Artikler
August 27, 2014
Mindst 18 modstandsfolk i Tinglev var i gang under besættelsen. Det var hovedsagelig jernbanesabotage de beskæftigede sig med. Men også våbensmugling. Næsten alle blev pågrebet af Gestapo, som var særdeles aktive i Sønderjylland. De kom under tortur på Staldgården og via Frøslevlejren blev de sendt til Neuengamme. Tre af dem overlevede ikke, og andre blev mærket for livet.
Man levede livet farligt
Der var modstandsgrupper overalt, også i Sønderjylland. Man levede livet farligt, for man vidste ikke om naboen stak ind til tyskerne. Gestapo brugte mange snedige metoder for at få fat i modstandsgrupperne. Mange medlemmer endte på Staldgården i Kolding, hvor de blev tortureret. Derefter blev de sendt til Frøslevlejren, og via en ukendt skæbne i en KZ – lejr. Tre modstandsfolk fra Tinglev vendte aldrig hjem igen.
Der var mindst 18 personer i modstandsbevægelsen i Tinglev. Man kendte ikke hinanden, og man arbejdede parvis. Folk kom fra Store Jyndevad, Almstrup, Kravlund, Rends m.m.
Lektor Rosenkjær tog initiativet
Antagelig var det lektor Aage Rosenkjær fra Tønder, der tog initiativ til gruppen. 15 mand var indkaldt til møde i Tønder. Her fortalte Rosenkjær, at hvis vi skulle se vore allierede i øjnene kunne vi ikke blive ved med at sidde med hænderne i skødet. Med store tab kæmpede de ved fronterne, ikke blot for deres frihed, men også for danskernes skyld. Rosenkjær fremhævede, at det var vigtigt at holde lav profil i forbindelse med sabotageaktioner, for der var mange nazi – venlige i befolkningen.
Ingeniør Bøge fra Hedeselskabet i Tønder forklarede de tilstedeværende, hvad de kunne blive udsat for. Og det var blandt andet 3. grads forhør hos Gestapo.
Indtegning af lytterposter
En af de første opgaver var, at indtegne lytteposter og militære telefonledninger på målebordsblade. Det var området mellem St. Jyndevad, Frøslev, Bov samt området syd for Tinglev, der skulle indtegnes. Det var faktisk det kort, Jørn Røjel havde med sig, da han flygtede fra Frøslevlejren.
Cyklede rundt med sprængstof
Modstandsfolkene kørte rundt på cykler med kasser bag på. Og disse indeholdt ofte sprængstoffer og håndgranater. Ofte var det ikke cykler med almindelig dæk, men ofte med træhjul. Således gik det også på cykel til en transformerstation i Perbøl.
Sheriffen tog ansvaret
Efterhånden som sabotageaktionerne blev øget, kom der flere folk til. En af dem var Landbetjent Egebjerg Andersen, som opmærksomme læsere ved, blev kaldt for Sheriffen fra Tinglev. Han overtog hurtigt rollen som lokalt ansvarlig.
Egebjerg Andersen var i vinteren 1942 – 43 begyndt at samle folk med henblik på at etablere en skydebane i Tinglev. Det blev så ikke til noget, men man startede så med terrænsportsøvelser. Det har dog sikkert været et skalkeskjul. Hensigten var utvivlsomt noget andet.
Sheriffen blev sammen med pastor Riis Højgård fra Rise sammen med andre frihedskæmpere brugt som passagerer af tyskerne i Himmelekspressen som en slags gidsler i våben – og soldatertransporter.
Medlemmerne fik udleveret en maskinpistol hver med strenge ordre om ikke at bruge den.
Aktioner helt til Rødekro
Gruppen var også begyndt med sabotageaktioner på jernbanen. Ja turen gik helt til Rødekro og Hjordkær. Det var godt, når man midt under aktionen punkterer og har gemt marcipanen (sprængstoffet) i en mappe på cyklen. Når man så samtidig møder tyske soldater på patrulje, ja så kommer sveden frem.
Rosenkjær døde
Lektor Aage Rosenkjær blev arresteret af Gestapo den 11. december 1943. Han kom igennem nogle særdeles hårde forhør med tortur, men røbede intet. Han kom via vestre Fængsel, Horserød, Frøslevlejren og endte i Aussenlager, Schwesing ved Husum, hvor han døde i december 1944.
I løbet af vinteren 1943 – 44 foretog gruppen flere sprængninger på jernbanelinjerne Rødekro – Padborg og Tinglev – Sønderborg. Også ved Bjerndrup skete der flere sprængninger. Transformeren i Bredevad skulle sprænges, fordi flere lokale firmaer arbejdede for tyskerne, og deres strømforsyning, skulle rammes.
Sprængstof i Tatol – forretningen
Egebjerg Andersen blev arresteret på Tinglev station grundlovsdag 1944 sammen med Farver Jacobsen, Aabenraa. Man var begyndt at blive bange i Tinglev. Så var det godt man kunne gemme sprængstof hos bl.a. Frk. Gregersen i Tatol – forretningen.
Sprængstof på Tinglev Station
I begyndelsen blev der ikke nedkastet våben og sprængstof i Sønderjylland af frygt for at det tyske mindretals medlemmer skulle røbe det. Nedkastningen skete nord for Kongeåen og blev sendt i kasser til Tinglev station. Aage Christensen reparerede værnemagtens biler. Han brugte dem så om aftenen og hentede kasserne på stationen og kørte dem til Almstrupgård og Jyndevad.
En trafikassistent på stationen fortalte, når der var gods. To kasser var beregnet til modstandsgrupper inden for politiet og grænsegendarmeriet, men de blev taget af tyskerne den 19. september 1944. Kasserne blev derfor stående på stationen. Men de skulle væk. Vognmand Kryhlmann kørte dem til Kravlund, da Aage Christensen var blevet taget af Gestapo tidlig om morgenen den 6. oktober 1944.
Kassen med ammunition blev kørt ud i en skov og gravet ned. Det var nu med at gå under jorden. Men Gestapo havde allerede været og spørge efter kasserne. Pludselig blev næsten hele modstandsgruppen i Tinglev arresteret.
Tortur
En fordel var det at kende færrest muligt, for det gik hårdt for sig under forhørene på Staldgården i Kolding. Modstandsfolkene fra Tinglev stiftede også her bekendtskab med bødelen Karl Peter Brinkmann.
Det var et chok for gruppen, at se deres ven, Aage Christensen, der næsten dagligt havde været gennem tortur siden han blev arresteret den 6. oktober. Han var blevet anholdt af den kendte stikker, Niels Ries fra Haderslev. Den raffinerede tortur varede syv timer dagligt.
I Frøslevlejren
Gruppen fra Tinglev kunne ikke på maven, på grund af smerter i ryg og hoved. Efter forfærdelige pinsler blev gruppen bragt til Frøslevlejren. De fleste af gruppens medlemmer blev anbragt i stue 11 i barak 5.
Fangerne kunne hver 6. uge modtage en pakke på under 10 kg. Den måtte kun indeholde vasketøj, toiletartikler, 90 cigaretter eller 40 cerutter eller 20 cigarer eller 100 gram tobak eller 2 normalpakker skråtobak. Fangerne måtte hver måned modtage og afsende et brev. De måtte kun fylde 20 linjer, hver på 16 stavelser. Det skulle skrives med læselig skrift. Breve, der ikke opfyldte disse betingelser blev tilintetgjort. Modtagelse af bøger, aviser og tidsskrifter var forbudt.
På vej i KZ – lejr
Den 13. januar 1945 om morgenen blev hele Tinglev – gruppen og mange andre udtaget til transport sydpå. 250 mand blev i lastbiler kørt til Harrislee station. Her blev man stoppet i godsvogne. I det ene hjørne var det et hul, som man kunne bruge som toilet. Til hver vogn var der tre knipper halm. En dansktalende tysker på Harrislee Station inkasserede penge for ekstra halm. Han kom dog aldrig med det.
34 mand var stuvet sammen i en vogn. På turen syd på var det to mand, der flygtede. Men de blev dog hurtig indfanget. Ved ankomsten til Neuengamme blev alle klippet og sendt i koldt brusebad. Et bliknummer blev hængt om halsen. Tilfældig tøj blev udleveret og et fangenummer blev syet på tøjet. Alle danskere fik desuden syet et D på tøjet.
Medicinforsøg på jøder og russer
Der var ingen møbler. Fugtig træuld blev bredt ud på et koldt cementgulv. Og fangerne fik udleveret tæpper. Cirka 5 – 6 dage blev gruppen i hovedlejren, så blev gruppen delt ud i forskellige arbejdshold. Nogle kom til at arbejde på Finkenwärde udbådsværft, som ofte blev bombet af englænderne. Andre fik et ubehageligt arbejde på krematoriet. Det var noget, der fik psykiske følger mange år frem. Andre kom i en lejrbygning Dessauer Ufer på Frihavnen i Hamborg, og så i Bullenhuser Damm, som var en af de såkaldte udekommandoer. Lejren var i en udbrændt 4 etagers skolebygning, der husede ca. 600 fanger.
Stedet blev senere brugt til ulovlige medicinforsøg på jødiske og russiske krigsfangere. De blev til sidst udslettet på en skrækkelig måde.
Ingen toiletpapir
Ved Dessauer Ufer lå 400 mennesker i to etagers køjer. De var kun 65 cm brede, og der lå to personer i hver. Der var opstillet et langt trug, hvor der var sat en vandledning med huller i hist og her. Her stod 20 mennesker og vaskede sig af gangen. Ved siden af trappeopgangen var der med en bræddevæg adskilt et hjørne. Herinde var en vandrende til pissoir og 5 porcelæns WC – kummer. Toiletpapir fandtes ikke.
Den blokældste var dansker. Han opførte sig meget uværdig over for folk fra andre nationer. Man skammede sig ved at være dansker, når man så, hvordan han opførte sig.
Straf og mishandling
Efter vask var der appel, der som regel tog to timer. Så var der uddeling af mad. Det var som regel et stykke brød med et eller andet ovenpå, måske flydende ost eller en klat margarine. En enkelt gang kunne der være et stykke såkaldt sylte. Suppen, bestod af hvidkål, rødkål eller kålrabi og vand, sommetider iblandet salt og sand.
Man udsatte sig for 50 slag, hvis man forsøgte at pjække for luftalarm. Og det var vel og mærke 2 mand, der skiftede til at slå. Ofte tvang man medfangere til at slå.
Straf og mishandlinger blev ofte udført ved aftenappellen. Der blev hovedsageligt anvendt gummiknippel eller sult. De fleste danskere mistede dog livet ved knæk og sygdom. De hyppigste sygdomme var lungebetændelse og dysenteri. Det krævede en stor selvopholdelsesdrift for at overleve.
Døde mennesker med hjem
Mange arbejdede i Renia Harburg. Det var et raffinaderi, der også ofte blev bombet. Når der var luftalarm, blev fangerne jaget ud i en nærliggende skov eller i en bunkers. Var man ikke hurtig nok, blev man skudt. Næsten hver dag havde man døde mennesker med hjem fra arbejde.
Syge og døende i godsvogne
Opholdet i Dessauer Ufer var lidt af en prøvelse. Røde Kors vidste åbenbart ikke, hvor danskerne var blevet af, for der kom ingen pakker. Det kunne også være, at tyskerne tilbageholdt pakkerne. De fleste havde diarré. Og fangernes skræk var fedt svineflæsk. Kiks var det bedste. Cigaretter var næsten en betingelse for at overleve. Først den 24. februar begyndte Røde Kors – pakkerne at komme, men da var det for sent for tre af kammeraterne fra Tinglev.
De danske fangere var afmagrende og forhutlede, grå og furet. De var snavsede og fulde af lus. Mange var hærget af dysenteri, lungebetændelse, tuberkulose, bylder og sår.
Et par af de danske fangere blev sat til at køre syge og døende til jernbanestationen, hvor de blev fyldt i kreaturvogne. Indtrykket var, at de skulle dø i disse vogne. Det var et meget ubehageligt arbejde.
På vej hjem i hvide busser
Den 11. april blev Tinglev – gruppen hentet med talrige andre af de hvide busser. De engelske flyvere var over hovedet, og egentlig var englænderne kun 20 km fra lejren, da den blev rømmet. Busserne kørte til Fridrichsruhe. På vej dertil måtte man flere gange ud af busserne og søge flyverskjul i vejgrøfterne. Overnatning måtte ske i skoven. Turen videre nordpå foregik af små veje af hensyn til beskydning af fly. Der var ingen vagtpersonale. De kørte i en bus bag de hvide busser.
I Kruså var der mange pårørende til KZ – fangerne for at tage imod. Fra Kruså gik turen til Frøslevlejren. Men i begyndelsen ville man ikke lukke KZ – fangerne ind. Måske var det fordi de var meget beskidte og havde lus. Den 26. april blev fangerne kørt videre til Korsør, hvor de blev vasket og fik rent tøj. Fra Korsør gik turen videre med tog til København.
Til Sverige
Gennem de københavnske forstæder gik det ganske langsomt, og mange valgte at stå af. En masse københavner havde valgt at hilse på. For de fleste gik turen videre til Malmø. Her fik man igen nyt tøj og blev anbragt ved sommerhusområdet ved Söderås
Den 14. maj 1945 gik turen atter retur til København. Mange fortsatte i bevogtningsarbejdet langs grænsen.
Lidelserne var ikke over, da de var kommet hjem. Mange var mærket på liv og sjæl. Andre måtte kæmpe mod tuberkulose og andre epidemier.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB – Dengang indeholder ca. 118 artikler fra Besættelsestiden herunder blandt andet:
August 27, 2014
Modstandsbevægelsen mente, at Jens Møller skulle dømmes til døden. Han var yderst begavet og var både bøddel og redningsmand. Han angav i begyndelsen af besættelsen danskere til de tyske myndigheder. Men han forhindrede også et blodbad i Gråsten og at unge blev brugt til kanonføde ved fronten. På mange måder var han på tværs af den tyske besættelsesmagt. Han tog afstand fra ekstremisterne i Det Tyske Mindretal. Men han troede fuldt og fast på Hitler indtil august 1943. Da begyndte tvivlen, at nage.
Han troede på Das Dritte Reich
Fra 1935 var han leder af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland. Han troede i begyndelsen fuldt og fast på Das Dritte Reich.
En dansksindet familie
Han er født i Varnæs. Gården, hvor han voksede op gik for at være dansksindet.Nogle mente, at han havde et dansk sindelag. Hans mor mente, at sindelaget gik begge veje. Kammeraterne mente, at der var Dannebrog.
Faderen døde, mens Jens kun var 14 år. Det siges, at han blev begravet med et Dannebrog. Farbroderen var en rig købmand fra Hamborg. Han var med til begravelsen. Jens lærer fra Rinkenæs fortalte ved den lejlighed, at hovedet sad godt på knægten. Derfor betalte farbroderen privatundervisning for Jens. Og det betød, at han kunne påbegynde undervisning på Overrealskolen i Flensborg i 9. klasse. På samme skole gik Fritz Clausen også. Tiden i Flensborg har sikkert præget Jens i tysk retning.
Hæder i Første Verdenskrig
I 1914 meldte han sig i den tyske hær. I 1916 blev han kompagnifører, og fik både Jernkorset af 1. og 2. grad, samt Ridderkorset med krone og sværd. Hele fem gange under krigen blev han såret.
På dyrlægeskolen i Hannover fik han den bedste eksamen af alle. Og på dyrlægehøjskolen i Berlin tog han doktorgrad i 1924. Samme år startede han som assistent i en privat praksis. Denne købte han senere. Samtidig startede han i dyrlægekontrollen på Gråsten Slagteri.
Hustruen fra Alnor
I 1925 giftede han sig med Marie Ludvigsen fra Alnor. Hun stammede fra en god dansk familie, og brylluppet var også helt igennem dansk. Parret omgikkes da også adskillige kendte dansksindede på egnen.
Betaget af Hitler
Jens Møller skulle på et fagligt kursus i Berlin i 1933. Her blev han i den grad betaget af Hitlers første maj tale. Han gik fuldstændig ind for Hitlers ideer og tanker. Men han havde nu allerede været grebet af nationalsocialismen på daværende tidspunkt. Han havde meldt sig ind i Nationalsocialistische Arbeitsgemenschaft Nordschleswig.
Et par år efter blev man i Det Tyske Mindretal enige i, at opløse de eksisterende grupperinger og forene dem alle sammen i NSDAP – Nationaldeutscher Arbeiter Patei. Leder blev Jens Møller. I Folketinget sad allerede pastor Schmidt Vodder, som repræsentant for Mindretallet. Hans indflydelse faldt dog efterhånden som nazificeringen af Mindretallet bredte sig med støtte fra Berlin. Jens Møller var den ubestridte leder.
Mindretallets organisationer blev alle indpodet med den nazistiske ideologi. Man lovede troskab over for Adolf Hitler og Tyskland. Mindretallet på 25.000 – 30.000 personer følte sig snydt efter grænserevisionen fra 1920. De vejrede morgenluft. Man følte at grænsen var blevet dem påtvunget af de allierede. Med Hitlers magtovertagelse håbede Mindretallet på en grænserevision.
Tilnærmelse til Fritz Clausen umulig
Det var dog ikke det tema, der stod øverst på dagsordenen for den tyske besættelsesmagt, og Jens Møller blev bedt om at stille ned for retorikken. Det at få Sønderjylland indlemmet i Das Dritte Reich blev afvist af Berlin.
Jens Møller blev i 1939 valgt til Folketinget under paroler med en ny grænserevision. Han forblev medlem indtil 1943.
I december 1940 fik Jens Møller ordre til at søge tilnærmelse til Fritz Clausen fra DNSAP. Men de to partier stod i direkte modsætningsforhold til hinanden blandt andet på grund af grænse – og nationalitetsspørgsmål. Personlig kunne de to heller ikke udstå hinanden. De var opvokset ikke langt fra hinanden og gået på samme skole både i Aabenraa og Flensborg.
Fritz Clausen var dansksindet sønderjyde, der op til 1920 agiterede for Danmark til Ejderen. Han repræsenterede en dansknationalistisk sindet nazistparti, der ingen interesse havde i en grænserevision til Det Tyske Mindretals fordel.
Jens Møller derimod agiterede op til Folketingsvalget 1939 for Nordslesvigs tilbagevenden til Tyskland med slagord som fremført i Tønder:
Rygter om en snarlig grænserevision
Han udløste det såkaldte Juniøre, hvor han videregav et rygte om, at en snarlig grænserevision var en realitet. Han opfordrede til, at man anskaffede en masse Hagekors – flag. Anledningen til demonstrationen var 20 – års dagen for Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark. Atter engang modtog han en næse fra Berlin. I december 1940 blev han atter sat på plads ved et møde i Berlin.
Hvervningen til Waffen SS
Jens Møller talte meget om en fællestysk skæbnekamp. Det betød, at Berlin, forventede at Møller gik aktiv ind for at hverve unge til tysk krigstjeneste.
Hvervningen til Waffen SS var noget Jens Møller først gik ind for i 1942. Han kom med talrige opfordringer til, at man skulle melde sig under Hagekorsets flag. Men egentlig var Jens Møller ikke meget for denne hvervning. Han erkendte, at mange af de unge, der meldte sig, blev kanonføde. Han protesterede over, at dem, der meldte sig automatisk fik tysk statsborgerskab, og dermed mistede deres danske indfødsret. Dermed var de også tabt for tyskheden i grænselandet. Jens Møller fik indført, at man ikke mistede den danske indfødsret.
Nyt om den danske folkegruppe
Fra Berlin holdt man øje med denne leder i grænselandet. Således sendte den tyske gesandt i Danmark, Renthe – Fink jævnligt til Berlin nyt om den tyske folkegruppe i Sønderjylland.
Ville ikke i Frikorps Danmark
Jens Møller fandt sig ikke i, at medlemmer af Det Tyske Mindretal blev placeret i Frikorps Danmark. Han mente, at dette Frikorps var et rent dansk projekt. I et brev til Heinrich Himmler påpegede Jens Møller, at Mindretallet ikke var direkte modstander af Danmark. Men kulturel var der stor forskel. Det Tyske Mindretal ønskede at kæmpe med de andre germanske kammerater i SS Division Wiking.
Nu var det ikke sådan, at Jens Møller foragtede Frikorps Danmark. Han anerkendte i høj grad de danske SS – frivillige.
Jens Møller kæmpede også for, at SS skulle erklære folk fra Mindretallet Uundværlig for Mindretallet i Hjemstavnen. Det så ud til, at SS efterkom Jens Møllers ønsker.
Venskab med Werner Best
I efteråret 1942 kom Werner Best til Danmark. Efterhånden udviklede der sig et personligt venskab mellem familierne Best og Møller. Fru Møller holdt kontakten ved lige, da både Werner Best og Jens Møller var i fangenskab. Efterfølgende har familierne også besøgt hinanden, og det har nogle af børnene også.
Jens Møllers kone sendte mange breve til Werner Best. Også en del fødevarer blev det til. Ja endda tandbørste og en kuffert blev der afsendt. Werner Best spørger i hans breve til Jens Møllers tilstand med også til andre internerede leder af Det Tyske Mindretal.
Og Fru Møller besøgte sin mand i fængslet cirka hver 14. dag.
God hjælp fra Werner Best
Da der skulle ansættes en ny overdyrlæge på slagteriet i Gråsten følte Jens Møller sig forbigået på grund af hans nationale sindelag. Han fik hjælp af sin gode ven, Werner Best og fik stillingen.
Et forsvarsværk i Sønderjylland
Over Sønderjylland skulle der graves et forsvarsværk. Werner Best ville udskrive dansk arbejdskraft. Men Jens Møller kom til hjælp. Han lovede, at få de tysksindede til at melde sig.
I 1943 stillede Mindretallet ikke op til Folketingsvalget. Mange af støtterne var i krig. I stedet fik Mindretallet et kontor, så man vær tæt på beslutningstagerne.
Et Chok for jens Møller
Opgøret i august 1943 kom som et chok for Jens Møller. Han blev i stigende grad nervøs og opfarende. Han var i forvejen kendt som en person med et iltert temperament. Ja selv lederen af det tyske politi i Danmark, Günther Pancke forsøgte at undgå Jens Møller.
Protester fra Jens Møller
Han protesterede højlydt mod de fremtrædende sønderjyske gidsler, som tyskerne tog under undtagelsestilstanden. I Gråsten gik flagene på halv, da oberst Paludan Møller omkom i kamp mod tyskerne. Dette vakte vild forargelse hos tyskerne. Men Jens Møller forhindrede, at danskerne blev straffet for dette. Han sørgede også for, at liget af Paludan – Møller blev udleveret til familien, og at der blev afholdt begravelse.
Jens Møller var forfærdet over aktionen mod Grænsegendarmerne. Han forsøgte at få frigivet nogle af de arresterede. Chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensieben var efterhånden blevet træt af Jens Møllers mange protester, og kaldte ham Rettungsdienst Müller. Både Pancke og Bovensieben havde et yderst køligt forhold til Jens Mûller.
Zeitfreiwillige og Selbstschutz
Under optøjerne i august 1943 blev Zeitfreiwillige indsat af de tyske by kommandører for at forsvare tyske interesser. Dette protesterede Jens Møller også imod. Dette korps blev dannet i januar 1943. Det var en slags hjemmeværn og efterhånden opnåede man 1.600 frivillige. Jens Møller oprettede dette korps, for at forhindre, at disse blev sendt til fronten. Dette korps blev godkendt i Berlin som et militært korps.
Han oprettede også Selbstschutz. Dette korps skulle beskytte hjemmetysk ejendom. Dette korps blev særdeles upopulær. De påtvang sig en slags politimyndighed over for danske medborgere.
Himmler mente at disse korps skulle underligge sig SS og det tyske politi. Men også dette satte Jens Møller sig imod.
Det Tyske Mindretal hjalp Flygtningene
Da tyske flygtninge myldrede til Danmark ville Werner Best tvangsudskrive danskerne til, at lægge hus til. Det var det, som man forlangte fra Berlin. Igen kom Jens Møller til hjælp. Det Tyske Mindretal i Sønderjylland åbnede deres døre.
De yderliggående i Det Tyske Mindretal blev mere og mere utilfredse med Jens Møller. De mente ikke, at han var radikal nok, og at han bøjede for meget af. Så sent som i 1945 forsøgte han at sabotere en hverveaktion, som SS havde iværksat.
Afstand til ekstremisterne
I besættelsestidens sidste år lagde han afstand til ekstremisterne i partiet, selv om han i de første år i besættelsestiden systematisk havde været med til at indsamle oplysninger om flertalsbefolkningens tyskfjendtlige ytringer og handlinger. Dem videresendte han til de rigstyske myndigheder. Måske havde han allerede blikket vendt mod efterkrigstiden.
Jens Møller var en meget begavet mand. Han havde flair for den propaganda der herskede i Das Dritte Reich. Men det var svært at balancere mellem ekstremisternes krav og kravene fra myndighederne. Til tider virkede han som politiker usikker. Han var underlagt sine impulsers vold. Hans forsøg på, at forberede en overgang til efterkrigstiden kom for sent.
Møller blev lige som resten af mindretallets ledelse aldrig stillet til regnskab internt i Mindretallet.
Forhindrede et blodbad
Den 5. maj 1945 blev Jens Møller som så mange andre midlertidig interneret i Den Tyske Skole i Gråsten af den lokale modstandsbevægelse. En større gruppe søkadetter iværksatte en befrielsesaktion. Der blev kastet håndgranater ind på skolen. Jens Møller forhindrede sandsynligvis et større blodbad ved at lægge sig fysisk imellem. Han talte den tyske officer fra sit forehavende. Modstandsbevægelsen hævdede senere, at Jens Møller optrådte som et mandfolk.
Han skulle dømmes til døden
Jens Møller vidste allerede fra august 1943, hvor det bar hen. Da det endelig nederlag nærmede sig cyklede han mod Als i et forsøg på at skjule sig for modstandsbevægelsen. Men allerede samme nat vendte han tilbage til Gråsten.
Under retsopgøret var der masser af anklager mod Jens Møller. Ja man troede, at man kunne dømme ham til døden på grund af højforræderi. Hadet til Det Tyske Mindretal var stor. Nu skulle hævnen falde.
Jens Møller blev først interneret i Fårhuslejren. Under opholdet blev han af sine medfanger først og fremmest betragtet som en respekteret lidelsesfælde.
Derefter fulgte fire år i diverse fængsler. Han var ikke særlig samarbejdsvillig og led af fængselspsykose. I september 1948 blev han idømt 15 års fængsel. Han blev dog frikendt for højforræderi.
Samme indstilling
Peter Larsen havde den 4. – 5. maj ødelagt Mindretallets forhandlingsprotokol, samt andre vigtige papirer. Ved Landsretten i Sønderjylland blev Jens Møllers straf nedsat til 12 års fængsel. Men allerede året efter blev han benådet.
Åbenbart havde fru Møller også kontakt med Werner Bests forgænger, Renthe – Fink. Denne har mindst en gang besøgt familien i Gråsten.
Jens Møller havde ikke ændret holdning efter sit fængselsophold. Samme år, som han blev løsladt møder han op på Knivsbjerg. Her kritiserer han skarpt Mindretallets holdninger. Han beskylder dem for at have svigtet de frontfrivillige. Han var indstillet på et politisk comeback. Spørgsmålet var så bare, om Mindretallet også var det.
En tragisk ulykke
Den 28. november 1951 omkom Jens Møller i en mystisk trafikulykke. Han havde været ude hos en bonde på Felsted – kanten hele natten. Og åbenbart var han meget træt, da han kørte hjem. Der har både været gisninger om mord og selvmord. Han havde på det sidste været meget deprimeret. Det var hårdt at komme ned fra magtens tinde. Men mange syntes også, at han var sluppet alt for billigt. Andre igen var provokeret af, at han åbenbart stadig havde de samme synspunkter.
Jens Møller ligger begravet på Gråsten Kirkegård.
Lægepraksis i Gråsten
Den ene af ægteparrets sønner, Uwe blev boende i forældrenes hus, Slotsbanken 15 i Gråsten, og indrettede her en lægepraksis. Stedet havde måske fået et lidt blandet ry. Men sønnen havde ikke mærket nogen form for chikane. Han har opsøgt Werner Best for at få svar på nogle spørgsmål. Men angiveligt fik han ikke de svar, han havde forventet.
Sønderjyllands største dyrepension
En anden søn, Karsten overtager Skovgaard ved Gråsten. Det er til denne gård, Jens Møllers kone flytter til med en ny mand. Her boede de ind til hendes død i 1990.
Meningen var ellers, at det var Karsten, der skulle have overtaget sin fars praksis. Han tog da også på Landbohøjskolen. Det sidste hans far råbte til ham på perronen, var Do ska bestil’ naue. Men planerne blev ændret, da faderen pludselig døde.
Karsten aflagde eksamen i 1957. Han havde klaret sig igennem efterkrigstiden sammen med sin mor ved at stikke tørv. De to ældre brødre, Uwe og Ejnar var taget til København for at studere.
På Statsskolen i Sønderborg blev Karsten kanøflet, fordi de dansksindede elever udmærket vidste, hvem hans far var. Men han opnåede respekt, fordi han scorede topkarakterer. Han gik godt nok i sin fars fodspor, og blev ret afholdt. Han solgte sin praksis i 1998 og gik endelig på pension i 2001. Han døde den 31. januar 2012 i Haderslev. Inden da var Skovgård blevet Sønderjyllands største dyrepension.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder blandt andet:
August 27, 2014
Rinkenæs er et ældgammelt sogn. Det nævnes første gang i 1335. Ahlefeldt – familien forsøgte at rane alt til sig. Her ligger også ældgamle gårde, Buskmose fra 1475, og den endnu ældre Benniksgård. Her ligger også Danmarks ældste kirke. En pietistisk præst skabte stor røre og blev forflyttet. Julestuer var forbudt. Forældre boykottede skolen. Der var modsætningsforhold mellem de efterhånden frie fyrstelige bønder og de livegne Gråstenske undersåtter. Og der var modsætninger mellem gårdejere og husmænd.
Ældgammelt sogn
I den tyske tid var Rinkenæs Sogn et amtsdistrikt. Det grænser op til Holbøl, Kværs og Gråsten Sogne. Men også til den skønne Flensborg Fjord, til Sildekulen og det dybe smalle sund over til Egernsund.
Sognet er ældgammelt. Det nævnes allerede i 1335, da biskop Hilmsbert af Slesvig skænkede Domkapitlet i Slesvig al den jord, han ejede i Rinkenæs. Byen havde oprindelig ligget nord for den gamle kirke ved de vild – romantiske Hummelbjerge. Dengang hed byen Bakenby (den bagerste by).
Kæmpe hoveri – arbejde
Efter reformationen var der intet spor af byen. Man fandt kun gamle brønde og murbrokker. Her lå en hellig kilde på bjerget, Skt. Kirstens Kilde.
Ved Munkemølle fandt man senere en helbredende kilde. Forbi Hummelbjergene førte landevejen mod Egernsund. Men denne vej forsvandt efter at Ahlefeldterne i begyndelsen af det 17. århundrede havde anlagt en vej gennem Gråsten og en dæmning med vindebro gennem Slotssøen. Samfærdslen blev herefter ledet gennem den nye vej.
Ahlefeldt nedlagde kådnersteder
Til udvidelse af Gråsten Ladegaard nedlagde Ahlefeldt kådnersteder. Beboerne på disse steder tog bolig i Rinkenæs eller Alnor.
Byen Rinkenæs menes at have navn efter en sørøver ved navn Ring. Andre mener dog, at byen er opkaldt efter det ranke næs i modsætning til det lige over for i Angel beliggende Holdnæs.
Inden Første Verdenskrig skrev man navnet på dansk: Ringenæs og på tysk: Rinkenis. Hovedlandevejen fra Kruså til Sønderborg har i mange år gennemskåret sognet.
Fra gården Buskmose er der udskiftet en del jorde.
Omkring 1550 mente Frantz og Gregers Ahlefeldt at de havde ret til en del ejendom i Rinkenæs. Men de forgreb sig på ting, de ikke havde ret til.
I 1551 skrev hertug Hans også til sin særlige rådgiver, Iven Reventlow, at Ahlefeldterne også havde forgrebet sig på nogle svin, der dels tilhørte hertugen og deres undersåtter. Reventlow blev sendt til Rinkenæs for at undersøge sagen.
De to brødre fortsatte deres fremfærd, og hertugen mistede tålmodigheden. I 1553 blev der ligefrem nedsat en voldgift.
Buskmose fra 1475
Ahlefeldterne gjorde også krav på Benniksgård og Buskmose.
Buskmose stammer fra ca. 1475, da gården nævnes i et arveskifte efter den nordslesvigske godsbesidder Emmike Esbernsen. Arven efter denne deltes mellem tre sønner og to døtre.
Buskmose blev i 1880erne en ny hovedbygning rigere. Dengang blev gården ejet af landråd von Uslar.
En af Danmarks ældste kirker
Den gamle kirke ligger i sognets nordligste udkant. Kirken er helliget Skt. Laurentius. Den er hovedsagelig opført af kampsten. Den har hverken tårn eller hvælvinger. På kirkegården står klokketårnet. Prædikestolen er fra 1606. Og i kirken er familie Benniks våben anbragt.
Kirken er en af Danmarks ældste. Den blev indviet allerede den 10. august 1158. Som tilflugtssted var kirken også indrettet med vægge på 1 1/2 meter.
I 1600 – tallet under svenskekrigen blev kirken plyndret og skændet. Denne kirke tjente som sognekirke indtil 1932.
Præsten blev påført store lidelser
Efter Svenskekrigen blev præstegården flyttet nogle hundrede meter mod øst til bebyggelsen, Hovgård. På præstegården står årstallet 1677.
Den gentagende besættelse af fremmede magter under krigene i det 17. århundrede påførte meget store lidelser. I Rinkenæs gik det blandt andet ud over præsten Gregorius Henrici Sterndorf. Han havde gemt kirkesølvet og var blevet stærk mishandlet.
Værnepligt
Blandt andet på grund af disse krige indførtes den sønderjyske militsordning ved en forordning af 29. maj 1739. Alle mænd var værnepligtige fra det 16. til det 36. år. Pligten gjaldt både de kongelige og adelige bønder.
Nu var disse byrder ikke så store. Hver søndag formiddag om sommeren, skulle der holdes to timers eksercits. Om vinteren var det dog kun en time. I såtiden var man skånet for dette.
Geværer om mundering stille staten til rådighed. Geværet måtte ikke tages med hjem, men stilles i et depot.
En gang om året skulle alle delinger samles til kompagni – øvelse.
Leverance til militæret
Så var der også lige leveringer til militæret, fortrinsvis i form af havre, rug og halm til magasinerne. Bønderne i Tønder Amt skulle i 1734 levere rug til Rendsborg og havre til Aabenraa.
Ved siden af skatter, kørsler og militære byrder, var der også en række forpligtelser over for kirke og præst.
Den pietistiske præst
Det var ikke helt billigt at overtage et præstehverv dengang. Således måtte pastor F.C. Bruhn, der var præst i Rinkenæs fra 1690 – 1724 betale forgængerens enke 398 Rdl. for en masse inventar og landbrugsredskaber. Han havde i 1729 en gæld til den grevelige Ahlefeldske skovridder, Erasmus Dinesen på i alt 700 mark.
Denne Dinesen var særdeles velhavende og han stod som långiver for adskillige bønder. I sit testamente betænkte han kirken med et legat.
I henhold til landsbyvedtægten havde præsten ret til at lade 7 køer græsse i fællesgræsningen. Hvis han satte en hest på græs, svarede dette til to køer.
Præsten, F.C. Bruhn var pietist. Og det fik Jes Michelsen at føle. Han havde foranstaltet julestue, og præsten mente, at det var en synd. Og denne Michelsen havde også begået den synd at spille violino. i Jørgen Frantzens hus.
Og Frantzen havde bøger stående på hylden. Dem forlangte præsten at måtte inspicere. Han kom så en dag, hvor kun konen var hjemme. Til sidst sagde præsten:
Kærre mutter, bortset fra biblen kan I smide dem alle i ilden.
Julestuer var forbudt
Julestuer var et levn fra hedensk tid. Det var livlige fester, hvor tiden blev fordrevet med mere eller mindre grove selskabslege eller med at forklæde sig som julebuk. Det var en torn i øjet på myndighederne. I den pietistiske tid greb man ind mod dem med de såkaldte helligdagsforordninger fra 1730 og 1735.
I 1737 blev Jep Nielsen i Rinkenæs dømt med en bøde på 16 sk. Lybsk for sin forseelse.
Mindesmærke for danske og tyske soldater
På kirkegården hviler en massegrav med 66 danske og tyske soldater fra 1864. Monumentet der er rejst på graven er både med dansk og tysk indskrift. Op ved kirkens østmur hviler folkedigter og præst I. M. Jensen. Under krigen lå der lazaretter i Rinkenæs.
Utilfredse forældre
Skoleordningen i Rinkenæs fulgte ikke det almindelige mønster, der forudsatte, at degnen tillige var skoleholder. I Rinkenæs var de to funktioner adskilt. Man havde en særlig skolelærer. Og i 1708 blev der bygget et skolehus.
Menigheden havde på egen hånd ansat en skoleholder, der hed Mathias Hansen. Men præsten og provsten mente, at denne førte et forargeligt liv. Han blev derfor afsat, og erstattet med Johan Peter Hansen. Men mod ham protesterede menigheden ret voldsomt. Man var utilfreds med, at han ikke kunne undervise på tysk.
Menigheden forlangte nu, at degnen udleverede nøglen til skolen, men det ville han ikke: Men så brød de selv døren op og genindsatte Mathias Hansen. Men denne blev igen afsat. En ny lærer blev ansat. Det var en, der passede præsten.
Men også ham var forældrene utilfredse med. De påstod, at han kun prædikede efter bibelen, og børnene intet lærte.
Forældrene valgte derfor en boykot af skolen. De holdt børnene hjemme og betalte ikke skolepenge.
Utilfreds med biskoppen
I juli 1735 var biskop Conradi i Rinkenæs i anledning af striden om præsten. Da han kørte bort, blev hans vogn stoppet af kirkeværgerne. De klagede over skolemesteren. Bispen fandt deres opførsel utilbørlig. En sådan sag skulle ikke forhandles på landevejen, sagde han. De burde have opsøgt ham i præstegården. Men der ville værgerne ikke sætte deres ben, sagde. De havde tidligere fremført deres klager over for provst Schrader i Tønder, men han havde afvist dem.
Atter engang gennemførte forældrene en skolestrejke. Efterhånden opnåede de, det de ville. Enden på striden blev, at tingskriveren fra Lundtoft Herred i 1736 overtog skolemesterembedet.
Beboerne i Rinkenæs klagede også over biskop Conradi til kongen. Han var kommet til Rinkenæs som formidler i striden med præsten. Men beboerne opfattede ham nærmest som forhørsleder.
Enden på striden blev at pastor F.C. Bruhn blev forflyttet til Humptrup. Men dermed var striden ikke til ende. For efter at pastoren havde forladt sognet, dukkede militæret op i Rinkenæs og en masse borgere fik tildelt bøder. Dog har der ikke kunnet findes kilder, der beviser, at militæret kom til byen.
Nye skolestuer
I 1744 blev der bygget et nyt skolehus med bolig til læreren. Denne ordning varede til 1761, da degneembedet og skolemesterembedet blev slået sammen.
Børnene fra yderdistrikterne havde lang vej til skole. Men i Bækken tog beboerne sagen i egen hånd, og oprettede i 1738 en ny biskole. Men den førte en omflakkende tilværelse. Den fungerede kun, når skoleholderen havde mulighed for at tjene noget ved siden af. an kunne ikke leve af en lærerløn. Men endelig i 1761 byggede man en ny skole med bolig til læreren.
Modsætningsforhold
De sociale forhold i Rinkenæs var kendetegnet dels ved modsætningen mellem frie fyrstelige bønder og livegne Gråstenske undersåtter, og dels modsætningen mellem gårdejere og husmænd.
I perioden efter 1735 var der ikke protokolleret gæld i Rinkenæs – gårdene.
Striden mellem præsten F.C. Bruhn og menigheden nåede nye højder, da han fra prædikestolen spurgte følgende:
I rige Rinkenæsser, hvorledes er I kommet til Eders rigdom
Herremændene havde deres egen ret
Det tog især de rige bønder ham meget ilde op, fordi der i ordene lå en antydning af, at de ikke på retmæssig vis var kommet til deres velstand.
Herremændene i Sønderjylland og Holsten havde hals – og håndret over deres bønder. Herremanden var også retsudøver, oprindelig kaldtes han tingfoged og senere herredsfoged.
De fyrstelige bønder måtte også holde for
Livegenskabets tryk lempedes en smule i løbet af 18. århundrede. I 1725 var de kommet under hertugen af Augustenborg.
For de Ahlefeldske bønder var hoveriet den største byrde. Det blev stærkt udvidet, da Gråsten blev udbygget fra ca. 1600 og fremefter. Dæmningsbyggeriet, hvorved Slotssøen blev dannet krævede masser af arbejde.
De fyrstelige bønder mærkede det nu også. For Hertug Hans byggede et slot, Grøngård i Burkal Sogn. 500 bønder og 200 Kådnere måtte i gang.
Rinkenæs fra 1752
Vi har også fundet en beskrivelse af Rinkenæs fra 1752:
Landsbyen Rinkenæs er beliggende på en måde, at den udgør næsten 1/2 mil i udstrækning, og da det er en stor landsby med i alt 27 gårdejere inklusive de hertugelige (augustenborgske), og markerne dertil er vidtstrakte, og stedet ligger dels på og dels langs med et bjerg, så falder det dem, der bor neden for bjerget, og som næsten udgør halvdelen af landsbyen , meget svært, når de skal pløje og bese de marker, der ligger så langt fra dem, og dertil oppe på bjerget, men ganske særligt at gødske dem, når dette må ske i en våd periode, og de må køre op ad bjerget, så bliver hestene udmattede….rent bortset fra den megen gødning, som går tabt ved kørsel op og ned ad bjerget. Dertil kommer, at landsbymarken er inddelt i alt for store kobler og marker.
Det var også i 1752, at en række kongelige bønder fra Rinkenæs skrev til amtmanden i Tønder om tilladelse til at udskifte deres jorder. Men udskiftningen blev forpurret, og det ærgrede amtmand F.W. von Holstein.
Endelig i 1766 kom der en udskiftningslov for hele Sønderjylland. Men først i 1769 var udskiftningen klar i Rinkenæs.
Rinkenæs i 1930erne
Hvis vi nu tager en tur rundt i Rinkenæs midt i 1930erne vil det se sådan ud.
I nærheden af kirken ligger pastor Jensens gamle præstegård. Her ligger også de gamle gårde Haugaard og Tummelsbjerg. Og vest for kirken ved skoven ser man den store gård Buskmose. Man antog altid, at dets tårn var kirketårnet. I det 17. århundrede dannede Buskmose et kådnersted. Men det voksede sig stort og blev til et gods.
Fra en anden større ejendom vest for byen, i nærheden af bækken, Hesselgaard, stammer familien Hjorth Lorentzen.
På bakken ligger kunstmaler Nissens flotte villa. Her lå Familien Godt’s gård. Længere oppe ligger Schönheim, som har tilhørt Ritmester von Esmarck.
Lidt efter på venstre hånd, når vi til Rinkenæs nye smukke korskirke med hvide mure og rødt tag. Ved kirken er der præstebolig og kirkegård.
Højere oppe igen kommer så Motormøllen, Jernbanestationen og Forsamlingshuset.
På bakkens top, omtrent på egnens højeste punkt, ligger den store 2 – etagers krobygning, med en storslået udsigt ud over fjorden til Holdnæs og langt ind i Angel. Man kan også se Mørvig, Flensborg bys tårne, Lyksborg og Okseøerne.
Benniksgaard
I nærheden af Overkroen findes det store gårdkompleks Benniksgaard, som indtil midten af 18. århundrede tilhørte familien Bennik. I mange år tilhørte ejendommen klosterkamret i Hannover.
I 1488 blev Peter Bennicke adlet af kong Hans. Ved en nyopmåling af byens jorde i 1524 fik hans efterkommere, tre ejendomme, Lavager, Grimsholm og Buskmose tildelt med fritagelse for kommunale afgifter. Der skete en masse tilkøb.
Brødrende Peter og Hans Benniksen delte i 1593 – 95 den store selvejergård, Benniksgaard. Peter fik stuehuset med stald, gårdsplads og den ene abildgård. Toften blev delt, så Peter fik den østlige del, Hans den vestlige del.
I 1883 solgtes gården for 155.000 mark til den senere prøjsiske amtsforstander, F.H. Jacobsen.
I 1904 blev Benniksgård solgt til Klosterkamret. Købesummen var 205.000 mark – uden inventar.
Egentlig var det planen, at flytte den tyske landbrugsskole fra Berghof ved Padborg her til stedet.
Til Bennikssgaard hørte et dampteglværk Brændstoft nede ved fjorden. Mange af Familien Bennike blev herredsfogeder.
En mindesten er rejst af Rinkenæs By. Det er over den første landsoldat der faldt i Treårskrigen, Sejr Steffensen, Boserup. Han stod skildvagt og blev dræbt i et baghold af en af de lokale Slesvig – Holstenere.
Dalbyen
Efter Middelalderen blev Rinkenæs Nederby kaldt for Dalbyen. Her grundlagde en mand ved navn Lorentz Jessen i 1780 en have med planteskole og sjældne udenlandske planter. Jessen sendte blandt andet frugt og frugttræer til Rusland. Han modtog som anerkendelse herfor et guldur og en slipsnål af dronning Katharina den Anden.
Vi fortsætter vores vandring fra midt i 1930erne. I Nederbyen ligger Kommuneskolen og en ældgammel kro. Fra Overbyen fører vejen omgivet af levende hegn til Sandager, kyststationen for Fjorddampskibene. Mange folk fra Flensborg har deres sommerhuse her.
Skipperbyen, Dalsgaard var tidligere en større gård under Gråsten Gods. Om vinteren er her bådebyggeri.
Nede ved Munkemølle
Og videre går det med vores byvandring fra 1930erne. Ikke langt fra Sejrsstenen begynder den nye fjordvej, som slynger sig i sydvestlig retning ind over markerne. Neden for vejen ved Flensborg Fjord ligger Stranderød med sine store ålebassiner og røgerier. Har man passeret landsbyen Bækken, der er højtbeliggende, når man hurtigt til en meget kuperet og romantisk egn med dybe slugter, skovbryn og kildevæld.
Ved bakkens fod, umiddelbart ved fjorden har vi foran os den gamle Munkemølle med mølledam, vandmølle og et gammelt asktræ. Her kræver den nye vej et kostbart broanlæg over slugterne. Som navnet siger, skylder møllen sin oprindelse munkene fra Ryde Kloster, hvor Lyksborg nu ligger. Ved Munkemølle findes resterne af en kunstig vandledning.
Munkemølle Bæk er gravet i skrænten. Herfra kan man følge den gamle mølledæmning ned til vandet.
Munkemølle var indtil Genforeningen i den tyske rigsdagsmand Wommeldorfs eje. På den boede en lang tid prinsesse Feodora, en søster til den tyske kejserinde. Her på dette sted var der noget så idyllisk.
Dronning Margrete den Første
Nede ved Munkemølle er der også rejst en sten, for dronning Margrete den Første. Hun døde ude i fjorden i 1412, efter at have besøgt Flensborg, der var plaget af pest.
Dronningens skib lå opankret ved Munkemølle, hvorfra man fik sine forsyninger. Andre meldinger går på, at skibet lå uden for Okseøerne. Men man sagde også, at det var munkene, der forsynede skibene med proviant. Og det var Benniksgård, der sørgede for mælk.
En kort tid var dronningen begravet på Lille Okseø. Derfra blev hun bragt til Sorø, og begravet i Klosterkirken. Endelig i 1413 blev hun begravet for tredje gang som den første kongelige i Roskilde Domkirke.
Gendarmstien
Det var også her i området man kunne træffe gendarmerne, der patruljerede på Gendarmstien. De bevogtede landegrænsen og skibsfarten langs kysten. Dette system fungerede helt til 1958, hvor patruljeopgaven overgik til politiet. Mange steder blev Gendarmstien glemt. Men i 1988 påbegyndte Amtet, staten og kommunerne at genoprette og afmærke stisystemet.
Hvis man følger denne sti, kommer man forbi Stranderød, hvor man kommer forbi aldeles idylliske stråtækte huse, der ligger helt ned til vandet. Man kommer også forbi to nedlagte teglværker. Stranden er fyldt med gamle mursten i alle mulige farver. Jo, det er tydeligt, at der engang omkring Flensborg Fjord var mange teglværker.
Folk i mange år
Før anlæggelse af en golfbane ved Hotel Benniksgård var arkæologer i gang. Man fandt i første omgang et meget medtaget dyssekammer. Omkring 100 meter fra denne overpløjede gravhøj rettede opmærksomheden mod en markant forhøjning. Har fandt man rester, som stammede fra den tidlige bondestenalder (4.000 – 3.000 f.Kr.)
Man fandt også en ældgammel begravelsesplads, som bestod af ikke mindre end tre rundhøje og en langhøj. De blev opført over en periode på 150 år. Man anslår byggeperioden fra 3.350 til 3.200 f.Kr.
Dengang fik de afdøde en masse gaver med i graven. Disse bestod af lerkar og flinteredskaber i form af økser, mejsler, knive og pilespidser. Her var også smykker af rav.
Sandsynligvis var der i højranden foran indgangene anbragt mad og drikke.
De mange fund af flinteredskaber tyder på, at området var tæt befolket i bondestenalderen. Langs Flensborg Fjord har storstensgravene ligget tæt. Ved Gråsten og Kollund er stadig mange bevaret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Krusaa/Bov:
Under København:
August 27, 2014
I historiebøgerne siger man, at Asmus Jensen blev skudt under flugt af Den Danske Brigade. Men adskillige i Padborg og omegn kender den sande historie. Han blev likvideret af den lokale modstandsbevægelse. Men hvorfor påtog andre sig skylden? Se den utrolige sandhed her. Familien har aldrig fået en undskyldning. Tværtimod har politimestre og myndighedspersoner gemt sig. I samarbejde med familien har Kurt Jensen måske fundet den rigtige historie. Flere beviser er på vej.
Men for mange i grænseområdet er historien tys, tys. Man taler ikke om det, trods det, at man kender de reelle gerningsmænd
Modstandsbevægelsen begik fejltagelser
Modstandsbevægelsen begik en del fejltagelser med hensyn til likvideringer i den sidste tid af besættelsen og lige efter. Mindst en af de to, der foregik i Padborg i maj 1945 var en fejl. Men hvorfor skulle Den Danske Brigade påtage sig skylden? Hvad lå bag ved dette?
I mange år gik rygterne i området. Fem navngivne personer blev hele tiden nævnt.
Det var tale om en likvidering
Også da undertegnede i syv år arbejde i Padborg hørte jeg rygterne. Og det sjove er, at det er de samme fem personer, der hele tiden bliver nævnt.
Det var lokale, der førte revolveren. En egentlig likvidering fandt sted, mens Asmus Jensen sad på knæ.
Det var Den Danske Brigade, der påtog sig skylden, hvorfor?
Hvorfor holdt man hånden over den lokale modstandsbevægelse?
Storpolitik
Der gik storpolitik i sagen. Og det handler sikkert også Danmarks selvforståelse. Men efterhånden som årene gik steg også bedraget over for familien og offentligheden.
Ingen tilladelse i første omgang
Vi har talt med en masse personer. Ikke alle ville tale med os. I begyndelsen ville repræsentanter fra Den Danske Brigade gerne tale med os. det vil de ikke mere. Vi tog kontakt til Familien til den myrdede – Asmus Jensen. Tilladelser fra dem fik vi til at gå i arkiverne. Men det blev nægtet os i første omgang. Vi klagede til ombudsmanden, der gav os ret. Men jo tættere, vi er kommet sandheden, des sværere er det at få tilladelse.
Familien er blevet fyldt med løgn
I årevis er familien blevet fyldt med løgn fra myndighederne, ja de er faktisk også blevet dårlig behandlet.
Vi har nu i et par år arbejdet på sagen, for at hjælpe familien til at finde sandheden. Det har givet interessante informationer fra dem, der ville tale med os. Og medierne har vist stor interesse. En af disse foreslog, at vi lagde resultaterne ud, efterhånden som vi fandt frem til dem. Og det har vi så gjort her på siden (Mord i Padborg 1 – 4). Men mediernes dækning svarer ikke helt til det, vi har fundet frem til. Vores efterforskning har bevirket, at man på Landsarkivet i Aabenraa har holdt et foredrag om emnet.
Utrætteligt stykke arbejde
Det er Kurt Jensen, der har lavet et utrætteligt stykke arbejde. Og her fra København er det undertegnede, der har forsøgt at nedfælde efterforskningen. Og familien til den myrdede har udtrykt deres taknemlighed. I denne artikel har vi sammenfattet vore delresultater til en samlet artikel.
Vi skal overholde arkivlovgivningen
Sagen har i den grad udviklet sig. Vi har også benyttet os af kilder, der ikke vil have deres navn frem. Det drejer sig om tidligere embedsmænd fra Flensborg, arbejdere, der havde tilknytning til familien i Bov Kommune. Desuden har vi en udtalelse liggende med en kilde tæt på de sande begivenheder om mordet på Asmus Jensen. Disse udtalelser må vi ikke fremkomme med på nuværende tidspunkt. Vi er også forpligtet til at overholde arkivloven. Dette betyder, at vi ikke direkte kan citere diverse dokumenter.
Datterens navn forbliver anonym
Vi har mødt stor modstand fra historikere og fra lokalarkiver, men som sagt stor velvillighed fra familien. I artiklen nævner vi Asmus Jensens datter, som Renate, vel vidende om, at dette ikke er hendes rigtige navn.
Det var min far
På Folkehjem i Aabenraa, var det stuvende fuld. Gæsterne var kommet for at høre om Faarhuslejren. Foredragsholderen havde netop skrevet en ny bog om lejren. En af dem, der var mødt op, var Renate. I pausen opsøgte hun foredragsholderen:
– Kender du Asmus Jensen
– Ja, svarede forfatteren og foredragsholderen
– Det var min far.
Chikaneret af myndighederne
Renate troede, at hun kendte sin far. Men lige inden hun skulle konfirmeres, fik hun den frygtelige sandhed, at vide. Hendes rigtige far var blevet skudt i 1945.
Gennem årene har familien til Asmus Jensen forsøgt at finde en afklaring. Det er aldrig lykkedes. Tværtimod er familien gennem mange år blevet chikaneret af myndighederne. Og igennem vores efterforskning er vi stødt på et utal af mystiske ting og episoder.
Gift i Hamborg
Vores hovedperson blev uddannet som bagersvend i Tinglev. Han var i lære indtil 1940. Han tog til Hamborg, hvor han mødte sin kone, der var fransk statsborger. De blev gift den 23. juni 1943 i Hamburg – Lockstedt. Dengang var Renates mor kun 17 år. Cirka to måneder efter gik turen til Danmark. I september 1944 fødtes datteren Renate. Hun blev døbt i Bov Kirke som dansk statsborger efter krigen.
Aldrig underskrevet af Asmus mor
Ifølge de foreliggende afhøringer af Asmus Jensens mor, skulle Asmus Jensen have været medlem af Sommer – korpset. Det skulle have været i et tidspunkt fra april til oktober 1944. Han skulle have udført bevogtningstjeneste på Møn. Senere skulle have udført været stationeret i Værløse. En enkelt gang skulle han have besøgt sine forældre i den sorte uniform. Han skulle sagt til sine forældre, at han måtte tage den straf med, som kom. men han havde ikke lavet noget særligt, så den straf, måtte han tage. Om denne påstand er korrekt, har vi ikke kunnet fastslå. I øvrigt har vi fundet ud af, at flere af politiets rapporter og undersøgelser i sagen er utroværdige. Og den omhandlede rapport er aldrig blevet underskrevet af Asmus Jensens forældre.
Ingen adgang til Sommer – kartoteket
Om Asmus Jensen har været i Sommer – Korpset har vi ikke kunnet fået konstateret. Vi har ikke fået adgang til Sommer – kartoteket. Det skulle være sket i det år, hvor Renate var blevet født.
Vi ved, at Asmus Jensen på den tid var sammen med folk tilknyttet den dansk – engelske spionagetjeneste i Hamborg.
11 medlemmer dræbt
Under efterforskningen fandt vi ud af, at manden, som overtog det tyske vagtkorps, den hædrede Luftwaffe – kaptajn, Poul Sommer ligger begravet på Broager Kirkegård.
Korpset var på 800 mand. de blev hovedsagelig brugt til bevogtningstjeneste. Men de deltog også i nogle få terroraktioner. I Københavns – området var de en torn i øjet på modstandsbevægelsen. Således foretog modstandsgruppen Holger Danske en hævnaktion mod korpset og dræbte 11 af deres medlemmer.
Arbejdede i Kollund og Flensborg
Ifølge Asmus Jensens kone, som i dag bor i Frankrig, har han ikke været Sommer – mand. En kort tid arbejde han hos Bager Nielsen i Kollund. Derefter arbejde han til kort før kapitulationen som bager i Flensborg.
Mange rygter om Asmus Jensen
Der gik mange rygter om Asmus Jensen i Padborg. Han skulle have angivet folk fra Undergrundshæren i Bov Kommune. Han skulle ligeledes have været SS – Soldat. Ingen af disse ting har kunnet bekræftes. Han skulle ligeledes have været med i Hipo. Men det afviser hans kone, som vi har talt med. Han var slet ikke typen.
Hans stod ikke på listerne
Efter befrielsen patruljerede Feltpolitiet langs grænsen. Det gjorde de i cirka 12 – 14 dage. De var udstyret med lister, der var duplikeret med fotos. På de lister var havde de 2.900 personer, som man godt ville tale med. Asmus Jensen stod ikke på denne liste. Men stod han i Modstandsbevægelsens kartotek over 40.000 mistænkelige personer?
De fleste folk var stationeret ved Kruså. Og deres væsentligste funktion var at forhindre, at krigsforbrydere passerede grænsen.
Brigaden, samme kompetence som politiet
Feltpolitiet var kommet fra Sverige. Med sig havde de 2 stk. Ford V8 og 16 Volvoer. Som regel var der tre mand samlet til en 24 timers vagt. Mange af de deltagende var tidligere modstandsfolk. Således har vi talt med en tidligere kontraadmiral samt en jernbanesabotør fra Næstved, der havde særdeles godt kendskab til, hvad der skete ved grænsen.
Den Danske Brigade havde de første 14 dage samme kompetence som Ordenspolitiet.
Engelske soldater trak deres våben mod Brigaden
Men åbenbart var der problemer med fordelingen af ansvarsområderne i grænselandet lige efter besættelsen. Således udspandt der sig en episode på Padborg Banegård den 15. juli 1945. Nogle tyske telefonister var på vej hjem. De var af Brigade – folk beordret ind i venteværelset for at aflevere deres personlige ejendele.
I det samme kom Lgt. Stewenson forbi med fire af sine soldater, og spurgte hvad der foregik. Vi har ordre fra højeste sted, blev der svaret. Den engelske officer svarede, at han var øverste sted. Han beordrede, at lade de tyske kvinder være og sætte dem i toget. Da Brigade – folkene ikke efterkom ordren, tog de engelske soldater ladegreb. De tyske kvinder blev derefter ledsaget ud til toget med deres ejendele. Den danske lokomotivfører blev beordret til at køre til Flensburger Weiche med kvinderne.
Under vores efterforskning har vi været i forbindelse med repræsentanter fra Den Danske Brigade. I begyndelsen var de meget imødekommende, men efterfølgende har de ikke ønsket at kommentere vores undersøgelser. Og vores interesse for Den Danske Brigades gøren og laden er interessant i denne sag.
Vores undersøgelser i Flensborg viser, at Asmus Jensen ikke havde været på arbejde i Flensborg siden 3. maj.
Uenighed om hændelsesforløb
Den 7. maj 1945 var ægteparret Jensen på vej hjem fra et besøg hos Asmus Jensens forældre i Kiskelund. Der er så lidt erindringsforskydning. For i diverse rapporter bliver der talt om den 9. maj.
Hvad der så hændte er der stor uenighed om. Vi har kigget i politiets rapporter og talt med det nærmeste vidne, Asmus Jensens kone, Jeannine.
Hun fortæller, at Asmus Jensen var cyklet ud til forældrene, hvor konen var besøg. Sammen var de gående på vej til deres hjem i Smedeby. Asmus Jensen trak sin cykel.
Ifølge konen, skete så følgende episode på Kruså Korsvej. En lastbil med fem personer iført armbind kom susende. Et par af dem skubbede konen og barnevognen, hvor lille Renate lå, væk. Således var Asmus Jensens kone ved at vælte i grøften. Episoden fandt sted sidst på eftermiddagen. Dette bekræftes af datteren, Renate. Hendes mor har fortalt det til hende.De havde været til kaffe i Kiskelund. I rapporten tales der om, at hændelsen skulle være sket om formiddagen. Der er også uenighed om datoen den 7. maj eller 9. maj.
Lastbilen med de fem mand med Asmus Jensen fortsatte i rasende fart i retning mod Fårhus – Lejren.
Feltpolitiets forklaring
Ifølge Feltpolitiet opholdt en navngiven person (ifølge arkivloven må vi ikke nævne navne) fra Feltpolitiet sig ved et mekaniker værksted på Kruså Korsvej. Han hørte to kvinder tale sammen. Den ene sagde: Der kører den forbandede Sommermand.
Den navngivne mand fra Feltpolitiet ser en cyklist køre i retningen af Aabenraa. Tilfældigvis holdt en engelsk soldat ved siden af i en vogn. Han blev bedt om, at køre efter cyklisten, der legitimerede sig som Asmus Jensen.
Derefter blev han ifølge Feltpolitiet kørt til kontoret i Kruså. Her kom han i kort forhør hos folk fra Modstandsbevægelsen. Derefter fortsatte forhøret med to repræsentanter fra Feltpolitiet. Asmus Jensen skal have indrømmet sin deltagelse i Sommerkorpset.
Derefter skulle han have forklaret, at han havde en kammerat, der var SS – mand. han skulle bo ved den dansk – tyske grænse, og ville sikkert flygte over grænsen.
Ifølge rapporten syntes de tilstedeværende, at Asmus Jensens adfærd var besynderlig. Men man tog med ham til grænsen. Man stoppede ved en sekundær grænse, som det hedder.
Hånlig afvist i Faarhus – lejren
Jeannine styrter sammen med Lille Renate tilbage til svigerfar. Næste dag tager man sammen ud til Fårhus – lejren, hvor man bliver hånlig afvist. To gange mere tager hustruen og de to svigerforældre derud. Den ene gang tager en nabo også med. Nu finder man så ud af, at man ikke har en indsat, der hedder Asmus Jensen.
Redaktør Aksel Olsen
Redaktør Aksel Olsen Aabenraa hævdede i en bog, at en interneret fra Faarhus – Lejren skulle være dræbt af mandskab fra Den danske Brigade.
Denne Aksel Olsen var redaktør af Jydske Tidende, Aabenraa. Han blev senere redaktør af bladet, Refleksion. Han blev anbragt i Faarhus – lejren men aldrig dømt.
Et notat fra “Straffelejren”
I en anden bog skrevet af en officer ved Waffen SS, Hans Chr. Jessen med titlen, Faarhus – Strafflager für Deutsche Minderheit, berettes om en episode. Denne episode er oversat i bogen Straffelejren af Henrik Skov Kristensen:
Midt i juni måned 1945 blev der ved appellen i alle barakker spurgt om en bager Asmus Jensen, Kiskelund, var i lejren. Hans hustru havde forespurgt, men han var der ikke. Han var blevet anholdt af “Frihedskæmpere”, “Reservesvenskere” og proppet ind i en bil, der kørte ad Fårhus til. Det er det sidste de pårørende, så til ham.
Man kan undre sig, at det var i juni måned, når Asmus Jensen forsvandt den 7. eller 9. maj.
Familien hørte de første rygter
Flere gange forsøgte Asmus Jensens far, at få politiet, som efterhånden havde etableret sig til at gøre noget ved sagen. Men de afviste ham.
Men allerede den 18. maj hørte Kathinka Jensen, Asmus Jensens mor de første rygter om, at hendes søn var blevet skudt. Og på Mejeriet havde en person med tilknytning til Modstandsbevægelsen pralet med, at han havde været med til at skyde Asmus Jensen. Politiet reagerede ikke før halvanden måned senere.
Betjente i modstandsbevægelsen
Uanset hvilken version man tror på, så vidste myndighederne besked. Mange af de kommende politibetjente var etableret i Modstandsbevægelsen eller Undergrundshæren. Lederen af denne gruppe var Dr. Lorenzen fra Bov.
Vi har talt med en person fra denne gruppe. Sandheden er slet ikke den, man tror, sagde han ved samtalen.Personen har til sin advokat afleveret et brev, som offentliggøres ved hans død.
Vi skal tilbage til den officielle forklaring, der i den grad halter. Og at den halter kan vi finde ud af, hvis vi sammenligner diverse rapporter. Men dette forhindrer arkivlovgivningen
Et Ligfund ved Frøslev
Pludselig kunne man i avisen læse følgende:
Et Ligfund ved Frøslev
Der hersker saaledes en Del Mystik om Fundet. Men det skal være oplyst, at Asmus Jensen var flygtet og derpaa skudt ned under Flugtforsøget. Han var ramt af to Skud i Hovedet. Feltpolitiet, der sorterede under Den Danske Brigade, skal ogsaa have givet Indberetning til Myndighederne, men alligevel forekommer det mærkeligt, at en død mand faar lov til at blive liggende uden at andre end Ligrøvere foretager sig noget. Det kunne derfor tyde paa, at der er sket Misforstaaelser mellem de Instanser, der skulle have med det at gøre. Enkelthederne herom, har Politiet endnu ikke klarlagt, men der foretages nu en Undersøgelse for at faa fastslaaet, hvorledes Landet ligger.
Amtslæge Lausten Thomas, Aabenraa har sammen med Politifuldmægtig Moltke foretaget Ligsyn, hvorefter Liget er udleveret til Familien.
Noget er rovruskende galt
På daværende tidspunkt havde Feltpolitiet under Den Danske Brigade for længst udarbejdet en rapport. Men måske er denne rapport efterfølgende fabrikeret til lejligheden. For sammenligner man denne med Ligsynsrapporten er noget rovruskende galt.
Asmus Jensen var ankommet til grænsen sammen med tre repræsentanter fra Feltpolitiet/ Den Danske Brigade. Angiveligt skulle Asmus Jensen være flygtet over grænsen. De tre repræsentanter havde derefter skudt efter den flygtende. På 100 – 160 meters afstand har man så ramt den flygtende med to skud i nakken.
I rapporten bliver det nøje gengivet, hvordan forholdene ser ud. Der bliver også angivet, hvem der affyrer de dræbende skud.
60 meter fra det angivende sted, går et pigtrådshegn over marken/krattet. Her har Asmus Jensen slet ikke kunnet komme igennem. Han har heller ikke kunnet komme forbi ude på vejen. Dette underbygger blot, at rapporterne løgn.
Politiet har åbenbart først fået rapporten den 1. 7. Og episoden skulle have fundet sted syd for Frøslev ved Frøslev – Handeved vejen.
Men Feltpolitiet har aflagt rapport. Det siger de selv, og det er blandt andet, den vi har kigget i. Hvem har de udleveret denne til? Eller er det politiet, der har holdt rapporten tilbage?
Man lod bare liget ligge
Episoden skulle være sket den 9. maj. Da man konstaterede, at Asmus Jensen var død, lod man liget ligge. Der står, at man indgav indberetning om forholdet og udfærdigede en rapport.
Først den 9. juli blev Asmus Jensens forældre orienteret om dødsfaldet. Og det er så sket en uge efter, at politiet havde fået rapporten fra Den danske Brigade.
Hvem fandt egentlig liget?
Der hersker forskellige meldinger om, hvordan liget blev fundet. Og det er åbenbart syd for grænsesten nr. 71, hvor man den 19. juli 1945 finder et lig nedgravet i 20 cm jord. Der bliver ringet til politiet, der siger, at de kommer forbi, når de har tid.
Rygterne vil vide, at det var en tysk grænsegendarm, der med sin hund fandt liget. Dette er dog ikke nedfældet i nogen rapport. Et frygteligt syn har åbenbaret sig ved grænsesten 74. Eller var det grænsesten. Rapporterne siger nogle steder 74. Hovedet var skilt fra kroppen. Der blev foretaget ligsyn på stedet. En papirsæk var anbragt over liget. Her blev det konstateret, at liget var blevet skudt på nærmeste hold med to skud. Man klippede et ærme af jakken. Asmus far kunne genkende jakken.
Liget blev anbragt direkte i kisten, og denne blev anbragt i kapellet.
Da liget er i stærk opløsning besluttes det, at begrave liget næste dag.
For mange heste i Kruså
Når tyskerne kom med deres heste på vej syd på, blev hestene beslaglagt. De blev så anbragt på Krusågårds marker. Men efterhånden var der anbragt alt for mange her. Så mange af dem måtte flyttes til Simondys. Alle denne gårds marker ligger i Tyskland.
En mistænkelig opdagelse
Den 19. juli kl. 9. 45 gik Kjær Madsen og en person fra Den Danske Brigade ud til Simondys marker med heste til græsning. I markleddet kunne de se, at noget var gravet ned. Kjær Madsen cyklede ind til Politistationen i Padborg, der dengang lå lige over for banegården og meddelte sit fund. Han blev her spurgt, om han havde bemærket noget før. Til dette svarede han benægtende.
Han havde dagligt passeret stedet, hvorfra vi må antage, at liget var anbragt her natten mellem den 18. og 19. juli. Liget var kun nødtørftigt dækket til. Antagelig er liget bragt til stedet med en mindre lastbil. Vi går ud fra, at vedkommende er dræbt ved Søndermosevej 52 – 54, som er ca. 1,5 – 2 kilometer fra findestedet. På grund af hegn m.m., samt forrådnelse har liget ikke været til at bære.
Den Danske Brigade må har givet tilladelse til at en bil har måttet køre ind i området. Måske er vores viden en af årsagerne til, at de ikke mere ville tale med os. Papirsækken er blevet brugt som underlag.
Der ligger en modstandsmand syd for grænsen
Ifølge vores engelske kilde, skulle politiet have anmodet de engelske myndigheder, om at måtte hente et lig syd for grænsen ved Handeved (Simondysvej). Det skulle ifølge politiet dreje sig om en modstandsmand.
Det kan undre, at man allerede dengang løj over for de engelske myndigheder. Men man har sikkert gjort dette for ikke, at få problemer. Politiet vidste jo udmærket, hvem liget var. Mindst to betjente havde været med til henrettelsen.
Den 19. juli kl. 13 gik betjente i ledsagelse af en engelsk sergent ved navn Smith over grænsen efter liget.
Undersøgelser viser, at det var en likvidering
Men på Universitetets Retsmedicinske Institut foretages der yderligere undersøgelser af kraniet den 24. juli. Her viser det sig, at der nærmest er tale om en likvidering.
Projektilets størrelse kan ikke afgøres. Derfor kan man ikke finde ud af, om det er Den Danske Brigades våben, der er tale om. Indskudsvinklen var på 36 grader. Så kan man jo beregne, hvor højt man skal stå, hvis afstanden har været 100 meter.
I bogen Straffelejren står følgende:
man formodede, at han var ført til Fårhuslejren, men da de intet hørte fra ham, lod de forespørge i lejren. Han var der altså ikke. To måneder senere, da Brigaden rejste, blev han fundet med to skud gennem hovedet, nedgravet og udplyndret. Efter gentagende anmodninger fik faderen, Peter Jensen, Kiskelund lov til at se sønnens lig. Sønnens liglagen var en gammel papirsæk, vistnok gødningssæk.
Ingen havde hørt skud
I en rapport af 20. juli konstaterer politiet, at ingen med sikkerhed kom med Asmus Jensen, eller på hvilket tidspunkt dette skete. Man kunne dog konstatere, at før middagen var Asmus Jensen med følge forsvundet. Der vides ikke, hvem der havde ført Asmus Jensen bort. Men han var iført strømpesokker. Hans træsko stod tilbage på stationen, uden at nogen vidste, hvem de tilhørte. I vindueskarmen fandt man senere en hat tilhørende Asmus Jensen.
Der slås fast, at det lokale politi ikke har haft noget med anholdelsen at gøre.
Man gjorde fra det lokale politis side meget ud af at afhøre de forskellige grænsegendarmer. Ingen havde hørt skud, affyret på det tidspunkt, som Feltpolitiet har anført. Men Kurt´s undersøgelser viser, at der ikke har gået grænsegendarmer i tidsrummet 7. – 9. maj.
Asmus Jensens kone blev ikke afhørt
Politiet meddeler, at de har afhørt Asmus Jensens kone, som skulle have påstået, at hun havde stået ved bageren i Kruså, da en dansk militærbil var kommet kørende forbi op ad bakken mod Korsvejen. Heri skulle hun have set, at hendes mand sad ved siden af en mand, der var iført brigadeuniform med armbind. Der var ikke andre i bilen oplyste hun.
Til os forklarer Asmus Jensens kone, at hun aldrig er blevet afhørt af politiet eller andre i forbindelse med episoden. I rapporterne er der heller ikke noget omkring det, at Asmus Jensens kone blev holdt tilbage med maskinpistoler.
Asmus Jensen meldes savnet – 20 dage efter anmeldelse
Det er Peter Jensen (Asmus Jensens far) der selv cykler til Kruså, og melder sin søn savnet. Og officielt bliver han først meldt savnet 20 dage efter, at han er smidt på lastbilen.
Og heller ikke det, at han er smidt på lastbilen har politiet med i deres senere rapporter.
Ingen har set eller hørt noget
Indehaveren af den mark, hvor Asmus Jensen blev fundet, var blevet afhørt. De ejer marken, der ligger syd for grænsen og vest for Ellundvejen, såvel græs – og kornmarken, der ligger inden for leddet, ved hvilken Asmus Jensens lig blev fundet. Men de kunne oplyse, at græsmarken var forpagtet af gårdejer Boy Boysen Ellund.
Ingen har konstateret noget udsædvanligt. Heller ikke da Den Danske Brigade blev indkvarteret på Simondys blev der observeret noget. Flere personer har været forbi nedskydningsstedet og findestedet, men ingen havde bemærket noget som helst.
Det var Modstandsbevægelsen under Kaptajn Bartholdy, der havde grænsekommandoen Inden Den Danske Brigade overtog dette.
Politiet tog også til Handeved for at afhøre en polsk pige. Den 30. juli blev hun ifølge politiet afhørt i Troldsee – Lager i Apenraderstrasse. Hun havde arbejdet i nærheden og havde ført kvæg over det sted, hvor nedskydningen fandt sted. Heller ikke hun havde opdaget noget.
En mærkelig lugt
I juni var Boyd Boysen kommet hjem fra krigen. Han sad sammen med konen på en bænk lige i nærheden af findestedet. De mærkede godt nok en kraftig lugt, men hæftede sig ikke videre ved det. De troede, at det var gammelt affald.
Af de engelske myndigheder fik politiet lov til at foretage undersøgelser syd for grænsen. Men heller ikke under disse undersøgelser, var der kommet nyt frem.
Politiet konkluderede, at den nedskudte Asmus Jensen allerede var blevet nedgravet inden klokken 17, samme dag hvor nedskydningen havde fundet sted.
Nogle nærliggende spørgsmål
Umiddelbart virker politiets afhøringer reelle. Men man kan jo undre sig, at man ikke tillagde ligsynsrapporten større vægt. Denne rapport ser også ud til at være foregået korrekt. Skudvinkel m.m. passer ikke med historien om et skud på 100 meters afstand. Mange af de betjente som foretog afhøringer m.m. havde været aktive i modstandsbevægelsen. De må have haft en viden om, hvad der egentlig er foregået. Mange spørgsmål presser sig på:
Den Danske Brigade påtog sig skylden
Den Danske Brigade har dækket over den reelle historie. Vi kan læse, hvilke personer der påtog sig skylden for nedskydningen. I hvert fald en af disse fik en stor stilling inden for militæret.
Det er jo ikke opsigtsvækkende, at Modstandsbevægelsen tog fejl under og efter besættelsen. Officielt likviderede man 409 personer. De reelle tal finder man nok aldrig frem til. Af disse var kun 13 pct. som man kunne betegne som rigtige stikkere. Under vores efterforskning har vi fundet flere personer i området som blev skudt under mystiske omstændigheder. De står ikke på nogen lister, men det vender vi tilbage til.
Politiet ved ikke, hvem der kom og gik med Asmus Jensen
Politiet siger selv, at de ikke er sikker på, hvem der kom med Asmus Jensen, eller hvem der gik med ham. Antagelig er han på kontoret/politistationen i Kruså blevet kropsvisiteret. Her har man så antagelig taget hans vielsesring og tegnebog. I forvejen havde man taget hans hat og hans træsko.
Man taler om lig røveri. Det skulle så være foregået samme dag, som nedskydningen. Det virker utroværdigt.
Havde man taget hans ejendele for at skjule hans identitet? Efter hvad familien oplyser, så har Krigsministeriet erstattet de 200 kr., der var i hans pung.
Kurt Jensens far kendte sandheden
Kurt Jensens far kendte både de fem gerningsmænd og det sted, hvor den egentlige henrettelse fandt sted. Det viste han sin søn, da denne var omkring fem år. Kurt kan ikke huske, hvor det helt nøjagtig var. Men han er næsten sikker på, at det rigtige gerningssted var i nærheden af Søndermosevej.
Og Kurt mener, at hans far har brugt denne viden for at presse justitsministeriet. Egentlig burde Willy Jensen – Kurt´s far have været udvist af Danmark. Han fik dette udskudt hver gang, han havde været i København. Og Willy Jensen burde også have været interneret i Faarhuslejren, men det blev han ikke. (Se artiklen: To skæbner i Kiskelund)
Artiklen er bragt i stærk forkortet form i Årsskriftet for Bov lokalhistoriske Forening. Her på siden bringes den originale artikel.
Også på dette område fortsættes efterforskningen, men her kniber det også med arkivindsigt.
Efterfølgende har Kurt Jensen ved aktindsigt fundet belæg for, at Willy Jensen virkelig fik udskudt sin udvisning ved at true med at offentliggøre sin viden om tre likvideringer i Padborg – området. To af disse likvideringer drejer sig om Asmus Jensen og Richard Christensen. Den sidstnævnte omtaler vi i slutningen af denne artikel. Den sidste likvidering, som Willy Jensen ville offentliggøre, er ikke omtalt i dokumentet.
Vores formodning synes at være bevist. Hjemme i Sønderjylland kunne den lokale politimester dog ikke slippe sit tag i Willy Jensen. Han forsøgte at genere Willy Jensen og hans familie. Og et par år efter blev han dømt til at betale en bøde på 2.500 kr. De lokale politimyndigheder undlod også at meddele Willy Jensen, at hans udvisning blev udskudt.
Identitetspapirer forsvundet
Den lokale Modstandsbevægelse rummede kendte kommunalpolitikere og embedsmænd. Måske er det derfor, at vigtige papirer er forsvundet, det vil sige bortskaffet. Meldekortene er der ikke mere.
Men meddelelser om Asmus Jensens lærertid fandt vi dog i Tinglev.
Asmus Jensen sættes i forbindelse med en fyrbøder Søren Jensen, der boede Jernbanegade 9. I fuldskab skulle denne Søren Jensen have fortalt, hvor man kunne få penge for sabotage. Søren Jensen meddeler i en senere rapport, at han ikke kender Asmus Jensen
En regning fra kommunen
Lidt grotesk, så modtog familien i 1947 et brev fra Sygekassen med opfordring til hurtigst muligt at få det betalt de sidste fem kroner i begravelseshjælp. Det er helt grotesk to år efter.
Gravstedet er nedlagt. Det blev det for cirka syv år siden.
I kirkebogen skrev præsten, at Asmus Jensen blev skudt af modstandsbevægelsen.
Bladet Revision er kritisk
Bladet Revision har i flere tilfælde stillet spørgsmålstegn ved politiets efterforskning? Det var den 24. december 1945 samt den 21. januar 1946. Men også af nyere dato stiller de fornyet spørgsmålstegn. Bladet blev udgivet af Foreningen af 6. maj. Man stillede følgende spørgsmål:
Bladet i politimesterens søgelys
Bladet opfordrede endda justitsminister Himmelstrup til at tage sig af sagen, men intet skete. Tværtimod så kom bladet Revision i politimester Brix og Den Sønderjyske Efterretningstjenestes søgelys. Bladet blev beskyldt for at være nazistisk. Det afløste Landssvigernes blad – Sifolauski. Revision eksisterede helt til 1972, og deres motto var Sandhed frem for alt.
Barak nedbrændes
Mange vidste som sagt, hvem der virkelig skød Asmus Jensen. Forskellige personer på egnen forsøgte at nedgøre rygtedannelser og myter.
En barak nord for Kruså nedbrændte. Denne hændelse havde tilknytning til Asmus Jensen. I denne barak boede en person, der ikke kunne holde sin mund.
Asmus Jensens kone, gift igen
Ifølge Asmus Jensens kone rejser hun til København i 1947. Hun bosætter sig i Vanløse med en ny mand. Det var da først efter, at de havde boet i Tietgensgade. I Kruså havde hun mødt manden, der havde været medlem af modstandsgruppen Holger Danske. Han var flygtet til Sverige. Han kom til grænsen med Den Danske Brigade.
De blev gift og fik to børn. B.J. døde i 1987.
Han kunne ikke have undgået, at høre om Asmus Jensen, især efter at de havde påtaget sig skylden for nedskydningen. Og det netop ikke den historie som de tidligere svigerforældre har hørt i Kiskelund har hørt. Ellers ville B.J. ikke være blevet så godt modtaget her. Renate husker, at B.J. var ret populær hos bedsteforældrene.
Svogeren fik aldrig svar
Vi er i besiddelse af breve fra Asmus Jensens svoger. Han skrev mange gange til politimester Bjerre i Gråsten. Det sidste brev er fra 1951. Han fik aldrig noget svar. Ja vi ved, at han den 9. maj 1949 skrev både til politimester Bjerre, statsadvokat Kirk, Sønderborg og justitsminister Bush – Jensen. Men det offentlige Danmark vil ikke snakke med familien.
Skilt i 1960
Asmus Jensens kone skulle ifølge politiet være taget til København den 7. maj 1945. Men det er ikke korrekt, siger Asmus Jensens kone til os. Da episoden fandt sted den 9. maj var hun som skrevet til stede. Ligeledes har hun efterfølgende været ved Fårhus – lejren 2 – 3 gange.
Det andet ægteskab holdt kun til 1960, efter at B.J. havde været indlagt på diverse psykiatriske hospitaler. Det var B.J. som Renate troede var hendes rigtige far.
B.J. var med til Renates konfirmation, der foregik hos bedsteforældrene i Kiskelund. Ved den lejlighed forsøgte bedsteforældrene at få de tidligere ægtefolk genforenet, men forgæves.
I 1962 var Jeannine taget tilbage tilbage til Frankrig med Renate.
Fortiden indhentede familien
Renate tog hun tilbage til Danmark med to børn, som hun havde fået dernede. En fætter havde hentet hende. De havde overnattet hos en onkel og en tante på Smedebyvej Men natten efter dukkede politiet op, og fjernede brutalt Renate og de to børn. De blev anbragt på et børnehjem i Diernæs ved Haderslev. Samtidig beslaglagde politiet Renate og børnenes pas. Familien var stærk chokeret over politiets brutale fremfærd. Det var tre betjente, der med magt fjernede dem. Og det til trods for at de havde gyldigt rejsebevis. Fortiden indhentede dem.
Onkelen truer politiet
Og hændelsen var for meget for et onkelen. Han gik til politiadjudanten og truede med at fortælle sandheden om nedskydningen af Asmus Jensen. Kravet var, at Renate og børnene straks skulle frigives.
Det havde øjeblikkelig den virkning. Passene blev udleveret. Og familien fik at vide, at de kunne hente Renate og de to børn.
Det var tydeligt, at man holdt øje med familiens gøren og laden så mange år efter.
Meget tyder på, at sagen blev behandlet på allerhøjeste politiske plan. Det gjorde det også senere, da folketingsmedlem Johannes Burgdorf forespurgte om Lausten – sagen og andre mystiske dødsfald.
En nervøs Politimester
I 1971 opstod der en del debat om stikkerdrab i medierne i Sønderjylland. En person fra omkring Toftlund var i et fængsel omkommet ved et hjertetilfælde. Det samme var sket for Fritz Clausen. En journalist fra Der Nordschleswiger henvendte sig til en navngiven politimester i området og ville have sandheden om Asmus Jensen.
Politimesteren bliver nervøs og skriver til Justitsministeren, om hvad han skal gøre med hensyn til nysgerrige journalister. Endvidere giver politimesteren udtryk for, at han er bange for at sagen vil lande i Folketinget. Også Jens Møller nævnte drabet i sin retssag i Aabenraa. Politimesteren gjorde opmærksom på at redaktøren nok snarest ville henvende sig.
Medierne interesserer sig for sagen
Han fik at vide, at sagen var blevet lukket i 1948, og den besked nok skulle lukke munden på journalisterne.
Men som bekendt, så er journalister ikke sådan at lukke munden på. Efter at vi tog sagen op, var det Der Nordschleswigers tur. De bragte en udmærket artikel. Ritzau misforstod, hvad sagen drejede sig om, og Jydske Vestkysten havde en artikel, der strakte sig over flere sider.
I artiklen udtaler historikeren Henrik Skov Kristensen, at Det Tyske Mindretal bruger drabet på Asmus Jensen til at påstå, at der skete overgreb mod de tilfangetagende. Men Det Tyske Mindretal troede jo også, at Asmus Jensen var ført hertil. I øvrigt tilhørte han ikke Det Tyske Mindretal eller var Nazist, som Ritzau påstod.
Foredrag på Landsarkivet
Omtalen af sagen førte til et foredrag på Landsarkivet i Aabenraa. Det tiltrak mange tilhører. Her var Kurt Jensen selvfølgelig også til stede sammen med Asmus Jensens datter, Renate.
Og her var en af tilhørerne noget benovet ved at hilse på hende. Han havde søgt på navnet Renate, men det kunne han selvsagt ikke finde. Vi har som tidligere nævnt ændret hendes navn.
Rundt om i Sønderjylland er der også holdt foredrag om emnet, efter at vi har genoptaget sagen.
Artikel i Årsskriftet for Historisk Samfund for Sønderjylland
Foredraget er gengivet i Årsskriftet for Årsskriftet for Historisk Samfund for Sønderjylland. Måske i en redigeret udgave. Her er også gengivet andre mystiske mord i det sønderjyske fra det tid. Der er ikke med så mange enkeltheder som i denne artikel. Mange af disse enkeltheder, har kun været muligt, takket være familiens deltagelse. Og hverken til foredraget eller artiklen er vi blevet inviteret til at medvirke.
Artiklen er såmænd udmærket og stiller ligesom vi gør, spørgsmålstegn ved det officielle handlingsforløb ved sagen. At den ikke går i enkeltheder har sikkert noget at gøre med manglende dokumentation.
Dette skrev Revision
Flere medier har desuden henvendt sig. Men hvad var det lige Revision skrev, Her i en lidt tidligere kritik?
Det er jo efter 5. maj begaaet en Række Mord, som Myndighederne har nægtet at tage sig af eller opklare. Fru Skibsredder Kirsten Lauritzen har offentligt i Radioen gjort Opmærksom paa 2 Stk. Myndighederne afviser Sagerne, fordi Mordene er begaaet af saakaldte Frihedskæmpere. Maaske er der Forlig om, at saadanne Mord skal være straffrie, men hvorfor sætter man så Himmel og Jord i Bevægelse over det i Løgumkloster?
For at blive i Sønderjylland er det et andet Drab, hvis Omstændigheder synes mindst lige saa grufuldt som det i Løgumkloster, men som Myndighederne trods talrige Anmodninger undlader at beskæftige sig med. Drabet er ikke af ny dato, men da man nu er saa godt i Gang med at opklare den Slags, bør det tages op som en Prøvesten paa virklig god Vilje om Politimyndighederne og Aviserne ogsaa tager fat paa Undersøgelse af Drabet i Kidskelund og giver Offentligheden Besked. I modsat Fald giver vi ikke meget for Beklagelser i Anledning af Tilfældet i Løgumkloster.
Før Kapitulationen arbejdede bagersvend Asmus Jensen ved Faget i Flensborg. han tog gerne de faa Kilometer hjem en Gang ugentligt, for at se til sin Hustru, sit lille Barn og sine Forældre, der alle boede i Kidskelund. Efter 5. maj tog han hjem som sædvanligt. Det vil sige, han naaede ikke længere end til Grænsen. Her blev den intetanende Mand hugget af “Frihedskæmperne” og stoppet i en Bil, der kørte af Faarhus til. Det sidste man saa til ham, var, at han blev stillet op af Muren i en Naboejendom til Hjemmet, hvorefter det atter gik mod Faarhus. Asmus Jensen forsvandt derefter sporløst.
2 Maaneder efter blev han fundet nedgravet og udplyndret. De officielle Papirer, hvis Indhold vi først nu har faaet Oplysning om, fortæller at Jensen var dræbt af to nakkeskud, at Mordkommissionen straks blev alarmeret, men omgaaende blev sendt hjem igen.
Justitsministeren er flere Gange blevet anmodet, om at tage sig af Sagen, men reagerer overhovedet ikke, Hvorfor?Sagen kan jo ikke ties ihjel. Efterhaanden ved alle Besked. Politimester Bjerre, Graasten i hvis Omraade Kidskelund ligger, er ogsaa Landtingsmand. Tror Politimesteren og landtingsmanden ikke det er paa Tide, at give Befolkningen og ikke mindst den dræbtes paarørende ordentlige Oplysninger om Sagerne? Og tror Aviserne, at de gør Frihedskæmpere nogen Tjeneste ved at tie og dække over dette Drab? Aviserne Kommentarer til Løgumkloster – Dramaet tyder paa, at de endelig er blevet Modstandere af Drab, ogsaa naar det er begaaet af Frihedskæmpere, men Tavshed er ikke noget godt tegn for nyomvendte. Iøvrigt vil Rigsdagsmændene paa kommende Valgmøder blive spurgt om deres Syn paa det, der er foregaaet i Kidskelund.
Jeg ved, hvem der dræbte din far
For cirka syv år siden blev Renate ringet op fra en person fra Kollund:
Jeg ved, hvem der dræbte din far, men jeg vil hellere komme og fortælle dig det.
Men inden han nåede det, døde han.
Historikere: Konen dækker over hendes mand
Vi har også spurgt en historiker, der ikke for lang tid siden udkom meden bog om modstandsbevægelsen i Sønderjylland, om han havde kendskab til Asmus Jensen. Vedkommende forklarede os, at vi var fuldstændig på vildspor. Han antydede, at Asmus Jensens kone bevidst har dækket over hendes mand, eller bevidst husker forkert.
Sådan er tanken generelt, når man taler om Asmus Jensen. Han er nok skyldig.
Involveret i engelsk spionage?
Noget tyder på, at Asmus Jensen ikke var helt uskyldigt. En kilde i Flensborg afslører nogle interessante detaljer. Det interessante er at kilden nævner interessante mellemmænd.
I Hamborg kom Asmus Jensen i forbindelse med Frede Birkelund. Dette bekræftes af Asmus Jensens kone. Hun kalder ham dog for Birk.
Med andre ord, vores hovedperson var angiveligt involveret i engelsk kontraspionage. Amerikanerne og englænderne planlagde landgang på den jyske vestkyst. Asmus Jensens opgave skulle have været, at samle materiale omkring Flensborg Fjord. Hvilke batterier havde tyskerne opsat? Hvilke våben og hvilke forsvarsværker var der?
Opfordret til at spionere i Sommer – korpset?
På tidspunkt er han måske blevet opfordret til at melde sig i Sommer – korpset. Englænderne var interesseret i at vide noget om flyvepladserne.
En mellemmand i Aabenraa
Vores kilde påstod at Asmus Jensen havde en mellemand i Aabenraa, der skulle have forkortelsen E.R, og som var overbetjent.
De var på en eller anden måde underlagt Den engelske efterretningstjeneste i Hamborg. Vi kan ikke bevise vores kildes påstande.
En tilspidset situation
Da efterretningsvæsnet erfarer, at Asmus Jensen er blevet skudt, bryder helvede løs. Englænderne forlanger, at de skyldige bliver draget til ansvar, og stilles for en engelsk krigsret. Og det er så de fem folk fra Modstandsbevægelsen. Det vil de danske myndigheder ikke gå med til, og en tilspidset situation opstår.
Åbenbart er det på dette tidspunkt opstået ideen med Den danske Brigade.
Politimestre og statsadvokat skulle stå ret
Bjerre, Brix og Kirk blev i Flensborg beordret til at stå ret for major Battagel. De engelske myndigheder truede med at hente de skyldige og kunne ikke acceptere forklaringen om det med Den Danske Brigade.
De engelske myndigheder var heller ikke tilfredse med det, der foregik i Faarhuslejren.
Den omtalte statsadvokat Otto Dines Kirk fra Sønderborg kom egentlig fra Esbjerg. Han hadede alt, hvad der var tysk. Derfor fik han også slettet sit fornavn, Otto. Han døde så sent som i 1988.
Vi mener helt bestemt, at vi kan få bekræftet nogle af vores kildes påstand ved at få adgang til stadsadvokatens arkiver i Sønderborg. Men tilgangen er blevet nægtet.
Fra efterretning til edderkop
Måske har Asmus Jensen været i forbindelse med Troels Hoff i sit spionage. Det landsdækkende efterretningsvæsen SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet i 1939. Dette blev opløst af tyskerne i 1944. Efter krigen genopstod det under navnet REA, Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Og leder af denne blev tidligere statsadvokat og byretsdommer Troels Hoff. Han havde også forbindelser til efterretningsvæsnet i Hamborg. Troels Hoff måtte forlade sin post efter sin rolle i Edderkop- sagen
Det sønderjyske efterretningsvæsen
REA fik navneforandring til PET (Politiets Efterretningsvæsen). Den ny leder blev Ernst Brix. Denne var i høj grad involveret i Asmus Jensen – sagen. Han var chef for PET fra 1950 – 1957. Ligeledes havde han været regionschef i den sønderjyske modstandsbevægelse. Fra 1943 havde han været politimester i Tønder.
Forløberen for PET var Den Sønderjyske Politiadjudantur, der blev oprettet i 1933. De gik efter besættelsestiden direkte efter Det Tyske Mindretal. Og ifølge vores kilde fra Flensborg afholdt “Det Sønderjyske Efterretningstjeneste” en række møder med englænderne for at rede trådene ud i forbindelse med Asmus Jensen – sagen. (Læs artiklen: Det Sønderjyske Efterretningstjeneste)
Vi har kigget i arkiverne – der er ikke noget at komme efter
Efterhånden som Kurt Jensen fandt frem til hvilke arkiver, han skulle gå ind, fik han svarene fra arkiverne. Vi har kigget i arkiverne, der er ikke noget at komme efter.
Asmus Jensens søskende havde brændt alt, hvad der eventuelt kunne bruges i sagens opklaring. De skammede sig åbenbart, og var offer for myndighedernes forvanskning af sagen.
Et vigtigt brev
Men så deltog Kurt Jensen i et møde mellem Renate og en halvbror. Her fremviste halvbroderen et brev som Asmus Jensens kone, Jeannie havde skrevet, da hun forlod Danmark. Brevet var beregnet til de to sønner fra andet ægteskab.
I dette brev forklarer hun, at en af grundene til, at hun forlod Danmark, var den måde politiet og myndighederne behandlede hende på. Hun taler om sorg og hendes elskede Asmus. Hun forklarer, at ægteskabet med sønnernes far ikke kunne holde på grund af myndighederne og selve Asmus Jensen – sagen.
Holdt op med maskinpistol
Hun forklarer i brevet, at de fulgtes på vej hjem. I Kruså blev Asmus smidt på en lastbil, mens hun selv blev holdt tilbage med maskinpistoler. Af brevet fremgår det også, at hun aldrig er blevet kontaktet af politiet og aldrig er blevet afhørt.
Birk (Birkelund) var i byen
På et tidspunkt fortæller hun endvidere, at Birk (Birkelund) til byen og spørger efter Asmus. Her fortæller Peter Jensen (Asmus Jensen), at Asmus er blevet skudt. Han nævner de fem personer, der antagelig har været med til at skyde ham.
Og ifølge brevet skulle denne Birk have svaret:
Vi skal nok finde dem, og hvis det så skal være med tropperne.
Kan vi så tage denne trussel alvorlig? Ja, Birkelund er forbindelsesofficer til den britiske kontraspionage i Hamborg. Han var sendt til SOE’s tyske sektion. Efter tyskernes kapitulation var han blevet overført til Field Security.
De britiske myndigheder havde tidligere truet danske myndigheder med at få udleveret danske krigsforbrydere.
Hvad med en undskyldning?
Asmus Jensens kone fortæller videre i brevet, at hun aldrig har fået en undskyldning af de danske myndigheder.
Det var måske på tide. Vi formidler gerne kontakten, også til Asmus Jensens datter, Renate.
Asmus var “gartner” i Villa Olinda
Under vores efterforskning omkring Villa Olinda i Kollund, fik vi kontakt med en arbejder, der havde arbejdet i villaejerens virksomhed. Det viste sig at ejeren var i familie med den bager i Flensborg, hvor Asmus Jensen arbejdede. Og ganske uopfordret kunne han fortælle, at en mand ved navn Asmus Jensen lejlighedsvis gik til hånde i haven og i huset. Og Villa Olinda var jo som bekendt Werner Best´s sommerhus. (Se artiklen: En villa i Kollund).
Blev Asmus Jensen holdet fanget i Vejbæk?
Efter at medierne have løftet lidt af søret af vores forskning, ringede en kvinde fra Fårhus. Hun fortalte, at i 1970erne, da sagen omkring Asmus Jensen blussede op igen, kunne hendes mor fortælle, at Asmus Jensen var blevet kørt til Vejbæk, hvor han var blevet holdt fanget i et par dage.
Da Asmus Jensen blev læsset op på lastbilen kørte den ifølge Asmus Jensens kone i retning mod Fårhus, og herfra kan den udmærket komme til Vejbæk.
En af de fem gerningsmænd fra den lokale modstandsbevægelse ejede netop en landejendom i Vejbæk. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke bevise, at vedkommende skulle have opholdt sig på vedkommendes adresse.
Men med de initiativer, der er sat værk fra Kurt Jensens side, er der store muligheder for, at også dette bliver opklaret. Det er initiativer, vi af forskellige årsager ikke kan komme nærmere ind på. Men vi forventer faktisk, at vi inden for overskuelig fremtid kan dokumentere de fleste påstande i denne artikel.
Så vidt vi kan se ud fra de dokumenter, vi har måttet se, har politiet ikke foretaget sig noget i forbindelse med bortførelsen til Vejbæk. Som kvinden fortalte os, så må flere børn af forældre fra dengang have hørt historien, og den må der igennem være kommet til politiets kendskab.
Andre episoder
I vores efterforskning fandt vi følgende episoder:
Mordet på lærerinde Sasse, skudt gennem et vindue i Løgumkloster af en lokal håndværker, da Det Tyske Mindretal holdt møde. Vedkommende fik en mget mild dom. Men efter pres fra befolkningen blev dommen omstødt til en noget strengere dom.Ja dommeren ved den første domfældelse påstod, at det var et advarselsskud. Ja dommen blev kun ændret fra seks til atten måners fængsel.
To angivelige Stikker skudt på en strand ved Strandrød. De drev senere i land ved Kollund Strand, hvor de blev benævnt som ukendte og begravet på Bov kirkegård.
En angivelig stikker skudt ved grænsen ved Lüdersholm.
Richard Christensen
Da vi nu alligevel kiggede i kirkebogen, åbenbarede der sig et nyt drama. For Pastor Karnøe havde skrevet følgende:
– 18 – 6 – 1945 Richard Christensen, Chauffør, Østergade, dræbt med revolverskud den 14.6. kl. 14.20 på åben gade. Ja præsten skrev, at det skete i Østergade.
Så kunne det jo være, at man kunne finde noget i kirkegårdsbogen (graverbogen). Det kan vi også, men her er notat med urnenedsættelsen fjernet med en tusch – overstregning. Det kan også forekomme mærkværdigt, at liget er blevet brændt fire dage efter episoden. Man skulle tro, at der var ligsyn og diverse undersøgelser.
Mystikken bliver endnu større, da der i provstibogen i Aabenraa er anført at vedkommende er død som følge af selvmord. Og ordet er tilført med en anden pen. Med dette ord forsøger myndighederne at afskrive enhver form for forbrydelse.
Hvem ville foretage et selvmord på åben gade i fuld dagslys?
En anden mulighed kunne have været, at Richard Christensen har været forfulgt og ikke så egen udvej end at tage livet af sig selv. Men dette forekommer også usandsynligt.
Richard Christensen stammer fra København. Hans far var vintapper. Men han var gift med en pige fra Padborg, M.C. (Født Schultz).
Vi arbejder videre for at komme til bunds i denne sag, ligesom vi slet ikke er færdige med sagen om Asmus Jensen.
Den tyske præst kalder det Mord!
Den tyske præst i Tinglev påstod, at der skete et mord i Faarhuslejren den 30. juli 1945. Han blev begravet den 4. august i Tinglev.
Officielt døde Jørgen Hansen af byldepest. Han stammede fra Burkal, og han havde godt nok hul i nakken. Men dette var forårsaget af, at man har udsuget en byld. Det oplyser en læge til os.
Og Kurt Jensen fortsætte sine interessante observationer i kirkebogen. Måske har præsten her nedfældet mere, end nogle personer har været interesseret i.
Kirkebogen med interessante informationer
Ja, og der blev fundet flere interessante informationer i kirkebogen for Bov Kirke. Nogle af de omtalte dødsfald kan være naturlige, men andre ser unægtelig lidt mystiske ud. Præsten har i parentes indført sin egen information, hvis dødsfaldet forekom mystisk. I diverse bøger, har vi fået at vide, at
– modstandsbevægelsen i Sønderjylland ikke foretog likvidationer
– at der ikke forekom dødsfald i Faarhuslejren eller Frøslevlejren
18.oktober 1944
Chr. Mathiesen død i Frøslevlejren
3. marts 1945
Karl Emil Jessen død i interneringslejren Frøslev.
29. april 1945
Tre kvinder død på Padborg Karantænestation. De var ukendte og havde en alder på henholdsvis 30 – 35 og 50 år.
6. aug. 1945
Chr. Jepsen, gårdejer i Burkal fundet død i Fårhuslejren
13. august 1945
Norbert Berg født 4. 6. 1926 i Zakapana, Polen, skudt af dansk militærpatrulje ved grænsesten 27.
Vi har fundet ud af, at den ligger ved Rønsdam. Var det mon ikke bare en flygtning, der var på vej hjem?
19. september 1945
Martin Hansen fundet død på mark nord for Kragelund, skudt i ryggen.
Dette har vi ikke før hørt om. Vi forsøger, at finde ud af mere.
23.januar 1946
Ole Sørensen død i interneringslejren Fårhus.
25. januar 1946
Hans Richard Mortensen, Frederiksberg Alle 51, Frederiksberg skudt under flugtforsøg.
Hvor dette flugtforsøg har fundet sted, har vi indtil videre ikke kunnet stadfæste.
7. marts 1946
Frederich Cesar, overstabslæge ved KZ – lejr Ladelund død i detention på Padborg Politistation. Dødsårsag uoplyst. Allieret krigsfange.
Præsten tilføjer, at vedkommende havde hul i nakken. Dengang lå politistationen over for banegården.
28. april 1946
Preben Wilhelmsen, død i Fårhuslejren
4. maj 1946
Chr. Jepsen dræbt på høloft på Møllegården, Kollund. Hul i nakken.
Vi har ikke tidligere hørt om dette, men forsøger at opklare det.
Vi påstår heller ikke at modstandsbevægelsen har været involveret i disse dødsfald, men alligevel forekommer det mærkværdigt.
Fra døgnrapporten
En interessant information dukker op i døgnrapporten den 7/8 maj. På et møde talte man om, at tage til Flensborg og anholde Dönitz og andre fra den tyske regering. De befandt sig i Mörvick. Det var ikke langt fra Kruså. Og det var, dem der stod for bevogtningen af grænsen, Feltpolitiet og modstandsfolk, der havde fået denne ide.
Vi hører så ikke mere om begrundelsen for ikke at gøre det i døgnrapporten.
Et par henvendelser
Og bedst som vi så troede, at folk ikke interesserede sig for sagen, så kommer der et par henvendelser. Og vi lovede selvfølgelig fuld anonymitet. En kvinde fra området havde af sin mor fået at vide, at Asmus Jensen var blevet kørt til Vejbæk. Her skulle han have opholdt sig et par dage, inden han blev skudt.
Den ene af vores mistænkte havde et landbrug i byen.
Endnu et vidne
En ældre dame havde fået bekendte til at finde frem til Kurt. Hun havde set omtalen af mordet på Asmus Jensen i avisen, derfor ville hun gerne have besøg af ham, for at fortælle noget.
Den ældre dame, som var over hundrede år var særdeles åndsfrisk. Hun fortalte at alle snakkede om mordet i Padborg, dengang i 1945. Det var sandelig ikke militæret sagde hun. Det var æ frihedskæmpe å dæ wå
Mange intriger i området
Hun kendte udmærket Kurt’s far (Se artiklen: To skæbner i Kiskelund). Hun vidste også, at Asmus Jensen havde været i Tyskland. Og som hun sagde det:
Dæ wå så manne dæ wå gal å hinanden Hun følte, at der var mange intriger i området – dengang. Hun så også på Padborg Banegård, hvordan tyskerne blev ydmyget.
Vi sku bare har ladt dem gå hjem. Vi frøs it – Vi sultet it
Et mord foran Hausmann
Og så fortalte hun også, det vi har skrevet om, at der blev skudt en mand nede foran Hausmann. Det var nedskydningen af Richard Christensen.
I provsti – bogen står dette omtalt som selvmord. Men ordet er som tidligere nævnt antagelig senere påført med en anden skrift.
Som vi tidligere har skrevet, brugte Willy Jensen sit viden om denne likvidering til at true Justitsministeriet. Resultatet blev, at han fik udskudt sin udvisning. Vi arbejder fortsat med at finde detaljer om denne likvidering.
Sandheder fra Sønderhav
I Sønderhav talte vi også med en ældre kvinde. Hun kunne udmærket huske tiden under og efter besættelsen. Hun kendte også til rygterne om nedskydningen af Asmus Jensen. Og hun satte også navnene på de fem personer.
Men hun bringer måske også forklaringen på, hvorfor ingen har turdet og stille sig frem, for at fortælle sandheden. Hun omtaler Modstandsbevægelsen som Noun skidt Knajte. Og grunden til det, var at de ifølge kvinden var meget hævngerrig.
Hun fortalte, at medlemmer af gruppen efter besættelsestiden generede dem som havde haft lidt omgang med tyskerne under besættelsen. De skulle ligeledes haft ødelagt maskine, indbo m.m.
Disse ting har vi ikke kunnet efterprøve eller bevise.
Men som den ældre dame fortalte os, var der mange i Sønderhav, som solgte mad til de tyske vagtposter, som gik og bevogtede kysten ud til Flensborg Fjord. Mange var desuden på fornavn med tyskerne.
Efter modstandsbevægelsens ageren, var der mange, der havde fået dårlig samvittighed, og blev bange for, hvad der kunne ske, når de opdagede deres samarbejde med tyskerne. Selv mente kvinden ikke, at hun havde gjort noget forkert.
Hun fortalte også, at De Grim Knajte havde været efter remissearbejdere ved Padborg Banegård, der ikke ville samarbejde med modstandsbevægelsen under besættelsen.
Den ældre dame havde håbet, at englænderne ville hjælpe dem, men som hun sagde:
Æ Engelskmand gøe helle it mæe.
Hun havde så håbet, at da politiet så kom, ville situationen bedre sig. Men ifølge den ældre kvinde, så truede de med, at vi ville blive anklaget for at være landsforrædere.
Å så holdt vi bare vores mund å passet wos selv.
Medierne holder mund
Da vi startede sagen blev vi bebrejdet, at vi ikke samarbejde med medierne. Det gjorde vi så efterfølgende. Mange medier henvendte sig.
Og efterfølgende har Kurt Jensen henvendt sig til Jyllands Posten. Herfra er flere henvendelser forblevet ubesvaret. De havde ellers henvendt sig i begyndelsen af vores undersøgelser.
Der Nordschleswiger skiftede i mellemtiden redaktør, men Kurt Jensen forsøgte at fortsætte samarbejdet med den avis. Men de trak følehornene til sig. De ville ikke bringe den sidste artikel.
Ikke godt på Facebook
Uwe forsøgte gennem en lokal Facebook – gruppe, at få flere oplysninger. Efter flere tilkendegivelser, kom der ytringer om, at man i gruppen ikke have brug for nogen med nazistiske tilbøjeligheder. Nu var det nok heller ikke den mest smarte måde, at få nye oplysninger på.
Konspiration eller Sandhed?
Vi ved godt, at denne historie om Asmus Jensen har mange løse ende, men vi er helt sikker på, at vi har fat i den rigtige ende. Det kan godt være, at de fleste vil kalde os konspiratorer. Men det gør de nok ikke, den dag de helt rigtige beviser, lander her på siden.
Vi er ramt af den danske arkivlov. Men vi har som det vil fremgå andre følere ude. Vi ved, at Asmus Jensens familie er Kurt Jensen taknemlig for hans resultater.
I vores gengivelse er vi også underlagt arkivloven. Men vi håber da, at læserne har kunnet se, at noget er galt i disse rapporter.
Men familien har aldrig fået et svar på deres mange spørgsmål.
Tak
I forbindelse med denne artikel vil vi gerne takke Asmus Jensens familie og datter, samt Landsarkivet i Aabenraa for stor hjælp.
Research: Kurt Jensen
Redigering: Uwe Brodersen
Her på denne side www.dengang.dk kan du finde 118 artikler fra Besættelsestiden
August 27, 2014
I Sønderjylland er egnsretterne bevaret. Der har været stor indflydelse syd fra. Selv om man var dansksindet handlede man hos tysksindede, hvis det gjaldt maven. Det vil sige, at man handlede ved den tyske bager og slagter. Men skulle man gennem Det Sønderjyske Kaffebord, så krævede det noget af ens mave. Og det var bestemt ikke godt for ens kolesterol – tal. Man holdt sammen mod det prøjsiske. Og her betød Kaffebordet meget. I dag er har kaffebordet oplevet en renæssance. Men er det nu det rigtige kaffebord, når der er tale om en buffet?
Tak, mor
Tænk, at jeg, som sønderjyde skulle stå på Nørrebro Bibliotek en søndag formiddag og fortælle københavnere om Sønderjysk kaffebord. Inden mit foredrag fortalte en del af dem dog, at de skam havde været i Sønderjylland og prøvet det, altså det Sønderjyske kaffebord. Da jeg så spurgte, hvordan og hvorledes. Ja så fortalte de, at de havde været på den og den kendte kro. Og så blev det hele serveret som et stort buffet. Men se det er jo ikke rigtig Sønderjysk kaffebord.
Men se dengang på Nørrebro Bibliotek, da havde personalet selv forsøgt sig med at lave kager fra det overdådige sønderjyske kaffebord. Da var jeg godt nok imponeret.
Jeg havde nedfældet det hele på papir, men jeg var endnu så omtåget af et uheld på cykelstien, at det nedskrevne bare var en gang tåge. Jeg var kørt i et kommunalt hul på cykelstien. Men heldigvis kunne jeg huske alt omkring det sønderjyske kaffebord og publikum var imponeret over, at jeg kunne huske nogle af opskrifterne. Og dem kan du se her på siden. Tak Mor!
Vores sind, dansk, vores mave tysk?
Jeg kommer til at tænke på, om vores sind er dansk, og vores mave tysk? For det vi har spist gennem genrationer er tysk inspireret, så som grønlangkål, kålpølse, gule ærter og fedt flæsk?
Unge sætter også pris på det sønderjyske
Gennem generationer har vi sat tænder i det lækreste bagværk, store lagkager, boller i lag og småkager i bagt smør.
Det nationale sindelag har nu aldrig påvirket sønderjyder så meget, at man har nægtet at spise en ret, som han fandt for tysk eller for dansk, alt efter sindelag.
Ja selv unge mennesker sætter pris på de sønderjyske lækkerier, selv om de i vores moderne slanke – samfund er aldeles umoderne.
Egnsretterne eksisterer endnu
Måske er ikke alt rent sønderjysk. Men det bryster sønderjyderne sig nu heller ikke af. Det er bare noget ikke – sønderjyder tror. Men det sønderjyder kan bryste sig af er at man har fulgt traditionen ved lige. Forsamlingshusene, dilettanten og det efterfølgende kaffebord eksisterer skam endnu.
Og takket være den sønderjyske stædighed eksisterer egnsretterne endnu i Sønderjylland.
Herrnhuternes indflydelse på det kulinariske
Men det vi betragter som dansk eller i hvert fald sønderjysk er nok indvandret fra Tyskland, eller andre lande via Tyskland. Christiansfelder honningkagerne kom sammen med de herrnhutiske brødre til Christiansfeld.
Sønderjyder holder fast i mad – traditionerne fra slægt til slægt.
Man holdt på traditionerne
Man siger, at jo højere velstand, jo hurtigere bliver madtraditionerne udskiftet. Men dette sker ikke så hurtigt i Sønderjylland. Og det har historisk baggrund. De gamle danske kostskikke blev bevaret i det prøjsiske styre. Man holdt bevidst fast på traditionen.
Måske skyldtes det også den store fattigdom, der herskede i landsdelen.
Håndværkersvende tog noget med hjem
Men de sønderjyske håndværkersvende, der tog syd på mellem 1864 og 1920 tog også inspiration på det kulinariske område med sig hjem i kufferten. Og det benyttede sønderjyske slagtere sig af. Tyske slagtere prægede også de sønderjyske pølser. Når man i København vil have Sønderjysk Kvalitet, så er det ikke fordi, at pølsen stammer fra en sønderjysk gris. Nej det er fordi at pølsen er krydret på en speciel måde. Det samme gælder røgningen.
Gjaldt det maven valgte vi også tyske butikker
I min ungdom i Tønder og så vidt også i min tid i Aabenraa var butikkerne opdelt i tyske og danske butikker. Man handlede kun i de butikker, der havde samme sindelag som en selv. Men dette gjaldt ikke, hvis det var godt til maven. Man gik gerne ind hos de tysksindede slagtere og bagere. Ja selv H.P. Hanssen gik til den tyske slagter, og hans børn legede med den tysksindede bagers børn.
Jo vi er opvokset med klar suppe med to slags boller, selvfølgelig hjemmelavet. Dertil var der oksesteg med sursød sovs, og en dessert, ofte citronfromage eller brun budding.
Forinden havde man så om eftermiddagen gennemgået det store Sønderjyske kaffebord om eftermiddagen.
Kaffe var Djævlens værk
Kaffen kom til Europa i 1615. I 1665 blev det en hofdrik i Danmark. Den blev hurtig populær blandt de bedre stillede. Efterhånden fik bondestanden smag for den. I 1773 importerede Danmark 6 ton kaffe om året. Det bekymrede dog handelsministeren, og i 1783 fik de danske bønder forbud mod at drikke kaffe. De lavere klasse skulle nødig får de riges vaner. De skulle holde sig til øl og brændevin.
Præsterne anså kaffen som Djævlens Værk. De opfordrede paven til at forbyde den. Han smagte på den og det endte med, at han gav den sin velsignelse.
I 1799 blev loven ophævet i Danmark, og almuen fik lov til at drikke kaffe.
På dagsorden i månedsvis
Ofte kom naboer på besøg. Her skulle man helst overgå dem i antallet af småkager og lagkager. For man talte jo om kaffebordet i mange uger fremover i naboskabet. Og foregik dette i landsbyen, ja så var det øverst på dagsordenen i månedsvis.
Prestige i at spise det rigtige
Den samme opskrift kan optræde i mange forskellige udformninger. Hvidt forskellige navne kan dække samme ret. Og husmødrene i Sønderjylland ligger en ære i, at de har den originale opskrift.
Der var også lidt prestige i, at spise det rigtige. Således findes der et ordsprog i Angel:
Når Lyksborgerne har spist vælling til middag, så stiller de sig i døren og stanger tænder, som om de har spist flæsk.
De brun “magle”
I Christiansfeld indførte herrnhuterne en ny tradition. Det var Liebesmahl i menighedshuset. Her samledes man og hyldede Gud i te drikning og bollespisning. Denne tradition blev også nogle gange anvendt ved begravelse. Måltidet var da arrangeret og betalt af afdøde.
Ja i Det Sønderjyske Kaffebord er det sandelig også Herrnhutkager. De kaldes også for de brun maule (mugne). Kagerne kan gemmes længe. Glasuren giver dem et lidt gennemsigtig udseende.
Krydderierne kom
Aabenraa og langfarterne til Kina – kysten havde også indflydelse på den sønderjyske mad. For søfolkene hjembragte spændende krydderier. Pludselig fik man muscat og karry. En typisk engelsk ret som Irish Stew blev populær hos sønderjyderne.
At Claus Eskildsen i 1937 påstod, at man kunne lave en folkegrænse ved at påvise folks forskellige livretter er nok en myte. For det kan man ikke.
I Sønderjylland mødtes dansk, tysk og frisisk madkultur.
Det daglige brød
Det daglige brød var indtil 1800 – tallet rugbrød, måske suppleret med en slags sigtebrød, bagt af sigtet rugmel. Hvedebrød blev kun spist af den store del af befolkningen ved de kirkelige højtider.
Vi har hjemme i Tønder altid sagt kach (kage) til franskbrød. Dengang var hvedebrød en sjældenhed.
Brødbagning foregik i den store bageovn. Ovnen befandt sig i stuehuset eller i en af udhusene. Ofte var den i et selvstændigt hus grundet de strenge tyske brandvedtægter.
I købstæderne var der ingen ovne i husene. Da bragte man de hævede brød til nærmeste bager.
Dengang havde man et speciel sønderjysk brød. det blev udsat for en akut varme, som dannede en speciel skorpe.
Man bagte i stenovne. og der skulle ret meget brænde til. De store ovne kunne rumme 25 brød ad gangen samt 4 plader med kager.
De vigtigste kager
Knæpkager (knepkache) hører med til det sønderjyske kaffebord. Den kendes dog over hele landet under forskellige former og navne. De blev givet til skolebørnene som en ekstra lækker skolemad. De blev spist til kaffen efter veloverstået bagning. Og der findes de første tyve opskrifter på disse velsmagende småkager.
Hedewiche stammer fra det tyske Heisse Wecken. Disse kager kaldes også Gewörtes og blev solgt af kagekoner, der også tilbød andre fastelavnsboller.
Kringlen har sit udspring i middelalderen og dens form skal forestille arme i kors over brystet, en udbredt måde at bede på, dengang.
I Tyskland var det på den tid skik og brug at børnene ved nytår hængte kringler om halsen.
Det fortælles, at da tyrkiske tropper med en styrke på ca. 20.000 mand i året 1529 forsøgte at grave sig ind under Wiens mure om natten, blev angrebet forhindret af byens bagere, der med stor tapperhed forsvarede byen. Som belønning for denne dåd gav paven dem ret til at forsyne deres symbol, kringlen, med en krone.
Kløben er en typisk sønderjysk julekage. Kagen er en variant af den tyske julekage, der kaldes Stolle. Men den danske kløben er mere let i konsistensen. Når kløben bliver sammenfoldet, kan dejen minde om en kløft. Derved opstår navnet.
Brødlagkage (brøtort) er nok den vigtigste af alle kager i Det Sønderjyske Kaffebord. Der er mange opfattelser af, hvordan det skal smage og se ud. Det er familie – og egnsbestemt. For nogle sønderjyder indeholder em richte brøtort kakao i dejen. Andre hader, når bunden er sort.
Wienertærte blev i gamle dage brugt som barselsgave. Skikken med at sende en middagsmad til en barselskvinde blev omkring år 1900 ændret til at man sendte kager. En barselskvinde kunne modtage op til 10 – 15 lagkager. Derfor blev hun nødt til at invitere til barselsgilde.
Jo, det er en populær kage. Til det rigtige Sønderjyske kaffebord skal den helst være i seks lag.
Jødekagerne hedder også Krützfelder – kager. En politibetjent med dette navn forhindrede personligt, at den jødiske synagoge i Berlin blev brændt ned i Krystalnatten mellem den 9. og 10. november 1938. Derfor hedder kagen dette.
En ny kagetype
Når rugbrødene havde været i ovnen en times tid, blev der sat sigtebrød og et par hvedebrød i ovnen. I løbet af en time var alle brødene færdigbagt. Ovnen var nu tilpas afkølet til et par pladekager, en søsterkage, måske et par lagkagebunde og en enkelt plade med småkager.
Det vil nu sige, at lagkagebunde er kun blevet bagt fra sidste del af 1800 – tallet. Det var en absolut ny kagetype. Men tærte med mange æg og indbagte frugter blev anvendt allerede fra slutningen af 1700 – tallet.
Efter brødbagningen bagte man også tvebakker (kavringer), Skrabekager, rugmelskager og pumpernikkel samt robuste småkager.
Kager der blev bagt i lerforme, såsom søsterkager og mandelkager gik man også i gang med.
Æbleskiver og “Goraj”
Æbleskiver med sveskefyld var populære året rundt. De var uundværlige til juletid og i høsttid. Vafler blev bagt, når der kom gæster. Man anvendte råmælken fra de første malkninger efter kælvningen.
En udbredt kagetype bagt i jern er Gode Råd (Goeraj). Mange anser denne vaffelagtige småkage som en sønderjysk specialitet. Men i 1600 – tallet var den udbredt over det meste af landet. Men den har overlevet helt til i dag, i Sønderjylland.
Og det er takket være specielle jern beregnet til el – komfurer.
Ingen sang under bagningen
På de store gårde krævede det stor koncentration blandt pigerne på den store bagedag. Intet måtte gå til silde. Varmen fra ovnen skulle udnyttes. Stor effektivitet var der krævet og pigerne måtte ikke synge under bagningen.
Man foretrak frisk brød
Indtil for et par generationer siden blev der bagt en gang om måneden i de sønderjyske hjem. Når bagedagen nærmede sig kunne brødet godt være muggent eller tørt. Men det ansås for at være godt for helbredet og sundt for tænderne. Men den tiltagende forfinelse i madvarerne, betød at man foretrak mere frisk brød.
Nogle gange slog man sig sammen med naboen om et fælles bageprojekt, så kunne man måske bage hver 14. dag.
To slags bagere
De fleste betragtede det som en lettelse, at omkringkørende bagere tilbød færdiglavet rugbrød. Det blev betalt med naturalier i form af rug og hvede af egen avl.
Komfur – ovnene var for små til rugbrøds – bagning, men velegnet til kagebagning.
I byerne opstod der to slags bagere, Grovbagerne, som bagte brød og tvebakker. Og så var det Finbagerne eller Konditorer, der bagte konditorkager, tærter og lagkager med flødeskum og creme.
En ugentlig foreteelse
De nye tider betød, at kagebagning blev en ugentlig foreteelse. Det betød, at de første årtier i 1900 – tallet, bortset fra 1914 – 1918 var der storhedstid for Det Sønderjyske Kaffebord.
Under Første Verdenskrig
Under Første Verdenskrig var det ikke den store sammenkomst i Sønderjylland. Der blev indført en streng kontrol med fødevareforsyningen. Ja der blev knaphed på fødevarer.
Erstatningskaffen bestod af grønne ærter og byg, der blev hårdt brændt, inden de blev malet. Man kunne også tilberede maltkaffe af ren byg. Bedst smagte rugkaffe.
Kålrabikagen var blevet opfundet. Det var en pladekage, lavet af kålrabimos blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup og krydret med citronessens. Jo den syntes nabokonen godt om.
Man fandt også på Krigssnitter. Den bestod af tvebakker dyppet i mælk, stegt i fedt og serveret med marmelade.
Efter krigen samledes man igen. Dette fortsatte til næste krig. Her blev der igen mangel på fødevarer.
Det startede under Første verdenskrig
Egentlige kaffegilder var nok først almindelig efter treårs – krigen. Fra dette tidsrum blev kaffestel også almindelig. Fra 1890 til 1914 blev de sædvanlige kaffepunche erstattet af det fælles kaffebord med kagespisning. Det skyldtes de prøjsiske myndigheders manglende vilje til at give de dansksindede spiritusbevilling.
Frem til 1920 fremstod det Sønderjyske Kaffebord som specielt dansk.
Holdt sammen mod tysk overmagt
I Forsamlingshusene havde man brug for at holde sammen mod den tyske overmagt. Der blev sunget fædrelandssange, også forbudte, hvis gendarmen ikke var til stede. Det styrkede kampånden og fællesskabsfølelsen.
Disse møder pinte magthaverne. Man prøvede på alle møder at forhindre dem. Her fandt man rammerne for Det Sønderjyske Kaffebord.
Foredragsholderen skulle have ro til at tale, samt have tilhørernes fulde opmærksomhed, før fadene atter begyndte at vandre.
En “kunstart” på landet
På de middelstore gårde, hvor der var tilstrækkelige dyre råvarer som æg og fløde, og hvor der var tilstrækkelig med arbejdskraft til den tidsvarende bagning. Men i begyndelsen blev det anset for dårlig tone, at fråse i kager. Problemet var, at man havde omgang med borgerskabet inde i byen. Og her havde Det Sønderjyske Kaffebord ikke udviklet sig til den kunstart, som på landet.
Større udvalg på Løjt end i Sønderborg
Støbejerns – komfuret revolutionerede arbejdet i køkkenet. Nu blev det at bage mere overkommeligt. Man fik mere smag for at bage. Flere variationer af kager så dagens lys. Og målet for et rigtigt Sønderjysk Kaffebord var nu 17 forskellige kager.
Der var et større udvalg at finde på Løjt end i Sønderborg. Og når sønderjyder skulle til kaffebord i Det Gamle Land blev de meget skuffede. De havde hørt alt var bedre i kongeriget, men det gjaldt bestemt ikke der, hvor der kun blev budt rundt en gang.
Det Sønderjyske Kaffebord blev aldrig god tone i middel – og overklassen i byerne. Det var hos bønderne vi ser den stor opblomstring. I husmandsstederne var udvalget knap så overdådigt. I arbejderfamilierne var det ikke råd til denne overdådighed.
Der indledes med Stop – kager
Kaffebordet indledes med boller og kringle eller måske en søsterkage. Det var de såkaldte stop – kager. De indeholdt meget fedtstof. Festkringle og vandkringle fulgte. Det var de magre skærekager, plade – og formkagers tur. Ja ikke at forglemme de tørre tærter.
Kaffebordets vigtigste kager
Så var bunden lagt til det vigtigste i Det Sønderjyske Kaffebord, nemlig tærterne og lagkagerne. Det var i reglen to, en flødetærte og en brødtærte, eller hvis det skulle være helt fint – butterdejstærte. Sandkage med creme og roulader samt flødeskumsbelagte tærter.
Hvis det var et fuldt kaffebord, blev de bløde kager afsluttet med cremesnitter.
Mindst syv “hårde” kager
Og så gik man ellers over til de hårde kager, småkagerne. Her var utallige af arten. Der var nu ikke særlige regler om, hvilke der skulle være her. Man skulle blot huske, at der skulle være mindst syv forskellige arter. I julen måtte der ikke mangle pebernødder, brune kager og vredne unger (klejner). Ellers var der fedtkager, gode råd og vaniljekranse blandt de hyppigste.
Kirche, Küchen und Kinder
Husmødrene fik rig mulighed for at vise deres kunnen. De bidrog med et kæmpe udvalg af lækre hjemmebagte kager. Der opstod så mangen en kappestrid om at sende de mest overdådige tærter til møderne eller sammenkomsterne på gårdene. Bordene gav indtryk af stor opfindsomhed, overdådighed og variation.
En forklaring på denne kreativitet kunne skyldes, at kvinderne ingen stemmeret havde. De havde heller ikke ret til at være medlem af en forening før 1918 i Det Tyske Kejserrige. Derfor måtte kvinderne indskrænke sig efter den prøjsiske filosofi, Kirche, Küche und Kinder.
Kvinderne nord for Kongeåen fik valgret i 1915.
Man skal fylde sin tallerken
Kagefadene bliver sendt rundt hurtig efter hinanden. Og så er det lige man skal fylde sin tallerken med 3 – 4 forskellige slags. Dette gav sjældent mulighed for at springe en kage over. Dette blev også anset som uhøflig og som manglende respekt over for værtinden. For den opmærksomme værtinde holdt i den grad øje med, at alle gæster smagte på alle kager.
Spiste af svigermors tallerken
Denne overdådighed kunne virke sælsomt hos ikke – sønderjyder. En nørrejyde (nord for Kongeåen hed det Nørrejylland – dengang) blev i 1920erne forlovet med en pige fra Sundeved. Dette blev fejret med Det Fulde Sønderjyske Kaffebord. Den unge mand blev forvirret. Han satte de omvandrende kagefade på bordet for at få lidt madro. Han blev bedt om, at lade fadene gå videre. I forvirringen greb han svigermoderens bugnende tallerken, tog et stykke derfra og rakte videre. Om svigersønnen dernæst blev kasseret fortæller historien ikke noget om.
Yderste gæstfrihed
Det var en selvfølge, at man smagte på alt. Et afslag blev mødt med bemærkningen:
Åh du vil nødes
Så blev der nødet, indtil værtinden afgjorde sagen for den standhaftige gæst med at læsse et stykke mere over på hans tallerken. Dette blev af de andre gæster betragtet som yderste gæstfrihed.
Motionstur indlagt
Det var festligt at fråse ved de Sønderjyske Kaffeborde. Men det var hårdt. Man kunne mærke det i flere dage bagefter. I vores familie var der indlagt en motionstur efter et overdådigt kaffebord. For om aftenen skulle der være Suppe, steg og is.
Sønderjysk kaffebord har opnået en renæssance
Efter Anden Verdenskrig begyndte traditionen at forsvinde. Men traditionen er nu blevet ved nogle steder, blot er det Fulde Sønderjyske Kaffebord forsvundet.
Der er ikke så meget tradition på wienerbrød og konditorkager og to slags købmands – småkager.
I dag har Det Sønderjyske Kaffebord fået en renæssance. Københavnere og andre valfarter til veldækkede kroer i det sønderjyske. Men egentlig er det jo ikke helt rigtigt.
6 – 7 kopper kaffe og en spil Skat
Dengang tog det rigelig lang tid for at skulle klare 17 slags kager. Man regnede med at hver skulle have 6 – 7 kopper kaffe. Og måske skulle man også have fat i skat – kortene.
Til jul var der forskellige spil med pebernødder. Man kunne spille Mus, Effen eller Ueffen, eller Hjort té – Hund spré – gjet, hvo manne dæ æ min re.
Dengang blev der bagt brunkager, fedtkager, Gode Råd, stribekager og selve Julekagen. Men også æbleskiver skulle bages. De blev kaldt De små rund pandekach.
Hvorfor syv slags småkager?
Til Det Rigtige Sønderjyske Kaffebord serveres syv hårde kager, det vil sige småkager. Og hvorfor nu det? Det er fordi, at der er noget symbolsk i dette. Tallet spiller en vigtig rolle i det religiøse. I både Det Gamle og Det nye Testamente forekommer tallet syv.
Der var syv tidsaldre, syv dødssynder, syv bønner, syv stjerner, syv ånder, syv engle og syv plager. Ja og så var det Skabelses syv dage, Fadervors syv bønner og Jesu syv ord på Korset. Ja og så var det Snehvide og de syv små dværge, Symilestøvler og så videre.
Ikke kaloriebevidst
Vi skal lige advare dem, der ikke før har været i gang med Det Sønderjyske Kaffebord. Der spares hverken på sukkeret, smør, æg eller fløde. Kaffebordet er ikke særlig kaloriebevidst
Hvis du vil vide mere: Om det kulinariske Sønderjylland, så læs her på siden:
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Under Højer:
August 27, 2014
Ikke mange skoleelever eller københavnere ved, at 5.270 sønderjyder mistede livet under Første verdenskrig. Man opfordrede fra dansk side til, at man ikke flygtede til Danmark. Men det gjorde ca. 2.500 alligevel. Livet ved fronten var ikke sjov. det værste var bombeild. Det kunne ramme direkte ned i skyttegraven. Her var masser, at rotter, mus lus og meget mere. Man blev sjældent vasket, og tøjet var altid beskidt. Orlov var der ikke masser af. brevene hjem skulle være på tysk.
Fylder ikke meget i historien
Efterhånden findes der en del bøger, beretninger, breve, erindringer m.m. om livet under Første Krig, både hjemme i Sønderjylland og ude ved fronten. Her i København er det ikke mange, der tænker på, hvor mange sønderjyder, der omkom og hvor mange, der kom til at lide resten af deres liv. Det er nok heller ikke mange københavnere, der tænker over, hvordan det var at leve under preussiske styre før og under Første verdenskrig. Det fylder heller ikke meget i nutidens historiebøger.
5.270 sønderjyder faldt i krigen
I Første Verdenskrig deltog cirka 35.000 sønderjyder i krigen. Det var mere eller mindre frivilligt. Cirka 26.000 af disse var dansksindede. 5.270 faldt i krigen, mange blev såret og endnu flere blev mærket for livet.
Værnepligten gik fra det fyldte 17 år til 45 år. Dagbøger og feltpost fortæller i dag om ufattelige krigsoplevelser og dramaer.
Kold, våd og farlig
Da det gik op for de tyske generaler, at krigen nok ikke var vundet så hurtig, som de havde regnet med, blev uuddannede reserver indkaldt.
Krigsuddannelsen var ikke lang. I krigstid kunne den klares på to – tre måneder. I fredstid varede den mindst et år. Og så var det også stor forskel på kasernelivet og livet ved fronten.
Officeren befalede og skulle aflydes. De fik bedre løn og forplejninger end de menige. De fik sikkert også længere orlov.
De fleste vagter var både kolde, våde og farlige. Det vigtigste var at holde øje med fjenden. Men skyttegraven skulle også holdes ren for affald, vand og mudder. Det kunne godt være et problem i efterårs – og vinterperioderne.
Skyttegraven skulle også vedligeholdes. Regn og frost kunne få skyttegraven til at skride sammen. Og skyttegraven skulle også helst udvides. Det krævede materiale, som soldaterne skulle bære rundt på i de smalle og zigzagede forbindelsesgange. Meget af dette skulle foregå i mørke, så fjenden ikke kunne følge med.
Kilometervis af skyttegrave
Der blev gravet i kilometervise af skyttegrave, som skulle have en dybde af 2,4 meter, og der skulle gerne være tre til fire linjer bag hinanden. Dækningsrum skulle ligge 8 – 10 meter under jorden.
Hygiejnen både i og uden for skyttegravene var temmelig ringe. man havde ikke særlig gode muligheder for at komme af tøjet eller for at vaske sig. Dette førte til utøj, og her var kropslusene de værste. Ja de kunne holde trætte soldater vågne. Der var også masser af fluer og mus og rotter.
Brevene skulle skrives på tysk
Breve og pakker hjemmefra var vigtige, ofte var det et godt tilskud til kosten. Og posten fra soldaten til familien var også vigtig. Postuddelingen blev til en hel fest.
Skulle man skrive hjem til familien, kunne man ikke bare pladre løs. man var udsat for censur. Sønderjyder fik at vide, at de skulle skrive brevene på tysk.
Meget sjældent kunne man også få orlov. Mere end en gang om året skulle man ikke regne med, med mindre man var såret eller landmand. Sidstnævnte fik orlov i forbindelse med såning og høst.
Nogle gange aftalte de fjendtlige soldater indbyrdes våbenhvile. men når officererne opdagede det, var det ballade. Det var ofte, man kunne høre, hvad der foregik i fjendens skyttegrav.
Kanonerne var farligst
Kanonerne var det farligst våben. Projektilet blev affyret i en relativ krum bane. De kunne derfor ramme ned i skyttegraven. Lidt over halvdelen af de dræbte, blev dræbt af kanonbeskydning. Gas og håndgranater dræbte også, det vil sige, at man lærte at beskytte sig mod gas ved hjælp af gasmasker.
Beskydning fra maskingeværer og almindelige geværer var man relativt sikret mod, så længe man ikke forlod skyttegraven.
Uhyggelige tab
Man forlod som regel skyttegraven ved angreb. Forud for dette havde man bombarderet fjendes linier måske i dagevis. Man angreb så, hvis man fornemmede at fjenden havde lidt alvorlig skade. Men tabene ved sådanne angreb kunne være voldsomme. Pludselig befandt man sig i åbent område og kunne rammes af fjendens artilleri og så havde maskingeværer frit spil. Tabene ved sådanne angreb kunne blive uhyggelig store.
For at undslippe krigshandlinger kunne man selv tilføje sig et sår. Men det var dog lidt risikofyldt. Man kunne dog også være heldig, at få et såkaldt Heimatschuss. Dette var som oftest et sår, der krævede behandling bag fronten, men ikke efterlod synderlige mén.
At forlade skyttegraven var en lettelse
Det var en stor lettelse, at kunne forlade skyttegraven. Nu kunne man pludselig få frisk luft og se grønne marker. Nu kunne man få vasket sit tøj og ikke mindst sig selv. Muldvarpetilværelsen var for en tid forbi. Og så kunne man også komme på aflusningsanstalt.
Nogle steder kunne man bag fronten gå i biografen og købe øl. her lå også flyvepladser, hvor flyene kunne lette og fotografere fjendens stillinger. Ja den tyske hær oprettede også bordeller for soldaterne.
2.500 flygtede over grænsen
Det var nu ikke alle, der ville lade sig indrulle sig i den preussiske hær. De flygtede, selv om H.P. Hanssen opfordrede til at de ikke skulle flygte, men ca. 2.500 gjorde det nu alligevel.
Vi er og har altid været overbeviste om, at ligeså energisk som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, ligesaa samvittighedsfuldt vil de opfylde deres statsborgerlige Pligter i disse alvorlige Tider.
Men også redaktøren af Flensborg Avis, Ernst Christiansen var af samme mening:
Hvis vi alle gik over Grænsen, saa kunde muligvis Danmark komme i Fare; men i hvert fald vilde vor Hjemstavn, naar Tyskland ikke bukkede under, af sine egene Børn fuldt og helt være prisgivet sine Erobrere, skønt vi havde brovtet med at vilde hævde vore Fædres jord til sidste Aandedræt. Saa kunde vi fra Landflygtigheden stirre over i det Land, vi frivilligt havde rømmet. Dette at gaa over Grænsen staar for mig som at sætte alt paa et Kort. Og saa er dette Skridt alligvel kun halvt.
Den danske bevægelse var imod deserteringer. Man var indstillet på at møde op i krigsudbruddet, politisk i bestræbelserne på at forbedre forholdene for de dansksindede.
Vi har i tidligere artikler skrevet om denne flugt over grænsen.
En helt fra Sønderborg
En af Sønderborgs helte var Max Valentiner. Han var præstesøn og fik meget hæder som tysk ubådskommandant. Han udgav en bog om sin bedrifter, og blev kaldt Der Schreck der Meere. Han blev i 1918 belønnet med den højeste tyske orden. Og æresborger i Sønderborg blev han også. Efter Genforeningen overvejede man at fratage ham dette æresborgerskab. Men han valgte selv, at give afkald på dette. En stor bitterhed over dette bredte sig i Det Tyske Mindretal.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Højer:
Under Tønder:
Du finder også mange andre artikler om Det dansk/tyske forhold og artikler om Genforeningen
August 27, 2014
En diskussion om tosprogede vejskilte fik bølgerne til at gå højt i det sønderjyske. Tre år senere kom et forslag om et mindesmærke for Bismarck. Pludselig skulle vi mindes, at mindretallet var stikkere. Gamle sønderjyder krævede sønderjysk kirkekunst tilbage og meget mere. Normalt lever man side om side i fredelig sameksistens med respekt for hinanden. Men er der noget, der ulmer i overfladen. For historisk har Det Tyske Mindretal ret. De var her allerede i det 14. og 15. århundrede. Og i Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog.
Masser af artikler
Vi har her på siden haft en del artikler om det dansk – tyske forhold. Noget af dette har været selvoplevet, andre ting har familien oplevet. Vi har altid fået mange reaktioner på artiklerne, og de er kommet både fra dansk og fra tysk side. Mange af artikler er fra
Se en oversigt over artikler i slutningen af denne.
Kan man være neutral?
Ja egentlig har vi fortsat artikelserien med egne oplevelser under min opvækst i det sønderjyske, og efterfølgende, hvor Thomas fortsatte på Det Tyske Gymnasium, og hvor Rasmus gik på Den Tyske Skole i Padborg, hvor jeg blev beskyldt for, ikke at agte det danske flag af et socialdemokratisk byrådsmedlem i Bov Kommunalbestyrelse. Det er altid let for kritikere af ens synspunkter, at påstå, at man ikke kan være neutral. Men undertegnede havde også problemer med den tyske skole i Padborg, men også det har vi beskrevet andetsteds.
I vores efterforskning efter historiske sandheder i og omkring besættelsestiden er vi stødt på forhindringer, der kan relateres til det nationale sindelag. Men kan det virkelig forholde sig sådan?
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog
Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København – Bonn erklæringen. Og Det Tyske Mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.
Man håbede på grænserevision
Det Tyske Mindretal troede, at nationalsocialismen ville foretage en grænserevision. Deres støtte førte til, at 3.000 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev interneret. Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund Deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920.
Det Tyske Mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitlers magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.
De danske sønderjyder opfattede Det Tyske Mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.
De nordiske racer var blodbeslægtet
Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk – germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det Storgermanske Rige, men man ville lige vinde krigen først.
Mindretal følte sig forfulgt
Det Tyske Mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske Belästigungen. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.
Nazificeringen fortsatte i skolerne
Nazificeringen af Mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i Mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best. Og andre nazistiske ledere.
Tiden efter 1945 var svær
Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.
Tab af almen tillid
De borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, Tab af almen tillid. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af Mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.
En anden udgave af Det Tyske Mindretal
Der var også en anden udgave end den nazificerede del af Det Tyske Mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit. Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i Det Tyske Mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.
Vanskelige tider for Den Tyske Skole
De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for Det Tyske Mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste Mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt. I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genaansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.
De skal nyde samme rettigheder
Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmarks forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:
Alle den danske stats fremtidige borgere skal behandles efter samme liberale og demokratiske principper og skal nyde de samme rettigheder. Heraf følger således, at det Tyske Mindretals ret til at bruge deres eget sprog bliver respekteret. De delegerede konstaterer navnlig, at den frie skole er et princip, som altid er blevet fulgt i dansk lovgivning.
Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjydske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig.
De mistede alt
I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet. Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra Det Tyske Mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede.
Blev konfirmeret på kro
Det første tyske konfirmandhold efter besættelsen i 1948, måtte konfirmeres på en kro i Tinglev. Dette blev selvfølgelig til en vittighedstegning i det satiriske blad Æ Rummelpot. Man ser præsten stående bag bardisken iført præstekjole. Ja og så med hagekors om halsen.
København – Bonn erklæringen
København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri. Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må bestrides eller efterprøves.
Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.
Den Slesvig – holstenske landdag havde allerede i Kiel – erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for Det Danske Mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.
Er de tyskere?
Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også synnejysk.
Indtrykket er dog, at de unge fra Det Tyske Mindretal føler sig både tyske og danske på en gang.
En stor organisation
Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter, og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m.
Kig dog på historien
I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.
Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter. Det er besynderligt, at man stadig kalder dem for indvandrere eller dårlig integrerede? Har de ikke lige så store krav, som vi har? Langt senere kom mange af embedsmændene til de kongerigske enklaver som tilflyttere.
Debat om tosprogede vejskilte
I 2007 blussede der pludselig der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte op. Forslaget kom fra Det Tyske Mindretal. Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920.
Fra Mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs – og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det Tyske Mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.
Turister, grænsependlere og historien
Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst. Turister, grænsependlere og historien.
Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlanges skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.
Stikpiller til historien
Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde Det Tyske Mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer. Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt Det Tyske Mindretal var adskillige stikkere under Besættelsestiden.
Man kræver kirkekunsten tilbage
Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland.
Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler – politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.
Normalt leves der i fredelig sameksistens
Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen. Når Mindretallet får deres krav igennem, vil det sikkert også ske overmalinger. Det Tyske Mindretal i Sønderjylland har ældgamle rødder på godt og ondt.
De tysksindede i dag har ikke noget med nazismen at gøre!
Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.
Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?
Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosprogede skiltning i Flensborg. Det var Det Danske Mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by at have så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.
Mindesmærke for Bismarck?
I 2010 forslag Der Nordschleswiger, at vi skulle mindes Bismarck. Der var kommet noget frem om Kongen og Det Tyske Forbund. Men det var nu ikke en nyhed. (Se Artiklerne: Begik Kongen Højforræderi? Og Knivsbjerg – nord for Aabenraa). Det var som bekendt, Bismarck, der sørgede for, at Sønderjylland var under tysk/prøjsisk styre fra 1864 til 1920. Som bekendt blev det store mindesmærke på Knivsbjerg sprunget i luften i 1945.
Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg
I den forbindelse er der stadig mange Flensborg – borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve.
Diskriminering og forskelsbehandling
Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra Det Tyske Mindretal sige:
Når vi sidder ned, taler vi sønderjysk, og når vi står op, taler vi tysk.
Delstarten i Slesvig – Holsten besluttede den 26. maj 2010, at de danske skoler fremover kun ville modtage 85 pct. i stedet for 100 pct. tilskud. Dette blev i den grad opfattet som diskriminering og forskelsbehandling.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk og FB Dengang
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Tønder
Under Højer
Under København
www.dengang.dk indeholder i alt 116 artikler fra – før, under og efter Besættelsestiden.
August 27, 2014
Man hjemkøbte hagekors – flag. Mindretallet troede, at grænsen skulle flyttes. SK blev lanceret som sportsforening, men var en militaristisk forening. Selbstschutz blev oprettet efter et sabotageangreb i Aabenraa. Zeitfreiwillige blev oprettet for at forhindre, at de unge blev kanonføde. Men det var en horn i siden på de dansksindede. Kun 2.000 fra det tyske mindretal meldte sig til fronten. En tysk erhvervsorganisation scorede masser af penge ved at arbejde for tyskerne. Det var stor risiko for modstandsbevægelsen, og Gestapo var særdeles effektive i det sønderjyske. Lige før og efter Besættelsestiden var der kaotiske forhold hernede.
Nazisterne kommer allerede i 1936
I 1936 kunne politiadjudanten for de sønderjyske landsdele. Amtmand Kr. refslund Thomsen i sin indberetning til ministeriet berette følgende:
I Dag kan man for Alvor sige, at Tyskerne i deres Bestræbelser lade haant om de statslige Grænser. Nu er det tyske Myndigheder, der dikterer, hvorledes Mindretallet hos os skal optræde.
Mange tyskere og tysksindede havde følt sig bortdømt i 1920. Med nazisternes overtagelse øjnede man chancerne for at få grænsen op til Kongeåen igen. Man første at agitere for dette, særlig over for bønderne i Sønderjylland, der var i krise efter Genforeningen.
16 pct. tilslutning
Det Tyske Mindretal havde en tilslutning på 40.000 ud af en samlet befolkning på 185.000. Man håbede, at få tvivlerne over på deres side. En stor kampagne blev sat i gang. To hundrede unge mænd fra Den Nazistiske Førerskole i Plön kom til landsdelen, officielt for at holde ferie. Men de skulle hjælpe til i agitationen. Man håber på, at få fire folketingsmandater. Men fremgangen var ret så beskeden – fra 15,5 til 15,9 pct.
I skal være loyale over for den danske stat
Umiddelbart efter krigsudbruddet udtalte lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller:
Det Tyske Folks Kamp er ogsaa vores Kamp, dets Tro er vor Tro, og dets Styrke er ogsaa vores Styrke. Vi bekender paany vor urokkelige Solidaritet med Folk, Fører og Rige overfor Tysk og Dansk Offentlighed. Tyske Folkefæller, bevar Disciplin og Besindighed og afvent Partiledelsens Anvisninger.
Da den danske presse kritiserede, Jens Møller for denne udtalelse, opfordrede han efter et par dages forløb til,
at alle i denne alvorlige Time at forholde sig loyale overfor den danske stat.
Også den tyske avis skulle tage ansvar
Da de tre gendarmer blev skudt i Padborg, bredte det sig et rygte, at det var medlemmer af Det Tyske Mindretal, der havde stået bag mordene.
På et pressemøde i Deutsches Haus, hvor våde dansk og tysk presse var inviteret, forklarede en tysk kaptajn beklagede, at nogle af hans folkefæller havde forløbet sig. Man ville ikke fremover tolerere provokationer. Henvendt til redaktøren af Nordschleswigsche Zeitung, Harboe Kardell sagde han:
Det bliver Deres opgave at bevare roen hos deres folkefæller, så der ikke opstår nogen misforståelse, som det er de øvrige herrers opgave at bidrage til at bevare ro og orden.
Der blev hjemkøbt hagekors – flag
Den danske befolkning havde i stilhed planlagt Genforeningsmøder. Bladene havde fået at vide, at de ikke måtte omtale disse møder, og ved middagstid fik alle foreninger gennem radioen at vide, at alle møder var blevet aflyst.
Dette gav anledning til en del uro. Og mere uro blev det, de følgende dage, da der gik rygter om, at Hitler på Versaillesdagen den 28. juni ville erklære alle traktatens bestemmelser for ophævet, hvorved Kongeå – grænsen blev genindført.
Masser af flagstænger blev transporteret til de tysksindedes hjem, og syd fra blev der bragt masser af Hagekors – flag herop. En købmand fra Sønderborg annoncerede den 22. juni i Bild:
Hagekorsfaner 70 x 100 cm, paa Lager. Større Faner efter Bestilling
Dagen efter blev der holdt en masse tyske møder rundt omkring i landsdelen. Forventningerne var store. I Aabenraa udtalte formanden for SK, Jepp Schmidt fra Løjt Kloster:
Vi er blevet paa vor Post. Vi har udført vort Arbejde og er parat til ogsaa at gøre det i Fremtiden her i vor Hjemstavn, hvor Uretten fra Versailles endelig bliver fuldstændig fjernet.
Og gårdejer Deichgreber udtrykte det på den måde:
Den klippefaste Tillid til vores Fører deles ogsaa af de Tyske Nordslesvigere, vel vidende, at deres Hjemstavn kun har en Fremtid i den snævreste Forbindelse med det Tyske Folk.
Diskussionen forstummede
Det var et lammende slag, da partiledelsen et par dage efter kunne meddele, at offentlig flagning med Hagekorsbannere var forbudt. Diskussionen om grænseflytningen forstummede, men blev snart rejst igen.
Fjender i afregningens time
Men i Nordschleswigsche Zeitungs, Unsere Stimme var der ikke noget der forstummede. Her gav overløjtnant P. Larsen fra Løjt den fuld skrue. Har blev danskere i fuld navns nævnelse truet med, at de blev behandlet som fjender i afregningens time.
Militant forening forklædt som sportsforening
Da nazismen havde sejret blev der i Sønderjylland oprettet SA – afdelinger. Man skulle aflægge ed på Hagekors – banneret. Og medlemmerne skulle deltage i militære øvelser. Men det danske uniformsforbud spændte ben for SA’s planer. I stedet blev medlemmerne opfordret til at melde sig ind i Schleswigsche Kammaradenschaft . Det var en sportsforening, som havde terrænsport som hovedformål. Men egentlig var foreningens formål det samme som SA. Medlemmerne mødte da også op i ens påklædning. I begyndelsen af 1940 var der ca. 1.400 medlemmer.
Den 9. april var det da også SK, der stod parat. De stod også parat til vidtgående aktioner, hvis det var krævet. Og det var en skuffelse for dem, at de ikke blev brugt.
Trodsede forbud
I begyndelsen var det Landsretssagfører Clausen fra Løjt, der var leder. Organisationen blev straks mere aktiv, da Peter Larsen fra Skovby overtog ledelsen. Det var stadig frivillig, men Partiet forventede, at enhver sund ung Mand i Alderen op til 35 aar gør sin Tjeneste i S.K.’s rækker.
Den 23. juni 1941 manifisterede den aktive ånd sig i en demonstration, hvor 5 – 600 mand i deres smukke Tjenesteuniformer marcherede gennem Sønderborgs gader. Man trodsede simpelthen forbuddet mod demonstrationer og uniformsforbud.
Samtlige geværer må medbringes
Foreningens militære karakter understreges af, at man oprettede 6 Rytteriafdelinger, sanitetskolonner m.m. Gennem annoncer sammenkaldte man til Førerkursus i Tinglev den 17. august. På programmet var Excercits, Våbenlære og Skydelære. Man gjorde dog opmærksom på at
Samtlige Geværer maa medbringes
Hejmdal: Skal vi finde os i alt
Bladet Hejmdal så med stigende uro på aktiviteterne. De tog bladet fra munden og skrev en leder under overskriften Skal vi finde os i alt:
Vi ønsker en Forklaring paa, hvad egentlig Meningen er med S.K. Organisationen. Vi har sagt det før, og vi gentager det: ”Den Danske Befolkning kan kun faa det Indtryk, at man fra Hjemmetysk nationalsocialistisk Side er i Færd med at uddanne en væbnet Styrke, en ren og skær Borgerkrigshær til Anvendelse i en given Situation mod denne Landsdels danske Befolkning, der som bekendt udgør 85 pct. af Befolkningen. Det er en meget farlig Vej, man her betræder. Den begynder med grov Krænkelse af gældende dansk Lov. Man bryder sig fejl om Forbudet mod at bære Uniform, man lader haant om Forbudet mod Optog og Demonstrationer, man tilsidesætter forbuddet mod at være i Besiddelse af Skydevaaben.
Bladet spørger videre, om der er to love i dette land, og hvor det danske politi var. Man mente, at Det Tyske Mindretal ikke har vist respekt over for gældende lov og påbud.
Man må ikke fratage vores frihed
Svaret lod ikke vente på sig. Det kom dagen efter i Nordschleswigsche Zeitung. Her svarede overløjtnant P. Larsen, at Danmark havde garanteret Mindretallet deres frihed og folkelige liv, og han sagde endvidere:
Den, der forbyder det tyske Mindretal denne Tjeneste i Terrænet, i Skydesport, i Kolonnetjeneste, i Marchen, fratager os en væsentlig Del af vor Frihed. S.K. fik lov til skydeøvelser efter de regler, der også gjaldt for Danske Skytte, Gymnastik og Idrætsforeninger. De fik også lov til at bruge:
Sportsbeklædning: Lange støvler, sorte bukser og skihuer
en til Formaalet egnet Sportsbeklædning
Det havde man så forstået som lange Støvler, Sorte Bokser og skihuer
Hvad var SK’s rolle?
Man fik ikke rigtig en afklaring om S.K.’s rolle. Men det vakte dog nogen uro, da Jens Møller kunne fortælle, at S.K. var
Et Organ til Aktiv Indsats for Partiets Arbejde for en Grænseregulering
Fra S.K.’s rækker blev der hentet civilarbejdere til militære anlæg. Og selv om korpset eller nærmere i foreningen endnu i 1943 havde 1.700 medlemmer, så var det i dette år begyndende opløsning i rækkerne. 1941 havde nok været det mest betydende år.
Uddannelse til Hjemmeværn?
På foranledning af det tyske mindretal, blev der kort efter besættelsen holdt en række uofficielle sessioner, hvor tyske officerer og militærlæger medvirkede. De udskrevne blev sendt til uddannelseslejre i Klagenfurt i Østrig og Sennheim i Elsass. Nu var det ikke kun folk fra mindretallet, der deltog i disse sessioner, men også unge nazister fra kongeriget. Men hvad formålet med uddannelsen var, svæver lidt i det uvisse. De frivillige mente selv, at de skulle danne et slags Hjemmeværn, der skulle gøre polititjeneste i landsdelen, når Nordslesvig skulle indlemmes i Tyskland.
Første udskrivninger til hjemmeværnet
De første udskrivninger til Værnemagten fandt sted først på året i 1941. I september 1941 bragte Nordschlewigsche Zeitung en Ehrentafel på 21 faldne. I løbet af de næste par måneder steg antallet af faldende stærkt.
Det kneb i begyndelsen med tilmeldingerne, og det fik Jens Møller til at opfordre de unge til at melde sig. Det var den 10. februar 1942. Senere kom han på andre tanker.
Ikke alle frivillige var medlem af Det Tyske Mindretal
I maj 1944 oplyste Jens Møller, at der var 2.000 fra Det Tyske Mindretal der havde meldt sig. Dertil var der 4.000 der deltog i krigsvigtigt arbejde nord – og syd på. Passer dette tal m.h.t. frontfrivillige må den overvejende del af frivillige være kommet fra det øvrige Danmark. Diverse historikere har fortalt os, at det var medlemmer af det tyske mindretal, der havde stået for den væsentligste del af de frontfrivillige.
Zeitfreiwilligen
Jens Møller havde skabte nogle hjemlige korps, som blev godkendt af Berlin. Han ville ikke blive ved med at udsætte de unge ved fronten for kanonføde. Derfor oprettede han i første omgang Zeitfreiwilligendienst. Egentlig var denne tjeneste kun beregnet for tyske statsborgere i Danmark. Denne tjeneste blev udvidet med danske statsborgere i begyndelsen af 1943. De skulle træde i funktion til beskyttelse af depoter og vigtige virksomheder.
Møller havde forklaret, at det var General Hanneken, der havde ønsket, at korpset i tilfælde af generalstrejke skulle kunne betjene Gas -, Vand og Elektricitetsværker i Nordslesvig og evt. Jylland.
Uklare meldinger
Der forelå forskellige meninger om, hvad dette korps i grunden skulle beskæftige sig med. Der var uklare meldinger om korpsets afgrænsning. Således kom der en instruks fra Aabenraa om, at dette korps straks skulle melde ekstraordinære hændelser som mistanke om sabotage og spionage, faldskærmsnedspring m.m. Man måtte ikke involvere danske myndigheder.
Mundtlig tilkendegivelse af den danske regering
Jens Møller har udtalt, at han gennem præsident Kanstein havde fået en mundtlig tilkendegivelse fra den danske regering til oprettelse af dette korps. Men dokumenter om sådan en forhandling kan ikke findes.
Man blev nærmest tvunget
Der var ikke begejstring i mindretallet for dette korps. Man var ikke interesseret i at udfordre den danske befolkning yderligere. Man måtte derfor gå hårdt til værks. Alle mellem 17 og 60 år blev opsøgt, hav enten man var tilknyttet partiet eller ikke. Partimedlemmer blev truet med eksklusion, hvis de undslog sig. Efterhånden havde man samlet 13 – 1.400 medlemmer. Dette pres tog man dog ikke hensyn til i retsforfølgelsen efter krigen.
Den 29. august 1943 blev korpset indkaldt og benyttet til vagttjeneste ved afspærring af byerne, til patruljering og andre ting. Dette skabte en voldsom reaktion i den danske befolkning i Sønderjylland. Man hævdede, at det var en fejltagelse. Men Zeitfreiwillige var igen i aktion under strejkerne i efteråret 1944.
Den 19. april 1945 blev alle Zeitfreiwillige sendt hjem.
Desutscher Selbstschutz
Den 16. februar 1944 opfordrede Jens Møller til, at hans folkefæller meldte sig ind i Deutscher Selbstschutz. Anledningen var sabotagen mod Callesens Maskinfabrik i Aabenraa.
Fra det tyske mindretal lød følgende opråb:
I de sidste Uger har nu Sabotører, der faar deres Instruktioner fra Rigets Modstandere, fra Europas Fjender, forlagt deres Virksomhed fra det gamle Land til Nordslesvig, de har bragt Uro ind i vort Grænseland og dermed udløst en Udvikling, hvis Konsekvenser de højst sandsynlig ikke kan overse. Overfor Folkegruppens Pacificeringsbestræbelser sætter de deres Terror, De har paabegyndt en underjordisk Krig mod Folkegruppen, uden at der hidtil er bleven denne tilstrækkelig Beskyttelse til Del fra de danske Sikkerhedsorganer. Det er mildt udtrykt, naar vi fastslaar, at Tilliden til det danske Politi i de sidste Ugers kritiske Dage har lidt et stort Skaar.
Sort uniformering med pistol
Denne nye organisation blev overdraget til Overløjtnant Larsen. De begyndte deres virksomhed i foråret 1944. Dens medlemmer patruljerede bevæbnede med pistoler og iført sorte uniformer på gaderne om natten for at beskytte vigtige virksomheder og våge over førende tyskers sikkerhed. I alt meldte der sig 500 til tjeneste. Men kun 150 – 200 blev taget i brug og fik udrustning. Egentlig fik Deutscher Selbstschutz ikke den store betydning.
Den tyske erhvervsorganisation
Af de andre tyske organisationer er det i hvert fald grund til at nævne en enkelt. De store arbejder, som den tyske Værnemagt satte i gang, betød økonomiske fordele for mange. Dette samarbejde blev sat i faste rammer. Det skete gennem en videreudvikling af de erhvervsorganisationer, der tidligere fandtes. I 1940 fik det form i Liefergemeinschaft der Deutschen Beruftsgruppen in Nordschleswig.
Arbejdet fordelt blandt medlemmerne
Denne organisation havde i begyndelsen af 1941 1.800 medlemmer. Og omfanget var ca. 95 pct. af de tysksindede håndværkere og 90 pct. af de tyske købmænd. Denne organisation fik fortrinsret, når der skulle arbejdes for den tyske Værnemagt. Arbejdet blev fordelt blandt medlemmerne. Og det var ikke kun arbejde i Sønderjylland, der blev fordelt.
Tildeling af råstoffer
At være medlem af denne organisation betød også fordele ved tildeling af råstoffer. Flere af de førende tyskere tjente enorme summer. Nationalbanken har således betalt 28 mill. Kroner til Beruftsgruppen. Nu var der også nogle dansksindede, der lod sig lokke af en hurtig fortjeneste.
Schatzamt
Afgiften fra Beruftsgruppen og andre clearingpenge blev samlet i det såkaldte Schatzamt i Aabenraa. Her fordelte bankdirektør Petersen pengene til de tyske organisationer. Blandt andet blev der fordelt 6 – 7 millioner kroner til det tyske arbejde. Og så blev der også brugt en del penge til tysk skolebyggeri. En del penge blev brugt til at fremme tysk kultur.
Dansk Samfund
Den danske befolkning så med frygt på denne udvikling. Derfor dannedes Dansk Samfund. I løbet af 2 – 3 måneder havde man samlet op mod 70.000 medlemmer. Den første opgave var at sørge for, at den rigtige oplysning om de politiske forhold kom ud til befolkningen. Der hvor foreningslivet var svagest, sørgede man for, at der blev holdt møder. Nogle steder tog man sig også af de sociale opgaver, som uddeling af tøj, bespisning af fattige familier, tøjuddeling m.m. Man afholdte også diverse kurser, blandt andet på Rødding Højskole.
Sønderjyder taget som gidsler
Folkestrejken i 1943 bredte sig også til de sønderjyske byer. Den 29 august blev 10 sønderjyder arresteret som gidsler, og dagen efter, yderligere 2. Tyskerne påstod, at det ikke havde nået med gidsler at gøre. Men i den skriftlige arrestordre som de anholdte havde fået i Tønder Amt:
Sie sind als Geissel vorläufig verhaftet.
I Haderslev gjorde den kommanderende officer at fangerne som gidsler var ansvarlige for, hvad der skete i landsdelen.
Men den 12. september blev de 12 sønderjyder løsladt på foranledning af Jens Møller.
Stor risiko for Modstandsbevægelsen
Det aktive modstandsarbejde måtte udøves under stor risiko, som mange hjemmetyskernes tilstedeværelse og indstilling betød. Det begyndte med illegale blade, men udviklede sig efterhånden. Men denne del af historien har vi været inde på i tidligere artikler.
Mange vendte ikke hjem
Sønderjyske politimestre blev arresteret. Betjente og gendarmer blev også arresteret. Mange blev sendt til KZ – lejrer, og mange vendte aldrig hjem. Jens Møller forsøgte forgæves at få alle disse frigivet. De ledende tyske officerer med undtagelse af Werner Best var efterhånden trætte af ham. Nogle af dem kaldte ham for Rettungsdienst Möller.
Fængslinger, deportationer og drab
En proteststrejke i Padborg bredte sig til andre sønderjyske byer. Det var grænser for, hvad man ville finde sig i. Stor opsigt vakte det også, da tyskerne sprængte Landbohjemmet i Vedsted i luften.
I tiden lige før og efter besættelsen skete der mange mystiske og forfærdelige ting i Sønderjylland. Fængslinger, deportationer og drab hørte til dagens orden.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: FB Dengang og www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra besættelsestiden, herunder
August 27, 2014
Hvorfor hang der en kappe i Bylderup Kirke, som faldt ned af sig selv efter 150 år? Jo, det var Nis Henriksens kappe. Han havde udført en heltegerning på Urnehoved Ting. Og så var der smugleri ved Bredevad. Og på Hajstrupgård skete der et mord. Kolonister blev lokket til fra Rhin – området. De blev lovet guld og grønne skove, men blev skuffet. Og var der den mindste revne i loftet måtte man ikke holde møde på kroen. Det gjaldt så kun for de dansksindede. Jo sognet blev kaldt for “Lille Danmark”.
Slogs Herred
Vi befinder os i Bylderup Sogn i Slogs Herred. Og hvor er dette. Ja du kører øst på fra Tønder mod Tinglev forbi Jejsing. Ja og så er du snart i Slogs Herred. Kører du videre mod øst, kommer du til Bylderup.
Sognet har fra gammel tid bestået af 8 landsbyer:
Bylderup (1200, Builethorp), Lendemark (1493 Lendemarck), Sottrup (1482, Sotterup), Bredevad (1421, Bredewatt), Duborg (1543, Duffborch, Frestrup (1445 Frestorppe), Hajstrup (1436, Hasdrup), Heds (i 1470 Heis, i 1496 Hedes).
Møller
Vi skal ikke glemme Søllingvrå med vandmøllen og et par gårde som nabo. Og så skal det nok lige nævnes, at sognekirken lå længst mod vest.
Slogsmølle, der lå ved Lundbæks udløb i Slogsåen blev udplyndret og afbrændt midt i 30 års krigen i 1628. Der kom en ny mølle, der meget passende hed Nymølle omtrent samme sted.
De første beboere
Lang tid tilbage i 1200 – årene lå her en adelsgård, Karlsvrå. (i 1238, Karlsswhra). I 1245 nævnes Ridder Lage de Karlsswhra.
Men her var mennesker langt tidligere. Vi kan se to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds. Mange andre høje er som andre steder blevet fjernet med tiden.
Måske har en del af det nuværende Burkal Sogn tilhørt Bylderup. De første beboere har antagelig været fiskere og jægere, senere kom agerbruger til.
Slogs Herreds Ting
Bylderup har været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige sted kan ikke stadfæstes. Men handlingen foregik i fri luft, inden for fire tingstokke.
Historikere påpeger, at tingstedet på et tidspunkt har ligget i nærheden af Bredevad ikke langt fra den gamle galge. Men der er nu også en Galgehøj nordvest for Hajstrup. Nu var det jo sådan at galgen skulle kunne ses af alle forbipasserende. Så det er måske grunden til, at den blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.
Men et er i hvert fald sikker, og det er, at Herredstinget fra 1500 – årene har haft sin plads i Bylderup, i nærheden af kirken og kirkekroen. Først omkring 1850 blev galgen fjernet.
Herredstingets opgave var at dømme i stridigheder om markskel, arveskifter, klager over veje og broers tilstand. Ja vi kunne blive ved med at remse op. De gamle tingbøger rummer en masse eksempler. Herredsfogeden havde mange administrative pligter og opgaver.
De større forbrydelser, røverier og mord blev ført ved Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden, skete henrettelsen dog i det hjemlige herred.
Kigger vi i en bestemt side i herredsregnskabet fra 1725, konstaterer vi, at skarpretter Christof Støckler fik udbetalt løn for udført arbejde. Det beløb sig til 6 Rigsdaler og 32 skilling. Han var udlånt fra Tønder, og dog. Dengang må det har været som en slags vikar, for han fik ført fast arbejde i Tønder i 1729.
De store veje
Tønder – Flensborg Landevejen kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad og vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad.
Senere blev vejforløbet Aabenraa – Tønder ændret.
Kirkestierne blev holdt rene
I 1695 klagede bohlsmændene i Ravsted Sogn over, at de skulle betale til vejstykker og broer i Bylderup Sogn. De kom aldrig til at til at bruge broen over Grønåen ved Saksborg. Ingen af de udensogns – bønder slap endnu i den omgang. Først 125 år senere slap bønderne i Ravsted.
Kirkestierne i sognet blev holdt vedlige. Det samme gjaldt møllevejene. Der var to møller i sognet, og bønderne skulle overholde deres møllepligt.
Egentlig var der også vejpligt, men dette afstedkom konstant stridigheder. Man betalte kådnerpenge og græspenge for køer, får eller geder for græsning langs de lange markveje.
Sognet pantsat 1353
I de gamle papirer kan man læse, at hertug Valdemar og hans søn den 23. april 1353 pantsatte vort sogn Biuldthorp til marsken Erik Holck, der i 1362 lod pantet gå videre til Johann Grymersen. Tre af gårdene videresolgtes til Hans Rantzau og pludselig havnede de hos Hertug Frederik, der senere blev kong Frederik den Første. Denne købte senere Karlsvrå med tilliggende. Og dette tilliggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. Også i 1500 – tallet fortsatte disse store handler hen over hovedet på de lokale bønder.
En del af gårdene kom under godset Lindeved. Og dette gods havde efterhånden gårde i 34 sogne fordelt over hele Sønderjylland. Fæsterne blev kaldt Rantzautjenere.
Kloster, Rantzau, Lindeved og Solviggård
Klosteret i Løgum ejede i 1509, 6 gårde i Bylderup, en i Hajstrup, en i Lendemark, en i Søllingvrå, en i Sottrup og tre i Bredevad. Klosteret var også med i forskellige handler med Hertug Frederik og Rantzauerne.
Omkring år 1500 skødede en Jens Andersen af Haderslev alt sit gods i Slogs Herred til fru Anna på Solvig. I 1583 købte kongen kroen i Lendemark. Også Ahlefeldterne havde besiddelser i sognet.
Ja og så var det den berømte Hajstrupgård, der var fæstegård under Gottorp.
Lindeved Fogderiet lå i Bredevad. Her blev der administreret og ført tilsyn med 40 gårde. Fogedslægten hed Jungmann gennem tre slægtsled.
Den kongelige Lendemark kro hørte under Bolderslev Fogderi. Fogeden havde her titel af ridefoged.
Solvig – gårdene blev administreret direkte fra Solviggård ved godsforvalteren eller en lavere funktionær, formentlig en ridefoged.
Kolonisterne
I midten af 1700 – tallet opstod den tanke, at man kunne få folk til at slå sig ned i hedearealerne i Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland for at kapre nybyggere. De berettede om de fantastiske forhold i Danmark, hvor de kunne få tildelt jord og få statsstøtte til bygninger og køb af besætning. Cirka 8 familier kom også her til sognet.
Man havde nok lovet tilflytterne mere, end hvad man kunne holde. De fleste forsvandt hurtig igen, dybt skuffede.
Kunne skøjte fra Tønder til Bylderup
Ret store arealer blev liggende som hede i endnu 100 år. De sidste hedesteder forsvandt dog, da man begyndte at tilplante dem med nåletræer. Oppløjningen af nogle lyngarealer foregik med dampmaskiner. Det var meget effektivt efter datidens forhold.
I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler, så man kunne få det opstemmede vand langt ud. Før den store afvanding i 1920erne med inddigning og regulering af Vidåen og Grønåen var engene ved vintertide oversvømmet fra Tønder helt til Hajstrup og Bylderup – Lendemark. En vinterdag kunne det lade sig gøre at skøjte på hele strækningen.
Håndværkere bosatte sig
En regulær sandflugts – katastrofe i 1938 skulle det til, før at man gik i gang med at plante læhegn.
Bylderup var og er fortsat et landsogn, hvor landbruget er hovederhvervet. Men efterhånden kom der en del håndværkere, der betjente sognebørnene. Det kan vi se ud fra en folketælling fra 1840. Foruden gårdejere, husmænd, aftægtsfolk, præst og degn var her:
51 landarbejdere, 7 smede, 4 skomager, 3 murere, 3 skræddere, 2 tømrere, 1 knapmager, 1 børstenbinder, 1 urmager, 1 kludesamler, 1 kniplingshandler, 1 snedker og en bødker.
De fattige
Men også konerne, enkerne og ugifte piger havde deres virke:
Der var registreret 17 syersker, 5 kniplersker, 4 væverske og 1 spinderske.
I alt konstaterede man, at der var 851 personer i sognet. Og 30 af disse var under fattigunderstøttelse. De var til gengæld også meget fattige. De måtte ud med tiggerposen for at få til mad og tøj. I sognet var der også 10 plejebørn. Det var børn af mindrebemidlede familier, hvor en eller flere af forældrene var døde. Så voksede de op hos bedrestillede familier eller andre, hvor der blev sørget for deres opdragelse og skolegang.
Det er brand
I Dannevirke kunne man læs, at der den 17. august 1876 udbrød brand i landsbyen Bylderup. 8 steder blev lagt i aske. Blandt de afbrændte bygninger var skolehuset, begge krosteder og bageriet.
En brand dengang var svær at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om de nedbrændte ejendomme lå tæt på åen, hvor der var rigelig med vand, var det ikke noget effektivt slukningsapparat.
Alle børn betalte det samme
Undervisningen af de skolesøgende børn blev betalt af børnenes forældre. Og det var det samme beløb, uanset om man var selvejerbønder eller småkårsfolk. Skolepengene blev beregnet pr. barn pr. år. 1 Lybsk mark for hvert barn, der havde læsning. Havde barnet også regning, måtte man betale det dobbelte. Det var prisen, selv om barnet ikke mødte i skolen, fordi det var brug for vedkommende ude på marken.
Mord på Hajstrupgård
På forholdsvis mange gårde fortsatte den samme slægt i flere hundrede år.
De mest kendte familier var vel nok herredsfogederne på Hajstrupgård. En mand ved navn Peter Petersen, der var fra Lendemark giftede sig med enken på Hajstrupgård i 1420. Deres søn Henrik Petersen overtog gården. Peter Petersen blev ihjelslagen med en økse af sin avlskarl efter en irettesættelse. Drabet fandt sted ved en ålegård tæt ved gården.
Da Nis Hinrichsen blev helt
Henrik Petersen nævnes i 1470 og 1500, da gården gik videre til den næste søn, Nis Henriksen, eller Hinrichsen, som han underskrev sig. Denne mand blev i 1517 herredsfoged for Slogs Herred. Dengang var det nok at have de rigtige forbindelser til sådant et job. Her var Nis Hinrichsen så heldig, at Hertug Frederik på Gottorp i disse år i begyndelsen af 1500 – årene købte Karlsvrå med tilligende, hvoriblandt der var 7 gårde i Bylderup.
Hajstrupgård var en fæstegård under Gottorp. Da Christian den Anden i 1523 flygtede ud af landet, og broderen Hertug Frederik på Gottorp, var nærmeste arvtager til kronen. Nis Hinrichsen støttede ham varmt på Urnehoved Ting. Men Bjolderup – bønderne ville have Kong Christian tilbage
Hertug Frederik havde hele tiden haft amterne Tønder og Haderslev, mens Christian den Anden havde Flensborg, Sønderborg og Aabenraa.
Nis Hinrichsen måtte flygte over hals og hoved. Bønderne beskød ham med pile, hvoraf fem satte sig fast i hans røde kappe. Kun takket være sin mælkehvide ganger lykkedes det ham at slippe væk. Med livet i behold.
Kappen faldt ned af sig selv
Da han kom hjem hang han kappe op i sognekirken i Bylderup. Der hang den så angiveligt i ca. 150 år. Og Hinrichsen og hans slægt fik heltestatus. Kappen faldt ned af sig selv i 1786. Den var ret så mør, og blev smidt ud.
Hvor har vi i grunden historien fra? Ja den ældste version stammer fra en ligprædiken, som præsten Peter Fabricius forfattede i 1616. Her blev der også sagt, at hans dåd, udvirkede sådan gunst hos sin nådige landsfyrste og herre, at han har begavet ham med stor frihed og arvelig ejendom. Her omtales ikke kappen, selv om prædiken foregik i Bylderup Kirke.
Hajstrupgård udnævnt til frigård
Historikeren Niels Heldvad omtaler også episoden. Men i den version, får Nis Hinrichsen, Christian den Andens støtter til at nedlægge våbnene.
Aabenraa Bykrønike fra 1620 omtaler også de frygtelige forhold i Aabenraa, men omtaler ikke episoden på Urnehoved.
I 1624 omtales historien af Flensborg – historikeren, Jonas Hoyer
Frederik den Første hørte om episoden og udnævnte Hajstrupgård som frigård.
Hajstrupgård udbrændte i 1921
Til yderligere styrkelse af sin position lykkedes det Nis Hinrichsen at overtage Wrågård i Burkal Sogn. Det fortælles, at i et drikkelag havde den barnløse ejer i vidners nærværelse lovet Nis Hinrichsen, at han kunne købe gården efter hans død. Men det var hvis sådan, at han hvis tidligere havde udset sin dygtige avlskarl og husjomfruen til fremtidige ejere.
Wrågård var med de store engarealer en flot gård efter den tids forhold. Der kunne bjerges 300 læs hø, græsses 16 køer og 30 okser.
Hans Nissen fulgte faderen på Hajstrupgård fra 1554. Han blev herredsfoged fra 1561. Bylderup Kirke vidner om familiens offervilje.
Hans Nissen den Anden, der fulgte efter faderen fra 1616 blev også ejer af Store Tønder, efter at en sidegren af familien havde overtaget Wrågård. Også Grøngård havde familien i forpagtning.
I 1681 døde den sidste herredsfoged på Hajstrupgård. En datter arvede gården, men måtte i 1743 sælge gården. Dermed var slægtens saga i sognet udrundet.
De gamle bygninger til Hajstrupgård udbrændte i 1921, og derefter fik gården sit nuværende udseende.
Mølleren fra “Haystrup”
Tænk på en nødpengeseddel fra Uge Sogn fra 1920 er Nis Henriksen blevet til Mølleren fra Haystrup. Historien er blevet kombineret med Jyske Lovs udsagn om at Med Lov skal Land bygges. Og så er der blevet påført årstallet 1220. Nu har ingen af dele med hinanden at gøre, men delene fortæller dog lidt af den dramatiske historie, som Sønderjylland har gennemgået.
Nis Henriksen havde gode forbindelser til Flensborg. Udover medlemsskab af Vor Frue Lov var han også engageret i finansielle aktiviteter i byen. I 1544 købte han endda et hus i byen, Nørregade 8.
Han døde 76 år gammel i 1554, og blev begravet i Bylderup Kirke. Hans store gravsten blev oprindelig placeret forrest i kirke lige neden for prædikestolen. Nu befinder den sig i kirkens våbenhus.
Det lille Danmark
Bylderup Sogn var delt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Dertil kom Hajstrupgård med kroen og smedjen som en selvstændig kommune. Højeste administrative overhoved for hele sognet var fra 1889, amtsforstanderen. Sognet blev i en periode kendt som Det lille Danmark. Forklaringen findes måske i artiklen Pastoren fra Bylderup Sogn, hvor forholdet mellem det dansksindede og hjemmetyskerne blev ødelagt.
Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, den såkaldte faneeden. Det var et stort problem for de dansksindede. Nogle valgte dog også at udvandre til Amerika.
Gendarmen passede på
Dengang i 1871 var der kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret, og stemmetallene fordelte sig med 103 danske og 34 tyske stemmer.
De dansksindede holdt sammen i byen. Ofte samledes man i udestuer og storstuer, for det var ikke let at få tilladelse til at samles på kroer eller lignende. En gendarm blev beordret til at overvære møderne. Og man fandt altid grunde til at forbyde dem. En revne i loftet kunne gøre det livsfarligt at opholde sig i rummet!
Faldt for en sag, de ikke havde med at gøre
Mødeaktiviteten blev efterhånden så stor, at man selv besluttede sig til at bygge et forsamlingshus. Det blev så til Slogs Herreds Hus, som blev indviet i 1911.
Ved afstemningen i 1920 var fordelingen således, 304 danske stemmer og 145 tyske stemmer.
Første verdenskrig var hård på mange måder. Mange måtte således lade livet for en sag, der ikke var deres. I Bredevad faldt 12 og Bylderup 34.
Smugleri ved Bredevad
Det var her ude ved Bredevad, hvor der sikkert er blevet smuglet kvæg. Normal skulle man gå langs Der rechte Herweg. Og ved Toldsted i nærheden af Hjordkær skulle kvæget så fortoldes. Gik man længere mod vest, blev åerne for brede.
Det var også i 1400 – tallet, hvor Emmike – slægten ejede ikke mindre end 140 gårde i Sønderjylland. De 8 af dem lå i Slogs Herred.
Lyntogsforbindelse
Den 26. juni 1867 blev banegården i Bylderup Bov taget i brug. I 1926 blev der lagt et sidespor til Slagteriet. Også Carstensens Korn – og Foderstofforretning fik et spor. Det var dengang, hor der var tre tog i hver retning – dagligt. Nye skinner i 1920erne og 30erne bevirkede, at togets hastighed kunne sættes op fra 45 km/t til 70 km/t.
Og i 1848 fik byen lyntogsforbindelse til København med 4 ugentlige afgange. Forbindelsen ophørte i 1965. I 1971 ophørte persontrafikken på Tønder – Tinglev banen og i 2001 ophørte godstrafikken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
August 27, 2014
Egentlig er det snyd, for vi har bragt artiklen før. Men engang imellem, kunne man godt synes, at den kunne skrives bedre. Vi befinder os her i Blågårds – kvarteret og omkring Ladegården. Jo vi har også bevæget os over på Frederiksberg. Vi kigger også på de små veje omkring Nordvestvejen, Korsgade, Nørrebrostræde m.m.
En masse idyl
I 1890erne var Ladegaardsvejens særpræg det idylliske åløb med de ikke særlige solide gangbroer over vandspejlet og de hældende piletræer langs bredden.
På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver, ny opførte rødstenvillaer. Hist og her kedelige lejekaserner. Ja og så var det jo Ladegården.
Ser man det hele i dag, skulle man ikke tro, at der her lå denne pragtfulde idyl. Oprindelig var gadestrækningen delt i to afsnit med åen i midten. På Frederiksberg – siden blev strækningen kaldt Ladegaardsvejen og på Nørrebro – siden var det Aagade.
Det kneb med at finde et navn
Det var først, da hele åen blev fyldt op, at det hele kom til at hedde Åboulevarden. Men det kneb gevaldigt i Københavns Borgerrepræsentation, at blive enig om fællesnavnet. Der var adskillige navne fremme, for eksempel Frederiksberg Boulevard, Gyldenløvs Boulevard. Det nuværende navn blev vedtaget med kun en stemmes flertal.
Ladegården – til mange formål
Ladegårds – navnet havde selvfølgelig navn efter Christian den Fjerdes ladegård. Den var oprindelig tænkt som avlsgård, som skulle forsyne kongens slotte med madvarer. Men det blev aldrig den store fidus. Ladegården blev sygehus for afsindige og pestramte. Stedet var krigshospital og straffeanstalt for militæretaten og fattighus.
En del af bygningerne blev revet ned i 1816 og i 1822 blev det hele overdraget Københavns Fattigvæsen som arbejderanstalt. Bygningerne var meget brøstfældige, og blev ødelagt ved en brand den 14. august 1839. Man antog, at ilden var påsat af nogle fattiglemmer. De var sure over, at der var opført et hegn, som adskilte de kvindelige og mandlige lemmer.
Stedet var også tvangsskole for børn, som havde forsømt deres skolepligt. Men denne skole blev hurtig nedlagt og poderne anbragt på andre skoler.
Til sidst var det helt og holdent Fattigvæsnet, der holdt til her indtil den totale nedrivning i 1930erne. Inden da var lemmerne for længst flyttet ud på Amager.
Det kostede 200.000 kr. årligt
Omkring århundredeskiftet modtog lemmerne en dagløn på fire, otte eller tolv øre, alt efter ydeevne. Hver mandag fik de så 12, 24 eller 30 øre, som de på selve Ladegården kunne købe ost, skrå eller snus for. De fik også en slags pension, men den fik de først udbetalt, når de forlod institutionen.
Den daglige arbejdstid var 12 timer med halvanden times hvil midt på dagen. Middagsmaden var ikke den store overraskelse. Det var som regel klipfisk og vandgrød den ene dag. Men så var det sødsuppe og ragout med margarine den anden dag, med et krus øl til.
Man var helt nede på den sociale rangstie, når man landede her. Det var det allernederste trin på den sociale rangstie.
Det kostede Københavns Kommune 200.000 kr. årligt, at drive institutionen. Halvdelen blev dog dækket ind ved lemmernes egen arbejdsindsats.
Her blev også de husvilde anbragt. De fik anvist et værelse med køkken. Her var plads til 18, og de kunne modsat lemmerne komme og gå som de ville. Men de skulle dog være på Ladegården inden klokken 20.30, for da blev portene lukket.
Men inspektøren led ingen nød. Han havde en stor dejlig have, vel nok en af de flotteste i byen. En af dem var tillige en stor byggematador.
Her kom toget
På Ladegårdens sydlige område nær Vodroffsvej, blev området krydset af en jernbanespor, der via Nørrebro og Hellerup førte videre til Charlottenlund og Klampenborg. Togene udgik fra stationen i Gyldenløvsgade lige over for Nansensgade. Når man havde passeret dæmningen mellem Peblingesøen og Sankt Jørgens sø (som man også kaldte for Ladegårdssøen) og var kørt forbi Ladegården og over Ladegårdsåen ved den nuværende Bülowsvej, var man midt ude på Rabarberlandet.
Begyndelsen til Rabarberland
Det var begyndelsen af dette Rabarberland, der omsider fældede dødsdommen over Ladegården. Efter århundredeskiftet begyndte grundende, der stødte op til Ladegården, at stige i pris. I 1905 begyndte man at drøfte Vinkelvejs videre skæbne. Det er den nuværende Rosenørns Allé, som dog ikke kom til at gå længere end til H.C. Ørstedsvej. Man nåede ikke længere de næste 20 år end blot at navngive et kort gadestykke fra H.C. Ørstedsvej til Worsøes vej efter Emil Rosenørn. Han var i årene 1867 – 1883 både kulturminister, overpræsident og direktør for Landbohøjskolen.
Nye veje opstår
Gennemførelsen af Rosenørns Allè ud til søerne fandt først sted 1924. I begyndelsen af 30erne begyndte man så at rive de gamle, grimme bygninger ned. På de godt og vel syv tønder land, som Ladegården havde strakt sig over, rejstes byggekomplekser mellem Åboulevarden, Julius Thomsensgade og Rosenørns Allè.
Historien om en vandmåler
Lige overfor, hvor Ladegården lå, står en spidsformet halvanden meter høj mindesten. Den er dog ikke helt let at få øje på. Den står cirka ved Åboulevarden nummer 16. Denne sten blev fisket op af åens bund. Man fandt den, da man skulle overdække åen. Ved nærmere undersøgelser fandt man ud af, at den var blevet brugt som vandmåler.
Men straks efter fundet, bredte der sig i kvarteret en vandrehistorie med, at stenen var et minde om et ungt nygift brudepar, der for mange år siden, druknede i Ladegårdsåen, da deres brudekaret løb løbsk. Der er dog en vis grad af sandhed i det. Et par unge mennesker var druknet i 1870erne i åen. Det var et par letlevende pigebørn, der efter en glad aften på Nørrebro havde hyret en droske til hjemturen. Inde i drosken havde de rusket frem og tilbage på sæderne, indtil døren var gået op. Og desværre var det lige det sted, hvor Ladegårdsåen var dybest.
Det herlige ved vandrehistorier er, at der er mange historier. Fordi, der findes også en tredje version, hvor nogle fine damer, som endda er navngivet, var på besøg hos en anset borger i nærheden. I denne historie druknede der fire damer. Den historie har vi tidligere omtalt her på siden.
Pariserstemning i kvarteret
Ikke langt derfra i de små gader Korsgade, Stengade, Griffenfeldsgade og Rantzausgade var der næsten Pariserstemning i 1960erne. Man fik ørerne fuld af spektakel fra knallerter, bilhorn, harmonikaspil, pigtrådsmusik og gadesælgernes hæse råb. Her var både unge og ældre mennesker. Her var magre gamle mænd med blege, furede ansigter, sommetider med en taske i hånden eller en kurv over armen.
Her var børstesælgere, trappeartister og fidusmagere. Man kunne møde buttede husmødre i rengøringsantræk med en cigaret i mundvigen, øldunstende mænd i arbejdstøj, gårdmusikanter og velklædte forretningsfolk.
De mange fabrikspiger strømmede ud fra værkstederne og småindustrierne i baggårdene. Der var masser af marskandiserbutikker. Her kunne man finde alt. I dag hedder disse butikker, antikvitetsbutikker. Så kan man måske få lidt mere for det.
Værtshuset Kommoden
I Stengade 14 nede i kælderen lå værtshuset Kommoden. Ja det kaldte man hele ejendommen. Man sagde nemlig, at beboerne var stuvet sammen i kommodeskuffer. Ja det hed ikke engang Stengade dengang, men Nørrebrostræde. Kommoden var sammen med et pakhus, gadens højeste bygninger. Resten af gaden bar endnu præg af en landsby med bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehunde.
Opkaldt efter en boghandler
Midtvejs ned til Korsgade var gadestrækningen spærret af solide plankeværksstolper. Herfra begyndte så den rigtige Stengade. Man siger, at gaden fik sit navn efter boghandler Chr. Steen, Nørrebrogade 45.
Det gamle Nørrebrostræde skiftede navn til Stengade i 1927, således at hele strækningen fra Nørrebrogade til Korsgade bar samme navn. Ved hjørnet af Prins Jørgensgade kunne man i lang tid se rester af fortidens småbygninger, hvor skellet mellem Nørrebrostræde og Stengade var.
Gaden med det dårlige ry
I Rantzausgade lå der endnu i 1970erne de gamle, grimme lejekaserner tæt op af hinanden, indrettet efter det berygtede korridorsystem fra midten og slutningen af 1800 tallet. Bygherrerne gav dengang gaden navnet Nordvestvej, fordi den gik i stik nordvestlig retning bort fra byen. I nogle år lige efter bebyggelsen var gaden den længste i det gamle København. For enden af den begyndte bøhlandet.
Gaden havde ikke det bedste ry. Her var talrige slagsmål på de mange værtshuse. Og beboerne kunne ikke rigtig finde ud af, hvilken Rantzau, gaden var opkaldt efter, da gaden skiftede navn i 1905. Det kneb lidt med viden omkring historien. De fleste mente dog, at det var den populære politibetjent fra Fælledvejens Politistation den var opkaldt efter.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs