Artikler
Juni 5, 2011
Mange tyske håndværkere i Staden. Det Tyske Kompagni startede handelsstandsforeningerne. Advarsel mod overforbrug i borgerskabet. Brændevin vandt indpas i Laugene. Ifølge regeringen var der for meget druk til fordærvelse i gilderne. Laugene var hele tiden under angreb. Regler blev konstant efterset. Laugene forfulgte hensynsløst de uorganiserede. Svendene savnede deres drikkelag.
Konstant var der ulovlig handel og ølsalg
Det Tyske Kompagni
Den fremmede handelstand levede som en selvstændig og uafhængig stat i staten. De havde deres egen jura. De opfyldte ingen borgerpligt og betalte kun en ringe afgift til biskoppen. Det var som regel tyskere, der i begyndelsen kun opholdt sig i byen om sommeren. Efterhånden overvintrede de også i landet. “Tydskemannegade” er opkaldt efter disse tyske købmænd.
“Det tydske Kompagni” var et meget eksklusivt selskab. Kun tyskere, navnlig fra Wismar, Stralsund og Stettin blev optaget her. De havde deres egen regler, der mindede en del om lavsreglerne.
Kun sælge i små partier
I Jacob Erlandsens Stadsret peges der på nogle bestemmelser, der sigter efter borgernes fordel. Således blev det pålagt de fremmede, at sælge i små partier. Man måtte ikke handle indbyrdes. Det kunne gå ud over den pris, borgerne skulle betale.
I lommen på tyskerne
Christian den Første var i lommen hos Lybækkerne. Han turde ikke at bryde deres privilegier. Christoffer af Bayern havde flere planer om at erobre Lybæk
og sætter en stopper for deres konkurrence.
Men Christian den Første fik dog hævet “Det tydske Kompagni” Det betød, at der blev lige ret mellem danske og tyske købmænd. Nu skulle tyske købmænd have borgerskab, hvis de ikke ville ligge vinteren over.
Muligheden for billig tysk øl
Bønderne fik at vide, at de skulle bringe deres Varer til Torvs og hente deres fornødenheder i byerne. Men kongen udsendte den 30. september 1475 en underlig forordning:
Kloge historikere har påvist, at på den måde kunne danskerne få forholdsvis billig tysk øl. Men den holdt ikke på længere sigt.
Overforbrug hos borgerskabet
Jo i mange år var det Hansestæderne, der drev handel herhjemme. Men i første halvdel af det 15. århundrede kom hollændere, skotter og englændere. Frederik den Første tilskrev Rigsrådet på tysk, men adelsmændene fortalte, at det så de ikke en gang til. Der var mange, der var blevet sure på tyskerne.
Men andre mente, at var et decideret overforbrug hos de lidt rigere med vin, silke, fløjl og damask. Desuden blev der importeret udenlandske øl-sorter hertil i tøndevis.
Det danske Kompagni
Danske skibe hentede nu masser af varer i udlandet. Tyskernes magt var blevet brudt. Efter reformation eksisterede “Det tydske Kompagni” slet ikke mere.
Nu hed det Det danske Kompagni. Det blev et samlingssted for fornemme borgere, både handelsmænd og håndværkere.
Et skyde – og papegøjeselskab
Fra sin start var Det danske Kompagni et skyde – og papegøjeselskab. Selskabets ældste gilde-skraa er fra den 23. maj 1447. Formålet dengang var udelukkende selskabelig. Man kom for at more sig. Der blev budt på dans, drikkelag, fugleskydning og lignende. Der var også større fester knyttet til årets helligdage, jul, fastelavn og pinse. Også byens spidser samledes i dette selskab.
Forbindelse til Rådhuset
Man skulle være ærlige Folk, for at blive optaget. Senere måtte man ikke være medlem af et håndværkerlav. Gildets forbindelse til Rådhuset var meget nært.Da Kompagnihuset i 1682 blev solgt, anvendtes salgssummen til betaling af byens gæld. Til modsætning for håndværkergilderne så det ud som om, at Det danske Kompagni samlede forskellige samfundsklasser.
Gratis sprut til Papegøjekongen
Papegøjekongen fik en guldring, men til gengæld skulle han give 6 tønder øl. Til gengæld drak han frit ved årets tre adeldrikke. Første gang med fire senere med to kvindelige gæster.
Kompagniet holdt også en årlig majfest. Alle brødre red fra hus og hjem med spillemænd, piber og trommer. Der var en, der blev kåret som maj-greve. Man pyntede sig med masser af grønne grene for at markere, at sommeren kom.
Oldermanden skulle klare enhver tvist, inden den havnede i retten. Brødrene havde ret til at bruge kompagnihuset til bryllup og værtsskab for en passende betaling.
Tvang i Lavet
I Håndværksgilderne gik man også til den. Men det var ikke kun på det selskabelige, man gik til den. Man havde stor indflydelse. Gilderne og Laugene
havde deres ret til
Enhver der var medlem, skulle underkaste sig visse regler, forskrifter, indskrænkninger, kort sagt lavstvang.
Mange tyske håndværkere
De fleste københavnske håndværkere var dengang tyskere. På den måde udviklede lavs-systemet sig. Og det tog rigtig fart under Christoffer af Bayern, Erik af Pommern og Christian den Første.
Christoffer af Bayern befalede i sin stadsret, at laugenes oldermænd skulle indsættes af borgmestre og råd. Men efterhånden blev kontrollen med gilderne
hård. Der måtte ikke holdes møde uden overværelse af råd.
Der var fastsat bestemte priser for forskellige håndværk. Særlig over for bagere, øl-koner og guldsmede var man meget strenge. Her var der rig lejlighed
for forfalskninger og bedragerier. Såfremt man i gentagelsestilfælde blev grebet i dette, ja så mistede man sit borgerskab.
Bedrageri
Alt arbejde skulle så vidt det var muligt mærkes med byens stempel. Det var også for at komme bedrageri til livs. Kong Hans havde i 1490 udsendt en forordning:
Forlystelser, druk og gilde
Gildebrødrene samledes så ofte det kunne lade sig gøre i Lavshusene
til forlystelser, dans og drikkelag.
I disse bygninger fandtes i det mindste en stor sal, forsynet med bænke langs væggen og et mægtigt bord foran. Over bænken var der indmuret et skab, hvor Gildet opbevarede sine papirer, bøger, drikkekar m.m.
Man skiltes dog tidligt. Og tegn på opbrud skete efter, at en af gildets embedsmænd hamrede et stykke træ i bordet. På møderne var der også en anbefaling over, hvordan man skulle opføre sig. I en såkaldt Visitationsbog kunne man læse følgende:
En anderledes råhed
Moralen var anderledes dengang. Raahed og Voldsomhed var ikke blot tilstede i håndværkerstanden. Sværdet sad også løst hos adelsmændene. Mange havde adskillige mord på samvittigheden. Datiden dømte en sådan forbrydelse mildt.
Brændevinen vandt indpas
På gilderne drak man ikke kun dansk og udenlandsk øl, men også mjød og et utal af vinsorter. Og i 1528 bidrog en ny berusende drik til fornøjelighederne. Denne drik kaldtes Brændevin. Man kaldte den også for Livsens Vand. Det blev også betragtet som et lægemiddel. Og med den blev det lettere, at holde rusen ved lige hele dagen.
Den indfødte københavnske handelstand var delt i tre lav.
De nye grosserer
Kjøbmændene, der også hed Vandtsnidere eller Klædebolavet., Kræmmere og Bryggere, hvortil Skippere på Christian den Fjerdes tid kom til
Vandtsnidere kan vel nærmest oversættes til Grosserer.
Disse var nok stadens mægtigste og rigeste. De havde detailhandel med klæde, fløjl, Damask og al slags silke og Sardug (blanding af lærred og bomuld).
De handlede også med kobber, tin, bly, jern, laks, ål, sælhundespæk, honning, humle, salt, hør, hamp, tjære, svovl, salpeter, trævarer, korn, mel, sæbe, smør,
huder, skind, flæsk, søm m.m.
Kræmmere
Det andet købmands – lav var Kræmmerne. Det var fortrinsvis detailhandlere. Af en Lavs-skraa de fik i 1559 ses det, at der solgtes kramgods fra Venedig, Nürnberg, Frankfurt samt “hav der gjøres i Tyskland”.
Bryggere
Den tredje fornemste handelsklasse var bryggerne. Dengang herskede der et umådeligt øldrikkeri. Bryggerne havde eneret på at fabrikere og sælge dansk øl i store og små partier. Fremmede skippere og købmænd skulle købe Skibsøl af dem. De var til gengæld forpligtet til at levere godt øl til en af Magistraten fastsat takst.
De måtte også handle med Humle, Hør, Hamp, Beg, Tjære, Jern, Kobber, Tin, Bly og diverse preussiske og russiske varer. De måtte drive en slags Hørkramhandel. Desuden måtte de drive byttehandel med bønderne.
Dårlig dansk øl
Nu var den danske øl dengang ikke særlig velsmagende. Derfor foretrak de fleste tysk øl. Senere fik 12 borgere i København eneret til at sælge tysk øl fra deres herberger. De fik sat et mærke på deres ejendom, så man kunne se, at her blev der solgt tysk øl.
Men som alle regler dengang, blev denne også omgået.
Skipperne havde fået lov til at beskæftige sig med handel. Det fik dog først betydning fra Christian den Fjerdes tid. De solgte lige fra madvarer som Gryn,
Ærter, Bønner, Saltet Ål til færdigsyede klædningsstykker som skjorter, halskæder, forklæder m.m. (Se vores artikel Nyhavns historie).
I Rævebogen trykt i Lybæk i 1555 kaldes Kræmmere og Kjømænd for et “svigefuldt, argelistigt og bedrageligt Folk”.
Gældsfængsel
Det var ikke alle, der kunne betale. Derfor opstod begrebet Gældsfængsel. Her blev alle dem indsat, som ikke betalte, selv om de var blevet dømt af retten. Man kaldte den også for Svæltekjælderen. Adelsfolk kunne dog ikke dømmes til at sidde i Gældsfængsel.
Næst efter handelsstanden så var håndværkerne den nyttigste Klasse Borgere som bidrog mest til Kjøbstædernes Udvikling.
Fra rigdom til armod
En af de store handelsmænd på Frederik den Andens tid var Markus Hess. Han var borgmester i byen fra 1565 til 1589. Vi ser ham som hestehandler.
Kongen købte de bedste hos ham.
Vi ser ham også som skibsbygger. Desuden støbte han kanoner. Af andre ting handlede han med Salt, Korn, Uld, Klæde. Og et rederi med skibe havde han også. Omkring 1580 begyndte ulykkerne at rasle ned over ham . Han blev afskediget i 1589, men blev resten af sit liv friholdt for skat. Ja det endte med, at han bad kongen om hjælp til sin armod.
Masser af frihedsbreve
Netop også under Frederik den Anden skete der en stor indvandring. En masse tyske og hollandske håndværkere invaderede byen. Alle disse fik store friheder og begunstigelser. Man slap for skat, vagt og anden Tynge enten i et åremål eller for livstid.
Men i 1582 indløb der så mange klager, at kongen befalede at alle Frihedsbreve indtil videre skulle afskaffes.
Nye skraa
Flere håndværk fik i den tid nye skraa. Således Rebslagerne (1564), Tømmermændene (1575), Snedkerne (1576) og Bartskjærerne (1577).
I 1572 opstod et helt nyt lav nemlig Smørhandlernes. Men det må være gået dem dårligt. De kunne ikke betale deres afgifter, så de fik lov til at handle med høkervarer som Flæsk, Lys og fødevarer. Derved blev de et høkerlav, men det bestod ikke ret længe.
Sejlmagere i lav
Det var tegn i sol og måne på, at nogle lav misbrugte deres eneret ved at forlange for meget for deres ydelser. Kort før Frederik den Andens død kom der en forordning om takster for alle vigtige næringsveje, Bager, skomagere, skræddere, smede, vognmænd og mange andre.
Der kom nye lavs-skraa for Seilmagere, Vandtsnidere, Bryggere og Tydskølførende. Sidstnævnte var for dem, der importerede øl og solgte det i store partier. Sejlmagerne havde ikke været i lav før.
Bryggerne fik nu ret til at levere øl til flåden. De havde også fået fortrinsret til al den humle, der blev importeret til staden.
Druk til fordærvelse
Desværre havde ikke alle håndværkere råd til at lade sig optage i lavs – væsenet. Det var forbundet med en større udgift at skulle betale alle mad – og drikkevarer i forbindelse med en optagelse. Kongen mente, at der var
Reglerne blev efterset
I år 1600 befalede kongen for at råde bod på alle onder, at alle Skraa skulle efterses og revideres. Man kunne se forandringerne i Rodemestrenes Skraa af 1606. Heri bestemmes, at den der indtræder i Lavet skulle lægge Tre Daler i Bøssen og desuden give Oldermanden en daler, Lavsskriveren 1 Daler og De Fattige en Daler.
Vognmændenes Skraa fra 1610 fastsatte en Gylden som indgang samt fire Daler til Lavshusets forbedring, til de fattige og Lavsbrødrenes jordefærd. Slagterne nægtede at sælge oksekød, så længe man ikke også ville købe lammekød af dem. Magistraten ville ikke finde sig i dette. Så de tillod “inden – og udenbys Folk at sælge Kjød paa Nytorv” Til en bestemt pris.
Forordninger hindrede ikke Lav.
Efterhånden tillod kongen flere og flere håndværkere til at drive deres erhverv uden at træde ind i Lav. Et vigtigt skridt traf kongen den 19.juni 1613. Han udsendte en forordning, hvori han ophævede al Lavstvang og indførte faktisk Næringsfrihed.
I forandret form
Laugene havde ikke kun negative sider. De fattige var blevet hjulpen og en hvis regulering fandt hele tiden sted. Så allerede i 1621 var kongen nødt til at genindføre Lavs – væsenet, dog i en lidt forandret skikkelse.
En forvirret tid
For at blive medlem af et Lav skulle man ikke mere have stået i lære eller lavet et mesterstykke. Og Lavs – husene måtte heller ikke mere bruges til drikkegilder. Skal man forske i denne interessante del af historien støder man på masser af modsigelser. Man spørger sig selv, hvad blev der egentlig besluttet?
Bagernes vilkår
I årene efter 1621 faldt en stor mængde af nye Lavs-skraa, artikler, bestemmelser m.m. Byfogeden, Kæmnere og Bagerens Oldermænd skulle hver måned undersøge om brødet var rent og ustraffeligt. Brødsalget skete efter gammel skik fra bagerens vinduer. Men på et tidspunkt blev bagerne nødt til at falbyde deres brød på Nytorv hver onsdag og hver lørdag. Kunden skulle have mulighed for at se, hvem der var den bedste bager.
Senere blev der indrettet offentlige bagerboder forskellige steder. Det hele var ikke så ligetil dengang. Kongen kunne fortælle, at privatfolk, som havde ret til at bage til eget brug, gav sig selv til at sælge brød. Og bagerne, ja de måtte ikke sætte lys i deres vinduer, sætte skilte på, eller i det hele taget gøre opmærksom på deres tilstedeværelse.
Ulovligt øl
Private bryggere gjorde det samme. De solgte ulovligt øl. For at gøre ende på dette, skulle man søge om tilladelse til at brygge hos Magistraten. I 1643 blev der således foretaget et syn over bryggergårdene. Bryggerne tilhørte Stadens Brygger-lav. I folkemunde blev det kaldt Det fornemme Bryggerlav.
Strenge regler for slagtere
I 1623 var der kommet nogle ordninger for slagterne. Man ville misbruget til livs. Al slagtning skulle nu foregå i Christoffer Valkendorfs Boder uden for Vesterport. Udsalg af kød skulle finde sted fra Slagterboderne på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde eller på Nytorv.
Det var strengt forbudt “at slagte og udhugge magert Kokjød blandt Oxekjød” Det kostede Æren og Embedet at sælge selvdødt kød.
Vognmandslavet
Vognmandslavet var forpligtet til at vedligeholde broer og veje. Desuden skulle man fjerne byens skrald og hjælpe til i tilfælde af brand. De fik en del friheder og begunstigelser. Den bestod bl.a. i at overtage en del af Serridslevs gamle jorder til deres hestefoder og Lavs Ophold. Denne Vognmarken lå mellem Borgervang (Bryggervang) og Emdrup Mark.
I 1610 blev der vedtaget at 40 vognmænd havde eneret på vognmandskørsel. Dog måtte bønder og andre gerne køre for købmænd til årsmarkeder på Sjælland.
Man havde forsøgt at oprette nogle kompagnier. Den 18. november 1670 forsøgte man for tredje gang at oprette Ostindisk Handelskompagni. Mange initiativer dengang faldt dog til jorden. Riget manglede penge og kreditter.
Lavene overlevede nok engang
Enevælden var dukket op. I oktober 1664 fastsatte en betænkning, at de forskellige Lav ikke mere skulle være så egenrådige. De ensartede svendetakster skulle
også ophøre, da en dygtig svend havde krav på en højere løn. Desuden mente man, at der var grænser for, hvor meget chikane og omkostninger, man skulle udsættes for, hvis man ikke var med i et Lav.
Men det var vanskeligt at komme noget fastbundet til livs. Således ville tyske bogtrykkere ikke anerkende deres danske og hollandske kollegaer. De mente ikke, at deres faglige kunden, kunne måle sig med deres. Sådanne stridigheder hørte til dagens orden også lavene imellem.
Lavene overlevede atter engang. Det gjorde de gamle gilder også. Igen blev der åbnet for øltønderne. Der blev igen afholdt store fester med dans, druk og spil.
Retterstedet blev flyttet
Det var tydeligt, at Lavenes magt var tilbage. Det så man tydeligt den 14. april 1668. Retterstedet på Hallandsaas (Kongens Nytorv) og Retterstedet på Nytorv skulle flyttes. Det blev som sædvane var, Tømmerlavets job, at flytte det. Det skete med piber og trommer i et stort optog. Alle var bevæbnet med et redskab.
Byfogeden, Byens Kæmner og Underkæmner, diverse anførere, oldermænd og bisiddere, ja de var alle med i optoget. Retterstedet blev igen rejst foran Kastellet ved Østerport. Og som sædvane var, havde byen sponseret en masse Rostock-ker Øl.
Vandtsniderne og Kæmnerne var i 1651 indgået i et fælles lav. De kaldte sig Det Danske Kjøbmandskompagni. Men det ophørte allerede i 1688.
Vinhandlere
Vinudskænkning fandt sted fra talrige kældre i byen. Mange af de steder kunne man også få øl oh brændevin. Apotekere havde også ret til at holde vinudskænkning. Men herfra måtte der kun sælges i potter og anker. Men man måtte ikke fra samme kælder sælge både Fransk og Rhinsk. I 1651 trådte vinhandlerne sammen i et lav. Kun dem som ” havde tjent i seks aar og ejede en formue paa 1.000 Rdlr” kunne optages. Den fineste kælder var Stadens Vinkælder under Rådhuset.
Apotekerne
Noget nyt var kommet til staden omkring 1665, nemlig the og kaffe. I begyndelsen kunne dette kun købes på apoteket. Dengang var de mindst fire apoteker i byen, Svaneapoteket, Løveapoteket, Kong Salomons Apotek og Hofapoteket. Kongen havde i 1660 bestemt, hvad der måtte sælges på apotekerne.
Stridigheder i Lavene
I 1672 blev alle Lav igen gennemgået. Inden for selve Lauvene var stridighederne store. Snart blev det klaget, at en urmager og en kleinsmed var blevet udvist, fordi de skulle være uærlige. Snart kom mestre og svende på kant med hinanden og måtte have rettes hjælp for at udrede trådene. Mange gange nægtede lavene at optage medlemmer, der ellers opfyldte betingelserne. Man bagtalte hinanden og søgte at komme hinanden til livs. Og ofte endte det i håndgribeligheder.
Det pinte regeringen, at det københavnske lavsvæsen havde så tætte forbindelser til det tyske lavsvæsen.
En ”Benhøvling”
Der var forskellige ceremonier. Skulle en tømrersvend optages, skulle han gennem en benhøvling.
En snedkerdreng, der efter endt lærertid skulle gøres til svend, måtte den sidste søndag møde op hos Oldermanden for at blive udskrevet. Han kaldtes nu en Konøgle. Det navn bevarede han ind til han var blevet “behøvlet”. Det var som regel dagen efter. En nøje indstuderet ceremoni fulgte. Derefter blev den nye svend forsynet med formularer, som han skulle bruge på sin udenlandsrejse. Disse formularer sikrede ham, at han altid var velkommen og et værdigt medlem af Lavet.
Borgerskab nødvendig
Man forsøgte flere gange, at komme lavsvæsnet til livs. Det som regeringen var utilfreds med, var at det var en stat i staten, og at de hele tiden undgik kontrol. Først ved forordninger af 23. maj 1681 og af 6. maj 1682 skete der en ændring.
Heri blev det godtgjort, at enhver måtte ernære sig ved sin lærte profession, når blot man havde erhvervet borgerskab ved Magistraten, og havde betalt en mindre sum til de fattige, til Lavshuset, til Oldermanden og endelig til rådhusskriveren.
Forordning for Håndværkersvende
Rettigheder og pligter blev fastsat i “Forordning om Haandværkersvende og Drenge”
Nu fik alle Lav de næste par år nye artikler.
Alle disse artikler blev indledt med et forbud mod, at
Kontrolforanstaltninger
Regeringen havde indført en række kontrolbestemmelser for at sikre borgerne mod Lavets overgreb. Den indeholdt bestemmelser om, hvornår håndværkerne skulle have arbejdet færdig, og hvor meget, man måtte forlange for et udført arbejde. Det indeholdt også bestemmelser for, når møllere eksempelvis forfalskede melet.
Ølbryggere, slagtere og bagere kunne ikke mere sælge med overdreven fortjeneste. Varerne skulle være gode, og de måtte heller ikke mangle i salgsboderne. Der skulle være rigelig af varerne.
Fødevarekontrol – dengang
Man havde også en slags fødevarekontrol. Fire gange om året skulle man inspicere bagernes lofter og konfiskere alt muggent hvede og rug.
Hver 14. dag skulle politimesteren veje brødet og tjekke om bagermesteren overholdt lovgivningen. Var det ikke tilfældet kunne han forbyde deres Næring i 8 Uger. Hvis der var nogen, der sladrede, at en visitation var på vej, ja så skulle han af med 10 rigsdaler til Børnehuset.
Forskel i bødestørrelse
Kigger man i straffebestemmelserne, så gøres der forskel på mester og svend. Således idømmes en vognmand kun bøder, når han nægter, at køre. Begår en svend samme overtrædelse idømmes han fængsel i Stadens Kælder.
Enhver borger måtte gerne slagte og bage, men ikke videresælge produktet. Og enhver måtte gerne have vogn og hest, men måtte ikke udlåne.
Uenighed i Laugene
I 1692 søgte Krudenerere(Urtekræmmerne), Isenkræmmerne og Sukkerbagere at komme i samme lav. Det blev også tilladt, men allerede efter et
par år blev de så uenige, at de blev kaldt til samråd på Rådhuset.
En lang og besværlig vej
Vejen til at blive håndværksmester var lang og besværlig. Måske ikke lige besværlig i alle lav. Når en dreng blev taget i lære efter at have været taget på prøve i
nogen tid, blev der opsat en skriftlig kontrakt mellem mesteren og drengens pårørende. Han blev indskrevet i oldermandens bog og måtte i henhold
til Lavsartiklernes påbud tjene som dreng i tre, fire, fem eller seks år alt efter det pågældende håndværks beskaffenhed. Drengen kunne betale sig til at forkorte lærertiden.
I bogbinderbranchen blev den dreng, der kunne latin, belønnet med nedsættelse af tjenestetiden.
Mange betingelser skulle opfyldes
Der var forskellige andre betingelser forbundet med at komme i Lavene. En vognmand i København skulle have mindst to par dygtige heste, en god kurvevogn og en gadevogn. Ingen kusk kunne optages, hvis han ikke havde tjent i staden som kusk i mindst tre år.
En skipper skulle have dug og disk i København. Desuden skulle han have bestået en navigations – prøve.
Kræmmere, Urtekræmmere, Isenkræmmere, sukkerbagere, vinhandlere og vintappere skulle være mindst 25 år gamle og have tjent deres læreår som drenge
og svende. De første skulle underkaste sig en eksamen. Kræmmerne skulle eksamineres i regnekunsten.
Silke – og Uldkræmmere skulle eje 2.000 Rigsdaler. Og ingen gæld for at starte deres handel. For Lærredskræmmere var beløbet 1.000 Rigsdaler.
Bryggerne var også underlagt streng kontrol. Som tidligere nævnt skulle deres bryggergårde godkendes. De skulle eje 2.000 Rigsdaler. Og det var meget detaljerede bestemmelser for øllets godhed og hvor mange slags øl, der måtte brygges.
Magistraten havde travlt
Mange af Lavene fik bøder. De ville ikke finde sig i de strenge kontroller. Noget tyder på, at der var kaos nogle steder. Således måtte svende, der var uddannet
i udlandet pludselig starte forfra i Danmark. Magistraten måtte i flere tilfælde ind og afbryde forbindelsen mellem københavnske og tyske lav.
I 1691 henvendte Oldermændene for Murerne, Smedene, Snedkerne og Tømrerne sig til kongen for at få større indtægter fra Lavskassen.
Men det fik de ikke meget ud af.
Svendene savnede deres drikkelag
Svendene savnede deres sammenkomster og drikkelag. Og langsom gik man igen tilbage til gammel sædvane. Det så ud til at forordningerne fra 1681 og 1682 ikke rigtig lod sig gennemføre. Fra regeringens side ville man ikke ophæve laugene totalt.
Ulovlig handel
I 1692 udarbejde Magistraten en betænkning, som viste at Håndeværker – og Handelsstanden ikke havde det så godt. Fremmede, der var fritaget for borgerlig tyngde, kunne sælge varerne meget billigere.
Mange soldater bedrev også ulovlig handel, uden at der blev grebet ind. Det var ofte høkeri og ølsalg til Skade for Borgerskabet. De undlod også at betale skatter og afgifter.
Antallet af mestre i de forskellige lav steg også betænkelig. Og det betød masser af armod. Børnene måtte ud at tigge, før de kunne læse, hed det sig. Også konen måtte ud med tiggerstaven.
Ingen religionsfrihed – ifølge biskop
Fra regeringens side ville man lokke andre handelsdrivende til for at få gang i den københavnske handel. Derfor ville man give religionsfrihed. Men dette forslag satte biskop Wandal sig aldeles imod. Man forsøgte at få gang i klæde – manufakturet.
Et forsøg med handel på de danske besiddelser slog fejl flere gange. I 1678 talte Københavns Handelsflåde 116 fartøjer. I 1695 var der 295 skippere i hovedstaden.
Mørke tider
Det så ud som om at handelen tog et opsving omkring 1690, efter at have været på tilbagegang i en årrække. Men helt godt var det ikke. I Magistrats
– betænkningen hed det sig:
Handelstanden klagede over de høje afgifter. Byrderne var efterhånden også overvældende. Staten var dybt forgældet, og de tog sig ikke af de talrige klager, der hobede sig op. Krigene betød også, at der blev udskrevet krigsskat. I portene skulle der også betales nye skatter for at ind – og udføre varer.
De rige måtte låne staten penge. Og beløbene blev ikke tilbagebetalt som lovet.
Nye Torvemarkeder
Nye torvemarkeder opstod. Ved Knippels-bro stod der i 1692 ikke mindre end 64 fiskerkoner.
Galanterihandlere blev tidens modebutikker. Her kunne man få alt lige fra glasperler til fløjls drengekasketter. Mange af de ting, som der blev handlet med, blev indført toldfrit.
Hensynsløs forfølgelse
Laugene forfulgte de enker, der ikke var i stand til at blive gift igen. Jagten på fuskere skete med stor iver og hensynsløshed. Man stjal værktøj og varer. I 1709 klagede fem borgere over, at de var blevet overfaldet af Oldermanden i Slagterlavet samt 10 – 12 Lavsbrødre.
I 1720 blev en øltapper mishandlet af to barberer og tre betjente. Øltapperen barberede en af sine gæster, mens denne drak en pot øl hos ham. Den stakkels øltapper var sengeliggende i seks uger.
Grovsmede og Nagelsmede skændtes om, hvem der måtte sælge Bygningssøm. “Sverdefegere” og Isenkræmmere skændtes om salget af kårdeklinger. Der kunne fremdrages flere fejder. Men enden på det hele var en masse stridigheder, kævl og konflikter.
Konflikter truer
Svendene holdt sammen mod mestrene. Der kom til mange håndgribeligheder og arbejdsnedlæggelser. Alle disse ting tog meget af regeringens tid. Frimestre og erhvervsdrivende uden for lavene var et problem for de eksisterende Lav. Særlig beskyttelse nød soldater og matroser, der var blevet afskediget på grund af et handicap.
Ved Vibenshus havde 150 – 200 brændevinsbrændere den 11. maj 1723 redet kongen i møde for at aflevere et protestbrev. Det eneste de fik ud af det, var at blive anholdt og senere benådet igen.
Hjulmagersvendene havde i 1727 klaget over, at deres tyske kollegaer ikke ville arbejde sammen med dem, når de kom til København. Det resulterede i at danskerne blev fyret.
Nødråb fra Slagterlavet
I København var det politimesteren, der førte kontrol. Og han var især ude efter Slagterlavet. De tabte efterhånden modet og sendte en bøn til kongen:
Antallet af Lavsmestre i hovedstaden var i 1723 i alt 1.662. dertil kom 1.752 svende og 1.227 drenge. Det største Lav var Skrædderne (249), Skipperne
(212), Skomagerne (138) og Bryggerne (102).
De laveste
Lavest i rangdelingen var Brolæggere og Gørtlere. Også skorstensfejerne var ilde set, selv om de ikke mere blev betragtet som uærlige. Natmænd og andre, der udførte uundgåelige gerninger til nytte og tjeneste var heller ikke velansete.
Skorstensfejer – der måtte flytte
Det varede længe inden man kom fordommene til livs. Således fik Bertel Seiller, som hidtil havde boet i St. Klemensgade og købt en gård på Nytorv
i 1727, befaling fra Magistraten om at sælge den igen. Han skulle finde sig et afsides liggende hus, for det stred “mod god Orden og Politi, at skorstensfejere og
deslige Betjente boede paa publique Steder”
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9 – 02 – 2022
Juni 5, 2011
Biskoppen følte sig truet. Han forbød lavene. Håndværker var embedsmænd. Hver Lav havde en Skraa. Medlemmerne skulle være ”ærlige” og ikke af ”rakkerslægt”. Man måtte ikke hælde øl på hinanden. De syge og fattige blev hjulpet. Man skulle give øl ved hver en lejlighed. De fattige fik ”fri drik”. Brødrene måtte regelmæssig til eksamen. Kødmagerne skulle levere kød til biskoppen.
Biskoppen følte sig truet
Dengang var der masser af håndværks – og købmandsgilder i København. Kirken havde stor magt, og biskoppen forsøgte at begrænse gildernes magt. Allerede i Stadsretten fra 1294 finder vi følgende bestemmelse:
Denne bestemmelse skabte et stort røre, ja man kan kalde det et oprør. For borgerne ville ikke overholde bestemmelserne. Resultatet blev, at biskoppen konfiskerede indtægter, ejendomme og andre værdier.
Skytsengel for hvert håndværk
Men nogle lav fik lov til at bestå. Biskoppen havde i 1275 stadfæstet Skræddernes og Overskærernes Lav
De religiøse Gilder blev efterhånden Lavsgilder. Vognmændene i Skt. Knuds Gilde dannede i 1478 deres eget. Skt. Andreæ Gilde blev i 1515 omdannet til et Gilde for Tømmermændene. Men de bevarede dog deres religiøse karakter.
Ofte var det en skytsengel for hvert håndværk. Således var Skt. Eligius skytsengel for Guldsmedene. Men det kunne også være en tilfældighed, hvor man kunne henlægge gudstjenesten.
Bøder gik til alterlys
De bøder, man fik i lavene blev meget ofte omsat i voks til alterlys. De brændte for skytspatronens alter foran Lavets helgenbillede. På helgenes navnedag gik lavene i procession.
En håndværker var embedsmand
Fra middelalderen kaldtes et håndværk for et embede, og en håndværker for en embedsmand. Han ikke uden videre borgerret. I Tyskland måtte de kæmpe for at få det. Herhjemme har det ikke været samme problemer. Her har håndværkerne indtil handelstandens opkomst i det 15. århundrede haft samme rettigheder
som almindelige borgere.
Oprindelig var beslægtede håndværkere samlet i et lav. Sådan var det med Pungmagere, Remsnidere, Bundtmagere og Skindere.
Hvert Lav havde en skraa
Hvert lav havde sin egen vedtægt. Den kaldtes Skraa. Mange af disse bar dog præg, at de var lovet af folk, der normalt ikke beskæftigede sig med sådanne ting.
Medlemmerne skulle være ”ærlige”
En betingelse for at blive optaget i de yngre lav, men ikke i de ældste, var at medlemmerne var ærlige.
De måtte ikke være af Rakkerslægt. De skulle være ægte fødte. Inden for et år skulle de ofte ægte en hustru, og disse skulle være uberygtede.
Man skulle betale afgift, når man blev lærling, og når man blev mester.
Giftemål uden for laugene var i begyndelsen endnu ikke forbudt. Et ægteskab med mesters datter eller enke blev begunstiget af lavet.
Erik af Pommerns forordning
I 1422 udgav Erik af Pommern
en forordning med følgende indhold:
Kongen bestemte således, at der skulle være særskilte lav for nævnte håndværk.
I Kristoffers Stadsret blev det påbudt, at oldermændene i lavene skulle indsættes af borgmestre og Raad. Han gav også øvrigheden fuldmagt til at ophæve de lav som synes at være unyttige og skade byen.
Mange Lav
I 1522 havde staden følgende lav. Her har vi forsøgt at opstille dem efter rangorden:
Bryggerne har i 1422 været i lav med købmændene. Guldsmedene fik en tysk skrå i 1429 stadfæstet af kongen og dronningen og bekendtgjort for Høvedsmanden på slottet, Hr. Esge Brok og for borgmestre og Raad.
Mange retningslinjer
Ingen svend måtte arbejde på egen regning uden mesterens vidne. Når en svend forsømte mesterens arbejde skulle oldermanden vælge to mestre til at undersøge arbejdet. Herefter skulle de træffe en afgørelse.
Ingen svend kunne blive mester, uden at han havde tjent et år i staden. Og sådan kunne vi blive ved. Der var retningslinjer ned i mindste detalje. Havde man overtrådt disse vedtægter tre gange, skulle man rømme Staden.
Måtte ikke hælde øl på hinanden
Skraaen indeholdt også, hvordan mestrene skulle omgås indbyrdes. Der var selvfølelig forskelle i de forskellige lav. Her er et par eksempler fra Guldsmedenes
lav. Mestre i Kompagni måtte ikke sidde og drikke med hinanden i kroer eller øl-huse. Bøder blev også udskrevet, når mestre skældte ud på hinanden eller slog hinanden på øret.
Den, der slog Kniv mod den anden skulle bøde 1 lødig Mark. Den, der slog en anden et Bæger Øl i Hovedet, skulle bøde en Fjerdedel Mark lødig, men slog han det i hans skød, var bøden 4 Mark. Den, der fratog en anden hans plads på Torvet skulle bøde en tønde Øl.
En enke skulle udvises samme ære som mester. Hun skulle ved død også følges til graven af Kompagniet.
Bagerne
Det synes ikke som om at bagerne i begyndelsen havde nogen lav. I Stadsretten fra 1294 blev det tilladt, at enhver bager kunne bage så ofte han ville. Fra 1403 har der været et lav af mestre. Det blev stiftet til Skt. Kathrine. Hvert år, nemlig torsdag efter pinse og Skt. Knuds dag efter jul, skulle de lade holde Messe for Skt. Kathrines Alter i Frue Kirke.
Den broder, der ikke mødte og ofrede uden at have haft lovligt forfald, skulle give bøde. Ved indtrædelse i lavet skulle man give et Broderlys (alterlys).
Den Broder der blev fuld og spildte øl på den anden, skulle bøde. Man måtte ikke møde op med en lang kniv. Og der der spildte mere en håndsbredte øl på bordet, skulle bøde. Den, der fornærmede Oldermanden skulle bøde med en halv tynde øl.
De syge og fattige blev hjulpet
Hvis en broder blev syg skulle han have fire lybske Skilling fra Bøssen. Fik han det ikke bedre skulle han have yderligere fire Skilling. Døde en broder, skulle de andre våge over ham om natten efter dødsfaldet. Om morgenen skulle de følge afdøde til kirken. De skulle alle ofre ved messen, og bringe afdøde til graven.
Ingen måtte gå før afdøde var lagt i jorden.
Det var forbudt at følge barbenet til graven, eller være iført en Skjortesæk. Hvis en broder var død andetsteds skulle man afholde messe. Brødrene måtte ikke tiltale hinanden i vred Hu med Ord, der rørte paa Rygte og Ære.
Smedende
Smedende fik stadfæstet deres Skraa i 1512. De var viet til Skt. Eligius. Lavet omfattede forskellige smede:
Arbejdet skulle udføres i fire mestres nærværelse. Og ikke nok med det. Den kommende svend skulle traktere med seks Skilling øl og mad. Når så mesterprøven var godkendt, skulle han traktere sine brødre med en tønde øl og et fad fuldt af mad. Her skulle være en ost, et fad smør, og to ferske retter.
Man måtte punge ud
Den nye mester skulle atter punge ud. I skraaen var det nøjagtig angivet, hvad han nu skulle punge ud med. Hver Broder skulle have:
Dette Mester-øl skulle serveres senest 14 dage efter optagelse i lavet. Men det var ikke slut i nu med udgifterne. En svend skulle tre gange om året stille over for Oldermanden og sine Brødre. Her blev hans moral undersøgt. Man skulle finde ud af, om han stadig var værdig til at forblive i lavet.
Når en Broder sårede en anden Broder, skulle seks brødre fastsætte hans bøde til lavet. Hvis man derimod dræbte en Broder, blev han udstødt og kunne aldrig mere komme ind i lavet.
En mester, der fik en ny lærling, skulle give en tønde øl eller 12 Skilling. Ingen måtte tage nogen i arbejde, uden at der er aftalt en bestemt løn. Og ingen svend måtte sælge arbejde uden Oldermandens og alle Brødrenes tilladelse.
Fri drik til de fattige
En fattig Broder, som led nød måtte to gange om året søge lavet og drikke frit. Dog skulle han lige huske at spørge Oldermanden først. To gange om året var det skiftedag. Det var til Mikkels-messe og Påske. Kun på disse dage måtte en mester tage en andens svend i tjeneste.
Smedenes lavshus var i 1547 placeret på Gråbrødrenes grund.
Skomagerne fik 1509 en skraa af Kong Hans. Men lavet er betydelig ældre. I 1434 var Kannikken Hans Kortsen den, der læste sjælemesse i Frue Kirke for Skomagerlavet.
Ægte født og god rygte
Inden man kunne blive optaget i dette lav, skulle man bevise, at man var ægte født og havde et godt rygte. Man skulle have tjent to år i staden som svend. Mesterstykket var et par gode støvler og tre par gode sko. Svenden skulle bede om optagelse tre gange.
Første gang skulle han give en tønde øl. Anden gang skulle han gøre sin Mestergerning og igen give en tønde øl. Tredje gang skulle han straks give 6 skilling
til Lavshuset. Samtidig skulle han give fire tønder øl, brød og skinke. Desuden to mark voks (alterlys). Han skulle så længe, han var yngste mester beværte de andre.
En skomagersvend, der ville gifte sig med en uberygtet skomagerdatter, skulle have mere frihed end nogen andre. Men han skulle også give den bedste Igangs-kost.
Eksamen – hver lørdag
Hver lørdag skulle to mestre gå omkring til alle Gildebrødre og vurdere deres arbejde. Hvis de fandt noget som var daarligt gjort, havde de ret til at tage det med og fremvise det for alle Gildebrødre. Her kunne det så pålægges en bøde.
Hver mester måtte have to svende. Havde man tre, måtte man afgive den ene, såfremt en af Brødrene manglede en.
Kom der fremmede skomagere til byen og tilbød fodtøj på torvedage eller på andre tider, skulle Byfogeden, Skomagernes Oldermænd og Lensmænd have ret til at beslaglægge det, indtil de gav bøder til Byfogeden.
Ingen skomager i to miles afstand
Der måtte ikke bo skomagere i to miles afstand fra byen, som fremstillede støvler eller sko for bønder eller andre. Dog måtte de gerne arbejde for præster og adelsmænd.
Skrædderne
Skrædderne fik deres skraa i 1275. Lavet var helliget Trefoldigheden. Måske var lavet det somme, som i 1527 kaldes Guds Legemes Lav.
Skrædderne havde et meget anset embede, idet de havde fælles lav med Overskærerne. De blev senere kaldt Klædekræmmere.
Men da kræmmerne som handlende hævede sig over håndværkerne, gik de ud af forbundet og sluttede sig sammen med andre købmænd.
Mesterstykket bestod i at skære et par Klæder, der skulle sys på Oldermandens bord. Også her skulle den forhåbentlig kommende svend betale for et
betragteligt arrangement. Ligesom i andre lav, måtte man ikke vædde, spille Hazard, slå terninger m.m.
Mesterstykket
Remsnidere og Pungmagere fremkom 3. april 1460 med en anmodning om en skraa på Rådhuset. De havde selv sammensat skraaen.
En Remsnider skulle som mesterstykke
En Pungmager skulle
Også her måtte man betale for beværtningen.
Indførte varer blev undersøgt
Oldermanden og Stolsbroderen skulle undersøge indførte varer. De skulle undersøges, om de var retfærdige. Var de ikke det skulle der bødes til Kongen og Staden.
Fire gange om året, blev der holdt stævne, og da skulle Oldermanden og Stolsbroderen bese hver Broders Gerning. Var varerne ikke udført korrekt måtte
der bødes til lavet.
Når en dreng ville lære embedet skulle han give en tønde øl, et fad salt mad med brød til og en Mk. Voks til Messen. En Broders søn skulle kun give den halve kost for at blive mester.
Kødmagerne skulle levere kød til biskoppen
Kødmagerne skulle i det 14. århundrede yde Biskoppen hver Søndag for 1 Sterling Kød hver. I 1443 fik kødmagerne i Dragør eneret til at stå med deres Kødmagerboder. Det var Kristoffer af Bayern, der gav dette privilegium.
Brødrene skulle dele
Indtil seks borgere måtte slå sig sammen og købe en ko af en bonde til egen Føde. En nabo måtte købe en lam til den halve pris.
Alle kødmagere
Når det blev klaget over, at der blev solgt til for høje priser, skulle borgmestre og Raad sende en mand eller to til dem, når de huggede en Okse op, og undersøge, hvad de tog for det.
Kødmagernes skraa
Kødmagerne fik en skraa, der sandsynligvis er fra 1496.
Der måtte kun bo Kødmagere i de dertil bestemte gårde. Og så måtte der kun hænge kød i et vindue i hver gård.
Ved indtrædelse i lavet skulle man gøre kost med to tønder Vismar-øl og fire tønder dansk øl, salt mad og fire ferske retter. Man skulle give et Bismerpund Voks og 1 lødig Mark.
Oldermanden skulle give orientering om, hvordan slagtning skulle foregå. Såfremt man ikke overholdt disse regler, vankede der bøder.
Ingen måtte råbe fra en andens vindue og sælge selvdødt dyr. Ingen måtte gøre en anden Forkøb paa Gaden eller ved Stranden. Når der var flere, der ville købe lam fra en vogn, måtte hver kun købe et.
Såfremt man købte flere okser og lam, skulle man spørge Lavsbrødrene, om de ville købe et. Når nogen ikke ville betale, kunne Oldermanden tillukke hans Vindue. Flere måtte ikke slå sig sammen og i fællesskab på gaden tilbyde marsvineflæsk.
Vinduet blev slået til
Når nogen løb vrede fra et stævne og ikke ville adlyde Oldermanden og hans Brødre, blev han udslettet af embedet og hans vindue blev slået til.
Han måtte for at genoptage sit embede gøre regnskab over for lavet. Hvor købmager-boderne lå, kan læses i artiklen Strøgets Historie. Bartskærernes Skraa
er ikke bevaret fra Middelalderen.
Skinder – embede
Bundtmagerne og Skinderne fik en Skraa af Kristoffer af Bayern. Lavet hed dengang Skinderembede. Skraaen blev stadfæstet af Kong Hans i 1495 for begge embeder.
Mesterstykket var en Kvinde – skindkjortel og en Suben (Mandstrøje?). De skulle fremstilles i Oldermandens værksted. Lavet holdt gudstjeneste i Gråbrødrekloster. Det var således formentlig et Marie – Gilde.
Oldermanden skulle overdrage en broder nøglerne til lysene i kirken. Denne skulle så tænde lysene ved festlige lejligheder.
Ingen fremmede måtte blande sig
I 1515 stadfæstede Christian den Anden en ny skraa. Han gav tillige det privilegium, at herefter måtte ingen fremmed buntmager eller købmand offentlig på gaden eller i vindue tilbyde nyt skind.
Vognmændene
Vognmændene vedtog i 1478 en skraa, der i 1518 blev stadfæstet af borgmestre og raad. De havde udvalgt Skt. Peter
til deres beskytter.
Vognmændene skulle efter omgang køre Kongens og Stadens ærinde mod en passende betaling. De skulle have vogne, der var lukket både foran og bagved. Der skulle kunne gå mindst tre tdr. på vognen.
De måtte ikke skære tørv på byens mark eller grave ler eller sand på steder, hvor de ikke havde tilladelse til det.
Oldermanden skulle hver fredag tilskikke så mange vognmænd som mulig i hver gade
Fragt – takster
Man havde fastsat en bestemt takst for kørslen:
Vognmændenes Lavshus lå på Kultorvet.
Dragerne
Dragernes Skraa er ikke bevaret fra Middelalderen. I en stor handelsby må der have været mange af dem. Deres oldermand nævnes i 1525.
Tømmermændenes skraa
Tømmermændenes Lav har indtaget en meget lav rang. Deres lav havde bestået i længere tid som Skt. Andreæ Gilde. Det vides, at de i 1515 fik Magistratens
og Byfogedens samtykke til en skraa.
Der er ikke kendskab til at man skulle begå et mesterstykke. Enhver mand eller svend som var tilstede i staden kunne inden for seks uger blive Broder
i Skt. Andreæ Gilde.
Oldermanden og Stolsbrødrene skulle følge ham på Rådhuset om med ed bevidne, at han kunne gøre fyldest i embedet. Dernæst skulle han give en tønde øl og 1 Mk. Voks til Sankt Andreæ Gilde.
Flere gilder
I Jordebogen fra ca. 1380 nævnes at der omkring Gammeltorv var tre grunde, som tilhørte Skt. Mariæ Gilde, Helligaands Gilde og Skt. Peders Gilde.
Desuden nævnes Skt. Nicolaj Gilde med en grund, hvis beliggenhed ikke kan stadfæstes.
Skt. Knuds Gilde var ikke dannet af bestemte håndværk. Skt. Eriks Gilde nævnes i 1513. De havde en grund i Kattesund. I 1538 skænkede Christian den Tredje
dette gildes ejendomme til Helligånds – Hospitalet.
Skt. Antonii Gilde nævnes i 1521. Dette gilde bestod af gejstlige og verdslige. Ja selv kvinder kunne optages i dette gilde.
Flere lavs – artikler følger
Hermed slutter vores første artikel om lav – og gilder i det gamle København, men vi er langt fra færdige. Indtil videre kan vi henvise til vores afsnit: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar, der beskriver handelens udvikling på Nørrebro fra ca. 1890erne til i dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12-02-2022
Juni 5, 2011
Jøderne har altid været forfulgte. De er stadig uønskede mange steder, bl.a. i visse områder af København. Dengang var de uønskede i håndværker og handelslav. I Flensborg råbte stænderforsamlingen: Ud med Jøderne. I 1930erne udviste den danske stat tusinder af jøder til en usikker fremtid. Også under besættelsen blev jøder udvist af den danske stat til KZ – lejre. Den danske racehygiejne blev rost i Tyskland. Den danske stat advarede mod jødiske – danske kærlighedsforhold
Over Øresund
Danskerne blev nærmest udråbt som helte, da de hjalp jøderne over Øresund. Man fik masser af goodwill verden over. Man glemte bare lige at nævne, at mange måtte bruge deres sidste sparepenge for at blive reddet. Selvfølgelig tjener det mange danskere til ære, at de risikerede deres liv for at de reddede jødernes liv.
Men det tjener ikke Danmark til ære den måde, vi behandlede jøderne før, under og efter den tyske besættelse.
Artikelliste bagerst
Vi har samlet en liste over 50 artikler om Besættelsestiden bagerst i denne artikel. (p.t. finder du 351 artikler om dette emne på vores hjemmeside)
Katolikkerne og jøder
Allerede ved vor tidsregnings begyndelse kom jøderne til Europa. I 1400 – tallet skærpedes tonen mellem den katolske kirke og jøderne. De blev tvunget til at udvandre. I den katolske verden blev jøderne beskyldt for at være årsag til epidemier.
De to grupperinger
Fra Spanien og Portugal bosatte de sig i Amsterdam.
Her opstod et jødisk centrum, og de var i høj grad med til at højne hollændernes økonomi. De havde gode forbindelser til kolonierne. Man kaldte dem for De sefardiske Jøder.
De adskilte sig fra den gruppe, der bosatte sig i Tyskland og Central – og Østeuropa. Disse blev evig forfulgt, og havde vanskeligheder ved at etablere sig et bestemt sted. De ernærede sig som småhandlende og pantelånere.
Religionsfrihed under overvågning
De første jøder kom til Danmark i slutningen af 1500tallet. Det var købmænd, der bosatte sig i Altona. Danmark havde i 1640 – 1650 været udsat for krige og epidemier, så man manglede kvalificeret arbejdskraft. Ja man ligefrem lovede de nye skattefrihed, hvis de kunne etablere nogle ordentlige produktionsvirksomheder.
Var man 15 familier samlet et sted fik man ret til at bygge synagoger. Men det var faktisk kun de velhavende jøder, man var interesseret i. Nu var der også tale om religionsfrihed under overvågning.
Skulle have lejdebrev
En forordning fra 1651 dikterede, at ingen jøder måtte give sig ind i landet uden lejdebrev. Man var ikke så meget interesseret i de tyske jøder. Man ville hellere have de portugisiske jøder. I 1678 sendte kongen et brev til Københavns Magistrat, hvor han påpegede, at jøder uden lejdebrev inden 8 dage skulle sendes ud af landet. I 1681 blev en overtrædelse af påbuddet om lejdebrev takseret til 1.000 rigsdaler.
Lejdebrev
Ofte fik man et lejdebrev på anbefaling eller fordi man tilhørte en anset familie. Man havde måske overtaget en forretning eller havde planer om at oprette et manufaktur. Jøder, der havde begået økonomisk kriminalitet blev øjeblikkelig afvist eller udvist. Man ville skåne andre for at blive snydt.
Den jødiske menighed
I 1684 fik hofjuveler Israel David og hans kompagnon Meyer Goldschmidt kongelig tilladelse til at forrette gudstjeneste i deres hjem, men dog kun for lukkede døre. Dette var starten på den jødiske menighed. Fem år senere blev den første rabbiner ansat. Og i 1694 købte jøderne en begravelsesplads på Nørrebro.
I 1802 købte man grunden i Krystalgade, men først i 1833 blev deres synagoge bygget og indviet.
Vigtig med indflydelse
Da Simon Levin i 1724 efter at have været en skikkelig borger i Nakskov ville bosætte sig i København regnede han ikke med problemer af nogen art. Men svaret fra Politi – og Commerce- kollegiet var følgende:
Men jøden Davis Heinrich Israel måtte gerne bosætte sig. Han havde nemlig arbejdet for en af Københavns rigeste jøder. Det var en stor forskelsbehandling. Regeringen tillod grupperinger af handelsfolk og håndværkere med en anden trosretning til at etablere sig i det 17. og 18. århundrede for at få gang i handelen
og økonomien. Man håbede på at få gang i manufakturen. Det gav arbejde til mange og kunne aflaste Fattigvæsnet.
Jøder uønsket i lav
Et stort problem var, at de forskellige håndværker og handels – lav ikke ville optage jøderne. Derfor var de i et konstant modsætningsforhold til for eksempel købmænds – lavene. Man kunne ikke tolerere, at andre kom ind på deres enemærker. Derfor var man fra myndighedernes side nødtvungne til at begrænse
jødernes produktion og handel. Det var stik i mod regeringens tanker.
Det betød at jøderne kom til at beskæftige sig med pengeforretninger, pantelånsvirksomhed, handel med brugte genstande samt te, kaffe og chokolade. Ja man kaldte det faktisk for jødehandel.
Store krav til jøderne
Store krav blev det stillet til jøderne, og det var borgerskabet godt tilfreds med. Den 4. november 1726 skrev Magistraten på vegne af borgerskabet og de kristne
i Københavns kommune til kongen. De takkede for:
I længden var det de tyske jøder, der fik størst betydning for hovedstaden. Den 29. marts 1814 stadfæstede Frederik den Sjette en anordning, der på de væsentlige punkter gav jøderne ligestilling med landets øvrige indbyggere.
Efterhånden bestod den jødiske menighed i Danmark af 1.600 personer. Sådan så det ud i 1780. De fleste boede i hovedstaden.
Man beholdt sine egne skikke
I 1788 havde de fået adgang til håndværkslavene. Men egentlig måtte jøderne ikke beklæde embeder før 1849. De havde nu også en forpligtigelse for at overholde den borgerlige lovgivning. De måtte ikke længere henvise til mosaiske love eller rabbinske forskrifter og vedtægter.
Man beholdt dog de jødiske regler omkring begravelsesskikke, omskærelse af drengebørn og de jødiske højtider. Sabat-hvilen blev også taget bogstaveligt.
Den jødiske menighed fik også tilladelse til at oprette deres eget bageri. Man tillod nemlig ikke mælk i forarbejdningen af brød.
Problemet med kosher-mad og sabbatten om lørdagen var et problem for det var en almindelig arbejdsdag. Det kunne godt være et problem for jødiske lærerdrenge hos kristne håndværkermestre.
Masser af angreb
I 1813 og senere i 1816 fremkom der voldsomme angreb mod jøderne. En af dem var fra Kongelig Konfessionarius, Chr. Bastholm:
Stænderforsamlingen: Ud med jøderne
I Hertugdømmerne gjaldt der andre regler end i Kongeriget. Pastor Lorenzen fra Adelby afleverede den 3. december 1840 en betænkning i den Slesvigske Stænderforsamling om jøderne. I den skrev pastoren blandt andet:
I 1848 udgjorde jøderne den største minoritetsgruppe i København. De var omkring 3.800 mennesker.
Antisemitisme i Danmark
Forfølgelser af jøder skete mange steder rundt om i verden, i Rusland, Marokko og Ungarn. Man har glemt, at der i 1919 blev dræbt 3.000 jøder i Ungarn. Hadet og mistroen til jøderne førte også til antisemitiske strømninger i Danmark. Trods jødernes begrænsede rettigheder kulminerede hadet og mistroen i de såkaldte jødefejder, som varede fra 1813 til 1820.
Man beskyldte jøderne for at være årsag til statsbankerotten i 1813. Det hjalp også til mistroen, at man havde oversat en tysk anti – jødisk bog med titlen Moses
und Jesus.
Bilcher forsvarede jøderne
Ja selveste Steen Steensen Blicher udgav et skrift
Uroligheder mange steder
Danskere angreb jøderne og deres ejendomme i forskellige byer. Fra prædikestolen kaldte Biskop Mynster borgerne til orden. Urolighederne startede i Raphaels Modebutik i Østergade. Husarerne måtte hjælpe politiet med at rydde gaden. En rasende folkemængde var forsamlet. Dagen før havde det været et opslag på Børsen, med en opfordring til at fordrive jøderne.
I slutningen af 1800 – tallet blev omrejsende håndværkere fra Polen og Rusland opfattet som en direkte trussel mod danske håndværkere.
Ikke i historiebøgerne
I historiebøgerne står det heller ikke meget om, at der fra 1875 til 1919 blev udvist 31.000 fra Danmark. Det skete efter retningslinjer i Lov om Tilsynet med Fremmede og Rejsende. De fleste af disse mennesker var jøder.
Opholdsbogen lignede Skudsmålsbogen og i § 1 hed det sig:
Ville man have arbejde i Danmark, skulle man kunne legitimere sig hos politiet for at få denne Opholdsbog. Man skulle kunne have økonomiske midler til at bestride sit tarvelige Ophold i 8 Dage.
En stramning af Fremmedloven
I 1913 fandt en administrativ stramning af fremmedloven sted og i 1916 indførtes pas – og visumtvang. I 1914 besluttede man sig for, at det var Chefen for Statspolitiets Kontor i København, der skulle udstede opholdstilladelser. Før den tid havde det været de lokale politimestre, der havde ansvaret for udlændingetilsyn. De havde også sørget for, at tilrejsende fremmede blev registreret ved Statspolitiet.
I 1938 undergik administrationen af udlændinge diverse strukturændringer. Og Statspolitiet kom nu til at hedde Rigspolitiet.
Udvisning til en usikker skæbne
I Danmark frygtede man, at de antisemitiske følelser ville tage til hvis flere jøder tog ophold i Danmark, da nazismen tiltog i Tyskland i 1930erne. Fra dansk side sendte man derfor hundredvis af jøder tilbage til en usikker skæbne.
Embedsmændene fortsatte den praksis også efter at Danmark var blevet besat. De udtalte, at det var det tyskerne ønskede. Men det svarer nødvendigvis ikke til sandheden. Nazisterne ville gerne af med jøderne.
Love, regler og en restriktiv administration bar med til at skabe en praksis for udvisning af jøder. Man satte ikke spørgsmålstegn i at udvise statsløse jøder og andre flygtninge til Nazi – Tyskland. Jøderne blev også behandlet som emigranter og ikke som politiske flygtninge.
Et stort samarbejde eksisterede i perioden 1935 til 1939 mellem det danske udenrigsministerium og nazi-styret i Tyskland med henblik på udvisning af jøder fra Danmark.
Forbudt kærlighed
Indledte en udvisnings – truet jøde et forhold til en dansk pige, ja så blev indsatsen for udvisning sat i vejret. Udlændingemyndighederne forpurrede på den måde adskillige forhold mellem jødiske mænd og danske kvinder. Pigerne og deres forældre blev kaldt til samtale i Fremmedafdelingen, hvor de fik at vide, at de kunne miste deres indfødsret, dersom de rejste ud af Danmark.
Samarbejde med Nazi – Tyskland
Nu var man i Danmark langt fra uvidende om de restriktioner, fængslinger, interneringer, der foregik i Tyskland. Man lagde vægt på et godt og problemfrit
samarbejde med den store nabo mod syd. Fra 1933 til 1940 åbnede Danmark kun døren for 2.164 jøder.
Racisme fra danske embedsmænd
I 1933 skrev en medarbejder ved det danske gesandtskab i Berlin i forbindelse med jødernes udvandring:
Værre var udtalelserne af den danske legationsråd i Litauen i 1939. Han kommenterede udviklingen på følgende måde:
Arv og Race
I 1934 udgav Dansk Forening for Social Oplysning en lille bog om Arv og Race. To af bogens forfattere beskæftigede sig med jøde – spørgsmålet. Begge anerkendte jødernes særlige racepræg. Man enedes om at tilbagevise verserende teorier om jødernes underlegenhed. Man fremhævede i stedet deres sociale og kulturelle overlegenhed. Ja man fik at vide, at det ikke var på grund af deres religion, men snarere deres
Formålet har sikkert været at tage afstand til den tyske holdning.
Dansk ros til tysk racehygiejne
Inden da var den tyske lærerbog i racehygiejne udkommet. Den blev positivt anmeldt i Danmark, blandt andet af Axel Garboe i Socialt Tidsskrift. Heri blev den jødiske race beskrevet som
Bogen var udkommet på engelsk og den danske anmelder kaldte bogen for en Samvittighedsfuld og grundig Mands Værk.
Ja også nazisterne roste den danske racehygiejne.
Anti – jøde propaganda i Danmark
Nu var der en del, der troede på nazisternes jøde – løgn – også i Danmark. Og det var også betydningsfylde personer. Fra 1940 – 45 spillede statsminister
Scavenius en afgørende rolle som frontfigur mellem besættelsesmagten og politikerne.
For at tilfredsstille tyskerne meldte han sig ind i den tyske nazi – organisation Nordische Gesellschaft. Desværre har vi er på redaktionen ikke kunnet få bekræftet denne oplysning, da PET ikke giver adgang til medlemskartoteket, som i lighed med det såkaldte Bovrup – kartotek ikke er offentlig tilgængelig i Rigsarkivet. Godt nok kan man få en masse på nettet, men det er ikke det hele.
Nordische Gesellschaft udbredte uvidenskabelige og fjendtlige raceteorier. De udsendte tidsskriftet Rasse (Race). Her var nazisterne aldeles uhæmmet i deres fjendtligheder over for jøder og romaer.
Efter oplysninger, som heller ikke har kunnet bekræftes, så havde man 8.000 medlemmer i Danmark.
Restriktiv administration
Det var en stærk restriktiv administration, der mødte de jødiske flygtninge som kom til Danmark efter nazisternes indlemmelse af Østrig i marts 1938.
Danske jøder led økonomisk tab
Danske jøder led store økonomiske tab. De måtte afgive ledelsesposter i danske firmaer som handlede med Tyskland, efter indførelse af tyske love om arieserings – foranstaltninger.
Således blev formanden for Mosaisk Troessamfund, højesteretssagfører C.B. Henriques tvunget ud af bestyrelsen i Siemens. Fra dansk side protesterede man ikke over de tyske love, men accepterede dem.
De fleste var væk
I midten af september 1943 gav Hitler ordre til Entlösung i Danmark. Aktionen skulle foregå natten mellem den 1. og 2. oktober. Men da var allerede 7.000 jøder transporteret over Øresund.
Den nat fandt tyskerne kun 284. Og i alt 480 jøder blev sendt til KZ – lejre i Tyskland. De fem procent kom ikke hjem. I alt 6 millioner jøder blev dræbt under Anden verdenskrig . Fra tysk side havde man forventet at sende 5.000 jøder med skib fra København og 2.000 med tog fra Fyn og Jylland.
Det skriver vi ikke om
Dansk flygtningepolitik i 1930erne og 1940erne hører ikke til de smukkeste kapitler i Danmarkshistorien. Måske er det derfor, vi ikke har hørt så meget om det. I arkiverne finder man også 30 uafsluttede krigsforbrydelser. Modstandskampen har været det vigtigste, at beskæftige sig med for forskerne. At undersøge
bestemte aspekter fra besættelsestiden var ikke velanskrevet. Det paradoksale er, at netop besættelsestiden er det, der er skrevet mest om i Danmarkshistorien
Udråbt som spioner
Nogle af de jøder, der under besættelsen blev udvist af den danske stat, blev mange år efter pludselig udråbt som spioner. Men det var ganske almindelige jøder, herunder børn, der blev udvist.
Også uønsket efter besættelsen
Og efter besættelsen, blev mange jøder opfattet som kriminelle og anbragt i isolation. Det var nok ikke den velkomst, de havde regnet med. Går man tilbage for at se, hvem der blev udvist, er det ikke altid, at jøderne figurer på listerne.
Mange af dem, der blev udvist og som døde i KZ – lejre fik pludselig i 1963 tilladelse til at vende tilbage til Danmark velvidende at man vidste, at de var omkommende. Skulle dette dække over, at de var blevet udleveret til tyskerne?
For de flygtninge, der kom hjem fra Sverige var forholdene ikke blevet bedre. Endeløse ansøgninger om opholdstilladelse og arbejdstilladelse fulgte. Arbejde måtte de ikke medmindre det drejede sig om noget specialiseret arbejde, som ikke kunne udføres af danskere. Fagforbund, fagforeninger og andre interesseorganisationer blev spurgt, men de modsatte sig som oftest arbejdstilladelse og erhvervsgrundlag for jøder.
Beklagede man sig over de forhold, man blev budt, blev man truet med udvisning.
Diskrimination
Nogle af de jøder, der vendte tilbage fra KZ– lejrene ændrede deres navne. De var trætte af diskrimination.
Jøderne angribes af kommunisterne
På Land & Folk, Kommunisternes hoved-organ, blev jøderne beskyldt for at
De frygtelige skueprocesser mod jødiske læger i Sovjetunionen i 1953 fik skribenterne på Land og Folk til at definere jøder som dyr og anklage dem for at være
spioner for fremmede magter.
Modstandsmanden, professor og minister i Befrielses – regeringen talte også om at zionistiske spioner havde været på spil.
1982: Jøder ud af Danmark
Så sent som i 1982 blev det efter en demonstration smidt svineblod mod en nabobygning til synagogen i Krystalgade. Her kunne man så læse:
Det var tydeligt at venstrefløjen i Danmark personificerede krisen i mellem-østen med jøderne i Danmark.
2011: Jøder uønsket i dele af København
Og i 2011 skal man ikke vise sig som jøde i forskellige områder af København, så er man hel sikker på, at blive chikaneret på den ene eller anden
måde.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 02 – 2022
Juni 5, 2011
Gabel byggede et lystslot. Prins Carl udvidede. Læs her om skandaler på Blågården. Vi skal hilse på Støvlet – Kathrine. Og så var der mange forliste industri – eventyr på Blågården. Her måtte zaren ikke bo. Kongens bror troede, at han ville stjæle. Prins Carl havde hele 47 i sit hof, som vartede ham op. Hans kone havde kun 23.
Teglgårdsmarken
På Frederik den Tredjes tid lå der helt fra Peblinge Søen til Assistens Kirkegård en stor mark, der blev kaldt for Teglgårdsmarken. Her lå byens teglgård.
Kongens yngling – Christopher Gabel
En af kongens ynglinge, Statholder Christopher Gabel, der også var tidligere kammerskriver og rentemester, byggede et lystslot med en mægtig have. Da teglstenene på taget var blå, ja så kaldte københavnerne slottet for Blaagaarden.
Man spørger sig selv, hvordan kunne Gabel få råd til at bygge dette slot. Han har sikkert udnyttet sin indflydelse hos kongen. Men han måtte vende sig til beskyldninger om bestikkelse. Han fik da også mange og mægtige fjender, derimellem kronprinsessen, den senere Christian den Femte, dronning Sofie Amalie og Rosenkrantz-er samt Ahlefeldt’ er .
Ikke så uddannet
I hans eftermæle efter 13. oktober 1673 stod der følgende:
Gabel vidste, at hans magt stod og faldt med Kong Frederik. Han trak sig også straks, da kongen døde. I hans tid var Blågårds Have en prægtig have med mægtige lindealléer. Små pavilloner med blå tage lå spredt på grunden.
Prins Carl udvidede
I 1688 blev hele herligheden solgt til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han beholdt dog kun stedet i kort tid, hvorpå den kom i forskellige
officerers besiddelse. I 1706 overtog Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl stedet.
Han udvidede grunden ved at købe jord på den anden side af søen. Det var den såkaldte “Akeisebodvænge” mellem Peblinge Søen og Farimagsvejen .Han byggede den kendte hovedbygning, Blaagaarden.
Lod sig dirigere af von Plessen
Prins Carl havde mange titler, men egentlig var han en ubetydelig personlighed. Han brugte sin tid til at ride, jage og læse i pietistiske bøger. Han
beskæftigede sig med guldmageri og havekunsten. Dengang hed haven Prinsens Have. Prinsen var fuldstændig i lommen på sin hofmester og senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde engang i spøg:
Et stort hof på Blågården
Det var et stort hof på Blaagaarden. Prinsens søster, Sophie Hedevig tilhørte også hoffet. Hun var en meget streng pietistisk dame, der havde 23, der passede på hende. Men prinsen havde hele 47 personer, der stod for sin opvartning.
Utilfreds med kongens valg
Prins Carl var ellers meget godmodig, men hans søster ophidsede ham i den grad, fordi Konge Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow til dronning. Han forlod i vrede Blaagaarden sammen med sin søster i protest over kongen. Han blev dog overtalt til at stå fadder til et af deres børn.
Ved Prins Carls død i 1729 testamenterede han Blaagaarden til Sophie Hedevig.
Hjælp zaren kommer
I 1719 skete en begivenhed, der vakte røre i København. zar Peter den Store havde lovet at hjælpe mod Karl den Store. Zaren havde 20.000 russere med. de blev plantet på Hveen. Men endnu flere blev placeret på Fælleden og andre steder i København. Der kunne de ikke gøre så stor skade. Men 4.000 blev placeret foran Nørreport.
Kongen stolede med rette ikke så meget på zaren. De danske styrker var bundet i Norge. På Københavns Slot var det ikke plads til gæsten. Kongen bad sin bror på Blaagaarden at tage sig af zaren. Men han afslog. Og det var åbenbart af religiøse grunde. Han var både ængstelig for sit fine sølvtøj og så havde zaren også fået tilføjet Barbaren på sit CV.
Sophie Hedevig ville ikke giftes
Det var svært at få dikteret nogen mand til den strenge Sophie Hedevig. Hun var som unge blevet tvunget til at forlove sig med arveprins Georg af Kur – Sachsen. Men han kunne ikke holde hende ud. Han hævede forlovelsen til Christian den Femtes store fortvivlelse. Hendes mor, dronning Charlotte Amalie arbejde på en forbindelse til den senere tysk – romerske kejser, Josef den Første. Men Sophie Hedevig satte sig kraftig til modværge. Andre forslag fik hende til at proklamere, at hun ville forblive ugift hele sit liv.
Masser af rygter
Rygterne gik dog på, at hun stod i et meget intimt forhold til sin overkammerherre Carl Adolph v. Plessen. Ja man sagde endog, at var hemmelig gift. Men hun gjorde sit gods, Vemmetofte til et jomfrueligt kloster. Men ved hjælp af et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede hun Blaagaarden, et Sølvtaffel og en Sølvbuffet til Plessen. Denne ville dog på grund af rygterne ikke modtage gaven. Men Kong Christian den Sjette blev vred og befalede ham til at overtage gården.
Skulle beskytte dronningen
Carl von Plessen havde foretaget de udenlandsrejser, der hørte til adelsfolkenes dannelse. Han blev knyttet til Prins Carls og Sophie Hedevigs hof. Han havde taget parti imod Anna Sofie Reventlow. Men der var dog ingen hævnaktioner fra kongens side. På hans dødsleje fik Plessen overrakt elefantordenen og afgive et løfte om, at han så inderlig skulle skærme Dronningen og hendes Børn mod deres mægtige Fjender.
Plessen tog sin afsked
Plessen holdt ikke sit løfte. Han var stadig imod Anna Sofie Reventlow.Derfor gjorde Christian den Sjette ham også til medlem af Konsiliet og til overkammerherre ved Hoffet. Han var intelligent og veltalende og styrede også godserne på bedste vis.
Dronning Sofie Amalie kunne dog ikke lide Plessen. Derfor tog han sin afsked den 27. april 1733. Kongen fratog ham også sine pensioner og de sluttede med at blive uvenner. Resten af sit liv levede Plessen med at bestyre sine godser. Han oprettede også 16 skoler for sine bønder.
Omkring Blaagaarden tilkøbte han en masse jorder. Men han opholdt op sig ikke meget herude.
Knud Lyne overtager
Efter hans død solgte arvingerne Blaagaarden til Rahbeks fars morbroder, Knud Lyne. Han var Konsumptionsskriver og en meget velstående mand. Han solgte ejendommen videre til Christian den Syvendes yndling, Holck. Og det er så starten til den mørke afdeling i Blaagaardens historie.
Holck var stråmand
Frederik Vilhelm Conrad Holck blev som ung kammerpage hos kronprins Christian (den Syvende). Denne Holck havde sikkert ikke den bedste indflydelse hos kongen. Dronningen Caroline Mathilde måtte ikke komme med på den store udenlandsrejse og turen til Slesvig Holsten. Holck sørgde for at blive udnævnt til Gehejmeråd og Hofmarskal.
To ægteskaber gav Holck rigdom. Først med stiftamtmand Stockfleths datter, der bragte ham en medgift på 80.000 Rigsdaler. Datteren døde kort tid efter af kopper.
Han blev også gift med en datter af Grev Danneskjold – Laurvigen, et barn på 15 år. Men Holck brugte og han forstod også at få penge ud af kongen. Derfor tog han også del i kongens orgier og togter rundt om i byen.
Støvlet – Kathrine blev præsenteret
Det var også Holck, der havde æren af, at føre kongen sammen med Prins Georg Ludvig af Braunschweig – Beverns uægte datter, Anna Kathrine Beuthak,
der under øgenavnet Støvlet – Katrine bjergtog kongen.
Udskejelser på Blågården
Holck mente, at det var bedst at forlægge alle disse udskejelser ud for byen. Skuepladsen blev derfor forlagt til Blaagaarden. Lyne ville ellers slet ikke sælge sin ejendom. Og ingen tvivl om, at det var kongen, der var den egentlige køber. Støvlet – Kathrine blev eksporteret til Hamborg i 1768.
I eftersommeren 1760 fik Lyne sin nu ramponerede ejendom tilbage. Og Struensee gav Holck en fyreseddel på gråt papir. Masser af lindetræer var blevet fældet og inden døre var meget lagt øde. Men Støvlet – Kathrine og hendes horde havde ramponeret stort set det hele. Malerier, lofter, møbler, vægge. Den fordrukne skare inklusive kongen havde fulgt hendes ordre bare at ødelægge det hele. Og Holck havde været lige glad. Det var ikke hans penge, og hvis bare kongen morede sig.
Ingen glans over hoffet
I historiebøger står der, at var Holck, der videresolgte Blaagaarden. Det er rigtigt. Knud Lynes arvinger solgte ejendommen til købmand Peter Tutein. Han solgte ejendommen efter tre år, sikkert fordi hans planer om at indrette en silkebåndsfabrik strandede. Storhedstiden var over, der var ikke mere plads til lystslotte.
Efter Christian den Sjettes pragtsyge og Strunsees fald, var det ikke så meget glans over hoffet mere. Enkedronningen Julianne Marie og hendes søn levede helst uden for København. Caroline Mathilde levede i landflygtighed. Hendes to børn, kronprins Frederik og Prinsesse Louise Augusta skulle først være voksne, inden de kunne holde hof.
Da kronprins Frederik styrtede Guldberg var Blågården allerede stærk i forfald. Den senere Frederik den Sjette kunne sagtens nøjes med de slotte, han havde.
Det kongelige danske Dugmanufaktur
Sammen med Det Kongelige danske Dugmanufaktur anlagde Johan Paul Kalckenbrenner i 1780 en klædefabrik på grunden. Der hvor Slotsgade i dag ligger lod han hovedbygning og have forfalde. Værksteder, lagre, kontorer samt boliger for funktionærer og arbejdere blev bygget.
I 1786 blev Det Kongelige Dugmanufaktur ophævet. Ejendommen gik for en vurderingssum på 65.000 Rigsdaler. Over til Finanskollegiet. Bygninger blev derefter lejet ud til industrielle og private. Haverne og markerne blev bortforpagtet.
Skolelærerseminarium
Den 8. november 1790 oprettedes et kongeligt Skolelærerseminarium. Den senere Generalmajor Julius Paludan besøgte i sine drengeår, forstander Strøm
på Blaagaard Seminarium. I sine erindringer fra 1877 giver han en skildring af Blaagaard, som det så ud i begyndelsen af det 19. århundrede:
Frederik den Sjette trængte til penge
Da englænderne i 1807 belejrede København måtte seminariet flytte til Jonstrup ved Værløse. Ved englændernes besøg blev resten af haven ødelagt. Frugttræerne var blevet fældet og anvendt som brænde. Indtil 1814 blev bygningerne brugt som lazaretter for landmilitær – etaten.
Da krigen var over trængte Frederik den Sjette til penge, så han solgte hele Blaagaarden på en aktion for 100.000 rigsdaler til sin generaladjudant von Römeling og divisionsadjudant, kaptajn von Scholten.
Købet var baseret på at udparcellere ejendommen. Men først anlagde de en bronze-fabrik, men den gik desværre i stykker. Så begge adjudanter mistede deres penge.
Heegaards Fabrikker
I 1828 anlagde isenkræmmer M. Anker Heegaard et jernstøberi og maskinfabrik. Siden 1804 havde han drevet en forretning i København. Man skulle have dispensation hos Demolerings – Kommissionen til at bygge et – etages grundmuret værktøjsbygninger med bindingsværk. De blev placeret langs den nuværende Blågårdsgade.
På jernstøberiet blev der produceret kakkelovne, komfurer, gryder, kedler, fyrtøjer, brevpressere, gitre m.m. Fra 1841 foretog man også emaljering af gryder. Og i 1847 var der ansat 52 arbejdere på fabrikken, men dette tal steg stødt. Årligt blev der produceret 4.000 gryder, 4.500 pander, 1.900 kakkelovne og 140 skorstensindretninger.
Arbejdet på jernstøberiet startede kl. 5 om morgenen. Det gav selvfølgelig problemer for byportene åbnede først kl. 7. Men med 2 skilling kunne man dog få lov til at passere. Men for arbejderne var dette en betragtelig udgift. Da Anker Heegaard døde i 1837 gik fabrikken over til sønnerne. Kompagniskabet mellem sønnerne blev dog ophævet i 1847. Den ene af sønnerne førte det videre og udvidede virksomheden ved at købe jernstøberiet i Frederiksværk.
Grundene bliver solgt
Allerede i 1872 begyndte Heegaard at sælge ud af sine grunde. På arealet opstod Stengade, Bagergade (senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade og Korsgade. Desuden var det også en del af Prins Jørgensgade, som egentlig hed Louisegade, opkaldt efter fabrikantens hustru. I 1898 flyttede den gamle fabrik fra Blaagaard til Lyngbyvejen.
Erindringer fra Nørrebro
I forlagsboghandler Otto B. Wroblewskis erindringer Nørrebro i Trediverne får vi et godt indtryk, hvordan det så ud:
Blaagaards hovedbygning var i Wroblewskis dage kun rester uden tag, vinduer og døre. På begge sider lå der lavere tilbygninger, der endnu var beboelig. I den ene ende boede en lysstøber. I den anden ende Nørrebros gemytlige politiassistent Gaarborg, der var berømt for sine lystige indfald og historier.
Bagermesterens teater
En bagermester Schur havde købt hovedbygningen og omskabt den til Pantomimeteater. Det var det første Nørrebros Theater. I 1827 lejede Pettoletti teatret af bageren. Han engagerede linedansere og mimikere. Kongen blev søgt om tilladelse til at lade afholde Vaudeviller. Den 14. april 1833 brændte resterne af teatret.
Man fik en nøgle
En af fordelene ved at eje en parcel på Blaagaarden var, at man havde en nøgle til stien langs Sortedams – og Peblingesøen, som ikke var tilgængelig for almindelig dødelige.
Borgerlige Fornøjelsesselskab
En naboparcel til Wroblewski blev ejet af Assessor Koop, der hyppigt lejede sin ejendom ud til forskellige selskaber af fornøjelig art. Det var blandt andet til det borgerlige Fornøjelsesselskab Holbergs Minde, hvis muntre Punchesold var berømte i sin tid. Man kunne opleve Borgermajor Gaarbrechts Taler og Hymner til Borgerdyd, Krigsdaad og Venskab.
Grænsen mellem Koops og Wroblewskis haver lå midt i den nuværende Slotsgade.
Baumgarten
Den nuværende Nørrebrogade 49 var i 1880erne i “voksdugsfabrikør” Schorns eje. Allerede i 1839 var stedet udlejet til en indvandret holstener, Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester ved Berlings Trykkeri. I 1846 stiftede han i Møntergade firmaet Baumgarten & Burmeister. Det blev senere til Burmeister & Wain.
Den store grøft
Langs husrækken ude på Nørrebro lå den dybe grøft. Her samlede det sig i regnvejret et næsten bundløst mudder. En kendt tømmermester, man kaldte Bjælken købte disse grøfter. Man smilte ad ham. Men Bjælken døde rig. Det var netop de grøfter, man skulle bruge for vinde så meget plads som mulig. Grøfterne blev også anvendt som løbegrav, når der var manøvre på Nørre Fælled. Nørrebros knægte samlede masser af patroner i grøften. De blev anvendt til fyrværkeri i haverne. Og når far var på øvelser så besøgte hele familien ham og havde mad og drikke med til ham. Jo, Napoleon skulle også have noget at leve af under krigsmanøvre.
På vej til kirkegården
Det var også her på Nørrebrogade man kunne observere 12 studenter fra Regensen bære kisten i sorte kapper, efterfølgende af ligeledes sørgekappede mænd og drenge følge kisten. Aldrig var der kvinder med. Det var mere uorganiseret, da ubehøvlede kister var læsset op på arbejdsvogne fulde af lig ramt af pest.
Her var der ingen, der fulgte med.
Assistens Kirkegaard var blevet et tilløbsstykke – både i den ene og anden form.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 17.12.2021
Juni 5, 2011
De var der alle til indvielsen af kirken i 1861. Og pastor Frimodt fik folk til at besvime. Det var ikke unormalt at folk skulle bæres ud. Folk strømmede til at lytte til hans flammetaler. Præsten var med til at oprette flere kirker på det Guds – forladte Nørrebro. Pastor Frimodt var dog antisocialist, og socialisterne mente, at han var de borgerliges forlængede arm.
Stort område
Kirken har ligget der længst – på Nørrebro. Ja den har ligget der siden den 25. august 1861, hvor den blev indviet. Dengang var sognearealet enormt. Det strakte sig fra Rynesten i vest til Øresundskysten i øst og ud til Lersøen og Slukefter i nord. Dengang var befolkningsantallet på 16.000 sjæle, moderat, men det skulle hurtig ændre sig.
Starten gik i 1852
Vi skal tilbage til 1852, hvor to unge teologer, Ludvig Helweg og Nicolaj Holten fandt hinanden. De dannede en komité, hvis formand blev P.D. Feilberg, der var arkivar i Nationalbanken. Det var disse tre, der efter ni års kamp, endelig kunne se, at kirken blev indviet.
Ja Nicolai Holten skrev faktisk et indlæg i Fædrelandet med titlen:
Opførelsen skete hovedsagelig for privat indsamlede midler, men med tilskud og støtte fra magistraten og et lån fra staten. I alt 116.000 rigsdaler blev der fremskaffet. Det gik lidt trægt med indsamlingen. Den 11. august 1853 havde man kun lige fået indsamlet, så man kunne bygge et våbenhus. Det hjalp lidt, da en pensioneret præst ved navn Rafn gik ind og hjalp til med indsamlingen. I 1854 var indsamlingen forøget med 4.000 rigsdaler.
Inspireret af Bindesbøl
Og den skulle ligge på Skt. Hans Plads. Vinder af denne konkurrence blev Theodor Sørensen. Han var nyuddannet og stærk inspireret af datidens store kirkearkitekt, Michael Gottlieb Bindesbøll. Det var også Sørensen, der stod for Alderstrøsts fuldendelse. Man påbegyndte bygningen af Skt. Johannes Kirke
i 1856.
Grundsten – til ære for Gud
Byggegrunden, der lå på Blegdams Fælled blev foræret af Københavns Kommune og Krigsministeriet. Og på grundstenen stod der:
Grundstenen blev lagt den 20. juni 1856. Frederik den Syvende nedlagde grundstenen. Kirkens arkitekt, Theodor Sørensen kom med murske og murhammer placeret på en fløjlspude. Ved den lejlighed havde kongen 1.000 rigsdaler med.
Tilløbsstykke
Og det var første gang man brugte den gotiske stil omkring København. Og borgerskabet inde fra byen valfartede ud til stedet. Man skulle da se, hvad der foregik. Dengang blev det berettet at kirken havde en længde af 70 alen mellem murerne og en bredde af 40 alen i korsfløjene. Den øvrige bredde var 27 ½ alen. Man gik ind i et prægtigt og et hvælvet rum, sagde man dengang.
Lige i nærheden blev der bygget en kommuneskole. Jo et rigtig lille torv dannede sig efterhånden. Kirken var opkaldt efter den nærliggende Skt. Hans Torv. Det var herfra, der udgik hyrevogne til Dyrehavsbakken.
To altertavler
Altertavlen består af et maleri fra 1818, forestillende Kristi Himmelfart. Det vil sige, at ved indvielsen havde man ingen altertavle. Det var arkivar Feilberg,
der forærede en kopi efter Rubens, Korsfæstelsen. Den hænger nu i kirkens øster arm, og nåede aldrig at opfylde sin hensigt.
Oprindelig var alt træværk malet i en mørk brun egetræsfarve, hvis kulør endnu kan ses på soklerne til indsamlingsbøsserne ved kirkens indgang.
Imponerende Orgel
Et imponerende orgel efter datidens forhold, fik man også. Med 54 stemmer må det have været at af de største i København. Man var så heldig at få foræret døbefonten i marmor af stenhugger Jochumsen. Og dåbskanden blev foræret af brændevinsbrænder, Jean Willians. Brygger Jacobsen skænkede i 1876 to relieffer, der hænger i korsarmene.
Kongen omgivet af løbere
Jo, der siges skam at der var løbere foran Kong Frederik den Syvendes karet, da han ankom til indvielsen. Og han havde selveste Grevinde Danner med. Man skulle tro, at han godt kunne finde frem til stedet. Tårnet var på 54 meter.
Det var ingen, der havde troet, at der skulle gå så lang tid med byggeriet. Men det måtte stoppes undervejs Man manglede simpelthen penge. De første beregninger i 1852 havde tydet på, at man skulle bruge 30.000 rigsdaler. Men regningen kom i alt til at lyde på knap 117.000 rigsdaler.
Pyntet på Nørrebrogade
På Nørrebrogade var der pyntet med flag og blomsterdekorationer. Højtideligheden blev også overværet af arveprinsen, ministre, overpræsidenten, borgmestre og rådmænd. Kongen blev modtaget af Sjællands biskop, Martensen, som førte ham til sin æresplads.
En speciel Andante
af Emil Hartmann blev opført i kirken. Biskoppen holdt en tale foran alteret og foretog den egentlige indvielse. Han glemte heller ikke, at holde en bøn for kongen og kongehuset.
Gudløshed
Kirken havde fået en rigtig forkæmper for Gud som præst. Han kunne godt se gudløsheden, denne Rudolf Frimodt. Vækkelsen var i høj grad påkrævet og blev det nok ikke mindre – på Nørrebro.
I 1874 bestod sognet af 40.000 sjæle
Situationen i midten af 1800 – tallet var, at der var mangel på kirker i hele København. Befolkningen på Nørrebro måtte vandre ind til den gamle by for at gå i kirke. Befolkningen i København blev fordoblet i tidsrummet 1800 til 1870. Antallet af præster og kirker forblev uændret.
Og sognet voksede med enormt. Kirkelige handlinger som bryllupper, barnedåb og sjælesorg blev til tider hastet igennem. Man var i den grad overbebyrdet. I 1874 bestod sognet af 40.000 sjæle. I 1885 var man oppe på 60.000 indbyggere på trods af, at Sankt Stefans, Hellig Kors og Sankt Jacobs Sogne var blevet udskilt fra Skt. Johannes Sogn.
Socialister før og imod
Socialister på Nørrebro gjorde nu heller ikke tingene bedre for kirken. Nu skal dertil siges, at mange socialister dog mente, at Jesus var en af deres, som også kæmpede de små i samfundet.
Grundlagde Indre Mission
Den gode pastor Frimodt fandt på Nørrebro mange fortabte sjæle. Måske var det en af årsagerne til, at han i 1865 grundlagde Københavns Indre Mission. Og der måtte absolut flere kirker til på Nørrebro for at kunne klare presset. Vores pastor og Indre Mission gik i spidsen, og den 26. september 1874 kunne den
næste kirke på Nørrebro – Skt. Stefans Kirke indvies.
Flere nye kirker
Men udviklingen fortsatte på Nørrebro. De vantro måtte nødvendigvis have flere kirker. I løbet af syv år fra 1874 til 1880 fik København fire nye kirker, Stefans, Jakobs, Paul og Matthæus. Og det var ikke mindst Frimodts fortjeneste.
Socialister skulle bekæmpes
Frimodt var antisocialist. I den socialistiske presse blev Frimodt udsat for voldsom kritik. Han blev fremstillet som borgerskabets og overklassens typiske gejstlige lakaj. Efter 1872 så han som sin vigtigste hoved-kamp at bekæmpe socialismen.
Arbejderne i kirken
Også politimester Crone mente, at socialisterne skulle udryddes. Da arbejderne forsøgte, at holde møde på Nørre Fælled i 1872, blev grundloven sat ud af kraft. Arbejderne blev angrebet af store politistyrker og husarer. Borgerskabet var skræmt af socialisternes møde.
På et tidspunkt blev døren til Skt. Johannes Kirken trykket ind. Arbejderne var trængt op i en krog. Pastoren lod sig dog ikke anfægte, af arbejdernes indtrængen. Han fortsatte sin prædiken:
Og nede fra arbejderne lød der en dyb stemme:
En markant præst
Frimodt betragtede kirkerne som Høfder, der skulle bryde massernes oprørte hav. Han ville lærer masserne, at Jesus havde to naturer
Men hvem var han, denne markante præst? Han var født på Birkendegård under Lerchenborg. Hans forældre var godsinspektør, Kammerraad Johan Frimodt og Nicoline Cathrine.
Han blev student fra Borgerdydskolen på Christianshavn i 1848, og kandidat i 1854. Nogle år var han religionslærer og i 1857 fik han ansættelse som adjunkt i Sorø. Hans ønske var dog, at blive præst. Og det blev han så i 1861 i Skt. Johannes Kirken.
Stifter af søndagsskolen
Hans præstegerning satte spor. Han havde en stærk personlighed og en varm forkyndelse. I 1865 han en af de ivrigste i stiftelsen af Kirkelig Forening for Indre Mission i København. Til sin død i 1879 var han foreningens formand. Søndagsskolerne og Magdalene hjemmet var også hans fortjeneste.
Folk besvimede
Frimodt var de mest omtalte præst i byen – i disse år. Han var en af de nye missionske præster. Han flammetavler fyldte Skt. Johannes Kirken søndag efter søndag. Nogle kaldte ham Helveds prædikanten, der malede himlen rød over København. Størstedelen af tilhørerne var alvorlig grebet af hans ildefulde forkyndelse. Mange sad under prædiken med ansigtet skjult i hænderne og adskillige hulkede højt, eller udstødte ubeherskede suk eller skrig.
Ja sådan fortalte Henrik Pontoppidan, der havde Skt. Johannes Kirken som sin sognekirke.
Et af Frimodts drastiske virkemidler var, at han midt under en prædiken med fremstrakt hånd og direkte tiltalte en eller anden tilhører nede på det tætpakkede kirkegulv.
Der skete ting og sager i Skt. Johannes Kirken under Frimodts prædiken. Et frivillig samariterkorps var altid til stede i kirken, når Frimodt prædikede. De bar mange af de udpegede ud, som var besvimet efter pastorens manende ord.
Ved at løfte sit flammende sværd drev han mange forvildede sjæle tilbage til kirken.
Alle talte om præsten
Den dynamiske Frimodt er begravet uden for kirkens sydlige korsarm sammen med sin kone Sophie Magdalene. En mindesten minder om den præst alle talte om – ikke kun på Nørrebro.
Kirken er bygget som en hal med tre lige høje spidshvælvede skibe og to korsarme, tårn med våbenhus og hovedindgang i sydvest. På hver side af våbenhuset findes to små bygninger, et præsteværelse og en såkaldt skriftestol. Ved kirkens 50 års jubilæum skænkede Brygger Jacobsen nogle glasmalerier.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. 12. 2021
Juni 5, 2011
Fra Odinsgade til Ågade. Dette er tredje og sidste del af guiden over Nørrebros lokaliteter. Hvorfor hedder lokaliteterne det som de gør? Hvad er det specielle ved dem? Læs det her.
Kære læser. Du er nu kommet til tredje og sidste del af vores lille lyn – guide over Nørrebro. Vi har angivet artikler, hvor du kan få
mere at vide, om de enkelte aktiviteter. Men www.dengang.dk indeholder over 304 artikler om det gamle Nørrebro, så hvis du selv går på opdagelse, kan du finde meget mere. God fornøjelse. Igen skal vi lige nævne at disse tre artikler høre til de mest kopierede artikler på Nettet uden kildeangivelse. “Du må godt – med kildeangivelse.
Odinsgade
Navngivet 1860 efter den nordiske hoved-gud Odin. Han boede i borgen Valhal i Asgård og var gift med Friga, med hvem de fik sønnen Balder.
Odins Tværgade
Navngivet omkring 1907 som sidegade til Odinsgade
Ole Jørgensens Gade
Navngivet omkring år 1900 efter viktualiehandler Ole Jørgensen, der sad i bestyrelsen for det konsortium, som udstykkede grundene omkring gaden. Navnet er ført godkendt i 1967. Kun fordi navnet havde været brugt i så lang tid, blev den godkendt, men Gadenavnsudvalget havde sine betænkeligheder.
Overskæringen
Navngivet 1937 efter beliggenheden ved den gamle jernbane fra København til Hellerup, der passerede lige vest for vejen. Navnet sigter til jernbanens krydsning med den nuværende Mimersgade.
Parcelbroen
Uofficielt navn på det sted, hvor Griffemfeldsgade (indtil 1879. Parcelvej) og H.C. Ørsteds Vej krydser Åboulevarden. Den bro, der førte over Ladegårdsåen
lå for enden af Parcelvej.
P.D. Løvs Allé
Navngivet omkring 1908 efter malermester P.D. Løv, der medvirkede ved mange ejendomsbyggerier på Nørrebro
Peblingesøen
Den midterste af de søer, som ligesom en flod omgiver Københavns Indre By. Navnet kendes tidligst 1615 i formen Peblingsøe. Søen har navnet efter dæmningen ved den nuværende Gyldenløvsgade. Denne dæmning (ældre dansk: dam) omtales allerede i 1524 som Pefflinge dammen. Navnet indeholder ordet pebling, er betyder latinskoleelev. Det tog 2.000 soldater tre somre at udgrave søen. De startede i 1725.
Se artiklen:
Peblinge Dossering
Dossering kommer fra det franske Dos, som betyder ryg. Navnet kan også sammenlignes med gadens fortsættelse mod syd, Svineryggen, der oprindelig betegnede dæmningen over Skt. Jørgens Sø.
Peter Fabers Gade
Navngivet 1897 efter telegrafdirektør Peter Faber. Han er desuden kendt for sangene Dengang jeg drog afsted og Højt fra træets grønne top. Før 1897 hed gaden Lille Guldbergsgade.
Prinsesse Charlottes Gade
Anlagt og navngivet omkring 1862 efter prinsesse Charlotte Friederike, Frederik den Syvendes mor. Prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Schwerin blev i 1806 gift med den senere Christian den Ottende, og fødte Frederik den Syvende . Hendes forhold til en sanger førte til skilsmisse i 1809. Hun fik anvist slottet i Horsens som bopæl. Her livede Garnisonens officerer gevaldigt op, da hun ankom.
Hun gik siden over til den katolske tro, og slog sig ned i Rom. Hun forargede borgerskabet med sit letfærdige liv. Men i den almene befolkning var hun meget populær. Gaden er en sidegade til Frederik den Syvendes gade. Kongen skulle have givet sin tilladelse til navngivningen.
Læs mere om prinsessen og få svar på, hvorfor H.C. Andersen besøgte hende i Rom i artiklerne
Prins Jørgens Gade
Navngivet 1858 efter den danske prins Jørgen, Fredrik den Tredjes søn, som ved ægteskab blev den engelske dronning Annes prinsgemal. Han arvede efter efter Frederik den Tredje betydelige godser på Sydsjælland. Hans navn er knyttet til Vordingborg. Gaden kaldtes i 1850erne og 1860erne for Louisegade.
Prinsesse Anne (Stuart) kom på tronen i 1702, og Prins Jørgen tog navnet George. Anne blev gravid 15 gange. Hun fødte dog kun fem levende børn, som alle døde som små. Dermed uddøde Stuarterne. Under Anden Verdenskrig valgte BBC Prins Jørgens March som kendingsmelodi for sine propaganda –udsendelser til Danmark. Ja melodien blev så populær, at den nu bruges til at annoncere Eurovisions – udsendelser.
Navnet har en hvis tilknytning til Griffenfeldsgade, idet Griffenfeld i begyndelsen af 1670erne forsøgte af få Prins Jørgen gjort til konge af Polen.
Et rovmord var skyld i at gaden ikke mere skulle hedde Louisegade opkaldt efter Anker Heegaards kone. Læs artiklen:
Rabarberlandet
Uofficielt navn på et område af Nørrebro omkring Rantzausgade. Navnet kendes fra sidst i 1800tallet og hentyder til, at det spekulationsbyggeri, der blev bygget, var opført på tidligere gartnerjord, hvor der bl.a. blev dyrket rabarber.
Læs artiklerne
Rantzausgade
Navngivet 1906 efter et lokalt ønske. Det har fra starten været uklart, hvilken Rantzau gaden egentlig er opkaldt efter. Hvis gadenavnet skal ses i sammenhæng
med Griffenfeldsgade er det tale om rigsgreve Ditlev Rantzau, hvis første kone Cathrine Brockdorff, som var Griffenfelds elskerinde.
Det kunne have været Johan Rantzau. Han var godsejer, statholder i Sønderjylland og dansk rigsråd. Som ung var han soldat i udenlandsk tjeneste, rejste
siden i Europa og kom helt til Jerusalem. I Worms hørte han Martin Luther. I Danmark satte Frederik den Første ham i spidsen for den danske hær. Rantzau belejrede og udsultede i 1523 københavnerne, der holdt med den landflygtige Christian den Anden.
Hans søn, Henrik Rantzau var derimod fredens mand. Som ung var han i huset hos Luther. Det var hos ham, Tycho Brahe fandt sit første tilholdssted , da han havde vendt København ryggen, træt af de herskende kredses snæversyn.
Vi kan da også nævne Daniel Rantzau, der var feltherre og faldt i den nordiske syvårskrig ramt af en kanonkugle under belejringen af Varberg.
Men inden vi skal igennem en hel adelsslægt, så tror jeg, vi har fundet den rigtige Rantzau. Nemlig Anthon William Wilhelm Theobald Rantzau. Han var nok den mest produktive viseskriver, som kongeriget nogen sinde har haft. Hen imod 4.000 viser blev det til. Han var direktør for an masse sangerindepavilloner. En af dem var Store Ravnsborg. Han var populær på Nørrebro, fordi han arrangerede velgørenhedskoncerter.
Mange på Nørrebro som måske ikke kendte så meget til historien troede, at vejen var opkaldt efter den store Panserbasse Rantzau, som var leder af Fælledvejens Politistation i mange år.
Fra 1874 til 1906 kaldtes vejen Nordvestvejen.
Det var nu ikke alle Rantzauer, der var lige populære. Det kan man tale om i Sønderjylland, selv om slægten bliver positiv omtalt i den vest – sønderjyske nationalsang For en fremmed barsk og fattig.
( Læs artiklerne om Møgeltønder og Schackenborg samt artiklen Trøjborg – nord for Tønder). Vi har også flere artikler om Panserbassen Rantzau.
Ravnsborggade
Navngivet 1858 efter lystejendommen Store Ravnsborg. Jorden var blevet udstykket, og gaden er en forlængelse af den oprindelige adgangsvej til lyststedet. Ejendommen omtales i 1659 som Raufnsburg.. Allerede inden svenskekrigen lå her en skanse med et hus. Huset betegnes på et svensk spionkort fra 1658 som byfogedens hus. Hvis det er rigtigt, så er det byfoged Klaus Iversen Ravn, der har lagt navn til stedet. Han udnævntes som byfoged i 1638 og blev rådmand i 1660.
Allerede sidst i 1600tallet var Ravnsborg delt op i et Lille og Store Ravnsborg. Det er dog først senere at Lille Ravnsborg flyttede ud til Solitude. Her på den nedlagte skanse, som Christian den Fjerde aldrig fik gjort helt færdig, åbnedes officielt Nørrebros første værtshus. Det var Merhof, der havde fået denne bevilling for et heltemod.
På nabogrunden Store Ravnsborg blev der også indrettet en kro. Stedet var et yndet forlystelsessted i hele 1700tallet. Og dem kom der mange af i tidens løb. Det var uhyggelig svært at nå byens porte med tør hals. I Store Ravnsborgs hovedbygning startede Nørrebros Teater. I Ravnsborggade 21 trykte Louis Pio i 1871 – 71 bladet Socialisten. Det var her politiet arresterede ham den 5. maj 1872.
Det var på værtshuset Lille Ravnsborg over for Assistens Kirkegård at Johanne Louise Heiberg voksede op. Hun startede sin karriere med at danse på billardbordene.
Læs artiklerne:
Ravnsborg Tværgade
Navngivet 1858 som forbindelsesvej mellem Ravnsborggade og Sortedams Dossering.
Refnæsgade
Navngivet 1915 efter den sjællandske halvø Røsnæs, dengang blev den skrevet Refnæs.
Rovsingsgade
Navngivet 1927 efter kirurg og professor Thorkild Rovsing. Strækningen på Østerbro er den ældste del af vejen. Han var både hospitalskirurg og havde en privat klinik. Han var en kort overgang undervisningsminister i Otto Liebes regering. Han var ikke særlig populær hos arbejderne. Han var medlem af bestyrelsen i Samfundshjælpen, hvis opgave var at finde strejkebrydere. Og det var studenter og andre der ikke solidariserede med de strejkende arbejdere mere end villige til.
Ryesgade
Navngivet 1860 efter generalmajor Olaf Rye, der ledede det danske udfald fra Fredericia den 6. juli 1849. De belejrende Slesvig – Holstenere blev slået, men Olaf Rye faldt selv ligesom 499 andre danskere. Han er i dag begravet på Garnisons Kirkegården. Omkring 1870 er der opstået en navnegruppe i området, med personer, der gjorde sig gældende i de Slesvigske krige.
Kvarteret omkring Ryesgade opstod i 1870erne og 1880erne. Egentlig var det et meget naturskønt område, men spekulationsbyggeriet omdannede dette til det rene slum. En overgang var gaden den tættest befolkede gade i København. Og her skulle rotterne have været ekstraordinær store.
Her lå den første kaffebar allerede i 1950erne. Dem hed Travcafeén og lå i nummer 50. Og i nummer 58 lå det berømte BZ – hus her i 3 ½ år. Det blev besat den 1. juni 1983.
Læs artiklerne:
Rådmandsgade
Navnet givet 1860 til det første blinde stykke af den nuværende gade, dvs. fra Dagmarsgade og nordøst på, frem til skellet indtil Rådmandsmarken. Området var tilgået Københavns Kommune i 1539 og blev anvendt til aflønning af byens rådmænd. Helt til 1795 fungerede denne ordning.
Rådmændene nævnes første gang i 1275, da Roskilde – bispen indsatte sin foged og tolv rådmænd til at styre byen, København for sig. Ideen var tysk. Et stort område mellem Jagtvejen og Lersøen kaldte man for Borgmester Vang og Råds Vang.
Læs artiklerne:
Sakramentes kirken
Katolsk kirke opført 1915 – 1917 og navngivet efter de hellige sakramenter.
Læs artiklerne:
Samuels Kirke
Den ældste del er opført 1924 – 25 og navngivet efter profeten Samuel fra Det Gamle Testamente
Læs artiklen:
Sandbjergvej
Navngivet 1925 efter den nordsjællandske bebyggelse Sandbjerg mellem Hørsholm og Holte.
Sankt Hans Gade
Navngivet omkring 1860 efter beliggenheden. Det var her blegdam nr. 1 lå.
Læs artiklen:
Sankt Hans Torv
Navngivet 1858 efter beliggenheden foran Sankt Johannes Kirken. Her lå malkepladsen for kvæget på Nørre Fælled. Fra slutningen af 1700tallet udgik en masse kapervogne herfra. Det var især Sankt Hans aften, man drog afsted herfra til skovs. Man kørte over Store Vibenshus og Ordrup, inden Strandvejen blev sat i stand. Fra begyndelsen af 1800tallet ændrede trafikvanerne sig. Nu havde man fået repareret Strandvejen.
Læs artiklerne
Sankt Johannes Kirke
Navngivet ved grundstensnedlæggelsen i 1856 efter Johannes Døberen i Det Ny testamente. Det var her arbejderne søgte tilflugt, da politi og husarer angreb dem, da de forsøgte at holde møde på Fælleden. Sankt Johannes Kirke var Nørrebros første. Kirken blev berømt, fordi man havde en meget energisk præst, der hed Frimodt.
Læs artiklerne
Sankt Josephs Hospital
Opført som katolsk privathospital 1873 – 75 af Sankt Josephs Søstrenes Orden. Siden 1979 drevet af Københavns Kommune. Fra 1985 som plejehjem og nu som administration.
Læs artiklen:
Sankt Stefans Kirke
Opført 1873 – 74 navngivet efter den kristne kirkes første martyr, Sankt Stefan.
Læs artiklerne:
Sigurdsgade
Navngivet 1923 efter sagnhelten, Sigurd, der dræbte slangen Fafner.
Simeons Kirke
Opført 1912 – 14 og navngivet efter Simeon, der i Det Nye Testamente modtager Jesus ved fremstillingen i templet og profeterer om hans videre skæbne .
Læs artiklen:
Sjællandsgade
Navngivet 1885. Omkring denne gade udviklede der sig en mindre navnegruppe, Fyensgade fra 1897, Langelandsvej 1890 og Jyllandsvej 1877. Før 1885 hed vejen Thranesvej efter den lokale grundejer, grosserer L.E. Thrane.
Læs artiklen:
Sjællandsgades Sideallé
Her lå nogle bevarede alle-træer og gamle arbejderboliger fra forrige århundrede.
Skodsborggade
Navngivet 1916 efter den nordsjællandske kystby, Skodsborg. Før 1916 hed gaden en kort årrække, Ordrupgade.
Skotterupgade
Navngivet 1918 efter kystbebyggelsen Skotterup lidt syd for Snekkersten. Allerede i middelalderen var der mange skotter i Helsingør. De bekostede et alter i Sankt Olai Kirke men det var for at ære deres egne helgener, Sankt Jakob, Sankt Andreas og Sankt Ninianus. De lånte også navnet til det lille fiskeleje.
Skrivervangen
Navngivet 1928 sigtende til hovedstadens skriver, der ligesom andre af byens embedsmænd havde del i indtægterne af jordene heromkring. Selv boede Københavns by-skriver gratis i et stenhus på hjørnet af Gammeltorv og Klædeboderne – nutidens Skindergade. Han nød desuden embedsjord og honorarer for at udfærdige skøder, domme og lister over våbenføre mænd.
Læs artiklen
Skyttegade
Navngivet 1874 efter jobbeskrivelsen Skytte.
Slangerupgade
Navngivet omkring 1915 efter den nordsjællandske by, Slangerup. På navngivning – tidspunktet lå gaden parallelt med Tagensvej, frit ned mod Nordbanen og banen til Slangerup.
Løs artiklerne:
Slejpnersgade
Navngivet 1937 efter Odins ottebenede hest, Slejpner. Fra 1917 til 1931 brugtes navnet om den vestligste del af Mimersgade.
Slotsgade
Navngivet 1858 som den oprindelige adgangsvej til Blågård. Slottet var kongelig eje og derfor undertiden omtales som slot. Gadens indkørsel fra Nørrebrogade var indtil 1873 flankeret af to murede søjler.
Læs artiklerne:
Solitudevej
Navngivet omkring 1863 som adgangsvej til lystejendommen Solitude, som lå syd for nuværende Bangertsgade. Ejendommen, er navngivet med det latinske Solitudo. Det betyder ensomhed. Ejendommen lå her helt til 1902.
Landstedet opførtes 1720 af Grev U.A. Holstein. Denne lensgreve måtte holde sig fra hoffet. Grevinde Vieregg, Frederik den Fjerdes elskerinde hadede ham som pesten. Kongen kunne dog godt lide ham. Og han var gift med en halvsøster til Anna Sophie Reventlow, kongens nye dronning til venstre hånd. Så på den måde kunne Holstein godt blive kongens højeste embedsmand. I slutningen af århundredet blev Solitude vaccinationsanstalt. Her blev de første koppevaccinationer i Danmark foretaget.
Senere blev det forlystelsessted og udflugtsmål for københavnerne. Den første udstykning af jorden, der strakte sig ned til Ladegårdsåen startede i 1853.
Læs artiklen:
Sorgenfrigade
Navngivet 1905 efter det nordsjællandske slot, Sorgenfri
Sortedam Dossering
Navngivet officielt 1948 efter beliggenheden langs Sortedams Sø. Før 1948 var adressen blot Dosseringen. Stivolden langs søen i al fald siden sidst i 1800tallet har båret det nuværende navn
Læs artiklerne:
Sortedams Sø
Den nordligste af de tre københavnske søer. Navnet kendes tidligst 1619 i formen Soerte dam. Første del Sort sigter givetvis til mørkt, mudret vand. Sortedams Søen er en kunstig sø. Den blev dannet sammen med Peblinge Søen ved opstemning. Vandet kom fra Ladegårdsåen. Hensigten var at skaffe vand til stadens
forsvarsanlæg og vandmøller, samt drikkevand til diverse gadebrønde.
Siden 12. november 1687 har det været strengt forbudt at vaske vogne og klæder i søen. Man må heller ikke kaste ådsler i den. Og tænk i gamle dage kom de små københavnere ikke med storken – de små (peblinge) blev fisket op af søen.
Læs artiklerne:
Sorte Firkant
Uofficielt navn givet 1972 til saneringsområdet omkring Blågårdsgade. Området var på saneringsplanen fra 1971 markeret med en sorte-brun farve. Mange mener, at navnet stammer fra alle de sociale sager, der var i området. Man havde markeret sagerne med kortnåle på et kort.
Læs artiklerne:
Stefansgade
Navngivet 1880 efter beliggenheden ved Skt. Stefans Kirke. Vejen er en gammel forbindelsesvej til Havremarken. Den hed før 1880, Havremarksvej. Navnet Havremarken er i 1930 genoptaget på en skole.
Her ligger et af Københavns ældste værtshuse, Cafè Peter, og også Stefanshus. Her blev jeg sammen med en anden kendt person smidt ud, fordi vi sang tyske slagere og Beatles. Her lå bryggerierne Stefan og Hafnia. Langsomt er kvarteret ved at blive et in – sted
Læs artiklerne:
Stengade
Navngivet 1858, muligvis efter boghandler Chr. Steen, som ejede nogle grunde her. Selv boede han på Nørrebrogade 45. Ved Prins Jørgens Gade, hvor vejen var spærret med en bom, begyndte navnet Stengade. Navnet omfattede første stykke mellem Korsgade og Baggesensgade. Det sidste stykke frem til Nørrebrogade hed til 1927, Nørrebrostræde.
Læs artiklen:
Stevnsgade
Navngivet 1915 efter det østsjællandske område, Stevns. Ordet er udledt af det olddanske ord for ambolt. Har det mon noget med klinten at gøre?
Struenseegade
Navngivet 1906 efter Johan Friedrich Struensee. Han var livlæge for den sindssyge konge Christian den Syvende. Han var ligeledes en kort overgang første
– minister og dronning Caroline Mathildes elsker. Hun fødte ham en datter. Samme år styrtede han Bernstorffs
regering og tiltog sig enevældig magt. Fra 1771 kaldte han sig Geheime-kabinetsminister.
En stor del af dette år regerede han Danmark fra slottet i Hørsholm. Han indførte nogle love, der forenklede administrationen ved at afskaffe overflødige stillinger. Han indførte trykkefrihed, forbedrede landboreformer og udfoldede anden humanistisk virksomhed. Blandt andet afskaffede han børns arbejde. Mange af de mest fremskridtsvenlige reformer blev omstødt ved hans fald.
I 1772 blev han arresteret og anklaget for majestætsfornærmelse og brud på kongeloven. Kort tid efter blev han henrettet på Øster Fælled. Sammen med sin nære medarbejder Enevold Brandt.
Han indrettede blandt andet et privathospital på Nørrebro, og han var ofte på Fasanjagt på Fælleden.
Læs artiklerne:
Svalen
Apotek åbnet 1914 og navngivet efter svalen, som en efterligning af gamle apotekernavne som for eksempel Delfinapoteket.
Søllerødgade
Navngivet 1904 efter den nordsjællandske landsby og forstad Søllerød. Stykket mellem Stefansgade og Vedbækgade hed indtil 1934, Brønshøjgade.
Sølund
Plejecenter opført 1978 som en udvidelse af tidligere Nørre Hospital. På stedet lå tidligere optagelseshjemmet Sølund med navn efter beliggenheden ved Sortedams Sø.
Tagensvej
Navngivet efter Tagenshus. Det var navnet på opsynsmandens hus ved hjørnet af Rådmandsgade. Huset har givetvis taget navn efter opsynsmanden, Tage Nielsen. Men både hus og adgangsvej er betydelig ældre. Tage Nielsen døde i 1710.
Der hvor huset blev bygget, antagelig i 1631, var der allerede i 1616 blevet rejst en fuglestang, der blev benyttet til afretning af kongelige jagtfalke. I 1694 blev de rindrettet skydebaner, hvor borgerne kunne skyde om kap. Stykket mellem Jagtvej og Blegdamsvej er først anlagt i 1899. Vejnavnet har været kendt siden 1860.
En sporvognslinje var allerede etableret i 1887 ud til Tagensvej. Den gik over åbent land uden gadeanlæg mellem Blegdamsvej og Jagtvej. Det var fabrikant Sophus Hauberg, stifter af den fabrik, der senere kom til at hedde Titan.
Læs artiklen
Thit Jensens Vej
Navngivet 1994 efter forfatterinden Thit Jensen.
Thorsgade
Navngivet 1863 efter guden Thor. Og denne Thor er tordenguden, der skaber torden ved at køre over himlen med bukkeforspand. Hans hammer er Mjølner.
Løs artiklen.
Thorupsgade
Navngivet omkring 1868 efter kancelli-råd Ole Thorup, der en tid ejede de fleste grunde ved den senere gade. I 1859 oprettede han Thorups Stiftelse i nr. 6 – 8. Den var til gavn for ældre, ugifte eller ægtefolk efter embedsmænd.
Thorup stiftede tillige et legat til opdragelsens fremme. Dets renter blev 1920 givet til Opfostringshuset , der derefter tog navnet Det Kgl. Opfostringshus & Den Thorupske Stiftelse.
Thyrasgade
Navngivet omkring 1870 efter dronning Thyra, gift med Gorm den Gamle. Måske var det Thyra Danebod, der byggede det ældgamle forsvarsanlæg Dannevirke. Thyra og Gorm ligger begravet i Jelling. Med dem begynder Danmarks officielle kongerække.
Tibirkegade
Navngivet 1915 efter den nordsjællandske landsby, Tibirke.
Tikøbgade
Navngivet 1929 efter den nordsjællandske sogne-by, Tikøb. Før Højbanens anlæggelse i 1929 var vejen en del af Glentevej.
Titangade
Navngivet 1918 efter beliggenheden langs bagsiden af maskinfabrikken Titan anlagt ved Tagensvej i 1897. Den græske mytologis 22 titaner er gudernes modstandere – jordfødte børn af Uranos, Himlen og Gaia, Jorden. Den øverste titan er Kronos, tiden.
Tjørnegade
Navngivet 1874 efter buskvæksten, tjørn
Todesgade
Navngivet 1873 efter forfatteren og lægen Johann Clemens Tode. Han havde et lyst sind og førte skalpellen med sikker hånd. Han blev hofrejsekirurg og professor. Men han døde i meget fattige kår. Det var hans venner og elever, der bekostede gravmælet på Assistens Kirkegård.
Hans videnskabelige mesterstykke var sonderingen mellem gonorré og syfilis. Han skrev roman, skuespil, faglige afhandlinger og viser.
Tømrergade
Navngivet 1862 efter jobbetegnelsen tømrer.
Udbygade
Navngivet 1915 efter den sjællandske landsby, Udby
Uffesgade
Navngivet 1941 efter den nordiske sagnhelt Uffe hin Spage (den kloge).Ifølge sognet dukkede han op til dåd og nedkæmpede to tyskere i en holmgang på en ø i Ejderen. Før 1941 hed gaden Ølundsgade efter Ølunds Mølle, opført 1826 af Chr. J. Ølund. Den var i drift til 1880. De sidste rester af denne mølle blev nedrevet omkring 1980 i en gård øst for gaden.
Der hvor Ølunds Mølle senere lå, anlagdes i 1804 en reberbane af kaptajn i Borgervæbningen, Toksvær. Man sagde, at hans rækværk var blevet ødelagt af en
storm, så man kunne se direkte ind i hans lokum. Og der kunne man så se, hvad der foregik. Uha.
Læs artiklen:
Valhalsgade
Navngivet 1928 efter Odins hal, Valhal. I den nordiske mytologi er det samlingssted for døde krigere.
Valkyriegade
Navngivet omkring 1915. Valkyrier er de kvinder, som Odin udsender til kamppladser for at føre de faldne til Valhal.
Vedbækgade
Navngivet 1916 efter den nordsjællandske bebyggelse Vedbæk. Før 1916 hed gaden Gentoftegade.
Vermunds gåde
Navngivet 1928 efter sagnkongen Vermund, der var far til Uffe hin Spage. Før 1928 blev vejen en årrække kaldet Natkulevej og Mygindsvej efter grundlæggeren af et renovationsfirma for enden af gaden. Mygindsvej fortsatte over Jagtvej til Nørre Allé, lidt syd for den nuværende Universitetspark.
Vingelodden
Navngivet 1964 som en blind sidevej til Banevingen. Før 1964 blev vejen kaldt Forbindelsesvejen.
Vulkangade
Navngivet omkring 1909 efter smedenes gud i den romerske mytologi, Vulkan (Vulcnos). Vulcanos havde værksted under vulkanen Etna, hvor han smedede våben til broderen Mars. Gaden er en blind fortsættelse af Vølundsgade. Navnet skal ses i den sammenhæng. Vulkan er et modstykke til den nordiske mytologis Vølund.
Vævergade
Navngivet 1874 efter erhvervet væver
Vølundsgade
Navngivet 1904 efter den nordiske mytologis stærke smed, Vølund. Før 1904 blev gaden en kort årrække kaldet for Lokesgade.
Wesselgade
Navngivet 1860 efter digteren Johan Herman Wessel. Før 1860 blev gaden en kort årrække kaldt Blågårds Østergade. Wessels hovedværk var Kærlighed uden strømper, et musikalsk sørgespil efter parodierede dårlige nordiske efterligninger af udenlandske mestre.
Ydunsgade
Navngivet omkring 1901 efter den nordiske mytologis gudinde Ydun.
Ægirsgade
Navngivet 1899 efter den nordiske mytologis havgud, Ægir. Han holdt til ved Læsø og var gift med Ran, som fiskede de druknede søfolk op i net. Deres 9 søstre var havets bølger. I Ægirsgade finder man også en af Nørrebros mange stiftelser Købmandsstiftelsen grundlagt af Urtekræmmerforeningen (Ægirsgade 55 – 65, Balders Plads 1 – 3, Nannasgade 18 – 20). I dag indeholder bygningerne Andelsboligforeningen Kræmmerhuset.
Åboulevarden
Navngivet 1897 i forbindelse med overdækningen af Ladegårdsåen, som siden da har løbet under gadens midte. Før da hed gaden på åens nordside, Ågade
og på sydsiden, Ladegårdsvejen efter beliggenheden ved Ladegården. Ladegården var oprindelig en avlsgård under Københavns Slot. Ladegården blev i 1710 brugt som krigslazaret. Derefter blev den brugt til forskellige sociale formål. Men rygtet blev stadig dårligere. Det hele blev nedrevet i 1920erne.
Læs artiklerne:
Ågade
Fra 1870 til 1897 navn på gadestykket på nordsiden af Ladegårdsåen mellem Peblinge Søen og Skyttegade. I 1908 anvendt som navn på den vestlige forlængelse af dette stykke frem til Jagtvej, hvorfra vej og navn i 1919 blev forlænget til Borups Allé. På strækningen mellem Peblinge Søen og Skyttegade i 1897 erstattet af navnet Åboulevarden i forbindelse med overdækningen af Ladegårdsåen.
Vi iler lige med at fortælle at åen ikke blev overdækket over det hele på en gang. Den var åbenbart så dyb, at man kunne drukne i den. Det skete for fire fine damer natten mellem den 26. og 27. november 1812, da en karet var på vej fra et bryllup. Den styrtede i Ladegårdsåen.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Andre lyn – guides:
Redigeret 20. 12. 2021
Juni 5, 2011
Fra Hamletsgade til Nørre Sidealé. Dette er anden del af lynguiden over Nørrebros lokaliteter. Hvad betyder lokaliteterne? Hvad gør dem specielle? Se det her.
Kære læsere velkommen til andel del af lynguiden over Nørrebros lokaliteter. Vi har forsøgt at henvise til artikler, hvor du kan finde mere uddybende ting. Men da www.dengang.dk indeholder mere end 304 artikler om det gamle Nørrebro, er vi sikker på, at du selv kan finde meget mere, når du går på opdagelse. Disse tre artikler er også nogle af de mest kopierede artikler uden kildeangivelse. Man må gerne kopiere – men med kildeangivelse.
Hamletsgade
Navngivet 1953 efter den danske sagnfigur Prins Amled. Mere kendt er den sikkert i Shakespeares dramatiske fortolkning, Hamlet, Prince of Denmark. Det blev opført første gang i 1603. Sagnet kan føres tilbage til arabiske fortællinger. Prinsen spillede evnesvag for med tiden, at kunne hævne sin fars død.
I 1910 var her både herreskrædder og sæbeforretning. Her har kunstneren Per Kirkeby boet i en halvanden værelses uden bad.
Hans Egedes Gade
Navngivet 1899 efter præsten og missionæren Hans Egede. I området er en række kirkelige gader. Hans Egede var norsk præst og missionær. Han fik den tanke, at bringe kristendommen op til de gamle nordboers efterkommere på Grønland. Han fik efter mange genvordigheder oprettet et kompagni til handel på Grønland fra Bergen.
Da det første skib under hans kommando ankom til Grønland i 1721 fandt man landet beboet af eskimoer, som for længst havde udryddet de sidste nordboer. Egede påbegyndte missionen bistået af sin kone, der var sygeplejerske. En koppepidemi kom til at koste hende livet.
Hans Egede grundlagde i 1727 Godthåb. Hans styre af kolonien var ikke blødsødent. Hårdhændede straffe for forseelser hørte tiden til. Den danske regering sendte ham kolonister, som blev hentet i mands – og kvindefængsler. Disse blev tvangsgiftet med hinanden. Det var Egede, der skaffede Danmark fodfæste i Grønland. Læs også artiklen på vores hjemmeside: Var Danmark brutale over for Grønland.
Hans Tavsens kirke
Navngivet 1897 efter reformationstidspræsten , senere biskop Hans Tavsen. Hans Tavsen var oprindelig Johanniter – munk. Men på en rejse til Wittenberg i Tyskland blev han grebet af Luthers lære og forkyndelse. Han prædikede reformationen i Viborg 1525. Det vakte sensation, at man sang danske salmer til gudstjenesten.
Han blev i 1529 præst ved Nicolaj Kirke i København. Han kom i 1533 i strid med Sjællands biskop Joakim Rønnow, der fik ham dømt til forvisning. Dette
fremkaldte en oprørsk stemning blandt borgerne, der var ved at lynche biskoppen.
Det var Hans Tavsen selv, der reddede biskoppen. Han fik lov til at blive i København ved at love biskoppen lydighed. I 1536 sejrede den lutherske reformation. Hans Tavsen, der oversatte Mose – bøgerne til dansk, blev 1541 biskop i Ribe.
Hans Tavsens Park
Navngivet 1938 efter beliggenheden
Haraldsgade
Navngivet 1880 med mandsnavnet Harald. Antagelig tænkes det på Kong Harald, der var søn af Gorm og Thyra. Harald Blåtand var konge i Danmark fra ca. 950 til 986. Han flyttede kongesædet fra Lejre til Roskilde. Han lagde grunden til den senere domkirke.
I en strid med sin søn Svend Tveskæg blev Kong Harald dræbt af Palnatoke. Harald Blåtand rejste de berømte runesten i Jelling over sin far og mor. Han gjorde opmærksom på, at han selv kristnede Danerne og vandt Norges rige.
Gaden er en gammel forbindelsesvej til Rådmandsmarken mellem Tagensvej og Lyngbyvej. Vejens oprindelige linjeføring fulgte indtil 1920, Ragnagade fra Teglværksgade til Lyngbyvejen. Det omlagte stykke af Haraldsgade kaldtes i de første år af 1920erne for Ny Haraldsgade.
Havremarkens Skole
Oprettet 1890 som Husumgades Skole. Navnet blev ændret i 1930, da Husum Skole blev taget i brug. Navnet repræsenterer det gamle navn, Havremarken Det dækkede området mellem Jagtvej, Nørrebrogade, Ladegårdsåen og Hillerødgade. Indtil 1880 blev Stefansgade kaldt for Havremarksvej.
Heimdalsgade
Navngivet 1892 efter den nordiske gud, Heimdal, der vogtede adgangen over regnbuen Bifrost til gudernes bolig. Han er i besiddelse af et horn, der kan lyde over hele verden. Så kan også høre græsset gro. På Heimdalsgade lå en af områdets ældste bebyggelser, nemlig gården Petersminde. I 1800tallet var adressen, Lygtevejn 38. Den optræder på et kort fra 1795. Inden da optræder en gård Nissedal. Antagelig samme gård optræder som Mester Jokums Gård. Her boede sandsynligvis bødelen.
På den anden side lå Petershvile. Både den og Petersminde havde samme ejer, nemlig renteskriver Peter Feddersen. I 1896 åbnede de såkaldte Gummi – og Luftningsfabrikker i gaden. Den blev senere til Schiønning & Arve. Denne gummifabrik blev senere kendt, da den i 1981 blev besat af unge. Det førte til en dramatisk aktion med brug af knipler, tåregas og varslingsskud.
I 1919 etablerede Ford Motor Compagni en samlefabrik i nr. 42. I 1924 var fabrikken blevet for lille og flyttede. På gaden var også en chokoladefabrik, en biskuit – fabrik og en rugbrøds – fabrik.
Heinesgade
Navngivet omkring 1904 efter overretssagfører Nathan Heine. Han fungerede som byggeadvokat ved mange ejendomshandler på Nørrebro. Navnet blev dog først i 1967 officielt anerkendt af Københavns Kommune. Det var bygherren P.D. Løv, der lod opføre kvarteret sydvest for Nørrebros Runddel.
Hellebækgade
Navngivet 1917 efter den nordsjællandske kystby Hellebæk.
Hellig Kors Kirke
Kirken er opført 1887 – 1890. Den er navngivet efter det hellige kors, Jesu blev korsfæstet på. Det mest dominerende symbol i den kristne kirke, er netop korset. Navnet spiller også på, at den ligger for enden af Korsgade.
Henrik Pontoppidans Vej
Navngivet 1994 efter forfatteren Henrik Pontoppidan
Herman Triers Plads
Navngivet 1930 efter den radikale politiker og københavnske borgerrepræsentant Herman Trier. Er opført på Ladegårdens areal. Området hørte oprindelig til Frederiksberg, men blev i 1923 overført til Københavns Kommune. Herman Trier gik aktivt ind for afholdsbevægelsen. Han var medstifter af Studentersamfundet af 1882. Han var leder af dets aftenundervisning for arbejdere. Det var også Trier, der indførte sløjd – undervisning i de danske skoler.
Hvis du vil vide mere om Ladegården:
Hermodsgade
Navngivet 1928 efter den nordiske mytologis Hermod, der af guderne blev sendt til dødsriget for at hente Balder tilbage.
Hildursgade
Navngivet 1928 efter Hildur. Hun er en kvinde i den nordiske sagnhistorie, der vækker døde krigere til live, så de er nødt til at kæmpe igen. Hendes navn betyder kamp. Før 1928 blev gaden en kort tid kaldt Dyvekevej.
Hillerødgade
Navngivet 1915 efter den nordsjællandske købstad, Hillerød. Gaden hed før 1915, Lyngbygade. Men navnet blev ændret på grund af lighed med Lyngbyvej. Hillerødgade er oprindelig markvej til Bispeengen. Når man nævner Hillerødgade kommer man til at tænke på jernbanen på Nørrebro
– dengang. Her i nærheden fik en masse veje navneforandring. Brønshøjgade er nu en del af Søllerødgade. Ordrupgade blev til Skodsborggade. Gjentoftegade blev til Vedbækgade.
Hiort Lorentzens Gade
Hurra endnu en sønderjyde bliver hædret. Navngivet i 1907 efter den sønderjyske politiker Peter Hiort Lorentzen. Han var aktiv i den dansk orienterede politik i Slesvig Holsten.
Da han i 1842 talte dansk i Den Slesvigske Stænderforsamling som demonstration mod tyskheden, blev han korrekset af den svage danske kongemagt. Dette medførte en voldsom opblussen af danskheden. Lorentzen var modstander af det enevældige kongestyre. Egentlig var han mest stemt for et frit, demokratisk Slesvig – Holsten i union med Danmark.
Holtegade
Navngivet omkring 1890 efter landsbyen Holte.
Hornbækgade
Navngivet 1908 efter det nordsjællandske fiskeleje, Hornbæk.
Hothers Plads
Navngivet 1926 efter den nordiske mytologis Hother, der var bror til Balder. Fordi han var blind blev han lokket til at skyde den dræbende pil mod Balder.
Humlebækgade
Navngivet 1918 efter det nordsjællandske fiskeleje Humlebæk.
Husumgade
Navngivet 1885 efter landsbyen, Husum.
Hyltebro
Navngivet 1930 med et gammelt navn på den bro, der førte over Nørrebrogade over Lygteåen ved Nørrebro Station. Broens navn kendtes tidligst 1625 som Hyltebron. Hylte betyder skov.
Broen udgjorde indtil 1901 grænsen mellem Brønshøj og København. Den gamle træbro faldt sammen i 1771 og erstattet af en stenbro. Hvoraf navnet stammer vides ikke, men der kan jo have stået hyldetræer på stedet.
Hørsholmsgade
Navngivet 1901 efter den nordsjællandske by, Hørsholm.
Jagtvej
Anlagt i den nuværende form i 1750, som en kongelig forbindelsesvej fra Frederiksberg Slot og Falkonergården til Vibenshus med videre forbindelse til de kongelige jagtområder i Jægersborg Dyrhave og Store Dyrehave. Navnet kendes tidligst i 1780erne. Vejen fra Vibenshus til Østerbrogade (Strandvejen) blev færdiggjort i 1768.
Ved Den Danske Brigades indmarch den 6. maj 1945 blev brigaden beskudt. Tre brigadefolk blev beskudt her på Jagtvej.
Her på nummer 69 lå Ungdomshuset, som engang var Folkets Hus. Det var forsamlingshus for hele Nørrebro med boksestævner og besøg af bl.a. Rosa Luxemburg.
(På www.norrebro.dk kan du finde mange artikler om Ungdomshuset, Læs artiklerne:
Jesper Brochmanns Gade
Navngivet 1899 efter den sjællandske biskop, Jesper Brochmann. Han var forfatter til en meget udbredt husandagtsbog. Han bekæmpede katolicisme og calvinisme. Det var i Brochmanns hus, at den unge Peter Schumacher, senere Griffenfeldt traf Frederik den Tredje. Dette fik stor betydning for dennes fremtid.
Julius Bloms Gade
Navngivet 1903 efter tømrermester og brandmand, Julius Blom. Han var grundejer i gaden og stod for opførelsen af en række ejendomme på Nørrebro. Han blev kaldt for Stillads-råden.
Jægergade
Navngivet 1874. En række gader i kvarteret bærer navn på forskellige jobs.
Jægersborggade
Navngivet 1866 efter det tidligere slot og kasernen, Jægersborg nord for København. Læs mere i artiklerne.
Kapelvej
Navngivet 1869 efter kapellet på Assistens Kirkegaard. En beboeraktion i 1908 blev iværksat for at slippe af med navnet. Men det førte dog ikke til noget. På hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade lå i forrige århundrede traktørstedet Lille Ravnsborg. Her blev Johanne Louise Pätges født. Det var den senere Fru Heiberg, som var datter af traktørparret.
Læs mere om Fru Heiberg i artiklerne:
Kingos Kirke
Opført 1909 – 10 og navngivet efter salmedigteren, præsten og biskoppen Thomas Kingo.
Korsgade
Navngivet 1860. Gaden gik på tværs af (på kors af) kvarterets hovedgade Blågårdsgade. Først i 1887 – 90 byggedes kirken. Så man kan sige at gadenavnet
ikke er afledt af kirken. Det er snarere omvendt. Gaden kaldtes en kort overgang før 1860 for Blågårds Korsvej. Allerede før 1850 gik en vej over åbent land. Korsgade 49 menes at være Nørrebros ældste bygning fra 1849.
Læs artiklen:
Krogerupgade
Navngivet 1919 efter den nordsjællandske storgård, nu højskole Krogerup ved Humlebæk.
Kronborggade
Navngivet 1899 efter slottet Kronborg. Erik af Pommerns slot hed oprindelig Krogen. Den sikrede opkrævning af Øresundstolden frem til 1857.
Krügersgade
Navngivet 1898 efter den sønderjyske politiker, Hans Andreasen Krüger. Han nægtede at afgive ed til den preussiske forfatning.
Laurids Skaus Gade
Navngivet 1899 efter den sønderjyske politiker. Da gaden ved anlæggelsen løb langs en jernbane, der var afskærmet af tætte buskadser, og der stod L. Skaus Gade på de første gadeskilte, omdøbte folk på Nørrebro den selvfølgelig til Elskovsgade.
Lersøen
Er nu en udtørret sø, som stort set dækker det område, som i dag er optaget af jernbaneterrænet mellem Nørrebrogade og Lyngbyvej. Søerne nævnes tidligst i 1619 som Leyer Søe. Første led hentyder til ler, sigtende til ler-bunden.
Rørsøen, som den også blev kaldt med afløb til Øresund gennem Rosbækken. Det nyere afløb langs den nuværende gade, Lygten var kunstig og et led i Københavns vandforsyning. I slutningen af 1800tallet blev søen tørlagt og et vildt morads opstod. Byens forliste eksistenser samledes herude. De byggede huler og hytter og blev kaldt Lersø – bøller.
Kurvemagerne fra byen hentede i mange år materialer i Lersøens kratskove. En del af området blev i 1911 udlagt som et offentligt areal og kaldt Lersøparken.
Lersø Parkallé er anlagt efter anden verdenskrig som en forlængelse af den tidligere Klædebo Parkallé mellem Jagtvej og Haraldsgade
Se mere i artiklerne:
Lille Fredensgade
Er navngivet 1886 som en sidegade til Fredensgade.
Lundtoftegade
Navngivet 1916 (strækningen mellem Hillerødgade og Ørholmgade). 1919 (til Borups Allé) og 1929 (til Nørrebrogade) Opkaldt efter landsbyen Lundtofte.
Den nordlige del hed en kort årrække til 1929, Ny Åboulevard.
Lynæsvej
Navngivet 1915 efter fiskelejet Lynæs ved Hundested.
Læssøesgade
Navngivet 1873 efter oberst Frederik Læssøe, der faldt i slaget ved Isted. Han var stabschef under den Første Slesvigske Krig. Kollegaer anså ham som en en overlegen militær begavelse. Men Krigsministeren brød sig ikke om ham.
Meinungsgade
Kaptajn Conrad Robertus Meinung var lokal grundejer. Hans opfindelse af luftrum mellem yder – og inder-rum til forbedring af arbejderboliger blev præsenteret på verdensudstillingen i Paris. Gaden blev navngivet omkring 1859.
Metropolitanskolen
Skolen var vel nok Københavns ældste skole med rødder tilbage i slutningen af 1100 – tallet. Den havde en tæt forbindelse til Vor Frue kirke, som skolen lå ved indtil 1938, da den flyttede til adressen på Nørrebro. Navnet fik skolen i 1817. Metropolitan har betydningen Hovedstad.
Læs artiklen:
Midgårdsgade
Navngivet 1926 efter den nordiske mytologis lokalitet Midgård. Dette navn, som betyder, den miderste gård, gården i centrum, betegner menneskernes verden. Uden om den ligger den velkendte Midgårdsorm på vagt. Den omspænder hele jorden, men dræbes af Thor.
Mimersgade
Navngivet 1925 og 1931 efter jætten, Mimer i den nordiske mytologi. Mimer var den jætte, der vogtede Visdommens Brønd. Odin pantsatte sit ene øje hos ham, for at få lov til at drikke af vandet. På et kort fra 1865 ses Mimersgade som en smal vej gennem markerne. Stykket øst for Heimdalsgade hed før 1925, Rosagde. Stykket vest for Heimdalsgade hed indtil 1931, Slejpnergade. Indtil 1930 delte en jernbaneoverskæring forløbet med Heimdalsgade.
Mjølnerparken
Mjølner var i den nordiske gudelære Thors hammer. Her er 559 boliger beboet af 2.500 beboere. Man påbegyndte bebyggelsen i 1984. Navnet fik området i 1986 og året efter flyttede folk ind. Området er ofte nævnt i forbindelse med kriminalitet. 230 overvågnings-kamaraer skal forhindre ubehageligheder i kvarteret. I mellemkrigstiden lå her en stor papirfabrik.
(Læs under www.norrebro.dk, Mjølnerparken er cool)
Møllegade
Navngivet 1858 som adgangsvej til en mølle, der lå Møllegade 20 indtil den nedbrændte i 1885. Vejen hed tidligere Jødevejen efter Mosaisk Østre Kirkegård
blev anlagt i 1694 ved vejens østside. Vejen er rest af en meget gammel vej, der gik over Fælleden, som mundede ud i Trianglen. Den var tilkørsel nordfra til Nørrebros mange møller. Vejen forsvandt næsten, da Blegdamsvej blev anlagt omkring 1670.
Møllegade var anlagt som jagtvej kort efter opførelsen af Ladegården i 1620 for at Christian den Fjerdes jagtselskaber kunne komme hurtigere til Vibenshus.
Sandgravsvej er også et tidligere navn for Møllegade. Man brugte sand til bl.a. hvidskuring af gulve og borde. Sandgravene lå, der hvor De Gamles By nu ligger.
Nannasgade
Navngivet 1904 efter den nordiske mytologis kvinde, Nanna, der var gift med Balder. Tekstilfabrikanten Holger Petersen købte et stort areal på den daværende Rådmandsmarken og samlede sine aktiviteter her. Foruden fabriksbygninger opførte han arbejderboliger. Tekstilfabrikanten gav tårnet til
Kingo Kirken, der ligger på hjørnet af Nannagade og Bragesgade.
I nummer 5 lå Arbejdernes Fællesbageri, der var grundlagt i 1886. Og i 1887 flyttede man til Nannasgade. Fællesbageriet, der også blev kaldt Rutana
havde et markant Rugbrødstårn. Det blev bortsprængt i 1985. ja egen mølle havde man også.
Læs artiklerne:
Nivågade
Det nordsjællandske å-løb har givet byen sit navn.
Nordbanegade
Navngivet 1883 efter beliggenheden langs de daværende linjeføring af Nordbanen fra København til Hillerød. Nordbanen gik dengang ud gennem Gyldenløvsgade og over Nørrebro til Hellerup. Der var to stationer A og B. Sidste tog fra København ad Nordbanen kørte den 30. september 1921.
Læs artiklerne:
Nordborggade
Efter den næststørste by på Als. Alsingerne kalder den selv Nørborg. Oprindelig hed byen bare Køping.
Nordre Fasanvej
Fasangården blev opført i Frederiksberg Have i 1723 – 24 med henblik på opdræt af fasaner, men nedlagt 1785.
Nærumgade
Navngivet 1919 efter den nordsjællandske by og forstad, Nærum
Nøddebogade
Navngivet 1915 efter landsbyen Nøddebo (nu skrevet med et d)i Nordsjælland.
Nørre Allé
Forbindelsesvej mellem Vibenshus Runddel og Nørrebro/Nørreport. Den er kendt siden slutningen af 1600 tallet. Selve navnet kendes i hvert fald siden 1810. Navnet sigter til, at alléen giver forbindelse til Vibenshus Runddel til Nørrebro.
Nørrebro
Bydelen er opstået omkring Indre Nørrebro. Området har navn efter beliggenheden ud for Nørreport. Ordet bro sigter til, at gaden var brolagt, som ellers var grusveje dengang. Navnet kendes i svøb i 1700 i formen nørre steenbroe.
Nørrebrogade
Gaden er en del af den gamle landevej til Frederiksborg og Frederikssund. Langs den inderste del, blev der i løbet af 1700tallet bygget forskellige lystejendomme og beværtningssteder. I 1760 anlagdes Assistens Kirkegård langs en del af gaden. Den voksende bebyggelse beholdt navnet Nørrebro.
Gaden blev brolagt omkring 1760. Men først omkring 1910 udgjorde hele gaden til Lygten en helhed med masser af fire – og fem etagers bygninger. Fra omkring midten af 1800tallet kaldtes hovedgaden for Nørrebrogade.
Fra 1873 udstraktes navnet til også at omfatte Lygtevejen fra Runddelen til Lygten. Og her lå den berømte Lygtekroen. Fra 1700tallet til 1904 slukkede den tørsten på mange vejfarende. Onde tunger mente dog, at værten snød med det gode øl. Det var den samme som den billige, påstod man.
På pladsen ved den nuværende Nørrebrohal lå Skæremøllen. Og Nørrebrohallen er resten af den kæmpe store remisse for sporvogne. Det var på hjørnet af Lygtevejen ved Baldersgade, at Nørrebroes Sporvejsselskab blev dannet i 1867.
Ja og så ville Alex Brask Thomsen købe Nørrebrogade for 250 millioner kroner. Glemme skal vi heller ikke at i Nørrebrogade 156 blev Frihedsrådet dannet. I nummer 163 huserede urtekræmmer Ottesen. Han var både postmester og fattigforstander.
Omkring 1890 lå der omkring nr. 174 – 176 stadigvæk Gæstgiveriet Svanen i landelige omgivelser.
Og hvem skulle tro, at når man nu står i El – Giganten, ja der lå en af Københavns flotteste biografer. Det var Nora Bio Film Teater. Den åbnede den 12. april 1935. Den blev drevet af Arbejdernes Oplysningsudvalg. Det var en luksus – biograf med hele 1.184 siddepladser. Ja, det kan man slet ikke forestille sig i dag.
Læs følgende artikler:
Nørrebroparken
Parken blev navngivet i 1938. Anlagt på en del af det store nedlagte godsterræn mellem Stefansgade og Hillerødgade
Løs artiklerne
Nørrebros Runddel
Uofficielt navn på den cirkelrunde plads anlagt sidst i 1700tallet i krydset mellem Jagtvej og Nørrebrogade.
Læs artiklen:
Nørrebro Vænge
Kompleks af pensionistboliger navngivet i 1943 efter beliggenheden langs Nørrebroparken.
Nørre Sideallé
Navngivet omkring 1902 som sidegade til Nørre Allé.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere
Flere lyn – guides kan du finde her
Redigeret 20. – 12. 2021
Juni 5, 2011
Denne serie på tre, er nogle af de mest kopierede artikler fra vores hjemmeside. Og det er uden kildeangivelse. Men må gerne kopiere men med kildeangivelse. Dette er første del. Fra Agnes Henningsens Vej til Guldbergs Plads. Dette er første del af lynguiden over Nørrebros lokaliteter. Hvorfor hedder stederne, som de gør. Hvad er det, der gør gaden interessant? Vi har i øjeblikket i alt ca. 400 artikler om Nørrebro. Så der er rig lejlighed for at få endnu mere at vide om lokaliteterne.
Agnes Henningsens Vej
Opkaldt efter forfatteren Agnes Henningsen. Men lige så kendt er sønnen, Poul Henningsen.
Ahlmannsgade
Navngivet omkring 1898. Opkaldt efter den sønderjyske politiker, Nicolai Ahlmann. Han repræsenterede Aabenraa/Sønderborg i den preussiske landdag. Men egentlig indtrådte han aldrig i den, da han nægtede at afgive ed. Han kæmpede for det danske sprog. Vi er danske og vil vedblive med at være danske.
Sådan var hans slagord. Lige i nærheden findes andre veje, der hylder sønderjyske politikere fra dengang. Det er bl.a. Flor, Hiort Lorentzen, Krüger og Laurids Skau.
Ahornsgade
Navngivet 1886 efter træet ahorn.
Aldersrogade
Gaden går over i Østerbro. Den er opkaldt efter bryggeriet Aldersro. Den blev grundlagt på Restaurant Lunas jord i 1858. Ulykker ramte bryggeriet. Blandt andet styrtede lager – kælderen sammen. Det blev i 1884 slået sammen med Marstrands Bryggeri på Vodroffsvej.
I 1891 indgik de i det nyoprettede selskab De Forenede Bryggerier. Aldersro blev nedlagt i 1900. Bygningerne blev solgt til nedrivning et par år efter. Nævnes skal også Hellesens Fabrikker, der lå i Aldersrogade 6 fra 1905. Gaden er anlagt på den gamle Brudesengmark.
Allersgade
Navngivet 1860 efter brygger og brændevinshandler Chr. Aller. Han var jordejer på denne del af Nørrebro. Han lod udstykke jorde her og anlagde i Kløvermarken den første gade mellem Jagtvejen og Lygten. Bebyggelsen begyndte i 1857 og havde et særegen provinsiel hygge. Christian Hansen Aller var far til grundlæggeren af den store Aller – koncern. Aller er en landsby i Sønderjylland. Måske betyder navnet sandet og stenet undergrund.
Det var den første gade på Ydre Nørrebro og bygget på den gamle Kløvermarken. Nedrivningerne i 1960erne ødelagde den provinsielle hygge. Aller boede der selv kun fra 1839 – 41. Efter hans død flyttede enken tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej.
Annekegade
I en sidegade til Aldersrogade ligger gaden, der ender blindt. Gaden blev anlagt før 1920. Anneke er et gammelt nordisk pigenavn, men anvendes meget i Holland. Egentlig skulle gaden have heddet Svannekegade.
Arresøgade
Navngivet 1915 efter Danmarks største sø, Arresø
Asminderødgade
Navngivet omkring 1906 efter den nordsjællandske landsby, Asminderød. Ordet betyder Asminds rydning.
Asnæsgade
Navngivet 1915 efter den vestsjællandske halvø, Asnæs
Assistens Kirkegård
I 1711 kostede Den sorte død 23.000 liv. Flere epidemier fulgte. Der var behov for hjælpe – kirkegårde. Og en af dem, blev anlagt herude. Kirkegården blev anlagt på et område, der havde været anvendt til tobaksplantage. Den afløste en række mindre kirkegårde inde bag Københavns volde. Det varede dog mange år, hvor andre end fattigfolk blev begravet her. Men takket være en sønderjysk adelsmand gik det hurtigt.
En kommission formulerede en instruks om, at
Portene blev udskiftet, og i 1813 blev det forbudt graverne at sælge spiritus til besøgende. Mange havde en mening om det, at blive begravet, bl.a. lægen og altmuligmanden Tode, og ikke mindst H.C. Andersen. Han var bange for at blive begravet som skinddød. Dette skete muligvis for Gertrud Bodenhoff.
– På vores hjemmeside har vi 10 – 12 artikler om Assistens Kirkegård
Baggesensgade
Navngivet 1862 efter digteren, Jens Baggesen. I kvarteret er der andre digter – navne så som Ewald, Tode, Wessel. Før 1862 blev gaden kaldt for Skolegade. Baggesen debuterede i 1785 med “Comiske Fortællinger”. Baggesen var vidt berejst. Han forlod Danmark for bestandig i 1820 efter en litterær fejde med tilhængere af Oehlenschläger. Han døde i Hamborg, men blev begravet i Kiel.
Gaden er anlagt på noget af det område, hvor Anker Heegaards fabrikker lå.
Baldersgade
Navngivet omkring 1876 efter den nordiske gud, Balder. Han var søn af Odin og Frigga. Moderen havde taget alt og alle i ed på, at de ikke ville gøre sønnen
ondt. Men hun havde glemt at spørge misteltenen. Som bekendt hjalp den ondskabsfulde Loke den blinde gud Høder / Hother med at afskyde en pil af mistelten hvorefter Balder døde.
På det Ydre Nørrebro, nord for Nørrebrogade og vest for Jagtvej er der siden 1860erne vokset mange mytologi – gader frem. Brage, Brynhilde, Fafner, Fenris, Freja, Hamlet, Heimdal, Hermod, Hother, Midgård, Mimer, Mjølner, Nanna, Odin, Sigurd, Slejpner, Thor, Uffe, Valhal, Valkyrie, Vermund, Vølund, Ydun og Ægir. Hertil kommer kvindenavnene Gunhild, Hildur og Ragnhild. Indtil 1904 kunne man også opleve Lokesgade.
To sammenhængende huse blev besat i gaden i 1986. Det var nummer 20 – 24. Det blev senere til bofællesskabet Bundtzen. I nummer 10 lå en friskole, og
mineralvands- fabrikken Balderskilde blev grundlagt i 1900. på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade blev virksomheden Atlas bygget.
Og i 1880erne var det de Kellerske Institutioner, der bosatte sig i gaden. Her blev åndsvage og døvstumme undervist i at læse og tale. Og i nr. 20 – 24 åbnede i 1913 Balders Hospital med en særlig afdeling for fattigfolk. Krankenhaus Baldersgade, ja sådan kaldte tyskerne stedet under besættelsen. Her befandt 140
tyske flygtninge sig.
Balders Plads
Navngivet 1985 efter beliggenheden.
Banevingen
Navngivet 1964 efter beliggenheden ved jernbaneterrænet ved Lersøen. Før 1964 hed vejen bare Forbindelsesvejen.
Bangertsgade
Navngivet 1874 efter ejeren af det nærliggende Solitude, Hans Chr. Bangert. Denne Bangert var kaptajn i Studenterkorpset. I 1840 købte han landstedet Solitude. Pludselig havde han mange grunde, som han solgte. Her opførtes de høje lejekaserner. I 1856 – 57 lod han anlægge Parcelvej, den nuværende Griffenfeldtsgade. En pengekrise slog ham ud i 1857.
Bangert var en rastløs og virksom mand, der havde mange gode ideer. Han havde forsøgt at stifte en brugsforening for sine lejere. Da han grundlagde Østifternes Kreditforening var der andre der skubbede ham ud.
Bethania Kirke
Metodistkirke opført 1892. Navngivet efter den bibelske lokalitet Bethania, en landsby nordøst for Jerusalem. Her besøgte Jesus vennerne Marta, Maria og Lazarus.
Betlehemskirken
Opført 1935 – 39 og navngivet efter Jesu fødeby.
Birkegade
Navngivet 1884 efter træet Birk
Bjelkes Allé
Navngivet omkring 1878 efter rigsadmiral Henrik Bjelke. Han var søofficer i Svenskekrigen i 1644. Frederik den Tredje hindrede en duel mellem Bjelke og adelsmanden Hannibal Sehested, men rigsrådet pensionerede af samme grund Bjelke i 1650. Da det trak op til krig i 1657, blev han hentet ind og udnævnt
til viceadmiral. Han ledede flåden under Niels Juels overkommando. I 1662 blev han udnævnt til rigsadmiral.
Læs mere om området i artikelserien Omkring Nørrebroparken 1- 3 og om Anna Kirke i Kirker og Mennesker på Nørrebro)
Blegdamsvej
Denne vej er omtalt i flere artikler. Mellem denne vej og Sortedamssøen lå de københavnske blegmands pladser, nummereret i rad og række. Nr. 1 lå, hvor nu Skt. Hans Gade ligger. På hvert grundstykke var en lille dam, hvor man kunne fugte de hvidevarer, der blev lagt til blegning af solen og hærdning i nattekulden.
Oprindelig havde blegmændene deres pladser mellem søerne og volden. De blev dog beordret udflyttet i 1672. Ingemann skrev så flot om stedet:
Vogterne var ansat til at hindre at de udlagte hvidevarer blev stjålet. For at man kunne høre, at han var vågen, skulle han love Herrens Navn ved at blæse regelmæssigt i et kohorn en Blegdamstuba.
(Læs Artiklen: Blegdamme på Blegdamsvej)
Blågårdsgade
Gaden er omtalt i mange artikler her på siden. Den er navngivet 1834 som Blågårdsvej. I 1859 blev navnet ændret til det nuværende. I perioden mellem 1834
og 1859 kaldes gaden ofte som Blågårds Langvej eller Blågårds Hovedgade. Gaden er kvarterets hoved-strøg opkaldt efter slottet Blågård, som lå ved det nærværende Slotsgade.
Det var opført 1706, men havde flere forgængere. Vi kan gå tilbage til Frederik den Tredjes tid. Antagelig var det første byggeri anlagt på tomterne af en ødelagt teglgård. Slottet fik sit navn efter tagets farve, blå skifertag. Blågårdsgade har samme linjeføring som en allé beplantet promenade til slottet, havde.
Sidst i 1760erne ejedes det officielt af Grev Holck. Men han var stråmand for den unge sindsforstyrrede Kong Christian den Syvende, der her tilpas langt fra byen kunne holde nogle vilde fester med damer, deriblandt Grev Holcks ægteviede 12 årige kone.
Her lå Danmarks første seminarium, der efter få år flyttede til Jonstrup.
I 1827 blev slottes hovedbygning indrettet som teater af italieneren Pettoletti. Det brændte i 1833 og blev ikke siden genopført. Da man i en sidebygning ville oprette en dampmølle skrev et blad, om det var rigtigt på denne måde, “aldeles at vanzire en af Hovedstadens skjønneste og mest besøgte Forstæder”
Ak ja, få år efter var dette skønne sted forvandlet til den sorte firkant.
På slottets tilliggende oprettede Jeppe Tang i 1859 Blågård Seminarium. Dets udbygning i gården bag Blågårdsgade 15 eksisterer stadig. I en årrække dannede det rammen om Aftenbladets redaktion og trykkeri. Blågård Seminarium fik i 1933 lokaler på Kapelvejen Skole.
I 1960 flyttede man ud i Gyngemosen. Læs følgende artikler
Blågårds Plads
Denne plads er omtalt i flere artikler her på siden. Navngivet 1908, da området var ryddet for Anker Heegaards Fabrikker og omdannet til plads. Heegaard lod i 1826 opføre en lille sommervilla ved det nuværende Blågårdsgade 16. Her anlagde han også en stor have, som blev et helt udflugtsmål. Snart opkøbte han flere grund og opførte et støberi. Dette blev i 1898 udflyttet til Hillerødgade.
Pladsen er også kendt for billedhuggeren Kai Nielsens udsmykninger. Heegaard lod sine grunde udstykke. Han accepterede arbejdernes ret til at danne
fagforeninger. Læs følgende artikler
Borgmestervangen
Navngivet 1926 med det gamle navn på en del af by-jordene på det Ydre Nørrebro. I markbogen 1682 finder vi Borge – Mesters og Raads Wang. I almindelighed omtalt som Rådmandsmarken eller – vangen. Afledt af dette er Rådmandsgade.
Navnet sigter til, at afkastet af jorden var henlagt som løn til Københavns borgmestre og rådsmedlemmer. Området var en del af den nedlagte landsby Serridslevs bymark- Læs artiklerne:
Borups Allé
Alléen går gennem Frederiksberg, Grøndal, Nordvest og Nørrebro. Navngivet 1904 efter borgmester Ludvig Chr. Borup. Han var finansborgmester i København og stod for betydelige gårdopkøb i omegns – kommunerne. Blandt opkøbene var Bellahøj, Tomsgård, Hulgård og Utterslev.
Inden hans død blev disse kommuner indlemmet i København. Vejen er udbygget i flere tempi. Det inderste stykke udgjorde indtil 1905 en del af Nordvestvej
Borups Plads
Navngivet 1923 efter beliggenheden
Bragesgade
Grundtvigs udtryk” Bragesbak” var en hentydning til den nordiske gud, Brage, veltalenhedens gud.
Bregnerødgade
Navngivet 1929 efter den nordsjællandske landsby, Bregnerød. Fra omkring 1900 – 1929 en del af Glentevej, der blev skåret over ved bygningen af Højbanen.
Brohusgade
Navngivet 1899 efter det opsynshus (brohus) som lå for enden af vejen. Her førte en bro over Ladegårdsåen til Bülowsvej.
Brorsons Kirke
Opført 1898 – 1901 og navngivet efter salmedigteren Hans Adolf Brorson Læs artiklerne:
Brynhildegade
Brynhilde er den lidenskabelige hovedperson i den gamle Nibelungen – digtning, der satte sig stærke spor i de nordiske sagn. Hun elskede Sigurd Fafner. På grund af jalousi forvoldte hun hans død. Historien er så god, at Wagner lånte den til operaen Ragnarok.
Byggeren
I 1971 blev Folkets hus etableret på hjørnet af Prins Jørgens Gade og Stengade. Samtidig var man i gang med en kæmpe sanering i området omkring Den Sorte Firkant. Byggeplanerne blev trukket ud, men nedrivningerne blev foretaget med hård hånd.
En søndag i juli 1973 holdt Nørrebros Beboeraktion fest på en af tomterne. De rejste derefter en byggeplads for kvarterets børn. Det var Byggeren – Firkantens Byggelejeplads.
I januar 1978 mente Københavns Kommune, at Byggeren, Folkets Hus og Folkets Park skulle vige for tæt boligbyggeri. Byggeren blev fjernet under overvågning af 700 betjente, men genopbygget af kvarterets beboere. Ja hele tre gange var der regulere kampe mellem beboere og politi. Ja og politiet erklærede området i undtagelsestilstand. Læs artiklerne:
Dagmarsgade
Navngivet 1860 efter den danske dronning Dagmar. Navnet danner sammen med Gormsgade, Thyrasgade og Haraldsgade en lille gruppe med navnestof fra den tidlige danske kongeslægt. Dronning Dagmar var bøhmisk prinsesse og blev gift med Valdemar Sejr i 1205.
Lige i nærheden har vi en samling af gader benævnt efter den gamle nordiske mytologi.
Dronning Louises Bro
Den blev anlagt i 1885 – 87 og er opkaldt efter Christian den Niendes Dronning Louise. Hun var datter af lensgreve Wilhelm af Hessen og Christian den ottendes søster Charlotte. Louise var efter gammel arvelov nærmeste arving til tronen, men overlod arvekravet til sin mand ved giftemålet i 1842. Broen har flere forgængere. Den tidligste er fra 1620. Den finder vi omtalt i en kræmmerinstruks. Men en Fjællebro nævnes allerede i 1562. Læs artiklerne:
Eddagården
Navngivet i 1934. Edda er navnet på den gamle islandske samling af nordiske oldtidsdigte (Den ældste Edda). Der findes også Den yngste Edda. Den er skrevet af Snuorre Sturlason.
Edith Rodes Vej
Navngivet 1994 efter forfatterinden Edith Rode. Hun var moder til Ebbe Rode.
Egegade
Navngivet 1884 efter træet. Her voksede Poul Reichard op. Det var i nummer 16 tredje sal.
Elmegade
Navngivet 1884 efter træet. Skulle egentlig have heddet Bøgegade. Elmegade 6 er oprettet af Øl-handlerne. Det har vi to artikler om
Esromgade
Navngivet omkring 1903 efter den nordsjællandske by, Esrum
Ewaldsgade
Navngivet 1882 efter digteren Johs. Ewald. På grund af ulykkelig kærlighed til Arendse Hulegaard og et giftemål med en anden, besluttede han sig for at slentre gennem livet. Hans hang til spiritus nedbrød ham efterhånden. Flere gange var på rekreationsophold i Gentofte, Rungsted og Humlebæk. Han døde efter et længere sygdomsforløb.
Fafnersgade
Navngivet 1918 efter slangen Fafner, der i den nordiske mytologi vogter en skat, men dræbes af Sigurd.
Farumgade
Navngivet omkring 1902 efter den nordsjællandske by, Farum.
Fenriksgade
Navngivet 1914 efter Fenriksulven. I den nordiske mytologi var det et uhyre, som guderne har bundet, men som vil blive sluppet løs ved verdens undergang (ragnarok). Det blev dog til sidst dræbt af Odins søn Vidar.
Fensmarkgade
Navngivet 1915 efter den sjællandske by, Fensmark.
Florsgade
Navngivet 1899 efter den sønderjyske politiker og højskolemand Christian Flor. Han var forstander på Rødding Højskole. Han var en ledende skikkelse i den nationale bevægelse i Sønderjylland. Kvarteret blev opbygget omkring 1900.
Fogedgården
Pensionistboliger navngivet 1948 efter beliggenheden.
Fogedmarken
Navngivet i 1933. Byens foged der forestod byens retsvæsen havde ligesom rådmændene tidligere jord her.
Folmer Bendtsens Plads
Maleren Folmer Bendtsen begik mange motiver fra Nørrebro og Nordvest. Aktiv i frihedskæmpeorganisationen BOPA.
Fredensborggade
Navngivet 1906 efter den nordsjællandske by, Fredensborg
Fredensbro
Den ligger i forlængelse af Fredensgade. Broen blev anlagt som fodgængerbro i 1878. Den er udvidet af flere omgange. I 1887 kom der kørende færdsel på broen. Broen blev bekostet af fabrikken Titan ved Tagensvej. Man ville have en hestesporvogn ud til fabrikken fra Indre By
Fredensgade
Navngivet omkring 1872 som Fredensvej. Det blev ændret til Fredensgade i 1877. Oprindelig var det en blind sidevej til Blegdamsvej ned til Sortedamssøen.
Frederik den Syvendes Gade
Anlagt og navngivet omkring 1860 efter Kong Frederik den Syvende. Hans valgsprog var Folkets kærlighed, min styrke. Han havde giftet sig med grevinde Danner, født Rasmussen. Han var den sidste Oldenborger på den danske trone. Navnet må ses i sammenhæng med Prinsesse Charlottes Gade. Her lå engang en tobaksplantage.
Frederik Bajers Plads
Navngivet 1935 efter politikeren, kvindesags – og fredsforkæmperen Fredrik Bajer. Et mindesmærke for ham og hans kone, Matilde Bajer, rejstes i 1923 i Fælledparken, ikke langt fra pladsen.
Egentlig hed han Bayer. Han grundlagde Dansk Kvindesamfund i 1871 sammen med sin kone. Begge agiterede også for fredssagen. I 1882 grundlagde de Dansk Fredsforening. For sin deltagelse i internationalt fredsarbejde modtog Frederik Bajer Nobels Fredspris i 1908. Han var medlem af Folketinget for Venstre 1872 – 1895.
Læs om resten af Familien Bajer i artiklen Fra Bellahøj til Husum
Frejasgade
Navngivet omkring 1901 efter den nordiske frugtbarheds – og kærlighedsgudinde Freja.
Fyensgade
Navngivet 1897 efter øen Fyn ( ældre skrivemåde, Fyen)
Fælledparken
I årene 1908 – 1912 omdannedes de gamle græsningsarealer på Nørre Fælled, Øster Fælled og Blegdams Fælled til den nuværende park. Det første træ blev den 27. april 1909 plantet af borgmester Jensen. Læs artiklerne:
Fælledvej
Navnet kendes fra omkring midten af 1800 – tallet. Men selve vejen er ældre. Den udgør både forbindelsen fra Nørrebro til Nørre Allé (anlagt 1744) og til Blegdammene. Ja egentlig var det også vejen til malkepladsen for kvæget. Den lå på den nuværende Skt. Hans Torv. Læs artiklen:
Fælledvejens Passage
Navngivet 1907. Optræder før den tid blot som en del af Fælledvej
Gartnergade
Navngivet omkring 1866. Navnet indgår i en gruppe af job – betegnelse Murergade, Smedegade, Tømrergade, Jægergade, Skyttegade m.m. I nærheden lå også Fiskergade, men den forsvandt i bulldozer – saneringen. Der var masser af gartnerier før i området. I Gartnergade lå også en politivagt. Beboerne kaldte politiet for uniformerede voldsmænd. Ad denne gades linjeføring gik i sin tid Christian den Fjerdes jagtvej fra Ladegården til Vibenshus. Den fortsatte via Møllegade.
Gilbjerggade
Navngivet 1917 efter Sjællands højeste punkt.
Gormsgade
Navngivet 1860 efter den danske konge Gorm. Han var konge i Jylland fra omkring 936 til sin død omkring 950. Han var gift med Thyra Danebod, over hvem han satte den lille Jelling – sten. Selv blev Gorm begravet i en kæmpehøj i Jelling. Før 1860 hed gaden en kort overgang Allers nye Bredgade.
Griffenfeldsgade
Navngivet 1879 efter Peter Griffenfeld (1635 – 1699). Han startede som kongelig kammersekretær og endte som rigets kansler. I 1676 fradømtes han ære, liv og gods for bestikkelse og forræderi. Han blev benådet med fængsel. Benådningen kom først lige før henrettelsen. Det meste af sit tilbageværende liv sad han
på Munkholmen i Trondhjems-fjorden, efter at have været indsat i Kastellet.
Egentlig hed han Peter Schumacher. Han var søn af en vinhandler. Han udfordrede den danske kongelov. Og det var i krigen med svenskerne i 1670 han tog en tvetydig forbindelse med fjenden. Kongen var irriteret over hans egenrådighed og magtsyge.
Gadenavnet var ønsket af en kreds af beboere, der havde ønsket at markere forbindelsen mellem Griffenfeld og Prins Jørgen (Prins Jørgens Gade). Gaden hed før 1879, Parcelvejen, fordi den egentlig var adgangsvej til forskellige udstyknings-parceller. Der blev bygget så tæt på vejen, at byggematadorerne kunne få det
optimale ud af grundende. Det var stort set tale om slum på bar mark. Lejekasserne på vejen blev bygget i tidsrummet 1875 – 95. Læs artiklerne:
Guldbergsgade
Navngivet 1858 efter forfatteren professor Frederik Høegh – Guldberg (1771 – 1852). I begyndelsen af 1800 – tallet var han lærer ved det nærliggende Blågård Seminarium. Han havde ladet opføre en villa på vejen. Den lå der, hvor Guldbergsgade 10. Villaen blev nedrevet i slutningen af 1880erne.
Høegh – Guldberg blev i 1803 privatlærer for Frederik den Sjettes datter, prinsesse Caroline. Han nedlagde hvervet i 1810 i utilfredshed med, at hun skulle konfirmeres på tysk efter tyske ceremonier. H.C. Andersen havde en anbefaling med fra Odense fra Guldbergs bror, som var officer på Fyn. Frederik Høegh
– Guldberg hjalp H.C. Andersen til en studentereksamen. Som bekendt ligger H.C. Andersen begravet på Assistens Kirkegård.
Før 1858 hed vejen en årrække Barkmøllevej efter Garvernes barkmølle, som lå ved vejen nær Sankt Hans Torv. Det var københavnske skomagere, der havde rejst møllen. Den lå, hvor Guldbergsgade 3 – 5 i dag ligger. Opførelsen skete i 1634.
Guldbergs Have
Navngivet 1937 efter beliggenheden
Guldbergs Plads
Navngivet 1915 efter beliggenheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Andre Lyn – Guides
Redigeret 19, – 12. 2021
Juni 5, 2011
Blev hesten slået ned? Var den albino – ja eller nej. Måske var den en Knabstrupper?. Måske brugte man en blanding af voks og kalk for at fjerne urinrester eller rester fra et dækken? Læs også om hvorfor Johanne græd? Ja det gjorde kongen også. Vi skal også møde Der Schimmelreiter og andre myter om heste. Så var det også kromanden, der drak grænsekommissionen fuld, så han kunne få kroen til Danmark. Og så begik den aldrende redaktør en alvorlig fejl.
Mange reaktioner på historien
Siden vi har skrev artiklen Kongens Hvide Hest hav vi her på redaktionen fået en del henvendelser, der gør historien endnu mere spændende. Og siden dengang.dk offentliggjorde de første to historier om episoden (Kongens hvide Hest og Pigen fra Højer) har andre sider også beskæftiget sig med historien.
En fejl fra den aldrende redaktør
I et enkelt tilfælde har vi dog taget gruelig fejl. Men Martin ringede hertil og gjorde os opmærksom på fejlen.
Vi skrev, at det var den lokale præst, der havde overværet, at kongen havde visket den hvide hest Malgre Tout noget i øret. Hvis det er rigtig skulle den lokale præst være langt over 100 år gammel. Og som Martin sagde i telefonen, så havde han set præsten dagen forinden, og han lignede ikke en på over 100 år.
Næh det var såmænd forlæggeren Steen Hasselbalch, der havde overværet hændelsen. Den lokale præst havde blot gengivet historien. Her på redaktionen beklager vi fejlen.
Jomfru Fannys forudsigelser
Baggrunden for hele balladen er, at Jomfru Fanny havde forudsagt, at en konge ville ride over grænsen på en hvid hest.
Prins Knud havde fået noget hvidt på sit tøj, da han red bag ved kongen, og så startede balladen for alvor.
Blev hesten slået ned
Også på hjemmesiden www.danmarkshistorie.dk har man flere gange beskæftigede sig med historien. Tak til Helene for henvisningen.
Det er forskellige holdninger til, hvornår hesten døde. Det siges, at den blev skudt i 1921 på grund af dårligt ben.
Ifølge barnebarnet til den kusk, der passede Malgre Tout på Visborggård, Stig Andersen, så blev hesten ikke skudt. Den blev slået ned af Stig Andersens farfar, fordi den havde en sygdom, der bevirkede, at hovene smuldrede.
Albino – ja eller nej?
I 19 myter fra Sønderjyllands Historie står anført, at hesten var en albino. Samme opfattelse har man på Siden Saxo.
Andre påstår, at der ikke findes ægte albinoer inden for heste. De kan fremstå med et lyserødt skær, som kan stamme fra urin og vådt halm.
Påstanden er delvis rigtig. Der findes ikke ægte albinoer blandt heste, da ægte albinoer helt mangler evnen til at danne pigment. Hos heste skyldes det hvide et dominant arveanlæg for hvidt. Dette er dødeligt i dobbelt dosis. Den hvide farve kan derfor ikke nedarves rent. Indbyrdes avl med uægte albino – heste resulterer i at 2/3 af afkommet bliver hvidt, mens 1/3 bliver farvet. Ja sådan står det beskrevet om American Albino.
Var det en Knapstrupper
Vi skrev i vores historie, at hesten kom fra Frankrig. Men andre mener, at hesten formentlig er en Knabstrupper. Det er en hesterace som er avlet på det vestsjællandske gods, Knapstrup.
Stamfaderen skulle være hingsten Thor, der blev født i 1847.
Man brugte pibeler
Ifølge barnebarnet til kusken på Visborggård var der ofte misfarvninger hos de hvide heste på gården. Her skulle man have brugt pibeler, som bruges til hvidtning og rensning.
Andre mener så igen, at der er brugt wienerkalk, som er en kalkblanding, der normalt bruges til polering.
Hvorfor fik hesten en misfarvning?
Da kongen skulle ride over grænsen påstår forskere, at hesten netop havde være ude på en ridetur og den svedte. Derfor havde den fået et rødt dækken over sig. Hesten skulle derfor være mærket af denne farve. Men ifølge vores oplysninger på dengang.dk var hesten meget nervøs over alle de mennesker, der ville se den hvide hest og kongen. Den skulle have smidt kongen af. Under den resterende del af besøget i Sønderjylland havde kongen haltet ret meget. Måske var det under denne hændelse, der var opstået misfarvninger af den ene eller anden art.
Kalk og voks
Ifølge Stig Andersen er der under den pludselige opstående situation brugt, hvad hans farfar havde ved hånden. Han havde taget noget kalk fra en væg samt noget tit, som er en slags voks, man normalt bruger til pudsning. Det er antagelig det, som Prins Knud har fået på sit tøj.
Myter om hestens have
Og hvorfor skulle det så lige være en hvid hest?
Der findes tidligere mange udlægninger og overtro omkring hestens farve:
Kelterne troede, at røde heste særligt med rødhårede ryttere var tegn på kommende ulykker. Arabere mente derimod, at røde heste var de hurtigste.
I England var man af den opfattelse, at man skulle holde sig fra heste med hvide sokker på alle fire ben. Brogede heste var i mange år utænkelig i det bedre borgerskab. Det var i alle dage enighed om, at hvide heste var forbeholdt konger og stormænd.
Der Schimmelreiter
På den tyske vestkyst figurer Der Schimmelreiter. Egentlig er det en myte, men det er også titlen på en meget kendt roman af Theodor Storm. Der Schimmelreiter er forvarslet på en forfærdelig stormflod. Men egentlig handler det om forskellige skyformationer. Nogle mennesker kunne lige som min bedstefar, der var assisterende slusemester ved Højer Sluse på skyformationerne se varslerne.
Det hændte, at når han besøgte os på Strucksallè i Tønder pludselig måtte tage knallerten tilbage til Højer for at lukke slusen og hente sine får ind.
Kladruperheste
I dag behøver kongehuset ikke at låne sig frem til en hvid hest. I de historiske stalde på Christiansborg står otte hvide Knabstrupper heste parat til at trække kongefamilien gennem København.
På et af verdens ældste stutterier, The National Stud and Kladruby and Labem i Tjekkiet fandt man de helt rigtige heste til formålet. Igennem de sidste 425 år har stutteriet avlet de sjældne Knabstrupper – heste til russiske og europæiske fyrster, monarker og kejsere. Man det var ikke dette studderi, der var leverandør i 1920. Og tak for det, for ellers havde vi ikke haft denne spændende historie.
Hvorfor græd Johanne?
Et andet spørgsmål, som vi har fået, er:
Hvorfor græde den lille pige på hesten sammen med kongen?
Ja kigger man godt efter, så græd kongen faktisk også.
Kongen ville beholde Johanne
Egentlig var det ikke meningen, at den lille pige Johanne Martinne Klippert skulle have været op til kongen. Moderen, den senere præstekone fra Højer, Elisabet Braren løftede sin plejedatter op til kongen for at give ham blomster. Men kongen løftede hende op på hesten. I sin beskrivelse af hændelsen skriver, Elisabet Braren:
Efter en Tid saa jeg, at Johanne blev Angst, hun kunne ikke se mig og var lige ved at græde. Da maatte jeg bryde igennem Menneskemængden og komme ud til Grøften, som jeg løb henad, indtil jeg kom foran Toget. Saa brød jeg igennem, men blev standset af tre Politibetjente, som vilde vide mit Navn. Da jeg kom frem, kaldte jeg Johanne ved Navn, men for lutter Jubel og Hurraraab, var det næste umuligt for hende at høre mig. Straks da holdt Hesten stille. Idet jeg tog hende ned, sagde Kongen ”Maa jeg beholde hende”. Han fik intet svar, thi da jeg saa op i hendes Ansigt, afmaaledes der en Skræk for hvad mit Svar vilde bringe.
Kongens opfattelse af episoden var dog lidt anderledes. I den fremragende bog af Knud J.V. Jespersen: Rytterkongen er kongens dagbog gengivet. Her skriver han bl.a.:
Jeg følte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op mod mig med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys jeg trykte paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da den lille Pige lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig paa Hesten.
Nervesammenbrud
Plejemoderen, Elisabet Braren fortsætter sin beretning:
Så hurtig jeg kunne trak jeg Johanne ned i Grøften. Der fik hun et lille Nerveanfald, som udtrykte sig i klagende Toner. Jeg fik hende til Ro. Hun fik Hatten paa og stille gik vi bagefter hele Sværmen.
Det er datteren til Johanne Braren, der hedder Eli Fredskilde, der har udgivet et lille hæfte om hendes mors liv. Hun fortæller også at hun ofte besøgte hendes bedsteforældre, præstefamilien Braren i Tønder.
Johanne blev født den 1. august 1911 på Ladegaard. Den 13. april 1915 måtte moderen overlade hende til Erlev Børnehjem. Allerede den 3. november 1915 blev hun anbragt i familiepleje hos Pastor Braren i Åstrup.
Kromandens plan
Der hvor kongen red over grænsen lå Frederikshøj Kro i 1864. Myterne fortæller, at kromanden drak grænse – kommissionen fuld og fik dem til at lægge grænsen syd for kroen, så Frederikshøj Kro kunne forblive dansk.
Kongen græd også
Nu var det ikke kun den lille Johanne, der græd. Det kan vi udlede af sognepræst Gjørups meget følelsesladede historie fra dengang:
Paa den lille Festplads ved Vejen nord for Grænsen, hvor den hvide Hest ventede paa sin Rytter, og hvorfra den kongelige Kortege skulle udgå, blev Kongen modtaget af Sognerådet i Taps, og i de tyve Minutter naaede Forventningerne i de store Skarer en saadan Spænding, at det krævede en Udløsning. Alle Samtaler var gaaet i Staa, fordi alle Sind kun var optaget af det ene: ”Øjeblikket” – det som det danske Haab i mere end et halv Aarhundrede havde ventet paa. Forunderligt ensom, skønt omringet af Tusinder – Barhovedet og iført Infanteriets beskedne graa Uniform – rider Kongen langsomt frem, og hans Ansigt lyser af den store Højtid, skønt de skarpe Træk er præget af den stærkeste Sindsbevægelse og skønt Taarer løber ned af hans Kinder, mens Blikket vender opad.
Braren bevarede kontakten med kongehuset
Så kunne historien godt være slut, men det er den ikke. Familien Braren bevarede kontakten med kongefamilien.
Efter 1921 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder, at få ansat danske præster. Det krav opstod især efter nazismens gennembrud i 1933.
En bitter præst
I Højer gik et kirkeligt udvalg til Braren og spurgte denne, om han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at det betød ekstra udgifter for ham. Braren afslog. Landtingsmand Hans Jefsen Christensen blev bedt om hjælp. Resultatet blev, at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen fik hvervet som Kapelan i Højer.
Braren og de tyske medlemmer af menighedsrådet blev rasende. Ved indsættelsen af N.P. Nielsen udtalte Braren, at han var bitter over at miste den danske menighed. Han mente selv, at havde behandlet begge menigheder lige godt.
Den danske præst måtte klare sig selv
Et flertal i menighedsrådet i Højer mente ikke, at det var deres opgave at hjælpe den danske præst til en bolig.
I 1943 tog Braren så sin afsked fra den tyske menighed i Højer.
Tak til Hilmer, Martin, Helene og alle de andre læsere, der har mailet, ringet og skrevet angående Kongens Hvide Hest. Måske fortsætter historien med et tredje afsnit?
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14. – 11. 2021
Maj 15, 2011
Lokalhistorie og inddelinger
Egentlig kan det være svært at skrive lokalhistorie, hvis man vi have flere steder med på en gang. Skal man skrive efter den nuværende inddeling eller skal man tage den ældre inddeling, eller vælge noget helt tredje. Vi har så valgt det sidste. En del af de steder vi beskæftiger os med ligger i Slogs Herred. Det omfatter bl.a. Tinglev, Burkal, Ravsted og Bylderup.
Masser af adel
Ifølge Kong Valdemars Jordebog hed herredet Locthorpheret efter byen Lovtrup i Uge Sogn. Men det er kun nævnt med dette navn den ene gang. Ellers har herredet fået navn efter åen Slogs Å. I ældre tid var herredet også væsentlig større. Der er sket en masse bytterier i historiens forløb. Det skyldes blandt andet de store adelige godser, der var i Sønderjylland – dengang.Også i Slogs Herred opererede adelige som Ahlefeldt, Sture, von der Wisch, Rantzau m.m. Også kolonier blev anlagt i dette herred, således Julianenborg, Christianshåb og Sofiedal.
Slogs Herred
Herredsretterne blev ophævet i 1867. Det kan være lidt indviklet at forklare de ændrede styreforme og retspraksis gennem årene. Omkring 1770 holdtes Slogs Herreds Ting i Bylderup. I 1864 blev der holdt ting på en af byens to kroer. Som tidligere hang der en galge ved Bredevad. På Videnskabernes Kort fra 1805 ses også en galge omkring Hajstrup.
Egentlig udgør Slogs Herred 6 pastorater under Tønder Provsti, Ribe Stift. Men fra gammel tid har herredet hørt under Slesvig. Det vides at herredet havde eget segl i 1491. Af det findes ingen aftryk. Men et aftryk af yngre segl fra 1600 tallet er bevaret. Det viser et fiskegærde i bølger.
Adelige undersåtter
Rundt om i Tønder Amt var der dengang en del adelige undersåtter. De fleste blev efterhånden overtaget af landsherren. Men de bevarede dog en hvis selvstændighed. Således købte hertugen i 1631 en del fæstegods i Slogs og Kær Herreder.
Undersåtter måtte dog også selv købe sig fri flere steder.
Foruden de adelige godser, der lå direkte under den adelige landret, var der også enkelte større ikke – adelige gårde, som ikke hørte under de almindelige landsretter. I Tønder var disse såkaldte kanceli-godser, nemlig Hajstrupgård i Bylderup Sogn og Hestholm og Mejerholm i Tønder Landsogn.
Nedbrændt og stormet af venner og fjender
Christian den Fjerde flygtede i 1627 op gennem Sønderjylland. Der gik panik i hans tropper, som plyndrede Flensborg og videre op gennem Sønderjylland. Soldaterne kunne ikke kende forskel på hertugelige og kongelige undersåtter. Uge og Bjolderup kirker blev således afbrændte Det samme skete for Rise Kirke. Landsbyerne Uge, Bolderslev, Hjordkær, Nybøl og Årslev blev totalt nedbrændt. Og Toldsted var allerede forladt.
Uge By havde lidt et tab på 1.075 mark og en enkelt bonde havde mistet 11 stude, fem stk. ungkvæg, 15 bistader, 24 skinker, 10 tønder øl, fire sider flæsk, 16 oste og alt det ud-tærskede korn. Og flere ulykker kom med svenskerne. I 1654 – 55 kom pesten. Den kom igen i 1659 med forstærket styrke. Jo det område, som vi her beskriver, havde det ikke godt i de år.
Mennesker i mange år
Tinglev har både heddet Tingløff og Tingheleff .
Måler man efter gravhøje, ja så har der været liv i sognet i mange år. Mindst 42 har man fundet. De fleste er dog sløjfet eller for-gravet, dog er nogle blevet fredet. I byen er også fundet et bronze sværd, to små knive og en guld – armring fra ældre bronzealder.
Stoltelund
Stoltelund blev i 1500 tallet oprettet af nedlagte bøndergårde. I mange år tilhørte adelsgården Ahlefeldt – slægtens store besiddelser. I 1608 nævnes den gottorpske hofmarskal Burchard Dalldarf til Stoltelund, men han har ganske givet været forpagter. Ved Ahlefeldts konkurs i 1725, blev godset erhvervet af statsråd Grund. Hans enke forærede i 1741 gården til en af hende oprettet stiftelse for præsteenker i Bredsted. I 1785 blev godset udstykket og samtidig ophævedes livegenskabet. På et tidspunkt var der fem gårde i arvefæste på godset. I haven stod en reliefudsmykket døbefond af granit, som havde stået i den nedlagte Bjerndrup Kirke. Fra 1637 til 1806 havde stedet deres egen jurisdiktion.
Vippelgård
Vippelgård var også adelig. I 1491 skødes gården af ridder Hans von Ahlefeldt til Løgum Kloster. Gården havde tidligere tilhørt Barbara von der Wisch på Tyrstrupgård.
Ved andre ejendomshandler møder vi slægten Sture, Reventlow. Smalsted og Rantzau.
Sofiedal blev i 1700 tallet grundlagt af 20 kolonister.
Bylderup Sogn – pantsat
Bylderup hed dengang i 1200 tallet Biulethorp. Hertug Valdemar og han søn pantsatte 1353 vort sogn Bylderup til marsken Erik Holk. Sognet havde forskellige ejere, og i 1497 overdrog Henrik Rantzau besiddelserne til Hertug Frederik.
Hajstrupgård
Her lå den tidligere fri-gård og kanceli-gods Hajstrupgård. I 1420 blev den ejet af Peter Petersen, men han blev myrdet. Han sønnesøn var den berømte Nis Henriksen. Efter sin dåd fik han også tilkendt Vrågård i Burkal Sogn.
Karlsvrå
Den tidligere adelsgård Karlsvrå lå her også. I 1238 og 1245 nævnes Hr. Largo. I slutningen af 1400 tallet ejes gården af Eler Rantzau. Den fortsætter i familien indtil omkring år 1500 bliver solgt til Hertug Frederik for 4.000 rigsdaler.
Oldtidsfund i Terkelsbøl
Ja og i Terkelsbøl er en heks. Hun kan se i fortid, nutid og fremtid. Evnerne har heksen, Ida Christensen arvet efter hendes far.
I Terkelsbøl er fundet en egekiste fra ældre bronzealder. Et par ældre stenalder – bopladser kendes fra Terkelsbøl Mose. Andre stenalderbopladser er fundet ved Sønderåen ved Gårdeby.
Jyndevad og Grøngård
Vi har også bebyggelsen Bov ikke at forveksle med bebyggelsen ved Padborg. Allerede i 1365 ser vi et stedet kaldet Bughe. Her har vi også det gamle sted, Rens, som i 1340 hed Rindseet og i 1495 Reensze. Og Store Jyndevad kendt i 1230 som Jotenwath.
Her i nærheden ligger også Grøngård, som vi tidligere har berettet om. Det var Hertug Hans den Ældres jagtslot. Det var også en stor gård, med en kæmpe ladegård. Hoveriet ophørte i 1597/58 mod at der skulle betales de såkaldte Grøngård – penge.
Vrågård
Vrågård var tidligere adelsgård og fri-gård. I 1490 blev den ejet af Erik Sture. Datteren Lene blev gift med Tiellof von der Wisch. Det var den gård som Niels Henriksen fik for sin heltedåd.
Vestergård blev omkring år 1500 solgt af Eler Rantzau til Hertug Frederik.
Adelige handler
Hans Blomme kunne i 1592 på kongens vegne overdrage Hertug Johan Adolf 4 gårde , 3 mindre ejendomme og en eng i Burkal, som kongen havde købt af Jørgen Moth. Løgum Kloster
havde tidligere haft en del besiddelser i sognet. Således kunne præsten Tyge Rubing i 1340 erklære, at han på klosterets vegne havde fået Jyndevad Mark på forlening på livstid. Dette bekræftede Erik Krummerdige i 1405.
I 1237 havde Ketelius bevidnet, at han havde skødet al sin jord på Lydersholm Mark til munkene. Han havde i stedet fået tilkendt anden jord med tre fiskesteder. Interessant er også, at Otto Snafs i 1437 skødede til Hertug Adolf: Sin By Nolde med dens tilliggende. I 1495 skødede væbner Urne Jepsen af slægten Algudsen blandt andet tre gårde i Rens
til Anders Ebbesen Ulfeld. Køberen havde i forvejen halvdelen af godset, som han havde fået med sin frue Helvig Hartvigsdatter Smalsted.
Jo forskere i adelshistorie kan få meget ud af at forske i historien herude i det tyndtbefolkede område. Og vi er sikkert ikke færdig med historien. Således blev der i 1863 fundet et kg sølvsager og 146 mønter på en mark ved Jyndevad. De fleste mønter var arabiske. En jættestue er fundet ved Bov. Ved Rens kendes en grav fra vikingetiden med sværd, skjold, lerkar m.m.
De mange østers
Advokat Bekker var blevet idømt tre måneders fængsel, fordi han havde nægtet at lade indmure en mindeplade i kirken i Bjolderup for tre faldne fra den fransk – tyske krig i 1870. Men fængselsopholdet havde efter sigende ikke været så hårdt. Således blev der konkurreret om, hvem der kunne spise flest østers i Glückstadts gamle fængsel. Lille advokat Bekker spiste 31, mens Gustav Johannsen kun opnåede 29.
Regensburg i Bjerndrup
Det var også i Bjolderup Præstegård, at Theodor August Regensburg modtog undervisning. Han blev dansk – slesvigsk departementschef og stiftsamtmand. Det var ham, der stod for det såkaldte Sprogreskript.
En flintesmed ved Bjerndrup Mølleå
Utroligt er det at tænke sig, at få 10.000 år siden sad der en sønderjysk flintesmed ved Bjerndrup Mølleå. Nu har arkæologer fundet en boplads her. Udover fund fra stenalderen, er der fundet ting fra jernalderen på stedet. Man har blandt andet fundet en nedgravet urne med brændte knogler og tre små jernknive.
Kongen lå stille
Den 31. august 1620 var Christian den Fjerde på besøg i Bolderslev. Der står skrevet, at han var nødt til at ligge ganske stille formedels svagheds skyld. Det står ikke om dette skyldtes fedme, druk eller seksuel overanstrengelse. Alle tre muligheder var sandsynlige. Han var således far til 26 børn fordelt på flere leverandører.
Mord og drama ved tinget
Vi fik hvis ikke med i førsteafdeling af vore strejftog omkring Tinglev, at der i forbindelse med Urnehoved er knytte et sagn. Ifølge Knystlinga Saga så udåndede Svend Estridsøn i 1074 på kongsgården Suddathorp i Søderup, der ligger et par kilometer nordligere.
På Urnehoved Tinge lod iflg. Saxo Harald Kesja, der var halv-broder til Erik Emune sig hylde til konge i 1134. Tre år senere myrdede herremanden Sorte Plov den 18. september 1137 Erik Emune under et tingmøde. Forinden havde Erik Emune nået at dræbe Harald Kesja og hans familie.
Kigger man efter i Danske Atlas, så benævnes Uge som Uk. Mon byen er opkaldt efter den adelige familie von Ucken som har ejet Skovbølgård i Felsted Sogn?
Omvej til Ravsted
I første afdeling nåede vi ikke så meget om Ravsted. Det irriterede mig altid at bussen fra Aabenraa til Tønder altid skulle køre en omvej over Ravsted Og omvendt den anden vej. Da var næsten aldrig passagerer med. Så det tog altid længere tid hjem, når jeg skulle besøge mine forældre. Men det kan Historien jo egentlig ikke gøre for.
Men hvad er Ravsted? Kigger man i brandvedtægterne så gælder området, Ravsted, Havsted, Hynding, Hyndingholm, Hessel, Fogderup, Stormsgaard, Korup, St. Knivsig og Korupmark.
Mindst 16 gravhøje er blevet fjernet omkring Ravsted. Men to ret store gravhøje kan ses ved Korup.
Slukke – forening
Betryggende er at vide, at den store slukningshjælp bliver varetaget af Ravsted Frivillige Brandværn. Man får hjælp af Øster Højst. I tilfælde af endnu større brand var det hjælp af værnene i Tinglev og Løgumkloster. Og brandværnet i Ravsted opstod allerede i 1898, som Löschverband Rapstedt. Men se det er en hel anden historie.
En borg ved Ravsted
Ravsted har heddet Rapsted, Raperhet, Rapset og Rapstede. Ifølge et sagn skulle der have ligget en borg ved Høgsholt. Satrupholm har tilhørt adelsfamilien Sturre. Datteren til Thomas Sturre, Kathrine var gift med den kendte Hans Blome.
Løgum Kloster havde store besiddelser
Indtil i hvert fald 1527 havde Løgum Kloster temmelig store besiddelser i Ravsted og Omegn. Ditlev van der Wisch besad også en del ejendomme i området. Det samme gjaldt for en anden
adelsmand, Otte Emmiksen. Og fire ejendomme til hørte Gregorius Ahlefeldt.
De missionske i Fogderup
Befolkningen i Fogderup var meget missionske. Ligesom i Tinglev var her et missionshus.
Hjemmetyskhedens forpost
Man kan også sige, at befolkningen omkring 1848 havde valgt forbindelsen med syden. Det var en af hjemmetyskhedens forposter. Dette kunne skyldes den ansete deputerede i Stænderforsamlingen, Thies Hansen, som var sognefoged i Ravsted.
Efter sejren ved Bov forlod han skyndsomt Ravsted. Men snart vente han atter tilbage.
En deserteret slagtersøn vente en nytårsaften hjem for at fejre nytår med sine forældre i Ravsted. Og dette fik sognefogeden til at organisere en bevæbnet hær i byen for at jagte den stakkels unge. Jo der skete skam noget i Ravsted.
En travl præst
Pastor Tiedje fik travlt, da mobiliserings – ordrene dukkede op. Enhver af de unge mænd fik et ord med på vejen, og man arrangerede andagter i forbindelse med første verdenskrig. Pastoren havde også oprettet et nødherberge for nødlidende østprøjsere. Der indkom en masse Liebesgaben fra hele Nordslesvig. Disse blev afhentet på jernbanestationen i Bylderup Bov.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14. – 11. 2021.