Mystikken omkring Guldhornene breder sig. I Rusland fandt man pludselig en elfenbens – kopi. Men hvorfor har man ikke værnet mere om dette Danefæ. Og hvorfor undersøgte man ikke guldhornene ordentlig, mens vi havde dem? En forkælet prins fik lov til at bruge det ene horn, som drikkekrus. Og den lille pige, der fandt den første guldhorn var 23 år. Havde hun en kæreste i Møgeltønder? Vi prøver her, at aflive nogle af myterne. Og var husmand Jeck drikfældig?

 

Et godt spørgsmål

En læser , Eva, har spurgt om, det man fandt i Rusland var en efterligning af guldhornene i Gallehus. Det kigger vi  på . Vi har i to tidligere artikler skrevet om Guldhornene fra Gallehus. Så vi kan rolig kalde denne for vol. 3.

 

Vi forholder os kritisk

Nu kunne vi jo selvfølgelig som andre historikere, bare finde den mest velklingende beretning og afskrive den. Men sådan foregår det ikke her på siden. Vi kigger lidt kritisk på Guldhorn – beretningerne.

 

Guld har været dragende

Guld har altid været dragende. Konger ansatte alkymister i håb om, at de kunne omdanne metaller til guld. Se bare her på siden artiklen om Guldhuset.

Det første guld optræder i Danmarkshistorien et par tusinde år f.Kr. Men det er vel i 400 – 500 – tallet vi har den mest guldrige periode i landet. Mange hundrede fund med en vægt på hen ved 45 kg. Stammer fra dette korte tidsrum.

 

Størst, tungest og mest særpræget er de to guldhorn fra Gallehus. De eksisterer ikke mere. Tænk, de blev stjålet og omsmeltet.

 

Urnordiske runer

De to horn var konstrueret ens. De var begge dobbelte med en glat indre horn af 12 karats guld. Overfladerne var udsmykket med et væld af menneske, dyre og fabelfigurer. De var omgivet med geometriske figurer i vandrette felter.

 

Mange af motiverne stammer fra den græsk – romerske kunstverden. Men det nordiske islæt kommer frem på det ene af hornene. Her står med urnordiske runer:

 

       Jeg er Lægæst – Holters søn – gjorde hornet.

 

Et oldnordisk blæseinstrument?

Ole Worms tolkning var, at vi havde at gøre med et oldnordisk blæseinstrument fra Frode Fredgods tid. Fra anden side, er det hævdet, at hornet var beregnet til at drikke af og stammede fra Arkona. Valdemar den Store skulle have bragt dem til Slesvig.

 

Forskellige tolkninger

Ole Worm mente at hornene havde tilknytning til den nordiske eddamytologi, de keltiske kulturceremonier og dets druidelære, til astronomi og til kultiske karneval og optog.

 

Man tolkede også denne indskrift forskellig. Det kunne være et sted, hvor der var ly, det vil sige en lejr, hvor folk opholder sig.

 

Var det kongen?

Måske er Hlewagastir guldsmeden. Hvis der henvises til en konge kunne det være Liutgast, folkevandrings – kongen i Danmark, der var rig på guld.

Han deltog muligvis kampene mellem hunner, sakser og burgunder i 437.

 

Ændret til drikkehorn

Men vi skal huske på, at det første horn var beskadigede, da de blev fundet. I Christian den Fjerdes hof blev de sat sammen til et drikkehorn. Ved den lejlighed blev de forsynet med skruegang og bundprop. Måske blev de nedre ringe også påmonteret. Disse er uden motiver. Måske er de brede glatte flader også påmonteret. Så var krusene nemlig mere behagelig at drikke af.

 

Samme værksted?

Vi ved ikke, hvor omfattende restaureringen har været. I Kunstakammeret dengang fornøjede man gæsterne ved at tude i det. Fælt lød det i hvert fald. Siden har man så troet, at det var drikkehorn.

 

Man er enige om, at hornene er fremstillet i Danmark omkring 400 – 450 e. Kr. Våben, dragter, teknik og findested peger i den retning. Man mener også, at de to horn er fremstillet på samme værksted.

 

Måske blev guldhornene brugt i forbindelse med ritualer eller religiøse ceremonier.

 

Landet blev skånet

Mystikken breder sig, for alt tyder på, at hornene var bevidst ødelagt før de blev lagt i jorden. Alt tyder på at det må have været offergaver. Grænsen måtte beskyttes. Vejen lå åben for Europas plyndrende horder. Det var vel naturligt, at bede Guderne om hjælp ved at ofre det fornemste, som nogen nordisk konge, nogen sinde have ladet fremstille. Som tak skånede de landet for Attilas frygtede krigere.

 

Stor uenighed

Det sidst fundne horn er yngre det første. Og nogle mener, at det ikke er samme mester. Heller ikke alle er enige om, at guldhornene kommer fra Norden. Man mener, at guldhornene kan stammer fra det østlige Gallien. Andre mener, at de stammer fra Rhin – området.

 

Det første besøg

En ung kniplerske fra Østerby, Kirstine Svendsdatter var den 19. juli 1639 kommet ad vejen mod Møgeltønder. Der hvor vejen delte sig mod Tønder i landsbyen, Gallehus så hun en trærod stikke op. Ja navnet har byen efter den galge, der stod på byens mark. Men det spekulerede Kirstine ikke på. Hun gik videre. Men det havde dog alligevel vakt hendes nysgerrighed. Ved første besøg skulle hun have haft en stok i hånden, og slog til træroden.

 

Nogle beretninger går ud på, at hun var en ung pige, men Ole Worm berettede om, at hun var 23 år. Pigen var ikke fra Gallehus men Østerby.

 

Havde Kirstine en kæreste?

Hvad skulle Kirstine i Møgeltønder? Hun var 23 år, så hun kunne måske have haft en kæreste i Møgeltønder. Hun boede åbenbart sammen med hendes bror. Og der var ingen forældre.

 

Var veninderne med?

Den 27. juli gik hun forbi stedet igen. Det var lørdag og hun var igen på vej til Møgeltønder. Denne gang var et par veninder med. Hun så roden igen. Og nu skulle det da undersøges. Hun trak den op, og skyllede den i en grøft. Veninderne drillede hende, men hun tog den dog med hjem. Og hun gemte den. Alle der så den fortalte hende, at det var bare et sølle gammelt jægerhorn.

 

Teger guldet med hjem

Men det sjove er, at nu skulle hun åbenbart have haft en lædertaske med. Måske var hun indstillet på, at tage genstanden med. Men i den uge, der var gået kunne andre jo have taget genstanden.

Hun ligger på knæ, tager genstanden op, og vasker den i en nærliggende bæk. Så lægger hun genstanden i sin taske og går til Tønder. Men modet svigter hende. Hun vil ikke gå hen til guldsmeden, eller er hun bange for, at han skal narre hende? Hun tager hjem igen.

 

Denne forklaring, kan godt harmonere med, at Kirstines bror, påstod at hun gemte guldet under sengen.

En anden beretning går ud på, at to mænd skulle have været i hendes hjem, og spøgende foreslået hende at afhænde genstanden til en hornist.

 

Men i indberetningerne har man fundet ud af værdien. I en af disse beretninger snakker man om, at værdien kan sammenlignes med en værdi som en herregård.

 

Tog veninden hen til guldsmeden?

På dette horn sad en række ringe. Og en af disse tog Kirstine så men til en guldsmed i Tønder. Kirstine var dog lidt bange for at blive til grin. Men alligevel, mente hun, at det måske var noget. Og der var det sandelig. Guldsmeden erklærede, at det var det pureste guld.

 

Men det er nok ikke den rette forklaring. Kirstine havde en veninde i Tønder. Det var Maren Andersen, en købmandsdatter. Antagelig har hun fået hende til gå hen til guldsmeden.

 

Var Amtmanden indblandet?

Amtmanden ville gerne se Kirstine og guldhornet. Med vold og magt blev hornet skilt fra hinanden. Det blev besigtiget og beskrevet af en rådmand.

Den friske Kirstine kontaktede amtmanden om en vogn, så hun kunne overbringe hornet til Kong Christian den Fjerde. Kongen opholdt sig på den tid i Glücksstadt med sin søn, Prins Christian.

 

Men det ville amtmanden ikke. Han sendte hende til lensmanden i Ribe. Men amtmanden ville nu også selv have en del af kagen, så han sendte to karle med skovle til Gallehus. Nyheden var dog nået kongen. Han befalede, at hornet skulle overbringes ham, og en dusør skulle gives til pigen.

 

Og den beretning stemmer heller ikke helt overnes, men en anden beretning. Her meldes om, at Kristine personlig kendte borgmestren i Tønder. Han hjalp hende tilrette. Og det var ham, der tog med hende til lensmanden i Ribe.

 

Lensmanden var ikke hjemme

Lensmanden, Gregers Krabbe var ikke tilstede. Antagelig var han på Glücksborg, for at besøge kongen. Der blev talt med Ladegårds – fogeden.

I indberetningen beskriver man hele tiden, Kirstine som en fattig men ærlig person.

 

 

Vidner fra Tønder

Ole Worm taler om to personer i Tønder, der har været vidner i forbindelse med den beretning, som han udarbejdede. Det skulle have været to slesvigere, Dirk van Lütten og Troels Arnkiel.

 

En kjole i dusør

De fine herre i Tønder gav Kirstine en ny kjole. Prins Christian plagede sin far. Han ville have hornet, og smelte den om som drikkepokal. Hans hofmand, Geersdorf reddede dog danefæet i første omgang ved at erklære, at hornet skam var udfærdiget som drikkepokal. Og det var allerede sket i oldtiden. Så blev hornet ellers forsynet med en guldskrue for at lukke bunden

 

Drikkelegen

Prins Christian var ret så forkælet. I en alder af 32 år opfandt han Guldhorns – drikkelegen. Han var den såkaldte udvalgte prins. Man skulle bunde det fyldt med vin. Og det kunne trods alt rumme 1,4 liter. Hans far sendte bekymret bud efter den ansete livlæge Ole Worm. Og lægen blev mødt af en udfordring. Han skulle tømme indholdet i det 71 cm lange horn.

 

Kobberstikkeren havde for lidt tid

Og Worm må have vidst og fornemmet, at det var noget særligt. Han forfærdigede en publikation og et kobberstik af hornet. Da kobberstikket var færdig, beklagede Worm resultatet:

 

       Om blot kobberstikkeren havde tilbragt mere tid med hornet

 

Mange fantastiske beretninger

Prinsen døde allerede i 1647. Og så overgik hornet til Rosenborg Slot. I 1680 blev det overført til det nystartede kunstkammer ved Christiansborg. Her fik det selskab af det korte guldhorn i 1734.

 

Og der var mange meninger om guldhornet. Se bare her:

 

       i 1644 mente provst E.N. Rudolph i Holsten, at hornet var fremstillet mellem år 828 og 995 e.Kr. under kristendommens indførelse i Norden

       Samme år mente Københavns Biskop, P. Winstrup, at hornet havde forudsagt den dansk – Svenske krig i 1643. Det brugte han 54 sider på – i latinske vers.

       I 1685 sagde provst Arnkiel i Aabenraa noget rigtigt. Han knyttede det lange horn til Oldtiden. Han mente, at det var brugt af Cimbriske offerpræster. Dermed var man i nærheden af en ren hedensk genstand.

       I 1680erne mente en professor, at det var en kongelig gave til et stort tempel.

       I 1725 mente en tysk alkymist, at det måtte være ægyptisk. Og så kunne man læse opskriften både på guld og de vises sten.

 

Det andet guldhorn

Det var den 21. april 1734. Husmanden Erik Lassen gravede efter ler. Det var det samme jordstykke, hvor Kirstine Svendsdatter havde fundet det første guldhorn. Det nye guldhorn blev fundet ca. 20 meter fra det gamle findested. Og begge guldhorn er lavet af udsøgt finnt guld og samme udsædvanlige teknik.

 

Erik var husmand på Schackenborg Gods. Til daglig blev han bare kaldt for Jerck.

 

Han skulle have nyt gulv i sit lille hus. Det var derfor han havde brug for ler. Han havde kun gravet ganske kort, da nåede glimtede. Han rendte over vejen og råbte:

 

       Mutter, i daw ha æ fortjæn noue å drik

 

Det pureste guld

Jeck vidste godt, hvad han havde fat i. Alle på egnen kendte historien om guldhornet. Man hornet var ikke helt perfekt. Det var brækket over. For en en sikkerheds skyld brækkede han et lille stykke af, og sendte det med sin søn Jacob til guldsmed Hendrich Koelsted. Guldsmeden var ikke i tvivl. Det var det pureste guld. Han købte det lille stykke for en sølvknap.

 

En sur godsforvalter

Næste dag mødte guldsmeden slev op, for at byde på hele hornet. Men Jeck afviste tilbuddet. Han vidste godt, at fundet tilhørte kongen eller hans adelige stedfortræder, Grev Otto Diedrich Schack.

 

Sammen med guldsmeden gik Jeck nu til sin chef, Greven. Guldsmeden skulle bevidne ægtheden. Problemet var, at hornet var knækket over. Men godsinspektøren mente, at Jeck selv havde brækket den over.

 

Seks stærke karle blev nu sendt til Gallehus uden dog at finde de rester der manglede til det seneste fund.

 

Var husmanden drikfældig?

Greve Schack gav 200 rigsdaler i findeløn, og sendte det nye guldhorn til København. Greven mente, at de to guldhorn skulle udstilles sammen.

 

Den lille husmand fik ikke meget glæde af findelønnen. Han døde kun otte måneder efter, blot 56 år gammel. Man undersøgte hans forhold og fandt ud af, at han havde opsparet en betydelig rente. Så det er nok ikke brændevinen, der har gjort det af med ham, som mange historikere gerne vil bilde os ind.

 

Jordstykket blev endevendt

Jordstykket er blevet endevendt mange gange. Senest i 1951 af P.V. Glob. Nu står der to sten cirka på pladsen. For vejen er siden blevet reguleret, så stenene står ikke på den oprindelige findested.

 

Er der mere guld i Gallehus?

Glemt er, at i 1795 blev der fundet en guldbarre på cirka 100 gram, ikke så langt derfra.

 

En lokal historie fortæller, at der omkring 1830 skulle være fundet endnu et guldhorn. Det skulle være blevet sendt til Hamborg og omsmeltet.

 

Guldfeberen har antagelig lagt sig i Gallehus og omegn.

 

Guldhorn stjålet første gang

Den 4. maj 1802 blev guldhornene stjålet af Niels Heidenreich. Han var en fattig guldsmed og urmager. Han brød ind ved hjælp af to nøgler. Næste morgen blev tyveriet anmeldt. Tyven blev eftersøgt i datidens medier og skillingsviser. Og så vankede der 1.000 rigsdaler i dusør samt fuld anonymitet.

 

Oldermanden fandt tyven

Det var guldsmede – lavets oldermand, der opdagede tyven. Under falsk navn havde Heidenreich solgt nogle pagoder, som oldermanden senere købte.

 

Pagodeguldet var iblandet messing. Det opdagede oldermanden og meldte det til politiet. Heidenreich gik i første omgang fri. Men oldermanden overvågede ham sammen med nogle kollegaer. De så også, at han skaffede sig af med nogle møntstempler, som han kastede i Stadsgraven.

 

Han havde da købt Klarboderne 12. Et chatol med skjulte guldklumper havde han deponeret hos sin søster. Heidenreich blev endelig pågrebet den 27. april, og tre dage efter tilstod han tyveriet.

 

Guldhornene havde han da for længst smeltet i sit køkken. Han fremstillede smykker, skospænder og pagoder af guldet. Den 10. juni blev han dømt til tugthus.

 

Oehlenschläger var lige i nærheden

Og vi kender jo alle digtet Guldhornene af Adam Oehlenschläger. Digtet blev skrevet lige efter ad blev stjålet. Og det var faktisk kun få husnumre fra hvor guldhornene blev omsmeltet. Og det var på hjørnet af Lars Bjørnstræde og Studiestræde.

Efter tabet af guldhornene er de blevet symbol på Danmarks glorværdige fortid, godt hjulpet på vej af Oehlenschlägers digt.

 

En lille rest af Guldhornene?

Og her sad han til 1840. Han døde fire år efter. Alle dem, der havde købt guldhorns – guldet leverede det tilbage. Det blev så smeltet om på den Kongelige Mønt. Guldhorns – guldet var nu endelig forsvundet. Det vil dog sige, at der måske er en enkelt lille rest tilbage.

 

Heidenreich forærede nemlig sin nabo nogle øreringe. Og disse øreringe befinder sig nu på museet i Ringe. Nationalmuseet fik dog i 2004 foræret en lignende par.

 

Ny kopi blev ikke anerkendt

Efter tyveriet blev kopier af de to horn fremstillet ud fra tegninger og vidner. I 1970 erne blev en ny kopi udført af sølvsmed Folmer Dalum. Det tog ham syv år. Og selv om de nye kopier er tættere på virkeligheden fik han aldrig en ordentlig anerkendelse.

 

Flere tyverier

Moesgårds Museums kopier af guldhornene blev stjålet i 1993. de blev dog kort tid efter fundet i en skov ved Hasselager.

 

Og for at det ikke er løgn, så blev 1800 – tals kopierne stjålet den 17. september 2007 fra Kongernes Jelling, hvor de var udlånt af nationalmuseet.

 

Ingen aprilsnar

Så kunne historien have været slut, men så i 2009 overbyder det ene medie det andet med sensationen:

 

       Langt bedre kopi af Guldhornene er fundet

 

Hvad var det for noget? Det var langt til 1. april og ikke tale om en aprils – nar. Jo en ihærdig arkæolog og rejseleder har genfundet en elfenbenskopi af det største af guldhornene i Vinterpaladset i Skt. Petersborg. Kopien lå gemt i en skuffe hos en ledende medarbejder på slottet.

Det utrolige er, at kopien er fremstillet før 1693.

 

Er der mere i Tyskland og England?

Man kendte godt til dette horns eksistens, men den havde været forsvundet i 112 år. De kloge kunsthistorikere mener, at det er kunsthistorikere Bendix Grodtschilling, der har lavet elfenbenshornet. Og nu kommer det også frem, at der muligvis findes to mere, et i Tyskland og et i England.

 

Og kopien i Rusland er angivelig tættere på virkeligheden, end det man kender i Danmark.

Og til Eva, der har spurgt til dette, kan vi oplyse, at det var Frederik den Fjerde, der skulle have foræret zar Peter den Store elfenbens – kopien.

 

Men kopien i Rusland og er større end originalen.

 

Også kopi på Gråsten Slot

På Gråsten Slot findes også to kopier, dog kun lavet i sølv. Det var dem, som Christian den Tiende fik overrakt ved afslutningsfesfesten på Dybbøl Banke den 11. juli 1920.

 

Gravet ned af druider?

       I 1734 mente advokat, B. Grauer i Tønder, at hornene var gravet ned af druider. Det korte horn var et minde om Odins død.

       Samme år fik man at vide, at begge horn var fremstillet i England af Angelsakserne

 

Er guldhornene ældre?

Og mystikken breder sig yderligere. For de arkæologer der fandt elfenbens – guldhornet påpeger, at det er almindeligt, at man ofte i rige grave fra 150 – 300 e.Kr. har fundet flotte brætspil. Men sådanne spil var forsvundet i 350 – 450 e.Kr.

Men de figurer der er anvendt på hornet minder meget om de figurer, man anvendte på brædtspillene. Så er guldhornene fra Gallehus i virkeligheden fra yngre romersk jernalder?

 

Hvorfor var historikkerne så sløve?

Man kan så undre sig over, at historikere og arkæologer i så lang tid har været så uinteresseret i guldhornene. Først da originalerne blev stjålet begyndte man at interessere sig for guldhornene. Men undersøgelserne baserede sig på Ole Worms optegnelser. Og kære læsere, det er nok ikke det sidste, vi har hørt om guldhornene.

 

Og ja, tak til Eva for spørgsmålet. Vi fik hvis nok en interessant artikel ud af det.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

       Litteratur Møgeltønder 

 

Hvis du vil vide mere:

       Guldhornenes ældste historie

       Møgeltønder – dengang

       Dagbog fra Møgeltønder

       Møgeltønder Kirke

       Møgeltønders Historie

       Oprør i Møgeltønder

       Præsten fra Daler

       Schackenborg i Møgeltønder

       Vikinger i Vadehavet