Artikler
Oktober 17, 2023
Skal de Københavnske Lokalarkiver lukke (2)?
Masser af forhandlinger, fejlagtige oplysninger og misforståelser. Kontingent skal fordobles for at bevare Københavns Kulturarv. Medlemmer af Lokalhistoriske Foreninger skal betale for besparelser på kulturområdet. Dobbeltkontingent betyder masser af udmeldinger. Arkiverne skal samles et sted, som en slags fjernlager. Så er det slut med lokale besøg. Lokalarkiverne får hvert år 5.200 henvendelser. Ønsket er samme tilskud som 2022. Vi er ulønnede og frivillige – husk lige det, politikere. De fleste lokalarkiver befinder sig i kommunale lokaler. Det vil med andre ord sige, at kommunen får det meste af tilskuddet retur i form af indkrævning af lejeindtægter. Og kære politiker. Lokalhistoriske Foreninger får ikke tilskud af Københavns Kommune.
Masser af forhandlinger, fejlagtige oplysninger og misforståelser
Ja tiden er kommet nærmere. Der har været ført forhandlinger på kryds og tværs. Men det ser ikke ud til at politikerne vil give sig. Åbenbart ved de slet ikke, hvad det handler om.
De havde fået alle informationer flere gange. Men indstillingen er præget af misforståelser og direkte fejlagtige oplysninger. Det kunne jo være rart, hvis man satte sig direkte ind i tingene.
Kontingenter skal fordobles for at betale husleje!
Således mener man, at alle kontingenterne skal fordobles. Men kontingenterne har ikke noget med lokalarkiverne at gøre. De går til alle aktiviteter i Lokalforeningerne. Og det er aktiviteter som for eksempel, når ”Den Gamle Redaktør” her holder foredrag for Lokalhistorisk Forening.
Det betyder en masse udmeldinger
Kontingentet går til byvandringer, udstillinger, medlemsblade, udgivelse af lokalhistoriske bøger m.m.
En fordobling af kontingent vil få de fleste lokalhistorisk interesserede til at udmelde sig omgående.
De Lokalhistoriske foreninger har aldrig søgt Københavns Kommune om tilskud. Det hviler i sig selv.
Skal man betale forhøjet kontingent for at bevare Københavns Kulturarv?
Og det vil da også være helt forkert, at fordi man interesserer sig for lokalhistorie så skal man samtidig med forhøjet kontingent være med til at bevare Københavns Kulturarv. Det må da være i alle københavners interesse.
Men Kulturforvaltningen og politikerne mener at forhøjet kontingent skal dække manglende leje. Det er jo vanvittigt. Som vi tidligere har fortalt, bliver størstedelen af de penge som Lokalarkiverne modtager betalt tilbage til kommunen igen, fordi Lokalarkiverne har lejet lokaler hos kommunen.
Arkiverne skal samles et sted – skal lokalarkiverne betale det?
En anden ”genial” ide, der kommer fra politikerne og forvaltningen er, at arkiverne skal samles på et sted. Jamen, hvor findes der så store lokaler. Og hvad med de merudgifter, dette betyder. Skal disse udgifter også betales af de enkelte lokalarkiver?
Politikerne vil åbenbart indføre et stort fjernarkiv. Hvis en lokal så gerne som 5.200 andre hvert år vil have en oplysning så er den frivillige tvunget til at bruge endnu mere tid til at tage hen eller ud til dette fjernarkiv. Det der samles i lokalarkiverne, er lokalhistoriske arkivalier som har relation til lokalområdet.
Ønsket er samme tilskud som 2022
Ønsket fra Lokalarkiverne er at få samme tilskud som 2022. Der er ikke tale om en forhøjelse. Men sker det ikke så lukker lokalarkiverne. Og så risikere alt det indsamlede materiale 0g viden at blive ødelagt
Vi er ulønnede og frivillige
Lokalarkiverne har samme funktion som Stadsarkivet og Museum blot i lokalområderne. Men her det ulønnede frivillige, der samler ind og sørger for at materialerne bliver registreret og arkiveret samt digitaliseret. Man har fået tilskud de seneste godt 20 år. Arkiver opkræver ikke kontingenter.
Sammenhænget mellem arkiv og forening varierer meget.
De fleste af lokalarkiverne befinder sig i lokaler ejet af Københavns Kommune
Hvorfor foreningskontingent skal bruges til at betale leje af lokaler til arkiverne, som Københavns Kommune har skåret ned på, er uforståelig samtidig med at størstedelen af de arkiver befinder sig i lokaler som er ejet af Københavns Kommune. Med andre ord. Meget af det som Københavns Kommune giver i lejetilskud, får de igen som indtægt.
Oktober 16, 2023
Gulvskrubbemordet ved Røde Mølle
Den 11.december 1914. En gulvskrubbe blev fundet. Ulykke eller drab. Mediernes bevågenhed. Afdøde var kendt i ”Møllecafeen”. Talrige afhøringer. Opdagelsespolitiet havde afsat 100 mand. Et ungt par sad bag afdøde. Politiets teori. Obduktionsrapport fastslog at det var mord. Tilståelse. Dommen blev anket. Alfred Jacobsen forsøgte at begå selvmord 6-7 gange i fængslet. Stella Nielsen løsladt før tid.
Den 11.december 1914
På Politihistorisk Museum er gulvskrubben og billede af både Stella og Alfred udstillet. Og hvorfor nu det. Jo du får forklaringen her.
Røde Mølle blev også kaldet Møllecafeen. Den lå frem til 1915 på hjørnet af Amager Boulevard og Kongedybet.
Set er fredag den 11. december 1914. Klokken er omkring 23.30, det er omkring frysepunktet og der er sne i gaderne. En person er på vej hjem og går på Amagerfælledvej. Ved opgangen til nr. 13 ser han et person liggende i kantstenen Det viser sig at være en mand, der er bevidstløs og døende. Han har et stort hul i baghovedet.
En gulvskrubbe blev fundet
Politiet blev tilkaldt og kom så hurtigt, de kunne. Kort tid efter kom en ambulance og kørte ham til Johannesstiftelsen. Men allerede inden ambulancen nåede frem var han udåndet.
Han var ikke blevet berøvet. I lommen havde han et bundt ti – krone sedler.
En gulvskrubbe blev fundet enten af en politimand eller en tilfældig forbipasserende. Kilderne fortæller forskellige historier. Måske kunne den have noget med mordet at gøre. Den lå ved vejkanten i noget løst sne.
Gulvskrubben blev sendt til undersøgelse. Man fandt blodpletter på kluden og fingeraftryk på skaftet.
Ulykke eller drab
Ved undersøgelser i og omkring ”Møllecafeen” fandtes der fingeraftryk på plankeværket og fodspor i sneen oven på en balje. Det viste sig at fingeraftrykket passede overnes med det fingeraftryk, der var på skaftet af gulvskrubberren. Derfor måtte man formode, at en evt. gerningsmand havde været i kontakt med begge dele.
På det tidspunkt vidste man ikke, om det var et ulykkestilfælde, idet man formodede at han kunne være faldet og slået nakken mod kantstenen. Man konstaterede på hospitalet at hans hat var blodig indvendig fra såret i baghovedet, men der var intet hul udvendig på hatten.
Mediernes bevågenhed
Man kom dog hurtigt frem til en ting med sikkerhed. Og det var at hvis han var blevet dræbt, så var det netop sket med den gamle gulvskrubbe. Man opdagede nemlig, at der foran på skyggen af hans hat var nogle fnug fra en gulvklud, som tilhørte gulvskrubben. Men han kunne også være faldet og slået hovedet mod gulvskrubben. Som havde ligget på jorden.
Der var tvivl om hvorvidt, det var en ulykke eller en forbrydelse. Opdagelsespolitiet ville have sagen hurtig opklaret. Der blev sat hele 100 mand på opgaven. Datidens medier havde det eventuelle mord på forsiden i flere dage. Således stod følgende på forsiden af Berlingske:
Beboerne i området var efter de mange beretninger blevet utrygge.
Afdøde var kendt i ”Møllecafeen”
Politiet fandt hurtig frem til, hvem den afdøde var. Det var den 50-årige skibstømrer Poul Edward Vilhelm Poulsen. Han havde siddet i beværtningen ”Møllecafeen” i Røde Mølle og at da han skulle have en seddel frem, var han nødt til at lukke hele bundtet op.
Gennem den videre undersøgelse fik man at vide, at gulvskrubben havde stået i beværtningens gård. Men hvornår den var fjernet derfra eller af hvem, var der ingen, der kunne sige noget om. Der var således mulighed for at den var smidt over på en losseplads tæt ved det sted, hvor den afdøde var fundet.
Talrige afhøringer
Man gennemførte utallige afhøringer i denne sag. Cafeens personale kendte Poul særdeles godt. Han var en trofast og venlig gæst. De kunne fortælle at han tidligere på aftenen havde aflagt sin søster fru Nielsen et besøg. Hun var indehaver af restauranten i Amagerbanens ventesal. Det kunne søsteren også bekræfte.
Cafeens personale kunne også bekræfte at Poul var kommet ca. 22.30. Han var ikke voldsom beruset. Han havde drukket en enkelt, som han havde betalt med en 10 kr. seddel, som blev taget op af hans lomme fra et foldet bundt med mange 10 kr. sedler.
Et ungt par sad bag afdøde
Desuden kunne personalet og andre i Møllecafeen også fortælle at der bagved afdøde sad et ungt par på en slags forhøjning, hvor de havde udsigt over Poul og hvorfra de evt. kunne have set alle hans pengesedler som han tog frem, da han skulle betale.
De havde set den unge kvinde var gået fra Cafeen lige før den unge mand, hun var sammen med som også gik ud. Manden var efter kort tid kommet tilbage ad en sidedør og løbet tværs over lokalet og ud gennem døren på den anden side ud til gården. Der havde han været et kort øjeblik. Han var så kommet tilbage og atter løbet tværs over lokalet og ad gennem sidedøren igen.
Politiets teori
Det tog opdagelsespolitiet uhyre mange timer at få disse værdifulde informationer. Man forsøgte nu fra politiets side at rekonstruere, hvad der var sket. Hvis teorien om drab skulle fastholdes var teorien fra politiet:
Obduktionsrapporten fastslog, at det var mord
Nu forelå obduktionsrapporten også. Den indeholdt vigtige informationer. Poul led af en kronisk hjertefejl. Men vigtigt var det, at skaderne på kraniet (kraniebrud) var dødelige og fremkaldt ved vold. Det var altså tale om et drab.
Det blev nu sat styrker ind for at finde parret. Og det lykkedes hurtigt. To dage efter blev parret anholdt i Lille Kongensgade.
Tilståelse
Langt om længe erkendte de forbrydelsen. I Møllecafeen havde de besluttet sig for at plyndre Poul. Men det havde ikke været deres hensigt at slå ham ihjel. De havde villet slå ham bevidstløs og så stjæle hans penge. De var blevet skrækslagne, da de læste i avisen at han var død.
Ved kriminalrettens dom af 26. juni 1915 blev Alfred Jacobsen efter straffelovens § 243 § 46 og § 188 dømt 12 års tugthusarbejde.
Stella Nielsen blev efter samme paragraffer dømt til samme straf i 6 år.
Dommen blev anket
Dommen blev anket til Højesteret. Her tilbagekaldte Stella Nielsen sin tilståelse. Men Højesteret udtalte, at man ikke kunne tage denne tilbagekaldelse i betragtning, da den var ganske ubegrundet. Hendes straf blev stadfæstet, mens straffetiden for Alfred Jacobsen blev forhøjet til 15 år.
Poul Edvard Wilhelm Poulsen, der på dødstidspunktet i Kurlandsgade med sin kone og børn. Han blev begravet på Sundby Kirkegård den 20. december 1914. I kirkebogen står der under bemærkninger ”Myrdet”.
Alfred Jacobsen forsøgte selvmord 6-7 gange
Under afsoningen forsøgte Alfred Jacobsen 6-7 gange at tage sit liv. Efter sin løsladelse ender han hurtigt igen i fængslet. Denne gang var det ikke for mord, men for tyveri og hæleri.
Stella Nielsen løsladt før tid
Det tyder ikke på at Stella Nielsen afsonede hele sin straf for den 20. september 1918 blev hun gift med Jørgen Emil Pedersen på Roskilde Rådhus.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 15, 2023
Er Nessie kun ude efter penge?
Nessie er 10-15 meter lang med lang hals og hale. Den bor i Loch Ness, der er 37 km lang og 15 km bred og indtil 277 meter dyb. Så den kan godt finde et gemmested. En vis form for tvivl i begge lejre. En bog afslører snyd og bedrag. Men bogen glemmer, at en munk i 600 – tallet kan berette om en hændelse. Tænk at Nessie er 1.400 år gammel. Men snebolden rullede. Alle fotos er uklare og slørede. Nessie forlod søen og vandrede over vejen, sagde bonden. Nessie, whisky, sækkepibe og kilten er mærkevarer. Da storvildtjægeren var på jagt. Og da en dyrepasser tog gas på alle. En stor ål bliver kun en meter. Svaneøglen er uddø for 66 mio. år siden. Men den kan lve i ferskvand, så nu mener forskere, at det er sådan en der bor i Loch Ness. Masser af tid og penge er brugt på at jagte Nessie. I 2016 fandt man noget – det var rekvisitter fra en gammel film. BBC sponserede en eftersøgning. Turister bidrager med 600 mio. kr. årligt – også for at se Nessie. Det ville jo være synd for Skotland, hvis myterne blev aflivet.
Nessie er 10-15 meter lang med lang hals og hale
Den største eftersøgning i årtier efter Loch Ness i det skotske højland er slut. Uhyret gav sig ikke til kende. Loch Ness er navnet på uhyret med det er også navnet på den store og dybe ferskvandssø, hvor den skulle befinde sig. Det vil sige, at søslangen nu også har et kælenavn nemlig Nessie.
Men hvad er Nessie egentlig for en? Er det en forhistorisk svaneøgle, en grønlandshaj, der har forvildet sig, en gigantisk malle eller en forvokset stør?
Nessie er beskrevet som 10-15 m langt, med lang hals og hale, lille hoved og fire luffer.
Loch Ness er 37 km lang og 15 km i bredden
Nessie lever åbenbart her i søen, som er Skotlands næststørste sø. Den er 37 km lang og ca. 15 km i bredden. Otte floder tilfører hele tiden søen nyt og friskt bjerg-vand. Dybden er gennemsnitlig 200 meter. Så der er rigelig plads til at Nessie kan gemme sig.
Søen ligger 15,8 meter over havniveau. Sigtbarheden i søen er lav som følge af oplandets tørvejord. Dybeste sted i søen er 271 meter.
En vis form for tvivl i begge lejre
Man kan med fordel køre med den 110 kilometer lange Loch Ness Trail, der går rundt om søen. Her er masser af udkigspunkter. Jo, det er meget underholdende for både børn og voksne, der påstår at have set uhyret. Og så er det dem, der prøver at modbevise påstandene. Alle påstande efterlader en vis form for tvivl og det er den tvivl området på en herlig måde lever højt på.
Det er faktisk aldrig nogen, der har kunnet bevise, at de har mødt eller set Nessie. Men det skulle være ganske vidst, at den er her. Under eftersøgningen hørte man en ”bizar lyd” fra dybet.
En bog afslører snyd og bedrag
I 2015 udgav Gareth Williams en bog. Han havde gennem hele livet været fascineret af historien. Nu ville han finde sandheden. Han fandt ud af, at det hele var fup. I sin efterforskning hørte han om PR – manden D.G. Gerathy, der efter Den Store Depression i 1929 og nogle år frem blev hyret af hotelejeren ved Loch Ness.
Hvordan kunne hotellet få flere kunder? Kunne P.R. manden hjælpe. Ja det kunne han da i høj grad. Han opfandt så uhyret. Nessie var født. Før 1929 har ingen hørt om Nessie.
Men en munk afslører dette i 600-tallet
Kan det nu også være rigtig? For i bogen ”The Life of St. Columbia, der er skrevet I 600 – tallet, beskriver abbeden Adoman af Iona en hændelse, der tilsyneladende fandt sted 100 år tidligere:
Imponerende at Nessie er 1.400 år gammel
Sådan lyder den 1.400 år gamle beretning. Folk, der tror på Loch Ness – uhyret, peger på historien foregår i floden Ness, som løber fra søen gennem byen Inverness til havet nord for søen, som bevis på, at der i århundreder har levet et monster i eller omkring søen. Det er ganske imponerende at Nessie er mere end 1.400 år gammel.
Snebolden rullede
Der skulle bare organiseres at nogen havde set uhyret og så rullede snebolden. I 1933 tog myten om Nessie for alvor fat. Myten spredte sig over hele Verden. Og det var jo netop det som P.R. manden gerne ville have.
Alle fotos er uklare og slørede
Den 14. april 1933 skulle Nessie have plasket rundt i søen. Flere hundrede gange er den blevet set. Der er taget masser af fotografier og billeder. Flere af disse har dog vist sig at være svindel. Men sonarmålinger har påvist store bevægelige objekter dybt nede i søen.
Nessie forlød søen og vandrede over vejen
Ja håbefulde fotografer har taget masser af fotos og filmoptagelser af Nessie. Fælles for alle optagelser er, at motiverne er uklare og i den grad åbne for fortolkninger, hvis de ikke lige er forfalskede.
En mand ved navn George Spicer, der beskrev, hvordan han og konen havde set
Til Spicers store overraskelse havde væsenet forladt søen og krydset vejen foran ham med en fisk eller andet bytte i gabet. Avisen bragte ingen beviser for Spicers møde med det vilde væsen. Skotterne begyndte nu at snakke om en monsterfisk, en drage eller en søslange. Men alle var dengang enige om kaldte Nessie for Loch Ness – uhyret.
Nessie, Whisky, sækkepiben og kilten er mærkevare
I 1934 kunne man fremvise et foto af et langhalset væsen i vandoverfladen. Dette foto gik verden rundt. Og egentlig kæmper videnskabsmænd stadig på et svar. Turistindustrien håber, at der aldrig findes et svar. Det er ingen tvivl om, at Nessie sammen med whisky, sækkepiben og kilten er en af Skotlands store mærkevarer.
Da storvildtjægeren var på jagt
I 1930erne kom storvildtjægeren Marmaduke Wetherell til søen for at jagte det berømte monster og fandt – ifølge ham selv – tydelige spor efter Nessie.
Han tog nogle aftryk, men da Wetherell fik dem analyseret, viste de sig at stamme fra en flodhest – en spøgefugl havde brugt en paraplyholder lavet af en flodhestefod til at sætte sporene.
Da en dyrepasser tog gas på alle
40 år senere, i 1972, fandt forskere et stort lig af et mystisk dyr, der vejede omkring 1,5 tons. Kadaveret var begyndt at gå i opløsning og havde ifølge de dramatiske beskrivelser et
Dyret viste sig dog at være en nylig død elefantsæl, som en ansat i en dyrepark havde barberet knurhårene af og skamferet yderligere for at tage fusen på kollegaerne.
En stor ål bliver kun en meter
Skeptikere har også spekuleret på om Nessie er en stor ål. Men det har kloge hoveder fundet ud af, at det kan det ikke være. I 2019 undersøgte en gruppe forskere vandprøver i Loch Ness for at finde en forklaring.
Man kom frem til at det kæmpestore uhyre kunne have været en usædvanlig stor europæisk ål (Anguilla). Men denne ål kan faktisk kun blive maksimalt en meter lang. Men studiet viser også at chancen for at finde en ål, der er en meter lang, er omkring 1 ud af 50.000. Ak ja.
Jagten på myten om uhyret i Loch Ness fortsætter endnu.
Svaneøglen er uddø for 66 mio. år siden
Men det handler om penge. Så der jo ret så gavnligt at forskere fra University of Bath ifølge The Independent mener, at Loch Ness kan være en forhistorisk svaneøgle. Forklaringen lyder, at man i et 100 millioner år gammelt flodsystem af ferskvand i Sahara Ørkenen i Marokko har fundet fossiler af dette dyr. Hidtil har man troet at sådan et dyr kun kunne leve i saltvand.
Så et bare lige det, at denne svaneøgle uddøde for 66 mio. år siden. Mener disse gode folk så, at en enkelt har overlevet oppe i Skotland?
Dette var jo heldigt for myten om Nessie. Men nu er det alligevel et stykke vej fra Afrika til det skotske højland.
Masser af tid og penge brugt på jagt efter Nessie
I 2018 havde man igen taget et hav af vandprøver fra den dybe spor – vel cirka 250. Også danske forskere var med. Man kunne da fastslå, at det ikke var en forhistorisk svaneøgle. Der var masser af spor efter ål. Men det vidste man i forvejen, at der var masser af ål i Loch Ness.
Myten om et monster har gennem tiden tiltrukket masser af videnskabsfolk. Og der er brugt masser af tid og penge på at finde dette monster.
I 2016 fandt man noget – rekvisitter fra en film
I 2016 troede man så, at nu var den der. Men ak. En maritim robot havde fundet en rekvisit, der var blevet brugt i en Scherlock Holmes film ”The Private Life of Scherlock Holmes”. Selv Naturhistorisk Museum fra København deltager i jagten på Nessie.
Man tillader nok aldrig at videnskabsmænd og forskere afliver myten om Nessie. Der vil altid være folk, der tror – i hvert fald turistindustrien. Spekulationerne vil fortsætte. Men hvad så med alle dem, der har set væsener derude på søen?
BBC sponserede en eftersøgning
Fra videnskabelig side betragtes Loch Ness-uhyret med skepsis. En BBC – sponseret undersøgelse i 2003 hvor hele søen blev gennemsøgt med sonar påviste ingenting. Det blev konkluderet, at uhyret er en myte.
Turister bidrager med 600 mio. kr. årligt – også for se Nessie
Alt moderne teknologi er brugt – undervandsmikrofoner og droner. Man har sandelig hørt fire karakteristiske blop. Men det blev ikke dokumenteret, fordi man havde glemt at sætte mikrofonen i stik.
Mange årlige turister spytter hvert år omkring 600 millioner kroner i den skotske økonomi hvert år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 13, 2023
Tønder – endnu mere Musik (3)
Dette er den 15. musik-artikel fra Tønder. Seminariets elevforeninger. Nu også et musikkorps på seminariet. Lægekollegiets kvartet Amatøraftne. Gudstjenester med musik. Musik-aktiviteter på Tønder Statsskole. Spejderne Tønder brandværnsorkester. FDF. Rio – kvartetten blev husorkester på grand Hotel. Harry Dues trio. Nye popklubber. The Mods. Tommyguns – nok engang. Django-kvartetten. The Roosters. Los Bambinos fra Ballum. Arrows. Musikmiljøet i 1980erne. Musikpubben Hagges. Tønder Brass Band. Noldes nabo – nok engang.
Den 15. musik-artikel fra Tønder
I anledning af Tønder Musik Festivals 50-års fødselsdag er her den 15. artikel om Tønders Musikliv. Mon vi så ikke snart har fået alle sider med. I tilknytning til denne artikel finder du en oversigt over alle vores musik – artikler om Tønder.
Seminariets elevforeninger
Vi starter på Tønder Seminarium. Her havde man i 1800-tallets studenterliv de samme skikke som i den tids Tyskland med Burchenschaft. Der var specielle optagelsesritualer og så var der en masse drikkegilder. Her brugte man seminariets ”Kommersbuch”.
Den havde tykke messingknopper på omslaget. Den skulle ikke tage skade på et øl-plettet bord. I Tønder Seminariums elevhefte kan læse om musiklivet efter 1920.
Her var en meget aktiv musiklærer, der hed Ejnar L. Emborg. Han var musiklærer i perioden 1920 – 1939 og det var ham, der dannede Tønder Sangkor. I 1926 begyndte en tradition med en fest i november, hvor man foruden elever og lærere også inviterede elevernes værter for at styrke forbindelsen mellem byen og seminariet.
Det blev en vellykket fest, hvor cirka 220 gæster deltog. Man besluttede at disse fester skulle holdes hver andet eller tredje år. Man gik så over til fest for kun lærere og elever og så blev det en ren sang – og musikaften.
Nu også musikkorps på seminariet
I slutningen af 1920’erne omtales både mandskor og orkester. Under Emborgs ledelse. I 1937 omtale4ws Emborgs kyndige vejledning såvel i ordinære timer som til torsdags – koncerterne”.
De to orgler var brudt sammen. Men man havde brugt det bedste af indmaden til at bygge et lille spagfærdigt orgel. Det stod diskret i hjørnet. Undervisning i orgelspil blev varetaget af organist Toft.
Lærerkollegiets kvartet
Musiklærer Graugård, der virkede som musiklærer på seminariet fra 1939 – 1953 spillede også en stor rolle. Ja så var det jo lige ”Lærerkollegiets Kvartet, der bestod af overlærer Brahm,
Hr. Graugaard,
Hr. Thiim,
Og så var det Poul Larsen, der krydrede det hele
Amatøraftner
Der blev også arrangeret amatøraftner med sonater, visesang, mundharmonika-koncerter og folkedans. Ja så havde man besøg af Århus Byorkester, der gav koncert på Tønderhus og bl.a. opførte ”Elverskud, hvor alle byens kor inkl. seminariets medvirkede.
Musiklivet i 1940erne var også præget af tidens toner. Soldaternes berømte ”Swing-kvartet omtales. Musikfesten i 1942 bestod af et meget varieret udbud af musik.
Lørdagsaftner samlede seminarieeleverne til grammofoncauserier, hvor man både gennemgik klassisk musik og moderne komponisters værker.
Gudstjenester med musik
Graugaard arrangerede også musikalsk-liturgiske gudstjenester i Kristkirken. Efterhånden var der tradition for November-festen, julefesten og musikfesten i marts. I 1953 forlod Asmind Graugaard seminariet og andre musiklærere tog over. Jo det var et aktivt musikmiljø omkring seminariet. Det var bl.a. initiativer herfra som blev til Tønder Festival.
Musik – aktiviteter på Tønder Statsskole
Musiklivet på Tønder Statsskole nu Tønder Gymnasium var præget af ”organiserede musikaktiviteter” som koncerter og korarbejde.
Og Karlo Christensen kan vi godt huske. Fra 1960 arrangerede han forårskoncerter bl.a. i samarbejde med Thomas Alvad fra Ribe Katedralskole og sammen med andre gymnasiekor fra landsdelen. Man indledte bl.a. et samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester.
Militærmusik
Jo og militærmusik var der skam også i Tønder. Allerede den 8. maj 1920 kom Jydske Dragonregiments Musikkorps til Tønder. Og det gjorde de helt til 1932, hvor de blev sparet væk.
Spejderne
Det danske Spejderkorps blev stiftet i 1919. I 1922 blev den senere gymnasierektor i Haderslev A. Egebjerg Jensen leder af spejderne. I Tønder var han gymnasielærer. Jo det var ham, der var forfatteren til ”For en fremmed barsk og fattig”.
I 1934 havde spejderne i Tønder et signalorkester, der blev optaget til statsradiofonien. Samme år forærede Sprogforeningen troppen instrumenter til et hornorkester på 20 mand. Man fik øvelokale på Statsskolen. Den tidligere dirigent for militærmusikken, J. Ribel, blev underviser. Han virkede i spejderorkestret i mere end 20 år. I et af jubilæumsbladene står der:
I 1950erne var orkestret i tilbagegang. Nogle af de ældre spejdere begyndte i stedet af danne jazz og pigtrådsorkestre. Orkestret blev nedlagt i 1957.
Tønder Brandværnsorkester
Tønder Brandværn blev oprettet i 1869 som ”Turner Feuerwehr zu Tondern. Den historie har vi beskrevet i to artikler. Allerede fra begyndelsen havde man brug for musik. Man klarede sig med lokale musikere indtil man i 1948 fik et egentlig musikkorps under ledelse af føromtalte J. Ribel.
Brandværnsorkestret optrådte første gang sammen med brandværnsorkestrene fra Jejsing og Løgumkloster ved en tappenstreg den 25. juni 1949. I en jubilæumsbog om orkestret kaldes det for ”værnets kælebarn”. Orkestret fik en kort levetid, da det allerede stoppede midt i 1950erne i forbindelse med at dirigent Ribel forlod byen.
FDF
Tønder FDF blev oprettet i 1922, hvor to lærere Marius Jacobsen og Otto Helkier startede arbejdet i et kælderlokale på seminariet. Allerede i 1930erne var der musikliv i FDF, hvor man havde et band, der hed ”Det grønne Viskelæder”, som fungerede indtil 1939.
Der var senere flere orkestre, der bl.a. i 1950erne var med til trompetblæsning i Kristkirkens tårn.
Fra omkring 1973 tog orkestermusikkere fra Møgeltønder FDF initiativ til at starte et egentlig FDF – orkester i Tønder, som kom til at bestå af både tamburkorps og messingorkester. I starten stod det under ledelse af Bent Hansen.
I 2017 kunne Tønder Brass Band fejrer 40 års jubilæum Dengang havde orkestret 21 medlemmer. De havde bl.a. et showband, der kunne finde på lidt af hvert. De deltog ved årsmøder syd for grænsen og som nisseorkester ved juletid og havde en masse andre opgaver. Hver onsdag aften var der dømt øveaften i kredshuset på Ryttervej. I 2011 deltog i en konkurrence blandt 22 bands og fik en flot fjerdeplads. Her var folk lige fra 10 – 60 år.
I øvrigt kunne FDF i Tønder i 2022 fejrer 100 års fødselsdag.
Rio – Kvartetten – fast husorkester på Grand Hotel
1940erne var danseorkestrenes tid. Og i Tønder var man i den grad med på noderne. I Strucks Alle boede den blinde violinlærer Motzkus, hvor bl.a. Viggo Balling Nielsen gik til spil. Han var i 1946 begyndt at spille sammen med nogle af sine skolekammerater fra Øvelsesskolen, Leif Slot, klaver Egon Jensen, harmonika og Viktor Andersen, trommer. Det var skoleinspektør Erling Brahm fra seminariets øvelsesskole, der havde bedt dem spille til årsafslutningen på skolen.
De fortsatte med at tage ud og spille ”moderne” i ungdomsforeninger og til familiefester. I slutningen af 1940erne var de fastansat som danseorkester ”Rio Kvartetten”, på Grand Hotel i Richtsensgade.
Her spilledede fast hver lørdag og søndag aften om vinteren fra kl.20 til 24. Lønnen var 5 kr. i timen. Orkestrets kendingsmelodi var den russiske melodi ”Sorte øjne”!
Harry Dues Trio
Harry Dues Trio var et andet af 1940ernes danseorkestre i Tønder. En af musikerne, cykelsmed Lützen fra Popsensgade har vi tidligere omtalt i en af vores artikler.
Tønders første Jazzorkester
I 1950erne holdt jazzen sit indtog i Tønder. Tønders første jazzorkester har vi allerede omtalt. Det var Harlem Hot Group. Det blev dannet i 1955. Orkestret bestod af mange kendte personer:
Valdemar Rasmussen er med i flere af vores musik-artikler. Og Mugge blev et stort navn i Sverige og vel også i Danmark med Alfred og Country Road. Syncropators – det berømte jazzorkester er også omtalt i flere af vores artikler.
Nye Popklubber
I 1960erne gik det stærkt med hensyn til populærmusikken i Tønder. Mange nye grupper så dagens lys. Popklubber opstod i Løgumkloster og Skærbæk. De såkaldte grand prixer havde stor søgning.
The Mods
En af de første grupper i Tønder var Go-Getters. Denne gruppe, der spillede rundt i landsdelen, blev dannet i 1963. De havde øvelokale på Ungdomsborgen. I 1964 skiftede gruppen navn til The Mods. De spillede vel det man kan kalde en rå rythm’n blues stil. Gruppen blev en slags husorkester på Tønders nye beatsted. Det var oprindelig en tidligere jazzklub og så senere beatklub ved navn Bloody Mary, Skibbrogade 8-10 i kælderen.
Gruppen optrådte bl.a. i Rostock i DDR. I 1966 skiftede gruppen navn til High Numbers.
Tommyguns – nok engang
Ja så var det The Tommyguns, som vi også har skrevet flere artikler om. Den har haft mange skiftende besætninger. Jeg kan huske at Jørgen Valentin kom en del hjemme hos os på Lærkevej. Og mange år senere mødte jeg igen Helmer Fabricius til et foredrag, som jeg holdt her i København i Æ Synnejysk Ambassade. Det var særdeles festligt. Men se dengang de startede i 1964 bestod gruppen af:
Gruppen var typisk beat/pigtrådsgruppe, heriblandt Shadows-numre. Gruppen deltog i flere Danmarksmesterskaber og spillede over hele landsdelen. De stoppede i 1967 for senere at blive gendannet – De spillede i mange år.
Django-kvartetten
Djangokvartetten spillede dansemusik i slutningen af 1960erne. De spillede bl.a. i filmen ”Balladen om Carl-Henning” med Jesper Klein, som blev optaget i Ballum.
The Rooters
The Rooters var en kendt gruppe i Syd – og Sønderjylland i 1960erne. De hed senere Blues Promotien (1967) og Down South Blues Band (1969).
Som så mange andre før og siden startede denne gruppe med udgangspunkt på Tønder Statsskole (Gymnasium). Deres spillestil ændrede sig fra pigtråd til blues.
Los Bambinos fra Ballum
I slutningen af 60erne var Schweizerhalle et populært beatsted, hvor bl.a. HK – ballerne blev afholdt. De startede tidligt og sluttede tidligt. Lærlingene skulle op på arbejde næste morgen.
Sandelig havde Ballum i 1960erne også deres eget band. Det hed Los Bambinos.
Arrows
Arrows har vi allerede skrevet om i en tidligere artikel. De blev startet i september 1964 med udgangspunkt i Ludwig Andresen Schule og med øvested i kælderen under Schweizerhalle. Her fik vi så i Tønder Båndamatørklub et studie. Og vi optog bl.a. to numre af Arrows til vores blinde-bånd.
Stilen var pop/beatmusik. De spillede både syd og nord for grænsen. Orkestret spillede til 1970 og stilen ændrede sig til mere psykedelisk. To af medlemmerne, brødrene Uwe og Heine Schultze fortsatte sammen med Eddie Carstensen i dansebandet Radiserne helt til 1976.
Musikmiljøet i 1980erne
Musikmiljøet i 1980erne var præget af grupper med tilknytning til Aktiv-huset og gymnasiet. I Aktiv-huset var der både bigband og visegruppe. I samme periode eksisterede bl.a. bandet Kaliber, gymnasiebandet Cake’n Candy samt bandet Hot Wire Blues.
Mohylas Blues Band startede 1986. Så var det også Showband, der til dels bestod af tidligere FDF’ere bl.a. Orla Juul Pedersen, der var leder af FDF Brass Band på det tidspunkt.
Muffi Mach var et af de mere kendte Tønderbands i 1990erne. De begyndte at spille omkring 1996 og fortsatte frem til 2000, hvor de gik i opløsning. Da bandet startede, øvede man i kommuneskolens musiklokale. Men senere øvede man i en bunker. Spillestilen lå meget op af Sort Sol, Dizzy Mizz Lizzy og Nirvanna.
Musikpubben Hagges
Og så er det lige musikpubben Hagges, som vi også tidligere har omtalt. Her har arrangementer som ”Bandaften” og ”startjam” været meget populære blandt ungdommen. Stedet har været mest kendt for folkemusik.
Noldes Nabo
Ja og Noldes Nabo er også tidligere nævnt i et par artikler. Egentlig hed klubben ”Folk og Jazz i Tønder”, men fra 1987 gik man tilbage til det gamle navn ”Noldes Nabo”.
Egentlig burde vi have haft musikskolerne med. Men mon ikke vi nu er kommet hele vejen rundt om musikken i Tønder – og så ser vi frem til Tønder Festivalens 50-års fødselsdag.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 11, 2023
I en kælder under Frederiksberg Hospital
En sønderjysk gårdejersøn kæmpede i årevis mod uretfærdighed. Derfor kaldte lægerne ham for kværulant og psykopat. Det handler igen om den blinde tro – på folk i hvide kitler. Verdens første LSD – trip. Gratis LSD fra medicinalfirma. CIA og M 16 var meget interesseret Forsøgspersoner var uvidende om, hvad der skulle ske. Andre hospitaler var også i gang. Læger overskred etiske grænser. Store konsekvenser. For hver gang blev dosis forhøjet. Han gik rundt som en ”levende død” Bevidst, at der ikke var terapi på Frederiksberg Hospital. Hvorfor stillede man ikke spørgsmål dengang. Overlæge havde selv bipolar lidelse. Han inviterede til LSD – fester. Forsøg endte med mord. Men læge skrev efterfølgende, at der ikke var alvorlige hændelser. Efterretningstjeneste fik øje på overlæge. Nürnberg-erklæringen kom efter frygtelige forhold i KZ – lejre. Tyskerbørn i Norge blev brugt i forsøg CIA bestemte, hvem der skulle have LSD. Stoffet blev populær hos oprørsk ungdom. LSD blev forbudt. Massemorderen Charles Manson. Mordet på Cola i en skov. Rigshospital bakker Sandvei op. Men han blev konstant tromlet og afvist. Da journalist blandede sig. Der var ingen konsekvens for de ansvarlige – kun for ofrene. Patienternes tarv må gå foran for kollegialt sammenhold. Renæssance for LSD i det elektroniske musikmiljø. Nu er LSD igen tilladt som lægemiddel. Dengang vendte landsret det hele på hovedet. Hvad er et LSD – trip?
Den blinde tro – på folk i hvide kitler
Dette kunne godt være en anmeldelse af Malene Ravns bog ”Den virkelige verden” men det er det ikke. Det er en artikel om baggrunden for denne bog. Og det handler om LSD – forsøg.
Det handler også om vores blinde tro på folk i hvide kitler. I 1960 begyndte overlæge Einar Geert – Jørgensen at behandle 400 – 500 psykiatriske patienter med LSD. De lyssky LSD – behandlinger foregik i kælderen under Frederiksberg Hospital. For mange af patienterne fik det enorme negative konsekvenser. Nogle begik selvmord – der forekom også mord. Andre led af angst og hallucinationer resten af livet.
Men egentlig handler artiklen også om, at man ikke bare skal kalde dem, der protesterer for kværulanter, bare fordi dem i de hvide kitler mener, at det er rigtigt, det som de gør. Her har medierne en stor opgave med at kæmpe for sandheden.
Verdens første LSD – trip
I 1938 arbejder den schweiziske kemiker Albert Hofmann med forskningsprojekt. Han arbejdede med LSD som medicinsk anvendelsesmiddel. Det viste ingen ekstraordinære resultater ved dyretest. Derfor blev forskningen indstillet.
Egentlig var han på jagt efter et middel, der hurtigt kunne stoppe blødninger
Utilsigtet får han LSD under huden på sit arbejde. Han befinder sig selv i en mærkelig psykisk tilstand. Tre dage efter – den 19. april 1943 indtager Hoffmann 250 mikrogram LSD. Det er 10 gange den mængde, der betegnes som en mild dosis. På cykelturen hjem oplevede han ”Verdens første LSD – trip”.
Selv beskrev Hoffmann det på følgende måde:
Gratis LSD fra medicinalfirma
Medicinalfirmaet Sandoz begynder at sælge LSD under det kommercielle navn Delysid. I 1940erne kommer der for alvor gang i udforskningen af potentialer. I begyndelsen distribuerede de gratis stoffet. De ville give psykiatere lejlighed til at eksperimentere med patienter med psykiske problemer eller sygdomme.
Man forestiller sig LSD kan have positive effekter i psykiatrisk behandling. Man forestiller sig, at stoffet kan fungere som en nøgle til den ubevidste del af menneskets sind. Man forestiller sig at psykiatriske patienter kunne frigøre de undertrykte minder og mentale konflikter som psykoanalysen ser som årsagen til de mentale lidelser.
CIA og M 16 var meget interesseret
Men se i 1950erne og 60’erne undersøger CIA under projekt MKULTRA i al hemmelighed stoffets egnethed til ”Mind Control”. LSD blev opfattet som et instrument til at få kontrol. Hvor psykiatrien ønskede at bruge LSD til at give patienten kontrol over eget liv, ønsker CIA at benytte stoffet til at tage kontrol over andre menneskers liv.
CIA mente at det var altovergørende at forsøgspersonerne var udvidende om, at de havde indtaget LSD. De skulle være helt uforberedte på den oplevelse, som ventede dem. Også det amerikanske militær udførte forsøg med henblik på at kunne bruge LSD til at gøre fjenden ukampdygtig.
Den britiske efterretningstjeneste M16 var på jagt efter et sandhedsserum. Og her var man interesseret i LSD.
Forsøgskaninerne var uvidende
Om det var CIA – penge, der var skyld i, at overlæge Einar Geert Jørgensen ikke oplyste om, hvad der skulle ske, ved vi ikke. Behandlingerne uden efterfølgende terapi var dybt problematiske. De deltagende personer i forsøgene var både uvidende og ligefrem misinformeret. Behandlingsformen var fuld af risici. Det hele strider mod den såkaldte Nürnberg – erklæring.
Patienterne var alene i kælderen under forfærdelige omstændigheder. Det var for mange en skræmmende oplevelse og nogle gange skete forsøgene også med tvang.
Andre hospitaler var også i gang
Et af forsøgene gik på, hvad der skete, når doserne blev større og større. Men nu var det ikke kun under Frederiksberg Hospital, at dette foregik. En række andre hospitaler lavede samme forsøg. Mange steder er dokumenter forsvundet eller blevet destrueret, så det bliver nok svært at finde ud af, hvor stor omfanget egentlig var.
Læger overskred etiske grænser
Man mente også at LSD kunne kurere fødselsdepressioner, OCD og anoreksi, stammere, folk med stivkrampe, fødselsdepressioner, seksuelle afvigere, skizofrene, neurotikere, KZ – ofre, Kærestesorg, mennesker i almindelig sorg eller familiær krise m.m.
Læger overskred deres etiske grænser for deres virke alt imens CIA betalte.
Store konsekvenser
Men for nogle fik forsøgene fatale følger. Der kom voldsomme hallucinationer som brændte sig fast i hukommelsen og forfulgte dem resten af deres liv. Det var meget omsiggribende og meget omfattende bivirkninger. Og de flashbacks, der forfulgte mange LSD – patienter medførte både misbrug, tab af erhvervsevne og endda selvmord.
Der er også eksempler på at den angst man var blevet behandlet for, var blevet forstærket.
Flere af de deltagende begår efterfølgende selvmord, mens andre kæmpede med psykiske men.
En bondesøn fra Als
Gunnar Sandvei var som hundredvis af andre fået tilbudt en risikofri universalmiddel, som det blev sagt. Det ville ”utvivlsomt hjælpe. ”Han var plaget af OCD (tvangs – lidelser). Gårdejersønnen blev i kælderen modtaget af en sygeplejerske, der havde givet ham et glas vand. Og vist ham ind i et interimistisk værelse. Vandglassene indeholdt 50 gamma (0,05 mg) opløst LCD.
Der er også eksempler på forsøgspersoner, der fik helt op til 1.600 gamma LSD.
Efter en time var virkningen indtruffet. For at forstærke effekten havde han fået det opkvikkende ritalin. Efter endnu en time havde patienterne fået en sprøjte med stoffet prozil, der skulle bremse virkningen af LSD. I løbet af perioden dukkede sygeplejersken forbi rent sporadisk blot for at notere deres reaktioner. Og så kunne man ellers tage hjem.
For hver gang blev dosis forhøjet
For hver gang Sandvei gennemgik denne behandling blev dosis forhøjet gennem fem uger. Det sluttede i sjette uge på 180 gamma. Fra session til session varierede Gunnar Sandveis tilstand mellem opstemt og svært forpint. Sjette gang ville han ikke mere men lod sig alligevel overtale af den ansvarlige læge nok engang.
Denne gang slog det klik. Sandvei fik en stofudløst psykose. Han råbte og skreg om døden, svedte, rallede, skummede af fråde i mundvigene og var gennemsyret af krampetrækninger i hele kroppen og havde umanerlige mange kræfter. Først da han hulkende havde forvildet sig ind i et kosteskab og klamrede sig til to varmerør kunne portørerne fiksere ham.
At gå rundt som levende død
Det var sidste gang Gunnar Sandvei fik LSD. Men på det tidspunkt havde stoffet sat sig livslange mentale spor – fra da af skulle han blive plaget af flashbacks til trippet resten af sit liv og befinde sig i en kronisk følelse af at gå rundt som levende død.
Den meget ansete overlæge Einar Geert-Jørgensen var overbevist om, at han havde fundet de vises sten. I hans optik ville forsøgene med LSD revolutionere lægevidenskaben. Han mente at LSD kunne fungere helbredende i sig selv. Overlægens tanke var at LSD kunne skyde genvej – at hjernen ved hjælp af stoffet kunne linkes op, problemet synliggøres og dermed løses.
Bevidst at forsøg var uden terapi på Frederiksberg Hospital
Godt nok lavede man forsøg i andre lande. Men i kælderen på Frederiksberg Hospital var forsøgene alligevel anderledes. Man forberedte ikke patienter indgående og man hjalp heller ikke patienterne med at bearbejde deres oplevelser.
For Geert-Jørgensen var det en pointe, at de ikke skulle vide noget som helst. Men han blev advaret af udenlandske læger om, at man aldrig måtte give LSD – uden terapi.
Hvorfor stillede man ikke spørgsmål?
Men hvordan kunne det så gå til at en enkelt mand kunne gå imod internationale anbefalinger og bryde lægeloven i årevis. Alle hans danske kollegaer fulgte ham. Nu var Einar Geert-Jørgensen ikke hvem som helst. Han var vellidt, faglig anerkendt og ikke mindst karismatisk.
Han havde selv en bipolar lidelse
Han var selv diagnosticeret med en bipolar lidelse. I depressive perioder gemte han sig langt væk fra omverdenen på Frederiksberg. I maniske perioder optrådte han dynamisk og selskabelig. Og under disse perioder inviterede han kunstnere og musikere til sammenkomster, hvor de fik tilbudt LSD.
Nogle oplevede det meget positivt andre fik følgeskader af det selv ved en lille dosis. Og det var sandelig også læger, der begik selvmord efter at have taget stoffet.
Overlægen havde personlighed og talegaverne i orden. Kigger vi på andre af vores artikler om folkene i de hvide kitler får man indtryk af, at der dengang var et slags broderskab, hvor man ikke kritiserede hinanden. Man har indtryk af at yngre læger, der satte spørgsmålstegn ved forsøgene blev tromlet ned af overlægen. På et tidspunkt mente overlægen at han styrede mod Nobelprisen.
Forsøg endte med mord
En af lægerne fik lov til at eksperimentere videre baseret på en teori grebet ud af den blå luft. Han mente at tanker kunne blæses ud af hjernen. Det var den unge Knud Peter Knudsen, der gav forsøgspersonerne LSD for hver 30. minut indtil den ønskede virkning indtraf.
Forsøget blev afprøvet hos en deprimeret kvinde, der efter den femte session begyndte at smadre ting og sager. Hun smadrede to vinduer med de bare næver, kastede om sig med alt, hun kunne få fat i, græd hysterisk og skreg højt om at hun ville hævne sig og slå afpresseren ihjel. En sygeplejerske overhørte Knudsen svare, at det syntes han ærlig talt, at hun skulle gøre. To timer senere havde kvinden været hjemme og hente en brødkniv og taget direkte ind på ”afpresserens” kontor på Kongens Nytorv og likvideret manden.
Læge skriver, at der ikke var dramatiske hændelser
Denne læge fortalte stolt til Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift i 1962 at han fra 1959 til 15. november 1961 havde 30 patienter. Han forklarer, at forsøgene gik ud på at give patienterne eller nærmere forsøgskaninerne ren LSD, men at ”det var nødvendigt med beroligende midler ind imellem. Og så anfører han at der ikke har været dramatiske hændelser med aggressive udladninger over for personale eller inventar!!!!!!
Efterretningstjeneste fik øje på overlægen
Overlægen brugte den metode som CIA anbefalede. Der er ikke fundet nogle beviser på, at CIA har givet Frederiksberg Hospital eller overlægen penge. Men kigger man i bogen ”The Manchurian Candidate så var ideen at man skulle kunne programmere en soldat i krig til at vende hjem og slå sin præsident ihjel.
Den amerikanske efterretningstjeneste fik øje på Einar Geert Jørgensen, da han gjorde sig bemærket i en videnskabelig diskussion tilknyttet Hypnosemordet (Vi har skrevet to artikler om dette tema). Frederiksberg fik derefter en lind strøm af LSD alt sammen støttet af Human Ecology Foundation. Overlægen og hans souschef Mogens Hertz blev ofte inviteret til konferencer i USA.
Tænk engang at CIA havde held til at hyre ledende danske psykiatere til lave deres beskidte arbejde til at udvikle et stof, der kunne bruges til at kontrollere folks bevidsthed.
Nürnberg – erklæringen
I de tyske KZ – lejre lavede man også forsøg med LSD og andre stoffer samt mange andre medicinske forsøg. Det resulterede at man efter Nürnberg-processerne indførte etiske rammer for medicinsk forskning: Man kan sige at på Frederiksberg Hospital overtrådte den vigtigste grundsætning:
Tyskerbørn brugt i forsøg
I 1950erne og 1960erme påstås der, at ”tyskerbørn” i Norge er blevet brugt som forsøgskaniner i forbindelse med militære forsøg med euforiserende stoffer som LSD og meskalin. Flere skulle være omkommet under hemmelige forsøg. Disse forsøg er åbenbart udført af Farmakologisk Institut ved Oslo Universitet, Hærens Våbentekniske Korps og den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Formålet var at finde metoder til ”tankekontrol” og til at få folk til at gøre ting mod deres vilje.
CIA bestemte, hvem der fik adgang
CIA støttede forskningseksperimenter med bl.a. LSD, som vi allerede har nævnt i en række allierede lande. Den schweiziske medicinalkoncern Sandoz var dengang eneste lovlige producent af LSD og CIA bestemte, hvilke læger som fik adgang til stoffet.
Det forlyder, at mindst 500 personer på et norsk nervesanatorium blev udsat for forsøg med LSD, men hidtil har man kun kendt til eksperimenter med medicinsk udgangspunkt.
Stoffet blev populær hos den oprørske ungdom
I 60’erne opstod ideen om at sprede LSD og andre psykedeliske stoffer til masserne for alvor begynder at blomstre. Stofferne blev populære hos den oprørske ungdom. I hippiebevægelsen mente man at psykedeliske stoffer som LSD og ekstrakter fra svampe kunne give en guddommelig indsigt i tilværelsen.
Jo barfodede blomsterbørn og hippier tog LSD til sig. Det bevidsthedsudvidende stof passede perfekt ind i deres drømme og visioner om en ny og anderledes verden fyldt med fred, kærlighed og harmoni.
LSD blev en væsentlig del af ungdomsoprøret og flød næsten frit i f.eks. Thy – lejren og inspirerede bl.a. Steppeulvene, hvis første album ”Hip” fra 1967 stort set er skrevet på et LSD – trip.
Nogle indianerstammer bruger stadig stoffet psilocybin som findes i svampen spids nøgenhat.
LSD forbydes
I 1967 forbydes LSD i USA og i 1970 kommer de på en liste over de farligste stoffer. I 1971 anbefaler FN deres medlemsland om at forbyde LSD. I Danmark blev LSD placeret på en liste over de farligste rusmidler sammen med heroin, kokain m.m. Det betød at stoffet overhovedet ikke måtte forefindes i landet, hverken til medicinsk eller videnskabelig forbrug.
Massemorderen Charles Manson
I 1969 forførte massemorderen Charles Manson medlemmer af sin kult med hjælp af netop LSD. Stoffet havde den effekt, at de ikke længere kunne skelne mellem virkelighed og fiktion. Og derfor manipulerede han nogle til at begå mord på bl.a. skuespiller Sharon Tate.
Mordet på Cola
Herhjemme har LSD mindst to mord på samvittigheden. Den ene har vi hørt om den anden var hippien ”Provo-Knud” på vennen ”Cola” i en skov i Nordsjælland, sandsynligvis på baggrund af et såkaldt ”bad trip”.
Gunnar Sandvei beskyldes for at være kværulant og psykopat
I 1972 tog den tidligere gårdejersøn Gunnar Sandvei tog første skridt til, hvad der skulle vise sig at blive en lang og modstandsfyldt proces mod afviklingen af Frederiksberg Hospitals LSD – praksis. Igen var problemet lægernes sammenhold. Gårdejersønnen blev nu i lægekredse dømt til at være psykopat. Man måtte under ingen omstændigheder støtte denne person i hans forehavende.
Rigshospitalet bakker Sandvei op
Men Gunnar Sandvei nægtede at give op. I 1974 fik han opbakning fra overlæger på Rigshospitalet, der også havde udført forsøg med LSD men på helt anden præmisser. De bakkede op om gårdejersønnens anklager. I første omgang førte dette til et forbud mod brugen af LSD i psykiatrisk behandling. Men der var ikke nogen anerkendelse af LSD – behandlingens konsekvenser for ofrene.
Han blev konstant tromlet og afvist
Sandvei fra Als kæmpede en indædt kamp frem og tilbage i retssystemet. Men han blev konstant tromlet og afvist. Selv da sagaen i midten af 1980erne blev eksponeret for offentligheden i Information og TV 2.Hverken Sundhedsstyrelsen, Retslægerådet eller Indenrigsministeriet ville hjælpe, eftersom Frederiksberg – lægernes forsøg i den officielle optik var gennemprøvet. Og se det kan man jo lige tænke over.
Sandveis kamp kostede den fædrene gård. Han måtte finde sig i diagnosen ”kværulantforrykt”
Da journalist blandede sig
Det var først da journalisten Alex Frank Larsen påviste, at Ejnar Geert-Jørgensen selv klassificerede sine LSD – metoder som deciderede forsøg at man fra statslig side lavede en særlov med erstatning og efterbehandling af ofrene. Alex frank Larsen havde inden bogudgivelsen begået en masse artikler om hele sagen. Han modtog efterfølgende også Cavling-prisen.
Ingen konsekvenser for de ansvarshavende – kun for ofrene
De fleste læger fra Frederiksberg Hospital havde på dette tidspunkt slettet alt, hvad der kunne sætte dem i forbindelse med LSD – eksperimenterne i kælderen på afdeling D. Overlæge Geert-Jørgensen, der nåede at blive slået til ridder af Dannebrog var afgået ved døden i 1977. Således fik forsøgene ingen konsekvenser for de ansvarshavende – kun for ofrene.
Patienternes tarv måtte gå forud for kollegialt sammenhold
Først i 1986 vedtog Folketinget, at der skulle gives erstatning til LSD – ofrene. 154 henvendte sig. Men hvad med alle de andre? Hvordan havde de det? Man havde ikke rigtig nogen dokumenter – de var blevet destrueret, bortkommet – de eksisterer ikke mere.
Endelig kunne politikerne se, at det var noget galt. Man mente at patientens tarv måtte gå forud for kollegialt sammenhold
Renæssance i det elektroniske musikmiljø
I 1990’erne og frem har LSD og andre psykedeliske stoffer en rekreativ renæssance i de elektroniske musikmiljøer. Men det har ikke nået de samme højder som i 60ernes mod-kultur.
Ny forskning med LSD
I dag er man i gang med forskning af psykedeliske stoffer. Man forsøger at finde ud af hvilke receptorer af hjernen stoffet påvirker og hvor meget af stoffet der skal til for at give den rette virkning.
Men det er ikke alle forskere, der er lige begejstrede for de forsøg, der foregår nu om dage. Patienter kan stadig få voldsomme bivirkninger såsom psykoser, som kan forekomme lang tid efter og kan være svære at kontrollere. Det kan også være svært at lave forsøg med psykedeliske stoffer, der lever op til de krav, man normalt har til psykiatriske forsøg.
LSD igen tilladt som lægemiddel
I Norge har man fundet ud af at LSD kan mindske trangen til alkohol. Som lægemiddel er LSD igen blevet tilladt. Problemet er nok at forskere forventer urealistisk gode resultater af en enkelt dosis og har en tendens til at overse effekter, som varede under et år.
Sporene skræmmer åbenbart ikke. Man har ikke lært noget fra dengang. Det er bekymrende over den rådvildhed der hersker om hvordan lægemidler virker hos psykiatere.
Dengang vendte Landsret det hele på hovedet
Under Frederiksberg Hospital kendte man ikke stoffets effekt til bunds Kontrollen med de danske forsøg var de mest lemfældige i verden.
De fleste LSD – forsøg er sket uden frivilligt samtykke, selv om det i dansk lov er lægens pligt at bevise, at der er givet information og samtykke. Dette er igen et eksempel på at de ansvarlige myndigheder kan vælge at se en anden vej, Retslægerådet svarede nej, da Sundhedsstyrelsen spurgte, om der var lagt utilbørligt pres på Gunnar Sandvei. Dernæst vendte Østre Landsret tingene på hovedet og overlod det til Gunnar Sandvei at bevise, at han ikke var tilstrækkelig orienteret om LSD, og at han ikke ønskede den sidste og skæbnesvangre session.
Hvad er et LSD – trip?
Selve opturen på LSD – trippet er helt fantastisk, men når det begynder at holde op med at virke, så er en by et frygteligt sted et være. Man skal ud i naturen. Det er til gengæld storslået.
Men man skal lige vide, at det er et meget ukontrollabelt stof. Man ikke bare drikke noget vand eller kaste op, også går det over. Når først man har taget det, så er man på det, og det er et manipulerende stof, som tager fuldstændig over.
Man mister fornemmelsen for det normale. Kropsligt og mentalt er det den ultimative ophævelse af alt, hvad man tager for givet. Alt kan begynde at bevæge sig. Det der ligger på gulvet bliver pludselig levende og bevæger sig. Jo et trip kan sagtens tage 6 – 8 timer.
Det var det stof, som lægerne på Frederiksberg Hospital bildte alle ind, at man havde fuldstændig styr og kontrol med. Kollegaer og Lægeverdenen bakkede i begyndelsen fuldstændig op om dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om ”Tiltroen til de hvide kitler” så se her:
Oktober 7, 2023
Ladelund og beskyttelse af Forbrydere
Dette er en meget lang artikel. Og bagerst kan du læse, hvor du kan finde mere om hvad der skete i Sydslesvig før – under og efter Anden verdenskrig. Hvad har vi skrevet om Frøslev og Fårhuslejren. Og hvad med krigsforbrydere og andre KZ – lejre. Her kommer vi også ind på Husum Schwesing. Hvorfor blev kommandanten af de to lejre aldrig dømt? Det har vi fundet svaret på. Og så døde 110 hollændere i Ladelund. Vi har historien om den tragiske hændelse i Putten i Holland. Og ordren til denne hændelse og interneringen af ca. 600 beboere i Putten kom fra Friedrich Christiansen. Denne krigsforbryder blev efterfølgende fejret og nærmest betragtet som helt i byen Wyk på den frisiske ø Før. Først efter hans død ophævede man hans status som æresborger. Hvorfor skal folk over 90 år dømmes, når det tyske retssystem nærmest indtil 1980 fredede krigsforbrydere. Tyske skoleelever fik indtil 1980erne at vide, at Wehrmacht ikke begik forbrydelser – det var kun SS. Hollandske pårørende ville i 1950 besøge kirkegården i Ladelund. De overnattede i Danmark. Men ved grænsen blev de tilbageholdt i timevis. De tyske embedsmænd ville forhindre, at de kom til Ladelund. Da de skulle hjem gentog chikaneriet sig. Tyskerne ville indføre en generel amnesti mod Nazi – forbrydelser, men udlandet protesterede.
Der er god grund til at holde ud til den bitre ende.
Fundet med hul i nakken – i arresten i Padborg
Vi kigger på udelejrene i Sydslesvig og så finder vi ud af hvorfor kommandanten fra Husum Svesing og Ladelund ikke blev straffet.
Under udarbejdelsen af vores bog ”Grænsen er overskredet” fandt vi ud af nogle mistænkelige dødsfald i Padborg. En af disse var en person i arresten i Padborg, der efter besættelsen blev fundet med ”hul i nakken” på arresten. Han havde tilknytning til udelejr Ladelund. Vi fik bekræftet historien ved at ringe til familiemedlem i Nibøl
Vi lovede i den forbindelse ikke at omtale familienavnet. Vi har ikke kunnet få arkivadgang, der bekræfter historien yderligere. Normalt i disse situationer kalder man det ”konspiration”.
Forsømmelser
Kigger man på tyskernes jagt på krigsforbrydere så er det et ord, der går igen nemlig ordet ”Forsømmelser” Man prøver at anklage 90 – årige småforbrydere, men mange af de store er gået fri, og det gælder også denne kommandant Hans Hermann Griem fra de to udelejre under Neuengamme.
Britiske og hollandske retssager er der også blevet ført mod krigsforbrydere men samarbejdet med det tyske retssystem har været mangelfuld. Dette kan selvfølgelig skyldes en forskellig lovgivning.
Hvad handler denne artikel om?
Vores artikel handler også om katastrofen/hævnen i den hollandske by Putten, hvor en af de ansvarlige efterfølgende blev fejret som æresborger og fik en gade opkaldt efter sig på øen Fur. Mere end 130 borgere fra Putten omkom i Ladelund.
Friedrich Christiansen, der var en af de tre ansvarlige for hændelserne i Putten blev af en hollandsk ret idømt 12 års fængsel i 1948. Men allerede efter tre år blev han løsladt. Efterfølgende blev han i Slesvig – Holsten gennem et årti fejret som helt. Flere steder blev han udnævnt som æresborger og i Wyk på Før fik han en gade opkaldt efter sig.
Selv om hele sagen om Ladelund og Husum Swessing havde været fremme i en hollandsk ret i 1948 blev sagen mod Hans Hermann Griem først taget op i 1963. Det skete så uprofessionelt, at man ikke kunne finde hans opholdsadresse. Den fandt man først to år efter i Hamborg. Han havde ikke taget navneforandring. Og først i 1968 indledte retten i Hamborg undersøgelse mod Griem.
En dom udeblev og i 1971 døde han.
Friesenwall
Husum-Schwesing og Ladelund hørte til de i alt 87 udelejre unde KZ Neuengamme. Livsforholdene i disse udelejre var meget forskellige. Dødeligheden var størst i Ladelund og Husum-Schwesing. Grunden til at disse to lejre oprettet var, at man frygtede landgang fra de allierede på vestkysten.
Der skulle etableres en såkaldt Friesenwall. Og dette krævede en masse arbejdskraft. Kvinder og udenlandsk arbejdskraft blev også sat til dette arbejde. Derfor blev Husum-Schwesing oprettet den 26. september og i Ladelund den 1. november.
Vagtmandskabet var skrupelløst
Kommandant for de to lejre blev untersturmfuhrer Hans Hermann Griem. Han drak meget og så holdt han fødevarer tilbage og tjente penge på dette ved at sælge det videre. Han anvendte meget brutalitet særlig under spirituspåvirkning.
Det samme gjorde ”Blockführer” Josef Klingler. Han slog så længe på fangerne at de sidst lå livløs. Både Griem og Klingers optræden smittede på Kapoerne. De var skrupelløse. Vagtmandskabet bestod i begge lejre af mellem 150 og 300 mand. Det var for det meste ældre marinesoldater. De deltog ikke i mishandlingen men i flugtforsøg skød de løs.
Ingen arbejde, når der var tåge
Den største fangegruppe i de nordfrisiske udelejre var hollændere. Der befandt sig en tredjedel af de 589 mænd fra Putten, der blev arresteret og interneret i tyske KZ – lejre. Af dem døde 111 i Ladelund og 22 i Husum. Af andre større grupper var der fanger fra Frankrig, Polen og Danmark. Det vil sige, at der ikke var nogle danskere i Ladelund. Det turde man ikke så tæt ved grænsen.
Blandt de 70 fangere i Husum var der førende danske modstandsfolk og to politimestre.
Allerede dagen efter at fangerne ankom blev de sat i arbejde. Ofte skulle de gå 15 km. Pansergravene var 4-5 meter brede og indtil 4 meter dybe. At grave sådanne i et marskområde var nærmest et Sisyfos- arbejde. Snart blev disse grave fyldt med vand. Storm, regn og kulde var her ofte. Kun når der var tåge var arbejdet indstillet, så var der fare for flugt.
Ernæringen var håbløst
Ernæringen var fuldstændig håbløs. Om morgenen fik man en halv liter væske, der skulle ligne kaffe. Om middagen var der tynd suppe, 200 gram brød med lidt margarine og lidt blodpølse. Om aftenen fik man ingenting Disse rationer svarede til ca. 700-800 kalorier. Ved normalt arbejde burde man have 2.000 – 2.500 kalorier. Ved hårdt arbejde som dette gravearbejde ofte udgjorde, burde man have 3.000-4.000 kalorier.
Dertil kom beklædningen. Fangerne gik i udrangeret civilklædning som på ryggen var markeret med et gult kryds af oliefarver.
Massedødsfald
Allerede efter få uger startede massedødsfaldet. I slutningen af november 1944 var en tredjedel af fangerne i KZ Husum – Schwesing i sygeafdelingen. Man havde overhovedet ingen medicinske instrumenter, medicin eller andet.
Fangelægen Paul Thygesen var magtesløs over for massedødsfaldet. Hans beretning fra 25. november 1944 kunne fastslå, at der blandt 1.000 fangere var 734 syge. 125 havde tarmsygdomme, 470 havde åbne sår, som han ikke havde midler til bekæmpe. De fleste af disse sår kom fra træskoene. Alene i november 1944 døde 188 fangere i Husum.
Mindst 750 syge blev transporteret tilbage til Neuengamme og blev ifølge Griem erstattet af ”frisk menneskemateriale”.
Lokale hældte skrald over fangerne
Reaktion fra befolkningen på de lange fangetog var meget forskellig. Ligegyldighed var fremherskende. Lugten fra de døde blev mødt med forargelse. Forbipasserende spurgte:
I de smalle gader i Husum hældte beboere deres affaldsspande over fangerne.
Men overlevende fortæller også, at beboere ofte gav fangerne levnedsmidler. Også bønder overlod ofte noget spiseligt til fangerne. Men dette ændrede nu ikke meget på den passivitet, der var fremherskende.
1.700 – 2.100 mistede livet under udgravningen
”Friesenwall – projektet” var uden mening. Man kunne ikke køre rundt med tungt apparatur i vadehavet. Pansergravene i marsken sank sammen. Ca. 9.000 mennesker blev indsat. Af disse mistede 1.700 – 2.100 deres liv inden for få uger.
Allerede fra 1942 var man enige om at undersøge krigsforbrydelser
Allerede den 13. januar 1942 fandt en konference sted i England, der erklærede at tyskernes krigsforbrydelser skulle straffes. Besatte lande var repræsenteret på en konference i St. James. Så vidt vides var Danmark dog ikke repræsenteret. På den baggrund dannede USA og England en kommission som skulle undersøge krigsforbrydelser. Denne kommission førte indtil 1947 efterforskninger på hele 28.000 personer.
Den 8. august 1945 blev en international militæret oprettet. Dette var begyndelsen til Nürnberg – processen. Her talte man om forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeretten.
Tyskerne opfattede domstolene som en slags hævn
Så skulle man tro, at den tyske justits havde lettere ved at dømme de nazistiske forbryder. Men sådan forholdt det sig ikke. Tyskerne opfattede grundlaget som en slags hævn. Den tyske justits forsøgte at bekæmpe grundlaget. Og de kunne slet ikke gå ind for motiverne og mente at det var sejrsmagterne, der bestemte.
Briterne oprettede retter i de områder som de havde besat i Tyskland fra 14. juni 1945. Men meget tyder på at den tyske justits ikke samarbejdede, da man senere skulle finde de skyldige.
Internationale retssager
Således blev der i hovedprocessen mod KZ Neuengamme fra 18. marts til 3. maj 1946 rejst tiltale mod 14 personer, deriblandt lagerkommandanten Max Pauly, SS – læge Alfred Trzebinski m.m. 11 dødsdomme blev dømt og de blev også alle udført.
Men det var ikke nok. I efterfølgende retssager fulgte 15 dømte og 12 dødsdomme. Mod udelagrene fulgte 18 retssager. Den allersidste britiske retssag i Tyskland blev gennemført den 19. december 1949 mod Erich von Mannstein.
Briterne gennemførte gennem Royal Warrant retssager mod 964 anklagede. 70 pct. blev kendt skyldige. 20 pct. fik dødsstraf og 50 pct. fik frihedsstraffe.
I 1946 havde briterne en sag parat mod Hans Griem
De sager som her har fokus på, er sagerne fra Ladelund og Husum-Schwesing. De blev kaldt for Husum – Cases. Allerede i 1946 havde briterne en anklage parat mod Hans Griem – kommandant i Husum og Ladelund. Men lige før retssagen lykkedes det ham i marts 1947 at flygte fra interneringslejren Neuengamme. Også Josef Klinger og lagerkommandant Eichler var hovedanklaget. Anklagerne var nedfældet på 50 sider.
Eichler fik fem års fængsel og den brutale Kapo Klinger blev dømt til døden og denne dom blev også udført.
Lovgivningen skulle tilpasses
Problemerne med retssagerne var at de skulle afstemmes med lovgivningen i 16 lande. Man forsøgte at gennemføre retssagerne med så få vidner som mulig. Dette skyldtes praktiske problemer.
Forbrydelserne var så store og der var så mange forbrydelser at et normalt retssystem, slet ikke kunne klare det. Baggrunden for Husum Cases var forbrydelser, der var sket i udelejrene Husum, Ladelund og Dalum.
Dødsårsager
Men hvorfor døde der så mange i Husum-Schwesing og Ladelund? Dødsårsager:
Tragedien i Putten er også en del af historien, når vi beskæftiger os med de to ude-lejre. Enhver i Holland kender tragedien.
Tragedien i Putten
Det var natten til den 1. oktober 1944 blev der uden for landsbyen Putten lavet en sabotage mod en af Wehrmachts personbiler. Dengang havde byen 10.000 indbyggere. I dag er det vel 22.000 indbyggere. Byen ligger 40 kilometer nordvestlig for Arnheim. Det var den hollandske modstandsbevægelse, der stod for anslaget.
En Oberleutnant overlevede, han blev lettere såret. Men den anden officer blev hårdt kvæstet. Det lykkedes ham at slæbe sig hen til en bondegård. Her døde han næste dag. De fleste af de hollandske modstandsfolk, der havde deltaget dette anslag blev i løbet af krigen myrdet af tyskerne.
Friedrich Christiansen befalede brutal fremgang
Tyske soldater omringede byen. Friedrich Christiansen befalede, at alle de ansvarlige skulle stilles op ad en mur, men hans ordre kan vel opstilles således:
Stabschef general von Wülisch parerede ordre.
Ingen af beboerne kunne undslippe. De blev alle samlet på markedspladsen. Bag ved kirken skulle mændene stille op. Dem, der var nazister eller tyskvenlige blev løsladt. Alle andre blev placeret i skolen eller æggehallen. Om aftenen blev alle ældre, børn og kvinder løsladt. Mændene blev nu ført til kirken. Og så fulgte ellers turen til banegården.
SS – soldater styrtede nu gennem byen og plyndrede. Og så blev huse ellers brændt af. 110 huse gik op i flammer. Det er ikke rigtigt, når det bliver påstået at hele byen blev nedbrændt, men det var dog alligevel 20 pct. af byen.
Kun 48 borgere vendte tilbage til Putten
660 borgere fra Putten blev anbragt i gennemgangslejren Amersfoort. Her blev endnu 59 frigivet. Undervejs til Neuengamme lykkedes det for 13 mænd at springe af toget. Nogle af disse blev skudt. Men 588 ankom til Neuengamme. Kun 48 af disse kom tilbage til Putten i 1945. Af de 540 ofre døde:
Dette var langt fra den eneste by, der blev nedbrændt af tyske soldater under krigen.
Tyske skolebørn fik at vide, at Wehrmacht ikke begik forbrydelser
Indtil 1990 var der i nogen vesttysk skolebog henvisninger til at den tyske Wehrmacht havde deltaget i Nazi – forbrydelser. Dem havde kun SS begået bilde man skolebørnene ind.
I Holland indrettede man efter krigen fem særlige rets-gårde. Her blev 241 tyskere og østrigere gjort ansvarlige for deres forbrydelser. I 1947 kom der til en stilstand i jagten på tyske krigsforbryder. Det skyldtes bl.a. fordi det tyske retssystem endnu ikke var rigtig etableret og de allierede havde travlt med at jagte deres forbrydere.
Storslået amnesti i Holland
Den storslåede hollandske amnesti fik 241 dømte tyskere glæde af. Den 8. maj 1950 – fem år efter afslutningen af krigen var endnu 146 arresteret. To år efter var der kun 81 tilbage. Ti år efter – i maj 1955 var der endnu 49 tilbage. I 1960 var der kun fire tilbage.
Men set på et internationalt niveau var hollænderne ret gode til at fange nazistiske forbrydere.
Da krigsforbryderen blev æret på Før
Den dømte krigsforbryder Friedrich Christiansen blev født på Før. Allerede som 15 – årig var han blevet skibsdreng. I 1900 tog han skibsofficer – eksamen. Fra 1924 – 1930 førte han passagerbåde over Atlanten. Han fik nærmest heltestatus på øen. I 1932 ændrede byen Wyk på Før deres betydeligste gade ”Grossen Strasse” til Friedrich Christiansens Strasse.
I 1933 hentede Göring sin flyver – kammerat til ”Rigsluftfarts- ministeriet”. Han blev leder af uddannelse og sport. Han kom sig aldrig over nederlaget i 1918. Han skrev bogen ”Die Kapitäne Christiansen” Her kunne man tydelige læse hans nationalkonservative holdning. Han var kendt for at være meget ærekær og nærtagen
Og i bogen får vi så allerede på det tidspunkt skildret brødrenes mange heltedåd.
Dømt til 12 års fængsel i Holland
Han blev leder af flyverskolen i 1937. I 1940 blev han ”Wehrmachtsbefehlshaber” i Holland. Han blev således anden mand efter ”Reichskommissar” Syss-Inquart. Men åbenbart var det den højere ”SS- und Polizeifûhrer Albin Reuter, der greb magten. De tre kunne ikke udstå hinanden.
Hurtigt viste det sig at denne Friedrich Christiansen var en stor antisemit. Han mente, at såfremt tyskerne udraderede jøderne så ville de udradere tyskerne. Christiansen var indblandet i en del uheldige episoder i Holland. Dertil kom hans brutale fremfærd mod befolkningen i Putten. Han kunne måske være heldig med at være sluppet med 12 års fængsel ved en retssag i Holland. Anklageren havde forlangt 20 år og hans forsvarer 3 år.
De 540 døde fra Putten blev ikke engang medregnet i straffen. De to andre i toppen for nazisterne i Holland blev dømt til døden.
Christiansen blev løsladt efter kun 3 års fængsel
Allerede tre år efter blev han løsladt. Man sagde i Holland, at det var på grund af hans alder på 68 år. Men der var ikke noget, der tydede på at Christiansen var svækket på nogen måde.
Da 150 hollandske pårørende bliv chikaneret ved grænsen
I 1950 ønskede 130 besøgende fra Putten at besøge kirkegården i Ladelund. Og pastor Meyer skulle ledsage dem. Men ak. Hollænderne fik stemningen at mærke – dengang. Familiemedlemmerne til ofrene fik store problemer ved den tyske grænse. Den tyske told lod busserne vente i flere timer.
De hollandske gæster havde som man vel nok kunne forstå overnattet i Danmark. Alle rejsende måtte forlade busserne. Både ved ind – og udrejse blev hollænder tilbageholdt i flere timer. De tyske embedsmænd talte om ”Forlystelsesrejse” gennem familiemedlemmer af partisaner. På denne ydmygende måde forsøgte tyske embedsmænd at chikanere ofre for besættelsesterror i Holland i 1950.
Den evangeliske kirke ville have pastoren til at besøge krigsforbryderen
I 1951 rejste Pastor Meyer til Putten. Muligvis ville ledelsen i den evangeliske kirke have at han også besøgte Friedrich Christiansen. Og minsandten gjorde kirken alt for at dette skulle lykkes. De ville vise en nazistisk krigsforbryder al mulig støtte. Højtrangerede repræsentanter i den evangeliske kirke var også aktiv i SS – hjælpe-foreningen Stille Hilfe.
Nu havde pastor Meyer også været et meget energisk medlem af NSDAP fra 1930 til 1944. Hvad han sagde til dette møde, vides ikke. Men de kom senere til at være naboer og boede næsten side om side.
”De løslader morderen af vores fædre og sønner”
I Putten var man forbavset over Christiansens løsladelse. En kvindeforening udtalte om løsladelsen:
Det kan nu engang ikke være hans sundhedstilstand, der bevirkede hans løsladelse. Han døde først i 1972 – næsten 93 år gammel. Som 80 – årig styrede stadig passagerskibe og føj.
På vadehavsøen forblev han helt – og ikke krigsforbryder
Man var begejstret på Før over hans løsladelse. Man forlængede navnet på gaden og Christiansens udnævnelse som æresborger blev forlænget. Han blev igen fejret som en helt på øen. Han blev ikke der betragtet som krigsforbryder. Også i medierne fik han kun rosende omtale.
Omtalt rosende i Tagesschau
Efter hjemkomsten forholdt sig tavs i et årstid, men så søgte han igen offentlighedens lys. Og i den lokale ”Insel-Bote” unne man i 1961 læse, at han arrangerede en flyversammenkomst i Wyk. Han fik besøg af gamle kammerater – gamle nazister. Selv i TV – i Tagesschau kunne man se og høre om dette – uden den mindste kritik.
Byrådet tilbageviste protester fra Holland og Danmark
Efterhånden kom der dog gang i diskussionen. Borgmesterens datter ville med andre unge en tur til Putten, men det gav borgmesteren ikke tilladelse til. Byrådet forsøgte nu med ikke helt sandfærdige udtalelser at forsvare deres udnævnelse af Christiansen som æresborger og sagen om gaden.
De Christiansen blev 84 år blev han foran ”Nordsee-Heilbad” æret med ”Ernst – Udet prisen”!. Desuden modtog han andre priser fra diverse foreninger. Ernst Udet var under Første Verdenskrig en af Tysklands bedste flyvere.
Fra Danmark og Holland indløb der protester mod at man på øen og andre steder på den måde ærede en krigsforbryder.
I 1964 endelig kritik i tysk TV
I 1964 bragte det tyske magasinprogram Panorama en kritisk udsendelse og Friedrich Christiansen og hans gøremål i Holland. Dertil kom en beretning fra Ladelund og fra Wyk på Før. Hollandske og danske aviser tog nu sagen op. Men man ikke på Før, at man gjorde noget som helst forkert.
Først 36 år efter hans krigsforbrydelser droppede man betegnelsen ”Æresborger”
I 1979 skrev det lokale medie igen om alle de heltegerninger som Friedrich Christiansen havde foretaget sig. Det var en serie på fire dele. Nu kom der endelig en masse kritiske læserbreve. Og endelig i 1980 bestemte man, at det nu ikke mere skulle hedde Friedrich Christiansen Strasse og 36 år efter hans krigsforbrydelser mente man heller ikke mere at samme person skulle være æresborger på øen.
Ja og hvad med KZ – kommandant Hans Griem blev helt færdig med ham? Dokumenter som også statsadvokaten havde i Flensborg viste, hvor frygtelige forhold det var i Husum Schwesing og Ladelund. Men statsadvokaten i Flensborg gjorde ingenting. Sagen blev arkiveret. Ingen interesserede sig i 1950 for Nazi – forbrydelser.
En amnesti-lovgivning for Nazi-forbrydelser
Bundestag havde lige besluttet sig for en amnesti – lovgivning for Nazi – forbrydere. I justits – sprog hed det sig, at jagten på Nazi – forbrydelser var afsluttet. Og på den måde besluttede statsadvokaten i Flensborg ikke at gøre mere.
13 år senere, den 18, marts 1963 henvendte en bonde sig i mellemtiden til myndighederne og fortalte om KZ Ladelund. Brevet blev sendt til Statsadvokaten i Flensborg. Nu kunne denne ikke mere undslå sig. Han kunne i det mindste finde dokumenterne i arkivet.
Statsadvokaten i Flensborg opgav
Nu blev Pastor Meyers efterfølger, Pastor Harald Richter i Ladelund besøgt. Han kiggede på gravene og gennemgik pastor Meyers kirkekronik. Han besøgte også pastor Meyer, som nu næsten var nabo til Friedrich Christiansen. Og i dokumenterne blev der da også tilføjet:
Statsadvokaten fik meldinger om, at briterne havde kørt en sag. De skrev til den britiske ambassade og fik at vide, at man var velkommen til at kigge på dokumenterne fra den 3. september 1963 på ambassaden i Bonn.
Men statsadvokaten hverken afskrev kirkekronikken fra Ladelund eller besøgte den engelske ambassade. I stedet blev den bonde, der havde indgivet en anmeldelse afhørt af politiet. Han fortalte, at han havde set de stakkels fanger. De havde taget roer op, som lå på vejen, fordi de var sultne. På grund af dette var de blevet slået. En af dem var endda slået ihjel sagde bonden. Liget var af kammeraterne båret til lejren.
Statsadvokaten spurgte nu i hans fødeby Berlin – Spandau om hans eventuelle opholdssted. Men det eneste de kunne svare var at han ikke var registreret død.
Nu plejede det at være sådan, at politiet skulle søge efter hans opholdssted. Men det skete af mærkelig grunde ikke i dette tilfælde.
Hollændere inviterede den flensborgske statsadvokat
Den 6. marts 1964 kunne man fra Holland fortælle, at der lå vigtige dokumenter over KZ Ladelund. Og dengang var der endnu mange overlevende fra Ladelund i Holland. Statsadvokaten blev inviteret til at kunne se dokumentere og optage kontakt med de overlevende. Men intet skete.
Borgmester betvivlede den hollandske dom
I stedet henvendte Statsadvokaten sig til borgmesteren fra Wyk på Før som hele tiden havde støttet Friedrich Christiansen og som i 1963 havde hædret ham. Denne borgmester Böttcher, der endda betvivlede retsgyldigheden mod Christiansen som de hollandske myndigheder foretog, skulle nu tilsende de dokumenter, han havde.
Han kunne fortælle, at han ikke havde nogle dokumenter, men henviste til Indenrigsministeriet i Kiel. De havde heller ikke noget liggende. Og så foretog man ellers ikke noget i Flensborg for at få Hans Griem dømt. Hvorfor vides ikke. Så vidt vides var den medarbejder, der havde med sagen at gøre i Flensborg ikke en såkaldt Nazi – jurist.
Chefen i Flensborg havde været aktiv nazist
Men denne medarbejders chef, overstatsadvokaten havde sikkert ingen interesse i at køre sagen videre. Han var ikke kun ”gammel kæmper” i NSDAP, men havde også været særanklager ved den Slesvig-holstenske særdomstol. Han havde forfulgt mange mennesker af politiske grunde. Fra 1960 ledede han igen den politiske afdeling. Men ellers var det ikke den store interesse i Flensborg for at få opklaret Nazi – forbrydelser.
I Ludwigsburg fandt man frem til Griems adresse
Således skriver man fra Flensborg til Ludwigsburg, som var hovedkontoret for efterforskningen for Nazi – forbrydelser at alle muligheder for en undersøgelse mod Hans Griem var udtømt. Det skete den 25. april 1965.
Flensborg ville afslutte undersøgelserne, inden de var gået i gang. Og som vi har beskrevet var der masser af muligheder. Men i Ludwigsburg var man uenige med Flensborg. Her kunne man også se muligheder. De fandt ret hurtigt ud af, at Griem levede i bedste velgående og under sit eget navn i Hamburg – Bergedorf.
Mange krigsforbrydere skiftede dengang ID og fik andet navn. Her var myndighederne meget aktive i Flensborg
Griem: ”Behandlingen af fangerne var helt efter bogen”
Selv om Flensborg hermed fik en kraftig lussing kunne de være tilfreds for nu var det ikke mere deres bord, så de kunne ånde lettet op. Nu var det overladt til Hamborg. Inden for de næste 6 måneder gjorde de mere end hvad deres kollegaer i Flensborg klarede på to år.
Måske skal vi læge nævne her, at Griem fortsatte sin karriere efter Husum-Schwessing og Ladelund i Dalum. Og hvad sagde Griem, da han erfarede at man ville køre en sag mod ham?
I Slesvig – Holsten var man slet ikke aktive – men det var man i Hamborg
Begejstringen med at skulle tage sagen var nu ikke særlig stor i Hamborg. Man havde gang i mange efterforskninger. Men i Hamborg satte man 10 statsadvokater ind i efterforskningen. Den samme energi til at jagte Nazi – forbrydere har man aldrig vist i Slesvig – Holsten.
Dem, der kom tilbage til Neuengamme var i elendig tilstand
Vidner blev indkaldt for at undersøge tre af udelejrene fra Neuengamme – Husum Schwesing, Ladelund og Dalum. De fanger der kom tilbage til Neuengamme fra de tre lejre var en meget elendig tilstand, blev det sagt. Mange døde også efterfølgende. Andre var allerede døde under hjemtransporten.
20 danskere omkommet i Husum
Også Paul Thygesen, hjælpelægen fra Husum- Schwesing blev afhørt. Han fortalte, at han den 15. september var ankommen til Neuengamme med 200 andre danskere. 78 var senere overført til Husum-Schwesing. 20 af dem var her døde, der i blandt 2 læger. Her havde Griem foretaget razziaer. Syge fanger uden sår var blevet tvunget på arbejde. Griem havde taget alkohol, som var beregnet til sår-behandling. Når han var fuld, havde han taget en pistol og skudt omkring sig.
Griem mødte ikke op – han var syg
Man havde i Hamborg også kigget på den britiske efterforskning. Den 2. maj 1969 måtte Griem møde op i retten. Men han kunne fremvise et dokument fra sygehuset at han var ude af stand til at møde op.
Fra foråret 1970 skete der ikke så meget i sagen. Griem var blevet mere syg. Den 25. juni 1971 døde han og sagen mod ham blev indstillet inden han fik en dom. Men han kan også takke det sløve juridiske system i Tyskland for, at han ikke fik en dom. Selv da en bonde efter 18 år anmeldte sagen, førte Statsadvokaten i Flensborg bevidst en meget langsom efterforskning.
Denne sag var langt fra enestående
Nu var denne sag ikke enestående. Mange krigsforbrydere eller andre, der have begået Nazi – forbrydelser fik aldrig en dom. Man påstår, at det tyske retssystem var konstrueret sådan, at man ikke kunne gennemføre sagerne. Men det passer ikke. I den tyske ”Reichsstrafgesetzbuch” fra 1871 taler man om en ”Kriminelle foreninger” (§ 129)
Denne paragraf kunne man have anvendt. Men gennem den traditionelle uddannelse af nye statsadvokater blev dette forhindret. På den måde slap mange Nazi – forbrydere for tiltale.
Mange forbrydere slap for straf
Senere er det tyske retssystem blevet bedre. Vi kan nævne et eksempel. Indtil 1960 var kun 8 mand fra KZ – lejrene Auschwitz, Chelmno, Majdanek, Sobibor og Treblinka blevet dømt. De blev kun ved et tilfælde efterforsket.
Hvad man ikke fandt frem til i Ludwigsburg blev ikke dømt. Nogle grupper slap helt for straf. Det var for eksempel folk fra Wehrmacht. Et blodspor fører fra Polen over Hviderusland, Ukraine, Grækenland, Jugoslavien til Frankrig, hvor tyske tropper har myrdet løs. Hundredvis af byer er lige som Putten blevet ramt. Der er ikke ret mange af de ansvarlige der her har fået en straf.
De såkaldte små ”Befalings-modtagere” er heller ikke blevet straffet. Det er dem, der var ansvarlig for mordaktionerne hovedsagelig i Østeuropa. Det drejer sig om vagtkommandoer og dem der stod for nedskydningen. Man mente, at de bare havde udført en ordre og derfor ikke skulle gøres ansvarlige.
Heller ikke Nazi-aktivister, der havde handlet i tjeneste for Tyskland, er blevet dømt som de burde. Det er i særlig grad politikere og et stort antal af Nazi-jurister. Det er dem som indtil begyndelsen af 1980erne bestemte over det tyske jura. Og så kunne man jo i samme kasse tage alle de embedsmænd, der førte deres filosofi videre i det tyske embedssystem.
I Tyskland ville man indføre generel amnesti
I Tyskland ville man helst have gennemført en general-amnesti. Men det kunne man ikke af hensyn til udlandet. I stedet indførte man begrebet ”Kold Amnesti” Kort fortalt betød dette at
Der er kørt mange sager fra Ludwigsburg
Men positive ting er det også at berette. Siden 1958 har man fra Ludwigsburg indledt 7.300 sager vedrørende mord på europæiske jøder. Dertil kom 400 vigtige retssager mod 900 anklagede.
Og ved disse sager blev også skrivebordsmordere, deltagere ved såkaldte indsatsgrupper og ”ghetto-forbrydelser” dømt. Man kan med andre ord sige at advokaterne i Ludwigsburg har gjort et stort stykke arbejde. Hvis denne energi havde været til stede alle steder i den tyske justits – så ville langt flere være blevet dømt. Og så havde der ikke været 90 – årige på anklagebænken.
Afslutning
600 ofre blev tilbage i Nordfriesland. Og et større antal døde i Neuengamme indtil befrielsen. Og dem der overlevede, var mærket resten af livet. Briterne arbejdede effektiv i deres forfølgelse af Nazi – forbrydere. Det gjaldt også med hensyn til de nordfrisiske KZ – lejre. Men den hovedansvarlige flygtede kort før domsafsigelsen. En person, der var lige så brutal som Griem fik dødsstraf.
Helten på Før Friedrich Christiansen, der gav ordren til eliminering af den hollandske by, Putten kom heldig ud af sine forbrydelser. Indflydelsen af det høje antal af nazi – jurister virkede. Eksemplet fra Flensborg viser, hvordan det virkede. Det tyske samfund afviste Nazi-protester indtil begyndelsen af 1980erne.
Vi har kigget i mange kilder, og har selvfølgelig ikke fået alt med. Men du kan selv tjekke vores oplysninger eller forske videre i disse kilder. Måske skal du også kigge i de mange artikler, vi har om den tid i Sydslesvig. Det hele hører på en eller anden måde sammen.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 2.054 artikler
Oktober 4, 2023
Tønder – Endnu mere musik (2)
Dette er den 16. artikel om Tønders Musikliv – og hvorfor nu det? Jo næste år er det Tønder Festivals 50-års fødselsdag. Vi skal høre om en rigtig spillemand – Meinert Lützen fra Rørkær. Og så var det lige Meinert Lützen fra Popsensgade. Vi hilser på trioen ”The old Times”. Og så var det Tønders ældste sangforening. I Tønder blev der afholdt forskellige sangfester. En meget omtalt og ”forhadt” sang. Vedtægter blev strammet på Hotel ”Stadt Hamburg”. Man måtte ikke spille kort under prøverne. Også dansksindede med i koret. Leder forlangte at det skulle hedde Tonhalle. To kor sluttede sig sammen Arbejdernes Mandskontor. Skyttekorps af 1693. Skytteorkester fra 1923. Hans Bomberg var en aktiv musiker. Skytteorkester opløst i 1945. Ny skytteporkester opløst i 1973. Tønder Musikforening. Ny musikforening i 1946.
En rigtig spillemand
Den mest kendte spillemand på Tønder-egnen i 1800-tallet var nok Musikus Dresen fra Rørkær. Han spillede til fester og baller – på egnens kroer og til ”Mærken” rundt omkring. Ofte havde han sin bror med. Ja vi har faktisk allerede skrevet en artikel om ham.
Han var en privilegeret spillemand. Det vil sige, at han havde eneret. Men disse privilegier bortfaldt med næringsloven i 1862. Han spillede frem til 1890’erne. Som andre musikere blev han nødt til at håndhæve sine rettigheder.
I 1800-tallet hed spillemanden i Süderlügum Sogn, Christiansen – i Højer, Madsen og i Skast, Davidsen. Det var hans far der var godsinspektør på Schackenborg.
Meinert Lützen fra Popsensgade
Vi skal da i hvert fald nævne Meinert Lützen (1897 – 1990). Han var født i Westerland på Sild og udlært klejn og Kunstsmed. I 1926 bosatte han sig i Popsensgade i Tønder, hvor han arbejdede som cykelsmed. Han byggede selv sine violiner. Allerede som knægt fik han sin første violin og begyndte allerede at spille til bal.
I ca. 15 år spillede han på Emmerlev Klev Strandhotel. Her spillede han sammen med ”blinde Motzkus. Det var også her på Emmerlev Klev vi andre kom i vores ungdom. Her var altid skønne piger og dejlig musik.
Men tilbage til Meinert Lützen spillede sammen med pianisten Altenberg. Senere var Lützen med i Due Sørensens orkester, der ofte spillede på Schweizerhalle. Han spillede også ofte til ringridning samt til fester og baller i forsamlingshuse og på kroer på egnen.
Trioen ”The old Times”
Som pensionist boede han i Møgeltønder, hvor han spillede med i trioen ”The old Times” – igen sammen med Harry Due Sørensen fra Tønder og Helmuth Hansen fra Gallehus. Lützen blev ved med at spille til han var over 90. I 1986 spillede han sammen med Thorkild Demuth til Tønder Festivalen. En af de violiner som Lützen byggede, var til lærer C. Jensen i Gallehus.
Tønders ældste sangforening
Tønders ældste sangforening var Tondern Singverein von 1842. Disse sangforeninger var præget af Slesvig – Holstenismen. På sangforeningens flag var foreningens motto trykt:
De første 21 sangbrødre skrev under i mødelokalet i restauranten ”Nordischer Löwe”, Storegade 20.
Nytårsaften 1842/1843 sang man to sange på Torvet:
Korets første dirigent var Christian Gottlieb Semler. Man øvede om torsdagen og gentog prøven søndag. Hvis man kom for sen, faldt der bøder.
Sangfest i Tønder
Den 8. august 1843 holdt man den første sangerfest i Tønder. Der kom 700 mennesker i Jessens Have. Repertoiret var jægerviser og tyske fædrelandssange. Da det blev mørkt, blev haven illumineret.
I 1843 havde sangforeningen 21 sangere, 20 passive medlemmer og 12 seminarister, som havde gratis medlemskab og derfor heller ikke stemmeret. Lokalt optrådte man til Nytårssang, Vidåkoncerter, havekoncerter, te – dansanter og de halvårlige ”Tafelrunden”, hvor man under spisning og korsang hvervede nye medlemmer.
En meget omtalt og ”forhadt” sang
I 1844 udkom den meget omtalte sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen” Men man sang dog den 10. september 1844 en hyldestsang for Kong Christian den Syvende og dronning Caroline Amalie, da de på vej til Før, opholdt sig i Amtmandspalæet i Tønder.
Samme år blev der i forbindelse med sangforeningen oprettet et orkester, hvor stadsmusikanten underviste byens amatørmusikere. Fra 1846 til slutningen af 1850erne lå foreningen ret stille, men så kom der atter gang i den.
Vedtægter strammet på Hotel ”Stadt Hamburg”
Man købte egne instrumenter til orkestret, holdt maskerade på Hotel ”Stadt Hamburg” og i 1860 strammede man vedtægterne. Nu måtte man ikke længere spille kort under korprøverne.
Under 1864 – krigen lå koret stille. Men fra 1865 kom der vind i sejlende. Foruden mandskor og orkester begyndte man med gymnastikhold for børn og voksne, samt et kursus i botanik!
Den 10. 0g 11. september 1865 arrangerede koret en stor sangerfest, hvor ringriderne blev bedt om at ride de fremmede korsangere i møde. Ved den lejlighed blev Nordfriesischer Sängerbund dannet.
Også dansksindede med i koret
I 1871 havde sangforeningen i Tønder 197 medlemmer. Den meget dansksindede redaktør Skovrøy blev optaget i koret i 1884, efter afstemning blandt medlemmerne.
I 1886 blev koret ”Einigkeit” oprettet. Det var en pendant til ”Singverein” og var især henvendt til de mindre velhavende. Det forklarer måske også dette kors motto:
Leder forlangte, at det skulle hedde ”Tonhalle”
Lørdag den 13. og søndag den 14. august 1892 holdt man 50-års jubilæumsfest i Tonhalle og Schützenhof. Restaurant tonhalle hed oprindelig ”Zum goldenen Klotz”. I 1870erne var den blevet forfinet med navnet ”Stadt Wien”.
Den senere kreditbank-direktør Johann Lorenz Leopold Fast, der var dirigent for Singverein samt organist i Kristkirken havde foranlediget at stedet blev øve – og stamlokale for sangforeningen på betingelse af, at navnet blev ændret til ”Tonhalle”.
Dette skete i 1885.
Sangforeningen fortsatte op gennem 1900-tallet med en kort afbrydelse under Første Verdenskrig. Omkring 1920 var kostumeballer på mode i Singverein med temaer som ”Jagtfest”, ”Oktoberfest i München” og ”En nat i Venedig”.
Fra slutningen af 1920erne fik foreningen økonomiske problemer. De passive medlemmer røg ud. Fra at have været en selskabelig forening blev Singverein nu en ren sangforening.
Man sluttede sig sammen
I 1927 dannedes ”Gemischter Chor” under ledelse af Alfred Huth. De to foreninger var gået sammen. Men allerede tre år efter holdt dette samarbejde ikke mere. Singverein fortsatte op gennem 1930erne og 1940erne.
Efter 1945 blev koret ledet af musikker Hans Bomberg og til sidst af privatskolelærer Starcke. Fra efteråret 1954 startede et nyt tysk kor i Tønder bestående af de hidtidige kors medlemmer samt den tyske menigheds-kirkekor under ledelse af Hanskarl Michalik.
Også i den dansksindede del af befolkningen har der gennem mange år været en stærk kortradition i og omkring Tønder.
Arbejdernes Mandskor
Arbejdernes Mandskor blev oprettet i 1931 og bestod af mange af de tilflyttere, der kom efter 1920. Damekoret ”Marsken” eksisterede i 1950erne. Og så var det Tønder Kammerkor, der blev startet i 1982 og fungerede under skiftende dirigenter til helt op i 1990erne. Tønderkoret startede i 1988.
Gennem årene har der været afholdt forskellige stævner i Tønder.
Skyttekorps fra 1693
Ofte har vi overværet diverse skyttekorps i Tønder. Og de hører i høj grad med til Tønders musikhistorie. Det egentlige skyttekorps, Schützenkorps Tondern, blev stiftet i 1693 som efterfølger af Tondernssche Fastnachtsgelage (Fastelavnsgildet).
Foreningen var både en selskabelig forening og en skytteforening, der dyrkede skydeskivning med gevær. Den årlige skyttefest fandt sted den første søndag efter pinse. Det ved jeg om man stadig gør, jeg har været med til mange af disse skyttefester.
Oprindeligt foregik festen på skyttefennen syd for byen, hvor fastelavnsgildet også førhen havde holdt fugleskydning. Derfor hedder det i Tønder stadig Papegøjestien.
Skyttekorpset havde nær tilknytning til Kongehuset og korpsets medlemmer modtog flere gange Christian den Ottende, når han besøgte byen hjem fra badeophold på Før.
Skytteorkester fra 1923
Korpsets skytteorkester blev stiftet den 23. november 1923 af Carl Christensen. Han var professionel musiker i Tønder og spillede trompet og violin. Han spillede bl.a. i danseorkester. Om sommeren spillede han i et orkester på strandpromenaden i Westerland på Sild og sammen med et danseorkester på Før.
Hans Bomberg – en aktiv musiker
Fra 1928 til 1945 blev orkestret ledet af musiker Hans Bomberg. Han spillede desuden i danseorkester og var musiklærer i harmonika, guitar, klaver og violin samt fungerede som danselærer i danseklubber på Tonhalle og Schützenhof (I Vestergade bag det forhenværende posthus).
I både byorkestret og skytteorkestret spillede han tenorhorn. Omkring 1947/48 oprettede Bomberg musikhandel i Østergade 20. Både Carl Christensen og Hans Bomberg er gode eksempler på professionelle provinsby-musikere, der kunne deres kram. Men de havde ikke mange jern i ilden for overhovedet at kunne leve af deres musik.
Skytteorkester opløst i 1945
Skytteorkestret blev opløst i 1945. Men i 1952 indkaldte Bomberg og et af orkestrets medlemmer, tømrermester Thomas Selmer senior til møde med henblik på dannelse af et nyt skytteorkester.
Ny skytteorkester opløst 1973
I 1953 genoptag man prøver. I forbindelse med skyttefesten den 11. og 12. juni 1055 var det ny orkester for første gang med i skytteoptoget. Orkestret eksisterede til 1973, hvor det blev opløst efter skyttefesten i juni 1973. Bomberg var blevet for gammel og man kunne ikke lige finde en ny orkesterleder.
Herefter spillede Højer Brandværnsorkester til skyttefesterne i Tønder fra 1974 til 1981. I dette orkester havde min onkel Pulle en stor andel. Fra 1982 var det Kappels brandværnsorkester, der leverede musikken.
Tønder Musikforening
Tønder har også dannet ramme om flere lokale musikforeninger. Seminarielærer Ejnar Emborg tog i januar sammen med landbrugskandidat Wulff, organist Brodersen, redaktør Lor. Christensen, fru Bödewadt og bygmester Jul. Hansen initiativet til at stifte en Tønder Musikforening – Konzertverein Tondern.
Ved den første koncert den 21. februar 1921 havde man godt 300 medlemmer. Ved symfonikoncerten en måned senere havde man 450 medlemmer. Foreningens koncerter blev i den første tid afholdt i Tonhalle, senere i Statsseminariets festsal og senere i statsskolens festsal. I alt 26 koncerter nåede man at afholde.
På grund af almindelig pengeknaphed og mindre vellykkede arrangementer kunne medlemsinteressen de senere år til tider svigte i sådan grad at økonomien, der var baseret på årskontingentet samt entréer ved den enkelte koncert, ikke mere kunne hænge sammen. Foreningen ophørte i 1927.
Ny Musikforening i 1946
I foråret 1946 arrangerede en kreds af byens borgere to koncerter. Ved den sidste af disse koncerter stiftede man Tønder Musikforening. I foråret 1947 havde foreningen imponerende 380 medlemmer. Samt 160 skolesøgende over 14 år.
De første år afholdtes koncerterne på Hotel Tønderhus senere tillige i Statsskolens festsal og Kommuneskolens festsal – enkelte gange i Kristkirken. Siden har Tønder Museum lagt lokaler til. Men også i Pumpehuset. Jo her har både været Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus og Odense Byorkester samt selveste Wiener Sängerknaben.
Vi er endnu ikke færdige. Hvad skete der på byens uddannelsesinstitutioner og hvad har vi glemt inden for jazz, rock og pigtrådsmusik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 3, 2023
Historiske strejftog – i Aabenraa (2)
Vi følger Aabenraas historie til begyndelsen af 1700-tallet. Næringslivet havde det godt. Man kunne få et godt brød. Og så var der masser af god humle i Aabenraa. De Lybske troppe ville have øl. Det blev meget dyrt for Aabenraa, da de sagde nej. Slut med bulhuse og stråtag. Da mange huse blev malet. En af de betydeligste og skønneste egne i provinsen. Da Hertugen søgte efter guld og sølv ved Kolstrup. Rådmændene. De første borgmestre i Aabenraa. Da Jens Hansen blev afsat. Tysk salmesang ved danske gudstjenester. Den genstridige provst, Troels Ahrnkiel. Gang på gang blev Aabenraa udplyndret. Aabenraa – skrædder laver kapper til den svenske konge. Den havde han på, da han gik over isen til Fyn. Aabenraa skrev til hertugen: ”Fattige, ganske forarmede og lydige undersåtter. Pest-epidemier.
Næringslivet havde det godt
Velkommen til Anden del af vores lille miniserie. Noget af det vi beskriver, har du sikkert læst før her på siden, men der er nu også meget nyt at læse.
Næringslivet i Aabenraa i middelalderen har haft det godt. Fiskeriet var dengang hovederhvervet i byen. Der blev fanget alle slags fisk – torsk, makreller, sild, flyndere, hvillinger, ål, rødspætter m.m.
I tiden op til 1600 var der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev nedsaltet og blev solgt i Lybæk, Rostock og Wismar.
Et godt brød
Også det brød, der blev bagt i Aabenraa, var en specialitet. Hos Claus Møller lød det sådan:
Masser af humle i Aabenraa
Det, Aabenraa fra de ældste tider har høstet størst berømmelse for, langt uden for landsdelens grænser, var det gode øl, der blev brygget i byen. Det var kendt under navnet Kükelhaen. Og her skriver Claus Møller:
Dygtige ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse og om øllet hedder det:
Ja man sagde også dengang, at der var mange adelige i fyrstendømmet der holdt så meget af denne aabenraaske øl, at de købte rigeligt ind til deres godser.
Nu har det dog ikke altid været en fordel.
De Lybske tropper ville have øl
Det var i 1523, da kongens mand Benedict von der Wisch sad på Brundlund. De lybske tropper hærgede fuldstændig byen. De røvede og plyndrede. 200 lybske ryttere havde slået lejer ved Rise. De sendte en krigsmand ind til borgmester Hans Kristensen.
Her forlangte de et læs Aabenraa – øl. Men Rådet efterkom ikke deres ønske. Men de fik ikke noget Kückelhaen. Søndag nat marcherede lybækkerne ind i byen:
Og så indtog de ellers byen og slottet. Desuden brændte de en del huse af. Derefter begyndte de deres røvertogt. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.
Alle aabenraaer, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Mænd, kvinder og børn skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev flere af byens folk dræbt eller såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt eller forsvandt.
Heldigvis fandt man by-rettighederne, statsretten og privilegierne ubeskadiget.
Mange brande i Aabenraa
Nu var dette og en tidligere brand vi hørte om i første afsnit ikke den eneste brand, som Aabenraa har oplevet. Således oplevede Aabenraa den 25. oktober 1576 af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var mest den sydlige del, det gik ud over.
Den største brand i byens historie skete lørdag den 19.maj 1610. Ilden opstod nede på den nyanlagte skibbro. Det skyldtes uforsigtighed fra to tømrere, der formentlig var i gang med tømrerarbejde. Det var Per Bådbygger og Niels Ovsen, der havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Fra den ild opstod den frygtelige ildebrand.
Der blæste en meget stærk østenvind. Det endte med at gnisterne fløj over og antændte en staldbygning. I løbet af 2 ½ time nedbrændte næsten hele byen. Der brændte i alt 156 huse, deriblandt rådhus og skolen samt en del af kirken.
Under branden omkom adskillige mennesker.
I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. I 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske. I 1669 nedbrændte hele Slotsgade. I 1679 gik det ud over Gildegade. Og 1680 var det Vestergade. I 1694 var det Skibbrogade. I 1707 brændte hele det i den sydlige bydel, hvor 38 huse blev offer for husene. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.
Slut med bulhuse og stråtag
Byens øvrighed havde i det 17. århundrede kæmpet mod byggemetoden med overvejende træ og stråtag. Efter brandene i 1707 og 1708 greb myndighederne ind med endnu større kraft. Efter den tid havde bulhusene og stråtagene udspillet deres rolle i selve byen. Men hvordan kom det til at se ud i Aabenraa efter disse store ildebrande?
Da mange huse blev malet i Aabenraa
Ja det kan vi se, når vi kigger i et par gamle skrifter, hvor forfatterne havde besøgt Aabenraa og nedskrevet deres indtryk. Således skrev magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64 i 1774 ”Forsøg til en indenlands Reise”, Han havde også været i Aabenraa:
En af de betydeligste og skønneste egne i Provinsen
En anden forfatter besøgte i 1806 byen. Det var L.M. Wedel, som i sin ”Inderlandske Rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser” nedskrev dette om Aabenraa:
Det var navnlig fiskeri, skibsfart og handel, aabenraaerne har givet sig af med. Et fantastisk projekt med at udvinde metaller i højdedragene ved Aabenraa var en skuffelse. I.A. Regensburg, der har samlet skildringer fra en række begivenheder i Aabenraa.
Da hertugen gravede efter guld og sølv ved Kolstrup
Gennem tiderne, kommer således med en interessant oplysning om at Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1525 til 1586 i tiden omkring 1581 lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i ”Colstrup Höltzung”
Til ingen nytte anvendte hertugen mange penge på dette foretagende. I efteråret 1925 fandt man rester af dette. Det var ved noget der hørte til Fredenshøj Teglværk, der lå vest for Kolstrup. Har fandt man indgangen til en underjordisk gang, der strakte sig direkte ind i det høje bakkedrag.
Rådmændene
Det første sted vi hører om Aabenraa Bys styrelse, er i Skraaen, hvor der er tale om Rådet og Rådmændene. Det er Rådmænd og borgere, der har ladet byens vedtægter nedskrive. Men der blev ikke talt om nogen borgmester. Denne bestilling kendtes overhovedet ikke på den tid Skraaen blev stadfæstet. Vi hører først om borgmester i 1342 i Slesvig.
Borgerne har af deres midte valgt Rådmændene. Og mon ikke de fleste af disse tilhørte de to broderskaber Skt. Knud og Skt. Nikolaj Gilde. Begreberne ”Borgmester” og ”Byråd” stammer sikkert fra Tyskland, hvor det længe havde været kendt.
De første borgmestre i Aabenraa
Byfogederne blev taget fra Rådmændene. Men man kunne ikke bestride begge stillinger. Vi ved at Aabenraa i 1376 havde en borgmester, der hed Peter Juel. Og i 1425 hed han Tideken Kok.
Ifølge organist Claus Møller hed den første borgmester i Aabenraa Hinrich Schmoldt. Han skulle have boet ved siden af rådhuset. Et stykke land i Løjt skulle på Claus Møllers tid have heddet ”Schmoldts Lykke”. Det menes at Schmoldt skulle have været borgmester i 1480. Han skulle så være efterfulgt af Cort Germetzen.
Da Jens Hansen blev afsat
En af de mest kendte borgmestre var Claus Esmarck. Han var en meget betydelig og dygtig person. Den 22. april 1610 blev han myrdet. Og så var det borgmester Jens Hansen, der også var en dygtig og initiativrig borgmester. Men han faldt i unåde hos hertugen og blev afsat i 1632.
Tyske salmesang ved danske gudstjenester
Efter at Aabenraa havde været i Gottorpernes rige, var tysk blevet fremherskende. Således bebudede Hertug Frederik den Fjerde, at det var hans hensigt at han ville udrydde det danske sprog i den del som han besad af Slesvig.
I begyndelsen af det 16. århundrede har det tyske sprog været brugt i enkelte af Aabenraa Amts kirker og skoler. Ved slutningen af det 18, og ind i det 19. århundrede efter at Gottorpernes tid var forbi var Højmessen på tysk. Det gamle ”uvæsen” med at man sang tysk salmesang til dansk gudstjeneste holdt sig endnu.
Skoleundervisningen var tysk. Generalsuperintendent Adler bemærker i sin Visitationsberetning i 1794:
Den genstridige Troels Ahrnkiel
En af de mest ivrige tilhængere, som Gottorperne har haft i Aabenraa, var provst Trogillus eller Troels Ahrnkiel. Han var født i Toldsted ved Hjordkær i 1638. I 1672 blev han præst og provst i Aabenraa. Det var i hans tid, Kong Christian den Femte gjorde forsøg på at fordrive den mod kongehuset så fjendtligt indstillede fyrsteslægt.
I 1684 mente kongen atter at være stærk nok til at inddrage de gottorpske dele af Slesvig, som Hertug Christian Albrecht måtte give afkald på. Ved samme lejlighed anordnede kongen kirkebøn for det danske kongehus i kirkerne i de indlemmende landsdele.
Provst Ahrnkiel, der var et meget egenrådigt gemyt, ville hverken bede kirkebøn for den danske konge eller aflægge troskabsed. Derfor fyrede kongen ham. Pastor Christoph Krahe i Haderslev fik overdraget Aabenraa Provsti.
I 1689 fik hertugen sine besiddelser tilbage og Ahrnkiel fik sit gamle job igen. I mellemtiden havde han været visitator ved den holstenske kirke. Denne Ahrnkiel havde let ved at komme i strid med folk. Han var i stadig konflikt med borgmester, amtmand, råd og regering.
Han var herskesyg og egenrådig. På trods af, at myndighederne havde bestemt at stråtag skulle bandlyses holdt han på sit eget. Provst Ahrnkiel døde i 1712.
Gang på gang blev Aabenraa udplyndret
Aabenraa kunne i den grad mærke krigene. Gang på gang blev byen udplyndret. Befolkningen gik sin fuldstændige ruin og fordærv i møde. Familie forlod deres huse, så disse stod tomme.
I marts 1645 forlangte den svenske general Wrangel en øjeblikkelig levering af 50.000 pund brød, 150 tdr. øl og 600 tdr. havre. Det skulle sammen med en lignende ordre til Løgumkloster transporteres til Egernførde og afleveres der.
Aabenraa-skrædder laver kappe til den svenske konge
Der var stadig spændinger mellem Danmark og Sverige og den 1. juni 1657 udstedte Danmark en krigserklæring mod Sverige. Den svenske konge befandt sig i et felttog mod Polen. Men allerede efter en måned stod han i Holsten. Aabenraa – skrædderen Peter Schade fik ordre til at sy en kappe til den svenske kong Karl Gustav. En mand, der hed Lorentz Laygaard fik 24 Skilling for at bringe den syede kappe til Fredericia, hvor kongen var ved at forberede troppernes overgang over Lillebælt. Det vides at kongen havde Aabenraa – kappen på, da han gik over isen.
Fattige, ganske forarmede og lydige undersåtter
Efter at kongen havde forladt Aabenraa blev en del tilbage. Forholdende blev ikke bedre, da Brandenburgerne og polakkerne i den anden svenskekrig kom Danmark til hjælp. Man kaldte også denne krig ”Polakkrigen”. Det var fordi polakkerne i særdeleshed viste en aldeles grusomhed mod byens og egnens indbyggere. Mange blev dræbt under frygtelige pinsler. De fremmede krigere bragte også pest med sig og rev mange mennesker bort.
Da krigen endelig blev afsluttet. lå der stadig en del brandenburgere og polakker liggende både i byen og ude i amtet. Man sendte en skrivelse til hertugen om de fattige, ganske forarmede lydige undersåtter.
Pest-epidemier
Der gik mange år før Aabenraa forvandt følgerne af følgerne af det 17. århundredes krige. Også i 1629 blev Aabenraa hærget af en alvorlig pestepidemi.
I 1711 – 12 var der udbrudt en pestepidemi i polsk Preussen og de tilstødende lande. Hertugen udsendte en række forordninger, hvorefter der i havnebyen Aabenraa blev etableret en omfattende kontrol. Der blev indført ridende strandvagter som nat og dag skulle passe på, at der ikke blev indsmuglet personer i land fra de forbi – sejlende skibe.
Mandskabet på ethvert fartøj, der løb ind i havnen, blev nøje undersøgt. Alt hvad der blev ført med af varer, klædningsstykker blev underkastet et særligt eftersyn. Hvis skibene ikke ville rette sig efter anvisningerne, blev de afvist. Ville fartøjernes fører ikke efterkomme vagtens ordre skulle han tilkalde de nærmest boende borgere, der så skulle hjælpe ham.
De skrappe regler bevirkede at Aabenraa ikke denne gang blev ramt af epidemien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 1, 2023
Charles – en dansker og atombomben
Vi har læst Knud Jacobsens bog: ”Danskeren bag Bomben”. Som 19 – årig var han allerede tømrer og bygningskonstruktør. Han byggede en husbåd i Californien. Egen radioproduktion. Han solgte en opfindelse og fik igen penge. Han udvikler elektroskopet. Værktøj til atomfysik. Hans arbejde skiftede karaktergrundet krigen. Arbejdede for det amerikanske militær. Udviklede et omfattende raketprogram. Blandt Oppenheimers få fortrolige. Han var dog ikke med i filmen. Han blev kaldt Onkel Charlie af Oppenheimer. Charlie/Charles mente, at der skulle ti bomber til inden Japan ville overgive sig. Heldigvis fik han ikke ret. De overgav sig efter to bomber. Men hvad tænkte Charles/Charlie i grunden om de store menneskelige omkostninger? Efter Anden Verdenskrig udviklede han våben til Korea – krigen. Nu kender vi ”Den Glemte Dansker” Døde som 76-årig i 1968. Forfatteren har gravet meget dybt. Læs denne bog om den eventyrlige dansker.
Vi har læst ”Danskeren bag bomben”
De fleste kender Oppenheimer, men det er nok de færreste, der kender historien om den danske tømrer Charles Lauritsen. Han arbejdede tæt sammen med kendte topfysikere for at udvikle atombomben
Hvem husker ikke Hiroshima og Nagasaki. Ja uha. Det var et masseødelæggende våben. Og det var vel det, der stoppede Anden Verdenskrig. Ja så er det jo lige storfilmen om Oppenheimer. Men vi leder forgæves efter om filmen afslører den danske tømrer fra Holstebro – Charles Lauritsens afgørende rolle i udviklingen af atombomben.
Vi har læst bogen af Knud Jacobsen med titlen ”Danskeren bag bomben”.
Tømrer og bygningskonstruktør som 19 – årig
Hans far havde et savværk og sønnen fik en uddannelse lige som faderen som tømrer. Han gik i lære efter 7. klasse. Som 19 – årig var han allerede bygningskonstruktør endda med gode karakterer og en udtalelse om at han var mere end velbegavet. Men også, at han udmærket selv var klar over det. Han manglede aldrig selvtillid.
Han begyndte sandelig at studere til billedhugger på Kunstakademiet
En husbåd i Californien
I begyndelsen af Første Verdenskrig blev Charles indkaldt til Sikringsstyrelsen. Men livet som soldat var ikke med hans planer. Så han stak af fra Danmark. Der var også noget eventyrlyst i ham.
Nogle måneder senere ser vi Charles, hans kone, Sigrid og deres søn på en husbåd i Florida. Charles var en dygtig tømrer og havde selv bygget husbåden. Men regningerne skulle betales. Så de solgte husbåden og tog langs den amerikanske østkyst.
Egen radioproduktion
De første år gik det dog ikke helt så hurtigt som han havde regnet med. De første år forsøgte han sig uden held som arkitekt og endte i en række tilfældige job.
I 1921 fik han arbejde inden for fremstilling af radiokommunikation. Inden for et år startede han sin egen radioproduktion.
Han solgte sin opfindelse
Han var eminent til radioteknologi. Han opfandt en metode til at reducere interferens i radioer, og uden en speciel uddannelse arbejdede han sig op som chefingeniør på en radiofabrik i St. Louis. Det var i 1923.
Ad omveje landede han i Los Angeles med penge på lommen efter at have solgt sin opfindelse
Udvikling af elektroskopet
Han blev assistent for nobelpristageren professor Milikan på Californiens tekniske Institut Caltech. Denne gjorde det mulig for ham at tage en ph.d. i fysik. Han fik offentliggjort sin første videnskabelige artikel i 1928. Ja stort set kom han dengang vandrende ind fra gaden.
I lang årrække arbejdede han som underviser og forsker samtidig med at han udgav flere videnskabelige artikler. Han udviklede en stribe røntgenapparater og Lauritsen – elektroskopet som et vigtigt redskab inden for både kernefysik og kræftbehandling.
Værktøj til atomfysik
Måske blev han inspireret af sin kone, der i mellemtiden havde uddannet sig til røntgenlæge. I løbet af 1932 ombyggede han rørene til verdens første proton – og ion-accelerator. Pludselig havde han værktøjet til at studere atomfysik.
I 1934 var han den første der skabte kunstig radioaktivitet. Og det var ham, der vidste, hvordan gammastråler blev skabt.
Hans arbejde skiftede karakter grundet krigen
Effekterne af hans arbejde skiftede karakter. Endnu engang skulle en verdenskrig få hans liv til at vende i en ny retning.
Han var ikke bange for noget. Han havde en utrolig tillid til sine egne evner. Han var både i flåden, solgte tobak og blev direktør på en radiofabrik. De endte i Californien og nu ville han studere fysik. Dengang skulle forskerne selv lave deres instrumenter. Som allerede nævnt udviklede Charles en masse af disse. Og her havde Charles et fortrin. Jo her var han foran sine venner, fysikerne Niels Bohr og Robert Oppenheimer. Det gav ham anerkendelse.
I 1939 fik Niels Bohr ham med i Det Kongelige Danske Videnskabers Selskab.
Arbejdede for det amerikanske militær
I bogen opridses nogle spændende projekter Charles arbejdede med for det amerikanske militær. Men også efter Anden Verdenskrig arbejde han videre inden for det amerikanske militær.
Han var medvirkende til, at de allierede kunne udvikle radiorør til brug i luftværnsgranater, så man kunne sprænge granaterne i nærheden af tyske bombefly frem for at ramme dem direkte, hvilket var så godt som umuligt.
Udviklede et omfattende raketprogram
Næsten egenhændigt udviklede han det omfattende raketprogram i USA. Disse raketter blev brugt i hundredtusindvis under hele krigen. Han nåede at bygge omkring tre millioner raketter til det amerikanske søværn. Han omskabte hele universitetet til en våbenfabrik for studerende, kollegaer, professorer, nobelpristagere. De hjalp alle sammen med at lave raketter til den store guldmedaljer.
Blandt Oppenheims få fortrolige
Vores hovedperson var også medlem af Target Committee. Dette var en gruppe på ni mand, som udpegede de japanske byer, der blev mål for atombomben. Det var et kynisk valg, der byggede på, hvor den ville gøre størst muligt materiel skade og muligvis også slå flest mennesker ihjel.
Charles steg hurtigt i graderne. Han blev håndplukket til at udvikle våben, der skulle bruges af de amerikanske soldater mod japanerne. Han skulle løse en række praktiske spørgsmål. Han skulle bestemme, hvordan atombomben skulle udformes og sørge for donatorerne.
Jo Charles eller Charlie som han blev kaldt overthere kom med i atombombe – projektet i november 1944. Han blev hurtigt en af Oppenheimers få fortrolige.
Han er ikke med i Oppenheimer – filmen
De kunne nu godt have taget ham med i filmen. Det var nemlig ved en havefest hjemme hos Charles, Robert Oppenheimer mødte sin senere kone, Katherine ”Kitty Oppenheimer. Men vi har dog en dansker med i filmen – Niels Bohr.
Han blev kaldt Onkel Charlie
De allierede var i knibe. I foråret 1945 var atomvåbenprogrammet ved at falde fra hinanden. Man kunne ikke bare bruge en kanon som detonator. Man manglede en bombe, der kunne afgøre krigen. Projektet skulle lykkes og Charles C. Lauritsen var en af de seks specialister, der blev valgt. Han blev kaldt onkel Charlie af atombombeprojektets leder J. Robert Oppenheimer.
Charles/Charlie var æresgæst, da bomberne skulle afprøves.
Charlie/Charles mente, at der skulle ti bomber til
Ja, Charles Lauritsen var med til at udvikle den bombe, der i 1945 kostede 30.000 japanere livet. Bombet fik kælenavnet Fat Man. Tre dage forinden havde USA kastet atombomben ”Little Boy” over Hiroshima. Her døde mellem 70,000 og 100.000 mand. Og 120.000 døde af følgevirkninger.
Charles/Charlie havde væddet med en, om at der skulle mindst ti bomber til at få japanerne til at overgive sig. Heldigvis tabte han væddemålet.
Hvad tænkte Charles Lauritsen egentlig?
Forfatteren Knud Jacobsen mente ikke, at Charles Lauritsen lå søvnløs om natten. Det handlede ikke om at dræbe så mange som mulig men at stoppe krigen. Men her kunne bogen måske godt have dykket ned i Charles/Charlies tankegang. Der var jo endnu flere japanere, der fik følgevirkninger af disse bomber. De fik årelange lidelser.
Beslutningen om at kaste disse bomber er flere gange blevet kritiseret af eftertiden, så det kunne have været relevant at vide, hvad mennesket Charles/Charlie tænkte. Godt nok får vi at vide at han dog var urolig for, hvordan verden skulle håndtere den teknologi, han havde været med til at udvikle. Og han advarede også om udviklingen af brintbomben.
69 videnskabsmænd advarede mod atombomben
Interessant er det dog at få at vide, at 69 videnskabsmænd fra Manhatten – projektet efter prøvesprængningen i juli 1945 fortrød udviklingen af det nye våben. De opfordrede endda præsident Truman til at besinde sig og give japanerne en reel chance for at overgive sig., før man sprængte bomben. Man kunne lade bomben detonere på en ubeboet ø. Charles/Charlie var ikke blandt disse 69 videnskabsfolk.
Det var Lauritsen – elektroskopet som de japanske fysikere brugte til at måle den radioaktive stråling i ruinerne efter at både Hiroshima – og Nagasaki – bomberne var udløst.
Han udviklede våben til Korea – krigen
Uanfægtet de mange dræbte fortsatte vores hovedperson med at udvikle våben bl.a. til brug i Korea – krigen. Han var en højtstående rådgiver for den amerikanske regering og med i en lang række kommitter og organisationer inden for sit felt. I 1953 blev han kommandør af dannebrogsordenen og modtog en række internationale hædersbevisninger og titler for sit arbejde.
Nu kender vi ”den glemte dansker”
Indtil bogen er udkommet var der ikke mange, der kendte ham i Danmark. I Holstebro vil man næppe rejse en statue over ham. En mand, der var med til at bygge atombomben er vel lidt problematisk at mindes.
Jo denne Charles Lauritsen af bundsolid vestjysk baggrund har fået et krater på månen opkaldt efter sig. Og to biblioteker og et laboratorium. På knap 250 sider får vi nu historien om den glemte dansker.
Døde som 76 – årig i 1968
Charles Lauritsen levede resten af sit liv i USA, hvor han blev statsborger i 1928. Han døde i 1968 som 76-årig efter en langvarig kamp mod kræft. Navnet Lauritsen levede videre i sønnen Thomas som også blev en international anerkendt atomfysiker. Han døde i 1973.
En spændende bog med masser af interessante oplysninger. Men man lærer ikke rigtig Charlie/Charles at kende. Det kunne jo være interessant at få at vide, hvad der skete, da konen og sønnen rejste til USA på tredje klasse. Vi får kun at vide, at det var en dramatisk rejse.
Forfatteren har gravet dybt
Der gives ikke så mange forklaringer på, hvorfor det lige var i atomfysikkens retning, det trak for vores hovedperson. Måske var det fascinationen. Eller var det for at være pioner – det blev han gang på gang.
Der fokuseres ukritisk på Charles/Charlies resultater. Spekulerede han aldrig på de ødelæggelser, hans opfindelser og arbejde kunne resultere i? Det er ellers en fascinerende bog om en glemt dansker. Den amerikanske drøm blev sandelig her til virkelighed. Forfatteren har gravet dybt i arkiverne og talt med slægtninge. Læs denne spændende bog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 30, 2023
Tænk, at dette sker i Danmark
Ja sådan tænkte jeg, da jeg havde læst Peter Øvigs nyeste bog ”Dem, der ikke tier”. Han fik det at vide for 8-10 år siden. To begivenhedsforløb får vi kendskab til i bogen. Man havde fået det at vide. I statens varetægt. Hvorfor reagerede myndighederne ikke? I 27 år misbrugte forstanderen ca. 100 børn. En tidligere bog fortalte også om overgreb. Det foregik ikke kun på Godhavn. ”De kan rende mig”. Talte man ondt om nogen eller tænkte man ondt, kom man i ”Helvede”, fik børnene at vide. Undskyldning mange år for sent. Man holdt hånden over dem, selv om man vidste, at der foregik noget. Skamfuldt at fortælle om oplevelserne. Børnene tog skylden på sig. Forstanderen var jo sådan en flink og kristen mand. Per Øvig forstår at skabe opmærksomhed. En frygtelig Danmarkshistorie, du bør læse.
Han fik det at vide for 8-10 år siden
Peter Øvig fik det at vide for 8-10 år siden. På børnehjemmene rundt om i Danmark skete der seksuelle overgreb. En god ven til forfatteren havde selv været ude for det. Men der skulle alligevel gå nogle år inden forfatteren tog mod til sig.
To begivenhedsforløb
Nej det var ikke kun på Godhavn det eksisterede. Bogen er grusom læsning. Tidligere børnehjemsbørn og -ansatte fortæller hjerteskærende, hvad der foregik. Det er med store psykiske omkostninger sandheden nu kommer frem.
Det er særlig to begivenhedsforløb, som forfatteren endda mener ikke er så enestående endda. Vi skal høre om det missionske børnehjem Solgården i tarm. Her misbrugte forstanderen gennem 25 år pigerne.
Ja så er det historien om Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk, hvor ikke alene skolens socialrådgiver men også flere af lærerne i en 20 – årig periode misbrugte drengene blandt andet under bedøvelse.
Man havde fået det at vide
Man kan undre sig over, at det kunne foregå i Danmark. Således havde et stort antal mennesker vidst, hvad der foregik. Luthersk Missions ledelse vidste det. Og den tilsynsførende magistrat i Københavns Kommune kendte til misbruget. Både børn og ansatte havde anmeldt det. Men alle blev afvist og undertrykt.
I statens varetægt
Tænk, hvad der er overgået små børn i statens varetægt. Overgrebene skete i årene 1949 – 76. Både de børn, det gik ud over og dem på dan anden side ad gangen, der hørte lydene og forsøgte at skaffe hjælp. kommer til orde i bogen.
Hvorfor regerede myndighederne ikke?
Luthersk Mission har udsendt en pressemeddelelse med en undskyldning og et tilbud til ofrene for en forstander. Bestyrelsen her har i flere tilfælde ignoreret konkrete henvendelser om misbrug og vanrøgt. Også ansatte har i flere tilfælde rapporteret misbruget. Hvorfor var der ingen, der reagerede.
I 27 år misbrugte forstanderen ca. 100 børn
I 2006 lukkede børnehjemmet Solgården, hvor 350 børn boede. I hele 27 år misbrugte forstanderen disse børn. Missionsforeningens medlemmer helt tilbage i 1960erne dækkede over forstanderens fortsatte misbrug, alt imens børnene led under hans misbrug og magtposition på hjemmet.
I dag er man dybt rystede og beskæmmede over, hvad de sagesløse børn blev udsat for. Hverken bestyrelsen eller det lokale politi troede på børnene og de ansatte.
En tidligere bog fortalte også om seksuelle overgreb
I bogen får vi at vide, at den afdøde forstander forgreb sig på op mod 100 børn. Men sagen har faktisk været fremme før. I 2006 fortalte en tidligere anbragt kvinde om overgrebene i sin erindringsbog ”Barndommens dal”. Det fik Luthersk Mission til at undersøge sagen. I dag tager bestyrelsen afstand fra den måde den daværende bestyrelse håndterede sagen.
Grethe Sørensen, der skrev bogen, fortæller at de fleste var rystet dengang. Men den generelle holdning var at man ikke skulle rippe op idet
Det foregik ikke kun på Godhavn
Den nu 88 – årige Oskar Plougmand, der i 1970 blev ansat i Børgeforsorgen som tilsynsførende med omkring hundrede danske skole – og børnehjem begyndte som den første at tale med børnene, når han tog på inspektionsbesøg. Derved opdagede han nogle af de massive overgreb, f.eks. de tragiske forhold på det i dag mest kendte af børnehjemmene, Godhavn.
Der var BZeren fra Peter Øvigs BZ – bog Hans Horst, der præsenterede ham for Oskar i 2016.
”De kan rende mig”
Bogen afdækker tragiske begivenheder, der aldrig burde være fundet sted. En af ofrene fortæller at han blev ydmyget af den omtalte forstander Michael Mortensen, fordi han var sengevæder. Forstanderen gennemtæskede ham. I dag regner han ikke undskyldningerne for noget:
Tænkte man ondt om nogen, kom man i helvede
Efter de mange voldtægter og overgreb er der mange, der har haft et svært liv. Flere af børnene forsøgte at få hjælp. Men det blev svaret dem, at de var fulde af løgn. Ja man sagde også til dem at de var løs på tråden.
Men nu var det ikke kun forstanderen, det var galt med. Således blev sengevædere også svinet til og blev afstraffet. Udtryk som
var ganske almindelige. De unge fik at vide, at de skulle bede Jesus eller Gud om forladelse, hvis de bare så meget som havde tænkt noget grimt om noget eller nogen. Hvis man ikke gjorde det, fik man at vide, at man kom i helvede.
Ja nogle blev truet med de skulle spise bræk, hvis de ikke kunne spise deres mad.
Det er mange år for sent
Dem, der ikke lyttede dengang, er døde i dag, siger nogle af ofrene. Det er mange år for sent og det ændrer ikke noget. Sådan er holdningen på nogle af de mange børn, det gik ud over.
Man holdt hånden over dem
Tænk at disse overgreb kunne foregå gennem 27 år. Endnu mere forkasteligt var det, at man kunne holde hånden over dem. De lokale sagde, at han var en rar mand og at han var god ved børnene. Solgården vil altid hvile som en skygge i manges sjæle.
Uddrag fra bogen.
Skamfuldt at fortælle om oplevelserne
Vi møder masser af ubehagelige historier i bogen. Det har ofte været hele deres liv, der har været ødelagt af overgreb i barndommen.
Man må da håbe, at bogen får den virkning at flere bliver opmærksomme, når børn fortæller om overgreb – også i dag.
Det kan være enormt skamfuldt at skulle fortælle om sådanne oplevelser fra ens barndom. Men man skal være parat til at lytte og undersøge det, hvis man hører et barn fortælle om lignende. De forhold, der beskrives i bogen, må ikke fortsætte, fordi ingen dengang hørte – eller troede på – de her børn.
Børnene tager skylden på sig
Der, hvor de voksne ikke tager ansvar, tager børn ofte skylden på sig. Denne uberettigede skyld burde for længst være taget fra børnene. Denne skyld har de båret med sig gennem livet sammen med de smertelige minder og for mange også voldsomme følgevirkninger.
Det er om medierne kun har beskæftiget sig med Luthersk mission efter at bogen er udkommet. Hvad med Københavns Kommune og deres manglende tilsynspligt?
En flink og kristen mand
Den forstander, der bliver omtalt, var en flink og kristen mand i det lille lokalsamfund. Han kunne da ikke gøre børn fortræd. Det frygtelige er at man ikke gad at høre på børnene.
Igen engang har Staten og Kommunen svigtet folk på institution. Disse sager har vi efterhånden haft mange af herhjemme. Læs bare her på vores side.
Per Øvig forstår at skabe opmærksomhed
Per Øvig har igen forstået at få opmærksomhed omkring en bogudgivelse. Det er sket mange gange før. Hvem husker ikke Blekingegadesagen, likvideringer under og efter besættelsestiden, BZ – bevægelsen og så videre.
En frygtelig Danmarkshistorie
Denne bog er et stykke frygtelig Danmarkshistorie. Al ære og respekt, at den blev skrevet. Det er lidt svært at sige, at det er spændende læsning. Det er jo grusomt. Men bogen skal læses som en slags advarsel.
Igen engang er der sagt undskyld. Og igen engang må vi konstatere, at dette er sket i Danmark.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: