Vi har altid fået at vide, at vi som danskere var lovlydige borgere under besættelsen. Men sortbørs – handelen havde særdeles gode kår. Der blev endda oprettet et særligt krise – politi, der skulle komme ulovlighederne til livs. Først bidrog de tyske soldater, senere de engelske. Efter at politiet var interneret, forsøgte Vagtværnet at holde ro og orden. Edderkop – sagen afslørede korrupte betjente. En tidligere statsadvokat måtte gå. Og så hænger nogle uopklarede mord sammen.

 

Mange lovløse ting

Under besættelsestiden foregik en masse lovløse ting. Her tænkes ikke så meget på sabotager, mord og likvideringer. Det har vi været inde på i mange af vores andre artikler. Nej i denne artikel vil vi kigge på sortbørs – handel og i tiden efter, at politiet var blevet afvæbnet og sendt i KZ – lejre.

Emnet har ikke været så meget behandlet i litteraturen.

 

Den illegale handel

I første omgang var der var der brud på rationerings -, pris – og vareforsyningslovene. Ved retten anvendte man sætningen at drive handel på den sorte børs. Hos Rigsadvokaten lød det lidt mere fornemt: Handel på værtshus, gader og lignende , offentlig tilgængelige steder imellem personer, der ikke kender hinanden personligt.

Man overtrådte dermed også prisloven. Den sorte børs blev det vigtigste sted for den illegale handel. Og alt dette foregik i det offentlige rum.

Man overtrådte også lov om rationering.

 

Ulovlig handel på kaffebarer og værtshuse

Brud på loven kunne straffes med bøde, konfiskation, hæfte og fængsel indtil to år. Mellem 1940 og 1953 blev der alene i Københavns Byret afsagt 2.511 domme.

Den første store sort børs fandt sted i Suhmsgade. Da politiet opdagede dette, flyttede handelen til kaffebarer og værtshuse.

 

Ulovlig handel steg efter besættelsen

Mens den ulovlige handel var koncentreret om 10 – 15 steder under besættelsen, steg dette kraftigt efter besættelsestiden. I december 1945 havde politiet alene 14 restauranter på Vesterbro under observation. Men ellers foregik de ulovlige handler på visse gadestrækninger eller pladser. Man kunne let for sig en meget høj fortjeneste.

 

Tyske soldater hovedleverandør af cigaretter

Ofte var det kvinder, der optrådte som sælgere. I en sag undskyldte en kvinde sig med, at hendes mand, der var Tysklands – arbejdere kun sendte ganske få penge hjem.

Under og efter krigen var det henholdsvis tyske og engelske soldater, der leverede varer til det sorte marked.

Det var bl.a. tyske soldater, der var hovedleverandør af cigaretter. Særlig op mod kapitulationen var tyske soldater i stigende grad involveret i sortbørs – handel. Efter befrielsen mistede de tyske lagre deres betydning.

 

Ulovlige engelske varer fra Kastrup

I august 1946 blev en mindre sortbørsliga anholdt med engelske varer fra et lager i Kastrup. De havde allieret sig med en engelsk soldat.

Politiet fandt de bekymrende, at de beslaglagte tobaksvarer blevet leveret tilbage til englænderne for derfor snart efter igen at være på det sorte marked.

 

Dansk – engelsk politikommando

På britisk opfordring oprettede man i august 1945 en Dansk – engelsk politikommando, hvis vigtigste opgave var at bekæmpe den ulovlige handel med cigaretter og benzin.

Forfalskninger af rationeringsmærker forekom også. I en artikel i Berlingske Tidende fra dengang, skulle det være ganske nemt, at forfalske dem.

To mænd fik i 1947 hver 3 1/2 års fængsel for at have fremstillet 50.000 smørmærker og solgt disse for 100.000 kr.

Mærkerne blev omsat i partier på flere tusinde til en række mellemhandlere, der kanaliserede dem på det sorte marked.

 

Masser af røverier

På en kommuneskole i Gentofte blev der stjålet flere tusinde ark med rationeringskort. Et andet indbrud resulterede i, at der forsvandt kort til 370.000 liter benzin.

I 1943 foregik der et bevæbnet røveri mod en lastbil, der skulle bringe rationeringsmærker fra et trykkeri til Folkeregistret i København.

Af landets 72 politikredse svarede de 35, at der havde været indbrud eller forsøgt indbrud. Hårdest ramt var Roskilde Politikreds.

 

Afvasknings – centraler

Rationeringsmærker, som gik over disken blev af forretningen stemplet, så de ikke længere var gyldige. For at kunne genbruge disse mærker, var det nødvendigt med en såkaldt afvaskningscentral. I 1947 kom politiet i København på sporet af sådan en.

Politiet kom på sporet af Edderkop – sagens bagmand, Svend Aage Hesselstrøm. Han opkøbte mærker, som stammede fra indbrud i butikker. Han sendte disse mærker til en central i Randers. Her gennemgik de en proces, der fik stemplet fjernet. Så kunne de anvendes igen.

 

De hyppigst beslaglagte mærker var til kaffe, smør og sukker. Kaffemærkerne mistede deres betydning, da lagerne efterhånden var opbrugt i 1941.

 

Bildæk og cykler

Bildæk og cykler var også noget af det, der havde størst afsætning på den sorte børs. Chefen for Københavns Kommunale Vagtværn udtalte i 1944 til Aftenbladet, at der åbenlyst tilbydes hele læs tyvekoster til salg.

 

Man savnede tobak

Under besættelsen blev tobaksindustriens råstofforsyninger stærkt reduceret. I 1939 havde man importeret 12.000 tons, men i 1944 var man helt nede på 1.500 tons.

Fra slutningen af 1943 og i særdeleshed i 1944 blev der konstateret en forholdsvis kraftig stigning af sortbørs – priserne. Således lå priserne i de sidste to krigsår, ca. 50 pct. – 75 pct. over det legale.

 

Masser af nød i 1941

Mange arbejdere oplevede en stor reallønsnedgang under besættelsen. Hvis man tager oktober 1939 som indekstal med 100, så var reallønnen i 1940 faldet til 85, og i januar 1941 var tallet helt nede på 64. Dette faldt sammen med at arbejdsløsheden var steget til et niveau som under det værste af krisen i 1930erne.

Der opstod aldrig hungernød i Danmark, men levevilkårene for de svageste blev forringet i de første år af krigen. De dyre varer blev bortprioriteret til fordel for de billige.

Spørgsmålet er, om de svageste solgte deres mærker til de mere velstillede. Handelen på den sorte børs var med til at undergrave den sociale gevinst.

 

Tyveri og røveri var der masser af

I løbet af sommeren 1942 intensiverede politiet indsatsen mod sortbørshandel.

Og mellem den 25.9.1944 og 13.5.1945 foretog Vagtværnet 3.170 anholdelser. Tyveri og indbrud var de hyppigste forseelser.

Handelen tog et opsving i 1945. Så sent som i 1950 befandt der sig stadig 20 – 30 mand i Saxogade, der levede af sortbørshandel.

 

Ulovlig produktion

Fra Direktoratet for vareforsyning fremgår det, at der foregik en produktion, som gik uden om rationeringssystemet. En ulovlig produktion af smør løb antagelig op i flere millioner kilo om året. En stor del af ægproduktionen foregik heller ikke ad officielle kanaler. Her foregik en masse salg direkte fra producent til forbruger.

 

Bedre økonomiske forhold

I 1943 var der flere i arbejde. De voldsomme prisstigninger var bremset, lønnen steg og befolkningen havde flere penge mellem hænderne. Men problemet var, at der opstod forsyningsvanskeligheder. Der opstod en økonomisk situation, som virkede stærk fremmende på den illegale handel. Dette betød, at mange borgere under besættelsen og i efterkrigsårene supplerede deres forbrug med varer købt på den sorte børs.

 

Hvad skulle man gøre med lovovertræder?

Efter at politiet var blevet taget, havde både Justitsministeriet og Udenrigsministeriet opfordret til, at man opstillede vagtværn. I Lyngby var det lokale brandfolk, som fungerede som vagtkorps.

Men hvad skulle man egentlig gøre med lovovertrædere?

Arrestforvarer Mathiesen påpegede som leder, af arresten på Blegdamsvej, at private borgere var begyndt at aflevere anholdte personer direkte til arresthusene, uden at de havde bemyndigelse til dette. Inden for murene herskede der også stigende lovløshed.

 

Vagtværn

Fra de danske myndigheders side var det vigtigt hurtigt, at få et vagtværn op at stå, for ellers ville tyskerne sørge for dette.

Den 11. oktober 1944 udsendte Justitsministeriet et vagtværns – cirkulære. Man skulle alene bekæmpe grove forbrydelser som drab, brandstiftelse, røveri, tyveri, sædelighedsforbrydelser, afpresning og hærværk. I mindre sager som eksempelvis småtyverier skulle der alene optages rapport, så kunne sagen overdrages til Statsadvokaten.

 

Civile lovovertrædelser

M.h.t. anholdelse blev der henvist til retsplejelovens § 771, som gav borgerne ret til at foretage civilarrestation. Anholdte personer skulle overføres direkte til arresthusene eller for Københavns vedkommende til Vestre Fængsel.

 

Bedre lygteføring i Roskilde

Nu var det ikke lagt op til, at Vagtværnene skulle overtage politiets opgaver, således var der ikke mange muligheder for efterforskning. En forbryder måtte kun pågribes på friske spor, dvs. 1 til 4 timer.

 

Medskyldige, der blev angivet i retten, kunne således ikke anklages.

I København fik vagtværnet at vide, at man ikke skulle gribe ind over for færdselsovertrædelser. Men det så man anderledes på i Roskilde. Her startede man i julen 1944 ligefrem en kampagne for bedre lygteføring på cykler. Personer, der blev truffet uden lys på cyklen, fik dækkene piftet.

 

Tyskerne så med mistro på vagtværnet

Besættelsesmagten så med meget mistro på Vagtværnet. Derfor fandt man hurtig en ordning med at Vagtværnet ikke skulle skride ind over for medlemmer af Vagtværnet.

Før den 19. september 1944 var der ansat 3.000 betjente i København, men antallet af vagtmænd oversteg aldrig 1.000.

I løbet af 1944 blev der etableret 10 stationer i København med Vartov tæt ved Københavns Rådhus som hovedstation.

 

Kasket og armbind

På et tidspunkt var der tale om at vagtfolkene skulle have pistoler, men den tanke blev opgivet. De blev i stedet bevæbnet med knipler. Bemærkelsesværdigt er det, at kun 5 vagtfolk blev dræbt, og heraf 2 mellem den 5. og 7. maj 1945. Den eneste uniformering bestod af en kasket samt armbind.

 

Et nødvendigt onde

Vagtværnet blev aldrig populære i de større byer. Her betragtede man dem som et nødvendigt onde. Nogle mente, at det var direkte forræderi over for politiet, der enten var gået under jorden eller opholdt sig i tyske koncentrationslejre. De nåede aldrig samme grad af popularitet, som modstandsbevægelsen fik i de sidste par år.

Situationer opstod, hvor vagtværnet greb folk fra modstandsbevægelsen under indbrud og røverier. Det skabte nogle groteske situationer, men efterhånden skabtes der et bedre forhold til dem.

 

Problemer med Hipo

Der opstod en del problemer med HIPO. Men også Sommerkorpset skabte problemer. Vagtværnet mente således, at HIPO – folk var medlemmer af Sommerkorpset. Inden udgangen af 1944 havde vagtværnet dog lært at kende forskel på de forskellige værn.

Under udførsel af gemen kriminalitet optrådte Hipo – korpset ofte i civil. Så kunne det være svært for vagtværnet at se, at de var under tysk jurisdiktion.

Således opstod der en situation på Nørrebro. En mand havde solgt vare på den sorte børs. I første omgang lykkedes det ikke at anholde manden. Han søgte tilflugt på Jørgens Bar. Vagtfolkene fulgte man ind på værtshuset, hvor gæsterne råbte:

• De må ikke få ham, ned med Vagtværnet, på dem alle sammen

 

Efter et større slagsmål lykkedes det dog, at få manden anholdt. Der var stadig tumult ved ankomsten til stationen. Flere af de anholdte forsøgte at slippe fri. Den arresterede sortbørshandler viste sig, at være meget ophidset. Dette resulterede i, at overvagtmesteren slog ham ned med sin knippel. Manden blev da relativt hurtig løsladt, da det viste sig, at han var i Hipos tjeneste.

 

Tysk politi reddede situationen

Dagen efter vendte han tilbage sammen med to Hipo – folk udstyret med maskinpistoler. De bevæbnede mænd forlangte, at den mand, der havde ledet vagtværnet i Jørgens Bar tog med. Denne som naturligvis frygtede for sit liv satte sig til modværge og under tumulten gik den ene maskinpistol af, og ramte en vagtmand i maven. Til sidst blev tysk politi tilkaldt og fik stoppet Hipo – folkene.

 

En episode i Hillerødgade

Hipo – folkene beskyldte Vagtværnet for at stå i ledtog med modstandsbevægelsen. Sådan var det også i en episode i Hillerødgade den 11. marts 1945.

Årsagen var en sabotageaktion mod boltefabrikken Dan. Hipo – folk skød vildt omkring sig. En frihedskæmper blev dræbt, og to andre blev sårede. De blev taget til fange.

På vejen hjem mødte vagtværnet nogle Hipo – folk:

• Se og skrub af, for Fanden, løb alt hvad I kan, ellers får i et skud i røven, og lad os ikke se jer mere, jeg kan ikke fordrage jer.

 

Lovløsheden var sluppet løs

Mærkelig nok var det tysk sikkerhedspoliti, der gentagende gange stoppede Hipo – folk, som truede med eller skød efter vagtværnet.

Der skete sandelig noget i hovedstaden, lovløsheden var sluppet løs. I perioden den 11. – 17. oktober 1944 var der optaget rapport og meldinger om 331 forhold, heraf 41 tyverier, 7 røverier, 15 indbrud og 14 hold ups.

 

Anspændt forhold mellem vagtværn og sortbørshandlere

Forholdet mellem vagtværn og sortbørshandlere blev efterhånden anspændt. I begyndelsen af 1945 blev der udsendt en instruks om, at såfremt medlemmer af vagtværnet havde haft udgifter på restauranter kunne dette ikke refunderes af vagtværnet. Grunden til denne instruks var, at medlemmer af vagtværnet i civil og uden for normal tjenestetid forsøgte at indhente oplysninger om sortbørshandlere. Men dette var en klar overtrædelse af vagtværnets kompetencer.

 

Ansigt til ansigt med en pistol

I alt havde vagtværnet i 450 tilfælde stået ansigt til ansigt med en pistolbevæbnet person. Fra september 1944 til Befrielsen modtog vagtvæsnet 18.000 anmeldelser.  i alt foretog man 3.397 anholdelser i den periode.

 

Befolkningens voldelige reaktion

En af de karakteristiske træk ved den politiløse tid, var befolkningens voldelige reaktion over for dem, der overtrådte loven. Tendensen til selvjustits var hårdest i tiden inden vagtværnet trådte i funktion. Ofte førte dette til, at gerningsmanden blev alvorlig kvæstet. Selvjustitsen var ofte spontant. Men nogle gange var den organiseret.

 

I Aabenraa besluttede arbejderorganisationerne den 29. september 1944 at påbegynde bekæmpelse af sortbørshandel. Den første aktion var rettet mod en tobakshandler, der blev tvunget til at levere brændstof tilbage, som han havde modtaget fra en fattig familie i bytte for tobak. Da det var tale om en ældre mand slap han for fysisk straf.

I Kolding havde man tilkaldt fire af byens stærkeste bokser til at give sortbørshandlerne en på skrinet. Straffen blev eksekveret i rådhusets kælder.

 

Vagtværnene blev ikke afviklet

I juli 1945 udsendte politiet et cirkulære, hvori det fremgik, at man forventede en afvikling af værnene i løbet af august. Men det varede dog lidt længere. Politiet var endnu ikke på fuld højde. Mange var mærket af deres ophold i koncentrationslejre. Der skulle fortages et hav af afhøringer. En af vagtværnenes opgaver blev at bevogte lejrene med tyske flygtninge. I begyndelsen af 1946 var der endnu ansat 400 mand i vagtværnene.

 

12.000 sigtelser

Politiinspektør Tage Agdal var leder af det såkaldte Krisepoliti fra maj 1942. Han forlod sin stilling i 1949, hvor der samtidig blev rejst intern kritik af hans ledelse under Edderkop -sagen.

Tænk at i 1947 rejste Københavns Krisepoliti sigtelser mod i alt 12.000 personer. I perioden mellem 1943 og 1951 blev 6.356 sigtet for at have overtrådt prisloven. Men havde brudt loven om maksimalpriser.

 

Uegnet til menneskeføde

Mange gjorde sig også skyldige i vareforringelse. Således foretog politiet uanmeldt kontrolbesøg hos en af landets største kødproducenter, A/S Houlberg. Firmaet have fremstillet en række produkter, der var så dårlige, at de var uegnet som menneskeføde.

Tysklandsarbejdere var også med i sortbørs. 1.000 danske arbejdere hos Folkevogns – fabrikken var med i en sortbørs – ring. De forhandlede levnedsmidler, som de på legal vis havde fået sendt hjemmefra.

 

Problem i Tønder

I julen 1943 sendte politimestren i Tønder en indberetning til Statsadvokaten for særlige anliggender. Soldater udstationeret i Tønder løste billet fra byens banegård til den lille grænseby Sønder Løgum alene for at indsmugle fødevarer.

Trafikken nåede i 1943 sådant et omfang, at der hele tiden opholdt sig tysk feltgendarmeri på banegården for at pågribe soldater, der var på vej ud af landet. Fra tysk side var det dog kun for at forhindre soldaterne at rejse uden at have fået orlov. I en række tilfælde afslørede politiet i Tønder, tysk politi, grænsevagter og soldater arbejde sammen med danske civilister om illegal udførsel af varer.

 

Ikke plads i fængslet

I august 1944 kunne Fængselsdirektoratet meddele, at 4.470 personer ventede på, at få afsonet deres straf. Der var simpelthen ikke plads i fængslerne. Derfor fik mange eftergivet deres straf.

 

Cheferne bag den sorte boks

Sagen mod Svend Aage Hasselstrøm startede i 1948, da journalist Anders B. Nørgaard i Social – Demokraten skrev en artikel, som hed Cheferne bag den sorte børs. Artiklen roste krisepolitiet for, at sortbørshandelen ikke fik samme omfang som i andre lande. Men artiklen sluttede med en kritik, der gik ud på, at det ikke lykkedes, at komme sortbørsens største bagmænd til livs. BT og Ekstrabladet havde allerede på det tidspunkt antydet, at et eller andet var galt i Københavns Krisepoliti.

 

Det var som et stort edderkoppenet. I spidsen var møbelhandler Linde, Hasselstrøm og Fede Ejnar. Men denne Ejnar blev senere uvenner med de to andre.

 

Hasselstrøm støttede familierne

Hasselstrøm understøttede familier, når sortbørshandlere, der arbejde for ham, havnede i fængsel. Og folk blev betalt for ikke at nævne hans navn.

Denne Hasselstrøm var i forvejen kendt af politiet. I slutningen af 1930erne solgte han spiritus til smugkroer. Desuden var han involveret i alfonseri og hæleri.

Først i 1949 blev han anholdt efter at have truet en politibetjent.

 

Det viste sig, at politiet tidlig i sortbørshandelen var involveret. Hasselstrøm var en dreven og snu fyr. Han plejede selskabelig omgang med ledende politifolk.

 

30 betjente var bestukket

De havde bestukket mere end 30 betjente. De korrupte politifolk var lige fra reservebetjente til en politiinspektør. Man havde kontakter inden for alle afdelinger i politiet. Det var også vigtigt at have kontakter hos Krisepolitiet. Og der var også knyttet kontakt til toldetaten. Linde havde sørget for tre motorbåde. Så var det betydelig lettere, at indsmugle guld, cigaretter, tæpper og spiritus. Ja selv biler smuglede de.

 

Grever og forretningsfolk med bugnede tegnebøger var også med. Hasselstrøm var den, der havde kontakter i underverdenen. Hele den danske forbryderverden vidste, at der fandtes en organisation, hvor de uden risiko kun få afsat deres tyvekoster.

 

Det viste sig, at politiet allerede i 1942 efter det store mærketyveri i Gentofte, havde en mistanke til gerningsmanden. Tyveriet havde en værdi på 200.000 kr. i sortbørs – handelen.

 

Et mord i Køge bugt

Sortbørsmanden, Rudolf Nicolai og hans ven Hjalmar Olsen var blevet myrdet på en skude i Køge bugt. En betjent fattede mistanke om sagen, men fik en næse af sin nærmeste chef. Jalousi og kompetencestridigheder var der masser af i politiet. Søfyrbøder Jørgensen, som var skipper på skuden indrømmede at have myrdet de to mænd. Men det er næppe den fulde sandhed. Officielt var sagen selvfølgelig opklaret.

 

Ikke velkommen hos Politiet

Social- Demokraten og deres journalister var ikke særlig velkommen hos politiet. Men efterhånden fik de mistanke til, hvem de korrupte politifolk var. Rapporter var forsvundet på mærkværdig vis. Folk, der var anholdte, blev på mystisk vis lov til at gå igen.

 

Hasselstrøm brød sammen

I første halvdel af maj 1949 brød Hasselstrøm sammen. Han erkendte, at have været Danmarks største sortbørsmand under besættelsen.

Efterhånden kom Linde også ind i sagen. Hans politi – venner holdt sig fra ham.

Rygterne gik efterhånden, en tidligere stadsadvokat og en vicepolitiinspektør skulle også være indblandet i sagen.

Hasselstrøms indrømmelser voksede fra uge til uge. Og snart var også Linde anholdt. Nu var også pludselig Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i spil.

 

Fhv. stadsadvokat suspenderet

Den 9. juli 1949 blev fhv. statsadvokat, politiinspektør Troels Hoff suspenderet. Hos Werner Best i hans tidligere luksuøse bolig i Rydhave fandt man to 12 – kilos guldbarrer til en værdi af 3 – 400.000 kr. Barrene lå skjult i en dobbeltbund i et garderobeskab. Man kan ikke bevise, at han har købt disse af Edderkopperne. Men det er sandsynligt, at han har gjort det på en eller anden måde.

 

Falske pund

Fra 1944 til 1948 var Danmark oversvømmet af falske pund. De var fremstillet i Tyskland. Gennem Linde var der sat for ca. 3 1/2 million kr. falske pund i omløb.

I affæren rejstes kriminel sigtelse mod 285 personer.

 

En sammenhæng mellem uopklarede mord

I maj 1945 blev der begået et mord på Gestapos guldopkøber, Poul V. Meyer, der under besættelsen var hårdt engageret i sortbørsen. Han havde forbindelse med den senere myrdede Rudolf Nicolai. Disse to færdes i kredse, der tangerede edderkopperne.

Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej interesserede Rudolf Nicolai en hel del. Et uopklaret mord i Vester Voldgade, hvor fotohandler Wladimir Pinskier brutalt blev slået ned har også en gådefuld sammenhæng med de andre mord. Og det er mord som Edderkopperne uden tvivl har været indblandet i.

Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med mordet på Peter Bangs Vej. Der har været meget mystik omkring denne drabssag, og der går mange teorier.

I baglokalet til fotografen blev der blandt andet omsmeltet guld.

 

Svend Aage Hasselstrøm døde i 1996, 84 år gammel.

 

Kilde: Se:

• Litteratur besættelsestiden A – L & M – Å
• Henrik Stevnsborg: Politiet 1938 – 47 (1993)
• Claus Bundgård Christensen: På vagt i en lovløs tid (Fortid og Nutid 2001)
• Henrik S. Nissen: Danmarks Historie 7 (1988)
• Claus Bundgård Christensen: Sortbørskriminalitet fra Besættelsestid til efterkrigstid
• Claus Bundgård Christensen: Den Sorte børs – fra Besættelsen til efterkrigstid (2010)
• Hæstrup: Til Landets bedste
• Thorsen: Københavns Vagtværn
• Ditlev Thamm: Retsopgøret efter Besættelsen
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen (1971)
• Erik Kjærsgaard: Besættelsen 1940 – 45
• Hanne Takala: Krig og Moral, kriminalitet og kontrol under Anden verdenskrig (1987)
• Anders B. Nørgaard: Edderkopsagen (2000)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB Dengang indeholder 118 artikler om Besættelsestiden. – God fornøjelse 

Dette er første del af Gentoftes historie. Navnet nævnes første gang i 1186. Rosbækgård bliver til Vartou. Den foræres væk til Almindelig Hospital, men brænder tre år efter. Der var en del møller ved Hvidøre – bækken. Og Hvidøre Kongsgård spillede en stor rolle under Grevens Fejde. Ibstrup blev senere til Jægersborg. Her holdtes overdådige fester. Zar Peter den Store var med til et jagtselskab på Jægersborg.

 

Vi har været her før

Vi kigger i en række nye artikler på området nord for Østerbro. Bevares, vi har været her før. Men egentlig har jeg ofte kørt ind til siden her i området, og spurgt mig selv – Hvad er nu det? I disse artikler vi jeg forsøge at besvare dette spørgsmål for mig selv og for jer, kære læsere.

 

Området har været bebygget i adskillige tusinder af år. Det tyder talrige oldtidsfund på. Og her har også været sumpskildpadder, vildsvin, bæver, urokser og elsdyr.

I Broncealderen har området mellem Hellerup og Vedbæk været tæt bebygget og den har strakt sig langt ind i landet til en strækning Lyngby – Søllerød. En af de bevarede gravhøje i området ligger midt i en villahave.

 

Nævnes første gang i 1186

Gentofte nævnes første gang i historien i 1186 som Gefnetofte. Vangede nævnes som Wemgethe omkring 1300, men det må formodes at de to landsbyer var jævnaldrende.

Måske var starten i Gentofte, en gård ejet af en storbonde med børn og trælle. Gentoftegård kommer i 1186 i ærkebispens besiddelse. Dette stadfæstes 10 år senere og er i Roskilde – bispens besiddelse helt til 1536.

I gamle dokumenter kan man også se, at kongen også var ude efter nye besiddelser i området.

 

I 1370 ejede buspen 10 gårde af forskellige størrelser i Gentofte og omegn. På det tidspunkt var Roskilde Kirkegods i Gentofte underlagt bispeborgen Hjortholm ved Furesøen.

 

Vangede er ikke opstået omkring en enkelt gård. Man må gå ud fra, at det er sket en fælles bosættelse. I 1370 ejede kirken kun to gårde i Vangede.

 

Den første trækirke

I Gentofte har det muligvis stået et hedensk gudehov, som måtte vige for en trækirke, som bønderne opførte. I dalen mellem Gentofte by og skovlandet mod nord, opstod Jepstorp. Senere i middelalderen nævnes stedet som Ibstorp.

Ude mod nordøst voksede landsbyen, Ordrup sig frem. Den rummede efterhånden 8 gårde. Ved Skovshoved gik bymarken helt ned til stranden.

 

Ordrup var også et kirkegods. I 1170 nævnes byen første gang, da biskop Absalon får overdraget en tredjedel af byen. Men i 1370 bar kirkens besiddelser dog noget skrumpet ind, da nævnes kun en gård. Denne var overladt til lensmanden på Nyborg, Henneke Moltke.

 

Midtvejs mellem Jepstorp og Ordrup lå Mellerup. Dette sted blev dog nedlagt i 1600 – tallet og lagt ind under Ibstorp. Fra ældgammel tid hørte sognet Gentofte til halvherredet Stokkelund.

 

Skovshoved nævnes i 1275

Skovshoved nævnes første gang i 1275. Og i 1370 findes følgende oplysning:

• Ligeledes om nogen Skib mellem Scogshoueth og Saltholm eller Amager bliver fundet uden Styrmand, da skal de ikke regnes for Vrag.

 

Skovshoved Fiskeleje har antagelig været en samling hytter eller boder, der stod tomme det meste af året. Antagelig har stedet kun været beboet i eftersommeren, når sildefiskeriet satte ind.

i 1498 nævnes Sancte Anne Kapel. Hvad stedet blev brugt til synes uklart.

 

En stor skat på Kongehøjen

Hvidøre nævnes i slutningen f middelalderen som landingsbro. Mystisk er også, hvem der havde nedgravet den gamle skat, som tre drenge fandt i 1777 i den gamle Kongehøj. De 1.650 mønter stammede fra Erik Klippings og Erik Menveds møntsted i Lund. Nogle enkelte tyske mønter var der også.

I 1507 erhverver Kong Hans en række gårde i Ordrup.

 

Hvidøre Kongsgård

I 1536 blev alle bispebesiddelser lagt under Kronen. Hvidøre Kongsgård har antagelig ligget i nærheden af Christiansholm. Kong Hans opholdt sig en del på Hvidøre. Det var også her, at en kun 14 – årig prinsesse måtte hvile sig efter en frygtelig stormfuld tur fra Belgien. Hun kom via Kattegat og Helsingør til Kongsgården.

Her samledes alt, hvad der havde titler, pragt, dragter og halskæder. Desværre silede regnen ned på den videre færd end til København, hvor den unge pige skulle giftes.

 

Den kongelige herold Franciscus de Medina sad kun på gården i kort tid. men i 1533 er det lensmand for den østlige del af riget, Anders Glob, der også blev lensmand på Hvidøre Kongsgård. Ja og stedet udgjorde en vigtig rolle i den såkaldte grevefejde.

Christian den Tredje opholdt sig ofte på stedet og udsendte breve og forordninger herfra. I den forbindelse blev også Hvidøre Kro nævnt.

 

Grevens Fejde

Christian den Tredje havde efterhånden taget magten over hele landet, han manglede bare hovedstaden. For Anders Glob betød det en lidt mærkelige situation. Han skulle hjælpe Grev Christoffer med landgangen af de lybske tropper. Disse tropper bekæmpede Christian den Tredje.

Anders Glob bevarede det gode forhold til kongen. Efter krigens afslutning i 1536 fortsatte han som rigets rentemester.

 

Livlæger som forpagtere

Efterfølgeren på Hvidøre blev den holstenske adelsmand Lyder Reventlow. Hos de kronede hoveder i Europa fungerede han som astrolog og læge.

Allerede to år efter var det den hollandske læge Peter Capitegn, der residerede på Hvidøre. Han fungerede som prins Frederiks livlæge. Til sidst havde lægen breve på fire gårde og kroen.

 

Så var det fra marts 1556 kongens livkirurg, Jacob Hasenbart. Men ak, han døde bare 10 måneder efter. Han efterfulgtes af professor og livlæge Jacob Bording. Han fik lenet med visse indskrænkninger. Det var ham, der lukkede den gamle Kong Christians øjne på Koldinghus. Efter 1560 blev Hvidøre lagt under Københavns len.

 

Hvidøre Kro

Hvidøre Kro bestod ind til 1573. Så længe den hørte under kongsgården, skulle kromanden yde lenets indehaver 10 læs hø.

Den sidste forpagter af kroen fik livsbrev på den uden afgift. Men han fik så det krav, at kroen altid skulle være velforsynet med øl og fødevarer.

Fire år senere blev bygningerne lagt under Kongsgården.

 

Flere møller

Her ved Hvidørebækken ved kongsgården lå en vandmølle. Den nævnes første gang i 1560. I 1570 bestemte kongen, at her skulle ligge en papirmølle. Men det gik nu langsomt med disse planer. Baltzer Klaus hed mølleren, og han skulle levere 50 ris godt papir om året. Men åbenbart er det sket noget. For i 1580 skriver kongen fra Koldinghus, at Andreas Hintzer indtil videre måtte beholde papirmøllen. Han måtte årligt få 150 læs fra Københavns skove.

 

I 1581 blev der givet ordre til at oprette en stampemølle ved siden af papirmøllen. Her tilberedte man skind. Forskellige familier var gennem årene tilknyttet til møllen. De måtte betale en afgift på 16 daler om året.

Christian den Fjerde ville gerne have møllen nedlagt fordi vandstanden i Mølledammen var en hindring for tørveskæring i Ordrup Mose. Men endnu i 1639 eksisterede virksomheden. På et tidspunkt blev den dog flyttet lidt nærmere til stranden.

Papirmøllens eksistens var dog kort. Senere kendes en kornmølle på stedet. Men den mødte i 1659 sin skæbne midt under svenskekrigen.

 

Rosbækgård

Mod syd dannede Rosbækken, der afvandede Lersøen en del af sognegrænsen. Ikke langt fra Rosbækkens udløb i Øresund lå en kongegård og en vandmølle. Møllen nævnes første gang i 1524.

Af hensyn til hovedstadens forsvar blev der lagt en dæmning over Rosbækken. Dette medførte en opdæmning af Lersøen. Derefter modtog Rosbækken kun vand Emdrup Sø.

Det var forskellige københavnske borgmestre der fik lensbrev på møllen.

Senere hører vi om begrebet Rosbækgård, hvor der bliver givet kro – bevilling. Tre store fiskedamme blev i 1584/1585 udgravet. Hele anlægget kostede den nette sum af 2.400 daler. Fra Kongevejen ved Emdrup blev der samme år anlagt en vej til Rosbæhgård.

 

I 1585 gæstede kongen sin nybyggede ejendom. Peter Kiøn fik brev på gården. En række regler skulle dog afholdes. I stalden måtte der således kun befinde sig kongelige heste. I de nordligste gemakker måtte Peter Kiøn dog godt have adelige logerende. Han måtte dog under ingen omstændigheder fiske i fiskedammene.

 

Vartou

Hans Dammtz, der havde været fisker ved dammene overtog stedet i 1590. Men inden da i 1586 på en rejse fra Frederiksborg til København havde kongen bestemt, at hans såkaldte jagtslot skulle hedde Waretho – det senere Vartou. Ordet kom fra det plattyske jagtudtryk Vare to – Giv agt.

 

I 1607 overdrog Christian den Fjerde gården til Almindeligt Hospital i et gavebrev. De tidligere hospitalsbygninger inde i København skulle bruges som tugthus. Men ak og ve, i 1610 brændte gården.

 

Ibstrup

Ibstrup var egentlig en kongelig jagtgård. Her blev indrettet et fuglefængeri. Men det var også herfra, at Tyge Brahe i 1576 fik en indbydelse fra kongen. Han skulle ufortøvet begive sig til ham. Om aftenen nåede han til Ibstrup. Kongen gav ham ved den lejlighed øen Hven i forlening.

 

Herredsfoged og storbonde Lauritz Knudsen fik fæstet Ibstrup. Herredsfogeden fik også placeret sin datter på en kongelig gård i nabosognet Mellerup. Så længe hun var ugift skulle hun ikke betale afgift. I 1586 indgik hun dog ægteskab med Staffen Nielsen. De fik livsbrev på Ibstrup.

Staffen Nielsen figurer endnu i 1603/1604 i regnskabet, men på et eller andet tidspunkt forærer Christian den Fjerde sit slot til sin dronning.

 

11 år for at ombygge slottet

Kongen havde i 1597 ægtet Anna Catharina, datter af kurfyrst Joachim Friedrich af Brandenburg. Hun skulle selvfølgelig have et ordentligt slot, men det tog 11 år at ombygge det. Slottet kom på mange måder til at ligne Rosenborg.

Kongen holdt mange ridderlige øvelser og gilder på Ibstrup. Det voldte lidt problemer med vand til voldgraven, derfor blev der anlagt en kunstig sø syd for Ibstrup. Hele vandforsyningen inkluderede også en dæmning over Hvidørebækken.

 

Gyldenløve bliver født på slottet

Kongen gik meget op i slottet og deltog selv i det praktiske arbejde og planlægning. På sine ældre dage bortforpagtede han dog slottet til slotsskriver på Københavns Slot, Peder Pedersen. Han fik en tre – årig kontrakt. Kort efter kongens død fratrådte han dog forpagtningen.

 

Den 7. april 1630 fødtes en kongesøn på Ibstrup, Ulrik Christian Gyldenløve. Moderen hed Vibeke Kruse. 28 år efter skulle denne Gyldenløve udmærke sig i krigen mod svenskerne. Her på Ibstrup boede også et års tid den svenske enkedronning. Hende ville kongen for alt i verden ikke have til København. Her blev også et russisk delegation på hele 70 personer modtaget.

 

Overdådige fester

I 1648 skænkede Frederik den Tredje slottet til dronning Sophie Amalie. Dronningen holdt nogle aldeles overdådige gilder på slottet. Her var hele Danmarks adel repræsenteret. Festerne blev afsluttet med dans til den lyse morgen.

I 1650 gik forpagtningen dog over til Hans Christoffersen Claudi. Og denne Claudi var særdeles barsk over for bønderne.

 

Pesten hærger

Pesten i 1654 hærgede også området. De første tilfælde viste sig i Skovshoved. En fisker måtte følge sine tre sønner i graven. I løbet af en uge måtte præsten i Gentofte i aktion 10 gange. Sommeren 1654 var udsædvanlig varm. Dette bevirkede bare at pesten blev endnu værre. Det gik værst ud over unge mennesker og børn.

 

Svenskerne huserer

Kun fem måneder efter den uheldige fredsafslutning i Roskilde gik svenskerne atter engang mod Danmark. Den svenske konge slog sig ned i Karlsstad, som han kaldte området omkring Brønshøj. For en tid slog han sig også ned på Ibstrup.

 

Ved Hvidøre begik en af de svenske lejesoldater voldtægt mod Ole Vævers kone. Da Ole Væver ville forhindre det, blev han skudt. Da den svenske konge hørte dette, foranledigede han, at vedkommende blev halshugget.

 

Den hollandske flåde sørgede for forsyninger til hovedstaden. Men det ville den svenske konge ikke finde sig i. Han ville forstærke belejringen af hovedstaden. Derfor begyndte svenskerne at nedbryde huse og gårde i omegnen. I Vangede blev 8 af gårdene ødelagt, mens det i Ordrup kun gik ud over en af gårdene.

 

I begyndelsen forsøgte dronningens foged på Hørsholm at forhindre, at svenskerne ødelagde Ibstrup. Men ladegården blev hurtig ødelagt. Og en del af slottes inventar blev nu også brugt som brændsel. Trods klager til svenskerne, fortsatte ødelæggelserne.

Mange bønder kom på grund af krigen i restance og skyldte Landegilde. Det var heller ikke rigtig noget at pante.

 

Det gik ud over skovene

Skovene i området havde også lidt skade. I den hårde vinter under den første svenske krig, udstedte kongen den 4. februar 1658 en forordning til lensmanden, at han ved Skovshoved skulle lade udvise et skovparti, som kunne:

•  giffues til pris til hugges og forbruges til Ildebrand her udi staden.

 

Men også svenskerne tog for sig af skovene.

 

Dronningen kunne ikke mere bruge Ibstrup. Slottet var efterhånden meget medtaget. Mellem Furesøen og Geels Skov lod hun Dronningeborg anlægge.

 

Den flittige Henrik Ruse

I 1662 overlod kongen Ibstrup i forpagtning til oberst Henrik Ruse i syv år. Det var ham der anlagde Kastellet. Han forestod også opførslen af Dronningegård og Sophie Amalienborg. Ruse havde travlt, for han skulle også genrejse Ibstrup. Det lykkedes ham at få restaureret Ibstrup. Kongen overtog hele herligheden igen i 1665. Og Ruse blev kommanderende general i Norge. Han døde i 1679 som en meget velhavende baron Rysenstein i Holland.

Den administrative ledelse af Ibstrup blev lagt ind under Rigsmarskalen. I 1666 gik forpagtningen over til Jacob Fabricius.

 

Jægersborg Dyrhave anlægges

I 1670 skabtes Jægersborg Dyrhave. Ibstrup blev fremover kaldet Jægersborg. I 1695 gik kronprins Frederiks brud, prinsesse Louise af Mecklenburg – Güstrow i land ved Gyldenlund (det nuværende Charlottenlund).

Christian den Femte lod i sine første regeringsår Jægersborg Ladegård bestyre af en af kongens lakajer, Lavrids Eskildsen. Dette job havde han i en hel del år fra 1670 til 1676. Hoffet kom i så stor gæld, at kongen tilskyndede ham Rungsted Kro.

 

Frederik den Fjerde holdt jævnlig store fester på Jægersborg. I 1711 deltog zar Peter den Store i et stort jagtselskab på slottet.

Vi forlader nu området, men vender frygtelig tilbage med mere om Gentoftes Historie.

 

Kilde: Se

• Københavns Historie (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om områdets historie og andre ting omtalt i artiklen, Læs

 

Under København:

• Fra Bellahøj til Husum (Carlstad)
• Pest i København
• Sagn og Vandrehistorier fra København

 

Under Østerbro:

• Fra Østerbro til Klampenborg
• Nord for Østerbro
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens Historie
• Ydre Østerbro – dengang
• Russiske Tropper i Fælledparken

 

Under Nørrebro:

• Svenske Tropper på Nørrebro

Læs her om Brødskoven, Vangede Kilde og undersøgelse af denne. Svenskerne forsøgte at bortføre kronprinsen. Læs om fribytteren John Nordcross. De kongelige holdt store fester i området. Kongen havde fået for meget, og faldt af hesten. Slotsforvalteren holdt sine egne fester. Der skete meget omkring Jægersborg. Så havde kongen skrevet på et vindue, at stedet skulle hedde Charlottenlund.

 

Store jagtfester

Frederik den Fjerde holdt store jagtfester på Jægersborg, og Dronning Louise nød den skønne have.

Under pesten i København i 1711 var en del af kongens embedsmænd installeret her. Og efter den store brand i 1728, blev Livgarden – til hest og til Fods forlagt til Jægersborg.

 

Slotsforvalteren holdt sin egne fester

I 1706 blev Jægersborg Allé anlagt. Det var en bekvem forbindelsesvej mellem Jægersborg og det nye slot Gyldenlund, der lå ved den lille dyrehave nede ved Sundet.

Men ak alleen blev ikke vedligeholdt, og snart var den i en dårlig stand. Den var udelukkende anlagt for herskabets skyld. Først i 1829 blev den tilgængelig for offentligheden.

 

I sommeren 1722 boede Frederik den Fjerde med dronning Anna Sophie på Jægersborg. Slotsforvalteren tillod sig den frihed, at holde løsslupne gilder for mere eller mindre tilfældige venner. Han pantsatte også noget af kongens sølvtøj. Kongen kom efterhånden meget sjældent forbi.

 

Husene kunne falde folk på hovedet!

I 1730 var slottets tilstand særdeles ringe. Man var bange for sammenstyrtning. Det var dog Christian den Sjette, der skulle tage beslutning om slottets videre skæbne. Han besluttede at lade slottet ombygge for det beskedne beløb af 2.000 rigsdaler.

Den kongelige hofjægermester, Carl Christian Gram tog nu ophold på slottet. Kongen kom der ikke selv.

I 14 år boede Gram på slottet. Men åbenbart var ombygningerne kun sket meget nødtørftigt, for jagtbetjentene klagede over, at det regnede ned i deres boliger. I en indberetning rapporter hofjægermesteren da også, at husene var færdige til at falde Folk paa Hovedet.

 

Bønderne ville ikke have arbejderne indlogeret

Kongens redskaber var efterhånden blevet ødelagt af fugt. Man besluttede, at der skulle bygges en ny jægergård, og der blev bevilliget 40.000 rigsdaler til formålet.

Samtidig med dette arbejde var Eremitagen i Dyrehaven under opførelse. Det var meningen, at håndværkerne skulle være indkvarteret i disponible rum i den gamle jægergård. Meningen var så at de resterende håndværkere skulle bo hos bønderne i området, men det ville de ikke være med til. Så hele arbejdsstyrken blev indlogeret hos kromanden på Jægersborg.

Da bevillingerne var opbrugt i 1738 var kun trefjerdedel færdig. Det der var overflødigt af den gamle jægergård blev i 1739 solgt eller foræret til områdets bønder, hvis huse havde lidt skade ved et uvejr.

 

Christian den Sjette ville ikke bruge gården. Han forærede gårdens hunde til venner og bekendte. Jagtbetjentene kunne bevare deres løn, men skulle snarest mulig overgå til andet job.

Men i 1746 genindførte Frederik den Femte de store jagter. Jægergården blev igen brugt til formålet, og gården blev udvidet.

 

Da kongen havde fået for meget

I november 1760 havde kongen fået en for god frokost for da han skulle stige af hesten faldt han om. Og da han senere forsøgte at rejse sig for at gå, forværrede han situationen. Han gik i Stærk Besvimelse. Og først efter fem timer fandt man ud af, at sende bud efter hofkirurg Wohlert. Denne kunne efter et par uger konstatere, at der var indtrådt en forværring. Kirurgen havde en mistanke, om at kongen ikke rigtig fulgte henvisningerne. Han fandt også ud af, at der blev smuglet sprit ind til kongen. Nu talte kirurgen med store bogstaver til kongen. Efter fem uger kunne kongen forlade sengen. Kirurgen havde forlangt at kongen gik med krykker. Men stædig som han var, nægtede dette. Resultatet var da også, at kongen skvattede. Resultatet blev et brækket ben.

Under det efterfølgende lange ophold kunne kongeparret ved selvsyn mærke, at slottet trods restaurering var forfalden. I juni 1761 besluttede kongen, at slottet skulle nedrives.

 

Den initiativrige sønderjyde

Som erstatning for Rosenborg Dyrehave indrettedes i 1622 Kongens nye Dyrehave ved Skovshoved. En del af arealerne var allerede i 1617 indrettet til kaninpark. Også et stykke af Ordrup Bymark blev inddrevet.

I 1663 gav kongen sin kammertjener Jacob Petersen lov til ved Den lille Dyrehave ved Ibstrup at lade et værtshus indrette. Han fik bevilling til selv at brygge og at udskænke vin og fremmed øl.

 

Denne Jacob Petersen kom fra den sydvestligste del af Sønderjylland. Han havde været kammertjener for den unge Frederik Ahlefeldt.

Som medejer på kroen havde Petersen taget den kendte generalmajor, Henrik Ruse. Senere fik Ulrik Frederik Gyldenløve også andele i foretagendet. Bygningerne blev forbedret og der blev anlagt fiskedamme inde i skoven. Denne Gyldenløve var søn af Frederik den Tredje.

 

En stor fest i skoven

Skoven kom i folkemunde til at hedde Gyldenlund. I 1682 ønskede kongen at overtage det hele. Et lysthus var inden da, blevet opført af Gyldenløve. Antagelig lå det der, hvor Charlottenlund Slot kom til at ligge.

De kongelige forstod at feste dengang. Følgende kunne man således læse i månedsbladet Kjøbenhavns Postrytter i august 1702:

•  Samme Højtids – Herlighed bestod udi et meget prægtigt Traktement, hvormed det højkongelige Herskab samt fremmede Potentaters Gesandter med Ridderskabet og det ganske kongelige Hof under Trompeterne og Herpukkernes Lyd opvartet udi de der Norden for Lysthuset opførte Telter efter at den bestikkede Jagt tilforn var fuldbyrdet. Mod Aftenen fremstilledes adskillige kunstige Lysninger og Illuminationer baade paa Vandet og paa Landet. Paa Vandet saa man en kunstig Bygning flyde, 140 Fod lang og 110 Fod høj, udprydret med hen ved 6.000 Lys og Lamper, derudi fremskinnede Dronning Lovises og H.K.M. Prinsesse Sophia Hedevig deres Navne, vel 32 Fod høje, og den over begge Navne Kgl. Krone af skikkelig Størrelse, derom allehaande hængende Prydelser og Festons, hvilken Fryde – Lysning og Lys varede ud paa Natten til Klokken halvgaaen tre. Deriblandt blev mangfoldige Gange fyret af den der bag liggende Kgl. Jagt og Postillonen, medens der blev spist i Gyldenlund.

Inde i skoven var der en scene, hvor der blev spillet fransk komedie.

 

Fribytter – kaptajnen John Norcross

Allerede i 17 års alderen fik kronprins Christian overladt Gyldenlund. På stranden foran slottet blev der anlagt en landgangsbro. Og det var i den tid, da danske og russiske styrker skulle angribe Sverige. Zar Peter var i København med en mægtig styrke, men en dyb mistillid mellem zaren og kongen forhindrede den fælles landgang. Kong Frederik kunne i 1718 se de russiske styrker indskibe ved Gyldenlund Bro og sejle bort.

 

Men der foregik også andre ting ved denne bro. I sommeren 1718 foretog kronprinsen flere rideture fra slottet. Flere gange lå en båd med svenske matroser skjult under broen. Prinsens følge bestod kun af få personer, så det kunne let være gået galt. Aktionen blev ledet af den engelske fribytterkaptajn, John Norcross. Han opgav i sidste øjeblik sit forsøg, da en række skovgæster tilfældigvis kom forbi. Han blev anbragt på Bremerholm, hvorfra det lykkedes ham at flygte.

 

Fem år senere opsøgte han Frederik den Fjerde og tilbød ham, at tage zar Peter til fange. Han blev arresteret og kastet i Kastellet. Men herfra lykkedes det ham at flygte efter en fantastisk flugt. Han svømmede fra København til Hven. Herfra kom han til Skåne. Men det følgende år blev han genkendt af en dansk hverveofficer i Hamborg. Han blev atter sendt i Kastellet. Et nyt flugtforsøg var nær lykkedes.

Så gav kongen ordre til, at han skulle anbringes i et stort bur af svære egeplanker. Han sad der i 16 år, og forkortede tiden med at dressere hvide mus. I 1742 overførtes han til almindelig fængsel, hvor han fik tilladelse til at læse og skrive. Efter yderligere 16 år døde denne særprægede mand.

 

Charlottenlund blev navnet

Gyldenlund Slot blev nu ombygget fra grunden. Man brugte en masse materiale fra det gamle Københavns Slot. Dette slot var blevet revet ned for at give plads til Christiansborg.

 

Gyldenlund blev et lille slot, 42 alen i længden og 21 alen bredt. Men her var både orangeri og fiskedamme. I 1880erne blev det udvidet. På et slottes ruder skulle kongen have indgraveret:

• Guldenlund muss fort
  Charlottenlund heisst dieser Ort

 

Da englænderne kom i 1807, var de også i Charlottenlund. Skaderne, som de forårsagede udgjorde ca. 6.000 Rdl.

 

Folkeliv

Da Jacob Petersen blev traktør i Gyldenlund i 1663, skabtes der mulighed for folkeliv i Gentofte Sogn. Det var først og fremmest hovedstadens indbyggere, der tog del i dette. En omfattende kaperskole om sommeren startede inde fra hovedstaden.

Kilder i området blev anset for, at være helbredende. Folkelivet blev så livlig, at militæret blev sat ind for at skabe ro og orden.

En graver fra Trinitatis Kirke søgte Skt. Hans nat 1709 til Vangede Kilde for at søge helbredelse for tiltagende blindhed. Og hans syn blev i den grad forbedret. Det betød så, at folk valfartede til kilden.

 

Vangede Kilde

En indberetning skrevet af stiftsbefalingsmanden på Sjælland beskrev livet ved kilden i 1743:

• Den saakaldede Wangede Kilde udi Gientofte Sogn ved Gientofte Sø beliggende. Samme besøgtes paa St. Hans Aften af saa mangfoldige Mennisker til Vogns, til Hest og til Fods, at udi derved opreiste fattiges Blok samles gemenlig gierne samme Tid henimod 100 Rdl. Og nogle Gange derover, hvilket da har givet Anledning, at for faa Ar siden af samme Penge ikke alene er bleven opbygget af fattiges Hus udi Gientofte, men endog derudi underholdes aarligen 6 og flere fattige, ligesom denne Pengesamling kan tilstrække. Aarsagen, hvorfore denne KIlde er saa stærk, om bemeldte Aarsens Tid af saa mangfoldige Mennisker besøges, kan nu ikke andet siges, at være end en blot Sædvane, thi hvad der fortælles om de Miracler, der er sked ved det at Folk, som have være syge og vanføre, have drukket af dette Tider og uden Grund.

 Ikke desmindre hæfter dog denne Overtro endnu hos mange, og er det derfore intet rart at se syge Folk komme derhen, som enten to sig med Vandet at drikke deraf og dernæst med en slags særdeles Ærbødighed nærme sig Blokken og derudi nedlægge deres Gave, som bestaar ulige Tal af Penge, og naar Blokken aabnes findes adskillige skillinger, udi nogle 3 15 Skillingstykker og saa fremdeles.

 

Naar saadant er sked, tage de af Vandet med sig udien Flaske og begive sig strakx derpaa paa Hiemreisen, de fleste af saadanne syge, som ere kiørende, med Ansigtet tildækket, at de ikke kan se nogen. De øvrige Mennisker kommer der, som forommeldt er, at Sædvane og for at divertere sig i det grønne, og kan man og sige, at de ey heller ved saadan Divertissement forglemme de Fattige – Paa Mariæ Besøgelsesdag frequenteres ogsaa denne Kilde, dog ikke saa stærk som St. Hans Aften og Dag.

 

Lægen, John Chr. Lange havde foretaget undersøgelser af vandet i forskellige kilder. Han kunne også konstatere, at vandet i Vangede Kilde indeholdt et gulagtigt glaubersalt.

Bønderne i nærheden skiftede til at holde vagt i terrænet i kildetiden for at undgå en nedtrampning af græsset på engene omkring kilden.

 

En konkurrent til kilden

Snart kom en konkurrent i form af Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven. Men helt ind i Christian den Ottendes tid blev Vangede Kilde besøgt. Til sidst var det dog kun ungdommelige kildegæster, der morede sig med at snakke og synge, samt lade sig beværte af pandekager og røde snapse.

 

Brødskoven

Sydøst for Jægersborg strakte der sig i 1600 – tallet op mod Gentofte, en langagtig skovstrækning, der kaldtes Brødskoven. Da Dronning Sophie Amalie i 1650 blev ejerinde af Ibstrup fik hun som dyrehave udlagt Brødskoven. Denne blev benævnt som Dronningens Dyrehave ved Gentofte.

I 1860 lod Christian den Femte Brødskoven indrette til fasanhave. Fasaneriet bestod af to store og 22 små fasanhuse.

 

Kilde: Se

• Litteratur København
• L. Gottfredsen: Gentofte fra Istid til Nutid 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere:

• Gentofte – i begyndelsen (1)
• Fra Klampenborg til Frederiksdal (under Østerbro)
• Fra Østerbro til Klampenborg (under Østerbro)
• Nord for Østerbro (under Østerbro)
• Sporvogn på Østerbro (under Østerbro)
• Strandvejens Historie (under Østerbro)

Det var ikke let at dyrke sport – dengang. Moralbegreberne var anderledes. Og dengang var der klasseforskel. Sportens udøvere blev betragtet som en særlig race. På badeanstalter badede kønnene hver for sig. Pludselig viste en herre i Adamskostume sig. Vi kigger på et patenteret svømmebælte. Brydning blev ikke betragtet som sport, men det ændrede Bech – Olsen. Fodbold var for halvgale individer. Det var vigtigt at sports – damer på trick – cykel klædte sig rigtig. De fine skøjteløbere løb i Kastelsgraven. 

 

En slags gøglere

Sportens udøvere blev betragtet som en mærkelig race. Omkring år 1900 ansås folk som dyrkede visse former for sport som eksklusive eller som en slags gøglere.

Sejlsport, ridning, fægtning og det nye mærkelige tennisspil var forbeholdt den egentlige overklasse. Den jævne befolkning og arbejderbefolkningen foretrak fodbold, brydning og boksning.

 

Sport bliver mere og mere vulgær

I 1898 hed det således:

• Der klages i de senere Aar stærkt over, at al Sport bliver mere og mere vulgær herhjemme. Meningen hermed er vel ikke, at det brede, det laveste Lag i Befolkningen nu ogsaa udøver Sport, thi det er kun glædeligt, men Klagen angaar vist det Faktum, at de Folk, som nu om Stunder blive Sportsmænd, saa at sige af Profession, gennemgaaende tilhøre de mindst dannede Kredse, udgøre næsten en Race for sig, yngre og ganske unge Mænd, der i Livets borgerlige Forhold ikke fandt sig til Rette eller vare særligt værdifulde. Saadanne Anker have vel nærmest været rettede mod Cyclesporten som Fagsport – og i visse Maader med Rette. Den Revyforfatter, som fornylig lagde en professionel Cyclist følgende kaade Refræn i Munden:

 

• Jeg ka’tte skrive, jeg ka’tte læse,
  Jeg ka’tte regne – men jeg ka’ pace

 

Teksten har trods Overdrivelse, sagt Sandheden. Lad imidlertid baade Cyclesporten og Travsporten, Fodsporten og Atletikken være blevne vulgære, Ridesporten er det dog ikke helt endnu, og Rosporten og Sejlsporten bliver det vist aldrig. Hvor en Totalisator ikke har fundet Anvendelse, er Sporten først og fremmest Sport, ikke Geschäft, og af den Grund tiltalend og fin.

 

Cykelsporten starter

Ja cykelsporten startede ved omkring 1870. Da startede en sand Velocipede – feber i København. I 1880erne afløstes denne feber af en ny feber, Ordinary – feber. Dette apparat bestod af et kolossalt forhjul og et meget lille baghjul. Det var meget vanskeligt at komme op på den. En tysk håndbog angav 23 forskellige metoder til bestigning af dette apparatur.

Et godt råd fandtes også i et cykelblad, at hvis man havde fået for meget fart på, burde man styre efter den nærmeste hæk eller busk. Når man nærmede sig dette skulle man smække benene over styret. Man kunne på den måde slippe for større kvæstelser.

 

885 cyklister på Strandvejen

Efter en halv snes år kom så Safety’en med kædetrækket. Med den blev cyklen yderst populær, både til søndagsudflugten og som sportsartikel. I 1881 stiftedes Dansk Bicykle Club. I 1888 havde foreningen 200 medlemmer.

I 1882 blev det første cykel – væddeløb arrangeret i Tivoli. En sommerdag i 1891 kunne bomhuset i Hellerup registrere passage af 885 cyklister.

 

Ikke alle var lige begejstret for disse bicyklister. Således kunne man i datidens medier læse:

 

Sports – damer rider gennem byen

• Fra at være en uskøn men uskadelig Adspredelse i ledige Timer, er Bicyklevæsenet omsider endt med at blive en Epidemi, hvorimod den gode Smag bør nedlægge sin Protest. Bicyklisten er en Parodi paa Rytteren; han viser sig iført Nattrøje og lange, nøgne Ben og med Ridepisk til at holde Hundene borte med. Tilmed tror Bicyklisten, at han driver Sport. Som om det var Sport at træde Bælge.

 

En Onkel skriver følgende:

•  Toppunktet af Galskab er det nu, at være Sports – damer, der hidindtil har holdt sig til Trckcyklen, i disse Dage viser sig paa Gaderne ridende den lille hæslige, tohjulede Safety, udelukkende optagne af Skørterne og de rebelske Ben…..

 

I en senere artikel skriver den samme skribent:

•  Kan det kaldes Ladylike, og kan det forenes med en ung Dames Værdighed, at hun rider gennem Byen paa en 2 – hjulet Bicykle?

 

Vigtigt, at klæde sig rigtigt

En læge advarede mod, at de talrige rystelser, som man fik, var skadelige. Andre mente dog, at det var ganske naturligt, at de unge damer cykler, og at tværtimod var sundt for dem med den motion. Andre mente igen, at de unge damer ikke behøvede korset, for at stive sig af, hvis de cyklede.

Det var også vigtigt, at klæde sig rigtigt på cykelturen for kvinderne, dengang. Således skriver et ugeblad fra 1897:

• Nu da næsten enhver Kvinde er Cyklerytterske, gaaer det heldigvis mere og mere op for Bevidstheden, at der til dette Brug maa holdes en særlig Dragt. Den Kvinde er klog, der til Cyclebrug bærer saa lidt Undertøj som mulig:
• En Uldtrøje, Combinations, et meget lavt Korset, Knæbenklæder af Serge eller Klæde og en kort Nederdel af samme Tøj. Livet kan enten være stramt i Blusefacon eller en Coat med aabne Forstykker, Hatten maa svare til Dragten i Farve; en Touge eller Sømandshat er kønnest og skal der bruges Slør, maa dette være ganske tarveligt og glat; i det Hele gjelder det for en Dame, der kjører paa Cycle, at være klædt saa stilfuldt som muligt; Fjer og Pynt er ganske ude af Plads paa en Sadel. Paa denne Aarstid vil jeg anbefale Gamacher, længere hen paa Saisonen bliver de for varme.

 

Byg et cykelskab

Og i diverse blade kunne man også se anvisninger på, hvordan man sad anatomisk rigtig i sadlen. Indgående anvisninger på, hvordan man lavede et elegant Cycleskab i entréen til at sætte maskinen i, når det ikke var i brug, kunne man også finde i bladene.

 

I Ordrup kørtes det første væddeløb i 1888. I 1892 overværede st stort publikum cykelklubben Cyklisten’s væddeløb på Traverbanen i Charlottenlund.

Da klubben havde fået sin egen bane ved siden af Tivoli, omtrent på Hovedbanegårdens nuværende plads, afholdtes i 1894 en stor konkurrence mellem heste og cykelryttere. Denne begivenhed blev overværet af 30.000 tilskuere.

 

Fodvæddeløb

Nu var det dog lige før, at Fodvæddeløbene kom til at overskygge Cykelvæddeløbene. Dette skyldtes nok hovedsagelig den 27 årige løjtnant I.P. Müller. Han var ubestridt mester på alle distancer lige fra en halv engelsk mil til ti danske mil.

På cykel blev der arrangeret landevejsløb f.eks. Sjælland rundt. Det var dog ikke tilladt at køre væddeløb på Strandvejen. Der skulle man – som det hed – staa af Maskinen paa de lovbefalede Bakker.

 

Mere fint med ridning

Cykelsporten fik flere og flere tilhængere, men alligevel var der mange, der betragtede den som mindre fin. Den tålte slet ikke sammenligning med Ridning.

Denne sport blev af det københavnske borgerskab anset for at være en nobel og ædel sportsgren. Det var en sund motionsform. Ridehuset på Christiansborg og Lørups Ridehus i Stockholmsgade var toneangivende i de velhavende kredse i Bredgade.

 

Men snart bredte hestesporten sig i alle samfundslag. Det skyldtes ikke mindst travsporten. I 1885 stiftedes Det danske Travselskab. De første løb afholdtes på en bane ved Lyngbyvejen.

I 1891 blev banen flyttet til Charlottenlund. På Eremitagesletten var der liv og glade dage indtil 1910, da den nuværende Klampenborg Væddeløbsbane i Ordrup Mose blev indviet. Kongefamilien var altid til stede med eskorte og firspand. På Neiiendams Væddeløbsrestaurant mødtes alle de fine.

 

Sejlsport

Det var vel det samme fine publikum, der som regel mødte op til kapsejladserne eller deltog aktivt. I en udtalelse fra 1901 forlyder det således:

• Ingen Sport sluger sine Dyrkere i den Grad med Hus og Haar som Yachtsporten; den der først er tabt for Slægt og Venner og for Landjorden, i alt Fald saa længe Sommeren varer.

 

Årets store begivenhed var Øresundsugens Kapsejlads. Den var oprindelig indstiftet af Dansk Forening for Lystsejlads (1866). Denne afløstes senere af Den Kongelige danske Yachtklub, der fik til huse på Langelinie.

 

Foruden sejlsport var der allerede dengang adskillige unge, som dyrkede roning – endog flere kvinder. Enkelte gik også til fægtning. ja mange spillede tennis, selv om kvindernes lange kjoler hindrede bevægeligheden.

 

Fodbold for halvgale individer

Derimod var det helt nye golfspil, en sport, der kun egnede sig for mænd. Det samme gjaldt fodboldspillet. Omkring år 1900 blev dette dog ikke dyrket af den københavnske overklasse.

Den allerførste fodboldkamp fandt sted på Rosenborg Eksercerplads i 1883.

 

I begyndelsen anså man fodboldspillere som nogle halvgale individer, der rendte omkring ude på Fælleden og sparkede hverandre op ad benene.

En af de største fodboldhelte var Sophus Krølben Nielsen, der ved olympiaden i London i 1908 præsterede det kunststykke at score 10 af det danske landsholds 17 mål. Modstanderne, Frankrig fik kun scoret et mål.

 

Gymnastik – ikke populært i skolerne

Allerede i slutningen af forrige århundrede indgik i gymnastik og svømning i den højere skoles undervisningsplan, men det var ikke altid den store begejstring hos eleverne. Men mange vedblev dog med at dyrke gymnastik – for bedre at kunne fordøje de store middagsselskaber og fede spiser.

 

At mange kvinder dyrkede motion i 1880erne vakte i den grad anstød. Problemet blev livligt diskuteret på møder og i pressen. Det vakte i den grad forundring, at Hr. Paul Petersen kunne uddanne lærerinder, som havde forståelse for gymnastikken.

 

Afklædning i vandet

På kørebanen var der problemer. I pinsen 1884 begyndte den berømte og berygtede dampsporvogn at køre hver 12. minut fra Trianglen til Klampenborg. Ialt var der 10 dampsporvogne samt elleve åbne vogne. Tænk i pinsen blev der solgt i alt 34.909 biletter. Og tænk hos konditor Larsen, Østerbrogade 58, kunne man tilbringe ventetiden fra klokken 8 morgen til klokken 11 om aftenen. Mon ikke mange ventende har indtaget et stykke kage og en kop kaffe?

 

Men det der med dampsporvognene var ikke særlig populært. Men mon ikke mange blev transporteret til Tuborg Havn i 1886. Her optrådte den svenske svømmekunstner Akej i vandet. Han opførte afklædningsscener i vandet. Han kunne ryge, spise og hvile i det våde element.

Trods den store interesse for svømmesporten, så blev man forarget over at se unge piger i stramtsiddende svømmedragter optræde foran et stort publikum hos kaptajn Nilssons Søbadeanstalt på Strandvejen.

 

Johansens patenterede svømmebælte

Og når vi nu er ved svømmesporten burde vi præsentere Johansens patenterede Svømmebælte (1876):

• Det anbefales til brug ved Svømmeøvelser
• Bæltet er prøvet og anbefalet af Autoriteter samt flere Lærere og Lærerinder, som nu anvende det ved Undervisning.
• Fordelene, som opnaaes ved dette Apparat ere:
  1. at Eleven erholder et roligt Leie i Vandet, saa at han med Ro og Opmærksomhed kan høre paa Lærerens Instruktioner samt med Besindighed udføre Svømmebevægelserne.
  2. at den kunstige Bærekraft kan formindskes i Forhold til Elevens Færdighed.
  3. at Læreren med et Bælte, paa et senere Stadium af Underviisningen ved Adskillelsen af de 2 Dele, hvoraf Bæltet bestaaer, kan beskjæftige 2 Elever ad Gangen.

 

Bæltet faaes med Bærereb (Underviisningsapparat for Begyndere), uden Reb (Selvøvelsesapparat for Viderekommende) samt i tre Størrelser: Nr. 1 (for Børn) med Reb 15 Kr. 50 Øre, uden Reb 10 Kr. 50 Øre, Nr. 2 (for Halvvoxne) med Reb 17 Kr., uden Reb 12 Kr. Nr. 3 (for Voxne) med Reb 20 Kr. uden Reb 15 Kr.

Fuldstændig Beskrivelse følger med ethvert Apparat.

 

Endvidere anbefales Bæltet til de ærede Familier, som selv have Badested, lige som Selvøvelses apparater anbefales som Sikkerheds – redskab for usikre Svømmere, der foretage Øvelse paa egen Haand.

Ordre til Provindserne med Postforskud

 

I.P.T. Johansen

Gymnastik – og Svømmelærer

 

NB: Ved min Svømmeunderviisning paa Hr. Engelbrechts Badeanstalt, Strandpromenaden Nr. 2. fra Kl. 6 til 10 Form. betjener jeg mig af Apparatet. Indmeldelse til Svømmeunderviisning modtages. Voxne undervises fra 6 til 7 form.

 

En solbrændt kvinde var ikke en dame

Både kvinder og mænd dyrkede som nævnt svømning, men ingen af parterne opfattede det som sport. Strandbade, for ikke at sige solbade var endnu ukendte. En stærk solbrændt kvinde blev ikke betragtet som en dame.

 

En herre i Adamskostume

Man badede på varme sommerdage for at blive forfrisket. Herrer og damer badede hver for sig. For dem, der ikke ville lade sig beskue i de kunstfærdige og upraktiske badedragter var der på badeanstalterne indrettet særlige aflukkede rum, afskærmet af markiser. Her kunne man bade i ensomhed og skjule sine yndigheder.

 

Det vakte stor rædsel hos kvinderne under Paul Petersens Svømmeeksamen, sa en herre midt under præsentationen dukkede op i bassinet i adamskostume.

 

Søslag om en bold

For svømmesportens udøvere var badeanstalten Helgoland i Svanemøllebugten i mange år et dejligt paradis. Det vakte stor sorg, da det endelig i 1932 besluttedes at lukke den på grund af badeanstaltens forurening.

Efter en svømmekonkurrence som Dansk Idrætsforbund afholdt på Orlogsværftets bedding i 1904 skrev en anmelder:

• er det slet ikke værd at tale, thi det er nok som bekendt, hvilke Flodhestekure de vover at byde det menneskelige Legeme.

 

Anmelderen synes dog, at det var interessant at se:

• et Vandpolo – spil, et reglementeret Søslag om en Bold, der med Svup og Plask bliver drevet i Maal.

Dagen efter blev også en Succes for den militære Blufærdighedsfølelse idet Hr. Krigsassessor Paul Petersen følte sig krænket over, at to unge Damer dristede sig over Vandfladen for at vise Publikum et par elegante Udspring. Denne Episode blev i alle Tilfælde Dagens mest opsigtsvækkende Vandgang.

 

En net lille fod

Kvinderne dyrkede ikke blot gymnastik og svømning. Mange af dem var gode skøjteløbere. Det krævede ikke de større investeringer. De dyreste skøjter kostede 2,50 kr. Man kunne få nogle almindelige jernskøjter for 1,50 kr.

De løb i deres almindelige tøj, dog uden at give afkald på deres uundværlige muffer. På skøjtebanerne vakte de ikke forargelse, men kun velbehageligt gys hos herrerne, når de faldt, og de lange skørter åbenbarede en net lille fod. Man var nemlig ikke forvent.

 

De fine løb i Kastelsgraven

Begge køn kunne være medlem af Kjøbenhavns Skøjteløberforening. Foreningen var stiftet i 1869. Oprindelig brugte man en del af Peblingesøen som bane. Men her var ret koldt og vinden susede igennem alt og alle. I 1875 fik en del af medlemmerne lov til at løbe på graven ved Kastellet. Her var læ og mere hyggeligt.

Andre valgte den mere fritliggende og større stadsgrav ved Tivoli.

 

Nu skal det dertil siges, at dem der løb i Kastelsgraven, var de mere fine. Det var fortrinsvis officerer og Bredgadekvarterets adel og diplomati med prins Valdemar i spidsen. Eller som medierne sagde dengang:

• de grundmurede Borgers Repræsentanter løbe rundt i Pelsværk og deres Ansigts Sved.

 

Om damernes tournurer fortaltes det sarkastisk, at de afbødede de fejl og fejltrin de begik, når de havde ladet sig lokke på glatis.

 

Ungdommen foretrak søerne

Næsten lige så fin var kanalen i Frederiksberg Have. Men hos ungdommen var søerne mest populær. Her var der god lejlighed til at unddrage sig vogtende mødres og tanters bevågenhed.

Og dengang var det trendy at løbe på skøjter med en tændt cigar. Det imponerede det svage køn, troede de unge mænd. Og specialcigaren El Indica kunne erhverves for 40 øre for seks stykker. Ville man imponere endnu mere kunne 100 stykker erhverves for 6 kroner hos Waldemar Soldath i Frederiksberggade.

 

Når der var fest på en af byens skøjtebaner med kunstløb, illumination og musik stod teatrene tomme.

At løbe på rulleskøjter var ikke ukendt, men det var nærmest en cirkus – begivenhed. I 1877 fik københavnerne gennem Cirkus Renz denne sportsgren at se.

 

Brydning ikke en sportsgren

Brydning blev heller ikke anset for en sportsgren, det sømmede sig for ordentlige mennesker at dyrke. Men alligevel var det en begejstret folkemængde, der hyldede den danske bagermester Saft, da han besejrede tyskeren Heister på Christiansborgs Ridebane. I de almindelige cirkusforestillinger var brydekampe et festligt indslag.

 

Hofbryderen måtte bide i græsset

Den helt store begejstring vakte Bech – Olsen. Brydekampen mellem ham og den tyrkiske sultans hofbryder, den frygtelige tyrk, Mehmisch var en københavner – begivenhed, der optog alle. Kampen fandt sted på en tribune i St. Thomas Have på Frederiksberg den 27. september 1896. Blandt tilskuerne var Georg Brandes. Det så ud, som tyrken ville vinde, men så tog danskeren sig sammen, og så måtte tyrken slippe sit tag. Kampen blev vildere og vildere, og publikum jublede. Tomme for tomme pressede Bech – Olsen tyrkens skuldre mod jorden. For første gang i sit liv måtte sultanens hofbryder bide i græsset. Begejstringen ville ingen ende tage.

 

Verdensmester

I 1897 besejrede den danske helt, den frygtelige græker Antonio Pierri og vandt det eftertragtede verdensmester – bælte. Magnus Emanuel Bech Olsen var oprindelig murer, men nu slog han sig ned som værtshus – holder. Hans mange sejre førte til, at hans beværtning blev meget søgt.

 

Cirkusdirektør

I år 1900 tog han på turné i Amerika. Efter hjemkomsten slog han sig ned som cirkusdirektør. I Bech – Olsens Cirkus ude ved Ladegårdsåen optrådte han selv med frihedsdressur – tyve heste i managen på en gang.

 

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

 

Under Østerbro:

• Badeanstalter på Østerbro
• Langelinie – dengang
• Nord for Østerbro
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens historie
• Østerbro – Nyheder 1884 – 1898
• Østerbro – Historier 1912 – 1930

 

Under Nørrebro:

• Den sidste Badeanstalt
• Forlystelser på Nørrebro – dengang
• Københavner – Historier 1891 – 1902

Dette er et forsøg på anmeldelse af kæmpeværket, Ulve, Får og Vogtere 1 -2, af Bent Jensen. Det er en skræmmende fascinerende og frygtelig beretning om den kolde krig. Der er masser af temperament og glød i fortællingen. Men desværre bliver bogen ødelagt af personangreb og ironiske billedkommentarer. Det er som sandhedsværdien til tider forsvinder i de politiske kommentarer og konstateringer. Pengene til forskningen er kommet fra den borgerlige regering med Dansk Folkepartis varmeste anbefalinger. Den kommer ikke overraskende til den modsatte konklusion, som den rapport Nyrup – regeringen fik etableret.

 

Er det sandheden?

Det er svært at anmelde Mammut – værket Ulve, Får og Vogtere 1 – 2. For egentlig er bøgerne fascinerende, spændende og overraskende læsning. Som debatindlæg er værket aldeles spændende. Men nu er det så lige det, at værket bliver lanceret som et videnskabelig/historisk værk med statsstøtte. Og det skulle så angiveligt være sandheden vi nu får frem, men er det egentlig det?

 

Vi kendte bedømmelsen på forhånd

Da vi talte om bogen oppe i boghandelen, inden den var udkommet, snakkede vi netop om anmeldelserne. Og vi kom frem til, at den ville blive nedsablet i Information og Politiken, og rost til skyerne i Jyllands Posten og Berlingske Tidende. Og det var jo netop det, som skete. På avisernes redaktioner vidste man på forhånd, hvordan anmeldelserne ville udarte sig til. Man havde et standpunkt, inden man havde læst side 1.

 

Østblokkens indflydelse på Danmark

Optakten til denne bog, var at der blev etableret et center, bestående af Bent Jensen og fem medarbejdere. Dette center CFKF skulle udøve en Forskningsindsats for at få klarlagt den daværende østbloks indflydelse på beslutningstagerne i Danmark.

Meningen var ikke, at der decideret skulle etableres en jagt på gamle kommunister og venstreorienterede.

Siden starten i 2006/2007 er der udkommet såkaldte Fodnoter. Og allerede dengang blev der sat navne på forbryderne. Her var det så første gang, at Dragsdahl blev beskyldt for, at være agent. Ja og Ole Espersen blev udnævnt som dobbeltagent.

 

De borgerlige politikere var ikke tilfreds

De borgerlige politikere var ikke tilfredse med DIIS – undersøgelsen fra 2005. Den konkluderede, at Danmarks såkaldte Fodnote – politik ikke havde nogen nævneværdig effekt på Danmarks forhold til USA og de øvrige Nato – lande. Ikke overraskende kommer Bent Jensen frem til den modsatte konklusion.

Dansk Institut for Internationale Studier var på bestilling af Nyrup – regeringen. Venstrefløjen og Socialdemokratiet blev frikendt for at have bedrevet femte kolonne virksomhed og for at have været landsforrædere.

 

De Borgerlige gav 10 millioner kr.

Bent Jensen var allerede da DIIS – undersøgelsen kom frem en indædt modstander af den. På grund af Bent Jensens kritik gik Dansk Folkeparti foran og krævede en ny undersøgelse. Bent Jensen er blevet beskyldt for at gå de borgerlige partiers ærinde, men understreger selv, at hverken Folketinget eller andre politiske institutioner har haft indflydelse på forskningsprojektets udførelse. Men VKR og Dansk Folkeparti havde i den grad indflydelse på centrets bemanding. De bevilligede endvidere 10 millioner kroner til forskningen.

 

Dengang, da man troede at historikere var objektive

Dengang, da undertegnede startede hjemmesiden www.dengang.dk troede jeg, at historikere var objektiv i deres gengivelse af fakta. Men den opfattelse fik jeg hurtig ændret. Det gælder især opfattelsen af besættelsestiden og tiden lige efter. Her er et væld af unøjagtigheder. Men det er svært at argumentere over for etablerede historikere, ja det er nærmest umuligt. Og hvordan er det lige med retssikkerheden, når man lige opdager, at disse forskere omtaler en eller ens familiemedlemmer forkert?

 

Det troede man om historikere

Ja og så er det lige problemet med adgang til arkiverne. Her har vi amatør – historikere ikke samme muligheder som de etablerede. Man skulle tro, at historikere,

• foretog en kritisk selvrefleksion
• kritisk forholder sig til modstående teorier og opfattelser
• ikke sammenblander videnskabelige påstande og politisk – ideologiske påstande.
• var fair over for kilder og henvisninger
• ikke har konklusionerne parat inden man udfører forskningen
• ikke udviser gennemgående intolerance over for andre forskere og historikere.
• at man holder videnskab og moral adskilt.
• man skal ikke bevidst bruge “antydningens kunst”.

 

Man er præget af miljø og omverdenen

På den anden side, skal der også være en form for lidenskab, når man formidler historien. Den skal du også gengive, når du står på talerstolen og gengiver det, du tror på. Man er præget af det miljø, omverden og dine politiske synspunkter, når du gengiver historien. Og den er vel forskellig fra individ til individ.

Ikke alle historikere er lige gode til at lægge deres moralske og politiske synspunkter på hylden, inden de skriver.

 

Forhold dig kritisk

Man bør forholde sig kritisk over for historiebøger og vel også over for de over 800 artikler, som jeg har gengivet på hjemmesiden. Inden for historien er der også en slags trends. I mange år blev modstandskampen beskrevet som heroisk. Senere kom der et lidt mere nuanceret billede.

 

Upopulære historier

I Sønderjylland spiller det nationale tilkørselsforhold også ind. Det er ikke særlig populært, at fortælle at Frits Clausen, tidligere formand for de danske nazister til sidst kun var en stakkels mand, der kæmpede for anerkendelse. Særlig populært er det heller ikke, at nævne af lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller, også havde sine gode sider, og hjalp en del danskere fra en uvis fremtid.

 

Mange steder er det dog stadig svært, at få sandheden frem. Man er endnu præget af angsten. Det kan være angsten for, hvor ens familie var under besættelsen og angsten for at beskrive mystiske hændelser, som myndigheder bevidst har forsøgt at skjule indtil videre. Man er angste for, hvad naboen så vil mene om en.

 

Du skal helst indordne dig i en kasse

Man skal helst indordne sig i kasser i samfundet. Det gjaldt også fagbevægelsen dengang. Du skulle nødig være kritisk over for dine egne, så blev du øjeblikkelig kanøflet. Og ude i det pulveriserende liv blev man så offer for fagbevægelsens dårligdomme. Man blev mødt med intolerance og fordomme. Og sådan er det også med historien.

Fordomme og intolerance

Fordomme og intolerance præger også denne bog. De Gode var dem, der holdt med amerikanerne. De Dårlige og De Onde var dem, der foragtede amerikanerne. Og når de gjorde det, holdt de sikkert med russerne. Den sort – hvide holdning skinder i den grad frem.

Hele den danske venstrefløj, fra DKP til Socialdemokraternes fredsaktivister samt hele efterkrigstidens fredsbevægelser var ifølge Bent Jensen i ledtog med russerne. Når man kritiserede amerikanerne og den danske samfundsmodel var man pr. definition på fjendens side. Således kan vi læse, at fredsbevægelserne gjorde, hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml.

 

Holder den?

I bogen fortælles der, at hele den danske fredsbevægelse var afhængig af økonomi fra russerne.

• I Danmark fik fredsbevægelsen større betydning end i andre Nato – lande fordi dens indflydelse på Socialdemokratiet var afgørende for dannelsen af det alternative sikkerhedspolitiske flertal.

 

Dette citat afslutter bind 1. men man sidder faktisk tilbage med følelsen, at den ikke holder. Måske var der andre motiver.

 

Men var det ikke sådan at størstedelen af fredsbevægelsen ikke tog parti for nogen af siderne? Det var selve våbenkapløbet, der var den dødelige trussel.

Sovjet var hensynsløs og aggressiv. USA var defensiv og fornuftig. I bogens optik kan græsrødderne kun være naive redskaber i fjendtlige magters hænder.

 

En hudfletning af de venstreorienterede

I en af kapitlerne ser vi en veloplagt hudfletning af den antiautoritære venstrefløj. Vi oplever dannelsen af SF i 1959 og afskalningen af VS knap ti år senere.

 

Bent Jensen siger tingene lige ud. Journalistisk er det ofte særdeles grovkornet. Om Bent Jensen tilsidesætter de videnskabelige grundnormer, som han er blevet beskyldt for, skal være usagt. Men han har ofte en tilbøjelighed til at gå efter personen i stedet for bolden.

 

Retssikkerheden i spil

Mange af de ting, som forskningen om den Kolde Krig er bygget op over, er PET’s arkiv. I Folketingstidende 1998 – 99, tillæg A spalte 1743, kan man løse, at

• der lægges stor vægt på hensynet til, at navne på personer, som har været i efterretningstjenestens søgelys, ikke nu fremdrages og blotlægges offentligt mange år efter. Det ville være i strid med almindelige retsplejede principper.

 

Ret til at sige noget forkert

Men der nævnes i bogen talrige personer, der har været i PET’s søgelys. Således er journalist Peter Dragsdahl også i efterretningstjenestens søgelys. Bent Jensen skulle så i den forbindelse 35 gange have krænket Peter Dragsdahl.

Efter, at den tidlige journalist ved Information ved Byretten i Svenborg vandt en sag, tabte han en tilsvarende ved Landsretten.

Åbenbart har historikere og videnskabsmænd vidtgående ret til at sige noget forkert i medierne. Og uagtet retsplejen kan medierne frit gøre brug af PET’s godbidder.

 

Kan man stole på PET?

Og åbenbart er PET’s arkiv uantastelig. Slibrige kommentarer, påstande fra personlige fjender, totalt ubekræftede rygter, forkerte informationer og personlige konklusioner fyldt med fordomme fra medarbejdere inden for PET skal udgøre sandheden. Disse dokumenter er åbenbart retsgyldige. Den almindelige dansker har ingen mulighed for at rette i disse dokumenter. Ja man har åbenbart heller ikke mulighed for at se dem. Man kan ikke tage den enkelte medarbejders vurdering som et udtryk for PET’s samlede vurdering, ja sådan siger PET Kommissionen. Men man gør det åbenbart alligevel.

Byretten i Svendborg konkluderede, at der ikke var belæg i det materiale som Bent Jensen havde indsigt i, at konkludere, at

• Dragsdahl var KGB – agent.

 

Problematisk er det at politikere ved den lejlighed anfægtede dommerens forudindtagethed. Ja det var helt vilde angreb, som Søren Krarup fremkom med.

 

Er det kun uddannede historikere, der fortæller sandheden?

Landsretten kom vel til samme resultat, men straffede i stedet Dragsdahl. Åbenbart er forskere og historikers ytringsfrihed større i tidsskrifter end i gængse aviser. Men egentlig burde forskere og historikere jo ikke have mere ytringsfrihed end os andre.

Bent Jensen skulle således ikke føre sandhedsbevis i de 35 punkter, hvor han havde krænket Peter Dragsdahl.

 

Man kan så efter Landsrettens dom stille spørgsmålstegn ved forskers og journalisters ytringsfrihed også set i forhold til os almindelige undersåtter. Skal vi for eksempel finde os i, at eksempelvis familiemedlemmer bliver dårlig omtalt, når historiker m.m. drager rundt og holder foredrag? Det kan være historikere, der ikke har fundet den hele sandhed?

 

De har deres egne love

Min afdøde kone fortalte om myndighedernes overvågning af Solvognen. Og det var i den grad kreativt. Selv deltog i til en atomdemonstration syd for grænsen – dengang. Det vil sige, at vi blev registeret, da vi kørte over grænsen. Vi nåede kun et par kilometer, så blev vi stoppet af tysk politi med maskinpistoler.

Eller, da jeg oppe på Langelandsgades Kasserne modtog P.R. – materiale fra Radio Moskva i forbindelse med min hobby. Jeg måtte til en alvorlig samtale med majoren. Efterfølgende blev mit skab på stuen undersøgt. Der blev også lagt hindringer i vejen for mig under den såkaldte civilundervisning.

 

Åh skræk, så skrev jeg cirka 10 kronikker i dagbladet Arbejderen. De var nok at betragte som anti – amerikanske. Men om det var baggrunden for, at jeg skulle filmes et par gange fra Den Amerikanske Ambassade, da jeg besøgte hendes gravsted, vides ikke. En klage til kirkegårds – ledelsen blev besvaret med et smil. Det kan du godt opgive. De har deres egne love.

 

Hvor ender overvågningen?

Den Kolde Krig er over, men kan hurtig begynde igen, efter russernes aggression i Ukraine. Men man skal ikke forklejne det offentlige Danmarks stigende grad af overvågning. Vi kan jo ikke få garanti for, hvor denne overvågning ender.

Vores grundlovssikrede ret til privatliv er under angreb, og har været det i mange år.

 

Lovlig politisk aktivitet blev overvåget

Sympati for fjendens synspunkter, aktiv støtte til dem eller værre, samarbejde med dem var naturligvis illoyalt, forkasteligt og måske endda ulovligt. Derfor blev de danskere, der samarbejdede med denne fjende nyttige idioter, røde lejesvende eller direkte landsforrædere. Således var det også nødvendigt, at efterretningstjenesten holdt skarp øje med dem, der var under mistanke for at ville omstyrte det borgerlige demokrati med en væbnet revolution. Regeringen bildte folk ind, at lovlig politisk aktivitet ikke blev registreret.

Det var en demokratisk ret, at være uenig med dem, der bestemte inde på Borgen. Det var også en demokratisk ret at deltage i protestmarcher og demonstrationer m.m.

Derfor er det også en klar krænkelse, at PET overvågede danskere i lovlige partier som DKP, SAP og VS samt grupper som Solvognen.

Disse ting beskæftiger bogen sig ikke med. Det vil sige, at alle der var imod USA sympatiserede med russerne.

 

På kant af landsforræderi

De Borgerlige mente, at Socialdemokratiet og De Radikale bevægede sig meget tæt på landsforræderi med den såkaldte Fodnotepolitik.

 

Allerede i 1984, da Bent Jensen udkom med Stalinismens Fascination blev han stemplet som antikommunist, Sorte Bent og det, der var værre. Egentlig kunne man jo så godt forvente, at den omtalte bog blev den forskning, som nu ligger til baggrund for en større debat.

Men det er faktisk uhyggeligt at læse i de genåbnede Stasi – arkiver, at angrebsplanerne mod Danmark var så konkrete. Ja planerne var voldsomme og uhyggelige. Og stormagten i øst havde brug for at infiltrere det danske samfund.

 

Rystende udmeldinger

Cubakrisen i 1962 var en reel sikkerhedsrisiko. Og overraskende var også Fodnotepolitikken i den grad en risko ifølge Bent Jensen. Og der var åbenbart et hav af danskere, der lod sig hverve som spioner og påvirknings opgaver, heriblandt var det åbenbart oceaner af politikere, journalister og ambassadefolk.

 

Et WAPA – dokument fra 1974 afslører, at Danmark allerede på første angrebsdag ville være blevet ramt af mellem 27 og 52 kernevåbennedslag. De efterfølgende dage ville der komme mellem 16 og 52 nedsalg.

Først omkring midten af 1980erne melder tvivlen sig i WAPA. Her havde man ingen forsvarsplaner med udelukkende angrebsplaner.

 

Russerne overvejede at gå ind i Polen

I bind 1 bliver det fastslået, at så længe det sovjetiske marxistiske -leninistiske totalitære system eksisterede med ideologisk centrum i Moskva, var sikkerheden i Europa truet.

Og modsat DIIS – rapporten, så menter Bent Jensen, at Sovjet overvejede at gå ind i Polen, da Solidaritet havde taget magten i 1981.

 

DKP få et helt kapitel, og her citeres Aksel Larsen for, at det var partiets absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund. Der bliver endvidere påstået, at kommunisternes Martin Nielsen og Alfred Jensen i 1948 skulle tilrettelægge sabotagen i Danmark i tilfælde af amerikanske eller britiske styrkers ankomst til landet.

PET betragtede åbenbart DKP som en alvorlig trussel. Partiformand Gert Petersen var åbenbart marxistisk – leninistisk ideolog. Og så skulle han angivelig fortsat kunne hente inspiration hos folkemorderen Lenin.

 

Hvad var fodnotepolitik?

Vi får ligeledes at vide, at journalister i Danmarks Radio var KGB – muldvarpe. Og så var det Sven Auken og Lasse Budtz, der var arkitekterne bag Fodnotepolitikken.

Personer som Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Jytte Hilden med flere var mod EU og kritiske over for NATO. Ja Lykketoft foreslog, at Danmark meldte sig ud.

 

Ja, hvad var Fodnotepolitikken egentlig for en størrelse.

Det var grund til frygt, for i 1976 havde Sovjet opstillet 495 nye SS – 20 raketter i Østeuropa, bl.a. i DDR, rettet imod Vesteuropa. Som modsvar gav NATO i 1979 Sovjet fire år til at fjerne disse raketter, ellers ville man selv opstille raketter.

Det var denne beslutning som et flertal i Folketinget gik imod. Dermed brød man med stærk antikommunistiske politik.

 

Rote Arme Fraktion og Bader Meinhof

I anmeldelsen i Weekendavisen skal vi lige blive påmindet af Bo Bjørnvig, at man forud for sabotagehandlinger skulle informere befolkningen gennem propaganda. Denne bemærkning skulle være fremsagt af Sten Folke fra VS hovedbestyrelse. Bjørnvig mener, at disse synspunkter ligger på linje med RAF (Rote Arme Fraktion), der mente, at terror havde en opdragende effekt på masserne.

Danske Studenters Fællesråd forsvarede pjecen Baader Meinhof – gruppen. Man mente at gruppens medlemmer var soldater, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialisme.

 

Ulve og vogtere

Men selv Bent Jensen har ikke kunnet få adgang til alle arkiver. Begrundelsen var Rigets forhold til fremmede magter. Og de steder, hvor der er nægtet adgang kan man se i teksten. Her der blevet markeret med et hammer og segl mærke. Man kan tydelig mærke, at Bent Jensen har været irriteret over manglende arkivadgang, og her kan man jo godt forstå ham.

 

De slemme er Kommunisterne, fredsbevægelsen og venstrefløjen. Det var ulvene. De gode var de vestlige efterretningstjenester, de borgerlige partier, de socialdemokratiske koryfæer som Hedtoft, H.C. Hansen og Krag, almindelige mennesker med sund fornuft, USA og Nato. Jo, det var vogterne. Heraf bogens navn, Ulve, får og vogtere.

 

Sandhedsværdien kunne have været større

Bogen er som før nævnt overordentlig interessant og spændende læsning. Men den kan vel ikke betragtes som en videnskabelig forskning, nok snarere som et forsinket partsindlæg. Men bogens irriterende politiske overdrev ødelægger sagligheden. Foruroligende og rystende er nogle af passagerne. Bent Jensen bider fra starten som en sylespids. Men de forskellige hug til diverse institutioner og personer slører sandhedsværdien. Overbevisende er det dog beskrivelsen af, hvordan folk herhjemme blev forblændet af det sovjetiske styre.

Hvorfor kunne man ikke have undgået de mange personlige angreb. Dette kunne måske have fremmet sandhedsværdien væsentlig. Den sarkastiske billedtekst bliver man træt af. Således vises soldater på cykel med bemærkningen, at man havde råd til at købe cykler. Man ser et billede af DKP – ledelsen og Erik Honecker med teksten Alte Kammeraden.

 

Socialdemokratiet kørte hasard med Danmarks sikkerhed og troværdighed?

Skal man tro på Bent Jensens argumentation, så kørte Socialdemokratiet dengang landet på den absolutte ydergrund – rent sikkerhedsmæssigt. Hvad med Thule? Var det Danmarks sikkerhed over for Nato?

Vi får ikke noget svar. Kørte danske politikere virkelig hasard med Danmarks troværdighed?

 

Bent Jensen skjuler intet. Der er masser af temperament og meninger. Men er det lutter sandhed eller bare manipulation? Det er et gedigen knytnæveslag mod venstrefløjen og en masse socialdemokrater.

 

Bent Jensen er langt fra objektiv i sin bedømmelse og beskrivelse. Det skæmmer et særdeles imponerende værk, der er blevet til med statsstøtte.

 

Bent Jensen: Ulve, Får og Vogtere 1 – 2, Gyldendal

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

• Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller Glemsel?
• Besættelsestidens fortrængninger
• Frihedsmuseet, Arkivet og Selverkendelse
• Landsforrædere og Landssvigere
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste (under Sønderjylland)
• Mindretal i Brændpunktet (under Sønderjylland)
• Opgøret efter 1945 (under Sønderjylland) 

Egentlig havde NSDAP, nazisterne i Det tyske mindretal under Jens Møller langt større indflydelse end Fritz Clausen og DNSAP. Omkring 40.000 stemmer opnåede DNSAP, men den tyske besættelsesmagt regnede dem ikke rigtig for noget. De fik aldrig indflydelse. Godt nok fik de tre mand i Folketinget, men de formåede aldrig at gribe magten. DNSAP gik meget op i historier og myter. Deres landsstævner fik smilet frem hos almindelige danskere, når DNSAP gik strækmarch og spillede på lurer. Dette er Danmarkshistorie fra 1930 – 45. Ja måske lidt længere. For nazister blev ligesom tyskerpiger og frivillige i den tyske Wermacht betragtet som forbrydere, kriminelle og landsforrædere efter besættelsestiden. De skulle bare straffes.

 

En kort periode uden betydning

Egentlig var det kun tale om en 15 – årig periode i Danmarkshistorien. Den danske nazisme havde ingen rødder og efterlod sig ingen spor. Egentlig var det en ubetydelig gruppe som i 1943 udgjorde 1,9 pct. af de stemmeberettigede (43.309).

 

Jens Møller havde større indflydelse

DNSAP sådan var navnet på de danske nazister, som havde deres storhedstid mellem 1930 og 1945. Man husker især lægen Fritz Clausen fra Bovrup i Sønderjylland. ikke langt ham boede en anden leder af de tyske nazister i Danmark. Det var lederen af Det tyske Mindretal i Sønderjylland, Jens Møller. Man skulle så tro, at disse to havde meget at tale om, men nej. De kunne ikke holde hinanden ud. Og Fritz Clausen mente modsat Jens Møller, at grænsen lå fast.

Jens Møller havde langt større indflydelse hos den tyske besættelsesmagt. Han og hans familie havde et godt personligt forhold til Werner Best og dennes familie.

 

Mystisk dødsfald

Efter at have udstået sin straf, blev Jens Møller dræbt ved et trafikuheld en tidlig morgenstund i 1951. Den officielle forklaring var, at han åbenbart skulle have været træt efter at han en hel nat havde arbejdet hos en gårdejer. Jens Møller var som bekendt, dyrlæge.

 

Det lykkedes i Norge

Det Tyske Mindretal i Sønderjylland vejrede morgenluft med Hitlers magtovertagelse. Nukunne de komme med i Det tredje Rige, og nu kunne grænsen flyttes. NSDAP fik her grobund.

 

Egentlig havde DNSAP ikke den store opbakning i den danske befolkning. De fik kun en begrænset parlamentarisk succes. De fik aldrig mere end 2,1 pct. af stemmerne.

Men de prøvede med den tyske besættelse og den opståede krisesituation, at få magten i Danmark. Det lykkedes jo ganske godt for Quisling i Norge.

 

Hans navne i gemme gå

Da det hele var overstået blev nazister og forrædere puttet i samme suppegryde. Journalisten og modstandsmanden, Børge Outze, skrev i nekrologen om DNSAP ‘ s leder, Fritz Clausen:

• Hans navn i glemme gå, hans minde dø.

 

Fritz Clausen døde i fængslet af et hjerteanfald, inden hans retssag var startet. Rygter vil vide, at has hjerteanfald blev godt hjulpet på vej.

 

En biografi, der aldrig blev udgivet

Egentlig findes der ikke så meget materiale om nazisterne dengang. John T. Lauridsen er nok den herhjemme, der har forsket mest i emnet. Her på siden har vi to artikler om Fritz Clausen og en artikel om Nazister i Tønder.

I Norge har man forsket meget mere i emnet.

I fængslet var Fritz Clausen gået i gang med at skrive sin egen biografi og DNSAP ‘ s historie, men den blev aldrig udgivet.  

 

NSDAP skulle imiteres

DNSAP blev stiftet i efteråret 1930 af ritmester Cay Lembcke. Hans udgangspunkt var, at når nazismen havde succes i Tyskland måtte det samme være tilfældet herhjemme.

I løbet af et par måneder udsendte ritmesteren en pjece, bestående af partiprogrammet på 25 punkter. Hitler skulle gøres til en succes i Danmark. Det tyske NSDAP skulle imiteres i Danmark.

 

576 personlige stemmer

Til Folketingsvalget i november 1932 var der ikke mange stemmer til DNSAP. Lembcke blev beskyldt for det dårlige resultat. Fritz Clausen reddede partiets ære i Sønderjylland med sine 576 personlige stemmer. En magtkamp udspandt sig med Fritz Clausen som vinder.

Han omorganiserede partiet efter tysk forbillede. Og i 1934 indkaldte han til landsstævne i Aabenraa.

 

Landsstævnet i Aabenraa

De årlige partidage i Nürnberg skulle efterlignes i Danmark. Masseiscenesættelsen af det danske folk skulle sættes i gang.

Men nu kom Landsstævnet i Aabenraa ikke til at ligne det i Nürnberg. Det danske parti manglede penge. Men Fritz Clausen kæmpede for at stævnet skulle være en national Samlingsdag for hele vort danske Folk.

Man afholdt de næste stævner på historiske steder. Men det kneb med de historiske kulisser. Ved Citadellet i Fredericia sagde partiføreren:

• Vore Forfædre plejede at vælge deres Tingsted på en Høj, der omfattes af store Stene, og hvor der stod en eller flere store Stene i midten. Også vort Ting finder i Dag Sted omkring store Stene, der bærer Mindesmærker af Bylow, Rye og Lunding, af den tapre Landsoldat, der bragte Sejren hjem, og af dem, der gav Livet for deres Land. Smukkere Symboler kan ikke omfatte et Stævne, hvor danske Mænd er kommen sammen…….

 

I april 1933 havde Folketinget indført forbud mod brug af uniform i politik. Men det blev gang på gang overtrådt, både af DNSAP og Konservativ Ungdom.

Man var kreativ. Således kom kvinderne i smukke og farverige folkedragter.

 

Tre mandater i Folketinget

Folketingsvalget i april 1938 gav DNSAP 31.032 stemmer og tre mandater i Folketinget. I 1939 fik man endda også egen avis, Fædrelandet. Hovedredaktionen lå i Kolding.

Fra Nationalmuseet havde man lånt lurer til videnskabelige forsøg. Det vil sige, at de såkaldte videnskabelige forsøg blev brugt til DNSAP stævner m.m.

Partiet fandt ud af, at lurerne bestemt lod sig anvende med den ønskede effekt. Man besluttede, at købe et par lurkopier bare prisen ikke oversteg 1.000 kr.

 

 

Svigtet fædrelandet

I efterkrigstiden, da retsopgøret var i gang fokuserede medierne gang på gang på de dømte nazister. De havde svigtet deres fædreland og man så helst, at de trådte frem og angrede deres nazistiske fortid.

Men også de kupplaner, som nazisterne havde, har vakt en del interesse.

Og da så de rigtige havde sejret kom der karikaturtegninger af Fritz Clausen frem. Han blev fremstillet som sprællemand og man ser ham iklædt pænt tøj gå rundt i Faarhuslejren med en trillebør.

 

De var farlige!

Kigger vi igen på Børge Outze’ s fremstillinger af nazisterne, så kan man drage den slutning, at de alle var:

• landsforrædere bevidst eller ubevidst
• lederne var kriminelle, enten som bedragere eller seksualforbrydere
• de var drikfældige
• det var de mest farlige personer

 

Børge Outze var af den overbevisning, at alle nazisters navne skulle offentliggøres og udelukkes fra fællesskabet.

 

Bovrup – kartoteket

Måske var det de samme motiver, der lå bag offentliggørelsen af Bovrup – kartoteket i marts 1946. Her havde vi så pludselig en liste på 22.700 nazister, geografisk og alfabetisk opstillet med så vidt muligt angivelse af fødselsår, erhverv, bopæl og indmeldelses dato.

Det var en gruppe modstandsfolk, der tog sagen i deres egen hånd. De mente åbenbart ikke, at nazisterne var straffet hårdt nok. Derfor skulle kartoteket til offentlig kendskab. Her kunne man se cirka halvdelen af de ca. 39.000 danske nazister.

Det er en klar sammenhæng mellem medlemstilgangen og den politiske og militære situation i ind – og udland.

 

Var de psykopater?

40 pct. af de dømte landssvigere havde haft en eller anden tilknytning til DNSAP og nazismen. Men det var ingen belæg for, at betegne de dømte nazister for at være stærkt afvigende fra den gennemsnitlige danske befolkning.

Under retsopgøret mente befolkningen, at landssvigere repræsenterede en gruppe mennesker, bestående af psykopater og folk med lavere intelligens.

Nu behøvede man ikke nødvendigvis, at være nazist for at være landssvigere. Mange var det for egen vindings skyld, herunder også værnemagere.

 

Nægtet arkivadgang

Der har været påstande fremme, at DNSAP skulle have spioneret for den tyske værnemagt, så de havde lettere ved at besætte Danmark. Enkelte forbindelser har det været med DNSAP og Det Tredje Rige, men det kan ikke kaldes landsforræderisk.

Rigtigt er, at DNSAP var hverveapparat for den tyske krigsmaskine, men dette opgav man i 1943.

 

Men egentlig er det lidt svært at behandle emnet på en saglig måde. Arkivadgang er ikke altid lige let. Det gælder både spørgsmål om politiet og regeringens samarbejde med tyskerne, samt erhvervslivets rolle. Måske er den danske arkivlov årsag til den manglende litteratur om nazisternes rolle.

 

En fælles fjende

Mellem 7.000 og 8.000 mænd fra Danmark meldte sig til at kæmpe på tysk side mod Sovjetunionen. Det var flere danskere i tysk krigstjeneste end f.eks. danske søfolk, der kæmpede under allieret flag. Cirka 3.000 af de kæmpende mænd var medlem af DNSAP.

Mange unge blev hvervet under parolen, at man havde en fælles fjende, kommunisterne. Vi skal da også lige nævne, at mange af de frivillige var medlem af Det Tyske Mindretal. Mange af Mindretallets organisationer var dengang nazificeret. Og inden vi nu går for vidt, skal vi huske på, at mange i Det Tyske Mindretal ikke var nazister.

Heller ikke alle uden for Det Tyske Mindretallet var nødvendig nazister, fordi de med den danske regerings tilladelse meldte til den danske Wermacht.

 

Kerneområdet var Sønderjylland

DNSAP var i konstant bevægelse med sine op – og nedture. I 1930erne. Selv i 1943 havde DNSAP medlemsfremgang. Agitationen fejlede ikke noget.

Medlemmerne var unge, og fra at have haft tiltrækning på landet blev partiet et byparti. Kerneområdet havde været Sønderjylland, men efterhånden trak partiet også i Københavnerne. Gennemsnitsalderen steg efterhånden, og flere kvinder kom ind i partiet.

Iøjnefaldende er det at antallet af selvstændige i partiet i 1930 – 35 var 28,6 pct. for så at slutte med 6,1 pct. i 1943. Til gengæld steg antallet af faglærte arbejdere i partiet fra 15,5 pct. fra 1930 – 35 til 27,5 pct. i 1943.

 

Drømmen om noget stort

Partiets parlamentariske indflydelse var dog lig nul. DNSAP udviklede sine egne regler, love og traditioner. De udviklede deres egen politiske kultur og mentalitet. Det var drømmen om noget andet og stort, der lå uden for Danmarks grænser, som de drømte om.

Man var i den grad fascineret af, hvad der foregik i Italien og Tyskland.

 

Børge Outze skrev allerede i 1947:

• Med eet Fællestræk havde alle danske Nazister i Perioden 1940 – 45

De havde Hjerte paa den tyske side af Fronten….

• Det, der glædede det danske Folk, voldte de danske Nazister Sorg. Samtidig med, at de isoleredes i Befolkningen, levede de med i Krigen fra Dag til dag paa en helt anden Maade end andre Danske De tyske Sejre var deres Sejre, og de talte om tyske Slagpladser, Uddannelseslejre og kaserne med fortroligt Kendskab. De danske Nazisters Humørkurve er et spejlvendt Billede af den øvrige danske befolknings. Den steg til Stalingradslaget og faldt derefter. Ligesom Modstandsbevægelsen i lange Tider var en isoleret Del af Befolkningen med sine Kampe og Sorger, sin Angst og sin Glæde, dannede de danske Nazister en Enklave. Man forstod til sidst knap hverandres Sprog…

 

Historie, Myter og Tradition

DNSAP holdt øje med tyske emigranter og flygtninge. Åbenbart er disse informationer sendt til Tyskland. Men det nazistiske ugeblad National – Socialisten holdt sig ikke tilbage for at offentliggøre navnene på de tyske emigranter, der opholdt sig i Danmark.

Man så fordømmende på moderne kunst og litteratur. Man fornægtede den moderne historievidenskab. Man ville helst have de gamle sagn og legender som en slags sandhedsåbenbaring.

Historie, Myter og Tradition var det, der gav folk styrke. Folkets store historiske epoker skulle dyrkes. Oldtiden og ikke mindst Vikingetiden var noget, der passede ind i den nazistiske kultur.

DNSAP førte sin propaganda med rig anvendelse af nationalsymboler. Nationaldragter og rekvisitter fra den danske historie tilsat lyden af lurmusik blev flittig brugt. Man så gravhøje og stendysser i rigt tal. Jo ifølge det nazistiske miljø var de vikingernes sande efterkommere.

 

Kulturkamp

Berthold Brecht blev i den grad nedsablet i nazistiske kredse, men også i borgerlige – konservative kredse.

Poul Henningsens Danmarksfilm fra 1935 blev også i både borgerlige og nazistiske kredse nedsablet, og man fordømte, at man havde brugt negerjazz.

 

Kulturkampen blev overladt til de små partier DKP og DNSAP. De havde henholdsvis Sovjet og Das Dritte Reich som forbillede. DNSAP ‘ s kultursyn frastødte de fleste. DKP ‘ s kultursyn tiltrak mange intellektuelle.

En af de mere kendte forfattere herhjemme, der blev tiltrukket af DNSAP, var Valdemar Rørdam.

 

To verdensanskuelser i Sønderjylland

Fritz Clausen gik meget op i Kultursyn. Russisk fangenskab og genforeningsagitation omkring 1920 havde skærpet de nationale symboler hos DNSAP ‘ s fører.

Der blev indkaldt til Kulturkamp på Folkehjem i Aabenraa. Den socialdemokratiske avis i Aabenraa opfordrede arbejderne til at blive hjemme. Med trods dette mødte 1.100 mennesker op. I talerne blev det slået fast, at Nordslesvig nu var blevet til en Kampplads for to Verdensanskuelser.

 

Sat i scene

Særlig i de første besættelsesår var de nationale kulturmanifestationer sat i scene hos DNSAP. Kreativiteten og opfindsomheden var stor på dette felt.

Man ville af med det syge og fremmede. De syge bøger blev brændt og den udartede kunst blev destrueret i Tyskland. Den skadelige og livsfordærvende jødiske race blev også efterhånden udskilt fra folkelegemet. Dette forhold blev også indlemmet i den nazistiske kulturopfattelse.

 

Et sindssygt makværk

I foråret 1938 var Picassos maleri, Guernica udstillet i København. National – Socialisten omtalte denne begivenhed på forsiden. Under overskriften Den store Dille blev maleriet afbildet med følgende tekst:

 

Dette sindssyge Makværk, der efter “Kunsternes Udsagn skal forestille den spanske By Guernica, efter at Nationalisterne havde erobret den, har fornylig været udstillet under Betegnelsen “moderne Kunst” i København. Almindelige sundt tænkende Mennesker kan naturligvis hverken finde Mening eller Skønhed i dette med forvredne Menneskekroppe, Dyrehoveder, elektriske Lamper og Kohaler bemalte Lærred. Noget værre Møg, har vi sjælden været præsenteret for, men ikke desto mindre skriver den kulturbolsjevistiske Systempresse spaltelange Artikler om den “dybere Mening med Sindsygen”. Danmark – vaagn op!

 

Funktionalisme blev gjort til Jødernes Værk. Ægte Dansk Byggeskik var noget helt andet.

 

Slap for de største kritikere

DNSAP slap i juni 1941 af med deres største kritikere, DKP. Dansk Politi sørgede for at kommunisterne blev anholdt og interneret i Horserød – lejren.

Dets virksomhed blev i august helt forbudt af samlingsregeringen. Arbejderbladet var borte og Fædrelandet var fri for sin skarpeste modstander på den modsatte fløj.

 

Besættelsesmagten førte selv kulturpolitik

Partiet fik lov til at overtage hvervningen til tysk krigstjeneste i juni 1941. Men de var ikke alene m.h.t. at føre kulturkamp. Her spillede forskellige tyske instanser med og imod hinanden. Fra sommeren 1940 begyndte besættelsesmagten sin egen kulturpropaganda. Folkebibliotekerne fik at vide, hvilke bøger, de ikke længere måtte stille til rådighed for lånerne.

Værnemagten stillede op til diverse parader og militærmusik. Dertil kom tyske film og tyske ugerevyer.

 

Stor tilslutning fra det Konservative parti

Halvdelen af dem, der søgte over hos DNSAP oplyste, at de have tilhørt det konservative parti eller Konservativ Ungdom.

DNSAP havde kontakt med italienerne, men disse anså det danske parti, som Hitlers forlængede arm. Et rigtigt samarbejde kom aldrig i gang.

Et nordisk samarbejde kom først i gang, da DNSAP i 1939 kom i Folketinget. Således mødte norske Quisling op til et DNSAP – stævne i Kolding. Han havde tidligere været inviteret til stævner, men sagt nej. Endvidere havde man bedt Quisling om at skrive i Fædrelandet, men også det havde han sagt nej til.

 

Landsstævne i Kolding

I Restaurant Alhambra blev landsstævnet officielt åbnet kl. 16.30 i den store sal. Da føreren, Fritz Clausen, ankom blev han modtaget af små Kolding – piger klædt i hvidt, der gav føreren, blomster.

Adskillige parader blev gennemført gennem Koldings gader. Fædrelandet rapporterede, at nationaldragterne vakte stor begejstring blandt de talrige tilskuere, mens Kolding Folkeblad fandt, at det var et fremmedartet skuespil.

SA – grupperne gik i strækmarch. Ifølge Kolding Folkeblad, kunne koldingenserne ikke tage dette. Under hele forestillingen var politiet massivt til stede for at forhindre optøjer.

Fædrelandet opgjorde deltagerantallet til 25.000. Kolding Avis mente, at der var 3.000 om lørdagen, og det dobbelte antal om søndagen.

 

Smilebåndet kom i brug

Ålborg var udset til at blive hjemsted for det næste landsstævne. Her skulle de skandinaviske ledere igen mødes. Men i 1940 kom nazismen i den originale tyske udgave til Danmark. Kolding blev det sidste sted, hvor landsstævnet blev afholdt. Nu gjaldt det om, at få magten i Danmark, gerne ved hjælp af tyske bajonetter. Men så vidt kom det aldrig.

 

DNSAP’s politiske teater fascinerede ikke for alvor danskerne. Som Kolding Folkeblad udtrykte det:

• Begge stævnedage er forløbet uden uheld og spektakler af nogen art. Smilebåndet er det eneste, der har været i brug.

 

Konservativ Ungdom præget af Italiensk fascisme

Konservativ Ungdom havde hele 30.000 medlemmer i 1935. Medlemmerne skulle uniformeres og optræde i rækker og geled. De ønskede aktivisme og handlekraftig optræden. Men denne militante optræden tog de ældre afstand fra. Det betød, at man ikke længere brugte højre arm som hilsen i 1938. De ældre konservative ønskede ikke at de unge anvendte elementer af nazismen.

Men allerede i 1932 gav den konservative folketingsmand, Ole Bjørn Kraft udtryk for begejstring for den italienske fascisme. Konservative ledere var flere gange i Italien for at lade sig inspirere.

Det konservative studenterblad, Studium var tydeligvis i 1933 – 1934 påvirket fra syd, men afsvor antisemitisme og åndelig tvangspolitik.

 

Massekulturen fungerede som gabestok

Massekulturen fungerede som en gabestok. Man fremstillede det sorte/hvide billede af vindere og tabere. Man gjorde sit til, at man skulle udstøde tyskerpiger, nazister og såkaldte landssvigere. Aviser og ugepresse red højt på en stemningsbølge. Mange mennesker også helt uskyldige blev med navn og foto fremstillet som storforbrydere. Drab og mishandlinger forekom. Hvor stort omfang dette havde, har man endnu ikke klarlagt.

 

Var det Fritz Clausens personage

Den manglende succes for DNSAP skydes ofte over på Fritz Clausens personage. Men er det den rigtige sandhed? I 1940 var det sikkert mange, der havde regnet med, at DNSAP ville have få magten. Man kunne så drage personlig fordel af et medlemsskab.

Fascismen og nazismen udviklede sig stærkest i oprindelseslandene Italien og Tyskland.

 

Regnede med 50.000 stemmer

Til Folketingsvalget i 1943 regnede Fritz Clausen med at få 50.000 stemmer. Partiet havde trods alt 20.000 medlemmer på dette tidspunkt. Den massive tyske støtte gav mulighed for en massiv propaganda. Men det var et misforhold mellem medlemmerne og vælgertilslutning.

 

Ingen opbakning fra Werner Best

I maj 1943 var Fædrelandet ikke mere partiorgan for DNSAP. Hvervningen til den tyske krigstjeneste blev også indstillet. Allerede fra 1942 vidste Fritz Clausen, at han ikke kom til spille nogen parlamentarisk rolle. Det havde Werner Best gjort ham klart ved sin ankomst i København i november.

 

Selv da den danske regering gik af den 23. august 1943, stod Fritz Clausen og hans parti ikke parat til at overtage magten.

 

Bovrup – Kartoteket kan egentlig ikke bruges til så meget. Det er besværligt at anvende på grund af mangelfuld registrering.

 

Dansk Presse skulle vise mådehold

Udenrigsminister P. Munch havde allerede i 1933 opfordret dansk presse til at vise mådehold i forhold til det fascistiske udland. Det var navnlig overskrifter og karikaturtegninger, man havde besvær med. En tegning af Hans Bendix opnåede oven i købet den ære at blive kommenteret i Völkischer Beobachter den 30. november 1936. Dette fik den konservative Christmas Møller og Venstres Oluf Krag til i Folketinget at ytre bekymring for samhandelen.

Under besættelsen måtte hver streg gennem censuren. Således blev Hans Bendix bedt af tyskerne om at holde sig borte fra Blæksprutten. Før krigen havde han fået at vide, at han skulle holde sig borte fra Tyskland. Hans karikatur af nazismen var bestemt ikke tyskernes livret.

 

Kilde: Se

• Besættelsestidens Litteratur A – L
• Besættelsestidens Litteratur M – Å
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• John T. Lauridsen: Nu gjalder Luren
• Erik Jensen: Mellem demokrati og fascisme – træk af Konservativ Ungdoms……
• Diverse numre af National – Socialisten og Fædrelandet
• John T. Lauridsen: Vikingernes sande efterkommere (Magasin fra Det Kongelige Bibliotek)
• Fortid og Nutid – diverse udgaver.
• La Cour: Danmark under Besættelsen
• Besættelsens Hvem Hvad Hvor
• Knud Brix, Erik Hansen: Dansk nazisme under Besættelsen (1948)
• Claus Bryld: Samarbejde eller Modstand (1982)
• Claus Bryld: Historie og offentlighed (1984)
• Christiansen: Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen (1950)
• Erik Haaest: Frikorps Danmark – folk fortæller 1 – 3 (1975)
• Erik Haaest: Udyr – eller hvad (1977)
• Erik Haaest: Frikorpsfolk (1995)
• Paul Hammerich. En Danmarkskrønike 1945 – 1972 (1976)
• Ebbe Holman: Forræder, skæbner fra befrielsesdagene (1985)
• Holstein Rathlou: Thi kendes for u – ret (1949)
• Jørgen Hæstrup: Danmark under besættelsen (1979)
• Erik Jensen: Mellem demokrati og fascisme (1983)
• Jens Peter Noack: Det Tyske Mindretal under Besættelsen (1975)
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister (1970)
• Retsopgøret 40 år after (1986)
• Jørgen Sehested: Broholm – mødet (1973)
• Ditlev Tamm: retsopgøret efter besættelses (1984)

 

Hvis du vil vide mere: Så indeholder www.dengang.dk og FB – gruppe Dengang ca. 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder:

 

Under København:

• Landsforrædere og landssvigere
• Overvåget – dengang
• Tyskerluder og Drageyngel

 

Under Sønderjylland:

• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Mindretal i Brændpunktet
• Opgøret efter 1945

 

Under Aabenraa:

• Fritz, Nazister og et Kartotek
• Fritz Clausen – Lægen fra Aabenraa

 

Under Tønder:

• Nazister i Tønder

 

På FB Dengang findes en komplet liste med artikler fra besættelsestiden

 

Vi stod alle sammen mod tyskerne i et stort fællesskab. Sådan kan man læse i besættelseslitteraturen lige efter krigen. Og samme holdning er også kommet i mange andre udgivelser af nyere dato. Men er det hele sandheden. Engelske kilder anfører, at danskernes holdning og politikernes indstilling var med til at forlænge lidelserne for andre. Mange blev dømt for deres virksomhed under krigen, men flere, som havde tjent store penge, blev aldrig dømt. Danske terrorgrupper i tysk tjeneste dræbte hundredvis af landsmænd – hvorfor? 

 

Stod alle danskere sammen?

Vi får i historiebøgerne at vide, at vi stod sammen mod tyskerne under besættelsen. Det gjorde de fleste vel også. Men ikke så få arbejdede for tyskerne. De angav deres landsmænd eller lavede terror mod danskere.

Efter krigen blev befolkningsgrupper som Det Tyske Mindretal forfulgt. Det var danske statsborgere.

 

6.500 unge danskere var med i NSU

Også i Danmark begyndte man meget tidligt at indoktrinere folk til den nazistiske lære. Således blev NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) stiftet allerede i 1932. Organisationen bestod helt til krigens slutning og talte op mod 6.500 unge danskere som medlemmer. Et stort antal NSU’er meldte sig i Waffen SS. Og en del af disse unge, gik også over i tyskernes terror – grupper.

 

Alle melde sig ind i Frikorps Danmark

Frikorps Danmark blev etableret med myndighedernes godkendelse. Korpsets første leder fik taletid i Danmarks Radio. Nogle meldte sig af eventyrlyst, andre var modstander af kommunismen, som de så som en fjende af den vestlige verden. Og en fjerdedel var medlemmer af Det Tyske Mindretal. Men hovedparten af danskerne, der meldte sig i korpset, troede på den nazistiske ideologi.

I en meddelelse fra Udenrigsministeriet i 1941, stod der:

• Til frikorps Danmark kan alle, der har aftjent deres værnepligt efter 1931, melde sig.

 

Straffet med tilbagevirkende kraft

Flere end 100 jurister ville lade frivillig tysk krigstjeneste være straffri, men dette mødte modstand fra Modstandsbevægelsen. & 10 talte sit tydelige sprog:

• Den, som har hvervet eller ladet sig hverve til tysk Krigstjeneste straffes med Fængsel.

 

I mange år påpegede især folk fra Det Tyske Mindretal, at da de meldte sig ved østfronten, var det lovligt. Men loven, der blev vedtaget efter besættelsen havde tilbagevirkende kraft.

For mange familier i Sønderjylland var loven en katastrofe. De mistede deres borgerlige rettigheder, og politisk blev de forfulgt i mange år efter krigen. De kunne ikke søge offentlige jobs, når de havde siddet i Fårhuslejren. Måske savner besættelseslitteraturen at fokusere på dette emne?

 

Håndlangere for tyskerne

Danskere var aktive som marinevægtere, frivillige i SS, aktive i Sommerkorpset, Schalburgkorpset eller Hipo. Og danskere var aktive i terrorgrupper vendt mod deres landsmænd.

Håndlangere for besættelsesmagten viste stor brutalitet over for deres landsmænd. Ofrene var ofte uskyldige medborgere, men også inden for modstandsbevægelsen og deres sympatisører.

Så sent som i 1943 opfordrede danske politikere til at man skulle angive sabotører og modstandsfolk. Og dansk politi arbejdede sammen med tyskerne.

 

Fra den tyske krigsindustri til terrorgrupper

120.000 danskere blev mere eller mindre tvunget til at arbejde for tyskerne i Tyskland. Mange af disse direkte i den tyske krigsindustri. Og på samme måde arbejde mange danskere for tyskerne ved vestkysten. 6.000 meldte sig til Waffen SS, og 3.900 danskere deltog i forskellige vagttjenester for tyskerne. 1.000 mænd meldte sig i Schalburgkorpset, og omtrent 700 var med i ET i forskellige terrorgrupper. Man kunne tjene på til 400 kr. om måneden i denne tjeneste.

 

Eksporten steg gennem hele krigen

Danmark spillede en betydelig rolle til Tysklands krigsindustri, især hvad angår leverance af levnedsmidler, industriudstyr m.m.

Det varede længe, inden Danmark blev anerkendt som allieret. Dengang blev det fremhævet, at det var udelukkende modstandsbevægelsen og deres aktioner, der gav Danmark adgang til sejrherrerne.

I 1939 blev kun 23 pct. af den danske landbrugseksport leveret til Tyskland. I 1941 var dette tal steget til 75 pct. Men også eksporten af fisk var enorm. Og dette generede især englænderne. Werner Best fremhævede, at eksporten i løbet af 1944 steg yderligere.

 

Lidelserne trak ud for andre

Ved slutningen af 1944 havde Danmark et statsbudget på 1 milliard kroner. Man havde ydet Tyskland en kredit på 6,5 milliarder kroner. Ved krigens slutning blev den tyske gæld opgjort til lidt over 12 milliarder kroner.

Som sidegevinst fik storbønder, enkelte fiskere, entreprenører, vognmænd og svindlere mulighed for at rage til sig. Mange af disse undgik retsforfølgelse.

Engelske kilder beretter, at Danmarks politik var skyld i, at krigen trak ud. Det kan godt være, at politikernes samarbejdspolitik gjorde lidelserne mindre for den danske befolkning, men det forlængede lidelserne for andre.

 

Venstre var blandt de mest ivrige

Den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte på et tidspunkt:

• Vi ved af erfaring, at for at sikre forsoning hjælper det at anerkende fejl i fortiden – og undskylde på vegne af nationen.

 

Men dengang under besættelsen var statsministerens parti, Venstre – storbøndernes parti – de stærkeste tilhængere af tilpasnings – og samarbejdspolitikken.

 

46 blev henrettet

I sommeren 1945 vedtog Rigsdagen et straffelovstillæg, der kriminaliserede Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed. Med tilbagevirkende kraft. I alt blev 40.000 danskere interneret og mistænkt for at være landssvigere efter krigen.

Der blev rejst sag mod halvdelen, men kun omtrent 13.000 blev dømt. Og 46 blev dømt til døden og henrettet.

 

Starten til modterror

I august 1943 tvinges den danske regering til at opgive deres samarbejde med tyskerne. Et folkeligt oprør havde bredt sig. Dette var starten til modterroren.

Besættelsesmagten svarer igen med stadig mere magtanvendelse. Men danskerne forsynede den tyske krigsmagt med en meget omfattende leverance, og den skulle nødig ødelægges.

Efter at samarbejdspolitikken var ophørt, fortsatte den store eksport, som skrevet dog til tyskerne.

 

At skabe angst og frygt

Tyskerne indførte begrebet Modterror. Dette begreb omfattede også Misinformation. Himmler satte det hele i system.

Hensigten med modterror var blandt andet at få vendt befolkningen mod modstandsbevægelsen og sabotørerne. Formålet var at forvirre danskerne og at kue dem. Det var ud fra den nazistiske voldsideologi at skabe angst og frygt.

 

De store medspillere, slap nådigt

Men det virkede snarere modsat. Det var en eksklusiv kaffeklub, der udvalgte ofrene. Klubben bestod af sikkehedspolitichef Otto Bovensieben og talte blandt andet Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann. Sidstnævnte arbejdede efter krigen tæt sammen med det danske efterretningstjeneste.

Man havde udarbejdet et kartotek over terroremner, som omfattede kendte danske kulturpersoner.

 

Det var også Bovensieben, der beordrede, at 16 danske læger skulle myrdes. Og disse mord blev udført af Peter – gruppen. Egentlig blev også Bovensieben efter krigen dømt til døden, men også han blev benådet. i 1953 blev han således udvist af Danmark. Den alkoholiserede tysker blev egentlig aldrig konfronteret med sit medansvar for terrordrab. i 1960erne blev der i Tyskland foretaget undersøgelser omkring hans gøremål i Danmark. Men disse undersøgelser blev henlagt.

I 1969 blev han anklaget for sin medvirken i deportationer af over 30.000 jøder og sigøjnere fra Berlin. Men han blev erklæret uegnet til at gennemføre en retssag på grund af svagelighed. Derfor blev han ikke dømt for dette.

 

Schalburgkorpset

Schalburgkorpset blev oprettet af Himmler i februar 1943 med den tidligere frikorpskommandant K.B. Martinsen som chef. Korpset skulle fungere som forskole til Waffen SS. Men egentlig fik korpset aldrig den funktion, som det var tiltænkt. Man fik anvist bevogtnings – og vagtopgaver også i forbindelse med KZ – lejre.

Schalburgkorpsets skole i Høvelte uddannede nogle af de værste terrorister under besættelsen.

 

Peter – gruppen

Den såkaldte Peter – gruppe startede med mordet på Kaj Munk, bombesprængninger mod Tivoli og Den Kongelige Porcelænsfabrik.

Modsabotage, Stikkerlikvideringer med clearingsmord havde set dagens lys.

Peter – gruppen opstod i februar 1944. Leder var den højt dekorerede tyske elitesoldat Otto Schwerdt, med dæknavnet Peter Schäfer. Gruppen bestod af både af danske og tyske specialtrænede SS – folk. De stod for mindst 91 clearingsdrab og 131 bombesprængninger. De stod for 8 togattentater, der kostede 26 menneskeliv m.m. I alt havde de ca. 160 menneskeliv på samvittigheden.

Ib Nedermark Hansen blev tiltalt for medvirken i 24 drab og 58 sprængninger. Han blev henrettet i maj 1947.

 

Brøndum – banden

Gruppens danske medlemmer blev rekrutteret fra Schalburgkorpsets efterretningstjeneste ET. Gruppen var også kendt som Brøndumbanden. Det var efter Henning Emil Brøndum, som havde været soldat i Waffen SS. Han menes alene at have stået for 38 drab.

Den 9. maj 1947 blev han henrettet.

 

Den nok mest aktive var Kaj Henning Bothilsen Nielsen, der alene havde 57 mennesker på samvittigheden. Desuden har han medvirket i 9 drabsforsøg, 116 sabotageaktioner og 5 togattentater. Hans øgenavn var Perle. I løbet af 24 timer dræbte han 6 tilfældige mænd i København.

I 1947 blev syv medlemmer af Peter – gruppen eller Brøndum – banden henrettet.

 

En mening med livet

De tyske håndlangergrupper førte sig frem på københavnske beværtninger og restauranter. De spillede hele tiden med musklerne i vished om, at de havde tyskerne i baghånden. Udrensningen af det mindreværdige som jøder og kommunister var for dem, noget der gav mening med livet.

 

Hipo

Efter at det danske politi i aktion Möwe var blevet anholdt og 2.000 betjente sendt i KZ – lejr, opstod Hipo (Hilfspolitizei). De opererede for det meste i København og bestod af uniformerede danske mænd.

De bistod Gestapo i kampen mod sabotørerne. Gruppen blev mere og mere brutale, og i stigende grad involveret i vold, skyderier og kriminalitet. Der var et stigende had i befolkningen mod korpset.

 

Frit bytte

De mishandlinger som Hipo stod for, kunne måle sig med Gestapo. De kørte rundt i danske patruljevogne, hvor dørene var taget af og skød vildt omkring sig.

Fra Modstandsbevægelsen blev korpsets medlemmer erklæret Frit bytte. Det var livsfarligt for Hipokorpsets medlemmer at færdes rundt i Københavns gader.

 

Fra dansk side oprettede man vagtværn. Dette forhindrede måske den herskende utryghed i befolkningen og begrænsede den stigende selvtægt.

 

Voksende brutalitet

De forskellige danske terror – grupper i tysk tjeneste blev mere voldelige efterhånden som besættelsestiden lakkede mod enden. Grunden til dette, at de alle havde kontor på Politigården. Det voldelige klima, der eksisterede her havde en medvirkende effekt på brutaliteten.

 

Schiøler – gruppen

Schiøler – gruppen var egentlig startet som Irmer – gruppen. Den bestod af danske nazister, der i foråret blev rekrutteret af Abwehr. Egentlig skulle de ikke have trådt i aktion før den forventede invasion. Men gruppen oplevede, at modstandsbevægelsen ramte deres nære venner, der for blev de aktive som Schiøler – gruppen.

Gruppen blev underlagt Efterretningstjenesten (ET), som var en dansk – tysk politiorganisation. Ud over diverse terrorgrupper, rummede det også det berygtede Hipo – korps.

 

Medvirkede til 120 anholdelser

Nogle havde arbejdet ved forskellige tyske vagtværn, andre havde været med i Schallburgkorpset og halvdelen havde være i Waffen SS.

Schiøler – gruppen begik adskillige drab, bombesprængninger og utallige anholdelse af mistænkte sabotører, som en del af deres arbejde for den tyske besættelsesmagt.

Lederen var Ib Gerner Ibsen.

Gruppen medvirkede ved ca. 120 anholdelser.

 

Andre grupper var Lille Jørgen – gruppen og Lorenzen – gruppen. Disse grupper fungerede også som politigrupper, der optrævlede modstandsgrupper. De anholdte sabotører og mishandlede dem under forhør.

 

Lorentzen – gruppen

Lorentzen – gruppen bestod reelt kun af 15 personer, cirka fem andre havde en løs tilknytning til gruppen. Lederen af gruppen, Jørgen Lorenzen var i 1943 blevet straffet for bedrageri. I alt tre af gruppens medlemmer blev likvideret af modstandsbevægelsen. Lederen, Jørgen Lorentzen blev flere gange forsøgt likvideret.

 

Da kapitulationen var en realitet forskansede gruppen sig i et sommerhus i Asserbo. Deres hensigt var, at sejle til Hesselø. Sommerhuset var i forvejen blevet fyldt med konserves og våben. Men det kom til en heftig ildkamp med modstandsbevægelsen, hvor flere af gruppens medlemmer blev dræbt.

Gruppen havde været ansvarlig for 600 – 800 anholdelser. Desuden begik de en række drab og røverier. Fire af medlemmerne blev idømt dødsstraf, som blev eksekveret den 10. maj 1945. Ja egentlig var det 10 af gruppens medlemmer, der blev idømt dødsstraf, men de seks blev benådet. Gruppen arbejdede tæt sammen med Hipo – korpset.

En af gruppens medlemmer fik en lang fængselsstraf, og blev løsladt i 1959. Han endte med at drive en stor dansk entreprenørvirksomhed, som blev videreført af sønnen.

 

Lille Jørgen – gruppen

Lille Jørgen – gruppen blev ført oprettet i marts 1945 under ledelse af Jørgen Christian Sørensen. Gruppen havde syv faste medlemmer. Sørensen var egentlig ansat i Abwehr og foretog skibsspionage,

Gruppen stod for 13 drab og udførte desuden vold og tortur. De begik røverier af biler, penge og fødevarer. Tre af gruppens medlemmer blev idømt dødsstraf. Dette blev eksekveret den 4. februar 1950.

 

Birkedal – Hansen Gruppen

Birkedal – Hansens gruppe speciale var opsporing og uskadeliggørelse af modstandsfolkene. Det skete under ledelse af den berygtede bøddel, Ib Birkedal Hansen. Gruppen blev efter krigen anklaget for 28 drab, 315 anholdelser og 132 tilfælde af grov mishandling. Birkedal – Hansen startede sin karriere som tolk for Gestapo.

Han mishandlede snesevis af fangere under forhør. I modstandskreds kaldte man ham for Tæve – Hansen. Hans torturmetoder var meget raffinerede. Han kunne det mest beskidte arbejde. Og han deltog også i nedskydningen af 11 Gestapo – fangere ved Roskilde. At optrevlemodstandsgrupper var en af hans specialiteter.

Han blev også leder af Afdeling Ib, der huserede over hele landet. Ved befrielsen forsvandt han ud af landet, men blev anholdt i Tyskland i 1947.

Fra februar 1948 foregav han hukommelses tab. Men det hjalp ikke, men blev henrettet ved skydning den 20. juli 1950.

 

Sommerkorpset

Sommerkorpset overtog ved påsketid 1944 bevogtningen af Kastrup Flyveplads. Det var den danske jagerpilot og Luftwaffe – kaptajn, Poul Sommer, der netop var hjemvendt fra østfronten, der blev korpsets leder. Vagtkorpset ved det tyske luftvåben blev således Sommerkorpset i daglig tale. De 800 medlemmer blev oplært i Jonstruplejren. Men i februar 1945 blev korpset nedlagt.

Dele af korpset blev lejlighedsvis brugt i den tyske terror. Poul Sommer forsvandt efter befrielsen. Han tog hemmeligt ophold i sommerhusområdet ved Ry. Han købte en gård i Randers, og blev arresteret i 1946.

Han blev idømt 12 års fængsel ved Østre Landsret for landsforræderi. Han blev dog benådet og løsladt i 1950. En periode flyttede han til Tyskland. Gentagende gange er han dømt for økonomisk kriminalitet.

Vi har ved egen efterforskning fundet ud af forbindelser til Broager. Her skulle han ligge begravet.

 

Hævn

Den 25. november 1944 angreb Holger Danske med en større styrke Lundtofte Flyveplads nord for København. Flyvepladsen var under bevogtning af Sommerkorpset. Den bestod dengang af en græsmark, hangar og en vagtbevogtning. Baggrunden for angrebet var en gengældelse for en træfning mellem Sommerkorpset og Holger Danske ved en våbenaktion mod Always Radiofabrik på Amerikavej i oktober 1944. Ubekræftede kilder har fastslået at der omkom 10 – 11 Sommer – folk ved aktionen.

 

Den farlige frisør

Vi kunne såmænd også have nævnt flere enkeltpersoner, som angav landsmænd til tyskerne. Således var det yderst farligt at give sin mening til kende i en frisørsalon på Frederiksberg. Her angav frisør Yngve Nielsen, at han var imod Hitler. Sine kunder fortalte så deres uforbeholdne mening om tyskerne. Men det skulle de nok ikke have gjort. For frisøren stod i meget tæt kontakt med Schiøler – gruppen og Lorentzen – banden. Frisørsalonen var en ren stikkercentral. To dage efter krigsafslutningen blev ægteparret Yngve og Hildur Nielsen likvideret i Geels Skov i Holte, nord for København. Det var modstandsgruppen Afdeling Eigild, der stod for dette.

 

Grethe Bartram

I efteråret 1942 videregav hun oplysninger til dansk politi om en sabotagebrand. i 1943 førte hendes oplysninger til optrevling af en stor del af modstandsbevægelsen i Århus. I foråret 1944 blev hun for et vederlag på 500 – 700 kr. tilknyttet Gestapo i Århus. Og det var først her, at det gik op for modstandsbevægelsen at hun spillede en dobbelt rolle. Hun har vel angivet 50 personer, de 35 blev ført i KZ – lejre, og heraf døde 8 stykker.

Hun blev dømt til døde, men benådet. I 1954 udvandrede hun til Sverige.

 

Jenny Holm

I Hamborg mødte hun Ib Birkedal Hansen. Hun var en fremragende agent for det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg. Hun fik arbejde i Dagmarhus, hvor hun skulle infiltrere den britiske efterretningstjeneste SIS. I sensommeren 1944 forsøgte BOPA at likvidere hende. Hun blev i 1944 overført til tjeneste i Sønderborg. Den 18.oktober 1944 fik hun arbejde hos Gestapo i Kolding, hvor hun infiltrerede den syd – og sønderjyske modstandsbevægelse.

 

Hun blev i sommeren 1945 anvendt af modstandsbevægelsen til at opspore kollegaer i det tyske sikkerhedspoliti. Det var den britiske kontraspionage Field Security, der fik hende anholdt og overført til Alsgades Skole. På Sundholm blev hun anvendt som cellestikker.

I 1946 overførtes Jenny Holm til Tyskland til tjeneste under den britiske kontraspionage. Her lykkedes det at opspore danske krigsforbrydere.

I 1947 blev hun arresteret i Hamborg. Hendes sag kom for Byretten i Kolding. Anklagerens krav lød på fængsel på livstid på grund af drabsforsøg, angiveri og tortur. Dommen blev af landsretten takseret til 16 års fængsel. Jenny Holm blev dog allerede løsladt allerede i 1952.

 

Ingen politikere blev dømt

Som vi tidligere har været inde på, blev ingen beslutningstager dømt efter retsopgøret. Med andre ord, politikerne blev ikke draget til ansvar for samarbejdspolitikken. Og mange virksomheder, som havde tjent mange penge i samarbejdet med tyskerne, blev aldrig dømt. Mange af disse virksomheder eksisterer den dag i dag.

 

Frihedsrådet havde udarbejdet en pjece, hvori der hed, at straffeforanstaltninger skulle foregå med “rodfæstet dansk retsbevidsthed ad lovlig vej, således at man undgår selvjustits.

 

I pjecen var der desuden en liste over de persongrupper, der skulle anklages. Først var der en liste over regeringsmedlemmer og folkerepræsentanter, der skulle straffes.

Derefter var der en liste over embedsmænd og tjenestemænd. Der fulgte folk fra kultur – og organisationslivet og afslutningsvis var der en liste over erhvervsdrivende, nazister og folk, der havde været i tysk krigstjeneste, angivere, voldsmænd m.m.

Frihedsrådet angav også, hvilken straf de skulle have. De mente, at der skulle oprettes særlige domstole.

 

Hvorfor gjorde de det?

Hvorfor stak man sine landsmænd, og frem for alt, hvorfor torturerede man deres landsmænd. Var det fordi, at man var

 

1. Fanatisk nazist, SS’er eller Gestapo.

2. Var sadist, og elskede at mishandle andre.

 

Lige efter krigen blev deltagerne i disse terrorgrupper opfattet som psykopater, afvigere og vaneforbrydere. Men det viste sig, at de var ganske almindelige unge mænd.

Den nazistiske ideologi har måske været drivkraften. En jordnær forklaring kunne være hævn. Den interne gruppedynamik og kampen internt mellem terrorgrupperne kan også være årsag til den stigende brutalisering.

 

Mange af drabene begået af terrorgrupperne var ikke godkendt af tyskerne. Og mange af de myrdede havde ingen forbindelse til modstandsgrupperne. Men var tilfældige ofre.

 

Søren Kam blev aldrig dømt

Ikke alle blev dømt for deres forbrydelser. Den person, som reelt startede de tyske terrorgrupper, Søren Kam, er aldrig blevet straffet. Det var ham, der mente, at tyskfjendtlige sabotagegrupper skulle bekæmpes med våben. Dødspatruljerne uddannede han på Schalburg – skolen, men blev aldrig dømt for det.

I nogle henseender er bevismaterialet mod Søren Kam i dag mere tungtvejende, end mod hans underordnede, der blev henrettet.

Bladet De Frie Danske udgav i april 1944 et stikkeralbum med fotos af 12 dødsdømte danskere i tysk tjeneste. Seks af disse blev likvideret af modstandsbevægelsen.

Vi kunne have nævnt mange flere, men det kommer måske i kommende artikler.

 

Kilde: Se

• Besættelsestidens Litteratur A – L
• Besættelsestidens Litteratur M – Å

 

Hvis du vil vide mere:

• Denne side indeholder over 118 artikler om Besættelsestiden

Der var mange Børne – og Tugthuse, også på Christianshavn. På et tidspunkt mente kongen, at man kunne tjene på disse. Men den gik ikke. De produkter man fremstillede, var ikke af god kvalitet. Omkring 1790 kunne man ikke gå mange skridt før man mødte en tigger. Man skelnede mellem de værdige og de uværdige, og det gjorde man også når straffen skulle fastsættes. Fattigfogederne var meget upopulære og blev konstant overfaldet.

Den Katolske Kirke tog sig af forsorg

 

Før reformationen var det den katolske kirke, der stod for forsorgen af de fattige børn og deres forældre. De vandrede rundt i Københavns gader og ernærede sig ved tiggeri. Da reformationen kom i 1536, mistede den katolske kirke næsten hele deres formue. Den blev beslaglagt af kongen. Den Lutherske Kirke kunne ikke tilbyde det samme. Og det omfattende tiggeri irriterede det bedre borgerskab.

Før havde også de såkaldte Skt. Jørgens Gårde og klostre taget sig af de nødlidende. Men de var der ikke mere. De nye hospitalers kapacitet var begrænsede.

 

Løsgængeri var en kriminel handling

Løsgængeri blev anset som en kriminel handling og skulle straffes. Igennem retslige tiltag havde kongemagten forgæves forsøgt at regulere de sociale forhold for landets fattige, således også løsgængerne.

 

De værdig trængende

Kongemagten sorterede de trængende. Man havde de værdigt trængende (syge og gamle). De var berettiget til at tigge i deres lokalområde. Udvalgte borgere blev bedt om at kontrollere disse og varetage udstedelsen af tiggertegn til de værdigt trængende.

 

De uværdige

De uværdige fik ikke tildelt tiggertegn og var dermed afskåret fra at modtage hjælp fra lokalsamfundet. Med lokalsamfundets afvisning, var disse løsgængere tvunget til et liv på landevejene. De uværdige kunne desuden bortvises fra lokalsamfundet. Hvis denne engang var bortvist, kunne hver mand så lægge bånd på vedkommendes arbejdskraft.

De første eksempler på tvangsarbejde kan påvises i et brev fra 1566. Heri beordres lensmændene på Sjælland, at sende 100 ”stærke og ledige” til at arbejde på Holmen i København.

De uværdige blev indfanget og sat til bygnings – eller fæstningsarbejde, flådebyggeri på Bremerholmen eller på ”Jagter eller Galejer”.

 

Tugt – og Børnehuset fra 1605

Christian den Fjerde oprettede Tugt – og Børnehuset helt tilbage i 1605. Det nye etablissement skulle medvirke til at komme betleri og trygleri til livs. Løsgængere skulle

• henordnes og indtages og siden lære et haandværk, hvormed de deres brød kunde fortjene.

 

Det første tugthus i Farvergade

Det første Tugthus blev installeret i Farvergade. Ja faktisk lige der, hvor Vartov nu ligger. Men allerede året efter blev det hele flyttet til mere rummelige lokaler i Lille Helliggejst. Her udviklede tugthuset i et væld af lokaler og værksteder i alle Helligåndshospitalets bygninger mellem Helligåndskirken og Gråbrødretorv.

Denne institution må opfattes som den første danske statslige anstalt beregnet op at fuldbyrde frihedsberøvelse som en selvstændig offentlig straf.  På den måde at personen holdtes fængslet på en bestemt tid. Fra midten af 1500 – tallet blev det almindeligt at anvende strafarbejde ”i jern” på Holmen (se vores artikel I Bremerholms Jern).

Et Tugthus var oprindelig tvangsarbejderhus for tiggere og usædelige

 

Opfordring til lensmændene

Da tugthusindretningen i 1609 endelig havde taget form udstedtes en forordning om, at lensmændene skulle være mere energiske og sende så mange lediggængere, løse drenge og kvinder som muligt. I den kommende tid strømmede lemmere ind fra alle landets egne, ja helt fra Norge. De blev så fordelt mellem værkstederne.

Et bevaret regnskab fra 1606 viser, at Tugthuset nærmest formede sig som en håndværkerskole, men dog inden for et stærkt begrænset område, tekstilerne. Ja Tugthuset blev landets første egentlige Tekstilmanufaktur.

Virksomheden startede under beskedne former i Farvergade, hvor der i 1606 nævnes 44 drenge under ledelse af to vævere og perlestikkere. I 1607 forøgedes antallet med to, en possementmager og en tripmager. Og samme år oprettedes et mindre oplæringsprojekt for små piger i at spinde. I 1608 kom der yderligere fire, en uldbereder, en vantmager (klædemager), en tapetmager og en hatstafferer.

 

26 mestre blev ansat

Efter udvidelsen i 1609 var det slut med de små forhold og de nationale håndværkstraditioner. Pludselig var der hele 26 mestre. Det kunne se ud som om, at mestrene var akkordlønnede.

Ja fra 1611 blev der også her indsat kvinder. Børnehuset blev indrettet i en særskilt bygning samme sted. I 1619 raserede pesten og Tugthuset blev midlertidig lukket. Egentlig havde man beregnet, at der skulle ligge 2 – 3 børn i hver køje, men det reelle tal var snarere 4 – 5 børn. Dette øgede i høj grad smittefaren, når epidemier raserede.

 

Næsten straffeanstalt

I 1620 blev også personer, der var dømt for uærlige gerninger indsat. Anstalten havde fået karakter af Straffeanstalt.

Efter pestepidemien udsendte Christian den Fjerde i året 1621 en forordning, hvorefter institutionen blev opdelt i et regulært tugthus og et børnehus med et mere pædagogisk sigte. Forordningen stillede nogle klare retningslinjer op om den daglige drift:

• Rentemesteren (forvalteren havde det overordnede opsynsansvar, mens fogeden stod for den daglige drift
• Fogedens pligter var at holde orden, holde stedet rent, sikre bespisningen og beklædningen af de ansatte, undgå svind (holde vinduer og porte lukket) holde opsyn med de ansatte og produktionen samt straffe ved udeblivelse eller hvis produktionen ikke levede op til de fastsatte rammer.
• Præstens prædiken og børnenes undervisning
• Skriverens ansvar med at holde regnskab med inventar, fremskaffelse af nyt inventar og materialer til produktion af tekstiller.
• Arbejds – og Lærertider
• Kostens sammensætning.

 

Menukortet

Der var hele 30 punkter, som rentemester Kristoffer Urne (se under Aabenraa, da har vi beskrevet denne berømte familie) skulle forholde sig til. Intet var overladt til tilfældighederne, således også madplanen:

Søndag til Middag, Flesk, Kaal, til Aften: Kiød, Grøed

Mandag til Middag: Islandsfisk, Kaal, til Aften: Sild, Grøed

Tirsdag til Middag: Kiød, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed

Onsdag til Middag: Bergefisk, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed.

Torsdag til Middag: Kiød, Kaal, til Aften: Sild og Grøed

Fredag til Middag: Sild, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed

Lørdag til Middag: Islandsfisk, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed.

Ja og så skulle børnene tre gange om ugen have sennep og to gange eddike. Til frokost på alle hverdage, øl og brød, varmt elle koldt alt efter årstiden.

 

Flydende overgang fra social forsorg til fængsel

Det var dengang, at der nærmest var en flydende overgang mellem socialforsorg og fængselsvæsen. Her havde man et sted, hvor man under et tag kunne anbringe forældreløse, ulydige og vanartede børn. Det har dog næppe været nogle rollemodeller som de voksede op iblandt. Rundt omkring Børnehuset havde man anbragt byens arbejdssky elementer, drukkenbolte, tyve og løsagtige kvinder, som politi og vægtere ustandselig pågreb for kønsforbrydelser.

 

700 lemmer i Tugthuset

I 1622 var der hele 450 lemmer, og det tal steg i 1625 til 700 personer. Hele 11 specialværksteder kunne Tugthuset præstere. Pesten vendte tilbage i 1629, og da den først tre år senere havde sluppet sit tag, var der i alt 621 døde børn alene i Børnehuset.

Det var en mangeartet produktion, man efterhånden kunne fremvise – skomageri, skrædderi, linnedsyning, knytning af fiskenet, samt fremstilling af inventar og produktionsmidler. I 1613 producerede man 468 stk. klæde. Men tugthusets afsætning til private var dog forsvindende lille. Praktisk talt gik det hele til det kongelige klædekammer. Ja man fremstillede også selv tugthus – klædet. Ja kronen var også en stor aftager af dette tugthus – klæde. Det gik til bådsmændene og skibsfolkene på Bremerholm.

 

Tugt – og Børnehuset overlevede ikke

Tugt – og Børnehuset overlevede ikke kongen i mange år. Huset skabte bekymringer og vanskeligheder. Kongen var misfornøjet med tilsynsmændene. Underskuddet voksede efterhånden. Det blev nedlagt som manufakturfabrik og dets bygninger solgt i 1650.

 

Klædemagere på Ladegården

Som en slags erstatning for dette, fik 50 landflygtige bøhmiske klædemagere i 1653 lov til at slå sig ned på Kongens Ladegård. De fik selv lov til at sælge deres klæde til forbrugerne, og fik skattefrihed i 20 år.

Men lederen af de bøhmiske klædemagere klagede til kongen over, at de ikke kunne skaffe sig folk til at udføre spindearbejdet, skønt der gik store og stærke betlere på gaden. Kongen beordrede derefter Magistraten og fattigforstanderne til at skaffe ham det fornødne antal.

 

En gård på Christianshavn

I 1662 blev Børnehuset genoprettet, nu på Christianshavn. Ideen var at huset skulle producere klæde til hær og flåde. Men først i 1665 var man egentlig klar til en større produktion.

Kongen havde foræret en gård på Christianshavn til brug som Børnehus. Det vides ikke helt præcis, hvor denne gård har ligget. Men stedet blev også brugt som straffeanstalt for voksne, som var dømt for letfærdighed eller tyveri. En senere udvidelse bestod i en bygning ud mod Skt. Anna Gade (Nu Sankt Annæ Gade). I 1740 opførtes den nye anstalt ud mod Christianshavns Torv.

Man gjorde sig stadig større anstrengelser med rekruttering af voksne, tiggere, tyve og andre forbrydere, der undgik galgen. Fra 1668 kom også de berygtede kvinder.

 

Både Børnehus og Straffeanstalt

Børnehuset blev tvedelt. Det var ikke blot en industriskole for forældreløse børn og fattige, men nok så meget en straffeanstalt, hvor voksne lovovertræder indsattes for livstid eller på åremål. Anstalten voksede hurtig stor. I 1667 fandtes der, over 320 personer, som holdes til ærligt haandværk at lære. Året efter omtales det, at 400 personer skulle være i institutionen. Dette betød en fuldstændig overfyldning af begrænsede lokaler.

Kravet var udvidelse og tilførsel af ny kapital. Opførelsen af en ny fløj i 1669 betød absolut en forbedring. Pengene kom fra fattigmidlerne.

 

Det kneb med kvaliteten

Produktionen blev aftaget af militæret, men det vakte nu ikke begejstring. Officererne viste stor modstand og uvilje. De mente, at det kneb med kvaliteten. I 1671 mente fire oberster, at man skulle overholde prøvekvaliteten.

Man besluttede også, at huset skulle levere klæder til de lærde skolers fattige peblinge. Det kneb gevaldig med den private afsætning. I 1673 fik det københavnske købmandskompagni et alvorligt tilhold om at bestille klæde fra Børnehuset for at fremme dets industri. Samtidig indrømmede regeringen dog, at det kunne volde vanskeligheder med at opfylde købmændenes krav om kvalitet.

 

Den økonomiske tilstand miserabel

Trods tvangsafsætningen lykkedes det ikke at gøre Børnehuset rentabelt. I 1676 var dets økonomiske tilstand yderst miserabel. Man havde ingen kontanter og havde opbygget en gæld på 20.000 rdl. Direktørerne foreslog en fuldstændig ophævelse af manufakturet. En tidligere inspektør foreslog, at Børnehuset skulle reduceres. Lemmernes antal skulle ned fra 300 til 80 lemmer. Det var en yderst kraftig sanering af Børnehusets drift. Hvad der skete med de udstødte lemmer, vides ikke. Der var ingen midler til forsorg.

Hæren klagede stadig over kvaliteten. Men det så ud som om, at Børnehuset stadig var i vækst. I 1685 indberettede direktørerne, at de i kort tid havde ladet optage over 200 fattige lemmer fra gaderne. Og pludselig rummede man igen 500 mennesker.

Direktørerne klagede over, at officererne optog dem, der stak af fra Børnehuset. Atter en gang viste Børnehuset underskud. Man havde ved en offentlig auktion solgt ud af lagrene.

I 1685 blev Guldhuset i Rigensgade også oprettet som klædemanufaktur. Sammen med Børnehuset (Værkshuset på Christianshavn) leverede de klæder til hæren.

 

Opdragelseshjem for forældreløse børn

Tugt – og Børnehuset var også et opdragelseshjem for forældreløse børn. Med tiden blev det også kendt som Kvindefængslet på Christianshavn. Hjemløse børn blev oplært ideen for et bestemt håndværk. Men ak, cirka halvdelen af børnene døde som følge af sygdomme, mens cirka en femtedel flygtede.

 

Fattigfogederne var upopulære

Fattigfogederne var meget upopulære. Befolkningens sympati var oftest på betlernes side. Det skete ikke sjældent, at almuen forhindrede fattigfogederne i at pågribe de flygtende betlere. Jagten på tiggerne førte således ofte til tumulter og slagsmål.

 

Voldsomme optøjer

Disse optøjer kunne godt udvikle sig til meget voldsomme optøjer. Det gjorde således søndag den 14. januar 1714, da de københavnske fattigfogeder i Grønnegade blev overfaldet af matroser med Knive, Stenkast og blotte Kårde. En af fattigfogederne fik fem store huller i hovedet, og hans højre pegefinger blev nærmest hugget af, mens to andre blev slået blå og blodige. Af den ophidsede pøbel.

Disse optøjer blev hyppigere og hyppigere. I 1789 kom det så vidt, at

• Ingen duelige Folk til Fattigfogeder ville bekvemme sig af Frygt for de Insulter og Overfald, som de jævnligt af Pøbelen er udsatte for, når de ville efterkomme deres Pligter.

 

Imponerende bygningskompleks

Det var et ganske imponerende bygningskompleks, der blev opført ud mod Christianshavns Torv i 1740. Det skulle aflaste de gamle institutioner på Christianshavn. Efterhånden blev der gennemført adskillelse mellem tugthus og forbedringshus. Også en adskillelse af fangekategorier blev gennemført.

Fra 1742 blev anstalten udvidet med et Rasphus. Her blev Danmarks værste forbrydere anbragt. Fangerne raspede farve af farvetræ til brug i maling. Dette var en særdeles usund og snavset beskæftigelse.

I 1790 ændrede institutionen navn til Tugt -, Rasp -, og Forbedringshuset på Christianshavn. Det havde fået mere karakter af et rigtigt fængsel. Her sad også Guldhornstyven, Niels Heidenreich.

 

Man lod fattigfogeder prygle

På Almindelig Hospital berettede inspektøren i 1769, hvordan de forhadte fattigfogeder blev forfulgt af pøbelen, herunder af matroser og soldater, når de arresterede deres tiggende koner og børn. Også herskaber lod deres gårdfolk prygle fogederne.

 

Belejret af tiggere i de københavnske gader

Samme år fortælles der således, at det var umuligt at vandre i de københavnske gader, uden at belejres af Tiggere. For et skikkeligt menneske var de såre ubehageligt ikke at kunne rekreere Sindet ved den mindste Spadseretur, uden at være omgivet af disse grædende Stemmer, og tidlig og sildig at være fulgt af dem, er meget tungt.

Især en spadseretur i det velhavende Nykøbenhavn kunne i 1791 være en udmarvende oplevelse:

• Ved hver halvtredsindstyvende Skridt kan han (fodgængeren)sikkert vente at blive overtryglet af enten arbeidsføre Fruentimmer med leiede Børn paa Armene eller af skurvede Drenge, eller af halvvoksne Piger, som knibe de usle Børn de bære omkring, til de skrige, for at bevæge Folk til Medlidenhed.

 

Bøder for ikke at anmelde tiggere

Byens gader nærmest svømmede af tiggere: Afdankede soldater, svagelige gamle, vanføre, krøblinge og hjemløse børn. Ja hele søskendeflokke, hvis forældre var døde fandt ly i baggårde og kælderskakter, indtil en barmhjertig sjæl måske tog dem til sig.

I 1799 blev det fastslået, at byens husejere og kroholdere skulle straffes fra 2 til 20 rigsdaler, hvis de ikke anmeldte folk i deres husstand, de mistænkte for at være betlere.

Hvis man hindrede fattigvæsenets ansatte i at pågribe betlere, enten med Ord, såsom Trussel, Skænden eller Skælden, eller med Gerning, såsom Modstand, Dørens tillukning eller nogen anden Fortræd, kunne gerningsmanden straffes med bøder fra 10 til 20 rigsdaler eller efter omstændighederne med korporlig straf.

 

Egen lovgivning

Efter to kommissions – rapporter fandt man i 1799 frem til, at man som almissemodtagende fattig i hovedstaden overgik til en speciel lovgivning. Fattigvæsenets jurisdiktion havde hånds – og halsret over den fattige. Man havde et særligt fattigvæsens – politiret. Den eksisterede fra 1799 – 1813. Man havde også et specielt politi i dette tidsrum, som opbragte betlere.

 

Forslag: Tiggere skulle i isolation

Politiet og Fattigvæsenet var ikke enige om straffeudmålingerne. Således forslog Fattigvæsenet, at når betlere og fattige forbrydere skulle straffes for Fattigvæsenets indvortes orden foreslog man, at betler sættes i isolationsfængsel fra fire dage til fire uger første gang, han blev opbragt. Anden gang skulle det være fra otte til 14 dage, men denne gang alene på vand og brød. For tredjegangs forseelse skulle vedkommende sendes i Københavns Forbedringshus fra seks måneder til to år. Børn mellem 12 år og 15 år skulle også smage kosten, hed det sig. De skulle dog ikke i Forbedringshus bagefter. De skulle have en omgang klø med tampen og derefter hensættes et eller andet Sted til Arbeide under stræng Bevogtning.

 

En slags fornedrende forretning

Politiet var ikke meget for, at de efter 1813 skulle til at jagte betlere. Anholdelse af en tigger blev anset for

• En slags fornedrende Forretning.

 

Fangeoprør på Christianshavn

I 1817 fandt et voldsomt fangeoprør sted på Børne – og Tugthuset på Christianshavn.  Bygningerne nedbrændte. Det var Slaglille Fanden og Johannes Pedersen Vovehals, der begge var anbragt i Rasphuset, der gennem længere tid havde planlagt fangeoprøret. Men ak og ve. En medfange havde imidlertid røbet planen, og derfor endte den store fangeflugt som en ren fiasko. Men de fik da nedbrændt bygningerne. En snes stykker af hovedmændene blev i løbet af de næste par dage dømt til døden og henrettet i de øvrige fangers nærvær.

 

Et kvindefængsel, der stank af ådsler

Efter en nødtørftig istandsættelse blev de dog fortsat anvendt indtil opførelsen af kvindefængslet i 1861. Og disse bygninger havde tilhørt Københavns første veterinærskole. Det eksisterer stadig som et H – kompleks mellem Prinsessegade, Skt. Annæ Gade og Dronningensgade. Men allerede i 1870 blev bygningerne lejet af Københavns Kommune som supplerende arresthus. Grunden var i virkeligheden sundhedsfarlig og der stank af ådsler, der var nedgravet fra den tid, bygningen blev brugt som veterinærskole.

Efter at Vestre Fængsel var taget i brug, blev der i årene 1895 – 97 foretaget en tiltrængt renovering. Derefter blev stedet anvendt til kvindelige arrestanter og afsonere. I 1921 blev institutionen nedlagt og bygningen ombygget til private lejligheder. I dag fremstår de som ejerlejligheder.

 

Nedrevet i 1928

Ved Christianshavns Torv blev et helt nyt fængselskompleks opbygget i elegant regnbuestil. I 1870 ophævedes Tugt, raps og forbedringshuset.

Fra 1870 blev bygningen til Christianshavns Straffeanstalt eller bedre kendt som Kvindefængslet på Christianshavn.

Først i 1928 i forbindelse med udvidelsen af Torvegade, blev bygningen nedrevet. På grunden blev det karakteristiske gule og hvide Lagkagehuset opført. Det tidligere Børnehustorv hedder nu Christianshavns Torv. Men Børnehusbroen over Christianshavns Kanal vidner endnu om anstalten.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om andre Institutioner:

• Fattiglemmer på Ladegården
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Martha – hjemmet, dengang
• I Bremerholms Jern
• En stiftelse på Østerbro
• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• Et hospital på Nørrebro
• Skt. Jørgen, Helgen, Hospital og Sø
• Et Apotek i Haderslev

 

Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom:

• Det Gamle Nørrebro og de Fattige
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro  
• Moral, etik og Fattighjælp
• Aabenraas Fattige
• Husvild i Aabenraa
• Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
• Fattige i Tønder
• Livet på Ladegården

 

Hvis du vil vide mere: Om afstraffelse og dom:

• Den lovbeskyttede usædelighed
• I en lovløs tid
• Ribe Hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
• Henrettet i Aabenraa
• Henrettet på Østerbro
• Henrettet i Tønder
• Lov og ret i Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Sygdom:

• Pest på Nørrebro
• Pest i København
• Syge mennesker i Aabenraa
• Den mærkelige læge fra Højer
• Sygehuse, Apoteker og læger i Aabenraa
• Sygdom og andre lidelser i Tønder og mange flere 

H.F. Korn havde en stor opgave, der skulle løses. Han var leder af Sædelighedspolitiet. Men ak, han fandt sin kærlighed i embedes medfør. Han var dog gift i forvejen. Han måtte skaffe penge til både elskerinden og kones logi. Han begik underslæb. Hans højre hånd var ikke bedre. Han ligefrem drev alfons – virksomhed. Og så var det lige Smukke – Pedersen og Borelli, samt alle de betjente, der ikke blev dømt. For en tilbundsgående undersøgelse blev der aldrig foretaget blandt politiet i 1895 – 1896.

 

Der lød et skud

I kælderen ud mod Hestemøllestræde den 25. marts 1895 kl.11.20 lød et skud. Aftenbladet kunne samme dag berette: Politiinspektør Korn har skudt sig. Det var en skandale. Hvorfor gjorde han det?

Jo forud var der gået et år med magtmisbrug og korruption i det københavnske sædlighedspoliti. Pludselig kom det frem, at der var foregået alfonsvirksomhed og pengeafpresning. Det var tydeligt, at nu burde det ske en oprydning.

 

De prostituerede skulle opspores

Vores hovedperson, Hr. H.F. Korn var i 1886 blevet ansat som chef for Det Københavnske Sædelighedspoliti. I folkemunde bare kaldt Sædeligheden. Hovedstadens moral skulle opretholdes og om givet, forbedres. I 1874 blev Lov om Foranstaltninger til at modvirke den veneriske Smittes Udbredelse vedtaget. Det var nu politiets opgave, at opspore alle prostituerede. Det var nu politiets opgave at godkende dem, der ville ernære sig ved utugt.

 

Indskrevet som offentlig fruentimmer

Når nu den prostituerede havde fået politiets godkendelse, blev de indskrevet som offentlig Fruentimmer. Nu skulle man så nøje følge politiets forskrifter. Kontrollen var massiv. Men efter Korn’ s selvmord, fandt Københavns befolkning ud af, at politiet lagde andet og mere end selve ordet kontrol. Det var ikke lige det, man havde tænkt sig fra lovgiverens side.

 

De første rygter

Allerede dagen efter, kunne dagbladene begynde at fremlægge de første rygter, om årsagen til selvmordet. Man havde fundet ud af, at han havde uhelbredelig kræft i endetarmen. Men man kunne også berette om, at hans pengeaffærer måske ikke var i den skønneste orden. Han havde en særdeles dårlig privatøkonomi.

 

Intet hold i beskyldningerne

Politimester Eugen Petersen følte sig nødsaget til at skrive et indlæg i Berlingske Tidende den 30. marts 1895. Motivet til selvmordet var et illegitimt forhold. Politimesteren understregede, at der ikke var noget hold i beskyldningerne, om at Korn skulle have benyttet sig af økonomisk af sine nære forbindelser i prostitutionsmiljøet. Men politimesteren mente, at det var hensigtsmæssigt, at iværksætte en nærmere undersøgelse.

 

Et illegitimt forhold

Nu var det sådan, at Korn’ s illegitime forhold var indgået fem år tidligere. I embedes medfør havde han lært en enlig mor, at kende. Selv var han gift. Han havde dog ikke i sinde, at opgive sin nye kærlighed. Hun blev installeret i en lejlighed på Frederiksberg. Her kom Korn så ofte han kunne. Og det kom to børn ud af forbindelsen. Men det var dyrt at drive to husholdninger. Hans løn var kun på maksimalt 6.000 kr. Det kom ikke som den store overraskelse for pressen, at Korn havde begået underslæb for 9.700 kr.

 

Beskyldninger ganske grundløse

En måned efter kunne borgmester Hansen på politidirektørens vegne bringe resultatet af den interne undersøgelse:

• Beskyldningerne var ganske grundløse, og dette gjalt hele Korns Embedstid og for alle under ham Sorterende.

Borgmesteren refererede til hele Sædelighedspolitiet, og ikke kun Korn.

 

Aftenbladet gik til angreb

Men den troede Aftenbladet ikke på. De gik forrest med anklager om korruption fra øverst til nederst i afdelingen. Allerede to måneder efter selvmordet havde bladet bragt historien om Korns højre hånd, overbetjent P.T. Meyer.

Overbetjenten havde i årevis haft en intim forretningsforbindelse til den største af de københavnske skøgeværtinder, nemlig madam Clausen i Farvergade. Overbetjenten skulle endda have en prioritet i en af madam Clausens ejendomme. Rygterne gik også på, at han var mellemmand mellem hende og Korn. Desuden skulle han have modtaget bestikkelse.

Andre unavngivne betjente blev anklaget for enten selv eller med venlig assistance fra andre, at have forført piger. Flere havde endda optrådt som alfonser i mere eller mindre permanent drukkenskab. De værste rygter gik dog på, at de havde brugt deres magt til at drive decideret handel med unge piger. Pigerne blev truet til at sælge sig selv for at undgå advarsel eller straf. Betjentene tog sig tilmed godt betalt for denne venlighed. En af betjentene havde tjent så meget på dette, at han kunne købe sig en ejendom på Vesterbro.

 

Den interne undersøgelse afslørede intet

Men som skrevet, den interne undersøgelse, havde vist, at der ikke var hold i disse anklager. Men måske var det alligevel noget om rygterne. Kriminial – og Politiretten tog sagen op.

 

De to værste skurke

I løbet af maj og juni 1895 blev alle sædlighedsbetjente afhørt. Hertil kom vidner, der kunne bidrage til sagens opklaring. Der var ingen tvivl. Mange af rygterne talte sandt. De to værste skurke var betjentene H.P. Pedersen og C.J. Borelli.

 

Smukke – Pedersens synder

Overbetjent Meyer var mens undersøgelsen stod på, sendt på sygeorlov. I hans sted blev H.P. Pedersen i almindeligt kaldt Smukke – Pedersen blevet konstitueret overbetjent. Det var måske ikke så klogt et valg. Han havde ikke været længe i sit nye erhverv, før han efter en afhøring havnede i arresten.

Han stod sigtet for bestikkelser af forskellig art. Han skulle have modtaget betaling fra bordelværtinder og private udlejere for så på politiets vegne, at have givet tilladelse til at huse prostituerede kvinder. Han skulle desuden have benyttet sin stilling til at skaffe sig gratis samleje.

Anklagen kombineret med arresten var nok til, at den alkoholiserede Pedersen blev så nedbrudt, og ufrivilligt afholdende, at han måtte indlægges på Kommunehospitalet.

 

Et langt anklageskrift

Hvor korrupt Smukke – Pedersen end var, så var det slet ikke noget i forhold til kollegaen C.J. Borelli. Dennes karriere var af meget kortere varighed. Anklageskriftet var langt.

 

Bedrageri på 38.000 kr.

Korns økonomiske affærer havde afsløret et bedrageri på 38.000 kr. Han havde efterladt sin kone i gæld og vanære. Korn og Meyer skulle ligefrem haft andel i betjentenes forskellige foretagender. Men det blev dog aldrig bevist.

 

En lille straf

• Meyer måtte trække sig fra stillingen som overbetjent
• Smukke – Pedersen blev afskediget
• Borelli blev ikke afskediget, han fik også en fængselsstraf på 6 gange fem dage på vand og brød

 

Hovedrengøringen manglede

Det blev ryddet op i Sædeligheden. Men hovedrengøringen var dog mest erstattet af en kosmetisk fejning. De værste skurke blev udpeget, afskediget eller dømt. Men det kom aldrig til en tilbundsgående undersøgelse.

Dette var et chok for københavnerne, men ikke for arbejderklassen. De havde nemlig oplevet magtmisbruget, afpresningen og udnyttelsen på første hånd i adskillige år.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Siden Saxo – tidsskrift (2003)

 

På www.dengang.dk kan du se flere artikler, hvor politiets rolle var særdeles uheldig.

For et simpelt tyveri kunne man ende på galgen. Efterhånden blev fængselsstraf almindelige. Men ikke alle retsinstanser fulgte påbud og love. Der var barbariske straffe i fortiden. De sagsøgte måtte selv betale for den de anklagede i fængslet. Selv løsgængeri og tiggeri blev straffet med til Bremerholm i jern. Der var undertiden mærkelig domme, som kongen også gik ind og påvirkede. Efterhånden blev fangerne brugt som billig arbejdskraft. I 150 år eksisterede Bremerholm med en kort opblussen i 1817. Fangevogtere blev overfaldet og fangere dræbt i slagsmål.

 

Købmænd fra Bremen

Bremerholm ligger nordøst for Slotsholmen. I dag er holmen landfast med Sjælland. Og i dag er den gade, der hedder Bremerholm. Det er den, der går forbi Magasin. Ja gaden hed egentlig Ulkegade og Holmensgade. Men skiftede atter engang. Gaden havde fået et dårligt ry, men det hjalp ikke synderligt, bare ved at skifte navn.

Og hvorfor blev det lige Bremerholm? Jo det var her købmændene fra Bremen havde deres boder. Og de skibsbyggere som Kong Hans hidkaldte til sit værft, kom også fra Bremen.

Men kigger man på et kort fra 1728, så var stavemåden Bremerholm.

 

Forbrydere kunne indtil 1741 blive dømt til at arbejde i jern på Bremerholm. Efter anlæggelsen af Nyholm fik Bremerholm ændret navn til Gammelholm.

 

Barbariske straffe i fortidens retspleje

I fortidens retspleje var der barbariske straffe. Den blev mildnet med Danske Lov. Groft tyveri blev straffet med hængning. Nu kunne man nøjes med kagstrygning (pisk) og brændemærkning med tyverimærket. Men skete det anden gang, ja så var det en tur på Bremerholm. Og her var der dømt hårdt arbejde, og det var der mange, der døde af.

Danske Lov bedømte dog Majestætsfornærmelse meget højere end før:

•  I levende live skal højre hånd hugges af, efter halshugning skal kroppen pateres og lægges på hjul og stejle. Den afhuggede hånd skal hænges på en stage.

 

Den sagsøgte skal selv betale

Mange sager blev overhovedet ikke rejst. Danske Lov regnede med, at det var privatpersoner, der skulle rejse en sag. Men problemet var bare, at det var den sagsøgte, der skulle betale for udgifterne i fængslet. Og så håbede man ikke på, at sagerne blev anket til Lands – eller Højesteret, for så kunne det blive endnu dyrere.

 

Fængselsstraffe var vejen frem

Efterhånden fandt man ud af, at fængselsstraffe var vejen frem. Men ved siden af kunne man også finde på at straffe folk på æren. Værst var det at miste sin ære. Det betød tab af alle borgerlige rettigheder. Det var for resten noget af det man anvendte under Retsopgøret efter krigen. Ofte betød denne dom, at man overhovedet ikke kunne ernære sig på hæderlig vis.

 

Kagstrygning, Spanske Kappe og offentlig skriftemål

Æren gik også tabt under kagstrygning. For mindre forseelser kunne man idømmes at stå i Gabestokken. Det var en pæl forsynet med et halsjern. Ligeledes kunne man dømmes til at bære den Spanske Kappe. Det var en tønde uden bund og med et hul foroven. Tønden blev sat ned over den skyldige krop, så kun den skyldiges have ragede op af tønden.

Kvinder måtte undertiden bære fedlen. Det var et træstativ, der blev anbragt om hals og hænder, og som var forsynet med en klokke, der skulle tilkalde mere opmærksomhed.

En særlig beskæmmende straf var offentlige skriftemål. Her skulle man stå frem på kirkegulvet og i al offentlighed skulle man indrømme sine brøler. Det kunne for eksempel være, at man havde fået børn uden for ægteskab.

 

At arbejde i jern

Nu var det bare sådan, at den mildhed i at dømme tyve, som Danske Lov foreskrev, ikke altid blev overholdt. En forordning af 4. marts 1690 siger således:

 

• At tyvenes antal´, siden loven havde befriet dem for at miste livet, er tiltaget, og man kan frygte, at de dagligt vil blive flere, hvis straffen ikke igen bliver skærpet. Derfor skal den, som ved nattetid på marken stjæler en hest, ko eller stud eller som bryder ind i en anden mands hus for fremtiden dømmes til galgen. Og det samme skal vederfares den, der engang er blevet brændt med tyvsmærke, og som atter begår tyveri.

 

Men nogle år senere bestemte man, at de fleste inden for overnævnte kategori skulle indsendes til Bremerholm for at arbejde i jern. Med andre ord, de skulle arbejde i lænker på livstid. Efterhånden blev denne straf dog nedsat.

Men i det følgende kan man også se, at mange af straffene var baseret på tilfældigheder.

 

Løsgængeri og tiggeri

I sidste halvdel af det 16. århundrede prøvede man på mange måder at dæmme op for løsgængeri og tiggeri. I forbindelse med dette skete der ofte brandstiftelse og tyveri. Man forsøgte på forskellige måde, at indrette arbejdsanstalter, hvor man tvang unyttige personer til at blive nyttige. Disse arbejdsanstalter blev senere til strafanstalter, forbedringshuse og tugthuse.

Christian den Fjerde indrettede således omkring år 1600 et storstilet projekt, nemlig Tugt – og Børnehuset på Christianshavn. Ja egentlig var det landets første straffeanstalt.

 

I jern på galejer

I Frankrig og England havde man allerede i det 14. århundrede anvendt mandelige forbrydere i jern på galejer. Man solgte endda straffefangere som slaver til andre stater. Sådan noget gjorde man langt senere herhjemme.

Bøder afgjorde mangt og meget. Forbryderen blev for det meste kun straffet, såfremt den skadeslidte førte forbryderen til tinge. Kongens Lensmand optrådte endnu ikke som anklager. Man kunne for et meget simpelt tyveri risikere galgen. Forvirring og vilkårlighed syntes dog at være almindelig.

 

Billig arbejdskraft

Det synes at være Christian den Fjerde som videreførte reglen om, at forbrydere skulle i jern. I begyndelsen blev forbrydere anbragt i jern på fæstninger. Men efterhånden var det almindeligt, at man blev anbragt på Bremerholm. At arbejde i Bremerholms jern eller Kongens jern blev anset som en meget hård straf. Gennem 150 år var Bremerholm stedet, hvor forbryderne led.

Christian den Fjerde igangsatte mange initiativer i området, og til det brug, var der behov for billig arbejdskraft, så det var nærliggende, at bruge straffefangere fra Bremerholm.

Mange af straffefangerne var lænket til hinanden to og to.

 

Ja man behøvede ikke at være storforbryder for at ende på Bremerholm, bare det at være tigger var nok. Således lyder en forordning fra 24. februar 1636 om tiggere:

• Føre betlere pågribes og føres til Bremerholm, der at arbejde i jern eller i lænke, eller på vore jagter og galejer at trælle, indtil de kan trælle dem fri.

 

En mand fra Nyborg

Og det med, at være træl, var noget som vi her i indledningen kunne påvise var almindelig i udlandet. Det synes, at være praktiseret også herhjemme, måske ikke i så stort et omfang.

En mand havde truet med at afbrænde Nyborg. Derefter blev han sendt til København, at gå der på galejen med de andre fanger. En befaling fra 2. april 1573 siger dog også, at der skal udlægges galejer i Bæltet på strømmen ved Kastrup knæ.

Manden fra Nyborg var åbenbart sluppet for straf i første omgang. Han havde opholdt sig i Norge, men da han vendte tilbage, blev han henrettet i 1584.

 

Lensmænd skulle skaffe arbejdskraft

Man var også efter Løsgængeri. Således lyder en lov fra 16. november 1619, at der skal erhverves dom, hvor mange måneder eller år, de er pligtige med jern at arbejde, for inden de skikkes til København.

 

Før 1619 udskriv kongen nærmest vilkårligt, løsgængere til at arbejde på slotte og fæstninger såvel som på orlogsværftet og flåden. Ja allerede den 2. oktober 1566 udskrev Frederik den Anden løsgængere til arbejde. Befalingen kom til lensmændene på Sjælland:

• Vi behøver nogle karle, som kunne arbejde på Holmen her for vort slot København, og anordner, at de skulle udtage 100 føre, stærke og ledige karle og uden forsømmelse hid til København fremskikke.

 

Befalinger

Der står ikke anført, at de skulle fremsendes i jern, men det var tilfældet. Dette påbud kom dog i senere befalinger. Resolutioner bestemte straffetiden fra livstid ned til et halvt år:

• en, som blev dømt for hor, løslades mod at betale 1.000 daler.
• to dømte for at være overhørig kongens forordning, løslades mod hver, at betale 50 daler.
• en bådsmand straffes i jern på to år for brud på byfreden.
• for samme overtrædelse benådes en soldat med arbejde i jern.
• en mand, som har trolovet sig, mens han var trolovet med en anden kvinde, dømmes i jern på 6 år.
• to personer er sat i jern, fordi de havde fisket i Skt. Jørgens Sø

 

Kongen greb ind

Det skete også, at kongen greb direkte ind. Han befalede at

• en tømmermand skal sættes i jern og eftersendes, fordi han ikke fulgte med tømmeret til Christians pris
• at en mand, som bygger valkemøllen, skal sættes i jern på Holmen, fordi møllen ikke kunne drives ved det tilstedeværende vand, som han havde lovet.
• for ublu opførsel i en landsbykirke, blev mandfolkene sat i jern på Bremerholmen
• fordi en vognmand havde overkørt en kvinde, så hun døde, befalede kongen den 6. november 1635, at indsætte på Holmen og slå udi jern, der at arbejde “indtil nogen tiltaler hannem for samme gerning”.

 

I stedet for Galgen

Efterhånden blev Bremerholm overfyldt, derfor blev mange af fangerne henvist til andre steder.

I 1661 byggedes Kastellet med fængsel. Dette blev dengang kaldt Citadellet Frederikshavn. I en ny bygning på Christianshavn fik Rasphuset plads i 1742.

Som det vil fremgå, var det ikke altid de største forbrydelser, der medførte, at man skulle sidde i jern. Men havde bestemt, at det hovedsagelig var forbrydelser mod ejendom, sædelighed og religion, der skulle føre til Bremerholm. Adskillige personer, som var dømt til galgen blev under Christian den Fjerde benådet til straf i jern.

 

Fra 1682 hed det sig at

• En, der forsidder eller forløber sin husbonds gård, idømmes et år i jern på Bremerholm.

 

Mange døde i “jern”

I 1711 og 1712 blev svenske krigsfangere anbragt på Bremerholm, og i 1713 blev en del tyrkere og tatarer modtaget her.

Pesten i 1711 var hård ved fangerne. Det var velsagtens fordi, som det hedder i en rets-skrivelse fra 12. juli 1685 at

• fangerne på Holmen henbære misdæderes lig til Anatomihuset.

 

Ja samme sted skulle de også selv hen, såfremt de døde i jern på Bremerholm. Mange af fangerne blev brugt som gravere under de forskellige epidemier i København.

Mange af fangerne blev brugt rundt omkring i byen. Således fremgår det, at 9 fangere i 1599 blev brugt son håndlangere under opførelsen af Tøjhuset. Og fanger blev brugt til husgerning i Børnehuset i 1632 – 1633.

I 1691 blev fanger brugt til opførelsen af Christianshavns nye vold.

 

Fangere dræbt i slagsmål

Nu gik det ikke altid lige godt, når fangerne var ude af fængslet. Således flygtede to fangere i 1711, da de var gravere. I 1716 da det nye Søkvæsthus skulle bygges dræbtes to fangere under slagsmål med russiske søfolk.

 

I 1621 var 40 fangere udkommanderet til Frederiksborg, hvor der skulle graves damme. Om natten var alle fangere tilsluttet en kæde.

I 1732 blev en af fangerne løsladt for at være fangevogter for andre fangere fra Bremerholm på Christiansø.

 

Fangevogtere blev overfaldet

Der er også talrige eksempler på, hvor fanger har overfaldet fangevogtere. I 1691 havde en fange ved navn, Johan Proben overfaldet fogeden med dennes stok, som han havde slået denne i ansigtet og efterfølgende mishandlet ham.

Og i 1727 havde en fangevogter hjulpet fangere med at nedgrave tyvekoster.

Egentlig findes der ikke nogle opgørelser omkring flugt. Men de synes dog at være ret hyppige. I 1822 opdagede man en komplot af fangere, der ville bruge flådens fartøjer for at komme væk. Denne opdagelse var angivelig årsag til, at Bremerholm blev lukket som straffested.

 

En god kost

Efterhånden blev maden bedre på Bremerholmen. I starten skulle fangerne kun have det, man anså for at være nødtørftigt. Men fra 1706 fik fangerne tre måltider om dagen, dog kun to om søndagen. Til de to måltider om dagen, det vil sige middag og aften, skulle der gives flæsk og kød samt ærter. De øvrige fire dage om ugen bestod madplanen af bergfisk, torsk eller sild og grød med smør. Frokosten på de seks dage bestod af 2 1/2 lod sild. Til hvert måltid skulle der serveres brød og 1 pot øl.

På den tid kunne man vel ikke klage over denne kost?

 

Svenskerne må omkomme i vintertiden

Men m.h.t. beklædningen kunne man hvis nok klage, hvis man ellers havde haft muligheder for dette. Således tilstodes der efter resolution af 13. oktober 1694 fangerne på Bremerholm, skjorter, sko og strømper. Fra 1706 beregnedes efter reglementet årlig 4 rdl. i

klædepenge samt 2 skjorter, 1 par sko og 1 par strømper.

For klædepengene blev der anskaffet

• 1 (islandsk) vadmels trøje, og 1 par vadmels buxer

 

Nu var der ikke alle der blev sådan behandlet. Efter en indstilling af 29. december 1717, så skulle de 104 svenske fanger på Holmen gives klæder:

• såsom de ere ganske nøgne og i vintertiden ellers må omkomme.

 

95 slaver til Tugthuset

I en resolution fra 4. februar 1741 bestemmes det, at slaverne på Bremerholm skulle anbringes i Stokhuset. Afgangen finder sted den 13. maj 1741, og de tilbageværende 95 slaver afleveres i Stokhuset.

Efterhånden fik stedet navneforandring til Gammelholm. Og det blev nok engang samlingssted for fangere efter at Tugthuset på Christianshavn brændte den 25. juni 1817. Der blev besluttet, at 50 fanger af farligere art skulle holdes på Gl. Holm under bevogtning. Foranstaltningerne var dog kun midlertidig.

 

Rigshofmester på afveje

Nu var det ikke kun fangere og fangevogtere, der lavede kriminelle handlinger på Bremerholm. Det gjorde Rigshofmester Korfits Ulfeldt også.

 

Den 11. juli 1651 blev en person dømt, fordi vedkommende havde fremført løgnagtige Beskyldninger mod Rigshofmesteren.

Denne dom fejrede Korfits Ulfeldt sammen med venner og bekendte den følgende dag. Men tre dage efter flygtede han sammen med sin Frue over hals og hoved fra Danmark.

Men se det er en helt anden historie.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under forberedelse)
• Fr. Stuckenberg: I Bremerholms Jern

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

Om Lov, ret og Henrettelser, så læs på www.dengang.dk:

• Forbrydelsens Ansigt (bagerst er en oversigt over kriminelle artikler på www.dengang.dk)
• Henrettelser på Østerbro (under Østerbro)
• Opgøret efter 1945 (under Sønderjylland)
• Ribe – Hekseafbrænding (2) (under Sønderjylland)
• Riber – Ret (1) (under Sønderjylland)
• Lov og Ret i Aabenraa (under Aabenraa)
• Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
• Henrettet i Tønder (under Tønder)
• Lov og Ret i Tønder (under Tønder)  

Redigeret 7.-01. 2022