Artikler
September 27, 2013
Man taler ofte nedladende om Udkants – Danmark. Vi skal besøge en af områderne. Men kigger man på historien, så var området til tider forgang inden for åndslivet og nye måder at tænke på. Også på det sociale
område kunne der bydes på nytænkning. Et besøg på Fattighuset bliver det også til. Vi skal besøge så eksotiske steder som Døstrup, Mjolden og Skast. Men vi laver også afstikkere til Højer, Emmerlev, Ballum, Tønder, Trøjborg og Randerup. Vi skal møde Knud Knudsen, Brorson, Christen Kold, Pastorerne Schmidt, Wedel og Koch og mange andre.
Tre eksotiske steder
Vi skal i denne artikel ude vest på, til sådanne eksotiske steder som Døstrup og Skast og Mjolden Ja de to steder ligger nu ikke så langt fra hinanden. Vi er nord for Ballum og syd for Skærbæk ude vest på.
Således er Døstrup den sidste stationsby før Skærbæk.
Sognet føder selv de fattige
Frederik den Fjerde havde i 1708 udsendt en forordning om, at de fattige skulle forsørges af det offentlige. Og pastor Nissensius Wedel gik i gang med krum hals. En efterfølger til ham skrev:
Men ordningen varede ikke så længe. De forskellige sogne i herredet kunne ikke enes. Omkring 1720 steg fattigdommen og antallet af tiggere steg i uhyggelig grad. Fra Mikkelsdag 1726 trådte en ny ordning i kraft i Døstrup Sogn. Denne ordning gik ud på, at de fattige blev opskrevne. Man sagde, at der tillagdes dem Almisser efter deres Trang. Det bestemtes simpelthen, hvem der skulle yde det fornødne til hver sin trængende.
Det sociale arbejde – dengang
Øverst på denne liste var en enke med flere børn, der af ni bønder skulle modtage 16 skp. mel, 3 1/2 skp. malt og 3/4 skp. malt. og 3/4 skp. gryn.
Desuden blev der af De Fattiges Bøsse givet rede penge. Man sørgede også for, at de husvilde fik husly. I 1728 blev der bygget et par fag til skolen. Den var blevet opført allerede i 1693. Her blev der plads til fire enlige enker eller piger. Selvfølgelign sørgede man også for brændsel til dem, der trængte.
Drukkenskab forværrede situationen
Fattigdommen blev større ude på landet. Det blev svært at få arbejde hos bønderne. Her fik man hjælp af børnene. Nogle af bønderne måtte også opgive og gå fra deres gårde. Selv om det var strafbart voksede antallet af tiggere. Drukkenskab forværrede situationen. Hele familier måtte nøjes med et enkelt værelse.
Omkring 1820 var der ca. 60 personer, der i Døstrup Sogn fik fattighjælp. Det vil sige, at hver 14. indbygger var trængende.
Hjælpen bestod hovedsagelig af naturalier som rug til brød og malt til øl. Ud over penge til husleje, blev der ydet så lidt kontant hjælp som muligt. Erfaringen viste, at dette blev omsat i brændevin.
Det var den energiske sognepræst Gabriel Koch, der var formand for Fattigforstanderskabet. Han foreslog oprettelse af et fattighus for Døstrup Sogn. Forslaget gik ud på, at ejendommen skulle være så stort, at man kunne holde 3 – 4 køer. Huset skulle være på 13 fag foruden stald, og der skulle optages indtil 30 beboere. Formålet med dette skulle være, at give de fattige husly, varme klæder, vask og tarvelig men tilstrækkelig føde.
Man skulle selvfølgelig også arbejde. Og et passende arbejde kunne være at karte, spinde, kniple, sy, strikke, flette kurve og stråmåtter m.m.
Nyt fattighus blev opført
Forslaget blev vedtaget og i 1826 blev der bygget et 13 fags hus med stald på en mark øst for Døstrup under Vinum Ejerlav. Arealet var købt ag godsejer Holst på Trøjborg for 533 rdb. 32 m. sølv. Byggeomkostningerne beløb sig til 829 rbd. Og anskaffelse af det nødvendige inventar løb op i 107 rbd.
Den 4. oktober 1826 blev anstalten taget i brug. Det første år blev der optaget 30 personer, deraf 17 børn under 11 år. Det må have været trange forhold. Bygningen indeholdt også køkken og opholdsstue til opsynsmanden. I årene 1834 og 1835 har der været hele 56 personer i huset.
Strenge forordninger
Huset blev administreret af Fattigkommissionen og en bestyrer. Fire medhjælpere stod for den daglige drift. Der blev ansat en opsynsmand, hvis kone skulle stå for madlavningen. Denne stilling har ikke været særlig eftertragtet. Den første, der blev ansat, var en underofficer, der på grund af drukkenskab var afskediget fra hæren. Indtil 1882 har der været fem forskellige opsynsmænd. Efter dette årstal blev fattighuset bortforpagtet, idet der var sket en forbedring i de økonomiske forhold.
For at opretholde nogenlunde orden, var der meget strenge regler, som alumnerne skulle overholde. De måtte således ikke forlade huset uden opsynsmandens tilladelse. Overtrædelser af reglementet blev straffet på forskellige måder. Det kunne ske ved tab af et måltid mad og udgangsforbud én eller flere søndage.
Bortgang i flere dage, eller opsætsighed mod opsynsmanden kunne straffes med indsættelse i et kammer, der var indrettet som arrest. Indsættelsen kumme vare op til 14 dage.
Madplanen
Morgen og aften var der varmt øl eller mælk med brød i. Hver anden dag, et halvt stykke tørt kage, og hver anden dag, et halvt stykke brød med svinefedt på til davren. Når der var rigeligt med smør, blev
der også givet et halvt stykke brød med smør hver anden dag.
Den ugentlige tildeling skete ved at bestyreren eller en af medhjælperne:
-Til en Gang Grød til 32 Personer, Boghvedegrød, 3 Kander, Byggryn 3 Kander, til Vælling, det halve.
Der førtes nøjagtigt regnskab over forbruget for hver uge. Kødet og flæsket blev for det meste opbevaret i præstegården for en uge ad gangen. Brødet blev naturligvis bagt i huset i et dertil indrettet ovn-hus.
60 par strømper – det første år
Tanken med oprettelsen af fattighuset var, at det skulle være et fattig – og arbejdshus, så almisselemmerne ved et passende arbejde kunne tjene noget til støtte for økonomien. Mændene, der alle var ældre
folk med ringe arbejdsevne, blev beskæftiget i haven og ved lidt tørvegravning. Der var der også indrettet en rebslagerbane, hvor de snoede reb. Kvinderne, der for det meste var yngre – i 30 – 40 års alderen, måtte kniple, spinde og strikke. Der blev strikket strømper til eget forbrug. Det første år blev der produceret hele 60 par.
Børnene måtte hjælpe til. De lærte at kniple og strikke.
Indberetning
Pastor Koch afgav en indberetning til Ribe Stift og Kancelliet i København:
Om sommeren blev børnene fra deres 10. år bortlejet til omegnens bønder. Børnene blev under kommissionens formynderskab indtil 1 1/2 år efter deres konfirmation.
Lønnen var lille. Omkring 1830 fik mænd fra 5 til 10 rdl. for et år. Børn fik fra 7 – 10 mark og dertil et par træsko. Omkring 1850 steg lønnen. En dreng i 11 års alderen fik da 18 mark i sommerløn, og en konfirmeret
pige 12 rdl. for et år.
Værdier blev inddraget af Fattigvæsnet
Når en af sognets beboere kom i trang, men ejede et hus eller andet af værdi, overtog Fattigkassen huset. Bohavet blev registreret, så vedkommende ikke selv kunne disponere over det. Ville en af fattighusets beboere eller mand have kone og børn ud af huset for at klare sig selv, forlangtes der garanti for, at der ikke efter kort tids forløb blev behov for, at de vendte tilbage.
Besøg af Stiftamtmanden
Åbenbart fungerede tiltagene. I den gamle protokol skriver provst Koch den 28. 6. 1828:
Nu mens vi er herude, så vil vi da også kigge på andre tiltag. Det er ikke hver dag, man kom til Døstrup og omegn. Det var det heller ikke, da vi boede i Tønder. Det var faktisk kun, når vi skulle nord på med toget, så holdt vi på Døstrup Station.
Et forsamlingshus
Selvfølgelig var det også et forsamlingshus i byen. Det startede med et møde på Døstrup Skole den 28. februar 1894. Da blev Døstrup Sogns Foredragsforening oprettet. Man købte en grund af smed Olsen og opførte et hus ved siden af smedjen. Ja, det blev indviet i 1894 med dans for både unge og ældre.
Forsamlingshuset blev flittig brugt, en masse foreninger var opstået i landsbyen og de lejede sig ind i huset.
Sognefogeden skulle være til stede
Omkring århundredeskiftet var der i området Gymnastikforening, Ungdomsforening, Skytteforening, Husflidsforening, Afholdsforening og Missionsforening.
I 1902 blev det dog pålagt Gymnastikforeningen, at de skulle betale 25 øre for hvert vindue, de havde glemt at lukke. Og så skulle de betale hele 10 kr. hver gang de havde glemt at slukke lamperne, når de forlod huset.
I 1927 blev der forbudt to unge mænd fra Stenild i at deltage i Ungdomsforeningens baller. Efter en del tumulter blev det besluttet, at sognefogeden skulle være til stede ved disse baller.
I 1903 var der blevet bygget en ny skole, og den var i brug helt til 1961, hvor byen igen fik en ny.
Sparekassen ville ikke modtage checken
Og sandelig i 1935 fik byen et nyt forsamlingshuse, der var mere tidssvarende. Dette hus blev beslaglagt af tyskerne den 17. marts 1945. Her blev i første omgang indkvarteret russiske krigsfangere, senere fulgte tyske flygtninge.
Det var nu ikke de bedste forhold, disse flygtninge blev tilbudt. De måtte ligge på halm i den store sal. Nogle retirader blev bygget øst for forsamlingshuset. Huset led en del skader under dette. Stiftsamtet betalte 3.050,25 i erstatning. Da tyskerne forlod huset betalte tyskerne 900,- kr. på en check. Men Sparekassen nægtede at indfri beløbet.
I 1952 blev gaden gennem Døstrup renoveret med asfalt og fortov. En parkeringsplads ved forsamlingshuset blev anlagt. Nu var det slut med hestekøretøjer. Med frivillig arbejdskraft lykkedes det at renovere huset.
Døstrup – en Center – by
Lige syd for kirken ligger to markante gårde, gamle slægtsgårde fra henholdsvis 1858 og 1717. Men ellers var husene i byen opført i billigt materiale, som bevirkede, at de ofte var utætte. Dette bevirkede, at de var usunde at bo i. I nogle genrationer var børnedødeligheden også stor, og især ældre mennesker led af gigt.
Døstrup var en center-by. Herfra foregik der masser af handel og håndværk. Man havde de nødvendige håndværkere og butikker, samt sparekasse og posthus. Det var også den 8. september 1847, at Christian den Ottende på sin vej hjem fra ferie ønskede at besøge provst Koch og Døstrup Kirke. Dette besøg har vi tidligere berettet om.
Ligesom andre steder i Sønderjylland skete der også i Døstrup Sogn ved Lovrup en opdyrkning af hede-areal. Døstrup Sogn blev også ramt af den omfattende epidemi, der prægede landsdelen i midten af 1600 – tallet. Man mener, at en tredjedel af sognets befolkning døde. Det var fremmede tropper, der havde slæbt epidemien til landsdelen.
Mjolden gamle præstegård
Lidt længere vest på, kommer vi forbi Mjolden gamle præstegård. I den nuværende skikkelse stammer den tilbage fra 1830. Den blev genopført efter en påsat brand. En retarderet tjenestepige var skyld i ildspåsættelsen. Den gamle præstegård havde en historie, der gik yderligere mange år tilbage. Kigger man på præstetavlen, ja så stammer den fra reformationen og stopper i 1979. Mange præstefamilier
har boet her. Netop i 1979 blev Mjolden Pastorat blev slået sammen Døstrup Pastorat.
Gården er som mange andre ude i marsken, bygget på et værft. For dem, der ikke ved, hvad det er, kan oplyses, at det er en lille bakke, for at forhindre oversvømmelser, dels fra bagvandet fra Brede Å og dels fra havet.
Pigen blev helbredt
I 1279 omtales byen som Mieolden. Samme år gav ridderen Jens Pave, der tjente Ribe – bispen jord på Mjolden Mark til Løgum Kloster. Det siges om denne ridder, at han var en meget from mand. Han fik sig en
bryggerkone fra Tiset. Hun havde en blind datter. Og Jens Pave og bryggerkonen bedte til Erik Plovpenning, der blev dyrket som helgen om pigens helbredelse. Pigen fik sit syn tilbage.
Nye tanker i præstegården
Mange vil sikkert kalde stedet for udkants – Danmark. Men her på præstegården er der udsprunget mange tanker og ideer. Vi kan nævne pietismen, som med Hans Adolf Brorson havde sit tyngdepunkt i sognene Mjolden, Randerup, Løgumkloster og Ribe.
Det var nu ikke den berømte præst, der selv boede på præstegården men hans bror, Broder Brorson. Salmedigteren var selv præst i nærheden, nemlig i Randerup. Men han kom meget her på præstegården.
Brødrene Brorson
De tre Brorson – brødre fik alle en karriere i kongeriget. Nicolai Brorson havde først embede i Bedsted. I 1735 flyttede han til Frederiksborg, hvor han blev slotspræst. Efter nogle år blev han hofpræst hos den sidste hertug i Nordborg. Siden blev han sognepræst i Havnbjerg.
Hans Adolph Brorson blev i 1737 provst og senere biskop i Ribe. Broder Brorson blev efter ti år i Mjolden i 1737 biskop i Ålborg.
De falske profeter
Egentlig var det præstesønnen Enewald Ewald, der var blandt pionererne. I sit fødesagn i Højst afholdt han fra 1718 gudelige forsamlinger i hjemmene med bibellæsning og salmesang. Dette blev efterlignet i nabosognene i Løgumkloster, Ravsted, Bedsted og særlig Burkal. I Døstrup var det præstesønnen, Søren Ewald, der gik i gang.
I 1722 vente han hjem fra Halle. Om søndagen samledes ungdommen rundt om i landsbyerne til læsning og overhøring fra katekismen. Man brugte lærerbøger og salmebøger fra Halle. Det tyske sprog var ingen
problem.
Fornyelserne gik ikke stille af sig. Den unge Søren Vedel fra Døstrup kunne således berette over for sin lærer fra Halle, at nabopræsterne blæste storm fra prædikestolene. De advarede mod de falske profeter fra Halle.
I 1840’erne skete der igen noget åndeligt i Mjolden Kirke og Præstegård. Christen Kold var kommet til egnen. Han var ansat som huslærer hos en rig bonde i Forballum. Vi har i tidligere artikler berettet om dette. Det varen folkelig vækkelse og en hel ny pædagogik, der havde Christen Kolds bevågenhed. Hans tanker dannede grundlag for højskole og friskolevirksomheden.
Kold interesseret i kirkelig vækkelse
Det var også Kold’ s interesse i den kirkelige vækkelse, der førte ham til Mjolden Præstegård. Her var Daniel Hass præst. Men der kom ikke rigtig gang i vækkelsen, mente præsten og sammen med Christen Kold tog de på en fælles missionær – udsendelse som blev virkeliggjort i 1842.
De fleste gårde i Mjolden er opført i 1800 -tallet. De er bygget i traditionel vestslesvigsk stil og oprindelig var de alle med stråtag. I henhold til reglementet fra 1803, skulle der oprettes et fattighus i hver sogn. Vi har tidligere besøgt den i Døstrup. I Mjolden lå den på Præstegårdsvej 17.
I 1839 købte sognet gården, Nørregård fra 1740 og ombyggede den til Fattiggård. Her modtog man også folk, der var uarbejdsdygtige på grund af sygdomme, samt åndssvage og sindssyge. Fattiggården eksisterede
helt til 1930. Præstegårdsvej 45 har tidligere fungeret som skole. Det var sognets degn, de ri 1757 overtager ejendommen og flytter skolen hertil.
Rester af fæstningsanlægget
I Mjolden Skov kan der endnu ses rester, af det fæstningsanlæg, som tyskerne opførte tværs over Sønderjylland. Fra anlægget førte en stibane til Døstrup Station. Efter Genforeningen forsøgte man at sprænge
fæstningsanlægget i luften, men ruinerne er blevet tilbage.
Udvandring
Mellem 1868 og 1885 udvandrede 70.000 mennesker fra Sønderjylland. Fra Mjolden skønnes at hver fjerde udvandrede.´Det var især til USA og andre oversøiske lande. Man ville bryde den sociale arv og have foden under egen jord. Også den tre årige preussiske værnepligt spillede en rolle.
En bispe – borg
Endnu længere vest på, ja vi kan ikke komme længere lå Ribe – bispens borg Brink. Denne har vi også tidligere berettet om. Hvem skulle tro, at der her i slutningen af 1300 – tallet havde ligget en ret stor borg. Helt nøjagtig lå den i Ballum Østerende. Borgen forsvandt helt i 1562.
En præst kom til Skast
Vi slutter vores lille rundtur ude mod vest i Skast. Denne by omtales første gang i 1292. Ja egentlig fandtes der også en by, der hed Ndr. Skast. Men den forsvandt i 1300 – tallet. I tidsskriftet Museum fra 1890 finder vi en beretning om Pastor C.N. Smiths indtog i byen. Han beskriver forholdene fra 1850 – 1857. Den unge præst tog fra Flensborg via Tønder til Højer, hvor man mødte apoteker Nagel, som var danskhedens absolutte bannerfører på disse kanter.
Præstegården havde for længe siden trængt til en ombygning. Indgangen var gennem køkkenet, fra den ene side gik man ind i dagligstuen, fra den anden gik man ind i stalden til kvæget. Det var normalt dengang i marsken, at beboelseslejlighed, lade og stald var i samme længe.
Sdr. Skast Kirke ligger synligt hævet over landskabet. Fra vest kan man dog næsten ikke se den. Kirken er sandsynligvis bygget omkring 1250. Sagnet fortæller, at det var ejerinden af en herregård, der lå på Borrevoldshøjen i en mose, der havde betalt for opførelsen af kirken. En anden herregård Bobensmark (Bavnsmark) skal også have ligget i sognet.
En vugge i snedriver
En vintermorgen vågnede præstefamilien ved, at der var snedriver omkring barnets vugge. Sneen var hverken kommet ind gennem vinduet eller panelet, men gennem væggen ved fospanellet. Året efter byggede den lille menighed et smukt stuehus, dog ydede præsten et ikke ringe bidrag til dette.
Præsten beklager sig over, at skulle spise vælling fem dage om ugen. Han kunne også risikere at skulle spise pandekager eller æbleskiver fem gange om ugen. Åbenbart var det den tidligere præstefrue Fru Prahl, der stod for husholdingen i begyndelsen. Hendes mand, de havde været præst i Skast fra 1826, havde i 1850 tiltrådt en ny stilling i Hatsted ved Husum.
Barnedåb – Barnet ventes snarest
I marsken blev der ikke svaret tiende. Præsterne var henvist til at ernære sig af deres avl og at leve under den strengeste økonomi. Straks efter sin ankomst, blev Pastor Schmidt pålagt at vikariere i nabokaldet Hjerpsted. Her var præsten blevet beskikket af den ulovlige regering. Derfor blev han også afskediget af den danske regering. Han blev sendt til Keitum på Sild.
En dag stod pastoren så i Hjerpsted for at tage mod Skast, da degnen på sin højtidelige måde sagde, at han skulle tøve en liden stund. Hvorfor, svarede pastor Schmidt. Jo, for der var et barn, at døbe, svarede degnen. Pastoren ville straks begive sig til dette, men degnen kunne så melde, at barnet skam ikke var født endnu. Men jordemoderen havde meddelt, at dette straks ville ske.
Tilløb til barnedåb i kirken
Skikken var dengang, at børnene blev døbt straks efter fødslen. Og det skete da også i dette tilfælde. Blot en halv time efter denne verdensborgers ankomst blev han døbt. Det var kun uægte børn, der blev døbt i kirken. Da pastor Schmidt lod sin førstefødte døbe i kirken, var der et stort tilløb.
Grunden til hjemmedåb var, at præsterne i Tønder Provsti ikke fik offer, hverken for dåben eller dens kundgørelse. Denne skik eller snarere uskik var et arv fra fortiden.
Gudsfrygt og fromhed
Skast Sogn var let at overskue fra præstegården. Ved folketællingen 1855 var den kun på 415. Der fandtes 70 mere eller mindre formuende gårdmænd. Sognets 50 husmænd var derimod mere eller mindre fattige. Men de var alle flittige kirkegængere. Der var tillige megen gudsfrygt og fromhed, som overalt ved vestkysten.
Født uden for ægteskab
Herrnhuterne havde en del indflydelse. Hvert år kom en kolportør fra Christiansfeld. Præsten hørte aldrig en ed i Skast, ikke engang det lille sgu. Derimod kunne man undertiden høre det ældgamle hedenske Ravne (Odins navne) om jeg gør eller Raune Taie mæ. Sædeligheden var ifølge pastoren ret høj i Skast. Således blev der i pastorens embedstid kun født et eneste uægte barn. Moderen var enke og fattiglem.
Faderen var en udensogns landstryger.
Ligeledes var ædrueligheden stor. Pastoren havde ikke set nogen beruset ved gilderne, skønt der var overflod af drikkevarer.
Ærlighed og redelighed
Pastoren fremhævede beboernes ærlighed og redelighed. Når de har givet hinanden håndsalg på en handel, ligegyldig om lille eller stor, står de ved deres ord, selv om det fortryder dem eller volder dem Tab.
At nogen skulle gå fra sit ord eller bryde sit løfte, er utænkeligt, og den mand, som gjorde det, ville ikke kunne færdes iblandt dem, men ville være moralsk død. De låner hinanden store pengesummer uden at fordre pant eller bevis.
Ifølge pastoren fandtes der ikke bedragere og kæltringer på Slesvigs vestkyst. Ærligheden mand i mand i mellem var mønsterværdig. Det var ikke indenlandske tyve, der drev deres spil, men organiserede tyvebander fra Holsten eller måske rettere fra Hamborg. De gjorde røveriske overfald i det ubeskyttede land.
Svært at forstå dialekten
Pastor Schmidt havde i begyndelsen svært ved at forstå den vestslesvigske mundart. Ja han havde svært ved at forstå, hvad befolkningen fortalte ham. Tyskheden havde efterladt sig spor i befolkningen, også
så langt mod nord som tre mil fra Tønder. En mand var køn af Gesicht og stor af Gestalt. En mand havde ikke et embede men et Amt.
Skolegangens slette tilstand
Skolelæreren i Skast var blevet undervist på Det Tyske Gymnasium i Tønder. Han var en gammel skikkelig og god dansk mand født i Øster Løgum. Men han havde aldrig lært at bruge kønnet rigtig i det danske sprog og havde ikke spor kendskab til dansk litteratur. Skolegangens slette tilstand var pastorens eneste klagepunkt i Skast. Drengene gik hver dag hele dagen i skole fra deres 10. eller 11. år, så fik de tjeneste som hyrder hos bønderne. Så gik de ikke i skole fra Mortensdag til Pedersdag (Per’ s Dag – Per’ s Daw – Per’ s Awten) den 22. februar.
Døtre sat til skrinet
Husmændenes døtre blev så tidlig som muligt sat til skrinet. De lærte at kniple de kendte Tønder kniplinger hos nogle ældre kniplerske. Otteårige begyndte allerede at tjene penge ved dette. Og det gik også ud over skolegangen. Gårdmands – døtre lærte ikke at kniple. de passede også deres skolegang. Præstens formaninger om at passe skolen, hjalp ikke, tvært imod, det skabte en misstemning.
I Sønderjylland blev drengene først konfirmeret, når de var 16 år gamle, pigerne når de var 15 år.
Danskhed i Skast
At Skast trods sine tyske præster dog var dansk, skyldtes at en betydelig del af sognet, der i blandt den store Skastgård, hørte under Schackenborg, Lø Herred, og derfor havde dansk øvrighed og retsprog. Desuden havde sognet livlig forbindelse med den nærliggende ivrig dansksindede Ballum Sogn.
Brød med Ribe Bispestol
I Højer var bønderne ivrige tyskere, mens mange småfolk var dansksindede. Men havde Højer ikke kappet forbindelsen til Ribe Bispestol, så havde Højer måske været lige så dansksindet som Møgeltønder.
Og så var det Hjerpsted, hvis danskhed ikke var værdsat på vestkysten grundet at nogle af bønderne var tysksindet. Dette sogn lå kun en halv mil fra Skast. Men Hjerpsted lå lige op til Vesterhavet. Dets beboere kom kun til Skast for at grave tørv i mosen. De havde også løsrevet sig fra Ribe Bispestol. I mange år havde de også kun haft tyske præster.
Den danske præst i Skast var en lystig fyr
Kort efter pastor Schmidts ankomst til Skast stiftede han bekendtskab med egnens flittige bønder. På kongens fødselsdag samledes man på Højkro. Stemningen var jublende. Ved bordet udbragtes en stor skål for kongen, hærens, flådens, Danmarks og Dannebrogs ære.
Pastor Schmidt dansede en engelsk dans og en sagte vals. Det var bælgmørkt og regnvejr samt vejene var meget dårlige. Derfor blev alle til den lyse morgen. Det betød, at et tysk blad gav pastor Schmidt følgende skudsmål:
En solid kost hos friserne
De mange husmænd, som også kaldtes Kådnere fandt en god indtjening i at grave tørv i den store mose ved Skast. Men også for bønderne var det en vigtig indtægtskilde. Om vinteren tog mange af husmændene til
marsken for at tærske korn hos friserne. Næsten al halmen blev brugt som brændsel. Friserne havde masser af det udmærkede hø til deres kvæg. Hos friserne fik Kådnere en solid kost. Morgen, middag og aften
var der bønner og flæsk, altid det samme. De fik alt det te, som de ville have.
De stakkels husmænd var vant til melspise. de tog rigelig for sig af retterne, men i begyndelsen kunne de ikke tåle den solide kost.
Det var småt med avlsbruget i Skast, men driften var dog solid og god. Bønderne såede aldrig et større areal, end de kunne magte. Det meste af jorden var dog udlagt til græs. Der var fenner, som lå til græsning i 40 – 50 år.
To store gårde i Skast
Til sognets to største gårde, Skastgård og Aasgård indkøbtes årlig 3 – 400 td. sæd til hver gård. Men på hver gård var der foruden køer og kvier 80 stude på fede-stald om vinteren. De fuldt-fedede sendtes til Hamborg og straks erstattet med nye magre. De store bønder var meget formuende. De blev også ved med at opkøbe nyt jord i marsken. Der var to førere i Skast. Den ene var Claus Beyer til Aasgård, den anden var Thøger Hansen Nikolajsen til Skastgård.
Beyer besad sin fædrene gård nedarvet gennem århundrede, mens Thøger Hansen var en ny mand i sognet. Han tilhørte den ansete slægt, Nikolajsen i Ballum. Så det var intet i vejen for, at han ægtede egnens rigeste arving. På den måde blev han ejermand af Skastgård.
Egen eksport/import
Skastgård er en firefløjet gård, der ligger midt i byen. Særdeles store avlsbygninger liger øst for selve gårdene. Den var oprindelig opført i 1606. En regnskabsbog fortæller, at i 1658 havde man en særdeles stor handel med stude. I 1710 solgte Peder Beyer på Skastgård egenhændig varer så langt som til Holland. Det var hovedsagelig stude, som han eksporterede. Og det var varer som krydderier og tobak, som han importerede. Disse varer solgte han rundt omkring på landet.
I gården var en stue med runde vinduer og et hvælvet loft, som hvilede på piller. Sagnet gik, at den var blevet brugt til gudstjeneste. På en sten var der følgende inskription:
Thøger Hansen Nikolajsen var en begavet mand. Han havde kundskab og indsigt i meget, som man ikke kunne vente sig i hans stilling. Han og Claus Beyer styrede som kirkeværger sognets kommunale anliggender. Man kan sige, at de dannede sognets offentlige mening.
Den statslige Åsgård er opført lidt syd for byen. Stuehuset er et 13 – fags hus fra 1856. Men gården er omtalt allerede i 1498. Gården blev fredet i 1991.
Jeg sender titlen retur
I Vestslesvig var det et slags Demokratisk Aristokrati. Det var storbønderne, der bestemte. Det fortælles, at den kendte Knudsen på Trøjborg, der startede som en lille studepranger, men af god familie i bondearistokratiet havde tilgiftet sig til en stor gård i Forballum, af kammerherre Neergårds dødsbo, havde købt overnævnte herregård med gods, og var blevet udnævnt til kammerråd. Men bønderne gjorde nar
af denne titel.
Da han efter nogen tid mødtes med mange af dem til kvægmarked i Tønder og de siden forsamledes ved bordet på Humlekærren, sagde en bonde til ham:
Men Knud svarede:
Han var klog nok til ikke at skille sig fra standsfæller.
Konegilde
Pastor Schmidt mødte en ejendommelighed i Skast. Således blev der efter en kones nedkomst afholdt det såkaldte konegilde. Konerne mødtes om eftermiddagen til kaffe. Ingen mand var til stede, bortset fra barnefaderen. Hans pligt var det nu at skænke i for konerne af de forskellige gode drikkevarer, han havde anskaffet. Konernes pligt var at nippe til alle slags.
Skinke med sødsuppe
Ved bryllupper var det den skik, at de velhavende gav to sølvskeer og en børste. Den anden dag var bordene besat med skinke i kogt tilstand. Det blev spist sammen med sødsuppe. Det var en velsmagende sammensætning.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Under Sønderjylland:
Under Tønder: (295 artikler)
Under Højer: (69 artikler)
Redigeret 16.-08 – 2022
September 27, 2013
Fanny Enge
af Jørgen
Witte. Dette er en historisk artikel, skrevet efter at forfatteren er
dukket ned i diverse arkiver. Den afliver myterne om Jomfru Fanny. Forfatteren
dykker ned i de historiske kendsgerninger, og hvad der kan dokumenteres.
Jørgen Witte har magistergrad og er uddannet
i historieforskning på Århus Universitet. I 16 år var han arkivar
på Landsarkivet i Aabenraa. Han er forfatter til en del bøger og artikler
om Sønderjylland og Aabenraa.
I 1881 den 27. marts døde
den ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger, der kaldte sig Fanny Enge,
i Persillegade i en alder af knap 76 år og blev begravet på kirkegården
ved Forstalle. 1
Når hun er kendt i dag i
en bredere kreds, er det på grund af den mytedannelse som voksede frem
efter hendes død. Der er faktisk to myter, dels at hun var en uægte
prinsesse-datter, datter af prins Frederik Christian, den senere Christian
8. dels at hun med sine drømmesyn forudså Første Verdenskrig, Genforeningen,
2. Verdenskrig, Aabenraas fremtids udvikling, med mere. Som myte er
hun ‘Jomfru Fanny’, uden efternavnet ‘Enge’ der viser tilbage til den
mand, som hendes ugifte mor havde udpeget som barnefaderen.
Især mytedannelsen omkring
hendes nedstamning har optaget mange, især i Aabenraa. Der er skrevet
bøger og artikler om Jomfru Fanny, der alle i betydeligt omfang
bygger på et intens ønske om, at hendes afstamning måtte være kongelig,
på en lokal mundtlig tradition i visse familier, som ikke kan dokumenteres,
og endelig med en tilpasning efter behov af uomgængelige facts til
myten.
Da redaktør Morten Kamphøvener
i 1964 fremkom med en grundig, kritisk historisk artikel om myten, aflivede
den ikke mytetroen. Den levede videre, og en af hans modstandere personregisterfører
Holger Jacobsen skrev, at aabenraaerne ikke ville af med deres myte. Også efter dette tidspunkt
er der udgivet artikler og bøger ud fra mytetroen, som ikke bringer
noget selvstændigt nyt. Til mytetroen kan også henregnes museumsinspektør
Hanne Christensen artikel ”Jomfru Fanny – den synske kongedatter
fra Aabenraa”, der i 2002 udkom i bogen ”19 myter i Sønderjyllands
historie”. 2
Kamphøveners oprindelige
artikel var formuleret som en kritisk gennemgang af myten, ikke som
en fortælling om personen Fanny Enge, selv om den rummer meget materiale
til dokumentation af hendes liv. I denne artikel har
jeg ønsket fordomsfrit at skildre den historiske person Fanny Enge
med brug af en normal historisk arbejdsmetode, med en kritisk behandling
af de samtidige, tidghængelige skriftlige kilder. Denne historie er
sådan set nok så spændende som myten.
Forhistorien
Langt øst herfor (330 km
herfra) i det tyske hertugdømme Mecklenburg, i nærheden af Rostock
begynder Fanny Enges historie. Derovre syd for Lolland og Østersøen
lå godset Vietow i Sanitz sogn, Ribnitz amt, der havde en smuk hovedbygning. 3
Den danske adelige kammerjunker
Frederik Karl Ferdinand von Qualen (1769-1846) købte i 1800 godset
Vietow. Muligvis havde han fået penge fra sin fædrene familie, for
hans let ældre bror der havde overtaget familiegodset Vindeby og Marienthal, solgte det i 1800.
Han havde været sekondløjtnant i den danske hær, men søgte
1795 sin afsked, da han året før havde giftet sig. Hans hustru var
den smukke Franziska Genoveva Abbestée (1775-1841), med kaldenavnet
Fanny, datter af en direktør i Asiatisk Kompagni og den kongelig
danske guvernør i Trankebar. Mange nulevende danskere har set
hendes billede, for Jens Juel malede hende som nygift og portrættet
var i mange år gengivet på femhundredkronesedlen. 4
Godsejerparret fik nogle få år deres familieliv på godset
Vietow og fik bl.a. den 9. Maj 1804 en søn Heinrich, der blev døbt
i kirken i kirken i Sanitz.5 Fanny von Qualen havde bl.a. en kammerjomfru
ansat, som det fremgår af en anden dåb på godset. En lille husmand
(kådner) ved navn Cross fik næsten samtidig en datter, der blev døbt
den 22. maj 1803. Kådneren havde bedt godsets adelige frue om at være
fadder, hvilket hun havde indvilget i, men uden at ville møde personligt
op i kirken. Et barn med beskeden social herkomst kunne altså godt
have en adelig fadder. I stedet for godsejerfruen var hendes kammerjomfru
Christine Heise kommet som hendes repræsentant.
På godset var der også ansat
en jæger og skovrider, Johann Heinrich Friedrich Enger, der boede sammen
med sin hustru Dorothea. De fik også i 1803 en søn,
der blev døbt den 27. marts.6 Denne jæger og skovrider Enger besvangrede
den ugifte kammerjomfru Christine Heise og blev senere af hende
udpeget som barnefar til Fanny Enge. Han forsvandt åbenbart
fra godset i 1805, idet han fra dette tidspunkt ikke er længere opført
på skattelisterne på godset.
Det gik ikke godt for godsejerparret
rent økonomisk. Godsejer Frederik Karl Ferdinand von Qualen kunne
ikke magte godset og tog i 1805 sammen med sin familie flugten for kreditorerne. Der blev i de
næste par år berammet fem salgsterminer, men først i 1813,
8 år senere, endte det med at godset blev solgt på tvangsauktion
til en overforstmester von Sperling.
Hvorhen kunne den familien
von Qualen flygte hen? Det var naturligt for dem at tage til købstaden
Aabenraa, dengang kaldt Apenrade, en lille by med knap 3000 beboere.
Der boede nemlig hans svigerinde, Maria Barbara kaldt Manon,
(1770-1852) en fem år ældre søster til hans hustru. Hun
var gift med den stedlige amtmand Conrad Daniel von Blücher (1764-1845)
på Brundlund slot. De havde et særlig nært forhold til hinanden,
som det fremgår af at to søstre blevet gift på samme dag, og at Manon
i 1797 havde kaldt sin egen datter for Fanny Sophie. 7
Von Qualen flyttede i oktober 1805 med sin familie (4
personer) til et hus i 3. kvarter i Aabenraa og blev der de næste tre
år. At dømme efter husstandens størrelse havde de ikke længere
nogen kammerjomfru i husstanden.8 von Qualens økonomiske forhold var elendige. Han
prøvede bl.a. i februar 1806 igen at blive at blive ansat i prinsesse
Charlotte Frederikkes (1784-1840) hofstat, men fik af hendes forlovede,
prins Christian Frederik (1786-1848) at vide, at det ikke kunne lade
sig gøre, før han fik sine forhold i orden og igen kunne lade sig
se i Mecklenburg.9 Man skal være forsigtig med slutninger e silentio, men der er
et fingerpeg om at von Qualen fortsatte med at være fattig. I november
1807 indsamlede borgerskabet i Aabenraa penge til bygningen af en kanonbåd,
nu hvor englænderne havde taget den danske flåde. I spidsen for listen
stod amtmand von Blücher med 100 rdl fulgt af købmænd, præster,
håndværkere og skippere, men ingen von Qualen.10
Den 2. marts 1808 blev
familien von Qualens tredje og sidste barn døbt i Skt. Nikolaj kirke i Aabenraa og ved den
lejlighed stod amtmanden og hans hustru fadder til barnet. I september
1808 blev amtmanden Blücher forfremmet til Overpræsident i byen Altona
og i maj samme år fik hans svoger von Qualen heldigvis ansættelse
som kaptajn ved Slesvigske Jægerkorps i købstaden Eckernförde. Som
overpræsident i Altona udførte von Blücher i 1813-14 en så fortjenstfuld
indsats under de Napoleonske krige, at Frederik 6. i 1818 ophøjede
ham og hans mandlige efterkommere i den danske lensgrevestand. 11 Men det var ti år efter at familierne amtmand
von Blücher og von Qualen forlod Aabenraa i 1808.
Franziska
Carolina Elisa Enges fødsel
Sammen med godsejerparret
von Qualen havde også den ugifte 25 årige Christine Heise forladt Mecklenburg. Hun havde formentlig tænkt, at hun efter
sin nedkomst ville vende tilbage til fødeegnen Mecklenburg, men
sådan blev det ikke, hun kom i stedet til at tilbringe resten
af sit liv i Aabenraa. Den 31. August 1805 nedkom hun med en pige. Fødslen
skete i Slotsgade, der førte hen til Brundlund slot.12
Gaden var vokset sammen med
købstaden, men den hørte under amtets jurisdiktion. Den assisterende
jordemoder kom dog fra købstaden, det var den 52 årige Maria Christina
Elvers (1753-1826). Hendes opgave som jordemoder var ikke kun at bistå ved fødselen, men
også at få ugifte fødende kvinder til at oplyse barnefaderens navn.
Hun var jordemoder i årevis og var effektiv til at presse navnene frem
at dømme efter andre tilståelser indført i kirkebogen.13
Det kom frem, at faderen til det nyfødte pigebarn var den
nævnte skovrider Enger. Præsten ved Nikolaj kirke i Apenrade, pastor
Nissen, døbte den 19. september 1805 barnet Franziska Caroline Elise
Enger. Som faddere blev angivet Franziska Genoveva v. Qualen og hendes
mand, kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand von Qualen samt jomfru Elisa
Heise, der vel har været Christine Heises søster.14 Navngivningen af et barn skete tit efter bedsteforældrene,
men her var tale om et uægteskabeligt født barn langt fra hjemstavnen.
Barnet fik nogle fornemme faddere og blev opkaldt efter
dem og sin moster. Efternavnet fik hun efter sin far. Kaldenavnet Fanny
overtog hun sikkert også efter sin mors tidligere herskab.
Det var vigtigt med en rig
gudmoder, som kunne give nogle gode dåbsgaver, en dåbsmønt, en sølvske, en hue, en
barnekjole og lignende. I efterladenskaberne efter Fanny Enge findes
et fint lommetørklæde broderet med navnetrækket Fanny og en såkaldt
rangkrone med ni perler. Rangkroner brugtes til monogrammer på våbenskjolde
o.l. De havde syv takker med perler for friherrer og ni takker med skiftevis
perler og blade for grever. Rangkronen på lommetørklædet synes
at indicere en adelig, grevelig forbindelse. 15 Lommetørklædet kan stamme fra Fanny von Qualen
eller fra hendes søster, der var blevet grevinde i 1818 og som
havde en datter Fanny. Vi kender ikke lommetørklædets oprindelige
proveniens, og reelt er der kun broderet en greve rangkrone på lommetørklædet.
Der er ingen initialer med ejerens navn, og hvornår fornavnet Fanny
er blevet påbroderet, er umuligt at sige.
Nogle dage efter dåben blev
præsten i købstaden Aabenraa klar over, at han havde forsømt sin
embedspligt ved ikke at anmelde den uægteskabelige fødsel til amtmanden,
under hvis jurisdiktion Slotsgade hørte. Han undskyldte sig med at han ikke havde haft
den rigtige forordning af 1777 liggende foran sig. I Aabenraa og Løgumkloster
amters arkiv fra amtmand Blüchers tid findes mange sager fra sognene
om fødsler uden for ægteskab. For fødslen uden for ægteskab blev
Christine Heise idømt at betale en stor bøde på 35 mark til
amtets kasse. Men hun slap for at betale den, fordi besvangringen var
sket i udlandet, og fordi barnefaderen ikke boede i området, og fordi
hun ville rejse tilbage til Mecklenburg. 16 Muligvis har amtmandens forståelse for Christine
Heise også hængt sammen med, at hun var ansat hos hans svigerinde.
Fanny Enges
opvækst
I traditionen om Jomfru Fanny
nævnes, at hun undervistes på Brundlund slot sammen med amtmand
Blüchers børn. Det kan ikke være rigtigt, idet hans to børn var født 1797 og 1798,
– og var dermed 7 år ældre end Fanny. Desuden forlod amtmanden
Aabenraa i 1808, hvor Fanny var 3 år gammel. Kammerjunker von Qualen
boede ikke på Brundlund, men han havde også børn. Der var to drenge,
Christian født 1801 og som nævnt ovenfor Heinrich født 1804,
og inden afrejsen fra Aabenraa i 1808 fik parret von Qualen en
datter, Hilleborg. De kan næppe heller have været undervist
sammen med den tre-årige Fanny Enge.17
I sin opvækst fik Fanny Enge
givetvis skoleundervisning i at læse, skrive og regne,
men de fleste lister over eleverne mangler i dag. To år efter hendes
fødsel lavede man i 1807 i Aabenraa en skoleordning, hvor de eksisterende
skoler (latinskole, skrive- og regneskole) blev slået sammen til en
fælles byskole, mens fattigskolen fortsatte for sig selv. Skolerne
i de sønderjyske købstæder var tyske. Skolepligten til elementærklasserne
indtrådte ved det fyldte 6. år. 18
Fanny Enge talte sandsynligvis
tysk med sin mor, der jo stammede fra det tysksprogede Mecklenburg, og de boede altid sammen
lige til moderens død i 1853. At Fanny Enge faktisk kunne læse
og skrive dansk og tysk, fremgår både af hendes breve fra slutningen
af hendes liv. De viser et rigtig godt kendskab til tysk, og måske
en lidt dårligere beherskelse af sønderjysk-dansk.19 I hendes først kendte ’drømmesyn’ fra ca 1849
nævnes en tysk røver-roman Rinaldo fra 1798, som hun må have læst.20
Der var i tiden en stor børnedødelighed
på grund af koppesygdom, men i 1798 havde en englænder fundet frem til at vaccinere mennesker. I Aabenraa
begyndte den stedlige fysikus (embedslæge) dr. Neuber fra 1812 at gennemføre
de lovbefalede vaccinationer sammen med nogle hjælpere. Det blev
således i kirkebogen 1822 noteret, at Fanny Enge var blevet vaccineret
af fysikus Hess. Hess var dog kun uddannet som kirurg, og ikke som læge.21
Fanny Enges
voksenliv
Palmesøndag 1822, den 31.
marts, blev den 16 årige Fanny sammen med sin årgang piger og
drenge konfirmeret i Nikolai kirke. I konfirmationsregistret anføres det, at hun var født uden for ægteskab
af Christine Heise fra Mecklenburg og ‘Förster’ dersteds Friedrich
Enger.22 Sandsynligvis er hun begyndt at arbejde kort efter
konfirmationen i 1822, sådan som de fleste andre i arbejderklassen
gjorde. Derfor ser vi, at hun få år efter (dvs 1825) havde nogle penge
i overskud.
Fanny Enge kom sandsynligvis
allerede i 1820erne kommet i arbejde som vaskekone og syerske, med samme
beskæftigelse som hendes mor. Først ved folketællingerne 1840
(og i 1845) er det dog regulært noteret af myndigheden, at den ugifte
Fanny Enge og hendes mor arbejdede som syersker og vaskekoner. Også
efter moderens død blev det ved folketællingen 1855 noteret, at Fanny
Enge vaskede for andre. Hver gang stammer disse oplysninger om Fanny
og hendes mors forhold, oprindelse og beskæftigelse fra dem selv, så
de kan næppe betvivles. 23
Ved Fanny Enges død fandtes
der forskellige beklædningsstykker i hendes efterladenskaber. Nogle
af genstandene Seminarielærer Ingrid Wehlitz, der underviser i håndarbejde, er i en analyse af dem gået ud
fra at Fanny Enge selv har fremstillet alle genstandene. Denne forudsætning
bygger på oplysninger fra Aabenraa Museum (Birgitte Kragh), der
igen bygger på traditionen. Ud fra en teknisk og stilteknisk
analyse mente Ingrid Wehlitz at kunne ordne nogle af disse beklædningsgenstande
i en kronologisk orden, men til en mere præcis tidsordning synes de
ikke at være anvendelige. Nogle tøjstykker er formentlig købt, og
det anvendte franske broderi var moderne i hele perioden fra ca 1750
– 1840.24
Flere forfattere har undret
sig over, hvor Fanny Enges økonomiske midler kom fra og hvor mange
hun havde. Hun boede tilsyneladende hele tiden alene sammen med sin
mor. I kopskatregistret for 1835 er det registreret, at Fanny Enge og hendes mor boede i huset i 1. kvarter
nr. 44, dvs. Storegade nr 44 og at hun hvert kvartal dette år
betalte 25 sk i skat for de to personer. Kopskatten hvilede på alle
mænd eller kvinder over 12 år med et fast beløb, og pengene gik bl.a.
til de fattige. Der var adskillige andre små husstande som deres, f.eks.
to personer hvoraf den ene var enke, og som betalte det samme som dem.25
De boede længe til
leje i Aabenraa 1. Kvarter, mest i Storegade, der også dengang
var byens største sammenhængende handelsstrøg præget af købmandsgårde og gæstgiverier.
Men der boede også en del håndværkere og altså også enkelte fattige
og enlige kvinder. 26 I 1845 boede Fanny Enge og hendes mor formentlig
i et eller to værelser i Storegade nr 47. Det svarer til
den nuværende adresse Storegade 35. Her boede dem 49 årige hjulmager
Daniel Møller med sin kone og fem børn i alderen fra 3-21 år. Hos
dem boede også en mandlig alumne betalt af fattigkassen. I samme ejendom,.
formentlig i baghuset boede den 50 årige hestehandler Asmus Iversen
Kjær med sin kone på 49 år og fem børn. Endelig var der endnu en
husstand bestående af den 52 årige brofoged Michael Regenburg og hans
44 årige kone.27
Der er ingen tvivl om, at
enlige syersker og vaskersker generelt hørte til de dårligere stillede i datiden samfund. Fra en by
som Haderslev ved vi, at i 1810 var ca 50 rdl (svarende til 150 mark
cour) eksistensminimum for en hel familie. Men i Haderslev var 1/3 af
de enlige kvinder og enker faktisk over denne fattigdomsgrænse, der
svarede til hvad en arbejdsmand (daglejer) tjente.28
I Aabenraa har Fanny Enge
og hendes mor åbenbart hørt til dem, der klarede sig lidt bedre end
de andre syersker. Der var i 1817 i købstaden som et af de første
steder i hertugdømmet blevet oprettet en sparekasse med tilknyttet lånekasse. Meningen
var at de mindre bemidlede skulle spare op i en sparekasse. Det kunne
lære dem en økonomisk holdning, så de ikke senere blev fattige og
faldt samfundet til last.
Af sparekassens hovedbog
fremgår, at der faktisk blev indsat beløb, små og større af tjenestefolk
og andre med få midler. Den 20-årige Fanny Enge satte i 1825
50 mark (16 rdl cour) ind, i 1827 var det 275 mark osv. Frem til 1838
indsatte hun større og mindre beløb lige som tjenestefolk. Hun fik
også renter af beløbet, og i 1838, to dage før hun fyldte 33 år,
hævede hun hele det indestående beløb – 800 mark (260 rdl cour).29 –
Hvorfra pengene kom, kan man
ikke se. Sandsynligvis har Franziska Enge bevidst sparet op af sine
indtægter som syerske, som udførte finere syarbejder, vaskede dem, og udlejede
tøj til dåb og lignende. Samtidig har hun sikkert været meget sparsommelig
i sit fælles liv med moderen. Beløbene, som hun indsatte i Spare-
og Lånekassen er for små til, at man kan forestille sig at de
stammede fra en kongelig understøttelse.
Men faktum var altså, at
Fanny Enge i disse år ikke var egentlig fattig eller uden midler,
ja i 1834 blev hun endda husejer i købstaden. En daglejer Josias
Matthiesen og hans søn Mathias Peter Matthiesen optog i marts 1833 et lån på 100 mark cour til
5% med sikkerhed i deres huse, hhvs. i byens kvarter III
nr 65 (Persillegade 3b) og i kvarter IV nr 38. Det kunne Josias
Matthiesen åbenbart ikke magte, og efter et halvt års tid solgtes
hans indbo på offentlig auktion. Fanny Enge var ikke blandt køberne
af hans løsøre, men i august året efter, da Josias Matthiesen
var død, fik hun papir (adjudicationsakt) på
at hun i kraft af auktionen var ejer af huset i persillegade. Da hun
først hævede sine opsparede midler i sparekassen i 1838,
tyder noget på, at hun endda har haft flere penge til rådighed.
Hendes navn skulle nemlig også indføres i købstadens byens protokoller
og registre, herunder i købstadens skyld- og panteprotokol. Det skete
først i 1882 efter hendes død. Forklaringen må være, at
Fanny Enge har betalt huset kontant på auktionen, lige som de andre
købere gjorde, og hun har ikke på noget tidspunkt haft behov for at
optage lån med pant i huset. 30
Det var et lille beboelseshus
fra 1700-tallet, længst mod vest i udkanten af bybakken, i Neue Gasse,
senere kaldt Persillegade. I Brandforsikringskassen blev det betegnet
som et fem fag tværhus i brandmur, dvs. mure af brændte sten, og der
var ingen andre bygninger eller skure. Det var i Brandforsikringskassen
først vurderet til 320 Rbdlr, men faldt i de senere år en smule
i værdi.31
Fanny Enge må have lejet
huset ud i de næste knap tyve år og fået en leje-indtægt derved.
Der må have været meget trangt, for ved folketællingen 1845
boede der i hendes hus en sadelmager, den 34 årige Hans Chr.
Kraus med kone og 4 børn samt en 39 årig murer Hans Jørgen Herse
med kone og to børn, hele 10 personer. 32
Som sagt, havde Fanny
Enge givetvis flere penge til rådighed. Hun var nemlig i 1847
i stand til at låne et større beløb til den 29-årige barber Peter
Wilhelm Speckhahn fra Flensborg, som i 1842 var blevet borger
i købstaden.33 Hun lånte ham hele 1000 mark til køb af et jordstykke
Sandvedlej i Sønderskoven, og dette lån blev åbenbart først indløst
i 1883 efter hendes død. Samme barber Speckhahn lånte igen i 1854
1000 mark af hende, fordi han ville købe en parcel Næstmarkløkke.
Disse penge lånte han til 3½ % p.a. og lånet løb til 1871.
34
Som husbesidder i 1834 fik
Fanny Enge en bedre social status sammen med det øvrige borgerskab i Aabenraa , – for med
erhvervelsen af huset fulgte en fast plads i stolestade nr 13
d i Sct. Nicolai kirke. 35 Dens placering var formentlig til venstre,
i den nordlige side, når man kom ind i kirken. For sin
plads betalte hun årligt 3 mark 3 sk. til kirkekassen,
og beholdt den vel til sin død. De tre andre pladser i stolestade nr
13 blev benyttet af familien rebslager Claus Garben og ejeren
af Jørgensgård, først Bruun, senere Gorgius.36 Så disse familier må hun have hilst på ved gudstjenesterne.
Apenrade, det senere Aabenraa,
var en ganske lille købstad, altsammen samlet omkring bybakken, og
med enkelte udløbere derfra. Der var betydelige klasseskel, bl.a. med
en uddannet tysksproget handelsoverklasse, bestående af redere og en intelligentsia (jurister, læge o.l.) og
en dansksproget håndværkerklasse. Oprindelig var alle beboere og borgere
(et fåtal af beboerne) kongetro slesvigere, overbeviste om den danske
helstats fortræffeligheder, og udtrykte dette enten på dansk, tysk
eller et andet sprog.
Den danske stat bestod dels
af kongeriget Danmark og dels af hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I 1830 havde unge tysksprogede akademikere i Kiel og andetsteds, som
var blevet grebet af den tysk-nationale tankegang, med Uwe Jens Lornsen som frontfigur foreslået at løsne båndene
mellem kongeriget og hertugdømmerne. I Apenrade kom der i 1838 en dansk
modreaktion med Frederik Fischers ugeblad. Politisk blev det stadig
mere ophedet, og det blev i løbet af ti året 1838-48 til en hadefuld
konflikt mellem dansk og tysk, og i 1848 kom det til krig, – den 1.
Slesvigske krig (1848-50).
Fanny Enge var dengang som
senere overbevist om, at den danske stat skulle være en dansk-tysk helstat.
Hun havde altså den gamle konservative politiske opfattelse. De nationale modsætninger og krigshandlingerne
i nærheden af Apenrade var voldsomme og hun drømte voldsomme drømme,
præget af hvad hun så og hørte, også præget af de røver-romaner
fra ca 1800 hun havde læst som ung. Med overbevisning fortalte hun
hvad hun havde set i drømme om vilde skarer og hærstyrker, – det var
ikke spådomme, men drømmesyn. Det blev trykt i Fyens Avis i 1849 og
senere som skillingstryk, og fik derved en vid udbredelse i danske kredse.
Ifølge skriftet skulle hun allerede i 1837
i febervildelse have haft et drømmesyn om de slesvig-holstenske soldater
i købstadens gader, der sang Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Denne
sang blev først komponeret og digtet 1844, men det er ikke overraskende,
at den er blevet tilbagedateret som en spådom. 37 Dette korte skrift synes at have gjort hende kendt
i en større kreds som en person med seer-gaver. Senere kom der andre
drømmesyn til, som dog overvejende er kendt gennem traditionen.
Når det drejede sig om kristentroen,
foretrak Fanny Enge nok at høre om den på tysk. Det fremgår af, at
hun holdt sig til den tyske del af sognets menighed. Efter krigen blev
der i 1850 indført en ny kirkeorden, med to ligestillede præster som
hhvs dansk og tysk compastor. Der blev indsat en 28-årig dansk præst
Andreas Peter Martin Leth, der var præget af de gudelige og folkelige
vækkelser. Ham brød redaktør Frederik Fischer sig ikke om.
Det samme gjaldt sikkert Fanny Enge, der synes at have valgt den
49 årige rationalistiske præst Jacob Hansen Holdt, der blev
compastor for den tyske del af menigheden.38 Det var sikkert hans prædikener, at Fanny Enge
lyttede til. I hvert fald deltog hun i 1850erne og begyndelsen af 1860’erne
i det generelle skriftemål og efterfølgende nadver i den tyske menighed,
som det fremgår af det såkaldte konfitentregister. Hun deltog som
regel hvert andet år, når året var begyndt.39
Uvist hvornår, men formentlig
omkring 1850 flyttede Fanny Enge og hendes mor i huset i Persillegade.
Og den 30. januar 1853 døde moderen der. Nogle har undret sig over at boet efter Christine Heise af hendes
datter som eneste arving blev angivet ikke at være noget særlig værd,
– nemlig under 100 mark cour. Denne oplysning behøver dog ikke at overraske
nogen (trods oplysningerne om Fanny Enges økonomiske midler) , for
dødsanmeldelsen var vedlagt en blanket til eventuel betaling af ½
% af formuen. De andre dødsboer i protokollen fra den tid nævner oftest
– ingen arv eller intet at foretage. Mon ikke at der har været en beskeden
formue, men at Fanny Enge kunne erklære den som sin egen, så hun ikke
skulle betale en afgift. 40
Hun fortsatte sit stille liv
i købstaden, men levede meget med i de voldsomme politiske og krigeriske
begivenheder, der prægede landsdelen. Den store katastrofe var den
nye krig 1864 mellem Danmark og Tyskland, med det katastrofale nederlag
ved Dybbøl som et lavpunkt. Den danske stat mistede hertugdømmerne,
hele området op til Kolding blev preussisk. Der blev indført preussisk
administration i stedet for den danske, alt blev anderledes. Den gamle
danske helstat var væk, med sin blanding af dansk og tysk. Hun håbede
at de gamle tider ville vende tilbage.
De bevidst dansksindede i
byen levede i de første år i forventningen om at landsdelens befolkning
ville få lejlighed til at stemme om deres fremtid. De troede at det ville være omkring
1870, når optionsfristen på 6 år efter fredsaftalen i 1864 var udløbet.
Den kendte dansksindede apoteker Worsaae, der i 1851 havde anlagt det
nye Svaneapotek i byen, skrev nogle meget udførlige erindringer om
sine oplevelser her frem til 1871, da han flyttede til København.
I følge Worsaae havde Fanny
Enge varslet om store begivenheder, der skulle ske i 1870. Apotekeren
gengav hendes spådom således. \”I 6 år skal Slesvig være under
fremmedherredømmet, men i året 1870 vil der komme en stor krig, hvorimod
al krig hidtil kun har været børneværk. Her vil komme krigsmænd,
som vi aldrig før har set, et stort slag vil blive leveret i og omkring
Aabenraa, Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil
vade i blod i gaderne, de danske tropper ville efter at have erobret
byen blive jaget ud igen, men derefter komme tilbage for bestandig,
Danmark vil få sine gamle grænser og mere til. osv\” 41
Med dette citat fra samtiden
af hendes syner nærmer vi os de følelser som Fanny Enge havde. Hvordan hun var som person,
får vi et indtryk af gennem 10 breve som hun i sin alderdom skrev til
en nær ven i udlandet. Brevene er skrevet af Fanny Enge i Aabenraa i
tiden ca 1876-80, altså kort før hun døde. Der er 1-2 breve om året.
Hun er på De’s med ham som med alle andre. De er skrevet til ingeniør
J. Maybøll, der sammen med sin kone boede i Huelva i Spanien. Han havde
været i byen omkring 1868, da man byggede jernbanen hertil, og lært
hende at kende. Han ydede hende en årlig pengehjælp, som hun var nødt
til at tage i mod, da hun efterhånden ikke havde indtægter eller fik
understøttelse. Hvad der er baggrunden for pengehjælpen, vides ikke.
Brevene viser en lidt menneskesky
og pirrelig mere end 70 årig kone. Hun holder ikke blade, og hun følger med sin alder ikke meget
med i livet i byen, aktiviteter inden for det danske borgerskab ’smørrebrødsballer’
og dillettantforestillinger. Hun er irriteret over at hendes forhave
er taget til udvidelsen af Persillegade. Hun tænker meget på døden.
Hun er fattig, men inviteres
enkelte gange med til middag hos bl.a. kaptajn Frederik Callsen, dvs.
den danske kreds. Gang på gang ivrer hun imod luksus forbruget.
I maj 1877 er hun syg i 9
uger, men vil ikke, eller har ikke råd til at tage en læge (det vil koste 100 daler), og
man tror, og hun selv tror hun skal dø. Hun har ingen appetit og i
7 uger havde hun ikke fået andet end koldt vand, Hofmansdråber og
pebermyntekager, men hun var også blevet så mager at hun intet kød
havde på kroppen. I januar 1878 har hun i ca 10 dage haft ondt i hovedet,
så hun ikke kunne spise. Hun er glad for Maybølls gaver, men isolerer
sig fra familier i byen, bl.a. fordi hun ikke kan gøre gengæld. Selv
denne mand, hvis økonomiske hjælp hun var meget taknemmelig for, kunne
hun også være lidt ironisk overfor.
Nabokonen madam Graversen
kan hun ikke undvære, nu hvor hun kun kan være et par timer ude af
sengen, betaler hun hende med sine sager, snart det ene, snart det andet,
så hun får mere end, hvis hun havde fået et par daler om ugen. Til hendes
fødselsdag fik hun Fannys lænestol (værdi mere end 10 daler c.),
men hun havde været god ved hende. Så snart Fanny er død skal hun
melde det til borgmesteren og så skulle han nok sørge for det hele. 42
Sådan kom det til at gå. Bertha Catharina Graversen,
gift med en daglejer i nabohuset, anmeldte til personregisterføreren
(borgmesteren), at hun af egen viden kunne meddele, at den 75-årige
ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger var død den 27. marts
1881 kl. 13.30. – Madam Gregersen må være ansvarlig for, at der i
dette officielle dødsregister kom til at stå, at det var ukendt, hvor
den afdøde var født den 31. august 1805. 43 Dette var allerede en brik til den senere mytedannelse
om Fanny Enge.
I Preussen var stat og kirke blevet adskilt i 1874,
og der var indrettet en statslig registrering af fødsler, vielser og
dødsfald i stedet for det hidtidige kirkelige. Men den kirkelige registrering
fortsatte, da de kirkelige myndigheder jo skulle begrave de døde.
I dette tilfælde skete det fire dage senere, den 31. Marts 1881.
Præsten anførte i det kirkelige register, at Fanny Enge var født her
(dvs Apenrade), så det var han ikke i tvivl om. Men han skrev til gengæld,
at forældrene til den uægtefødte Fanny Enge ‘angiveligt’ var Christine
Heise fra Mecklenburg og skovrider Friedrich Enger fra amtet Riebnitz.44 Præsten henviste i en tilføjelse til
kirkebogen med moderens dødsindførsel 28 år tidligere, hvor der ikke
var tvivl om moderen. Åbenbart følte han sig forpligtet til nu i kirkebogen
at antyde tvivl om ægtheden af faderskabet. Dette synes at vise,
at der var en mytedannelse i gang.
Fanny Enges ejendele (indboet)
blev sat til salg på auktion af kongens foged (Gerichtsvollzieher)
F. W. Gosch den 23. maj 1881 hos gæstgiver Krause. Det drejede sig
om sofaer, stole, skabe, kuffert, gode senge, meget smukt linnedtøj,
bordduge, servietter, sengelagen, håndklæder mm samt enkelte guld-
og sølvsager. 45
Det er tydeligt at Fanny Enge
var troende. Hendes efterladte privatarkiv rummer kun få papirer. Et
er ”Das Vaterunser” i syv vers, som hun har dateret ” Apenrade
den 1. Juli 1879”, altså i sin sidste levetid. Hun har sikkert skrevet
det af og læst det mange gange. Sidste vers lyder:
Wer mit
starker Zuversicht
Glaubensvoll
in Gottes namen
Diese
sieben Bitten spricht
Kann mit
Freuden sagen Amen
Amen ja
es wird geschehn
Was wir
so von Gott erflehn.46
Den lille kerne til myten
kom frem ved hendes død. Den tyske provst Göttig brugte ved begravelsen
et digt af Schiller \”Das Mädchen von der Ferne\”
hvor det hed ‘man vidste ikke hvorfra hun kom\”. I et par
korte nekrologer af Flensborg Avis og Dybbøl-Posten kaldes hun en ejendommelig
eller mærkelig personlighed også mht sin fortid og at mange mente,
at hun havde evnen til at spå. 47 På kirkegården ved Forstalle blev Fanny Enge begravet
og der blev sat en pæn sten over hende. 48
Kvinderne i nogle dansksindede
familier (familierne Cornett, Callesen, Junggreen, Thomsen ) blev åbenbart
ved med at snakke om deres erindringer om ‘Jomfru Fanny’, som de kaldte hende. I 1908,
27 år efter hendes død skrev en lokalhistoriker, møller Jørgen Fausbøl,
en artikel i det danske blad Hejmdal her i byen en artikel om Fanny
Enge for at få læserne til at sende ham yderligere oplysninger. Han
skriver om hendes spådomme og eventyrlige herkomst. Hun skulle nemlig
være datter af den senere Christian 8. og hans første gemalinde prinsesse
Charlotte Frederikke. I 1919 kom der nye artikler bl.a. af Marie Thomsen,
der udgav dem som en lille bog \”Jomfru Fanny \”. Den kom i flere
oplag i 1930erne og under Besættelsen. Helene Rud udgav en bog med
samme indhold. Forfatteren J. Ravn-Jonsen brugte stoffet til en fantasifuld
historie om Jomfru Fannys herkomst. Helt op til i dag er kommet bøger,
hefter mm, der beskæftiger sig med det fine og fornemme i Jomfru Fannys
herkomst, og hendes spådomme. 49
Grundlaget for artiklerne
og bøgerne om hende er traditionen og troen på at Jomfru Fanny må have
været datter af en dansk prins og prinsesse osv. Allerede i 1943 udkom
ellers prins Christian Frederiks dagbøger og optegnelser, som viser
umuligheden af dette. 50 Artiklerne om Jomfru Fanny er ikke båret
af ønsket om at finde en historisk sandhed og meget få af forfatterne
har søgt en kritisk historisk dokumentation og bevisførelse.
Først med redaktør Morten
Kamphøvener, der i 1964 skrev artiklen \”Jomfru Fanny i kritisk
belysning\” kom en sådan, men hans undersøgelser har ikke anfægtet
dem, der fortsat ønsker at tro på myten om Jomfru Fanny. Personregisterfører Holger Jacobsen svarede således i 1965 Kamphøvener,
at afsløringerne ikke engang gjorde indtryk, aabenraaerne ville beholde
deres jomfru Fanny med den ukendte, måske kongelige oprindelse. Men
i denne artikel har jeg så prøvet konstruktivt at tage fat på det,
man med rimelig sikkerhed kan sige om den historiske Fanny Enge.
Tak til Jørgen Witte
1 LAA Aabenraa personregister Døde 1881
nr 31; kopieret i Frands Gregersen: Jomfru Fanny – og hendes tid (2004)
s. 84f.;
2 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. I Sønderjyske Årbøger 1964 s. 214-231; Jomfru Fanny
endnu engang. Bidrag af Holger Jacobsen og Morten Kamphøvener. I Sønderjysk
Månedskrift 1965 s. 89ff.
3 Se http://kleinanzeigen.ebay.de/
4 L. Bobé: Slægten von Qualen. I
Personalhistorisk Tidsskrift 7. Rk 1 (1916) s. 81-108, artiklen omtaler
ikke ejerskabet af Vietow (s. 101); Ellen Poulsen: Jens Juel (1991)
Bd 1 s. 181, 226, bd 2 s.396, 521;
5 Kaldenavnet Fanny fremgår af von Qualens
ansøgning om tilladelse til at ægte hende, se J. C. W. og K. Hirsch:
Fortegnelse over danske og norske Officerer m. fl. 1648-1814. (Håndskrift
i Kgl. Bibl.) Bd. 8 s. 263;
6 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. S. 224, 230f.; Danmarks Adels Aarbog 1925 s.
490 og 492;
7 http://da.wikipedia.org/wiki/
8 LAA Aabenraa ældre Byarkiv. Nr 126b Af-
og tilgangslister til Kopskatregistrene. Tilgangsliste for oktober 1805.
9 Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser.
(1943) Udg. Ved Axel Linvald. I. Bind 1799-1814 side 258,
578;
10 Aabenraa Bys Historie Bd. II s. 128; listen
over bidragydere dat. 7. Nov. 1807 er venligst udlånt af Aabenraa Museum.
11 Dansk Biografisk Lexikon (Bricka) Bd.
II s. 448f.; Palle Rosenkrantz: Amtmandsbogen. Portrætter og Biografier
af Stiftamtmænd og Amtmænd i Danmark 1660-1835. (1936) s. 43.; Danmarks
Adels Aarbog 1925 s. 490.; LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1808
2/3.; J. C. W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer
m. fl. 1648-1814. (Håndskrift i Kgl. Bibl.) Bd. 8 s. 263;
12 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. (1964) s. 222-226;
13 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 3 Døde
1826 16/10; Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Side
225;
14 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte
1805 31/8;
15 Lommetørklædet er afbildet på omslaget
af ’Jomfru Fannys kongerige’ (1982) ; museumsinspektør Hanne Christensen
opfatter lommetørklædet som et vigtigt spor. Se Hanne Christensen:
Jomfru Fanny – den synske kongedatter fra Aabenraa. I19 Myter
i Sønderjyllands historie (2002) s. 143.
16 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. (1964) s. 225, 231; se LAA Aabenraa og Løgumkloster
amters arkiv. Von Blüchers arkiv pk. 451 1805-10 Civil-, forst-, jagt-
og vejbødesager;
17 Danmarks Adels Aarbog 1942 s. 15f.; Danmarks
Adels Aarbog 1925 s. 490; at Fanny Enge skulle have have haft skolegang
med Blüchers efterfølgers børn synes at være rent tankespind.
18 Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s.
148ff.;
19 LAA Privatarkiver Fanny Enger d.1881 Diverse
u. å. ; LAA Privatarkiver J. Maybøl, Breve 1876-80;
20 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 228; Drømmen hed: Fannys Spaadom eller den
slesvigske Piges Drømmesyn, der tyde Danmarks Lykke og Danskens Sejr
over Tyskerne.” Udg. I København af C. T. Hansen. Skriftet anfører
Momme Boisen, Aabenraa 16. Maj 1849, som hjemmelsmand til hendes
drømmesyn. Denne Momme Boisen er forgæves eftersøgt. I skriftet
henvises til vilde skarer fra Tyskland, der lignede røverkaptajnen
Rinaldo Rinaldini. Denne røverkaptajn var hovedperson for en
romantisk roman af Christian August Vulpius, skrevet 1798 og oversat
til dansk 1800-01.
21 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede
piger 1822 nr 3; LAA Fysikatsarkiver Aabenraa og Løgumkloster
amter, Vaccinationsprotokol 1812-36 og for Aabenraa by 1812-36.
Vaccinationen er ikke fundet i de to protokoller under 1822. ;
22 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede
piger 1822 nr. 3;
23 LAA Folketællinger 1840 Aabenraa nr.
2.2 side 14 og 1845 Aabenraa nr. 2.3 side 745. Christine Heise
oplyste begge gange, at hun var enke og i 1845, at hun var født
i Schwerin. LAA Folketælling 1855 Aabenraa nr 9.2 side 452;
24 Aabenraa Museum arkivæske BK sag 38,
opgave af Ingrid Wehlitz (marts 1981) s. 9f, 16 og passim;
25 LAA LAA Aabenraa ældre Byarkiv.
Nr 125c Kopskatregistre. Mannzahlliste 1835 og afregninger
for 1835 og 1836.;
26 Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa
– enetnologisk studie af kvartersudvikling i en nordslesvigsk købstad
1850-1920 (1978) s. 30f.
27 LAA Folketælling 1845 Aabenraa nr. 2.3
side 745;
28 Henrik Fangel: Haderslev Bys historie
(1975) Bd. 1 s. 104f. og 229;
29 G. Japsen: De nordslesvigske sparekassers
historie (1970) s. 27-32; Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 226f. ; LAA Foreningsarkiver Aabenraa Spare- og
Laanekasse Hovedbog B 1819-37 fol 18; Morten Kamphøvener: Jomfru
Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f.;
30 LAA Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged.
Skyld- og panteprotokol 1756-1855. Fol. 703. – Retsbetjentarkiver.
Aabenraa byfoged. Auktionssager 1833. – Retsbetjentarkiver Aabenraa
byfoged. Byfogedprotokol 1833-34. S. 123b.
31 LAA Aabenraa Byarkiv Brandtaksationsprotokoller
1815, 1825, 1835, 1845, 1855-65; Brandforsikringsprotokoller 1825, 1835,
1845, 1853-55, 1865;
32 LAA Folketælling Aabenraa købstad III
kvarter nr 65 (side 791)
33 Morten Kamphøvener: Borgerskaber i Åbenrå
1686-1867. (1974) Bd. I s. 162;
34 LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa byfoged.
Skyld- og panteprotokol 1756-1855 fol. 703; se også Uwe Thomsen:
Jomfru Fanny’s speciedalere (trykt som manuskript 1993) .
35 LAA Aabenraa præstearkiv. 1567-1880 Stolestaderegistre.
Læg: Fortegnelse over Forandringerne med Stolestaderne i Tidsrummert
1825 til 1849.
36 LAA Aabenraa præstearkiv. 1567-1880 Stolestaderegistre.
Stolestaderegistre 1838, 1861, 1862, 1863.
37 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 228f.; http://de.wikipedia.org/wiki/
38 Sct. Nicolai kirke i Aabenraa, en bykirke
gennem 750 år. R ed. Af Lars Henningsen (2002) s. 261ff;
39 LAA Aabenraa præstearkiv. 1851-1897 Konfitentregister
for diakonatet. Se årene 1854, 1856, 1858, 1861, 1863.
40 LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa købstad.
Protokol over anmeldte dødsfald 1851-1862.
41 Frode Gribsvad: Aabenraa 1864-1871. I
Festskrift til H. P. Hanssen (1932) s. 294f.;
42 LAA Privatarkiver Maybøll, J. Breve 1876-80
; trykt i Ti breve fra Jomfru Fanny. (19959) Ved Georg Buchreitz.
Dette var et særtryk af Aabenraa Statsskoles årsskrift 1959;
43 LAA Aabenraa personregister Døde 1881
nr 31;
44 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 7 Døde
1881 nr 34 den 27. Marts 1881.
45 Frands gregersen: Jomfru Fanny – og
hendes tid (2004) s. 84f.;
46 LAA Privatarkiver Franziska Carolina Elise
Enger d. 1881. Div. År.
47 Flensborg Avis 1881 xx/3;
Dybbøl-Posten 1881 xx /3;
48 Aabenraa kirkegård – gravsten og mindesmærker
(1985) s. 34;
49 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 218-
50 Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser.
(1943) Udg. Ved Axel Linvald. I. Bind 1799-1814 side 244f.;
September 27, 2013
Vi var altid til Julejazz på Tønderhus – dengang. Syncopators var provinsens bedste jazzorkester. Og Tønder Jazzklub var landets største. det var også her man arrangerede landets første jazzfestival. Bølgerne gik højt, da Louis Armstrong indtog Tønder Kino. Ikke alle kunne dog lide “Nechemusik”. I hvert fald ikke brandmændene i Jejsing. Valdemar Rasmussen var dengang
med i det hele. Da Harlem Hot Group fra Tønder indspillede en plade var der 18 forudbestillinger.
Spillet med Valdemar Rasmussen
Ja, egentlig troede jeg, at serien om Musik i Tønder var slut. Men så var det, at jeg for at par år siden optrådte med Michael Klinke og Steen Andersen med “Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro”, og så var det en på Nørrebro, der sagde, at han havde optrådt med Valdemar Rasmussen i Tynne. Det var ham med Mojn – te Tynne….. Jeg tænkte, vi havde jo slet ikke beskrevet jazz – musikken. Når vi kom hjem og besøgte far og mor i julen, skulle vi altid til Jazzbal på Tønderhus.
Et lysthus i Vidågade
Og det var også nede i et lysthus i Vidågade, at Valdemar Rasmussen hver søndag mødtes for at spille jazz. Rolf Øsi Toft spille klarinet, Ole Toft, kornet, Otto Heder, trompet, Carl C. Christiansen, sopransax, Per Nygaard på spejdertromme, og Valdemar Rasmussen på flygelhorn. Det må have været omkring 1954. Og nogle af disse knægte kendte hinanden fra Spejder – orkesteret.
En trompet hos Hübschmann
Godt nok tilhørte instrumenterne Spejderorkesteret, og det kunne sikkert også høres. Men Otte Heders trompet lød nu som en rigtig negertrompet med pumpeventil. Carl havde købt sin sopransax hos skærsliber og musiker Hübschmann fra Nørregade. Denne havde dog sagt:
Indførte Leif Slot jazzen?
Dengang havde det sikkert lydt syret, det der kom ud af lysthuset. Inden da havde pianisten Leif Slot indført jazzen til Tønder. Han var flyttet fra byen til Aabenraa, men hver søndag spadserede han en tur på Alléen lige over på den anden side af Vidåen. Der kunne man sagtens høre, hvad der foregik i lysthuset i Vidågade.
Ekstra undervisning hos Størner
Valdemar Rasmussen og to andre fra gruppen tog ekstra trompetundervisning hos postbud Ernst Størner. Der sad tre trompetister så, omgivet af opvaskebaljer og aviser spredt ud over gulvtæppet. Det skulle tage det værste fra de utætte spytventiller. Danmarks Radio var dengang rundt omkring i Danmark. Og de optog blandt andet den tyske “schlager” ,” Winke Winke” udsat for 25 harmonikaer og tre trompeter under ledelse af førnævnte Størner. Denne, postbud Størner var også leder af FDF – orkesteret.
Valdemar Rasmussen købte sin første trompet hos Størner for 325 kroner. Det var en rigtig negertrompet. Jo den tjekkiske trompet hed endda Toneking. Nu var de ikke alle lige begejstret i Tynne:
Det skete da også, at det lille orkester vovede sig ud af lysthuset og spillede for gymnasiasterne på Statsskolen.
På Jernbanehotellet i Skærbæk
Den første rigtige optræden skete på Jernbanehotellet i Skærbæk. Her skulle de afvekslende spille med et jazzorkester fra Varde med det smarte navn The Whiskers. Varde – orkesteret tog første sæt, og de var betydelig bedre end orkesteret fra Tynne.
Der var blot gået to numre med Tønder – orkesteret, da publikum begyndte at råbe, Varde, Varde, Varde. Man havde ingen problemer med at finde det sidste tog hjem til trygge Tønder. Så vidt Valdemar Rasmussen husker så hver scenen omvendt tre måneder senere, da var det The Whiskers, der blev pebet ud, og så blev der råbt Tynne, Tynne, Tynne.
Kan brandmænd lide jazz?
På et afbud fra et danseorkester blev orkesteret engageret til forsamlingshuset i Jejsing. Men det var nu ikke lige taget højde for, at det var brandværnet i Jejsing, der holdt deres årlige generalforsamling. Man skulle så afslutte med fest og dans. Ved starten var der over 200 brandmænd med damer i stiveste puds med store forventninger til datidens populære toner. Efter
at orkesteret havde jazzet sig igennem de første fire numre, sivede folk ud, sådan cirka 30 – 40 stykker ad gangen. Og selv en gentagelse af det mest hotte nummer, St. Louis Blues forværrede blot situationen. I et desperat forsøg på at vende udviklingen spillede orkesteret, ” En lille pige i flade sko”. Men pludselig stod en brandkaptajn og den kendte købmand Carl Andresen på scenen:
Det var ingen forsinkelser på strækningen Tinglev – Tønder den aften, for det kan godt være at jazzmusikkerne fra Tønder kom hurtig hjem.
Original New Orleans Jazz
Orkesteret ændrede sig, således at det efterhånden blev en original New Orleans besætning. Ole Toft købte sig en rigtig trækbasun. Lysthuset, som for øvrigt blev ejet af Nygaard blev udskiftet med Nygaards lager. Og her indspillede gruppen, deres første jazzplade. Det var med følgende besætning:
Rolf Øsi Toft, clarinet. Ole Toft, basun. Henry Outzen, banjo. Horsti Petersen, guitar. Alfred “Mugge” Hansen, trommer. Valdemar Rasmussen, trompet.
Den første pladeindspilning
Under navnet Harlem Hot Group blev der indspillet 4 titler. Det lød næsten som rigtig negermusik. Bandet blev hvis også kaldt Voldes Bande. Den avancerede optageteknik bestod af en
stålbåndoptager samt en mikrofon udlånt af Radio Rasmussen. Den autentiske lyd var der. Trods dette var der ikke en vanvittig efterspørgsel. Pladen blev kun fremstillet i et oplag på det antal, der var forudbestilt – 18 stykker.
Ikke meget jazz hos Radio Rasmussen
Dengang i Tønder, var der kun i begrænset omfang mulighed for at høre jazzens forbilleder. Det var kun i de mest avancerede hjem, hvor der var pladespiller. Og jazzplader var ikke det,
som Radio Rasmussen havde mest af.
Satchmo i Tønder Kino
Det var i Tønder Kino, man kunne se og høre, hvad der foregik på den anden side af Jejsing Bjerg. Her sad man efter skoletid og så Gøg og Gokke, Tarzan, Cheeta og Jane. De kæmpede mod de onde mennesker i junglen. Men så åbenbarede det hele sig i Tønder, da Tønder Kino viste The Glenn Miller Story. Her kunne man opleve selveste Louis Satchmo Armstrong and his All Stars. Valdemar Rasmussen fortæller, at han kun havde råd til en kino billet, men at han syv gange sad klinet til døren, udenfor biografen og lyttede til Basin Street Blues. Det var ved udgangsportene ud mod Allègade.
Jazzfestival- stor tilløbsstykke
I november 1955 arrangerede Leif og Bent Slot, Danmarks første jazzfestival i Tønder. Det var længe før, at Carsten kom over gaden fra Brødrene Tygesen til Andersen og Nissens Boghandel, hvor jeg var i lære og underholdt med sine planer om Tønder Musikfestival, Den første jazzfestival med over 12 bands, de fleste fra Sønderjylland, blev lidt af et tilløbsstykke. Fra Danmarks Radio var Børge Roger Henrichsen til stede for at optage. Ved den lejlighed opstod for første gang orkesteret Syncopators. Det var et orkester, der eksisterede i mange år med skiftende besætning og med Ole Toft i forgrunden.
Pæne folks børn gik også til jazz
Men nu var det slut med Harlem Hot Group. Der opstod en periode med masser af jazzkonkurrencer og jazzklubber overalt i landet. Og selvfølgelig blev Tønder Jazzklub med Hansi Larsen som formand, landets største. I formålsparagraffen blev det nævnt, at man ville udbrede kendskabet til jazzmusikken. Og i Tønder gik også pæne folks børn til jazz. Ja man var helt oppe på at have 1.000 medlemmer.
Provinsens bedste jazz – orkester
Syncopators blev vældig populære. På Sild blev de nærmest modtaget som feterede stjerner. det nye ved orkesteret var, at det besætningen kun var fra Tønder. Fra Sønderborg kom Ole Føgh, piano, Jørgen Ley på trommer og Claus Ottosen på clarinet. Fra Tønder bestod besætningen af Valdemar, Ole og Henry. Med den besætning tog man til København for at deltage i Ekstrabladets og Tonos jazz – amatør-konkurrence i Odd – Fellow Palæet. Konferencier var programsekretær Otto Leisner. Og sandelig, Syncopators blev kåret som provinsens
bedste jazzorkester.
Som tidligere nævnt i en af artiklerne mener jeg, at Papa Bue nogle gange boede i et nu nedrevet hus på hjørnet af Nordre Landevej og Lærkevej. Men der var nu også andre jazz – bands i Tønder. Mange af dem holdt ikke så længe, Red Onion Jazzbabies, Pappa Cau Cau’s Jazzband.
Store orkester i Tønder
Det var ikke kun Papa Bue, der gæstede Tønder dengang. Det var også Dutch Swing College Band og Chris Barber.
Ballade da Neander Jazzband spillede
Der var også ballade, da jeg mange år senere engagerede Neander jazz Band, som skulle spille midt på gågaden i Aabenraa. Det var dengang, jeg sad i Initiativ udvalget under Aabenraa Handelsstandsforening. Heller ikke dengang var alle gearet til dejlig jazzmusik. Et par år efter fik jeg halsen skåret over på Chris’ s mor fra Neander Jazzband også på gågaden i Aabenraa. Hun overlevede jo. Det var tiden dengang. Og de herlige gutter har jo ofte medvirket til Tønder Festivallen. Her oplevede jeg dem engang til en gospel – gudstjeneste. Det glemmer man aldrig. Men lige så godt, var en tætpakket koncert på Postkroen i Aabenraa med Neander Jazzband.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14-09-2021
September 27, 2013
Midt på Strøget i København dukkede der pludselig nogle bøger op om Tønder, udgivet i Jubilæumsåret 1943. Dette fik undertegnede til at tænke på, at der faktisk er skrevet usædvanlig meget om Tønder i tidens løb. Og ikke alt, hvad der står i disse bøger, kan være rigtig. Men man må helst ikke blande sig i de rigtige historikers forskning.
Til hollandsk bogudsalg
Forleden var jeg atter en gang til hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken midt på Strøget her i København. Og meget overrasket lå der fem gamle bøger om min fødeby – Tønder. De fire havde jeg i forvejen.
700 år – i 1943
På et tidspunkt skulle man tro, at Tønder var en større by, så meget litteratur kom der om byen. Baggrunden var Tønders 700 års fødselsdag i 1943. Et par af byens tysksindede historikere har ganske naturligt også forsøgt at udforske byens historie. Det gælder for eksempel professor Otto Scheel og Ludwig Andresen. Fra dansk side, var det seminarielærer Claus Eskildsen, der kiggede på byens historie.
Tønder – i den grad Grænseby
Som vi tidligere har været inde på, er Tønders historie særdeles indviklet. Byens særegne nationalitet har igennem århundreder været præget af dansk, frisisk og tysk kultur. Tønder har i den grad været en grænseby.
En fantastisk bog fra 1861
Den første bog om byens historie så vi allerede i 1861. Det var Die Stadt Tondern af C.E. Carstens. En vældig interessant historie. Og så kom Ludwig Andresen, der blev født i 1880, der virkelig gik i gang med historieforskningen. Han fik foretaget en del specialundersøgelser. Disse blev offentliggjort i Zeitschrift og Die Heimat. Vigtige sider af Tønders historie kom frem til overfladen Hans store livsværk var Die Geschichte der Stadt Tondern. Han nåede dog kun at få udgivet første bind, der går frem til 30 års krigen. Til dette bind knytter sig også Tønders Borgerskabsprotokoller med en indgående redegørelse for byens befolkningsforhold gennem tiderne. Dette skrift fik titlen, Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern (1937).
Andresen nåede det ikke
Midt i sit arbejde, døde Ludwig Andresen i 1940. Han blev anerkendt som en dygtig og betydelig forsker. Hans dygtighed blev også anerkendt fra dansk side. I forbindelse med jubilæet i 1943, blev en række af Andresens udgivelser genudgivet. Som skrevet, nåede Ludwig Andresen ikke at fuldende sin fortolkning af Tønders Historie.
To andre gode bøger
Tønder gennem Tiderne 1 – 2 blev udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland og redigeret af M. Mackeprang. Men allerede inden denne udgivelse var der fra dansk side udgivet en anden byhistorie, skrevet af Claus Eskildsen. Han fungerede i mange år som seminarielærer i Tønder. Titlen på hans udgivelse var Tønder 1243 – 1943.
Mens Tønder gennem Tiderne er den fuldt videnskabeligt udbyggede detaljerede beskrivelse, er Eskildsens bog en populær oversigt over århundredets historie. Eskildsen er en god fortæller. Bogen kan dog anbefales. Der mangler dog en del om det 17. og det 18. århundrede. Og en del afsnit er lidt ujævn.
Tønders skæbne efter Genforeningen
H.Bernsen og Hans Christian Clausen udgav i anledning af jubilæet en bog, Tønder i Dag (1943). Den fortæller om Tønders institutioner og forretninger. En populær skildring gives af den nyeste historie. Den giver en god belysning af Tønders skæbne efter Genforeningen. Ved juletid 1943 udsendte forlaget Guldhorn, Tønder Aarbog 1943. I bogen omtaler Claus Eskildsen de bøger og aviser, der er blevet trykt og udgivet i den lille marsk-by, siden Tønder – Salmebogen så dagens lys i 1731.
Marstrands fantasier
Vi skal da også nævne en anden lille bog, Tønder, udgivet af ingeniør Vilh. Marstrand, som 4. hæfte i en serie, der er betitlet Vor ældre byers tilblivelse. Forfatteren er kendt for sin berømte bog om Aabenraa.
Bogen eller hæftet er kun på 31 sider. Og minsandten på side 19 kan man konstatere, at mysteriet om guldhornene er løst. Marstrand konstaterer, at guldhornene er gravet ned i den daværende kongsgård. Man skulle så tro, at kongsgården var noget, man kendte fra historien. Men hverken Marstrand eller andre kender til eksistensen af sådan en kongsgård. Ved det kostbare offer ville man sikre sig ejendomsretten til landet, når man kom tilbage. Men Langbarderne erobrede Italien og kom ikke tilbage. Der er flere eksempler i bogen, som nok ikke bør tages alvorlig. Da bogen i sin tid blev anmeldt tog Marstrand til genmæle, blandt andet i Flensborg Avis.
Tyske forskere dominerede indtil 1940
Indtil 1940 var det tyske forskere, der var leveringsdygtige af materiale omkring Tønders historie. Efter “Genforeningen” blev Tønder en dansk by. men udviklingen gik nu ikke helt så stærk. I jubilæumsåret 1943 var der en del tyskhed i byen. Og til byens jubilæum er det dog også kommet tyske bidrag. Således Otto Scheels: Kleine Beiträge zur Geschichte Tonderns.
Var det Tønder?
I bidraget bliver Tønders ældste historie taget op til en ny undersøgelse. Forfatteren afviser Ludwig Andressens teori om en tysk by – grundlæggelse. Efter Scheels opfattelse er Tønder opstået længe før 1243. Den arabiske geograf Idrisis bekendte udtalelse om Tønder:
Ja mange mener, at det her er tale om Møgeltønder, men Scheel hævder, og sikkert med rette, at det er mere sandsynligt, at araberen har ment Tønder. Efter hans mening havde Tønder ikke nogen bebyggelsesmæssig forbindelse med Møgeltønder. Det var skibsfarten på Vidåen, der startede Tønders opstående. En anden udgivelse i jubilæumsåret er Dr. Max Rasch’ artikel:
Lille Tønder voksede Store Tønder (Møgeltønder) over hovedet. Det var digerne, der ødelagde Tønders status som havneby. De første diger blev anlagt i 1436, men det var ikke nok. Vandet fossede stadig ind. I 1615 sejlede man rundt i Tønders gader i både. Ja så sent som i 1825 blev byens broer revet væk.
Det hele er ikke rigtig
Vi har tidligere i artikler været inde på, at ikke alt, hvad der står i de historiske bøger om Tønder er rigtigt. Og mange af fejlene gentages så i andre skrifter. I artikler om Tønder er undertegnede også kommet til skade, at videreføre disse fejl. Gennem tiden er der kommet et væld af skrifter om Tønder. Gå ind på Litteratur Tønder. Man er også stadig uenig om, hvorfor det hedder Tønder.
Landet bag digerne
I Helligåndskirken, hvor jeg var til “Hollandsk Bogudsalg” lå også Landet bag digerne, redigeret af min gamle lærer på Tønder Kommuneskole, Werner Christiansen. Han har begået flere skrifter om Tønder. Utroligt var det, at netop “Weppers” ikke ville have, at vi talte sønderjysk i skolen. Hvis vi gjorde det, lærte vi aldrig rigsdansk, mente han.
Kilde:
Redigeret 14.09.2021
August 23, 2013
Vi kigger på Ladegårdsvejen,
Nørrebrostræde og Nordvestvejen. Da sidstnævnte ændrede navn til Rantzausgade var der ingen, der kunne huskehvilken Rantzau, der drejede sig om. Og det var selv om den lokale skolelærergjorde en stor indsats. Og så er der hele tre historier til en sten, der blev fundet på Ladegårdsvejen. Så var det også lige historienom Svenske – Stina.
Ladegaardsvejen
(Åboulevard)
Egentlig havde vi herpå siden lavet en oversigt over gamle gader på Nørrebro. Disse tre artikler er gengivet i forskellige versioner på nettet med forskellige forfattere. Yderst interessant uden kildeangivelse. Vi udpeger to – tre stykker af disse med fare for, at denne artikel også vil fremkomme i diverse versioner.
En af de mest aktuelle gader vil sikkert være Ladegaardsvej. her vil en del politikere og lokale genskabe den gamle Ladegårdså. Det er altid gratis at have disse drømme og uden at man skal tage stilling til det trafikale kaos, dette vil medføre.
For uforstående skal vi nok lige nævne, at vi egentlig taler om den nuværende Åboulevard. Midt i 1890erne var Ladegårdsvejens særpræg et idyllisk åløb med ikke særlig solide gangbroer over vandspejlet og flotte piletræer langs bredden.
På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver, nyopførte rødstensvillaer og hist og her nogle kedelige grå lejekaserner. Ja og så havde vi selvfølgelig selve Ladegårdsåen.
Delt op i to afsnit
Oprindelig var gadestrækningen delt op i to afsnit med åen i midten. På Frederiksberg – siden blev strækningen kaldt Ladegårdsvejen og på Nørrebro – siden var det Aagade.
Det var først. da åen, som var byens største vandforsyningsledning blev opfyldt, at hele strækningen fik et fællesnavn – Åboulevarden. Men det kneb gevaldigt i Københavns Borgerrepræsentation, at blive enige om fællesnavnet. Det var adskillige gode forslag fremme. Blandt disse var Frederiksberg Boulevard og Gyldenløves Boulevard. Det nuværende navn blev kun godkendt med en stemmes flertal.
En avlsgård
Vi har skrevet en del artikler om Ladegården, men på grund af aktualiteten med planer om at fritlægge søen, skal vi dog her atter engang udpensle historien.
Ladegårdsvejen havde navn efter Christian den Fjerdes gamle ladegård uden for Nørreport – en avlsgård, som skulle forsyne Københavns Slot med madvarer. Denne del af historien varede dog kun til 1651.
Åndssvageanstalter
Dernæst blev Ladegården til hospital for afsindige og pestramte. Fra 1733 – 69 blev bygningerne anvendt som krigshospital, fattighus og straffeanstalt for Militæretaten. Og derefter, indtil 1814 var stedet – Åndssvageanstalt.
Arbejderanstalt
En del af bygningerne blev revet ned i 1816. I 1822 blev komplekset overdraget til Københavns Fattigvæsen som arbejdsanstalt. Efterhånden var de resterende bygninger blevet meget brøstfældige. Og disse blev yderligere ødelagt af en brand den 14. august 1839. Man antog, at nogle fattiglemmer, som havde villet hævne sig. Der var nemlig sat et plankeværk op, der adskilte de mandlige og kvindelige lemmer.
Pjaltehæren
Indtil 1850 var anstalten samtidig tvangsskole for børn, som havde forsømt deres skolepligt. Skolen blev imidlertid nedlagt og børnene anbragt i andre skoler. Derefter var Ladegården helt og aldeles overladt til fattigvæsnets omsorg for subsistensløse… Dette varede ved næsten til 1930erne, hvor Ladegården blev revet ned.
Der er ikke nogen, der mere kan huske, at lemmerne en kold vintermorgen med koste og skovle over skulderen kom sjoskende på vej til fejning og snekastning. De var iklædt mørkeblå benklæder og sort stortrøje.
De bestod af en lille skare af tidligere professionelle tiggere, vagabonder, kronisk arbejdsløse eller småforbrydere, dømt ved retten til tvangsarbejde på Københavns Tvangs – og Arbejdsanstalt, som jo var Ladegårdens officielle navn dengang.
Klipfisk og vandgrød
Omkring århundredeskiftet modtog lemmerne en dagløn på fire, otte eller tolv øre – alt efter ydeevne. Af ugens arbejdsfortjeneste udbetaltes hver mandag 12 , 24 eller 30 øre, som de så på selve Ladegården kunne købe ost, skrå eller snus for. Resten af de indtjente penge henstod til deres afgang fra institutionen.
Den daglige arbejdstid var på 12 timer med halvanden times hvil midt på dagen. Middagsmaden bestod som regel af klipfisk og vandgrød den ene dag, og sødsuppe og ragout den næste. Søndagen fejredes med kødsuppe. Frokosten bestod af mørkt groft rugbrød med margarine samt et krus øl. Dårlig kost? Nej ikke i forhold til datidens fattige.
Allernederste trin
At være lige til Ladegården ansås af alle dengang for det allernederste trin på den sociale rangstige – så hellere leve en fri tilværelse,
selv om det kostede, at man gik dødsulten til ro hver eneste aften.
Ladegårdens belægning varierede i 90’erne fra cirka 700 til 1.000 pensionærer. Anstaltens drift kostede Københavns Kommune omkring 200.000 kr. årligt. Dog kom cirka halvdelen
ind ved tvangsarbejdernes egen indsats.
Kvinderne , som hovedsagelig var endt på Ladegården på grund af usædelighed, blev brugt til syning, strikning, rengøring og tøjvask. Mændene blev, foruden det obligatoriske gadearbejde, sat til at udføre forskellige håndværk, bogbinding, skomageri, smedearbejde og så videre, men frem for alt vævning, som mange af dem tidligere havde lært på straffeanstalter. De færdige varer blev leveret til hospitaler og plejehjem.
Husvild
Ladegården indeholdt også en afdeling for husvilde. De fik anvist et eller to værelser med køkken. Husvilde afdelingen havde plads til 18. Man kunne komme og gå, som man ville. Man skulle bare være hjemme hver aften, inden Ladegården lukkede sine porte klokken 20.30.
Omrokeringer
Inspektøren på Ladegården havde ikke grund til klage. Han havde sin store dejlige have, vel den smukkeste i byen.Efterhånden omkring årsskiftet begyndte grundene at stige i pris. En del omrokeringer fandt sted. Gennemførelsen af Rosenørns Allé ud til søerne fandt først sted i 1924. På den tid begyndte Ladegården allerede, at blive affolket. Lemmerne var anbragt andre steder, Sank Hans Hospital, Almindelig Hospital, De Gamles By og Sundholm
I begyndelsen af 1930erne begyndte man så at rive de gamle grimme bygninger ned. På de godt og vel syv tønder land, Ladegården havde strakt sig over, rejstes de nuværende boligkomplekser mellem Åboulevarden, Julius Thomsensgade og Rosenørns Allé.
Tre historier om en stand
Lige over for Ladegården lå en spidsformet, halvanden meter høj mindesten på cykelstien – ved Åboulevard nummer 16. Stenen blev fisket op fra åens bund ved Ladegårdsåens overdækning. Ved en nærmere undersøgelse viste det sig, at den i sin tid havde været brugt som vandstandsmåler. Men straks efter sin tilsynekomst på sin nuværende plads bredte der sig
en historie i folkemunde.
Man mente, at stenen, stod der som minde om et ungt nygift brudepar, der for mange år siden i deres brudekaret var kørt løbsk og var druknet i Ladegårdsåen.
En smule sandhed er det dog i historien. For i 1870erne er der vitterlig druknet nogle unge mennesker i åen. Det var to letlevende pigebørn, som efter en glad aften havde hyret en droske til hjemturen. De havde rutsjet frem og tilbage på sæderne indtil døren var sprunget op. De to pigebørn var drattet ud og faldet i der, hvor Ladegårdsåen var dybest.
Og der er også en tredje historie. Det var fire damer fra det bedre borgerskab, der var på besøg på en lystgård i nærheden. På vejen var hestene løbet løbsk og de fire damer var druknet ude i åen.
Nørrebrostræde (Stengade)
I kælderlokalerne til Stengade 14, fandtes engang et værtshus, der hed Kommoden. Ja egentlig var det hele ejendommen, der hed sådan. Man sagde nemlig dengang, at beboerne her
var stuvet sammen som i kommodeskuffer.
Det var dengang det hed Nørrebrostræde. Her var landsbyagtige bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehaver.
Midtvejs ned til Korsgade var gadestrækningen spærret med solide plankeværksstolper. Herfra begyndte så den rigtige Stengade. Gaden fik navn efter boghandler Chr. Steen, Nørrebrogade 45. i 1858.
Det gamle Nørrebrostræde skiftede navn til Stengade i 1927, således at hele strækningen fra Nørrebrogade til Korsgade har samme navn.
Ved hjørnet af Prins Jørgensgade kunne man endnu i mange se rester af fortidens småbygninger, hvor skellet stod mellem Nørrebrostræde og Stengade.
Nordvestvej (Rantzausgade)
Inden Bulldozersaneringen stod de gamle grimme lejekaserner tæt op ad hinanden, indrettet efter det berygtede korridorsystem fra midten og slutningen af 1800 – tallet. Byggematadorerne gav dengang gaden navnet Nordvestvej, fordi den gik i stik nordvestlig retning bort fra byen. I nogle år umiddelbart efter bebyggelsen var gaden den længste i det gamle København. For enden af gaden begyndte Bøh – landet.
Svenske- Stina
Nordvestvej havde ikke det bedste ry. Ølhundene glammede talstærkt på værtshusene, daleren rullede flittigt, og slagsmål både udendørs og indendørs var mangfoldige.
Det var også her Svenske – Stina underholdt om valutasituationen i særdeles bramfri udtryk. Den drikfældige kvinde sad med fødderne i tagrenden og i et ret så bramfri kostume. Midt under hendes foredrag lykkedes det for en betjent, at trænge ind på hendes kvistværelse og få hende væk fra vinduet. På sine brede skuldre bar han kvindemennesket ned ad trapperne og ind i Salatfadet. Som tak for bæreturen havde Svenske – Stina gjort ham våd på ryggen!
Hvilken Rantzau?
Gaden skiftede navn til Rantzausgade i 1905. Ingen af beboerne for at sige slet ingen var klar over, hvilken Rantzau gaden blev opkaldt efter. Det var myndighederne hvis nok heller ikke selv klar over. På en forespørgsel fra en kreds af nørrebroere, svarede borgmesteren ved et møde på rådhuset, at det stod enhver frit at tænke på den Rantzau man ville, om det så var Johan, Daniel eller Gert.
Men på det tidspunkt var de fleste nørrebroere ikke så stive i Danmarkshistorien. Mange af dem var af den opfattelse at gaden var opkaldt efter en politiassistent Rantzau i den lokale politistyrke. (Se artiklen: Fælledvejens Politistation).
Den tapre Skolelærer
En skolelærer, der underviste børnene fra Rantzausgade – kvarteret, fik i forbindelse med navneskiftet den lyse idé, et eksaminere børnene i kendte navne fra Danmarkshistorien, især fra Frederik den Tredjes tid.
Han spurgte flere elever, om de dog ikke kunne huske en eller anden feltherre, hvis navn nu havde fået tilknytning til Nørrebro. Og for at hjælpe på børnenes hukommelse lidt på gled mindede han dem om Frederik den Tredjes udødelige ord om at dø i sin rede.
– Hvorfor sagde kongen det?, spurgte læreren
– Fordi, lød svaret, at han la’ i sin seng, da de skød.
Rantzausgade- kvarteret har mere end en menneskealder været præget af slum med triste grå sidegader, korridorlejligheder, skumle baggårde og dårlig luft. Det var før saneringen.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler
Artiklen redigeret 2/9 – 2014 og 11/9 – 2021
August 23, 2013
Vi besøger Østergades “Dandyer” og Brødrene Andersen. Amagertorv har set meget i tidens løb. Og Højbro Plads oplevede Nødtørftsanstaltens storhed og fald. Læderstræde blev kaldt for Judengasse. Kong Hans’ søn fik en borgerlig opdragelse. H.C. Andersen reddede sig en gratis torsdags – middag. Vi møder nogle tørstige russere på Store Lækkerbisken. På menuen står Spegesild med sodavand. På Toldboden viser en person, kannibalsk adfærd.
På Gianllis Konditori
Vi fortsætter vores tur ad Strøget. Vi er stadig i Østergade. Vi er nået til det populære Schweizerkonditori, Gianellis. Dette blev grundlagt den 16, februar 1802 på Østergade 9. Her lå også Brødrene Andersens forretningsgård også engang. Senere flyttede konditoriet hen i nummer 1. Det var i 1804. I det offentlige liv spillede Gianellis en stor rolle. Publikum udgjordes af Østergades “Dandyer”. Det var de såkaldte Lapser. Ja et nutidens ord kan være dagdrivere:
Har fik de chokolade med tilbehør af kager. Her sad man så en forårsdag 1847 og læste en skrøne i Flyverposten med overskriften Kannibalsk Adfærd. Det handlede om en toldbodssjover, der med hænderne havde fanget en rotte på Toldboden og ædt den råt. I ejendommen kunne man fra den 15. november 1864 opleve Vilhelm Trydes Bog – og Kunsthandel. Butikken var faktisk opstået året før i Slesvig.
Brødrene Andersen
Brødrene Andersens Herreekviperingshandler lå der i nummer 7 – 9. Det vil sige i nummer 7 lå i mange år, Jahnsen & Co’ s Sørgemagasin. Brødrene Andersen rev det hele ned og åbnede den 17. oktober 1916. Firmaet opstod som en lille tarvelig hosekræmmerbutik i Grønnegade 27 af en ung jyde ved navn Ferdinand Andersen. Han går senere i kompagniskab med sin bror, Carl Andersen.
Hosekræmmernes paradis
Grønnegade var dengang det sted, hvor næsten alle byens hosekræmmere havde deres butikker. Alle børstenbindere havde deres butikker i Antonistræde. Det
var hos Brødrene Andersen man købte Kadettøj. Det var det hvide og blåstribede linnedstof.
Harmløs morskab
I nummer 13 opstod en øl-hal, der fra den 1. januar 1855 gik under navnet Den bayerske Øl-halle. I marts 1859 overtog cigarhandler Carl Rydberg lokalerne. Rydbergs Kælder spillede en rolle i Københavns aftenlige og natlige Leben. Her var journalister og kunstnere forsamlet. Der var lokaler på begge sider af porten, og de var altid stuvende fulde. Og her var udelukkende herrer, der kom her til harmløs morskab. Damer, både med og uden Gaaseøje kom yderst sjældent her.
Et stort selskabshus
Også naboejendommen i nummer 15 har spillet en stor rolle for dem, der ville more sig. Ejendommen havde facade både til Østergade og Lille Kongensgade. Jo, her kom skam særdeles fine gæster. I 1757 blev gården ejet og beboet af Overkrigssekretær, Generalmajor Greve Conrad Wilhelm Ahlefeldt, der i 1775 solgte det hele til traktør Gottlieb Schreek. Han havde haft sit traktørsted på Kongens Nytorv 21. I Østergade 15 blev der nu indrettet en række værelser, selskabs
-, koncert – og ballokaler. Her fik Kongens Klub sit vinterlokale. (Se vores artikel om denne ejendom)
Restauranten havde i mange år lokaler på førstesalen i forhuset, sidehuset og huset mod Lille Kongensgade. Det var også her Læseklubben residerede efter klokken 12 nat. Medlemskontingentet var 25 øre en gang for alle.
Succes med lykønskningskort
I en af ejendommens butikker indrettede bog – og papirhandler Giese sig. Her dukkede jule – nytårs og lykønskningskort op. Op til jul var tilstrømningen så stor, at Giese måtte leje en kælder i ejendommen udelukkende til salg af kort.
Politikens redaktionskontor
I nummer 23 havde dagbladet Politiken i sin tid sine redaktionskontorer. Her samlede befolkningen sig neden for på gaden, når der var valgaften. Her
lå også Therps Broderiforretning. Men inden dette, boede den berømte læge og filosof Johann Clemens Tode her. På den modsatte hjørne i nummer 25 var der i adskillige år, Kongelig Hof-buntmager A.C. Bang. I nummer 27 lå A.C. Camèls Kaffeforretning. Det havde den gjort siden 1805. Og i Østergade 30 opstod Fonnesbechs Modemagasin i 1847.
Spegesild med sodavand
I Østergade 47 opstod en restaurant på ejendommens førstesal. Indehaveren hed Meyer. Etablissementet var kendt for sin gode kaffe, så firmanavnet Mokka – Meyer var godt valgt. Her blev også serveret Spegesild med sodavand. Men det var nok Østergades kræmmersvende, der nød den gode kaffe.
Varm mad til 8 skilling
I naboejendommen i nummer 49 holdt Salomon Davidsens Hof-ligneri-handel til. I Østergade 59 lå den gamle forretning F. Mouville – F.L. Beawais Efterf. Han var kommet til København i 1847, hvor han åbnede et Fransk Svineslagteri. i kælderen til Østergade 59, senere i nr. 40. Her solgte han hver dag Varme Koteletter med sauce til 8 skilling. Tallerknerne måtte kunderne dog selv medbringe, To varme Pølser med sauce kostede ligeledes 8 skilling.
Men noget andet der imponerede københavnerne, var Varm Leverpostej, der kunne købes Fjerdingspundsvis for rimelige penge. I det dybe kældervindue skiltede han med sine kulinariske herligheder. I samme ejendom boede i 1771 en fiskehandler ved navn Ib Pinvig, og han averterede med at han bor “første Dør paa Høyre (i Østergade) og i Store Kirkestrædet anden Dør paa venstre Haand paa Amagertorv”.
Tørstige russere
Den sidste ejendom på venstre hånd på Østergade er nummer 61. Denne ejendom nævnes allerede i Jordebogen af 1496. Senere indfandt sig her, byens fornemste gæstgivergård, kaldet Store Lækkerbisken. Vi har tidligere her på siden fortalt om denne, men det gør vi gerne igen. Fra 1656 er der bevaret en regning over beværtningen af det russiske gesandtskab, som boede her fra den 28. maj til den 19. juli. Og de har været særdeles tørstige. Selskabet bestod af 11 personer, og det var ikke småting, de kom til livs:
Og ikke nok med det. Selskabet havde yderligere drukket for 253 Rigsdaler Franskvin, Kirsebærvin, Bittervin, ligesom der på regningen var anført 151 Kilo Sukker, formodentlig til at forsøde den varme vin.
Isenkræmmer Egholms Gård
Desværre brændte den imponerende bygning ved bybranden i 1795. Efter branden opstod bygningen, genopbygget af ejeren major Wilster, i skikkelse af Isenkræmmer Egholms Gård.
Særlig ved juletid var Egholms vinduer belejret af store og små børn med store øjne øjne, der betragtede de mange vinduers herligheder. De kiggede på de opstillede tinsoldater, vogne, legetøj, dukker og sidst men ikke mindst, de morsomme nøddeknækkere i form af en tyk mand eller kone.
Højbrohus
Ejendommen blev senere købt, nedbrudt og en ny ejendom blev opført af kammerråd Carl Vivel. Han gav ejendommen det noget umotiverede navn, Højbrohus, selv om ejendommen ligger på Amagertorv.
Højbro Plads ligger som bekendt mellem Store Kirkestræde – Læderstræde og Ved Stranden – Gammelstrand. Pladsen opstod først efter byens brand i 1795.
Prinsen fik borgerlig opdragelse
I hjørnehuset over for Læderstræde boede på Kong Hans’ tid en af Københavns mest velansete borgere, Købmand og Borgmester Hans Meisenheim bogbinder. Kongen lod sin søn, Prins Christian (den senere Christian den Anden) komme i huset og nyde en borgerlig opdragelse.
Bygningen var et stort stenhus, det vil sige et grundmuret hus. Kong Hans besøgte ofte Hans Bogbinder, for at benytte sig af hans Badstue. Mens dette stod på nød kongens følge værtens fortræffelige øl i Borgerhuset.
Vejen til Amager
Gennem Højbrostræde var byens hoved-færdselsåre til Christianshavn og Amager. Gennem denne gade kom Amagerbønderne med deres køkkenurter og havesager. Dem solgte de på torvet – Amagertorv. Deres stader lå der, hvor Storkespringvandet i dag befinder sig.
Ellen Marsvins Gård
Store Færgestræde var ligeledes en hovedgade, men egentlig ikke nogen strøggade. Vi er nu ved Ellen Marsvins Gård opkaldt efter Christian den Fjerdes svigermor. I en vejviser fra 1770 kaldes gården dog Stenbukkens Gård efter den svenske general, Magnus Steenbock, som i 1713 blev ført til fange. Det var dog under særdeles lempelige forhold på Marsvins Gård.
Men ak også denne pragtbygning blev en af flammens ofre i 1795. Den opstod igen i en helt anden skikkelse, Højbro Plads 21. Det var grosserer Friederici, der stod for opførelsen. Det var starten til de første moderne butikker i København.
H.C. Andersen fik middag
I denne bygning havde rederiet Fædrelandet sit hovedsæde. I dette hus kom H.C. Andersen næsten hver dag i mange år. Hver torsdag spiste han middag med værten etatsråd Moritz Melchior.
Det berygtede blad, Politivennen fremhævede ejendommens gode belysning.
De gående kunne ikke komme frem
Den del af Højbrostræde, som dannede de lige numre på Højbro Plads var i slutningen af det 18 århundrede til tider ufremkommelig for gående på grund af de mange handlende og deres stader. Der var handlende af enhver art. Koner som solgte kamme, kniplingskræmmere, porcelænshandlere, visekællinger, som med hæs røst fremskreg de sidste nye gadeviser. Sidst men ikke mindst var her en vrimmel af gamle og unge jøder, der solgte barometer, brugte klædningsstykker, og de dengang brugelige piske-bånd i diverse kulører.
Judengasse
Piske-bånd var dengang noget som rigtige mænd gik med. Det var en slags hårpisk, der hang ned ad nakken. Onde tunger kaldte Læderstræde for Judengasse. Men det var nu ikke tale om en ghetto, hvor jøder skulle bo. I tidligere tid har det hvis nok været en synagoge for de såkaldte Portugiser – jøder.
Pas på – lommetyve
For cirka 300 år siden var kvarteret omkring det nuværende Højbro Plads berygtet for dets lommetyve. Det berettede bogtrykker Phønixberg i det første danske smudsblad “Dend forkeerte Mercurius” i 1726 – 1728.
På hjørnet af Store Kirkestræde og Højbro Plads lå Warburgs Trikotagehandel. Det havde ligget på stedet siden 1776, hvor Juda Leb Warburg købte den gamle gård, hvor Assistenshuset havde været installeret i Frederik den Femtes tid. Også Warburgs hus brændte i 1795. Da man genopførte huset måtte man afgive meget plads til gadeudvidelser.
Strid om navn
Byens brand raserede særlig dette område. Man bestemte at tomten mellem Højbrostræde og Store Færgestræde aldrig mere måtte bebygges, men skulle udlægges som torv.
Tomten blev ryddet, og torvet blev planeret, men hvad skulle torvet hedde? Man diskuterede og skændtes. Stadskonduktør Rawert foreslog Ny Amagertorv. Kancelliet foreslog i stedet Højbro Plads. Men så let gik det dog ikke. Københavnerne havde vænnet sig til begreberne Gammel Amagertorv og Ny Amagertorv.
Først omkring 1860 døde snakken om den uofficielle betegnelse.
Amagerkonerne og mænd
Og på Højbro Plads tog Amagerkonerne med deres fristende store kurver opstilling med de vekslende årstiders grøntsager, ærter, asparges, gulerødder, løg, roer, kørvel, grønkål, hvid – og rødkål m.m., samt de velduftende blomster. Man så Amagerkonerne sidde i deres amagerdragt med de mange hvide Skørter og Kjoler, med deres snævre Kjoleliv, og med deres Silkehuer,
Også Amagermændene så festlige ud.
For meget loppetorv
Endnu i 1870erne kunne man se Amarfar i de københavnske gader. Nu var der også andre på pladsen. Således kunne Nyeste Skilderi af København meddele, at der på Ny Amagertorv , som bladet stadig benævnte pladsen, var blevet oprettet tre nye vandrende Butikker af et ganske eget Slags. Den ene var en boglade, der var placeret lige ved Kirkestræde. De to andre blev betegnet som Ruskomsnuskbutikker. Man fandt her for eksempel gamle bøger og Landkort, Skilderier, Jernkram og sønderslaget Porcelæn, umage Spænder etc. Og disse butikker spredte sig som lynets hast.
Højbro Plads var i begyndelsen et stort Loppetorv. Men det var ikke den udvikling som Magistraten havde ønsket. Man fik flyttet disse butikker.
Den populære sandmand
Også Sandmanden var populær. Han havde sand med til de hvidskurede gulve. Og sandet blev leveret af såkaldte sandpramme. Såkaldte Sandkister, hvor sandet kunne opbevares inden det blev sat til salg.
Anstaltens demolering
På Højbro Plads kom endnu en bygning. Det var en mindre muret bygning. Den tjente som en slags Nødtørftsanstalt for Herrer. Men ak og ve. Denne indretning førte til en alvorlig diskussion, der endte med anstaltens demolering.
Pøbelen havde angrebet husarerne. De brugte sten fra anstalten. Og inden Slaget på Højbro Plads var over, var der ikke mere en Nødtørftsanstalt. Mange
år senere blev pladsen skueplads for en anden begivenhed, Christian den Niendes og Dronning Louises Guldbryllup den 26. maj 1892.
De første p – pladser
Amagertorv hørte til byens forholdsvis mindre torve. I en gammel beskrivelse fra 1783 fortælles, at der var Torvedage, onsdage og lørdage. Amagerbøndernes tomme vogne var henvist til at parkere på Nytorv og Vandkunsten.
På disse torvedage var hele torvepladsen besat af boder, bestående af et par stænger med et stykke sejldug over. Her var Hosekræmmere med uldne Sager, jyske Strømper, Huer, Vanter, Nattrøjer etc. Ligeledes var her Spækhøkere med røget og saltet Flæsk, Gryn, Ost m.m. Har var Frislagtere med Fersk Kød og Flæsk.
De forskellige stader var mærket med nummerere sten i brolægningen. Af disse stader svaredes der årligt leje. Omkring den offentlige vandpost sad hver dag nogle af byens Havekoner og solgte haveurter.
Torben Oxes halshugning
Dette torv har set meget. Således for næsten 500 år siden, en procession, der den 29. november 1517 fra Københavns Slot førte den dømte Slotsbefalingsmand Torben Oxe. De kom skridende fra Højbrostræde, gik tværs over Amagertorv og nedad Købmagergade for at ende på Skt. Gertruds Kirkegård (det nuværende Kultorv), hvor dommen, halshugning blev eksekveret.
Frederik den Andens kroningstog
42 år senere, den 20. august 1559 så man Kong Frederik den Andens store kroningstog komme fra slottet, gå gennem Højbrostræde, dreje omkring ad Amagertorv og fortsætte vejen gennem Strøget og Skovbogade for at ende ved Frue Kirke, hvor den højtidelige kroning fandt sted.
Gaderne var strøet med blomster og grønt, og hele København stimlede til. Først kom 6 trompetere og 2 trommeslagere, derpå den danske, holstenske og saksiske adel med 9 trompetere og 2 trommeslagere efter sig, så fulgte de kongelige herolder, så rigsrådene til hest og endelig kongen med sit store følge.
Gennem årene lagde pladsen grund til endnu større fester. men det hører vi om i næste afsnit om Livet på Strøget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.01.2022
August 23, 2013
Her døde ca. 70.000 indsatte. Blandt disse 62 danske politifolk. Russerne blev skudt i det røde rum. Man dræbte fangere med fenol – indsprøjtninger. Karl Kock , kommandanten drev KZ – lejren som om det var hans egen forretning. Hans kone Ilse, blev kaldt Heksen fra Buchenwald. Her var både Ride-sal, Biograf, Zoologisk Have – men det var nu ikke for de indsatte. Kasino og Jagtslot var her også. . Seruminstituttet deltog i menneske-forsøg og det gjorde den danske læge, Carl Værnet også. Han flygtede under mystiske omstændigheder fra de danske myndigheder til Argentina. De allieres bombninger kostede
masser af liv.
70.00 døde
238.960 registrerede fanger havde været i Buchenwald. Af disse døde ca. 70.000. Jøder og russer levede under de mest kummerlige forhold. Her var dødeligheden på ca. 98 pct. Danskere og nordmænd var dem, der blev bedst behandlet. De fik også hjælp hjemmefra via Røde Kors pakker.
En værre stank
Byen Weimar, 13 kilometer fra Buchenwald tjente godt på KZ – lejren. Når der ankom tog til Buchenwald med nye fanger, var det
ofte et lokomotiv med 40 godsvogne. Her kunne de sidde i flere døgn, i en stank i en blanding af snavs, sved, mudder, kål, afføring og urin.
10.000 lejre i Tyskland
Aflange stenbarakker fungerede som administrationsbygninger. Hovedindgangen var en større bygning på en etage, hvor sektionen i midten bestod af en høj overbygning, der nærmest var bygget som et lille tårn af træ. Her var der en balkon med projektører. Og oven for denne var et kæmpe ur. På et stort skilt, stod der med udskårne og forgyldte bogstaver:
Den 22. marts 1933 havde SS åbnet den første lejr beregnet til internering af skadelige elementer. Den blev indrettet i en nedlagt krudtfabrik i Dachau ved München. Samme år blev der bygget en Schutzhaft – Lager på en militær flyveplads vest for Weimar. Da man senere igen skulle bruge flyvepladsen, blev fangerne flyttet til Bad Sultza, et stykke derfra. Efterhånden havde man oprettet mere eller mindre tilfældig ca. 50 lejre rundt om i Tyskland. De første egentlig KZ – Lejre var Dachau og Oranienburg.
Og det hele endte med over 10.000 lejre inklusive diverse Aussen – und Arbeiterlager.
Hæmningsløs og brutal
Den første kommandant i Buchenwald Karl Koch blev betegnet som hæmningsløs og brutal. Desuden var han korrupt. Han kørte en jernhård disciplin. Egentlig var Buchenwald kun tænkt som arbejdslejr. Men det udviklede sig til KZ – lejr med masser af kreative henrettelsesmetoder. Og denne kommandant, Koch giftede sig i 1936 med Ilse. Koch bad også om at få sine mest betroede folk med fra Sachsenhausen til den nye lejr. I 1937 flyttede han i kommandørhuset
med sin kone.
De første fangere, der skulle bygge lejren, blev straks bekendt med Kocks jernhårde disciplin:
Måtte ikke sammenblande kultur
I sommeren 1937 skulle fangerne slæbe sten fra stenbruddet ind til lejren. Var stenen efter SS – soldaterne ikke store nok, blev fangen slået ihjel. Senere blev fangerne spændt for vogne og måtte slæbe store læs hjem.
Allerede efter 29 dage begik den første fanger selvmord. Egentlig hed lejren Eltersberg. Men dette navn kunne forbindes med Goethe, Schiller og Franz List, ja endda H.C. Andersen. Sidstnævnte boede på et nærliggende slot. Og var det noget, man ikke kunne kunne var det, at forbinde en sådan lejr med kultur. Til sidst skar Himmler igennem og navngav lejren Buchenwald.
En kæmpe lejr
Lejren bestod af et kæmpe område på 150 ha. Selve KZ – lejren bestod af hoved-lejren. Den bestod af 50 barakker, hvoraf de 12 var stenhuse i to etager. Men egentlig blev lejren hele tiden udvidet og inde i selve lejren blev der udviklet små lejre. Der var konstant vandmangel og kloakken var konstant i uorden.
Lejren bestod også af 18 store kasernebygninger i tre etager. Som andre KZ – lejre havde man også en politisk afdeling, eller Afdeling 2. Her var det Gestapo, der regerede. Skulle man give møde her, så var det så godt som en dødsdom.
Buchenwald udskilte sig fra andre lejre som Dachau og Sachsenshausen med at bo-forhold, hygiejne og øvrige livsbetingelser var langt dårligere. Den store vandmangel bevirkede, at fangerne kun fik 1/4 liter vand om dagen.
Så Buchenwald som egen forretning
Kommandant Kock havde sin egen ledelsesform. Han ledede Buchenwald som sin egen forretning. Ved hjælp af en total undertrykkelse af de indsatte fik han fremskaffet betydelige summer, som han fordelte betroede medarbejdere. Han sørgede også for, at de rigtig betroede medarbejdere blev indlogeret i luksus
– beboelse. I 1937 begyndte man nemlig bygningen af 10 huse på en strækning af 350 meter. Man kaldte denne bebyggelse for Siedlung 1. De øvrige officerer måtte nøjes med Siedlung 2.
Juleaften 1938
Juleaften 1938 havde SS – vagterne forberedt en speciel overraskelse til de indsatte. På den snedækkede appelplads var der opsat en galge. Efter navneopråb
informerede Kommandant Kock, om at den politiske fange Forster var undsluppet fra Tjekkoslovakiet. Han havde slået en SS – mand ned, derfor skulle han hænges. Og det skulle ske for øjnene af alle fangere.
Kun sunde og døde fangere
Koch sagde det hele på sin facon:
Men lægevæsenet i Buchenwald var specielt. Den første overlæge Kichert var mere interesseret i racehygiejne og arvelighedslære frem for fangernes sundhed. Han opfandt en intelligenstest for alle fangere. Klarede de ikke den, skulle de enten steriliseres eller simpelthen elimineres. Hans opfattelse var også, at alle homoseksuelle skulle steriliseres.
Masser af epidemier
På grund af den forfærdelige hygiejne opstod der mange epidemier i lejren hele tiden, værst var dog de talrige tyfus – epidemier.
En af de senere læger, Howern blev fagligt betegnet som håbløs og ukyndig. Men ambitionerne fejlede ikke noget. Han fik to jødiske indsatte læger til at skrive afhandlinger for ham. Det var også ham, der brugte en af de dræbtes kranier som lysestage. Og ved Krigsforbryderdomstolen blev han dømt for mindst 1.000 drab.
KZ – Lejren tiltrak åbenbart frygtelige læger. Således fandt Dr. Eisele på at give injektioner med Evipan og Benzen direkte i hjertemuskulaturen. Det gav en hurtig død.
Heksen fra Buchenwald
Før omtalte Ilse Kock skabte opsigt med hendes udseende og adfærd. Og det var ikke kun hos personalet men også hos de indsatte. Ofte var hun ganske udfordrende klædt. Hun viste også en uhæmmet sexlyst, og blev hurtig upopulær hos de andre officers – koner. Og det var det god grund til. Hun havde adskillige forhold med officerer og læger.
Ilse Kock interesserede sig meget for tatoveringer. Når hun så en fange med tatovering, fik hendes mand den pågældende fange dræbt ved hjælp af en sprøjte. Huden blev så brugt til lampeskærme. Rygterne gik også på, at hun havde en håndtaske, der var lavet af menneske-hud.
Hun blev også kaldt “Heksen fra Buchenwald”. Hun brugte sin ridepisk hensynsløs på fangerne. Hun forlangte, at fangerne skulle udføre jobs for hende. Var hun ikke tilfreds med deres indsats, beordrede hun dem afstraffet.
Ride-sal til 250.000 Reichsmark
Ægteparret Kock var meget interesseret i heste, så Kock lod opføre en ride-sal på 40 x 100 meter til den nette sum af 250.000 Reichsmark. Og den skulle
bygges i ekspresfart af fangerne. og det var ikke noget, der hed sikkerhed. Man mener, at 20 fangere mistede livet under opførelsen.
En jagthytte
En stor jagthytte blev etableret i forbindelse med lejren. her var der opdræt af jagtfalke, kronvildt og vildsvin. Byggeriet kostede 135.000 Reichsmark. Her tilbragte Göring, der var Reichsjägermester masser af tid. Folk i Weimar kunne få en rundvisning mod en entré for 1 Mark. Her havde Kock og hans lidelsesfælder en god indtægtskilde.
Zoologisk Have
Kock mente også, at der skulle være en zoologisk have ved KZ – lejren. Pengene fik man fra de såkaldte frivillige donationer. Man fik anskaffet fire brune bjørne, fem aber og en del ulve. En næsehorn ville man også anskaffe.
Magtkamp mellem grupperinger
De forskellige grupperinger af fanger havde mærker i forskellige farver på tøjet. Men tilgangen til lejren var så stor, at man ikke kunne følge med m.h.t. produktionen af disse mærker. Og det opstod hurtig en magtkamp mellem disse grupperinger. Dette var tilsigtet fra SS side.
174 arbejdslagere
Virksomheder kunne betale sig fra at bruge Buchenwalds fangere. Hvis den pågældende virksomhed ikke kunne skaffe husly til arbejderne, blev der sendt andre fangere ud, for at bygge barakker. I de otte år Buchenwald eksisterede opstod der hele 174 arbejdslagere.
I Dora, 70 km nord for Buchenwald arbejdede ca.15.000 fangere i dybe bjergtunneller, hvor de producerede V1 og V2 – raketter. Her døde periodevis ca. 100 fangere om dagen.
Baumhängen
I 1942 blev der bygget et krematorium i lejren. Det blev senere udvidet og effektiviseret. Det var i gang 24 timer i døgnet. Den mest berygtede mand var Martin Sommer fra SS Totenkopf. Han var især berygtet for sin Baumhängen. Fanger blev hængt op i et træ med bagbundende hænder. Efterhånden blev led og muskler revet fra hinanden. Hauptscharführer Sommer menes, at have dræbt 1.000 fangere på denne måde.
Straf og atter straf
Pryglestraf var almindelig i lejrene. man fik fra 5 til 25 slag med stok eller pisk på ryg, lænd, hofter og lår uden på fangens tøj. Var der tale om skærpet straf, blev det givet på den bare krop. Den kunne gentages op til fire gange inden for 14 dages mellemrum. Denne straf blev givet fuldstændig vilkårlig. Tusinder af indsatte døde på denne måde. Ofte måtte lejrens orkester spille, når denne straf foregik, eller man lod de af fangerne, der var operasangere synge, mens afstraffelsen fandt sted.
Nogle gange skete afstraffelsen foran fangerne som skræk og advarsel.
Det var også en yndet sport blandt SS – soldaterne, at spørge om, hvorfor de var kommet til KZ – lejren. Særlig i den politiske afdeling stod der SS – folk parat med slag og spark. De blev mishandlet efter deres forseelse. En sex – forbryder blev tildelt 50 slag med spanskrøret. Næste dag døde han efter denne mishandling.
Lort på en SS – soldat
I gartneriet brugte man ekskrementer fra fangerne. To fangere skulle samle det og bære det i store dunke over til gartneriet. De blev kaldt 4711 – kolonnen. En dag gik det dog galt . De snublede foran nogle SS – folk. Den ene fik ekskrementer på bukser og støvler. Han tog resolut sin pistol og skød den ene fange. De andre SS – folk slap deres schæferhunde løs, som sønderrev den anden fange.
De stakkels jøder
De første jøder blev anbragt i en barak kaldet Svinestalden. Her måtte de ligge på den nøgne jord. I de gode tider fik de en halv liter væske, man kaldte for suppe, samt et brød til deling blandt fem fangere. De måtte betale en Reichsmark for en slurk lunken vand.
Hver morgen blev de vækket kl. 3.00. De havde deres egen appel klokken 7. Så var det hårdt arbejde til klokken 17. Så fik de minimum af mad, og så var det ellers i gang med at bygge stenbarakker til klokken 23.
Det var de såkaldte grønne fanger, der bevogtede jøderne. de var særdeles brutale.
Efter Krystalnatten ankom mellem den 11. og den 13. november hele 68 transporter af jøder til Buchenwald fra opsamlingslejre fra forskellige lejre. Allerede under transporten begyndte mishandlingen. Appelpladsen var fyldt af blodige og forslåede mennesker, hvoraf mange kun var iført undertøj eller pyjamas med tøfler på fødderne.
Begrænset madration
Efter attentatforsøget mod Hitler den 8. november 1939 blev 21 jøder tilfældig udvalgt og skudt. Kock ville vise handlekraft og loyalitet over for Berlin. Da
nogle svin var blevet stjålet, beordrede Kock store begrænsninger i den i forvejen begrænsede madration i en periode på ni dage. Dette kostede ca. 200 jøders død.
Sonderbehandlung
I april 1941 modtog Kock en melding fra Himmler om en Sonderbehandlung. Den gik ud på, at alle fysiske og mental retarderede personer, samt besværlige personer skulle elimineres. Dette betød, at 400 jøder blev sendt til et såkaldt Sanatorium i Bernburg i Sachsen – Anhalt. Det var en regulær henrettelsesfabrik.
Kommando 99
Kommando 99 gik ud på at skyde russere. Fangerne blev ført ind i et rødmalet lokale, hvorfra der var et lem ud til et andet lokale. i dette lokale stod en SS – soldat parat med en pistol. De blev skudt i hovedet og kastet i en zinkkasse, og transporteret med en lastbil til krematoriet. Men nu var det sådan, at ikke alle var døde, inden de blev lagt i zinkkassen. På en almindelig dag kunne man klare 500 russere.
Alle der deltog i dette arbejde undtagen fangerne, fik tildelt den tyske krigsfortjeneste medalje.
Rotter blev fortæret
I maj 1944 var Kleines Lager mere end overfyldt. 2.000 jøder skulle overnatte på den bare mark uden beskyttelse for vejr og vind. Man opstillede efter et par uger fem militærtelte, der hver var beregnet til 100 mand. Det skulle man tage til takke med. Det var dog nærmest tale om pavilloner. Gaderne var mudderbelagte og toiletbarakkens sæbevand løb ind i disse pavilloner.
Ekskrementer , blod og lig lå og flød på området. Halvnøgne mænd dinglede rundt for at finde noget spiseligt. Og det var rigeligt af halvdøde rotter, der blev flået og fortæret.
Ligbærerne kunne ikke følge med
Kort efter at de danske betjente i oktober 1944 ankom til lejren opstod der igen epidemi i teltlejren hos jøderne. Ligbærerne kunne slet ikke følge med. Normalt sendte man de mest svækkede videre til Auschwitz og Bergen – Beltzen. Men disse lejre var også efterhånden overfyldte. Fra Berlin fik man at vide, at man selv
skulle klare problemet.
En hel barak flød i en stinkende blanding
De svækkede lå ofte tre mand i samme seng. Ofte havde de ikke mere kræfter til at at forurette deres nødtørft. man tømte simpelthen sin afføring og urin i køjen, hvis man da ikke lå på den bare jord. En hel barak kunne sejle i en stinkende blanding af blodig afføring, urin og materie.
Man startede en aktion med aflivning med indsprøjtning af Fenol. På den måde kunne man aflive 40 stykker om dagen.
Menneske-forsøg
Buchenwald blev udpeget til den bedste KZ – lejr til menneske-forsøg. Det var faktisk SS` s Medicinske Akademi i Gratz, der stod for dette. Barak 46 blev udnævnt til Forsøgsstation. Man forsøgte sig blandt andet med vaccine mod Plettyfus. Af 730 forsøgspersoner døde cirka halvdelen.
Også Statens Serums-institut fra København deltog aktivt i forsøgene. De leverede virus til Buchenwald med regeringens vidende. I første omgang døde seks forsøgspersoner. Men egentlig døde flere. For alle overlevende, der deltog i dette forsøg, fik en injektionssprøjte med Fenol. De blev nemlig erklæret uegnet til at deltage i andre forsøg.
Seruminstituttet håbede på eksport
Danskerne eksporterede masser af landbrugsprodukter til tyskerne. Desuden var englænderne også sure over den store fiskeeksport til tyskerne. Vi har tidligere været inde på, at vi også havde industri – samarbejde med tyskerne. Og vi brugte også i nogle tilfælde slavearbejdere fra KZ – lejrene.
Statens Seruminstitut håbede, at kunne eksportere vaccinen til tyskerne. Og i Buchenwald var det sigøjnere, det gik ud over. I KZ – lejren blev vaccinen kaldt Kopenhagen.
Egen produktion af vaccine
Senere producerede man selv Plettyfus – vaccine af muse – og kaninlunger i Buchenwald. Og voldsomme forsøg, hvor forsøgspersoner blev antændt med fosfor og så efterfølgende blev behandlet med cremer, foregik også.
En læge fra Frederiksberg
En læge fra Frederiksberg, Carl Værnet deltog også i menneske forsøg. Han havde en ide , om at homoseksualitet skyldtes en ubalance i hormonerne. Ved at tilføre mandelige homoseksuelle mere af det mandelige kønshormon, Testeron kunne balancen genoprettes, og så ville balancen være genoprettet, mente Værnet. Rigshospitalet lavede i 1920erne testikeltransplantationer på homoseksuelle. Under sit studie lærte Værnet, den senere leder af DNSAP, Frits Clausen at kende.
På sin klinik på Platanvej havde Værnet opfundet en cylinderformet hormonkapsel, som var en kunstig kirtel, som kunne opereres ind i de homoseksuelle, så de kunne blive normale igen.
Værnet blev betragtet som en slags modelæge. Det lægefaglige miljø havde ikke større respekt for ham. men han så jo naturligvis penge i at komme i gang med forskning i Buchenwald.
Himmlers opfattelse af homoseksualitet
Himmler havde hørt om den danske læges forsøg. I 1937 havde Himmler sagt:
I den nazistiske ideologi var homoseksuelle moralsk degenererede og kriminelle. De blev sat i bås med asociale. Det var en trussel mod nationens fællesskab, hvis de fik børn.
Flere døde efter Værnets operation
Patienterne havde svigtet Værnet på Platanvej, men tyskerne købte den i 1940. Men senere sprang sabotagegruppen Holger Danske klinikken i luften.
I 1944 startede Værnet sit arbejde i Buchenwald, hvor han udførte forsøg med tvangsoperationer af homoseksuelle fangere. Flere døde umiddelbart efter indgrebet.
Dem der i første omgang overlevede forsøget blev sendt til Kvinde KZ – lejren i Ravensbrück. Her blev kvindelige fangere så kommanderet til at lokke de homoseksuelle til sig til seksuel kontakt.
Fik lov til at tage til Stockholm
I Danmark var Værnets aktiviteter og hans medlemskab af DNSAP velkendte. I første omgang blev han arresteret. Alligevel lykkedes det ham at forlade fængslet uden bevogtning for at lade sig indlægge på Kommunehospitalet og siden at rejse med familien til Argentina. Her praktiserede han som læge indtil sin død i 1965. Et trafikuheld satte en stopper for hans liv. Han nåede at være gift tre gange, og blev siden far til seks børn.
Åbenbart havde han af de danske myndigheder fået lov til at rejse til Stockholm. Han havde åbenbart forsøgt, at komme tilbage til Danmark igen i 1959. Det foreligger også uklarhed, om han i 1950erne havde fået amnesti af de danske myndigheder.
Overgivet til de danske myndigheder
Mange krigsforbrydere benyttede den samme vej som Værnet uden at de danske myndigheder greb ind. ja de viste en besynderlig langsommelighed med at standse ruten. Der er forskellige meninger om Værnets skæbne. Åbenbart var han blevet pågrebet af de allierede, der i første omgang anholdt ham, fordi han havde arbejdet for tyskerne i Prag. Derefter var han overgivet til de danske myndigheder. I 1943 havde han søgt ind i Waffen SS og fik titlen som SS Sturmbannführer.
Medicinal – producenterne støttede forsøgene
Smertefulde og invaliderende forsøg skulle forberede det tyske herremenneskes genetiske udrustning, forbedre epidemi bekæmpelsen og krigskirurgien og ikke mindst de arvebiologiske erkendelser. Mange af forsøgene var i samarbejde med medicinal koncerner som Bayer, Behring og Schering. Disse forsøg blev udført på hen ved 400.000 mennesker. Disse blev anset for at bære på en dårlig arvemasse, derfor blev der også gennemført utallige tvungne aborter.
Nazisternes filosofi var utopi
Nazisternes filosofi var utopi. Det tyske, nordiske eller ariske herre-menneske havde ret til at herske over, udnytte eller ligefrem udrydde undermennesker. Rationel forplantning var vejen frem. Normale etiske hensyn blev tilsidesat af lægerne. Derfor gennemførtes i stor målestok lidelsesfulde menneske-forsøg.
Bordeldrift
Der Reichsführer udsendte en Rechtsanordnung om bordeldrift i KZ – lejre. Og sådan en skulle man selvfølgelig også have i Buchenwald. 16 kvinder mellem 20 og 30 år fra Ravensbrück blev transporteret hertil. De havde fået lovning på løsladelse efter et halv år. En behandling på et kvarter kostede to mark. Kvinderne fik lov til at beholde de 45 pf. Det var dog kun fangere fra Tyskland, Østrig, Polen og Tjekkoslovakiet, der efter ansøgning måtte besøge pigerne og så selvfølgelig SS – personalet.
Men bordellet udviklede sig fuldstændig ukontrolleret. Her opstod en sand hælercentral, hvor man kunne købe stjålne Røde Kors Pakker, medicin, kontanter og varer fra kantinen.
Kommandant fik frataget sin stilling
Man fandt ud af, at kommandant Koch ikke havde rent mel i posen. Han havde begået økonomisk kriminalitet. Han blev anholdt og en gennemgribende
undersøgelse blev iværksat. Men Heinrich Himmler sendte et telegram og beordrede Kock løsladt. Den 19. december 1941 kunne han fortsætte som leder af Buchenwald. Lettet var Karl Kock. Han regnede med, at kunne fortsætte sine mere eller mindre lyssky handlinger.
Men ak og ve, dagen efter fik han frataget sin stilling.
I maj 1942 blev Kock flyttet til Majdanek i det østlige Polen. Men hans kone, Ilse fulgte ikke med. Hun bosatte sig i Weimar og fortsatte sit forhold til den unge læge Waldemar.
Undersøgelser for tæt på
I Buchenwald fortsatte Pister som kommandant. Og det lokale politi fortsatte undersøgelser omkring Kocks gøren og laden. Og Kock blev efterhånden degraderet til en administrativ stilling som Beamter i SS egen postadministration. Politiet i Weimar og Rigskriminalpolitiet kom efterhånden så tæt på, at Himmler stoppede efterforskningen.
Kock blev dømt til døden. Og i første omgang blev Ilse kun dømt for en almindelig dom for hæleri. I 1945 blev hun dog af en amerikansk domstol dømt til livsvarig fængsel. Hun afsonede sin dom i et kvindefængsel i Berlin. Ilse blev gravid mens hun sad i fængsel. Faderen var en medfange. Barnet måtte hun adoptere. Hun blev gjort ansvarlig for 135 mord. Som 61 – årig, i 1967 blev hun fundet død i sin celle. Hun havde knyttet lagnet fra sengen sammen og havde
hængt sig.
Ny våbenfabrik
I løbet af sommeren 1942 begyndte et nyt byggeri af en ny våbenfabrik i tilknytning til Buchenwald. Det var Wilhelm Gusthoff Werke, Nationalsocialistische
Industristiftung. Og det var selvfølgelig fangerne fra Buchenwald, der skulle stå for opførelsen. Fabrikken fik betegnelsen Gusthoff Werke 2. Man skulle producere styreenheder til V 2 – raketter og automatvåben.
Allerede i foråret 1943 kunne man med store menneskelige omkostninger præsentere 13 store fabrikshaller, syd for lejren. 5.000 fangere var her til daglig
beskæftiget sammen med almindelige tyske arbejdere.
Jernbanespor i ekspresfart
På et tidspunkt kneb det alvorligt med logistikken. Derfor beordrede Himmler anlæggelse af en jernbane fra Weimar til Buchenwald. Og denne anlæggelse skulle ske med ekspresfart. Tempoet var så hård, at det kostede ekstremt mange menneskeliv.
Allieredes bombning førte til mange dødsfald
De allierede bombede industrianlæggene omkring Buchenwald. Uheldigvis ramte de også et skovområde, hvor flygtende fangere havde søgt tilflugt. Også et
godstog med polske fangere blev ramt. Cirka 500 fangere døde øjeblikkelig. Og de fleste af de 1.462 hårdt sårede døde også, grundet dårlig eller ingen lægelig behandling.
Førerbunker
I løbet af 1944 planlagde man et underjordisk føreranlæg, der skulle ligge mellem Ohrdruf og Arnstadt i Thüringen ved et sted, der blev kaldt Johnstahl. Arbejdet skulle udføres af fangere fra Buchenwald.
12.000 fangere var efterhånden beskæftiget med anlægget. Tøjet kunne slet ikke klare strabadserne og forplejningen var endnu dårligere end i Buchenwald. Lejren bestod kun i fire måneder, og i den tid døde ca. 4.000 fangere af strabadserne.
2.000 danske politifolk
Det var en ubeskrivelig stank af fangere i levende live, der var gået i forrådnelse. Og det var også noget som de 2.000 danske politifolk mødte. Særlig i Toiletbarakken mødte de muselmændene.
Vand var der næsten ikke noget af i hanerne. Sæbe og håndklæder fandtes ikke. Den mest udbredte spise de danske politifolk blev præsenteret for, var Byggrynsuppe og Kogte Kartofler med Skrald.
Den sidste dag
Den 11. april 1945 var den sidste dag i Buchenwalds historie. de tilbageværende 21.000 fangere havde fået at vide, at de skulle sove med tøj på. Efterhånden havde SS – folk tilsyneladende forladt lejren og bevæbnede vagter overtog bevogtningen.
70.000 mistede livet i Buchenwald
Kommandanten, Pister blev anholdt den 13. juni af amerikanske styrker i nærheden af München. Han blev dømt skyldig og dømt til døden ved hængning. men dommen blev aldrig eksekveret. Men den 28. september 1948 blev Pister ramt af en blodprop i hjertet.
70.000 mistede livet i Buchenwald heriblandt mindst 62 danskere. Det nøjagtige tal får vi aldrig.
Men hermed slutter historien langt fra. Den sovjetiske besættelsesmagt overtog lejren. De internerede 28.000 tyskere, der var mistænkt for nazistisk virksomhed eller viste sympati for nazismen. 7.000 eller 25 pct. døde under denne internering.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
–
Redigeret 7. – 01 – 2022
August 23, 2013
Luftwaffe havde store planer med Fliegerhorst Hadersleben. Flyvepladsen skulle have været en del af Nordflanke. Men det blev den ikke. Pladsen fungerede som navigations – og flyverskole. Tre jagerfly fra lufthavnen blev skudt ned. Folke Bernadotte var i livsfare. Seks officerer mistede livet efter en aktion fra modstandsbevægelsen. Og landsbyen Skrydstrup blev næsten bedt om, at skrubbe af. Efter besættelsen forfaldt pladsen, en ny lufthavn var næsten opgivet.
Ejendomme blev beslaglagt
Oberfeldzahlmeister Taubert henvendte sig den 19.11. 1943 til stiftamtmand Lundbye i Haderslev. Han meddelte kort og godt, at der skulle opføres et værnemagtsanlæg syd for landsbyen Skrydstrup vest for Vojens.
Ejendomme skulle beslaglægges og ejerne skulle forlade deres ejendomme. Gårdene skulle vurderes af en kommission, så ville ejerne får erstatning for jorden, løsøre m.m. Det vakte stor bestyrtelse, fordi de berørte kun havde to måneder til at forlade deres hjem.
I selve Skrydstrup tog man det i begyndelsen med ro, da man kun mente, at det kun var landbrugerne i Skrydstrupmark, der var berørt.
Skrydstrup skulle ryddes
Men en dag bad vicechefen i den tyske byggeledelse, arkitekt Spiecker, der havde taget ophold på Skrydstrup Skole, om at se planerne for skolen.
Lærer Hansen ville gerne ide, hvad der skulle ske med børnene, hvis der ikke mere var nogen skole.
De må kunne forstå, når der ingen skole er, er der heller ingen børn, blev der svaret fra tysk side. Var Skrydstrup holdt op med at eksistere?
Den 3.2.1944 fik de danske myndigheder at vide, at landsbyerne Allesø på Fyn og Skrydstrup i Sønderjylland skulle rømmes inden 15.2 – kun 12 dage efter. Erstatningerne til de tidligere ejere blev løst på en speciel måde. Samarbejdspolitikken var jo ophørt. Det var utænkeligt, at tyskerne kunne eje jord i Danmark.
4.000 byggearbejdere
Det var lige så umuligt, at den danske stat overtog ejendommene og så overlade dem til tyskerne. Sagen blev løst på den måde, at de tidligere ejere lejede deres ejendomme ud til tyskerne på en tidsbestemt lejekontrakt. I kontrakten var indført den klausul, at den danske amtmand kunne tage skøde på ejendommen, således at staten kom til at eje ejendommen, når lejekontrakten udløb.
Byggeriet gik i gang og beboerne havde forladt byen. Der var kun tres små enklaver tilbage, Uldal, Hørløkke og Lilholt. I stedet for de 500 indbyggere, flyttede et hav af byggearbejdere ind. Man var vel oppe på 4.000, der blev hentet i lastbiler i de omkringliggende kommuner.
Det var forståelse for, at danske arbejdere tog arbejde på byggepladsen. Alternativet var et påbud om at tage arbejde i Tyskland eller blive trukket i understøttelse.
Fliegerhorst Hadersleben
Ud over det var det danske vognmænd, der kørte byggematerialerne. De mødte ikke den store forståelse. Kørslen blev organiseret af såkaldte kørselskontorer ifølge aftale med tyskerne. Og disse kontorer fik så 10 pct. af kørselsafregningen. Alle havde interesse i, at regningerne blev så store som mulig. Og det førte til omfattende snyd.
De mange arbejdere var beskæftiget hos danske og tyske entreprenører. Langt hovparten var jord – og betonarbejde. Der blev støbt en 2.000 meter lang startbane og et hav af rullebaner. Et par af vejene i området i dag er tidligere rullebaner for Fliegerhorst Hadersleben, som tyskerne kaldte den kommende flyveplads.
Masser af cement
Der blev brugt store mængder cement, som blev sendt til havnene i Kolding og Haderslev, hvorfra cementen blev transporteret ud til byggepladsen. Træ til hangarbyggerierne blev leveret med tog.
Tyskerne anlagde spor, hvor den tidligere amtsbane var gået. Der blev anlagt en stor lagerplads til maskiner og byggematerialer mellem Vojens og Skrydstrup. Man opførte to store Werfthallen og et par reparationshangarer, sidstnævnte eksisterer ikke mere. I tilknytning til det gamle mejeri opførte man en stor mødesal.
Nordflanken
Baggrunden for anlæggelse af store og mindre flyvepladser i Danmark var tyskernes frygt for at de allierede skulle gøre som planlagt under første verdenskrig , som tyskerne var blevet bekendt med. De regnede med, at englænderne ville gå i land på den jyske vestkyst og derefter trænge ned gennem Danmark og Slesvig – Holsten og true deres nordflanke.
Denne trussel skulle afværges ved anlæggelse af lufthavne. Der skulle graves pansergrave på tværs af Sønderjylland og Slesvig Holsten. Kriemhild som gik fra Haderslev Fjord til Vadehavet, blev stort set færdig inden krigens slutning.
Spionage
Inden besættelsen havde man fra dansk side udpeget en række steder, hvor der kunne bygges flyvepladser til et kommende flyvevåben. Pudsig nok valgte tyskerne de samme steder. Dette havde tyskernes efterretningstjeneste sikkert fundet ud af.
Bombefly og jagere
Meningen var, at Skrydstrup skulle have en enhed med bombefly. Der skulle have været placeret 24 store HE – 177 i de 24 felthangarer, som blev placeret nord og øst for pladsen. Disse hangarer bestod af jordvolde overtrukket med camouflage net. De var lavet i grupper af tre. de var lavet sådan at angribende fly kun kunne angribe en af gangen.
HE – 177 var et af tyskerne få langtrækkende bombefly med fire motorer, men kun to propeller. Flyet var meget ustabilt, og Luftwaffe havde mange uheld med det. Flyet blev taget ud af tjeneste inden krigens ophør og aldrig placeret i Skrydstrup.
Pladsen skulle også have en Jagdgruppe. Det vil sige en eskadrille jagerfly, bestående af BF – 109 eller FW – 190 fly. Jagerflyene skulle placeres syd for startbanen i mindre felthangarer. I Bevtoft Plantage byggede tyskerne flyverskjul til jetfly, som også skulle komme på pladsen. Men de kom heller ikke. I det hele taget kom pladsen slet ikke til at opfylde det formål, som den var bygget til. Til gengæld kom der en stor uddannelsesenhed, natjægere og en navigationsskole.
Fra ubåde til fly
Den 15.04.1944 blev oberst Rudolf Hagen udnævnt som kommandant for Fliegerhorst Hadersleben. Han var dog ikke flyver, snarere tværtimod. Han var tidligere ubådskommandant fra Første verdenskrig.
Flyvende minestrygere
Flere lette fly brugte flyvepladsen, så snart flyvefeltet var færdigt. De første operative fly brugte først pladsen i august 1944. Det var en enhed af flyvende minestrygere. Det drejede sig om nogle Ju – 52 transportfly med en magnetring monteret nede under flyet. ved at flyve over magnetminer kunne flyenes magnetfelt få minen til at eksplodere og dermed uskadeliggøre den.
I efteråret 1944 blev en Aussenkommando fra Westerland på Sylt forlagt til Skrydstrup. Man fløj natjageroperationer med Ju – 88. Et fly fra denne enhed styrtede ned under start fra pladsen og besætningen omkom fra pladsen i slutningen af 1944.
Træningsenhed
I februar 1945 ankom den største enhed, som var på pladsen. Det var EJGI – Ergänzungsjagdgeschwader 1. Det var en slags træningsenhed. Piloterne i denne enhed var enten særdeles erfarende piloter, som fungerede som instruktører eller også var det helt unge piloter, som var færdige på flyverskolen. De skulle så have flytrænning for at kunne indsættes som operative piloter. EJGI 1 havde en overgang over 100 fly, alle af typen Bf – 109.
Brændstofsituationen var dog alvorlig, så der blev ikke fløjet så meget.
Engelsk bombefly skudt ned
Instruktørerne i enheden deltog også i et jagtberedskab, således at der altid stod fire fly parat til at angribe allierede fly, som kom ind over Danmark.
Dette jagtberedskab nedskød den 26.2. 1945 et amerikansk bombefly af typen B – 17. Dette bombefly var kommet bagefter resten af styrken og fløj meget lavt. Kun tre af flyets fire motorer var i gang. Flyet styrtede ned ved Jenning ved Gram. Hele besætningen overlevede ved at springe ud med faldskærm.
Tre tyske fly skudt ned
Den 12. 3. 1945 gik tre af de fire jagtfly i luften igen. De angreb fire P – 51 Mustang jagere, som var ledsagefly til en stor styrke af bombefly. De tre tyske piloter mødte deres overmænd. De blev alle skudt og dræbt. De styrtede ned ved Bøgehoved ved Haderslev, ved Styding og i et vandhul ved Hammelev.
Til fronten som infanterister
De nye piloter skulle lære instrumentflyvning. Denne enhed havde fly af typen He – 111 og Si – 204. I disse fly kunne flere unge piloter ad gangen lære instrumentflyvning. Det skete i Navigationsschule der Luftwaffe. Der var dog ikke mange tilbage af eskadrillen i Skrydstrup. De fleste var sendt til fronten som infanterister.
Seks officerer mister livet d. 9.2. 1945 var en del af enheden på vej til Skrydstrup med tog. Toget havde en tankvogn med hårdt tiltrængt brændstof med. Toget nåede kun til Bajstrup, hvor det blev sprængt af modstandsbevægelsen. Seks officerer fra skolen mistede livet ved sprængningen, og brændstoffet løb ud.
21 nye fly
Den 20. 4. 1945 kom en natjagerenhed igen til pladsen. Chefen for denne enhed hed Hauptmann Fr. Tober. Han havde 21 fly med fra den tyske flyveplads Nordholz. Egentlig skulle have været til Uetersen vest for Hamborg, men den var fyldt op. Luftwaffe havde i krigens sidste dage samlet stort set alle sine fly i Nordtyskland og Danmark.
Folke Bernadotte i fare
Den 24. 4. blev flyvepladsen angrebet af en række engelske Tempest – jagere. Dette angreb var en af flere angreb mod flyvepladsen. På flyvepladsen stod Redningskorpset Zonens ambulancefly, som Grev Folke Bernadotte brugte til transport mellem København og Sønderjylland i forbindelse med kapitulations – forhandlingerne med Himmler og von Schellenberg i Kiel og Lübeck. Under disse forhandlingerne boede Folke Bernadotte på Brundlund Slot. Derfra kørte de i bil til Tyskland.
Greven havde sat sig til rette i flyet sammen med piloten, da Tempest – flyene angreb. De måtte springe af flyet igen og søge dækning i en løbegrav ved siden af. De blev ikke ramt, og det gjorde ambulanceflyet heller ikke.
Tyske tropper forlader pladsen
Natjagerenheden kom ikke mere til at flyve under krigen. Sammen med resten af Luftwaffes tropper på Fliegerhorst Hadersleben kapitulerede de den 5. maj om morgenen kl.8. Inden kapitulationen nåede tre af natjægerne dog at blive ødelagt under et engelsk luftangreb.
Den 10. 5. 1945 marcherede hovedparten af de tyske tropper på flyvepladsen tilbage til fangelejre i Tyskland. Der blev dog en større styrke tilbage, som blandt andet hjalp med at rydde op og holde vagt ved pladsen. Den sidste tyske soldat forlod flyvepladsen sammen med englænderne.
Englændere på pladsen
Den 5. juni ankom de første engelske soldater til pladsen, som skulle være der nogen tid. De skulle registrere alt materiel og afgøre, hvad der skulle ødelægges.
107 fly på pladsen
I alt stod der 107 fly på pladsen ved befrielsen. Af disse blev 10 fly overtaget af BAFO (British Airforce of Occupation). Flyene blev fløjet bort af tyske piloter under bevogtning af allierede fly. De 10 fly var fem Si – 204, tre Bü – 181, en Me – 108 og en Klemm – 35. De blev sammen med andre fly samlet på flyvepladser i Tyskland. De resterende fly i Skrydstrup blev i løbet af efteråret 1945 sprunget i luften. Resten af flyene blev ødelagt af økser.
Flygtninge til 1947
Det ødelagte materiel
blev solgt på aktion. I december 1945 var englændernes opgave
afsluttet, og pladsen blev overdraget til Indenrigsministeriet. På det tidspunkt fungerede Skrydstrup by som en flygtningelejr. Bauleitungs bygninger på Bregnbjerg var blevet betydelig udvidet og fungerede som
en stor flygtningelejr. De sidste flygtninge forlod denne lejr i efteråret
1947.
Sørgelig forfatning
Efter befrielsen henlå flyvepladsen i en sørgelig forfatning. En overgang så det ud, som om den ikke skulle blive aktiv igen. De to hangarer nord for Skrydstrup kom til at fungere som mekaniker skole. Der var kun ringe interesse for at indrette en dansk militær lufthavn.
Den ny lufthavn
Dette billede ændrede sig imidlertid i 1950, hvor amerikanerne i forhandlinger med den danske regering aftalte oprettelse af flere store flyvestationer i landet, som skulle forsynes med jetfly.
Byggeriet af den nye Flyvestation Skrydstrup gik i gang. Den tyske startbane på 2.000 meter blev forlænget til 3.000 meter. Nye rullebaner og eskadrilleområder blev bygget.
Kvarterer til personellet sammen med værksteder og administrationsbygninger blev bygget som elementbyggeri. I starten af 1953 var byggeriet færdigt.
Luftwaffes fejlslagne planer
Den 1. maj 1953 kunne det danske flyvevåben tage sin nye flyvestation i brug. Inden længe genlød luften omkring Vojens genlyd af hylende jetmotorer. En stor arbejdsplads var skabt oven på resterne af Luftwaffes fejlslagne planer.
Hvis du vil vide mere, om denne glemte historie fra besættelsestiden, så læs videre i Ole Gellert Andersens yderst interessante bog: Flyvepladsen på Skrydstrupmark.
Kilder: Se
Hvis du vil vide mere:
August 23, 2013
Under søgning efter facts til vores sidste bog støder støder vi på denne villa. Men også under research af en mordsag fra Padborg, som de danske myndigheder forsøger at skjule fører et spor til denne villa, der var stillet til rådighed for Werner Best. Men det som medierne ikke interesserede sig for, var, at allerede i 1941 sørgede den danske regering for at besættelsesmagten
havde råderet over to villaer i Kollund. Har var på et tidspunkt ansat en gartner, som med sin baggrund sørgede for at englænderne vidste besked. Denne gartner blev skudt af den lokale modstandsbevægelse.
VI HAR FÅET NYE MEDDELELSER, DERFOR HAR VI LAVET EN EFTERFØLGER TIL DENNE ARTIKEL. OG SÅ HAR VI OGSÅ SAMLET ENDNU MERE I EN TREDJE ARTIKEL, DER HEDDER “To villaer i Kollund Østerskov”. OG EFTER BESÆTTELSEN VAR DET SÅ EFTERRETNINGSTJENESTEN, DER OVERTOG DE TO VILLAER. – Denne artikel oprindelig udgivet den 23. august 2013
En villa med interessante historier
Ja den villa vi her skal tale om, er vi stødt på to gange. Første gang i forbindelse med anmeldelse af en pragtfuld bog om Werner Best, og anden gang i forbindelse med en mordsag i Padborg. Den ene villa Villa Olinda var bygget af den meget initiativrige Chr. Anton.
Werner Best havde råderet
Villaen hed Villa Olinda, og den havde Werner Best råderet over fra efteråret 1944. Og villaen Lola eller Lona var lejet til personalet.
Den danske regering stillede villaerne til rådighed
Ja faktisk havde topnazister råderet over villaerne fra 1941, da det var den danske regering, der beslaglagde de to villaer, og stillede dem til rådighed for besættelsesmagten. Det var Det Tyske Mindretal, der stillede forslaget. Og villaerne lå dengang i første række. Men dette interesserede ikke datidens medier. I stedet kunne man i datidens tone, den 29. maj 1945 i Sønderjyden i stedet læse:
Og tonen var bestemt ikke anderledes i Dybbølposten:
Var alt stjålet?
Det lyder som om det hele var stjålet, men mon ikke de lokale købmænd var glad for kunderne i Villa Olinda og Lona? Åbenbart kendte de danske myndigheder ikke til overlevelseslageret. Men det gjorde englænderne antagelig, og hvorfor gjorde de så det? Jo, der var ansat en gartner. Og denne gartner blev brutalt myrdet af den lokale modstandsbevægelse. Sikkert ikke fordi,
han var gartner hos Werner Best,
Gartneren, der vidste meget
Officielt blev gartneren dræbt under flugtforsøg over grænsen. Men det har vi alt sammen tidligere modbevist. Navnet på gartneren var nemlig Asmus Jensen. Han fungerede som spion for
englænderne og rapporterede til SOE’ s afdeling i Hamborg. De sønderjyske politimestre opfandt en løgnehistorie for at dække over modstandsfolkene i Padborg. Englænderne truede med at komme og hente de fem modstandsfolk, der havde likvideret Asmus Jensen. Men alt det kan du læse i mange andre artikler og i vores bog.
Asmus Jensen arbejde for Antons svoger
Antons svoger havde en bagerforretning i Flensborg, og her arbejdede Asmus Jensen. Om det er her igennem han har fået jobbet, eller fordi han havde hørt i omegnen, at i Kollund var der top – nazister i to villaer. Måske havde han spurgt, om de manglede en gartner. Asmus Jensen var en interessant mand for englænderne. Før 1943 kom han med i forbindelse med den engelske efterretningstjeneste i Hamborg.
Fik englænderne informationer om livet i villaerne af Asmus Jensen?
Bygget i år 1900
Vi arbejder selvfølgelig videre i sagen, men følger nogle andre spor, da der er blevet lukket for os af de officielle kanaler. Vi arbejder selvfølgelig også videre af andre veje, for at få klargjort, hvorfor den danske regering, bøjede sig for Det Tyske Mindretal for at to villaer skulle frigives til besættelsesmagten, så de kunne holde ferie her. Måske er det bare ejerne, der har givet nazisterne lov til at bruge husene.
Men Villa Olinda har også en anden historie.
Villaen blev som skrevet opført af Chr. Anton omkring år 1900. Den var på 110 m2. Og ofte, efter Best var på besøg så man også Dyrlæge Møller i villaen. Og rygter vil vide, at også Scavenius indfandt sig her.
Hilde Best og villaen
I krigens sidste tid bragte Hilde Best familiens vigtigste ejendele til villaen. Selv opholdt hun sig i Grabow i vintermånederne 1944/45. Ved krigens afslutning blev hun anholdt og i første omgang anbragt i flygtningelejren i Oksbøl sammen med hendes børn. Senere blev de overført til Fitting -lejren.
Det lykkedes for Hilde Best, at få et ønske opfyldt, at se villaen i Kollund. Hun har senere fortalt, at hvis ikke det var politiet, der havde taget alt i huset, så var det
modstandsbevægelsen, der havde taget effekter som souvenirs. Den 22. april 1947 er interneringen slut for Hilde Best. I Padborg står hendes veninde Dyrlæge Møllers kone, Mimi Møller og følger hende det sidste stykke vej over grænsen.
Gråsten Maskinfabrik
Familien Anton oprettede et Eisengieserei i 1865 i Gråsten. Det blev senere til Gråsten Maskinfabrik.
Dårlig behandlet af de danske myndigheder
I 1920 flytter virksomheden til Flensborg. Anton følte sig dårlig behandlet af de danske myndigheder. Først etablerede man sig i Schillerstrasse. Virksomheden havde succes med bygning af høj teknologiske maskiner. Blandt andet fremstillede man møbelmaskiner. Ligeledes blev Anton nægtet at kunne bo i sin bolig i Kollund af de danske myndigheder. Senere fik han dog tilladelse til at bruge villaen som sommerhus.
Virksomheden flyttede flere gange, og har i dag en stor afdeling ved City Grossmarkt. Ingen af sønnerne ville overtage firmaet, men man betingede sig ved salget, at firmaet skulle forblive at hedde Anton und Söhne. I dag har firmaet i alt 12.000 ansatte med afdelinger forskellige steder i verden.
Det gik ikke så godt i Gråsten
I Gråsten forsøgte man i 1922 at føre virksomheden videre. Men det lykkedes ikke rigtig. Virksomheden blev solgt et par gange, og til sidst endte det i et konkurs. Resterne blev overtaget af et firma i nærheden af Hovslund.
Og i Kollund blev villaen i 1961 solgt og ombygget. Vi vender senere tilbage.
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
Redigeret 15 – 10 – 2021
August 23, 2013
Denne artikel er skrevet om – Du finder den i en anden version. Led efter Jomfru Fanny 6. kapitel (b)
Aabenraas tidligere borgmester, Jørgen Witte har aflivet myten om Jomfru
Fanny. Det var hendes upræcise drømme, der skabte myterne. Men har
han ret i sine antagelser? Hvad står der egentlig på dåbsattesten?
Og hvad var der egentlig med ejendommen i Persillegade 5? Har Jomfru
Fanny i virkeligheden ejet ejendommen i 20 år? Og hvordan kunne en
syerske låne en ven en masse penge? Mystikken og myterne er heldigvis
ikke helt aflivet. Og heldigvis for det. For historien er god. Læs
her det nyeste kapitel i den evige historie om den mulige \”kongedatter\”.
Kan det have sin rigtighed?
Indrømmet, overskriften
er lidt søgt. Vi har to artikler om Jomfru Fanny, og to om Kongens hvide hest. Uden Jomfru Fanny – ingen hvid hest. Ja så har vi også en artikel,
vi har kaldt Pigen fra Højer. Det var hende der sad oppe hos kongen, da han
red over grænsen. Og hvorfor skal vi stadig belemres med denne person
fra Aabenraa, der påstås at være kongedatter
og synsk.
Og
sidstnævnte er det jo bestemt ikke alle, der er enige i. Ja og historien
skal vi have nok engang, fordi den er fascinerende.
En
lige så spændende fortælling, er historien om H.C. Andersens far. Ja tænk, Fanny og Hans Christian skulle har samme far. Det vil sige, at Fanny og selveste H.C. Andersen skulle være halvsøskende. Kan det nu have sin
rigtighed?
Populært stof
Kongebarns
– teorier er et populært stof. I forbindelse
med en anmeldelse om H.C. Andersen som kongebarn skrev Niels Lillelund i Jyllands Posten, at det er vanskeligt at føre sandhedsbevis for
kongelig afstamning:
–
Mit bud er, at de, der i forvejen er overbeviste, vil føle sig bekræftede
og vederkvægede, mens de \”rigtige\” forskere vil ryste på
deres i forvejen trætte hoveder.
Det
er jo meget rammende sagt. Her på siden, har vi i nogle tilfælde også
oplevet, at hvis vi kom for tæt på, så blev alle veje lukket. Vores
lovgivning på området er kun til gavn for de \”rigtige\”,
men de må så til gengæld også kun komme frem med den \”rigtige\”
mening.
Mytens dødsdom
Så
vidt vides, er den sidste, der har aflivet
myten om Jomfru Fanny, den tidligere borgmester og arkivar Jørgen Witte.
En
anden, der afviser historien er Morten Kamphövener. I 1964 afviste han i Sønderjysk Månedsskrift den romantiske myte om Jomfru Fanny.
Redaktør Morten Kamphövener erklærede, at Jomfru Fanny havde været nationalpolitisk
neutral. Og at ligheden med Charlotte Frederikke var det pureste opspind. Ligeledes skulle hun
være født i Slotsgade. Pastor Nielsen bliver beskyldt for, at have
udøvet embedsmisbrug ved at indføre Jomfru Fannys fødsel i registret. Men han har handlet i god
tro, da han af jordemoderen får anmeldt en fødsel.
Da Jomfru Fanny blev begravet, blev hun af
præsten omtalt som das Mädchen aus der Fremde
– et citat af Schiller. Det vil sige, at myten om hendes ukendte herkomst
fulgte hende i døden.
At
redaktøren tillagde Jomfru Fanny andre nationale relationer, fordi hun talte tysk
med hendes plejemor, virker lidt underligt. Også hendes venner skulle
have omtalt hende tysksindet, fordi hun forudsagde tyske sejre. I et
brev fra 1865 fortæller Anna Junggren, at Fanny har sagt, at preusserne skal udslås, og hun håber, at det ikke
varer længe. En neutral person ville næppe have udtalt dette.
Folkeregisterfører Holger Jacobsen fortæller, at han under
besøg hos en grantante i Assens, som var født Cornett, og datter af sejlmager Cornett i Aabenraa ofte har fået fortalt, at
fru Cornett var en ivrig gæst hos Jomfru Fanny. Og i hendes historier gik
den danske sag som en rød tråd gennem hendes fortællinger. Det var
ingen tvivl om at den danske sag bankede i hendes hjerte.
Fire
stærke argumenter
Kamphövener har dog hele tiden trods kritik, fastholdt sine
synspunkter at:
1. Franciska Caroline Enger, alias Jomfru Fanny ikke
var en datter af prins Christian og prinsesse Charlotte Frederikke
2. At den i Aabenraa Kirkes hovedministerialbog,
som barnefader indførte skovridder Enger og Jomfru Fannys moder, Christina
Heise, begge samtidig har opholdt sig på det mecklenborgske gods, Vietow,
som dengang, da Christine Heise blev besvangret, ejedes af den som fadder
indførte kammerjunker von Qualen.
3. At Jomfru Fanny og hendes moder ikke figurer blandt
de uægte børn o.s.v., som fik deres mellemværende med kongehuset
gjort op efter Frederik den Syvendes død.
4. At hverken fru Marie Thomsen eller fru Helene
Rud har kendt den betydningsfulde tilføjelse i hovedadministrationsbogen,
at Fanny Enger var født i Slotsgade.
Kamphövener erklærer, at denne tilføjelse ikke er et falsum.
Den er tværtimod blevet indført, da de eventyrlige rygter om den fine
karet med prinsebarnet var kommet i omløb.
Men
hvorfor har man så ikke skrevet det fra starten, hvis det er sandt?,
kan man så spørge.
Holdt
hun sig på den tyske side?
Skulle Charlotte Frederikke have været moderen skulle
hun have været mere end godt 10 måneder gravid, har redaktøren fundet
ud af.
Kamphövener mener ikke, at have set skriftlige eller mundtlige
overleveringer, for at Jomfru Fanny skulle have deltaget i nationale tilkendegivelser.
Indtil
1864 havde hun en hvis tilknytning til amtmand Otto Johann von Stemann og hans familie på Brundlund Slot, fortæller Kampenhövener. Redaktøren mener derfor, at hun i den tid holdt
sig til den tyske side.
Amtmanden, der efter 1864 blev administrator for grevskabet Rantzau blev frataget sin danske
kammerherrenøgle for sin Slesvig – Holstenske indstilling under tre års krigen.
Jørgen Witte afviser myten
Det
vakte bestyrtelse mange steder i Aabenraa, da årsskriftet Historier fra Bybakken, som er udgivet af Byhistorisk Forening i 2011 kunne aflive myten
om Jomfru Fanny. Det hele havde åbenbart en naturlig forklaring.
Jørgen
Witte skriver blandt andet i Ruden udgivet af Aabenraa Kommune, at Franziska blev født den 31. august
1805 i Slotsgade af en ugift kvinde, Christine Heise fra Mecklenborg. Jordemoderen fik af den fødende at vide, at hun
var blevet besvangret af skovridder Johannes Enger. Han var gift og ansat på samme gods Vietow i Rostock. Her havde Jomfru Heise været ansat som kammerjomfru.
En
dansk adelig kammerjunker, Frederik von Qualen og hans unge hustru Franziska havde i 1800 købt godset.
Godsejeren
gik dog fallit i 1804 og skulle angiveligt være flygtet fra sine kreditorer
til Aabenraa. På Brundlund Slot boede hans svoger, amtmand von Blücher.
Sammen
med familien von Qualen rejste også kammerjomfru Christine Heise. Hun var sin frues opvartningsjomfru.
Kontakten
med herskabet må være ophørt omkring 1808, da både amtmand von Blücher og familien von Qualen flyttede bort fra Aabenraa. Jørgen Witte konstaterer, at Jomfru Fanny ikke har fået undervisning
på slottet.
Upræcise
drømme blev myter?
Endvidere
konstaterer han, at Jomfru Fanny og hendes mor, arbejdede som syersker, vaskede
tøj og formentlig også lejede tøj ud, for eksempel dåbskjoler. De
var ikke regulært fattige, konstaterer Jørgen Witte.
Han
mener endvidere, at Jomfru Fanny blev påvirket af Treårskrigen. Hun fik derefter nogle voldsomme, men upræcise
drømme, som andre har udlagt som
spådomme. Han mener, at hun selv har sparet op til huset i Persillegade
3.
Nu
er det måske ikke så overraskende, at ikke alle er enige i, Jørgen Wittes beskrivelse af forholdene
omkring Jomfru Fanny.
Sendt
til et slot i Plön
Signe
Prytz fik en særlig tilladelse
til af Kong Frederik den Niende til at gennemgå en række arkiver på Rigsarkivet, hovedsageligt breve til –
og fra prinsesse Charlotte
Frederikke. Dertil også hendes dagbøger
og regnskaber. Det skete i forbindelse med en bog Frederik den Syvendes barndom
og hans nærmeste omgangskreds.
Her
beskrives prins Christian Frederiks forelskelse i hans to år ældre kusine, Charlotte Frederikke. Men forlovelsen blev udskudt.
–
Deklarationen om forlovelsen blev dog yderligere udskudt, da der nogle
måneder efter viste sig, at Charlotte Frederikke ventede sig! Det passede
ikke den enevældige landsfader at
skulle præsentere en gravid prinsesse ved hoffet i København. Han
anviste Pløn som hendes opholdssted, et slot i Holsten, som hørte
under kronen. Her blev Jomfru Fanny født i sommeren 1805. Frederik
von Blüchers bror var amtmand i Aabenraa sørgede diskret for, at barnet
blev bortadopteret til en ung pige, der havde tjent prinsessen på Pløn.
Frederik
von Blüchers meget nære tilknytning
Conrad
Daniel von Blücher havde nær tilknytning til
kongehuset – meget nær endda. Med stor sikkerhed mener man, at broderen, Frederik var far til arveprins Frederiks fire børn. Dennes ægteskab
havde været barnløst, indtil grev Frederik von Blücher kom ind i billedet.
Vores
hovedperson, prins Christian, senere Christian den Ottende, var blandt disse børn. Med andre ord er Frederik von Blüchow, jomfru Fannys farfar.
Denne
historier bliver nok heller aldrig anerkendt.
Kirkebogen
i Aabenraa
Som
vi tidligere har nævnt blev den livlige kusine og prins Christian aldrig gift.
Spændende
er det så om Jomfru Fanny blev født den 31. august 1805 i Plön i Holsten eller i Aabenraa?
Officielt
var hun et uægte barn af en skovløber og enlig kvinde af lavere stand.
I kirkebogen for Aabenraa Sogn, Rise Herred
står det ved Franziska Carolines fødsel:
–
1805 No. 74. Født 31. august. Døbt:
19. september. Franziska Caroline Elise Enger, et uægte barn af Christine
Heisse fra Mecklenburg, som efter udsagn af jordemoder Elvers, er blevet
besvangret i Mecklenburg i Ribnitz amt af skovløber Friedrich Enger.
Faddere:
Fru kammerjunkerinde Franziska
Genowefa von Qualen, Jomfru Elise Heise (Indlogeret/nedkommet i Slotsgade).
Skal
et fyrstebarn forblive syerske?
Der
er hvis aldrig nogen, der har fundet ud af, at det danske hof skulle
sendt penge til H.C. Andersen eller Jomfru Fanny. Ville kongehuset virkelig lade et fyrstebarn forblive
en simpel syjomfru?
Ja,
nu kan vi også her på siden beskyldes for ikke at være
historisk korrekt, for læs lige det følgende.
Hvad
står der på dåbsattesten?
Uwe
Thomsen har på sin hjemmeside www.jomfru-fanny.uwethomsen.dk foretaget nogle nogle interessante
efterforskninger.
Han
har kigget på dåbsattesten, og mener ikke, at der i dåbsattesten
står niedergekommen (nedkommet), men at der står untergekommen, det vil sige indlogeret.
Der
er åbenbart også blevet kommunikeret
med amtmanden vedrørende bøde. Det blev så frafaldet, fordi den faktiske overtrædelse fandt sted i udlandet. Uwe Thomsen hæfter sig ved, at det var
udsædvanligt, at der i det hele taget blev korresponderet om sådan
en sag. Han undrer sig også over den lange tid fra dåb til fødsel.
Undervisning
på Brundlund Slot?
Hendes
undervisning i håndarbejde må nødvendigvis også være
foregået på Brundlund Slot. Det er af høj kvalitet, det håndarbejde, som Fanny har udført.
Speckhahn har været Jomfru Fannys økonomiske rådgiver. Det er det såmænd ikke
så meget mærkeligt i, vurderer Uwe Thomsen, for han giftede sig med Jomfru Fannys jævnaldrende veninde, der var husholderske hos
en af Aabenraas rigeste mænd, agent Holm.
Det
var påfaldende, at Jomfru Fanny var placeret som nr. 3 af pigerne, kun overgået
af amtsforvalterens og degnens døtre og foran mange af boger – døtrene
af god – familie. Dette kan betragtes som høj status.
Har
hun ejet huset i 20 år?
Uwe
Thomsen mener ikke, at det i sig
selv er bemærkelsesværdigt, at Jomfru Fanny blev ejer af et lille beskedent hus i Aabenraa. Men han synes, at det er
påfaldende, at hun fortsat boede til leje, sammen med Christine Heisse, inden hun flyttede ind i sit hus. Der var noget
mystisk ved en usynlig pengeanbringelse i det gældfri
hus i Persillegade, som Jomfru Fanny først flyttede ind i, efter Christine Heisses død 1853. Huset blev antagelig allerede erhvervet
ved en auktion den 30. august 1834. Det vil med andre ord sige, at Fanny havde ejet huset i 20 år.
Åbenbart
har Jomfru Fanny også lånt Speckhahn 1.000 mark. Var hun en velhavende
dame?
Gå
ind på Uwe Thomsens hjemmeside, og find flere interessante ting.
Hvor
fik Jomfru Fanny pengene fra? Myterne får lov til at bestå.
Hvis
du vil vide mere: Jomfru Fanny 1 – 5:
1. Jomfru Fanny fra Aabenraa
2. Jomfru Fanny – myte eller
virkelighed
3. Kongens hvide hest (under
Sønderjylland)
4. Mere om Kongens hvide hest
(under Sønderjylland)
5. Pigen fra Højer (under Højer)
Kilde: Se
–
Litteratur Sønderjylland (under
udarbejdelse)
–
Litteratur Aabenraa
–
Sønderjysk Månedsskrift
–
www.jomfru-fanny.uwethomsen.dk
–
Ruden /Aabenraa Kommune
–
Signe Prytz: Frederik den Syvendes barndom og nærmeste omgangskreds
(1974)
Yderligere
Litteratur om Jomfru Fanny:
Marie
Thomsen: Jomfru Fanny (1938)
(
Birgitte Kragh) Else Prahl: Jomfru Fannys Kongerige (artikelserie Aabenraa
Museum 1982)
Franz
Gregersen: Jomfru Fanny (2004)
Uwe
Thomsen: Jomfru Fanny´s speciedalere (1993)
Heidi
Gunner Pfeffer: Snakken gik jo (1992)
Helene
Rud: Jomfru Fanny (Hagerup 1945)
Bodil
Steensen Leth: Jomfru Fanny – en roman om dronningen fra Aabenraa
–
desuden er der masser af artikler om Jomfru Fanny