårnet og festpladsen ødelagt ved sprængning af danske sabotører. Man ønskede en gang for alle, at destruere Tyskernes Kultsted.

Man kunne ikke glemme, at hagekors havde indrammet den årlige folkefest som et symbol på nazisme. Og man kunne heller ikke glemme det tyske mindretals illoyalitet over for Danmark.

Grænsevagten berettede om sprængningen:

• Natten til den 16. August blev det hæslige Taarn paa Knivsbjerg sprængt i Luften og fuldstændig ødelagt. Sprængningen skete kl. 3.10. Kort før var Sabotørerne, omkring 40, deriblandt to Kvinder, i nogle Biler ankommet til Stedet, og inden Eksplosionen blev saavel den nærmestboende Befolkning, som de 40 tyske Soldater, der stadig boede i Pavillonen ved Monumentet advaret.
• De fik 10 minutter til at bringe sig i Sikkerhed, man da alle fulgte den givne Ordre, kom ingen Mennesker noget til. Der blev kun dræbt en Hund, som ramtes af en stor Kampesten. Efter al Sandsynlighed har der været anvendt en meget betydelig Mængde kraftig Sprængstof for at faa det store Monument udslettet. Der nævnes 50 kg.

 

Ingen rettigheder til Mindretallet

Dansk Samling besluttede, at alle, der havde båret tysk uniform skulle fratages deres danske statsborgerskab. Det skete, dog ikke, men det viser noget om
folkestemningen efter krigen.

I Aabenraa satte bombesprængninger en stopper for Nordschleswigsche Zeitung. De tyske roklubber i Aabenraa og Tønder fik også kærligheden at følge.

 

Mange dømt

Ca. 3.000 medlemmer af Det Tyske Mindretalblev dømt under retsopgøret. 500 var interneret uden at blive dømt. Kreditanstalt Vogelgesangs ejendomme blev beslaglagt.

Omfanget af retsopgøret, dommene, afsoningen og måden interneringen foregik på blev et traume i mindretallet. Dette kom i adskillige år til at sætte skel i forholdet til den danske omverden. Straffelovstillægget i 1945 indeholdt love med tilbagevirkende kraft.

 

Flere sprængninger

I 1949 bekostede den danske stat en delvis reetablering af Knivsbjerg. Fra 1947 begyndte stedet igen at fungere som mødested for det tyske mindretals kulturelle aktiviteter.

Men i danske kredse var der stor modstand mod, at festerne på Knivsbjerg skulle genoptages. To sprængninger blev udført lige inden festen skulle løbe af stablen. Der blev opsat dødningehoveder med teksten Livsfare

• Landminer udlagt.

I mange år blev festerne overvåget af politiet. I rapporten fra mødet i 1947 stod der:

• Deltagerne var ret afdæmpet i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk. Man saa ikke som ved tidligere Fester den særprægede Klipning af Haaret hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede Sammenkomsten.

 

Mindelund

I 1961 anlagdes på Knivsbjerg en mindelund for de faldne i begge verdenskrige. Her holdes hvert år en mindehøjtidelighed på Volkstreuertag, som er Tysklands fælles mindedag for krigsofre og ofre for nazismen.

 

Kritik af BDN

Da Bund Deutscher Nordschleswiger fra starten tilstræbte at omfatte alle tysksindede blev der ikke gjort op med fortiden. I 1951 blev posten som generalsekretær besat af Rudolf Stehr, som havde været propagandaleder for NSDAP. Dette afstedkom voldsom kritik fra dansk side.

 

De borgerlige rettigheder tilbage

I kraft af en ny lov fra 1950 fik ca. 2.000 tyske nordslesvigere deres borgerlige rettigheder tilbage. I 1955 vakte det stor forundring, da formanden for BDN gav udtryk for, at anerkendelsen af grænsen i 1945 var sket efter dansk tryk , for at hindre udvisning af tysksindede.

I praksis var det dog ikke alle tysksindede der fik deres rettigheder tilbage. Det offentlige Danmark var gode til at huske.

 

Hvad med Sydslesvig

I 1955 var modsætningsforholdet lyslevende. I kølvandet på den tyske kapitulation var der vokset et dansk mindretal frem. De søgte demokratiske værdier. De ville være borger i Danmark, og mente at grænsen skulle flyttes mod syd.

I Nordslesvig kunne det tyske mindretal med 9.700 stemmer få en mand i Folketinget. I Sydslesvig kunne mange flere stemmer ikke få en mand i parlamentet.
Uviljen var enorm stor.

 

Tyskland i Nato

Forholdet til naboerne mod syd var ikke godt. Chancen for en forbedring kom i 1954, da tyskerne søgte optagelse i NATO. De danske politikere mente at denne sag burde knyttes til Mindretallets problemer.

Ret hurtig stod det klart, at der skulle laves en aftale med begge mindretal på hver side af grænsen. Spærregrænsen skulle bortfalde og skoleproblemerne skulle finde en løsning.

 

Späckdänen

Det ondsindede ord, Späckdänen opstod. Med det ord blev alle danskere sat i bås. Måske var det fordi, at de havde bedre sociale forhold. De fik støtte fra
Danmark og det afstedkom misundelse fra den tyske befolkning.

 

Köln – Bonn erklæringen

Da den berømte erklæring om mindretallenes rettigheder blev underskrevet var jublen til at overse. Jyllands Posten skrev i en leder, at den tyske erklæring ikke adskilte sig fra hvad der i forvejen stod i den vesttyske grundlov. Ja man talte om Kejserens nye Klæder.

 

Ingen forbedring fra dag til dag

Et forbedret forhold skete ikke fra dag til dag. Omkring 1960 begyndte Det Tyske Wirtschaftswunder. Pludselig var det arbejde til alle. Inden længe skulle danske og tyske vare partnere i Fællesmarkedet.

 

Et godt forhold

Mit indtryk er, at der i dag er et naturligt forhold mellem den sønderjyske befolkning og mindretallet.

Da vi boede på Høje Kolstrup i Aabenraa for ca. 22 år siden havde vi besøg af en meget dansksindet familie fra Rødekro. De kritiserede os, for at have vore børn i tyske institutioner. Men da først spritten var i blodet, skrålede de lige så meget med på de tyske drikkesange og tyske slagere som os.

Men københavnerne har endnu ikke lært at stave til Uwe. De undrer sig stadig når jeg taler sønderjysk til alle sønderjyderne, der besøger butikken. Lige så forundret er de når jeg på tysk diskuterer politi med den tyske pakkepost, der besøger butikken.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
Om det dansk/tyske forhold:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 297 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/under/Efter) finder du 362 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 
• Under  1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

 

• I Sønderjylland siger vi Mojn
• Langs Grænsen
• Rendsborg 1848
• Aabenraa under de to krige (under Aabenraa)
• Folkehjem i Aabenraa (under Aabenraa)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864 (under Aabenraa)
• Mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)
• Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Kruså/Bov)
• Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Kampen ved Bov og de slesvigske krige (under Padborg/Kruså/Bov)
• Pigen fra Højer (under Højer)
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (under Tønder)
• En rebel og hans gård (under Tønder)
• Hvorfor var Tønder tysk? (under Tønder)
• Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)
• Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder (under Tønder)
• Soldat i Tønder 1851 (under Tønder)
• Tønder mellem dansk og tysk (under Tønder)
• Tønder på en anden måde (under Tønder)
• Tønder før og efter Genforeningen (under Tønder)
• Tønder efter krigen (under Tønder)
• Tønder Marskens Hovedstad (under Tønder)
• -Tønders Historie – efter 1900 (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder 2 (under Tønder)
• Ulrich en fysikus fra Tønder 1-2 (under Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 2- 01 – 2022

 

Vi skal møde mindst 4 mordere, der i blandt barnemorder og præstemorder. Billetpriser fra 1696 skulle overholdes. Karen Blixen blev inspireret af et sagn fra Ballum. Og så  er der trolde på Gasse Høje. I Rejsby var der en nazistisk ungdomslejr.

 

Folk i lang tid

Fund har godtgjort, at der har været mennesker her 7000 år for vor tidsregning. De har opholdt sig ved Kongens Mose syd for Draved Skov.

I Ålbækdalen syd for Hjerpsted er der fundet oldsager fra yngre stenalder. Langdysser er fundet nordvest for Brede. Et gravkammer er fundet i Gasse øst for Skærbæk. Og sådan kunne vi blive ved.

I Skærbæk Sogn alene har man fundet 40 gravhøje, der er nok kun bevaret 20 af disse.

Ved Vongshøj nord for Løgumkloster kan man skimte mange gravhøje.

 

Kompliceret historie

Rundt om træffes voldsteder og borgbanker, der vidner om, at her har der engang stået en borg. Af herregårde kan nævnes Gram, Schackenborg, Trøjborg og Solvig. Men de adelige var ikke meget for marsk og hede-sletter.

I Hvidding Herred lå Høgsbrogård, Vesterbæk og Spandetgård. I Emmerlev sogn lå herregårdene dog tæt. Kogsbøl og Søndergård var i slægten Rosemkrantz eje. Men kom i 1600 – årene til den gottorpske hertug Frederik den Tredje.  Kærgård, Emmerlev og Steensgård overgik i 1400 – årene til Ribe Domkapitel.

Den holstenske adel fortrængte efterhånden den sønderjyske adel. Og biskoppen i Ribe var også rig på gods. Meget tidlig byggede Ribe – biskoppen en borg i Brink i Ballum Sogn. Rømø Sønderland lå også under Brink.

Sønderjyllands historie og især Vest – Sønderjyllands historie er kompliceret. De kongerigske enklaver er en historie i sig selv. Og tager vi Tønder og Tønderhus historie som eksempel, ja så er det svært med få ord, at forklare dette.

 

Tysk mindesten

I denne artikel springer vi over Tønder, Rudbøl, Møgeltønder og Højer. Grunden er, at vi i andre artikler så rigelig har beskrevet området.

Men vi starter syd på ved Sæd Grænse. Landsbyen Sæd har ingen kirke, man må gå til Ubjerg. I landsbyen findes en meget stor tysksproget mindesten, der blev rejst i 1925 til minde om de faldne i første verdenskrig.

 

Barnemoderen fra Sæd 

Kigger man godt efter kan man syd for Sæd finde en forfalden mindesten. Det er en skamstøtte over barnemorderen  Karen Christensen. Hun myrdede i 1712 sine fire børn og sig selv med rottegift.

Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse over ikke at kunne skaffe mad nok til sine børn, valgte hun at tage livet af hele familien i et anfald af tungsind og sindssyge, som den lokale præst berettede.

De stakkels børn blev begravet på  Ubjerg Kirkegård, mens Karen Christensen selv blev slæbt ud på heden syd for Sæd og begravet i uindviet jord. Her blev skamstøtten rejst over hende til skræk og advarsel for alle. Det fortælles, at der blev tradition, at de rejsende kastede sten efter skamstøtten, når de passerede den. Derfor er stenen skåret og inskriptionen ulæselig.

 

Sæd Kartofler

Sæd  ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb. Mod vest ligger sognets hoved-landsby med sognekirken, Ubjerg. Midt i Sæd lå et areal, der gennem mange år blev brugt som grøntsagsareal. Sæd Kartofler blev anset for de fineste i landsdelen. Den gamle skole og kro eksisterer endnu,
men som privatbolig.

Byen nævnes første gang i 1237 som Sæthe. Vejen mellem Udbjerg og Sæd har altid været stærk befærdet. I 1930erne var den 24 meter bred nogle steder fra grøft til grøft. Mene den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Først i 1934 blev den asfalteret.

Befolkningen i byen knyttede sig omkring 1830erne til den Slesvig – Holstenske bevægelse., og blev således tysksindede. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og kirkeliv. Da grænsegendarmer i 1920 flyttede til byen, fik byen behov for en dansk landsbyskole. Men den kom først i 1933. Lang tid efter Genforeningen havde byen således både en dansk og en tysk skole, og det selv om byen kun havde 250 indbyggere.  (Læs vores artikel: Turen går til Sæd – Ubjerg) (Læs vores artikel: En skamsten i Sæd)

En klint og en galge

Vi har i flere artikler beskrevet forholdene ved grænsen og i Højer. Så på dette sted starter vi turen fra Højer nordpå.

Emmerlev Klev er et særsyn. Her ligger pludselig en 13 meter høj klint. Det var her, hvor vi dengang gik til bal. Efter Hjerpsted passeres en række gravhøje. Ved Nørreagerhøj er der fundet en egekiste med sværd, guldarmering, tøjstykker m.m.

På vej ind til Sønder Sejerslev over Vestermark ligger øst for vejen, Galdehøj. Her stod Højer Herreds galge ind til 1770.

 

Mange Brodersen vest på 

I Hjerpsted er der mange flotte huse. Og her var også en dygtig billedskærer ved navn Carl Brodersen. En del af min familie stammer her ude fra. Godt nok er det lang ude, men alligevel. Her i Hjerpsted hed bageren også Brodersen.

Salmedigteren Brorsons familie hed oprindelig også Brodersen.

Oppe fra Hjerpsted Kirke er der en flot udsigt ud over Vadehavet. På vejen mod nord var der en masse gravhøje. Nu er det ikke så mange tilbage. Den største hedder Storehøj.

 

Store planer med Ballum

Nu går turen gennem en række småbyer, der næsten alle sammen starter med Ballum. Foran flere gårde er der høje led-stolper af kalksten. Kigger man godt
efter finder man indskrifter. De største gårde herude er nok Vesterende og Husum. Vi passerer Rejsby, Buntje og Bådsbøl. Herfra kunne man dengang komme til Rømø. Diverse konger havde store planer med Ballum. Her skulle bygges en stor havn og byen skulle have købstadsrettigheder. Disse planer blev dog aldrig ført ud i livet.

 

Kniplinger i Ballum

Mens man i Tønder og Løgumkloster efterhånden indstillede kniplings – produktionen, fortsatte den i Ballum. Møllersvend Martin Hansen Linnet overtog nogle af den berømte kniplingshandler Jens Wulffs kniplersker. På et tidspunkt skulle han have haft 100 kniplepiger ansat.

Knipletråden var dyr. Hvis en kniplersken lavede en fejl, ja så måtte det hele rives op. Intet gik til spilde.

Der er ingen billeder af Martin Hansen Linnet. Han mente at hans sjæl ville tage skade af en afbildning. Der blev eksporteret kniplinger helt til Amerika.
De sidste 10 år af sit liv, var han svagelig. Inden sin død, lavede han et testamente, der sikrede at den ugifte datter Loretnze skulle blive boende på ejendommen Harknag resten af sit liv.

Men med Martin Hansen Linnets død i 1902 forsvandt den sidste rigtige handel med kniplinger herude vest på.

 

Kresten Kold og Knud Knudsen

Herude ligger også Mjolden. Kirken ligger på et værft. Herfra stammer en af de rigeste bønder i Vestslesvig, Knud L. Knudsen. Ham og hans slægt skriver vi om i Bondeslægten fra Trøjborg.

Her findes også en mindesten for Kristen Kold, der var huslærer hos Knud Knudsen og hans nabo Niels Andersen Hansen. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Når han fortalte dem historierne, kunne de bedre huske dem. Han var også med til at grundlægge højskoler.

Mjolden Kirke er fra år 1200. I 1840erne dannede byen og Forballum en slags frimenighed, hvor man gik ind for Kresten Kolds tanker.

Ikke langt derfra var Brorson gået ind for pietismen. Jo der skete noget herude vest på med hensyn til de religiøse tanker.

 

Billetprisen holdt

Langt tilbage i tiden førte en bro over Brede å. Men den blev skyllet væk i 1696. Greven fra Schackenborg oprettede i stedet et færgeri lidt længere vest på. Mjolden – borgerne fik et privilegium, der gik ud på, at de skulle fragtes over for en meget billig pris. Det ville færgemanden i 1800 ændre på. Det førte til en retssag som borgerne vandt. De gamle takster fra 1696 gjaldt stadig. Helt indtil færgeriet blev nedlagt.

 

Brede Sogn

Kirken i Bredebro er bygget omkring år 1200 ved vadestedet. Indtil udskiftningen i slutningen af det 18. århundrede hørte det under Trøjborg gods. Ved afstemningen i 1920 var her 85 pct. danske stemmer.

 

Besættelsestiden i Bredebro

Besættelsen giv heller ikke sporløs forbi herude vest på. Beboerne i Bredebro vidste ikke, at 25 soldater var kørt foran de tyske tropper den 9. april 1940. I Sølsted hade de skudt mod de fremrykkende tyskere. Senere havde de taget stilling syd for Bredebro.

Mod kirketårnet skød tyskerne også. De mente, at der stod nogen deroppe og skød på dem. Da Kong Christian den Tiende fyldte 70 år den 26. september samledes der 600 mennesker i Forsamlingshuset.

Ved Jejsing styrtede en amerikansk bomber ned med seks mand og en tysk jager med to mand. Ved Døstrup blev godstoget ramt, en lokomotivfører blev dræbt og en fyrbøder alvorlig såret. Det skete efter bombardementet i Jernbanegade i Tønder, hvor fem mand omkom.

Både i Brede Sogn og ved Øster Højst styrtede engelske bombefly ned.

I Bredebro blev en sabotagegruppe optrevlet. Man havde våben – og sprængstof i Svanstrup Skov og i Jepsens Tømmerlager.

Den 19. april 1945 blev den regelmæssige togtrafik afbrudt, der havde været en del sabotage på linjen.

 

Befrielsen i Bredebro

22 hjemmetyskere blev arresteret og sendt til Tønder. Men der var hele 70 navne på listen, der blev opsat forskellige steder i byen. Den 16 .maj kom et regiment tyske soldater gennem byen. Og dagen efter kom ca. 30 engelske soldater fra Skærbæk

 

Brorson

I Randerup blev Brorson født i 1694. Han blev senere præst i Tønder og domprovst i Ribe. Også brødrene fik gode stillinger. Læs mere i tidligere artikler.

 

En hel by forsvandt

Selve Ballum er delt op i Sønderende og Østerende. Her ligger en romansk kirke som er bygget på en granitsokkel. Vejen befinder sig på et havdige som blev bygget 1914 – 1916. Ved den populære Slusekro kan man dreje ned til Ballum Sluse. Brede å føres igennem slusen via en kanal.

Lige øst for ligger Misthusum. Her lå en masse gårde på værfter. Men gårde og værfter blev offer for den store stormflod i 1634. bebyggelsen blev genoptaget, men man opgav.

 

En væveskole i Skærbæk 

Vejen går ud i Skærbæk – Rømø vejen. Herfra er der 10 kilometer til Rømø. Det føles dog betydelig længere på cykel i modvind. I 1935 kom der forslag om bygning af en dæmning til øen. I 1946 var dæmningen landfast, men der gik endnu to år inden den kunne bruges.

Nu kunne vi have taget over til Rømø, men vi henviser i stedet til artiklen Rømø – en ø i Vadehavet.

Den gamle bymidte i Skærbæk lå mellem Skærbæk Kirke og Skærbæk station. Kirken nævnes i et dokument fra 1292.  Den syd-vestligste del af Skærbæk kaldes Melby. Her ligger Melbyhus fra 1688. Melby Kro stammer fra 1651.

Fra 1896 til 1905 havde byen en væverskole. Under tysk ledelse skulle de unge piger også undervises i det tyske sprog. Desværre gik skolen konkurs i 1905.

 

En aktiv forening

Den 1. januar 1881 startede bødker Peter Christian Ohrt, Skærbæk Håndværker og Industriforening. De ældste medlemsfortegnelser er fra 1902. Da havde foreningen 64 medlemmer.

Som så mange steder, var oprettelsen af Skærbæk Brugsforening en torn i øjet på Handels – og Håndværkerforeningen. Man pointerede, at det måtte være medlemmernes pligt ikke at støtte Brugsforeningen.

Da Rømødæmningen blev en realitet forventede man et kæmpe opsving i handelen. Man vedtog et nyt slogan. Skærbæk – Rømødæmningens by.

Da Asger Lindinger – Koncernen gik konkurs blev det et alvorlig slag for kommunen. Koncernen beskæftigede 380 personer, hovedsagelig på Rømø.

Flere af byerne i nærheden havde fået omfartsveje, men ikke i Skærbæk. Her viste en undersøgelse at 5 pct. stoppede. Det fik så den kreative handelsforening til at indføre et nyt slogan:

• Skærbæk, byen man ikke kommer udenom.

Omkring Skærbæk var der mange hedenske gravhøje. Befolkningen havde fundet ud af, at disse kunne indeholde værdifulde ting. Så der gik en sand jagt i gang. Desværre meldes der om, at der i 1738 brød en grav sammen over en dreng, der blev kvalt. Mange sten blev brugt eller eksporteret. En masse gravminder blev dengang ødelagt.

 

Et mord ved vestkysten

I vestsiden af Skærbæk Kirke er der indmuret en romansk gravsten fra omkring år 1100. Stenen er af granit. På stenen er der indhugget et såkaldt processionskors, hvor korsarmene er forsynet med små kors. Små tværarme ender i knoppet. Om dette kors eller sværd fortæller følgende sagn:

• En mand fra Midthusum hørte mens han var til mølle i Brøns, at der kom en springflod. Han skyndte sig derfor hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte af sted med nogle af hans sager. De nægtede at udlevere de stjålne sager. Han dræbte derfor den ene med en hjulring. Han løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans venner og familie skjulte ham.
• To af lovens håndhævere forklædte sig som kvinder og gik til Midthusum. Det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden, men hans venner forsøgte at befri ham. De stillede med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk. Planen mislykkedes. Han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk.. Stenen med sværdet blev derefter rejst af hans venner til minde om den sørgelige begivenhed.

Og det sjove ved sådanne sagn er, at de ofte findes i en version. Og det gør dette sagn også:

 

Karen Blixen blev inspireret

• En mand, der hed Tøger dræbte en strandrøver efter den store stormflod i 1634. Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 i det syd-vestligste hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
• Tøger havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden. Men hans moder, der boede i Ballum, gik i forbøn hos Christian den Fjerde. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte arbejdet men døde af overanstrengelse.
• Sønnen blev benådet og fik senere en gård i Hjemsted, hvor han døde som en gammel mand. Både han og moderen havde inden stormfloden boet i Midthusum.
• Marken som moderen måtte meje, udpeges endnu i Ballum. Den dag i dag kaldes den for Sorgagre.

Sagnet dannede baggrund for Karen Blixens berømte fortælling af samme navn.

 

Præstemordet

Der er faktisk mere drama i kirken. Kigger man godt efter på den første af kirkens fire præstetavler ud for den fjerde i rækken:

• Hr. Johannes Andersen Anno 1627, da hand ihjelstak med en Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Menighed og derfor motte rømme Landet.

Hvad ligger der til grund for denne historie?

Johannes Andersens farfar og far var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede at få sønnen, der studerede i København hjem som præst. Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet.

Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Det var dog biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede indtil papirerne var i orden. Derfor var den unge præst sat i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende, provsten i Brøns var på nakken af den unge præst.

Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi. Det kom til håndgribeligheder og Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete foran kirkegården.

Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt ved et slags nævningeting og fik et fredsbrev fra Kong Christian den Fjerde. Andersen påstod, at han havde handlet i nødværge.

Han fik sandelig også lov til at søge et embede, når han havde fået sin eksamen. Men det fik han aldrig. Han levede som almindelig borger i Ribe til sin død.

 

Præsten blev afskediget

Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var tyskhedens fører i Nordslesvig. Han var begejstret for tyskheden. Det var man åbenbart ikke klar over
i det udprægede dansksindede sogn, da han blev valgt i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter. Han var ligeledes mellemmand i et projekt, der nok ikke kunne tåle dagens lys.

Han blev til sidst afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe været betænkelige med hans embedsførelse.

 

Døstrupgård

Vi skal lige huske Døstrupgård syd for Skærbæk. Den blev nævnt i 1292., hvor den tilhørte biskoppen i Ribe. I 1550 lagde Kong Christian den tredje den til Puggård i Ribe. Ejendommen overgik senere til Ribe Hospital, for siden at blive overtaget af Schackenborg.

 

Trolde på Gasse Høje

På Gasse Høje, der ligger 51 meter over havets overflade er der en enestående udsigt. Mod syd skimtes Vadehavet og Ballummarsken. Mod nord skimtes landskabet omkring Brøns Å. Mod vest skimter man Skærbæk og mod øst Lovtrup Sko og skovene ved Arrild.

Her ligger 11 gravhøje fra sten – og bronzealderen.

Her på Gasse Høje levede der engang trolde. Og det er ganske vist. Man kan se det i Skærbæk Kirke.

• Trolden blev så gal på klokkeren i Skærbæk Kirke, at han engang slyngede en kæmpesten efter kirken, dog uden at ramme. Imidlertid havde trolden
  knuget stenen så fast, at man kunne se aftrykket af hans fingre i den. Den blev indmuret i kirken, hvor den nu befinder sig. Desværre er den i dag skjult bag de store gravsten, som dækker en del af nordmuren.

 

Kæmpe fæstningsværk

Under første verdenskrig blev led oldtidshøjene overlast. Tyskerne brugte stedet som led i den tyske fæstningslinje Sicherungstellung Nord. Tyskerne frygtede en engelsk  invasion nordfra gennem Danmark og Sønderjylland af englændere. Helt fra Hoptrup i øst til Skærbæk i vest gik dette anlæg.

Det var tale om et kompleks af skyttegrave, pigtrådshegn, bunkers, kanonbatterier, kommunikationsanlæg og oversvømmelsesanlæg.

I Øster Gasse by, Ullerup, Hjemsted, Mjolden og Drengsted var der placeret batterier. Længere øst på lå de i Hønning, Højbjerg og Arrild.

Fæstningslinjen blev opført af krigsfangere, tyske desertører og straffefanger. Disse krigsfanger boede i fangelejre ved Ullemølle, Skærbæk og Gårdkrog ved Vester Gasse. Bemandingen bestod af ældre tyske soldater og landsformænd.

 

Mange oldtidsfund

I 1800 – tallet blev der fundet genstande fra bronzealderen i den østligt beliggende Tvillinghøj. Her fandt man en stor egekiste med spændene indhold. Disse fund findes nu på Gottorp Slot. Mange lokale har også gjort fund på stedet. En 5.000 år gammel skorstensgrav fra yngre stenalder blev også fundet her.

 

Nazistisk Ungdomslejr

Vi kører nordpå efter Nørre Skærbæk. Her ender Ballum Diget fra syd. Lidt længere mod nord begynder Rejsby Diget eller Christian den Tiendes Dige. Det var her 19 dige-arbejdere druknede under stormfloden i 1923.

I Rejsby findes også en mindesten for faldne under første verdenskrig. Ikke mindre end 80 mand måtte trække i tysk uniform. 19  omkom under krigen og mange var mærket for livet.

Her lå også en nazistisk ungdomslejr for danskere mellem 18 til 25 år. De unge fik kost og logi, redskaber samt lommepenge. Der blev undervist i eksercits,
filosofi og politik.

 

Bønder kæmpede mod soldater

Lidt vest for hovedvejen ligger Brøns Kirke fra omkring 1200. Det er landets største romanske kirke. Her findes mange interessante kalkmalerier. De er malet på reformationstiden.

Vi fortsætter mod nord ad A 11. Inde i selve Brøns by – kommer man forbi en granitsten, som i 1858 blev rejst til minde om sammenstødet i 1849 mellem bønder og fjendtlige soldater. Den bærer indskriften:

• For troskab mod konge og fædreland. Ej minde om en glimredag kun om et trofast hjertelag.

Slesvig – Holstenerne blev slået tilbage af bønder fra Skærbæk og Forballum. Men de kom tilbage med en større styrke. Ved slaget faldt to soldater og fem bønder. Den 22. januar 1859 rejstes en mindesten. En lignende sten på tysk blev i 1899 rejst ved byens kirkegård.

 

Den gamle by, Brøns

Jernbanen kom til Brøns i 1887, og Brøns Mølle er en meget gammel virksomhed. Den nævnes allerede i 1579, da den skulle svare afgift til Hertug hans den yngre i Haderslev. De nuværende store møllebygninger er fra 1807. Mølledammen blev tørlagt i 1871, men i 1991 kom der igen vand i den.

Der var tæt kontakt til Vadehavet via Brøns Å. Den gamle landsby har fra dengang været en velstående og betydningsfuld landsby. I mange år var byen også hjemsted for Hviding Herredsting.

I 1862 blev landevejen fra Ribe til Husum ført igennem til Brøns.

 

To tvillingetårne

Efter at være kommet gennem Rejsby og over Rejsby Å drejes til venstre efter Høgsbro. En af gårde her var engang adelig sædegård, som i flere generationer
tilhørte slægten Rosenkrantz. Ikke langt fra havet drejer vi nordpå efter Hvidding Kirke. Den ligger nær ved Hvidding Nakke. Her har det været beboelse siden jernalderen.

Tagværket i kirken er lige som i Brøns Kirke mærket med runer. I senromantisk tid blev kirken forlænget mod vest. En indberetning fra pastor Thomas Høst
i 1638 fortæller:

• En smuk kirke er her, på hvilken var to høje spir, som to tvilling jomfruer skulle have ladet opsætte. ….og kan det være henved 100 år siden de faldt ned midt udi sommer.

Fra Hvidding Kirke fortsættes mod nord til man møder en øst – vestgående vej fra Råhede. Ad den kan man køre ud til det store havdige, hvorfra der er vid udsigt over Vadehavet. Temmelig langt ude ligger Mandø.

Gennem Råhede og Enderup går det til Hviding Stationsby, som sammen med Egebæk udgør en større bebyggelse. I tysk tid var den danske grænsestation i Vedsted. Den tyske lå i Hviding.

Første gang vi hører om Rejsby på skrift er i 1294 (Risby). I 1417 staves det Rysby. Ris eller Rys betyder (ris)krat. Rejsby betyder byen ved riskrattet. Nabobyen Høgsbro staves i 1575 Høxbro. Høx betyder høg og bro er et overgangssted. De to byer blev adskilt af Rejsby Å.

Fra 1864 til 1920 hørte Rejsby og Hvidding Sogne til Tyskland. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen, men syd for Ribe.

 

Grænsestationen

Grænsen mellem Danmark og Tyskland lå mellem 1864 og 1920 mellem Egebæk og Hviding. Grænseproblemet blev løst med to spejlvendte bygningsdele.
Jernbanen kom til Ribe fra Bramming i 1875.

Et smedjerns-gitter på stationen markerede grænsen. Taget havde også forskellige niveauer, for at vise forskellen. Oprindelig var der fire daglige adgange mellem Bramming og Vedsted, samt to daglige afgange mod Hamburg – Altona. Togdriften fortsatte under første verdenskrig med bevogtning af dansk og tysk militær på hver sin side.

Personalet kunne dog krydse grænsen for at udveksle toglister. Måske uddyber vi i en senere artikel om forholdene på denne jernbane.

Med Genforeningen i 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Der var stadig enkelte gennemgående tog fra Tyskland til Danmark. En omfattende kreaturtransport havde nu afløst de tidligere studedrifter til fods.

 

Hospital

Omkring 1919 opholdt der sig omkring 40 danske og tyske funktionærfamilier i bygningerne. Men det stod snart klar at grænsen skulle flyttes mod syd. Vedsted – Hvidings funktioner som toldsted og grænseby ville ophøre.

Bygningerne var dog forholdsvis nye. I 1923 blev de taget i brug som Statshospital. Samme år blev den nye danske station i Vedsted indviet. Fra begyndelsen tog hospitalet sig af psykiatriske patienter.

Det var herude vest på, at Drivervejen gik som et modstykke til Hærvejen mod øst. Beskrivelsen af denne vej, får du i en særskilt artikel.

 

Kilde:

• Litteratur – Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil læse mere om 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Enklaverne i Sønderjylland
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Bådfolket i Rudbøl (under Højer)
• Rudbøls historie (under Højer)
• Højers historie (under Højer)
• Bondeslægten fra Trøjborg (under Tønder)
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere (under Tønder)
• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• De første mennesker i Tønder (under Tønder)
• Tøndermarsken 1 – 3  (under Tønder)
• Møgeltønder – dengang (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Oprør i Møgeltønder (under Tønder)
• Præsten fra Daler (under Tønder)
• Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
• Sønderjyllands Wild West (foredrag) (under Tønder)
• Ture i Tønder 1 – 4 (under Tønder)
• Løgumkloster nordøst for Tønder (under Tønder)
• Hostrup, Jejsing og Præsten (under Tønder)
• Øst for Tønder ( under Tønder)
• Langs vadehavet 1- 2  og en masse andre artikler 

Redigeret 3.01.2022