Politiet fandt masser af tyvekoster på Jagtvej 69. Politikerne hånede Nørrebro Handelsforening, da de anmodede om politisk handling. En happening udspillede sig i Allotria. Brandbomber blev fundet på Nørrebro, Og våben og terrorister befandt sig på Christiania. PET var hele tiden på vagt. Masser af tåregas blev anvendt. Og politiet skærpede tonen. Men hjælper uro – og terror- pakken?

 

Du mangler Sofiegården

       Du skriver om Ungdomshuset, BZ – Bevægelsen, Byggeren, Røde Rose og alt det der, men du mangler to ting, og det er Christiania og slumstormerne, og husk endelig Sofiegården.

 

Selv om dette er en længere artikel, så har du muligheder for, at få klippet nogle af enkelthederne ud, hvis du går ind på nogle af de artikler, som vi har listet bagerst i denne artikel.

 

Foredrag om Ungdomshuset

Ja sådan fortalte en tidlige slumstormer, Birgitte forleden. Ja, læserne har stor indflydelse så selvfølgelig efterkommer vi dette. Min afdøde kone var jo med i alt det her. Hun var med, da Jacob Ludvigsen og andre entrerede Christiania. Så den historie får I senere. Og da jeg senere på året skal holde et foredrag om Ungdomshuset, kan jeg bruge dette som stikord i indledningen.

 

Som en Action – film

Og så kan man sige, at jeg faktisk selv har oplevet den sidste udvikling på nært hold. Nogle af BZ – erne blev til autonome. Og fra butikkens køkken kunne vi se den dag, da udsigten pludselig forvandlede sig til en amerikansk action – film. Rydningen af Ungdomshuset.

Denne artikel kunne sagtens være blevet tre gange så lang, men kig lige bag i, på nogle af de artikler, som jeg har skrevet på den anden hjemmeside, som jeg også er redaktør af www.norrebro.dk . Brug søgefunktionen, så finder I frem til artiklerne.

 

Grabberne væk

Nørrebro er stedet, hvor der var hemmelige tunneler og masser af gadekampe. Dengang brugte man parolen Grabberne væk fra Byggeren. Senere blev det så til Fingrene væk – det er vores Ungdomshus. Og hvor har man nogensinde set op mod 1.000 betjente køre bulldozere over Byggeren. Syv år på lånt tid var slut.

 

Turistmagnet

Vi går lidt udenfor Nørrebro, og besøger også Christiania. Det er blevet en turistmagnet, men måske kun fordi, at man har Pusher Street. Eller er det virkelig så mange, der vil se en alternativ livsstil.

Da de unge entrerede det militære område var det forsumpet. Det henlå som et ubenyttet område. Og man kan se at hændelsen virkede som en vækkelse blandt hippiebevægelsen, slumstormere og besættere. De har overlevet talrige forsøg på at nedlægge stedet. Dengang var der daglige chikaner fra politiet. Nu har de store problemer med rocker – kriminalitet.

 

Under ansvar for fællesskabet

Måske kommer turisterne her, fordi de er trætte af Villa, Volvo og vaskemaskine., den velfriserede have, den hårde kynisme og gensidige overvågning.

 

I Christianias grundlov stod dengang, da min afdøde kone Hanne (Sus) boede der:

 

       Christianias målsætning er at opbygge et selvstyret samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet.

 

En samlet gruppe

Allotria var også stedet, hvor der blev dyrket masser af musik. Uden på hang et banner Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås. Jeg mener også, at det var det som Ungdomshuset brugte. I starten var huset politisk. Alle var optaget af boligpolitik. Det var dem, der var politisk orienterede, og så var det dem, der bare spillede musik. Du måtte aldrig sige til dem, at det var de voldelige og ikke voldelige. De ville opfattes som en samlet gruppe.

Det var en stor gruppe handlekraftige unge, der skabte en masse kultur. Men det var også dem, der stod på taget, og det er også dem, der var på gaden.

 

Detailhandelens problemer

Og tænk huset var fra 1897. Her var Rosa Luxemborg, her var boksestævne. Og her gik man til bal. Og det rev man bare ned.

 

Der er kommet masser af bøger om Ungdomshuset. Jeg kunne også godt skrive en. Men så skulle den også handle om manglende politisk vilje og detailhandelens problemer. Politikerne gider hvis ikke mere, at høre om, hvor mange butikker, der har drejet nøglen om på Nørrebro, som følge af gadekampe. Butikkerne på Nørrebro var gidsler i et politisk spil.

At huset blev solgt til Human A/S og videre til Faderhuset, ja det har vi allerede skrevet om. At det så skulle en landsretsdom til afgøre at huset vitterlig tilhørte sekten, ja det undrer ikke. Ejerforholdet var lidt mystisk.

 

Lovede kaos

De unge lovede kaos i bydelen, hvis huset blev ryddet. Og det fik man sandelig også. Politikerne blev rådvilde, alt imens butikkerne mistede mere i omsætning, fordi kunderne ikke turde at komme il Nørrebro .

 

De vil ikke tale med os

Og som de sagde, der bliver kun lyttet til os, år vi gør noget ekstremt. Da Bz´erne folod Ryesgade ville politikerne ikke snakke med de. Problemet var gået af sig selv.

Politikerne vil ikke forhandle med folk, der bruger vold. Men som de unge i Ungdomshuset sagde, så vil de heller ikke tale med dem, der ikke bruger vold.

 

Hjælper Uro – pakken?

For at komme det hele til livs indførte Regeringen en såkaldt uropakke. Senere kom terrorlovgivningen med ekstreme muligheder for overvågning. Men kære læsere, det var man også gode til dengang, uden terrorlovgivning.

 

Nu er der skærpelser og massive sanktioner mod uromagerne. Og ikke kun voldelige uromagere, også demonstranter, der med fedelige sit – down aktioner eller lignende forhindrer politiet i at gøre deres arbejde risikere nu langt højere bøde – eller fængselsstraffe.

Dem, der måske deltager aktivt i demokratiet risikerer at blive stemplet som kriminelle.

 

Du bliver visiteret

Man kan hurtig blive ramt af politiets mulighed for administrativt at frihedsberøve op til 12 timer uden mulighed for tissepauser. Maskeringsforbud, som måske kan være fornuftig nok og visitationszoner, som undertegnede næsten blev offer for, fordi jeg tillod mig at svare en morgensur betjent igen.

 

 

Masser af tærsk

Ved Brorsons – kirken forsøgte man at nedtrappe gadekampene, og lavede en Sitt Down aktion. Det resulterede i masser af prygl.

 

Konflikt en del af identiteten

Men mon ikke brugerne af Ungdomshuset var lige så kompromisløs som besætterne dengang. Kompromisløsheden er helt centralt for grupper, der ønsker at sætte sig uden for det omgivende samfund. Hvis man gav efter kunne man lige så godt acceptere det bestående samfund.

En konflikt er en del af identiteten. De unge kan måske have svært ved at samarbejde med de etablerede politikere om en løsning. Når der ydes pres fra samfundet styrkes fællesskabet.

Og jo mere volden optrappes, desto sværere bliver det at lave et kompromis.

 

Slumstormerne

Slumstormere var en bredt sammensat gruppe af unge mennesker som i 1960erne og begyndelsen af 1970’erne besatte en række tomme huse hovedsagelig i København. Det var ulovligt og førte ofte til konfrontation med politiet.

 

Slumstormerne var sammensat af studerende, hjemløse, flippere og stofmisbrugere. Dres visioner for fremtiden var vidt forskellige. Nogle tog afstand fra det repræsentative demokrati og havde modvilje mod alt, hvad der hed organisationer. Nogle ville leve på egne præmisser. Andre igen ønskede at etablere en revolutionær ø i et kapitalistisk hav.

 

Almindelig boligmangel

BZ – Bevægelsen udvidede deres besættelser til også at omfatte større provinsbyer. Og det var navnlig i 1980erne der kom til alvorlige sammenstød med politiet.

 

Årsagen til disse to bevægelser var den almindelige boligmangel. Der var især mangel på ungdomsboliger og kollegiepladser til brug for de studerende.

 

Byfornyelse

I 1960erne var der i København iværksat mange byfornyelsesprojekter. Herved stod en masse boliger tomme i meget lang tid. Det kunne både være beboelsesejendomme og gamle fabrikker.

 

Mangel på boliger

Udstykningen af lejelejligheder til ejerlejligheder gav i 1970erne også mangel på billige boliger. Efterhånden blev deltagerne aktive aktører i den venstreorienterede meningsdannelse. BZ – bevægelsen tog over, der hvor slumstormerne sluttede. Det var som om, at BZ – bevægelsen tog den revolutionære retorik til sig.

 

Massiv overvågning

Ret hurtig begyndte politiet og de forskellige efterretningsvirksomheder, at interessere sig for disse grupper. Og en decideret overvågning fandt sted.

 

Gruppe 61

Vi skal tilbage til 1963, da en gruppe, der kaldte sig Gruppe 61 en vinterdag besatte en saneringsmoden ejendom. Det var en socialistisk fredsgruppe. Denne aktion var en forvarsel på, hvad der siden ventede.

 

 

Sofiegården

I 1965 flyttede nogle studerende ind i 40 tomme lejligheder på Christianshavn. Et halvt år senere, var der her forsamlet 60 unge mennesker. De kaldte stedet for Kollektivet Sofiegården.

I efteråret 1968 besluttede myndighederne, at bygningen skulle rives ned. Dette skete i 1969.

 

Men de unge mennesker lod sig ikke sådan slå ud. Beboere i Sofiegården flyttede ind i tilsvarende ejendomme og kaldte dem Hudegården, Jægergården, Stengården, Fredensgården, Tømrergården m.m.

Slumstormerne var mest virksomme fra midten af 1960erne til begyndelsen af 1970erne. Aktionerne aftog efterhånden. En af årsagerne var, at Folketinget i 1971 vedtog en såkaldt slumstormer – paragraf. Man gav de unge mennesker lov til at blive boende i besatte ejendomme indtil de blev revet ned.

 

Inspireret andre

Bevægelsen mente, at deres aktioner var berettiget. Og det har sikkert inspireret andre til huslejeboykotter og alternative lejerbevægelser.

 

Adgang til grønne arealer

Det der nok gav mest genlyd var besættelsen af den tidligere Bådsmandsstrædes Kaserne. Hensigten var at opnå adgang til grønne arealer og skabe en legeplads.

Efterfølgende strømmede flippere, hippier, hjemløse og slumstormere til området. Dette var begyndelsen til Fristaden Christiania. Og Fristaden skaber stadig diskussion her hvor christianitterne selv har overtaget det hele.

 

Men gennem årene har særlige den politiske højrefløj gentagende gange ønsket området ryddet. De kaldte besættelsen for ulovlig selvtægt. Men Christiania opfattede selv besættelsen som en legitim protest og et eksperiment på alternativ levevis.

I 1973 godkendte Anker Jørgensen – regeringen stedet som socialt eksperiment.

 

Stedet skulle ryddes

Men allerede i 1975 besluttede Hartling – regeringen, at stedet skulle ryddes. Og det var på grund af handel med hash og hårde stoffer samt hælervarer. Men beslutningen blev ikke sat i værk, antagelig på grund af en stor folkelig opbakning til stedet.

 

Christiania – lov

I slutningen af 1970erne fik politikerne Højesterets ord for, at Christiania kunne ryddes. Folketinget ønskede at forholdene skulle normaliseres. Christianitterne gjorde efterfølgende op med de hårde stoffer, men hashhandelen fortsatte. I 1987 etablerede en styregruppe kontakt med myndighederne, hvilket i 1989 resulterede i en såkaldt Christiania – lov. Her gav man tilsagn om Christianias fortsatte eksistens, hvis der samtidigt blev betalt moms, husleje m.m.

 

Nørrebro beboeraktion

Måske kan man kalde Slaget om Byggeren i foråret 1980 som indgangen til BZ – bevægelsen. Københavns Kommune havde besluttet at rydde legepladsen Byggeren til fordel for opførelse af nye boliger.

 

Nørrebro Beboeraktion var ikke tilfreds med denne beslutning. Beboeraktionen var splittet i en VS – gruppe og en kommunistisk orienteret gruppe. Byggeren blev opfattet som et åndehul eller et symbol på selvregulering. Opgøret var også en kamp mellem Københavns overborgmester Egon Weidekamp og VS – borgmesteren Villo Sigurdsson, som støttede Nørrebro Beboeraktion.

 

Ingen fløjlshandsker

At der var borgerkrigs – lignende tilstande gennem et par uger på Nørrebro kan ses i andre artikler, vi har skrevet om sagen. Kampene havde tiltrukket folk fra hele København. Kasteskyts som brosten blev til almindelig ammunition. Og politiet behandlede så sandelig heller ikke de demonstrerende med fløjlshandsker. Man kan så undre sig at Borgerrepræsentationen roste politiets håndtering af konflikten.

 

Knippelslag

Også i lande som Vesttyskland, Holland og Schweiz opererede de unge på lignende måde. En gruppe unge mennesker besatte i oktober 1981 den nedlagte brødfabrik Rutana. Kort tid efter endnu en tom fabrik og et nedlagt kloster på Vesterbro. De unge erklærede, at de ville have et Ungdomshus. Men det nægtede kommunen. Derefter valgte de unge at besætte virksomheden Schiønning & Arve.

Politiet anvendte knippelslag og pudsede hunde på de unge, som de påstod. Desuden anvendte man tåregas. Det førte til at man lavede demonstrationer mod politivold.

 

Borgmesteren troede på ro

Der fulgte en række husbesættelser. I 1982 lod Københavns Kommune de unge bruge Folkets Hus på Jagtvej. Så troede borgmesteren, at han fik ro for de unge. Men det gjorde han ikke.

 

En bastion

En meget opsigtsvækkende husbesættelse fandt sted i 1983, da BZ erne rykkede ind i et hus på Ryesgade. Dette hus var en bastion frem til september 1986.

 

540 aktioner

I slutningen af 1980 erne var de unge meget engageret i kampen mod apartheid i Sydafrika. Man mente også at Shell skulle kigges efter i sømmene. Man stillede sig også kritisk over for den poliske højrefløj i Danmark. Man kritiserede således Den Danske Forening, som BZ erne kaldte racister. I 1990 engagerede man sig i kampen mod EF.

I midten af årtiet omkring 1995 gik bevægelsen i opløsning, hvorefter den fortsatte som De Autonomme.

 

I perioden fra 1981 til 1994 var BZ erne engageret i ca. 540 aktioner. Følgende huse/tilholdssteder var periodevis besat i tidsrummet 1981 – 1994:

 

De besatte adresser

Ungdomshuset, Jagtvej 69. her var det dog uenighed. De unge mente, at de havde fået huset foræret.

 

Abel Cathrinesgade, Abel Cathrinesgade

Korsgade, Korsgade 25

Allotria, Korsgade 45

Gartnergade, Gartnergade 14

Bazooka, Stengade/Baggesensgade

Snehvide, Blågårdsgade 46

Den lille Fjer, Korsgade 47

Safari, Meinungsgade 30

46, Nørrebrogade 46

Ryesgade, Ryesgade 46

Mekanisk Musik Museum, Vesterbrogade

Kapaw, Viborggade 41

Ragnhildsgade, Ragnhildsgade

63, Ryesgade 63 – 65

Bumsen, Baldersgade 20 – 22

Gyldenløvsgade, Gyldenløvsgade 12

Sorte Hest, Vesterbrogade

Baghuset, Vesterbrogade

Børnehuset, Skt Pederstræde

Kafa – X, Blågårdsgade

Solidaritetshuset, Griffenfeldtsgade 41

 

Hårde og mere barskt

Forholdet mellem statsmagt, politi og de demonstrerende blev efter Slaget om Byggeren hårdere og mere barsk. En politisk – ideologisk modvilje mod de unge, skulle være årsagen til dette. Mange var af de mening, at det var politiet, der var den udfarende kraft.

 

Andre mente, at de unges hårde fremstod, var planlagt på forhånd.

I 1982 blev der smidt en toiletkumme efter en politibetjent. Efterfølgende brugte politiet ved senere aktioner rigeligt med gas.

 

PET var på vagt

PET interesserede sig ikke så meget for slumstormerne. De mente, at det hele foregik som regel fredelig. Dog var PET til stede ved  aktivistmøder i Huset, Rådsstræde 13. Man viste også udmærket, at arkitektstuderende gennem Københavns Kommune havde rekvireret tegninger over en række ejendomme, der alle måtte anses for at være saneringsmodne.

 

Fornuftig politimester

Man kunne jo også vælge fra politiets side at se fornuftig på en situation. Det skete, da en gruppe slumstormere valgte at besætte en villa ved navn, Sophienholm i Hellebæk. Villaen blev ejet af ØK. Politimesteren meddelte, at de kunne låne villaen over, og derefter så forlade den. Og det skete.

 

Kapitalisme og imperialisme

Hovedfjenden var kapitalisterne og imperialismen. Med andre ord, det var banker, afdelinger af amerikanske virksomheder samt danske virksomheder, der deltog i våbenproduktion. Men hovedfjenden var politiet.

 

Løft Ræven, venner

I længere tid havde PET overvåget medlemmer af den såkaldte Vietnam – bevægelse. Man var lidt bekymret over en pjece, der var dukket frem. Den hed Løft røven, venner. Man mente at inspirationen var kommet fra RAF (Rote Arme Fraktion). Pjecen opfordrede til at fremstille våben og bruge dem.

 

I 1971 gennemførte  politiet forskellige aktioner. For eksempel i Jægersborggade og i Bangertsgade.

 

Boligfronten

En ny sammenslutning var etableret i Slumstormer– kredse. De kaldte sig Boligfronten. I august 1971 afholdt de en offensiv Kongres. Gruppen bestod foruden af slumstormere, Faglig Ungdom, Fremmedarbejderne, Rødstrømperne, Kontaktcentrene, Murerlærlingens Forening, BRIS (Børns Rettigheder i Samfundet), KRIM, DSF( Danske Studenters Fællesråd).

 

Solvognen overvåget

PET overvågede også teatergruppen Solvognen. Her var min afdøde kone særdeles aktiv. Også Christiania kom i efterretningsvæsnets søgelys. Man var lidt bekymret over enkelte beboers tilknytning til Black Panther – Bevægelsen. Man havde også en formodning om, at der på Christiania skulle opholde sig udenlandske terrorister. Det skulle have været medlemmer af PFLP – PLO og RAF. Et enkelt medlem af Bader – Meinhoff – gruppen skulle også have været her.

 

Våben på Christiania

En del anti – nato aktioner havde også sit udspring på Christiania. Det var ofte gennem Solvognens mange politiske aktioner. En arbejdsmarkedskonflikt i 1977 fik PET til at aflytte nogle af udskænkningsstederne i fristaden.

 

I begyndelsen af 1972 var der formodninger fremme om våbenlagere på Christiania. I slutningen af 1972 fremkom der oplysninger, om at en navngiven person havde solgt 14 maskinpistoler herude. Nogle af våbene kunne spores til tyverier.  Fremstilling af brandbomber til slumstormere og flere optegnelser der omhandlede produktioner af mindre bomber forekom også.

 

Et rygte opstod, at der skulle være opbevaret dynamitstænger herude, men det er hvis aldrig blevet bekræftet.

 

PET samarbejde med politiet

I slaget om Byggeren forsynede politiet PET med masser af observationsrapporter, fotografier og andet vedrørende konflikten.

Efterretningsvæsnet fik tilladelse til at aflytte RSF (Revolutionære Socialisters Forbund). PET kunne konstatere, at en masse christianitter havde deltaget i urolighederne . En del af aktivisterne fra Nørrebro Beboeraktion stod i forbindelse med personer fra Christiania. Nu skal det der til siges, at også almindelige personer var med i aktionen. Således deltog Nørrebro Handelsforening også aktiv i nogle af Nørrebro Beboeraktions aktiviteter.

 

PET brugte jamming

Det forbigik ikke PET´s opmærksomhed, at aktivister gik rundt med walkie talkies. På den måde var de i stand til at dirigere hinanden rundt til brændzonerne. Men brugen af disse radioer var ikke ulovlig. Men PET havde alligevel et godt middel til at ødelægge denne radio – kommunikation. De udsendte jamming. Det var for at skabe støj, og det var særdeles virkningsfuldt. Men jammingen kunne også høres på almindelige radiomodtagere på Nørrebro.

 

Partisansøm fra Christiania

Den 12. maj 1980 var der kastet partisansøm ud på vejen ved Prinsessegade/Torvegade. Formålet var at lamme trafikken i København, og dermed få politiet væk fra Byggeren. Så kunne aktivisterne få genrejst Byggeren. PET mente, at disse søm stammede fra Christiania.

 

Etablering af ungdomsmiljøer

PET mente, at det var fremtrædende VS`ere, der var de egentlige bagmænd til urolighederne ved Byggeren. De mente, at det var bevidst, at VS ville skabe ballade, for at afprøve politiets metoder. Det kunne man så bruge i fremtidige slag.

 

En kreds af den trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP) dannede en gruppe, der kaldte sig Ini`tivgruppen. Den havde som første mål, at få Københavns Kommune til at stille et Ungdomshus til rådighed. Ifølge PET var det gruppens formål at etablere ungdomsmiljøer, så man herfra kunne rekvirere nye medlemmer til SAP.

 

I første omgang mente, Københavns Kommune, at de kunne bruge de eksisterende medborgerhuse. Men gruppen ønskede et hus, hvor de kunne udfolde sig uden bureaukratisk styring.

 

Stormøde på Jagtvej 69

Efter forhandlinger med Københavns Kommune endte det hele i ingenting. Nogle unge valgte at holde stormøde i et tidligere Folkets Hus, Jagtvej 69. Mødet fik tilslutning fra mere eller mindre organiserede grupper.

 

Det besluttedes, at besætte en nedlagt brødfabrik, Arbejdernes Fællesbageri, Rutuna. Besættelsen foregik helt udramatisk, og lige så udramatisk foregik rydningen. Men de unge opnåede det de ville. De fik en masse presseomtale.

 

Vi må bage, mens ovnen er varm

To dage senere forsamledes 50 – 100 unge på en ubebygget grund over for. Politiet og PET var til stede. Man bemærkede en person, der afsluttede en tale med følgende ord:

 

       Vi må bage, mens ovnen er varm

 

En overborgmester på besætternes side

Efterretningsvæsnet bemærkede også at byplanborgmester Villo Sigurdsson holdt en tale. Han sagde blandt andet:

 

       Der findes ikke noget demokrati. Derfor er det udmærket, at der er nogen som jer, der gider stille op på barrikaderne og kæmpe imod og besætte alt det, I kan besætte, og holde det lige så længe, I kan holde det. Det er det eneste sprog, de kan forstå ovre på Rådhuset. Hvis I sender flotte planer og flotte indsigelser, forstår de det ikke. Sådan noget putter de bare skråt ned i papirkurven. Men hvis folk står op på barrikaderne, besætter huse, hindrer håndværkerne i at rive ejendomme ned, ja så ved de ikke deres levende råd. Derfor er midt gode råd: Styrk demokratiet og besæt fabrikken.

 

Havde byplanborgmesteren gjort sig skyldig?

Og som sagt, så gjort. Sammenstødet med politiet blev voldsomt. Politiet blev nødsaget til at bruge stavene. Størstedelen tog flugten, mens 12 blev anholdt for gadeuorden.

14 medlemmer af Ini`tivgruppen blev anholdt for at anspore til uroligheder og udøve hærværk. PET mente også, at byplanborgmesteren havde gjort sig skyldig.

 

Tåregas i store mængder

Gennem 1981 opstod der mange sammenstød. I en demonstration opdagede aktivisterne to civilklædte politifolk. De fik smidt salmiakspiritus i øjnene. Demonstrationen endte med besættelse af den nedlagte gummifabrik Schønning og Arvè. PET mente, at de unge hurtig omdannede fabrikken til en Christiania – lignende bygning.

 

PET bemærkede, at der blev transporteret benzin, olier, flasker og mursten ind i huset. Endvidere blev der samlet metalstykker. Plastposer med maling var ligeledes en del af BZ `ernes våben. En barrikadering blev også etableret. Den 26. oktober 1981 valgte Københavns Politi at rydde bygningen. Anvendelsen af magt var betydelig fra politiets side. Sådan lyder det i en vurdering.

 

Politiet anvendte tåregas for at nedkæmpe besætterne. Men problemet var, at besætterne ikke uden videre kunne forlade bygningen. Det kunne først ske, da Københavns Belysningsvæsen ankom med en stige. I alt anholdt politiet 96 personer i alderen fra 15 til 32 år.

 

Belejring af kloster

500 aktivister besatte et kloster i Abel Cathrinesgade.

 

       i løbet af meget kort tid så klosteret ud som gummifabrikken

 

Ja sådan skrev PET i deres rapport. De mente helt klart at aktiviteterne udsprang fra SAP.

Stedet var besat fra oktober 1981 til midten af februar 1982.

 

På Rigshospitalet

Den 20. februar 1982 blev en af Rigshospitalets bygninger på Blegdamsvej besat. Men samme nat blev bygningerne ryddet og 61 personer anholdt.

 

I slutningen af januar 1982 havde politidirektør Poul Efsen udtalt i Jyllands Posten, at det var en meget ubehagelig opgave for politiet at skulle sættes ind mod diverse ungdomsgrupper. Han mente, at det var politikerne og ikke politiet, der måtte løse de problemer, der fik unge til at besætte bygninger.

 

BZ – Brigaden

I marts 1982 skiftede man navn til BZ – Brigaden. Den eksisterede til omkring 1989. Den første aktion var besættelse af mekanisk Musik Museum. Det kom til en særdeles voldsom kamp. Og det man husker bedst, var en toiletkumme, der blev smidt ned på de indtrængende politifolk. 142 BZ`ere blev anholdt.

 

De følgende måneder blev en hel snes ejendomme besat på Nørrebro. En gruppe pensionister, der kaldte sig De Grå Pantere var med til at besætte Korsgade 27 og 29 på Nørrebro.

 

Brandbomber på Nørrebro

Der fulgte aktioner mod den Israelske ambassade under temaet Israel ud af Libanon. Et par dage efter var det Mosaisk Kirkegård, der var genstand for hærværk.

 

Den 16. september 1982 havde BZ – brigaden besat en ejendom beliggende Blågårdsgade 46. Den følgende nat kom det til uroligheder på Nørrebro. Der blev tændt bål i gaderne og smidt sten efter politiet. Ud for Allotria måtte politiet skyde varselsskud for at slippe fri for omringende Bz ere.

Samme nat fandt politiet brandbomber på forskellige adresser på Nørrebro.

 

PET aflyttede SUF (Socialistisk Ungdoms Forening) ´s telefoner. Man havde mistanke om, at her var et våbenlager.

 

Overborgmesteren fik vand

Den 29.oktober 1982 fik BZ – Brigaden lov til at bruge Jagtvej 69. Man havde inviteret overborgmester Egon Weidekamp til at indvie huset. Men da han ankom, blev han mødt med en spand vand. Man havde ikke til sinde at respektere myndighederne. Det var et tydeligt signal, man hermed afsendte.

 

1982: 350 anholdelser

I sidste halvdel af 1982 gennemførtes en række Ta` selv aktioner Aktionerne var foudsaget af et cirkulære vedrørende nedskæring af kontanthjælp til unge.

Året 1982 blev afsluttet meget dramatisk. Voldsomme gadekampe fandt sted på Nørrebro. Ruder i butikker blev ødelagt og biler sat i brand. Det gik også ud over en af politiets. 41 politifolk blev skadet. Gennem hele 1982 blev der foretaget 350 anholdelser.

 

Happening på Allotria

Den 11. januar 1983  havde politiet samlet en større styrke fra hele Sjælland. Allotria i Korsgade skulle ryddes. Der var lånt materiale fra forsvaret. Rydningen formede sig som en happening. Efter at politiet nåede gennem taget på den besatte ejendom, måtte politiet konstatere, at BZ erne var forsvundet gennem en tunnel, de netop havde færdiggjort.

 

Politiet fandt et helt arsenal af kasteskyts og slagtøj. Da der nu var nok af mandskab til stede, benyttede politiet det til dagen efter, at rydde Bazooka, et besat hus i nærheden. Her forefandtes murbrokker, sten og flasker. Da politiet rykkede ind forlod BZ erne bygningen. Men samtidig åbnede de for samtlige gashaner i bygningen.

I forbindelse med rydningen af de to bygninger, anholdt politiet 63 personer. Man fandt en hel del tyvekoster, bestående af værktøj, tømmer, radioudstyr, våben, maling, syre, legitimationskort og sølvtøj.

 

Operation Hafnia

Fra 1982 indgik PET et nærmere samarbejde med Københavns Politi. PET ønskede navnene på næsten samtlig anholdte. Det skulle også være dem, der kunne signalisere forbindelse til ekstremist – eller urogrupper. PET blev også behjælpelig med telefon – og rumaflytning.

 

PET kontaktede stikkere

Man kaldte aktionen for Operation Hafnia. PET var af den overbevisning at aktioner blev planlagt i Jagtvej 69 samt i Folkets Hus i Stengade.

PET anskaffede sig et par brugte biler for uhindret at kunne færdes i området. Man kontaktede personer, der af en eller andet grund ville forlade BZ – miljøet. De blev så brugt som stikkere.

 

PET mente, at der i 1983 var 400 aktive i BZ – brigaden.

 

Ødelagte butiksruder

I 1983 besatte BZ – Brigaden en ejendommen Gyldenløvsgade 32. Efter at politiet havde stormet bygningen, antændte BZ ere containere. En stor del fortsatte til Indre Nørrebro, hvor de ødelagde butiks – og bank – vinduer.

Glarmestre har haft gyldne tider på Nørrebro. De holdt næsten parat inden diverse uroligheder var ophørt.

 

Klart organisationer – dårlig organiseret

Under rydningen af Ryesgade 58 måtte politiet trække deres pistoler.  Politiet var blevet mødt med skud fra slangebøsser, molotovcocktails og mursten. En politibil blev sat i brand.

 

Også aktioner mod Sorte Klat (Kulørte klat) blev iværksat. Man gennemførte Kaos – dag, med det formål at forstyrre S – togs trafikken, trafik – dag , hvor trafikken på vejene skulle forstyres. En tredje aktion blev kaldt for pervers – dag. Det omhandlede gadeteater.

Regeringens sikkerhedsudvalg gav tilladelse til omfattende overvågning. Men egentlig mente PET, at Kulørte Klat – aktionerne var dårlig organiserede.

 

I 1986 blev aktionerne kaldt for Piratugen. Politiet tog nu et nyt våben i brug. De holdt aktivisterne i kort snor. Aktivister blev nu anholdt, selv i forbindelse med meget mindre lovovertrædelser.

 

Gik efter politikeres privatadresser

Man forsøgte at besætte Poul Schlüters embedsbolig. Mod Mogens Glistrup i Fælledparken blev der kastet sten, maling og æg. I 1985 trængte 40 aktivister ind på Egon Weidekamps kontor. Året efter forsøgte man at angribe hans private bopæl.

 

I 1989 og 1990 fandt PET ud af, at BZ – Brigaden kommunikerede med de fængslede fra Blekingegade – Banden. PET noterede sig at man sympatiserede med de tilfangetagenes

 

       ideologiske holdning og har forståelse for gruppens gennemførte og planlagte røverier som led i indsamlingen af midler til befrielsesbevægelserne i den 3. verden

 

Shell og Mærsk

I 1986 blev der gennemført aktioner mod Shell i form af brandstiftelse, groft hærværk, ulovlig indtrængen, tyverier, telefonchikane, rudeknusning og meget mere.

Mellem 1986 og 1989 var der aktioner mod ØK, Investeringsbørsen, Mærsk – interesser, banker m.m. i forbindelse med Sydafrika. I alt omfattede aktionerne 164 anslag.

 

Teoristiske forbindelser

Også aktioner mod EU kan tilskrives BZ – Brigaden

PET fandt ud af et forskellige terroristiske bevægelser havde forbindelser til Ryesgade 68, som aktivisterne havde besat.

En RAF – dømt Roland Meyer var inviteret til København for at holde foredrag. Det skete i Ungdomshuset, Jagtvej 69. BZ – bevægelsen havde stor sympati for Rote Armee Fraktion.

 

Masser af tyvekoster

I forbindelse med en fødselsdagsfest i Ungdomshuset stjal man sprut for 10.000 kr. i en nærliggende butik. Da politiet i 1987 foretog en ransagning i Ungdomshuset fandt man tyvekoster for 300.000 kr.

 

Historien fortsatte

Ja og historien fortsatte. Se på listen af artikler. Det fører historien videre.

 

Kilde:

       Se Litteratur Nørrebro

       Se litteratur København (under udarbejdelse)

       PET´s Overvågning af protestbevægelser 1945 – 1989 (8. Slumstormere og BZ – Bevægelse 1965 – 1989 (Schultz)

       diverse artikler på www.dengang.dk – www.norrebro.dk

 

 

 

Hvis du vil vide mere: på dengang.dk Læs

 

       Bulldozersameringen ødelagde detailhandelen (1980)

       Handelsforening i konflikt

       Terrornatten på Nørrebro

       Bomben i Søllerødgade (under Nørrebro)

       Byggeren på Nørrebro – nok engang

       BZ – bevægelsens historie på Nørrebro

       Dramaet i Brorsons Kirke

       Fristeder og Ungdonshus

       Nørrebro beboeraktion og kampen om Byggeren

       Nørrebro – den 18. maj 1993

       Røde Rose på Nørrebro

       Ungdomshusets historie 1 – 2

       Ungeren set fra 6. klasse

       Et faderhus på Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere. På www.norrebro.dk Læs

       Ungdomshus med forhindringer

       Gadekrig på Nørrebro

       Aktivist – træning

       Kampen om Ungdomshuset

       Brev til Ritt Bjerregaard

       Brev til Knud Foldschack

       Jagtvej 69 – atter engang

       Skal Ungdomshuset lukkes?

       Nørrebro Handelsforenings nyere historie 1 – 5

       Det yderste højre

       Fingrene væk fra Jagtvej 69

       Hærværk og grafitti på Nørrebro

       Bliver Ungdomshuset revet ned?

       To Ungdomshuse mere – tak

       Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.

       Opfordring fra Nørrebro Handelsforening

       Opfordring fra Ungdomshuset

       Tiden efter Ungdomshuset

       Imens i Johnnys Butik

       Hvad mener Ungdomshuset?

       Hvad dækker forsikringen?

       Jagtvej 69 – sidste kapitel

       Henvendelse fra Overborgmesterens sekretariat

       Stop terroren på Nørrebro

       Nørrebro handelsforening har fået svar fra Ritt Bjerregaard

       Ungdomshuset – kapitel 14

       Man har fjernet et mangfoldighedselemet

       Detailhandelen på Nørrebro har mistet 14 millioner

       Ungdomshuset har kostet 105 millioner kroner

       Ungdomshuset lever

       Presseinformation fra Nørrebro handelsforening – Nørrebro atter i brand

       Ungdomshuset til grin

       Ungdomshuset – kapitel 14

       Faderhuset kan kræve millioner

       Nørrebro i gas og knippelsuppe

       Nørrebro – uroligheder dræner politikassen

       Jul på Nørrebro 2007

       Jagtvej 69 – 2200 København N

       I gamle dage havde vi bent

       November 1999

       Ungdomshuset – en oase på Nørrebro vol 1 – 6

       Presseinformation: Bevar Julefreden på Nørrebro

       Åbent brev: Til medlemmer af Borgerrepræsentationen i København

       Hvorfor skal 71.000 være gidsler for manglende politisk vilje

       Til Borgerrepræsentationen, faderhuset og Ungdomshuset

       i dialog med Ungdomshuset

       Situationen omkring Ungdomshuset – er fastlåst

       Du bliver overvåget

       Hash, Hykleri og Handlingslammet

       Det yderste Højre

       Hot Spot Nørrebro

       Fokus på Bandekonflikten

       Restauranter på Nørrebro ødelagt af aktivister

       Bandekrig på Nørrebro

       Er Nørrebrogade en krigszone?

       Er mere overvågning – vejeb frem?

       Uncle Sam holder øje

       Er det plads til et nyt Ungdomshus?

       Big Brother udvider overvågningen

       Bygges der snart på Ground 69?

       Videoovervågning på Nørrebrogade – nej tak

       Kanal København opfordrer til uro

       Den sidste Bz`er  på Jagtvejen

       Pas på, du bliver overvåget og meget mere

 

Vi ønsker god fornøjelse

Det var liv og glade dage i biograferne om søndagen. Man håbede på et kys af ”heltinden”. Brandvæsnet var altid til stede nytårsaften på Blågårds Plads. Klunserne fungerede som børnepassere. Håndsæbe kunne bruges til mange ting. Det var nødvendig, at holde kummen varm om vinteren. Politiet holdt parat ved Sveriges – færgen. Og betjent Grøn behøvede ikke at tage sin madpakke med.

 

En alternativ måde

De var hårdt for mange på Nørrebro – dengang. Hvis det kneb, ja så kunne man altid fange en and fra Peblinge Søen. Fisk kunne man også fange, men de smagte nu ikke af meget. De smagte nærmest af mudder, og så var de fulde af ben. Det var en lidt alternativ måde, at skaffe sig til føden.

 

En tur på Ladegården

Og det skete også at de sociale myndigheder måtte ind over. Hvis far og mor af den ene eller anden grund ikke var det til at tage vare på børnene blev disse anbragt på Ladegården.

Det var dog ikke altid lykken, for søskende blev adskilt fra hinanden. Drenge og piger blev ligeledes skilt fra hinanden.

 

Heller ikke når, der skulle spises i den store sal, måtte der snakkes. Det skulle være absolut ro. Overtrådte man reglerne, blev anbragt i et lukket rum, uden vindue. Ja det var nærmest et fængsel.

 

Grødretter

De fleste retter bestod af grødretter. Nogle gange fik man kartofler og sovs. Det var absolut sjældent, at der var kød imellem. Morgenmaden bestod af havregrød, et glas mælk og en skive tørt rugbrød. Man skulle hjælpe med rengøring og arbejde i køkkenet.

 

Jo det var godt, hvis far og mor igen kom hjem. Så kunne man selv komme hjem. Det var det bedste. Og særlig ved juletid fik man god mad. Det var den eneste tid på året, hvor man kunne risikere, at få røget skinke.

 

Med færgen til Sverige

Der var stadig masser restriktioner i København. Så var det godt, at man kunne tage til Sverige og købe nødder, chokolade, marcipan, rigtig kaffe, sukker og forskellige andre forbrugsgoder.

Alene turen med færgen var en velsignelse. Her kunne man også købe billige øller og snapse, og få rigtig smørrebrød. Snapsene på færgen var på 4 cl. I land var de kun på 2 cl.

 

Ved landgangen i Havnegade stod politiet parat med deres salatfade. Her blev dem, der ikke kunne tåle mosten anbragt og fragtet til den nærmeste detention, for at sove rusen ud.

 

Juletræer på Blågårds Plads

I løbet af december begyndte det at komme juletræer på Blågårds Plads. Det var juletræshandlere, der havde deres forskellige stader. De folk, der boede omkring pladsen fik altid den billigste pris. Dem, der så lidt finere ud i tøjet, skulle betale noget mere.

Det samme skete, når træerne skulle bæres hjem for kunderne. Boede man ved søerne eller på Frederiksberg, kom man til at betale det dobbelte.

 

Ondt i tænderne

Dengang havde man heller ikke råd til at gå til tandlæge. Hvis børnene fik ondt i tænderne, måtte man gribe til alternative metoder. En klud dyppet i brændevin blev puttet i barnets mund.

 

Ja og når en elev ikke kunne koncentrere sig dengang, om at læse og skrive, kaldte man barnet for dum. Man kendte ikke til begrebet tal – og ordblind.

 

Toilettet skulle opvarmes med stearinlys

Dengang helt op i begyndelsen af 1950erne var lejligheden ikke større end 45 m2. Her skulle der være plads til hele familien. Og kakkelovnen skulle der også være plads til.

Det var luksus, når toilettet ikke var nede i gården, men ude på trappen. Men den var ofte optaget af naboerne, som man skulle dele den med.

Om vinteren blev man nødt til at tænde et stearinlys omkring kummen, ellers frøs vandet til is. Et besøg på toilettet om vinteren var et meget kort og koldt besøg.

 

Håndsæbe til mange ting

Tænder blev ofte børstet i håndsæbe. Hvis det kneb med håndsæbe, kunne man altid bruge saltvand. Håndsæben kunne også bruges til håret. Så skulle man bare lige bruge lidt eddike til at skylle håndsæben ud igen.

Det ugentlige bad foregik som regel lørdag aften i en zinkbalje på køkkengulvet. Om vinteren foregik det dog foran kakkelovnen inde i stuen.

 

Det var dengang, man skulle putte 25 øre i gasautomaten. Hvis man ikke lige havde husket dette, kunne gassen forsvinde midt under madlavningen.

 

Grøden blev lavet om morgenen. Og så blev den lagt under fars tunge dyne. Så kunne den stadig holde sig varm om aftenen.

 

Dengang kunne man læse Flemming -, Paw -, eller Jan – bøger. Senere blev disse afløst af To års ferie, Robinson Crusoe og Tarzan – bøger.

 

Avishuset

En tur på Blågårds Plads dengang, var en oplevelse.

Avishuset var på 1 x 1,5 meter. På vægge og gulv lå dagens aviser. Folk nøjedes ikke med at købe dagens avis. De lokale nyheder blev også diskuteret. Avismanden hed Johansen. Han vidste altid, hvad der skete i nabolaget. Og så havde Johansen et kunstigt ben, lavet af træ.

 

Længere henne på pladsen stod en gadehandler, der solgte frugt og grønt. Hver aften blev det hele pakket sammen og låst inde i en vogn, der blev kørt væk.

 

Pølsemanden med næsen

Så fulgte en lille pølsevogn. Pølsemanden hed Georg. Han havde en meget karakteristisk næse, der havde været udsat for mange slagsmål. Måske havde han været bokser. Hans tud lignede i hvert fald en rigtig boksetud.

 

Telefoni for 10 øre

Ved siden af lå den rigtige avis/telefonkiosk. Her kunne man købe aviser, blade, kuverter, frimærker, cigaretter og lidt slik. Omme bag ved kiosken var der en dør ind til to telefonrum . Telefonrummet var adskilt med to døre, som kunne skydes frem og tilbage. Der var en lille rude ind til kiosken. Her kunne man så få vekslet sine penge til at putte i telefonautomaten. Dengang kunne man telefonere for 10 øre.

 

Tissehus for mænd

På venstre side af Blågårds Plads lå et Tissehus for mænd. Det var plads til at fire mand kunne lade deres vand samtidig. Dette tissehus, der var lavet af støbejern lugtede ikke særlig godt.

Den var dekoreret med en masse små halvkugler på den udvendige side. Det hele var malet i en mærkelig grå/grøn farve.

Lige bag Tissehuset var der en vandpost, så man kunne vaske sine hænder. Men det var det nu ikke så mane, der benyttede sig af.

 

Grøften

Midt på pladsen lå Graven eller Grøften. Det var en firkantet plads. Den var lidt dybere end den øvrige plads. Rundt om grøften var der firkantede granitsten. Her var også forskellige figurer.

 

På højre side af Grøften stod Talerstolen. Det var en firkantet forhøjning med trapper på tre sider. Over det meste af Blågårds Plads var der anlagt bunkers med beskyttelsesrum.

I mange år spillede militær – orkestrere på pladsen. Vinduerne rundt omkring blev åbnet, så man kunne nyde musikken.

 

At planke den

Det var dengang, at der var en fiskehandler og en købmand der hed Herskind. Så var der også Madsens Slagterforretning.

Ved siden af bageren lå Møbelgården. Herinde var der en herlig legeplads.

 

Der var masser af plankeværker, gårde og cykelskure i kvarteret dengang. Knægtene elskede at planke den.

 

Leg og boldspil i gården var forbudt, så al leg måtte foregå i Blågårdsgade. Og det var ikke helt ufarligt. Dengang var her masser af trafik.

 

Richs var meget udbredt. Man kunne samle et væld af billeder. Hver gang, der blev købt en pakke Richs til at blande i kaffen, fulgte der samlekort med. Det var billeder af dyr, blomster eller andre ting. Man kunne så købe et album til at sætte disse biller ind i.

 

Skraldemænd og rotter

Lige efter krigen i slutningen af 1940erne var der mangel på alt, også benzin. I Blågårdsgade kom skraldemændene med deres skraldevogne trukket af en hest. Når skraldevognene var fyldt helt op, kørte man på lossepladsen for at tømme indholdet. Allerede klokken fire om morgenen begyndte de at larme.

Så mange en rotte er blevet knust af skraldemændenes træsko. Jo, der er skam også historier om, at disse rotter bed igen.

 

En aftale med mælkemanden

Og tænk, så kunne man få en aftale med mælkemanden. Så behøvede man ikke selv, at gå ned til Ismejeriet og købe mælk. Mælkemanden leverede mælken direkte op til døren til køkkentrappen. Tidlig om morgenen satte han her de flasker, der var bestilt. Torsdag aften kom mælkemanden så og indkasserede for det, som var leveret i ugens løb.

Han havde enten en blå eller blåstribet skjorte på. Han bar et forklæde og havde en sort kasket med blank skygge på hovedet. Så havde han en skuldertaske af sort læder.

Mælken blev bragt op i stor stærk pose, der var lavet af et kraftigt stof med to hanke af tykt torv.

 

Klunsere og kogesprit

Blågårdsgade og Blågårds Plads var dengang fulde af klunsere. De gik på jagt i skraldespandene. De gik ikke af vejen for en sandkage, der nærmest var muggen, som købmanden havde kasseret. Man havde jo altid en dolk, så man kunne fjerne det værste.

 

Mange af de metalting, som klunserne fandt i skraldespandene blev solgt nede i Todesgade. Her lå der flere kælderforretninger, der købte genbrugsting af klunserne.

De penge, de så fik, blev omsat til flydende kost. Det var for det meste kogesprit. Og dette smagte bedre, når det samtidig blev blandet med kirsebærvin. Du var nu ganske billigt dengang. Når spritten og vinen var blandet, satte man sig på bænkene på Blågårds plads.

 

Klunsere som børnepassere

Disse klunsere eller sprittere var dengang en naturlig del af kvarteret. Disse klunsere fungerede også som børnepassere. Og det blev sandelig passet på børnene. Som tak for hjælpen fik de typisk 10 eller 25 øre. Men egentlig gjorde de det ikke for pengenes skyld, men som en service over for beboerne.

 

Den værste straf for disse klunsere/sprittere var at få rent vand i hovedet – fy for pokker.

 

Betjent Grøn

Engang imellem kom politibetjent Grøn forbi. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik også ind og hilste på de handlende i Blågårdsgade. Han fik som regel pølse af slagteren, eller en cigar af tobakshandlere. Hos bageren vankede der en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Så egentlig behøvede betjent Grøn ikke at have madpakke med hjemmefra.

 

Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, ringede han efter kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på pladsen. Han var da veludhvilet, ren, nogenlunde ædru og havde fået morgenmad.

 

Dengang var der aldrig cigaretskodder på Blågårds Plads. Dem tog spritterne sig af. Hvis der var nok skodder, var der til en stop på piben.

 

Vinteren på Blågårds Plads

Vinteren på Blågårds Plads kunne være sjov. Særlig når der var masser af sneboldkampe og man havde mulighed for at give sin kammerat en vasker.

Nede i grøften kunne man opleve hele 50 kælke på en gang.

 

Nytårsaften

Og Nytårsaften var også speciel på Blågårds Plads. De brugte juletræer blev smidt ned i grøften. Der var samlet en masse mennesker. Og så blev der ellers tændt ild i træerne. Men næsten inden det hele begyndte, kunne man høre sirenerne fra Fælledvejen. Brandbiler og politi var på vej.

Ja og så endte det som regel med at vandstrålen blev vendt mod publikum. Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå masser af knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet. Man mødte berusede mennesker, der endnu ikke var nået hjem. De så godt brugte ud.

 

Et kys af heltinden

Så var der også biograferne. De mest populære for ungerne i kvarteret var Odeon på Fælledvej, Nørrebros Bio på Nørrebrogade og Regina på H.C. Ørstedsvej.

Det var som regel om søndagen, børnene gik i biografen. Da stod den på cowboyfilm. Men også film med sørøvere, soldater og andre helte.

 

Tidspunktet var mellem klokken 14 og 16. De fleste biografbilletter kostede fra 45 – 50 øre. Den billigste var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på samme sæde. Når det gik rigtig vildt for sig, rejste man sig op, og klappede og skreg på sine helte.

 

Den bedste biograf var i starten af 1950erne Odeon. Her kunne man se de bedste og mest spændende film. Og alle ville være heltene fra filmene.

Hopalong Cassedy var en af de største helte. Man kom op og slås, for at måtte spille helten. Hjemkommet til Blågårds Plads blev filmen gennemspillet. Og så håbede man altid at få et kys af heltinden.

 

Zorro – helten på Blågårds plads

Zorro var en af datidens helte. Han var en slags Robin Hood, som bekæmpede slynglerne mod de fattige i Mexico. Han brugte sjældent skydevåben. Hans bedste våben var en lang pisk eller en kårde til at snitte et Z i panden på sin modstander.

 

Dagen efter var alle drengene omkring Blågårds Plads alle sammen Zorro. Der var ikke mange tørresnore tilbage. De var blevet forvandlet til piske. Og legetøjsbutikken Alhambra havde udsolgt af halvmasker. Alle Zorro’er stod opmarcheret på Blågårds Plads op mod Todesgade.

Drømme var en ting – virkelighed var en anden.

 

I robåd på Peblinge Søen

Midt i Peblinge Søen ude for Korsgade var der lavet et soppebassin. Og næsten ud for Baggesensgade var der en bådebro. Her kunne man om sommeren leje robåden. I disse kunne man sejle under Dronning Louises Bro over i Sortedams Søen. Man skulle dog ikke falde i søen, for vandet var nu ikke så rent.

Det var måske sjovere om vinteren, når man kunne stå på skøjter.

 

Kilde: Se

       litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Om Blågårds – kvarteret:Læs:

 

       Blaagaard Seminarium

       Blaagaarden – på en anden måde

       Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år

       Blågårds Plads på Nørrebro

       Blågårdsgade – dengang

       Byggeren på Nørrebro – nok engang

       Byggespekulation på Nørrebro

       BZ – bevægelsen på Nørrebro

       Den stinkende kloak på Nørrebro

       Et Hospital på Nørrebro

       Fattiglemmer på Ladegården

       Ladegården – dengang

       Nørrebro beboeraktion og kampen om Byggeren

       Rabarberlandet

       samt mange andre artikler om det gamle Nørrebro

Stjernen eksisterede fra 1902 – 1964. Arbejderne havde de bedste forhold. Og produkterne fejlede heller ikke noget. Men det kneb med afsætningen. Fa midt i 1950erne til lukningen kørte bryggeriet med underskud. Vi skal også høre en lille smule om Københavns øl – historie og om Hafnia i Stefansgade. Under bryggeriet lå en kilde, og den ligger der stadig. Nu i kælderen under Stefanshus. Og der er også fra Stjernen vi kender de sjover reklamer. Jeg vil hellere ha en star.

 

Ølfremstilling fra Stenalderen

Ølfremstillingen i Danmark er meget gammel dato. I stenalderen kunne man fremstille øl og andre korndrikke. Øl som handelsvare møder vi første gang i Københavns Stadsret den 13. marts 1254. Her gives der regler for ølsalg, og dermed afgifter.

 

Forbud mod import af tysk øl

Christian den Anden forbød import af tysk øl og fastsatte regler for den danske øls pris, dets kvalitet m.m. Men ak, det blev slet ikke overholdt. Fra gammel tid har Tyskland ligget i spidsen m.h.t. godt øl.

Det tyske øl havde dengang navne som Pryssing (Preussisk øl), Brunswiger Mumme, Rostocker – øl m.m.

 

Nyt Bryggeri – laug

Ølbrygningen i København blev i det 15. og 16. århundrede lagt i hænderne  på et laug, men i 1613 ophævede Christian den Fjerde alt laugsvæsen i Danmark.

Der blev senere oprettet et nyt Bryggeri – laug. Indførsel af tysk øl, bortset fra Prysing blev forbudt.

 

Kvalitetskontrol

Der blev ansat vragere, der skulle sætte cirkler som tegn på at øllet var godt og prøvet. De mindre god fik kun en cirkel eller slet ingen.

 

Kongens Bryghus

Christian den Fjerde drev selv et ølbryggeri, Kongens Bryghus. Han havde privilegium til at levere til hoffet og flåden. I 1687 var der 140 bryggerier i hovedstaden, og de lå som perler på en snor på Nørregade.

 

Hjemmebrænderi

På Frederiksberg var der efterhånden opstået et helt nyt samlingssted af forlystelser. Hele 30 forlystelsessteder var dukket op. Men her foregik en udpræget form for hjemmebrygning. Men ting varer ikke evigt. Bryggerlauget fik gennemtrumfet at forlystelsesstederne fra 1740erne skulle købe deres øl i hovedstaden.

 

Fri næring fra 1805

Ved forordning af 30. august 1805 blev ølbrygning i København fri næring. Laugshuset brændt i 1807 under englændernes bombardement, og blev aldrig genopført.

 

Den fri konkurrence bevirkede dog ikke, at ølle blev bedre. Det øl, der blev brygget i København i begyndelsen af det 19. århundrede var overgæret øl.

Brygningen skete under meget primitive forhold, uden den mindste hensyntagen til renlighed eller råstoffernes kvalitet. De samme fremgangsmåder blev ført videre gennem forskellige slægtsled.

 

 

Brug af termometer

Bryggerierne var åbenbart ligeglade med kundernes klager over at det var surt, dovent og tynd. Der var stor uvilje mod at prøve noget nyt. Undtagelsen var dog lejebrygger Chresten Jacobsen med tilnavnet Nørkjær i Brolæggerstræde 5. Han var den første brygger, der brugte termometer. Han brugte meget rationele principper blandt andet lagde han meget vægt på renlighed. Jacobsen der var jyde, var startet i 1817.

 

Carlsberg

Det eneste barn blev Carlsbergs grundlægger, bryggeren og kaptajn i Borgervæbningen Jacob Christian Jacobsen. I hans mors vaskekeddel bryggede han sit første Bayerske øl.

I november 1847 blev det første Carlsberg bygget.

Dengang var der 46 bryggerier i København.

 

11 bryggerier i sammenslutning

Den Bayerske øl, blev populær i København. I begyndelsen af 1880erne var der 15 bryggerier, der bryggede denne ølsort. Usunde konkurrenceforhold førte i 1891 til sammenslutningen De Forenede Bryggerier. Carlsberg og Tuborg holdt sig udenfor. Men 11 bryggerier tilsluttede sig foreningen. Det drejede sig om:

 

       Tvedes Bryggeri, Vesterbrogade

       Kastrup Bryggeri

       Bryggeriet Rabenshave ved Christianhavns Vold

       Aldersro Bryggeri Jagtvej/Lyngbyvej

       Krone Øl, Vodroffsvej

       Bryggeriet Svanholm

       Bryggeriet i Rahbeks Allé

       Bryggeriet Alliance, Valby

       Bryggeriet Ravnsborg, Ryesgade

       Nyt Bryghus, Bülowsvej

       Bryggeriet Frederiksberg, Finsensvej

       Kongens Bryghus

 

Omkring Vodroffgaard opstod efterhånden en hel industrivirksomhed. Den københavnske møller og møller Troels Marstrand satte en hel masse i gang. Efter et par mindre ildebrande, blev det hele ødelagt ved en større brand i 1865. Det blev nu på en del af grunden anlagt et hvidtøls – bryggeri. Og det gik faktisk godt. I 1884 erhvervede man Aldersro Bryggeri. Begge bryggerier blev nu til Marstrands Bryggerier. I 1891 overgik de til De Forenede Bryggerier.

 

Tuborg Pilsneren

Tuborg meldte sig senere ind i sammenslutningen. De udviklede Tuborg Pilsneren. Fremstillingen startede i 1879. Den var lysere og lettere end den egentlige bayerske øl. Den var mere humle – smagende. Den krævede blødt vand, og det er netop det, som vandet i Pilsen er. Vandet i København og omegn er hårdt. Derfor måtte det afhærdes. Tuborg var det første bryggeri, der selv foretog aftapning af deres øl. Aftapningen havde hidtil været foretaget af øltappere rundt i byen.

 

Kartelaftale

Carlsberg og Tuborg havde i 1895 indgået en kartelaftale. Der var i arbejderbevægelsen en stor utilfredshed med den ublu profit. Samtidig steg ølforbruget. I 1892 var der indført en ølskat. Fagbevægelsen kritiserede denne meget skarp. Den gik ud over dem, der drak mest, nemlig arbejderne.

 

Kooperative virksomheder

Fagbevægelsen havde haft held til at etablere forskellige kooperative virksomheder. Nu kom også turen til at etablere et bryggeri.

 

Det var faktisk engelske vævere i den såkaldte Rochdale – forening (1844) der var forbillede for kooperationen. Arbejderne havde svært ved at skaffe penge til de daglige fornødenheder. Arbejderne havde ikke mange muligheder for at påvirke arbejdsgiverne.

 

I Danmark var den første kooperative virksomhed Thisted Brugsforening (1866). Den skulle forsyne arbejderen med billige vare af god kvalitet. Under Første Verdenskrig fik man i de arbejdskooperative virksomheder oprettet en stor import af kul og koks til arbejderne. Og allerede i 1912 oprettedes Arbejdernes Andels Boligforening.

I 1922 oprettedes fællesorganisationen Det Kooperative Fællesforbund (DkF), som kom til at fungere som centralorganisation for arbejderkooperationen.

 

Arbejdernes Fællesbageri – en succes

Det var især Arbejdernes Fællesbageri, der blev en økonomisk succes. Bageriets bestyrelse overvejede flere gange at påbegynde ølproduktion på kooperativ basis. Men man havde åbenbart for travlt. Således startede man i 1899 oprettelsen af Arbejdernes Kødforsyning.

Grunden til, at man ikke i gang tidligere, kunne også skyldes, at Tuborg forsøgte at spænde ben for alle tilløb. Det gjaldt både køb af grund samt produktionsudstyr. Man frygtede åbenbart en konkurrence.

 

Stjernen bliver stiftet

Men i 1902 fik Arbejdernes Fællesbageri et tilbud fra Københavns Bryggerier om forpagtning og forkøbsret til selskabets bryggeri og maltgøreri.

 

Den 10. marts 1902 stiftedes Stjernen med en aktiekapital på 150.000 kr. I 1944 blev dette beløb forhøjet med en halv million.

I 1902 var der ansat 80 arbejdere og funktionærer, hvoraf halvdelen var kvinder. Stjernen var et prestigeprojekt. Det var arbejdernes første indutrivirksomhed.

 

De første penge kom fra Arbejdernes Fællesbageri. Men også bryggeriarbejderne støttede virksomheden. Tanken var, at skulle en arbejder have en øl eller to, kunne man lige så godt drikke øl, der var brygget af arbejderne selv.

 

Hvidtøls – bryggeri

Man havde lejet et hvidtølsbryggeri på Dronning Olgasvej. Allerede den 9. april fremstillede man den førte Bayerskøl.

Bryggeriet var som tidligere nævnt ejet af Københavns Bryggerier og Malterier, senere kendt som Bryggeriet Hafnia.

Ja egentlig hed bryggeriet Heidrun. Det blev etableret af brænderiejer Vilian, og blev indregistreret under navnet Frederiksberg.

 

Bryggeriets første bestyrer var den navnkundige Sigvald Olsen. Egentlig var han modstander af den kooperative tanke.

 

Lad os tage fat

Man var optimistiske, da man begyndte. Stjernen skrev blandt andet ud til samtlige fagforeninger i København:

 

       Lad os tage fat med kraft, og lad os vise alle de andre bryggerier, at hos os er forbrugerne langt de bedste agitatorer for den ny vare, end hele det moderne reklame og agentvæsen

 

De første år var vanskelige. Man nåede ikke rigtig op på den produktion, som man havde forestillet sig.

Man havde besvær med at få afsat øllet til arbejderne

 

Hafnia flyttede til Stefansgade

I 1907 købte fagbevægelsen hele foretagendet. Hafnia flyttede til Stefansgade på Nørrebro. Helt ind til 1933 fik Stjernen leveret hvidtøl herfra. Fra det år begyndte Stjernen selv at producere hvidtøl.

I 1911 var man faktisk begyndt at fremstille sodavand.

 

Fordobling af ansatte

I 1916 var der 35 bryggerier i hele Danmark. Mange var blevet ramt af lukninger på grund af forsyningsmangel. Kartelet høstede fordele ved stordrift. Brug af dansk bryg i ølfremstilling blev ophævet i 1923. Ligeledes havde det været forbud mod at producere ølsorter med en alkoholprocent over 3.

Antallet af ansatte på bryggeriet blev fordoblet fra 150 i 1914 til ca. 300 i 1926.

 

Forventninger kunne ikke indfries

I 1925 blev der købt en naboejendom.

Det var netop i 1920erne og 1930erne at Stjernen havde sin storhedsperiode. Man kæmpede blandt andet mod afholdsbevægelsen. Men man gik forrest, når det gjaldt kortere arbejdstid, høje lønninger, bedriftsråd, samt kultur – og idrætsaktiviteter. Efterhånden var man det tredjestørste bryggeri i Danmark.

 

De forventninger, der lå bag udvidelserne indtil 1932 blev aldrig indfriet. Omkostningerne var  til en langt højere produktion end Stjernen kunne afsætte. Avancen på produkterne faldt og dermed effektiviteten.

 

Ølkrig

Krigen mellem bryggerierne i København var barsk. På den ene side stod Carlsberg og Tuborg. På den anden side nogle få bryggerier, heriblandt Stjernen. Ølkrigen bestod ikke kun udkæmpet på priser. Den bestod også af at udelukke konkurrenterne og sikre eget salg hos beværtninger og detailhandel. Der blev brugt både trusler og gaver i krigen.

 

Underskudsforretning

I årene 1948 – 1953 blev aktiekapitalen udvidet. Men fra 1952 faldt omsætningen markant. . Man havde konstant underskud fra 1953 til bryggeriets lukning i 1964. På grund af dårlig likviditet var Stjernen nødt til at optage kortfristede lån og leve af udskudte kreditter.

 

Støtte – virksomhed

Bryggeriet gav støtte til kulturelle og arbejdsmæssige formål. Blandt andet blev der henlagt 550.000 kr. til oprettelse af en bygning som centrum for oplysningsarbejdets og ungdomsbevægelsens virksomhed. Også en studiefond blev oprettet. Hvert år uddelte man en sum i form af et rentefrit lån som støtte til unge kvinder og mænd, der søgte uddannelse af både faglig og akademisk karakter.

 

 

Arbejderbevægelsens dobbeltmoral

Afholdsbevægelsen havde fat i en god sag. Udbredt drikkeri havde fået tag i store dele af arbejderne. Det forværrede i høj grad levevilkårene. I forvejen havde man dårlig løn, lange arbejdsdage og dårlige boligforhold. Mange familier led under drikkeriet. Stjernes produktion udviklede sig til et moralsk problem for arbejderbevægelsen.

Den socialdemokratiske regering havde i 1930erne tanker om, at udnævne en ædruelighedskonsulent. Mange talte om arbejderbevægelsens dobbeltmoral.

 

Arbejderbevægelsen forsøgte at skabe en helhedskultur omkring arbejde, fritid, kultur, familieliv m.m.

 

I 1931 købte man ejendommen over for. Det var Hærens Ride – og Beslagskole. I 1938 blev Ceres Brødfabrik købt. Den lå umiddelbar op til bryggeriets grund.

Fra 1924 – 1940  blev der på de nye arealer foretaget ombygninger og nyinstallationer. Bryggeriet udviklede sig til et moderne bryggeri.

 

Til sidst spændte bryggeriet sig over et areal på 6 tønder land.

 

En kilde under bryggeriet

Og bryggeriet Hafnia i Stefansgade blev i 1939 opkøbt af De Forenede Bryggerier. Virksomheden var kendt for sin hvidtøl – nisseøl. På grunden er nu opført Stefansgård. Og det sjove er, at der i kælderen ligger en gammel kilde. Havde man ikke en pumpe, ville kælderen hver dag være oversvømmet.

Man har fået undersøgt, om man kunne bruge vandet til vask. Men desværre indeholder vandet for mange metaller til, at dette kan lade sig gøre. Nu undersøger beboerne så, om vandet eventuelt kan bruges til toiletskyld.

Om kilden blev brugt i forbindelse med Hafnias produktion kunne være værd at undersøge.

 

Vi skal heller ikke glemme, at der også var et bryggeri, der hed Bryggeriet Stefan. Det var stiftet i 1895 af H.C. Meyer. Det hørte også med til Københavns Bryggerier og Matlterier, hvis hovedsæde lå i Brolæggerstræde 9.

 

Hold øje med markedskræfterne

Efter Anden verdenskrig havde Stjernen kun en markedsandel på 10 procent. Fra midten af 1950erne var salget drattet yderligere ned. I starten af 1960erne havde man kun en andel på sølle 2 procent.

Arbejdere fra andre bryggerier ville ikke støtte virksomheden. De ville ikke underminere deres eget eksistensgrundlag.

Og som andre virksomheder var det nødvendig for Stjernen at tage hensyn til konkurrencedygtighed, investeringer og bundlinjeresultater. Det var ikke let, at skulle kæmpe for arbejderkultur og politisk ideologi samtidig med, at holde øje med markedskræfterne.

 

Troskabsfølelse

I 1945 appellerede Stjernens ledelse til, at man viste pligt – og solidaritetsfølelse. Man mente, at de unge ikke havde samme troskabsfølelse over for Stjernen. Man mente også, at det var tale om snobberi, når man fra arbejdernes side fortrak Hof og Tuborg.

 

I den store offentlighed stod Stjernen som en politisk præget virksomhed. Man kan vel også sige, at den socialdemokratiske arbejderkultur var stoppet omkring 1940. Og Stjernen var indbegrebet på arbejder – kultur. 

 

Populære reklamer

Man startede en række populære reklamer for Star i 1950erne.

Disse reklamer oplevede en genoplivning, da Jørgen de Mylius i musikprogrammerne Eldorado i tv igen viste dem som ren underholdning. Disse reklamer var gået i folks bevidsthed, men ikke nok til at kunne højne salget.

Egentlig brød ledelsen sig ikke om filmene. Men det havde dog en forbigående effekt på salget.

 

Når ølhunden glammer

I 1930 erne optrådte kendte kunstnere som Ib Schønberg, Olga Svendsen og Osvald Helmuth i reklamer for Bryggeriet Stjernen. En af teksterne var:

 

       Naar Ølhunden glammer, er der ikke noget, der styrker som en Stjerne – Lager

 

Tuborg og Carlsberg fordoblede reklameindsatsen

Tuborg og Carlsberg fordoblede deres reklameindsats. Og selv om Stjernen lancerede en ny meget velsmagende øl, Ny Viking, ja så var det ikke nok.

 

Et mønster for den kooperative virksomhed

I Bryggeriarbejderforbundets medlemsblad Prog & Kapsel blev det konstateret, at Stjernen var et mønster for den kooperative virksomhed:

 

       Det er for sent at diskutere eventuelle årsager, men mon ikke adskillige nu går rundt med en dårlig samvittighed. For et står i hvert fald klart, de produkter Stjernen har frembragt, har det ikke været noget i vejen med, men Stjernen er i høj grad blevet svigtet af dem, der på alle områder hylder den kooperative virksomhed.

 

Men problemet var, at arbejderne var imod de rationaliseringer, der nødvendigvis skulle foretages på bryggeriet, for at man kunne klare sig i konkurrencen. Hverken Hovedstadens Brugsforeninger eller de store bryggerier ønskede at videreføre bryggeriet. Det blev opkøbt af Bryggeriforeningen og revet ned.

 

Carlsberg bange for udenlandsk bryggeri

Næsten alle 300 ansatte på Stjernen fik i 1964, da Stjernen lukkede,  beskæftigelse på Carlsberg eller på den nu også lukkede Kongens Bryghus. Carlsberg var simpelthen bange for at et udenlandsk bryggeri ville overtage Stjernen.

 

Arbejderbevægelsen led et knæk

Tanken med, at arbejderbevægelsen selv kunne drive en virksomhed led et knæk. Men man havde været stolt af produktet.

 

Efter Stjernens lukning købte Carlsberg Bryggerierne ølmærkerne Star Pilsner og Viking Stærk.

Carlsberg havde fra 1999 til 2004 en handelsaftale med Coop Danmark om levering ad discount – øl. Og her var det at aftalen var bygget op om Star Pilsner. Den blev tappet på Carlsbergs datterselskab Saltum og Neptun Bryggerier i Nordjylland.

 

På bryggeriets tidligere grund på Nordre Fasanvej og Dronning Olgas Vej blev der fra 1974 bygget almene boliger for AKB fra 1974.

 

 

Kilde: Se

       Litteratur København (under udarbejdelse)

       Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere om: Øl – Læs:

       Flere Gamle Værtshuse i København

       Forlystelser i København

       Gamle Værtshuse i København

       Sidder på et værsthus

       Tivoli

       Det drikker vi i Sønderjylland (under Sønderjylland)

       Sønderjyske Drikkeopskrifter (under Sønderjylland)

       De Tre Makreller fra Aabenraa (under Aabenraa)

       Forlystelser på Nørrebro – dengang (under Nørrebro)

       Ture i Tønder 1 – 4 (Tønders værtshuse)

 

Hvis du vil vide mere om: Arbejdere: Læs

       En arbejder i København

       Historien om Første Maj

       Når jeg ser et rødt flag smælde

       Arbejdere og Industri på Nørrebro 2 (under Nørrebro)

       Arbejderkamp på Nørrebro (under Nørrebro)

       Arbejderne på Nørrebro(under Nørrebro)

       Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887 (under Nørrebro)

       Flere arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)

       Industri og Arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)

       Louis Pio på Nørrebro (under Nørrebro)

       Stauning på Nørrebro (under Nørrebro)

       Historien om Jeppe K. Christensen (under Tønder)

       Socialdemokrat i Tønder – dengang (under Tønder)

Historikere har travlt med at fortælle, hvordan det var med besættelsestiden. Men fortæller de sandheden? Eller snarere fortæller de det hel. Opfattelsen er, at nord fru Kruså boede de gode, syd på boede de onde. Modstandsbevægelsen likviderede ca. 400 personer. Hvor mange af disse var fejltagelser. Man havde et kartotek over 40.000 danskere. Men det var ikke troværdig. Og så var der lige en lov med tilbagevirkende kraft. Dette er bestemt ikke et glansbillede af Danmark.

 

Masser af myter

Der er gennem tiden kommet et hav af bøger om besættelsestiden. Og man får indtrykket af, at danskerne var et heltemodigt folkefærd, som ikke ville nogen noget ondt. Vi får også, at vide, at alle landsforrædere fik en retfærdig dom. Samtidig bliver der gang på gang pointeret at regeringens samarbejdspolitik skyldtes at man havde kniven på struben.

 

Og så får vi gang på gang at vide at alle medlemmer af Det Tyske Mindretal var nazister. Deres indstilling  var at sammenligne med det danske nazistparti. Intet er mere forkert. Det gjorde man også i en PET – rapport om Den yderste højrefløj fra 1945 – 1989.

 

Det tyske Mindretal overvåget i årtier

Man har glemt at fortælle om Den Sønderjyske Efterretningstjeneste ved den emsige politimester Brix, der fik bemyndigelse til at forfølge medlemmer af det tyske mindretal. De blev overvåget i mange årtier fremover. Mange familier i det sønderjyske har eksempler på, at myndighederne i mange år efter besættelsestiden gjorde livet surt for dem. Og for sin indsats blev Brix udnævnt til chef for landets efterretningsvæsen.

 

Embedsmænd havde egen fortolkning

I Sønderjylland havde mange embedsmænd deres helt egen fortolkning af retsopgøret. Man undlod mange gange at gøre folk opmærksom på, når justitsministeriet havde omgjort en dom foretaget af de lokale embedsmænd.

 

Mindretallet var en forpost for fjenden

Det var ikke strafbart at være medlem af DNSAP. Men det blev alligevel holdt øje med de personer. Og medlemmer af det tyske mindretal blev ihærdigt overvåget. De udgjorde åbenbart i mange år efter besættelsen en fare for det danske demokrati. I 1950 gav Brix udtryk for i et foredrag på Politiskolen, at tyskerne stadig udgjorde en stor fare for Danmark:

 

       De 20.000 medlemmer af Det tyske Mindretal i Nordslesvig og deres nazistiske ledelse er som Tysklands forpost en latent fare.

 

De personer, der var indsat i Fårhuslejren fik i årtier bagefter at mærke, at det danske samfund foragtede dem.

 

Et upålideligt arkiv

Det var selvfølgelig berettiget, at skyldige blev straffet efter besættelsen. Men der er flere eksempler på at både skyldige og uskyldige blev forfulgt efter at de havde udstået deres straf.

 

Modstandsbevægelsen havde opbygget deres eget arkiv. Den rummede 40.000 danskere, der blev mistænkt for landsskadelig virksomhed. Senere indrømmede Frihedsrådet, at man ikke kunne stole på oplysningerne.

 

Statsministeren: Vi vil rense fra top til bund

Statsminister Buhl havde ellers ved Rigsdagens åbning erklæret:

 

       Vi vil rense ud fra top til bund. Vi vil straffe med strenge, men retfærdige straffe.

 

Opfordrede til at angive stikkere

Bunden fik man fat i. Men toppen rørte man ikke. Buhl selv blev heller ikke rørt. Under besættelsen havde han ellers opfordret til, at angive frihedskæmpere til tyskerne. Det gjorde han for eksempel under en radiotale den 2. september 1942:

 

       Den som begår sabotage eller hjælper dertil, eller som over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage handler mod sit fædrelands interesser.

       Det er mit håb, at vi ved fælles hjælp på det gældende lovgivningsgrundlag kan komme dette onde, som hedder sabotage mod den tyske værmagt til livs.

 

Dødsstraf med tilbagevirkende kraft

Efter pres fra modstandsbevægelsen og Frihedsrådet indførte man dødsstraf ved skydning med tilbagevirkende kraft. Befolkningen fik i den grad afløb for deres tyskerhad.

Politikerne skulle også undersøge sig selv omkring deres gøren og laden under besættelsestiden. Det gik der et par år med, men det førte ikke til noget.

 

400 likvideringer, der aldrig blev undersøgt

Cirka fire hundrede danskere blev skudt af Modstandsbevægelsen. Vi er her på siden i gang med at udforske en af disse likvideringer. De efterladte slægtninge har ikke fået nogen form for oprejsning . Mange af disse blev dræbt på spinkle indicier. Og ikke nok med det, familiemedlemmer blev også senere chikaneret af myndighederne.

 

Politiet fik ikke mulighed for at undersøge drabene, elle ros var de i lommen på Modstandsbevægelsen. Og når familiemedlemmerne så henvendte sig som i vores kommende historie fik de at vide, at det var en krigshandling. Det skulle de ikke blande sig i. ja man kaldt det ligefrem nødværgedrab.

 

Og i en historie, som vi er ved at efterforske blev to nakkeskud affyret på kort afstand til omkommet under flugtforsøg.

 

Svært at finde sandheden

Som efterkommer af bedsteforældre der var medlem af Det tyske Mindretal, skal man nærmest finde sig i, at være efterkommer af krigsforbrydere. Dette bliver også i dag pointeret rundt omkring af historikere ved foredrag og i bøger. Det er så godt, at man kan gå andre veje for at finde sandheden, om hvad der virkelig hændte under de fem rædselsfulde år.

 

Dagbladenes rolle

Dagbladenes rolle under besættelsestiden trænger måske også til en revision. Selv siger de, at de var udsat for censur. Således skrev dagbladet Vestkysten i maj 1943:

 

       Alle burde slutte op i kampen mod ”Sabotørernes ulykkesbringende virksomhed”. Der skal herske ro og orden i vort land – derom er alle ansvarsbevidste enige – og det vil sige hele det danske folk med undtagelse af nogle fusentastere og villedte unge mennesker.

 

Politikerne tog allerede i slutningen af 1930erne en mærkelig holdning til de lidelser, der forekom syd for grænsen. Også mediernes behandling allerede dengang var absurd. Således udtrykte Jyllands – Postens leder efter Krystalnatten i november 1938 forståelse for nazisternes jødefjendtlighed. . Man mente desuden, at der blandt danske jøder også var for mange anløbne elementer, der stikker næsen for lang frem.

 

Justitsministeriet sendte de jødiske flygtninge tilbage til Gestapo, og den lige vej til Auschwitz.

 

Ingen politikere blev draget til ansvar

Sabotageaktionerne førte til lokale tyske krav om udgangsforbud, som efterfølgende førte til strejker og gadeuroligheder.

Den danske regering blev sat under pres af besættelsesmagten. Den argumentation blev også brugt af politikerne, når de skulle argumentere for deres samarbejdspolitik. Ingen politikere blev gjort ansvarlig for deres handling under besættelsen.

Også den danske fagbevægelse og arbejdsgiverne opfordrede danskerne til at holde sig i ro, og ikke kæmpe mod tyskerne.

 

Til kamå mod – modstandsbevægelsen

Det var unge mennesker, der ikke bare lod stå til. De gik til modstand. Men de havde åbenbart også politikere og andre imod sig. Socialdemokraterne kørte en kampagne, de kaldte Modbevægelse. Formålet var at nedgøre modstandsbevægelsen og fremhæve de sande patrioter. De samme socialdemokrater fik efter besættelsen fremstillet 50.000 frihedskæmper – armbind, som man tog på efter besættelsen.

 

For meget for Hitler

I slutningen af august 1943 blev det for meget for Hitler. Werner Best blev kaldt hjem og skulle stå skoleret for Der Führer.

Regering, rigsdag og konge nedlagde arbejdet. Presset fra befolkningen var blevet for stor. Tyskerne erklærede militær undtagelsestilstad. Den 29. august 1943 blev det danske forsvar afvæbnet. Dette kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet.

 

Var det aftalt på forhånd?

Rygter er ikke rigtig blevet aflivet om, at overgivelsen skulle være blevet aftalt på et møde mellem generalløjtnant Ebbe Gørtz og Werner Best i juni samme år. Tyskerne kaldte aktionen Safari.

 

Befolkningen havde trukket tæppet væk

Befolkningen havde gennem folkestrejker og arbejdsnedlæggelser trukket tæppet væk fra Scavenius – regeringen.

Tyskerne opretholdte undtagelsestilstanden i 39 dage.

 

Maskinpistoler til afvæbning af modstandsfolk

Glemt er også, at justitsminister Thune Jacobsen krævede en million kroner til maskinpistoler til politiet. Motivet til det, skulle være, at man derved kunne få afvæbnet sabotørerne.

 

Modstandsbevægelsen er forkastelig

Glemt er også, at Det Socialdemokratiske Forbund ved Alsing Andersen den 2. september udsendte en skrivelse. Heri hed det blandt andet:

 

       Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og holdbarhed – og sådan kunne det sikkert have fortsat indtil krigens slutning til gavn for det danske samfund og for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning.

 

Kongens radiotale den 15. maj 1943 er heller ikke omtalt i nogen historiebøger. Her beskriver han modstanden mod tyskerne som:

 

       forkastelige handlinger af ansvarsløse personer.

 

Hedtoft: Kommunisterne er vores virkelige fjende

Verner Best’s forhandlinger den 18. august 1943 med Buhl, Hedtoft og Alsing Andersen er heller ikke nævnt i nogle af historiebøgerne

Hedtoft var efter mødet af den overbevisning, at den mest alvorligste fjende slet ikke var tyskerne men kommunisterne.

 

Kommunisterne var overvåget

Allerede på det tidspunkt havde man oprettet Arbejdernes Informations Central. Deres vigtigst opgave var at skygge kommunisterne. Da tyskerne havde overfaldet Sovjet, gav Stauning ordre til efter tyskernes anmodning at arrestere kommunisterne. Ja egentlig bad tyskerne kun om ledende kommunister, men med dansk politis hjælp blev der arresteret 500.

 

Grundloven atter sat ud af spil

De anholdte kommunister blev udleveret til tyskerne. Man anvendte en såkaldt Nøds – og faretilstand. Dermed tilsidesatte man borgernes friheder og den retsstatelige orden. Og nok en gang tilsidesatte man grundloven.

 

Det var den 20. august 1941 denne lov blev godkendt af Højesterets præsident. Rigspolitiets tidligere chef og daværende justitsminister Thune Jacobsen anbefalede lovgivningen. Men glemmes skal ikke, at alle partiers ordfører godkendte denne grundlovsstridige lov.

 

I årene efter krigen benyttede efterretningstjenesten sig af tidligere Abwehr – og Gestapo – folk til overvågning af kommunister.

 

Mange civile gik tabt

I januar 1943 havde Royal Air Force angrebet B&W på Christianshavn. Der var kun sket få skader på selve fabrikken. Men 8 civilister var døde under angrebet. Hele kvarteret omkring værftet var blevet ramt. I alt 32 bomber var blevet smidt 8 fly.

 

Årsagen til folkestrejkerne

Christmas Møllers agitation i radioen blev beskyldt for at skabe en anden mentalitet i samfundet. Ja man beskyldte ham faktisk for at være skyld i befolkningens kamp mod tyskerne. Han blev beskyldt for at være årsag til folkestrejkerne.

 

Fortsatte regeringen?

Og egentlig fortsatte samarbejdspolitikken. Der blev stadig udbetalt gager til politikerne og Christiansborgs lokaler blev brugt til politiske møder.

 

Dansk Industri, virksomheder og Danske Entreprenører og danske værfter fortsatte med at reparere tyske krigsskibe. Der blev leveret dieselmotorer, radioanlæg m.m. fra danske leverandører.

 

Over Øresund – mod betaling

Aktionen med at få jøderne over Øresund vakte international begejstring. Historien har dog fået lidt skår i glæden. Det er kommet frem, at mange forlangte astronomiske beløb for den humane indsats.

 

Masser af dansk cement

Ved vestkysten var danske entreprenører i gang med at bygge befæstningsanlæg for tyskerne. Der blev brugt dansk cement i massevis. Mange danske arbejdere, der arbejdede for tyskerne med disse anlæg blev forsøgt straffet, mens mange virksomheder forblev ustraffet. Rigsadvokaten havde en masser mapper liggende, men de fleste sager blev arkiveret med et notat – Henlægges.

På et tidspunkt var 70.000 danskere beskæftiget ved de tyske bunkerbyggerier.

 

Man påberåbte sig tvang

Det lykkedes for store dele af erhvervslivet at sikre sig frihed, da de påberåbte sig, at deres virksomhed var stærk under tvang.

 

180 danske virksomheder i gang – sydpå

Danske entreprenører samarbejdede ikke blot i selve Nazi – Tyskland med også herhjemme. Danske arbejdere blev med regeringens tilladelse og fagforeningernes billigelse sendt til Tyskland for at arbejde.

Allerede i 1941 havde 16 danske firmaer etableret sig i Tyskland. Dette tal steg dog hurtigt. Et par år efter havde ikke mindre end 180 danske firmaer gang i den hos vore naboer i syd.

 

Tysklands – arbejdere blev foragtet

I alt tog mere end 130.000 danskere mere eller mindre frivillig til Tyskland. Gjorde de det ikke, var A – kassen lukket. Mange af disse arbejdere blev hånet, da de kom hjem. Således udtalte Jens Otto Krag:

 

       Det var ikke de bedste, der rejste ud. Der skal ikke vises moralsk støtte over for de arbejdere end andre i samfundet, der gik tyskerne til hånde.

 

Disse arbejdere havde været udsat for en  sand revolverpolitik. Arbejdsløsheden var 45 pct. 500 af dem nåede aldrig hjem. De blev udsat for bombeangreb. Mange overlevede legemsbeskadigelse og handicap.

Rygter gik på, at der blev sat røde cirkler om dem, der skulle rejse til Tyskland. Man startede med kommunister og dem, der var imod regeringens samarbejdspolitik.

 

Kæmpe eksport til Tyskland

I nutidens kroner eksporterede landbruget i en størrelsesorden på ca. 100 millioner kroner.I 1939 udgjorde den danske landbrugseksport til Tyskland – 25 pct. I 1941 var den steget til 75 pct.

To tredjedel af den danske fiskeeksport gik til Tyskland. Fra 1939 til 1941 blev eksporten af fisk til tyskkerne syv – dobbelt.

I 1943 dækkede dansk fisk 90 pct. af tyskernes forbrug. 

 

Udleveret til Gestapo

Det frygtelige er, at danske arbejdsgivere i Tyskland anmeldte deres danske Tysklands – arbejdere til Gestapo. En del endte på den måde i de såkaldte arbejder – opdragelsesanstalter eller nærmere KZ – lejre. Dog kun i to – tre måneder, men det resulterede i alvorlige sår på sjælen.

 

Danske firmaer brugte tvangsarbejdere

Cirka 23 af de danske firmaer  benyttede sig af tvangsarbejdere. Så vidt vides er disse firmaer aldrig blevet gjort ansvarlig for dette. Det er også afsløret at F.L. Schmidts Cementfabrik i Estland blev drevet af jødiske slavearbejdere. Og sigøjnere hentet fra KZ – lejre. De overlevende slavearbejdere har ikke fået en eneste krone i kompensation.

 

Firmaet C. Krøyer brugte 800 civile sovjetiske tvangsarbejdere til at rydde op efter de engelske bombardementer over Rostock. Et andet dansk firma, Thorning – Christensen fik stillet 75 formentlig polske og sovjetiske krigsfangere til rådighed for bunkerbyggeri i Lübeck.

 

Sverige tjente tykt på tyskerne

Nu var det ikke kun danske virksomheder, der tjente på tyskerne. Således tjente det neutrale Sverige også penge på tyskerne. Således skulle de have tjent 70 millioner kroner på transitbefordring af krigsmateriel. Det neutrale Sverige forøgede deres eksport til Tyskland, så den udgjorde i alt 43 pct. af landets totale eksport.

 

Riffelsyndikatet eksporterede våben i massevis

Dansk Riffelsyndikat på Østerbro leverede masser af våben til tyskerne. Denne sag er dog taget op. Der blev udgivet en bog Krigens Købmænd, der behandlede problemet. Men udgivelsen fik alvorlige følger for Berlingske Tidende.

 

Riffelsyndikatet leverede våben til tyskerne helt til 4. maj 1945. Dette førte til en hemmeligholdt bøde på næsten 7 millioner kroner. Det svarer i dag til næsten 100 millioner kroner. 

Havde man vidst det, man ved i dag, var det hele endt med fængselsstraf. Hvorfor bøden skulle hemmelighedsholdes vides ikke?

Så mange en allieret er faldet for Syndikatets berømte Madsen Maskinkanon.

 

I løbet af besættelsestiden leverede Danmark for 613 millioner kr. rustningsprodukter til den tyske krigsindustri. Beløbet svarer i dag til 16 milliarder kroner.

 

Mangel på konsekvens

Landbruget og fiskeriet eksporterede på livet løs til tyskerne. Det skete samtidig med, at der blev indført rationalisering på disse eksport – produkter.

Under krigen var danskerne lige glade med, hvad firmaerne foretog sig i udlandet. Mangel på konsekvens over for værnemagere er et demokratisk problem. Det afspejlede sig også i retsopgøret.

 

De moralske skrupler forsvandt

At Danfoss leverede ventiler, der blev brugt i tyske kampvogne er ikke særlig populært at nævne. Det gav jo mening at holde hjulene i gang? Virksomhedernes interesse var de samme som samfundets. Erhvervslivet var stillet over for svære økonomiske, nationale og moralske valg. Det førte til en skarp opdeling, mellem dem der sagde ja, og dem der sagde nej . Dem der valgte det sidste, led økonomisk.

Riffelsyndikatet havde ikke moralske skrupler, for dem talte det udelukkende, at de havde en god omsætning.

 

862 sabotageaktioner

Men modstandsfolk afviklede i alt 862 sabotageaktioner mod virksomheder, der arbejdede sammen med tyskerne.

 

A.P. Møller havde et godt tilbud

Under et besøg i Sverige i august 2002 bad A.P. Møller modstandsbevægelsens repræsentant Erik Seidenfarden om at henstille til briterne at standse bombninger og sabotage. Så ville han i 1944 garantere betaling af 5.000 Husqvarna – maskinpistoler til Modstandsbevægelsen.

 

De holdt Hitlers krigsmaskine i gang

Dansk erhvervsliv var i høj grad med til at holde Hitlers nazistiske krigsmaskine i gang i et omfang, der mere eller mindre bevidst er blevet undervurderet siden besættelsestiden.

 

Selvjustits

Men det var som om selvjustitsen mere lagde mærke til bageren, der solgte for meget wienerbrød til de grønne eller på tyskerpigerne.

 

De danske officerer

Danske officerer blev interneret på Marienlyst, en række pensionater og badehoteller i Nordsjælland. Her blev Den lille Generalstab dannet. Her gjorde man, hvad man kunne for at danske officerer ikke skulle gå ind i modstandsbevægelsen. En af dem, der var med i generalstaben var Sven Schjødt – Eriksen. Han var i 1940 medlem af det danske nazistparti.

Det blev besluttet, at sende 135 officerer til Sverige for at danne en brigade af danske flygtninge. De skulle så komme tilbage til landet, når tyskerne var ude.

 

Den unge løjtnant Skov fulgte ikke generalstabens råd. Han tilsluttede sig modstandsbevægelsen uden tilladelse fra generalerne. Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev likvideret.

Det gamle officerskorps tog afstand fra modstandsbevægelsen. Men det gjorde de egentlig også til regeringens beslutning om, at oprettet et Frikorps Danmark. I denne deltog kun 77 officerer fra den danske hær.

 

Regeringen opfordrede til Frikorps Danmark

Regeringen havde opfordret til at deltage i et korps af østfrivillige. De kunne så komme tilbage og fortsætte i den danske hær. Da de så kom tilbage efter at lykken var vendt for tyskerne, blev de idømt langvarige straffe og tab af borgerlige rettigheder. Deres optjente pension blev konfiskeret ligesom deres formue.

 

Scavenius elskerinde

Gestapo havde angiveligt 2.000 danske stikkere ansat. En af disse var antagelig Scavenius unge elskerinde. Hun var en nær bekendt til Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann. Scavenius fik hende ansat som telefonist i Udenrigsministeriet. Hendes kollegaer fattede mistanke til hende.

Hun blev da også interneret efter krigen. Men man kunne da ikke internere en tidligere statsministers elskerinde. Så udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen sørgede for hurtig frifindelse.

 

Det kæmpende Danmark

Frihedsrådet ansøgte om, at blive accepteret som allieret. Det var ikke noget som de allierede selv tog initiativ til. Men russerne ville ikke acceptere dette. De kunne kun godkende formuleringen Det kæmpende Danmark.

 

 

En aftale med Dönitz

I besættelsestidens slutfase tog Werner Best og udenrigsministerens direktør, Niels Svenningsen til Flensborg og forhandlede med Hitlers afløser, admiral Dönitz. Her besluttede man, at hvis der skulle indgås våbenhvile med Montgommery, så forpligtede Danmark sig til at modtage tyske flygtninge i stort tal.

Der kom 250.000. Og de fik en særdeles uværdig behandling. Danske læger ville ikke give dem lægehjælp. Fra Frihedsrådet lød der en forståelse for dette.

 

Massakren mod de tyske flygtninge

I tusindvis af flygtninge blev sejlet ud af Østpreusen på overfyldte skibe. Mange døde om bord. Røde Kors var i gang i bugten ved Lübeck. Det havde man også informeret om. Trods dette var russiske ubåde og RAF – fly skyldige i nedsænkning af disse skibe. Også dette er noget vi hurtig skal glemme. Man har forsøgt at tie det ihjel.

 

       MS Wilhelm Gustloft blev 30.januar 1945 sænket af russisk ubåd (ca. 6 – 10.000 flygtninge omkom

       MS General von Steuben blev 9. februar 1945 sænket af russisk ubåd (3.000 flygtninge omkom)

       MS Goya blev sænket den 16. april 1945 (6.800 flygtninge omkom)

       MS Acrona blev sænket den 3. maj 1945 af engelske fly (5.000 tidligere KZ – fangere omkom)

       MS Thielbek blev sænket den 3. maj 1945 af engelske fly (2.750 tidligere KZ – fangere omkom).

 

Masser af lig

Da Modstandsbevægelsen den 5. maj 1945 rykkede ind på havneområdet i Frihavnen fandt man 300 døde tyske flygtninge. I dagene derefter fandt man 300 lig på skoler, fabrikker, idrætshaller og andre steder, hvor tyske flygtninge var internerede.

Mange steder opfordrede Modstandsbevægelsen til, at man ikke hjalp flygtningene. På trods af, at man ikke måtte pleje omgang med de tyske flygtninge, brugte flere danske virksomheder dem som tvangsarbejdere. Om de fik løn for det, er et ubesvaret spørgsmål.

 

Ved vestkysten er der eksempler på, at flygtninge blev sat til at lede efter de miner, de tyske soldater havde efterladt. Et utal af flygtninge omkom ved disse aktioner.

 

Over 17.000 døde i dansk varetægt

I alt døde 17.209 tyske flygtninge i danske varetægt. De fleste i 1946. Hadet til de tyske naboer gik ud over disse flygtninge. Men det skriver historiebøgerne heller ikke om.

Der var ikke senge til dem alle sammen. De måtte derfor nøjes med halm på gulvet.

 

Flygtninge blev sammenlignet med parasitter

60 præster i København havde fået nok af de elendige behandling. De mente, at der skulle gøres noget. De fik svar på tiltale i Nationaltidende:

 

       Endnu inden de i kampen faldende frihedskæmpere er blevet begravet begynder man at tale om hensyntagen til deres mordere

       Vi må fastholde, at så længe vore egne børn ikke kan komme på landet til et navnlig nu, hårdt tiltrængt ferieophold på grund af, at feriekolonierne er optaget af ”Hitlerjugend – drenge”, og så længe madspørgsmålet for dele af den danske befolkning er et alvorligt problem, lige så længe vil vi på det kraftigste modsætte os, at de tyske flygtninge modtager begunstigelser.

 

De første flygtninge var kommet til Danmark den 11. februar 1945 på skibet Wartherland. Modstandsbevægelsen og andre kaldte de tyske flygtninge for Karaktermæssig lavtstående mennesker. Samtidig påstod Modstandsbevægelsen, at de fik en overdådig kost.

 

I en leder i Information kunne man blandt andet læse følgende:

 

       Tyskerne har lært os ikke at spilde vor nedarvede humane indstilling og vor barmhjertighed på et folk, som ikke fortjener barmhjertighed.

       Hel det tyske folk er er medskyldige i de forbrydelser, som er begået i hele det tyske folks navn, for de protesterede jo ikke – de gjorde jo ikke oprør.

       Hver eneste smule hjælp, vi frivilligt yder tyske flygtninge i Danmark betyder en direkte hjælp til forlængelse af krigen. Hver gang vi tager os af en tysk flygtning, letter vi den tyske krigsindustri.

 

Lovgivning med tilbagevirkende kraft

Frihedsrådet og Modstandsbevægelsen fik gennemført en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Grundloven var dermed sat ud af kraft. Politikerne blev presset. De vigtigste krav var

 

1.       Afstraffelse af landsforrædere

2.       Udrensning af tjenestemænd. 

 

Under punkt 6 foretog man oprettelse af et hjemmeværn, som skulle være en naturlig videreførelse af Modstandsbevægelsen.

 

Frihedsrådet havde besluttet at følgende grupper skulle interneres:

 

1.       alle der direkte var gået i tysk tjeneste inden for korpsene som marinevægtere m.m.

2.       alle, der havde optrådt som stikkere uden at være i tysk tjeneste

3.       alle medlemmer af DNSAP eller lignende organisationer

4.       tyske krigsforbrydere

5.       folk, som man ikke kunne henføre til nogen af de 4 overnævnte gruppe. Man ville også internere dem, som man var bange for, at blive udsat for folks lynching.

 

Modstandsbevægelsen havde deres egne regler

Der var problemer med punkt 3. For egentlig var dette ikke strafbart i sig selv. Man var også fra starten klar over, at Grundloven var sat ud af kraft. Og nogle steder rettede Modstandsbevægelsen sig ikke efter disse regler.

 

40.000 anholdte

Internerings – forholdene var langt fra optimale. Således var der en overgang 3.000 internerede i Faarhus – lejren.

Og det var den 1. juni 1945 at den meget diskuterede Lov om Tillæg til Borgerlig Straffelov ang. Forræderi og anden Landsskadelig Virksomhed blev vedtaget. Det er denne lov, som de fleste historikere i dag lovpriser.

 

Frihedsrådet havde håbet på særdomstole. Og ikke alle jurister var enige i fortolkningen, med tilbagevirkende kraft. 100 jurister havde derfor protesteret. Man opfordrede til at lade frivillig krigstjeneste være straffefri. Dommere frifandt dem, der havde ladet sig hverve før 29. august 1943. men dette fik Frihedsrådet og Modstandsbevægelsen sat en stopper for.

Grundloven forudsætter, at domstolene skal være uafhængige.

 

Af de 40.000 anholdte, blev 13.521 danskere dømt ved de danske domstole. Af disse var ca. 6.000 tidligere soldater i Waffen SS og Frikorps Danmark. Ja egentlig meldte der sig 12.000, men kun halvdelen blev optaget. 2.000 blev dræbt, 700 endte i russiske fangelejre og 400 savnes stadig.

 

Frikendt – og alligevel ikke

Det var Modstandsbevægelsens omdiskuterede kartotek, der dannede baggrund for arrestationerne. Redigeringen af kartoteket var mangelfuld. Og registreringen fortsatte efter 5. maj 1945. Også selv om man var uskyldig, så fortsatte registreringen omkring den enkelte person. I Faarhus – lejren havde man et bestemt farvesystem. Fik man ikke de rette farve – løsladelses – papirer. Ja så var myndighedernes øjne stadig hvilet på den tidligere internerede. 

 

Tab af almen tillid

Man blev også idømt tab af almen tillid. Dette betød at man mistede stemmeret og valgbarhed. Man kunne ikke ansættes i offentlig hverv. Og startede man sin egen virksomhed, ja så kneb det også, hvis det krævede offentlig autorisation. Man kunne miste retten til næringsbrev, som selvstændig erhvervsdrivende. 

Særlig i Sønderjylland førte denne afstraffelse til stor nød blandt det tyske mindretal.

 

Fluchtrute Norden

Mange af tyskernes bødler i Danmark klædte sig ud som almindelige soldater og vandrede uforstyrret over grænsen. Senere kunne man så henvende sig i Flensborg, og for udpeget Fluchtrute Nord. Så gik det via Danmark og Sverige til Sydamerika. Dette kunne kun gøres med danskers hjælp. Og en god slat penge, som man altid var modtagelig for.

 

Befalingsmandsskole for modstandsfolk.

I 1946 blev der besluttet at oprette en befalingsmandsskole for modstandsfolk. Politikerne vedtog, at som en belønning for deres indsats skulle man have arbejde i militæret. Uddannelsen foregik i Jægersprislejren fra 1.3.1946 til 1.5. 1947. Fra starten var kommunister dog udelukket. Det var endda de første der deltog i modstandsbevægelsen.

 

I 1947 opfattede 200.00 danskere sig som modstandsfolk

En undersøgelse fortaget i 1947 viste, at 200.000 danskere opfattede sig som frihedskæmpere. Antallet var nok snarere ca. 1.000 sabotører.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens Litteratur A – L

       Besættelsestidens Litteratur M – Å

 

Hvis du vil vide mere om Besættelsestiden: Læs

 

København:

       Danmark var advaret  – 9. april

       De forfulgte jøder

       Den Franske Skole i bomberegn

       Den Franske Skole – nok engang

       Flugten over Øresund

       Humor under besættelsen

       Landsforrædere og Landssvigere

 

 

Østerbro:

       Besættelsen på Østerbro 1 – 4

       Flere sabotager på Østerbro

       Hagekorset i Parken

       Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942

       Sabotører og Stikkere på Østerbro

       Riffelsyndikatet på Østerbro

 

Nørrebro:

       Besættelsen på Nørrebro 1 – 5

       Likvideret på Nørrebro

       Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

       Nørrebro – flere sabotager

       Nørrebrogade 156

       Sabotage på Nørrebro

       Varehuset Bulldog på Nørrebrogade

 

Sønderjylland:

       Den Sønderjyske Efterretningstjeneste

       Det Tyske Mindretal

       En Stikker fra Sønderjylland

       Holocaust – aldrig igen

       Kampene 9. april 1940

       Modstand i Kolding

       Modstand i Sønderjylland

       Opgøret efter 1945

       Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger

       Vingeskudt på Mandø

       Sheriffen fra Tinglev

 

Tønder:

       Bombeangreb mod Tønder

       Da Tyskerne kom til Tønder

       Flygtninge i Tønder

       Historien om Jeppe K. Christensen

       Nazister i Tønder

       Obersten fra Tønder

       Sabotage i Tønder

       Sønderjylland – 9. april 1940

       Tønder og Omegn – 9. april 1940

       Tønder – under besættelsen

       Tønder – efter krigen

       Tønder – Marskens hovedstad

 

Aabenraa:

       Aabenraa – under de to krige

       Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa

       Modstandsbevægelsen i Aabenraa

       Sabotage i Aabenraa

 

 

Padborg/Krusaa/Bov

       Bov Kommune under besættelsen

       Dagligliv i Frøslevlejren

       Dramaet ved Viadukten

       En sønderjyde krydser sine spor

       Frøslevlejren

       Faarhuslejren

       Harreslev – dengang

       Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

       Straffelejren

 

Højer:

       Baraklejren i Højer

       Højer 1935 – 1945

Den 18. december 1945 blev en tysk officer skudt ned på Tinglev Banegård. Hvad skete der med ham? Et mord – attentat fulgte. 18 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev anholdt. Men gerningsmanden var en 15 – årig knægt. Sheriffen fra Tinglev havde ikke meget til overs for Det Tyske Mindretal. Det fulgte han resten af livet. De unge kunne vælge mellem bøde eller en på hovedet. Også kongen blev snuppet for at køre for hurtig. Sheriffen lå på lur.

 

Intet varulv – attentat

I foråret 1946 skete der et bombeattentat i Tinglev. Politiet mente, at det var tale om et Varulv – attentat. Men det havde intet med et Varulv – attentat at gøre. Ja politiet mente helt klart at det havde forbindelse med den tyske organisation Wehrwolf.

Politistationen var et lille hjørnekontor i familien Egebjerg Andersens hus.

 

En hævnaktion

Det var nok snarere en hævnaktion mod Poul Egebjerg Andersens nedskydning af en tysk soldat, som skete mens tyske soldater ventede på deres hjemtransport på Tinglev Banegård. Soldatens brøde var, at han ikke straks havde efterkommet en ordre. Det er tale om en tysk officer, der åbenbart kun har hån til overs, over for Sheriffens anmodning om visitation.

 

Medier forsømte aktionen

Åbenbart var skudene dog ikke dræbende. Efter sigende skulle skuddet eller skudene kunne have såret den tyske officer i armen.

Ifølge Sheriffen var det tale om enten ham eller officeren. Man var de tyske soldater ikke afvæbnet i december 1945?

 

Selv danske aviser kritiserede denne handling. Også mindretallets avis Der Nordschleswiger fordømte episoden. Men hvad skete der egentlig på Tinglev Banegård den 18. december 1945?

 

Mordforsøg

Denne episode var baggrunden for, at en gruppe unge mennesker, under ledelse af en 15 – årig knægt fra Det Tyske Mindretal tog sagen i egen hånd. Politimanden skulle have en Denksettel. Det skete på Hitlers fødselsdag den 20. april.

 

En håndgranat blev smidt ind på politistationen. Heldigvis var politibetjenten ikke til stede, så der skete kun materiel skade. Havde familien været til stede, havde der været alvorlig fare for deres liv.

 

Den unge mand, der var søn af en fremtrædende nazist, blev efterfølgende dømt 6 års fængsel.

 

Politimester mente, at det var Det Tyske Mindretal

Aviserne talte dengang om hævnforsøg fra Det Tyske Mindretal. Og den samme mening havde Politimester Brix.

Brix betragtede Det Tyske Mindretallets som

 

       en nazibande, der laver propaganda efter gøbbelske metoder.

 

18 ledende medlemmer bliver anholdt

Aktionen bevirkede, at 18 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev arresteret, mange af disse var netop blevet løsladt fra Faarhus – lejren.

Det Tyske Mindretal var oprørte over den hårde fremfærd

 

Fra Esbjerg

Jens Peter Egebjerg Andersen havde en uddannelse som bøssemager. Han var søn af en fiskeskipper i Esbjerg. Han var født i 1916. Han skulle ikke være fiskeskipper, mente moderen. Der var sket alt for mange dødsfald i denne branche.

Da han skulle lære at svømme, smed faderen ham overbord fra kutteren. Han lærte tingene på den barske måde. Måske var det netop, det, der kom til at præge ham.

 

Til Sønderjylland

Han kom ind i politiet i 1940, og efter en kort uddannelse i Tønder og Aabenraa, blev hjan landbetjent i Døstrup.

Han kom til Tinglev i oktober 1941. Og hurtig satte han sig i respekt. Han var stort set ene mand til at håndtere retssikkerheden i området. Hans første store opgave var at forhindre sortbørs – handelen. Hans effektive og hurtige måde i at håndtere situationer, gav ham hurtigt tilnavnet Sheriffen.

 

Mange venner og uvenner

Nu var det ikke just en hest, han kom på. For det meste, var det på en cykel, ham kom farende. Han skabte sig mange venner i de danske kredse, men lige så mange uvenner i de tyske kredse. Han betragtede alle tysksindede som nazister.

 

Byleder i Tinglev

Også i Tinglev opstod der en modstandsbevægelse. Deres primære mål var jernbanen. Fra Sønderborg og Aabenraa modtog man krudt. Denne aktivitet fortsatte til januar 1944. Da slog Gestapo til. Men i Tinglev fortsatte man.

Egebjerg Andersen blev aktiv i Det unge Grænseværn. Gennem denne organisation fik han kontakt med flere modstandsbevægelser i området. Det endte med, at Sheriffen blev byleder i Tinglev.

 

I Tinglev var ca. 12 mand aktive i modstandsbevægelsen. Den 5. juni 1944 blev Sheriffen anholdt. Det skyldtes hans engagement i Terrænsports – bevægelsen. Gestapo havde fundet ud af, at denne bevægelse havde endog stærke forbindelser til modstandsbevægelsen.

 

En pistol for tindingen

På vej til arresten hos Gestapo i Kolding satte man en pistol for panden af ham, og truede med at skyde ham, såfremt han ikke indrømmede alt, hvad han vidste. Gestapo fandt aldrig det sprængstof, som Sherifen havde gemt på stationen. Men det varede ikke længe inden Gestapo havde fået optrevlet hele organisationen i Tinglev.

 

Sheriffen blev sendt til Frøslevlejren. Her blev han genforenet med sin gruppe fra Tinglev. Efter et halvt års adskillelse fik han lov til at snakke med sin kone i et kvarter.

 

Til Neuengamme

Den 13. januar blev hele Tinglev – gruppen deponeret til KZ – lejren Neuengamme. Her fungerede Sheriffen som en slags talsmand. Han fik arbejde på en våbenfabrik. Og sabotere denne produktion, var han også med til. De fleste fra Tinglev – gruppen var sendt i en anden arbejdslejr. De blev udsat for aldeles hårde betingelser. Tre medlemmer af gruppen døde under de barske forhold.

 

Regnskaber skulle gøres op

Sheriffen fra Tinglev kom til Danmark med De Hvide Busser den 10. april 1945. Han kører videre til Sverige. Med Den Danske Brigade kommer han dagen efter befrielsen til Helsingør.

For Sheriffen og de andre i Tinglev – gruppen var krigen langt fra slut. Der var regnskaber, der skulle gøres op.

 

Egenhændig med et par frihedskæmpere lukkede Sheriffen de tyske skoler i området. Han beslaglagde skolebøgerne og sendte lærere og børn hjem.

 

Kongen blev stoppet

Sheriffen blev også berømt for at have stoppet Kong Frederik den Niende, for at have kørt for hurtig. Ja han lå direkte på lur for at stoppe ham i sin Folkevogn. Senere skulle der hvis ikke være indløbet klager over, at kongen kørte for hurtig gennem Tinglev.

 

En på hovedet eller en bøde

Rygter vil vide, at han skulle have give de unge valget mellem en på hovedet eller en bøde

 

Han blev aktiv i Socialdemokratiet og i mange år var han folketingskandidat i Løgumkloster – kredsen. Det førte dog ikke til valg. I 1930 erne var han aktiv i Konservativ Ungdom. Han var dog i korte perioder vikar i Folketinget.

 

Beskyldt for tyveri

En opstilling af en mindesten om Folke Bernadotte i Kruså, hvor Sheriffen egenhændig havde fjernet nogle bogstaver skabte en del debat. Sheriffen blev blandt andet beskyldt for tyveri.

 

I begyndelsen af 1960erne flyttede Sheriffen fra Tinglev til Gråsten, hvor han blev stationsleder. Han blev hurtig sognerådsformand i Rinkenæs og blev byrådsmedlem i Gråsten Kommune.

 

Kom ikke hjem med en hjemmetysker

Han blev aldrig gode venner med Det Tyske Mindretal, og det omvendte forhold var heller ikke godt. Datteren blev formanet om, at hun aldrig skulle komme hjem med en hjemmetysker. Han døde, 63 år gammel i 1981. Men han nåde dog at skrive sine erindringer.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens Litteratur A – L

       Besættelsestidens Litteratur M – Å

 

Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden:

       dengang.dk indeholder 65 artikler om Besættelsestiden. En liste findes bagerst i artiklen. Besættelsestidens Fortrængninger.

 

Hvid du vil vide mere: Om Tinglev: Læs

       Folk i Tinglev

       Mere om Tinglev – dengang

       Tinglev og Omegn – dengang

Man mente, at præsten kørte uden kørekort. Kartemageren havde opfundet ”Kobbermølle – plasteret”. Moltzens datter måtte ikke få en skriverbengel fra Kobbermølle. Når romaer ikke gik frivillig måtte Wachmesiter Ringe og Amtstjener Wacker i aktion. I Kollund gik man rundt i hvide bukser og Panama – hat. Og så var baronen på Krusågård meget afholdt..

 

Der var ikke meget

Egentlig var Kruså jo ikke andet end Krusågård, møllen og nogle få erhvervsdrivende omkring år 1900.

 

Mange ejere på Krusågård

Krusågård blev ejet af Wildbrandt. Men i 1901 blev det solgt til Freiherr von Diepenbroick – Grüter. Slægten stammede fra Westfallen.

Efter denne kom Hauptmann Reuter og derefter Freiherr von Rheinbaben. Under første verdenskrig blev den solgt til Kommerceråd Mathias Hübsch.

Han tjente åbenbart mange penge, for snart købte han store dele af Kruså og Kidskelund.

 

Egentlig havde gården haft temmelig mane ejere. Blandt dem var en , der hed Paradies. Ja så var der en, der hed Freitag.

 

En stor gård

Krusågård var en meget stor gård. I Baronens tid var der en forvalter, fire kådnere, som boede i Marthiesskov, fem – seks daglejere, en kusk og en røgter. Så var der cirka fire tjenestefolk i selve huset. Ja, vi har set et foto af de ansatte fra den tid. Da talte vi hele 21 ansatte.

 

Meget afholdt

Ejeren havde ikke meget forstand på landbrug. Han havde aldrig travlt og tog sig ofte tid til en sank med dem han mødte på sin vej. Han var faktisk meget afholdt.

Der blev afholdt meget selskabelighed på gården. Og gæsterne blev afhentet inde i Flensborg. Ofte hentede kusken  officerer og andre i de højeste borgerlige kredse,

 

Kådnerne oppe i skoven

Oppe i Mathiesskoven havde gården to huse med hver to lejligheder. Her havde kådnere fri bolig. De fik to mark om dagen og en del gratis brændsel, korn og mælk. Man fik mulighed for om søndagen at måtte låne et køretøj. Då måtte man også låne et net, så de kunne fiske i åen, ja og så var det fri kost.  En daglejer fik tre mark, men havde så ikke de gratis goder.

 

Det kunne ske, at herskabet en sommerdag kom ridende forbi. Så smed fruen en håndfuld 1 – 2 penninge ud i græsset. Og så var der ellers dømt pengejagt for de små.

Det kunne også ske, at de unge nede fra gården kom op med deres instrumenter. Så var der ellers musik i den hyggelige skov.

 

Spisestue på godset

Man spiste i Borgerstuen. Hver mand havde sin bestemte plads. Foran sig under bordet havde man en skuffe til proviant.

Denne stue lå i mejeriet. Udenfor hang en klokke på størrelse med en skibsklokke mellem to store træer. Når der var spisetid, blev der ringet på den. Den kunne høres over hele gården.

 

Flere penge på Kobbermøllen

Konerne måtte morgen og aften hjælpe på gården for at malke. De skulle også hjælpe til på gråden, marken og mosen. De fik nu ikke så meget for det. En malkning gav 20 penning.

 

Til hver af kådner – boligerne var der et udhus. Her var der plads til brændsel, en lille stald og plads til mindre hønsehold. Ved det ældste af husene, stod også en bageovn til fælles afbenyttelse.

 

De yngste kådnere flyttede efterhånden ned til Kobbermøllen, når de ellers kunne komme ind. Her tjente man 5 – 6 mark, og konerne behøvede ikke at arbejde.

 

Mange gøremål

Nå man var færdige med at bearbejde jorden og såningen var overstået, så begyndte tørve – sæsonen. Der skulle graves mange tørv til så stor en gård.

Gården havde deres egen mose.

 

Roerne skulle også ordnes. Der skulle luges og udtyndes. Og høsten skulle bjerges. Engene var ofte så fugtige, at høet skulle bæres op til en fast grund.

En selvbinder blev anskaffet, og det var noget helt nyt dengang. Men det var nu ikke altid, man kunne få gang i den.

 

Børnene blev sendt hjem

Når det sidste læs var i hus, fejredes dette med en høstfest. Så spadserede man op på kroen, hvor der var dækket op med kaffebord til alle. Efter kaffen blev børnene sendt hjem. Og så var der fest og dans for de voksne.

Kartoffelhøsten stod kvinderne for.

 

På et tidspunkt var der indkvarteret en større militærstyrke på Krusågård med kanoner og det hele. Men deres uniformer var ikke nær så fine, som de blå husarers.

 

Højtiderne på gården

Man forstod også at fejre jul på gården. Alle børnene samledes med deres mødre i salen, som det store rum, blev kaldt. Her stod et mægtigt juletræ. Børnene dansede omkring juletræet mens de sang O Tannenbaum.

Alle børn fik en tallerken fyldt med al slags julebagværk, en appelsin, nogle æbler og en julegave. Herskabet gik rundt og talte med børnene.

 

Når der var påske ledte alle børn efter påskeæg i parken. Og pinsen foregik i Kollund. Her var udflugtsmålene særdeles godt besøgt. Den ene damper efter den anden anløb Kollund. Der var masser af musik ombord. Oppe ved Strandhotellet spillede regimentsmusikerne fra Flensborg. Der blev danset og drukket til den store guldmedalje.

 

Med Panama – Hat i Kollund

Alle gik i stiveste puds. Mændene var i stiveste puds, de havde hvide bukser på og Panama – hat. Havde de ikke råd til den, gik de med almindelig stråhat.

Men det var marinere fra marinestationen Mürwik lige overfor,der dominerede i Flensborg.

 

TIL de yngste, var der gynger og primitive karruseller

 

Kobbermølle Skole

Børnene gik i skole i Kobbermølle Skole. I skolegården talte man næsten kun plattysk. Men nogen af eleverne syntes, at det var finere at tale højtysk. En ny skole blev bygget. Nu skulle man ikke længere sidde på lange bænke, nu sad man to og to.

 

En ny forvalter, der hed Cuhn var kommet til Krusågård. Han skulle bruge gården på fode. Men tilliden til ham blandt arbejderne var ikke stor. Således man han, at der skulle graves tørv om vinteren.

 

Farvel til baronen

Da Baronen forlod Krusågård var arbejderne meget kede af det. De havde gode arbejdsforhold . Men da Hauptman Reuter kom til, blev disse forhold ændret.

 

Al trafik gennem gården

Vejen til Kobbermølle gik dengang gennem alleen forbi herskabshuset og over gårdspladsen, så gik det videre gennem kostalden og svinestalden videre til Kobbermølle.

 

Ligtog, bryllupstog, konfirmander og kirkegængere. Alle skulle gennem gården. Der blev bygget meget på Kobbermølle, så ten, grus og meget mere blev kørt ad denne vej. En jævn strøm af blokvogne kørte til og fra Kruså Mølle. Det kunne godt være en gene til tider med al den trafik.

En ny vej blev anlagt syd om gården. Der blev så sat en bom for vejen fra Kobbermølle ind til gården. I trekanten mellem den nye vej og gården blev der anlagt en køkkenhave og en tennisbane.

 

Afvekslende liv

Ellers skete de ikke de store afvekslende ting dengang. Det vil dog sige, at det altid var spændende at se en deling soldater, især husarer ride forbi, en damptromle på gennemrejse eller bare et en lirekassemand.

 

Engang kom et par mænd drivende en stor flok gæs foran sig. Man sagde, at de kom helt fra Pommern. De tog ophold på kroen og gæssene gik på marken over for kroen. Der var vel et par tusinde stykker. Dem der ikke rigtig kunne gå mere, blev solgt til lokale bønder.

 

På denne mark var der også ofte dyrskue. Der var mange dyr og landbrugsredskaber. Her kunne man også købe en ose kirsebær til fem øre.

 

Romaer kom på besøg

Der var også liv og glade dage, da en flok romaer på 10 – 15 vogne kom til byen. Kvinderne spredte sig straks ud i området, hvor de begyndte at tigge og spå.

Mændene ventede til det blev mørkt, så drog de ud for at rane foder til deres små usle heste. Kartoflerne og hvad de ellers kunne finde, var til dem selv. Alt hvad der lå fremme kunne de bruge.

 

I området var beboerne meget lettede over, når de var borte igen. Hvis man ikke uden videre gav dem noget, blev man spået alverdens ulykker.

Dengang måtte de kun ligge tre dage i hvert sogn. På tredjedagen red Wachtmesiter Ringe fra Wassersleben op til lejren og bekendtgjorde at inden et bestemt klokkeslæt skulle sigøjnerne forlade stedet.

 

Men det var nu ikke altid de rettede sig efter de formaninger. Så blev amtstjener Wacker mobiliseret. Han var samtidig bestyrer på Armhuset (fattighuset) Rønsdam. Han trak så uniformen på, spændte sablen og samlede 6 – 7 håndfaste mænd. Sammen med Wachtmeisteren red de op på Korsvejen. Der kom dog aldrig til sammenstød.

 

Langsomt samlede kvinderne deres habengut og børn sammen og brugte mund hele tiden. Mændene spændte hestene for. Uden større hast gik det så mod nord. Wachtmeister Ringe fulgte dem til stenen et par hundrede meter før Holdbi Kro. Så var hans mission slut.

 

Landstrygerne

Mange landstrygere lagde også vejen forbi. Ofte gik vejen forbi købmand Molzen, når der var 5 penninge til en snaps. Wachtmeisteren holdt øje med, om de begyndte at tigge. Hvis han nuppede dem i det, var det lige i fængsel.

 

Fremmedarbejderne

Masser af Monarchere dukkede op. Det vil vi nok i dag kalde gæstearbejdere. De holdt sig for sig selv, og blev brugt til store jordarbejdere. Blandt andet i arbejdet med Flensborg – Sønderborg banen.

 

Mergelgrav

Da Hauptmann Reuter overtog Krusågård blev der anlagt en mergelgrav lidt syd for, hvor Grænsehotellet lå. Graven beskæftigede 40 Monrachere. De boede i en barak. Det kunne godt gå lidt hårdt for sig, når de lige havde fået løn, og den stod på druk og kortspil.

 

Jernbanespor blev lagt ned til mergelgraven. Og små damplokomotiver kørte på dem. Ellers bestod trafikken dengang ikke af så meget. Man kunne opleve mange hestevogne komme efter tømmer i Kollund – skovene og køre det til Flensborg. En del mælkevogne kørte til Flensborg. Og en del tørv og kartofler blev kørt til byen. Velhavende folk, som selv havde heste og vogn, kørte gennem Kruså om sommeren til udflugtsmålene til Kollund, Sønderhav og Rønshoved

 

Peter Stajsmed

En gang om ugen kom handlende kørende til og falbød deres varer. Med to eller tre måneders mellemrum kom Peter Stajsmed forbi. Han opkøbte gamle klude, ben og metal. Så gav han pottetøj i bytte.

 

Kroen med eget gasværk

Kroen hed dengang noget så fint som Weidmannsruh. Værten hed Borcher. Efterfølgeren hed Misling. Det var dog ikke den store guldgrube.

En indbrigende dag var det, når der var kontrol. Så skulle alle militærpligtige mænd fra hele sognet møde til kontrol medbringende deres militærpapirer. Der blev drukket meget sådan en dag. Og de forskellige våbenenheder kunne ikke altid enes.

 

Kroen havde sit eget lille gasværk, der forsynede hele ejendommen med lys. Ved sognet lå hingstestalden. Der stod også en lille bygning, hvor sognets ligvogn var opbevaret.

 

Kort før den første verdenskrig købte Hans Petersen kroen. Han kom fra Skovgård ved Kollund. Men dengang blev gården kaldt det ikke særlig smigrende navn Rattenheim.

 

Pas – og toldkontrol

Ved Genforeningen købte den danske stat kroen og brugte den i mange år til pas – og toldkontrol. Den er mange gange blevet ombygget og forandret.

 

Cyklist med kørekort

Cyklerne fik en vældig udbredelse i disse år. Man fik også et Fahrkarte (Kørekort). Det kostede 2 mark. Og det skulle man have på sig, når man cyklede.

 

Kruså Mølle

Kruså Mølle blev bygget omkring 1640. Den var i mange år i familien Beecks eje. Krusåens løb blev opdæmmet, da den første mølle blev bygget, derved opstød møllesøen.

 

Møllen blev ødelagt af en brand i 1768 med opbygget igen. Mølletvangen hjap på indtjeningen. Den blev først ophævet i 1865.

 

Den nuværende møllegård blev bygget i 1878.

 

Omkring år 1900 blev den solgt til købmand Lassen fra Flensborg. Han forpagtede selve mølleriet til møller Berg, der sammen med sin søn, Julius Berg drev forretningen ind til Genforeningen.

De koncentrerede sig dog kun for at male for omegnes landmænd. Lassen lejede alt ud, hvad der kunne give penge.

 

Turbiner

Lassen solgte møllen til Mathias Hübsch. Og så skete der store omvæltninger på møllen. Selve møllen blev gennemrestaureret. De to store møllehjul kom væk. I stedet blev der indlagt to turbiner. Den ene trak mølleriet mens den anden trak et mindre elektricitetsværk.

 

Betydelig virksomhed

Kruså Mølle var en ret betydelig virksomhed omkring år 1900. Der var nitten personer til bords hver dag. Der var selve mølleriet og træsliberiet, hvor man fremstillede papirmasse. Og så var der et betydeligt landbrug.

Alle jorde på sydsiden af søen og åen, helt om til, hvor nu landegrænsen går ned til åen hørte til møllen. Ja masser af andre jorder hørte til møllen.

Efter sigende skulle der også engang have været brændevinsbrænderi her i nogle f mølle – bygningerne.

 

Der blev også lavet gryn. Og så var der en tarre – mølle. Og tarre betyder boghvede. Ude ved kanten af søen var sat en stor møllesten.

 

Utrolig mange fisk

I søen, som hørte til møllen var der utrolig mange fisk. Der var mest skaller og aborrer. Men også store karper, gedder og suder. Ja og masser af ål.

 

I sydkanten af Møllesøen var der indrettet karpedamme. Og søen var et eldorado for alle slags vandfugle. Hver år byggede svanerne redde nede i sydenden af søen.

På møllen holdt man også mange gæs og ænder.

 

Boliger for gendarmer

Senere blev det hele indrettet til boliger for grænsegendarmerne. Da havde jordlovsudvalget overtaget møllen efter en godsejer Lauersen fra Ry. Gendarmerne boede her til midten af 1950erne. Derefter rykkede tolderne ind på gården. Der var så tjenesteboligere ind til 1977.

 

Moltzens købmandsforretning

Længere oppe af korsvejen havde Moltzen købmandsforretning. Huset blev bygget i 1859. Det var i den tid, da Flensborgvejen blev anlagt. Den gamle Flensborgvej gik bag om Molzens ejendom. Den gik ned gennem åen og bag om Krusågård.

 

Huset var oprindelig bygget af Molzens svigerfar, som var rebslager. Han havde ladet bygge en lang reberbane af træ og med paptag. Den strakte sig fra huset helt ned til Flensborgvej. Der var en smule jord til huset, og de havde et par får og en ged.

 

I 1870 åbnedes købmandsforretningen. Den udviklede sig efterhånden. I Moltzens tid handlede man også med isenkram. Man havde også diverse reb til landbruget og piske. Det var den største forretning i området, og Moltzen blev efterhånden meget velhavende. Han blev en af dem, der havde hest og vogn.

 

Datteren måtte ikke få skrivebenglen

Efter at banen Flensborg – Sønderborg var åbnet, hentede de to postbude Lorenz og Jes Post hver morgen posten oppe på Smedeby Station. Så blev den bragt ned til Moltzen og sorteret. De to postbude faldt begge i krigen.

Moltzen havde også telefoncentral. Men det var dog begrænset dengang, hvor meget den blev benyttet.

 

Moltzens datter måtte ikke få kontoristen nede fra Kobbermølle.

 

       Min datter og sådan en skriverbengel

 

Ja sådan skulle Moltzen have sagt. Hun forblev ugift og Skriverbenglen blev senere direktør på fabrikken.

 

Direkte Padborg – Sønderborg

Tænk indtil 1932 kunne man køre direkte med tog fra Padborg til Sønderborg. Det startede med jernbanen fra Padborg til Tørsbøl.

Efter Genforeningen forsvandt banens betydning år efter år. I tysk tid startede ruten fra Flensborg. Da var Padborg kun et trinbræt.

 

Sporet fra Smedeby til Padborg blev dog liggende til 1943, grundet grusgraven i nærheden af Smedeby Station.

 

Kobbermølle – plasteret

Over for alleen, der førte ned til Krusågård, havde Jonas Jessen karetmagerværksted. Han var også kendt for manden, der lavede Kobbermølle – plasteret. Det var godt mod alle mulige slags udvendige smerter.

Foruden værkstedet havde familien en købmandshandel. Huset blev senere lagt til Krusågård.

 

Pas på – der kommer bil

Omkring 1908 begyndte bilerne at gøre livet på landevejene usikkert for gående. Det vil sige, det startede med tre biler i Flensborg.

Den ene af bilerne tilhørte Raben, der om sommeren havde villa i Wassersleben. Han ejede skoven omkring skærvefabrikken. Men de to andre biler, sås også kørende gennem Kruså til Kollund.

Alle tre biler blev ført af chauffører.

 

Et par år senere havde både amtsforstanderen og præsten også fåret bil. Karlene havde fået at vide, at stå af hestevognene og holde hestene ved hovedet, når der kom sådan et uhyre som en bil. Desuden skulle de tale beroligende til hestene.

 

Præsten havde ikke chauffør

Præsten havde ingen chauffør, og nogen talte om, at han aldrig havde fået kørekort. Han luskede om hjørnerne uden at give nogen form for signal. Han havde godt nok et buh – horn.

De ældre mennesker i sognet synes, at det var under præstens værdighed, at køre rundt i sådan et apparat. Mange lovede aldrig mere at sætte deres ben i kirken

 

Lange Hannes med hårklipperen

En anden opfindelse, der vækkede lige så stor forundring, var den opfindelse,

som Lange Hannes fra Smedeby havde købt. Det var en hårklippemaskine.

 

Han gik om aftenen og om søndagen rundt i omegnen og klippede børn og voksne skaldet for 10 penning.

 

Arbejdsdagen begynder uden for døren

Arbejder – og Soldaterrådet havde efter første verdenskrig indført 8 – timers dagen. De havde også for arbejdsgiverne indført den besynderlige regel, at arbejdstiden startede, lige så snart man gik hjemmefra.

 

Kilde: Se Litteratur Padborg/Kruså/Bov

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Franskmænd i Bov Sogn

       Første Verdenskrig i Bov

       Grænsen og dens bevogtere

       Gårde og mennesker i Bov Sogn

       Kobbermøllen ved Kruså

       Padborg fra begyndelsen

       Padborg – og nabobyerne

       Ryd Kloster

       Gendarmstien

       Og mange flere artikler

Vi går ned ad Ballumgade. Jeg mindes pludselig et bryllup og søde minder fra Emmerlev Klev. Vi besøger Østerende, og familien Boysens slægtsgård. Vi går til en flot banegård, som ikke er der mere. Så går turen forbi en uheldig læge. Vi lander på Rutebilstationen, hvor en hund ventede på os. Vi besøger Kogsgade, forbi diverse diger lander vi pludselig ude ved den hvide bro, hvor Opa havde sin fiskekutter liggende i nærheden.

 

Det er sket meget i Højer siden jeg gik rundt i de idylliske gader. Vi gik en tur i artiklen, Højers gamle huse. De gader og veje springer vi over i denne artikel.

 

Tænk først i 1950 blev kloakeringsplanen færdig. Og først året efter blev rensningsanlægget færdig. Og først i 1961 fik beboerne på Siltoftvej lov til at tilslutte sig kloakeringsanlægget.

 

Belysning på træpæle

I de første år efter krigen var det et lokalt elværk på Kovej , der leverede strøm til de meste af byen. Og det var 110 volts jævnstrøm. Men det var dog en del virksomheder, bl.a. Tæppefabrikken og enkelte husejere, dr fik deres elforsyning fra højspændingsværket. Fra 1949 til 1951 blev der indtalleret 220 volt. Vekselstrøm. Og ind til 1964 var gadebelysningen anbragt på træpæle.

 

Ballumvej

Lad os starte på Ballumvej. Vi har i nogle artikler været forbi. Og måske kunne vi, Familien Brodersen have boet på Ballumvej i hvert fald i en årrække. På et tidspunkt tilbød min mos kusine, Hertha, at vi kunne leje en villa. Men det blev ikke rigtig til noget.

 

En gammel købmandsbutik

På Ballumvej 7 lå Dambergs Købmandsforretning. Endnu i 1930erne lå her en dejlig købmandsbutik med skålvægt på disken. Her var skuffer med mel, gryn og sukker. Der var høje blikdåser med bom. For to øre kunne man så få en tut bom. Og man fik en ordentlig håndfuld. Papiret formede købmanden med øvede fingre til et kræmmerhus.

 

Under loftet hang blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og et utal af andre genstande.

Ved døren stod en åben sæk korn med kanten rullet ned til en vulst. Her var også klipfisk. Mod gaden stod kaffemøllen med de store festlige blanke svinghjul.

 

Her stod det ufarvede smør i en åben drittel. Købmanden tog det op med en lille riflet træspade og pakkede det ind i pergamentpapir. Med pakken fulgte smørfarve i en lille blære af celluloid. Før man brugte det i husholdingen æltede man det grundigt igennem, idet hun blandede smørfarven i. margarinen stod i en træpotte. Den inpakkedes ligeledes i fedttæt papir.

 

Dosmerseddel

Indkøbssedlen var anderledes dengang end i 1960, da jeg cyklede over den hvide bro uæ fra æ kou med en seddel fra min Oma til en anden købmand i Højer.

Dengang da Damgaard eksisterede lød en dosmerseddel således:

• 5 potter petroleum
• 2 pund klipfisk
• 1 pund sukker
• for 10 øre fær
• for 5 øre bom

 

Ude ved Slusen havde Damgaard en tank stående, der leverede brænstof til fiskernes kuttere.

 

Urmager og vognmand

På Ballumvej 9 lå i mange år Hyldtoft urmager – og guldsmedeforretning. Den første Hyltoft kom fra Ravsted. Egentlig begyndte han i nummer 23. Hans søn, Jacob flyttede hen i nummer 9 og startede der. Butikken var dengang lille og mørk.

 

På Ballumvej 11 havde Fritz Hansen i sin tid vognamndsforretning med to heste. Hans søn  Mathias førte den kort tid videre, men rejste så til Amerika. Da han kom hjem overtog han Strandhotellet ved Emmerlev Klev.

 

Søde minder fra Emmerlev Klev

Og ja så vokser de dejlige minder frem. Alle de skønne piger, man har kysset der. Men også dengang, vi ikke måtte komme ind, fordi vi havde læderjakke på. Det måtte man ikke derude. Men så kunne vi jo bare tage hjem til onkel Pulle og Tante Sonja, og skønne kusine June på Prilen i Højer.

 

Eller da man kom for sent til bussen mod Tønder, fordi man lige skulle sige farvel. Men så var det godt, at ens onkel kørte taxa. (Læs artiklen: Højer historier og oplevelser)

 

Et bryllup på Ballumvej

Men tilbage til Ballumvej inden den går helt over gevind. Ballumvej 11 var solgt til Peter Jensen , som havde mekanikerværksted, lillebilforretning og benzintank på fortovet. Han fremstillede også en masse metalbeslag, som hjuler Jensen brugte i sin karosserifabrik. Senere havde Andreas Waltz en tid vaskeri i huset. Og så havde Karoline Struck haft broderiforretning der. Og jeg tror faktisk jeg har været til bryllup hos Strucks datter med efterfølgende fest på Ballumvej.

 

Glitterværk

På Ballumvej 13 boede kleinsmed Ludolf Wismar. Han var en dygtig smed. Det meste, at det gitterværk, der står rundt om i byen, kommer fra hans hånd. Han forhandlede også landbrugsmaskiner.

Efter hans død oprettede hans enke og to døtre pensionat. De leverede også middagsmad ud af huset i emaljerede to – eller treetagers madspande. Kunder som dr. Kühl kunne også få et komplet service med.

 

Muddergrøft

Nord for nr. 13 går vejen ned til den tyske sportsplads forbi den tyske børnehave, som blev opført i 1962.

Det var her på sportspladsen, at baraklejren blev opført ( Se artiklen Baraklejren i Højer)

 

På det sted havde hjuler Jensen haft en afdeling. Det vil dige, at han havde et træskur. Det er hvis for meget, at kalde det for en filial.

 

Ved samme vej havde gartner Seidel i nummer 21 gartneri.

 

Nr. 23 var dengang det sidste hus på Ballumvej. På den anden side sluttede husrækken med nummer 20. Endnu i begyndelsen af tyverne, der oprindelig hed Grønnevej ubrolagt med dybe grøfter. Især den østlige del var en muddergrøft. Her havnede der så mange en uprøvet ungdommelig cyklist.

 

Det var ud af til her på Ballumvej, at Højer i 1948 fik sin første større udvidelse. Andelsboligforeningen fik overladt jord fra Menighedsrådet på vejens østside. Degnefennen gik fra parkeringspladsen nordpå til bygrænsen .

 

Forsamlingshuset

Tilbage, hvor den gamle by holdt op, på Ballumvej 10, var der oprindelig dansk forsamlingshus. I 1926 blev den forsynet med en tilbygning. Den blev hjemsted for det danske bibliotek. I 1954 fik Ungdomsnævnet så den ide, at starte en fælles ungdomskub. Man startede på Kommuneskolen. Men det var utilfredsstillende. Man var bange for at provokere tyskerne hvis man foreslog at ungdomsklubben kunne få stedet. Men fra tsk side foreslog man selv stedet. Så det endte med den selvejende institution Højer Fritidshjem.

Og det var her jeg var til bryllup.

 

Institutionen købte stedet og fik det restaureret. Den kommunale ungdomsklub Klub 90 havde den en overgang. Kommunen købte ejendommen i 1992. den blev drevet med det gamle navn Højerhus. Og ungdomsklubben flyttede op i det tidligere søskendehjem, Nørrevej 39.

 

13 bagere i Højer

På Ballumvej 6 var der bageri. Stedet var drevet af forskellige bagere indtil Marius Bossen overtog stedet i 1912. I udbygningen havde Putzmacherin Petra Orth sin hatteforretning. Dengang gik alle damer med hat – også i Højer.

 

Vi har hvis nævnt det før. På et tidspunkt var der 13 bagere i Højer. Den store eksportartikel var nemlig kavringe. For ikke – sønderjyde kan vi som service meddele, at det betyder tvebakker.

 

En læge med tre heste

Ballumvej 4 blev bygget af den gamle snedker Lessow. Det var et værksted uden maskiner. Tredje generation indrettede et skomagerværksted her.

 

Og i nummer 2 indrettede den navnkundige vognfabrikant Jens Hansen Jensen sig. Han blev kendt som hjuler Jensen eller Europa – Jensen (Læs artiklen: En vogn fra Højer)

 

Ballumvej 1 har været lægebolig. Den var bygget af Sanitätsrath dr. med. Johannes Friedrich Kühl. Han havde et kæmpe distrikt. Han havde selv en vogn og to – tre heste, når han skulle ud på landet. Det var en lukket vogn. Han havde kusk på bukken. Kommunikationen foregik med en fløjte og en gummibold.

 

Når vejene var ufremkommelig ude i kogene red han selv. Til at passe hestene havde han en karl. Dr. Kühl døde i 1933. familien brugte en overgang huset til sommerbolig, men i 1936 blev den overtaget af Verein Deutsches Haus.

 

Et reb til mange formål

Ballumvej 3 var bygget omkring år 1900 af rebslager Hans Peter Andersen. Reberbanen gik mod vest over til Nygade. Den oprindelige bane blev ejet af hans farbror. Den gik langs vestsiden af Ballumvej fra Nørrevej til nummer 23.

 

Og i nummer 1 lå et gammelt spindhus. De reb, der blev spindet her, blev solgt til landbruget, til fiskeriet og til søfarten.

Hans Peter Andersen havde en ordentlig flok børn. De skulle også fodres, derfor fiskede han også ved Slusen. Han havde altid første klasses fiskeredskaber. Han lavede dem selv.

Han gik altid den sorte vej ned tilslusen, to gange om dagen i ålesæsonen. Og det var på indersiden af diget. Den vej var altid belagt med sort slagger fra DSB.

 

Østerende

Vi går ned ad Østerende, hvis første nord – sydgående del oprindelig hed Markgade. Her på hjørnet lå eller ligger Kræftings Billedskæreri og Antikvitetsforretning, Nørregade 5.

Tidligere var her Hotel stadt Tondern.

 

Ikke for arbejderne

Det var en meget velrenommeret kro, hvor marskbønder og andre honoratiores havde deres stambord.

 

Kroen havde en meget stor rejsestald ved Nørregade og en rummelig sal mod syd. I en sto etagers hovedbygning var der krostue forneden og hotelværelser på 1. sal. I haven ud mod Østerende var der en stort lysthus. Her havde man også forbindelse til en stor udendørs keglebane.

Før der blev bygget gymnastiksal ved Kommuneskolen, havde tyske elever om vinteren legemesøvelser i hotellets sal. I årene fra 1951 – 56 havde den tyske privatskole lokaler i den nuværende Østergade 9, som hørte til hotellet.

 

Her kom almindelige arbejdere og tjenestefolk ikke. Når de skulle til kros, tog de til Snurom Tøndervej 7 eller til Tedjen Jensen i Ny Frederikskog.

 

Familien Boysen

Vi fortsætter på højre side af Østerende ned til hjørnet af Kovej. Her lå i gammel tid en tvillinggård, den Boysen`ske slægtsgård. Det var et anseeligt men også meget uregelmæssigt byggekompleks. Det omsluttede to meget små gårdpladser. Udhusene er for længst borte. Stuehusene står der delvist endnu. Østgården er det nuværende Østerende 4. Her boede apoteker Nagel, indtil han byggede Nørregade 10.

 

Østerende 1er en ældre ejendom, som i slutningen af 1700 – tallet blev ejet af Thomas Thomsen. Han blev gift med en datter fra genboen. Den tyske kniplingskræmmer M.C. Mathiesen giftede sig med genboens datter,Helena Boysen en dansk pige og sønnedatter af den navnkundige Geske Marie i Emmerlev. I 1827 byggede han den nu anseelige gård.

Senere arvede Helena, den store gård og jordene.

 

Matthiesen – en stor mand i Højer

Lad os lige kigge på M.C. Matthiesen. Han var byens sidste kniplingskræmmer og medstifter af sparekassen. Han blev i 1869 Højers første borgmester. Han drev også et dampbrændevins – brænderi i det nuværende Nørregade 1.

 

Sønnen Christian Matthiesen, der arvede gården var gift med mølledatteren Emma Roll. Ægteskabet forblev barnløst. Emmas bror, Fedder Roll overtog gården (Læs artiklen: En mølle fra Højer). Han var gift med Ella Kier fra Kiers gård (Læs artiklen: Hvem boede på Kiers Gård? ) De følgende ejere blev deres datter, Ina og hendes mand, grosserer Waldemar Ohlsen, søn af Chr. Ohlsen Østerende 3.

Her kom senere firmaet In– Foto.

 

Familien Ohlsen

Og Østerende 3 må vi heller ikke springe over. Det er familien Ohlsens gård opført i 1896 af Chr. Ohlsen. Han måtte opgive landbruget af helbredsmæssige grunde. Han begyndte at sælge jern og stål, plader og pumper. Lageret blev indrettet i gårdens lade. Sønnen Erich overtog det, og flyttede engros – forretningen op på Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co. I gårdens hestestald har det også været rørvæveri.

 

Erich Ohlsen bortforpagtede det meste af jorden og udlejede stalden til et par koholdere. Efter at han havde giftet sig med Marie Nielsen overtog han igen ejendommens drift. Rasmus Storck forpagtede gården og drev den til 1962.

 

Jernbanens ejendom

Hvis vi nu kigger øst på, ser vi ejendommen Østernede 12 – 14. Den rummer fire lejligheder. Det var beregnet til ansatte ved banen. Persontrafikken mellem Tønder og Højer ophørte som bekendt i 1935 (Se artiklen: Sidste tog fra Højer).

Herman Stoltenberg købte huset, og den blev indrettet til leje boliger. Her blev også drevet kaninavl i stor stil. Det gik meget ud over egnens mælkebøtter.

 

Nogle af bane – funktionærerne ejede deres eget hus. Det gjaldt blandt andet for Weichensteller Nielsen, der ejede Østerende 11. Det var tidligere stråtækt, men brændte i 1918. Det blev genopført med tegltag.

 

Døve Rasmus og Store Klåj

I Østerende 9 boede Døve Rasmus. Han brugte et stort hørerør, når folk talte til ham. Rasmus passede to hvide pumpemøller ved Vidåen. Det var også der, han fiskede. Desuden var han bådebygger.

 

Østerende 5 blev ejet af Carl Lorentzen. Man kaldte ham for Calli Va’emand. Det var fordi han førte tilsyn med de kreaturer, der græssede i Højer Mark. Om vinteren var han også husslagter og gik ud som daglejer.

 

Østerende 7 blev kaldt for æ Fårsti. Oprindelig var det bare en træbarak. Her boede August mæ æ Træben. Han hed også August Christensen. Men her har hvis nok boet utrolig mange lejere.

 

I Østerende 15 boede Store Klåj. Han ernærede sig ved landbrug. Hans kone sad i mange år som enke og holdt stadig køer. Hun blev kaldt Midde å æ tovt.

 

Paradiset i Højer

På sydsiden af Østende ligger nr. 16. Den har tilhørt banen som kolonihus. Den var bygget af jernbanesveller. Den bestod kun af to rum, i den ene var der en kakkelovn. Her kunne de banefolk, der dannede en kolonne søge ly. I Højer boede der fire af disse strækarbejdere. Senere boede der også en skomager i huset.

 

Og Østerende 18 har vi tidligere omtalt. Det var her Liberta eller Paradiset lå. Indehaveren Martensen kørte rundt med et skilt på bilen, Jesus kommer snart.

 

Banegårdsgade – Højer Dige – Ved gamle Dige

Vi er nu syd for Kovej. Og går ned af Banegårdsgade til Højer Station. Men det er bare snyd. Det er længe siden, der har gået tog til Højer. Men det startede helt tilbage i 1892.

 

Den flotte barnegård

Stationen var temmelig flot. Her var sandelig også restaurant. Ja der var også stationskro på Daler Station.

Og ved Højer kunne man også læsse kreaturer på. Ja og vandtårn var det sandelig også. Persontrafikken ophørte i 1935 og godsbefordringen først i 1962. Så overtog kornfirmaet Hindrichsen bygningen og indrettede lejligheder i den. Den blev revet ned i 1985, og så blev der opført andelsboliger på stedet.

 

Det var ikke godt for Højer, at banen kom. Man mistede dermed en masse indtægter fra tyske turister, der skulle videre til Sild. Vognene syd fra blev plomberet, så først ved Højer Sluse, kunne man komme ud. Men min far har været inde at kigge på disse ”luksus – togvogne” hvis nok ikke helt efter reglerne. (læs artiklen under Tønder: Drengestreger fra 1920) (Læs også artiklen. Tog til Tønder)

 

Men siden har det hvis været meget godt. Turisterne eller nærmere kurgæsterne blev ført direkte til slusen. Arbejdere og skolelever kunne nu tage toget direkte ind til Tønder.

 

Masser af skrammel

Vest for Kovej 2 har der været en stor branddam med træstakit omkring. Der blev smidt en masse skrammel i den. Det pyntede bestemt ikke. Men i 1930 blev det fyldt op, med henblik på at anlægge en mindelund på stedet.

 

I 1987 opførte Højer Andelsboligforening 20 boliger i området mellem mindelunden, baneterrænet og det gamle mejeri.

 

Det gamle havdige

Vest for Mindelunden begynder det gamle havdige fra 1556. Da jernbanen blev anlagt ud til slusen, gik diget lidt længere mod nord og forbi Ved Gamle Dige 1. Derfor blev banet ført gennem diget syd for dette hus. I tilfælde af stormflod kunne åbnnigen lukkes med svære planker.

 

Lige syd for byen går vejen op på diget. Vest for dette ligger Højer Dige nr. 2. Det tilhørte dengang gartner Johannes Møller. Han var i sin tid bødker med værksted i Postgade 11. Omkring århundredet startede han et rørvæveri i huset ved diget, lige som det i Østerende 18.

 

Råmaterialet var tagrør, der blev høstet i egnen ved Rudbøl. Man kunne sejle rørene næsten helt hen til huset. (se mere om rør m.m. i artiklerne: Bådfolket i Rudbøl og Aventoft – en by ved grænsen (under Tønder) )

 

Gartneri

Senere lærte Møller gartnerhåndværket og drev i 25 år gartneri på ejendommen. Han avlede blandt andet rabarber og jordbær, som han solgte til feriehotellerne på Sild. Han havde også postordreforretning med kålplanter til forskellige egne af Tyskland. I Skolegade 4 havde han grøntforretning. Hans produkter blev også solgt fra trækvogn på gaden.

 

I 1936 overtog Lorens Jepsen gartneriet. Efter 1946 blev det nærmest drevet som hobby.

 

Den uheldige læge

Ved Gamle Dige 1 er bygget som lægebolig i 1922 af dr. Madsen. Og vi har tidligere omatlt den uheldige læge, der blev kørt over af sin egen bil. Amtsfuldmægtig Florander overtog huset. I 1934 blev det igen lægebolig, da Dr. Rasmussen flyttede ind i det.

 

Opa’s hund ventel

På hjørnet over for lægeboligen ligger rutebilstationen Ved Gammel Dige 2. Og derinde i det lille ventesal, hvis den stadig eksisterer, har Familien Brodersen ofte ventet.

 

Hvis vi ikke kunne få fat æ lillebil, måtte vi gå den lange vej u i æ kou. Når vi ankom med bussen fra Tønder så stod Oma og Opas hund, Seppel og ventede på os. Det var en meget klog hund.

Turen fra Rutebilstationen ud til Anden Katastrofevej i Ny Frederikskog var skøn i sommermånederne, men var lige det modsatte, når det stormede og ruskede.

 

Senere cyklede jeg og en kammerat ofte fra Tønder til Højer og besøgte familien

 

Kogsgade – Slusevej

Vi går ned af Kogsgade. På højre side lå et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev kaldt Caroline Pandhus. Det var fordi husets tag var af teglsten. Det var unormalt dengang. I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset. Han lod det nedrive, og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.

 

20 mand lavede Bonnevoks

I Korsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn, Christian startede i tyverne med at lave skocreme, men gik senere over til at fremstille bonevoks. Fabrikken var en meget ejendommelig virksomhed. Her blev også fremstillet bonevoksmaskiner. Og her sørgede man få, at kludene blev genanvendt. Til sidst fremstillede man det hele selv på fabrikken og havde 20 mand ansat. 2.000 maskiner over hele landet var udlånt.

Men efterhånden blev det almindeligt, at der kom tæpper på gulvene. Så kan det nok værre, at det gik tilbage for fabrikken.

 

En mindesten

Over for fabrikken ligger Korsgade 1. Den tilhørte familien Lorenzen. Den blev beboet af Lucie, er var enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år, ved Genforeningen. På det tidspunkt var han til søs. Det betød, at han ikke kunne få dansk indfødsret. Derfor gjorde han tjeneste i den tyske marine under 2. verdenskrig. Det kostede ham det ene ben.

I Korsgade 6 var der lotterikollektion. Her boede enkefrue Knockenhauer.

 

På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige står en mindesten, som højer – borger rejste for Kong Frederik den Sjette. Det var den frygtelige stormflod, der i 1825 krævede 150 menneskeliv, Kongen havde besøgt halligerne, og var gået i land her. Her var den gamle strandbred og ladeplads samt udskibningssted lige i nærheden.

 

Det var også her i nærheden at møbelfabriken Elmo byggede. Jeg synes, at kunne huske, at vi hentede pc- borde i Møgeltønder – engang. Det var her Elmo startede.

 

Ved den hvide bro

Øst for Slusevej havde den tyske skytteforening skydebane og skttehus. Og i fenne nr. 2 havde Feuerwehr – Übungsplatz.

 

Udsigten mod syd blev domineret af Den hvide fabrik, en kolods på fire etager, men den har vi hvis flere gange skrevet om.

 

Og så når vi til æ vie Broe, som min mo ikke turde at gå over. Hun havde nærmest en forbi , når hun skulle over den. Men det har hun da også været adskillige gange. Og her i nærheden op mod slusen lå Opas fiskekutter. Området så helt anderledes ud dengang – i min ungdom. (Læs artiklerne: Højer, Stormflod og diger – Travlhed ved Højer Sluse – Syd for Højer)

 

To hvide pumper

På hver side af åen stod engang en malerisk hvid pumpemølle . De blev fjernet efter sidste krig.

 

Og så slutter vores lille gåtur i Højer. Prøv selv at gå rundt. Brug vores små artikler som guide. Du vil bestemt nyde det. Nej vi får ikke tilskud af turistforeningen.

 

Kilde: Se

• Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Højers Gamle Huse
• Anekdoter fra Højer
• Flere anekdoter fra Højer
• Dagligliv i Højer – dengang
• Den mærkelige læge fra Højer
• Det Gamle Højer
• En mølle i Højer
• En Vogn fra Højer
• Erindringer fra Højer
• Et mejeri fra Højer
• Hvem boede på Kiers Gård?
• Højer – Historier og Oplevelser
• Højer – Minder 1 – 3
• Højers historie
• Sidste Tog fra Højer
• Og mange flere artikler fra det gamle Højer

Det var bestemt ikke let for kirkelivet i Sønderjylland, at blive dansk. Pastor Steffen syntes at det var dybt uretfærdig. I Højer blev der kæmpet en nådesløs kamp. I Bylderup provokerede en præst. Og i Visby begravede præsten sin kone i en park. I 1917 blev den danske gudstjeneste aflyst i Tønder.  De tyske menigheder oprettede en frimenighed med forbindelse til den Slesvig – Holstenske Landskirke.

 

Det tog tid

Vi er i Tønder omkring 1920. Godt nok, kom Tønder til Danmark, men det varede dog lang tid inden det blev en dansk by. Og vi kigger også lige en gang rundt i området.

 

Ny postmester

Postmester Theodor Nielsen fra Vinderup var blevet udnænt som postmester, og også i Højer, var der kommet en postmester Nielsen.

 

Butikker halvtomme

Butikkerne i Tønder var endnu præget af varemangel. De stod halvtomme. Det kneb også med varme og lys. Kirken blev kun opvarmet to timer hver dag, fra kl. 9 til 11. Det elektriske lys blev slukket meget tidlig om aftenen. Så måtte man hygge sig med stearinlys. Det kneb også med at skaffe rigtig mad og tøj.

 

De dansksindede

De dansksindede i byen var repræsenteret ved Bankdirektør Rossen, Bagermester Thorvald Petersen, Bankdirektør Andersen, Købmand Borch og Købmand Westergaard og ikke mindst redaktør Skovrøy. Men også greve Schack på Schackenborg spillede en stor rolle.

 

Danske præster var mangelvare

Danske præster var savnet mange steder. Især i Øster Højst og Ravsted. Og ikke mindst i Udbjerg,hvor en dansk præst havde været savnet i seks – syv år. Sognet var blevet betjent af pastor Bolten fra Møgeltønder. Men nu var han også væk. Så måtte pastor Münchmeyer i Aventoft træde til i Udbjerg.

 

Pastor Steffen var skuffet

Det var ikke lige let for alle, at acceptere danskheden. Således opfattede den tyske præst, Steffen tabet af Tønder som dybt uretfærdigt. Siden 1910 havde han været præst i Tønder. Han var af den overbevisning, at Tønder skulle vedblive, at være tysk.

Biskoppen i Ribe havde dog givet udtryk for, at man godt måtte beholde den tyske præst.

 

Ingen dansk gudstjeneste i Tønder

Det var da heller ikke let for den nye danske præst, Erik Christensen, at skulle fungere i Tønder. Den 18. maj 1917 havde Kirkekollegiet ellers besluttet, at den danske gudstjeneste skulle bortfalde:

 

       fordi den ikke finder tilfredsstillende Deltagelse og fordi man ikke kunne finde en dansktalende Præst dertil

 

Viljen manglede

Den månedlige danske gudstjeneste var også blevet indstillet. Når det kneb med deltagelsen skyldtes det sikkert den voksende nationale stemning. Det kunne også skyldes pastor Steffens voldsomme udfald mod englænderne. Og den tyske præst havde før vist i Løgumkloster og I Adsbøl – Gråsten, at han godt kunne prædike på dansk. Men viljen manglede

 

Indre Mission på Missionshotellet

På Missionshotellet samledes Indre Mission sig. Men byens præster deltog ikke. Dog kom Pastor Hansen fra Hostrup der regelmæssigt. Han var en af de ledende i arbejdet med bibellæsning og bibelsamtaler.

 

Gang i åndslivet på landet

Her havde man ikke meget til overs for Grundtvig. De var totalt afvisende over for ham. Ja egentlig var der ikke nogen grundtvigiansk kreds i Tønder.

 

I landsognene omkring Tønder var der meget mere gang i det åndelige liv. Således var der i Visby, Daler, Mjolden og Rørkær gang i Grundtvig. I Skærbæk var der en frimenighed.

 

I Hostrup, Højst, Abild, Emmerske, Nr. Løgum, Døstrup og Ballum havde Indre Mission ikke så ringe tilslutning. Det var som regel i tilknytning til de stedlige præster.

Den 29. februar 1920  var en historisk dag for kirkelivet i Tønder. Det var Kirkelig samfund af 1898, der arrangerede det. Der blev holdt en dansk gudstjeneste, og pastor Kring prædikede. Og selvfølgelig blev der sunget Den yndigste Rose af Brorson.

 

Pastor Steffen blev ikke i Tønder. Han var fra den 3. november flyttet til Læk.

 

Soldater til Tønder

Den 5. maj kom anden bataljon under oberstløjtnant Elmer sit indtog i Tønder. Man var samlet i Jernbanegade. Man skulle dog vente lidt længe. Det var lidt chikane fra tysk side. Således manglede man en nøgle til en låge, der netop den dag var blevet aflåst. Ingen vidste åbenbart, hvor nøglen var.

 

Chefen for de engelske soldater, som havde haft vagten i Tønder, afleverede kommandoen til den danske oberstløjtnant. Efterfølgende gik de engelske og danske soldater i march gennem Tønder. Der var engelsk musik i spidsen af optoget.

 

Danskerne overtager

Lidt senere på dagen kom de danske grænsegendarmer. Og to dage efter var det en afdeling af de danske dragoner. Alt dette betød, at danskerne var ved at overtage styret.

I den følgende tid gennemførtes også dansk styre på jernbanen, post, telegraf, telefon, penge, retsvæsen og skolevæsen.

 

Den 9. juli afholdtes Genforenings – gudstjeneste. Der var udpeget en dansk præst til at afholde det i hver af de nordslesvigske kirker.

 

Flagning med tyskernes tilladelse

Man var meget spændte på i Tønder på, hvordan det tyske mindretal ville modtage kongeparret. Det forløb dog uden mislyd. Der blev spurgt, om der skulle flages fra kirketårnet til ære for kongefamilien. Det blev i første omgang afvist af præsten. Han ville ikke såre Det Tyske Mindretal. Men da man så igen pressede på, endda fra mindretallet mente præsten, at man skulle.

 

Præsten forløb sig

En mindetavle i Bylderup Sogn vakte forargelse. Pastor von Helmolt havde ladet en mindetavle for faldne opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig – Holstenske våben og en tysk indskrift om, at de var faldet for fædrelandet. De sognebørn, der klagede havde selv nægtet at lade deres sønners navne komme på tavlen. Men andre dansksindede havde ladet sig overtale. Nu skulle tavlen så indvies ved en mindefest. Og sognebørnene ville gerne have Tønders provst til at forhindre dette.

 

Biskoppen havde inden afsløringen nægtet pastoren i Bylderup, at foretage det som, han havde gjort. Tillige havde han holdt tysk gudstjeneste på kongens fødselsdag. Og da konfirmations – undervisningen skulle begynde kom der en anmodning fra tysk side, at man gerne ville have en anden til dette formål. Det blev så pastor Schülein fra Øster Højst, besørgede dette.

 

Klage over pastoren

I Visby var Niels Møller præst siden 1908. Både han og hans hustru var dansksindede. Men deres klædedragt og hele fremtræden var så påfaldende, at det var et almindeligt samtaleemne på hele egnen. Men ellers var det ikke noget at udsætte. Problemet var bare, at der på egnen var en velfungerende frimenighed.

 

Menighederne bestemte

Nu var det sådan, at menighederne ved afstemning havde mulighed for at afgøre om, de ville beholde deres hidtidige præst. Når sådan en afstemning blev ønsket blev der sendt et spørgsmål til præsterne, om de ville underkaste sig sådan en afgørelse eller rejse syd på.

 

Pastorene ville ikke have afstemning

Pastor Jürgen Jürgensen i Hjerpsted ville ikke lade sig underkaste sådan et valg. Han var født i Hamborg. Hans forældre havde boet i Hjerpsted, og selv var han vokset op i Ballum. Han ville med stor sandsynlighed have blevet valgt. Det endte med, at han søgte væk og fik et embede på Føhr.

 

Det samme skete for pastor Christian Andersen i Løgumkloster og pastor Heinrich Burmeister i Tinglev. De fik begge embeder syd på.

 

Præsten fra Visby

Og afgørelsen i Visby trak ud. Ved en afstemning blev der 146 ja og 146 nej – stemmer. Først hen på forsommeren 1922 havde man forhandlet sig frem til en afgørelse. Pastor Møller trak sig med en undskyldning med, at han havde ondt i halsen. Han blev tilstået en årlig understøttelse på 2.500 kr.

 

Han hyggede sig herefter i et lille havehus i den store park, han havde plantet i byens udkant. Her boede han med sin hustru. Da hun nogle år efter døde, begraved han hende i parken. Han glemte bare lige at søge ministeriets tilladelse. Bagefter søgte han den. Gravstedet blev fredlyst som gravsted for hans hustru og ham. Selv døde han på Tønder Sygehus efter en lang og slem sygdom.

Hele parken havde han testamenteret til Visby Sogn.

 

Pastor Rolfs fra Højer

I Højer Havde Rolfs været præst siden 19. marts 1893. han var selv fra Ditmarsken. Hans hustru var derimod dansk præstedatter, født Sparrevohn. Hendes far havde været præst i Randerup.

 

Paster Rolfs var en god og elskværdig mand. Han var meget interesseret i historie. Hidtil havde det kun været en månedlig dansk gudstjeneste. Desuden havde det været dansk gudstjeneste skærtorsdag samt alle anden – helligdage. Tyskerne havde stort flertal. De ejede også det meste af jorden, og det var tysksindede, der havde de største forretninger. Men sproget var til daglig, sønderjysk.

Han fik da også til blive. Men som man tidligere har kun læse her på siden, så var kirke – sagen i Højer meget hård og barsk.

 

 

En ordning for alle

I Højer måtte man finde en ordning, der kunne tilfredsstille det tyske flertal og det danske mindretal. Pastor Rolfs havde taget sin afsked den 14. juni 1926 på grund af alder.

Man valgte pastor Braren. Det var nok manglende situationsfornemmelse, at han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Og det vakte harme, at han også havde den på ved danske gudstjenester.

 

Kæmpe præste – ballade i Højer

Han blev rådet til at tage den danske på ved den lejlighed, men det nægtede han. Det vakte megen modvilje hos det danske mindretal. Braren mente ellers, at han var ligevægtig præst for begge sider. Men efterhånden havde det danske mindretal fået nok. De ville have en dansk præst. På vegne af de danske i Højer sendte man en ansøgning den 30. maj 1935 om ansættelse af en dansk præst. Straks sendte menighedsrådet, der havde tysk flertal en protestskrivelse.

 

Pastor Nielsen blev ansat. De tyske menighedsrådsmedlemmer afgav blanke stemmer. De var heller ikke indstillet på, at hjælpe med, at den danske præst skulle have noget at bo i. I den første tid måtte Pastor Nielsen bo i et hus, som Direktør Kjærby, Højer Tæppefabrik havde købt.

 

Og Pastor Braren holdt på, at det var ham, der skulle holde den danske højmesse. Sagen endte hos ministeren. Der var virkelig en national kirkelig strid i Højer.

 

Tyske frimenigheder

I Tinglev var man ikke tilfredse med afgørelsen omkring tyske gudstjenester m.m., så man dannede i 1922 en tysk frimenighed. Medlemstallet nærmede sig de 70. Og mange flere fulgte initiativet. Man knyttede sig direkte til Den Slesvig – Holstenske Slesvig Holstenske Landskirke. Man ønskede bevidst, at komme under fortsat tysk påvirkning.

I både Tinglev og Tønder talte man om, at bygge egne kirker.

 

Desuden ville man udvide funktionerne ved at foretage vielser og indføre egne salmebøger. Men ministeren svarede, at dette ikke måtte foretages i folkekirken.

 

Tyskerne følte sig dårlig behandlet

I de mange sogne, hvor der var tysk flertal, følte man sig dårlig behandlet. Ofte sendte man klager til kirkeministeriet. Det skete også i september 1929 hvor repræsentanter fra fire byer var mødt op hos ministeren.

 

Det varede længe for sønderjyderne at vænne sig til et nyt sprog og handlemåde. Først ved lov af den 30. juni 1922 blev Dansk Kirkelovgivning indført i Sønderjylland.

 

Man måtte også i gang med at erstatte de kirkeklokker, der blev konfiskeret til krigsindustrien. For Tønder Provsti var det tale om cirka 10 kirkeklokker.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere om danskhed og genforening i Sønderjylland: Læs

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

       Hvorfor var Tønder tysk?

       Købmandsslægten Olufsen fra Tønder

       Militæret i Tønder 1920 – 1923

       Minder fra Tønder 1864 – 1920

       Tønder på en anden måde

       Tønders Dansksindede

       Tønder før og efter Genforeningen

       Langs Grænsen (under Sønderjylland)

       Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)

       Aabenraa – under de to krige (under Aabenraa)

       Folkehjem i Aabenraa (under Aabenraa)

       Løjt – mellem dansk og tysk (under Aabenraa)

       Første Verdenskrig i Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)

 

Hvis du vil vide mere om præster og kirker. Læs

       Brorson – en præst fra Tønder

       Møgeltønder Kirke

       Præsten fra Daler

       Åndens Folk i Tønder

       Tønder Kristkirke

       Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø (under København)

       Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)

       Præster og andet godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)

       Kirker syd for Aabenraa (under Aabenraa)

       To kirker i Aabenraa (under Aabenraa)

       Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Højer kirke (under Højer)

       En engelsk kirke ved Østerbro (under Østerbro)

       Garnisons Kirkegård (under Østerbro)

       Assitens Kirkegård – 250 år (under Nørrebro)

       Begravelse på Assistens Kirkegård 1887 ( under Nørrebro)

       Da Gertrud rejste fra kisten (under Nørrebro)

       Dramaet i Brorsons Kirke (under Nørrebro)

       Grundtvig på Nørrebro (under Nørrebro)

       Kan du råbe mig Nørrebro op (under Nørrebro)

       Kirker og mennesker på Nørrebro (under Nørrebro)

       Livet på Assitens Kirkegård (under Nørrebro)

       Skt. Johannes Kirke (under Nørrebro)

       Under jorden på Assitens Kirkegård (under Nørrebro)

Mystikken omkring Guldhornene breder sig. I Rusland fandt man pludselig en elfenbens – kopi. Men hvorfor har man ikke værnet mere om dette Danefæ. Og hvorfor undersøgte man ikke guldhornene ordentlig, mens vi havde dem? En forkælet prins fik lov til at bruge det ene horn, som drikkekrus. Og den lille pige, der fandt den første guldhorn var 23 år. Havde hun en kæreste i Møgeltønder? Vi prøver her, at aflive nogle af myterne. Og var husmand Jeck drikfældig?

 

Et godt spørgsmål

En læser , Eva, har spurgt om, det man fandt i Rusland var en efterligning af guldhornene i Gallehus. Det kigger vi  på . Vi har i to tidligere artikler skrevet om Guldhornene fra Gallehus. Så vi kan rolig kalde denne for vol. 3.

 

Vi forholder os kritisk

Nu kunne vi jo selvfølgelig som andre historikere, bare finde den mest velklingende beretning og afskrive den. Men sådan foregår det ikke her på siden. Vi kigger lidt kritisk på Guldhorn – beretningerne.

 

Guld har været dragende

Guld har altid været dragende. Konger ansatte alkymister i håb om, at de kunne omdanne metaller til guld. Se bare her på siden artiklen om Guldhuset.

Det første guld optræder i Danmarkshistorien et par tusinde år f.Kr. Men det er vel i 400 – 500 – tallet vi har den mest guldrige periode i landet. Mange hundrede fund med en vægt på hen ved 45 kg. Stammer fra dette korte tidsrum.

 

Størst, tungest og mest særpræget er de to guldhorn fra Gallehus. De eksisterer ikke mere. Tænk, de blev stjålet og omsmeltet.

 

Urnordiske runer

De to horn var konstrueret ens. De var begge dobbelte med en glat indre horn af 12 karats guld. Overfladerne var udsmykket med et væld af menneske, dyre og fabelfigurer. De var omgivet med geometriske figurer i vandrette felter.

 

Mange af motiverne stammer fra den græsk – romerske kunstverden. Men det nordiske islæt kommer frem på det ene af hornene. Her står med urnordiske runer:

 

       Jeg er Lægæst – Holters søn – gjorde hornet.

 

Et oldnordisk blæseinstrument?

Ole Worms tolkning var, at vi havde at gøre med et oldnordisk blæseinstrument fra Frode Fredgods tid. Fra anden side, er det hævdet, at hornet var beregnet til at drikke af og stammede fra Arkona. Valdemar den Store skulle have bragt dem til Slesvig.

 

Forskellige tolkninger

Ole Worm mente at hornene havde tilknytning til den nordiske eddamytologi, de keltiske kulturceremonier og dets druidelære, til astronomi og til kultiske karneval og optog.

 

Man tolkede også denne indskrift forskellig. Det kunne være et sted, hvor der var ly, det vil sige en lejr, hvor folk opholder sig.

 

Var det kongen?

Måske er Hlewagastir guldsmeden. Hvis der henvises til en konge kunne det være Liutgast, folkevandrings – kongen i Danmark, der var rig på guld.

Han deltog muligvis kampene mellem hunner, sakser og burgunder i 437.

 

Ændret til drikkehorn

Men vi skal huske på, at det første horn var beskadigede, da de blev fundet. I Christian den Fjerdes hof blev de sat sammen til et drikkehorn. Ved den lejlighed blev de forsynet med skruegang og bundprop. Måske blev de nedre ringe også påmonteret. Disse er uden motiver. Måske er de brede glatte flader også påmonteret. Så var krusene nemlig mere behagelig at drikke af.

 

Samme værksted?

Vi ved ikke, hvor omfattende restaureringen har været. I Kunstakammeret dengang fornøjede man gæsterne ved at tude i det. Fælt lød det i hvert fald. Siden har man så troet, at det var drikkehorn.

 

Man er enige om, at hornene er fremstillet i Danmark omkring 400 – 450 e. Kr. Våben, dragter, teknik og findested peger i den retning. Man mener også, at de to horn er fremstillet på samme værksted.

 

Måske blev guldhornene brugt i forbindelse med ritualer eller religiøse ceremonier.

 

Landet blev skånet

Mystikken breder sig, for alt tyder på, at hornene var bevidst ødelagt før de blev lagt i jorden. Alt tyder på at det må have været offergaver. Grænsen måtte beskyttes. Vejen lå åben for Europas plyndrende horder. Det var vel naturligt, at bede Guderne om hjælp ved at ofre det fornemste, som nogen nordisk konge, nogen sinde have ladet fremstille. Som tak skånede de landet for Attilas frygtede krigere.

 

Stor uenighed

Det sidst fundne horn er yngre det første. Og nogle mener, at det ikke er samme mester. Heller ikke alle er enige om, at guldhornene kommer fra Norden. Man mener, at guldhornene kan stammer fra det østlige Gallien. Andre mener, at de stammer fra Rhin – området.

 

Det første besøg

En ung kniplerske fra Østerby, Kirstine Svendsdatter var den 19. juli 1639 kommet ad vejen mod Møgeltønder. Der hvor vejen delte sig mod Tønder i landsbyen, Gallehus så hun en trærod stikke op. Ja navnet har byen efter den galge, der stod på byens mark. Men det spekulerede Kirstine ikke på. Hun gik videre. Men det havde dog alligevel vakt hendes nysgerrighed. Ved første besøg skulle hun have haft en stok i hånden, og slog til træroden.

 

Nogle beretninger går ud på, at hun var en ung pige, men Ole Worm berettede om, at hun var 23 år. Pigen var ikke fra Gallehus men Østerby.

 

Havde Kirstine en kæreste?

Hvad skulle Kirstine i Møgeltønder? Hun var 23 år, så hun kunne måske have haft en kæreste i Møgeltønder. Hun boede åbenbart sammen med hendes bror. Og der var ingen forældre.

 

Var veninderne med?

Den 27. juli gik hun forbi stedet igen. Det var lørdag og hun var igen på vej til Møgeltønder. Denne gang var et par veninder med. Hun så roden igen. Og nu skulle det da undersøges. Hun trak den op, og skyllede den i en grøft. Veninderne drillede hende, men hun tog den dog med hjem. Og hun gemte den. Alle der så den fortalte hende, at det var bare et sølle gammelt jægerhorn.

 

Teger guldet med hjem

Men det sjove er, at nu skulle hun åbenbart have haft en lædertaske med. Måske var hun indstillet på, at tage genstanden med. Men i den uge, der var gået kunne andre jo have taget genstanden.

Hun ligger på knæ, tager genstanden op, og vasker den i en nærliggende bæk. Så lægger hun genstanden i sin taske og går til Tønder. Men modet svigter hende. Hun vil ikke gå hen til guldsmeden, eller er hun bange for, at han skal narre hende? Hun tager hjem igen.

 

Denne forklaring, kan godt harmonere med, at Kirstines bror, påstod at hun gemte guldet under sengen.

En anden beretning går ud på, at to mænd skulle have været i hendes hjem, og spøgende foreslået hende at afhænde genstanden til en hornist.

 

Men i indberetningerne har man fundet ud af værdien. I en af disse beretninger snakker man om, at værdien kan sammenlignes med en værdi som en herregård.

 

Tog veninden hen til guldsmeden?

På dette horn sad en række ringe. Og en af disse tog Kirstine så men til en guldsmed i Tønder. Kirstine var dog lidt bange for at blive til grin. Men alligevel, mente hun, at det måske var noget. Og der var det sandelig. Guldsmeden erklærede, at det var det pureste guld.

 

Men det er nok ikke den rette forklaring. Kirstine havde en veninde i Tønder. Det var Maren Andersen, en købmandsdatter. Antagelig har hun fået hende til gå hen til guldsmeden.

 

Var Amtmanden indblandet?

Amtmanden ville gerne se Kirstine og guldhornet. Med vold og magt blev hornet skilt fra hinanden. Det blev besigtiget og beskrevet af en rådmand.

Den friske Kirstine kontaktede amtmanden om en vogn, så hun kunne overbringe hornet til Kong Christian den Fjerde. Kongen opholdt sig på den tid i Glücksstadt med sin søn, Prins Christian.

 

Men det ville amtmanden ikke. Han sendte hende til lensmanden i Ribe. Men amtmanden ville nu også selv have en del af kagen, så han sendte to karle med skovle til Gallehus. Nyheden var dog nået kongen. Han befalede, at hornet skulle overbringes ham, og en dusør skulle gives til pigen.

 

Og den beretning stemmer heller ikke helt overnes, men en anden beretning. Her meldes om, at Kristine personlig kendte borgmestren i Tønder. Han hjalp hende tilrette. Og det var ham, der tog med hende til lensmanden i Ribe.

 

Lensmanden var ikke hjemme

Lensmanden, Gregers Krabbe var ikke tilstede. Antagelig var han på Glücksborg, for at besøge kongen. Der blev talt med Ladegårds – fogeden.

I indberetningen beskriver man hele tiden, Kirstine som en fattig men ærlig person.

 

 

Vidner fra Tønder

Ole Worm taler om to personer i Tønder, der har været vidner i forbindelse med den beretning, som han udarbejdede. Det skulle have været to slesvigere, Dirk van Lütten og Troels Arnkiel.

 

En kjole i dusør

De fine herre i Tønder gav Kirstine en ny kjole. Prins Christian plagede sin far. Han ville have hornet, og smelte den om som drikkepokal. Hans hofmand, Geersdorf reddede dog danefæet i første omgang ved at erklære, at hornet skam var udfærdiget som drikkepokal. Og det var allerede sket i oldtiden. Så blev hornet ellers forsynet med en guldskrue for at lukke bunden

 

Drikkelegen

Prins Christian var ret så forkælet. I en alder af 32 år opfandt han Guldhorns – drikkelegen. Han var den såkaldte udvalgte prins. Man skulle bunde det fyldt med vin. Og det kunne trods alt rumme 1,4 liter. Hans far sendte bekymret bud efter den ansete livlæge Ole Worm. Og lægen blev mødt af en udfordring. Han skulle tømme indholdet i det 71 cm lange horn.

 

Kobberstikkeren havde for lidt tid

Og Worm må have vidst og fornemmet, at det var noget særligt. Han forfærdigede en publikation og et kobberstik af hornet. Da kobberstikket var færdig, beklagede Worm resultatet:

 

       Om blot kobberstikkeren havde tilbragt mere tid med hornet

 

Mange fantastiske beretninger

Prinsen døde allerede i 1647. Og så overgik hornet til Rosenborg Slot. I 1680 blev det overført til det nystartede kunstkammer ved Christiansborg. Her fik det selskab af det korte guldhorn i 1734.

 

Og der var mange meninger om guldhornet. Se bare her:

 

       i 1644 mente provst E.N. Rudolph i Holsten, at hornet var fremstillet mellem år 828 og 995 e.Kr. under kristendommens indførelse i Norden

       Samme år mente Københavns Biskop, P. Winstrup, at hornet havde forudsagt den dansk – Svenske krig i 1643. Det brugte han 54 sider på – i latinske vers.

       I 1685 sagde provst Arnkiel i Aabenraa noget rigtigt. Han knyttede det lange horn til Oldtiden. Han mente, at det var brugt af Cimbriske offerpræster. Dermed var man i nærheden af en ren hedensk genstand.

       I 1680erne mente en professor, at det var en kongelig gave til et stort tempel.

       I 1725 mente en tysk alkymist, at det måtte være ægyptisk. Og så kunne man læse opskriften både på guld og de vises sten.

 

Det andet guldhorn

Det var den 21. april 1734. Husmanden Erik Lassen gravede efter ler. Det var det samme jordstykke, hvor Kirstine Svendsdatter havde fundet det første guldhorn. Det nye guldhorn blev fundet ca. 20 meter fra det gamle findested. Og begge guldhorn er lavet af udsøgt finnt guld og samme udsædvanlige teknik.

 

Erik var husmand på Schackenborg Gods. Til daglig blev han bare kaldt for Jerck.

 

Han skulle have nyt gulv i sit lille hus. Det var derfor han havde brug for ler. Han havde kun gravet ganske kort, da nåede glimtede. Han rendte over vejen og råbte:

 

       Mutter, i daw ha æ fortjæn noue å drik

 

Det pureste guld

Jeck vidste godt, hvad han havde fat i. Alle på egnen kendte historien om guldhornet. Man hornet var ikke helt perfekt. Det var brækket over. For en en sikkerheds skyld brækkede han et lille stykke af, og sendte det med sin søn Jacob til guldsmed Hendrich Koelsted. Guldsmeden var ikke i tvivl. Det var det pureste guld. Han købte det lille stykke for en sølvknap.

 

En sur godsforvalter

Næste dag mødte guldsmeden slev op, for at byde på hele hornet. Men Jeck afviste tilbuddet. Han vidste godt, at fundet tilhørte kongen eller hans adelige stedfortræder, Grev Otto Diedrich Schack.

 

Sammen med guldsmeden gik Jeck nu til sin chef, Greven. Guldsmeden skulle bevidne ægtheden. Problemet var, at hornet var knækket over. Men godsinspektøren mente, at Jeck selv havde brækket den over.

 

Seks stærke karle blev nu sendt til Gallehus uden dog at finde de rester der manglede til det seneste fund.

 

Var husmanden drikfældig?

Greve Schack gav 200 rigsdaler i findeløn, og sendte det nye guldhorn til København. Greven mente, at de to guldhorn skulle udstilles sammen.

 

Den lille husmand fik ikke meget glæde af findelønnen. Han døde kun otte måneder efter, blot 56 år gammel. Man undersøgte hans forhold og fandt ud af, at han havde opsparet en betydelig rente. Så det er nok ikke brændevinen, der har gjort det af med ham, som mange historikere gerne vil bilde os ind.

 

Jordstykket blev endevendt

Jordstykket er blevet endevendt mange gange. Senest i 1951 af P.V. Glob. Nu står der to sten cirka på pladsen. For vejen er siden blevet reguleret, så stenene står ikke på den oprindelige findested.

 

Er der mere guld i Gallehus?

Glemt er, at i 1795 blev der fundet en guldbarre på cirka 100 gram, ikke så langt derfra.

 

En lokal historie fortæller, at der omkring 1830 skulle være fundet endnu et guldhorn. Det skulle være blevet sendt til Hamborg og omsmeltet.

 

Guldfeberen har antagelig lagt sig i Gallehus og omegn.

 

Guldhorn stjålet første gang

Den 4. maj 1802 blev guldhornene stjålet af Niels Heidenreich. Han var en fattig guldsmed og urmager. Han brød ind ved hjælp af to nøgler. Næste morgen blev tyveriet anmeldt. Tyven blev eftersøgt i datidens medier og skillingsviser. Og så vankede der 1.000 rigsdaler i dusør samt fuld anonymitet.

 

Oldermanden fandt tyven

Det var guldsmede – lavets oldermand, der opdagede tyven. Under falsk navn havde Heidenreich solgt nogle pagoder, som oldermanden senere købte.

 

Pagodeguldet var iblandet messing. Det opdagede oldermanden og meldte det til politiet. Heidenreich gik i første omgang fri. Men oldermanden overvågede ham sammen med nogle kollegaer. De så også, at han skaffede sig af med nogle møntstempler, som han kastede i Stadsgraven.

 

Han havde da købt Klarboderne 12. Et chatol med skjulte guldklumper havde han deponeret hos sin søster. Heidenreich blev endelig pågrebet den 27. april, og tre dage efter tilstod han tyveriet.

 

Guldhornene havde han da for længst smeltet i sit køkken. Han fremstillede smykker, skospænder og pagoder af guldet. Den 10. juni blev han dømt til tugthus.

 

Oehlenschläger var lige i nærheden

Og vi kender jo alle digtet Guldhornene af Adam Oehlenschläger. Digtet blev skrevet lige efter ad blev stjålet. Og det var faktisk kun få husnumre fra hvor guldhornene blev omsmeltet. Og det var på hjørnet af Lars Bjørnstræde og Studiestræde.

Efter tabet af guldhornene er de blevet symbol på Danmarks glorværdige fortid, godt hjulpet på vej af Oehlenschlägers digt.

 

En lille rest af Guldhornene?

Og her sad han til 1840. Han døde fire år efter. Alle dem, der havde købt guldhorns – guldet leverede det tilbage. Det blev så smeltet om på den Kongelige Mønt. Guldhorns – guldet var nu endelig forsvundet. Det vil dog sige, at der måske er en enkelt lille rest tilbage.

 

Heidenreich forærede nemlig sin nabo nogle øreringe. Og disse øreringe befinder sig nu på museet i Ringe. Nationalmuseet fik dog i 2004 foræret en lignende par.

 

Ny kopi blev ikke anerkendt

Efter tyveriet blev kopier af de to horn fremstillet ud fra tegninger og vidner. I 1970 erne blev en ny kopi udført af sølvsmed Folmer Dalum. Det tog ham syv år. Og selv om de nye kopier er tættere på virkeligheden fik han aldrig en ordentlig anerkendelse.

 

Flere tyverier

Moesgårds Museums kopier af guldhornene blev stjålet i 1993. de blev dog kort tid efter fundet i en skov ved Hasselager.

 

Og for at det ikke er løgn, så blev 1800 – tals kopierne stjålet den 17. september 2007 fra Kongernes Jelling, hvor de var udlånt af nationalmuseet.

 

Ingen aprilsnar

Så kunne historien have været slut, men så i 2009 overbyder det ene medie det andet med sensationen:

 

       Langt bedre kopi af Guldhornene er fundet

 

Hvad var det for noget? Det var langt til 1. april og ikke tale om en aprils – nar. Jo en ihærdig arkæolog og rejseleder har genfundet en elfenbenskopi af det største af guldhornene i Vinterpaladset i Skt. Petersborg. Kopien lå gemt i en skuffe hos en ledende medarbejder på slottet.

Det utrolige er, at kopien er fremstillet før 1693.

 

Er der mere i Tyskland og England?

Man kendte godt til dette horns eksistens, men den havde været forsvundet i 112 år. De kloge kunsthistorikere mener, at det er kunsthistorikere Bendix Grodtschilling, der har lavet elfenbenshornet. Og nu kommer det også frem, at der muligvis findes to mere, et i Tyskland og et i England.

 

Og kopien i Rusland er angivelig tættere på virkeligheden, end det man kender i Danmark.

Og til Eva, der har spurgt til dette, kan vi oplyse, at det var Frederik den Fjerde, der skulle have foræret zar Peter den Store elfenbens – kopien.

 

Men kopien i Rusland og er større end originalen.

 

Også kopi på Gråsten Slot

På Gråsten Slot findes også to kopier, dog kun lavet i sølv. Det var dem, som Christian den Tiende fik overrakt ved afslutningsfesfesten på Dybbøl Banke den 11. juli 1920.

 

Gravet ned af druider?

       I 1734 mente advokat, B. Grauer i Tønder, at hornene var gravet ned af druider. Det korte horn var et minde om Odins død.

       Samme år fik man at vide, at begge horn var fremstillet i England af Angelsakserne

 

Er guldhornene ældre?

Og mystikken breder sig yderligere. For de arkæologer der fandt elfenbens – guldhornet påpeger, at det er almindeligt, at man ofte i rige grave fra 150 – 300 e.Kr. har fundet flotte brætspil. Men sådanne spil var forsvundet i 350 – 450 e.Kr.

Men de figurer der er anvendt på hornet minder meget om de figurer, man anvendte på brædtspillene. Så er guldhornene fra Gallehus i virkeligheden fra yngre romersk jernalder?

 

Hvorfor var historikkerne så sløve?

Man kan så undre sig over, at historikere og arkæologer i så lang tid har været så uinteresseret i guldhornene. Først da originalerne blev stjålet begyndte man at interessere sig for guldhornene. Men undersøgelserne baserede sig på Ole Worms optegnelser. Og kære læsere, det er nok ikke det sidste, vi har hørt om guldhornene.

 

Og ja, tak til Eva for spørgsmålet. Vi fik hvis nok en interessant artikel ud af det.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

       Litteratur Møgeltønder 

 

Hvis du vil vide mere:

       Guldhornenes ældste historie

       Møgeltønder – dengang

       Dagbog fra Møgeltønder

       Møgeltønder Kirke

       Møgeltønders Historie

       Oprør i Møgeltønder

       Præsten fra Daler

       Schackenborg i Møgeltønder

       Vikinger i Vadehavet

Erik Martens på 77 år har sendt os disse fornøjelige men også til tider rystende erindringer. De boede seks mand på 35 kvadratmeter. Så røg man cigaretter i smug, og samlede tobak. Erik var også offer for den særegne pædagogik i skolerne på Nørrebro – dengang. Han gik selv på Havremarkens Skole. Den har han nedfældet i verseform. God fornøjelse og tak til Erik.

 

Erindringer fra 1942 – 1949

Erik Martens fortæller i den artikel, om sine erindringer i Lundtoftegade på Nørrebro fra 1945 – 1947.

Bagefter skal vi opleve skoleerindringer på vers fra 1942 – 1949. Vi ønsker god fornøjelse med dette fornøjelige læsning fra Eriks barndom.

 

Seks mennesker på 35 kvadratmeter

Vi boede i Lundtoftegade 36. Det var på anden sal til højre. Vi var seks mennesker på 35 kvadratmeter. Lejen var 30 – 35 kr. om måneden.

 

Det var en stor firkantet ejendom, med en stor gård. Her var også en græsplæne på ca. 50 x 50 m. men ak den var kun til pynt. Vi måtte ikke lege derinde. Hvis vi gjorde det var der ballade med gårdmanden Hammerlars.

 

Vaskedag – en gang om måneden

Min mor havde vaskedag vaskedag en gang om måneden. Det var oppe på femte sal, hvor der var vaskekælder. Ja det lyder sjovt. Det var en kæmpestor grukedel i træ. Når hun var færdig med at vaske, så kom vi unger i baljen, og blev vasket en efter en. Senere blev det Frederiksberg Svømmehal.

 

Sjov fra cykelkælderen

Der var tørreplads på bege sider af græsplænen, samt hus til skraldespandene i alle fire hjørner. Der var kældre til både koks og kul, samt cykelkælder. Her var også kældervinduer. Nogle kunne åbnes, og her lavede vi sjov. Det var så dem, der gik forbi oppe på gaden, der gik ud over.

 

Vi havde noget lys kinesertråd, som vi bandt en 25 øre fast i, og den lagde vi på gaden ud af vinduet. Når der så kom nogen forbi og så mønten, bukkede de sig ned for at få fat i den. Men så trak vi i snoren, så mønten flyttede sig et godt stykke. Så udbryd de som regel: De forbandede unger. Det synes vi, var sjovt.

 

Samlede tobak

Vi samlede også cigaretskodder op på sporvognslinje 7`s endestation, som lå for enden af Lundtoftegade ved Nørrebro Station.

Det var jo ikke filter på cigaretterne dengang. Så vi tog resten af tobakken ud af stumpen. Så rullede vi cigaretter af lokumspapir. Det var fandeme ulækkert.

 

Røg cigaretter

Vi røg cigaretter i den store tønde i Nørrebroparken lige ud mod Stefansgade. Det var før vi skulle på Fritidshjemmet. De kostede 1,05 kr. pr. pk. Hvor vi fik pengene fra, ved jeg ikke. Men det var mange penge. Havde min mor vidst det, havde vi fået bank.

 

Tidlig på Fritidshjem

Vi var i Fritidshjem kl. 7 om morgenen, fordi min mor skulle påbegynde arbejde kl. 6. Så var det vores søster Åse, der sørgede for, at vi kom derhen, inden hun gik på arbejde. Hun var ældre end os tre drenge, og var bogbinderske hos P. Haase og Søn i Løvstræde. Her tror jeg også hun blev udlært. Hun kom til Gyldendal, hvor jeg også var i 14 dage. Derefter kom jeg til Kødbyen, hvor jeg var resten af mit arbejdsliv.

 

Til skoletandlæge

I første og anden klasse gik Erik til tandlæge på Hillerødgades Skole. Ellers foregik det på Stevnsgades Skole. Og det var helt oppe på femte sal. Erik var meget bange. Måske var det fordi, han ikke vidste, hvad der skulle foregå. Tandlægen talte nemlig et fremmed sprog, som han slet ikke forstod, og det var svensk.

 

Skoleerindringer på vers

Erik Martens har nedfældet sine skole – erindringer i vers – form. Genialt og sjovt, men også rystende. Her kan vi godt forestille os, hvad der skete på Havremarkens Skole – dengang.

 

Skoleerindringer på vers af Erik Martens 1942 – 1949:

 

Vores klasselærer Hr. Lomborg var en tyran ,

han har sikkert ikke haft det godt som barn,

han tilløb to,

når han med spanskrøret slog,

så han troede det ville svirpe,

han stoppede op, og slog,

men da var der faldet ro,

over den aldrende herre,

det første slag ku` værke,

men de to andre ku` man slet ikke mærke.

 

Vores regnelærer Frk. Jensen, var lidt original,

men hun kunne svinge sin lineal,

hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme,

så kan det nok være vi kom i klemme,

frem med fingrene, og af linealen vi fik,

der somme tider i stykker gik,

og så fik hun brug for den næste,

med hun havde et lager, at linealer, det er klart,

for hun ødelagde dem i en gevaldig fart.

 

En sveder vi fik i ny og næ

og det kunne godt få en i knæ

for man vidste, de andre skulle ud og lege,

imedens man kunne sidde tilbage og stege,

man vidste, de fodbold skulle ud og spille,

imedens man en hel time bare næse ku` pille,

se det var ulempen ved en sveder,

for en hel time, man sidder og keder.

 

Tak til Erik Martens, for de fornøjelige erindringer.

Dengang.dk indeholder flere artikler om skolernes særegne pædagogik – dengang.