Vi konstaterer, at to byer er forsvundet. En beboer fra Kruså var til taffel hos Kejseren. Og denne Kejser var på besøg i Sønderhav. På et tidspunkt var der to konger på Okseøerne. Trolde forhindrede bygningen af Bov Kirke. Og var det en oldemor, de var skyld i navnet, Oldemorstoft? Vi besøger to helbredende kilder. Danmarks ældste vejstykke findes her. Engang var der 13 købmænd i Bov Sogn og fem kommuneskoler i Holbøl Sogn.

 

Ren idyl

I vores lille tur langs grænsen er vi nu kommet til Holbøl og Bov Sogn.

Vi har i diverse artikler været inde på Okseøerne. Da undertegnede boede hernede, var der ren idyl, at komme med motorbåd fra Egernsund ind til øen. Her var restaurant, og en flot udsigt ud til fjorden. Disse øer blev besøgt af tusindvis af lystrejsende. Den mindste af øerne, blev ejet af Statens Jordlovsudvalg. Den blev indrettet som lejr for arbejdsløse og en sommerlejr for børn.

 

Kongelig ejendom i 1231

Okseøerne blev første gang nænt i Valdemar Sejr’s jordebog i 1231. Da var de nævnt som kongelig ejendom.

Lille Okseø er ejet af Københavns Lærerforening. Engang lå her et gæstgiveri. Det blev ødelagt af en orkan i 1872. I 1881 gravede en sagfører fra Flensborg en grav op på øen. Rygterne gik hurtigt, at det måtte være Dronning Magrethe den Første. Rygterne blev forstærket af, at der var plantet en hvidtjørn på stedet. Fra gammel tid advarede man de søfarende mod pest med netop hvidtjørn.

 

To konger på øen

Store Okseø fik kongeligt besøg i 1863, da Kong Frederik den Syvende ankrede op. Det var på et tidspunkt, da han boede på Lyksborg Slot.

Kongen gik i land, og mødte den daværende ejer, L.C. Isaack. Kongen spurgte:

– Er det dig, der er konge her på øen?

– Det må man sige, svarede Isaack, hvorpå kongen svarede:

– Jamen, så er vi jo to konger på øen.

 

Kejseren i Sønderhav

Lige over for på landjorden ligger Sønderhav. Byen skabtes af småfolk, arbejdere og fiskere. Mange af villaerne blev bygget i den tyske tid.

I 1911 var den tyske kejser Wilhelm den Anden på besøg i Villa Montevideo i den sydvestlige del af Sønderhav. Dette prægtige hus stammer fra 1889 var dengang ejet af den stenrige købmand, Gustav Moeller fra Hamborg. Han var konsul for den sydamerikanske stat, Uruguay, hvis hovedstad som kendt er Montevideo.

 

I 1920 lå der 45 huse i byen, hvoraf de 13 udelukkende kunne betegnes som sommerhuse.

Badehoteller sørgede for et rigt liv om sommeren. Før Fjordvejens anlæggelse var den eneste forbindelsesvej mellem fjordbyerne Gendarmstien eller med skib.

 

I Hønsnap Skov lige bag Sønderhav findes rester af stenalderens urskov. Men de mange langdysser og kæmpehøje viser, at dele af skoven har været opdyrket gennem tusinder af år.

 

Fem kommuneskoler i Holbøl Sogn

I sognet findes hovedbyen, Holbøl, som nævnes i 1436 som Holbuel. Her var den tyske kirkekro, som senere blev til Holbøl Landbohjem. Her lå den Nordslesvigske Kvindeforenings Børnehjem, Fru Rosendahls Børnehjem. Her lå masser af købmænd og hoteller, gæstgiverier m.m.

 

Engang lå der fem kommuneskoler i Holbøl Sogn samt tre tyske privatskoler. Her er også mindesmærke for de 58 faldne under Første Verdenskrig.

Gennem sognet førte den gamle Hærvej eller Oksevej. Den gik vest om Vilsbæk gennem Gejlå for at fortsætte over Bommerlund og Bov.

 

Kelstrup

Omtales skal også hovedgården Kelstrup (i 1421, Kældorp). Ved Ahlefeldernes konkurs i 1721 overgik det i privateje. Senere blev den overtaget af Hertugen af Augustenborg. I 1852 blev gården overtaget af den danske stat.

 

Slaget ved Bov

Det var ad denne vej, de danske hære i tidligere tider rykkede frem. Også af denne vej rykkede den danske hær frem til Slaget i Bov den 9. april 1848, hvor Oprørsherren blev slået. En anden afdeling af hæren drog ud fra Holdbi Kro ved Flensborgvejen.

Efter sejren i Bov forfattede en ubekendt komponist en humørfyldt vise, hvoraf vi bringer første vers:

 

– Ved Bov, der slog en kugle mig et hul, faldera!

Tæt øverst ind i min chakoes puld, faldera!

I Sundeved slog sig flad, faldera!

På klingen af min sidekammerat, faldera!

 

Rønshoved Højskole

Vi skal så sandelig ikke glemme Rønshoved Højskole. Den er fra 1921 og hed dengang Højskolen ved Flensborg Fjord.

Men skal vi også nævne Rønshovedgård, der fra 1698 – 1935 hed Randershof. Ordet Randers eller Randi betegner stedet på randen af en skrænt eller hældning.

 

På Randershof kom i sensommeren en tysk soldat ridende ind på gårdspladsen, blæste i en trompet og fortalte, at krigen var brudt ud, og at gårdejeren skulle stille som soldat. Gårdejeren, Holger Karberg var væk i tre før han kom tilbage fra krigen.

 

Den korteste vej blev spærret

Ved grænsedragningen i 1920 blev Bov, et grænsesogn. Sognet mistede dengang, Kobbermøllen, Wassersleben og Nyhus. Men så fik man i stedet Frøslev, som inden da hørte til Handeved. Men i lang tid blev folk fra Frøslev begravet på familiegravsteder på Handeved Kirkegård.

Kloge hoveder mener, at ordet Bov stammer fra den mystiske angelsaksiske helt, Beowulf.

Det er ikke langt til Flensborg. Den korteste vej er over Nyhus. Men den vej blev spærret ved Genforeningen.

 

13 købmænd i Bov Sogn

Bov omtales i 1313 som Bow, i 1353, Bugæ. Her var engang tre købmandsforretninger. Ja i hele sognet var der i 1930 hele 13 købmandsforretninger.

 

Nyhus – på den anden søbred

Krusaa, åen løber ud i Flensborg Fjord, ja den danser grænsen fra Nyhus Sø. På den tyske side af denne sø, lå Grev Claus Borg, bygget til værn mod Valdemar Atterdag.

Grev Claus af Holsten – Rendsborg var søn af Den Kullede Greve, som i 1340 blev slået ihjel i Randers af frihedskæmperen Niels Ebbesen.

Borgen kom senere i den danske konges hænder. Men i 1431 tabte Kong Erik af Pommern Flensborg til greverne fra Holsten. Derefter ødelagde man borgen Nyhus.

 

Nyhus var også en slags beskyttelse for Flensborg. Men i 1409 – 1411 opførte Dronning Margrete den Første det prægtige slot Duborg. Men ved opførelsen kom det til at hedde Flensborghus.

 

Danmarks ældste vejstykke?

Mellem Rønsdam og Nyhus går den krumme vej. Det er antagelig Danmarks ældste vejstykke. Her er fundet en harpun, stammende tilbage fra 8.000 år før Kristi fødsel.

Den Krumme vej var et stykke af Hærvejen, og tænk engang, her blev 50.000 stykker kvæg hvert år drevet igennem. Ja tallet var omtrent det samme til omkring 1860.

 

Krusaa Mølle

Krusaaens løb er ikke langt, men hvor er det skønt. Til tider befinder man sig i en hel anden verden langs dens løb. Ved Krusaagaards Mølle dannes der en hel lille sø. Ja denne mølle var engang sognets største arbejdsplads.

 

Krusaa Mølle blev oprettet i 1811. Det var den mægtige Thor Straten fra den nærliggende Kobbermølle, der erhvervede sig møllen. Men møllen og den tilsvarende gård har haft utallige ejere. Møllen har også fungeret som elektricitetsværk. Her har også været mejeri og margarine produktion.

Sidst undertegnede besøgte møllen var her pladestudie. Min gode ven, Den Glade Sønderjyde producerede sine egne og andres indspilninger herfra. Og lige ved siden af kunne vi beskue møllen.

 

Vandet skulle nydes en tidlig morgenstund

Ikke langt fra Møllesøen havde Abrahamskilden sit udløb. Det siges, at tilhængere af Ansgar her byggede et kapel. Under et kongeligt besøg af Frederik den Syvende drak majestæten af dette kildevand under særlige ritualer. Vandet skal nemlig drikkes en tidlig morgenstund, mens man kan betragte solen og drikkebægerne skal kastes over skulderen og gå i stykker. Det siges, at Abrahamskilden har helbredende virkning.

 

Broen, der blev lukket

Broen ved udløbet af Krusaaen ud i fjorden er halvvejs dansk og halvvejs tysk. Grænseovergangen blev etableret efter Genforeningen. Under Anden Verdenskrig blev den lukket og først genåbnet i 2001, da vi tiltrådte Schengen – aftalen. i 1954 blev grænseovergangen da delvis åbnet i sommermånederne, onsdage, lørdage og søndage.

En lille færgebåd lå dog forankret ved Skomagerhus.

Ved hver ende af dambroen findes nu en dæmning, man kan gå på.

 

Slaget i Haraldsdalen

Bov Sogn er rigt på kæmpehøje. Måske har sognet fra gammel tid været skueplads for blodige kampe. I Haraldsdalen skulle der have fundet et slag sted, der bevirkede, at Harald Klark flygtede til Frankerne og hans blev døbt i 826. Det foregik på Ingelheim Slot.

Det var kampen om den danske krone, der blev udkæmpet her. Og det var mod vikingehøvdingen Regnar Lodbrog.

Da Harald kom hjem fra sit eksil, havde han en munk med, som skulle styrker danerne i den kristne tro. Munken hed Ansgar.

Inden det hed Haraldsdal hed stedet Harreslevdal efter den nærliggende landsby, Harreslev.

 

Kongekilden med det sorte sand

I engen findes der Kongekilden, af hvilken der strømmer sort sand. Ja herfra fortæller et sagn, at Harald Klak har vandet sin hest. Men mon ikke det er Christian den Fjerde, som kilden er opkaldt efter. Det vides nemlig at kongen tog en ridetur her, efter at have opholdt sig på Oldemorstoft.

 

Troldene forhindrede kirkebyggeri

Under Svenskekrigen 1659 og 1660 led Bov i udstrakt grad. Kirken blev ødelagt og berøvet sit blytag.

Efter sagnet skulle Bov Kirke have ligget i Smedeby, men natlige forstyrrelser af byggearbejdet af troldene forvoldte, at man valgte den nuværende beliggenhed. Fra dette sagn hører også talemåden: I Guds Navn byggede de Bov Kirke.

I kirken er en mindetavle for Hegermann Lindecrone, som faldt i slaget den 9. april 1848.

En mindetavle findes også over de 88 sognebørn, der mistede livet rundt på Europas slagmarker under Første Verdenskrig.

En mindetavle over dem, der mistede livet under den fransk – tyske krig i 1870 – 71 blev i 2008 foræret til menigheden i Harreslev, syd for grænsen.

 

Var det Oldemor, der var årsag til navnet?

Gårdene Valdemarstoft og Oldemorstoft dannede oprindelig en ejendom, og var beliggende i tæt skov. I 1484 fik Henrik Lorenzen, amtmand Heinrich Rantzaus støtte til forskellige friheder og beværterbevillinger. Kong Hans gav den endelig tilladelse. Henrik Lorenzens sønner delte gårdene. Og i Oldemorstoft har Christian den Fjerde opholdt sig den 19. december 1616.

Dengang hed ejeren, Nis Asmussen. Og det er ham, der har skænket den flotte prædikestol til Bov Kirke.

 

Øst for Oldemorstoft ligger et markareal med det historiske navn, Humlegaarden. Her lå der i det 15. århundrede et jagthus af samme navn.

I 1920erne fandt man her i ca. en halv til en hel meters dybde et kalkleje at temmelig stor udstrækning. I nærheden fandtes en kilde, hvis vand var radiumholdigt.

Det siges også, at slotsherren på Nyhus skulle have givet en gammel kone et aftægtshus. Det var en toft med lidt landbrug. Og denne toft skulle have heddet Humlegården.

En ung pige skulle have boet hos den gamle dame. Måske kan det hentyde til ordet Oldemorstoft. Denne unge pige blev i 1484 gift med en jæger, hvorefter gården fik status som frigård.

 

Vi har tidligere i en af vores historier berettet om genfærdet på Oldemorstoft. Undertegnede så ikke noget til dette genfærd sidst han var på stedet. Men det er godt nok efterhånden også mange år siden.

 

En kro ved navn Pejborg

Padborg bestod kun af 50 indbyggere inden Første Verdenskrig. Men den voksede efter krigen blandt andet takket være stationen og tilgangen af mange embedsmænd.

Det vil sige, at så sent som i 1921 bestod byen faktisk kun af 13 huse.

Byen skulle efter sigende være opkaldt efter en kro, som på sønderjysk hed Pejborg. Tyskerne kaldte den for Pattburg. Og i begyndelsen hed byen på dansk, Paddeborg.

 

Trolden tabte sand

Vejen fra Frøslev til Faarhus går gennem det ejendommelige Frøslev Polde, som strækker sig over 8 kilometer. Åbenbart skyldes dens tilblivelse sandflugt. Et gammelt sagn fortæller, at en trold vestpå blev opbragt over det påbegyndte kirkebyggeri i Bov. Han fyldte en sæk med sand og begav sig afsted mod Bov for at ødelægge værket. Undervejs gik det hul på sækken og sandet dryssede ud og dannede Frøslev Polde.

 

Røverhøvdingen

Ja så er det også mosen, hvor røverhøvding Efling eller Eflund har drevet sit spil. Den højeste klit blev også kaldt Eflunds Stenbro. På Slotsbjerget skulle man således have fundet murbrokker. Kragelundgaard hørte vistnok til herresædet, men det blev ødelagt af dets beboere. Nu bærer poldene navnet Frøslev Polde.

 

Til taffel med kejseren

Vi har også tidligere beskæftiget os med den herskabelige Krusaagaard, der indtil Genforeningen var i tysk eje. Her boede den store kornkøbmand, Matthias Hübsch, som i sin tid sad til Taffels hos den tyske kejser.

Siden blev hovedbygningen indrettet til pensionat. Resten blev overdraget til staten og indrettet til Forsøgstation for Svinefodring.

Den gamle Krusaa Kro blev omdannet til Told – og Grænsekontrolstation. Krusaa omtales i 1483 som Krokesa.

 

En banegård og skærvefabrik

Så skal vi heller ikke glemme Smedeby, omtalt i 1483 som Smedebu. Her lå engang en ikke så lille jernbanestation. Således blev der i 1926 – 27 befordret 2.290 personer fra denne station. Her var også en stor skærvefabrik, som var opført i 1921. På et tidspunkt var her ansat mere end 121 arbejdere.

 

Et batteri i skoven

Mellem Krusaa og Kollund finder vi den meget bakkerige Kollund Skov. Ordet Kollund, er dannet af det gamle jyske ord for kå for kragefuglen. Lund er i denne betydning skov.

I skoven er i den sydlige ende opstillet en sten til minde for stormfloden den 13. november 1872. I Flensborg stod vandet 3,27 meter over middelvandstanden.

Under Anden Verdenskrig havde tyskerne opstillet et batteri i skovens østlige del vendt mod de engelske bombemaskiner.

 

Flensborg Byskov

Flensborg By har fra gammel tid ejet skovarealet Flensborg Byskov som er en del af Kollund Skov på nordsiden af kysten.

Ved grænsedragningen havde man fra Flensborgs side håbet på en grænsedragning nord for Kollund. Dermed kunne man beholde den flotte bøgeskov.

Al tysk ejendom med undtagelse af Kollund Skov blev inddraget af den danske stat.

 

Adlet af Kong Hans

Den nye Fjordvejen fører forbi gården, Harkjær. I Kollund var der masser af badehoteller, samt dampskibsbro og told – og politistation. Mange landejendomme i Kollund fik privilegier. Ejeren af en af disse gårde var Jes Thomsen. Han blev i 1448 adlet af Kong Hans.

Her lå også redaktør Jessens villa, Fjordager. Her lå også Øster Kollund til hvilken hørte et saltværk og en større skov, som i 1571 blev solgt til amtmand Ahlefeldt for 300 mark. I 1875 lod kaptajn Stallknecht her opføre en smuk villa. I Kollund Østerskov lå Det unge Grænseværns Vandrehjem. I dag hedder etablissementet Fakkelgården.

Og så kunne vi fortælle en masse om Kobbermøllen og Skomagerhuset.

 

Kollundbjerg rager godt op i landskabet med sine 60 meter.

 

De forsvundne Byer

I Bov Kommune har vi også Kiskelund (1499, Kyszkelunt), Vejbæk (1483, Wedebeke), Kragelund (1652, Kraglundt) m.m.

Fra Kragelund stammer den adelige slægt, Krugelund. I skjoldet førte de en murgavl. I 1385 nævnes en Absalon Krugelund og i 1394 Erland Crugelund.

 

Et par byer i sognet er forsvundet. Kigger man i Slesvigbispens Jordebog fra 1352 dukker byerne, Bethelund og Ware op.

 

Kilde: Se

• Litteratur Padborg/Kruså/Bov
• Ture i Nord – og Sydslesvig (Politikens Forlag 1969)
• Asmussen: Gendarmstien, fra Padborg til Kettingskov (Lindhardt og Ringhof 2014)
• Trap Danmark – Bind 9 (1931)
• Sønderjylland, Et Historisk – Topografisk Værk (Amtshistorisk Forlag 1935)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Der er efterhånden 47 artikler fra Padborg/Kruså/Bov

 

Under Sønderjylland:

• Flensborg 1- 4
• Flensborg mere end 725 år
• Hærvejen i Sønderjylland
• Langs Grænsen
• Pas på Grænsen(1)
• I Rinkenæs Sogn

 

Under Aabenraa:

• En Tolder – familie fra Hærvejen
• Toldsted – på Hærvejen

En læser fra lokalområdet ved Kollund – Østerskov påpeger en del fejl fra vores første artikel.  Fejlene drejer sig hovedsagelig om bygningen og ejerskabet af villaerne, samt Anthon und Söhne’s historie. Og så mener vores læser heller ikke, at den danske stat beslaglagde villaerne til brug for topnazister – da de i forvejen var ejet af en tysker. Læs her Ib’s interessante kommentarer. Hans bedstefar talte med Fru Best, der gerne ville vide, hvad engelsk radio fortalte.

 

Kvikke læsere

Det er godt at vi har nogle kvikke læsere. Og det er bestemt ikke alt, hvad vi hører, der er korrekt. Men det vi her på siden vil gengive skulle helst være korrekt. Det kan knibe, hvis det drejer sig om vandrehistorier eller ting, som vi ikke kan komme videre med, grundet manglende arkivindsigt.

 

Vi har fået en henvendelse fra Ib Krogh – Nielsen fra Sønderhav, der påpeger en del fejl og mangler i artiklen En villa i Kollund.

Med stor interesse har vi modtaget henvendelsen og med Ib’s tilladelse gengiver vi det som han meddelte os. Nogle af de ting, som Ib anfører kræver selvfølgelig en nærmere undersøgelse, men den går vi i gang med efterfølgende.

 

Villaerne ikke bygget af Anthon

Villaerne er ikke bygget af Anthon (navnet staves med H), men af købmand Joh. Richard Schwartz i 1880. De blev sat til salg i 1905 for 125.000 MK.

Ejendommene blev derefter købt af Johann Anthon, og gik derefter i arv i familien, der stadig ejer begge ejendomme. Sønnen Oskar er ejer fra 1920, han døde i 1939, hvorefter enken Marie var ejer indtil hendes død i 1949. Da de er barnløse arver nevøen Johann Heinrich Anthon, og efter hans død i 1980 overtages ejendommene af hans børn.

 

Ikke beslaglagt af den danske stat?

Du skriver, at den danske stat beslaglagde ejendommene, hvor har du det fra? De var jo ejet af tyskere, så hvorfor beslaglæggelse? Mon ikke Anthon har stillet dem til rådighed/udlejet dem til Best? Det var også kun i sidste del af krigen, at fru Best boede der. Det var da det blev lidt usikkert i København.

Og det med benyttelse som sommerhus er – efter hvad jeg har fundet ud af – ikke korrekt, men har du en kilde hører jeg gerne nærmere.

 

Bedstefar talte med Fru Best

Min bedstefar var bager i Sønderhav under krigen og kørte “brødtur”, herunder også i Kollund Østerskov. Han har handlet med Fru Best, der ofte spurgte, hvad der blev sagt i den engelske radio.

 

Var Nazitoppen i Kollund?

Det går en historie om, at Nazitoppen fra Flensborg var på besøg på Olinda i maj – dagene, men om det er korrekt, ved jeg ikke. Blandet andet kom de, fordi der var masser af forsyninger i villaen, hvilket du jo også selv skriver.

 

Anthon und Söhne’s historie

Det er ikke korrekt, at Anthon startede i Gråsten. Det startede rigtig nok i 1865, men det var i Flensborg på adressen Friesischen Strasse 5, hvor de havde et lokale på 40 m2. Efter første verdenskrig købte de et støberi i Gråsten, som fik navnet Anthon und Söhne, maskinfabrik og jernstøberi. En af grundene var de besværligheder med at komme ind på de gamle markeder igen efter krigen. Virksomheden blev efter 2. verdenskrig beslaglagt af den danske stat og ikke tilbagegivet familien. Så derfor følte han sig nok dårlig behandlet af de danske myndigheder.

 

I 1954 etableredes et handelsfirma i Århus under navnet: Johann H. Anthon A/S, men så vidt jeg kan se, eksisterer det ikke mere.

 

Firmaet havde kun 130 medarbejdere

Med hensyn til firmaet Anthon und Söhne, så nævner du at det har 12.000 medarbejdere. Jeg ved ikke, hvor du har det fra, men iflg. deres hjemmeside har det 135 medarbejdere i Flensborg og ikke andre steder. Det hedder nu: Anthon GmbH – www.anthon.de

 

Kilder

Ib nævner, at han som kilde har Anthon und Söhne’s jubilæumsbog fra 1965 i anledning af 100 – års jubilæet, Historisk Forenings Årsskrift årgang 1983 samt Tingbogen.

Vi takker endnu engang Ib for hans kommentarer.

 

Tingbogen tager næppe fejl

Vores kilde er som skrevet i den første artikel en tidligere medarbejder fra Anthon und Söhne. Det er informationer som vi ikke har efterkontrolleret.

M.h.t. beslaglæggelse af villaerne burde vi selvfølgelig nok have kommet med mere håndfaste beviser.

Vi vil nu konfrontere vores kilde for de nye oplysninger. Men som Ib siger, så tager Tingbogen næppe fejl.

 

Siden indeholder ca. 118 historier fra Besættelsestiden.

Dette kaldte han sig selv. Gennem 50 år var en driftig forretningsmand på Nørrebro, og i de 10 af årene var han formand for Nørrebro Handelsforening. Han gik med kalot i lommen, hans far havde kastet den væk. Jøderne var ikke velset alle steder. Vi kigger på nogle af de betragtninger, Albert Borenhoff gjorde sig ved sin afgang. Der var masser af butikslukninger og hele tre handelsforeninger på Nørrebro. Blågårdsgade var kun skyggen af sig selv.

 

Jøderne var ikke velset, alle steder

Omkring århundredeskiftet klumpede de 2 – 3.000 østeuropæiske jøder sig sammen, først i kvarteret omkring Adelgade og Borgergade i det Indre København. Siden var det omkring Blågårdsgade på Nørrebro. Men de var måske lige så lidt velkommen, som mange af de andre indvandrere er i dag. Mange københavnere havde nok heller set jødernes hæl end deres tå.

Men få mange jøder var det en befrielse at komme til København. Så stor var befrielsen, at mange afskrive deres religion.

 

Lukning af butik efter 50 år

Han måtte lukke sin butik efter cirka 50 år – i 1997. Manufakturhandler Albert Borenhoff var en ung andengenerationsindvandre, der kom til Nørrebro efter 1945. Disse indvandrere rykkede sig sammen i Blågårds – kvarteret, Og Borenhoff lærte mange af dem, der havde samme baggrund som ham selv, at kende.

 

Købte navnet for 33 kr.

Albert Borenhoffs far, Israel kom til Danamark i 1905 som russisk – jødisk emigrant. Han blev dansk gift og købte det hjemmelavede navn Borenhoff for 33 kr. og 33 øre. Efterhånden arbejde han sig op i tekstilbranchen. Skrædderen Israel Borenhoff var ved anden verdens udbrud ejer af en forretning i Århus Midtby, hvor familien boede på det tidspunkt. I 1943 flygtede familien til Sverige.

 

Krone – Magasinet blev købt

Efter befrielsen slog familien sig ned i København. Og i 1948 købte Israel Borenhoff, Krone – Magasinet, Nørrebrogade 27. Butikken var grundlagt den 6. oktober 1897 af M. Thorup. Dengang som herreekviperingshandler.

 I 1966 overtog Albert butikken efter sin far. I over halvdelen af butikkens 100 årige historie havde butikken solgt damekonfektionsartikler. Nu skulle den fortsætte med Basketstøvler og inline – rulleskøjter. Sports Master havde overtaget butikken.

 

Københavns Spisekammer ændrede karakter

Albert Borenhoff havde set Københavns Spisekammer, Blågårdsgade, ændre karakter. Det var en meget livlig gade dengang da linje 3 kørte gennem gaden i begge retninger. Det var dengang, da der var 25 – 30 slagtere og fiskehandlere i gaden.

I Blågårdsgade blev de flotteste lejligheder opført oppe ved Nørrebrogade. De mere ydmyge blev placeret nede ved Ladegårdsåen. I gaden var der butikker for enhver pengepung. Dengang sagde man, Vil man sælge hatte, må man bo i Blågårdsgade. Damerne kom langvejs fra for at opsøge gadens eksklusive modebutikker. Det var dengang, at der var en rivende omsætning i Blågårdsgades butikker.

 

Erstattet af noget sekundært

Her i 1997 var der kun en slagter tilbage. Store flotte detailhandelsvirksomheder var blevet erstattet af grønthandlere og pizzeriaer. Borenhoff mente, at nu var der kommet noget sekundært, som ikke kunne måle sig med det, der engang var.

–       Hvis udviklingen fortsætte – hvis det kundeunderlag, som skal handle lokalt, har andre indkøbsvaner, så tror jeg ikke et øjeblik på, at Nørrebrogade kan genopstår som kvalitetsgade.

 

Er det Nørrebros fremtid?

Borenhoff mente, at man kunne finde ud af det andre steder, så hvorfor ikke på Nørrebro? Man kunne bare se på venstre Seinebred eller Soho i London. Her findes der handelsmiljøer, hvor folk kombinerede deres indkøb med en sjov oplevelse.

–       Når folk driver fra den ene fortovsrestaurant til den anden, opstår der impulsindkøb. Måske er det Nørrebros fremtid?

Nu er Borenhoff ikke hvem som helst. Han var en driftig forretningsmand, der også blandede sig i Nørrebros lokale forhold. Han var formand for Nørrebro Handelsforening. Han havde afløst Knud Schou på formandsposten. I 10 år sad han på formandsposten. Men i februar 1995 var det slut.

 

Nødvendigt at være solidarisk

I december 1994 havde Nørrebro Avis en samtale med ham i den anledning. Da han var tiltrådt havde foreningen et medlemstal på 500. Nu var man nede på 100. Borenhoff mente, at det var butiksdøden, der var årsagen. Hvis man ville se resultater, var det nødvendigt, at være solidarisk med Handelsforeningen, mente den afgående formand. Men folks indkøbsvaner havde ændret sig. Butikscentre omkring byen, virker som magneter, sagde han. Og så fik Københavns Kommune en bredside. De interesserede sig kun for det handelsliv, der eksisterede inden for voldene.

 

Der er kun en ”handelsforening”

På det tidspunkt var der tre handelsforeninger på Nørrebro, eller som Borenhoff sagde to gadeforeninger og en handelsforening. Og en gadeforening kunne aldrig erstatte en handelsforening. De profilerede kun et begrænset område.

Borenhoff havde anmodet om, at Handelsforeningen Nørrebro City undlod, at bruge ordet Handelsforening. Han mente, at der kun fandtes en lovlig handelsforening på Nørrebro, og det var Handels og Erhvervsforeningen Nørrebro/Nordvest (sådan hed Nørrebro Handelsforening, dengang). Men Nørrebro City svarede, at den forening i lige så høj grad var en handelsforening, som den Borenhoff repræsenterede. Nørrebro City svarede endvidere, at de var en handelsforening af gavn og ikke af navn. Endvidere foreslog man, at alle foreninger skulle lave et fælles juleoptog.

I øvrigt endte forhandlingerne lykkeligt mellem de tre handelsforeninger et år efter samtalen med Borenhoff i Nørrebro Avis.

 

Rekordår

Det var ikke økonomiske problemer, der fik Borenhoff til at sælge. Til Information udtalte han, at det sidste år havde været et rekordår. Han havde bedre set, at der var sket et generationsskifte, men hans børn var ikke interesseret i, at overtage.

 

Den der lever skjult, lever godt

Selv om jøderne havde problemer i København, kunne det dog ikke måle sig med de problemer som de unge på Blågårds Plads havde med det omgivende samfund i 1997. Borenhoff havde altid kalotten med i lommen. Hans far ville ikke gå med den. Hans indstilling var, at man aldrig skulle sige noget. Den der lever skjult, lever godt.

 

Erhvervslivet skulle vise samfundssind

Det var i den tid, hvor Bydelsrådet på Indre Nørrebro var etableret. I en helhedsplan appellerede de til de lokale erhvervsdrivende til at vise samfundssind. De skulle ansætte rødderne fra Blågårds Plads. Borenhoff mente, at det var mest tale om smukke ord. Det var de færreste virksomheder, der havde plads til en ekstra arbejdsplads. I Krone – Magasinet var det kun ham og hans kone, samt en ekstra medarbejder. Han var modstander af, at der skulle gives tilskud til ansættelse. For når der ikke var mere mulighed for tilskud, så røg medarbejderen ud, og det må betragtes som et kæmpe nederlag. Borenhoff var af den mening, at det var kvalifikationen, der var afgørende for ansættelse, ikke hudfarven.

 

Et vindue til ca. 30.000 kr. pr. stk.

Mange gange i tidens løb gik det ud over Krone – Magasinets vinduer i de kampe, der foregik her hvor Fælledvej mundede ud i Nørrebrogade. Ruderne kostede dengang 28.600 kr. pr. stk. Når forsikringen havde betalt deres andel, stod Borenhoff tilbage med et tab på 14. – 18.000 kr. pr. rude. Han synes var dybt uretfærdig. Men ingen ville påtage sig skylden.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• Avisartikler, Information og Nørrebro Avis
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år (2001)
• Arkivmateriale: Nørrebro Handelsforening

 

Hvis du vil vide mere:

Vi har samlet hele Nørrebro Handelsforenings Historie under rubrikken: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar på www.dengang.dk

Da Dannevirke blev stormet, måtte pastor Lützhof i Bylderup foretage barnedåb om aftenen. Nu var det slut med danske bøger. Man skulle vise de nye magthavere loyalitet. Pastoren blev kaldt til forhør, og måtte underskrive en erklæring, om at vise respekt for preusserne. Det ville pastoren ikke. Efter 13 1/2 år i Bylderup måtte han se sig fyret, og erstattet af en lærersøn fra Slesvig. De Slesvigske Krige medførte mange skæbner. Her er en af dem.

 

Mange spændende historier

Var som departementschef i det slesvigske ministerium leder af Sønderjyllands kirke – og skolesager imellem krigene. Hans omfangsrige dagbøger indeholdt mange spændende historier. Nogle af disse er gengivet i Sønderjyske Årboger i 1936 og 1950. Her fortæller vi historien om pastor Lützhöfts fordrivelse fra Bylderup Sogn i en stærk revideret udgave. For vores ikke sønderjyske læsere skal vi dog lige fortælle, at Bylderup ligger mellem Tønder og Tinglev, dog væsentlig tættere på Tinglev.

 

Alt gjort klar til indkvartering

Det var den 6. februar 1864. Man kunne høre tydelig kanonskud fra Oversø. Pastoren have haft besøg af naboen, der havde fortalt, at Dannevirke var blevet angrebet. Tyskerne var trængt ind i landet efter de flygtende danskere. Meldingen vakte bestyrtelse. Man gjorde straks forberedelser til at modtage de flygtende landsmænd. man fandt mad og drikke frem. Der blev stillet lys i vinduerne, og alt blev gjort klar til at modtage de flygtende soldater. I Bylderup ryddede bønderne deres lader for at være forberedt på indkvartering.

 

Barnedåb om aftenen

Pastoren kunne dog ikke rigtig foretage sig noget. Han modtog bekymrede landsbyboere. hans eneste karl var beordret på krigskørsel, og havde været væk i tre dage. En bonde var dukket op, og bad pastoren om at døbe sit barn. Dåben var fastsat til dagen efter, men bonden var bange for, at pastoren ville blive afsat og bortført af tyskerne.

 

Mange rygter

I løbet af aftenen kom der flere og flere rygter. Frederiksstad og Slesvig skal være blevet overrumplet. De urutinerede danske soldater skulle være flygtet. Og det hele skulle være blevet afbrændt. Klokken 10 dukkede pastorens karl op. Han var ikke klar over, at situationen var så katastrofal.

 

Tønder i oprør

Dagen efter var det Fastelavns – søndag med kraftig snevejr. Rygterne om danskernes store tab tiltog. Ud på aftenen fik pastoren af en flygtende kvinde fra Tønder at vide, at danskerne selv havde trukket sig tilbage uden nogen større tab af mandskab. Der var kommet en afdeling dansk artilleri gennem Tønder. Hun fortalte, at Tønder var fuldstændig i oprør. Amtmand, provst og en del danske embedsmænd var allerede flygtet.

 

Østrigske tropper i Bylderup

Der gik nu otte dage. Ingen post blev modtaget og der var ikke nye efterretninger. Men man turde ikke at forlade sit hjem. For man kunne pludselig blive udsat for indkvartering. Om søndagen samledes folk i kirken. Der var blevet anmeldt indkvartering af østrigsk militær i sognet.

 

Pastoren havde forventet, at præstegården havde været fuld af mennesker ved hans tilbagekomst. Men da der går en å mellem Bylderup og Præstegården i Lendemark havde fjenden ikke lyst til at gå i kvarter her.

Dagen efter begav disse temmelig forkommende tropper sig videre mod Tønder. her blev de modtaget med jubel af tøndringerne, som i frihedstiden havde proklameret hertugen al mulig Skandale.

 

Magthaverne forlangte lydighed

Efter at østrigerne havde besat Tønder vendte amtmand og provst tilbage, men deres Magt og Øvrighed var brudt.

Kort tid efter modtog pastoren og nabopræsterne en skrivelse, hvor man lovede de nye magthavere lydighed. Pastor Lützhöft underskrev dokumentet men modificerede det dog lidt.

 

Måtte ikke bede for kongen

Præstegårdene rundt omkring i Sønderjylland var blevet angrebet og mange præster og lærere med familie var blevet drevet ud. Men i Bylderup var sognebørnene nogenlunde rolige.

 

Præsterne havde fået forbud mod at bede for kongen fra prædikestolen. Da pastoren fra kirken kunne høre kanonerne fra Dybbøl, prædikede han mod uretfærdighed og forræderi. Dette bevirkede, at mange tysksindede ikke kom i kirken mere.

 

Slut med danske bøger

Nabopræsten fra Burkal var afsat og rejst til København. Pastoren fra Bylderup kom meget sammen med de ivrigste danske patrioter i sognet, men han besøgte ikke Flensborg og Tønder.

Sidst i maj sendte Visitatoriet et to arks cirkulære til alle præster og lærere. Det indeholdt først en skrivelse, hvori det gives forbud mod brug af af alle brugelige Skolebøger uden det ny Testamente og Regnebogen samt mod alle patriotiske bøger i Skolebibliotekerne. Sognebibliotekerne blev befalet lukket, og alle forbudte bøger skulle sendes til Visitatoriet.

Pastor Lützhöfts sendte skolebøgerne til nogle danske skoleforstandere og alle patriotiske bøger blev sendt til en bogbinder i Aabenraa.

 

En fordrukken tysk forpagter

Flere var begyndt at fortælle pastoren, at en fordrukken tysk forpagter, som havde et nært forhold til den ny amtmand de Fontenay på kroerne havde opfordret alle tysksindede i Bylderup Sogn at give klage mod Lützhöfts og mod degnen.

Men den mest ansete tysker i sognet, godsbesidder Sönnichsen på Hajstrupgaard flere gange havde afslået dette.

 

Til forhør

Men den 6. juni måtte pastoren stå skoleret for Visitatoriet. Som det stod i skrivelsen, behuts einer amtlichen Besprechung.

Pastoren satte sig i forbindelse med Pastor Mørck i Hostrup, som et par dage i forvejen havde haft et lignende møde.

 

Den 6. juni sad de så allesammen parat. Hr. de Fontenay, den bernburgske hofpræst C.A. Valentiner, som den danske konges søster, Hertuginden af Bernburg havde sendt ind i landet. De ville have holdt forhøret på tysk, men det frabedte pastor Lützhöfts sig. Hr. Valentiner startede på forhøret. han kunne åbenbart bedst dansk. Da pastoren blev spurgt om navn og fødested, bad de også om hvilke universiteter pastoren, havde studeret. Pastoren svarede København, Berlin, Leipzig og Halle. Amtmanden undrede sig derefter, hvorfor pastoren så ikke ville tale tysk. Og denne svarede, at han nu i de sidste 14 år havde siddet som præst i det aldeles danske Nordslesvig, og han på grund af mangel på øvelse glemt sit tyske.

 

Gamle klager

Den såkaldte provst Valentiner oplæste nu en lang række tyske klager. men midt under det hele måtte amtmanden dog stoppe ham. Han havde fortsat med klagerne over degnen.

Der var blevet klaget over pastorens politiske fanatisme og hans samarbejde med degnen. Pastoren skulle ligeledes have truet med, at danskerne snart kommer tilbage igen.

Der blev klaget over en 8 år gammel gravtale. Og pastoren skulle 9 år tilbage være kommet for sent til et bryllup.

Pastoren skulle ligeledes have plejet omgang med danske præster men ikke tyske nabopræster.

Amtmanden havde forklaret, at det var to agtede mænd fra sognet, der havde indgivet klagen.

 

Hertugdømmernes rettigheder forsvundet

Pastoren forlangte at få vide, hvem er klagerne var. Men det ville amtmanden dog ikke give. Lützhöfts indrømmede, at have haft omgang med de omtalte personer, men afviste politisk fanatisme. Og ting, der lå 8 – 9 år tilbage burde ikke have indflydelse på hans embedsførelse, mente pastoren.

Men så kom bomben, spørgsmålet om pastoren i sit hjerte harmonerede med den nuværende regerings intensioner.

Amtmanden og hofpræsten mente, at danskerne havde frarøvet hertugdømmerne deres rettigheder og at Slesvig og Holsten var forenet.

 

Amtmanden følte sig fornærmet, da pastoren udtalte, at han følte sig som en kriminel person. I et sogn med 1.000 personer, mente pastoren at det ikke var noget at komme efter med kun to klager.

 

Meget deltagelse hos sognebørnene

Da pastoren vendte hjem til Bylderup efter to timers forhør, mødte han meget deltagelse. Sognebørnene tog kontakt til en advokat i Tønder med henblik på at beholde deres præst.

Af de 135 stemmeberettigede skrev de 120 under på et andragende.

To personer fra sognet drog til Flensborg med alle underskrifter for at forsvare deres præst.

 

I mellemtiden havde preusserne besat Als. Folk var forargede og talte om Overcommandoens forræderi. Tyskene betragtede dette som en heltedåd. Det danske herredømme så ud som om at være knækket for altid.

 

Pastorens brev

I Bylderup fulgte en rolig tid. Måske havde andraget fra sognebørnene været en succes. Men den 14. juli så det ud som om freden var forbi for pastor Lützhöfts. Man bad pastoren om, at underskrive en erklæring om, at han undergav sig Preussen og ikke mere kunne understøtte den danske regering.

 

Men pastoren ville ikke bare acceptere dette, så han sendte en skrivelse til Visitatoriet:

 I Anledning af det høje Visitatoriums ærede Skrivelse af 12te Juli, som kom mig ihænde den 14de, tillader jeg mig at bede om en Oplysning. I den Erklæring, som der er tilstillet mig med Opfordring om Underskrift – en Opfordring, som ikke kan andet end forundre mig, da den ikkeer tilatillet mine Nabopræster, skjøndt de have aflagd den samme Hoagialed som jeg og forhaabentlig ere af samme Mening som jeg, at man efter Skriften, “skal holde Herren de Eder, man sværger” – har det høje Visitaatorium brugt Udtrykket “die dänische Regierung”, og det er meget væsenligt med Hensyn til min Underskrift, om det Høje Visitatorium ved det brugte Udtryk forstaaer den nu i Danmark nu regjerende Konge, eller den af ham for Danmark indsatte Regjering, saaledes som der jo i constitutionelle Stater gjøres Forskjel mellem Kongen og hans Regjering, tillader jeg mig herved ærbødigst at udbede mig saa authentisk Forklaring, som saa vigtig en Sag fordrer, paa det jeg ikke skal gjøre Noget overilet i dette Stykke. Ærb. H.L.

 

Degnen skulle skaffe Delfs logi

Pastoren havde bekendtgjort, at han havde fået skrivelsen. Sognebørnene opfordrede ham til at underskrive, så de kunne beholde ham. Også tyske præster i nabosognene syntes ikke, om denne fremgangsmåde.

 

Det gik lang tid, inden pastoren fik svar på sit brev. Men den 15. august modtog degnen et brev fra en forhåndværende kappelan Delfs fra Sjælland, som nu opholdt sig i Slesvig By. Han bad degnen om at skaffe ham et logi, i Bylderup Sogn.

Den 18. august modtog Lützhöfts så sin afsked.

 

Havde Delfs en skrue løs

Delfs var en ung mand på 29 år. Han var skolelærersøn fra Slesvig By. Han havde studeret både i Kiel og København. Han havde taget eksamen i Flensborg.

Han indfandt sig i Præstegården for at få oplysninger om kirkeskikkene i Nordslesvig, samtidig med at han røbede stor uvidenhed om dem. I begyndelsen var han forlegen og beskeden. Men det tabte sig snart, da han gjorde fordring på at prædike den førstkommende søndag. Men han forlangte dog ikke at bo i Præstegården. Han lejede sig ind hos en bonde i Bylderup.

 

Den 21. august holdt han sin første prædiken. Menigheden var i forsamlet i stort tal, da de havde forventet en afskedsprædiken af pastor Lützhöft.

Mange besluttede ikke, at høre den ny præst mere, da han mere stemte Folk til Munterhed end til Andagt. Uden for kirken var hans opførsel så stødende, at man almindeligvis anså ham for at have en Skrue løs.

Det viste sig at den nye menighed delte dette med den gamle menighed på Sjælland.

 

I barselssengen

Da pastor Lütshöfts hustru dagen efter afskeden kom i Barselsseng, kunne man ikke bare sådan fordrive ham.

Han sad uforstyrret i huset til den 3. oktober. Det var i det tidsrum, at der var gang i fredsforhandlingerne i Wien.

De dansksindede vedblev med at holde danske aviser, så længe det var tilladt.

 

Farvel til 13 1/2 år i Bylderup

I 13 1/2 år havde pastor Lützhöft tilbragt i Bylderup. Nogle af sognebørnene ledsagede ham til Flensborg. Også hans ejendele blev af sognebørnene bragt til skibet i Flensborg. På Nørreport i byen vajede oprørsfanen, og selv dampskibet var fyldt med kåde preussiske militærfolk.

Håbet havde endnu ikke forladt sognebørnene i Bylderup.

De fortalte ham, at de nok skulle hente ham igen, og at dette ville blive glædens dag.

 

Kilde: Se

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Litteratur Tønder

Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)

 

Hvis du vil vide mere om: De Slesvigske Krige

Under Sønderjylland:

Begik kongen højforræderi?

Istedløven brøler stadig

Ned med de dansksindede

Rendsborg 1848

Slaget på Als

Sønderjyder i København

Sønderjylland til Ejderen?

Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920

 

Under Aabenraa:

Aabenraa 1864

Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

Aabenraa 1848 – 1851

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Sejren ved Bov

 

Under Højer:

Apotekeren fra Højer

Heltene i Vadehavet

 

Under Tønder:

Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)

Tønder – egnen 1848 – 1858 (2)

Dagbog fra Møgeltønder

Kongeligt besøg i Tønder

Minder fra Tønder 1864 – 1920

Soldat i Tønder 1851

Tønder – mellem dansk og tysk

Ulrich (k) en Fysikus fra Tønder

Vajsenhuset i Tønder

 

 

Borgmester Jens Hansen var en god borgmester og god ven med de fattige. Men han havde også mange fjender. En dag fik han besøg af en masse kongelige og adelige. Han forsøgte, at opvarte dem efter bedste formåen. Men det hele endte i druk og fuldskab. Borgmestergården fik ødelagt alle vinduer og døre. Et blodigt slag fandt sted foran Rådhuset. Hertugen afgjorde, at borgmesteren var ansvarlig. Ham og hans søn blev idømt en kæmpe bøde, og han måtte afgive sit borgmesterembede.

 

En af byens bedste

Borgmester Jens Hansen eller Kramer havde efter Claus Møller´s mening været en af byens bedste borgmestre. Han var dygtig og klog, og havde udviklet meget i sin embedstid. Han lod kirken restaurere, og forbedrede kirkens indtægter med klokkepenge, fattigpenge m.m. Han havde indført en ny Borgerrangsfordning. Desuden holdt han nøje øje med, hvad der skete i byen.

 

Jens Hansen blev hos sine medborgere

Omkring Mikkelsdag 1626 kom de kejserlige krigsfolk til landet, men Jens Hansen blev hos sine indbyggere. Det var også under hans tid – i 1629, at pesten kom til Aabenraa. Der døde flere hundrede mennesker af denne frygtelige epidemi.

 

Adelige folk i byen

Men få år senere var Hertug Ulrik´s adelige folk i byen. De havde bombarderet Borgmestergården med sten og havde såret Jens Hansen.

Hvad det hele drejede sig om, er lidt uklart. Men begivenhederne resulterede i, at borgmesteren blev afsat fra sin Tjeneste af hans Fyrstelige Naade omkring Paasketid samme Aar, men fik dog tilsidst af Borgerskabet et smukt Vidnesbyrd om, hvorledes han fordum havde ført sit Liv og Embede.

 

Tre konge – sønner i byen

Skal vi prøve at dykke ned i historien og finde sandheden?

Den 10. januar 1632 fik Aabenraa besøg af tre af Kong Christian den Fjerde´s sønner med følge. Det var kronprins Christian, der netop på det tidspunkt var blevet statholder i Sønderjylland og Holsten. Og så var det Hertug Frederik, den senere Frederik den tredje. Den sidste var den kun 20 – årige Hertug Ulrik, der ville på krigerfærd i Tyskland.

 

Kronprinsen og Hertug Frederik fulgte den yngste bror til Aabenraa. Derefter ville denne følge efter sydpå med en skare unge adelsmænd. Men de kongelige´s besøg skabte dramatiske begivenheder.

De fyrstelige personer ankom hen på eftermiddagen. Kronprinsen og de to hertuger tog ind på rådhuset, hvor de spiste til middag. Hertug Ulrik´s krigere blev indlogeret hos forskellige borgere i byen.

 

Efter yderste evne

Borgmesteren boede i en ejendom ved siden af rådhuset. Middagen til de fyrstelige gæster blev tilberedt i borgmestergården. Jens Hansen gjorde sig naturligvis store anstrengelser for at måltidet skulle blive så godt som muligt. Han skriver selv:

 

– og jeg, for min Person har efter yderste Evne skaffet, hvad jeg i Hurtighed kunde bringe til Veje, saa der Gud være lovet, ikke var nogen Mangel.

 

Den næste morgen spiste de fyrstelige atter på Raadhuset. Hertug Ulrik tog derpå afsted med sine brødre og drog sammen med de fleste adelsmænd mod syd, mens kronprinsen og Hertug Frederik ligeledes forlod Aabenraa.

 

Der gik druk i den

Nogle få af Hertug Ulrik´s krigere blev dog tilbage. De havde haft kvarter hos en mand ved navn Luedke Clausen, som var nytilflytter i byen. Måske Har han været indehaver af et værtshus. I hvert fald blev et større drikkelag foranstaltet af de tilbageværende adelsmænd. De nød store mængder af vin og øl, og har sikkert også fået masser af den berømte Aabenraa – øl, Kükelhaen.

De blev stærkt berusede, og gik helt fra sans og samling.

 

Den blodige kamp

Nogle fjender af borgmesteren, herunder måske også Luedke Clausen selv benyttede lejligheden til at hidse de unge adelsmænd op mod borgmesteren. En sand krigsstemning opstod. En af deres vogne blev fyldt med sten. De kørte op foran borgmestergården og et sandt sten – bombardement startede.

De kastede stenene gennem vinduerne og mod døren, så borgmesteren og hans familie hverken kunne opholde sig i forstuen eller i de stuer, der vendte ud mod gaden. Både ejendom og møbler led stor skade. Denne ødelæggelse af sit hjem kunne byens borgmester selvfølgelig ikke se stiltiende til.

 

Borgmesteren blev såret

Hans søn, to bytjenere og nogle få borgere var blev ophidset over adelsmændene hærgen og gik til modangreb. De gik bevæbnet med hellebarder til angreb mod Hertug Ulrik´s mænd. Der opstod en særdeles blodig kamp foran rådhuset i Aabenraa. Der blev uddelt drøje hug fra begge sider og blodet flød.

Luedke Clausen kæmpede på adelsmændenes side. Han forsøgte ihærdigt at få ram på borgmestrens søn. Det lykkedes ham at få tildelt sønnen et dybt sår.

 

Borgmester Jens Hansen havde fra trappen til borgmestergården været vidne til blodsudgydelserne. I sin fortvivlelse ville han forsøge at stifte fred mellem de stridende parter. Men under forsøget fik han to blodige sår i ansigtet. Han måtte trække sig ud af kamphandlingerne.

 

Luedke Clausen klagede

Hertug Ulrik´s folk fandt det passende, at forlade kamphandlingerne. De sprang på deres vogne og kørte syd på. Borgmesteren gav nu ordre til at Byfogeden skulle anholde Luedke Clausen, fordi han havde stillet sig op de adeliges side, og fordi han havde såret sin søn. Luedke Clausen blev sat i fængsel. Her sad han natten over samt den følgende dag, hvorefter han blev løsladt.

 

Luedke Clausen protesterede over borgmesterens handlinger til Hertugen på Gottorp. I et skrift til hertugen skildrer han begivenheden, som om det var borgmesterens søn og bytjeneren, der pludselig uden grund havde overfaldet Hertug Ulrik´s folk. Han havde da lagt sig imellem og så af borgmesterens søn fået et slag i hovedet og et på halsen af en hellebard. Clausen var da flygtet ind i en ærlig Mands Hus. Men borgmestren og hans hjælpere havde forfulgt ham ind i huset og pryglet ham både grøn og blå. Han skulle desuden være blevet såret alvorlig over det højre øje.

Clausen var da som fange lagt i lænker og ført til Byfogedens hus. Der dog næppe tvivl om, at Luedke Clausens fremstilling af sagen er fuldstændig fordrejet. Meget tyder på, at det var Clausen, der var ophavsmand til overfaldet.

 

En bøn i kirken

Borgmester Jens Hansen, der var en meget gudsfrygtig mand, var dybt rystet over episoden. Han henvendte sig til provst Georg Hübschmann og fik ham til den følgende søndag i tilslutning til den bøn, provsten bad i kirken, at bede en kirkebøn forfattet af borgmesteren.

I den kirkebøn beklager borgmesteren sig for Gud og hele menigheden. Han havde på ingen måde givet anledning til den vold og overlast, som var tilføjet ham. Han havde slet ikke gjort de mordlystne noget. Tværtimod havde han ydet Hertug Ulrik´s folk endhver tjeneste og skaffet, hvad de fordrede uden at lade sig nøde. Som følge deraf begærede han af den kristne menighed at den opsendte en bøn til Gud den almægtige, om – såfremt nogen, det være sig mand eller kvinde, have givet anledning til denne voldsdåd og ydet voldsmændene bistand, at Gud, da ville åbenbare det og straffe de skyldige, mens de var i live.

 

Et stort tab for Aabenraa

Skønt borgmester Jens Hansen var en overordentlig dygtig mand, faldt han dog på grund af denne tildragelse i unåde hos Hertugen på Gottorp. Jens Hansen´s fjender havde været stærkere end hans venner. Den sag som Luedke Clausen rejste mod ham, endte med, at han samme år blev afsat fra sit embede. Desuden skulle han i fællesskab med sin søn betale en bøde på 800 Rdl.

Det betød et stort tab for Aabenraa by, at Jens Hansen faldt i unåde. De fattige havde en gpd ven i ham. Han byggede en stiftelse, som senere indgik i Danckwerth – Hansen – Leistmanns Stiftelse, det såkaldte kloster.

 

Kilde: Se

– Litteratur Aabenraa

 

På siden er der flere artikler fra denne tid.

 

 

 

 

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede. Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

– Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

 

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 

Bolderslev opstod i Jernalderen. Og Bjolderup Sogn blev alvorlig ramt, da Wallensteins tropper nedbrændte og plyndrede. Og det gjorde de kongelige soldater også. Der er masser af mystik i Rise omkring en sten og en hedensk helligdom. Præst og degn var ikke enig om skolegangen. Hellevad var et trafikcenter. Her var også en sur præst, en vandmølle og en historiker/astrolog, der kunne spå om fremtiden. Han var også præst, som blev fyret to gange.

Bjolderup – siden stenalderen

Vi har været i området før, og vi har kørt på Hærvejen. Og på et par af stederne har vi været før.

Bjolderup Sogn har været bebygget siden ældre stenalder. Men der er også spor fra den yngre stenalder. Der findes også i nærheden af Bolderslev, gravhøjene, Toppehøj, Bredhøj og de to Rundhøje.

Bolderslev opstod i jernalderen

Kigger vi på navnet Bolderslev, så er forleddet gudenavnet Balder. Det daterer byens oprindelse fra før kristen tid. Og stednavne, der ender på -lev er ældre end 800, så mon ikke Bolderslev opstod i jernalderen. 

I 1285 nævnes byen som Kongsgods Baldersløøf. Balders Borg skulle have ligget i skoven ved Bolderslev.

Historien om en sten

Bjolderup Kirke er bygget i 1100 – tallet. Muligvis lå her en trækirke før den tid. Denne var antagelig bygget i forbindelse med en stormandsgård.

I våbenhuset ses en middelalderlig gravsten med et indbygget kors med rødder forneden, et såkaldt livstræ, samt en runeindskrift, som på nudansk lyder Ketil Urne ligger her. Stenen, som er fra omkring 1200, blev fundet et ukendt sted i 1717 og bragt til Bjolderup Kirke. Den blev i mange år brugt som dørtrin ved kirkedøren. Senere blev stenen anbragt i kirkegårdsdiget. Fra 1825 havde den plads i våbenhuset. I 1841 solgte man stenen til det daværende museum for oldtidshistorie i Kiel. Senere kom stenen tilbage til museet på Gottorp Slot i Slesvig. I forbindelse med museets 150 års jubilæum blev stenen i 1987 givet tilbage til Bjolderup Kirke.

Stenen er 186 cm lang, og kaldes i daglig tale for Bjolderupsten.

Familien Urne

Urne – familien har vi tidligere beskæftiget os med. Herremanden Matthias Urne nævnes i 1238 og 1245. Omkring 1280 testamenterede Knud Snubbe blandt andet 6 otting jord i Bolderslev.

Urnetinget

Navnet Urne knyttes også til det gamle landsting, Urnetinget. Ved omtale af Svend Estridsens død i 1074 i Søderup, at det skete after afholdt Ting. Sandsynligvis har det været Urnetinget. Ifølge Saxo lod Harld Kesja sig i 1134 kåre som konge ved Urnetingets stemmer. i 1137 blev kong Erik Emune ifølge nogle kilder dræbt på Urneting. Men andre kilder, mener dog, at han blev dræbt i Ribes omegn.

I 1182 lod Knud den Sjette sig hylde som konge ved Urnetinget. Mange historier fulgte, blandt andet den med Niels Henriksen. Men læs artiklen om Urnetinget.

I 1930 blev der i et hjørne af marken Løgpold sat en mindesten om tinget, men det er nu ikke så sikkert at Tinget lige lå der.

Måske var Urnehoved et sted, hvor kongen mødte folket. Og måske var det Urne – slægten, der i en periode stod for retsudøvelsen.

Danske Atlas

I Danske Atlas skriver Pontoppidan:

– Det i den gamle Historie sa bekendte Urnehoved, som her i Almuens udtale kaldes Hvornhøj, hvor Hertugdømmets Landsting og Mændenes store Forsamling i gamle Dagevar, gaar tværs over et Næs, som skyder ud fra Aabenraa, Bollerslev og Uge Sogne og er en lang Stendæmning af Mils Længde , som tager sin Begyndelse paa Uges Byes Mark paa den fra Flensborg til Haderslev gaaende gamleVej, ophæver sig derpaa i Højden indtil Skellet mellem Uge og Bollerslev Marker, falder siden af igen mod Nord ned ad, indtil den ender omtrent der, hvor Nybøl eller Toldsted Mark begynder.

– Tinget er bleven holdt paa Løgpold eller Løvhøj, der rigtignok nu er jævnet med Jorden, men kan dog eftervises på Bollerslev Bys Mark i Nærheden og paa Østsiden af den gamle Oksevej. Stedet ligger 50 m over Normal Nul. (Vi har tidligere i artikler beskrevet Urnetinget og Urne – familien)

Bolderslev Kro

Den nu nedlagte Bolderslev Kro var samlingssted for omegnens dansksindede befolkning. Her holdt Foredragsforeningen for Rødekro og Omegn sine møder. Her talte rigsdagsmand Gustav Johannsen. Her vartede Fru Aarø op om sine gæster med Fælles the – bord. og her serverede hun Forloren Skildpadde.

De to årlige markeder bragte liv og røre. Foruden Hotellet har man haft en Cafè og byens danske forsamlingshus, mens de mange Missionens Venner samledes i Missionshuset.

En gammel skole

Den første skole i Bjolderup siges at være grundlagt af Hertug Hans den Ældre i 1575.

Bjolderup Sogn

Ved begyndelsen af 30 – års – krigen var bønderne i Bjolderup Sogn forholdsvis velstillede.  Mange havde samlet sig en god kapital. Indboet blev øget og kisterne fyldtes.

Men ak og ve. Med de kongelige lejetroppers tilbagetog og Wallensteins landsknægtes fremtrængen brød ulykkerne også ind over Bjolderup Sogn.

Gårde brændt ned

En jordebog fra 1629 giver oplysninger om, at flere gårde i Bolderslev og Mellerup var blevet brændt ned.

Præstegården led skader for 6.000 mk. Bjolderup kirke blev afbrændt af de kongelige tropper. Kirken blev nedbrændt til murene. Rise Kirke blev derimod afbrændt af de kejserlige tropper.

Udplyndret og berøvet

Bjolderup Vestersogn hørte til Slogs Herred under Tønder Amt. Herfra findes flere beretninger. Fra Gåskær hed det i en indberetning til Hertugen:

– Vi undertegnede Fattige Folk kan ikke undlade at klage over, at vi, der bor i Tønder Amt i byen Gåskær tæt ved Hærvejen, ikke alene af de gennemmarcherende Soldater er blevet udplyndret og berøvet, men det forfærdeligste er, at Kgl. Rytteri har skudt vore Huse i Brand og derved ruineret Byen i en sådan Grad, at næsten intet er blevet tilbage. Derved er vi stedt i den største Fattigdom og har i en Tid måttet opholde os andre Steder. Men da den kejserlige Besættelse varede så længe, begav vi os tilbage til vor By og har i den største Fattigdom og dybeste Frygt hjulpet os med små Hytter.

– Til vor største Fordærv og ubodelig Skade er også de sidste 22 Heste blevet frataget os af det Kejserlige Krigsfolk. Hvad de Kongelige Tropper havde efterladt, har de omtalte Tropper røvet. Derved er vi kommet fra den ene Ulykke i den Anden, så vi ikke i 3 År har kunnet betale, hvad vi skylder. Da vi mangler Træ, har vi endnu ikke kunnet genopbygge eller reparere vore Huse.

Boelsmanden anmodede derfor om eftergivelse af resterende skatter.

Jammerligt udplyndret

Fra Perbøl, hvor de fleste gårde også hørte til Tønder Amt, berettes følgende:

– Vi undertegnede fattige Folk giver herved over for Deres Fyrstelige Nåde, vor Nød og Besværligheder tilkende. Jeg, Jürgen Thomsen, har af Soldaterne ikke blot fået afbrændt mit Hus og Hjem, men da jeg bor i en By tæt ved Aabenraa, ikke langt fra Hærvejen, er jeg desforuden blevet jammerligt udplyndret, saa jeg, Gud forbarme sig, ikke har beholdt Hest eller Øg for slet ikke at tale om andre \”Bæster\”. Jeg kunne endnu bringe lidt Sæd i Jorden, men i 2 aar har jeg intet høstet, saa jeg i dette Efteraar bliver nød til at lade min Ager ligge øde hen, da jeg ikke er i Stand til at købe Sædekorn. Selv om mit Hus og Hjem blev brændt af kejserlige Tropper, er det dog lykkedes mig ved gode Menneskers Hjælp og Bistand at få rejst Tømmeret til et nyt Hus, men dette er faldet ned og slaaet i Stumper og Stykker (af Stormen), saa intet af dette kan bruges igen, hvorfor jeg indtil i Dag endnu hverken har Hus eller Gaard og har været så fattig, at jeg har maattet bo hos andre Folk og ikke har til Føden. Da jeg derfor nu skylder 3 aars Leje og Pligt, og paa Grund af stor Fattigdom ikke kan betale, ja selv om jeg skulle blive kastet i Hullet, saa ville det  – ved Gud Tale – være mig aldeles umuligt at afholde nogen Udgift.

Marie Mathiesen fra Perbøl havde mistet sin mand og sad sammen med sine små børn tilbage i yderste fattigdom. Hun søgte også eftergivelse af indfæstnings – afgiften. Hendes fattigdom skyldtes også soldaternes hærgen og plyndring.

Den ene ulykke efter den anden

Fra Humtrup kom følgende skrivelse, skrevet den 20.11.1629:

– Ikke alene det, at deres Huse er blevet afbrændt og al deres Ejendom frataget dem, hvilket har været Cotume under hele Krigen i Byerne ved Hærvejen, men endog det, de den ene Dag har faaet af gode Mennesker til Livets Ophold, er blevet frataget dem den næste, og hærging og plyndring er i disse Byer under hele Krigen ikke holdt op, hverken Dag eller Nat. I de smaa Hytter, som det var lykkedes dem at bygge, følte de sig intet øjeblik sikre, men de er hele Tiden blevet styrtet fra den ene Ulykke i den anden, saa de nu er fuldstændig udmarvede og intet ejer uden den nøgne Jord og maaske en enkelt Ko og et par gamle Heste. Det er Sandheden.

Også de kongelige ryttere plyndrede

Allerede fra krigens første år, nemlig den 15.11. 1627 foreligger en beretning fra Todsbøl:

– at vi fattige Folk er blevet ubarmhjertigt udplyndret, først af det Kongelige Rytteri og dernæst af den kejserlige, idet de har aabnet vore Kister og Kasser og slaaet dem i stykker og med Vold og Magt frataget os vort Linned og Uld, Klæder og Sengetøj. Desuden har de medtaget Heste og Kvæg, saa der næsten ikke er et Dyr tilbage, ja endog vort tærskede såvel som utærskede Korn har de ødelagt og tilintetgjort, saa vi er kommet i den ganske Fattigdom. Vi har maattet lade det bedste og meste af vort Land ligge upløjet og utilsaaet hen. Ja de holder ikke op med at røve og plyndre i vor By, men der fortsættes daglig, saa vi stakkels Folk maa lide Nød og Kummer og hverken ved Midler eller Raad til at tilvejebringe vor skyldige Pligt, da der tilmed ikke i nogen By i Tønder Amt er forvoldt saa megen Skade, som der er vederfaret os stakkels Mennesker. I de andre Byer har de kunnet nedgrave sig saa fuldstændig, saa intet Rytteri kunne gøre dem noget.

Har båret byrderne en gang

I en skrivelse fra 1627 forespørger fæstebønderne under Søgård, hvoraf der bor en del i Vollerup, Gåskær og Ingebøl, hvorledes de skal forholde sig, da de af Krigsobersten, der er ankommet til Flensborg, er blevet tilsagt til at møde på Søgård for at stille under hans kommando. I forvejen mener de, at de har båret alle byrderne under krigen.

Lovtrup og Vollerup nedbrændt

I en indberetningen til hertugen midt under krigen i 1627 fortæller amtmand Wolf Blume, Tønder, følgende:

– Byerne Lovtrup og Vollerup er blevet antændt og afbrændt. Bolderslev, der tilhører Hans Majestæt, er også brændt. Alle vore Byer indtil Rise, der ogsaa skal være antændt, er brændt, derfor antager jeg, at alt indtil Haderslev vil blive lagt i Aske, og derved opstaa stor Jammer og Elendighed.

Indbyggerne i Slogs Herred klager i 1628 over, at de foruden de bestandige indkvarteringer, ustandselig hjemsøges af marcherende kolonner, der fratager dem deres mad og drikke.

En tung byrde

Også naturalierne til tropperne har været en tung byrde for indbyggerne i Tønder Amt. Dette beretter amtmand Blume også om:

– at hr. feltmarskallen (Wallenstein) har skrevet til ham og krævet levering af 1.800 pund Brød og 100 Tønder Øl daglig i seks Dage.

Gode kår forvandlet til fattigdom

Amtmanden havde leveret for 2 dage og kunne levere 2 dage mere, men så var det slut, så derfor bad han hertugen om hjælp.

I løbet af få år var velstand og gode kår forvandlet til dybeste fattigdom og nød. I mere end 100 år led befolkningen af følgerne af de mange krige i det 17. århundrede og begyndelsen af det 18. århundrede.

Folkelige bevægelser

Folkelige bevægelser har sat sit præg på sognet. I 1820erne havde den hellige skrædder gode forbindelser til Brødremenigheden i Christiansfeld. Og i 1899 byggede Indre Mission et missionshus i Bolderslev på hjørnet af Vestergade og Stadionvej.

I 1900 dannedes Hesteforsikrings – foreningen for troende hestejere. I 1910 blev der yderligere bygget et missionshus i byen.

Sandelig om ikke også en afholdsforening fandt sit indtog. Den kaldte sig Fredens Skanse.

Hjordkær

På Nybøl Mark cirka en kilometer øst for Hærvejen fandtes i 1888 ved sløjfning af en høj, en velbevaret egekiste indeholdende et skelet tildækket med dyrehud. Man fandt også en kam af horn eller ben og en bronzekniv. Også vest i sognet var der tidligere i 1837 fundet en egekiste, men den var blevet udgravet af ukyndige og fuldstændig ødelagt.

Ved Søderup syd i sognet findes endnu den forhøjning, hvor den gamle kongsgård lå. Det var her Svend Estridsen blev myrdet.

Egentlig så nævnes Hjordkærs navn første gang i et kongebrev af 31. marts 1196. Det var en optegnelse af Guldholm Klosterets ejendomme. Betegnelsen var dengang, Hjortteker.

I Valdemar Sejrs Jordebog af 1231 nævnes Aarslev og Søderup som kronegods. Dengang hed det Arslef og Sudthorp.

Længere mod øst ligger så gården Toldsted, som vi i to tidligere artikler har beskæftiget os med. Og ved gården Keldsbjerg lå galgen med stejle og hjul på en høj. Det var her, at den sidste henrettelse fandt sted i 1834. Ikke uden grund benævnes gården i daglig tale Æ Stejl.

Den gamle kirkebog

I Hjordkær Kirke findes Danmarks ældste kirkebog. Den er fra 1573. Her fortælles om peståret 1659, der gik hårdt ud over sognet. 124 beboere i sognet døde. Her fortælles også, at Jes Terkelsen fra Årslev i vinteren 1644 ved nattetide skudt af en svensk rytter. Han døde af sine sår, 12 uger senere. Kirkebogen indeholder flere grusomheder. Således slap Kirsten Jepsdatter med livet i behold, efter at være blevet voldtaget af svenske krigskarle.

Mads Rasmussen fra Årslev blev begravet den 7. september 1594 efter at være blevet gennemboret med sværd og derved dræbt af Johan Tucksen. Hans Iversen fra Alslev overgik samme skæbne.

Den 7. december 1642 blev Jørgen Jessen fra Søderup begravet, efter at han den 2. december i Peder Nielsens hus i Aabenraa af sin svoger, Jacob Petersen fra Aarshøj, stucken med en Kniff udi sin venstre Been, og døde strax paa Steden.

I 1651 blev Laurits Hansen i Nørre Ønlev gennemboret med Dolk af sin egen søstersøn, Hans Toule.

Mystik i Rise

Der stadig mystik over stedet. Her ved et bakkedrag har Vældekilden sit udspring. Det har utvivlsomt været et helligt sted fra hedenold. I kirkegårdsdiget er skålstenen et bevis for dette. I den store granitsten er der 22 flade fordybninger på den ene side. Den blev fundet i jorden nær ved den nuværende plads. Ingen kender dens betydning.  Måske havde den forbindelse med bronzealderens dyrkelse af ilden og solen.

Oppe i Nordnorge brugte man i slutningen af 1800’tallet den tradition at lægge smør på klipperne, som solens stråler først nåede efter den lange vinter.

De første

Allerede hen mod slutningen af den yngre stenalder for cirka 4.000 år siden har mennesker haft bopladser her. Ved udgravninger i højene er der fundet minder fra den ældre og yngre Broncealder samt Jernalderen.

Et forsvarsværk

Et forsvarsværk af ukendt oprindelse har strakt sig fra Øster Løgum Sogn ind i Rise Sogn over Hærvejen. Måske har det været en ukendt fjende, der har huseret i området. På en af Meyers kort blev værket nævnt således, Alte Schantz, Growgrafft.

Riseborg

I middelalderen lå her en borg ved navn, Riseborg. Den lå øst for Rise By. Nogle historikere peger på, at den gik til grunde i 30 – års krigen. Men den er antagelig forsvundet langt før. I en krønike fra 1600 – tallet hedder det:

– Borgen er omgivet af to Grave, og to Porte førte ind til det Sted, som endnu kaldes Risborg.

Risegaard

Historikere knytter Risegaard til borgen, men umiddelbart har de ikke noget med hinanden at gøre. Gården er samlet af amtmanden i Henrik Brockdorf efter de vanskelige tider after 30 – års krigen og Den Store Pest i 1659. Amtmanden var ikke særlig vellidt. Den store gård blev udstukket af staten i tiden efter 1764. Den eksisterede som gods i et par hundrede år.

Kirken bygget på et helligt sted

Kirken blev bygget nær det hellige sted. Tænk det antages, at kirken allerede blev bygget i 1140.

I tårnet kan man se, at nogle af de sten, der er anvendt her, har været anvendt før til en sokkel. Man ved, at der har ligget en kirke i Ønlev. Den blev ødelagt, da kong Erik af Pommern benådede Sønderjylland i 1141.

Den ældste af de tre klokker blev støbt og ophængt 1631, efter at Wallenstein lejetropper havde brændt tårnet af. Den kimede lige til 1893. Da brændte kirken igen.

Den afdøde graver og kirketjener, Johann F. M. Thams har forsket i Rises historie. Mange interessante historier er kommet frem, takket være Thams initiativ.

Degnen og præsterne ikke enige

Det var dengang, da de kirkelige myndighed havde tilsyn med skoleforholdene. Og selv om mange præster var kritiske over for, hvordan det hele foregik, var det svært at ændre. Således påpegede en af præsterne, at der var op til 80 børn i en skolestue. Mange blev nød til at stå op. Der var simpelthen ikke siddepladser til alle:

– Dertil kom den mefititiske Luft som følge af Uddunstninger fra saa mange Børn. Luften er saa fordærvet, at man næppe kan udholde det ud i en Time.

I 1807 skrives der i protokollen:

– I tysk og skrivning gode Fremskridt. Men Sætningsbygningen går ikke rigtig.

Ja selv om der var en del uoverensstemmelser mellem præst og degn, gik de fleste ud af skolen med nogenlunde sprogkundskaber og regnekundskaber. Og det gjaldt også for ungerne i Rise og Rødekro.

Skolen i den nuværende skikkelse, blev opført i 1894 – 1895. men allerede i 1915 var det slut. Nye skoler blev opført i Rise og Rødekro.

Efterhånden som Rødekro voksede, så skete det modsatte for Rise. I 1965 var det kun en dansk kro – og købmand, graverens blomsterhandel, en skomager og brødudsalg.

Rødekro

Vi har besøgt byen mange gange før.

Før 1640 var der ingen nævneværdig bebyggelse her. En mark syd for åen og vest for Hærvejen hed på den tid, Møllehøjager. Her har der muligvis ligget en afbrændt mølle.

Broen over åen blev kaldt Rødebro. Og åen blev opkaldt efter vandets farve, Rødeå. En kro blev bygget, og stednavnet Rødekro afløste stedets benævnelse.

Selvfølgelig blev der også i forbindelse med kroen etableret et brændevinsbrænderi. I 1861 nævnes kroen som et meget søgt gæstgiveri.

Men hvem mon ved, at her blev Foreningen mod Slesvigs deling dannet i 1866. Denne forening samlede næsten 7.000 underskrifter.

Som erstatning for nedlæggelse af Æ Kleinbahn blev der anlagt en jernbanestrækning fra Rødekro til Løgumkloster i 1927. Men det blev nu ikke den store succes. lokale protester udskød nedlæggelsen. Men i 1936 var det slut.

I 1951 vejrede Rødekro morgenluft, da de fik en flyveplads. Den blev endda godkendt som Grænselufthavn. Men den fik hvis aldrig luft under vingerne.

Hellevad

Vest for Hellevad ved Surbækken ligger den gamle Hellevad Vandmølle. Og Surbækken er en del af det store Vidå – system.

Først et stykke op i 1700 – tallet  blev der bygget broer. Indtil sa var det et vadested over bækken. Både navnene Egvad og Hellevad vidner om, at her har været et vadested.

En mølle i Hellevad

Surbækken var ikke det helt store vandløb, men åbenbart nok til at kunne drive møllen. Man mener, at den første mølle, er blevet opført i 1200 – tallet. fra 1554 er møllen nævnt i flere kilder. Bønderne kom kørende gennem århundrede med deres korn. Og de havde mølletvang. Det vil sige, at det blev bestemt, i hvilken mølle, de skulle aflevere deres korn.

Møllens storhedstid

Møllens storhedstid har sikkert været under Familien Jacobsen, de havde møllen fra 1836 til 1935. Tre generationer foretog mange udvidelser og investeringer. Møllen fik turbineanlæg i stedet for møllehjul. På den måde kunne man udnytte den sparsomme vandmængde.

Et slagteri, mejere og et bageri kom til, og stedets produkter blev distribueret rundt til hele Sønderjylland med 23 hestevogne. Der var ansat et hav af karle, piger, møllersvende, bagere m.m.

I 1930’erne forsvandt møllens indtægtsgrundlag i løbet af kort tid, fordi bønderne fik elektricitet, og dermed også deres egen kværn. Den stolte periode endte med konkurs og en krank skæbne for familien.

Hellevad – et trafikcenter

Studedrivere og andet godtfolk har i stort tal gæstet børn. Den gamle vej fra Ribe til Oksevejen gik i middelalderen gik netop gennem Hellevad. Den nåede Oksevejen ved Toldsted. Vejen fra Haderslev til Tønder gik også gennem Hellevad.

Oprindelsen til byens navn er ikke helt sikkert. Den fromme legende vil vide, at dets to led er Hellig og Vad. Hellig skulle hentyde til byens potion som valfartssted. Der lå også helligkilden, der ligger lidt nord for kirken. Den tørrede dog ud i 1860erne.

Nogle sprogforskere mener imidlertid, at Helle betyder en flad Trædesten. Vadestedet ved en hovedfærdselsåre har naturligvis været stenlagt til glæde for kørende og gående trafik.

Hvor var solen?

Fra gammel tid var sognet dækket af skove. Ifølge sagnet var disse skove meget tæt helt op til år 1300. Præsten Terkild kunne køre fra Hellevad til Bedsted uden at solen kunne skinne på ham med undtagelse at et sted, nemlig Svejlundstok.

Kongelige – til fødselsdag

Der er skriftlige kilder, der viser, at kirken har ligget her siden 1118. Og før stenkirken har det sikkert også her ligget en trækirke. Før denne har det ganske givet været et hedensk offersted.

Ja og i 1968 gæstede Konge Frederik den Niende og Dronning Ingrid Hellevad og var med til at fejre kirkens 850 års fødselsdag.

Da Erik af Pommern huserede i området i 1400 – tallet har kirken sikkert lidt overlast. Landsbyen Egvad blev ødelagt, herunder præstegården. Den blev så genopbygget i Hellevad. Og også svenskekrigene gik heller ikke sporløst forbi dette område.

En travl præst

Dengang i den katolske tid, havde præsten travlt. En beretning siger:

– Præsten har tillige forrettet tjeneste i Egvad, tillige forrettet tjeneste i hellevad, Bedsted og Ravsted Kirker, nemlig om morgenen tidlig i Hellevad, om middagen i Bedsted, om aftenen i Rabsted og endelig ved midnatstid i Egvad. Endnu kan ses en Jernlygte ved prædikestolen, som dengang blev brugt.

Kirken var ved at forfalde helt i 1800 – tallet. Man overvejede helt, at rive det ned. Men heldigvis restaurerede man den. Man solgte blytaget, og kirken fik et tegltag. Men salget af blyet betalte næsten hele restaureringen, 6.000 mark.

En sur præst

I tårnrummet i nordvæggen er der en pudsig indskrift på latin. Der står:

– Når de store slås, går det ud over de små. Neden under står der på dansk: I året 1521 kom Kassø fra Hellevad. Den daværende præst var sur over, at Kassø blev taget fra hans pastorat. Det gik ud over hans tiende.

Præsten halshugget

Ved kirkens sydmur rejstes i 1964 en mindesten for bysbarnet, Niels Heldvad. Han var præst i sognet fra 1590 til 1608 og igen fra 1610 – 1611.

Grunden til ansættelse nummer to var, at efterfølgeren, Jørgen Lund var blevet halshugget, fordi han angiveligt skulle have begået et mord.

Astrolog og historiker

To gange blev han afsat af kirkepræsident Johann von Wouwern. Efter alt at dømme fordi han ikke delte dennes calvanistiske synspunkter. Heldvad var nærmest luthersk ortodoks.

Fra 1613 – 15 boede den meget initiativrige Niels Heldvad på hospitalet i Svendborg.

I 1616 blev han ansat ved Christian den Fjerdes hof, som dennes kalendariograf og historieskriver. Han var en god ven af kongen og ledsagede ham ofte på hans rejser. Måske var han den første populærvidenskabelige forfatter i Danmark.

I 44 år fra 1590 til sin død i 1634 udgav han almanakker på tysk og senere også på dansk. I 1624 udgav han en formularbog på dansk, henvendt til skrivelystne adelige. Hans almanak blev i 1625 trykt i hele 60.000 eksemplarer, og i 1629 alene i Hamborg i 100.000 eksemplarer. På Det Kongelige Bibliotek findes i dag 57 bogtitler og på Syddansk Universitetscenter 22 bogtitler under hans navn.

Spå om fremtiden

Niels Heldvad kunne spå om fremtiden. Og allerede som barn havde han vist interesse for astronomi og astrologi. Dette modtog han også undervisning i derhjemme i Hellevad. Han fortsatte sin studier i danske og tyske byer, og afsluttede sine teologiske studier i Rostock.

Hans almanakker indeholdt også spådomme om vejrliget, landeplager m.m. Måske var det derfor, at han to gange blev fyret. Hertugen på Gottorp var ikke glad for disse interesser. Noget tyder på, at også Christian den Fjerde var lidt træt af de der spådomme. Heldvad havde lavet nogle forsøg, som resulterede i, at han brændte et tårn af.

Niels Heldvad havde et motto: Frisk op i Nød, og le, naar Djævelen er vred.

Fanden på Kløver Es

 Og i Hellevad ligger også den berømte kro, Hotel Kløver Es. Et sagn fortæller, at der ofte her var samlet dårligt selskab. Det gik løs med drik, kortspil og banden. Især Fandens navn blev ofte påkaldt. En aften kom en unge håndværkersvend ind og satte sig hos de spillende. Han kom med i kortspillet og vandt hele tiden. En af de andre tabte et kort på gulvet og bøjede sig ned for at tage det op. Men han så da, at den fremmede havde en hestefod.

Stille lagde han sine kort og listede ud. Dette forekom de andre mærkeligt, og en anden lod med vilje et kort falde på gulvet, bøjede sig ned efter det, så hestefoden og gik sin vej.

På den måde forsvandt de efterhånden allesammen. Til sidst var det kun Fanden og værten tilbage. Denne sendte i skræk og forlegenhed bud til præsten, at han skulle komme og læse Fanden bort. Præsten kom også og havde tre bøger med. Han bad nu værten om en nål, andre påstår, at det var en stok. Men den stak han et hul i blyvinduet. Derefter tog han fat på at læse over Fanden af den bog, han havde tilbage. Til sidst måtte Fanden give sig, og forsvinde ud af hullet i vinduet.

Kilde: Se

– Litteratur Aabenraa

– Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

Adelsslægten, der uddøde

En Tolder – familie fra Hærvejen

Folk – syd for Aabenraa

Henrettet i Aabenraa

Kirker – syd for Aabenraa

Syd for Aabenraa

Toldsted på Hærvejen

Urnehoved  – et Tingsted ved Aabenraa

Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt

Fra Varnæs til Felsted

Mysteriet i Ensted

Fra Hjordkær til Rødekro

 

Under Sønderjylland: Læs

Folk i Tinglev

Tinglev og Omegn – dengang

Mere om Tinglev og Omegn – dengang

Hærvejen i Sønderjylland

Povls Bro på Hærvejen

Fra den gamle til den ny grænse

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede.  Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

 – Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 

To interessante bøger anmeldes – Landsmænd af Bo Lidegaard og Min Fars Flugt af  Bent Blüdnikow. Ofte tegnes der et for rosenrødt billede af danskernes sammenhold og heroiske indsats. En ensidig fordømmelse af politikerne er nok forkert. Men var det politikerne der reddede landet. Det mener Lidegaard.
Blüdnikow mener, at den danske samarbejdspolitik skadede jøder i andre lande. Han går i rette med nutidens historikere. Men kommunister blev ikke betragtet som landsmænd. Duckwitz og Best reddede deres egen skalp i forbindelse med jødernes flugt.

 

Goodwill i banken

Den evige strøm af bøger fra besættelsestiden fortsætter. Blandt de allernyeste (ja, det var det dengang vi skrev artiklen) er:

• Bo Lidegaard: Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943, Politikens Forlag.
• Bent Blüdnikow: Min Fars Flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943, Berlingske/PeoplesPress.

Det er to meget interessante og spændende bøger, som bestemt er værd at læse, men som sædvanlig har denne gamle redaktør nogle kommentarer til disse bøger.

Ingen af de to bøger har nyt med hensyn til, hvorfor Werner Best og Duckwitz lod planerne for en jødeaktion sive. Den bedste forklaring er jo nok den, at de ville redde deres gode skind. Måske var det for at sætte goodwill i banken. De kunne begge se, at krigslykken var ved at vinde.

 

Naboer og medborgere

Men den forklaring køber, Bo Lidegaard åbenbart ikke. Han mener, at det var samarbejdspolitikken, der bevirkede, at tyskerne røbede deres planer. Bo
Lidegaard forstår, at fortælle historien, og sætter sig ind i tingene. Forventningerne til denne bog var derfor store. Og hvorfor lige denne titel. Jo, de (jøderne) var naboer og medborgere.

 

Mange ridser i lakken

I Lidegaards bog er det dagbogs-materiale, der er baggrunden. Det er den primære kilde. De er fundet frem fra historiske kilder, og kan måske være et problem. For hele jødeflugten har mange historier. Det gav dybe ridser i lakken, da man i en anden bog kunne fortælle at mange danske fiskere lod sig temmelig godt betale i transporten over sundet.

Det sande billede kommer nok frem Nogle gange er det lidt svært at bevæge sig fra dagbogen til fakta. Det kan virke lidt forvirrende.

I bogen oplever vi også fotos af Scavenius. Han er blevet udråbt som landsforræder. Men mon ikke bare, han er blevet en slags “Prügelknabe”. Men diverse arkivlovgivninger er det svært at få den rigtige sandhed frem. Om 100 år når det ikke længere er mulighed for, at holde skjulte dokumenter tilbage, vil det nok vise sig et helt andet billede af tiden under besættelsen.

 

Kommunister var ikke landsmænd

Scavenius var helt sikker på, at gøre det rigtige. I tidligere bøger af Lidegaard bliver han hyldet som en sand patriot på linje med frihedskæmpere. Og
regeringen og dem der fulgte fortsatte med at forfølge kommunisterne. I 1941 kunne disse i hvert fald ikke betragtes som Landsmænd. De blev ladt i stikken, smidt i Horserødlejren og deporteret til død og elendighed.

 

Dramatiske, gribende med menneskelige omkostninger

De flugtberetninger vi hører om, er dramatiske. Og det var jo ikke alle tyskere, der holdt sig tilbage. Det kunne ikke skjules, hvad der foregik. Lokalbefolkningen vidste det godt. Og mon ikke også Gestapo vidste det. Men de mest rabiate greb ind. Således blev 100 jøder anholdt i Gilleleje.

Vi følger nogenlunde velhavende familiemedlemmer, der havde gode kontakter i Danmark og Sverige. Deres muligheder var klart bedre end de mindre velhavende.

Fortællingerne er gribende med mange menneskelige omkostninger. Bogen er bygget op som en dagbog, der begynder den 26. september 1943 og slutter den
9. oktober. Først og fremmest er det to beretninger fra Palle Marcus og hans fætter Paul Hannover, der danner grundlaget.

 

Best kom Hitler i forkøbet

Bogen giver udmærkede portrætter af Svenningsen, Scavenius, Best og Duckwitz. Best havde taget beslutningen om de 8.000 danske jøder. På et eller andet tidspunkt ville der være kommet en befaling fra Hitler. Nu tog Best initiativet og tog befalingen i forkøbet. Så kunne han dreje det hele derhen hvor han ville, for at redde sit eget skind. Og retten troede jo også på ham efter krigen.

Og hvad med hans tro hjælper, Duckwitz. Han havde tidligere vist sig i opposition til Hitler. Men hans dagbøger og biografier synes lige lovlig konstrueret.

 

To syn på historien

De to bøger repræsenterer to syn på historien. Lidegaard er dukket ned i private familie-arkiver mens Blüdnikow er dukket ned i sin fars erindringer.

 

I en robåd på Øresund

Bent Blüdnikows far flygtede i en robåd over Øresund den 7. oktober 1943. Han flygtede sammen med ni andre jøder. Båden kæntrede, tre druknede, syv overlevede deri blandt Blüdnikows far. De blev bragt med skib til Helsingør, hvor Gestapo var lige i hælene. Kaptajnen nægtede at sejle de overlevende til Sverige.

De var kæntret midt i Øresund. En af de druknede, var natten forinden undsluppet fra nazisterne, da de fangede 72 jøder på kirkeloftet i Snekkersten.

I over 90 minutter lå de i vandet. Da de kom til Helsingør Hospital stod den berygtede Hans Juhl fra Gestapo parat. Bent Blüdnikows far nåede i sikkerhed. Dagen efter blev han med en fiskekutter ført i sikkerhed i Sverige.

 

Går i rette med historikerne

Bogen er dramatisk, medrivende og højspændt. men egentlig er det ikke det, det er bogens force. Rædslerne er frygtelige. Vi hører stilfærdig om myterne med Christian den Tiende og Jødestjernen som gik verden rundt. Også  omstændighederne omkring flugten får vi. Forfatteren går i rette med historikkerne og deres glansbillede af besættelsestiden.

Blüdnikow er af den mening, at for mange historikere vandrer i takt, med få markante undtagelser. De fleste betragter samarbejdspolitikken som uundgåelig. De tager jøderne som gidsler for at forsvare denne politik og Scavenius. Blüdnikow er ret direkte i sin kritik af samarbejdspolitikken:

• Tyskerne er så ivrige efter at tækkes danskerne og samarbejdspolitikkerne, at de lader jødeaktionen mislykkes. Men det er ikke på grund af samarbejdspolitikken, men fordi de ville redde deres eget liv efter krigen. Derudover har frihedskæmperne og den folkelige uro skabt øget ballade, og det vil tyskerne lægge låg på. Bo Lidegaard og andre tager jøderne som gidsler for at rense samarbejdspolitikerne og Scavenius. Samarbejdspolitikken var
  rådden. Andre ofrede deres liv – amerikanere, englændere, canadiere m.m.

 

• Danmarks samarbejdspolitik var med til at forlænge krigen. Vi var spisekammer for tyskerne, mens de jagtede jøder i Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Det danske nationalprodukt steg under hele krigen. Vi eksporterede 10 – 14 pct. af tyskernes forbrug af mælk, smør, fisk og flæsk. Danske cementfabrikker producerede til tyskerne. Vi styrkede den tyske kampmoral. Det handlede om penge for både arbejdsgivere og fagforeninger. Bo Lidegaard siger, vi reddede jøder, men det skabte kæmpe ulykker for jøder andre steder i verden.

 

Adopteret i Grossdeutschland

Danmark led ikke så stor nød som andre af vore nabolade. Vi havde en kæmpe eksport til det krigsførende land, Tyskland. Derfor blev vi skånet. Danske
diplomater gjorde ikke noget for at redde jøder andre steder i Europa. De ville ikke underminerer samarbejdspolitikken for at ophidse nazisterne.

Danmark var adopteret i Grossdeutschland på grund af deres gode samarbejdsvilje.

 

Fiskerne tjente store penge

I en tidligere bog af Sofie Lene Bak, som vi også har omtalt her på siden kunne jøderne søge erstatning for flugtudgifterne. Og som vi tidligere har været
inde på, så tog fiskerne sig godt betalt. Men der var dog grænser for, hvor meget, man kunne få i erstatning – 5.000 kroner. I nutidskroner svarer det nok til, at man skal gange med 20.

Det siges, at en jødisk familie betalte 40.000 kr. for at komme i sikkerhed. Lidegaard mener ikke, at der blev taget ågerpriser. Det var ikke kun det nationale sammenhold, der frelste jøderne. Det har Sofie Lene Bak fastslået.

Det står ikke helt klart, om de tyske myndigheder holdt sig tilbage med hensyn til at angribe jøderne på flugt. Ifølge forfatteren skal man ikke glemme jødernes flugt. Det glansbillede som verden har fået af danskernes helteindsats var det ikke.

Man mærkede også antisemitisme i den svenske befolkning, da man endelig var kommet over sundet.

 

De tyske myndighederne ønskede flugten

Bent Blüdnikow mener i modsætning til Bo Lidegaard og de fleste andre politikere, at redningsaktionen blev brugt til at legitimere samarbejdspolitikken. Historikerne hævder mere eller mindre at tyskerne tog hensyn til danskerne. Det var derfor jøderne blev reddet.

Men Blüdnikow mener, at man ikke direkte kan tilskrive dette til samarbejdspolitikken. Det var også i høj grad tilfældighederne, der spillede ind. Den
tyske nazi-ledelse ønskede at flugten skulle lykkes.

Med rette mener Blüdnikow, at historikerne glemmer den mørke del. For den danske samarbejdspolitik medførte større ofre uden for landets grænser.

 

Samarbejdspolitikken havde mørke sider

Danskerne eksporterede vildt til Tyskland. 10 – 14 pct. af tysk import af landbrugsprodukter kom fra Danmark. Og dette fortsatte efter sammenbruddet den 29. august 1943. Dette var sandsynligvis med til at forlænge krigen, så flere døde i KZ – lejre og på dødsmarcher.

Danske diplomater gjorde ikke noget i Europa for at redde jøder. De ville ikke underminere den danske samarbejdspolitik og trodse nazisterne. Der er også mange eksempler på, at jøder blev udvist lige i armene på Gestapo og KZ – lejrene.

Samarbejdspolitikken betød også, at danske firmaer brugte KZ – fangere som slavearbejdere. Ja danske firmaer lavede et omfattende arbejde for nazisterne. Dette var godkendt af danske politikere og myndigheder. Er historikernes tilgang til den virkelige historie rigtig?

 

De valgte samarbejde

Erik Scavenius gik tyskerne i møde med et åbent forslag om samarbejde inden for områder som økonomi, handel og kultur. Målet med samarbejdet var at bibeholde landet som selvstændig stat og holde parlamentarismen, monarkiet og eget retsvæsen intakt.

Bo Lidegaard har tidligere udtalt om dette:

• Datidens politiker valgte at samarbejde, da de vurderede, at de kunne skåne landet og bevare mere af demokratiet uden at give besættelsesmagten
  mere, end vi tillod. Og det er det, vi må forholde os til i dag.

I bogen Landsmænd er det de danske politikere, der er de egentlige helte. I 1943 kom tyskerhadet, som hos mange familier havde eksisteret siden 1864 til udfoldelse.

 

Politikkerne reddede landet?

Bo Lidegaard mener, at politikerne reddede landet (undgik enorme ødelæggelser, bombninger og jødeforfølgelser), men efter 1943, da regeringen/politikerne gik af var det modstandsbevægelsen der via sabotage sørgede for at vi blev anerkendt som et land i krig mod Tyskland. Hvis modstandsbevægelsen ikke havde været der, ville vi have været blevet betragtet som et nazistisk land allieret med Hitler efter krigen.

Lidegaard mener, at samarbejdspolitikken reddede vores liv, men modstandsbevægelsen vores ære.

 

Befolkningen bakkede op

Og
flere end ni ud af ti danske vælgere støttede ved samtlige valg op
til, under og lige efter besættelsen samarbejdspolitikken.

Der var indrømmelser fra begge sider og tyskerne valgte at udskyde forfølgelsen af de danske jøder. Det skete fordi, Det tredje Rige havde tungtvejende interesser i, at fortsætte freds – besættelsen, mener Lidegaard.

Og han fortsætter med at anføre, at det er forkert at tale om, at politikere begik forræderi. Det var vanskelige vilkår, og man skulle træffe svære valg.

 

Kampen er international

Det var ikke kun Lidegaard, der synes godt om Scavenius. Også mange historikere har en positiv holdning til ham. De mener, at Scavenius gamblede med Danmark, og heldigvis gik det ikke galt. Det kunne have kostet flere mennesker livet. Men det gjorde det jo netop i det øvrige Europa, mener Blüdnikow.

Kampen mod nazismen og massemordet på jøderne var international. Samarbejdspolitikken forlængede lidelserne for jøderne og andre i andre lande. Nazisterne kunne spare folk i Danmark og bruge dem andre steder til blandt andet at jage jøder.

Vi er styret af vores egen moralske dagsorden, mener Blüdnikow.

 

Det kneb med at blive anerkendt

Det kneb da også gevaldigt med at blive anerkendt som allieret. Måske mere end det historikerne har givet udtryk for. Og endnu mere kneb det med, at blive anerkendt hos russerne. Hvad ville der være sket, hvis russerne var kommet ført efter besættelsen?

 

Barske ord fra tidligere statsminister

De to omtalte bøger rejser igen spørgsmålet om samarbejdspolitikken var rigtig. Og i den forbindelse har Anders Fogh Rasmussen udtalt:

• Vi skal være stolte over samarbejdspolitikkens forfald. Han sagde videre, mens han var statsminister, at han syntes, at det var forkasteligt, at Danmarks elite blandt politikere kunne være så naive. De førte ikke kun en neutralitetspolitik, men en aktiv samarbejdspolitik.

Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets – men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. man må tage stilling for demokratiet og mod
diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.

Historikere kaldte dengang vores statsminister for en kæmpe egoist. Nu kan man ikke altid være enig med vores tidligere statsminister, men har han ikke ret, når han udtaler:

• Hvis alle gjorde lige som Danmark, så ville hele hele verden være nazistisk
• (Vi har efterfølgende skrevet en artikel, der hedder “Da Anders Fogh Rasmussen blandede sig”) Den tidligere statsministers egen parti var hverken værre eller bedre end så mange andre partier under besættelsen.

 

Politikere har ansvar for et land

Tydeligvis er historikere af en anden holdning. Bo Lidegaard har tidligere udtalt, at alle jo netop gjorde som Danmark. Han mener, at De Allierede deltog i krigen, fordi deres egen eksistens var i fare. Han pointerer, at USA først gik ind i krigen, da Japan bombede Pearl Harbor.

Pig Stig Møller, tidligere udenrigsminister, sagde det på den måde:

• Som politiker har man ansvaret for et land, og hvis man er modstandsmand, så har man ansvaret for sig selv.

Det kan vel omskrives som, hvis en enkelt modstandsmand går til angreb imod stormagten, så ville stormagten ikke se det som et kæmpe problem. Medmindre hele befolkningen går imod den, ligesom det skete i Augustoprøret 1943.

 

Overvejede interneringslejr for danske jøder

Departementscheferne overvejede i september 1943 at lade jøderne internere i en dansk lejr, for at forhindre, at de blev sendt til tyske KZ – lejre. Politikerne vendte dog tommelfingeren nedad. Planen kunne have udviklet sig til en katastrofe, hvis det var blevet en transitlejr på vej til Polen eller Tyskland.

På  dette tidspunkt var der ingen, der ingen, de havde tænkt sig, at 7.000 jøder kunne transporteres til Sverige. Og Werner Best kunne over for Eichmann proklamere, at Danmark var Judenfrei. Ved tidligere lejligheder havde han ikke været så tilbageholdende med at fange jøder.

 

Ensidig fordømmelse forkert

Som læsere af bøger om besættelsen, bliver vi nødt til at forholde os til romantiseringen og heroiseringen. Og typisk så bliver alle hjemmetyskere gjort til nazister af de fleste historikere, men sådan var det ikke. Mange ville have ro og fred, og tilsluttede sig ikke den nazistiske tankegang.

Måske var Anders Fogh Rasmussens kommentarer vedrørende politikerne for generaliserende, for ikke alle politikere var feje. Det er forkert ensidigt at fordømme alle besættelsestidens politikere.

 

Rosenrødt med det nationale sammenhold

Men når man om besættelsestiden mener, at danskerne havde et nationalt sammenhold, så er det nok lidt for rosenrødt. Mon ikke det danske samfund blev delt som aldrig før i disse fem år. Mange stedkendte og sprogkyndige hjalp Gestapo. Og fra det tyske mindretal blev ikke nazister smidt i Fårhuslejren. De sønderjyske politimestre så en ære i at forfølge folk fra Det Tyske Mindretal uanfægtet om de havde begået noget ulovligt eller ikke. ja så er det hele spørgsmålet om retsopgøret, som også delte befolkningen.

 

Et væsentligt bidrag

Og når Lidegaard glemmer antisemitismens rolle i den nazistiske ideologi, så må det være en fejl. De to bøger er et væsentligt bidrag til besættelseslitteraturen, og de har genoplivet diskussionen om samarbejdspolitikken. Emnet er den dag i dag følsomt. Under vores research til artikler om emnet i Sønderjylland har vi mødt den kolde mur. Denne mur mødte vi også da vi skrev vores bog i 2017 “Grænsen er overskredet”.

 

Læs flere artikler

Ja kære læsere vi kom langt omkring i vores anmeldelse af de to bøger. Du kan se en uddybning i de 362 artikler, vi efterhånden har begået her på siden om besættelsestiden (Før/Under/Efter)

 

Kilde:

• Bo Lidegaard: Landsmænd – De Danske Jøders Flugt i Oktober 1943 / Politikens Forlag.
• Bent Blüdnikow: Min Fars Flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943/ Berlingske – People’ s Press
• Diverse bøger fra Besættelsestiden
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 7.01. 2022

 

Dette er et foredrag afholdt den 12. september 2013 i Æ Synnejysk Ambassade på Landbohøjskolen på Frederiksberg – på sønderjysk, dog her gengivet på  rigsdansk. Vi går fra grænsen ved Kongeåen ned til den nuværende grænse. Vi skal møde en masse kongelige, og nogle som måske er kongelige. I artiklen indgår også to hvide heste, næsten da, og en masse præster, et genfærd, en bøddel, to fysikus’er, en Jomfru, masser af sønderjyder, en nazist og en del uægte børn.

 

For 6. gang

Nu står jeg så her for sjette gang. Og denne gang går vi fra nord mod syd. De fleste forbinder grænsen med Kongeåens forløb. Men sandheden er, at åens løb kun udgjorde 30 kilometer af grænsens 100 kilometer.

 

Aller – Koncernen kunne være interesseret

Hvis Aller – Koncernen havde et blad dengang, så havde det været meget at skrive om. Der er i denne artikel masser af kongelige skandaler. Ja og egentlig kunne vi godt fortælle om denne koncern, for den har
jo i høj grad sønderjyske rødder. Men det bliver en anden gang. Og egentlig kunne man jo også fortælle om Sønderjysk Kaffebord, men så må man jo forvente, at det til lejligheden er dækket op med det. Og det er det ikke her i aften.

 

Presset i krig

10 pct. af de 3.000 sønderjyder, der blev presset i krig af prøjserne deserterede. Og dette selv om H.P. Hanssen, de dansksindedes bannerfører advarede mod dette. De skulle blive i hæren under devisen Gør din Pligt – Kræv din Ret.

Hvis alle udvandrede eller deserterede, var der ingen tilbage, der kunne kæmpe for danskheden.

 

Skød uden varsel

Det var nu ikke helt let at flygte over grænsen, og de tyske soldater havde fået besked på, at skyde uden varsel. Man flygtede over grænsen:

• Nord for Christiansfeld
• De skovklædte egne ved Jels – troldkær
• Hede-egnene ved Ribe

 

Men nogle vovede sig også ud via Vadehavet. Men man skulle være godt kendt med Vadehavets luner, ellers gik den ikke.

 

Ved Frederikshøj

Vi er nu her ved ved grænsen ved Frederikshøj mellem Christiansfeld og Taps. Vi skal følge kongens ridt på den hvide hest over grænsen.

 

Sandheden om den hvide hest

Det som har beskæftiget, mange historikere og andre gennem årene, det var om det virkelig var en hvid hest, som kongen red over grænsen på, og lad os lige fra starten slå fast, at:

 

1. Hesten så hvid ud

2. Hesten blev ikke slagtet med det samme

3. Den lokale slagter solgte ikke kødet fra den

4. Hesten var ikke sønderjysk

6. Der blev ikke brugt rense-væske på hesten

7. Der blev ikke brugt kalk – i den forstand

 

Jomfru Fanny havde sagt det

Det var vigtig, at hesten var hvid, for det havde Jomfru Fanny fra Aabenraa sagt:

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge.
  Kongen som kommer herned, er en mad i sin bedste alder, hverken gammel
  eller ung. han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne
  vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker
  til at tage imod ham.

Nu er det ikke noget nyt med den hvide hest, således kender vi fra den vestslesvigske litteratur, Der Schimmelreiter af Theodor Storm. Mange fiskere kunne på skyformationerne se, om der var optræk til stormflod.

 

Kongen blev smidt af

Han fik travlt, H.P. Hanssen. Han var instruktøren til showet. For drejebogen skulle jo passe, det der skete i 1920. Et par kilometer før grænsen steg kongen op på Malgré Tout. Men kongen blev smidt af.
hesten var nervøs, der var alt for mange mennesker. Kongen slog sig, og han haltede under hele Sønderjyllands – turen.

 

Det var ikke en albino

Uha å skræk, det viste sig at hesten ikke var helt hvid. Nogle ville vide, at den nærmest var lyserød. Nogle ville senere vide, at det nærmest var en albino – en Heino blandt heste. Men nu er det bare det, at der ikke findes albinoer inden for heste.

Det var Christian den Tiendes anden søn, arveprins Knud, der red bag kongen, der spredte budskabet om, at hesten var kalket. han skulle angiveligt have fået noget på sit tøj.

 

Blev Johanne rakt op?

Den pige, som kongen tog op på hesten, var ikke tilfældig valgt. Hun var nøje udvalgt. Der er så delte meninger om hun blev rakt op til kongen, eller om det var kongen, der tog hende op. Nu er det sådan, at hesten var ret stor, så kongen kunne næppe selv have taget pigen.

Kongen mente selv, at Johanne, som pigen hed, blev rolig, da hun sad på hesten, mens andre mente, at Johanne græd hjerteskærende. I digtet om Sønderjylland skriver Henrik Pontoppidan:

• Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage, en røvet datter, dyb begrædt, er kommet tilbage.

 

Holdt kongen sig til manuskriptet?

Meningen var vel kun, at Johanne skulle have givet kongen blomster. Hun var mest utryg ved det. Alle de mennesker, uha. Måske var det ikke helt det, der stod i manuskriptet. Kigger vi nu godt efter, så græd kongen også. han var også overvældet af begivenheden.

 

Han var jo tysk præst!

Johanne blev i 1915 overladt til børnehjemmet i Erlev, hvor hendes storebror også var. Men det lykkedes, at finde et godt hjem til Johanne. Det var hos Pastor Braren, i Åstrup og senere i Højer. De dansksindede var forbavset for han var jo tysk præst. Det vil sige, at han mente, at han varetog både de dansksindede og de tysksindedes interesse. Han var så forbitret, da han hørte, at der skulle komme en dansksindet præst til Højer, at han ikke mente, at det var menighedsrådets opgave at hjælpe med at finde en bolig til denne.

 

Et lille nerveanfald

Efter det kongelige ridt, tog pleje-moderen Elisabeth Braren sig af Johanne:

• Så hurtig jeg kunne, trak jeg Johanne ned i en grøft. Der fik hu et lille nerveanfald, som udtrykte sig i klagende toner. Jeg fik hende til ro, og hun fik hendes hat på.

Med hensyn til hesten, så blev den slået ned, med det var lang tid efter det kongelige ridt. Den havde fået en sygdom, der bevirkede, at hovene smuldrede.

Når hesten fremstod med et lyserødt skær, kunne det skyldes urin, halm, det tæppe, der var lagt over hesten eller stamme fra episoden, hvor kongen blev smidt af. Måske var det under denne hændelse, den fik en misfarvning.

 

Pibeler eller puds?

Sandheden er nok, at man i skyndingen havde taget noget puds fra en mur, samt noget tit, som er en slags voks, som man normalt bruger til at pudse med. Antagelig var det det, som Arveprins Knud havde fået på sig. Ifølge barnebarnet til kusken på Visborggaard var der ofte misfarvninger hos de hvide heste på gården. Her skulle man så have brugt pibeler, som blev brugt til hvidmaling og rensning.

 

En sten på hestens grav

Hesten var transporteret til Frederikshøj fra området nordøst for Hadsten fra godset Visborggaards jorder. Her ligger den også begravet under en sten:

• Den hvide hest – jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen.

Men inden dens død var kongen forbi og takke for deres ridt over grænsen.

 

Drak Grænsekommissionen fuld

Ja og hvorfor skulle grænsen lige ligge ved Frederikshøj?

I følge myterne, så drak kromanden Grænsekommissionen fuld og fik dem til at lægge grænsen syd for Frederikshøj Kro i 1864.

 

Store øre

Ja kongen var slet ikke enige med Grænsekommissionens arbejde. Fra Tønder blev det berettet om, at kongen haltede temmelig meget. To piger fra Mindretallet var kommet ret tæt på kongen:

• Kug mahl Heiderose, wie Grosse Ohren, der König hat

Pludselig vender kongen sig smilende om til de to piger:

• Jah mit die zwei grossen Ohren kan er alles höhren

 

– Efter at foredraget er afholdt, har vi indsat en \”historisk\” artikel, der afkræfter disse myter, som vi her fremsætter. (se under Aabenraa)

 

Halvsøster til H.C. Andersen

Og hvem var hende, der forudsagde, at det var en konge, der skulle ride over grænsen på en hvis hest?

Ja man sagde om hende, at hun var kongedatter, og halvsøster til selveste H.C. Andersen. Faderen var den samme, Christian den Ottende, men mødrene var to forskellige.

Fannys mor skulle være kongens kusine, Charlotte Frederikke. H.C. Andersens mor skulle være den velbegavede og smukke Elise Ahlefeldt.

Da Jomfru Fanny blev begravet, citerede præsten også Schiller:

• Das Mädchen aus der Ferne.

 

Gravid i 10 måneder!

Der er sagt meget i denne sag, og lavet mange beregninger. Således har redaktør Martin Kamhövener regnet sig frem til, at hvis Charlotte Frederikke skulle være moderen, så ville hun have været gravid i over 10 måneder.

Man sagde om hende, at hun kom i en kongelig postvogn, der gjorde holdt foran Slotsgade 15 i Aabenraa. Bagefter kunne man gennem vinduet se en velklædt dame holde et spædbarn. For øvrigt så var Slotsgade 15, et lille gæstehus tilhørende Brundlund Slot.

 

Christian den Ottende – et uægte barn!

Og Christian den Ottendes herkomst skulle også have været tvivlsom. man mener således, at hans rigtige far, var Frederik von Blücher. Vi ved faktisk om Jomfru Fanny er født i Plön, Holsten eller Aabenraa. Det eneste vi ved, er at hun er født den 31. august 1805.

 

Tvivl om dåbsattesten

Man kan nemlig ikke finde ud af, om der på dåbsattesten står niedergekommen eller unverkommen – nedkommet eller indlogeret. Og det sjove er, at at Jomfru Fanny lånte sin økonomiske rådgiver, en masse penge, og hun faktisk havde ejet det hus i Persillegade i over 20 år, da hun flyttede ind i det.

Da Jomfru Fanny blev konfirmeret var hendes konfirmationskjole af den fineste kvalitet. Hun blev kaldt op som nummer tre i rækkefølgen. Det var lidt underligt som datter af en syerske.

 

Den livlige Charlotte Frederikke

Christian den Ottende og Charlotte Frederikke blev gift i 1806. I 1808 flyttede de på Amalienborg. Men allerede i 1810 blev de skilt. Charlotte Frederikke blev placeret på Boller Slot ved Horsens. Her havde hun en affære med hendes musiklære og en officer. Hun kedede sig og flyttede til Rom. Og her besøgte H.C. Andersen hende.

 

Det lignede Jomfru Fanny

Det er ganske vist. Jomfru Fanny skulle have lignet hendes mor. Således blev nogle damer og veninder til Jomfru Fanny nærmest forskrækket, da de på Rosenborg så et billede af Charlotte Frederikke. Det lignede til forveksling Jomfru Fanny.

 

Forespørgsel fra Hoffet

På  et tidspunkt ville kongen have Jomfru Fanny til København. En kongelig vogn blev sendt til Slotsgade for at hente hende. Men pleje-moderen modsatte sig.

Redaktør Frederik Fischer modtog et brev fra hoffet, der gerne ville vide, hvordan Jomfru Fanny havde det? Det vil sige man brugte en mellemmand.

 

Jomfru Fanny blev sur

Men Jomfru Fanny ville ikke have noget med de kongelige at gøre. På et besøg på Gråsten Slot blev dronning Caroline Mathilde sur over, at Fanny ikke ville kyse hende på hånden. Problemet var, at Fanny følte sig ligeværdig. Denne episode glemte Fanny aldrig.

 

Ikke noget at gøre med de kongelige

Christian den ottende besøgte ikke Fanny, når han var i Aabenraa. Men han inviterede Fanny til at besøge ham, når han var på ferie på Föhr. Her var H.C. Andersen flere gange. Men Jomfru Fanny ville ikke mere have noget at gøre med de kongelige

 

En spændende historie

Historien er spændende uanset om den er sand eller om det kun er en myte. Der er beviser både for det ene og det andet. I dag er det sådan, at vores arkivlov er meget restriktiv, så her finder man næppe den fulde sandhed. Beviser for det ene eller andet må komme et andet sted fra.

 

Mangehærveje

Når nu vi skal fra den ene grænse til den anden vil det være meget naturligt at følge Hærvejen. Nu er den vej ikke bare et par hjulspor. Det er mange hjulspor. Og vejens forløb fulgte vejr og vind samt årstid. Gennem årene fulgte vejen også forskellige forløb. Det er altid interessant at følge historikernes diskussioner om vejforløbet.

Vejen mellem Tønder og Højer blev i 1554 kaldt Herrenweg.I 1796 blev den såkaldte Krumme Vej fra Bov til Flensborg kaldt for Den nach Niehuss führende
Herwege.

 

Pilgrimsfærd

Mange
er i tidens løb taget ad Hærvejen med stude, eller på pilgrimsfærd.
Det kunne være til Kliplev Kirke, hvor Skt. Hjælper befandt sig. Det tjente familien Ahlefeldt ret godt på. De oprettede så senere et stort kapel, der var større end Løgum Kloster. Det tjente de så endnu mere på.

 

Mange okser på Hærvejen

Fantastisk mange hære er gået på Hærvejen og mange slag er foregået omkring denne hovedvej. Og tænk årligt vandrede der mellem 1548 og 1578 årligt 40.000 okser på Hærvejen.

Den allerførste handel var dog eksport af flint, rav, sten, huder, kød og Jydepotter. Men derefter, var det heste, der var den store eksportartikel. Men den allerstørste artikel var dog dengang Skåne – silden.

Lige før Rødekro findes en gammel vejsten fra 1793 med indskriften:

• Weg nach Ribe und Foldingbro.

 

Røde Kro

Byen Rødekro er opkaldt efter Rødeåen, der har forbindelse til Vidåen. Lige syd for lå Rise Kro, der var betydelig større end Røde Kro. Kroen var også betydelig ældre. Også kirken i Rise var usædvanlig stor. Antagelig var det et helligt sted. Ja kirken var måske bygget på et hedensk helligjord. Her i nærheden lå også Risborg, kun 2 km fra borgen Bruneberg ved Rødekro.

 

Et rettersted

I Rise Herred var retterstedet i midten af 1600 – tallet på Årslev Mark. Det blev senere flyttet et par kilometer mod vest til Sdr. Ønlev Mark i Hjordkær Sogn.

I 1588 blev Peder en ung mand henrettet for flerdobbelt mord. I 1666 blev Jacob Arnkiel henrettet. i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der masser af hekseafbrændinger. den sidste henrettelse med sværd tilfaldt Cathrine Nissen i 1761. Og den allersidste henrettelse i Rise Herred fandt sted i 1834. Det var Fallesen som havde dræbt sin brud.

Som det var normalt, så rullede hovedet. og det var noget den tilstedeværende præst aldrig kom sig helt over.

 

Byens bøddel

Disse henrettelser blev foretaget af byens bøddel eller rakker. Han skulle også fjerne og begrave alle selvdøde katte, køer, heste og får. Desuden skulle han sørge for natrenovation. Det var dengang, at svinene løb løse rundt i Aabenraa. De havde nok affald, at leve af.

 

Uærlige mennesker

Bødelen og hans hjælpere blev betragtet som uærlige. Folk kunne og ville ikke omgås ham. Bødler var ofte gift med døtre af andre bødler. Oftest lå bødelens hus uden for byen. Men til den sidste bøddel byggede myndighederne et hus i Aabenraa – det var Nygade 42. Her boede så Hainrich Christoffer Rössler. Han var skarprettersøn fra Arensbrück og gift med Elisabeth, skarpretterdatter fra Tønder.

 

Bøddelen fik problemer

Og Aabenraa ‘s sidste bøddel fik problemer med Bartskærerne. For Rössler befattede sig nemlig også med lægegerningen, for at tjene noget mere. Men man havde noget, der hed lavsrettigheder. Da Rössler døde, fik Aabenraa aldrig mere deres egen bøddel. Man lejede bare Besseler fra Haderslev.

 

De pinlige forhør

Det var også dengang, at man når man besøgte Rådhuset kunne høre skrig og skrål fra kælderen. Det var når bødelen foretog de såkaldte Pinlige Forhør ved hjælp af torturinstrumenter.

 

Kroer med bryggerier og brænderier

Dengang i 1600 – tallet, blev der forelagt en forordning, at der skulle være en kro for hver 20 kilometer på Hærvejen. Dagbogs – fortegnelser fra 1600 – 1700 ‘ tallet viser, at der var en for hver 30 kilometer. Disse
kroer havde også bryggerier og brænderier.

 

Bommerlund

En af de mere kendte kroer var Bommerlund. Her lavede man den bedste snaps. Opskriften er fra Frankrig, og hemmelig. Myterne fortæller, at det var en fransk officer, der ikke kunne betale sin regning, men
så havde han i stedet en god opskrift. Og det var netop opskriften på Bommerlund Snapsen. Men mon ikke den er krydret med anis, kommen og smagt til med koriander, neliker, kanel og tørret citron-skald.

For en del år siden deltog jeg selv i en meget uofficiel kåring af Danmarks bedste snaps. Vi skulle gennem de opstillede kandidater to gange, og vinderen blev – nej ikke Bommurlund Snapsen, men Svendborg Snapsen.

 

Mange puder

Toldsted
Kro og Røde Kro blev rost af de rejsende. Holger Jacobæus udtalte således i 1671, at der var så mange puder og dyner på Toldsted Kro, at det var nødvendigt at bruge stige. Toldsted (Tollsted) lå vest for Aabenraa og lidt syd for Hjordkær. Ja det lå cirka en mile syd for Røde Kro.

 

Toldsted fra 1487

Toldsted stavet med to l’er nævnes første gang i 1487. Her var opkrævningssted. Det samme var tilfældet længere mod syd, ved Bov, Gottorp og Rendsborg.

Denne kro og dette toldsted har haft besøg af mange kongelige og adelige i tidens løb. Undervejs fra Haderslev til Flensborg slog Kong Hans her tiden ihjel ved at spille med Hertug Magnus. Han måtte endda låne 10 RDL. hos sin sekretær.

 

Kongens sidste rejse

Christian den Tredje har gjort ophold her. Og Frederik den Fjerde foretog sin sidste rejse herfra under gennemrejse hjem fra Slesvig. Han overnattede på Toldsted. Han følte sig mat og ubehagelig tilpas. Da karosserne ved aftenstide nåede Haderslev var kongens tilstand blevet forværret. Den 11. oktober 1730 døde han i Odense.

 

Den Toldsteder Brevskilling

I Aabenraa måtte man erlægge Den Toldsteder Brevskilling, for at få brevene bragt frem til Toldsted. Her passerede postruten København – Hamborg. Først i 1838 blev den ekstra porto ophævet, hele 74 år efter, at ruten var ophørt.

 

Familien Arenkiel

Hvervet som tolder tilfaldt ind til 1604, Familien Arenkiel. De førte sig i Aabenraa frem med spidserne. Men de var nu ikke altid byens bedste børn. Når nogle af disse Arnkiel – brødre var i byen i Aabenraa var der ballade i farvandet. Således var Asmus, Hartvig og Jacob atter i byen. Det endte med, at Hartvig slog by-vægteren ihjel.

Familien forsøgte med indflydelse og penge, at købe ham fri. men det lykkedes nu ikke. Hartvig blev dømt til døden.

 

Adskillige voldsdomme

Asmus havde adskillige voldsdomme. Han måtte også betale 5 rigsdaler, fordi han havde besvangret Brunde Lorentz datter fra Nybøl. Inden da havde han fået en bøde på 4 rigsdaler, fordi han havde hugget to
fingre af en fremmed barbersvends venstre hånd. To gange måtte familien bede myndighederne om hjælp, da forskellige krigsherre havde brændt toldstedet og kroen ned. Og dermed tilbage til kroerne.

 

At spise og drikke

Et gammelt frisisk mundheld siger.

• Eten und drinken hielt Lief und Seel. Det betyder, At spise og drikke bevarer krop og sjæl.

Tænk dengang, havde vi i Flensborg 200 brænderier og i Tønder, 30 bryggerier.

Ja fra min tid i Tønder, kan jeg endnu huske at vi tog til Aventoft om søndagen til Frühshoppen, hvor vi fik Küstennebel og Friesengeist. På Föhr havde man en drik, der blev kendt for Tote Tante. Det var en drik med kakao.

 

En punch fra Løjt

Og tænk på Løjt havde man æ Løjtingepunch. I en halv kop stærk the, kommer man en solid klat æblegelé og tilsætter snaps efter behag.

 

Til rådighed for de kongelige

Bønder langs Hærvejen havde en del forpligtelser. De havde vedligeholdelsespligt, og skulle stille sig til rådighed for de kongelige. Da Christian den Femtes søster, Prinsesse Wilhelmine Ernestine i 1671 skulle til Tyskland, måtte der skaffes 88 vogne ved Årøsund. 100 år senere skulle Christian den Syvende bruge 275 vogne til Immervad Kro.

 

Indbildskhed på Løjt

Vi tager lige et stykke vej væk fra Hærvejen til Løjt. Her har indbildskheden altid været stor, men det siges dog, at være aftagende. Bønderne følte sig ovenpå. de mente, at de var bedre værd end naboerne vest og syd på. Søfarten bragte velstand, men om vinteren var der dog mange på Løjt, der måtte ud med tiggerstaven.

 

Det kunne være smukt på Sønderjylland

I
løjtingernes hjemstavnssang siges der, Der er kun et Løjt i Verden. For dem, der ikke har oplevet Løjts natur på en cykeltur, så se at få gjort. Se Runde Mølle, der havde 160 gårde som
kunder. Her en skrænt på 75 meter. Her sagde Christian den Tiende:

• Jeg har aldrig tænkt, at det kunne være så smukt i Sønderjylland.

 

En troldkvinde med et stort forklæde

Et sagn fortæller, at en troldkvinde blev arrig over kirkebyggeriet i Løjt. Derfor fyldte hun sit forklæde med jord, som hun havde tænkt sig at lave ulykker med. Det må have været en velvoksen troldkvinde med et ualmindeligt stort forklæde. For Ilienbjerg blev til, da hun undervejs tabte noget jord. Dette jord var egentlig beregnet til at ødelægge kirkebyggeriet.

 

Indgift i hinanden

Løjt Sogns bondeslægter var tidligere meget stærkt indgiftet i hinanden. man fortæller om løjtingerne, at når en bondesøn havde fundet sig en brud, spurgte man først:

• Æ hun i æ slægt.

Hvis ikke, spurgte man:

• Æ hun a æ Sogn

Og hvis det heller ikke slog til, sagde man:

• Ja så må hun da ha en grov de Pæeng.

 

Husk, at I er bønder – børn

Jo de vidste, hvad de ville på Løjt. Således blev bønder – børnene opdraget:

• Møder I tjenestefolk, så sig dem Goddag og et kønt ord, men ikke mere. Husk at I er bønder – børn fra Løjt.

 

Fysikus blev sindssyg

I Aabenraa havde fysikus Wiggers siden 1805 forsøgt at søge sin pension. Men det var spare-tider. Først da han nærmest i sindssyge mente, at folk i Aabenraa ville forgifte ham med arsenik, fik han sin pension.

 

Regelmæssig badning

Efterfølgeren, Neuber var en lærd person. Han havde studeret på universitetet i Kiel, og scoret sin ynglings professors datter. Han mente, at regelmæssig badning var til gavn for den menneskelige sundhed.

I 1814 rejste han for egen regning en badepavillon ved Skibbroen i Aabenraa. Han overbeviste byens spidser, at Aabenraa skulle være en kurby. Også kongen blev overbevist. Denne sponserede et anseeligt beløb til foretagendet. Kommunen forærede en grund ved Lindsnakkevej. Frederikslyst blev opført. Men ak og ve. Det var skønne spildte kræfter og penge. Det blev en kæmpe fiasko.

 

Lod sig friste af bestikkelse

Og den kære fysikus, Neuber lod sig friste af bestikkelse. For penge kunne man slippe for militærtjeneste ved session. Og Neuber lod sig friste. Han blev afskediget som fysikus. Og trods flere skrivelser til kongen, forblev han fyret.

 

Over til den Slesvig – Holstenske bevægelse

Neuber følte sig krænket. Han gik mere og mere over til den Slesvig – Holstenske bevægelse. Han skrev nogle af bevægelsens største slagsange, blandt andet Schleswig Holstein Mehr umschlungen.

Men Neuber var ikke alene. Byens spidser, bestående af købmænd, reddere og førende håndværkere, mente at Aabenraa skulle sejle under det Slesvig – Holstenske flag.

 

Handelsplads ved Varnæs

Længere syd på i Varnæs var det ved Skovsøen en livlig handelsplads i 1200 – 1300 tallet. Det var Sønderjyllands største havn.

 

En stor krigsforbryder?

Lige
i nærheden ligger Bovrup. Byen er kendt for Frits Clausen og hans kartotek. Han blev af modstandsbevægelsen udråbt som en stor krigsforbryder. Han var formand for DNSAP. Men blev smidt ud. Og det
blev han også af De Konservative i Aabenraa. Han døde under mystiske omstændigheder i Vestre Fængsel før sin retssag.

 

Kongen besøgte Frts

Egentlig var ham meget afholdt i lokalbefolkningen. Det var mor, der betalte hans villa i Bovrup. Og tænk, her stoppede Kong Christian den Tiende op i 1928 for at tale med Frits Clausen.

 

Vikinger i Bovrup

På hans fødselsdag blev hans villa bevogtet af nazister i sort læderuniform. De havde et frygteligt våben – skarptslebende og spidse våben. Om morgenen blev Fritz vækket af lureblæsende vikinger til hest. Det må har været et specielt syn for borgerne i Bovrup. 22 studenter og et skoleorkester gik forbi Fritz Clausens villa. De spillede Its a long way to Tippararry og General Montgommery og hans titusinde mand.

Det førte til følgende overskrift i National – Socialisten den 9. juli 1943:

• London – New York – Moskva optøjer i Bovrup.

 

Flugt fra Urnehoved

Nis Henriksen måtte i 1523 flygte over hals og hoved fra Urnehoved. Han fik ind for Hertug Frederik som dansk konge. Og det var ikke lige populært alle steder. Han var herredsfoged i Slogs Herred. og boede på Hajstrupgård.

Bønderne beskød ham med pile, hvoraf de fem satte sig fast i hans kappe. Kun takket være hans mælkehvide hest lykkedes det ham, at komme væk. Da han kom hjem hængte han kappen i sognekirken i Bylderup. Der fik den lov til at hænge i flere hundrede  år. Som belønning for indsatsen fik Nis Henriksen skattefrihed for sin gård Hajstrup ved Bylderup.

 

Aabenraa udplyndret

Den sønderjyske historikere Niels Heldvad fortalte, at de soldater, der tjente Hertug Frederik af Slesvig, som nu var konge af Danmark, indtog og udplyndrede Aabenraa. Borgerne blev hængt op i deres testikler. Deres koner og børn blev skændet og mishandlet. De voldsomme begivenheder i Aabenraa før mødet på Urnehoved er også omtalt i Aabenraa By-krønike af 1620.

 

17 år på Sønderborg Slot

Vi tager nu videre til Sønderborg Slot. Dette slot rummer mange historier. En af dem er historien om Christian den Anden. I 1523 måtte han flygte efter det Jyske Oprør. I 1531 blev han nødt til at afsværge sin Luther – tro. Det var for at få hjælp til en hær mod Danmark/Norge. Det endte med, at han sad indespærret på Sønderborg Slot i 17 år. Men han var nu ikke så indespærret, som historikere vil gøre det til. Han kunne frit tage en tur i byen – dog under bevogtning.

 

Adelsmænd flygtede

I begyndelsen havde han fire adelsmænd til at underholde sig. Men de fik hurtigt nok af den tidligere konge. De kunne ikke holde ham ud. En enkelt gang lykkedes det for den tidligere konge at flygte. Bagmændene
blev fanget og henrettet. Blandt dem var præsten i Lysabild. Skarpretteren tjente ved dette en mark Lybsk.

 

Han var meget tørstig

Kongen fik en påtale af fire rigsråder. Men bagefter endte det hele i druk. Man hyggede sig med en tønde Hamborg – øl. Regnskabet fra 1533 viste, at kongen bestemt ikke tørstede. Der blev købt 27 tønder Kakebille (en stærk tysk øltype), 131 liter og 200 stob (4 1/2 liter) vin.

Tørsten steg i årene, der gik. I 1537 var forbruget på 43 tønder kakebille, og godt 260 stob vin. Dertil lidt stærkere spiritus.

 

10 år i frihed

Endelig i 1549 skrev den tidligere Kong Christian den Anden under på en aftale. Til gengæld fik han underhold fra Kalundborg Len og Sæbygård på Sjælland og Samsø. trods den store ydmygelse så ledsagede
4 rigsråder ham. Dertil kom den regerende konge samt Hertug Hans den Ældre og Kronprinsen samt Hertug Hans den Ældre.

Ti år oplevede den afsatte regent, at være på fri fod, inden han døde.

 

En jætte taber ler

Vi bevæger os langs grænsen ad Flensborg Fjord. Efter sagnet skulle Okseøerne være dannet af en jætte, der tabte ler fra sine sko.

 

Dronningens død

Og pludselig lå derude i fjorden en mindre flåde af skibe. De havde kastet anker og taget sejlene ned. Vi er i året 1412. Det var Dronning Magrethe den Førstes flåde. Dronningen havde i fjorten dage deltaget
i fredsforhandlinger i Flensborg. Byen var plaget af en omfattende pest – epidemi. Og dronningen var blevet ramt.

Hun skulle efter sagnet være bragt i land på Lille Okseø. Næste morgen gik flagene på halv på skibene på Flensborg Fjord – dronningen var død.

 

En hestehandler på Oldemorstoft

En
dag for mange år siden, kom en rig hestehandler kørende nordfra ad Oksevejen. Ved Oldemorstoft gik han ind på kroen og bad værten tage godt
imod en karl og en flok heste. Hestene skulle fodres på den bedste
måde, så de næste dag kunne fortsætte rejsen. Hestehandleren gav
kromanden dobbeltbetaling. Kromanden lovede højt og helligt, at han
nok skulle overholde aftalen.

 

Kromanden
fjernede fodret

Lidt efter kom en student gående. Han tog ind på kroen, fik noget at styrke sig på, og blev natten over. Senere gik kromanden til ro. Han snorkede dog så meget, at studenten ikke kunne sove. Han tog sin kappe på og gik ud i stalden. I det samme kom en masse heste. De blev fodret. Men studenten gemte sig, for han var bange for heste.

Lidt efter kom kromanden og fjernede fodret. Studenten syntes ikke, at det var i orden. Kromanden havde fjernet trefjerdedel af foderet. Da månen kom frem, dristede studenten sig ud af stalden.

 

Karlen fik pisk

Næste morgen var karlen for længst forsvundet med sine heste. Men pludselig kom en vogn med to personer. Den ene sprang ud og angreb kromanden, det var den rige hestehandler:

• Du har ikke fodret mine heste ordentligt, to er allerede faldet om.

Kromanden overbeviste dog hestehandleren om, at han var uskyldig, men at det var karlen, der var den skyldige. Hestehandleren troede på kromanden og halede karlen frem, der lå bag i vognen. Denne blev nu halet frem og piskede ham grusomt. Studenten så det ske. Da han passerede kromanden fortalte han om sine observationer i stalden. Kromanden gentog sine ugerninger gang på gang.

 

Et genfærd går igen

Da kromanden blev syg og døde, troede enken, at det nu ville blive ro, når hans lig kom i jorden. Men tværtimod, det blev meget værre. Så hun sendte bud efter præsten i Bov. Da han gik ud i stalden for at snakke med genfærdet slog denne bibelen ud af hånden på præsten. Til alt held kom nabo – præsten også forbi. Ved fælles hjælp forsøgte de gejstlige at tale genfærdet ned. Men det lykkedes ikke for dem. Tvært imod led de stor overlast.

 

Studenten kom til hjælp

Uventet kom den omtalte student til hjælp. Han var blevet lærd og præst i nærheden af Flensborg. Han havde en fornemmelse af, at et eller andet var galt i Oldemorstoft. Han skyndte sig for at komme sine brødre til hjælp. Da han ankom, skyndte han sig ud i stalden. Straks begyndte genfærdet, at angribe ham:

• Du har stjålet som ung student, sagde genfærdet.
• Det har jeg, svarede den tidligere student, men det var for at stille min sult, men jeg har også senere betalt tilbage.
• Du har kysset en pige i kirken, fortsatte genfærdet.
• Det er rigtigt, svarede den tidligere student, men præsten har tilgivet mig.

 

Muren er der stadig

Genfærdet havde ikke flere beskyldninger, og sank dybere og dybere ned. Omsider sad det i jord til hjertestedet. Længere formåede præsten ikke at få ham ned. Han lod nu en kobberkedel hente. Den hyllede de over genfærdet, og lod den mure til. Fra den tid blev der ro på kroen. Muren skulle være der den dag i dag.

Undertegnede har været flere gange på Bov Museum, som har etableret sig på Oldemorstoft. Men det har godt nok ikke været her ved nattetide.

 

Fire livlige gendarmer

Inden vi går helt til grænsen, skal vi lige kigge på dem, der gik på Gendarmstien – de blå gendarmer. Forholdsordrerne forbød de unge gendarmer, at gå til bal, men det overholdt de ikke rigtig.

En søndag tog to ældre underofficerer på inspektion på hotellerne ved Flensborg Fjord. Til stor forfærdelse for de to ældre gendarmer var de fleste af gæsterne unge grænsegendarmer.

De unge gendarmer morede sig med de sønderjyske piger. Mange forlovelser følte i kølvandet. Ja, de gendarmer, der ikke havde held i første omgang, annoncerede sandelig efter piger. Således kunne man læse følgende i Flensborg Avis:

• Unge Piger! Se Her! Fire livlige Gendarmer søger Bekendtskab med flere smukke Flensborgske Damer.
• Billet mrkt.\”Haab\” bedes med Fotografi indlagt paa Flensborg Avis*s Kontor.

 

Danske Pak mæ æ lus i æ nak

Det var ikke sjovt, at være dansker i den prøjsiske tid. Således skreg de tysksindede:

• Danske Pak mæ æ lus i æ nak, mae æ tærsk i æ Haend, heraut i æ land.

På hele landegrænsen er der mellem Skomagerhus i øst til Siltoft ved Vadehavet placeret 279 grænsesten. Jeg har ikke selv talt dem. Denne grænsedragning og afstemningen har der været meget diskussion om. Men den må vi høre om en anden gang.

• Tak for jeres interesse.

Kilde: 

• www.dengang.dk  – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.845 artikler
• Under Sønderjylland finder du 215 artikler 

 

Redigeret 15-07-2022