Soldater fra Søgård og Haderslev kæmpede en ulige kamp mod overmagten. Vi kigger på, hvad der foregik ved Lundtoftebjerg, Bjergskov, Aabenraa, Bredevad, Ravsted og Haderslev. Mange måtte lave livet. I Bredevad var det hjemmetyskere, der bevogtede de danske soldater.

 

Døde efter kapitulation

I Sønderjylland var der kun stationeret 1.600 mand, men kun 650 af disse havde gennemgået mere end seks måneders uddannelse. Mange døde faktisk efter at Danmark havde kapituleret. Den danske regering kapitulerede allerede kl. 6 efter at tyskerne havde truet med at bombe København.

Tyskerne havde kappet telegraf –  og telefonforbindelsen, så det varede længe inden man i Sønderjylland  fik besked om overgivelsen.

 

Ris og roser

Mange officerer roste de danske soldaters indsats. Men den tyske general, der var ansvarlig for besættelsen, Leonhard von Kaupisch havde ikke mange rosende ord til overs for det danske militær. Han mente, at danskernes menneske-materiale var godt. Men styrkerne var talmæssigt ubetydelige og man manglede fuldstændig en beslutsom ledelse:

• Den danske soldat var ikke situationen voksen et eneste sted. Der manglede på  dansk side ethvert føringsmæssigt grundlag for at etablere nogen modstand

 

Alarm

Ordren den 8. april lød på at pakke alle sager sammen, så man kunne forlade lejren så hurtig som mulig. Der blev udleveret 40 stk. skarpe patroner, konserves samt tørkost for to dage.

Kl. 14 var alt klar. Kanoner og rekylgeværernes magasiner var opladet. Motorcyklerne og bilerne var klar til afmarch. Det undrede nogle af soldaterne i Søgaard, at man ikke måtte foretage brosprængninger.

Kl. 17 havde chefen for Grænsegendarmeriet Oberst Paludan – Møller fået ordre til at trække gendarmerne nord på, bag de danske militære linjer.

Kl. 22.30 fik man lov til at lægge sig på sengen, men ikke at tage tøjet af.

Det var sådan, at en deling ad gangen skulle overtage vagten og patruljeringen.

 

Efterretninger

i Søgaard – lejren havde man allerede i begyndelsen af april hørt efterretninger om natlige lastninger af krigsmateriel på havnen i Kiel. Men det var først den 8. april man hørte om en 60 kilometer lang militær motorvognskolonne fra Rendsborg til Flensborg.  Man måtte ikke foretage bortsprængninger af broer eller ligge pigtråd ud.

 

De første
døde

Krigshandlingerne startede allerede ved 4 – tiden, da de tre grænsegendarmer blev skudt i Padborg. Kort tid efter blev hele grænseområdet oplyst af lyskugler fra tyske signalpistoler.

 

Lundtoftebjerg

Kl. 4.10 blev Afværgekompagniet samt de øvrige kompagnier i Søgaard alarmeret. Dette gjaldt også for 1. deling, der bestod af 15 mand.

Kl. 4.20 forlod den sidste motorcykel lejren. Delingens alarm – stilling lå mellem Søgaard og den danske grænse.

Kl. 4.30 nåede man stillingen ved gården Lundtoftebjerg. Kanonerne blev sat i stilling, samt delingens rekyl – gevær. En vejspærring forsøgtes etableret, men man blev afbrudt i dette arbejde. Klokken 4.50 sås en tysk motorkolonne 700 meter fra delingens stilling.

 

Ild mod tyskerne

Et varselsskud blev skudt mod den tyske kolonne. Herfra åbnede man ild mad maskingevær. Senere blev der skudt med maskinkanoner.

Danskerne ramte den forreste panservogn. Denne kunne ikke køre videre, og der kom ikke flere skud fra den. Den anden panservogn blev skudt i brand. Tre af tyskernes motorcykler blev
ligeledes ramt af granater. To tyske maskingeværskytter blev ramt på vejen, da de ville sætte deres geværer i stilling.

Et 20 mm projektil gik ind i en sidevogn. Maskingeværet faldt af og den tyske soldat faldt forover i sidevognen.  Menig Hansen ved den ene kanon blev ramt af et tysk geværprojektil i venstre arm. Han kravlede tilbage til kasernen.

 

Tilbagetrækning

En kraftig ild var i gang fra tyskernes side. De tyske granater satte også ild i hønsehuset ved gården Lundtoftebjerg.  De tyske tropper udlagde røgslør og gik frem vest for vejen.

En del af de den danske deling  blev kommanderet til den sydlige del af Aabenraa. Resten af delingen skulle holde standen i yderligere fem minutter. Men pludselig holdt der to store tanks øst for hovedvejen og flere store tanks vest for vejen. På selve hovedvejen stod fodfolk på begge sider. Dette betød omgående tilbagetrækning. Dette skete under hård beskydning.

Delingen holdt stillingen i 15 minutter. Et cyklist – kompagni skulle være kommet delingen til hjælp, men de kom aldrig.  Rekylgevær – gruppen glemte under tilbagetrækningen noget materiel, men vendte trods beskydning tilbage efter det.

 

Bjergskov

Gruppen trak sig sammen med de sårede tilbage. Ved Bjergskov blev man flere gange beskudt fra luften. Man søgte dækning i grøfterne. De sårede blev i Bjergskov anbragt i en privat vogn og kørt til Aabenraa Sygehus. Ved Bjergskov lå i forvejen 4. bataljon i stilling. Her var også lavet en vejspærring. En lastbil var væltet og en del tipvogne var hentet fra den nærliggende
skærvefabrik.

 

Ved viadukten

Cyklist kompagniet var standset ved viadukten over jernbanen Lundtoft – Kliplev. Første gruppe gik i stilling på Viadukten. To grupper gik i stilling til venstre for vejen. Mellemrummet var ca. 100 meter. De to grupper blev beordret tilbage til nogle bakker 800 meter bagude.

Første gruppe bliver liggende. Den bliver dog kraftig beskudt og trækker sig ned langs dæmningen og besvarer ilden derfra. Delingen var nu fuldstændig isoleret. Cyklerne stod langs vejen fremme ved Viadukten.  En person blev ramt af et skud i brystet og blev fundet af civile personer.

Af Cyklist – Kompagniets folk blev en korporal og fire menige taget til fange, men senere løsladt, da fjendtlighederne blev indstillet.

 

Aabenraas sydlige del

Ved ankomsten til Aabenraa blev begge kanoner sat i stilling i vejstjernen i byens syd-kant. Cirka 15 minutter senere blev ilden åbnet mod de tyske styrker. Ilden blev kraftig besvaret.Under turen til Aabenraa var man flere gange blevet beskudt af tre fly.

 

En mælkedreng skudt

En mælkedreng, der sammen med en del civile stod i nærheden af den ene kanon blev ramt af et tysk projektil, og styrtede til jorden. Han blev desværre dræbt. I forvejen var civilbefolkningen blevet advaret. Det var umuligt at skyde igennem de tyske tanks, så det var ingen anden udvej end at gå tilbage til Haderslev. Det var tydeligt, at delingen manglede støtte fra artilleriet. Men en tempo – og en panservogn fik man dog ødelagt ved Aabenraa.

Nu står det flere steder og det er også gengivet i filmen om 9. april at vedkommende syd for Aabenraa var mælkedreng. men det var han nu ikke. Vi har skrevet to artikler om episoden (Sorgen ramte Aabenraa 1-2).

 

Til vejle

I Haderslev havde delingen passeret 3. bataljons vejspærringer. I den nordlige udkant af byen blev begge kanoner anbragt. Kort efter sås tyske tanks på vejen ud for Kasserne –  pladsen. Men mellem de tyske tanks og delingen befandt der sig en del civile biler og mange civile. Derfor lød ordren på tilbagetrækning i retning mod Vejle. I Haderslev var der lavet en vejspærring af blokvogne. Kolding blev passeret og klokken 9.30 ankom delingen til Vejle. Nu lød ordren, at man skulle holde inde og forholde sig rolig.   Delingen blev i Vejle  et par dage, inden man fik lov til at køre tilbage til Søgård.

 

Cykelkompagni til Bredevad

Et cykelkompagni blev sendt til Bredevad. Foruden var der 4. kompagni og et motorcyklist – kompagni, samt en halvdeling En del af cyklist – kompagniet skulle blive på kroen som reserve. Man holdt til i haven, men det blev opdaget fra luften, hvorfra der blev skudt.

På vej til Bredevad var Kompagniet flere gange tvunget til at søge flyverskjul. Ved Bredevad går 2. kanongruppe og 1. trefodsgruppe i stilling. Ved Korskro  blev det 1. kanongruppe og 2. trefodsgruppe.

 

Tre panservogne beskadiget

Ved halvsyvtiden nærmede to fjendtlige panservogne sig vejgaflen vest for Bredevad. Fjenden gør holdt, og tyske soldater løber ud på marken. Da fjenden begynder at køre frem, giver danskerne et varselsskud. Ilden besvares. Den første panservogn kører ud til højre, antagelig ramt.  Nu kører tre panservogne frem. Den første kampvogn kører forbi og rammer et træ ud for kroen. Den næste panservogn rammes og ender i grøften. En mand springer af og løber tilbage.

Panservogn tre beskydes af kanongruppen. Gruppens mandskab bliver såret og dermed gjort ukampdygtig.

 

Skytten dræbt

Trefodsgruppen beskyder fjenden, som tidligere omtalt er gået i stilling og har åbnet ilden. Skytten bliver dræbt og den såkaldte 1. forsyner bliver såret. To maskingeværer havde sendt en kugle gennem hovedet på skytten, og givet hjælperen et skud i brystet og maven. Denne døde to timer efter. Han lå senere på divanen inde i krostuen. En anden havde fået et skud gennem gasmaskebeholderen. Skydningen ophører nu på begge sider.

 

Delingen afvæbnet

Da kaptajnen klokken syv får øje på en fjendtlig kolonne, der kommer fra syd, og panservogne der kommer fra nord, gives ordre til, at der ikke må skydes. Delingen bliver nu afvæbnet, og de sårede bliver bragt ind på kroen, hvor de underøges af en civil læge.

 

Fortrop ikke i kamp

Men allerede to kilometer længere fremme mod Tønder i en lille skov, lå en forpost. Bagved begyndte en voldsom skydning. Her vidste man intet om kampen ved Bredevad. Denne gruppe kom ikke i kamp. Efter to timer, tog et hvidt lommetørklæde på et gevær og tog mod Bredevad.  Her kunne man se tre panservogne ligge i grøften, mere eller mindre ødelagte.

Den lille styrke blev ført hen til kroen, hvor geværerne blev smidt i en bunke og ammunition i en anden bunke.

 

Farlig situation i Ravsted

Ved Ravsted gik der også en gruppe i stilling ved byens udkant. Befolkningen havde dog ikke forståelsen for, hvor alvorlig situationen var. Pludselig fik man ordre på at køre mod Bredevad.
Men da man havde kørte halvvejen fik soldaterne ordre på at vende om. Ved Korsvejen nord for Ravsted  mødte gruppen en tysk personvogn med officerer.

Motorcyklen blev kørt op i vejsiden for at gøre klar til skud. Men i det samme blev man fra ryggen angrebet af tre panservogne. I den situation undlod man fra dansk side at skyde. De tre panserkøretøjer havde frit skud mod en transportvogn med 15 danske soldater.

Fra tysk side skød man ikke, men fortsatte. Den danske deling ville nu køre videre mod Hellevad. Derfor søgte man ind på en bivej.

 

Ingen cigaretter fra de lokale

De danske soldater blev ført bag en indhegning og behandlet som krigsfangere. Mod betaling kunne der købes kaffe og cigaretter. De lokale beboere ville ikke give de danske krigsfangere nogen cigaretter, men et par tyske soldater smed at par pakker cigaretter ind over hegnet. Først klokken 17 fik de lov til at vandre mod Søgaard.  Gruppen havde mistet to mand og en var
blevet hårdt såret.

 

Frokost og kaffe i Ravsted

Soldaterne fra Ravsted blev inviteret ind på to gårde og budt på frokost. Om eftermiddagen blev man budt på kaffe på kroen. Under opholdet havde de danske soldater to fangere med. Disse førte kaptajn Batholdy videre til de tyske militærmyndigheder.

 

Tyskerne havde regnet med flere soldater

Tyskerne havde regnet med, at der var stationeret ca. 5.000 mand i Søgaard , 800 i Sønderborg og 1.500 i Tønder. I Søgård var der kun de cirka 100, som der egentlig befandt sig der.

Ved Bredevad  havde man regnet med en styrke på 500 mand. Der var vel ca. 50 i det hele.

 

Alarm i Haderslev

Allerede den 8. april vidste man på  Haderslev kaserne, at der syd for grænsen var optræk til noget alvorligt. Kl. 4.20 den 9. april stillede man an i kasernegården. Det var et rekylgevær – kompagni, et skyts – kompagni og et kanon – kompagni.

Rekyl – gevær – kompagniet  nåede først Sønderbro lige før træfningens slutning. 30 mand måtte afgives til poster på selve kasernen. Egentlig skulle man have været til Søndre Hostrup,
hvor 4. bataljon selv måtte klare ærterne.

 

Sønderbro

Tre rekyl – geværer blev sat i stilling ved og om Sønderbro. Et trefods – gevær blev sendt et par hundrede meter ud ad vejen. Til krydset ved Aarøsundvej blev der sendt en korporal og tre mand. De skulle med røde lyskugler tilkendegive fjendens ankomst.

 

Hertug hans Bro

Maskingeværs – folk mødte også  op. Det tog sig af vejspærringer. To trefods – grupper blev placeret ved Hertug Hans Bro. Grupperne blev sat i stilling i en gammel bindingsværksbygning – en kornsilo, således, at man kunne skyde langs Hertug Hans Bro. Den anden gruppe kunne skyde på  langs af den lidt mere vestlig liggende Tipvognsbro.  Fra et nærliggende tømmerlager blev der midt på Hertug Hans Bro bygget en besværlig vejspærring. To maskinkanoner blev sat i stilling ved vejspærringen.

Syd for broen blev der ligeledes etableret en vejspærring. Der var ikke alle civile, der var tilfredse med disse spærringer. De havde ikke indset, at der var krig.  Efterhånden var der til forsvar for Hertug Hans Bro yderligere opstillet et maskingevær til rygsikring. Desuden var der i en have opstillet to mortergrupper og et maskingevær. Det var cirka 150 meter nordøst for broen.

Tredje Bataljon fik ordre til at rykke til indsnævringen mellem Haderslev Fjord  og Dam. Man lavede en stilling i en møllebygning.

 

Civilist ramt

En civilperson prøvede at krydse vejen. Det lykkedes ikke. Begge ben blev gennemskudt. Han blev dog bjerget i dækning. En salve fra en panservogn landede lige over hovederne på mandskabet. En legetøjsforretning lige overfor blev ramt af 6 – 7 projektiler.

 

Kampvogn kørte over kanon

En kampvogn kørte både over skytte og kanon. De to faldne fik en hård medfart af tankvognen. I et kvarter kæmpede styrkerne i Haderslev, og ikke alle kæmpende havde fået at vide, at man skulle indstille kampene.

 

Hold inde

Fra restauranten overfor blev der kaldt på obersten. Der blev meddelt, at man havde ringet fra Krigsministeriet at modstanden skulle ophøre. Der blev kommanderet Hold inde. Men fra tysk side fortsatte beskydningen.  Et håndklæde blev hængt på en bajonet fra et vindue i Møllen og skydningen ophørte nu også fra tysk side.

Fra maskinhuset så man en mand ligge udenfor. En korporal gik ud til ham, og kunne konstatere, at han var død. I det samme blev korporalen såret i armen.

 

Danske soldater – sydfra

Klokken 7.30 passerede 3 lastvogne fra Sønder Hostrup. Det var værkstedvogne m.m. fra 4. bataljon. Lidt senere kom 3 omnibiler fulde af soldater fra 4. bataljon. De havde kæmpet ved Sønder Hostrup og så meget alvorlige ud.

 

Skydning indstilles

Ved Hertug Hans Bro hørtes der skydning 7.35 – 7.40, der efter en lille pause, og så atter et længere skyderi. Derefter var der et længere ophold. Derefter kom der en for soldaterne en mærkelig ordre, at skydningen skulle indstilles.

Fjenden dukkede aldrig op ved Hertug Hans Bro. Pludselig dukkede en politibil op. Der blev råbt, at der ikke måtte skyder og at der var almindelig mobilisering.

De tyske kampvogne kørte op gennem Nørregade, hvor de blev beskudt af danske soldater. To kampvogne blev påført skader og motorcyklist blev dræbt. Klokken var da 8.15. det var over to timer efter, at danskerne havde kapituleret.

 

Over hustage og plankeværk

Den post, der skulle melde tilbage, at fjenden var på vej, nåede først tilbage efter, at fjendtlighederne var ophørt. De måtte passere over hustage, over plankeværker og gennem haver. En mand var taget til fange.

 

Flugt over Haderslev dam

En trefodsgruppe blev afskåret. For at undgå fangenskab søgte de mod vest langs den sydlige del af Haderslev Dam. De mødte en fisker, der i to omgange satte dem over til Bispegården. To mænd nåede dog ikke med over. De gravede deres udrustning ned, og meldte sig sent på dagen på kasernen.

Fire menige, der fulgte Regimentets Train mod nord, flygtede, da fjenden erobrede Trainet i Christiansfeld. De fik civilt tøj på og meldte sig senere på kasernen.  En menig, der stod på sin post ved kasernens udgang ved KFUM fik et skud tværs igennem sin hjelm og flere skud gennem tornysteret. Han slap dog uskadt.

 

Korporal under beskydning

En korporal stod bag en pille ved den sydlige indgang til kasernen og beskød en kampvogn med panserpatron (karabin). Kampvognen standsede og en anden kørte op på siden af den. Begge beskød kasernen. Korporalen beskød begge vogne. En tysk motorcyklist forsøgte at køre frem mod korporalen som derpå skød og ramte ham.

Da begge kampvogne rettede ilden fra fire maskingeværer mod korporalen anså han tidspunktet inde for at trække sig.

 

Ubevæbnede i fare

Tyskerne troede, at kasernen var indrettet til forsvar. Man havde indstillet kampvognene, så de kunne beskyde den. Der var kun sekunder fra, at man havde beskudt ubevæbnede ordonnanser, kuske, chauffører m.m.

 

Fire soldater måtte lade livet

Kompagniet havde besat Luftspejderposten  på kasernen. En af de menige blev ramt af et projektil fra en fjendtlig kampvogn og døde i løbet af få minutter.  Fire danske soldater måtte betale deres indsats med døden og et større antal blev såret ved kampene ved Haderslev.

 

Flag på  halv

Da de faldne fra den sydlige del, blev ført gennem byen om eftermiddagen, var byen pludselig en skov af Dannebrog på halv stang.

• De danske tab var 16 dræbte og 23 sårede.
• Man havde ødelagt 12 panservogne, beskadiget 3 kampvogne og et ukendt antal motorcykler var ødelagt.

Kilde:

• www.dengang.dk-diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 12. – 11. 2021

 

Over 4.000 anholdelser efter Besættelsen. Travlest var det i Tønder. De internerede i Fårhuslejren skulle selv betale for deres ophold.  Modstandsbevægelsen stillede meget hårde krav, bl.a. udvisning. I starten blev der givet 4 års fængsel for at melde sig til Waffen SS. Domsafsigelserne og retsopgøret var præget af kaos og forvirring. Modstandsbevægelsen ville arrestere amtmand. De mente, at han var for moderat over for Mindretallet.

 

Op af lænestolen

Er det én ting, der har fået folk op af lænestolen, ja så er det vores skriverier om det dansk/tyske forhold i grænselandet, om besættelsestiden og om Frøslevlejren og Fårhuslejren. Den gamle redaktør er blevet overstrømmet af mails, med læsernes kommentarer. Den gamle redaktør er både blevet beskyldt for den ene og det andet. Også den nylig opståede grænsedebat,
har fået folk til at reagere.  Ja også vores bidrag om historien om “Genforeningen” har fået folk til at reagere.

 

De snagede for meget

Nu er det ikke denne sides hensigt, at beskrive historien ud fra en bestemt holdning. Vi forsøger at viderebringe fakta. Og den gamle redaktørs forældre tilhørte også det tyske mindretal
på en mere passiv måde, indtil de brød med dem. De mente, at mindretallet snagede for meget i deres personlige forhold.

 

Fik alle en retfærdig straf?

Min far fortalte, at retsopgøret ikke var retfærdig. Mange blev indsat i Fårhuslejren, bare fordi de var medlem af Det Tyske Mindretal. Mange, der tjente penge på tyskerne, blev overhovedet ikke straffet, sagde min far. Han nævnte adskillige personer fra Tønder og Omegn, der slap. Modsat nævnte han også mange, der uskyldig sad mange år i Fårhuslejren

Et par læsere af denne side, påstår at alle, der var indsat i lejren fik deres retfærdige straf.

 

Hvad skete, der egentlig?

Men disse ting har vi videregivet i artiklen om Det Tyske Mindretal. Men hvad skete der i grunden efter besættelsen? Hvordan var det lige med retsopgøret efter krigen?

 

Berufsverbot?

Man kan så spørge sig selv om den litteratur, der er til rådighed beskriver den fulde sandhed. Således er det ikke meget at hente, når man vil finde eksempler på Berufsverbot for dem, der havde været interneret  i Fårhuslejren.

 

Fejl- information på  Frihedsmuseet

For mange år siden besøgte min kone og mig Frihedsmuseet

Stor var min forbavselse, da en ung mand viste nogle engelske turister rundt på museet og sagde:

• Der var ingen modstand i Sønderjylland. Det var farligt for en eventuel modstandsbevægelse, da alle fra Det Tyske Mindretal ville angive dem.

 

Handling havde konsekvenser

Mange inden for det tyske mindretal opførte sig som om, at den danske lovgivning ikke gjaldt dem. De tiltvang sig derved nogle specielle rettigheder. Det tyske mindretal var under nazistisk
ledelse. Deres handling måtte have konsekvenser. Man kunne fra dansk side ikke tolerere, at nogen havde handlet i strid mod den danske stat, og skabt sig fordele i både økonomisk og anden henseende.

 

Organisationen overtaget af nazister

I stigende grad havde det nordslesvigske parti NSDAP – N siden slutningen af 1930erne overtaget mindretallets organisations-apparat. Dette havde skærpet modsætningen mellem de dansk og tysksindede i grænselandet.
Den sønderjyske forening Dansk Samfund  med sine 80.000 medlemmer havde deres helt eget syn på opgøret med
Det Tyske Mindretal.

 

Fotos anvendt mod Mindretallet

I retsopgøret gjorde Politikommandøren i Sønderjylland, Ernst Brix brug af talrige fotos. Det var for at bevidne, at Mindretallets aktioner ikke var så uskyldige, som de ville gøre det til.

 

Tysk officer: De skulle skamme Dem

En af de første, der ydede tyskerne bistand, var en mand, der den 9. april 1940 om morgenen havde stillet sig op i det såkaldte Tønderkryds i Aabenraa for at vise de fremrykkende tyske tropper vej. Uheldigvis for manden, havde en fotograf foreviget begivenheden. En officer var standset og spurgt om
hans nationalitet. Ich bin Däne, havde han svaret. Hvortil officeren på dansk havde repliceret: Så skulle de skamme Dem.

En person fra Haderslev  blev straffet, fordi han havde passet på tyskernes våben. Og en leder af fire hjemmetyskere, der havde bevogtet  nogle tilfangetagende danske soldater, blev også straffet.

 

Mange korps

Ønsket om en grænseflytning blev især i besættelsestidens første år rejst af Mindretallet. Man følte at fredsslutningen i Versailles var et diktat og helt uretfærdig. Mange af mindretallets unge havde deltaget som frivillige på tysk side. Det vil sige, at man i de tyske skoler i Sønderjylland mere end opfordrede de unge til melde sig.

Flere af både de unge og de ældre blev optaget i de særlige hjemmetyske korps, der virkede i Sønderjylland. Det var de tidsfrivillige – Zeitfreiwillige og i sabotageværnet – Selbstchutz.

 

Økonomisk fordel

I økonomisk henseende havde mange fra Mindretallet opnået gunstige betingelser som leverandører til  Værnemagten. Man havde også modtaget tilskud til skolebygninger.

 

Hvervekampagne

Fra krigens start blev der i Mindretallet hvervet medlemmer til krigstjeneste. Ledelsen af Det Tyske Mindretal var gået aktivt ind i hvervekampagnen.

 

Zeitfreiwilligen

Oprettelsen af det såkaldte Zeitfreivilligendienst  i 1943 er omgivet af tvivl og mystik. Måske har oprettelsen noget at gøre med, at de unge tog til fronten, og derved svækkedes Mindretallet.
Om initiativet kom fra Mindretallet eller Værnemagten hersker der også tvivl. Måske var det for at svække de unges tilgang til krigstjeneste.  Ja sådan var Jens Møllers holdning. Die Zeitfreiwilligen gjorde frivillig deltids – militærtjeneste  i Nordslesvig.

Tjenesten betød deltagelse i militærøvelse en gang om ugen. Medlemmerne bar uniform og blev uddannet i våbenbrug af lokale tyske kommandanter. Formålet var, at korpset i tilfælde
af en invasion skulle fungere som en slags vagtmandskab til at bevogte forskellige objekter.  Den danske befolkning så på  dette korps med meget strenge øjne. Og det viste sig at mange ældre medlemmer af Mindretallet meldte sig til dette korps. Man nåede op på et medlemstal på 1.700.

Mindretallet påstod at korpset var oprettet med den danske regerings tilladelse.

 

Et dårligt ry

Med til at give et meget dårlig indtryk af dette korps var, at Værnemagten i undtagelsestilstanden i dagene efter 29. august 1943 indkaldte Zeitfreiwillingen til at deltage i aktioner mod danske. Dertil skal siges at Mindretallet faktisk protesterede mod denne beslutning. Man hævdede, at dette ikke havde været forudsætningen for korpsets oprettelse. Men dette fik de danske sønderjyder aldrig at vide. Det negative indtryk havde sat sig fast.

 

Selbstschutz

Selbstschutz  var blevet oprettet i februar 1944. Man skulle beskytte virksomheder, der arbejde de for den tyske værnemagt, mod sabotage. Fra dansk side blev der protesteret mod dette. Til et brev til Best hed det sig, at man måtte tage afstand fra:

• at der indenfor en politisk bestemt fraktion af den danske befolkning skabes en magtfaktor på den måde, der ikke er forudset i lovgivningen.

 

Schleswigsche kammeratenschaft

Medlemmerne blev rekrutteret især fra SK – Schleswigsche Kameradschaft. Det var en organisation, der indenfor NDSAP-N modsvarede de danske nazisters SA. De patruljerede 3 – 5 mand ad gangen, var bevæbnet og iført SK – uniform.  Medlemmerne skulle også være Zeitfreiwillige. De gjorde tjeneste et par timer om ugen.

Patruljerne kunne foretage anholdelser af mistænkelige personer. Men nogle gange gik de over stregen. Det skete for eksempel da skolen i Kruså blev truet med sprængning. Man tvang da danske gidsler til at overnatte på skolen.

Zeitfreiwillige – korpset blev opløst i besættelsens sidste måneder. Selbstschutzkorpset blev bevaret men trådte dog ikke i funktion efter den 5. maj 1945. Ved kapitulationen havde det 500 medlemmer.

 

Modstandsbevægelsen – Region 3

Modstandsbevægelsen i Region 3 havde været med til at skærpe konflikten mellem de dansk – og tysk sindede.

 

Modsætningsforhold i Sønderjylland

I de mere moderate kredse i Danske Samfund havde man begyndt at overveje, hvilke krav man skulle stille for at imødegå rabiate udrensningskrav over for Mindretallet.   Der måtte ske en nyordning, der indebar ændring af skolepolitikken og Mindretallets  forhold i øvrigt. Desuden skulle krigsgevinster inddrages.

I sin åbningstale i Rigsdagen den 9. maj 1945 sagde statsminister Vilhelm Buhl blandt andet:

• De ved krigens slutning totalt ændrede forhold bevirker, at såvel spørgsmålet om det tyske mindretals stilling i Danmark må  nøje overvejes.

I Sønderjylland var der opstået to modsætningsforhold  mellem to holdninger. På den ene side fandt man dem – som regel dem fra den ældre generation – der havde støttet den officielle danske forhandlingspolitik, på den anden side især yngre sønderjyder og tilrejsende ”nordfra”, der sluttede op om modstandsbevægelsen og gik ind for brud med regeringspolitikken . Blandt de førstnævnte fandt man også tilhængere af en lempelig kurs over for Mindretallet.

 

Modstandsfolk ville arrestere amtmand

To fremtrædende sønderjyske embedsmænd, amtmand Kresten Refslund Thomsen og greve Otto Didrik Schack  stod som repræsentant for forhandlingspolitikken. Men efter den 5. maj 1945 stod disse to embedsmænd isoleret.  Modstandsbevægelsen nægtede, at lade amtmanden være med til at modtage englænderne ved grænsen den 7. maj 1945. Da han alligevel viste sig ved grænsen blev han afvist af modstandsbevægelsen. Ja man talte sågar om at arrestere amtmanden. Modstandsbevægelsen havde efter befrielsen stor indflydelse.

 

Barske krav fra Modstandsbevægelsen

I vinteren 1944/45 oprettede man modstandsbevægelsens sønderjyske råd. Den bestod af en repræsentant for hver af de fire modstandsorganisationer. Lige efter befrielsen udsendte rådet følgende:

Vi kræver:

1. At alle særlige Rettigheder, der er tilstaaet de tyske Nordslesvigere i deres Egenskab af National Mindretal, straks ophæves.
2. At alle tyske Statsborgere, der har haft Opholdstilladelse i Danmark, og som af fri Vilje har handlet mod danske Interesser, straks udvises.
3. At alle af Det Tyske Mindretal, der i Besættelsestiden har baaret Tysk Uniform, har været Stikkere, Marinevægtere, Sabotagevagter, eller som ved tysk ”Ausweiss” eller paa anden Maade har skaffet sig en saadan Retsstilling, at de har kunnet unddrage sig dansk Retsforfølgelse, fratages deres Statsborgerskab og udvises af Danmark. For Krigsforbryderes Vedkommende skal Straf afsones før Udvisning. Som Forudsætning for Udvisning kræver vi, at den danske Stat ved Fredsforhandlingerne søger gennemført Krav om, at Tyskland forpligtes til at modtage de tysksindede Personer, der udvises af Danmark.
4. At alle tysksindede Embeds – og Tjenestemænd i Statens, Amternes og Kommunernes Tjeneste i Nordslesvig straks afskediges, medmindre de godtgør at have været absolut loyale over for danske Interesser, og at der for saa vidt i de Henhold til de fremførte Krav udvises, fratages dem Pensionsret.
5. At det tyske nazistiske Parti og alle dertil knyttede Foreninger og Organisationer opløses, og at Formue og Ejendom beslaglægges af den danske Stat. Der henvises i den Forbindelse ogsaa til de Midler, der er tilflydt Partiet gennem Procentsatser og Entrepriser i Besættelsestiden.
6. At tyske Forsamlingshuse, Skoler og lignende overtages af den danske Stat.
7. At den danske Stat overtager alle Ejendomme og Værdier tilhørende Kreditanstalt Vogelgesang. Höferverwaltungsgesellschaft
   og andre lignende tyske kreditfinansieringsvirksomheder  
8. At det umuliggøres udenlandske statsborgere og Institutioner direkte eller indirekte at erhverve Jord eller anden fast Ejendom i de sønderjyske Landsdele.

Kravet til dette udkast og så det, de mere moderate gik ind for var betydelig. De ældre, havde selv oplevet at være et mindretal, men tog afstand fra disse krav. De havde en forståelse for Mindretallets svære kår. Man mente, at det var afgørende, at finde en løsning, der ville lette overgangen til en fremtid, hvor danske og tyske måtte leve side om side.

Modstykket var kravet om, at alle, der havde båret tysk uniform, skulle udvises.

 

Modstandsbevægelsen havde overtaget

Modstandsbevægelsen havde klart overtaget i den første tid efter besættelsen. Der var omfattende arrestationer overalt i Sønderjylland. En politiadvokat og to studenter var udsendt fra København som observatører. De kunne berette, at der kun i enkelte tilfælde havde været lidt råben. Man kunne endvidere berette, at man havde fulgt de af Frihedsrådets arrestationsudvalg fastsatte retningslinjer.

Man kunne endvidere berette, at man havde arresteret de ledende medlemmer af DNSAP samt de tyske nazistiske organisationer, Heimwehr, Selbstschutz, SK, Frikorps Danmark, SS
m.v.  Fra de moderates side havde man ønsket færre anholdelser, men det skete ikke. Gennem Tønders gader kørte lastbiler med bevæbnede vagter. Hver gang disse biler gjorde holdt spyttede de dansksindede på de anholdte.

 

Politikommandør mistede styringen

Politikommandør Brix, der var kommet ud af Frøslevlejren den 4. eller 5. maj havde ikke haft mulighed for at følge arbejdet de senere måneder. Men han havde straks forsøgt at overtage ledelsen. Han gav instrukser til de forskellige lokalledelser. Hans retningslinjer for anholdelse var overordentlig forsigtige. Egentlig ville han kun have anholdt de ledende inden for Mindretallet og DNSAP, samt alle der havde svoret ed til Hitler.

Selvfølgelig skulle Gestapos håndlangere også arresteres. Han gav ordre til, at marinevægtere og O.T. – folk ikke skulle anholdes. Men bortset fra Aabenraa, ja så havde man ikke fulgt ordren.

 

Direkte under Montgomery?

Det såkaldte feltgendarmeri eller feltpoliti kom med Den danske Brigade fra Sverige. De havde 8.000 navne, som de kaldte for den røde liste. Med den i hånden foretog de deres egen anholdelser. Især i Tønder overreagerede de. De fortalte, at de havde en særlig opgave og sorterede direkte under Montgomery.

 

Dyrlæge Møller’ s anholdelse

En af de første, der blev arresteret var Det Tyske Mindretals leder,  dyrlæge Jens Møller.  En politibetjent og to frihedskæmpere, deriblandt selve kompagnichefen nærmede sig forsigtig hans villa. Man var lidt i tvivl om, der her gemte sig tyske officerer. Da man ringede på, blev døren åbnet af fru Møller.

Politibetjenten spurgte om dyrlægen var hjemme, og om man kunne komme til at tale med ham. Fru Møller var synlig nervøs og begyndte at græde. I samme øjeblik åbnede dyrlægen døren
fra stuen til korridoren og spurgte, hvad man ønskede. Politibetjenten bad ham, om at følge med på politistationen, og på dyrlægens spørgsmål  om hvorfor han skulle arresteres,  blev det svaret, at det var en beskyttelsesforanstaltning. Og det er ganske givet rigtig. Man var bange for, at han ville blive likvideret.

Dyrlægen bad om lov til at tage sin frakke på, hvilket blev tilladt. Derimod afslog man hans bøn, om at tage tæpper og andre ting med. Hans hustru fik dog tilladelse til at bringe disse ting på politigården.   Dyrlægen blev ført ned til bilen og kørt til politigården. En tusindtallig menneskeskare havde taget opstilling langs gaderne og foran politigården.

 

Anholdelse i Bovrup

Til Bovrup var der sendt en lastbil med bevæbnede frihedskæmpere. Her var det ikke alene læge Frits Clausen  og lærer Wilh. Jürgensen (Asmus von der Heide), der skulle arresteres. Men her skulle nazisternes kontor ransages og lukkes.

I Frits Clausens villa blev man modtaget af fruen, der straks kaldte på Frits. Da han fik at vide, at han var anholdt, sagde han, at de sidste dages begivenheder havde ladet ham forvente dette. Han fulgte godvilligt med.   I den tyske skole var der anbragt flygtninge, som skreg op, da de så de bevæbnede frihedskæmpere. Men også  her fulgte Wilh. Jürgensen godvilligt med.

 

Internerede skulle selv betale

Efter at Brix havde anordnet, at Frøslevlejren havde fået navneforandring til Fårhuslejren opstod begrebet Fårhusmentalitet. Den opstod hos Mindretallet, der ikke mente, at der var skredet retfærdigt ind over dem.   Og ikke nok med det. Efter opholdet i Fårhuslejren skulle hver enkelt udrede udgifterne. Opholdet skulle betales efter en fast takst pr. dag. Masser af de penge måtte man tvangsinddrive. Der var dyb forbitrelse over den behandling hos Mindretallet.

 

Masser af anholdte

Antallet af anholdelser i Sønderjylland  havde allerede i de første dage efter besættelsen et betydeligt omfang. Hen på efteråret sad endnu 3.000 fængslet. Hovedparten var folk fra Mindretallet.

Man diskuterede om det i straffeudmålingen skulle tages hensyn til, at mange befandt sig i en loyalitetskonflikt mellem dansk og tysk.

 

Modstandsbevægelsen accepterede ikke lempelser

Et forslag til straffelovstillæg af 25. maj 1945, der blev forlagt Rigsdagen handlede § 10 om deltagelse i tysk krigstjeneste:

• For danske statsborgere, der tilhører Det Tyske Mindretal i Sønderjylland, kan straffen nedsættes.

Men sådan en særregel blev ikke godt modtaget. Den sønderjyske modstandsbevægelse mente ikke, at Mindretallet på nogen måde skulle begunstiges. I en betænkning af 28. maj kom
man frem til en meget uklar melding:

• Hvis særlige hensyn gør sig gældende, kan der findes straffenedsættelse sted, og under ganske særlige omstændigheder kan tiltale undlades.

 

Ville udvise Mindretallet

Et udvalg undersøgte også Modstandsbevægelsens krav om udvisning af alle, der var medlem af Det Tyske Mindretal.  I drøftelserne om fratagelse af statsborgerret, spillede en tysk førerbefaling – Führerentlass af 19. maj 1943 en afgørende rolle.

Ifølge denne befaling erhvervede udlændinge af tysk afstamning, der kæmpede i Værnemagten, Waffen SS  m.v. tysk statsborgerret. Det var denne forordning, der fik
Modstandsbevægelsen til at kræve udvisning.

Men det som modstandsbevægelsen glemte at fortælle, var at Mindretallets ledelse havde modsat sig denne førerbefaling, der ville have berøvet Mindretallet en række af dens unge medlemmer. Med få undtagelser lykkedes det for Mindretallet  at ordren ikke blev gennemført for deres medlemmer. Da dette kom frem, opgav Modstandsbevægelsen kravet om udvisning.

 

Militærorganisation eller til grin?

En central skikkelse i retsopgøret var statsadvokat, Dines Kirk fra Sønderborg. De første tiltaler blev rejst mod medlemmer af Zeitfreiwilligen. Statsadvokaten fandt en straf på 1 ½ års fængsel passende. Men sagen trak i langdrag. Der var forskellige holdninger også i denne sag.

Justitsministeriet havde sendt folk til Sønderjylland for at lodde stemningen:

• Visse steder kan man møde den opfattelse, at Zeitfreiwilligen var en lidt halvkomisk organisation, hvis udrykninger og skydeøvelser, man nærmest morede sig over, men
  at den fremherskende opfattelse var, at de måtte bedømmes lige som de frivillige i Waffen SS.

Politikommandør Ernst Brix var også af den opfattelse, at Zeitfreiwilligen  var en militærorganisation. Dansk Samling mente imidlertidig, at

• man fra dansk side nærmest betragtede deres øvelser som narrestreger.

 

Udvalg mente – hårde straffe

Denne udtalelse vakte dog opsigt. Et udvalg var blevet nedsat, og de kom til den konklusion, at deltagelse i dette korps burde bedømmes strengere end fronttjeneste.  Det var meningen, at de sønderjyske anklagere skulle gøre opmærksom på de særlige straffenedsættelser i straffelovstillægget. Men resultatet blev noget forvirrende. For pludselig blev deltagelse i kampe ved fronten takseret væsentlig hårdere end deltagelse i Zeitfreiwillige og Selbstschutz.

Justitsministeriet fik pludselig travlt. Men der var gået et helt år uden at man kunne finde et fast holdepunkt i afgørelserne.

 

Undtagelser blev sjældent respekteret

Den 29. juni 1946 kom der en ændring, der betød, at man kunne lade straffen gå helt ned til fængsel i 30 dage. Men det var dog kun, hvis

• gerningsmanden havde begået de strafbare forhold under indflydelse af en særlig pression eller påvirkning gennem opdragelse på grund af en på ung alder beroende umodenhed, eller der i øvrigt i de forhold, hvorunder han er opvokset, foreligger undskyldende momenter……..

 

Fire år for at være i Waffen SS

Omtrent samtidig afsagde Højesteret to retningsgivende domme. Den ene dom fra 2. juli 1946 omhandlede en sønderjyde, der i juli 1942 havde meldt sig til krigstjeneste i Waffen SS, og gjort tjeneste i Polen, Rusland og Tyskland og Frankrig indtil 1945.

Københavns Byret idømte manden 4 års fængsel, mens Landsretten takserede det til 2 års fængsel. Højesteret halverede straffen.

Samme dag afsagde Højesteret dom i en sag vedrørende en mand, der havde gjort tjeneste som reservebrandmand under det tyske luftvåben. Han var født i Tønder og blev dansk ved Genforeningen. Han følte sig dog tilknyttet Tyskland. Ved Underretten blev dette takseret til et års fængsel. Landsretten stadfæstede dommen, mens Højesteret nedsatte straffen til otte måneder.

De moderate sønderjyder mente, at straffen over for Mindretallet var alt for hård. Og en delegation, der rejste til København for at fremføre deres sag, blev afvist.

 

Prøvesager

Endelig i 1947 kunne Højesteret tage stilling til straffeudmåling for de Zeitfreiwilligen. Det var en ung mand på 18 år, der ved Retten i Tønder, var blevet dømt fængsel i 11 måneder. Landsretten hævede denne straf til 1 år og seks måneder. Højesteret  stadfæstede denne dom.

Men der var eksempler på væsentlig hårdere straffe. Således blev en person fra Haderslev dømt fængsel i 3 år og seks måneder for at have været med i Selbstschutz.

 

Over 4.000 anklager

I alt 2.958 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev dømt. Men inden det hele var slut havde statsadvokaten i Sønderborg været igennem 4.058 anklageskrifter. Særlig i Tønder
havde dommer Stegmann travlt. Han måtte ansætte ekstra personale for at komme igennem travlheden med at få medlemmer af Mindretallet dømt.

 

Anklager forlangte dødsstraf

Anklagerne forlangte dødsstraf i forbindelse med spionage for værnemagten. Også fængsel på livstid blev krævet. Det springer dog i øjnene, hvad straffen egentlig kom til at lyde på. Flere fik 18 år. Dette blev senere sat ned og i 1951 blev de fleste benådet.

Statsadvokat Kirk,  der var anklager i disse sager, har senere udtalt:

• Flere af sagerne blev efter mit skøn pådømt alt for mildt – enkelte burde efter mit skøn have medført livsstraf.

Denne statsadvokat var også involveret i sagen mod Asmus Jensen, som blev behandlet i min bog fra 2017 (Uwe Brodersen: Grænsen er overskreddet). Vi er dog indtil nu blevet nægtet arkiv-adgang).

 

Proces mod tyske ledere

Processen mod lederne af Det Tyske Mindretal var en af retsopgørets store sager. En særlig afdeling under politiet blev oprettet i Aabenraa. Og det var politimester Brix,  der repræsenterede anklagemyndigheden. Ja i virkeligheden var det 17 enkeltprocesser, der var samlet under ét.  De mest graverende anklager var rettet mod Mindretallets leder, Jens Møller.
Hertil kom 13 andre medlemmer af det såkaldte politiske råd. Endvidere var det anklager mod Mindretallets talerør, Nordschleswigsche Zeitung og dets direktør.  (vi har skrevet en artikel om nogle af rets-dagene dengang. Kemien mellem Brix og Jens Møller var temmelig dårlig).

Anklagerne gjaldt ansvaret for hvervningen af Mindretallets hvervning af medlemmer til krigstjeneste i Waffen SS og værnemagten. Dertil kom ansvaret for oprettelsen af de forskellige korps. Meget alvorlig så man på oprettelsen af et efterretningskorps og spionagevirksomhed. Over for Jens Møller og Peter Larsen kom anklagen for at have søgt at fremkalde grænseflytning med tysk indgriben. Dette kunne indebære dødsstraf, men anklageren begrænsede sig til livsvarig straf.

Jens Møller og Peter Larsen blev begge idømt 15 års fængsel. Landsretten  nedsatte dog straffen til 12 års fængsel. De øvrige ledere blev idømt mellem 5 år og 12 års fængsel.

 

Benådet og løsladt

Allerede i 1950 blev Mindretallets fører, Jens Møller, benådet og løsladt. På det tidspunkt var også øvrige mindretalsledere løsladt. De menige medlemmer af korpsene havde for længst afsonet deres straf.

 

Retsopgøret var kaotisk og skandaløst

Man kan godt forstå, at teologen Hal Koch kaldte retsopgøret for kaotisk og skandaløst.  Stemninger og følelser havde fået lov til at dominere. Modstandsbevægelsen kom til at dominere og ingen politiker turde at fortælle, hvad der havde været landets officielle politik inden 29. august 1943.

 

Ingen revision

Mange mente, at der ikke måtte lægges de domfældte hindringer i vejen til erhverv. Man mente også, at der burde ske en revision af domsfældelserne med udgangspunktet i FN –
erklæringens forbud mod love med tilbagevirkende kraft. Det offentlige burde genansætte de ved tjenestemands – domstolen afskedigede tjenestemænd.

En sådan revision fandt aldrig sted. I andre artikler har vi beskrevet, hvad det betød for Mindretallet i Sønderjylland.

• Jeg tror, vi er mange sønderjyder, der kan fortælle om skæbner fra vores familie.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 207 artikler fra Sønderjylland
• Under Besættelsestiden (Før/under/efter) finder du 362 artikler
  

Redigeret 13.11.2021

En konge kunne også lugte

Den østlige del af Sortedamssøen var i 1606 stærk tilgroet. Christian den Fjerde  mente at søerne skulle være naturlige voldgrave foran byens befæstning. I 1726 havde Vognmændene fået tilladelse til at udføre renovation gennem Østerport. Men de smed så bare renovationen ned i søen eller på en åben plads lige i nærheden. Da man fandt ud af, at kongen en gang imellem kom forbi Østerport, fik vognmændene forbud mod dette. For også en konge kunne lugte den forfærdelige stank, der kom fra søen og området omkring den.

 

Få  uanseelige huse

Fra Sortedamssøen til Trianglen fandtes der i 1858 nogle få uanseelige Huse, hvori nogle Handlende havde deres Boder. Men hvad fandtes her egentlig før?

 

Vartov

Ja vi skal tilbage til 1296, hvor biskop Johannes Krag oprettede stiftelsen Vartov. Det var et hospital for fattige. Og det blev så meget senere et led i byens befæstning.  Vartov blev egentlig anlagt ved Helligåndskirken. Den 30. november 1807 flyttede kongen det hele ud på gården Vartou – den tidligere Rosbæk Mølle.  Af forskellige grunde flyttedes hospitalet i 1630 ind i bygningerne uden for Østerport for enden af Sortedamssøen. Bygningerne blev beskrevet som et storslået anlæg omgivet af volde og grave. Opførelsen kostede 27.000 daler. Landevejen gik direkte gennem hospitalet.

 

Lemmer i kugleregn

Den 12. august 1658 besatte svenskerne Vartov og armerede det med skyts. Men dette blev hurtig bragt til tavshed ved en kraftig ild fra Østervold. Man beskød svenskerne fra Skt. Annæ
Skanse og fra en pram. Det lykkedes aldrig for svenskerne at få ram på denne pram.  Den 23. oktober nedbrød svenskerne Vartov Ladegård. Den 5. november besatte de atter stedet.

Alt imens måtte de syge og fattige beskytte sig mod kuglerne. Nogle af lemmerne blev da også dræbt og kvæstet. Først den 13. november blev det bestemt at flytte lemmerne ind til byen. Resterne af bygningerne og det meste af tømmeret blev brugt til at forstærke Skt. Annæ Skanse. Noget af tømmeret blev også brugt på Kastellet.

 

Gemt krudt

Svenskerne forlod efterhånden stedet. Men de var så snedige, at de havde anbragt noget krudt på  det sted, hvor vagtilden blev tændt. Så da danske styrker endelig kunne tage stedet i brug og tændte ilden, sprang krudtet. 13 danske ryttere blev kvæstet.  Nogle år senere blev der på pladsen rejst en vejrmølle. Men lynet slog ned i 1658 og dræbte både mølleren og en pige. Senere blev der her opført to møller.

 

Ryesgade – to stumper gader

Ryesgade som vi passerer, bestod egentlig af to gadestumper, en mod Østerbro og en mod Nørrebro. Først senere blev de forbundet. Gaden løb på tværs hen over de gamle blegdamme.

 

Trianglen

Ordet Trianglen findes ikke i ældre skrifter af København. Og pladsen synes at være opstået af sig selv. Der gik mange år inden pladsen blev bebygget. Enkelte småhuse og haver opstod efterhånden.

 

Kapervogne til 1950

Det var herfra, at københavnerne tog ud til Dyrhaven. Flere af pladsens restauranter stammer fra den tid, hvor kuskene skulle have sig en lille en. Kapervognene stoppede først omkring 1950.   Her ligger den mærkelig kiosk, som i folkemunde hedder Bien. I dag bliver den brugt som toilet. Den blev i 1907 opført af arkitekten Peder Vilhelm Jensen – Klindt.

 

Salpeterværk som forsvar

På stykket mellem Øster Allè og Strandvejen(Østerbrogade) bliver der i 1801 opført et salpeterværk. Dette sted blev blandt andet brugt som et mindre forsvarsværk, da englænderne
kom i 1807. Meningen var, at her skulle være 60 mand og fire kanoner. Man havde dog kun fire dage til planlægningen. Samtidig skulle der på samme tid etableres 20 andre forsvarsværker rundt om i byen. Værkerne blev derfor ikke modstandsdygtige, som man havde regnet med.  I 1857 rejstes den første store ejendom på Trianglen. Her etablerede isenkræmmer Lørup sig.

 

Mange veje fra Trianglen

Fra Trianglen førte der veje i alle retninger. Kalkbrænderivejen (nu Nordre Frihavnsgade) førte mod øst, men svingede senere mod nord, idet den gennem Slagtervænget førte ud til stranden, hvor Kalkbrænderiet var. Her var også et rettersted ved en skanse – Baadsmandsskansen. Den var blevet anlagt i år 1700.

 

Hjørnehuset

På hjørnet af Kalkbrænderivejen  og Strandvejen lå traktørstedet Hjørnehuset. Med lysthuse på et langt stykke ud til begge veje.  Strandvejen skildres i slutningen af det 18. århundrede som en meget sandet, forsømt og ufremkommelig vej. Den egentlige kongevej løb i ældre tid langs strandkanten, omtrent der hvor, Strandboulevarden i dag er anlagt.  I de ældste tider strakte Øster Fælled sig helt ud til kysten. Strandvejen  blev dengang ført over Fælleden. Herfra havde man den skønneste udsigt ud over Sundet.

 

Blegmændene flytter

Fra Trianglen går Blegdamsvejen. Første gang vi hører om denne, er i 1669. I 1672 blev det befalet at alle huse inden for søerne skulle nedbrydes. Grundene skulle forblive ubebygget.. Blegmændene flyttede herud. I alt 17 blegdamme blev anlagt. Den årlige afgift varierede fra 20 til 30 Slet-daler  pr. stk.

Frederik Holmsted anlagde i 1719 en kattunfabrik, som var en fortsættelse af den virksomhed, han allerede havde påbegyndt på Blegdamsvej. Virksomheden blev fire år senere flyttet hen på den nuværende Østerbrogade.

I slutningen af det 18. århundrede må  der har ligget en del ejendomme på Blegdamsvej. Således har en del af det sjællandske jægerkorps (18. bataljon) ligget i kvarter her i 1787 og 1788.

 

Danske soldater lå i vejgraven

Under englændernes angreb i 1807, lå  danske tropper i den dybe grav, der adskilte Blegdamsvejen fra Fælleden. Det var, mens englænderne endnu kun havde besat Jagtvejs – området og Vibenshus.  Mange af dem, der lå i den dybe grøft havde gang på gang stormet og indtaget den mægtige fæstning Vibenshus. Det var sammen med Borgervæbningen, når man på Fælleden øvede sig i krigens kunst med løs krudt. Anekdoterne fortæller, at en ung soldat havde stillet sig foran sin øverstbefalende med stram honnør, og spurgt om det var tilladt at besvare skydningen.

Den 25. august besatte englænderne Blegdamsvejen.

Først i 1830 blev der anbragt lygter og ansat vægtere på vejen.

 

Møllevej – over Fælleden

Engang førte endnu en vej ud fra Trianglen. Det var Møllevej, som gik tværs over Fælleden. Den sidste del eksisterer endnu på Nørrebro i form af Møllegade. Skal vi kaste et blik på Fælleden. Gennem tiden er der gjort kraftige indhug på den. Egentlig er der tale om tre fælleder, Blegdams Fælled, Øster Fælled og Nørre Fælled.

Ret til græsning

I 1254 hører vi om, at fælleden strakte sig fra Sortedamssøen  til Rosbæk. Det var byen uopdyrkede bymark, hvor byens bedste borgere lod deres kvæg græsse. Omtrent i dens midte lå en ret stor landsby, Serritslev, som pludselig forsvandt. Ret til græsning fik borgerne efter den grusomme belejring i 1523. I 1676 græssede der stadig 139 køer på Øster Fælled.

Landevejen også den som vi før kaldte Møllevejen over Blegdams Fælled må have eksisteret i 1676, da der er tale om, at Stenbroen over Fælleden skal istandsættes.

 

Militæret troede, at de havde eneret Militæret troede efterhånden, at de have eneret til Fælleden.
Og det vakte særdeles store besværligheder. Pludselig gav General Arenstorf fra Livgarden tilladelse til at borgerskabet gratis måtte lade deres heste græsse gratis på stadens fælleder. Skulle det gå ud over borgerskabets kvæg? De mange mønstringer og øvelser gjorde stor skade på fælleden.

I 1682 lavede man en vurdering:

• Nørre Fælled vurderes til 300 Høveder
• Øster Fælled vurderes til 180 Høveder

 

Heste blev beskudt

Militæret havde gravet store huller, ladet deres affald ligge og udlagt miner. Vejene var farlige at passere for de rejsende, særdeles for kongehuset. De kunne falde ned i minerne og komme til stor skade.   Ofte gik kreaturerne helt ind på  fæstningsværkerne og ødelagde disse. Da vagten uden videre havde beskudt et par heste, der græssede på forbudte steder.

 

Ådsler på Fælleden

En anden af tidens ulemper var den, at folk uden videre kastede deres døde kreaturer ud på fællerne, hvor de lå og rådnede i store mængder. I 1715 er der således en udgift til natmandens enke, der havde anvendt folk i 8 dage for at opsamle og opbrænde resterne.

 

Pas på – russerne

I efteråret 1711 led Fællederne alvorlig skade, efter at russerne havde ligget i lejr herude. De lå langs kysten fra Kalkbrænderiet til Svanemøllen, dels på Øster Fælled mellem Store og Lille Vibenshus og dels på Nørre Fælled.  Styrken var på 30.000 mand. I 1719 måtte der udkommanderes 160 soldater i otte dage for at jævne hullerne.

I 1725 blev den daværende garnisons – skarpretter Franz Mühlhausen beordret til at opbrænde alle de på Fælleden liggende ådsler. Disse havde vakt væmmelser hos Kongehuset. Benene skulle føres ned til Bådmands – skansen, hvor kalkbrænderiet senere kom til at ligge.

 

De første heste – væddeløb 

Den 4. juni 1771 blev det første hestevæddeløb afholdt på Nørre Fælled. Det blev gentaget de følgende år og helt op til årene 1842 – 1847.

 

Igen engang – oprydning

Lossepladsen for heste – og ko-gødning, som vi tidligere har omtalt ved søerne, blev flyttet til en stor sandgrav på Nørre Fælled.  Men ak i 1778 anføres at Fælleden er fuld af ådsler. Da der skulle afholdes en stor troppeøvelse beordredes et stort antal uærlige slaver til under Gevaldighedens Tilsyn og efter skarpretter Oswalds anvisning, at få fjernet disse. Det tog hele 10 dage.  Efter den store brand, der overgik byen, blev der indrettet en lejr for de brandlidte.

 

Retterstedet flyttes

De fleste henrettelser foregik i disse år på Øster Fælled. Den 11. februar kommanderede kronprins Frederik,  at retterstedet skulle flyttes til den såkaldte svenske skanse på Amager.  Efter freden med englænderne varede det ikke længe, før fællederne atter blev brugt som øvelsesplads for soldater og borgervæbningen.  I 1853 optrådte koleraen. Under sygdommen blev der opslået en del barakker på Øster Fælled. Det er der, hvor Brumleby nu ligger.

 

Prisen fordobles

I 1863 betales der følgende for græsning: En ko – 2 Rigsdaler  En hest – 3 Rigsdaler

Seks år senere var prisen fordoblet. Der måtte nu græsse op til 835 kreaturer herude.
Slaget på Fælleden

Den 5. maj 1872 forgik det store slag på Fælleden. Politidirektøren havde sat sig det mål at udrydde socialisterne. Han var ligeglad med, at der med grundloven var indført ytringsfrihed.  Og i 1876 blev Københavns Boldklub stiftet. Det er verdens ældste fodboldklub uden for England. Deres hjemmebane var det gamle Øster Fælled.

 

Nu var det Fælledparken

I 1909 var Fællederne  en saga. Nu hed det Fælledparken. Det første træ blev plantet. Man havde jævnet den forholdsvis store Rytterbakke, der lå på Blegdams Fælled
omtrent oppe ved Store Vibenshus.

 

Træer fra Kongens Nytorv

Vi befinder os nu på Øster Allé. Den har fra ældste tid eksisteret som en smal sandet vej, som lidt tilfældig slangede sig over Fælleden. Først i 1750 blev den anlagt næsten som nu.  Denne anlæggelse kostede 661 Rigsdaler.  De første træer til alléen, blev taget inde fra Kongens Nytorv.

 

Ligkisten med mere

På venstre side møder vi et imponerende bygning, Østerbro Posthus og Telegrafbygning. Bygningen blev indviet den 3. september 1922. På den højre side opførtes der fire ejendomme, der i folkemunde blev kaldt Villaen, Ligkisten, Palæet, og endelig det dystre Ting – og Arresthus.  Her blev der som tidligere nævnt anlagt et salpeterværk, der i 1807 blev omdannet til skanse. Her opførtes senere nogle små villaer ud mod Trianglen. Disse forsvandt til fordel for den mægtige 4 – etagers bygning, der nu dominerer hele Trianglens nordre side fra Østerbrogade til Øster Allé.

 

Mord og selvmord på  Øster Allé 

Hvor senere Øster Elektricitetsværk rejste sine kæmpemure i 1901 – 1902, lå en ejendommelig gård med et fornemt præg over sig. Den bestod af tre lave, til dels sammenhængende længer. Denne gård blev opført af den jyske bonde, Steffen Smidt. Han begyndte som arbejder på ¨Sukkerraffinaderiet Unionen”. Her blev han efterhånden mester. Efter at det brændte, opførte han et raffinaderi i byen. Han købte ligeledes ejendommen Grøndal og et andet stort Sukkerraffinaderi i Bredgade.

Men ak og ve. Schmidt begik Falskneri med salg af sukker. Og det blev opdaget. Så Schmidt – tog Livet af sig selv. Hans karl boede senere i en del af gården. Man troede, at han var rig. Derfor blev han myrdet.

 

Boliger – for mindre bemidlede

Lidt længere henne møder vi de første byggeforeningshuse. De kom til at danne det meste af Olufsvej. De lige numre er opført i 1874. De ulige numre i 1877.   Lægeforeningen opførte seks længer med små lejligheder til mindre bemidlede. I  1876 blev grundstenen til Skt. Jacobs Kirke nedlagt. Grunden var en gave fra Krigsministeriet og Københavns Kommune i forening.

Ja egentlig hed Lægeforeningens Boliger:

• De paa Kjöbenhavns Østerfælled opförte Boliger for de ubemidlede Klasser

Navnet Brumleby har været et kælenavn siden slutningen af 1800 – tallet. Det fik først officiel status i 1984. Og ordet Brumle eller Brumme sigter sandsynligvis til lydene fra det græssende
kvæg på det nærliggende Øster Fælled.  Byggeriet blev sat i værk som følge af koleraepidemien i 1853. Der var ikke mere plads end i lejekaserne. Men der var plads, lys og luft mellem husene. Man havde åbne fællesarealer og vaskehuse, badeanstalt, brugsforening, forsamlingshus, ismejeri, slagterhus, værksteder og brandstation.

Martin Andersen Nexø  tilbragte en del af sin barndom i Brumleby. Hans far var ansat som stenhugger i Kalkbrænderihavnen.

 

Gardehusarkasernen

Gardehusarkasernen blev opført i årene 1896 – 98 og det næste store indgreb her foregik i 1911, da en stor del af Fælleden blev inddraget til stadion. Mellem Husarkasernen  og stadion fandtes en sten med følgende indskrift:

• Til Minde om Marineflyveren Ulrik Birch. Han blev det første danske Offer for Flyvningen. 10. Oktober 1913.

 

Struensee og Brandt

Det er ikke den eneste sten, der var tilhugget på disse kanter. Et stykke videre på en lille granitsten, anbragt på en lille jordhøj er et frygtelig minde om en sindssyg konge og hans ulykkelige 19 – årige dronning.   Det er historien om Struensee og Brandt. De blev fængslet i januar 1772 og blev anbragt i Kastellet. Og den 28. april blev de i hver sin vogn og ledsaget af officerer og et kommando ført ud til Øster Fælled.

 

En barsk affære

Et skafot var rejst på stedet.  Brandt fik først den højre hånd og derefter hovedet afhugget. Alt imens holdt Struensee nedenfor i sin vogn. Han kunne høre de hug, der skilte hans ven af med livet. Bagefter kom turen til ham. For at retfærdigheden kunne ske fyldest, blev deres legemer bagefter parteret og lagt på stejle og hjul. De blev et bytte for himlens fugle.

Byen var næsten affolket. Alle havde bevæget sig herud for at følge den frygtelige eksekution. Ja man sagde, at der var 30.000 tilskuere.

 

Landsforræderi og majestætsfornærmelse

De blev begge dømt for landsforræderi og majestætsfornærmelse. Struensee havde desuden udfordret kongemagten og fået barn med dronning Caroline Mathilde. Ja og Struensees  forræderi var en af grundene til, at man indførte indfødsret. Dengang talte en femte del af befolkningen tysk som førstesprog.

 

Sociale fremskridt

Struensee havde mødt Christian den Syvende under dennes Europaturné i 1768. Dengang havde han vist tegn på sindssyge. Struensee havde god indflydelse på kongen. Derfor blev han hyret som livlæge. Og livlægen fik mere og mere magt. Det lykkedes ham, at få kongen til at afskedige statsrådet, så  han alene kunne underskrive lovene. I de to år ham var ved magten lykkedes det ham at gennemføre et utal af reformer, bl.a. trykkefriheden. Med et hug fik han afskaffet bøndernes hoveri. Han indførte bedre sociale forhold og et mildere straffevæsen.

Livlægen løste op for det stive system i hoffet.

 

Henrettet for politisk magt

Godsejerne og de adelige vendte sig mod Struensee. De bakkede op om kuppet. Og egentlig blev han dømt for majestætsfornærmelse, fordi han havde været kongen  utro med dronningen. Men de involverede partnere havde deres egen dagsorden for at få ham afsat. Reelt blev Struensee henrettet for sin politiske magt.

 

Kongen blev bidt i fingeren

Brandt var kongens lystminister. Problemet var at de ikke kunne lide hinanden. På et tidspunkt kastede kongen en citron i hovedet på Brandt. Sidstnævnte forlangte en undskyldning. Kongen kunne ikke huske optrinnet. Det endte med en slåskamp, hvor Brandt bed kongen i fingeren.  En gruppe kupmagere med kongens stedmor og halvbror i spidsen arresterede de to nyudnævnte grever. En retssag fulgte. De blev begge dømt til døden.

 

Hoffet glædede sig over synet

De legemlige rester blev senere lagt ud til retterstedet på Vesterbro. Hoffet havde ønsket, at man fra Frederiksborg Slot kunne glæde sig over synet. Det siges at ligene lå her i årevis til skræk og advarsel.

 

Sten til minde om afholdsforening

Længere ude møder vi endnu en mindesten. Det skal dog indrømmes, at denne sides aldrende redaktør ikke har tjekket  om stenene stadig står her. Men her skulle have stået eller
være en sten, hvor der på den ene side stod følgende:

• Er det tærende Ukrudt først borte, med Rod og med Top kan det nærende Korn vokse frodigt og kærnefuldt op.

Bagsiden bærer følgende indskrift:

• Ole Syvesen, Læreren og Menneskevennen stiftede 3. september 1843 den første Danske Afholdsforening
• Han stred og led og døde for sin Sag, saa ej dens Morgenrøde blive Dag. Skal Dag og Lys fuldt sejre kræves Daad. Hent Styrke til den i hans vise Raad. Rejst af Danske Afholdsfolk 1914.

 

En elektrisk sporvogn i 1904

På Øster Allé så man den 30. december 1904 for første gang den elektriske sporvogn. Et enkelt spor førtes ud til Store Vibenshus.  Nørre Allé blev anlagt samtidig med Øster Allé. Jagtvejen
fra Falknérgården til Store Vibenshus  er anlagt i 1750. Resten af vejen ud til Lille Vibenshus blev færdig i 1768.

 

Måtte ikke køre på Kongens Vej

Ja vi er nået til vejs ende i vores tur fra Trianglen til Vibenshus.  Store Vibenshus historie går langt tilbage. Det var fra en tid, hvor kongevejen levede op til sit navn. Dengang var vejen nemlig kun beregnet til ham. Kongen og kongehuset, samt dem, der var af særlig Kongelig Nåde  var forsynet med en nøgle. Med den kunne de åbne alle de led, som spærrede pøbelen i at benytte vejen.

På Tinge og fra Prædikestolen blev der i 1649 og 1658 kundgjort, at ingen andre måtte køre på Kongens Vej, hvis de ikke ville udsætte sig for at miste deres heste. For at føre tilsyn med vejen blev der ansat tilsynsførende. Til bolig for disse mænd, rejstes der huse, der fortrinsvis lå ved portene og leddene. Efterhånden gik de over til at være bedesteder og kroer. Så kunne mændene tjene noget mere.  Store Vibenshus  har i sin oprindelse været sådant et sted. Antagelig er det førte gang opført i 1629.

 

Dokument fra 1669

Det ældste dokument, vi kan finde om Store Vibenshus er et brev fra 16. juni 1669 fra Frederik den Tredje til en Jens Pedersen:

• at vi efter allerunderdanigste Ansøgning og Begæring allernaadigst har bevilliget og tilladt, at Jens Pedersen, boende i det Hus ved vor Vej herfra til Frederiksborg, som kaldes Vibenshus, maa samme Hus udi sin og sin Hustrus Livs Tid (eller saa lenge de dend tienneiste oc schyldighed uden billig klage deraf beuiiser (beviser), som de med rette pligtig er) niude(nyde) og beholde.

Bevillingen blev stadfæstet den 12. september 1670 af sønnen, Christian den Femte:

• at vi til ydermere Konfirmation paa vor elskelige kære Hr. Faders salig og højlovlig Ihukkomelse allernaadigst har bevilget og tilladt, saa og ……..at Jens Pederssøn, boendis i
  det huus ved voris vey her fra til Friedrichsborg, som kaldis Vifvens huus, maa samme huus udj sin og sin hustruis lifs tid, eller saalenge de den tienneste og skyldighed uden billig klage der af beviser, som de med rette pligtige ere og beholde……….

 

8 kander øl og krigsret

I 1692 føres der en krigsretssag med forbindelse til Store Vibenshus. En underofficer havde først siddet og drukket i en kælder ved stranden. Han begiver sig derefter til Store Vibenshus. Her møder han to fruentimmer. Herfra går de til Lundehuset og spiller kegler. Derefter går de tilbage til Store Vibenshus, hvor de kappes om, hvem der kunne drikke mest. Det ender med et mægtigt slagsmål efter at de har drukket 8 kander øl.

I 1694 har huset skiftet ejer. Den 25. februar 1707 foreligger en skrivelse fra Frederik den Fjerde til Byfogeden i København. Den daværende lejer havde været i slagsmål med en brygger.

 

Brændevinsbrændere protesterer

I august 1723 samledes alle brændevinsbrændere på Store Vibenshus for at aflevere en protest til Frederik den Fjerde. Denne handling blev af kongen betragtet som utilbørlig optræden. Det kunne have ført til Unaade og stor Straf. Men politimesteren nøjedes med at give en stor advarsel.

 

Historikere uenige

Hvorfor hedder det enlig Vibenshus. Ja det er historikerne uenige om. Nogle mener, at det har relationer til den berømte københavnske borgmester Mikkel Vibe. Andre mener, at det er Jens Jensen Vibe og hans søn Lars, der i tiden fra 1708 – 1735 efter hinanden har været  værter i Lille Vibenshus. Men dette stemmer ikke overnes med, at kongen allerede i 1669 kalder Store Vibenshus for Vibenshus.

Vi kunne godt have fortsat vores lille tur med at kaste et blik ud af Lyngbyvej og komme med historiske betragtninger om Christiansbergs Mølle, Haraldsgård, Tre Flasker Kro og Vangehuset. Men det gør vi faktisk i andre artikler.

Kilde:
Se

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler,heraf 101 artikler fra Østerbro:
• 1830 på Østerbro
• Østerbro efter 1850
• Blegdamme på Blegdamsvej
• De første på Østerbro
• Fælledparkens Historie
• Hagekorset i Parken
• Henrettelse på Østerbro
• Mordet i Brumleby 1893
• Brumleby på Østerbro
• Russiske tropper i Fælledparken
• Steder på Østerbro
• Strandvejens historie
• Østerbros historie m.fl.

Redigeret 11,-10-2021

Østerbro fra 1850

Danmarks ældste blodbøg blev fældet. Danmarks største have blev udstykket. Det idylliske Østerbro forsvandt. Rolighed blev istandsat. Dyrehavekælderen
var kuskenes paradis. Og så var det Harder, der indførte nyt stoppested på sin hestesporvogn. De unge på Østerbro skulle lære dannelse. Midt i stenørkenen lå Aggersborg stadig. Hele 8 lygter blev placeret ved Østerport

 

1850erne

Rosendal stod der endnu. Den var omgivet af høje popler. Det Hvide Hus  var her også endnu, omgivet af kratbevoksede stier. Heldts Beværtning og Jespersens traktørsted lever i bedste velgørende.   Unge mennesker går på Volden, på Kærlighedsstien og på Strandpromenaden. Blomsterpigen ved Kærlighedsstien har en god forretning. Nye mennesker er flyttet ind i Rosenkildes stuer. I det lave hus ved siden af, sidder magister Kierkegaard og skriver breve.

 

De unge lærer dannelse

Nede ved siden af Kalkbrænderiet  bor maleren Jørgen Roed. Her oppe ligger også petroleums- fabrikken. Familien Roed flytter midt i 50erne op på Østerbrovejen i det lave hus Dalen ved siden af Rosendal.  Den lille Marki er død. Rosendal er overtaget af vinhandler Waagepetersen.  Han har planer om at udstykke den tuteinske have til villa – grunde. Hans unge søn får danselektioner.

Ja det var mange unge mennesker, sønner og døtre til de pæne familier på Østerbro der fik undervisning i, hvordan man skulle begå sig. Det gjaldt også for landliggerne, der kun boede herude om sommeren. Drengene skulle bukke med anstand, piger skulle også lære at neje rigtig.

 

Udstykningen begynder

I 1860erne var det Familien Skovgaard, der dominerede. Det var P.C. Skovgaard, Joachim, Niels, Suzette. Og de færdes både i Rosenvængets Haver og på Aggersborg. Rosendals
udstrakte parhave blev efterhånden udstykket. Fra begyndelsen af 60erne begyndte de første villaer og dukke frem, der hvor den lille Marki havde duftet til sine roser.

 

Rosenvænget

Lindealléen  blev fældet, skovsøer blev opfyldt og skovpartier blev udtyndet. De første veje blev anlagt. Hele herligheden blev omkranset af stakitter. Rosenvængets villaby tog form. Den var højtidelig spærret inde af tremmeporte. Kun ejerne havde nøgle.  Blandt de berømte og vigtige ind i villabyen går livet sin gang. Og familien Skovgaards børn går hver dag helt ud til Frederiksberg ud til  Gregersens Skole.

 

Classens Have og Aggersborg

Midt ude i søen i Classens Have  ligger Aggersborg stadig. Den er ejet af vekselmægler Christian Aggersborg.  Men ak Classens Have endte som en stor byggeplads. Lipkesgade, Livjægergade, Willemosegade, Ringstedgade. Søen var blevet reguleret. Sivskoven var forsvundet. Kærlighedsstien var ikke, som den var dengang.

Aggersborg  var omgivet af stenklodser. Rosendal oplevede sine sidste dage med butikker i stueetagen. Det Hvide Hus lyste op på hjørnet af Classensgade med sine minder om Rosenkilde
og Julie Sødring.

 

Garnisons Kirkegård

På Garnisons Kirkegård lod De Danske Våbenbrødre opsætte et monument i 1869 for dem, der faldt i De Slesvigske Krige.  Og når vi nu er ved den kirkegård, ja så er det nok de færreste der ved, at på den smalle strimmel, hvor nu Den Amerikanske Ambassade ligger, ja da lå her fra 1770 til 1858 en fattig – kirkegård for Almindelig Hospital i Amaliegade. Den nordligste del var kirkegård for stokhus-slaver og henrettede forbrydere.

Senere blev dette stykke hundekirkegård. Mange af Østerbros velplejede mopser fandt her i forbrydernes nedlagte grave deres sidste hvilested under gravsten af marmor. Efter at denne del af kirkegården i 1916 blev nedlagt opførte arkitekten Carl Brummer for trælastgrosserer Harald Simonsen Lille Amalienborg på dens grund.

 

Kapervogne

Oppe ved Nyboder, hvor tidligere Østerport havde holdt stand til 1858, og hvor den fri udstilling kom til at ligge, holdt kapervognene og kørte borgerskabet ud til Strandvejen til Charlottenlund og Klampenborg.  Børnene blev sendt i forvejen som lokkeduer. På den måde blev vognen hurtigere fyldt, og adgangstiden kunne fremskyndes. Senere kunne man tage med dampsporvognen fra Trianglen. Man kunne altid vente i et Konditorværelse hos Bager Larsen.

 

Lys ved Østerport

Og når vi nu lige har passeret Østerport. Ja så blev den flyttet i 1703 fra Rigensgade til hjørnet af nuværende Oslo Plads og Folke Bernadottes Allé. Den tidligere Helsingørgade kom senere til at hedde Dag Hammerskjölds Allé. Og senere blev det en del af Østerbrogade.  Der lå dengang dybe grøfter. Og det kunne efter mørkets frembrud især om vinteren væres særdeles farligt at færdes her. Den 19. november 1801 befalede kongen simpelthen, at vejen udenfor Østerport  skulle forsynes med hele otte lygter. Det var lysende tranlygter, så hvor meget det har hjulpet var et spørgsmål. I 1801 havde Østerbro såmænd kun 659 indbyggere.

 

Harder fik sin morgenmad

Jo dengang var der en kusk, der hed Harder. Han var kusk på en hestesporvogn, der kørte fra Trianglen op ad Øster Allé til København. Om sommeren var der ikke et problem at sidde på bukken. Men om vinteren i snefog og frost, kunne det være en barsk omgang. Her kunne man godt tænke sig en hjertestyrkning, når man kørte ind med Østerbros grosserere og embedsmænd. Et stykke op ad alléen gjorde Harder holdt. Det stod der ikke noget om i køreplanen. Her gik han hen til sin forlovede, Marie, der tjente i Skjoldgade. Her drak han sin morgenkaffe på Huggeblokken. Imens ventede de frysende passagerer nede i vognen.

 

Dyrehavnskælderen

Dyrehavskælderen var kuskenes paradis. Men den blev sammen med resten af ejendommen revet ned i 180erne. På tomten anlagdes Odensegade, mens Petersborgvej var til minde om naboejendommen. Trianglens øvrige bebyggelse fra den tid er forsvundet. De bygninger, der blev rejst måtte have undret de skovfarende.

 

Rolighedsdal

Lige i nærheden lå det anseelige lyststed Rolighedsdal. Det lå midt i det nuværende Nordre Frihavnsgade. Og den store villa Hjørnelund blev senere revet ned, og her ligger nu Ingrid Jespersens Skole.  Den grænsede op til de store gartnerier, som I.E. Ohlsen ejede på begge sider af Østerbrogade. På det sidst udstykkede af disse grunde anlagdes i 1902, I.E. Ohlsensgade og Carl Johans Gade.

 

Nøjsomhed

En af de mest kendte landsteder var Nøjsomhed. Den var beliggende mellem Gustav Adolfs Gade og Sankt Jacobs Plads. Da den blev købt i 1801 af student Johannes Liebenberg omfattede grunden 9 ½ tønder land. Bygningerne bestod af et ti fag langt en etages høj grundmuret stuehus og et otte fag langt bindingsværkshus med forpagterbolig, stald, karlekammer, tærskekammer og kornloft.

På grunden var der omkring 300 forskellige frugttræer, foruden ribs – og stikkelsbærtræer, samt en hel skov af vilde træer. Der var to lindealléer samt 9 asparges og 30 jordbærbeder. Ja så var der også et hav af grantræer. Man sagde dengang, at det var Danmarks største have.   Allerede i 1803 blev Nøjsomhed købet af legationsråd Ernst Kirstein.  I mere end 100 år forblev ejendommen i slægtens besiddelse. Sammen med sin kone, Emilie Henriette Cramer drev de et stort hus. Enken overtog i 1862 Nøjsomhed. I 1866 påbegyndtes af økonomiske grunde udstykningen. Først i 1923 blev selve ejendommen nedrevet.

 

Krebs Skole

En del gik i skole i Krebs Skole hos Krohn henne i Stockholmsgade Over indgangsdøren var en hane. Den stod også afbildet i læsebogen. Havde drengene været artige og flittige, skulle de lægge bogen under hovedpuden. Så skulle de næste morgen se efter om hanen havde lagt et guldæg. Og sådan et guldæg kunne udløse en to – øre eller hvis det gik rigtig højt for sig, en fem – øre. Disse blev straks omsat til sukkekugler eller kandisstænger fra slikmutter i Willemosegade. Måske blev pengene brugt til de forbudte  og derfor eftertragtede Duke – cigaretter.

 

Gadekamp

Knægtene stjal lange staver fra byggepladserne. De kunne bruges til slagsmålene. Lipkesgade/Willemosegade gik i krig mod Hinrichsensgade, der senere kom til at hedde Ringstedgade.  Gartner Hinrichsen havde store asparges og rabarbermarker, der strakte sig langs Classens Haver ned mod Sundet.

 

Rolighed

Rolighed lå endnu på Kalkbrænderivej ved Rosenvænget. Man kaldte bygningen for Det lille Rosenborg. Her kunne man også støde på Georg Brandes Det var ham, der påstod, at eventyrdigteren egentlig ikke kunne lide børn. Men dengang kom Jonas Colin sin gode ven til undsætning.  I 1850 blev lyststedet overtaget af grosserer Tvermoes. Huset var meget forfaldent:

• Vandet stod over Gulvene i Kjælderetagen, tvende der anbragte Sumpe var forfaldne og formaaede desuden ikke at modtage den Mængde Vand, der tilførtes dem fra det
  hele Terrain, ja enddog Grøften udenfor Bygningen, hvis Bund af Mangel paa Oprensning laa ½ Alen høiere end Gulvet i Kjælderen. At dette under saadanne Omstændigheder maatte være totalt opraadnet kunde ikke være andet. Bygningerne var overfyldte med Rotter og Muus, som her havde fundet Fred i den Grad, at de ugeneert spadserede omkring i Værelserne, medens man var der. Siden Generalens død var Gaarden ubeboet og det Hele bar den uhyggeligste Præg af forfalden Storhed.

Ja sådan skrev Tvermoes. Han fik det hele istandsat. I 1857 solgte han det hele til grosserer Moritz Melchior. Og det var her H.C. Andersen udåndede den 4. august 1875.

 

Smedelinjen

Smedelinjen lå der som en rest af de gamle bastioner og raveliner. Over i Østre Anlæg var der rester af den gamle Kirsebærgang. Det var stien langs voldgraven. Fru Heibergs røde villa stod der endnu på hjørnet af Næstvedgade og Strandboulevarden. Den var nu indlemmet under Finsens Instituttet. Og Drewsens villa, ja den ligger på hjørnet af Drewsensvej og Rosenvængets Hovedvej.

 

Resterne af Aggersborg

Resterne af udsmykningerne på  Aggersborg havnede i Rosenvænget hos Joachim Skovgaards søn, Johan Thomas. Hvor Dancherts lille gartnerhus med det røde tag lå, knejser nu en højmoderne ejendom med skråstillede vinduer og silkeundertøjsudsalg i butikken i stuen..

 

Forandringerne

Der er fodgængerovergang fra Dosseringen over til Rosendal. Her er nu en mindeplade over indgangsdøren til en høj boligkolos i 90ernes almindelige bygningsstil. Der hvor vinden viftede i sølvpoplerne på Købke – billedet kan man nu købe visitkager.

Heldts beværtning er veget for et rode – kontor. Og Det Hvide Hus på det modsatte hjørne lyser endnu mildt, men dog i en anden skikkelse. Nu rummer den en moderne bygning for lokaler for Sparekassen for København og Omegn.

Og Sortedamssøen. Ja omgivelserne er blevet mere kedelige. Det er blevet alt for regelmæssigt. Vi savner siv og rør og de krogede stier.

 

Historien om blodbøgen

Det idylliske Østerbro forsvandt efterhånden. Ja det kan bedst illustreres med historien om blodbøgen, fortalt af Benedicte Arnsen – Kall:

• Til intet af disse gamle træer i Classens Have har jeg næret en sådan kærlighed som den store blodbøg med de historiske minder fra Livjægernes udfald i 1807. Dette
  træ, der havde trodset så mange omvæltninger, stod endnu i fuld kraft og skønhed i 1885 som Danmarks ældste blodbøg. Fra et af mine mange vinduer i min mangeårig bolig
  på Citadelsvejen kunne jeg se det, og mangen morgen har jeg hilst på det og takket det for, at det endnu stod der, at det endnu var et forbindelsesled mellem hin fjern barndomstid på det gamle Østerbro og Alderdommens stille syslen med livets brogede og vekslende minder. Men heller ikke den glæde skulle vare ved. En morgen 1885 måtte jeg fra mit vindue se på, at vandalske øksehug fældede det herlige træ.
• Ejeren, en for nylig afdød handelsgartner, der i mangt et år havde kælet for det og selv kendte dets historiske betydning, var falden på, eller var blevet opfordret til, at udpacellere grunden til nogle kedelige snorlige kasernegader, der nu står som grimme og kedelige monumenter over al den svundne skønhed.

 

Den store udstykning

I 1846 påbegyndtes udstykningen af Classens Have. De mest efterspurgte grunde langs Strandpromenaden solgtes til grosserer Halkier og vekselmægler Aggersborg. Portrætmaleren A.C.
Lipke, der havde erhvervet Rosendal  og drev det som gartneri lod det udstykke i 1880.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – div. artikler

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 101 artikler fra Østerbro:

 

• Blegdamme på Blegdamsvej
• Christen Købke – en maler fra Østerbro
• Fra det gamle Østerbro
• Gamle havne på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• H.C. Andersens sidste dage på Østerbro
• Langelinie – dengang
• Rosenvænget på Østerbro
• Strandvejens historie
• Østerbro i forandring
• Østerbro – langs søerne
• Østerbro – som landsby
• Østerports historie
• Fra Trianglen til Vibenshus
• 1830 på Østerbro og masser af andre Østerbro – historier

Redigeret 11.-10.- 2021

Det var det rene idyl. Marker, haver, blomster, køer og får. Man fangede ål i Sortedamssøen. Her var også  masser af sejlbåde. Her var kapervogne, her sad kunstnere ved søbredden. Her kom Borgervæbningen. Og så var der en mølle, der brændte. Mød Markien på Rosendal og Jomfru Winsløvs høns. Vi besøger
Heldts Beværtning og Jespersens Traktørsted. Og ved søen møder vi en berømt maler.

 

Købke’s maleri

Vi forbinder vel Østerbro dengang med Købke ‘s maleri af en sommermorgen på Østerbro. Her har vi netop det skønne landelige Østerbro, som Julie Sødring taler om i sine erindringer.  Sortedamssøens små bølger slår mod kanten ved gartner Danckerts hus. Langt borte lyder horn-signaler. Det er vel oppe fra Kastels – volden. Vognrumlen lyder over topstens –brolægningen.

Skovserkonerne

Vi sætter os på Dæmningen ved søen. Skovserkonerne er på vej ad Strandvejen helt  fra  Skovshoved. De glæder sig til at komme inden for voldporten. Så kan de få et kop kaffe i Becks Kælder.

 

Marker

På den modsatte side skal vi ikke komme for nær til Postens Pumpestang. Den pumper inde i gården. Køerne går midt på vejen. Man skulle tro, at de selv fandt ud til Fælleden – til det grønne græs. De er ikke meget for, at flytte sig, når bonden kommer med sin vogn. Den er fyldt med københavnere, der skal på sommerbesøg ude på Strandvejen.

Her den mægtige have hos Tutein. Den går helt ned til Strandpromenaden. Her er masser af blomster i alle mulige farver. Der er store strækninger med frugttræer, små søer, udstrakte græsplæner, hele små skovpartier og store markarealer. Udsigten gennem lindealléen ender i en høj foran Sundet. Luften er krydret af Lindeblomster. Nattergalen hulker i det tætte krat nede ved søen.  Her er marker med blomster og lærkesang. Køer ligger og tygger drøv. Får er her sandelig også. I en lille sivkranset sø, slår fiskene et smut.

 

Strandpromenaden

Strandpromenaden lå der med dybe grøfter på begge sider. Et par ladvogne kører forbi mod Kalkbrænderiet. De hvide flaske skorstene kan ses langt borte fra. I strandkanten går fiskere med opsmøgede bukser og stryger rejer med korte brede net. Ude i Sundet ligger barkskibe og skonnerter med slappe sejl og venter på gunstig vind. Duften af lindestrømper kæmper med
at få overtaget med lugten af tang og saltvand.

Og her er de berømte roser, Arabella, Tausendscön og hvad de nu ellers hedder. Den lille Marki på Rosendal vandrer rundt mellem sine dyrebare vækster. Markien er rask og rørig, 83 år. Han er helt åndsfrisk. Hver onsdag og lørdag spiller han l’hombre og konserverer damerne. De unge herrer i familien bliver helt misunderlig på den gamle.  Han har hvid paryk på, og hvide strømper. Der er stil over ham.
Den vildtvoksende have

Classens Have ligger ved siden af. Den er lige så stor, hvis ikke større. Også den strækker sig helt ned til Strandpromenaden og Sundet. Men det er et sandt vildnis, et helt stykke urskov.
Når man kommer fra Rosendals velfriserede park er det helt velgørende, at vandre rundt i Classens vildtvoksende have.

Ind imellem strækker der sig en mindre have. Dem tilhører snedkermester Granberg. Han er ejer af Det hvide Hus. Det ligger på hjørnet af Østerbrovejen og Kastelsvejen. Her bor også den den kongelige skuespiller Christen Rosenkilde og hans familie. Fra deres lejlighed på første sal er der en pragtfuld udsigt mod øst over Classens Have til Sundet og Sverige. Mod syd – vest var der udsigt over Sortedamssøen til Københavns tårne og spirer, der rager over voldskrænterne.

 

Det Hvide Hus

Fra Classens Have kommer vi gennem en låge ud til Kastelsvejen. Vi fortsætter forbi Heldts Beværtning, der ligger på hjørnet af Kastelsvejen lige overfor Det Hvide Hus. Inde fra beværtningen lyder kuglernes rumlen fra keglebanen og keglerejserens meldinger. Fra Jespersens Traktørsted lidt længere oppe i alléen høres latter og bægerklang. Måske er det gravøls – gæsterne.

Hos slikmutter foran Holmens Kirkegård kan der købes kandisstænger. Her kan der også købes en ny og sørgelig vise om matrosen, der myrdede sin kæreste, fordi hun kom vand i brændevinen.  Soldaterkirkegården ligger lige over for Holmens Kirkegård.

 

De kongelige

På broen over stadsgraven foran  Østerport standser vi op i vejkanten med en ærbødig hilsen til Deres Kongelige Højheder Prins Ferdinand og Prinsesse Caroline, der kommer ridende fra deres eftermiddagstur.

 

Liv på  Store Kongensgade

Tager vi lige en smuttur ind ad Østerport møder vi i Store Kongensgade  en masse folk. De kommer fra Østerbro og skoven, kørende, ridende og gående. Fulde matroser, uartige piger,
agtværdige borgerfamilier, officerer og søndagsryttere, studenter. De hujer fra kapervogne og vifter med grønne bøgegrene.

 

Ål i Sortedamssøen

Måske skulle man overveje at lave ålesuppe kogt på ål fra Sortedamssøen. En søndag eftermiddag ved Sortedamssøen er ikke at foragte. Den er omgivet af idylliske promenader mellem krat
og buskads. Vinden leger raslende i sivene. Ude på søen leger vinden med bådenes hvide sejl. Der er mange fartøjer på søen i dag. Vi har lånt en rød – og grønmalet robåd hos gartner Danckert.

 

En kunstner ved sø-kanten

Ved strandkanten får vi øje på  en ung mand, der sidder og laver skitser af udsigten over søen mod Nørrebro. Det er den unge Købke, søn af bagermesteren fra Kastellet. Han bor sammen med forældrene ovre på Blegdammen. Bagermesteren flyttede hen i Blegdammen 85.

 

Borgervæbningen

I det fjerne hører vi hornmusik. Det er Borgervæbningen, der i farvestrålende uniformer er på vej til Fælleden. Her skridter tykmavede officerer geleddet af. Majoren sælger til dagligt svesker i Store Kongensgade.  Københavns herlige Borgervæbning bliver efterfulgt af soldaternes koner og kærester med madkurve og barnevogne. Rundt om i vindueskarme og haver står
publikum smilende og betragter det herlige skue. Jo, Store Vibehus skal angribes.

Rosenkilde hilser på alle sine bekendte blandt borgersoldaterne. Han hænger over havestakittet.

 

Den flotte udsigt

På udsigtshøjen ud til Østerbrovejen er der fint blik mod Sortedamssøen og den sivkransede bredder. Vejrmøllerne langs Farimagsvej ses også. Forelskede par drejer af fra Østerbrovejen
ned af Kærlighedsstien langs søen.   Landligger– familier går aftentur op ad alléen til Østerport eller et stykke ud af Strandvejen, der begynder oppe ved Hjørnelund  og Sankt Petersborg, hvor karpervogne holder i lange rækker og frister herskaberne til en skovtur.

 

Møllen brænder

Pludselig lyder der råb ude fra Østerbrovejen:

• Møllen brænder, Østerbros Mølle står i lys lue.

Ned ad vejen til Hjørnelund  står møllen i flammer. Det kan ses milevidt. Mange mennesker er kommet på benene. Gnisterne spredtes rundt omkring. Men sprøjterne kom ikke.

De var kaldt til København til en skorstensbrand. Sprøjten var lige nået gennem Østerport, inden den lukkede. De kunne ikke komme den anden vej. Porten var låst, og nøglen lå på Amalienborg. Brandmandskabet måtte køre en omvej gennem Nørreport.  Og så skulle de også lige til efterslukning. Da de endelig når tilbage til møllen, er den nedbrændt.

 

Sporvognsskinner

Kapervognene blev senere afløst af dampsporvognen og hesteomnibus. Den grønne indhegning, hvor tidligere Jomfru Winsløvs høns og kalkuner græssede og hvor Østerbros Mølle havde sin plads blev stenbelagt og overdænget med sporvognsskinner.

 

Zaren vakte angst

Hjørnelund,  der lå på hjørnet af Kalkbrænderivej kom til at hedde Nordre Frihavnsgade. Sankt Petersborg på den modsatte side er også forsvundet. Det var her, man påstod at russer – zaren havde ligget i kvarter, da han med sit følge vakte angst og bæven i hovedstaden.  Ak ja, Østerbro i 1830erne var haver, marker, haver, små nysselige huse og søen, Sortedamssøen,
Lago de Maggiore, som man kaldte den.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

–www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, bl.a. 101 artikler fra Østerbro 

• Christen Købke – en maler fra Østerbro
• Classens Have på Østerbro
• Gamle havne på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Kastellet  1-5 og mange flere artikler 

Redigeret 11.-10. 2021

Den 9. april var soldater fra Søgård i kamp mod tyskerne i Rønshoved og Hokkerup. De var ikke mange, og blev hurtig overmandet. Nogle nåede væk. De blev i Sønderborg hyldet som tyske soldater. Og de overmandede blev i
Kruså hånet af lokalbefolkningen. Den 11. april blev der holdt bisættelse i Søgård over fem kammerater.

 

Starten kl. 3.30

Klokken 3.30 krydsede en tysk patrulje grænsen ved Nyhus Sø, og gemte sig hos nogle hjemmetyskere i Rønsdam. Disse skulle sikre Padborg Station før det første pansertog rullede over grænsen mod nord.

 

De første døde

Imens sneg en gruppe civilklædte soldater fra Brandenburg – afdelingen  sig ind i Padborg.  Kl. 4.00 blev tre grænsegendarmer skudt ned ved Jernbaneviadukten af disse soldater. Den ene døde på stedet, mens de andre to døde senere samme dag på sygehuset i Sønderborg.  Et kvarter efter Krydser tyske tropper grænsen ved Kruså, Padborg, Rens og Sæd.

 

10 mand i stilling ved Rønshoved

Hvad skete der af kamphandlinger den 9. april 1940. det kigger vi på i tre nye artikler. Det kan være lidt svært at dele op i de kasser vi har. Men vi håber, at læserne trods alt kan finde ud af det. Vi kan se på vores målinger, at interessen for, hvad der skete under besættelsen er særdeles stor i Bov Kommune.  Vi starter i Rønshoved, fortsætter til Hokkerup og slutter ved Tinglev.  Otte menige, en korporal og en løjtnant gik i stilling ved Rønshoved tidligt om morgenen den 9. april 1940. Det første man foretog sig var en vejspærring. Men snart måtte man erkende, at det ikke var meget at gøre, da flyene dukkede op.

 

Troede, at de var tyskere

En gruppe ca. en kilometer bagved, var kommet i kamp. Men omkring klokken otte var der givet besked om, at al modstand skulle opgives. Gruppen rykkede mod Sønderborg.  Der blev kastet blomster, fordi man troede, at det var tyskere.

 

Hørte skud fra Hokkerup

En anden afdeling kørte fra Søgaard tyve minutter over fire. I løbet af et kvarter nåede man til Kværs.20 mm kanonerne blev ladet og også geværerne. Anden Halvdeling kørte over Hokkerup til Rønshoved. Her gik man i stilling. Hurtig var våbener bragt i stilling mod syd, og man slørede sig så godt man kunne.  Mange troede, at det var en øvelse, men da først man hørte en hul brummen, var man sikker på at det var en masse fly, der var i anmarch. Samtidig kunne man høre skud fra resten af Anden Deling, der lå i Hokkerup.

 

En håndgranat mod motorcyklen

Her i Rønshoved lå der fire mand ved en kanongruppe og ved en trefodsgruppe var der fem mand og en korporal. Da skydningen ved Hokkerup  ophørte var man enige om at sende en ordonnans derover. På vejen blev han overrasket af en modstander, der kastede en håndgranat mod ham. Den ramte koblingen på motorcyklen. Da hans fart var ret stor blev han slynget væk fra cyklen. Det reddede hans liv. Granaten sprang bag ved ham.  Gennem egnes beboere fik gruppen at vide, at efter at de var beordret til Sønderborg, at vide, at hel bataljon tyskere rykkede frem mod dem. Det betød, at der blev sat ekstra fart på. På vejen mødte man en deling cyklister. De blev taget med på motorcyklerne. Pludselig kunne der sagtens være fire mand på hver motorcykel.

 

Troede at Søgård brændte

Klokken 4.55 modtog Tredje deling ordre til at gå i tidligere udpegede stillinger ved Rønshoved og vejgaffelen syd for Hokkerup. Ved Tørsbøl Plantage blev gruppen beskudt fra luften. Delingen gik i flyverskjul. Derefter fortsattes fremrykningen til Hokkerup.

I det fjerne kunne man se brand. Mange troede, at det var Søgaard,  der brændte. Men det var kun et udhus til en gård.

Vejspærring blev hurtig etableret og halvdelingen gik i stilling. Gravearbejde skulle i gang men allerede kl. 5.20 blev delingen angrebet af tyske panservogne. Meningen var, at man ville have fældet et træ, der skulle spærre vejen, men fjenden kom hurtigere end beregnet. Kort tid efter var kampen i fuld gang med tysk fodfolk, som trak igennem fra Kelstrup Skov. Området nord for vejen omkring kanonen blev beskudt og bag bebyggelsen faldt granater. Tre kampvogne blev uskadeliggjort.

 

I civilt tøj

Rekyl – geværskytten fik en granatsplint i benet. Han flygtede fra kampområdet trods sine kvæstelser. Han kom ind på en gård og klædte sig om i civilt tøj. Midt under omklædningen kom en tysk soldat ind og forhørte sig, om der var danske soldater til stede. Da det blev svaret benægtende, forsvandt den tyske soldat igen. Efter omklædningen cyklede skytten til Gråsten for at blive forbundet. Herfra blev der sendt bud efter en ambulance fra Sønderborg.

 

Omringet af 100 tyskere

Kl. 6.15 var stillingen omringet af ca. 100 tyskere. Da man var parat til at stikke en bajonet i de 18 danske soldater, og da adskillige allerede var slået i jorden, lød det fra løjtnant Højerslev:

• Hold inde

Skydningen ophørte. De tyske sanitetshjælpere kom øjeblikkelig de danske soldater til hjælp. Soldaterne blev afvæbnet og sat i march til Kruså Grænse. Løjtnanten blev sendt bagefter på motorcykel.

 

Danske soldater hånet i Kruså

På turen til Kruså var der flere steder nogle som havde hejst det tyske Hagekorsflag. I Kruså var der igen nogle, der hånede soldaterne fra Søgaard. Det var bittert, at opleve dette. Nogle af dem var bekendte.

 

En kammerat døde tre timer senere

Løjtnanten bad om mad til sine soldater. Der blev derefter sendt bud efter tørkost fra Flensborg.  Man gjorde opmærksom på, at man ikke ville kæmpe mod Danmark. Man havde kun skudt, fordi det blev skudt mod dem.   Mens man ventede, kom en ambulance. Den skulle ud til Hokkerup efter en såret dansk soldat. Han blev ført til Flensborg Sygehus, hvor han døde tre timer efter.

 

To mand dræbt, tre – fire sårede

Klokken 9.15 fik man besked om, at al modstand var indstillet. Klokken 10.30 kunne hjemmarch til Søgaard  startes.  Men man skulle lige forbi Hokkerup efter diverse ting. Egentlig var der bestilt en bus, der skulle transportere de danske soldater til Flensborg. Men da freden var igangsat, så måtte delingen marchere tilbage. Delingen mistede to mand og tre – fire sårede.  Ved middagstid var man tilbage i lejren i Søgaard.

 

Bisættelse af fem soldater

Den 11. april var der bisættelse i kasernegården af 5 soldater. Der manglede en. Han lå i Flensborg. Tyskerne ville vise deres faldne modstander den sidste ære ved at føre ham direkte til hans hjem i København.  Og tyskerne gik også med til, at kisten blev bragt via Søgaard, så der kunne holdes en lille andagt. Tre af hans kammerater fik lov til at følge ham.

 

Kamphandling i Gårdeby

Syd for Tinglev ligger Gårdeby. Her blev der den 9. april 1945 etableret en vejspærring på hovedvejen. En masse fly kom hen over hovederne på delingen. De første kom i stor højde. Men til sidst kom tre jagere strygende lige hen over hovedet på delingen. De opdagede spærringen og vendte straks om.  Flere gange måtte delingen i flyverskjul.

 

Nye Panservogne på  stedet

Et øjeblik efter var de to første panservogne allerede på stedet. Da de opdagede spærringen trak de sig skyndsomt mod vest. Man nåede ikke at få afgivet et skud. Man var nu bange for,
at panservognene ville komme fra en anden retning. Men pludselig blev der givet ordre til, at man skulle begive sig tilbage til den sydlige del af Aabenraa. Da man var omtrent færdige med at pakke kom de næste panservogne. Herefter forsøgte man at anbringe kanonen i en stilling på cyklen. Men 25 meter derfra havde man et levende hegn, som man først skulle skyde igennem. Måske var panservognene blevet ramt, for de trak mod vest.

 

Tilbage til Viborg

Efter dette trak delingen, som kun bestod af syv personer sig tilbage ad Oksevejen. Omsider stødte man på artilleriafdelingen fra Rødekro, som man skulle melde sig til. Her fik delingen at vide, at man ikke måtte yde nogen som helst modstand. Derefter gik turen til Jelling for så til sidst at havne hos Jysk Division i Viborg.

Kilde

• www.dengang.dk-div.artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler –
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 17.10.2021

Tønder og Omegn – 9. april 1940

En ordonnans kørte lige foran de tyske tropper og alarmerede kasernen i Tønder. Her kom til kampe i Abild, Sølsted og Bredebro. En kone forrådte soldaternes gemmested i Bredebro. En kobling røg af en af motorcyklerne. Og på Torvet i Tønder spyttede man efter de danske soldater og hånede dem.

 

De danske tab i Sønderjylland

I kampene mod tyskerne den 9. april var der 13 døde og 29 sårede på dansk side.

 

Alarm – beredskab

Allerede den 8. april var der befalet Alarmberedskab. Dette er højeste beredskab, som anvendes i fjendens nærhed. Ved dette beredskab holder et kompagni, batteri, deling osv. sig samlet i store rum, så man let kan komme ud.   Hjelme tornystre og brødposer kan aftages. Lædertøj kan løsnes, men ikke aftages. Al udrustning skal være på eller hos manden undtagen gevær, der normalt sættes sammen uden for rummets udgang.

Der skal til stadighed brænde afblændet lys i alle kvarterer. Der udleveres ikke bagage. Kørertøjer holdes pakket. Der hvor der forefindes heste, hviler mandskabet sammen med disse.  Motorkøretøjer holdes parat til øjeblikkelig start. Om nødvendigt varmes motorerne op med passende mellemrum.

Fra samtlige kvarterer afgives alarm – ordonnanser til nærmest foresatte chefs kvarter. I alle chefkvarterer skal der være telefonvagt døgnet rundt. Ved samtlige kvarterer blev der opstillet alarmpost.

 

Forhøjet beredskab

Næsthøjeste beredskabsform var Forhøjet beredskab.  Her skal tjenestefrit personale blive inden for afdelingens område og fra mørkets frembrud være i kvarter. Styrken samles til færre og større kvarterer. Der kan hviles afklædt. Våben og udrustning skal være anbragt således, at man selv i mørke kan gøre klar til øjeblikkelig udrykning.

 

Motorlarm den 8. april

Den 8. april krænkede et par tyske flyvere dansk territorium. Allerede tidlig om aftenen kunne der fra Sæd høres motorlarm. Ved 22.30 tiden kunne man fra Sæd Grænse se en ivrig trafik af biler og motorcykler.

 

Ordonnans til kasernen

En ordonnans var placeret ved grænsen. Han startede sin motorcykel og kørte mod Tønder. På kasernen løb han op på Bataljonskontoret. Obersten kom ind, og hørte meldingen om, at tyskerne var gået over grænsen. Der blev øjeblikkeligt alarmeret.   I Tønder,  hvor oberst A. Poulsen var chef, bestod styrken af Fodfolkspioner – kommandoens Befalingsmandsskoler
som igen bestod af Første Afværgeafdeling og 2. Cyklisthold, og et egentlig fodfolks – pioner – kompagni.

 

Grænse-gendameriet alarmerede

Fra Grænse-gendameriet  indløb der fast en situationsmelding hver time.

• Kl. 3.20 meldtes om motorlarm fra køretøjer langs grænsen fra Rends til Aventoft.
• Kl. 4.10 indløb melding om, at fire tyske militærpersoner stod og rokkede ved den danske grænsebom.
  Men en ordonnans kom som skrevet med alarmeringen.

 

Tyskerne stod næsten udenfor

Ordonnansen  blev bedt om, at køre mod Sæd, for at undersøge, hvor vidt tyskerne var kommet, men han nåede kun et lille stykke ned af Carstensgade, hvor han mødte en tysk motorcykel og tre panservogne. Han passerede tyskerne uden at det blev skudt på ham, og det gjorde han også på tilbagevejen.

Garnisonskommandanten gav ordre til tilbagetrækning. For skolernes vedkommende lød ordren at gå tilbage til Bredebro, mens Foldfolkspioner – kompagniet skulle rykke over Vennemose til Løgumkloster.

 

Ved Abild

Da man nåede Abild gik halvdelen af skolen i stilling, mens resten sendtes videre til Sølsted.  Om morgenen var soldaterne blevet vækket-

• kl. 4.30. De havde alle sovet i gymnastiksalen. Allerede ti minutter efter var de parate ved deres cykler.

Styrken ved Abild havde ikke nået at etablere en effektiv vejspærring før fjendtlige motorcyklister og panservogne dukkede op. Man nåede at få en påhængsvogn kørt frem og vendt på tværs af vejen på hovedvejen syd for Abild.

 

Koblingen gik

Men det kneb gevaldigt med at få krudtet frem til Abild. Den motorcykel, der stod parat med ammunition til maskinkanonen, ja den havde en defekt kobling. De to elever måtte skubbe motorcyklen de ca. 1 ½ km frem ad landevejen mod  Abild  med tyskerne lige hælene. På et tidspunkt måtte de lade motorcyklen stå. Det vil sige, at de tog nogle magasiner med sig efter at de havde skjult motorcyklen.

En maskinkanon åbnede ilden og tvang den forreste panservogn til standsning. Blandt andet på grund af den mangelfulde vejspærring besluttede kaptajnløjtnanten at gå tilbage til Bredebro for at vinde tid til at indrette spærringer.

 

Forfulgt af soldater

De to elever blev nu forfulgt af tyske soldater. I Abild lykkedes det for den ene at få fat i en cykel. Han forsvandt mod Tyvse.  Den anden søgte tilflugt i et hus, hvor han søgte dækning. Derfra beskød han tyskerne. Nu var der kun to tilbage. De forsøgte, at få fat i ham, der flygtede på  cykel. Senere vendte de tilbage og søgte efter den anden. Han havde gemt sig i spisekammeret, og der fandt tyskerne ham ikke.

Meningen var nu, at han ville slæbte den gemte motorcykel til Abild for at få den repareret. Men så mødte han Røde Kors Vognen. Og her fortalte man, at al modstand skulle opgives.

 

Tilbagetrækning fra Sølsted

I Sølsted  beordredes alle cyklisterne til Bredebro, således at der kun befandt  en Panserværns – halvdeling, da fjenden ca. 45 minutter efter viste sig. Den forreste panservogn blev ramt og
kørte i grøften. Den næste blev ligeledes ramt, men trak sig noget tilbage og åbnede ild med maskingeværer. Granater blev også kastet. Herefter gav kaptajnløjtnanten ordre til tilbagetrækning  til Bredebro. På vejen blev styrken angrebet af fly. Kuglerne begyndte at smælde omkring den danske styrke.

Det var ikke let for cykelkompagniet med tornyster og kappe på. Dette ragelse besværliggjorde bevægelserne.

 

Røbede gemmestedet over for fjenden

I Bredebro kom der til en kort ildkamp. Trefods – geværet kom i stilling ca. 50 meter syd for vejspærringen i en have lige ved vejen. Styrken fra Sølsted ankom. Ca. 100 meter sydligere åbnede et rekylgevær ild. Men det var kun i meget kort tid.

En kone, der havde set de danske soldater, røbede skjulestedet for de tyske fjender.

Man flygtede hen i en kalkkule ca. 10 meter fra vejen. Her så man, at flere blev taget til fange. Her lå man det meste af formiddagen. Da der kom en lille pause i kolonnen søgte man ind på en gård. Her fik man at vide, at de danske soldater havde fået ordre til at indstille al modstand og at man skulle overgive sig.

Da flere panservognskompagnier dukkede frem i den danske styrkes venstre flanke på vejen fra Løgumkloster indså Kaptajnløjtnanten, at kampen var håbløs. Tilbagegang var umulig, hvorefter man opgav modstanden. De danske soldater afvæbnet. Mens det foregik begyndte tyskerne pludselig at åbne ild fra kirkegården.

 

Læg på  plads igen

Civilbefolkningen var dukket op. De trodsede de skarpe projektiler. Der blev bakset med nogle sten og en vogn til afspærring og midt i det hele kommenterede en bonde situationen:

• I må  ikke smide de sække sådan. Det er mel i, og brændet skal I lægge på plads igen.

Han havde åbenbart ikke forstået alvoren i det hele.   Der var faktisk lavet fire afspærringer ved Bredebro. Allerede fra Sølsted havde fly beskudt de danske soldater.

 

Hånet af Tønders borgere

Efter overgivelsen blev de danske soldater proppet i to rutebiler og kørt til grænsen. Igennem Tønder By stod folk og hånede dem. Samtidig spyttede de på busserne. Efter at have været  over grænsen i en halv times tid, blev soldaterne ført tilbage til kasernen i Tønder.

Fodfolkspioner – kompagniet, der som nævnt skulle gå tilbage til Løgumkloster gik først i stilling i Tyvse. Kompagniet kom dog ikke der i kamphandlinger med de tyske tropper.

 

Danske fly skulle overvåge

Den 8. april kl. 12 blev der givet ordre til højeste alarm ved Luftværnsartilleriet ved Løgumkloster. Der blev udleveret skarp ammunition til befalingsmænd og mandskab. Ingen måtte forlade batteriet.  Man havde lige inden modtaget ordre fra afdelingen i Rødekro, at man ikke måtte skyde, da danske flyvemaskiner i løbet af eftermiddagen ville overtage bevogtningen af luftrummet over grænseegnene

Man afventede derfor i løbet af dagen marchordre nordpå. Men intet skete, og der var heller ikke spor af danske flyvemaskiner.

 

Larm høres fra Sild

Klokken 23 fik batteriet ordre til at lade soldaterne gå i kvarter  Klokken 4.30 ringede løjtnant Kjølsen, der i lytterapparatet havde hørt stærk flyvemaskine larm fra øen Sild.

 

Ram på bombefly

• Kl. 5.15 blev batteriet overfløjet af en tysk jagermaskine i en afstand af 2.500 meter. Den blev beskudt af 75 mm luftværnskanon. Maskinen sprang straks i vejret for at undgå videre beskydning. I alt blev der afgivet 6 skud.

Batterichefen blev vækket ved skydningens begyndelse og han gav straks ordre til at standse beskydningen.  Mens batterichefen var undervejs blev en tysk bombemaskine, da batteriet følte sig truet beskudt med 20 mm maskinkanoner i en afstand  af ca. 1.800 meter Maskinen blev truffet. Maskinen forsvandt i dykningen bag Vognhøj,  som om den gik ned.

De soldater, der skød fra batteriet havde aldrig skudt med materiellet før.  Senere fik man da også underretning om, at en bombemaskine skulle være landet ved Skærbæk, fordi tre af den syv mands store besætning skulle være blevet dræbt.

 

Batteri blev omringet

Batteriet fik ordre til at afmarchere til Vejle. Civilkøretøjer begyndte kl. halv syv at ankomme til batteriet. Man begyndte derefter læsningen af ammunition m.m. På det tidspunkt var Løgumkloster By  besat af tyske panservognstropper. Og det varede ikke længe før batteriet var omringet af tyske panservogne.

Batteriet blev ikke afvæbnet, men fik henstilling på at sætte geværerne sammen og lade mandskabet træde tilbage. Mellem klokken syv og halv otte fik mandskabet af de tyske myndigheder lov til at hente forplejning.

Kilde

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler
  
  

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• under Tønder ligger der 283 artikler
• under Besættelsestiden (Før/under/efter) ligger der 362 artikler 

Redigeret 1. 11 . 2021

Længe før den 9. april var der advarsler,
om hvad tyskerne havde planer om. Også 
fra tysk side lod man advarsler sive. De kom fra dem, der ville styrte
Hitler. Herfra  informerede man om tyskernes dispositioner. Hemmelige
fredsforhandlinger blev ført med briterne.  Man var fra tysk side
bange for den britiske flåde. Men trods efterretninger foretog den
britiske flåde sig ikke meget. Hverken i
Holland/Belgien eller i Danmark

førte advarslerne til modforholdsregler. Her kom
Weserübung som en overraskelse  

Lokale havde anelser

Min far talte den 6. april 1940 med en
chauffør fra en fiskebil på Sønderport
i Tønder. Han fortalte, at der var store troppekoncentrationer
syd for grænsen.

I Højer
bemærkede man, at et stigende antal tyske fly i dagene op til 9. april
fløj op langs den danske vestkyst, og krænkede uden videre dansk territorium. 

Og i dagene op til den 9. april kunne man fra Sild
høre fly varme op til aktionen den 9. april.  

Den 8. april fløj et dansk fly langs
grænsen. Men længe før vidste den danske og engelske regering, at
tyskerne ville foretage et angreb mod Skandinavien.  

En advarsel fra 4. april

Om aftenen den 4. april 1940 modtog det
danske udenrigsministerium en advarsel fra Gesantskabet
i Berlin om angrebet.

Åbenbart var disse advarsler bagere,
end eftertiden vil gøre dem til. For på Christiansborg
tog man ikke advarslerne videre alvorlig. Man ville se tiden an.  

Ville slutte fred under gunstige betingelser

Den samme aften gik den tyske generalstabschef
F. Halder i hærens hovedkvarter i Zossen
en times kørsel syd for Berlin

til hærens øverstkommanderende W. von Braunchitz
for at forelægge ham beviser for, at den britiske regering var villig
til at slutte en for Tyskland
særdeles gunstig fred. , når blot Hitler
var fjernet.  

Det var en sammenhæng mellem de to begivenheder.
Den var foranlediget af Hitler –
modstandere i den tyske overkommandos efterretningstjeneste.  

Attentat
– forsøg den 20. juli 1944

Modstanden mod Hitler
var blevet tilspidset efter lynsejren over Polen
i september 1939. Næppe havde Hitler
fejret sin sejr før han ville angribe det vestlige Europa.
Dette anså generalerne for galskab.

Advarslen om angrebet mod Danmark

skal ses som en systematisk kamp mod at få Hitler
fjernet. Man forsøgte også forgæves med et attentat den 20. juli
1944.  

Mange
ønskede Hitler fjernet

Mange officerer i den toppen af den tyske
hærledelse ønskede Hitler
fjernet. Men man havde særdeles dårlige arbejdsbetingelser. Telefoner
blev aflyttet, falske informationer blev plantet og officerer blev overvåget.
SS, Gestapo og menige partifanatikere var stolte af at angive systemets
fjender.  

Menigmand så 

Hitler som frelseren

Allerede fra startet af Hitlers karriere
var der folk, der ville have Hitler
fjernet. Men menigmand i Tyskland
så Hitler som frelseren, der havde fået fjernet arbejdsløsheden
og fået gang i Tysklands industri.  

Vestlige stormagter var passive

De vestlige stormagter var også 
passive. Hitler valgte at udtræde af Folkeforbundet.
Han sprængte Versailles – traktaten
ved at indføre almindelig værnepligt. Det utrolige skete, at England
accepterede en flådeaftale tre måneder senere.

Hitler
opsagde Locarno – traktaten
og marcherede i 1936 ind i Rhinlandet.
I 1938 gennemførte han Østrigs
optagelse i Das Reich. Han indlemmede Sudeterlandet
og uden krig erobrede han den czekiske del af Czekoslovakiet. 

Ind i Rhinlandet

Som skrevet marcherede tyske tropper
ind i Rhinlandet. Efter den sidste krig måtte tyske soldater
ikke færdes her. Men Hitler
udnyttede en udenrigspolitisk situation. Ratifikationen af den fransk
– sovjetiske bistandspagt gav ham påskud til at hævde, at Tyskland
ikke mere var bundet af foreliggende aftaler.  

Tre uger om Polen

Passiviteten fra vesten blev den 3. september
1939 afløst af krigserklæring. Men der var ikke videre aktivitet derfra,
da Hitler på tre uger havde erobret Polen.  

Officerer myrdet

I den tyske hær var der efterhånden
kommet unge begejstrede nationalsocialister. De kunne kvæle al modstand
i officerskorpset mod Hitler.
Og denne var en af de mest snedige demagoger, der har tyranniseret et
folk i Verden.

Allerede i 1934 var en del officerer
blevet myrdet. Görring og Himmler
greb chancen og fik fjernet modstandere af systemet. Ja, det var flere
hundrede, der var blevet myrdet.  

Lydighed over for føreren

Halvanden måned efter – den 2.
august 1934 døde Hindenburg.
Nu lod Hitler hæren sværge ed til sig, ikke som i Weimartiden
om troskab mod folk og fædreland, men som i kejsertiden en ed til statsoverhovedet
personligt. Den var en hellig ed om ubetinget lydighed mod det tyske
riges og folks fører Adolf Hitler,
værnemagtens øverstkommanderende.

Generalstabschef Ludwig Beck
og mange andre følte sig overrumplet.  

General Oster advarede Danmark

Det var den senere general Hans Oster,
der i 1940 advarede Danmark
og Norge om det forestående angreb. Han ville advare vesten
om nationalsocialismens forbryderiske væsen. Han mente, at nationalsocialismens
stilling til kirken, til jøderne, til retsopfattelsen og til retsudøvelsen
havde udviklede sig til et rent politi
– og vilkårlighedsstyre.

Oster
sad centralt i efterretningstjenesten og havde fingeren på pulsen.  

Canaris imod Hitler

Oster
blev sammen med Canaris hængt i en sydtysk koncentrationslejr
på fem års dagen for Hitlers
overfald på Danmark og Norge
ganske få dage før amerikanske troppers ankomst i lejren.

Denne Oster

var født 1888 og forblev tro mod kejseren.  

Canaris
var en rank og flot rytterskikkelse og var præstesøn fra Alsace.
Fra fængslet skrev han til sin søn:  

• Til sidste
  åndedrag bliver ved med at være hæderlige karle, således som vi
  har lært det som børn og soldater. Komme hvad det vil, vi frygter
  kun Guds vrede, hvis vi ikke er redelige og hæderlige og gør vor pligt.

 

Admiral Canaris

var chef for efterretningsvæsnet fra 1935 – 1944.  

Briterne fik besked om grusomhederne

Forskellige forskere har påpeget, at
man ikke vidste, hvad der foregik af forbrydelser under Hitler
– styret. Det er ikke korrekt. Adskillige dokumenter fra 1940
dokumenterer, at Canaris netop udbredte kendskabet til SS`s
umenneskelige forbrydelser over for jøder og kristne i Polen.

Også andre generaler i den tyske
hær fik oplysninger om grusomhederne ved østfronten. Canaris

lod sin viden sive til englænderne, for at få disse til at reagere.
Han var meget bevidst på, at tyskerne gik deres undergang i møde.  

Rommel var medspiller

Disse to var nogle af de kendte, der
gerne ville af med Hitler. Men også en anden kendt, feltmarskal
E. Rommel var fast besluttet på handling mod Hitler.
Men desværre blev han tre dage før 20. juli (1944) attentatet såret,
da vestlige fly rettede deres kugler imod en bil på de franske landeveje.
Dermed mistede oprørerne en vigtig medspiller.  

Den britiske flåde skulle forhindre
invasion

Omkring 1. april diskuterede Canaris

og Oster mulighederne for, at den britiske flåde skulle forhindre
tyskernes invasion i Norge.

Hitler
– modstanderne havde også før aggressionen mod Czekoslovakiet
kontaktet briterne.  

Aktion udskudt 29 gange

I en tale proklamerede Hitler,

at Frankrig og England ville sønderbombe Tyskland.
Derfor var det Tysklands opgave at ødelægge de to landes militære
styrker. Angrebet mod Frankrig 
blev fastsat til 12. november. Men inden Hitler
rykkede ind i Holland, Belgien

og Frankrig den 10. maj 1940, havde aktionen været udsat 29
gange.  

Chamberleins tale

Hitler
– modstanderne vidste måske ikke at de havde en stor tilhænger
i Neville Chamberlein (premierminister indtil 11. maj 1940).
Dagen efter krigserklæringen den 3. september 1939 udtalte han i
Underhuset:  

• I denne krig kæmper vi
  ikke imod jer, det tyske folk, mod hvem vi ingen bitre følelser nærer,
  men mod et tyrannisk og sammensvoret styre, der ikke alene havde bedraget
  sit eget folk, men hele den vestlige civilisation og alt, der er os
  dyrebart.

 

Flere gange var der forhandlinger mellem
briterne og Hitler – modstanderne.
Forhandlingerne skete både i Bern
og Rom.  

Briternes fredsforslag

Briterne tilbød tyskerne en særdeles
fordelagtig fred, blot Hitler
var ryddet af vejen. To udsendinge fra Foreign Office

kom med følgende tilbud: 

1. Det sikres, at den britiske
   regering ikke militært til skade for Tyskland, f.eks. ved et angreb
   i Vesteuropa vil udnytte en forbigående krise, der måtte kunne opstå 
   i forbindelse med en aktion fra den tyske opposition.
2. Den britiske regering erklærer
   sig beredt til at samarbejde med en ny tysk regering, hvem den kan give
   sin tillid for at sikre en varig fred og at yde Tyskland den (til genrejsning
   efter krigen) nødvendige økonomiske hjælp.
3. Den britiske regering kan
   ikke forpligte sig yderligere uden forudgående indforståelse med den
   franske regering.
4. I tilfælde af Frankrigs
   deltagelse i forhandlingerne ville det være
   ønskeligt, om der kunne gives meddelelse om det omtrentlige tidspunkt
   for gennemførelse af det indre tyske foretagende.
5. Såfremt oppositionen for
   at lette gennemførelsen af sin aktion måtte
   ønske en vildledende (militær) manøvre fra vestmagterne, vil den
   britiske regering inden for mulighedernes ramme imødekomme et sådant
   ønske.

 

Østrig og Sudeterlandet
skulle forblive i Tyskland.
Og grænsen mod øst skulle se ud som før 1914. Mulighederne var at
erstatte Hitler med Göring.  

Forbindelse gennem Oster

Forbindelsen til briterne blev blandt
andet varetaget af Oster. De fortsatte senere gennem Vatikanet.

Når Hitler
– styret var væltet ville paven appellere til de krigsførende
om at aftale våbenstilstand og afslutte krigen.  

Forhandlingerne via Vatikanet
var rent og skær forræderi. Man måtte fare frem med forsigtighed.

Men Hitler
blev som bekendt ikke styrtet. Briterne var gennem disse forhandlinger
dog blevet meget velorienteret om, hvad der foregik i Tyskland.
Mange højtstående officerer deltog i kupplanerne mod Hitler. Briterne
var særdeles velorienteret om krigsplanerne.  

Flåden manglede støttepunkter

Allerede i 1937 påpegede storadmiral
Raeder over for sin forsvarsminister og påpegede de uheldige i
flådens svaghed i mangel på støttepunkter udenfor Østersøen
og Nordsøen.

Den 10. oktober 1939 henledte Raeder
Hitlers opmærksomhed på, at Trondhjem
kunne være et strategisk sted for at placere ubåde. Den 8. december
påpegede den samme over for Hitler,
at der mellem Norge og England
foregik en livlig handel.  

Quisling på 

banen

Den 12. december blev Quislings
synspunkter refereret over for Hitler. Man kunne gennemføre
besættelsen af Norge på 

• 1. ad fredelig vej
• 2. med magt

 

Quisling
tanke var at begå statskup og så tilkalde tysk hjælp. Hitler
lod sig overbevise af Quisling
om, at Norge var truet af engelsk besættelse. Men han mente,
at den bedste løsning var en tysk erobring uden norsk hjælp.  

Admiralen
ønskede 300 u – både

Tyskerne var bange for englændernes
flåde. Ved krigens udbrud havde Tyskland
kun 28 atlant – ubåde. Ubådschefen, admiral Dönitz
forlangte 300 u – både. Kun en tredjedel skulle være ved fronten,
en tredjedel skulle være hjemme og den sidste tredjedel skulle altid
være på rejse. Dönitz var meget interesseret i Trondhjem.  

Weserübung

Weserübung

som var kodeordet for angrebet mod Norge
og Danmark, var ikke admiral Raeders
livret. Den britiske flåde var væsentlig stærkere end den tyske.
Men også inden for hærledelsen og luftvåben ansås aktionen for at
være farlig. Således var både hærledelse og luftvåben således
meget skeptiske over for planerne.  

Planerne skulle holdes hemmelige

Angrebet kunne kun lykkes, hvis det for
modstanderne kom uventet og overraskende . Derfor blev det ganske særlig
fremhævet, at alle forberedelser skulle holdes absolut hemmeligt. I
Hitlers ordre af 1. marts om Weserübung

hedder det således:  

• Det er af den største
  betydning at vore forholdsregler rammer de skandinaviske stater såvel
  som vore vestlige modstandere overraskende. Alle forberedelser, navnlig
  tilvejebringelse af lastrum og af tropper såvel som deres afsejling
  skal tage hensyn hertil. Kan forberedelserne af afsejlingen ikke hemmeligholdes
  længere, skal andre mål (end Danmark
  og Norge) foregøgles officerer og soldaterne. Soldaterne må
  under alle omstændigheder først erfare de virkelige mål, efter at
  skibene er løbet ud .

 

Aktionerne skulle foretages på 
samme tid

Da Hitler
den 21. februar gav general von Falkenhorst

ordre til at forberede Weserübung,
var det hans beslutning først at gennemføre Gul.
Det var stikordet på angreb på Vesteuropa,
og først når dette angreb var nået til en hvis afslutning,
skulle Weserübung gennemføres. Imidlertid vaklede Hitler

i de følgende dage.

Jodl
foreslog, at begge foretagender skulle forberedes, således at de både
i tid og i anvendelsen af militære styrker var uafhængige af hinanden.
Hitler accepterede Jodls
forslag og meddelte derpå den 3. marts, at Weserübung
skulle gennemføres først og nogle dage senere Gul.  

Overraskende gennemførelse

En ordre fra general Falkenhorst
af 5. marts fremhæver overraskelsens nødvendighed og det samme gør
en ordre fra admiral H. Raeder: 

• Det er af den største
  betydning at vore forholdsregler rammer såvel de nordiske stater som
  vestmagterne. Alle forberedelser skal tage hensyn til dette ganske afgørende
  synspunkt…..Svagheden i styrker skal udlignes ved dristig handlinger
  og overraskende gennemførelse.

 

En vanskelig operation

Under en konference med Hitler

den 9. marts anså Raeder for sin pligt, at give Føreren
et klart billede af flådens del af Weserübung:  

• Det kritiske
  øjeblik bliver indsejlingen i havnene og kystforterne skal passeres.
  Det må ventes, at indsejlingen vil lykkes, his den gennemføres
  overraskende, og at nordmændene ikke hurtig nok vil træffe beslutning
  om at skyde, hvis de overhovedet er besluttet herpå. For skibene bliver
  tilbagerejse den vanskeligste operation, fordi det betyder, at de skal
  bane sig vej gennem de britiske flådestyrker.

 

Hoveddelen af den britiske flåde var
stationeret i Scapa Flow, mellem Orkney
– øerne. Det var en halv snes timers sejlads fra den norske kyst.  

Advarsel diskuteret den 26. marts

Allerede den 26. marts diskuterede man
i krigskabinettet i England
om tyske angrebsforberedelser. Således havde den britiske gesandt i
Stockholm indberettet om en koncentration af tyske fartøjer og
flyvemaskiner, der øjensynligt skulle besætte norske flyvepladser
og havne.

Den 30. marts oplyste admiral F. Darlan,
at Tyskland koncentrerede de fornødne styrker til en invasion
af Sydnorge, Stavanger eller Sverige.  

Mange tegn på 
invasion

• Den 2. april gav Hitler
  endelig ordre til gennemførelse af Weserübung den 9. april.
  Egentlig skulle invasionen have været foretaget fire uger tidligere,
  men isproblemer gjorde, at aktionen blev udskudt.
• Den 3. april underrettede
  Oster sent på eftermiddagen den hollandske militærattché oberst
  J.G. Sas om det forestående angreb mod Norge
  og Danmark.
• Samme dag afsejlede en tankbåd
  fra Wilhelmshafen og de første tre skibe med materiel fra

  Hamborg til Narvik.

• Den 4. april søgte Sas
  kontakt med det danske gesandtskab i Berlin og andre. Herfra
  indberettede man utvivlsomt hjem om det forestående angreb.
• Samme dag sender kammerherre

  H. Zahle, Danmarks gesandt i Berlin
  følgende hjem til Danmark:

• 1. Der forestår en
  ”aggression” mod Danmark, som skal finde sted i næste uge
• 2. Samtidig eller muligvis
  senere forberedes et indbrud i Holland, muligvis også
  Belgien.
• Den 5. april forlod endnu
  to fartøjer Hamborg med materiel til Trondhjem.
• Samme dag forelå der udenlandske
  radioefterretninger om det forestående angreb.
• Samme dag havde den svenske
  gesandt A. Richters henvendt sig til statssekretær Weizsäcker.
  Den svenske gesandt gjorde gældende, at man i Norge
  ventede en tysk aktion.
• Den 6. april modtager de britiske
  myndigheder en efterretning fra en neutral gesandt i  København,

  at en tysk division på ti skibe ville gå i land i Narvik
  natten til den 8. april.

• Daily Telegraph
  berettede i en artikel om store koncentrationer af tyske flådefartøjer
  i Østersøen.
• Den 6. april forlod de første
  transportskibe Stettin med tropper, heste og transportmateriel
  til Norge.
• Den 7. april udtalte flådechefen
  for de nordiske farvande, admiral Carls
  sig om risikoen ved foretagenet.
• Samme dag sejlede mange transportskibe
  fra Wilhelmshafen.

 

Briterne vidste meget

Læser man Churchills

erindringer, ja så kommer der nogle interessante detaljer frem.

I Krigskabinettet den 3. april havde
de britiske stabschefer drøftet mulighederne for en tysk invasion i
Skandinavien. Kigsminister Oliver Stanley
havde modtaget en rapport om, at tyskerne i Rostock
havde samlet en anselig styrke med det formål at indtage Skandinavien.

Udenrigsminister Lord Halifax
sagde, at efterretninger fra Stockholm,

synes at kunne bekræfte dette. Ifølge det svenske gesandtskab i
Berlin, var tyske skibe på i alt 200.000 tons samlet i Stettin
og Swinemunde. Om bord havde de tropper, hvis antal rygtevis
blev anslået til 400.000. 

Briterne lagde miner

Upåagtet af dette var britiske flådeenheder
sejlet til Norge for at lægge miner. Man havde ventet på samtykke
fra den franske regering.

Den 5. april var man sejlet fra Scapa
Flow, og den 8. april kl. 4.30 om morgenen lagde man inde under
kysten i nærheden af Bodø

miner. Området ligger 100 sømil syd for Narvik.

Da indberetningerne om det tyske angreb
kom, fik man ordre til at forlade området. Var de blevet liggende der
endnu et halv døgn, var den tysk flåde sejlet direkte ind i dem.  

Britiske fly ventede med at indberette

Da den tyske flåde med de nordligste
landgangsstyrker var stået ud natten til søndag den 7. april blev
en del af den sigtet af britiske flyvere kl. 8.05, da den var på højde
med Esbjerg.

Kl. 13.30 blev den omkring på højde
med Limfjorden sigtet af bombeflyvere. Man ville dog ikke røbe
positionen vad afsendelse af radiomeddelelse. Deres iagttagelser blev
derfor først meddelt kl. 17.30 for chefen for Home Fleet.  

En sen udrykning

Kl. 20.15 afsejlede en stærk eskadre
fra Scapa Flow. Denne eskadre satte ikke kurs mod den nærmeste
norske kyst, men mod nordøst, fordi dens chef troede, at de tyske enheder
skulle ud i Atlanterhavet. De krydsede den 8, april om eftermiddagen
ved 16 – tiden den rute som tyske krigsskibe havde fulgt 8 – 9 timer
i forvejen.  

Tyskerne overrasket over problemfri
invasion

For mange var det overraskende, at den
engelske flåde var taget på sengen.
Og i den tyske flåde var det glæde over at invasionen af Danmark

og Norge var foregået så problemfrit.

De tyske officerer var bange for at svenske
kaptajner, der anløb Østersø
– havnene havde indberettet forekomster af troppekoncentrationer.
Den britiske efterretningstjeneste var særdeles aktiv i Sverige.
Så de måtte have været klar over, hvad der foregik.

Canaris
og Oster var enige om, at en engelsk flådedemonstration ud for

Norges kyst, ville have tvunget Hitler
til at aflyse angrebet.

De to herrers ønske gik ikke i opfyldning.
Og Gestapo fandt aldrig ud af, at Oster
havde røbet angrebsplanerne.  

Canaris skuffet over briterne

SS
– brigadefører Werner Schellenberg

skriver i sine erindringer om den forrådte angrebsdato, at Hitler
overdrog Canaris at foretage denne undersøgelse, hvilken foranledigede
Obergruppenführer R. Heydrich
til at bemærke, at det var at gøre geden til gartner.

Canaris
og Oster, der var de egenetlig skyldige, skød skylden på udenlandske
diplomater og katolske gejstlige, fordi de var uden for Gestapos

rækkevidde.  

Da Canaris
var i København den 10. april erfarede han om søslaget ved
Bergen. Det fik ham til at udbryde:  

• Hvis bare englænderne
  var stukket til søs to dage tidligere, havde Hitler aflyst aktionen.

 

Den 10. jan. blev dele af planen røbet

Den 10. januar var en tysk flyvemaskine
nødlandet i Belgien . En del af de tyske angrebsplaner var ombord.
For den tyske overkommando var det uvist, hvor meget af disse planer,
som mandskabet havde nået at tilintetgøre.  

Uden militær betydning

Militært var efterretningerne om advarslerne
om den tyske invasion helt uden virkning. Oster
undrede sig over, at der i Danmark
og Norge ikke kom mobilisering og troppeforlægninger til grænsen.
Hverken i Danmark eller Norge

forekom der nævneværdige forholdsregler. Oster
havde helt sikkert regnet med den engelske flåde.  

Man blev alligevel overrasket

En sprængning af broen over viadukten
i Padborg kunne have forsinket de tyske troppers fremmarch. I
stedet måtte gendarmer lade livet, fordi tyske spioner troede, at de
var ved at anbringe sprængstoffer få timer før tyskernes indmarch.  

Egentlig forelå der en plan på 
flere jernbanestrækninger i tilfælde af en tysk invasion. Men tyskernes
besættelse kom åbenbart som en overraskelse trods mange advarsler.  

Og hvad kunne danskerne ellers selv have
gjort mod overmagten. Længe efter at modstanden var opgivet, kæmpede
danske soldater i Sønderjylland.
Mange døde i kampen. Kommunikationen fra København
svigtede i de afgørende timer.  

Kilde: Se

• Besættelsestidens Litteratur
  A – L
• Besættelsestidens Litteratur
  M – Å

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder over
  50 artikler om Besættelsestiden

Nørrebro Handelsforening ville hjælpe de ældre med at købe ind. Det skulle ikke være dyrere for dem. Man kunne bevare de lokale arbejdspladser. Og de
ældre var sikret det frie valg. Det blev en succes uden lige. NH – Distribution eller senere Handelsstandens Indkøbsordning fik 75 arbejdspladser. Men ak, Københavns Kommune havde en anden holdning til overholdelse af samarbejdskontrakten. Handelsforeningen blev tvunget til at sælge. Men man gjorde det på
en måde, så de ældre ikke led nød.  Det kostede så til gengæld. Bestyrelsen i Nørrebro handelsforening blev truet med at blive gjort økonomisk ansvarlig. Det kunne i yderste konsekvens have betydet, at undertegnede og resten af bestyrelsen skulle have gået fra hus og hjem. Handelsforeningen tabte både i Byretten og Landsretten. Kommunen måtte åbenbart gerne bryde kontrakten. De brugte Indkøbsordningen til besparelser. Køberen var Interware – en del af nemlig.com 

 

Ældrerådet protesterede

De ældre på Indre Nørrebro fik i slutningen af 1999 at vide, at Omsorgsafdelingen  skulle spare. Derfor besluttede politikerne, at de ældre skulle have varer et bestemt sted fra uden for bydelen.

Det fik Ældrerådet til at protestere. Man anfægtede, at det pågældende indkøbssted var dyrere med adskillige af deres varer, end der, hvor man plejede, at få varer fra. Ældrerådet
kunne heller ikke forstå, at i det udvalg, der tog beslutningen ikke rummede ældre eller handlende.

Bydelsrådet svarede, at de handlende ikke var interesseret. Det fik Nørrebro Handelsforening på barrikaderne.

 

Økologi/Social/Sundhed og erhvervspolitik blev forenet

Systemet fungerede på den måde, at de ældre blev visiteret af hjemmeplejen. Men det var NH – Distribution der modtog bestillingen på varerne, plukkede dem i de tilsluttede supermarkeder, og leverede varerne hos de ældre. Varerne blev leveret på Christiania – cykler. Ja man anbragte sågar også varerne i de ældres køleskabe. Og selskabet ringede også de ældre op, og modtog bestillingen.

Man kombinerede økologi, social –  og sundhedspolitik samt erhvervspolitik.

 

Det kunne have endt lykkeligt

Hjemmehjælperne fik nu tid til andre vigtige gøremål også til glæde for de ældre. Og det kunne så kun ende lykkelig. Men det gjorde det ikke. Mange arbejdede nærmest i døgndrift for at få en god ide praktiseret. Vi andre rendte til et utal af møder. Men fra starten var det som om, at nogle spændte ben for den gode ide.

 

Hvordan er det med etikken og moralen?

Og kommunen er indtil nu sluppet godt fra det – rent juridisk. Etisk og moralsk er de ikke sluppet godt fra det. Hvordan de slipper fra det i den næste juridiske instans, ja det kan kun tiden vise. Det endte ikke godt for Nørrebro Handelsforening.

Måske kan denne artikel advare andre, der vil samarbejde med nogen, der samtidig med at være forretningspartner også vil være formynder. En ting er sikkert, kommunens juridiske konsulenter har haft en god indtægt.

 

Vi må  ikke anfægte lovgivningen

Egentlig ville det måske have klædt kommunen at have indgået et forlig på et tidlig tidspunkt, for de har da så sandelig i sidste ende sparet en masse af borgernes penge. Som det vil fremgå af denne artikel lykkedes det kommunens embedsmænd at vildlede politikerne.

Og vi kunne ikke drømme om at anfægte byretten, som ikke mente, at Københavns Kommune har gjort noget som helst forkert. I vores demokrati er det ligeret for loven. Ingen ikke engang offentlig forvaltning har forrang for andre i det danske demokrati?

 

Bydelsrådet sparede 700.000 kr. årligt

NH Distribution/ Handelsstandens Indkøbsordning startede den 1. april 2000. Fra starten var der omkring 10 ansatte. Hurtig fandt man ud af, at mange ældre havde det svært med Dankort. Man fandt en  ordning, så de ældre kunne betale kontant. Ordningen skabte også tryghed. De ældre skulle ikke selv på gaden efter varerne.

Lederen af Bydelsrådet på Nørrebro, Jesper Langebæk vurderede, at Bydelsrådet sparede 700.000 kr. årligt.

 

Store interesse fra hele landet

I andre områder af København havde de ældre ingen valgmuligheder. Her var de tvunget til, at handle et sted. Her gad man ikke i første omgang at finde ud af, hvordan man klarede opgaven på Nørrebro.

Fra NH Distributions side tilbød man at være behjælpelig med at oprette en lignende ordning i alle 15 bydele i København.

Fra Svendborg, Randers, Slagelse  og Gråsten kom der forespørgsler om etablering af om lignende ordning. Fra Odense viste borgmester Anker Boye stor interesse. På et tidspunkt viste også  Post Danmark interesse for projektet.

 

Samarbejdspris

Da overborgmester Jens Kramer Mikkelsen overrakte den nystiftede pris Samarbejdsprisen i 2001 til NH Distribution sagde han, at selskabet sparede kommunen for fem millioner kroner årligt. Dengang mente han, at der var meget mere arbejde for selskabet, der på det tidspunkt havde 35 ansatte.

Samarbejdsprisen på 50.000 kr. blev brugt på medarbejderpleje

 

De fleste var tilfredse

Efterhånden kom der flere områder til ordningen, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro, Indre By  og Ydre Østerbro.

En evaluering foretaget i marts 2001 viste at

• 90 pct. var tilfredse med varerne
• 95 pct. var tilfredse med leveringstiden
• 97 pct. var tilfredse med budene

 

2.500 kunder

Inden årsskiftet 2001 servicerede NH – Distribution 2.500 ældre. Der blev indgået individuelle kontrakter med lokale butikker, og der blev fundet lokale bude. Men det hele blev styret fra Nørrebro.  I begyndelsen startede man i små  lokaler i Frederik den Syvendes Gade, men måtte snart udvide. Man tog yderlige lokaler i brug, der hvor  Nørrebro Nærpolitistation senere havde til huse

Men snart måtte man atter udvide. Og store lokaler i Titangade blev taget i brug.

Firmaet skiftede navn til Handelsstandens Indkøbsordning. Meningen var at de lokale handelsforeninger aktiv skulle gå ind og støtte ordningen.

 

Samarbejde med Bydelsrådet ikke altid let

Samarbejdet med Bydelsrådet på Indre Nørrebro var ikke helt uproblematisk. Man mente, at  Bydelsrådet manipulerede med nogle tal. Fra NH Distributions side havde man regnet sig frem til, at ordningen på Indre Nørrebro kun kostede en tredjedel af en tilsvarende ordning i Valby.

På Østerbro fik Østerbro Handelsforening  to gratis reklamer på Christiania – cyklerne til en værdi af 30.000 kr.

 

Efter tre år, 48 ansatte

Som et forsøg kom 400 ældre med fra Frederiksberg. Lokaler i dette område blev også taget i brug. Efter tre år var der 30 Christiania – cykler i brug. De ældre kunne vælge mellem Irma, Fakta, Netto og SuperBrugsen. På et år blev der omsat for 21 millioner kroner. Indkøbsordningen var efterhånden en stor arbejdsplads med 48 ansatte.

Nyt IT – udstyr blev anskaffet og selskabet udviklede et program, der gjorde det letter at klare det administrative. To elektriske biler blev anskaffet. Man fortsatte i den økologiske retning. Man håbede med tiden at kunne levere til alle 5 – 6.000 ældre i København og 3 – 4.000 ældre på Frederiksberg.

 

Et virvar af ansatte

Når man trådte ind i lokalerne på  Nørrebrogade emmede det med liv og travlhed. Et virvar af unge mennesker havde travlt med at ringe til kunder. Der var trange pladsvilkår. 41 tegnestifter er placeret på  et kort over København / Frederiksberg.  Disse symboliserede de supermarkeder, der var med i ordningen. Selskabet havde tre målsætninger:

• De ældre skal være tilfredse
• Kommunen skal spare penge i forhold til, at de selv skulle klare opgaven
• Vi skal lægge pengene i den lokale detailhandel

 

Der var en tilfredsheds – procent på 97 pct. Kommunen erkendte at de sparede fem millioner kroner pr. 1.000 ældre, der var tilknyttet ordningen. I 2002 var omsætningen nået op på 32, 5 millioner kroner.

 

Kommunal ansatte synes, at det var en dårlig ide

På Generalforsamlingen i NH – Distribution i 2002 kunne kunne Inger Poulsen fra Ældrerådet fortælle, at hun på et kursus, hvor hun deltog fik at vide af en kommunal konsulent, at det var en dårlig ide, at støtte de lokale handlende via en indkøbsordning. Det var hun blevet meget fortørnet over.

Inger Poulsen fortsatte med at fortælle, at det er forkasteligt, at politikerne hele tiden fortalte, at de ældre har valgmuligheder. 30 pct. af de ældre i København fik den laveste pension, og for dem var det vigtigt  at kunne få et pund hakket kød i Fakta for 27 kroner.

 

Manglende betaling

Johnny Beyer fortalte på generalforsamlingen, at kommunen næsten aldrig betalte til tiden. Så kunne det let opstå likviditetsproblemer, da NH Distribution modsat andre lignende selskaber ikke tjente på selve varen.

 

Ny direktør 

Johnny Beyer  var blevet ansat som direktør. Han brugte omkring 75 timer om ugen for at få organisationen til at fungere. Han var stadig formand for Nørrebro Handelsforening men havde grundet manglende tid opgivet jobbet som formand for SSH (Storkøbenhavns Sammenvirkende Handelsforeninger). Dette skulle senere få nogle uheldige følger.

 

I Titangade som Handelstandens Indkøbsordning

I 2004 var lokaleforholdene blevet for trange. Man flyttede ud i Titangade. På få år var man nu oppe på 75 ansatte. Indvielsen skete med et stort pølsebord. Alle brugere var inviteret.

For at lave positiv omtale og PR blev undertegnede sat til at lave et brugerblad.

Et repræsentantskab blev nedsat. Den bestod af Ældrerådet og medlemmer af Nørrebro Handelsforening. Dette råd skulle være med til at højne kvaliteten i Handelstandens Indkøbsordning.

 

Mange funktioner

Det var mange funktioner, at tage vare på i Indkøbsforeningen.

• Det var Ringeren, der ringede til aftalt tid, for at høre, hvad brugeren ønskede at bestille.
• Pakkeren, der pakkede varerne i supermarkedet
• Buddet, der bragte varerne ud
• Opretteren, der sørgede for at nye kunder blev registeret. Man aftalte i hvilken butik, brugeren ønskede at handle i. Leveringsdag og tidspunkt blev aftalt.
• Budchefen skulle sørge for, at der var nok bude på arbejde, så varerne kunne bringes ud.
• Receptionisten skulle sørge for, at rette løste problemer for brugerne
• Logistikchefen skulle finde ud af, om arbejdet kunne gøres bedre.
• Direktøren havde det politiske ansvar. Han skulle gå til politikerne, såfremt ting kunne gøres bedre fra det offentlige.
• Salgschefen stod for salg og indkøb til HI, deriblandt oprettelse af nye butikker samt reklameplads på selskabets efterhånden 40 Christiania – cykler.

 

Kommunal ansatte glemte at informere

Pludselig kastede medierne sig over et problem, der kunne være undgået. Medarbejdere fra Handelstandens Indkøbsordning havde ringet brugere op, som var afgået ved døden
eller indlagt på hospital. Problemet var, at medarbejdere ved Københavns Kommune ikke have fundet det nødvendig, at informere om det.

Fra kommunens side blev det givet udtryk for, at Handelsstandens Indkøbsordning  kun var ude på, at tjene flere penge. Ifølge kontrakten var det kommunens opgave at afmelde borgere.

Og kommunen reagerede ikke, trods det faktum, at HI orienterede kommunen om, at brugere ikke kunne træffes. Men kommunen forlangte, at få penge tilbage fra HI.

 

Holdt penge tilbage

Dette blev starten på en konflikt, der førte til HI`s dødsstød. Kommunen holdt simpelthen penge tilbage, og overholdt ikke deres betalingsbestemmelser. Ved forhandlinger truede kommunens embedsmænd at de ville finde et andet firma, såfremt HI ikke rettede ind til højre. Fra politisk side fik HI  at vide, at man skulle optræde mere afdæmpet.

 

Politikere blev vildledt

Embedsmændene orienterede politikerne om at HI uberettiget forlangte en merpris, men ikke om at kommunen reelt sparede penge på vareudbringningen. Politikerne fandt da også i anden omgang ud af, at de var blevet vildledt.

 

Hjemmehjælpere kunne ikke finde ud af teknikken

Et nyt problem opstod på Frederiksberg. Her skulle hjemmehjælperne sørge for at indsamle indkøbssedler og faxe dem til HI. Men ofte var det de ældre selv, der havde udfyldt dem. Og mange gange kunne man på HI  ikke tyde, hvad der var skrevet. Ja ofte var de helt ulæselig. Det kneb også med teknikken. Hjemmehjælperne skulle sende indkøbssedlen via faxen, men her kunne man ikke finde ud af teknikken. HI blev gjort ansvarlige for disse problemer.

 

Kommunen ville ikke betale den faktiske pris

En ny bombe blev dog leveret af kommunen. Man ville nu kun betale et beløb af 136 kr. pr. leverance. Man ville ikke betale for den faktiske pris. HI havde efterhånden 51 supermarkeder. Man blev nødt til at rationalisere og skære i servicen.

Og dette afstedkom kraftig kritik fra for eksempel Østerbro Avis. Og reaktionen fra HI var særdeles uheldig. Undertegnede forsøgte at rette op på det i et indlæg i bladet. Heldigvis var der andre brugere, der bakkede HI op i bladet.

Østerbro Avis havde brugt masser af spalteplads på at beskrive en enkelt brugers problemer. Hun skulle have varer fra en leverandør, der kun havde 14 kunder. Og det kunne praktisk ikke lade sig gøre. Efterfølgende forsøgte HI at finde en løsning. Men det var forgæves.

 

Direktør beskyldt for at stjæle 200.000 kr.

Den næste bombe kom i Jyllands Posten.  Her lykkedes det for formanden for SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger) at få fortalt at Handelstandens Indkøbsforeninger
havde indgået falske kontrakter og ført alle Københavns handelsforeninger bag lyset.

• I realiteten har han stukket pengene i egen lomme

Ja sådan var udsagnet fra Sven Grønsund formand for SSH og repræsentant for Valby Handelsforening.  Senere i artiklen gjorde formanden læserne opmærksomme på, at beløbet drejede sig om 200.000 kr.  Sven Grønsund blev senere dømt for sine udtalelser. Det kom til at koste 45.000 kr.

Udtalelserne var også begyndelsen til en nedtur for SSH. Et par år efter blev organisationen, som Nørrebro Handelsforening i sin tid startede, nedlagt.

Man kan så undre sig over Jyllands Postens tilgang. Hvordan kunne de videregive en sådan beskyldning uden at undersøge sagen. Det var ikke tale om et læserbrev eller lignende men en artikel på forsiden.

 

Embedsmænd igen på spil 

Men der lå en bombe under aftalen med Københavns Kommune. Ifølge reglerne må kommunen ikke betale mindre, end hvad de selv kunne udføre opgaven til. Her mente embedsmændene
at opgaven kunne løses for 136,- kr. En undersøgelse skulle fastslå om denne pris var rigtig.

 

Opgav samarbejde med kommunen

Repræsentantskabet besluttede at sælge firmaet. Man mente ikke, at firmaet kunne køre med kommunens kontraktbrud. Man betalte ikke til tiden, og budgettet kunne ikke holde med den ændrede betaling. Men kommunen ville ikke acceptere hvad som helst. HI var næsten tvunget til at sælge til Interware. Nu var det slut for de ældre med det frie valg. Nu havde de kun en
butik, at handle i.

 

Monopollignende forhold

Formand for Ældrerådenes Fællesudvalg mente, at det var en grund til at de ældre havde valgt Handelstandens Indkøbsordning:

• Nu får vi monopollignende tilstande. Et stort firma, hvor alle varerne ligger på  lager. Vi vil opfordre de ældre til at insistere på  en hjemmehjælper, for det er kommunen forpligtet til at tilbyde.

 

Frit-valgs – ordningen underminiret

Efter loven skulle det være en frit-valgs – ordning. Og lovgivningen siger helt klart at kommunen ikke må betale mindre, end hvad den enkelte kommune kunne levere varerne for.

Københavns Kommune havde selv beregnet, at det ville koste 25 millioner kroner at levere varerne ud til de 3.000 ældre, men Handelstandens Indkøbsordning kun havde modtaget 17 millioner kroner.

Forskellen skyldtes, at kommunen havde regnet ud, hvor mange ældre, der i alt var tilmeldt indkøbsordningen, mens Handelsstandens Indkøbsordning  kun havde modtaget penge for hver leverance.  Københavns Kommune brugte ordningen som besparelse, selv om intentionen fra regeringen var at sikre det bedste tilbud til borgerne.

 

En kontrakt til 13,6 millioner kr.

Københavns Kommune havde brugt 13,6 mio. kroner til at udarbejde kontrakten med Handelstandens Indkøbsordning. Et digert værk, må man nok sige. I den stod der bl.a., at man havde ret til at fakturere kunder, der ikke var frameldt inden kl. 16.

Dette annullerede Københavns Kommune.

De holdt simpelthen bare op med at betale. En masse revisorudgifter måtte bruges på det forhold.

 

Embedsmænd fortalte ikke sandheden

For HI gjaldt det om, at gøre overgangen så glidende som mulig. De ældre skulle ikke lide, fordi embedsmænd, politikere og HI ikke kunne finde ud af det. Men for de 75 medarbejdere var det tale om et farvel.

Og kommunen oplyste de ældre, at HI blot havde opgivet. De oplyste ikke noget om årsagen til dette. Jo i nogle medier, blev det sagt, at HI  ikke havde økonomi til at drive firmaet videre. Men det var jo ikke den fulde sandhed.

 

Ingen tak for glidende overgang

Og Nørrebro Handelsforening fik heller aldrig nogen tak for den måde, man lukkede selskabet ned på. For at de ældre ikke skulle lide, lavede man en glidende overgang. Det var ikke ret mange ældre, der kom til at mærke overgangen. Måske først, da de skulle til at krydse af i et katalog.

 

En nat med forhandlinger

Der sad vi så en hel nat og forhandlede med Interware, som dengang havde 1.750 kunder i København.  De fik nu HI`s 3.400 kunder for en klatskilling.  Det var Københavns Kommune, der bestemte, hvem man skulle sælge til.

 

Beklagelse fra Ældrerådet

Og tænk i Østerbro Avis kunne man læse, at HI var populær trods fejl og mangler. Og Ældrerådene i København mente, at HI var blevet unfair behandlet af Københavns Kommune. Og det mente vi som var tæt på også.

Ældrerådenes Fællesudvalg udsendte en presse- information:

• Ældrerådene skal stærkt beklage, at Handelstandens Indkøbsordning er ophørt, fordi den i de bydele, hvor den fungerede, sikrede en stor indkøbsfrihed for de ældre i de lokale butikker. Endvidere har der været en personlig kontakt mellem det enkelte bud og kunden.
• Rådene er endvidere af den opfattelse, at Sundhedsforvaltningen ikke helhjertet er gået ind i videreførelse af HI. Ældrerådene har tidligere gjort opmærksom på det overordnede uheldige i den monopollignende stilling Interware A/S nu vil opnå.

Flere af de ældre brugere gav udtryk for, at man fra kommunens side forsøgte at sabotere ordningen. Nu fik man så et katalog uden billeder, kun med numre, skrev nogle af de ældre.

 

En rasende bestyrelse

I referatet fra den ekstraordinære generalforsamling i Nørrebro Handelsforening fra den 21. oktober 2004 skrev jeg blandt andet:

• Formanden (Johnny Beyer) kunne oplyse, at indkøbsordningens omsætning var vokset til 1,7 millioner kroner og det er ca. 70 personer ansat.
• Egenkapitalen viser i dag et minus på 1,7 mio. kr. – og budgetterne viser et underskud på ca. 200.000 kr. om måneden.

 

Manglende indtjening på 

44.61 pr. leverance

• Efter bestyrelsens opfattelse administrer vores samarbejdspartner Københavns Kommune ikke efter frit valgs-lovgivningen. Blandt andet har de ikke evnen til at regne selv simple regnestykker ud – idet embedsmændene er kommet frem til 104,- kr. pr. tilmeldt borger – men vil i virkeligheden kun afregne det samme beløb efter reelt gennemførte leveringer.
• Denne inkonsekvens giver manglende indtjening på 44,61 kr. pr. levering. – og har gjort at selskabet ikke kan overleve på disse vilkår – idet vi ikke har avancer på de ældres vareindkøb.
• Bestyrelsen mener, at hvis beregningerne var foregået rigtig ville omsætningen være 100.000 kr. større pr. uge.
• Formanden mente, at Københavns Kommune ikke har ønsket at private indkøbsordninger skal lykkes.
• Derudover har Told – og Skattestyrelsen ændret momsfortolkningerne – således at indkøbsordninger under fritvalgs-lovgivningen ikke skal opkræve moms. Det betyder en udgift på mere end 126.000 kr. pr. måned.

 

Nørrebro Handelsforening kautionerede for underskuddet

• HI har bragt sagen for Konkurrence-styrelsen, der vil tage sagen op. Dette har en tidsramme på 4 – 12 måneder. Nørrebro Handelsforening har kautioneret over for banken for tre millioner kroner og over for kommunen på 700.000 kr. For ejendommen på Titangade er der kautioneret med seks måneders husleje.

 

Ingen respekt for indgåede aftaler

Bølgerne havde langt fra lagt sig på den ordinære generalforsamling i Nørrebro Handelsforening den 31. marts 2005. Bestyrelsen følte sig røvrendt af Københavns Kommune, og det skinnede også igennem i formandens beretning.

Johnny Beyer sagde blandt andet:

• I den seneste år, har der været utallige møder, hvor vi har drøftet forhold omkring Handelsstandens Indkøbsordning primært centreret om, at Københavns Kommunes embedsmænd havde svært ved at acceptere vores succesfulde ordning og det besynderlige forhold i, at Københavns Kommune tilsyneladende ingen respekt har for indgåede kontraktlige aftaler.

 

Ville nedsætte prisen med 15 pct.

• De skrev minsandten til os sidste forår og meddelte, at de havde besluttet, at prisen skulle nedsættes med cirka 15 pct. og de mente sig i deres fulde ret til, at ændre prisen uden forudgående drøftelser med os.

 

Betragter sig som myndigheder og ikke
forretningspartnere

• De betragter sig selv som myndigheder og ikke som forretningspartner, der har indgået aftaler med private aktører – vi protesterede naturligvis overfor de forhold – og fortalte, at gensidigt indgående kontrakter ikke ensidigt kunne ændres.
• De fastholdt deres påstand om, at de kunne ændre aftalen med dags varsel – indtil de omsider flere måneder efter – endeligt tog sig sammen til, at konsulere deres juridiske bagland.

 

• I mellemtiden havde de groft tilsidesat enhver moralsk forretningsforpligtelse – idet de bare tog sig den frækhed, at undlade at betale vores tilgodehavende.  – hvilket resulterede i, at Kommunen på et givet tidspunkt, havde forfalden saldo i vores favør på mere end én million kroner.
• I den periode var selskabet naturligvis betrængt økonomisk, og vi kan udelukkende tilskrive vores yderst tilfredsstillende samarbejde med Arbejdernes Landsbank, at vi kom igennem perioden.

 

Tilbageholdt beløb 

• Den første krise kulminerede den 30. juni 2004 – idet Kommunen opsagde vores aftale pr. den dato – hvilket resulterede i, at jeg måtte tage en flyver hjem fra min ferie – og måtte deltage i nogle meget hårde og drøje forhandlinger med Kommunens advokater og Direktører. Forhandlingerne gav i første omgang bonus, således at kommunen trak opsigelsen retur og vi kunne fortsætte vores arbejde til glæde for de ældre i København.

 

Manglede 6 – 7 millioner kr.

• De kom også som aftalt med en beregning om prisfastsættelse – denne beregning havde de foretaget ud fra antallet af tilmeldte borgere under indkøbsordningerne i København
  – med de afregnede kun for de reelt gennemførte ekspeditioner – hvilket giver en prisforskel på cirka 33 pct.- eller omregnet for vores vedkommende 6 – 7 millioner kroner.

 

• Vi fortalte naturligvis kommunen, at de på grundlag af denne beregning, netop havde underbetalt vores samarbejde med et betydeligt millionbeløb – kommunernes embedsmænd startede derefter forfra med deres problematiske og ikke regelrette indstilling til tingene.
• Derefter indstillede bestyrelsen, at vi skulle prøve, at komme ud af dette samarbejde hurtigst muligt – hvorefter vi indgik i nogle seriøse forhandlinger med flere forskellige
  private aktører.
• Vi besluttede os til at
  sælge aktiviteterne til vores største og mest seriøse konkurrent, Interware.

 

Falske beskyldninger om klager

Embedsmændene i Københavns Kommune fortalte politikerne og medierne, at klagerne i Handelstandens Indkøbsordning hobede sig op. Den hoppede en del medier og politikere på. Sandheden var, at der af 175.000 ekspeditioner var indløbet 132 klager. Og klagerne var et resultat af rationaliseringer opstået på grund af kommunens manglende betalinger.

 

Trussel fra Fagbevægelsen

Det var heller ingen hjælp at hente hos fagbevægelsen. SID Lager – og Handelsarbejdernes Forbund meddelte således, at hvis medarbejderne ikke fik en betydelig fratrædelsesgodtgørelse, så kunne de ikke garantere for, at medarbejderne ikke var syge i opsigelsesperioden.

 

Historien sluttede med økonomisk trussel 

Ja og kære læsere historien er ikke slut. Byrettens afgørelse er anket til næste instans. Det må være noget, der hedder retfærdighed i dette land.

Sagen blev også tabt i Landsretten. Det virker helt grotesk, at en kommune kan tillade sig at handle på denne måde. Og ikke nok med det. Kommunen mente også at bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening skulle gøres økonomisk ansvarlig for udviklingen. Det vil sige, at i yderste konsekvens kunne vi have risikeret at gå fra hus og hjem, fordi vi havde indgået en aftale med Københavns Kommune som de kan bryde efter forgodtbefindende. 

Nu har man så givet nemig.com en frist til 1. november 2021 til at få bragt forholdene i orden for chaufførerne. Og hvis dette ikke lykkedes så må man finde en ny samarbejdspartner. Vi håber så ikke at denne samarbejdspartner oplever det samme som Nørrebro Handelsforening. 

 

Nørrebro er meget mere end grønthandlere, pizzeriaer og shawarmabarer. Her findes meget mere end bål og brand i gaderne og bandekrig. I bydelen opstår små
oaser af kultur – gourmet – café og anderledes butiksoplevelser. I 2021 – 10 år efter denne artikel bliver kvarteret rost til skyerne. I daf er det verdens mest “cool” kvarter. 

 

CNN og Wall Paper skamroser bydelen. Det har udviklet sig til den mest mangfoldige, hyggelige, åbne, farverige, vilde, bløde, spraglede og levende bydel i hovedstaden. En slags New York, mener nogle. Men bag ved lurer sociale problemer.

 

Nørrebro har meget at byde på

Nørrebro er andet end pizzeriaer og shawarmabarer. Aldrig har byen haft så kreativ et handelsliv. Dengang i fortiden valfartede jyske handelsfolk til Nørrebro for at se, hvordan man gjorde det på Nørrebro. Det var dengang, da Handelsforeningen havde 900 medlemmer. I dag kigger man undrende på den sammensætning at ydelser som visse butikstyper kan tilbyde.

 

CNN skamroser bydelen

I dag skamroser CNN og britiske blade Nørrebro. Det er ikke kun fordi, at Nørrebrogade er Europas største cykelgade. Det er også på grund af den måde detailhandelen er sammensat. Man oplever nye former for butikker. En varesammensætning som er unik. Og det utænkelige er sket, at den samme type butikker klumper sig sammen i samme område.

 

Spraglede og vild

Skal man sætte ord på udviklingen på Nørrebro, når vi sammenblander kulturelle, shopping og gastronomiske oplevelser ja så bliver det vel:

• mangfoldig, hyggelig, åben, farverig, vild, blød, spraglede og levende.

Nørrebro  viser sig efterhånden frem for verden med et kultur – café – og butiksliv, som man kan læse om i diverse turistguider. Her er masser af sommerfester, nytårsfester og musikfestivaller. Men man kan også se det rå og oprindelige Nørrebro. Det var måske en opgave for Wonderfull Copenhagen at gelejde krydstogtsturister ud på Nørrebro.

 

Kommercielt er et forbudt – ord

Om detailhandelen på Nørrebro  er ved at udvikle sig som noget specielt, kan kun vurderes af de øjne, der ser på det. Ordet kommercielt har altid været et forbudt – ord på Nørrebro. Men i sidste ende drejer det sig om at tjene penge. De såkaldte kommercielle butikker på Nørrebro opfylder også det sociale ansvar i deres beskæftigelses – politik. Men dette forhold, synes medierne er kedeligt at beskæftige sig med.

 

Små oaser

Rundt om i bydelen opstår oaser eller enklaver af unikke butikker. Såkaldte detailhandels – eksperter undrer sig. For analyserer man indtjeningen hos den enkelte Nørrebro – borger, så er det ikke meget tilbage til forbrug. Kun ude i Nordvest er indtjeningen lavere.

Nørrebro er den mindste men tættest befolkede bydel i København. Bydelens indbyggere komme fra hele verden. Over en femtedel er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Socialt set er der et meget stort arbejde at udføre på Nørrebro.

Der mangler masser af aktiviteter for de unge. To områder er udset til Hot Spot områder. Og en del erhvervsvirksomheder har lavet et netværk for at skaffe de unge arbejdspladser. I specielle områder for eksempel omkring Mjølnerparken er arbejdsløsheden uhyggelig stor.

 

 

 

 

 

Forsyningsgaden – Nørrebrogade

Nørrebrogade har fra gammel tid været forsyningsgaden. Her lå også de flotteste tøjbutikker. Her lå de største urtekræmmere. Og her lå engang de største kædebutikker. Men de forsvinder efterhånden. De to store varehuse i hver ende af Ydre Nørrebro
– Kvickly og Føtex

tager efterhånden kædebutikkernes vareudbud.  Handelslivet på Nørrebro har været så grueligt meget igennem, og det er endnu ikke slut. Men lige så stille er handelslivet ved at ændre karakter. Man ændrer sig efter kundernes efterspørgsel.

Engang ville Brask Thomsen købe gaden. Nu bruges den i et reklamefremstød for chips. 35.000 vil på Facebook omdøbe gaden.

 

Smagsoplevelser

Inden for fem minutters cykeltur, ligger der mindst seks bagere, der har slået sig ned på økologiske og gourmetagtige smagsoplevelse. Næste skud på stammen bliver Lagkagehuset  på Runddelen. Men allerede i 2009 åbnede Claus Meyer ”Det rene Brød i Jægersborggade. Og nu har han så inviteret verdens bedste bager til gaden. Det bliver garanteret trængsel i den lille gade.

 

Køb cykler på Nørrebro

Og cyklisterne langs Nørrebrogade har ikke levet forgæves. Op mod 20 steder langs den to kilometer lange gade med dens sidegader kan man købe en ny cykel. Ja og der kommer flere til.

 

Et loppemarked i 25 år

Og hver lørdag her i den lyse tid kan Nørrebro Handelsforenings Loppemarked opleves langs kirkegårdsmuren. I 25 år har de stået her. Men i år ser det ud som om de har vokseværk. Alle pladser fra Kapelvej til Runddelen synes at være optaget. Engang blev Loppemarkedet kåret til Danmarks længste.

• Dette Loppemarked er nu ophørt

 

Thomas Helmigs Plads

Skt. Hans Plads bliver kaldt Thomas Helmigs Plads. Man påstod, at uret på Skt. Johannes Kirken var fire minutter på den forkerte side til glæde for jyderne. Der påstås også, at her mødes de fine fra Østerbro, der ellers ikke tør vise sig på Nørrebro  i det daglige. Café Sebastopol bragte fransk kultur til torvet omkring 1994. Dette boheme kvarter er der dog nogle af de oprindelige Nørrebroer, der opfatter som klamt.

 

Elmegade

Elmegade op mod Skt. Hans Torv har udviklet sig til et spændende sted med caféer og øl-barer. Her findes også tøjbutikken Fünf, Cofee – shop med eget bageri, Launeuromat Cafè  med vaskeri og bogcafé.

Little India har indfundet sig her. Zims Kitchen og en ny Poppels Kælder serverer snart karry- retter.

 

Litterært input

Over på Gefärlich  kan du få oksespidsbryst på kartoffelmos for kun 135,- kr. Skal du have noget litterært og kulturelt input, ja så er det Det poetiske Bureau i Griffenfeldtsgade eller Litteraturhaus i Møllegade. Sidstnævnte har et hav af arrangementer. Selv meldte undertegnede sig til en rundvisning på Mosaisk Kirkegård,  men ak. Det var overtegnet.

 

Oplevelser i Guldbergsgade

Selv i Guldbergsgade er der oplevelser. Imperial tiltrækker folk fra andre bydele. Og har du bestilt plads, kan du nyde et fantastisk måltid i den nærliggende bistro, der serverer thai –
mad i høj klasse. Men ofte er pladserne booket ud. Tag ikke fejl. I Guldbergsgade holder de også gadefester. Således har min gode ven, musikeren  Micheal Klinke underholdt her flere gange. Og de handlende hjælper hinanden.

Her i nærheden har vi et kunstnerfællesskab Sympatisøren, cafèen Wascator, vinbaren sabotøren og meget mere.

 

De unge samles i weekenden

De unge samles her i weekenden for at gå på spillesteder som Rust eller Global. Og så er det populære barer som Funkes, Barcelona, Mexibar og Understellet.

 

Over 10.000 festede i Blågårdsgade

Den 7. maj festede over 10.000 gæster igennem i Blågårdsgade. Måske var der mange flere. Denne sides udsatte medarbejder oplevede en duft af alverdens mad, et virvar af loppefund, musik, cirkus og fest. Kendetegnende var det gode sammenhold

 

Den specielle
ånd

Enkelte tomme butikslokaler forefindes stadig i Blågårdsgade. Her kunne man godt tænke sig, værksteder for kreative unge. Det vigtige for gadens udøvere er, at nytilkommende skal passe ind i gadens specielle ånd. Man kunne måske også tænke sig en kaffebar med billig slavekaffe for en tyver.

 

SU– venlige spisesteder

Men her i forvejen et hav af caféer, blomsterbutikker, kaffebarer, musikbutikker, restauranter, sushi – og Tapas take away. Moderne koncepter som Raw Food findes her. Og minsandten om ikke det gamle koncept med Folkekøkken er taget op igen. Og årets café ligger selvfølgelig i Blågårdsgade. Her på gaden ligger også en del SU – venlige spisesteder.

 

Gadens mange kontraster

For enden af Blågårdsgade på Blågårds plads ligger Støberiet, som inviterede til strandfest. Eller hvad med spansk guitarmusik på Blågårds Apotek, som ikke er et apotek. Utroligt hvad der er sket med den gamle sti i slotshaven, som senere var den næst mest trafikerede gade på  Nørrebro. Når man en aften i den lyse tid bevæger ned af Blågårdsgade føler man sig hensat til det sydlandske. Mange kender hinanden. Vi er tilbage i provinsen.

Historisk rummer stedet også kontraster. Blågårds Plads har været rammen om så mange en arbejder – demonstration. Og 1. maj kan du være sikker på, at der lyder mange slagord ud over pladsen. Her vovede de konservative sig også engang ind, men de skulle de nok ikke have gjort. Der blev uddelt bøllebank.

Og lige bag ved i Rabarberlandet stod arbejderne sammen. Politiet måtte have forstærkning, når de skulle ind og anholde en person. De var ikke særlig populære i kvarteret.

 

Lille Mogadishu

Det er sjældent at området Lille Mogadishu opnår overskrifter i de blade, der trods alt omtaler Nørrebros lyksaligheder. Her er masser af somaliske butikker, klubber og restauranter. Området tiltrækker somaliere fra et stort område. Jo her i Griffenfeldsgade kan du få ægte afrikansk mad og købe de originale krydderier. Onde tunger påstår, at her foregår en livlig handel med khad.

 

Tomme butikker i Rantzausgade

I Rantzausgade er der masser af tomme butikslokaler. Livet her afspejler i høj grad områdets mangfoldige beboersammenhæng.

 

Københavns mest forvirrende gade

En af de mest forvirrende gader er Ravnsborggade, der efterhånden bliver til Ryesgade. Her finder vi Nørrebro Teater, Bogcafeen Underwood, Genbrugsbutikken Melange de Luxe, Høkeren i Ravnsborggade, Den japanske Bar, vinbutik, Japansk restaurant, Nørrebro Bryghus, Keramikbutik, Riccos kaffebar  og meget mere. Eksotiske navne som Kongfu Izukia
Bar ligger her, og en vinbutik ved navn Rhöne.

Nej Ravnsborggade er ikke bare en atikvitets-gade. Det er blevet en inspirerende shopping-gade. Her er masser af trendy tøjbutikker, indisk brugskunst og unikke smykker kan erhverves her.

Godt nok arrangerer man ikke loppemarked hver lørdag som Nørrebro Handelsforening, engang afholdte. men et stort loppemarked forefindes den 19. juni, den 25. september og den 20. november.

 

Man tiltrækker hinanden

Jægersborggade rummer hele 40 spændende butikker og restauranter. Butikkerne er fyldt med mad, kaffe, tøj og lækre ting til krop og sjæl. Gaden summer af iværksætterånd. Det
havde vi ikke troet, da vi sad i Informateket i Stefansgade og diskuterede projektet dengang.

En rivende udvikling har gaden gennemgået. Det troede man heller ikke, da der pludselig blev konstateret skimmelsvamp i mange kælderbutikker. Men tænk engang rummede gaden hele fem bagere. Det var dengang da Danmarks største andelsboligforening etablerede sig.

 

En mangfoldighed af butikker

Her dukker hele tiden nye spændende spisesteder frem, endda prisbelønnede. Her er restaurationer i topklasse. Og byens bedste brunch indtages her. Man tiltrækker hinanden. I dag
arrangeres der masser af events, fester og arrangementer.

Danmarksmesteren i kaffebrygning færdes her. Specielt musik kan fås i gaden.

Green Sushi fik topkarakter. Det samme gælder for kaffen i The Cofee Collective. Manfreds er en aflægger af top – restauranten over på den anden side, Relæ. Hos Manfreds er konceptet Take Away af højeste klasse. Eksotiske navne som Teoristens Vinbar finder du også i gaden.

Boligtilbehør og brugskunst ef høj kvalitet findes i flere butikker. Vil du gøre noget for din krop og sjæl kan du også gøre det. Tatoveringer fra med motiver fra den nordiske mytologi, kan du udsætte dig selv for. En økologisk frisør og økologisk ansigtspleje har du mulighed for at besøge. Eller hvad med zoneterapi, holistisk behandling af fødder, healing eller drømmetydning. Der mangler ikke noget.

Keramikværksted, handskemageri og guldsmede værksted er der selvfølgelig også.

 

Bevar nerven på Nørrebro

I gaden ser man ikke op til Elmegade, tvært imod. Man vil forsøge at bevare den specielle nerve der er i gaden. Det handler om, at bevare det skæve. Her kan faren jo nok lure, når man tænker på, hvad kommunen har gang i med Nørrebrogade. Ordet mainstream er ikke særlig populær blandt de unge, der byder alle de nye tiltag velkommen, som Nørrebro  kan frembyde. Nørrebro Handelsforening har i mange år kæmpet for at bevare det spraglede – selve nerven på Nørrebro.

Tilbage til Jægersborggade.  Hvilken handel, der står stærkest er svært at afgøre. Hash – handelen trives livligt i gaden. Denne lyssky handel kan beboerne overvære fra deres vinduer. Men åbenbart har parterne accepteret hinanden.

 

Initiativ i Stefansgade

Også Stefansgade  er ved at udvikle sig positivt. Området tiltrækker folk til fra store dele af København. Det mærker vi også ved de årlige Kulturelle Markedsdage i Nørrebroparken. De initiativrige folk i Stefanos var nogle af de første, bortset fra de gamle værtshuse i gaden. Stefanos har en fantastisk delikatesse – forretning og en lækker take – away forretning.

 

En halal – slagter i Haraldsgade

I Haraldsgade – kvarteret er det ikke meget detailhandel. En halal – slagter har dog en ganske god forretning. ca. 45 pct. af indbyggerne i området er anden etnisk herkomst. Men allerede nu er området stærkt præget af metro – byggeriet. Og dette bekymrer halal – slagteren og sikkert mange handlende på Nørrebro. Men det vender vi tilbage til i en senere artikel.

 

Engang masser af butikker

Ægirsgade var før i tiden fyldt med butikker, sådan er det ikke mere. Forældre – køb presser ejendomspriserne op i kvarteret.

 

Det nye New York/Berlin?

Når CNN nu interesserer sig så meget for Nørrebro  i positiv forstand, kan det så skyldes, at Nørrebro er ved at udvikle sig som byernes by – New York?

• Elmegade som et svar på Soho?
• Rantzausgade som Lower East Side
• Befolkningstætheden på Nørrebro svarer til The Big Apple?
• Steder i Haraldsgade – kvarteret minder nærmest om steder i Berlin?

 

Breaking News er på vagt

Men ak, det skal så lidt til, inden at det hele venter. Pludselig er Nørrebro ikke mere cool. CNN har været de første til at berette om  bål og brand i gaderne. Det samme gælder de danske medier. Breaking News er altid på stand by, når det gælder Nørrebro.

Læs mere om handelslivet på Nørrebro på www.norrebro.dk

• Dette er en artikel fra 2011 – Gad vide, hvor mange af de nævnte virksomheder, der i dag stadig eksisterer – Og meget interessant at bydelen nu 10 år after i 2021 bliver Verdens mest Cool Bydel 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under “Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” – Nørrebro Handelsforenings Historie finder du  29 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Industri fra Nørrebro/Nordvest finder du 37 artikler 

Redigeret 21.-1o. – 21