Artikler
August 27, 2014
Vi starter i Ryesgade i 1986. Men vi kigger også på, hvorfor almindelige borgere blev Bz’ere. Vi kigger forbi Sofiegården, der udnævnte sig selv til en republik. Ja så er det selvfølgelig Byggeren, der gav masser af hjernerystelser og flækkede øjenbryn. Vi kigger på etableringen af Folkets Hus og Folkets Park. Og så var det lige BZ Brigaden og Slumstormerbevægelsen. Ikke alt foregik på Nørrebro, men alligevel.
Kære læsere. Her er atter en artikel om Bz’ere og slumstormere. Vi har tidligere beskrevet smadrede vinduer, men det gør vi ikke i denne artikel. Vi prøver, at finde ud af, hvad baggrunden er for de bevægelser, der opstod. Og egentlig kunne vi lige så godt placere artiklen under København, det pæne Østerbro, men vi valgte Nørrebro. Her har foregået en masse kampe i tidens løb. Se blot alle de artikler vi kan henvise til.
14. september 1986
Det var den 14. september 1986. 1.000 Bz’ere var forsamlet på Rådhuspladsen. Mange af disse var maskeret. Ryesgade 58 skulle overtaget af Københavns Kommune. Alle forhandlingsløsninger var brudt sammen. Det var tegn på en voldelig konfrontation.
Den dag så det ud som politiet var i absolut mindretal. Demonstranterne angreb en byggeplads på vejen og sætter gravemaskiner og skurvogne i brand.
Politiet får forstærkning, og forsøger at bremse optøjerne. Men de må trække sig tilbage. Adskillige var ramt af murstene.
15. september 1986
Mandag den 15. september var situationen inde for barrikaderne anspændt. Man var kun ca. 200 tilbage. Et angreb fra politiet kunne ske, når som helst. Store politienheder var trukket op bagved Røde Kors bygningen.
Omkring kl. 10.45 foretog politiet det første angreb. Men taktikken glippede. Det var som om, at betjentene blev brugt som kanonføde. Men måske var det bare et skinangreb. Nu blev Trepkasgade – barrikaden angrebet af politiet, men de blev mødt af et sejt kæmpende forsvar.
En masse tilskuer strømmede til. Men det var ikke helt ufarligt. De blev fanget i dobbeltild.
Politiet trak sig tilbage til Rigshospitalets areal. Stemningen var høj inden for barrikaderne. Man benyttede tilbagetrækningen til at forstærke barrikaderne.
Politiet ændrede taktik. De ville anholde så mange som mulig, og så angribe, når barrikaderne var underbemandet. Men Bz’erne havde lugtet lunten. De foretog om aftenen angreb mod politikæderne i begge ender af Blegdamsvej. Som kampvåben brugte de moloer. Ja det var faktisk ret avanceret, for Bz’erne brugte også lysbomber og nødblus, så man kunne observere, hvad politiet foretog sig på Rigshospitalets areal.
En række uroer anholdt en person men blev angrebet af et større antal Bz’ere.
Godt organiseret
Inde i Ryesgade 58 var det meste organiseret. Man sørgede for nødtørftig renholdelse, bortskaffelse af affald m.m. Barrikaderne blev holdt vedlige af en anden gruppe. Man lavede retningslinjer for, hvordan barrikaderne skulle forsvares.
Barrikadegrupperne sørgede for fordeling af vagter. Andre grupper sørgede for madforsyning.
I selve huset havde man også en pressegruppe, som orienterede pressen om begivenhedernes gang.
Special – aftaler
BZ’ erne kæmpede også med Grønjakkerne. Og disse smadrede en daginstitution. Og det var BZ’ erne, der fik skylden for dette. En ældre dame blev overfaldt med knive, og mindreårige stjal i butikkerne. Det var som om lovløsheden var brudt ud i området. Bilejere blev advaret, om at de skulle fjerne deres biler inden den helt store konfrontation.
Hjemmehjælperne blev hjulpet af BZ ‘ erne til og fra området. Man tilbød også postbudene samme service, men de havde fået forbud om at gå ind i området.
Man lavede en aftale med brandvæsnet, om ikke at antænde barrikaderne af hensyn til brandfaren. Det var kun bål midt på vejen, der blev antændt.
Røde Kors havde oprettet et nødlazaret i området og de arbejdede sammen med Sanitetsgruppen.
Man forsøgte at få en aftale med renovationsvæsnet om at afhente skrald ved barrikaderne, men det ville man ikke.
Politiet forsøgte at boykotte madtilførselen
Politiet forsøgte at bremse for tilførselen af mad, men på snedigste vis lykkedes det for sympatisører at smugle mad ind til BZ ‘ erne.
Men dem, der så blev snuppet af politiet blev anholdt uden tiltaleforhold i op til 8 timer. Medierne fortalte, at politiet var tilbageholdende. Men anholdte kunne fortælle, at de var blevet gennembanket. Andre blev forhørt 12 timer i træk. Uroer var set nær barrikaderne med jernstænger og jerndragere.
Ældre bosiddende i Ryesgade – kvarteret blev forment adgang til deres bolig, fordi de ikke kun fremvise ID – kort.
Frivillig rømning
Et forslag om, at Ryesgade 58 skulle overtages af Cirkus Himmelblå Fonden og SID, og at BZ ‘ erne selv kunne vælge boligform blev afvist af politikerne på Københavns Rådhus.
At BZ ‘ erne alligevel valgte at rømme bygningen skyldtes udsigten til 5 – 6 års fængsel for mange. En masse nye folk risikerede betingede eller ubetingede domme. Man var bange for, at miste sympatien i lokalbefolkningen og man ville undgå en masse sårede personer.
Pressen havde skrevet spalter op og ned om terror – og voldsregimet i Ryesgade. Det blev opfattet som en hetz, der skulle gøde jorden for en massiv politiindsats.
Endvidere kunne man ved en fredelig opløsning bevare bevægelsen.
Politikerne lod sig ikke rykke
Politikerne lod sig ikke rokke. De prøvede hele tiden med forhalings – og inddæmningstaktik. Og politiet fik gang på gang ordre til at rydde de besatte ejendomme. Siden midten af 1960erme forekom der besættelser. Husbesættere og slumstormere ønskede ikke kun et sted at bo. Kravene udviklede sig til at blive samfundskritiske og anti – kapitalistiske.
Slumstormerbevægelsen
Det var på Christianshavn, at kollektivet Sofiegården blev etableret. Med erfaringer herfra dannedes Slumstormerbevægelsen.
I dette tilfælde søgte man Københavns Kommune om lov til at anvende stedet til kollegieformål. Men kommunen syltede sagen. Her var 46 lejemål, og de unge skabte med ejerens billigelse en stor, lys og åben gård. Denne blev rammen om social samvær og kulturelle aktiviteter med musik og teater. Også de omkringboende blev blandet ind i aktiviteterne.
Alle væsentlige spørgsmål blev afgjort på lejermøder. Den daglige drift blev forestået af en bestyrelse valgt på en halvårlig generalforsamling.
Mødt af barrikader
Boligkommissionen pressede dog på en nedrivning på grund af sammenstyrtningsfare. Kravet var nedrivning af de to mindste huse i november 1968 og fraflytning af resten den 1. februar 1969.
Men det var netop de huse, som beboerne havde ofret mest tid og penge på. Andre eksperter pegede på at ejendommene var fuld forsvarlig at bo i. De manglende boliger til de unge gjorde en forestående nedrivning uacceptabel og urimelig for kollektivet Sofiegården.
Da nedrivningsholdet mødte, blev de mødt af barrikader. Samtlige dagblade dukkede op. Og nedrivningen blev udskudt. I gården blev der opført et stort telt, hvor en række stormøder omkring boligpolitik blev afholdt. De unge ville have bevis for at nedstyrtningsfaren var sandsynlig, og at en nybygning kunne påbegyndes senest tre måneder efter, såfremt de unge var tvunget til at forlade stedet.
Republikken Sofiegården
Den 19. februar 1969 blev Republikken Sofiegården som protest mod boligkorruption etableret. Republikken skulle bestå som et alternativ mod det bestående samfund. Republikken bestod i otte dage. Den 27. februar blev Sofiegården ryddet. I aktionen deltog 217 politibetjente og 23 Falck – folk.
Beboere og sympatisører havde besluttet at realisere besættelsen som ikke – voldelig. De blev båret væk, mens bulldozere smadrede de to huse. Man var lige glade med det faktum, at der stadig befandt sig personer i husene. 46 personer blev arresteret.
Udlejningen af tomme lejligheder blev sat i system gennem etableringen af et boligbureau. De boligsøgende kunne nu få noget at bo i, i tomme saneringsmodne ejendomme.
Efter nedrivningen bestod Sofiegården stadig i ni måneder. Man stillede forslag om, at der på grunden blev etableret kollegier i stedet for de planlagte andelslejligheder.
En masse ejendomme blev besat
I det følgende blev masser af ejendomme besat. De fleste endte med umiddelbare udsmidninger. Men det lykkedes dog at få etableret nogle bevægelser lige som i Sofiegården. De fik navne som Hudegården, Nordstjernen, Jægergården, Tømrergården m.m.
Og så kom besættelsen af Bådsmandsstrædes kaserne og etableringen af Fristaden Christiania. Og denne historie vender vi senere tilbage til i en artikel for sig selv.
Man kan sige, at bevægelsen døde i efteråret 1972, men besættelserne fortsatte dog i lidt mere begrænset form. Nu var det så organiseret i såkaldte Beboerbevægelser.
BZ Brigaden
I vinteren 1982 udvikledes en slagkraftig bevægelse under navnet BZ – brigaden. Kravet var nye kollektive samværsformer. Aldersmæssig blev spredningen noget større. Man ville nu gerne eksperimentere med alternative livsformer, blandt andet inspireret af Maos tanker og af De sorte Partners arbejde i USA ’s fattigkvarterer. Man udviklede egne produkter og radio. Mange af de besatte huse udviklede sig til baser for politisk virksomhed. Man havde en meget liberal indstilling over stofmisbrugere og flippere som ikke normalt tog del i det store fællesskab.
Man udgav et eget blad, Slumrosen. Og det lykkedes også politisk at komme igennem med et krav. Således stillede boligminister Aage Hastrup et såkaldt slumstormerparagraf til saneringsloven.
Folkets Park
I løbet af 1971 blev der foretaget såkaldte udadrettede aktioner. Sammen med beboerne i Stengade oprettedes Folkets Park på en tomt i Stengade. De mange aktioner resulterede endnu flere tilhængere. Således var der masser af aktioner i september, den såkaldte September – offensiv. Stribevis af nye besættelser, demonstrationer og fester. Folkets Hus i forbindelse med Folkets Park blev oprettet.
Men netop den store succes kunne organisationen ikke magte.
Bevægelsen blev sprængt
Dette resulterede i at bevægelsen blev sprængt i tre dele. Gruppen, der ikke ønskede politisk skoling eller stram organisation, flyttede til Christiania. En anden gruppe startede BoML, Marxistisk – Leninistisk organisation på boligområdet. Man beskæftigede sig næsten kun med politisk skoling.
En sidste gruppe lagde kursen om, og kombinerede en vis terroretisk skoling med udadvendt praksis. Sammen med Kvarterets beboere lavede de aktioner for en forbedring af bolig – og levevilkårene.
Denne gruppe lavede i 1973 Nørrebro Beboerforening. Mange beboerforeninger blev på lignende måde dannet i det indre København.
I slutningen af 1970erne opløstes de fleste beboerforeninger. Mange af de store by indgreb var gennemført og aktivisterne var simpelthen kørt trætte.
Med en ny generation af unge i begyndelsen af 80erne kom der nu igen gang i husbesættelserne.
Kampen om Byggeren
Historien handler også om konflikten mellem lys og luft og beton byggeri, om modsætninger mellem direkte beboerdemokrati og centralistisk kommunal planlægning. Kampen om Byggeren er et eksempel på dette. Og det gik voldsomt for sig. Det har vi tidligere berettet om her på siden.
Saneringen på Nørrebro startede i 1960erne. Og den varede i rigtig mange år. Det var virkelig ikke sjovt, hverken for beboerne eller handelslivet. Da husene blev bygget, var det frit spil for boligspekulanter. Vedtægterne kom ført efter at mange af kasernerne var bygget. Det var 5 – 6 etagers ejendomme med små to – værelseslejligheder. De lå tæt ved hinanden. Man kunne ikke engang åbne vinduerne.
En dyb mistillid opstod blandt beboerne.
En lastbil med tømmer og søm
Saneringen for karreen mellem Stengade, Baggesensgade, Slotsgade og Prins Jørgensgade var længe under vejs. I løbet af 1972 blev karreen s nedslidte ejendomme revet ned. i juni 1973 godkendte Borgerrepræsentationen skitseprojektet, der gik under navnet Slotsgadehus.
Men projektet trak ud. i stedet blev tomten omdannet til p – plads.
En sommerdag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboerforening fest på tomten. Midt under festen kørte en lastbil ind med brædder, søm og værktøj. I løbet af søndagen rejste beboerne en byggelegeplads for kvarterets børn. Byggeren blev hurtig en yndet legeplads blandt kvarterets børn. Efter pres fra Nørrebro Beboeraktion blev legepladsen endelig anerkendt i maj 1974.
Planen led skibrud
Selve Slotsgadehus led skibbrud. Projektet viste sig at være i strid med byggevedtægterne, fordi det var for høj og for tæt. Kommunen godkendte det dog, selv om det stred mod diverse love og vedtægter. Nørrebro Beboeraktion klagede derfor til Boligministeriet.
Man fandt også ud af, at ejeren af grunden havde solgt den til overpris til boligselskabet i forhold til det, der var aftalt i saneringsregnskabet. Boligministeriet kunne da heller ikke godkende planen grundet manglende friarealer og den høje udnyttelsesgrad. Langt om længe lagde kommunen hele planen i skuffen.
Byggeren blev en succes
Der blev efterhånden ro omkring Byggeren. Børnene elskede legepladsen. Kvarteret var i forvejen underforsynet med vuggestuer, friarealer, børnehaver m.m. Efterhånden var der 6 mand ansat på Byggeren. En opgørelse fra oktober 1979 viste, at 185 forskellige børn havde brugt pladsen i løbet af en måned.
Helhedsplan 1
Men Weidekamp havde ikke glemt området. I januar 1978 godkendte Borgerrepræsentationen den såkaldte Helhedsplan 1. Men kritikerne var skeptiske. For det nye byggeri var meget tæt og indeholdt slet ikke de friarealer, der var brug for. Og det betød også, at Byggeren, Folkets Hus, Folkets Park m.m. skulle jævnes med jorden.
Nørrebro Beboeraktion havde øverst på ønskesedlen, en svømmehandel, et bibliotek, og et socialcenter. Man foreslog en mere nænsom sanering, hvor man rev de værste brandfælder ned.
En børnehave i Todesgade
Helhedsplanen indebar også en sanering og nybyggeri i Kirkekarreen, der lå mellem Baggesensgade, Todesgade, Blågårds Plads og Blågårdsgade.
Planen betød at en barak – institution i Todesgade skulle lukkes. I juni 1977 vedtog Borgerrepræsentationen at lukke børnehaven. Børnene blev henvist til ventelister til eksisterende institutioner.
På institutionens sidste dag blev børnehaven besat af folk fra Nørrebro Beboeraktion, der krævede at institutionen blev bevaret.
Den 15. august forsøgte kommunens håndværksafdeling under et opbud af 300 betjente, at fjerne institutionen. Men mere end 1.000 borgere satte sig til modværge.
Efter flere måneders besættelse genåbnede forældre og beboere institutionen. Men den fik dog kun lov til at fungere en måneds tid.
Demokrati er ikke baseret på dørklokkebesøg
Den 10. juni 1978 kom en endnu større politistyrke sammen med skruebrækkere og fjernede bygningen. Men konflikten viste, at beboerne ville tages med på råd, når politikerne besluttede, hvad der skulle ske. Man var meget utilfreds med politikernes magtspil.
Men faktisk skete det modsatte. I december 1979 blev Helhedsplan 2 fremlagt. Her blev det besluttet, at Byggeren skulle jævnes med jorden. Byplansborgmester Villo Sigurdsson tilføjede dog i byggetilladelsen, at Byggeren skulle indpasses i planerne. Men på bedste udemokratiske stil fratog overborgmester Egon Weidekamp slet og ret Villo Sigurdsson myndigheden over byggeriet.
2.564 underskrifter blev indsamlet med kravet om, at Byggeren skulle blive liggende. Men Pelle Jarmer var ligeglad:
800 betjente
Kommunen meddelte forældrene at Byggeren skulle halveres i første omgang. Den sidste halvdel måtte blive liggende til 1. april 1981. Kunne man ikke acceptere dette, ville det hele blive ryddet.
Den 24. marts 1980 bliver håndværkere, der skal rydde området stoppet af en fysisk blokade.
Den 22. april gennemfører håndværkere under overværing af 800 betjente rydningen af Byggeren. Men da dette er færdig går børn og forældre i gang med at flytte det hele over på den halvdel, der i første gang blev ryddet.
Den 29. april gennemfører skruebrækkere under et politiopbud, der aldrig før var set på Nørrebro, en total rydning af Byggeren. Folk måtte springe for livet.
Hjernerystelser og flækkede øjenbryn
Voldsomme kampe mellem almindelige borgere og politi opstod. Adskillige landede på skadestuen. Alvorlige hjernerystelser og flækkede øjenbryn efter berøring af politiets knipler havde følger. Omkring 70 mennesker blev arresteret. Og mange blev anklaget for vold mod embedsmand i funktion.
Om aftenen, da roen igen lagde sig over Nørrebro, gik tusinder af børn og voksne i gang med at genopbygge Byggeren med materialer fra byggepladsen ved siden af.
Den 30. april blev der bygget barrikader i kvarterets gader. Politistyrker samler sig på Dronning Louises Bro for at rykke ind og rydde barrikaderne. Efter en forhandling med Nørrebro Beboeraktion lover politiet ikke at rykke ind, hvis man selv rydder barrikaderne på Nørrebrogade.
Politikommando foran Kirken
Torsdag den 1. maj starter stille og rolig. Man fejrede dagen med fest og sang på Byggeren. Der er dans og musik ud til de lyse timer.
Fredag den 2. maj genlyder Nørrebro af en helikopter fra Søværnets Operative Kommando. Den svæver hele dagen over området. Den sender hele tiden meldinger til det kæmpe store opbud af betjente der efterhånden har forsamlet sig. Politiet har indrettet kommandocentral foran Hellig Kors Kirke på Kapelvej.
Koloner af kampklædte betjente bevægede sig ind i det besatte område omkring Byggeren, hvor mange tusinder mennesker slikkede sol.
Politiet krævede, at barrikaderne i Slotsgade, Prins Jørgens Gade og Stengade blev ryddet. Politiet lovede ikke, at røre Byggeren før Borgerrepræsentations møde om mandagen.
Nørrebro Beboeraktion gik med til at rydde nogle af barrikaderne. Men alligevel kom det til sammenstød med politiet. Politistyrker trængte de demonstranterne ind på den ene halvdel af Byggerens areal. Imens fjernede en bulldozer resten af barrikaderne.
I Radioavisen kunne man høre en af politilederne sige:
Nu må vi lægge fløjlshandskerne på hylden og vi bruger kun den magt, der er nødvendig. Så må vi se udviklingen, hvem der vil lægge ryg til det.
Nørrebro i undtagelsestilstand
Lørdag den 3. maj var der kun forsamlet et par hundrede mennesker på Byggeren. ved 13 – tiden rullede pludselig 34 tunge lastbiler med grab og tre bulldozere ind i området. Kvarteret blev spærret af. Det hidtil største opbud af betjente som nogen sinde var set på Nørrebro, var forsamlet. Med knipler blev de få mennesker fordrevet. Og medlemmer af Chaufførernes fagforening gik i gang med deres arbejde.
Harmen mod, at politiet atter havde brudt deres løfte var enormt. Hele eftermiddagen og aftenen var der voldsomme sammenstød. Politiet drev folk frem og tilbage med brug af knipler og motorcykelbetjente. I fuld fart kørte de ind i mængden og svingede kniplerne.
For første gang optrådte de grønklædte hundepatruljer. Med jævne mellemrum slap de hundene løs blandt flygtende mennesker.
Vi lægger ikke fingrene imellem
I Radioavisen hørte man politiet sige, at de ikke følte sig bundet af nogen som helst aftale. Hen på aftenen erklærede politiet Nørrebro i undtagelsestilstand. Fra Politiets Højttalervogne lød følgende budskab:
Vi vil ikke acceptere lovløse tilstande i byen. Og vi vil ikke lægge fingrene imellem. Vi kan ikke garantere Deres sikkerhed, og vi vil ikke acceptere, at De samler Dem. Opløb vil blive splittet med magt. Vi agter at rydde gaden. Vi vil ikke acceptere denne samlen og alt vil blive betragtet som opløb.
Et lovlig varslet folkemøde blev opløst på Skt. Hans Plads blev opløst af kæmpe politistyrker.
Søndag den 4. maj blev den ryddede Bygger – grund holdt under skarp bevogtning af flere hundrede betjente.
Mandag den 5. maj demonstrerede ca. 15.000 mennesker fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen imod nedlæggelsen af Byggeren.
Inde på Rådhuset stillede en række partier et forslag, der gik på, at man skulle tage afstand fra Weidekamps og Jarmers metoder. Et flertal afviste dog at behandle forslaget.
Arbejder under politibeskyttelse
Tirsdag den 6. maj blev der under massiv politibeskyttelse opført et massivt plankeværk omkring Byggeren.
Dagen efter begynder udgravninger på stedet under politibeskyttelse. Det kan så måske undre for de pågældende fagforeninger har ved tidligere lejligheder bebudet, at man ikke ville arbejde under politibeskyttelse.
Den 12. maj spærrede forskellige grupper for trafikken. 30 blev anholdt. Efterfølgende var der demonstration foran Vestre Fængsel med krav om, at de indsatte fra optøjerne fra Nørrebro blev løsladt. Der sad endnu 39 i varetægts – eller isolationsfængsel.
Tirsdag den 13. maj opgiver Nørrebro Beboeraktion deres fysiske blokade mod nybyggeriet. Man havde forgæves forsøgt at få Byggefagenes Samvirke til at stoppe arbejdet. Og det kan undre for de gentog, at de aldrig ville arbejde under politibeskyttelse.
Yngre besættere
De nye besættere var væsentlig yngre aktivister. De fleste var under 20 år. I slutningen af 1981 gik en gruppe sammen i Initiativgruppen for et Ungdomshus. Ønsket var at få et hus uden om de etablerede KUC – centre, andre ungdomshuse og beboerhuse. Man ville selv bestemme. De unge forestillede sig, at Københavns Kommune stillede et hus til rådighed, samt finansierede istandsættelsen.
Der blev søgt om tilladelse af ungdomshuset i den nedlagte brødfabrik Rutana på Nørrebro. Da der aldrig kom svar på kommunen, blev Rutana besat. To timer efter ryddede politiet området.
En gummifabrik
To uger efter gik det ud over en nedlagt gummifabrik lige i nærheden. Belært af erfaringerne barrikaderede de unge for en sikkerheds skyld på til første sals højde. Få dage efter blev det ryddet af politiet ved hjælp af tåregas og knipler. 98 unge blev anholdt. Det var ret så hårde anholdelser.
Et kloster på Vesterbro
Ugen efter blev Abel Cathrinegade – stiftelsen, et tidligere kloster på Vesterbro besat. Det gamle kloster havde været forladt i fem år. En masse aktiviteter opstod. Men daglig hærværk og tyveri forekom. Det kneb med fælles ansvarlighed. Initiativgruppen opgav huset efter 3 1/2 måned.
Men i løbet af 1982 oprettedes i alt 6 ungdomskollektiver, herunder Allotria, Bazooka og Den lille Fjer.
Jagtvej 69
Endelig fik man eget hus, Jagtvej 69. Efter jævningerne af kollektiverne blev det forholdsvis stille. Vi indledte med Ryesgade 58, der blev besat i sommeren 1983. Her boede omkring 70 unge mellem 14 år og 30 år.
I 3 1/2 år var huset i Ryesgade 58 besat.
Ja og sådan kunne vi blive ved. Men vi har tidligere, som det kan ses under dette beskæftiget os med kampe på Nørrebro. På www.norrebro.dk er der således cirka 40 artikler om Ungdomshuset.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Læs
August 27, 2014
Det er ikke hver dag, der udkommer en Lokalhistorisk bog på Nørrebro. Det hører desværre til sjældenhederne. Men for os, der elsker Nørrebros historie, er denne bog nærmest en guldgrube. En flot ”gavebog” i A 4 format er blevet til efter to års ”værtshusbesøg” Vi møder skæbner og finurlige historier i Nørrebros værtshusmiljø. Vi kan næsten lugte værtshuset, når vi ser de skønne fotos, der beskriver en kultur, der er ved at uddø. Dette er så forsøg på en anmeldelse, men som sædvanlig har undertegnede svært ved at begrænse sig.
Gik glip af et kram
Undertegnede glemte at komme til receptionen, da bogen Bag de gule gardiner udkom. Man kunne, hvis man havde bidraget økonomisk til bogens udgivelse komme og få en kold øl og en krammer af forfatteren.
Desværre nåede undertegnede ikke dette. Bidraget herfra var dog ikke af økonomisk art.
En indsamling blev sat i gang
De er dyrt at udgive bøger. De allerfleste forlag satser på det sikre. Ofte har man indtryk af, at bogudgivelser er beregnende med et stort afkast for øje. Forfattere skal mange gange selv have pengene op af lommen for at udgive bøger. Og for at starte dette projekt skulle det først engang 25.000 kr. på bordet. Og det er sket gennem en indsamling på de sociale medier. Og det lykkedes – nu er bogen her. Bogen om liv og skæbner på Nørrebros Værtshuse. Sådan en indsamling hedder hvis nok crowfonding. På FB – Gruppe Nørrebro Handelsforening og Dengang har vi bakket op om indsamlingen.
Et spændende forlag
Forfatteren, Luna Signe Hørdum Nielsen fandt Nordstrøms Forlag. Dette forlag er ikke bange for at udgive den smalle litteratur. Her er udgivet andre fantastiske bøger, der afdækker dele af den danske kultur som er ved at forsvinde. Det er udgivelser om tatoveringer, om dansk porno, og om mad som vor mormor lavede den. Ja og så er det også den meget solgte bog om cykler på Nørrebro. Det sidstnævnte er så en kultur, der er i fremgang.
Et afgangsprojekt i bogform
Egentlig fik Luna den gode ide, at udgive sit afgangsprojekt fra 2012 i bogform til glæde for os andre. Det var et projekt fra Projektakademiet Imagine Nørrebro. Og for hende er en drøm gået i opfyldelse. Nu er den så ude i bogladerne. Det er så vores opgave derude, at videreformidle den til kunderne.
Et miljø, der er ved at uddø
Det er altid fantastisk når der udkommer en lokalhistorisk bog som også er en kulturperle af et miljø, som er på vej til at uddø. Og hvor er det dejligt, at vi også får en beskrivelse af det upolerede og det skæve. Vores samfund er efterhånden ved at være for poleret.
Bogen har da også i den grad fået opmærksomhed i diverse medier. Måske ender det med at det bliver en bestseller.
To års værtshusbesøg
Over to år besøgte Luna de ydmyge steder på Nørrebro. Hun har drukket øl og kaffe og forsøgt at indfange den særlige værtshusstemning. De fotos, der hang på opslagstavlerne på værtshusene fik hun lov til at bruge. Også skuffer og fotoalbums er blevet åbnet for forfatteren. Hun har beskrevet anekdoter og menneskeliv på Nørrebro.
Hvordan ser det ud på værtshuset kl. 11 om morgenen, ja det får vi indblik i her i bogen. Luna er lige som os andre fascineret af Nørrebros historie. Og når man sidder på et værtshus får man ofte kontakt med de skøreste personer. Det er sket, at Luna er kommet til at sætte sig på en af stamgæsternes stole. Det gør man så kun en gang.
Miljøet beskrevet indefra
Hendes mål var at beskrive miljøet indefra. Og det tog også sin tid inden hun blev accepteret rundt på De Brune Værtshuse. Mange synes, at det var underligt. De kiggede meget, men sagde ingenting.
Luna ville beskrive værtshusene på en anden måde. Det måtte ikke være overfladisk, og hun skulle selv have oplevelsen. Hendes tålmodighed og for den sags skyld også værtshus – gæsternes tålmodighed har givet et helt unikt indblik i Nørrebros brune værtshuse. Oplevelsen har været grænseoverskridende for forfatteren. Folk er kommet ind under hendes hud. Det er blevet en nostalgisk rejse i et meget dansk og Nørrebros fænomen. Til tider har det været hårdt, at sidde og kigge på, at folk har været hårde ved sig selv.
Unikt indblik
Personlige fortællinger og finurlige portrætter fra et miljø, hvor folk ikke er ligeglade for hinanden giver et særpræget og unikt indblik i livet bag de gule gardiner. Men her finder man også et trygt rum, hvor man kan være sig selv. Man har indtryk af, at værten er en slags socialrådgiver som ikke er blind for at give et kram, og spørge, hvordan man har det. Undertegnede mindes også kunder, der bare kommer ind i butikken og siger Hej. Uden at købe noget. Desværre har man ikke altid til at høre på deres sorger, bekymringer eller glæder.
Lugt af tobaksrøg og pissoirkugler
Til tider oplever vi i bogen en tidslomme, hvor man gemmer sig for verden. Vi finder røggule vægge med dansktop på jukeboksen. Vi får et pragtfuldt øjebliksbillede fra et stykke dansk kulturarv, der er ved at forsvinde. Til tider kan historierne på Nørrebros brune værtshuse være rå, men samtidig hjertelig.
Vi kan næsten fornemme den helt særlige lugt eller duft af tobaksrøg og pissoirkugler. Luften er tyk af utæmmet og balstyrisk uforudsigelighed. Her er plads til det overraskende og utilregnelige.
Spytbakke i hjørnet
Vi får også lige nogle af værtshusenes historie, blandt andet Heimdals historie. Her skulle stå en telefonboks, som stadig skulle virke. Her kunne man så ringe og få kaldt sin ølsløve ægtefælde hjem. I hjørnet på en af Nørrebros ældste værtshuse er der sand på gulvet og spytbakke i hjørnet.
Trængt på Økonomien
Man kan sige at værtshuse måske er lige så hårdt ramte som butikker. De er trængt på økonomien og lukker. Begge er truet af byfornyelse og beboersammensætning. Værtshusene ændrer karakter. Men inden det helt sker, er det lykkedes for Luna at give os et indblik i en verden, hvor uforløste drømme skyldes ned med øl, smil, kaffe og sjusser. Den kolde øl, snapsen og raflebægeret bliver skiftet ud med en Cappuccino, et spil backgammon og måske en pastis.
Kaffebarer, vinbarer og specielle ølbarer, der serverer specialøl fra mikrobryggerier vinder i den grad frem.
Far drak pengene op
Værtshusene har også rummet tragedier, når folk gik i hundene og drak lønnen op. Forskellige virksomheder, der havde mange arbejdere ansat, satsede også på beværtninger. Det gav så en ekstra indtægt til fabriksejerne. På et tidspunkt blev lønnen også udbetalt på værtshusene. Men det var så ikke altid, at far så kom hjem med pengene. Drikfældigheden var stor på Nørrebro. Der var oceaner af værtshuse og kælderbeværtninger. Op til lønningsdag var der altid skænderier og slagsmål. Den billige brændevin hørte til dagens fornødenheder.
Børnene morede sig, når den tykke betjent med blank poleret hjelm og lang frakke hentede en fulderik på en af byens værtshuse.
Pigerne i Grams Have
Jo der var skam masser af afholdsforeninger på Nørrebro dengang. Og også kirkerne forsøgte at rette op på dette forfald. Masser af historiske anekdoter knytter sig til byens værtshuse. Således var det Grams Have på hjørnet af Nørrebrogade/Fælledvej. Her havde en afdanket kaptajn Gram indrettet et stort forlystelsessted. Han skulle efter sigende have haft fire smukke døtre. Disse sad så hver eftermiddag på stedet sammen med gartnerenke Hansens to døtre, Marie og Emilie og ventede på Ridderen af Nørrebro, forfatteren Christian Winther. Men det var den 19 årige Marie, der løb af med Ridderen.
Mennesker i høje regioner
I en gammel beskrivelse forlyder det:
Om sommeren søger Håndværks – og Kjældermanden og unge Burscher til værtshuse på Vester – og Nørrebro om søndagen når Vejret føjer, vrimler det Sommeren igjennem paa disse Steder med pyntede Mandfolk og Fruentimmere, som ved Keglespil, Musik og Dans nyde Livet med Fryd og Gammen, som Mennesker i høje Regioner, intet kunne gjøre om.
Masser af smugkroer var der. Den mest berømte var nok den på Kapelvej 7 A. Det var hos barbermaleren. Enlig var der barbersalon, men så mangen et glas er blev skænket her.
De snød med øllet
Den meste berømte af alle kroer var jo nok Lygten Kro, hvor man snød med deres øl. På vejen ind til byen lå det ene forlystelsessted efter det andet. Jo de handlende til og fra byen skulle ikke ankomme eller forlade byen, tørstig.
Der var gang i den – på Nørrebro
I 1965 var 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Wandy Tvorek spillede på Zillertal. Det var direkte transmission fra Zigøjnerhallen. Og første gang saxofonen lød i hovedstaden, ja det var i Danas Have. Stedet blev også kaldt Dødens Pølse. Her holdt Nørrebro Handelsforening deres bestyrelsesmøder, men smørrebrødet var for dårlig. Og der var ikke ordentlig udluftning til cigarerne. I dag har bestyrelsesmedlemmer i Nørrebro Handelsforeningikke råd til at ryge cigarer. Man foretrak til Aahuset. Ja vi havde også Heidelberg, Tyroler – kroen, Resi og alle de andre.
Da undertegnede blev smidt ud
Vi har vel alle vores favorit – værtshuse på Nørrebro. Undertegnede foretrak engang Cafe Runddelen og Lille Peter. På sidstnævnte sted traf vi altid Anne Braad med hund. Det var hyggeligt. Men engang da Henning og undertegnede efter et møde i kvarterløft i den grad udsatte gæsterne for vores sangstemmer, blev vi smidt ud.
Vi gik hvis lidt for vidt i vores anmeldelse af Lunas pragtfulde bog. Vi kan tydelig fornemme, hvor Lunas favorit – værtshus ligger.
En pragtfuld bog
Ja Bag de gule gardiner er nærmest blevet en gavebog i A4 – format og på ca. 240 sider. Et stort tillykke til Luna for hendes pragtfulde bog. Hvor var det herligt at hun og hendes forelægger turde. Køb den.
Luna Signe Hørdum Nielsen
Bag de gule gardiner – Liv og skæbner på Nørrebros Værtshuse
Nordstrøms Forlag.
August 27, 2014
Det kan være svært at se kendsgerningerne i øjnene. En ny generation gør det lettere i Tyskland for at afdække industriens rolle i det nazistiske styre. For Audi’ s nuværende ledelse har det været et chok, at se kendsgerningerne i øjnene. 20 millioner tvangsarbejdere var der. Det var KZ – fangere, statsborgere fra tysk – besatte lande, og såkaldte Arbeitsjuden. Med accept fra den danske regering og fagbevægelse deltog op mod 100.000 danskere aktivt i den tyske rustnings – og våbenindustri. Tvangsarbejdere døde som fluer. Der var ikke tid til at sende dem til læge. Var de dødssyge blev de sendt i krematorium.
20 millioner ”Tvangsarbejdere”
Der var cirka tyve millioner tvangsarbejdere i Det tredje Rige. En gruppe var dels blevet deporteret, andre havde en normal beskæftigelse, som vel ikke kunne kaldes tvangsarbejdere. Mange udlændinge var mere eller mindre frivillige kommet til Tyskland for at arbejde. Fra Danmark havde fagbevægelsen sagt god for, at danskere kunne komme til Tyskland og arbejde, også i rustningsindustrien. Ja, hvis man ikke gjorde det, var der ingen dagpenge. Den tredje store gruppe var fangere, ikke mindst KZ – fangere. Blandt disse var de såkaldte Arbeitsjuden.
Hjælp til den tyske krigsindustri
De tyske arbejdere skulle til fronten, så tyskerne var glade for den udenlandske arbejdskraft. Og mange udenlandske arbejdere befandt sig hver dag i livsfare, når de allierede bombede.
Mange virksomheder bad myndighederne om hjælp med KZ- fanger. Både udenlandsk arbejdskraft inklusive den danske og KZ – fanger hjalp den nationalsocialistiske våbenindustri. Også krigsfangere blev sat ind i den tyske krigsindustri.
Tysk bilindustri nede efter 1. verdenskrig
Den tyske bilindustri havde det ikke godt efter Første verdenskrig. De fleste virksomheder begrænsede dig til at fremstille modeller til eksklusive kunder. Men talrige virksomheder gik konkurs. Man så fordelen i at slutte sig sammen lige som Daimler – Benz (1926), eller som Audi, DKW, Horch og Wanderer i Auto Union (1932).
Folke – motorisering
Ved Automobil – og motorcykeludstillingen i Berlin den 11. februar 1933 meddelte Adolf Hitler, at nu skulle der ske en Folke – motorisering. Det betød, at der skulle ske en optrapning af motorsporten og bygning veje. Der skulle også sættes ind med toldregler. Allerede i 1936 kunne man se store vækstrater. Nu var det ikke kun beskæftigelse og industri, Hitler tænkte på. Det var også på det ideologiske plan, at han gjorde sig nogle forestillinger.
Den nazistiske ledelse forstillede sig at det motoriserede samfund og så var et militært samfund. Kun en nation, af kørere, der havde fået en opdragelse til motor, er brugbar til den næste, sikkert motoriserede krig.
Men selv om man havde en fireårs – plan, så viste det sig snart mangler på råstoffer. Derfor indførte man en skandalisering i modellerne. Ja de forskellige producenter blev nærmest tvunget til dette.
Store markedsandel
Auto Union (Audi) opnåede i det første år af dens beståen 16,5 pct. markedsandel af bilerne og 26,8 pct. hos motorcyklerne. Dermed rykkede man op på plads tre efter Opel AG og Daimler Benz. I 1932 rykkede man helt op på andenpladsen. Fra etableringen til anden verdenskrig producerede man ganske imponerende 276.000 personbiler og 256.000 motorcykler. Luksus – og mellemklassekøretøjerne af mærket Horch hævede renommeet. Men motorcyklerne og de små biler af mærket DKW satte også sit aftryk. Og egentlig var Audi det mærke, der havde den laveste markedsandel.
Der kom godt nok en model med en Audi – front og en Wanderer – Pochemotor, men den blev ikke særlig godt solgt. Ofte måtte modellen også til reparation. Ledelsen overvejede at lukke Audi.
Omsætningen syvdobbelt
Mellem 1932 og 1938 blev omsætningen syvdobbelt. Personalet steg fem gange til 24.000. Udbyttet lå mellem 10 og 15 pct. Også på eksportområdet var der succes. Auto Union havde i 1939 en andel på en fjerdedel af al tysk bileksport. Kun Opel havde en højere andel.
I lastbilproduktionen bad næsten alle virksomheder om KZ – fanger. Det var både Daimler – Benz, Volkswagen, Opel, Audi og andre. Disse firmaer var også involveret i rustningsindustrien.
Mange tvangsarbejdere
Auto – Union (Audi) havde under sin højeste produktion ansat 40.000. Heraf var mindst 19.000 tvangsarbejdere. Og heraf var mindst 4.100 KZ – fanger fra KZ – lejrene Flossenbürg, Auschwitz, Gross – Rosen og Dachau. Heraf var de 1.600 kvinder. I 1943 fik Auto Union i Polen også hjælp fra ukendt antal Arbeitsjuden fra tvangsarbejderlejren Plaszów.
De syge direkte til Bergen Belsen
Også i de underjordiske anlæg i Leitmeritz i Böhmen var virksomheden i gang. Her lagde man en del af produktionen, da en af fabrikkerne i Siegmar var blevet alvorlig skadet. En femtedel af det underjordiske anlæg var forudset for Osram. Men de fik aldrig genoptaget deres produktion.
I området beskæftigede SS andre 16.500 KZ – fanger. Disse blev lejet ud til statslige byggefirmaer. Men det hele hørte på en eller anden måde sammen. Formanden for Auto – Union var direkte involveret. Dødeligheden var enorm. Således døde 4.500 på selve byggepladsen. Andre 1.200 dødelige syge blev transporteret til Bergen Belsen til direkte aflivning.
Ingen levende må falde i fjendens hænder
Regner man hele Auto Unions andel af KZ – fangere med, kommer man op på 20 pct. Dette tyder på, at koncernen må have haft et særdeles tæt forhold til Nazi – regimet. Hele 7 KZ – lejre leverede indsatte til Audi. Og fra hovedlejren Flossenbürg lød ordren fra Herinrich Himmler til kommandanten:
Af de 96.000 fangere døde de 30.000 i lejren. Den 23. april 1945 blev lejren befriet af amerikanske tropper. Man fandt 1.600 fangere, hvoraf de fleste var døende.
Dårlig undskyldning fra Audi
Fra Audi’ s side, har man undskyldt sig med, at man ikke har haft adgang til arkiverne. Man har ikke troet, at brugen af KZ – fangere og at dødeligheden var så stor. Men måske skal der også en generationsskifte til at erkende fortidens dunkle forbrydelser.
I 1986 opfordrede det europæiske parlament, at den tyske industri skulle betale erstatning for slave – og tvangsarbejde. En anden afgørende ting var, en diskussion om Nazi – guld i schweiziske banker.
Man kiggede i fortiden
Det var Daimler – Benz AG, der som den første virksomhed undersøgte fortiden. Det gjorde de i januar 1986. Den næste var Volkswagen. I oktober 1991 besluttede Volkswagen, at udbetale 12 millioner mark i erstatning. Men egentlig er det ingen af disse to virksomheder, der reelt erkender en skyld. De dækker sig ind under Nazi – regimet. Den dårlige behandling af tvangsarbejderne skyldes udelukkende nazisterne. Denne holdning går også igen i de historiske fremstillinger, som er udgivet i foldere m.m.
Eva Braun fik en luksusvogn
Hitler kørte ikke selv i en bil fra Auto Union, men han forærede sin veninde Eva Braun en Horch 8 – cylinder luksusvogn. Man forsøgte fra Auto Union at opretholde forbindelsen til Nazi – regimet fra starten. Således havde formanden, Detlev von Oertzen allerede lært Rudolf Hess at kende i første verdenskrig. Von Oertzen havde været pilot. Men det viste sig, at hans kone ikke bar af arisk herkomst, så de måtte hurtig forlade landet. Auto Union fik dog kontakt med Herman Göring ved at forære ham en Horch – luksusvogn.
Selskabet til skabelse af en Folkevogn
Auto Unions direktør, Carl Hahn var modstander af Hitler’ s ide om et Folkevogns – projekt. Han mente, at det sundeste var en direkte konkurrence mellem de forskellige bilproducenter.
I 1936 besluttede regeringen, at Ferdinand Porsche’ s folkevogn skulle være nazi – regimets prototype på den egentlige folkevogn. Under ledelse af Der Deutschen Arbeitsfront (DAF) opstod, Selskabet til skabelse af en folkevogn. Man skulle gennem glæde fremstille en bil som alle havde råd til.
Auto Union´s direktør Carl Hahn så en stor fare i denne udvikling. Det vil betyde, at Auto Union måtte indstille deres produktion af billige personvogne som DKW. Sammen med Opel forsøgte han, at imødegå faren.
Hitler var fan af Daimler – Benz
Hitler var selv tilhænger af Daimler – Benz, og var en stor fan af racerkøreren Hans Stuck, der netop kørte for det firma. Men for gode mark fik Auto Union, Hans Stuck til at køre for Porsche. Denne udvikling skabte en del prestige. Porsche vandt mange sejre rundt om i verden. Men Auto Union opnåede aldrig at få så megen støtte som Hitler’ s favorit Daimler – Benz.
Tidligt involveret i våbenindustrien
Meget tidligt blev Auto Union involveret i våben – og rustningsindustrien samt lastbilproduktion. Hæren fik fra 1934 produceret forskellige militærudgaver af Horch og Wanderer – biler. Til slutningen af 1938 fik Auto Union produceret 26.000 lastbiler og 3.700 motorcykler til den tyske hær. Hurtigt nåede man op på 40.000 beskæftigede. Ved krigsudbruddet blev produktionen af civile biler stærkt indskrænket. En del af Auto Unions fabrikker blev brugt til fremstilling af torpedoer, motorer til tanks, samt panserkørertøjer. Også fabrikation af reservedele til fly blev iværksat. Mange af disse ting blev iværksat af egen fri vilje. Som tyske historikere har formuleret det:
Massivt forbrug af tvangsarbejde
I 1941 androg våbenproduktionen et beløb på 133,4 millioner mark. I 1944 var dette beløb oppe på 428 millioner mark. Denne stigning var kun muligt ved hjælp af massivt forbrug af tvangsarbejde. Ingen tysk virksomhed har procentvis brugt så meget tvangsarbejde som Auto Union. Fra Frankrig tvang man 950 fagarbejdere fra Citroen til at arbejde i fabrikkerne.
Ledelsen tænkte kun på overskud
Fangerne blev meget nøje overvåget. Omgang med de almindelige tyske fagarbejdere var strengt forbudt og blev ved anvendelse af magt forhindret. Ved flugtforsøg blev der øjeblikkelig skudt. Dødsraten var usædvanlig stor. Den største leverandør af fanger var KZ – lejren Flossenbürg. Her var forholdene for fangerne mere end forfærdelige.
Forskningen viser, at ledelsen i Auto Union var bevidst om udnyttelsen af fangerne, og de var også udmærket klar over dødeligheden. De anførte blandt andet:
Ledelsen tænkte ikke på menneskekærlighed, men udelukkende på overskud. Man forsøgte hele tiden på at øge produktiviteten. Således forsøgte man, at sulte arbejderne. Gjorde de sig så fortjent, kunne de få en bid ekstra.
Flyproduktion
Allerede i 1934 var Auto Union gået ind i produktionen af motorer til fly. Og de blev en meget vigtig leverandør til Junker – fabrikkerne i Dessau. Man brugte ikke kun KZ – fangere, men også masser af udenlandsk arbejdskraft, som i alle dele af Auto – Unions produktioner. Hvis man gik i dybden med denne forskning, vil man sikkert opdage, at ti – tusindvis af danske arbejdere med den danske regerings – og fagbevægelses velsignelse har deltaget i nazi – regimets oprustning.
Umenneskelige forhold
I Leitmeritz oprettede man både projekterne Richard 1 og Richard 2, som var kæmpemæssige underjordiske anlæg. Her var man beskyttet mod luftangreb. Men forholdende for tvangsarbejderne og KZ – fangerne var forfærdelige. Den overordnede ledelse af dette kæmpemæssige projekt overtog SS og Speer. Dette førte dog til mange konfrontationer med Auto Union.
I kalkbjergene blev der gennemført ukontrollerbare sprængninger, der ofte førte til ulykker. Med hakker og spader udvidede man konstant de underjordiske fabriksanlæg.
På et tidspunkt var der i disse underjordiske huler beskæftiget mellem 16.000 og 18.000 KZ – fangere. Arbejdsbetingelserne var umenneskelige. Ernæringen var utilfredsstillende og hygiejnen var katastrofal. Dødsraten var enorm. I arbejdslejren i tilknytning til den kæmpe byggeplads, blev der indrettet et eget krematorium. Masser af epidemier huserede, så som tyfus og tuberkelose.
Leitmeritz hedder i dag Litomerice og ligger i Böhmen.
Dekoreret for umenneskelighed
Richard Bruhn, direktøren for Auto Union var velvidende om arbejdernes forhold. Han deltog aktivt i udviklingen af Richard 1 og 2. Angiveligt skulle han have presset SS for at blive hurtigere færdig. Han var ofte på besøg i Berlin hos Speer og Hitler. Det kan undre, at han i 1953 blev tildelt Bundesverdienstkreutz. Hvordan kan man det, når vedkommende faktisk har haft det moralske ansvar for, at så mange arbejdere bogstavligt har arbejdet sig ihjel?
Andre har ”Lig i Lasten”
Det må have været et hårdt slag for det velansete tyske bilmærke Audi, at få sandheden at vide. Men også andre store tyske virksomheder har lig i lasten. Man kunne for eksempel begynde at undersøge Dr. Oetker og Hugo Boss, som også benyttede sig af slavearbejdere. Tidligere er også IG Farben’ s rolle blevet beskrevet i den tyske forskning.
Fortsatte uanfægtet som direktør
Efter krigen blev Bruhn interneret af briterne, men blev løsladt. I 1949 blev han atter direktør for Auto Union, hvor virksomheden blev genetableret i Vesttyskland. Her sad han på posten indtil 1956. Nu overvejer Audis ledelse, at fjerne hans navn og initiativer fra firmaets hjemmeside. Desuden vil firmaet også betale erstatning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB Dengang indeholder ca. 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder blandt andet:
August 27, 2014
Torvedagene havde en magisk tiltrækning. Vi skal høre om Fisketorvet, Højbro Plads, Halmtorvet, Gammeltorv, Nikolaj Plads, Gråbrødre Torv, Gammelstrand, Kultorvet m.m. Bønderne kom langvejs fra. De måtte betale et hav af afgifter, inden de kom frem. Vi besøger byens første kvægtorv, Trommesalen. Vi kigger på Skovserkonerne, Borgerskabets kvinder og byens ældste storcenter, Børsen. Ja og så var det alle Gadesælgerne, som var specialister på hver deres område.
Gadedrenge var en plage
Gadedrengene var en plage for det adstadige borgerskab. De kunne ikke gå i fred for deres drillerier og ondskabsfulde apilopper. Det var heller ikke noget udsædvanligt at se dem forfølge de såkaldte originaler med deres generende tilråb.
Magisk tiltrækning
Den handel, der blev drevet på byens gader og torve en masse magisk tiltrækning på så at sige alle samfundsklasser. I Kjøbenhavns satirisk – komiske Veiviser eller Den Skjælmske Ledsager i Danmarks Hovedstad fra 1839 berettes der om, at på Gammeltorv handles der på torvedagene meget livligt med:
Svinerygge og Hoveder af firdøddede Skabninger, med Flæskesider, Gjæs med og uden Hoved, hvoraf de første stundom skrige, udmærket frisindet, Æg, Smør, Korn savnes ikke. Madammen træffer mellem Bøndervogne sin Galan og Tjenestepigen sin Kavaler fra det sidste Dansebodsbal.
Fisketorvet
Om Fisketorvet ved Gammelstrand hedder det, at det
Er ingen kostelig Stiftelse, endskjønt en smækfed Kone med ubesat Straahat paa kaldes Priorinden, og hvis Skarpsindighed har hævet hende til Fredsmæglerens Rang, naar Søstrene komme i trætte eller i Haartotten paa hverandre. De vare i sin Tid en Skræk for de i nærheden sig opholdende Vognmandskarle. Nu er de skredne frem med Tidens Oplysning og skjælde hinanden mere moderat ud. Saaledes sige de nu ”Mær” i stedet for det forældede ”Rakkermær” eiheller fremvise de meer deres blottede bag i Vredens Hede, men betegne kun, efter Velalstændighedens foreskrivter, deres foragt for Modparten ved talende Mimik og Gestikulationer.
Højbro Plads
Om Højbro Plads siges det, at
Når de skelmske Amagerpiger falholde deres Grønsel, Gartnere deres Frugter og Blomster, Schakkerjøderne på hjørnet af Læderstræde speculative gaae frem og tilbage på Rendesteensbrættet, Kokkepigerne med de trinde Arme og funklende Øjne skride stolte fremad, bærende Torvekurven, de smægtende Syjomfruer gaae til deres Arbeid, Landsoldaterne have flokket sig paa Østergade. Naar Kjøbenhavnerne havde udsovet og Virksomhederne begynder giver denne Plads interessante Iagttagelser.
Noget helt andet var det med Børsgade. Her bestod udlosningen mest af gavntømmer, brændsel og stenkul.
Torvepladserne var fyldt op
På Frederik den Sjettes tid var gaderne omkring torvepladserne fyldt med folk på vej til deres daglige indkøb. Her færdedes madammer mellem hinanden fulgt i hælene af deres tjenestepiger, som skulle bære de indkøbte varer. Enhver husmoder, der ville bevare sin værdighed, og der bildte sig ind at have en position, og det gjorde de fleste, fandt det under deres værdighed selv at bære en kurv på armen.
Ved vandposterne, som ingen af torvene manglede, gik sladren lystig mellem de mange koner, som her hentede deres daglige forsyning af vand. Det var der nemlig ikke i ejendomme. Nogle var så heldig at have indlagt vand i gårdene. Sommer og vinter formede livet sig derfor hyggeligt og fornøjelig rundt om på byens torve.
De kom langvejs fra
Mange af torvebønderne kom langvejs fra, og turen ind til byen var fuld af forhindringer. København var jo indtil 1856 lige som en fæstning. Der blev ført kontrol med enhver, der passerede ud og ind af de fire byporte. Gennem Nørreport var der dog muligt efter lukketid at slippe ind i byen mod betaling. Om vinteren blev portene først åbnet kl. 7. På de to ugentlige torvedage, onsdag og lørdag var der lange rækker af vogne, som ventede at blive kontrolleret. Det kunne også være dyrt for bonden, for byen forlangte sit, inden den åbnede sig.
Afgifter, tak
Og inden bonden nåede portene, havde han måttet igennem adskillige landevejsbomme, hvor der også skulle erlægges afgift. Endelig nåede vognen frem til Acciseboden, hvor toldbetjente gennemstak læsset med en stang. Jo og så skulle der også betales bropenge.
Halmtorvet
Lige inden for Vesterport lå Halmtorvet, der udgjorde den østlige del af den nuværende Rådhusplads. Her lå en dårlig vedligeholdt vagtbygning og sprøjtehus. Til højre lå en vejerbod. Her var også et smudsigt plankeværk og nogle væmmelige latriner. Pladsen var dårlig brolagt. Pladsen var desuden dårlig brolagt, så i regnvejr var den sølet og ufremkommelig. Pladsen blev også brugt til at parkere gamle arbejdsvogne og til at tørre tøj.
Tilladelse fra 1682
Oprindelig havde pladsen ligget øde og ubebygget hen. I 1682 gav kongen tilladelse til, at den blev indrettet til høtorv. To år senere blev tilladelsen udvidet til, at der på torvedage og andre søgnedage måtte sælges korn, gryn, ærter, fedevarer, kalve, svin, gæs, ænder, høns, duer m.m. Desuden måtte der sælges kul, brænde, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd og enhver slags egetømmer. Denne tilladelse fik andre torve også:
Da Gammeltorv derfor snart blev fyldt med hø – og halmlæs, udstedte politimesteren Ole Rømer den 7. februar 1705 en forordning om, at alle vogne skulle holde paa de Pladser som ere inden Volden ved Vester – og Nørre Porte, og der have deres Torve.
Et forslag om, at holde høtorvet uden for portene blev afslået med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre opkrævningen af konsumptionen.
En kirkegård blev nedlagt
I virkeligheden var Halmtorvet ikke særlig stort, idet dets sydlige del fra Lavendelstræde til Farvergade blev benyttet som kirkegård for beboerne i Vartov og senere også fra Vajsenhuset på Nytorv.
Først da kirkegården i 1760 blev nedlagt, fik torvet den udstrækning, det bevarede til voldenes fald. Men det var i grunden mærkelig at pladsen vedblev med at være så forfalden. Det var det første indtryk de rejsende fik, når de kom fra vest. Og København var trods alt en Kongelig Residensstad.
Torvehandelen var størst på Gammeltorv
Størst var torvehandelen på Gammeltorv. Spækhøkerne turde ikke forsyne sig, før Torvevægteren havde ringet med sin Torveklokke. Her sad værdige Valbykoner og faldbød deres fjerkræ. Her så man bønder og slagtere sælge kød fra åbne vogne eller skidenfærdige Kludetelte.
Fjerkræ fra Valby
Handelen med fjerkræ var en vigtig indtægtskilede for bønderne i Valby. Mange havde ligefrem opkøbere, som rundt om i landet opkøbte kalkuner, høns, kyllinger, gæs og andet til videresalg på torvet i København. I 1820 siges det, at 120 personer var beskæftiget med dette.
Konerne havde deres faste stader på Gammeltorv, hvor de sad i flere rækker lige som Skovserkonerne på Gammelstrand. Valby – konerne solgte også æg og smør. Det var dog knap så indbringende som salg af fjerkræ.
Byens første kvægtorv
Fra gammel tid var slagtning inden for voldene forbudt inden for voldene. Derfor havde slagterne slået sig ned på Vesterbro i nærheden af byens første kvægtorv, Trommesalen. Denne var oprettet 1671 af hofslagter og konsumptionsforpagter, Niels Olufsen. Når det nu blev kaldt Trommesalen skyldtes det, at markederne indledtes og blev afsluttet med trommeslagning. Slagterne var et djærvt folkefærd, der på gammeldags manér sluttede en handel med et kraftigt håndslag og bagefter drak lidkøb i en af de små beværtninger, Vesterbro dengang var berømt for.
Langt op i forrige århundrede var denne bydel kendt for sine slagtergårde, men efterhånden som bebyggelsen bredte sig, især efter voldenes fald, flyttede mange slagtere ud til omegnens landsbyer, hvor de erhvervede sig gårde til kvægopdræt. Skønt adskillige af dem efterhånden var holdne folk, var de dog hver dag at finde i deres boder i Maven ved Nikolaj Kirketårn eller i andre af byens slagterboder. Men på torvedage mødtes de alle på Nytorv.
Sølvknapper og knæbenklæder
Når bønderne kom til byen var vognene læssede med kornsække. Oven på lå der svinekroppe. Bønderne var klædt i lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldsokker. På hovedet havde de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. De fleste havde langt hår. Efterhånden forandrede påklædningen sig. Bønderne havde fået lange mørkeblå benklæder og langskaftede støvler.
Sprog og manerer var forskellig
På torvene blandede de forskellige samfundsklasser sig med hinanden. Det var ikke kun i klædedragten, der var forskel. Sprog og manerer var også forskellig. Bønderne talte uforfalsket sjællandsk dialekt, slagternes djærve og ligefremme gloseforråd, det københavnske borgerskabs kultiverede udtryksformer og gadedrengenes slang gav mange morsomme indslag på torvedagene.
Handelen foregik direkte mand og mand imellem. Bønderne stod jo ved vognene med varerne. Selvfølgelig tingedes der om prisen, men det gik nu hurtigt. Enhver handel blev afsluttet med håndslag. Det var absolut lige så bindende som en underskrift.
Den sidste torvedag
Men tingene ændrer sig. Den 16. august 1910 afholdtes for sidste gang torvedag på Nytorv. Handelen med slagtekvæg blev flyttet til den nye flæskehal ved Godsbanegården. København havde mistet et festligt sceneri.
Endnu nogle år holdt slagterne stand på Nikolaj Plads. De slagterboder, der i 1852 var bygget på Gråbrødretorv blev allerede nedrevet i 1902 med torvets regulering.
Nikolaj Plads
Nikolaj Plads blev brugt som øvelsesplads for brandvæsnet. Enkelte håndværkere brugte stedet som lagerplads. Men størstedelen af den var fyldt med skure og boder, i hvilken slagtere, amagere, høkere og kallunsmænd havde deres primitivt indrettede butikker. I alt fandtes der i 1840 på Nikolaj Plads 82 boder og stadepladser.
Men det var en torn i øjnene på myndighederne. De fandt forholdene under al kritik. Men det gik en del år, inden man besluttede sig for at rydde pladsen og indrette nye boder. Arkitekten P.C. Hagemann opførte i 1845 – 46 af støbejern i nygotisk stil i alt 68 større og 10 mindre butikker, der blev udlejet til byens slagtere. Til disse blev også slagtere henvist, der endnu i 1845 havde deres boder bl.a. på Gammelstrand, muren ved Helligånds Kirkegård og på Christianshavn. Maven som de nye boder blev kaldt, blev først revet ned i 1917, da den nuværende kirke blev opført.
Gråbrødre Torv
På Gråbrødretorv eller Ulfeldts Plads, som det hed til 1841, var forholdene ikke bedre. Omkring Ulfeldts skamstøtte i Nationalmuseets Have, blev der lige som på Nikolaj Plads drevet handel fra boder og skure. Her var det med brugte klæder og alskens andet skrammel. Men der fandtes også 13 slagterboder og flere grøntudsalg. Også dette sted ville myndighederne gerne have reguleret.
Beboerne ville gerne have fjernet skamstøtten. Men først i 1852 blev der opført 20 slagterboder ligesom dem på Nikolaj Plads. Disse forsvandt igen i 1902.
Skovserkonerne
Nu levede københavnerne jo ikke af kød alene. I enhver husholdning skulle man have fisk mindst en eller to gange om ugen. Og fisk købte man blandt andet hos fiskerkonerne på Gammelstrand.
Konerne fra Skovshoved skaffede deres familier hjemme i det lille fiskeleje deres daglige brød. Derhjemme måtte børnene tidlig hjælpe til. Mændene tilbragte ofte nætterne på havet. Det var navnlig sildefiskeriet, der spillede en stor rolle. Ingen sild smagte bedre end den fra Skovshoved.
Når mændene kom med deres fangst stod konerne og børnene parat. De levende sild blev anbragt i store rektangulære kurve, som konerne bar på ryggen, støttet af en kort stok under armen. Denne kurv var en del af deres dragt, der bestod af græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, et sort liv og et stivet, hvidt hovedklæde, hvorunder de i ældre tid havde en metalbroderet hue. I en beretning fra det 18. århundrede hed det sig:
Disse Fiskere sælge Fiskene ferske udi København, og af det Slags, som kan konservere sig levende udi Kurve, bære Kvindfolkene i hobetal udi saadanne Machiner, paa deres Ryg bunden, til København, og naar de havde solgt Fiskene, proviantere de sig med adskillig, som de pakke udi Kurven og bære hjem.
Disse koner var et festligt indslag. Når de blev uenige, så kunne det hænde, at de vaskede hinanden med en torsk eller en rødspætte, eller hvad de lige havde ved hånden. Dette har sikkert moret mange.
Dag efter dag, år efter år i al slags vejr, sad de samme koner på de samme pladser, lige frejdige og altid parate til en munter og vovet spøg.
Masser af handel ved kanalerne
Foruden fisk blev der også handlet med andre ting langs kanalerne. Mellem Højbro og Holmens Bro lå der små fartøjer, der drev detailhandel med forskellige varer. Nærmest Højbro lå både fra Bornholm med pottemagerarbejde. Ved Holmens Bro solgte norske skippere laks. Holstenske skippere solgte smør og ost, mens Finske skibe solgte træ ud for Børsen.
Loppetorv – et trist syn
Det såkaldte Loppetorv var måske et lidt trist syn. Det lå indtil 1870erne på en del af Gammelstrand. Det var på det område, der lå nærmest det tidligere Assistenshus. Her solgtes al mulig ragelse, klæder, billeder, porcelæn og jernkram m.m. Det stammede fra dødsboder og fattigfolk. Dette marked fortsatte senere til Vandkunsten, hvor det lå, indtil det blev nedlagt i 1887. Det var foran det hus i Rådhusstræde ud for Vandkunsten, at Tallotteriet blev trukket, indtil det blev ophævet i 1851.
Højbro Plads
Ja egentlig har vi jo allerede fortalt om torvene på Strøget i tidligere artikler, men måske skal vi lige have en uddybning. I forbindelse med brandene i 1728 og 1795 skete der noget i byen. Masser af bygninger måtte nedrives, og man fokuserede også på brandbælter. Det vil sige, at torvene faktisk kom til at optræde som et brandbælte.
Gammel – og Nytorv blev forenet til et stort torv ved at rådhuset blev flyttet hen til det nedbrændte vajsenhus plads mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde. Store Færgestræde og Højbrostræde blev ikke genopført, men blev erstattet af det nye torv, det nuværende Højbro Plads.
Der var store planer med dette torv. Også fordi, at det var omgivet af stilfulde nyklassiske bygninger. Men i stedet for et fornemt og velklædt publikum blev den befolket af lurvet klædte handlende, der solgte gamle Bøger og Landkort, Skilderier, Jernkram og sønderslaget Porcelæn, umage Spænder m.m.
Datidens medier kaldte i 1806 stedet for Carricatur af et Torv.
Forholdene blev bedre
Men efterhånden blev forholdene dog bedre. Det blev midtpunkt for et broget og afvekslende folkeliv. Boder og rullende butikker blev udlejet til slagtere, amagerkoner, bissekræmmere m.m. Jøderne havde fra gammel tid deres stader på hjørnet af Læderstræde. Her solgte de piskebånd, galanterisager og hvidevarer. Kvarterets tjenestepiger mødtes ved pumperne, hvor de udvekslede nyheder om deres herskaber. Særlig livligt gik det naturligvis til på de to torvedage. Onsdag og lørdag følte man sig hensat til Paris eller London.
Magistraten måtte dog atter gribe ind og skabe ordnede forhold. Højbro Plads udviklede sig nu til et frugt – og blomstertorv, hvor man kunne fryde sig over synet af de kønne Amagerkoner med deres Grøntsager.
Projektet nåede kun til papiret
Men ak og ve. Heller ikke det kunne tilfredsstille de forvænte københavnere. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse besluttede i 1888, at nu skulle der gøres en virkelig indsats for at gøre torvet smukt og attraktivt. Derfor lod man arkitekten Martin Nyrop udarbejde et projekt til et blomstertorv, grupperet omkring en fontæne med afløb i et stort bassin. Men ak, projektet nåede kun til papiret.
Storkespringvandet
Mens Højbro Plads ikke forandrede sig, så blev Amagertorv i 1894 velsignet med Storkespringvandet. Skal man tro Blækspritten fra 1894 blev springvandet dog ikke modtaget med lige stor begejstring af alle:
Stadens Grøntorv
I en beskrivelse af København fra 1856 oplyses det, at Amagertorv er Stadens Grøntorv, hvor Havesager af al Slags falholdes.
Jo det var Amagerbøndernes oprindelig stadeplads i København. Men det var Højbro Plads, der forblev centret for handel med det grønne, selv efter anlægget af det nu nedlagte Grøntorv ved Nørrevold.
Kultorvet
Efter branden i 1728, havde man plan om et torv inden for Nørreport. Det skulle på torvedage aflaste Gammel Frederiksborggade og Lille Købmagergade, hvor handel med brændsel hidtil havde foregået. Ny Nørretorv som Kultorvet egentlig hed, var beregnet til den Plads, hvor Kulsviervognene fra Skovegnen nordøst i Sjælland falholder deres Vare.
Men ak og ve. Størstedelen af det nærliggende universitetskvarter, de nærliggende gader og selve Kultorvet blev delvis ødelagt under det engelske bombardement i 1807. Forgæves kæmpede brandmænd, politi og vægtere mod flammernes hærgen. Alene på Kultorvet nedbrændte 13 ejendomme.
Hauser Plads
Da det hele igen kunne tages i brug blomstrede handelen. Vognene blokerede efterhånden Frederiksborggade. Derfor blev man nødt til, at tage Hauser Plads i brug som hjælpetorv. Dette torv var opkaldt efter den schweizisk fødte forretningsmand, konferenceråd Conrad Hauser. Han havde opkøbt en del grunde i den nuværende Hausergade. Ved hans død i 1824 var hele gaden bebygget, selv boede han i nr. 32.
I 1819 var det lykkedes ham, at få anlagt et torv på en stor brandtomt, hvor der havde ligget et Tvangshus. Men først i 1838 blev pladsen officielt taget i brug.
Kulsvierne
Det var ikke kun kulsvierne fra Nordøstsjælland, der kom her. Det var også de bønder, der gravede tørv i deres moser. Allerede i 1780 havde Kultorvet været overfyldt med vogne. Man sagde dengang, at man for enden af Købmagergade ikke kunne se andet end blå og grå Kasketter og Hoveder af Heste og Folk.
Alle former for brændsel blev bragt til hovedstaden. Så sent som i 1869 havde man udsendt en ny Rådhus – Plakat, der forkyndte, at handel med Tørv, Pindebrænde, Trækul og andet indenlandsk Brændsel, saa og Riskoste kun maatte finde sted paa Kultorvet og eventuelt paa Hauser Plads.
Det hed yderligere, at
Torvetvangen bortfaldt
Ved næringsloven af 29. december 1857 bortfaldt torvetvangen, der skulle forhindre bønderne i på landet at handle med omløbende høkere og prangere eller at købe deres varer andre steder end på torvene.
Dette betød dog ikke en væsentlig ændring af torvehandelen.
Borgerskabets Kvinder
Borgerskabets kvinder stod for indkøbet af de daglige varer. I modsætning til de lavere samfundslag, hvor kvinderne var tvunget til at påtage sig et usselt job som sypige, eller rengørings eller vaskekone, indtog borgerskabets kvinder en privilegeret stilling i samfundet. De brugte dagen på at visitere, modtage visitter og så gå på indkøb i Strøgets fine butikker.
Gadesælgerne var specialister
De kunne godt lade sig inspirere af en gadehandlers råb.
I 1903 hed det sig:
I hushjørnernes skygge, i porte og kælderhalse blev der handlet med brød, pølse, grøntsager m.m. Skuespilleren Julie Sødring fortalte i sine barndomserindringer fra Adelgade 77:
Disse gadesælgere var ofte specialister. En kvinde havde specialiseret sig i hampenfrø, korenfrø og dansk kommen, konen med ræddiker og de to mænd, der faldbød brøndkarse. Og så var der en, der var leveringsdygtig i flintesten til fyrtøj, en solgte gulvmåtter, og sandmanden solgte gulvsand. Hjemmets udsmykning sørgede en gipser for. På en stor bakke, som han bar på hovedet, var anbragt en lang række småfigurer, som han prøvede at prange folk på.
Fuglekræmmeren
Jo og så var det Fuglekræmmeren, som i skovene omkring København indfangede mejser, drosler, stære og nogle gange endda nattergale. Det morede folk, at have disse i bure i deres hjem. Men den mest populære af alle gadehandlere var mælkekusken.
Byens ældste storcenter
Byens ældste storcenter er faktisk Børsen. I begyndelsen af 1800 – tallet var hele stueetagen optaget af hørkræmmernes boder. Boderne eller basaren på første sal var udlejet til mange forskellige handlende:
Klage over forholdene
I 1771 indgav Børskommissær Rasmus Lycke indgav en klage over forholdene:
Pladsen, hvor Børssamling holdes og af de Handlende er bekostet indrettet med daværende Piller, Stakitværk og Døre foruden kontoriet, er i det ene Hjørne urettelig optaget af den saakaldte Nyrnberger (Galanteri – Kræmmer) og ellers rundt paa Siderne og ofte langt ud paa Pladsen af Kræmmere besat med Dragkister, Borde og Kufferter, opsatte Sengesteder, store fyldte Uldsække m.v. Ja ofte blive slige Møbler malede der paa Stedet, saa de forbigaaende er exponeret Skade paa deres Klæder.
Men ikke nok med det. Videre blev det berettet, at der skete ting og sager foran på pladsen. Den var optaget af
Sælgerkoner med Kurve paa Armen, af Soldater og Matroser, af Løsgængere og ledige Personer, af Betlere og ryggeløse Børn, som driver og springer omkring hele Tiden, kaster sig ned paa Bænkene, som de Handlende for den selv har anskaffet, ligger som oftest udstrakt og sover, og ellers, som tidt høres og erfares, søger Lejlighed til at stjæle fra Folks Lommer, og hvad de kan overkomme.
Også problemer udenfor
Efterhånden manglede de handlende plads. I 1855 indledte Grosserersocietet da også forhandlinger med Finansministeriet om at købe bygningen:
Handelsstanden i Kjøbenhavn har længe beklaget, at børslokalet, hvor Kjøbmændene dagligen forsamle sig for at udføre deres Forretninger, i mange Henseender er mangelfuldt. Dels nemlig ubekvemt indrettet, dels uhyggeligt og helbredsskadende som Opholdssted, hvortil kommer, at den indvendige Del af Børsen i det hele architektonisk Henseende ikke tilfredsstiller selv simple fordringer nuomstunder. Kjøbenhavn staar saaledes langt tilbage, hvad dens børsindretning angaar, for andre større Handelsstæder.
Grosserersocietet overtog bygningen og boderne forsvandt. Der var for længst kommet gang i butikslivet, men også det har vi tidligere fortalt om. Se vores liste.
Hvis du vil vide mere: Læs
Kilde:
August 27, 2014
Anmeldelse af bogen Drabet på Clemmensen og Historien om Søren Kam. Dem, der havde været ved Østfronten for tyskerne fik mellem halvanden og to års fængsel. Søren Kam er aldrig blevet straffet. Foruden mordet, samlede ham de største terrorister som leder af Schalburgskolen. Han mistænkes for at have stjålet de jødiske kirkebøger. Af Werner Best blev han udpeget til at udføre specialopgaver. Men Tyskland vil ikke udlevere ham. Drabet var det første terrormord. 771 andre danske civilister blev senere dræbt af tyskerne og deres danske håndlangere.
772 danske civilister mistede livet
BT’s redaktør blev i 1943 myrdet af Søren Kam, der i dag er tysk statsborger.
Han er i dag tysk statsborger og årgang 1921. I mange år har de danske myndigheder forsøgt at få ham udleveret fra de tyske myndigheder, men forgæves.
Dette var det første terrormord. 772 danske civilister mistede livet og 112 modstandsfolk blev henrettet.
Krigsforbrydelser under Anden verdenskrig
Siden 1995 har Erik Høgh – Sørensen samlet oplysninger om danske og tyske krigsforbrydelser fra Anden Verdenskrig.
Forfatteren har tidligere udgivet bøgerne:
Forsøg på en anmeldelse
Her forsøger vi at anmelde den yderst interessante bog, Drabet på Clemmensen og Historien om Søren Kam.
Dele af bogen er tidligere udkommet på Askholms Forlag i 1998.
Arkivlovgivningen hindrer adgang
Det har ikke været helt let for forfatteren at komme til bunds i mysteriet. Og nogle af problemerne er vores arkivlov. Og de problemer kender undertegnede så udmærket til. Vi har tidligere underholdt vore læsere med dette.
I Berlin – Lichtenfelde fandt forfatteren en del arkivmateriale. Det kneb med at få noget i Danmark.
Forfatteren fortæller, at der er masser af dansk materiale at finde i den tyske by Münster. Vi har haft kontakt med myndighederne i Münster, der også oplyser, at der findes en del materiale i Itzehoe. Som det vil være læserne bekendt, så jagter vi en historie fra Padborg (Se Mordet i Padborg 1 – 4) Men arkiverne er blevet lukket for os.
Erik Høgh – Sørensen fortæller, at arkivlovgivningen hindrer adgang til vigtige oplysninger. Under trusler om fængselsstraf har historikere i sagens natur levet af arkivadgang. Undertiden hemmeligholdes forskning i henhold til en såkaldt Klausul, som betyder, at værket eller dele deraf først på et senere tidspunkt bliver offentliggjort.
Ja forfatteren har ganske ret, når han siger, at man bliver truet med op til seks måneders fængsel, hvis man ikke overholder arkivloven. Egentlig er de danske arkiver hvermandseje, men sådan er det ikke i virkeligheden.
Styrkelse af retsbevidstheden
En af formålene med bogen er at styrke retsbevidstheden i Danmark, siger forfatteren. Ved skud – og bombedrab blev 772 civile danskere dræbt i tidsrummet 1943 – 1945. Det er de færreste af disse drab, der er opklaret.
Forfatteren gør også opmærksom på Statsminister Buhl’s radiotale den 2. september 1942, hvor han opfordrede danske statsborgere til angive sabotører til dansk politi, som på det tidspunkt ivrigt samarbejde med besættelsesmagten.
Idol var malersvend
En pudsig hændelse bliver også omtalt i bogen. Det var på Maglegårdsskolen, hvor Søren Kam altid gik med et hagekors i knaphullet. I et time talte Søren nedsættende om minister Johannes Kjærbøl – han var jo ikke andet end en bagersvend.
Klasselæreren svarede Søren:
En død mand i vejsiden
Tidlig om morgenenden, den 31. august 1943 klokken 5.45 gjorde en cyklist et uhyggeligt fund i vejsiden ud for Lundtofte Flyveplads. En død mand lå på ryggen med skudhuller i hovedet og overkroppen. Den døde var den kendte redaktør, Carl Henrik Clemmensen.
Få timer før henrettelsen holder Scavenius og Werner Best et møde i forbindelse med August – oprøret.
27 danske soldater dør under kampene med værnemagten rundt om i landet. Og Werner Best tordner op over for journalister:
Et dragt prygl blev til mord
Sammen med to kammerater fra Waffen SS, Jørgen Valdemar Bitsch og Knud Flemming Helweg – Larsen stod han for mordet på den populære redaktør, Carl Henrik Clemmensen.
Clemmensen skulle angiveligt have spyttet efter en SS – officer og kaldt ham for Landsforræder.
Man mente, at denne redaktør burde have en dragt prygl dels på grund af hans udtalelser mod den anden, og dels for at det senere kunne virke som skræk og advarsel for andre.
De tog med ham ud i et sommerhus, hvor de afhørte ham hele natten. Tidligt om morgenen forlod de sommerhuset, og på den øde landevej standsede de vognen, steg ud og diskuterede videre med Clemmensen. Til sidst tømte de deres magasiner i ham og forlod ham liggende død i vejkanten.
Det var nu ikke en SS – officerer, som Clemmensen spyttede, men en journalist – kollega på den nationalsocialistiske avis Fædrelandet. Clemmensen fik ved samme lejlighed en lussing.
Var det efter ordre?
Helweg – Larsen blev efter krigen dømt til døden og henrettet, alene for sin rolle i drabet. Bitsch forsvandt sporløst.
Kam har erkendt, at han havde skudt på Clemmensen, men kun som solidarisk handling efter at Helweg – Larsen skulle have dræbt redaktøren, som lå død på jorden.
Kam og Helweg – Larsen skulle have ringet til Fædrelandet og sagt, at de havde handlet efter ordre fra Best’s stedfortræder, Paul Barandon. Dette fremgår af politiets forhørsrapport af Fædrelandets redaktør.
31 eftersøgte personer
Den 26. februar 1965 fremkom der pludselig en hemmelig note. Heri fandtes der navnene på 31 personer, der med de tyske myndigheders ord eftersøges af de danske myndigheder for forsætligt begåede drabshandlinger i den nationalsocialistiske tid. Det var de tyske myndigheder, der offentliggjorde denne liste. Fra dansk side var den hemmelig. Men de danske myndigheder var forbavsende passive. De tyske myndigheder bad om uddybende materiale.
Søren Kam til Nazi – møde
Sagen blev henlagt i 1971, da den tyske anklagemyndighed ikke mente, at have beviser nok til at vinde en retssag.
Denne Søren Kam gav anledning til medieomtale, da han i byen Ulrichsberg i den østrigske delstat Kärnten deltog i et Waffen – SS stævne for krigsveteraner. Ved træffet, hvor Jörg Haider og Gudrun Burwitz (Heinrich Himmlers datter) deltog, blev Søren Kam videofilmet af tyske antifascister. Optagelsen blev vist på tysk tv, hvor han blev genkendt af danske seer.
Clemmensen – familien hjemme i Danmark fandt det graverende, at Søren Kam efter krigen kunne sole sig i opmærksomhed på de årlige stævner, hvor gamle nazister og nye højreekstremister var til stede.
Den stille hjælp
Gudrun Burwitz stod i spidsen for den lyssky organisation, Stille Hilfe, der hjælper nazister på flugt og støtter dem økonomisk. Organisationen blev stiftet i 1951 af tidligere SS – officerer og højreorienterede kirkelige kræfter. Den Stille Hjælp gives til dem, der mistede friheden under eller efter anden verdenskrig, og som fortsat har brug for hjælp. Med andre ord dømte og eftersøgte nazister.
Der samles også penge ind til nynazistiske bevægelser.
I 1985 udtalte Søren Kam, at han flere gange havde besøgt slægtninge i Danmark. Han havde indtryk af, at politiet ikke var interesseret i ham. I 1998 afviste han dog, at have været i Danmark.
Obduktionsrapport blev fundet frem
Den 50 år gamle obduktions rapport om den myrdede blev fundet frem atter engang i 1997. Af den fremgik det at de otte pistolskud blev affyret på samme tid, mens han stod oprejst.
I 1998 ændrede Kam forklaring. Nu hed det sig, at han og de to andre skød mod den ubevæbnede redaktør i nødværge.
Det var ved hjælp af den tyske tv – station ARD genoptog man Søren Kam’s sag. Men det tog tre måneder før oplysningerne fra Justitsministeriet i København nåede Statsadvokaten i Bayern.
Arkiver forsøgt lukket for forfatter
I 1999 bad den daværende danske justitsminister Frank Jensen om, at de tyske myndigheder lukkede arkiverne for Erik Høgh – Sørensen. Men tyskerne fandt, at henvendelsen fra den danske justitsminister var mere end mærkelig. De danske medier blev gjort opmærksom på dette.
Dokumentarfilm
I 2004 lavede Søren Fauli dokumentarfilmen Min morfars morder, hvor Søren Fauli opsøger Søren Kam. Den myrdede redaktør, Carl Henrik Clemmensen var Søren Faulis morfar.
Dømt af retten i Lyngby
Søren Kam blev den 10. december 2004 af Retten i Lyngby varetægtsfængslet in absentia for mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen. Kendelsen blev stadfæstet i Østre Landsret.
Kam selv siger, at han er uskyldig, men ønsker ikke at deltage i en retssag i Danmark. Tyskerne nægtede fortsat at udlevere ham. Men langt om længe den 7. juli 2006 ratificerede det tyske parlament konventionen om den europæiske arrestordre, som åbner retslig mulighed for at få ham udleveret.
Tysk ret: Det var ikke overlagt mord
Den 21. september 2006 blev Søren Kam arresteret af det tyske politi og fængslet i München. Den 12. oktober 2006 blev han igen løsladt, fordi han ifølge tyske myndigheder næppe ville flygte, mens hans sag blev behandlet. En afgørelse faldt i starten af februar 2007, hvor Landsretten i München afviste en udlevering. Retten fandt frem til, at der ikke var tale om overlagt mord, men i stedet drab, hvorfor sagen var forældet.
Retten lagde blandt andet Søren Kams egen udtalelser til grund for beslutningen. Et uheld, kalder Søren Kam, drabet.
I tidens løb har Søren Kam gang på gang ændret forklaring. I dommen i Bayern, bliver det fastslået, at han ikke skulle være gået med de to bevæbnede mænd. Der bliver fastslået, at han ikke blev lokket i baghold. Efter de Bayerske forhold var det nødværge at skyde en ubevæbnet og bortført mand.
Under denne sag fik Kam også hjælp fra nazi – organisationen Stille Hilfe. Dr. Klaus Goebel har i årevis været en central skikkelse i Stille Hilfe. Han har i tidens løb med stor succes forsvaret de tidligere SS’er.
Det må nok siges, at være en mærkelig tysk fortolkning af en ubevæbnet dansk avismand, der blev bortført af en række nazister og mejet ned på åben gade.
Af uforklarlige grunde var det ikke muligt at påvise Søren Kam’s rolle i overlagt mord.
Der burde ifølge diverse regler være gensidig tillid til hinandens retspolitik i EU. Men det gælder åbenbart ikke for tyskerne.
Domstol har ikke kendskab til Kam’s forhold
I bogen bliver det konkluderet, at Bayerns domstol den dag i dag ikke kender til tyveriet af de jødiske kirkebøger og samlingen af terrorister på Schalburg – skolen. Kam’s mange møder med Werner Best kender domstolen heller ikke noget til.
På liste af krigsforbrydere
Den 1. april 2007 rangerede Søren Kam som nummer otte på listen over efterlyste krigsforbrydere på Simon Wiesenthal Centrets liste over nulevende personer. Centret mistænker Søren Kam for under besættelsen at have stjålet informationer om navne og adresser på jøder i Danmark, hvilket muliggjorde nazisternes deportation af jøder til Tyskland.
Da de jødiske kirkebøger blev stjålet, havde en af gerningsmændene en hvid cottencoat på. Og da Clemmensen blev myrdet havde Søren Kam en hvid cottencoat på.
Den 1. april 2008 rangerede Wiesenthal Centret ham som nummer fem på en ny liste over efterlyste krigsforbrydere.
Tysk statsborgerskab grundet SS – fortid
På baggrund af sit SS medlemsskab fik Kamp tysk statsborgerskab. Han kan fortsat sidde ustraffet i en bayersk by. Hvor mange andre SS forbrydere er bosiddende her, beskyttet af den lokale lovgivning?
Skal Nazi – krigsforbrydere ikke stilles til ansvar for deres afskyelige handlinger?
Røvede Søren Kam kirkebøgerne?
Wiesenthal Centret og Mosaisk Trossamfund anmeldte i foråret Søren Kam for at have røvet kirkebøgerne fra Trossamfundet den 31. august 1943. Men Stadsadvokaten har frafaldet sagen på grund af manglende beviser.
Søren Kam skulle ifølge en politirapport fra 1946 havde spurgt en nu dømt arrestant om, hvor kirkebøgerne blev opbevaret. Men det var faktisk vidnet, der blev dømt for tyveriet. Den anholdte, Paul Henning beskyldte Søren Kam for at have haft en central finger med i forsøget på at indfange de danske jøder og deportere dem til KZ – lejre i efteråret 1943.
Hvis det virkelig var Søren Kam, der stjal de jødiske kirkebøger, så er han medansvarlig for 52 danske jøders død.
Modstandsbevægelsen mener ikke, at de danske myndigheder har gjort nok i bestræbelserne for at få Søren Kam dømt. Således har justitsministeriet forsøgt at hemmeligholde dokumenter, der beviser Kam’s tætte forbindelser til Werner Best.
Håndtryk af “Der Führer”
Under Anden Verdenskrig kæmpede Søren Kam i Femte SS – Panzer – Division Wiking, med andre danske frivillige. Han gjorde sig heldig bemærket hos tyskerne og fik tildelt Jernkorsets Ridderkors. Samtidig blev han udnævnt til SS – Obersturmführer. Han fik også et håndtryk af Der Führer.
Han havde bestået SS – uddannelsen som officer med glans
Udtaget til at skabe terror
Hjemme i Danmark i sommeren 1943 fik Kam til opgave at grundlægge Schalburgkorpset. Dette korps skulle anvendes mod den danske modstandsbevægelse og deres støtter. Deres opgave var at skabe terror.
Ligeledes havde Best udset pålidelige mænd til indsættelse i specielle aktioner. En af dem var Søren Kam. Man måtte dog ikke foretage sig noget uden Best’s vidende og ordre. Og Kam stillede sig til rådighed for deltagelse i nazistisk terror, det vil sige dødspatruljer. Kam var parat til at bekæmpe egne landsmænd.
Leder af Schalburg – skolen
Det var Heinrich Himmler der overtalte Søren Kam til at blive leder af Schalburg – skolen. Det skete i marts 1943. Skolen lå på Høveltegård ved Birkerød. Her trænes fem af de seks mest dødbringende danske terrorister målt i antal af drab begået på dansk grund under besættelsen.
Efter krigen blev mindst seks af Søren Kam’s elever på Schalburg – skolen dømt til døden.
55 mennesker på samvittigheden
En af disse elever var Kaj Bothildsen Nielsen. Han har mindst 55 mennesker på samvittigheden. Han levede i høj grad op til førerens befaling, at terror skulle besvares med modterror.
Forbindelser til Peter – gruppen
Senere arbejde på Germanische Leitstelle på A.F. Kriegersvej Fl. Helweg – Larsen, Søren Kam og Erik Spleth.
Alle tre havde forbindelser til den berygtede nazistiske commando – raider, Otto Skorzeny. Denne var med til at udpege Peter – Gruppens medlemmer og også deres ofre.
I tiden frem til 1945 myrdede denne gruppe mellem 125 og 160 civile danskere. Her på siden vil vi senere lave en artikel om denne gruppe.
Tætte forbindelse til Best
Kam og Helweg – Larsen var i Werner Best’s inderste cirkel. Et møde mellem Søren Kam og Werner Best tre dage efter mordet, tyder ikke på, at Werner Best fordømte mordet, som det er blevet hævdet.
Den tredje person – Bitch
Hvad med den tredje person i drabet på Clemmensen?
Bitch har åbenbart haft en dobbeltrolle. Han var også aktiv i modstandsbevægelsen. Angivelig skulle han være afhentet af Gestapo den 12. marts 1945. Han havde et tysk Ausweis.
Under mystiske omstændigheder flygtede han fra Frøslevlejren i maj 1945. Han havde åbenbart fået hjælp af vagterne.
I 1943 var han blevet medlem af DNSAP, og er med i Bovrup – kartoteket. Han meldte sig frivillig til Schalburgkorpset. I Høveltelejren gjorde han tjeneste til august 1943.
Erik Haarest har i en af sine bøger påstået, at Bitch mødte en anden eftersøgt dansk krigsforbryder, Adam Eigil Bjørn Bentzen. De mødte hinanden i en britisk fangelejr i Friedrichstadt.
Ifølge Haarest døde Bitch den 9. september 1999 omgivet af sin tyske familie.
Tøvede med anerkendelsen
I en fællesudtalelse den 3. januar 1945 går Danmarks Frihedsråd og ledere af landets fire største politiske partier sammen og anmoder Storbritanien, USA og Sovjet om at erkende, Danmark som krigsførende allieret.
Det tog dog temmelig lang tid, inden det skete. Særlig Sovjet tøvede med at anerkende Danmark som allieret.
Godkendte et tvivlsomt retssystem
Wilhelm Buhl og andre politikere forblev ustraffet, og Buhl fik endda en vej opkaldt efter sig. Det fik Scavenius dog ikke!
Men er det ikke lidt af et paradoks, at modstandsbevægelsen accepterede det retssystem, som under krigen havde forfulgt kommunister og sabotører. Nu skulle de stå for retsopgøret. Under krigen brugte politikere og myndighederne både billeder, dusører og efterlysninger i jagten efter danske sabotører og modstandsfolk.
Førerbefaling førte til tysk statsborgerskab
Da Søren Kam smed uniformen, optrådte han i landbruget i Sydtyskland. Som tidligere SS – mand fik han hurtig tysk statsborgerskab. Rent juridisk var det en førerbefaling fra 1943, man brugte, når udenlandsk fødte SS’er skaffede sig tysk statsborgerskab.
Han bliver gift og får tre børn.
Fra 1. november 1957 til 30. september 1960 arbejde Søren Kam på bryggeriet Robert Leicht i Stuttgart.
De næste 25 år til pensioneringen arbejde han på Allgäuer Brauhaus. Han startede som sælger, men arbejde sig op som salgsleder.
Belønning gav politimester – job
En af dem, der gerne ser Søren Kam dømt er formanden for Aktive Modstandsfolk Frede Klitgaard. Han går ikke efter en langvarig fængselsstraf for den aldrende mand. Men retfærdighed skal ske fyldest. Han mener, at talrige danske justitsministre har fejlet.
Selv blev Frede Klitgaard anholdt for planlagt sabotage i september 1943. han blev fanget af dansk politi. Han blev udleveret af Paul Stavnstrup til tysk tortur. Denne Stavnstrup blev efter krigen belønnet med en politimester – stilling på Frederiksberg.
Andre fik lange straffe
Man kan undre sig, at også Søren Kam kan slippe for straf, når bare det at melde sig som tysk soldat på østfronten, dengang det var “tilladt” kunne udløse mellem halvanden og to et halvårs ophold i Faarhuslejren.
Spændende og tankevækkende
Bogen Drabet på Clemmensen og Historien om Søren Kam er både spændende og rystende læsning. Forfatterens kombinationer er tankevækkende. Og som Erik Høgh – Sørensen antyder, så vil Besættelsestidens Historie se helt anderledes ud, når arkiverne åbnes. Læs bogen, der er fra People’sPress og tilmed billig.
Kilde:
På www.dengang.dk er der 118 artikler fra besættelsestiden
August 27, 2014
Sammen bekæmpede vi tyranniet, sådan hed det sig i 1945. Kommunistloven blev godkendt med Højesterets bemyndigelse. Kommunisterne blev anholdt af dansk politi. Forvaltningen vedblev modsat Norge med at være dansk. Statsministeren roste de tyske sejre og roste det gode naboforhold. Politiet samarbejde med tyskerne indtil 28. august 1943. De foretog selv anholdelser mod sabotører i 1943. Vi erklærede russerne krig. Tænk, hvis de var kommet først i 1945.
Kommunistloven
I 1938 blev Sikkerhedspolitiet etableret under Rigspolitiet. I forvejen havde Københavns Politi den såkaldte afdeling D.
Man holdt både nazisterne og kommunisterne under observation. I uroloven af 1934 hed det sig, at det skulle være forbudt, at
Med dette i baghånden var det ikke så svært at indføre Kommunistloven af 1941 til stor tilfredshed for tyskerne.
Man kan sige, at Politiet fungerede som både værnemagtens Abwehrpolizei og Staunings særlige politi, skabt til at overvåge og retsforfølge de borgere, som forbød sig mod Det Officielle Danmarks samarbejdspolitik.
Tyskerne krævede i 1941, at Hæren skulle gribe ind mod sabotage fra fremmede, for eksempel engelske faldskærmsjægers side.
Danske og Tyske forsvarsinteresser blev sammenfaldende
Under protest accepterede vi, at Tyskland forsvarede sit territorium, hvilket betød at danske og tyske forsvarsinteresser blev sammenfaldende. Den danske hærs opgave blev således kun at holde orden i vort hus. Søværnets opgave blev at varetage minestrygning i de interne danske farvande og kystbevogtning af de sjællandske farvande.
Villig til at gå i krig mod Sovjet
Var det en militær trussel mod Danmark, var det en trussel fra England. Politiet blev samarbejdspolitikkens spydspids. Men nu kom vi også til at beskytte værnemagten. Spændende blev det så, at se, hvor langt det offentlige Danmark ville gå.
Fra dansk side gik man langt videre end værnemagten havde forventet. Regeringen var ret beset villig til at gå i krig mod englænderne på hjemmefronten eller i hvert fald mod Englands danske hjælpere. Og efter den 22. juni 1941 var villige til at gå i krig med Sovjetunionen.
Det tyske angreb mod Sovjet førte til afbrydelse af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Sovjet. Vi fik også lige udsendt en erklæring om, at Sovjet gennem en årrække havde betydet en trussel mod nordiske staters velfærd og trivsel.
Efter den 29. august 1943 var man villige til at overlade sikringen af det tyske forsvars interesser til sig selv.
Samarbejdspolitikkens ledere havde det store held, at Danmark blev befriet af de vestlige allierede. Hvad ville der være sket, hvis Sovjet var kommet først?
En masse regler og krav
Danmark kom aldrig i fokus, rent militært. Der var ikke nogen, der for alvor troede at englænderne ville komme. Fra tysk side prioriterede man Danmark ret lavt.
Værnemagtens blotte tilstedeværelse krævede en masse regler og sikkerhedskrav. Der blev oprettet et hav af ordninger og lokale aftaler. For at kunne fungere effektivt, måtte det politiske system tilpasses vilkårene.
Man ville for alt i verden holde DNSAP væk fra magten, og det lykkedes da også.
Demokratiet måtte acceptere, at der var danske politikere, som tyskerne ikke kunne tolerere. De måtte gå af.
Tyskerne kunne godt lide Scavenius
En af dem tyskerne godt kunne lide, var Scavenius, først udenrigsminister og senere statsminister.
Denne roste i den grad de tyske sejre. Efter krigen blev Scavenius spurgt om, hvorfor han havde gjort det. Han svarede, at det for at få øget kredit hos tyskerne. Det at anerkende tyskernes nye magtstilling havde også virkning for Danmark. De danske indrømmelser skabte goodwill.
Ved statsministerskiftet i 1942 erklærede Scavenius, at man skulle bevare det gode og det nabovenlige forhold til den tyske nation. Vi skal fremme og udvikle samarbejdet til gensidig gavn og nytte.
Politiets arbejde blev stadfæstet
Den 12. april 1940 mødtes P. Munch, Renthe – Fink og rigspolitichef Thune – Jacobsen. På dette møde blev politiets samarbejde med den tyske værnemagt stadfæstet. Der syntes ikke, at være nogen uoverensstemmelser. Diverse erindringer fra dette møde, som senere blev offentliggjort kan ikke være rigtige. Meget af dette er selvmodsigende.
Der fremkom derefter tre forskellige udkast til en straffelov. Politisamarbejde og særstraffelov var de danske bidrag.
Politiet anholdt masser af sabotører i 1943
I løbet af 1943 var det hos politiet den holdning ikke at betragte sabotører som forbrydere men som patrioter. Allerede før maj 1943 havde politiet mistet evnen til at opklare sagerne.
Men endnu dagen før den endelige sammenbrud, den 28. august 1943 havde Århus – Politi endnu ikke mistet evnen til at opklare sager.
Det underjordiske arbejde i første halvdel af 1943 var først og fremmest præget af det kommunistiske apparat. De dominerede både sabotagevirksomheden og den illegale bladudgivelse.
Holger Danske organisationen kendes først fra maj måned, ellers var der et par KU – grupper og en gruppe af CB’ er. Fra april måned deltog også en SOE – gruppe.
I første halvdel af 1943 opstod også drenge – og lærlingeklubberne (Churchill – klubben).
I sommeren 1943 efterforskede politiet og foretog også anholdelser af egen fri vilje, som ramte det kommunistiske sabotage arbejde.
I København gjorde politiet indhug i BOPA den 1. marts og den 16. maj. Det sidste var dog på tysk foranledning.
Grundlovens frihedsrettigheder
Blev ret og retfærdighed trådt under fode under ydmyg eller skyldig hensyntagen til magtforholdene. Eller var kommunistinterneringen retmæssig?
Man kunne mistænke det offentlige Danmark for at de ville knække modstandsbevægelsen, inden den var etableret.
Men kigger man på den såkaldte voldspakke, så kan det fastslås, at grundlovens frihedsrettigheder var tilsidesat inden besættelsestiden.
Forvaltningen blev dansk
Man bevarede forvaltningen på danske hænder. Danske myndigheder var den øverste myndighed overfor danske borgere. Det demokratiske selvstyre underlagde sig tyske krav.
I Norge gik regering og konge i eksil. Man oprettede en eksilregering og bevarede højhedsret over territorium, samt legitimiteten over kongedømme, retsstat og det demokratiske selvstyre. Men den lovlige magt blev udført af Quislings regering og de tyske besættelses – myndigheder.
Med Højesterets bemyndigelse
Danske politimyndigheder havde under mere eller mindre pres fra de tyske myndigheders side indsamlet efterretninger om personer med kommunistisk eller lignende sindelag.
Fra tysk side blev kommunist – interneringerne af besættelsesmagten anskuet som en ren militær foranstaltning. Men ikke fra dansk side. Her var det et indenrigsk politisk anliggende. Det samme kan siges om Kommunistloven af 22 august 1941. Dette er ikke en lov om spionage, sabotage eller nedbrydende virksomhed. Den kriminaliserer kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed.
Anholdelsen af de danske kommunister, deres fængsling, kaldet internering og sluttelig udlevering til fortsat fangenskab i tyske koncentrationslejre var en ren dansk politiaktion. Den blev også iværksat på baggrund af egne efterretninger.
Kan man bruge udtrykket Nød bryder Lov? Findes der en nødret, der svæver over den positive ret?
Justitsminister Thune Jacobsen ville meget klogt ikke selv tage ansvaret. Han ville have Højesterets godkendelse.
Sammen havde man bekæmpet tyranniet
Da det hele var overstået, var befolkningen enige om, at man sammen havde bekæmpet tyranniet og dets fåtallige danske håndlangere.
Vi bebrejdede, at folk havde været i Tyskland for at arbejde. Det samme gjaldt, dem der hjalp tyskerne ved vestkysten. Vi glemte bare at nævne, at det var den danske fagbevægelse, der mere eller mindre tvang de danske arbejdere til det. De kunne ikke få dagpenge. Dermed hjalp fagbevægelsen også til, at holde den tyske krigsindustri i gang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 27, 2014
Det spøger mange steder i København og Nordsjælland. Ja, hvis man skal tro disse historier, så bør man nok ikke bevæge sig om natten. Kongen tør ikke at opholde sig i København, juleaften, for sagnet siger, at da vil København gå under. Børn er blevet bortført, heste puster ild, og mange sorte hunde kommer frem ved midnatstid. I Charlottenlund Skov kan du, hvis du er heldig høre en ung pige synge hele natten, og så var Fanden løs i Laksegade. Ja og blæsten og fanden gik sig også en tur. Læs her de mange spændende historier.
Københavns Undergang
Kongen bor aldrig en juleaften i København, for det er spået at byen en juleaften vil gå under. Det er en kæmpe stormflod, der vil ramme byen. Man siger, at det er forbi, at byen er bygget oven over en stor sump. En anden version af denne historie er, at en dag vil en so komme og grave en åre frem, og vandet vil pible frem og overskylle hele byen.
Jarmers Tårn
Midt på Jarmers Plads ligger ruinerne af Jarmerstårnet. Efter sagnet er det en rest af et gammelt kloster med underjordiske gange. Man siger, at munkene her, havde lokket unge piger til og ladet dem forsvinde. Man kendte ikke til deres skæbne. Men man tror, at de er begravet i de underjordiske kældre og gange. Tænk på det, når du, når du passerer denne plads og hører skrig.
Københavns Vold
Man havde for mange tider siden svært ved at få volden omkring København til at sidde fast. Den sank hele tiden. Så tog man et uskyldigt pigebarn, satte hende på en stol ved et bord og gav hende legetøj og mundgodt. Mens hun så sad der, byggede tolv murere en hvælving over hende. Da dette var fuldført, kastede de under musik og klingende spil en vold derover. Så sank volden aldrig mere.
En anden historie fortæller, at to børn blev voldens værneånder. Når man siden så dem lege på volden, betød det fred og gode tider for Danmark. Men når de gik hånd i hånd og grædende langs volden betød det krig og dårlige tider for landet.
Katten ved Vagten
En grå kat kom altid forbi en skildvagt. Da afløsningen kom, spurgte denne, Så du den lille grå “Mys?” Den første skildvagt sagde Ja. Den anden sagde derpå med et ed: Jeg skal nok gråmysse ham!.
Men om morgenen efter lå han splittet ad. Siden kom der aldrig til at stå en post her.
Da Vor Frue Kirke ikke fik sin klokke
I Højelse Kirke mellem Køge og Roskilde var der en stor klokke, der klang så kraftigt, fordi der var sølvnagler i den, at tårnet revnede og troldkællingerne i Skåne ikke kunne sove middagssøvn i fred. Derfor kastede de en stor kampesten efter den. Man fandt så på i stedet, at sætte blynagler i klokken.
Sagnet fortæller, at denne klokke var støbt hos en klokkestøber i Næstved, og at den var bestemt til stormklokke ved Frue Kirke i København. Men under transporten brast broen over Skensved Å ved Naurbjerg under den og den sank i. Selv seksten heste kunne ikke trække den op. Først da man trak den op til den side, den var kommet fra, lykkedes det. Klokken kom da til Højelse Kirke, hvor den nu hænger.
Praleriet i tårnet
Da der i 1514 kom spir på Frue Tårn, blev en tømmersvend uenig med sin mester og pralede med at han var en meget dygtig tømmersvend.
For at afkorte striden, lagde mester en bjælke ud fra det det øverste af tårnet, tog derefter en økse i hånden, gik ud på den tværlagte bjælke og huggede øksen fast i bjælkens ende. Da han havde gjort dette og lykkelig var kommet tilbage, bad han svenden gå derud og hente øksen til ham. Svende tøvede ikke, men da han stod på bjælkens yderste ende og ville gribe efter øksen, syntes han, at der var to, hvorfor han spurgte: Mester, hvilken økse skal det være. Mesteren vidste nu, hvordan svenden havde det, og svarede: Gud, være din arme sjæl nådig! I samme sekund svimlede tømmersvenden ned fra bjælken.
Tildragelsen på Vor Frue Plads
Det var dengang, da Fanden og Blæsten var gået sammen ud at spadsere, og så gå ned ad Nørregade. Da de kom til Frue Plads, sagde Fanden: Åh vent lige på mig her udenfor, jeg skal blot et ærinde her ind på hjørnet i Bispegården. Og så gik Fanden ind i Bispegården. Mens Blæsten blev udenfor. Men Blæsten vente længe, men Fanden kom ikke ud igen. Nogle mener, at han blev i Bispegården, andre mente, at han gik en anden vej ud, og ad Studiestræde.
Men så meget er vist, at Blæsten venter endnu troligt på ham, og derfor er den altid at træffe på Vor Frue Plads.
Da trompeteren fik sin frihed
Under et voldsomt stormvejr i januar 1627 blæste Nikolaj Kirkes spir ned. Det faldt på langs ad kirken og sønderslog hvælvingerne, så kirken ikke kunne bruges. Men gudstjenesterne holdtes under åben himmel.
Først 1666 blev tårnet forsynet med det høje spir, og tre år senere fik det en fløjstang sat op. Ved den lejlighed skal en trompeter, der var dømt til livsvarigt fængsel, frivillig have meldt sig til at gå op med fløjen. Da han var kommet helt op, blæste han et stykke på sin trompet, og drak derpå et par glas vin på kongens sundhed.
Da han bagefter smed glassene ned, gik de ikke i stykker. Dette blev betragtet som et tegn fra himlen, og trompeteren fik sin frihed.
Da kirketårnet sang
Dengang da København brændte, og Nikolaj Kirke var omspændt af flammer, stod tårnet længe og vaklede fra den ene til den anden side. Så pludselig begyndte sangklokkerne at spille af sig selv. Og det er ganske vist, for det er sagt af folk, som selv overværede det. Sangklokkerne spillede salmen: Gud ved, hvor nær mig er en ende.
En interessant bog i Rundetårn
I gammel tid, da biblioteket var på Rundkirken Trinitatis Kirkes loft, gemtes trolddomsbogen Cyprianus også her. Men det var engang en, der læste i den og kom galt afsted. Bogen blev derfor lænket til en stor sten og smidt ned i den hule kærne i Rundetårn. Der ligger den endnu, hvis ikke den er helt smuldret hen.
Peter den Store og Rundetårn
Da zar Peter den Store i 1716 opholdt sig i København, kørte han i en vogn med fire heste op ad sneglegangen i Rundetårn. Frederik den Fjerde var med. Da de var kommet op på toppen, ville zaren give den danske konge et tydeligt bevis på, hvor stor lydighed hans folk udviste imod ham:
Dersom Eders Majestæt behager, da skal en af mine folk på mit ord øjeblikkelig styrte sig ud over rækværket.
Men kongen svarede hertil:
Jeg kan helt alene rejse igennem mine lande og trygt lægge mig til hvile i hver en hytte.
Zaren måtte tilstå, at han i den henseende gerne ville bytte med kongen.
Den lille pige og trolddom
I Vor Frue Fattigskole var der en lille pige, som en dag sagde til de andre børn, om de havde lyst til at se alle rokkehjulene gå i gang på en gang. Det ville de da gerne se. Og den lille pige befalede dette. Hun lod alle hjulene snurre. Lidt efter sagde hun: Nu skal de stå. Og så stod de. Hun havde lært det af sin moster.
Samme lille pige var i huset hos en fattig kone i København. Her logerede også en snedkersvend. Men både konen og svenden var slemme ved pigen. Så en dag bad hun for at hævne sig alt snedkerens værktøj og alle konens gryder og potter danse rundt på gulvet, og det gjorde de også.
Da pigen nu havde fået sin lyst styret, så ville hun standse dem igen, men alt havd hun sagde og gjorde hjalp ikke. Hendes moster havde kun lært hende at standse rokkehjul, men ikke andre ting. Det blev alt sammen ved med at danse ned ad trapperne og ud på gaden, så folk stimlede sammen for at se på det.
Så kom politiet og arresterede pigen, som tilstod, at hun havde lært det af mosteren. Pigen slap da med nogle ris, men mosteren, som boede i Vartov, kom i Spindehuset.
Den døde slog den levende ihjel
I Universitetets anatomiske laboratorium kogte man før i tiden døde mennesker. En nat skulle en ny karl, de havde fået, passe disse gryder, der netop var så store, at et menneske kunne ligge i dem. Det var ham forbudt at tage låget af. Han skulle blot passe ilden, så de bestandig kogte.
Når de kogte nok, svandt de ind. Men før dette udvidede de sig, blot der kom lidt luft til. Karlen var nysgerrig efter at se, hvad der var i gryderne. Han tog til sidst låget af dem, for at se, hav der egentlig var i gryderne. Han vidste ikke, at det var mennesker. Da han så det, tabte han låget i skræk. Med et sprang legemet op.
Om morgenen, da doktoren kom, og det hele skulle være færdigt, lå det døde legeme fra gryden oven på karlen, der ligeledes var død. Således slog den døde, den levende ihjel.
Tordenskjolds grav
I Holmens kirkemur på det sted, der vender mod vandet, skal der i nærheden af Tordenskjolds gravsted være en sten, som ikke vil blive siddende i muren. Den falder hele tiden ud.
Det er Tordenskjold, siger almuen, der vil komme igen for at slå Svensken.
Spøgeri ved Holmens Kanal
Kanceliråd, deputeret og chef for det første ekspeditionskontor, Peter Henningsen døde i 1778. Hans rige kone, som nu var arving af en gæld fra en fattig snedker fordrede denne. Og det skete trods det faktum, at Henningsen havde eftergivet ham gælden, dog uden at sende gældsbeviset retur.
Rygtet siger, at i Blacks Hus ved Kanalen imellem Christiansborg Slot og Komediehuset, hvor Henningsen havde boet, og hvor hans kone blev boende, blev der derpå et sådant spøgeri overalt, hvor hun opholdt sig.
Snart var det i i det ene hjørne af værelset, snart i det andet, snart viste der sig en lang, hvid og høj mand, snart løftede bordet sig i vejret og meget mere. Men konen lo bare deraf.
Endelig hændte det sig, at en stor sort hund sprang op i sengen til konen og hendes sengekammerat. Så leverede hun den fattige snedker hans bevis tilbage og eftergav ham gælden. Så hørte spøgeriet op.
Vægteren fra Grønnegade
Vægteren i Grønnegade, som hed Vest, så ofte en død kones genfærd komme om natten og gå gennem en lukket gadedør for at besøge sine børn.
Engang sad han netop der på trappen, da hun kom. Han troede ikke det var nødvendigt at flytte sig. Men så gav genfærdet ham sådan en under øret, da hun gik forbi, så han ikke kunne råbe en hel måned efter.
Spøgeri i Springgade
I brændevinsbrænder Brøndums gård i Springgade var der noget galt. Man så undertiden om natten et lys bevæge sig over gården, en mandshøjde fra jorden, indtil det blev borte inde på maltloftet.
Man sagde også, at da engang en jomfru, der fra huset kom ned i mælkekælderen, så hun der en langvejs bonde (sådan kaldte københavnerne de bønder, der boede ude på landet og som gik gammeldags klædt).
Han havde kofte på og langt hår. Han stod henne i den anden ende af kælderen og grinede. Så sank han lige ned i jorden. Siden turde jomfruen aldrig at gå ned i denne kælder.
Et gammelt hus i hovedstaden
På hjørnet af Gaasegaden og Farvegaden stod i mange år et lille lavt og brøstfældigt hus. Dette hus var det eneste, der blev tilbage, efter at ild havde fortæret alt i de omliggende gader og stræder.
Dette skete, efter hvad man fortæller ved et Jærtegn. Da ilden nærmede sig, tog ejeren, en ærlig handelsmand, sin vægt og sit mål ud på gaden og bad til himlen. han sagde at såfremt han havde handlet uredeligt måtte flammerne tage sin ejendom. Men hvis Gud opfattede ham som en redelig mand, ville han skåne hans ejendom fra flammernes bytte. Da veg luerne bort fra huset, og det blev stående uskadt tilbage.
Så meget ved man, at huset slap uskadt fra tre ildebrande, som ellers fortærede alt omkring ham.
På husets forside stod i mange år en firkantet sort tavle med følgende fromme indskrift:
Hvo paa Gud Troer Hand Trygelig bor.
Gus Vilie er Dend Bæste.
Hand Hiælper Dem Af Nød Og Saarig Som Haab Paa
Hannem Fæste.
Ao. 1728
Da Fanden var løs i Laxegade
I året 1826 opskræmtes hele Københavns befolkning ved rygterne om, at fanden var løs i Laxegade 15. Den forsamlede menneskemasse kunne på samme tid høre lyder af forskellige stemmer, snart fra kælderen, snart fra tagkamrene. Snart lød det som om det var fra et rovdyrs hæse brummen, snart som en djævelsk latter. Eder og skældsord haglede ned over husets beboere, som efterhånden forlod deres lejligheder. De havde taget ophold nede på gaden.
På en gang startede et voldsomt bombardement med tøv og brændestykker, kartofler, køkkentøj og mindre bohave. Det blev på samme tid kastet fra forskellige steder i ejendommen. Mange ruder i kælderen og i naboejendommene knustes. Politiet stod helt magtesløs. Da det hele havde stået på i mere end en time, holdt det op.
Politiet undersøgte sagen. En havde set et par lysende punkter. lige som et par gloende øjne, der med lynets hast havde vist sig forskellige steder i huset. En anden påstod, at det havde været en gammel kone, der var i besiddelse af en Cyprianus, en sortkunstbog, skrevet med blod. Den havde hun åbenbart læst så kraftig i, at Fanden var blevet tilkaldt og havde reageret, så hun ikke kunne besværge ham igen.
Ingen formåede nogensinde at sige, om sagen havde en naturlig årsag eller om Fanden virkelig havde været løs.
Spøgeri i Nyhavn
I Nyhavn 15 spøger det hver nat. Da huset for flere hundrede år siden blev bygget, ytrede man noget om, at ejeren, der holdt gæstgiveri, var en forhenværende slavefoged. En rig møller fandt en dag sin elskerinde derinde hos ham. De satte sig til at spille om hende og spillede tre dage i træk. Mølleren tabte alle sine penge, sin hest, vogn og mølle. Det fortælles, at slavefogeden brugte falske terninger.
Da mølleren var klædt af til skindet, udtalte han til den heldige vinder, at han skulle komme til ham det mange gange, og til pigen, at han skulle komme til at lystre ham hver nat, hvorefter han forsvandt.
Næste nat fandt pigen ham oppe på loftet, hvor hun boede. Han havde hængt sig. Et par nætter efter begyndte spøgeriet deroppe. Hver nat klokken tolv kom han kørende med hest og vogn ned til Nyhavn. Men snart døde hun af skræk. Stadigvæk spøger det i huset, ofte så kraftigt, at man kan høre støjen langt bort. (Se også artiklen Nyhavns historie).
Den døde søger sine penge
I de små huse i Amaliegade, som tilhørte Fattigvæsenet, boede en ung børstenbinder, der var gift med en gammel kone. Da hun skulle dø, lagde han hende på gulvet, skønt hun stadig pegede hen mod sengen. Tale kunne hun ikke mere. Første nat efter at hun var død, kom hun hen til manden og rykkede i dynerne og purrede op i sengehalmen.
Manden tømte da sengen, men fandt intet. Anden nat var hun der atter. Manden så endnu engang efter, men stadig uden at finde noget.
Tredje nat kunne manden slet ikke være i sengen. Der var stadig nogen, der ville ned på bunden, og manden forstod, at det var hans kone. Han sagde så højt:
Ja ja Mor, nu skal jeg nok se efter, hvad der i vejen, gå du kun og sov i ro i Jesu navn.
Straks holdt spøgeriet op, og han ryddede sengen grundigt, skilte den ad og opdagede nu, at den havde dobbelt bund. Her var der gemt et gammelt strømpeskaft, hvori der lå 1.480 Rdl. Manden var fattig og ville ellers have solgt konens lig til Universitetets anatomiske Laboratorium. Men i stedet brugte han nogle af pengene til at give hende en anstændig begravelse, hvorefter han giftede sig med en ung kone.
Det spøger i Amaliegade
I Amaliegade, hvor de små fattigboder stod, skal man ofte ved at grave, have fundet menneskeskeletter ved at grave. Her har det ofte spøget. En kone så engang to engle danse her. Andre har set gloende heste og vogne her.
Det spøger også i Bredgade
Man fortalte, at den gamle Grev Schimmelmann, som byggede Palæet i Bredgade skulle have været sådan en slem mand. Derfor kører han endnu om natten fra Palæet tværs over Amaliegade og igennem Almindeligt Hospital. Han har både kusk og tjener på sin vogn, men de er begge to gloende. Folk som har ligget på hospitalet har hørt vognen rulle og ligesom standse på den anden side ned ved Stranden.
Der fortælles, at en Gangkone, som engang havde stillet sig hen for at passe på og se synet, når det kom, faldt død om med det samme.
Forvarsel på Frederiks Hospital
En kvinde var i 1830erne indlagt på Frederiks Hospital. Hun var blevet angrebet af tyfus, men var nu i bedring. Så vågnede hun en nat, og så at der stod en unge pige foran den eneste tomme seng, der var i Sygestuen. Hun var iført har og stod og stirrede på sengen.
Gangkonen sad og snorksov på en stol bag et skærmbrædt. Kvinden blev bange og gemte sig under dynen. Lidt efter kiggede hun igen. Nu havde den unge pige lagt hatten og stirrede med sørgmodig mine hen for sig. Igen puttede kvinden sig under dynen. Pludselig kom der en sky foran hende, og hun forsvandt.
Et par dage efter blev der bragt en patient ind af samme udseende og påklædning som den unge pige. Tre dage efter var hun død.
Indmuret dyr
Da man gravede under Sølvgades Kaserne fandt man skelettet af en okse, som tilsyneladende har været muret inde i bygningens grundpiller. Muligvis stammer skelettet fra en bygning, der blev opført her før reformationen. For at få held med sig ved bygningen har man nedgravet et levende dyr.
Hyldemor
Der bor i hyldetræet et væsen, der kaldes Hyldemor eller Hyldekvind. Hun hævner al overlast, der tilføjes træet. I Nyborder kan man fortælle om en mand, der omhuggede et hyldetræ, der så bagefter pludselig døde. Samme sted kan man fortælle om et hyldetræ, som står i en lille gård. I tusmørket gik det frem og tilbage i gården og kigger ind gennem vinduet til børnene, når de er alene.
Det er ikke smart at have møbler, der er lavet af hyldetræ. Da man engang havde lagt et barn i en vugge lavet af hyldetræ, trak Hyldemor barnet i benene og ville ikke lade det få ro.
Ønskehøjen i Frederiksberg Have
I Frederiksberg Have i nærheden af Zoologisk Have ligger der en høj, som man kaldte Ønskehøjen. Måske var det en gammel gravhøj. Nogle kaldte den Djævlehøjen. Mange turde ikke at bestige den. Men andre sagde, at hvis man besteg den, kunne man få sine ønsker opfyldt. Andre sagde igen, at man skulle gå tre gange omkring den og så op på en sten. Andre igen mente, at man skulle stå på stenen og spytte, så gik ens ønsker i opfyldelse. Holdt man en pengepung eller en mønt i hånden kunne man ønske sig rigdom.
Var man forelsket skulle man holde et rav -, sølv – eller guldhjerte, som de unge piger dengang brugte som smykke, i hånden. Atter andre påstod, at man skulle ligge på ryggen på højen med udspilede arme og ben og se op op på solen så længe til man blev blændet af lyset, og så skulle man ønske.
Men man måtte ikke bagefter nævne, hvad man havde ønsket, for så gik ønsket ikke i opfyldelse.
Kongen går igen
På Frederiksberg Slot hedder det sig, at Frederik den Sjette går igen i skikkelse af en lille hvid hund. Herom fortæller en gammel elev fra Hærens Elevskole på slottet.
Han var omkring 1890 på brandvagt på brandvagtsgangen i øverste etage på den nordøstligste fløj af slottet. Det var en nat mellem klokken 24 og 4.
Det var kun et gasblus på gangen. Under den stod en bænk, hvor eleven sad og læste. Han så da en lille hvid hund, nærmest en Foxterrier, komme frem i en bue inde fra væggen under bænken, svinge forbi ham til venstre og løbe hen mod trappen, der gik ned til slotsgården.
Eleven blev overrasket og kaldte på hunden. Men den ænsede ikke elevens kalden eller værdigede ham med et blik. Den fortsatte ganske rolig i luntetrav sin vej hen mod trappen, hvor den forsvandt i mørket.
Den mystiske puddel i St. Magleby
I en gård i St. Magleby på Amager spøgede det. Hver nat når klokken slog tolv, kom der en stor sort puddelhund med glødende øjne ud af gården og gik hen ad vejen og tilbage igen. Mødte den et menneske, tog den det i benet og førte det ind i gården. Og ingen ved, hvor det senere blev af. Da den ene længe engang blev nedrevet og grunden ryddet, fandt man rester af menneskeskeletter, og siden har ingen mærket noget til spøgeriet mere.
Troldfolket på Amager
Ved Maglebylille er der to høje, hvori der bor troldfolk. Højene hæver sig hver jule aften på ildstøtter, og så kan man se troldene danse derinde.
I den ene høj bor Hyve – Trold, og når man om natten går forbi den, så bliver man vildfarendes. Det blev fortællerends fader også, da han en nat gik der forbi, så at han blev ved med at komme tilbage til højen, indtil han endelig fandt hjem, da det begyndte at lysne.
Skjulte penge i Hollænderbyen
En bonde i Hollænderbyen kendte en skomager i København og inviterede ham en dag med hjem. Om natten skulle han ligge i den store stue, hvor det spøgede, men han sagde, at han ikke var bange.
Da han nu havde sovet lidt, så vågnede han ved, at stuen var helt oplyst. Han så nu, at bondens afdøde forældre sad og talte penge. Det blev talt store summer. Til sidst blev pengene strøget ned i en pose og sat ind i panelet, der kunne skydes fra. Derpå forsvandt de gamle.
Skomageren sov nu igen, men næste morgen åbenbarede han for bonden, hvad han havde set. De forsøgte nu at skubbe panelet til side, hvad der også lykkedes. Bag dette skjulte sig så store rigdomme, så bonden senere ble en af de rigeste Amager – bønder.
Den svenske konge i Utterslev
Da svensken i året 1658 lå uden for København, havde kong Carl Gustav sit hovedkvarter i Utterslev. Mens han en dag sad ved bordet og fik et måltid i en gård, kaldet Schelers Gård, tog en af husets piger ubemærket et lagen og gjorde dermed tegn ind mod Københavns Vold, for at alle skulle vide, at den svenske konge sad der. Og da dette tegn var set og forstået af dem på volden, kom straks efter en kugle derinde fra og tog maden af bordet for kongen.
En anden udlægning af sagnet fortæller, at den unge pige hængte tøj til tørring, hver gang danskerne kunne have en fordel at gøre udfald, ligesom en ung karl på gården sad oppe i et træ og savede grene af. Imens signaliserede han ind til byen med sit blanke savblad. Den svenske koge kunne aldrig finde ud af, hvorfor danskerne vidste så god besked med forholdene i den svenske hær.
Bjergmandens vante
Ved Hvidovre er en stor høj, hvor der bor en bjergmand. Han går hver nat igennem de nærliggende gård ned til åen efter vand. Man kan tydelig se hans fodspor i græsset. En morgen, da gårdmanden ville gå ned til sin tørvemose, fandt han på denne sti en vante, der var så stor, at der i tommelfingeren kunne rummes en tønde rug. Da han tog den ind i stuen morede alle sig over den, og man var enige om, at den tilhørte bjergmanden.
Ved midnatstid lå manden og sov. Men pludselig lød der en stærk banken på vinduet, hvortil han hørte en stemme:
Vante Ven
Giv mig min vante igen
Ellers ligger to af dine heste
De største og de bedste
Døde i morgen på mosen
Da tog bonden vanten, gik uden for huset, hængte den på et bjælkehoved over vinduet og slog kors for døren, da han gik ind igen. Næste morgen var vanten borte og bjælkehovedet fandtes knækket lige inde ved muren. Siden den tid mærkede man aldrig noget til bjergmanden. Hans sti groede til, og man kan nok ikke finde frem til den igen.
Den rige blev fattig
I Gentofte boede en meget rig mand. Han havde mange kæmpehøje på sin mark. Men da han fjernede dem, ville intet mere fro på marken. Han blev meget fattig.
Kilden på Vangede Mark
I 1709 skulle Vangede Kilde være dukket frem. Året efter fandt man ud af, at kilden kunne kurere sygdom og havde helbredende virkning. Søren Graver fra Trinitatatis Kirke tog derud Skt. Hans nat og badede sine dårlige øjne. Derved fik han sit syn igen.
Senere valfartede mange til kilden Skt. Hans nat og aftenen før Vor Frue Dag (2.juli). Man overnattede ved kilden, drak af vandet og badede de syge legemsdele. Det fortælles, at hjemkørslen skulle foregå med tildækket ansigt for at underets virkning ikke skulle ophæves. I mange år valfartede man til kilden.
Et genfærd på Jægersborg Kaserne
Det var engang, hvor man betegnede rekrutskolen på Jægersborg Kaserne som Det Røde Helvede. Mange fortællinger og beretninger om spøgeri fulgte. Rekrutterne blev ofte meget hårdt behandlet. Så hårdt, at de mistede lysten til at leve og begik selvmord. Deres bødler var ligefrem stolte af, hvem der kunne levere flest selvmord. Man troede at disse selvmord viste sig som genfærd om natten for skildvagterne.
En høj i Charlottenlund Skov
I Charlottenlund Skov ligger der en høj, som man kalder Den smukke Skovpiges Høj. Efter sagnet skulle der i ældre tid have ligget en rød murstensborg på denne anseelige høj. Her skulle Poul Laxmands skønne datter have siddet fanget under streng bevogtning, fordi hun var mistænkt for at have røbet vigtige statssager fra Kong Hans hof.
Munkene fra et nærliggende kloster skulle have bragt hende mad hver dag. Hendes eneste trøst var at synge eller spille. Sangen kunne om natten høres langt i den månelyse skov.
En ung adelsmand, som hun elskede, satte alt i bevægelse, for at bevise hendes uskyld. Til sidst lykkedes det for ham, at få hende frigivet, hvorefter de fejrede et strålende bryllup. Borgen er for længst forsvundet, og intet spor findes mere af Den smukke Skovpiges Høj. Men standser man op ved midnatstid midt i skoven, kan man være heldig at høre den skønne piges sang og spil.
Varulven i Skovshoved
Der tjente en karl på Skovshoved kro. Om natten var han varulv, og var efter de fiskerkoner, som var gravide. En aften sad mange fiskere om bordet, da krokarlen kom ind. Da sagde en af fiskerne til ham:
Karlen gav et skrig fra sig og sagde:
Kan du se det, har du løst mig. Og han var ikke varulv siden.
De underjordiske i Skovshoved
I Skelhøj i Skovshoved boede der underjordiske. De havde som altid et godt forhold til fiskerbefolkningen. Ved siden af højen boede en fiskerfamilie, som kaldtes Smaaniels. Konen hjalp af og til disse bjergfolk med deres troldegarn, når der blev sagt:
I Søbakken boede en bakkemand. Hver gang, der var storm, kom han ned til nærmeste fiskerhus, bankede på ruden og advarede dem:
Da en kone i gamle dage kom forbi Skilte Høje på vejen mellem Skovshoved og Tårbæk, var der nogen inde i Højen, som råbte til hende:
Da hun kom til sit bestemmelsessted, sad der en stor grå kat og snurrede i stuen ved kakkelovnen. Hun fortalte til folkene, at hun skulle hilse katten og sige, at Mons i Højen var død. Da gav katten et skrig og for ud af vinduet.
En eg ved Eremitagen
Nordøst for Eremitagen står et fritstående egetræ, som kaldes Skatteegen. Når man lægger øret til jorden og lytter nøje efter, skal man kunne høre pengene, der er begravet nedenunder, klinge.
Sagnet fortæller, at da den engelske hær 1807 lå uden for København, slog et par engelske soldater deres Fourer ihjel og stjal hans penge. De blev dog bange for følgerne, og gravede derfor pengekassen ned under egetræet. Først mange år efter åbenbarede den ene af af disse soldater denne udåd på sit dødsleje. Ingen har dog endnu formået at hæve skatten.
Lindorme på Lyngby Kirkegård
I gamle dage havde to lindorme bygget rede på Lyngby Kirkegård. Men under en gudstjeneste kom de i strid med hinanden uden for den søndre kirkedør. Dette afstedkom vældig meget støj. Det fik så en soldat til at springe ud af kirken og med dragen kårde gik han løs på dem. Men de stak ham med deres gift, og han døde straks.
Folket i kirken turde ikke vove sig ud, fordi den ene lindorm havde lagt sig lige ude for kirken.
Engang da der holdtes dåb i kirken gik den ind og tog barnet. Man opfødte da en tyr med mælk og hvedebrød. Da man mente, at den var stærk nok, førte man den hen til kirkegården. Nu skulle den kæmpe mod lindormen, og efter en barsk kamp blev lindormen da også dræbt. Men inden da var tyren blevet ramt af så meget gift fra lindormen, at den heller ikke overlevede.
På Lyngby Kirkegård ses endnu en sten, på hvilket er afbildet en tyr. Det siges, at det er denne tyr, der er begravet under stenen. På kirken ses også mange afbildninger, der viser denne kamp.
Holger Danske i Bagsværd
Holger Danske var engang kommet til Bagsværd. Da ville han have en ny klædning, og han lod 12 skræddere hente. Men han var så stor, at der måtte sættes stiger op til hans ryg og skuldre, så de kunne tage mål. De målte og målte. Men ham, der stod øverst ville klippe et mærke i målet. Men han kom til at kildre Holger Danske bag øret med saksen. Holger mente, at det var utøj, og kom således uforvarende til at knuse den stakkels skrædder mellem fingrene.
Luciehøj
Når man tager gennem Frederikdals Skov mod Kollekolle. De kom forbi en høj, som var tæt begroet med træer. Her skulle ligge en stor sten, som har en fordybning lige som et sæde. Fra denne høj kan man af og til høre ynkelig barnegråd.
På denne sten sad engang en prinsesse ved navn, Lucie og tog livet af sit barn, som var født i dølgsmål. Men ved denne hårde gerning blev stenen som hun sad på så blød, at den efterlod det spor tilbage, hvor hun havde siddet. Højen kaldtes siden den tid, Luciehøj.
Hjortholm Slot
Hjortholm lå i Furesø nær ved land, og de rester af mure, man så fra land, var kun staldbygninger. Lidt længere fra land lå nogle svære egeblokke. Det var dem, som borgen havde hvilet på. Tæt ved ligger to stendysser, og dem har kanonerne hvilet på.
Hjortholm blev bygget af en rig og storagtig herremand. Han sagde, at om end bølgerne gik aldrig så højt, skulle Hjortholm dog ikke falde. Dette skete dog efter tidens forløb. Vandet skyllede den stolte borg væk.
Et andet sagn fortæller, at der var to brødre, den ene ejede Dronningegård, som dengang lå på en ø i Furesø, og den anden Hjortholm.
Men da de en gang blev uenige, beskød de hinandens borge, og han på Dronningegård skød Hjortholm ned, men til straf herfor men til straf herfor sank hans eget slot i søen.
Kongens vilde jagt
Mellem Søllerød og Nærum forbi Attemosen og Troldhøjen som stod på fire gloende støtter i de mørke nætter, ligger endnu rester af en gammel brolagt vej. Den kaldes Kong Valdemars Vej. Sagnet fortæller, at Kong Valdemar havde anlagt den for at komme så hurtigt som muligt fra Vordingborg til Gurre, hvor hans elskerinde Tove, boede.
Man mener at have hørt og set kongen ride af denne vej på sin sorte hest og med hovedet under armen, ledsaget af en kobbel sorte jagthunde. Der stod ild ud af hesteskoene og hundene halsede med røde tunger ud af munden. Også folk, som i nattens mulm og mørke har passeret Gelsskov, har set den vilde jagt. Langt borte fra hørte de en underlig lyd som en flok ryttere i susende fart, og toget kom nærmere og nærmere, for over Kongevejen og forsvandt i skoven på den anden side.
I øvrigt siger sagnet, at Kong Valdemars elskerinde Tove boede på Hjortholm, hvis voldsted stadig ses, hvor Mølleåen løber ud af Furesøen ved Frederiksdal. Voldstedet kaldes for Toves Høj. Borgen er for længst forsvundet. Af dens sten skal Virums bondebys gårde efter sigende være opbygget.
Kareten på Rygård
På Rygård i Søllerød Sogn er det et slemt spøgeri. Hver aften kommer der på en bestemt tud en lukket karet ind i gården med fire kulsorte heste. De har ild ud af næseborene. På gangen i huset svæver en hvid skikkelse forbi. En fremmed karl troede, at det var en kat og tog et kosteskaft og slog efter skikkelsen. Men den samme karl blev efterfølgende meget syg. Det varede længe, inden han kom sig.
Karl den Tolvtes kilde
I Enrums smukke park i Vedbæk findes en kilde, der kaldes Karl den Tolvte’s Kilde. Da svenskerne i år 1700 gjorde landgang i Vedbæk, slukkede den berømte svenske konge sin daglige tørst i kildens friske og klare vand, efter hvad sagnet fortæller.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Sagn og Vandrehistorier
August 27, 2014
99 forholdsvis moderne sporvogne blev eksporteret til Ægypten. Men de kunne ikke betale, så det blev i stedet ulandshjælp. Politikerne mente, at busser var billigere i drift. Det startede med hestesporvogne. Den sidste heste – sporvogn kørte i 1915. Man forsøgte med de såkaldte ”Syre – vogne”. Så forsøgte man med dampsporvogne. Men det duede ikke. Man landede på den elektriske sporvogn. Det hjalp også, da man fik faste stoppesteder og da Magistraten endelig begyndte at interessere sig for sporvognene.
Til jernbane, sporvogns og busnørder
Vi har selvfølgelig skrevet meget mere om sporvogne, jernbaner og busser end i denne artikel. Bagerst vil du kunne finde en liste over alle artikler på www.dengang.dk
Byen havde fået albuerum
Byen havde fået vokseværk. Endelig kunne man komme ud af de trange forhold inden for volden. I 1860 boede der i København 155.000 mennesker på et areal på 700 ha.
Men nu havde byen fået albuerum. Nu var det pludselig plads til den hurtigt voksende befolkning. Nu var det plads til at afse plads til byggeforeningskvarterer, parker, pladser og kolonihaver. Og særlig på Nørrebro, var der byggematadorer, der tjente en masse penge ved at opføre deciderede lejekaserner. Denne spredning af befolkningen skabte et behov for offentlig transport.
Omnibusser i rutefart
Før der blev oprettet sporvogne, var der masser af fast rutefart mellem forskellige steder i hovedstaden og ud til forskellige steder ude i oplandet. Omnibuskørsel blev udført efter fastlagt kørerplan og takster allerede i 1840erne, 30 vognmænd praktiserede dette. Men inden vi nu falder i trance over dette, så skal det nok lige pointeres, at det kun var de bedre stillede, der havde råd til denne transportform. Disse vogne havde fået forskellige øgenavne og ofte gik de til Dyrehaven eller vestpå til Frederiksberg. Jo de havde eksotiske navne som Kaffemøllerne, Victoria og Figaro.
På vej mod nord
Kaffemøllerne kørte i sommerperioden ad Strandvejen til Dyrehaven. De havde dette navn, fordi man bragte passagerer op til kaffeudskænkningsstederne i og omkring Dyrehaven. Da Klampenborgbanen startede den 22 juli 1863 indstillede man kørslen.
Ja inden da, var det de traditionelle kapervogne, som kørte fra Trianglen nord på, eller fra Skt. Hans Plads på Nørrebro.
Den første sporvogn i New York
Selskabet Kjøbenhavns Sporvei – Selskab blev dannet på foranledning af erhvervsmanden C.F. Tietgen, der også var selskabets første direktør. Ideen fik han fra London, hvor den første rute blev startet i 1860. Ja allerede i 1832 startede den første bysporvej i New York.
Fra Frederiksberg Runddel
De første sporveje var trukket af heste. Den første sporvogn kørte fra Frederiksberg Runddel til Trommesalen. Nye grene blev skudt frem, rækkende ud til byens periferi. Gamle linjer blev nedlagt, og nye opstod. Blandt de gamle, var der to linjer, der forblev længere end andre. Den ene var Korsgade – Linjen, som udgik fra pladsen foran Skt. Josef Hospital ad Korsgade, Ewalds gade og Vester Farimagsgade og via Rådhuspladsen og derfra til Kongens Nytorv.
Den anden linje var Sorte Hest – Linjen, der gik fra Rådhuspladsen ad Vesterbrogade og Pileallé til Frederiksberg Runddel. Størstedelen af denne linje blev imidlertid drevet som Valbylinje. Det korte stykke fra Slotskroen til Frederiksberg Runddel, ophørte dog. Skinnerne forblev der et godt stykke tid.
Udbygningen af Københavns og Frederiksbergs sporvejsnet kan opdeles i to hovedperioder. Den første periode var at bestemme retningen af linjerne, og i den anden periode blev der oprettet en hel del nye linjer. De bestående linjer blev udvidet ud til byens grænser.
Kjøbenhavns Sporvejs – Selskab
Kjøbenhavns Sporvejs – Selskab var det ældste og største af selskaberne. Det blev som skrevet, stiftet af Tietgen den 1. januar 1866. Det overtog byens dengang eneste linje, stamlinjen Frederiksberg Runddel – Vibenhus. Denne linje var anlagt af det engelske selskab Copenhagen Railway Company Ltd. Men de måtte melde pas efter kort tid. I december 1865 trådte selskabet i frivillig likvidation.
Nørrebros Sporvejsselskab
Nørrebros Sporvejsselskab blev ligeledes stiftet i 1866. Allerede i første år gav selskabet et afkast til aktionærerne på 11 – 12 pct. Lige til sammenslutningen i 1898, var det nok det bedste af selskaberne.
Frederiksberg Sporvejsselskab
Frederiksberg Sporvejsselskab fra 1872 var en mellemting mellem sporvejs – og omnibusdrift. De kørte med de meget populære røde Omnibusser. Fra Smallegade til Halmtorvet var der lagt spor. Der blev fortsat uden spor gennem Strøget til Kongens Nytorv.
Forstædernes Sporvejsselskab
Den næste i rækken var Forstædernes Sporvejsselskab fra 1873, der begyndte Blegdamslinjen. Senere blev den hurtige og meget populære Farimagsgaderute anlagt. Nørregadelinjen stammede også fra dette selskab. Det var den sidste hestesporvej. Den løb oprindelig til Frue Kirke med holdeplads i Dyrekøb. Først senere blev den videreført til Gammeltorv.
Blegdamslinjen
Efter Blegdamslinjens anlæggelse gik der ti år uden oprettelse af hverken nye selskaber eller nye ruter. Byen havde åbenbart fået opfyldt sit ønske med hensyn til den kollektive trafik.
Falkoneralléens Sporvejsselskab
Men så kom i 1883 Falkoneralléens Sporvejsselskab. Den begyndte med en tværlinje fra Frederiksberg til Nørrebros Runddel. Hovedruten blev dog hurtigt linjen fra Frederiksberg Runddel ad Falkonerallé, Rolighedsvej langs Ladegårdsåen til Halmtorvet, hvor holdepladsen var overfor Hotel Bristol.
Dampsporvejs Selskab kort levetid
Ingen husker de små en – hestes – vogne med lyseblå kuske og konduktører. Samme år blev Strandvejens Damsporvejs selskab, der mod en afgift på 1 øre pr. passager fik strækningen Trianglen – Slukefter overdraget af Københavns Sporvejs Selskab. Derefter kørte man fra Trianglen til Klampenborg.
Men ak, dampsporvognen fik ingen god skæbne. Driften var dyr og Strandvejens publikum, navnlig de kørende, klagede over larmen og røgen. Det var hvis mok kun det første år, at det gav overskud. Allerede i 1892 opgav man forsøget med dampkraft.
Strækningen Trianglen – Slukefter gik atter over til Københavns Sporvejs Selskab. Senere etablerede Hellerup Sporvejs Selskab hestedrift på strækningen Slukefter – Klampenborg.
En sporvogn til Hellerup
I 1902 kom den første elektriske sporvogn på Strandvejen til Hellerup, og i 1904 nåede den til Klampenborg. Fra 1908 kørte der sporvogne ad Bernstorffsvej til Ordrup, suppleret med en søndagslinje ad Slotsvej til Dyrehaven fra 1831.
I 1888 fulgte Sølvgades Sporvejsselskab, der kæmpede hårdt med økonomiske vanskeligheder. Først efter adskillige år, løb det rundt. Linjen, der oprindelig standsede ved Skt. Annæ plads. Senere førtes ruten til Kongens Nytorv med holdeplads foran Det Kongelige Teater.
Alle disse selskaber havde fået deres koncession i henhold til Sporvejsloven af 23. januar 1862 med Tillægslov af 20. februar 1875.
Kommunen skulle være glade for, at der var sporvogne
Selskaberne var forpligtiget til at vedligeholde hele anlægget. Driften var underkastet politiets bestemmelser med hensyn til hastighed og lignende. Køreplanen skulle kontrolleres af politiet. Erstatningspligten var ret kompliceret. Kun hvis selskaberne kunne bevise, at den skadeslidte selv var skyld i sin ulykke, kunne man slippe for straf.
Københavns Kommune var til enhver tid berettiget til at ekspropriere anlægget mod fuld erstatning. Afgift til kommunen blev ikke betalt, og det skønt at koncessionerne indeholdt en regel om, at sådan en afgift kunne pålægges. Men oprindeligt var synspunktet, at kommunen skulle være glade for, at de overhovedet havde fået sporveje.
Ikke en øre i kommunens kasse
I slutningen af 1880erne mente man dog, at kommunen skulle have en del af kagen. Både i Sølvgade – og Istedgadelinjens koncessioner fandtes optaget en ny bestemmelse om, at kommunen og selskaberne delte overskuddet, efter at aktionærerne på forhånd havde fået 6 pct. og efter at de foreskrevne henlæggelser var udredet. Men der kom aldrig en øre i kommunens kasse.
Der kom en del mindre forlængelser af linjerne ad Valby Langgade og Lyngbyvej. Valby – linjen blev forlænget fra Slotskroen til Valby. Strandboulevardlinjen og linjen over Langebro ad Amager Boulevard til Holmbladsgade er de eneste betydelige tilføjelser til det gamle linjenets område.
To omnibusselskaber
Perioden bringer to nye omnibusselskaber. Det var for det første Kjøbenhavns Omnibus – Kompagni. Man forsøgte først med en ringlinje med Nørre Voldgade. Senere lagde man sig fast på den lange rute fra Enghavevej, ad H.C. Ørstedsvej, Nørrebrogade, Købmagergade til Christianshavns Torv. Det var de grønne busser.
Det andet busselskab, der så dagens lys, var Kjøbmagergades Omnibus, populært sagt de gule omnibusser. Ruten gik fra Skt. Hans Torv ad Købmagergade til Højbro.
For få sporvogne
I slutningen af 1890erne begyndte det på mange måder at føles som om, at byen var ved at vokse sig for stor til sine hestesporvogne. Der var sket forbedringer i driften. Men forholdene stillede sig mange gange hindrende i vejen for hyppigere kørsel. På enkeltspors – strækninger var man nødt til at anlægge dobbeltspor, hvis der skulle ske en forbedring. En fuldstændig omlægning af vigesporene kunne også forbedre driften.
Allerede i 1874 havde Københavns Sporvejs Selskab fået koncession på anlæg af dobbeltspor på Frederiksberg Allé fra Jernporten til Frederiksberg Runddel.
På de fleste af linjerne var der længe mellem vognene. Det passager – antal, der kunne optages på i hvert fald enspænder – vognene ret begrænset. Kørslen begyndte ret sent om morgenen, og blev forsinket af de hyppige stop, for at tage passager op. Taksterne var også for høje. Befolkningstilvæksten steg, men det gjorde sporvognskørslen ikke.
Magistraten var ligeglad
Dette var ikke selskabernes skyld. I en redegørelse som Forstædernes Sporvejsselskab udsendte til sine aktionærer, ankedes således den ringe forståelse, som Magistraten syntes at vise den publikumsinteresse, der knyttede sig til anlæg af dobbeltspor eller vigespor. Fra Magistratens side betragtede man sådanne anmodninger, som at pleje aktionærenes interesse. Det krævede en meget ihærdig indsats fra selskabernes side for at opnå sådanne tilladelser. For kommunalbestyrelsen var sporvejsdrift en torn i øjet.
Politikerne var på beboernes side
Man havde også problemer med husejerne. I de smalle gader som Blågårdsgade, Gothersgade m.m. kunne der ved dobbeltspor kun skaffes p – pladser til køretøjer i den ene side af gaden. Husejerne i den anden side følte sig ofte krænket og indsendte protester.
I Borgerrepræsentationen stillede politikerne sig ofte på husejernes side. Man lagde vægt på, at flyttefolkenes arbejde ville ved de halvårlige flytteperioder stærk forøges. Møblerne skulle så bæres fra den ene side af gaden til den anden!
Hurtig ind – og udstigning
Et andet problem var også, at passagerne var for langsom ved ind – og udstigning. Sporvognen stoppede alle steder, hvor folk ville stå på. Konduktøren skulle holde øje med viftende paraplyer og bedstefar, der ikke var så hurtig. Det hjalp, da man fik faste stoppesteder.
I Blegdanslinjens vogne hang der ret omfangsrige skilte med de klassiske ord:
Hestevognene kunne ikke klare de store afstande
København var ved at blive en storby, nye kvarterer voksede frem. Hestevognene kunne ikke mere klare de store afstande. Der var kun en vej frem – Den mekaniske drift. Den nye Sporvejslov af 10. april 1895, lagde hovedindflydelsen på sporvejsforholdenes ordning over på kommunalbestyrelsens hænder.
Nørrebro Sporvognsselskab bliver overtaget
Loven gav i visse tilfælde, Staten ret til efter koncessionstidens udløb at overtage anlægget. Dette blev aktuelt, da Nørrebros Sporvejsselskabs koncession udløb. Det var en rute, der stadig gav overskud. Og Københavns Kommune slog til, og indgik en kontrakt med Siemens & Halske om driften. Forudsætningen var, at linjen snarest skulle gå over til elektrisk drift. Allerede den 4. marts samme år, viste en af de berygtede akkumulatorvogne sig på strækningen.
Man diskuterede nu, om kommunen skulle overtage alle selskaber. Og så kom spørgsmålet, om man skulle sætte taksten ned, og få udgifterne dækket ind ved større skatter. Unde tunger hævdede, at dette ikke ville give den nødvendige konkurrence, som var gavnlig for sporvejene.
Lang arbejdsuge
Det kørende personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer, vognstyreren kunne dog nøjes med en arbejdstid på 55 timer. Heri var dog ikke beregnet regnskabsaflæggelse, aflevering af vogne, heste m.m.
Droskerne enige om takst
Efterhånden var der også mange drosker, der kørte rundt i hele staden. Og de havde alle deres egen holdeplads. Langt om længe fandt man også et ens takstsystem:
De Københavnske Sporveje
Kommunen ville danne et nyt aktieselskab De Kjøbenhavnske Sporveje. Man havde en aktiekapital på 10 millioner kroner til hvilket de 6 københavnske sporvejs – og omnibusselskaber skulle overdrage deres faste ejendomme og materiel. Allerede forinden var der med henblik på den fremtidige ordning af sporvejsforholdene under 22. april 1897 truffet en overenskomst mellem Københavns og Frederiksberg Kommune:
På fornuftig vis aftalte de to kommuner linjerne. Samtidig erhvervede Københavns Kommune tilladelse af Københavns Amtsråd og af Hvidovre og Sundby Sogneråd til også at udstrække sin eventuelle eneret til de områder, der hørte under de nævnte myndigheder.
Det gik hurtigt. Allerede den 22. – 23. juni var overenskomsterne i hus. Det nye selskab fik ikke monopol til sporvejsdrift. På Frederiksberg blev der foretaget en lignende ordning.
10 øres enhedstakst
Den 1. januar 1899 trådte en 10 – øres enhedstakst i kraft i forbindelse med et nyt omstigningssystem. Det var ikke billigt at køre i sporvogn, særlig på længere strækninger. Linje 1 var delt i ikke mindre end fire 10 – øres strækninger. På en forholdsvis kort strækning kunne man komme af med 20 øre. Udgift til sporvognskørsel kunne dagligt løbe sig op i 30 eller 40 øre for folk, der skulle på arbejde. Men med et slag gjorde man det uundværligt, at bruge sporvognen.
Gas – sporvogne
Man kiggede også på, hvad man lavede i udlandet. Og ideen om at anvende gas opstod. Gasmotorvognene lignede af udseende almindelige enspændervogne. Under det ene sæde i vognen var motoren anbragt på langs. Under det andet sæde lå en stor gasbeholder. Og endnu lå to mindre beholdere på tværs. På hovedstationen havde man et mindre anlæg som bestod af to gasbeholdere og en gasmaskine, som overførte gassen fra den ene beholder. Politikerne fik at vide, at
En gasmotorvogn blev prøvet. Den første tur blev iværksat mellem Tagensvej og Kongens Nytorv. Om bord var spidserne i kommunalbestyrelsen. Forventningerne blev ingenlunde skuffede. Vognen gik roligt og stødt, gav ikke mere Rystelser eller Spektakel end andre Sporvogne, og lystrede Kommando paa en Prik.
Den elektriske sporvogn
På Frederiksberg var man allerede i slutningen af 1899 klar til elektrisk drift. I udlandet var luftledningssystemet efterhånden blevet meget almindeligt. Og det var da også dette system man brugte her. Magistraten var dog lidt betænkelig ved at anvende systemet i Indre By.
Akkumulatorvognene blev aldrig den store succes, så man var glad for, at der kom noget nyt. Syrelugten var et taknemmeligt emne for byens vittige hoveder. Driftsmæssigt led vognene også af forskellige mangler. Vognene blev alt for tunge og døde. Men en ting var dog godt. Hver enkelt vogn var et selvstændigt og uafhængigt led i driften. Den kunne udrangeres, hvis noget kom i uorden. Linjens drift blev ikke berørt af det.
Under luftledningssystemet forplantede derimod virkningerne af et ledningsbrud sig vidt omkring, og kunne også ramme andre linjer. Alle vogne i området blev standset.
I 1901 var den særlige anlægsadministration, der ledede overgangen til den elektriske drift, færdig med de forberedende arbejder. Der blev opført en remise på Enghavevej. Den 1. august begyndte kørslen på strækningen Enghavevej – Kapelvej. Det var en del af de grønne omnibussers rute. I løbet af det kommende år fulgte nu omdannelserne slag i slag. Først på Farimagsgade -, Blegdams-, Valby – og Sundbylinjerne.
Store ændringer
Sølvgadelinjen gik med hestedrift til 1915. Under alt dette undergik linjeføringen naturligvis betydelige forandringer, ligesom kørslen morgen og aften blev udvidet. På de fleste linjer kom det til at foregå en hyppigere drift end hidtil. I de efterfølgende år er der blevet en stadig hyppigere drift. Flere af de gamle ruter blev forenet, blandt andet Valby – Sundby. Andre ruter blev forlænget ret betydeligt. Bestræbelserne var, at der skulle være gennemgående linjer, således at alle endestationer kom til at ligge i byens yderkanter. Man opnåede derved en større udjævning af trafikken. Antallet af nødvendige omstigninger blev også formindsket.
Endelig blev driften også på byens hovedstrøg langt stærkere end en enkelt linje kunne præstere – navnlig på strækningerne:
Man kunne nu sende 30 – 45 vogne af sted i timen i hver retning. På en normal strækning var det kun behov for 12 – 15 vogne i timen.
Fra tidlig morgen til sent aften
Nu begyndte man allerede at køre før klokken fem om morgenen, og de sidste sporvogne var ikke i remissen før klokken halv to om natten. For bare et par år tidligere startede man først at køre ved halv otte tiden, og den daglige drift stoppede allerede klokken cirka halv elleve.
Driftshyppighed på 2 minutter
I år 1900 afgik der i de fire mørkeste vintermåneder kun vogne fra Tuborg – Pavillonen til Skovshoved. Længere kørte de ikke om vinteren, og det med en times mellemrum formiddag og aften. Om eftermiddagen var det med en halv times mellemrum. Senere blev der kørt til Charlottenlund hvert femte minut og til Klampenborg hvert tiende minut hele dagen.
På de fleste linjer opnåede man efterhånden en driftshyppighed på fem minutter. Nogle linjer var helt nede på 2 minutter. Så har man da hvis også ramt grænsen.
Ikke stor forskel – rent tidsmæssigt
Egentlig var der ikke så stor forskel på hestesporvognens kørsel sammenlignet med den elektriske sporvogn. Således kørte de gamle Farimagsgadevogne fra Trianglen til Rådhuspladsen på 19 minutter. Med den elektriske sporvogn gennemførtes ruten på 15 minutter. Turen fra Frederiksberg Runddel ril Rådhusplads tog 15 minutter med de gamle vogne. Men den elektriske sporvogn tog det 12 ½ minut.
100 millioner passagerer årligt
I 1898 kom der et vendepunkt i sporvejens historie. Linjelængden voksede med 40 pct. i de næste fem år. Antallet af vognkilometer blev næsten fordoblet. Passagertallet voksede med hele 70 pct. Antallet af årlige passagerer nærmede sig årligt 100 millioner, ganske imponerende. Så langt når det nye Metro – system aldrig op på.
Man skulle vente længe i Søborg
Det var nu ikke alle, der bare fik en sporvogns – linje. I Søborg skulle de vente ret længe. Den 16. maj 1924 oprandt dagen, hvor linje 16 kørte fra Bispebjerg til Søborg. Hele 80 prominente gæster var med sporvognen. I mange år måtte man vente. Der var ca. 4 kilometer til den nærmeste sporvogn. Man havde ellers håbet på en forbindelse, da man i 1903 besluttede, at anlægge en kirkegård på Bispebjerg Bakke.
Frk. Düsseldorf
Dengang, da kommunen endelig tog fat, gik det hurtigt med udbygningen. Og lige så hurtig gik det med afviklingen. Det økonomiske opsving i 1960erne bevirkede en eksplosion af bilparken. Samtidig kørte man med gammelt materiel, og sporvognene blev heller ikke adskilt fra den øvrige trafik. Netop dette skete i de fleste andre europæiske byer. I 1960erne begyndte man langsom, at udskifte det gamle materiel. Der kom ledvogne fra fabrikken Düvag i Düsseldorf. I befolkningen blev disse sporvogne kaldt Frk. Düsseldorf.
Nye sporvogne til Ægypten
Politikerne så en stor besparelse i, at der blev indført busruter i stedet for sporvognene. En bud var enmandsbetjent. En sporvogn blev betjent af tre mand. Men i det øvrige Europa fungerede det udmærket med en – mands betjente sporvogne.
I 1965 bestemte de kloge politikere så, at samtlige sporvognsruter i løbet af en ti – årig periode skulle omstilles til busruter. Men allerede den 22. april 1972 kørte den sidste sporvogn. Og det var på linje 5.
Da sporvognsnettet var størst havde man 99,8 kilometer, at køre på. Man kørte på 18 forskellige linjer. Og de forholdsvis nye sporvogne blev af søvejen ført til Ægypten. Nogle af dem havde kun været i brug i tre år. Nu viste det sig, at man ikke kunne betale for de mange sporvogne. Men så lavede man det bare om til u – landsbistand. Og størstedelen af de 99 sporvogne kører stadig rundt i Ægypten.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Sporvogne, busser og tog: Læs:
Under København
Under Østerbro
Under Nørrebro
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Højer
Under Tønder
Om Strandvejen
August 27, 2014
De ro brande i København i 1729 og 1795 har voldt stor skade. Vi kigger på nogle af dem. Velkommen til vore fjerde historiske tur på Strøget. Vi besøger bl.a. værtshuset ”Under Hatten” og et ”Jomfrusæde”. Den første egentlige ”Børskafé var ”et arnested for mindre hyggelige sygdomme”. En voksdukke skabte trafikkaos. Og så besøgte vi en hyggelig ostehandler. Efter hans død kom der hele fire skillingsviser. Et kongeligt køretøj møder vi også. Mon kongen havde god samvittighed, da han takkede for festen ved han og konens sølvbryllup?
Kongeparrets sølvbryllup
Vi er nu igen engang taget ind på Strøget. Skuepladsen er Højbro Plads. Christian den Niende og Dronning Louise fejrer guldbryllup den 26. maj 1892. Uden for Højbro Plads havde man ladet oprejse en kæmpe kuplet æresport med en engel ovenpå.
Da overpræsident Klein ved en tale havde overbragt lykønskningerne på københavnernes vegne, svarede kongen:
Ja det lyder jo ømt og godt. Men hvad var det lige kongen havde gang i med Bismarck og Det Tyske Forbund? Ja se, det beskæftiger vi os med et andet sted. (Se artiklen: begik kongen højforræderi?).
Vi stopper op ved Helligåndskirken
Men vi stopper lige op ved Helligåndskirken. Jo, vi her været her før i vores artikler. Undertegnede har dog også herfra slæbt et hav af historiske bøger med hjem på cykel. Der kan til orientering være ret så mange antikvariske bøger i sådan en rygsæk.
Indtil 1881 hed kirken, Helliggejstkirke. Efter en gennemgribende restaurering i 1878 – 80 fremstod den som en af Københavns mest stilfulde kirker. I den katolske tid fremstod de to markante bygninger som Gråbrødreklosteret og Helligåndshospitalet. Men ved reformationen blev klosteret forenet med hospitalet. Senere blev hospitalet flyttet til Vartov.
Tugt – og børnehus
Hele bygningskomplekset undtagen kirken, blev derefter brugt som Tugt – og Børnehus. Men Frederik den Tredje solgte alle grundene på ejendommen til hopapoteker Samuel Meyer. Han udparcellerede grundene og solgte ejendommene.
Gamle gadenavne fortæller ofte gode historier. Og det gør det også i denne forbindelse. For den lille snævre gade, der gik fra Walkendorfsgade til Gråbrødretorv, hed nemlig Tugthusporten. I 1843 fik gaden navneforandring til Lille Helliggejststræde. I 1881 var dette også slut. Da blev det så til Niels Hemmingsensgade.
Stenboderne
Her lå også i sin tid en kirkegård. I 1528 blev der også opført 12 små murede huse, der blev kaldt Stenboderne. De blev dog senere gjort større. Imponerende er det også, at der i den gamle kirke var anbragt et klokkespil på 29 klokker.
Det var også her i nærheden, at vi fik en gade ved navn Kokkegade. I 1859 blev den omdøbt til Store Helliggejststræde. I 1881 blev det så Walkedorfgade.
Ud mod Niels Hemmingsensstræde var der i selve kirkemuren anbragt en del salgsbutikker. Det var de såkaldte Lærredsboder. De var udlejet til hosekræmmere. Oehlenschlæger fortæller i sine erindringer, at det var her, at Rahbek, købte sin alt andet end elegante klædningsstykker. Det gjorde han, når Kamma Rahbek syntes, at dem han havde på, var blevet slidte. Der var i alt 27 butikker her. Den årlige lejepris var selv efter datidens forhold yderst beskeden fra 8 Rdlr.til 8 Rdlr. Til gengæld var der ingen vinduer i lokalerne. Det eneste lys man fik, var gennem dørens glasruder.
Slagterne kom for en kort periode
I disse boder måtte der hverken forhandles drikke-, fede – eller saltede varer. Man måtte heller ikke sælge hør og hamp og lignende. Men i 1842 blev der dog givet lidt dispensation. Butikkerne blev udlejet til en del slagtere. Men det var kun kortvarig. I 1846 fik slagterbutikkerne plads på den gamle Nikolaj Kirkegård.
Efter kirkens gennemgribende restauration i 1878 – 1880 forsvandt boderne. Kirken fik sit oprindelige høje slanke spir tilbage. Det havde man ikke råd til efter den store brand. Indtil da måtte kirken nøjes med et kullet spir.
Kirkemuren mod Amagertorv forsvandt i 1855 og blev erstattet af et jerngitter.
Det var også her i området, at der opstod eksklusive vinforretninger, hvor byens borgerskab kunne tage sig en lille en på næsten alle tider af døgnet, samtidig kunne de betragte livet på gennem Strøget.
Et kongeligt køretøj
Måske kunne man være heldige, at se en prægtig kongelig karosse komme kørende gennem Strøget og dreje ned ad det smalle mørke Klosterstræde. Dens guldgalonerede kusk og to hejdukker bag på vejen. Inde i vognen sad en stærkt opstadset dame med et lille sygeligt udseende barn på skødet. Barnet var Danmarks Haab, Frederik, den høytelskedes, Søn. Kronprins Christian (den senere Christian den Syvende) var født i 1749, og den opstadsede dame, var hans Amme, hans vartfrue, Anne Marie Malling, gift med skomager Mathias Hansen i Klosterstræde. En af sønnerne i deres ægteskab var for øvrigt den berømte arkitekt, C.F. Hansen.
Anseelige huse – indtil branden
Ved byens brand i 1795 blev de fleste af Amagertorvs bygninger indtil Hyskenstræde ødelagt. Husene mellem Købmagergade og Klosterstræde blev dog skånet. Billeder fra det 18. århundrede viser, at der her lå anseelige huse. Vi ved da også, at der her i det 17. århundrede boede masser af adelsmænd, embedsmænd og andre borgerlige.
Den ”vittige” ostehandler
I ejendommen i nummer 11 var der i mange år en gros forretning i tæpper og møbelstoffer. Men i 1848 rykkede en urtekræmmer ind. Hans navn var Ludvig Aagaard, som fik oparbejdet en forretning med ost som specialitet. Snart kendte alle hans navn. Det var både på grund af hans joviale ansvar, sine varers kvalitet og hans slagfærdighed.
Når Christian den Niende og Dronning Louise havde været på rejse i udlandet stillede Oste – Aagaard sig ofte på Toldboden og rakte Dronning Louise en blomsterbutik. Han var altid ved den lejlighed, dybt bugende og iført kjoleklædt.
Peter – forsvind i dybet
Når børn kom ind i butikken, fik de et stykke chokolade pakket ind i et stykke papir på hvilket, der var trykt et billede. Han stående ordre var til butiksdrengen, når en kunde ønskede en eller anden ost:
Derefter forsvandt butiksdrengen ned i lagerkælderen. En dag kom en officer ind i butikken, for at købe en ost:
Officeren skyndte sig at gøre sin indkøb færdig og forsvinde ud af butikken. En anden historie er om en dame, der have svært ved at beslutte sig. Hun skulle smage den ene ost efter den anden. Til sidst udbrød Aagaard:
Skøn Jomfru – Luk dit vindue op
En aften kom Aagaard sent hjem fra et møde. Måske var han lidt gennemrislet. Han havde glemt sin dørnøgle of entréklokken virkede ikke. Resolut gik han i gården tog brandstien ned og stillede den op af gårdvæggen og kravlede op af stigen. Her sang han så af fuldt bryst, den gamle romance:
Her boede han så i 26 år på Amagertorv, den festlige Oste – Aagaard. Men i 1874 fik han så en opsigelse af sin husvært Seidelin, der skulle bruge Aagaards lokaler til noget andet. Aagaard satte plakater op i sine vinduer med påskriften: Jeg er blevet opsagt. Demonstrativt havde han skrevet beskeden på gråt papir.
4 skillingsviser nævnt efter Ostehandleren
Aagaard flyttede hen til Store Kirkestræde 3 og 5, som han købte. Her drev han sin forretning indtil han døde i 1882. Selvfølgelig kom der da også en skillingsvise ud af den historie:
Efter hans død, kom der yderligere tre skillingsviser. Mere kan man vel ikke opnå?
I stueetagen i ejendommen Amagertorv nummer 11 rykkede nu G. Cloëttas Konditori nu ind. I Seidelins Port sad i mange år en kagekone, der var meget anset af byens ungdom.
En voksdukke skabte trafikkaos
I naboejendommen i nummer 13, blev Danmarks indtil da største konfektionsforretning grundlagt. I 1856 åbnede Jacob Moresco en handel med dameoverstykker, kjoler, besætningsartikler m.m. Forretningen havde dog også fået ”særnavnet”: De la ville de Paris. Butikken lå på første sal, og facaden her havde han hvidmalet, mens navnet prangede i alle regnbuens farver.
En voksdukke blev stillet op i førstesalens vinduer. Den blev belyst om aftenen. Og når den var færdigpyntet blev et håndsving sat i sving, så publikum kunne beundre den fra alle sider. Arrangementet skabte trafikkaos. Nu var Moresco ikke den første, der indførte mekaniske reklamedukker i butikker. Den første var den kendte modehandler Louise Rasmussen. Moresco flyttede senere til nr. 14 og endnu engang derfra til Østergade 24.
Ved ejendommene 21 og 25, der går ud til Læderstræde, lå grosserer Julius Kopps forretning med gummivarer. Omkring 1698 havde København i alt 10 isenkræmmere, hvoraf de 4 var enker, der alle boede på Amagertorv.
Arnestedet for mindre hyggelige sygdomme
I det københavnske restaurantliv har nummer 21 spillet en vis rolle. I 1880erne florede Natkaféerne. I 1890 får København sin første Børskafé. Den blev også kaldt Riises Kafé og den havde fået natbevilling. Den største søgning var der fra klokken 22 til 2. Her i lokalerne udfoldede der sig et leben med en moral, som københavnerne indtil da ikke havde oplevet før. Professor Edv. Ehlers kunne derfor i 1896 oplyse, at kafèen var arnestedet for en mængde mindre hyggelige sygdomme, der alle kunne henføres til bekendtskaber, som man stiftede her. Snart måtte stedet lukkes, og man sagde, at det var myndighederne, der lukkede stedet.
I nummer 23 lå Ottos Konditori. Her kunne man få Fru Heibergs Kage eller Orla Lehmanns Kage. Berømt var også Den Krumme Kage med Oblatunderlag.
Datidens berømte sanger
I nummer 27 lå en ejendom, der kan føres langt tilbage. Den blev i 1645 ejet af em kræmmer ved navn Ditmer Bøfeke. Han var en af dem, der i 1658 var med til at formulere privilegierne. Adressekontoret havde sine lokaler her, men i 1795 blev det lagt i aske. Man måtte finde midlertidige lokaler på hjørnet af Købmagergade og Klarboderne.
Jo her i nummer 27 boede datidens berømte sanger, koncertmester og komponist Edouard du Pay. Mange syngestykker er komponeret på dette sted. Den berømte koncertmester m.m. drev nodehandel herfra. Den overdrog han senere til musikhandler E. Friing på Nytorv 139. Det var for resten her, hvor Søren Kierkegaard blev født.
Jordbær – med eller uden sherry
Kælderbutikken i nummer 27 var et sted hvor alle, såvel som høj og lav søgte hen om sommeren. Forretningen blev grundlagt i 1834 af frugt – og vildthandler J.L. Andersen. Her kunne man få en portion jordbær, med og uden sherry. Eller med og uden fløde. Jo her residerede Jordbær – Andersen eller Jordbær – kælderen.
Jomfrusæde for 20 købmænds – og præstedøtre
I nummer 29 lå Klostergaarden. For cirka 500 år siden lå her en gård, der omkring år 1500 blev lejet af Det Tyske Kompagni. Dette blev ophævet i 1526, hvorved lejemålet ophørte, og byen blev da ejer af gården. I 1536 blev det kongens ejendom, og omkring 1558 kom den i privat eje.
I begyndelsen af det 18. århundrede blev gården ejet af husstafferer Peter Petersen og senere dennes enke. Da bybranden i 1728 nåede dennes hus fik hun mod klingende mønt hjælp fra nogle hundrede matroser, som bredte sejldug over hele huset og overøste det med vand. Ved denne kloge handling fik hun standset ilden her.
Senere blev Amagertorv 29 udnævnt til Jomfrusæde for 20 købmænds – og præstedøtre, der havde fyldt deres 35. år, og som havde ført et christeligt, tugtigt og agtværdigt Levnet. Stiftelsen, der skulle kaldes De Brødre Petersens Jomfru – Sæde eller Kloster, begyndte først sin virksomhed i 1769.
Under Hatten
I nummer 31 var der i særdeleshed et skilt af en høj hat, der tiltrak opmærksomhed. I en del år boede her en hattemager. Under hattemagerens butik lå en ølhal med tilhørende restaurant. Her var der altid stoppet til med gæster. Jo, Under hatten var meget populær. Publikum var små håndværksmestre, som stilfærdigt nød deres øl, yngre svende lod højt af deres historie.
I 1859 meddeles der, at der kunne købes Carlsberger fadøl til seks skilling pr. glas. Men i 1861 meddeler en ny vært, at han i Ølhallen Gl. Amagertorv 31, ligefor Kokkegaden, hvortil en beqvem Nedgang i Gaarden, udskjænker Bajersk og Bitter –øl (en endnu ukendt ølsort) til 4 skilling pr. ½ Flaske. Dobbelt – og Citron- Øl (ligeledes en indtil da, ukendt drik) til 8 Skilling.
Man kunne også nyde en ½ hummer med brød og smør for 75 øre stykket, men det var hvis en del senere.
Kongen holdt øje med branden
Det sidste hus på Amagertorvs venstre side, nummer 33 er på hjørnet af Hyskenstræde. Det var her på dette sted, at Løveapoteket havde ligget siden 1637. Bygningen havde forinden været kongeligt tøjhus og inden da Kompagnihus for tyske købmænd. Desværre måtte den flotte ejendom lide skæbne som så mange andre den 23. oktober 1728. Fra Løveapoteket førtes ilden ned ad Hyskenstræde, hvor Frederik den Femte til hest fulgte ilden. For om mulig at standse ildens videre hærgen, red han tilbage til slottet. Her befalede han den vagthavende løjtnant tilligemed slotsvagten og 200 matroser til at drage omsorg for, at de i apotekets kælder værende brandfarlige varer ikke forværrede situationen.
Det nye hus holdt kun i 60 år
Det nye hus, der kom i stedet for apoteket, kom ikke til at stå der længere end cirka 60 år, da blev den offer for næste store brand, den i 1795.
Og på den måde fik vi atter gået en tur inde på Strøget dengang. Vi vender frygtelig tilbage en anden gang.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
August 27, 2014
Unge mennesker fik et chok. De troede, at de skulle på et tre måneders kursus. Schalburg var en af de første der meldte sig ind i Waffen SS. I radioen reklamerede man med Frikorps Danmark. De led store tab. Mange danske befalingsmænd meldte sig. Martinsen oprettede Schalburg – korpset. Blev uenig med Fritz Clausen, og senere med Paul Sommer. Denne dannede sit eget korps. Tyskerne fik gode samarbejdspartnere i de danske terrorkorps.
De første, der meldte sig
Blandt de første, der meldte sig til Waffen SS herhjemme var kaptajn Paul Rantzau Engelhardt og Kaptajnløjtnant i Garden, Christian Frederik Schalburg. De to omtalte meldte sig i et specielt korps, der var oprettet, som også bestod af en del hollændere Division Wiking.
Engelhardt
Mens Engelhardt gjorde tjeneste i den danske generalstab i 1933 – 1934, var han medlem af det nationalsocialistiske parti herhjemme. Han var endda leder af deres efterretningsvæsen. Senere blev han leder af DNSAP ’s uddannelsesafdeling. I Sennheim i Tyskland deltog han i uddannelsen af danske og norske SA – folk. Endnu senere blev han overført til Frikorps Danmark, da disse kom til Tyskland.
Schalburg
Schalburg fik indsat von i sit navn. Han er født i Rusland af en russiskfødt mor og dansk far. Moderen blev dræbt under revolutionen, mens faderen, Schalburg og hans søster flygtede ud af landet. De kom til Danmark, hvor han tog studentereksamen og blev rekrut i Livgarden. Derefter kom han på Kornetskole og blev forflyttet til Tønder.
Efter at have bestået officersskolen overgik han til den græsk – katolske tro, med Storfyrstinde Olga af Rusland som Gudmoder ved dåben. Allerede fra barnsben blev han fjende med kommunismen. Han giftede sig med en tyskfødt Friherrerinde. Ret hurtig meldte han sig ind i DNSAP.
Kun 100 meldte sig
Han meldte sig til den finsk – russiske krig for at bekæmpe kommunismen. Derefter meldte han sig til Division Wiking. I Klagenfurt og Sennheim startede man nu for alvor uddannelse af danske SA – folk. Kurset varede i første omgang tre måneder. Men der var ikke nok tilmeldinger fra DNSAP. Så nu begyndte hvervningen blandt arbejdsløse danskere. Cirka 100 meldte sig. Da de kom til Klagenfurt, fik de at vide, at de var indrulleret i den nyoprettede Standarte Nordland.
Værsgo – et spørgeskema
Ved ankomsten fik de unge, at vide, at det vigtigste var jernhård disciplin og lydighed. Der blev ikke taget speciel hensyn til dem. De blev blandet sammen med den tyske ungdom. Efter cirka en uges forløb, blev de unge præsenteret for et spørgeskema:
Den Tyske stat ville sørge for din fremtid
På skemaet fik de unge så at vide, at uddannelsen hos SS var mindst 2 – årig, normalt 4 – årig. Såfremt man forpligtede sig for 12 år, ville den tyske stat sørge for ens fremtid. Man kunne også få lejlighed til at avancere til officer.
Efter to år – Tysk statsborgerskab
Hvis man tjente fire år inden for SS havde man lejlighed for at gøre tjeneste inden for Geheime Polizei eller andre statsinstitutioner. Efter to års ansættelse hos SS kunne man få tysk statsborgerskab.
Panik hos de unge
De unge mennesker blev helt paniske. De havde regnet med en tre måneders uddannelse, så de rettede henvendelse til kommandanten. Men herfra fik de blot at vide, at man ikke bare sådan kunne udlejelige ham med bagateller.
Feje mennesker blev skudt
Hver enkelt blev nu stillet foran en Untersturmführer og fra ham, blev der forklaret, at feje mennesker i Tyskland blev stillet op foran en mur og skudt. 20 af de tilstedeværende bukkede under for presset og skrev under på en aftale med SS.
Man gik nu med til, at de resterende gennemgik en tre måneders uddannelse, der blandt andet bestod af våbenlære, tysk, eksercits og en masse foredrag. Mange af disse fortsatte i DNSAP, da de kom hjem.
Mange befalingsmænd meldte sig
Efter midten af september 1940 meldte flere danske befalingsmænd sig til Waffen SS, deriblandt kaptajnløjtnant K.B. Mathiesen. Han var medlem af DNSAP og blev af dette parti flittig benyttet som taler.
Standarte Nordland
På A.F. Kriegersvej 3 oprettede man et kontor, der skulle skaffe frivillige til Waffen SS. Det samme gjorde man rundt om i landet. Man afholdt hemmelige sessioner overalt. Flere hold blev sendt over grænsen. Men snart foregik hvervningen ganske åbenlyst. Til at begynde med var der skrappe krav:
Grunden til, at man skulle være ugift, var at der ikke kunne udbetales erstatning.
Frikorps Danmark
Da Tyskland angreb russerne, greb man herhjemme chancen til at oprette Frikorps Danmark. Man oplevede tilladelse til at propagandere for dette i radioen. Store annoncetillæg blev placeret i dagbladene. Og hvervekontorer opstod nu i næsten hver en by.
Oberstløjtnant meldte sig som leder
Tænk, at selveste oberstløjtnant i artilleriet, C.P. Kryssing meldte sig som chef for Frikorps Danmark. I løbet af bare en månedstid havde man hvervet så mange medlemmer til korpset, at man kunne stille med en stab og 4 kompagnier. De hvervede blev sendt til Langenhorn i nærheden af Hamborg, hvor uddannelsen blev påbegyndt.
I løbet af kort tid viste det sig, at medlemmerne af Frikorps Danmark skulle aflægge troskabsed til Hitler, og det var der ikke alle, der ville. Disse blev omgående sendt hjem. Resten blev sendt til fronten, hvor man blev brugt til beredskabstjeneste.
Schalburg ny leder
Ret hurtig blev man utilfredse med Kryssing. Han overgik til en artilleriafdeling direkte under Værnemagten, hvor han senere blev udnævnt som generalmajor. Som hans efterfølger blev valgt kaptajn Schalburg.
Store tab
I begyndelsen af 1942 blev Frikorps Danmark sat ind i terrænet omkring Ilmensøen ved Velijki Luki. Her led man masser af tab. Efter i nogen tid, at have modstået russernes angreb, måtte man trække sig tilbage. Efter et stykke tid blev korpset reorganiseret og placeret bag fronten.
Man rapporterede ikke rigtig hjem om de reelle tab. Kun rygtevis kom der meldinger om de store tab. Ved omorganiseringen kom der endnu flere danske befalingsmænd.
Ny leder
Den 6. september 1942 kom korpset hjem på en måneds orlov, samtidig havde Fædrelandet bragt en liste over de 121 omkommende. Der kom herhjemme til mange sammenstød under denne orlov. Det var sikkert mange, der var glade, da de atter den 13. oktober rejste mod Tyskland igen. Under opholdet var K.B. Martinsen blevet chef. Schalburg var blevet skudt.
Ny midlertidig chef
Ved ankomsten blev korpset omorganiseret til SS Pansergrenadier Regiment Danmark. Regimentet blev sat ind forskellige steder på østfronten under ledelse af Martinsen. Men i 1943 rejste Martinsen til Danmark. I hans fraværd blev tidligere politibetjent ved Københavns Politi og kaptajn af reserven, Neergaard Jacobsen, midlertidig chef for regimentet.
Martinsen opretter Schalburgkorpset
Ved sin hjemkomst til Danmark oprettede Martinsen den 2. februar 1943 Schalburgkorpset. Meningen var oprindelig, at dette korps skulle være et fødekorps for Regiment Danmark. Hvervningen skulle foregå her i landet, lige som rekrutuddannelsen også skulle finde sted herhjemme.
Stridigheder med Fritz Clausen
Men åbenbart opstod der stridigheder med Fritz Clausen og DNSAP’ s ledelse. De ville gerne have hånd i hanke med, hvad der foregik. Men det ville Martinsen ikke være med til. Derfor blev det forbudt for DNSAP ’ s medlemmer at indgå i dette korps.
Dette skabte store vanskeligheder for Martinsen. Han måtte henvende sig til små nazistiske foreninger, som stod i et modsætningsforhold til Fritz Clausen. På den første rekrutskole på Høveltegården var der da også kun 30 rekrutter. Det var Martinsens stedfortræder, obersturmführer Ellekilde, der ledede det første hold.
Søren Kam – ny skolechef
Untersturmführer Søren Kam blev hentet op fra Regiment Danmark for at blive skolechef. Rekrutterne blev undervist i ren militæruddannelse samt den nationalsocialistiske ideologi. Senere kom også unterscharfführer Lorenz Peter Kjær. Det var ham, der stod og legede politibetjent i Sønderjylland, da tyskerne besatte landet. Han skulle hjælpe til med uddannelsen.
Efter at uddannelsen var påbegyndt, rejste Martinsen tilbage til Regiment Danmark. De gjorde derefter krigstjeneste i Kaukasus – området. Her led regimentet igen store og blodige tab.
En fornærmet Martinsen
Den første rekrutuddannelse på Schalburg – skolen varede i tre måneder. Derefter blev rekrutterne sendt hjem med et tysk schein og i en sort Schalburg – Uniform. Men de fik dog at vide, at de foreløbig ikke måtte vise dig i den offentlig.
To senere rekrutuddannelser på Schalburg – skolen leverede yderligere 60 mand til korpset. Fra tysk side fandt man ud af, at dette korps kunne bruges mod deres egne landsmænd. I slutningen af september fik Schalburgkorpset overladt Frimurerlogen på Blegdamsvej. Her blev Martinsen igen leder af et slags vagtkompagni. Grunden til, at Martinsen var kommet hjem, var stærk mistillid til lederen af DNSAP, Fritz Clausen. Flere havde henvendt sig til ham, for at han skulle være Fører. Men det blev ikke til noget. Fornærmet trak han sig så tilbage til en længere ferie.
Ny kommandør af Schalburgkorpset
Den danske kaptajn Poul Sommer, der indtil da havde gjort tjeneste og dekoret i det tyske luftvåben, blev i dette tidsrum kommandør af Schalburgkorpset. Han foranstaltede en livlig agitation for korpset. Og egentlig fik korpset mange opgaver tildelt. Under Sommers ledelse opstod også det berygtede Efterretningstjeneste kaldet E.T.
Splid mellem Martinsen og Sommer
Den militære gruppe kom til at bestå af to kompagnier a 100 mand, mens en politisk civil gruppe fik navnet Dansk Folkeværn.
I februar 1944 blev Ringsted Kaserne overladt til Schalburgkorpset. Allerede i august 1943 havde korpset fået Kassemoselejren, hvor der blev uddannet rekrutter. Can jur. Spleth fra Schalburgkorpset indledte i begyndelsen af 1944 et nært samarbejde med Pancke og Werner Best med hensyn til efterretningstjenesten E.T. Fra dette tidspunkt udviklede gruppen sig til et terrorkorps.
På dette tidspunkt opstod der også en splid mellem Martinsen og Sommer, hvorefter Poul Sommer oprettede sit eget korps. Forskellige virksomheder kunne engagere vagtmandskabet. Korpsets personale kom dog hovedsagelig til at forrette tjenester på forskellige flyvepladser.
Danske terrorgrupper
Omkring april 1944 udskilte E.T. sig fra Schalburgkorpset. Man fik egne lokaler i Dahlerupgade 1. Det var med personer som Brøndum, Bothilsen, Høst, Staal, Strynbo m.m.
Da det danske politi blev anholdt fik tyskerne megen hjælp fra de danske terrorgrupper. Man oprettede nu Hilfspolitzei (Hipokorps), der i det væsentligste bestod af medlemmer af Schalburgkorpset.
Tyskerne fik gode samarbejdspartnere
Oberst der Politzei, Bovensieben og Sturmbannführer und Regierungsrat Dr. Hoffmann havde nu fået nogle gode samarbejdspartnere, såsom Peter – Gruppen, Lorentzen – gruppen og senere Lille – Jørgen Gruppen. Man begyndte nu en intensiv jagt på den illegalt arbejdende del af befolkningen.
Ligesom Regiment Danmark måtte trække sig over den østrigske grænse, led også de fleste tyske tropper nederlag på stribe. Men disse forhold forstærkede bare de danske terrorgruppers indsats. Voldshandlinger udartede sig efterhånden til sadisme. Anholdte blev koldblodigt skudt.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 123 artikler om Besættelsestiden herunder: