Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebro – fra Fælled til Lejekaserner

September 9, 2014

Det var grønt på Nørrebro. Ja, der var masser af marker. Her stod masser af kvæg og heste. Senere spillede man om penge. En assessor tabte 2.000 rigsdaler. Og en politimester, at der ligger rester af duellanter i forskellige grøfter på Nørrebro. Snart blev der opført den ene grå lejekaserne efter den anden i det før så idylliske Nørrebro. I disse gjaldt det om at presse så mange mennesker som muligt. Byggespekulanterne havde kronede tider.

 

Serridslev

Nutidens Nørrebro tilhørte dengang den forsvundne landsby, Serridslev. Dens marker tilhørte Roskildebispen. På markerne måtte Københavns borger lade deres dyr græsse. Denne tilladelse blev stadfæstet i 1254.

 

Fri græsning

Efter belejringen i 1523, da Serridslev blev lagt øde, bekræftede Frederik den Første ganske vist, at:

Kjøbenhavns Borgere og Indbyggere (skulle) nyde og beholde deres Oredrift trindt om Kjøbenhavns Stad saa vidt langt og vidt, om de haft have af Arilds Tid.

Men det er nu tvivlsomt, om dette nu også gjaldt for Serridslev Mark. I hvert fald henvendte magistraten sig efter anmodning fra laugsoldermændene i februar 1525 til kongen og Roskildebispen om

At de ville værdiges og unde os samme Serridslev og Serridslev Fang til evindelig Eje til vor Oredrift og Græsgang, paa det at vi des ydermere og bedre kunne befæste og fastgøre denne By.

I august samme år forelå kongens svar, der gik ud på, at indbyggerne i København:

Til evig Forbedring og Bestand maa og skulle have, nyde, bruge og beholde til deres Forte og Fægang vor Ret og Rettighed, vi paa Kronenens Vængehave i Serridslev By og Mark udenfor Kjøbenhavn og i Kjøbenhavns Birk liggende, udi Ager, Eng, Skov, Mark, Fiskevand, vaadt og tørt, intet undtaget i hvad det helst være kan, indtil Rosbæk – dog med en aarlig Afgift paa 20 lødige Mark foruden Byskat samt ret til Græsning af saa meget Kvæg ”som vi have Behov til Vor Slot Kjøbenhavn”.

 

Rådmandsgade

Roskildebispen havde åbenbart travlt for han svarede først i februar 1527, at Københavns borgere måtte bruge en del af Serridslevs Mark til Oredrift og Græsgang og til intet andet.

Efter, at jorderne var blevet overdraget byen, benyttedes de marker, der lå nærmest byen til græsning. Nørre Fælled, som en stor del af Nørrebro nu dækker, strakte sig mod vest til Ladegårdsåen. Mod nord grænsede den op til Borgmester – og Raads Vang – den senere Raadmandsmark omkring den nuværende Rådmandsgade. Denne mark var henlagt til underhold for magistratens medlemmer. Mod syd dannede Nørre Allé dens grænse mellem Vibenhus og Peblinge Søen. Blegdamsfælled blev betragtet som en del af Øster Fælled.

 

Et hus med Kålhave

Med fællederne førtes der tilsyn af markfoged eller markmand. Denne skulle kontrollere, at der ikke blev gravet tørv, gravet ler eller sand på forbudte steder. Han boede i et hus med en kålhave uden for Nørreport.

Dette hus lå i 1682 på Nørrebrogade over for det senere anlagte Assistens Kirkegård. Men foruden dette hus lå der nogle småhuse, som tilhørte de såkaldte vangemænd, der passede ledet til de forskellige vænger.

 

En hyrdegård og en tyremark

Allerede i 1529 nævnes en såkaldt hyrdegård, der skal have været beboet af hyrde, som vogtede byens kreaturer. I nærheden af Lygten var en særlig mark forbeholdt stadens tyre. Den enkelte borger måtte ikke selv holde hyrde:

Men hvis Fæ eller Kvæg de have, skulle de drive for Stadens Hyrde, og han det at vogte og gemme hver Mand uden Skade.

Endnu i 1500 – tallet var egnen nord for København temmelig øde. Her skulle man ikke færdes efter mørkets frembrud. Mange af vejene og stierne var oprindelig trådt af kvæget. Disse blev også brugt af de vejfarende. Efterhånden udviklede det sig til et net af veje, der allerede i 1600 – tallet krydsede de vidtstrakte fælleder.

 

En kongevej

Oprindelig synes det som om Nørrebrogade har haft et andet forløb. Men allerede i slutningen af 1500 – tallet, da en broforbindelse etableredes tværs over søerne på samme stede som den nuværende Dronning Louises Bro.

Omtrent på samme tid opstod Øster Allé – Nørrebros østlige grænse. Den var en fortsættelse af den kongevej, Frederik den Anden i 1580erne lod anlægge fra Vibenhus til Frederiksborg. Dog har den vejen i dag dog ikke helt samme forløb som dengang.

 

Veje på Fælleden

På et kort fra 1695 ses foruden Nørrebrogade også Øster Allé og en række andre veje. Blandt andet er Nørre Fælled gennemskåret af en længst forsvunden vej, der fra Trianglen førte ud til Lygten. I modsat retning krydses fælleden af to andre veje. Den sydligste af disse svarer stort set til Nørre Allé, mens den nordligste måske har været kongevejen over Nørre Fælled. Denne anlagde Christian den Fjerde. Møllegade er den sidste rest af denne kongevej.

 

Et teglværk på Nørrebro

Ellers giver kortet ikke meget oplysning. Dog ved vi, at byens teglværk, Teglgården i 1616 – 1617 blev flyttet fra sin hidtidige plads uden for Østerport til det senere Blågårdskvarter. Omtrent samtidig blev fuglestangen, der blev brugt til afretning af jagtfalke opstillet på det sted, hvor Tagenshus kom til at ligge.

En halv snes år senere blev der ved Teglgården rejst en hollandsk mølle, som i 1635 blev flyttet til nuværende Guldbergsgade, hvor den blev indrettet til barkmølle. Nogle år senere var Store Vibenhus bygget på vejen mellem København og Frederiksborg.

 

Grundlæggeren af Blågårds Have?

I 1630 fik Jacob Quirinsen Koch skøde på en grund grænsende op til Teglgården. Måske var han den egentlige grundlægger af Blågårds Have. Enkelte begyndte nu at erhverve sig grunde herude og byggede huse langs alfare Vej, som Nørrebrogade kaldtes. Et par borgmestre nævnes som ejere af fiskedamme ved Store Ravnsborg.

Det så ud til, at Nørrebro allerede før Svenskekrigene var ved at tage form.

 

Et forsvarsværk ved Nørrebro

I forbindelse med Christian den Fjerdes ydre forsvarsring omkring København indgik Ladegården og Vartov ved Trianglen som et naturligt led. Og et forsvarsanlæg ved Store Ravnsborg var også planlagt. Dette anlæg skulle bekostes af byen. Men dette trak i langdrag, og var endnu ikke fuldendt i 1645.

 

Nørrebro overladt til fjenden

Under Svenskekrigene i 1658 – 60 blev det straks rømmet af det danske forsvar. Nu var Nørrebro overladt til fjendens forgodtbefindende. Og ikke nok med det, så blev en masse bygninger nedbrændt, inden svenskerne kom.

 

Af hensyn til udenlandske fyrstelige personer

Men allerede i 1663 fik bormestre og råd ordre til at forbedre vejene uden for Nørre – og Vesterport. Det var af hensyn til udenlandske fyrstelige personer, saa at de kand være bequem og brugelig for at fare over med vores store Vogne og Karter.

I 1661 havde Johan Merhof fået udvist en Plads hinsides Sortedams Søen ved Nørrebrogade, til at bygge et hus på, hvor han kunne udtappe Dansk og fremmed Øl til Vejfarende. Hans grund stødte op til Store Ravnsborg.

 

Et herberg på Store Ravnsborg

I år 1700 fik kammerjunker hos dronningen skøde på Store Ravnsborg for sig og arvinger med den klausul, at ville han sælge sin ejendom, skulle den først tilbydes staden. Samtidig fik han tilladelse til at indrette et herberg, hvor rejsende og andre med Mad, Øl oprigtig fransk Vin og Brændevin samt med gode Logomenter og Stalde for billig Betaling vel kand blive accomoderet.

Knap en halv snes år før havde borgmester Bartholemæus Jensen i 1691 erhvervet en grund mellem Sortedams Søen og Fælledvej langs nuværende St. Hans Gade.

 

Da Gabel overtog Blågården

På den modsatte side af Nørrebrogade, hvor Teglgården havde ligget, indtil den under Svenskekrigene blev ødelagt, lå en lille ejendom, der tilhørte statholderen Christoffer Gabel. Og her skete der sandelig noget fra 1706, da stedet blev erhvervet af prins Carl. Ja, hvad der ellers skete på Blågården har vi beskrevet i to artikler.

 

Et Limsyderi på Store Ravnsborg

Nu var det ikke kun de rigeste, der flyttede herud. Også en del småkårsfolk kom herud. Nogle af disse arbejde på den tidligere nævnte barkmølle samt de andre møller, der opstod herud. I 1694 lå der ved den nuværende Solitudevej et limsyderi. Der har sandsynligvis også boet en del blegmænd, der har levet af at blege lærred. Disse var bosat mellem Sortedams Søen og nutidens Fælledvej. Man kunne dog ikke bare sådan nedsætte sig herude. De strenge demarkationsbestemmelser fra 1682 satte sine grænser. Således måtte der ikke ske bebyggelser inden for en afstand af 2.000 alen fra voldene. Men nåede tydede på, at dette ikke blev overholdt.

 

Militæret huserede på Fælleden

De fri arealer langs Nørrebrogade kom efterhånden over på private hænder og blev bebygget. Og fællederne, der blev liggende omkring bydelen blev i stigende grad anvendt til øvelsesplads for militæret.

Og her på fælleden var det ikke altid, at militæret passede ordentlig på arealerne. Og det gjorde den russiske hær heller ikke, da de lå her i 1716. Her på fællederne huserede både Borgervæbningen, Livjæger – og Studenterkorpsene. Ja øvelserne sluttede nærmest med et æde – og drikkegilde. Når der så atter blæstes til appel, gik krigerne i temmelige ujævne geledder hjem.

 

Hestevæddeløb

Det var også her på fælleden, at Københavns første hestevæddeløb i 1771 fandt sted. Og det må åbenbart have været en succes. Med ujævne mellemrum afholdtes der hestevæddeløb fra 1832 – 1836 og igen fra 1842 til 1847. Ofte var det med kongefamilien som gæster. Jo de havde skam en særlig tribune.

 

Nørrebro i regnvejr

Nu blev det godt nok befalet, at vejene skulle sættes i stand, men havde det været regnvejr, var det næsten umuligt for bonden og landmanden at komme frem med deres varer. Det blev heller ikke meget bedre, da der i løbet af 1700 – tallet blev anlagt nye veje, Nørre Allé og Blegdamsvejen. Begge veje udgik fra den gamle malkeplads – det nuværende St. Hans Torv. I 1780erne blev Nørrebrogade omlagt og reguleret.

 

Torv uden for Nørreport

Særlig ubehageligt må det have været for bønderne for at komme frem under pesten i 1711, hvor en tredjedel af Københavns befolkning døde. De fik at vide, at de skulle holde torv uden for Nørreport.

I prins Carls enghave ved Blågård skulle de således forhandle korn, ærter, gryn, saltede, røgede og tørre varer. Bag Accisseboden levende kvæg, kul, brændsel, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd egetømmer m.m.

Salt, humle, jern, tjære, beg, saltet og tør fisk m.m. skulle forhandles i hytter, boder og telte. Det var under højeste Straf forbudt at handle med hør, hamp og alle slags ulden og linned vare, først og fremmest gang – og sengeklæder.

 

En kirkegård på Jødevejen

Vi har allerede flere gange berørt Skt. Johannes Kirken. Allerede i 1694 blev der givet tilladelse til, at Det Mosaiske Trossamfund måtte anlægge en kirkegård ved den nuværende Møllegade, der i lange tider ikke blev kaldt andet end Jødevejen.

 

Den første skole på Nørrebro

Præsten ved Trinitatis Kirke mente også at Nørrebro burde have en skole:

Med smerte har jeg set Guds Kornland derude saa længe uden en ordentlig Lade. Savnet er særlig hårdt om Vinteren, da Børnene har bedst Lejlighed, besynderlig de Fattige, at søge Skolen.

I 1761 blev det derfor på hjørnet af Blegdamsvej og nuværende Trepkasvej på den 12. blegdam opført et lille grundmuret hus med to skolestuer, en for drenge og en for piger, samt en meget beskeden lærerbolig. Til skolen hørte en lille have og en staldbygning til lærerens to køer. Det var en del af hans løn. Om sommeren måtte de græsse på fælleden.

Lønnen blev udbetalt af en fattigbøsse, der stod på Rådstuen I en lang række år var lønnen 10 rigsdaler halvårligt. Det hjalp også på indtægten at modtage betalende elever. Men af den grund måtte de fattige børn ikke forsømmes.

 

Den bedste almueskole i byen

Efterhånden forfaldt skolen mere og mere, men det bekymrede ikke magistraten. Først da sognepræsten ved Trinitatis Kirke i 1809 var indtrådt i bestyrelsen og fået digteren Frederik Høgh – Guldberg, der boede på Nørrebro interesseret i istandsættelse, skete der noget.

I maj 1812 blev der desuden ansat en ny og dygtig lærer med en meget bedre løn end sin forgænger. Nu måtte skoledirektionen indrømme, at der ikke var nogen overdrivelse, når Fallesen udtalte, at det var den bedste Almueskole i Byen.

 

Magistratens Blegdamsskole

Arbejderbørnene kunne fra 1816 komme i aftenskoleklasser i lejede lokaler på Blegdamsvejen. Den gamle skoles navn overførtes til en ny kommuneskole, mens den gamle skole fik det pudsige navn Magistratens Blegdamsskole. Den blev først nedlagt i 1871 efter at have bestået i 110 år.

 

Onkel Lyne overtog Blågården

Ligesom i tidens løb har vi fortalt en masse historier om Assistens Kirkegård og Blågården. I 1732 blev Blågården overdraget af prins Carls søster, prinsesse Sofie Hedvig til gehejmeraad Carl Adolf Plessen.

I 1765 blev den store ejendom købt af Knud Lyne Rahbeks onkel, den velhavende konsumptionsskriver Knud Lyne. I sine erindringer skriver Knud Lyne Rahbek:

Onkel Lyne havde købt Blaagaard, et Sted, om hvilket der fra dets forrige kongelige Ejere endnu svævede en Art Nimbus, saa meget mere som Hovedbygningen beboedes af højfornemme Lejere og Ejeren deraf Beskeden tog til Takke med Økonomibygningen ud mod Vejen.

 

En frygtelig oplevelse i Blågårds Have

Fra den store park var der især de seks dejlige gamle Linderader, der udgjorde de stoltelse Alléer, jeg ved at have set. Knud Lyne Rahbek har også fortalt, om en uhyggelig oplevelse, som han havde i haven:

En Eftermiddag gik jeg i Haven med min Fader i an af de store Aléer og havde paa Drengevis en Kvist i haanden med hvilken jeg gav en af Lejernes, daværende Statsminister Rosenkrandes Jagthunde, hvoraf han, efter Tidens Skik havde mange, et Smæk. Hunden en stor, hvid Hønsehund med brune Øren, som jeg i dette Øjeblik synes at kunne se for mig endnu, satte sine Forben paa mine Skuldere, kastede mig over Ende og blev staaende over mig.

 

Paa mit Vræl kom min Fader til, jog Hunden bort og hjalp mig op, men gav mig derpaa en dygtig Irettesættelse og foreholdt mig, at dersom Hunden ikke havde været bedre end jeg, kunde den have skambidt mig, en Lærdom, der uden Tvivl ikke haft liden Del i den Modbydelighed, jeg stedse selv haft for at mishandle Dyr og for at se dem mishandlede.

 

Den sidste glansperiode

Rahbeks onkel havde kun Blågård i fire år, så fik han et særdeles godt tilbud fra Christian den Syvendes yndling, Grev Conrad Holck. Her startede Blågårds sidste glansperiode med en række store og særdeles vilde fester, hvor Christian den Syvende ofte selv deltog.

Holcks økonomi var dog noget anstrangt, og da han i 1770 faldt i unåde, blev han tvunget til at bortforpagte både jord og bygninger. Disse blev senere overtaget af Knud Lynes arvinger. Disse solgte ejendommen til Det kongelige Danske Dug – Manufactur, som bortforpagtede jorden og opførte en række fabriksbygninger. Da dette ikke kunne lade sig gøre blev hovedbygningen indrettet til seminarium.

 

Wroblewski overtager

Otto B. Wroblewski fortalte i sine erindringer, at hans far i 1827 ved en auktion købte en del af ejendommen. Og denne sluttede sin karriere som stempelpapirsforvalter. Han udvidede senere sin ejendom med endnu to tønder land, beliggende mellem den nuværende Korsgade og Ladegårdsåen, hvor nu Gartnergade og de små sideveje til Griffenfeldsgade strakte sig:

Til Ejendommen hørte naturligvis baade Udhuse og Stald. Vi holdt to Køer og en hest og om Vinteren fodredes 1 á 2 Grise, endvidere holdtes Fjerkræ og Duer. En lille Fiskepark fandtes ogsaa.

 

Det var saaledes et helt lille Landbrug, som forsynede Hus og Kjælder, Kjøkken og Fadebur med Mælk, Æg, Frugt og Grøntsager, og endda produceredes en Del af Foderet til Køerne og hesten.

 

Det var koldt

Men det var koldt i huset, især om vinteren særlig oppe i Wroblewskis værelse op under taget, hvor han sov med sine tre brødre. Det skete således, at Vaskevandet frøs i Kanden, og Drikkevandet maatte tømmes af Karaflen for ikke at bundfryse og sprænge den. Sengelagenerne om Morgenen kunde være saa stivfrosne som et Bræt dér, hvor vort Aandedræt naaede dem. Rigtignok var der en lille Kakkelovn i Værelset, en lille Grydeovn, hvori der, naar vi skulde holde Storvask lørdag Aften, blev fyret.

 

Solitudes indkørsel

Blågård grænsede mod nordvest op til en anden stor ejendom på Nørrebro, Solitude. Stedet var en herskabelig lystgård med en stor skyggefuld Have samt Marker og Enge, der strakte sig ned til Ladegaardsaaen.

Den havde en statelig Indkjørsel med gamle skyggefulde Træer, som fra Nørrebrogade førte op til Hovedbygningen, der nu ligger indeklemt og forbygget rundt om af de tarvelige, taarnhøie Bygninger.

 

Et privathospital m.m.

Stedets oprindelse kan dateres til 1720’erne, da grev U.A. Holstein ombyggede gården Solitudo til et herskabeligt landsted. Det var her Struensee i 1770 indrettede stedet til Innokulationsanstalt, ja oversat til nogenlunde dansk – et hospital for patienter, der skulle vaccineres mod kopper. Den bestod da af to anselige bygninger, der kunne huse 48 personer ad gangen – 16 betalende af borgerlig og middelmaadig Stand og 32 fattige, som gratis fik kost, klæder, medikamenter og opvartning.

Kuren varede lidt over 4 uger, men da den ikke uden grund var frygtet, kunne anstalten ikke opretholdes. Allerede i 1783 blev den derfor nedlagt.

Som ejendom vedblev Solitude imidlertid med at eksistere lige til 1902. Blandt dens senere ejere var kaptajn Bangert, som har givet navn til Bangersgade. På gårdens jorder ligger nu det store kvarter mellem Griffenfeldsgade og Assistens Kirkegård.

 

Assessoren tabte 2.000 Rigsdaler

Store Ravnsborg kunne man i 1700 – tallet besøge den kendte gæstgivergård, og se en tam ravn. Man kunne også nyde såkaldt kunstfyrværkeri. Og på Ravnsborg dyrkedes også et kortspil. Og der blev sandelig satset højt, således tabte assessor Bøfke omkring 1722 til løjtnant Toll 2.000 Rigsdaler.

 

Efterladt i en grøft

I en rapport fra politikester Ernst i 1720 hedder det desuden at

For Nørreport og Gamle Ravnsborg paa Fælleden er en lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de Passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet, at de, som have Tvistigheder indbyrdes og ville overse E.K.M’s Lov og Forordninger imod Dueller, sammensteds samle sig for at afgøre deres Trætte med Kaarden i Haanden.

 

Borgerdyd og Fædrelandskærlighed

Jo på Ravnsborg blev Borgerdyd og Fædrelandskærlighed hyldet i høje toner i Den bestandige borgerlige Forening. Her blev bygningerne senere ombygget og indrettet til Nørrebros Teater.

 

Gravøl

På hjørnet at nuværende Kapelvej og Nørrebrogade lå beværtningen, Lille Ravnsborg med sin tarvelig udstyrede have:

Det var et meget søgt Traktørsted, hvor ”den salig Afdødes” Gravøl blev drukken efter Jordefærden af sørgende Efterladte, iførte høi sort Hat og den lange sorte Klædes Ligkappe med et lille slag. Naar billigt Hensyn tages til den alvorlige Anledning kunde det dog gaa ret livligt til. Billardet, Keglebanen og de vaade Varer dannede saaledes en træffende Illustration til det gamle Ord, at ”Sorrig og Glæde de vandre tilhobe”

 

Industrien kommer til Nørrebro

Omkring 1800 havde Nørrebro cirka 700 indbyggere. I slutning af 1780erne var der herude en barkmølle, der tilhørte Garverlauget, en kattunfabrik, som var blevet anlagt 1787 foran ved Ladegaarden ved den første Veirmølle. Dug – manufactur var blevet lukket i 1786. Kirkegårdene og gartnerierne satte deres præg på bydelen.

Som årene gik, kom der nye industrier herude. Det største var nok på den tid M.A. Heegaards Jernstøberi på den nuværende Blågårds Plads. Han startede herude i 1828.

I 1850 var befolkningen steget til 3.000. Langsomt udviklede Nørrebro sig til en udpræget arbejderforstad. Flere fabrikker etablerede sig her. Gamle arbejdere kunne være så heldige at tilbringe deres otium i en af de mange stiftelser, der skød op på Nørrebro.

 

Masser af hospitaler

Nørrebro opstod der også mange hospitaler, Blegdamshospitalet, det katolske St. Josef Hospital, Balders Hospital, Almindelig Hospital, Nørre hospital, Militærhospitalet og Rigshospitalet.

 

Den idylliske ro er forbi

Tidligere havde der været en idyllisk ro over Blågårdskvarteret. Men nu blev kvarteret efterhånden berømt for en anden ting. Folk strømmede til efter 1852. Men vejene forfaldt. Der var ingen lygter og ingen vægtere. Den ene lejekaserne efter den anden rejste sig. Byggematadorerne havde gyldne tider. Som en beboer sagde dengang i 1855:

Vi skændes ikke som Hovedstadens agtbare Borgere om Tønde – eller Grubesystem; thi hvor intet af disse gør sig gældende, behjælper man sig med det allerældste System og gør ugenert Gaden eller Landevejen til sin Møddingplads.

 

Rabarberlandets raske drenge

Rabarberlandet var oprindelig en del af Solitudes jorder. Her voksede arbejderne op i fattigdom og druk. Ja livet blev i den grad virkeliggjort gennem den gamle anarkist Christian Christensens bog. Knægtene levede op til Rabarberlandets slag – eller nationalsang:

  • Vi Rabarberlandets raske Drenge
  • Vi kan skrå og drikke Brændevin.
  • Vi kan tæve alle andre Drenge
  • Når de kommer ind i vort Kvarter
  • I Rabarberlandet
  • I Rabarberlandet
  • Er det godt at bo
  • På Nørrebro

 

Det var bestemt ikke let

Det var ikke let at være barn dengang. En håndhændet behandling fik børnene i skolen. Allerede i slutning af 1880erne etablerede arbejderne strejker uden nogen form for understøttelse. Arbejdsgiverne lavede sorte lister, hvor de udelukkede anførerne. På Fælleden måtte arbejderne ikke bruge deres grundlovssikrede ret til ytringsfrihed.

 

Et andet Nørrebro

Nu var der også en anden opfattelse af Nørrebro. Alfred Kjerulf beskriver det i en vise:

  • Her er dejligt paa det friske Nørrebro
  • Hør de Unges muntre Latter
  • Hæse Grammofoner skratter
  • De’er den sidste nye Rædsels Melodi
  • I Hytten ta’r de Gamle sig en Hjertefri
  • Der er Hygge i det lille ”Lykkebo”
  • Medens Verden slaas og skændes
  • Men’skeskæbner endevendes
  • Kan man sidde her og høre Græsset gro
  • Paa en saadan dejlig Sommer – Søndag er det man forstaar.
  • Det er her paa Nørrebro, det foregaar.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:

  • Rabarberlandet
  • Byggespekulation på Nørrebro
  • Omkring Blågårdsgade
  • En barnemorder på Jægersborggade
  • Dronning Louises Bro
  • Dengang på Nørrebro
  • Alderstrøst på Nørrebro
  • Ned med Arbejderne
  • Det lystige liv på Nørrebro
  • En vandring på Ydre Nørrebro
  • Forlystelser på Nørrebro – dengang
  • Flere arbejdere på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op
  • Blaagaarden – på en anden måde
  • Johannes Kirke
  • Nørrebros gader A – Å
  • Arbejderkamp på Nørrebro
  • Blågårdsgade – dengang
  • Assistent Kirkegård – 250 år
  • Nørrebro og Omegn
  • lunds Mølle
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Blågård Seminariet
  • Blågårds Plads på Nørrebro
  • Solitude – en lystgård på Nørrebro
  • Søerne foran Nørrebro
  • De Vilde på Nørrebro
  • Svenske tropper på Nørrebro
  • Urtekræmmere, spækhøkere og andre på Nørrebro
  • Historien om Nørrebros Teater
  • Blågårdskvarteret gennem 400 år
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Hvad skete der med Serridslev? Og mange flere

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro