Artikler
Juni 22, 2012
Erik Martens på 77 år har sendt os disse fornøjelige men også til tider rystende erindringer. De boede seks mand på 35 kvadratmeter. Så røg man cigaretter i smug, og samlede tobak. Erik var også offer for den særegne pædagogik i skolerne på Nørrebro – dengang. Han gik selv på Havremarkens Skole. Den har han nedfældet i verseform. God fornøjelse og tak til Erik.
Erindringer fra 1942 – 1949
Erik Martens fortæller i den artikel, om sine erindringer i Lundtoftegade på Nørrebro fra 1945 – 1947.
Bagefter skal vi opleve skoleerindringer på vers fra 1942 – 1949. Vi ønsker god fornøjelse med dette fornøjelige læsning fra Eriks barndom.
Seks mennesker på 35 kvadratmeter
Vi boede i Lundtoftegade 36. Det var på anden sal til højre. Vi var seks mennesker på 35 kvadratmeter. Lejen var 30 – 35 kr. om måneden.
Det var en stor firkantet ejendom, med en stor gård. Her var også en græsplæne på ca. 50 x 50 m. men ak den var kun til pynt. Vi måtte ikke lege derinde. Hvis vi gjorde det var der ballade med gårdmanden Hammerlars.
Vaskedag – en gang om måneden
Min mor havde vaskedag vaskedag en gang om måneden. Det var oppe på femte sal, hvor der var vaskekælder. Ja det lyder sjovt. Det var en kæmpestor grukedel i træ. Når hun var færdig med at vaske, så kom vi unger i baljen, og blev vasket en efter en. Senere blev det Frederiksberg Svømmehal.
Sjov fra cykelkælderen
Der var tørreplads på bege sider af græsplænen, samt hus til skraldespandene i alle fire hjørner. Der var kældre til både koks og kul, samt cykelkælder. Her var også kældervinduer. Nogle kunne åbnes, og her lavede vi sjov. Det var så dem, der gik forbi oppe på gaden, der gik ud over.
Vi havde noget lys kinesertråd, som vi bandt en 25 øre fast i, og den lagde vi på gaden ud af vinduet. Når der så kom nogen forbi og så mønten, bukkede de sig ned for at få fat i den. Men så trak vi i snoren, så mønten flyttede sig et godt stykke. Så udbryd de som regel: De forbandede unger. Det synes vi, var sjovt.
Samlede tobak
Vi samlede også cigaretskodder op på sporvognslinje 7`s endestation, som lå for enden af Lundtoftegade ved Nørrebro Station.
Det var jo ikke filter på cigaretterne dengang. Så vi tog resten af tobakken ud af stumpen. Så rullede vi cigaretter af lokumspapir. Det var fandeme ulækkert.
Røg cigaretter
Vi røg cigaretter i den store tønde i Nørrebroparken lige ud mod Stefansgade. Det var før vi skulle på Fritidshjemmet. De kostede 1,05 kr. pr. pk. Hvor vi fik pengene fra, ved jeg ikke. Men det var mange penge. Havde min mor vidst det, havde vi fået bank.
Tidlig på Fritidshjem
Vi var i Fritidshjem kl. 7 om morgenen, fordi min mor skulle påbegynde arbejde kl. 6. Så var det vores søster Åse, der sørgede for, at vi kom derhen, inden hun gik på arbejde. Hun var ældre end os tre drenge, og var bogbinderske hos P. Haase og Søn i Løvstræde. Her tror jeg også hun blev udlært. Hun kom til Gyldendal, hvor jeg også var i 14 dage. Derefter kom jeg til Kødbyen, hvor jeg var resten af mit arbejdsliv.
Til skoletandlæge
I første og anden klasse gik Erik til tandlæge på Hillerødgades Skole. Ellers foregik det på Stevnsgades Skole. Og det var helt oppe på femte sal. Erik var meget bange. Måske var det fordi, han ikke vidste, hvad der skulle foregå. Tandlægen talte nemlig et fremmed sprog, som han slet ikke forstod, og det var svensk.
Skoleerindringer på vers
Erik Martens har nedfældet sine skole – erindringer i vers – form. Genialt og sjovt, men også rystende. Her kan vi godt forestille os, hvad der skete på Havremarkens Skole – dengang.
Skoleerindringer på vers af Erik Martens 1942 – 1949:
Vores klasselærer Hr. Lomborg var en tyran ,
han har sikkert ikke haft det godt som barn,
han tilløb to,
når han med spanskrøret slog,
så han troede det ville svirpe,
han stoppede op, og slog,
men da var der faldet ro,
over den aldrende herre,
det første slag ku` værke,
men de to andre ku` man slet ikke mærke.
Vores regnelærer Frk. Jensen, var lidt original,
men hun kunne svinge sin lineal,
hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme,
så kan det nok være vi kom i klemme,
frem med fingrene, og af linealen vi fik,
der somme tider i stykker gik,
og så fik hun brug for den næste,
med hun havde et lager, at linealer, det er klart,
for hun ødelagde dem i en gevaldig fart.
En sveder vi fik i ny og næ
og det kunne godt få en i knæ
for man vidste, de andre skulle ud og lege,
imedens man kunne sidde tilbage og stege,
man vidste, de fodbold skulle ud og spille,
imedens man en hel time bare næse ku` pille,
se det var ulempen ved en sveder,
for en hel time, man sidder og keder.
Tak til Erik Martens, for de fornøjelige erindringer.
Dengang.dk indeholder flere artikler om skolernes særegne pædagogik – dengang.
Juni 22, 2012
Arbejdsløsheden hørte til dagens orden. Fatter investerede i sprit, når han endelig fik løn. Sporvogns – arbejdere arbejde 58 timer om ugen. Der var slyngelskole og skole for de fine. I skolen var der masser af korporlig afstraffelse. Hygiejnen var forfærdelig. Lejlighed behængt med utøj. Lærertiden var et mareridt. Men der var også et par rige mennesker på Nørrebro. Masser af muligheder for at høre musik, gå til foredrag m.m. Læs om livet på Nørrebro 1900 – 1920.
Faderen forsvandt
Det var ikke unormalt at faderen dengang forsvandt sporløst og forsvandt fra al ansvar. Utroskab var også udbredt dengang omkring år 1900 på Nørrebro. Ofte måtte familiemedlemmer træde til.
Fatter havde investeret i brændevin
Syning og cigarret – rulning blev til et fag, hvor man kunne tjene penge. Det var hjemmearbejde, men ikke den store guldgrube. Mange børn voksede op i økonomisk elendighed. Man boede i 2 – værelses lejligheder.
Drikfældigheden var stor på Nørrebro. Der fandtes et utal af værtshuse og kælderbeværtninger. Slagsmål og skænderier hørte til dagens uorden. Det mærkede man særlig i lejekasernerne omkring lønningsdag. Fatter havde investeret det meste i våde varer. Det billige brændevin hørte til dagens fornødenheder.
Arbejdsløsheden hørte til dagens orden
Ofte oplevede man en tyk politibetjent i en lang uniformsjakke og med blank hjelm på hovedet trække afsted med en sølle fulderik. Der var altid et hav af nysgerrige unge med på kig.
Arbejdsløsheden hørte til dagens orden. De gode gamle dage var for mange på Nørrebro en rædsel. Og den megen fattigdom, der herskede på Nørrebro, gik ud over børnene. Om sommeren gik de barbenet. Om sommeren var træskoene højeste mode. Læder – fodtøj var et status – symbol.
Et fattigfint proletariat
Arbejderne og håndværkerne havde i utallige år fundet sig i slavelignende forhold. Men slavementaliteten blev afløst af holdning. Man rankede ryggen. Arbejdsgiverne knurrede. Tænk at lønmodtagere kunne finde på at kæmpe for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile.
Arbejderne regnede ikke handels – og kontorfolk for noget. De deltog ikke i kampen. Eneste fordel for dem, var at de gik med flip. Derfor blev de kaldt for flipproletariatet. Og det var virkelig et fattigfint proletariat.
Og skulle man dengang have plads i en sporvogn, skulle man bare tage avisen Socialdemokraten frem, ja så blev der pludselig plads på hver side.
Lang vej til lokummerne
Mange fattige familier var velsignet med en stor børneflok. De måtte klumpe sig sammen i en alt for lille lejlighed. Retirader og skarnkasser stod på rad og række i den lille mørke gård. Der var ikke lys på køkkentrappen, hvis trangen viste sig efter mørkets frembrud. Og det var en god ide, når man endelig var kommet ned i gården, at banke med træsko eller lignende. Så var man da fri for rotterne.
Lokummerne var som regel overfyldte, Som toiletpapir brugte man avispapir.
Foran på trapperne var det et åbent gasblus på hver etage.
Trapperne skulle vaskes fra etage til etage af beboerne. På køkkentrappen skulle der strøs frisk sand. Hver uge kom en sandhandler til gårdene.
Alt legemlig vask foregik fra vasken i køkkenet, og en gang imellem blev der sat en balje med vand på gulvet.
De lange vinteraftener
De lange vinteraftener foregik med at lave lektie, læse, skrive, tegne, klippe billeder m.m.
Af legetøj kunne det være en fæstning med tinsoldater.
Legetøjsforretningen
Møllers Legetøjsforretning med de to vinduer i Fredensgade kunne ellers godt friste. Butikken var et rent børneparadis. Her fik man for 1 eller 2 øre henholdsvis et kvart eller et halvt ark Neuruppin – billeder. Et helt ark kostede 4 øre. Det var enten ark med tegninger af træer, dyr, genstande m.m. De kunne bruges til billedlotteri, når man besad de tilsvarende ark til brikker. Andre ark var med soldater og dyr.
For to øre kunne man få kartoner med huse, kirker og møller. De var lige til at klippe ud og sætte sammen
Så er der gæster
Dem, der havde plads og råd til det, fik gæster, hvor man spillede kort. Så måtte man også en tur til bageren efter brød og fløde. I en lille spand blev der hentet for 5 – eller 10 øre fløde. Fløden blev opbevaret i et stort blikfad.
Og så kunne man ellers byde på 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 – øres til børnene. Man kunne også byde på 5 – øres kager.
Efter kaffen blev børnene gennet ned på gaden eller puttet i seng.
Mange lege
De børn, der ikke havde Ladegårdsåen havde gaden og gården at lege på og i. Her blev der leget Skjul – Røver og Soldater. Gorm den gamles Kæmper eller som det hed Hest og Vogn. Det sidste bestod af et langt stykke sejlgarn bundet om ærmerne, og en bagved løbende dreng. Han havde selvfølgelig også en pisk.
Der var mange beværtninger dengang. Og særlig i weekenderne så børne ofte betjente trække afsted med en fuld støjer. Det gav så anledning til at lege betjent og fuld støjer. Den fulde støjer blev selvfølgelig puttet ned i kælderen.
Store vaskedag
I de tidligere morgentimer stod de fattige koner med deres spånkurve foran bagerbutikkerne for at sikre sig gammelt bagerbrød for at kunne fodre de mange sultne munde med.
De stod i dybe, mørke kældre under skæret af en søvnig petroleumslampe og sled med storvasken. De brugte grøn sæbe, skurebørste og vaskebrædt. Ja ofte gik de også ud og vaskede for deres bedre stillede medsøstre. Det kunne for 10 – 12 timers arbejde indbringe 2 kr.
Hygiejnen – dengang
Hygiejnen var på et lavt niveau. Lejlighederne var befængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde lus. I skolerne havde man jævnlig besøg af lusemor, som var en sygeplejerske, der tog børnene under kærlig behandling når det mindste tegn på husdyr viste sig.
Hundrede af lopper, tusindvis af lus, myriader af væggetøj kunne godt give urolige nætter. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig og den tredje vendte sig. Så kunne det jo være, at den fjerde tissede i sengen. Det var ikke unormalt at fire børn skulle dele en seng.
Dødeligheden var stor. I årene omkring 1900 krævede tuberkulosen mange ofre på Nørrebro.
Domineret af hestekøretøjer
Gaderne var domineret af hestekøretøjer. De blev brugt til transport af enhver art, lige fra hestedrosker til renovation.
Det vakte opmærksomhed, når brandvæsenet masede sig frem i gaderne med megen larm og klokkeklemten. Det var hestetrukne slukningskøretøjer, nogle endda med fire heste foran. Den skinnende flotte dampsprøjte vakte berettiget opsigt med en rygende skorsten og gnister.
Ambulanceudrykningen foregik med en enspænder. På vognens bagerste trinbræt stod der ofte en politibetjent.
Og gaderne var belagt med brosten, hvilket afstedkom en masse spektakel.
Sild er godt
De mindre transporter foregik ved hjælp af trækvogne. De var både 2 – og 4 – hjulede. Under høje råb falbød gadesælgerne deres varer. Det var fortrinsvis frugt, blomster og grøntsager som gadesælgerne falbød. Også fiskehandleren var tydelig at høre:
Sild er godt.
Husmødrene strømmede til. I gårdene kom skærslipperen. Han afleverede en stor remse med sin hæse stemme.
Lirekassemanden
Og det vakte altid glæde, når lirekassemanden kom. Børnene kappedes om, at indsamle de mønter der var kastet ned fra vinduerne indsvøbt i avispapir, som de afleverede til manden.
Med den ene hånd drejede han svinget, og med den anden hånd løftede han sin blankskyggede hat.
Bommen var nede
Stefansgade var ikke som nu. Den gik kun til jernbanebommen ved den for længst nedlagte Nordbane – linje. Den havde station, hvor nu Nørrebrovænget nu er anlagt. Ved Vedbækgade lå et trinbræt.
Over banelinjen på Nørrebrogade var anbragt en høj træbro til brug for travle fodgængere. Langvarige rangeringer foregik ofte på dette sted. Derfor var bommene ofte nede.
Broen var yndet mål for børnene. De stod der indhyldet af dampen fra de rangerende lokomotiver. På Nørrebrogade holdt lange rækker af utålmodig ventende køretøjer, der ventede på, at bommene igen skulle hæve sig.
Bryllupskørsel i glaskaret
Ikke langt derfra omkring Nørrebrogade 200 lå en skæremølle. Her solgte man et specielt sigtebrød, der var meget populær blandt Nørrebro – borgerne. Gik man mod Runddelen mødte man Ølundsmøllen. På den modsatte side af gaden, lå en trelænget gård. Ja, det kan man slet ikke forestille sig i dag. Herfra blev der drevet vognmandsforretning. Specialet var bryllupskørsel i glaskaret og hvide heste.
Stefansgade – dengang
Gik man ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen lå det gamle hvidtølsbryggeri Hafnia til venstre. Til højre var et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Over ved Nordre Fasanvej var det en sparsom bebyggelse. Området var en herlig tumleplads for ungerne.
Det var også i manufakturforretningen Verax i Stefansgade, hvor man kunne købe hessian til 17 øre pr. alen. Det var smart, hvis man ville tegne på lærred. Man skulle så ført behandle det. Terpentin var egentlig det, man skulle bruge, men det var for dyrt. Som erstatning brugte man så petroleum til 12 øre for en liter.
Slyngelskole og skolen for de fine
Jagtvejens Skole hed friskole. Ja det hed den, fordi man ikke skulle betale noget i modsætning til de såkaldte betalingsskoler. Der skulle man erlægge en krone om måneden. En sådan skole var Husumgade Skole (Havremarkens Skole).
Husumgades Skole blev efterhånden overbelagt. Derfor blev der bygget en skole i Hans Tavsensgade. Et stykke af kirkegården var blevet inddraget. Man talte om, at skolen var bygget oven over dødninge – knogler.
Byens skolemyndigheder havde nu mulighed for at skille fårene fra bukkene. Husumgades Skole blev brugt af de fine, og Hans Tavsensgades Skole blev til en slyngelskole for gadedrengene.
Håndfast disciplin
En hårdhændet disciplin med korporlig afstraffelse blev praktiseret. Når klokken ringede, skulle man stille op i skolegården, klassevis. Man skulle så gå to og to ved siden af hinanden op ad trapperne til klasseværelset. Det skulle ske lydløst ellers vankede der afstraffelse.
Nogle slog også med en stok over håndfladen. Det sved slemt og var meget ubehageligt. Nej det var sandelig ikke sjovt at være skoleelev i en tid, hvor en elev altid havde uret.
Afstraffelsen i skolerne grænsede til mishandling. Godt nok måtte man kun give fem slag med spanskrøret. Men en enkelt elev kunne sagtens få tre gange fem slag med spanskrøret. Det var de ringen, der holdte regnskab med. Lussinger og knoer i hovedet var der masser af.
Utroligt er det også, at Alberti i 1906 fremsatte sin berømte Prygellov. Moralen var dengang, at korporlig revselse som opdragelsesmiddel havde mange hundredes års tradition bag sig . Respekt plus eksamen er lig med prygl.
Spanskrørets trolddomsmagt blev så sandelig brugt af lærerne. Respekten skulle prygles ind.
Tidligere militærpersoner i gang
De dygtigste elever havde plads bagerst i klassen. Gymnastikken blev ledet af en pensioneret stabssergent. Gymnastikken foregik også absolut med militær disciplin. Med et spanskrør blev tropperne dirigeret rundt. Jo, det var stor et stort forbrug af tidligere militærfolk til gymnastikundervisning på Nørrebro.
Det var heller ikke noget, der hed skolebad dengang.
Skolebespisning var indført. Maden bestod af blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk. Og bespisningen foregik i timerne. Maden skulle sluges i en fart. Var man ikke hurtig nok, blev det truet med inddragelse af spisebilletten.
Man bukkede dybt
Når skoledagen var omme, skulle man også stilfærdig forlade området. Ved skolens udgang havde klasselæreren stillet sig. Her skulle man bukke dybt, inden man slap ud i friheden.
Forskellen på betalingsskolerne og de såkaldte friskoler fik eleverne i de forskellige skoler til at gå i totterne på hinanden. Der fandt ofte ret grove slagsmål sted.
Lærertiden var et mareridt
Læretiden dengang var et mareridt. Man begyndte kl. 7 om morgenen. Der blev lukket kl.20 ugens fire første dage. Fredag var det åben til k. 22. Og om lørdagen helt til kl. 23. Ja så troede man, at man kunne gå hjem. Nej, så kom oprydningen.
Kunderne kunne finde på, at forlange hvad som helst, for eksempel håndhugget sukker.
Af hvedemel, havde man det danske, det ungarske og det amerikanske. Det skulle så afmåles og pakkes i ½ punds, 1 punds og 2 punds poser. Det samme gjaldt for almindelig melis og for puddersokker.
Frokost og aftensmad blev spist i bagbutikken, alt imens man måtte ekspedere ind imellem. Den praktiske uddannelse blev suppleret med et besøg på Handelshøjskolen på Nørrevold to gange om ugen. Undervisningen varede fra kl. 20 – 22. Den halve tid sov man.
De første kunder, der indfandt sig, var ofte de kvinder, der syede for de store konfektionsfirmaer inde i byen. De startede dagen med 2 lod (6 kvint) bønner og for to øre cikorie.
Det mandlige klientel skulle ofte styrke sig med en bitter. Det var som regel malurt. Ved 10 – tiden vente de første syerske hjem. Så havde de penge på lommen, og så bestod indkøbet af en fjerding kaffe og en lille gul. De købte den lille Santos, der kostede 28 øre. Melang – Java kostede 40 øre.
Og den tid som lærlingene hadede allermest var syltetiden. Hr var det ustandselig afvejning af de særeste krydderier.
En oplevelse i biografen
En oplevelse var at komme i biografen. Det var i filmens barndom. Og der blev budt på stumfilm ledsaget med klavermusik. Entreen var ti øre. Man kunne blive siddende lige så længe, man ville. Og det var det mange børn, der gjorde. De så hele programmet flere gange. En af de nye biografer var Standard – teatret, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen, men på højre side, når man kom fra Jagtvej.
Sporvognene
Teknikken vandt efterhånden indpas. På Nørrebro kunne den elektriske sporvogn opleves. Men i den Indre By blev trafikken endnu klaret af hestetrukne omnibusser. Det var blandt andet den berømte Høne. Det var en lille enspændervogn, der klarede den kollektive trafik gennem Nørregade.
Og dengang, der var hestesporvogne, ja det var i to etager. Der var også hestesporvogn i Korsgade, der havde udgangspunkt ved Skt. Joseph Hospital.
Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte de Gule hesteomnibusser. De ophørte i 1903. De Grønne Omnibusser kørte fra Kapelvej.
Også på Tagensvej kørte en hestesporvogn. Dens rute var Hejmdalsvej, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Det var et strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var der meget snevejr, måtte der to heste til at trække læsset. Vognene var indvendig belyst med en petroleumslampe i hver hjørne.
Stående på vognens trinbræt måtte konduktøren i al slags vejr kontrollere billetterne. Det var en hård tørn i blæst og frost. Han bankede på vinduerne, og så måtte passagererne rulle ned og fremvise billetter.
Karruseltur på drejeskiven
På Jagtvej gik der en toetagers sporvogn. På Nørrebros og Frederiksbergs runddele var der drejeskiver. Det var sjovt for ungerne at hjælpe funktionærerne med at få vendt sporvognene. Ja nogle af børnene fik også en karruseltur på drejeskiven.
Ugentlig arbejdstid på 55 – 58 timer
De folk, der arbejdede på sporvognene havde en lang arbejdsdag. Efter en strejke i januar 1907 opnåede det kørende personale en løn på 1,100 – 1.500 kr. årligt. De havde så til gengæld en arbejdsuge på 55 – 58 timer.
Disse funktionærer blev dog betragtet som velbjærgede og de var udsat for misundelse fra den almindelige arbejder.
Kolonihaver og kokager
Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der masser af kolonihaver. Over ved Tagensvej lå store fælleder. Har gik der om sommeren masser af kvæg. Her var børnene ofte på jagt efter kokager, som blev brugt til gødning i kolonihaven.
Holger Danskes Briller
Men her ude lå også tre små søer, man kaldte for Holger Danskes Briller. Om sommeren foregik legen med tømmerflåder. Og om vinteren foregik det på isen. Mange gange kom man drivvåd hjem, uden at sige noget til forældrene. Man kunne altid nå at blive tør under lektierne.
Borgerbevæbningens øvelser
Men der var også masser af folkeliv på Fælleden om sommeren. Her havde Københavns Borgervæbning ofte øvelser. Under disse var der pauser. Så lagde borger – soldaterne sig sammen med deres koner/kærester og børn i græsset. Så var der godt med madkasse og lidt brændevin. Og så underholdt Borgervæbningens orkester.
Det var også altid trompetere og trommeslagere i spidsen.
De kendte fik Mælketoddy
I Bratolinsgade kom alle Nørrebros kendete originaler. Her kunne man nemlig i en kælder få mælketoddy for 4 øre. Og her kom Jomfru Tidsfordriv, Frederik t tal, Laurids 9 Finger, Frederik og Karoline og mange flere. Efter en ordentlig tur satte de sig som regel nede ved Sortedams Doseringen eller faldt om af druk.
Børnene havde fået forbud mod at nærme sig dem. Forældrene sagde til børnene, at de var fulde af utøj, fordi de aldrig vaskede sig.
Liv på søerne
På søerne sejlede de smukke hvide motorbåde. Der var passagertrafik mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Da sporvognsdriften i 1902 i Farimags – gaderne blev elektrisk kunne sejladserne på søerne ikke mere betale sig, så de blev indstillet.
Om sommeren var der en livlig trafik på søerne.
Ved vintertide var der skøjteløb oppe i nærheden af Gyldenløvsgade. Ude på isen var anbragt en estrade, hvorfra et hornorkester underholdt skøjteløberne.
På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvor man kunne købe en pakke sild for 5 øre. De var nu beregnet til de sultne måger.
Her logerede zarens følge
På hjørnet af Fredensgade og Blegdamsvej lå dengang et lille traktørsted med forhave. Tegltaget nåede ned til stueetagen. Rygter vil vide, at det var her, at Peter den Stores følge var logeret under zarens besøg.
Lidt derfra lå Dr. Louises Asyl og tæt derved Vølunds Maskinfabrik..
I den modsatte ende af Fredensgade lå på hjørnet af Dosseringen, traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violinist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haven.
Fra dette sted skråede stien ved søen stærk nedad i retning af Læssøegade.
Masser af musik
Man kunne gå til koncerter i Café La Rheine og i Søpavillonen. Ja så var det også omme i Ravnsborggade det berømte Nørrebros Teater. Her var Frederik Jensen hovedattraktionen og Olfert Jespersen var musikdirigent.
Det var festligt at høre regimentsmusik dengang. Og det var der rig lejlighed til. Mange sommeraftener underholdt militæret i diverse parker. Ja selv på legepladsen på Kapelvej spillede de.
Foreningslivet kunne byde på solistoptræden, humoristisk oplæsning og lignende. Som regel sluttede dette med et bal. Der var også en del sportsforeninger på Nørrebro. Og så var der masser af kirkesamfund og ikke mindst afholdsforeningerne, hvor man kunne yde en frivillig indsats.
Dansk Ungdomsforbund
I 1905 blev Dansk Ungdomsforbund oprettet. Man havde uniform og lignede nærmest en søkadet. Og bevæbnet var man også. Der blev holdt rigtige øvelser på den gamle kaserne i Kronprinsessegade. På Amager havde man rigtige skydeøvelser. I 1909 ændrede organisationen navn til Københavns Skyttekorps. Nu var alderskravet fra 16 – 21 år.
Organisationen blev opløst inden 2. verdenskrig. Også denne organisation havde et musikkorps, og den har i tidens løb fostret mange gode musikere.
En by i byen
Den store fabrik Titan tiltrak mange arbejdere. I koleraåret lå der i nærheden en stor gammel bygning. Den blev brugt som lazaret. Senere blev her Cikoriefabrik. Da det var slut, blev lokalerne brugt til diverse virksomheder.
Henne på hjørnet af Jagtvej lå Jagtvejens Mølle. Har lå en by i byen, bestående af små et etagers huse. De kaldtes for arbejderboliger. De var dog usle og uhygiejniske. Men huslejen var også derefter.
For enden af Tagensvej var der en ret lang bakke ud i retning mod Bispebjerg. Her var også mange kolonihaver.
De store forretninger
På hjørnet af Nørrebrogade og Stengade lå Nørrebros største forretning, Mgasin du Nords filial. På hjørnet af Griffenfeldsgade lå L.W. Erichsens Isenkram.
I sidegaderne lå en masse butikker, urtekræmmer, spækhøkere og hørkrammere. Her var også produkthandlere dom også blev kaldt kludekræmmere.
Lørdag aften var der fuldt hus hos urtekræmmeren. Kaffekværnen blev drejet med håndsving. Senere fik den dog en elektrisk motor. Den store kaffemølle – tragt og den store diskvægt var af messing. De skinnede mægtig flot.
Dengang kendte man ikke til metermål. Der blev købt i spandevis, i kvartpund eller fjerdingspund. Og der var også en måleenhed man kaldte for Lod. Man købte i alen eller i kvarter.
Tilgift
Når man afsluttede et indkøb, var der altid en tilgift. Det var som regel et stykke sæbe og et kræmmerhus bolcher til børnene.
Hos tobakshandleren købte man 3 cigarer til 17 eller 21 øre og skråtobak i enkelte stænger og snus i et kræmmerhus.
Og så var det tiden, hvor forskellige automater vandt indpas. Når man lagde 10 øre i en automat kunne man enten tappe et glas øl eller en kop kaffe.
En blikkirke
Ja og så havde Nørrebro en blikkirke. Det var inden det blev til Simeons kirken. Sognepræsten hed Fritjof Frandsen. Han var en meget nidkær og afholdt Nørrebropræst. Det var dengang, man skulle aflevere den obligatoriske daler, som det kostede at gå til konfirmationsforberedelse.
Indre Mission
Der fandtes også en indremissionsk gruppe på Nørrebro dengang. I disse familier måtte børnene i kirke hver søndag og mens kammeraterne om søndagen tumlede sig rundt på fællederne, ja skulle man i søndagsskole.
I Tivoli, i cirkus og på teatret opholdt djævlen sig, så det var absolut forbudt for børn. Spiritus og tobak var som regel også forbudt i disse hjem.
Disse missionsk – folk var ikke særlig begejstret for den nye præst i Skt. Stefans Kirken. Han var grundtvigianer Det var eb torn i øjet hos dem.
Afholds – forening
Der var en del afholdsforeninger på Nørrebro. En af dem holdt til i Griffenfeldtsgade 7. Her var møde en gang om ugen. Der var kaffe og dans.
Klæde skaber folk
Hvordan gik folk klædt dengang? Arbejderkonerne var altid i sjal og bar en kurv under sjalet. Mændene gik uden flip. En kraveknap hold skjorten sammen i halsen. Flippen kom kun frem ved specielle lejligheder, for eksempel ved barnedåb, konfirmation og sølvbryllup.
Rige mennesker på Nørrebro
Rige mennesker, de såkaldte matadorer var der skam også på Nørrebro. Travbageren på hjørnet af Gormsgade var en af dem. Han havde de allerstørste travstalde, og var altid godt kørende. Bageriet lå i en lav bazar – bebyggelse.
Lidt længere henne l,å en grøntforretning. Indehaveren gik under navnet Kartoffelkongen eller Den Glade Vinder. Han var storspiller på travbanen.
Ja så var der også slagtermesteren med de syv svende. Han gik under navnet Niels Mangepenge. Når lørdagen var slut over midnat, mødte han op i urtekræmmeren og købte en flaske Linieakvavit og et par dåser hummer. Som han sagde dengang:
det gør sig oven på en streng dag med lidt hummer og et stykke tartar.
En tur på Strandvejen
Man lagde mærke til, når Niels Mangepenge og husholderen spændte for om søndagen. Det var et par markante skikkelser, der drog ud af Strandvejen.
Husholderen var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, rundskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler og så selvfølgelig halvhandsker.
Slagtermester var i jaket med stribede bukser, end dog meget stribede, brune sko, stråhat og et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste måske for at markere det blodige fag.
Jorcks Have
Lige over for Lygtekroen lå Jorcks Have. En stor jerngitterport førte ind til en flot bred stribe af høje træer. For enden af denne pragt knejste Jorcks residens. Det var en stor rigmandsvilla med en bred, fornem trappe, som førte op til en bred afsats.
Og alle de frugttræer i alleen var tillokkende for de fattige Nørrebro – drenge.
Frederikssundsvejens start
Det var også her på den anden side af Lygteåen, at Frederikssundsvejen startede. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter ved siderne. Der var åbne bare marker med meget spredt nybyggeri.
Åen løb under en bjælkebro, som forbandt Nørrebrogade med Frederikssundsvej. Her lå også Lersøen. Her var fuld af grønne grøfter, store grønne arealer, med masser af græs, vilde planter, blomster, brændemælder i overflod. Her var småsøer og vandhuller, store lossepladser og modtagelsesanstalter for byens latrintønder..
Mælkedrenge
Mælkeriet Enigheden flyttede i 1907 ud i nærheden af Lersøen. Og her var der brug for mælkedrenge. Lønnen var 50 øre for halvdagsdrenge og 1 kr. for heldags – drenge.
Kuskene havde fået at vide, at de skulle give dem fri, så de kunne nå, at få et par stykker mad, inden de skulle møde i skole. Men det overholdt de ikke.
Disse mælkedrenge skulle stå meget op. Ofte sov de i skolen. Det blev mere eller mindre tolereret. De blev placeret nederst i klassen.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Læs Nørrebro 1900 – 1920:
At bo på Nørrebro
Fattiglemmer på Ladegården
Gamle historier fra Nørrebro
Historier fra Nørrebro 1880 – 1936
Nørrebro – overskrifter 1903 – 1916
Nørrebro – dengang
Nørrebro – virksomheder 1923
Sporvogn på Nørrebro
og masser af andre artikler
Juni 22, 2012
En branche er i krise. Der forsvinder flere og flere boglader i Danmark. Flere og flere kunder køber deres bøger på nettet og i supermarkeder. Hvor mange mon der er tilbage om fem år? Mange af de små boglader uden for kæderne får det svært. Se denne liste over alle de boglader der engang var på Nørrebro og Nordvest. Det var jo et sandt bog – mekka.
44 år i branchen
Kære læsere, det skal ikke fornægtes, at man har været i branchen i 44 år. Det er sandelig sket meget. Dengang klattede alle kuglepenne. De første lommeregnere kom. Og masser af nye modeller svømmede til. Først med de røde tal, så med grønne og så kom de med hukommelse og andre specialiteter. Og så kom computerne, som vi sandelig solgte mange af. Men også det, kunne boghandlerne ikke magte. Før min tid var det musikinstrumenter, kunst m.m. som boghandlerne ikke kunne fastholde.
Ingen solidaritet fra forlagene
Dengang jeg var redaktør af Bogormen, blev jeg kritiseret for, at tegne et negativt billede af bogbranchen. Jeg påstod, at de ikke var omstillingsparate.
Nu er bøgerne også ved at blive taget fra branchen. Og forlagene er lige glade med hvilke kanaler, der sælger deres bøger. Det er ikke derfra, at boghandlerne skal opleve solidaritet.
Færre og færre boglader
Der bliver et mindre og mindre antal af boghandlere i Danmark. Og hvordan ser det ud om fem år på Nørrebro og i Nordvest? Hvor mange er der da tilbage?
Jeg har tænkt på, at vi besøger de steder, hvor der i tidens løb, har været boglader. Vi når måske ikke lige at hilse på alle bogfolkene gennem årene.
Nørrebrogade 7:
Nørrebros Boghandel – A. Saxtorph – Beck – Fynboes Boghandel – Saxtorph – Becks Efterf.
I 1897 blev bogladen etableret af A. Saxtorph – Beck. Hans kone, Esther Saxtorph – Beck fører butikken videre efter hans død i 1901. Hendes bror, Carl Chr. Frølund Christensen bliver bestyrer, efter at være udlært i butikken. 12 efter dette overtager han butikken efter Esther Saxtorps død. I 1939 går sønnen Carl Frølund ind i firmaet.
I 1952 overtages butikken af en velkendt skikkelse inden for bogbranchen, Børge Jacobsen. Han havde netop solgt sin butik på Østerbro, Børges Boghandel i Willemosegade.
I 1957 er det ligeledes senere velkendt skikkelse inden for branchen, Benth Olsson, der overtog butikken.
I 1961 arvede Benth Ohlsson sin onkel, Hans Hammersteins Bog – og Papirhandel i Vejle. Bent Fynbo blev bestyrer af butikken på Nørrebrogade. I 1965 køber han butikken, som nu skiftede navn til Fynboes Boghandel.
I 1991 overtog Anna Margrethe Madsen butikken. Den skiftede nu navn til Nørrebros Boghandel.
Butikken har altid kun haft et vindue, men på et tidspunkt fik man lov til at låne naboernes vinduer til at udstille bøger. Og i nabobutikken solgte man hatte, men så blev butikken overtaget af det amerikanske Feffer and Seinors. Og det var så her man lånte vinduet.
Nørrebrogade 18 A:
Axel Andersens Boghandel og Forlag
Virksomheden blev stiftet i 1874 af Axel Andersen. I 1901 overtager man Emil Bergmanns Forlag, og i 1912 overtager man C.W. Stincks Forlag.
I 1931 overtages det hele af Stig Madsen. I 1934 er det Søren Meldgaard, der overtog. Firmaet hed da følgende, Axel Andersen Boghandel & Forlag S. Meldgaard. Dansk & Fremmed Litteratur. Musik. Papir
I 1963 blev datteren Vibeke Meldgaard medindehaver. Hun udtræder igen 5 år efter. I 1973 ophørte butikken efter 99 år.
Nørrebrogade 18 B:
Andr. Krøyers Efterf. – Chr. Henningsen
Butikken blev stiftet i 1884 af Andreas Krøyer. Efter dennes død i 1917 overtog Christian Henningsen butikken. Han døde i 1961. Året efter overtog Kurt Hartogsohn.
Den 1. december 1963 overtog Børge Jacobsen, Biblioteksboghandelen på Kultorvet butikken. Han havde også på et tidspunkt Nørrebros Boghandel.
Cirka en måned efter lukkedes butikken. Subskriptionerne blev overtaget af naboen.
Nørrebrogade 23:
Joh. Fr. Mohr
Butikken blev oprettet i 1862 af Joh. Fr. Mohr. Den ophørte igen i 1891.
Nørrebrogade 38:
Carl Fiebigs Boghandel, Carl Lund, Theodor Sinding, A.G. Andersen, Hernovs Boghandel
Butikken blev etableret i 1887 af J.J.T. Sinding. I 1889 overtog/reetableredes butikken af A.G. Andersen. I 1893 fortsatte Carl Lund. I 1908 blev butikken overtog Carl Fiebig butikken .
I 1942 blev butikken overtaget af Johs G. Hernov. Butikken skiftede navn til Hernovs Boghandel. Frede Peirup blev ansat som bestyrer. Han overtog butikken og drev den sammen med sin kone Esther.
Det var en meget lille butik med en lille omsætning. Den overlevede på postordresalg. Hernov blev forlægger på fuld tid.
I 1958 ophørte butikken, fordi Rørkjærs Magsiner overtog hele ejendommen. Frede Peirup etablerede en ny boghandel i Herlev.
Nørrebrogade 39
Tidens Bog – og Papir Handel APS – Tidens Bogudsalg (tidl. Dronningens Tværgade 3 og Bredgade 37)
Stiftet af Land og Folks Boghandel etableret af DKP.
I 1973 åbnede DKP Tidens Bogsalg som en del af Tidens Forlag og i DKPs bygning i Dr. Tværgade. Bygningen blev solgt i 1990. Boghandelen blev solgt til Tidens Bog – og Papir Handel ApS. Man startede på Nørrebrogade med Jonna Hørning som faglig leder. I 1991 blev Steen Glyming faglig leder.
I 1992 lukkede bogladen og blev erklæret konkurs.
En måneds tid efter får bogladen en ny ejer, Finn Donsbæk. Han startede som kontantboghandel under navnet Tidens Bog og Papir.
Forretningen var meget aktiv med kulturelle aktiviteter, blandt andet i samarbejde med biografen. Der blev holdt løbende kunstudstillinger i butikken.
I 2002 ændrede man navn til Tidens Papirhandel og ophørte som boghandel. I dag eksistere papirhandelen heller ikke mere.
Nørrebrogade 51:
Christian Gedes Bog – og Papirhandel – Klewing Evers
I 1877 overtog Chr. Klewing Evers sammen med P.C. Hauberg Evers deres arbejdsplads Hoffensberg, Jespersen § Traps Sortiment. Det blev senere til P. Hauberg § Co.
I 1881 etablerede Chr. Klewing Evers sig som selvstændig. I 1908 overtog Christian Gedde butikken, og i 1910 blev Gede samhandelsberettiget.
Omkring 1961 ledes butikken af Anne Margrethe Madsen. Butikken er dog for længst ophørt.
Nørrebrogade 54
Fremad, Senere Frederikssundsvej 168 (Frederiksborggade 33)
I 1912 blev det oprindelige Fremad etableret af Fællesudvalget for Socialdemokratisk Forbund på initiativ af Th. Stauning. Martin Jensen bestyrede butikken på hjørnet af Frederiksborggade og Nansensgade.
Udbuddet omfattede forlag, kunst – og musikhandel.
I 1943 blev lokalerne for trange. Man flyttede med 10 medarbejdere til en nyerhvervet ejendom, Nørrebrogade 54, der kunne rumme såvel boghandelen som Forlaget Fremad.
I 1950 blev den nye leder af boghandelen, Lars M. Olsen.
I 1962 kunne firmaet fejre 50 års junilæum og beskæftigede nu 79 medarbejdere på forlag og i butik. Omkring 1965 hed lederen Ib Lindén.
I 1975 blev Rita Petersen ny faglig leder. Fire år senere sker der en navneforandring til Fremad af 1979 A/s.
I 1986 blev ejendommen på Nørrebrogade opgivet. Boghandelen flyttede til Frederikssundsvej 168, Brønshøj. Den ender som lokalboghandel uden tilknytning til fagbevægelsen.
Forlaget får til huse på skiftende adresser i Indre By.
Trods adskillelse havde boghandel og forlag fortsat fælles ledelse. Men i 1990 overtog Rita Petersen boghandelen som eneejer. Butikken hed nu Fremad Bog og Papirhandel.
I 1993 overtog Gyldendal Forlaget Fremad. Og i 2001 lukkede boghandelen.
Nørrebrogade 108
Poul Clausen
I 1926 etablerede Poul Clausen en boghandel. Den lukkede allerede fem år efter sin start.
Nørrebrogade 163
Steenberg Bog & Ide
Butikken startede i 1911 på Nørrebrogade 177
Dette er i dag Nørrebros ældste boghandel. I over hundrede år har den været i familien Steenbergs eje. Og butikken er blevet udvidet talrige gange.
Vi har i en artikel, der hedder En Boghandel på Nørrebro indgående fortalt historien. Ja og opmærksomme læsere har jo for længst opdaget, at det er i denne gamle boghandel, undertegnede arbejder.
Nørrebrogade 195
Filialer: Frederiksberg Bladcentral, B – Boghandel ”Uglen”, Richard Andersens Efterf. (Jagtvej 139) (Frederikssundsvej 9)
I 1911 blev butikken etableret af Richard Andersen (Jagtvej 139). I 1924 åbens en filial, der blev kaldt Frederiksberg Bladcentral. Fire år efter lukkes filialen. En ny filial åbnede på Nørrebrogade 195. Det var Uglen, en B – Boghandel. Den lukkede fire år efter.
I 1958 overtages butikken af Hans Peder Andersen. Adressen var nu Frederikssundsvej 9. I 1979 flyttede man til Jagtvej 139. I 1986 ophørte bogladen, men man fortsatte med kontorartikler.
Nørrebrogade 215
Chr. Agerup
I 1907 blev her etableret en papirhandel af Martin Jensen. I 1912 blev butikken overtaget af Jens Chr. Agerup. I 1916 blev han antaget som samhandelsberettiget boghandler. I 1938 overtog Peter F. Jensen butikken. Den ophørte før 1961.
Nørrebrogade 221 (tidl. 215)
M Jensen Papirhandel, Agerups Boghandel, Thyholts Boghandel
Se nr. 215. I 1946 blev butikken overtaget af Peter Frmodt Jensen. I 1956 ændrede boghandleren navn til Peter F. Thyholt. Navnet på boghandelen blev ændret til dette.
I 1978 ophørte butikken som boghandel. Thyholts søn fortsatte med papir – og kontorforsyning.
Nørrebrogade 226
Harders Boghandel, Harders Bog og Lotteri
I 2005 etablerede Poul Tonni Harder en ny boghandel på Frederiksberg, som en filial af hans boglade på Nørregade 27 i Odense.
Sønnen, Torben Harder blev daglig leder. Firmanavnet blev Harder Bog og Lotteri.
I 2006 flyttede boghandelen til Nørrebrogade 226, hvor Søren Melgaard tidligere havde adresse med dinboghandler.dk.
Denne butik var startet i 2004.
I 2007 skiftede man navn til Harders Boghandel. I 2011 tilsluttede man sig kæden Kon – tur. Og 1. juni drejede man nøglen om. Nu fortsætter man udelukkende som netboghandler.
Lygten 2 NV
Bog & ide, Nørrebro Bycenter
I 2003 startede der i Nørrebro Bycenter en ny boghandel. Ejeren hedder Gurshan Singh Sekhem. Han er ikke uddannet boghandler. Han driver blandt andet også tre DSB – kiosker . Den ny boghandel er på 169 kvadratmeter.
Frederikssundsvej 15, NV
Asger Koefod, Frederikssundsvejens Papirhandel
Butikken blev etableret i 1903 af Emil Petersen som Gyldendal – forhandler. I 1907 blev den overtaget af Asger Koefoed. I 1910 blev butikken samhandelsberettiget. I 1960 blev butikken overtaget af sønnen Cai A. Koefoed. Efter farens død.
Da sønnen døde videreførte Iris Koefoed butikken efter hendes mands død. I 1985 overtog Steenbergs Boghandel butikken med Iris Koefoed som faglig leder. Senere var det med Marianne Amandus som faglig leder.
I 2002 ophørte butikken, lageret kom op til Steenberg på Nørrebrogade.
Frederikssundsvej 32 A
Wiegandts Boghandel
Butikken blev etableret i 1942 af Erik Wiegandt. Den ophører i 1982.
Frederikssundsvej 34 NV
(tidl. Vesterbrogade 61 – Flensborggade 25) Verners Boghandel
Butikken startede i 1981 på Vesterbro, etableret af Thorvald Petersen. I 1906 blev den overtaget af Emil Heilbuth. I 1910 overtages den af P.H. Fergo. Firmanavnet var: fhv. Thorvald Petersen Eftf. P.H. Fergo.
I 1920 blev butikken overtaget af J.W. Jacobsen. Året efter blev butikken overtaget af Holger Verner Jørgensen, der var Gyldendal – forhandler på Vesterbrogade 61. I 1934 bliver man sammenberettiget som kontantboghandler.
I 1936 overgår man til rabatberettiget boghandler og flyttede til Flensborggade 25. Senere flyttede man til Frederikssundsvej 34.
I 1966 ophørte butikken.
Frederikssundsvej 57 NV
(tidl. Frederiksberg Allé 56) Knud Wienikes Boghandel
I 1921 etablerede Knud Chr. Wienike en boghandel på Frederiksberg Allé 56. I 1932 flyttede man til Frederikssundsvej.
I 1958 dør Knud Wienike. Butikken føres videre af hans enke Elvira Wienike med sønnen Henning Wienike som leder. Butikken ophører i 1971.
Frederikssundsvej 132 NV
H. Tholander Kjeldsen
I 1951 blev butikken etableret af H. Tholander Kjeldsen. Den lukker i 1969.
Frederiksborgvej 84 NV
Boghylden Bispebjerg A/S
Butikken blev i 1959 etableret af Sigmund Korsgaard og Stig Korsgaard. Stig udtræder kort tid after, og Bent Lykke Hansen blev faglig leder. I 1964 bliver den nye faglige leder Poul O. Nielsen. I 1969 ophørte boghandelen.
Frederiksborgvej 106 NV
Børge Worsøes Boghandel
Butikken etableredes i 1939 af Børge Worsøe. Den ophører i 1971.
Frederiksborgvej 148 B NV
senere Bispebjerg Torv 16
I 1936 etableres butikken af Heinrich Hörberg Den videreføres i 1954 af Tage Modal, Butikken ophører før 1969
Frederiksborgvej 179 NV
NV Bøger og papir
Butikken blev etableret i 1985 af Palle Schiør. Allerede i 1989 ophørte butikken.
Møllegade 5 A
Møllegadens Boghandel
Butikken blev etableret af Husets Forlag lige over for LitteraturHaus. Faglige ledere var Henrik Dalgaard og Astrid Dam Sinding.
I 2011 overtog foreningen Møllegades Boghandel efter at Husets Forlag havde meddelt, at de ville lukke i december 2011.
Fælledvej 23
Nørrebros Boghandel, Berg Poulsen, Fælledvejens Boghandel
I 1941blev Fælledvejens Boghandel overtaget af Christian Berg Poulsen. I 1944 løses grossistborgerskab ved oprettelse af en papir en gros – afd. I 1954 antages butikken som direkte grossistkunde hos De Forenede Papirfabrikker. Man har også et papirlager i Gothersgade 156.
I 1956 overtog Børge Jakobsen restlageret. Butikken blev overtaget/reetableret af Henry Bjørnskov, der drev butikken videre som Nørrebros Boghandel (der har været tre boglader med dette navn).
I 1960 opgav Bjørnskov og butikken lukkede.
Blågårdsgade 5
H. Grandsgaard – Christensen
Butikken blev etableret i 1911. Hvornår butikken ophørte, vides ikke.
Blågårdsgade 24
Bog – Hjørnet, Carl Fiebigs Boghandel
I 1922 blev butikken overtaget af Aage F. Petersen. I 1942 blev ejeren, Axel Tesch. I 1944 overtog Carl Fiebig butikken. Året efter blev han samhandelsberettiget. Omkring 1948 trådte en kompagnon til, det var O. Spang.
I 1950 blev butikken overtaget af Torben Westergaard. Firmanavnet blev ændret til Bog – Hjørnet. I 1955 blev boghandelen overtaget af J. Romer Larsen. Butikken lukkede i 1979.
Blågårds Plads 4
Pædagogisk Boghandel og Forlag
I 1980erne blev overstående etableret af Hanne Dot. Man startede på Blågårdsgade, for så senere at flytte til Blågårds Plads.
I 2008 ophørte butik og forlag. Varelageret blev overtaget af SL Fonden på Frederiksberg. Kunderne til forlagets bøger kunne få dem hos Sl – Books Solbjerg Plads.
Ravnsborggade 23:
Petersen, Bauers Boghandel
I 1892 blev der etableret en boghandel i Sværtegade 4, af Louis C. Petersen. I 1895 flyttede boghandelen til Ravnsborggade. I 1910 blev den kontant – boghandel.
I 1935 overtages butikken af L. Bauer – Petersen, der havde boghandel på Vesterbrogade 163. De to forretninger fusionerer på Vesterbrogade. Senere flyttede man til Amagerbrogade 156. Her blev butikken overtaget af Emil Rønnow i 1939 (Bingo Bogladen)
Fensmarksgade 23
Margrethe Nielsens Boghandel
I 1927 blev boghandelen etableret af Margrethe Nielsen. Foruden bøger, papir og foto havde butikken specialiteter i form af Dennison – varer.
Butikken ophørte i 1935.
Ryesgade 40
Schultz`s Boghandel
I 1930 blev butikken overtaget af Svend Schultz.
Prinsesse Charlottesgade 38 (bygn. F) (tidl. Drejersvej 17)
SKT`s Boghandel
I 1968 blev Foreningen af Studerende ved Københavns Teknikum samhandelsberettiget. Sven Pakkenberg var faglig leder.
I 1970 blev Gudrund Wraae faglig leder. Hun afløstes i 1972 af Erik Lund. I 1976 flyttede man til den overstående adresse. I 1985 blev Mark Bentley faglig leder.
Hvad der siden skete med butikken, er det ikke helt klarhed over.
Prinsesse Charlottesgade 47 (28)
Teknikum Boghandelen
Butikken blev i 1961 etableret med Jørgen Dalgaard som faglig leder. To nye leder bliver ansat efter hinanden i 1961, Poul Leth Petersen og A. Brandholt.
I 1968 flyttede man fra nr. 28 til nr. 47. Fire måneder efter lukkede butikken.
Jagtvej 5
Arkiv – Bogladen
I 1924 blev Otto Louis Hein og F. Rasmussen rabatberettigede. I 1937 blev butikken overtaget af Ejnar Skaarup. Han var i begyndelsen Gyldendal – forhandler. I 1955 ophørte butikken. Og Børge Jakobsen overtog restlageret.
Jagtvej 52
Axel Madsen
Butikken blev etableret i 1928. I 1956 ophørte butikken.
Jagtvej 59
Henry Louis Løsekrug
I 1936 blev butikken etableret af Henry Louis Løsekrug. Den ophørte i 1969.
Jagtvej 68
Viuffs Boghandel – Wiuff leverer a.s.
I 1934 startede Holger Hanssen Wiuff som Gyldendal – forhandler. Året efter blev han samhandelsberettiget. Han drev bog -, papir – og musik – samt fotohandel samt antikvariat og bogbinderi.
I 1970 blev sønnen Hans – Peter Wiuff medindehaver. Syv år efter er denne blevet eneindehaver.
Wiuff blev storleverandør af skolebøger til københavnske skoler og efterhånden også til skoler længere efter. I 1990 blev boghandler Søren Melgaard ansat.
I 1996 omdannedes firmaet til A/S. Man indgik partnerskab med et pensionsselskab på grund af likviditetsmangel i forbindelse med de store skolebogsordre med meget lav avance.
I 1998 blev bogladen udbygget med inddragelse af et tidligere posthus ved siden af. Der indrettes en stor bogcafé med plads til litterære arrangementer. Cafeen blev skamrost i de københavnske medier. De andre boglade ri nærheden blev beskyldt for at være inaktive.
I år 2000 afgik Hans – Peter Wiuff af helbredsmæssige grunde. Søren Meldgaard blev ny direktør. I 2002 blev Lars Sonnergaard daglig leder.
Pensionsselskabet trak sig ud af firmaet. Butikken fortsatte som kontantboghandel.
En ny ejer Boginvest ApS v/brødrende Hans og Søren Meldgaard blev ny ejer. I oktober 2003 gik virksomheden i betalingsstandsning. Alle medarbejdere blev opsagt. Men trods dette fortsatte man en kort overgang som kontantboghandel.
Jægersborggade 38 kld. tv.
Hees Bogcafé
Butikken blev etableret i 2005 af Majken Hee. Den lukker i 2008.
Borups Alle 119
Roy’s Bog – og Papirhandel
Butikken blev oprettet som Gyldendal – forhandler. I 1953 blev den overtaget af Ove le Fevre Roy. Den lukker i 1960 og indehaveren tager tilbage til sin tidligere lærerplads i Sorø.
Borups Allè 138
Carl Alkestrup, Slott Hansens Efterflg.
I 1938 blev butikken etableret af Fru Slott Hansen. I 1951 overtages butikken af Erik Sejr. Han moderniserede butikken og udvidede med en musikafdeling (noder). Firmaet hed på dengang, Slott Hansens Boghandel v/ E. Sejr.
I 1953 blev butikken overtaget af Carl Alkestrup. I 1961 ophørte butikken.
Borups Allé 213 NV
Chr. Lind Westh
Butikken hed egentlig Povl Priors Boghandel. I 1923 blev den overtaget af Christian Lind Westh. Den ophørte i 1967.
Åboulevarden 28
Nørrebros Boghandel – Levin & Munksgaard – Nørrebros Protokolfabrik
I 1917 etableres butikken af Otto Levin og Th. Wedell Andersen. Syv måneder efter udtræder Wedell Andersen.
En ny kompagnon, Ejnar Munksgaard indtræder. Firmaet kaldte sig: Nørrebros Boghandel – Levin & Munksgaard.
Man førte både dansk og udenlandsk sortiment. Man var desuden hoveddepot for Skandinavien for en række franske og engelske forlag.
Det var en gammel kunst – og forlagsvirksomhed. Og så producerde man prtokoller under navnet Nørrebro Protokolfabrik.
I tilknytning til butikken havde man også et lille eksklusivt antikvariat.
I 1924 flyttede man til Nørregade i forbindelse med overtagelse af M.P. Madsens Boghandel (Athenium).
Åboulevarden 48 (senere H.C. Ørstedsvej 73, Frb.)
Jørgen Buhl, Emil Sveistrups Boghandel
Butikken blev etableret i 1900 af Emil Sveistrup. Den blev etableret på Åboulevard, men flyttede inden 1917 til H.C. Ørstedsvej.
I 1918 blev butikken overtaget af Jørgen Buhl. Den ophører i 1948.
Tagensvej 41
Ove Jensens Boghandel, Folmer Christensen, Kollegie – Bogladen
Butikken blev etableret af Gyldendal – forhandler Folmer Christensen i 1931. Tre år efter blev han samhandelsberettiget . I 1938 blev butikken overtaget af Ove Jensen. I 1961 ændrede bogladen navn til Kollegie – Bogladen.
Den ophører i 1979.
Blandt medarbejderne kan jeg huske Ulla Koppel.
Tagensvej 89
G. Nordby Christensens Boghandel, M. Andersens Boghandel
Butikken blev oprettet af Frk. M. Andersen, der var Gyldendal – forhandler. I 1939 blev butikken overtaget af Gunnar Nordby Christensen. Fire år efter blev han samhandelsberettiget. Firmanavnet var dengang G. Nordby Christensens Boghandel.
I 1953 blev butikken overtaget af Henning Lyngkilde. Han havde været ansat i butikken gennem ti år. I 1954 blev butikken overtaget af Kaj Elmin. Lyngkilde fortsatte som prokurist.
I 1970 blev butikken overtaget af Carsten Brinth. Butikken ophørte i 1982.
Tagensvej 192 (tidligere nr. 165) NV
Th. Møller – Bispebjerg Boghandel
Butikken blev etableret af Th. Møller i 1937. I 1944 blev man samhandelsberettiget.
I 1977 blev butikken overtaget og reetableret af Klement Kalund Kirk Aps med Vagn Torup Kristensen som faglig leder.
Men halvanden år efter lukkede butikken.
Blegdamsvej 3 B /Nørre Alle 20
Odontologisk Boghandel
I 1966 blev bogladen etableret af Odontologisk Forening med Eigil Winther som faglig leder. I 1968 var det med Ole Munch som ny faglig leder.
I 1986 flyttede man fra Universitetsparken til Blegdamsvej. I 1998 blev Ann Mensa – Annan faglig leder. Hun afløstes året after af Martin Skole Svensson. Direktøren hed Arvin Vrejlev.
I 2008 hed den daglige leder Henrik Mortensen, han var samtidig direktør. I 2011 melder man sig ud af sammenslutningen Campus.
I 2012 flyttede man til andre lokaler på samme adresse på grund af ombygninger på Panuminstituttet.
Knap to måneder efter lukkede forretningen. Alle aktiviteter blev solgt til Academic Books,
der også drev boghandel på Panum.
Nørre Alle 20 (Tidl. Blegdamsvej 3 B)
Academic Books – Panum – Akademisk Boghandel – Panum – Universitetsbogladen
Ejer: SL – Fonden, tidl. Akademisk Boghandels Fond og Universitetsbogladens Fond
Omkring 1965 duplikerede Foreningen af Danske Lægstuderende forlæsningsnotaer på et lille forlag og sælger dem sammen med brugte lærerbøger fra en kasse i frokostpausen.
I 1968 ansatte foreningen Hans Jespersen sammen med læge Sten Brynitz til at gøre forlaget mere professionelt og til at åbne en rigtig boghandel. Det blev til Bogladet på Rigshospitalet i et kælderlokale under hospitalet.
Forlaget udskiltes som F.A.D.L’s Forlag.
Forskellige tiltag bevirkede, at bogladen nu var oppe på et par millioner i omsætning omkring 1970.
De studerende åbnede endnu en boghandel (Naturfagsbogladen – Akademisk Boghandel – Biotek). De to boglader blev organiseret i en selvejende institution.
10.000 bind fra Store Nordiske Videnskabsboghandel i Rømersgade 127 købes. Den gamle boghandel for medicinsk litteratur ophørte.
I 1976 blev Bogladen på Rigshospitalet til Panumbogladen. I 1978 overtog man Latinerbogladen i Njalsgade. Den ophørte tre år efter.
I 1987 blev Henrik Larsen direktør for Universitetsbogladen. En god bekendt, Knud Pilegaard Hansen blev faglig leder af Panumbogladen, Søren Nisted af Naturfagsbogladen. Forskellige omrokeringer finder sted de næste år.
I 2007 fusionerer Akademisk Boghandel med Universitetsbogladens Fond. Michael Topsøe – Jensen blev direktør, og en gammel bekendt Laura Wiedemann bogladechef for fem butikker.
I 2009 gik Akademisk Boghandel i betalingsstandsning. SL Fonden overtog aktiverne i alle Akademisk Boghandels fem butikker. Direktøren hed nu Mogens Eliasson.
Den 27.02.2012 flyttede man til en ny adresse på Panuminstituttet.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Læs
En boghandel på Nørrebro (Steenberg Bog & Ide)
Boghandlere i Aabenraa
Boghandlere i Tønder
Juni 22, 2012
Hvordan så Østerbro ud i begyndelsen af 1900? Vi går en tur i kvarteret. Man fik 10 øre for en død rotte. En flaske snaps om søndagen kostede 35 øre. De fine fra Vibenhus Skole havde ikke deres eget skolekøkken. Der var en kirke i bølgeblik. Man havde Sortedamslund ved Søerne og Svanholm ved Strandvejen. Man sank i til knæene på vejene i regnvejr. Ja så havde Østerbro også et isværk.
Lovens lange arm
De var dengang, der på Østerbro var noget, der hed Joseph Levins oplagsplads. Her var oplagsplads med gammelt jern og gamle klude. Her arbejde også en stor medarbejder fra Vestindien, der normalt var skikkelig og godmodig. Men når spritten gik ind, var det fare på færde. Alle pladsens arbejdere søgte dækning, og politiet mødte talstærkt op.
Under gadedrengens jubel blev han lagt i håndjern og transporteret til Fælledsvejens Station.
Østerbro Isværk
Ved siden af denne lå Østerbro Isværk. Isen blev af slisker ført ned til vognene. Plankeværket foran isværket blev brugt til ophængning af diverse plakater. Plakat – manden havde en stor taske med sammenfoldede plakater, i hånden havde han en klisterpotte med pensel samt børste til udglatning.
Her foran porten, stod de arbejdsløse tidlig om morgenen for at få et job. Ofte opstod der slagsmål, fordi nogle forsøgte at komme foran. Når de heldige var antaget, kunne man se dem gå på isen og gennemsave den. Isen blev ført ind under en bro til isværket, hvor mænd med en slags høtyve tog imod og langede blokke op til lugerne.
Om der har været flere isværker på Østerbro vides ikke. Men der lå et isværk på hjørnet af Ndr. Frihavnsgade og Randersgade. Det er omtrent, der hvor kirken ligger i dag.
Isen blev pakket ind i halm, så den kunne holde sig kølig.
Græsmark
Helt hen til Ryesgade 51 lå der en græsmark med vilde blomster. Lundingsvej, senere Trepkasgade og Søpassagen var endnu ikke gennembrudte og bebyggede.
Potte under forklæde
Og børnene var også her på Østerbro henvist til potterne om natten. Når de så skulle bæres ned, ja så var den skjult under et forklæde. Man var lidt ,mere fin på det.
For enden lå Østerallé
Et lille plankeværk lukkede for Lille Blegdamsvej. Derover på venstre side lå Péronards Ismejeri. Få enden lå Blegdamsvej med en meget livlig trafik. Her tiltrak de høje sporvogne opmærksomhed. Langs vejen var der en dyb grøft med skråtstillede gærde. Og så kom fællederne med græssende køer og heste. For enden af det hele lå Nørreallé med de mange træer.
Tre kvaliteter
Belysningen indendørs bestod af petroleumslamper. Der fandtes tre kvaliteter. Den bedste var den med rød etiket, som hed White Water. Den kostede 10 øre pr. pot.
Akvavitten var også i tre kvaliteter, alt efter etiketens farve. Og det var brun, rød og blå. Ja og nu hvor er ved det, så kunne man også få tre kvaliteter i mælk. Skummet, halvskummet og sød.
Dagrenovation
Dagrenovations – manden forkyndte, at nu kunne husmødrene komme med deres affald. Gårdens skarnkasser blev også tømt. Sandelig så fik gaden også en omgang med kost og skovl. Det så ud som om hestene vidste, hvor de skulle stoppe.
Mælkemanden
Man kunne også høre mælkemanden på hans blegrøde vogn. Her var der der en påskrift Københavns Mælkeforsyning i en bue mellem to sorte trekanter med kløverblomster.
Nu så man husmødre selv komme ned med spande eller kander, som fra vognens haner blev forsynet med mælk, Der blev også råbt fra vinduerne efter mælk, og så var det mælkedrengenes job at styrte op med den ønskede mælk. Så vankede der ofte to øre i drikkepenge.
Man kunne også hente mælk og fløde i nærmeste ismejeri. Man købte for tre eller fem øre.
Sandmanden
Snart genlød gaden af fiskemændene eller fiskekonernes røst. Man kendte hver især på melodien. Ry – spæ – tre godt eller ål – ål – ål . Siild – siild er godt.
Ja og lidt efter hørte man så:
Sand – Sand – Gulvsand.
Det var som regel en ældre mand, der gik ved siden af sin hesteforspændte lette vogn. Vognen var fuld af sand og ovenpå lå et skæppemål. Sand var vigtigt dengang man hvidskurede gulve og trapper. Mødrene lå på knæ og skurede gulvene to eller tre gange om ugen. Sandet bidrog til, at holde træet glat. Det lettede så arbejdet med at fejre snavset op.
Grøn sæbe – brugt til meget
En gang grøn sæbe gjorde også godt. Det duftede også så dejlig frisk efter sådan en omgang. Og så kunne det også bruges til at smøre bag ørerne, for at trække tandpinen bort. Ulempen var bare, at huden skallede af bagefter.
Der slibes sakse
Snart efter lød gaden af følgende:
Hæ – æ- ær slives kniver, h- æ -r slives sakser, sakser og kniver slives, h-æ-r-e-r skærslipren.
Herefter fulgte remsen med alle de forskellige skærende instrumenter, der kunne blive som nye efter en tud gennem skærslipperens apparater.
Rejer er godt
Om sommeren blev gadelivet suppleret af rejekonernes:
R – æ – je – er godt, her er levende Ræ – je – re godt.
Og så fulgte prisen pr. pot.
Fiskemanden
Der var masser af fisk, at hente fra de forskellige sælgere. Og det endte som regel med følgende bemærkning:
De ka nok se Lille madam, a je har giét Dem go´vægt.
Sprøjterne kom
Og gadelivet blev endnu mere kulørt, når sprøjterne kom. De forkyndte deres kommen med en kraftig klokkeringning, som betjentes af en brandmand, der sad ved siden af kusken. Sidstnævnte havde nok at gøre med, at holde styr på de stejlende heste. De øvrige brandmænd sad på hver side af vognen med ryggen mod hver andre.
Dampsprøjten, hvorfra gnisterne spruttede og væltede op fra, var et flot syn. Den blanke messingskorsten vakte opmærksomhed. Gadedrengene hujede i kor og sang:
På ´en, På ´en, På ´en igen, lille Ferdinand Ludvigsen
Og når sår brandsprøjten returnerede igen:
På ´en, På ´en igen, nu kører Nybor `s sprøjten hjem
De stakkels heste måtte spænde afsted, så skummet stod dem ud af mulerne. Men hestene fik den kærligste pleje.
Østerbros gader
Det varede lidt inden Østerbros gader blev brolagte, endnu længere tid inden de blev asfalteret. De blev gruset, som en almindelig landevej. På tørre sommerdage hvirvledes støvet op af blæst eller køretøjer. Men det var dog værst i regnvejr. Så var kørebanen et morads, hvor det var svært at passere uden at synke i.
Så måtte skotøjet først børstes af på køkkentrappen eller ud af gårdvinduet. Så kunne skotøjet behandles med blankesværte, der bestod af en sort, fast kage, der blev blødgjordt med vand, eller spyt. Men bedst var brændevin. Det fordampede hurtigere.
Østerbros gader havde det bedre, når der blev lagt skærver, som blev mast ned af en stor damptromle. Men så skulle der helst ikke være heste i nærheden. Den prustende djævel fik hestene til at kaste sig fra side til side og stejle.
Sådan var det også med dampsporvognen, er en kort tid kørte fra Trianglen til Klampenborg. Hestene var fortvivlede. Og beboerne kunne da også se ikke så få løbske heste.
Køer, kalve og heste
Tidlig om morgenen eller sent om aftenen hørtes på Østerbro lyden af køer og kalves brølen eller hestevrinsken. Det var bønder der drev dyrene til slagtehallen eller Kvægtorvet. Tidspunktet var valt, for ikke at genere færdslen.
Lirekassemænd og missionskor
Foruden lirekassemænd kunne man også høre gård- missionærerne. Og lyttede man ordentlig efter kunne man også høre missionskoret, når have prøveaftener.
Ja mange af de spillemænd, der dukkede op, var veteraner fra de slesvigske krige.
Panorama ved søerne
Nede ved søen lå etablissementet Sortedamslund. Det var en slags tivoli med forskellige forlystelser og smukke illuminationer. Her var lysthuse ned til søen.
Både ved Christian den Niendes og Dronning Louises guldbryllup i 1892 og Frederik den Ottendes og dennes dronnings sølvbryllup var etablissementet og Dosseringerne pragtfuldt illumineret. Der var også flotte fyrværkerier. Et storslået panorama mødte de mange spadserende langs søen.
Bådejerne satte en ære i at illuminere deres både med kulørte lamper. Ofte var der arrangeret musik her nede ved søerne på de dejlige sommerdage.
Gåtur langs søerne
Om morgenen kunne man se unge mennesker vandre hånd i hånd langs søerne. Det var blinde fra instituttet på Kastelsvej. Man kunne også møde mennesker med forbinding hen over næsepartiet. Det var de stakkels lupuspatienter, der gik til eller fra behandling på Finsen Instituttet.
Lundingsgade blev anlagt og bebygget med pæne huse. Kun på hjørnerne af Sortedams Dosseringen og Ryesgade blev der indrettet butikker.
Sporvogne på Blegdamsvej
Og på Blegdamsvej kørte de høje sporvogne fra Blågårdsgade. De var efterhånden blevet elektrificeret. Der var et stort Ø malet på hver endevæg af 2. etage. Her sad man på hver side af skillevæggen. De høje vogne blev trukket af to heste. På seletøjet var anbragt bjælder, der ringlede under kørslen. Hos kusken hang en stor klokke med en rem i knebelen.
Blegdamsvej var kun bebygget på den ene side. Der var vid udsigt for beboerne til de åbne græsareal over for.
Kirke i bølgeblik
Det var også dengang, man kunne gå i søndagsskole i den lille Nazareth Kirke i Ryesgade. Ja, dengang blev den kaldt for Jernkirken, fordi den var oprejst af det, man kaldte bølgeblik. Hvis man var en flittig besøgende, opnåede man det at få tildelt Ny Testamente, endda i indbunden udgave.
En meget populær pastor dengang, var jyden I.C. Holst
Dengang kunne man på Østerbrogade ved Classensgade se et hus under gadelinjen. Det var hvis nok en rest fra gammel tid, da Rosenkildes lå på landet herude. Dat var en flytteomnibus uden hjul anbragt på fire tønder.
Resterne af Classens Have
Et stykke nede i Classensgade mødte man et frodigt vildnis. Det var resterne af de Classenske Haver, der nu skulle udstykkes til byggegrunde.
Ude ved Kalkbrænderiet lå endnu et traktørsted, hvis indehaver hed Hammerich. Det var en del af De fattiges Dyrehave.
Øvelser på Fælleden
Jagtvejen lignede nærmest en landevej. På siden til Fælleden var der en stor grøftekant. Og de store øvelser, der blev afholdt på Fælleden, har vi omtalt under Nørrebro. Det var nu ikke alle, der mødte lige ædru op til dette. Ja og gadedrengen kunne tjene 2 øre for at bære de stolte soldaters geværer hjem efter en sådan øvelse. De kunne vel ikke selv magte det efter indtagelse af sprit.
På den modsatte side af Jagtvejen lå forskellige fabrikker, garveri, skotøjsfabrik og renseri. Længere ude lå chokoladefabrik m.m.
Fra Store Vibenhus gik der en allé ned til Trianglen. Der var flotte træer på begge sider af vejen. Her var også dybe grøfter på begge sider.
Langs Østerbrogade
På den ene side af Østerbrogade var der en dyb grøft ud til fælleden helt op til Skt. Jacobs Kirke. Ja fra Trianglen til Vibenhus var der høje træer. På den anden side lå gartnerier og affald fra haver. Her lå et stort raftehegn.
Her fik det største gartneri en vej opkaldt efter sig. I 1904 blev Jacobsborg bygget, og sådan gik det slag i slag.
Politistation på første sal
Lille Vibenhus var dengang meget landelig. Det var en lille bygning med politistation. Bag ved var en have med gynge og vippe. Det var en udflugt værd.
Ja, politistationen lå på første sal.
Lige ved siden lå en spækhøker, der også solgte petroleum.
På jagt efter en sukkerstang
Man kunne også gå til Lundehuskroen på Lyngbyvejen. Her var lysthuse og her kunne man også få kaffe og sodavand. Her var der tombola og flotte gevinster for 10 øre.
Børnene gik langt for at få den største sukkerstang. Hos bageren fik man en stor kande fløde med skum for tre øre eller en snegl for 2 øre.
Kvarteret omkring Nygårdsvej og Landskronagade var ikke videre rart. Der var masser af bisser og fulde mænd. I kældrene var der mange kludekræmmere.
I et vandhul
I et vandhul, der lå bag Hans Knudsens Plads blev der fanget aborrer og hundestejler. Og i Østerallé var marken oversprøjtet om vinteren, så man kunne løbe på skøjter. Her var også oplyst om aftenen.
Til dans på Kildevæld
Så kunne man gå til dans på traktørstedet Kildevæld. Der var en lille sal bagved. Her kunne man også lære at danse. Og det var gymnastiklæreren på Østre Gasværk Skole, Lærer Hansen, der underviste. Hvis det var hans datter, der kom, vidste eleverne, at Hansen havde fået en for meget.
Kolonihaver
Man skulle ikke tro det, men der hvor Davidskirken ligger i dag i Koldinggade, lå der kolonihaver.
Og en appelsin dengang var lidt af en sensation. De var ofte sure, og der måtte drysses sukker på. Og en konfirmationsmiddag dengang kunne godt bestå af kogt torsk og budding – velbekomme.
Rødspætte til morgenmad
Ja tænk lægerne kunne dengang ordinere, hvad man skulle have til morgenmad. Således blev en bryggeriarbejder, der havde været indlagt i et år på Øresundshospitalet beordret til hver morgen i to år, at indtage kogt rødspætte og havregrød. Velbekomme. Det har åbenbart hjulpet, for bryggeriarbejderen blev 84 år gammel.
Også på Østerbro var der masser af drikkeri. Man kunne ude foran værtshusene se mødre med børn, der ville have manden med hjem.
Østre Gasværks Skole
Mange af skolerne havde sikkert overraskende for mange i dag, skolekøkken. Det gjaldt blandt andet for Østre Gasværks Skole, der lå bag Sionskirken. Her kunne man lære at lave mad, dække bord, bage, vaske tøj m.m.
Ja skolen hedder i dag Strandvejsskolen.
På skolen lærte man også at svømme. Det foregik først på den primitive badeanstalt Svanholm. Senere foregik undervisningen på Helgoland. Man gik i rad og række fra skolen ud til badeanstalten.
Men efterhånden kom der bruse bad i kældren på skolen. Det var dog ikke så heldig, at børnene så skulle lægge deres tøj på en bænk, for så snart havde alle elever fået lus.
De fine på Vibenhus Skole
Og på Vibenhus Skole følte man sig meget vigtige. Det var nemlig en betalingsskole. . Her betalte man en krone om måneden. Men de havde ingen skolekøkken. Så de måtte i rad og række gå om i Østre Gasværks Skole, for at lære at lave mad. Og der stod så eleverne og hånede de fine fra Vibenhus Skole.
Det sjove er faktisk, at da Vibenhus Skole blev bygget, var de på en åben mark.
Svanholm
Vi nævnte lige før, Svanholm. På et tidspunkt lå der også Svanholms Tivoli. Det gik helt ned til vandet. På sommeraftener var de kulørte lamper tændt. Så var der musik og sang. Og masser af øl, brændevin, sodavand og kaffe. Der var masser af musikere fra Italien. Og mange blev her oppe for altid.
En død rotte til 10 øre
På det såkaldte pæne Østerbro var der også retirader i gårdene. Her var også masser af rotter. Men fangede man en og afleverede den på politistationen i Nordre Frihavnsgade, så fik man ti øre. Det var forholdsvis mange penge dengang for et barn. Efterhånden blev man gode til at fange dyrene.
En flaske snaps om søndagen
Det var dengang man startede med øllebrød om morgenen. Og en meget udbredt middag var gule ærter med spegesild. Om søndagen stod den ofte på snaps. Den kostede 35 øre for en hel flaske.
Fattige på Østerbro
Det var nu ikke alle på Østerbro, der var lige rige. Således havde børnene opdaget, at der var nogle børn, der blev lagt i seng mens deres skjorte blev vasket og hængt til tørre. Og børnene var også ubarmhjertige dengang. De blev mobbet, fordi de var fattige.
Dengang posten var blå
I begyndelsen gik postbudene rundt i mørkeblå uniformer som ude på landet. Men da bydelen så langsomt blev tilknyttet København, ja så blev det til de røde uniformer.
Kilde: Se
Litteratur Østerbro
Hvis du vil vide mere: Læs
Badeanstalter på Østerbro
Classens Have på Østerbro
Flere steder på Østerbro
Fra det gamle Østerbro
Gamle havne på Østerbro
Nord for Østerbro
Sporvogn på Østerbro
Steder på Østerbro
Strandvejens historie
Ydre Østerbro – dengang
Østerbro – historier 1912 – 1930
Østerbro som landsby og meget mere
Juni 22, 2012
Første verdenskrig blev udkæmpet på Vesterbro. Det var en mærkelig klam lugt i husene dengang. Og mærkelig var også svømmeundervisningen. Vi skal også høre om en berømt skrivelærer, og politiets gadepatrulje, der blev bestukket med sprut. Og Krølle Charles var socialist. Jo og så var der lopper og lus og varm mælk til maden. Rullemutter Amanda havde en papegøje.
Rullemutter med papegøje
På hjørnet ved Istedgade boede rullemutter Amanda. Hun havde en papegøje, der råbte hver gang klokken lød:
Ja´r Amanda, jør det gå´t
Hun var svensker. Det var godt at kende hende. For hun kunne rulle dugen, så den så ny ud, inden den skulle på lånekontoret. Det kneb altid sidst på måneden.
Meget at få – for to øre
Dengang kunne børnene tjene en to øre eller en fem øre, for at gå i byen for folk. De blev investeret hos bageren i kagekrummer. De bestod af enderne af wienerbrød, brødstænger, rosenbrød, kringler og flødeskumskager, der var gået i stykker.
For to øre kunne man også få en dejlig sukkerkringle eller slikkepind.
Varm mælk til maden
På Asylet i Valdemarsgade fik ungerne varm mælk til maden. Og der skulle man også sove til middag. Det foregik ved, at man lagde hænderne op på bordet over kors, og hovedet hvilende derpå.
Biffen lå i Dannebrogsgade. To bør kunne komme ind for 25 øre. Der var korte film med Olga Svendsen og Stribolt. De lavede sjove løjer. Ja så var det også Chaplin og andre komikere.
Lopper og lus
Lopperne var næsten ikke til at holde nede I gamle huse holdt de til i sprækker i gulve og vægge. Dengang blev der ikke ferniseret og malet så meget. Det var der ikke råd til. Lus var der ofte. Så var det bare ned på apoteket og købe for 25 øre cippedillefrø. Og så skulle man gennemgå eb større renselsesproces. Frøene blev opløst i eddike. Det var noget, der sved, især når det kom i øjnene. Og bagefter skulle det hele gennem tættekam. Og så røg der ofte et par totter hår af ved samme lejlighed.
Ambulancen dengang var en lille lukket vogn med en hest foran. En mand stod bagpå. Han kunne kigge gennem en rude og holde øje med patienten.
Heste – handel
På Gasværksvej helt nede ved Vesterbrogade var der en hestehandel. Det var en lang gård med en hel del hestestalde. Her kom folk og købte heste, som skulle bruges til køreheste. Nogen gange ville køberne se, hvordan hestene opførte sig på brostenene. Så var det med at komme væk, for man vidste aldrig, om hestene ville løbe løbsk.
Krølle – Charles
Det var altid sjov i gaden, når der var værtshus – slagsmål. Og når Krølle – Charles kom, så var der opløb. Man sagde om ham, at han var socialist. Han kritiserede Christian den Tiende, kongehuset og regeringen. Som regel kom der et par pansere og fjernede ham.
Basserne fyldte meget
Og sådanne pansere, de fyldte godt op i landskabet dengang. De var tykmavede med lange frakker. De havde hjelme på hovedet og læderbælte omkring deres fyldige vom. Men kunne godt blive helt væk under sådanne to pansere.
De rige frøkener
Over på hjørnet af Platanvej lå en anseelig rødstensvilla. Her boede to ældre frøkener. De havde stald med to fine heste og kusk. På en bestemt tid hver dag kørte vognen frem. Som regel var det en åben forspænder. Kusken havde høj hat og det hele. De to frøkener blev hjulpet til rette af deres tjenestepige, der var iført forklæde og kappe. Turen gik ud ad Vesterbro og varede sjældent mere end en time.
Politiets Gadepatrulje
Ved siden af den fornemme villa lå Sorte Hest. Det var en forholdsvis lav 2 – etagers bygning. Det var gæstgivergård med stald, vognport og hølager m.m.
Om sagen var her ret så fredelig. Men ud på aftenen var freden forbi. Politiet havde ret så meget arbejde med fuldrigger herfra.
Men værtshusene havde dengang et fint forhold til politiet. Man sørgede altid for at det var et glas øl til Politiets Gadepatrulje. Om vinteren var det som regel 1 sort. Og hvad var det? Det var et kop kaffe med en rom eller snaps. Havde man lukket, var det altid en aftale med patruljen, hvor de kunne finde en bajer.
Ladegårds – lemmerne
Trækvogne blev flittig benyttet, men også cyklen kom efterhånden ind i gadebilledet. Det var dog ikke let på de glatte brosten.
Og tænk Halmtorvet blev fejet af Ladegårds – lemmerne. De mødte op med deres riskoste under armen, eskorteret af en kontrolmand med kasket.
Vandet gik ind til Sønder Boulevard
På Halmtorvet og Sønder Boulevard lå først kvægtorvet, dernæst slagteriet og så Vestre Gasværk. Her var også masser af oplagspladser. Man kunne også se rester af den gamle jernbanedæmning. Ja og vandet gik næsten helt ind til Sønder Boulevard.
Rewentlovsgade begyndte oppe ved Vesterbrogade og endte ved Ny Vestergade, i dag Tietgensgade.
Mand med rødt flag
Der hvor hovedbanegården i dag ligger, var der oplagspladser og brændepladser. I Berntoftsgade var der jernbanespor, så man kunne køre ned til havnen. For at køre derned, måtte toget køre over Vesterbrogade lige ved Frihedsstøtten. Her var dengang en lysmast, der var indrettet således, at der kunne sættes en laterne op, hvor der stod STOP.
Samtidig gik der en mand foran toget med et rødt flag og en klokke. Samtidig ringede en klokke også på lokomotivet.
Ny Vestergade (Tietgensgade) gik fra Vester Boulevard til Kvægtorvsgade. På hjørnet af Bernstofsgade lå elektricitetsværket. Derefter kom Ny Vestergades Hospital, der senere blev omdøbt til Rudolf Bergs Hospital.
Et druknehus
Den nuværende Ingerslevgade eksisterede ikke dengang. Her var vand. Skibene kunne gå lige ind til Vestre Gasværk for at læsse kul. Ligeledes kunne kreaturer udlæses til Kvægtorvet.
Havnen ved Gasværket lå inde i en bugt. Bolværket gik skråt ud, og fortsatte lige forbi Tømrergraven, hvor der gik en bro over. Her lå også det gamle Druknehus. Hertil blev bragt de mennesker, der blev fundet druknet i havnen.
En lang træbro
Gik man lidt længere hen, passerede man et stykke af den gamle Vester Vold. Så kom man efterhånden til den gamle Langebro. Det var en lang træbro, der lå lige ud for Vester Voldgade. Denne bro blev omkring 1902 afløst af en ny svingbro.
Første verdenskrig på Vesterbro
Første verdenskrig kunne også mærkes på Vesterbro, når rødderne fra Gasværksvej var i krig med Viktoriagade. Der blev brugt kæppe og kosteskafter. De første kampe blev udkæmpet i august 1914 i Istedgade.
For to ører lunge
Hos slagtemester Clemensen på Enghave Plads kunne man købe lunge for to øre til kattene. Det vil sige, at det blev kogt, inden kattene fik det. Og kattene kunne holde rotterne væk.
Smidt ud
Kvarteret var fattig. Ofte så man møbler stillet ude foran husene. Her sad stakkels familiemedlemmer og frøs, overvåget af betjente. Men det skabte ikke opløb. Det var som om beboerne var vant til, at folk blev smidt ud af deres lejligheder.
En mærkelig lugt
Det var en mærkelig lugt i opgangene. Det var en blanding af petroleum, kaffe og urenlighed og ikke at forglemme, retiraderne.
Det kneb med den personlige renlighed. Og såfremt der var bademuligheder i kvarteret, ja så blev det ikke brugt så meget af de lokale.
De gratis glæder
En af de gratis glæder var at sidde på bænkene foran Tivoli og kigge på løjerne. Der var mange bænke dengang, og de var næsten altid optaget.
Hr. Nellermann
Her lå også Matthæusgades Skole. Det var en velordnet og godt organiseret kommunal skole. Man var næsten kommet bort fra den korporlige afstraffelse. Eneste undtagelse derfra var gymnastiklærer Hr. Nellermann. Han var altid iført jaket og kasket. Han havde et skæg lige som en hvalros og en tydelig kommandostemme. Han var som så mange andre gymnastiklærer dengang, tidligere befalingsmand.
Han kunne virkelig med sit spanskrør sætte gang i folk.
Svømmeundervisning
Om sommeren, når vejret tillod det blev man i samlet flok ført til den kommunale badeanstalt. Her forsøgte man at lære poderne svømning. Det lykkedes dog ikke helt.
Ved hjælp af en bøjlestang skulle poderne tage svømmetag. Gjorde de det ikke tilfredsstillende, stak gymnastiklæreren stangen så langt ned, han kunne. De gode elever kunne så vriste sig ud af bøjlen og selv klare resten.
Den berømte skrivelærer
Og på Vester Voldgades Skole havde skrivelæren udgivet en skrivebog. På omslaget stod hans fulde navn P.M.S. Brandt. Det fik eleverne hurtig omdøbt til
På Måsen slår Brandt.
En lussing fra lægen
Skulle man have fjernet mandler eller polypper dengang, ja så foregik det uden bedøvelse. Hvis børnene ikke kunne sidde stille på grund af smerterne, ja så stak lægen bare en lussing.
Ja og lungebetændelse blev dengang behandlet med varme omslag. Det var en hyppig dødsårsag.
En religiøs vækkelse
De fleste arbejder – børn blev konfirmeret dengang. Men arbejdere og præster havde det ikke så godt sammen. Og når et barn skulle konfirmeres skulle man lægge et offer. Og det afhang af, hvor meget man tjente.
Omkring 1904 opstod der i København en religiøs vækkelse. Den var foranlediget af præsterne Firbiger og With fra Maria Kirkesal på Vesterbrogade. Lokalet havde været dansesal før. Det hed hvis nok Valkyrien. Men der blev også holdt vækkelsesmøder i det lokale Figaro.
Her sluttede Vesterbro
Da dansesalonen Figaro blev nedlagt, blev det overtaget af biografkæden Royal. Dengang måtte der ikke danses på almindelige restauranter. Det kunne man så i de to dansesaloner Kæden og Figaro. Men det kostede 10 øre pr. dans. Og snyde for det, ja det kunne man ikke. Der var ansat store kraftkarle som udsmidere. De tog ikke med fløjlshandsker på synderen.
Det var her på Enghave Plads, at Vesterbro sluttede. Derefter var der marker, grøfter og kolonihaver.
Kilde: Se
Litteratur København (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om Vesterbro: Læs
Et sted på Vesterbro
Forlystelser i København
På Vesterbro
Tivoli
Tog til København
Vesterbro – den fjerde tur
Vesterbro – en historisk vandretur
Juni 22, 2012
Vi tager i den første del af Højers gamle huse på rundtur i en smuk by. Vi finder også ud af, hvem der boede inde bag murene. Og det skete mangt og meget bag de skønne huse. Det var dengang, man havde en opråber. Og det var dengang en fabrikant, skulle købe et hus til den dansksindede præst. Og tænk engang- der var 13 bagere i Højer. På vores rundtur møder vi kun en. Måske burde man gøre bare lidt mere for at bevare Højers skønne gamle huse.
Sit eget miljø
Det er godt nok længe siden, at jeg er gået rundt i Højer og kigget på de gamle huse og bøndergårde. Og der er mange af dem. Højer har sit helt eget miljø.
Som vi tidligere har skrevet her på siden er Højer en ældgammel landsby. Men byen blev ophøjet til flække, da Tønder stoppede med at være havneby. Dette hverv overtog Højer. Herfra blev der eksporteret tusindvis af stude til Holland.
Bebyggelsen noget særligt
Bebyggelsen ligger spredt mellem brede og smalle gader, torve og småpladser. Dertil kommer mange flotte private haver.
De ældste huse er vel fra 1700 – tallet. Stilarterne er forskellige. Men som helhed er bebyggelsen noget særligt.
Ikke en turistreklame
Dette er ikke en turistreklame. Den lokale turistforening for længst holdt op med at linke til denne side. Dette er et forsøg på via hukommelse, at gå en tur gennem Højer, som jeg så ofte gjorde dengang i slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne.
Jeg havde/har en del familie her i byen, som flittige læsere sikkert har opdaget. Vi besøger nogle af de mennesker, vi også i andre artikler, har besøgt.
Brug ikke cement
Det ubehandlede røde murværk er det mest fremherskende. Det skal ikke bare overkalkes, som det er sket nogle steder. Skader i murværket er sikkert opstået under fugning, fordi man har brugt cement. I stedet burde man have brugt kalkmørtel. Håndstrøgne røde teglsten burde bruges i stedet for glatte maskinsten.
Forkerte døre og vinduer
Nogle steder ser man også forkerte døre og vinduer. Det ødelægger helhedsindtrykket. Det er en god tradition med hvidmalet træværk, vinduer, porte og døre.
Nej til cementtag
Kigger man på tagkonstruktioner, er disse også meget forskelligartet. De ældste huse er fortrinsvis dækket med strå. Man ser også cement tag. Tænk hvis man kunne fortsætte med tegl eller strå.
Huse mister sine skorstene
Det er også synd at man fjerner skorstene, fordi man ikke mere har brug for den. Brug den som aftræk fra køkken og bad. Når et hus mister sin skorsten, mister huset en del af sin historie.
Haver og stakitter
En del udhuse har det bedst af at blive revet ned, mens andre er med til at danne et særpræg. Sådanne udhuse skal plejes lige som haverne.
Jeg husker Højers flotte haver med velplejede hække. Og stakitterne er i Højer flottest i hvid maling.
Hvor er brostenene?
Mange af husene i Højer virker tilfældig anbragt. Det samme gælder nogle af vejløbende. Det skal ikke så mange fejlgreb til, før helheden ødelægges.
Nogle steder kan det måske betale sig at reetablere brostensbelægning i stedet for asfalt og betonfliser.
Belysningen
Lysmaster ødelægger hyggen. Belysning skal glide naturlig ind i byen. Det må aldrig være overdimensioneret i en by som Højer.
Der er masser af flotte træer i Højer. Og løvtræer klæder omgivelserne.
Herbergsgade
I Herbegsgade består den østligste del af en række ensartede huse. Den vestre del bestod i hvert fald dengang af haveanlæg. Det var her den tidligere præstegård lå. Her er også en muret dige af kløvede sten. Mest interessant er nok huset på adressen Herbergsgade 6.
Gaden løber parallelt med Klostergade. Her oprettedes et herberg for rejsende håndværkssvende i 1881. Det var i nummer tre. Ved indgangen stod Herberge zur Heimat.
Her kunne håndværksmestre, der manglede en svend skrive sig på en opslagstavle. Bestyreren hed i mange år, Jens Hedegaard. Han var saddelmager, og havde en lille butik ud til gaden. Han lavede blandt andet kørepiske, man kunne af og til se ham stå i døren og prøve, om de kunne slå et knald.
Bageri uden strøm
I Herbergsgade 5 boede bagermester Emil Petersen. I 1903 overtog han bageriet, Ballumvej 6. Men i 1905 købte han Bombergs Bageri i Herbergsgade. Det var bygget i 1867. Der var ingen butik og ikke elektrisk lys.
Når der skulle brød i ovnen, satte man i det første dunhammer, der var dyppet i brændbar væske. Den blev antændt og oplyste ovnen.
Glashuset
På grunden Herbergsgade 7 på hjørnet af Østergade var det i begyndelsen af 1900 tallet et landbrug med mødding, og så lige ved siden af bageren. I 1924 blev det nuværende hus opført. Det rummede en kirkesal, hvor den nyapostolske menighed holdt sine gudstjenester og møder. Det var meget store vinduer ud mod gaden. Derfor hed huset i folkemunde Glashuset.
Senere blev gudstjenesterne flyttet til Klostergade 2. På et tidspunkt havde menigheden sin egen kirke på Buen 4.
Æ Bykass
Og på nummer 9 befandt byens finanskontor sig i mange år. I folkemunde hed det æ bykass. Før genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2.
I Herbergsgade 11 boede Jørgen Nielsen. Han var en gæv sjællænder, der kom til Højer i 1914. Trods et halvt hundrede år som høvring, havde endnu ikke lært sproget, bortset fra et enkelt ord. I stedet for når sagde han wenn. På sjællandsk lød det så sådan:
Vænd du nu kommer hjem
Kirkegårdsgade
Kirkegårdsgade domineres af en høj ladebygning. Den flotte længe på nr. 1 klæder gaden. Også her ser vi de murede diger af kløvede sten. Indkørslen til Torvet er flot. Store træer dominerer østsiden.
En flot vinkelbygning er Kirkegårdsgade 1/ Nørregade 19 – 21
Ved siden af, skal også fremhæves Kirkegårdsgade 3.
Klostergade
Klostergade domineres af haveanlæg på østsiden. Terrænet falder stærk mod syd. Der er to flotte huse i nr. 7 og 9. To lave hvidkalkede stråtækte huse ligger blandt rødstens – byggeri. Det er et lille gavlhus i nr. 1 samt et langhus i nr. 5.
Dengang jeg gik der, var der dog en del ting, man kunne gøre bedre, prøv at se indledningen.
Historien om ”klosteret”
Og klosteret har aldrig ligget i Højer. Forklaringen er følgende:
En hvis Helena, datter af ridder Hvidding, arvede efter sin far bl.a. en halv plov land ( ca. 50 demat) i Højer og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for sin sjæls frelse. Den betgnedes senere , da feltherre Hans Schack overtog den, Vor Frue Toft eller Kloster i Høfver. Den var fordelt på 13 forbedelser (små husmandssteder), og noget af dem må vel have ligget nær det område, hvor nu Klostergade går.
Så lad nu være med at gå rundt og lede efter klostre i Højer.
Og i det lille stråtækte Klostergade 1, har jeg været. Gad vide, om der har boet familiemedlemmer her. Jeg kan desværre ikke huske det. Her et flot stråtækt tag. Et virkelig flot hus, og dengang særdeles godt vedligeholdt.
I nummer fem finder vi et stråtækt saddeltag. Huset ligger på en høj kraftig sokkel.
I Klostergade 9 havde Andreas Troelsen sin landbrugsejendom. Foderstoffer, halm og hø havde i en nu nedrevet lade over på den anden side.
Søndagsskole i Klostergade
I klostergade 7 har der været købmandsforretning. Den blev ejet af familien Martensen. Her har hvis nok også været døgnkiosk.
Familien har også ejet Klostergade 5. her var der en religiøs indskrift på muren:
Siehe ich komme und errette deine Seele.
Jo Martensen holdt søndagsskole for børn, og det skete i butikken. Og det siges, at han ved den lejlighed ofte åbnede for bolsjedåsen.
Kovejen
Kovejen har usammenhængende gadesider. Her må vi fremhæve det fine mejeri. Længst mod øst ligger et par stråtækte huse, med en fin have og en lav hæk.
Vest for Kovej 2 havde der været en stor branddam med træstatik omkring. Der blev tit smidt skrammel i den. Og det pyntede bestemt ikke. I 1930 blev dammen fyldt op, blandt andet med jord fra nordenden af det gamle dige, med henblik på, at der blev anlagt en mindelund på stedet.
På Kovejen nummer tre finder vi et flot syvfags hus. Den har en fortræffelig beliggenhed.
Lige ved siden af i nr. 5 finder vi et nifags hus. Kvistpartiet hæmmes lidt med for store vinduer.
Højer Mejeri lå i nummer 8. Den har vi skrevet om tidligere.
Nummer 17 er på fem fag med en etage. Her finder vi igen stråtægt saddeltag.
Markgade
Markgade er meget bredere end de fleste gader. Bebyggelsen ligger tilbage med forhaver hævet over gadeniveau. Gaden præges af den store gård, Markgade 1.
Vi finder tre sammenbyggede grundmurede længer i en etage. Murværket er i rød tegl. På vestgavlen skimtes årstallet 1827. Bygningerne virker meget velholdte og har gennemgået en del ombygninger. Men det gamle præg er delvis bibeholdt.
I nummer to finder vi et elvefags langhus. En flot bygning.
Mellemgade
Mellemgade er en af de snævre gader. Nogle af husene virker lidt forvirrede i deres materialevalg. Storegades tvillingehuse dominerer. Gaden afsluttedes med en gul træbygning.
I nummer fire finder vi et flot hus, dog ikke af så ældre dato. Dn er opført af røde normalsten. Bygningen danner en fin afslutning for Postgade.
Møllegade
Møllegade har sit udspring ved pladsen ved møllen. Her er masser af gavl – og langhuse. En flot udsigt er der også til masser af små haver. Gaden afsluttes i syd af fabriksbygninger.
Æ friesenskomache
I nummer 1 finder vi et etagers hus med stråtækt. Huset ligger for enden af Søndergade. Den er omgivet af flere gode huse.
Huset blev ejet af Mads Hansen. Han var arbejder og landmand. Under første verdenskrig var han forvalter på Kiers Gård.
Han havde temmelig mange køer. De var indlogeret i den store stald i nummer 9.
Ti leje i en lille tilbygning boede Æ Friesenskomache.
I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine unge dage havde han øldepot, og gik ud som husslagter. Senere indrettede han en slagterbutik i huset.
I nummer tre finder vi et tre fags hus i en etage, bygget sammen med nabohuset.
I nummer fire finder vi et fem fag stort gavlhus i en etage. Stråtækt og bygget sammen med en værdifuld husrække.
Bygningen følger smukt gadeforløbet, når vi tager nummer 5 med. Den er bygget sammen med nabohuset og virker meget vedligeholdt. Her finder vi igen stråtækt sadeltag.
Brygger med 11 børn i et lille hus
I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse boede brygger Petersen. Han var brygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Hvordan familien kunne få plads i det lille hus, snakker man hvis stadig om i Højer. Der var mindst 11 børn. Folk havde opgivet at tælle.
Et grundmuret gavlhus finder vi i nummer seks. Murværket er placeret på en mørk sokkel.
Uforståeligt skænderi
I nummer syv boede gartner Wanderscheck, der havde afstået sit gartneri i Herbergsgade. Uforstående måtte opgive, når mand og kone her begyndte at diskutere. Han talte plattysk og hun talte sønderjysk.
I nummer ni finder vi et skønt langhus. Igen er der brugt rødt tegl og stråtækt tag. I syd er der en stor velvokset have. Bygningen virker meget velholdt.
Og i nummer 9 B finder vi selve møllen, som vi indgående har beskrevet i en selvstændig artikel. Nogle af de oprindelige bygninger i forbindelse med møllen er revet ned.
Ja og her har vi så Højers højeste sted. Møllen har vi omtalt i en særskilt artikel.
Nørregade
Nørregade er den gade man kommer til, når man kommer til Højer fra Tønder. Det er en flot indkørsel. Bebyggelsen er af varierende karakterer og alder. Baghusene vender ud mod Nørregade. Her en blanding af gamle småhuse og gårde og nyere større villaer.
Gadens vestlige ende optages af en række sammenbyggede stråtækte huse. Her kunne farvevalget måske have været bedre. Bygningerne omkring nr. 35 er udsædvanlig flotte. Også nummer 37 er flot. Der er masser af store flotte træer i haverne.
Noget forvirrende mundede gaden ud i Skolegade dengang.
Flotte huse i Nørregade
Helt ud til gaden i nummer 2 har ligget en smedje. Smedjen blev oprettet i 1870 af smedemester Peter Schmidt. Smedjen blev nedlagt i 1960 i forbindelse med en gaderegulering.
I nummer fire finder vi et et grundmuret langhus i en etage. Det er byget sammen med nabohuset i vest. Murværket er i sort tegl.
Et flot hus finder vi også i nabobygningen. Sammen med nummer fire udgør det en helhed.
I nummer 10 finder vi et forhus med vognport. Det er et velholdt hus med en markant sokkel. Det er god facade mod Nørrevej. I sydgavlen finder vi årstallet 1842. Indkørslen er belagt med pigsten. Huset har stor betydning i gadebilledet.
Apoteker Nagel blev kaldt Søm
Ja det var her det gamle apotek lå. Herman Nagel var apoteker i 50 år, og en del år tillige postmester. Og Nagel var gode venner med løjtnant Hammer, der kommanderede de danske kanonbåde ude i Vesterhavet. Da tyskerne skulle finde et øgenavn til apotekeren valgte de søm. Den danske oversættelse af Nagel er jo netop søm.
Et grundmuret langhus i otte fag med stråtækt tag finder vi i nummer 11.
Ved siden af finder vi en grundmuret vinkelbygning. Der er fire fag ud mod gaden. Der er en tværlænge mod sydøst. Der er et flot stråtækt tag. Et meget charmerende hus må man sige, dog ligger det lidt klemt inde af det store nabohus i vest.
I nummer 18 finder vi et langhus i otte fag. Murværket er i rødt tegl. Sydfacaden er smuk og velbevaret. Nordfacaden er knap så velbevaret. Med have, stakit og hække er det med til at fastholde Nørregades flotte husrække.
Nabohuset er i fem fag med en etage. Et godt hus med med uheldige tilbygninger.
Vi fortsætter i nummer 22. Her kunne farvevalget måske have gjort oplevelsen lidt bedre. Huset ligger noget klemt bag garagen.
Vi har et flot hus, som har været udsat for hårdhændet ombygning i nummer 25. Gårdspladsen er med pigsten. På huset er en bemærkelsesværdig kvist. Måske burde man have taget et andet vinduesvalg.
Et flot og stateligt hus i hele tolv fag med en etage finder vi nummer 26. Murværket er igen af røde teglsten med stråtækt tag. En tværlænge er senere bygget til. Gavlen er rigt dekoreret. Også haven er flot med velvoksede træer.
I nummer 30 finder vi et langhus, der er bygget sammen med nabohuset. Det er seks fag og en etage. Haven er mod syd med hvidkalkede udhuse i nord.
I nummer 32 finder vi fem sydfag. Det er et velholdt hus, som med dens sammenbygning med nabohuset udgør en fin helhed. Husene ligger desværre lidt klemt. Forhaven er fin tilpasset huset med stakit.
Nørregade 33 er en del af en sammenbygget husrække. De danner alle sammen en storartet helhed. Her finder vi også en pigstensbelægning.
Nr. 35 er en arkitektonisk perle, med skønhedsfejl. Her en karakteristisk vognport, der fylder i gadebilledet. Også i nummer 39 findes et flot hus, der dog ødelægges af nogle forkerte vinduer.
Nørregade 42 er et langhus bygget sammen med nabohuset. Sammen med nummer 46 har husene en værdifuld gadefacade. Indgangspartiet er dog uheldigt.
Nummer 46 er på fem fag. Desværre savnes skorstenen, og et nyt vindue klæder ikke bygningen.
Af andre flotte huse her på Nørregade skal også fremhæves 48 og 50,
Nørrevej
Nørrevej er baggaden til Nørregade. Her havde byen sin nordlige afgrænsning. Man kan stadig ane, at gaden var en tilkørselsvej. En smuk trærække langs Nørregade 26 giver vejen karakter. Desværre er mange af de gamle huse blevet skalmuret. Det er en skam. En af Højers flotte bygninger ligger her. Det er købmandsgården.
Også Nørrevej 3 er en perle.
Udmundingen i Skolevej er dog ikke så spændene.
Uden for Nørrevej 100 var der en lavning uden for diget, hvor der stod vand, når vinteren satte ind Det var æ gåspøt. Når den var tilfrosset var det en ideel skøjtebane.. manglede der vand kunne man få Æ Freiwillige Feuerwehr til at holde sprøjteøvelse derude.
En speciel vognmandsforretning
Det yderste hus på sydsiden af Nørrevej 75 er bygget af Andreas Jensen. Han havde en speciel slags vognmandsforretning. Når de mange badegæster fra Tyskland om sommeren kom til slusestationen og skulle med båden til Sild, kørte han deres bagage fra stationen op over diget og ned til damperen. Der skulle et spand gode heste til at trække det tunge læs op over diget.
Huset blev solgt til Chr. Bundes, der også havde sin vognmandsforretning her med busser og lillebiler.
Æ armhus
På Nørrevej 27 lå æ armhus. Egentlig hed det korrekt, Forsørgelses – og Arbejderanstalt for Højer Sogn. Det var et stråtækt hus fra 1741. Ja det brændte faktisk i 1838. Et nyt hus blev opført samme sted. Den tidligere stald blev indrettet til arresthus. I folkemunde hed det Æ armhusgaf. Og bestyreren var også arrestforvarer. Han fik forresten i 1909 den fyrstelige løn af 80 pfennig om dagen for at sørge for en indsat.
Det kønne gamle hus blev i 1985 solgt til ungdomshuset.
Afholdsbeværtning
På Nørrevej 62 har der undertiden på facaden kunne skimtes bogstaverne IOGT. Det stod for International Order of good Templar. I 1896 kunne Højer opleve, at få en afdeling af denne internationale organisation.
Og festerne uden indtagelse af alkohol blev afholdt i afholdsbeværtningen i Toldgade 3.
Is i kælderen
I skal da også lige vide at på hjørnet af Nygade på Nørrevej 58 boede gamle Meyer. Han var veteran fra 1864 og blev 99 år. Husets kælder havde meget tykke mure, og fungerede som ishus. Her opbevaredes den is, som man om vinteren havde hentet op af Vidåen.
På Nørrevej 54 havde barber Jacobs sin salon. Han gik rundt og klippede høvringe i deres hjem. Han fjernede også tænder på folk. Kneb det med, at få folk til at være stille, måtte han have konen til hjælp.
I Nørrevej 56 boede maler Jensen. Værkstedet førtes videre af Fritz Andersen.
Mange industrier dengang
I Nørrevej 32 har der været en tobaksfabrikant, som tilhørte købmand Knudsen i Nørregade. Der dukkede mange industrier op i Højer i løbet af 1800 – tallet. Der har således været sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådevævsfabrik og kalkbrænderi.
I Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning med indgang fra Skolegade. Han solgte også måtter, pottemagervarer og legetøj.
Og i Nørrevej 9 har undertegnede tilbragt mange fornøjelige timer, når onkel Kedde og Tante Annelise, samt mine kusiner, blev besøgt. Det var her smedjen lå. Den blev overtaget af Jeppe Nielsen i 1880 og nedlagt i 1962.
Boede i den gamle postvogn
I Nørrevej 7 boede gamle Jes fra Frifelt. Han var bestyrer af lossepladsen om ve æ hav. Og det var uden for diget ved Nørrevej. Han boede, når han var derude i den gamle postvogn fra Ballum. Han var også strandfoged og oparbejdede efterhånden et stort lager, som han afhændede til private og en produkthandler,
Gavlhuset er i dag meget fremherskende. En hvidtning af skorstenspiben vil betyde at husets arkitektoniske værdier vil komme til sin ret.
Et gammel stråtækt hus finder vi på Nørrevej 3. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Huset er bygget af tipoldefaderen til Hans Ferdinand Andersen. I tre generationer var man rebslagere. Ja her er der tale om et virkelig smukt og velbevaret hus.
Fedder Træ og Fedder Buhn
Men den mest imponerende bygning på Nørrevej er Hindrichsens købmandsgård fra 1760 på Nørrevej 1. Familien byggede også det store hus, Nørregade 38 til beboelse. Den sydlige del af den gamle købmandsgård har været familiens aftægtsbolig, mens den nordlige del har været beboet af tjenestefolk.
Gården omgives mod flere sider af værksteds – og lagerbygninger. Ud mod Nørregade kan endnu skimtes hejseværk m.m. Her er tale om et storslået og usædvanlig smukt bygningsanlæg.
Det var også en Hindrichsen, der ejede den gård, der lå øst for købmandsgården med stuehus, Nørregade 36. i 1930erne hed de begge Fedder. Jamen så kaldte man dem da bare Fedder Træ, og Fedder ”Buhn” .
Postgade
Postgade består af to lange udbrudte husrækker. Her er blandt andet store flotte bygninger. De små åbninger giv et flot kig til Storegades baghuse og haver. Bebyggelsen er foregået over en lang årrække. Ældst er nummer 1, 10, 11,12 og 14 samt den lange gård nr. 8. Også nr. 5 og 7 er flotte.
Her er gode flotte facader. En værdig afslutning har gaden i øst med Mellemgade 4.
Postgade 4 og 6 bør også fremhæves som gode bygninger. Og nummer 8 er en blanding af land og by. I den ene ende havde man beboelse og stald, adskilt af en forstue. En flot bygning, der burde nænsom restaureres.
I nummer 11 havde gartner Johannes Møller haft værksted. Han var oprindelig bødker.
Skippergade
Skippergade presser sig ind mellem ro større gader. Her har haverne og bagfacaderne stor betydning. En gul træbygning pynter gaden. En blanding af småhuse og haver kunne være udnyttet bedre. Måske skulle man fritlægge brostensbelægningen.
Skolegade
Skolegade virkede temmelig uhomogen dengang. Bygningerne lå spredt. Flere gadeudmundinger medvirkede til gadens opløsning. Gaden kunne godt gøre flottere med en bedre beplantning.
Revolutionen på Centralhotellet
I nummer 1 lå Centralhotellet. Det var her, der blev dannet arbejder – og soldaterråd, dengang revolutionen kom til Højer. En marinesoldat foreslog en kendt håndværker som formand for rådet. Men han protesterede:
Nej, nej det ka æ it. Det stemme it mæ min kristle øwerbevisning
Men marinesoldaten, der åbenbart kendte forholdene i Højer og kunne æ sproch, svarede:
Det er jawns så’n jen Vorherre vil ha’
Dette argument bøjede håndværkeren sig for. På den måde forløb revolutionen i Højer.
Skolegade 3 er også lidt af en perle. En murranke flankere døren med årstallet 1708. Huset ligger meget åbent. Det er ikke uden grund fredet i klasse b.
Skolegade 15 er et ellevefags langhus i en etage. Bygningen tager sig flot ud både fra Skolegade og Møllegade. Øst for huset er et smukt haveanlæg.
Skatspillernes kro
I Skolegade 17 havde Niels Gottfriedsen sin kro. Den havde kørestald mod syd. Her kunne man tøjre sin hest ved granitpæle. Gottfriedsen ejede også Nørrevej 15, hvor der var plads til flere heste. Kroen blev besøgt af mange skatspillere. I husets nordøstligste hjørne var der samtidig en købmandsbutik.
Den sidste kromand på stedet hed Lauritz Andersen. Han var ellers bager og havde haft bageriet, Storegade 20.
Kusk på ligvognen
Staldkarlen Marius Jefsen boede i et lille rum ved stalden. Kroen blev solgt til Hans Eckholdt i 1934. Han overlod kroen til sin søn Fidde. Men det blev aldrig mere kro. Fra ejendommen blev drevet som landbrugsejendom. Desuden blev der drevet en del vognmandskørsel fra ejendommen. I næsten et halvt århundrede var Fidde kusk på Højers sorte ligvogn med englehoveder og sorte draperier. Fidde elskede heste, og Jeppe smed havde nok at gøre med at ordne dem.
Storegade
Storegade er byens forretningsgade. Der er gennemskærende gader, som giver gaden forskellige karakterer. Meget harmonisk er husene nærmest Torvet. Brug af sprossede vinduer ville her have givet underværker. Husene består af en blanding af toetagers og små enetagers langhuse samt et enkelt gavlhus.
En bankbygning ved Bjærgegade skræmmer helhedsindtrykket. En afstemning af farverne kunne give gaden et bedre helhedsindtryk. Jeg kan huske at sparekassebygningen havde en kedelig lyseblå bemaling.
Indkørslen fra Torvet er smuk og særpræget. Gaden afsluttes i vest af et malerisk billede af tætliggende småhuse. Her ses også en fin gavl fra Strandvejen 2.
Storegades flotte huse
Storegade 2 er et grundmuret langhus. Det er et flot hus med fine detaljer. Og så har bygningen stor værdi i gaderummet.
Her i Storegade er der masser af flotte huse. Men det er som om, at en del af disse får lov til at forfalde. Nr. 4 – 7 – 11 og 12 er værd at bemærke.
I Storegade 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage – og Putz – forretning af hans ugifte datter.
Her hen på Storegade 5 flyttede Falle sin cykelforretning. Det var hos gartner Lorentzen.
Æ Bækkehus
Der havde han et lille værelse og en butik. Værkstedet foregik i det fri ude i gården. Også om vinteren. Lejen var 12 kr. om måneden for hele herligheden. Da pladsen blev for trang, flyttede han hen i Torvet 9.
Ejendommen hed i folkemunde æ Bækkerhus. Her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østlige del af huset. Der var mange børn i familien, og enstald med et par køer skulle der også være plads til. Bageren leverede nemlig mælk til Højer Mejeri. Der var en dør mellem stalden og mejeriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, måtte han have døren til stalden lukket op. Ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspanden derind. I en periode boede der også en skomager i huset.
18.000 portrætter
Over på den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager – og guldsmedeforretning. Vi er på hjørnet til Mellemgade.Tidligere havde der ligget et lavt stråtækt hus. Der var nu to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.
Matthiesen var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på første sal. Havde Matthiesen
bare skrevet navn på alle de portrætter ,han havde efterladt, kunne man måske have et fuldstændigt personalhistorisk kartotek over Højers befolkning.
I Lokalhistorisk Arkiv findes bestillingslister fra årene 1893 – 1959. De omfatter hele 18.000 billeder.
En meget stor del af disse, er på glasplader og findes i dag i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa. Det var også sådanne glasplader, jeg fandt på et loft hos onkel og tante i Nørregade.
Alt muligt i Storegade 6
I Storegade 6 var der masser af vare i den gamle isenkrambutik. Der var utrolig mange varer i butikken. Foruden almindelig isenkram, var der lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Her blev også solgt jægernes udbytte. Og husmødrene kunne få deres påloddet låg på deres konservesdåser.
Ja man kunne faktisk også få kamillete, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler, samt briller og lakrids. Var der nogen, der sagde brancheglidning?
Den oprindelige ejer A.M. Hansen blev 106 år. Forretningen blev først nedlagt i 1990.
Knogledrejer Bensien
På hjørnet af Mellemgade i Storegade 7 har der været pibedrejeri. Det blev ejet af knogledrejer Bensien. Christian Hagge overtog huset under betingelse af, at han skulle sørge for enkefrue Bensiens bespisning.
I butikken blev der drevet grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. Varerne avlede han i haven ved Waldheim, Strandgade 33. Et eksotisk navn. Men lige i nærheden ligger et lige så eksotisk sted – Højer Storskov.
Hagge solgte også slik og cigaretter. Og sidstnævnte blev solgt stykvis, de billigste kostede 1 øre. I mange år havde familien Lorentzen fra Møgeltønder, butikken. Og så blev det hvis nok blomsterbutik.
Masser af bajere under afvandingen
I Storegade 9 havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning på et tidspunkt. Han fik sit ene ben beskadiget under første verdenskrig og forpagtede butikken ud til den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.
Under afvandingen af marsken kørte han øl til de folk, der arbejdede der. Og de var åbenbart tørstige. Det blev en god forretning.
I butikken var også Tatol – udsalg. Her har været sygekassekontor, og dyrlæge har der også været i huset.
Storegade 15 var købmandsbutik. Her boede Johannes Brodersen (er hvis ikke i familie). Sammen med borgmester hans Andersen administrerede han flækken.
Nabohuset i nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Mathiesen. Her lå i eb stråtægt lade. Den blev ejet af kromanden, Hagge. Siden var der barbersalon. Sydbank har været her, og også Stofhuset.
Storegade 18 bør fremhæves, for her har butikken ikke ødelagt bygningen. Man har bevaret de små vinduer.
Æ Bohsti
I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham, blev den stump gade, der forbinder Storegade med Søndergade kaldet Bohsti. I nummer 17 har der både været manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning og Farvebøtten.
Bundgårds Boghandel
I 1912 overtog Andreas Martinsen et bogbinderi med papir – og bladhandel . Han var uddannet bogbinder. Han indrammede billeder og sin butik kunne man også købet tobaksvarer. Han lærte sig bogtrykkeri – faget, men hans store lidenskab var at fotografere.
Martinsens efterfølger var Tage Bundgård. Det var et smertelig tab for Højer, da han i 1984 opgav butikken. Og det er nok Bundgårds fortjeneste, at Højer Mølle blev bevaret. For cirka et år siden fik jeg en hilsen fra Bundgård via hans datter.
Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen. Han indrettede en skotøjsbutik. Derefter var der Tatoludsalg. Her var også en afdeling af Tønder Landmandsbank. Derefter var der legetøjs – og glarmesterbutik i ejendommen.
Bagermesteren havde melallergi
I nr. 18 havde Asmus Petersen købmandsforretning, inden han byggede i Søndergade 4a.
Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset. Det blev overtaget af Peter Jensen. Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen.
Senere blev der igen kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.
Peter Løck havde her i nummer 20 bageri. Samtidig var det café. Her kunne man få sig en lille punch – eller en stor. Men bagermesteren måtte holde op – han var allergisk over for mel. Det hele blev solgt til Lauritz Andersen. Nu hed cafeen, Cafe Danmark. Her kom byens ungdom og fik Eisbrecher,
Herefter fulgte talrige bagermestre, indtil Fedder Hindrichsen overtog bygningen. Senere blev det igen bageri. En overgang Højers eneste. Tænk engang var der 13 stykker. De eksporterede tvebakker!!!!
Udvist af Danmark
Weichensteller Schmidt boede her i nummer 22. Senere var det skipper Wolf Decker. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han blev udvist af Danmark i 1945, fordi han var tysk statsborger. I bygningen har også været ismejeri.
I nr. 23 var Jens R Petersens manufakturforretning. Manufakturhandleren havde gennem mange år haft kontor for Tønder Bank.
I nummer 24 befandt der sig en lille vognmandsforretning. Bag huset var der stald til vogn og hest.
Posthus med 16 ansatte
På hjørnet af Skolegade i nr. 26 lå posthuset. Det var hjuler Jensen, der mente at Højer skulle have et rigtigt posthus i 1897, selv om man havde postekspedition siden 1850. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var Kaiserliches Postamt. Ved slutningen af første verdenskrig var her 16 ansatte.
I nr. 27 lå det gamle borgmesterkontor, og de to sidste tyske borgmestre har siddet her.
I nr. 33 boede Wolf Frandsen, der havde et lille snedkerværksted., og i nr. 31 boede skrædder Diedrichsen.
To flotte huse i nummer 32 – 34 er fredet i klasse B. Den sammenbyggede husrække 32. 34 og Møllegade 4 danner en samlet bygningskrop. Indgangspartiet i nr. 34 er særdeles flot.
Sorte Marie
I nummer 32 var der indrettet systue. Her syede Marie Friedrichsen dynebetræk for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13. Marie var helt sorthåret. Man kaldte hende for Sorte Marie eller Marie Klåj, Hendes far hed Nicolai.
Kirketjeneren blev kaldt for manstein
Mellem Maries hus og Skolegade har ligget fire huse, men de tre brændte ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus (nr. 28) blev stående. Det blev i 1991 revet ned.
Det velholdte hus i nummer 35 er smukt sammenbygget med nabohuset. Nummer 37. og her i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Man kaldte ham for Manstein, fordi han under første verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af samme navn.
Søndergade
Søndergade har et bugende forløb. Den østre ende er den mest harmoniske. Brostensbelægningen, beplantningen og den lave husrække er medvirkende til dette. Her lå grønthandleren i skyggen af et stort træ. Det må være lige til et postkort. Mange af gadens andre huse er værd at bemærke.
Det er dog som om helheden har lidt skade med nybyggeri. Også friarealerne kunne gøres bedre. Gadens vestre ende er harmonisk. Den er begrænset af lave huse. Og den afsluttes af Møllegade 1.
En velhavende mand
Vest for Søndergade 1 har der ligget en enlænget, stråtækt gård, som tilhørte Carl Hoeg. Han var en velhavende landmand og farver. Han farvede det garn, som blev spundet især af fåreavlernes koner. Derefter blev garnet vævet af ni professionelle vævere.
Da landbruget var nedlagt købte hotelejer Jordt i 1921 gården. Han byggede den om til et toetagers hus med tegltag. I den østlige ende indrettede han Højer Kino. Det havde til hus her indtil 1957.
I 1966 købte gartner Asmus Lützen, Søndergade 5. Det blev i 1987 solgt til slagter Andreas Müller. I 1990 rev han det hele ned, og opførte garager og lagerbygninger på stedet.
Byens største kolonialhandel
I Søndergade 4 A, lige over for Kogsgade lå byens største kolonialforretning. Den første indehaver var Asmus Petersen. Så var det Hans Pørksens tur. Foruden gødningsstoffer og uld, bestyrede han en filial af Handelsbanken. Så fulgte Claus Damberg og senere Mathias Stokbæk, som indehaver af huset.
I Søndergade 4 B havde Hanne Brodersen (hvis ikke i familie) sin butik med tobaksvarer og slik. Sammen med sin mand havde hun bestyret Sygehuset , Søndergade 33.
Når soldaterne fra Tønder Kaserne tog med toget til Højer, for derpå at marchere ad diget over Emmerlev til skydebanen ved Stampemølle, pakkede hun sin lille blå trækvogn. Så stod hun på stationen og solgte slik og cigaretter til de stakkels soldater.
Dansker ind til 50
Søndergade 7 var oprindelig bygget som landbrugsejendom. Omkring 1907 nedsatte Søren Lützen sig her som snedker. Under 1. verdenskrig var han soldat i Rusland. Tysk militær havde da indrettet skomagerværksted i huset.
Først i 1934 blev et moderne værksted etableret. Lützens var tyske, men Søren sagde om sig selv, at han var dansk til halvtreds. Han talte:
ti, tyve, tredive, fyrre, føfdich, søsdich o.s.v.
I 1942 overtog Wolf Lützen firmaet. Nu lavede man også ligkister på værkstedet. Wolf var i mange år bedemand.
Både i nummer 7, 9 og 11 boede der i 20 erne tre søskende Lützen.
Højers udråber
Søndergade 8 – 10 er et ottefags langhus i en etage. De to sammenbyggede småhuse danner en flot helhed. Den lille forhave er velgørende for såvel hus som gadens forløb.
I den østlige del boede i mange år, byens officielle udråber, Karl Hansen, også kaldet Karl Færch. Hant jente også penge ved at grave grøfter ude i kogene.
O Morn æ det skattebetalen
I Jawten æ det kino å æ klok ot
De æ røspætte o æ mærkensplads i jettemer
De æ lot for æ vand o Kovej fra klok ti te klok fire.
Når der var bal på Hotel Sylt, var Karl balletmester iført hvide glacéhandsker.
Ved siden af i nummer 10, boede børstenbinder og antikvitetshandler Peter Knudsen Hansen. Han og hans kone bandt børster i køkkenet. Butikken var på loftet inden for det lille kvistvindue.
Fiddes Sporvogn
Fidde Eckholdt flyttede ind i nummer 9. helt oppe i hans høje alderdom havde han heste. Han kørte blandt andet til fåremarkederne. Ja man talte sågar om Fiddes Sporvogn.
Over i haven til Skippergade 2, har det ligget et stråtækt hus med storkerede på østgavlen.
Huset har gennemgået en misforstået vedligeholdelse, derved har det mistet en del af det oprindelige materialevalg.
Søndergade 11 er fredet i klasse B. Et prægtigt lille hus med et fint indgangsparti. Huset indgår i en fin helhed med nabohusene. Her ser vi også gadens brostensbelægning.
Kiers Gård
Den berømte Kiers Gård finder vi på adressen Søndergade 12 (Læs artiklen – Hvem boede på Kiers Gård?) Det er tale om en firlænget gård med vognport. Her har vi tale om et prægtigt bevaret gårdanlæg, lige ud til marsken. I østgavlen ser vi en murranke, formet i årstallet 1759.
Den filosofiske gartner
I Søndergade 13 lå en gartnerforretning med indgang under kastanietræet. Ja og her citerede den tysksindede gartner, Hostrup før afstemningen i 1972:
Hvad er denne brydningstime, skumring eller gry?
Butikken i gavlen var dengang beskyttet af et velvoksent træ. Med den fine husrække bagved, samt vognhuset nordfor, er det sikkert et af de steder Tursitforeningen helst vise frem. Ja og huset er fredet i klasse B.
Fra cykler til Lillebil
I Søndergade 15 har det oprindelig været landbrug. I den østlige ende var det en ajlekule ud til Korsgade. Senere har her været cykelværksted, og derpå isenkramforretning. Ja herfra var også lejebil – kørsel.
Ja og her forsøgte man for anden gang i Højer at oprette en brugsforretning. Jeg mindes også, at der har været et cafeteria her.
Kødkontrollen
Søndergade 17 blev ejet af Fleischbeschauer Nicolai Jensen. Han stod for kødkontrollen vedrørende de dyr, der blev slagtet i slagtehusene og ved hjemmeslagtning. Huset blev i Højer kaldt æ Fleischebshauers hus. Det blev siden overtaget af Tæppefabrikken.
Gadefejeren
I det lille hvide hus i haven boede Johannes Wilhelmsen. Han var gadefejer, og drog rundt i byen med kost og skovl og en lille tohjulet vogn. Som han selv sagde, Æ ha wrådt i de her skjien gae. Han sørgede også for, at de få kloakbrønde i byen fungerede.
I nummer 25 havde Hans Eckholdt landbrug med mødding. Han var også glarmester. Han desinficerede også værelser efter smitsomme sygdomme. Man hidkaldte hellere ham end dyrlægen.
Den lokale fostermor
I nummer 27 boede Jens Hansen, kaldet Jens Amerika. Han ville gerne fortælle, om sin tid i Amerika, hvor alt simpelthen var så stort. I huset var også et øldepot.
I en årrække boede den lokale Fostermor (jordemoder) i nummer 29. Senere blev huset beboet af lærer Hans Brockmann.
I nummer 31, som ligger på hjørnet af Møllegade var der smugkro. Og det var ikke kun, når det var fåremarked.
Torvegade / Torvet
Torvegades bebyggelse er koncentreret til vestsiden. Husene ligger spredt med grønt imellem. Hjørnehuset, Storegade 2, leder godt ned mod Torvet.
Højers torv er forholdsvis stort. Her flere prægtige bygninger med flotte træer ved kirken og præstegårdene. Her kunne man også i min ungdom se Hotel Sylt.
Egentlig hed det Æ Mærkensplads. Meget ejendommelig blev det også kaldt Æ bjerg. Gamle hævringe snakkede om at de skulle Æ ska ned o æ bjerg.
Nøbbelser eller løbbelser
Endnu i 1940erne var det en stor gruset plads. Senere legede børnene ofte her med deres nøbbelser. Ja nogle kaldt dem også for løbbelser. Hvad hed de egentlig de små lerkugler?
Vi har i tidligere artikler beskrevet livet på Torvet i Højer. Det må have været en hel speciel oplevelse, at se markedsfornøjelserne i skæret af bodernes karbidlamper.
Torvet har ofte været midtpunkt for festlige begivenheder, så som kongebesøg. Men en mørk september – aften holdt der på Torvet en stor lastbil over ved kirkegårdsmuren. Det var danske gendarmer, der var anholdt af tysk militær. De havde ikke tabt humøret. De kendte ikke deres skæbne, der ventede dem, en tysk koncentrationslejr. Nogle af dem kom aldrig tilbage.
Præstegården, Torvet 1 er fredet i klasse B. Omkring huset er en velvokset have med store flotte træer. Det er en markant bygning med kraftige gavlkviste, og velholdt.
Torvet 3 og 4 er et seksten fags langhus. På gavlen ses en murranke med årstallet 1756. i haven er et flot ottekantet lysthus. Et muret dige og et stakit omkranser haven. Dette hus samt nummer seks danner en fin afslutning på torverummets sydlige del.
Hotel Sylt
På pladsens sydøstligste hjørne lå Hotel Sylt. Den blev bygget oven på det gamle gæstgiveri Fährhaus. Her tog de rejsende ind, når de ventede på båden til Sild.
Det var mellem 1875 og 1880 den gamle stråtækte færgekro blev afløst af en enlænget, toetagers hotelbygning opført af Anders Nissen fra Hjerpsted.
Indtil jernbanen Tønder – Højer Sluse blev anlagt i 1892 bevarede hotellet sin status som færgekro.
Det var liv og glade dage, billardstue og dilettantkomedie på hotellet. Det var jo også her på hotellet at Falle residerede, før han blev cykelsmed.
Det før så hæderkronede hotel, blev af borgerskabet i Højer betegnet som en bule og revet ned i 1978.
Æ Sprøjthus og æ Stormklok
I Torvets nordøstligste del har der været Æ sprøjthus. Her kunne Æ Feuerwehr have deres sprøjte og materiel. I enden af huset var der parkeringsplads for ligvognen.
Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård.
I 1740 overlod den daværende ejer af Højer – gård en toft i det nordvestligste hjørne af Torvet. Han byggede et hus med bageri. På huset var anbragt en klokke. Den kaldte man Æ Stormklok. Der blev ringet med denne klokke, når der var brand og stormflod. Og bageren havde en aftale med nattevægterne, at de lige slog et klemt på dem, så bagersvendene blev vækket. Huset blev revet ned i år 1900.
Birkeretten i krostuen
Og så var det på Torvet 9 at Falle Simonsen boede. Og ham og tildels hans datter Lisbeth har vi skrevet en del om, her på siden.
På ankre på østgavlen ses årstallet 1827.
På det sted, hvor Torvet 7 ligger, var i gammel tid, Tinghus. Her havde Birkeretten med Birkedommeren i spidsen sæde. Han var tillige herredsfoged i Højer Herred.
Skampælen ved kirkegårdsmuren var et vidnesbyrd om rettens dommermyndighed.
Men her var også kro, oprindeligt i et dejligt stråtækt hus. Noget tyder på, at Birkeretten i slutningen havde et lokale på kroen.
Hotel Højer
Det hyggelige hus blev erstattet af et højere hus. Her lå Bahnhofshotel, som senere blev til Ohlsens Hotel. Det var her at Feuerwehr i en årrække havde efterslukning.
Jens Lyhne Kristensen blev i 1969 ejer af kroen. Den gennemgik en tiltrængt renovering og blev omdøbt til Hotel Højer. I 1986 overtog en andelsboligforening lokalerne.
Torvet 6 A – D blev bygget af Carl Hoeg, farver og landmand. I A havde slagter Møller sin butik. Den flyttede til Søndergade. Jo det var de berømte Højer Pølser, som vi også spiser her i København.
Østergade
Vi er nået til Østergade, hvor især nummer 4 falder i øjnene. Men der masser af andre interessante huse på gaden. Gaden afsluttes i øst af en høj biografbygning. Den ødelægger meget af harmonien. Hvorfor er gaden ikke brostensbelagt?
Ja, hvis vi lige skal kigge på nummer 4, så er det et ottefags langhus. På gavlkvisten hænger en hustavle med inskription og årstallet 1757. Det er et meget smukt hus, som spiller en stor rolle i gadebilledet. Og vi skulle også lige fremhæve de to huse nr. 5, 6, 10, 14, 16 og 18.
Nygade
Vi skal da også lige har Nygade med. Lige overfor udmunder Margrethevej. Hej, det har ikke noget med vores dronning at gøre. I Strandvej 2 boede Margrethe Mathiesen og i Møllegade 9 Margrethe Sønnichsen.
Mellem de to gårde gik en sti, der krydsede markvejen mellem Nørregade og Strandvej. Den blev meget flittig benyttet af de to koner, der flere gange dagligt besøgte hinanden. Så da vejen blev gjort i stand og asfalteret var det jo helt naturligt, at den skulle hedde Margrethevej.
Nygade 1 blev bygget af en skipper, men senere overtaget af grænsegendarmeriet. Den sidste overvagtnester var Albert Solager. Han sluttede sin karriere som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920.
Toldgade
Hvis vi kigger på Toldgade 5, ja så finder vi en toldbygning fra 1910. Her var både ekspedition, kontor, lager og bolig for en toldassistent.
Toldgade 8 er opført af brødrende Schmidt, der var murermestre i begyndelsen af 1900 – tallet. De har bygget det meste af æ Nystaj omkring Nygade – Toldgade.
Heinrich Schmidt fremstillede i husets kælder cementtagsten af en speciel flad facon. De blev lavet på en maskine, som smed Wismar havde bygget.
Toldgade 6 og bygningerne lige nord på hørte til Meinert Lützens Møbelfabrik. Han lavede selv elektrisk lys med en dampmaskine, inden der var el – værk i byen.
Vi har hvis før i en artikel fortalt om beboeren i Toldgade 4. Her boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid.
Strandvejen
Den gamle strandbred gik parallelt med vejen, et halvt hundrede meter mod syd.
Her finder vi på nummer to en prægtig bygning, smukt beliggende ved Kiers Gård. Vinkelbygningen er fra 1757.
En damper og en flyvemaskine
Strandvejen 6 blev bygget i 1931 af købmand Niels Petersen. Han var et meget alsidigt menneske. I mange år ejede han en lille damper på Vidåen, som han brugte til lystsejlads. Lige efter første verdenskrig var han i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han var endreven handelsmand og en farverig person.
I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue.
I nummer 19 boede Adde Post. Han var landpostbud i Sejerslev og Kærgård. Han tog kun imod et bundt pengesedler, når de alle var vendt samme vej.
Den hjemløse præst
Og i nummer 21 boede pastor N.P. Nielsen en overgang. Det var fabrikant A.R. Kjærby der måtte købe huset til pastoren, indtil præstegården var færdig. Og denne strid mellem den tyske og danske menighed har vi tidligere beskrevet.
Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen. Han var blevet pensioneret i 1919, og håbede på nogle gode år i det nye hus. Men han døde kort efter indflytningen.
Savner du nogle af gaderne og vejene i Højer i denne artikel, så har du været opmærksom. Men disse steder, vender vi tilbage i en senere artikel. Det var også nogle af gaderne og vejene vi ikke helt blev færdige med. Det kan du læse i artiklen Flere Gamle Huse i Højer, når den engang bliver færdig. Er det noget, der ikke helt passer, skyldes det hukommelses – svigt fra dengang, jeg vandrede gennem de smukke gader i Højer.
Kilde: Se
Litteratur Højer
Hvis du vil vide mere: Læs om beboerne i de gamle hus i Højer:
Anekdoter fra Højer
Dagligliv i Højer – dengang
Den mærkelige læge fra Højer
Det gamle Højer
En Mølle i Højer
En vogn fra Højer
Erindringer fra Højer
Et mejeri i Højer
Flere anekdoter fra Højer
Heltene i vadehavet
Hvem boede på Kiers Gård?
Højer Kirke
Højer Tæppefabrik
Højer – historie og oplevelser
Højer minder 1 – 3
Højer – som havneby
Højer – stormflod og diger
Højers historie
Sidste tog fra Højer
og mange flere artikler om Højer
Juni 22, 2012
Boghandlere i Tønder
Tænk da jeg startede i lære, var jeg ikke klar over, at jeg skulle blive i branchen i nu foreløbig 44 år. Og det hele begyndte i Tønder. I 1890 var der tre boglader i byen. I 2012 er der kun en tilbage. Næsten før jeg startede, blev jeg truet med at blive fyret. Jeg stod og ordnede pap, der hvor Brorson skrev ”En rose, så jeg skyde”. Historien er næsten sand. Læs her om boghandlerne i Tønder i tidens løb.
Mange gøremål
Som det sikkert er læserne bekendt, så startede min lærertid i Andersen og Nissens Boghandel. Det var en sjov tid, med to chefer Paul Andersen og Heinrich Nissen. Det var faste ritualler hver dag. Der skulle fyldes op, og der skulle pudses døre. En gang imellem var der også ovnlys – vinduer, der skulle gøres rent.
Der skulle bestilles bøger hjem, og der skulle ordnes bogklub. Alt sammen uden brug af computer. Det kendte man ikke dengang. Og man måtte ikke gå hjem, før man var færdig.
Det var spændene at gå rundt over på lageret. Efterhånden var hylderne blevet skæve. Og gamle bogbindermaskiner stod der endnu.
Noget gik galt
Disse maskiner skulle man også kunne betjene, men det var nu ikke lige let. Vi tilbød at skære karton ud til folk efter mål. Og engang skar jeg skævt. Det gemte jeg så blandt de andre varer. Det skulle jo nødigt opdages. Og først da jeg besøgte mange år efter, havde Andersen fundet frem til disse efterladenskaber. Det morede vi os meget over.
Jeg ville ikke tale tysk
Gamle Nissen mente, at jeg skulle tiltale alle kunder fra mindretallet på tysk. Det ville jeg dog ikke. De kunne da efter min mening tale dansk eller sønderjysk. Men det mente Nissen var noget pjat, da jeg beherskede tysk. Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men Andersen holdt dog med mig.
Erotiske bøger til tyskerne
Når tyskerne kom i deres gule gummistøvler og Niebüll – kasket for at hente erotiske bøger, skulle vi huske at sige, Nür Für den eginen Gebrauch. Jeg havde selvfølgelig ikke noget imod at tiltale tyskerne på tysk.
Og blandt de prominente kunder var Prins Henriks far. Han var dejlig humoristisk og kunne kun fransk, men vi kunne sagtens kommunikere.
Da Kirstens mor så Nissen
Når jeg kom på min knallert, måtte jeg ikke køre helt op til bagdøren. Jeg skulle nødig vække familien Nissen.
Men det hændte dog, at Nissen var tidlig op. En morgen skulle bogholderen, der var mor til min gamle smukke klassekammerat Kirsten, møde tidligt. Hun så da Nissen iført lange underbukser med tilhørende underbluse. Han prøvede at dække sig til, men Kirstens mor havde set det hele. Og når man så hørte hende fortælle historien, jamen så blev den endnu festligere.
Optræk til storbrand
Jeg fik da ros af Nissen en enkelt gang. Jeg forhindrede en storbrand en lørdag morgen. Op ad en af træbarakkerne stod en affaldsspand, hvor cigaretskod havde antændt en affaldssæk. Flammerne stod allerede op af barakken. Jeg fik gang i en vandslange, og fik faktisk branden slukket. Dengang lå diverse bygninger meget tæt på hinanden, så det kunne have gået helt galt, hvis jeg ikke havde grebet ind.
Så vidt jeg husker, fik en plade chokolade af Fru Nissen, som tak for min indsats.
Jeg stod på Brorsons sted
Jeg bildte folk ind, at jeg samlede pap, der hvor Brorson skrev En rose, så jeg skyde. Det var ikke helt løgn. Men det var ikke i samme ejendom. Men det var dog cirka på samme sted. Her er da også sat en mindeplade op:
Paa dette Sted boede Hans Adolf Brorson, da han i 1732 skrev sine Julesalmer
En snak med cigarhandleren og dekoratøren
Når det blev lidt for kedeligt gik jeg ind til cigarhandler Johannes Petersen inde ved siden af. Han var også en herlig gut, og god til at fortælle historier.
Og det var også sjovt, at høre om dekoratørens planer for musiklivet i Tønder. Han var dekoratør over hos Brødrende Tygesen lige over gaden. Og alle i Tønder kender Carsten Panduro, Tønder Musikfestivals grand old man.
Andersen havde sit eget system
Andersen havde sit helt eget system, når det gjaldt indkøb af papirvarer. Jeg tror, at han var den eneste, der kunne finde ud af dette system. Han havde kort til hver leverandør. Men det var ikke alle, der var lige begejstret for dette system, for ofte tog det lidt for lang tid, at gennemgå disse kort.
Lys, souvenirs og keramiknisser
Og vi havde et væld af varer, særlig op mod jul. Keramiknisser i enhver afskygning. Det samme gjaldt i sommertiden. Da havde vi Tønder – Souvenirs i alle mulige former. Men det var jo det tyskerne ville have.
Og stearinlys solgte vi i store mængder. De blev solgt til Buss und Bettag. Ja så havde vi masser af guitarstrenge.
En stor stige
Det var faktisk en hyggelig butik. Træreolerne gik helt op til loftet. Vi skulle dirigere rundt med en stor tung træstige over hele butikken. Det kneb for pigerne at jonglere rundt med denne.
Jeg husker også Palle
I tidens løb var der mange dejlige kollegaer, man husker tilbage på. Ofte tænker man tilbage på, hvordan det er gået dem. En af dem, Palle der var redaktør af den lokale ugeavis døde for ikke så lang tid siden. Han var virkelig en sjov fætter, der kunne finde på spilopper. Også når vi mødtes under private former ude på Plantagevej.
Jakke og slips
Vi skulle møde i jakke og slips. En dag havde jeg glemt slipset. Så måtte jeg hurtigst muligt fremskaffe et. Og det nemmeste var at vække min storebror, der boede lige i nærheden af Hecht. Han var nu ikke meget for det. Han havde nok engang været på druk, og den slips jeg lånte kunne nærmest stå selv. Den havde sikkert været dyppet i øl og alskens ting.
Bøger til Øvelsesskolen på den varmeste dag
Og på den allervarmeste dag skulle vi altid levere bøger til Statsseminariets Øvelsesskole. Og det var oppe på anden sal, at bogdepotet lå. Men det var altid mere festligt når Gunnar, Andersens søn kom og hjalp til.
Penne og penneskafter
Vi havde to kæmpe skuffer udelukkende med penne og penneskafter. Det var beregnet til de lærerstuderende. Og når et nyt semester skulle starte havde vi altid borde fyldt med lærerbøger. Det var tider dengang.
Jefsen var sur
Kollegialt kunne det sikkert godt gå lidt bedre. Der var jo Jefsen lidt længere henne. Og en dag skulle jeg hen og låne en pak kuverter. Jeg var lidt lun på en af de ansatte derhenne, så jeg gik troligt med ud på lageret for at få en snak med skønheden. Men ak, ifølge Jeff Jefsen fik jeg en ordentlig skideballe:
Du skal ikke komme her og spionere. Hvad fanden bilder du dig ind din store klaptorsk.
Sådan fortsatte det i en uendelighed. Og egentlig blev vi vel aldrig de helt gode venner så længe jeg var i Tønder. Men det blev vi dog senere hen.
Ja egentlig skulle dette jo handle om Boghandelens historie i Tønder.
Heinrich Nissen
Det var i 1901, at Heinrich Nissen den ældre etablerede sig som Gyldendal – forhandler og bogbinder. Det var under ret beskedne former han etablerede sig. Men gennem årene opbyggede han en betydelig forretning. Han tilhørte den tyske folkegruppe og var førende inden for de tyske boglader i Nordslesvig. I 1920 blev Nissen samhandelsberettiget. I 1924 etableres den nuværende ejendom, Storegade 26. Der var den lokale arkitekt, Lauritz Thaysen, der stod for tegningen.
Forud for dette hus, stod der på denne grund, to sammenbyggede enetagers huse. Den vestre del havde gavlen mod gaden.
Den yngre Nissen
Nissen dør i 1943, og Heinrich Nissen den Yngre overtog butikken. Han havde været i firmaet siden 1920.
Han var uddannet bogbinder i Kiel i 1911 – 15.
Svigersønnen overtager
I 1949 bliver en af svigersønnerne, Poul G. Andersen medindehaver. Butikken ændrede navn til Andersen og Nissens Boghandel og blev til et I/S.
Poul G. Andersen var udlært i Odense. Han var hos Jefsen fra 1941 – 47 og to år i Odense derefter. Han blev gift med Heinrich Nissens yngste datter, Christine Nissen.
I 1969 blev Poul Andersen eneindehaver. I 1985 blev hans søn, Gunner Nissen Andersen medindehaver. I 1990 udtrådte Paul Andersen ud af firmaet, og Gunnar blev eneindehaver. Firmaet ændrede i 1993 navn til Andersen & Nissen Bog & ide.
Gunnar overtager
Gunnar Nissen Andersen blev udlært hos P.N. Andreasen i Aabenraa. Han har desuden arbejdet hos Rasmus Hansen, Odense, Carl Nielsen, Haderslev og Gågadens Boghandel i Sønderborg.
Jefsen overtager
I 2007 blev boghandelen overtaget af kollegaen Jefsens Bog & Ide. Butikken ophørte som selvstændig forretning. Der var ikke mere plads til to boghandlere i Tønder mere.
Hans Becks Boghandel
Hvis vi skal kigge lidt på Jefsens Boghandel på Storegade 5, så blev den i 1922 etaleret af Hans Beck, som bliver samhandelsberettiget. Og som bekendt kan det at være boghandler føre til meget. For Hans Beck førte dette til en stilling som turistchef i Sønderborg.
Hans Beck var født i Aabenraa, søn af bryggeriejer Jens Beck. Han var udlært hos F. Sørensen i Aabenraa. Og arbejde i forskellige tyske boglader, inden han startede i Tønder.
Jessias N. Jefsen
I 1929 blev forretningen overtaget af Jessias N. Jefsen. Han døde i 1966 og Elly Jefsen videreførte butikken efter hendes mand sammen med sønnen og datteren Hannah Jefsen som faglig leder.
Jessias Nissen Jefsen var fra Flensborg. Han stod i lære i Hans Becks Boghandel, hvor han også fortsatte som medhjælper. En kort overgang i 1929 var han hos Bollerups Boghandel i Ringkøbing.
En meget aktiv herre
Han var særdeles aktiv mange steder. Han var sekretær i Dansk Provinsboghandlerforening. Han var aktiv i diverse foreninger i tilknytning til bogbranchen. Han var bestyrelsesmedlem i Danske Boghandlers Kommisionsanstalt. I 1954 blev han formand for Tønder Handelsforening og i var i bestyrelsen for Tønderhus.
Allerede i 1952 foreslog Jefsen, at man skulle tage til studietur til Esbjerg og Herning for at se på fjernvarmeanlæg.
Hannah Jefsen
I 1975 blev boghandelen omdannet til ApS. Hannah Jefsen overtog ledelsen sammen med hendes bror, Jef M. Jefsen. I 1998 overtog man Holm Hansens Boghandel i Løgumkloster med Lena Jefsen som faglig leder.
Hannah Jefsen var udlært hos hendes far. Uddannelsen blev suppleret med boghandlerfagskolen.
Jef M. Jefsen blev udlært i Gråsten Boghandel. Derefter skyndte han sig hjem til boghandelen i Tønder. Han var bestyrelsesmedlem i Bogpa og var med til at starte Kontor og ide.
I 2004 gik Hannah Jefsen på pension efter 50 år i forretningen. Jef blev leder af butikken, mens sønnen Martin blev leder af forretningens Kontor & Ide – afdeling.
Samme år kunne forretningen fejre 75 års jubilæum i familien Jefsens eje.
Forandringer hos Jefsen
I 2007 skete der en masse. Andersen & Nissens Boghandel blev overtaget og nedlagt. Filialen i Løgumkloster blev nedlagt og Lena Jefsen kom tilbage til forretningen i Tønder. Forretningen på Storegade blev udvidet med et gavlhus ud mod Lilletorv.
I 2011 overtog Lena Jefsen boghandelen, som hun driver videre sammen med sin bror, Martin Jefsen, der fortsat leder Kontor & ide afdelingen.
Senere på året døde Jef M. Jefsen. Et sjovt menneske, der var hyggelig at drikke en bajer med.
Tre boglader i Tønder i 1890
Omkring 1890 fandtes der hele tre boglader i byen. Ak og ve. I dag er det kun Jefsen, der er tilbage.
Drøhse
Allerede i 1853 etableres der en boghandel i Tønder af Friedrich Drøhse i Storegade. Der blev handlet med bog – papir – og kunstartikler. Desuden var butikken også en musikhandel. Der var også trykkeri og bogbinderi samt lejebibibliotek og forlagsvirksomhed tilknyttet butikken.
Drøhse havde samtidig en filial i Westerland på Sylt.
I 1858 etablerede Drøhse sammen med J.J. Caprani en boghandel i Aabenraa, men allerede året efter ophørte kompagniskabet.
I 1897 døde Drøhse, og hans søn, Friederich Drøhse overtog. Gennem 40 år udgav butikken F. Drøhses Almanak for Nordslesvig.
Den var uundværlig for masser af hjem langs vestkysten. Den indeholdt tider på ebbe og flod, samt angivelser af diverse markeder. Endvidere indeholdt almanakken også en køreplan.
Severins hjørne
I 1874 etableredes en boghandel af P. Siemonsen. Allerede året efter blev butikken overtaget af Severin Matthiesen butikken. Man handlede med bøger, papir, kunst og lædervarer. I 1907 blev boghandelen overtaget af Thomas Lasson.
Butikken lå på hjørnet af Torvet og Søndergade. Det blev også kaldt Severins Hjørne. Butikken blev især besøgt af seminarister. De nød en udstrakt kredit. Men det gav senere kilde til store bekymringer.
Ludwig Andreasens far
I et beskedent hus i Spikergade, drev den flittige og højtagtede Andresen et bogbinderi ved siden af sin boghandlervirksomhed. Han var forresten far til den senere berømte Ludwig Andresen.
Frk. Kiefers boghandel
I Østergade 2 etablerede Frk. V. kieler en boghandel kort efter Genforeningen i 1920. Det var i begyndelsen i kompagniskab med Niels Chr. Andersen. Han udtrådte allerede to år efter.
Valborg Kiefer havde en søster, der var boghandler i Løgumkloster i kompagniskab med Chr. Andersen fra Rudkøbing.
Grunden til at Andersen var med i Tønder var at han havde skudt penge i foretagendet. Valborg Kiefer var ikke uddannet i faget.
I 1925 overtog Frode Kristensen butikken. Han var ikke samhandelsberettiget. Trods dette blev der oprettet filialer i Højer og Tinglev.
Johannes Paulsen Schmidt
I 1927 blev butikken overtaget af Johs. P. Schmidt. Den blev drevet helt frem til 1965.
Johannes Poulsen Schmidt var uddannet i Slesvig. Han deltog i første verdenskrig og blev såret. I 1919 kom han tilbage til Danmark. Han arbejde et par måneder hos H. Christensen og Søn og i seks år hos P.J. Schmidt i Vojens. Han blev samhandelsberettiget allerede i 1920, men måtte søge igen.
Under tyskernes besættelse blev hans butik udsat for sabotage af den danske modstandsbevægelse.
Bundgårds Boghandel i Højer
Hos Andersen & Nissen arbejde vi meget sammen med Bundgaards Boghandel i Højer. Og Tage Nielsen Bundgaard overtog butikken i 1953 af fotograf A. Martinsen. I 1981 bliver konen, Sofie Bundgaard medindehaver.
I 1984 ophørte boghandelen til et stort chok for Højers befolkning.
En hilsen fra Bundgård
Og det er ikke længe siden, jeg fik en hilsen fra Bundgaard via hans datter ude i København NV. Egentlig var han inkassator ved Vejle Kommune. Han blev udlært som boghandler i Vejle, og var medarbejder hos Wiene i København. Han var medarbejder hos Jefsen fra 1949 – 53. Hans kone, Sofie var uddannet bibliotekar.
I første omgang i 1954 fik de nej til at blive rabatberettiget boghandel. Det gik bedre i 1956.
Martinsen overtog i 1912
Allerede i 1912, da Andreas Martinsen overtog et bogbinderi med papir og bladhandel var der her i Storegade 21 en slags boghandel. Egentlig var Martinsen uddannet bogbinder. I en periode var han i kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin.
Der Rote Mielcke lærte Martinsen bogtrykker -. faget inden han returnerede til Berlin.
Fremragende foto – dokumentation
Martinsen fortsatte selv bogtrykkeriet. Han indrammede også billeder og i hans butik kunne man købe tobaksvarer. Men hans stor lidenskab var fotografering. Han indrettede mørkekammer, og lavede selv sine billeder og forstørrelser. Hans motiver var den skønne natur i Sønderjylland. Men hans motiver fra Højer er i dag klenodier.
Hans fotografiske virksomhed varede fra ca 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes dels på Søfartsmuseet i Esbjerg, dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.
Sammen med urmager – og guldsmed samt fotograf Laurids Matthiesen, der bl.a. har efterladt 18.000 fotos er dele af Højers historie på fremragende vis bevaret.
Lukket på grund af rigdom
Forretningen var et muntert sted . Da han engang vandt i et lotteri, satte han et skilt op i døren Wegen Reichtums geschlossen. Og så tog han ellers til Hamborg med sine venner.
Smidt ud – med kosten
Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede så samtidig for en bedre husorden. Da hun en dag så en række venner i spisekammeret i færd med at gøre indhug i den steg, hun havde beregnet til søndags – middagen, blev de smidt ud ved hjælp af æ lihm.
Kilde: Se
Litteratur Tønder
Litteratur Højer
Hvis du vil vide mere: Om boghandel: Se
Boghandlere i Aabenraa (under Aabenraa)
Boghandel på Nørrebro (under Nørrebro)
Dengang – en masse boghandlere på Nørrebro (under Nørrebro)
Maj 26, 2012
En ny bog bog – I skyggen af Dagmar fortæller om kejserinde Dagmars tilknytning til Nørrebro. Store dele af Dagmars familie blev henrettet. Tre døtre af Christian den Niende var pludselig hjemløse. Dagmar købte sammen med Alexandra en villa i Klampenborg. Hendes yngste datter, Olga kom også til Danmark. Efter det russiske angreb mod Bornholm, opfordrede Frederik den 9, Olga om at forsvinde. Store dele af kejserinde Dagmars hof ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Hofdamer, kammertjenere og kosakkere
Indrømmet overskriften er måske lidt malplaceret og dog. Godt nok er hverken Kejserinde Dagmar eller hendes yngste datter, Olga begravet på Assitens Kirkegård. Men det er en stor del af Dagmars hof. Her hviler tidligere hofdamer, kammertjenere, kokke og liv kosakkere.
Ny bog
Og det er der kommet en særdeles interessant bog ud af. Denne bog er udgivet af det altid meget kreative Kulturcenter på Assitens Kirkegård sammen med Ballerup Museum. Den hedder meget passende I Dagmars skygge.
Kulturpolitisk perle
Inden man går i gang med bogen skal man lige være opmærksom på, at den ikke følger en kronologisk orden.
Men man må sige, at atter engang overrasker Assitens Kirkegård. Vi har her en sand kulturhistorisk perle liggende her midt på Nørrebro. Vi må ikke håbe, at Metro – byggeriet stopper dette.
To russiske afdelinger
Bogen beskriver de sidste år af et 300 år gammelt zar – dynasti. Og det har i høj grad relationer til Nørrebro.
Blandingen af historiske gravsteder og sjældne træer er en unik oplevelse. Og gemt midt i disse herligheder har vi en gammel og en ny russisk afdeling.
Den gamle russiske afdeling stammer tilbage fra 1820. Nationalmuseet taler her om, at der er 20 bevaringsværdige gravsteder. Vedligeholdelsen sker på frivillig basis af den russikse menighed fra Alexander Nevsky – kirken.
Købte brugsretten
Den kejserlige russiske legation købte brugsretten af den katolske Skt. Ansgar menighed på foranledning af Maria Fjodrovna – den danskfødte prinsesse og senere kejserinde Dagmar.
Hårdhændet oprydningsarbejde
I 1980 påbegyndte Københavns Kommune et hårdhændet oprydningsarbejde på kirkegården. Meget blev fjernet, sikkert alt for meget.
Tvivl om brugs og vedligeholdelsesret
I 1987 bestemte Nationalmuseet, at Gammel Russisk afdeling skulle bevares i sin helhed. Denne bevarings – henstilling gjaldt dog ikke for Den nye Russiske Afdeling.
Der har været en del forvirring omkring ejerforholdet og vedligeholdelses – pligten.
H.C. Andersen sagde farvel
H.C. Andersen, der ligger på Assitens Kirkegård fik taget afsked med Dagmar i 1866. Han skrev i sin dagbog:
Idet Dagmar gik mig forbi, standsede hun og trykkede min Haand, jeg fik Taarer i Øynene
Europas svigerfar
Far til Dagmar var selvfølgelig Christian den Niende og så kaldet Europas svigerfar. Fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner:
Den ældste søn blev Frederik den Ottende
Alexandra blev dronning af England
Sønnen Vilhelm blev Kong Georg den Første af Grækenland
Hans datter, Thyra blev overhoved for den hannoveranske slægt i eksil som Hertuginde af Cumberland
Sønnen Valdemar blev gift med prinsesse af huset Orleans.
Flere pladser til rådighed
Som nygift fik zar – parret en række paladser til deres rådighed. Dagmars svigerfar Alexander den Anden boede i Vinterpaldset med sine to husstande. En med hustruen, Maria Alesandrowa og en med elskerinden Fyrstinde Katarina Dologorousky.
Den russiske kirke
Som 19 – årig var Dagmar blevet gift med tronarvingen Alexander Aleksandrovitj, den kommende Alexander den Tredje.
I 1880erne havde han bygget en russisk – ortodoks kirke i København. Kirken kom til at hedde Alexander Nevsky – kirken. Navnet er opkaldt efter det russiske riges skytspatron. Det var også fra den kirke, Dagmar senere blev stedt til hvile.
Overdådige fester
Det var nogle overdådige fester, der blev afholdt under zar – tiden. De store baller havde et par tusinde deltagere. De lidt mindre havde omkring 800 deltagere.
Kejserinden forærede sine damer kjolestoffer i silke og fløjl, både til jul og påske.
Zar købte villa
I 1885 købte Dagmars mand, zar Alexander den Tredje en villa i Fredensborg. Her havde han sine private gemakker under sine besøg i Danmark.
Svigerfar myrdet
Efter mordet på svigerfar flyttede det nye zar – par efter samråd med det hemmelige politi uden for Skt. Petersborg til Gatschina – Paladset.
Her var forholdene lidt mindre. Og her blev man konstant overvåget af Det hemmelige Politi.
Dagmar – enke
Først som enke i 1894 bosatte Dagmar sig igen i by – residensen Amitchkoff. Dagmar blev boende her midt i Skt. Petersborg indtil efteråret 1915.
Tre døtre hjemløse
I 1906 stod Christian den Niendes døtre Alexandra, Dagmar og Thyra uden fast opholdssted i deres hjemland . Og kongen var netop død.
Søstrene havde i samråd med deres bror, Frederik den Ottende besluttet at lade familiens stuer på Amalienborg stå ubenyttet hen, så de havde et sted, som de kunne kalde for hjem. Disse stuer blev senere benyttet i vinter – månederne.
En villa købes
Alexandra og Dagmar købte dog en villa Hvidøre i Klampenborg for 300.000 Rdl. Kontant. Der blev dog givet lidt kontantrabat. Snart indløb der en masse tilladelses – begæringer om tilbygninger til kommunen.
Selv om Dagmar ofte var i Rusland, opholdt hun sig mere her end Alexandra.
Et tilløbsstykke
Villaen blev noget af et tilløbsstykke. Folk ville have et glimt af de to kongelige. Og de blev da vartet op som kongelige. Således var der i 1907 et personale på 30 personer.
Dyr krig
Da Rusland gik ind i krigen mod Tyskland, bakkede befolkningen i begyndelsen op om Zar Nicolai den Anden. Men krigen blev lang og dyr. Og befolkningen manglede desperat mad, kul og andre dagligvarer. Zaren tog selv til fronten.
Frasagde tronen
I 1917 frasagde Nicolai den Anden sig tronen for at undgå konflikter. Men det var sikkert for sent. Zar – familien var nu underlagt bolsjevikkernes magtbeføjelser efter revolutionen i 1917. Familien blev udsat for husarrest, ransagning, belejring, sult og afsavn.
300 års enevældig styre slut
Opgøret endte med henrettelser og flugt til udlandet. Kaos og blodige sammenstød herskede overalt i Rusland.
300 års enevældigt Romanoff – dynasti var definitivt og voldsomt forbi. Alle ejendomme blev konfiskeret og zar – familiens formue blev beslaglagt.
Uforskammet og groft
Egentlig ville regeringen helst have sendt hele familien til England, hvor zarens fætter, Georg den Femte regerede. Man det modsatte sovjetten sig.
Familiens vogtere opførte sig mere og mere uforskammet og groft. Alle former for luksus forsvandt efterhånden.
11 mand myrdet
Den 17. juli 1918 blev familien kl. 1.30 sammen med deres læge og tjenestefolk bedt om, at gå ned i kælderen. Zaren bar selv sin søn, der var stærk svækket af en blødersygdom. Ingen anede uråd, før en gruppe soldater entrede det lille rum med rifler og pistoler. Dødsdommen blev læst op, hvorefter det blev skudt. Ligene blev kørt bort og begravet i nærheden af byen. Familien blev først fundet og identificeret i 1992.
Zarfamilien var spredt for alle vinde. Dagmar mistede sin ældste søn, dennes hustru, og deres fire døtre. De blev myrdet af de revolutionære under ledelse af den lokale Tjeka – boss, Jurovskij.
Hjem efter to åre husarrest
I 1919 vendte kejserinden endelig hjem til Danmark til hendes nye fristed. Hun ville tilbringe de sidste leveår ved at omgive sig med familie og sine russiske landsmænd i kirken og blandt personalet.
Under revolutionen tilbragte hun i husarrest på Krim.
Dagmar blev det uofficielle overhovede for den russiske migration, der i 1921 omfattede 3.500 personer.
Det kneb med penge
Georg den Femte, Dagmars nevø sørgede for en livrente. Den danske regering havde ingen ambitioner om at sætte enkekejserinden på finansloven.
Forholdet til Christian den Tiende var nærmest anstrengt. Hendes datter Olga måtte også hjælpe hendes mor økonomisk.
I 1922 slap kejserindens egne midler op. Hun var nu afhængig af indsamlinger og anden støtte. H.N. Nielsen, der var stifter af ØK, var dog en stor bidragsyder.
Død i 1929
Fra 1926 ønskede man overhovedet ikke at stille statsapparatet til rådighed. Dagmar måtte nu selv sørge for husholdninger og lønninger.
Efterhånden isolerede kejserinden sig mere og mere. I efteråret 1929 døde hun.
At blive begravet sker normalt kun en gang. Første gang skete fra den russiske kirke med deltagelse af hele den kongelige familie.
Anden gang skete i 2006, da hendes sarkofag blev fragtet fra krypten i Roskilde Domkirke. via et orlogsskib til Skt. Petersborg. Hun blev stedt til hvile i Peter og Paul katedralen.
Yngste datter med til Danmark
Storfyrstinde Olga Aleksandrovna der var Dagmars yngste datter fulgte med hendes mor til Danmark. Hun overlevede også den massakre der overgik hendes familie.
Nyt ægteskab
Den 27. juli 1901 blev Olga gift som 19 – årig med sin 33 årige halvfætter, Prins Peter af Oldenburg. Det var et ægteskab arrangeret af moderen. Det var ikke særlig lykkeligt og blev opløst i oktober 1916.
Den 17. november samme år giftede Olga sig med oberst Nikolaj Katikovsky.
Eget militærhospital
Da Første Verdenskrig brød ud, drog Olga afsted til østfronten, hvor hun oprettede sit eget militærhospital.
Fra 1917 til 1920 boede familien på Krim og Kaukasus. I den tid fik de to sønner.
Fra Amalienborg til Ballerup
I 1920 nåede Olga og hendes familie til Danmark, hvor de sammen med Olgas mor i hvert fald i vintermånederne slog sig ned på Amalienborg.
De fulgte senere med til villaen Hvidøvre i Klampenborg. De boede i gartnerboligen.
Da Dagmar døde flyttede familien til Rygaard i Gl. Holte. Og i 1930 købte Olga og Nikolaj gården, Knudsminde i Ballerup.
Et dilemma
Olga og hendes familie befandt sig i et dilemma mellem antikommunismen, nazismen og kampen for at få Danmark befriet fra tyskerne.
Men de havde en nær ven i C. F. Schalburg, der også kom i den russiske ungdomsforening. Schalburg var også Olgas gudbarn. Han opfordrede Olgas to sønner til at melde sig under de nazistiske faner, men de afslog.
Under og efter den anden verdenskrig hjalp Olga russiske krigsfangere, også dem, der bar tysk uniform.
Kreativ storfyrstinde
Interessen for at tegne og male fulgte hende hele livet. Storfyrstinde Olga var særdeles produktiv med akvareller og oliemalerier. Hun stillede gerne hendes kunstværker til rådighed for velgørende formål. Hun dekorerede også porcelæn for Den Kongelige Porcelænsfabrik. Og børnebøger illustrerede hun også.
Kong Frederik: Forsvind
Efter det russiske angreb mod Bornholm bad Kong Frederik den Niende familien om at forlade Danmark omgående
Hun og hendes familie emigrerede i 1948 til Canada bange for at blive udvist til Rusland.
Begge Olgas to sønner blev gift med lokale piger.
I Canada købte familien en gård. I 1952 solgte de gården og flyttede til en mindre villa i Cooksville. Olgas mand døde i 1958. Og Olga døde selv i Toronto. Begge bevarede deres danske statsborgerskab.
Til minde om den kreative Olga har man kaldt en af vejene for Storfyrstinde Olgas Allé.
Dårlig integreret
Mange russiske migranter kom til Danmark som følge af den russiske revolution i 1917. Opfattelsen var, at de klarede integrationen i det danske samfund let og smertefrit. Men den omtalte bog stiller spørgsmålstegn ved om det virkelig var tilfældet.
Svært at få opholdstilladelse
At blive sendt til Sibirien var en straf, det russiske styre brugte tidligt. Derfor søgte de mod Danmark. Men mange forlod igen vores land. Problemet var, at man hver tredje måned skulle have opholdstilladelsen fornyet.
Statsborgerskab fik man først efter 15 – 20 år. Og uden statsborgerskab kunne man ikke få pension.
Læs denne bog, som også har flotte illustrationer.
I Dagmars Skygge (udgivet af Ballerup Museum og Kulturcenter Assitens)
Hvis du vil læse mere: Om Assitens Kirkegård – læs:
Assistens Kirkegård – 250 år
Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
Da Gertrud rejste sig fra kisten
Livet på Assistens Kirkegård
Under jorden på Assistens Kirkegård
Maj 26, 2012
Uden for Ribe lå Dankirke, som i århundrede havde haft stor betydning for handelen. Fra ca. år 710 over Ribe, den position. Det var en blomstrende handelsby allerede fra 700 – tallet. Læs her om Riberhus, Dronning Dagmar, Riber Ret, Ribe Domkirke, Kong Erik, sørøverjagt og den store Menneskedrukning. Vi stopper omkring 650.
Betydning for Sønderjylland
Vi er gået over grænsen fra Sønderjylland. Men byen og dens historie havde så stor betydning for Sønderjylland, så det bliver vi nødt til at fokusere på.
Vester Vedsted
Vester Vedsted lige uden for Ribe var en rig og livlig by. Mellem 200 f.Kr. og 750 e.Kr. havde den forbindelser til romerriget, frankerne og angelsakserne.
Dankirke
Sagnet beretter om, at den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget af Ansgar i 800 – tallets Ribe. Men et andet sagn beretter om, at det ikke er rigtig, For der lå allerede en kirke få kilometer mod sydvest på en mark ved Vester Vedsted. Kirken hed Dankirke.
Arkæologiske undersøgelser har ikke godtgjort om dette er rigtig. Men marken er rig på fund og spor efter en jernalderboplads. Fra år 500 skønner historikere, at stedet havde stor betydning.
Dankirke lå midt på en handelsrute, der forbandt Vesteuropa med Norge. Det er ikke usandsynligt, at denne plads omkring år 700 flyttede de seks kilometer længere mod nord, og blev til vikingetidens internationale handelscenter Ribe.
Besejlingsforhold måske ændret
Det behøver heller ikke at være beboerne fra Dankike, der er flyttet. Det kan også være at besejlingsforholdene i Vadehavet har ændret sig. Det er især fundet af nogle sjældne mønter i Dankirke, der forbinder stedet med Ribe.
Masser af møntfund
Man har fundet 38 romerske denarer og 3 merovingiske (farnkiske)sølvmønter fra handelsbyen Dorestad i Frisland, dateret til 600 – tallet. Og så har man fundet otte frisiske eller sydengelske såkaldte sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet.
Disse mønter blev udelukkende brugt på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende fra fremmede lande lagde til med deres skibe. Hvis Ribe overtager handelspladsen, må det være sket omkring år 700, for da ophører de rige møntfund i Dankirke.
Fund af gammel brønd
Den ældste bebyggelse omkring Ribe Å starter også på dette tidspunkt. Det ved man, fordi der fra omkring det tidspunkt fandtes de samme sjældne sceattes her.
Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker, fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.
Og jernet kom antagelig fra Drengsted og Snorup.
En beskeden træbrønd kan tidsfæstes mellem år 704 og 710.
Hvad betyder Ribe?
Mon der har ligget flere handelspladser langs vestkysten, som vi ikke har kendskab til i dag? Arvetageren Ribe har haft samme position som Hedeby. Navnet Ribe kan tilbageføres til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler. Det passer jo meget godt til, at handelspladsen i Ribe bestod af mindst 70 smalle boder.
Willibrock
Det er ikke meget skriftligt, vi har fra denne tid. Men vi har nogle erindringer fra den engelske missionær Willibrocks liv. Han døde som frisernes ærkebiskop i 739. Cirka 50 år efter skrev en slægtning af ham, Alcuin en beretning omhans liv. Egentlig får man ikke så meget ud af det. Det er en skildring uden tid og sted. Det er en samling mirakelfortællinger.
Men det er da fristende og antage, at Willibrock også steg i land ved Ribe Å.
Dengang havde Ribe, vestkystens bedste landingssted.
Blomstrende by i 700 – tallet
Ribe var en blomstrende by i 700 – tallet. Her var masser af håndværkere. Man har fundet importeret glas, lertøj og møllesten. Endvidere er der fundet 194 sølvmønter præget i handelsbyen Dorestad. Mellem denne handelsby og Ribe voksede kontakten op gennem 700 – tallet.
Tildeling af jordstykker
Meget tyder på, at på det område i Ribe, hvor håndværkerne arbejdede blev udlagt regelmæssig før 710. På nogle afgrundene blev det samme håndværk udført år efter år. Der må have været et system med tildeling af jordstykkerne. Formentlig er det blevet administreret af en kongelig foged. Markederne må være holdt om sommeren. Håndværkerne havde ikke meget ly og måtte arbejde i det fri. Om vinteren var markedspladsen antagelig ofte udsat for oversvømmelse.
Skt. Nicolai Gade
Markedspladsen lå med lange smalle parceller på begge sider af den nuværende Skt. Nicolai Gade. Man kalder den også for Danmarks første gågade. Resterne af den plankebelagte gade ligger stadig nogle meter under den nuværende gade. I denne gade var der gjort store fund fra vikingetiden. Måske var det en stormand eller friserne, der anlagde markedet.
Lidt nordøst for markedet er der fundet 30 grave fra 700 – tallet. Her er der fundet kamme, hesteudstyr, nøgler, knive, glasperler m.m.
Tilladelse til kirke
Hrok den Anden (konge fra 856) gav tilladelse til opførelse af en kirke i Ribe, og at en præst måtte bo her. Ansgar blev modtaget ved hoffet, men kongen blev ikke døbt. Det beklagede paven i 864.
Sikret for stormflod
Udgravninger har fastslået, at den tidligste aktivitet foregik på et lidt højere liggende sted nord for byen. Hidtil har man antaget, at det var i den sydlige del, der hvor domkirken senere er blevet anlagt.
Grunden til at man valgte det nordlige sted var sikkert, fordi, at her var man sikret for stormfloder.
Hedninge og kristne, side om side
Men der bliver stadig gjort nye fund ved Ribe. Gennem de seneste årtier er der rejst tvivl om Danmarks Kristning. Harald Blåtand tilskrives normalt æren. Til minde om troskiftet lod han den store Jellingsten rejse omkring år 965.
Endnu igangværende udgravninger ved Ribe Domkirke har imidlertid påvist en kristen kirkegård, som er væsentlig ældre og hvis grundlæggelse snarere skal tillægges missionæren Ansgar.
Meget tyder på, at hedenskab og kristendom har kunnet eksistere side om side i hvert fald i dele af landet. En anden historie fortæller, at det var Harald Blåtand, der gav tilladelse til opførelse af en kirke i 935. Denne kirke stod klar i 950.
Helårshuse fra 750
Jordlodderne var omgivet af grøfter. De ældste bygninger, der var beregnet til helårsbeboelse, som man har fundet resterne af, stammer fra år 750. I 800 – tallet blev bygrænsen markeret af en simpel grøft, der indesluttede et areal på ca. 12 hektar.
Forsvar
I 900 – tallet var grøften blevet afløst af en meget bredere voldgrav og en vold, der tjente som forsvarsvold. Skriftlige kilder bekræfter, at Ribe var en vigtig by i vikingetiden. Men voldene hjalp ikke meget i 1043, da byen blev plyndret af venderne.
Heste – og kvægtransport
I 1100 – tallet var byens areal fordoblet. Vold og voldgrav var nu blevet forstærket med palisader. Byen havde skibsfart til Norge og Østersø – landene.
Mange af de dyreknogler man har fundet stammer fra får. Dem holdt man får uldens skyld. Og store mængder af kogødning tyder på, at der her var kvæg beregnet til eksport.
Overraskende er det sikkert, at allerede i 700 – tallet var der gang i heste – og kvægtransport fra Ribe. En anden mulig eksportvare var tømmer fra de vestjyske skove. Dengang rummede skovene mange egetræer.
Antagelig er også dyreskind fra hele Skandinavien blevet eksporteret fra Ribe. Skindene var bedst fra de koldeste egne
Udgravninger viser, at Hedeby for 800 – tallet og 900 – tallet blev mere betydningsfuld end Ribe.
Økonomiske og politiske centre som Jelling og Ribe var forbundet til Hærvejen via sideveje og – spor.
Riberhus
Det er muligt, at Ribe Domkirke erhvervede en del ejendom fra sin egen biskop Odinkar. Hans far var jarl og således en højfornem mand, muligvis af kongelig æt. Odinkars fædrene arv var efter sigende en tredjedel af Winlandia, et område, der ikke nærmere kan ikke lokaliseres i dag.
I 1115 anlagde Kong Niels Riberhus, og herefter begyndte man byggeriet af domkirken.
Man mener, at slottet bestod af en række sammenhængende huse, der lå omkring en gårdsplads. I de fire hjørner stod der runde tårne med kanoner, der skulle forsvare slottet. De tykke mure og voldgraven gjorde det svært at indtage borgen. Når man skulle ind på slottet måtte man hen over vindebroen og gennem porthuset.
Ribe Domkirke
Ribe Domkirke blev opført af tufsten, som er en vulkansk stenart fra Rhin – egnene. Det kom til Ribe som ballast i de skibe, der skulle bringe danske landbrugsprodukter sydpå.
På et tidspunkt havde byen tre klostre.
Ribe Domkirke hedder egentlig Vor Frue Kirke Maria. Og en anden historie end de vi lige har fortalt, fortæller, at det var Biskop Thure, der startede med at bygge den omkring 1150. Den er bygget over den ældre kirke vi omtalte i indledningen.
Og i Maria kirken blev kong Erik Emune begravet. Han var blevet dræbt under et tingmøde.
Rundetårn kunne ligge på tværs
Kirken er 63 meter lang og 36 meter bred. Rundetårnet kan ligge på tværs derinde.
I 1177 blev bisp Stephan begravet i kirken. Man siger, at syge kan blive helbredt ved at stå ved hans grav.
Bevidst byplanlægning
Byens grundtræk er præget af udbygningen i 1200 – årene. Havnen lå ved åbredden og blev domineret af borgen. Byen med domkirken er klart adskilt fra borg – området. De buede gadeforløb er sikkert bevidst byplanlægning, hvor man har stræbt at fordele lyset ligeligt mellem husene. Gaderne er orienteret efter tre punkter, overgangen over åen, domkirken og havnen. Anlægget af vandmøller medførte store opstemninger af åen, som også gav byen et system af beskyttende vandgrave.
Antallet af stenhuse var da allerede meget stort.
Det må antages, at omkring 1200 var Ribe, Danmarks vigtigste by. Affald flød i byen, man boede tæt, og det var ikke særlig befordrende for helbredet.
Dronning Dagmar
I 1205 blev prinsesse Drakomira af Böhmen gift med den danske kong Valdemar Sejr. Hun blev til Dronning Dagmar af Danmark. Hun døde meget ung, kun 23 år gammel i barselssengen i Ribe. I en kendt folkevise hedder det:
Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg
Brylluppet blev holdt på Riberhus. Dronning Dagmar ønskede sig ikke smykker. Eller andre rigdomme. Hun ønskede, at de mange fanger i Valdemars fængsler blev givet fri. Og at bøndernes skat blev sat ned. Valdemar opfyldte begge hendes ønsker.
De vantro dræbte biskoppen
Den frisiske præst Leofdan blev den første bisp i Ribe. De vantro forfulgte ham, og dræbte ham med spyd, da han satte over en å. Ja denne skæbne kan man læse i Ribe Bispekrønike fra omkring 1230. Leofdan blev begravet på den hellige jomfrus kikegård. Senere blev han flyttet inden for kirkens mure, i den nordlige del.
Denne Leofdan optræder ikke i Ribe martyrfortegnelse.
1246 var et forfærdeligt år for Ribe. Borgerkrigen blussede op. Og der skete store ødelæggelser.
Riber Ret
Til vore ældste byretter hører Tønders fra 1243. den var identisk med Lübecks latinske stadsret. Dens 104 artikler, som var stadfæstet af kejser Frederik den Anden, konge af Jerusalem og Sicilien, rummede adskillige juridiske fænomener, som må have voldt kvaler i Tønder, fordi de var fremmede for Jydsk ret. På længere sigt fik Tønder stadsret betydning , fordi den på en lang række punkter danner forlæg for Ribes latinske stadsret fra 1269.
Fordi Ribe var en travl by, var det vigtigt med faste retningslinier. Erik Klipping stadfæstede Riber Ret. Den blev væsentlig strengere end Jyske Lov. Et mord kunne man ikke betale sig fra. Det var dømt hængning. Vareforfalskninger eller forkerte opmålinger førte også til døden. Grunden til den hårde straf, var sikkert fordi Ribe var handelens by.
De gejstlige kunne dog ikke dømmes af denne ret. De blev dømt af biskoppens egen domstol. Første gang, vi hører om denne domstol er i 1145.
Et gammel ordsprog viser også, hvor frygtet denne Ret var:
Tak din Gud, at du ikke kom for Riber Ret, sagde Kællingen, da hun så sin søn dingle i Varde Galge.
Den ældste Riber Ret bestod af 60 artikler, men efterhånden blev den udvidet til 123. Tyvenes arvinger måtte afstå hele deres arv til byen og fogeden. Selv det at forfalske honning førte til galgen. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld. Dette skulle være sket ved at kvinden fik en balje over sig, så der ikke blev kastet jord direkte på hende.
Mord på Christoffer
Der er sket mange mord i Danmarkshistorien. Og en af disse skulle angivelig være sket på Christoffer i 1259. Han regeringstid var kort og helt opfyldt af arvefjenden Abels tilhængere. Heri indgik hans bitre modsætningsforhold til rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen. Om det var en pludselig opstået sygdom eller om han var blevet forgivet. Det er spørgsmålet? Men det sidste kan sagtens forklares med den politiske situation, dengang. Hans dronning, Margrete Sambiria levede ind til 1282.
Christoffer blev endda begravet kristeligt og fik sit leje inde i selve domkirken. Ærkebispen ville gerne hav en forklaring på dette. Og Ribe – biskoppen forklarede, at kongen på sit dødsleje viste tydelige tegn på anger. Han havde åbenbart også haft tid til at give løfte om at genoprette den krænkelse, han havde forvoldt ærkebispen.
Tårnet styrter sammen
Julemorgen 1283 styrtede store dele af borgertårnet på Domkirken sammen. Man havde ikke så mange penge til at genopbygge den, så den blev 12 meter kortere.
Det spændende er også at Kong Valdemars Jordebog, blandt andet indeholder en rejserute fra Ribe til Jerusalem. Afskriften er foretaget af Sorø Klosters skrivestue omkring år 1300.
Vægterordning
Vægterordningen fandtes allerede i 1300 – tallet. Ja de patruljerede i Ribes gadehelt frem til 1902. De sørgede for ro og orden i gaderne. Og hver time sag de et vægtervers.
Bykloster
En af de bedst bevarede middelalderlige bykloster i Danmark finde vi også i Ribe. Det er Sortebrødreklosteret. Det kaldes også dominikanerklosteret. Det nederste stokværk er fra omkring år 1300.
Munkene måtte ikke eje noget. Klosteret blev finansieret af gaver og almisser fra befolkningen.
Lyst i band
Den 12. marts 1350 blev ridderen Lage Rød lyst i band af bispen i Ribe. Hans forbrydelse var, at han sammen med medskyldige havde sat sig i besiddelse af kirkelig ejendom, dels Ribe – kirken men også taget forskellige sognekirkers ejendom.
Det var også omkring dette årstal, at Den Sorte død ramte byen.
Dronningen købte slottet tilbage
Slægten Limbek holdt både med den danske og holstenske side. Man vidste aldrig, hvor man havde dem. Det handlede hvis om, hvad der bedst kunne betale sig. I 1399 kunne Dronning Margrete den Første således købe Riberhus tilbage. Ja og i 1411 var det sågar Limbek – slægten, der skyldte dronningen penge.
Brand i kirken
I 1400 – tallet faldt indbyggertallet i Ribe. Det skete blandt andet som følge af pestepidemier.
I 1402 bredte en brand sig til domkirken. Det var efter denne brand man tilføjede et ekstra skib.
Hr. Peder til Riberhus
Igennem næsten et helt liv var Peder Nielsen til Ågård dronning Margretes nærmeste rådgiver. I længere tid var han lensmand på Riberhus. Han kaldte sig Hr. Peder. Men se det havde ikke gået i 1526, da forlangte Frederik den Første, at alle adelsslægter skulle antage faste slægtsnavne. Hr. Peders efterkommere kiggede på deres våbenskjold med den gyldne stjerne på blå bund, og fra da lægten Gyldenstierne.
En anden Peder blev i 1409 biskop i Ribe. Det var Peder Lykke fra den dengang beskedne sjællandske lavadel Bille. Slægten opnåede med dette en anseelig position, som endte med en titel som ærkebiskop i Lund.
Kong Erik holder vigtigt møde
Kong Erik henvendte sig omkring midsommer 1421 til alle tre landsting. Her fik han udførlig vidnesbyrd om Slesvigs statsretlige stilling. Den jyske forsamling trådte ikke sammen i Viborg, men i Ribe. Har mødte samtlige jyske bisper, en store skare af nørre – og sønderjyske adelsmænd, samt borgmestre fra Flensborg, Haderslev og Aabenraa. Også en række nørrejyske købstæder var repræsenteret.
Det blev udtalt:
at der både i Nørre – og Sønderjylland taltes dansk
at alle gamle privilegier til kirke som til købstæder var udstedt af danske konger
at dansk, dvs. jysk ret gjaldt i Sønderjylland
at grænsen mellem Danmark og Holsten gik syd om Sønderjylland.
Lavadelen sendte sine børn til højadelen eller bisperne. Man skulle våbenduelighed og godsadministration. I Ribe Stift var det Iver Munks slægt som egnens talrige lavadel der flokkedes om bispestolen. Talrige ægteskaber blev indgået på Bispegården. Iver sørgede så for en passende forlening af bispegods.
I 1443 blev Christoffer af Bayern kronet i kirken . Det var en spektakulær begivenhed.
Adelen havde fortrinsret
I praksis havde både kongen og bispen indflydelse på besættelsen af bestemte embeder. Paven forsøgte at få indflydelse i Ribe, men det lykkedes ikke. Det var kapitlet selv, der ved naturlig afgang valgte nye medlemmer. Og når et nyt embede blev ledigt, kunne yngre kanniker med fattigere embeder efter anciennitet vælge at lade sig forfremme.
Ofte var det sønner af stiftets fogedadel, der fik de bedte stillinger.
Også i Ribe fandtes en stadskælder med monopol på udskænkning af importerede kvalitetsdrikkevarer. Overskuddet gik ofte i borgmestrens og rådmændenes lommer.
Gejstligt centrum
Ribe Domkirkes massive nordtårn tilhørte ikke selve domkirken, men ansås for at være købstadens. Den brugtes, som det også var tilfældet i udlandet som vægtertårn. Her hang også byens stormklokker. Indtil man i 1448 fik et nyt rådhus fungerede tårnet vist nok som en slags arkiv. Byens borgere brugte i ældre tid tårnet til at opbevare værdigenstande i.
I 1460 var Ribe et gejstligt centrum. Der var fire klostre med kirker udover domkirken samt seks andre kirker og helligåndshuse. Byeen var kongesæde i Valdemarerenes tid.
Riber omgang
Omkring år 1500 var slægten Juel i vanskeligheder i Ribe Stift. Munk – slægten overtog bispestolen, og dermed de bispelige forleninger.
Det var også omkring det tidspunkt, hvor Riber Ret benådede en førstegangstyv til blot at mist et øre. I gentagelsestilfælde var galgen ham vis.
Ribe Domkirke var vokset til at være femskibet. Men det er nok de færreste der ved, at syd for kirken fandtes en lukket gård omgivet af Riber Omgang. Den er nu næsten helt forsvundet. Men det var her, der befandt sig retslokaler.
Borgerskabet promenerede i kirken
Og domkirken var så stor, at her kunne borgerskabet promenere i. Det indebar så den fordel, at de ikke skulle træde på al den affald, der var i gaderne.
Hårdt at være bisp
De enkelte bisper havde en vis mulighed for indkræve skatter. Og selv om de havdestore indtægter fra deres gods, var der også mange udgufter. Således kom mange bisper i en betrængt situation, når paven forlangte drøje udnævnelsesgebyrer. Omkring år 1500 udskrev Ribebispen således en gylden af hver sognekirke tre år i træk. Ja han forsøgte endda, at gøre ordningen permanent.
Sørøverjagt
I middelalderen foregik der mange henrettelser i Ribe. Bødelens sværd var udstyret med blylodder, for at gøre slaget ekstra tungt. I 1500 – tallet var sørøveri i Nordsøen en stor plage. Siden Valdemar den Stores tid havde det været skik, at halshugge sørøvere, og sætte deres afhuggede hoved på stager ved havnene indløb til skræk og advarsel for ligesindede.
En af de mest kendte sørøvere var Morten Thode. Ham og hans mænd blev halshugget den 6. februar 1555.
I 1573 vandt Hans Jessen stor anerkendelse i byen, da han fangede nogle sørøveren Alexander Hock. Hans Jessen fik tildelt 9.000 Rdl og benævnelsen Søhane for hans store heltemod.
Oprør fra bønderne
I det nordlige Slesvig og sydlige Jylland nægtede bønderne i 1525 at betale tiende til domkapitlet i Ribe. Frederik den Første skrev til sin søn Hertug Christian, der var forlenet med Haderslev og Tørning Len, at man overalt er oprørsk imod gejstligheden. Det kunne frygtes, at oprøret ville brede sig. Og det gjorde det.
Byens nedtur starter
Byens nedtur startede omkring reformationen i 1536. Næsten alle katolske klostre og 13 kirker blev nedrevet.
Ribeartiklerne
Sognepræsterne fra den katolske tid fortsatte normalt i deres embeder. Bortset fra de sognekald, hvor kronen, adelen eller kapitler fra gammel tid havde kaldsretten, skulle sognepræsterne herefter vælges, når et kald blev ledigt.
Kirkeordinansen er noget uklar med hensyn til menighedens medvirken ved præstevalget, og det førte til, at man i 1542 måtte udvide bestemmelserne med Ribeartiklerne. :
Præstevalg skulle ske ved at sognemændene udvalgte syv af de ældste og mest agtede mænd i sognet, som sammen med provsten skulle foretage valget. Herefter skulle bispen prøve hans lærdom og den nye præst aflægge troskabsed til kongen.
Det var netop også i 1542, at Hans Tausen blev biskop i Roskilde. Han oversatte bibelen til dansk og skrev en samling af prædikener, der blev udgivet. Han skrev også nogle enkelte salmer.
Storhedstid
I en tysk bog med europæiske byprospekter fra 1598, er der også et stik fra Ribe. Byen er fremstillet med studedrift i forgrunden. Det er et vidnesbyrd om, at byen havde et internationalt ry. Til højre ses Riberhus, der blev ødelagt i svenskekrigen 1658. Kun pramme og småskuder kunne sejle op af åløbet og lægge til ved byens skibsbro. De større skibe måtte blive liggende uden for åmundingen eller benytte Rømøs havn.
Stakkels mand
Gamle bestemmelser i købstædernes lokale stadsretter gik ofte på tværs af nye love, og det var ikke sådan at ændre disse ærværdige paragraffer. Det gav for eksempel Ribe Ret hjemmel for, at horekarle, der havde ligget i med gifte kvinder, kunne dømmes til af kvinden at blive trukket gennem Ribes gader med snor i penis.
Taarnborg
Omkring 1570 – 1580 blev Taarnborg opført. Dengang var bygningen omgivet af stalde og lader, selv om den lå inde i byen. I dag har den lille byherregård et tag af rødt tegl. Man har i bygningen fundet træbjælker, de rkan dateres tilbage til starten af 1500 – tallet. Til Taarnborg hører også et mindre bindingsværkshus. Kaldet Hundehuset. Det er fra midten af 1700 – tallet. Her har blandt andet været posthus. Jo og så var det også her salmedigter og biskop Hans Adolf Brorson boede.
Storbrand
Den 3. september 1580 hærgede en storbrand, hvorved store dele af byen forsvandt i flammerne. Der tales om, at 11 gader og 213 ejendomme blev lagt øde.
De fleste af Ribes huse var tækket af strå. Men der var strenge bestemmelser om hvorledes man skulle forholde sig med ild og lys. Når der var marked måtte man ikke have ild i ølboderne eller i staldene ud for Nørreport. Rebslagerne måtte ikke tjære reb andet steds end uden byens porte.
Men mellem kl. 23 og 24 udbrød ilden i Kristen Borgs hus i den østlige side af Stenbogade, og inden daggry var den store katastrofe indtruffet. Brandet gav anledning til at byen fik sit første egentlige brandværn. Den 5. april 1581 vedtog borgmester og råd:
at hver 10 nabds Pollet, efter de som ere udgange til, skulle med det første lade gøre 2 lange stiger, 4 krogstier, 4 fyrhager og 10 læderspande.
Året efter anskaffede byen selv 100 brandspande, der skulle opbevares på rådhuset. Men først i 1650 anskaffede byen selv en sprøjte. Den blev købt i Tønder og kostede 135 Daler.
Folkeviser
Anders Sørensen Vedel rejste rundt i landet og samlede materiale til sine historiske værker. I 1581 bosatte han sig i Ribe. Hvor langt han egentlig nåede med sin Danmarkshistorie vides ikke. Hans manuskripter gik til grunde ved Universitetsbibliotekets brand i 1728. Han nåede dog at udgive et værk bestående af 100 folkeviser i 1591.
To vægtere blev slået ihjel
I 1593 blev Harder Jepsen dømt for at have stukket to af byens vægtere ihjel. Til skræk og advarsel for byens borgere blev han skåret i småstykker. Og hovedet sat på en stage. , så alle og enhver kunne se, hvad der sker, når man forgriber sig på myndighederne.
Den store menneskedrukning
Med jævne mellemrum er Blanke Hans skyllet ind over marsken od ødelagt huse og veje og drevet folk op på højtliggende steder for at redde livet.
På Skibbroen står en stormflodssøjle. Den viser, at vandet i 1634 stod godt seks meter over normal vandstand. Det var under Den store menneskedrukning. Dengang druknede mindst 8.000 mennesker og mange tusinde husdyr.
Selv inde i Domkirken stod vandet højt. Pillen bag ved prædikestolen viser at vandet stod 170 cm over gulvhøjde.
Pest
I 1659 brød en voldsom pest ud, 900 udkom. I 1650 boede der 3.500 i Ribe. Dette tal var 1672 faldet til 1.939.
Serien om Ribe fortsætter
Kilde: Se
Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om havneforhold ved Ribe: Læs
Mandø – en ø i Vadehavet
Rømø – en ø i Vadehavet
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands tidlige historie. Læs
Abdel og hans sønner
Enklaverne i Sønderjylland
Hærvejen i Sønderjylland
Margrete den Første og Sønderjylland
Sønderjyllands Historie indtil år 1200
Ryd Kloster (under Padborg/Krusaa/Bov)
Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
Hvis du vil vide mere: Om Lov og ret (Riber Ret), samt hekse: Læs.
Fra Ildebrand til Kæmner (under København)
Gamle lav (laug) og Gilder (under København)
Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)
Den sønderjyske efterretningstjeneste (under Sønderjylland)
Modstand i Sønderjylland (under Sønderjylland)
Landssvigere og Landsforrædere (under Sønderjylland)
Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
Jordemødre, Hekse og kloge koner (under Aabenraa)
Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)
Frøslevlejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
Faarhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
Straffelejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
Lov og ret i Tønder (under Tønder)
Henrettet i Tønder (under Tønder)
Maj 26, 2012
At boghandlere og deres medarbejdere skulle være kedelige, kan modbevises i den historie. På et tidspunkt var der fem boghandlere i Aabenraa. Nu er der kun to tilbage. Undertegnede har selv været i boghandel i Aabenraa i 15 år. En masse postkort er fremstillet i tidens løb. Illegale bøger var ikke noget Gestapo syntes om, men boghandleren smuttede ud af bagdøren. En af bogladerne var danserestaurant med plads til 350 mennesker. Og en blev udvist af preusserne. Han var for dansk.
En boghandel i 171 år
En af landsdelens ældste boglader var Peter N. Andreasen Ramsherred 44 b. Butikken kan føres 171 år tilbage. Og enlig involverer det også adressen Storetorv 6.
Bogbinder Schwensen
Ja butikken etableres i 1802 af bogbinder Schwensen. I 1812 genetableres eller videreføres forretningen som bogbinderi, forlagshandel og papirhandel af F. Sørensen. I 1837 overtages det hele af Nicolai Sørensen. Og først i 1844 bliver forretningen til en egentlig boghandel.
Nicolai Sørensen
Nicolai Sørensen var født i Flensborg. Han tog del i det politiske arbejde i landsdelen. Han var gift med Christina Fischer, som var søster til den legendariske Frederik Fischer. Men først i 1851 blev det en samhandels – berettiget boghandel. Forretningen driver forlag og udgiver skolebøger, blandt andet Meyer og Bossens Salmebog.
Bladet Freja købes
I 1859 køber boghandleren bladet Freja af sin svoger Frederik Fischer. Bladet redigeres af sønnen Richard Sørensen. I 1868 overtages forretningen af sønnen Fester Theodor Sørensen. I 1874 bliver Richard Sørensen udvist af de tyske myndigheder som missliebig. Hans far solgte bladet til udgiver af Dannevirke, H.R. Hjorth Lorenzen.
Frederik Fischer
Denne Frederik Fischer må vi hellere kigge lidt nærmere på. Han var urmager og redaktør. Han fulgte ikke familiens tradition med at stikke til søs. Han blev lammet i begge ben som 9 – årig.
Myndigheder ville stoppe bladet
Da de nationale modsætninger opstod midt i 1830erne, vakte det hans interesse. Han oprettede et lille lejebibliotek. Med borgmesterens hjælp blev han ejer af Algemeines Wochenblatt. Han omdannede bladet til Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa. Det udkom på dansk og vakte opsigt med en anti – Slesvig – Holstensk linje. I oktober 1841 blev han nærmest tvunget til at kalde bladet for Apenrader Ugeblad. Fra myndighedernes side forsøgte man at stoppe bladet.
Vi er danske
Hans nationale tilholdssted afspejles af en artikel i Dannevirke i 1838, Her siger Fischer:
Den 9. september 1849 udkom avisen under navnet Freja. Avisen udkom frem til 1903, fra 1859 i forening med Dannevirke. I 1874 blev Fischer udvist. Og fra 1903 udkom Dannevirke som en dansksproget avis i Haderslev. Jydske Tidende overtog den i 1972 men lukkede den i 1975.
Sørensen og Frost
Men kære læsere, tilbage til boghandelen. Fester Theodor Sørensen var både lærling og medhjælper i sin fars forretning indtil 1.1.1868, hvor han selv overtog den. I 1907 overtages det hele af sønnen Nicolai Christian Sørensen, for så igen i 1924 at blive overtaget af Jens Frost. Han var uddannet boghandler og havde arbejdet som sådan i London. Senere arbejde han som journalist. Han havde været beskæftiget hos Hejmdal og Flensborg Avis. Senere blev han bestyrer på Aabenraa Museum.
Overtages af Peter N. Andresen
I 1933 overtages forretningen af Peter N. Andresen med broderen Hans Richard Andresen som kompagnon. Firmaet får nyt navn, Peter N. Andresen. Forretningen fører foruden bøger, papir, foto også kontormaskiner og grammofoner. Efter genforeningen i 1920 øges de nationale aktiviteter.
Illegale bøger
I 1936 oprettes en uformel klub af yngre boghandlere og deres familier i området. Foruden Andresen fra Aabenraa, var det Jefsens fra Tønder, Eilif Johansen, Toftlund og Heide Andersen, Ribe. De første illegale bøger om nazismens grusomheder dukker op, ofte tilsendt fra Zürich. I 1939 sælges bogbinderværkstedet til bogbindersvend, Marius Mathiesen.
Nabo til tyskerne
Da Danmark bliver besat holder det tyske kommanatur kontor i nabobygningen til boghandelen, Storetorv 8. Boghandelen arrangerede læserkredse. Og fra Udenrigsministeriet kommer der ofte lister på forbudte bøger. Dem var det vigtig at have mange af på lager, for de var særdeles efterspurgte.
Gestapo i butikken
Den 1. november 1942 kom bevæbnede Gestapo – mænd pludselig brasende ind i butikken. De spurgte efter indehaveren, Peter N. Andresen. Han havde held til at forsvinde ud af en bagdør. Han går under jorden, først tager han til Sjælland. Han flygtede til Sverige via Bornholm.
Ny adresse
I 1947 blev ejendommen Storetorv 6 revet ned. Boghandleren og hans bror købte deres mors ejendom Ramsherred 44 / Store Pottegade 2 med henblik på flytning. I 1948 fik man en ny stor kunde Dansk Skoleforening for Sydslesvig. I 1949 åbnede man på den nye adresse og i 1959 udvidede man med Ramsherred 44b til papirvarer og kontorartikler.
Solgt til Bo Bojesens Boghandel
I 1971 er forretningens førstemand interesseret i at overtage, men sprang fra i sidste øjeblik. Bogafdelingen blev solgt til Bo Bojesens Boghandel. Et år efter blev også papirvarer og kontorartikler overtaget.
Kone tager mere del
Peter Nicolai Andresen var søn af købmand Richardt Andresen, Ramsherred 44. Hans kone, der var beslægtet med Fr. Fischer, deltog mere og mere i butikkens drift under hendes mands sygdomsperioder 1968 – 1971. Hans Richard Andresen var bror til Peter Nicolai Andresen. Han var kompagniselskab sammen med sin bror i to år, inden han tiltrådte en stilling hos Toms Chokoladefabrik i København.
Drøhses Boghandel
I 1858 etablerer Fr. Drøhse en boghandel i Aabenraa sammen med J.J. Caprani. Allerede i 1853 havde Drøhse etableret bog – og papirhandel, musikhandel, trykkeri, bogbinderi, lejebibliotek og forlagsvirksomhed i Tønder.
Caprini fortsætter selv
I 1859 ophæves kompagniskabet. Caprani fortsætter butikken. Men lukker den i 1865.
15 år i Bo Bojesens Boghandel
Det er sikkert velkendt for de fleste læsere, at jeg i 15 år var ansat som boghandler i Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa. Det har jeg beskrevet i artiklen Mine 15 år i Aabenraa. Men hvordan er det lige med historien om boghandlerne i Aabenraa.
Bo Bojesens Boghandel er den ældst fungerende boghandel i byen. Den blev etableret i 1912 af N. Hartvig Nielsen. Han blev i 1916 indkaldt til tysk militærtjeneste.
Gasforgiftet
Niels Hartvig Nielsen blev udlært hos sin far, Carl Nielsens Boghandel i Haderslev. Han var senere medhjælper i København og forskellige forretninger i Tyskland. Under den tyske militærtjeneste blev han gasforgiftet. Han lå på lazaret i Flensborg , men kom i 1917 til Danmark.
Svoger overtager
Fra den tid bestyrer svogeren, Harald Bo Bojesen forretningen. Den 1. april 1919 overtager han forretningen og ændrer firmanavnet til det nuværende navn. På den tid er der kun 4 – 5 danskorienterede boghandlere i landsdelen. I 1928 flytter man hen til den nuværende adresse, et nyopført ejendom i Ramsherred 28.
Udlært hos svigerfar
Harald Bo Bojesen blev udlært hos svigerfar i Sabroes Boghandel i Haderslev. Overtagelsen i Aabenraa var ikke helt gnidningsfrit. Niels Hartvig Nielsen havde i flere år svære men efter skader under krigen.
Boghandel i Esbjerg
Fra 1920 – 25 ledede Niels Hartvig Nielsen Gyldendalske Boghandels Sønderjyske Afdeling i Aabenraa. Derefter overtog han Gyldendalske Boghandel i Esbjerg og omdannede den til N. Hartvig Nielsen Bog – og kunsthandel.
Ejvin Koch
Den 1. 10. 1961 overtog Anne – Marie og Ejvind Kock, Bo Bojesens Boghandel. I begyndelsen kalder man butikken for Bo Bojesens Eftf., Aabenraa Boghandel. Ejvind Kock begyndte på sin fars fotografiske atelier. Men det var boghandelen, der trak. Han blev udlært hos Bruun – Møller i Vejen, hvor han fortsatte ind til militærtjenesten. Derefter var han medarbejder hos Sindahl Petersen, Gl. Kongevej på Frederiksberg, Hempelske Boghandel i Odense, en periode på Chr. Olsen A/S. Han var otte år hos Gad på Strøget. Ejvind Kock har været særdeles aktiv både i boghandler – kredse, indkøbsforening og lokalt. Og så var en dejlig chef.
Lageret blev forøget
Den 15. 1. 1972 overtages Peter N. Andresens Boghandel, dog ikke lokalerne. Pludselig blev lageret forøget med ret så mange varer. Det glemmer jeg aldrig. Men de varer fik vi da også solgt.
Overtog Royals køkken og værelser
Og så blev butikken udvidet med Hotel Royals køkken og en del af af Royals værelser. Indtil da var lageret oppe på 2. sal. Og oppe fra loftet er faktisk en meget flot udsigt ud over Aabenraa ned til havnene. En del af værelserne blev udvidet med UVM – center med undervisningsbøger. Tænk, pludselig var der 500 m2 at boltre sig på. Der var stadig klokke på værelserne, men der kom ingen piger, da vi trykkede.
Lager på anden sal
Det var også dengang, at butikken fik bagindgang. Det var en stor fordel, når der kom varer. Ved de store leverancer blev varerne placeret bagerst i butikken, inden de blev mærket. Det var nødvendigt, at stille disse op af trapperne, inden de blev lagt ud i butikken. Det kunne godt virke lidt rodet, men det kunne ikke gøres på andre måder. Og når de så skulle på lager, ja så måtte man helt op på anden sal. I 1998 ændrede butikken kæde, og gik over til Bøger og papir. Det var en dejlig tid i boghandelen. Mange gode medarbejdere har der været i tidens løb.
Masser af aktiviteterne
Jo jeg husker dem alle, der i blandt Fru Lauersen, Mikkelsen, Lassen, Juhl, Jens, Tommy, Finn, Lis, Sanne, Michael, Helle, Ingrid og alle de andre. Vi lavede en masse aktiviteter dengang. Også utraditionelle ting. Vi klædte os ud som børnebogshelte, lavede Køb dansk arrangement. Vi lånte en kæmpe købmandsvægt hos W.P. Schmidt og solgte bøger til kilo – pris ude på gågaden.
Da computeren kom
Og da computeren holdt sit indtog lavede vi specialudstilling i vinduerne med computere på halmballer. Og nogle af vore kunder, Carsten Worsøe og Steen Sødergreen udviklede programmer til de første computere, så vi kunne vise dem ude i vinduerne. Disse programmer var lavet på almindelige kassettebånd. Det vakte så meget opsigt, at det blev vist i TV – Syd. En tandlæge ude i Felsted købte udstyr for 20.000 kr. Vi lavede også en computer – klub.
Vinduesudstillinger
Vi fik også en del priser for vores vinduesudstillinger. Men ikke alle var lige motiveret for at pynte vindue. Således opgav en af lærlingene midt i det hele, og gik fortvivlet hjem, så jeg måtte overtage.
Gågadens historie
Vi lavede også en historisk udstilling om Gågadens historie. Gad vide om der findes rester af denne oppe på lageret. Da jeg startede i butikken var lageret smækfuld af kassebøger og protokoller samt karton fra gammel tid. Det fik vi solgt billigt ud og foræret til institutioner.
Piger i papirkurven
Vi havde en kæmpe papirkurv oppe på lageret. Den blev pigerne som regel placeret i. Den var hvis lidt svær at komme ud af. Og når en lærling var udlært, så foregik udnævnelsen hos naboen Hotel Royal. Det blev indtaget adskillige bajere, skulle jeg hilse at sige.
Butik i Rødekro
Jeg kan huske, at Jens, Tommy og mig snakkede om, at overtage butikken, men det blev aldrig til noget. Men Tommy gjorde da noget ved det. Han etablerede en butik i Rødekro.
Soft Ice dagen lang
Over for lå Café Bonnich. De havde ikke kun søde piger ansat. Uden for stod ofte en elektronisk pap – bjørn – eller var den af plastik? Hver gang nogen gik forbi, talte denne figur.
Og det skete ofte hele sommeren. Som en slags kompensation fik vi da også i ny og næ en Soft Ice gratis. Når man så skulle have pommes frites derover i cafeen, kunne de søde piger finde på at hælde sukker i, i stedet fro salt. Jo, man måtte sandelig være forberedt på alt.
Besøg af dronning Ingrid
Det var også sjovt, når Dronning Ingrid kom på besøg. Det var samme procedure hver gang. Chaufføren kom dagen inden, fik kaffe og forklarede, hvornår hun kom. Personalet vidste, at vi ikke skulle tage os af, at hun bare puttede nogle bøger i tasken. Det blev afregnet senere. Det var bare lidt svært at forklare de andre kunder, hvordan det hang sammen. En gang skulle dronningen også komme på besøg, da jeg var ved at hænge nogle indrammet kort op over døren. Disse skulle passe ned i et sindrigt system af snore. Det skulle gå galt. Et halvt minut før dronningen kom ind ad døren, faldt et Danmarkskort ned. Det var lige før den store katastrofe indfandt sig.
Margrethe på besøg
Den anden dronning, Magrethe var også på vandretur engang. Men det var hvis lige omkring ringridning. Og hestene havde lige været en tur igennem. Gågaden var fuld af hestepærer. Så vi måtte alle sammen ud med spand, vand, skovle og koste. Dronningen skulle nødig vandre rundt i hestepærer. Jo det var sandelig action på, dengang.
Der blev ikke snakket i flere år
Da jeg efter 15 år i butikken fik tilbudt nyt arbejde, talte Fru Koch ikke til mig i et par år. Det var vel forståeligt. Jeg blev til tider behandlet lige som deres søn. Så det kom sikkert et chok for hende, at jeg kunne finde på, at forlade butikken. Også dengang rådede jeg mig ind i alt muligt i Aabenraa. Der var stor forståelse hos Kock for alle disse gøremål.
Alle os gamle medarbejdere fik et chok, da vi hørte om Fru Kochs sygdom. Vi mødte os i stort antal frem til hendes begravelse.
Wohlenberg
I 1848 etablerede Gustav Theodor Ludvig Wohlenberg boghandel og bogbinderi i Storegade. I 1850 flytter man til Vestergade. I 1860 får man fat i en herskabelig lejlighed i byens absolutte midtpunkt. Bogladen indrettes i husets midte. Denne butik er senere blevet til guldsmed.
Nye lokaler
I 1862 flytter bogladen til nyindrettede lokaler på hjørnet af Skibbrogade. Firmaet udsender egne postkort fra Wohlenbergs forlag. I 1920 bliver Andreas Wohleberg samhandelsberettiget. Efter dennes død viderefører hans enke Clara Marie Wohlenberg med sønnen Ludwig C. Wohleberg som bestyrer. I 1927 overtager han han forretningen.
Boghandel i 15 år
Den 1. februar 1952 bliver L.C. Wohlenberg samhandelsberettiget som dansk boghandler. Han drev forretningen i 42 år. Sammenlagt drev familien Wohlenberg i 115 år gennem tre generationer.
Tidligere godsbesiddere
Gustav Theodor Ludwig Wohlenberg var holstener, men født i Rødekro. Slægten stammede fra Grevsmühlen, hvor slægten indtil 1790 havde ejet et gods. Senere købte familien et gæstgiveri i Rødekro. Der var gang i Wohlenberg. Foruden ejendom og boghandel producerede han fotografiske postkort. Disse postkort er i dag uvurderlig set i lokalhistorisk sammenhæng. Og de blev solgt for 5 øre stykket. Og tænk Niels Thomsen nedsatte også prisen. Man skulle sandelig have været i Aabenraa i 1962. Andreas Wohlenberg arvede forretningen efter sin far.
Ung bestyrer
Ludvig C. Wohlenberg var søn af Andreas. Han tog efter realeksamen ud at sejle som skibsdreng. Han stod i lære i en boghandel i Itzehoe. Efter faderens tidlige død, blev han som 25 – årig fra 1921, bestyrer for sin mor i forretningen i Aabenraa. Han overtog den senere og drev den i 42 år. Som 65 årig ønskede han at trække sig tilbage og ofre mere tid til sin store fritidsinteresser inden for det okkulte.
Fire måneder uden løn
Den 1. februar 1962 blev butikken overtaget af Niels Traugot Thomsen efter en fire måneders indkøringsperiode uden løn. Der fulgte mange kunder med fra Bo Bojesens Boghandel. Så var det godt at fru Thomsen som kogekone var god til at betjene Aabenraas befolkning. Det reddede lidt af den tabte indtægt. I 1963 – 64 havde byen hele fire boghandlere.
Legenden Gertrud Hoeck
Den nye ejer er dansk, men stadig parat til at betjene det tyske mindretal. En tysk talende medarbejder og faktisk en legende, Gertrud Hoeck fortsætter indtil hun går på pension i 1975.
Gift med kokkepige
Niels Thomsen kom i boghandlerlære i Bo Bojesens Boghandel i 1935. Her blev han i 26 år. I 1959 fik denne boghandel en ny indehaver og Ludwig Wohlenberg ønskede at finde en efterfølger. Som 44 årig blev han sin egen herre. I 1943 var Niels Thomsen blevet gift med Maria Hansen. Hun var kokkepige, som vi allerede har skrevet – i KFUM’s pensionat i Wollesgyde, hvor Niels Thomsen havde boet og spist, siden han kom til byen i 1935. Fru Thomsen blev medarbejder i hendes mands butik, men sideløbende var hun en højt anskrevet kogekone i Aabenraa.
En aktiv søn
Sønnen Peter er det længe siden jeg har set. Sidste gang var på Bog Forum. Han er faktisk uddannet speditør. Han sad i Boghandlerforeningens bestyrelse som kredsformand for kreds 3 far 1987 – 93. Han sad også i forskellige bestyrelser.
Et godt samarbejde
Gennem årene lærer jeg også medarbejderne i Thomsens Boghandel at kende. Vi mødtes til en øl i ny og næ, og mødtes på kurser. Der herskede et godt samarbejde mellem Thomsens Boghandel og Bo Bojesens Boghandel.
Et eldorado af bøger
I 1967 starter sønnen, Peter Thomsen i butikken. Gennem årene lærer jeg også ham at kende. Vi er også på kursus sammen. Han er en rigtig lun fætter. I 1969 ændres firmanavnet til Thomsens Boghandel. Peter indretter Bogkælderen til salg af nedsatte bøger. Her er et sandt eldorado af dejlige bøger.
Dansk Supermarked sender brev
Det må have været lidt af et chok, for Niels Thomsen, at modtage et brev fra Dansk Supermarked i april 1970:
Brevet indeholdt desuden forskellige advarsler. Den nye ejer skulle snarest råde over en bagbygning i ejendommens gård. Nu var det slut. I 90 år havde der her været boghandel. Og i bagbygningen havde der været mange spændende aktiviteter.
Et baghus med aktiviteter
Her havde Apenrader Zeitung haft sit trykkeri. Her etablerede bogtrykker M.C. Petersen sit bogtrykkeri. Han fik følge af bogbinder Fr. Nuppenau. Trykkeriet blev ved Petersens død overtaget af N.P. Mogensen.
Storetorv 2
Den 5. 12. 1970 erhverver Niels Thomsen ejendommen, Storetorv 2. Her lå tidligere Colosseum. Sælger er købmand Jørgen Clausen og hans søster den kendte kunstmaler Franziska Clausen. Hun havde arvet herligheden efter hendes far, byens tidligere storkøbmand, manufakturhandler Peter Clausen. Boghandelen flyttede ind i de nye omgivelser. For en tid beholdt man dog nogle af lokalerne i den gamle ejendom i nummer 5.
350 til offentlig bal
Coloseum var dengang Aabenraas største restaurant/dansesal. Hver 14. dag samledes her ca. 350 mennesker til offentlig bal. Lukketiden i 1878 var fastsat til kl. 23. men borgmesteren, der samtidig var politimesteren lavede en dispensation til kl. 1.
Konkurrenter
Nærmeste konkurrent lå i Vestergade. Den hed Salon de Thalia. Det blev senere til Stadttheater og efter anden verdenskrig til Teaterhotellet. Salen kunne her rumme 250 personer. På Hotel Danmark ved Nørreport kunne der presses 150 mennesker ind.
For meget drikkeri
Men ak i 1901 blev der indført en stramning. Nu måtte der kun afholdes bal hver 4. uge. Grunden var drikkeriet. Jo man kunne godt mærke at logen Good Templar var kommet til byen.
Husk rent undertøj
Og skal vi ikke lige have med, at sessionerne blev afholdt i Colosseum. I en annonce i Apenrader Tageblatt henstillede man til, at man mødte op i rent undertøj. Det hørte måske ikke med til normalen dengang.
En stor butik
Men inden vi bliver for nostalgiske går vi tilbage til Thomsens Boghandel. I 1977 udvides butikken men en tilbygning, og i 1985 overtog Peter Thomsen forretningen og udvidede den. Den er nu ret stor og strækker sig over to etager i huset fra 1700 – tallet. Forældrene fortsætter som medarbejdere. Og det er herligt at se det store udvalg af lokalhistoriske bøger i butikken. Hvorfor købte jeg dog ikke nogle flere – dengang?
Alle medarbejdere og boghandler – hunden
Og alle medarbejdere fra dengang, Finn, Rita, Ingrid, smukke Inge i lårkort og alle de andre, hvad mon de går og laver i dag? Ja og fru Thomsen blev jeg aldrig helt gode venner med, og det samme gjaldt vel for boghandler – hunden Vaks. Desværre holder butikken i 2004 ophørsudsalg og Peter holder 60 års fødselsdag. Den 1.10. 2004 lukkede butikken.
De blev boghandlere
Den første lærling i butikken, Erik Hansen blev boghandler i Gram. Og Inge Vollertsen, besøgte jeg i oktober 2011 i forbindelse med et foredrag i landsdelen. Hun ser lige så sød ud, som dengang, nu med en boghandel i Tinglev. Inge var også en af Thomsens medarbejdere.
Ny på Storetorv
Lars Abrahamsen som overtog lokalerne på Storetorv, er udlært hos Bog & Ide i Esbjerg. Han har været leder af Bog & Ide i Herning og kom via Varde til Aabenraa.
Den holdt ikke så længe
I 1962 etablerede Hans Beck en boglade i Ramsherred 14. Den holdt dog ikke længe. I 1966 ophører butikken allerede, hvorefter den flytter til Haderslev, hvor den fortsætter til 1970. En kort overgang var han medhjælper i Bo Bojesens Boghandel (1960 – 61). Efter at have afviklet sin butik i Haderslev, blev han sognepræst i Vest – Bække.
Kilde Se
Hvis du vil vide mere:
Læs om butikker, erhverv og danskheden i Aabenraa:
På vores hjemmeside er der flere boghandler- artikler fra Nørrebro, Haderslev, Aabenraa, Padborg og Tønder
Redigeret 21. – 11. 2021