Dengang

Artikler



Rise Sogn – dengang

Oktober 24, 2023

Rise Sogn – dengang

Rise Sogn, hvad er det? Risegård og Riseborg. Amtmanden fik frihedsbrev til Risegård. Urnehoved Ting – lå det her? Et Tinghus – midt inde i skoven. Her var mennesker for 4.000 år siden. Rise – Hellevadvejen blev kaldt for oldtidsvej. Æ Vold er et gammelt forsvarsværk. Wallenstein nedbrændte kirken. Tyskerne stjal altertavlen. En ny brand i 1893. Underlige dufte i Rises skoler. Åen er opkaldt efter dens farve – Rødåen. En kro med mord og spøgelse. Det gik hurtigt i Rødekro. Der kom industri til byen.

 

Rise Sogn – Hvad er det?

Se dengang omfattede Rise Herred – Aabenraa Købstad og Løjt, Rise, Hjordkær og Bjolderup Sogne. Men det ville nok være svært at få placeret i en og samme Facebook – gruppe. Så måske må vi nøjes med at opdele vores historie i Sogne.

Rise Sogn omfatter byerne Rise, Søst, Brunde, Rise – Hjarup, Nr. Ønlev, Mjøls og Lunderup. I ”nyere” tid er også Brunde, Mjøls og Lunderup samt Rødekro tilgået sognet.

 

Risegård og Riseborg

Men lade os starte med Rise Sogn. I Middelalderen var historien knyttet til Riseborg, som har ligget øst for Rise by, halvvejs mellem kirken og Risegård. Nogle steder kan man læse, at denne borg gik til i trediveårskrigen. Men det passer ikke. Den er forsvundet længe før den tid. I listerne over ødelæggelserne i trediveårskrigen findes ingen borg i Rise.

Risegård har ikke som andre forfattere nævnerhaft forbindelse med denne borg. Gården blev samlet af Amtmanden i Aabenraa Henrik Brockdorf i de vanskelige tider efter trediveårskrigen og den store pest i 1659. Amtmanden var ikke særlig tiltalende.

Blandt de gårde, han fik fat på, var den anselige herredsfogedgård – den sydligste i Rise by. Øvrigheden fradømte herredsfoged Thomas Andersens arvinger gården, fordi de formentlig ikke ville være i stand til i disse ufredstider at få den forsømte gård renoveret.

 

Amtmanden fik Frihedsbrev til Risegård

Amtmanden opnåede hos Hertugen af Gottorp frihedsbrev på det nye gods – Risegård (1661) Året efter amtmandens død i 1671 blev frihedsbrevet fornyet for hans enke. Men allerede i 1709 blev skattefriheden ophævet. Derefter gik det tilbage for Risegård. I 1720 blev gården solgt til kammerråd Lyders for 1.500 Rigsdaler. Dette beløb var ikke engang nok til at dække restancerne.  I 1733 solgtes gården sørgelig forsømt til staten for 2.000 Rigsdaler.

Risegård var en af de godser staten lod udstykke i tiden efter 1764. Det vil sige at man først nåede til Risegård i 1774. Godset var da på 812 Tønder land. Således eksisterede stedet som gods kun i godt hundrede år.

Mange år efter var sognets største gård Egelund i Brunde med 103 ha. Dets ejer var kreatureksportør Morits Mortensen.

 

Urnehoved Ting lå det her?

Man formoder at Rise Herred har holdt Ting på en plads ved Rise Kirke. Omkring 1640 fandtes Herredets Tinghus i Aabenraa lige over for Brundlund Slot. En københavnsk historiker udpegede i 1924 Brunlyngen – en sandmark vest for Søst, som stedet for Urnehoved Ting – Sønderjyllands gamle landsting. Men ak, der er udpeget 7 – 8 andre steder, hvor det også kunne have ligget.

 

Et Tinghus – midt inde i skoven

Nord for Mjøls by ved vejen Aabenraa – Hellevad midt inde i Tingskoven lå et Tinghus. Fem veje udgik fra dette Tinghus og gik i alle retninger. Nogle af disse kaldtes for Tingveje. Vejen vestpå mod Hellevad kaldtes Gammel Tingvej. Lidt nord for Tinghuset på en lav pold i udkanten af heden stod galgen. Måske har det engang været Fællesting for Rise og Sdr. Rangstrup Herreder. Det lå midt i det daværende Lille Aabenraa Amt.

 

Her var mennesker for 4.000 år siden

Allerede hen mod slutningen af den yngre stenalder for ca. 4.000 år siden har mennesker haft faste bopladser inden for sognets grænser. Den første bebyggelse har undgået den skovdækkede lerjord. Der findes dog gravsteder øst på i sognet, hvor der nu er skov.

Over hundreder af gravhøje er desværre ødelagt ved pløjning.

 

Rise – Hellevad-vejen kaldtes oldtidsvej

Man kalder vejen fra Rise til Hellevad for oldtidsvej. Og 2 ½ km vest for Rødekro ligger en ældgammel landsby – Mjøls. I 1535 blev byen kaldt for Mulse.  I tidlig tid har det været en stor landsby. Vi kan se det på Johan Meyers kort fra 1641 som er afbildet i P. Lauridsens afhandling om den nordslesvigske bondestand i Sønderjyske Årbøger.  Her ses det at at byen allerede dengang bestod af ikke mindre end 12 gårde.

 

Et gammelt forsvarsværk

Et ældgammelt forsvarsværk ”Æ Vold” har strakt sig fra Øster Løgum Sogn over Hærvejen ind i Rise Sogn. På mejers kort over Lunderup fra ca. 1640 er værket indtegnet æt op mod Rise Sognegrænse. Vest for Hærvejen strakte denne sig mod Gjøl Mose og enge.

 

Wallenstein nedbrændte kirken

Kirken er viet til St. Laurentius er brændt to gange. Første gang var i 1627. Kilder siger, at det var på grund af lynnedslag. Men det var nu Wallensteins tropper, der brændte den ned. Kun de nøgne murer stod tilbage. I forvejen havde kongens tyske rytteri på sit panikagtige tilbagetog brændt præstegården.

 

Tyskerne stjal altertavlen

Kirkens gamle udskårne altertavle fra det 15. århundrede samt kirkens gamle prædikestol blev under tysk styre bragt til Thalow Museet i Kiel. I stedet fik kirken en altertavle, der var kunstnerisk værdiløst, tysk arbejde med smukt udskåret Kristusfigur. Klokken er fra 1631. Og i 1846 fik kirken et nyt orgel. Det kom fra Slesvig Domkirke over Løgumkloster.

 

En ny brand i 1893

Natten mellem den 29. og 30. maj 1893 blev kirken hærget af en ny brand, hvorved samtidig skolen og fem andre bygninger i Rise brændte. I 1894 blev kirken genopbygget med det svære firkantede tårn. Spiret er ottekantet og rager 40 meter i vejret.

I Præstearkivet står følgende:

  • Den 29. maj udbrød der brand i et af landsbyens huse og med nordvestenvinden bredte den sig hurtigt til kirken. Tårnet var foroven tækket med spåner og ilden antændte skolens stråtag og skolen brændte hurtigt ned sammen med stalden.

 

Underlige dufte i Rises skoler

Rise gamle skole er den ældste i sognet og således hovedskolen. Ved siden af var der skoler i Brunde, Rise Hjarup og biskoler i Mjøls, Lunderup og Søst. I Rise præstearkiv findes der skoleprotokoller. De er delvis blevet oversat. Og det er til tider meget morsomt at læse. Her er nogle eksempler:

  • Degnen hed i 1806 Nis Nissen – Nis Degn er den første lærer i protokollen og er ifølge pastor Kier, Øster Løgum ”en regnemester”. Den Rise præst – pastor Juhl, er af en ganske anden mening, han mener, at ingen elever er i stand til at forvandler 85 sk. Til mark og sk. Der var således strid bland de lærde.

 

  • Skolen var proppet med børn, skønt der var opstillet bænke alle mulige steder, måtte en del stå. ”Dertil kom den mefitiske luft som følge af uddunstningerne fra så mange børn – ca. 80, som næsten gjorde mig opholdet i skolestuen uudholdeligt (unausstehlich). Børnene sidder som skruet sammen, og luften er så fordærvet, at man næppe kan udholde det ud en time” Ja sådan skriver præsten sandelig.

 

Åen er opkaldt efter dens farve – Rødåen

I 1640 var der ikke meget bebyggelse, der hvor Rødekro i dag ligger. En mark syd for åen og vest for Hærvejen hed på den tid Møllehøjager. Måske er der her afbrændt en mølle.

Broen over åen hed Rødebro. Åen, der kommer fra Øster Løgum Sogns moser skal efter sigende have sit navn efter farven i åen Rødeå. Denne å forener sig inde i landet med Arnå og senere i Vidåen.

Tidligt har folk bosat sig her langs åen.

 

En kro med mord og spøgelser

Senere blev der bygget en kro. Denne kro fik brændevinsbrænderi. En tid fungerede kroen også som poststation. Den nævnes i 1861 som et søgt gæstgiveri med teglhængt bygning.

Denne kro har også tjent andre funktioner, for eksempel købmandsforretning, bank og tandlæge i dele af kroen. Under Anden Verdenskrig var der indkvarteret soldater her.  Her er også begået mord og der et spøgelse på kroen. De mange gange, jag har siddet her og fået en ”enkelt” eller to, har jeg ikke mødt den.

 

Det gik hurtigt i Rødekro

Efter at stationen blev bygget gik det hurtigt i Rødekro. Jo det er jernbanen, der har skabt Rødekro. Den nord-sydgående længdebane kom i 1864 og fire år efter kom der en stikjernbane til Aabenraa. Jo i 1880 var der 50 indbyggere i Rødekro.

Jernbanefolkene og andre embedsmænd gav byen et tysk præg før 1920. Der var også tysk flertal her i modsætning til de danskprægede nabolandsbyer.

I 1921 havde byen 751 indbyggere. Og i 1950 nåede man op på 1.281 indbyggere. Byen fik et vist handelssted og blev hjemsted for en del industri. Den nationale indstilling skiftede ved udskiftning af jernbanepersonalet. Men der var stadig et tysk mindretal. Byen havde tysk privatskole fra 1933 – 45 og igen fra 1950.

 

Der kom industri til byen

Masser af købmandsforretninger og håndværkere søgte til byen.  Her kom også et hotel og et andelsmejeri. Her kom skoler. Og så kom der en filial af Den nordslesvigske folkebank. Og Sønderjysk Stenforsyning beskæftigede 30 – 50 arbejdere. Et lille skomagerværksted udviklede sig til Ødis Skotøjsfabrik med 35 ansatte.

Af andre virksomheder fra dengang kan nævnes Fredenshøj Teglværk med 25 ansatte samt Nordre Teglværk og Kalkbrænderi. Her var også et savværk, vognmænd, tømrerhandler m.m.

Fra 1961 fik Rødekro en betydelig skotøjsfabrik som nok er mere kendt under navnet Ambre.

I 1970 havde byen 2.246 indbyggere. Dette tal var i år 2000 vokset til 5.281 og lå i 2006 på 5.854.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.064 artikler
  • Under Aabenraa finder du 212 artikler:

 

  • Aabenraa – Rødekro Banen
  • Damgård Mølle ved Rødekro
  • Fra Hjordkær til Rødekro
  • Rise Sogns Historie – et strejftog
  • Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved
  • Skolen, dengang i Rise Sogn
  • En pastor fra Rise

 

 

 

 

 

 


En tur rundt på Løjt

Oktober 23, 2023

En tur rundt på Løjt

Nordøst for Aabenraa. Natur med modsætninger. Udbredt bebyggelse i Oldtiden. En gammel og anseelig kirke. Amtets ældste pengeinstitut. Havde Løjt et kloster? En sti, der rummede ”Æ Kleinbahn”. Masser af vandmøller på Løjt. Mølletvang. Genner-bønderne skulle helt til Hellevad. Eskel Jessen var sf ”ædelbyrd” Møllerne mærkede også krigene. Et dårligt naboskab. Eskelsen – slægten var dygtige og foretagsomme. Frygten for kaffe på Løjt Land. Den mest foretagsomme af dem alle. Den førende dansker i Løjt Sogn. Det gik tilbage for Rundemølle. Skibsreder Jebsen redder mølle Danmarks længste landsby. Løjt havde stor andel i Aabenraa som søfartsby.

 

Nordøst for Aabenraa

Her på siden er det længe siden vi har været på Løjt, og det er endnu længere siden at ”Den Gamle Redaktør” har været på Løjt. Vi skal lige forklare vores læsere at vi befinder os nordøst for Aabenraa.

 

Natur med modsætninger

Det er pragtfuld halvø med store modsætninger. Det kan du mærke, når du cykler rundt på Løjt. Den vestlige del er med den magre jord og mosearealer. Mellem Løjt Kirkeby og Bodum er det kun få bakker. Men Illenbjerg når alligevel en højde af 76 meter. Denne del af sognet er flad og sandet.

Den brede og frugtbare østlige og sydlige del af sognet er stærkt kuperet. Her har vi en del bakker. Blåhøj (80 meter) Arnbjerg (86 meter). Nord for Stollig har vi sognets højeste punkt Trindbjerg (92 meter).

 

Udbredt bebyggelse i Oldtiden

En række velbevarede gravhøje langs kysten afslører at her har der boet mennesker langt tilbage i historien. Her er gjort talrige fund fra stenalderen og her har der været udbredt bebyggelse i Oldtiden.

 

En gammel og anseelig kirke

I Løjt Kirkeby ligger der en anseelig kirke. Den kan ses viden om. Skibet og koret stammer sandsynligvis fra det 13. århundrede. Senere er der kommet middelalderlige tilbygninger til. Og kirkens fornemste prydelse er nok altertavlen. Den stammer fra 1520 og er udført af en billedskærer fra Lybæk. Man kan vel godt kalde denne altertavle for enestående.

 

Den gamle og den ny kirkegård

Den gamle kirkegård omkring kirken blev i 1878 nedlagt som begravelsesplads. En ny kirkegård blev anlagt ca. en kilometer syd for kirken uden for byen ved Løjt Kloster.

På den gamle kirkegård rejste sognets beboere 1922 en mindesten over de mænd i sognet, der faldt i verdenskrigen. Mindestenens mangekantede sokkel har 16 polerede granitflader, i hvilken navnene på de 96 unge løjtninger, der blev derude, er indhugget.

 

Amtets ældste pengeinstitut

Engang fandtes der masser af skoler i sognet. Vel nok ca. 5 stykker inklusive Barsø. Men se det har vi allerede skrevet en artikel om.

Minsandten lå også her amtets ældste pengeinstitut. Allerede i 1818 oprettedes en spare – og lånekasse for sognet. Det blev drevet som privatforetagende til 1851. Så blev der oprettet en anderledes form for sparekasse. Ved ”Genforeningen” kom denne sparekasse ind under dansk sparekasselovgivning.

 

Havde Løjt et kloster?

Nord for kirkebyen lå en samling gårde, der kaldes Nørby og syd for en lille bebyggelse med den ene af sognets to præstegårde – dengang Og så var der nogle gårde, der blev kaldt Løjt Kloster.

Men har Løjt egentlig haft et kloster? Ja da må vi så lige kigge på en af de mange sagn, der præger Løjt. For sagnet siger, at her har ligget et anneks til klostret i Løgumkloster. Munkene, der boede her skulle også have betjent Varnæs Sogn – syd for Aabenraa.

Når de så vendte hjem over fjorden ved nattetid, blev der hængt en lygte ud ved landingsstedet ved Åbæk. I kirkens gamle segl fandtes endnu en lygte. Efter dette symbol skal sognet have fået sit navn. I gammel tid hed stedet:

  • Loytæ – Luchtenes.

 

En sti, der rummede Æ Kleinbahn

Vest for landevejen Haderslev – Aabenraa ligger landsbyen Bodum, hvis jorder strækker sig vest på til Hjarup. I den sydlige del af sognet findes landsbyen Stollig – Skovby med bebyggelserne Stentoft, Aabæk og Dyrhave.

Her ved bugten findes udflugtsstedet Knappen med den berømte restaurant. Her kan man også gå langs den smukke spadseresti – den gamle ”Kleinbahn” gennem Jørgensgård skov til Aabenraa.

 

Masser af vandmøller på Løjt

Fra gammeltid har der ligget vandmøller på Løjt ved de rivende vandløb – Rundemølle, Lillemølle, Dalholt Mølle i Barsmark og Stenbjerg Vandmølle ved Knappen. I Slesvig-bispens jordebog fra 1436 nævnes at bispen ejede et par gårde samt en vandmølle med navnet Sillehoel vandmølle nær den lille landsby Nørby. Mon ikke der her er tale om Lillemølle?

Wolf Pogowisch på Stolliggård solgte i 1519 Rundemølle og Lillemølle til Christian den Anden. I en årrække var de under Kronen. De to møller var af forskellig størrelse. Lillemølle fik kun vand fra Kirkebækken fra Løjt Kirkeby. Det fortælles, at møllen i tørre somre kun kunne male ca. en tønde korn om dagen. Man havde en dam, hvor man opsamlede vand som forråd.

Rundemølle havde altid vand nok. Den fik vandet fra Elsted Bæk, der havde sit udspring i mosedragene mellem Genner og Øster Løgum. Der er hvis nok stadig en rivende strøm der.

 

Mølletvang

I 1604 kom Rundemølle under hertugen af Gottorp, hvorimod Lillemølle blev under Kronen. Alle kongens fæstere havde mødepligt til Lillemølle. De hertugelige bønder havde mølletvang til Rundemølle. Barsøboerne havde pligt til at få kornet malet på Rundemølle og dette gjorde de i flere hundrede år.

 

Genner – bønderne havde langt til mølle

Den landsby, der ligger nærmest Rundemølle havde mødepligt i Hellevad. Det var en temmelig lang vej Det var tre mil til Hellevad Vandmølle. Kort før 1600 – tallet lykkedes det dog for Genner – bønderne at få deres korn malet på Rundemølle. Men for at få lov, måtte de betale bod til mølleren på Hellevad Mølle. Denne pligt bestod i mere end 200 år.

 

Eskel Jessen var af ”ædel byrd”

I 1564 overdrog Frederik den Anden skødet på Rundemølle til Eskel Jessen. Sagnet fortæller at han var af ”ædel byrd”. I 300 år sad denne slægt Jessen/Eskelsen på Rundemølle.

 

Møllerne mærkede også krigene

Selv om Rundemølle og Lillemølle lå skjult nede i dalen fandt fremmede krigsfolk dog derned under 30 – års krigen. Eskel Jessen, en sønnesøn af førstnævnte oplyste at kongens lejetropper og Wallensteins krigsfolk havde forvoldt ham skade for i alt 510 mark. Lillemølle gik heller ikke ram forbi. I 1629 kunne møllen ikke betale skat. Under svenskekrigen 1658 brændte svenskerne Rundemølle og møllen genopførtes i 1661.

 

Et dårligt naboskab

Nu var de to naboer ikke altid enige. I 1728 måtte Jes Eskelsen på Rundemølle betale en bøde på 4 daler for at have banket naboen på Lillemølle. En anden måde at drille på var at stemme vandet op i den store dam med det resultat, at Lillemølle ikke fik vand nok, så møllehjulet kunne rende rundt.

I 1680 arvede Eskild Jessen Møller efter sin onkel Peter Ebsen udi Barsmark en stor gård. Den fik navnet Møllegård. Omkring 1700 sad husfoged Christian Jessen på Rundemølle og der var atter engang krig. Den Kongelige kommissarius kom og satte Chr. Jessen fra bestallingen, da han var hertugelig forpagter, idet Hertugen på Gottorp var i ledtog med den svenske konge Karl.

 

Eskelsen – slægten var dygtige og foretagsomme

Møllen blev igen raseret. I 1712 måtte Eskel Jessen flytte fra Rundemølle til Møllegård i Barsmark. I 1727 delte han sit arvegods mellem sine to sønner Peter og Jes Eskelsen. Peter blev i Barsmark og Jes overtog Rundemølle. Nu var møllen igen kongelig.

Eskelsen – slægten var dygtige, foretagsomme og ansete folk. Der blev indrettet en slibemølle, hvor smedene kunne få slebet deres leer og hakkelses-knive. Fra gammel tid blev der brygget brændevin på Rundemølle. Omkring 1800 blev der bygget en grynmølle.

 

Frygten for kaffe på Løjt Land

Jes Eschelsen, der var gift med Hanne Behrends fra den danske kro i Løjt var den første på Løjtland, der drak kaffe.

Hver gang han besøgte Hanne på Løjt Kro fik han brygget en ekstra stærk kop kaffe. En kold vinterdag i 1827 havde han drukket lidt rigeligt med kaffe, for da han steg til vogns, fik han et hjerteslag og faldt død om.

Snakken gik straks, at det måtte være kaffen, der var skyld i dødsfaldet. Det afholdt folk fra at drikke kaffe i flere år fremover. Jes Eschelsen havde i 1811 overtaget Lillemølle, som han indrettede til stampemølle.

 

Den mest foretagsomme af dem alle

Den mest betydningsfulde ejer af Rundemølle var nok Johan Caspar Eschelsen. Da han overtog møllen i 1827, var der ingen jord til møllen. Men i de 40 år indtil han døde blev der opført en gård med avlsbygninger på Genner – siden af området. Eschelsen blev studeopdrætter og solgte hver måned en snes fede stude til Hamborg. Ved folkeoptællingen i 1860 havde Johan Caspar ti tjenestefolk i sit brød.

 

Den førende dansker i Løjt Sogn

I tiden 1848 – 64 var Johan Caspar en af de førende danske i Løjt sogn. Han gav en masse penge til oprettelsen af Rødding Højskole i 1844. I 1851 fik han sæde i det udvalg, der skulle udbrede dansk læsning i Hertugdømmet.  I det samme udvalg sad Frederik Fischer fra Aabenraa.  Denne del af Eschelsen – slægten vidste, hvor de stod. Siden skiftede slægten sindelag.

Johan Caspar Eschelsen var en meget stolt og værdig mand. Han ville ikke følges med tjenestefolkene. Han påbød bønderne at stille med en stærk karl. Det var ikke møllersvendene, der skulle bære kornet ind til kværnen.

 

Det gik tilbage for Rundemølle

I 1868 overtog Jes Eschelsen ejendommen efter faderen. Noget af det første han foretog sig, var at bygge en statelig hovedbygning. Den stod færdig i 1875. Efter mølletvangens ophør, svandt Rundemølles kundekreds ind.

Der var blevet bygget vindmøller i Løjt, Hovslund, Damgård mølle, Stenbjerg vandmølle, Slibemøllen ved Genner strand og også Barsø havde fået en vindmølle. Eschelsen sendte nu vogne ud til bønderne for at hente korn. I 1880erne etablerede han også sit eget mejeri. Men i 1890 var han kørt fast. I 1894 blev de to møller solgt til Jens Jacobsen fra Øster Terp, som få år efter solgte møllen til broderen Chr. Jacobsen.

Han indrettede bageri. Brødet fra Rundemølle var kendt viden omkring 1900 – tallet. Han lod Lillemølle ombygge og indrettede en grynmølle og til bejdsning af sædekorn.

 

Skibsreder Jebsen redder mølle

Men efterhånden fik man motormøller. Alle vandmøller på Løjtland endte som ruiner og kun takket være skibsreder H.M. Jebsen er Stenbjerg vandmølle genrejst – dog ikke som mølle – men generator. Denne leverer strøm til restaurant Knappen. Ja det gjorde den dengang jeg for utallige år siden besøgte stedet.

Der blev indrettet fiskedamme. Og foreller derfra blev serveret inde i restauranten. Ove Nissen, der dengang var ejer, havde et betydeligt dambrug. Men desværre gik det i forfald.  Og det hele lignede nærmest en ruin.

Fredningsmyndighederne greb ind i sagen og ville have det hele revet ned. Men H.M. Jebsen købte og genopførte bygningerne. Møllen er genopført som den så ud i 1880erne.

 

Danmarks længste landsby

Sognets østligste landsby er Barsmark. Man sagde engang, at det var Danmarks længste landsby. Den har en længde på 5 km. Huse og gårde ligger langs vejen.

Så er der jo også Barsø, der i 1930erne havde 90 indbyggere. Her var øens mølle og smedje fællesejendom for øens landbrugere.

 

Løjt havde stor andel i Aabenraa som søfartsby

De flotte kaptajnsgårde på Løjt har vi også tidligere nævnt. Når man nævner Aabenraas stolte søfartstraditioner, må man nødvendigvis også huske at nævne Løjts bidrag hertil. De kendte Løjtkaptajner bragte store rigdomme hjem til sognet  i form af gamle japanske og kinesiske kunst – og brugsgenstande, som endnu findes rundt omkring på gårdene.

Jo der var skam også adelige gårde i sognet som Stolliggård, Høgebjerg og Dalholt. Og der er stadig mange slægtsgårde i sognet, hvor de er gået i arv fra far til søn.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Steen Wulf Andersen: Løjt Sogns historie
  • Kirkeskov: Sønderjylland – et historisk topografisk værk (2)

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.063 artikler
  • Under Aabenraa finder du 211 artikler

 

  • Lærer i Løjt i 25 år
  • Kalvø – en ø i Genner Bugt
  • Landmåleren fra Løjt (Hans Mikkelsen)
  • Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt
  • Rytterkilden – et sagn fra Løjt
  • Dengang på Løjt Land
  • Da Barsøerne blev arresteret
  • Løjt – for 170 år siden
  • Løjt – nordøst for Aabenraa (1)
  • Løjt Land – i begyndelsen (2)
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
  • Anekdoter fra Løjt (4)
  • Løjt Land – den femte tur (5)
  • Løjt – mellem dansk og tysk (6)
  • Løjt – masser af historie og kultur (7)
  • Løjt – det 8. besøg

 

  • Søfartshistorie Aabenraa/Løjt

 

  • Aabenraa – som søfartsby
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Da briggen Chico blev overfaldet (b)
  • Skibe fra Aabenraa
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Søens folk fra Aabenraa
  • Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer i Aabenraa
  • Aabenraa, skibe og søfart
  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Søfartshistorier fra Aabenraa
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Aabenraaer og Gråspurve træffer man overalt i Verden
  • Briggen Gazelle af Aabenraa
  • Fra skibsdreng til reder

 

 

 

 

 


Da jøderne blev reddet over Øresund

Oktober 22, 2023

Da Jøderne blev reddet over Øresund

Besættelsesmagten foretog natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 en aktion mod de danske jøder. Men 95 pct. af de danske jøder blev reddet. Best ville sikre fødevareleverancen, så han advarede via Duckwitz, hvad der ville ske. Men Berlin havde allerede trykket på knappen den 8. sept. Svenskerne henvendte sig selv. Razziaen varede i tre timer. Hvad kostede en tur over Sundet? Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk. Ikke meget kystbevogtning. De allierede roste Danmark. 40 udskibningshavne. Til Sverige i kajak. I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark. Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel.  Den energiske Gestapo – Juhl fra Helsingør. Lederen af den danske kystbevogtning – Holten. Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi. Dansk politi skød efter jødiske flygtninge. Holten forfremmet til politimester i Frederikssund. Jøder taget i kirken og menighedshuset i Gilleleje. Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes. Børn blev ladt tilbage. Mange jøder vendte tilbage til ingenting. 5 beretninger fra flugten: 1. Stormet af tyskere i Kastrup 2. En flugt – der ikke blev til noget 3. De skulle have alle pengene. 4. Det kostede 3.000 kr. 5. Kaptajnen ville ikke hjælpe – han ringede efter tyskerne.

 

95 pct. af de danske jøder blev reddet

Det lykkedes at redde ca. 95 pct. af de danske jøder. Størstedelen af de 7.000 – 8.000 danske jøder var bosiddende i København. Den 28. september beordrede Hitler deportationen. Alle såkaldte ”Heljøder skulle deporteres medmindre de var gift med en ”arier”.

 

Best ville sikre fødevareleverancen

Efter den tyske beslutning udspillede der sig et besynderligt forløb. Werner Best lod gennem sin rådgiver, G.F. Duckwitz ledende danske socialdemokrater vide, at jøderne var forestående. Herefter blev advarslen spredt til de jødiske befolkningsgrupper og videre ud i samfundet. Nu rullede bolden for alvor.

Best var klar over, at den fortsatte ro og stabile leverancer af fødevarer til Tyskland var til Tyskland, afhang af samarbejde med departementscheferne som havde overtaget ledelsen af landet efter 29. august 1943.

Han måtte derfor sørge for at så få jøder som overhovedet muligt blev arresteret på razzianatten som overhovedet muligt og undgå deres senere pågribelse.

Den 29. september kunne rabbiner Marcus Melchior fra Synagogen meddele om den kommende aktion. Han bad, om at man bredte budskabet.

 

Berlin havde allerede den 8. september trykket på knappen

Men allerede den 8. september havde Berlin faktisk trykket på startknappen for aktionen mod de danske jøder. Det vidste ingen danskere dengang. Man stolede på Werner Best, som adskillige gange havde sagt til udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, at de danske jøder overhovedet ikke havde noget at frygte.

 

Svenskerne henvendte sig selv

Den svenske regering forsøgte sig med et forslag om internering på svensk jord, men den tyske besættelsesmagt svarede aldrig på henvendelsen. I stedet udstedte svenskerne udrejsepapirer og meddelte over radioen, at flygtninge ikke ville blive sendt tilbage, som de ellers var blevet i 1930erne.

Flugtruter, gemmesteder og transport over Øresund blev koordineret. Store pengebeløb blev indsamlet til at betale de endog meget høje summer, som fiskerne og andre bådførere krævede for at hjælpe de danske jøder over Øresund.

 

Razziaen varede i tre timer

Den første officielle og koordinerede aktion mod jøderne varede tre timer, hvorefter Werner Best erklærede, at den ikke ville blive gentaget. Han indberettede til Berlin, at Danmark nu var Judenfrei (renset for jøder). Werner Best var ligeglad med, at der nu over den næste måned flygtede over 7.000 jøder til Sverige.

Der var ellers ankommet en politikommando fra Tyskland på 120 mand som skulle hjælpe med jagten på jøderne.

Takket være en indsats fra mange sider var der ikke mange, der var hjemme natten mellem den 1. og 2. oktober. Fra tyske side var ordren at man ikke skulle forsøge at bryde ind, hvis det ikke blev lukket op.

Der blev også forhandlet med tyskerne, så de danske jøder måtte modtage Røde Kors pakker og at de ikke ville blive videresendt til udryddelseslejre.

 

Hvad kostede en tur over Sundet?

I oktober 1944 var prisen for en overfart var et sted mellem 1300 kr. og 1.500 kr. Det var en anselig sum penge for en gennemsnitlig dansker, en faglært arbejders månedsløn var på 400 kr. Der var da også eksempler på at man skulle betale 3.000 kr. og endnu mere.

Noget tyder på at mange jøder overbød hinanden. På gaden i Gilleleje blev der tilbudt 35.000 kr. for en overfart af 10 personer. Og 3.500 kr. pr. person svarer i dag til 75.000 kr.

Det er også et eksempel på at en ejer modtog 100.000 kr. Han havde en større kutter. Argumentet for de store beløb var, at fiskerne løb en stor risiko ved at fragte personer illegalt til Sverige. De frygtede også at miste deres kutter.

I de første dage af oktober 1943 var det hovedsagelig velhavende jøder, der blev fragtet til Sverige.

 

Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk

Der er også et eksempel på en familie, der betalte et større beløb, men de blev aldrig kontaktet som aftalt. Det endte katastrofalt for en familie på flugt i Julebæk ved Hellebæk. Manden skar halsen over på sin hustru og deres to børn, da han troede, at det var slut for dem.

Flere af fiskerne blev taget af Gestapo og sendt til Frøslevlejren. De blev anklaget for menneskesmugling og illegal virksomhed. Med tiden måtte flere fiskere selv flygte til Sverige.

 

Ikke meget kystbevogtning

Da 90 pct. af jøderne var i sikkerhed, faldt summen i november til ca. 500 kr.  pr. person. Da de illegale ruter, der transporterede bl.a. modstandsfolk til Sverige for alvor blev taget i brug i takt med at modstanden voksede i 1944, var prisen faldet til femtedel.

Kystpatruljeringen var stort set ude af funktion i hele oktober måned, hvilket bevirkede at overbelåninger mellem Danmark og Sverige forløb relativt glat. Grunden hertil var dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen var blevet interneret efter bruddet den 29. august, dels at værnemagten endnu ikke var begyndt at patruljere kysten.

Tyskerne vidste godt, hvad der foregik. De brugte ikke mange kræfter på det. Ja ofte vende de det blinde øje til. Dog blev en unge flygtningehjælper dræbt at Gestapo under et flugtforsøg ved Tårbæk Havn den 9. 0ktober.

Det danske kystpoliti var blevet bedt om at holde sig uden for jødeaktionen. Det var dog en enkelt undtagelse som vi vender tilbage til. Værnemagten under general Hermann von Hanneken var blevet påbudt at hjælpe til med tilfangetagelsen af danske jøder, men mente at dette var under deres værdighed, og de bidrog derfor med en lunken indsats.

 

De allierede roste Danmark

Den omfattende redning af de danske jøder i oktober 1943 fik afgørende betydning for den allierede opinions opfattelse af Danmarks stilling under og efter krigen. Redningsaktionen blev opfattet som mange danskere bekæmpede nazismen.

I international jødisk historie står redningen af de danske jøder som en central begivenhed, der tjener som et eksempel på modstandskraft og humanitet. Begivenheden blev kaldt ”et mirakel”. Talrige monumenter, der hylder indsatsen, er rejst af jødiske samfund i hele verden.

 

40 udskiftningshavne

Der var hele 40 udskibningshavne på Sjælland. De vigtigste var vel Helsingør, Snekkersten og Humlebæk/Nivå, hvor afstanden til Sverige var kortest. 1.000 flygtninge kom til Sverige i dagene 2. – 4. oktober 1943. Antallet toppede den følgende weekend 8. – 9. oktober.

Øl – ruten blev drevet med en båd købt til formålet af bryggerdirektør Knud Parkow og brygmester Arne Jørgensen på Wibroe Bryggeri i Helsingør. Andre ruter var bl.a. Kier – ruten, Stella – ruten, Sundets Venner.

En anden rute gik fra Humlebæk/Nivå. Større skibe ventede ude på Øresund, hvortil flygtninge blev bragt i robåde. Mindre fiskerbåde kunne lægge til ved den lange mole ved Nivå. På en enkelt uge overførtes via denne rute 600 jøder.

Fra Smidstrup mellem Gilleleje og Rågeleje udgik en anden rute. Den var måske den bedst organiserede rute. Det var købmand Lassen, der stod for denne. Det blev til 20 transporter med ca. 850 passagerer.

Studenternes ruter startede i september 1943, den første fra Møn. I oktober åbnedes yderligere 4 ruter, herunder København. Arne Sejr var en af gruppens ledere.

For ”Helsingør Syklub” blev i maj 1944 optrevlet, fordi besætningen på et af skibene talte over sig på et værtshus. Modstandsbevægelsen oprettede frem til krigens afslutning mere ”professionelle” ruter over sundet.

 

Til Sverige i kajak

Nogle jøder flygtede til Sverige i kajakker. I september 1943 gik to mand ud fra Snekkersten i en kajak, det var en hjælper og en marinetelegrafist, som skulle til Sverige. Det blæste op og bølgerne var høje. De endte begge i vandet og måtte svømme tilbage. Hjælperen som hed Quist måtte opgive og gjorde det med ordene ”Hils min mor derhjemme”. Han rakte hænderne i vejret og forsvandt. Hans lig blev fundet flere måneder senere.

 

I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark

Ved krigens udbrud var der 6.500 jøder i Danmark. 1.500 var flygtninge fr Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, som kom til Danmark efter 1933. I 1943 var der 8.000. Men Danmark førte en meget restriktiv politik over for udenlandske jøder.

 

Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel

I Snekkersten var det læge Jørgen Gersfelt og kromand Thomsen på Snekkersten Kro, der var hovedpersonerne.  De stod for organisationen af flugten. Kroejeren døde i Neuengamme kun 38 år gammel. Han blev pisket ihjel.  Der er rejst en mindesten for ham.  Han havde også hjulpet britiske faldskærmssoldater og modstandsmænd til Sverige.

 

Den energiske Gestapo-Juhl

I Helsingør sad kriminal-overassistent Hans Juhl som også blev kaldt Gestapo – Juhl. Han var en dansktalende tysker, der var vokset op lige syd for grænsen. Han opererede både nord og syd for Helsingør.  Han stod selv for arrestationen af ca. 120 jøder. Således blev der arresteret 107 jøder natten mellem den 6. og den 7. oktober 1943 af 107 jøder i Gilleleje – heraf 84 på kirkens loft. De blev som alle andre ført til Theresienstadt.

Allerede den 5. oktober 1943 havde Gestapo anholdt 12 fisker, som blev ført til Horserødlejren. Ved samme lejlighed blev syv fiskefartøjer konfiskeret.

 

Lederen af Det Danske Kystpoliti – Holten

Den berømte advokat Carl Madsen havde ikke meget til overs for Leder af Kystpolitiet Svend Asbjørn Holten. Han blev inspektør under Rigspolitiet. Han blev tilknyttet Frihedsrådets arrestationsudvalg.

Holten sad den 22. juni 1941 om morgenen på tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus og tilrettelagde jagten på de danske kommunister. Tyskerne betragtede ham som tyskervenlig. Han var udset til politidirektør, når Frits Clausen blev statsminister.

Som leder af Kystpolitiet var han meget nidkær og lagde vægt på, at Kystpolitiet ikke blev kompromitteret i tyskernes øjne.

 

Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi

En dag i oktober måned 1943 rykkede Holten med sine folk ind i Snekkersten Havn. Der var indgået en anmeldelse om at nogle danske statsborgere af jødisk afstamning var i færd med at flygte til Sverige. Tyskerne vidste ikke noget om sagen. Da de ankom var 18 danske jøder i begreb med at indskibe sig i de illegale både. Hele flokken på nær 4 personer – kvinder og børn blev løsladt i sidste øjeblik.

De 14 personer blev ført til Helsingør og afleveret på politistationen, hvor det tyske politi blev tilkaldt.

 

Dansk politi skød efter jødiske flygtninge

En anden episode, hvor Holten indblandet er heller ikke omtalt i andre kilder. Det var efter den 29. august 1943. Opgaven lød på at forhindre afsejling og sprede de forsamlede jøder i Gilleleje. Man anså dette for nødvendigt for at tyskerne ikke skulle lave ”foranstaltninger” mod Kystpolitiet.

Kort efter ankom Gestapo-Juhl. Denne anmodede Holten om at holde havnen besat, mens han selv foretog en razzia. Gestapo – Juhl forklarede, at han ikke havde nok mandskab til at klare begge dele.

Hvis Holten nu havde overholdt instrukserne på daværende tidspunkt som var gældende for dansk politi, skulle han have forladt Gilleleje. Der måtte ikke ydes bistand til tyske aktioner. Men Holten trak sig ikke tilbage.

Under politiets besættelse af Gilleleje havn, søgte en fiskerbåd, hvis lastrum var stuvende fuld med jødiske flygtninge for fuld kraft at sejle ud af havnen. I samme øjeblik blev der givet ild fra molen. Båden med de flygtende danske medborgere blev beskudt med maskinpistoler af dansk politi. Flygtningene reddede sig fra den sønderskudte båd ind på bølgebrydernes stensætning, hvor de sad i flere timer, indtil de sammentrukne tyske styrker efter Gestapo – Juhls ordre kom og arresterede dem og fulgte dem i land. De blev alle arresteret takket være Holten.

Som allerede nævnt har vi ikke fået disse hændelser bekræftet i andre kilder ed i Carl Madsens bog. Og ifølge den havde tyskerne også fået fat i Kystpolitiets rapporter som de brugte mod danske statsborgere.

 

Holten forfremmet til politimester i Frederikssund

Denne Holten blev aldrig straffet på nogen måde. Tværtimod blev han hædret med en stilling som politimester i Frederikssund. Foruden Carl Madsen var også Erik Haast efter Holten. Han mente, at Holten var dybt involveret i dobbeltdrabet på Peter Bangsvej.

Heller ikke Gestapo Juhl fik egentlig nogen dom i Danmark. Han blev belønnet for sin ihærdige indsats med at jagte jøder. Han blev kommandør i Stutthof KZ – lager.

I alt blev 1.300 jøder overført fra Gilleleje – området.

 

Jøder taget i kirken og menighedshuset

Der var skjult jøder i sommerhuse. Butikslokaler, garager på lofter, hos slagtermesteren og i bryggeriet.

Men de jøder, der havde søgt tilflugt i kirken og i menighedshuset blev taget. I Gilleleje talte man meget om stikkeri. Men mon ikke Gestapo – Juhl vidste det i forvejen. Der vrimlede med jøder i Gilleleje og stemningen var anspændt. Alle var nervøse.

Datteren fra badehotellet, Ruth Nielsen blev beskyldt for at være stikker. Men hun blev senere frikendt.

 

Tysk radarstation med tilbud til flygtninge – hjælpere

Vest for Gilleleje lå en tysk radarstation, hvor tyske tropper kunne holde øje med skibstrafikken. Da fiskerne i købet af oktober havde svært ved at sejle jøder ud af Gilleleje Havn, ringede kommandanten på radarstationen med et tilbud:

  • Vi har en strandbred herude ved vores station, og den må i godt bruge. Vi ved godt, hvad der foregår, og vi har tænkt at vende det blinde øje til.

 

Tysk kommandant advarede mod stikkere i Gilleleje

For at opretholde et samarbejde med danskerne var der en bevidst strategi fra dele af besættelsesmagten at se igennem fingre med redningsaktionen. Men der var fanatikere som Gestapo – Juhl imellem.

Måske var det derfor, at fiskerne fra Gilleleje ikke tog imod dette tilbud. I stedet blev der iværksat en større operation længere nede ad kysten, som ledtes af en lokal købmand.

Men kommandanten op radarstationen advarede også fiskerne om stikkere i Gilleleje. Og også en fisker anmeldte sine kollegaer.

 

Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes

Om aftenen den 2. oktober meddelte Werner Best det tyske hovedkvarter i Berlin at Danmark var befriet fra jøder. Tre dage senere meddelte han, at der ikke var mandskab til at forhindre flugten til Sverige. Det var vigtigt at han den 7. oktober i et telegram kunne meddele Berlin, at der i Gilleleje var arresteret 110 jøder i forsøget på at flygte til Sverige. Således blev der ikke sået nogen tvivl om hans stilling som rigsbefuldmægtiget i Danmark.

 

Børn blev ladt tilbage

Masser af børn blev ladt tilbage i Danmark. Man havde besluttet at flugten til Sverige var for farlig. Historien om de glemte børn, glemmer man at fortælle. Historien om de glemte børn er omgivet af mørke og traumer. Det gør det svært at fortælle i samme åndedrag som den lyse heltefortælling om danskernes indsats som redningsmænd over for jøderne i oktober 1943.

Mindst 133 jødiske børn blev gemt i Danmark under nazisternes aktion. Disse børn oplevede et dobbelt svigt både fra deres forældre og fra deres plejefamilier, som havde passet dem under krigen. Det gik ud over tilknytningen.

 

Mange jøder vendte hjem til ingenting

Det er ikke det fulde overblik over, hvad jøderne vendte tilbage til efter krigen. Men man vurderer, at cirka halvdelen havde mistet enten bolig, job eller formue. For nogle var deres hjem fuldstændig tømt for værdier og møbler, for andre var en lejebolig givet videre eller midlertidig fremlejet. Der er eksempler på naboer eller andre lokale, der så muligheden for at erhverve sig ejendom eller værdier.

Omkring 1.500 af de hjemvendte mistede stort set alt og havde ikke tag over hovedet længere. De blev placeret i flygtningelejre som for eksempel gymnasier uden for hovedstaden. Der var også familier, der kom hjem til et stort set uberørt hjem.

 

Beretninger om flugten

Vi har samlet et par beretninger om flugten. Og vi skal lige gøre opmærksom på at vi har redigeret i teksten.

 

Stormet af tyskere i Kastrup

  • Vi tog toget til Helsingør og toget var fyldt med jøder, hvoraf de fleste skulle ud til kysten. Der var folk, der holdt sommerferie der og kendte fiskeskipperne. Vi skulle egentlig til Gilleleje, men taxachaufføren nægtede at køre den tur, da han havde hørt at den forrige var taget af tyskerne.

 

  • Turen gik tilbage til København og således kom vi til Frederiksberg og til vores egen lejlighed.

 

  • Vi skulle nogle dage senere gå fra Syrefabriksvej i Kastrup Gå hen til en båd, da der blev råbt ”Tyskerne er her”, Vi blev hurtigt gennet ind i en lade, men udefra blev der råbt ”Juden heraus”. Og så blev døren sparket op.

 

  • ”Hände hoch” – En kvinde – en skuespiller fra Tyskland ved navn Feiffer – går frem mod tyskerne og blev skudt ned. Vi andre kom op i ”præmievogne” og så kørte de rundt med os i timevis uden at orientere os om, hvor vi var. Om morgenen standsede vi, og var fanger i Horserødlejren.

 

 

En flugt – der ikke blev til noget

  • Langt om længe nåde vi ud til Københavns Havn og blev sammen med et par andre mennesker stoppet ned i lasten på en lille fiskerbåd. Fiskeren havde allerede sat motoren i gang, da der kom en mand løbende og fortalte, at havnepolitiet var blevet udskiftet med nogle mere tyskervenlige betjente, og det var umuligt at sejle lige nu.

 

  • Fiskeren gennede os ud af båden, og det gjaldt om at komme væk i en fart. Min far bar mig og løb så hurtigt han kunne, mens min mor i den almindelige forvirring løb i den modsatte retning. Mine forældre var efter dette mislykkede flugtforsøg overbeviste om, at det ikke lykkedes at komme over sundet og ville derfor sikre sig, at i hvert fald jeg, deres eneste barn, overlevede rædslerne.

 

 

De skulle have alle pengene

  • Vi gik ned til toget, og lod som om vi ikke kendte hinanden. Vi løste billet til Gilleleje og steg op i toget, hvor der i forvejen sad mange. Der var spænding og nervøsitet i toget. Vi var alle bange for, at der skulle dukke tyske soldater op i kupeen. Vi var også bange for stikkere, der kunne angive os. Det tog lang tid at nå Gilleleje. Nerverne var på højkant, men vi nåede uantastet frem.

 

  • To og to gik vi med passende afstand ned til havnen. Vi blev vist ind i et hus, hvor der boede en fisker.

 

 

  • Fiskeren kom hurtigt indt til os og sagde, at vi for at støtte modstandsbevægelsens farlige arbejde lige så godt kunne hælde vores penge op på bordet med det samme, så skulle vi straks komme af sted. Jeg havde sparet 5.200 kr. op, som jeg havde hævet i banken , og i taknemmelighed over, at nogen ville risikere livet for at hjælpe os, lagde jeg dem, hver en krone på bordet. Mine brødre hældte også deres penge på bordet.
  • Vi fik besked på at gå mod havnemolen en ad gangen til den fiskerbåd, der lå yderst og gå ombord.

 

  • Efter et stykke tid nede i lastrummet, blev lemmen halet op – ”Så kan I godt komme op” – Svenske soldater udbrød i det samme ”Välkomme til Sverige”

 

 

 

Det kostede 3.000 kr.

  • Den 7. oktober fik jeg kontakt med fisker Carl Hansen, der gav mig besked om at være parat næste dag og jeg måtte være parat til at tage af sted med øjebliks varsel. Kl. 15 kom Hansen og hentede mig og tog afsted med det samme i en bil til Skudehavnen. Jeg havde fået en madpakke med og 5.000 kr., men rejste i øvrigt, som jeg gik og stod.

 

  • Da jeg kom ind i bilen, sad der mig en ubekendt mand i den og Hansen satte sig på bagsædet mellem ham og mig. Da vi havde kørt et kort stykke, sagde Hansen til mig, at han skulle have 3.000 kr., ellers kunne jeg ikke komme over. Jeg sagde ingenting, men betalte ham pengene.

 

  • Ankommet til Skudehavnen blev jeg anvist et skur, som blev benyttet til opbevaring af fiskegrej. Der fandtes ingen vinduer men døren stod frit åben med udsigt til havnen. Efter ca. 90 minutters ventetid så vi et tysk patruljefartøj sejle forbi havneudløbet i nordlig retning. Da det havde passeret, gav den vagthavende betjent ved havnekajen et tegn med hånden, hvorpå vi fik ordre til i største hast at begive os ned til en fiskerbåd, der lå og tøffede i havnen. Der var i alt ti flygtninge, udenlandske og danske jøder, der ikke kendte noget til hinanden. Jeg blev stuvet ned i båden. Et par dæks-plader blev lagt over mig.

 

  • Vi tøffede afsted. Jeg lindede lidt ved plankerne, men fik ordre til at dække mig til, da der krydsede tyske flyvere over farvandet. Vi nåede uden forstyrrelser af nogen art over på svensk søterritorium. Lidt uden for Barsebäck blev vi prajet af en svensk båd, som da de hørte, at vi var danske flygtninge, råbte det ene ord til os

 

  • Välkomna

 

Kaptajnen ville ikke hjælpe-ringede efter tyskerne

  • Udøver os var der fire mennesker, vi ikke kendte. De skulle også med. Da vi gik ombord begyndte båden at tage vand ind – den blev tømt og vi kom om bord igen. Vi måtte sidde, hvor vi nu engang sad – uden at bevæge os, for ellers ville båden kæntre

 

  • Vi havde ikke kompas med – og ingen af os kunne ro. Efter nogen tid vidste vi ikke, hvor vi var. En ung kvinde sad og øste vand med en spand, hvor der var hul i. Hun blev meget søsyg og hun bad os flere gange at smide hende over bord Det var koldt, det var mørkt og det var vådt.

 

 

  • Det begyndte at lysne tidligt om morgenen. Vi så en damper i det fjerne. Der blev sat et lommetørklæde på fars stok, og skibets mandskab så os. Det var skibet Ydun, en af de Forenedes både. De smed en rebstige om bord. Alle otte klatrede op på skibet.

 

  • Far gik op for at tale med kaptajnen og spørge om, han kunne hjælpe os til den svenske sejlrende, så vi kunne komme over i en svensk båd eller give os en af redningsbådene. Mens far var oppe på broen, sad mandskabet hos os.

 

 

  • Far kom ned igen og fortalte, at kaptajnen ikke ville hjælpe. Mandskabet lod os derefter være. Min mor havde af vores læge Per Thygesen, som de var gode venner med, fået en flaske morfin blandet med cognac. Dette skulle vi nu drikke. Jeg var 17 år og synes jo ikke, at jeg skulle dø – men det skulle jeg – så jeg drak det.

 

  • Min far græd, noget jeg ikke havde set før – og aldrig så siden. Men han følte sig skyldig over at lade sine to børn tage gift.

 

 

  • Imens telegraferede kaptajnen til Gestapo – Juhl i Helsingør. Lidt efter kom tyskerne i en motorbåd og hentede os.

 

  • Vi blev ført til en barak i Helsingør, hvor vi blev kropsvisiteret af en tyske telefonistinde. Jeg husker ikke mere, hvad der skete, da jeg blev bevidstløs af morfinen. Min far og mor havde ikke fået en dosis, der var stor nok.

 

 

  • Vi blev alle via Horserød deporteret til Theresienstadt den 13. oktober 1943.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • danmarkshistorien.dk
  • pow.international.dk
  • kristeligt-dagblad.dk
  • joediskinfo.dk
  • folkedrab.dk
  • museumns.dk (Museum Nordsjælland)
  • tv2kosmopol.dk
  • b.dk
  • Weekendavisen
  • Claus Bundgård Christensen m.m.: Danmark besat – krig og hverdag
  • Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen – en politisk historie
  • Rasmus Kreth, Michael Mortensen: Flugten til Sverige
  • Jacques Blum m.m.: Jødeaktionen i Danmark i oktober 43
  • Klaus Rothstein, Bent Blüdnikow: Dage i oktober 43
  • Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi
  • Sofie Lene Bak: Jødeaktionen oktober 1943
  • Magnus Panduro Juhl: Jødernes danskernes hjælper i oktober1943
  • Tidsskrift for dansk Jødisk Historie
  • Udsyn – Tidsskrift for jødisk liv, Israel og Mellemøsten
  • Kirchhoff: Duckwitz – den gode tysker
  • Bo Lidegaard: Landsmænd – de danske jøders flugt
  • Bent Blüdnikow: Min fars flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943
  • Carl Madsen: Vi skrev Loven
  • Cecilie Banke og Anders Jerichow: Holocaust og civilsamfundets reaktion
  • Ove Johansen: Tilfældet Leifer
  • Christian Tortzen: Gilleleje oktober 1943 – under jødernes flugt for nazisterne
  • Fem år bd. 2
  • Outze: Gå til Modstand
  • Asschenfeldt Frederiksen: Fra det gamle Gilleleje
  • Søren Frandsen, Lennart Rasmussen: Kurs mod friheden

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.062 artikler
  • Under Besættelsestiden (før, under, efter, Anden Verdenskrig) finder du 408 artikler)
  • Under København finder du 202 artikler
  • Under Nørrebro finder du 324 artikler
  • Under Grænsen er overskredet finder du 9 artikler

 

  • Oktober 1943 – de danske jøders flugt og fangerskab
  • En – oktober – nat 1943
  • De danske jøder i Theresienstadt
  • Sverige og jøderne
  • De forfulgte jøder
  • Jødefejden 1819
  • Flugten over Øresund
  • Duckwitz – den ”Gode” tysker
  • Werner Best
  • Da krigen var forbi
  • Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital
  • Mosaisk Nordre Begravelsesplads
  • Werner Best retfærdiggjorde sig selv

 

 


Tønders udvikling 1864 – 1920 (3)

Oktober 18, 2023

Tønders udvikling 1864 – 1920 (3)

Den sidste artikel i denne serie. I ”nødværge” mod Østrig. Prinsen af Augustenborg stod klar. Tønders Magistrat handlede klogt. Hertugdømmets indlemmelse i Preussen. Værst gik udviklingen ud over Tønder. Angsten for den preussiske militærtjeneste. To moderate landrødder. Borgmester Streckenbach var en sand patriot. En meget frisindet mand blev redaktør af Tond. Intell. Blatt. En lille skare af dansksindede. Den danske overklasse holdt sig for sig selv. Et forbud mod dansk teater. Vestslesvigsk Tidende. En ny redaktør. Da ”fremmede” tyskere krævede strengere kurs mod danskerne. Pastor Jacobsen brugte bladet som propaganda – organ. Så skulle Jacobsen være biskop. Udadtil var Tønder en patriotisk by – men ikke indadtil. Tonderne Nachrichten havde en kort levetid. Köller – politikken skabte en opvågning blandt de dansksindede. Landråden kendte ingen danskere. Det tyske borgerskab skulle vækkes. Sturm auf Tondern. Der var lagt op til oprør i Tønder – men så kom krigen. Større fordragelighed i Tønder end andre steder.

 

Den sidste artikel i denne serie

Vi har lavet en lille miniserie om Tønders udvikling fra 1840 – 1920. Dette er så den sidste artikel i denne serie. Det var en ret så turbulent tid. I tilknytning til artiklen har vi samlet en liste over artikler, som vi også har skrevet om den tid.

 

I nødværge mod Østrig

I 1867 må tøndringerne have set lidt mærkelige ud, da man den 28. juni i deres Intelligensblad kunne læse en ”Proklamation fra Kong Wilhelm, hvorefter Preussen desværre i nødværge måtte føre krig mod de Østriger, som man i Tønder havde betragtet som gode venner og befriere.

 

Prinsen af Augustenborg stod klar

Endnu mere forvirrede skulle det virke på dem, at overpræsident von Scheel – Plessen i samme nummer advarede mod et flyveblad fra en vis ”Prins af Augustenborg”, der tillægger sig titlen af Hertug og taler om en ret:

  • Om hvis fuldstændige Uholdbarhed ingen mere nærer nogen Tvivl

 

Tønders Magistrat handlede klogt

I 1866 blev det forbudt at flagre med sort-rød-gyldent. Det var de farver, der ligefrem var hellige for alle tyske demokrater, som arbejde for et enigt stor-tysk rige. Men byens Magistrat handlede klogt i denne situation. Efter slaget ved Königgrätz sendte man en ”Lykønskningsadresse” til Kong Wilhelm og får et takkebrev fra Bismarck.

 

Hertugdømmets indlemmelse i Preussen

Den 12. januar 1867 bekendtgøres:

  • Patentet vedrørende Hertugdømmets Indlemmelse i Preussen

Den 12. februar 1867 holdes der valg til det nordtyske forbunds grundlovgivende forsamling I Tønder bliver stemmerne fordelt således:

  • Dethlefsen (dansk): 78 stemmer
  • Francke (nationalliberal) 206 stemmer
  • Beseler (liberal) 156 stemmer
  • Thomsen (Slesvig-Holst.) 26 stemmer

Det var en stor preussisk sejr over Slesvig – Holstenismen.

 

Værst gik det for Tønder

Så fulgte de store tyske sejre i 1870 og det tyske kejserrigets oprettelse i 1871. Den nye tids morgenrøde som J.C. Todsen havde talt om var brudt frem. Men de første årtier var en skuffelse for tyskerne. Tønder, der var Hertugdømmets næstældste by, havde oprindelig også været den næststørste og næst vigtigste by.

I løbet af århundredet voksede Flensborg de andre over hovedet. Også de andre byer voksede mere end Tønder. I 1860 var Haderslev blevet dobbelt så stor som Tønder og Sønderborg. Efter 1864 stagnerede alle nordslesvigske købstæder. Værst gik det for Tønder.

Alle industrier sov efterhånden ind. Jernbanen førte lige så godt Tønders kunder til Flensborg som nye kunder til Tønder. Ja mange ligefrem udvandrede. Aviserne skrev også om det:

 

Angsten for den preussiske militærtjeneste

  • Angsten for den preussiske militærtjeneste.

I Tonderne Zeitung kunne man læse:

  • Reisst aus, reisst aus, reisst alle aus, da steht ein preussisch` Schilderhaus

 

To moderate Landråder

Der var masser af konkurser og øgede skattebyrder. I avisen kunne man følge de mange klager. På Landrådsstolen sad Bleicken, en liberal Slesvig – Holstener med en forsonlig indstilling over for danskerne. Efterfølgeren – Hof-råd Hansen havde samme indstilling.

 

Borgmester Streckenbach var en sand patriot

Borgmester Streckenbach, der stammede fra Eckernförde, var en stor patriot. Ved det første byrådsvalg efter den nye ”Städteordnung” af 1869 valgtes to udprægede danske borgere, jernstøber Lorentzen og købmand P. Olufsen ind i byrådet. Valgordningen var sådan at et mindretal aldrig kunne blive repræsenteret ved egne kræfter.

 

En meget frisindet mand blev redaktør af Tønder Int. Blatt

Tond. Int. Blatt gik i 1871 fra Forchhammers hånd til J.W. Goos fra Heide. Den førtes videre af ham som Tond. Zeitung. Den nye redaktør var en meget frisindet mand, der åbent kritiserede Bismarck og viste meget forståelse for danskheden, Præster, Jesuitter og Junkere var hans fjender, men danskerne kunne han åbenbart godt lide. Efter at ”Den vestslesvigske Tidende” var stoppet, var hans blad jo også lokalblad for både danskere og tyskere i oplandet,

 

En lille skare af dansksindede

Det var en lille skare af dansksindede, der stadig holdt fanen højt. Det var ret få. De fleste opgav ret hurtig. Men skal vi lige præsentere de dansksindede. Det var:

Advokat Gjessing, Lægerne Dr. Friis og Dr. Jersild, Apotekerne Augsburg og Haastrup, Koginspektør Refslund, Dyrlæge Hage, Købmand P. Olufsen, Farver Diemer, Jernstøber Lorenzen og flere håndværkere.

 

Den danske overklasse holdt sig for sig selv

Egentlige danske organisationer fandtes ikke dengang. De få danske fra overklassen holdt sammen indbyrdes. Men småkårsfolkene måtte passe sig selv. Danske skoler og dansk privatundervisning blev snart forbudt.

 

Et forbud mod dansk teater

Men egentlig var der et rigt dansk kulturliv, idet danske teaterselskaber gæstede Tønder i flere uger hver gang. Således havde Vilhelm Petersens Selskab et ”smukt og forbavsende moderne program”. Forestillingerne strakte sig over 3-4 uger. De var meget godt besøgte. Der kom op til 50 vogne med teatergæster fra hele landet til Tønder.

Tond. Zeitung roste spillet i høje toner, men beklagede at det ene efter andet tyske teaterselskab måtte spille for tomme rækker. Mellem linjerne kunne man læse om dilettantisk spil.

De tyske myndigheder lagde dog efterhånden hindringer i vejen for de danske skuespillere. Men måske provokerede man også lidt op fra scenen med udfoldelse af Dannebrog på scenen. Man opførte ”Elverhøj” med den danske nationalsang og Tordenskjold i Dynekilden.

Det hele endte med, at de danske skuespillere blev udvist og opførelsen af danske skuespil blev forbudt.

 

Vestslesvigsk Tidende

Grunden til at de dansksindede skjulte sig var, at man savnede en energisk fører i byen efter advokat Gjessings tidlige død i 1882. Redaktør Peter Skovrøy overtog dette hverv. Udgivelsen af Vestslesvigsk Tidende i Tønder fik landråd til at udbryde:

  • Hvad – I den danske tid kunne der ikke udkomme nogen dansk avis i Tønder, og nu da vi nu er preussiske, kommer der en.

I 1885 overtog redaktør Jessen ”Flensborg Avis” Skovrøys blad. Bladet blev nu en lokaludgave af Flensborg Avis med Skovrøy som lokalredaktør. Han var skarp i sin pen.

 

Tønder Intel. Blatt fik ny redaktør

I 1889 fik Skovrøy en ny modstander. Den rolige og fornemme J.W. Goos solgte nemlig Tond. Zeit. Til J.H.N. Thamssen fra Wyk på Før. Man så om ham at han var småt begavet. Når han skrev, var der slemme logiske og sproglige fejl. Men bladet skiftede nu helt stil. Den ny redaktør følte sig som tyskhedens vogter i Vestslesvig.

Han rettede personlige angreb med redaktør Jessen, redaktør Nicolai Svendsen og Peter Skovrøy. Sidstnævnte måtte ofte høre for at fik sin uddannelse på et tysk amtsrets-kontor og fortsatte som journalist ved et tysk blad ”Folkebladet” i Haderslev.

Redaktør Jessen måtte flere gange stævne Thamssen for retten og han nåede også at få ham dømt gentagende gange til mindre bøder.

 

De ”fremmede” tyskere krævede strengere kurs mod danskerne

”Fremmede” tyskere kunne ikke forliges med den fredelige atmosfære i Tønder. De krævede en strengere kurs over for danskerne. Blandt disse fremmede var seminarieoverlærer Wendling, der stammede fra Rhinlandet. Og så var der det amtsdommer Dr. Brockschmidt, der i 1886 fra Oste i Hannover var kommet til Tønder. Snart indtog han en ledende plads i Krigsforeningsbevægelsen.

 

Pastor Jacobsen brugte bladet som propagandaorgan

Ja så var det også Pastor Jacobsen fra Skærbæk. Han brugte bl.a. Tond. Zeitung som sit propagandaorgan, hvor hans mange og store gerninger gang på gang blev fremført for offentligheden.

I 1898 førtes der en heftig kamp for at fortrænge amtsråd Bachmann, Haderslev (født i Tønder) som landdagsmedlem for Tønderkredsen og få ham erstattet af pastor Jacobsen. Nu optrådte pastor Jacobsen som Nationalliberal, skønt han ved et Rigsdagsvalg et par måneder i forvejen havde været opstillet som antisemitisk kandidat.

 

Så skulle pastor Jacobsen være biskop

Forsøget strandede trods al propaganda på de vestslesvigske valgmænds besindighed. Året efter ville man skubbe biskop Kaftan til Holsten og anbringe pastor Jacobsen i Slesvigs bispestol. Ved den lejlighed skrev Thamssen:

  • Hvis Kaftan bliver siddende som biskop, ville vi have mistet al tro på, at der endnu kan gennemføres en konsekvent nationalpolitik i Preussen.

Kaftan blev siddende. Få år efter gik alt galt for pastor Jacobsen. I 1903 krakkede hele herligheden i Skærbæk. Thamssen og andre bestyrelsesmedlemmer for banken i Skærbæk kom for Landsretten men de blev mærkelig nok frikendt.

 

Udadtil var Tønder en patriotisk by – men ikke indadtil

De fleste borgere i Tønder fulgte ikke den skarpe kurs. Udadtil var Tønder en meget patriotisk by, der elskede at stille op med store nationale fester og optog, fakkeltog og illumination. Men et egentligt fjendskab mod de danske var det ikke som i 1864. En stor del af Tønders opland var dansk.

 

Tonderne Nachrichten havde kort levetid

Som en modvægt til Thamssens nationalliberale og danskfjendtlige Tondernsche Zeitung oprettedes i 1890 det frisindede og mere danskvenlige Tonderner Nachrichten, der dog aldrig kom ud over svære økonomiske kriser.

Som vi i andre artikler har nævnt fra Skovrøy medlem af Singverein – ja det var Dr. Jersild faktisk også.

 

Køller – politikken skabte en opvågning blandt de dansksindede

Køller – politikken gjorde også sit indhug i Tønder. Men det skabte måske også en opvågning blandt de dansksindede. Det kom til udtryk i dannelser af ungdomsforeninger. Ungdomsbevægelsen spredte sig på egnen til Bylderup, Jejsing, Emmerlev, Møgeltønder m.m.

I 1901 blev Tønder Landmandsbank oprettet. Her blev bankdirektør Rossen en myndig direktør. Unge danske købmænd og håndværkere slog sig ned i byen. Blandt disse var bagermester Thorvald Petersen. Han kom til at præge den nationale udvikling i byen de kommende årtier.

Med utrolig energi gik bagermesteren i gang med at opspore alle dansksindede i Tønder. H.V. Clausen regnede i 1901 ikke Tønder med til Nordslesvig. At Tønder alligevel kom med til Nordslesvig, var ikke mindst Thorvald Petersens fortjeneste. Der kunne måske også nævnes andre bl.a. bankdirektør A. Andresen.

 

Landråden kendte ingen danskere

Landråd Rogge udbrød efter et valg i 1912:

  • 80 danske stemmer. Hvor sidder alle disse danskere? Jeg kender ingen.

Den første danske forening efter 1864 blev stiftet. Det var Tønder Læseforening, som vi har skrevet en artikel om.

I 1904 var landråd Rogge kommet til Tønder. Han var søn af den tyske kejsers hofpræst. Han var en ung, meget dygtig og meget energisk mand, en typisk repræsentant for den skarpe germaniseringskurs.

 

Det tyske borgerskab i Tønder skulle vækkes

Nu skulle også det tyske borgerskab i Tønder vækkes af sin fredelige nationale søvn. Tænk at man i Tønder endnu ikke havde nogen afdeling af:

  • Deutscher Verein für das nördliche Schleswig!”

Det blev dog stiftet i Løgumkloster af amtsdommer Schwartz. Nu havde man fået placeret afdelinger over hele Nordslesvig.

 

Sturm auf Tondern

Men nu skulle Tønder erobres. Det skete den 16. januar 1909 under mottoet:

  • Der Sturm auf Tondern

Ekstra tog fra alle retninger førte hundredvis af mennesker til Tønder. Tonhalles sal var ved at revne af mennesker og spænding. Her var 1.000 mennesker forsamlet. De store danske og tyske blade havde sendt repræsentanter.

Amtsdommer Mangels ledede mødet og landsretsraad Dr. Hahn holdt som foreningens formand hovedtalen, hvori han særlig polemiserede mod Tønder Byråd og mod landdagsmand, landsretsråd Dr. Jürgensen, Husum – en besindig hjemmetysker fra Aabenraa.

Landråd Rogge råbte i sin korte tale:

  • Det hedder ”Stehe fest og ikke ”Trete leise”.

Domæneforpagter Fürsten , Ellehus vendte sig mod danskernes historieforfalskninger. Bortset fra redaktør Thamssen var der ingen borgere fra Tønder, der holdt taler.

Den ny forening i Tønder startede med 260 medlemmer. Et år efter startede Pastor Schmidt Vodder sin ”Fredsforening”. Men denne fik kun ringe tilslutning.

 

Der var lagt op til oprør i fredelige Tønder

Det var i 1910 optræk til et virkeligt nationalt opgør i den tidligere fredelige by Tønder. Men så kom Verdenskrigen efterfulgt af den bevægede afstemningstid. Lykken havde svigtet Thamssen. Han havde oparbejdet sit trykkeri til et stort foretagende som konkurrerede med de største tyske trykkerier. Men han konkurrerede sig ihjel. Han måtte afstå det hele til sin søn. Og selv flyttede han fra byen

Thamssen Jun. Solgte i 1919 Tond. Zeitung til Cornelius Petersen fra Vester Anflod.

 

Større fordragelighed i Tønder – end andre steder

Den nationale kamp har hele tiden været præget af større fordragelighed i Tønder end i andre nordslesvigske købstæder. Besindighed og Tolerance har været fremherskende i byen.

Kejser Wilhelm fik heller ikke lov til at stå på Torvet i Tønder. Indtil 1933 var der vel også national tolerance i byen. Og så er det lige historien om de tosprogede skilte i Tønder,

 

 

 

Kilde: (Hele Serien Tønder 1840 – 1920 – bestående af tre artikler)

  • dengang.dk – diverse artikler
  • dk
  • Geschichte-s-h.de
  • Tondernsche Zeitung (Intell.-Blatt) (Neue Tonderische Zeitung)
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Frans von Jessen: Håndbog i det nordslesvigske spørgsmål
  • Å. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede
  • Hans Jensen: De danske stænderforsamlingers historie
  • Familiegeschichliche Mitteillungen aus Nordschleswig
  • Henrik Becker Christensen: Det Tyske Mindretal i Nordslesvig
  • Gottlieb Japsen: Den fejlslagne Germanisering
  • Minderheiten in Deutsch – Dänischen Grenzbereich

 

 

  • Hvis du vil vide mere (Tønder 1840 – 1920)

 

  • dengang.dk indeholder 2.061 artikler
  • Under Tønder finder du 339 artikler
  • Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 151 artikler
  • Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 36 artikler

 

  • Tønders udvikling 1840-1851 (1)
  • Tønder 1851 – 1864 (2)
  • Det Prøjsiske Seminarium 1864-1920
  • Luftskibe i Tønder – den 8. historie
  • Endnu flere Zeppeliner
  • Revolution i Tønder
  • Da Kongen besøgte Højer og Tønder i 1920
  • 1864 i Tønder
  • Tønder 1864
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Tønder 1880
  • Tønders Zeppeliner (4)
  • Fysikus Ulrik (1-2)
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1) (b)
  • Tønder – egnen 1848 – 1852 (2) (b)
  • Købmand Olufsen fra Tønder
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Soldat i Tønder 1851
  • En avis i Tønder
  • Danmark havde ikke juridisk adgang til Nordslesvig
  • Slesvig – Holstenisme – et flag og en sang
  • Hvad kan vi lære af 1864?
  • Hvad skete der efter 1864?
  • Slesvig Holsten og Bismarck
  • Ribe – brevet
  • Turen går til Tønder 1862
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • En luftskibsbase i Tønder
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Militæret i Tønder 1920 – 1933
  • Handel i Tønder indtil 1864
  • Et jernstøberi i Tønder
  • Tønders Historie efter 1900
  • Tønder – før og efter Genforeningen
  • Tønder Læse- og Ungdomsforening
  • Afstemningsdagen i Tønder 1920 i Tønder
  • Gadenavne og skilte i Tønder
  • Danskheden i Tønder
  • Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder
  • Tønder 1880 og mange flere

 

 

 

 


Skal Købehavns Lokalarkiver lukke (2) ?

Oktober 17, 2023

Skal de Københavnske Lokalarkiver lukke (2)?

Masser af forhandlinger, fejlagtige oplysninger og misforståelser. Kontingent skal fordobles for at bevare Københavns Kulturarv. Medlemmer af Lokalhistoriske Foreninger skal betale for besparelser på kulturområdet. Dobbeltkontingent betyder masser af udmeldinger. Arkiverne skal samles et sted, som en slags fjernlager. Så er det slut med lokale besøg. Lokalarkiverne får hvert år 5.200 henvendelser. Ønsket er samme tilskud som 2022. Vi er ulønnede og frivillige – husk lige det, politikere. De fleste lokalarkiver befinder sig i kommunale lokaler. Det vil med andre ord sige, at kommunen får det meste af tilskuddet retur i form af indkrævning af lejeindtægter. Og kære politiker. Lokalhistoriske Foreninger får ikke tilskud af Københavns Kommune.

 

Masser af forhandlinger, fejlagtige oplysninger og misforståelser

Ja tiden er kommet nærmere. Der har været ført forhandlinger på kryds og tværs. Men det ser ikke ud til at politikerne vil give sig. Åbenbart ved de slet ikke, hvad det handler om.

De havde fået alle informationer flere gange. Men indstillingen er præget af misforståelser og direkte fejlagtige oplysninger. Det kunne jo være rart, hvis man satte sig direkte ind i tingene.

 

Kontingenter skal fordobles for at betale husleje!

Således mener man, at alle kontingenterne skal fordobles. Men kontingenterne har ikke noget med lokalarkiverne at gøre. De går til alle aktiviteter i Lokalforeningerne. Og det er aktiviteter som for eksempel, når ”Den Gamle Redaktør” her holder foredrag for Lokalhistorisk Forening.

 

Det betyder en masse udmeldinger

Kontingentet går til byvandringer, udstillinger, medlemsblade, udgivelse af lokalhistoriske bøger m.m.

En fordobling af kontingent vil få de fleste lokalhistorisk interesserede til at udmelde sig omgående.

De Lokalhistoriske foreninger har aldrig søgt Københavns Kommune om tilskud. Det hviler i sig selv.

 

Skal man betale forhøjet kontingent for at bevare Københavns Kulturarv?

Og det vil da også være helt forkert, at fordi man interesserer sig for lokalhistorie så skal man samtidig med forhøjet kontingent være med til at bevare Københavns Kulturarv. Det må da være i alle københavners interesse.

Men Kulturforvaltningen og politikerne mener at forhøjet kontingent skal dække manglende leje. Det er jo vanvittigt. Som vi tidligere har fortalt, bliver størstedelen af de penge som Lokalarkiverne modtager betalt tilbage til kommunen igen, fordi Lokalarkiverne har lejet lokaler hos kommunen.

 

Arkiverne skal samles et sted – skal lokalarkiverne betale det?

En anden ”genial” ide, der kommer fra politikerne og forvaltningen er, at arkiverne skal samles på et sted. Jamen, hvor findes der så store lokaler. Og hvad med de merudgifter, dette betyder. Skal disse udgifter også betales af de enkelte lokalarkiver?

Politikerne vil åbenbart indføre et stort fjernarkiv. Hvis en lokal så gerne som 5.200 andre hvert år vil have en oplysning så er den frivillige tvunget til at bruge endnu mere tid til at tage hen eller ud til dette fjernarkiv. Det der samles i lokalarkiverne, er lokalhistoriske arkivalier som har relation til lokalområdet.

 

Ønsket er samme tilskud som 2022

Ønsket fra Lokalarkiverne er at få samme tilskud som 2022. Der er ikke tale om en forhøjelse. Men sker det ikke så lukker lokalarkiverne. Og så risikere alt det indsamlede materiale 0g viden at blive ødelagt

 

Vi er ulønnede og frivillige

Lokalarkiverne har samme funktion som Stadsarkivet og Museum blot i lokalområderne. Men her det ulønnede frivillige, der samler ind og sørger for at materialerne bliver registreret og arkiveret samt digitaliseret. Man har fået tilskud de seneste godt 20 år. Arkiver opkræver ikke kontingenter.

Sammenhænget mellem arkiv og forening varierer meget.

 

De fleste af lokalarkiverne befinder sig i lokaler ejet af Københavns Kommune

Hvorfor foreningskontingent skal bruges til at betale leje af lokaler til arkiverne, som Københavns Kommune har skåret ned på, er uforståelig samtidig med at størstedelen af de arkiver befinder sig i lokaler som er ejet af Københavns Kommune. Med andre ord. Meget af det som Københavns Kommune giver i lejetilskud, får de igen som indtægt.

 

  • Læs også første del af dette tema.

 

 

 


Gulvskrubbemordet ved Røde Mølle

Oktober 16, 2023

Gulvskrubbemordet ved Røde Mølle

Den 11.december 1914. En gulvskrubbe blev fundet. Ulykke eller drab. Mediernes bevågenhed. Afdøde var kendt i ”Møllecafeen”. Talrige afhøringer. Opdagelsespolitiet havde afsat 100 mand. Et ungt par sad bag afdøde. Politiets teori. Obduktionsrapport fastslog at det var mord. Tilståelse. Dommen blev anket. Alfred Jacobsen forsøgte at begå selvmord 6-7 gange i fængslet. Stella Nielsen løsladt før tid.

 

Den 11.december 1914

På Politihistorisk Museum er gulvskrubben og billede af både Stella og Alfred udstillet. Og hvorfor nu det. Jo du får forklaringen her.

Røde Mølle blev også kaldet Møllecafeen. Den lå frem til 1915 på hjørnet af Amager Boulevard og Kongedybet.

Set er fredag den 11. december 1914. Klokken er omkring 23.30, det er omkring frysepunktet og der er sne i gaderne. En person er på vej hjem og går på Amagerfælledvej. Ved opgangen til nr. 13 ser han et person liggende i kantstenen Det viser sig at være en mand, der er bevidstløs og døende. Han har et stort hul i baghovedet.

 

En gulvskrubbe blev fundet

Politiet blev tilkaldt og kom så hurtigt, de kunne. Kort tid efter kom en ambulance og kørte ham til Johannesstiftelsen. Men allerede inden ambulancen nåede frem var han udåndet.

Han var ikke blevet berøvet. I lommen havde han et bundt ti – krone sedler.

En gulvskrubbe blev fundet enten af en politimand eller en tilfældig forbipasserende. Kilderne fortæller forskellige historier. Måske kunne den have noget med mordet at gøre. Den lå ved vejkanten i noget løst sne.

Gulvskrubben blev sendt til undersøgelse. Man fandt blodpletter på kluden og fingeraftryk på skaftet.

 

Ulykke eller drab

Ved undersøgelser i og omkring ”Møllecafeen” fandtes der fingeraftryk på plankeværket og fodspor i sneen oven på en balje. Det viste sig at fingeraftrykket passede overnes med det fingeraftryk, der var på skaftet af gulvskrubberren. Derfor måtte man formode, at en evt. gerningsmand havde været i kontakt med begge dele.

På det tidspunkt vidste man ikke, om det var et ulykkestilfælde, idet man formodede at han kunne være faldet og slået nakken mod kantstenen. Man konstaterede på hospitalet at hans hat var blodig indvendig fra såret i baghovedet, men der var intet hul udvendig på hatten.

 

Mediernes bevågenhed

Man kom dog hurtigt frem til en ting med sikkerhed. Og det var at hvis han var blevet dræbt, så var det netop sket med den gamle gulvskrubbe. Man opdagede nemlig, at der foran på skyggen af hans hat var nogle fnug fra en gulvklud, som tilhørte gulvskrubben. Men han kunne også være faldet og slået hovedet mod gulvskrubben.  Som havde ligget på jorden.

Der var tvivl om hvorvidt, det var en ulykke eller en forbrydelse. Opdagelsespolitiet ville have sagen hurtig opklaret. Der blev sat hele 100 mand på opgaven. Datidens medier havde det eventuelle mord på forsiden i flere dage. Således stod følgende på forsiden af Berlingske:

  • Et Drab i Nat
  • En Skibstømrer findes med knust Baghoved paa Amagerfælledvej. Han er sidst set paa Møllecafeen sammen med en feltartillerist. Politiets Opmærksomhed koncentreres paa at finde denne Artillerist, og man mener, at det lykkes i løbet af Eftermiddagen. Artilleristen beskrives som middelhøj, blond, skægløs Mand.

Beboerne i området var efter de mange beretninger blevet utrygge.

 

Afdøde var kendt i ”Møllecafeen”

Politiet fandt hurtig frem til, hvem den afdøde var. Det var den 50-årige skibstømrer Poul Edward Vilhelm Poulsen. Han havde siddet i beværtningen ”Møllecafeen” i Røde Mølle og at da han skulle have en seddel frem, var han nødt til at lukke hele bundtet op.

Gennem den videre undersøgelse fik man at vide, at gulvskrubben havde stået i beværtningens gård. Men hvornår den var fjernet derfra eller af hvem, var der ingen, der kunne sige noget om. Der var således mulighed for at den var smidt over på en losseplads tæt ved det sted, hvor den afdøde var fundet.

 

Talrige afhøringer

Man gennemførte utallige afhøringer i denne sag. Cafeens personale kendte Poul særdeles godt. Han var en trofast og venlig gæst. De kunne fortælle at han tidligere på aftenen havde aflagt sin søster fru Nielsen et besøg. Hun var indehaver af restauranten i Amagerbanens ventesal.  Det kunne søsteren også bekræfte.

Cafeens personale kunne også bekræfte at Poul var kommet ca. 22.30. Han var ikke voldsom beruset. Han havde drukket en enkelt, som han havde betalt med en 10 kr. seddel, som blev taget op af hans lomme fra et foldet bundt med mange 10 kr. sedler.

 

Et ungt par sad bag afdøde

Desuden kunne personalet og andre i Møllecafeen også fortælle at der bagved afdøde sad et ungt par på en slags forhøjning, hvor de havde udsigt over Poul og hvorfra de evt. kunne have set alle hans pengesedler som han tog frem, da han skulle betale.

De havde set den unge kvinde var gået fra Cafeen lige før den unge mand, hun var sammen med som også gik ud. Manden var efter kort tid kommet tilbage ad en sidedør og løbet tværs over lokalet og ud gennem døren på den anden side ud til gården. Der havde han været et kort øjeblik. Han var så kommet tilbage og atter løbet tværs over lokalet og ad gennem sidedøren igen.

 

Politiets teori 

Det tog opdagelsespolitiet uhyre mange timer at få disse værdifulde informationer. Man forsøgte nu fra politiets side at rekonstruere, hvad der var sket. Hvis teorien om drab skulle fastholdes var teorien fra politiet:

  • Det unge par havde besluttet sig for at plyndre Poul. Da han var kommet ud, havde kvinden tiltalt ham og fået Poul med ned ad gaden i den modsatte retning af hvor han boede og hen imod et ubebygget terræn. Måske havde hun spurgt om han ville følge hende hjem, fordi hun ikke turde gå selv hjem i mørket.
  • Kvindens mandlige bekendtskab, der nu var kommet til stede, blev hurtig klar over at han ikke kunne magte Poul med de bare hænder. Han var så løbet tilbage til Møllecafeen ind gennem lokalet og ud i gården for at finde et passende våben som altså blev en gulvskrubbe. Den havde han så kastet over plankeværket ud på gaden. Herefter var han så løbet tilbage gennem lokalet og ud på gaden. Har havde han taget gulvskrubben
  • Han var løbet efter de to andre. Han var straks begyndt at slå den afdøde uden at tøve med sit ”våben” ude på Amagerfælledvej.
  • At de ikke havde nået at plyndre Poul, skyldtes at der muligvis var kommet en bil kørende fra den modsatte side som var standset ikke ret langt derfra på den modsatte side af Amagerfælledvej.

 

Obduktionsrapporten fastslog, at det var mord  

Nu forelå obduktionsrapporten også. Den indeholdt vigtige informationer. Poul led af en kronisk hjertefejl. Men vigtigt var det, at skaderne på kraniet (kraniebrud) var dødelige og fremkaldt ved vold. Det var altså tale om et drab.

Det blev nu sat styrker ind for at finde parret. Og det lykkedes hurtigt. To dage efter blev parret anholdt i Lille Kongensgade.

 

Tilståelse

Langt om længe erkendte de forbrydelsen. I Møllecafeen havde de besluttet sig for at plyndre Poul. Men det havde ikke været deres hensigt at slå ham ihjel. De havde villet slå ham bevidstløs og så stjæle hans penge. De var blevet skrækslagne, da de læste i avisen at han var død.

Ved kriminalrettens dom af 26. juni 1915 blev Alfred Jacobsen efter straffelovens § 243 § 46 og § 188 dømt 12 års tugthusarbejde.

Stella Nielsen blev efter samme paragraffer dømt til samme straf i 6 år.

 

Dommen blev anket

Dommen blev anket til Højesteret. Her tilbagekaldte Stella Nielsen sin tilståelse. Men Højesteret udtalte, at man ikke kunne tage denne tilbagekaldelse i betragtning, da den var ganske ubegrundet. Hendes straf blev stadfæstet, mens straffetiden for Alfred Jacobsen blev forhøjet til 15 år.

Poul Edvard Wilhelm Poulsen, der på dødstidspunktet i Kurlandsgade med sin kone og børn. Han blev begravet på Sundby Kirkegård den 20. december 1914. I kirkebogen står der under bemærkninger ”Myrdet”.

 

Alfred Jacobsen forsøgte selvmord 6-7 gange

Under afsoningen forsøgte Alfred Jacobsen 6-7 gange at tage sit liv. Efter sin løsladelse ender han hurtigt igen i fængslet. Denne gang var det ikke for mord, men for tyveri og hæleri.

 

Stella Nielsen løsladt før tid

Det tyder ikke på at Stella Nielsen afsonede hele sin straf for den 20. september 1918 blev hun gift med Jørgen Emil Pedersen på Roskilde Rådhus.

 

 

 

Kilde:

  • conneland.dk
  • dr.dk
  • Slægt og Stavn
  • Yrsa Holm Kristensen: Gulvskrubbemordet
  • Tage Andersen: Danske Kriminalsager 1838-1938

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.059 artikler
  • Under København finder du 201 artikler

 

  • Christianshavn fra A til Å
  • Christianshavn for længe siden
  • Gamle Huse fra Christianshavn
  • Anekdoter fra det gamle Christianshavn
  • Christianshavn – dengang
  • Christiania – en fristad med meninger (1)
  • Christiania – et samfund i storbyen (2)
  • Republikken Sofiegården
  • Amager – for mange år siden
  • Amagerbanen
  • En amagerdrengs oplevelser
  • Er amagerbønderne slet ikke fra Holland?
  • I et skyde-skur på Amager
  • Amager fra A til Å
  • Amager for længe siden

 


Er Nessie kun ude efter penge?

Oktober 15, 2023

Er Nessie kun ude efter penge?

Nessie er 10-15 meter lang med lang hals og hale. Den bor i Loch Ness, der er 37 km lang og 15 km bred og indtil 277 meter dyb. Så den kan godt finde et gemmested. En vis form for tvivl i begge lejre. En bog afslører snyd og bedrag. Men bogen glemmer, at en munk i 600 – tallet kan berette om en hændelse. Tænk at Nessie er 1.400 år gammel. Men snebolden rullede. Alle fotos er uklare og slørede. Nessie forlod søen og vandrede over vejen, sagde bonden. Nessie, whisky, sækkepibe og kilten er mærkevarer. Da storvildtjægeren var på jagt. Og da en dyrepasser tog gas på alle. En stor ål bliver kun en meter. Svaneøglen er uddø for 66 mio. år siden. Men den kan lve i ferskvand, så nu mener forskere, at det er sådan en der bor i Loch Ness. Masser af tid og penge er brugt på at jagte Nessie. I 2016 fandt man noget – det var rekvisitter fra en gammel film. BBC sponserede en eftersøgning. Turister bidrager med 600 mio. kr. årligt – også for at se Nessie. Det ville jo være synd for Skotland, hvis myterne blev aflivet.       

 

Nessie er 10-15 meter lang med lang hals og hale

Den største eftersøgning i årtier efter Loch Ness i det skotske højland er slut. Uhyret gav sig ikke til kende. Loch Ness er navnet på uhyret med det er også navnet på den store og dybe ferskvandssø, hvor den skulle befinde sig. Det vil sige, at søslangen nu også har et kælenavn nemlig Nessie.

Men hvad er Nessie egentlig for en? Er det en forhistorisk svaneøgle, en grønlandshaj, der har forvildet sig, en gigantisk malle eller en forvokset stør?

Nessie er beskrevet som 10-15 m langt, med lang hals og hale, lille hoved og fire luffer.

 

Loch Ness er 37 km lang og 15 km i bredden

Nessie lever åbenbart her i søen, som er Skotlands næststørste sø. Den er 37 km lang og ca. 15 km i bredden. Otte floder tilfører hele tiden søen nyt og friskt bjerg-vand. Dybden er gennemsnitlig 200 meter. Så der er rigelig plads til at Nessie kan gemme sig.

Søen ligger 15,8 meter over havniveau. Sigtbarheden i søen er lav som følge af oplandets tørvejord. Dybeste sted i søen er 271 meter.

 

En vis form for tvivl i begge lejre

Man kan med fordel køre med den 110 kilometer lange Loch Ness Trail, der går rundt om søen. Her er masser af udkigspunkter. Jo, det er meget underholdende for både børn og voksne, der påstår at have set uhyret. Og så er det dem, der prøver at modbevise påstandene. Alle påstande efterlader en vis form for tvivl og det er den tvivl området på en herlig måde lever højt på.

Det er faktisk aldrig nogen, der har kunnet bevise, at de har mødt eller set Nessie. Men det skulle være ganske vidst, at den er her. Under eftersøgningen hørte man en ”bizar lyd” fra dybet.

 

En bog afslører snyd og bedrag

I 2015 udgav Gareth Williams en bog. Han havde gennem hele livet været fascineret af historien. Nu ville han finde sandheden. Han fandt ud af, at det hele var fup. I sin efterforskning hørte han om PR – manden D.G. Gerathy, der efter Den Store Depression i 1929 og nogle år frem blev hyret af hotelejeren ved Loch Ness.

Hvordan kunne hotellet få flere kunder? Kunne P.R. manden hjælpe. Ja det kunne han da i høj grad. Han opfandt så uhyret. Nessie var født. Før 1929 har ingen hørt om Nessie.

 

Men en munk afslører dette i 600-tallet

Kan det nu også være rigtig? For i bogen ”The Life of St. Columbia, der er skrevet I 600 – tallet, beskriver abbeden Adoman af Iona en hændelse, der tilsyneladende fandt sted 100 år tidligere:

  • Her kom den irske munk Columba forbi nogle lokale, der var ved at begrave en mand ved floden Ness. De fortalte, at manden havde været ved at svømme på tværs af floden, da han blev angrebet, bidt og trukket under vandet af et flodmonster.
  • Columba beordrede straks en i sit følge ud på floden, og da monstret dukkede op igen, gjorde Columba korsets tegn og sagde angiveligt:
  • Gå ikke længere, rør ikke denne mand, forsvind med det samme
  • Væsenet stoppede med det samme ”som det blev trukket baglæns af et reb og flygtede”.

 

Imponerende at Nessie er 1.400 år gammel

Sådan lyder den 1.400 år gamle beretning. Folk, der tror på Loch Ness – uhyret, peger på historien foregår i floden Ness, som løber fra søen gennem byen Inverness til havet nord for søen, som bevis på, at der i århundreder har levet et monster i eller omkring søen. Det er ganske imponerende at Nessie er mere end 1.400 år gammel.

 

Snebolden rullede

Der skulle bare organiseres at nogen havde set uhyret og så rullede snebolden. I 1933 tog myten om Nessie for alvor fat. Myten spredte sig over hele Verden. Og det var jo netop det som P.R. manden gerne ville have.

 

Alle fotos er uklare og slørede

Den 14. april 1933 skulle Nessie have plasket rundt i søen. Flere hundrede gange er den blevet set. Der er taget masser af fotografier og billeder. Flere af disse har dog vist sig at være svindel. Men sonarmålinger har påvist store bevægelige objekter dybt nede i søen.

 

Nessie forlød søen og vandrede over vejen

Ja håbefulde fotografer har taget masser af fotos og filmoptagelser af Nessie. Fælles for alle optagelser er, at motiverne er uklare og i den grad åbne for fortolkninger, hvis de ikke lige er forfalskede.

En mand ved navn George Spicer, der beskrev, hvordan han og konen havde set

  • Det tætteste på en drage eller et præhistorisk dyr, som jeg har set i hele mit liv

Til Spicers store overraskelse havde væsenet forladt søen og krydset vejen foran ham med en fisk eller andet bytte i gabet. Avisen bragte ingen beviser for Spicers møde med det vilde væsen. Skotterne begyndte nu at snakke om en monsterfisk, en drage eller en søslange. Men alle var dengang enige om kaldte Nessie for Loch Ness – uhyret.

 

Nessie, Whisky, sækkepiben og kilten er mærkevare

I 1934 kunne man fremvise et foto af et langhalset væsen i vandoverfladen. Dette foto gik verden rundt. Og egentlig kæmper videnskabsmænd stadig på et svar. Turistindustrien håber, at der aldrig findes et svar.  Det er ingen tvivl om, at Nessie sammen med whisky, sækkepiben og kilten er en af Skotlands store mærkevarer.

 

Da storvildtjægeren var på jagt

I 1930erne kom storvildtjægeren Marmaduke Wetherell til søen for at jagte det berømte monster og fandt – ifølge ham selv – tydelige spor efter Nessie.

Han tog nogle aftryk, men da Wetherell fik dem analyseret, viste de sig at stamme fra en flodhest – en spøgefugl havde brugt en paraplyholder lavet af en flodhestefod til at sætte sporene.

 

Da en dyrepasser tog gas på alle

40 år senere, i 1972, fandt forskere et stort lig af et mystisk dyr, der vejede omkring 1,5 tons. Kadaveret var begyndt at gå i opløsning og havde ifølge de dramatiske beskrivelser et

  • Bjørnehoved på en brun krop med skæl og finner med kløer

Dyret viste sig dog at være en nylig død elefantsæl, som en ansat i en dyrepark havde barberet knurhårene af og skamferet yderligere for at tage fusen på kollegaerne.

 

En stor ål bliver kun en meter

Skeptikere har også spekuleret på om Nessie er en stor ål. Men det har kloge hoveder fundet ud af, at det kan det ikke være. I 2019 undersøgte en gruppe forskere vandprøver i Loch Ness for at finde en forklaring.

Man kom frem til at det kæmpestore uhyre kunne have været en usædvanlig stor europæisk ål (Anguilla). Men denne ål kan faktisk kun blive maksimalt en meter lang. Men studiet viser også at chancen for at finde en ål, der er en meter lang, er omkring 1 ud af 50.000. Ak ja.

Jagten på myten om uhyret i Loch Ness fortsætter endnu.

 

Svaneøglen er uddø for 66 mio. år siden

Men det handler om penge. Så der jo ret så gavnligt at forskere fra University of Bath ifølge The Independent mener, at Loch Ness kan være en forhistorisk svaneøgle. Forklaringen lyder, at man i et 100 millioner år gammelt flodsystem af ferskvand i Sahara Ørkenen i Marokko har fundet fossiler af dette dyr. Hidtil har man troet at sådan et dyr kun kunne leve i saltvand.

Så et bare lige det, at denne svaneøgle uddøde for 66 mio. år siden. Mener disse gode folk så, at en enkelt har overlevet oppe i Skotland?

Dette var jo heldigt for myten om Nessie. Men nu er det alligevel et stykke vej fra Afrika til det skotske højland.

 

Masser af tid og penge brugt på jagt efter Nessie

I 2018 havde man igen taget et hav af vandprøver fra den dybe spor – vel cirka 250. Også danske forskere var med. Man kunne da fastslå, at det ikke var en forhistorisk svaneøgle. Der var masser af spor efter ål. Men det vidste man i forvejen, at der var masser af ål i Loch Ness.

Myten om et monster har gennem tiden tiltrukket masser af videnskabsfolk. Og der er brugt masser af tid og penge på at finde dette monster.

 

I 2016 fandt man noget – rekvisitter fra en film

I 2016 troede man så, at nu var den der. Men ak. En maritim robot havde fundet en rekvisit, der var blevet brugt i en Scherlock Holmes film ”The Private Life of Scherlock Holmes”. Selv Naturhistorisk Museum fra København deltager i jagten på Nessie.

Man tillader nok aldrig at videnskabsmænd og forskere afliver myten om Nessie. Der vil altid være folk, der tror – i hvert fald turistindustrien. Spekulationerne vil fortsætte. Men hvad så med alle dem, der har set væsener derude på søen?

 

BBC sponserede en eftersøgning

Fra videnskabelig side betragtes Loch Ness-uhyret med skepsis. En BBC – sponseret undersøgelse i 2003 hvor hele søen blev gennemsøgt med sonar påviste ingenting. Det blev konkluderet, at uhyret er en myte.

 

Turister bidrager med 600 mio. kr. årligt – også for se Nessie

Alt moderne teknologi er brugt – undervandsmikrofoner og droner. Man har sandelig hørt fire karakteristiske blop. Men det blev ikke dokumenteret, fordi man havde glemt at sætte mikrofonen i stik.

Mange årlige turister spytter hvert år omkring 600 millioner kroner i den skotske økonomi hvert år.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.058 artikler
  • Under Andre Historier finder du 96 artikler

Tønder-endnu mere musik (3)

Oktober 13, 2023

Tønder – endnu mere Musik (3)

Dette er den 15. musik-artikel fra Tønder. Seminariets elevforeninger. Nu også et musikkorps på seminariet. Lægekollegiets kvartet Amatøraftne. Gudstjenester med musik. Musik-aktiviteter på Tønder Statsskole. Spejderne Tønder brandværnsorkester. FDF. Rio – kvartetten blev husorkester på grand Hotel. Harry Dues trio. Nye popklubber. The Mods. Tommyguns – nok engang. Django-kvartetten. The Roosters. Los Bambinos fra Ballum. Arrows. Musikmiljøet i 1980erne. Musikpubben Hagges. Tønder Brass Band. Noldes nabo – nok engang.

 

Den 15. musik-artikel fra Tønder

I anledning af Tønder Musik Festivals 50-års fødselsdag er her den 15. artikel om Tønders Musikliv. Mon vi så ikke snart har fået alle sider med. I tilknytning til denne artikel finder du en oversigt over alle vores musik – artikler om Tønder.

 

Seminariets elevforeninger

Vi starter på Tønder Seminarium. Her havde man i 1800-tallets studenterliv de samme skikke som i den tids Tyskland med Burchenschaft. Der var specielle optagelsesritualer og så var der en masse drikkegilder. Her brugte man seminariets ”Kommersbuch”.

Den havde tykke messingknopper på omslaget. Den skulle ikke tage skade på et øl-plettet bord. I Tønder Seminariums elevhefte kan læse om musiklivet efter 1920.

Her var en meget aktiv musiklærer, der hed Ejnar L. Emborg. Han var musiklærer i perioden 1920 – 1939 og det var ham, der dannede Tønder Sangkor. I 1926 begyndte en tradition med en fest i november, hvor man foruden elever og lærere også inviterede elevernes værter for at styrke forbindelsen mellem byen og seminariet.

Det blev en vellykket fest, hvor cirka 220 gæster deltog. Man besluttede at disse fester skulle holdes hver andet eller tredje år. Man gik så over til fest for kun lærere og elever og så blev det en ren sang – og musikaften.

 

Nu også musikkorps på seminariet

I slutningen af 1920’erne omtales både mandskor og orkester.  Under Emborgs ledelse. I 1937 omtale4ws Emborgs kyndige vejledning såvel i ordinære timer som til torsdags – koncerterne”.

De to orgler var brudt sammen. Men man havde brugt det bedste af indmaden til at bygge et lille spagfærdigt orgel. Det stod diskret i hjørnet. Undervisning i orgelspil blev varetaget af organist Toft.

 

Lærerkollegiets kvartet

Musiklærer Graugård, der virkede som musiklærer på seminariet fra 1939 – 1953 spillede også en stor rolle. Ja så var det jo lige ”Lærerkollegiets Kvartet, der bestod af overlærer Brahm,

  • hvis fingre jazzede hen over Tangenterne.

Hr. Graugaard,

  • der fik Violinbuen til at danse Rumba

Hr. Thiim,

  • der trakterede Stortrommen efter bedste Kannibalforskrift

Og så var det Poul Larsen, der krydrede det hele

  • med følelsesfuld Refrænsang

 

Amatøraftner

Der blev også arrangeret amatøraftner med sonater, visesang, mundharmonika-koncerter og folkedans. Ja så havde man besøg af Århus Byorkester, der gav koncert på Tønderhus og bl.a. opførte ”Elverskud, hvor alle byens kor inkl. seminariets medvirkede.

Musiklivet i 1940erne var også præget af tidens toner. Soldaternes berømte ”Swing-kvartet omtales. Musikfesten i 1942 bestod af et meget varieret udbud af musik.

Lørdagsaftner samlede seminarieeleverne til grammofoncauserier, hvor man både gennemgik klassisk musik og moderne komponisters værker.

 

Gudstjenester med musik

Graugaard arrangerede også musikalsk-liturgiske gudstjenester i Kristkirken. Efterhånden var der tradition for November-festen, julefesten og musikfesten i marts. I 1953 forlod Asmind Graugaard seminariet og andre musiklærere tog over. Jo det var et aktivt musikmiljø omkring seminariet. Det var bl.a. initiativer herfra som blev til Tønder Festival.

 

Musik – aktiviteter på Tønder Statsskole

Musiklivet på Tønder Statsskole nu Tønder Gymnasium var præget af ”organiserede musikaktiviteter” som koncerter og korarbejde.

Og Karlo Christensen kan vi godt huske. Fra 1960 arrangerede han forårskoncerter bl.a. i samarbejde med Thomas Alvad fra Ribe Katedralskole og sammen med andre gymnasiekor fra landsdelen. Man indledte bl.a. et samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester.

 

Militærmusik

Jo og militærmusik var der skam også i Tønder. Allerede den 8. maj 1920 kom Jydske Dragonregiments Musikkorps til Tønder. Og det gjorde de helt til 1932, hvor de blev sparet væk.

 

Spejderne

Det danske Spejderkorps blev stiftet i 1919. I 1922 blev den senere gymnasierektor i Haderslev A. Egebjerg Jensen leder af spejderne. I Tønder var han gymnasielærer. Jo det var ham, der var forfatteren til ”For en fremmed barsk og fattig”.

I 1934 havde spejderne i Tønder et signalorkester, der blev optaget til statsradiofonien. Samme år forærede Sprogforeningen troppen instrumenter til et hornorkester på 20 mand. Man fik øvelokale på Statsskolen. Den tidligere dirigent for militærmusikken, J. Ribel, blev underviser. Han virkede i spejderorkestret i mere end 20 år. I et af jubilæumsbladene står der:

  • På forsamlingshuse lød spejderorkestrets smældende toner, så de skabte skvulp i kaffekopperne

I 1950erne var orkestret i tilbagegang. Nogle af de ældre spejdere begyndte i stedet af danne jazz og pigtrådsorkestre. Orkestret blev nedlagt i 1957.

 

Tønder Brandværnsorkester

Tønder Brandværn blev oprettet i 1869 som ”Turner Feuerwehr zu Tondern. Den historie har vi beskrevet i to artikler. Allerede fra begyndelsen havde man brug for musik. Man klarede sig med lokale musikere indtil man i 1948 fik et egentlig musikkorps under ledelse af føromtalte J. Ribel.

Brandværnsorkestret optrådte første gang sammen med brandværnsorkestrene fra Jejsing og Løgumkloster ved en tappenstreg den 25. juni 1949. I en jubilæumsbog om orkestret kaldes det for ”værnets kælebarn”. Orkestret fik en kort levetid, da det allerede stoppede midt i 1950erne i forbindelse med at dirigent Ribel forlod byen.

 

FDF

Tønder FDF blev oprettet i 1922, hvor to lærere Marius Jacobsen og Otto Helkier startede arbejdet i et kælderlokale på seminariet. Allerede i 1930erne var der musikliv i FDF, hvor man havde et band, der hed ”Det grønne Viskelæder”, som fungerede indtil 1939.

Der var senere flere orkestre, der bl.a. i 1950erne var med til trompetblæsning i Kristkirkens tårn.

Fra omkring 1973 tog orkestermusikkere fra Møgeltønder FDF initiativ til at starte et egentlig FDF – orkester i Tønder, som kom til at bestå af både tamburkorps og messingorkester. I starten stod det under ledelse af Bent Hansen.

I 2017 kunne Tønder Brass Band fejrer 40 års jubilæum Dengang havde orkestret 21 medlemmer. De havde bl.a. et showband, der kunne finde på lidt af hvert. De deltog ved årsmøder syd for grænsen og som nisseorkester ved juletid og havde en masse andre opgaver. Hver onsdag aften var der dømt øveaften i kredshuset på Ryttervej. I 2011 deltog i en konkurrence blandt 22 bands og fik en flot fjerdeplads. Her var folk lige fra 10 – 60 år.

I øvrigt kunne FDF i Tønder i 2022 fejrer 100 års fødselsdag.

 

Rio – Kvartetten – fast husorkester på Grand Hotel

1940erne var danseorkestrenes tid. Og i Tønder var man i den grad med på noderne. I Strucks Alle boede den blinde violinlærer Motzkus, hvor bl.a. Viggo Balling Nielsen gik til spil. Han var i 1946 begyndt at spille sammen med nogle af sine skolekammerater fra Øvelsesskolen, Leif Slot, klaver Egon Jensen, harmonika og Viktor Andersen, trommer. Det var skoleinspektør Erling Brahm fra seminariets øvelsesskole, der havde bedt dem spille til årsafslutningen på skolen.

De fortsatte med at tage ud og spille ”moderne” i ungdomsforeninger og til familiefester. I slutningen af 1940erne var de fastansat som danseorkester ”Rio Kvartetten”, på Grand Hotel i Richtsensgade.

Her spilledede fast hver lørdag og søndag aften om vinteren fra kl.20 til 24. Lønnen var 5 kr. i timen. Orkestrets kendingsmelodi var den russiske melodi ”Sorte øjne”!

 

Harry Dues Trio

Harry Dues Trio var et andet af 1940ernes danseorkestre i Tønder. En af musikerne, cykelsmed Lützen fra Popsensgade har vi tidligere omtalt i en af vores artikler.

 

Tønders første Jazzorkester

I 1950erne holdt jazzen sit indtog i Tønder. Tønders første jazzorkester har vi allerede omtalt. Det var Harlem Hot Group. Det blev dannet i 1955. Orkestret bestod af mange kendte personer:

  • Horsti (Horsti Petersen, guitar)
  • Mugge (Alfred Hansen, trommer
  • Schella (Bent Schella Petersen, gulvbas – radioamatører kendte ham som OZ1BX)
  • Øsi (Rolf Toft, klarinet)
  • Henry Outzen (banjo)
  • Valdemar Rasmussen (trompet)

Valdemar Rasmussen er med i flere af vores musik-artikler. Og Mugge blev et stort navn i Sverige og vel også i Danmark med Alfred og Country Road. Syncropators – det berømte jazzorkester er også omtalt i flere af vores artikler.

 

Nye Popklubber

I 1960erne gik det stærkt med hensyn til populærmusikken i Tønder. Mange nye grupper så dagens lys. Popklubber opstod i Løgumkloster og Skærbæk. De såkaldte grand prixer havde stor søgning.

 

The Mods

En af de første grupper i Tønder var Go-Getters. Denne gruppe, der spillede rundt i landsdelen, blev dannet i 1963. De havde øvelokale på Ungdomsborgen. I 1964 skiftede gruppen navn til The Mods. De spillede vel det man kan kalde en rå rythm’n blues stil. Gruppen blev en slags husorkester på Tønders nye beatsted. Det var oprindelig en tidligere jazzklub og så senere beatklub ved navn Bloody Mary, Skibbrogade 8-10 i kælderen.

Gruppen optrådte bl.a. i Rostock i DDR. I 1966 skiftede gruppen navn til High Numbers.

 

Tommyguns – nok engang

Ja så var det The Tommyguns, som vi også har skrevet flere artikler om. Den har haft mange skiftende besætninger. Jeg kan huske at Jørgen Valentin kom en del hjemme hos os på Lærkevej. Og mange år senere mødte jeg igen Helmer Fabricius til et foredrag, som jeg holdt her i København i Æ Synnejysk Ambassade. Det var særdeles festligt. Men se dengang de startede i 1964 bestod gruppen af:

  • Finn Petersen single
  • Knud Erik Petersen rytme
  • Ole Warming Andersen trommer/sang
  • Elvig Iversen sang.
  • Helmer Fabricius bas
  • Jørgen Valentin/Svend Ove Jørgensen trommer
  • Erik Roth rytme
  • Klaus Uecker bas

Gruppen var typisk beat/pigtrådsgruppe, heriblandt Shadows-numre. Gruppen deltog i flere Danmarksmesterskaber og spillede over hele landsdelen. De stoppede i 1967 for senere at blive gendannet – De spillede i mange år.

 

Django-kvartetten

Djangokvartetten spillede dansemusik i slutningen af 1960erne. De spillede bl.a. i filmen ”Balladen om Carl-Henning” med Jesper Klein, som blev optaget i Ballum.

 

The Rooters

The Rooters var en kendt gruppe i Syd – og Sønderjylland i 1960erne. De hed senere Blues Promotien (1967) og Down South Blues Band (1969).

Som så mange andre før og siden startede denne gruppe med udgangspunkt på Tønder Statsskole (Gymnasium). Deres spillestil ændrede sig fra pigtråd til blues.

 

Los Bambinos fra Ballum

I slutningen af 60erne var Schweizerhalle et populært beatsted, hvor bl.a. HK – ballerne blev afholdt. De startede tidligt og sluttede tidligt. Lærlingene skulle op på arbejde næste morgen.

Sandelig havde Ballum i 1960erne også deres eget band. Det hed Los Bambinos.

 

Arrows

Arrows har vi allerede skrevet om i en tidligere artikel. De blev startet i september 1964 med udgangspunkt i Ludwig Andresen Schule og med øvested i kælderen under Schweizerhalle. Her fik vi så i Tønder Båndamatørklub et studie. Og vi optog bl.a. to numre af Arrows til vores blinde-bånd.

Stilen var pop/beatmusik. De spillede både syd og nord for grænsen. Orkestret spillede til 1970 og stilen ændrede sig til mere psykedelisk. To af medlemmerne, brødrene Uwe og Heine Schultze fortsatte sammen med Eddie Carstensen i dansebandet Radiserne helt til 1976.

 

Musikmiljøet i 1980erne

Musikmiljøet i 1980erne var præget af grupper med tilknytning til Aktiv-huset og gymnasiet. I Aktiv-huset var der både bigband og visegruppe. I samme periode eksisterede bl.a. bandet Kaliber, gymnasiebandet Cake’n Candy samt bandet Hot Wire Blues.

Mohylas Blues Band startede 1986. Så var det også Showband, der til dels bestod af tidligere FDF’ere bl.a. Orla Juul Pedersen, der var leder af FDF Brass Band på det tidspunkt.

Muffi Mach var et af de mere kendte Tønderbands i 1990erne. De begyndte at spille omkring 1996 og fortsatte frem til 2000, hvor de gik i opløsning. Da bandet startede, øvede man i kommuneskolens musiklokale. Men senere øvede man i en bunker.  Spillestilen lå meget op af Sort Sol, Dizzy Mizz Lizzy og Nirvanna.

 

Musikpubben Hagges

Og så er det lige musikpubben Hagges, som vi også tidligere har omtalt. Her har arrangementer som ”Bandaften” og ”startjam” været meget populære blandt ungdommen. Stedet har været mest kendt for folkemusik.

 

Noldes Nabo

Ja og Noldes Nabo er også tidligere nævnt i et par artikler. Egentlig hed klubben ”Folk og Jazz i Tønder”, men fra 1987 gik man tilbage til det gamle navn ”Noldes Nabo”.

Egentlig burde vi have haft musikskolerne med. Men mon ikke vi nu er kommet hele vejen rundt om musikken i Tønder – og så ser vi frem til Tønder Festivalens 50-års fødselsdag.

 

 

 

Kilder:

  • dengang.dkdiverse artikler
  • Tønder Seminariums Elevforening – Årsskrift
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Steen Arlund Mogensen: Riber rock (2003)
  • Diverse jubilæumsblade og Årsskrifter (se Litteratur – Tønder)

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.056 artikler
  • Under Tønder finder du 337 artikler
  • Musik i Tønder (1) Tønder Musikfestival, Sangundervisning. Emmerlev Klev m.m.
  • Musik i Tønder (2) The Arrows, Locomotion, Radiserne
  • Musik I Tønder (3) The Tommyguns
  • Musik i Tønder (4) The Dispairs
  • Musik i Tønder (5) Syncropators, Valdemar Rasmussen, Harlem Hot Group
  • Musik i Tønder (6) Papa Chau Chau Jazzband, Red Union Jazzband, Tønder Jazzklub, Ole Toft
  • Musik i Tønder (7)  Valdemar Rasmussen, Jazz i Tønder
  • Tønder – igen en by med musik  (Noldes Nabo – første formand)
  • Til Grænsen – anmeldelse af Michael Falchs ungdomserindringer fra Tønder
  • Michael Falch i Tønder  (også med Kedde og Malurt)
  • Tommyguns er genopstået 
  • Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro (Undertegnede optræder med to musikere)
  • Tønder Festival – snart 50 år gammel
  • En spillemand fra Rørkær
  • Tønder – Endnu mere Musik (1) – Stadsmusikant-godsmusikanter-latinskolen – organister
  • Tønder – Endnu mere musik (2) The Old Times – Tønders ældste Sangforening – Skyttekorps-Tonhalle – Bomberg – Tønder Musikforening

 

  • Brand i Tønder 1-2
  • På marked i Tønder
  • Kloster Marked
  • En 325 – årig Skytteklub i Tønder

 


I en kælder under Frederiksberg Hospital

Oktober 11, 2023

I en kælder under Frederiksberg Hospital

En sønderjysk gårdejersøn kæmpede i årevis mod uretfærdighed. Derfor kaldte lægerne ham for kværulant og psykopat. Det handler igen om den blinde tro – på folk i hvide kitler. Verdens første LSD – trip. Gratis LSD fra medicinalfirma. CIA og M 16 var meget interesseret Forsøgspersoner var uvidende om, hvad der skulle ske. Andre hospitaler var også i gang. Læger overskred etiske grænser. Store konsekvenser. For hver gang blev dosis forhøjet. Han gik rundt som en ”levende død” Bevidst, at der ikke var terapi på Frederiksberg Hospital. Hvorfor stillede man ikke spørgsmål dengang. Overlæge havde selv bipolar lidelse. Han inviterede til LSD – fester. Forsøg endte med mord. Men læge skrev efterfølgende, at der ikke var alvorlige hændelser. Efterretningstjeneste fik øje på overlæge. Nürnberg-erklæringen kom efter frygtelige forhold i KZ – lejre. Tyskerbørn i Norge blev brugt i forsøg CIA bestemte, hvem der skulle have LSD. Stoffet blev populær hos oprørsk ungdom. LSD blev forbudt. Massemorderen Charles Manson. Mordet på Cola i en skov. Rigshospital bakker Sandvei op. Men han blev konstant tromlet og afvist. Da journalist blandede sig. Der var ingen konsekvens for de ansvarlige – kun for ofrene. Patienternes tarv må gå foran for kollegialt sammenhold. Renæssance for LSD i det elektroniske musikmiljø. Nu er LSD igen tilladt som lægemiddel. Dengang vendte landsret det hele på hovedet. Hvad er et LSD – trip?

 

Den blinde tro – på folk i hvide kitler

Dette kunne godt være en anmeldelse af Malene Ravns bog ”Den virkelige verden” men det er det ikke. Det er en artikel om baggrunden for denne bog. Og det handler om LSD – forsøg.

Det handler også om vores blinde tro på folk i hvide kitler. I 1960 begyndte overlæge Einar Geert – Jørgensen at behandle 400 – 500 psykiatriske patienter med LSD. De lyssky LSD – behandlinger foregik i kælderen under Frederiksberg Hospital. For mange af patienterne fik det enorme negative konsekvenser. Nogle begik selvmord – der forekom også mord. Andre led af angst og hallucinationer resten af livet.

Men egentlig handler artiklen også om, at man ikke bare skal kalde dem, der protesterer for kværulanter, bare fordi dem i de hvide kitler mener, at det er rigtigt, det som de gør. Her har medierne en stor opgave med at kæmpe for sandheden.

 

Verdens første LSD – trip

I 1938 arbejder den schweiziske kemiker Albert Hofmann med forskningsprojekt. Han arbejdede med LSD som medicinsk anvendelsesmiddel. Det viste ingen ekstraordinære resultater ved dyretest. Derfor blev forskningen indstillet.

Egentlig var han på jagt efter et middel, der hurtigt kunne stoppe blødninger

Utilsigtet får han LSD under huden på sit arbejde. Han befinder sig selv i en mærkelig psykisk tilstand. Tre dage efter – den 19. april 1943 indtager Hoffmann 250 mikrogram LSD. Det er 10 gange den mængde, der betegnes som en mild dosis. På cykelturen hjem oplevede han ”Verdens første LSD – trip”.

Selv beskrev Hoffmann det på følgende måde:

  • En indre glæde, en mental åbenhed, taknemmelighed, åbne øjne og indvendig følsomhed overfor skabelsens mirakler.

 

Gratis LSD fra medicinalfirma

Medicinalfirmaet Sandoz begynder at sælge LSD under det kommercielle navn Delysid. I 1940erne kommer der for alvor gang i udforskningen af potentialer. I begyndelsen distribuerede de gratis stoffet. De ville give psykiatere lejlighed til at eksperimentere med patienter med psykiske problemer eller sygdomme.

Man forestiller sig LSD kan have positive effekter i psykiatrisk behandling. Man forestiller sig, at stoffet kan fungere som en nøgle til den ubevidste del af menneskets sind. Man forestiller sig at psykiatriske patienter kunne frigøre de undertrykte minder og mentale konflikter som psykoanalysen ser som årsagen til de mentale lidelser.

 

CIA og M 16 var meget interesseret

Men se i 1950erne og 60’erne undersøger CIA under projekt MKULTRA i al hemmelighed stoffets egnethed til ”Mind Control”. LSD blev opfattet som et instrument til at få kontrol. Hvor psykiatrien ønskede at bruge LSD til at give patienten kontrol over eget liv, ønsker CIA at benytte stoffet til at tage kontrol over andre menneskers liv.

CIA mente at det var altovergørende at forsøgspersonerne var udvidende om, at de havde indtaget LSD. De skulle være helt uforberedte på den oplevelse, som ventede dem. Også det amerikanske militær udførte forsøg med henblik på at kunne bruge LSD til at gøre fjenden ukampdygtig.

Den britiske efterretningstjeneste M16 var på jagt efter et sandhedsserum. Og her var man interesseret i LSD.

 

Forsøgskaninerne var uvidende

Om det var CIA – penge, der var skyld i, at overlæge Einar Geert Jørgensen ikke oplyste om, hvad der skulle ske, ved vi ikke. Behandlingerne uden efterfølgende terapi var dybt problematiske. De deltagende personer i forsøgene var både uvidende og ligefrem misinformeret. Behandlingsformen var fuld af risici. Det hele strider mod den såkaldte Nürnberg – erklæring.

Patienterne var alene i kælderen under forfærdelige omstændigheder. Det var for mange en skræmmende oplevelse og nogle gange skete forsøgene også med tvang.

 

Andre hospitaler var også i gang

Et af forsøgene gik på, hvad der skete, når doserne blev større og større. Men nu var det ikke kun under Frederiksberg Hospital, at dette foregik. En række andre hospitaler lavede samme forsøg. Mange steder er dokumenter forsvundet eller blevet destrueret, så det bliver nok svært at finde ud af, hvor stor omfanget egentlig var.

 

Læger overskred etiske grænser

Man mente også at LSD kunne kurere fødselsdepressioner, OCD og anoreksi, stammere, folk med stivkrampe, fødselsdepressioner, seksuelle afvigere, skizofrene, neurotikere, KZ – ofre, Kærestesorg, mennesker i almindelig sorg eller familiær krise m.m.

Læger overskred deres etiske grænser for deres virke alt imens CIA betalte.

 

Store konsekvenser

Men for nogle fik forsøgene fatale følger. Der kom voldsomme hallucinationer som brændte sig fast i hukommelsen og forfulgte dem resten af deres liv. Det var meget omsiggribende og meget omfattende bivirkninger. Og de flashbacks, der forfulgte mange LSD – patienter medførte både misbrug, tab af erhvervsevne og endda selvmord.

Der er også eksempler på at den angst man var blevet behandlet for, var blevet forstærket.

Flere af de deltagende begår efterfølgende selvmord, mens andre kæmpede med psykiske men.

 

En bondesøn fra Als

Gunnar Sandvei var som hundredvis af andre fået tilbudt en risikofri universalmiddel, som det blev sagt. Det ville ”utvivlsomt hjælpe. ”Han var plaget af OCD (tvangs – lidelser). Gårdejersønnen blev i kælderen modtaget af en sygeplejerske, der havde givet ham et glas vand.  Og vist ham ind i et interimistisk værelse. Vandglassene indeholdt 50 gamma (0,05 mg) opløst LCD.

Der er også eksempler på forsøgspersoner, der fik helt op til 1.600 gamma LSD.

Efter en time var virkningen indtruffet. For at forstærke effekten havde han fået det opkvikkende ritalin. Efter endnu en time havde patienterne fået en sprøjte med stoffet prozil, der skulle bremse virkningen af LSD. I løbet af perioden dukkede sygeplejersken forbi rent sporadisk blot for at notere deres reaktioner. Og så kunne man ellers tage hjem.

 

For hver gang blev dosis forhøjet

For hver gang Sandvei gennemgik denne behandling blev dosis forhøjet gennem fem uger. Det sluttede i sjette uge på 180 gamma. Fra session til session varierede Gunnar Sandveis tilstand mellem opstemt og svært forpint. Sjette gang ville han ikke mere men lod sig alligevel overtale af den ansvarlige læge nok engang.

Denne gang slog det klik. Sandvei fik en stofudløst psykose. Han råbte og skreg om døden, svedte, rallede, skummede af fråde i mundvigene og var gennemsyret af krampetrækninger i hele kroppen og havde umanerlige mange kræfter. Først da han hulkende havde forvildet sig ind i et kosteskab og klamrede sig til to varmerør kunne portørerne fiksere ham.

 

At gå rundt som levende død

Det var sidste gang Gunnar Sandvei fik LSD. Men på det tidspunkt havde stoffet sat sig livslange mentale spor – fra da af skulle han blive plaget af flashbacks til trippet resten af sit liv og befinde sig i en kronisk følelse af at gå rundt som levende død.

Den meget ansete overlæge Einar Geert-Jørgensen var overbevist om, at han havde fundet de vises sten. I hans optik ville forsøgene med LSD revolutionere lægevidenskaben. Han mente at LSD kunne fungere helbredende i sig selv. Overlægens tanke var at LSD kunne skyde genvej – at hjernen ved hjælp af stoffet kunne linkes op, problemet synliggøres og dermed løses.

 

Bevidst at forsøg var uden terapi på Frederiksberg Hospital

Godt nok lavede man forsøg i andre lande. Men i kælderen på Frederiksberg Hospital var forsøgene alligevel anderledes. Man forberedte ikke patienter indgående og man hjalp heller ikke patienterne med at bearbejde deres oplevelser.

For Geert-Jørgensen var det en pointe, at de ikke skulle vide noget som helst. Men han blev advaret af udenlandske læger om, at man aldrig måtte give LSD – uden terapi.

 

Hvorfor stillede man ikke spørgsmål?

Men hvordan kunne det så gå til at en enkelt mand kunne gå imod internationale anbefalinger og bryde lægeloven i årevis. Alle hans danske kollegaer fulgte ham. Nu var Einar Geert-Jørgensen ikke hvem som helst. Han var vellidt, faglig anerkendt og ikke mindst karismatisk.

 

Han havde selv en bipolar lidelse

Han var selv diagnosticeret med en bipolar lidelse. I depressive perioder gemte han sig langt væk fra omverdenen på Frederiksberg. I maniske perioder optrådte han dynamisk og selskabelig. Og under disse perioder inviterede han kunstnere og musikere til sammenkomster, hvor de fik tilbudt LSD.

Nogle oplevede det meget positivt andre fik følgeskader af det selv ved en lille dosis. Og det var sandelig også læger, der begik selvmord efter at have taget stoffet.

Overlægen havde personlighed og talegaverne i orden. Kigger vi på andre af vores artikler om folkene i de hvide kitler får man indtryk af, at der dengang var et slags broderskab, hvor man ikke kritiserede hinanden. Man har indtryk af at yngre læger, der satte spørgsmålstegn ved forsøgene blev tromlet ned af overlægen. På et tidspunkt mente overlægen at han styrede mod Nobelprisen.

 

Forsøg endte med mord

En af lægerne fik lov til at eksperimentere videre baseret på en teori grebet ud af den blå luft. Han mente at tanker kunne blæses ud af hjernen. Det var den unge Knud Peter Knudsen, der gav forsøgspersonerne LSD for hver 30. minut indtil den ønskede virkning indtraf.

Forsøget blev afprøvet hos en deprimeret kvinde, der efter den femte session begyndte at smadre ting og sager. Hun smadrede to vinduer med de bare næver, kastede om sig med alt, hun kunne få fat i, græd hysterisk og skreg højt om at hun ville hævne sig og slå afpresseren ihjel. En sygeplejerske overhørte Knudsen svare, at det syntes han ærlig talt, at hun skulle gøre. To timer senere havde kvinden været hjemme og hente en brødkniv og taget direkte ind på ”afpresserens” kontor på Kongens Nytorv og likvideret manden.

 

Læge skriver, at der ikke var dramatiske hændelser

Denne læge fortalte stolt til Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift i 1962 at han fra 1959 til 15. november 1961 havde 30 patienter. Han forklarer, at forsøgene gik ud på at give patienterne eller nærmere forsøgskaninerne ren LSD, men at ”det var nødvendigt med beroligende midler ind imellem.  Og så anfører han at der ikke har været dramatiske hændelser med aggressive udladninger over for personale eller inventar!!!!!!

 

Efterretningstjeneste fik øje på overlægen

Overlægen brugte den metode som CIA anbefalede. Der er ikke fundet nogle beviser på, at CIA har givet Frederiksberg Hospital eller overlægen penge. Men kigger man i bogen ”The Manchurian Candidate så var ideen at man skulle kunne programmere en soldat i krig til at vende hjem og slå sin præsident ihjel.

Den amerikanske efterretningstjeneste fik øje på Einar Geert Jørgensen, da han gjorde sig bemærket i en videnskabelig diskussion tilknyttet Hypnosemordet (Vi har skrevet to artikler om dette tema). Frederiksberg fik derefter en lind strøm af LSD alt sammen støttet af Human Ecology Foundation. Overlægen og hans souschef Mogens Hertz blev ofte inviteret til konferencer i USA.

Tænk engang at CIA havde held til at hyre ledende danske psykiatere til lave deres beskidte arbejde til at udvikle et stof, der kunne bruges til at kontrollere folks bevidsthed.

 

Nürnberg – erklæringen

I de tyske KZ – lejre lavede man også forsøg med LSD og andre stoffer samt mange andre medicinske forsøg. Det resulterede at man efter Nürnberg-processerne indførte etiske rammer for medicinsk forskning: Man kan sige at på Frederiksberg Hospital overtrådte den vigtigste grundsætning:

  • Forsøgspersonens frivillige samtykke er en absolut nødvendig betingelse.

 

Tyskerbørn brugt i forsøg

I 1950erne og 1960erme påstås der, at ”tyskerbørn” i Norge er blevet brugt som forsøgskaniner i forbindelse med militære forsøg med euforiserende stoffer som LSD og meskalin. Flere skulle være omkommet under hemmelige forsøg. Disse forsøg er åbenbart udført af Farmakologisk Institut ved Oslo Universitet, Hærens Våbentekniske Korps og den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Formålet var at finde metoder til ”tankekontrol” og til at få folk til at gøre ting mod deres vilje.

 

CIA bestemte, hvem der fik adgang

CIA støttede forskningseksperimenter med bl.a. LSD, som vi allerede har nævnt i en række allierede lande. Den schweiziske medicinalkoncern Sandoz var dengang eneste lovlige producent af LSD og CIA bestemte, hvilke læger som fik adgang til stoffet.

Det forlyder, at mindst 500 personer på et norsk nervesanatorium blev udsat for forsøg med LSD, men hidtil har man kun kendt til eksperimenter med medicinsk udgangspunkt.

 

Stoffet blev populær hos den oprørske ungdom

I 60’erne opstod ideen om at sprede LSD og andre psykedeliske stoffer til masserne for alvor begynder at blomstre. Stofferne blev populære hos den oprørske ungdom. I hippiebevægelsen mente man at psykedeliske stoffer som LSD og ekstrakter fra svampe kunne give en guddommelig indsigt i tilværelsen.

Jo barfodede blomsterbørn og hippier tog LSD til sig. Det bevidsthedsudvidende stof passede perfekt ind i deres drømme og visioner om en ny og anderledes verden fyldt med fred, kærlighed og harmoni.

LSD blev en væsentlig del af ungdomsoprøret og flød næsten frit i f.eks. Thy – lejren og inspirerede bl.a. Steppeulvene, hvis første album ”Hip” fra 1967 stort set er skrevet på et LSD – trip.

Nogle indianerstammer bruger stadig stoffet psilocybin som findes i svampen spids nøgenhat.

 

LSD forbydes

I 1967 forbydes LSD i USA og i 1970 kommer de på en liste over de farligste stoffer. I 1971 anbefaler FN deres medlemsland om at forbyde LSD. I Danmark blev LSD placeret på en liste over de farligste rusmidler sammen med heroin, kokain m.m. Det betød at stoffet overhovedet ikke måtte forefindes i landet, hverken til medicinsk eller videnskabelig forbrug.

 

Massemorderen Charles Manson

I 1969 forførte massemorderen Charles Manson medlemmer af sin kult med hjælp af netop LSD. Stoffet havde den effekt, at de ikke længere kunne skelne mellem virkelighed og fiktion. Og derfor manipulerede han nogle til at begå mord på bl.a. skuespiller Sharon Tate.

 

Mordet på Cola

Herhjemme har LSD mindst to mord på samvittigheden. Den ene har vi hørt om den anden var hippien ”Provo-Knud” på vennen ”Cola” i en skov i Nordsjælland, sandsynligvis på baggrund af et såkaldt ”bad trip”.

 

Gunnar Sandvei beskyldes for at være kværulant og psykopat

I 1972 tog den tidligere gårdejersøn Gunnar Sandvei tog første skridt til, hvad der skulle vise sig at blive en lang og modstandsfyldt proces mod afviklingen af Frederiksberg Hospitals LSD – praksis. Igen var problemet lægernes sammenhold. Gårdejersønnen blev nu i lægekredse dømt til at være psykopat. Man måtte under ingen omstændigheder støtte denne person i hans forehavende.

 

Rigshospitalet bakker Sandvei op

Men Gunnar Sandvei nægtede at give op. I 1974 fik han opbakning fra overlæger på Rigshospitalet, der også havde udført forsøg med LSD men på helt anden præmisser. De bakkede op om gårdejersønnens anklager. I første omgang førte dette til et forbud mod brugen af LSD i psykiatrisk behandling. Men der var ikke nogen anerkendelse af LSD – behandlingens konsekvenser for ofrene.

 

Han blev konstant tromlet og afvist

Sandvei fra Als kæmpede en indædt kamp frem og tilbage i retssystemet. Men han blev konstant tromlet og afvist. Selv da sagaen i midten af 1980erne blev eksponeret for offentligheden i Information og TV 2.Hverken Sundhedsstyrelsen, Retslægerådet eller Indenrigsministeriet ville hjælpe, eftersom Frederiksberg – lægernes forsøg i den officielle optik var gennemprøvet. Og se det kan man jo lige tænke over.

Sandveis kamp kostede den fædrene gård. Han måtte finde sig i diagnosen ”kværulantforrykt”

 

Da journalist blandede sig

Det var først da journalisten Alex Frank Larsen påviste, at Ejnar Geert-Jørgensen selv klassificerede sine LSD – metoder som deciderede forsøg at man fra statslig side lavede en særlov med erstatning og efterbehandling af ofrene. Alex frank Larsen havde inden bogudgivelsen begået en masse artikler om hele sagen. Han modtog efterfølgende også Cavling-prisen.

 

Ingen konsekvenser for de ansvarshavende – kun for ofrene

De fleste læger fra Frederiksberg Hospital havde på dette tidspunkt slettet alt, hvad der kunne sætte dem i forbindelse med LSD – eksperimenterne i kælderen på afdeling D. Overlæge Geert-Jørgensen, der nåede at blive slået til ridder af Dannebrog var afgået ved døden i 1977. Således fik forsøgene ingen konsekvenser for de ansvarshavende – kun for ofrene.

 

Patienternes tarv måtte gå forud for kollegialt sammenhold

Først i 1986 vedtog Folketinget, at der skulle gives erstatning til LSD – ofrene. 154 henvendte sig. Men hvad med alle de andre? Hvordan havde de det? Man havde ikke rigtig nogen dokumenter – de var blevet destrueret, bortkommet – de eksisterer ikke mere.

Endelig kunne politikerne se, at det var noget galt. Man mente at patientens tarv måtte gå forud for kollegialt sammenhold

 

Renæssance i det elektroniske musikmiljø

I 1990’erne og frem har LSD og andre psykedeliske stoffer en rekreativ renæssance i de elektroniske musikmiljøer. Men det har ikke nået de samme højder som i 60ernes mod-kultur.

 

Ny forskning med LSD

I dag er man i gang med forskning af psykedeliske stoffer. Man forsøger at finde ud af hvilke receptorer af hjernen stoffet påvirker og hvor meget af stoffet der skal til for at give den rette virkning.

Men det er ikke alle forskere, der er lige begejstrede for de forsøg, der foregår nu om dage. Patienter kan stadig få voldsomme bivirkninger såsom psykoser, som kan forekomme lang tid efter og kan være svære at kontrollere. Det kan også være svært at lave forsøg med psykedeliske stoffer, der lever op til de krav, man normalt har til psykiatriske forsøg.

 

LSD igen tilladt som lægemiddel

I Norge har man fundet ud af at LSD kan mindske trangen til alkohol. Som lægemiddel er LSD igen blevet tilladt. Problemet er nok at forskere forventer urealistisk gode resultater af en enkelt dosis og har en tendens til at overse effekter, som varede under et år.

Sporene skræmmer åbenbart ikke. Man har ikke lært noget fra dengang. Det er bekymrende over den rådvildhed der hersker om hvordan lægemidler virker hos psykiatere.

 

Dengang vendte Landsret det hele på hovedet

Under Frederiksberg Hospital kendte man ikke stoffets effekt til bunds Kontrollen med de danske forsøg var de mest lemfældige i verden.

De fleste LSD – forsøg er sket uden frivilligt samtykke, selv om det i dansk lov er lægens pligt at bevise, at der er givet information og samtykke. Dette er igen et eksempel på at de ansvarlige myndigheder kan vælge at se en anden vej, Retslægerådet svarede nej, da Sundhedsstyrelsen spurgte, om der var lagt utilbørligt pres på Gunnar Sandvei. Dernæst vendte Østre Landsret tingene på hovedet og overlod det til Gunnar Sandvei at bevise, at han ikke var tilstrækkelig orienteret om LSD, og at han ikke ønskede den sidste og skæbnesvangre session.

 

Hvad er et LSD – trip?

Selve opturen på LSD – trippet er helt fantastisk, men når det begynder at holde op med at virke, så er en by et frygteligt sted et være. Man skal ud i naturen. Det er til gengæld storslået.

Men man skal lige vide, at det er et meget ukontrollabelt stof. Man ikke bare drikke noget vand eller kaste op, også går det over. Når først man har taget det, så er man på det, og det er et manipulerende stof, som tager fuldstændig over.

Man mister fornemmelsen for det normale. Kropsligt og mentalt er det den ultimative ophævelse af alt, hvad man tager for givet. Alt kan begynde at bevæge sig. Det der ligger på gulvet bliver pludselig levende og bevæger sig. Jo et trip kan sagtens tage 6 – 8 timer.

Det var det stof, som lægerne på Frederiksberg Hospital bildte alle ind, at man havde fuldstændig styr og kontrol med. Kollegaer og Lægeverdenen bakkede i begyndelsen fuldstændig op om dette.

 

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere om ”Tiltroen til de hvide kitler” så se her:

  • dengang.dk indeholder 2.055 artikler
  • Under ”Andre Historier” finder du 95 artikler
  • Under Nørrebro finder du 324 artikler
  • Under Besættelsestiden (før-under-efter-Anden Verdenskrig) finder du 407 artikler

 

  • IQ 75 – Erling og åndsvageforsorgen
  • Afvigernes ø
  • Dansk Raceforskning
  • De Kellerske Anstalter
  • Sinker og Halvidioter på Nørrebro
  • Jagten på det perfekte menneske
  • Mandelejren på Livø
  • Livø – en mandelejr – endnu mere
  • De unge kvinder på Sprogø
  • De farlige kvinder (2)

Ladelund og beskyttelse af forbrydere

Oktober 7, 2023

Ladelund og beskyttelse af Forbrydere

Dette er en meget lang artikel. Og bagerst kan du læse, hvor du kan finde mere om hvad der skete i Sydslesvig før – under og efter Anden verdenskrig. Hvad har vi skrevet om Frøslev og Fårhuslejren. Og hvad med krigsforbrydere og andre KZ – lejre. Her kommer vi også ind på Husum Schwesing. Hvorfor blev kommandanten af de to lejre aldrig dømt? Det har vi fundet svaret på. Og så døde 110 hollændere i Ladelund. Vi har historien om den tragiske hændelse i Putten i Holland. Og ordren til denne hændelse og interneringen af ca. 600 beboere i Putten kom fra Friedrich Christiansen. Denne krigsforbryder blev efterfølgende fejret og nærmest betragtet som helt i byen Wyk på den frisiske ø Før. Først efter hans død ophævede man hans status som æresborger. Hvorfor skal folk over 90 år dømmes, når det tyske retssystem nærmest indtil 1980 fredede krigsforbrydere. Tyske skoleelever fik indtil 1980erne at vide, at Wehrmacht ikke begik forbrydelser – det var kun SS. Hollandske pårørende ville i 1950 besøge kirkegården i Ladelund. De overnattede i Danmark. Men ved grænsen blev de tilbageholdt i timevis. De tyske embedsmænd ville forhindre, at de kom til Ladelund. Da de skulle hjem gentog chikaneriet sig. Tyskerne ville indføre en generel amnesti mod Nazi – forbrydelser, men udlandet protesterede. 

Der er god grund til at holde ud til den bitre ende.

 

Fundet med hul i nakken – i arresten i Padborg

Vi kigger på udelejrene i Sydslesvig og så finder vi ud af hvorfor kommandanten fra Husum Svesing og Ladelund ikke blev straffet.

Under udarbejdelsen af vores bog ”Grænsen er overskredet” fandt vi ud af nogle mistænkelige dødsfald i Padborg. En af disse var en person i arresten i Padborg, der efter besættelsen blev fundet med ”hul i nakken” på arresten. Han havde tilknytning til udelejr Ladelund. Vi fik bekræftet historien ved at ringe til familiemedlem i Nibøl

Vi lovede i den forbindelse ikke at omtale familienavnet. Vi har ikke kunnet få arkivadgang, der bekræfter historien yderligere. Normalt i disse situationer kalder man det ”konspiration”.

 

Forsømmelser

Kigger man på tyskernes jagt på krigsforbrydere så er det et ord, der går igen nemlig ordet ”Forsømmelser” Man prøver at anklage 90 – årige småforbrydere, men mange af de store er gået fri, og det gælder også denne kommandant Hans Hermann Griem fra de to udelejre under Neuengamme.

Britiske og hollandske retssager er der også blevet ført mod krigsforbrydere men samarbejdet med det tyske retssystem har været mangelfuld. Dette kan selvfølgelig skyldes en forskellig lovgivning.

 

Hvad handler denne artikel om?

Vores artikel handler også om katastrofen/hævnen i den hollandske by Putten, hvor en af de ansvarlige efterfølgende blev fejret som æresborger og fik en gade opkaldt efter sig på øen Fur. Mere end 130 borgere fra Putten omkom i Ladelund.

Friedrich Christiansen, der var en af de tre ansvarlige for hændelserne i Putten blev af en hollandsk ret idømt 12 års fængsel i 1948. Men allerede efter tre år blev han løsladt. Efterfølgende blev han i Slesvig – Holsten gennem et årti fejret som helt. Flere steder blev han udnævnt som æresborger og i Wyk på Før fik han en gade opkaldt efter sig.

Selv om hele sagen om Ladelund og Husum Swessing havde været fremme i en hollandsk ret i 1948 blev sagen mod Hans Hermann Griem først taget op i 1963. Det skete så uprofessionelt, at man ikke kunne finde hans opholdsadresse. Den fandt man først to år efter i Hamborg. Han havde ikke taget navneforandring. Og først i 1968 indledte retten i Hamborg undersøgelse mod Griem.

En dom udeblev og i 1971 døde han.

 

Friesenwall

Husum-Schwesing og Ladelund hørte til de i alt 87 udelejre unde KZ Neuengamme. Livsforholdene i disse udelejre var meget forskellige. Dødeligheden var størst i Ladelund og Husum-Schwesing. Grunden til at disse to lejre oprettet var, at man frygtede landgang fra de allierede på vestkysten.

Der skulle etableres en såkaldt Friesenwall. Og dette krævede en masse arbejdskraft. Kvinder og udenlandsk arbejdskraft blev også sat til dette arbejde. Derfor blev Husum-Schwesing oprettet den 26. september og i Ladelund den 1. november.

 

Vagtmandskabet var skrupelløst

Kommandant for de to lejre blev untersturmfuhrer Hans Hermann Griem. Han drak meget og så holdt han fødevarer tilbage og tjente penge på dette ved at sælge det videre. Han anvendte meget brutalitet særlig under spirituspåvirkning.

Det samme gjorde ”Blockführer” Josef Klingler. Han slog så længe på fangerne at de sidst lå livløs. Både Griem og Klingers optræden smittede på Kapoerne. De var skrupelløse. Vagtmandskabet bestod i begge lejre af mellem 150 og 300 mand. Det var for det meste ældre marinesoldater. De deltog ikke i mishandlingen men i flugtforsøg skød de løs.

 

Ingen arbejde, når der var tåge

Den største fangegruppe i de nordfrisiske udelejre var hollændere. Der befandt sig en tredjedel af de 589 mænd fra Putten, der blev arresteret og interneret i tyske KZ – lejre. Af dem døde 111 i Ladelund og 22 i Husum. Af andre større grupper var der fanger fra Frankrig, Polen og Danmark. Det vil sige, at der ikke var nogle danskere i Ladelund. Det turde man ikke så tæt ved grænsen.

Blandt de 70 fangere i Husum var der førende danske modstandsfolk og to politimestre.

Allerede dagen efter at fangerne ankom blev de sat i arbejde. Ofte skulle de gå 15 km. Pansergravene var 4-5 meter brede og indtil 4 meter dybe. At grave sådanne i et marskområde var nærmest et Sisyfos- arbejde. Snart blev disse grave fyldt med vand. Storm, regn og kulde var her ofte. Kun når der var tåge var arbejdet indstillet, så var der fare for flugt.

 

Ernæringen var håbløst

Ernæringen var fuldstændig håbløs. Om morgenen fik man en halv liter væske, der skulle ligne kaffe. Om middagen var der tynd suppe, 200 gram brød med lidt margarine og lidt blodpølse. Om aftenen fik man ingenting Disse rationer svarede til ca. 700-800 kalorier. Ved normalt arbejde burde man have 2.000 – 2.500 kalorier. Ved hårdt arbejde som dette gravearbejde ofte udgjorde, burde man have 3.000-4.000 kalorier.

Dertil kom beklædningen. Fangerne gik i udrangeret civilklædning som på ryggen var markeret med et gult kryds af oliefarver.

 

Massedødsfald

Allerede efter få uger startede massedødsfaldet. I slutningen af november 1944 var en tredjedel af fangerne i KZ Husum – Schwesing i sygeafdelingen. Man havde overhovedet ingen medicinske instrumenter, medicin eller andet.

Fangelægen Paul Thygesen var magtesløs over for massedødsfaldet. Hans beretning fra 25. november 1944 kunne fastslå, at der blandt 1.000 fangere var 734 syge. 125 havde tarmsygdomme, 470 havde åbne sår, som han ikke havde midler til bekæmpe. De fleste af disse sår kom fra træskoene. Alene i november 1944 døde 188 fangere i Husum.

Mindst 750 syge blev transporteret tilbage til Neuengamme og blev ifølge Griem erstattet af ”frisk menneskemateriale”.

 

Lokale hældte skrald over fangerne

Reaktion fra befolkningen på de lange fangetog var meget forskellig. Ligegyldighed var fremherskende. Lugten fra de døde blev mødt med forargelse. Forbipasserende spurgte:

  • Hvad er det for svin

I de smalle gader i Husum hældte beboere deres affaldsspande over fangerne.

Men overlevende fortæller også, at beboere ofte gav fangerne levnedsmidler. Også bønder overlod ofte noget spiseligt til fangerne. Men dette ændrede nu ikke meget på den passivitet, der var fremherskende.

 

1.700 – 2.100 mistede livet under udgravningen

”Friesenwall – projektet” var uden mening. Man kunne ikke køre rundt med tungt apparatur i vadehavet. Pansergravene i marsken sank sammen. Ca. 9.000 mennesker blev indsat. Af disse mistede 1.700 – 2.100 deres liv inden for få uger.

 

Allerede fra 1942 var man enige om at undersøge krigsforbrydelser

Allerede den 13. januar 1942 fandt en konference sted i England, der erklærede at tyskernes krigsforbrydelser skulle straffes. Besatte lande var repræsenteret på en konference i St. James. Så vidt vides var Danmark dog ikke repræsenteret. På den baggrund dannede USA og England en kommission som skulle undersøge krigsforbrydelser. Denne kommission førte indtil 1947 efterforskninger på hele 28.000 personer.

Den 8. august 1945 blev en international militæret oprettet. Dette var begyndelsen til Nürnberg – processen. Her talte man om forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeretten.

 

Tyskerne opfattede domstolene som en slags hævn

Så skulle man tro, at den tyske justits havde lettere ved at dømme de nazistiske forbryder. Men sådan forholdt det sig ikke. Tyskerne opfattede grundlaget som en slags hævn. Den tyske justits forsøgte at bekæmpe grundlaget. Og de kunne slet ikke gå ind for motiverne og mente at det var sejrsmagterne, der bestemte.

Briterne oprettede retter i de områder som de havde besat i Tyskland fra 14. juni 1945. Men meget tyder på at den tyske justits ikke samarbejdede, da man senere skulle finde de skyldige.

 

Internationale retssager

Således blev der i hovedprocessen mod KZ Neuengamme fra 18. marts til 3. maj 1946 rejst tiltale mod 14 personer, deriblandt lagerkommandanten Max Pauly, SS – læge Alfred Trzebinski m.m. 11 dødsdomme blev dømt og de blev også alle udført.

Men det var ikke nok. I efterfølgende retssager fulgte 15 dømte og 12 dødsdomme. Mod udelagrene fulgte 18 retssager. Den allersidste britiske retssag i Tyskland blev gennemført den 19. december 1949 mod Erich von Mannstein.

Briterne gennemførte gennem Royal Warrant retssager mod 964 anklagede. 70 pct. blev kendt skyldige. 20 pct. fik dødsstraf og 50 pct. fik frihedsstraffe.

 

I 1946 havde briterne en sag parat mod Hans Griem

De sager som her har fokus på, er sagerne fra Ladelund og Husum-Schwesing. De blev kaldt for Husum – Cases. Allerede i 1946 havde briterne en anklage parat mod Hans Griem – kommandant i Husum og Ladelund. Men lige før retssagen lykkedes det ham i marts 1947 at flygte fra interneringslejren Neuengamme. Også Josef Klinger og lagerkommandant Eichler var hovedanklaget. Anklagerne var nedfældet på 50 sider.

Eichler fik fem års fængsel og den brutale Kapo Klinger blev dømt til døden og denne dom blev også udført.

 

Lovgivningen skulle tilpasses

Problemerne med retssagerne var at de skulle afstemmes med lovgivningen i 16 lande. Man forsøgte at gennemføre retssagerne med så få vidner som mulig. Dette skyldtes praktiske problemer.

Forbrydelserne var så store og der var så mange forbrydelser at et normalt retssystem, slet ikke kunne klare det. Baggrunden for Husum Cases var forbrydelser, der var sket i udelejrene Husum, Ladelund og Dalum.

 

Dødsårsager

Men hvorfor døde der så mange i Husum-Schwesing og Ladelund? Dødsårsager:

  • Sult, kulde, mishandling, infektion, skyderi, skudsår og andre sår.

Tragedien i Putten er også en del af historien, når vi beskæftiger os med de to ude-lejre. Enhver i Holland kender tragedien.

 

Tragedien i Putten

Det var natten til den 1. oktober 1944 blev der uden for landsbyen Putten lavet en sabotage mod en af Wehrmachts personbiler. Dengang havde byen 10.000 indbyggere. I dag er det vel 22.000 indbyggere. Byen ligger 40 kilometer nordvestlig for Arnheim. Det var den hollandske modstandsbevægelse, der stod for anslaget.

En Oberleutnant overlevede, han blev lettere såret. Men den anden officer blev hårdt kvæstet. Det lykkedes ham at slæbe sig hen til en bondegård. Her døde han næste dag. De fleste af de hollandske modstandsfolk, der havde deltaget dette anslag blev i løbet af krigen myrdet af tyskerne.

 

Friedrich Christiansen befalede brutal fremgang

Tyske soldater omringede byen. Friedrich Christiansen befalede, at alle de ansvarlige skulle stilles op ad en mur, men hans ordre kan vel opstilles således:

  • Dem, der var ansvarlige skal skydes
  • Putten skal brændes og det skal få alle tysk-fjendtlige beboere
  • Kvinder og børn skal evakueres
  • De mandlige beboere skal interneres i KZ – lejre

Stabschef general von Wülisch parerede ordre.

Ingen af beboerne kunne undslippe. De blev alle samlet på markedspladsen. Bag ved kirken skulle mændene stille op. Dem, der var nazister eller tyskvenlige blev løsladt. Alle andre blev placeret i skolen eller æggehallen. Om aftenen blev alle ældre, børn og kvinder løsladt. Mændene blev nu ført til kirken. Og så fulgte ellers turen til banegården.

SS – soldater styrtede nu gennem byen og plyndrede. Og så blev huse ellers brændt af. 110 huse gik op i flammer. Det er ikke rigtigt, når det bliver påstået at hele byen blev nedbrændt, men det var dog alligevel 20 pct. af byen.

 

Kun 48 borgere vendte tilbage til Putten

660 borgere fra Putten blev anbragt i gennemgangslejren Amersfoort. Her blev endnu 59 frigivet. Undervejs til Neuengamme lykkedes det for 13 mænd at springe af toget. Nogle af disse blev skudt. Men 588 ankom til Neuengamme. Kun 48 af disse kom tilbage til Putten i 1945. Af de 540 ofre døde:

  • 166 i Neuengamme
  • 111 i Ladelund
  • 56 i Versen
  • 28 i Hamburg – Spladingstrasse
  • 25 i Bergen-Belsen
  • 22 i Husum-Schwesing

Dette var langt fra den eneste by, der blev nedbrændt af tyske soldater under krigen.

 

Tyske skolebørn fik at vide, at Wehrmacht ikke begik forbrydelser

Indtil 1990 var der i nogen vesttysk skolebog henvisninger til at den tyske Wehrmacht havde deltaget i Nazi – forbrydelser. Dem havde kun SS begået bilde man skolebørnene ind.

I Holland indrettede man efter krigen fem særlige rets-gårde. Her blev 241 tyskere og østrigere gjort ansvarlige for deres forbrydelser. I 1947 kom der til en stilstand i jagten på tyske krigsforbryder. Det skyldtes bl.a. fordi det tyske retssystem endnu ikke var rigtig etableret og de allierede havde travlt med at jagte deres forbrydere.

 

Storslået amnesti i Holland

Den storslåede hollandske amnesti fik 241 dømte tyskere glæde af. Den 8. maj 1950 – fem år efter afslutningen af krigen var endnu 146 arresteret. To år efter var der kun 81 tilbage. Ti år efter – i maj 1955 var der endnu 49 tilbage. I 1960 var der kun fire tilbage.

Men set på et internationalt niveau var hollænderne ret gode til at fange nazistiske forbrydere.

 

Da krigsforbryderen blev æret på Før

Den dømte krigsforbryder Friedrich Christiansen blev født på Før. Allerede som 15 – årig var han blevet skibsdreng. I 1900 tog han skibsofficer – eksamen. Fra 1924 – 1930 førte han passagerbåde over Atlanten. Han fik nærmest heltestatus på øen. I 1932 ændrede byen Wyk på Før deres betydeligste gade ”Grossen Strasse” til Friedrich Christiansens Strasse.

I 1933 hentede Göring sin flyver – kammerat til ”Rigsluftfarts- ministeriet”. Han blev leder af uddannelse og sport. Han kom sig aldrig over nederlaget i 1918.  Han skrev bogen ”Die Kapitäne Christiansen” Her kunne man tydelige læse hans nationalkonservative holdning. Han var kendt for at være meget ærekær og nærtagen

Og i bogen får vi så allerede på det tidspunkt skildret brødrenes mange heltedåd.

 

Dømt til 12 års fængsel i Holland

Han blev leder af flyverskolen i 1937. I 1940 blev han ”Wehrmachtsbefehlshaber” i Holland. Han blev således anden mand efter ”Reichskommissar” Syss-Inquart. Men åbenbart var det den højere ”SS- und Polizeifûhrer Albin Reuter, der greb magten. De tre kunne ikke udstå hinanden.

Hurtigt viste det sig at denne Friedrich Christiansen var en stor antisemit. Han mente, at såfremt tyskerne udraderede jøderne så ville de udradere tyskerne. Christiansen var indblandet i en del uheldige episoder i Holland. Dertil kom hans brutale fremfærd mod befolkningen i Putten. Han kunne måske være heldig med at være sluppet med 12 års fængsel ved en retssag i Holland. Anklageren havde forlangt 20 år og hans forsvarer 3 år.

De 540 døde fra Putten blev ikke engang medregnet i straffen. De to andre i toppen for nazisterne i Holland blev dømt til døden.

 

Christiansen blev løsladt efter kun 3 års fængsel

Allerede tre år efter blev han løsladt. Man sagde i Holland, at det var på grund af hans alder på 68 år. Men der var ikke noget, der tydede på at Christiansen var svækket på nogen måde.

 

Da 150 hollandske pårørende bliv chikaneret ved grænsen

I 1950 ønskede 130 besøgende fra Putten at besøge kirkegården i Ladelund. Og pastor Meyer skulle ledsage dem. Men ak. Hollænderne fik stemningen at mærke – dengang. Familiemedlemmerne til ofrene fik store problemer ved den tyske grænse. Den tyske told lod busserne vente i flere timer.

De hollandske gæster havde som man vel nok kunne forstå overnattet i Danmark. Alle rejsende måtte forlade busserne. Både ved ind – og udrejse blev hollænder tilbageholdt i flere timer. De tyske embedsmænd talte om ”Forlystelsesrejse” gennem familiemedlemmer af partisaner. På denne ydmygende måde forsøgte tyske embedsmænd at chikanere ofre for besættelsesterror i Holland i 1950.

 

Den evangeliske kirke ville have pastoren til at besøge krigsforbryderen

I 1951 rejste Pastor Meyer til Putten. Muligvis ville ledelsen i den evangeliske kirke have at han også besøgte Friedrich Christiansen. Og minsandten gjorde kirken alt for at dette skulle lykkes. De ville vise en nazistisk krigsforbryder al mulig støtte. Højtrangerede repræsentanter i den evangeliske kirke var også aktiv i SS – hjælpe-foreningen Stille Hilfe.

Nu havde pastor Meyer også været et meget energisk medlem af NSDAP fra 1930 til 1944. Hvad han sagde til dette møde, vides ikke. Men de kom senere til at være naboer og boede næsten side om side.

 

”De løslader morderen af vores fædre og sønner”

I Putten var man forbavset over Christiansens løsladelse. En kvindeforening udtalte om løsladelsen:

  • De løslader bare morderen af vores fædre og sønner

Det kan nu engang ikke være hans sundhedstilstand, der bevirkede hans løsladelse. Han døde først i 1972 – næsten 93 år gammel. Som 80 – årig styrede stadig passagerskibe og føj.

 

På vadehavsøen forblev han helt – og ikke krigsforbryder

Man var begejstret på Før over hans løsladelse. Man forlængede navnet på gaden og Christiansens udnævnelse som æresborger blev forlænget. Han blev igen fejret som en helt på øen. Han blev ikke der betragtet som krigsforbryder. Også i medierne fik han kun rosende omtale.

 

Omtalt rosende i Tagesschau

Efter hjemkomsten forholdt sig tavs i et årstid, men så søgte han igen offentlighedens lys. Og i den lokale ”Insel-Bote” unne man i 1961 læse, at han arrangerede en flyversammenkomst i Wyk. Han fik besøg af gamle kammerater – gamle nazister. Selv i TV – i Tagesschau kunne man se og høre om dette – uden den mindste kritik.

 

Byrådet tilbageviste protester fra Holland og Danmark

Efterhånden kom der dog gang i diskussionen. Borgmesterens datter ville med andre unge en tur til Putten, men det gav borgmesteren ikke tilladelse til. Byrådet forsøgte nu med ikke helt sandfærdige udtalelser at forsvare deres udnævnelse af Christiansen som æresborger og sagen om gaden.

De Christiansen blev 84 år blev han foran ”Nordsee-Heilbad” æret med ”Ernst – Udet prisen”!. Desuden modtog han andre priser fra diverse foreninger. Ernst Udet var under Første Verdenskrig en af Tysklands bedste flyvere.

Fra Danmark og Holland indløb der protester mod at man på øen og andre steder på den måde ærede en krigsforbryder.

 

I 1964 endelig kritik i tysk TV

I 1964 bragte det tyske magasinprogram Panorama en kritisk udsendelse og Friedrich Christiansen og hans gøremål i Holland. Dertil kom en beretning fra Ladelund og fra Wyk på Før. Hollandske og danske aviser tog nu sagen op. Men man ikke på Før, at man gjorde noget som helst forkert.

 

Først 36 år efter hans krigsforbrydelser droppede man betegnelsen ”Æresborger”

I 1979 skrev det lokale medie igen om alle de heltegerninger som Friedrich Christiansen havde foretaget sig. Det var en serie på fire dele. Nu kom der endelig en masse kritiske læserbreve. Og endelig i 1980 bestemte man, at det nu ikke mere skulle hedde Friedrich Christiansen Strasse og 36 år efter hans krigsforbrydelser mente man heller ikke mere at samme person skulle være æresborger på øen.

Ja og hvad med KZ – kommandant Hans Griem blev helt færdig med ham? Dokumenter som også statsadvokaten havde i Flensborg viste, hvor frygtelige forhold det var i Husum Schwesing og Ladelund. Men statsadvokaten i Flensborg gjorde ingenting. Sagen blev arkiveret. Ingen interesserede sig i 1950 for Nazi – forbrydelser.

 

En amnesti-lovgivning for Nazi-forbrydelser

Bundestag havde lige besluttet sig for en amnesti – lovgivning for Nazi – forbrydere. I justits – sprog hed det sig, at jagten på Nazi – forbrydelser var afsluttet. Og på den måde besluttede statsadvokaten i Flensborg ikke at gøre mere.

13 år senere, den 18, marts 1963 henvendte en bonde sig i mellemtiden til myndighederne og fortalte om KZ Ladelund. Brevet blev sendt til Statsadvokaten i Flensborg. Nu kunne denne ikke mere undslå sig. Han kunne i det mindste finde dokumenterne i arkivet.

 

Statsadvokaten i Flensborg opgav

Nu blev Pastor Meyers efterfølger, Pastor Harald Richter i Ladelund besøgt. Han kiggede på gravene og gennemgik pastor Meyers kirkekronik. Han besøgte også pastor Meyer, som nu næsten var nabo til Friedrich Christiansen. Og i dokumenterne blev der da også tilføjet:

  • I lejren (Ladelund) havde der hersket ubeskrivelige tilstande. Fangerne var ikke kun døde af svaghed, men de var også blevet pryglet ihjel.

Statsadvokaten fik meldinger om, at briterne havde kørt en sag. De skrev til den britiske ambassade og fik at vide, at man var velkommen til at kigge på dokumenterne fra den 3. september 1963 på ambassaden i Bonn.

Men statsadvokaten hverken afskrev kirkekronikken fra Ladelund eller besøgte den engelske ambassade. I stedet blev den bonde, der havde indgivet en anmeldelse afhørt af politiet. Han fortalte, at han havde set de stakkels fanger. De havde taget roer op, som lå på vejen, fordi de var sultne. På grund af dette var de blevet slået. En af dem var endda slået ihjel sagde bonden. Liget var af kammeraterne båret til lejren.

Statsadvokaten spurgte nu i hans fødeby Berlin – Spandau om hans eventuelle opholdssted. Men det eneste de kunne svare var at han ikke var registreret død.

Nu plejede det at være sådan, at politiet skulle søge efter hans opholdssted. Men det skete af mærkelig grunde ikke i dette tilfælde.

 

Hollændere inviterede den flensborgske statsadvokat

Den 6. marts 1964 kunne man fra Holland fortælle, at der lå vigtige dokumenter over KZ Ladelund. Og dengang var der endnu mange overlevende fra Ladelund i Holland. Statsadvokaten blev inviteret til at kunne se dokumentere og optage kontakt med de overlevende.  Men intet skete.

 

Borgmester betvivlede den hollandske dom

I stedet henvendte Statsadvokaten sig til borgmesteren fra Wyk på Før som hele tiden havde støttet Friedrich Christiansen og som i 1963 havde hædret ham. Denne borgmester Böttcher, der endda betvivlede retsgyldigheden mod Christiansen som de hollandske myndigheder foretog, skulle nu tilsende de dokumenter, han havde.

Han kunne fortælle, at han ikke havde nogle dokumenter, men henviste til Indenrigsministeriet i Kiel. De havde heller ikke noget liggende. Og så foretog man ellers ikke noget i Flensborg for at få Hans Griem dømt. Hvorfor vides ikke. Så vidt vides var den medarbejder, der havde med sagen at gøre i Flensborg ikke en såkaldt Nazi – jurist.

 

Chefen i Flensborg havde været aktiv nazist

Men denne medarbejders chef, overstatsadvokaten havde sikkert ingen interesse i at køre sagen videre. Han var ikke kun ”gammel kæmper” i NSDAP, men havde også været særanklager ved den Slesvig-holstenske særdomstol. Han havde forfulgt mange mennesker af politiske grunde. Fra 1960 ledede han igen den politiske afdeling. Men ellers var det ikke den store interesse i Flensborg for at få opklaret Nazi – forbrydelser.

 

I Ludwigsburg fandt man frem til Griems adresse

Således skriver man fra Flensborg til Ludwigsburg, som var hovedkontoret for efterforskningen for Nazi – forbrydelser at alle muligheder for en undersøgelse mod Hans Griem var udtømt. Det skete den 25. april 1965.

Flensborg ville afslutte undersøgelserne, inden de var gået i gang. Og som vi har beskrevet var der masser af muligheder. Men i Ludwigsburg var man uenige med Flensborg. Her kunne man også se muligheder. De fandt ret hurtigt ud af, at Griem levede i bedste velgående og under sit eget navn i Hamburg – Bergedorf.

Mange krigsforbrydere skiftede dengang ID og fik andet navn. Her var myndighederne meget aktive i Flensborg

 

Griem: ”Behandlingen af fangerne var helt efter bogen”

Selv om Flensborg hermed fik en kraftig lussing kunne de være tilfreds for nu var det ikke mere deres bord, så de kunne ånde lettet op. Nu var det overladt til Hamborg. Inden for de næste 6 måneder gjorde de mere end hvad deres kollegaer i Flensborg klarede på to år.

Måske skal vi læge nævne her, at Griem fortsatte sin karriere efter Husum-Schwessing og Ladelund i Dalum. Og hvad sagde Griem, da han erfarede at man ville køre en sag mod ham?

  • Behandlingen af fangerne var helt efter bogen. Jeg har aldrig oplevet at en fange er blevet mishandlet.
  • Ingen fanger er døde af sult
  • Men jeg vil godt anmærke, at vi fra Neuengamme modtog syge fanger. Disse syge er så efterfølgende døde.

 

I Slesvig – Holsten var man slet ikke aktive – men det var man i Hamborg

Begejstringen med at skulle tage sagen var nu ikke særlig stor i Hamborg. Man havde gang i mange efterforskninger. Men i Hamborg satte man 10 statsadvokater ind i efterforskningen. Den samme energi til at jagte Nazi – forbrydere har man aldrig vist i Slesvig – Holsten.

 

Dem, der kom tilbage til Neuengamme var i elendig tilstand

Vidner blev indkaldt for at undersøge tre af udelejrene fra Neuengamme – Husum Schwesing, Ladelund og Dalum. De fanger der kom tilbage til Neuengamme fra de tre lejre var en meget elendig tilstand, blev det sagt. Mange døde også efterfølgende. Andre var allerede døde under hjemtransporten.

 

20 danskere omkommet i Husum

Også Paul Thygesen, hjælpelægen fra Husum- Schwesing blev afhørt. Han fortalte, at han den 15. september var ankommen til Neuengamme med 200 andre danskere. 78 var senere overført til Husum-Schwesing. 20 af dem var her døde, der i blandt 2 læger. Her havde Griem foretaget razziaer. Syge fanger uden sår var blevet tvunget på arbejde. Griem havde taget alkohol, som var beregnet til sår-behandling. Når han var fuld, havde han taget en pistol og skudt omkring sig.

 

Griem mødte ikke op – han var syg

Man havde i Hamborg også kigget på den britiske efterforskning. Den 2. maj 1969 måtte Griem møde op i retten. Men han kunne fremvise et dokument fra sygehuset at han var ude af stand til at møde op.

Fra foråret 1970 skete der ikke så meget i sagen. Griem var blevet mere syg. Den 25. juni 1971 døde han og sagen mod ham blev indstillet inden han fik en dom. Men han kan også takke det sløve juridiske system i Tyskland for, at han ikke fik en dom. Selv da en bonde efter 18 år anmeldte sagen, førte Statsadvokaten i Flensborg bevidst en meget langsom efterforskning.

 

Denne sag var langt fra enestående

Nu var denne sag ikke enestående. Mange krigsforbrydere eller andre, der have begået Nazi – forbrydelser fik aldrig en dom. Man påstår, at det tyske retssystem var konstrueret sådan, at man ikke kunne gennemføre sagerne. Men det passer ikke. I den tyske ”Reichsstrafgesetzbuch” fra 1871 taler man om en ”Kriminelle foreninger” (§ 129)

Denne paragraf kunne man have anvendt. Men gennem den traditionelle uddannelse af nye statsadvokater blev dette forhindret. På den måde slap mange Nazi – forbrydere for tiltale.

 

Mange forbrydere slap for straf

Senere er det tyske retssystem blevet bedre. Vi kan nævne et eksempel. Indtil 1960 var kun 8 mand fra KZ – lejrene Auschwitz, Chelmno, Majdanek, Sobibor og Treblinka blevet dømt. De blev kun ved et tilfælde efterforsket.

Hvad man ikke fandt frem til i Ludwigsburg blev ikke dømt. Nogle grupper slap helt for straf. Det var for eksempel folk fra Wehrmacht. Et blodspor fører fra Polen over Hviderusland, Ukraine, Grækenland, Jugoslavien til Frankrig, hvor tyske tropper har myrdet løs. Hundredvis af byer er lige som Putten blevet ramt. Der er ikke ret mange af de ansvarlige der her har fået en straf.

De såkaldte små ”Befalings-modtagere” er heller ikke blevet straffet. Det er dem, der var ansvarlig for mordaktionerne hovedsagelig i Østeuropa. Det drejer sig om vagtkommandoer og dem der stod for nedskydningen. Man mente, at de bare havde udført en ordre og derfor ikke skulle gøres ansvarlige.

Heller ikke Nazi-aktivister, der havde handlet i tjeneste for Tyskland, er blevet dømt som de burde. Det er i særlig grad politikere og et stort antal af Nazi-jurister. Det er dem som indtil begyndelsen af 1980erne bestemte over det tyske jura. Og så kunne man jo i samme kasse tage alle de embedsmænd, der førte deres filosofi videre i det tyske embedssystem.

 

I Tyskland ville man indføre generel amnesti

I Tyskland ville man helst have gennemført en general-amnesti. Men det kunne man ikke af hensyn til udlandet. I stedet indførte man begrebet ”Kold Amnesti” Kort fortalt betød dette at

  • Medhjælp til mord blev betragtet som mordforsøg
  • Forældelsesfristen som egentlig var 20 år blev nedsat til 15 år
  • Såkaldte skrivebordsmordere skulle nu kun dømmes for mordforsøg
  • Skrivebordsmordernes forbrydelser indtil 1945 betragtes som forældet

 

Der er kørt mange sager fra Ludwigsburg

Men positive ting er det også at berette. Siden 1958 har man fra Ludwigsburg indledt 7.300 sager vedrørende mord på europæiske jøder. Dertil kom 400 vigtige retssager mod 900 anklagede.

Og ved disse sager blev også skrivebordsmordere, deltagere ved såkaldte indsatsgrupper og ”ghetto-forbrydelser” dømt. Man kan med andre ord sige at advokaterne i Ludwigsburg har gjort et stort stykke arbejde. Hvis denne energi havde været til stede alle steder i den tyske justits – så ville langt flere være blevet dømt. Og så havde der ikke været 90 – årige på anklagebænken.

 

Afslutning

600 ofre blev tilbage i Nordfriesland. Og et større antal døde i Neuengamme indtil befrielsen. Og dem der overlevede, var mærket resten af livet. Briterne arbejdede effektiv i deres forfølgelse af Nazi – forbrydere. Det gjaldt også med hensyn til de nordfrisiske KZ – lejre. Men den hovedansvarlige flygtede kort før domsafsigelsen. En person, der var lige så brutal som Griem fik dødsstraf.

Helten på Før Friedrich Christiansen, der gav ordren til eliminering af den hollandske by, Putten kom heldig ud af sine forbrydelser. Indflydelsen af det høje antal af nazi – jurister virkede. Eksemplet fra Flensborg viser, hvordan det virkede. Det tyske samfund afviste Nazi-protester indtil begyndelsen af 1980erne.

Vi har kigget i mange kilder, og har selvfølgelig ikke fået alt med. Men du kan selv tjekke vores oplysninger eller forske videre i disse kilder. Måske skal du også kigge i de mange artikler, vi har om den tid i Sydslesvig. Det hele hører på en eller anden måde sammen.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Das KZ Husum-Schwesing (med bidrag fra Paul Thygesen)
  • Pierre Jorrand: Husum – Hier wird Leben abgerottet
  • Madelon de Kaizer: Razzia in Putten – Verbrechen der Wehrmacht in einem niederländischen Dorf
  • Marc Buggeln: Arbeit & Gewalt – Das Aussenlagersystem des KZ Neuengamme
  • Information zur Shleswig-Holsteinische Zeitgeschichte Heft 54
  • Schleswig-Holstein 24
  • Harald Richter: Wir haben es selbstverstandich getan – Ein Aussenlager des KZ Neuengamme bei uns in Ladelund
  • Grenzfriedenheft (Husum 1983)
  • Detlef Gabe: Die nordfriesischen Aussenkommandos des KZ Neuengamme in Festschrift von Jörn-Peter Leppien
  • Hermann Kaienburg: das Koncentrationslager Neuengamme 1938-1945
  • Garbe: Die nordfriesischen Aussenkommandos
  • Klaus Bästlein m.m.: Das KZ – Husum-Schwesing
  • Katrin Hassel: Kriegsverbrechen vor Gericht
  • Lore Maria Peschel-Gutzeit: Das Nürnberger Juristen-Urteil von 1947
  • Herbert Ostendorf: Strafverfolung und Strafverzicht
  • Die Kapitäne Chritiansen
  • Peter Longerich: Davon habe ich nichts gewusst – Die deutschen und die Judenverfolgerung
  • Leppien m.m.: Konzentrationslager Ladelund
  • Oliver Schröm: Hilfe für braune Kameraden. Das geheime Netzwerk der Alt – und Neonazis
  • Jens Christian Hansen: Koncentrationslejren Husum – Schwesing
  • Marc Buggeln: Die Aussenlager des Konzentrationslager Neuengamme
  • Hermann Karenburg: Die Konzentrationslager und die NZ – Processe
  • Per Langwiths: Neuengamme – Koncentrationslejren 1939 – 1945
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

www.dengang.dk indeholder 2.054 artikler

  • Under Besættelsestiden (før-under-efter -Anden Verdenskrig) finder du 407 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 254 artikler
  • Under Padborg/Kruså Bov finder du 66 artikler
  • Under København finder du 200 artikler

 

  • KZ – lejr Ladelund
  • Ladelund – Hvorfor og hvordan?
  • En Sønderjyde krydser sine spor
  • KZ – Lejr Husum Schwesing (Svesing)

 

  • Sydslesvig den 9. – 10. november 1938
  • Da Flensborgs overborgmester blev afsat i 1936
  • Likvideret på Alssund – 5. maj 1945
  • Da Danmark blev tilbudt Sydslesvig
  • Nazisternes sidste tilflugt
  • Afnazificering og Hungersnød – syd for grænsen
  • Sydslesvig før og efter Anden Verdenskrig
  • Efterretningsvæsen – efter nazismen
  • Flensborg – efter 1945
  • Det danske Mindretal – under hagekorsets skygge
  • Det danske mindretal – syd for grænsen
  • Syd for grænsen efter besættelsen
  • Flensborg – 20 dage som regeringsby
  • Deserteret i Flensborg – likvideret i Gelting Bugt
  • Harreslev – dengang

 

  • Fårhuslejren
  • Straffelejren
  • Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den 1-3
  • Hvordan var det at bo i Fårhuslejren?

 

  • Frøslevlejren
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Hvordan var det at bo i Frøslevlejren
  • Myter omkring Fårhuslejren og Frøslevlejren
  • Frøslevlejrens fremtid

 

  • Dødsmarch
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • Jagten på det perfekte menneske
  • Den Polske Historiefortolkning
  • De asociale skulle i KZ – lejre
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Værnet – lægen som man lod flygte
  • Holocaust – fornægteren fra Kollund
  • Sort Jord – Holocaust
  • I ondskabens øjne af Holocaust
  • Holocaust – aldrig igen
  • Auschwitz og Thalidomid-skandalen
  • Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Josef Mengele – dødens engel
  • Hvad skete der i Borbruisk?
  • Auschwitz – en udryddelseslejr
  • Bag KZ – Lejrens pigtråd
  • Christian den Grusomme
  • Da Royal Air Force sænkede 7,000 KZ – fanger
  • Oktober 1943 – de danske jøders flugt og fangenskab
  • De danske hjælpepakker til KZ – fangerne
  • En oktober – nat 1943
  • De danske jøder i Theresienstadt
  • De glemte KZ – lejre på Kanaløerne
  • Nazi-jægerne
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Skal ældre krigsforbrydere straffes?