Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Den Kolde Krig

August 27, 2014

Dette er et forsøg på anmeldelse af kæmpeværket, Ulve, Får og Vogtere 1 -2, af Bent Jensen. Det er en skræmmende fascinerende og frygtelig beretning om den kolde krig. Der er masser af temperament og glød i fortællingen. Men desværre bliver bogen ødelagt af personangreb og ironiske billedkommentarer. Det er som sandhedsværdien til tider forsvinder i de politiske kommentarer og konstateringer. Pengene til forskningen er kommet fra den borgerlige regering med Dansk Folkepartis varmeste anbefalinger. Den kommer ikke overraskende til den modsatte konklusion, som den rapport Nyrup – regeringen fik etableret.

 

Er det sandheden?

Det er svært at anmelde Mammut – værket Ulve, Får og Vogtere 1 – 2. For egentlig er bøgerne fascinerende, spændende og overraskende læsning. Som debatindlæg er værket aldeles spændende. Men nu er det så lige det, at værket bliver lanceret som et videnskabelig/historisk værk med statsstøtte. Og det skulle så angiveligt være sandheden vi nu får frem, men er det egentlig det?

 

Vi kendte bedømmelsen på forhånd

Da vi talte om bogen oppe i boghandelen, inden den var udkommet, snakkede vi netop om anmeldelserne. Og vi kom frem til, at den ville blive nedsablet i Information og Politiken, og rost til skyerne i Jyllands Posten og Berlingske Tidende. Og det var jo netop det, som skete. På avisernes redaktioner vidste man på forhånd, hvordan anmeldelserne ville udarte sig til. Man havde et standpunkt, inden man havde læst side 1.

 

Østblokkens indflydelse på Danmark

Optakten til denne bog, var at der blev etableret et center, bestående af Bent Jensen og fem medarbejdere. Dette center CFKF skulle udøve en Forskningsindsats for at få klarlagt den daværende østbloks indflydelse på beslutningstagerne i Danmark.

Meningen var ikke, at der decideret skulle etableres en jagt på gamle kommunister og venstreorienterede.

Siden starten i 2006/2007 er der udkommet såkaldte Fodnoter. Og allerede dengang blev der sat navne på forbryderne. Her var det så første gang, at Dragsdahl blev beskyldt for, at være agent. Ja og Ole Espersen blev udnævnt som dobbeltagent.

 

De borgerlige politikere var ikke tilfreds

De borgerlige politikere var ikke tilfredse med DIIS – undersøgelsen fra 2005. Den konkluderede, at Danmarks såkaldte Fodnote – politik ikke havde nogen nævneværdig effekt på Danmarks forhold til USA og de øvrige Nato – lande. Ikke overraskende kommer Bent Jensen frem til den modsatte konklusion.

Dansk Institut for Internationale Studier var på bestilling af Nyrup – regeringen. Venstrefløjen og Socialdemokratiet blev frikendt for at have bedrevet femte kolonne virksomhed og for at have været landsforrædere.

 

De Borgerlige gav 10 millioner kr.

Bent Jensen var allerede da DIIS – undersøgelsen kom frem en indædt modstander af den. På grund af Bent Jensens kritik gik Dansk Folkeparti foran og krævede en ny undersøgelse. Bent Jensen er blevet beskyldt for at gå de borgerlige partiers ærinde, men understreger selv, at hverken Folketinget eller andre politiske institutioner har haft indflydelse på forskningsprojektets udførelse. Men VKR og Dansk Folkeparti havde i den grad indflydelse på centrets bemanding. De bevilligede endvidere 10 millioner kroner til forskningen.

 

Dengang, da man troede at historikere var objektive

Dengang, da undertegnede startede hjemmesiden www.dengang.dk troede jeg, at historikere var objektiv i deres gengivelse af fakta. Men den opfattelse fik jeg hurtig ændret. Det gælder især opfattelsen af besættelsestiden og tiden lige efter. Her er et væld af unøjagtigheder. Men det er svært at argumentere over for etablerede historikere, ja det er nærmest umuligt. Og hvordan er det lige med retssikkerheden, når man lige opdager, at disse forskere omtaler en eller ens familiemedlemmer forkert?

 

Det troede man om historikere

Ja og så er det lige problemet med adgang til arkiverne. Her har vi amatør – historikere ikke samme muligheder som de etablerede. Man skulle tro, at historikere,

  • foretog en kritisk selvrefleksion
  • kritisk forholder sig til modstående teorier og opfattelser
  • ikke sammenblander videnskabelige påstande og politisk – ideologiske påstande.
  • var fair over for kilder og henvisninger
  • ikke har konklusionerne parat inden man udfører forskningen
  • ikke udviser gennemgående intolerance over for andre forskere og historikere.
  • at man holder videnskab og moral adskilt.
  • man skal ikke bevidst bruge “antydningens kunst”.

 

Man er præget af miljø og omverdenen

På den anden side, skal der også være en form for lidenskab, når man formidler historien. Den skal du også gengive, når du står på talerstolen og gengiver det, du tror på. Man er præget af det miljø, omverden og dine politiske synspunkter, når du gengiver historien. Og den er vel forskellig fra individ til individ.

Ikke alle historikere er lige gode til at lægge deres moralske og politiske synspunkter på hylden, inden de skriver.

 

Forhold dig kritisk

Man bør forholde sig kritisk over for historiebøger og vel også over for de over 800 artikler, som jeg har gengivet på hjemmesiden. Inden for historien er der også en slags trends. I mange år blev modstandskampen beskrevet som heroisk. Senere kom der et lidt mere nuanceret billede.

 

Upopulære historier

I Sønderjylland spiller det nationale tilkørselsforhold også ind. Det er ikke særlig populært, at fortælle at Frits Clausen, tidligere formand for de danske nazister til sidst kun var en stakkels mand, der kæmpede for anerkendelse. Særlig populært er det heller ikke, at nævne af lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller, også havde sine gode sider, og hjalp en del danskere fra en uvis fremtid.

 

Mange steder er det dog stadig svært, at få sandheden frem. Man er endnu præget af angsten. Det kan være angsten for, hvor ens familie var under besættelsen og angsten for at beskrive mystiske hændelser, som myndigheder bevidst har forsøgt at skjule indtil videre. Man er angste for, hvad naboen så vil mene om en.

 

Du skal helst indordne dig i en kasse

Man skal helst indordne sig i kasser i samfundet. Det gjaldt også fagbevægelsen dengang. Du skulle nødig være kritisk over for dine egne, så blev du øjeblikkelig kanøflet. Og ude i det pulveriserende liv blev man så offer for fagbevægelsens dårligdomme. Man blev mødt med intolerance og fordomme. Og sådan er det også med historien.

Fordomme og intolerance

Fordomme og intolerance præger også denne bog. De Gode var dem, der holdt med amerikanerne. De Dårlige og De Onde var dem, der foragtede amerikanerne. Og når de gjorde det, holdt de sikkert med russerne. Den sort – hvide holdning skinder i den grad frem.

Hele den danske venstrefløj, fra DKP til Socialdemokraternes fredsaktivister samt hele efterkrigstidens fredsbevægelser var ifølge Bent Jensen i ledtog med russerne. Når man kritiserede amerikanerne og den danske samfundsmodel var man pr. definition på fjendens side. Således kan vi læse, at fredsbevægelserne gjorde, hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml.

 

Holder den?

I bogen fortælles der, at hele den danske fredsbevægelse var afhængig af økonomi fra russerne.

  • I Danmark fik fredsbevægelsen større betydning end i andre Nato – lande fordi dens indflydelse på Socialdemokratiet var afgørende for dannelsen af det alternative sikkerhedspolitiske flertal.

 

Dette citat afslutter bind 1. men man sidder faktisk tilbage med følelsen, at den ikke holder. Måske var der andre motiver.

 

Men var det ikke sådan at størstedelen af fredsbevægelsen ikke tog parti for nogen af siderne? Det var selve våbenkapløbet, der var den dødelige trussel.

Sovjet var hensynsløs og aggressiv. USA var defensiv og fornuftig. I bogens optik kan græsrødderne kun være naive redskaber i fjendtlige magters hænder.

 

En hudfletning af de venstreorienterede

I en af kapitlerne ser vi en veloplagt hudfletning af den antiautoritære venstrefløj. Vi oplever dannelsen af SF i 1959 og afskalningen af VS knap ti år senere.

 

Bent Jensen siger tingene lige ud. Journalistisk er det ofte særdeles grovkornet. Om Bent Jensen tilsidesætter de videnskabelige grundnormer, som han er blevet beskyldt for, skal være usagt. Men han har ofte en tilbøjelighed til at gå efter personen i stedet for bolden.

 

Retssikkerheden i spil

Mange af de ting, som forskningen om den Kolde Krig er bygget op over, er PET’s arkiv. I Folketingstidende 1998 – 99, tillæg A spalte 1743, kan man løse, at

  • der lægges stor vægt på hensynet til, at navne på personer, som har været i efterretningstjenestens søgelys, ikke nu fremdrages og blotlægges offentligt mange år efter. Det ville være i strid med almindelige retsplejede principper.

 

Ret til at sige noget forkert

Men der nævnes i bogen talrige personer, der har været i PET’s søgelys. Således er journalist Peter Dragsdahl også i efterretningstjenestens søgelys. Bent Jensen skulle så i den forbindelse 35 gange have krænket Peter Dragsdahl.

Efter, at den tidlige journalist ved Information ved Byretten i Svenborg vandt en sag, tabte han en tilsvarende ved Landsretten.

Åbenbart har historikere og videnskabsmænd vidtgående ret til at sige noget forkert i medierne. Og uagtet retsplejen kan medierne frit gøre brug af PET’s godbidder.

 

Kan man stole på PET?

Og åbenbart er PET’s arkiv uantastelig. Slibrige kommentarer, påstande fra personlige fjender, totalt ubekræftede rygter, forkerte informationer og personlige konklusioner fyldt med fordomme fra medarbejdere inden for PET skal udgøre sandheden. Disse dokumenter er åbenbart retsgyldige. Den almindelige dansker har ingen mulighed for at rette i disse dokumenter. Ja man har åbenbart heller ikke mulighed for at se dem. Man kan ikke tage den enkelte medarbejders vurdering som et udtryk for PET’s samlede vurdering, ja sådan siger PET Kommissionen. Men man gør det åbenbart alligevel.

Byretten i Svendborg konkluderede, at der ikke var belæg i det materiale som Bent Jensen havde indsigt i, at konkludere, at

  • Dragsdahl var KGB – agent.

 

Problematisk er det at politikere ved den lejlighed anfægtede dommerens forudindtagethed. Ja det var helt vilde angreb, som Søren Krarup fremkom med.

 

Er det kun uddannede historikere, der fortæller sandheden?

Landsretten kom vel til samme resultat, men straffede i stedet Dragsdahl. Åbenbart er forskere og historikers ytringsfrihed større i tidsskrifter end i gængse aviser. Men egentlig burde forskere og historikere jo ikke have mere ytringsfrihed end os andre.

Bent Jensen skulle således ikke føre sandhedsbevis i de 35 punkter, hvor han havde krænket Peter Dragsdahl.

 

Man kan så efter Landsrettens dom stille spørgsmålstegn ved forskers og journalisters ytringsfrihed også set i forhold til os almindelige undersåtter. Skal vi for eksempel finde os i, at eksempelvis familiemedlemmer bliver dårlig omtalt, når historiker m.m. drager rundt og holder foredrag? Det kan være historikere, der ikke har fundet den hele sandhed?

 

De har deres egne love

Min afdøde kone fortalte om myndighedernes overvågning af Solvognen. Og det var i den grad kreativt. Selv deltog i til en atomdemonstration syd for grænsen – dengang. Det vil sige, at vi blev registeret, da vi kørte over grænsen. Vi nåede kun et par kilometer, så blev vi stoppet af tysk politi med maskinpistoler.

Eller, da jeg oppe på Langelandsgades Kasserne modtog P.R. – materiale fra Radio Moskva i forbindelse med min hobby. Jeg måtte til en alvorlig samtale med majoren. Efterfølgende blev mit skab på stuen undersøgt. Der blev også lagt hindringer i vejen for mig under den såkaldte civilundervisning.

 

Åh skræk, så skrev jeg cirka 10 kronikker i dagbladet Arbejderen. De var nok at betragte som anti – amerikanske. Men om det var baggrunden for, at jeg skulle filmes et par gange fra Den Amerikanske Ambassade, da jeg besøgte hendes gravsted, vides ikke. En klage til kirkegårds – ledelsen blev besvaret med et smil. Det kan du godt opgive. De har deres egne love.

 

Hvor ender overvågningen?

Den Kolde Krig er over, men kan hurtig begynde igen, efter russernes aggression i Ukraine. Men man skal ikke forklejne det offentlige Danmarks stigende grad af overvågning. Vi kan jo ikke få garanti for, hvor denne overvågning ender.

Vores grundlovssikrede ret til privatliv er under angreb, og har været det i mange år.

 

Lovlig politisk aktivitet blev overvåget

Sympati for fjendens synspunkter, aktiv støtte til dem eller værre, samarbejde med dem var naturligvis illoyalt, forkasteligt og måske endda ulovligt. Derfor blev de danskere, der samarbejdede med denne fjende nyttige idioter, røde lejesvende eller direkte landsforrædere. Således var det også nødvendigt, at efterretningstjenesten holdt skarp øje med dem, der var under mistanke for at ville omstyrte det borgerlige demokrati med en væbnet revolution. Regeringen bildte folk ind, at lovlig politisk aktivitet ikke blev registreret.

Det var en demokratisk ret, at være uenig med dem, der bestemte inde på Borgen. Det var også en demokratisk ret at deltage i protestmarcher og demonstrationer m.m.

Derfor er det også en klar krænkelse, at PET overvågede danskere i lovlige partier som DKP, SAP og VS samt grupper som Solvognen.

Disse ting beskæftiger bogen sig ikke med. Det vil sige, at alle der var imod USA sympatiserede med russerne.

 

På kant af landsforræderi

De Borgerlige mente, at Socialdemokratiet og De Radikale bevægede sig meget tæt på landsforræderi med den såkaldte Fodnotepolitik.

 

Allerede i 1984, da Bent Jensen udkom med Stalinismens Fascination blev han stemplet som antikommunist, Sorte Bent og det, der var værre. Egentlig kunne man jo så godt forvente, at den omtalte bog blev den forskning, som nu ligger til baggrund for en større debat.

Men det er faktisk uhyggeligt at læse i de genåbnede Stasi – arkiver, at angrebsplanerne mod Danmark var så konkrete. Ja planerne var voldsomme og uhyggelige. Og stormagten i øst havde brug for at infiltrere det danske samfund.

 

Rystende udmeldinger

Cubakrisen i 1962 var en reel sikkerhedsrisiko. Og overraskende var også Fodnotepolitikken i den grad en risko ifølge Bent Jensen. Og der var åbenbart et hav af danskere, der lod sig hverve som spioner og påvirknings opgaver, heriblandt var det åbenbart oceaner af politikere, journalister og ambassadefolk.

 

Et WAPA – dokument fra 1974 afslører, at Danmark allerede på første angrebsdag ville være blevet ramt af mellem 27 og 52 kernevåbennedslag. De efterfølgende dage ville der komme mellem 16 og 52 nedsalg.

Først omkring midten af 1980erne melder tvivlen sig i WAPA. Her havde man ingen forsvarsplaner med udelukkende angrebsplaner.

 

Russerne overvejede at gå ind i Polen

I bind 1 bliver det fastslået, at så længe det sovjetiske marxistiske -leninistiske totalitære system eksisterede med ideologisk centrum i Moskva, var sikkerheden i Europa truet.

Og modsat DIIS – rapporten, så menter Bent Jensen, at Sovjet overvejede at gå ind i Polen, da Solidaritet havde taget magten i 1981.

 

DKP få et helt kapitel, og her citeres Aksel Larsen for, at det var partiets absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund. Der bliver endvidere påstået, at kommunisternes Martin Nielsen og Alfred Jensen i 1948 skulle tilrettelægge sabotagen i Danmark i tilfælde af amerikanske eller britiske styrkers ankomst til landet.

PET betragtede åbenbart DKP som en alvorlig trussel. Partiformand Gert Petersen var åbenbart marxistisk – leninistisk ideolog. Og så skulle han angivelig fortsat kunne hente inspiration hos folkemorderen Lenin.

 

Hvad var fodnotepolitik?

Vi får ligeledes at vide, at journalister i Danmarks Radio var KGB – muldvarpe. Og så var det Sven Auken og Lasse Budtz, der var arkitekterne bag Fodnotepolitikken.

Personer som Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Jytte Hilden med flere var mod EU og kritiske over for NATO. Ja Lykketoft foreslog, at Danmark meldte sig ud.

 

Ja, hvad var Fodnotepolitikken egentlig for en størrelse.

Det var grund til frygt, for i 1976 havde Sovjet opstillet 495 nye SS – 20 raketter i Østeuropa, bl.a. i DDR, rettet imod Vesteuropa. Som modsvar gav NATO i 1979 Sovjet fire år til at fjerne disse raketter, ellers ville man selv opstille raketter.

Det var denne beslutning som et flertal i Folketinget gik imod. Dermed brød man med stærk antikommunistiske politik.

 

Rote Arme Fraktion og Bader Meinhof

I anmeldelsen i Weekendavisen skal vi lige blive påmindet af Bo Bjørnvig, at man forud for sabotagehandlinger skulle informere befolkningen gennem propaganda. Denne bemærkning skulle være fremsagt af Sten Folke fra VS hovedbestyrelse. Bjørnvig mener, at disse synspunkter ligger på linje med RAF (Rote Arme Fraktion), der mente, at terror havde en opdragende effekt på masserne.

Danske Studenters Fællesråd forsvarede pjecen Baader Meinhof – gruppen. Man mente at gruppens medlemmer var soldater, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialisme.

 

Ulve og vogtere

Men selv Bent Jensen har ikke kunnet få adgang til alle arkiver. Begrundelsen var Rigets forhold til fremmede magter. Og de steder, hvor der er nægtet adgang kan man se i teksten. Her der blevet markeret med et hammer og segl mærke. Man kan tydelig mærke, at Bent Jensen har været irriteret over manglende arkivadgang, og her kan man jo godt forstå ham.

 

De slemme er Kommunisterne, fredsbevægelsen og venstrefløjen. Det var ulvene. De gode var de vestlige efterretningstjenester, de borgerlige partier, de socialdemokratiske koryfæer som Hedtoft, H.C. Hansen og Krag, almindelige mennesker med sund fornuft, USA og Nato. Jo, det var vogterne. Heraf bogens navn, Ulve, får og vogtere.

 

Sandhedsværdien kunne have været større

Bogen er som før nævnt overordentlig interessant og spændende læsning. Men den kan vel ikke betragtes som en videnskabelig forskning, nok snarere som et forsinket partsindlæg. Men bogens irriterende politiske overdrev ødelægger sagligheden. Foruroligende og rystende er nogle af passagerne. Bent Jensen bider fra starten som en sylespids. Men de forskellige hug til diverse institutioner og personer slører sandhedsværdien. Overbevisende er det dog beskrivelsen af, hvordan folk herhjemme blev forblændet af det sovjetiske styre.

Hvorfor kunne man ikke have undgået de mange personlige angreb. Dette kunne måske have fremmet sandhedsværdien væsentlig. Den sarkastiske billedtekst bliver man træt af. Således vises soldater på cykel med bemærkningen, at man havde råd til at købe cykler. Man ser et billede af DKP – ledelsen og Erik Honecker med teksten Alte Kammeraden.

 

Socialdemokratiet kørte hasard med Danmarks sikkerhed og troværdighed?

Skal man tro på Bent Jensens argumentation, så kørte Socialdemokratiet dengang landet på den absolutte ydergrund – rent sikkerhedsmæssigt. Hvad med Thule? Var det Danmarks sikkerhed over for Nato?

Vi får ikke noget svar. Kørte danske politikere virkelig hasard med Danmarks troværdighed?

 

Bent Jensen skjuler intet. Der er masser af temperament og meninger. Men er det lutter sandhed eller bare manipulation? Det er et gedigen knytnæveslag mod venstrefløjen og en masse socialdemokrater.

 

Bent Jensen er langt fra objektiv i sin bedømmelse og beskrivelse. Det skæmmer et særdeles imponerende værk, der er blevet til med statsstøtte.

 

Bent Jensen: Ulve, Får og Vogtere 1 – 2, Gyldendal

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

  • Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller Glemsel?
  • Besættelsestidens fortrængninger
  • Frihedsmuseet, Arkivet og Selverkendelse
  • Landsforrædere og Landssvigere
  • Den Sønderjyske Efterretningstjeneste (under Sønderjylland)
  • Mindretal i Brændpunktet (under Sønderjylland)
  • Opgøret efter 1945 (under Sønderjylland) 

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København