Vi tager en tur til Varnæs og ad de skønne naturstier. Dengang var det en betydelig havn. Engang var man så fattig, at man var ved at miste Birkeretten. Vi tager en afstikker til Ballebro – færgen. Og så besøger vi Bovrup med Frits Clausen og hans kartotek. En landsby forsvandt på grund af en familie-strid. Og så begik en adelsmand et mord på et medlem af en anden adelsslægt. Jo vi ender under dramatiske omstændigheder i Felsted.

 

Madpakker til Varnæs Vig

For dem, der ikke ved det, så befinder vi os syd for Aabenraa. Vi er i den yderste nordlige del af Sundeved. Undertegnede mindes endnu, når der var kapsejlads på Aabenraa Fjord. Ikke fordi det er den store sejlsportsmand i mig. Nej vi sejlede rundt i en motorbåd med madpakker til dommerne på bådene og inde i land. Det var lidt vanskeligt, at aflevere madpakken til dommerne på Varnæs Hoved. Vi kunne ikke komme helt ind til land. Der var ekstrem lavvande og masser af sten. Så vi måtte kaste madpakken det sidste stykke vej. Det var også her tyskerne ville anlægge en bådebro på 165 meter, så torpedobåde kunne lægge til her.

 

Den gyldne Løve

Her ligger Den Gyldne Løve. Dengang jeg var forbi sidste gang, var det traktørsted. Nu er det kulturhus og samlingspunkt for stedets talrige foreninger. Her var også landingssted for rutebådssejladsen mellem Aabenraa, Sønderborg, Flensborg Den Gyldne Løve blev overtaget af Landsby-lauet for nogle år siden, og tænk Varnæs – Bovrup blev valgt som Årets Landsby i 2012.

 

Søfarts – og havneby

Anløbsstedet ved Varnæs Vig var i mange år et vigtigt udskibningssted. Det var før Aabenraa kom på banen. Her overførte man ofte varer, der var kommet fra Hærvejen til Fyn og de andre øer. Jo, Varnæs fungerede som søfarts – og havneby i mange år. I svunden tid har det været skibsforbindelse fra Varnæs til Løjt, Als og Fyn og andre steder. I 1231 nævnes indtægter, som kongen havde af Overfarten over Havet. Warnitz var det tyske navn for sognet. De to store byer Varnæs og Bovrup (Baurup eller Borup) nævnes som krongods i 1231 som Warnæs og Bagthorp.

 

Den skudsikre vest

Da jeg for nogle år siden holdt et foredrag i Anna Kirke på Nørrebro om sagnet bag Varnæs Kirke (Se artiklen, Kirker syd for Aabenraa), var det en bestemt grund til dette.  For de to kirker udveksler konfirmander. Det vil sige, at konfirmander fra Varnæs besøger Nørrebro og omvendt. Den søde præst i Anna Kirke, Susanne fortalte, således, at da konfirmanderne fra Varnæs nåede frem til Københavns Hovedbanegård, var der nogle der spurgte:

• Wo æ det lich at vi ska hint æ skujsikke vest.

 

Kirken er helliget Skt. Peter

I artiklen Kirker – syd for Aabenraa har vi beskrevet Varnæs Kirkes historie, der er fra 1305. Flere ting i kirken er dekoreret af en lokal og glemt maler, Nicolaj Nissen. Han boede i et lille hus i Varnæs. Han omdannede dette til et Palads i det små omgivet af volde og grave. Naboerne kaldte det spottende for Malerens Slot. Det var jo også her i Varnæs, at man fik den berømte “Varnæs – sangbog”

 

Forskellig Livsvilkår

Beboerne i de to nabobyer Varnæs og Bovrup har i middelalderen haft vidt forskellige livsvilkår. Bovrup var delt mellem forskellige jurisdiktioner. Bønderne var som hovbønder tvunget til hoveriarbejde på Søgård og andre af egnens godser.

Bønderne i Varnæs var underlagt kronen og ikke pålagt hoveriarbejde. I løbet af middelalderen gled der ganske vist nogle af gårdene over på den hertugelige side. Hoveriarbejdet blev erstattet af en årlig afgift som man skulle betale til den hertugelige foged på Brundlund Slot.

 

Reformen gennemførtes i 1711

Hele 55 gårde lå i en klynge i Varnæs. På et kort fra 1641 kan man se, at de lå sammenklemt i den sydvestlige del af landsbymarken. Kun præstegården lå udenfor. Der var ret stor afstand til de fjerneste marker. Allerede i 1680 anmodede bønderne om udskiftning af jorden. Tilladelsen blev givet, men et par år efter besatte kongelige tropper den gottorpske del af Sønderjylland. Heller ikke et forsøg i 1698 førte til nogen resultat. Endelig i 1711 gennemførtes reformen.

Jorden blev målt op, og fordelt på 30 bol. Det betød, at der var ca. 34 ha til hver bol. Men de fleste gårde var halvbol, det vil sige, at de kun var på 17 ha. De to bofæller delte jorden og flyttede ud sammen. Derfor ligger mange Varnæs – gårde to og to.

 

De rige i Varnæs

Udskiftningen betød, at Varnæs i de følgende år oplevede en velstand, der var relativ større end nabobyerne. En erindring fra Bovrup beskriver også, at gårdene i denne by altid virkede næsten alle fattig, mens det modsatte tilfælde forholdt sig i Varnæs:

– I Dagligstuen fandtes Kakkelovn, Stueur, Chatoller, malede Værelser, kort sagt, stadseligt som hos en anselig Købstadsmand.

Skovene blev i 1864 beslaglagt af den tyske stat. Men i 1890 købte bønderne skovene tilbage.

 

Varnæs Birk

Varnæs Birk havde indtil 1769 sin egen birkefoged, hvorefter herredsfogeden tillige var birkefoged. En birk svarer til det vi i dag ville kalde en retskreds. Selve retshandlingerne foregik under åben himmel på en plads midt i byen. På  en bakke ikke langt derfra stod galgen. På klokketårnet i Varnæs er der stadig to halsjern. Her blev småforbrydere fastgjort og stod til spot for sognets lovlydige borgere.

På  et forholdsvis nyt kort ( 1. 25.000 – 4 cm kort) kan vi i nærheden af Varnæs finde stednavnet Galgebakken. Galgen var her anbragt på en gravhøj. Det havde en forstærket virkning Denne gravhøj lig med Tokkesbjerg eller Tokshøj. Den lå 1 km vest for byen. Stedet ligger nu i 55 meters højde. Mellem 1830 og 1840 fjernede man det øverste af bakken. Der blev fundet skeletter af de henrettede. De blev pænt begravet igen. En sten blev placeret for at markere stedet, men den er senere forsvundet.

 

Birkeretten i fare

Efter svenskekrigene i 1600 – årene var Varnæs så dårligt stillet, at det gik ud over birkets selvstændige status. da en pige på Fogedgården tog livet af sit barn. Og en bødker kort efter begik mord, var det en byrde for det fattige birk at udrede omkostningerne til to henrettelser. Det er faktisk usikkert om disse fandt sted i Varnæs.

 

Salmebogen, der blev kopieret

Imponerende er det, at Pastor Ægidius i 1717 udgav en salmebog, for dem, der ikke kunne tysk. Han havde oversat nogle af de tyske salmer til dansk. Hele 415 salmer var der. Bogen var i første omgang et lokalt projekt, som kun de seks præster i herredet bakkede op under. Pludselig udkom den i København. På titelbladet stod der

• En ny Sang – Bog, som indeholder de almindeligste saavel gamle som nye Sange.

 

Det var Varnæs – sangbogen, der var udkommet med et nyt titelblad. Biskoppen klagede til kongen. Der blev iværksat en undersøgelse, som afslørede at præsten ved Vajsenhuset, Enewald Ewald (Ægidius´s fætter) havde fået trykt det nye titelblad. Ewald slap med en bøde, men sangbogen blev bremset i København. (Her på disen kan du læse en artikel om både Enewald Ewald og salmebogen)

I Sønderjylland slog den imidlertid an i flere sogne og nye oplag blev trykt i 1744, 1749, 1755 og 1765. Men helt frem til 1871 og 1882 blev man ved med med at bruge Ægidius Salmebog i Ullerup og Varnæs.

 

Varnæs pantsat

Varnæs optræder allerede i Konge Valdemars Jordebog. Og den 20.11.1411 pantsatte hertuginde Elisabeth Varnæs Birk til Dronning Magrethe den Første.

 

En langdysse i Varnæs Tykskov

I efteråret 1945 optrådte Varnæs også i Roskilde Dagblad. Bladet kunne berette om, at tyskerne i 1864 var i gang med at ødelægge fortidsminder. I februar måned i 1945 havde den lokale historiske forening skrevet til Nationalmuseet, om man ville påtage sig arbejdet med at restaurere fortidsmindet i Varnæs Tykskov, der ligger ud til Varnæs Vig og Aabenraa Fjord. Man
fik et positivt svar. Et par uger efter kapitulationen sendte museet så en ekspert i storstensgrave til stedet. Konservator Raklev mente dog, at arbejdet ville blive for omfattende. Men i samarbejde med sognerådsformanden blev der fremskaffet arbejdskraft. Og den lokalhistoriske forening lovede at fremskaffe penge til restaurationsarbejdet.

I løbet af juni måned 1945 var arbejdet færdigt. Foruden genopretningen af de mange randsten omkring højen blev dækstenen over gravkammeret også lagt på plads. Til en smuk Skt. Hans Aften blev stedet indviet. Flotte taler blev der holdt den aften. Til dette sted er der mange historier. Måske er det et tingsted eller offersted. Man kalder det også for Viggos Skrivebord.

 

Viggos Borg

Ikke langt fra Varnæs Hoved findes spor af en borgplads som sagnet kalder Ridder Viggos Borg. Eller er navnet snarere Vigge. Det dramatiske sagn, har vi tidligere gengivet her på siden.

 

De svor, at plante træer

Der er masser af smuk natur ved Varnæs, og masser af stier, man kan gå på. Her ligger Skovsøen, der engang var en naturhavn. Her havde man sat en pælerække med bom for enden, så venderne ikke skulle komme og angribe. Det var også her, der i 12 – 1300 opstod en handelsplads. Men grundet tilsanding uddøde den.

På Blåbækstien kan man finde Knippelsbro fra 1890. Og på denne sti, er det også en elmeallé, der går op til to gårde. Historien er, at der var to unge mennesker, der deltog i 1. verdenskrig. De svor, at såfremt de overlevede, ville de plante træer.

 

En lang postrute

Tankevækkende er det, at der på Poststien gik postbude indtil slutningen af 1960erne. Stien er vel cirka 7 kilometer lang, og her sørgede budene for, at der kom post til Bovrup, Blåhøj og Naldtang. Og lige i nærheden blev en af Danmarks bedste malere født. Det var Christoffer Wilhelm Eckersberg. Han blev født i 1783 i Neder Blåkrog. Ungdommen tilbragte han dog længere syd på. Det var efter moderens alt for tidlige død.

Han kom i lære hos maleren Jes Jessen i Aabenraa, og i 1803 startede han på Kunstakademiet. Syv år senere tog han på en stor udenlandsrejse. Eckersberg blev senere lærer for blandt andet Marstrand og Købke. Men en mand som Asger Jorn kunne ikke døje det, som Eckersberg stod for:

• Jeg synes, han er en temmelig fantasiløs herre med alle sine systemer. (Vi har en særskilt artikel

 

Ballebro – færgen

Går vi nu endnu længere syd på kommer vi til Ballebro – færgen. Hvor længe der her har været færgefart vides ikke. Men i 1683 var ruten indtegnet på et kort. Men færgefarten er ældre end dette. I 1720erne var her en livlig overfart. På et tidspunkt havde færgemanden hele tre både, to store til vogne og heste og en mindre til passagerer. Det var dengang, der blev sejlet efter
behov. Hvis der var folk i Ballebro, der skulle over, tændte kromanden et blinklys.

Ja man kaldte faktisk Ballebro for Dampskibsstation. Her lå også Ballegaard, en smuk gammel vandmølle og en vejrmølle. På en mark Volmerstoft havde der været en gård, som blev beboet af en adelsmand, der hed Valdemar von der Herberge. Ballegård var indtil 1590 ejet af von Holk, derefter Hertug Hans den Yngre. Den kom ind under Nordborg i 1622. Og i 1690 var det
så kæmpemæssige Ahlefeldt – gods, der overtog gården.

 

Ikke en af Danmarks største krigsforbrydere

Vi er hvis kommet for langt mod syd, for egentlig ville vi videre mod Bovrup, hvor min gode ven, Kurt bor. men byen er hvis mere kendt for en anden beboer, Frits Clausen. Der kommer dog næppe en statue over denne indbygger. Ja manden var faktisk ret afholdt blandt beboerne i Bovrup. Vi har tidligere i flere artikler beskæftiget os med denne person. Han blev formand for DNSAP, efter at De Konservative i Aabenraa havde smidt ham ud. Og så døde han under mystiske omstændigheder i et fængsel. Han var næppe en af Danmarks største krigsforbrydere,
selv om han blev udnævnt til dette.

I 1924 startede han sin egen praksis i Bovrup. Han var meget vellidt og snakkede med alle mennesker. Det kneb dog med økonomien. Han var en habil violinist, og i 1925 genoplivede han Bovrup Ungdomsforening. Og tænk han gav latinundervisning til amtmand Kresten Refslund Thomsens datter. Han skrev en masse kronikker i Jyllandsposten, Jyske Tidende og Hejmdal. Der var gang i ham. Han ønskede faktisk, at de tysksindede skulle blive dansksindede. Og hans arbejde vakte så meget opsigt, at Bovrup fik kongeligt besøg i 1928. Christian den Tiende stoppede op foran lægevillaen, der var betalt af mor.

 

Bovrup – sangen

Så  er der mere hygge over Bovrup – Sangen. Den kan synges på melodien Hist, hvor vejen slår en bugt:

 

• Her, hvor vejen smukt sig snor ligger
• Bovrup, hvor vi bor.
• Byen er skam ikke stor,
• men her er den gode jord,
• og de slægter før vor tid
• jo med jorden hængte i.
• Gamle slægter vi hér finder
• andre er her kun som minder

 

• Når vi ud af byen går,
• da mod syd vi Brokbjerg når,
• og fra bjergets top vi ser
• nok så smukt et landskab hér:
• grønne marker i et stræk
• med lidt skov og Bovrup Bæk.
• Alt så smuk vi Kielsbjerg finder
• med de travle møllevinger

 

• Meget andet der jo er,
• som vi kunne nævne hér:
• En allé mod Ravnhøj går,
• som et minde smukt den står,
• og mod vest er Brydekær
• også  nok en vandring værd.
• Når vi rundt omkring os kigger,
• ser vi: Bovrup smukkest ligger!

 

Vikinger til hest

Indrømmet, vi har snydt. Sangen består af seks vers. Jo i Bovrup var der nogle, der rejste Dannebrog i protest mod Frits. Og denne Frits formodede at samle de danske nazister til stormøder. Men egentlig var han heller ikke den store taler. Om aftenen samlede nazisterne sig på kroen. Og Frits så egentlig ikke så føreragtig ud i nazi-uniformen med skrårem og lange støvler. Som landsbylæge var han afholdt og en rigtig selskabsmand, der deltog i egnens kulturliv.

På  hans fødselsdag den 12. november var hans villa bevogtet af nazister i sort læderuniform. De havde et frygteligt våben – skarpslebne spidse spader. Om morgenen blev Frits vækket af lurblæsende vikinger til hest. Der var noget at se på, for befolkningen i Bovrup – dengang.

 

Asmus von der Heide

I den nazistiske højborg modtog en lille gruppe mennesker illegale blade. Det gik godt, også efter at den tyske skole blev oprettet i byen. Læreren var pennefører i Nordschleswiger Zeitung. Han hed Wilhelm Jürgensen. Men han er bedre kendt under kunstnernavnet, Asmus von der Heide. han var bosiddende i Bovrup. Han begik over 600 artikler og kronikker. Efter krigen fik han to års fængsel.

 

 

Optøjer i Bovrup

I Hejmdal den 9. august 1960 bedyrede han sin uskyld, og røbede, at han aldrig havde angivet fem navngivne Bovrup – borgere for deres illegale aktivitet. Egentlig var der ikke så meget vold i Bovrup under krigen. men der var masser af drillerier. Således gik 22 studenter og et skoleorkester forbi Frits Clausens hus og spillede It’s a long way to Tipperary og General Montgomery og hans ti tusinde mand.

Denne episode førte dog til en overskrift i National  – Socialisten den 9. juli 1943:

• London – New York – Moskva Optøjer i Bovrup.

Der blev skrevet om frække og tøjleløse Optræden.

 

Tvunget bort

I 1944 blev Frits  Clausen tvunget bort fra lederposten i DNSAP, ja han blev ligefrem ekskluderet. Han var ekstrem dansksindet og havde trang til et glas for meget. I Fårhus – Lejren blev han på alle mulige måder chikaneret af vagtmandskabet.

 

Nazister på ladet

De mere prominente nazister blev hentet af politiet i Gråsten. Men de mere ukendte nazister i Bovrup og omegn blev samlet på den lokale vognmands store lastbil. Ja vognmanden sad der faktisk selv på ladet. De dansksindede beboere var forsamlet på Genforeningspladsen. Og lastbilen kørte selvfølgelig forbi denne plads. Man råbte hurra. men egentlig blev det aldrig så højt. Fordi oppe på ladet sad naboen, onklen, fætteren, ham, man havde spillet fodbold med m.m. Og ingen tyskerpiger i Bovrup fik håret klippet af.

 

Under Arkivloven

Egentlig er det kartotek, som byen også er berømt for blæst meget op. En stor skandale var det, da Poul Nyrup Rasmussens far også optrådte i den. Kartoteket blev udgivet i bogform efter besættelsen. I løbet af 1945 afskrev en del modstandsfolk kartoteket i bitterhed over, at medlemmer af nazistpartiet kunne genoptage deres plads i samfundet. men sådan var det nu ikke helt i Sønderjylland. Det skulle politimester Brix nok sørge for. Nazister blev fyret, faldt i unåde, og blev ekskluderet af fagforeninger og andre foreninger. De blev endvidere forfulgt af Den Sønderjyske Efterretningstjeneste.

En afgørelse fra 1946 ved Københavns Byret bestemte, at udgivelsen hørte under Arkivloven. Officielt kan man kun få adgang til dette arkiv via ansøgning til Rigsarkivet. Kartoteket indeholder egentlig op til 50.000 medlemmer, men afskriften indeholder kun 28.000 medlemmer. Bruhn Rasmussen har lige haft et eksemplar på aktion. For en måned siden så undertegnede at et københavnsk antikvariat tilbød kartoteket i bogform for 1.400 kr. (Her på siden kan du læse en artikel om Bovrup – kartoteket)

 

Medlemslisten indgik i Centralregistret

Egentlig er kartoteket ikke ført ajour, således kan man ikke altid se, om vedkommende er udmeldt igen. Det var måske med vilje. Partikontoret i Bovrup ville gerne fremvise en stor medlemsskare. Efter reglerne krævede det, den store fører Frits Clausens tilladelse til at melde sig ud. Bogen er udkommet i mange forskellige udgaver. Man har også forsøgt, at udgive kartoteket på CD – rom. Og via en hjemmeside kunne man pludselig se medlemmerne.

Medlemslisten indgik i det såkaldte Centralkartotek. Og egentlig var det ikke ulovligt at være medlem af DNSAP. Men Centralkartoteket udgjorde en vigtig brik i retsopgøret efter krigen.

Bovrup blev engang betegnet som en anselig Landsby med to Kroer, flere Købmandsforretninger og Haandværkere, Vejrmølle, Mejeri og Skole.

Kigger man i gamle fortegnelser fra Trap, får man følgende forklaring over området. Nu skal det dertil siges, at vi i denne artikel kun besøger en lille del af dette område. Vi har faktisk tidligere været i omtalte område:

 

Oplysninger i Trap

• Lundtoft Herred med Varnæs Birk og de adelige Godser Søgaard, Aartoft, Grøngrøft, Ladegaard og Skovbølgaard er beliggende mellem Tønder Amt, Flensborg Amt, Flensborg – Fjord, Nybøl Herred, Aabenraa – Fjord og Ris herred. Herredets Faldinshold 5 1/4 kvadrat Mile. Det omhandler sognene Uge, Ensted, Felsted, Kliplev, Kværs, Rinkenæs og Varnæs samt
  Dele af Sognene Holbøl og Adsbøl.

–
–

• I 1859 er Herredet med Godsene opgivet at have 9 Præstegaarde, 12 større Gaarde 55 Heelgaarde, 47 3/4 Gaarde, 304 1/2 Gaarde, 80 1/4 Gaarde og 86 endnu mindre Gaarde, samt 455 Huse med Jord og 317 Huse uden Jord…….Varnæs var tidligt et gammelt kongsgods adskilt fra Herredsinddelingen (Nybøl Herred). Allerede i 1411 var det henlagt under Aabenraa Slot og henhørte senere uden Aabenraa Amt. Ved Ophævelsen af Domcapitelsdistrictet blev Birket 1777 forøget med 1 Plov. Den til de Graastenske Godser hørende Deel af Bovrup blev 1853 forenet med Birket. Stoltenlund adelige Gods, der tidligere i jurisdictionel Henseende var forenet med Lundtoft Herred, er nu henlagt under Slogs Herred i Tønder Amt.

 

Felsted Sogn

• Felsted Sogn omgivet af Ensted, Kliplev, Kvers, Adsbøl og Varnæs Sogne samt Aabenraa – Fjord. Kirken vestlig i Sognet. 1 1/4 Miil sydøst for Aabenraa. 2 3/4 Mile nordvest
  for Sønderborg. Arealet ca. 8.596 Tdr. Land er bakket (Nordbjerg med smuk Udsigt til Als og Fyen, brat nedludende mod Nord, Hyholt, Tastebjerg, 234 Fod). Jordsmonnet er af meget forskjellig Beskaffenhed, deels leret og leermuldet, deels sandet, sandmuldet og gruset i den østlige Deel af Sand og Grus. I Sognets nordvestlige Hjørne tildeels som Skjel mod Ensted Sogn, løber en lille Aa, som ogsaa faar nogle tilløb fra Agesø og som driver 2 Vandmøller, den udmunder i Aabenraa Fjord ved Felsbæk – Mølle. Ved Sognets nordøstlige Grændse er Dyrbæk – Aa. Nogen Skov findes i den nordvestlige, nordøstlige og sydøstlige Deel af Sognet, men uden nogen større Betydning………

 

Skovbølgaard

Nord på når vi til det gamle gods, Skovbølgaard. Gården ligger i udkanten af Gl. Skovbøl. i 1703 overtog Frederik Ahlefeldt godset. Han udskiftede i alt 4 gårde fra Skovbøl og Svejstrup. De fik jord nord for byen. Det blev til navnet Ny Skovbøl, og nævnes første gang i 1709. Går vi lidt længere tilbage, så tilhørte godset i det 16 århundrede, Familien Uk eller von Ucken. I det 17 århundrede var det Familien Buchenwald.

 

Mord på Paul Uck

Sognets eneste ornum – gård (gård, hvis jorder var unddraget jordfællesskabet) blev nedrevet i 1790’erne. Tømmer og mursten blev brugt til reparationer på Brundlund Slot. På  gården regerede en mand ved navn, Hans Blome, tilhørende en hollandsk ridderslægt. det var på samme tid, at Paul Uck ejede Skovbølgaard. Slægten kan henføres til byen Uge. De tilhørte den såkaldte lavadel.

Den 1. juni 1589 havde Hans Blome indbudt til gæstebud på Ornum. Der blev sikkert drukket tæt. Åbenbart er der herunder opstået stridigheder, for pludselig trak Hans Blome pludselig sin pistol og skød Paul Uck, der døde på stedet.

 

Fejde mellem Blome og Uck

Efter gældende lov skulle drabsmanden, hvis han ikke valgte at flygte, gøre mandebod. Men Hans Blome forblev uanfægtet på sin gård. På Skovbølgård, hvortil liget af Paul Uck blev transporteret, ventede man forgæves på, at Hans Blome skulle indfinde sig. Skønt det var midt på sommeren blev Paul Uck ikke begravet. Men den 24. juli blev han ført til Felsted Kirke, for at blive begravet. Her blev Hans Blome af den myrdes fætter offentligt erklæret for niddig. Fra det øjeblik var der fejde – tilstand mellem de to slægter.

Først to år senere, da Blome efter en udlandsfærd var hjemme igen, kom fejden til åben udbrud. Blome drog til Ucks gård, for at gøre det op med Uck – slægten. Et heftigt skyderi opstod og Hans Blome blev så hårdt såret, at han døde på vognfjælden under hjemtransporten til Ornumgården. Striden mellem de to slægter, de måske bundede i rivaliseringer mellem de
holstenske og slesvigske adelsslægter var dermed ebbet ud. Begge slægter forsvandt snart fra egnen.

 

En tysksindet nordmand

Ja vi fortalte her en af historierne, for der er forskellige udlægninger. Skovbølgård blev overtaget af enken, Magdalene Rathlau og deres to sønner. De boede der indtil 1616, der efter overtog sønnen, Klaus gården. Han solgte den i 1622 til den hensynsløse bondeplager Jesper von Buchwald.

På  et tidspunkt overtog den norskfødte skibsredder-søn Johan Georg Kittel, gården. Han var en ivrig fortaler for tyskheden, og støttede hertug Christian August af Augustenborg. Denne var ofte på besøg på Skovbølgård. Kittel blev arresteret, men vendte tilbage til gården igen i 1850, hvor han genoptog sit arbejde i Stænderforsamlingen.

 

Landsbyen, der forsvandt

Også Grøngrøft tilhørte lige som landsbyen Vaarbjerg. Hovedgården var oprettet i sidste halvdel af 1500 – tallet. I forbindelse med Ahlefeldts konkurs blev gården solgt til kancelliråd August Chr. Petersen.

Denne landsby blev nedlagt som følge af en bitter strid mellem de to brødre Gregers og Frantz Ahlefeldt på godset Søgaard. I sidste halvdel af 1500 – tallet opførte de to grene af Familien Ahlefeldt en herregård på landsbyens marker. Man ved ikke præcis, hvor landsbyen lå. men nu mener arkæologer, at have fundet den sidste gård i landsbyen. Og gården lå der, hvor
der er blevet tilkørselsrampe til motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg.

Man har konstateret, at det var tale om en stor slesvigsk gård, dateret fra slutningen af 1500 – tallet. Desuden er der fundet keramikrester fra 1600 – tallet.

Hele området tilhørte næsten den mægtige adelsslægt. Indtil 1535 lykkedes det at holde godset uddelt. Men da brødrene Frantz og Gregers Ahlefeldt skulle dele efter faderen, gik det galt. De kunne ikke ens at dele Søgård og fæstegodset imellem sig. For landsbyen Vårbjerg, betød det at otte gårde skulle deles. Begge brødre døde i krigen mod Ditmarsken i 1559, men Søgård forblev delt mellem to grene af familien. I sidste halvdel af 1500 – tallet opførte de to slægtsgrene to små herregårde, Grøngrøft og Ladegård.

 

Krusmølle

Vi får, at vide, at Felsted dengang med kirke og præstegård, skole og to kroer. Tumbøl havde skole og fattighus, Trasbøl havde en skole. Og Gammel Skovbøl havde både skole og kro. Ny – Skovbøl havde to teglværker. Svejrup havde også kro. Felstedskov havde både bi-skole, kro, teglværk og kalkbrænderi. Dertil kommer de adelige godser m.m. Vi hører også om Hovedgården Kidding, Stenskjær Teglværk, Krus Vandmølle med brænderi.

Krusmølle menes at være grundlagt af hertug Hans den Ældre (1521 – 1580). Den blev senere ejet af hertugen af Gottorp. Og i 1713 var det kongen, der var ejer. Møllen
havde sine faste kunder. Der var mølletvang dengang. Og møllens faste tvungne kunder var bønder og kådnere fra Felsted, Varnæs, Ensted, Uge og Rinkenæs Sogne. Mølletvangen eksisterede til 1853.

Indtil midten af 1800 – tallet var møllen foruden kornmølle desuden valke mølle, der valkede uldstoffer. Fra 1852 til 1877 var der på ejendommen også et brændevinsbrænderi. Bærmen anvendtes som foder for tyre under opfedning.

I 1877 udbrød der brand på møllen. Stuehus, stald, lader og brænderi lå i aske. Alt blev genopbygget undtagen brænderiet.

Omkring 1912 blev der i møllen indrettet elektricitetsværk. men i området anvendtes efterhånden vandkraft til el, lys og kraft. Elværket blev nedlagt, da Sønderjyllands Højspændingsværk holdt sit indtog i 1923. I dag anvendes bygningerne til butik, café, galleri, festlokale og lysstøberi.

 

Tumbøl – bønderne i oprør

Bønderne blev ikke altid behandlet pænt af herremændene. I 1760erne lavede 16 bønder fra Tumbøl oprør mod herremanden. Denne herremand, Hans Petersen, der boede på Ladegård var en hård negl. Han mente, at han kunne bruge bønderne til hoveri, selv om disse var underlagt Grøngrøft.  (Også det tema kan du læse om i særskilt artikel)

 

Den Gale på Ladegården

Ladegård var oprettet som en avlsgård under Søgård i 1550. I 1760 overtog Andreas Petersen gården. Denne var særdeles speciel. Det blev fortalt, at han en gang væddede med en anden mand om, hvem der hurtigst kunne æde 100 rigsdaler. Petersen vandt, ved at sætte en hundrede rigsdaler seddel til livs på et stykke smørrebrød. Gale Petersen var en ondartet bondeplager,
der piskede sine fæstere. For den mindste forseelse blev de kastet i hullet. Ligeledes kunne han finde på, at tage gården fra en fæstebonde, som ikke var ham tro i alt.

Bønderne indklagede ham for Overretten i Gottorp. Og Petersen tabte sagen. Økonomiske problemer tvang ham til at overlade gården til broderen, men denne var stort set ikke bedre.

 

Danmarks tredje ældste træ

Hvem skulle tro det, men i Felsted står Danmarks tredje ældste træ. Antagelig er træet 1.600 år gammelt. Og det står selvfølgelig placeret ind til gården Gl. Egegård. Træet indgår i Felsteds byvåben. Og som i så mange gamle sagn er det et såkaldt brandtræ. Hvis man fælder det, så brænder gården. Træet nævnes i en rejsebeskrivelse fra 1530. Indtil en storm i 1967 var her
faktisk to træer, men et lyn slog ned i det ene træ.  Omkring 1910 – 1911 flækkede et lyn træet. Siden fyldte man det op med beton, og satte bånd om det, for at holde det hele sammen. Men båndet er næsten rustet væk, og betonen er skilt fra stammen.

 

Nikolaj Andersen

Og fra Svejrup stammer digteren, Nikolaj Andersen. Han skrev digte og fortællinger på sønderjysk (Felsted – mål). Han blev senere medarbejder på Flensborg Avis, hvor han senere overtog redaktionen af bladets tyskskrevne udgave Flensburger Zeitung. Under første verdenskrig redigerede han dagbladet Hejmdal. Han var med i forberedelserne til folkeafstemningen i 1920, men oplevede den ikke selv. Han døde i oktober 1919.

 

Claus Eskildsen

En anden sønderjysk forfatter er også født i Felsted Sogn. Det var seminarielærer Claus Eskildsen. I ungdomsårene blev han præget af sin tyske uddannelse. Senere gik han dog ind for det danske. Mest kendt er han vel for publikationen Dansk grænselære, der udkom i 1936. Og vi, der gik på Tønder Kommuneskole var så heldige, at have en af hans efterkommere som lærer. Det var i biologi og religion. Og det var særdeles festligt. Kunne vi ikke vores Fader Vor, skulle vi lægge os på katederet og så fik vi ellers med pegepinden. (Under Tønder, kan du læse to artikler om denne person).

 

Feldsted

Her var Torstensons svenske tropper, og her holdt man vagt og skuede ud over fjorden efter engelskmændene. Kystmilitsen havde depot på Felsted Kirkes loft. Og her kom tropper tilbage fra Dybbøl i 1864. En masse gravhøje er blevet ødelagt, og en helligkilde forsvandt efter, at katolikkerne forsvandt.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – flere artikler

Hvis du vil vide mere: 

– www.dengang.dk indeholder 1,783 artikler, heraf 169 artikler fra Aabenraa

• Adelsslægten fra Aabenraa
• Adelsslægten, der uddøde
• Ahlefeldt og Søgård
• Brundlund Slot
• Folk – syd for Aabenraa
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Fritz, nazister og et kartotek
• Kirker – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt og mange flere artikler 

Redigeret 8.10.2021

 

 

Indbildskheden har været stor på Løjt, men er aftagende. Bønderne følte sig ovenpå, i hvert faldt mente de, at de var bedre end naboerne vest og syd for. Søfarten bragte velstand. men om vinteren var der mange, der måtte frem med tiggerstaven. Midt på Løjt ligger en glemt borg. Løjt Kirkes altertavle er særdeles imponerende, og tænk på Løjt lå i mange år en navigationsskole. Hertugen gjorde alt for, at få mere jord til Høgebjerg. Dette er den sjette artikel om Løjt.

 

Kun et Løjt i verden

Vi tager for femte gang en tur nord for Aabenraa – og besøger Løjt land Det vil sige efter nærmere gennem-tælling, så er det den sjette artikel om Løjt land. I løjtingernes hjemstavnssang hedder det: Der er kun et Løjt i verden. Og det kan man godt forstå, når man har cyklet rundt på halvøen. Løjt har været et stort sogn. Det har omfattet hele halvøen mellem Genner Bugt og Aabenraa Fjord. Og den skrider jo også et par kilometer over hovedvej A 10.

 

Oldtidens skove blev ryddet

Løjt Kirkeby har været den gammel adel-by, mens de fem andre byer, Nørby, Barsmark, Skovby, Stollig og Bodum er opstået som udbygger – byer. Det er sket efterhånden som oldtidens store skove er blevet ryddet på Løjt Land.

 

Masser af liv i oldtiden

Oprindelig hed hovedbyen Løjt, inden kirken blev bygget. Den blev nævnt første gang i Aabenraa Stadsret af 1335. I 1456 blev byen kaldt Kirkebyen i Løjt. Og der var rigelig med liv i oldtiden her på halvøen, det minder 29 gravhøje om.

 

Markfællesskabet

Bønderne på Løjt Land har aldrig kendt til stavnsbånd. Og efter 1600 har det kun været meget lidt hoveri. Markfællesskabet blev på Løjt Land ophævet længe før andre steder i Danmark. Allerede i sidste halvdel af 1500 – tallet begyndte Løjt – bønderne at ophæve markfællesskabet. Hver gård fik nu sin egne jorder.

På  et kort fra 1641 af Johs. Meyer ses nogle af sognets byer omgivet af lykker, Markerne blev omgivet med levende hegn. Det blev kaldt lykker. Ja egentlig stammer det fra ordet lukker. Det er i grunden synd, at mange af disse levende hegn er blevet ryddet. På  den mere magre jord mod vest gik det lidt længere tid med ophævelsen af markfællesskabet. Man gjorde måske den fejl på Løjt Land, at man ikke straks flyttede gårdene ud til markerne. I 1600 – tallet flyttede man kun tre gårde. De andre måtte gå langt for at komme på arbejde.

 

Boesgård var den første gård

Den første gård, der udflyttede var Boesgård. Det fortælles, at ejeren under svenskekrigen blev forfulgt af disse og skudt i det ene ben. Senere brændte de hans gård af. Da han opbyggede sin gård igen, skete det i Sønderskoven. Boesgård har ligget samme sted siden 1690.

 

Havet har draget og krævet

Havet har draget løjtingerne. Ved siden af, at være et bondeland, så var Løjt land tillige søfarernes, kaptajnernes og skibsredernes land. Præster ved Løjt kirke har kunnet meddele, at fire
femtedele af de drenge, der gik til konfirmationsforberedelse hos dem, stak til søs. Det var penge at tjene på havet. Men kun enkelte, som familierne Bruhn og Bendixen blev skibsredere i den helt store stil.

Havet krævede også sine ofre. Mange endte deres liv derude.

Lige som på Rømø skabte søfarten sin egen kultur. I 1740 nævner manden på Jakobsgård i Barsmark i sin dagbog, at han havde fået sendt en kasse the fra sin bror, der var til søs. Denne drik var ellers ikke kendt på landets bøndergårde dengang.

 

Søfarten satte sit præg i indretningen

I en bog fra 1890, Slesvigske Bøndergårde fra omkring 1890 skildres en kaptajnsgård i Løjt Sogn således:

• Japanske Straamatter over Gulvene, Musselins Gardiner, Kanapeer, højtryggede Stole, som er svejfede, lakerede og forgyldte Theborde, Skueborde og Spejlrammer er til dels rigt udskaarne Rokokosager, dels Lakarbejder med Indlæg fra Kina og Japan – en mængde Nips, saasom Porcelæn, Vaser og Figurer, Elfenbens Kunstværker, Gudebilleder og Templer, udskaaret i Træ, desuden Jerikoroser, Konkylier og andre Naturalier, som gemmer Minder fra fjerne Have.

 

Åbæk bugt

Der er uhyggelige mange skønne steder på Løjt Land. Gennem Jørgensgård Skov og nord for Strågård bøjer vi skarpt mod syd. Vi når Åbæk og Dyrhave. Ved Åbæk Bugt dykkede vi efter øl. Vi kunne se kassen dernede, mange meter under os. Vandet var helt klart, og det var masser af idyl her i Åbæk Bugt.

En af gårdene her i nærheden, har været i slægtens eje i hundredvis af år. Det var godset, Høgebjerg, som blev bygget i 1641. På en af gårdens marker ligger oldtidsmindet Myrpold med den åbne gravkiste. Jordhøjen blev sløjfet i 1888. Men man kan se stensætningen fra omkring år 2000 før Kristi. En halv snes personer har været begravet her. De fundne sager er hvis nok opbevaret på Forhistorisk Museum i Århus.

 

Drab lagde grunden til hertugelig gods

Lidt længere mod øst har vi Skarrev, en udmærket badestrand. Vi vender lige tilbage til Høgebjerg. Den var en gang en hertugelig avlsgård under Gottorp. Her lå omkring 1560 en gård,
hvis ejer begik et drab. Han måtte derfor bøde med livet. Hertugen beslaglagde hans gård, og det var starten på avlsgården, som var hertugelig indtil 1665.

 

Høgebjerg blev udvidet

Ved erhvervelse af jord på forskellig vis forøgedes og forbedredes gårdens tilliggender. Det vides i hvert fald, at tre af Skovbys bøndergårde i slutningen af 1500 – tallet blev lagt under Høgebjerg. Mange metoder blev brugt til forøgelse og forbedringer af gårdens tilliggender. Bønderne gjorde sig skyldige i ulovlig skovhugst. De kunne ikke indse, hvorfor de ikke i deres egne skove, måtte fælde træer. Men de måtte kun fælde de træer, som skovfogeden udpegede. Og dette straffede hertugen med ekspropriation af jord.

På  den måde fik hertugen efterhånden samlet 120 hektar omkring selve gården og endnu større arealer, fortrinsvis skov ned imod Aabenraa Fjord. En del af dette areal blev indhegnet som jagtområde, hvorefter det fik navnet Dyrhave. Og det hed det stadig, da jeg forlod Aabenraa.

I 1680 overtog kancellisekretær Burchard Niederstedt fra Slesvig forpagtningen. Han havde ydet hertugen værdifulde tjenester. Og som tak skænkede hertug Christian Albrecht ham sin Avlsgaard Høgebjerg til evig Arv og Eje, fri for nogen som helst Afgift. Hermed var Høgebjerg fra at være hertugelig avlsgård gået over til at være et gods i privat eje, dog som kancelligods retsligt unddraget herredets jurisdiktion og direkte underlagt kancelliet, senere Overretten. På den måde opnåede man særrettigheder og med ret til at lave god brændevin.

 

Gården udbrændte i 1912

Da godsets mejerier kom til at betyde mere og mere for driften, tituleredes bestyrere efterhånden i henhold hertil. De kom dog ikke til at hedde mejeribestyrer, men kaldtes Hollænder, fordi en forfader på gården for mange år siden blev kaldet for Hollænder. Den gamle gård, Høgebjerg brændte i 1912.

 

Elsholm

Vi smutter en tur til Skovby mod Barsmark. Imponerende er det at tænke sig, at her lå en navigationsskole fra 1820 til 1860. Dog havde skolen ikke eksamensret. Den måtte man tage i Ejderbyen Tønning. Ved Barsmark, som engang blev kaldt Danmarks længste landsby, drejer vi til højre, ned til gården Elsholm, som nok er en af de østligste gårde på Løjt Land.

 

En glemt borg?

Gården har fået sit navn på grund af sin beliggenhed. Den lå oprindelig på en holm i en lille nu udtørret sø, Ejlsø (Ejler er det sønderjyske ord for igler). Iglsøholm er i tidens løb blevet til Elsholm. Gården har på tre sider været omgivet af vand. I haven mod syd skimtes en lavning, spor af en gammel voldgrav. Meget tyder på, at der i middelalderen her har ligget en borg eller en stormandsgård. Nationalmuseet har foretaget undersøgelser på stedet. Man har fundet middelalderlige potteskår, brændt ler-klinkning og spor af pælekonstruktion.

 

Barsø  – nævnt i 1231

Vi cykler nu tilbage til Barsmark, og drejer til højre forbi Elsetræerne, og har nu udsigt til Barsø. Barsø blev nævnt i Konge Valdemars Jordebog fra 1231 under navnet Bars.

 

En imponerende altertavle

Det mest imponerende ved Løjt kirke er altertavlen. Det er en såkaldt skabsaltertavle, og Sønderjyllands største. En indskrift oplyser, at den er blevet til i 1520, da Johan Tamsen var præst. Men dette mesterværks oprindelse kender man ikke rigtig. Her er figurer, ryttere og bibelske skikkelser.

 

Eckersberg i Løjt Kirke

Løjt Kirke ligner vel nærmest en korskirke, tårnet har et ottekantet spir og der er fire smågavle til kirken. Den er indviet til Sankt Jørgen. Prædikestolen er fra 1557, men stærkt ændret i 1787. Maleren Jens Jessen fra Aabenraa har stået for en del af dekorationen. men også C.W. Eckersberg har stået for nogle af blomsterbillederne på stolene. Eckersberg stod i lære hos Jessen. Vi skal dog også lige nævne Marcus Lauesen, Løjts store digter. Han boede i en af Løjt Kirkebys skønne huse.

 

 

Det kan være smukt i Sønderjylland

Møllehjulet ved Runde Mølle er for længst gået i stå. Her malede man i ældre tid, korn fra omkring 160 gårde. Lille Mølle, der lå lidt længere inde, havde 30 gårde som kunder. De to møller havde hver sit område, at betjene. Det var den kongelige og hertugelige del. Vandløbene til begge møller kom inde fra moseområdet ved Øster Løgum. Det kunne ellers være hyggelig, at se møllet dreje her på dette flotte sted. Skrænten der hæver sig over møllen, er vel cirka 75 meter høj. Og her oppe er det en fantastisk udsigt over Genner Bugt, Kalvø og i baggrunden, Haderslev Næs. Christian den 10. stod engang efter Genforeningen heroppe:

• Jeg havde aldrig tænkt, at det kunne være så smukt i Sønderjylland.

 

Troldkvinden med det store forklæde

Øverst oppe stod en forblæst træ. Det står der forhåbentlig endnu. For træet er et såkaldt brandtræ. Det må aldrig fældes, hedder det sig. Sker det, vil møllen brænde. Et andet sagn vil vide, et en troldkvinde blev arrig over kirkebyggeriet i Løjt, og derfor fyldte hun sit forklæde med jord, som hun ville lave ulykker med.

Det må have været en velvoksen troldkvinde med et ualmindeligt stort forklæde, for Illenbjerg blev til, da hun undervejs tabte jorden, hun ville have standset byggeriet med. Kirken blev bygget, og i den dalstrækning, der opstod ved siden af Illenbjerg, blev møllen bygget.

 

Af vejen, her kommer en Løjting

I 1837 skrev Løjt Sogns hoved-præst, pastor Mathiesen en skildring af forholdende i sognet:

• Løjt Sogns Beskaffenhed er noget for sig selv. Den mandelige Ungdom farer til søs, nu især fra Aabenraa og Hamborg, tillige mest fra Holland og København. Den kvindelige Ungdom er mest sysselsat Hjemme. Da Markarbejdet og det grovere Arbejde stadig kræver fremmed Tyende, til Arbejdet, tilflytter hvert år mange Tjenestefolk fra Haderslev Amt og fra hele Jylland. Og påfaldende mange bliver bofaste her. Sognet får således mere og mere Præg af Købstad, til dels af Industri – sogn, især med hensyn til Lærredstilvirkningen, hvis Betydning kan sammenlignes med Kniple – industrien i de vestlige Sogne.

Løjt Sogn har i det 17. Århundredes sidste Årtier og i første Halvdel af det 18. århundrede udmærket sig ved Hollandsk Skik; ydre Tugt og Ærbarhed, stor Renlighed og enkelthed i Klædedragt.

I forrige Århundredes sidste Halvdel, særlig efter den amerikanske Krig, har dette ændret sig, således at Sognet og dets Befolkning er blevet stadig mere Engelskpræget. I det store og hele har Sognet holdt fast ved den nedarvede Tro og Dyd, om end man har fulgt Tidens fremskridt med hensyn til dannelse, selv verdensdannelse, og man bærer sin til dels endnu bevarede Velstand (ikke Rigdom) mindre til skue end i tilsvarende Småkøbstads – eller Bysamfund. Overdreven Ødselhed ved Gilder og Højtider, hvilket tiltog meget før den sidste Krig, er aftaget under de trykkende Krigsår og i Tiden derefter.

Denne præst, Mathiesen havde kendt sin menighed siden 1802. Og han slutter sin beretning på følgende måde:

• Af Vejen, her kommer en Løjting. Der findes kun eet Løjt i Verden.

 

 

Så har hun vel en del penge?

Selv om løjtingerne færdes næsten hjemmevant ved Kap som ved Kinas kyster, så hang de dog med dybe rødder fast ved den plet jord, hvor deres vugge stod. Løjt Sogns bondeslægter var tidligere meget stærkt indgiftet i hinanden. Man fortæller om løjtingerne, at have en Bondesøn fundet sig en Brud, spurgte man først: \”Er hun a æ Slægt\”. Hvis ikke, så spurgte man:
Er hun a æ Sogn? Og hvis det heller ikke slog til, sagde man: \”Ja så må hun da ha en grov del Pæemg!

 

Ringeagt for andre sogne

Stoltheden medførte til tider en ringeagt fra folk fra andre sogne. Dette finder vi i en beskrivelse i Øster Løgum – præsten Peter Kiers optegnelser. I året 1818 døde skolelærerens unge hustru i Genner, men hun blev begravet i Løjt, skriver præsten:

• Man mener, at da hun var fra Løjt, så holdt hun sig for god til at hvile på Kirkegaarden i Løgum. Og muligt er det.

Dem, der boede nord for Genner Bugt var nogle, som de bedre kunne lide på Løjt Land. Derfor gik der mange slægtsbånd til Hoptrup, Vilstrup og Halk og selve Genner.

Dette forhold kan skyldes, at man ikke rigtig har kendt til herremandsvælde. Og måske skyldes det også, at løjtingerne sad i bedre kår end dem syd og vest for deres sogn.

 

Søfarten bragte velstand

Søfarten i det 18. og 19. århundrede bragte endnu mere velstand til halvøen. Det kunne ses tydeligt i Barsmark, Skovby, Stollig og den østre del af Løjt Kirkeby. Foruden stolthed over, at være løjtning, rådede bønderne på Løjt også over hovmod. De følte sig bedre stillet end andre. De havde også de bedste pladser i Løjt Kirke. Således blev mange bønder – børn opdraget: – – –

Møder I nogle tjenestefolk, da sig dem goddag og et kønt ord, men ikke mere. Husk på, at I er bønderbørn.

 

Hovmod i østlige egne

Hovmodet var størst i sognets østligste byer, men mindst i sognets magre vestlige del. I Nørby og Bodum var folk lettest at komme på talefod med. Ved siden af denne velstående og selvfølende overklasse af bønder fandtes dengang i sognet talrige underklasser af fattige småfolk. En mellemting mellem bønderne og daglejerne var kådnerne og håndværkerne. Kådnerne havde lidt jord på Kirkebys magre Vestermark. Mange kådnere for til søs, mens konen passede stedet, og en hel del husmænd sad i ret gode kår. Det samme gjaldt for mange håndværkere.

 

Måtte gribe til tiggerstaven

Men flertallet af Kirkebys befolkning var jord-løse arbejdere, og de måtte tjene føden ved daglejearbejde på gårdene, ved tørvegravning eller tilfældigt arbejde. En visitationsberetning fra omkring 1870 siger følgende:

• Moserne i Sognets vestre Del giver et godt Udbytte, og Arbejdsfolkene, såvel gamle som unge, har i Sommertiden en god Fortjeneste her. Ofte kommer det dem dog ikke ret til nytte, da de ikke viser Sparsommelighed i den Tid, da de tjener rigeligt og ikke sørger for Vinteren. Dette har til følge, at mange Familier, der har haft gode Indtægter om Sommeren, må gribe Tiggerstaven om Vinteren.

 

Skolegangen blev forsømt

Ak ja, hos mange af disse småfolk var fattigdommen stor, og hos mange familier gjorde brændevinen ondt værre. Børnene var nødtvungen til at hjælpe med til familiens indtjening. Fra maj til Mikkelsdag havde snese af Kirkebys drenge plads som hyrdedrenge i Løgum og Rise Sogne, og pigebørnene tjente som barnepiger på gårdene. Skolegangen blev i høj grad forsømt ved dette. I 1835 meddeles det, at kun en tredjedel af børnene er til stede.

 

80 pct. af en årgang på havet

Mange af Kirkebys fattige levede af tiggeri. Hele 80 pct. af drengene på et års konfirmands-hold drog grundet fattigdom til søs. Mange blev derude, ikke kun på havets bund, men på fremmede strande, hvor de opbyggede en ny tilværelse. Da guldfundene i Californien rygtedes i Løjt tog mange derud og prøvede lykken. Dem der forlod hjemstavnen kan opgøres i hundreder.

 

Indbildskheden er aftagende

I 1880 kunne Løjt – præsten skrive:

• Som det er almindelig kendt, præges mange af de Indbyggere, som er født og opvokset her i Sognet, af et particularistisk Sindelag, hvilket ofte er forbundet med en vis Selvfølelse og Indbildskhed. Ganske vist er denne particularistiske Aand aftagende, og det kan ikke siges at være almindeligt gældende mere, at en løjting kun tager sig en Hustru fra sit Fødesogn, nu kan dog nævnes flere Tilfælde, hvor man har brudt med denne Sædvane.

 

Kilde: 

• Litteratur Løjt
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – herunder 169 artikler fra Aabenraa: 
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Løjt, Løjtinger og Løjt Land
• Anekdoter fra Løjt
• Briggen Chico af Aabenraa
• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Aabenraa som søfartsby
• Aabenraa, skibe og søfart
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

Redigeret 8.10.2021

 

 

Lille – og Store Emmerske

Den er ikke stor, Emmerske. Det vil sige, der findes trods alt både noget der hedder Lille Emmerske og Store Emmerske, ja og så er det også Emmerske Bjerg. Fra gammel tid, mente man, at folk i den lille landsby, var noget særligt. Men det kom hvis nok fra folk, der ikke kendte til forholdene i Emmerske. I den gamle Trap kan man læse følgende:

• Byerne Store Emmerske med Skole, i en Tilknytning til Skolen findes et Bedehus, Lille Emmerske med Hedehusene og Nyborg Kro, Tofte med Kro, Tvede med Korntvede…..

I Lille Emmerske var der i 1941, ni gårde og to arbejderboliger, mens Store Emmerske havde dobbelt så mange gårde og lidt flere arbejder – og aftægtsboliger.

 

Udvinding af jern

Udgravninger i området har vist, at der har boet mennesker i Emmerske siden jernalderen. I år 500 – 600 har der ligget en landsby, bestående af mindst 7 beboelseshuse og 3 værkstedshuse. Beboelseshusene var på ca. 200 m 2, så man mener, at der her også har ligget en stald. Det spændende er, at man har fundet 23 slaggegruber. Det betyder, at byen foruden landbrug har haft en anden vigtig indtægtskilde, udvinding af jern.

 

Fra vikingetiden

200 meter fra dette sted er der fundet spor af en vikingelandsby. Der fandtes spor af langhuse og grubehuse. Man fandt dragtnåle, som var almindelig i år 800 – tallet. Et tredje fund blev gjort, omtrent der, hvor Efterskolen i dag ligger. Også rester af beboelseshuse fra den ældre middelalder (1000 – 1200 – tallet). Man fandt hele fem rester af brønde.

Landsbyen Emmerske er nævnt første gang i 1481. Men en mindre antal gårde ved Toft er omtalt allerede i 1286.

 

Ingen stole i kirken

Her var masser af kultur og her boede bønder og håndværkere side om side. Måske kan det med, at befolkningen her er noget særligt føres tilbage til til en del år siden. Det var dengang Emmerske hørte til Tønder Menighed. Men her blev der kun prædiket på tysk. Det påstod man så, at man ikke forstod i Emmerske. Derfor holdt man sig borte fra kirken i Tønder. Og så var der jo heller ingen stole til borgerne her fra den lille by.

 

Til Gudstjeneste kl. 5.30

I de helt gamle dage gik Emmerske – borgene i kirke, der hvor Kogade og Vestergade mødes i Tønder. Den gang hed kirken Sankt Laurentius. Senere blev det i Sankt Nikolaj. Den lå samme sted, hvor i dag, Tønder Kristkirke ligger.

Man sagde, at det ville blive plads til dem i kirken, men ak. Man kunne få tårnrummet, hvis man ville i kirke, mente borgerskabet i Tønder. For oplandets beboere begyndte man at afholde gudstjenester. Men ak, de startede klokken 5.30 om morgenen.

 

Brorson blev sunget i Emmerske

Men nu skulle landsbyboerne nu ikke blive efterladt i total uvidenhed, fordi de påstod ikke at kunne tale og forstå tysk, så Emmerske fik et bedehus. Det var i 1730. Jo, Brorsons salmer, I denne søde juletid og Den yndigste rose er funden blev allerførste gang sunget i Tønder Kirke og Emmerske Bedehus.

 

Bønderne hentet med magt

Provst Samuel Reimarus skrev til hertugen og bad ham hente de efter hans mening ugudelige og genstridige sognebørn til kirke. Og så kom der ellers Fussknechte og jagede de Emmerske bønder i kirke i Tønder. Provst Schrader havde en anden løsning på problemet. Han ansatte en tredje – præst, der skulle afholde danske gudstjenester. Han arbejde også sammen med amtmand Holstein for, at der skulle etableres et Guds Hus i Emmerske. Ja og det var sandelig borgerskabet i Tønder, der samlede sammen til dette hus.

 

Emmerske Bedehus – gratis for borgerne

Nu
behøvede man ikke mere at tvangs – afhente bønderne i Emmerske for at gå i kirke, nu havde
de deres egen, og så var det endda på dansk. Og Tønders tredjepræst tog ofte til Emmerske og prædikede på dansk.
Ja, han hed forresten Hans Adolph Brorson.

Det var jo i pietismens tid. Samfundet havde pligt til at undervise børnene og indføre dem i kristendommen. Emmerske Bedehus blev stillet gratis til rådighed, mod at borgerne selv sørgede for udgifterne og betalte for præstens rejse fra Tønder til Emmerske. Det var nu ikke en verdensrejse. Men denne ordning ophørte faktisk ført for ca. 35 år siden.

påen sten i Bedehusets sydvendte facade fremgår stedets dobbeltfunktion i form af en indmuret plade på tysk. Oversat står der:

• Dette hus under Guds velsignelse bygget i det Herrens år 1730 og tilegnet til opbyggelse og undervisning i gudfrygtighed for gamle og unge, der tilhører Tønder Sogn.

 

Emmerske Skole

Skolen blev udbygget i 1835, så skolestue og kirkesal fik hver sit rum. Dertil kom en lille lærerbolig, tørverum, heste – og kostald. I 1865 havde skolen hele 117 elever.  I 1888 indgik skolen en aftale med Tønder Kongelige Seminarium om, at skolen måtte bruges som prøveskole. Men i 1849 var der kun 49 elever tilbage. En større ændring skete i 1943, hvor der blev oprørt yderligere en fløj. Skolen fortsatte helt til kommunalreformen i 1970, da Emmerske blev en del af Tønder Kommune. Otte år senere, blev skolen en del af Emmerlev Efterskole. Bedehuset har stadig funktion som kirkesal.

 

En stor familie

Emmerske lå sådan lidt langt fra de store veje. Og livet gik sin vante gang. Kun sjældent var der nogen fra byen, der tog ud på en længere rejse. Der var ingen klasseforskel i byen. Bøndernes børn måtte også ud og tjene. Og Emmerske – familierne giftede sig helst indbyrdes. På den måde blev både Lille – og Store Emmerske en stor familie. Her kunne man sandelig endnu i 1880erne opleve lergulve, hvor børnene spillede “Løbbels” i små huller, som de lavede i gulvet.

I 1890erne så man bilæggerovnen stående på to ben med messingdupper, til højre den lukkede seng med åbent rum nedenunder til at gemme kartoflerne i. Jo dette varede lidt længere i Emmerske end andre steder.

 

Til fest i Tønder

Men nu var det hele ikke så kedeligt alligevel. For når det var marked i Tønder så gik man til den, dem fra Emmerske. Det var til Kreatur – og Kræmmermarked, til Pinse – og Mikkels Mærken. Alle skulle afsted, både unge og gamle.

Der var liv og glade dage i Stadt Kopenhagen og i Weintraube, hvor sangerinder og komikere optrådte. Og så skulle man også lige have en tur på Klohns karrusel bag Tonhalle. Og så blev de søde Emmerske piger budt op til dans. Ja og bagefter til afkøling en tur i Anlægget.

 

Privilegeret Musikus

Inden for dørene i den lille landsby var der lun hygge og tilfredshed. En gang imellem var det røre i byen. Det var, når der var familiefester. Bryllup og barselsfester blev fejret i stor stil. Kaffe om eftermiddagen, og dans om aftenen til den lyse morgen. Der var altid musikere til stede, blandt andet Dresen fra Rørkær. Han var byens privilegerede musikus, selv om han
ikke rigtig var fra Emmerske. Men så mangen en Emmerske – borger lærte at spille violin hos Dresen.

Når der var fest, var præsten fra Tønder altid inviteret med. Når denne var forhindret, gik invitationen til Abild – præsten. Man havde også en fond, man kaldte Kejser Wilhelms Fond. Og af den fik guldbrudeparrene som regel udbetalt et beløb.

 

Djævelens Brødre

Som regel var præsterne med på noderne, men på et tidspunkt havde Abild Sogn en præst, som var knyttet til Indre Mission. Han hadede alt, hvad der hed musik. Så fanatisk var han, at han kaldte musikerne for Djævelens Brødre. Når han var med, så måtte der ved familiefester kun synges salmer. Ved en af disse fester var Emmerske – præsten, som var barnefødt i byen også til stede. Han havde lært at spille violin hos Dresen. Han foreslog nu, at musikerne spillede lidt. Selv spillede han 1. violin i orkesteret. De fire mænd fra orkesteret spillede gamle sange, romancer. Til slut ville Emmerske – præsten gerne spille nogle af de gamle danse, han havde lært at spille i Rørkær. Og det kan godt være at gæsterne fik klappet. Abild – præsten var for længst forsvundet fra Djævelske Brødre.

 

Lille Juleaften i Bedehuset

Da det gamle Rørkær Bibliotek blev udvidet i 1839, og i Emmerske By blev der også dannet en bogsamling. En tradition var at fejre Lille Juleaften i Bedehuset. Her var Korntved – bønderne også inviteret.

 

Hakkeorden i Emmerske Skole

Det var koldt at gå i skole i Emmerske omkring 1950. Man fyrede først op, når eleverne ankom. Og var man blandt de yngste på skolen, måtte man finde sig i de ældstes rettigheder, den såkaldte hakkeorden. Det var blandt andet, at have ret til at stille cyklen op ad gymnastiksalens mur nærmest skoledøren, mens de små måtte længere ned med deres cykler.

Hakkeordenen fortsatte i klasselokalerne. de ældste havde retten til at se tættest på radiatoren. Og i Emmerske Skole var det også normalt, at de yngste fik buksevand.

 

Tiltrak unge fra Tønder

I Emmerske fik eleverne ikke fri i høsttiden. Men man kunne for fri, for at hjælpe med at plukke frugt i lærerens frugtplantage. Ja og skolens gymnastiksal blev brugt som et slags forsamlingshus. Her blev arrangeret foredrag og baller, der kunne tiltrække unge mennesker helt fra Tønder.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder
• Tønder- Egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder- Egnen 1848 – 1852 (2)
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Øst for Tønder
• En Hede nord for Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Brorson og Bedehuset i Emmerske:

• Brorson – en præst fra Tønder
• Tønder Kristkirke
• Åndens Folk i Tønder

Redigeret 15.08.2021

Kniplingerne kom fra Italien. I 1544 udsendte Christian den Tredje, at børnene skulle lære kniplekunsten i skolen. I 1705 blev der indført importforbud. Eksporten af Tønder Kniplinger oversteg efterhånden stude – eksporten. I 1805 nåede kniplingerne deres højdepunkt. 26.000 var da ansat i kniplings – industrien. I 1847 var der kun 6 kniplingsfabrikanter tilbage. En maskine gjorde det lettere at fremstille  kniplinger. Kvaliteten blev dårligere. I dag er det dog stadig stor interesse for Tønder – kniplinger

 

Vant til Kniplinger

Vi er opvokset med Tønder Kniplinger. Min mor sad med brættet. Det gjorde min bedstemor også. Og min tante underviste i den svære kunst i Tønder. Da vi alle blev gift i Familien Brodersen, var der altid Tønder – Kniplinger med. De gamle Tønder – Kniplinger blev tilbudt hos de fornemste kniplingshandlere i Paris. Men egentlig har de ældste kniplinger ingen særpræg. De er vel nærmest efterligninger af de tidligste italiensk – flamske kniplinger. Senere kom efterligninger af engelske, belgiske og franske modeller.

 

Opfindsomheden steg

Først i det 19. århundrede udskilte Tønder – Kniplingerne sig. Mønstrene blev mere mangfoldige . Ude i verden var det som om kniplekunsten ikke havde fornyet sig. I Sønderjylland, var der traditioner for en mere enkelt teknik. Mellem 1800 og 1850 ynglede motiverne som aldrig før. Opfindsomheden steg, mens teknikken gik ned. Selv i de senere teknisk set mangelfulde sønderjyske kniplinger, må man beundre mønstrenes sindrighed og skønhed. Kræmmerne havde deres prøvebøger med. Her kunne de fremvise deres mange hundreder af afklip.

 

Mange forklaringer

Det kniber mere at påvise, hvordan kniplingerne egentlig kom til Tønder. Mange forklaringer er givet. En version er, at en mand ved navn Steenbeck fra Dortmund omkring år 1646 skulle have indført industrien til Tønder. Et andet sted nævnes årstallet 1666. Det siges, at han medbragte nogle gamle mænd, der var kyndige i kniplekunsten. De forsøgte at videregive deres viden. Steenbecks hustru, Gehske skulle efter mandens død have fortsat med at udbrede kniplekunsten. Herved havde hun skabt sig en stor rigdom.

Mod den historie taler det forhold, at pigen Kirstine Svendsdatter fra Østerby, der ved Gallehus fandt den første af guldhornene, var Klöpplerin (en Kniplepige), da dette fund fandt sted i 1639. Kirstine var på vej til hendes moster Marina Thomsen for at aflevere kniplinger.

 

Ingen kniplinger i Dortmund

Nu var det sådan, at man heller ikke i Dortmund kendte til nogen form for kniplingsindustri. Og en anden ting er også, at Tønders Kniplings – historie kan føres endnu længere tilbage end til 1639. Således fremgår det af Christian den Fjerdes dagbøger, at kongen under et ophold i landsdelen har købt kniplinger. Således kan et notat om dette henføre til den 5.12. 1620.

 

En historie fra 1595

En anden historie er fundet af historikeren, Ludwig Andresen. Det er et brev fra 1595, hvor en præstefrue, Agneta Fabricius beder om fire alen kniplinger, hun har ladet udføre i Tønder til en pris af 7 – 8 skilling pr. alen.

 

Det startede i Italien

Det ser ud til at der allerede før 1600 blev fremstillet kniplinger i Tønder. Men det er først i begyndelsen af 1600 – tallet, at produktionen blev sat i system. Kniplingshandlerne ejede mønstrene, og det var dem, der leverede den meget dyre tråd. Den syede knipling var allerede kendt herhjemme i begyndelsen af 1500 – tallet. Men den europæiske kniplekunst startede i i de italienske byer, Venedig, Genua og Milano. Derefter bredte den sig til Frankrig, Nederlandene, England, Tyskland og Skandinavien.

 

Måske kom kniplingerne fra Holland

Måske er kniplingen kommet fra Holland til Tønder. Egnen havde en ret livlig forbindelse til Nederlandene. Måske var det indvandrende kniplerske fra Brabrant i Flandern, der lærte Tønder – damerne at kniple.

 

Kæmpe eksport af stude

Tønder havde mistet sin status som havn. Men yderhavne som Rudbøl, Højer, Emmerlev og Ballum fortsatte der, hvor Tønder stoppede. En kæmpe eksport af stude til Holland. Og påvirkningen fra Holland var stor. Ikke kun fordi vi importerede varer derfra, nej ude vest på var påvirkningen så stor, at man kunne følge det i sproget.

 

Vigtig forordning fra 1544

Men egentlig kan det undre, at man sætter spørgsmålstegn, hvornår kniplingen kom til Tønder. Man kan bare kigge på skolegangen dengang. Oplæringen i kniplekunsten skete dengang som led i pigens almindelige dannelse, og havde det formål, at pigen senere skulle forsørge sig selv. Det hørte til den almindelige dannelse. Men det var kun i Hertugdømmerne, hvor skolepigerne lærte at kniple. Dette har sin forklaring i en forordning, udstedt af Christian den Tredje den 25. maj 1544, der påbød oprettelsen af skoler på landet i Hertugdømmerne. Undervisningen, der skulle være fælles for piger og drenge, omfattende børnelærdommen, læsning, skrivning og regning. Men dertil kom at pigerne skulle undervises af skoleholderens kone eller en anden kvinde:

• unde namiddags 2 stunden in anden junferlicke saken, näend, wörckend, knittend etc.

Det vil sige i syning, vævning og knipling. Forordningen bør derfor ikke kun ses som en beslutning om, at almuebørn nu skulle lære at læse og skrive, men også som led i en statslig strategi om anlæggelse af tekstilindustrier, for man underviste næppe underklassens pigebørn i tidsfordriv.

 

Børnene udeblev fra skole

Hvorvidt og i hvilken udstrækning, loven blev efterlevet i 1500 – årene, vides ikke. Manglen på kniplekyndige kvinder, som ville undervise almuebørn, var udtalt. Det var tvivlsomt, om man kunne leve op til forordningens intentioner. Da skolevæsnet blev taget op til revision i midten af 1600 – årene, fordi alt for få almuebørn blev sendt i skole, nævntes pigernes specialundervisning ikke. Det kan jo undre. På det tidspunkt  var knipleindustrien i gang. Men læg mærke til årstallet 1544. På det tidspunkt måtte kniplingerne allerede havde fundet vej til Tønder.

 

Kniplet i klosteret

I 1549 blev der kniplet i Øm Kloster, og i 1594 var der en knipleskole i Ribe. Fra 1611 blev der kniplet på i et Tugt – og Forbedringshus på Christianshavn. I 1632 var hele 56 institutioner beskæftiget med knipleindustrien. En væsentlig del kunne eksporteres. Eksporten var efterhånden blevet større end eksporten af stude.

 

Kniplepige hos de fine

I 1652 rejste Elsabe Hansdatter, som var datter af våbenmaler og glarmester Hans Rüde og Gunder Jessdatter fra Tønder til Rendsborg Slot, hvor hun i 12 år baldyrede og kniplede for fruen. Hendes søster havde også gået i skole og var læse – og skrivekyndig. Om hende skrives der var og fra Barns Rod vel lært i Kniplearbejde, hvormed hun sig mest al hendes Tid tarveligt
opretholde.

 

Adelen måtte bære kniplinger

Spændende er også en forordning, som Christian den Femte udsendte i 1683. Har taler kongen om klædedragter om:

• hvide og sorte kniplinger, som her i Landet gøres.

Kongen tillader, at alle i rangen samt adelen må bære dem. Deraf må  man slutte at i den mellemliggende periode at kniplings – industrien fra Tønder er blevet landskendt og anerkendt.

En stor diskussion har det også været, om de kniplinger som Christian den Fjerde bar, var produceret i Tønder. Den typiske Tønder Knipling skal indeholde syv ting: tylsbånd, galslag, lærredslag, konturtråd, rosenbund, picot og sykant.

 

Importforbud

I 1717 fandtes der alene i Tønder By syv kniplingshandlere. Omkring 1735 kunne man idømmes en bøde på 200 Rigsdaler, såfremt man bar kniplinger, der ikke var produceret her i landet. I Kommerciekollegiets indberetning om erhvervslivet i Tønder:

• Der findes ingen anden Industri i Amtet uden Kniplingsindustrien; men denne skal ogsaa være i temmelig god Tilstand og har vel aldrig været stærkere som nu, eftersom de i Byen Tønder og i Amtet boende Kniplingshandlere beskæftige mange Tusind Personer.

I Geest – Herrederne tilføjes der i samme beretning:

• Ernære sig omtrent nogle Tusind Piger ved Tilvirkning af Kniplinger.

I beretningen blev det også nævnt, at der blev kniplet i Aabenraa og Løgumkloster.

Regeringen overvågede at importforbuddet blev overholdt. Man sørgede også for, at den blomstrende industri ikke bredte sig til nabolandene. I Kongelig Reskript af 31. januar 1741 forordnedes det, at

• Ingen skal have Frihed til at handle med Kniplinger, førend han er beediget, og han ved Øvrighedens Attest kan eftervise, at han ved Ed har forpligtet sig til ikke at ville forlede nogen Kniplepige til Udvandring.

Efterhånden blev der kniplet så meget, at man eksporterede endnu mere.

 

Eksporten steg

I Pontoppidans Oeconomiske Balance tales der i 1759 om:

• Tønderske fine og middelmaadige Kniplinger, som paa nogle Miles Distrikt omkring ved Løgumkloster holde alle Bønderpiger i Arbejde. Deraf udføres til de tyske Messer og til Østersøen formodentligenmere end for en Tønde Gulds Værdi; men da den fine Traad maa kjøbes fra Nederlandene og kand koste 50 ja 100 Rigsdaler Pundet, saa vil jeg regne den fortjente Arbejdsløn ikkuns for de toe tredie Deele, nemlig 66,666 Rdlr. 4 Mk.

Værdien af udførslen til Danmark og Norge udgjorde i 1772 over 25.000 Rigsdaler  og til udlandet 33.000 Rigsdaler

Eksporten steg og steg. Således var der i 1780 12.000 mennesker beskæftiget med knipling. De underholdt 20.000 mennesker. I 1805 blev der alene til udlandet eksporteret for 261.689 Rigsdaler.

 

Bissekræmmerne udgjorde en fare?

En fare opstod, nemlig Hausserne – de senere Bissekræmmere. Fabrikanterne i Tønder og Løgumkloster mente, at de var med til at forringe varens kvalitet.
Der opstod en del konflikter om kræmmerlavets  privilegier og bevillinger.

 

Hans Richtsens kommentarer

Forskellige forslag fremkom for at få forbedret forholdene. Hans Richtsen fremkom med et forslag til Kommerciekollegiet på de Tønderske Kniplingsgrossisters vegne. I dette skrift optegnes alt det som kræves af en Kniplingsfabrikant:

• 1. Dertil udkræves først, at har lært tegnekunsten, for at han altid kan frembringe noget nyt og dygtigt.
• 2. Han må også søge Forbindelse i Brabrand, for at han Tid efter anden kan forskrive nye Mønstre eller Tegninger derfra, og saaledes altid kan indføre Forandringer og i Tegnemaaden rette sig derefter. Hertil benytter jeg og mange andre Lejligheden, naar vi til vore fineste Kniplinger forskrive Brabandsk Traad, saaledes lader jeg samtidig hver Gang 6 Stykker nye Tegninger komme; de overlade en ikke deres Mønstre, uden at man tillige bestiller Garn hos dem. Dette er ogsaa uundværligt til fine Kniplinger.
• 3. Fabrikanten maa, naar har noget nyt, forstaa at instruere først de herværende Mønsterkniplerske og dernæst Arbejderskerne, som maa gøre deres Arbejde efter Mønster, for at de kunne eftergøre det rigtigt.
• 4. Han maa vide at behandle Arbejderskerne efter deres af Gud givne Gaver, for at han kan indrette Mønsteret efter deres Ævner.
• 5. Dernæst maa han kunne paapege enhver Fejl i Arbejdet og angive Arbejderskene den Maade, hvorpaa en saadan Fejl kan afhjælpes.
• 6. Han maa, saasnart han ser et Mønster, der er tegnet paa Papir, kunne afgøre, hvilke Nummer Traad der passer til. Det er en vanskelig Sag, bliver der taget Fejl heri, saa kan hverken
  han eller hans Arbejdersker bruge et saadant Mønster med Fordel. Der tænkes herved på den første Tak eller Dessein, som bliver kniplet af Mønsterkniplerskerne efter Tegning paa Papir og siden givet andre Arbejdersker til Efterligning.
• 7. Endvidere maa han vide, hvilken Sort Traad, der passer til enhver Haand især; nogle behøve den ganske blød, andre mellem og andre helt haard. Faar de sidste af den bløde Traad, saa løser Traaden sig op under Arbejdet, saa at den bliver næsten lige saa løs som Hør.
• 8. En Kniplingsfabrikant maa bestandig være rigelig forsynet med smukke allerede udførte mønstre….Jeg lader rigelig tre Gange saa mange Mønstre udføre, som jeg bruger og betaler hellereden første Tegnings Udførelse tre Gange end at give et Mønster i Arbejde, som kunde blive saavel mig som mine Arbejdersker til Skade….Der maa ikke spares noget paa Mønster i Arbejde, før jeg har har ladet det af en kyndig Stikker eller Prikker gennemstikke paa Pergament Hul for Hul.
• 9. Endelig maa en Kniplingsfabrikant ogsaa besidde nogen Handelserfaring, navnlig da han ikke altid har særlige Kniplingshandlere ved Haanden, som kan afkøbe ham de tilvirkede Kniplinger og siden drive Handel med dem i fremmede Lande. Han er derfor i Forlegenhed, hvis han ikke – forinden han efter endt Læretid overtager Fabrikationen – har erhvervet sig tilstrækkelige Forbindelser i Udlandet.
• 10. Kniplingsindustriens Velfærd beror ogsaa paaen god Orden. Netop ved Orden have Brabanderne drevet deres Industri saa meget i Vejret; der gaar den ene Fabrikant ikke den anden i Bedene, eller hvis det undtagelsesvis sker, straffes det exemplarisk; i Brabrand er der ogsaa stor Forskel imellem Fabrikanterne, der forstaa Tilvirkningen og dem, der rejser om alle Vegne med Brabranske Kniplinger for at sælge dem; disse befatte sig aldrig med Fabrikation, men tage deres Kniplinger hos en Fabrikant. Netop fordi der mangler vor Kniplingsindustri paa god Orden, saa kunne vi langtfra maale os med dem…….

 

Fremstilling af tråd i Tønder

Det var den Brabranske kniplingsindustri, der var forbillede for Tønder. Man forsøgte både i Tønder og Løgumkloster at fremstille en tråd, der i kvalitet matchede den hollandske. Det vides at fabrikken i Tønder beskæftigede 60 piger og havde et salg på 15.000 Rigsdaler. Det rå hørgarn fik manfra Güterslohe i Westphalen. Det blev tvundet på mølle i Tønder. Man spolede dem på hjul og sendte det derpå i begyndelsen til Altona senere til Sønderborg for at bleges. Derfra kom tråden tilbage til fabrikken. Så blev den atter tvunden og sendt til blegning anden gang. Derefter blev tråden sorteret efter finhed i lod og pund.

 

26.000 beskæftigede

Men tråden forblev mere grov end den hollandske. Dette medførte mere grovhed i Tønder – Kniplingerne. Kniplingerne blev også billigere. Måske betød dette også, at Tønder – Kniplingerne omkring 1805 nåede sit højdepunkt. På dette tidspunkt var importforbuddet blevet ophævet, men til gengæld var der indført en ret høj told. Tønder havde i 1803 2.600 indbyggere, men kniplings – industrien beskæftigede ca. 26.000 mennesker i hele Slesvig – Holsten.

Der blev kniplet fra Leck i Tønder Amt over Hellevad i Aabenraa Amt til Maugstrup i Haderslev Amt og derfra tværs over landet til Ribe over Rejsby, Skærbæk, Højer, Møgeltønder og Tønder. Også på Rømø blev der kniplet. Det hed sig dengang, at de frisiske bønder ikke ville beskæftige sig med husflid. Og i 1816 hed det sig, at:

• De dueligste Kniplerske den Gang fandtes i Rollum, Emmerlef, Seyerslef, Reisbye, Ottersbøl, Skærbæk og paa Rømø. Men ogsaa fra Trøjsborg Gods og fra Grevskabet Schackenborg i Møgeltønder Sogn.

 

Tønder – kniplingsindustriens hovedsæde

I Trap nævnes Brede Sogn som kniplingsindustriens centrum. Men i hvert fald et godt stykke ind i århundredet vedblev Tønder med at være kniplingsgrossisternes hovedsæde. Herhen strømmede hoved – massen af kniplinger fra de øvrige slesvigske egne. Herfra strømmede de videre op over Kongeriget nordpå og ned over landene sydpå.

Det var næsten ikke et hjem, hvor ikke mindst et familiemedlem kniplede. Men den store mængde af professionelle kniplerske var husmænds og inderste´s døtre. De besøgte knipleskolerne
allerede, da de fyldte seks år. De lærte hurtigt at løse ganske lette opgaver med få kniplestokke og grov tråd. De tjente allerede som små en skilling. Efterhånden som de blev mere dygtigere steg deres indtjening. Men det var dog ikke den tårnhøje en indtjening en kniple – pige kunne tjene. Således tjente en voksen pige i 1850 kun 4 – 5 skilling for 16 timers arbejde. Og meget frihed havde pigerne ikke.

De måtte skrive under på overenskomster med fabrikanten, og så længe den bestod havde denne hals – og håndsret over pigen.

 

Man holdt øje med pigerne

I ældre tid havde:

• Regeringen med Ængstelighed vaaget over, at der ikke skabtes Konkurrence paa det Udenlandske marked ved Udvandring af danske Kniplepiger til Nabolandene.

En amtmand havde besvaret en forespørgsel fra regeringen om at der i hans distrikt ikke var deserteret nogen Kniplerske.

 

Det samme mønster hele livet

Trods lempelser så vogtede Kniplings – fabrikanterne stadig over pigerne. det var for at forebygge misbrug af de mønstre, som han betroede dem. Ofte havde en pige kun et mønster, som hun kniplede fra sin barndom til sin død. Man skulle tro, at hun måtte blive gal af denne ensformige Sysselsættelse Mange steder var Prikningen et fag for sig selv. Det tegnede mønster blev leveret til en “Opslagerske “som beregnede, hvor mange Stokke det udfordrede. Prikkepigen prikkede det derefter over på Pergenettet (Pergamentet).

 

Man kniplede på skrin

I Sønderjylland kniplede man på Skrin, medens man for eksempel i Saksen kniplede på den drejelige Pølle. Dette sparede tid. Skrinet gav den bedste og mere faste vare. Den bestod af en Skråpult omtrent 1 Alen lang og 3/4 Alen bred betrukket ovenpå med skind og udstoppet med hø som en hynde. Den lave ende, som under arbejdet vendte mod Kniplersken havde et rundt indsnit for at kunne hvile bekvemt på skødet. Den højere, bagerste side, hvori der fandtes skuffer til forskelligt tilbehør var under arbejdet støttet med en stok til en skammel på hvilken kniplersken satte fødderne.

På  den udstoppede flade lå to stykker voksdug, de såkaldte Mellem-sider med et mellemrum af kniplingens bredde. Udenfor på skrinets sider lå de såkaldte Sidebreve af læder, fulde
af huller, beregnet til at bære de stokke, hvormed der ikke blev arbejdet. For at disse stokke ikke skulle komme i urede, blev der trukket nogle messingnåle (Stilserne) i hullerne mellem dem.

Indenfor mellem-siderne lå stramt heftet pergamentet med det prikkede mønster og den påbegyndte knipling. Over sidebrevene, mellem-siderne og Pergenettet ar endnu fæstet et stykke
læder, det såkaldte” Gjørbrev”, som blev flyttet op og ned, eftersom det knipledes øverst eller nederst på Skrinet.

Nu så det ikke helt sådan ud, det skrin som min lillesøster arvede efter min mor.

 

Tønders tredje periode

Det tidsrum, som vi her taler om, er tiden fra 1800 til 1850. Det kunne kaldes Tønders tredje Periode. Lille – Kniplingen havde afløst Maline – Kniplingen som modeknipling ude i den
store verden og derefter også i Slesvig – Holsten. Dengang producerede man også andre efterligninger i Tønder. Det er måske ikke så pænt skrevet, men man kastede sig over de engelske modeller, Regency – point, Bedford – plaid, Nottingham – og Buckingham – point. Andre franske modeller kastede man sig også over.

 

En anden stil

Efterhånden kom der dog en lidt anden stil over Tønder – kniplingerne. Fremtoningen var en smule fattigere og billigere end den flamske. Der kom andre motiver. Man tog sig i Tønder flere friheder. Man frigjorte sig efterhånden mere og mere. Mon man kan kalde det for Anarki inden for kniplingskunsten? De åbne mønstre og mange store huller og den tykke konturtråd blev kendetegnende for Tønder – Kniplingerne. Man havde omformet den såkaldte Lille – knipling.

 

Den første periode

Den første periode lagde sig tæt op ad de flamske, det vil sige ret tætte båndkniplinger i lærredsslag og dybe kanttunger. Christian den Fjerde havde disse på en nathue og et lommetørklæde og meget mere. Han var hvis ret vild med kniplinger.

 

Den anden periode

Den anden periode blev anset for at ligge i begyndelsen af 1800 – tallet. Mønstrene lå tæt på de Bratanske de franske og engelske forbilleder. Det var ikke tale om nogen fornyelse, men der
var sket en forenkling i udførslen. Man efterlignede andre kniplinger.

 

Nye Koncessioner

Man havde i 1805 holdt op med at udstede flere koncessioner til Haussèrhandelen. Men man indså hurtigt, at uden denne, kunne man ikke bibeholde Kniplings – industrien. I 1810 begyndte man derfor at udstede nye koncessioner. Men dermed opstod der yderligere anarki i faget. For disse kræmmere søgte direkte kontakt til kniplingspigerne uden om fabrikanterne. Denne udvikling førte nu til en masse nye motiver. man benyttede sig af det man så i naturen. Tønder – Kniplingerne fornyede sig.

 

Kvaliteten faldt

Fra begyndelsen af 1800 blev der opfundet simple kniplingsmaskiner. Det gjorde det lidt lettere og hurtigere at kniple. Omkostningerne faldt også. Men det var som om det det begyndte
at udvande. Udbuddet blev forøget og kvaliteten faldt. Nu var det ikke kun de rige, der havde råd til kniplinger. Almindelige mennesker kunne nu også købe dem.

 

Priserne faldt

Endnu i 1812 var der beskæftiget 12.000 piger i kniplings – industrien i Tønder og Omegn. Men det maskinforarbejdede tyl som fornylig var blevet opfundet, fortrængte efterhånden kniplingerne. I 1816 blev det meddelt at Kniplingspriserne faldt meget. Men der fulgte dog en lille opgangstid. Andre håndarbejds – ting blev pludselig mere moderne og fortrængte kniplingerne.

 

Fordomme og virkelighed

Der bredte sig også den mening, at kniplepigernes arbejde var usund og lønnen var uværdigt. Nu begyndte man pludselig at tale om, at kniplings – industrien havde en dårlig moral. Alle de
negative ting kom frem. Man sagde, at kniplepigerne blev forvoksede og blinde. De var blevet forfaldne til snustobak, kaffe og te og lå staten til byrde. Og noget var det selvfølgelig om det. Ofte måtte arbejdet udføres i alt ringe belysning, og lønnen for arbejdet var direkte faldene. I 1844 anslå man, at daglønnen lå fra  2 – 3 skilling op til 5 – 6 skilling. Og det sidste beløb var til dem, der kniplede de fine slags.

Bomuldsgarnet som kom til verden i 1833, var også med til at give kniplingskunsten dødsstødet.

 

Knipleskolen var en naturlig del

Knipleskolen var en naturlig del før børnene i Sønderjylland gennem ca. 250 år. Børnearbejde var almindeligt og nødvendigt, hvis alle munde skulle mættes. Og mon ikke denne skole reddede mange for at gå ud og tigge selv om indtjeningen var minimal. Men mange af disse piger blev også mærket af deres arbejde. Det stillesiddende arbejde i dårlig belysning havde også sin pris.

 

Seks kniplingsfabrikker tilbage

Endnu i 1847 var der 6 kniplingsfabrikanter tilbage i hele Slesvig. Hanquist i Tønder beskæftigede 250 kniplepiger, Madsen i Møgeltønder havde 150 piger beskæftiget. Wolf i Bredebro havde hele 500 kniplepiger ansat. Winther i Brede(bro) og Hanquist jun. havde ca. 200 ansatte i Løgumkloster I 1871 blev der endnu produceret for 10.000 mark kniplinger i Brede.

 

Hansigne fra Bådsbøl

Hansigne Lorenzen fra Bådsbøl ved Ballum var berørt over, at kniple – industrien var den døende industri. Hun besluttede, at sådan skulle det ikke være. Hun opsøgte de gamle kniplerske på egnen for at samle deres gamle prikbreve. Desuden skulle de finde deres knipleskrin frem igen og begynde at kniple. Hun opsøgte museumsdirektør Emil Hannover, og ville have ham til at medvirke til, at Tønder – Kniplingerne skulle medvirke i Verdensudstillingen i San Francisco som dansk håndværk. Det mente museumsdirektøren dog ikke var en god ide. Tønder – Kniplinger blev på dette tidspunkt i 1913 fremstillet i Det Tyske Kejserrige, og kunne således ikke kalde sig dansk håndværk. Dette var Hansigne meget skuffet over.

 

Arresteret

Året efter startede verdenskrigen. Hansigne og Hans Lorenzen var blandt de første dansksindede, der blev arresteret og indsat i Tønder Arrest. Derfra blev de ført til Flensborg. Men snart blev de atter løsladt.

 

Det Tønderske Kniplingsdepot

I 1921 var hun medvirkende til oprettelse af Det Tønderske Kniplingsdepot. Hun skulle få en stab af kniplerske fra det vestlige opland til at gå i gang med de gamle Tønder – Kniplinger. Derefter skulle der foretages en kvalitetskontrol. Og så skulle de videreformidles til København. Men straks løb man ind i økonomiske problemer.

 

Var de gået hende i bedende?

Men i København havde man fået øje på Tønder – kniplingerne, og her startede borgerfruerne en støtteforening. Og foreningen bredte sig. Man skulle så tro, at Hansigne var henrykt over dette. Men hun mente, at fruerne i København var gået hende i bedende. Et andet problem var, at Damekredsen fra København betalte kniplerskerne ved aflevering. En af fruerne fra hovedstaden havde nemlig tilladt sig at besøge nogle af kniplerskerne ved vestkysten. Her havde hun hørt om kniplerskernes problemer. Og det var ikke noget, der passede Hansigne Lorentzen. Siden opstod der strid om, hvilken tråd, der var mest rigtig. Samarbejdet med Hansigne Lorentzen brød sammen. Og damerne i København fik deres eget garantimærke på kniplingerne.

 

Belønnings – medalje

I Sønderjylland forsøgte Hansigne, at få mønsterbeskyttet de gamle kniplinger, men forgæves. I 1936 fik hun Den Kongelige Belønnings-medalje for hendes arbejde for Tønder – Kniplingerne, selv om mange nok ville mene, at hun også havde skadet Tønder – Kniplingerne ry i hendes kamp mod borgerdamerne i København. I København ville man godt samarbejde,
men kunne ikke rigtig finde ud af den lidt egensindige dame fra Ballum. Hansigne Lorentzen fortsatte med at arbejde for hendes datters knipleskole. Datteren gjorde også et stort stykke
arbejde for Tønder – kniplingerne.

 

Populær som håndarbejde

I 1970erne var det som om håndarbejdet fik en ny popularitet, men kun som hobby. Således har foreningen Knipling i Danmark mere end 4.000 medlemmer. I dag fejres der hvert tredje år Kniplings – Festival, og selvfølgelig i Drøhses Hus. Foreningen Kniplings – Festival blev etableret 100 år efter kniplings – industriens død i 1989. Ifølge min mor, så blev man afhængig af det, at kunne kniple. Og min Tante  Tinne underviste i kniplingskunsten.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler – heraf 283 artikler fra Tønder:

 

• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• De stakkels kniplepiger
• En af Tønders patrioter
• Handel i Tønder indtil 1864
• Tønderkniplinger
• Studetransport i Tønder og endnu flere artikler

Redigeret 15.09.2021

Hvem skulle tro, at den nye filosofi omkring åndssvage og deres behandling startede på  Nørrebro. Her begyndte også undervisning af døvstumme. Men vi beskriver også i denne artikel om samfundets holdning til de åndssvage, eller idioter, som de blev kaldt dengang. En masse anstalter opstod rundt omkring. Blandt andet blev løsagtige piger sendt ud på Sprogø. Her opholdt de sig i gennemsnitlig syv år. På et tidspunkt anså man sterilisation og kastration som eneste mulighed for, at de elementer, samfundet ikke havde brug for, kunne minimeres. Det samme var tilfældet med \”Det Hvide Snit\”.

 

Mange steder på Nørrebro

Der var Keltiske Anstalter på Baldersgade, Bangertsgade, Meinungsgade og Baggesensgade.

 

Baldersgade

Hvem skulle tro det? På adressen, Baldersgade 20 – 24 opstod i 1880erne en af de såkaldte De Kellerske Institutioner, hvor åndssvage og døvstumme blev undervist i at læse og tale. Cirka halvdelen af børnene boede på skolen.

Balders Hospital

I 1903 åbnede Balders Hospital i de samme bygninger. Det var det første hospital på Ydre Nørrebro og inderholdt en særlig Konsultationsstue for fattigfolk. Siden blev bygningerne rammen for en berygtet psykiatrisk afdeling for Kommunehospitalet.

I slutningen af besættelsestiden hed det så Krankenhaus Baldersgade for cirka 140 tyske flygtninge. Efter besættelsen var hospitalet i en årrække en filial af Rudolf Bergs Hospital for Kønssygdomme.

 

Helbredelsesanstalt for Idioter

Ja det hele begyndte vel i 1841, da læge Jens Hubertz var foregangsmand inden for et spirende forsøg. Han fandt ud af, at der var 2.000 udviklingshæmmede i Danmark. Han delte dem ind i grupper svarende til højere, middel eller lettere udviklingshæmmende. Han fik nedsat en komité, der skulle fremme oprettelsen af helbredelsesanstalt  for idioter, svagsindede og epileptiske børn. I 1855 kunne man købe Rahbecks hus på Rahbecks Allé og indrette værelser til 20 børn.

 

Afvigere fra det civiliserede samfund

I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndssvage, som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige personer betragtet som afvigere fra det civiliserede samfund.

 

133 ind-plankede mennesker

Hubertz beskrev, hvordan gale og åndssvage levede. Han fandt på et tidspunkt frem til 133 ind-plankede mennesker. Det vil sige, at det var mennesker, der var spærret inde i båse, stalde og udhuse. Denne Huberts havde søgt en stilling som leder af sindssygehospitalet i Risskov ved Århus. men det blev rent afslag. Det var nok fordi, han ikke var af samme opfattelse som stedets autoriteter. Huberts mente, at kun afsindige kunne helbredes. I Risskov var man mere optimistiske.

 

Kan man bruge dressur?

Den store igangsætter var Johan Keller. Han voksede op på Christianshavns Straffeanstalt, hvor hans far var inspektør. Al den nød og elendighed, som han var omgivet af, prægede ham resten af sit liv.

Johan
Keller skelnede mellem forskellige grupper:

a. Idioter, hvor man kan bruge dressur

b. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.

Det sidste kræver hvis en oversættelse. Keller mente, at visse åndssvage, kunne blive produktive eller kunne tjene til egne føde.

 

Døvstummeskolen

I 1850 oprettede han Døvstummeskolen. Det hele begyndte med at fem stykker blev undervist på et kvistkammer.

Keller foretog en rejse til Tyskland og besøgte en masse forskellige anstalter. Han blev tilhænger af den såkaldte Lydmetode. Og med den kunne han også herhjemme fremvise forbavsende resultater.

 

Det startede i Store Kongensgade

En skole blev oprettet i en baggård i Store Kongensgade Han fik hjælp fra både staten og kommunen, og kunne derfor bygge en stor skole i Baggesensgade. Hertil flyttede man i 1869, og senere også til Baldersgade. Efter Kellers død i 1884 blev 164 elever overført til Det Kongelige Døvstumme institut i Nyborg, hvor hans søn, Hjalmar Keller, var inspektør.

 

10.000 idioter i Skandinavien

Det hændte ofte under Kellers virksomhed som døvstumme lærer, at han fik børn til undervisning og opdragelse, som ved nærmere undersøgelser viste sig ikke at være døvstumme men idioter. Ja det udtryk brugte man dengang. Dette gav Keller ideen til at oprette en skole for såvel hørende som åndssvage døve børn. Statistikken viste, at der dengang fandtes 10.000 idioter i de skandinaviske lande. Af disse var kun 100 interneret på anstalter.

 

Åndssvage – anstalt og Idiot – anstalt

Keller påbegyndte derfor i 1865 oprettelsen af en Åndssvage – anstalt, der i 1874 flyttede ind til Baggesensgade. Dette var moderanstalten for de øvrige åndssvage – anstalter. Den nye anstalt havde så stor tilgang, at der opstod et behov for et asyl for uhelbredelige åndssvage.

Idiotanstalten på Gl. Bakkehus, som  havde været i gang i nogle år, var ikke indrettet til at modtage åndssvage, som var ganske ubemidlede. Disse var derfor ganske ubemidlede, og henvist til fattiggårdene.

 

Forældre fik borgerlige rettigheder tilbage

Med statens hjælp og støtte oprettede Keller derfor i 1880 asylet Karens Minde ved Frederiksholms Teglværk ved Kalvebod Strand. Keller døde allerede som 54 – årig. De Kellerske anstalter indeholdt dengang 460 børn fordelt på fire afdelinger, en i Baldersgade og en i Meinungsgade og i Baggesensgade og Karens Minde.

Den første statsstøtte blev givet i 1880erne, og i socialloven af 1891 skete der en afgørende ændring. Nu skelnede man mellem værdigt trængende og uværdigt trængende. Det fik den konsekvens, at familier, der tidligere havde modtaget hjælp til deres åndssvage familiemedlemmer genvinder deres hidtil mistede borgerlige rettigheder.

 

Sønnen overtager

Ledelsen af afdelingerne blev overgivet til sønnen, Christian Keller, der i de følgende år, udvidede organisationen. Han udvidede med Landbrugs – og værkstedafdelingerne, Lillemosegård og Lille Godthåb.

Skoleafdelingerne udvidede og omorganiserede. Det var sønnen, Christian Keller, der i en alder af kun 25 år, stod for åndssvage – afdelingen. En særlig forsøgsafdeling blev oprettet først i Bangertsgade. Broderen, Emil Keller fortsatte som leder af døvstumme – skolen. I 1893 overflyttet til den tidligere Døvstumme anstalt i Baldersgade.

Den egentlige skoleafdeling i Bangertsgade havde en overgang tre bygninger i brug. Det blev en mønster – skole, som mange udenlandske eksperter besøgte.

 

Sterilisation og Kastration

Christian Keller gik ind for sterilisation og kastration af åndssvage. Han var bange for, at antallet af disse var stigende i samfundet. Presset på institutionerne var også stigende.
Måske skyldtes dette, at flere og flere af de lettere åndssvage blev anbragt på institutioner. Som Keller sagde:

• Det var ingen Lov, som forbød det, men der var heller ingen Lov, der tillod det.

Godt at overdrive

Og et godt trick, var at overdrive.  Og det gjorde Christian Keller så. men som så ofte før, så kunne man overdrive så meget, at loven efterhånden fik præg af racehygiejniske forhold.
Således blev der fremhævet, at der i Fattiggårde gik folk rundt som ofte var åndssvage eller på en anden måde åndelig defekte. De var til gene for deres omgivelser. Ja på et tidspunkt mente kommissionen, at flere grupper også  skulle komme på tale, når det gjaldt kastration og sterilisation. Og det var farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive psykoser.

1895 blev en mærkedag for De Kellerske Anstalter. De forhandlinger man havde ført med Rigsdagen resulterede i en lov, der blev stadfæstet af kongen.

 

Forbillede for Europa

De Kellerske Institutioner behøvede flotte imponerende bygninger. Det skulle give de indlagte agtelse og ærefrygt for stedet. Patienter var delt op i tre grupper, arbejdsføre, plejepatienter og skolebørn. De boede i henholdsvis hvide, gule og røde bygninger.

Mellem Fredericia og Vejle i Brejning opførtes mellem 1891 og 1901 en større anstalt. Man havde plads til seks hundrede patienter. To gårde blev opkøbt.  Danmark blev foregangsland, når
det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage.

Brejning blev med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø et forbillede for hele Europa. Christian Keller havde den filosofi, at åndssvage ikke kunne helbredes.

 

Mange skulle involveres

Og så havde man så fundet nye begrundelser for kastration og sterilisering. En betænkning havde følgende ordlyd:

• Vi vedtager en socialt – humanitært begrundet lovgivning, der tillader sterilisation af psykisk defekte, arbejdssky, prostituerede, forbrydere og andre asociale af hensyn til
  udgifterne, afkommets opdragelse og den samfundsmæssige ro og orden.

 

Uhyggelige minder

Disse love, der blev vedtaget i Skandinavien i 1930erne minder meget om det, vi har beskrevet i andre artikler omkring Hitlers Tyskland. Det er lidt uhyggeligt, at tænke på. Man gik
så senere i Tyskland en tak eller to videre. Og tænk, tyskerne henviste til danske undersøgelser.

 

1.700 patienter indlagt i Brejning

I 1949 var Brejning belagt med 1.700 patienter fordelt på 43 afdelinger.

Ebberødgård, Lillemosegård og Gammelmosegård var nogle af de ejendomme, som også blev overtaget.

 

Erotik frembryder væsentlig fare

I 1911 overtog Den Kellerske Anstalt øen Livø. Det blev et sted, hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Disse mennesker fik betegnelsen, moralsk åndssvage. Man kaldte dem også for anti – sociale. Mange ville dog ikke kalde disse mennesker åndssvage, men det gjaldt dengang om, at rense ud i samfundet. Man var bange for, at de åndssvage ville videregive
deres sygdom til næste generation. Det gjaldt så for samfundet at sørge for, at de ikke formerede sig.

Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en kvinde, betyde at de blev sendt direkte tilbage til øen. I 1919 formulerede Keller til en embedsmand i Undervisningsministeriet, hvem øen skulle være opholdssted for:

• Den Klasse af aandsvage Kvinder, hvis Erotik frembryder en væsentlig
  Fare i det frie Samfund for Udbredelse af Kønssygedomme og for
  en Forøgelse af Samfundets aandelige Individer gennem Børnefødsler.

 

Nedarvede faktorer

I 1923 oprettede man på Sprogø en anstalt for seksuelt løsagtige åndssvage kvinder. Ø-anstalterne på Livø og Sprogø blev først nedlagt i 1961.

Den typiske Sprogø – pige blev i lægernes journaler beskrevet som letfærdig og løsagtig. Man skulle her på øen være med til at forhindre, tiltagende forøgelse af minusindividerne. Nedarvede forskelle i individers, racers og klassers evner, skyldtes nedarvede faktorer, sådan var holdningen dengang.

Svagtbegavede kvinder var ikke blot potentielle smittebærer af kønssygdomme. Deres seksuelle aktivitet førte også til uønskede børnefødsler, med stor risiko for degenereret arv. Værnet mod den usunde børneproduktion, var blandt andet baggrunden for Sprogø – anstalten.

 

Gennemsnitlig syv års anbringelse

Sprogø var en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel. Uhyggeligt at tænke sig, at kvinderne gennemsnitlig var på Sprogø i syv år. En enkelt dog i sammenlagt 38 år.

Nogle af kvinderne holdt hemmelige stævnemøder med stenfiskere fra Korsør. Andre forsøgte at flygte på hjemmelavede tømmerfloder med tragiske følger. Ja og i frustration over forholdene var et også enkelte, der satte ild på bygningerne.

I 1934 døde Christian Keller på Frederiksberg. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

I 1959 blev forsorgen overtaget af staten og hed derfra Statens Åndssvageforsorg.

 

De udviklings – hæmmende gemt af vejen

Man gemte de udviklings – hæmmende af vejen. Den ene årsag var for at beskytte dem mod samfundet, men også for at beskytte samfundet mod dem. Man var bange for, at hvis de var for mange samlet, ville de danne bander og lave kriminalitet. Mange steder brugte man fiksering med bælter og muffer, men også overmedicinering blev brugt bevidst.

Anstalterne var opdelt i mande – og kvindeafdelinger, samt børneafdelinger. Man måtte ikke besøge hinanden. Måske kom man på udflugt en gang om året. Ofte fik man en nedvurderende behandling. Ofte var det et heraki mellem personale og beboere. Mange havde det skidt med at værre skilt fra familien.

 

Filosofien betvivlet i 1950erne

Først i 1950erne betvivlede man De Kellerske Anstalters filosofi. Om nødvendigheden for at oprette Sprogø i 1923, blev der filosoferet følgende:

• Navnlig fordi det Afkom de bringer til Verden gennemgaaende er af meget ringe Kvalitet og at Ø- Anstaltens vigtigste Opgave netop skal være at formindske den store økonomiske Byrde, som det aandeligt defekte Afkom er for Samfundet, og at den altsaa i det lange Løb skulle betale sig.

 

Det hvide snit

I perioden fra 1939 til 1983 fik godt 4.500 danskere foretaget det hvide snit. Det har måske ikke så meget at gøre med De Kellerske Anstalter. Men det har igen noget at gøre med fejlbehandling inden for psykiatrien. 70 pct. af dem, der fik foretaget indgrebet var kvinder. Sammenholdt med befolkningsantallet havde Danmark verdensrekorden i brug af Det Hvide Snit.

Hvem husker ikke Jack Nichkolson i Gøgereden?. Han blev en levende grøntsag.

 

Psykopat

Når en kvinde fik stillet diagnosen Psykopat, som man dengang karakteriserede som en slags karakterafvigelse, så som aggressiv, bandende og seksuel aktiv. Ja så skulle hun passe på. For samfundet passiviserede ofte unge kvinder ved netop at anvende Det Hvide Snit. Pludselig blev hovedet barberet, kraniet åbnet og nervebanerne skåret over. Kvinder med depressioner blev udsat for dette.

 

Behandlingssted – ikke opbevaring

Hospitalerne ville hellere være behandlingssted og ikke opbevaringssted. Derfor var de interesseret i, at patienterne blev hurtigere udskrevet. Og det var seks psykiatere for hver 1.000
patienter. Så tid til samtale var det næppe heller ikke dengang. Medierne bakkede op om indgrebet. De stillede ikke spørgsmålstegn. Heller ikke over, at cirka 30 pct. udviklede epilepsi
efter indgrebet. Det hele blev set som et fremskridt.

I langt de fleste tilfælde fik patienten bivirkninger. De blev inaktive, apatiske. De mistede deres personlighed. Ligeledes var en dødelig udgang også forekommende i 6 – 10 pct. af tilfældene.

 

Nobelprisen

I 1949 fik den portugisiske læge Egas Moniz nobelprisen i medicin for sin metodeudvikling af Det hvide snit. Jo man gjorde alt for at afgrænse mentale lidelser fra det offentlige rum. Med den manglende kritik fik operationerne lov til at fortsætte til 1983. Man vidste ikke nok om hjernens funktioner, da man gik i gang. Hvorfor var der ingen, der sagde stop. Da man gik
i gang, var behandlingsmulighederne for psykiatriske patienter begrænset.

 

Kæmpe tiltro til Lægevidenskaben

En ting fik man dog opnået. Man fik skabt ro på de psykiatriske afdelinger. Men det virker ret bizart, at man fik lov til det, og at ingen greb ind. Men det passer jo godt ind i det, som vi har beskrevet her i artiklen. Vi havde godkendt sterilisation og kastration. Vi havde også godkendt, at åndssvage og sociale afvigere blev sendt ud til Livø og Sprogø, hvor de ikke var til fare
for samfundet. Men befolkningen havde en kæmpe tiltro til lægevidenskaben. Og når så  medierne også  var med. Ja så kunne det jo ikke få helt galt!

 

Mere rolig –  lig med succes

Når især kvinderne agerede mere rolig efter et indgreb, betragtede man det son en succes. Egentlig blev der ikke foretaget den store evaluering. Først i 1982 gennemførte Folketingets Ombudsmand en egentlig undersøgelse af forholdene. Denne undersøgelse førte til, at man ophørte med Det Hvide Snit. Psykiske lidelser var tabu. Man kritiserede heller ikke brugen af elektrochok, insulin indsprøjtning, indsprøjtning med malaria – virus eller Cardiazol.

 

Kilde: Se

Litteratur Nørrebro

Litteratur København (under udarbejdelse)

 

• wwww.dengang.dk indeholder 1.780 artikler , herunder 304 artikler fra Nørrebro
• Vores hjemmeside indeholder flere artikler om både Mandelejren på Livø og Kvindelejren på Sprogø samt Racehygiejne.

 

Artiklen er redigeret 2/9 – 2014 og 11/9 2021.

Tre kvinder som måske er glemt, lavede et kæmpe socialt arbejde på Nørrebro – dengang. Takket være Isenkræmmer Anker Heegaard oprettede de Martha Hjemmet. Vi besøger Martha Hjemmet dengang i slutningen af 1890erne. En af de Hellige fra Martha Hjemmet var på besøg hos et Lig i Rabarberlandet. De fik begge et chok. Læs hvorfor.

Omsorg

Langt ude på Nørrebro i det fattigste kvarter i byen, i det såkaldte Rabarberland lå og ligger Martha Hjemmet. Dengang blev det dog stavet i et ord, Marthahjemmet. Og navnet var ganske passende. Martha var jo den kvinde, der ifølge bibelens ord bekymrede sig om de Menneskers timelige Velfærd. Vi er langt tilbage i tiden. Vi besøger stedet, som det så ud og fungerede dengang. Her blev det tid til omsorg for de trængende og de ensomme, for dem der lider sjæleligt og legemligt.

 

Haandgjerningsskole for Pigebørn

I 1879 oprettedes en Haandgjerningsskole for Pigebørn. Senere kom der en Sygebespisning for Nørrebro, hvortil der efter lægens anvisning uddeltes mad
til syge og rekonvalescenter, ligesom der også findes udlån af sengeklæder sted. Det var tre aktive kvinder, der fra en lille lejlighed i Jægergade, der gjorde en masse for de
udsatte på Nørrebro. Disse kvinder, der måske er glemt for eftertiden, var kommandørinde Anette Jensen, lærerinde Anne Sørensen og frøken Marie Køpke.

 

Lokaler i Karmel

Sidstnævnte blev senere aktiv i kvindebevægelsen. Men hun var også aktiv i Vedbækgade på Karmel, som var tilknyttet til Skt. Stefans Kirken. I den høje kælderetage
havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til trængte mødres og børns bespisning. På førstesalen havde Marie Køpke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgjerningsforening. Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kroner, så fik man til gengæld mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det
var så de mest trængende, der fik først.

Foreningen havde også et udsalg, og her kunne man for billige penge købe eksempelvis julegaver. Efterhånden var 100 kvinder med i foreningen.

 

Kvinder medvirke til kvindens underhold

Denne forening var opstået i 1876. I 1878 udsendte foreningen denne kloge opfordring:

• Naar i de fattige Klasser, Familiefaderen ikke tjener saa Meget, at Husmoderen reelt kan ofre sin Tid til Husgjerningen og til Børnenes Rygt, nødsages ogsaa hun til at arbejde for Brødet. Bliver i saa Fald hendes Arbejde at søge uden for Huset, maae de mange Børn under Moderens Fraværelse enten overlades til sig selv, eller betroes til Andre, hyppigt mod at der betales for Tilsynet. Begge disse Udveie kunne medføre Ulemper og Farer for de smaa, og ved Husmoders Fraværelse i længere Tid af Dagen mister Hjemmet sin Hygge og derved sin Tiltrækning for Manden og for de større Børn. Det vilde derfor være en stor Velsignelse for de fattige Klasser, dersom de Koner, som maae medvirke til Familiens Underhold kunde udføre deres Arbejde heelt i Hjemmet.

Det var med samme motto, man senere fortsatte på Marthahjemmet. I 1882 opstod Foreningen Martha – foreningen. Man søgte efter egnede lokaler. Det lykkedes ude i Brohusgade ved Nordvestvej.

Anker Heegaard forærer to grunde

Det vil sige, at det var etatsråd, fabriksejer og isenkræmmer Anker Hedegaard, der forærede damerne grunden i Brohusgade . Indvielsen fandt sted den 24. marts 1886. Byggeriet
kostede 50.000 kr. Og de frivillige bidrag androg 40.000 kr. Anker Heegaard var en meget aktiv mand, og havde oprettet et stort fabriksanlæg på Blågårds Plads. Han havde lavet mange urationelle sociale tiltag for sine ansatte.

Anna Sørensen var egentlig lærerinde på Kappelvejens Skole. Hun underviste også på Søndagsskole, Kirkelig Forening og Indre Mission. Sammen med de andre nævnte kvinder foretog hun
en storstilet filantropisk indsats for kvinder og børn på Nørrebro.

Den meget aktive Marie Køpke havde også oprettet en vuggestue i Griffenfeldtsgade i 1882. Den flyttede hun også over i Brohusgade. Men snart blev pladsen for trang. Anker Heegaard forærede nu også nabogrunden i Brohusgade 9 til de velgørende formål. Disse lokaler blev taget i brug den 16. november 1894.

 

De Samvirkende Menighedspleje

Flere ting blev i løbet af årene bygget oven på de initiativer, der allerede var iværksat. Således blev der oprettet en polioklinik, arbejdsstuer for drenge og piger, og i 1905 optagelseshjem for børn. I 1908 stille hjemmet lokaler til rådighed for De Samvirkende Menighedsplejers nyoprettede børneplejestationer, hvor diegivende mødre kunne lære barnepleje og få udleveret gratis mælk.

Diakonissestiftelsen

I 1915 indgik Marthahjemmet en overenskomst med Diakonissestiftelsens forstander som formand. Men tilbage til starten.

Aktive kvinder

I stueetagen var der magasin og udleveringsrum for håndgerningsforeningen samt spisesal for Bespisningsanstalten. I spisesalen blev der også afholdt Konemøder, hvor kvarterets koner samledes og lappede familiens tøj, mens foreningens damer viste dem til rette og læste højt for dem. På  førstesalen var der lokaler for vuggestuen. Ved siden af spisesalen lå pigernes arbejdsstue, hvor i alt 90 piger blev beskæftiget med håndarbejde. I hjemmet blev der som allerede skrevet desuden indrettet polioklinik. Her blev der tilbudt gratis lægebehandling til børn. Anna Sørensen var formand for Marthaforeningen. Marie Køpke ledede vuggestuen og håndgerningsforeningen.  Anette Jessen var leder af Bespisningsanstalten.

 

Et besøg- dengang

Vi går nu tilbage i tiden og foretager et besøg på hjemmet i 1890erne. Marthahjemmet er en stor alvorlig udseende bygning uden så mange dikkedarer. Men bygningen er praktisk indrettet med rigelig plads til alle. Fra den rummelige for-sal i stueetagen kommer man til højre ind i et par store lyse skolestuer, hvor pigebørn i forskellige aldre undervises i håndarbejde og husflid. Der er kursus i orden og økonomi. Her får børnene et godt grundlag for deres videre liv Her lærer man at udnytte selv den mindste ting, intet går til spilde.

 

Penge til konfirmationen

Samtidig med, at børnene lærer at arbejde fornuftig og praktisk, lærer de også arbejdet at kende som erhverv. Et hvert ordentligt udført arbejde bliver nemlig betalt. Og pengene hensættes til konfirmationsudstyr. Og de unge mennesker bliver mere energiske i deres arbejde, når de ved, at der kommer noget ud af det.

 

Venlig fremført kritik

I det hele taget er det arbejdet og arbejdets udførelse, der præger livet i Marthahjemmet. Om formiddagen kan man se på, når der fra håndgerningsudsalget deles arbejde ud til de kvinder, der har lyst og vilje til at arbejde ud over det, deres eget hjems gerning fordrer af dem. På sådanne dage hersker der den livligste virksomhed blandt damerne. Her måles og vejes, linnedet tilklippes og forandres, når udførelsen er mangelfuld.

Her var det måske ikke kun Håndgerningsudsalget men også den før omtalte Haandgjerningsforening, der var aktiv. Ved venlig fremført kritik oplæres de arbejdende kvinder lidt efter lidt
til at udføre deres arbejde smukt og propert. De uldtrøjer, som Sidse fabrikerer lider rigtignok af kronisk sorthed, men det bliver det set på med overbærenhedHerre Gud, Trøjerne kan jo vaskes, og hun er så flittig.

Hendes virksomme hænder slipper ikke strikkepindene et øjeblik. Hun strikker, medens garnet vejes. Og så tjener hun penge ved det. Og hun mangler dem i den grad. De unge mødre tager ofte de mindste børn med sig, når de skal hente arbejde. Børn er for små til at være hjemme uden tilsyn. Så tager moderen den mindste på armen, mens den større trasker efter holdende
hende i kjolen. På  de travleste dage kan hun få sine små anbragt i Marthahjemmets Vuggestue.

 

Vuggestuen – perlen i hjemmet

Vuggestuen er perlen i hjemmet. Man kan ikke tænke sig noget hyggeligere og mere frisk end de store lyse rum, hvori de små er anbragte. Alle de nydelige vugger, der står på række langs væggene i den ene stue. Det er sjovt at observere sådan en række børn, når de vågner efter en middagssøvn. En er inderlig misfornøjet med tilværelsen, skriger og sparker til dynen, en anden ligger stille og sutter på tommelfingeren, mens hun spejder efter Plejemoder med store alvorlige øjne. Det er resignation i det lille ansigt. Men det er også en del småfyre, der er glade og pludrer i et sprog, som ingen kan forstå.

Ved spisetid placeres de i en lille kreds rundt om pleje-moder og som en flok fugleunger strækker de hovederne ud mod skeen, der fra vælling-skålen langes ud til dem. Forældre der må ud og arbejde for hjemmets eksistens, kan trygt overlade deres børn til sådant et hjem, og til en sådan plejemor, som findes her.

 

Blege og medtagende skikkelser

Det er ærgerligt, at Marthahjemmet ikke har midler til at huse og pleje  endnu langt flere småbørn, end det kan for tiden. Ved middagstid strømmer en skare blege og medtagende skikkelser ind ad Marthahjemmets port. Stilfærdigt lister de sig op ad trappen ind i stueetagens store spisesal. Det er Nørrebros fattigste, som nyder godt af Marthahjemmets bespisning. Et ejendommeligt middagsselskab samles omkring bordene. Her er unge og gamle, mænd og kvinder, der alle er præget af nødens og lidelsens stempel. Nogle af dem ser ud som Dødens Knokkelhånd ikke vil slippe taget i dem.
Men hos de fleste af dem spores ligesom ny livskraft. Sådan et godtkraftigt måltid mad, som de syge her får, virker da også oplivende. Gangen er mindre tung og slæbende. Øjnene er blevet klarere og ansigterne måske lidt kraftigere, når disse gæster går bort igen efter måltidet.

 

Konemøder

Bespisningen besørges i løbet af en times tid. Så ryddes der op, og udluftes. Stolene sættes under bordene. Så lægges der bøger frem, og det hele antager en lidt festligere karakter. Det er også en slags selskabelig sammenkomst, der nu bliver forberedt. Det er de såkaldte konemøder. Ved en sådan sammenkomst bliver det læst højt og sunget til orgel – akkompagnement, drukket kaffe og passiaret.

Konerne møder med deres arbejdskurve fyldt med stoppe – og lappetøj. Her får de leveret  lappe – og stoppegarn. Oven i købet får de undervisning i, hvordan de skal gøre tøjet i stand på den pæneste og mest praktiske måde. Over hele denne sammenkomst hviler der et præg af hygge og velvære. Det kulminerer i det øjeblik, da kaffen i store dampende Spølkummer bringes ind fra køkkenet.

Når kaffen er drukket, sætter Fruen sig hen til det lille stueorgel og begynder at præludere. Dæmpet og stille glider tonerne ud i rummet, ledende, søgende og samlende. Så hæver der sig et kor af stemmer, blandet og uharmonisk lyder det, men underlig  alligevel. Efter en fornøjelig og opbyggelig højtlæsning sluttes sammenkomsten.

 

Fabrikspigerne

Efter samme princip som Konemøderne er Fabrikspigernes møder. At samle disse unge piger en eller to gange om ugen under Marthaforeningens gæstfri tag, er sikkert en god ide. De har jo
ofte kun valget mellem at tilbringe aftenen på et koldt, uhyggeligt kammer eller flakke rundt på de oplyste gader, hvor de er ensomme i den brogede menneske vrimmel.

 

Sløjdskole

Den, der besøger Marthahjemmet må ikke glemme at se en Sløjdskole for drenge nede i kælderen. Det er virkelig et flot arbejde sådan nogle 8 – årige kan præstere i retning af børster, koste,
forskellige træarbejder og så videre. Samtidig med sløjd må drengene også lære strømpestopning efter alle kunstens regler.

Marthaforeningens virksomhed er en af de mest omfattende retning af velgørenhed vi har her i landet, forhåbentlig vil den blive mere og mere kendt, så den kan yde bistand i andre fattigkvarterer i byen.

 

De hellige på besøg i Rabarberlandet

Det var vores besøg på Marthahjemmet dengang. I Rabarberlandet var det sådan, at når nogen var afgået ved døden, så kom en af de hellige fra Marthahjemmet og besøgte lejligheden. Så fik man også begravelseshjælp på 10 kr. En dag blev det så meddelt, at en mand oppe på tredje sal på  hjørnet af Skyttegade og Nordvestvejen var død.

 

Hvem blev mest chokeret?

Liget lå på et bord med et lagen over. Efter at Søsteren fra Marthahjemmet havde snakket Vor Herre med konen, lovede hun, at de nok skulle få begravelseshjælp. Nede i gården opdagede Søsteren, at hun havde glemt hendes paraply. Så hun dukkede atter op i lejligheden. Hvem der blev mest chokeret, da liget åbnede døren, melder historien ikke noget om.

Der foregår stadig meget frivilligt socialt arbejde på Nørrebro. Men det er ligesom, de tre kvinder, der startede Marthahjemmet heller ikke er noget, man gider, at skrive om.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• – Litteratur København (under udarbejdelse)

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, Heraf 304 artikler fra Nørrebro, herunder:

 

• Nørrebro i gamle dage-
• At bo på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Barn på Nørrebro i 1950erne
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Detgamle Nørrebro – og de fattige
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Ladegården- dengang
• Moral,etik, horeunger og fattighjælp
• Rabarberlandet
• Skt. Johannes Kirken
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• og andre artikler

 

• Redigeret 2/9 2014 og 11/9 2021

 

En urmager fik en god ide – et håndværker – Lotteri. I dag bestyrer Håndværkerforeningen 1.000 boliger. Men det hele begyndte i Alderstrøst, Nørrebrogade 17. Det hed sig, at en beboer døde af glæde. Og kongen mente, at det var godt, at der var toiletter til alle de ældre. På Nørrebro er der mange stiftelse. Nørrebro Handelsforenings stiftelse opstod på grund af en sprit – bøde!

God ide fra en urmager

I 1857 organiserede Håndværkerforeningen et lotteri. Resultat af disse anstrengelser blev, at foreningen købte en stor grund af handelsgartner J.P. Hansen. Det var på et bestyrelsesmøde i 1852, at urmager Øberg fremsatte tanken om et håndværker – lotteri. Men det gik fem år, inden myndighederne godkendte det.

Stiftelsen blev grundlagt i 1862 og Håndværkerforeningen modtog også frivillige gaver og legater m.m. Snart blev grunden bebygget, og det blev indrettet friboliger til standens medlemmer. Syv enker og otte ærværdige ægtepar fik alle en 2 1/2 værelses lejlighed.

Ja det siges, at en af beboerne, guldsmedemester Ebbesen blev så glad for sit nyerhvervende paradis, at han to dage efter indflytningen, døde af glæde. Ja Alderstrøst var navnet på paradiset.

Da Frederik den Syvende så lokaliteterne kort før sin død, udbrød han spontant:

• Det glæder mig at se, at der er lokummer til alle de gamle.

Et flot formål

Stiftelsen havde det flotte formål, at give husly og så vidt mulig tillige anden understøttelse til gamle, værdige og trængende håndværkere, som er eller har været borgere i København, disses
enker samt under særlige omstændigheder tillige deres ugifte døtre.

Stiftelsen (Fonden Alderstrøst) bestyres af Håndværkerforeningens bestyrelse.

 

Arkitekt Theodor Sørensen

Arkitekten Theodor Sørensen var i 1865 mester for Det Gamle Alderstrøst. Han stod også for opførelsen af Skt. Johannes Kirken. Sønnen Thorvald Sørensen i 1895 fuldendte arbejdet med stiftelsen Ny Alderstrøst med 35 friboliger og 226 lejligheder. Det var også ham, der stod bag opførelsen af Sporvognsremisen (Nørrebrohallen).

 

Det begyndte på Nørrebrogade 17

Det hele begyndte med Nørrebrogade 17. Den indeholdt 168 boliger, desuden fire kælderbutikker, inspektørbolig, bolig for opsynsmand, vaskehuse, rullestuer, værksteder og masser af gårdretirader. Disse blev siden erstattet af vandklosetter, placeret som som fællestoiletter i etagernes gennemgående korridorer. En mellem-bygning kom til i 1870, mod Baggesensgade 1871 og den mod Blågårdsgade i 1871. De var alle 4 – 5 etager, med kælder. Ved indvielsen var det i alt 194 friboliger.

 

Ungdommens trøst

De ældste ejendomme på Nørrebrogade ejes ikke længere af Håndværkerforeningen, men er nu en afdeling under FSB bolig. Lejlighederne i denne ejendom var korridorlejligheder. Disse blev forbudt i 1889. De blev senere ombygget og brandsikret. Ja, Håndværkerforeningen skilte sig af med bygningskomplekset på Nørrebrogade i 1954. De sidste beboere flyttede ud i 1959.

I 1980erne i forbindelse med den såkaldte bulldozersanering, blev størstedelen af bygningskomplekset omkring Nørrebrogade nedrevet.  Kun det flotte hovedbygning mod Nørrebrogade blev bevaret. Mange af disse ejendomme blev senere indrettet til ungdomsboliger. Ikke uden grund blev stedet kaldt for Ungdommens Trøst.

Det andet kompleks startede i 1892 og var endnu større. Det bestod af facader mod Møllegade 28 – 30, Nørre Allé 15 og 19(på begge sider af Bræstrups Stiftelse), Alderstrøsts Passage 2, 4 og 6. Ved indvielsen af dette andet kompleks var der 35 friboliger og 226 lejligheder til billig leje.

Friboerne havde tillige gratis lægehjælp og medicin samt 84 kr. årligt for ægtepar og 56 kr. for enlige personer.

 

Indvielsen af Alderstrøst Møllegade

Der var gang i den, da grundstenen til Møllegade blev lagt. Sangforeningen Odeon underholdt. Der var flag og grønne planter over det hele. Gangbare mønter blev lagt ned. Der
var masser af lavsfaner faner til stede. Det var Stadens overpræsident, Hr. kammerherre Klein i overværelse af særlig indbudte, der foretog selve grundstensnedlæggelsen. Håndværkerforeningens daværende formand, Hr. bagermester Lichtenberg holdt festtalen.

På  stenen, stod der blandt andet, “Mange have baaret Sten til Alderstrøst” . På en sølvplade under grundstenen stod:

• Gid dette, der er saaet i Kærlighed, maa vokse i Herlighed.

 

Udvidelse på Nørre Allé

I 1937 – 38 blev Bræstrups Stiftelse i Nørre Alle 17 nedrevet og erstattet af en udvidelse af Alderstrøst. Det blev til en ejendom i seks etager. Fra 2003 til 2008 blev Alderstrøst – bygningerne i Møllegade by-fornyet for 22 millioner kroner. I dag har Alderstrøst i Møllegade 156 lejligheder.

 

Håndværkerforeningen oprettet 1840

Håndværkerforeningen, der stod for Alderstrøst blev oprettet i 1840. Frygten for indgreb i nedarvede rettigheder havde fået samlet standen. En række møder kom i stand
blandt lavenes oldermænd. De blev holdt i Bangs Vinstue på hjørnet af Boldhusgade og Admiralsgade. Af byens 43 lav var der repræsenteret 37, der sammenlagt repræsenterede
en masse medlemmer, der samledes den 20. november 1840 til det konstituerende møde. I Københavnerposten var der den 12. august udsendt en indbydelse.

 

Kamp- foreningens leder

Det var nu ikke de store resultater, foreningen opnået i begyndelsen. Dette kunne skyldes lederen snedkermester Lasenius Kramp, nok ikke var den fødte leder. Han havde mange
jern i ilden. I 1839 var han startet med højskoleundervisning for unge snedkere. I 1843 stiftede han Teknisk Selskab, hvis store skoler, var en gevinst for håndværkerne. Han varetog sekretærstillingen i Håndværkerforeningen. Han redigerede foreningens beretninger og skrev viser til diverse fester.

De første år boede man billigt i Bagernes Lavsbygning i Læderstræde. I 1850 flyttede man til Skræddermesterens Lavsbygning i Gammelmønt. Her begyndte man forsøgsvis at holde sommer – sammenkomster på den kongelige skydebane. To år senere vendte man tilbage til Læderstræde. Her lejede man nogle forholdsvis store lokaler hos Bagerhusets nye ejere. Siden boede man i Vimmelskaftet. I 1869 kunne man så endelig flytte ind i eget hus. Det var den tidligere Frimurerloge i Kronprinsessegade. Foruden
boliger oprettede Håndværkerforeningen også alderdomshjem.

 

2.700 medlemmer

I dag har Håndværkerforeningen 2.700 medlemmer. De holder cirka 150 arrangementer om året og har 21 interesse-klubber. I dag administrer de 1.000 lejeboliger ikke kun på Nørrebro, men også i Emdrup, Frederiksberg og Bispebjerg Bakke. Adressen er i dag beliggende i Moltkes Palæ på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade. Sammen med Industriforeningen oprettede Håndværkerforeningen i 1911 Danmarks Tekniske Museum.

 

Masser af stiftelser på Nørrebro

Der er masser af stiftelser på Nørrebro. Mange har vi allerede beskæftiget os i diverse artikler. På Prinsesse Charlottes gade ligger Nørrebro Handelsforenings Stiftelse. Ja, det blev til på den
måde, at en forhandler ikke overholdt spritpriserne. Så idømte Nørrebro Handelsforening forhandleren en bøde. Og de penge sendte foreningen til De Danske Spritforeninger. De vidste så til gengæld ikke, hvad de skulle bruge pengene til, så de blev returneret. Derefter blev der oprettet en fond og en stiftelse. Takket være dette, kan hovedsagelig en del unge mennesker bo meget billigt midt på Nørrebro. Og fonden vil foreningen gerne have ophævet, men det er ikke så lige til, skulle jeg hilse og sige. Netop her i slutningen af 2021 udbetales de sidste midler af fonden

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler
• www.norrebro.dk
• Uwe Brodersen: Nørrebro handelsforening gennem 110 år

 

• Hvis du vil vide mere:

 

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler, bl.a.
• At bo på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Byggespekulation på Nørrebro
• Blaagaards – kvarteret gennem 400 år

 

• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro handelsforenings historie) finder du 29 artikler bl.a.:
• Bulldozersanring ødelægger detailhandelen
• Et væld af butikker på Nørrebro i 1920

 

Redigeret 2/09 – 2014 og 12.09 – 2021

Dette er en artikel om de Socialistiske Blade, Slaget på Fælleden, om Pio, Geleff og Brix. Men også i høj grad politidirektør Krone og justitsminister Krieger, der med alle midler forsøgte at knægte arbejderbevægelsen. De var lige glade med Grundloven, den gjaldt ikke for arbejderne. I Kastellet sad soldater parate til at skyde arbejderne med skarpladte våben. Politiet truede bogtrykkere, ja selv Berlingske Tidende blev truet.

 

Tilsidesatte Grundloven

Begivenhederne omkring Slaget på Fælleden har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men hvorfor udviklede det sig så voldsomt? Hadet mod ordensmagten blandt arbejderne voksede, og blev bestemt ikke mindre efter slaget. Vi kigger på et politi, der lod sig dirigere af politikere. Også dommerne, tilsidesatte grundloven og dømte rask væk, arbejderne.

Sidst i denne artikel finder du en oversigt over de artikler, hvor vi har skrevet om arbejdere på Nørrebro og de utallige kampe, der har fundet sted i bydelen.

 

Skruet op for retorikken

Før den 5. maj 1872 havde Louis Pio i den grad skruet op for retorikken. Det gjorde han i den artikel i Socialisten, der ledsagede indkaldelsen til det dramatiske møde på Nørre Fælled:

 

• Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagtebænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flere Aar standser vor Fremgang? Nej det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os. Regeringen plejer jo hvert Øjeblik at holde Revy over de af deres Underssaatter, som de ved første givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed.

 

• Lad os engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen. Vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed, samlende i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor. Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik.

 

• Vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller – det flyder over!

 

Myndighederne troede på en revolution

Myndighederne opfattede dette opråb, som en slags revolution. Men det var nu intet i dette, som kunne opfattes som en blodig revolution. Arbejderne ønskede, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen skulle overbringe ønsket om udnævnelse af en arbejdsminister, der kunne hjælpe de dårligst stillede. Arbejderne ønskede også en forligs- kommission, som kunne løse tvistigheder på arbejdsmarkedet. Men de kongelige havde stor tillid til den borgerlige regering. De ønskede ikke at ændre noget, der kunne gavne arbejderne.

 

Det store magtapparat blev sat i gang

Men politidirektør Vilhelm Crone havde også læst Socialisten, og satte det store magtapparat i gang. De tre arbejdsledere, Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff blev anholdt natten før det store møde skulle finde sted. Selve mødet udartede sig til en voldsom konfrontation mellem københavnske arbejdere på den ene side og politi og militær på den anden side. De tre ledere blev idømt meningsløst hårde straffe. Forholdet mellem politiet og store dele af den københavnske befolkning blev ødelagt i mange år fremover.

 

Politiet havde et personligt engagement

Det var som om politiledelsen selv havde deltaget med et meget personligt engagement i den politiske kamp mod den begyndende arbejderbevægelse. Kongen havde gang på gang bedt politiet om at holde øje med enhver tendens til politisk og specielt forfatningsstridig uro. Det blev dog ikke bedre med grundloven eller den ny presselov i 1851. Politimester Bræstrup sendte forklædte politifolk ud og spionerede. Meddelere blev så rigelig betalt af myndighederne. De fik pengene fra virksomheder, der var trætte af de strejkende. Ligeledes udstedte Bræstrup uforståelige forbud mod demonstrationer af enhver art.

I 1860 skrev Fædrelandets redaktør Carl Ploug en leder i sit blad:

• Vort bestaaende Politisystem, der kan beskrives saaledes: Spioneri, anvendt ikke blot mod Forbrydere, men ogsaa mod hæderlige Folk, for eksempel politiske Modstandere, Stokkeprygl, anvendt ikke blot mod ulydige Rolighedsforstyrrere, men mod alle uden Forskjel…..

 

Store problemer for arbejderne

I 1863 havde København 165.000 indbyggere. I kølvandet på industrialiseringen, opstod der store uløselige problemer. Elendige boligforhold med store familier i ganske små lejligheder især på Nørrebro. På ganske få år steg huslejen med 50 pct., ja helt op til 75 pct. Arbejdslønningerne var fastlåste for dem, der var så heldige, at have et arbejde. Også fødevarerne steg uhyggeligt.
Arbejdere måtte tilbringe op til 66 timer om ugen på arbejde, dertil kom søndagsarbejde. Der var masser af underbetalt børne – og kvindearbejde. Masser af sygdom og stor dødelighed – ikke mindst grundet tuberkulose i de overfyldte arbejderkvarterer. Der var alvorlige husvilde problemer og jævnlige besøg hos pantelånere og hos fattigvæsnet. Det var en verden i social armod, der var grobund for den danske arbejderbevægelse.

 

Bestemte befolkningsgrupper kunne ikke stemme

Grundloven var ikke noget arbejderne mærkede til. Ikke mange af dem havde stemmeret. Bevidst holdt man bestemte befolkningsgrupper fra at kunne stemme ved valgene:

• For at kunne stemme ved et valg til Folketinget, skulle man være af mandskøn, være fyldt 30 år, have egen husstand, ikke stå i privat tjenesteforhold, have rådighed over eget
  bo, ikke have fået fattighjælp, som ikke var eftergivet, og have boeti den pågældende valgkreds i 1 år.

Af Landstingets 66 medlemmer skulle kongen forlods udpege de 12. I København skulle halvdelen vælges af stemmeberettigede med indtægter over 2.000 rigsdaler, i byerne af dem med indtægter over 1.200 rigsdaler. Resten blev så valgt af dem, der opfyldte betingelserne til Folketingsvalget, lige bortset fra at ved Landstingsvalget skulle man være fyldt 40 år for at kunne afgive sin stemme.

Konge, regering, rigsdag og politidirektør Crone vidste udmærket, at vedtagelsen af disse valgregler havde til formål, at holde underklassen ude for adgang til medbestemmelse og indflydelse.

 

Da socialismen kom til Danmark

Hvornår socialismen egentlig kom til Danmark er svært at fastslå. Men i 1794 opstod der en dramatisk tømrerstrejke. Strejken handlede om nøjagtig det samme, som der blev strejket for hundrede år senere, da socialismen som begreb var kommet til landet.

I 1848 havde den unge læge, Frederik Dreier udgivet et par småskrifter, hvori han meget samfundskritisk gik ind for lige og almindelig valgret, dannelse af fagforeninger og en sønderlemmende kritik af kongedømmet. Dreier døde allerede i en alder af 25 år efterladende sig en omfattende produktion af mere eller mindre renlivet socialistisk indhold.

 

“Slagteriet” i Paris
Næste gang man hører om socialisme er i foråret 1870. Flere af de københavnske blade havde efter Internationales stiftelse bragt korte omtaler, uden at man tillagde det større betydning. Korkskærerne og typograferne havde henholdsvis i 1865 og 1869 dannet de første fagforeninger. Politiet overvågede som sædvanlig nøje udviklingen. Men man tillagde det dog stor betydning, at man i det moderate Dags – Telegrafen i maj 1871 kunne læse, at der i København skulle eksistere en aflægger af Pariserkommunen, en slags kommunistisk komité.

Det var i Paris i februar 1871, hvor omkring 30.000 blev dræbt eller henrettet i store klynger. Gennem 72 dage havde småborgerskabet og arbejderne tilrevet sig magten, inden de af de fransketropper nærmest blev udslettet.

 

Møde hos købmand Mundberg

Den nyhed, der blev bragt, var dog forældet. For allerede i 1869 dannedes Københavns Arbejderforening af en lille personkreds. De var mere radikale end den forening, der blev dannet i 1860, og var vel en slags udbrydergruppe af denne. Gruppens første møde fandt sted den 21. april 1870 hos købmand Anthon Mundberg, Lille Købmagergade 65.

 

Med loven – eller uden

Det første nummer af Socialistiske Blade udkom den 21. maj 1871. Det var et trykt hæfte på 12 sider. Udgiveren var nævnt, det var boghandler Immanuel Rée. Forfatteren havde skjult sig under pseudonymet en arbejder. Hæftet anbefalede lovlige midler. Men til sidst faldt han for fristelsen til på ægte journalistisk vis med en effektfuld bemærkning:

 

• Så skal vi næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det
  er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med loven eller – uden den!

 

Nu -som ugeblad

Den 12. juni 1871 udkom Socialistiske Blade 2. Forfatteren var stadig en arbejder, mens H. Brix var påført som udgiver. Den indeholdt en række arbejderkrav til valgloven, noget om beskatningsforhold, omtale af fabriksarbejdernes forhold. Og endelig var det en opfordring til at slutte sig sammen i faglige foreninger. At bladet bebudede, at det snart ville udkomme som ugeblad og at der snart ville blive stiftet faglige foreninger, fik myndighederne op af stolen.

 

Bogtrykkerne blev truet

Justitsminister A.F. Krieger vidste udmærket, at bag ved en arbejder gemte sig Louis Pio. De første 19 numre af Socialisten blev trykt hos firmaet O.C. Olsen & Co. Men efter et besøg hos politiet på domhuset kom man på andre tanker. Man måtte se sig om efter et andet trykkeri. Bogtrykker Oettinger nåede lige netop et nummer, så truede politiet også denne bogtrykker. Det samme gentog sig også med den næste bogtrykker, men han nåede dog at trykke tre numre.

De næste tre udgaver blev fremstillet af en ældgammel håndpresser hos en trykker i Vandkysten. Men midt i januar 1872 blev denne maskine også stoppet.

De efterfølgende fire numre blev trykt i Malmø, men også her nåede lovens lange arm. Det lykkedes derefter, at finde en bogtrykker i Hamborg. Bladets oplag var efterhånden nået op på 3.000 eksemplarer. Politiet brugte ikke lovlige metoder til at stoppe bogtrykkerne. det har næppe været grundloven som politiet har henvist til under samtalerne med disse.

 

Foragt for Arbejderbevægelsen

Politidirektør Crone kunne i sine indberetninger til justitsministeren ikke skjule sin foragt for arbejderbevægelsen og de socialistiske tanker:

• Ingen vil kunne gennemlæse bladet uden at blive gennemtrængt af overbevisning om, at deres usande, fordrejede og overdrevne fremstilling skyldes en bevidst bestræbelse efter at give den utilfredshed med egne kår, der måtte være til stede hos arbejderne, næring og hidse dem til fanatisme og had mod de andre samfundsklasser.

Det var tydeligt, at politidirektøren samlede stof sammen til et stort anklageskrift. Der bredte sig nærmest en hysterisk panik i domhuset med alt det materiale, som Crone kom med. Mange
frygtede en sand revolution i den gamle hovedstad – en slags Københavnerkommune lig med den berygtede Pariserkommune.

 

Bekymring hos politiet

I slutningen af september udbrød der en storkonflikt på Burmeister & Wain. En del arbejdere havde nedlagt arbejdet efter et voldeligt intermezzo. I Socialisten blev det i den anledning
indkaldt til et møde den 4. oktober. Det fandt sted den i etablissementet Phønix. Det vil sige, at det fandt sted i kælderen under værtshuset Phønix i Helliggejststræde (nu Valkendorfsgade) 13. Det var det første møde Socialisten afholdt, og det var en succes. Til stede var også Politidirektør Crones spioner.

Initiativet vakte bekymring hos politiet. Og det gjorde de efterfølgende aktioner også. regeringen blev også bekymret. I mellemtiden var en assistent – betjent på Station 6 på Nørrebro blevet chef for det ny Opdagelsespoliti. Via regeringen og politidirektøren blev Hertz pålagt en masse pinlige og politisk ømtålelige opgaver. Det hele skulle bunde i, at knægte arbejderne.

 

Opfordring til regeringen fra politidirektøren

Crone afleverede den ene rapport efter den anden til justitsminister Krieger. Man skulle passe på ikke, at berøre grundlovens frihedsparagraffer. Og det blev endnu mere tydelig efter indberetningen fra 16.december 1871. Her skrev Crone:

 

• Og jeg tror, at det vil være rigtigt, at regeringen ligefrem vedkjender sig, at den anser arbejderbevægelsen for farlig og at man, da den ikke kan standses eller forhindres ved hjælp af Lovgivningens bestemmelser, anser det for Pligt overfor det øvrige Samfund at vise, at man har både Magt og Villie til strax at slaae etjvert Forsøg på saadanne Voldsomheder som dem, foreningens Ledere gjennem deres Organ “Socialisten” at digen hentyde til, kraftig til Jorden.

Crone ville bruge § 87, som kun omfattede lovlige foreninger. Men Krieger mente ikke, at det foreliggende grundlag var godt nok. Man skrev derfor rundt til diverse danske ambassader, om at samle så mange informationer om Internationale som mulig.

 

Enkeltbillet til Brasilien

Detvar fra Martin Hertz’s opdagelsespoliti, at spioner kom. de var klædt ud som arbejdere. men ofte blev de udpeget og smidt på porten. men man havde også en stikker i egne kredse. Det var sporvognskonduktør L. Jacobsen. Han forsøgte åbenbart også at bagtale Pio. Det var åbenbart noget, politiet betalte ham for. Da dette gentog sig, begyndte flere at fatte mistanke til ham. Pludselig begyndte han at mærke jorden brænde under sig. Derfor søgte han direkte hjælp hos politiet. Han nåede i perioden oktober 1871 til følgende februar, at aflevere 22 fyldige rapporter til politiet – alle under navnet 40.

Som belønning for sin Stikker – virksomhed fik han i foråret 1872 af politiet foræret skibsbilletter til sig selv, sin kone og ikke færre end 7 børn. Destinationen var Brasilien, og det var enkeltbilletter.

 

Fru Berling blev truet af politiet

Pio var rejst til Geneve for at besøge fru Berling. Men hun havde modtaget advarsler fra politiet om at indlade sig med ham. Såfremt dette skete ville Berlingske Tidende miste vigtige rettigheder. Men fru Berling sørgede for at Pio fik nogle ekstra penge, så han kunne forlænge sit ophold i Schweiz.(se beskrivelsen af Pio i slutningen af denne artikel)

 

Spionen, der skød sig selv

Politiet var også blevet interesseret i Povl Geleff, da han i oktober – november 1871 begav sig på en længere agitationsrejse i provinsen. En meget interesseret ung mand, som præsenterede sig som huslærer Kornerup fulgte med til samtlige møder. Men han var identisk med opdagelsesbetjent Henry Frederik Korn.  Senere påpegede Geleff, at han havde haft en stærk mistanke til denne unge mand. Efter sigende skulle Geleff have skrevet til politiinspektør Hertz om næste gang, at sende en opdagelsesbetjent, der var bedre end Korn til at spille L´hombre.

Denne Korn blev i 1879 leder af Station 4 og fra 1881 til 1887 leder af Station 1. Senere blev han chef for Sædelighedspolitiet. Men ak og ve i marts 1895 skød han sig selv. Han havde begået et større underslæb.

 

En ny mester – spion

Premierløjtnant Ludvig William Povelsen blev politiets nye store spion. Han fik adgang til de inderste cirkler og nåede at sende 23 rapporter. Alle hans rapporter blev skrevet i to eksemplarer. Den ene til Hertz og den anden til justitsministeren. Han var også med til det sidste møde lige før slaget.

 

Regering i knibe

Crone var under stærk pres fra den stærke højre-regering, der yderligere blev bakket op af Christian den Niende. Men Lensgreve Holstein – Holsteinborgs regering havde også mange andre fjender end socialisterne. I 1870 samledes de mange mindre venstregrupperinger i Det forenede Venstre. De gik til åben kamp mod regeringen. Men også på det intellektuelle område gik udviklingen mod regeringen. Georg Brandes samlede kolossal tilstrømning til sine forelæsninger om de europæiske frihedsideer.

Efter at være blevet gjort bekendt med mødeindkaldelsen til Nørre Fælled skrev politidirektør Crone til justitsminister Krieger, hvor han foreslog, at man straks skulle anholde arbejderforeningens bestyrelse og forbyde det annoncerede møde.

 

En nervøs politidirektør

På arbejdermødet samme dag, Crone skrev omtalte, talte Anthon Mundberg om at når vore Modstandere på Søndag ser 50.000 frie og enige Arbejdere samlede i én falanks på Nørre Fælled, vil de dog måske endnu kunne komme til Besindelse. Da politiets spion, Povelsen indberettede dette til Crone, steg dennes nervøsitet formentlig endnu nogle grader, idet han straks begav sig til justitsministeren med de alarmerende oplysninger om, at der blev forvent 50.000 mennesker til søndagens møde.

 

Ministermøde

Dagen efter – fredag den 3. maj – blev der afholdt et ministermøde. På det møde advarede krigsminister Haffner mod  en konfrontation, da han ikke mente, at de militære styrker, der var til rådighed, kunne klare opgaven. I øvrigt tvivlede han lidt på soldaternes loyalitet i en så udsædvanlig situation. de to national – liberale ministre Krieger og Hall tilkendegav, at såfremt
politidirektøren ville forbyde mødet og foretage anholdelser, måtte politiet selv tage ansvar for disse aktioner.

Crone var nærmest desperat. Han gjorde justitsministeren opmærksom på, at der netop nu var lejlighed til at få ram på arbejderforeningen. I Statsrådet dagen efter fastslog justitsminister Krieger, at det mødeforbud, som var under forberedelse helt skete under politidirektørens ansvar, men at regeringen billigede det. Og derefter begyndte man så at planlægge slagets gang. Kronprinsen ville have soldater fra Sjællands garnisoner trukket til hovedstaden, men dette syntes Haffner ikke om. Han var i øvrigt den eneste, der syntes, at det ville være dumt, at forbyde det pågældende møde. Et forbud ville efter hans mening kun forværre den spændte situation. Det endte med, at regeringen tilsidesatte de i grundloven sikrede frihedsrettigheder.

 

Mødeforbud – og advarsler

Langt om længe havde politidirektøren fået rygdækning. Det var en ren politisk aktion mod arbejdernes foreningsdannelse. Allerede næste dag klokken 12, blev der rundt omkring i byen og ved store arbejdspladser opslået plakater. Mødeforbuddet blev ledsaget af en række advarsler om, hvad der kunne ske, såfremt man ikke rettede sig efter dette. En politiassistent blev sendt til Socialistens redaktion for at oplæse plakatens tekst for de tilstedeværende.

Crone forbød nu også ethvert andet offentligt møde under åben himmel. Om han havde rygdækning for også denne ifølge grundloven ulovlige beslutning, vides ikke. Politiets forbud skabte selvfølgelig vild røre i arbejderbevægelsen. Skulle man aflyse for at undgå en voldelig konfrontation eller holde på sine grundlovssikrede rettigheder?

 

Kronprinsessen ville ikke tale med oprører

Mundbjerg forsøgte sammen med Geleff at opsøge kronprinsen. men denne ønskede ikke at tale med oprørerne. På  et stormende stormøde besluttede man at deltage i mødet dagen efter.
Man mente, at man næppe kunne få soldaterne og 400 underbetalte betjente til at angribe fredelige arbejdere. Mødet blev som sædvanlig overværet af politiets spioner.

Anholdelsen af de tre ledere natten til dagen for mødets afholdelse både chokerede og lammede foreningsledelsen. Mundberg udsendte en løbeseddel, der opfordrede arbejderne til at overholde loven.

 

Militæret forsynet med skarpe patroner

Arbejderne strømmede til Nørre Fælled, søndag eftermiddag. Crone havde indrettet sin kommandopost på Blegdamsvejens Tinghus. Der var posteret 140 politifolk strategiske steder
rundt omkring på Fælleden. To eskadroner husarer var anbragt inde på fælleden. Dette blev af især unge arbejdere opfattet som en provokation. Militæret havde ligeledes etableret forstærket vagt ved Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Tøjhuset samt ved de store banker. I Kastellet og på Domhuset var der indkvarteret marineartillerister, som var klar til – forsynet med skarpe patroner – at rykke ud med kort varsel.

 

Dragne sabler og trukne knipler

Ved 16 – tiden brød store menneskemasser ind på fælleden. De blev dog drevet tilbage af husarer med dragne sabler, assisteret af politifolk med trukne stave. Folkemængdens våben var opsamlede skærver, der blev brugt som kasteskyts. Arm i arm marcherede folk ind på Fælleden. De sang ikke kun tidens populære gade – og revyviser, men også socialistmarchen, hvilket der blev lagt stor vægt på under den efterfølgende retssag. Folk blev drevet ind ad Østerbrogade mod byen og gennem Blegdamsvej mod Nørrebrogade. Kampen fortsatte i Indre By med en del rudeknusninger. 74 husarer og 23 politifolk var blevet ramt af stenkast. Men det blev aldrig oplyst, hvor mange civile, der blev skadet af sabler og politistave.

Offentlighedens reaktioner på anholdelserne og begivenhederne på fælleden var vidt forskellige. Venstrepressen kritiserede i skarpe vendinger myndighederne. Højrefløjen udtrykte dyb tilfredshed.

 

Flere anholdelser fulgte

Politiinspektør Hertz truede åbenlyst Mundbjerg med anholdelse, såfremt han fortsatte sit foreningsarbejde. man mente, at kunne få dømt Mundbjerg for den tale, han holdt for murerne den 2. maj. Og Mundberg slap ikke for arrestation. For en tid trak han sig tilbage, men vendte tilbage i foråret 1874, hvor han blev redaktør af arbejdernes blad, som i mellemtiden havde fået navneforandring til Social – Demokraten. Som formand blev i stedet valgt cigarhandler Würtz. men han blev også ret hurtig stoppet af politiet. I en artikel havde han kaldt den københavnske politimyndighed for “Stor-borgemes Profos” (bøddel/skarpretter). Dette kostede ham 15 dages fængsel. Senere fik han sammen med 5 andre arbejdere – idømt 60 dages fængsel for i en underskrevet klage til kongen at have beskyldt Crone for i forbindelse med begivenhederne at have brudt grundloven.

 

Hårde domme

Dommen var allerede afsagt, da de tre ledere blev anholdt. Den faldt den 29. marts 18

• 6 års forbedringshus til Pio
• 5 års forbedringshus til Gelef
•  4 års forbedringshus til Brix

 

Forbud mod arbejder – foreninger

Den 14. august 1873 udstedte C.S. Klein et forbud mod arbejdernes forening. Klein havde i juni afløst Krieger som justitsminister. Flere anholdelser af arbejdere fulgte. Politiet var ret kreative til at finde en begrundelse, og de havde dommerne med sig.

 

Et smagløst indgreb

Da Harald Brix døde i en alder af 40 år i maj 1881 greb politiet også smagløst ind. De københavnske arbejdere blev opfordret til at ledsage hans kiste til rutebåden til Ålborg. Men Crone greb ind. Meget tidlig om morgenen den 1. juni blev nogle politifolk sendt til Brix’ bopæl, hvorfra de sørgede for en diskret fjernelse af kisten. Politiets smagløse indblanding
resulterede i et protestmøde samme dag, og Crone frygtede det værste. I forsamlingsbygningen i Rømersgade blev posteret 15 civile politifolk blandt de 1.500 mødedeltagere. På eksercerpladsen i Gothersgade blev placeret 150 politibetjentene, medens andre 50 skulle beskytte Amalienborg Slot. At det store politiopbrud i netop denne anledning førte til sammenstød og gadeuorden siger næsten sig selv.

Op gennem 1880’erne under Estrups provisoriske regime kom det til utallige konfrontationer og sammenstød mellem politi og retsvæsen på den ene og den samlede opposition mod regeringen.

 

Bestikkelses- penge

Der er aldrig blevet opklaret, hvorfra politiet havde fået bestikkelses – penge. Det gik rygter om, at pengene kom fra Burmeister & Wain samt Rubens Bomuldspinderier. Begge disse store virksomheder havde været ramt af strejker, som blev støttet af Pio’s socialistiske bevægelse. På en måde bliver disse rygter bekræftet af tidligere justitsminister Krieger.

 

De tre Initiativtagere

Initiativtagerne til bladene kom fra Louis Pio, Hans Brix og Povl Geleff.

 

Louis Pio

Pio kom fra et borgerligt hjem. hans far var kaptajn i hæren. Louis skulle selvfølgelig følge sin far, men stoppede som sekondløjtnant. Han var en sprogbegavelse, og oversatte flere bøger fra tysk. En kort overgang var han timelærer i fysik og matematik på Borgerdydskolen. En af hans elever hed såmænd, P.A. Alberti, som også skulle sætte sit aftryk på Nørrebros og Danmarks historie.

 

Fru Berling vidste det

Efter at have opgivet sin stilling som postassistent fik han job som huslærer hos Fru Berling på Ordrupshøj. Den stenrige Polly Berling var eneejer af Berlingske Tidende. Bladet var den spirende socialismes argeste fjende. Men Pio blev nærmest betragtet som et familiemedlem. Om natten sad han i det lille havehus, der var stillet til rådighed og skrev flammende artikler til Socialisten.

En dag mødte politiinspektør Martin Hertz op for at fortælle fru Berling, om hvilken farlig mand hun havde som huslærer. Og svaret har sikkert chokeret politiinspektøren. For hun svarede, at hun udmærket var klar over, hvad han foretog sig og i øvrigt ikke havde til hensigt at fyre Pio. Han fik lov til at bo i havehuset hele sommeren, efter at familien var rejst til Schweiz.

 

Tyfus

Louis Pio blev nærmest udvist til USA. Han fik endda penge af politiet sponseret af store danske virksomheder. Og det blev til en kummerlig tilværelse. Pengene som han fik fra politiet blev hurtig tabt på et mislykket koloniseringsprojekt i Kansas. På grund af svigtende helbred måtte han tage næsten alt forefaldende arbejde. En tid arbejde han som typograf.  Senere forsøgte han sig som skribent, redaktør, bladudgiver, postassistent, tilsynsførende arkitekt og meget andet. Han var også udgiver og forfatter i lærerbøger af sprog. Han var ansat på kontoret hos en dansk ejendomsformidler. Han forsøgte sig i et nyt koloniseringsprojekt, men under dette arbejde fik han tyfus og døde i juli 1894. I juli 1921 kom hans hustru, Augusta Pio til Danmark med hans aske i en urne. Den blev under stor højtidelighed nedsat på Vestre Kirkegård.

 

Harald Brix

Harald Brix var nok den person i det socialistiske trekløver, der fik den hårdeste medfart. Han var Pio’ s fætter. Efter krigen havde han en kort tid en stilling i krigsministeriet som assistent.
Senere blev han kommis i en bog – og musikhandel. På et tidspunkt var han sproglærer. i 1869 udgav han et lille annonceblad. I 1870 blev han selvstændig musikhandler, men allerede året efter blev han erklæret konkurs.

Efter løsladelsen i 1875 havde han svært ved at acceptere den moderate linje, som bevægelsens ledere var slået ind på. Derfor startede han det polemiske blad Ravnen. Da han i december 1880 efter nyt fængselsophold atter blev løsladt, var han dødssyg. Det kom til et endeligt brud med sine tidligere kampfælder, og han udgav et nyt blad, Herolden. Atter en retssag indledtes mod ham. Men i maj 1881 afgik han ved døden, fuldstændig nedbrudt i en alder af 40 år.

 

Povl Geleff

Povl Johansen Geleff kom fra Tønder – egnen. Nærmere betegnet Bredebro. Hans far var husmand og kniplingshandler. Allerede som 16 årig fik Povl et job som hjælpelærer. I 1864 tog han lærereksamen. Som 24 – årig blev han redaktionssekretær på Fyens Avis. I 1867 blev han selvstændig bogtrykker, bladudgiver og redaktør i Ribe. Hans blad, Heimdal var stærkt national præget og meget radikal i politiske anskuelser. Men efter, at være blevet dømt for at have kaldt tyskere for tyve og røvere, blev hans blad lukket.

I sommeren 1871 kom Geleff til København og stiftede bekendtskab med Brix og Pio. da han fik stiftet bekendtskab med den københavnske slum og armod, blev han hurtigt grebet af socialismen og Pio’ s tanker om en bedre samfundsorden.

Geleff bosatte sig i 1877 i Chicago. Han blev medarbejder ved forskellige blade. Under et besøg i Danmark i 1882 – 1883 udgav han en bog under pseudonymet Harald Brede for udvandrere.

I januar 1920 blev han som fattig og meget syg indlagt på et hospital i Kansas. da det rygtedes i Danmark, sørgede det danske socialdemokrati for at få ham til Danmark. Dette skete i juli 1920. Han kunne dog ikke tåle det danske klima., hvorfor han i 1927 rejste til Italien. han døde i maj 1928 på øen Capri.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, herunder 304 artikler med Nørrebro:
• Arbejdere og Industri på Nørrebro (2)
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• En vandring på Ydre Nørrebro
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Rabarberlandet
• Stauning på Nørrebro
• Alberti på Nørrebro
• At bo på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• og mange flere artikler

 

• Under København (191 artikler):
  En arbejder i København
• Historien om Første Maj
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Stjernen – arbejdernes bryggeri
• og mange flere artikler

 

 

–

–

 

Publikum strømmede til, da der gik rygter om, hvad politiet søgte efter i Kastelsgraven. Et lig var parteret. Rester fandtes forskellige steder. Den myrdede var Henriette Dalby fra Bellmannsgade. Ret hurtig fandt man frem til den skyldige. Det var hendes mand. Men en god forsvarer fik overbevist nævningene, at mordet ikke var sket med forsæt. Og halvanden år efter løsladelsen lykkedes det igen, at overbevise nævningene, at den ny kvinde, som manden nu havde forsøgt at kvæle, ikke var sagesløs. Igen slap han med en mild dom

 

Bizart fund

Publikum strømmede til, da det rygtedes, at politiet var i gang med at lede efter mystiske ting i Kastelsgraven. Bag den svenske kirke, fandt man en pakke i et gråt tæppe. Den indeholdt en kvindes overkrop med arme og hoved. Man fandt desuden i pakken en blå overfrakke, der var bundet om hovedet med en snor, samt ved siden af pakken, en jernstang, to mursten, nogle høvlspåner og en stribet kittel.

Vi skal tilbage til 1931.

Det hele startede den 16. maj 1931. En medarbejder fra Belvedere – kloakken ved H.C. Ørstedsværket fandt et afskåret menneske ben.

 

Endnu et ben

Man satte en eftersøgning i gang og fandt næsten samme sted endnu et ben. Det uhyggelige fund blev sendt til Retsmedicinsk Institut. Her antog man at benene tilhørte en kvinde mellem 155 og 160 cm og være mindst 24 år gammel. Personen havde en påfaldende lille skonummer.

 

Omfattende undersøgelser

Man konstaterede endvidere, at benene var skilt fra kroppen, ved at bløddelene var skåret igennem og ben-bygningen derefter delvis gennem-savet og til sidst brækket over. Til huden klæbede nogle små stykker af en avis, enten Nationaltidende eller Dagens Nyheder. Instituttet mente, at benene havde ligget i vandet i nogle uger.

Der blev straks iværksat en omfattende undersøgelse i vandet omkring findestedet. At rømme hele kloakledningen ville blive for kostbar en historie, så man nøjedes med at undersøge den fra de steder, hvor den gennem nedgange var tilgængelig. Det bragte dog intet nyt for dagen.

 

Fru Dalby fra Bellmansgade

Pressen blev straks informeret i håb om, at man ved publikums hjælp kunne finde frem til mulige savnede personer. Dette bevirkede en strøm af henvendelser. På nær en af dem, man efterlyste, blev alle fundet.
Den savnede var Henriette Dalby fra Bellmansgade. Hun var eftersøgt fra politiets 4. afdeling. Det var fordi bohavet i hendes lejlighed den 17. december forrige år, var blevet sat ud af fogeden og deponeret hos Frelsens Hær. Man ville også tale med hende vedrørende en forsørgelsessag vedrørende hendes børn, der nu befandt sig under forsorg.

 

Bortgået

Hun var ifølge den mand, som hun boede sammen med, sømand Peter Hansen forsvundet i slutningen af november 1930. Efter hendes bortgang havde han en tid passet børnene alene. Men derefter var de overgivet til Værgerådet, da hun ikke var kommet tilbage.

Politiet fik også at vide, at den forsvundne havde haft påfaldende små  fødder, og havde lidt af tuberkulose.

 

Alt pegede på Fru Dalby

Man søgte ihærdigt efter resterne af den myrdedes krop, og de store bestræbelser førte til det bizarre fund i Kastelsgraven. Instituttet kunne konstatere, at man nu havde fundet kroppen, der hørte til benene. Det var da ikke muligt, at fastslå dødsårsagen, da der ikke på liget fandtes tegn eller mærker af nogen art.

Det fremgik som nævnt, at den døde kvinde led af tuberkulose. Desuden havde hun kunstig gane i overmunden. Man informerede igen pressen om fundet. Ligeledes forsøgte man at tage fingeraftryk, for at kunne fastslå, om den afdøde var Fru Dalby. En assistent fra Kommunens Depot mente, at kunne huske, at fru Dalby havde fået udleveret den blå frakke. En syerske bekræftede, at fru Dalby havde modtaget en blå frakke
fra Forsørgelsesvæsnet. Hun huskede også, at Fru Dalby havde haft protese i overmunden, og at hun havde været indlagt for tuberkulose såvel  på Øresundshospitalet som på Boserup Sanatorium.

En distriktsforstander kunne også huske, at afdøde havde fået udleveret en frakke magen til den fundne. Også kitlen mente en dame, at kunne genkende.

 

Fingeraftryk passede

Dertil kom en masse henvendelser fra folk i kvarteret, hvor hun havde boet. Man mente ikke, at hun der havde holdt så meget af hendes børn uden videre ville forlade dem. Naboerne tvivlede på sømandens
forklaring på hendes pludselige bortgang. Politiet sammenlignede de aftryk, de havde foretaget hos afdøde og sammenlignede dem med de aftryk, der var på de møbler, der var opbevaret hos Frelsens Hær.

 

Den mistænkte sad allerede inde

Det næste var så at finde gerningsmanden. Eftersøgningen skulle også gælde sømanden. han var nu ikke så svær, at finde. Han sad allerede i fængsel for bedrageri. Ved den første afhøring gik man forsigtig til værks. Man undlod at fortælle om liget. Politiet spurgte kun, om han kendte noget til Fru Dalbys forsvinden. Han afgav i alt tre forklaringer. Den første var meget lang og holdt i vage vendinger.

 

Tre forklaringer

Han fortalte om deres samliv og om, hvor glade de havde været for hinanden. Men det havde knebet med pengene. Han var arbejdsløs og måtte klare sig ved lidt handel og tiggeri. Hun syede. Lidt understøttelse havde hun også fået. De økonomiske vanskeligheder var gået hende på nerverne. Hun var ifølge sømanden ofte gået hjemmefra, men den bemærkning, at nu så han hende ikke mere.

Han havde sidst set hende med en sønderjyde. Til sidst havde sømanden opgivet hende og afleveret børnene til plejetilsynet. Da fogeden havde fjernet møblerne, var hun selv gået. Hun havde da lejet et værelse i Vognmagergade. Sidst han havde set hende, var på Kongens Nytorv i slutningen af januar måned 1931.

 

En række usandheder

Politiet borede i hans udsagn, og påviste en række usandheder. Lidt efter lidt gik de så over til den næste forklaring. Og det var, at han havde mødt hende i Dronningens Tværgade den 28. januar, og de havde været sammen, afbrudt af hendes bortgang et par gange. Natten mellem den 2. og 3. februar var de kommet op at skændes. I hidsighed havde han slået hende i brystet, og hun var faldet omkuld, blødende fra næse og mund. Da han med det tørklæde, hun bar om halsen, ville stoppe blødningen, havde han til sin rædsel opdaget, at hun allerede var død. Chokket havde fået ham til at flygte. Han var flakket om et døgn og havde på sin hvileløse tur planlagt, hvordan han ville blive nødt til at partere hende for at få hende af vejen.

 

Det kyniske foretagende

Næste aften var han gået i gang med sit kyniske forehavende, men havde dog ikke helt fået gennemført det. Benene havde han samme nat kastet i Sydhavnen. Næste nat havde han fortsat parteringen. I de følgende nætter havde han bragt forskellige legemsdele dels til Kastelsgraven, dels til havnen ved Islands Brygge.

Man fandt efter denne forklaring yderligere en pakke i Kastelsgraven.

 

Parteringen startede om aftenen

Den næste dag kom han så med sin tredje forklaring. Mordet var foregået den 24. november i Bellmansgade, men i øvrigt på samme måde, som han tidligere havde forklaret. Han havde anbragt liget under sofaen til næste dags aften. Da gik han så i gang parteringen, efter at have tilbragt dagen sammen med børnene i lejligheden.

 

Ikke dræbt med forsæt

Han bedyrede, at han ikke havde dræbt hende med forsæt. Han havde slet ikke haft noget alvorligt i sinde. Hans slag var faldet i hidsighed  uden tanke for de dødelige følger, som det fik.

En indhentet lægeerklæring fastslog, at han hverken var nervesyg, epileptiker, kronisk alkoholist, eller på anden måde degenereret. Retslægerådet erklærede blandt andet, at det var muligt, om end ikke sandsynligt, at afdøde var død af chok. Det var langt mere sandsynligt, at døden skyldtes et slag i ansigtet. Som følge deraf var der indtrådt besvimelse, eventuelt hjernerystelse og næseblødning. Man kunne heller
ikke se bort fra muligheden af kvælning med det håndklæde, Hansen havde lagt om halsen på hende.

 

Forsvaret overbeviste nævningene

Forsvaret satte kraftigt ind på spørgsmålet, om der forelå forsæt. Det lykkedes at overbevise nævningene om, at der ikke forelå forsæt til drab, ensidige til legemsbeskadigelse med døden til følge – kun uagtsomhed.
Dommen kom derfor kun til at lyde på 18 måneders forbedringsarbejde. Forsvareren, overretssagfører Sachs fik senere brug for sine overtalende evner til fordel for anklagede.

 

Forsøg på kvælning

Allerede halvanden år efter sin løsladelse blev Hansen igen sigtet for forsøg på manddrab. Han var på ny flyttet sammen med en kvinde. De var under en frokost kommet op at skændes, og i hidsighed havde han taget kvælertag. Forsøget var af særlig graverende karakter og forbundet med stor livsfare, da den overfaldende var hjertesvag.

Fængselslægen erklærede, at Hansen var af den type, der handlede, før han tænkte. Som sådan måtte han betragtes som farlig for samfundet, og burde indespærres.

 

Den overfaldne var ikke sagesløs  Under denne sag lykkedes det at overbevise nævningene om, at den overfaldende ikke havde været sagesløs samt om, at der forelå formildende omstændigheder. Herefter blev straffen i 1934 fastsat til to et halvt års fængsel.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

www.dengang.dk indeholder 1.859 artikler 

• Under Østerbro finder du 101 artikler 

 

 

 

 

I 1955 skulle kirken gennemgå  en mindre restauration. I et hemmeligt rum, fandt man to gamle tasker, der indeholdt værktøj, nøgler, skærebrændere m.m. Det viste sig, at tilhøre Brødrene Sass. De var særdeles professionelle, og eftersøgt af Tysk Politi. En årvågen værtinde på et pensionat ledte politiet på sporet af dem. De havde måske planer om en flugttunnel under Østerbrogade. Store planer havde de omkring en nyoprettet sparekasse på Østerbrogade

Mystisk fund i kirken

I 1955 skulle der foretages en mindre restaurering i Garnisonskirken. Foran alteret var en af håndværkerne gået i gang med at fjerne et stykke linoleum, der var gået i stykker. Da han flyttede det opdagede han et hemmeligt lem.

Kirkens inspektør blev tilkaldt. Han kendte ikke noget til sådan et lem.  Derefter blev det åbnet, og man fandt nogle gamle mugne kasser. da man forsøgte at løfte dem, faldt bunden ud af begge tasker. Til alles forbløffelse indeholdt de en mængde besynderlige ting og redskaber.

Det var en stor samling værktøj (F. Bülow & Co), skærebrændere, en barnesymaskine, samt et stort syltetøjsglas, der var fuld af pengeskabsnøgler og messingskabeloner. Endvidere fandt man en del kortskitser.

 

En nøgle til en Sparekasse

Det var navnlig glassets indhold af nøgler, navnlig en smuk udført bronze nøgle med fine takker, der fik en af de tilkaldte politifolk til at tænke på de længst hedenfarende brødre Sass. De havde før yndet at lege
skjul på kirkegårde. Man fandt nu deres sag frem fra arkiverne.

Det utrolige viste sig endnu engang at være rigtigt. Afbildningerne i sagen af de originale nøgler til sparekassen svarede nøje til det nu fundne. Det man fandt var blandt andet en afstøbning af boksnøglen til Sparekassen på Østerbro.

 

21 år tilbage

Vi skal 21 år tilbage fra episoden i kirken, til 1934. I dette år afslørede Dansk Politi to af Tysklands farligste indbrudstyve i nyere tid, Franz og Erich Sass.

Tysk politi have i mange år forgæves forsøgt at samle beviser mod dem. En graver var ved et tilfælde faldet i en grav, han ikke selv havde gravet på Alter Louise Friedhof. det viste sig ved nærmere undersøgelser, at
graven var begyndelsen til en underjordisk gang i retning af Reichsbank.

 

Tysk politi var i hælene

Tysk politi var lige i hælene på dem. Det blev for varmt, så de henlagde residensen til Danmark. Man fik dog anholdt en tredje af brødrene, men ham fik politiet ikke så meget ud af. Han hængte sig i fængslet. Det var en ren ubetænksomhed fra forbrydernes side, der satte politiet på sporet af dem efter et kup i København.

 

Indbrud i Cigarfabrik

Den 22. februar 1934 om natten havde der fundet indbrud sted på den daværende Toldbodsvej i P. Wulff’ s Cigarfabrik. Politiet havde straks fået mistanken på, at det drejede sig om professionelle, højst sandsynlig
internationale indbrudstyve, da der var tale om et stykke usædvanligt dygtigt håndværk. Værktøjet til indbruddet var stjålet hos et andet firma i ejendommen (Bülow). ikke engang vagten, der havde været forbi flere gange, havde bemærket noget.

 

Hos P. Wulff var der stjålet 4.000 kr. fra to pengeskabe, samt nogle sølv – og guldbryllupskroner og nogle hollandske mønter. På fabrikken troede man i begyndelsen at tyveriet var begået af nogle af firmaets agne folk. Der var nemlig fra arkivet stjålet en mængde forretningspapirer, som ikke kunne have interesse for uforstående. De var taget fra nogle trææsker, der var brækket fra hinanden. Endvidere havde fabrikken i den senere tid ofte været hjemsøgt af natlige gæster, som havde undersøgt skuffer og skabe.

 

Der savnes en skruetrækker

Politiet fandt frem til, at man havde brugt en 7 mm skruetrækker, som havde fået hak i æggen. Teorien om, at det skulle være internationale forbrydere, bevirkede, at man nøje gennemgik alle byens hoteller og pensionater for at finde frem til de mistænkelige udlændinge.

 

En skarpsindig værtinde

På Pension Helmerhus gjorde man takket være den skarpsindige værtinde et interessant bekendtskab med de to brødre Sass, der for tiden boede der. Værtinden fandt det påfaldende, at de altid var ude om natten og sov hele dagen. Hun forstod heller aldrig, hvorfor der altid var jord og sand på deres værelse. Det var som om de havde været på hemmelig gravearbejde om natten.

 

Skruetrækker fundet

Man bad om deres pas, for at afsløre deres identitet. Det gav så anledning til anholdelse. I Erich Sass’ s pas var der foretaget en – for så vidt ligegyldig – datorettelse. men dette var dog nok til, at man fandt det formålstjeneligt til at uddybe bekendtskabet, og de blev derefter anholdt.

En overfladisk undersøgelse af deres ejendele bragte derefter noget stærkt kompromitterende, nogle snavsede handsker, lommelygter, samt en 7 mm skruetrækker for dagen. Brødrene havde endnu ikke fået
skilt sig af med den famøse skruetrækker.

Der gik straks en forespørgsel til politiet i Berlin. De svarede omgående, at dansk politi havde gjort en god fangst. Derefter fulgte også en liste over alle de indbrud, brødrene havde lavet i Tyskland. Det danske og tyske politi foretog derefter flere undersøgelser på bopælen i Berlin og i København.

 

Sensationelt fund

I København gjorde man et fund, der nærmest var sensationelt. Bag værelsets paneler fandt man foruden tyvekoster fra indbruddet hos P. Wulff, også stjålne jubilæumsmønter, også en tømt tandpastatube, som var fyldt med mærkelige tegninger og optegnelser, samt et paraffinaftryk af en nøgle.

Man stod i begyndelsen noget rådvild over for tegningerne, der var vanskelige at få mening i, men omsider blev det klart, at de tilsammen udgjorde planer og rids over Sparekassen for København og Omegns nye filial på Østerbro, der åbnede i 1934.

Den ene tegning gengav med minutiøs nøjagtighed boksanlægget med samtlige 384 bokse. Af tegningerne fremgik det også, hvordan både de store og små boksdøres skruer var fastgjort. Vidste man besked med
dette, ville det være lettere at sprænge noksene.

 

To nætter i Sparekassen

En anden tegning kunne man dog først tyde, efter at sparekassens egne folk havde foretaget en omhyggelig undersøgelse af bokslåsene, og derved var kommet i tanker om, at disse låse faktisk var blevet monteret fulde to døgn før afdelingen åbnede i stedet for – som man gjorde, et døgn før, af sikkerhedshensyn. Brødrene havde uforstyrret i to nætter kunne studere disse låses indretning. For låsene i filialen var kommet i to dage for tidlig.

 

Tunnel under Østerbrogade?

Der fandtes også tegninger over alle filialens øvrige lokaler, og over hvilke nøgler, der her skulle bruges. Brødrene havde været på hyppige besøg, mens filialen blev bygget. Åbenbart havde man en plan B parat, for der fandtes også planer om en tunnel under Østerbrogade fra en genboejendom. Måske var de begyndt at grave, men dette fandt man aldrig ud af.

Under efterforskningen fandt man også, planer om en bokslås i det gamle Shell-hus, samt tegninger og aftryk af nøgler.

 

Erkendte sig uskyldig

Under domsforhandlingen blev brødrene gjort bekendt med det samlede bevismateriale. De havde dog den frækhed at påstå, at det måtte være andre, der ville kaste mistanken på dem, ved at servere bevismateriale over for politiet.

Byretsdommen kom på trods af deres benægtelse til at lyde på tre års fængsel til hver, dels for pas-forfalskning, dels for indbruddene hos P. Wulff og hos Bülow, dels for forsøget i Sparekassen. Brødrene appellerede dommen, der blev stadfæstet af Landsretten med en forhøjelse af straffen til 4 år, samt derefter udvisning af riget.

I 1938 blev de sendt til Tyskland, hvor de fik henholdsvis 13 og 11 år yderligere for indbrud.

 

Skudt under flugtforsøg?

En kort meddelelse fik det danske politi i 1940 af det tyske politi. Meddelelsen gik ud på, at de to brødre var blevet skudt under flugtforsøg. Nu kan man så ligge det i den meddelelse, hvad man vil, tiden taget i betragtning.

Dette var historien, om et mystisk fund i Garnisonskirken.

 

Kilde: Se

• Litteratur Østerbro
• Litteratur København (under udarbejdelse)

– På www.dengang.dk finder du 1.907 artikler 

• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 24.11.2022