Otto vender tilbage til Højer i 1963. Der måtte ikke vises neger i biografen. Farfar overlevede en eksplosion, han havde mistet lugtesansen. Og så var Has Fidde kun infanterist. På Hotel Højer var Jens Lyhne og kone gode gæstgivere. Tolderne gav honnør for veteranen. Og så møder farfar, Otto Smidt – Verners mørklødede kone.

 

Otto flytter igen til Højer

I 1963 flyttede Otto tilbage til Højer. Som jeg tidligere har nævnt, var det først på et værelse i en bygning, som i dag er Motel Højer. Kort efter lejede han overetagen hos Marie Olsen, der boede på gården, der lå på hjørnet af Østerenden og Kovej. Bygningen blev ejet af Marie Olsen, der var en af Ottos talrige kusiner i Højer.

 

Censur i biografen

Det var her, han boede, da vi begyndte at besøge ham i Højer. Her var ingen andre børn. Men vi fik lov til at gå alene i biografen på hjørnet af Nørregade. Godt nok var det kun til eftermiddags – forestillingen, men det var også hver dag i ferien.

Vi måtte godt se danske, tyske og engelske  film. Vi måtte også se cowboy – film med indianere, men ikke amerikanske, hvor der var negere. Jo den prøjsiske oplæring glemmes aldrig.

 

Tre tyske kanaler

Det var jo også ufatteligt med tre tyske tv – kanaler, der kørte hele dagen. Godt nok kunne vi ikke forstå noget i begyndelsen, men det bare at se tv om formiddagen var en uhørt luksus.

 

Hos Kedde – bager

Vi så kun meget få børn, men heldags – tv var jo så utroligt, at det måtte nydes, selv om vi ikke forstod en skid. Brød skulle købes hos Kedde Bager i Herbergsgade. Kød og pålæg blev købt hos slagteren på Torvet. Købmandsvarer blev købt hos købmanden på Kovej. 

 

Farfar overlevede eksplosionen

I 1967 var min farfar tæt ved de 70 år, men han klarede sig stadig selv. Hans lugtesans fungerede ikke efter de 55 år. Han røg cigarer og lang pibe. Han kunne ikke lugte, at der var et gasudslip fra en utæt gasslange. Da han så tændte gasblusset forårsagede dette en voldsom eksplosion. Den var så voldsom, at taget blæste af, og farfar blev voldsom forbrændt. Hvor utroligt det end var, så overlevede farfar.

 

Gården blev delt

I 1968 blev hans 70 års fødselsdag holdt på Hotel Sylt. Efter at være kommet sig over gaseksplosionen købte farfar huset på hjørnet af Klostergade og Kovej med stalden mod Kovej Det var oprindelig en gård, men Kovejen var lagt i lige i midten, så stuehus og kostald var på den ene side. Lade, mødding og lokum var på den anden side. Otto købte dog kun stuehus og den nedlagte kostald. Da der var lagt wc ind, så vi ikke skulle rende over vejen, hver gang vi var trængende.

 

Diskotek generede farfar

Stalden blev udlejet til Falle, cykelhandleren på Torvet, som hurtigt fik fyldt den med brugte cykler. I underetagen af stuehuset var en stue, to værrelser, et køkken og et wc. I begyndelsen boede Otto i værelset ud til Klostergade, men flyttede i det andet værelse, da der blev indrettet diskotek i Hotel Sylt. Farfar kunne ikke holde den ulidelige larm ud. Det var nu noget pjat. Jeg anstrengte mig for at høre musikken, men kunne dårlig høre det. Til gengæld hørte jeg stadig Ottos skrig om natten, når han fik sine krigstrauma.

 

Hans Fidde var kun infanterist

Når vi var på besøg, så startede vi med morgenkaffe kl. 8. Vi gik en tur gennem Højer ned mod diget ved 9 – tiden og så tilbage igen. Normalt gik vi over kirkegården, over Torvet og derefter gennem Storegade.

 

Vi plejede at sige God Morgen til Hans Fidde, der havde manufakturforretning på hjørnet af Storegade og Skolegade. Hans Fidde var også med i Første Verdenskrig. Han var dog kun infanterist, hvilket var meget langt fra at være så fint som husar. Sådan hang det sammen ifølge min farfar. Men han blev da løjtnant, så i sidste ende gik det vel lige op.

 

En af de bedrestillede

Hans Fidde var gift med kusine Luise. De boede i et stort flot hus ved Vidåen. Luise og Hans Fidde var nogen af familiens bedrestillede, så der skulle helst hilses hver morgen, selv om han kun var infanterist.

 

Ville aldrig på alderdomshjem

Efter at have hilst på ham, gik vi forbi tipoldemors gård på hjørnet af Storegade og Møllegade ud til diget. Tilbage af Nørrevej, hvor vi måtte love Otto aldrig at sende ham på alderdomshjem. Det kom han nu alligevel. Til sidst kunne han ikke klare sig selv. Han døde også kun et par måneder efter.

 

Hvert år færre at hilse på

Efter at have hilst på alle fætre og kusiner, vi mødte på vejen, og dem var det utallige af, var vi hjemme omkring kvart over ti. Der var dog for hvert år vi besøgte Otto færre kusiner og fætre, at hilse på.

 

De perfekte gæstgivere

Nu var det tid til at Otto fik sin første pibe tobak. Otto røg en lang pibe med hoved, hvor der kunne være en halv pakke normal tobak. Den kunne nemt holde til middag.

I begyndelsen kom middagen fra kommunen.

Senere gik han på Hotel Højer, hvor de lavede et udmærket mad til billige penge. Samtidig var Jens Lyne og hans kone de perfekte gæstgivere.

 

I seng – kl. 20.30

Den dag, hvor en af os drenge ankom, gav han altid en øl og en sodavand på¨husets regning. Så var min farfar villig til at komme der hele året. Efter middag gik vi hjem for at slå mave. Det betød, at jeg løb ud og legede med naboens børn. Min farfar fyldte piben helt op. Så holdt den hele eftermiddagen. Aftensmaden fik vi klokken 18, og vi gik i seng klokken 20.30.

 

Ballade ved Slusen

Ofte gik vi ud til Vidåen og op til slusen. På vejen fik jeg mange gange historien om den forbandede fabrik, der havde været med til at ruinere Adolf.

Da min farfar var barn og ung havde slusen en anden lukkemekanisme og slusemesteren var selvfølgelig en fætter eller gift med en kusine. Hans drenge vidste, hvad man skulle gøre, for at slusen ikke kunne lukke. Så var det med at komme væk, inden slusemesteren selv indfandt sig.

 

Mange historier fra Vadehavet

Når vi kiggede ud over Vadehavet fik vi fortællinger om onkel ditten eller fætter datten, der var blevet fanget af havet, fordi de havde vovet sig for langt ud. Vi fik også fortalt om, hvordan farfar som unge, havde leget med fare for sit liv ved at samle fisk og skaldyr. Men mon ikke det var lidt overdrevet. Jo ældre han blev, des mere saftige blev hans historier.

 

Honnør for veteranen

Hver gang vi kom, cyklede vi også et par gange til grænsen ved Rudbøl for at købe tobak og chokolade. Vi viste aldrig pas, for min farfar kendte dem ved grænsen. De tyske grænsevagter gjorde normalt honnør for farfar, fordi han var veteran. Sjovt nok kunne alle i Rudbøl snakke dansk og tysk.

 

Kun tysk i Rosenkrantz

I Rosenkrantz kunne de kun tale tysk, hvilket jeg syntes, var uretfærdigt. Cirka midt mellem Højer og Rudbøl sad en stakkels mand , som havde fået amputeret begge ben. Her stoppede vi ofte, for at hvile os. Min farfar fik en sludder med den gemytlige mand, der på trods af, at han sad i rullestol, var ved godt mod og fuld af munter sladder om alt og alle. Ham var vi faktisk også i familie med, men kan ikke huske hvordan.

 

Til Emmerlev Klev

Vi cyklede også til Emmerlev, hvor vi på stedet, hvor min tiptipoldefar engang havde en gård. Videre gik det ud til Emmerlev Klev. På hotellet stoppede vi op for at få en forfriskning. Hvis  Jens Lyne eller hans kone var til stede kom de for, at få en sludder med os.

 

Farfar ser en mørklødet

Sidst jeg så min farfar var i 1981. Da var jeg i Danmark, for at vise min venezuelanske kone mit fødeland. Jeg var ret spændt på, hvordan min farfar ville tage det, for min kone er ret mørklødet. Han var såmænd bare glad for at se os.

 

Han var nu 83 år og dårligt gående. Han kunne lige tage turen til Hotel Højer. Der var ingen af de gamle tilbage. Men til min overraskelse var han enormt stolt over at vise min kone frem for de andre faste middagsgæster.

 

Farfar døde i 1985

Min farfar døde i 1985. Efter et par måneder på plejehjem, blev han kørt på Tønder Sygehus, hvor han døde kort efter. Han fik dog lavet så meget ballade, at de to gange om dagen måtte køre ham ud på en altan, for at han kunne ryge sin cigar.

 

Tak til Verner Smidt i Venezuela for hans tre til tider dramatiske fortællinger om sin familie i Emmerlev, Højer og Roskilde. Og ikke mindst Kisser fra Rosenkrantz. Verner følger med her på siden og måske gemmer han på flere erindringer.

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Erindringer fra Højer

       Højer – Minder 1

       Højer – minder 2

       og talrige andre historier fra Højer.

Otto blev sendt i Første Verdenskrig af Adolf. Otto trak sablen mod sine egne. Det var en fra Daler, der blev kendt skyldig. Otto blev overfaldet i skyttegraven. Ingen hæder i krigen. Hjemvendt til Højer og gik på druk. Sendt til Argentina. Adolf mistede alt efter Genforeningen. Otto drak snaps med Gestapo på Dagmarhus og fik frigivet Johannes. Otto var krigskammerat med en unterofficier.

 

Uden hæder og ære

Otto var kommet tilbage til Højer uden hæder og ære.

 

Farfars ilddåb

Husarerne var datidens kommando tropper, der normalt opererede bag fjendens fodfolk som patrulje og opklaringsenheder. I 1914 havde husarerne geværer med lanse.

I begyndelsen red man med vajende faner samt trommer og messingsuppe gennem Belgien og Frankrig. Det var her min farfar fik sin ilddåb.

 

Farfar trak sablen

Men da krigen i vest gik over i en stillingskrig, var der ingen brug for kavaleri og de blev sendt mod øst. På vej hertil stoppede det et par dage i Hanover, hvor eskadronen blev indlogeret på en kasserne. Den aften blev der drukket meget tæt. På et tidspunkt trak min farfar sig fra messen og satte sig på en trappe i den friske men hundekolde luft.

 

Han vidste ikke, at det var trappen til officersmessen. Et par officerer træder ud af messen, og finder en skide menig sidde på deres hellige trappe. Det regnede de med at kunne håndtere med et spark i ryggen. Men denne uforskammede husar for op i et spring og trak sin sabel. Han havde i sinde at hugge dem ned. Til alt held var Otto meget beruset, så han snublede. Officererne havde nu rigelig tid til at komme i sikkerhed inde i officersmessen.

 

Panik på kasernen

Da Otto snublede slog han benet på et trin. Han humpede tilbage til sovesalen, klædte sig af og gik i seng. Imens var situationen på kasernen blevet meget anspændt. Man ledte efter den morderiske husar, der kunne finde på at overfalde et par uskyldige officerer. Eftersom der ikke var et signalement af husaren, ledte man nu efter en, der var fuld nok til at overfalde sagesløse officerer.

 

Vagten var inde på Ottos sovesal, men her så de kun døddrukne husarer. Den skyldige fandt de dog. For på en anden sovesal fandt de en fordrukken husar, der lå med fuld uniform støvler og spore svingende i luften. Han lå og sang sjofle sange. Det måtte være ham, de ledte efter. Han blev smidt på hovedet i kasjotten.

 

Christian (Kisser) Rottenburg fra Daler

Næste morgen måtte fangen dog overgives til eskadronen. Der var kommet marchordre til østfronten. Denne drabelige husar hed Christian (Kisser) Rottenburg. Han var fra Daler og blev Ottos bedste ven resten af livet.

 

Jeg husker ham som en gammel mand, som altid grinede med en cigar i hånden. Han var lille og meget tyk. Han havde en folkevogn og var nødt til at lægge sædet ned for at maven kunne være der. Desværre kunne han så dårligt nå op for at se ud af forruden. Når han snakkede med en af de andre passagerer, vendte han sig for at se den anden i øjnene. Til alt held kørte han ikke så stærkt.

Han snakkede og snakkede til mig og fortalte mig en hel masse. Men jeg forstod alrig et ord af, hvad han sagde.

 

Overfaldet i skyttegraven

Første eskadron af 16. husarregiment blev stationeret i Riga, hvor de fungerede som besættelsestropper. Alligevel må det være gået hårdt for sig. Otto blev tre gange transporteret som alvorlig såret til Tyskland.

 

Da Rusland brød sammen, var det tilbage til vestfronten. Denne gang var det uden hest. I skyttegravene var der ikke plads til en hest. De blev dog ikke aflivet, men kun opstaldet bag fronten. Det skulle senere vise sig, at være meget heldigt.

I den tid sker der noget, som skal forfølge min farfar resten af livet og ødelægge hans nattesøvn og senere sit ægteskab. En franskmand løb imod ham med opplantet bajonet. Min farfar får dog stukket sablen igennem franskmanden, indtil han døde. Min farfar har aldrig rigtig fortalt mig det helt klart. Og farmor har kun fortalt brudstykker, og måske blander jeg hændelsen sammen med Remarques berømte bog: Intet nyt fra vestfronten.

 

Toget kom aldrig

Da freden kom, befandt stumperne af regimentet sig spredt rundt i det nordlige Frankrig. De blev dog samlet for at skulle sendes hjem med tog. Toget kom dog aldrig. Så skulle det vise sig, at det var godt, de ikke havde spist hestene. De kunne nu ride hjem til Slesvig. De havde ingen problemer med at få forråd undervejs.

 

Fra Slesvig blev min farfar hjemsendt med en jernbanebillet, 15 mark og 35 pfennig. Messingsuppen, de vajende faner og æren var der ingen af. Der var heller ingen penge i inderlommen.

 

Druk i Højer

Otto kom hjem som en slagen kriger. Højer var langt fra fronten, så Otto og de andre, der kom tilbage blev modtaget som helte. Men hurtig gik glansen af Skt. Gertrud. Mange af dem opførte sig aldeles ueksemplarisk og begyndte at drikke. Således også Otto. Ikke engang Adolf turde sige noget til ham.

 

Studierejse til Argentina

Senere i livet har Otto angret den tid i sit liv på grund af den sorg, han påførte Botilde. Hver aften var der sprut og billard til hest inde i krostuen o.s.v. Nå, men Adolf var ikke tabt bag en vogn. Han foreslog Otto en studierejse til Argentina. Otto accepterede, og Adolf købte en enkeltbillet. Der var ingen, der mente, at der var brug for en returbillet. Den tyske tankegang var jo, at guldet lå på gaden, og en tysker ville få toplønninger alle steder.

 

Otto tog afsted med sin fætter Georg. Fra Hamborg til Lisabon og derfra til Buenes Aires. Der skulle de snart få en brat opvågning. I begyndelsen ville de ikke tage alle de usle arbejdstilbud, som blev tilbudt dem. Men senere måtte de vaske op på restauranterne, bare for at spise resterne på tallerknerne. De lærte hurtig, at en tysker ikke var så værdsat, som de troede.

 

Bonde på pampaen

Til sidst måtte de ty til en af de tyske menigheder for at få hjælp. En rig tysker sørgede for, at de fik tøj og mad, samt arbejde på hans farm. Otto fandt ud af, at det var bedre, at være rigmandssøn i Højer end bonde på pampaen. Da han ville have skrabet lidt penge sammen, sagde han pænt farvel og tak til den tyske familie. Men Georg og ham tog tilbage til Buenes Aires og soldede resten af pengene op. De regnede med, at der var masser af penge derhjemme. Vi var nu i 1922, og de kendte ikke situationen derhjemme og i hjemmet i Højer. Han tog hyre som fyrbøder til Hamborg, hvor han soldede hyren op.

 

60 år efter – til Venezuela

60 år after, da jeg tog til Venezuela, tog han i en alder af 80 år til Roskilde for at overbevise mig om aldrig at være hoven som ham og ikke gøre de samme fejl som ham.

 

Brud med Adolf

At komme tilbage til Højer og se at det liv, han kendte, var væk, var som at få et spark i nosserne. Det kom nu til et definitivt brud mellem ham og Adolf. Otto gav Adolf skylden for, hvad der var sket. Han kunne selvfølgelig ikke gøre for, hvad der var sket i Tyskland, men han kunne vel have tænkt sig bedre om, mente Otto.

 

Otto havde nært forhold til Botilde

Mange år senere da min far var helt lille, var de på besøg hos onkel August og tante Misse. Da gik de en tur på gaden, min far sammen med min farmor og Otto lidt bagved og snakkede med en anden mand. Da kom der gående en høj mand med en høj hat. Manden hilste på min farmor, ved at løfte på hatten, og gav min far hånden og sagde noget han ikke forstod. I mellemtiden kom min farfar op på siden af dem, og den høje mand skyndte sig væk.

Bagefter hviskede min farmor til min far, det var din farfar. Senere så min far mange gange Adolf med drengen i forbindelse med besøg hos onkel August. Botilde havde Otto et nært forhold til, lige til det sidste.

 

Dansk statsborgerskab

Efter denne triste hjemkomst måtte Otto søge arbejde og han fik plads på en gård i Syv Sogn på Sjælland. Det var ikke så nemt, at få arbejde. Han blev ikke dansker ved Genforeningen. Det blev han først i 1937. Så hvis de danske myndigheder havde smølet lidt mere med hans sag, havde han nok også røget med i Anden verdenskrig også.

 

Gift med Asta Johanne

Otto blev gift med Asta Johanne fra Gøderup. Med hendes fars hjælp købte de en gård i Glim lidt syd for Roskilde. I 30erne døde nogle af køerne pludselig. Både Astas far og Adolf hjalp med at købe nyt kvæg.

 

Otto opdragede ikke min far, som han selv var blevet opdraget. Han har for eksempel aldrig slået min far og i stedet for at skælde ud, hjalp han min far med skolen.

 

Otto blev en driftig landmand

Otto blev kendt som en driftig landmand. Selv om han havde en kraftig accent, så blev han optaget i samfundet. En gang var nogle kvier sluppet løs og gået ind på en kornmark for at spise af kornet. Når bondemanden kom tæt på, stak de af og trampede kornet ned. Så måtte de han op efter Otto. Han havde pralet med, hvor god han var til lassokast i Argentina. Til hans store held fik han da også fanget en, og de andre fulgte så roligt med.

 

Asta var udadvendt

Det var Asta, der var den udadvendte og gæstfri, mens Otto var mere indesluttet. Når jeg overnattede hos dem, sov jeg altid i farmors værelse. Der hørte jeg ofte Otto skrige inde fra hans værelse. Det skræmte mig meget, men farmor sagde, at jeg skulle bede for ham, for han havde mareridt om krigen.

 

Indbydelse til officers – galla

Da besættelsen kom, var Otto rasende. Han syntes, at det for lavt af Tyskland at indtage sådan et lille land. Kort efter kom der nogle tyske officerer ud for at hilse og gøre propaganda. De blev godt modtaget, og fik kaffe og brød. Otto var vel bare glad for at at snakke tysk igen. Da de gik, inviterede de ham og min farmor til en gallamiddag på Hotel Prinsen i Roskilde. Men Otto var klog nok til at sige nej med den begrundelse, at han var en untergefreite, så han blandede sig ikke med officerer. I det hele taget var han meget forsigtig med at blande sig i politik under hele krigen.

 

En rigtig dansker

Sognerådet kom da også den 6. maj med en attest på, at han havde vist sig som en rigtig dansker under hele krigen, trods hans stærke accent.

 

Våben i hønsehuset

Gården de havde lå kun få hundrede meter fra landevejen mellem Roskilde og Ringsted. Da så tyskerne mistede enhver disciplin, og smed alt overflødig i vejgrøften under deres hjemmarch, beordrede sognefogeden bønderne til at samle tingene op. Egentlig var det modstandsfolkene, der skulle gøre det.

 

Det var ingen problemer med hjelme og gasmasker. Det var dog lidt mere farligt, når det drejede sig om håndgranater og andre sprængstoffer. Godt nok havde de fleste aftjent den danske værnepligt. Men Otto havde jo været i krig, så han måtte vide lidt mere. Og skulle det gå galt, ja så var han jo bare en sønderjyde. Så alt hvad der blev samlet op, blev kørt hjem i hønsehuset. Her lå det også, da der kom nogen og hentede det.

 

Grimme gloser på Dagmarhus

Otto havde et anstrengt forhold til Astas bror, Johannes. Han havde giftet sig ind i en rig garver – familie i Vordingborg. Johannes var den rige i familien. Det havde Otto jo nok været lidt misunderlig over. Men da det gik galt, var det Otto, der måtte ordne sagerne.

I marts 1945 snuppede Gestapo, Johannes lille varevogn med en ladning våben. Godt nok var det ikke Johannes, der var i vognen. Men han røg ind til forhør i Dagmarhus.

Familien tog til København og forsøgte at overtale tyskerne til at løslade ham. De kom ikke engang ind. Da den vagthavende underofficer så disse sydsjællandske bønder med hatten i hånden, kom han rigtigt i hopla. Han råbte skreg til dem med alle mulige tyske skældsord.

Han lovede dem død og mordbrand, hvis ikke de skrubbede af i en gevaldig fart.

 

Familieråd

Tilbage gik det til Roskilde, hvor der blev holdt familieråd. Man kom frem til en strålende konklusion. Det måtte jo være noget for Otto, for han var jo tysk. Næste dag tog hele familien afsted igen, denne gang med Otto. Det var den samme underofficer igen. Atter engang var der råben og skrigen. Men denne gang fik tyskeren svar på tiltale. Otto havde aldrig fundet sig i ret meget.

 

Krigskammerat med unterofficer

Nu kunne tyskeren godt forstå, at Otto ikke var som de andre, så han faldt ned på jorden igen. Min farfar omtalte, at han havde været med i slaget ved Somme. Det havde tyskeren også. Nu var de pludselig gamle krigskammerater. Så over en øl og en snaps ændrede tyskeren opførsel. Han satte sig i forbindelse med en kaptajn, der lovede at slippe Johannes fri. Betingelsen var, at Johannes skulle vidne for ham, hvis der blev startet en sag mod ham efter krigen. Begge parter holdt, hvad de lovede. 

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Erindringer fra Højer

       Højer – minder 1

       Højer – minder 3

       og talrige andre artikler fra Højer

Verner og lillebror tog til Højer for at besøge farfar, Otto Smidt. Det var flovt at have skilt om halsen. Farfar var stolt af at vise dem frem til de talrige fætre og kusiner i Højer. Vi skal også besøge tipoldeforældrene og onkel August (Tyksen). Og så var det Adolf. Han var til kæft, trit og retning, men også vin, kvinder og spil. Han befalede forbud mod dansk luft. Og ved Vidåen viste Kisser fra Rosenkrantz røv.

 

Minder fra Venezuela

Verner Smidt er i dag smedemester i Guatire, som ligger ca. 30 km øst for Caracas i Venezuela. Han har i dag 3 børn og 2 børnebørn. Selv er Verner født i 1956. Han er en stor fan af denne hjemmeside. Og især læser han Højer – siden. Tidligere har han bidraget med Erindringer fra Højer. I den artikel giver han en fantastisk beskrivelse af Falle, som vi alle kender.

 

Egentlig stammer Verner fra Tune ved Roskilde. Hans farmor og farfar havde en gård syd for Roskilde til begyndelsen af 60’erne. Derefter flyttede farfar tilbage til Højer.

 

I tre artikler skal vi så følge Verner Schmidts familie. Det er både dramatisk oh humoristisk. Det er både en rig og til tider stædig familie vi følger. Og vi er helt tæt på det dansk – tyske forhold i grænselandet. Spændende er det at vide, om der stadig er fætre og kusiner tilbage, eller andet familie til Verner i Venezuela.

 

Førstesalen sprunget væk

Min farfar havde først lejet et værelse i den bygning, der i dag rummer Motel Højer. Det var ikke nok plads, så snart lejede han hele førstesalen på den gård, der ligger på hjørnet af Kovej og Østerenden. Der boede han til 1966.

 

Han måtte flytte, fordi han var så uheldig at bortsprænge hele overetagen af gården med en utæt gasflaske. Han blev forfærdelig forbrændt. Han kom sig ikke rigtig over det, selv om han levede tyve år mere. Han kom på plejehjem. Men da han blev udskrevet købte han huset med stalden på hjørnet af Klostervej og Kogade. Adressen var Klostergade 9.

 

Flovt med skilt

Min farfar ville jo gerne se os børn. Men det var ikke rigtig råd til sådan en rejse.

Det var vel i 1964 min lillebror og jeg første gang tog til Højer. Og det var første gang alene i et tog på den lange rejse. Vi kørte fra Roskilde over Bramminge til Tønder. Her ventede farfar på os.

 

Vi blev udstyret med en af DSB’s Feriebørns Gratis biletter. Vi blev forsynet med et skilt med tilhørende snor om halsen. På dette skilt stod der, hvor vi skulle hen. Her var også telefonnummer, hvis nu politiet fandt os i Skagen.

 

Det var nu lidt flovt med disse skilte. Vi fik da også lært at skjule den under skjorten. Men vi turde dog ikke smide den væk. Man kunne jo aldrig vide.

Den gang var der nu ikke store chancer for at fare vild. Toget var fyldt med bekymrede mødre. De kunne jo på vore skilte se, at vi var nybegyndere. Vi har aldrig været så bevogtet, som på denne tur.

Da vi skulle skifte fra tog til færge i Korsør, tog en resolut mor os i den ene hånd og hendes egne børn i den anden.  Dengang havde pædofile og børnelokkere ikke den store chance i DSB.

 

 

En bekymret farfar

Allerede fra Ribe kunne vi se forskellen fra det sjællandske til marsken. Og senere, da vi kørte gennem Møgeltønder var som om at befinde sig i udlandet.

 

Vi blev i Tønder modtaget af en bekymret farfar. I dag ville det nok hedde alvorlig nervesvækket på grund af en akut stressende situation. Han var bekymret til det sidste. Tænk, hvis han skulle tage til Skagen for at lede efter os.

 

En god kostplan – første dag

Afsted gik det med rutebilen. Nu kunne vi bedre se den flade og trøstesløse marsk. Møgeltønder var dog en eksotisk oplevelse. Når min farfar for hundrede og tolvte gang viste os sit fødehjem vidste vi, at nu var vi fremme. Kostplanen første dag var alle tiders. Den stod på sodavand, is og chokolade. Så blev kostplanen derefter som hos alle andre voksne.

 

På rundtur i Højer

Så skulle vi ud at gå en tur. For alle i Højer skulle beskue børnebørnene . De skulle alle se, hvor store, vi var blevet. Dengang havde jeg indtrykket af, at alle de ældre i Højer var fætre og kusiner til min farfar.

Vi var der gerne i 14 dage ad gangen. Vi blev taget med rundt på egnen enten til fods eller på Falles cykler. Her fik vi så fortalt anekdoter, lokalhistorie, egne oplevelser og måske også historier, der måske ikke helt svarede til sandheden. Det er nogle af disse historier, jeg her efter bedste evne vil videregive.

 

Tipoldeforældre

Mine tipoldeforældre er Rosine Marie født Federsen og Carsten Carstensen.

Disse to var meget missionske især i de senere år. De var meget påholdende, min farfar sagde, at en femøre blev vendt og drejet ikke så få gange, inden den blev givet ud. De blev dog også meget velhavende.

 

Rosine og Carsten fik tre døtre. Alle tre blev godt gift med sønner af lokale marskbønder. For at det skulle gå dem godt i livet, fik alle tre en stor gård i bryllupsgave.

 

August Tyksen

Misen blev gift med August Tyksen. De fik den gård på Nørregade, hvor apoteket i dag har til huse. På turistreklamer hedder den stadig Tyksens gård. De fik ingen børn. Derfor forkælede de sikkert nevøer og niecer på det skamligste. August Tyksen var dog meget striks.

 

Min far fortalte, at når onkel August inviterede til middag, var det egentlig til kl. 12, men på grund af min farfar og hans familie, der kom fra Roskilde, blev det lavet om til kl. 13. Og så betød det klokken 13. Engang kom de et kvarter for sent, på grund af, at toget var forsinket. Da måtte de sidde i køkkenet og vente til de andre var færdige med at spise.

 

Rejsen fra Roskilde

Der er flere historier om forsinkelser, når familien var inviteret hos onkel August. Engang var de forsinket med bussen til Roskilde på grund af sne. Da de kom til Roskilde, så de deres tog køre. Farfar gik ind til stationsforstanderen og lovede stationsforstanderen en gang bank. For at få fred, stoppede han Hamburg – expressen, så de kunne nå deres tog i Korsør.

 

 

Slagsmål med chauffør

En anden gang, de skulle afsted gik de fra gården ned til hovedvejen, så de bussen komme. Min farmor var noget bagefter min farfar. Hun gik med min far, der dengang var helt lille. Min farfar spurtede ud over markerne med kufferterne for at stoppe rutebilen. Han fik den da også stoppet. Så stod han på trinbrættet og råbte efter min farmor, for at hun skulle skynde sig. Buschaufføren ventede tålmodigt, så de kom da med.

 

På vejen mod Roskilde skyndte min farfar så meget på chaufføren, at han stoppede bussen for at stå af og slås med min farfar. Men det fik andre passagerer dog forhindret. Da de kommer til Roskilde er toget klar til afgang. Igen var der en vild spurt med kone og barn, og de nåede det.

Først da de når Korsør, opdager de, at de er kommet med et tog, der gik en time inden det, de skulle med. Nu måtte de så sidde en time og vente på færgen.

 

Oldeforældre

Min oldemor Botilde blev gift med Adolf Smidt, søn af Hans Fransen Smidt, hestehandler fra Emmerlev. Egentlig ville min tipoldemor købe den gård, der stadig ligger ud til Torvet foran kirken. Men ejerne var dansksindede og de ville ikke sælge til tysksindede.

For at løse dette problem  lod min tipoldemor bygge den gård på Tøndervejens højre side inden man kommer ind til Højer.

 

Jo Adolf giftede sig godt. Men den gamle Hans var også en driftig mand. Så Adolf og Botilde blev også meget velhavende. Hans og Adolf tog til marked i Husum, hvor de solgte de heste, de havde købt lokalt.

 

Vin, kvinder og spil

Min farfar fortalte, at de gange, de tog med toget hjem med alle penge i inderlommen , var der omkring 85.000 D – mark. Det var tiden op til Første Verdenskrig. Min farfar var også med. Dengang var en ugeløn for en arbejder i København 14 kroner.

 

Adolf kunne godt lide vin, kvinder og spil. Så der blev afsat en aften til dette. Han måtte jo benytte tiden langt væk fra sladrevorne og missionske hævringe.

 

Under hendes stand

Botilde var meget optimistisk og romantisk. Hun spillede klaver. Hun tog sig ikke af sine børn, da de var små, for det var under hendes stand, at passe dem. Men hun var dog moderlig. Efter bryllupsbilledet at dømme, var hun det man i dag kalder en lækker sild.

Det var hende, der holdt sammen på hjemmet. Hun var meget gæstfri, og de havde en stor vennekreds blandt marskens bedrestillede. Sammen med sine søstre fortsatte hun også sin mors arbejde med velgørenhed.

 

Kæft trit og retning

Adolf var som en prøjsisk kassemester. Her gjaldt kun kæft, trit og retning. Han var nidkær, storsnudet og provokerende. Enhver fejl hos sine børn medførte med det samme en korporlig afstraffelse. Det var hårdt for de tre knægte, Hans Redlif, Otto og Max. Den lille Walter blev først født noget senere. Han blev opdraget under mildere forhold. Her var det mere Botilde, der tog sig af ham.

 

På grund af sin nidkærhed fik Adolf et mønster landbrug. Han tjente enorme summer under Første Verdenskrig. Adolf og hans svoger August benyttede enhver lejlighed til at spankulere rundt i nogle flotte officersuniformer med pelsudsmykning og ridestøvler.

De havde lov til at bruge disse uniformer, fordi de var ledere af hjemmeværnet. Dette hjemmeværn styrkede moralen på hjemmefronten.

 

Forbud mod ”Dansk luft”

Adolf købte krigsobligationer og skød store penge i Højers første fabrik, som blev bygget ved Vidåen ikke langt fra slusen. Han var meget tysksindet. Det siges om ham, at han forbød, at åbne vinduerne mod nord, for ikke at få dansk luft ind i stuerne. I de sidste år havde han dog ikke noget imod at få dansk pension.

 

Han var dog så tysksindet, at han efter Genforeningen nægtede at veksle sine penge om fra mark til kroner. Det betød at denne ødsle levemand pludselig blev en fattigrøv. De måtte gå fra alt, hvad de havde tilbage. Til deres død boede de i et hus på Nørregade, som Botilde havde arvet. De var omgivet af minder om fordoms rigdom.

 

Farfar Otto Smidt

Min farfar, Otto Smidt blev født den 30. 05. 1898 på Hochstelle. Derefter blev han overgivet til en barnepige Kristine – Kisser. Som vi tidligere hørte var det under mor Botlldes stand selv at tage sig af drengene, selv om hun sikkert gerne ville. Adolf holdt på, at de ikke skulle pylres.

 

Kisser havde stort hjerte

Kisser var en kraftig bondepige fra Rosenkrantz, som tog sig af de tre drenge. Indtil de begyndte at gå i skole kom læreren ud på gården, og gav dem undervisning. Adolf holdt godt øje med, om de nu fik de rette kundskaber.

 

Kisser havde et stort hjerte. Drengene elskede hende. Min farfar fik tit tårer i øjnene, når han fortalte om hende. Hun gik dog ikke af vejen for rundhåndet at give øretæver og røvfulde med et spanskrør, når hun syntes, at det var nødvendigt.

Hun sov også med drengene, når stormen hylede. Og hun stillede op mod Adolf, når han syntes, at hun var gået for vidt med knægtene.

 

Engang slog Hans Redleff hatten af en gæst med en sten. Det fik Adolf til at gå besærk med en tung stok. Men Kisser var hurtigere. Hun fik taget stokken fra Adolf og løb med den.

 

Ingen turde åbne munden. Tænk, at et tyende turde stikke sig op mod Adolf. Først var der total stilhed. Derefter hørte man en befriende latter. Selv Adolf faldt ned på jorden. Inderst inde kunne han vel godt se, at han kunne have gjort alvorlig skade på knægten.

 

Kisser fik dog sin skideballe, der kunne høres over det meste af Højer.

 

Kisser viser røv

En varm sommerdag var Otto og Hans Redlif ude at gå en tur med Kisser langs Vidåen. Det var meget varmt, og Kisser fik lyst til at bade. Drengene var vel 5 – 6 år. De blev så sat til at holde udkig med streng besked om, ikke at vende sig om.

Imens Kisser er ved at klæde sig af, kan knægtene ikke lade være med at kigge. Drenge er vel drenge. Nu så de Kissers store røv.

 

Det opdagede Kisser, som lovede dem tæsk for at have vendt sig om. Forskrækket stikker drengene af og løber ind mod Højer. Her fortæller de alle, der gider at høre på det, at de har set Kissers røv. Det gav megen jubel og en del bemærkninger, som de ikke forstod.

 

Nu var det ikke hver dag sådan nogle små størrelser gik alene rundt i Højer. Så de tog sig god tid, og havde næsten glemt, hvad der var sket. Men det havde Kisser ikke. Hun stod og ventede på dem. Det gik en hel uge, før de kunne sidde ned.

 

På besøg i Rosenkrantz

Kisser var som sagt fra Rosenkrantz Hun havde fri hver anden søndag. Så kunne ellers trave til Rosenkrantz tidlig om morgenen, for så at vende tilbage om aftenen. Eftersom det ikke passede Adolf at tage sig af sine børn måtte Kisser tage børnene med sig. Det var egentlig ikke så dårlig en ide, for når herskabets børn skulle med, blev hest og vogn stillet til rådighed. Det var trods alt bedre, end at skulle trave den lange vej. Det var vist også godt for kusken. Han blev nemlig senere gift med Kisser. De overtog senere Kissers fædrene gård.

 

Min farfar tog os altid med ned til Rosenkrantz for at hilse på Kissers søn, som min farfar nærmest betragtede som lillebror. For drengene var det også et paradis, at komme med til Rosenkrantz .For her kunne man lege med de andre børn, uden at skulle bekymre sig om, hvem deres forældre var. Og en fordel var, at Kisser var optaget af kusken.

 

Undgå Møgeltønder

Omkring konfirmationsalderen begyndte min farfar i Latinskolen i Tønder. Det var noget, der tog hele dagen. Turen blev gjort med tog, og det var ikke så mange afgange. Toget kørte meget langsom. En frisk dreng kunne sagtens løbe det op. I stedet for at gå ind på stationen, stod knægtene tit ved sporet og sprang på, når toget kom forbi.

Efter hvad min farfar fortalte, hvad det den værste tid i hans liv. Engang imellem kom de for sent til toget hjem og så måtte de bruge Apostlernes Heste.

 

Problemet var bare Møgeltønder. Højer var tysksindet, Møgeltønder var dansksindet.. Så man måtte en stor bue uden om Møgeltønder for ikke at få tæsk. Ydermere kunne min farfar være sikker på en røvfuld af Adolf, hvis han fik tæsk af en skide dansker.

 

Verdens gang blev ændret i smørhullet

Mellem kedelige timer i Tønder og skideballer af Adolf for dårlige skolekarakterer gik tiden med andejagt og fiskeri i Vadehavet. Hovedløs ridning og spring over kanalerne blev det også til. Kraftig druk og andre forlystelser har sikkert ikke haft Adolfs billigelse. Det eneste problem, man havde som rigmandssøn var at lave så list som muligt uden at kede sig. Sådan gik tiden indtil skuddet i Sarajevo ændrede verdens gang også i smørhullet Højer.

 

Fædrelandskærlighed

Alle hørte pludselig trommer og hornmusik og så fanerne bølge med ære og medaljer overgivet af kejseren selv. Samtidig var der ingen, der troede krigen ville vare mere end et par uger. Skulle det gå helt galt, ville krigen vare et par måneder.

Nu fik Adolf travlt med at vise fædrelandskærlighed, eftersom han selv var for gammel. Den ældste af sønnerne, Hans Redlif var ude at sejle. Kun Otto var tilbage.

 

Far sendte søn i krig

Eftersom krigen kun ville vare et par måneder trak Adolf i alle tråde. Han fik Otto ind i Det 16. Slesvig – Holstenske Husar Regiment, der havde kasserne på Gottorp Slot i Slesvig. For at kunne sende sin 16 årige søn i krig brugte Adolf en mindre formue på: Hest, 3 uniformer, sabel og karabin. Så¨var Otto klar til at ride ud og vinde hæder og ære. Fire år senere var uniformerne slidt op. Hesten var skiftet ud flere gange.

 

Hæderen og æren kom ikke

Otto var ved sin 20 års fødselsdag en gammel mand, der havde set alt for meget. Det forfulgte ham resten af livet. Hæderen og æren kom ikke som ventet. Det forstod Adolf ikke. Nok var Adolfs søn kommet hjem, men det var også en farlig ung mand, der havde lært at forsvare sig selv.

Siden havde far og søn ikke haft mere med hinanden at gøre.

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Højer – minder 2

       Højer – minder 3

       Erindringer fra Højer

       og talrige andre artikler fra Højer

 

 

 

 

 

 

Ja inden vi hører lidt om Tønder Statsskole, skal vi lige høre om Realschule Tondern. Her var der tale om opdragelse og disciplin. Eleverne blev også belært om, hvordan de skulle begå sig i fritiden. Her på Statsskolen var  Frode Kristoffersen også realist. Han fik en sød hævn over for en lussing, han modtog af religionslæreren. Michael Falch kaldte skolen for resterne af den sorte skole.

 

Knabenschule nedlagt

Skolen har ikke altid fungeret som statsskole. Vi skal tilbage til omkring 1903, hvor det hedder sig, at Tønders borgere ønsker sig en oprettelse af eine Königliche Realschule i byen. I første omgang bliver det dog tale om en kommunal (Städtische) realskole.

 

Statut for de ny realskole

Den 17. januar 1906 vedtog byrådet en statut for den ny realskole. I april samme år begyndte man med de to yngste årgange (Sexta og Quinta).

Fra april 1910 er alle seks årgange ( fra Sexta til Prima) repræsenteret med i alt 152 elever. Samtidig blev Knabenschule nedlagt.

 

Dårlige forhold

De første år underviste man i et par lokaler i den kommunale skole i Richtsensgade. Lærermøderne foregik im Klassenzimmer der Sextra eller in Wohnung des Dirigenten. Og Der Dirigent var skolelederen Oberlehrer Wiedermann.

 

Men forholdene var ikke de allerbedste. Og det blev konstateret på et lærermøde den 20 juni 1907, unter Vorsitz des Geheimen Regierungs – und Provinzialschulrats Dr. Brocks. Den høje herre konstaterede, at man snarest mulig skulle finde en bedre løsning. Kun tre af klasseværelserne svarede til det, hvad man kunne forvente af en højere skole. Heller ikke læreværelset fandt embedsmanden tilstrækkelig.

 

Lære udenad

Man havde tænkt på det hele, også hvordan og hvad eleverne skulle lære udenad. Også matematiske formler læres udenad. Det gjaldt også for historiske årstal.

Som Regierungs – und Provinzialschulrat Brocks formulerede det, ville det bedste være, hvis også lærerne lærte de ting udenad.

 

Jo det ældste ved skolen er den gamle hovedfløj og festsalsfløjen. Det blev bygget i 1908 – 1910.

 

Regler for tysk grammatik

Og den omtalte Brocks brokkede sig meget over både den tyske og den franske udtale. I begyndelsen af hver tysk og fransk time, skulle man i 1910 øve sig i de ord, man ofte udtalte forkert. Her skulle regler i sprogene også gennemgås.

Den 24. oktober 1910 minder Brocks om, det er vigtigt at gentage nogle af reglerne i den tyske grammatik.

 

Historieundervisningen

Man diskuterede også hvordan Slesvig – Holstens historie kunne indlemmes i den generelle historieundervisning. Da første verdenskrig nærmede sig, blev historieundervisningen ændret.

 

Opdragelse og disciplin

Og det var ikke kun undervisningen man fokuserede på. Opdragelse og disciplin hørte med. Således meddelte, Der Dirigent, at skoleleverne efter klokken 8 ikke skulle vise sig på gaden uden ledsagelse af voksne.

Inden man gik ind på skolen skulle man tage hatten af og tørre fødderne af. Og så blev det bestemt, at de ældste elever Die Primaner skulle tiltales med De. Husk på, at vi er i 1910.

Og så skulle man huske, at den første undervisningstime skulle starte med en bøn.

 

I skoleferierne opfordrede skolen, at eleverne indtrådte en ungdomsforening im vaterländischem Geiste.

 

Tandhygiejne

Måske var det galt med de unges tandhygiejne, for i 1909 blev der besluttet, at bestille 100 eksemplarer af Jessen: Zahnpflege im Kindesalter.

 

Opfør jer ordentlig

I 1916 blev der henstillet til, at eleverne opførte sig ordentligt, når de skulle køre med jernbanen. Der var indløbet klager over deres opførsel.

 

Eine Schulmütze

Allerede i 1906 blev det besluttet, at man indførte en sort Klassenmütze for Sexta og en grøn for Quinta. Begge skulle have en sølvstribe.

 

Festdage med flidspræmie

Hvert år blev to festdage markeret på skolen. Sedan – dagen var til minde om tyskernes sejr Frankrig i slaget ved Sedan den 2. september 1870 og Kaiser – Geburtstag, Kajser Wilhelm den Andens fødselsdag den 27. januar.

 

På Sedan – dagen mødtes alle elever i aulaen, hvor en af de ældste elever fortalte om det historiske slag. Og på kejserens fødselsdag blev der givet flidspræmier. Og det var flotte præmier:

 

       Berner: Geschichte des preussischen Staates

       Hans Bohrdt: Deustsche Schiffart in Wort und Bild

       Koser: Aus dem Leben Friedrich des Grossen

       Ein Marinealbum

       Mit Bismarck daheim im Felde

 

I 1911 blev det også bekendtgjort, at man skulle fejre kejserinde Augustas 100 års fødselsdag. Hun var gift med kejser Wilhelm den Første, og døde i 1890.

 

Prøjsens historie

Ja og også kejserens 25 års jubilæum skulle fejres. Der var også mange andre historiske mærkedage, der skulle huskes. Nogle af disse dage havde skolen besøg af krigsveteran – foreninger fra byen. I skolens anordninger stod der nøjagtig beskrevet, at man skulle give eleverne en levende beskrivelse af Prøjsens historie.

 

Dybbøl og Knivsbjerg

Også Slaget ved Dybbøl blev markeret. Hvert år deltog skolen ved Knivsbjerg – festen med et eller flere langbold – og håndboldhold.

 

Frivillig tjeneste

I 1914, da krigen var startet blev eleverne opfordret til at deltage frivillig i forskellige arrangementer omkring militæret. Det kunne være øvelser, førstehjælp eller et års frivillig tjeneste.

Man opfordrede også eleverne til at samle bøger til militæret. Disse bøger blev overbragt mandskabet ved Zeppelin – basen nord for Tønder og ved fangelejren ved Løgumkloster.

 

I oktober 1915 var det muligt at blive fritaget for undervisning, hvis man ville gå til hånde i landbruget.

 

Fra tre til otte lærere

Skolen havde det første år kun tre faste lærere, i 1911 – 12 var dette antal vokset til otte. Rektor Johann Wiedermann kom fra en lærergerning i Hannover i 1906. Han ledede skolen i alle årene fra 1906 til 1920.

 

Totenkopf

Min far gik på skolen i Richtsensgade. Da de engang havde passeret kirken på vej til skolen, havde de fundet noget som de kunne bruge som fodbold. Men på den tyske skole i Richtsensgade udbrød læreren:

 

       Ihr könnt doch nicht mit dem Todenkopf spielen

 

Der var udgravninger ved kirken. Her lå den gamle kirkegård. Min far var en overgang sikker på, at det var rester af Brorson, de havde spillet med. Men den bemærkning vakte heller ikke jubel hos den tyske lærer.

 

De tyske lærere

Overlærer Johann Weste var født i Tønder i 1853, og det var også her, han tog sin lærereksamen på seminariets tyske afdeling i 1875. I nogle år var han lærer i Uertsen i Holsten. Han kom tilbage til Tønder i 1881, hvor han blev lærer på Drengeskolen i 1885.

 

Overlærer Hermann Bernhard var lærer i Altona indtil 1908. Han kom derefter til Tønder. Han ledede realskolen som vikar for den indkaldte rektor Wiedemann fra 1914.

 

Tønder Statsskole afløser

I 1920 afløste Tønder Statsskole, Realschule Tondern. Den danske regering havde efter Genforeningen besluttet, at der skulle placeres fire gymnasieskoler i Sønderjylland. Det var langt tættere end i det øvrige land.

 

Spejdere i København

Fra den 3. til den 12. juli 1923  var 18 af skolens spejdere under ledelse af adjunkt Johan Larsen på sommerferielejr i Nordsjælland. Det fik rektor en personlig rapport fra adjunkten.

Og det var ikke meget at mærke af den disciplin, som vi nævnte tidligere.

Således lå meget skælmske Hans Posselt på maven oppe fra et vindue i 4.sal og kastede småting ned i hovedet på folk på gaden i København.

 

Stifinderne havde stjålet Ørnenes patruljeflag og broderet et B foran. Stifinderne blev kaldt for damer, fordi ved en fejltagelse en dag ved en skæbnesvanger fejltagelse i toget var gået ind i en damekupé.

 

Gratis, fordi man er fra Tønder

Og så kom man gratis ind i etablissementer som Badeanstalten Helgoland, Cirkus Schuman, Højbro – biografen m.m., dels fordi de var spejdere, men sandelig også man var fra Tønder.

 

Masser af om – og tilbygninger

Dette blev så senere til fem danske gymnasier og et tysk, samt et studenterkursus i Toftlund. Hvis en elev fra Realschule Tondern i dag skulle forvilde sig ind på Tønder Statsskole, ville vedkommende sikkert fare vild.

 

Der er konstant sket til – og ombygninger. Hele grunden omkring de gamle skolebygninger er nu forsynet med tilbygninger. De vigtigste årstal i den forbindelse er 1936, 1960, 1992, og 1993.

 

Fra 122 til 454 elever

I 1920 og 1930erne klarede skolen sig takket være en stærk mellemskole. Skoleloven fra 1958 var hårdt for skolen. Man blev berøvet de to yngste årgange. På fire år faldt elevtallet fra 279 til 122.

I 1971 blev skolens realafdeling afskaffet. Der var fare for lukning, men det lykkedes at få en HF – afdeling.

I 1982 var den negative udvikling vendt. Der var hele 454 elever fordelt på 21 klasser.

 

Frodes tur til Statsskolen

En kendt realist fra 1948 var journalist m.m. Frode Kristoffersen. Han kan huske, at han fra

Højer kørte med Rasmus Hansens skolebus uf af byen. I Møgeltønder ventede em herre ved stoppestedet ved byens lindeallé. Det var adjunkt Knus Fanø, den senere rektor ved Duborgskolen i Flensborg. Han forsøgte, at bibringe Frode, latin.

 

For en fremmed barsk og fattig

På skolen sang man ofte en melodi, der blev en landeplage i landsdelen. Den var skrevet af Egebjerg Jensen og musikken var af skolens musiklærer, Ernst Kiørboe. Og den var selvfølgelig:

 

       For en fremmed barsk og fattig

 

En sød hævn

Matematik, ja det var hos Erling Rossing og religion hos Kaj Sieverts. Sidstnævnte gav Frode en lussing. Men han kunne så senere hævne sig. Sieverts havde sendt et meterlangt læserbrev, som Frode fik ordre på at redigere, da han var blevet ansat på dagbladet Vestkysten – hvilken hævn.

 

Så var det også den fine tysklærer, dr. Felix Arndt. Han var overgået fra Realschule Tondern til Tønder Statsskole.

 

Et knus fra en søde oberst – datter

Frode husker også et teaterstykke, hvor han skulle spille lærer, Zirlich. Oberstdatteren, Kirsten Løwener Jensen skulle spille fin dame og overrække Zirlich en indbydelse. Men den havde hun glemt. Så Frode samlede en stykke flødekaramelpapir op fra gulvet, og spurgte, om det ikke var denne. Bagefter fik Frode et ordentligt smækkys af den skønne oberst – datter.

 

Undertegnede på Statsskolen

Selv oplevede undertegnede kun at komme på skolen, når vi fra Andersen & Nissens Boghandel skulle levere bøger til skolen. Men kusine Christel gik på skolen.

I Michael Falchs tid skulle man endnu rejse for lærerne. Man talte om, at Statsskolen var den sidste rest af Den Sorte Skole.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs om Tønder Stasskole:

       Michael Falch i Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om at gå i skole i Tønder:

       Drengestreger i Tønder 1920 (min far på den tyske skole i Richtsensgade)

       Tønder i 1600 – tallet

       Tønder Statsseminariums historie

       I Skole i Tønder

       Vajsenhuset i Tønder

       Blomst til skilsmissebyen (parodi på Tønder Kommuneskole)

En af verdens bedste astronomer er født i Tønder. Hans far mente, at det var bedst at lære et håndværk. Han blev udlært urmager og gik på valsen. Men en fysikus så hans talent. Og så kom der gang i den. Peter Andreas Hansen blev lidt af en særling. Han blev sur på sin frisør, og nægtede at lade sig klippe. I Tønder blev en mindeplade brugt som havebord. Men man opkaldte da trods alt en gade efter ham.

 

Astronom Hansens Gade

Der sikkert de færreste i Tønder, der kender Astronom Hansen. Det er ham, der har givet navnet til gaden – Astronom Hansens Gade. Ja egentlig hed han Peter Andreas Hansen.

 

I Latinskole

Han er født i 1795 og viste allerede i skolen store evner i matematik og fysik. Han gik i Latinskolen, der lå på hjørnet af Kirkepladsen og Smedegade.

 

Du skal lære dig et håndværk

Hans far var urmager Nicolay Hansen. Han var guld – og sølvsmed. Faderen mente derfor, at det var det helt rigtige for Peter Andreas at lære et rigtigt håndværk. Han skulle ikke studere videre, mente faderen.  Måske var det også moderen Anna Henriettes tidlige død, der forhindrede, at han gik videre med skolen. Moderen blev kun 48 år.

 

Så blev han  sendt til Flensborg fra 1811 til 1816 for at lære urmagerkunsten.

 

På valsen

Men Peter Andreas ville hellere studere, men fik atter et nej af sin far. Lykken var at være håndværker. Så den unge mand måtte som andre håndværkere dengang på valsen.

 

Bedre til fransk

Han kom til Berlin, hvor han arbejde som svend hos en fransk mester. Det havde så den fordel at hans skolefransk fra Tønder blev udbygget. Han havde tillige lært latin, så dette kom siden til gode i hans tekniske studier.

 

Fysikus satte gang i den

Sine indtægter fik han suppleret ved at fabrikere det yndede legetøj Syngende Fugl. Han vendte i 1820 tilbage til Tønder. Her indrettede han et værksted i sin fars hus. Her kommer han også i kontakt med den i matematik og astronomi stærkt interesserede fysikus Dr. Dirks. Det var en søsters sygdom, der skabte denne kontakt.

 

Og denne fysikus får endelig overtalt faderen til at sende Peter Andreas til København. Her bliver han ansat under lederen af den danske gradmåling Heinrich Christian Schumacher, der også er professor i astronomien ved observatoriet i Rundetårn. Denne Schumacher var en af Peter Dirks gode venner.

 

Kongen syntes om den unge mand

Frederik den Sjette syntes godt om den unge tøndrings arbejde, så han blev tilbudt en fribolig i tårnet.

 

Leder af observatoriet

I de følgende år arbejdede han med geodætiske opgaver i Holsten og i Danmark. I et stykke tid arbejde han også i Altona. Også det arbejde, han udførte her tiltrak opmærksomhed. Han blev også medarbejder på Astromische Nachrichten.

 

Takket være en anbefaling af matematikeren Gauss ansættes Peter Andreas i en alder af 30 år som leder af observatoriet på Seeberg ved Gotha.

 

Her kommer han til at stå for opførelsen af et helt nyt laboratorium. Han arbejder med astronomiske målinger og teoretiske problemer. Men det var nu ikke en tårnhøj løn, som han fik.

 

Gift og syv børn

I 1828 blev han gift og fik syv børn – tre døtre og fire sønner. Hans børn blev gift med forfattere, astronomer og diplomater. Blandt udkom der en biografisk roman, der skildrede livet hos familien Hansen.

 

Sur på sin frisør

Peter Andreas havde nok det man vil kalde en vanskelig karrakter.

I 1839 byggede han sit eget hus i den sydlige del af Gotha. Også her byggede han en masse apparatur op. Selve observatoriet i Gotha var udsat for vejr og vind. Så dette forlod Peter Andreas.

Han blev sur på sin frisør, og nægtede resten af livet, at lade sig klippe.

 

I en sen alder hæmmes han af en tiltagende blindhed. Han dør i 1874, 79 år gammel.

 

Havde mange talenter

Peter Andreas kunne mange ting. Han var et udpræget sproggeni, og spillede Bach, Beethoven og skak.

Han kom i ledelsen af Den europæiske gradmåling. Hans mekaniske kunstfærdighed bevirkede opfindelsen af nye instrumenter. Han fik også forbedret de gamle og så byggede han også et kronometer.

 

Omfattende tabelværker

Særlig betydning fik Peter Andreas gennem sit pionerarbejde med nøjagtigt at beregne solens, de store planeter og talrige af de små planeters samt især de periodiske kometers baner og position til forskellig tid.

Disse kalkulationer er nedfældet i omfattende tabelværker. Mange af disse er belønnet med videnskabelige priser.

 

Betydning for navigation

Således indbragte et næsten helt op til vores tid benyttet værk om månens bane ham i 1857 en pris på 1.000 pund fra Det Britiske Admiralitet.

Hans observationer havde stor betydning for navigationen.

 

Stor beundring

Hans arbejde har sikret ham en plads blandt de største astronomer. Han udviklede for eksempel teorier for sol – og måneformørkelser. Han benyttede blandt andet passagen af Venus i 1844 til nærmere at bestemme afstanden mellem jord og sol.

 

Det var i grunden med meget få midler, at han fandt frem til alle resultater. Derfor så man på hans resultater med den største beundring.

 

Ingen akademisk uddannelse

Peter Andreas Hansen kom aldrig til at tage en regulær akademisk uddannelse, men han kom til at danne skole. Fra nær og fjern strømmede astronomer til Gotha for at tage ved lære. Han blev i tidens løb tilbudt lærestole ved  inden – og udenlandske universiteter. De lokkende tilbud kom blandt andet fra Dorpat, Königsberg og fra København. Men Peter Andreas foretrak sit observatorium.

 

Stor anerkendelse

Han blev medlem af 20 akademier og lærde selskaber. Han blev tildelt ordener og medaljer og tre æresdoktorgrader.

Tre gange fik han Royal Astronomical Societys guldmedalje.

 

Mindetavle brugt til havebord

I 1995 blev der rejst en mindesten i nærheden af det gamle observatorium i Gotha. Det var på Grossen Inselberg.

 

I Tønder blev han hurtig glemt. En mindetavle fra fødehjemmet i Vestergade 17 var endt som en plade til et havebord. Men trods alt, er der ikke alle, der får opkaldt en gade efter sig.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Peter Dircks – den glemte Fysikus

 

 

Anmeldelse af Stig Petersen: København NV – æddermamer – Fortællinger fra halvtredsernes Bispebjerg og omgen – Forlaget Mellemgaard.

Vores hovedperson blev reddet af en præst, lige inden han blev kvalt. Det endte med, at han blev kirkesanger. Og det var lidt af et kulturchok, da der skulle skiftes skole. En vild storebror var også med til at sætte kulør på tilværelsen og denne meget humoristiske fortælling om Bispebjerg – dengang.

 

Super – morsom og underholdende

Det var ikke altid lige sjovt at være barn i halvtredserne. Det var en kamp, at være barn, men også morsom. Det var en anden tid. Fritidshjem og udearbejdende husmødre var upassende. Her var en far, der aldrig var hjemme. Bogen er trods forsiden ikke en decideret lokalhistorisk bog. Det er en blanding af en selvbiografisk bog og en skønlitterær bog. Den er super – morsom og underholdende og vil sikkert egne sig som højtlæsningsbog.

 

Særdeles ansvarsløs

Det er ikke i kategorien Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen. Men nogle gange nærmer vi os. Til tider får vi ondt af vores hovedperson.

Vores hovedperson havde en storebror, der kunne virke særdeles ansvarsløs.

 

Fra Indre Nørrebro til Nordvest

Utrolig mange familier flyttede fra Indre Nørrebro ud i Nordvest – kvarteret, blandt andet i Advokatparken, hvor vores hovedperson blev født og oplevede son barndom. Ja vi skal til Gørtelmestervej.

 

Blåt øje og hængende arm

Det var dengang, da mælken fra Enigheden blev bragt ud med Frederiksborger. Ja, det er ret store heste.

Vi hører om en masse genvordigheder. Ikke så få gange mødte storebror op med blåt øje og hængende arm.

 

10 minutters gymnastik

Det var også dengang, Kaptajn Jespersen, der åbenbart ikke havde nogen fornavn brugte radioens sendetid 10 minutter hver dag til gymnastikøvelser. Han var meget inspireret af Niels Bukh. Og sidstnævnte havde hvis nok nogle nazistiske tilbøjeligheder. Men det forsøgte man at nedtone. 

 

Tandlægebesøg – uden bedøvelse

Det er dramatiske beskrivelser af tandlægebesøg uden anvendelse af bedøvelse og lattergas. Er der boret i en tand foregik det med et meget langsomt kørende bor. Var det blot den mindste antydning af råddenskab, skulle der bores og fyldes op.

 

Et brev med, at man gik til tandlæge hos en i familie kunne ikke udskyde lidelserne. Forudsætningen var at man kunne stave til tænder. Det kunne storebror ikke. Det var ham, der skrev brevet. Til tider havde han en flot håndskrift, men han gik ikke så meget op i det med stavning.

Et sådant brev blev skrevet med fars fyldepen.

 

Man måtte lære at skrive med penneskaft, selv om kuglepennen var opfundet. Hvis man var velhavende købte man en fyldepen. Det så jo godt ud på papir. Men når drenge skulle dyppe skaftet i blækhuset klattede man hele tiden. Pigerne klattede aldrig. De var bedre til det finmotoriske.

 

Kan man smage forskel på lever ?

Da der skulle købes lever ind til fru Brandstein, der var jøde, kunne man jo lige så godt for det bedste ud af det. De kunne vel alligevel ikke smage forskel på svin og ko, mente storebror. Og svin var billigere. Så kunne man jo selv tjene de to kr., som det var billigere.

 

Overkørt – af tog

Nogle af rødderne havde fået den vanvittige ide, at grave mellem svellerne på Harreskov – banen, der afgik fra Lygten Station. Det kunne jo være sjovt at ligge under toget, når det passerede.

Vores hovedperson mente, at dette var livsfarligt. Og det var det vel også. Han besluttede sig derfor at skynde sig til Lygten Station for at forhindre togafgangen.

Men på stationen tog man ikke advarslen særlig alvorlig. Efter at have skabt sig nok så forfærdeligt, kom en venlig jernbanemand hen og hørte på ham.

 

Men da de nåede stedet, var ulykken sket. En af rødderne havde fået et kompliceret benbrud. Bogen indeholder en perlerække af sjove drengestreger.

 

Reddet af pastoren

Men alt var ikke lige sjov. Således måtte pastoren træde til, da vores hovedperson var ved at blive kvalt af en af rødderne fra de andre bander. Ja og senere blev vore hovedperson endda kirkesanger i Tagensbo Kirke.

Ned ad Landsdommevej gik det. På højre side lå Bispebjerg Bio, lossepladsen og Tagensbo Kirke. Det vil sige, at Jesus og Co stod ikke i så høj kurs dengang.

 

Taknemmelige betjente

På en af de grønne bænke langs Harreskovbanen over ved buskadset sad pludselig en mand, der råbte efter knægtene. Han gav dem et tilbud, at hvis de ville hjælpe ham med noget ulækkert kunne de tjene 50 øre. Omsat i drengenes sprog var det tale om fem stk. salmiakstænger.

 

Moderen fik halet oplysninger ud af vores hovedperson. Sammen gik de ned og anmeldte episoden på Tomsgårdens Politistation.

Her opstod der en ret så barok situation, fordi betjentene vidste ikke rigtig, hvordan de skulle håndtere situationen. Da moderen ikke ville tilbringe hele natten på stationen, for at anmelde pædofili, satte hun sig selv til skrivemaskinen – stillede selv spørgsmålene og kom selv med svarene. Det var betjentene faktisk meget taknemlig for.

 

Ikke let at være kommunist

I nabolaget var der kommunister, og det var lidt af en udfordring. De hængte store plakater i vinduerne. Folk skulle stemme på kommunisterne. Men det var for meget for nogle. Vinduerne blev smadret. Gerningsmændene havde fastelavnskøller med. Nu skulle disse kommunister smadres. Men det endte med, at de blev smidt ud. Vores hovedperson havde genkendt dem, men da han kun var en knægt, gad politiet ikke at høre på ham.

 

Fritidshjem og pasningsordning

Alt det med fritidshjem og pasningsordning var nyt. Lederen af Fritidshjemmet Fru Trolle arrangerede aftener for forældrene. Jo, det var også nyt dengang.

 

I Lersøparken

Men lige så spændende var det at bygge huler og lave flitsbuer og spyd over i Lersøparken.

En sjov sport var stangspring over Lersøåen. Kom man ikke helt over, gav det våde sokker. Det var ikke sjovt i tre – fire minusgrader.

 

Hos slikmutter

Der blev stjålet slik hos slikmutter og wienerbrød hos bageren. Butikkerne lå over for Nicolaisens Danseinstitut på Tagensvej.

 

Kulturchok

Da det var slut med at gå på LaCour Vejens Skole på Frederiksberg oplevede vores helt et kulturchok. På Bispebjerg Skole åbenbarede der sig en helt ny verden. Skolen lå på et hjørne mellem Frederikssundsvej og Tomsgårdsvej.

Der var en skarp adskillelse mellem pige – og drengeafdelingen. Midt gennem skolegården var der malet en bred gul linje. Gik man over denne grænse, blev man trukket i ørerne hen til skuret.

Her blev alle skurke samlet. Når frikvarteret var over fik hver skurk en flad. Den kunne ses resten af dagen. Jo det var et kulturchok i forhold til Frederiksberg.

 

En på snuden

København NV er en finurlig fortælling. Det er en fortælling om en hyggelig og vild ungdom. Og også om bander, som herskede herude i Nordvest. Her kunne man let for en på snuden, hvis man tilhørte den forkerte bande. Der er masser af humor i bogen. Men det skulle man vel også have for at overleve dengang.

 

Stig Petersen: København NV – æddermamer! – Fortællinger fra halvtredsernes Bispebjerg og omegn. (Mellemgaard)

I 11 år eksisterede Kulturelle Markedsdage. Her kom foreninger og institutioner og viste, hvad de kunne byde på. Samtidig var der musik fra forskellige scener. Forhandlinger blev ført på disse dag. Man fik løst problemer. Ministre og borgmestre  besøgte dagene. Men også Nørrebros befolkning elskede dem. Nu er det slut. Man måtte flytte grundet Metro – byggeriet, samtidig med at nogle af de garvede frivillige var holdt op. Læs her den spændende historie fra 2000 – 2011.

 

Journalisternes Nørrebro – knap

Der er vel cirka 71.000 indbyggere på Nørrebro. Heraf er knap 20.000 af en anden herkomst end dansk. Og journalister har en såkaldt Nørrebro – tast. De rykker ud, når det er ballade.

 

Når der bliver slået en prut, og hvis det sker på Nørrebro, er nyhedshelikopteren i gang med Breaking News.

 

Da Kulturelle Markedsdage blev 10 år, så vi faktisk en helikopter. Men det var ikke Breaking News. For på Kulturelle Markedsdage var det aldrig ballade.

 

Nu er det slut

På Nørrebro har vi Danmarks mest tætte befolkning med 3 m2 friareal pr. indbygger. Gennemsnittet for København er 25 m2. Måske er derfor, Nørrebroparken bliver brugt så meget. Tusinder og atter tusinder har i årenes løb besøgt De Kulturelle Markedsdage. Nu er det slut.

 

I 11 år blev Kulturelle Markedsdage afholdt. Nu er det slut. Nørrebro Handelsforening har i tidens løb gjort sit til, at det blev en succes.

 

Martin var på stedet

På Nørrebro har det altid været kamp og rebeller. Men på Nørrebro må man gerne være anderledes. Og den lokale betjent kendte rødderne. Og de har da også besøgt De Kulturelle Markedsdage. Men når der var optræk til ballade, så var den lokale betjent, Martin på stedet.

 

Ingen blå mandskabsvogne

Bortset fra Bertel Haarders besøg, har der aldrig været blå mandskabsvogne på besøg ved De Kulturelle Markedsdage. I den forbindelse har Natteravnene også næsten altid været med.

 

Mange projekter

Og næsten altid har Brug Folkeskolen været til stede med en bod. Tænk 40 pct. af Nørrebros befolkning har valgt at have elever i private skoler.

Et andet paradoks ved kvarteret er, at det er overforsynet med projekter og opmærksomhed. Men ofte er det en uoverskuelig sump af henholdsvis statslig, kommunalt og frivillig tilsnit. Og det kniber med at få en oversigt og et samarbejde fordi man ikke kender hinanden.

Gad godt nok vide, om alle de projekter har succes – kriterier

 

Det kunne man så på de Kulturelle Markedsdage. Mange af boderne var beboet af personer, der netop gjorde noget for andre.

 

 

Kvarterløft Ydre Nørrebro Syd

Det hele startede på Hotel Hvide Hus i Køge. En del beboere og repræsentanter fra foreninger og institutioner til en weekendkonference. Der var netop bevilliget penge til Kvarterløft for området Ydre Nørrebro Syd.

Ja det kom så til at hedde Nørrebro Park Kvarterløft.

 

En info – gruppe

På konferencen blev der nedsat en info – gruppe på tre personer. I Nørrebro Avis blev der søgt efter interesserede til et nyt projekt kaldet Foreningernes Festival . Projektet blev dog ikke til noget. Men den omtalte info – gruppe, der nu var oppe på 6 – 8 mand  fortsatte nu med forberedelserne til Kulturelle Markedsdage.

 

Aktivering i Grøn Service

John Dickow var dengang i aktivering i Grøn Service. Her satte han blandt andet boder op i Københavns – området. Han anbefalede disse boder til arrangørgruppen. Resultatet blev at disse boder fulgte markedsdagenes varetegn gennem alle årene.

 

Lejen voksede otte gange

I løbet af sommeren 2010 nedlagde Københavns Kommune aktiveringsprojektet Grøn Service. Horesta købte boderne på anbefaling fra Nyhavns Handelsforening. Gennem en årrække havde Nyhavns Handelsforening lejet dem til deres julemarked. Nu var lejeprisen pludselig blevet fire – dobbelt. Dertil kom transporten, så fra sommeren 2010 var lejen alt i alt blevet otte – doblet.

 

Al begyndelse er svær

Al begyndelse er som nævnt svær. I arrangørgruppen er der senere blevet grinet meget af sammensætningen af programmet. Det var et udmærket og alsidigt program, der blev startet op med. I begyndelsen udelukkende med lokale kunstnere. Men vi havde helt glemt at tage højde for sceneskift, med det resultat, at vi sidst på eftermiddagen var 1 ½ time efter programmet.

 

Sponsorering på 15.000

Det blev indhentet ved, at nogle kunstnere blev betalt for ikke at optræde, mens andre optrådte gratis.

Nørrebro Handelsforening sponserede 15.000 kr. til jazz både lørdag og søndag i begyndelsen.

 

Forrygende start

Søndagen startede med gudstjeneste. I de første syv år var det Stefans Kirkens præster, der stod for det. Derefter var det skønne gospelkor G – Force, der gav en forrygende koncert.

 

I 2001 sponserede Nørrebro Handelsforening Det Ny Tonefilmorkester. Det bestod af 32 musikstuderende musikere og sangere.

Ja på et tidspunkt bød vi også på et kunstfærdigt alter. Vi fik det for 900 kr. Hvor mon det blev af?

 

Husk sponsorerne

I 2005 var man i Nørrebro Handelsforening lidt sure over, at vi ikke blev nævnt som sponsor. Man fik ellers produceret mange flotte plakater. Men det blev der nu også fundet en løsning på.

Det var dengang, markedsdagene kunne tiltrække børnefamilierne. Her var både hoppeborg, Tivoli, Tante Andante og klovne.

 

Verdensklasse

Det var lykkedes at få Cirkus Benneweis til at komme med deres sølv – bjørns nummer nede fra Cannes. Et verdensklasse – nummer.

 

Flere af Handelsforeningens medlemmer deltog med en bod. Mange af disse havde bidraget til præmier til de mange konkurrencer. Det blev også pointeret af den udmærkede sprechstallmeister, Henning C. Hansen.

Produktionsskolen, Ungemessen og HGO – skolen deltog med boder. Ja det var vel ca. 40 – 50 stykker.

 

Masser af aktiviteter

Der var tambourkorps, modeshow, talentkonkurrence, hip – hop, bygning af sæbekassebiler, agilitybane, ponyridning, karateopvisning, politikermøde, folkemusik, country, blomsterbinding, salsa, flamenco og meget mere.

 

Godt sammenhold

Dengang i storhedstiden i 2005 var der hele seks forskellige aktiviteter på en gang. Fantastisk mange frivillige deltog dengang. Vi havde et dejligt sammenhold og fik mange bajere sammen

 

Ikke alle var lige ædru til slut. Aftenen sluttede med Tom Jones Musik. Gennem de sidste mange år havde handelsforeningen sponseret både jazz, cajun og swing – musik. Senere blev det hvis nok også drengekorsmusik og gospel.

 

Hyggelige arrangør – møder

Til arrangør – mødet bagefter pointerede vi, at det ikke var smart at glemme sponsorerne på plakaterne. Så ville man nok ikke i fremtiden få det til at hænge sammen, økonomisk.

Disse arrangør møder foregik i Lundtoftegade 87. Når vejret var godt sad vi udenfor. Det var hyggeligt at være sammen med alle disse kreative mennesker.

 

Populær talentkonkurrence

Især talentkonkurrencen på Store scene tiltrak mange unge mennesker. Her gjorde Dorte Maria et kæmpe arbejde i tidens løb.

 

I nogle år fungerede unge fra ungdomsklubben First Floor som vagtmandskab.

Loppemarkedet tiltrak mange etniske grupperinger. Og i madboderne kunne man få mange eksotiske retter.

 

Fodbold og Ramadan

Fodboldturneringerne var også en stor succes. 12 hold deltog hvert år. Holdene kom fra beboerforeninger og klubber

Og intet var helligt på Kulturelle Markedsdage. Således blev der holdt Ramadan – middage med tale af imam Abdul Wahid Petersen.

 

Forhandlinger omkring det runde bord

Nørrebro Handelsforening sponserede foretagendet så længe, vi havde råd til det. Vi stod der i boden, og modtog enten folkets hyldest eller kritik. På det runde bord foran vores bod, er der i tidens løb foregået mange forhandlinger med politiske modstandere. Det var også her, at Nørrebro Handelsforening fik forståelse for de fredelige brugere af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Derfor støttede foreningen senere også de fredelige brugere af ungdomshuset i deres bestræbelser for at finde et nyt hus.

 

Umuligt at holde foredrag

To gange har undertegnede forsøgt at holde foredrag på De Kulturelle Markedsdage. Men det var godt nok en umulighed. Ved det første larmede Tivoli. Og oppe fra store scene larmede et orkester. Samtidig sad folk og lyttede til en FCK – kamp på deres mobiltelefoner og meget mere. Ved det andet foredrag blev jeg overdøvet af Salsa – og sambarytmer.

 

Men på et tidspunkt fik jeg en henvendelse fra en eller anden organisation, om jeg kunne holde det samme foredrag på tysk og engelsk. Så nogen må da have hørt efter.

Disse foredrag skulle så ske uden honorar. Organisationen ville selv score gevinsten.

 

Byfest uden Røvballebands

MetroExpres kaldte engang De Kulturelle Markedsdage for Byfest uden Røvballebands. Men ellers har det knebet med omtale i medierne. Det sælger meget bedre, når der er ballade på Nørrebro. Breaking News med helikopter har altid haft gode vilkår på Nørrebro.

 

Tre gyldne minutter i bedste sendetid

Engang ringede en TV2 – journalist til undertegnede. Det var en lørdag formiddag. Jeg var på arbejde:

 

       Kan du ikke nævne nogle negative episoder med indvandrere?

 

Jeg svarede ham, at indvandrere hverken var bedre eller værre end os, og i øvrigt er jeg selv indvandrer fra Sønderjylland.

 

Han blev hvis ved i 40 minutter. Til sidst bad jeg ham om, at stille op til De Kulturelle Markedsdage og få vendt den negative attitude. Og hvad skete? Jo Kulturelle Markedsdage fik tre gyldne minutter i den bedste sendetid.

 

Jo så var der da også direkte radio på P4, da Henning fungerede som guide. En udmærket reklame for Nørrebro.

 

Masser af musik

Gennem årene har der været masser af dejlig musik fra De Kulturelle Markedsdage, lige fra P3 – rock til svedig blues. Handelsforeningen sponserede som skrevet jazz, cajun og swing – musik. Bertel Haarder var så begejstret for Det danske Tonefilmorkester, at han engagerede dem til et kvarterløfts – seminar i Vejle.

 

Ellers har vi lyttet på Zidada, Delta Blues Band, Thomas Helmig Kopi Band, Jokeren, Isam B, Red Squares, Magtens Korridorer, Tom Jones Experience, Røgslør, Det danske Drengekor, Omar Mazuk, Fessors Big City Band, Annapuna og mange flere.

 

Masser af valggas

I tidens løb har politiske partier givet Nørrebro – borgere masser af valggas på De Kulturelle Markedsdage balloner og pr – materiale er blevet kastet over disken.

 

Den dårlige samvittighed er kommet op, når Agenda 21 er disket op med affaldssortering. Ja tænk levende rotter er vist frem. Kommunen viste, hvordan man fangede rotter.

 

Jo Kulturelle Markedsdage udviklede sig til en fest på tværs af boformer, indkomster, etnisk skel og alder. Her kommer de både fra Gråsten, Sønderborg, Horsens og Rødovre.

 

Kontrasterne mødtes

Det var her, hvor kontrasterne mødtes. Og det er jo netop det som Nørrebro er:

 

       Almene byggerier med masser af indvandrere

       Enlige mødre med masser af problemer

       Studerende, der elsker trendy cafèer og spillesteder

       Masser af økologi, foreninger og kreative mennesker

       Et væld af by – og gadefester, samt festivaller

       Eksotiske madsteder

       Danmarks engang mest farverige detailhandel

 

Den sidste bod

Personlig var jeg vendt tilbage for en kort bemærkning i 2010 til Kulturelle Markedsdage. Jeg reklamerede for min hjemmeside www.dengang.dk. Fra butikken havde jeg medtaget en ordentlig stak bøger, som vi solgte for 10 kr. stykket.

 

Det var faktisk sjovt. Vi fik næsten udsolgt. Og det er altid en fornøjelse at stå ved siden af Lokalhistorisk Forening.

 

Der var mange besøgene på vores stand. Min bonusdatter og jeg havde rigelig at se til.

 

Min egen hyldest

Jeg havde forstået, at arrangørgruppen ville bidrage til et hefte, jeg havde lavet i forbindelse med ti – års jubilæet. Men det var åbenbart en misforståelse. De ville ikke bidrage. De havde ikke råd.  Heldigvis fandt jeg to andre, der bidrog. Vi betalte hver en tredjedel af udgifterne.

 

I løbet af et år blev der faktisk solgt 400 stk..af heftet Omkring Nørrebroparken. – mens vi endnu husker den. De sidste 100 blev givet gratis ud til Metro – selskabets informationsmøder.

 

I dag kan du finde heftet i elektronisk form både på www.norrebro.dk og www.dengang.dk. Ideen var såmænd også at Metro – Selskabet kunne have brugt teksten og så forsynet det med historiske fotos, så vi kunne have udgivet en lille flot bog. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. I butikken blev heftet solgt til produktionsprisen.

 

Da Markedsdagene blev 10 år

Solen bagte ned i Nørrebroparken. De Glade Sømænd tiltrak et kæmpe publikum. De nåede også lige at stifte Sømandspartiet og forære den lokale fodboldklub Nørrebro United 1.000 kr.

 

Lørdagen sluttede med det feminine svar på Gasolin. Ja de kalder sig Gasoline.

Og hvor var det skønt, søndag morgen, at få et kop kaffe med de travle græsrødder. Nogle så ganske klatøjede ud. De havde holdt vagt hele natten. Og det er faktisk disse græsrødder og frivillige, der i alle årene har været med til at bære De Kulturelle Markedsdage.

 

Med i 10 år

Ja mange af dem har været med fra starten, heriblandt John og Henning. Sidstnævnte var en af opfinderne af begivenheden. Han vandrede fra sit beskedne kontor i Søllerødgade rundt til de forskellige andelsboligforeninger og forsøgte at få fat i alle kreative mennesker, der bor i området. Det er de mennesker vi aldrig hører om i Breaking News.

 

Mange guldkorn fra Henning

Hvis nu politikerne ville have stoppet op og lyttet til alle de stikpiller, som Henning har fyret af oppe fra Store scene gennem årene, så ville de have været meget klogere. Måske havde Nørrebro også set anderledes ud.

 

Måtte hjælpes fra scenen

Glemt er det også, dengang da denne sprechstallmeister måtte hjælpes fra scenen. Han var så grebet af begivenheden, at han bare snakkede og snakkede. Det glemmer vi aldrig. Det kunne en af de garvede stand up – komikere ikke have gjort bedre.

 

Men desværre mente projektleder Jesper Langebæk, at det var for meget. Så Henning måtte nærmest bæres fra scenen.

Denne begivenhed husker vi som en af højdepunkterne i De Kulturelle Markedsdages historie.

 

En nærværende tale

Jubilæums – talen blev holdt af borgmester Nina Thomsen. Hun er selv fra Nørrebro. Det var en ganske nærværende tale. Hun var også forbi vores bod. Hendes skønne datter fik foræret en børnebog eller to.

 

Skrev overborgmestrens tale

Det var også dengang, da undertegnede sad ved siden af tidligere boligminister Jytte Andersen og kunne fortælle hende, hvad overborgmester Jens Kramer Mikkelsen nu ville sige i hans indvielsestale.

 

Hun var hvis ganske imponeret, indtil jeg fortalte hende, at jeg faktisk havde skrevet talen. Ja, Jytte var en flittig gæst til de kulturelle markedsdage. Hun har også selv holdt en indvielsestale.

Grunden til at jeg skrev overborgmesterens tale var, at jeg sad i Styregruppen For Nørrebro Park Kvarterløft.

 

Sønderjysk med Bertel Haarder

Gennem tidens løb har også mange ministre aflagt De Kulturelle Markedsdage et besøg. Det var således et helt arsenal af Bodyguards og politibetjente, da daværende integrationsminister Bertel Haarder aflagde et besøg. En masse tv – folk fulgte i hans fodspor.

 

Nu har han jo, tro det eller lad vær, altid været en lun fætter. Jeg kendte hans baggrund fra det sønderjyske Rønshoved. Til alle de tilstedeværendes store fortrydelse råbte jeg Mojn efter ham.

 

Dette afstedkom en 10 minutters sønderjysk konversation. Det var ikke noget, der behagede dem, der skulle planlægge hans tidsskema. Men den gode Bertel huskede optrinnet. For et par år siden genkendte han mig ved en reception på Rådmandsgades Skole.

 

Det kneb med organisationen

Åbenbart kneb det til sidst at aflevere regneskab til tiden til Nørrebro Lokaludvalg. Så der blev skåret i tilskuddet.

Og i 2011 kneb det også lidt med organisationen. Man så ingen annoncer, plakater eller flyers. Kun enkelte hjemmesider fortalte om arrangementet.

 

Metroen flyttede markedsdagene

Den officielle åbning skulle have været lørdag, blev pludselig flyttet til søndag. Grundet Metro – byggeriet var det hele flyttet. En lille del af det hele befandt sig på den anden side af Stefansgade. Dette var så spredt på et stort område. Man opfattede egentlig ikke nogen sammenhæng mellem loppemarked, legeplads, musik og de kulturelle boder.

 

Og så skulle man konkurrere med Taste of the World, som kun var få minutters gang derfra.

 

En hyldest til de aktive

Ja denne artikel er faktisk en hyldest til alle dem, der de sidste 11 år har gjort en forskel. Tak til Dorte Maria, John Dickov, Anker Pedersen, Jørgen Bruun, Ingrid Skovgaard, Erik Skov Olesen, Vivi Vehn, Vera Larsen og først og fremmest Henning C. Hansen. Også en tak til alle dem, der ikke er nævnt.

 

Dele af denne artikel har været offentliggjort i heftet: Omkring Nørrebroparken, som blev udgivet i forbindelse med 10 års jubilæet. Dette hefte er udsolgt, men kan læses her på siden.

Det var ikke kun på Indre Nørrebro, der var problemer med saneringen. Det var det sandelig også på Ydre Nørrebro i 1970erne. Beboerne tog selv fat og dannede Røde Rose. Kvarteret var forsømt, overset, mishandlet og udnyttet. Samarbejdet med kommunen var dårlig. I dag minder et par institutioner og en café om den tid. Et områdeløft måtte til minde om kampen ikke kalde sig Områdeløft Røde Rose. Det nægtede kommunen mange år efter.

 

Endnu Røde Rose

Der er endnu tre institutioner, der hedder Røde Rose. Og nu er der også en cafe af samme navn. Men områdeløft måtte ikke kalde sig Røde Rose. Styregruppen havde ellers tænkt sig, at hædre kæmperne fra dengang. Men det sagde kommunen nej til.

 

Forsømt, overset, mishandlet og udnyttet

Området lå mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej og Godsbanen. I 1975 boede der i området 13.000 indbyggere. Kvarteret var på en gang, forsømt, overset, mishandlet og udnyttet.

Siden 1970 havde Røde Rose forsøgt at forbedre forholdene.

 

Stor indsats

Man skabte børneinstitutioner, legepladser, friarealer, sanering og bedre gårdmiljø. Beboerne i området stod for tre børneinstitutioner. En masse beboersammenslutninger var også resultatet af en stor indsats.

 

Begyndte i Folkets Hus

Det hele begyndte i februar 1970 i Folkets Hus (tidligere Ungdomshus) på Jagtvej 69. Sammenslutningen foragtede pigtråd, små gårde, manglende legepladser og fortove fyldt med biler.

Den såkaldte byfornyelse blev overladt til private grundejere og spekulanter. Røde Rose havde svært ved at trænge igennem hos kommunen, politiske partier eller organisationer.

 

45 boligblokke

Man var også sure over at man skulle rejse over en time hver vej for at få børnene i børnehave eller vuggestue. Den kollektive trafik var ikke den bedste.

 

Halvdelen af områdets beboere boede i en to værelses eller mindre. Her var cirka 45 boligblokke. 300 småindhegninger var godt fyldt op med skure og skarnkasser. Og masser af skilte fortalte, at her havde børn absolut ingen adgang.

 

Fup – moderniseringer

Husejerne lod deres ejendomme forfalde. De lavede fup – moderniseringer eller lod ejendomme rive ned. Saneringsplaner blev mere eller mindre vedtaget hen over hovedet på befolkningen.

 

Få og dårlige institutioner

Der var meget ringe udendørs opholdsmuligheder. Små mørke gårde og tæt med biler i gaderne. Den kollektive trafik var dårlig. Problemet opstod, når ens arbejdsplads var i den ene ende af byen og poderne gik i institution i den anden ende.

I området var der alt for få og dårlige institutioner. Der var forsømte skoler med alt for mange børn i hver klasse. Der var masser af såkaldte vandreklasser.

Mulighederne for at bestemme, hvad ens børn skulle lære i skole eller institution eksisterede ikke.

Man kunne ikke nå normen

Der forefandtes kun en legeplads til 3.126 børn. Efter Landsbyggeloven skulle de større børn have mindst seks store legepladser. De mindre skulle have mindst en pr. boligblok.

 

To menigheds – vuggestuer med tilsammen 51 pladser forefandtes. Den offentlige norm var, at der skulle hver plads til hver anden. I området var der plads til hver 15.

Der var kun børnehaveplads til hver fjerde barn. Normen var hver anden barn.

 

Kun hver fjerde barn kunne få en børnehaveplads. Normen var hver anden barn. Med hensyn til Fritidshjem var normen, at der skulle være plads til hvert tredje barn. I området var der kun plads til hvert 8. barn.

 

Rosenbladet

Røde Rose nåede ud til beboerne med små blade. De blev produceret på et lille kontor i Thorsgade 7.

Disse små blade havde hver deres tema. Med denne agitation lykkedes det at trække beboere til. Det handlede bl.a. om vuggestuer, børnehaver m.m.

Blad nr. 5 var rettet mod de unge. Kvarterets eneste ungdomsskole var en af politiets egne – PUK. Her ville man dog ikke uddele Røde Roses publikationer.

 

Man brugte også Rådmandsgades Skole. Men lokalerne måtte ikke bruges til agitation, så derfor hed det officielt, at man afholdt foredrag.

 

Undersøgte love og rettigheder

Røde Rose – grupperne gik i gang med at undersøge lovgivning og rettigheder. Loven sagde, at der skulle sikres opholdsareal for beboerne. Men i praksis havde Københavns Kommune ikke mange økonomisk muligheder.

 

Loven sagde også, at kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at det er det nødvendige antal pladser på daginstitutioner.

Men i praksis var der ikke nok pladser.

 

Loven sagde også, at der kan og skal bestemmes i en byplan. Men i praksis var der i Røde Rose kvarteret ikke nogen planlægning. Man lavede bare nogle simple efterrationaliseringer af dispositioner, som var udført i forvejen af private bygherrer.

 

Ingen kontrollerede vedligeholdelsen

Lejeloven indeholdt krav om vedligeholdelse, men ingen myndighed kontrollerede dette. Når Røde Rose henvendte sig til kommunen, havde embedsmændene ingen kompetence. Sagsbehandlingen var uhyre langsom og som oftest var de helt uforberedte.

 

Mange var aktive

På det første møde med de unge, kom der 20. På de kommende møder kom der ikke flere og kun tre voksne.

Ni måneder senere i juni 1971 var der omkring 450 aktive, heraf kunne 100 betegnes som meget aktive.

Hele fem arbejdsgrupper var nedsat. Størst fokus var det i begyndelsen på børneinstitutioner.

Ikke alt gik lige godt. Nogle aktive i en boligblok mistede modet, mens en ny blok kom til.

Vuggestuegruppe nr. 1 indvier den første institution, mens en anden gruppe opgiver.

 

 

Ville have åndehuller

Børnehavegruppen interesserede sig meget for udflytterbørnehave, mens Frittergruppen mødte kolossal modstand fra kommunens side.

 

Man støttede Allersgades og Thorsgades beboere. De ville gerne bevare et åndehul efter en tidligere værkstedsbygning. Man ville nødig have en ny 6 – etagers bygning.

 

Det var bestemt ikke billigt for Røde Rose med alle disse aktiviteter. Man udnyttede aftenskoleloven og afholdt foredrag for at få nogle indtægter.

Efter halvanden års arbejde var det ikke lykkedes, at få bare et gårdrydnings – projekt igennem.

 

En gruppe tog sig af spekulations – og modernisering. Desværre blev også de sidste åndehuller bebygget med små lejligheder i mange lag.

 

70 pct´s opbakning

Da gårdsaneringen i Baldersgade skulle foregå, var der mange, der stemte dørklokker. En underskriftsindsamling blev også iværksat.

Cirka 70 pct. af områdets beboere bakkede op om Røde Rose. I Nørrebro Avis beklagede en ældre medborger sig dog over, at nu skulle man udsættes for skrigende børn. Hvorfor kunne de ikke bare løbe over i Fælledparken eller Nørrebroparken, spurgte hun.

 

Heller ikke Bagerlauget, der ejede en stiftelse var begejstret for gårdsanering.

 

Odinsgård

I Odinsgård var der 50 børn og 230 voksne fordelt på 113 hustande i 13 opgange. En fabriksbygning lå i vejen for en ordentlig gårdrydning. Kommunen havde vurderet fabriksbygningen til 600.000 kr.

Ejeren af bygningen fik pludselig påbud fra kommunen om at rive den ned. Efter tre års kamp var den første Røde Rose gruppe i gang med gårdsanering. Den 15.11.1973 rykkede håndværkere ind med betonbor. Nedrivningen kunne begynde.

 

Men ak. Indretningen af gården med legeplads, grønne planter, borde og bænke blev ramt af bygge – og anlægsstop.

 

Sig nej til gårdsanering – undgå huslejestigning

Der var 368 hustande med 133 børn i Vølundsgade. Og gården var 180 meter lang. Den havde en bredde på mellem 8 og 18 meter. En plancheudstilling på Balders Plads blev kun besøgt af 11 hustande. Starten på denne gårdsanering var en fiasko.

 

Et anonymt brev blev sendt ud til beboerne:

 

       Sig nej til gårdsanering og undgå lejeforhøjelse.

 

Men et stort flertal sagde dog ja til det.

 

En række negative reaktioner kom fra en række beboere i andelsboligforeningen i Ægirsgade. Dette bevirkede at saneringen næsten blev sat i stå i et helt år.

 

Institutionen Røde Rose 1

Da Røde Rose nr. 1 var en realitet, kom der positive reaktioner i medierne. Pædagogerne ønskede 36 timer sammen med børnene og 6 timer til administration, forældremøder m.m.

Man diskuterede børnenes behov, forældrenes mening om børnenes kostplan, slik, forældrekontakt, børns skiftetøj m.m.

 

Nye grupper blev nedsat

Yderligere grupper blev nedsat, Økonomigruppen, Vedligeholdelsesgruppen, Pædagogisk gruppe, kommunikationsgruppen m.m.

Et vuggestueblad blev fremstillet. Man var dog lidt skuffet i begyndelsen. Der kom ikke et eneste indlæg fra forældrene.

 

Da man skulle have anskaffet vaskemaskine og tørretromler afholdt man et loppemarked.

 

Byggespekulant ville opføre 11 etager

Huset i Fenriksgade var fra 1933. Det var på 5 etager og to opgange med hver 12. lejligheder. Disse var forholdsvis store, 3 – 5 værelser. Badeværelse og varme blev indlagt i 1967. mange af dem, der boede her, havde arbejde i den nærliggende brødfabrik.

I slutningen af 60’erne blev Cafe Svenborg lige ved siden af, revet ned. Og en masse kraner, der var kommet til området bekymrede beboerne.

 

Og der var grund til bekymring. I Røde Rose Bladet nr. 4 var der beskrevet aktuelle planer for området. Men ikke mange af beboerne havde læst bladet. En byggespekulant var på spil. En 11 – etagers hus var planlagt.

 

Planer ændret

På et møde meddelte overborgmester Wasard pludselig, at bygherren havde ændret planer. Huset måtte gerne blive stående Men man havde ikke fået nogen garanti. Da radioen pludselig interesserede for sagen, fulgte flere aviser med.

Der havde dog ikke været stor hjælp at hente på kommunen.

 

Fup – og reklamenummer

Kampen om Røde Rose nr. 2 – en børnehave til kvarteret var lang. Det største problem var penge. Et rygte gik på, at man kunne ansøge BT om penge, så ville Carmen Curlers også skyde penge i det. Men det viste sig at være et fup – og reklamenummer.

Der var søgt om 20 legater. Man fik fire afslag og et positivt svar.

 

Københavns Kommune spændte ben

Men en henvendelse til Gabriel Jensens Ferieudflugter resulterede i, at der blev stillet en feriehytte på Dragør Sydstrand til rådighed. Men ak, Dragør Kommune ville ikke give tilladelse. Også projekter i Birkerød, Solrød, Hedehusene og Brøndby måtte opgives. Et idyllisk hus, Lerbakkehus i Stenløse Kommune var lige ved at blive en realitet. Københavns Rundskuedag havde bevilliget 50.000 kr. Men Københavns Kommune spændte atter ben. Man forlangte, at børnehaven skulle have en base.

 

Den anden institution åbnet

Denne base kaldte man for Tullestedet. Men anlægs – og byggestop gjorde det særdeles vanskeligt, at få det hele til at hænge sammen.

 

Men i Rosenbladet nr. 12 fra 1974 kunne man læse følgende:

 

       Nu har Røde Rose åbnet sin anden institution, nemlig Lerbakkehus. Dette skete som forudsagt i sidste nummer af Rosenbladet den 1. februar. Det har været meget travlt siden starten (og det er det for så vidt endnu) ……..

       Hvad angår vores baseproblem, se det ud til at lysne. Anders har fået kontakt med ejeren af en nedlagt tobaksbutik (ølleri) i Baldersgade 65. Vi har p,t. Forhandlinger med kommunen om stedet, men ind til afgørelsen , har vi fået lov til at bruge vuggestuen som nødløsning.

       Prisen pr. barn er blevet 450 kr. Det er dyrt. Men det er svært at finde nogle steder på budgettet , hvor der kan skæres ned.

 

Det var rigeligt at se til

Rosenbladet bandt alle aktiviteter sammen. Bladet udkom i 1974 i et oplag på 180. Størst udbredelse havde det i de områder, hvor der skete noget.

Arbejdet med Røde Rose nr. 3 startede allerede i 1971.

 

Der var stor udskiftning i grupperne. Mange flyttede fra kvarteret, når de fandt noget bedre, og når de havde fået råd. Og mange af grupperne var helt nede på 10 medlemmer. Det var rigeligt at se til.

 

Blod, sved, tårer og oceaner af tid

Samarbejdet med de offentlige myndigheder var en blandet fornøjelse. Breve blev liggende på hylder i månedsvis. Sagsbehandlere virkede som en stopklods. Løfter blev brudt og møder blev aflyst.

Røde Rose måtte ofre blod, sved og tårer og oceaner af tid.

 

Fritidshjem

Den 15. og 29. marts 1971 var der indkaldt til møder på Rådmandsgades Skole. Dengang drejede det sig om fritidshjem og fritidsklubber til børn i skolealderen. Dagsordenen var dengang:

 

1.       Lædervarefabrikken Heimdal

2.       Tomten i Allersgade (Dette område blev nærmest brugt som losseplads. Området kunne bruges som ophold for børn og voksne)

3.       Ud mod Dagmarsgade – mellem Ægirsgade og Rådmandsgade ( Med sine 7.000 m2 var der god plads til en større institution med masser af friareal)

 

Store planer

Den 5. september rygtedes det at en dispensationsplan var klar i området. Aktionsgruppen fandt endelig frem til det kontor i kommunen, der havde med opgaven at gøre. Men de blev glade.

 

Der skulle laves mindst 2 vuggestuer hver til 30 børn, 4 – 5 børnehaver med hver op til 52 børn, to fritidshjem, hver til 60 børn og en ungdomsklub til 200 unge.

 

Midt i april 1973 opstod der muligheder i Rådmandsgade. Man så for sig en institution med plads til 60 børn. Man håbede også, at der her kunne anlægges en legeplads for områdets børn.

 

Røde Rose gruppen tog i bededagsferien op i et hus i Sverige for at få tingene sat på plads.

Der var masser af ting, der skulle ordnes.

 

Ville det hele falde sammen?

En historie blev omtalt i Rosenbladet 7. Her var en plads Ægirsgade – Rådmandsgade blokken forsvundet. En legeplads blev ikke nævnt i byplan – forslaget.

Nu var der heller ikke plads til uddannelsescenter og hvad så med børneinstitutionen og legepladsen ned mod Dagmarsgade?

Byplanforsalget stemte ikke overens med dispositionsforslaget.

Weidekamp ville det anderledes end Røde Rose.

 

I gruppen var man forfærdet. Man fik at vide, at man gerne måtte mødes med borgmesteren. Men det kunne godt tage et par måneder. Det lykkedes dog at få et møde den 2. august 1973.

 

Indstil jer efter de økonomiske forudsætninger

Hovedproblemet fra kommunens side var at finde penge til projekterne. Røde Rose blev bedt om at indstille sig efter de økonomiske kendsgerninger.

Man var i grupperne bange for, at alle planer nok engang måtte skrinlægges. Derfor gik man til pressen.

 

Behovet var der

Røde Rose var blevet endnu mere frustreret over kommunen. Det var som om, man fik en sludder for en sladder. Behovet for institutioner i kvarteret havde grupperne påpeget. De var betydelig større herude, end andre steder i Københavns – området.

 

Intet om gårdsanering

Pludselig finder man ud af, at Husted Andersen og Bøje Nielsen skulle bygge et større spekulationsbyggeri. Aviserne bortset fra Nørrebro Avis interesserede sig ikke for sagen.

Sagen blev omtalt i Rosenbladet nr. 6.

En lille snes mennesker samledes for at drøfte sagen på Rådmandsgades Skole. Så vidt man kunne se, var det udelukket med friarealer.

Byplanen kom først længe efter, at byggeriet var sat i gang. Der stod intet om gårdfællesskab eller gårdrydning.

 

Allersgade – gruppen blev dannet den 8.2. 1972. Men besværlighederne var for store. Den 7. september samme år blev det sidste møde afholdt.

 

Men en ny gruppe blev nedsat i 1973. Det lykkedes for denne gruppe at få etableret en legeplads. En babysitter – ordning forsøgtes etableret, men det lykkedes ikke.

 

Legeplads på en weekend

Torsdag den 12. september 1974 kunne man i Nørrebro Avis læse:

 

Allersgade – tomten blev til legeplads

Beboerne i kvarteret har tabt tålmodigheden og har selv taget affære – også for at hindre, at Røde Rose får en ny Top House – skandale

 

Røde Rose – kvarteret – firkanten mellem Nørrebrogade – Jagtvej – Tagensvej – fik i weekenden en ny legeplads til nogle af kvarterets mange børn. Det er byggetomten Allersgade 8 – 10 der i flere år har ligget ubenyttet hen som en affaldsplads til ærgrelse for kvarteret, hvis beboere gang på gang har krævet den sikret til noget fornuftigt – uden myndighedernes reaktion. I lørdags tog de selv fat og fik med bistand fra mange sider pladsen ryddet, hvorefter man gik i gang med at få lavet en legeplads, samtidig med at det blev slået fast, at en Top – House – skandale vil man ikke udsættes for en gang til.

 

       Det var i forvejen omdelt 800 løbesedler med opfordring til beboerne i kvarteret om at komme ned og være med til at få lossepladsen ryddet og en legeplads stablet på benene. I løbet af weekenden fik man ikke alene pladsen ryddet for de værste uhumskheder, men man fik også under oprydningen et vældigt læs brædder og andet byggemateriale, der kunne bygges huse af på den ny legeplads og opstilles borde og bænke.

 

Eget byplanforslag

Torsdag den 1. februar 1973 kunne man i Nørrebro Avis læse følgende:

 

Nørrebroer er ved at lave eget byplanforslag

Røde Rose er gået sammen med byplanfirmaet Peter Bredsdorffs tegnestue om kritisk supplement til kommunens dispositionsplan for Ydre Nørrebro.

 

Det har som bekendt ikke været lutter begejstring for forslaget til en dispositionsplan for Ydre Nørrebro (”Nissehuen”) Inden længe holder Nørrebro Lokalråd et borgermøde om planen og en gruppe nørrebroer i området, der planlægges for: trekanten Jagtvej – Mimersgade, er gået i samarbejde med byplanlæggerne fra arkitekt, professorPeter Bredsdorffs byplansfirma, Nørrebrogade 176, om et kritisk supplement til generalplansdirektoratets dispositionsplan.

 

Borgermøder

Gadeforeninger blev dannet. Det gav sammenhold. Man beskæftigede sig med mange ting, lige fra hundelorte til gårdsaneringer. Ja børnepasning tog man sig også af.

 

En radioudsendelse medvirkede til yderligere kendskab til Røde Roses aktiviteter. Nogle af borgermøderne samlede op til et par hundrede deltagere.

 

Høj grundudnyttelse

I den store blok Gormsgade – Nørrebrogade – Ægorsgade – Thyrasgade havde kommunen tilladt bygherren at nedrive nogle af de 100 år gamle beboelsesejendomme for så at opføre nybyggeri.

Beboerne i kvarteret var meget utilfredse med den urimelige høje grundudnyttelse.

 

Ville have større indflydelse

Røde Rose var meget utilfreds med den ringe indflydelse som befolkningen havde med hensyn til at præge udviklingen. Man ønskede en decentralisering gennem dannelse af lokale kvarterråd.

 

Man henvendte sig til flere borgmestre. De gad ikke engang at bekræfte, at de havde modtaget et brev. Heller ikke Lokaludvalget på Nørrebro var særlig interesseret i Røde Roses aktiviteter.

 

Spekulanter udnyttede situationen

I de tilfælde, hvor kommunen var pligtig til at informere en gruppe, blev dette ofte udeladt. Spekulanterne kunne frit udnytte deres egne profitinteresser ved at lade udnyttelsesgraden på grundene stige.

 

I har nok af grønne områder

Når man påpegede mangel på grønne områder, var svaret fra politikerne:

 

       I kan jo bare bruge Nørrebroparken, Hans Tavsens Plads eller Fælledparken.

 

Efter fire års kamp i Røde Rose havde man opnået tre selvejende institutioner herunder

       en vuggestue

       en integreret institution

       en udflytterbørnehave

 

Kommunen anerkendte efter lang tids vægring Røde Roses undersøgelser m.h.t. manglende institutionspladser.

 

Forhindret nedrivning

I tre blokke fik man godkendt gårdrydningsprojekter. Og i Fenriksgade fik man forhindret en nedrivning. Desværre blev nabogrunden bebygget med fem etager.

Omkring Top – Huse bebyggelsen (Husted Andersen) lykkedes det at afsløre uheldige omstændigheder omkring kommunen.

 

Det lykkedes ikke, at få ændret den uheldige administration af opdeling af byen. Og det lykkedes heller ikke for pensionisterne at få indført et dagcenter.

 

Gadeforening forbedrede sammenhold

I gadeforeningen Vølundsgade fik man ændret parkeringsforholdene. Halvdelen af gadens facader blev malet op til første sals højde. Gadeforeningen arrangerede desuden loppemarked, fester, udflugter, filmforevisninger m.m.

 

Børnegruppens anke betød, at der blev muligt, at oprette udflytterbørnehaver i landszone.

 

Nu blev beoerne hørt

Man fik efterhånden indført, at inden en sanering gik i gang skulle der holdes møde med beoerne.

Og så fik man etableret en kvarterfest

 

Store miljøproblemer

Røde Rose påpegede også, at der var store miljøproblemer. Man påviste, at Nørrebro var den mest forurenede bydel.

Ja og så var man utilfreds med de stigende fødevarepriser. Man spekulerede på, at lave en indkøbsforening.

 

Gårdsanering i 1969

Men egentlig var man allerede i gang i 1969. En af de talrige skrivelser som Røde Rose sendte ud indeholder følgende:

 

       I skulle prøve at lægge en søndagstur om ad ejendommen i Florsgad 1 – 5. Her gennemførtes Nørrebros første frivillige gårdsanering i sommeren 1969. Før var det rådne plankeværker med pigtråd, frønnede cykelskure, smuldret asfalt og en labyrint af mørke sure smågårde. I dag er der en stor venlig og lys legeplads. Her vokser grønt, og karreens voksne kan have det rart sammen med hinanden og deres børn her.

 

Ville have et menneskeværdigt miljø

I tidens løb skrev medlemmer af Røde Rose grupperne talrige læserbreve:

 

       Giv vores børn en chance for at se lidt græs, for at lege i en gård, hvor der er legemuligheder. Kort sagt: Giv dem en chance for at vokse op i et miljø, der er menneskeværdigt.

       Ægirsgade, Tagensvej, Vølundsgade og Nannasgade – slum, lokum på trappen, petroleumsovne, intet varmt vand, mørke gårde.

De unge vil indføre nye skikke

Men som skrevet tidligere, det var ikke alle der var lige begejstret:

 

       Vi ældre må finde sammen. Vi har altid været tilfredse med vore nuværende gårdforhold, og derfor må vi skrive os på en liste, der siger nej. Vi kommer til Deres dør! De unge vil indføre nye skikke og gør nar af os ældre, som vil passe os selv. Lad os sige stop.

 

Kilde: Se

       Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Byggeren på Nørrebro – nok engang

       Byggespekulation på Nørrebro

       BZ – bevægelsens historie på Nørrebro

       Den stikende kloak på Nørrebro

       Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

       Bulldozersaneringen ødelagde detailhandelen (under Fra urtekræmmer til Shawarmabar)

Foredrag i Stefans – Kirken den 16. april 2012. Der har været masser af bål, brand og bandekrig på Nørrebro. Men der har også været masser af kreative mennesker. Hør om bomber, panserværnsraketter, en besat kirke, et forsvindingsnummer, kampen for en bedre tilværelse, ungdomshus, Allotria, Røde Rose, Bydelsforsøg, Område – og kvarterløft. Detailhandelen har kæmpet mod trafikinvesteringer. Men det er slet ikke slut. Nørrebro vil se helt anderledes ud om ti år.

 

En stor ære

Det er en stor ære, at måtte stå her i Stefans – Kirken nok engang. For cirka 35 år siden kom Ivan til Nørrebro. Noget blev forandret på Nørrebro. Og det er det vi nu skal høre om.

Personlig har jeg altid elsket at holde foredrag her oppe fra. Det er en hel speciel stemning her i kirken.

 

Løftet øjebryn

Det er sket, at biskoppen har løftet sit øjebryn. Han har været utilfreds med ting, der er foregået i kirken. Men det er heldigvis ikke som det var i gamle dage. Da blev en præst så sur på biskoppen, at han skrev smædeviser. Resultatet var halshugning.

 

Elsker Grundtvig

Vi kunne jo også tale om Grundtvig, og den højskole, der befandt sig på Nørrebro. Vi ved jo, at Ivan elsker Grundtvig. Men gå ind på min hjemmeside og læs om dette. Emnet i aften er Nørrebro – de sidste 35 år.

 

Grundtvigs Højskole

I kender måske ikke den sten, der er placeret på hjørnet af Haraldsgade og Lersø Parkallé.

 

Men placeringen af stenen er forkert. I virkeligheden lå Marielyst, der bestod af 4 – 5 bygninger, lidt længere tilbage mod Vibekegade. Sådan fremgår det af et kort fra 1906. Jeg er sikker på, at hvis Ivan havde levet dengang, var han gået på den skole.

 

De kloge folk på Nørrebro

Tænk, hvis alle de kloge folk, der ligger på kirkegården, kunne give deres besyv med, så ville Nørrebro nok se helt anderledes ud.

Tænk, hvis Grundtvig, H.C. Andersen og Kierkegaard havde fået taget sig en snak på en bænk på Runddelen i 1845, så ville Kierkegaard være 32, H.C. Andersen 40, og Grundtvig 62. De kom alle på Nørrebro.

 

Kierkegaard gik langs søerne til Nørrebro, for at besøge Regine, som han allerede fik. Hun rejste til Dansk Vestindien. Hun var forlovet i forvejen. H.C. Andersen fik aldrig nogen. Grundtvig var hvis nok gift flere gange.

 

Min egen rolle

Måske er det en fordel, at jeg slet ikke selv er fra Nørrebro, når jeg skal fortælle jer historien. Jeg bor på selv på Østerbro, og er indvandret for ca. 15 år siden fra Sønderjylland. Men jeg har blandet mig i utallige ting på Nørrebro i tidens løb. Jeg har siddet i diverse kvarter – og områdeløft, har og er spindoktor, sekretær, webmaster for Nørrebro Handelsforening og meget mere.

 

Med andre ord, i de sidste 14 – 15 år har jeg selv været med til at forme lokalhistorien på Nørrebro.

 

Vi prioriterer forskellig

Måske ville andre have valgt en anden prioritering, end den jeg foretager. Men sådan er det her i livet. Vi prioriterer alle forskellig og heldigvis for det. Det giver mangfoldighed.

Og se det var stikordet. Nørrebro er nok den mest mangfoldige bydel i København. Her er plads til tolerance og forskellighed. Det vil sige, at disse to ord nok har været sat på prøve de sidste 35 år.

 

Helhedsplan for Indre Nørrebro

Samtidig med at Ivan kom til Nørrebro blev Egon Weidekamp overborgmester. Noget af det første han foretog sig var at kontakte Kooperativ Byggeindustri. De udarbejdede Helhedsplanen for Indre Nørrebro. Den blev dog først vedtaget i 1979.

 

Bulldozersanering

I 1950 boede der 132.000 mennesker på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Man kaldte det for Bulldozersanering. Nørrebro – borgerne følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Saneringen føltes som et kaos.

Andelsboligforeningen Peter Fabersgade 5 – 19 havde som så mange andre sendt et protestbrev til Københavns Kommune.:

 

       Vi har gennem længere tid set, hvordan der rundt omkring i kvarteret sker ændringer. Et hus rives ned, et tømmes og et bliver stående. Forretninger lukker, institutioner bygges om, her og der moderniseres og udstykkes til ejerlejligheder. Men det hele sker planløst.

 

Et bombekrater

I slutningen af 70’erne var hovedparten af Den Sorte Firkant jævnet med jorden. Bydelen lignede nærmest et bombekrater.

 

Kampen om Byggeren var en kamp mod bolighajer, kapitalismen, det politiske system og borgerligheden.

 

Starten på Byggeren fører tilbage til 1973, da en lastbil med byggemateriale kører ind på en tomt.

 

Todesgade angribes

En seks år gammel institution i Todesgade ryddes den 10. januar 1978 ved hjælp af en styrke på 500 betjente.

 

Politibrutalitet

Men ellers er sagen om Byggeren en sag om politi – brutalitet af værste skuffe. Bulldozere beordres til at rydde bygninger, hvori der sidder folk.

Hunde sættes ind mod borgere. Civilbetjente jagter tilfældige borgere. Og politiet indfører egenhændig undtagelsestilstand på Nørrebro, og hvad deraf følger. Politi – motorcykler sættes ind mod borgere.

 

Demokrati er ikke baseret på dørklokkebesøg

En rundspørge i området afslørede, at 80 pct. af indbyggerne var imod kommunens planer. Men det i forvejen ret upopulære socialborgmester udtalte:

 

       Demokrati er ikke baseret på dørklokkebesøg

 

Fløjshandskerne lagt på hylden

Folk strømmer mod Rigshospitalet for at blive behandlet. Den 5. maj 1980 arrangeredes der en demonstration mod Christiansborg. Om aftenen roser politikerne i Borgerrepræsentationen politiet for deres besindige adfærd.

 

Men politiet havde erklæret:

 

       Fløjshandskerne bliver lagt på hylden

 

Nørrebro var Weidekamps legeplads

Med god gammeldags vold og overmagt tvang politiet aktivisterne til at opgive kampen.

 

Socialrådgiver Tine Bryld har engang udtalt:

 

       Weidekamp er beton og Nørrebro hans legeplads

 

Bemærkelsesværdige domme

Men sagen var langt fra slut. Der følger nogle besynderlige domme, som får Nørrebro – borgerne til at tvivle på retssystemet.

En taxachauffør kommer uheldigvis til at ramme en betjent. Efterfølgende blev han banket af fire betjente. Han anklages efterfølgende for mordforsøg.

 

På Nørrebrogade iført natkjole

En mand bliver idømt 40 dages fængsel for at være kørt ind i en række fremstormende betjente på en cykel.

En 37 – årig kvinde sad en uge i varetægt. Hun skulle angiveligt have kastet tre poser med vandfarve efter en bulldozer. Politiet stormede hendes lejlighed, brød døren ind, og tvang hende ned på Nørrebrogade kun iført natkjole. Total ligegyldig var de med hendes børn. Hun blev efterfølgende frikendt uden erstatning.

 

Med vold frem for demokrati tvang kommunen sine ideer frem.

 

Butiksantallet faldt

Butiksantallet faldt fra 2.326 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Værst gik det ud over sidegaderne. I Blågårdsgade var 44 pct. af butikslokalerne tomme.

Det viste sig også hurtigt, at de udsanerede ikke havde råd til at bo i de nyopførte nybyggerier.

 

Rutana

En række elever fra Det Fri Gymnasium søgte i 1980 kommunen om tilladelse til at indrette et ungdomshus i den nedlagte brødfabrik Rutana i Nanasgade. De fik ikke noget svar, så de brød selv ind i huset. Politiet brød ind og fjernede bz’erne

 

Schiønning og Arvé

Men to uger senere var det den nedlagte gummifabrik Schiønning og Arvé, der blev besat. De unge havde lært noget. Nu forstod de at barrikadere sig. Politiet måtte bruge knipler, tåregas og varselsskud for at få dem ud.

 

En broget skare

BZ’erne var en broget skare af unge, som i 1980erne indtog adskillige tomme ejendomme. Disse BZ’ere var langt mere militante end slumstormerne fra 1960erne. Konfrontationerne med ordensmagten var voldsomme.

I København vidste befolkningen ikke hvem, de skulle holde med. I det øvrige land holdt man med politiet. For i medierne blev bz’erne beskrevet som ballademagere og voldsmænd.

 

Et ungdomshus i 1982.

Efter forhandlinger med Københavns Kommune fik de unge overdraget det tidligere Folkets Hus i 1982.

 

Forbrugerne selv skyld i butikslukninger

I 1983 beskyldte den daværende formand for Nørrebro Handelsforening forbrugerne for, at de selv var skyld i den stigende butiksdød. De valgte lavprisvarehusene frem for de almindelige butikker.

 

Allotria

Og det var slet ikke slut med BZ’ erne, som politikerne havde håbet på. I løbet af sommeren 1982 var Allotria – bygningen i Korsgade blevet besat og stærkt barrikaderet.

Da en stor politistyrke i 1983 stormede huset fandt de den tom. 35 beboere var undsluppet gennem en tunnel. Den gik op til den intetanende blikkenslager, Jacobsen.

Og skjult under presenninger på en lastbil kørte de unge gennem politiets afspærringer. 

 

Vi bestemmer, hvornår vi vil slås

På facaden havde de unge mennesker hejst et banner, hvor der stod:

 

       Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås.

 

Til Ekstre Bladet udtalte Ove Sprogøe:

 

       Jeg beundrer de unge. Sikke en handlekraft.

 

I november 1984 stormede politiet Ungdomshuset. De anholdte en butikstyv, der havde stjålet 40 flasker whisky.

 

Ballade i Ryesgade

Den 14. september 1986 deltog 1.000 mennesker i et barrikade – byggeri til forsvar for BZ – kollektivet i Ryesgade 58. Også nr. 46 var besat. Ni dage efter opgav man uden kamp. Tre års kamp var nu forbi.

 

På kajak og kanotur med de kendte

I 1988 foregik der en sand dyst på søerne. Der var kajak -og kajakkonkurrence mellem Mogens Lykketoft, Jytte Andersen, Pelle Jarmer, Gunna Starck og Knud Schou. Hvem der vandt dysten, vides ikke.

 

Mister Genbrug

Ja og Pia Kjærsgaard kunne uden at blive overfaldet sammen med Jytte Andersen kåre Mister Genbrug.

Og ikke et øje var tørt, da man kunne præsentere Danmarks længste Borgmesterstang. Allerede dengang gik man ind for rent by. Og Egon Weidekamp samlede en hunde hømhøm op. Men det var snyd. Den var af plastik.

 

To ting, jeg fortryder

Ved sin afgang i 1989 blev Egon Weidekamp spurgt om, om det var noget han havde fortrudt. Han svarede:

 

       Ja to ting. Vi skulle ikke have opgivet sporvognene, og at BZ’erne fik deres Ungdomshus.

 

I huset havde de i oktober samme år fornemt besøg. Et medlem af den nedlagte Rote Arme Fraktion gæstede huset.

 

1992

Og så boede der jo en spændende mand på Nørrebrogade. Egentlig var han farvehandler. Han blev senere bankmand. Han blev kendt for mange ting. Ejede også Nørrebro Teater. Og så havde han også andel i den legendariske Radio Merkur.

Men i 1992 forsøgte denne mand, Alex Brask Thomsen uden held, at få Nørrebrogade opkaldt efter sig.

 

Bomben i Søllerødgade

Et ordentligt brag genlød i kvarteret omkring Søllerødgade den 16. marts 1992 kl. 11.32.

Henrik Christensen var kommet cyklende fra Tingbjerg. Angivelig var han ved at pakke en postforsendelse op, da en bombe sprang.

 

PET: De lavede selv bomber

Men PET mente i begyndelsen, at Internationale Socialister selv fremstillede bomber i deres lokaler. Inden bomben gik af havde den kendte Frede Farmand advaret PET i Århus, at nazisterne havde planer om et attentat mod Internationale Socialister. Men denne advarsel nægter PET nogensinde, at have modtaget.

Politiet forsøgte at stemple Frede Farmands udtalelser som tankespind. Senere forsøgte politiet, at påvise at kontoret fremstillede krudt for aktivisterne i det nærliggende Ungdomshus.

 

Politiet nægtede, at det var højreorienterede og nazister, der stod bag bomben. Aktionen er aldrig blevet opklaret.

 

Terrornatten den 18. maj 1993

Den nat fyrede dansk politi 113 skud af mod borgere på Nørrebro. I juni 1992 havde et lille flertal sagt nej til Maastricht – traktaten. Knap et år efter skulle borgerne så til det igen. Politikerne fik deres vilje. Det blev et ja, denne gang. Man havde ikke regnet med uro.

 

Ved 22 tiden begyndte folk at bygge barrikader på Nørrebrogade. Politiet forholdt sig passivt.

 

Det endte i kaos

Fra starten var politiet i undertal. Mange af de betjente, der blev sat ind var endnu ikke færdiguddannede. Politiet manglede tåregas, og radiokommunikationen svigtede.

Menneskemængden angreb betjentene. Flere blev ramt af kasteskyts, og flere betjente gik i chok under angrebet. 

92 betjente blev skadet og 61 blev sygemeldt.

 

Af frygt for helt at miste kontrollen, affyrede betjentene 113 skud mod medborgere. 11 demonstranter måtte efterfølgende behandles for skudsår.

 

Endte med mord og selvmord

Det startede faktisk med at en gruppe på 20 betjente blev isoleret, og pludselig var i kraftig undertal. De kunne hverken trække sig tilbage eller fjerne de sårede. De brugte den sidste udvej. De trak deres pistoler og skød.

Ja en tredjedel af politistyrken fik enten fysiske eller psykiske skader.

 

Det gik åbenbart helt kludder i politiets strategi. Hele seks forskellige undersøgelser blev sat i værk. I år 2000 frikendtes alle involverede politifolk.

Men eftertiden havde desværre uheldige følger. Der blev rapporteret både selvmord og mord, som følge af de psykiske eftervirkninger af den 18. maj 1993.  En ledende politimand blev dømt for mord på sin kone. Han hang sig senere i fængslet.

 

Beboerne overtager Jægersborggade

Og i den nu meget spændende gade, Jægersborggade overtager beboerne gaden på andelsbasis.

 

En burger og sen sten

En eftermiddag i 1996 var folk, der sad på Mc’ Donalds på Runddelen  tæt på at blive ramt af en brosten. Personalet fulgte efter, og så at gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt. De noterede det hele på en blok, og forsvandt lige så hurtig, som de var kommet, og ellers skete der ikke noget.

 

Masser af hærværk

Mc`Donalds fik smadret deres vinduer mange gange. Brandbomber og brosten blev kastet mod Nærpolitistationen. Det gik også ud over en tyrkisk klub. Indgangspartiet på Helligkors Skole blev smadret, flere vinduer i Hans Tavsensgade blev smadret.

 

Renovering med måde

I området nord for Nørrebrogade er der også foregået en del byfornyelse. Men sikkert belært af uheldige erfaringer, er der ikke sket en totalrenovering. Der har været en positiv interesse for de gamle bygninger. Omfattende gårdrydninger har skabt et attraktivt boligmiljø.

 

CNN atter på besøg

Nytårsnat 1994 var CNN igen på Nørrebro. Unge hætteklædte autonome kunne ikke lide McDonalds nyåbnede burger – restaurant på Nørrebrogade 3. Der blev lavet skader på 8 – 10 millioner kroner.

Kampen mod kapitalismen og alt dens væsen druknede i vold.

 

24 skud i Blågårdsgade

Søndag den 10. november 1996 blev der affyret 24 skud fra en maskinpistol mod Nærpolitistationen i Blågårdsgade. Måneden før, var der affyret et enkelt skud. En kraftig rørbombe blev også bragt til sprængning.

 

Indkøbsordning brugt til besparelser

Det var også i 1996, at Nørrebro kom med i Bydelsforsøget. En af de gode ting var, at man sammen med Nørrebro Handelsforening lavede en indkøbsordning for ældre. Nu kunne de ældre vælge mellem de mest kendte supermarkeder. De skulle ikke mere handle et enkelt sted, som var ret dyrt. Men sådan havde kommunen bestemt.

 

Indkøbsordningen blev en kæmpe succes, indtil kommunen forhalede betalingerne og brød kontrakten. Man brugte simpelthen ordningen som besparelse. Og kommunen fik både byretten og landsrettens dom for, at det måtte man godt. Det betød, at Handelsforeningen fik et tab på seks millioner kroner. Med andre ord, detailhandelen måtte punge ud for kommunens besparelser.

 

Ringe interesse for bydelsforsøg

Bydelsrådene var et ambitiøst forsøg at forbedre den kommunale service gennem uddelegering af visse beslutninger. Problemet var at det blev iværksat fra oven. Det vakte ikke den store folkelige interesse. Valgdeltagelsen lå ikke højere end 40 pct.

Rådene blev nedlagt igen i 2002.

 

De skønne piger

Der kommer mange skønne piger ind i butikken. Det er absolut et privilegium. En af dem var skønne mørkhårede Janne. Men hun kommer ikke mere. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

 

Travlt med at fotografere

Uden for Hells Angels klubhus i Titangade gik politiet rundt og fotograferede natten til den 6. oktober 1996. Gæsterne skulle udfylde et oplysningsskema:

 

       Hvorfra kender du rockerne?

       Hvorfor skal du til fest?

       Er du kæreste med en af dem?

 

PET fik virkelig mange oplysninger til deres arkiv. Gæsterne og naboer var inviteret til Vikingefest med levende musik og helstegt pattegris.

26 kampklædte betjente var udkommanderet. De var godt bevæbnet.

 

Panserværnsraket affyret

Man var af en agent blevet advaret om at Banditos var i besiddelse af en panserværnsraket. Men man havde ikke afsøgt området.

Kl. 3.06 blev der affyret en panserværnsraket af mærket Carl Gustav fra taget af den højeste bygning i området.

 

Den strøg over hovedet på de 26 kampklædte betjente og spredte død og ødelæggelse. To blev dræbt og 28 sårede.

Janne blev 29 år og efterlod et barn.

 

Brand på Jagtvej 69

En januar – dag opstod der efter en kortslutning i en vareelevator brand på Jagtvej 69. Branden udviklede sig hurtig. Brandvæsnet blev angrebet af de unge og etageadskillelsen var nærmest væk. Politikerne gik nærmest amok. For hvem havde egentlig ansvaret?

Efterfølgende var fået rod og svamp i huset.

 

Kommunen provokerede

Københavns Kommune valgte at lukke det. Men brugerne gik nu i gang. De fik faktisk godkendt reparationerne af brandmyndighederne. Men meget provokerende satte kommunen huset til salg.

Det fik brugerne til at hænge et banner op:

 

       Til Salg sammen med 500 autonome, stenkastende voldspsykopater fra helvede!

 

Pia Kjærsgård overfaldet

Pia Kjærsgaard besøgte Nørrebro den 14. februar 1998.  Hun blev angrebet med tomater, vand og sten af 100 autonome. Hun søgte tilflugt i en nærliggende bank.

 

Omfattende skader

Den 9. november 1999 kunne butikkerne gøre skaderne op efter urolighederne:

 

       123 butiksvinduer knust

       11 indgangsdøre smadret

       7 udhængsskabe smadret

       3 Dankort – automater ødelagt

       Diverse udstillingsmontre smadret

       Mindst 7 glasdiske smadret

       Diverse butiksinventar knust

 

Et sandt røveri og vandalisme – cirkus fandt sted. Der blev stjålet tre kassevogne, sko og tøj i ukendte mængder, ure, gryder,pander,smykker, en palle maling, diverse Matas – varer, værktøj.

 

I livsfare

Inde i et parfumeri følte indehaveren og hendes mand sig i livsfare. Forgæves forsøgte de at kontakte politiet. Men det tog timer inden de dukkede op. Da var vandalisterne for længst forsvundet

 

Ingen klassekamp – uden gadekamp

Ikke en eneste blev gjort ansvarlig for dette. Og de stakkels detailhandlere, der ikke kunne få dækket deres skader via forsikringen, kunne om morgenen den 9. november se følgende på muren på Assitens Kirkegården:

 

       Ingen klassekamp – uden gadekamp

 

Ungdomshuset: Det var ikke os

Angivelig var det udvisning af en ung tyrker, som Nørrebros handlende skulle afbøde for. Nørrebro Handelsforening beskyldte Ungdomshuset for at have sat vandalismen i værk. Men de udsendte en presseinformation, hvori de bl.a. skrev:

 

       Vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.

 

Ytringsfrihed har til tider trange kår

Formanden fik efterfølgende smadret sin butik. På et efterfølgende møde på Blågårds Plads måtte han have politibeskyttelse. Han blev også truet af folkevalgte politikere, at hvis han nævnte Ungdomshuset blot med et enkelt ord, ville der ske ting og sager.

Nogle gange har ytringsfriheden på Nørrebro haft trange kår. 

 

Afvist på arbejdsmarkedet

Op gennem 80’erne kom en ny gruppe udefra til Danmark, flygtningene. Deres udgangspunkt var anderledes end hos indvandrerne. De var tvunget til at forlade deres hjemlande.

Nørrebro var det sted, der havde den tætteste koncentration af indvandrere og flygtninge i Danmark. Mange af disse er blevet afvist på arbejdsmarkedet, og har derfor skabt deres egen forretningskultur. Kig bare rundt på Nørrebro:

 

       Frugt – og grønt forretninger, muslimske Halal – slagtere, grillbarer, shawarma, falafel og kebab – steder, frisører, tøjforretninger, kiosker, bazarer med gaveartikler og meget mere.

 

Bydelens mangfoldighed

Kigger du rundt om i de almindelige butikker på Nørrebro, ja så kan du også se bydelens mangfoldighed. Ikke kun på de ansatte, men også kunder fra alverdens lande pryder bydelens butikker.

 

Dengang Per Pallesen var direktør for Nørrebro Teater sagde han, at hvis man ikke havde råd til at tage til udlandet, kunne man bare tage en tur til Nørrebro.

 

2001

Da overborgmester Jens Kramer Mikkelsen skulle indvie Informateket i Stefansgade, kom han til at fortale sig:

 

       Jeg er glad for at være på Vesterbro

 

2002

Den 21. januar 2002 vovede statsminister Anders Fogh Rasmussen sig til Nørrebro. Han fik nok ikke den velkomst, han havde ønsket sig. Det endte med æg i hovedet.

 

I Jyllands Posten kunne vi læse, at der var fejl og bedrag i 31 af 40 butikker i bydelen.

 

En bombefabrik

I det venstreorienterede kollektiv Buntzen i Baldersgade fandt politiet den 18. november nærmest en bombefabrik. Politiet mente, at disse skulle anvendes til det kommende EU – Topmøde.

 

2003

Den 25 august blev 27 autonome anholdt. 100 kampklædte betjente ryddede et besat hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade.

 

Tre dages fest i Ungdomshuset endte den 24 september med at 250 blev anholdt. Adskillige svenske og tyske sympatisører var blandt de anholdte.

 

2004

I Nørrebro Park Kvarterløft var der noget, der var succes fra starten. Det var butikskonsulentordningen, miljøambassadørerne og Informateket i Stefansgade.

Dengang havde man også to år i træk råd til at kåre Årets Butik. Ja så var det også Kulturelle Markedsdage, som egentlig var startet af min gode ven Henning. Der var sammenhold, god musik og en fantastisk stemning.

 

Start med Gospel

Tænk om søndagen var der først gudstjeneste og dernæst gospel koncert. Det har nu stået på i over ti år, men det er hvis ikke helt det samme i dag.

 

Holdt for nar

Ja og så diskuterede vi DSB – arealet gennem flere år. Men det hvis nok problemer med DSB og Københavns Kommune. Personlig følte jeg det, som blev vi holdt for nar.

 

200 mennesker blev fordelt i 10 grupper. Vi diskuterede i lang tid nedrivningen af bazarbygningen, som gav detailhandelen en omsætning på 80 millioner kroner. Beslutningen var truffet på forhånd.

 

Renovering af Nørrebroparken

Senere sad og diskuterede renovering af Nørrebro Parken for adskillige millioner, mens man i et kontor på Rådhuset havde besluttet sig for, at her skulle indrettes en Metro – arbejdsplads. Sådan kan man smide penge ud af vinduet.

 

Kommunalt ansatte med målebånd

Så var det jo godt at kommunen kunne få indtægter fra udstillingsskabe. Et udstillingsskab kostede butikkerne 2.000 kr. om året. Man kunne desuden observere kommunale ansatte iført et målebånd ud foran butikkerne. For en vareudstilling skulle koste 792 kr. pr. meter.

 

Boykot de handlende

Og i julen 2004 var der borgere på Nørrebro, der med læserbreve opfordrede til at man skulle boykotte Nørrebros butikker, fordi, der ikke var julebelysning. I årevis havde Nørrebro Handelsforening haft et underskud på et par hundrede tusinde om året, men så sagde generalforsamlingen stop.

 

Måske bliver der julebelysning i 2012. Meget tyder på, at Nørrebro Lokaludvalg nu vil stille underskudsgaranti.

Men det er langtfra sikkert, at der kommer juletræ på Runddelen. For de sidste par år, har der været nogen i bydelen, der har ment, at der ikke skal fejres jul på Nørrebro. Så de har simpelthen saboteret træet.

 

Muslimerne havde ikke råd

Nej, det er ikke fordi de muslimske butiksejere ikke fejrer jul, at julekæderne ikke kommer op at hænge. De har simpelthen ikke råd. Og halvdelen fejrer en eller anden form for jul. De vil heller eng gerne have deltaget i julebelysningen.

 

Varer leveret på Christiania – cykler

Miljøorganisationerne mente, at butikkerne skulle have leveret deres varer på Christianiacykler. Det kunne dog være lidt besværligt, når man dagligt får mellem 2 og 4 paller varer.

 

Detailhandelen måtte ikke sælge aktier

Handelsforeningen forsøgte at sælge folkeaktier i foreningen Farverigt Nørrebro. Men ak nej. Det måtte man ikke. Man fik et Fy Fy skamme sig fra Finanstilsynet.

 

Moses Hansen proklamerede, at Nørrebro tilhører Jesus og ingen andre.

 

2005

Læserne på Østerbro Avis bedømte Nørrebro i 2005:

 

       26,8 pct. mente, at Nørrebro var trendy

       30,4 pct. mente, at på Nørrebro var der plads til alle

       42,9 pct. mente, at Nørrebro havde et image som en by i undtagelsestilstand.

 

Vi fik aldrig at vide, hvad læserne på Nørrebro/Nordvest Bladet mente om Østerbro.

 

2005

Et nyt Områdeløft var startet i Mimersgade – kvarteret. De første problemer opstod, da man skulle finde navnet. Politikerne kunne ikke godtage navnet Røde Rose Kvarteret.

 

Et minde om de aktive

Man ville mindes, alle dem, der kæmpede for Røde Rose kvarteret. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej og Godsbanen.

Kvarteret var i begyndelsen af 1970erne på en gang forsømt, overset, mishandlet og udnyttet.

 

Det var en kamp mod forstokkede embedsmænd, udvidende politikkere, boligspekulanter og meget mere.

På et tidspunkt kæmpede 400 aktive for en bedre tilværelse i området.

 

Turistforeningerne ville ikke hjælpe detailhandlen

Tilbage til 2006

De handlende håbede, at turisterne ville opsøge Nørrebro, for at se den ægte vare. Men turistforeningerne var ikke med på ideen.

 

2006

Jeg skrev masser af presseinformationer dengang, og mange af dem handlede om Ungdomshuset. Men intet hjalp. Julefreden blev ødelagt, 15 – 20 butikker i Blågårdsgade blev denne gang ødelagt. De handlende påstod ikke, at det nødvendigvis var beboerne i Ungdomshuset, der var med til at smadre butikkerne gang på gang, men folk, der støttede dem.

 

       Vi har ikke meget til overs for de unge, der laver hærværk og vold på Nørrebro. Men det er den manglende politiske løsning på Ungdomshuset, der har resulteret i urolighederne. Det er større problemer i verden end det her, så selvfølgelig kan politikerne finde en løsning

 

Politikere var lige glade

Men foreningen blev mødt med foragt. Og i den næste presseinformation skrev vi:

 

       Vi synes ikke at nogle tilfældige butiksejere på Nørrebro gang på gang skal betale for noget, som man kunne have løst i god tid inden.

 

Men politikerne var åbenbart lige glade. Vi vidste, at det endelig slag lod vente på sig. Og politikernes attitude provokerede yderligere.

 

Fogedretten havde afgjort, at Ungdomshuset skulle være ryddet den 14. december.

 

Krofatter snød med øllet

Og det var også her i 2006, at Lygten Station kunne fejre 100 års fødselsdag. Jo Nørrebro havde på et tidspunkt tre stationer. Og ved Lygten Station lå et berømt kro. Rygterne ville vide, at krofatter snød med øllet.

 

2007

Og de samme politikere talte atter engang om bedre kollektiv trafik. Men de glemte lige at nævne, at fra 2001 til 2007 var billetpriserne steget med 30 pct. Ja og så havde man også lige nedlagt adskillige ruter.

 

Pjaltehæren skulle genopstå

Klaus Bondam valgte at genoplive Pjaltehæren. Det var dem, der hver morgen gik fra Fattiganstalten, Ladegården for at feje gaden. Eneste forskel var nu, at de skulle kalde sig Gadens helte.

 

Ungdomshuset respekterer naboer

I begyndelsen af september 2007 holdt 400 unge mennesker en improviseret fest i Jaqtvej 69. Det endte med, at 25 – 30 biler hos en bilforhandler blev ødelagt.

Nørrebro Handelsforening forlangte en undskylding. Den fik man aldrig. I stedet udsendte Ungdomshuset en presseinformation:

 

       Vi vil gerne respektere de naboer, vi bor sammen med. Vi er ikke interesseret i at smadre folks ting, hverken ruder eller kunst.

 

En personlighed

Jeg havde lært en personlighed at kende. Ja det skete vel allerede 2003, da min kone døde. Jeg var træt af, at folk var bange for at dele min sorg over tabet af hende. Derfor skrev jeg en kronik i PaaGaden, som desværre ikke udkommer mere.

Kvinden spurgte, om hun måtte bruge min kronik i hendes arbejde. Ja og kvinden var Anne Braad, som I sikkert alle ved, var præst her i kirken.

 

Svineriets 10 bud

I mellemtiden var svineriet på Nørrebro taget til. I et af de udvalg, jeg sad i, søgte vi om tilskud til papirkurve på Nørrebrogade. Men det kunne vi sandelig ikke få, det var der ikke råd til. Ja og en dag kom Anne Braad så ind i butikken. Hun havde udarbejdet Svineriets Ti Bud:

 

1.       Du skal holde din sti ren

2.       Du må ikke misbruge Vej og Park

3.       Du må kun pisse i din egen rede

4.       Du må selv tage skraldet

5.       Du må gerne male byen rød

6.       Men du må ikke skrifte på væggen

7.       Du skal feje for din egen dør

8.       Og også for naboens

9.       Du må ikke tabe modet

10.   Du skal finde melodien

 

Ungdomshuset for en krone

Medierne begyndte nu pludselig at vise interesse for en 7 år gammel nyhed. Det var den 13. juli 2000, hvor Nørrebro Handelsforening skulle tage stilling til, om man ville overtage Ungdomshuset for en krone. Det var dengang, hvor overborgmestren havde tid til at mødes medHandelsforeningen. På et af disse møder, var Jens Kramer Mikkelsen  kommet med forslaget.

 

Man spurgte Ungdomshuset

Men det medierne så glemte, at fortælle var, at  Handelsforeningen spurgte Ungdomshuset om deres mening. De ville sandelig ikke underlægge sig kapitalens interesser.

 

Faderhuset

De unge var ikke særlig begejstret for Ruth Evensen fra Faderhuset. Følgende kunne man læse på Ungdomshusets hjemmeside:

 

       Hvis Ruth mener, at vi kommer fra Helvede, så lad os give hende Helvede

 

Gud havde pålagt at overtage Ungdomshuset

Det var meget mystik omkring salget af Ungdomshuset. Det var selskabet Human A/S, der købte Jagtvej 69. Klausulen gik på at et salg kun kunne foregå til Københavns Kommune. Men pludselig havde Faderhuset overtaget alle aktier.

 

Ruth Evensen udtalte, at Gud havde pålagt menigheden at overtage Ungdomshuset.

 

70 psykisk lemlæstede

Ja min gode bekendt, sognepræst Niels Underbjerg fra Østerbro kender i hvert fald godt Faderhuset. Han havde taget sig af mindst 70 psykisk lemlæstede, ofte unge mennesker, der var på flugt fra sekten.

 

Gud sørger for, at der er penge

Og Ruth Evensen fortalte, at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede også for, at der hele tiden var penge i kassen.

 

Var det brandbiler

Den 1. marts 2007 var ikke alt som det plejede, at være. Jeg skulle allerede møde kl. 7 på arbejde. Vi havde Bogudsalg. Men fra min cykel kunne jeg se lidt længere fremme foran Jagtvej 69 holdt nogle mærkelige biler.

 

       Var det brandbiler ?

 

Vi smadrer jeres ruder

Lidt senere blev vi fra vinduerne i vores køkken vidne til en sand amerikansk actionfilm med helikoptere og soldater, der firede sig ned på taget.

Flere ambulancer kom hyldende ned af Heinesgade.

 

Ude på Nørrebrogade var der allerede en krigerisk stemning. Flere unge havde fået lov til at låne vores toilet. Men ude fra gaden lød der pludselig trusler.

 

       I sælger bøger til strømerne, I får jeres ruder smadret.

 

Truet med at brænde hytten af

Så galt gik det dog ikke. Men op af formiddagen blev en ejer af en grill – kiosk truet med, at de ville brænde hans hytte af, fordi han serverede for et par civilbetjente.

 

Kunder blev fornærmet

Masser af journalister og Tv – folk dukkede op i løbet af dagen. Butikkerne rundt om, lukkede efterhånden. Det meste af personalet, var gået hjem.

Et kvarter før lukketid besluttede jeg, at nu lukkede vi. Situationen var ved at udvikle sig. Jeg bad kunderne gå hurtigt til kassen. Og det var der et par stykker, der blev meget fornærmet over. Nu skruede jeg bissen på.

 

Ulrikke Meinhoffs berømte ord

Balladen fortsatte om aftenen. Kvickly og Irma på Runddelen blev raseret. Inventar og varer blev kastet på bålet. Der var sandelig atter engang Breaking News fra Nørrebro.

 

Det var som om, at de unge mennesker fulgte Ulrikke Meinhof’s berømte ord:

 

       Kast en sten, og det er en kriminel handling

       Kast tusinder af sten og det er en politisk manifestation

 

Truet med visitering

De følgende dage var der ballade. Biler, der tilhørte de entreprenører, der stod for nedrivningen blev brændt.

En masse veje var afspærret. For at komme på arbejde måtte man gennem afspærringen. En morgen blev jeg som sædvanlig stoppet af en betjent. Han var tydeligvis morgensur. Han havde måske været på vagt i et døgn.

 

       Hvor skal du hen

       På arbejde

       Hvor

       Derinde (jeg pegede ind i boghandelen)

       Det kan du sagtens sige

       Det er jo også det jeg gør

       Du skal ikke være fræk

       Det er jeg heller ikke, jeg skal på arbejde

       Kan du bevise, at du arbejder derinde?

       Skal jeg gå rundt med en bog

       Nu skal du visiteres, Dette er visitationszone

 

Men det nåede han dog ikke. En kollega tog fat ham, og sagde høflig vær så god til mig, og løftede afspærringen.

 

Turen er kommet til de homoseksuelle

Ruth Evensen gjorde sig igen bemærket i medierne. Hun udtalte, at nu var de autonome besejret. Nu skulle turen komme til de homoseksuelle.

 

Gode forbindelse til Ungdomshuset

Tonen mellem Handelsforeningen og Ungdomshuset var blevet bedre. Vi deltog i mandagsmøderne på Rådhuspladsen, men også på Jagtvej 69 var vi inviteret. Vi tilbød os som mægler. Og så hjalp vi de unge med en indsamling for de skadeslidte. Den bragte dog ikke så meget.

 

Truet med presseetisk nævn

Men fra overborgmesteren indløb en anklage efter en artikel på vores hjemmeside. Hun ville melde redaktøren, og det var altså mig til Presseetisk Nævn. Hun mente sig forkert citeret. Men heldigvis havde vi gode venner på Radioavisen.

Jeg havde ikke citeret hende forkert, men modtog aldrig en undskyldning.

 

Andre politikere angreb os, og især almindelige politibetjente sendte masser af hademails til os.

 

Ny turistmagnet: Ground 69

Nørrebro havde fået en ny turistmagnet, Ground 69. Det var nu ikke så meget at se, lige bortset fra madrester, pizzabakker og store rotter.

 

Væk fra Nørrebro

Den 2. september 2007 skrev jeg atter engang en presseinfo. Grunden var, at om søndagen vågnede beboerne atter engang op til glasskår, brosten og afbrændte containere. Butiksejerne måtte atter engang ud at feje glasskår. Ja de var blevet hidkaldt af medierne eller vagtselskaberne. Natten havde været et infermo af flyvende brosten, flasker, og molotow – coctails. Skaderne var omfattende.

 

Butikkernes varelager og inventar samt borgernes cykler var blevet brugt til barrikader og bål.

Butikker og beboere gav udtryk for, at de var på vej væk fra Nørrebro.

 

43 butikker raseret

Igen måtte butikkerne selv punge ud. Jeg tog en runde sammen med formanden. Det viste sig, at det var gået ud over 43 butikker. Ja selv den lille Dyrehandel på Runddelen var blevet kapitalist – butik.

 

Nyt fag: Stenkast mod betjent

På direkte TV kunne vi følge de unges kamp for besættelsen af Grøndals Vænge 32. Breaking News var atter på plads. En masse gas blev anvendt.

Og i Fælledparken havde Det Frie Gymnasium indført en ny sportsgren på deres skema:

 

       Stenkast mod betjent.

 

Udgift: 150 millioner kroner

Da politikerne langt om længe fandt en løsning omkring Ungdomshuset, havde det haft store udgifter:

 

       det kostede samfundet alt i alt mellem 125 og 150 millioner kr.

       ca. 1.200 anholdte, der skulle gennem retssystemet

       efterladt frustrerede betjente, der var godt trætte af deres arbejde

       efterladt en bydel med et dårligt omdømme, hvor ordene tolerance og mangfoldighed falmede.

 

Og på Jagtvej overtog Hizb ut Tahrir ledelsen af børnehaven Salam.

 

2008

14 dage efter, at Nørrebrogade blev udsat for et trafikforsøg påbegyndte Københavns Kommune en undersøgelse af virkningerne. Den kostede 350.000 og resultatet var givet på forhånd.

 

Krisemøde på Rådhuset

Detailhandelen protesterede, og ca. 75 handlende mødtes til krisemøde på Rådhuset. 300 streamers med påskriften Denne butik er lukningstruet p.g.a. Omlægningen af trafikken på Nørrebrogade blev ulovlig fjernet af venstre – aktivister. Politiet ville ikke modtage anmeldelse om hærværk fra butikkerne.

 

Utroværdig og manipulerende

Detailhandelen foretog selv undersøgelser. De troede ikke på kommunens. Men politikere og medier kaldte disse for utroværdig og manipulerende.

Detailhandelen fik det indtryk, at politikerne hellere ville diskutere, hvor bred cykelstien skulle være, frem for at diskutere konsekvenserne for deres handlinger.

 

Kulturindsprøjtning på 70 millioner kr.

Nordvest fik en kulturindsprøjning på 70 millioner kroner for at rumme Ungdomshuset.

 

Tilflugt i Brorsons Kirke

Dramaet i Brorsons Kirken var også Breaking News. Jeg husker billedet, af en ung pige, der sad og spærrede for den bus, der skulle fragte de iranske flygtninge tilbage til fængsler og opholdslejre.

 

Pigen fik syv slag med politi – kniplen. Da hun så ville flygte, fik hun et ordentlig slag i ryggen, så hun faldt helt sammen.

Mange fik masser af tæsk den nat.

 

       Betjentene har løst deres arbejde på fortræffelig vis. Ja sådan udtrykte, betjentenes chef situationen.

 

I middelalderen søgte man tilflugt i kirkerne for sine fjender. Men det hjalp ikke natten mellem den 13. og 14. august. Da stormede politiet Brorsons Kirken. Jo Kirkeasyl er et len fra middelalderen. Hvis man søgte tilflugt i kirken kunne man ikke dræbes eller angives.

Det forsøgte Knud den hellige. Han søgte tilflugt i Skt. Albani kirke i Odense. Men han blev dræbt af oprørere.

 

       Det var ikke mig, der ringede efter politiet. Sådan udtrykte integrationsministeren det.

 

Tænk, at nogle havde opholdt sig i Danmark i ti år. De blev sat på et fly og sendes til en ukendt skæbne.

 

I 1992 fik 460 statsløse palæstinensere opholdstilladelse i Danmark efter først at have fået nægtet asyl.

 

Ca. 70 palæstinensere søgte derefter tilflugt i Enghave Kirke og siden i Blågårds Kirke. 600 præster gik i forbøn og opholdstilladelsen gik igennem.

 

Den 15. maj 2009 søgte 60 afviste irakiske asylansøgere tilflugt i Vore Frue Kirke. De havde fået besked på at forlade landet. Den 18. maj flyttede de til Brorsons kirken.

 

Præsten, Per Ramsdal blev hængt ud for at være kriminel. Mange af de aktive fik ransaget deres hjem. PET havde travlt. Men mon ikke Brorsons Kirke i dag er en del af danskernes kollektive bevidsthed ?

 

2009

Da Metro – byggeriet nærmede sig, måtte en masse gravsteder lade livet eller flyttes på Assistens Kirkegård . Der er nævnt tal på mellem 475 og 1.000 gravsteder.

68 af disse blev skønnet til at være bevaringsværdig. De får nu et andet sted. Og endnu eksisterer der et familegravsted direkte på byggepladsen.

 

Hvad gør man ikke for den kollektive trafik?

8 familiegravsteder får også en ny plads. Den sidste begravelse på området fandt sted i 1998. Og her gik jeg og troede, at der var gravfred i mindst 20 år. Og er kirkegården ikke fredet?

 

Hvad gør man ikke for at forbedre den kollektive trafik?

Men hvorfor fører man så ikke linjen gennem det mest folketætte område i Danmark ned til Stengade? Svaret er, at der er penge at hente på Frederiksberg.

 

Kommercielle kultur uønsket

To restauranter blev ødelagt af aktivister. Den kommercielle kultur var uønsket på Nørrebro. Der blev slukket for strømmen, cement blev hældt i toiletterne og lokalerne raseret.

Aktivisterne fik deres budskab bredt ud i medierne:

 

       Det bør være op til de mennesker, der bor her, bruger byen og som holder af stedet, der skal bestemme. Der skal ikke være kæder, der udnytter folk, og som prøver at presse en mainstream – kultur ned over os.

 

2011

Efterhånden blev det trendy, at komme på Nørrebro. Eksisterende forretninger bliver udskiftet i massevis. Nye butikker og restauranter dukker op. Bydelen er blevet ungdommens by.

 

Hyggelig, åben, vild, blød, levende og spraglende

Nye ord, der dækker bydelen er dukket op. Hyggelig, åben, vild, blød, spraglende og levende. Her er masser af sommerfester, nytårsfester og musikfestivaller.

 

Hot spot

Samtidig venter der et stort socialt arbejde. Nørrebro er et af de steder, hvor beboerne tjener mindst. To områder er udpeget som Hot Spot område.

Læser man den rapport, der danner baggrund for Hot Spot indsatsen, bliver man sandelig bekymret.

Rapporten bærer i høj grad indtryk af, at indsatsen ikke er koordineret.

 

En rod på Nørrebro

Janus Nahil Bakrawi som vi kender fra tv – serierne Ørnen og Taxa. Filmen, Pizza King og meget mere, Vi kender ham fra TV2, hvor han jagtede bortførte børn. Ham havde vi forleden besøg af i boghandelen.

Han har lige udgivet en pragtfuld bog – Rod, en Fighters liv.

 

Han blev bortført af sin far til Jordan. Som 18 – årig flyttede han i sin lejlighed i Allersrogade. Han kørte rundt med sine kammerater i en Toyata Corella Twin Camp og spejdede efter danske piger. Han fik af sine kammerater, skyld for at være Danish Crown. Hans kammerater fortalte ham, at danskerne var Danish Bacon Prime. De var usoignerede og usle. De så hinanden halvnøgne og de fortalte racistiske vittigheder.

 

Opgør med Allah

På et tidspunkt spekulerede Janus, at købe en pistol. Men han havde ikke råd til det. Han droppede tanken og tog et opgør med Allah.

 

På legepladsen ved Rådmandsgade begyndte han at spise en hel pakke pølser, som han havde købt i Netto. Det endte med at han brækkede sig ud over det hele i en bus. Hans opgør varede i tre døgn.

 

Mon ikke det er mange unge på Nørrebro, der har denne identitetskrise?

 

Carina – effekten

Fattigdoms – debatten blev helt afsporet. Dem, der har sit på det tørre, fik indtryk af, at de fattige lever på en guldsky. Den såkaldte Carina – effekt, har i den grad sat sine spor. Følgen blev, at de fattige og socialt udsatte yderligere kunne mærke skruen. Og det har ramtNørrebro.

Fattigdom er direkte årsag til social udstødelse, som fører til kriminalitet, misbrig og ghetto – dannelse.

 

Cykel – motorvej

Nørrebrogade er blevet Europas cykel – motorvej nr. 1. Cykelstien er så bred, at der er modkørende trafikanter.

 

Thomas Helmigs Plads

Sankt Hans Plads bliver kaldt for Thomas Helmigs Plads. Det var simpelthen jydernes samlingssted. Ja man påstår at uret på Sankt Johannes Kirken går fire minutter forkert af hensyn til jyderne.

 

Tyg Khad

Elmegade, Blågårdsgade og Jægersborggade er super – trendy. Man får raw – food, sushi, og det gamle begreb, folkekøkken er dukket op.

På Indre Nørrebro har vi stadig området Lille Mogadicho. Her kan du få ægte afrikansk mad. Du kan købe khad og tygge det, hvis du har lyst.

 

Michelin – stjene i Jægersborggade

Og Jægersborggade, hvor der var rockerkrig og hvor, der åbentlyst blev forhandlet hash, indeholder i dag 40 spændende butikker.

Men dengang i fortiden var der fem bagere i Jægersborggade. Nu kan man finde Danmarksmesteren i kaffebrygning i gaden. Og så har en restaurant i gaden fået en Michelin – stjerne.

 

Alberti og barnemoderen

Tænk at næsten hele gaden engang blev ejet af Alberti, politiker og storsvindler. Ja han blev kørt over af en sporvogn ved Fælledvej, og døde et par dage senere.

Og her boede barnemorderen, der havde ca. 23 små børn på samvittigheden. Nogle af mordene foregik i gaden og på Assistent Kirkegården.

 

Hash – handel

Ukendt er det vel heller ikke, at her foregik en livlig hash – handel. De er hvis nok trukket til Nørrebroparken

 

Årets leder

Tænk – så fandt man årets leder på Nørrebro. Det er dejlige rødhårede og temperamentsfulde Lise Egholm. Hun tager daglig sine livtag med muslimske forældre på Rådmandsgades Skole. Man siger, at hun kender navnene på samtlige 600 elever på Rådmandsgades Skole. Det nytter ikke, at være sløv, slap og slasket, som hun selv siger. Der tales 38 sprog på skolen.

 

Højst 50 pct.

Hun står fast, at vores ytringsfrihed, vores trosfrihed og vores demokrati skal bevares. 

Så mener hun, at Københavns Kommune har berøringsangst vedr. skolepolitikken. Lise mener, at der skal være højst 50 pct. tosprogede på en skole.

 

Min mand tror det er Allah

Lise mener også, at der er plads til kvindeoprør hos indvandrerne. Og skal vi lige citere en sætning fra Lises bog: Fra den blå sofa. Det er en indvandrerkvinde, der siger følgende:

 

       Jeg bliver ikke gravid. Min mand tror det er Allah. Jeg tror, det er pillerne.

 

Et stykke musikhistorie er forsvundet

For nylig brændte en bygning på Jagtvejen. Den indeholdt engang Zigøjnerhallen. Her optrådte Bjørn Tiedemann, Ragel Rastenni, Wandy Tvorek, Leo Mathiesen og Victor Borge. Jo det var tider, dengang.

 

En mindepark.

Og når vi så en gang har fået etableret Metro – forbindelse med omverdenen, ja så skal Assitens Kirkegård i 2019 omdannes til historisk mindepark i stil med Kongens Have.

Og så kan man jo mindes Gertrud Bodenhof, der rejste sig fra kisten og gav udtryk for følgende:

 

       Så befri mig dog fra dette mørke sted

 

Vi kan mindes H.C. Andersen, der altid havde en seddel med sig på sine rejser:

 

       Jeg er kun skindød

 

Og endelig kan vi mindes, at der blev bundet en snor til af afdødes storetå. Den var forbundet til en klokkeanordning, så graveren hurtig kunne tiltræde, hvis nu …..

 

Nørrebrogade i fremtiden

Pludselig over nat var nærpolitistationen på Nørrebrogade lukket. Nørrebrgade fik en kedelig rekord. Her sker flest gaderøverier i Danmark. Det bliver begået af unge mænd med knive og løstsiddende knytnæver. De frarøver forbipasserende kontanter, Dan – kort og mærketøj. I – phones er også meget eftertragtede.

 

Også butikkerne oplevere et stigende antal af tyverier og røverier.

 

Nu har man så vedtaget, at rebovere resten af Nørrebrogade. Men hvorfor skal det tage tre år. Har man ikke lært af Indre Nørrebro, hvor det hele på et tidspunkt var kaos.

En bussluse ved Højbanen vil betyde stor udskiftning af detailhandelen.

 

Ja og så har man fået en rød cykelsti som ikke lever op til navnet. I hvert fald ikke i regnvejr. Så ligger alle cyklister og vælter rundt.

 

Jeg vil tro, at hvis Ivan og Ove om ti år vil gå en tur op af Nørrebrogade, ja så vil de ikke

kende den.

 

Afslutning

Livet er sjovest midt mellem orden og kaos. Det er sjovest når verden er præget af netværk, nytænkning, kombinationsevne og mangfoldige mennesker. Så bliver det sjovere og mere effektivt. Sådan var det engang på Nørrebro.

 

Det er altid skidt for livskvaliteten og skidt for økonomien, at reducere mennesker ud fra fordomme.

Jo ringere vores billede er af andre mennesker, des ringere bliver vi selv.

Mangfoldighed giver gode liv.

 

Men ærlig talt, de ord som Nørrebro har brystet sig med som tolerance og plads til alle, har været angrebet flere gange.

 

       Kære tilhørere, tak fordi I holdt ud til det sidste.

       Kære Ivan og Ove, I har gjort en forskel. I bliver husket. Det var atter en ære, at stå her i kirken for femte gang og give jer alle en historie……

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk og www.norrebro.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Byggeren på Nørrebro – nok engang

       Bomben i Søllerødgade

       Hvorfor skulle Janne dø?

       Dramaet i Brorsonskirken

       Røde Rose på Nørrebro

       Byggespekulation på Nørrebro

       Et ”Faderhus” på Nørrebro

       Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade

       Fristeder og Ungdomshus

       Grundtvig på Nørrebro

       Historien om Jægersborggade

       Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

       Nørrebro – den 18. maj 1993

       Omkring Nørrebroparken 1 – 3

       Ungdomshusets historie 1 – 2

Bønderne skulle holde i lange køer. Men politimesteren nægtede at åbne tidligere. Arbejderne på Nørrebro skulle betale for at komme på arbejde, og for at komme hjem. Det var direkte livsfarligt at færdes omkring portene, da trafikken tiltog i 1840erne. Nogle havde fri passage, men reglerne var åbenbart vanskelige at håndtere. Modstanden mod portene voksede fra misfornøjelse til direkte had.

 

Fire porte

Det var dengang, København var ligesom en fæstning. Den eneste måde man kunne komme til og fra byen var gennem mørke og snævre porte. Der var tre mod Sjælland og en mod Amager.

 

Der var lukket

De tre af portene var om natten hermetisk lukkede. Nørreport lukkede ikke helt. Mod ekstra betaling kunne man for lov til at slippe ud eller ind. Seks nætter om året i den såkaldte kildetid stod alle porte åbne hele natten.

 

Bøndervogne i kø

I vintermånederne, når portene først blev åbnet kl. 7, kunne man se lange rækker af bøndervogne, der kom med dagens forråd af torve – varer.

De ventede på, at Konsumtions – kontoret åbnede. Det gjaldt om, at komme tidligt. Det tog ofte flere timer inden den sidste vogn, var ekspederet.

 

Politimesteren sagde nej

Borgerepræsentanter fremkom i 1840 med et forslag om, at portene åbnede kl. 6, da de mente, portspærringen var en hindring for byens handel. Desuden var de kolde vintermåneder ubehagelige for de ventende bønder. Men det ville politimester Bræstrup ikke høre tale om. Han mente ikke, at det var behov for at handelen skulle begynde så tidlig, Og da slet ikke før det blev lyst.

Han mente også at mørket kunne give anledning til tyveri.

 

Dyrt for arbejderne

Men lukningen var også et problem for de arbejdere, der skulle ud til Nørrebro for at arbejde. De skulle betale 2 skilling for passage. Det var en betydelig udgift for arbejderne. Det hjalp heller ikke, at fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard klagede.

 

Afgifter

For bonden var det også dyrt at betale entré til byen. Måske havde han allerede passeret flere bomme for at komme til byen. Enhver ridende og gående måtte til lommerne. Og bonden måtte fra gammel tid betale afgift af næsten alt, som han bragte til byen.

 

Da et par mænd fandt på at grave sand i Valby Bakke og indføre det ind i København måtte de også til lommerne.

 

Bropenge

En række betjente var sat til at undersøge bøndernes vogne for lige at checke, at alt blev betalt. Når man omsider var kommet forbi Acciseboden og Konsumtionsbetjentene kom man til næste spærring, Byens Bom.

Denne var anbragt i selve Ravelinen. Her skulle atter betales. Om dagen opkrævedes den såkaldte Skillingstold eller Bropenge. Denne afgift faldt bort om aftenen, men så trådte andre og dyrere takster i dets sted.

 

Betalingen af de såkaldte Port – eller Passagepenge tilfaldt kommunen. Der betaltes 19 skilling for en lukket vogn, 10 skilling for en åben vogn og 6 skilling for en rytter.

 

Fritaget for afgifter

Der var nogen, der var fritaget for afgifter:

–  Det var alle kongelige vogne, samt kongelige og fyrstelige personer med følge til hest. Generaler og generalstabsofficerer med deres ordonnanser og rideknægte.

Kurerer og stafetter, kørende og ridende poster, vogne der kørte med vildt, fisk, frugt og brænde til kongehusets hofteater. Også vogne med havre, hø og halm til Staldetaten og til de militære.

 

       Alle militære transporter, alle hussarofficerer i uniform og vogne i fadeburs – eller kongerejser. Endvidere sprøjter med karrer og sluffer i ildebrandstilfælde, ligvogne, dag – og natterenovationsvogne og Skyttebrødrene når de på fugleskydningsdagene kørte i procession med Fuglekongen.

 

Endelig udstedtes tegn til fri passage enkeltvis til særlig begunstigede personer, til fremmede gesandter, højtstående embedsmænd m.m.

I alt var der udstedt ca. 600 sådanne fritegn, som skulle forevises ved portene.

 

Hvad var klokken?

En ringning skulle bekendtgøre, hvornår de forskellige takster trådte i kraft. Men man klagede over, at man ikke kunne høre dem. Det var også lidt tilfældigt, hvornår man begyndte at ringe.

Efter lange forhandlinger vedtog man, at opstille autoriserede ure ved stadens fire porte.

 

Den 1. oktober 1842 blev fire nye ure taget i brug. Det var såkaldte bornholmske prøveure uden slagværk. De stod inden for vinduet i bomhuset. Om aftenen blev deres skive belyst af en lygte.

 

Men heller ikke det kunne forhindre uenighed. Det kom til politiforhør i anledning af brandmajor Kellermann påstod at være afkrævet bompenge 1 minut før klokken var 6. Urene slog først, mans han parlamenterede med bommanden om klokkeslette.

 

Hvem skulle nu betale?

En stabsofficer med en forkert hat måtte heller ikke passere. Og kongelige jagtbetjente havde fri passage. Men en dag indfandt der sig ved Nørreport en knægt på ca. 8 år. Han fremviste et jagtskilt og krævede fri passage. Men det ville portbetjenten ikke anerkende. Så knægten blev krævet to gange 6 skilling. Men det viste sig senere, at knægten var jagtbetjent. Han var sendt i byen af en skovrider. De 12 skilling måtte betales tilbage.

 

En minister – karet, der indeholdt ministerens tre børn og guvernante kunne ikke få fri passage. Bomforpagteren konfiskeret tegnet. Men justits – og udenrigsministeriet måtte i gang med at arbejde.

Forholdene mellem portbetjentene og publikum var i konstant krigstilstand.

 

Ville ikke betale

Det skete også at vogne i stærk fart forsøgte at køre forbi bomhuset uden at betale. Blev de så standset, ja så måtte man betale en bøde på en rigsdaler.

Vrede kuske kastede penge til bommanden på gaden. Men fik man vognen standset, måtte han selv stå af vognen og samle pengene op.

 

Det skete ikke så få gange, at bomvagten heller ikke kunne finde ud af de indviklede regler. Så måtte retten tage over. I 1851 tomlede ministeriet med en afgift, som de kaldte passagepenge.

 

Porten var for smal

I 1840 måtte bommen ved Vesterport tages bort i forbindelse med Frederik den Sjettes begravelse. Den var for snæver til, at ligvognen kunne passere igennem. Straks efter tilbagekomsten fra Roskilde blev den dog sat på igen.

 

I 1848 var den atter nedtaget på grund af ingeniørarbejde i Ravelinen. Da den igen skulle sættes op, protesterede kæmneren. Bommen ville nu skræmme den nu smukke Avenue til Staden.

Men bompagterne forlangte den, da de ellers ikke kunne få penge ind til byen.

 

Samme problem opstod ved Nørreport nogle år senere. Her var det Ingeniørkorpset som frarådede genanbringelse af den gamle bom. De foreslog i stedet en jernkæde mellem to lygtepæle. Det modsatte bomforpagteren sig. Men kæden blev dog nu anbragt trods forpagterens protest.

 

Forpagterne beskyttede sig selv

Forpagterne havde lavet deres egen forening. De var de eneste, der vidste, hvor meget forretningen indbragte. Ingen andre turde byde på forpagtningen, og det var foreningen glade for. Men i 1849 brød kommunen denne ordning.

 

Farligt at passere portene

Det var heller ikke helt ufarligt at passere portene. Portene var alt for snævre til at tage den enorme færdsel. Forholdene blev hele tiden værre. Trafikken voksede med forstædernes tiltagende bebyggelse. I 184oerne blev omnibusser og store diligencer taget i brug. De gående måtte trykke sig helt ud til siden.

 

Kritik i medierne – dengang

Fædrelandet skrev i 1845, at Vesterport var så smal, at to mennesker ikke kan gå jævnsides, når en vogn på samme tid kører igennem. I løbet af en halv dag passerede to gange 10.000 mennesker.

 

I en artikel fra 1847 skildrer samme blad indgangen til København:

 

       Man forsøge om muligt at sætte sig ind i deres Sted, der første Gang føres forbi disse Toldhuse, disse uforlignelige Bomhuse, disse Vagt – og Sprøjtehuse, disse i alle Kroge besudlede Porte, gennem al denne Tranghed, hvor Mennesker og Kvæg, kørende og gaaende, Omnibusser og Ammer med Børn paa Armene og Livet i Hænderne presses og stuves igennem den ene snævre Aabning for at slippe ud og ind. Og al den Styghed og Usselhed danner Indgangen til et Riges Hovedstad, en kongelig Residensstad.

 

Pontonbro

I 1843 indgav kommunalbestyrelsen et andragende til kongen om at Nørre – og Vesterport måtte blive udvidet. Forslaget blev afvist, men kongen påbød at der midlertidig skulle anlægges en bipassage for fodgængere på en pontonbro over fæstningsgraven ved Vesterport. I dette og det følgende år lå denne pontonbro fra midt i april til midt i oktober.

Men den gavnede nu ikke ret meget.

 

Tunneler

I 1845 fremkom nye tanker om Vesterport. Arkitekt Herholdt foreslog at lægge tunneler gennem volden på begge sider af porten, men heller ikke dette blev til noget.

 

En lille lettelse

Krigsbegivenhederne i 1848 betød en lille lettelse. Den 6. april bekendtgjorde Københavns guvernør, Landgreve Wilhelm af Hessen, at Vesterport indtil videre, at hensyn til de med jernbanen ankommende eller afgående kurerer skulle stå åben hele natten.

Borgerrepræsentationen så muligheden i at nedbryde porten helt, men det kunne Krigsministeriet dog ikke tillade.

 

Misfornøjelse voksede til had

Befolkningens misfornøjelse voksede til et virkeligt had.

Og da de endelig blev sløjfet, betragtede befolkningen det som en sejr.

 

Kilde: Se

       Litteratur København (under udarbejdelse)