Artikler
August 28, 2014
Dette er Tønder – historie fra 1728 – 1829. Og der er igen engang sprogproblemer. Selv om Brorson kom med danske salmer, måtte de ikke synges i alle kirker. Der var nogen, der ikke forstod et ord tysk. Værst stod det til med kvinderne. Man forstod ikke præsten og katekismus – stakkels konfirmander. Amtmanden og provsten i Tønder løg over for kongen for at forstærke fortyskningen. Det danske sprog var helt udelukket på Tønder Seminarium. Først i 1810 fik man 2 – timers dansk, og først i 1828 fik man en lærer i dansk – men ak og ved, hvilken lærer!
En god hjælpepræst
I året 1728 blev Johan Herman Schrader præst i Tønder. Han var født i Hamborg. Han fandt sig i at den danske præst Hans Adolf Brorson blev hjælpepræst i byen. Han tilskyndede vel også til, at der nu blev indført dansk salmesang ved den danske gudstjeneste. Det mærkelig forhold, at der blev sunget tysk samlesang ved danske gudstjenester havde været almindelig i sønderjyske købstæder havde været almindelig lige siden reformationen.
Danske salmer
Men i julen 1732 indførte Brorson dansk salmesang med sin herlige samling af danske julesalmer. Men med Troens rare Klenodie kunne især sønderjyder nu synge dansk ril påske, pinse og advent.
Pietister
Begge de nævnte præster var pietister, og dette vakte også genklang hos Christian den Sjette. Kongen begyndte at rette sin opmærksomhed mod Sønderjylland. Han forlangte indberetninger om skolens og kirkens tilstand i Sønderjylland. Og det var i den grad mærkelig indberetninger, som han modtog. Sproget var en stor hindring i forståelsen af Guds ord. Enten forstod man ikke dansk eller tysk.
Hele befolkningen i Aabenraa kunne tysk?
Amtmanden og Provsten i Aabenraa meddelte, at i byen var hele gudstjenesten og skoleundervisningen tysk med undtagelse af, når der holdtes dansk froprædiken. Amtmand v. Massow mente, at hele befolkningen i Aabenraa var kyndige i tysk.
Kun 1/30 talte tysk
I Løgumkloster var der tysk skoleundervisning og tysk prædiken hver 3. uge. Det ville man godt have ændret til hver 4. uge. Der blev nemlig påstået, at kun 1/30 af befolkningen kunne tysk. Men her var amtmanden helt uenig. Han mente derimod at de fleste var noksom kyndige i det tyske Sprog. På landet var alt dansk.
Man skulle kunne læse Forordningerne
Amtmanden og Provsten i Tønder Amt regnede alle de frisiske sogne samt de tilgrænsende nærmest danske sogne Læk, Klægsbøl, Nykirke og Rødenæs for rent tyske. Så talte de også om blandede sogne, hvor der, sagde de, tales mere dansk og skoleundervisningen er tysk.
I Højer, som de indrømmede var dansk, blev der dog stadig sunget tyske salmer til danske gudstjenester, og skoleundervisningen var på tysk. Man mente dog, at det var en fordel med tysk, da man så kunne læse de kongelige love og anordninger, der var udstedt på tysk.
Efterhånden blev tysk samlesang afskaffet i Højer og Løgumkloster til dansk gudstjeneste, og det samme var tilfældet for længst i Tønder.
Struensee på besøg i Tønder
I sommeren 1777 visiterede provst Struensee Tønder Provsti, hvor der side om side var dansktalende menigheder med henholdsvis tysk og dansk kirke – og skolesprog. Struensee var Generalsuperintendent. Her havde han lejlighed til at se forskellen. Han rapporterede direkte til kongen. Han siger herom:
Ved Eksamina bemærkede jeg tydelig, hvorledes Undervisningen er beskaffen saavel i Skoler som Kirker. Hvor der er dansk Prædiken og Ungdomsundervisning fandt jeg Kundskaben god på de fleste Steder. Men i nogle Menigheder, hvor Gudstjenesten holdes i det tyske Sprog, var Uvidenheden stor. En medvirkende Aarsag hertil er vel, at Indbyggerne indbyrdes taler Dansk og på Søkysten i Hvidding Herred, Frisisk. Det er vel Kongens aller alvorligste Befaling, at Skoleungdommen overalt i Hertugdømmet skal undervise i det Sprog, hvori der bliver prædiket. Med denne ”alleheilsameste” Befaling bliver ikke efterkommet alle Steder.
Hvor der prædikes Tysk og Indbyggerne indbyrdes taler Dansk og Frisisk, der lærer Børnene hverken at forstaa Ord eller Mening, da de lige til Konfirmationen kun hører Dansk eller Frisisk. Jeg har ikke forsømt, at indprænte det alvorligste at indprænte Præster og Skolemestre at intet Sprog tales i Skolerne uden det, i hvilken den offentlige Gudstjeneste holdes.
I Særdelshed har jeg bemærket, at simple Folk af Kvindekønnet slet ikke er det tyske Sprog mægtige. Paa nogle Steder har jeg paa Grund af særlige Anliggender haft Lejlighed til at tale med dem. Men de har slet ikke kunnet forstaa mig, naar jeg talte Tysk til dem. Ikke desto mindre hører disse Personer tysk prædiken, synger Tyske Salmer og fremsiger deres Skriftemaal i det tyske Sprog.
Struensee ville fremme fortyskningen
De fleste havde en mistanke om, at Struensee ville fremme det tyske sprog. Men han kunne godt se, at der var noget alvorlig galt. Det var langt fra alle, der fik noget ud af, at gå i skole, og langt fra alle forstod præsten.
En forstærkning af det tyske sprog
I Tønder mente både Amtmand og Provst, at folk ikke kunne lære noget om Gud, når de ikke forstod tysk. Det førte til en henstilling til skolemestrene, om at forstærke deres indsats med at undervise i det tyske sprog.
Angreb af en præst i Tønder
Men senere bed pastor Balthasar Petersen fra sig og lod sine foresatte vide, at tysk gudstjeneste i mange menigheder var en hindring for kristelige livs trivsel. Han sagde endvidere, at mange præster uden lovlig ret havde indført det tyske kirkesprog i tillid til Hertugen på Gottorp. Hans angreb var så heftig, at regeringen så sig nødsaget til at udsende en erklæring den 10. november 1778, at det var forbudt for præsterne på egen hånd, at indføre det tyske kirkesprog.
Fortyskningen skulle udvides
I mellemtiden havde Struensees indberetning ført til, at den daværende udenrigsminister og præsident i Det Tyske Kancelli, Grev A.P. Bernstorff fik den ide, at fortyskningen skulle udvides til hele Sønderjylland. Med andre ord, der hvor der nu var dansk kirke og skolesprog, ja da skulle eleverne have så meget tysk undervisning, at de kan forstå de forordninger, der udsendtes.
Præsten ændrede indstilling
Åbenbart synes, Balthasar Petersen, at dette var en god ide. Det så ud som om, at han havde drejet sig 180 grader. Han sagde det på den måde, at han var
Særlig glad over Udsigten til, at Pigerne kunde komme til at lære tysk, for de kunne jo blive Enker og paa den Maade faa megen Nytte af at kunne læse Loven.
Overkonsitoriet fandt dog den bernstorffske tanke for urimelig og frarådede den af hensyn til, at lærerne ikke kunne tysk.
Pastor Fabricius protesterede
Syd for Tønder i Kær Herred indtrådte Struensees fortyskning. Her måtte de dansksprogede præster adlyde. Men præsten Anders Gottlieb Fabricius i Humtrup overrakte biskoppen sin fremstilling af situationen. Han gjorde opmærksom på, at der i kirker og skoler blev talt tysk, men at indbyggerne alle talte dansk. Det var kun enkelte, der talte tysk. Børnene lærer Katekismus på tysk. Degnen i Humptrup taler tysk, uden nogen sinde at få et svar på dette sprog. Konfirmanderne i området er temmelig uvidende, for de har ikke forstået noget som helst, forklarede pastor Fabricius. Pastoren forklarede, at nabopræster i Aventoft og Ubjerghavde det på samme måde. Det var kun i Læk, Enge og Stedesand, der blev talt tysk, hævdede præsten.
Pastoren sluttede sin henvendelse med, at han håbede, at begge sprog blev indført, og at man fik dansksprogede skole – og salmebøger.
Struensee lyttede
Struensee bad om et møde med Fabricius. Det endte med, at han godt kunne se, at han havde gjort nogle uret. Struensee sendte derfor Fabricius brev videre til kongen med en anbefaling. Han gjorde også gældende, at der var mange menigheder i Tønder Amt og nogle i Flensborg Amt, hvor beboerne indbyrdes talte dansk, og børnene aldrig hørte et andet sprog. Derfor er det umuligt for dem, at forstå en prædiken eller et foredrag i det tyske sprog. Dette var årsagen til den store uvidenhed.
En helt anden indstilling
Dette førte nu til, at Amtmanden og Provsten var halvanden år, om at afgive en erklæring. Det gjorde de den 17. september 1782. Og man kan vel godt kalde den erklæring for uredelig. De sagde, at
Det var en helt anden udlægning end den, som den lokale præst kom med. Endvidere rettede Overkomsitoriet sig også ind efter Amtmanden og Provstens udlægning. De havde ellers lagt beslutningerne om anvendelse af det danske sprog ud til menighederne.
Adlers forslag blev forkastet
Struensees efterfølger blev J.G.K. Adler. Og det skete i 1796. Han kunne godt se, hvor unaturlig og skadelig forholdene var i Flensborg og Tønder Amter. Han mente, at der skulle flere dygtige lærerkræfter til. Det var ikke nok, at der i 1781 blev stiftet et seminarium i Kiel, og i 1786 et i Tønder. Han mente også, at lærerlønningerne skulle i vejret. Adler fik oprettet 440 faste skoler i Sønderjylland, og nedlagt alle latinskoler undtagen fire stykker.
Adler forlangte, at seminaristerne i Tønder skulle undervises i dansk retskrivning og katekismus. Skolerne i Nordslesvig, hvor der var dansk undervisning, skulle have danske læsebøger. Men ak Overkonsitoriet satte sig imod. Adler måtte opgive sit forehavende.
Det danske sprog var udelukket på Tønder Seminarium
Da det danske sprog således fuldstændig blev udelukket fra Tønder Seminarium gik de unge mennesker, der ville være lærere i de danske skoler i Nordslesvig til kongerigske seminarier – især til Skaarup.
2 timers dansk – uden for normal skoletid
Dette betød også, at der kun var 12 seminarister i Tønder i 1794, selv om Provst B. Petersen havde doneret 18 pladser.
Først i 1810 fik seminaristerne lov til at få 2 timers undervisning i dansk uden for skoletiden.
Sikke dog en lærer
Og først i 1829 blev der ansat en lærer i dansk. Men ak og ve. Det blev den mest skamløse og berygtede præst af dem alle, Jørgen Brag, præst i Adsbøl. Det var ham, som Hertugen af Augustenborg brugte til at forberede sit oprør i 1848.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 28, 2014
Her er så endelig anden del af historien bag dannelsen af Nordens første frivillige brandværn. En gymnastiklærer havde 14 gode ideer til hvordan man oprettede et brandværn. Blandt andet skulle Skyttekorpset møde op med geværer for at beskytte brandstedet. Og tænk, så oplevede man en brandrepotage i den lokale avis. Man købte en engelsk sprøjte, der skulle betjenes af 20 mand. Først efter dannelsen af Männer – Turnverein blev Tønder Frivillige Brandværn dannet, efter tysk forbillede. På et tidspunkt var brandvæsnet i den grad forgældet. Man blev nødt til at lave brandobligationer. Vi ser også lige på de største brande i Tønder og Omegn.
Anden del
Helt tilbage i 2008 skrev vi artiklen Brand i Tønder. Denne artikel kan ses som en udbygning eller en anden del af brandens historie i Tønder. Det er selvfølgelig altid noget trist, at skrive om. Hvis vi dukker ned i Tønders historie, ja så har denne by bestemt ikke været forskånet for Krig, epidemier, stormflod og brand.
Indskrifter over dørene
Hvis vi nu kigger godt efter, når vi går en tur i Tønders skønne gader, og betragter inskriptionen til de endnu bevarede gamle huse, så kan man læse, om nogle af de tildragelser og ulykker, som den skønne by, har været udsat for.
Storbranden i 1725
Se bare for enden af Østergade. Her lå Helligånds – hospitalet og Vajsenhuset. Her kan man på den smukke hustavle læse om den 16. oktober 1725. En storbrand lagde næsten en femtedel af byen i aske. Det gik ud over husrækkerne på begge sider af Østergade med baggårdene helt hen til Østerport. Også hospitalet gik det ud over, og tre tøndringer mistede livet.
Det var nødvendigt at genopbygge hospitalet. Men det var mere påtrængende at bygge boliger til alle de brandlidte borgere. Der blev samlet penge ind både i selve byen og i andre områder. I ti år blev byen fritaget for kontribution. Og egentlig var det planlagt to kompagnier Kyrasserer indkvarteret i byen, men nu nøjedes man med kun et kompagni.
En ny Østerport – bygning blev rejst i oktober 1725. Bygningenfik lov til at bestå helt til 1870. Denne brand var den sidste af de store brande.
Hertugen formaner Tønder
Længe før denne ulykke, havde Hertug Friedrich af Gottorp haft øje på forholdene i Tønder. I 1698 blev der udfærdiget en skrivelse, hvor hertugen anmodede om, at få orden i forholdene. Men først i 1724 gik borgmester og råd i Tønder ind for at ansætte en skorstensfejer. Denne skulle:
Hver eneste gang en ildebrand måtte opstå, hvilket Gud dog i nåde måtte bevare os for, skal være til stede på brandstedet, for med al flid at drage omsorg for, at ilden kan neddæmpes.
Brandforordning fra 1743
Johann Hinrich König fra Hildesheim blev Tønder By’ s første faste skorstensfejermester. I en Kongelig General – Brand – forordning for Tønder Købstad af 23. juli 1743 gives en nøjagtig oversigt over det brandslukningsmateriel, der til enhver tid skulle stå til rådighed. Således skulle enhver borger, der ejede et hus eller bor til leje i et sådant, have:
Depot på Rådhuset
På selve rådhuset skulle der være et depot bestående af 4 brandstiger, 4 brandhager, 18 læder – spande og 24 hardecken. Alle borgere og samtlige indbyggere blev optaget i brand – assecurance – cassen. Fra denne hører et særligt husregistre med senere tilføjelser over indtrådte forandringer. Dette register er i dag særdeles vigtig, når vi skal kigge i Tønders byggekultur.
Slukningsmateriel blev holdt under opsyn, men snart blev man i Tønder opmærksom på en opfindelse fra udlandet. Man havde konstrueret En sprøjte, som var en maskine til slukning af en tilfældig ild ved hjælp af en stråle eller udstrømmende vand.
Den store engelske sprøjte
I perioden 1768 – 78 indhentede Magistraten masser af tilbud, som bilagt en masse tegninger landede på skrivebordet i Tønder. Man bestemte sig for købet af en sprøjte hos Hadley and Son, Long Acre, London. Man kaldte nyerhvervelsen for Den store engelske Sprøjte. Og den eksisterede endnu, da det frivillige brandværn blev dannet i 1869. Ja man anskaffede sig hele seks sprøjter.
Der findes endda Efterretning over de Tønderske sprøjter fra 1795. Her kunne man læse om sprøjterne fra Tønder. Således berettes der, at
Omkring århundredeskiftet gjorde brand – administratoren opmærksom på, at de mindste sprøjter sagtens kunne fremstilles af de lokale håndværkere.
En sprøjte krævede masser af mandskab
Nu var det sådan, at sprøjterne krævede et ret stort mandskab. Således krævede Den store engelske sprøjte 20 mand. Og disse mænd blev antaget med håndslag i stedet for edsaflæggelse.
Brandslanger i læder blev fremstillet af lokale håndværkere. Ved brand blev sprøjterne trukket gennem gaderne til brandstedet, dels af mennesker, dels af heste.
Forslag fra en gymnastiklærer
I 1837 fremkom et forslag fra gymnastiklærer ved Tønder Seminarium, Johann Heinrich Carl Kopp om dannelse af et brandkorps. Han skrev til Magistraten, at han undrede sig over den uorden, der herskede på brandstedet.
Individer indfandt sig under foregivende af at ville hjælpe, hvorom dog formodningen lå nærmere, at de ville søge at berige sig på deres ulykkelige medmenneskers bekostning.
Da enhver, som jeg har set vil kommandere, og uvedkommende – især læredrenge og børn ved deres sammenstimling gør forvirringen endnu større.
Kopp opridsede et reglement på 14 punkter til oprettelse af et Brand – vagtkorps. Indsenderen tilbød selv at føre planen ud i livet, hvis han kunne regne med bystyrelsens fulde tillid.
Skyttekorpset skulle indfinde sig med geværer
Kopps plan involverede aktiv deltagelse af det gamle Skyttekorps, hvis medlemmer skulle indfinde sig på brandstedet i fuld montering og med gevær. De skulle sørge for afspærring og for opretholdelse af orden. Men på dette punkt var der absolut ikke enighed. Den daværende brandadministrator købmand Detlef Jensen Angel, der ironisk spurgte, hvor lang tid, det skulle tage, indtil korpsets medlemmer havde iført sig uniform, fremsøgt gevær og ammunition.
Borgmester Paul Sibberts satte den Koppske plan i omløb blandt medlemmerne af deputeret – kollegiet og udbad sig en udtalelse.
En bekendtgørelse i den lokale avis
Den 22. juli 1844 lod Magistraten indrykke en bekendtgørelse i Wöchenliches Tondersches Intelligenzblatt:
Det er kendt, at allerede i forrige år sammen med et forslag til en ny brandforordning for denne by også et regulativ angående oprettelse af et brandkorps indsendes til højere stadfæstelse. Efter denne plan skal en afdeling af brandkorpset være et ”brand – vagt – korps”, hvis funktion skal bestå deri, at dette ved brandfare afspærrer de til brandstedet førende gader, og at det drager omsorg for de reddede mobilier og i øvrigt medvirker til opretholdelse af den nødvendige orden ved at assistere politimyndigheden. En meget berømmelig og taknemmelig anerkendt frivillighed ved overtagelse af en sådan tjeneste, den prisværdige iver hos gymnastiklærer Kopp…. har gavnet oprettelsen af brand – vagt – korpset og muliggjort starten.
Der har nu sammenfundet sig et frivilligt mandskab i en styrke af 53 medlemmer, og disse har i vinterens løb foretaget øvelser. Det dannede korps er fyldestgørende organiseret, og organiseringen er befundet hensigtsmæssig. Efter at kollegierne har haft selve sagen og tilbuddet fra det frivillige mandskab til behandling, er fornævnte mandskab den 18. juli 1844 blevet antaget og konstitueret som et brand – vagt – korps i vor by i henhold til det opstillede regulativ.
Dette bringes herved til offentligt kendskab med tilføjelse om, at gymnastiklærer Kopp fungerer som commandør i dette korps, købmand Ph. A. Rehoff, gæstgiver H. Rulffs (Stadt Hamburg) og skræddermester Kaven som officerer. Gæstgiver E. Claussen, købmand Andr. Andresen jun., skomagermester Lor. Berendsen og væveren E. Koch som underbefalingsmænd.
En reportage fra en storbrand
Det kom nærmest som et chok, da beboerne i Tønder den 8. marts i Wöchentliches Tondersches Intelligenzblatt kunne finde en beretning om Branden i Store Emmerske:
Den 3. marts om aftenen blev landsbyen Store Emmerske ved Tønder hjemsøgt af en voldsom ildebrand. Ikke mindre end fire gårde og fattiggården blev lagt i aske og ikke så få mennesker var uden tag over hovedet. 10 stykker hornkvæg, nogle får og alt husgeråd og mobilier blev flammernes bytte.
Da branden opstod i byernes østligste del ved temmelig stærk østenvind, og der ikke kunne skaffes vand, syntes hele byen truet af undergang. Under sådanne forhold var de forskrækkede indvånere også mere optaget af at redde deres bohave end at forsøge at begrænse ilden. Da noget senere folk fra nabobyerne strømmede til, blev et slukningsforsøg organiseret.
Hertil brugtes sne. En høj vold af sne opkastedes, der kunne dæmme op for det løsslupne element. Det kan dog ikke undlades at påtale den passive holdning som mange indtog ved denne brand, idet de nøjes med at være tilskuere, uden at røre en hånd, stirrede på flammehavet og i al gemytlighed holdt deres pibe i gang, medens de andre arbejde næsten over ende.
Under disse sidstnævnte må særlig seminaristen Jacobsen fra Tønder fremhæves. Efter i en forrygende hast at være ankommet til brandstedet, organiserede han straks tjenestevillige kræfter, angav planen til beskyttelse af de endnu uden for ildsvåden liggende huse, stod selv i forreste linje på de mest udsatte steder og forlod først pladsen, da faren var afværget. De tilstedeværende var alle enige i, at byens redning hovedsagelig kunne tilskrives hans klare anordning og indsats. Det er at ønske, at en sådan opofrende hengivelse må få sin belønning.
Brand i Storgade
Kopp døde i 1854. Hans indsats satte ikke tydelige spor. Og brande som lokalt nyhedsstof forsvandt åbenbart også efter beskrivelsen af storbranden i Store Emmerske. To brande af særlig voldsom karakter opskræmte ellers befolkningen i Tønder i forsommeren 1849.
Midt om natten mellem den 13. og den 14. maj 1849 opstod der brand hos kornhandler Christian Paulsen. Hans ejendom lå i Nord – vest – kvarter nr. 20 (Missionshotellet, Storegade 9). Beboelseshuset lå med front ud mod Storegade. Stald – og lagerbygninger lå ud mod det lille torv. Det hele blev lagt i aske.
Kornet var kun opmagasineret. Det tilhørte endnu bønderne. Købmand Johannes Conrad Iversens baggård ved siden af var heller ikke blevet forskånet.
Brand i Møllen
Et voldsomt uvejr trak om aftenen den 5. juni 1849 om aftenen hen over byen. Et lynnedslag ramte stuehuset til vejrmøllen ude foran Vesterporten. Mølleren, Johann Balthasar Stehr havde efter et mægtigt stort tordenbrag åbnet døren, for at se sig omkring. Her stødte han på to velkendte borgere, købmand Johannes Conrad Iversen og gæstgiver Hans Harders fra Stadt Kopenhagen. De ville søge ly i uvejret. Harders pegede op mod taget, hvor en røgsøjle steg op mod himlen.
De stråtækte bygninger gav ilden rig næring og gnisterne fra stuehuset antændte også møllen, der nedbrændte til grunden.
Turmverein blev til Feuerwehr
I 1860’ erne havde nye ideer fundet indpas i Holsten og Slesvig. Ja ideen om det frivillige brandværn stammede oprindelig fra Frankrig og herfra bredte den sig til Sydtyskland, hvor de første frivillige brandværn opstod omkring 1850’ erne.
Men hvad nu med Tønder? En gymnastikforening efter tysk mønster var blevet dannet i februar 1865 under navnet Männerturnverein. Der var tilslutning fra såvel borgerskabet som seminaristerne. Og stillingen som gymnastiklærer på både den tyske og den danske afdeling på Seminariet blev besat af lærer Peter Jürgen Johannsen. Og denne Jürgensen fik en god ide efter at han havde besøgt Central – Turn – Anstalt i Berlin.
Den 14. november 1869 oprettede man nemlig Turner – Feuerwehr. Allerede den 22. november godkendte den kongelige politimyndighed i Tønder, repræsenteret ved borgmester Streckenbach arrangementet.
Ny fabrik opføres i Flensborg
Lige inden, den 7. oktober var der på hjørnet af Østergade og Vidågade sket en voldsom brand. Købmand Johann Friedrich Jensen havde i 1866 ladet en forretningsejendom nedrive. Han lod opføre en ny damp – brødfabrik. Han averterede med, at man kunne bytte sit rug, og så få brød i stedet for. På få timer blev hele fabriks – foretagenet lagt i aske. Intet stod at redde. Også naboejendommen gik det ud over. Branden åbenbarede store mangler i slukningsarbejdet.
Det var også et stort tab for byen. Skadeserstatningen gik nemlig til, at Jensen loden ny brødfabrik opføre, dog ikke i Tønder, men i Flensborg.
Den første by i Norden, der fik Frivillig Brandværn
Jo, Tønder var den første by i Norden, der fik et Frivilligt Brandværn. Allerede den 7. februar fik brandværnet sin ilddåb. Det var en mindre brand hos købmand Clausen i byens nord – øst kvarter. To måneder efter var der en værkstedsbrand hos snedkermester Gustav Sehestedt i Nørregade.
Godt nok skulle hvert medlem betale 24 Groschen årlig. Men det var lavvande i kassen. Og for at være mere effektiv skulle man have en moderne sprøjte. Derfor lancerede man Tonder – Turner – Feuerwehr – Obligationen.
Brand – obligationer
Magistraten aftog 40 obligationer, men også sparekassen og andre institutioner tegnede sig som aftagere. Den 12. december 1870 fik Magistraten, at vide, at den i Leipzig købte sprøjte var kommet til byen og allerede havde bestået sin prøve.
Vi har endda en beskrivelse af Mittle Landspritze Nr. 3. Den omtales som en solid trækvogn, hvor der var monteret en trækasse som vandbeholder. Der var forsynet med en pumpe og et stålrør af messing. I tidligere tid brugtes læder – og trækolber, der dog krævede mere pasning for at være i brugbar stand ved en eventuel ildebrand. Ved den nye maskine benyttede man nu slebne messingkolber, hvilket havde den fordel, at vandstrålen blev mere konstant under slukningsarbejdet.
Som brandadministrator fungerede i disse år Hans Hansen Hage, gæstgiveren på Humlekærren. (Se artiklen om Humlekærren)
Folk havde pligt til at gøre tjeneste
Ifølge byens brandregulativ havde alle borgere med undtagelse af Kollegiets medlemmer og byens embedsmænd indtil 50 års alderen pligt til at gøre tjeneste i byens brandkorps. Antallet af hornister, der i givet fald skulle blæse til brandalarm blev forhøjet fra 2 til 4.
Man skulle være uniformeret
I vedtægterne stod der også, at alle skulle være uniformeret. Hvert medlem skulle på egen bekostning anskaffe sig reglementeret bluse og hjelm. Det øvrige udstyr blev leveret. Stridigheder opstod, da der ikke mere var påbudt, at være medlem af gymnastikforeningen for at være frivillig brandmand.
Tiltrængt penge til forgældet brandværn
Et nyt slangetårn blev opført i Smedegade på den gamle kirkegårds grund. Men ak den tyngende gæld voldte vanskeligheder. Byens private spare – og lånekasse måtte gentagende gange yde større bidrag. Men også en uventet arv fra handelsmanden Laust Frandsen bidrog til at gælden kunne nedbringes. Denne døde den 3. juni 1873. Og historien bag dette er følgende:
Den 3. december 1870 opstod der brand i bager Lüthgens ejendom i Vestergade (hvor senere skotøjshandler Nissen fik forretning). Dette hus stod ikke til at redde. Men vinden var vestlig, og derfor var nabohusene også stærkt i fare. Ejerne af disse huse averterede derfor også deres tak til brandvæsnet. I en af husene lå en meget syg og hjælpeløs kone, der var meget nervøs for udviklingen. Brandkaptajnen beordrede fire mand ind i sygeværelset, for straks at bære hende ud, hvis det var nødvendigt. Heldigvis nåede ilden ikke huset, hvorefter hendes mand, kreaturhandler Laust Frandsen testamenterede brandværnet sit hus, Nordvest – kvarter 187 med to stalde samt tre fenner, beliggende på Tønder Mark, ca. 4 ha stor.
Arven kunne først tiltrædes i 1894. Magistraten havde allerede i 1876 overfor det kongelige arveskatteamt i Altona afgivet garanti – erklæring for den arveskat, som det frivillige brandværn ville have at svare af en arv, hvis værdi var takseret til 13. 800 Mk.
Indsats kunne også gøres udenbys
I de oprindelige love var målsætningen:
Ved brandfare at beskytte det truende liv og ejendom af indvånere i vor fødeby.
Efter at gymnastikforeningen var blevet udskilt, blev der tilføjet en vigtig sætning:
Efter kaptajnens eller hans stedfortræders skøn kan brandværnet også bringes til indsats udenbys.
Man havde en diskussion om dette emne. Magistraten mente, at byen skulle have en godtgørelse:
Vore sprøjter bliver mere brugt udenbys end i vor egen by. Og det undgås ikke, at de udsættes for større slid i fremmed tjeneste end i byen. Også sprøjte – mandskabet lider større tab, idet de for længere tid må forlade deres borgerlige gerning, når de med sprøjten tager del i et slukningsarbejde på landet.
En nyt stigetårn var nødvendig
Der var masser af brandværns – fester både internt og sammen med kollegaer rundt om i Slesvig – Holsten. I 1885 havde korpset hele 95 aktive brandmænd.
Efter kun 10 år kasserede politiet stige – eller øvelsestårnet bag rådhuset. Et nyt tårn blev oprettet på skyttegårdens grund. Dette tårn blev brugt indtil 1924, hvorefter et nyt blev taget i brug på kvægtorvet. Sprøjtehuset forblev i alle disse år på den gamle plads bag Humlekærren.
En skydestige blev anskaffet i 1880. Ved en brand i Søndergade blev stigen beskadiget, hvorved den daværende stigefører E, Ewers pådrog sig et kraniebrud. Anskaffelsen af en ny mekanisk skydestige var nødvendig.
Efterslukning på byens værtshuse
Et problem opstod, fordi de gæve brandfolk efter brandøvelser gik på efterslukning på byens mere end 60 værtshuse. Konerne klagede, og brandkaptajnen lovede at sende en ekstra patrulje ud efter de tapre brandfolk, men ak patruljen faldt selv i druk.
Efter 1920 skete der en nyordning af de frivillige brandværn. Men de fleste steder fortsatte kommandosproget på tysk og fremtoningen var nærmest som en Kriegerverein.
Den første motoriserede brandbil
Det var en stor dag i september 1934, da 10 brandmænd kunne prøvekøre Tønders første motoriserede brandsprøjte. Og den var leveret af lokale Brdr. Roost.
Skulle Falck overtage?
I 1947 diskuterede man tre forslag til videreførelse af brandværnet:
Den 11. juni 1948 vedtog byrådet med 13 stemmer mod 1 at overdrage brandslukningstjenesten til det reorganiserede frivillige brandværn. Traditionen og brandværnets indsats gennem årene gjorde udslaget.
Da brandværnet blev 80 år, holdt borgmester J.J. Paulsen en tale, hvor han talte om nationale brydninger og sammenhold, hvor kammeratskabet hersker.
I 1949 erhvervede brandvæsnet en ny fra de tyske efterladenskaber stammende brandbil. Den blev sat i stand af lokale Bruhn & Knudsen.
Storbranden i Rudbøl
Flere gange har tyske brandkorps assisteret sønderjyske brandkorps og omvendt. I dette tilfælde kan vi nævne en brand, natten mellem den søndag den 2. oktober til mandag den 3. oktober 1966. Der var udbrudt brand på Rudbølgård i grænsebyen Rudbøl.
Gårdens tre sammenbyggede, stråtækte længer brændte ned og tre malkekøer, seks kalve, to tyre, næsten hele svinebesætningen, dvs. 100 svin, 500 tønder korn, omkring 5.000 balle hø og halm, to traktorer det meste af gårdens maskinpark og to personvogne blev flammernes bytte.
I løbet af få minutter stod tre stråtækte udlænger i flammer. Det lykkedes alligevel gårdens fodermester og to naboer at redde en stor del af dyrene ud. Redningsarbejdet blev vanskeliggjort af, at stråtaget, der havde løsnet sig ved ilden skred ned og lagde sig som et ildbælte omkring bygningerne. I slukningsarbejdet deltog ikke færre end 100 mennesker.
De frivillige brandværn fra Højer, Møgeltønder, Tønder, Rudbøl og de tyske byer, Rosenkrans, Rødenæs og Nykirke var mødt frem. Da grænsen ved Rudbøl lukkes klokken 22, så de tyske værn sig nødsaget til at sprænge grænsebommen på den tyske side. Man brød ganske simpelt bommens lås op, for at assistere ved den voldsomme brand. Der var ingen vandproblemer. En branddam lå lige ved siden af gården og det var ikke langt til Rudbøl Sø. Vinden bar mod øst, derfor var min i stand til at redde stuehuset. En naboejendom var alvorlig truet, men den fik man også reddet. (Læs artiklerne: Rudbøls Historie og Bådfolket i Rudbøl)
De store Brande gennem årene
Ja vi kunne såmænd godt have fortsat, men vi vil henvise til første del af vores artikel om Tønder Frivillige Brandværn. Men måske skulle vi lige kigge på nogle store brande, som brandværnet har været involveret i:
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Brand – Læs
Højer:
Aabenraa:
Padborg/Kruså/Bov:
København:
Nørrebro:
August 28, 2014
Dette er anmeldelse af bogen Carl Magnus – En dansk frihedskæmper fra Forlaget Ådalen. Bogen er skrevet som en roman, men bygget på sandfærdige beretninger. Bogen viser i den grad, at livet som modstandsmand under besættelsestiden ikke var en dansk på roser. Man levede konstant med frygten. For familien Gjerlev var det bestemt heller ikke godt. Næsten hele familien kæmpede på den ene eller anden måde mod tyskerne.
En masse frygtelige begivenheder
Der skete en masse frygtelige begivenheder under og efter besættelsestiden. Det havde stor konsekvenser for mange. Men ikke alt er kommet frem. Noget bliver bevidst fortiet. Vores serie rummer til tider frygtelige sandheder. I serien vil du kunne finde artikler fra hele Danmark. Du vil sikkert møde oplysninger, du ikke er stødt på før. Her på siden har vi mærket en stor interesse for vores historiske artikler. Derfor har vi besluttet os for, at bringe en serie artikler om besættelsestiden.
Reaktioner udebliver næppe
Reaktionerne på disse artikler udebliver næppe. For hele sandheden om besættelsestiden er ikke nået frem til alle. Det gælder også kendskab til diverse udgivelser. Dette handler om en spændende bog, som ikke er nået frem til de større dag – og ugeblade. Og det er en skam. For bogen viser i høj grad bagsiden af medaljen som modstandskæmper under besættelsen.
Modstandsbevægelsen tog også fejl
Det var modstandsbevægelsen der var skyld i, at vi blev anerkendt af de allierede. Derfor starter vi vores serie med at kigge på den. Men modstandsbevægelsen tog også fejl. Og det skete også, at myndighederne dækkede over dette. Familier blev efterladt i uvidenhed. Men det er ting vi senere kommer ind på i vores artikelserie.
Det er svært at få arkiv – indsigt, når det drejer sig om besættelsestiden.
Usandheder på Frihedsmuseet
Da undertegnede redaktør af denne side for cirka 15 år siden sammen med min kone overværede vi en ung mand, der guidede nogle turister rundt på Frihedsmuseet påstod denne, at i Sønderjylland foregik der ikke nogen modstand, da Det Tyske Mindretal stod og lurede på hvert gadehjørne.
Vi trak den unge mand til side og belærte ham om det modsatte. Han stod helt uforstående over for de kendsgerninger, som vi kom med.
Forfølgelse af en befolkningsgruppe
Særlig som sønderjyde er man præget af, hvad der skete dengang. En befolkningsgruppe oplevede en decideret forfølgelse efter besættelsestiden. I skolen hører man kun den “frelste” version af historien. Vores serie af artikler vil ikke bære præg af denne indstilling.
Undertegnede forsøgte med en anden artikel på en Facebook – gruppe, at få oplysninger om en bestemt episode, der skete ved grænsen efter besættelsen. Det resulterede i, at man blev beskyldt for at være nazist og blev bedt om at forlade gruppen.
Vores emne er stadig Betæn
Skæbne, afsavn og lidelser
Egentlig handler denne bog lige så meget om familien Gjerlev’s skæbne, afsavn og lidelser. Og egentlig er bogen en dokumentation eller en biografi. Men os, der har beskæftiget os lidt med historie, ved, hvor svært det kan være at få adgang til diverse arkiver. En forholdsvis lille del af denne bog er fiktion, men kan sagtens have fundet sted. Bogen er også et barnebarns hæder til sin farfar, Carl Magnus.
Hele familien involveret i modstandsarbejdet
Næsten hele familien Gjerlev var på den ene eller anden måde involveret i modstandsarbejdet i Tønder, Ribe og Sønderborg.
Bogen er en af de talrige bøger, der er udkommet omkring besættelsestiden. Men denne bøger vil lidt mere. Vi hører ikke så meget om selve sabotagerne, men om familiens involvering i dette. På en meget fin måde får Birgitte Gjerlev indflettet Sønderjyllands specielle historie ind i besættelsestiden. Det er nok ikke mange københavnere, der har spor begreb om Sønderjyllands skæbne efter 1864, og vilkårene omkring 1920.
Konstant i fare
Til tider er bogen er meget følelsesladet. Det skyldes, at vi bliver involveret i familien Gjerlevs liv og levned. Og vi følger også de farer, som familien konstant bevæger sig i. Vi følger også modstandsbevægelsens dramatiske liv især i Tønder. Og den endte i mange tilfælde dramatisk.
Foragt for nazisme og socialisme
Vores hovedperson Carl Magnus Gjerlev kom til Tønder i 1920. Han fraflyttede sammen med sin familie byen i 1966, og han var en særdeles aktiv herre. Han involverede sig fra starten i alt, hvad der hed dansk foreningsarbejde. Det blev til mange børn i tjenesteboligen på Jernbanegade. Han var en kærlig med bestemt herre over for børnene.
De fik en god borgerlig opdragelse. Temperamentsfuld og retskaffen var han også. Han foragtede socialismen og nazismen. Han mente ikke, at kommunisterne havde noget at gøre i modstandsbevægelsen. Ligeledes tog han afstand fra en god officersven, der bekendte sig som så mange andre danske officerer til nazismen. Vedkommende var bestemt ikke velkommen i Tønder.
Involveret i mange ting
Men egentlig var han også skuffet, fordi han ikke modtog nogen form for hædersbevisning efter krigen.
Carl Magnus udnyttede sin stilling som godsinspektør til at spionere mod tyskerne. Han videregav oplysninger om våben – og troppetransporter. Han var også involveret i nedkastninger af våben til frihedskæmpere i Tønder – området. Ved flere lejligheder husede Familien Gjerlev også engelske spioner i huset på Jernbanegade.
Flere gange ændrede han en del fragtbreve på sit kontor, så tyske godsvogne kom retur til Tyskland. Det var en meget overrasket Carl Magnus, der i september 1944 blev løsladt fra Frøslevlejren. Egentlig var han dømt til døden.
I familien mente man da også, at løsladelsen skyldtes en fejltagelse fra tyskernes side.
Tanker tilbage
I bogen sidder Carl Magnus i 1971 som 87 årig og tænker tilbage til sit begivenhedsrige liv og den store familie. Han havde mistet sin elskede, Severine for et par år siden.
Vi følger ham fra Randers til Nyborg og retur igen. Faderen var ansat i DSB og tog var noget, der tidlig interesserede Carl Magnus.
Det blev til en elevstilling i Langå, og videre gik det i Det danske Livgarde, hvor vores hovedperson endte som løjtnant. Det blev til et job som baneassistent i Varde. Han blev gift med Severine i Esbjerg i 1914. Seks år efter gik turen så til Tønder, hvor jernbanen igen kom på danske hænder.
Cykler og trækvogn
Carl Magnus engagerede sig i spejderbevægelsen, idræt og Tønder Statsskole. Severines søskende var ofte på besøg i Tønder i deres moderne automobiler. De mente, at deres søster så træt ud. Måske var det arbejdet med de mange børn, der tog på hende. Carl Magnus og Severine måtte nøjes med cykler og trækvogn.
Beruset
Carl Magnus var også en festlig herre. Og måske var han kommet fuld hjem engang for meget, for Severine statuerede et eksempel. For hun vækkede alle børnene og sammen gik de alle ind til faderen, der var faldet i søvn:
Der ser I jeres far. Kan I forstå, at han vil være bekendt, at komme så beruset hjem?
Børnene fulde af spilopper
Gjerlev – børnene gik på Tønder Statsskole. De fleste var aktive i spejderbevægelsen i Tønder. Også Severine deltog aktivt.
Pigerne lærte at svømme i Vidåen, og de to af dem blev endda jyske mestre.
Børnene var ikke bedre end andre børn. De var fulde af spilopper. Og de værste af disse, endte med en straf fra Carl Magnus side.
Besøg hos kongen
Som formand for Forsvarsbrødrene var Carl Magnus inviteret ombord på kongeskibet Dannebrog, da det lå for kaj i Aabenraa. Han var stolt af, at møde kongen.
Det var som sagt gang i ham. Han var revisor i Den danske Landmandsbank og sørgede for regnskabet i Eksportstaldene.
Socialist ikke velkommen
I 1940 var Carl Magnus rystet over, at den danske regering ønskede at samarbejde med tyskerne. Den ældste datter, Grethe blev udlært hos boghandler Schmidt Paulsen. Hun fik job hos Tønder Amtstidende og lærte en ung mand at kende. Men til Carl Magnus store fortrydelse var han socialist. Forholdet blev dog ikke til noget, sikkert takket være Carl Magnus. Grethe blev nemlig sendt væk fra Tønder. Senere fandt hun fotografen Robert, der var opdraget borgerlig. Dette var mere spiseligt for Carl Magnus. De blev også gift.
Erik ledede modstandsarbejdet i Ribe
Sønnen, Erik kæmpede for at blive den lokale formand for Konservativ Ungdom. Men inden da, flyttede han til Ribe. Her lykkedes det ham, at blive formand. Han var også gået i gang med at organisere modstandsbevægelsen. Også i Tønder var flere grupper i gang med modstandsarbejde. Men der var spioner overalt. Tyskerne vidste mere, end man umiddelbart skulle tro.
Mange aktive i Tønder
Carl Magnus havde gennem sin svigersøn fået at vide, at engelske fly ville kaste våben, ammunition, våben m.m. med på en mark i nærheden af Tønder. Man skulle have organiseret lastbiler, folk, opbevaringssted m.m. Carl Magnus gik med største ildhu i gang sammen med Erik Svendsen, spejderlederen og lektor Rosenkjær fra Tønder Statsskole sammen med en masse andre.
Snart var det meste af familien i gang med en eller anden form for modstandsarbejde. Fra Telefoncentralen aflyttede to af døtrene nogle vigtige telefonsamtaler, som tyskerne foretog, og videregav disse til modstandsbevægelsen.
Bomber ramte Jernbanegade
En dag sad Carl Magnus til et møde på Hagges. Pludselig hørte man larm fra fly og nogle overdøvende brag fra eksplosioner. Han skyndte sig hjem, og fandt sin kone liggende på gulvet. Hun var nærmest døv, og havde fået en del småskrammer. Møblerne lå hulter til bulter.
Men på den anden side på Jernbanegade 10 styrtede hele første salen ned. Dyrlæge Jensen og hans datter var blandt de fire dræbte. Mange blev kvæstet. Engelske piloter havde forfejlet deres mål.
Opfordring til at anmelde sabotører
Fra godskontoret sendte Carl Magnus oplysninger til sin søn Erik i Ribe om tyske våben – og troppetransporter.
I efteråret 1942 opfordrede statsminister Buhl til at man angav danske sabotører og hjalp tyskerne til at opklare sagerne.
Mange Tønder – borgere var efterhånden blevet arresteret for tysk – fjendtlig arbejde. Der var stikkere overalt. Oppe hos Erik i Ribe holdt modstandsbevægelsen til i CB – kælderen. Her måtte man også efterhånden udøve yderste sikkerhed. Man gennemførte mange sabotageaktioner mod virksomheder, der samarbejdede med tyskerne, man lavede togafspærringer, jernbanesprængninger og sprang lokomotiver i luften og andet sabotagearbejde.
Fire Gestapo – folk i Jernbanegade
Statsskolen blev beslaglagt af den tyske værnemagt. Undervisningen måtte flyttes til Schweitzerhalle og Seminariet.
Og en dag stod fire Gestapofolk på Jernbanegade i Tønder. De gennemsøgte huset og anholdte Carl Magnus. I første omgang blev han kørt til kasernen. Derefter blev han med andre fangere læsset op på en lastbil. Godt forkommen blev de sendt til Staldgården i Kolding.
Dømt til døden
Under de første forhør modtog Carl Magnus talrige lussinger. De ville med magt få ham til at til at tilstå forræderi mod den tyske stat. Derefter sendte de ham til Dagmarhus i København. Her blev han præsenteret for en meget tyk sagsmappe, og hans søn, Erik blev inddraget i forhøret. Ikke overraskende endte det hele med, at Carl Magnus blev dømt til døden.
I Sønderborg havde modstandsgruppen planer om at sænke et tysk krigsskib ved hjælp af en tømmerflåde med sprængstoffer, som skulle sendes mod krigsskibet. Men modstandsbevægelsen blev opdaget, og Mogens Gjerlev måtte springe i havnen for ikke at blive ramt af de tyske kugler eller for at blive arresteret.
Erik blev anholdt
I begyndelsen af juni blev også Erik anholdt af Gestapo i Ribe. Også han blev sendt til København. Han sad i mørke hele tiden. Da han fik besøg af sin kone, kunne han i begyndelsen slet ikke se hende. Erik fik ikke dødsdom lige som sin far, men en deportations – dom.
Måske var det Folkestrejken, der var skyld i, at Carl Magnus fik omstødt sin dødsdom. Han blev blandt andet sammen med Erik sendt fra Vestre Fængsel til Horserødslejren ved Helsingør. Også lektor Rosenkjær fik omstødt sin dødsdom.
En sejltur med frygt
Den 12. august var det slut med de fredelige forhold. Fangerne blev kommanderet op i lastbiler. I Helsingør blev de anbragt i et skib. Man var bange for at blive sendt direkte til en KZ – lejr. Men man var glade, da man på havnen så danske busser. Man var landet i Flensborg, og turen gik nu til Frøslevlejren.
Sendt til KZ – lejre
I september blev Carl Magnus kaldt ind til lejrlederen, der højst overraskende bad ham pakke sin kuffert. Han var blevet løsladt. Rigtig lettet var han dog ikke. Måske opdagede de bagefter, at det var en fejl. Og det var tydeligt, at i Tønder holdt Gestapo øje med ham.
Og mere bekymret blev han, da han hørte, at Rosenkjær og Erik den 12. september var blevet sendt fra Frøslevlejren til KZ – lejre.
Flygtede til Ærø
Carl Magnus følte jorden brænde under sig, og flygtede til familiemedlemmer på Ærø.
Erik havnede via Neuengamme i Porta Westfalica.
På mirakuløs måde fik han smuglet et brev ud til familien i Tønder, og bad dem sende ham varmt tøj. Familien sendte ham en pakke, og håbede at det nåede frem.
Svigersønnen Richard blev i oktober også arresteret af Gestapo. Han havde forbindelser til Frit Danmark og til sabotagegrupperne i Tønder. En stor del af de aktive i Tønder var efterhånden blevet arresteret.
Erik bestak personalet
I Porta Westfalica skete der uhyrlige ting. Blandt andet bad tyskerne fangerne om at grave et meget dybt hul. Her ned smed de nogle glubske hunde som ikke var blevet fodret gennem længere tid. Derefter sendte man fangere ned i hullet.
Erik havde pådraget sig en infektionssygdom. Ved hjælp af en guldmønt lykkedes det ham, at få opereret nogle bylder væk. Han fik arbejde i køkkenbarakken og fik mere at spise.
Richard død af lungesygdom
Richard blev via Neuengamme sendt til en udekommando og led meget. Det var også en særdeles trist besked, der ankom til familien i Tønder. Han havde angiveligt pådraget sig en svær lungesygdom og døde af denne.
På datteren, Kirstens arbejdsplads holdt postmesteren en mindetale.
Carl Magnus havde bestemt sig at tage hjem fra Ærø. han mente, at faren for ham var aftaget. Og fra Erik lød det glade budskab, at han kunne komme hjem med De Hvide Busser. Ved grænsen i Kruså lykkedes det kort for familien at hilse på ham. Han var blevet radmager.
Glæde vendt til sorg
Efter besættelsen kom Erik hjem fra Sverige. Så skulle man så tro, at Familien Gjerlev var forskånet for yderligere dramatik, men nej.
Signe og Erik ville fejre hjemkomsten et par dage efter i deres hjem. i et ubevogtet øjeblik var Lille Sven forsvundet. Man ledte efter ham. Og pludselig fandt de ham livløs i en zinkbalje i haven. Han blev senere erklæret død. I landets aviser kunne man læse overskriften, Glæde vendt til sorg.
Rosenkjær død i Husum
Carl Magnus fortsatte efter krigen hos DSB. Han blev også formand for Tønder Idrætsforening. Rosenkjær døde i udekommandoen i Husum i november 1944.
Erik Svendsen sendt syd på
Erik Svendsen blev sendt sydpå. Man mener, at han sammen med andre KZ – fangere blev sendt på en såkaldt dødsmarch i Sydtyskland. Det går også rygter om, at han døde i Tjekkoslovakiet. Andre igen mener, at han kom så langt væk som til Sovjet. En halv snes år efter krigen blev der ved retten i Tønder afsagt en dødsformodningsdom over den meget afholdte Erik Svendsen.
Endnu en trist besked
Men for familien Gjerlev var det endnu ikke slut med de sørgelige nyheder. Erik og Signe havde efter tabet af Lille Svend fået en datter, Ingrid.
Erik led af stigende krigstrauma og blev mere og mere depressiv. En trist besked ramte familien i Tønder i sommeren 1956. Erik havde taget sig selv af dage, det år hvor Ingrid var blevet 9 år.
Masser af sammenhold
Mon ikke Carl Magnus med denne bog har fået den ære, som han ikke fik dengang kunne få. Bogen kan varmt anbefales. Den er ikke fyldt med mange af de floskler, som fylder mange af bøgerne om besættelsestiden. Den kan varmt anbefales til dem, der vil vide noget om risikoen ved at arbejde mod fjenden. Og lokalt i Tønder må der være mange, der kender de familier, der bliver omtalt.
For dem, der ikke lige kender Tønder og forholdene i grænselandet er bogen absolut lærerig. Ja og så er det også historien om en familie, hvor der var masser af sammenhold, og hvor man hjalp hinanden.
Birgitte Gjerlev: Carl Magnus En dansk frihedskæmper (Forlaget Ådalen)
Læs mere her: www.dengang.dk indeholder ca. 118 artikler fra besættelsestiden, heriblandt:
Hvis du f.eks. vil vide noget om Frøslevlejren m.m. – Læs under Padborg/Kruså/Bov:
* Denne artikelserie vil snart foreligge i en revideret artikel på ca. 20 sider med de nyeste oplysninger fra kirkebogen i Bov – Det mystiske mord ved grænsen
Bogen indeholder også en del omkring det dansk/tyske forhold, og tiden før og efter 1920. Også her kan du finde mange artikler på www.dengang.dk
Besættelsestiden på Nørrebro: Læs på www.dengang.dk:
August 28, 2014
Vi kigger på gamle bykort over Tønder. Men de fortalte ikke altid sandheden. Byen har ikke været forskånet for ildebrande og stormfloder. Og byen har også været ramt af krige og indkvarteringer. Men en tur gennem Tønder vidner om, at det engang har været en rig by. Hvis du er i tvivl, så besøg bare byens kirke.
En eventyrlig by
Har du prøvet, at gå en tur gennem Tønder? Har du gået langs Vidåen langs diget? Hvis ikke, så prøv at gøre det? Tænk samtidig på Tønders eventyrlige historie. Min far kunne ellers fortælle en historie om hvert hus i den indre by. Men han er her ikke mere. Som murersvend har han også oplevet lidt af hvert, når han skulle mure rundt i de gamle huse.
En borgerklokke
Franciskanerklostret bredte sig ned til Vidåen. På holmen over for lå borgen. Og nord for Vestergade lå Laurentiuskirken. På et tidspunkt udgjorde en klokkestabel på Torvet byens kirketårn. Fra cirka 1530 blev denne erstattet af et rundt grundmuret tårn. Dette lå tæt ved Storegade 9, som dengang udgjorde Torvets vestligste del. Ja dette tårn var nærmest en borgerklokke, der tilkaldte indbyggerne i freds – og krigstid. I byens østligste del lå allerede i middelalderen byens hospital eller Helligåndshus.
Opdelt i 120 stavne?
I det ældste Tønder omkring havnen flokkedes borgenes huse. De rigeste boede på Stavnsgrundene ud mod det brede hovedstrøg fra broen over Laurentiusstrømmen i vest og til hvor Abild – Ribevejen tager fat, hvor vi atter finder en bro. Hovedstrøget var delt i Vester -, Store – og Østergade. Nogen har dog stillet spørgsmålstegn ved disse stavnsgrunde, og har fundet frem til, at det antal, der skulle have været her, umuligt kan være presset ind.
Jo byen var opdelt i 120 stavne. Og kun indehaver af en stavn var fuldborger og kunne blive medlem af Raadet. I løbet af det 17. århundrede mistede stavnsordningen sin betydning. Men den blev dog først ophævet i 1768.
Tønders gader blev dannet
Men for ca. 775 år siden skete der en udstykning i Tønder. Denne forblev nogenlunde uforandret gennem den største del af byens historie. Der var dybe smalle grunde ud mod hovedstrøget. Dette betød, at byen meget hurtigt fik bagveje. Bag Vestergade opstod meget tidligt Skibbrogade og Spikergade. Bag Østergade opstod Vidågade. I nord bag Vestergade fik vi Allégade og Nørregade. Der opstod nogle få og korte tværgader, Kogade og Pebergade. Den smalle Søndergade fik vi også hurtig. Kobbergade blev også en vigtig trafikåre. Ved bebyggelse af den store Torve – og kirkeplads, opstod Smedgade mellem de to pladser. Senere i middelalderen kom Mellemgade og Richtsensgade til.
Så skulle vi da hvis have fået dannet et af de første Tønder – bykort. Vi skal også lige have med, at i løbet af middelalderen skød der af Vestergade frem ad Møgeltønder – vejen en lille forstad frem.
De rige boede ud til hovedgaden
Hovedbebyggelsen ud til hovedvejen blev først befolket. Men ud mod baggaden blev der plads til alskens nytterum som stalde, småhuse og boder til tyendet. Ja nogle blev også lejet ud. På et kort fra 1685 kan vi se, at der var en lidt anden navngivning, dengang.
Bag Staldene var til midten af det 19. århundrede den mest almindelige betegnelse for disse strøg.
Borgereden
De laveste på den sociale rangstige var Indersterne. De boede til leje hos andre og måtte betale afgift til øvrigheden. Det var en slags betaling for den beskyttelse, der blev ydet af byens borgmester og Raad.
Ifølge den gottorpske forfatning af 21 maj 1607 var daglejere forpligtet til at tage borgerskab. Men dette blev ikke overholdt. Men det var man sikkert glad for i Tønder. Fattige folk skulle ikke lige byen til byrde.
Man måtte heller ikke give ly eller udleje boder og boliger til fremmede og fordægtige folk, om hvis opholdssted, man ikke vidste noget om. En hver, der tog ophold i byen skulle inden for tre måneder aflægge borgereden. Dette gjaldt dog ikke embedsmænd, kommunale tjenestemænd, særlig privilegerede som læger, men dog kirurgere, som blev regnet som håndværkere.
I de andre sønderjyske byer blev det forlangt, at den ny borgere ejede en bolig. Sådan var det ikke i Tønder. Her behøvede man hverken at være gift eller have et hjem. Men man skulle være ægtefødt af ærlige forældre. Man ønskede ikke at have bødler og rakkere optaget i borgerskabet. Man skulle også være kristen. Jøderne fik først deres ligeberettigelse i Sønderjylland i 1854.
Brande og stormfloder gjorde sit
Selv om Tønder er en meget gammel by og man gør meget for at bevare den, så finder man ikke synderligt meget af den middelalderlige bebyggelse. Det har brande og stormfloder sørget for. Man må dog gå ud fra at den ældre Nikolajkirke samt klosteret og flere af klosterhusene har stået i solid grundmur.
Det kan være svært at afgøre Tønder – husenes alder, hvis man alene skal vurdere det ud fra husenes arkitektur. Det ser nemlig ud til, at indflydelsen fra Holland har været ret stor. I så fald skal Tønder – husene vurderes ældre.
Tønders mest berømte hus
Tønders nok mest berømte hus, er Torvet 11. Den er af sengotisk karakter og meget dekorativ. Måske er dette hus sammen med det gamle rådhus, og kirkens ejendommelige spir, det mest fotograferede og malede motiv i Tønder. Som andre ejendomme mellem Østergade og Kirkepladsen, er det bygget på tidligere kirkegrund. Det korte brede hus har dog også en helt anden karakter end de almindelige stavnshuse. Byggeskikken er velkendt fra Holland.
Et kalender – hus?
Måske har Ludwig Andresen ret, når han påstår, at huset kan være det hus, der i 1520 blev opført med offentlig støtte til det af St. Nikolaj Kirke hørende kalenderbroderskab, Calendaria confraternitatis Sancti Nicolai. Er denne påstand rigtig, ja så er denne bygning, Danmarks eneste bevarede kalenderhus. I hvert fald er denne gådefulde bygning næst efter St. Nikolaj Kirkes tårn, Tønders ældste historiske mindesmærke.
Storegade 9 og 11 kan lige som Vestergade 6 være svært at datere. I byens stavnshuse boede byens overklasse, det var de egentlige fuldborgere. I byens side – og baggader boede underklassens folk, håndværkere og daglejere.
Materialerne har i det væsentligste været træ og tømmer. Der var bulhuse, men det mest almindelige var uden tvivl bindingsværk med lerklinede og udmurede tavl. Tagene var tækket med strå og rør. Dette indbød jo næsten til ildebrande, og dem har Tønder ikke været forskånet for.
Besejlingsforholdene blev forringet
Besejlingsforholdene til byen blev nærmest afskåret fra 1554 – 57. Indtil 1567 kunne borgerne bruge ladepladsen ved Lægan. Men bedre var ladepladsen ved Rudbøl. En gravet kanal uden om slottet sørgede for at pramme og småskibe kunne lægge til ved den ærværdige havn ved Skibbrogade.
Frygtelige brande
Indtjeningsmulighederne blev væsentlig forbedret med den stigende studehandel. De gyldne tider med gode priser holdt sig dog kun til ca. 1620. Midt i denne positive udvikling blev byen ramt af en katastrofe. I 1581 hartad grueligen afbrændt hele nordsiden af hovedstrøget lagt i aske fra den vestre ende og til Torvet. På sydsiden blev kun 2 huse, der blev skånet. Dertil kom en brand i 1586, hvor bebyggelsen på Slots – og Frigrunden, Uldgade og Slotsgade gik op i luer.
Branden i 1581 betød en udvidelse af det nedarvede gadenet, idet den vigtige Søndergade opstod i sin nuværende mere gademæssige skikkelse med bro over Vidåen til en helt ny forbindelse syd på. Samtidig blev Lillegade brudt igennem som en fortsættelse af Kobbergade og gjort bredere. Møllevejen blev udvidet til 15 alens bredde.
Så fulgte krigene med hårdt skattetryk, indkvarteringer og brandskatning. Denne nedgangsperiode varede til cirka 1660. Så gik det fremad igen. Det betød at byen begyndte at vokse.
En egen kommune
Vest for byen voksede Vestergade – forstaden, nybygget efter en brand i 1522. Den nedlagte St. Laurentii Kirkegrund blev bebygget med nye huse. Og den gamle klostergrund blev delvis indtaget til bebyggelse. Det betød, at to nye gader opstod, Uldgade og Slotsgade. Det var godt nok under Slots – og Frigrunden, som dannede sin helt egen kommune. Helt frem til 1933 dannede et lille tresiddet område mellem Møllevej og Slotsgade sin helt egen kommune.
Et bykort fra 1588
Det er altid sjovt, at kigge på gamle kort, selv om man ikke altid skal tro på dem. Således stod Henrik Rantzau for en udgivelse fra 1588. Man ser en enskibet kirke og to porte, Sønderport og Østerport ud over broen over Vidåen. Begge porthuse er gengivet i et stokværk. Vestergade må undvære sin port. Her er kun broen over Laurentiusstrømmen. Men vestre forstad har tegneren helt glemt. Mest umage har tegneren gjort sig med Tønderhus. Den og de Rantzauske hovedsæder i omegnen, Møgeltønder, Solvig og Trøjborg, har åbenbart interesseret tegneren, Braunius og værkets udgiver, Henrik Rantzau mest.
En omlægning af Vidåen
En menneskealder senere optræder en håndtegning over Tønder. Denne virker meget amatøragtig. Men man skal lige være opmærksom på en vigtig ændring. Det nye kort angiver rigtigt en omlægning af Vidåen. Sådan en fandt sted i 1597 – 98 i forbindelse med nyindretningen af Slotsmøllen. Kortet viser både die olde Mohlenstrom og de ni Mohlenstrom fra 1598. Den ny løber snorlige lidt syd for den gamle. Hen imod møllen udvider den sig til Mølledammen.
Kristkirken og Rådhuset
Det er åbenbart gået hurtig med at genopbygge byen efter diverse brandkatastrofer. I 1590erne gik man i gang med at opføre den nye og anseelige treskibede Kristkirke. Fra 1609 – 11 byggede man Latinskolen nord for kirken. Senere blev præstegården bygget. Branden fra 1581 havde skånet byens rådhus, så den fik lov at tjene helt til 1643, hvor en helt ny grundmuret og statelig bygning blev opført det samme sted. Bygningen kom i stand efter hertugelig hjælp. I 1657 blev der etableret en sidebygning, hvor Rådsalen befandt sig.
Forsøgte at efterligne det bedre borgerskab
Datidens bedre borgerskab forsøgte at efterligne datidens herskende overklasse i byggekunst. I det illustrerede kort fra 1620 får man indtryk af en velbygget by med grundmurede bygninger, der knejser i flere stokværk og med kamtakkede gavle.
Et bykort fra 1685
Overkonduktør H.G. Riga tegnede i 1685 et meget omhyggeligt kort over Tønder. Her var digerne også indtegnet, Alt Süder Borger Deich, Neue Süder Borger Deich, Norder Borger Deich og Wester Borger Deich. Man kan så undre sig over, hvorfor der ikke står Bürger. Lokaliteter som Mülenteich og Mühlenstrohm. Vi kan også se vejen fra Sønderport, der lige uden for diget spalter sig i to veje, hvoraf den vestligste Rohrkar weg atter spalter sig i Flenburger weg og Moringer weg. Uden for Vesterport ses, Weg nach Mögeltonder.
Brande kunne trods øget sikkerhed, ikke undgås. I 1725 gik Østergade op i luer.
Et bykort fra 1781
I 1781 gengives et kort i Danske Atlas, tegnet af H.F. Schlegel. Det var et ret fyldigt kort, hvor man kan se de sørgelige rester af byens befæstning. Man kunne også fornemme, at byen endnu ikke var fuldt udbygget.
Et hospital med tugt – og arbejderhus
Hospitalet, som brændte i 1725, blev i 1731 opbygget på helt stateligt vis. Den blev tillige indrettet som vajsenhus og tugt – og arbejderhus. Senere blev den smukke bygning indlemmet i Tønder Seminariums bygningskompleks.
Et apotek med julemænd
Vi skal da også lige stoppe op i et hus, der er fyldt med julemænd og julepapir. Firmaet der huserer her på hjørnet af Søndergade og Østergade her da også Det Gamle Apotek. Det blev egentlig bygget af borgmester Johan Preuss som sin privat bolig. Det var til at begynde med et dobbelthus med to selvstændige gavle mod gaden, efter oprindelig nederlandsk byggeskik. Her danner de to løver i indgangen et festligt stykke barok. Jo her i dette hus, har lille Uwe da også ofte været, da det var apotek.
Amtmanden blev hjemløs
Og så skal vi da nævne Digegrevens Hus. Det er en af Tønders mest markante borgerhuse opført i 1777 af byens senere borgmester og velgører, Carsten Richtsen. I en hel klasse for sig selv står Tønders eneste palæ, Amtmandsboligen på den tidligere Slotshaves grund. Da Tønder Slot blev revet ned i midten af det 18. århundrede var amtmanden hjemløs. Derfor lod den daværende amtmand Grev U.A. Holstein palæet opføre.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 172 om Det Gamle Tønder. Ja du kan endda få en tur i fire afsnit gennem Tønder – god fornøjelse
August 28, 2014
Stammer Tønders navn fra saltfremstilling? Ordet Tønder/Tondern stammer fra ild. Og det var den ild, man antændte ved saltfremstilling. Er det sandheden? Den salt, som friserne gjorde friserne velhavende. Men den smagte ikke godt. Den var bitter, og kunne ikke bruges til kød, men dog til sild. Men udvindingen gik ud over kystsikringen. Og der var masser af stormflod ved vestkysten. Salt var en sjælden vare. Og det måtte forbrugerne betale.
Store muligheder for Tønder
Omkring år 1000 var der mange muligheder omkring Tønder. Der kunne udvindes jern af de tykke lag myrehalm, der fandtes mange steder især nord og øst for byen. Der er faktisk fundet slagger og smelteovne fra Jernalderen ved bl.a. Tønder, Møgeltønder, Sølsted og Emmerske. En anden råvare som var også til stede. I tørvelag, der af og til gennemblødes med havvand og tørrer ud igen, optages hele tiden så store mængder sal, at det kan udnyttes.
Samme teknik ved Vadehavet
Teknikken, der har været brugt på hele Vadehavskysten, fra Nordfriesland til Holland gik ud på, at man på vaderne afgravede tørven under det finkornede – og derfor vandtætte – sliklag, der har forhindret, at tidevandet udvaskede saltet.
Tørven blev tørret på landet og afbrændtes i store bunker, hvorefter den meget saltholdige aske blev fugtet mad havvand og formet til klodser, der kunne transporteres til selve saltkogeriet. Der blev de gennemskyllet med havvand, hvori asken sank til bunds, mens saltet blev opløst i vandet, der så kunne inddampes, hvorefter saltet lå tilbage i panden.
Almindelig køkkensalt
Produktet var i princippet almindeligt køkkensalt, natriumklorid. Men ved afbrændingen af tørven blev der også frigjort små mængder af andre salttyper, der medførte en bitter bismag, som ikke kunne fjernes med den datidige teknik. På trods af, at det var Frisisk salt i brug i langt op i 1700 – årene, og på dansk – slesvigsk område lukkede det sidste saltkogeri i Galmsbül (ved Niebüll) i 1780erne.
Saltgader i Slesvig og Ribe
Salt var et lokalt produkt og endnu eksisterende Saltgader i Slesvig og Ribe dokumenterer, at det var en vigtig handelsvare, der blev fremstillet meget tæt på Tønder.
En forklaring på navnet Tønder
Dermed foreligger der også en logisk holdbar forklaring på stednavnet Tønder, på middelalderdansk Tunder, på plattysk, Tundem. På højtysk, Tondern og bestemt ikke uvæsentlig Tynde (med stød) på sønderjysk.
Samme ord (endda i nutidig dansk retsskrivning) har vi imidlertid også i betydningen en kraftig ild. I de fleste nyere forklaringer ser man mere på det, der brænder, og vælger letantændeligt materiale. Men ordet er under alle omstændigheder nært beslægtet med nudansk, tænde, engelsk, tinder, tysk, zünden og zunder. Specielt det sidste kan oversættes til voldsom brand og til dels sidestilles med byens middelalderlige navn, Tunder.
Store skovarealer
Man har også forklaret navnet med den omfattende handel med fyrsvampe (tønder – svampe, der blev antændt, når man “slog ild” med en fyrstål mod kanten af en flad sten) fra de store skovarealer, der skal have været på egnen, men som forsvandt på grund af udnyttelse.
Kultsted
Der er endda påstået, at der skulle have været en usædvanlig stor frekvens af lynnedsalg, som blev kædet sammen med guldhornene og et kultsted for Thor i Gallehus. Dette skulle forklare ildens tilstedeværelse i navnet.
Men de rygende saltbål kunne ses og lugtes op til 7 mil borte. Så mon ikke det er herfra navnet stammer.
Det første Tønder lå et helt andetsted
Afbrændingen af salttørven har naturligvis krævet optændingsmateriale, men derudover har der også været fyret med træ under saltpanderne, og det har betydet en lagt hårdere udnyttelse af skovene end høsten af svampe, der vel fortrinsvis har angrebet svækkende eller udgåede træer.
Under alle omstændigheder har saltbålene været så markante pejlemærker for både sø – og vejfarende, at de simpelthen gav stedet sit navn. Stedet var imidlertid hverken Tønder by, Lille – Tønder eller Møgel – Tønder. Det var de højliggende flader i amfibielandskabet syd og vest herfor, hvor tørvejorden blev bredt ud over terrænet, skåret til tørv, tørret, stablet og brændt af, før asken blev fragtet videre til saltkogerierne, der lå på værfter eller naturlige forhøjninger, så produktet, det færdige – og kostbare salt, var nogenlunde beskyttet mod oversvømmelser, der ellers på få øjeblikke kunne opløse hele varelageret.
Disse argumenter kan du finde på den udmærkede hjemmeside www.uwethomsen.dk, der fortæller en lidt anden Tønder – historie, end den vi er vant til. Gå ind og besøg den.
I er jordens salt
Allerede i sin bjergprædiken sagde Jesus til sine disciple:
I er Jordens salt.
Han mente, at hans disciple nu var klar til store opgaver. Åbenbart havde Mesteren godt kendskab til livets daglige ting. Og når saltet mister sin kraft, så duer den ikke til andet, end at den bare kan kastes ud, og nedtrampes af mennesker. Udvandet salt kan ikke genbruges.
Saltudvinding – tilbage i historien
På Jesu tid foregik saltudvinding ved Dødehavet, men kan spores langt tilbage i historien. Kig bare Det Gamle Testamente igennem. I den gammelromerske litteratur findes også historiske spor.
Fra den tidlige middelalder har frisisk salt spillet en betydelig rolle. Det blev udvundet af saltvandsmættede tørv især omkring Dagebøl og Galmsbøl, der dengang var halliger. Har findes saltkogerier.
Men åbenbart er der også sket saltudvindinger ved Højer. Vi skal også huske på, at kysten havde et lidt andet forløb dengang, så saltudvindingen kunne sagtens have foregået nærmere Tønder. Ja omkring Kristi – tid giv havet helt ind til byen Tønder.
Salt, en stor eksportvare
Frisisk salt har været en stor eksportvare. Den fulgte de store handelsveje. Den ældste handelsvej gik i det 10. århundrede fra Frisland over Ejdermundingen til Hedeby ved Slien. Derfra gik den videre til svenske handelspladser, Gotland og Birka på Björjö i Mälaren.
Det var dengang, da friserne i vikingetiden bestred en tredobbelt funktion. De var saltproducenter, søfarer og handelsfolk.
Der findes også dem, der mener, at Tønder på samme tid havde en stor eksport til London. Mon man herfra transporterede salt? Vi skal da straks påpege, at vi ikke har fundet belæg for dette.
Saltet fragtet til Ribe
Da Hedeby mistede sin betydning, blev frisersaltet sejlet til den vestlige handelsby Ribe. Navnet, Saltgade i Ribe minder den dag i dag om det sted, hvor saltboderne stod.
Saltfremstillingen ved den vestslesvigske kyst foregik efter en slags naturmetode og var meget primitivt. Senere fik man bedre resultater ved bjergmæssig brydning af dybe saltlag i undergrundet. Et eksempel på dette er Strassfurt, hvor man i 1839 stødte på en forekomst af flere hundrede meters tykkelse i næsten ren forekomst. Her kunne brydes direkte. Men det mest almindelige er at foretage en udlugning. Det er en udskyldning af en koncentreret saltvandsopløsning, der inddammes i åbne jernpander.
Saxo har berettet om det
En anden metode er inddampning af havvand ved solvarme. Dette har man praktiseret ved Frankrigs og Portugals Atlanterhavskyster.
Saxo beretter omkring år 1200, om Frisernes Land:
har rige marker og kvæg i mængde. Det har også salt, kogt af tørven.
Kamp mellem hav og land
Salttørv er et produkt af den evige kamp mellem havet og landet ved den slesvigske vestkyst. Vadehavet er dannet ved en landsænkning efter sidste istids ophør for 15.000 år siden. Samtidig begyndte havspejlet langsomt at stige, hvorved tidligere geologiske perioders vegetation af skove og moser blev overskyllet. Denne udvikling har haft sin langsomme gang med skiftende sænkninger og stigninger. Når havet trak sig tilbage, og den gamle tørvebund var blottet, mættede den sig med havsalt, som derved blev bundet i en stærk koncentration.
Naturen havde gjort forarbejdet, men friserne måtte slide sig til et resultat og en næring. De saltmætte tørv skulle først garves frem under klæg og slik. lettest var det på vaderne ved ebbe. Transporten ind til land foregik i skuder, der blev læsset ved lavvande og førtes ind med floden.
Særlige saltkoge blev indrettet i nærheden af en priel (et vandløb i vaden). af hensyn til sejladsen.
Men store dele af saltudvindingen havde katastrofale følger for kystsikringen.
Det lugtede som komøg
En embedslæge fra Tønder har i 1745 i en afhandling beskrevet det Fresische Kiøkken – Salt. Han har givet en beskrivelse af den stinkende røg, der under afbrændingen lagde sig over det flade land. Det lugtede som brændt komøg. Og så fortalte den grundige læge, også hvad man fik ud af det.
1 pund tørv (32 lod) ved saltudkogningen gav 8 lod aske. Udbyttet af asken blev efter udludning og uddampning 3 1/2 lod salt (1 lod = 12,7 g)
En anden måde at beskrive det på
Vi har tidligere beskrevet fremstillingen ved Tønder. Men her lidt længere syd på, foregik fremstillingen lidt anderledes, men i grunden var det dog på samme måde.
Uddestilleringen foregik i store kar, hvor saltasken blandedes med havvand og udrørtes i nogle timer. Denne vælling blev derefter hældt over i en rende og deri flød den ned i stor jernkeddel anbragt over et åbent ildsted. Nedkogningen kunne vare et døgn, hvorefter det udkrystalliserede salt gennemgik en ny kogning i havvand. Sidste proces var udludningen, altså udtrækningen af salt i ren tilstand. Det foregik i hytter, kaldet saltboder, og blev i reglen foretaget af kvinder og gamle mænd.
Udseendet var gråsort og som vi tidligere har været inde på, var smagen bitter. Men i Norden vandt det indpas. der var ikke nogen nævneværdig konkurrence. Og det kunne sagtens bruges til nedsaltning af silden. Det var dog lidt værre med kød, flæsk og smør.
Og den før omtalte læge fra Tønder skrev da også, at smørret fik en bitter smag.
Johannes Petreus taler i sine Schriften über Nordstrand om, at det frisiske salt gav røget flæsk en afskyelig og fortrædelig smag.
Monopol – aftale
Det renere salt fra kilden i Oldesloe og undergrunden i Lüneburg slog omkring år 1800 det nordfrisiske salt ud. Her var ikke tale om en udkonkurrering på kvalitet. Nej det var tale om et politisk spil, hvor friserne blev de små. Saltet gik hen og blev et beskatningsobjekt. Der blev indgået en monopolaftale mellem saltkontoret i Lüneburg og den danske regering. I Lüneburg måtte man betale en klækkelig afgift for at få denne aftale, men det blev bare lagt på saltprisen. Så i sidste ende, var det forbrugerne, der måtte betale gildet. Smuglerier og forfalskninger var med til at gennemhulle aftalen.
Friserne fik lov til at levere 500 tdr. salt til denne octroi. Dette begreb kan vel nærmest oversættes til aftale eller forordning.
Da saltet blev handlet over Ribe, delte kongen og biskoppen salttolden indtil 1234.
Havet havde givet og taget
I 1787 måtte man i Gamsbøl standse saltproduktionen, allerede året efter truede kirken med at styrte sammen. Ved en stormflod i 1825 måtte de sidste beboere forlade deres hjem for stedse. Havet havde givet og taget.
Der findes en vej fra Lüneburg til Lübeck, som kaldes Den Gamle Saltvej. Fra Lübeck blev saltet spredt til videre på de hanseatiske kogger.
Ved den skånske Øresundskyst var der masser af afsætning for salt i forbindelse med middelalderens store sildeeventyr.
Friserne
De frisiske indbyggere var kommet til området mellem Vidåen i nord og Ejderen i syd i to omgange. Første gang var i 700 – 800 tallet, og anden gang cirka 200 – 300 år senere.
Hvalfangst og udvinding af salt bragte friserne i perioder stor velstand.
En anden slags salt
Allerede i oldtiden startede saltindvinding af havvand, men en vedvarende produktion blev det dog aldrig til før i middelalderen. Middelalderens kogfremstilling af havvand er kend fra flere steder, bedst fra Læsø.
Langs den jyske østkyst og visse steder på vestkysten blev der brændt store mængder af blæretang på åben mark. Tangen skal samles frisk og tørres med det samme. Derefter brændes tangen til aske i mindst fire timer. I starten af brændingen lugtede det af hjortetaksalt.
Saltholdige planter
Vikingerne ved Vadehavet brugte områdets saltholdige planter i madlavningen, kveller og kokleare.
Og syd for Højer, i Ny Frederikskog forarbejde Oma Sut, som hun havde samlet ude i vaden. Det var særdeles salt, og måtte vaskes flere gange. Det smagte ligesom spinat/grønkål.
Produktionsstederne kan være svære at spore i marsken, hvor højvande og stormfloder og højvande har om – og overlejret de gamle tørveforekomster og udvindingssteder.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk:
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Under Højer:
August 28, 2014
Ved en militærdomstol i Flensborg bliver far og søn dømt til døden, for at lede en varulv – gruppe, dog uden det mindste bevis. Da de bliver frikendt, skal de blive siddende i fængslet. Da de endelig efter fire år kommer tilbage til Tønder, forsøger myndighederne forgæves at dømme faderen for forskellige forhold. Men atter bliver han frikendt. Økonomisk kompensation bliver nægtet. For et varulv – angreb mod Sheriffen fra Tinglev idømmes der 12 års fængsel. Og mordet mod fru Sass i Løgumkloster takseres kun til fem måneder.
Regler med tilbagevirkende kraft
Efter besættelsestiden blev der indført en masse regler, forordninger og love med tilbagevirkende kraft. Efterhånden som tyskerhadet fortav sig, nedsatte man straffen, for så til sidst at benåde en hel masse.
Hvor var det logiske i straffeudmålingen
Men særlig Det Tyske Mindretal havde svært ved at gennemskue det logiske i straffeudmålingen. Og i hvert fald i disse tre eksempler, som vi viser her, kan man godt forstå dem. Nu skal der dertil siges, at det kniber med aktindsigt. Vi kan ikke komme til at se, hvad der egentlig er foregået i de omtalte retssager.
Nogle sager blev ikke undersøgt
Ja nogle kriminalsager lige efter besættelsen, blev ikke engang undersøgt. Således bildte man folk ind, at en likvidering på åben gade i Padborg var et selvmord. Men det lykkedes ikke for politiet eller hvem det måtte være, at slette alle spor. (Se artiklerne Mord i Padborg 1 – 4, Det mystiske mord ved grænsen).
Rapporter blev manipuleret
Man forsøgte, at manipulere med rapporterne, for at vi ikke må få sandheden at vide. Når man så betænker, at mange af sagerne er opstået efter besættelsen, hvor politiet igen var på plads. Ofte efterlod de sager, familie og slægtninge i afmagt.
Vi har også tidligere beskrevet, hvordan de lokale politimyndigheder holdt oplysninger tilbage (se artiklen: To skæbner fra Kiskelund).
Hævntørst i Tønder
I Det Tyske Mindretal var der også en magtkamp i gang mellem de moderate og den gamle garde. I første omgang var det den gamle garde, der vandt. Kampen kunne faktisk true Det Tyske Mindretal.
Det var hævntørst i Tønder efter besættelsestiden. En familie fra Vidågade mærkede det i højeste grad. Et stor uretfærdighed overgik dem, men folk var ligeglade, for de var jo nazister. Og nazister skulle man bare af med på den ene eller anden måde. Myndighederne ville også statuere et eksempel. Der var en del uro hos Det Tyske Mindretal efter internering i Faarhuslejren. Mange følte sig uretfærdig behandlet, og det førte til en masse uro. Det var denne uro, myndighederne ville til livs. Men det var nu ikke altid myndighederne havde held med dette.
Hagekors – flaget blev hejst
Mange var begejstrede, da tyske tropper kørte op ad Søndergade til Torvet den 9. april 1940. Der stod en masse tøndringer og hejlede. Hagekors – flaget var hejst mange steder i Tønder. Også hos vognmand Jürgensen i Vidågade var Hagekors – flaget hejst. Mange tøndringer var mere end irriteret på familien og deres nazistiske tilbøjeligheder. Men at det skulle ende med, at to familiemedlemmer blev dødsdømt, var det nok ingen, der havde regnet med.
Familien var bange – den 5. maj 1945
I huset blev der talt tysk. Faderen og de to ældste sønner havde kæmpet i tysk uniform. Peter Jürgensen, der var glødende nazist meldte sig til fronten. Men han for gammel. I stedet blev han vagt i KZ – lejre. Han var i Sachsenhausen, Mathausen og Neuengamme.
Richard havde meldt sig til arbejdstjeneste. Han blev anholdt, og anbragt i en amerikansk krigsfangelejr i Heilbronn. Det var derfra han flygtede. Via Hamborg endte han i Flensborg.
Man var bange i familien den 5. maj. Og det havde man god grund til, for allerede om natten efter den 5. maj blev der banket hårdt på døren til Vidågade 3. Flere bevæbnede modstandsfolk ville have fat i faderen og de to ældste sønner.
Truet med nedskydning, hun gav tyskerne vand
Det var ikke sjovt for Anna Jürgensen at se de trætte, sultne og tørstige tyske soldater vandrer gennem Tønder mod syd til en usikker fremtid. De blev mødt med spytklatter og hånende tilråb. Sammen med andre medlemmer af Det Tyske Mindretal gav hun soldaterne noget at drikke. Men folk med armbind truede med at skyde dem, hvis de ikke øjeblikkelig holdt op med dette.
Far og søn anholdt
Et godt stykke tid efter besættelsen bliver ejendommen pludselig bestormet af en gruppe ophidsede mennesker på 30 – 40 personer. Mange af dem var bevæbnet. To engelske soldater havde også taget opstilling i haven.
Richard Jürgensen var stukket af fra en amerikansk krigsfangelejr. Han havde taget ophold i Flensborg. Hvis han viste sig i Tønder, var han godt klar over, at han ville blive anholdt. Men sulten fører ham hjem til Vidågade 3.
Moderen og Richard bliver den 12. april anholdt. Huset bliver gennemrodet og efterladt i et syndigt råd. Man finder ikke rigtig noget, der kan bruges. Man er lige glad med at der befinder sig en del småbørn i ejendommen. De bliver efterladt til sig selv. En nabo forbarmer sig dog, og tager sig af dem.
Medierne i Tønder: ”Varulv – chef anholdt”
De lokale medier har fået en flot overskrift: Varulv – chef anholdt. På det tidspunkt er Richard Jürgensen kun 19 år. I mellemtiden blev faderen også anholdt. Den næste dag bliver moderen løsladt, og kan vende hjem til de skrækslagende børn.
Dømt til døden
En retssag bliver indledt, og de lokale medier kan berette om, at de to medlemmer af Familien Jürgensen kan forvente dødsdom. Faderen kender ikke til varulvene, men det gjorde sønnen Richard, men dog kun sporadisk.
Anklageren hævdede, at far og søn regelmæssig mødtes på en restaurant ved Flensburger Weiche sammen med de ligeledes anklagede unge mennesker.
Uden det mindste bevis blev Peter Jürgensen og hans næstældste søn, Richard dømt til døden. En engelsk militærdomstol havde fundet dem skyldige i at have dannet og ledet en varulv – gruppe.
Edelweiss – processen
Formålet med gruppen var at foretage sabotageaktioner mod blandt andet mod englænderne. Ni andre unge mennesker sad på anklagebænken. To blev frifundet, andre blev dømt med diverse ungdomssanktioner op til seks år.
Det kunne godt have blevet til henrettelse nr. 47 og 48. Processen blev kald Edelweiss – processen. Udover den alvorlige anklage blev de dømt or ulovlig våbenbesiddelse, og Richard også for ulovlig grænseoverskridelse.
Efter fire år, atter i Tønder
Hjemme fra Tønder sendte moderen/konen en anke til den engelske militærdomstol. Hun måtte have været af en hel bestemt støbning. Hun skrev, at der overhovedet ikke var nogen beviser, og at seks børn ventede på deres far. Dette brev gjorde nok ikke udslaget. Men de juridiske overvejelser gjorde at dommerne omstødte dødsdommene til langvarige fængselsstraffe. Peter Jürgensen blev frikendt for, at have haft noget med varulvene, at gøre. Det var ellers noget man havde givet ham og hans søn en dødsdom for. Men uvist hvorfor, så blev han alligevel dømt 10 års fængsel.
Sønnen Richard måtte leve lidt længere i uvished. Hans som blev omstødt til 15 års fængsel, Senere blev den så nedsat til syv års fængsel
Endelig efter fire års adskillelse mødtes de alle igen i Vidågade. Far og søn var nedbrudt efter diverse fængselsophold. De var dømt uden snert af beviser.
Han skulle ikke slippe så let
Men familiens holdning under besættelsen og fængselsopholdet satte sit præg på de dansksindede i Tønder. Og økonomisk var familien også hårdt ramt. Peter Jürgensen havde fået beslaglagt sine tre lastbiler, som han havde stillet til rådighed for værnemagten.
Krigsforbrydelser
Myndighederne i Tønder mente nu ikke, at Peter Jürgensen skulle slippe slet. Han blev nok engang fængslet. Det var ikke for det, som han og hans søn med nød og næppe slap fra vedrørende deres aktiviteter i foråret 1946. Men hvad havde Peter lavet i KZ – lejrene? Man havde fundet et vidne, en modstandsmand fra Rødovre, der påstod, at Peter skulle have givet ham en lussing og sparket ham. Det takserede man i Tønder, som en krigsforbrydelse. Det skulle være sket i Neuengamme. Talrige gange blev Peter Jürgensen afhentet til afsoning i fængslet.
Så sent som den 28. januar 1950 blev Peter Jürgensen atter slæbt i retten for krigsforbrydelser. Det var politifuldmægtig Møller, senere en kendt politimester, der var ret så sikker i sin sag.
Atter frikendt
Selv hævdede Peter Jürgensen, at han havde været telefonist, kurer og chauffør. Han havde slet ikke haft noget med fangerne at gøre. I øvrigt havde han ikke været på det hævdede sted på det tidspunkt, som det blev oplyst.
Men i Tønder mente man, at have en særdeles god sag. Og endelig kunne man få dømt nazisten. Men højst overraskende frikender stadsadvokaten Peter Jürgensen.
Erstatning nægtet
Det ville Peter Jürgensen ikke finde sig i. Godt nok var han den største nazist i området, men myndighederne kunne vel ikke tillade sig alt. Han forlangte penge for uberettiget fængsel flere gange. Men dommer Stegmann afviste kravet. Peter Jürgensen appellerede til Landsretten. Også her afviste de hans krav. Han blev endda dømt til at betale sin forsvarsadvokat. Og sagen var ført afsluttet den 7. november 1950.
Edelweiss – grupper
Men hvad var det egentlig med de varulve? Der var både en gruppe i Løgumkloster og en i Tønder. Myterne går på, at de allerede startede i Faarhus – lejren og blandt unge i Det Tyske Mindretal. Man sagde også, at grupperne havde fået våben af tyske soldater på vej hjem. De var blevet byttet med fødevare.
Retsopgøret og den såkaldte Faarhus – ånd udviklede en helt speciel vrede. Det har sikkert ansporet sønner og døtre til ungdommelig kådhed og drengestreger. En egentlig organisering fra Det Tyske Mindretal må forblive en myte.
Ja man kendte grupperne fra Tyskland. Det var de såkaldte Edelweiss – grupper. En masse myter opstod efter besættelsen omkring disse grupper. Således har man ikke en rigtig oversigt over, hvor mange grupper, der egentlig var herhjemme. I København og Kolding har varulve – grupper således gravet våbendepoter ned. Intet tyder på, at danske varulvegrupper var organiseret fra Tyskland, som visse historikere hævder.
Nogle mener, at varulve – grupper blev dannet af Hitler – Jugend. Man ved, at der var afdelinger i København, Aabenraa, Haderslev, Sønderborg, Gråsten og Tønder.
I alt var der vel ikke mere end et par hundrede medlemmer af disse grupperinger i Danmark. En del blev også rekrutteret fra Bund Deutscher Mädel. I Løgumkloster og Tønder var der 24 medlemmer.
Attentat mod Sheriffen fra Tinglev
Det mest berømte attentat, der kan relateres til varulve, foregik i Tinglev. Spørgsmålet er så, om det var en rigtig varulve – gruppe eller bare unge mennesker, der havde bevæget sig ud på noget meget farligt.
Det skulle gå ud over Sheriffen fra Tinglev, landbetjent Peter Egebjerg Andersen. Han var i den grad forhadt i Det Tyske Mindretal. På en dag lukkede han egenhændigt tre privatskoler i Tinglev og Omegn. På Tinglev Banegård skød han en tysk officer, der ikke ville lade sig visitere. Sheriffen var også aktiv i modstandsbevægelsen både i Tinglev og Padborg. Han blev taget af Gestapo, og via Staldgården i Kolding og Frøslevlejren, blev han i KZ – lejr.
Store ødelæggelser
I 1940erne var cirka en tredjedel af Løgumklosters befolkning medlem af Det Tyske Mindretal. Det var her i en gruppe opstod i 1946. Det var helt unge mennesker, der ikke var særlig godt organiserede. De troede, at de kunne redde verden, og var ret naive. De havde ingen erfaring med de våben, som de omgik sig med. Således skulle der være gravet våben ned i Sparekasseskoven.
Under krigen var der illegal pressevirksomhed i Løgumkloster. Det skete i kælderen under Løgumkloster Bank. Det fandt man aldrig ud af fra tyskernes side.
Det var unge mennesker fra Løgumkloster, der kastede en håndgranat mod politistationen i Tinglev. Heldigvis var hverken sheriffen eller hans kone hjemme. Men det vidste de unge mennesker ikke. Ødelæggelserne var store, og spørgsmålet er, om der var nogle, der kunne have overlevet dette.
Dødsstraf til varulvene
Hurtigt blev 14 mand anholdt for attentatet mod Sheriffen fra Tinglev. I Der Nordschleswiger blev det konstateret, at der ikke var noget fra Det Tyske Mindretal, der havde stået for forbrydelsen. Men det viste sig, at 10 af de anholdte var medlem af Det Tyske Mindretal. Fire af dem var danske nazister. Sagen blev behandlet i Tønder den 23. december 1946. Anklageren forlangte dødsstraf. Det endte med 12 års fængsel, senere blev dette sat ned til seks års fængsel.
Den 28. december 1948
Det var den 28. december 1948. På Hotel Løgumkloster var man lige blevet færdig med dilletant – forestillingen Wenn der Hahn kreit. Bagefter holdt Det Tyske Mindretal fest og dans. Ægteparret Sass boede normalt i Aabenraa. De havde familie i Løgumkloster, og glædede sig til at komme hjem til to små børn. Ægtemanden havde under besættelsen været lærer på forskellige tyske privatskoler.
Zeitfreiwilligen
Han havde både været til dansk session og var blevet indkaldt til Waffen SS. Ingen af stederne kunne han bruges. Derfor meldte han sig til Die Zeitfreiwilligen. For dette blev han idømt 3 ½ års fængsel i Faarhuslejren. Senere fik han straffen halveret.
Efter den tid fik han forbud mod at undervise. Han forsøgte sig som fiskesælger. Men nu sad han derhjemme og fabrikerede dukker.
Wilhelmine Sass tilhørte også Det Tyske Mindretal. Hun havde glædet sig til festen, men havde mærket hadet til Det Tyske Mindretal.
Ankommet fra København
Den 26. december var den senere gerningsmand ankommet til Løgumkloster. Han var født Flensborg og opvokset i Løgumkloster. Han var uddannet snedker, og havde sin egen virksomhed i København. Og så havde han været aktiv i den danske modstandsbevægelse. Efter Folkestrejken var han kommet i tysk varetægt. Han hadede alt, hvad der var tysk, og kom da også op at skændes med en tysk vognmand.
Et vindue bliver smadret
På Hotel Royal mødte han en gammel bekendt, der var bankmand. Denne var tillige leder af hjemmeværnet i byen. Efter adskillige bajere gik turen til Centralhotellet, hvor de ville genere medlemmer af Det Tyske Mindretal, som de vidste, holdt fest her.
Klokken var ved at være omkring klokken 23, og fire mand var nu tilbage. Snedkeren er meget fuld, og kaster op. Men han mener, at De tyske forrædere skal have en overraskelse. Han tager en frossen jordklumpe op og kaster mod et vindue, der splintres. Meget skuffende, kommer der ingen reaktion inde fra Centralhotellet.
Ramt i nakken
Snedkeren vidste, at hans ven havde en pistol. Lederen af det lokale hjemmeværn henter en pistol og fylder magasinet. Snedkeren blev instrueret i brugen.
Inde på hotellet sluttes der af med Kein schöner Land. Udenfor afsikrer snedkeren pistolen og begynder at skyde. Nogle skud går i jorden, andre mod muren.
Vilhelmine Sass står i garderoben. Foran vinduet er der sat en plade. Et af skuddene går gennem den plade. Pludselig synker fru Sass sammen ramt af skuddet. Hun blev ramt i højre side af nakken. To små børn har pludselig ingen mor mere.
Snedkeren og lederen af hjemmeværnet vidste, at der var folk inde bag ruderne. Men de vidste ikke, at de lige havde dræbt et medlem af Det Tyske Mindretal, en ung mor til dø.
Arresteret dagen efter
I Tønder går politimester Bøving straks i gang med efterforskningen. Rejseholdet fra København rekvireres. Hurtigt får man lokaliseret de seks personer, der sad sammen og drak.
Et mord begået mod lærerinde fru Sass i Løgumkloster blev takseret til kun fem måneders fængsel. Protester betød dog at straffen blev højere i næste retsinstans, men det var stadig en mild dom. Vestre Landsret takserede ugerningen til halvanden års fængsel. Dette mord kunne også relateres til tysker/dansker – hadet i efterkrigstiden.
Retten i Løgumkloster dømte i første omgang gerningsmanden til 5 måneders fængsel. Han havde myrdet en uskyldig kvinde. I Tinglev fik gerningsmanden 12 års fængsel, hvor ingen kom til skade.
Peter Jürgensen og hans kone døde i 1969, og Richard dør i 1985 i Rødekro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra besættelsestiden, herunder
På FB – gruppe Dengang kan du finde en samlet oversigt over artikler fra Besættelsestiden.
August 28, 2014
Tænk engang var der 30 lokale banker i Tønder Kommune. Banker blev brugt i den nationale kamp. For mange var det et chok Tønder Bank gik konkurs. I banken var der kø ved håndvasken. Aktionærerne var rasende. 1.700 kræver at få deres tilgodehavende tilbage. Men havde de ikke selv valgt bestyrelsen. En måned før krakket lovede ledelsen et pænt overskud. Nu var det langt fra første gang, at en bank i Tønder er gået konkurs.
30 lokale banker
Tænk, at der bare i Tønder Kommune har været ca. 30 lokale banker. Nu er det hvis kun Sparekassen Bredebro tilbage.
Det var dengang i 1820erne, hvor man startede. Dengang havde man et socialfilantropisk sigte. Man skulle ikke investere sin beskedne indtjening på forlystelser og svir.
Tønder havde allerede sin første sparekasse i 1820. I 1863 havde man allerede seks stykker i den gamle Tønder kommune.
I den tyske tid kom der yderligere 14 nye sparekasser til. Og alle 20 var endnu i drift efter Genforeningen.
Banker i den nationale kamp
Kredssparekasserne fik en priviligeret rolle i lokalsamfundet. Og i von Köller – tiden blev de også brugt i den lokale nationale kamp i det sønderjyske. Tønder Kredssparekasse blev etableret i 1908. Ved Genforeningen blev den flyttet syd for grænsen til Nibøl.
Konkurrencen var hård. I Tønder by var der samtidig tre sparekasser og en række andre pengeinstitutioner.
I 1889 så Creditbank Tondern dagens lys. Det var en udpræget tysksindet bank. Men i 1908 gik det galt, da krakkede den. Og så blev den overtaget af Westholsteinische Bank fra Heide. Efter 1920 blev den videreført af en nydannet Tønderbank, Nordslesvigs Bank. Den blev dog likvideret i 1926.
I 1905 – 1906 eksisterede der en bank ved navn Nordfrisische Bank, Tondern. Men den kvalte sig selv fra starten, og blev overtaget af Westholsteinische Bank.
Tønder Landmandsbank, som vi tidligere har berettet om, kom i 1901. Det var en ren købstadsbank for de dansksindede.
I Tønder var der også filialer af Deutsche Reichsbank, Bankverein für Schleswig – Holstein (Neunmünster) og Schlewig – Holsteinische Bank (Husum).
Ved Genforeningen forlod Reichsbank, Landsdelen.
Den første danske hovedbank
Den første danske hovedbank kom til Tønder, nemlig Kjøbenhavns Handelsbank. Efter landmandsbank – krakket i 1923 fortsatte Danske Landmandsbank – afdelingen i Tønder.
Vi havde også Tønder Sparekasse.
Tønder – området har siden 1820 fostret mindst 33 selvstændige pengeinstitutter. De fleste var rent faktisk holdbare. Det ældste institut, Tønder Sparekasse fra 1820 fik 150 år som selvstændig og lever stadig godt pakket ind i Sydbank.
Vi kendte dem allesammen
Vi kendte den allesammen. Vi kendte de ansatte, og havde konto i den. dens motto var Lokal, stærk og selvstændig. Banken sponserede en masse ting i byen. Foredrag, dans, teater, kunst.
Jo banken var god til at markedsføre sig selv.
Tønder Bank fra 1913
Tønder Bank blev grundlagt af en gruppe lokale bønder i 1913 under navnet Tondernbank. Navnet blev efter 1945 ændret til Tønder og Omegns Bank, og i 1985 blev navnet atter ændret til Tønder Bank.
Hele 10 afdelinger havde man. I 2007 havde banket et resultat før skat på 44 mio. kr.
Måtte ikke skrive kritisk om banken
Og i de lokale medier hørte vi, hvor godt det var. Når den lokale presse, så skrev noget negativt, så faldt der brænde ned, som det skete i 2007, da Tønder Bank i strid med lokalplanen ville udvide filialen i Storegade. Således allierede man sig med Rådhuset, og indkaldte til pressemøde.
Men også året efter blev medierne kaldt til møde. Man måtte ikke skrive kritisk om banken.
Bankens ledelse reagerede særdeles voldsomt på kritik både udefra og indefra op til bankens krak.
Mange alarmklokker har ringet højt og tydeligt i god tid. Blandt andet havde der været underskud i samtlige år fra 2008. desuden havde der fra 2010 været bogført negativ egenkapital.
Masser aktionær – oplevelser
Nå der var aktionærmøde var der altid fest. I Tønder – Hallerne mødte der altid 700 – 800 mennesker op. Der var øl og vin og professionel underholdning. Et år underholdt selveste Birthe Kjær. Hver eneste aktionær fik et håndtryk, og det hele var gratis. Ja nogle gange spille man det lokale kortspil, skat.
Der var masser af aktionæroplevelser i Tønder Bank.
Fusions – forhandlinger
I foråret 2012 lå Tønder Bank i fusionsforhandlinger med en anden bank. men det førte ikke til noget. Forhandlingerne blev genoptaget, efter at Finanstilsynet den 1. oktober genoptog forhandlingerne.
Den 4. oktober bad Tønder Bank, om at Finanstilsynet udskyde deres besøg, da man genoptog fusionsforhandlinger.
Men der kom ikke nogen fusionstilbud. Derefter fortsatte Finanstilsynet deres inspektion. Det førte til, et krav om, at Tønder Bank skulle nedskrive med yderligere 319 millioner kr. Dermed forsvandt bankens egenkapital.
Ingen fest den 8. november 2012
Der var ingen fest den 8. november 2012, ingen kortspil og ingen tre – retters menu. Det var seks dage efter, at banken var erklæret konkurs. Fondsrådet erklærede, at bankens ledelse i den grad havde svigtet. 24 engagementer med en pålydende på 292,3 millioner kroner var ikke nedskrevet. Den manglende nedskrivning udgjorde 99,7 pct. af bankens egenkapital.
Fire store kunder stod bag nedskrivninger på alene 97,2 millioner kr.
De havde troet på den lokale bank
En masse af undertegnedes bekendte har mistet en masse penge. De havde troet på den lokale bank. Det gjorde jeg jo også, da jeg boede i Tønder.
Finanstilsynet havde ikke oplevet så voldsomme overskridelser af regnskabsreglerne som i Tønder.
Men ledelsen mente ikke, de havde gjort noget som helst galt. Det var Finanstilsynet, der var helt galt på den.
Hvad var revisorens rolle?
De største skyldnere var ikke engang fra lokalsamfundet. Og det var man godt sure over i Tønder. Og hvordan kunne det nu gå så galt, for bankens nøgletal så da meget pæne ud?
Kigger man på bankens egen vurdering og så Finanstilsynet, ja så var der alarmerende forskelle.
Når man så ved, at der meget klare regler for nedskrivninger, ja så forstår man ikke revisorens rolle i alt dette her.
Rådets vurdering var, at Tønder Bank havde undladt at nedskrive lån, selvom det var tydelige tegn på, at virksomhederne havde økonomiske problemer.
Erhvervsstyrelsen vurderede, at revisor generelt har udvist manglende professionel skepsis i en sektor, som netop burde holdes ekstra i ørerne, historikken taget i betragtning. Således er der ikke indhentet tilstrækkelig dokumentation vedr. værdiansættelsen af regnskabsposterne, herunder mangelfuld vurdering af afkastmodel og ekstern ekspertvurdering, mangelfuld dokumentation for fastsættelse af afkaster samt mangelfuld begrundelser i forbindelse med ledelsens skøn over afkaster.
Måske var der derfor, at ledelsens regnskabserklæring ikke var underskrevet af bankens bestyrelse.
Man var ikke enige i Finanstilsynets krav
Banken valgte at indgive konkursbegæring, idet man bestemt ikke var enige i tilsynets krav. Og der var i den grad kø ved håndvasken. Både fra bestyrelsen og fra ledelsens side beklagede man. Undskyldningen løs på, at man ikke var klar over situationen.
Mistede pensionsopsparingerne
Tønder Bank havde en høj status i byen. Men ikke efter, at krakket kom som et chok for aktionærerne. Der var ikke mange meldinger, som slap ud.
Men man havde selv valgt en bestyrelse uden tilstrækkelig professionalisme. Man burde måske have valgt nogle med beviselig indsigt i bankdrift og som var uvildige over for lokale interesser.
Aktionærerne var rasende. Mange havde mistet hele deres pensionsopsparing
Ekstra 30 millioner kroner
Måske burde aktionærerne have anet uråd, da banken pludselig formåede at være i stand til at hente 30 millioner kr. fra kunder og aktionærer, for revisoren havde i prospektet blandt andet skrevet:
Vi henviser læsernes opmærksomhed på, at de faktiske resultater sandsynligvis vil afvige fra det forventede resultatet, idet forudsatte begivenheder sjældent indtræder som forventet, og afvigelserne kan være væsentlige.
Rasende folk i Tønder
Folk i Tønder var rasende. Banken var ikke bedre end Stein Bagger, sagde de. Man mente, at det var de udenbys lånetagere, der var skyld i krakket. For det kunne da ikke være banken selv.
Folk fra “det opskruede yuppie – miljø” i København
Og nogle mente endda, at det var Finanstilsynet, der var de egentlige gangstere. Således kunne man den 6. november læse følgende fra en lokal erhvervsmand i et læserbrev i JydskeVestkysten:
Jeg nægter at tro, at bestyrelsen og direktionen har gjort noget ulovligt(…) Et par teoretiske regnedrenge m.k. med erfaring fra de opskruede yuppie – miljø i København er kommet forbi og har plottet ind i et regneark fra Tønder Bank, og vupti, er der pludselig ingenting, der er foregået rigtigt. Fri os for disse bedrevidende københavnere, der ikke har den mindste erfaring med lokale forhold her i Tønder.
Hvordan kunne denne erhvervsmand vide bedre, for kun en måned tidligere havde ledelsen sagt, at man ventede et pænt overskud.
Ud af Slesvigsk Parti
Formanden havde været byrådsmedlem for Slesvigsk Parti. Men efter krakket trak han sig ud af byrådet. Og få dage efter trak han sig også ude af partiet.
8 ud af 10 afdelinger er lukket
Efter at Sydbank overtog resterne af Tønder Bank er 8 af 10 afdelinger lukket. Og 35 af 79 medarbejdere er blevet fyret.
Over 1.700 Tønder Bank – aktionærerne har nu meldt sig under fanerne i Dansk Aktionærforening. Foreningen vil forsøge at samle aktionærerne, for at undersøge mulighederne for at få dækket deres tab. Aktionærerne mistede ca. 260 mio. kr. Heraf var de ca. 191 mio. kr. aktier.
Modkrav på 33 mio kr.
Ja og den tidligere direktør for Tønder Bank har stillet et krav til konkursboet på 33 mio. kr. Dette fremgår af JydskeVestkysten.
Kilde: Se
August 27, 2014
Dette er en kort beskrivelse af Østerbro fra dengang. Det var en malerisk bydel. Men da alle de skønne steder, ført blev udstukket, kom der gang i byggeriet. Men vi oplevede dog ikke de samme lejekaserner som på Nørrebro. Men hvordan så det egentlig ud i området dengang. Ja selve gaden kunne ses på et kort fra 1879. Til Vordingborggade hører det også en kongelig historie. Læs også, da Andelsboligforeningen Vordingborggade 4, 4 A og 4 B blev stiftet. Denne artikel er skrevet til overnævnte andelsboligforening.
Her i Vordingborggade 4
Hvor er det nu vi bor? Lokalhistorie er spændende. Og Østerbros historie går over 6.000 år tilbage. Da man gravede bassiner ud til Frihavnen fandt man spor af stenaldermennesker. Men når man nu bor i Vordingborggade 4, hvordan ser verden så ud?
Hvad blev der af Serridslev?
Engang fandtes en landsby, der hed Serridslev. Hvor den lå, vides ikke. Man antager, at den lå omkring Vibenhus Runddel. Men man har ikke fundet beviser for det. Byens jorde fyldte næsten hele Østerbro og Nørrebro. Første gang nævnes byen i 1186. I 1433 skulle der have været en kongsgård i landsbyen. Og i 1544 “slog man mønt” i en militærlejr i byen. Men hvad skete der? Ja der er opstået en hel Atlantis – myte omkring fænomenet. Gisninger går på, at Frederik den Første lod byen udslette, at svenskerne udslettede den, at byen og jorderne blev solgt for 1.800 mark eller at det hele blev overdraget til København.
Haver, landsteder og gartnerier
I 1600 – tallet flyttede en del ildelugtende og pladskrævende virksomheder ud på Østerbro. Kalkbrænderivej og Blegdamsvej vidner om disse erhverv. Ellers var der haver, landsteder og gartnerier, der i mange år prægede bydelen. Det var her åndens og kulturens folk mødtes. Og det gør de vel stadig?
Vejnet begrænset
I 1700 – tallet var vejnettet ret begrænset på Østerbro. Udover Østerbrogade var der Farimagsgade, Blegdamsvej og Øster Allé. Ja så var der også en forbindelsesvej fra Lille Triangel ad den nuværende Classensvej til kysten. Først i 1768 blev Jagtvej ført videre til Lille Vibenhus.
I 1801: 659 indbyggere
Efterhånden blev det for trangt inde bag voldene. Og endelig ophørte Demarkationslinjen foran voldene. Og så gik det hurtigt. Det vil sige Østerbro kom lidt bag efter Nørrebro. Men så havde man også fået lidt mere styr på byggevedtægterne. De der lejekaserner, som der blev opført på Nørrebro så man ikke på Østerbro.
På et kort fra 1728 kan man se Farimarksgade, Østerbrogade, Blegdamsvej, Øster Allé, Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. Og her var også kimen til Classens Have.
I 1801 havde Østerbro hele 659 indbyggere, og fire år senere var her kalkbrænderier og masser af lystejendomme. Classens Have var nu en realitet.
Mursten og atter mursten
Det gamle idylliske. Maleriske og træbevoksede Østerbro blev efterhånden konverteret til mursten og atter mursten med brobelægning.
Det hele blev udstykket
Uden for Kastellet og Østerport lå endnu store parker og vænger. Ved Citadelsvejen lå Døveinstituttet opført i 1858. De Fattiges Dyrhave var godt besøgt. Her lå 20 – 25 boder. Nede ved Sortedamssøen lå der et hus, som indeholdt resterne af Struensees skafot.
Grosserer Tutein’s smukke ejendom lå for enden af Rosenengen. I 1857 købte kaptajn Waage Petersen ejendommen og parken, og lod jorden udstykke. Østerbro, som vi kender den, begyndte langsom, at tage form.
Nøjsomhed
Syd for Vordingborggade lå der i begyndelsen den stor vang, Slagterivangen.
Her lå senere, den store ejendom, Nøjsomhed. Den levede så ikke helt op til navnet! Den lå mellem Gustav Adolfsgade og Sankt Jacobs Plads. På grunden var der 300 frugttræer, foruden ribs – og stikkelsbærbuske. Der var lindealleer samt 9 aspargesbeder og 30 jordbærbeder.
I 1803 blev grunden overtaget af legationsråd Ernst Kirstein. I mere end 100 år forblev ejendommen i slægtens besiddelse. I 1866 begyndte udstykningen.
Vangene blev også udstykket
Grosserer Melchiors landsted, Rolighed, hvor H.C. Andersen endte sine dage, og ejendommen Nøjsomhed blev udstykket. Københavns Kommune havde besvær med at få udstykket Bryggervangen og Vognmandsmarken. For lagene havde egentlig eneret på grunden. Først mange år senere, da den sjællandske jernbane kunne bevise, at det var andre måder, at transportere folk på, kunne kommunen ophæve lauget. Byen fik sin jorde igen og byggeriet kunne begynde.
Politistation med værtshus
På Lille Vibenhus blev der oprettet en politistation på første sal. I samme ejendom var der et værtshus og i baghaven, gynger og karruseller. Det var en rigtig udflugt værd.
Lige ved siden af lå en spækhøker, der solgte petroleum.
I 1853 blev første etape af Brumleby opført efter en koleraepidemi. Jo og så i 1857 blev det første hus på Trianglen bygget.
Sporvognslinjen blev forlænget til Lille Vibenhus. Og i 1875 blev Øresundshospitalet opført. Den første kirke, St. Jacobs Kirke blev opført i 1876. Året efter blev Østre Gasværk opført.
Østerbros vejnet blev udbygget i anden halvdel af 1800 – tallet.
Øresundsgade (vordingborggade) kendt i 1879
På et kort fra 1879 kan man se, at Øresundsgade (Vordingborggade) var anlagt. Den var forbindelsesvej til kryolitfabrikken Øresund. Ved Kalkbrænderiet begyndte man i 1858 at anlægge Kryolitselskabets fabrik, Øresund.
Det var professor Julius Thomsen, der havde fundet ud af, hvordan den grønlandske Kryolit kunne omdannes til Soda.
I 1870 blev fabrikken overdraget til Hagemann & Jørgensen. Det skete efter en aktion. Fabrikken blev udvidet og kom til at omfatte et stort areal mellem Strandboulevarden, Østbanevej, Kalkbrænderivej og Hjørringgade. Fabrikken fik egen adgang til havn. Her blev malm modtaget fra Grønland. Øresunds Chemiske Fabrikker har haft en broget og ikke altid jævn blomstrende udvikling.
Fabrikken lukkede først i 1990.
Et svineslagteri
I området var der også Philip Heymanns svineslagteri. Den blev anlagt i 1886. Det var skyld i, at Strandboulevarden fik en så markant drejning. Ja så var det også August Neuberts Bomuldsvæveri i det senere Viborggade.
Og i Århusgade var der den mægtige bygning, Hans Justs Magasiner, der blev opført. Tænk engang, Trappehusets højde var på 30 meter. Det var ikke en ringe højde. Rundetårn er på 36 meter.
I 1940erne fik Øresundsgade navneforandring til Vordingborggade.
I 1895 blev Strandboulevarden anlagt, og året efter påbegyndtes anlæggelsen af Husarkasernen. Vi kan den dag i dag se den heldige renovering af disse bygninger. I 1885 blev Århusgade anlagt.
Et kæmpe gartneri
En af de mere markante gader i området er Randersgade. Den hed først Kalkbrænderivej. Oprindelig lå Georg Mathiesens Fabrik i Vordingborggade i vejen for en videreførelse af Randersgade. Men da den var revet ned, blev gaden ført igennem til Strandboulevarden.
Mellem Østerbrogade og Randersgade lå der i 1800 – tallet det store gartneri Ohlsens Enke. Det var lige syd for Vordingborggade. Selve Frøudslaget lå på Østerbrogade 94. I.E. Ohlsen ejede grunde på begge sider af Østerbrogade. Den sidste grund blev udstykket så sent som i 1902. Det blev til I.E. Ohlsensgade og Carl Johans Gade.
Og tænk, der hvor Davids Kirken i dag ligger, lå der en overgang kolonihaver.
De fine på Vibenhus Skole
På Vibenhus Skole følte man sig meget vigtige. Det var fordi, det var betalingsskole. Her betalte man en krone om måneden. Men man havde ikke skolekøkken. Så måtte eleverne i rad og række vandre til Østre Gasværks Skole, for at lære at lave mad. Og så stod eleverne ellers her og hånede de fine fra Vibenhus Skole. Ja og da skolen blev bygget foregik det på åben mark.
10 øre for en død rotte
Ja sandelig selv på det fine Østerbro var der også retirader i gården. her var masser af rotter. Men dem fik ungerne 10 øre for, hvis de fangede dem, og afleverede dem på politistationen. Det var masser af penge for børn, dengang.
Det var så langt ude på landet, at postbudene gik rundt i blå uniformer, som ude på landet. Efterhånden som bydelen langsom blev tilknyttet til København fik posten dog røde uniformer.
Vordingborggade 4 – bygget i 1904
Og endelig i 1904 blev Øresundsvej 4 (Vordingborggade 4) opført. Ejendommen har et grundareal på 690 m2. Etagearealet er ifølge BBR på 2.467 m2
Det tragiske mord i Vordingborggade.
Det var også her på Vordingborggade, at politiet den 26. september 1942 skød Danmarks første faldskærmschef, Christian Michael Rottbøll. Ja det er nok den historie, som gaden er mest berømt/berygtet for. Godt nok, hed gaden dengang Øresundsgade, men alligevel.
Spørgsmålet er, om dansk politi handlede efter ordre fra tyskerne. Hverken justitsministeriet eller politiet blev senere draget til ansvar, men faktum er, at modstandsmanden/SOE – manden m.m. var blevet gennemhullet.
Rottbøll var aktiv i efterretningsorganisationen SOE (Speciel Operation Executive). Formålet var at aktivere og støtte modstand og sabotage i de lande, som tyskerne havde besat. Men disse faldskærmssoldater var dengang i 1942 officielt Danmarks fjender. En befaling til alle landets politikredse lød på, at alle mistænkelige personer straks skulle fanges. Og den var de danske politifolk med på.
Retbøll var SOE`s leder i Danmark. Hans ansvar var at organisere og modtage våben. og sørge for radiokontakt til London.
Tyskerne pejlede sig frem til SOE’s adresser. Pejlevognene var forklædt som danske lægebiler.
En af Rottbøls fristeder var hos en købmand på Nøjsomhedsvej. Et andet sted var Løgstørgade 23.
Den 30. august skiftede Rottbøl adresse til Øresundsgade (Vordingborggade 19). Og det var lige efter, at statsminister Buhl holdt sin berømte tale:
Sabotører skulle anmeldes
Vær med til at gøre det klart for alle og navnlig for de unge, at den der begår sabotage eller hjælper dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod fædrelandets interesser.
For en god dusør havde en stikker afsløret Rottbølls adresse, Øresundsgade 18, 5.sal t.v. Syv civile politifolk ankom til gaden, og bankede på hos værten Johan Balslev.
Det hele endte med, at Rottbøll blev ramt af 12 kugler, skudt på nærmeste hold. To af skuddene gik tværs gennem hjernen. Det var nærmest tale om en likvidering.
Den betjent, der stod for selve aktionen blev tilmed belønnet med 300 kr. i gratiale. Du kan læse hele historien i to artikler på www.dengang.dk
En royal historie fra Vordingborggade 4
Ja og så findes der en royal historie som er tilknyttet vores ejendom. Om den er rigtig eller om det kun er en vandrehistorie vides ikke.
Rygtet vil vide, at Christian den Tiende ville gøre en af sine tjenestepiger en tjeneste. Derfor købte han via en mellemmand, værtshuset Hermod til hende. Hendes forældre overtog værtshuset. Og selvfølgelig boede forældrene i Øresundsgade (Vordingborggade) 4 stuen til højre. Og det er ganske vist. Men der var ikke meget plads. Et ismejeri og en frisør gjorde sit indhug.
Ejendommen til salg
I oktober 1990 ønskede ejeren af ejendommen Margit Wichmann, at sælge ejendommen. Der var mulighed at købe ejendommen til 3.500.000. Dengang var der 31 lejligheder. Der blev indkaldt til stiftende generalforsamling den 11. december 1990. Underskriver var Bent Kristiansen, Jørn Nielsen og Britta Eskelund. Ingen af disse bor mere i ejendommen.
Fem beboere har været med fra starten
Først den 25. februar 1991 afholdtes den første ordinære generalforsamling. Den første bestyrelsen kom til at består af Formand Jørn Nielsen og bestyrelsesmedlemmerne, Svend Fagerstrøm, Lars Christiansen, Tine Sølvtoft og Pernille Danielsen. Suppleanter blev Ole Bundgaard og Helle Petersen.
Fem af beboerne fra dengang, bor her stadig. Det er Willy, Bent, Lisbeth, Linda og Lone og Helle.
22 af 31 lejere var mødt op.
I nogenlunde god stand
En vurderingsrapport kunne fastslå, at ejendommen “betegnedes som værende i nogenlunde god stand, ejendommens alder taget i betragtning.
I 4 B var der fugtskader i kælder. På kort sigt, blev der anbefalet, at svampeskader i kælder blev udbedret, samt bedre udluftning. Endvidere skulle der foretages istandsættelse af gavl ud mod Vordingborggade 4b, samt reparation af tag og skorstene. På længere sigt i en periode af 5 – 8 år blev der anbefalet en reparation af tagbeklædningen.
Rådgivningsfirmaet Peter Jahn anslag, at udgifter til udbedring af skader ville beløbe sig til 402.600 kr. (1991).
Kigger vi på boligafgiften dengang, kan det konstateres, at den ikke er steget meget, siden dengang. I den mellemliggende periode indtil i dag, er der sket to større tagreparationer, centralvarme er indlagt, en del kloakarbejde er foretaget. TDC og bredbånd er blevet indlagt.
Officielt blev ejendommen overtaget 1. april 1991.
1993
Allerede i 1993 kom de første huslejeforhøjelser, idet der blev indlagt fjernvarme. Trappevask har aldrig været beboernes kop te. Mange gange forsøgte man at snyde. Bestyrelsen besluttede, at snyd skulle takseres med en bøde på 50 kr. Andelskronen blev sat til 2,0. Et omfattende reparationsarbejde blev sat i værk.
1994
Beboerne klagede over manglende bestyrelsesreferater. En underskriftsindsamling resulterede i et omfattende flertal for at måtte holde hund og kat. Kun formanden stemte imod. Senere trak man denne tilladelse tilbage. Andelskronen blev sat til 2,4.
1997
Et ejendomsservice- selskab skulle stå for trappevask og fejning. Nye kælderrum blev bygget. Barnevogns – parkering skulle fremover foregå i cykelskuret. Vaskemaskinerne blev andelsboligselskabets ejendom. Formanden, Jørn Nielsen trak sig som formand efter uoverensstemmelser med bestyrelsen. Andelskronen blev sat til 3,0.
1998
En ny port blev opsat, og en fællesgrill blev indkøbt. Røgalarmer blev opsat og kloaksystemet renset. Generalforsamlingen besluttede, at der skulle ske en facaderenovering.
En tung beslutning blev taget af bestyrelsen. En beboer blev ekskluderet. Grunden var flere episoder med ild – og røgudvikling fra hans lejlighed. Den offentlige vurdering var 7.200.000 og andelskronen blev sat til 4,5
2000
En huslejestigning på 1 pct. pr. år blev vedtaget, men egentlig trådte det ikke i kraft. En kedelig episode indtraf i december måned. En eksplosionsagtig brand opstod i 4 A. På et tidspunkt var der fare for at ilden ville bryde igennem til forhuset. Københavns Brandvæsen rykkede ud med 10 – 12 brandbiler. Det skete omfattende røg – og brandskader. To familier måtte genhuses. Heldigvis skete der ingen personskade. Brandfolk kritiserede det forhold, at mange ting stod parkeret på fællesarealerne.
2001
Pr. 1. august overtog Erik Due administrationen efter Lisbeth Brink. Storskraldsaftalen med R98 blev ophævet. Det kom aldrig til at fungere. Man diskuterede, om andelshavere skulle tildeles en bod, fordi de ikke fjernede ting fra fællesarealerne efter talrige henstillinger. Andelskronen blev sat til 5
2002
En ny tilstandsrapport blev udarbejdet af Ingeniørfirmaet Niels Clausson – Kaas. Den vigtigste prioritering var renoveringen af facaden ud mod Vordingborggade. En brandmur mellem baghus og forhus var blevet fjernet, da baghuset fik nyt tag. Denne blev senere genetableret.
2003
Diskussionen om gårdsanering tog igen fat. Men naboejendommene var ikke interesseret. Sagen er blevet taget op flere gange, men stadig uden resultat.
2004
Varmtvandstankene i kælderen er blevet renset. Andelskronen blev sat til 29,34
2005
Nyt tag på forhuset blev påbegyndt. Dørtelefon og bredbånd blev etableret. Låse og nøgler blev udskiftet. Den offentlige vurdering på huset var 17,2 millioner kroner.
2006
Den store diskussion gik på, at ejendommen skulle sælges. Der kunne tjenes en del penge. Administrator advarede mod konsekvenserne, det kunne bliver, for dem, der blev tilbage. Et udvalg blev nedsat. De skulle kigge på vilkårene og konsekvenserne ved salg. En vurderingsmand havde vurderet vores ejendom til 34 millioner kr. Andelskronen blev sat til 100. Cirka 7 andelskroner blev sat ind på vedligeholdelseskontoen.
En mappe blev udsendt til alle andelshavere med retningslinjer, vedtægter m.m., samtidig indeholdt mappen samtlige byggesager, som vi kunne finde til samtlige lejligheder.
2007
Nederste del af facaden i baggården trængte til renovering. Beboere klagede over punkterede vinduer. Tagrenovation holdt sig inden for rammerne. Der skulle hensættes cirka 5 millioner kr. Andelskronen blev sat til 120.
Bestyrelsen udgjorde i 2007: Tomas Christensen Kjær, formand, Peter Grønholt, Johnny Vang, Jacob Trolle, Helle Petersen.
2008
18 ud af 25 andelshavere var mødt op til Generalforsamlingen. Andelskronen blev fortsat sat til 120. 5.064.000 kr. var hensat til vedligeholdelse. Der var tabt ca. 79.000 kr. på erhvervslejemålet.
2009
En omfattende og dyr renovering af kælder blev iværksat. Der blev konstateret ulovlig opsætning af El. Der blev besluttet, at ejendommen skulle have nye vinduer.
Atter engang blev der afholdt et velbesøgt loppemarked i gården.
2010
Endelig var det lykkedes at udleje kælderen. Men det blev et dyrt bekendtskab. En ekstraordinær generalforsamling blev afholdt. Den skulle godkende en omfattende renovering.
2011
Det var nødvendig med en ekstraordinær generalforsamling for at finde nye folk til bestyrelsen.
2012
Andelsboligforeningen skiftede administrator til Dansk Financia.
2013
Andelskronen blev fastsat til 113,53. Overskuddet var på 268.700 kr.
Ja og det ser hvis endnu bedre ud her til 2014.
Har du fået lyst til at læse mere om det gamle Østerbro, ja så indeholder hjemmesiden www.dengang.dk og Facebook – gruppen Dengang 77 artikler, af de 860 artikler, der nu er at finde på siden
August 27, 2014
Hun er den eneste mand, der bliver portrætteret i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Hun var afholdt og respekteret for hendes syn på børneopdragelse. Hun var født med defekte kønsorganer, og blev ved fødslen fejlagtig bedømt som kvinde. Vilhelmine forgiftede Volmer, en knægt i konfirmationsalderen som hun havde et forhold til i fem år. I fængslet fandt man ud af, at her var der ikke tale om en mand. Læs denne frygtelige og tragiske historie.
Eneste mand i Kvinde – leksikon
Hvem var hun Vilhelmine? Var hun mand eller kvinde? Vi har skrevet om hende tidligere på www.dengang.dk. Hun var hermafrodit, pædofil og morder.
Og så er hun/han den eneste mand, der er placeret i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
Anerkendt børnehaveleder
Hun var plejemor på Børnehjemmet Kana på Strandvejen 39. Det var et hvidt palæ i nærheden af Svanemølle Station.
Hun var høflig og venlig. Børnene elskede hende. Hendes syn på børneopdragelse vakte stor anerkendelse. Hun fortalte også gerne om, alle de skæbner, som hun havde reddet.
I Højskolebladet skrev hun:
Nu ved jeg ogsaa meget godt, at der ere mange Mødre, som ville lette paa Skuldrene og ryste paa Hovedet, fordi de ikke rigtig have Tro til, at vi ugifte Plejemødre virkelig forstaar hvorledes vi skulle omgaas Børn, da vi mangle det gyldne Kjærlighedsbaand, som knyttes mellem Moder og Barn i Fødselsstunden. Hertil vil jeg sige: deri kunne I have Ret, og jeg for mit Vedkommende skal ærlig indrømme, at jeg tit har sukket, fordi at jeg følte, at jeg fattedes Kjærlighed. Men paa den anden Side, saa har jeg ogsaa følt, at hvor jeg var afmægtig, der var Gud mægtig.
Datidens moral kunne ikke rumme hendes tanker
Hun var en, som man lyttede til. Hendes tanker om opdragelse, blev bragt i mange blade. Hendes tanker var moderne snak. Datidens strenge moral kunne næppe rumme hendes tanker.
I aviser og blade blev hun kaldt from og elskelig.
Politiken gav en meget god beskrivelse af hende:
Høj og mager med graasprængt haar redt ned til Siderne. Ansigtet har stærkt markerede Træk med et kraftigt udviklet Underansigt. Paa den skarpe Næse bærer hun Briller, bag hvilke lyser et Blik, fuld af Energi. Hun er altid iført en ganske tarvelig graa Hvergangskjole. Hele Personen gør indtryk af den fuldkommeste Askese.
Volmer fundet død
12 år efter hendes tiltrædelse i 1893 skete der dog noget, som vakte vild forargelse og bestyrtelse. Efter en fødselsdagsfest på Kana blev Volmer Sjøgren fundet død på et værelse i børnehjemmet.
Som to årig var han blevet optaget på Børnehjemmet Godthaab, hvor Vilhelmine en kort overgang havde været ansat. Volmers nor var enke og meget syg, derfor var han blevet sendt på børnehjem.
Da Vilhelmine fik ansættelse på Karna bad hun Madam Sjøgren, om at tage Volmer med sig.
Opførelsen ikke tilfredsstillende
Nu var denne Volmer ikke altid let at have med at gøre. I en beskrivelse af ham forelagt senere i Københavns Criminal – og Politiret, kan man læse, at han i skolen ofte var fraværende og hvad:
Opførelsen angaar, da var den alt andet end tilfredsstillende, thi der var snart ikke den Last, uden den blev øvet af Volmer.
Volmer død af blodprop
I 1893 havde Volmer nået konfirmationsalderen, og det var sørget for, at han kunne fortsætte på en plads hos en karetmager i Roskilde.
Men det nåede Volmer aldrig. Vilhelmine forklarede til Børnehjemmets læge, Just Gottschalk, at Volmer havde klaget over smerter i brystet. Lægen var blevet tilkaldt og konstaterede, at Volmer var død af en blodprop. Måske var det Vilhelmine Møllers massive prestige i samfundet, der var årsag til lægens manglende undersøgelse.
Den 5. marts blev han begravet på Vestre Kirkegård.
Louis mor henvendte sig
I et brev til Madam Sjøgren beskrev Vilhelmine Møller ceremonien, og tilføjede, at hun nok skulle vedligeholde den. Fra Hjemmets side ville man også besøge gravstedet og sørge over Volmer.
Men det løfte kom Vilhelmine ikke til at holde. For to dage inden begravelsen skete det nemlig, at moderen til en dreng, der tidligere havde boet på hjemmet henvendte sig til bestyrelsesformanden for Kana, grosserer Christian Møller Andersen. Hun kom med oplysninger, der vakte mistanke om, at frøken Vilhelmine Møller havde gjort sig skyld i usædelige forhold til den nu afdøde Volmer.
Det var Louis mor, der havde henvendt sig. Og Louis var Volmers værelseskammerat. Han havde fortalt, at forstanderinden ind imellem tilkaldte Volmer om aftenen og krævede, at han overnattede i hendes seng.
Louis betroede sin mor, at Frøken Møller havde gjort ting ved Volmer. Da moderen hørte om Volmers død, henvendte hun sig til formanden for Kanas bestyrelse. I første omgang blev hendes insinuationer afvist som fuldstændig grundløse. Historien lød som fuldstændig grundløs.
Mistanken bestyrket
Bestyrelsen forsøgte at komme til bunds i sagen, men de kunne ikke rigtig tale med hovedpersonen. Hun blev indlagt den 10. marts på Kommunehospitalet. Derfor overdrog bestyrelsen, sagen til politiet.
Men bestyrelsen på Kana ville have forstanderinden renset. De troede simpelthen ikke på historien.
Den efterfølgende undersøgelse bestyrkede mistanken til Vilhelmine Møller. Da hun blev udskrevet blev det erklæret at hendes sjælelige tilstand måtte betragtes som normal. Og så var politiet parat til at anholde hende.
Fem års uterligt forhold
Vilhelmine Møller nægtede sig skyldig i alle anklager. Men to uger efter anholdelsen tilstod hun at have udvist uterligt Forhold overfor Volmer. I fem havde hun haft et uterligt forhold til Volmer.
Hun påstod, at Volmer selv var kommet ind til hende om aftenen. Flere af drengene på hjemmet kendte til forholdet. De havde endda drillet Volmer med det.
Myrdet med Kloralmikstur
Samme dag som hun tilstod gravede man Volmer op og konfronterede hende med liget. Men hun nægtede sig fortsat skyldig i mord. Men den 28. marts tilstod hun dog. Hun forklarede, at hun ville afslutte det usædelige forhold.
Hun var blevet nervøs, pirrelig og overanstrengt. Hun var også bange for, at når Volmer nu skulle forlade børnehjemmet, ja så ville han røbe forholdet, og dermed skade børnehjemmet. I datidens medier kunne man læse hendes tilståels:
Jeg havde ødelagt Drengen. Saa tog jeg Livet af ham, for at han kunne gaa ind til et Liv i Himlen, der var bedre end det, der ventede ham her paa Jorden.
For at hjælpe Frk. Møller til lidt søvn havde doktor Gottschalk ordineret hende en flaske kloralmikstur, som hun brugte som sovemiddel.
Glasset blev tømt
En dag, da hun så flasken, faldt det hende ind, hvordan hun kunne redde sig selv og børnehjemmet. Da de fejrede en drengs fødselsdag, så børnehjems – lederen sit snit til at føre sin ide ud i livet.
For de store serverede hun en blanding af saft og rom. I Volmers glas tømte hun også flasken af kloralmikstur, der på det tidspunkt var halvfuld.
Volmer drak en del af glassets indhold, men syntes ikke om smagen. Han klagede til plejemoderen, som drillede ham og sagde, at han skulle drikke op.
Volmer drak derefter det meste. For ikke at vække mistanke, tømte Vilhelmine selv glasset.
Han var ikke mere i live
Inden længe følte Volmer sig utilpas, og Vilhelmine bad sin medhjælperinde med at hjælpe ham til sengs.
Senere kiggede Vilhelmine ind til ham, og så at han sov fast. For at fremskynde døden tog hun to uldtæpper og viklede om hans hoved.
Da plejemoderen igen kom for at se til ham, havde han skubbet tæpperne til side. Han ansigt var vredet i krampeagtige trækninger og han kiggede med åbne øjne på sin morderske. Sidste gang hun så til ham, var han ikke mere i live.
Ikke en let opvækst
Vilhelmine havde sandelig ikke en let opvækst
Hun var evigt blevet udstødt og var af hendes medmennesker kun mødt med ukvemsord.
Hun følte sig forstødt af sine forældre og led under den aparte fremtoning.
Allerede før konfirmationen var hun kommet ud at tjene. Som 20 – årig endte hun i fængsel, fordi hun havde stjålet mad til sine mor, der var blevet enke med fire små børn.
Hun kom i Rudolph Frimodts menighed.
Og Vilhelmine deltog i søndagsmøder, hvor emnet var kvindesagen. Dette forandrede hendes liv. Hun tog på forskellige højskoler. I et billede i Politiken kunne man se, at hun havde en sølvpil i håret. Det var tegn på, at hun tilhørte den Grundtvigske bevægelse.
Forhold til en kvindelig medarbejder
Snart kom det frem, at hun havde stået i et intimt forhold til hendes medhjælperske på Børnehjemmet Kana, enken Fru Macwitz. I april blev Fru Mackwitz anholdt for mulig medvirken i forbrydelsen mod Volmer. To måneder efter blev hun løsladt.
Misdannede kønsdele
I slutningen af april fortæller Vilhelmine, at det var noget abnormt ved hende. Men først efter flere måneder bliver hun underkastet den første lægelige undersøgelse. Undersøgelsen blev foretaget af psykiater Carl Georg Gædeken og fødselslæge Asger Stadfeldt.
De fastslog den 3. oktober, at arrestanten ikke var en kvinde men en mand. Misdannede kønsdele havde gjort, at Vilhelmine Møller var blevet bestemt til et fejlagtigt køn.
Navneskift til Vilhemine
Den 22. december fik hun kongelig tilladelse til at skifte navn fra Frederikke Vilhelmine
Møller til Vilhelmi Møller. Derfor skulle han nu i mandfolkearrest. I Socialdemokraten kunne man den 6. januar 1894 læse, hvordan forbryderen havde taget afsked med sin moder og søster, under stærk Sindsbevægelse talte hun med dem, og blev derefter overgivet til mandlig bevogtning. Hendes Haar blev afklippet og iført Mandsdragt blev hun derefter ført til Fængslet på Kristianshavn.
Dom omstødt
I fængslet forfattede Vilhelmi mange skrifter. Disse skrifter blev forfattet for at formidle dommerne, men det hjalp nu ikke. Politi og Criminalretten idømte ham dødsstraf. Sagen blev anket til Højesteret. Og her blev dommen omstødt til livsvarig fængsel.
Vilhelmi Møller blev overført til Vridsløselille Statsfængsel.
Under en tegning af den mandhaftige morderske skrev Politiken kort efter tilståelsen af mordet:
Saaledes ser hun ud, denne Plejemoder, som ved sin grufulde Daad har faaet mangt et Moderhjærte til at dirre i Rædsel.
Giftede sig med Frøken Larsen
I sine første år i Vridsløselille var Vilhelmini skrædder, og fra 1902 fængslets bogbinder. Efter 11 år i fængslet, blev Vilhelmi Møller den 1. december 1905 benådet for reststraffen. Under hele fængselsopholdet havde han via korrespondance bevaret kontakten til en tidligere fangevogter i kvindearresten, Agnes Larsen.
Efter sin løsladelse skiftede han navn til Frederik Vilhelm Schmidt og giftede sig med Frøken Larsen.
Da Hr. og Fru Møller blev for gamle til at tjene livets brød, fik de plads på Vartov, et hjem for fattige og syge.
Frederik Vilhelm Møller endte sine dage som 96 – årig hos nogle slægtninge. Den 24.12.1936 døde han i Vangede Sogn.
Følte sig som dobbeltmenneske
Vilhemi Møller indledte sin biografi, som han skrev i fængslet med sætningen:
Dersom jeg skulde give mig selv et Navn eller Benævnelse, som jeg mente kunde passe paa mig og mit Liv, skulde det være “Doobbeltmennesket, thi som jeg i det ydre er noget dobbelt, saaledes er jeg ogsaa i det indre.
Omtalt i skillingsvise
Børnehjem var drevet af private midler. Først i 1905 blev børneforsorg et offentligt anliggende. Mange af de private børnehjem blev statsanerkendte og – kontrollerede. Mordet på Kana fandt for børnehjælpssagen sted på et meget uheldigt tidspunkt.
Som det var normalt dengang, blev der skrevet skillingsviser om store begivenheder. Og sagen mod Frøken Møller fik også sine egne viser:
Den Kvinde, Frøken Møller, som
Vi vel erindre kan
For Drengemord maa vente Dom,
En fulstændig Mand.
Fra Barndomstid han gaaet har
I Kvindeklæder om,
Han bly og ærbar altid var
Indtil i Synd han kom
– Han først forførte Drengene,
Og leded dem til Last
Og lokked dem til Sengene,
De troede Alle fast,
At han en Kvinde var, men sidst
Han myrded en af dem,
Da var det Slut, nu naaer han vist
Ej mer til Kanahjem.
I Fængslet blev han sikker bragt,
Men Skæggestubbene
Foraadte hende, man gav Agt
De blev saa “knubbene”
Se saa blev Vilhelmine ført
Til Fødselsstiftelsen,
Profes’ren saae og sagde tørt:
Du er en Mand, min Ven.
Kilde: Se
www.dengang.dk indeholder mange artikler om kriminalsager
August 27, 2014
Vi skal atter engang besøge Classens Have. Ja tænk hele kvarteret kunne have heddet Clausens Have eller kvarter. Men den sønderjyske familie skiftede navn. Den gode Classen fik ikke de bedste karakterer, men havde åbenbart handelstalent. Det var ham, der skabte Strandpromenaden. Og familien anlagde skole og Agerdyrkningsskole på Østerbro. En fond med ret så mange penge blev oprettet. I dag kan mange vel takke den sønderjyske familie for en masse gode ting.
Det Classenske kvarter
Det Classenske Kvarter opstod i anden halvdel af 1700 – tallet, da generalmajor J.F. Classen overtog området. Det var i den tid, at haven blev nyanlagt.
Haven strakte sig over et kæmpe område. Dets areal blev afgrænset af de nuværende gader, Østerbrogade, Classensgade, Strandboulevarden og Rosenvængets Allé.
Dengang hed de Clausen
Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Det gjorde J.F. Classen´s far også. Han var organist i Sønderborg, og hed Clausen – dengang. Han udvandrede til Norge.
Hans søn, Johan Frederik uddannede sig til præst. Men det var slet ikke den vej, han fulgte. Karaktererne rakte heller ikke. Han blev det man i dag ville kalde en stor iværksætter. Navnet skiftede han et par gange, fra Clausen til Clasen med et S, siden med to S´er.
Efter forskellige handelsvirksomheder anlagde han i 1756 sammen med Just Fabritus et krudtværk og kanonstøberi i den nuværende Frederiksværk.
Takket være de to blev Frederiksværk, Danmarks første industriby. Man brugte Arresøens vand som energikilde som råvare og energikilde.
Man blev en kæmpeleverandør af krigsmateriel.
I 1757 blev Classen udnævnt til noget så fint, som Generalkrigs og ammunitions kommissær med justitsråds rang og hele 800 rigsdaler i årlige gage.
En agerdyrkningsskole på Østerbro
På sine godser tænkte han også på bønderne, den gode Classen. Han traf en bestemmelse i hans testamente den 28. januar 1789, at hans bønders hoveri skalbestemmes paa den allersømmeste og lemfældigigste Maade, endog mildere, end Love og Forordninger foreskrive.
Ja, testamentet foreskrev også, at der blev oprettet en agerdyrkningsskole. Og den blev faktisk oprettet i Classens Have. Der er nok mange, der ryster på hovedet i dag, når man siger, at der har ligget en landbrugsskole på Østerbro.
Støbevarer – af civil art
I 1761 solgtes virksomheden i Frederiksværk efter aftale til kongen, idet Classen dog fortsætte som leder. Seks år efter blev virksomheden gradvis tilskødet denne. Han benyttede så lejligheden til at udvide produktionen med støbevarer af mere civil art. I forvejen havde han leveringer til hær og flåde på gunstige vilkår. Dette udvidede Classen med de nye varer.
I 1792 ved Classens død overtog Landgreve Carl af Hessen værket. Han udvidede atter produktionen med en kniv – og sabelfabrik, og i 1800 også en kobbervalsefabrik.
Kongens Fiskehus
Fra meget gammel tid nævnes Fiskerhuset. Kongens Fiskerhus blev givet som fribolig til den pensionerede jæger, Johan Dantzer i 1679. Stedet var egentlig bygget på rester af et fæstningsværk. Dantzer fik ret til udskænkning af øl og vin og til at oprette en skydebane. Ja, han måtte også holde et par køer. Han fik også lov til at holde et par fiskedamme.
i 1722 var det på en anseelig størrelse på 19 fag opført i bindingsværk. Her var to køkkener med murstensgulv, en spisekammer og 2 stuer betrukken med spånmåtter og bilæggerovne, samt et lille kammer. Her var også en stald til 13 heste.
Der var sandelig to fiskehuse, og de lå ikke så lang fra hinanden. Og den vi her taler om var Kongens Fiskehus. I 1722 averterede man:
Liebhavere herefter for en billig Betaling vorde akkommoderede efter enhvers Stand og Begæring med vedbørligt Traktementer af en Traktør, som tillige under sine Gæster den Fornøjelse at betjene sig af den derved beliggende smukke Have.
Her kom de fine
Her kom de fine. I1738 holdt kongefamilien taffel i Grev Laurvigs Have. Ja, og sandelig så boede her også en tid Peter den Store.
Fajanceovne uden for Østerport
Classen forsøgte også at oprette et glasværk i 1754. Det lykkedes dog ikke. Året efter anlagde han en fabrik for fajanceovne uden for Østerport.
Det var på den bagerste del af Rosenvænget, der i 1726 var blevet solgt til direktør i det vestindiske guineanske kompagni, Ferdinand Anton Danneskjold – Laurvigen. Efter dennes død i 1754 blev denne ejendom solgt til Classen.
Justinenborg
Det var herude han havde købt en lystgård og en have af arvingerne efter Danneskjold – Laurwigen. I 1765 købte han også dem tilgrænsende ejendom Fiskerhus forhen kaldet. Han byggede desuden lystgården Justinenborg opkaldt efter hustruen.
Huset var udstyret med romerske søjler på forsiden, og forestillede bagsiden af et kloster. i den ene ende var det udformet i maurisk stil og i den anden ende så man en gotisk bygning eller som en engelsk borg. Men denne stilforvirring var moderne dengang.
Mange mente, at bygningen dengang var mere ejendommelig end smagfuld. Ja så var det også en ejendom, der blev kaldt, Antonieborg. Det var et norsk hus med stråtag.
Henrivende udsigt
Men hvordan så det ud, dengang. Ja, man sagde, at Østerport var uanseelig og ringe. Den udenfor beliggende forstad var den svagest befolkede af Broerne. I 1801 boede her kun 659 indbyggere. Her var der meget landeligt, men det pristes højt af Samtiden. Vejen gennem Kastellet til Kalkbrænderiet og tilbage til ind ad Østerport var romantisk og stemningsfuldt. Fra en af datidens turistguidekan læses:
Hinsides en Eng, bag en Hæk fandt en ensom Bænk, som kun kjendes af Faa, men hvorfra der var en henrivende Udsigt over Sundet.
En pyntelig ejendom
I portens umiddelbare nærhed var der slet ingen huse, på begge sider af vejen lå kirkegårde. På den modsatte hjørne lå en pyntelig Ejendom, det såkaldte Hvide Hus med en prægtig tilliggende have.
Ved siden af lå den prægtige Classens Have, som dog ikke nåede helt ud på Østerbrogade. Den bestod af to ejendomme.
Traktørstedet Fiskerhuset
Her lå det kendte traktørsted Fiskerhuset på hjørnet af nuværende Classensgade og Strandboulevarden. Her var en glimrende udsigt over Sundet. Haven var af parklignende karakter med kanaler, øer og fiskedamme. I 1806 nævnes hele 12 af disse.
Det var dette Fiskehus, Classen overtog i 1765. I 1761 var det blevet foræret til Hans Ahlefeldt.
De sidste dage
Ved siden, lidt længere ude på det nuværende Rosenvængets område lå grosserer Tutein Men sin store ejendom, Rosendal med tilhørende katuntrykkeri.
Og her i nærheden den flotte ejendom Rolighed, Hvor H.C. Andersen tilbragte sine sidste dage. Vejen op til denne var en statelig, nærmest Nordre Frihavnsgade i dag.
Det Classenske Fideikommis
I historiebøgerne er der antydninger om, at Classen havde gjort brug af bestikkelse, da han lavede kontrakter med militæret.
Det gav i hvert fald en rigelig indtægt. Han erhvervede sig store godser i Nordsjælland og Falster. Efter hans død blev dette omdannet til det endnu eksisterende almennyttige Classenske Fideikommis. Hans efterladte formue skulle anvendes:
– til at danne nyttige Mennesker til Statens Bedste,
– til at understøtte og befordre Vindskibelighed og Arbejdsomhed i de nødvendigste Dele af landets Vel, og
– til at hjælpe og lindre Fattigdom og Elendighed.
En stor formue
Den efterladte nettoformue blev gjort op til en million rigsdaler. Omkring 1916 rådede fonden over tre millioner kroner. i dag ejer og dyrker fonden 1.700 hektar agerjord og 2.634 hektar skovbrug.
Classens Have indgik som værdi i fonden. I 1880erne blev der lagt nye planer for havens anvendelse og etagebyggerierne tog fat.
Det efterladte bibliotek
Det efterladte bibliotek, der især indeholdt værker om geografi, naturhistorie og landøkonomi blev omdannet til et offentligt bibliotek fra 1797. I 1868 blev det indlemmet i Universitetsbiblioteket. Landbohøjskolen erhvervede sig de landsbrugsfaglige bøger. Den Classenske Biblioteksbygning blev opført i 1795, er beliggende på adressen Amaliegade 38.
Flere navne før Classen
Men egentlig skal vi lang længere tilbage i historien. For den oprindelige Classens Have eksisterede allerede i 1658, som Verner Klaumans have. Senere blev det til Laurvigens have og Ahlefeldts Have.
Udfaldet afstedkom mange navne
Udfaldet i Classens Have i 1807 har afstedkommet mange gadenavne. Livjægerne gav navn til Livjægergade.
Medlemmerne var ulønnede, og skulle selv betale for deres uniformer. Men kongen gav dem dog våben og krudt. De opnåede fuld respekt efter det berømte slag i Classens Have. Og ikke nok med det. Officererne fik lov til at kalde sig von. Man fortsatte dog med at være frivillige.
Kongens børn på isen
Justinenborg blev ødelagt under kampene i 1807, og haven henlå som vildnis i mange år.
En af de første villaer, der blev opført her efter udstykningen var Aggersborg. Den blev opført i 1846 i meget idylliske omgivelser. I villaens park var der endnu nogle af de kongelige fiskedamme, der var forbundet med kanaler, hvor fornemme københavnere løb på skøjter om vinteren blandt andet Christian den Niendes børn.
Og selvfølgelig skulle vi have en gade, der hed Aggersborggade.
Ja villaen lå faktisk på en ø, og var ejet af vekseler H.C. Aggersborg.
Holsteinsgade
Officer, kammerherre Frederik Conrad von Holstein havde udmærket sig som leder af Livjægerkorpset ved udfaldet. Han blev senere teaterchef på Det Kongelige Teater. Det var ham, H.C. Andersen henvendte sig til, da han fandt ud af, at han ville skuespiller. Ja H.C. Andersen døde jo ikke langt fra haven på Rolighed. Og den gode Holstein fik en gade opkaldt efter sig.
Holsteinsgade ligger for enden af den daværende have. Her gik en lille bro ned til promenaden ud til Øresund.
Steen Billes Gade
Steen Billes Gade er navngivet efter Steen Andersen Bille, som var søofficer i flåden. Han var hvis ret hård over for mandskabet. Han blev marineminister. Og det gik ikke stille fra sig. Han blev anklaget for misbrug af Statens midler. Han blev dog frifundet.
Og denne gade skulle man ikke bevæge sig ud i efter mørkets frembrud i 1920erne. Den blev benævnt som Bøllernes Gade.
Produktion i haven
I 1809 blev alle Classens ejendomme, der gik under navnet Frederikslund, forpagtet af broderen P.H. Classen. Han havde selv en ejendom lige i nærheden.
Haven havde ry for sin gode frugt. En tysk gartner, Neumann stod for driften og solgte produktionen til byen.
Han havde fire – fem mand til at hjælpe sig, og de boede alle sammen på ejendommen.
Desværre kun man ikke dyrke fisk i fiskedammene. De var blev forurenet af Iselin og Tuteins Kattuntrykkeri.
En strandpromenade
Langs stranden anlagde J.F. Classen en strandpromenade, som lukkedes med bomme for enderne, og kun var åben for fodgængere. Mellem promenaden og haven lod han grave en kanal.
Selv om haven var privat, så tænkte Classen på københavnerne, da han anlagde Promenaden. Det var et yndet mål for befolkningen at vandre ud til Kalkbrænderierne. Og de gjorde det i massevis. Og det var nok at se på. Alene ude i Øresund passerede der årligt 10.000 skibe.
I løbet af det 19. århundrede blev den flotte udsigt efterhånden hæmmet af badeanstalter og havneanlæg.
En ny skole
I haven var også et Orangerihus og nede ved Sundet et større lysthus, Antonienborg, samt et mindre lysthus, Segesta i klassisk stil med søjler m.m. herfra var en fantastisk udsigt over Sundet.
Ud over disse bygninger lod P.H. Classen ved vejen fra Østerbrogade, den nuværende Classensgade opføre en skole med klassisk ydre. Den var beregnet som grundskole for børnene i Kastellet og på Østerbro.
Her fik 100 elever gratis undervisning.
Lige i nærheden ud til stranden blev der indrettet en ubehagelighed, et rettersted, dog kun i en overgangsperiode.
Tog ødelæggelserne meget nær
Hverken Classens Have eller Rosenvænget nåede helt ud til Østerbrogade, så der blev plads til lidt småbebyggelse, et par værtshuse og et bryggeri.
P. H. Classen tog ødelæggelserne meget nær. Kongen fastholdt, at der kunne måtte bygges i bindingsværk, hvis noget skulle genopføres. Og militæret forlangte, at det hele hurtigt skulle rives ned.
Den eneste bygning, der sådan nogenlunde slap for ødelæggelserne var Antonienborg. Haven fik lov til at gro til. Og sådan stod det til i 1825, da fætteren Michael Classen overtog det hele. Han efterlod så det hele til sin søn, som også hed P.H. Classen.
For at få penge ind, blev en stor del af haven udlejet til erhvervsgartneri. I det yderste sydøstligste hjørne, blev der bygget en ejendom, Lille Ejegod. Den blev brugt til udlejning.
Et stykke urskov
Midt i 1800 – tallet skrev skuespilleren Julie Sødring i sine erindringer om Østerbro. Familien var i 1834 flyttet fra Adelgade til Det Hvide Hus. På hjørnet af Classensgade.
Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer sammen med det tætte krat dannede ligefrem skovtykninger, og brød man igennem disse, stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudeslør og muskedonnere førte tanken bort fra byens nærhed. Fra Classens Have lød i de lyse nætters tid nattergalens sang så stærkt over til os, at vi næppe kan sove.
De første villaer
Som vi tidligere nævnte fik P.H. Classen af Kancelliet lov til at udstykke haven i 1846. Foreløbig var det kun langs strandkanten, der blev solgt grunde. Her blev der opført villaer, der hver fik en træbro over kanalen ned til promenaden.
Mod nord var det grosserer H.P. Halkiers villa. Dernæst fulgte den føromtalte Aggersborg. Den lå som nævnt på en ø omgivet af fiskedamme som var omdannet til en sø. Ved små broer blev øerne forbundet til det faste land.
Mellem Rosenvænget og Strandpromenaden hørte også en strimmel jord til Classens Have. Den blev solgt til ejeren af Rosendal, og deraf udstukket. Det var på den sydligste af disse, at Fru Heiberg lod opføre den røde villa.
Hvor blev træerne af?
I 1880erne rykkede høje huse frem over dele af Classens Have. Holsteinsgade og Willemosegade blev udstykket.
Det er i grunden mærkelig, at ikke en eneste af de historiske træer fra Classens Have blev bevaret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Classens Have